31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/1

(1)

Belgiens ansøgning om registrering af betegnelsen »Plate de Florenville« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2), jf. artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal betegnelsen »Plate de Florenville« registreres —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/3

(1)

Spaniens ansøgning om registrering af betegnelsen »Fesols de Santa Pau« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2), jf. artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal betegnelsen »Fesols de Santa Pau« registreres —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/4

(1)

Frankrigs ansøgning om registrering af betegnelsen »Artichaut du Roussillon« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2), jf. artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal betegnelsen »Artichaut du Roussillon« registreres —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/5

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1484/95 (3) er der fastsat gennemførelsesbestemmelser til ordningen for tillægsimporttold og repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin.

(2)

Det fremgår af den regelmæssige kontrol af de data, som fastsættelsen af de repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin er baseret på, at de repræsentative priser for importen af visse produkter bør ændres under hensyntagen til prisudsving alt efter oprindelse.

(3)

Forordning (EF) nr. 1484/95 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

For at foranstaltningen kan finde anvendelse så hurtigt som muligt, efter at de ajourførte data er blevet gjort tilgængelige, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/7

(1)

I tabel I i bilag IIB til forordning (EU) 2015/104 fastsættes det maksimale antal dage, som EU-fartøjer med en længde overalt på mindst 10 meter, der medfører eller anvender trawl, snurrevod eller lignende redskaber med en maskestørrelse på mindst 32 mm, garn med en maskestørrelse på mindst 60 mm eller langliner til bundfiskeri, må være til stede i ICES-afsnit VIIIc og IXa, undtagen Cadizbugten, i perioden 1. februar 2015-31. januar 2016.

(2)

Det fremgår af punkt 8.5 i bilag IIB til forordning (EU) 2015/104, at Kommissionen med udgangspunkt i foranstaltninger til endeligt ophør med fiskeri, der blev gennemført fra 1. februar 2014 til 31. januar 2015, kan tildele en medlemsstat et antal ekstra havdage, som den kan benytte til at give fartøjer, der fører dens flag, og som medfører et reguleret redskab, tilladelse til at være til stede i området.

(3)

I overensstemmelse med punkt 8.1, første punktum, i bilag IIB til forordning (EU) 2015/104 indgav Spanien den 1. juni 2015 en anmodning om ekstra havdage med udgangspunkt i seks fartøjers endelige ophør med fiskeri, der blev gennemført fra 1. februar 2014 til 31. januar 2015.

(4)

På basis af de oplysninger, der er forelagt Kommissionen, og beregningsmetoden i punkt 8.2 i bilag IIB til forordning (EU) 2015/104 bør Spanien for perioden 1. februar 2015-31. januar 2016 tildeles 3 ekstra havdage for de fartøjer, der er omhandlet i punkt 1 i nævnte bilag.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/9

(1)

I henhold til artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (2) har den fælles fiskeripolitik til formål at sikre, at udnyttelsen af levende marine biologiske ressourcer genopretter og bevarer bestandene af fangede arter på niveauer, der er højere end dem, der giver det maksimalt bæredygtige udbytte.

(2)

I artikel 45, stk. 1, i forordning (EF) nr. 850/98 fastsættes det, at hvis et øjeblikkeligt indgreb er påkrævet, for at bestande af marine organismer kan bevares, kan Kommissionen ud over bestemmelserne i forordningen eller som undtagelse fra disse vedtage nødvendige foranstaltninger.

(3)

Ifølge den videnskabelige rådgivning fra både Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) sker der i øjeblikket en kraftig nedgang i biomassen af havbars i Det Keltiske Hav, Den Engelske Kanal, Det Irske Hav og den sydlige del af Nordsøen (ICES-afsnit IVb, IVc og VIIa, VIId til VIIh) som følge af en kombination af faldende rekruttering og stigende fiskeridødelighed. Havbarsen er en langsomt voksende art, som bliver sent kønsmoden. Gydebiomassen nærmer sig det laveste niveau, der nogensinde er observeret. Den nuværende fiskeridødelighed er næsten fire gange større, end bestanden kan bære. ICES anbefaler derfor, at der gennemføres foranstaltninger til at mindske fiskeridødeligheden væsentligt i hele bestandens udbredelsesområde i de ovennævnte områder.

(4)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/111 (3), der er baseret på artikel 12 i forordning (EU) nr. 1380/2013, har Kommissionen vedtaget hasteforanstaltninger for at mindske den fiskeridødelighed, der er forårsaget af pelagiske fartøjer, der fisker efter gydestimer af havbars. Ved Rådets forordning (EU) 2015/523 (4) blev der indført en restriktiv begrænsning med henblik på at mindske dødeligheden forårsaget af lystfiskere. Videnskabelig rådgivning har vist, at en kombination af en begrænsning af fangsterne og en stigning i den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse ville reducere fiskeridødeligheden mere effektivt.

(5)

Ved forordning (EF) nr. 850/98 fastsattes referencemindstemål vedrørende bevarelse af marine organismer med det formål at sikre beskyttelse af ungfisk.

(6)

Havbarsens fire bestandområder, som er fastlagt af ICES, er: Det Keltiske Hav, Den Engelske Kanal, Det Irske Hav og den sydlige del af Nordsøen (ICES-afsnit IVb, IVc, VIIa og VIId til VIIh), Biscayabugten og havområdet ud for den iberiske halvø (ICES-afsnit VIIIa og VIIIb), havområdet ud for den iberiske halvø (ICES-afsnit VIIIc og IXa) og Det Keltiske Hav og vest for Skotland (ICES-afsnit VIa og VIIb og VIIj).

(7)

Det nuværende mindstemål for havbars, der er fastsat i bilag XII til forordning (EF) nr. 850/98, er 36 cm.

(8)

For så vidt angår bestanden af havbars i Det Keltiske Hav, Den Engelske Kanal, Det Irske Hav og den sydlige del af Nordsøen (ICES-afsnit IVb, IVc, VIIa og VIId til VIIh) viser oplysninger fra ICES-vurderinger imidlertid, at havbarshunner først bliver kønsmodne, når de er 42 cm lange. Fangststatistikkerne bekræfter, at fiskeri og landing af havbars, der er mindre end 42 cm, fjerner unge havbarshunner på et tidspunkt, hvor de endnu ikke har bidraget til reproduktionen af bestanden. Tilladelse til fangst og landing af havbars, der er mindre end 42 cm, skader derfor denne bestands reproduktionsevne alvorligt, hvilket bidrager væsentligt til den samlede fiskeridødelighed og medfører en alvorlig trussel mod bevarelsen af havbarsbestanden. Eftersom havbarsbestandene i disse ICES-afsnit afhænger af, at havbarshunnerne forbliver i havet, indtil de har formeret sig, er det hensigtsmæssigt at forhøje referencemindstemålet vedrørende bevarelse af denne art til 42 cm.

(9)

Eftersom kønsmodning synes at afhænge af temperaturen, er det forebyggende at indføre samme begrænsning i de andre nordlige bestande, dvs. i Det Keltiske Hav og vest for Skotland (ICES-afsnit VIa, VIIb og VIIj).

(10)

Det haster derfor med at træffe foranstaltninger, der forbyder fiskeri og landing af havbars, der er mindre end 42 cm, som en beskyttende foranstaltning for unge havbarser i de to havbarsbestande, som ICES har udpeget: Det Keltiske Hav, Den Engelske Kanal, Det Irske Hav og den sydlige del af Nordsøen (ICES-afsnit IVb, IVc, VIIa og VIId til VIIh) og Det Keltiske Hav og vest for Skotland (ICES-afsnit VIa og VIIb og VIIj). En yderligere forsinkelse af beskyttelsen af unge havbarser vil for alvor øge risikoen for alvorlig beskadigelse af havbarsbestanden, bidrage væsentligt til dens fiskeridødelighed og fremskynde faldet i dens biomasse.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/11

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/14

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater. I bilaget til nævnte gennemførelsesafgørelse afgrænses og listeopføres en række områder, som er opdelt efter risikoniveauet under hensyntagen til den epidemiologiske situation. Listen omfatter områder i Estland, Italien, Letland, Litauen og Polen.

(2)

I juli 2015 indberettede Estland et tilfælde af afrikansk svinepest hos vildsvin og tre udbrud hos tamsvin i de områder, der er opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Tilfældet hos vildsvin forekom i et område, der er opført i del I i nævnte bilag, mens de tre udbrud hos tamsvin forekom i et område, der er opført i del II i samme bilag.

(3)

I juli 2015 indberettede Letland tilfælde af afrikansk svinepest hos vildsvin i de områder, der er opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. De pågældende tilfælde forekom i områder, der er opført i del II og III, og som ligger i nærheden af områder, der er opført i del I.

(4)

Udviklingen i den nuværende epidemiologiske situation i Unionen for så vidt angår afrikansk svinepest bør indgå i vurderingen af den risiko, der udgøres af den dyresundhedsmæssige situation for så vidt angår denne sygdom i Estland og Letland. For at målrette de dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger og for at forhindre yderligere spredning af afrikansk svinepest samt for at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen inden for Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, bør EU-listen over områder omfattet af dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger, der er fastlagt i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, ændres med henblik på, at der tages hensyn til den nuværende dyresundhedssituation for så vidt angår denne sygdom i de pågældende medlemsstater.

(5)

Gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU bør derfor ændres således, at de områder i Estland, der er opført i del I, II og III, og i Letland, der er opført i bilag I og II, justeres.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/25

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fugle, herunder fjerkræ. Infektioner med aviær influenza-vira hos tamfjerkræ forårsager to hovedformer af sygdommen, som har forskellig virulens. Den lavpatogene form giver generelt kun milde symptomer, mens den højpatogene form forårsager meget stor dødelighed hos de fleste fjerkræarter. Sygdommen kan have alvorlige konsekvenser for fjerkræopdrættets rentabilitet.

(2)

Man finder hovedsagelig aviær influenza hos fugle, men infektionen kan under visse omstændigheder også forekomme hos mennesker, skønt der generelt er tale om en meget lille risiko.

(3)

Ved udbrud af aviær influenza er der risiko for, at sygdomsagensen spreder sig til andre bedrifter, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. Sygdomsagensen kan således sprede sig fra en medlemsstat til andre medlemsstater eller til tredjelande via handel med levende fugle eller produkter fremstillet heraf.

(4)

Rådets direktiv 2005/94/EF (3) indeholder bestemmelser om visse forebyggende foranstaltninger vedrørende overvågning og tidlig påvisning af aviær influenza samt minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. I henhold til direktivet skal der oprettes beskyttelses- og overvågningszoner i tilfælde af et udbrud af højpatogen aviær influenza.

(5)

Tyskland har underrettet Kommissionen om et udbrud af højpatogen aviær influenza af subtype H7N7 på en bedrift i landet, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab, og straks truffet de foranstaltninger, der er påkrævet i henhold til direktiv 2005/94/EF, herunder oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner.

(6)

Kommissionen har gennemgået de pågældende foranstaltninger sammen med Tyskland og finder det godtgjort, at grænserne for de beskyttelses- og overvågningszoner, landets kompetente myndighed har oprettet, ligger tilstrækkelig langt fra den bedrift, hvor det bekræftede udbrud er konstateret.

(7)

For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen inden for EU og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt hurtigt at afgrænse de oprettede beskyttelses- og overvågningszoner i Tyskland på EU-plan i samarbejde med denne medlemsstat.

(8)

De beskyttelses- og overvågningszoner i Tyskland, hvor de i direktiv 2005/94/EF fastsatte dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger anvendes, bør derfor afgrænses i bilaget til denne afgørelse, ligesom regionaliseringens varighed bør fastsættes.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/29

(1)

I artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/95/EF fastsættes det, at producenter kun må markedsføre sikre produkter.

(2)

I henhold til artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2001/95/EF formodes et produkt at være sikkert for så vidt angår de risici og risikokategorier, der er omfattet af de pågældende nationale standarder, når det er i overensstemmelse med ikke-bindende nationale standarder, der gennemfører europæiske standarder, for hvilke Kommissionen i overensstemmelse med direktivets artikel 4 har offentliggjort referencer i Den Europæiske Unions Tidende.

(3)

I overensstemmelse med Kommissionens afgørelse K(2004) 1493 (3) har Kommissionen i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende offentliggjort referencerne for standarderne EN 12586:1999 og EN 12586:1999/AC:2002 om suttekæder og EN 1400:2002 (del 1, 2 og 3) om sutter.

(4)

I overensstemmelse med Kommissionens beslutning 2005/718/EF (4) offentliggjorde Kommissionen i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende referencerne for standarderne EN 13138-2:2002 vedrørende flydeudstyr til svømmeundervisning og EN 1860-1:2003 vedrørende havegriller.

(5)

Den Europæiske Standardiseringsorganisation har trukket standard EN 12586:1999, EN 12586:1999/AC:2002, EN 1400:2002 (del 1, 2 og 3), EN 13138-2:2002 og EN 1860-1:2003 tilbage. Disse standarder, der ikke længere eksisterer, sikrer ikke overensstemmelse med det almindelige sikkerhedskrav.

(6)

Henvisninger til disse standarder bør derfor trækkes tilbage fra Den Europæiske Unions Tidende.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved direktiv 2001/95/EF —

a)

EN 12586:1999 og EN 12586:1999/AC:2002 »Børneomsorgsprodukter — Suttekæder — Sikkerhedskrav og metoder«

b)

EN 1400-1:2002 »Børneomsorgsprodukter — Narresutter — Del 1: Generelle sikkerhedskrav og produktinformation«

c)

EN 1400-2:2002 »Børneomsorgsprodukter — Narresutter — Del 2: Mekaniske krav og prøvning«

d)

EN 1400-3:2002 »Børneomsorgsprodukter — Narresutter — Del 3: Kemiske krav og prøvning«

e)

EN 13138-2:2002 »Flydemidler til svømmeundervisning — Del 2: Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder til flydemidler til at holde«

f)

EN 1860-1:2003 »Udstyr, brændsel og ildtændere til havegriller — Del 1: Havegriller til fast brændsel — Krav og prøvningsmetoder«.

31.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 203/31

(1)

Kommissionen blev ved en klage underrettet om visse støtteforanstaltninger iværksat af Frankrig til fordel for virksomheden Arbel Fauvet Rail SA (i det følgende benævnt »AFR«). Den 28. januar 2006, den 25. oktober 2006, den 30. januar 2007 og den 6. juni 2007 fremsendte Frankrig yderligere oplysninger.

(2)

Ved brev af 12. september 2007 underrettede Kommissionen Frankrig om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF vedrørende den pågældende støtte.

(3)

Frankrig fremsatte kommentarer hertil i breve af henholdsvis 12. oktober 2007 og 18. og 19. december 2007.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til støtteforanstaltningen.

(5)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra interesserede parter.

(6)

Den 2. april 2008 vedtog Kommissionen en negativ beslutning vedrørende de pågældende støtteforanstaltninger (4) med påbud om tilbagesøgning (i det følgende benævnt »den oprindelige AFR-beslutning«).

(7)

Den oprindelige AFR-beslutning blev anfægtet af region Nord-Pas-de-Calais (T-267/08) den 9. juli 2008 og af Douai storkommune (T-279/08) den 17. juli 2008. Til støtte for annullationspåstanden fremførte sagsøgerne bl.a., at beregningen af støtteelementet var mangelfuldt begrundet. Sagsøgerne gjorde endvidere gældende, at Kommissionen havde begået et åbenbart fejlskøn, da den betegnede AFR som en kriseramt virksomhed.

(8)

Beregningen af støttebeløbet i den oprindelige AFR-beslutning af 2. april 2008 byggede på en metode, som blev opstillet i en tidligere kommissionsbeslutning i sag C-38/2005 »Biria-gruppen« (i det følgende benævnt »Biria-beslutningen«) (5).

(9)

Biria-beslutningen blev anfægtet af såvel den støttetildelende myndighed som støttemodtagerens retssuccessor, henholdsvis den 5. april 2007 (T-102/07) og den 16. april 2007 (T-120/07) (6). Den 3. marts 2010 (7) annullerede Førsteinstansretten Kommissionens Biria-beslutning.

(10)

Skønt Førsteinstansretten i vid udstrækning fulgte Kommissionens ræsonnement, blev beslutningen annulleret, fordi begrundelsen på et bestemt punkt var mangelfuld. Retten fandt, at Kommissionen ikke kunne nøjes med blot at henvise til Kommissionens meddelelse fra 1997 om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (8) (i det følgende benævnt »meddelelsen fra 1997 om referencesatsen«) i sin begrundelse for beregningen af risikopræmierne, når den fastlægger størrelsen af statsstøtteelementet i et lån til en kriseramt virksomhed.

(11)

Den oprindelige AFR-beslutning henviser eksplicit til den betragtning i Biria-beslutningen, som gav anledning til, at Førsteinstansretten annullerede sidstnævnte beslutning. Kommissionens ræsonnement i Biria-beslutningen og i den oprindelige AFR-beslutning bygger, for så vidt angår beregningen af risikopræmien, på nogenlunde de samme elementer.

(12)

Derfor, og i lyset af Biria-dommen, må Kommissionen konkludere, at den oprindelige AFR-beslutning af 2. april 2008 ikke er tilstrækkeligt begrundet, hvad angår fastlæggelsen af risikopræmien. Da beslutningen ikke er blevet endelig, bør den trækkes tilbage og en ny vedtages.

(13)

AFR fremstiller jernbanemateriel og har specialiseret sig i godsvogne og tankcontainere. Virksomheden er en af de største producenter på det europæiske marked for rullende jernbanemateriel. Den ligger i Douai (departementet Nord) og beskæftigede i 2008 ca. 265 medarbejdere.

(14)

I 2005 var AFR 100 % ejet af selskabet Arbel SA (9). På daværende tidspunkt beskæftigede AFR ca. 330 medarbejdere.

(15)

Driften af AFR har været tabsgivende i flere år. Virksomhedens økonomiske vanskeligheder forværredes fra og med 2001. Denne tendens blev kun forstærket i tidsrummet 2002 til 2005. Følgende tabel viser en række nøgleindikatorer for AFR's resultater i tidsrummet forud for støttens tildeling.

(16)

Region Nord-Pas-de-Calais og Douai storkommune ydede den 4. juli 2005 AFR et tilbagebetalingspligtigt lån på hver 1 mio. EUR, dvs. tilsammen 2 mio. EUR.

(17)

Ifølge oplysningerne fra de franske myndigheder var lånevilkårene som følger:

(18)

Kommissionen vurderede i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at de tilbagebetalingspligtige lån udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF. Kommissionen fremhævede især, at ovennævnte lån gav AFR en fordel, idet virksomheden i betragtning af sine økonomiske forhold ikke ville have kunnet opnå finansiering på lige så gunstige vilkår på finansmarkedet.

(19)

Kommissionen vurderede ligeledes, at AFR var en kriseramt virksomhed som defineret i »rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder« (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«) (10) og at foreneligheden af den statsstøtte, som virksomheden havde modtaget, derfor skulle vurderes på grundlag af disse rammebestemmelser. Efter Kommissionens mening var der tvivl om støttens forenelighed med det indre marked i forhold til rammebestemmelserne.

(20)

De franske myndigheder gjorde gældende, at selv om AFR gennemgik en vanskelig fase på det tidspunkt, hvor de tilbagebetalingspligtige lån blev tildelt og udbetalt (dvs. juli og andet halvår af 2005), havde virksomheden dog hele tiden bevaret kundernes og bankforbindelsernes tillid.

(21)

Til støtte for dette argument fremhævede de franske myndigheder følgende elementer, som skulle ses som udtryk for kundernes og bankforbindelsernes tillid til AFR:

(22)

De franske myndigheder underbyggede deres bemærkninger med dokumentation, hvoraf især fremgik følgende:

(23)

De franske myndigheder gjorde ligeledes gældende, at AFR angiveligt planlagde at tage skridt til »at rette situationen op med hensyn til AFR's ordrebeholdning, aktiviteter, drift og regnskaber«. Disse skridt, som de franske myndigheder omtalte som »omstruktureringsplan«, omfattede tre hovedområder: a) en ny forretningsstrategi (med henblik på at positionere AFR's produkter bedre), b) en nedskæring af medarbejderstaben og c) en finansierings- og rekapitaliseringsplan. Iværksættelsen af disse tiltag fra og med 2004 hævdes at have givet positive resultater, og især er omsætningen steget (fra 22,6 mio. EUR i 2004 til 45 mio. EUR i 2005) og nettoresultatet forbedret (fra – 11,9 mio. EUR i 2004 til – 8,1 mio. EUR i 2005), skønt det fortsat er negativt.

(24)

Det bør også fremhaves, at i forbindelse med annullationssøgsmålet mod den oprindelige AFR-beslutning påstod de i betragtning 7 nævnte sagsøgere, at AFR ikke var en kriseramt virksomhed på tidspunktet for tildelingen af støtten. De gør i den sammenhæng gældende, at Kommissionen begik et åbenbart fejlskøn ved ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til »genopretningsforanstaltningerne« for AFR (jf. betragtning 23), hvis positive resultater (især en række leverandørkontrakter indgået af AFR i 2004 og i første halvår af 2005) angiveligt modbeviste de argumenter, hvorpå Kommissionen byggede sin konklusion om AFS som kriseramt virksomhed.

(25)

Artikel 107, stk. 1, i TEUF fastsætter, at bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(26)

For så vidt angår de tilbagebetalingspligtige lån bemærker Kommissionen følgende.

(27)

Artikel 107 i TEUF omhandler ikke udelukkende støtte fra medlemsstaternes nationale regeringer, men også støtte fra lokale myndigheder, såsom regionen Nord-Pas-de-Calais eller storkommunen Douai. Midler fra sådanne lokale myndigheder udgør statsmidler, og deres beslutninger om at yde de pågældende lån til AFR må tilregnes staten.

(28)

Lånene er ydet på et tidspunkt, hvor AFR befandt sig i svære økonomiske vanskeligheder. I åbningsskrivelsen vurderede Kommissionen, at AFR i betragtning af virksomhedens økonomiske situation som beskrevet under betragtning 15 i denne afgørelse var en kriseramt virksomhed som defineret i rammebestemmelserne på tidspunktet for tildelingen af støtten. Kommissionen fremhævede tillige, at lånene var ydet uden sikkerhed for tilbagebetaling, selv om de dertil knyttede renter svarede til de sædvanlige renter for lån med »normal sikkerhedsstillelse« (12). Kommissionen finder det derfor udelukket, at AFR i betragtning af virksomhedens økonomiske situation ville have været i stand til at opnå finansiering på lige så gunstige vilkår på det normale lånemarked. De pågældende lån udgør derfor en fordel for AFR.

(29)

Det skal i denne henseende erindres, at de franske myndigheder under henvisning til de i betragtning 24 nævnte eksempler har gjort gældende, at AFR fortsat nød bankforbindelsernes og kundernes tillid på tidspunktet for støttens tildeling. Kommissionen fortolker disse bemærkninger således, at Frankrig bestrider, at AFR ikke var i stand til at opnå finansiering på tilsvarende vilkår på lånemarkedet (hvilket er det samme som at bestride, at de tilbagebetalingspligtige lån udgjorde en fordel for AFR), og at AFR skulle være en kriseramt virksomhed som defineret i rammebestemmelserne på tidspunktet for tildelingen af de tilbagebetalingspligtige lån.

(30)

Frankrigs bemærkninger ændrer imidlertid intet ved den analyse, der blev lagt til grund i åbningsskrivelsen, og det af følgende årsager.

(31)

De krediteksempler, som de franske myndigheder gør gældende (navnlig kassekreditten og kundeforskuddene), kan ikke sammenlignes med de her omhandlede tilbagebetalingspligtige lån. En kassekredit er en meget kortfristet kredit til forskel fra de tilbagebetalingspligtige lån, der løber over tre år. Kreditorerne anlægger derfor ikke den samme risikoanalyse af de forskellige former for kredit, og det forhold, at en debitor kan opnå en kortfristet kredit, kan ikke danne grundlag for en vurdering af hans muligheder for at opnå en kredit med længere løbetid, hvis tilbagebetaling afhænger af debitors overlevelsesevne.

(32)

For så vidt angår kundeforskuddene, noterer Kommissionen, at de var garanteret af […], som er en uafhængig institution, hvilket betyder, at kunderne og leverandørerne ikke løb nogen risiko i tilknytning til AFR's situation, og at de derfor ikke havde nogen grund til at gøre forskudsudbetalingerne betinget af virksomhedens solvensgrad, som en anden kreditor ville have gjort ved lån uden sikkerhedsstillelse.

(33)

Det kan konkluderes, at Frankrigs bemærkninger ikke gør det muligt at fastslå, at AFR ville have været i stand til at opnå finansiering på tilsvarende vilkår på lånemarkedet.

(34)

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt AFR er at betragte som en kriseramt virksomhed som omhandlet i rammebestemmelserne, konstaterer Kommissionen følgende.

(35)

Det fremgår af punkt 10, litra a), i rammebestemmelserne, at en virksomhed er kriseramt, når over halvdelen af den tegnede kapital er forsvundet, og over en fjerdedel af denne kapital er gået tabt i løbet af de sidste 12 måneder. Bestemmelsen er udtryk for en formodning om, at en virksomhed, som oplever et massivt tab af den tegnede kapital, er ude af stand til at standse tabene, som næsten med sikkerhed vil medføre virksomhedens ophør på kort eller mellemlang sigt. Kommissionen mener, at samme formodning logisk må gælde en virksomhed, der har tabt hele sin tegnede kapital og fremstår med en negativ egenkapital.

(36)

Som det fremgår af de finansielle oplysninger under betragtning 15 (som de franske myndigheder ikke har bestridt under den formelle undersøgelsesprocedure), har AFR siden 2001 haft en negativ egenkapital og var på tidspunktet for støttens tildeling ikke i stand til at standse tendensen og genoprette en positiv egenkapital. Kommissionen mener på denne baggrund, at AFR var en kriseramt virksomhed som omhandlet i punkt 10, litra a), i rammebestemmelserne på tidspunktet for støttens tildeling.

(37)

Førsteinstansrettens Biria-dom bekræfter tillige, at en betydelig formindskelse af kapitalen faktisk udgør et krisetegn, og at Kommissionen havde ret, da den konkluderede, at en virksomhed med negativ egenkapital er kriseramt uanset de specifikke retningslinjer i rammebestemmerne.

(38)

Subsidiært bemærker Kommissionen, at AFR på tidspunktet for støttens tildeling også svarede til den definition på en kriseramt virksomhed, der er indeholdt i rammebestemmelsernes punkt 11, nemlig at selv hvis ingen af de i punkt 10 nævnte omstændigheder foreligger, kan en virksomhed alligevel anses for kriseramt, især hvis de sædvanlige tegn på, at en virksomhed er kriseramt, er til stede, såsom voksende underskud og faldende omsætning. Ifølge rammebestemmelsernes punkt 11 gælder imidlertid, at en kriseramt virksomhed kun er støtteberettiget, når det kan godtgøres, at den er ude af stand til at komme på fode igen med egne midler eller med midler fra sine ejere/aktionærer eller fra markedskilder. Bestemmelsen erindrer om, at hvorvidt en virksomhed skal anses for at være kriseramt, afhænger af samtlige relevante indikatorer, idet den afgørende faktor dog er, om virksomheden er i stand til at komme på fode igen uden indgriben fra de offentlige myndigheders side. Kommissionen erindrer endvidere om, at i overensstemmelse med fast retspraksis (13) er tilstedeværelsen af flere samtidige »krisetegn« ikke tilstrækkeligt til, at en virksomhed kan siges at være kriseramt, og der er heller ikke noget minimumskrav til antallet af krisetegn, der skal optræde, for at kriteriet er opfyldt.

(39)

Kommissionen hæfter sig i den forbindelse ved, at AFR siden 2001 (som det fremgår af tabellen i betragtning 15) har haft en konstant faldende omsætning samt et konstant tabsniveau. Dette er sædvanlige tegn på en kriseramt virksomhed som omhandlet i punkt 11 i rammebestemmelserne. Kommissionen nævnte allerede dette i sin åbningsbeslutning som støtte for sin foreløbige konklusion om, at AFR var en kriseramt virksomhed. Den negative tendens i AFR's finansielle situation fremgår tillige af det forhold, at virksomheden allerede fra og med januar 2004 ikke var i stand til at betale skat og arbejdsgiverbidrag på 4,3 mio. EUR og dermed var nødt til at anmode de offentlige myndigheder om henstand og opstilling af en gældssaneringsplan.

(40)

De vigtigste elementer, som de franske myndigheder har gjort gældende for at modbevise dette, er de kreditter, der er ydet til AFR (kassekredit og forskud) samt det forhold, at AFR nød visse former for sikkerhedsstillelse fra […]'s side. Kommissionen mener, at der i den undersøgelse, der skal foretages i henhold til punkt 11 i rammebestemmelserne af virksomhedens evne til at komme på fode igen ved hjælp af midler, som den kan skaffe sig på det finansielle marked, bør tages hensyn til disse tegn. I denne henseende konstaterer Kommissionen følgende:

(41)

For så vidt angår AFR's genopretningstiltag fra og med 2004, bemærker Kommissionen først og fremmest, at omstruktureringsforanstaltninger i henhold til rammebestemmelserne udgør en betingelse for, at statsstøtte kan være forenelig med det indre marked, og sådanne omstruktureringsforanstaltninger skal opfylde kravene i rammebestemmelserne. Omstruktureringsforanstaltninger har imidlertid ikke nødvendigvis nogen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed skal anses for at være kriseramt, idet dette afhænger af støttemodtagerens økonomiske situation på tidspunktet for støttens tildeling. Analysen heraf foretages hovedsageligt på grundlag af virksomhedens seneste regnskabsdata. I dette tilfælde drejer det sig om data for regnskabsåret 2004, på grundlag af hvilke der af ovennævnte grunde må drages den konklusion, at AFR var kriseramt på tidspunktet for tildelingen af støtten.

(42)

De franske myndigheder (og sagsøgerne, der anlagde annullationssøgsmål mod den oprindelige beslutning) gjorde gældende, at AFR's genopretningsforanstaltninger havde skabt positive resultater i de måneder, der gik forud for tildelingen af de tilbagebetalingspligtige lån. Kommissionen kan dog konstatere, at de resultater, som påberåbes til støtte for dette argument, er ret beskedne og vilkårlige og bygger på en forholdsvis kort periode. Virksomhedens nettoresultat vedblev i øvrigt med at være meget negativt.

(43)

Sammenholder man de tendenser, som de franske myndigheder henviser til, med de sagselementer, der viser, at virksomheden stod over for så alvorlige vanskeligheder, at dens overlevelse var truet på kort eller mellemlangt sigt — særligt det faktum, at AFR's egenkapital havde været negativ siden 2001 (en meget vigtig indikator, der vedrører et langt tidsrum) — kan de nævnte tendenser ikke betragtes som reelle tegn på en genopretning af AFR's økonomiske situation. Tendenserne ændrer således ikke ved, at der var tydelige tegn på, at AFR faktisk var en kriseramt virksomhed.

(44)

Det bør derfor konkluderes, at på tidspunktet for tildelingen af støtten var AFR i svære økonomiske vanskeligheder, som truede virksomhedens overlevelse på kort eller mellemlang sigt, og at virksomheden ikke var i stand til at overvinde disse vanskeligheder uden indgriben fra de offentlige myndigheders side.

(45)

I betragtning af ovenstående og navnlig i lyset af de finansielle resultater, der er anført i skemaet i betragtning 15, finder Kommissionen derfor, at AFR på tidspunktet for tildelingen af de tilbagebetalingspligtige lån var en kriseramt virksomhed i overensstemmelse med definitionen i rammebestemmelsernes punkt 10 og subsidiært punkt 11. Under hensyntagen til AFR's vanskeligheder mener Kommissionen, at AFR ikke ville have været i stand til at opnå midler på samme gunstige vilkår på det almindelige lånemarked. De her omhandlede lån har derfor givet AFR en fordel i form af en finansiering på gunstigere vilkår end de vilkår, der ville kunne opnås på lånemarkedet.

(46)

De tilbagebetalingspligtige lån begunstiger AFR i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en lignende situation, for så vidt som disse lån udelukkende blev ydet til AFR.

(47)

Sektoren for fremstilling af rullende jernbanemateriel kendetegnes ved, at der findes flere europæiske producenter, og at der foregår samhandel inden for EU. Den fordel, som AFR opnåede, vil derfor kunne fordreje konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.

(48)

I lyset af de ovenstående betragtninger finder Kommissionen, at de tilbagebetalingspligtige lån ydet til AFR udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(49)

Når der ydes støtte i form af lån til kriseramte virksomheder, består støtteelementet i forskellen mellem den faktiske rente og den rente, som virksomheden ville have kunnet opnå for samme lån på det private marked.

(50)

I overensstemmelse med meddelelsen fra 1997 om referencesatser skal Kommissionen fastsætte referencesatser, som anses for at afspejle de gennemsnitlige rentesatser på markedet for mellem- og langfristede lån med normal sikkerhed. I meddelelsen præciseres det desuden, at den fastsatte referencesats er en minimumssats, der kan forhøjes i tilfælde af særlige risici, f.eks. i tilfælde, hvor der er tale om en kriseramt virksomhed, eller hvor den sikkerhed, bankerne normalt kræver, ikke er stillet. I sådanne tilfælde kan referencesatsen forhøjes med 400 basispoint eller derover. I meddelelsen fra 1997 om referencesatser præciseres det ikke, om der er mulighed for at kumulere forskellige risikopræmier under hensyntagen til forskellige risici. Men selv om en sådan kumulation ikke er udelukket, skal Kommissionen i sin afgørelse begrunde valget af den metode, den har anvendt til kumulation af forskellige risikopræmier, med en analyse af praksis på finansmarkederne (14).

(51)

Revisionsfirmaet Deloitte & Touche Wirtschaftsprüfgesellschaft GmbH foretog i 2004 en undersøgelse for Kommissionen (15) (i det følgende benævnt »undersøgelsen«). På grundlag af en empirisk undersøgelse indkredsede revisionsfirmaet de præmier, som kunne iagttages på markedet for forskellige kategorier af risici i relation til virksomheder eller transaktioner (med variabel sikkerhed). Undersøgelsen viste klart, at den samtidige tilstedeværelse af forskellige risikofaktorer (låntagers solvens, sikkerhedsstillelse) gav sig udslag i forhøjelser af basissatsen.

(52)

Efter denne undersøgelse justerede Kommissionen sin fremgangsmåde ved beregningen af støtteelementet i lån og beskrev den nærmere i sin meddelelse fra 2008 om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (16) (i det følgende benævnt »meddelelsen fra 2008 om referencesatser«). Denne meddelelse afspejler den metode, som blev anbefalet i undersøgelsen, og opererer med forskellige forhøjelser af basissatsen, alt efter virksomhedens kreditværdighed og sikkerhedsstillelsen.

(53)

Det må imidlertid fastholdes, at beregningen af støtteelementet i en foranstaltning er baseret på statsstøttebegrebet, og ifølge Domstolens faste retspraksis skal »statsstøttebegrebet […] anvendes på en objektiv situation, der skal bedømmes på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager sin beslutning« (17).

(54)

Som følge heraf er Kommissionen af den opfattelse, at den rette metode til fastlæggelse af støtteelementet er den, der findes beskrevet i meddelelsen fra 2008 om referencesatser, og den vil lægge den til grund ved vurderingen af de her omhandlede foranstaltninger.

(55)

Ifølge meddelelsen fra 2008 om referencesatser svarer den præmie, der gør det muligt at udelukke tilstedeværelsen af statsstøtte i relation til en kriseramt virksomhed med lav sikkerhed, til 1 000 basispoints.

(56)

Som det fremgår af afsnit 5.1.3, finder Kommissionen, at AFR var en kriseramt virksomhed på tidspunktet for støttens ydelse. Kommissionen noterer tillige, at der ikke var stillet sikkerhed for de tilbagebetalingspligtige lån, og at sikkerhedsstillelsen derfor må betragtes som lav.

(57)

Følgelig svarer støtteelementet principielt til forskellen mellem basissatsen med tillæg af 1 000 point og den rentesats, hvortil lånet blev ydet. Men i betragtning af at Kommissionen i den oprindelige beslutning af 2. april 2008 kalkulerede med et tillæg på 800 basispoint, at støttemodtageren ikke har anfægtet denne beslutning, at ingen af støttemodtagerens konkurrenter har sat spørgsmålstegn ved den oprindelige beslutnings lovlighed, og i betragtning af de samlede omstændigheder i sagen i øvrigt, finder Kommissionen, at tillægget ikke bør forhøjes i det foreliggende tilfælde.

(58)

Kommissionen konkluderer, at støtteelementet svarer til forskellen mellem referencerentesatsen med tillæg af 800 basispoint og rentesatsen for det lån, der blev ydet.

(59)

I betragtning af AFR's økonomiske forhold på tidspunktet for støttens tildeling som beskrevet under betragtning 15 (tabsgivende drift over en årrække, negativ egenkapital, faldende omsætning) finder Kommissionen, at AFR var en kriseramt virksomhed som defineret i rammebestemmelserne på tidspunktet for tildelingen af de tilbagebetalingspligtige lån. Af de grunde, der er nævnt under betragtning 41-44, ændrer bemærkningerne fra de franske myndigheder intet ved denne analyse.

(60)

I 2005 tilhørte AFR en koncern kontrolleret af holdingselskabet Arbel SA. Ud over forretningsområdet jernbanemateriel (bestående af AFR og Lormafer) var koncernen aktiv inden for byggesektoren med en række virksomheder specialiseret i vindueskonstruktioner til byggeindustrien. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som de franske myndigheder har tilvejebragt i korrespondancen forud for indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, at AFR's vanskeligheder kun gjaldt AFR i koncernen, og at AFR ikke havde nogen tilknytning til byggeaktiviteterne. Desuden mener Kommissionen, at AFR's problemer var for omfattende til at kunne løses af koncernen i betragtning af koncernens egne middelmådige resultater. Kommissionen finder derfor, at bestemmelserne i punkt 13 i rammebestemmelserne ikke er til hinder for, at AFR til trods for virksomhedens tilknytning til koncernen kan anses for at være berettiget til rednings- eller omstruktureringsstøtte.

(61)

Støttens forenelighed bør derfor vurderes i forhold til rammebestemmelserne.

(62)

Kommissionen må fastslå, at betingelserne i rammebestemmelserne for omstruktureringsstøttes forenelighed ikke er opfyldt, på grund af følgende forhold.

(63)

De franske myndigheder har ikke fremlagt en omstruktureringsplan i overensstemmelse med rammebestemmelsernes punkt 34-37. De omstruktureringsforanstaltninger, der er nævnt under betragtning 24, og som de franske myndigheder præsenterede som en »omstruktureringsplan«, der angiveligt var iværksat fra og med 2004 (se betragtning 24), indgik på tidspunktet for støttens ydelse ikke som led i en bæredygtig omstruktureringsplan, som medlemsstaten forpligter sig til at følge (rammebestemmelsernes punkt 35). I strid med rammebestemmelserne indeholder den såkaldte omstruktureringsplan ikke nogen markedsanalyse. En sådan markedsanalyse er imidlertid obligatorisk med henblik på en vurdering af mulighederne for en genopretning af virksomhedens rentabilitet og de interne omstruktureringsforanstaltninger (rammebestemmelsernes punkt 35). Desuden foreligger der ikke bevis for, at der i juli 2005 forelå en omstruktureringsplan, som beskrev »de omstændigheder, der førte til virksomhedens vanskeligheder«, således at det bliver »muligt at vurdere, om de foreslåede foranstaltninger er hensigtsmæssige« (rammebestemmelsernes punkt 36 om omstrukturering). Endelig fremgår der intet om kompenserende modydelser i den såkaldte omstruktureringsplan, således som det faktisk kræves i rammebestemmelsernes punkt 38.

(64)

Af de ovenfor nævnte grunde finder Kommissionen, at den ikke har fået forelagt nogen omstruktureringsplan i overensstemmelse med rammebestemmelserne.

(65)

Støtten forekommer heller ikke at opfylde rammebestemmelsernes betingelser for redningsstøttes forenelighed, idet de tilbagebetalingspligtige lån blev ydet for en længere periode end seks måneder (se punkt 25 i rammebestemmelserne).

(66)

Det må derfor konkluderes, at den her omhandlede støtte ikke er forenelig med det indre marked.

(67)

Kommissionen fastslår, at Frankrig ulovligt har iværksat den omhandlede støtte i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF. Da støtten er uforenelig med det indre marked, skal Frankrig bringe den til ophør og tilbagesøge de beløb, der allerede er udbetalt til støttemodtageren —

a)

det samlede beløb (hovedstol og renter), som støttemodtageren skal tilbagebetale

b)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme beslutningen

c)

dokumentation for, at støttemodtageren har fået påbud om at tilbagebetale støtten.