ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 334

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

58. årgang
22. december 2015


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/2425 af 21. december 2015 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325

1

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2426 af 18. december 2015 om ændring af forordning (EU) 2015/1998 for så vidt angår tredjelande, der anerkendes som lande, der anvender sikkerhedsstandarder, som er ækvivalente med de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed ( 1 )

5

 

 

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2427 af 21. december 2015 om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

10

 

 

AFGØRELSER

 

*

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2428 af 10. december 2015 om ændring af beslutning 2009/791/EF og gennemførelsesafgørelse 2009/1013/EU om bemyndigelse af henholdsvis Tyskland og Østrig til fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

12

 

*

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2429 af 10. december 2015 om tilladelse til Letland til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

15

 

*

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2430 af 21. december 2015 om ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/1334

18

 

*

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2431 af 21. december 2015 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

22

 

*

Kommissionens afgørelse (EU) 2015/2432 af 18. september 2015 i sag SA.35484 (2013/C) (ex SA.35484 (2012/NN)) om Tysklands statsstøtte til mælkekvalitetskontroller i forbindelse med lov om mælk og fedtstoffer (meddelt under nummer C(2015) 6295)

23

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2433 af 18. december 2015 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater (meddelt under nummer C(2015) 9168)  ( 1 )

46

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2434 af 18. december 2015 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU om foranstaltninger til at forhindre indslæbning i og spredning inden for Unionen af skadegørere for så vidt angår visse frugter og grøntsager med oprindelse i Indien (meddelt under nummer C(2015) 9178)

61

 

 

RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER

 

*

Associeringsrådet EU-Egyptens afgørelse nr. 1/2015 af 21. september 2015 om erstatning af protokol 4 til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side om definition af begrebet produkter med oprindelsesstatus og om metoderne for administrativt samarbejde [2015/2435]

62

 

 

Berigtigelser

 

*

Berigtigelse til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 862/2012 af 4. juni 2012 om ændring af forordning (EF) nr. 809/2004 for så vidt angår oplysninger om tilsagnet til prospektets anvendelse, oplysninger om underliggende indekser og kravet om en rapport udarbejdet af uafhængige revisorer ( EUT L 256 af 22.9.2012 )

65

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

FORORDNINGER

22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/2425

af 21. december 2015

om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (1), særlig artikel 2, stk. 3, og

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 31. juli 2015 gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325 (2) om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001, der opstiller en ajourført liste over de personer, grupper og enheder, som forordning (EF) nr. 2580/2001 finder anvendelse på (»listen«).

(2)

Rådet har, hvor det var praktisk muligt, forelagt alle personerne, grupperne og enhederne en begrundelse for, hvorfor de er opført på listen.

(3)

I en bekendtgørelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende gjorde Rådet de personer, grupper og enheder, der er opført på listen, opmærksom på, at det havde besluttet at bevare dem herpå. Rådet gjorde også de pågældende personer, grupper og enheder opmærksom på, at de kan indgive en anmodning om at få Rådets begrundelse for, hvorfor de er opført på listen, medmindre begrundelsen allerede er meddelt dem.

(4)

Rådet har foretaget en gennemgang af listen som krævet i artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001. Rådet tog under gennemgangen hensyn til de bemærkninger, som de pågældende har indgivet til Rådet, samt de ajourførte oplysninger fra de kompetente nationale myndigheder om status for de opførte personer og enheder på nationalt plan.

(5)

Rådet har kontrolleret, at kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931/FUSP (3) har truffet afgørelser for alle de på listen opførte personer, grupper og enheder om, at de har været involveret i terrorhandlinger som defineret i artikel 1, stk. 2 og 3, i fælles holdning 2001/931/FUSP. Rådet har også konkluderet, at de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på, fortsat bør være omfattet af de specifikke restriktive foranstaltninger, der er fastsat i forordning (EU) nr. 2580/2001.

(6)

Listen bør ajourføres i overensstemmelse hermed og gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325 bør ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001, er indeholdt i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325 ophæves.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2015.

På Rådets vegne

J. ASSELBORN

Formand


(1)  EUT L 344 af 28.12.2001, s. 70.

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325 af 31. juli 2015 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2015/513 (EUT L 206 af 1.8.2015, s. 12).

(3)  Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT L 344 af 28.12.2001, s. 93).


BILAG

LISTE OVER PERSONER, GRUPPER OG ENHEDER, JF. ARTIKEL 1

I.   PERSONER

1.

ABDOLLAHI Hamed (alias Mustafa Abdullahi), født den 11. august 1960 i Iran. Pasnr.: D9004878.

2.

AL-NASSER, Abdelkarim Hussein Mohamed, født i Al Ihsa (Saudi-Arabien), saudiarabisk statsborger.

3.

AL YACOUB, Ibrahim Salih Mohammed, født den 16.10.1966 i Tarut (Saudi-Arabien), saudiarabisk statsborger.

4.

ARBABSIAR Manssor (alias Mansour Arbabsiar), født den 6. eller 15. marts 1955 i Iran. Iransk og amerikansk statsborger. Pasnr.: C2002515 (Iran); pasnr.: 477845448 (USA). Nationalt ID-nr.: 07442833, udløbsdato den 15. marts 2016 (amerikansk kørekort).

5.

BOUYERI, Mohammed (alias Abu ZUBAIR, alias SOBIAR, alias Abu ZOUBAIR), født den 8.3.1978 i Amsterdam (Nederlandene) — medlem af »Hofstadgroep«.

6.

IZZ-AL-DIN, Hasan (alias GARBAYA, Ahmed, alias SA-ID, alias SALWWAN, Samir), Libanon, født i 1963 i Libanon, libanesisk statsborger.

7.

MOHAMMED, Khalid Shaikh (alias ALI, Salem, alias BIN KHALID, Fahd Bin Adballah, alias HENIN, Ashraf Refaat Nabith, alias WADOOD, Khalid Adbul), født den 14.4.1965 eller den 1.3.1964 i Pakistan, pasnr.: 488555.

8.

SHAHLAI Abdul Reza (alias Abdol Reza Shala'i, alias Abd-al Reza Shalai, alias Abdorreza Shahlai, alias Abdolreza Shahla'i, alias Abdul-Reza Shahlaee, alias Hajj Yusef, alias Haji Yusif, alias Hajji Yasir, alias Hajji Yusif, alias Yusuf Abu-al-Karkh), født cirka 1957 i Iran. Adresser: 1) Kermanshah, Iran, 2) Mehran militærbase, Ilamprovinsen, Iran.

9.

SHAKURI Ali Gholam, født cirka 1965 i Teheran, Iran.

10.

SOLEIMANI Qasem (alias Ghasem Soleymani, alias Qasmi Sulayman, alias Qasem Soleymani, alias Qasem Solaimani, alias Qasem Salimani, alias Qasem Solemani, alias Qasem Sulaimani, alias Qasem Sulemani), født den 11. marts 1957 i Iran. Iransk statsborger. Pasnr.: 008827 (iransk diplomatpas), udstedt 1999. Titel: generalmajor.

II.   GRUPPER OG ENHEDER

1.

»Abu Nidal Organisation« — »ANO« (alias »Fatah Revolutionary Council«, alias »Arab Revolutionary Brigades«, alias »Black September« (»Sorte September«), alias »Revolutionary Organisation of Socialist Muslims«).

2.

»Al-Aqsa Martyrs' Brigade« (»Al Aqsa-Martyrernes Brigade«).

3.

»Al-Aqsa. e.V.«.

4.

»Babbar Khalsa«.

5.

»Det Filippinske Kommunistparti«, herunder »New People's Army« — »NPA«, Filippinerne.

6.

»Gama'a al-Islamiyya« (alias »Al-Gama'a al-Islamiyya«) (»Islamisk Gruppe« — »IG«).

7.

»İslami Büyük Doğu Akıncılar Cephesi« — »IBDA-C« (»Great Islamic Eastern Warriors Front«).

8.

»Hamas«, herunder »Hamas-Izz al-Din al-Qassem«.

9.

»Hizballah Military Wing« (»Hizbollahs militære gren«) (alias »Hezbollah Military Wing«, alias »Hizbullah Military Wing«, alias »Hizbollah Military Wing«, alias »Hezballah Military Wing«, alias »Hisbollah Military Wing«, alias »Hizbu'llah Military Wing« alias »Hizb Allah Military Wing«, alias »Jihad Council« (og alle de enheder, der refererer til den, herunder den eksterne sikkerhedsorganisation)).

10.

»Hizbul Mujahideen« — »HM«.

11.

»Hofstadgroep«.

12.

»International Sikh Youth Federation« — »ISYF«.

13.

»Khalistan Zindabad Force« — »KZF«.

14.

»Det Kurdiske Arbejderparti« — »PKK« (alias »KADEK«, alias »KONGRA-GEL«).

15.

»De Tamilske Tigre« — »LTTE«.

16.

»Ejército de Liberación Nacional« (»Den Nationale Befrielseshær«).

17.

»Palæstinensisk Islamisk Jihad« — »PIJ«.

18.

»Popular Front for the Liberation of Palestine« (»Folkefronten til Palæstinas Befrielse«) — »PFLP«.

19.

»Popular Front for the Liberation of Palestine — General Command« (»Folkefronten til Palæstinas Befrielse-Generalkommandoen«) (alias »PFLP-General Command«).

20.

»Fuerzas armadas revolucionarias de Colombia« — »FARC« (»Colombias Væbnede Revolutionære Styrker«).

21.

»Devrimci Halk Kurtuluș Partisi-Cephesi« — »DHKP/C« (alias »Devrimci Sol« (»Revolutionary Left«), alias »Dev Sol«) (»Revolutionary People's Liberation Army/Front/Party«).

22.

»Sendero Luminoso« — »SL« (»Den Lysende Sti«).

23.

»Teyrbazen Azadiya Kurdistan« — »TAK« (alias »Kurdistan Freedom Falcons«, alias »Kurdistan Freedom Hawks«).


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/5


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/2426

af 18. december 2015

om ændring af forordning (EU) 2015/1998 for så vidt angår tredjelande, der anerkendes som lande, der anvender sikkerhedsstandarder, som er ækvivalente med de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (1), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 272/2009 (2) supplerer de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed som fastlagt i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008.

(2)

Forordning (EF) nr. 272/2009 pålægger Kommissionen at anerkende ækvivalensen af tredjelandes sikkerhedsnormer på grundlag af kriterierne fastsat i afsnit E i bilaget til nævnte forordning.

(3)

Bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1998 (3) indeholder en liste over de tredjelande, som følger sikkerhedsnormer, der er anerkendt som værende ækvivalente med de fælles grundlæggende normer.

(4)

Kommissionen har kontrolleret, at også Canada og Montenegro opfylder kriterierne i afsnit E i bilaget til forordning (EF) nr. 272/2009.

(5)

Gennemførelsesforordning (EU) 2015/1998 bør derfor ændres.

(6)

Der bør fastsættes en passende frist for nærværende forordnings anvendelse, da ændringer i driften af og/eller infrastrukturen i lufthavne kan være påkrævet.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed, der er nedsat ved artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 300/2008 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2015/1998 ændres i overensstemmelse med bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 29. februar 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2015.

På Kommissionens vegne

For formanden

Violeta BULC

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 272/2009 af 2. april 2009 om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed som fastlagt i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 (EUT L 91 af 3.4.2009, s. 7).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/1998 af 5. november 2015 om detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af grundlæggende fælles normer for luftfartssikkerhed (EUT L 299 af 14.11.2015, s. 1).


BILAG

I bilaget foretages følgende ændringer:

(1)

I kapitel 3 affattes tillæg 3-B således:

»TILLÆG 3-B

FLYSIKKERHED

TREDJELANDE OG ANDRE LANDE OG TERRITORIER, FOR HVILKE AFSNIT VI I TREDJE DEL AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE IKKE FINDER ANVENDELSE IFØLGE SAMME TRAKTATS ARTIKEL 355, OG SOM FØLGER SIKKERHEDSNORMER, DER ER ANERKENDT SOM VÆRENDE ÆKVIVALENTE MED DE FÆLLES GRUNDLÆGGENDE NORMER FOR CIVIL LUFTFARTSSIKKERHED.

Med hensyn til flysikkerhed er de sikkerhedsnormer, der følges af nedenstående tredjelande og andre lande og territorier, for hvilke afsnit VI i tredje del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ikke finder anvendelse ifølge samme traktats artikel 355, anerkendt som værende ækvivalente med de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed:

 

Canada

 

Færøerne, hvad angår Vagar lufthavn

 

Grønland, hvad angår Kangerlussuaq lufthavn

 

Guernsey

 

Isle of Man

 

Jersey

 

Montenegro

 

Amerikas Forenede Stater

Kommissionen underretter straks medlemsstaternes ansvarlige myndigheder, hvis den har oplysninger om, at sikkerhedsnormer, der anvendes i tredjelande eller andre lande og territorier, som har betydelig indflydelse på den generelle luftfartssikkerhed i EU, ikke længere svarer til EU's fælles grundlæggende normer.

Medlemsstaternes ansvarlige myndigheder underrettes straks, hvis Kommissionen har oplysninger om, at der er truffet foranstaltninger, herunder kompenserede foranstaltninger, der bekræfter, at tredjelandets eller det andet lands eller territoriums luftfartssikkerhedsnormer igen kan betragtes som svarende til EU's.«

(2)

I kapitel 4 affattes tillæg 4-B således:

»TILLÆG 4-B

PASSAGERER OG HÅNDBAGAGE

TREDJELANDE OG ANDRE LANDE OG TERRITORIER, FOR HVILKE AFSNIT VI I TREDJE DEL AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE IKKE FINDER ANVENDELSE IFØLGE SAMME TRAKTATS ARTIKEL 355, OG SOM FØLGER SIKKERHEDSNORMER, DER ER ANERKENDT SOM VÆRENDE ÆKVIVALENTE MED DE FÆLLES GRUNDLÆGGENDE NORMER FOR CIVIL LUFTFARTSSIKKERHED.

Med hensyn til passagerer og håndbagage er de sikkerhedsnormer, der følges af nedenstående tredjelande og andre lande og territorier, for hvilke afsnit VI i tredje del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ikke finder anvendelse ifølge samme traktats artikel 355, anerkendt som værende ækvivalente med de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed:

 

Canada

 

Færøerne, hvad angår Vagar lufthavn

 

Grønland, hvad angår Kangerlussuaq lufthavn

 

Guernsey

 

Isle of Man

 

Jersey

 

Montenegro

 

Amerikas Forenede Stater

Kommissionen underretter straks medlemsstaternes ansvarlige myndigheder, hvis den har oplysninger om, at sikkerhedsnormer, der anvendes i tredjelande eller andre lande og territorier, som har betydelig indflydelse på den generelle luftfartssikkerhed i EU, ikke længere svarer til EU's fælles grundlæggende normer.

Medlemsstaternes ansvarlige myndigheder underrettes straks, hvis Kommissionen har oplysninger om, at der er truffet foranstaltninger, herunder kompenserede foranstaltninger, der bekræfter, at tredjelandets eller det andet lands eller territoriums luftfartssikkerhedsnormer igen kan betragtes som svarende til EU's.«

(3)

I kapitel 5 affattes tillæg 5-A således:

»TILLÆG 5-A

INDSKREVET BAGAGE

TREDJELANDE OG ANDRE LANDE OG TERRITORIER, FOR HVILKE AFSNIT VI I TREDJE DEL AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE IKKE FINDER ANVENDELSE IFØLGE SAMME TRAKTATS ARTIKEL 355, OG SOM FØLGER SIKKERHEDSNORMER, DER ER ANERKENDT SOM VÆRENDE ÆKVIVALENTE MED DE FÆLLES GRUNDLÆGGENDE NORMER FOR CIVIL LUFTFARTSSIKKERHED.

Med hensyn til indskrevet bagage er de sikkerhedsnormer, der følges af nedenstående tredjelande og andre lande og territorier, for hvilke afsnit VI i tredje del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ikke finder anvendelse ifølge samme traktats artikel 355, anerkendt som værende ækvivalente med de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed:

 

Canada

 

Færøerne, hvad angår Vagar lufthavn

 

Grønland, hvad angår Kangerlussuaq lufthavn

 

Guernsey

 

Isle of Man

 

Jersey

 

Montenegro

 

Amerikas Forenede Stater

Kommissionen underretter straks medlemsstaternes ansvarlige myndigheder, hvis den har oplysninger om, at sikkerhedsnormer, der anvendes i tredjelande eller andre lande og territorier, som har betydelig indflydelse på den generelle luftfartssikkerhed i EU, ikke længere svarer til EU's fælles grundlæggende normer.

Medlemsstaternes ansvarlige myndigheder underrettes straks, hvis Kommissionen har oplysninger om, at der er truffet foranstaltninger, herunder kompenserede foranstaltninger, der bekræfter, at tredjelandets eller det andet lands eller territoriums luftfartssikkerhedsnormer igen kan betragtes som svarende til EU's.«

(4)

I kapitel 6 affattes tillæg 6-F således:

»TILLÆG 6-F

FRAGT OG POST

6-Fi

TREDJELANDE OG ANDRE LANDE OG TERRITORIER, FOR HVILKE AFSNIT VI I TREDJE DEL AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE IKKE FINDER ANVENDELSE IFØLGE SAMME TRAKTATS ARTIKEL 355, OG SOM FØLGER SIKKERHEDSNORMER, DER ER ANERKENDT SOM VÆRENDE ÆKVIVALENTE MED DE FÆLLES GRUNDLÆGGENDE NORMER FOR CIVIL LUFTFARTSSIKKERHED.

Med hensyn til fragt og post er de sikkerhedsnormer, der følges af nedenstående tredjelande, anerkendt som værende ækvivalente med de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed:

Montenegro

Kommissionen underretter straks medlemsstaternes ansvarlige myndigheder, hvis den har oplysninger om, at sikkerhedsnormer, der anvendes i tredjelande eller andre lande og territorier, som har betydelig indflydelse på den generelle luftfartssikkerhed i EU, ikke længere svarer til EU's fælles grundlæggende normer.

Medlemsstaternes ansvarlige myndigheder underrettes straks, hvis Kommissionen har oplysninger om, at der er truffet foranstaltninger, herunder kompenserede foranstaltninger, der bekræfter, at tredjelandets eller det andet lands eller territoriums luftfartssikkerhedsnormer igen kan betragtes som svarende til EU's.

6-Fii

TREDJELANDE OG ANDRE LANDE OG TERRITORIER, FOR HVILKE AFSNIT VI I TREDJE DEL AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE IKKE FINDER ANVENDELSE IFØLGE SAMME TRAKTATS ARTIKEL 355, OG FOR HVILKE ACC3-UDPEGNING IKKE ER PÅKRÆVET, ER ANFØRT I KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE C(2015) 8005

6- Fiii

VALIDERINGSAKTIVITETER I TREDJELANDE OG ANDRE LANDE OG TERRITORIER, FOR HVILKE AFSNIT VI I TREDJE DEL AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE IKKE FINDER ANVENDELSE IFØLGE SAMME TRAKTATS ARTIKEL 355, OG SOM ER ANERKENDT SOM LIGESTILLET MED EU-VALIDERING AF LUFTFARTSSIKKERHEDEN.

Ingen bestemmelser vedtaget endnu.«


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/2427

af 21. december 2015

om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1),

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (2), særlig artikel 136, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De faste importværdier som omhandlet i artikel 136 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2015.

På Kommissionens vegne

For formanden

Jerzy PLEWA

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  EUT L 157 af 15.6.2011, s. 1.


BILAG

Faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

(EUR/100 kg)

KN-kode

Tredjelandskode (1)

Fast importværdi

0702 00 00

IL

236,2

MA

99,6

TR

113,3

ZZ

149,7

0707 00 05

EG

174,9

MA

82,9

TR

145,3

ZZ

134,4

0709 93 10

MA

46,3

TR

146,0

ZZ

96,2

0805 10 20

EG

57,7

MA

66,1

TR

55,6

ZA

74,1

ZZ

63,4

0805 20 10

MA

80,8

ZZ

80,8

0805 20 30, 0805 20 50, 0805 20 70, 0805 20 90

IL

110,0

TR

87,3

ZZ

98,7

0805 50 10

TR

92,6

ZZ

92,6

0808 10 80

CA

153,6

CL

85,4

US

172,3

ZA

141,1

ZZ

138,1

0808 30 90

CN

59,9

TR

122,3

ZZ

91,1


(1)  Landefortegnelse fastsat ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1106/2012 af 27. november 2012 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 471/2009 om fællesskabsstatistikker over varehandelen med tredjelande for så vidt angår ajourføring af den statistiske lande- og områdefortegnelse (EUT L 328 af 28.11.2012, s. 7). Koden »ZZ« = »anden oprindelse«.


AFGØRELSER

22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/12


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2428

af 10. december 2015

om ændring af beslutning 2009/791/EF og gennemførelsesafgørelse 2009/1013/EU om bemyndigelse af henholdsvis Tyskland og Østrig til fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 291, stk. 2,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Tyskland og Østrig blev indrømmet en fravigende foranstaltning ved henholdsvis Rådets beslutning 2009/791/EF (2) og Rådets gennemførelsesafgørelse 2009/1013/EU (3). Anvendelsen af den fravigende foranstaltning blev forlænget indtil den 31. december 2015 ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/705/EU (4).

(2)

Den fravigende foranstaltning fraviger artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF, der regulerer afgiftspligtige personers ret til at fradrage moms på de varer og tjenesteydelser, der leveres til dem i forbindelse med deres afgiftspligtige transaktioner. Hensigten med den fravigende foranstaltning er at ophæve fradragsretten for moms på de varer og tjenesteydelser, hvor den afgiftspligtige persons eller dennes ansattes private eller, mere generelt, ikke-erhvervsmæssige brug udgør over 90 % af den samlede brug.

(3)

For at tage hensyn til Domstolens retspraksis, i henhold til hvilken indgående moms på udgifter afholdt af en afgiftspligtig person ikke kan fradrages, hvis den vedrører virksomhed, som, henset til dens ikke-økonomiske karakter, ikke falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 2006/112/EF, er det hensigtsmæssigt at præcisere, at den fravigende foranstaltning også gælder for varer og tjenesteydelser, der anvendes til aktiviteter af ikke-økonomisk karakter.

(4)

Formålet med den fravigende foranstaltning er at forenkle proceduren for pålæggelse og opkrævning af moms. Den afgift, der skal betales ved det endelige forbrug, påvirkes kun i ubetydelig grad.

(5)

Ved breve registreret i Kommissionen den 16. marts 2015 og den 19. marts 2015 anmodede henholdsvis Tyskland og Østrig om bemyndigelse til fortsat at anvende denne fravigende foranstaltning.

(6)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved brev af 15. september 2015 de øvrige medlemsstater om Østrigs og Tysklands anmodninger. Ved brev af 17. september 2015 meddelte Kommissionen Østrig og Tyskland, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningerne.

(7)

I henhold til de oplysninger, som Østrig og Tyskland har indgivet, har de retlige og faktuelle forhold, der berettigede den nuværende anvendelse af den fravigende foranstaltning, ikke ændret sig og er stadig til stede. Østrig og Tyskland bør derfor bemyndiges til fortsat at anvende denne fravigende foranstaltning i endnu en periode, som dog begrænses til indtil den 31. december 2018 med henblik på at vurdere nødvendigheden og effektiviteten af den fravigende foranstaltning og den procentuelle fordeling mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig brug, som den tager udgangspunkt i.

(8)

Såfremt Østrig og Tyskland mener, at det er nødvendigt at forlænge den fravigende foranstaltning ud over 2018, bør den pågældende medlemsstat senest den 31. marts 2018 sammen med anmodningen om forlængelse indgive en rapport til Kommissionen om anvendelsen af den fravigende foranstaltning, som omfatter en evaluering af den anvendte procentuelle fordeling, for at give Kommissionen tilstrækkelig tid til at undersøge anmodningen.

(9)

De fravigende foranstaltninger vil kun i ubetydelig grad påvirke den afgift, der skal betales ved det endelige forbrug, og får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.

(10)

Beslutning 2009/791/EF og gennemførelsesafgørelse 2009/1013/EU bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 1 og 2 i beslutning 2009/791/EF affattes således:

»Artikel 1

Som en undtagelse fra artikel 168 og artikel 168a i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Tyskland til fuldstændigt at ophæve fradragsretten for moms på varer og tjenesteydelser, når den afgiftspligtige persons eller dennes ansattes private eller, mere generelt, ikke-erhvervsmæssige eller ikke-økonomiske brug af varerne eller tjenesteydelserne udgør over 90 % af den samlede brug.

Artikel 2

Denne afgørelse udløber den 31. december 2018.

Enhver anmodning om forlængelse af den fravigende foranstaltning i denne afgørelse skal være Kommissionen i hænde senest den 31. marts 2018.

En sådan anmodning skal ledsages af en rapport om anvendelsen af denne foranstaltning, der indeholder en vurdering af den anvendte procentuelle fordeling af retten til momsfradrag på baggrund af denne afgørelse.«

Artikel 2

Artikel 1 og 2 i gennemførelsesafgørelse 2009/1013/EU affattes således:

»Artikel 1

Som en undtagelse fra artikel 168 og artikel 168a i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Østrig til fuldstændigt at ophæve fradragsretten for moms på varer og tjenesteydelser, når den afgiftspligtige persons eller dennes ansattes private eller, mere generelt, ikke-erhvervsmæssige eller ikke-økonomiske brug af varerne eller tjenesteydelserne udgør over 90 % af den samlede brug.

Artikel 2

Denne afgørelse udløber den 31. december 2018.

Enhver anmodning om forlængelse af den fravigende foranstaltning i denne afgørelse skal være Kommissionen i hænde senest den 31. marts 2018.

En sådan anmodning skal ledsages af en rapport om anvendelsen af denne foranstaltning, der indeholder en vurdering af den anvendte procentuelle fordeling af retten til momsfradrag på baggrund af denne afgørelse.«

Artikel 3

Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. januar 2016.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2015.

På Rådets vegne

F. BAUSCH

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  Rådets beslutning 2009/791/EF af 20. oktober 2009 om bemyndigelse af Forbundsrepublikken Tyskland til fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 168 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 283 af 30.10.2009, s. 55).

(3)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2009/1013/EU af 22. december 2009 om bemyndigelse af Republikken Østrig til fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 168 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 348 af 29.12.2009, s. 21).

(4)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/705/EU af 13. november 2012 om ændring af beslutning 2009/791/EF og gennemførelsesafgørelse 2009/2013/EU om bemyndigelse af henholdsvis Tyskland og Østrig til fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 319 af 16.11.2012, s. 8).


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/15


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2429

af 10. december 2015

om tilladelse til Letland til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 291, stk. 2,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev registreret i Kommissionen den 8. april 2015 og den 30. juli 2015 anmodede Letland om tilladelse til med visse ændringer fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF, med henblik på at begrænse fradragsretten for moms i forbindelse med udgifter til visse personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål.

(2)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved breve af 21. og 24. august 2015 de øvrige medlemsstater om Letlands anmodning. Ved brev af 24. august 2015 underrettede Kommissionen Letland om, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF fastsætter, at en afgiftspligtig person har ret til at fradrage moms på levering af varer og ydelser, som vedkommende har modtaget til anvendelse i forbindelse med sine afgiftspligtige transaktioner. Artikel 26, stk. 1, litra a), i nævnte direktiv indeholder et krav om at angive moms, når en virksomheds aktiver anvendes til ikke-erhvervsmæssige formål.

(4)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/191/EU (2) fik Letland efter artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF tilladelse til at indføre en fravigende foranstaltning med henblik på at begrænse fradragsretten til 80 % i forbindelse med erhvervelse, leasing, erhvervelse inden for Fællesskabet og indførsel af nærmere specificerede personbiler og udgifter i forbindelse hermed, herunder indkøb af brændstof, når disse personbiler ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål. Nævnte gennemførelsesafgørelse udløber den 31. december 2015.

(5)

I medfør af artikel 6 i gennemførelsesafgørelse 2013/191/EU fremsendte Letland ligeledes en rapport, der indeholder en redegørelse for anvendelsen af den procentsats, der er fastsat for begrænsningen af fradragsretten. Denne redegørelse, der er baseret på statistiske oplysninger, der stammer fra en særlig afgift på lette køretøjer, der ejes eller besiddes af erhvervsdrivende, og som anvendes til private og erhvervsmæssige formål, indikerer, at fradragssatsen på 80 % bør nedsættes til 50 %.

(6)

Begrænsningen af fradragsretten i henhold til foranstaltningen bør finde anvendelse på moms betalt ved erhvervelse, leasing, erhvervelse inden for Fællesskabet og indførsel af nærmere specificerede personbiler og udgifter i forbindelse hermed, herunder indkøb af brændstof.

(7)

Foranstaltningen bør udelukkende finde anvendelse på personbiler med en tilladt totalvægt på højst 3 500 kg og med højst otte siddepladser foruden førerens. Enhver ikke-erhvervsmæssig brug af personbiler, der vejer over 3 500 kg eller har mere end otte siddepladser foruden førerens, er ubetydelig på grund af bilernes art eller den type erhverv, de anvendes inden for. Der bør ligeledes forelægges en udførlig liste over særlige personbiler, der ikke er omfattet af denne tilladelse, på grundlag af deres særlige anvendelse.

(8)

Letland bør derfor have tilladelse til at anvende denne foranstaltning for en begrænset periode indtil den 31. december 2018.

(9)

Såfremt Letland mener, at det er nødvendigt at forlænge den fravigende foranstaltning ud over 2018, bør Letland senest den 31. marts 2018 sammen med anmodningen om forlængelse indgive en rapport til Kommissionen om anvendelsen af den fravigende foranstaltning, som omfatter en evaluering af den anvendte procentuelle fordeling.

(10)

Fravigelsen vil kun i ubetydelig grad påvirke de samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug, og får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Som en undtagelse fra artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF tillades det Letland at begrænse retten til at fradrage moms på udgifter til personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål, til 50 %.

Artikel 2

Som en undtagelse fra artikel 26, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112/EF sidestiller Letland ikke privat brug af personbiler, der indgår i aktiverne i en afgiftspligtig persons virksomhed, med levering af ydelser mod vederlag, når bilen har været omfattet af en begrænsning af fradragsretten i henhold til artikel 1 i denne afgørelse.

Artikel 3

De udgifter, der er omhandlet i artikel 1, omfatter erhvervelse, leasing, erhvervelse inden for Fællesskabet og indførsel af personbiler samt udgifter til vedligeholdelse af, reparation af og brændstof til sådanne biler.

Artikel 4

Denne afgørelse finder udelukkende anvendelse på personbiler med en tilladt totalvægt på højst 3 500 kg og med højst otte siddepladser foruden førerens.

Artikel 5

Artikel 1 og 2 finder ikke anvendelse på følgende kategorier af personbiler:

a)

biler, der er erhvervet med henblik på videresalg, leje eller leasing

b)

biler, der anvendes til passagertransport mod betaling, herunder taxatjenester

c)

biler, der anvendes til varetransport

d)

biler, der benyttes til køretimer

e)

biler, der anvendes af sikkerhedstjenester

f)

biler, der anvendes af udrykningstjenester

g)

biler, der anvendes som udstillingsmodeller.

Artikel 6

1.   Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2016. Den udløber den 31. december 2018.

2.   En eventuel anmodning om forlængelse af tilladelsen fastsat i denne afgørelse skal indgives til Kommissionen senest den 31. marts 2018. En sådan anmodning skal ledsages af en rapport, som indeholder en vurdering af den procentsats, der er fastsat i artikel 1.

Artikel 7

Denne afgørelse er rettet til Republikken Letland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2015.

På Rådets vegne

F. BAUSCH

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/191/EU af 22. april 2013 om tilladelse til Letland til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 113 af 25.4.2013, s. 11).


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/18


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2015/2430

af 21. december 2015

om ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/1334

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 27. december 2001 fælles holdning 2001/931/FUSP (1).

(2)

Rådet vedtog den 31. juli 2015 afgørelse (FUSP) 2015/1334 (2) om ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP (»listen«).

(3)

I henhold til artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP er det nødvendigt med regelmæssige mellemrum at gennemgå navnene på de personer, grupper og enheder, der er opført på listen, for at sikre, at det stadig er berettiget at bevare dem herpå.

(4)

Denne afgørelse indeholder resultatet af den gennemgang, som Rådet har foretaget af de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på.

(5)

Rådet har kontrolleret, at kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931/FUSP har truffet afgørelser for alle de på listen opførte personer, grupper og enheder om, at de har været involveret i terrorhandlinger som defineret i artikel 1, stk. 2 og 3, i fælles holdning 2001/931/FUSP. Rådet har også konkluderet, at de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på, fortsat bør være omfattet af de specifikke restriktive foranstaltninger, der er fastsat deri.

(6)

Listen bør ajourføres i overensstemmelse hermed og afgørelse (FUSP) 2015/1334 bør ophæves —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Listen over de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på, er indeholdt i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Afgørelse (FUSP) 2015/1334 ophæves.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2015.

På Rådets vegne

J. ASSELBORN

Formand


(1)  Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT L 344 af 28.12.2001, s. 93).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1334 af 31. juli 2015 om ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/521 (EUT L 206 af 1.8.2015, s. 61).


BILAG

LISTE OVER PERSONER, GRUPPER OG ENHEDER, JF. ARTIKEL 1

I.   PERSONER

1.

ABDOLLAHI, Hamed (alias Mustafa Abdullahi), født den 11. august 1960 i Iran. Pasnr.: D9004878.

2.

AL-NASSER, Abdelkarim Hussein Mohamed, født i Al Ihsa (Saudi-Arabien), saudiarabisk statsborger.

3.

AL YACOUB, Ibrahim Salih Mohammed, født den 16.10.1966 i Tarut (Saudi-Arabien), saudiarabisk statsborger.

4.

ARBABSIAR, Manssor (alias Mansour Arbabsiar), født den 6. eller 15. marts 1955 i Iran. Iransk og amerikansk statsborger Pasnr.: C2002515 (Iran); pasnr.: 477845448 (USA). Nationalt ID-nr.: 07442833, udløbsdato den 15. marts 2016 (amerikansk kørekort).

5.

BOUYERI, Mohammed (alias Abu ZUBAIR, alias SOBIAR, alias Abu ZOUBAIR), født den 8.3.1978 i Amsterdam (Nederlandene) — medlem af »Hofstadgroep«.

6.

IZZ-AL-DIN, Hasan (alias GARBAYA, Ahmed, alias SA-ID, alias SALWWAN, Samir), Libanon, født i 1963 i Libanon, libanesisk statsborger.

7.

MOHAMMED, Khalid Shaikh (alias ALI, Salem, alias BIN KHALID, Fahd Bin Adballah, alias HENIN, Ashraf Refaat Nabith, alias WADOOD, Khalid Adbul), født den 14.4.1965 eller den 1.3.1964 i Pakistan, pasnr.: 488555.

8.

SHAHLAI Abdul Reza (alias Abdol Reza Shala'i, alias Abd-al Reza Shalai, alias Abdorreza Shahlai, alias Abdolreza Shahla'i, alias Abdul-Reza Shahlaee, alias Hajj Yusef, alias Haji Yusif, alias Hajji Yasir, alias Hajji Yusif, alias Yusuf Abu-al-Karkh), født cirka 1957 i Iran. Adresser: 1) Kermanshah, Iran, 2) Mehran militærbase, Ilamprovinsen, Iran.

9.

SHAKURI Ali Gholam, født cirka 1965 i Teheran, Iran.

10.

SOLEIMANI Qasem (alias Ghasem Soleymani, alias Qasmi Sulayman, alias Qasem Soleymani, alias Qasem Solaimani, alias Qasem Salimani, alias Qasem Solemani, alias Qasem Sulaimani, alias Qasem Sulemani), født den 11. marts 1957 i Iran. Iransk statsborger. Pasnr.: 008827 (iransk diplomatpas), udstedt 1999. Titel: generalmajor.

II.   GRUPPER OG ENHEDER

1.

»Abu Nidal Organisation« — »ANO« (alias »Fatah Revolutionary Council«, alias »Arab Revolutionary Brigades«, alias »Black September« (»Sorte September«), alias »Revolutionary Organisation of Socialist Muslims«).

2.

»Al-Aqsa Martyrs' Brigade« (»Al Aqsa-Martyrernes Brigade«).

3.

»Al-Aqsa. e.V.«.

4.

»Babbar Khalsa«.

5.

»Det Filippinske Kommunistparti«, herunder »New People's Army« — »NPA«, Filippinerne.

6.

»Gama'a al-Islamiyya« (alias »Al-Gama'a al-Islamiyya«) (»Islamisk Gruppe« — »IG«).

7.

»İslami Büyük Doğu Akıncılar Cephesi« — »IBDA-C« (»Great Islamic Eastern Warriors Front«).

8.

»Hamas«, herunder »Hamas-Izz al-Din al-Qassem«.

9.

»Hizballah Military Wing« (»Hizbollahs militære gren«) (alias »Hezbollah Military Wing«, alias »Hizbullah Military Wing«, alias »Hizbollah Military Wing«, alias »Hezballah Military Wing«, alias »Hisbollah Military Wing«, alias »Hizbu'llah Military Wing« alias »Hizb Allah Military Wing«, alias »Jihad Council« (og alle de enheder, der refererer til den, herunder den eksterne sikkerhedsorganisation)).

10.

»Hizbul Mujahideen« — »HM«.

11.

»Hofstadgroep«.

12.

»International Sikh Youth Federation« — »ISYF«.

13.

»Khalistan Zindabad Force« — »KZF«.

14.

»Det Kurdiske Arbejderparti« — »PKK« (alias »KADEK«, alias »KONGRA-GEL«).

15.

»De Tamilske Tigre« — »LTTE«.

16.

»Ejército de Liberación Nacional« (»Den Nationale Befrielseshær«).

17.

»Palæstinensisk Islamisk Jihad« — »PIJ«.

18.

»Popular Front for the Liberation of Palestine« (»Folkefronten til Palæstinas Befrielse«) — »PFLP«.

19.

»Popular Front for the Liberation of Palestine — General Command« (»Folkefronten til Palæstinas Befrielse-Generalkommandoen«) (alias »PFLP-General Command«).

20.

»Fuerzas armadas revolucionarias de Colombia« — »FARC« (»Colombias Væbnede Revolutionære Styrker«).

21.

»Devrimci Halk Kurtuluș Partisi-Cephesi« — »DHKP/C« (alias »Devrimci Sol« (»Revolutionary Left«), alias »Dev Sol«) (»Revolutionary People's Liberation Army/Front/Party«).

22.

»Sendero Luminoso« — »SL« (»Den Lysende Sti«).

23.

»Teyrbazen Azadiya Kurdistan« — »TAK« (alias »Kurdistan Freedom Falcons«, alias »Kurdistan Freedom Hawks«).


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/22


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2015/2431

af 21. december 2015

om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 31. juli 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/512/FUSP (1).

(2)

Det Europæiske Råd blev den 19. marts 2015 enigt om, at de fornødne foranstaltninger vil blive truffet for klart at kæde varigheden af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2014/512/FUSP sammen med den fuldstændige gennemførelse af Minskaftalerne.

(3)

Minskaftalerne vil ikke være fuldstændig gennemført den 31. december 2015. Afgørelse 2014/512/FUSP bør derfor forlænges med yderligere seks måneder, så Rådet kan vurdere gennemførelsen af nævnte aftaler yderligere.

(4)

Afgørelse 2014/512/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 9, stk. 1, første afsnit, i afgørelse 2014/512/FUSP affattes således:

»Denne afgørelse anvendes indtil den 31. juli 2016.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2015.

På Rådets vegne

J. ASSELBORN

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 13).


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/23


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/2432

af 18. september 2015

i sag SA.35484 (2013/C) (ex SA.35484 (2012/NN)) om Tysklands statsstøtte til mælkekvalitetskontroller i forbindelse med lov om mælk og fedtstoffer

(meddelt under nummer C(2015) 6295)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,

efter at have opfordret de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler (1), og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Ved brev af 28. november 2011 og 27. februar 2012 anmodede Europa-Kommissionen (herefter »Kommissionen«) Tyskland om flere oplysninger i forbindelse med årsrapporten om statsstøtte i landbrugssektoren for 2010, som Tyskland havde indsendt i henhold til artikel 21, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (2). Tyskland besvarede Kommissionens spørgsmål ved brev af 16. januar 2012 og 27. april 2012. Af de oplysninger, som Tyskland indsendte, fremgik det, at Tyskland havde ydet statsstøtte til den tyske mejerisektor på grundlag af Gesetz über den Verkehr mit Milch, Milcherzeugnissen und Fetten (forkortet Milch- und Fettgesetz, herefter »lov om mælk og fedtstoffer«) af 1952.

(2)

Ved brev af 2. oktober 2012 meddelte Kommissionen Tyskland, at de pågældende foranstaltninger var registreret som ikke-anmeldt støtte med sagsnummer SA.35484 (2012/NN). Ved brev af 16. november 2012, 7., 8., 11., 13., 14., 15. og 19. februar, 21. marts, 8. april, 28. maj, 10. og 25. juni og 2. juli 2013 indsendte Tyskland yderligere oplysninger.

(3)

Ved brev af 17. juli 2013 (C(2013) 4457 final) meddelte Kommissionen Tyskland sin beslutning om, for så vidt angår visse gennemførte delforanstaltninger i henhold til lov om mælk og fedtstoffer, at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF (3) (herefter »åbningsafgørelsen«). I samme brev fastslog Kommissionen, at yderligere delforanstaltninger enten er forenelige med det indre marked for perioden fra den 28. november 2001 til den 31. december 2006 eller for perioden fra den 1. januar 2007 eller for begge perioder, eller ikke udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, eller at de ikke falder ind under statsstøttereglerne (herefter den »positive afgørelse«).

(4)

For perioden fra den 28. november 2001 til den 31. december 2006 fastslog Kommissionen, at støtteforanstaltningerne i forbindelse med mælkekvalitetskontroller i Baden-Württemberg og Bayern var forenelige med det indre marked.

(5)

Kommissionen rejste derimod tvivl med hensyn til foreneligheden af de samme mælkekvalitetskontroller, i det omfang de blev gennemført i perioden efter den 1. januar 2007.

(6)

Den foreliggende afgørelse vedrører udelukkende mælkekvalitetskontroller, der er gennemført i perioden efter den 1. januar 2007.

(7)

Ved brev af 20. september 2013 fremsatte Tyskland bemærkninger til åbningsafgørelsen.

(8)

Åbningsafgørelsen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (4). Kommissionen opfordrede de andre interesserede parter til at fremsætte eventuelle bemærkninger inden for en måned.

(9)

Kommissionen modtog i alt 19 bemærkninger fra interesserede parter. En af disse interesserede parter anmodede Kommissionen om at få sit navn hemmeligholdt og begrundede dette udførligt. Ikke denne sidstnævnte, men derimod syv af de i alt 19 bemærkninger var relateret til de omhandlede foranstaltninger vedrørende mælkekvalitetskontroller.

(10)

De modtagne bemærkninger blev fremsendt til Tyskland ved brev af 27. februar, 3. marts og 3. oktober 2014 uden at oplyse navnet på den tidligere omtalte interesserede part.

(11)

Tyskland fremsendte i første omgang ikke noget svar til de bemærkninger, der var blevet fremsat af de interesserede parter i februar 2014. Tyskland reagerede dog ved brev af 3. december 2014 på yderligere bemærkninger indsendt den 8. juli 2014.

2.   BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE

(12)

Nedenfor beskrives den finansielle støtte til gennemførte mælkekvalitetskontroller i Baden-Württemberg og Bayern, der i åbningsafgørelsen er betegnet som delforanstaltningerne BW 1 og BY 1, hvis forenelighed med det indre marked Kommissionen har rejst tvivl om for perioden fra den 1. januar 2007.

Begrundelse for Kommissionens indledning af proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF

(13)

Lov om mælk og fedtstoffer er en tysk forbundslov, som trådte i kraft i 1952 og siden er blevet ændret flere gange, senest den 31. oktober 2006. Den udgør den retlige ramme for de omhandlede støtteforanstaltninger og har ubegrænset gyldighedsperiode.

(14)

Som Tyskland meddelte, finansieres de gennemførte mælkekvalitetskontroller i Bayern ikke kun via mælkeafgiften, men også over det almindelige delstatsbudget.

(15)

Lov om mælk og fedtstoffer bemyndiger i § 22, stk. 1, de tyske delstater til at opkræve en mælkeafgift af mejerierne på grundlag af råmælksmængderne. De afgifter, delstaterne opkræver, udgør op til 0,0015 EUR pr. kg mælk.

(16)

Tyskland nævnte, at den opkrævede mælkeafgift i de pågældende delstater ikke kan anvendes på importprodukter. Derimod kan eksportprodukter være underlagt mælkeafgiften.

(17)

§ 22, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer bestemmer, at indtægterne fra mælkeafgiften kun må anvendes til:

1.

fremme og opretholdelse af kvaliteten på grundlag af bestemte gennemførelsesbestemmelser

2.

forbedring af hygiejnen i forbindelse med fremstillingen, modtagelsen, behandlingen, forarbejdningen og afsætningen af mælk og mælkeprodukter

3.

mælkekontroller

4.

rådgivning af virksomheder i mejerimæssige spørgsmål og løbende mejeriuddannelse af unge arbejdstagere

5.

reklame med henblik på øget forbrug af mælk og mælkeprodukter

6.

gennemførelse af de i henhold til lov om mælk og fedtstoffer overdragne opgaver.

(18)

§ 22, stk. 2a, i lov om mælk og fedtstoffer fastslår, at uanset stk. 2 kan midlerne i henhold til stk. 1 også anvendes til:

1.

reduktion af strukturelt betingede forhøjede registreringsomkostninger i forbindelse med leveringen af mælk og fløde fra producent til mejeri

2.

reduktion af forhøjede transportomkostninger i forbindelse med leveringen af mælk mellem mejerier, såfremt leveringen er nødvendig med henblik på at sikre forsyningen af drikkemælk i de aftagende mejeriers afsætningsområde

3.

fremme af kvaliteten ved central afsætning af mælkeprodukter.

(19)

§ 22, stk. 4, i lov om mælk og fedtstoffer fastsætter, at bidrag og gebyrer, som betales af mejerier eller deres foreninger til mælkeproducenter i forbindelse med de i stk. 2 anførte formål, helt eller delvist kan udlignes af provenuet fra mælkeafgiften.

(20)

Baden-Württemberg og Bayern yder finansiel støtte til mælkekvalitetskontroller, der i åbningsafgørelsen betegnes som delforanstaltningerne BW 1 og BY 1. De samlede anvendte midler (begge delstater sammenregnet, for Bayerns vedkommende inklusive midler over delstatens almindelige budget) udgjorde ca. 9 mio. EUR om året.

(21)

I henhold til § 10 i lov om mælk og fedtstoffer sammenholdt med § 1, stk. 1, i Milch-Güteverordnung (herefter »forordning om mælkekvalitet«) af 9. juli 1980 (5) skal aftagere af mælk med henblik på at foretage en vurdering af kvaliteten lade undersøge eller selv undersøge enhver råmælk for:

fedtindhold

proteinindhold

bakteriologisk beskaffenhed

indhold af somatiske celler

frysepunkt.

(22)

De kontroller, der nævnes i § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet, er obligatoriske for den af mejerier i Tyskland (aftagere af mælk) erhvervede mælk.

(23)

Der er ikke andre delstater end Baden-Württemberg og Bayern, herunder de delstater, der ikke opkræver mælkeafgift, som yder økonomisk støtte til mælkekvalitetskontroller.

(24)

Nedenstående retsgrundlag bestemmer gennemførelsen af delforanstaltningerne BW 1 og BY 1:

§ 22, stk. 2, nr. 1, i lov om mælk og fedtstoffer

forordning om mælkekvalitet af 9. juli 1980

Verordnung zur Durchführung der Milch-Güteverordnung (forordning om anvendelse af forordning om mælkekvalitet) af 18. maj 2004 (6)

Bekanntmachung zur Zulassung des Milchprüfrings Baden-Württemberg e.V. (bekendtgørelse om godkendelse af Milchprüfring Baden-Württemberg e.V.) af 21. juli 2004 (7)

§ 23 og § 44 i Landeshaushaltsordnung für Baden-Württemberg (budgetreglerne for Baden-Württemberg)

BayMilchUmlV (forordning om en afgift på mælk) af 17. oktober 2007 (8) (Bayern)

Verordnung über die Erhebung von milchwirtschaftlichen Umlagen (forordning om opkrævning af mælkeproduktionsafgifter) af 18. maj 2004 (Baden-Württemberg) (9), ophævet som følge af forordningen fra ministeriet for landdistrikter og forbrugerbeskyttelse om ophævelse af forordning om opkrævning af mælkeproduktionsafgifter af 14. februar 2013

§ 23 og § 44 i Haushaltsordnung des Freistaates Bayern (de bayerske budgetregler).

(25)

Allerede under den indledende procedure påstod Tyskland, at disse foranstaltninger ikke udgør støtte af følgende årsager:

(26)

Betalingerne ydes som udligning af nødvendige udgifter, som mælkekontrolorganerne har i forbindelse med udøvelsen af offentlig myndighed. Kontrollerne ville sikre produktsikkerheden med henblik på at beskytte forbrugerne mod sundhedsmæssige skader samt forsyne befolkningen med produkter af høj kvalitet.

(27)

Af særlig betydning er yderligere kontroller af råmælken, som gik betydeligt længere end kravene i forordning om mælkekvalitet. Dette gør det muligt for mælkekontrolorganerne at drive et overvågningssystem til at bestemme tilførsler af hæmmere, og med hvilket der ved mistanke målrettet ville kunne identificeres hæmmere i råmælken og i givet fald indføres sanktioner. Kommissionen bemærker, at finansiel støtte til disse yderligere kontroller vil være genstand for en særskilt afgørelse.

(28)

Efter at Kommissionen ved brev af 2. oktober 2012 havde registreret samtlige foranstaltninger, der falder ind under lov om mælk og fedtstoffer, som ikke-anmeldt støtte, blev Baden-Württemberg og Bayern enige om at indstille godtgørelsen af udgifter for så vidt angår officielle mælkekvalitetskontroller, der tidligere blev støttet med mælkeafgiftsmidler. I stedet vil mejerisektoren fremover godtgøre udgifterne direkte til mælkekontrolorganerne. I betragtning af, at langt størstedelen (ca. 80 %) af de finansielle midler fra mælkeafgiften i Baden-Württemberg blev tilført den nævnte officielle kontrol af råmælken, havde Baden-Württemberg i denne sammenhæng — som følge af den administrative forenkling og reduktion af bureaukratiet — pr. 1. januar 2013 helt undladt at opkræve mælkeafgiften. I Bayern blev bortfaldet af udgiftsgodtgørelsen udlignet via en nedsættelse af afgiftssatsen.

Tysklands bemærkninger af 20. september 2013

(29)

Vedrørende de omhandlede delforanstaltninger BY 1 og BW 1 fremsatte Tyskland de nedenfor gengivne bemærkninger, som er afstemt mellem de to berørte delstater.

(30)

Godtgørelsen af udgifter til rutinekontrol af mælkekvaliteten er også lovlig i den periode, der går ud over perioden 2001-2006. I forbindelse med gennemførelsen af kontrollerne ved Milchprüfring Bayern e.V. (mælkekontrolorganet i Bayern, herefter forkortet »MPBY«) og Milchprüfring Baden-Württemberg e.V. (mælkekontrolorganet i Baden-Württemberg, herefter forkortet »MPBW«) ydes der ikke støtte, idet dette ikke indeholder nogen fordel for mejerisektoren i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF. Selv hvis der skulle være tale om støtte (hvilket Tyskland afviser), ville den skulle betragtes som eksisterende støtte. Imidlertid er foranstaltningerne BY 1/BW 1 forenelige med det indre marked. Udelukkende af hensyn til retssikkerheden har Bayern midlertidigt indstillet afgiftsfinansieringen. Udelukkende af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med den særlige, specifikke situation i Baden-Württemberg er afgiftsfinansieringen og afgiftsopkrævningen blevet indstillet her pr. 31. december 2012.

(31)

Foranstaltningerne BY 1/BW 1 indeholdt ingen støtte i medfør af artikel 107, stk. 1, i TEUF, idet mejerierne ikke opnåede nogen fordel via MPBY's og MPBW's kontroller. Mejerierne ville navnlig ikke blive fritaget for udgifter, som de normalt skulle bære. Det er forkert at betragte udgifter til overholdelse af nationale forpligtelser som typiske driftsomkostninger, som de berørte virksomheder, dvs. mejerierne, normalt selv skulle bære.

(32)

Hvilke udgifter en virksomhed »normalt« selv skal bære, fremgår af de i den nationale lovgivning fastsatte standarder (tilknyttet kontrol). Heraf følger spørgsmålet om, hvilke belastninger en virksomhed »normalt« ville skulle bære. For så vidt har Domstolen med hensyn til skatteordninger anerkendt, at der ikke foreligger nogen støtteretlig relevant (selektiv) fordel, hvis der i forskellige regioner af en medlemsstat gælder forskellige skatteordninger. Referencerammen skal i den forbindelse ikke nødvendigvis fastsættes inden for den pågældende medlemsstats territorium, hvorfor en foranstaltning, der udelukkende på en del af det nationale område indrømmer en fordel, ikke af den grund alene er selektiv i artikel 107, stk. 1, TEUF's forstand (10).

(33)

Overført på udgiftsafholdelsen i forbindelse med mælkekvalitetskontrollerne skal der gælde det samme. På grund af de føderalt fordelte kompetencer er den »normale belastning« udelukkende et resultat af samspillet mellem forbunds- og delstatslovgivning. I henhold hertil er der i forbindelse med udgifterne til mælkekontrollen ikke tale om typiske driftsomkostninger for mejerierne.

(34)

Forbundslovgivningen fastsætter ikke, at mejerierne skulle bære udgifterne til kvalitetskontrollerne. Udgiftsafholdelsen fremgår hverken af lov om mælk og fedtstoffer eller af forordning om mælkekvalitet. § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet lyder som følger: »Aftagere af mælk skal lade undersøge eller selv undersøge enhver råmælk med henblik på at foretage en vurdering af kvaliteten […] i henhold til § 2, stk. 1-8«.

(35)

Af § 2, stk. 8, i forordning om mælkekvalitet fremgår kun, at det i princippet ikke er mejerierne, men derimod godkendte kontrolorganer, der gennemfører kontrollerne. »Kontrollerne må kun gennemføres af et kontrolorgan, der er godkendt af en kompetent myndighed i henhold til delstatslovgivningen. Den i henhold til delstatslovgivningen kompetente myndighed kan give tilladelse til, at kontrollerne gennemføres af aftageren selv«.

(36)

Derfor foreskriver forbundslovgivningen (lov om mælk og fedtstoffer samt forordning om mælkekvalitet) kun, at aftagerne af mælken er underlagt en kontrolpligt. Kompetencen i forbindelse med den konkrete udformning af mælkekontrollen (navnlig udgiftsafholdelsen) ligger derfor hos delstaterne i henhold til § 10, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer.

(37)

Hvorvidt kontrollen gennemføres af et kontrolorgan eller af aftageren selv, fastsættes således i henhold til delstatslovgivningen. Den pågældende delstat kan også træffe afgørelse om udgiftsafholdelsesforpligtelsen (aftager eller kontrolorgan). Som følge heraf findes der i Tyskland forskellige bestemmelser vedrørende udgiftsafholdelsesforpligtelsen. Disse dannede referencerammen for spørgsmålet om, hvilke udgifter en virksomhed i henhold til ovennævnte retspraksis »normalt« ville skulle bære.

(38)

I Bayern er det således MPBY, som har fået betroet opgaven med at kontrollere mælken. MPBY er det eneste godkendte kontrolorgan i Bayern. Det varetager som neutralt kontrolorgan offentlige opgaver og er derfor underlagt løbende statslig kontrol. De udgifter, der herved opstår for mælkekontrolorganet, blev delvist dækket via afgiften i henhold til § 22 i lov om mælk og fedtstoffer samt delvist, som meddelt af Tyskland, over det almindelige budget. Da delstaterne har kompetencen til at regulere udgiftsafholdelsesforpligtelsen for deres respektive territorium er det i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF ikke en fordel for visse virksomheder, hvis kvalitetskontrollen i en delstat helt eller delvist finansieres via mælkeafgiften. Forbundslovgivningen er ikke den passende referenceramme for udgiftsafholdelsesforpligtelsen. Derfor er det ikke relevant, at der ikke i andre delstater end Baden-Württemberg og Bayern finder en sådan (delvis) finansiering sted via afgiften.

(39)

På samme måde skulle alle virksomheder i Bayern og Baden-Württemberg bære udgifterne. Der er således ikke tale om en (selektiv) fordel.

(40)

Endnu et aspekt taler imod en støtteretlig relevant fordel for mejerierne: Mejerierne blev ikke fritaget for udgifter, som de normalt ville skulle bære, idet de til gengæld måtte betale et forhøjet bidrag til mælkeafgiften. Afgiften anvendes til delvis finansiering af mælkekontroller. Da finansieringen af mælkekontrollerne via afgiften — som følge af Kommissionens procedure — er blevet indstillet, er afgiftssatsen også blevet sænket. Til gengæld er mejeriernes betalinger til kvalitetskontrollerne steget for at udligne den reducerede finansiering via afgiften. For så vidt har Domstolen fastslået, at der ikke foreligger nogen fordel, hvis en afgift svarer til de faktiske økonomiske udgifter i forbindelse med de til gengæld leverede ydelser (11). En sådan forbindelse mellem ydelse og modydelse findes i forbindelse med (parafiskale) afgifter, hvis afgifterne netop pålægges til et konkret formål. Som Kommissionen også har fastslået (12), findes der en sådan »anvendelsessammenhæng« i det foreliggende tilfælde. Da ydelsen i det foreliggende tilfælde (bidrag til afgiften) overstiger modydelsen (lavere udgifter til mælkekontroller), kan en støtteretlig relevant fordel udelukkes.

(41)

Subsidiært anførte Tyskland, at der i forbindelse med de omhandlede delforanstaltninger er tale om eksisterende støtte.

(42)

Grundlag for finansieringen af kontrollerne via afgiften er § 22, stk. 2, nr. 1, i lov om mælk og fedtstoffer. Den støtte, der ydes på grundlag af § 22, stk. 2, nr. 1, i lov om mælk og fedtstoffer, er (i givet fald) eksisterende støtte og som sådan omfattet af en overgangsklausul. Støttekarakteren som eksisterende støtte påvirkes hverken af eventuelle ændringer eller af formålstjenlige foranstaltninger.

(43)

I henhold til artikel 1, litra b), nr. i), i forordning (EF) nr. 659/1999 omfatter begrebet »eksisterende støtte« bl.a. støtte, der eksisterede inden traktatens ikrafttræden i den pågældende medlemsstat, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som var trådt i kraft før og er blevet fortsat efter traktatens ikrafttræden. Lov om mælk og fedtstoffer blev ændret i 1952 og har siden været overvejende uændret i kraft. Støtteordningen er altså allerede blevet indført betydeligt før den relevante skæringsdato (den 1. januar 1958).

(44)

En eksisterende støtte er i henhold til artikel 108, stk. 3, første punktum, i TEUF ikke længere omfattet af overgangsklausulen og er anmeldelsespligtig, hvis støtten blev ændret. En ændring i henhold til artikel 108, stk. 3, første punktum, i TEUF kan efter den faste retspraksis kun accepteres, hvis støtten blev ændret væsentligt.

(45)

En ændring er kun relevant, hvis den berører støttens »væsentlige karakter«, hvis støtten ydes på et andet retsgrundlag, eller hvis »ordningens rækkevidde« ændres. Den (eventuelle) støtteordning er ikke ændret væsentligt siden 1958. Navnlig § 22, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer, som ligger til grund for de i denne sammenhæng relevante foranstaltninger, er kun blevet ændret minimalt, og det her relevante nr. 1 er fuldstændig uændret. Ændringen vedrører kun § 22, stk. 2, nr. 5, som ikke er relevant her.

(46)

Ændringerne af de enkelte delstaters bestemmelser vedrørte ikke rækkevidden eller karakteren af de pågældende foranstaltninger. Det er snarere fastsat ved § 22, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer, til hvilke formål midlerne fra en afgift i henhold til § 22, stk. 1, i lov om mælk og fedtstoffer ville kunne anvendes. Såfremt de enkelte procedurebestemmelser var blevet ændret, ville den eksisterende støtte derved kun blive ændret i medfør af artikel 108, stk. 3, første punktum, i TEUF, hvis foreneligheden med det indre marked er berørt. I Bayerns tilfælde regulerer den relevante forordning om en afgift på mælk (Bay MilchUmlV) kun detaljer, f.eks. vedrørende opkrævningen af afgiften, og det samme gælder for Baden-Württemberg. De karakteristika, der er væsentlige for støttens forenelighed, — midlernes oprindelse (afgift i henhold til § 22, stk. 1) og formålene med anvendelsen (§ 22, stk. 2) — er imidlertid allerede konkretiseret tilstrækkeligt i lov om mælk og fedtstoffer.

(47)

Desuden havde de anvendte afgiftssatser været faldende i begge delstater siden 1984. Faldende afgiftssatser ville ikke kunne påvirke en støtteordnings forenelighed.

(48)

At der muligvis til dels er tildelt midler i enkelte tilfælde og midlertidigt på grundlag af lov om mælk og fedtstoffer (13), er ikke til hinder for at blive kategoriseret som eksisterende støtte. Denne støtte blev ydet på grundlag af lov om mælk og fedtstoffer, som udgør en støtteordning og derfor i kraft af sin natur kun beskriver de enkelte støttetyper abstrakt. Desuden skal der ikke gennemgående gøres brug af en støtteordning.

(49)

De i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren 2000-2006 (14) (herefter »EF-rammebestemmelserne 2000-2006«) samt i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugs- og skovbrugssektoren 2007-2013 (15) (herefter »rammebestemmelserne 2007-2013«) indeholdte formålstjenlige foranstaltninger kan ikke anvendes på de her relevante foranstaltninger, således at de fortsat kan falde ind under eksisterende støtte. De formålstjenlige foranstaltninger skulle netop vedrøre den pågældende støtte og fastslå, at de ikke er forenelige med det indre marked.

(50)

Rammebestemmelserne 2007-2013 har ikke eller i hvert fald ikke med den nødvendige konkretisering adresseret foreneligheden af støtten til mælkekvalitetskontroller. I denne sammenhæng henviser Tyskland til punkt 108 og 109 i rammebestemmelserne 2007-2013.

(51)

Systematikken i rammebestemmelserne 2007-2013 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1857/2006 (16) differentierede mellem »støtte til dyrehold« og »støtte til produktion og afsætning af landbrugsprodukter«. Punkt 108 i rammebestemmelserne 2007-2013 vedrører entydigt kun støtte til dyrehold, for så vidt som den vedrører den »genetiske kvalitet af Fællesskabets husdyr«. Erfaringen har »vist, at denne støtte kun bør bibeholdes, hvis den reelt medvirker til at bevare og forbedre husdyrs genetiske kvalitet«. Indførelsen af nyskabende avlsteknikker ville opfylde denne målsætning, hvorimod dette ikke gælder for støtte til at holde avlsdyr. Bestemmelsen i punkt 109 i rammebestemmelserne 2007-2013 kan kun forstås således, at den skal tage højde for denne viden om bevarelsen af husdyrs genetiske kvalitet (punkt 108), idet der udelukkende er tale om dette.

(52)

Også artikel 16 i forordning (EF) nr. 1857/2006, som punkt 109 i rammebestemmelserne 2007-2013 henviser til, vedrører »støtte til husdyrsektoren« og ikke mælkekvalitetskontrollerne i den her relevante forstand. Artikel 16, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1857/2006 vedrører kontroller af mælkekvaliteten, som har relation til dyreavl. Dette fremgår også af bestemmelsens kontekst: Undtaget er i henhold hertil støtte (på op til 70 %) for at fastslå husdyrs genetiske kvalitet eller udbytte. Hvis rutinekontrol af mælkekvaliteten er undtaget herfra, kan dette ligeledes kun vedrøre kontroller, der principielt er beregnet til at fastslå husdyrs udbytte. Undtagelsen vedrører kun rutinekontrol af kvaliteten af den mælk, der blev tappet direkte ved malkekoen, da det kun er ved disse kontroller, at det er muligt at fastslå det pågældende dyrs egenskaber. I Bayern blev denne dyrerelaterede kvalitetsundersøgelse gennemført af Landeskuratorium der Erzeugerringe für tierische Veredelung in Bayern e.V. (LKV) og i Baden-Württemberg af Landesverband Baden-Württemberg für Leistungsprüfungen in der Tierzucht e.V.

(53)

De foreliggende relevante kontroller af mælkekvaliteten ved MPBY og MPBW er derimod møntet på at registrere selve mælkens egenskaber (ikke koens genetiske egenskaber). Mælkens egenskaber (bl.a. fedt- og proteinindhold) er relevante for salget og markedsføringen af mælken. Det er ikke muligt at drage slutninger om de enkelte dyr, idet grundlaget for kontrollerne er et helt andet. Prøverne blev ikke adskilt alt efter, hvilken ko de stammede fra. De blev først udtaget i mælkeindsamlingsbilen. I mælkeindsamlingsbilen er det ikke muligt at adskille prøverne i forhold til det enkelte dyr, eftersom mælken ved prøveudtagningen er blandet fra en lang række dyr.

(54)

Rammebestemmelserne 2007-2013 udelukker derfor hverken i punkt 109 eller andetsteds, at støtte til kontrol af mælkekvaliteten er forenelig med det indre marked. Det påhviler Kommissionen at bevise, at enkelte foranstaltninger ikke er forenelige med det indre marked. Eventuelle uklarheder i forbindelse med formuleringen af formålstjenlige foranstaltninger kunne ikke tillægges medlemsstaten (17).

(55)

Den accept fra medlemsstaten, der er nødvendig i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999, får først virkning, hvis medlemsstaten kan godtgøre, hvilke foranstaltninger den konkret accepterer. De berørte delstater kunne derfor antage, at de omtvistede foranstaltninger er forenelige med det indre marked. Hvis Kommissionen havde haft til hensigt at fastslå uforeneligheden af de bayerske og baden-württembergiske mælkekvalitetskontroller med EU's indre marked, ville den have kunnet adressere dette i en form (udtrykkeligt), som den har gjort det i andre afgørelser (18). Kommissionen har ikke over for Tyskland omtalt foreneligheden af den bayerske og baden-württembergiske afgiftsfinansiering af mælkekvalitetskontrollerne med det indre marked. En udtrykkelig behandling af denne foranstaltning ville — i betragtning af den i det mindste upræcise formulering af rammebestemmelserne 2007-2013 — have været nødvendig i henhold til de generelle principper om bestemthed og loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, i TEUF), især da de berørte delstater har antaget, at den under BY 1/BW 1 behandlede foranstaltning ikke indeholdt statsstøtte.

(56)

Rammebestemmelserne for 2007-2013 skal derfor ikke forstås således, at de foranstaltninger, der er baseret på § 22, stk. 2, nr. 1, i lov om mælk og fedtstoffer, er uforenelige med det indre marked. Den bayerske og baden-württembergiske afgiftsfinansiering af mælkekvalitetskontrollerne (BY 1 og BW 1) er altså ikke omfattet af de formålstjenlige foranstaltninger.

(57)

Subsidiært hævdede Tyskland, at foranstaltningerne, selv hvis de udgjorde støtte, er forenelige med det indre marked.

(58)

Det fremgår ikke af artikel 16, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1857/2006, at det er uforeneligt med det indre marked at yde støtte til kontroller af mælkekvaliteten. I henhold til artikel 16, stk. 1, litra b), i forordningen er denne ganske vist ikke »automatisk« forenelig med det indre marked og dermed undtaget fra anmeldelsespligten. Ikke desto mindre kan Kommissionen i det enkelte tilfælde vurdere, at støtten er forenelig med det indre marked.

(59)

Den angivelige støtte til de bayerske/baden-württembergiske mejerier er imidlertid forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF. Herfor taler også, at denne form for støtte i henhold til punkt 13.3 i EF-rammebestemmelserne 2000-2006 er forenelig med det indre marked, hvilket Kommissionen har anerkendt i åbningsafgørelsen (punkt 164 f.). Det drejer sig navnlig om foreskrevne kontroller, som blev gennemført af tredjemand. For foreneligheden med det indre marked taler fortsat, at mejerierne selv bærer udgifterne til kvalitetskontrollerne via mælkeafgiften. Herved ville mejeriernes angivelige fordele blive minimeret (19). Konkurrencen mellem mejerierne påvirkes ikke negativt på grund af de forskellige systemer, uafhængigt af om omkostningerne bæres direkte, eller der opkræves en afgift. Derfor bærer mejerierne i begge tilfælde udgifterne hertil. Det kan ikke fastslås, hvorfor støttens forenelighed med det indre marked, som eksplicit er blevet inkorporeret i EF-rammebestemmelserne 2000-2006, skulle have ændret sig fra og med 2007.

Bemærkninger fra interesserede parter

(60)

Mellem den 5. og 7. februar 2014 modtog Kommissionen i alt syv bemærkninger fra interesserede parter vedrørende den støtte, der er anvendt til mælkekvalitetskontrollerne.

(61)

MPBY anførte i et brev af 5. februar 2014, at der ikke er givet mejerierne nogen fordel via afgiftsfinansieringen i de foregående år. Det er derfor på ingen måde forståeligt, hvordan dette veludviklede og almindeligt anerkendte system ville kunne føre til en konkurrencefordrejning eller have en negativ indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne. I forbindelse med den videre procedure burde den foranstaltning, der nævnes i åbningsafgørelsen under BY 1, derfor anses for at være færdigbehandlet.

(62)

MPBW hævdede i sine bemærkninger af 6. februar 2014, at betalinger vedrørende delforanstaltningen BW 1 ikke opfyldte forudsætningerne for støtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF. Navnlig er der ingen belastning af delstatsbudgettet forbundet med systemet med kvalitetskontroller af råmælk i Baden-Württemberg. Subventionslignende fordele, som er resultatet af en statslig foranstaltning, uden at der har været tilsvarende finansielle tab for det offentlige, faldt derimod ikke ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF (20).

(63)

I henhold til § 22, stk. 3, i lov om mælk og fedtstoffer skal indtægterne forvaltes særskilt. De må ikke anvendes til dækning af de øverste delstatsmyndigheders og deres underliggende instansers administrationsomkostninger. De skal vises som et selvstændigt budgetafsnit i Baden-Württembergs finanslov. I finansloven er der henvist til det faktum, at de er øremærket. Midlerne fra mælkeafgiften er derfor aldrig blevet anvendt til andre formål uden for lov om mælk og fedtstoffer.

(64)

Først og fremmest har MPBW i forbindelse med de opgaver, som den har fået tildelt, ganske vist modtaget betalinger via afgiftsmidlerne, men disse gik ikke længere end de midler, der blev finansieret via afgiften. Der er derfor ikke blevet udbetalt nogen statsmidler — såsom skatter eller andre statslige indtægter — til MPBW, men derimod kun midlerne fra mælkeproduktionsafgiften, der blev betalt af mejerierne. I stedet har delstaten Baden-Württemberg kun overtaget organiseringen og fordelingen af mælkeafgiften. Systemet med kvalitetskontroller af råmælk i Baden-Württemberg medførte således ikke finansielle tab for det offentlige.

(65)

Da delstaten Baden-Württemberg ikke har ydet tilskud til mælkeafgiften, og fordi der ikke foreligger nogen tilsvarende finansiel nettobelastning af delstatsbudgettet, kan Baden-Württemberg ikke have ydet »støtte i form af subventionerede tjenesteydelser«.

(66)

Selv hvis mælkeafgiften i Baden-Württemberg i modsætning til kriterierne i Domstolens dom i sagen PreussenElektra kan tilregnes staten, havde mejerierne ingen fordel heraf. Betingelsen om, at der skal foreligge en økonomisk fordel som en central betingelse i artikel 107, stk. 1, i TEUF, fortolkes bredt i henhold til Domstolens faste retspraksis og Kommissionens praksis (21).

(67)

Parafiskale afgifter udgjorde hyppigt grundlaget for systemer til tilvejebringelse af ydelser, som var i de afgiftspligtiges specifikke interesse (betingelsen om gruppefordel). I disse systemer er de afgiftspligtige derfor umiddelbart identiske med modtagerne af den ydelse, der blev finansieret med parafiskale afgifter. I henhold til retspraksis skal det derfor i forbindelse med parafiskale afgifter undersøges, hvorvidt modydelsen på grund af afgiften svarer til værdien af det ydede bidrag, dvs. om der er ydelsesækvivalens.

(68)

I den forbindelse skal ydelsesækvivalensen ikke kontrolleres individuelt, men derimod i forhold til det samlede system. Parafiskale finansieringssystemer hænger ganske vist typisk uløseligt sammen med et omfordelingselement, dvs. at ikke alle afgiftspligtige får den samme fordel af den enkelte ydelse i den palette, der er stillet til rådighed. Et sådant system er imidlertid i balance, og ydelsesækvivalensen påvirkes ikke, så længe denne omfordeling sker solidarisk (22).

(69)

Størrelsen af afgifterne i Baden-Württemberg bestemmes efter den konkrete mængde råmælk. Et mejeri A, som havde leveret den dobbelte mængde mælk til kvalitetskontrol hos MPBW, skulle også betale nøjagtigt det dobbelte i afgift herfor. Derfor påvirkes ydelsesækvivalensen ikke heraf.

(70)

De kompetente myndigheder i Baden-Württemberg rådede ikke over nogen skønsbeføjelse med henblik på at beregne mælkeafgiften. Dette system sikrer også, at der ikke kunne være nogen strukturelle nettovindere, fordi alle mejerier udelukkende blev pålagt at betale afgift på grundlag af den leverede mælk og kun havde modtaget ydelser fra MPBW på dette grundlag.

(71)

MPBW går derfor ud fra, at der, for så vidt der ikke er tale om støtte, heller ikke foreligger nogen fordel.

(72)

Landesvereinigung der Bayerischen Milchwirtschaft e.V. (delstatsmejeriforeningen i Bayern) anførte i sine bemærkninger af 5. februar 2014, at systemet med opkrævning af mælkeafgift har opnået stor accept hos forbrugerne, og at det heller ikke uden for Bayern betragtes som en konkurrencefordrejende fordel, og at hverken de nationale eller internationale mejerier har sat spørgsmålstegn herved. Det er derfor uforståeligt, at mælkekvalitetskontrollerne ikke længere skal være tilladt fra og med 2007. Formålet hermed har såvel tidligere som nu været at sikre forbrugerne et højt mælkekvalitetsniveau — fri for rester af hæmmere (23).

(73)

DHB — Netzwerk Haushalt anså i sine bemærkninger af 7. februar 2014 ydelserne fra muva Kempten i forbindelse med kontrollerne for ernæringsfysiologisk relevante indholdsstoffer for at være et væsentligt bidrag til forbrugerbeskyttelsen og -oplysningen. Der blev foretaget et skøn over de neutrale kontrolresultater, som ikke er påvirket af mejerierne eller handelen, den hurtige konstatering af eventuelle skadelige belastninger af mælken og produkter heraf og dermed muligheden for at reagere hurtigt i en krisesituation. De nævnte foranstaltninger bidrager til, at levnedsmidler af høj kvalitet kommer i handelen og dermed ud til forbrugerne. Betydningen af sådanne kontroller kan slet ikke vurderes højt nok for alle forbrugere.

(74)

Fagforeningen Nahrung-Genuss-Gaststätten Region Allgäu anførte i sin bemærkning af 6. februar 2014, at delstatsmejeriforeningen i Bayern også altid ses som en forening til beskyttelse af forbrugerne. Mejeriforeningen kan via afgørelsen om at anvende afgiftsmidler navnlig i forbindelse med mælkekvalitetskontrol øve stor indflydelse på den måde, hvorpå disse kontroller gennemføres.

(75)

I henhold til den opfattelse, som andelsorganisationen Genossenschaftsverband Bayern e.V. giver udtryk for i sin bemærkning af 5. februar 2014, ville hverken enkelte landbrug eller enkelte mælkeforarbejdende virksomheder kunne opnå konkurrencemæssige fordele ved opkrævningen af afgiften. Såfremt rutinekontrollerne af mælkekvaliteten tidligere blev delvist finansieret via afgiftsmidler, betalte de mælkeproducerende virksomheder bidragene til afgiftsordningen og bar derfor selv finansieringsbidraget fuldt ud. I andre delstater, hvor der ikke opkræves afgift, ville mejerierne ikke have indbetalt nogen afgiftsmidler, og derfor ville undersøgelsesorganerne heller ikke have modtaget nogen afgiftsmidler.

(76)

Landesvereinigung der Milchwirtschaft Niedersachsen е. V. (delstatsmejeriforeningen i Niedersachsen, herefter »LVN«) tog ikke i sit brev af 7. februar 2014 direkte stilling til den i forbindelse med mælkekvalitetskontrollerne ydede støtte, men afviste imidlertid principielt forekomsten af støtte i forbindelse med samtlige delforanstaltninger i henhold til lov om mælk og fedtstoffer.

(77)

LVN hævdede specielt, at de via mælkeafgiftsmidlerne finansierede foranstaltninger ikke belastede delstatsbudgettet, at staten ikke har nogen råderet over og kontrol med mælkeafgiftsmidlerne, og at staten hverken udøver kontrol over afgiftens størrelse eller foranstaltningernes indhold. Dermed kan den pågældende støtte ikke tilregnes staten. Ydermere kontrollerer staten hverken støttens størrelse eller er organisatorisk integreret i LVN.

(78)

Det blev ligeledes nævnt, at LVN ikke kontrolleres af statslige organer, men derimod af landbrugskammeret i Hannover, der er en offentligretlig myndighed, og dermed ikke direkte er et statsligt forvaltningsorgan.

(79)

I sine yderligere bemærkninger af 8. juli 2014 henviste LVN bl.a. til Kommissionens afgørelse 2014/416/EU (24) i sagen Val'Hor. I denne har Kommissionen anerkendt, at hverken statens kompetence til at anerkende en brancheorganisation eller dens lovgivningsmæssige støtte i forbindelse med pålæggelsen af branchespecifik »deltagelse« (i sagen via muligheden for en udvidelse af aftaler) taler for, at de af brancheorganisationen gennemførte foranstaltninger kan tilregnes staten. Hvorvidt en statslig deltagelse i parafiskale finansieringssystemer medfører, at fordele kan tilregnes staten som »statsstøtte«, afhænger af omstændighederne i det enkelte tilfælde og af den samlede betragtning, der anlægges på grundlag heraf. Retningsgivende for undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger statsstøtte, er først og fremmest følgende synspunkter, der er udviklet på baggrund af retspraksis:

Hvem træffer beslutning om opkrævning og anvendelse af midler?

Hvis en privatretlig organisation træffer beslutning herom, hvordan kommer statens indflydelse så til udtryk?

Af hvilke midler finansieres støtten?

Hvilken type foranstaltninger bliver finansieret?

Hos hvem opkræves midlerne?

Hvem kan tage initiativ til foranstaltningen?

(80)

LVN har gennem sin advokat undersøgt den retlige kontekst i andre delstater og kan også for så vidt konkludere, at de indicier for forekomsten af statsstøtte, der er udviklet ud fra retspraksis, ikke foreligger, og derfor fratages lov om mælk og fedtstoffer sin karakter af støtte.

(81)

Ifølge LVN træffer delstatsmejeriforeningerne beslutning om opkrævningen af afgiften hos mejerierne. I henhold til § 22, stk. 1, første punktum, i lov om mælk og fedtstoffer kan afgiften kun opkræves i samråd med delstatsmejeriforeningerne. I henhold til § 22, stk. 1. andet punktum, i lov om mælk og fedtstoffer kræver det en ansøgning fra den nationale mejeriforening for at kunne forhøje afgiften.

(82)

Afgiftsformer og -størrelse blev i Niedersachsen og Thüringen reguleret af en forordning om opkrævning af afgifter (UmlErhVO), der blev udstedt »i samråd med« den pågældende delstatsmejeriforening.

(83)

Den pågældende delstatsmejeriforening styrer desuden anvendelsen af de afgiftsmidler, der skal forvaltes særskilt (jf. § 22, stk. 3, første punktum, i lov om mælk og fedtstoffer), og som med henblik herpå endog gik ind på en separat konto for den pågældende delstatsmejeriforening (jf. f.eks. § 3, stk. 1, i Thüringens forordning om opkrævning af afgifter). Således udarbejdede delstatsmejeriforeningerne på eget fagligt ansvar forslag til anvendelsen af midlerne. I Thüringen sker dette eksempelvis på grundlag af de ansøgninger, som indgives til delstatsmejeriforeningen Thüringer Milch af dennes medlemmer (jf. punkt 6.3 i Thüringer Arbeitsrichtlinie (Thüringens arbejdsdirektiv).

(84)

De anvendelsesforslag, der er udarbejdet af delstatsmejeriforeningerne, blev ganske vist »fastsat« af en offentlig myndighed (således i Niedersachsen i henhold til punkt 6.2 i støttereglerne og i Thüringen i henhold til § 4 i Thüringens forordning om opkrævning af afgifter) eller henholdsvis »godkendt« eller »bevilget« (således i Nordrhein-Westfalen og Bayern). Det begrunder imidlertid stadigvæk ikke en betydelig statslig indflydelse: For målestok for statslig »kontrol« er udelukkende bestemmelserne i § 22, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer. Dermed gav de relevante bestemmelser lige så lidt som i sagen Doux Elevage (25) de offentlige myndigheder beføjelser til at styre eller påvirke forvaltningen af midlerne.

(85)

I praksis blev afgiftsmidlerne i samtlige delstater anvendt i overensstemmelse med delstatsmejeriforeningernes anvendelsesforslag. Allerede det taler — uafhængigt af den konkrete retlige udformning — imod at tilregne staten afgiftsmidlerne (26).

(86)

Ifølge LVN havde de pågældende delstatsmejeriforeninger en ren privatretlig status. Som det er anført i deres vedtægter, betragter delstatsmejeriforeningerne sig som interesserepræsentanter for sine medlemmer, der udelukkende rekrutteres i mejerisektoren (herunder forbrugerrepræsentanter).

(87)

I henhold til § 14 i lov om mælk og fedtstoffer er delstatsmejeriforeningerne »frivillige« sammenslutninger af de i mejerisektoren involverede erhvervskredse og forbrugerne med henblik på fælles varetagelse af deres økonomiske interesser.

(88)

Delstatsmejeriforeningerne adskilte sig fra den i sagen Pearle omtvistede optikerbrancheforening Hoofdbedrijfschap Ambachte, som var blevet betroet opkrævningen og anvendelsen af en obligatorisk afgift. Selv om denne optikerbrancheforening havde haft offentligretlig status, fastslog Domstolen, at der ikke var tale om statsstøtte, fordi reklameforanstaltningerne ikke blev finansieret af midler, som offentlige myndigheder havde stillet til rådighed, men derimod af afgifter, der var pålagt virksomhederne i branchen (27).

(89)

Delstatsmejeriforeningerne adskiller sig som de relevante myndigheder i forbindelse med opkrævningen af mælkeafgiften også fra de økonomiske udvalg i sagen Plans de Campagne, som hverken havde været involveret i fastlæggelsen af foranstaltningerne eller haft noget råderum i forbindelse med anvendelsen af foranstaltningerne (28).

(90)

Delstatsmejeriforeningerne er statsfrie, rent private organer, der som sådan selv har ansvaret for mælkeafgiften og anvendelsen heraf.

(91)

Endvidere belaster denne begunstigelse af mejerisektoren ikke delstatsbudgettet, fordi mælkeafgiften pålægges de erhvervsdrivende i mejerisektoren, og dermed vil den selektive »fordel« blive ophævet af den selektive belastning. Den begunstigende effekt og konkurrencefordrejningen mangler således allerede her, fordi mejeriernes og mælkeproducenternes »fordele« blev fuldstændigt udlignet som følge af denne afgiftspålæggelse.

(92)

Bl.a. derfor har Domstolen i sagen Vent de Colère bekræftet den statslige karakter af et afgiftssystem, fordi byrderne ikke længere — som det var tilfældet i den tidligere lovgivning — kun udlignes af afgifterne fra de erhvervsdrivende i den pågældende erhvervssektor (i sagen: energi), men derimod efter en lovændring er blevet udlignet af afgifterne fra alle indenlandske elslutkunder (29).

(93)

Endvidere er der ifølge LVN ikke tale om statsstøtte, når det drejer sig om »kollektive foranstaltninger«, som gennemføres i en bestemt branches interesse og finansieres ved hjælp af bidrag, der opkræves hos de erhvervsdrivende i branchen.

(94)

De omtvistede foranstaltninger tjente alle som støtte til »produktet mælk« og dermed mejerisektorens kollektive interesse. Samtidig beskyttede disse foranstaltninger delvist forbrugerinteresser, for begge formål kunne ikke adskilles fra hinanden på grundlag af det eksisterende interessesammenfald.

(95)

Statens rolle begrænsede sig til at stille en lovmekanisme til rådighed for mejerisektoren i form af lov om mælk og fedtstoffer, som sikrer, at de erhvervsdrivende i mejerisektoren, der i sagens natur profiterer af de foranstaltninger, der gennemføres til fordel for »produktet mælk«, vil yde et tilsvarende bidrag til udgifterne. Staten fungerer dermed ligesom i sagerne Pearle og Doux Elevages og Val'Hor kun som et instrument til at gøre den privat initierede udligningsmekanisme obligatorisk og således tilvejebringe en ligelig byrdefordeling (30).

(96)

Initiativet til afgiften udgår fra delstatsmejeriforeningerne og dermed fra den private sektor. Afgiften pålægges i henhold til § 22 i lov om mælk og fedtstoffer kun »i samråd med« delstatsmejeriforeningerne. Delstatsmejeriforeningerne selv er heller ikke et produkt af statslige bestemmelser, men derimod »frivillige« sammenslutninger af erhvervsdrivende i mejerisektoren (§ 14 i lov om mælk og fedtstoffer). Illustrationen viser for så vidt situationen i delstaten Thüringen, hvor delstatsmejeriforeningen først blev anerkendt i 1999. Efter anmodning fra Thüringer Bauernverband har det kompetente ministerium »taget de nødvendige formelle, forvaltningstekniske skridt« for at kunne pålægge mejerier og mælketerminaler afgiften. Det tydeliggør induktivt, at der i forbindelse med mælkeafgiften er tale om en ren privatøkonomisk udligningsmekanisme, hvor staten kun fungerer som et »instrument« til at gøre afgiftspligten obligatorisk (31).

(97)

I en oversigt henviste LVN til flere efter dens opfattelse eksisterende henholdsvis ligheder og forskelle mellem forskellige sager på den ene side og lov om mælk og fedtstoffer på den anden side.

(98)

I sagen Val'Hor (afgørelse 2014/416/EU) (resultat: ingen støtte) blev midlerne ligesom i forbindelse med mælkeafgiften i det væsentlige opkrævet og tildelt af en statsligt godkendt privat og frivilligt sammensluttet brancheorganisation, blev kollektive foranstaltninger, som gennemføres til fordel for branchen, finansieret med bidrag fra de erhvervsdrivende i branchen, fører den ved lov fastsatte mulighed for statslig anerkendelse af den private brancheorganisation alene ikke til en vedtagelse af statslig kontrol, kan staten faktisk ikke anvende midlerne til at støtte bestemte virksomheder, og brancheorganisationen træffer selv beslutning om anvendelsen af disse midler.

(99)

I sagen Vent de Colère (C-262/12) (resultat: støtte) blev afgiftens størrelse — i modsætning til i forbindelse med mælkeafgiften — ensidigt fastlagt ved ministerielt dekret uden medvirken af private, forelå der en statslig garanti, blev midlerne forvaltet af en offentlig myndighed, der om nødvendigt kunne håndhæve reglerne via statslige sanktionsmekanismer.

(100)

I sagen Doux Elevage (C-677/11) (resultat: ingen støtte) blev midlerne ligesom i forbindelse med mælkeafgiften i det væsentlige opkrævet og tildelt af en statsligt godkendt privat og frivilligt sammensluttet brancheorganisation, fører den ved lov fastsatte mulighed for statslig anerkendelse af den private brancheorganisation alene ikke til en vedtagelse af statslig kontrol, blev midlerne finansieret fuldstændigt gennem de bidrag, der opkræves hos de erhvervsdrivende, kan staten faktisk ikke anvende midlerne til at støtte bestemte virksomheder, og brancheorganisationen træffer selv beslutning om anvendelsen af disse midler.

(101)

I sagen Plans de Campagneent de Colère (T-139/09) (resultat: støtte) træffer en myndighed — i modsætning til i forbindelse med mælkeafgiften — afgørelse om bidragenes størrelse, forhøjes bidragsindtægterne med statsmidler, blev der fastlagt foranstaltninger af staten (stempel fra statslig kontrollant osv.), deltager erhvervssektorens udvalg ikke ved fastlæggelsen og havde heller ikke noget råderum i forbindelse med anvendelsen af foranstaltningerne, og en repræsentant for ministeriet deltager i udvalgsmøderne.

(102)

I sagen Pearle (C-345/02) (resultat: ingen støtte) blev der ligesom i forbindelse med mælkeafgiften udelukkende anvendt midler til formål i den pågældende erhvervssektor, havde en forening i en bestemt erhvervssektor ansøgt hos en offentligt myndighed om at måtte opkræve bidrag med det formål at gennemføre bestemte foranstaltninger til fordel for denne erhvervssektor, og der var — i modsætning til i forbindelse med mælkeafgiften — ved opkrævningen og anvendelsen af den obligatoriske afgift tale om en offentligretlig sammenslutning med en afgørende rolle og ikke en privat faglig sammenslutning, således at Pearle for så vidt forekommer at være mere problematisk end mælkeafgiften.

Tysklands bemærkninger af 3. december 2014

(103)

Tyskland fremsendte i første omgang ikke noget svar til de bemærkninger, der var blevet fremsat af de interesserede parter i februar 2014. Fo så vidt angår LVN's supplerende bemærkninger af 8. juli 2014, anførte Tyskland ved brev af 3. december 2014 følgende:

(104)

De berørte delstater havde i deres redegørelser i undersøgelsesproceduren vedrørende mælkeafgiften i henhold til lov om mælk og fedtstoffer indtil da fastsat to prioriteter, nemlig for det første i forbindelse med redegørelsen for de gennemførte foranstaltningers overensstemmelse med de materielle bestemmelser i statsstøttereglerne (navnlig for så vidt angår foranstaltningernes forenelighed med bestemmelserne i fritagelsesforordningen for landbruget og den pågældende gyldige landbrugsramme) samt for det andet i forhold til de faktiske omstændigheder og spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en støtteretlig relevant fordel i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(105)

Bemærkningerne fra LVN af 8. juli 2014 samt de europæiske domstoles og Europa-Kommissionens faste retspraksis gav anledning til yderligere grundlæggende redegørelser vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt støtteforanstaltningen udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF og navnlig, hvorvidt betingelsen »statsmidler« er opfyldt her.

(106)

Bemærkningerne fra LVN af 8. juli 2014 samt gennemgangen af de tidligere nævnte afgørelser efterlod tvivl om, hvorvidt betingelsen »ydes af staten« er opfyldt i det foreliggende tilfælde, således at der ikke ville være tale om statsstøtte i forbindelse med opkrævningen og anvendelsen af mælkeafgiften. Dette kunne begrundes på følgende måde:

(107)

Som det fremgår af sagerne Val'Hor (afgørelse 2014/416/EU) og Doux Élevage (C-677/11), er der i forbindelse med de foranstaltninger, som er finansieret og gennemført af private brancheorganisationer, ikke tale om statsstøtte. I forbindelse med de i de enkelte delstater eksisterende delstatsmejeriforeninger for mælk handler det om organisationer, der vil kunne betragtes som sammenlignelige med de organisationer, der er nævnt i de citerede afgørelser. Offentlige myndigheder har aldrig været medlem af disse delstatsmejeriforeninger. De deltog udelukkende i møder som ekstern gæst uden stemmeret. Den offentlige myndigheds deltagelse i forbindelse med henholdsvis afviklingen af mælkeafgiften og overvågningen af overholdelsen af de retlige betingelser, der er fastsat i lov om mælk og fedtstoffer, ændrer ikke ved det forhold, at delstatsmejeriforeningerne fungerer som kompetent myndighed ved valg af projekter.

(108)

Faktisk vil de pågældende delstatsmejeriforeninger styre afgiftsprovenuet og anvendelsen af afgiftsmidlerne. Staten har reelt ingen indflydelse som følge af de offentlige myndigheders henholdsvis »kontrol« med og »fastlæggelse« af delstatsmejeriforeningernes forslag, idet disse kun bevæger sig inden for rammerne af § 22, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer og har til formål at kontrollere, om de retlige bestemmelser i § 22 i lov om mælk og fedtstoffer er overholdt. Afgiftsmidlerne anvendes i henhold til delstatsmejeriernes anvendelsesforslag, hvilket i overensstemmelse med Domstolens dom af 16. maj 2002 i sagen Stardust Marine (C-482/99) entydigt taler imod, at det er statsmidler.

(109)

Delstatsmejeriforeningerne er rent private organisationer. Den kendsgerning og konstateringen af, at delstatsmejeriforeningerne styrer mælkeafgiften og anvendelsen heraf, taler afgørende for ikke at kategorisere mælkeafgiften som statsstøtte i overensstemmelse med ovennævnte sag.

(110)

Imod forekomsten af statsstøtte taler endvidere, at mælkeafgiftsmidlerne er rent private midler. Det drejer sig om midler, som ville stamme fra formuen i de private virksomheder, som opkræves afgiften. I modsætning til i sagerne Vent de Colère (C-262/12) og Plans de Campagne (T-139/09), hvori det af denne årsag blev fastslået, at der foreligger statsstøtte, er der i forbindelse med mælkeafgiften ikke tale om statsstøtte eller garantiovertagelse.

(111)

Desuden handler det i forbindelse med mælkeafgiften om en kollektiv, branchespecifik foranstaltning, hvilket i overensstemmelse med den nuværende retlige kontekst (2014/416/EU (Val'Hor) og C-677/11 (Doux Élevage)) taler imod forekomsten af statsstøtte.

(112)

Ligeledes rejses der tvivl om, hvorvidt der foreligger en fordel, hvilket er bydende nødvendigt for at vedtage en støtteforanstaltning. Dette kan begrundes med, at de fordele, som mejerierne og mælkeproducenterne fik, blev henholdsvis fuldstændig ophævet eller neutraliseret af de afgifter, der blev opkrævet hos mejerierne og dermed indirekte også hos mælkeproducenterne. Dette fremgår også af Domstolens afgørelse af 19. december 2013 (C-262/12; »Vent de Colère«), hvori betingelserne for, om der foreligger statsstøtte, netop anses for at være opfyldt, fordi afgiften ikke længere kun blev opkrævet hos de erhvervsdrivende i branchen, men derimod hos alle indenlandske elforbrugere.

(113)

Af de punkter, der delvist også er et resultat af den fornyede gennemgang af mælkeafgiftssystemet, og under opretholdelse af de berørte delstaters hidtidige holdning må det konkluderes, at det var tvivlsomt, om der i forbindelse med mælkeafgiftssystemet var tale om statsstøtte. Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om statsstøtte og navnlig, om betingelsen »statsmidler« er opfyldt her, skal besvares af Kommissionen.

3.   VURDERING

Spørgsmålet om statsstøtte

(114)

I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Statsstøtte eller støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler

(115)

På grundlag af de foreliggende oplysninger og navnlig de bemærkninger, der er fremsat af de interesserede parter og tyske myndigheder, skal det undersøges, hvorvidt der i forbindelse med mælkeafgiftsmidlerne er tale om statsmidler i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(116)

Ifølge Domstolens faste retspraksis er det ikke hensigtsmæssigt at sondre mellem tilfælde, hvor støtten ydes direkte af staten, og tilfælde, hvor støtten ydes af offentlige eller private organer, som blev oprettet eller udpeget af staten med henblik på at administrere støtten (32). For at indrømmede fordele kan betragtes som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, skal de for det første ydes direkte eller indirekte af statsmidler og for det andet kunne tilregnes staten (33).

(117)

For så vidt angår de foranstaltninger, der er beskrevet i afsnit 2 i den foreliggende afgørelse, fremgår det, at der ydes støtte på grundlag af delstaternes lovgivning, for hvilken lov om mælk og fedtstoffer udgør den retlige ramme.

(118)

Mere præcist bestemmes det i lov om mælk og fedtstoffer i § 22, stk. 1, første punktum, at delstatsregeringerne i samråd med delstatsmejeriforeningen eller brancheorganisationerne i fællesskab kan pålægge mejerier, mælketerminaler og flødestationer afgifter på op til 0,1 cent pr. kg leveret mælk for at støtte mejerisektoren. I henhold til § 22, stk. 1, andet punktum, i lov om mælk og fedtstoffer kan delstatsregeringen på begæring af delstatsmejeriforeningen eller brancheorganisationerne i fællesskab forhøje afgifterne på råmælk op til 0,2 cent pr. kg, hvis de afgifter, der er fastsat i henhold til første punktum, ikke er tilstrækkelige til opgaveopfyldelse.

(119)

Delstatsregeringerne opkræver mælkeafgiften »i samråd med« den pågældende mejeriforening i delstaten. »I samråd med« udgør imidlertid en væsentligt svagere deltagelsesform end »i forståelse med«. Mens »i forståelse med« betyder, at udstedelsen af en retsakt (for dens lovlighed) nødvendigvis forudsætter et samtykke fra et andet organ (f.eks. lovgivende organ, myndighed), er en afgørelse, som skal træffes »i samråd med« et andet organ, derimod i sidste ende ikke afhængig af dette organs samtykke. I den tyske forvaltningsret foretages der undertiden en sådan kategorisering af deltagelsesformer (34). Fordi § 22, stk. 1, første punktum, i lov om mælk og fedtstoffer foreskriver samråd, ligger kompetencen til opkrævning af afgiften ligesom beslutningen herom hos delstatsregeringerne (35). Delstatsmejeriforeningerne »inddrages« derimod kun med henblik på forberedelse og teknisk gennemførelse af de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til § 22 (§ 14, stk. 1, i lov om mælk og fedtstoffer) og er i den forbindelse underlagt tilsyn fra den øverste delstatsmyndighed (§ 14, stk. 2 og 4, i lov om mælk og fedtstoffer).

(120)

Retsgrundlaget for opkrævning af en mælkeafgift i de enkelte delstater er i overensstemmelse hermed delstaternes forordninger, der regulerer detaljerne i forbindelse med afgiftsopkrævningen, bl.a. størrelsen heraf (36). Det er således staten (repræsenteret ved den pågældende delstatsregering), der regulerer afgiftsopkrævningen. Som det er beskrevet i ovenstående betragtning 119, er der heller intet til hinder for, at forordninger blev udstedt i samråd med den pågældende delstatsmejeriforening.

(121)

I det foreliggende tilfælde opkræves der en afgift hos private virksomheder. Indtægter fra denne afgift tilføres det pågældende delstatsbudget, inden de anvendes til finansiering af de forskellige støtteforanstaltninger, og skal her administreres særskilt i henhold til § 22, stk. 3, første punktum, i lov om mælk og fedtstoffer. I henhold til § 23 i de pågældende budgetregler (jf. betragtning 25) må der kun afsættes udgifter og forpligtelsesbevillinger i forbindelse med ydelser til organer uden for delstatsforvaltningen med henblik på opfyldelse af bestemte formål (støtte), hvis delstaten har en væsentlig interesse i disse organers opfyldelse heraf, og såfremt dette ikke eller ikke i det fornødne omfang kan opnås uden støtten. Denne bestemmelse indebærer, at staten har en interesse i gennemførelsen af foranstaltningerne.

(122)

Som svar på de argumenter, der fremføres af de interesserede parter og Tyskland, bemærker Kommissionen:

(123)

MPBW's påstand om, at mælkeafgiftssystemet ikke belaster Baden-Württembergs budget (betragtning 60-63), står i et modsætningsforhold til, at mælkeafgiftsmidlerne er opført i budgettet som et selvstændigt afsnit (betragtning 61). Generelt gælder, at også når de midler, der anvendes til støtten, stammer fra en (formålsbestemt) afgift, der betales af private, skal der antages en belastning af delstatsbudgettet og dermed anvendelsen af statsmidler, hvis disse midler tilføres budgettet. Heri ligger der en afgørende forskel i forhold til den af MPBW anførte PreussenElektra-sag, hvor der var tale om et mindstegodtgørelsessystem, i hvilken forbindelse de omhandlede finansielle midler på intet tidspunkt blev opført på budgettet, eller staten på anden vis udøvede kontrol (også selv om det kun var i form af overdragelse til tredjemand) over disse. Følgelig var en anvendelse af statsmidler udelukket i det daværende tilfælde (37).

(124)

I øvrigt kan det ikke konkluderes, at de omhandlede betalinger ikke udgjorde statsmidler, blot på baggrund af det forhold, at MPBW ud over mælkeafgiftsmidlerne ikke har modtaget nogen betalinger fra skattemidler eller andre statslige indtægter i forbindelse med gennemførelsen af mælkekvalitetskontrollerne. I henhold til Kommissionens faste retspraksis betragtes foranstaltninger, der udelukkende finansieres af parafiskale midler, som støtte i medfør af artikel 107, stk. 1, første punktum, i TEUF (38).

(125)

For så vidt angår LVN's påstand om, at delstatsmejeriforeningerne træffer beslutning om at pålægge mejerierne afgiften (betragtning 82-86 og 91), bemærker Kommissionen, at staten gennem § 22, stk. 1, i lov om mælk og fedtstoffer, dvs. ad lovens vej, har givet delstatsregeringerne kompetence til at pålægge mejerierne en mælkeafgift. Bestemmelsen fastsætter bl.a., at mælkeafgiften normalt må udgøre op til 0,1 cent pr. kg, og at delstatsregeringerne på begæring af delstatsmejeriforeningen eller brancheorganisationerne i fællesskab kan pålægge afgifter på op til 0,2 cent pr. kg leveret mælk.

(126)

Desuden foreskriver § 22, stk. 2, nr. 1-6, i lov om mælk og fedtstoffer, til hvilke formål mælkeafgiftsmidlerne må anvendes.

(127)

I henhold til § 22, stk. 3, tredje punktum, i lov om mælk og fedtstoffer skal delstatens mejeriforening eller brancheorganisationerne høres inden anvendelsen af midlerne.

(128)

Heraf fremgår, at staten (på forbundsplan) ganske vist har indrømmet delstatsmejeriforeningerne visse deltagelsesrettigheder, men samtidig har fastlagt en klar lovgivningsmæssig ramme for fastsættelsen af størrelsen af mælkeafgiftssatserne og anvendelsen af midlerne, og at det i sidste ende er de enkelte delstatsregeringer (eller ved uddelegering) de øverste delstatsmyndigheder, der skal træffe beslutning herom. Således ville det eksempelvis ikke være muligt efter ansøgning fra delstaternes mejeriforeninger at forhøje afgiftssatsen til mere end 0,2 cent pr. kg, eller at midlerne anvendes til andre formål end dem, der er anført i § 22, stk. 2, nr. 1-6, i lov om mælk og fedtstoffer. Derudover indebærer den med henblik på anvendelsen regulerede høringspligt (§ 22, stk. 3, tredje punktum, i lov om mælk og fedtstoffer) ikke en forpligtelse til at følge de hørte parters bemærkninger. Den endelige beslutning om anvendelsen af midlerne ligger hos de pågældende delstatsmyndigheder, dvs. hos staten.

(129)

Heri ligger der en væsentlig forskel i forhold til den af LVN citerede Doux Elevage-sag. Staten regulerer opkrævningen af mælkeafgifter og den tilsvarende indtægtsanvendelse på to niveauer, nemlig på forbunds- og delstatsplan. I Tyskland har lovgiveren ikke alene fastsat delstatsregeringens opkrævningsbeføjelse, men også ved forbundslov begrænset spillerummet for på delstatsplan at råde over de midler, der genereres af afgifter. Delstatsmejeriforeningerne kan heller ikke ad ansøgningsvejen forsøge at ændre de støtteformål, der er fastlagt i § 22, stk. 2, nr. 1-6, i lov om mælk og fedtstoffer. En sådan statslig begrænsning forelå ikke i forbindelse med de faktiske omstændigheder, der lå til grund i sagerne Val'Hor og Doux Elevage.

(130)

Lov om mælk og fedtstoffer kan fortsat heller ikke forstås som blot et middel til gennemførelse af en brancheorganisations rent økonomiske interesser. § 14 i lov om mælk og fedtstoffer bestemmer således, at der heri skal være repræsenteret brancheorganisationer fra landbruget, mejerisektoren og mælkedetailhandelen, såfremt de måtte ønske dette, og at der derudover også skal være sikret en passende repræsentation af forbrugerne i foreningens organer. Med disse deltagelses- og repræsentationsbetingelser sikrer lovgiveren (dvs. staten), at der ved forfølgelse af de almennyttige formål, der er nævnt i lov om mælk og fedtstoffer, sker en omfattende repræsentation af alle interesser, som går længere end blot fremme af en erhvervssektor.

(131)

I modsætning til sagen Doux Elevage handler det i forbindelse med de fastlagte støtteformål i lov om mælk og fedtstoffer ikke om sådanne formål, som brancheorganisationerne selv har bestemt og indført (39). Navnlig de fastsatte mål i bestemmelserne i § 22, stk. 2, nr. 1, i lov om mælk og fedtstoffer (»fremme og opretholdelse af kvaliteten på grundlag af de i henhold til § 10 i denne lov eller i henhold til § 37 i Milchgesetz (lov om mælk) af 31. juli 1930 (Reichsgesetzblatt (Rigstidende), I, s. 421) udstedte bestemmelser«) og nr. 2 (»forbedring af hygiejnen i forbindelse med fremstillingen, modtagelsen, behandlingen, forarbejdningen og afsætningen af mælk og mælkeprodukter«) har — i modsætning til sagen Doux Elevage — kendetegn, der er en del af den af offentlige myndigheder fastlagte politik (40), og henviser til opgaver, som henhører under udøvelsen af offentlig myndighed, der i henhold til § 14, stk. 3, i lov om mælk og fedtstoffer ikke på forhånd må overdrages til delstatsforeningerne.

(132)

Ligeledes til forskel fra sagen Doux Elevage følger man i tilfælde af manglende betaling af de forfaldne mælkeafgifter ikke den normale civil- eller handelsretlige fremgangsmåde for inddrivelse heraf (41). Ifølge § 23, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer kan inddrivelsen af afgifter nemlig ske i henhold til bestemmelserne i loven om skatter og afgifter samt gennemførelsesbestemmelserne herfor. De berørte delstater har i de relevante forordninger om opkrævning af mælkeafgifter fastsat en tilsvarende inddrivelse i henhold til bestemmelserne i loven om skatter og afgifter samt gennemførelsesbestemmelserne herfor (42). Loven om skatter og afgifter henhører i det tyske retssystem under offentlig ret. Offentligretlige fordringer fuldbyrdes i Tyskland ad administrativ vej, hvorimod civilretlige fordringer fuldbyrdes ad rettens vej. I den forbindelse udgør den administrative vej i forhold til rettens vej den mest effektive gennemførelsesmetode, fordi staten ved udstedelse af en forvaltningsakt selv kan tilvejebringe et fuldbyrdelsesdokument (43), hvorimod dette i forbindelse med civilretlige krav først skal opnås ved domstolene (44). Dette indikerer, at staten er interesseret i en så effektiv og fuldstændig opkrævning som muligt (og evt. inddrivelse) af de forfaldne afgifter for at sikre en hurtig gennemførelse af de statslige mål, der er finansieret via afgiftsmidlerne.

(133)

Hermed er LVN's påstand om, at der i forbindelse med mælkeafgiftsmidlerne ikke er tale om statsmidler i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, modbevist.

(134)

Heraf følger, at de omhandlede afgiftsindtægter kan anses for at være under offentlig kontrol (45), og at de med mælkeafgiftsmidler finansierede foranstaltninger blev ydet af statsmidler.

(135)

Dette gælder i øvrigt endnu mere for de almindelige budgetmidler, der anvendes i Bayern til finansiering af de omhandlede mælkekvalitetskontroller. Det er derfor klart, at en sådan finansiering ligeledes udgjorde statsmidler i den i artikel 107, stk. 1, i TEUF anførte betydning.

Selektiv fordel/virksomheder

(136)

Modtagerne af statsmidlerne er i første omgang MPBW og MPBY. Disse gennemfører laboratoriekontroller på vegne af staten. Disse laboratoriekontroller kommer dog i sidste ende mejerierne til gode, idet sidstnævnte er lovmæssigt forpligtet til at kontrollere den mælk, de modtager. Laboratoriekontroller udgør dermed tjenesteydelser, som MPBW og MPBY leverer for mejerierne. Mejerierne kan derfor anses for at være modtagere af den støtte, der er ydet i form af subsidierede tjenesteydelser. Der er ingen tvivl om, at der i forbindelse med mejerierne er tale om virksomheder i den i artikel 107, stk. 1, i TEUF anførte betydning. Enhver mulig fordel indrømmes i så henseende også kun »visse virksomheder«, idet der ud over mejerisektoren i Tyskland findes mange andre sektorer, som ikke har fordel af de omtalte foranstaltninger. Derfor er den mulige fordelsindrømmelse selektiv.

(137)

Mejerierne skal i henhold til § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet som erhvervsmæssig aftager af mælk enten selv undersøge eller lade enhver råmælk undersøge. Ligesom i forbindelse med egenkontrollen, hvor udgifterne nødvendigvis afholdes af mejerierne, skal de udgifter, der opstår i forbindelse med levering til et kontrolorgan med henblik på kontrol, betragtes som typiske driftsomkostninger, som de berørte virksomheder, dvs. mejerierne, normalt selv skal bære som forpligtede enheder i overensstemmelse med de nationale regler. Derfor går Kommissionen ud fra, at mejerierne i Baden-Württemberg indrømmes en fordel via godtgørelsen af udgifterne til laboratoriekontroller og i Bayern af afgiftsmidler samt over delstatens almindelige budget, der, som det nævnes i betragtning 136, har en selektiv virkning.

(138)

I denne sammenhæng skal det desuden undersøges, om der er en forbindelse mellem de gennemførte laboratoriekontroller og erhvervsaktiviteterne.

(139)

Tyskland hævder, at mælkekontrolorganerne i forbindelse med gennemførelsen af mælkekvalitetskontrollerne udfører opgaver, som henhører under udøvelsen af offentlig myndighed (se ovenstående betragtning 26). Mælkekvalitetskontrollerne gennemføres i virkeligheden på grundlag af offentligretlige bestemmelser, nærmere bestemt forordning om mælkekvalitet. Den kontrolpligt, der er fastsat i § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet, forfølger ganske vist et offentligt formål (sikring af mælkekvaliteten, § 10 i lov om mælk og fedtstoffer) og kan gennemføres med statslig tvang via strafferetlige foranstaltninger. Heraf kan det imidlertid ikke konkluderes, at der ikke er en forbindelse mellem afgiftsfinansieringen af mælkekvalitetskontrollerne og de erhvervsaktiviteter, som virksomhederne udøver (46). Det handler snarere om et af mange forskriftsmæssige krav (f.eks. produktsikkerhed, miljøstandarder osv.), som markedsdeltagerne (her: mejerierne) skal tage hensyn til i forbindelse med deres erhvervsaktiviteter. Mælkekvalitetskontrollerne udgør i øvrigt heller ikke en aktivitet, som ville være en del af statens væsentlige opgaver i henhold til punkt 16 i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af Den Europæiske Unions statsstøtteregler på kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (47).

(140)

§ 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet fastlægger en kontrolpligt, som gælder for mejerierne. Til kontrolpligten knytter sig en forpligtelse til at betale de udgifter, der er forbundet med kontrollen, dvs. udgifterne til laboratoriekontroller hos mælkekontrolorganerne (jf. ovenstående betragtning 137). Dette fremgår entydigt af den kendsgerning, at gennemførelsen af undersøgelserne er en forudsætning for, at mejerierne må sælge den tilsvarende kontrollerede mælk. Virksomhederne skal imidlertid selv bære de udgifter, der er nødvendige for at markedsføre deres produkt, som typiske driftsomkostninger. I overensstemmelse hermed får de berørte mejerier i andre delstater end Baden-Württemberg og Bayern, hvor forordningen om mælkekvalitet finder anvendelse på samme måde, ikke godtgjort kontroludgifterne via mælkeafgiftsmidler, dvs. at de ikke her bliver fritaget for udgifter, som de i princippet selv skal bære. Der er ingen tvivl om, at mejeriernes salg af mælk udgør en erhvervsaktivitet. Med godtgørelsen af kontroludgifter via afgiftsmidler bliver mejerierne i Baden-Württemberg og Bayern lettet for udgifter, som de normalt skulle have båret i forbindelse med deres erhvervsaktivitet.

(141)

For så vidt angår Tysklands påstand om, at forbundslovgivningen ikke udgør referencerammen for mejeriernes udgiftsafholdelsesforpligtelse og dermed ikke kan begrunde selektivitet (betragtning 31-38), kan det konstateres, at kontrolpligten, hvoraf udgiftsafholdelsesforpligtelsen er afledt, er udtømmende reguleret i forbundslovgivningen, nemlig i § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet.

(142)

Som allerede nævnt fastlægger § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet en kontrolpligt for mejerierne for den af dem modtagne mælk (jf. også betragtning 139 og 142). § 6 i forordning om mælkekvalitet giver ganske vist delstaterne visse beføjelser, navnlig hvad angår reglerne for prøvetagning i henhold til § 2 i forordning om mælkekvalitet. Forordning om mælkekvalitet i det hele taget og dermed også § 1 heri må imidlertid ikke være til hinder for sådanne bestemmelser.

(143)

I den samme forbindelse har Tyskland i spørgsmålet om kompetenceafgrænsning mellem stat og delstater henvist til § 10, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer (betragtning 37). Ifølge denne bestemmelse kan delstatsregeringerne udstede bestemmelser vedrørende mælkekvalitetskontroller, hvis forbundsministeriet ikke har udstedt nogen bestemmelser. Som ovenfor anført har det kompetente forbundsministerium netop gjort dette ved hjælp af forordning om mælkekvalitet. § 22, stk. 1, første punktum, i lov om mælk og fedtstoffer giver ganske vist delstatsregeringerne kompetence til at pålægge afgifter. Samtidig begrænser lov om mælk og fedtstoffer imidlertid delstaternes autonomi, idet den fastlægger grænser med hensyn til afgiftsstørrelsen og de foranstaltninger, der skal støttes i henhold til § 22, stk. 2, nr. 1-6, i lov om mælk og fedtstoffer.

(144)

Hvad angår den af Tyskland i denne sammenhæng anførte sag Portugal mod Kommissionen (48) (betragtning 31-38), konkluderer Kommissionen, at der i denne var tale om et differentieret skattesystem, som det foreliggende tilfælde adskiller sig væsentligt fra. Hvis man i øvrigt, som Tyskland har forsøgt, overfører konklusionerne fra sagen Portugal mod Kommissionen til de foreliggende faktiske forhold, ville den ovenfor fastslåede udgiftsafholdelsesforpligtelse i § 1, stk. 1, i forordning om mælkekvalitet komme i betragtning som referenceramme i henhold til præmis 64 i denne sag. Denne referenceramme blev imidlertid netop reguleret af staten, dvs. i medfør af sagen Portugal mod Kommissionen af »centralregeringen«. En godtgørelse af de relevante udgifter via afgiftsmidler medfører en selektiv fordel på grund af en modsætningsslutning til præmis 64.

(145)

Endvidere mener Kommissionen, at det ikke kan afvises, at der foreligger en selektiv fordel, blot fordi mejerierne via den betalte mælkeafgift allerede ville have betalt modværdien af de gennemførte kontroller. Kommissionen anfægter snarere den af Tyskland og MPBW fremsatte påstand om, at afgiften svarer til de faktiske økonomiske udgifter i forbindelse med de til gengæld leverede ydelser (betragtning 39). Som det fremgår af kapitel 2.6. i åbningsafgørelsen, finansieres en lang række delforanstaltninger med mælkeafgiftsmidler. Det ligger i delforanstaltningernes natur, at den fordel, som den enkelte virksomhed får af visse delforanstaltninger, ikke nødvendigvis svarer til de afgiftsbeløb, der er betalt forud herfor. Dertil kommer i Bayerns tilfælde, at finansieringen ikke kun sker med afgiftsmidler, men også med supplerende midler over det almindelige budget og dermed på forhånd udelukker en »godtgørelse«.

(146)

Kommissionen konkluderer derfor, at mejerierne i Baden-Württemberg og Bayern via godtgørelsen fra afgiftsmidler af de udgifter, der opstår i forbindelse med mælkekvalitetskontrollerne, opnåede en selektiv fordel.

Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen

(147)

I henhold til Domstolens retspraksis medfører styrkelsen af en virksomheds konkurrencestilling som følge af tildeling af statsstøtte normalt en konkurrencefordrejning i forhold til konkurrerende virksomheder, som ikke modtager denne støtte (49). Enhver støtte til en virksomhed, der er aktiv på et marked, hvor der finder handel sted inden for Unionen, kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne (50), også selv om de støttemodtagende virksomheder slet ikke selv deltager i samhandelen inden for Fællesskabet (51). I perioden 2001-2012 havde handelen med landbrugsprodukter i EU et betydeligt omfang. Således beløb im- og eksport inden for Fællesskabet til og fra Tyskland af produkter under position 0401 i den kombinerede nomenklatur (mælk og fløde, ikke koncentreret og uden tilsætning af sukker eller andre sødemidler) (52), sig i 2011 til henholdsvis 1 200 mio. EUR og 957 mio. EUR (53).

(148)

De foranstaltninger, der var under vurdering i forbindelse med denne afgørelse, understøtter aktiviteter i landbrugssektoren. Det drejer sig navnlig om mejeriernes aktiviteter. For så vidt angår mejeriernes produkter, fandt der som nævnt ovenfor en betydelig handel sted i EU. Kommissionen mener derfor, at de omhandlede foranstaltninger kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne.

(149)

I betragtning af den omfattende handel med landbrugsprodukter kan det således antages, at de omhandlede delforanstaltninger fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen og kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne.

Eksisterende støtte/ny støtte

(150)

I henhold til artikel 108, stk. 1, i TEUF skal Kommissionen løbende foretage en undersøgelse af den eksisterende støtte i samarbejde med medlemsstaterne. Til dette formål kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om alle nødvendige oplysninger med henblik på at foretage en undersøgelse af de eksisterende støtteordninger og foreslå egnede foranstaltninger, hvor det er relevant.

(151)

I henhold til artikel 1, litra b), nr. i), i forordning (EF) nr. 659/1999 omfatter begrebet »eksisterende støtte« enhver form for støtte, der eksisterede inden traktatens ikrafttræden i den pågældende medlemsstat, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som var trådt i kraft før og er blevet fortsat efter traktatens ikrafttræden.

(152)

I henhold til artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999 medfører enhver ændring af en eksisterende støtte imidlertid, at denne bliver til en »ny støtte«. Ifølge artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (54) er en ændring i eksisterende støtte »enhver ændring, der ikke er af rent formel eller administrativ art, der ikke kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med fællesmarkedet«.

(153)

Ifølge retspraksis (55) er det kun i det tilfælde, hvor ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, at denne ordning bliver en ny støtteordning. Der kan imidlertid ikke være tale om en væsentlig ændring, når det nye element klart kan adskilles fra den oprindelige ordning.

(154)

I henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF skal al ny støtte anmeldes til Kommissionen og må ikke gennemføres, før den er godkendt af Kommissionen (gennemførelsesforbud).

(155)

I artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 er ny støtte, der er gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF, ulovlig.

(156)

På grundlag af loven om mælk og fedtstoffer og inden for rammerne af de kompetencer, der er tildelt dem, har det kompetente forbundsministerium og delstaterne (jf. ovenstående betragtning 24) vedtaget gennemførelsesbestemmelser, som udgør retsgrundlaget for de foranstaltninger, der var under vurdering i forbindelse med denne afgørelse. Med undtagelse af selve lovene om mælk og fedtstoffer (der kun er en rammelov og en bemyndigelsesbestemmelse til delstatslovgivningerne, men som ikke selv regulerer krav på økonomisk støtte) blev der ikke fremlagt nogen oplysninger fra de tyske myndigheder, som dokumenterer, at der før 1958 forelå et retsgrundlag, som skulle have fundet anvendelse med sit oprindelige indhold. De forordninger om afgiftsopkrævning, der skal anvendes, stammer fra 2004 (Baden-Württemberg) og 2007 (Bayern) (jf. betragtning 24). Retsgrundlaget for anvendelsen er delstaternes budgetregler, som, hvad angår anvendelsesformålet, kun skal holde sig inden for rammerne af § 22, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer. På dette grundlag bevilger delstatsmyndighederne i det pågældende budgetår anvendelsen af midlerne pr. anvendelsesmeddelelse. Dermed handler det i forbindelse med de omhandlede foranstaltninger om ny støtte, som er underlagt anmeldelsespligten i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF. Da Tyskland imidlertid ikke på noget tidspunkt har anmeldt den pågældende støtteordning, er den ulovlig (artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999).

(157)

På baggrund heraf er det ikke nødvendigt at drøfte Tysklands påstand om, at de omhandlede delforanstaltninger BW 1 og BY 1 ikke er omfattet af de formålstjenlige foranstaltninger (betragtning 50-66), fordi denne påstand bygger på den antagelse, at det i princippet drejer sig om eksisterende støtte, hvilket, som det er beskrevet ovenfor, ikke er tilfældet.

Forenelighedsvurdering af mælkekvalitetskontrollerne

(158)

Støtte, der blev ydet til godtgørelse af de omkostninger, som opstod i forbindelse med mælkekvalitetskontrollerne mellem den 28. november 2001 og den 31. december 2006, blev undersøgt af Kommissionen i henhold til EF-rammebestemmelserne 2000-2006 og blev i forbindelse med afgørelse af 17. juli 2013 (C(2013) 4457 final) godkendt som forenelig med det indre marked (betragtning 162-165 i den positive afgørelse).

Gældende regler

(159)

I henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF kan støtte betragtes som forenelig med det indre marked, hvis den har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(160)

Ifølge Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (56) skal ulovlig statsstøtte i medfør af artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 vurderes på baggrund af de gældende regler på tidspunktet for støttetildelingen.

(161)

Støtte, der ydes fra den 1. januar 2007, undersøges i henhold til rammebestemmelserne 2007-2013.

(162)

I åbningsafgørelsen har Kommissionen ytret tvivl om, hvorvidt støtte ydet i forbindelse med mælkekvalitetskontroller i perioden fra den 1. januar 2007 kan anses for at være forenelig med det indre marked (betragtning 166 og 167 i åbningsafgørelsen).

(163)

Som allerede nævnt i åbningsafgørelsen konkluderer Kommissionen, at støtte til rutinekontrol af mælkekvaliteten ikke overholder betingelserne i punkt 109 i rammebestemmelserne 2007-2013 sammenholdt med artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1857/2006. Tværtimod fastsætter sidstnævnte bestemmelse expressis verbis, at støtte, som godtgør udgifterne til sådanne rutinekontroller, ikke kan være forenelig med det indre marked.

(164)

I strid med Tysklands bemærkning (betragtning 53) konstaterer Kommissionen, at de »udgifter til rutinekontrol af mælkekvaliteten«, der nævnes i artikel 16, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1857/2006, også omfatter de her omhandlede udgifter til gennemførelse af mælkekvalitetskontroller. Artikel 16, stk. 1, litra b), fastsætter principielt, at støtte til godtgørelse af »udgifter til undersøgelser, der foretages af eller på vegne af tredjemand, til bestemmelse af husdyrs genetiske kvalitet eller ydelse« er forenelig med det indre marked.

(165)

Den eksplicitte negative undtagelse i artikel 16, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1857/2006 for så vidt angår støtte til dækning af udgifterne til rutinekontroller af mælkekvaliteten skal imidlertid efter Kommissionens opfattelse fortolkes bredere, idet der i bestemmelsen klart gives udtryk for lovgivers ønske om at udelukke en sådan støtte fra foreneligheden med det indre marked.

(166)

Kontroller af mælkekvaliteten vedrører kvaliteten af mælken som sådan, dvs. mælkens mikrobiologiske egenskaber. Disse egenskaber har imidlertid ikke nogen direkte sammenhæng med dyrenes genetiske kvalitet eller ydelse. Til de mikrobiologiske egenskaber tæller lige nøjagtig dem, der bestemmes i forbindelse med mælkekvalitetskontrollerne (f.eks. fedtindhold eller somatiske celler).

(167)

I det væsentlige sigter undtagelsesbestemmelsen i artikel 16, stk. 1, litra b), mod at kategorisere samtlige rutinekontroller af mælkekvaliteten som ikke forenelige med det indre marked, idet udgifterne hertil hører til en virksomheds normale driftsomkostninger. Støtte til godtgørelse af driftsomkostninger har i særlig høj grad en fordrejende indvirkning på det indre marked (57).

(168)

Kommissionen minder om det i artikel 107, stk. 1, i TEUF fastlagte principielle forbud mod støtteydelse. Undtagelser fra det generelle forbud fremgår af artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF sammenholdt med forenelighedsbestemmelser i form af forordninger, rammebestemmelser osv. For perioden 2007-2013 foreligger der imidlertid ikke en sådan forenelighedsbestemmelse for den omhandlede støtte til rutinekontrol af mælkekvaliteten (uafhængigt af en bestemt kvalitet og ikke med henblik på en kvalitetsforbedring). I overensstemmelse hermed har Tyskland med undtagelse af en henvisning til den tidligere forenelighed under EF-rammebestemmelserne 2000-2006 heller ikke gjort nogen forenelighedsbestemmelse gældende i den relevante periode. I stedet herfor gives der i artikel 16, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1857/2006 netop udtryk for lovgivers ønske om eksplicit at udelukke foreneligheden med det indre marked. Allerede i punkt 13.3 i EF-rammebestemmelserne 2000-2006 blev det nævnt, at der havde været en betydelig stigning i rutinekontrollerne i løbet af produktionsprocessen, og at udgifterne til disse kontroller derfor er blevet en almindelig bestanddel af produktionsomkostningerne, og at en sådan støtte rummer en fare for konkurrencefordrejning, fordi udgifterne til kvalitetskontrollerne har direkte indvirkning på produktionsomkostningerne. Der kunne ganske vist ydes støtte til kontroller i henhold til den samme bestemmelse, som blev udført af eller på vegne af tredjemand, f.eks. af henholdsvis de kompetente kommunale myndigheder eller af disse bemyndigede organer. Ifølge rammebestemmelserne for 2007-2013 har lovgiveren imidlertid under hensyntagen til risikoen for konkurrencefordrejning kategoriseret støtte til fordel for rutinekontrol af mælkekvaliteten som uforenelig med det indre marked. I betragtning af denne klare lovgivningsmæssige afgørelse er der heller ikke plads til en forenelighedserklæring direkte på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF.

(169)

Den kendsgerning, at Kommissionen i perioden 2001-2006 har anset de omhandlede mælkekvalitetskontroller for at være forenelige med det indre marked, kan ikke, som Tyskland mener (betragtning 60), automatisk medføre, at denne støtte også var forenelig med det indre marked i den efterfølgende periode 2007-2013. Det fremgår således af artikel 108, stk. 1, i TEUF, at det indre marked fortsat udvikler sig, og at Kommissionen gennem en videreudvikling af retningslinjerne for statsstøtte og andre statsstøtteregler (f.eks. fritagelsesforordninger) kan tage hensyn til denne udvikling for at sikre det indre markeds funktion. Det ligger også i tidsmæssigt begrænsede forenelighedsbestemmelsers natur, f.eks. de rammebestemmelser, der er udstedt på landbrugsområdet, at senere vedtagne retningslinjer for statsstøtte og fritagelsesforordninger ikke nødvendigvis skal være indholdsmæssigt i overensstemmelse med de tidligere gældende bestemmelser.

(170)

På baggrund af ovenstående redegørelse når Kommissionen til den konklusion, at den støtte, der er ydet i perioden 2007-2013 i forbindelse med mælkekvalitetskontrollerne, i tilfældet delforanstaltning BW 1 udelukkende finansieret via mælkeafgiftsmidler og i tilfældet delforanstaltning BY 1 via mælkeafgifts- og almindelige budgetmidler, ikke var forenelig med det indre marked.

4.   KONKLUSION

(171)

I artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 hedder det, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år. I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999 »afbryder enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen angående den ulovlige støtte, denne frist«.

(172)

Efter at Tyskland havde fremlagt årsrapporten 2010 om statsstøtte i landbrugssektoren, anmodede Kommissionen ved brev af 28. november 2011 om supplerende oplysninger vedrørende ordningen. Som følge af denne foranstaltning fra Kommissionen blev fristen afbrudt. Da Kommissionen med den positive afgørelse allerede har fastslået de omhandlede mælkekvalitetskontrollers forenelighed med det indre marked for perioden fra den 28. november 2001 til den 31. december 2006, og fordi der mellem den 31. december 2006 og den 28. november 2011 er mindre end ti år, begynder den periode, som den foreliggende afgørelse vedrører, den 1. januar 2007.

(173)

Kommissionen bemærker, at Tyskland i strid med artikel 107 og 108 i TEUF ulovligt har ydet støtte, som, for så vidt den blev ydet efter den 1. januar 2007 (se betragtning 160 og 164), ikke er forenelig med det indre marked. Denne støtte blev i tilfældet Baden-Württemberg udelukkende finansieret af mælkeafgiftsmidler i overensstemmelse med lov om mælk og fedtstoffer og i tilfældet Bayern af mælkeafgiftsmidler samt over delstatens almindelige budget —

VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den statsstøtte, som Tyskland har ydet i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF til fordel for de pågældende mejerivirksomheder i forbindelse med de i delstaterne Baden-Württemberg og Bayern gennemførte mælkekvalitetskontroller, har været uforenelig med det indre marked i perioden siden den 1. januar 2007.

Artikel 2

1.   Tyskland tilbagesøger fra støttemodtagerne den uforenelige støtte, der er tildelt i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning.

2.   De beløb, der skal inddrives, tilskrives rente fra den dato, hvor de blev stillet til rådighed for modtagerne, indtil de er tilbagebetalt.

3.   Renten tilskrives med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i forordning (EF) nr. 794/2004 og Kommissionens forordning (EF) nr. 271/2008 (58) om ændring af forordning (EF) nr. 794/2004.

4.   Tyskland indstiller alle resterende udbetalinger af den i artikel 1 omhandlede støtte med virkning fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 3

1.   Tilbagesøgningen af støtte, der er tildelt i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning, iværksættes omgående og effektivt.

2.   Tyskland sikrer, at denne afgørelse efterkommes senest fire måneder efter datoen for dens meddelelse.

Artikel 4

1.   Senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse sender Tyskland følgende oplysninger til Kommissionen:

a)

listen over de støttemodtagere, der måtte have modtaget støtte i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning, og det samlede støttebeløb, som hver enkelt af dem har modtaget i henhold til ordningen

b)

det samlede beløb (hovedstol og renter), som hver enkelt støttemodtager skal tilbagebetale

c)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet eller planlagt for at efterkomme denne afgørelse

d)

dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten.

2.   Tyskland underretter Kommissionen om udviklingen i de foranstaltninger, der på nationalt plan træffes for at efterkomme denne afgørelse, indtil den støtte, der blev tildelt i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning, er fuldt tilbagebetalt. Efter anmodning fra Kommissionen fremsender Tyskland omgående oplysninger om, hvilke foranstaltninger der er truffet eller planlagt for at efterkomme afgørelsen. Tyskland fremsender endvidere detaljerede oplysninger om de støttebeløb og de renter, der allerede er tilbagebetalt af støttemodtagerne.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland. Tyskland opfordres til omgående at videresende en kopi af denne afgørelse til støttemodtagerne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. september 2015.

På Kommissionens vegne

Phil HOGAN

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT C 7 af 10.1.2014, s. 8.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).

(3)  Med virkning fra den 1. december 2009 er artikel 87 og 88 i EF-traktaten blevet til henholdsvis artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Artikel 87 og 88 i EF-traktaten og artikel 107 og 108 i TEUF er i det væsentlige identiske. Henvisninger til artikel 107 og 108 i TEUF læses som henvisninger til artikel 87 og 88 i EF-traktaten, hvor det er relevant.

(4)  Jf. fodnote 1. Forinden var der blevet fremsendt en berigtigelse til Tyskland ved brev af 9. december 2013.

(5)  Bundesgesetzblatt (Tysklands lovtidende) I, s. 878, 1081, senest ændret ved artikel 1 i forordning af 17. december 2010 (Tysklands lovtidende I, s. 2132).

(6)  GBl. (Baden-Württembergs lovtidende) nr. 8, s. 350.

(7)  Staatsanzeiger (Tysklands statstidende) nr. 30 af 2. august 2004.

(8)  GVBl. (lov- og bekendtgørelsestidende) fra 2007, s. 727, senest ændret ved forordning af 29.11.2012.

(9)  GBl. (Baden-Württembergs lovtidende) s. 350.

(10)  Domstolens dom af 6. september 2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, ECLI:EU:C:2006:511, præmis 56 f.

(11)  Domstolens dom af 22. maj 2003, Freskot, C-355/00,ECLI:EU:C:2003:298, præmis 84.

(12)  Åbningsafgørelsen, betragtning 265 ff.

(13)  Jf. åbningsafgørelsen, betragtning 147.

(14)  EUT C 28 af 1.2.2000, s. 2.

(15)  EUT C 319 af 27.12.2006, s. 1.

(16)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1857/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion af landbrugsprodukter, og om ændring af forordning (EF) nr. 70/2001 (EUT L 358 af 16.12.2006, s. 3).

(17)  Domstolens dom af 2. februar 1988, Kommissionen mod Nederlandene, 213/85, ECLI:EU:C:1988:39, præmis 29 f.

(18)  Jf. f.eks.: Kommissionens beslutning af 27. marts 2012 i sag E 10/2000 — Anstaltslast og Gewährträgerhaftung.

(19)  EF-rammebestemmelserne 2000-2006, punkt 13.4.

(20)  Domstolens dom af 13. marts 2001, PreussenElektra, C-379/98, ECLI:EU:C:2001:160.

(21)  Domstolens dom af 15. december 2005, Italien mod Kommissionen, C-66/02, ECLI:EU:C:2005:768, præmis77; fast retspraksis, jf. Domstolens dom af 23. februar 1961, Limburg mod Den Høje Myndighed, 30/59, ECLI:EU:C:1961:2; Domstolens dom af 7. marts 2002, Italien mod Kommissionen, C-310/99, ECLI:EU:C:2002:143, præmis 51; Domstolens dom af 10. januar 2006, Cassa di Risparmio, C-222/04, ECLI:EU:C:2006:8, præmis 131.

(22)  Jf. i denne retning Domstolens dom, Freskot, C-355/00, ECLI:EU:C:2003:298, præmis 86; forslag til afgørelse fra generaladvokat Stix-Hackl, Freskot, C-355/00, ECLI:EU:C:2002:658, præmis 76-77; forslag til afgørelse fra generaladvokat Stix-Hackl, Nazairdis, forenede sager C-266/04 til C-270/04, C-276/04 og C-321/04 til C-325/04, ECLI:EU:C:2005:408, præmis 51.

(23)  Kommissionens bemærkning: Denne bemærkning vedrører delforanstaltningerne »overvågning af skadelige stoffer« (ifølge åbningsafgørelsen vedrørende delforanstaltningerne BW 9, BY 5, HE 8, NI 2, NW 1, RP 3, SL 4 og TH 8), der ikke er omfattet af denne afgørelse.

(24)  Kommissionens afgørelse 2014/416/EU af 9. april 2014 om Frankrigs støtteordning SA.23257 (12/C) (ex NN 8/10, ex CP 157/07) (brancheaftale inden for rammerne af »Association française pour la valorisation des produits et des secteurs professionnels de l'horticulture et du paysage« (Val'Hor)) (EUT L 192 af 1.7.2014, s. 59).

(25)  Jf. Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:C:2013:348, præmis 38.

(26)  Jf. Domstolens dom af 18. maj 2002, Stardust Marine, C-482/99, ECLI:C:2002:294, præmis 52.

(27)  Domstolens dom af 15. juli 2004, Pearle BV, C-345/02, ECLI:EU:C:2004:488, præmis 36.

(28)  Rettens dom af 27. september 2012, Plans de Campagne, T-139/09, ECLI:EU:T:2012:496, præmis 62.

(29)  Domstolens dom af 19. december 2013, Vent de Colère m.fl., C-262/12, ECLI:EU:C:2013:851, præmis 11 samt generaladvokat Jääskinens tydelige forslag til afgørelse af 11. juli 2013, Vent de Colère m.fl., C-262/12, ECLI:EU:C:2013:851, præmis 49.

(30)  Jf. Domstolens dom af 15. juli 2004, Pearle BV, C-345/02, ECLI:EU:C:2004:448, præmis 37; Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:EU:C:2013:348, præmis 40; Kommissionens afgørelse 2014/416/EU.

(31)  Jf. Domstolens dom af 15. juli 2004, Pearle BV, C-345/02, ECLI:EU:C:2004:448, præmis 37; Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:EU:C:2013:348, præmis 40.

(32)  Domstolens dom af 20. november 2003, Ministère de l'Économie, des Finances et de l'Industrie/GEMO, C-126/01, ECLI:EU:C:2003:622, præmis 23.

(33)  Domstolens dom af 20. november 2003, Ministère de l'Économie, des Finances et de l'Industrie/GEMO, C-126/01, ECLI:EU:C:2003:622, præmis 24.

(34)  F.eks. § 37, stk. 2, tredje punktum, i Baugesetzbuch (den tyske byudviklingslov), §§ 17, stk. 1, 2, 18, stk. 3 og 4, 22, stk. 5, i Bundesnaturschutzgesetz (Tysklands naturbeskyttelseslov), §§ 2, stk. 7, 11, stk. 2, 3, 12, stk. 7, 14, stk. 4, nr. 2, 26, stk. 3, 35a, stk. 3 i AEG. Jf. til den tidligere § 9 i Tysklands naturbeskyttelseslov, forbundsforvaltningsdomstolens dom af 29. april 1993, jf. nr.: 7 A 4/93, præmis 22 (»… en afgørelse i »samråd med« kræver i modsætning til en afgørelse »i forståelse med« ingen samstemmende vilje. Det betyder intet andet end en (sagkyndig) høring af den anden myndighed, som herved får mulighed for at fremsætte sine holdninger som input til proceduren«) og til den tidligere § 18, stk. 2, første punktum, nr. 2, i AEG, forbundsforvaltningsdomstolens domme af 31. oktober 2000, j.nr.: 11 VR 12/00, præmis 5 (»Det i § 18, stk. 2, første punktum, nr. 2, i AEG foreskrevne samråd med ansøgeren, som i modsætning til forståelse ikke kræver nogen samstemmende vilje …«) samt af 7. februar 2005, j.nr.: 9 VR 15/04, præmis 11 (»Det i henhold hertil alene nødvendige samråd med ansøgeren … har plangodkendelsesmyndigheden tilvejebragt, idet den har givet ansøgeren … mulighed for at fremsætte bemærkninger«).

(35)  Jf. også § 22, stk. 1, sjette punktum, i lov om mælk og fedtstoffer med henvisningen til delstatsregeringernes »beføjelser« (og muligheden for uddelegering til de øverste delstatsmyndigheder) samt § 23, stk. 2, i lov om mælk og fedtstoffer, i henhold til hvilken inddrivelsen af afgifter sker efter bestemmelserne i Abgabenordnung (loven om skatter og afgifter), hvilket igen forudsætter udstedelsen af en afgiftsansættelse eller lignende forvaltningsakt (jf. §§ 122, 251 i loven om skatter og afgifter). I henhold til § 14, stk. 3, i lov om mælk og fedtstoffer må der derimod ikke overdrages nogen opgaver, som henhører under udøvelsen af offentlig myndighed, til den pågældende delstatsmejeriforening.

(36)  For Baden-Württemberg: Forordning om opkrævning af mælkeproduktionsafgifter af 18. maj 2004 (Baden-Württembergs lovtidende s. 350), ophævet som følge af forordningen fra ministeriet for landdistrikter og forbrugerbeskyttelse om ophævelse af forordning om opkrævning af mælkeproduktionsafgifter af 14. februar 2013.

For Bayern: Forordning om en afgift på mælk (BayMilchUmlV) af 17. oktober 2007 (lov- og bekendtgørelsestidende fra 2007, s. 727), senest ændret ved forordning af 29. november 2012.

(37)  Jf. Domstolens dom af 13. marts 2001, PreussenElektra, C-379/98, ECLI:EU:C:2001:160, præmis 7 og 8; Domstolens dom af 16. juli 2014, Grækenland mod Kommissionen, T-52/12, ECLI:EU:T:2014:677, præmis 119 og 120; vedrørende afgrænsning af PreussenElektra, jf. Rettens dom af 11. december 2014, Østrig mod Kommissionen, T-251/11, ECLI:EU:T:2014:1060, præmis 56-71, 82.

(38)  Jf. bl.a. afgørelse i sag SA.35932 (2013/N) Nederlandene — Fonds Teeltangelegenheden, betragtning 31-35.

(39)  Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:EU:C:2013:348, præmis 40.

(40)  Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:EU:C:2013:348, præmis 31.

(41)  Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:EU:C:2013:348, præmis 32.

(42)  Se også f.eks. § 6, stk. 3, i forordning om en afgift på mælk (BayMilchUmlV) af 17. oktober 2007.

(43)  Se også f.eks. § 5 i forordning om en afgift på mælk (BayMilchUmlV) af 17. oktober 2007.

(44)  Jf. Domstolens dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, ECLI:EU:C:2014:2193, præmis 41 og 56.

(45)  Domstolens dom af 30. maj 2013, Doux Élevage, C-677/11, ECLI:EU:C:2013:348, præmis 32, 35 og 38.

(46)  Jf. navnlig Rettens dom af 25. marts 2015, Belgien mod Kommissionen, T-538/11, ECLI:EU:T:2015:188, præmis 96, i henhold til hvilken den omstændighed, at virksomheder pålægges byrder i henhold til den nationale lovgivning, hvilke byrder nødvendigvis har forbindelse med den berørte medlemsstats udøvelse af myndighedsbeføjelser, ikke er til hinder for, at nævnte byrder kan kvalificeres som »byrder, der normalt belaster en virksomheds budget«.

(47)  EUT C 8 af 11.1.2012, s. 4.

(48)  Jf. Domstolens dom af 6. september 2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, ECLI:EU:C:2006:511.

(49)  Domstolens dom af 17. september 1980, Philip Morris Holland BV mod Kommissionen, 730/79, ECLI:EU:C:1980:209, præmis 11-12.

(50)  Jf. navnlig Domstolens dom af 13. juli 1988, Frankrig mod Kommissionen, 102/87, ECLI:EU:C:1988:391.

(51)  Domstolens dom af 14. januar 2015, Eventech Ltd mod Parking Adjudicator, C-518/13, ECLI:EU:C:2015:9, præmis 67.

(52)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT L 304, 31.10.2012, s. 1).

(53)  Kilde: Eurostat.

(54)  Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1).

(55)  Rettens dom af 30. april 2002, Gibraltar mod Kommissionen, T-195/01 og T-207/01, ECLI:EU:T:2002:111, præmis 111.

(56)  EUT C 119 af 22.5.2002, s. 22.

(57)  Se for så vidt også betragtning 17 i forordning (EF) nr. 1857/2006, i henhold til hvilken støtten »ikke udelukkende bør medføre, at de driftsomkostninger, som støttemodtageren normalt selv skal afholde, nedbringes løbende eller med visse mellemrum«.

(58)  Kommissionens forordning (EF) nr. 271/2008 af 30. januar 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 794/2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 82 af 25.3.2008, s. 1).


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/46


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2433

af 18. december 2015

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater

(meddelt under nummer C(2015) 9168)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 2002/99/EF af 16. december 2002 om dyresundhedsbestemmelser for produktion, tilvirkning, distribution og indførsel af animalske produkter til konsum (3), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i de medlemsstater og områder af medlemsstater, der er opført i bilaget (i det følgende benævnt »de berørte medlemsstater«). Disse foranstaltninger omfatter forbud mod afsendelse af levende svin, ornesæd, æg og embryoner fra svin, svinekød, tilberedt svinekød, svinekødsprodukter og andre produkter indeholdende svinekød samt sendinger af animalske biprodukter fra svin fra visse områder af de berørte medlemsstater (i det følgende benævnt »varerne«). I bilaget afgrænses og opføres disse områder for at tage højde for risikoniveauet på grundlag af den epidemiologiske situation i de berørte medlemsstater.

(2)

Med henblik på at tilpasse de dyresundhedsmæssige foranstaltninger, der er fastsat ved gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, til udviklingen i den epidemiologiske situation i de forskellige områder af medlemsstaterne og på at tage højde for de forskellige risikoniveauer afhængigt af typen af varer bør der gives mulighed for visse undtagelser for så vidt angår visse typer af varer med oprindelse i de områder, der er opført i de forskellige dele af bilaget til den nævnte gennemførelsesafgørelse. De pågældende undtagelser bør også være på linje med de risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende import for så vidt angår afrikansk svinepest, der er beskrevet i sundhedskodeksen for terrestriske dyr fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (5). Ved den nævnte gennemførelsesafgørelse bør de supplerende beskyttelsesforanstaltninger og dyresundhedsmæssige krav, der finder anvendelse, hvis sådanne undtagelser indrømmes, ligeledes fastsættes.

(3)

Forbuddet mod afsendelse af levende svin fra de områder, der er opført i del III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, er særlig strengt og kan derfor føre til logistiske og dyresundhedsmæssige problemer, når slagtning af svin ikke er muligt i de respektive områder, navnlig på grund af mangel på et egnet slagteri eller begrænsninger i slagtekapaciteten inden for de relevante områder, der er opført i del III i bilaget, enten inden for den samme medlemsstat eller i et område af en anden medlemsstat, der er opført i bilaget.

(4)

Flytning af levende svin til omgående slagtning udgør en mindre risiko end andre former for flytning af levende svin, forudsat at der træffes risikobegrænsende foranstaltninger. Når de omstændigheder, der er omhandlet i betragtning 3, opstår, bør de berørte medlemsstater derfor undtagelsesvis kunne indrømme undtagelser vedrørende afsendelse af levende svin fra de områder, der er opført i del III i bilaget, til et slagteri, der ligger uden for det pågældende område i den samme medlemsstat eller i et område af en anden medlemsstat, der er opført i bilaget, forudsat at der er truffet risikobegrænsende foranstaltninger for ikke at bringe sygdomsbekæmpelsen i fare.

(5)

For så vidt angår risikoen for spredning af afrikansk svinepest er flytning af forskellige svineprodukter forbundet med forskellige grader af risiko. Som hovedregel er flytning af ornesæd fra områder, der er underlagt restriktioner, forbundet med betydelige risici for så vidt angår eksponering og konsekvenser. Dog kan der ved anvendelse af supplerende beskyttelsesforanstaltninger, som for eksempel testning og øget biosikkerhed, indrømmes undtagelser for så vidt angår sæd, der er indsamlet i områder opført i del II og III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Artikel 9 i den nævnte gennemførelsesafgørelse bør derfor ændres.

(6)

Undtagelser vedrørende afsendelse af levende svin fra de områder, der er opført i del II og III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, til andre områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i en anden medlemsstat med en lignende sygdomsstatus er berettiget, forudsat at der anvendes supplerende beskyttelsesforanstaltninger. Den fleksibilitet, som disse nye foranstaltninger giver mulighed for, er vigtig med henblik på at sikre ordentlig gennemførelse af foranstaltningerne på mellemlang og lang sigt. Dette kræver, at der fastsættes en sikker kanaliseringsprocedure under streng kontrol af de kompetente myndigheder i transit- og bestemmelsesmedlemsstaten. Artikel 3 og 4 i den nævnte gennemførelsesafgørelse bør derfor ændres.

(7)

Som en supplerende beskyttelsesforanstaltning bør der være fastsat en kanaliseringsprocedure med henblik på at isolere dyr, der kommer fra områder med en højere risiko for afrikansk svinefeber. Det er derfor nødvendigt at klarlægge og udspecificere procedurerne for afsendelse, transit og levering af levende svin.

(8)

Undtagelserne vedrørende afsendelse af levende svin og sæd mellem områder med en betydelig risiko for afrikansk svinefeber, jf. gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, bør kun indrømmes, når de, forud for flytningen, er blevet godkendt af de kompetente myndigheder i transit- og bestemmelsesmedlemsstaterne.

(9)

I henhold til Rådets direktiv 64/432/EØF (6) skal flytninger af dyr ledsages af sundhedscertifikater. Når der gøres brug af undtagelser vedrørende forbuddet mod afsendelse af levende svin fra de områder, der er opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, for så vidt angår levende svin bestemt for handel inden for Unionen, bør disse sundhedscertifikater indeholde en henvisning til den nævnte gennemførelsesafgørelse, således at det sikres, at de relevante certifikater indeholder tilstrækkelige, nøjagtige sundhedsoplysninger.

(10)

Anvendelsesperioden for de dyresundhedsmæssige foranstaltninger, der er fastsat ved gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, bør tage højde for afrikansk svinepests epidemiologi og de forhold, der er påkrævet for på ny at opnå status som sygdomsfri for så vidt angår afrikansk svinepest, jf. sundhedskodeksen for terrestriske dyr fra Verdensorganisationen for Dyresundhed. Anvendelsesperioden for gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU bør derfor forlænges indtil den 31. december 2019.

(11)

Der er flere tilfælde af afrikansk svinepest hos vildsvin i Estland og Letland i de områder, der er opført i del II og III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Disse tilfælde befinder sig i umiddelbar nærhed af de områder, der er opført i del I i bilaget.

(12)

Der er aldrig blevet indberettet afrikansk svinepest i de nordligste områder i Polen, der på nuværende tidspunkt er opført i del II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(13)

Udviklingen i den nuværende epidemiologiske situation i Unionen for så vidt angår afrikansk svinepest bør indgå i vurderingen af den risiko, som den dyresundhedsmæssige situation for så vidt angår denne sygdom i Estland, Letland og Polen udgør. For at målrette de dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger og for at forhindre yderligere spredning af afrikansk svinepest samt for at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen inden for Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, bør EU-listen over områder omfattet af dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger, der er fastlagt i del I og II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, ændres med henblik på at tage højde for den nuværende dyresundhedssituation for så vidt angår den pågældende sygdom i de nævnte tre medlemsstater.

(14)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

a)

Indledningen affattes således:

»Som en undtagelse fra forbuddet i artikel 2, litra a), kan de berørte medlemsstater tillade afsendelse af levende svin fra en bedrift i de i bilagets del II angivne områder til andre områder i samme medlemsstat eller til områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i en anden medlemsstat, hvis:«.

b)

Følgende nr. 4) tilføjes:

»4)

For levende svin afsendt til områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i en anden medlemsstat finder følgende supplerende krav anvendelse:

a)

Svinene opfylder alle andre relevante dyresundhedsmæssige garantier på grundlag af et positivt resultat af en risikovurdering af de foranstaltninger mod spredning af afrikansk svinefeber, der kræves af den kompetente myndighed i oprindelsesmedlemsstaten, og som er godkendt af den kompetente myndighed i transitmedlemsstaten og bestemmelsesmedlemsstaten forud for flytning af de pågældende dyr.

b)

Oprindelsesmedlemsstaten informerer omgående Kommissionen og de øvrige medlemsstater om dyresundhedsgarantierne og de kompetente myndigheders godkendelse, jf. litra a).

c)

Der er, jf. artikel 16a, fastsat en kanaliseringsprocedure under kontrol af de kompetente myndigheder i oprindelses-, transit og bestemmelsesmedlemsstaten med henblik på at sikre, at dyr, der flyttes i henhold til kravene i litra a), transporteres på sikker vis og ikke efterfølgende flyttes til en anden medlemsstat.

d)

For så vidt angår levende svin, der opfylder de supplerende krav i nr. 4) i denne artikel, skal følgende supplerende ordlyd tilføjes til det tilsvarende sundhedscertifikat for svin omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 64/432/EØF:

»Svin i overensstemmelse med artikel 3 i Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.««

2)

Følgende artikel 3a indsættes:

»Artikel 3a

Undtagelse fra forbuddet mod afsendelse af levende svin fra de i bilagets del III angivne områder

Som en undtagelse fra forbuddet i artikel 2, litra a), kan de berørte medlemsstater tillade afsendelse af levende svin fra en bedrift i de i bilagets del III angivne områder til andre områder, der er opført i bilag II, i den samme medlemsstat eller til områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i en anden medlemsstat, hvis:

1)

svinene kommer fra en bedrift med et passende, af den kompetente myndighed godkendt biosikkerhedsniveau, bedriften er under tilsyn af den kompetente myndighed, og svinene opfylder de krav, der er fastsat i artikel 3, nr. 1), og enten nr. 2) eller 3)

2)

svinene befinder sig i midten af et område med en radius på mindst tre kilometer, hvor alle dyr på bedrifterne opfylder de krav, der er fastsat i artikel 3, nr. 1), og enten nr. 2) eller 3)

3)

afsendelsesbedriftens kompetente myndighed skal i god tid informere bestemmelsesbedriftens kompetente myndighed om, at svinene vil blive afsendt, og bestemmelsesbedriftens kompetente myndighed skal underrette afsendelsesbedriftens kompetente myndighed om svinenes ankomst

4)

transporten af svinene inden for og gennem områder uden for de i bilagets del III angivne områder foregår ad på forhånd fastlagte transportruter, og de køretøjer, der anvendes til transporten af svinene, rengøres, behandles om nødvendigt med insektbekæmpelsesmiddel og desinficeres snarest muligt efter aflæsningen.

5)

For levende svin afsendt til områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i en anden medlemsstat finder følgende supplerende krav anvendelse:

a)

Svinene opfylder alle andre relevante dyresundhedsmæssige garantier på grundlag af et positivt resultat af en risikovurdering af de foranstaltninger mod spredning af afrikansk svinefeber, der kræves af den kompetente myndighed i oprindelsesmedlemsstaten, og som er godkendt af den kompetente myndighed i transitmedlemsstaten og bestemmelsesmedlemsstaten forud for flytning af de pågældende dyr.

b)

Oprindelsesmedlemsstaten informerer omgående Kommissionen og de øvrige medlemsstater om dyresundhedsgarantierne og de kompetente myndigheders godkendelse, jf. litra a), og godkender en liste med bedrifter, der opfylder dyresundhedsgarantierne.

c)

Der er, jf. artikel 16a, fastsat en kanaliseringsprocedure under kontrol af de kompetente myndigheder i oprindelses-, transit og bestemmelsesmedlemsstaten med henblik på at sikre, at dyr, der flyttes i henhold til kravene i litra a), transporteres på sikker vis og ikke efterfølgende flyttes til en anden medlemsstat.

d)

For så vidt angår levende svin, der opfylder alle betingelserne i denne artikel, skal følgende supplerende ordlyd tilføjes til det tilsvarende sundhedscertifikat for svin omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 64/432/EØF:

»Svin i overensstemmelse med artikel 3 i Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.««

3)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

a)

Indledningen affattes således:

»Som en undtagelse fra forbuddene i artikel 2, litra a) og c), kan de berørte medlemsstater med henblik på omgående slagtning tillade afsendelse af levende svin fra de i bilagets del III angivne områder til andre områder i samme medlemsstat eller til de i bilagets del II eller III angivne områder i en anden medlemsstat i tilfælde af logistiske begrænsninger i slagtningskapaciteten på slagterier, der er godkendt af den kompetente myndighed i henhold til artikel 12, og som ligger i bilagets del III angivne områder, hvis:«.

b)

Følgende nr. 10) tilføjes:

»10)

For levende svin afsendt til områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i en anden medlemsstat finder følgende supplerende krav anvendelse:

a)

Svinene opfylder alle andre relevante dyresundhedsmæssige garantier på grundlag af et positivt resultat af en risikovurdering af de foranstaltninger mod spredning af afrikansk svinefeber, der kræves af den kompetente myndighed i oprindelsesmedlemsstaten, og som er godkendt af den kompetente myndighed i transitmedlemsstaten og bestemmelsesmedlemsstaten forud for flytning af de pågældende dyr.

b)

Oprindelsesmedlemsstaten informerer omgående Kommissionen og de øvrige medlemsstater om dyresundhedsgarantierne og de kompetente myndigheders godkendelse, jf. litra a), og godkender en liste med bedrifter, der opfylder dyresundhedsgarantierne.

c)

Der er, jf. artikel 16a, fastsat en kanaliseringsprocedure under kontrol af de kompetente myndigheder i oprindelses-, transit og bestemmelsesmedlemsstaten med henblik på at sikre, at dyr, der flyttes i henhold til kravene i litra a), transporteres på sikker vis og ikke efterfølgende flyttes til en anden medlemsstat.

d)

For så vidt angår levende svin, der opfylder alle betingelserne i denne artikel, skal følgende supplerende ordlyd tilføjes til det tilsvarende sundhedscertifikat for svin omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 64/432/EØF:

»Svin i overensstemmelse med artikel 4 i Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.««

4)

Artikel 8, stk. 1, indledningen, affattes således:

»1.   Uden at artikel 3, artikel 3a og artikel 4 derved tilsidesættes, sørger de berørte medlemsstater for, at der ikke afsendes levende svin fra deres område til andre medlemsstater eller til tredjelande, undtagen hvis de levende svin kommer fra:«.

5)

Artikel 9 affattes således:

»Artikel 9

Forbud mod afsendelse til andre medlemsstater eller til tredjelande af sendinger af ornesæd samt æg og embryoner fra svin fra de i bilaget angivne områder

1.   De berørte medlemsstater sørger for, at der ikke afsendes sendinger af følgende varer fra deres område til andre medlemsstater eller til tredjelande:

a)

ornesæd, medmindre sæden stammer fra orner, der holdes på en godkendt ornestation som omhandlet i artikel 3, litra a), i Rådets direktiv 90/429/EØF (7), der ligger uden for de i del II, III og IV i bilaget til denne afgørelse angivne områder

b)

æg og embryoner fra svin, medmindre æggene og embryonerne stammer fra donorsøer af svin, der holdes på bedrifter, der opfylder betingelserne i artikel 8, stk. 2, og ligger uden for de i bilagets del II, III og IV angivne områder, og embryonerne er in-vivo-befrugtede embryoner, der er undfanget ved kunstig befrugtning, eller in vitro-producerede embryoner, der er undfanget ved befrugtning med sæd, der opfylder betingelserne i litra a) i dette stykke.

2.   Uanset forbuddene i stk. 1, litra a), i denne artikel og artikel 2, litra b, kan de berørte medlemsstater tillade afsendelse af sendinger af sæd fra svin, hvis sæden er indsamlet fra orner, der holdes på en godkendt ornestation som omhandlet i artikel 3, litra a), i Rådets direktiv 90/429/EØF, der anvender alle biosikkerhedsregler med relevans for afrikansk svinepest, og som ligger i de i del II og III i bilaget til denne afgørelse angivne områder, til områder, der er opført i del II eller III i bilaget, i den samme medlemsstat eller i en anden medlemsstat, hvis:

a)

sendingerne af sæd fra svin opfylder alle andre relevante dyresundhedsmæssige garantier på grundlag af et positivt resultat af en risikovurdering af de foranstaltninger mod spredning af afrikansk svinefeber, der kræves af den kompetente myndighed i oprindelsesmedlemsstaten, og som er godkendt af den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten forud for flytning af de pågældende dyr

b)

oprindelsesmedlemsstaten omgående informerer Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de i litra a) omhandlede dyresundhedsgarantier

c)

ornerne opfylder de krav, der er fastsat i artikel 3, nr. 1), og enten nr. 2) eller 3)

d)

ornerne har været genstand for en individuel agensidentifikationstest udført med negativt resultat inden for fem dage forud for indsamling af den sæd, der skal afsendes, og en kopi af testresultaterne er vedlagt det dyresundhedscertifikat, der ledsager sendingen af sæd

e)

følgende supplerende erklæring tilføjes til de tilsvarende dyresundhedscertifikater omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 90/429/EØF:

»Sæd fra svin, der opfylder betingelserne i artikel 9 i Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU af 9. oktober 2014 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse 2014/178/EU.«

(7)  Rådets direktiv 90/429/EØF af 26. juni 1990 om fastsættelse af de dyresundhedsmæssige krav i forbindelse med handelen inden for Fællesskabet med ornesæd og indførsel heraf (EFT L 224 af 18.8.1990, s. 62).«"

6)

Følgende artikel 16a indsættes:

»Artikel 16a

Kanaliseringsprocedure

Den kompetente myndighed sikrer, at kanaliseringsproceduren opfylder følgende krav:

1)

Alle lastvogne og andre køretøjer, der anvendes til transport af levende dyr, er:

a)

individuelt registreret af den kompetente myndighed i afsendelsesmedlemsstaten med henblik på transport af levende svin ved anvendelse af kanaliseringsproceduren

b)

plomberet af embedsdyrlægen efter pålæsning; kun en repræsentant fra den kompetente myndighed må bryde plomberingen og erstatte den med en ny; enhver pålæsning eller erstatning af plombering meddeles den kompetente myndighed.

2)

Transporten finder sted:

a)

direkte, uden standsning

b)

ad den rute, der er godkendt af den kompetente myndighed.

3)

Den embedsdyrlæge, der er ansvarlig for bestemmelsesbedriften, skal bekræfte alle ankomster over for den kompetente myndighed på afsendelsesstedet.

4)

Efter aflæsning af de levende svin rengøres og desinficeres den lastvogn eller det køretøj samt alt andet udstyr, der har været anvendt til transporten af de pågældende svin, i deres helhed i det lukkede område på bestemmelsesstedet under tilsyn af embedsdyrlægen. Artikel 12, litra a), i direktiv 2002/60/EF finder anvendelse.

5)

Inden den første afsendelse fra områder opført i del III i bilaget finder sted, sikrer den kompetente myndighed på afsendelsesstedet, at der er foretaget de nødvendige arrangementer med de relevante myndigheder, jf. punkt c), i bilag VI til direktiv 2002/60/EF, med henblik på at sikre beredskabsplanen, kommandovejen og fuldt samarbejde mellem de forskellige tjenester i tilfælde af ulykker under transporten, større skader på lastvognen eller køretøjet eller svig fra transportvirksomhedens side. Lastvognsførerne underretter omgående den kompetente myndighed om enhver ulykke eller større skade på lastvognen eller køretøjet.«

7)

I artikel 21 ændres »31. december 2018« til »31. december 2019«.

8)

Bilaget erstattes af teksten i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2015.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  EFT L 18 af 23.1.2003, s. 11.

(4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU af 9. oktober 2014 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse 2014/178/EU (EUT L 295 af 11.10.2014, s. 63).

(5)  Terrestrial Animal Health Code of the World Organisation for Animal Health (http://www.oie.int/international-standard-setting/terrestrial-code/access-online/).

(6)  Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977/64).


BILAG

»BILAG

DEL I

1.   Estland

Følgende områder i Estland:

Keila linn

Kunda linn

Loksa linn

Maardu linn

Mustvee linn

Pärnu linn

Saue linn

Tallinn linn

Läänemaa maakond

den del af Kuusalu vald, der ligger nord for vej nr. 1 (E20)

Are vald

Audru vald

Halinga vald

Haljala vald

Harku vald

Jõelähtme vald

Keila vald

Kernu vald

Kiili vald

Koonga vald

Lavassare vald

Nissi vald

Padise vald

Paikuse vald

Raasiku vald

Rae vald

Rägavere vald

Saku vald

Saue vald

Sauga vald

Sindi vald

Sõmeru vald

Tootsi vald

Tori vald

Tõstamaa vald

Varbla vald

Vasalemma vald

Vihula vald

Viimsi vald

Viru-Nigula vald.

2.   Letland

Følgende områder i Letland:

i Ogres novads: Suntažu og Ogresgala pagasti

Ādažu novads

Amatas novads

Carnikavas novads

Garkalnes novads

Ikšķiles novads

Inčukalna novads

Jaunjelgavas novads

Ķeguma novads

Līgatnes novads

Mālpils novads

Neretas novads

Ropažu novads

Salas novads

Siguldas novads

Vecumnieku novads

Viesītes novads.

3.   Litauen

Følgende områder i Litauen:

i Jurbarkas rajono savivaldybė: Raudonės, Veliuonos, Seredžiaus og Juodaičių seniūnija

i Pakruojis rajono savivaldybė: Klovainių, Rozalimo og Pakruojo seniūnija

i Panevežys rajono savivaldybė: Krekenavos, Upytės, Naujamiesčio og Smilgių seniūnija

i Raseiniai rajono savivaldybė: Ariogalos, Ariogalos miestas, Betygalos, Pagojukų og Šiluvos seniūnija

i Šakiai rajono savivaldybė: Plokščių, Kriūkų, Lekėčių, Lukšių, Griškabūdžio, Barzdų, Žvirgždaičių, Sintautų, Kudirkos Naumiesčio, Slavikų og Šakių seniūnija

Pasvalys rajono savivaldybė

Vilkaviškis rajono savivaldybė

Radviliškis rajono savivaldybė

Kalvarija savivaldybė

Kazlų Rūda savivaldybė

Marijampolė savivaldybė.

4.   Polen

Følgende områder i Polen:

i województwo podlaskie:

kommunerne Augustów med byen Augustów, Nowinka, Płaska, Sztabin og Bargłów Kościelny i powiat augustowski

kommunerne Choroszcz, Juchnowiec Kościelny, Suraż, Turośń Kościelna, Tykocin, Łapy, Poświętne, Zawady, Dobrzyniewo Duże og en del af Zabłudów (den sydvestlige del af kommunen, som er afgrænset af den linje, der udgøres af vej nr. 19 og forlænges af vej nr. 685) i powiat białostocki

kommunerne Czyże, Hajnówka med byen Hajnówka, Dubicze Cerkiewne, Kleszczele og Czeremcha i powiat hajnowski

kommunerne Grodzisk, Dziadkowice og Milejczyce i powiat siemiatycki

kommunerne Kobylin-Borzymy, Kulesze Kościelne, Sokoły, Wysokie Mazowieckie med byen Wysokie Mazowieckie, Nowe Piekuty, Szepietowo, Klukowo og Ciechanowiec i powiat wysokomazowiecki

powiat sejneński

kommunerne Rutka-Tartak, Szypliszki, Suwałki og Raczki i powiat suwalski

kommunen Rutki i powiat zambrowski

kommunerne Suchowola og Korycin i powiat sokólski

powiat bielski

powiat M. Białystok

powiat M. Suwałki

powiat moniecki.

DEL II

1.   Estland

Følgende områder i Estland:

Kallaste linn

Rakvere linn

Tartu linn

Vändra linn

Viljandi linn

Ida-Virumaa maakond

Põlvamaa maakond

Raplamaa maakond

den del af Kuusalu vald, der ligger nord for vej nr. 1 (E20)

den del af Palamuse vald, der ligger øst for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Pärsti vald, der ligger vest for vej nr. 24126

den del af Suure-Jaani vald, der ligger vest for vej nr. 49

den del af Tabivere vald, der ligger øst for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Tamsalu vald, der ligger nordøst for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Tartu vald, der ligger øst for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Viiratsi vald, der ligger vest for den linje, der tegnes af den vestlige del af vej nr. 92, indtil den krydser vej nr. 155, derefter vej nr. 155, indtil den krydser vej nr. 24156, derefter vej nr. 24156, indtil den krydser Verilaske-floden, og derefter Verilaske-floden, indtil den når den sydlige grænse af Viiratsi vald

Abja vald

Aegviidu vald

Alatskivi vald

Anija vald

Häädemeeste vald

Haaslava vald

Halliste vald

Kadrina vald

Kambja vald

Karksi vald

Kasepää vald

Kõpu vald

Kose vald

Kõue vald

Laekvere vald

Luunja vald

Mäksa vald

Meeksi vald

Pala vald

Peipsiääre vald

Piirissaare vald

Rakvere vald

Saarde vald

Saare vald

Surju vald

Tahkuranna vald

Tapa vald

Vändra vald

Vara vald

Vinni vald

Võnnu vald.

2.   Letland

Følgende områder i Letland:

Krimuldas novads

i Limbažu novads: Skultes, Vidridžu, Limbažu og Umurgas pagasti

i Ogres novads: Krapes, Ķeipenes, Lauberes, Madlienas, Mazozolu, Menģeles og Taurupes pagasti

Priekuļu novads

i Salacgrīvas novads: Liepupes pagasts

Aizkraukles novads

Aknīstes novads

Alūksnes novads

Apes novads

Baltinavas novads

Balvi novads

Cēsu novads

Cesvaines novads

Ērgļu novads

Gulbenes novads

Ilūkstes novads

Jaunpiebalgas novads

Jēkabpils novads

Kocēnu novads

Kokneses novads

Krustpils novads

Lielvārdes novads

Līvānu novads

Lubānas novads

Madonas novads

Pārgaujas novads

Pļaviņu novads

Raunas novads

Rugāju novads

Saulkrastu novads

Sējas novads

Skrīveru novads

Smiltenes novads

Varakļānu novads

Vecpiebalgas novads

Viļakas novads

Jēkabpils republikas pilsēta

Valmiera republikas pilsēta.

3.   Litauen

Følgende områder i Litauen:

i Anykščiai rajono savivaldybė: Andrioniškis, Anykščiai, Debeikiai, Kavarskas, Kurkliai, Skiemonys, Traupis og Troškūnai seniūnija og den del af Svėdasai, som ligger syd for vej 118

i Jonava rajono savivaldybė: Šilų og Bukonių seniūnija og, i Žeimių seniūnija, Biliuškiai, Drobiškiai, Normainiai II, Normainėliai, Juškonys, Pauliukai, Mitėniškiai, Zofijauka og Naujokai kaimas

i Kaišiadorys rajono savivaldybė: Kaišiadorių apylinkės, Kruonio, Nemaitonių, Paparčių, Žąslių, Žiežmarių og Žiežmarių apylinkės seniūnija og den del af Rumšiškių seniūnija, der ligger syd for vej N. A1

i Kaunas rajono savivaldybė: Akademijos, Alšėnų, Babtų, Batniavos, Čekiškės, Domeikavos, Ežerėlio, Garliavos, Garliavos apylinkių, Kačerginės, Kulautuvos, Linksmakalnio, Raudondvario, Ringaudų, Rokų, Samylų, Taurakiemio, Užliedžių, Vilkijos, Vilkijos apylinkių og Zapyškio seniūnija

i Kėdainiai rajono savivaldybė: Josvainių, Pernaravos, Krakių, Dotnuvos, Gudžiūnų, Surviliškio, Vilainių, Truskavos, Šėtos og Kėdainių miesto seniūnija

i Panevėžys rajono savivaldybė: Karsakiškio, Miežiškių, Paįstrio, Panevėžio, Ramygalos, Raguvos, Vadoklių og Velžio seniūnija

i Šalčininkai rajono savivaldybė: Jašiūnų, Turgelių, Akmenynės, Šalčininkų, Gerviškių, Butrimonių, Eišiškių, Poškonių og Dieveniškių seniūnija

i Varėna rajono savivaldybė: Kaniavos, Marcinkonių og Merkinės seniūnija

Alytus miesto savivaldybė

Kaišiadorys miesto savivaldybė

Kaunas miesto savivaldybė

Panevėžys miesto savivaldybė

Vilnius miesto savivaldybė

Alytus rajono savivaldybė

Biržai rajono savivaldybė

Druskininkai rajono savivaldybė

Lazdijai rajono savivaldybė

Prienai rajono savivaldybė

Širvintos rajono savivaldybė

Ukmergė rajono savivaldybė

Vilnius rajono savivaldybė

Birštonas savivaldybė

Elektrėnai savivaldybė.

4.   Polen

Følgende områder i Polen:

i województwo podlaskie:

kommunerne Czarna Białostocka, Supraśl, Wasilków og en del af Zabłudów (den nordøstlige del af kommunen, som er afgrænset af den linje, der udgøres af vej nr. 19 og forlænges af vej nr. 685) i powiat białostocki

kommunerne Dąbrowa Białostocka, Janów, Nowy Dwór og Sidra i powiat sokólski

kommunen Lipsk i powiat augustowski

kommunerne Narew, Narewka og Białowieża i powiat hajnowski.

DEL III

1.   Estland

Følgende områder i Estland:

Elva linn

Jõgeva linn

Põltsamaa linn

Võhma linn

Järvemaa maakond

Valgamaa maakond

Võrumaa maakond

den del af Palamuse vald, der ligger vest for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Pärsti vald, der ligger øst for vej nr. 24126

den del af Suure-Jaani vald, der ligger øst for vej nr. 49

den del af Tabivere vald, der ligger vest for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Tamsalu vald, der ligger sydvest for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Tartu vald, der ligger vest for Tallinn-Tartu-banelinjen

den del af Viiratsi vald, der ligger øst for den linje, der tegnes af den vestlige del af vej nr. 92, indtil den krydser vej nr. 155, derefter vej nr. 155, indtil den krydser vej nr. 24156, derefter vej nr. 24156, indtil den krydser Verilaske-floden, og derefter Verilaske-floden, indtil den når den sydlige grænse af Viiratsi vald

Jõgeva vald

Kolga-Jaani vald

Konguta vald

Kõo vald

Laeva vald

Nõo vald

Paistu vald

Pajusi vald

Põltsamaa vald

Puhja vald

Puurmani vald

Rakke vald

Rannu vald

Rõngu vald

Saarepeedi vald

Tähtvere vald

Tarvastu vald

Torma vald

Ülennurme vald

Väike-Maarja vald.

2.   Letland

Følgende områder i Letland:

i Limbažu novads: Viļķenes, Pāles og Katvaru pagasti

i Salacgrīvas novads: Ainažu og Salacgrīvas pagasti

Aglonas novads

Alojas novads

Beverīinas novads

Burtnieku novads

Ciblas novads

Dagdas novads

Daugavpils novads

Kārsavas novads

Krāslavas novads

Ludzas novads

Mazsalacas novads

Naukšēnu novads

Preiļu novads

Rēzeknes novads

Riebiņu novads

Rūjienas novads

Strenču novads

Valkas novads

Vārkavas novads

Viļānu novads

Zilupes novads

Daugavpils republikas pilsēta

Rēzekne republikas pilsēta.

3.   Litauen

Følgende områder i Litauen:

i Anykščiai rajono savivaldybė: Viešintos seniūnija og den del af Svėdasai seniūnija, som ligger nord for vej nr. 118

i Jonava rajono savivaldybė: Upninkų, Ruklos, Dumsių, Užusalių og Kulvos seniūnija og, i Žeimiai seniūnija, Akliai, Akmeniai, Barsukinė, Blauzdžiai, Gireliai, Jagėlava, Juljanava, Kuigaliai, Liepkalniai, Martyniškiai, Milašiškiai, Mimaliai, Naujasodis, Normainiai I, Paduobiai, Palankesiai, Pamelnytėlė, Pėdžiai, Skrynės, Svalkeniai, Terespolis, Varpėnai, Žeimių gst., Žieveliškiai og Žeimių miestelis kaimas

i Kaišiadorys rajono savivaldybė: Palomenės og Pravieniškių seniūnija og den del af Rumšiškių seniūnija, der ligger nord for vej N. A1

i Kaunas rajono savivaldybė: Vandžiogalos, Lapių, Karmėlavos og Neveronių seniūnija

i Kėdainiai rajono savivaldybė: Pelėdnagių seniūnija

i Šalčininkai rajono savivaldybė: Baltosios Vokės, Pabarės, Dainavos og Kalesninkų seniūnija

i Varėna rajono savivaldybė: Valkininkų, Jakėnų, Matuizų, Varėnos og Vydenių seniūnija

Jonava miesto savivaldybė

Ignalina rajono savivaldybė

Kupiškis rajono savivaldybė

Moletai rajono savivaldybė

Rokiškis rajono savivaldybė

Švencionys rajono savivaldybė

Trakai rajono savivaldybė

Utena rajono savivaldybė

Zarasai rajono savivaldybė

Visaginas savivaldybė.

4.   Polen

Følgende områder i Polen:

i województwo podlaskie:

kommunerne Gródek og Michałowo i powiat białostocki

kommunerne Krynki, Kuźnica, Sokółka og Szudziałowo i powiat sokólski.

DEL IV

Italien

Følgende områder i Italien:

Alle områder på Sardinien.«


22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/61


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2434

af 18. december 2015

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU om foranstaltninger til at forhindre indslæbning i og spredning inden for Unionen af skadegørere for så vidt angår visse frugter og grøntsager med oprindelse i Indien

(meddelt under nummer C(2015) 9178)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 16, stk. 3, fjerde punktum, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU (2) forbydes indførslen fra Indien af planter af Colocasia Schott, undtagen frø og rødder, og af planter af Momordica L., Solanum melongena L. og Trichosanthes L., undtagen frø. Desuden kræves det i gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU, at de indiske myndigheder, for så vidt angår indførelse af planter af Mangifera L., undtagen frø, træffer passende foranstaltninger for at sikre, at forsendelser er frie for skadegørere.

(2)

Gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU er tidsbegrænset. Kommissionen har i lyset af antallet af tilbageholdelser af skadegørere på et bredt udsnit af planter og planteprodukter med oprindelse i Indien konkluderet, at det er nødvendigt med yderligere forbedringer af det indiske plantesundhedsmæssige certificeringssystem. Gyldigheden af gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU bør derfor forlænges til den 31. december 2016.

(3)

Gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU bør derfor ændres.

(4)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 2 i gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU affattes således:

»Artikel 2

Denne beslutning udløber den 31. december 2016.«

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2015.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/237/EU af 24. april 2014 om foranstaltninger til at forhindre indslæbning i og spredning inden for Unionen af skadegørere for så vidt angår visse frugter og grøntsager med oprindelse i Indien (EUT L 125 af 26.4.2014, s. 93).


RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER

22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/62


ASSOCIERINGSRÅDET EU-EGYPTENS AFGØRELSE Nr. 1/2015

af 21. september 2015

om erstatning af protokol 4 til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde [2015/2435]

ASSOCIERINGSRÅDET EU-EGYPTEN HAR —

under henvisning til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side (1), særlig artikel 27,

under henvisning til protokol 4 til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 27 i Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side (»aftalen«) henvises der til aftalens protokol 4 (»protokol 4«), hvori oprindelsesreglerne og bestemmelserne om oprindelseskumulation mellem Den Europæiske Union, Egypten og andre kontraherende parter i Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse (2) (»konventionen«) fastsættes.

(2)

I artikel 39 i protokol 4 fastsættes det, at associeringsrådet som omhandlet i artikel 74 i aftalen kan træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i denne protokol.

(3)

Konventionen tager sigte på at erstatte de protokoller om oprindelsesregler, der i øjeblikket er i kraft mellem landene i pan-Euro-Middelhavs-området, med en enkelt retsakt.

(4)

Unionen og Egypten undertegnede konventionen henholdsvis den 15. juni 2011 og den 9. oktober 2013.

(5)

Unionen og Egypten deponerede deres godkendelsesinstrumenter hos depositaren for denne konvention henholdsvis den 26. marts 2012 og den 23. april 2014. I henhold til konventionens artikel 10, stk. 3, trådte den således i kraft for så vidt angår Unionen den 1. maj 2012 og Egypten den 1. juni 2014.

(6)

Protokol 4 bør derfor erstattes af en ny protokol, der henviser til konventionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokol 4 til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder til administrativt samarbejde erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den 1. februar 2016.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. september 2015.

På Associeringsrådets vegne

F. MOGHERINI

Formand


(1)  EUT L 304 af 30.9.2004, s. 39.

(2)  EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.


BILAG

»PROTOKOL 4

om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoderne for administrativt samarbejde

Artikel 1

Gældende oprindelsesregler

1.   Med henblik på gennemførelsen af denne overenskomst finder tillæg I og de relevante bestemmelser i tillæg II til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse (1) (»konventionen«) anvendelse.

2.   Alle henvisninger til den »relevante aftale« i tillæg I og i de relevante bestemmelser i tillæg II til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse fortolkes som henvisninger til nærværende aftale.

Artikel 2

Bilæggelse af tvister

1.   Hvis der i forbindelse med den i artikel 32 i tillæg I til konventionen fastsatte kontrolprocedure opstår tvister, der ikke kan bilægges, mellem de toldmyndigheder, der anmoder om kontrol, og de toldmyndigheder, der er ansvarlige for dens gennemførelse, forelægges sådanne tvister for associeringsudvalget.

2.   Under alle omstændigheder bilægges tvister mellem importøren og indførselslandets toldmyndigheder i henhold til indførselslandets lovgivning.

Artikel 3

Ændringer af protokollen

Associeringsrådet kan træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i denne protokol.

Artikel 4

Udtrædelse af konventionen

1.   Hvis enten Den Europæiske Union eller Egypten med et skriftligt varsel meddeler depositaren for konventionen, at de ønsker at udtræde af konventionen i overensstemmelse med dennes artikel 9, indleder Unionen og Egypten øjeblikkeligt forhandlinger om oprindelsesregler med henblik på at gennemføre denne aftale.

2.   Indtil sådanne nyforhandlede oprindelsesregler træder i kraft, finder oprindelsesreglerne i tillæg I til konventionen og eventuelt de relevante bestemmelser i tillæg II til konventionen, der er gældende på tidspunktet for udtrædelsen, fortsat anvendelse på denne aftale. Fra tidspunktet for udtrædelsen fortolkes oprindelsesreglerne i tillæg I og eventuelt de relevante bestemmelser i tillæg II til konventionen dog således, at bilateral kumulation udelukkende tillades mellem Den Europæiske Union og Egypten.«


(1)  EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.


Berigtigelser

22.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/65


Berigtigelse til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 862/2012 af 4. juni 2012 om ændring af forordning (EF) nr. 809/2004 for så vidt angår oplysninger om tilsagnet til prospektets anvendelse, oplysninger om underliggende indekser og kravet om en rapport udarbejdet af uafhængige revisorer

( Den Europæiske Unions Tidende L 256 af 22. september 2012 )

Side 7, bilaget, nr. 1), vedrørende punkt 13.2 i bilag I til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 7, bilaget, nr. 3), vedrørende punkt 9.2 i bilag IV til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 7, bilaget, nr. 5), litra a), vedrørende punkt 13.2 i bilag X til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 8, bilaget, nr. 6), vedrørende punkt 8.2 i bilag XI til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 10, bilaget, nr. 12), vedrørende punkt 8.2 i bilag XXIII til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 11, bilaget, nr. 14), vedrørende punkt 13.2 i bilag XXV til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 11, bilaget, nr. 15), vedrørende punkt 9.2 i bilag XXVI til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 11, bilaget, nr. 16), litra a), vedrørende punkt 13.2 i bilag XXVIII til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.

Side 12, bilaget, nr. 17) vedrørende punkt 8.2 i bilag XXIX til forordning (EF) nr. 809/2004:

I stedet for:

»Der bør inkluderes en rapport,«

læses:

»En rapport,«.