24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/1

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 994/98 (2) er blevet ændret væsentligt (3). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

I medfør af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er det Kommissionen, der har hovedansvaret for vurdering af, om støtten er forenelig med det indre marked.

(3)

Det er en forudsætning for et velfungerende indre marked, at konkurrencereglerne anvendes stringent og effektivt på statsstøtte.

(4)

Kommissionen bør have bemyndigelse til — gennem forordninger på områder, hvor den har tilstrækkelig erfaring til at fastlægge generelle kriterier for forenelighed — at erklære, at visse specificerede former for støtte er forenelige med det indre marked i henhold til en eller flere af bestemmelserne i artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF og er undtaget fra proceduren i artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(5)

Gruppefritagelsesforordninger sikrer gennemsigtigheden og retssikkerheden. De kan anvendes direkte af nationale domstole, jf. dog artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 267 i TEUF.

(6)

Statsstøtte er et objektivt begreb, der defineres i artikel 107, stk. 1, i TEUF. Kommissionens bemyndigelse til at vedtage gruppefritagelser i henhold til denne forordning gælder alene for foranstaltninger, der opfylder alle kriterierne i artikel 107, stk. 1, i TEUF, og derfor udgør statsstøtte. Medtagelse af en vis kategori af støtte i denne forordning eller i en fritagelsesforordning foregriber ikke, at en foranstaltning betegnes som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(7)

Kommissionen bør bemyndiges til at erklære, at støtte til små og mellemstore virksomheder, støtte til forskning, udvikling og innovation, støtte til miljøbeskyttelse, støtte til beskæftigelse og uddannelse samt støtte tildelt i overensstemmelse med det kort, som Kommissionen har godkendt for tildeling af regionalstøtte i hver medlemsstat på visse betingelser er forenelig med det indre marked og ikke er omfattet af underretningspligten.

(8)

Innovation er blevet en politisk prioritet for Unionen som led i »Innovationsunionen«, der er et af Europa 2020-flagskibsinitiativerne. Desuden er mange støtteforanstaltninger til fordel for innovation forholdsvis små, og de skaber ingen væsentlige konkurrencefordrejninger.

(9)

I sektoren for kultur og bevarelse af kulturarven vil en række foranstaltninger truffet af medlemsstaterne muligvis ikke udgøre støtte, fordi de ikke opfylder alle kriterierne i artikel 107, stk. 1, i TEUF, f.eks. fordi støttemodtageren ikke udfører en økonomisk aktivitet, eller fordi samhandelen mellem medlemsstaterne ikke påvirkes. I den udstrækning foranstaltningerne inden for kultur og bevarelse af kulturarven faktisk udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, bør Kommissionen dog have bemyndigelse til at erklære, at støtten på visse betingelser er forenelig med det indre marked og ikke er omfattet af underretningspligten i artikel 108, stk. 3, i TEUF. Små projekter inden for kultur, skabende kunst og bevarelse af kulturarven giver normalt ikke anledning til nogen væsentlige fordrejninger og nyere sager har vist, at en sådan støtte har begrænset indvirkning på samhandelen.

(10)

Fritagelser i sektoren for kultur og bevarelse af kulturarven kunne udformes på grundlag af Kommissionens erfaringer, som findes i retningslinjer, f.eks. for film- og audiovisuelle produktioner, eller som er udviklet fra sag til sag. Når der udarbejdes sådanne gruppefritagelser, bør Kommissionen tage hensyn til, at de udelukkende bør dække foranstaltninger, der udgør statsstøtte, at de i princippet bør fokusere på foranstaltninger, der bidrager til målene i forbindelse med »Modernisering af EU's statsstøttepolitik«, og at kun støtte, som Kommissionen allerede har betydelig erfaring med, gruppefritages. Desuden bør der tages hensyn til medlemsstaternes primære beføjelse på kulturområdet, den særlige beskyttelse, som den kulturelle mangfoldighed nyder i medfør af artikel 167, stk. 1, i TEUF, og kulturens særlige karakter.

(11)

Hvad angår statsstøtteforanstaltninger, som skal råde bod på skader forårsaget af naturkatastrofer, såvel som statsstøtteforanstaltninger, som skal råde bod på skader forårsaget af visse ugunstige vejrsituationer inden for fiskerisektoren, er de beløb, der ydes på disse områder normalt begrænsede, og der kan fastlægges klare forenelighedskriterier. Denne forordning bør give Kommissionen bemyndigelse til at fritage en sådan støtte for underretningspligten. Det er Kommissionens erfaring, at en sådan støtte ikke medfører væsentlige fordrejninger, og at der kan fastlægges klare forenelighedskriterier på grundlag af de opnåede erfaringer.

(12)

Under visse omstændigheder finder statsstøttereglerne ikke anvendelse på en række støtteforanstaltninger til fordel for landbrugsprodukter, der er opført i bilag I til TEUF, jf. artikel 42 i TEUF. Artikel 42 anvendes ikke for skovbrug eller for produkter, der ikke er opført i nævnte bilag. Kommissionen bør kunne fritage visse typer støtte til skovbrug, herunder støtte, der er anført i programmerne for udvikling af landdistrikter, samt støtte til fremme af og reklame for produkter i fødevaresektoren, der ikke er opført i bilag I til TEUF, når konkurrencefordrejningerne efter Kommissionens erfaring er begrænsede, og der kan fastlægges klare forenelighedskriterier.

(13)

I henhold til artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 (4) anvendes artikel 107, 108 og 109 i TEUF på støtte, som medlemsstaterne yder til virksomheder i fiskerisektoren, undtagen betalinger fra medlemsstaterne i henhold til og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1198/2006. Yderligere statsstøtte til bevarelse af havets og ferskvandsområdernes biologiske ressourcer har normalt begrænsede virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne, bidrager til Unionens mål inden for hav- og fiskeripolitikken og skaber ikke væsentlige konkurrencefordrejninger. De beløb, der ydes, er normalt begrænsede, og der kan fastlægges klare forenelighedskriterier.

(14)

Inden for idrætssektoren, navnlig inden for amatørsport, vil en række foranstaltninger truffet af medlemsstaterne muligvis ikke udgøre støtte, fordi de ikke opfylder alle kriterierne i artikel 107, stk. 1, i TEUF, f.eks. fordi støttemodtageren ikke udfører en økonomisk aktivitet, eller fordi samhandelen mellem medlemsstaterne ikke påvirkes. I den udstrækning foranstaltningerne til fremme af sport faktisk udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, bør Kommissionen dog have bemyndigelse til at erklære, at støtten på visse betingelser er forenelig med det indre marked og ikke er omfattet af underretningspligten. Statsstøtteforanstaltninger til fordel for sport, navnlig foranstaltninger inden for amatørsport eller dem, der er i mindre målestok, har ofte begrænsede virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne, og de skaber ikke væsentlige konkurrencefordrejninger. De beløb, der ydes, er normalt også begrænsede. Der kan fastlægges klare forenelighedskriterier på grundlag af de opnåede erfaringer, så det sikres, at støtte til sport ikke giver anledning til væsentlige fordrejninger.

(15)

I forbindelse med støtte til luft- og søtransport er det Kommissionens erfaring, at støtte af social karakter til transport af beboere i afsidesliggende områder, som f.eks. regioner i den yderste periferi og øer, herunder ømedlemsstater, der kun består af én region, og tyndt befolkede områder, ikke giver anledning til væsentlige fordrejninger, forudsat at støtten ydes uden forskelsbehandling med hensyn til transportselskab. Desuden kan der fastlægges klare forenelighedskriterier.

(16)

Kommissionen har i de senere år opnået store erfaringer med og udarbejdet retningslinjer for støtte til bredbåndsinfrastruktur (5). Det er Kommissionens erfaring, at støtte til visse typer bredbåndsinfrastruktur ikke giver anledning til væsentlige fordrejninger og kunne drage fordel af at være omfattet af en gruppefritagelse, forudsat at visse forenelighedskriterier er opfyldt, og at infrastrukturen udrulles i »hvide områder«, dvs. områder, hvor der ikke findes nogen infrastruktur af samme kategori (enten bredbånd eller meget hurtig næstegenerationsnetadgang (»NGA«), og hvor det ikke er sandsynligt, at der udvikles en sådan i nær fremtid, som beskrevet i kriterierne i retningslinjerne. Dette gælder støtte til etablering af basale bredbåndsnet samt støtte til små individuelle støtteforanstaltninger vedrørende NGA-net og støtte til bredbåndsrelateret bygge- og anlægsarbejde og passiv bredbåndsinfrastruktur.

(17)

Hvad angår infrastruktur vil en række foranstaltninger truffet af medlemsstaterne muligvis ikke udgøre støtte, fordi de ikke opfylder alle kriterierne i artikel 107, stk. 1, i TEUF, f.eks. fordi støttemodtageren ikke udfører en økonomisk aktivitet, eller fordi samhandelen mellem medlemsstaterne ikke påvirkes, eller fordi foranstaltningen består af kompensation for en tjeneste af generel økonomisk interesse, der opfylder alle kriterierne i Altmarkdommen (6). I den udstrækning finansieringen af infrastruktur udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, bør Kommissionen dog have bemyndigelse til at erklære, at støtten på visse betingelser er forenelig med det indre marked og ikke er omfattet af underretningspligten. Med hensyn til infrastruktur kan små støttebeløb til infrastrukturprojekter være en effektiv måde at støtte Unionens mål på, i den udstrækning støtten minimerer omkostningerne, og den potentielle konkurrencefordrejning begrænses. Kommissionen bør derfor kunne fritage statsstøtte til infrastrukturprojekter til støtte for målene i denne forordning, og til støtte for andre mål af fælles interesse, navnlig Europa 2020-målene (7). Dette kunne omfatte støtte til projekter, der involverer tværsektorielle net eller faciliteter, hvor der er brug for relativt små støttebeløb. Gruppefritagelser kan imidlertid kun gives til de infrastrukturprojekter, hvor Kommissionen har tilstrækkelig erfaring til at definere klare og strenge forenelighedskriterier, der sikrer, at risikoen for potentiel konkurrencefordrejning er begrænset, og at større støttebeløb stadig er underkastet underretningspligten i artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(18)

Kommissionen bør ved vedtagelsen af forordninger om fritagelse af støtteformer fra underretningspligten i artikel 108, stk. 3, i TEUF specificere støttens formål, kategorierne af støttemodtagere og de lofter, der begrænser den fritagne støtte til en vis maksimal støtteintensitet, som er beregnet i forhold til de støtteberettigede omkostninger eller et maksimalt støttebeløb, betingelserne for kumulering af støtten samt kontrolbetingelserne, for at sikre, at den støtte, der er omfattet af denne forordning, er forenelig med det indre marked.

(19)

Lofterne for hver enkelt støttekategori, for hvilken Kommissionen vedtager en gruppefritagelsesforordning, kan fastsættes som støtteintensitet i forhold til samtlige støtteberettigede omkostninger eller som maksimale støttebeløb. Herudover bør Kommissionen også bemyndiges til at vedtage gruppefritagelser for visse typer foranstaltninger, der involverer statsstøtte, som på grund af foranstaltningernes særlige udformning ikke kan udtrykkes præcist som støtteintensitet eller maksimale støttebeløb, f.eks. finansieringstekniske instrumenter eller visse typer foranstaltninger til fremme af risikokapitalinvesteringer. Sådanne komplekse foranstaltninger kan involvere støtte på forskellige niveauer: direkte, formidlende og indirekte støttemodtagere. I betragtning af sådanne foranstaltningers voksende betydning og deres bidrag til Unionens mål bør der gives mulighed for at fritage dem. Det bør derfor i forbindelse med sådanne foranstaltninger være muligt at fastsætte lofterne for en specifik støttetildeling som maksimalt offentligt støtteniveau i eller forbundet med den pågældende foranstaltning. Det maksimale offentlige støtteniveau kan omfatte et element af støtte, som eventuelt ikke er statsstøtte, forudsat at den pågældende foranstaltning omfatter mindst nogle elementer, der indeholder statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, og disse elementer ikke er marginale.

(20)

Det kan være påkrævet at fastsætte lofter eller indføre andre passende betingelser for underretning om støttetildelingerne for at give Kommissionen lejlighed til i de enkelte tilfælde at undersøge virkningerne af visse former for støtte på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne og vurdere dens forenelighed med det indre marked.

(21)

Kommissionen bør ved vedtagelsen af forordninger om fritagelse af visse støtteformer for underretningspligten i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF stille yderligere betingelser for at sikre, at den støtte, der er omfattet af denne forordning, er forenelig med det indre marked.

(22)

Kommissionen bør af hensyn til det indre markeds udvikling og funktion have bemyndigelse til gennem en forordning at fastslå, at visse støttetildelinger ikke opfylder alle kriterierne i artikel 107, stk. 1, i TEUF og derfor er fritaget for underretningsproceduren i artikel 108, stk. 3, i TEUF, forudsat at støtten til den samme virksomhed i en given periode ikke overstiger et bestemt fast beløb.

(23)

I overensstemmelse med artikel 108, stk. 1, i TEUF er Kommissionen forpligtet til sammen med medlemsstaterne at føre løbende tilsyn med alle eksisterende støtteordninger. Med henblik herpå og for at sikre størst mulig gennemsigtighed og passende kontrol bør Kommissionen sørge for, at der indføres et pålideligt system til registrering og lagring af oplysninger om anvendelse af Kommissionens forordninger, som alle medlemsstater har adgang til, og for, at den modtager alle de oplysninger fra medlemsstaterne om udbetaling af støtte, der er fritaget for underretning, som er nødvendige for at opfylde denne forpligtelse, og som kan drøftes og evalueres sammen med medlemsstaterne i Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte. I denne forbindelse er det desuden hensigtsmæssigt, at Kommissionen kan anmode om at få adgang til oplysninger, der er nødvendige for at sikre et effektivt tilsyn.

(24)

Medlemsstaterne bør fremlægge resuméer af oplysningerne om de støtteforanstaltninger, de har gennemført, og som er omfattet af en fritagelsesforordning. Offentliggørelsen af disse resuméer er nødvendig for at sikre gennemsigtighed i de foranstaltninger, som medlemsstaterne vedtager. Med udviklingen i de elektroniske kommunikationsmidler er det hurtigt og effektivt at offentliggøre disse resuméer på Kommissionens websted, ligesom det sikrer gennemsigtigheden til gavn for de interesserede parter. Offentliggørelsen af disse resuméer bør derfor ske på Kommissionens websted.

(25)

Kontrollen med støttetildeling omfatter faktiske, retlige og økonomiske spørgsmål af yderst kompleks karakter, der varierer meget i et miljø i konstant udvikling. Kommissionen bør derfor regelmæssigt overveje, hvilke støtteformer der skal være fritaget for underretningspligten. Kommissionen bør kunne ophæve eller ændre de forordninger, som den har vedtaget i henhold til nærværende forordning, når situationen har ændret sig med hensyn til et vigtigt forhold, der lå til grund for vedtagelsen, eller når det indre markeds gradvise udvikling eller funktion kræver det.

(26)

Kommissionen bør i nært og konstant samarbejde med medlemsstaterne præcist kunne definere forordningernes anvendelsesområde og de tilhørende betingelser. For at fremme samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder bør Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte høres, inden Kommissionen vedtager forordninger i henhold til denne forordning.

(27)

Udkast til forordninger og andre dokumenter, der skal behandles af Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte i overensstemmelse med nærværende forordning, bør også offentliggøres på Kommissionens websted for at sikre gennemsigtighed.

(28)

Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte bør høres, inden offentliggørelsen af et udkast til forordning. For at skabe større gennemsigtighed bør udkastet til forordning dog offentliggøres på Kommissionens websted samtidig med, at Kommissionen hører Det Rådgivende Udvalg første gang —

a)

støtte til:

b)

støtte tildelt i overensstemmelse med det kort, Kommissionen har godkendt for tildeling af regional støtte i hver medlemsstat.

a)

støttens formål

b)

kategorierne af støtteberettigede

c)

lofter fastsat enten som støtteintensitet i forhold til samtlige støtteberettigede omkostninger eller som maksimale støttebeløb eller, for visse typer støtte, hvor det kan være svært at identificere støtteintensiteten eller støttebeløbet præcist, navnlig finansieringstekniske instrumenter eller risikokapitalinvesteringer eller lignende, som maksimalt offentligt støtteniveau i eller forbundet med den pågældende foranstaltning, uanset hvordan de pågældende foranstaltninger betegnes i lyset af artikel 107, stk. 1, i TEUF

d)

betingelserne for kumulering af støtte

e)

tilsynsvilkårene, jf. artikel 3.

a)

fastsætte lofter eller andre betingelser for underretning om individuelle støttetildelinger

b)

udelukke visse sektorer fra deres anvendelsesområde

c)

indføre yderligere betingelser for forenelighed, som gælder for støtte, der fritages i medfør af sådanne forordninger.

a)

samtidig med at den offentliggør et udkast til forordning i overensstemmelse med artikel 6

b)

inden den vedtager en forordning.

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/9

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (2) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (3). Forordningen bør af klarheds- og rationaliserings-hensyn kodificeres.

(2)

Med forbehold af særlige procedureregler fastsat ved forordninger inden for bestemte sektorer, bør nærværende forordning gælde for støtte inden for alle sektorer. Med henblik på anvendelsen af artikel 93 og 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Kommissionen i henhold til traktatens artikel 108 særlige beføjelser til at afgøre, om en statsstøtte er forenelig med det indre marked, når den undersøger eksisterende støtte, når den træffer afgørelser om nye eller ændrede støtteforanstaltninger, og når den træffer foranstaltninger vedrørende manglende overholdelse af dens afgørelser eller anmeldelseskravet.

(3)

Som led i det moderniserede system af statsstøttereglerne, som skal bidrage til såvel gennemførelsen af Europa 2020-strategien for vækst som til budget-konsolideringen, bør der sikres en effektiv og ensartet anvendelse af artikel 107 i TEUF i hele Unionen. Med forordning (EF) nr. 659/1999 blev Kommissionens hidtidige praksis kodificeret og styrket for at øge retssikkerheden og støtte udviklingen af statsstøttepolitikken under åbne forhold.

(4)

For at sikre retssikkerheden bør omstændighederne, hvorunder støtten skal betragtes som eksisterende støtte, defineres. Fuldførelsen og udbygningen af det indre marked er en gradvis proces, der afspejles i den stadige udvikling af statsstøttepolitikken. Som følge af denne udvikling kan visse foranstaltninger, som ikke blev anset for statsstøtte, da de blev indført, senere være blevet til statsstøtte.

(5)

I overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, i TEUF skal alle påtænkte nye støtteforanstaltninger anmeldes til Kommissionen, og de må ikke gennemføres, før Kommissionen har givet tilladelse hertil.

(6)

I overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal medlemsstaterne samarbejde med Kommissionen og give den alle oplysninger, som er nødvendige, for at den kan opfylde sine forpligtelser i henhold til denne forordning.

(7)

Den frist, inden for hvilken Kommissionen skal afslutte den foreløbige undersøgelse af anmeldte støtteforanstaltninger, bør fastsættes til to måneder fra modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse eller fra modtagelsen af en behørigt begrundet erklæring fra den pågældende medlemsstat om, at den anser anmeldelsen for at være fuldstændig, fordi de yderligere oplysninger, som Kommissionen kræver, ikke er til rådighed eller allerede er givet. Af hensyn til retssikkerheden bør denne undersøgelse afsluttes med en afgørelse.

(8)

I alle tilfælde, hvor Kommissionen efter den foreløbige undersøgelse ikke kan konstatere, at en støtteforanstaltning er forenelig med det indre marked, indledes den formelle undersøgelsesprocedure, for at Kommissionen kan få mulighed for at indsamle alle de oplysninger, den behøver for at kunne vurdere støttens forenelighed, og for at interesserede parter kan få mulighed for at fremsætte deres bemærkninger. Interesserede parters rettigheder kan bedst sikres inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108 stk. 2, i TEUF.

(9)

Vurderingen af alle anmeldte eller ulovlige statsstøtteforanstaltningers forenelighed med det indre marked henhører i henhold til artikel 108 i TEUF under Kommissionens enekompetence, og det bør derfor sikres, at Kommissionen med henblik på statsstøttereglernes håndhævelse har beføjelse til at anmode om alle nødvendige markedsoplysninger fra enhver medlemsstat, virksomhed eller sammenslutning af virksomheder, når den er i tvivl om, hvorvidt den pågældende foranstaltning er forenelig med EU-reglerne, og derfor har indledt den formelle undersøgelsesprocedure. Kommissionen bør navnlig gøre brug af denne beføjelse i sager, hvor det viser sig at være nødvendigt med en kompleks og grundig vurdering. Kommissionen bør, når den tager stilling til, om der skal gøres brug af denne beføjelse, tage behørigt hensyn til varigheden af den foreløbige undersøgelse.

(10)

Med henblik på vurderingen af en støtteforanstaltnings forenelighed efter indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure og navnlig i forbindelse med teknisk komplicerede sager, der kræver en grundig vurdering, bør Kommissionen ved simpel begæring eller ved afgørelse kunne afkræve enhver medlemsstat, virksomhed eller sammenslutning af virksomheder alle markedsoplysninger, der er nødvendige for, at den kan afslutte sin vurdering, hvis de oplysninger, som den pågældende medlemsstat har afgivet under den foreløbige undersøgelse, ikke er tilstrækkelige, idet den tager behørigt hensyn til proportionalitetsprincippet, navnlig for små og mellemstore virksomheder.

(11)

I betragtning af det særlige forhold, der består mellem støttemodtagere og den pågældende medlemsstat, bør Kommissionen kun kunne begære oplysninger fra en støttemodtager med den pågældende medlemsstats samtykke. Det, at modtageren af den pågældende støtteforanstaltning afgiver oplysninger, udgør ikke et retsgrundlag for bilaterale forhandlinger mellem Kommissionen og den pågældende modtager.

(12)

Kommissionen bør udvælge modtagerne af begæringer om oplysninger på grundlag af objektive kriterier, der fastsættes fra sag til sag, idet den, når begæringen rettes til et udvalg af virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, sikrer, at udvalget af respondenter er repræsentativt inden for hver kategori. De ønskede oplysninger bør navnlig omfatte faktuelle selskabs- og markedsoplysninger og faktabaserede analyser af, hvordan markedet fungerer.

(13)

Kommissionen, der tager initiativet til proceduren, bør være ansvarlig for at kontrollere dels medlemsstaternes, virksomhedernes eller virksomhedssammenslutningernes videregivelse af oplysninger dels den påståede fortrolige karakter af de oplysninger, der skal videregives.

(14)

For at kunne sikre, at enhver virksomhed eller sammenslutning af virksomheder efterkommer begæringer om oplysninger, bør Kommissionen efter behov kunne pålægge sanktioner i form af rimelige bøder og tvangsbøder. Ved fastsættelsen af bøders og tvangsbøders størrelse bør Kommissionen tage behørigt hensyn til proportionalitets- og rimelighedsprincippet, navnlig for små og mellemstore virksomheder. De parter, der anmodes om at afgive oplysninger, har visse rettigheder, som bør beskyttes ved at give dem mulighed for at fremsætte bemærkninger, inden det eventuelt besluttes at pålægge dem bøder eller tvangsbøder. Den Europæiske Unions Domstol bør have fuld prøvelsesret vedrørende sådanne bøder og tvangsbøder, jf. artikel 261 i TEUF.

(15)

Under behørig hensyntagen til proportionalitets- og rimelighedsprincippet bør Kommissionen kunne nedsætte tvangsbøderne eller helt give afkald på dem, når modtagerne af begæringer om oplysninger afgiver de ønskede oplysninger, også selv om det sker efter fristens udløb.

(16)

Medlemsstaterne kan ikke pålægges bøder og tvangsbøder, da de i henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU har pligt til at samarbejde loyalt med Kommissionen og give Kommissionen alle de oplysninger, som den har behov for med henblik på at varetage sine opgaver i henhold til denne forordning.

(17)

Kommissionen bør, efter at have taget stilling til de interesserede parters bemærkninger, afslutte sin undersøgelse med en afgørelse, så snart eventuelle tvivlsspørgsmål er ryddet af vejen. Hvis undersøgelsen ikke er afsluttet efter en periode på 18 måneder fra procedurens indledning, bør den pågældende medlemsstat dog have mulighed for at anmode om en afgørelse, som Kommissionen skal træffe inden for to måneder.

(18)

Med henblik på at beskytte den pågældende medlemsstats ret til et forsvar bør den modtage kopi af de begæringer om oplysninger, der sendes til andre medlemsstater, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, og have mulighed for at kommentere de modtagne bemærkninger Den bør også underrettes om, hvilke virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, der er begæret oplysninger fra, medmindre disse enheder har godtgjort, at de har en legitim interesse i, at deres identitet beskyttes.

(19)

Kommissionen bør tage behørigt hensyn til virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder. Den bør i en afgørelse ikke kunne anvende fortrolige oplysninger fra respondenter, som ikke kan aggregeres eller på anden måde anonymiseres, medmindre den på forhånd har fået deres tilladelse til at videregive oplysningerne til den pågældende medlemsstat.

(20)

For de tilfælde, hvor oplysninger, der er markeret som fortrolige, ikke synes at være undergivet tavshedspligt, er det hensigtsmæssigt at have en mekanisme klar, der giver Kommissionen mulighed for at afgøre, i hvilket omfang sådanne oplysninger kan videregives. I enhver sådan afgørelse om at afvise krav om fortrolig behandling bør der anføres en frist, ved hvis udløb oplysningerne videregives, således at respondenten har mulighed for at påberåbe sig den juridiske beskyttelse, han har adgang til, herunder enhver foreløbig forholdsregel.

(21)

For at sikre, at statsstøttereglerne anvendes korrekt og effektivt, bør Kommissionen have mulighed for at ophæve en afgørelse, der var baseret på urigtige oplysninger.

(22)

For at sikre, at artikel 108 i TEUF overholdes, herunder især anmeldelsespligten og standstill-klausulen i stk. 3 i samme artikel, bør Kommissionen undersøge alle tilfælde af ulovlig støtte. Af hensyn til gennemsigtigheden og retssikkerheden bør der fastlægges regler for, hvilke procedurer der skal følges i sådanne tilfælde. Når en medlemsstat ikke har overholdt anmeldelsespligten eller standstill-klausulen, bør Kommissionen ikke være bundet af tidsfrister.

(23)

Kommissionen bør på eget initiativ kunne undersøge oplysninger om ulovlig støtte fra enhver kilde med henblik på at sikre overholdelsen af artikel 108 i TEUF og navnlig anmeldelseskravet og standstill-klausulen i artikel 108, stk. 3, i TEUF og vurdere støttens forenelighed med det indre marked.

(24)

I tilfælde af ulovlig støtte bør Kommissionen have ret til at indhente alle nødvendige oplysninger, som sætter den i stand til at træffe en afgørelse og eventuelt omgående genskabe normale konkurrencevilkår. Kommissionen bør derfor have mulighed for at træffe foreløbige foranstaltninger over for den pågældende medlemsstat. Disse foreløbige foranstaltninger kan tage form af påbud om oplysninger, påbud om indstilling og påbud om tilbagebetaling. Overholdes et påbud om oplysninger ikke, bør Kommissionen have mulighed for at træffe en afgørelse på grundlag af de foreliggende oplysninger, og i tilfælde af manglende overholdelse af påbud om indstilling eller tilbagebetaling bør den have mulighed for at indbringe sagen direkte for Den Europæiske Unions Domstol i overensstemmelse med artikel 108, stk. 2, andet afsnit, i TEUF.

(25)

I tilfælde af ulovlig støtte, som er uforenelig med det indre marked, skal den effektive konkurrence genetableres. Til det formål er det nødvendigt, at støtten, inklusive renter, omgående tilbagebetales. Tilbagebetalingen bør ske i overensstemmelse med procedurerne i national ret. Anvendelsen af disse procedurer må ikke — ved at forhindre en omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse — være til hinder for en genskabelse af normale konkurrencevilkår. Med henblik herpå bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at Kommissionens afgørelse fungerer efter hensigten.

(26)

Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres en forældelsesfrist på ti år for ulovlig støtte, således at der ikke kan påbydes tilbagebetaling efter udløbet af denne frist.

(27)

Det er af hensyn til retssikkerheden hensigtsmæssigt at indføre forældelsesfrister for pålæg og fuldbyrdelse af bøder og tvangsbøder.

(28)

Misbrug af støtte kan påvirke det indre markeds funktion på samme måde som ulovlig støtte og bør derfor behandles efter samme procedure. I modsætning til ulovlig støtte er støtte, der eventuelt er misbrugt, støtte, som tidligere er godkendt af Kommissionen. Kommissionen bør derfor ikke kunne anvende et påbud om tilbagebetaling i forbindelse med misbrug af støtte.

(29)

I henhold til artikel 108, stk. 1, i TEUF skal Kommissionen sammen med medlemsstaterne foretage en løbende undersøgelse af alle eksisterende støtteordninger. Af hensyn til gennemsigtigheden og retssikkerheden bør samarbejdet i henhold til denne artikel præciseres.

(30)

For at sikre, at eksisterende støtteordninger er forenelige med det indre marked, og i medfør af artikel 108, stk. 1, i TEUF, foreslår Kommissionen passende foranstaltninger, når en eksisterende støtteordning ikke eller ikke længere er forenelig med det indre marked, og indleder proceduren i artikel 108, stk. 2, i TEUF, hvis den pågældende medlemsstat nægter at gennemføre forslaget.

(31)

Det er hensigtsmæssigt i forordningen at fastsætte alle de muligheder, som tredjeparter har for at forsvare deres interesser i sager om statsstøtte.

(32)

Klager er en vigtig informationskilde til afsløring af overtrædelser af EU-reglerne om statsstøtte. For at sikre kvaliteten af de klager, der indgives til Kommissionen, og samtidig sikre gennemsigtigheden og retssikkerheden er det hensigtsmæssigt at fastlægge, hvilke betingelser en klage bør opfylde for at sikre, at Kommissionen råder over oplysninger om en påstået ulovlig støtte, og at der kan indledes en foreløbig undersøgelse. Klager, der ikke opfylder disse betingelser, bør behandles som generelle markedsoplysninger og bør ikke nødvendigvis føre til undersøgelser, der iværksættes på eget initiativ.

(33)

Klagere bør pålægges at godtgøre, at de er interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, i TEUF og artikel 1, litra h), i denne forordning. De bør også pålægges at afgive visse oplysninger i en form, som Kommissionen bør have beføjelse til at fastsætte i en gennemførelsesbestemmelse. For ikke at fjerne incitamentet for potentielle klagere bør gennemførelsesbestemmelsen tage hensyn til, at de krav, der stilles til interesserede parter i forbindelse med indgivelse af en klage, ikke bør være byrdefulde.

(34)

For at sikre, at Kommissionen behandler ensartede spørgsmål på en konsekvent måde i hele det indre marked, er det hensigtsmæssigt at fastsætte et specifikt retsgrundlag, der giver den mulighed for at undersøge erhvervssektorer eller visse støtteinstrumenter i flere medlemsstater. Af hensyn til proportionaliteten og i betragtning af den store administrative byrde, som sådanne undersøgelser medfører, bør der kun udføres sektorundersøgelser, hvis der ud fra de tilgængelige oplysninger er en begrundet mistanke om, at statsstøtteforanstaltninger rettet til en bestemt sektor kan begrænse eller fordreje konkurrencen væsentligt på det indre marked i flere medlemsstater, eller at eksisterende støtteforanstaltninger rettet til en bestemt sektor i flere medlemsstater ikke eller ikke længere er forenelige med det indre marked. Sådanne undersøgelser vil sætte Kommissionen i stand til at håndtere horisontale statsstøttespørgsmål på en effektiv og gennemsigtig måde og på forhånd danne sig et helhedsbillede af den pågældende sektor.

(35)

For at give Kommissionen mulighed for effektivt at kontrollere, om dens afgørelser overholdes, og for at lette samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne med det formål at foretage en løbende undersøgelse af de støtteordninger, der findes i medlemsstaterne, jf. artikel 108, stk. 1, i TEUF, er det nødvendigt, at en generel indberetningspligt med hensyn til alle eksisterende støtteordninger fastlægges.

(36)

Er Kommissionen i alvorlig tvivl om, hvorvidt dens afgørelser overholdes, bør den have yderligere instrumenter til rådighed, der sætter den i stand til at indhente de nødvendige oplysninger med henblik på at kontrollere, om dens afgørelser overholdes. Kontrolbesøg på stedet er et hensigtsmæssigt og nyttigt instrument til dette formål, især i eventuelle tilfælde af misbrug. Kommissionen bør derfor bemyndiges til at aflægge kontrolbesøg på stedet og bør i givet fald samarbejde med de kompetente myndigheder i en medlemsstat, hvis en virksomhed modsætter sig et sådant besøg.

(37)

Hvis statsstøttereglerne skal anvendes på en konsekvent måde, forudsætter det, at der træffes foranstaltninger til etablering af et samarbejde mellem medlemsstaternes domstole og Kommissionen. Et sådant samarbejde er relevant for alle domstole i medlemsstaterne, som anvender artikel 107, stk. 1, og artikel 108 i TEUF. De nationale domstole bør især have mulighed for at anmode Kommissionen om oplysninger eller om en udtalelse vedrørende aspekter af statsstøttereglernes anvendelse. Kommissionen bør desuden have mulighed for at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger til domstole, der behandler sager om anvendelse af artikel 107, stk. 1, eller artikel 108 i TEUF. Når Kommissionen bistår de nationale domstole på dette område, bør den handle i overensstemmelse med sin pligt til at forsvare den offentlige interesse.

(38)

Disse bemærkninger og udtalelser fra Kommissionen bør ikke berøre artikel 267 i TEUF og bør ikke være juridisk bindende for de nationale domstole. De bør fremsættes inden for rammerne af de nationale retsplejeregler og national praksis, bl.a. vedrørende beskyttelsen af parternes rettigheder, med fuld respekt for de nationale domstoles uafhængighed. Kommissionen bør kun fremsætte bemærkninger på eget initiativ i sager, der er vigtige for en konsekvent anvendelse af artikel 107, stk. 1, eller artikel 108 i TEUF, navnlig i sager, der er af væsentlig betydning for håndhævelsen eller videreudviklingen af Unionens retspraksis i forbindelse med statsstøtte.

(39)

Af hensyn til gennemsigtigheden og retssikkerheden bør Kommissionens afgørelser stilles til rådighed for offentligheden, samtidig med at princippet om, at afgørelser i statsstøttesager er rettet til den pågældende medlemsstat, bevares. Det er derfor nødvendigt at offentliggøre alle afgørelser, som kan berøre de interesserede parters interesser, enten i deres helhed eller i form af resuméer, eller at stille kopier af sådanne afgørelser til rådighed for interesserede parter, hvis de ikke er offentliggjort eller ikke er offentliggjort i deres helhed.

(40)

Når Kommissionen offentliggør sine afgørelser, bør den overholde reglerne om tavshedspligt, herunder beskyttelse af alle fortrolige oplysninger og personoplysninger, jf. artikel 339 i TEUF.

(41)

Kommissionen bør i tæt samarbejde med Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte være i stand til at udstede gennemførelsesbestemmelser om de nærmere regler for procedurerne i henhold til denne forordning —

i)

med forbehold af artikel 144 og 172 i akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, af punkt 3 og tillægget til bilag IV til akten vedrørende Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse, af punkt 2 og punkt 3, litra b), og tillægget til bilag V til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse og af punkt 2 og punkt 3, litra b), og tillægget til bilag IV til akten vedrørende Kroatiens tiltrædelse, enhver form for støtte, der eksisterede inden TEUF's ikrafttræden i de pågældende medlemsstater, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som var trådt i kraft før og er blevet fortsat efter TEUF's ikrafttræden i de pågældende medlemsstater

ii)

godkendt støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af Kommissionen eller Rådet

iii)

støtte, som anses for at være godkendt i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 659/1999 eller i henhold til artikel 4, stk. 6, i nærværende forordning, eller før forordning (EF) nr. 659/1999, men efter denne procedure

iv)

støtte, som anses for eksisterende støtte i henhold til artikel 17 i nærværende forordning

v)

støtte, som anses for at være en eksisterende støtte, fordi det kan godtgøres, at der ikke var tale om støtte, da den blev indført, men at den blev en støtte på grund af udviklingen af det indre marked, uden at medlemsstaten havde foretaget nogen ændringer. Når visse foranstaltninger bliver en støtte som følge af en liberalisering af en aktivitet ved EU-lovgivning, betragtes sådanne foranstaltninger ikke som eksisterende støtte efter den dato, der er fastsat for liberaliseringen

a)

der vedrører formelle undersøgelser, som Kommissionen har betegnet som ineffektive til dato, og

b)

der vedrører støttemodtagerne, såfremt den pågældende medlemsstat giver sit samtykke til begæringen.

a)

afgiver urigtige eller vildledende oplysninger som svar på en begæring fremsat i henhold til artikel 7, stk. 6

b)

afgiver urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 7, eller ikke afgiver oplysningerne inden for den fastsatte frist.

a)

der er ifølge en fastlagt praksis ikke tvivl om den pågældende foranstaltnings karakter af støtte

b)

der må handles hurtigt

c)

der er alvorlig risiko for omfattende og uoprettelig skade for en konkurrent.

a)

meddelelse af en afgørelse om ændring af bødens eller tvangsbødens oprindelige størrelse eller om afvisning af en anmodning om en sådan ændring

b)

ethvert skridt, der tages af en medlemsstat på Kommissionens anmodning eller af Kommissionen med henblik på tvangsinddrivelse af bøden eller tvangsbøden.

a)

respondenten indrømmes betalingshenstand

b)

tvangsinddrivelsen er suspenderet i henhold til en afgørelse fra Den Europæiske Unions Domstol.

a)

ændre støtteordningen i realiteten, eller

b)

indføre proceduremæssige krav, eller

c)

ophæve støtteordningen.

a)

at få adgang til den pågældende virksomheds lokaler og grunde

b)

at kræve mundtlige forklaringer på stedet

c)

at kontrollere bøger og andre forretningspapirer samt tage afskrifter eller anmode om afskrifter.

a)

form, indhold og andre enkeltheder i forbindelser med anmeldelser

b)

form, indhold og andre enkeltheder i forbindelser med årlige rapporter

c)

form, indhold og andre enkeltheder i forbindelser med klager indgivet i henhold til artikel 12, stk. 1, og artikel 24, stk. 2

d)

enkeltheder om frister og beregning af frister og

e)

den i artikel 16, stk. 2, omhandlede rentesats.

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/30

(1)

Ved Rådets forordning (EU) 2015/104 (2) er der fastsat kvoter for 2015.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den kvote, der er tildelt for 2015, er opbrugt.

(3)

Derfor er det nødvendigt at forbyde fiskeri efter den pågældende bestand —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/32

(1)

Ved Rådets forordning (EU) 2015/104 (2) er der fastsat kvoter for 2015.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den kvote, der er tildelt for 2015, er opbrugt.

(3)

Derfor er det nødvendigt at forbyde fiskeri efter den pågældende bestand —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/34

(1)

Ved Rådets forordning (EU) 2015/104 (2) er der fastsat kvoter for 2015.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den kvote, der er tildelt for 2015, er opbrugt.

(3)

Derfor er det nødvendigt at forbyde fiskeri efter den pågældende bestand —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/36

(1)

Ved Rådets forordning (EU) 2015/104 (2) er der fastsat kvoter for 2015.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den kvote, der er tildelt for 2015, er opbrugt.

(3)

Derfor er det nødvendigt at forbyde fiskeri efter den pågældende bestand —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/38

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Frankrigs ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Rocamadour«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 38/1999 (2) som ændret ved forordning (EF) nr. 939/2008 (3).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (4).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/39

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Sloveniens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede geografiske betegnelse »Zgornjesavinjski želodec«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1154/2011 (2).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (3).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/40

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Spaniens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Montes de Toledo«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1187/2000 (2) som ændret ved forordning (EU) nr. 593/2010 (3).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (4).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/41

(1)

I overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 611/2014 (2) startede den første treårige arbejdsprogramperiode til støtte for olivenolie- og spiseolivensektoren som omhandlet i artikel 29, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 den 1. april 2015.

(2)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 (3) skal medlemsstaterne inden den 31. maj 2015 udbetale den første rate af det forskud, der skal udbetales til de støttemodtagende organisationer inden for det første år for gennemførelsen af de godkendte arbejdsprogrammer. Som anført i artikel 4, stk. 1, i nævnte forordning, er sådanne forskud betinget af, at der stilles sikkerhed af den støttemodtagende organisation.

(3)

I Grækenland har de nuværende økonomiske og bankmæssige forhold sat visse godkendte arbejdsprogrammer i stå, idet de støttemodtagende organisationer ikke var i stand til at stille den nødvendige sikkerhed rettidigt. Derfor kunne Grækenland ikke udbetale første rate til dem inden den 31. maj 2015.

(4)

På baggrund af denne situation og for at give mulighed for gennemførelse af alle de godkendte arbejdsprogrammer er det nødvendigt at fastsætte bestemmelse om en fravigelse af artikel 3, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 for at gøre Grækenland i stand til at betale første rate senest den 15. oktober 2015.

(5)

Af hensyn til en hurtig gennemførelse bør denne forordning anvendes fra dagen efter offentliggørelsen.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/43

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/45

(1)

I henhold til Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 1333/2014 (ECB/2014/48) (2) skal rapporteringsenhederne rapportere statistiske data, således at Det Europæiske System af Centralbanker kan udarbejde statistik over pengemarkedstransaktioner for at kunne varetage sine opgaver.

(2)

Der vil blive udstedt rapporteringsinstrukser til de nationale centralbanker, som fastsætter detaljerede parametre for rapporteringen af statistisk information i henhold til forordning (EU) nr. 1333/2014 (ECB/2014/48). Da rapporteringsinstrukserne præciserer en række væsentlige begreber, som fremgår af forordningen, bør denne af hensyn til konsistens også afspejle disse ændringer.

(3)

Forordning (EU) nr. 1333/2014 (ECB/2014/48) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/53

(1)

Mandatet for de nuværende medlemmer af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udløber i henhold til Rådets afgørelse 2010/570/EU, Euratom (2) den 20. september 2015. Der bør derfor beskikkes medlemmer for en periode på fem år fra den 21. september 2015.

(2)

Hver medlemsstat blev anmodet om at forelægge Rådet en liste over kandidater bestående af repræsentanter for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og for organisationer for andre aktører, der er repræsentative for civilsamfundet, navnlig på det socioøkonomiske, borgerretlige, faglige og kulturelle område, til beskikkelse som medlemmer af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

(3)

Denne afgørelse vil på et senere tidspunkt blive fulgt af en afgørelse om beskikkelse af de medlemmer, hvis kandidatur ikke er blevet meddelt Rådet inden den 8. september 2015 —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/80

(1)

Hvis en eller flere medlemsstater står over for en nødsituation i form af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, kan Rådet på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet vedtage midlertidige foranstaltninger til fordel for den eller de berørte medlemsstater i overensstemmelse med artikel 78, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(2)

I overensstemmelse med artikel 80 i TEUF skal Unionens politikker på området for grænsekontrol, asyl og indvandring samt gennemførelsen heraf være underlagt princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, og EU-retsakter vedtaget på dette område skal indeholde passende bestemmelser vedrørende anvendelsen af dette princip.

(3)

Den nylige krise i Middelhavsområdet har fået EU-institutionerne til øjeblikkeligt at anerkende, at der er tale om usædvanlige migrationsstrømme i denne region, og opfordre til, at der træffes konkrete solidaritetsforanstaltninger til fordel for medlemsstaterne i frontlinjen. Navnlig forelagde Kommissionen på udenrigs- og indenrigsministrenes fælles samling den 20. april 2015 en tipunktsplan over tiltag, der skal træffes øjeblikkeligt som reaktion på krisen, herunder et tilsagn om at overveje mulighederne for at iværksætte en nødflytningsordning.

(4)

På sit møde den 23. april 2015 besluttede Det Europæiske Råd blandt andet at styrke den interne solidaritet og ansvarlighed og forpligtede sig navnlig til at øge katastrofehjælpen til de medlemsstater, der er i frontlinjen, og til at overveje mulighederne for at organisere nødflytninger mellem medlemsstaterne på et frivilligt grundlag samt til at indsætte hold fra Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) i de medlemsstater, der er i frontlinjen, med henblik på fælles behandling af ansøgninger om international beskyttelse, herunder registrering og optagelse af fingeraftryk.

(5)

I sin beslutning af 28. april 2015 gentog Europa-Parlamentet nødvendigheden af, at Unionen baserer sin reaktion på de seneste tragedier i Middelhavet på solidaritet og ligelig ansvarsfordeling, og at der skal gøres en øget indsats på dette område til fordel for de medlemsstater, der modtager det største antal flygtninge og ansøgere om international beskyttelse, enten i absolutte tal eller relativt set.

(6)

Foruden foranstaltninger på asylområdet bør medlemsstaterne i frontlinjen øge deres indsats for at træffe foranstaltninger til tackling af de blandede migrationsstrømme ved Den Europæiske Unions ydre grænser. Sådanne foranstaltninger bør garantere rettighederne for personer med behov for international beskyttelse og forhindre irregulær migration.

(7)

På mødet den 25.-26. juni 2015 vedtog Det Europæiske Råd blandt andet, at tre centrale dimensioner bør fremmes parallelt: flytning/genbosætning, tilbagesendelse/tilbagetagelse/reintegration og samarbejde med oprindelses- og transitlande. Det Europæiske Råd nåede navnlig på baggrund af den aktuelle nødsituation og tilsagnet om at styrke solidaritet og ansvarlighed til enighed om den midlertidige og ekstraordinære flytning over en periode på to år af 40 000 personer, der har et klart behov for international beskyttelse, fra Italien og Grækenland til andre medlemsstater, med deltagelse af alle medlemsstater.

(8)

Medlemsstaternes specifikke situation skyldes navnlig migrationsstrømme i andre geografiske områder såsom det vestlige Balkans migrationsrute.

(9)

Flere medlemsstater oplevede i 2014 en betydelig stigning i tilstrømningen til deres områder af migranter, herunder ansøgere om international beskyttelse, og nogle oplever fortsat denne stigning i 2015. Kommissionen har ydet finansiel nødhjælp og EASO operationel støtte til flere medlemsstater for at hjælpe dem med at tackle denne stigning.

(10)

Blandt de medlemsstater, der har været udsat for et særligt stort pres, og på baggrund af den seneste tids tragiske begivenheder i Middelhavsområdet, har navnlig Italien og Grækenland oplevet en hidtil uset tilstrømning til deres områder af migranter, herunder ansøgere om international beskyttelse, som har et klart behov for beskyttelse, og dette har sat landenes indvandrings- og asylsystemer under betydeligt pres.

(11)

Repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, vedtog den 20. juli 2015 ved konsensus en resolution, der afspejler medlemsstaternes specifikke situation, om at flytte 40 000 personer med et klart behov for international beskyttelse fra Grækenland og Italien. Over en periode på to år vil 24 000 personer blive flyttet fra Italien, og 16 000 personer vil blive flyttet fra Grækenland. Rådet vedtog den 14. september 2015 afgørelse (EU) 2015/1523 (2), der fastsætter en midlertidig og ekstraordinær flytningsordning fra Italien og Grækenland til andre medlemsstater for personer med et klart behov for international beskyttelse.

(12)

I løbet af de seneste måneder er migrationspresset ved de sydlige ydre land- og søgrænser igen steget kraftigt, og forskydningen af migrationsstrømmene er fortsat fra det centrale til det østlige Middelhavsområde og mod Vestbalkanruten som følge af det stigende antal migranter, der kommer til og fra Grækenland. På baggrund af denne situation er yderligere midlertidige foranstaltninger berettigede for at lette asylpresset på Italien og Grækenland.

(13)

Ifølge oplysninger fra Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) foregik irregulær grænseoverskridelse i Unionen i de første otte måneder af 2015 hovedsagelig via det centrale og østlige Middelhav. Siden begyndelsen af 2015 er ca. 116 000 migranter rejst irregulært ind i Italien (inklusive ca. 10 000 irregulære migranter, som er registreret af de lokale myndigheder, men endnu ikke er bekræftet af Frontex' oplysninger). I løbet af maj og juni 2015 konstaterede Frontex 34 691 irregulære grænsepassager, og i juli og august var antallet 42 356 — en stigning på 20 %. Grækenland oplevede også en stor stigning i 2015, hvor over 211 000 irregulære migranter ankom til landet (inklusive 28 000 irregulære migranter, som er registreret af de lokale myndigheder, men endnu ikke er bekræftet af Frontex' oplysninger). I løbet af maj og juni 2015 konstaterede Frontex 53 624 irregulære grænsepassager, og i juli og august var antallet 137 000 — en stigning på 250 %. En væsentlig del af det samlede antal irregulære migranter, som blev registreret i disse to regioner, var migranter af nationaliteter, der ifølge data fra Eurostat har en høj EU-anerkendelsesprocent.

(14)

Ifølge tal fra Eurostat og EASO søgte 39 183 personer om international beskyttelse i Italien mellem januar og juli 2015, sammenlignet med 30 755 i samme periode i 2014 (en stigning på 27 %). En lignende stigning i antallet af ansøgninger blev konstateret i Grækenland med 7 475 ansøgere (en stigning på 30 %).

(15)

Der er allerede truffet mange foranstaltninger for at hjælpe Italien og Grækenland som led i migrations- og asylpolitikken, blandt andet ved at give dem væsentlig nødhjælp og operationel støtte fra EASO. Italien og Grækenland var henholdsvis den næst- og tredjestørste modtager af den støtte, der er tildelt i perioden 2007-2013 som led i rammeprogrammet om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme (SOLID), og modtog endvidere omfattende finansiel nødhjælp. Italien og Grækenland vil sandsynligvis fortsat være hovedmodtagerne af støtte fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden i perioden 2014-2020.

(16)

På grund af de nuværende ustabile forhold og konflikter i umiddelbar nærhed af Italien og Grækenland og virkningerne på migrationsstrømmene for andre medlemsstater er det meget sandsynligt, at der fortsat vil være et betydeligt og stigende pres på disse landes migrations- og asylsystemer, idet en væsentlig andel af migranterne kan have behov for international beskyttelse. Derfor er det absolut nødvendigt at vise solidaritet med Italien og Grækenland og supplere de foranstaltninger, der hidtil er truffet for at støtte dem, med midlertidige foranstaltninger på området asyl og migration.

(17)

Rådet noterede sig den 22. september 2015, at medlemsstaterne er villige og rede til i overensstemmelse med princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, som Unionens asyl- og migrationspolitik er underlagt, at deltage i flytningen af 120 000 personer, der har et klart behov for international beskyttelse. Rådet har derfor besluttet at vedtage denne afgørelse.

(18)

Der erindres om, at afgørelse (EU) 2015/1523 fastsætter en forpligtelse for Italien og Grækenland til at finde strukturelle løsninger, der kan rette op på det ekstraordinære pres på deres asyl- og migrationssystemer, ved at etablere en solid, strategisk ramme for håndtering af krisesituationen og intensivering af den igangværende reformproces på disse områder. De køreplaner, som Italien og Grækenland har forelagt med henblik herpå, bør ajourføres for at tage hensyn til denne afgørelse.

(19)

I betragtning af at Det Europæiske Råd nåede til enighed om en række indbyrdes forbundne foranstaltninger, bør Kommissionen, hvor dette er relevant og efter at have givet den pågældende medlemsstat mulighed for at fremsætte sine synspunkter, tillægges beføjelse til at suspendere anvendelsen af denne afgørelse i en begrænset periode, hvis Italien eller Grækenland ikke overholder deres forpligtelser i denne henseende.

(20)

Fra den 26. september 2016 bør 54 000 ansøgere forholdsmæssigt flyttes fra Italien og Grækenland til andre medlemsstater. Rådet og Kommissionen bør løbende overvåge situationen med massive tilstrømninger af tredjelandsstatsborgere til medlemsstaterne. Kommissionen bør, hvor det er relevant, fremsætte forslag til ændring af denne afgørelse for at adressere udviklingen i situationen på stedet og dens indvirkning på flytningsordningen samt det voksende pres på medlemsstaterne, navnlig de medlemsstater, der er i frontlinjen. Kommissionen bør i den forbindelse tage hensyn til den sandsynlige støttemodtagende medlemsstats holdning..

Såfremt denne afgørelse ændres til fordel for en anden medlemsstat, bør denne medlemsstat på datoen for den relevante ændrende rådsafgørelses ikrafttræden forelægge en køreplan for Rådet og Kommissionen med passende foranstaltninger på området asyl, første modtagelse og tilbagesendelse, der øger kapaciteten, kvaliteten og effektiviteten i dens systemer på disse områder, samt med foranstaltninger til at sikre en korrekt gennemførelse af denne afgørelse med henblik på at gøre det muligt for denne stat bedre at håndtere en eventuel øget tilstrømning af migranter til dens område efter udløbet af denne afgørelses anvendelsesperiode.

(21)

Hvis en medlemsstat skulle opleve en tilsvarende nødsituation i form af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, kan Rådet på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet vedtage midlertidige foranstaltninger til fordel for den pågældende medlemsstat på grundlag af artikel 78, stk. 3, i TEUF. Sådanne foranstaltninger kan, når det er relevant, omfatte en suspension af de forpligtelser, der påhviler denne medlemsstat i henhold til nærværende afgørelse.

(22)

I overensstemmelse med artikel 78, stk. 3, i TEUF bør de påtænkte foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland være af midlertidig karakter. En periode på 24 måneder er rimelig med henblik på at sikre, at foranstaltningerne i denne afgørelse virker og reelt hjælper Italien og Grækenland til at håndtere de omfattende migrationsstrømme til deres områder.

(23)

De i denne afgørelse fastsatte foranstaltninger om flytning fra Italien og Grækenland indebærer en midlertidig undtagelse fra reglen i artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 (3), i henhold til hvilken Italien og Grækenland ellers ville have været ansvarlige for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse på grundlag af de kriterier, der er fastsat i kapitel III i nævnte forordning samt en midlertidig undtagelse fra de proceduremæssige skridt og frister, der er fastsat i samme forordnings artikel 21, 22 og 29. De øvrige bestemmelser i forordning (EU) nr. 604/2013, herunder gennemførelsesbestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1560/2003 (4) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 118/2014 (5), er fortsat gældende, herunder de heri indeholdte regler om den overførende medlemsstats forpligtelse til at afholde de udgifter, der er nødvendige for at overføre en ansøger til tilflytningsmedlemsstaten, og om samarbejde om overførsler mellem medlemsstaterne samt om fremsendelse af oplysninger via det elektroniske kommunikationsnet DubliNet. Denne afgørelse indebærer også en undtagelse fra bestemmelsen om samtykke fra ansøgeren om international beskyttelse som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014 (6).

(24)

Flytningsforanstaltninger fritager ikke medlemsstaterne fra fuldt ud at anvende forordning (EU) nr. 604/2013, herunder bestemmelserne vedrørende familiesammenføring, den særlige beskyttelse af uledsagede mindreårige samt den diskretionære klausul vedrørende humanitære grunde.

(25)

Uden at dette berører afgørelser på nationalt plan om asylansøgninger, har det været nødvendigt at træffe et valg med hensyn til, hvilke kriterier der skal lægges til grund, når det afgøres, hvilke og hvor mange ansøgere der skal flyttes fra Italien og fra Grækenland. Der er planlagt et klart og brugbart system baseret på en tærskel, der på grundlag af de seneste foreliggende statistikker fra Eurostat er fastsat som den gennemsnitlige andel afgørelser på EU-plan, der er truffet i procedurer i første instans, om tildeling af international beskyttelse, set i forhold til det samlede antal afgørelser på EU-plan om ansøgninger om international beskyttelse, der er truffet i første instans. På den ene side skal denne tærskel i videst muligt omfang sikre, at alle ansøgere med et klart behov for international beskyttelse fuldt ud og hurtigt kan nyde godt af deres ret til beskyttelse i tilflytningsmedlemsstaten. På den anden side skal den i videst muligt omfang forhindre, at ansøgere, der sandsynligvis vil få afslag på deres ansøgninger, flyttes til en anden medlemsstat og dermed uretmæssigt forlænger deres ophold i Unionen. Der bør i nærværende afgørelse anvendes en tærskel på 75 %, der er baseret på de seneste foreliggende ajourførte kvartalsdata fra Eurostat om afgørelser i første instans.

(26)

Formålet med de midlertidige foranstaltninger er at lette det store asylpres på Italien og Grækenland, navnlig ved at flytte et betydeligt antal ansøgere med et klart behov for international beskyttelse, som vil være ankommet til Italiens eller Grækenlands område efter den dato, hvorfra denne afgørelse finder anvendelse. På grundlag af det samlede antal tredjelandsstatsborgere, der er indrejst irregulært i Italien og Grækenland i 2015, og antallet af disse, der har et klart behov for international beskyttelse, bør i alt 120 000 ansøgere med et klart behov for international beskyttelse flyttes fra Italien og Grækenland. Dette antal svarer til ca. 43 % af det samlede antal tredjelandsstatsborgere med et klart behov for international beskyttelse, som rejste irregulært ind i Italien og Grækenland i juli og august 2015. Den flytningsforanstaltning, der er omhandlet i denne afgørelse, udgør en rimelig byrdefordeling mellem Italien og Grækenland på den ene side og de øvrige medlemsstater på den anden, med udgangspunkt i de samlede tilgængelige tal for irregulære grænseoverskridelser i 2015. Med udgangspunkt i de foreliggende tal bør 13 % af ansøgerne flyttes fra Italien, 42 % fra Grækenland, og 45 % bør flyttes som fastsat i denne afgørelse.

(27)

Senest tre måneder efter denne afgørelses ikrafttræden kan en medlemsstat under ekstraordinære omstændigheder og med behørig begrundelse i overensstemmelse med Unionens grundlæggende værdier, som er nedfældet i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, meddele Rådet og Kommissionen, at den er ude af stand til at deltage i flytningsprocessen af op til 30 % af de ansøgere, der er fordelt til det pågældende land i overensstemmelse med denne afgørelse. Sådanne ekstraordinære omstændigheder omfatter navnlig en situation, der er karakteriseret ved en pludselig og massiv tilstrømning af tredjelandsstatsborgere af en sådan størrelsesorden, at den lægger ekstremt pres på selv et velforberedt asylsystem, der i øvrigt fungerer i overensstemmelse med gældende EU-ret vedrørende asyl, eller en risiko for pludselig og massiv tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, der er af så stor sandsynlighed, at det taler for et øjeblikkeligt tiltag. Kommissionen bør efter en vurdering forelægge Rådet forslag til en gennemførelsesafgørelse vedrørende en midlertidig suspension af flytningen af op til 30 % af de ansøgere, der er fordelt til den pågældende medlemsstat. Når det er behørigt begrundet, kan Kommissionen foreslå at forlænge tidsfristen for flytningen af resten af tildelingen med op til 12 måneder udover denne afgørelses gyldighedsperiode.

(28)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af flytningen i tilfælde af forholdsmæssig flytning af 54 000 ansøgere fra Italien og Grækenland til andre medlemsstater, i tilfælde af at en eller flere medlemsstaters deltagelse i flytningen af ansøgere bør suspenderes, eller i tilfælde af at en anden medlemsstat/andre medlemsstater eller associerede stater efter de relevante meddelelser til Rådet deltager i flytningen, bør Rådet tillægges gennemførelsesbeføjelser.

Det er berettiget at tillægge Rådet disse beføjelser i lyset af den politisk følsomme karakter af sådanne foranstaltninger, der berører nationale beføjelser med hensyn til indrejse af tredjelandsstatsborgere til medlemsstaternes område og behovet for hurtigt at kunne tilpasse sig hastigt skiftende situationer.

(29)

Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, der er oprettet ved forordning (EU) nr. 516/2014, yder støtte til byrdefordeling, der er aftalt mellem medlemsstaterne, og kan reagere på den seneste politiske udvikling på dette område. I artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 516/2014 gives der mulighed for, at medlemsstaterne gennemfører foranstaltninger vedrørende overførsel af ansøgere om international beskyttelse som led i deres nationale programmer, mens der i henhold til artikel 18 i nævnte forordning gives mulighed for udbetaling af et fast beløb fra fonden på 6 000 EUR for hver person med international beskyttelse, der overføres fra en anden medlemsstat.

(30)

Med henblik på gennemførelse af princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling og i betragtning af, at denne afgørelse udgør en videreudvikling af politikken på dette område, bør det sikres, at de medlemsstater, der i medfør af afgørelsen tager imod ansøgere fra Italien og Grækenland med et klart behov for international beskyttelse, modtager et fast beløb for hver person, de modtager, som er identisk med det faste beløb, der er fastsat i artikel 18 forordning (EU) nr. 516/2014, dvs. 6 000 EUR, og som tildeles efter samme procedurer. Dette indebærer en begrænset, midlertidig undtagelse fra artikel 18 i nævnte forordning, idet det faste beløb bør udbetales for ansøgere, der flyttes, snarere end for personer, der nyder international beskyttelse. En sådan midlertidig udvidelse af antallet af potentielle modtagere af det faste beløb forekommer nemlig at være en integreret del af den nødordning, der fastlægges ved denne afgørelse. Med hensyn til udgifterne til overførslen af personer, der flyttes i overensstemmelse med denne afgørelse, er det desuden hensigtsmæssigt, at Italien og Grækenland modtager et fast beløb på mindst 500 EUR for hver person, der flyttes fra deres respektive områder, under hensyntagen til de faktiske udgifter forbundet med at flytte en ansøger til tilflytningsmedlemsstaten. Medlemsstaterne bør have ret til at modtage yderligere forfinansiering, der udbetales i 2016, efter revisionen af deres nationale programmer under Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden for at gennemføre aktioner i medfør af denne afgørelse.

(31)

Det er nødvendigt, at der indføres en hurtig flytningsprocedure, og at gennemførelsen af de midlertidige foranstaltninger ledsages af tæt administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne og operationel støtte fra EASO.

(32)

Hensynet til den nationale sikkerhed og den offentlige orden bør varetages under hele flytningsproceduren, indtil ansøgerens overførsel er gennemført. Hvis en medlemsstat har rimelig grund til at anse en ansøger for en fare for sin nationale sikkerhed eller den offentlige orden, bør den under fuld overholdelse af ansøgerens grundlæggende rettigheder, herunder de relevante regler om databeskyttelse, underrette de andre medlemsstater herom.

(33)

Når der træffes afgørelse om, hvilke ansøgere med et klart behov for international beskyttelse der skal flyttes fra Italien og Grækenland, bør sårbare ansøgere, som omhandlet i artikel 21 og 22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU (7), have forrang. I den forbindelse bør der navnlig tages hensyn til ansøgernes eventuelle særlige behov, herunder sundhedsmæssige behov. Hensynet til barnets tarv bør altid komme i første række.

(34)

Integrationen af ansøgere med et klart behov for international beskyttelse i værtssamfundet er hjørnestenen i et korrekt fungerende fælles europæisk asylsystem. Når der træffes afgørelse om, hvilken medlemsstat en ansøger skal flyttes til, bør der derfor tages særligt hensyn til ansøgerens specifikke kvalifikationer og karakteristika, f.eks. sprogkundskaber og andre individuelle oplysninger på grundlag af dokumenteret familiemæssig, kulturel eller social tilknytning, der kan lette ansøgerens integration i tilflytningsmedlemsstaten. Når der er tale om særligt sårbare ansøgere, bør der tages hensyn til tilflytningsmedlemsstatens kapacitet til at yde tilstrækkelig støtte til sådanne ansøgere og til nødvendigheden af at sikre en retfærdig fordeling af disse ansøgere mellem medlemsstaterne. På grundlag af ovenstående oplysninger kan tilflytningsmedlemsstater under behørig hensyntagen til princippet om ikkeforskelsbehandling angive deres præferencer med hensyn til ansøgere, i henhold til hvilke Italien og Grækenland i samråd med EASO og, hvis dette er relevant, forbindelsesofficerer kan udarbejde lister over mulige ansøgere, der er udpeget til at blive flyttet til den pågældende medlemsstat.

(35)

De retsgarantier og formelle garantier, som er fastlagt i forordning (EU) nr. 604/2013, finder fortsat anvendelse på ansøgere omfattet af denne afgørelse. Desuden bør ansøgerne oplyses om den flytningsprocedure, der er fastlagt i denne afgørelse, og underrettes om den konkrete afgørelse om flytning, der udgør en afgørelse om overførsel som omhandlet i artikel 26 i forordning (EU) nr. 604/2013. Da EU-lovgivningen ikke giver ansøgerne ret til at vælge, hvilken medlemsstat der skal behandle deres ansøgninger, bør de i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 604/2013 kun have adgang til effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser om flytning med henblik på at sikre, at deres grundlæggende rettigheder respekteres. I overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 27 kan medlemsstaterne i deres nationale lovgivning fastsætte, at en klage over afgørelsen om overførsel ikke automatisk suspenderer overførslen af ansøgeren, men at den pågældende person har mulighed for at anmode om, at gennemførelsen af afgørelsen om overførsel suspenderes, indtil resultatet af vedkommendes klage foreligger.

(36)

Både før og efter overførslen til tilflytningsmedlemsstaterne har ansøgerne de rettigheder og garantier, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EF (8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU (9), herunder for så vidt går deres særlige modtagelses- og proceduremæssige behov. Desuden finder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 (10) fortsat anvendelse på ansøgere, der er omfattet af denne afgørelse, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EU (11) finder anvendelse på tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere, der ikke har ret til at opholde sig på området. Det ovenfor anførte gælder med forbehold af begrænsningerne i anvendelsen af de pågældende direktiver.

(37)

I overensstemmelse med gældende EU-ret bør Italien og Grækenland med henblik på flytningsproceduren sikre en robust mekanisme for identifikation, optagelse af fingeraftryk og registrering, således at personer med behov for international beskyttelse, der kommer i betragtning til flytning, hurtigt kan identificeres, og migranter, der ikke er berettiget til international beskyttelse, og som derfor bør tilbagesendes, identificeres. Dette bør også finde anvendelse på personer, der ankom til Italiens eller Grækenlands område mellem den 24. marts og den 25. september 2015, med henblik på at de kan komme i betragtning til flytning. Hvis frivillig tilbagevenden ikke er praktisk mulig, og andre foranstaltninger fastsat i direktiv 2008/115/EF ikke er tilstrækkelige til at forebygge sekundære strømme, bør frihedsberøvelsesforanstaltningerne i kapitel IV i dette direktiv anvendes hurtigt og effektivt. Ansøgere, der unddrager sig flytningsproceduren, bør udelukkes fra flytning.

(38)

Der bør træffes foranstaltninger for at undgå sekundære strømme af flyttede personer fra tilflytningsmedlemsstaten til andre medlemsstater, hvilket kunne hindre en effektiv anvendelse af denne afgørelse. Navnlig bør medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger for så vidt angår adgang til sociale ydelser og retsmidler. Ansøgerne bør derudover informeres om konsekvenserne af at rejse irregulært mellem medlemsstaterne og om, at de — hvis tilflytningsmedlemsstaten giver dem international beskyttelse — har de rettigheder, der er knyttet til international beskyttelse, i denne medlemsstat alene.

(39)

Harmoniseringen af modtagelsesforholdene i medlemsstaterne bør desuden i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i direktiv 2013/33/EU, medvirke til at begrænse sekundære strømme blandt ansøgere om international beskyttelse som følge af forskellene mellem modtagelsesforholdene. Med henblik på at nå det samme mål bør medlemsstaterne overveje at indføre indberetningspligt og sikre materielle modtagelsesforhold for ansøgere om international beskyttelse, som kun er ikkefinansielle og omfatter indkvartering, kost og tøj, samt, hvis det er relevant, sørge for, at ansøgere overføres direkte til tilflytningsmedlemsstaten. Som fastsat i de gældende asyl- og Schengenregler bør medlemsstaterne under behandlingen af ansøgningerne om international beskyttelse ligeledes, medmindre der foreligger tungtvejende humanitære grunde, hverken udlevere nationale rejsedokumenter til ansøgere eller give dem andre incitamenter, f.eks. finansielle, der kan lette irregulær indrejse i andre medlemsstater. I tilfælde af irregulær indrejse i andre medlemsstater bør det pålægges personer, der søger om eller nyder international beskyttelse, at vende tilbage til tilflytningsmedlemsstaten, og den pågældende stat bør omgående tilbagetage disse personer.

(40)

For at undgå sekundære strømme blandt personer med international beskyttelse bør medlemsstaterne også underrette disse personer om de betingelser, hvorpå de lovligt kan rejse ind og opholde sig i en anden medlemsstat, og medlemsstaterne bør kunne indføre indberetningspligt. I henhold til direktiv 2008/115/EF bør medlemsstaterne kræve, at en person med international beskyttelse, der irregulært opholder sig på deres område, straks vender tilbage til tilflytningsmedlemsstaten. Hvis personen nægter at vende tilbage frivilligt, bør tilbagesendelse til tilflytningsmedlemsstaten gennemtvinges.

(41)

I tilfælde af tvangsmæssig tilbagesendelse til tilflytningsmedlemsstaten kan den medlemsstat, der har gennemtvunget tilbagesendelsen, desuden, hvis det er muligt efter national lovgivning, udstede et nationalt indrejseforbud, der i en bestemt periode forhindrer personen med international beskyttelse i igen at rejse ind på den pågældende medlemsstats område.

(42)

Da formålet med denne afgørelse er at håndtere en nødsituation og at bistå Italien og Grækenland med styrkelsen af deres asylsystemer, bør den give dem mulighed for med bistand fra Kommissionen at indgå bilaterale aftaler med Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz om flytning af personer, der er omfattet af denne afgørelse. Sådanne aftaler bør også afspejle de vigtigste elementer i denne afgørelse, navnlig dem, der vedrører flytningsproceduren og ansøgernes rettigheder og forpligtelser, samt dem, der vedrører forordning (EU) nr. 604/2013.

(43)

Den specifikke støtte til Italien og Grækenland gennem flytningsordningen bør fra tredjelandsstatsborgeres ankomst til Italien eller Grækenland og indtil gennemførelsen af alle gældende procedurer suppleres med yderligere foranstaltninger koordineret af EASO og andre relevante agenturer såsom Frontex, hvorved tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere, der ikke har ret til at opholde sig på området, koordineres i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF.

(44)

Målene for denne afgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(45)

Denne afgørelse overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(46)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(47)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(48)

I de tilfælde, hvor Kommissionen efter en meddelelse i medfør af artikel 4 i protokol nr. 21 fra en medlemsstat, der er omfattet af denne protokol, i overensstemmelse med artikel 331, stk. 1, i TEUF, bekræfter den pågældende medlemsstats deltagelse i denne afgørelse, bør Rådet fastsætte antallet af ansøgere, der skal flyttes til den pågældende medlemsstat. Rådet bør også i overensstemmelse hermed tilpasse de øvrige medlemsstaters tildelinger ved at nedsætte dem forholdsmæssigt.

(49)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(50)

I betragtning af sagens hastende karakter bør denne afgørelse træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

a)

15 600 ansøgere flyttes fra Italien til andre medlemsstaters område i overensstemmelse med tabellen i bilag I.

b)

50 400 ansøgere flyttes fra Grækenland til andre medlemsstaters område i overensstemmelse med tabellen i bilag II.

c)

54 000 ansøgere flyttes til andre medlemsstaters område proportionalt med de tal, der er fastsat i bilag I og II, enten i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 eller ved en ændring af denne afgørelse som omhandlet i artike 1, stk. 2, og i denne artikels stk. 3.

a)

screening af de tredjelandsstatsborgere, der ankommer til Italien og Grækenland, herunder entydig identifikation, optagelse af fingeraftryk og registrering og, hvis det er relevant, registrering af deres ansøgning om international beskyttelse samt, efter anmodning fra Italien eller Grækenland, indledende behandling heraf

b)

forsyning af ansøgere eller potentielle ansøgere, som kan blive genstand for flytning i henhold til denne afgørelse, med oplysninger og særlig bistand, som de måtte have behov for

c)

forberedelse og tilrettelæggelse af tilbagesendelsesoperationer for tredjelandsstatsborgere, som enten ikke har søgt om international beskyttelse, eller hvis ret til at forblive på området er ophørt.

a)

tilflytningsmedlemsstaten modtager et fast beløb på 6 000 EUR

b)

Italien og Grækenland modtager et fast beløb på mindst 500 EUR.

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/95

(1)

Ved direktiv 2009/138/EF indføres der en risikobaseret tilsynsordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen. Direktiv 2009/138/EF finder fuldstændig anvendelse på forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen fra den 1. januar 2016.

(2)

Selv om Solvens II-direktivet først finder fuldstændig anvendelse fra den 1. januar 2016, kan Kommissionen allerede nu vedtage denne delegerede afgørelse som omhandlet i artikel 311 i Solvens II-direktivet.

(3)

Artikel 172 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilladelse i henhold til nævnte direktiv.

(4)

Artikel 227 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om ækvivalens, for så vidt angår tredjelandsforsikringsselskaber, der deltager i koncerner med hovedsæde i Unionen. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, kan sådanne koncerner, forudsat at fradrag og aggregering anvendes som konsolideringsmetode i forbindelse med deres indberetning på koncernniveau, tage hensyn til beregningen af kapitalkrav og disponibel kapital (kapitalgrundlag) i henhold til reglerne i den pågældende ikke-EU-jurisdiktion frem for at anvende direktiv 2009/138/EF ved beregning af koncernens solvenskrav og det anerkendte kapitalgrundlag.

(5)

Artikel 260 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om ækvivalens, for så vidt angår forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, forlader medlemsstaterne sig i overensstemmelse med artikel 261, stk. 1, i direktiv 2009/138/EF på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredjelandet.

(6)

Et tredjelands regler anses for at være fuldt ud ækvivalente med de regler, der er fastsat ved direktiv 2009/138/EF, hvis de opfylder krav, som giver forsikringstagere og begunstigede et sammenligneligt omfang af beskyttelse. Fuldstændig ækvivalens fastslået i henhold til artikel 172, stk. 2, artikel 227, stk. 4, og artikel 260, stk. 3, er af ubegrænset varighed, medmindre afgørelserne ophæves.

(7)

Den 9. marts 2015 rådgav Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (2) Kommissionen om den gældende regulerings- og tilsynsordning for (gen)forsikringsselskaber og -koncerner i Schweiz. EIOPA's rådgivning er baseret på de relevante schweiziske rammebestemmelser, herunder den schweiziske lov af 22. juni 2007 om tilsyn med de finansielle markeder (Financial Market Supervisory Act eller FINMASA), som trådte i kraft den 1. januar 2009, loven af 17. december 2004 om forsikringstilsyn (Insurance Supervision Act eller ISA) og bekendtgørelsen om forsikringstilsyn (Insurance Supervision Ordinance eller ISO) (3). Kommissionen har baseret sin vurdering på oplysningerne fra EIOPA.

(8)

Der skal i betragtning af bestemmelserne i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 (4), navnlig artikel 378, 379 og 380, samt EIOPA's rådgivning, lægges en række kriterier til grund for vurdering af ækvivalens i henhold til henholdsvis artikel 172, stk. 2, artikel 227, stk. 4, og artikel 260, stk. 3, i direktiv 2009/138/EF.

(9)

Disse kriterier omfatter visse krav, som er fælles for to eller flere af artiklerne 378, 379 og 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35, som gælder for solo(gen)forsikringsselskaber (5) og for (gen)forsikringskoncerner, og som omfatter beføjelser, solvens, ledelse, gennemsigtighed, samarbejde mellem myndigheder og håndtering af fortrolige oplysninger samt afgørelsernes indvirkning på den finansielle stabilitet.

(10)

For det første — for så vidt angår redskaber, beføjelser og ansvar — har det schweiziske finanstilsyn (financial market supervisor eller FINMA) beføjelse til at føre tilsyn med (gen)forsikringsvirksomhed og pålægge sanktioner eller træffe tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger, hvor det er nødvendigt, f.eks. tilbagekalde et selskabs erhvervslicens eller udskifte hele eller en del af dets ledelse. FINMA råder over de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer, den nødvendige ekspertise, kapacitet og det nødvendige mandat til effektivt at beskytte alle forsikringstagere og begunstigede.

(11)

For det andet — for så vidt angår solvens — bygger den schweiziske vurdering (Swiss Solvency Test eller SST) af den finansielle situation for (gen)forsikringsselskaber eller -koncerner på fornuftige økonomiske principper, og solvenskravene er baseret på en økonomisk værdiansættelse af alle aktiver og passiver. SST-reglerne kræver, at (gen)forsikringsselskaber har tilstrækkelige finansielle midler, og der opstilles kriterier for forsikringsmæssige hensættelser, investeringer, kapitalkrav (herunder minimumskapital) og kapitalgrundlag; FINMA skal foretage indgreb rettidigt, hvis kapitalkravene ikke overholdes, eller hvis forsikringstagernes interesser trues. Kapitalkravene er risikobaserede med henblik på at dække kvantificerbare risici. Hvis risici ikke kan kvantificeres, håndteres de ved hjælp af andre foranstaltninger. Operationelle risici håndteres f.eks. kvalitativt ved hjælp af den schweiziske kvalitetsvurdering (Swiss Quality Assessment eller SQA). Hovedkapitalkravet, den såkaldte målkapital i henhold til SST-reglerne, beregnes således, at det dækker uforudsete tab som følge af eksisterende forretningsvirksomhed. Endvidere varierer det absolutte minimum for kapitalkravet (minimumskapital) for forsikringsselskaber i henhold til SST-reglerne afhængigt af forretningsområde. Begge krav er mindst lige så strenge som de tilsvarende krav i direktiv 2009/138/EF for alle eksisterende schweiziske forsikringsselskabers af kombinationer af forretningsområder. For så vidt angår modeller, kan forsikringsselskaber anvende en standardmodel eller — hvis krævet af FINMA eller på eget initiativ — en intern model.

(12)

For det tredje — for så vidt angår ledelse — kræver de schweiziske solvensregler, at (gen)forsikringsselskaber indfører et effektivt ledelsessystem, som indebærer, at de navnlig pålægges at have en klar organisationsstruktur, egnetheds- og hæderlighedskrav til de personer, der reelt driver selskaberne, og effektiv formidling af informationer inden for selskaberne og til FINMA. Endvidere fører FINMA et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter.

(13)

SST-reglerne kræver også, at (gen)forsikringsselskaber og -koncerner har risikostyrings-, compliance-, intern audit- og aktuarfunktioner. SST-reglerne pålægger dem at have et risikostyringssystem, der kan identificere, måle, overvåge, styre og indberette risici, og et effektivt internt kontrolsystem. Kravene i direktiv 2009/138/EF til intern revision og compliance for soloselskaber opfyldes tilfredsstillende ved hjælp af ISO-bekendtgørelsen, idet den skærper kravene om risikostyring og navnlig forpligtelsen til at have en compliancefunktion.

(14)

Den ordning, der er gældende i Schweiz, kræver, at ændringer i strategien for eller ledelsen af (gen)forsikringsselskaber eller -koncerner eller i kvalificeret deltagelse i sådanne selskaber eller koncerner er i overensstemmelse med sund og forsigtig ledelse. Navnlig indberettes erhvervelser og ændringer af forretningspolitik eller af kvalificeret deltagelse i (gen)forsikringsskaber eller forsikringskoncerner til FINMA, som kan pålægge passende sanktioner, hvis det er berettiget, f.eks. forbyde en erhvervelse.

(15)

For det fjerde — for så vidt angår gennemsigtighed — er (gen)forsikringsselskaber og -koncerner forpligtet til at forelægge FINMA de oplysninger, som er nødvendige for tilsynet, og til mindst én gang årligt at offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle situation. Kravene i direktiv 2009/138/EF til oplysningspligt opfyldes tilfredsstillende ved hjælp af ISO-bekendtgørelsen, idet den type kvalitative og kvantitative oplysninger, der skal offentliggøres, er i overensstemmelse med direktiv 2009/138/EF. I henhold til ISO-bekendtgørelsen skal (gen)forsikringsselskaber og -koncerner offentliggøre oplysninger om deres forretningsaktiviteter, resultater, risikostyring, risikoprofil, metoder, der benyttes til vurdering, navnlig vedrørende hensættelser, kapitalforvaltning og solvens.

(16)

For det femte — for så vidt angår tavshedspligt og samarbejde og udveksling af oplysninger — bestemmer den ordning, der er gældende i Schweiz, at alle personer, der arbejder eller har arbejdet for FINMA, herunder revisorer og eksperter, der handler på FINMA's vegne, er underlagt tavshedspligt. Tavshedspligten indebærer også, at fortrolige oplysninger ikke må videregives, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, dog uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen. Endvidere anvender FINMA kun fortrolige oplysninger fra andre tilsynsmyndigheder i forbindelse med udøvelsen af sit hverv og til formål som fastsat i lovgivningen. Den ordning, der er gældende i Schweiz, kræver endvidere, at når et (gen)forsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjeparter, der er involveret i forsøg på at redde genforsikringsselskabet, videregives. FINMA må kun udveksle fortrolige oplysninger modtaget fra en anden tilsynsmyndighed med myndigheder, organer eller personer, som er underlagt tavshedspligt i Schweiz, med udtrykkelig tilladelse fra nævnte tilsynsmyndighed. Der er undertegnet aftalememoranda med alle EU-medlemsstaterne med henblik på at koordinere internationalt samarbejde, navnlig om udveksling af fortrolige oplysninger.

(17)

For det sjette — for så vidt angår indvirkningen af FINMA's afgørelser — er FINMA og de øvrige schweiziske myndigheder, som har til opgave at sikre velfungerende finansielle markeder, f.eks. den schweiziske nationalbank og finansministeriet, i stand til at vurdere, hvordan afgørelser vil indvirke på stabiliteten i finansielle systemer globalt, navnlig i nødsituationer, og til i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder at tage hensyn til deres mulige procykliske virkninger. I overensstemmelse med den ordning, der er gældende i Schweiz, finder der regelmæssigt møder sted mellem ovennævnte myndigheder med henblik på at udveksle oplysninger om risici for den finansielle stabilitet og koordinere tiltag. Det samme sker på internationalt plan, hvor de schweiziske myndigheder f.eks. udveksler oplysninger med tilsynsmyndighederne i EU-medlemsstaterne og med EIOPA om spørgsmål vedrørende finansiel stabilitet.

(18)

I artikel 378 og 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35 opstilles der endvidere særlige ækvivalenskriterier for genforsikringsvirksomhed og for koncerntilsyn.

(19)

For så vidt angår de særlige kriterier for genforsikringsvirksomhed i artikel 378 i delegeret forordning (EU) 2015/35 er adgangen til at udøve genforsikringsvirksomhed betinget af en forudgående tilladelse fra FINMA, som er baseret på præcise standarder fastsat i lovgivningen. I henhold til ISO-bekendtgørelsen er captive genforsikringsselskaber underlagt den solvensordning, der er gældende i Schweiz.

(20)

For så vidt angår de særlige kriterier for koncerntilsyn i artikel 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35 er FINMA bemyndiget til at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet af tilsyn på koncernniveau, og til at føre tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern. FINMA fører tilsyn med alle (gen)forsikringsselskaber, som et deltagende selskab, jf. artikel 212, stk. 1), litra a), i direktiv 2009/138/EF, udøver bestemmende eller betydelig indflydelse på.

(21)

FINMA er i stand til at vurdere risikoprofilen samt den finansielle situation og solvensen for (gen)forsikringsselskaber, der er en del af en koncern, samt den pågældende koncerns forretningsstrategi.

(22)

I overensstemmelse med den ordning, der er gældende i Schweiz, gør indberetningsprocedurerne og de regnskabsmæssige procedurer det muligt at overvåge koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer, som (gen)forsikringskoncerner mindst én gang årligt skal aflægge rapport om.

(23)

I overensstemmelse med den ordning, der er gældende i Schweiz, begrænser FINMA anvendelsen af kapitalgrundlaget for et (gen)forsikringsselskab, hvis det ikke kan stilles til rådighed til dækning af kapitalkravet for det deltagende selskab, som koncernsolvensen beregnes for. Beregningen af koncernsolvensen giver et resultat, som mindst svarer til det resultat, der fås ved metoderne i artikel 230 og 233 i direktiv 2009/138/EF, uden dobbelt anvendelse af kapitalgrundlag og efter eliminering af den kapital, der er skabt inden for en koncern ved hjælp af indbyrdes finansiering. Selv om der ikke findes en koncernsolvensgrad som omhandlet i artikel 230 og 233 i direktiv 2009/138/EF, men derimod en række solvensgrader pr. enhed inden for en koncern, så opfanger nævnte serie nærmere bestemt alle interaktioner mellem koncernens enheder og tager således højde for koncernens struktur.

(24)

Da ordningen derfor opfylder alle kriterierne i artikel 378, 379 og 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35, anses det gældende regulerings- og tilsynssystem for (gen)forsikringsselskaber og -koncerner i Schweiz for at opfylde kriterierne for fuldstændig ækvivalens i artikel 172, stk. 2, artikel 227, stk. 4, og artikel 260, stk. 3, i direktiv 2009/138/EF.

(25)

Kommissionen kan foretage en særlig gennemgang vedrørende et bestemt tredjeland eller territorium på et hvilket som helst tidspunkt uden for den generelle gennemgang, hvis den relevante udvikling nødvendiggør, at Kommissionen revurderer den anerkendelse, som er blevet tilkendt ved denne afgørelse. Kommissionen bør fortsat, med forsikringsteknisk bistand fra EIOPA, overvåge udviklingen i den ordning, der er gældende i Schweiz, og opfyldelsen af de betingelser, som denne afgørelse er truffet på grundlag af.

(26)

Direktiv 2009/138/EF finder anvendelse fra den 1. januar 2016. Denne afgørelse bør derfor også tilkende ækvivalens fra nævnte dato til den solvens- og tilsynsordning, der er gældende i Schweiz —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/99

(1)

De spanske myndigheder har underrettet Kommissionen og de øvrige medlemsstater om en foranstaltning om tilbagetrækning fra markedet af flydehjælpemidler til svømmeundervisning af typen Delphin Schwimmscheiben — Typ Super fremstillet af Delphin Vertriebs- und Service GmbH, 61192 Niddatal, Tyskland. Produktet var forsynet med CE-mærkning i overensstemmelse med direktiv 89/686/EØF efter at være blevet testet og typeafprøvet i overensstemmelse med den harmoniserede standard EN 13138-1:2008 Flydemidler til svømmeundervisning — Del 1: Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder for flydemidler til at tage på kroppen af det tyske bemyndigede organ TÜV Rheinland LGA Products GmbH (NB 0197). Produktet betragtes som et personligt værnemiddel klassificeret i kategori II.

(2)

Underretningen skete efter indberetningen af en ulykke: Efter en svømmetur, mens forældrene samlede deres ejendele sammen, før de skulle hjem, bed et barn i en af skiverne, rev et lille stykke løs og slugte det, hvilket nødvendiggjorde lægehjælp og hospitalsindlæggelse.

(3)

De spanske myndigheder beordrede produktet tilbagetrukket fra markedet. Foranstaltningen var motiveret af utilfredsstillende anvendelse af de standarder, der er omhandlet i artikel 5 i direktiv 89/686/EØF, navnlig den harmoniserede standard EN 13138-1:2008 Flydemidler til svømmeundervisning — Del 1: Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder for flydemidler til at tage på kroppen, afsnit 5.4.2 vedrørende små dele, i forbindelse med det væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i punkt 1.2.1 i bilag II til direktiv 89/686/EØF, Ingen risici eller andre ulemper i forbindelse med værnemidlerne selv. Afsnit 5.4.2 i standard EN 13138-1 kræver, at påsatte små dele kan modstå et træk på (90 ± 2) N i den retning, hvor der med størst sandsynlighed vil opstå brist, uden at blive revet løs fra anordningen. Dele, der kan rives løs, bør ikke passe fuldkommen ind i smådelstesteren, hvilket skal testes i overensstemmelse med standard EN 71-1.

(4)

De spanske myndigheder påpegede, at det efter udførelse af trækprøver i overensstemmelse med den harmoniserede standard EN 13138-1:2008 var blevet afsløret, at små dele kan rives løs fra produktet og sluges af småbørn, som produktet er bestemt for. Kraften af det træk, hvor sådanne små dele blev revet løs, viste sig altid at være mindre end 90 N, og de små dele passede fuldkommen ind i smådelstesteren. De spanske myndigheder vurderede, at afsnit 5.4.2 i standarden ikke er begrænset til prøvning af påsatte små dele, men til prøvning af små dele generelt. De anvendte udstyr til bidtest i overensstemmelse med de prøvninger, der er defineret i standard EN 12227:2010 Møbler — Kravlegårde til privat brug — Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder og EN 716-2:2008 Møbler — Barnesenge og foldbare barnesenge til privat brug — Del 2: Prøvningsmetoder.

(5)

De tyske myndigheder var ikke enige i de spanske myndigheders risikovurdering, da de mente, at den anvendte prøvningsmetode ikke var kompatibel med anvendelsen af udstyret i praksis. Efter deres mening dækker afsnit 5.4.2 i standard EN 13138-1 kun påsatte små dele. De tyske myndigheder argumenterede for, at produktet ikke udgør en alvorlig risiko, da det ikke er et stykke legetøj, og da risikoscenariet som beskrevet af de spanske myndigheder er urealistisk.

(6)

Også fabrikanten satte spørgsmålstegn ved den prøvningsmetode, som de spanske myndigheder havde anvendt. I EF-typeafprøvningen af produktet foretog det bemyndigede organ ikke en prøvning i overensstemmelse med afsnit 5.4.2 i standard EN 13138-1 ud fra den begrundelse, at produktet ikke har påsatte små dele.

(7)

Efter underretningen bad fabrikanten det bemyndigede organ om at udføre en supplerende trækprøve i overensstemmelse med afsnit 8.5.2.2 i standard EN 1888:2012 Børneomsorgsprodukter — Køretøjer til transport af børn — Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder ved at anvende den »bidtester«, der er beskrevet i afsnit 5.7 i nævnte standard, og som er identisk med »bidtesteren« beskrevet i standard EN 716-2 og EN 12227. Ingen små dele kunne rives løs fra hoveddelen af produktet. Det bemyndigede organ udførte yderligere en efterfølgende prøvning, der viste, at ingen dele gik løs, når anordningen blev udsat for en trækkraft på 90 N, en prøvning, der ligner prøvningsmetoden for små dele i standard EN 71-1 Legetøj — Sikkerhed — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber.

(8)

Kommissionen anmodede om teknisk bistand fra eksperter med henblik på at vurdere hovedproblematikkerne i sagen. Tekniske eksperter foretog en ekstern undersøgelse, hvor konklusionen var, at prøvning af kun påsatte små dele er tilstrækkeligt til at demonstrere overensstemmelse med punkt 1.2.1 i bilag II til direktiv 89/686/EØF.

(9)

I standard EN 13138-1 er der ikke beskrevet en klar prøvningsmetode med henblik på prøvning af påsatte små dele. I lyset af denne uklarhed var det nødvendigt at træffe et valg mellem hensigtsmæssige, tilgængelige prøvningsmetoder og samtidig tage højde for produktets egenart. De spanske myndigheder anvendte den prøvningsmetode, som de fandt mest hensigtsmæssige til at vurdere de risici, som produktet udgjorde. De tekniske eksperter konkluderede ikke desto mindre, at den prøvningsmetode, som de spanske myndigheder havde anvendt, ikke var hensigtsmæssig.

(10)

Den trækprøve, som det tyske bemyndigede organ udførte, kan i dette tilfælde betragtes som den eneste relevante prøvningsmetode. Derfor er den prøvningsmetode, der blev anvendt ved EF-typeafprøvningen, gyldig, og den vurdering, som det bemyndigede organ foretog på grundlag af EF-typeafprøvningen, var korrekt.

(11)

Ifølge de tilgængelige statistikker om selvflydende svømmehjælpemidler på markedet og ulykker kan der drages den konklusion, at svømmehjælpemidler fremstillet af selvflydende materiale ikke udgør en særlig kvælningsrisiko, når de anvendes i overensstemmelse med deres tilsigtede formål og på deres forudsigelige betingelser for anvendelse. Disse produkter er beregnet til kun at blive anvendt i vandet —

24.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/101

»—

essentielle olier af citrusfrugter: …«

»—

æteriske olier af citrusfrugter: …«.