17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/1

(1)

I henhold til artikel 80, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1107/2009 finder Rådets direktiv 91/414/EØF (2), for så vidt angår godkendelsesprocedure og -betingelser, anvendelse på aktivstoffer, for hvilke der inden den 14. juni 2011 er truffet en afgørelse i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 3. Med hensyn til gamma-cyhalothrin er betingelserne i artikel 80, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1107/2009 opfyldt ved Kommissionens beslutning 2004/686/EF (3).

(2)

Det Forenede Kongerige modtog den 4. november 2003 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra Cheminova A/S om optagelse af aktivstoffet gamma-cyhalothrin i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved beslutning 2004/686/EF blev det bekræftet, at dossieret var »komplet« og således principielt kunne anses for at opfylde kravene til data og oplysninger i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF.

(3)

For dette aktivstof er virkningerne på menneskers og dyrs sundhed og miljøet blevet vurderet i henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 4, i direktiv 91/414/EØF for de anvendelsesformål, som ansøgeren har foreslået. Den udpegede rapporterende medlemsstat, Det Forenede Kongerige, forelagde et udkast til vurderingsrapport den 25. januar 2008. I overensstemmelse med artikel 11, stk. 6, i Kommissionens forordning (EU) nr. 188/2011 (4) blev ansøgeren anmodet om at fremlægge yderligere oplysninger. Det Forenede Kongeriges evaluering af de supplerende oplysninger blev fremlagt den 13. september 2012 i form af tillæg til udkastet til vurderingsrapport.

(4)

Udkastet til vurderingsrapport blev behandlet af medlemsstaterne og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«). Den 4. februar 2014 forelagde autoriteten Kommissionen sin konklusion om vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet gamma-cyhalothrin (5). Udkastet til vurderingsrapport og autoritetens konklusioner blev behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, og behandlingen blev afsluttet den 10. oktober 2014 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om gamma-cyhalothrin.

(5)

Det fremgår af de forskellige undersøgelser, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder gamma-cyhalothrin, kan forventes generelt at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), og artikel 5, stk. 3, i direktiv 91/414/EØF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i Kommissionens reviderede vurderingsrapport. Gamma-cyhalothrin bør derfor godkendes.

(6)

Det er imidlertid, i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 6, og på grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden, nødvendigt at fastsætte visse betingelser og begrænsninger. Det bør navnlig kræves, at der fremlægges yderligere bekræftende oplysninger.

(7)

Før et aktivstof godkendes, bør medlemsstaterne og de berørte parter have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav, godkendelsen medfører.

(8)

Uden at det berører de forpligtelser, der i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009 følger af godkendelsen, bør følgende betingelser dog finde anvendelse i betragtning af den særlige situation, der er opstået efter overgangen fra direktiv 91/414/EØF til forordning (EF) nr. 1107/2009. Medlemsstaterne bør have en frist på seks måneder efter godkendelsen til at tage eksisterende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder gamma-cyhalothrin, op til fornyet overvejelse. Medlemsstaterne bør ændre, erstatte eller tilbagekalde godkendelserne, alt efter hvad der er relevant. Uanset ovenstående frist bør der afsættes en længere periode til indgivelse og vurdering af det fuldstændige dossier, jf. bilag III til direktiv 91/414/EØF, for hvert plantebeskyttelsesmiddel og for hvert påtænkt anvendelsesformål i overensstemmelse med de ensartede principper.

(9)

Erfaringerne fra tidligere optagelser i bilag I til direktiv 91/414/EØF af aktivstoffer, som er vurderet inden for rammerne af Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 (6), har vist, at der kan opstå vanskeligheder med fortolkningen af de pligter, som indehavere af eksisterende godkendelser har med hensyn til adgang til data. For at undgå yderligere vanskeligheder synes det derfor nødvendigt at præcisere medlemsstaternes forpligtelser, især pligten til at kontrollere, at indehaveren af en godkendelse kan påvise, at han har adgang til et dossier, der opfylder kravene i bilag II til direktivet. Denne præcisering pålægger dog ikke medlemsstaterne eller indehavere af godkendelser nye forpligtelser i forhold til de hidtil vedtagne direktiver om ændring af bilag I til det pågældende direktiv eller forordningerne om godkendelse af aktivstoffer.

(10)

I henhold til artikel 13, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1107/2009 bør bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (7) ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Det er også hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at forlænge de midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder gamma-cyhalothrin, for at give dem den nødvendige tid til at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, for så vidt angår disse midlertidige godkendelser.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

a)

hvis det drejer sig om et middel, der indeholder gamma-cyhalothrin som eneste aktivstof, om nødvendigt ændre godkendelsen eller tilbagekalde godkendelsen senest den 30. september 2016 eller

b)

hvis det drejer sig om et middel, der indeholder gamma-cyhalothrin som ét af flere aktivstoffer, om nødvendigt ændre eller tilbagekalde godkendelsen senest den 30. september 2016 eller senest den dato, der er fastsat for en sådan ændring eller tilbagekaldelse i den eller de pågældende retsakter, hvorved det eller de pågældende stoffer blev optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, eller hvorved det eller de pågældende stoffer blev godkendt, alt efter hvilket der er det seneste tidspunkt.

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/6

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1101/2014 (2) er der foretaget ændringer i KN-koderne for mejeriprodukter henhørende under kapitel 4 med virkning fra den 1. januar 2015.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 2535/2001 (3) fastsætter gennemførelsesbestemmelser for så vidt angår importordningen for mælk og mejeriprodukter og åbning af toldkontingenter. Det er nødvendigt at opdatere bilag I, II og VIIa til forordningen for at afspejle ændringerne af KN-koderne for mejeriprodukter.

(3)

Artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2535/2001 henviser til de KN-koder, der udgår med virkning fra den 1. januar 2015. Desuden fastsætter bilag 3, der omhandler indrømmelser for ost, til Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter (4), som blev godkendt ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/309/EF, Euratom (5), fuld liberalisering af bilateral handel med ost fra 2007. Denne bestemmelse er derfor forældet og bør udgå.

(4)

Artikel 19a, stk. 1, litra c) og stk. 4, litra c), der vedrører tredje punkt i bilag VIIa til forordning (EF) nr. 2535/2001 og artikel 20, stk. 1, litra a), punkt ii), der vedrører del C af bilag II til forordningen, vedrører henholdsvis et toldkontingent for ost og præferenceimport for så vidt angår anvendelse af aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side (6), og som er godkendt ved Rådets afgørelse 2004/441/EF (7). Disse bestemmelser henviser til de KN-koder, der udgår med virkning fra den 1. januar 2015. Eftersom toldkontingentperioden og perioden, hvor importtolden var afskaffet, er udløbet, er det på sin plads, at lade disse bestemmelser udgå.

(5)

Forordning (EF) nr. 2535/2001 bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

1)

Artikel 4, stk. 2, udgår

2)

Artikel 19a, stk. 1, litra c) og stk. 4, litra c), udgår

3)

Artikel 20, stk. 1, litra a), nr. ii), udgår

4)

Bilag I ændres i overensstemmelse med bilag I til nærværende forordning

5)

I bilag II foretages følgende ændringer:

6)

Bilag VIIa ændres således:

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/13

(1)

Den 7. august 2014 indførte den russiske regering et forbud mod import til Rusland af visse produkter fra EU, herunder mælk og mejeriprodukter. Dette forbud har medført markedsforstyrrelser med kraftige prisfald, fordi et vigtigt eksportmarked pludselig er faldet bort.

(2)

Artikel 12, litra d), i forordning (EU) nr. 1308/2013 foreskriver, at der skal være adgang til offentlig intervention for smør og skummetmælkspulver fra 1. marts til 30. september.

(3)

Der er derfor opstået en situation, hvor de normale foranstaltninger, der kan anvendes med hjemmel i forordning (EU) nr. 1308/2013, øjensynligt ikke er tilstrækkelige til at rette op på markedsforstyrrelserne.

(4)

Den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver er blevet forlænget til den 31. december 2014 ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 949/2014 (2).

(5)

Priserne for smør og skummetmælkspulver i EU er faldet yderligere, og den nedadgående tendens vil sandsynligvis forsætte.

(6)

For at håndtere en situation, hvor priserne kan falde yderligere og markedsforstyrrelserne forværres, er det afgørende, at der også er adgang til offentlig intervention efter den 31. december 2014.

(7)

Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte begyndelsen af perioden for interventionsopkøb af smør og skummetmælkspulver i 2015 til den 1. januar.

(8)

Hvis den midlertidige foranstaltning i denne forordning skal få omgående virkning på markedet og bidrage til at stabilisere priserne, bør den træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/15

(1)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 947/2014 (4) og (EU) nr. 948/2014 (5) åbnede for privat oplagring af henholdsvis smør og skummetmælkspulver i betragtning af den særligt vanskelige markedssituation, som navnlig skyldes den russiske regerings forbud mod import af mejeriprodukter fra EU til Rusland.

(2)

Disse forordninger fastsætter, at ansøgninger om støtte kan indgives frem til den 31. december 2014.

(3)

Priserne på smør og skummetmælkspulver i EU er faldet yderligere, og den nedadgående tendens vil sandsynligvis fortsætte.

(4)

Set i lyset af den aktuelle markedssituation er det hensigtsmæssigt at forlænge ordningen for støtte til privat oplagring af smør og skummetmælkspulver.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/17

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 815/2008 (3) blev Kap Verde indrømmet en undtagelse fra de oprindelsesregler, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 2454/93. Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 439/2011 (4) blev Kap Verde indrømmet en ny undtagelse fra disse oprindelsesregler. Den seneste undtagelse udløber den 31. december 2014.

(2)

Ved brev af 4. juni 2014 anmodede Kap Verde om en forlængelse af denne undtagelse for en ikke nærmere defineret periode fra den 1. januar 2015 enten indtil udløbsdatoen for protokollen (der skal offentliggøres) mellem Den Europæiske Union og Republikken Kap Verde om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem de to parter, eller indtil anvendelsesdatoen for oprindelsesreglerne i henhold til en fremtidig økonomisk partnerskabsaftale mellem Unionen og Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater, afhængigt af hvilken dato der er senest. Anmodningen omfatter en årlig mængde på 2 500 ton for tilberedte eller konserverede makrelfileter og 875 ton for tilberedte eller konserverede fileter af fregattun eller fregatmakrel.

(3)

Fra 2008 har de samlede årlige mængder, som Kap Verde blev indrømmet i henhold til undtagelsen, i væsentlig grad bidraget til at forbedre situationen for Kap Verdes fiskeforarbejdningssektor. Disse mængder har til en vis grad også sat nyt liv i Kap Verdes ikke-industrielle flåde, der er af afgørende betydning for landet. En fuldstændig genopbygning af Kap Verdes flåde til det planlagte niveau vil dog kræve, at Kap Verdes fiskeforarbejdningssektor fortsat forsynes med tilstrækkelige råvarer med oprindelsesstatus.

(4)

Det fremgår af anmodningen, at uden undtagelsen vil den kapverdiske fiskeforarbejdningssektors muligheder for at fortsætte eksporten til EU blive hårdt ramt, hvilket vil kunne hindre en yderligere udvikling af den kapverdiske fiskerflådes kapacitet inden for mindre pelagisk fiskeri.

(5)

Der er brug for mere tid til at konsolidere de resultater, som Kap Verde allerede har nået i bestræbelserne på at genopbygge den lokale fiskerflåde. Undtagelsen skulle give Kap Verde tilstrækkelig tid til at forberede sig til at overholde reglerne for opnåelse af præferenceoprindelse.

(6)

I betragtning af den midlertidige karakter af de undtagelser, der indrømmes, når det gælder definitionen af begrebet »varer med oprindelsesstatus«, er det ikke muligt at indrømme en undtagelse for en ikke nærmere defineret periode, som Kap Verde har anmodet om. I stedet bør undtagelsen indrømmes for en periode på to år og for en årlig mængde på 2 500 ton for tilberedte eller konserverede makrelfileter og 875 ton for tilberedte eller konserverede fileter af fregattun eller fregatmakrel med henblik på at gøre det muligt for Kap Verde at overholde reglerne.

(7)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 439/2011 bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Undtagelsen i artikel 1 gælder for produkter, der eksporteres fra Kap Verde og angives til fri omsætning i EU i perioderne fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2011, fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2012, fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2013, fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014, fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2015 og fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2016 op til de mængder, der er angivet i bilaget, når betingelserne i artikel 74 i forordning (EØF) nr. 2454/93 er opfyldt.«

(2)

Bilaget erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/20

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/22

(1)

I henhold til artikel 10 i direktiv 2014/40/EU skal hver enkeltpakning og eventuel ydre emballage om røgtobak være forsynet med kombinerede sundhedsadvarsler, medmindre der gælder en undtagelse, jf. artikel 11. De kombinerede sundhedsadvarsler skal bl.a. indeholde en af tekstadvarslerne som opført i bilag I og et tilhørende farvefotografi som specificeret i billedsamlingen i nævnte direktivs bilag II.

(2)

Direktiv 2014/40/EU tillægger desuden Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på oprettelse og tilpasning af billedsamlingen i bilag II under hensyntagen til den videnskabelige udvikling og udviklingen på markedet.

(3)

Bilag II til direktiv 2014/40/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/28

(1)

I henhold til protokollen om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, bevares retsvirkningerne af retsakter, der er vedtaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer inden Lissabontraktatens ikrafttræden, så længe disse retsakter ikke er ophævet, annulleret eller ændret i medfør af traktaterne.

(2)

Artikel 25 i afgørelse 2008/615/RIA finder derfor anvendelse, og Rådet afgør med enstemmighed, om medlemsstaterne har gennemført bestemmelserne i nævnte afgørelses kapitel 6.

(3)

Artikel 20 i afgørelse 2008/616/RIA bestemmer, at afgørelser som omhandlet i artikel 25, stk. 2, i afgørelse 2008/615/RIA træffes på grundlag af en evalueringsrapport, der baseres på et spørgeskema. For så vidt angår elektronisk dataudveksling i henhold til kapitel 2 i afgørelse 2008/615/RIA skal evalueringsrapporten baseres på et evalueringsbesøg og en forsøgsfase.

(4)

I henhold til kapitel 4, punkt 1.1, i bilaget til afgørelse 2008/616/RIA vedrører det spørgeskema, der udarbejdes af den relevante arbejdsgruppe i Rådet, hver af de elektroniske dataudvekslinger, og det skal besvares af en medlemsstat, så snart den mener, at den opfylder forudsætningerne for dataudveksling i den relevante datakategori.

(5)

Letland har besvaret spørgeskemaet om databeskyttelse og spørgeskemaet om udveksling af fingeraftryksdata.

(6)

Letland har gennemført en vellykket forsøgsfase med Østrig.

(7)

Der er blevet gennemført et evalueringsbesøg i Letland, og den østrigske evalueringsgruppe har udarbejdet en rapport om evalueringsbesøget, som er blevet sendt til den relevante arbejdsgruppe i Rådet.

(8)

Rådet har fået forelagt en samlet evalueringsrapport, som opsummerer resultaterne af spørgeskemaet, evalueringsbesøget og forsøgsfasen vedrørende udveksling af fingeraftryksdata —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/30

(1)

På mødet den 15.-16. december 2005 vedtog Det Europæiske Råd »EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med SALW samt ammunition hertil«. I denne strategi anerkender Det Europæiske Råd, at de store lagre af SALW og ammunition gør det let for civile, kriminelle, terrorister og kombattanter at få adgang til sådanne våben, og understreger behovet for at fortsætte den forebyggende indsats for at bekæmpe ulovligt udbud af og efterspørgsel efter konventionelle våben. Det fremhæver også Afrika som det kontinent, der er hårdest ramt af interne konflikter, hvilket forværres af den destabiliserende tilstrømning af SALW.

(2)

Den 21. marts 2011 godkendte Rådet »Den Europæiske Unions strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel«, der fastlægger en integreret ramme for Unionens engagement i Sahelregionen. Et af strategiens fire indsatsområder tager sigte på at styrke kapaciteten på områderne sikkerhed, retshåndhævelse og retsstatsforhold i regionen for at bekæmpe trusler og håndtere terrorisme og organiseret kriminalitet på en mere effektiv og specialiseret måde og kæde dem sammen med foranstaltninger vedrørende god regeringsførelse.

(3)

Medlemsstaterne i Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas) vedtog den 14. juni 2006 i Abuja, Nigeria, en Ecowaskonvention om håndvåben og lette våben, ammunition hertil og andet tilknyttet materiel, der trådte i kraft den 29. september 2009. Medlemsstaterne i Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC) og Republikken Rwanda vedtog den 30. april 2010 i Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo, en centralafrikansk konvention om kontrol med håndvåben og lette våben, ammunition hertil samt dele og komponenter, som kan anvendes til fremstilling, reparation eller samling heraf. I de to konventioner har signatarstaterne bl.a. forpligtet sig til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at garantere betryggende og effektiv forvaltning, opbevaring og sikkerhed for deres nationale lagre af SALW i overensstemmelse med relevante standarder og procedurer.

(4)

Burkina Faso, Mali og Nigeria har i lighed med 23 medlemsstater ratificeret våbenhandelstraktaten; mens Tchad, Mauretanien og Niger har undertegnet den. I artikel 16, stk. 11, i våbenhandelstraktaten fastsættes det, at hver deltagende stat i forbindelse med gennemførelsen af traktaten kan søge bistand, herunder juridisk eller lovgivningsmæssig bistand, institutionel kapacitetsopbygning og teknisk, materiel eller finansiel bistand. Denne bistand kan omfatte lagerforvaltning, afvæbnings-, demobiliserings- og reintegrationsprogrammer, modellovgivning og effektiv praksis for gennemførelse. Enhver deltagende stat, som er i stand til det, skal efter anmodning yde en sådan bistand.

(5)

Burkina Faso, Mali, Mauretanien og Nigeria er deltagerstater i protokollen om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, der er knyttet til De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (»våbenprotokollen«).

(6)

Alle FN's medlemsstater har forpligtet sig til effektiv gennemførelse af FN's handlingsprogram vedrørende forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af ulovlig handel med håndvåben og lette våben i alle dens aspekter (»FN's handlingsprogram«) samt af det internationale instrument, der skal sætte staterne i stand til i tide og på pålidelig vis at identificere og spore ulovlige håndvåben og lette våben.

(7)

På det femte af de møder, som staterne afholder hvert andet år for at drøfte gennemførelsen af FN's handlingsprogram (den 16.-20. juni 2014 i New York), gentog samtlige FN's medlemsstater, at korrekt forvaltning af SALW-lagre, navnlig i konflikt- og postkonfliktsituationer, er afgørende for at forhindre ulykker og mindske risikoen for omledning til ulovlig handel, ulovlige væbnede grupper, terrorister og andre uautoriserede modtagere. FN's medlemsstater opfordrede til styrket internationalt og regionalt samarbejde og bistand i forbindelse med lagerforvaltning og spørgsmål vedrørende fysisk sikkerhed og forpligtede sig til så vidt muligt at udnytte teknologiske fremskridt til at styrke lagerforvaltningen, herunder fysiske sikkerhedsforanstaltninger.

(8)

Den folkelige opstand i Libyen i februar 2011 og den efterfølgende væbnede konflikt samt den politiske krise og sikkerhedskrisen i Mali i 2012 har illustreret, hvordan ikkestatslige aktører, herunder terrorister, kan udnytte utilstrækkeligt sikrede og forvaltede statsejede lagre til at omlede SALW og ammunition til skade for fred og sikkerhed. I en situation med øget aktivitet blandt ikkestatslige aktører i Sahelregionen, herunder i det nordlige Nigeria, er forbedring af våben- og ammunitionssikkerheden i Sahelstaterne blevet en prioritet.

(9)

De Forenede Nationers Regionale Center for Fred og Nedrustning i Afrika (UNREC), der er en del af De Forenede Nationers Kontor for Nedrustningsanliggender (UNODA), har lang erfaring med at bistå stater i Sahel og civilsamfundet med gennemførelse af internationale og regionale instrumenter vedrørende kontrol med SALW i overensstemmelse med det mandat, som centeret har modtaget af FN's Generalforsamling (resolution 40/151 G af 16. december 1985).

(10)

Siden 2013 har De Forenede Nationers multidimensionelle integrerede stabiliseringsmission i Mali (MINUSMA) gennem De Forenede Nationers minerydningstjeneste (UNMAS) bistået Malis myndigheder med minerydning og forvaltning af våben og ammunition i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2100 (2013) og 2164 (2014).

(11)

Den ikkestatslige organisation minerådgivningsgruppen (MAG) har for nylig indledt et regionalt projekt om akutte sikkerheds- og forvaltningsproblemer i forbindelse med konventionelle våben og ammunition hertil i mållande i Sahel-Maghreb-regionen.

(12)

I henhold til Rådets afgørelse 2011/428/FUSP (1) har Unionen bl.a. finansieret levering af mærkningsudstyr til retshåndhævende myndigheder i flere vestafrikanske stater samt uddannelse i det internationale mærknings- og sporingsinstrument og i de internationale tekniske retningslinjer for ammunition.

(13)

Unionen støtter i henhold til Rådets afgørelse 2013/320/FUSP (2) foranstaltninger, der har til formål at sikre ordentlig fysisk sikkerhed og lagerforvaltning (PSSM) i forbindelse med de libyske våbenarsenaler, for at mindske de risici, som ulovlig spredning af SALW og ammunition udgør for Libyens og dets nabolandes sikkerhed, herunder i Sahel.

(14)

Unionen støtter i henhold til Rådets afgørelse 2013/698/FUSP (3) oprettelse af en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige SALW og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil (»iTrace«) baseret på navnlig feltforskning i SALW og ammunition, der er i omløb i konfliktramte områder, herunder i Afrika.

(15)

Unionen har inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik iværksat tre aktioner i Sahelregionen: først EUCAP Sahel Niger indledt den 8. august 2012 til støtte for bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og terrorisme i Niger, dernæst Den Europæiske Unions uddannelsesmission i Mali indledt den 18. februar 2013 med henblik på at bidrage til omstrukturering og reorganisering af Malis væbnede styrker gennem uddannelse og rådgivning samt endelig EUCAP Sahel Mali indledt den 15. april 2014 med henblik på at yde de interne sikkerhedsstyrker i Mali strategisk rådgivning og uddannelse.

(16)

Unionen har siden 2011 i henhold til instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred, støttet FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelses indsats for at fremme ratifikation og gennemførelse af våbenprotokollen, navnlig i Vestafrika. Unionen har i henhold til dette instrument siden 2010 ydet finansiel støtte til det regionale center vedrørende håndvåben (RECSA) i De Store Søers Område, Afrikas Horn og de omkringliggende stater, der ligger i Nairobi —

a)

at skabe den nødvendige politiske opbakning til styrkelse af PSSM-procedurer og fremme regionalt samarbejde og vidensdeling

b)

at støtte mållande med udvikling af tidssvarende lovgivning, administrative procedurer og praktiske operative standardprocedurer (SOP'er) som grundlag for styrket PSSM i overensstemmelse med internationale standarder for bedste praksis

c)

at støtte gennemførelse af lagerforvaltnings- og sikkerhedsaktiviteter direkte, herunder gennem rehabilitering af lagerfaciliteter, destruktion af overskydende, forældede eller ulovlige SALW og afprøvning af nye teknologier.

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/44

(1)

Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003 EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (»strategien«), der i kapitel III indeholder en oversigt over foranstaltninger, der skal træffes både i Unionen og i tredjelande til bekæmpelse af sådan spredning.

(2)

EU gennemfører aktivt strategien og iværksætter de foranstaltninger, der er anført i kapitel II og III heri, f.eks. ved at frigive finansielle midler til støtte for specifikke projekter, der medfører fremme af det multilaterale ikkespredningssystem og af multilaterale tillidsskabende foranstaltninger. Haagadfærdskodeksen mod spredning af ballistiske missiler (»kodeksen« eller »HCoC«) og missilteknologikontrolregimet (»MTCR«) er integrerende dele af det multilaterale ikkespredningssystem. Kodeksen og MTCR har til formål at forebygge og begrænse spredningen af ballistiske missilsystemer, der kan fremføre masseødelæggelsesvåben (»WMD«), og relaterede teknologier.

(3)

Rådet vedtog den 17. november 2003 fælles holdning 2003/805/FUSP (1). Den fælles holdning opfordrer bl.a. til at fremme, at så mange lande som muligt tilslutter sig kodeksen, især dem med ballistiske missilkapaciteter, samt til yderligere udvikling og gennemførelse af kodeksen, navnlig dens tillidsskabende foranstaltninger, og fremme af en tættere forbindelse mellem kodeksen og FN's multilaterale ikkespredningssystem.

(4)

Den 8. december 2008 vedtog Rådet konklusioner og dokumentet »Nye EU-aktionslinjer i bekæmpelsen af spredning af masseødelæggelsesvåben WMD og deres fremføringsmidler«. Dokumentet fastslår bl.a., at spredning af WMD og deres fremføringsmidler fortsat er en af de største sikkerhedsudfordringer, og at ikkespredningsaktiviteter udgør en væsentlig del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. På baggrund af de fremskridt, der er gjort, og den igangværende indsats for at gennemføre »de nye aktionslinjer« vedtog Rådet i december 2010 at forlænge perioden for gennemførelse af dem indtil udgangen af 2012.

(5)

Rådet vedtog den 18. december 2008 afgørelse 2008/974/FUSP (2) til støtte for kodeksen inden for rammerne af gennemførelsen af strategien.

(6)

Den 23. juli 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/423/FUSP (3). Den afgørelse gjorde det muligt effektivt at fremme kodeksens universelle karakter og overholdelsen af dens principper. Det er en prioritet for Unionen at fortsætte dialogen blandt stater, der har tilsluttet sig kodeksen, og blandt ikketilsluttede stater med henblik på yderligere at fremme kodeksens universelle karakter samt dens gennemførelse og forbedring. Nærværende afgørelse bør bidrage til denne proces.

(7)

Mere generelt giver den fortsatte spredning af ballistiske missiler, der kan fremføre masseødelæggelsesvåben, anledning til stigende bekymring for det internationale samfund, især de igangværende missilprogrammer i Mellemøsten, Nordøstasien og Sydøstasien, herunder Iran, Syrien og Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea).

(8)

FN's Sikkerhedsråd understregede i UNSCR 1540 (2004) og gentog i UNSCR 1977 (2011), at spredning af nukleare, kemiske og biologiske våben og deres fremføringsmidler udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed, og pålagde stater blandt andet at afholde sig fra på nogen måde at støtte ikkestatslige aktører i at udvikle, erhverve, fremstille, besidde, transportere, afhænde eller anvende nukleare, kemiske eller biologiske våben og deres fremføringsmidler. Truslen mod den internationale fred og sikkerhed fra nukleare, kemiske og biologiske våben og deres fremføringsmidler blev igen bekræftet i UNSCR 1887 (2009) om ikkespredning af kernevåben og atomnedrustning. FN's Sikkerhedsråd besluttede desuden i UNSCR 1929 (2010) og 1718 (2006) blandt andet på grundlag af FN's sikkerhedsrådsresolution 1540 (2004), 1977 (2011) og 1887 (2009), at Iran og Nordkorea ikke må indlede aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, der kan fremføre kernevåben, herunder affyringer, der anvender teknologi vedrørende ballistiske missiler, og at stater skal træffe alle fornødne foranstaltninger til at hindre overførsel af teknologi eller teknisk bistand vedrørende sådanne aktiviteter til Iran og Nordkorea.

(9)

Denne afgørelse bør mere generelt have til formål at støtte en række aktiviteter til bekæmpelse af spredning af ballistiske missiler —

a)

støtte aktiviteter til støtte for kodeksen og MTCR, navnlig med henblik på:

b)

mere generelt støtte en række aktiviteter til bekæmpelse af spredning af ballistiske missiler, som særligt sigter mod at øge bevidstheden om denne trussel, optrappe indsatsen for at øge effektiviteten af de multilaterale instrumenter, opbygge støtte til initiativer til at imødegå disse specifikke udfordringer og bistå interesserede lande med nationalt at styrke deres relevante eksportkontrolregimer.

a)

aktiviteter til støtte for kodeksen:

b)

aktiviteter til generel støtte for ikkespredning af ballistiske missiler:

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/53

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1005/2008 fastsættes en EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).

(2)

I kapitel VI i forordning (EF) nr. 1005/2008 fastlægges proceduren for identifikation af ikkesamarbejdende tredjelande, foranstaltninger over for lande, der er identificeret som ikkesamarbejdende tredjelande, opstilling af en liste over ikkesamarbejdende tredjelande, fjernelse fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande, offentliggørelse af listen over ikkesamarbejdende tredjelande samt eventuelle hasteforanstaltninger.

(3)

I overensstemmelse med artikel 32 i forordning (EF) nr. 1005/2008 meddelte Kommissionen otte tredjelande ved afgørelse af 15. november 2012 (2) (»afgørelse af 15. november 2012«), at de muligvis kan identificeres som lande, som Kommissionens opfatter som ikkesamarbejdende tredjelande. Belize var blandt disse lande.

(4)

Kommissionen redegjorde i sin afgørelse af 15. november 2012 for de vigtigste kendsgerninger og overvejelser, der ligger bag en sådan identifikation.

(5)

Kommissionen meddelte ligeledes den 15. november 2012 i særskilte breve de otte tredjelande, at den overvejede muligvis at identificere dem som ikkesamarbejdende tredjelande. Belize var blandt disse lande.

(6)

Kommissionen identificerede ved gennemførelsesafgørelse af 26. november 2013 (3) (»gennemførelsesafgørelse af 26. november 2013«) Belize, Kongeriget Cambodja og Republikken Guinea som ikkesamarbejdende tredjelande, for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri. Kommissionen begrundede i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1005/2008, hvorfor disse tre lande efter dens opfattelse ikke opfyldte de folkeretlige forpligtelser, de som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat har til at træffe foranstaltninger til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

(7)

I overensstemmelse med artikel 33 i forordning (EF) nr. 1005/2008 placerede Rådet ved gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU (4) Belize, Kongeriget Cambodja og Republikken Guinea på listen over ikkesamarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri.

(8)

Efter oprettelsen af gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU vedrørende listen over ikkesamarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri, gav Kommissionen de identificerede lande mulighed for at fortsætte dialogen i overensstemmelse med de indholdsmæssige og proceduremæssige krav i forordning (EF) nr. 1005/2008. Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle oplysninger, som den anså for nødvendige, herunder mundtlige og skriftlige bemærkninger, med sigte på at give alle identificerede lande mulighed for at afhjælpe den situation, der lå til grund for deres opførelse på listen, og med at træffe konkrete foranstaltninger til afhjælpning af de påviste mangler. Den proces resulterede i erkendelsen af, at Belize har rettet op på situationen og truffet afhjælpende foranstaltninger.

(9)

I henhold til artikel 34, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1005/2008 bør Rådet derfor ændre gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU ved at fjerne Belize fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande.

(10)

Efter vedtagelsen af nærværende afgørelse om at fjerne Belize fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande i overensstemmelse med artikel 34, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1005/2008, er gennemførelsesafgørelse af 26. november 2013 om identificering af Belize som et ikkesamarbejdende tredjeland ikke længere relevant.

(11)

Efter vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse af 26. november 2013 og gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU fortsatte Kommissionen sin dialog med Belize. Navnlig Belize synes at have gennemført sine folkeretlige forpligtelser og har vedtaget en passende retlig ramme for bekæmpelse af IUU-fiskeri. Det indførte passende og effektiv overvågning samt en kontrol- og inspektionsordning, skabte en afskrækkende sanktionsordning og sikrede korrekt gennemførelse af ordningen for fangstattester. Belize forbedrede desuden sin overholdelse af sine internationale forpligtelser, herunder dem, der følger af regionale fiskeriforvaltningsorganisationers henstillinger og beslutninger, og oprettede et nyt system for registrering af fartøjer i overensstemmelse med folkeretten. Belize overholder for øjeblikket henstillingerne og beslutningerne fra relevante organer og har vedtaget sin egen nationale handlingsplan mod IUU-fiskeri i overensstemmelse med De Forenede Nationers internationale handlingsplan for bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

(12)

Kommissionen gennemgik Belizes overholdelse af sine internationale forpligtelser som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat i overensstemmelse med konklusionerne i afgørelse af 15. november 2012, med gennemførelsesafgørelse af 26. november 2013 og gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU og med de relevante oplysninger fra Belize. Den har ligeledes set nærmere på de foranstaltninger, der er truffet for at afhjælpe situationen samt de garantier, som de kompetente myndigheder i Belize har givet.

(13)

Kommissionen konkluderede i lyset af ovenstående, at de foranstaltninger, som Belize har truffet på baggrund af sine forpligtelser som flagstat, er tilstrækkelige til at opfylde artikel 91, 94, 117 og 118 i De Forenede Nationers havretskonvention, artikel 18, 19 og 20 i De Forenede Nationers aftale om fiskebestande og artikel III, stk. 8, i FAO's overholdelsesaftale. Kommissionen konkluderede, at de aspekter, der er fremført af Belize, påviser, at den situation, der berettigede til opførelsen af Belize på listen, er blevet afhjulpet, og at Belize har truffet konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen.

(14)

På den baggrund, og i overensstemmelse med artikel 34, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1005/2008, konkluderer Rådet, at Belize bør fjernes fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande. Gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU bør ændres i overensstemmelse hermed.

(15)

Den af Rådet trufne afgørelse er ikke til hinder for eventuelle efterfølgende foranstaltninger, der muligvis træffes af Rådet eller Kommissionen, i overensstemmelse med kapitel VI i forordning (EF) nr. 1005/2008, hvis faktiske elementer skulle vise, at Belize ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler det i henhold til folkeretten som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat, til at træffe foranstaltninger til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

(16)

I lyset af de skadelige virkninger, som opførelse på listen over ikkesamarbejdende tredjelande har, er det hensigtsmæssigt med øjeblikkelig virkning at fjerne Belize fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/56

(1)

Rådet vedtog den 12. august 2010 afgørelse 2010/452/FUSP (1), som forlængede Den Europæiske Unions observatørmission i Georgien, EUMM Georgia (»EUMM Georgia« eller »missionen«), der blev oprettet ved fælles aktion 2008/736/FUSP (2). Afgørelse 2010/452/FUSP udløber den 14. december 2014.

(2)

EUMM Georgia bør forlænges med yderligere to år på grundlag af det nuværende mandat.

(3)

Missionen gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21.

(4)

Afgørelse 2010/452/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1.

Artikel 7, stk. 3, affattes således:

»3.   Personalet skal overholde de missionsspecifikke minimumsoperationsstandarder i relation til sikkerhed samt missionssikkerhedsplanen, der støtter Unionens feltsikkerhedspolitik. For så vidt angår beskyttelse af EU's klassificerede informationer, som medarbejderne får kendskab til i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, skal de overholde de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (3).

(3)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).«"

2.

Artikel 12, stk. 5, affattes således:

»5.   Missionschefen sikrer beskyttelsen af EU's klassificerede informationer i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU.«

3.

I artikel 14, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med missionen mellem den 15. december 2014 og den 14. december 2015 udgør 18 300 000 EUR.«

4.

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 14a

Projektcelle

1.   EUMM Georgia skal have en projektcelle med henblik på at identificere og gennemføre projekter. EUMM Georgia skal i det fornødne omfang lette og rådgive om projekter, der gennemføres af medlemsstater og tredjelande under deres eget ansvar på områder, der berører EUMM Georgia og støtter dens mål.

2.   Med forbehold af stk. 3 bemyndiges EUMM Georgia til at anvende finansielle bidrag fra medlemsstaterne eller tredjelande til at gennemføre projekter, der konstateres at kunne supplere EUMM Georgias øvrige aktioner på sammenhængende vis, hvis disse projekter er:

EUMM Georgia indgår en aftale med disse stater, der navnlig fastsætter de specifikke procedurer med hensyn til behandlingen af klager fra tredjeparter over skader, der er påført som følge af handlinger eller undladelser, som EUMM Georgia har begået i forbindelse med anvendelsen af de midler, der er stillet til rådighed af disse stater. De bidragydende stater må under ingen omstændigheder drage hverken Unionen eller den højtstående repræsentant til ansvar som følge af handlinger eller undladelser, som EUMM Georgia har begået i forbindelse med anvendelsen af disse staters midler.

3.   Finansielle bidrag fra tredjelande til projektcellen skal godkendes af PSC.«

5.

Artikel 16, stk. 1, 2 og 3, affattes således:

»1.   HR har om nødvendigt og i overensstemmelse med missionens behov bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »CONFIDENTIEL UE/EU CONFIDENTIAL«, som er udarbejdet med henblik på missionen, til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse.

2.   HR har også bemyndigelse til i overensstemmelse med missionens operative behov og i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED«, der er udarbejdet med henblik på missionen, til FN og OSCE. Der udarbejdes ordninger mellem HR og FN's og OSCE's kompetente myndigheder med henblik herpå.

3.   HR har, hvis der er et specifikt og umiddelbart operativt behov derfor, også bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED«, der er udarbejdet med henblik på missionen, til værtsstaten. Der udarbejdes ordninger mellem HR og de kompetente myndigheder i værtsstaten med henblik herpå.«

6.

Artikel 18, stk. 2, affattes således:

»Den udløber den 14. december 2016.«

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/58

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/154/EU (2) gives der tilladelse til markedsføring af (6S)-5-methyltetrahydrofolsyre, glucosaminsalt som en ny levnedsmiddelingrediens.

(2)

I bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/154/EU fastsættes specifikationen for (6S)-5-methyltetrahydrofolsyre, glucosaminsalt. Bilaget indeholder en fejl i specifikationerne. Denne fejl bør rettes.

(3)

Gennemførelsesafgørelse 2014/154/EU bør derfor berigtiges.

(4)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/59

(1)

Anmeldelser af tilstedeværelse af skadegørere, jf. artikel 16, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF, eller af påvist forekomst eller mistanke om forekomst af skadegørere, jf. direktivets artikel 16, stk. 2, første afsnit, bør omfatte alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen og øvrige medlemsstater at planlægge og gennemføre så effektive foranstaltninger som muligt på EU-plan eller på regionalt plan, alt efter hvad der er relevant. Dette er vigtigt for at sikre en omfattende beskyttelse af Unionens område mod alle mulige kilder til plantesundhedsrisici.

(2)

For at sikre en hurtig reaktion bør visse elementer i disse anmeldelser indsendes, inden for otte arbejdsdage efter at tilstedeværelsen eller forekomsten af skadegørere er blevet bekræftet under hensyn til vigtigheden af disse elementer og muligheden for deres hurtige indsendelse, og alle krævede elementer bør indsendes senest tredive dage efter denne bekræftelse.

(3)

For at sikre, at Kommissionen og de øvrige medlemsstater holdes underrettet om ændringer, opdaterer den anmeldende medlemsstat disse anmeldelser så hurtigt som muligt, såfremt den får fremlagt nye relevante oplysninger, eller hvis den træffer nye relevante foranstaltninger, efter at den har indsendt de krævede oplysninger.

(4)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

17.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 360/65

(1)

Den 19. december 2013 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen til Unionen af korte fibre af polyester med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indien og Vietnam (»de pågældende lande«) på grundlag af artikel 10 i forordning (EF) nr. 597/2009 (»grundforordningen«). Den offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (2) (»indledningsmeddelelsen«).

(2)

Kommissionen indledte undersøgelsen på grundlag af en klage indgivet den 4. november 2013 af European Man-made Fibres Association (CIRFS) (»klageren«) på vegne af syv producenter. Klageren tegnede sig for over 70 % af den samlede EU-produktion af korte fibre af polyester (Polyester Staple Fibres — »PSF«). Klagen indeholdt umiddelbare beviser for subsidiering og deraf følgende væsentlig skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Før indledningen af proceduren og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7, underrettede Kommissionen Folkerepublikken Kinas myndigheder (»de kinesiske myndigheder«), Indiens myndigheder (»de indiske myndigheder«) og Vietnams myndigheder (»de vietnamesiske myndigheder«) om, at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage med påstand om, at subsidieret import af PSF med oprindelse i de pågældende lande forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. De respektive myndigheder blev hver især indkaldt til konsultationer med henblik på at kaste lys over situationen for så vidt angik indholdet af klagen og nå frem til en gensidigt acceptabel løsning.

(4)

De kinesiske myndigheder tog ikke imod tilbuddet om konsultationer, idet de hævdede, at der forelå en misforståelse med hensyn til datoen for indgivelsen af klagen. De kinesiske myndigheder fremsatte dog bemærkninger til påstandene i klagen om, at ordningerne ikke var udligningsberettigede.

(5)

De indiske myndigheder tog imod tilbuddet om konsultationer, og disse blev gennemført. Det lykkedes ikke at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning under konsultationerne. De indiske myndigheders bemærkninger til de ordninger, der var anført i klagen, blev dog taget behørigt til efterretning.

(6)

De vietnamesiske myndigheder tog imod tilbuddet om konsultationer, og disse blev gennemført. Det lykkedes ikke at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning under konsultationerne. De vietnamesiske myndigheders bemærkninger til de ordninger, der var anført i klagen, blev dog taget behørigt til efterretning.

(7)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte den med henblik på at deltage i undersøgelsen. Endvidere underrettede Kommissionen specifikt klagerne, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter og de kinesiske, indiske og vietnamesiske myndigheder, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere samt sammenslutninger, som den vidste var berørt af indledningen af undersøgelsen, og opfordrede dem til at deltage.

(8)

Interesserede parter havde mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og for at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(9)

I betragtning af det tilsyneladende store antal eksporterende producenter, EU-producenter og ikke forretningsmæssigt forbundne importører blev alle kendte eksporterende producenter og ikke forretningsmæssigt forbundne importører anmodet om at give sig til kende over for Kommissionen og, som angivet i indledningsmeddelelsen, at fremlægge grundlæggende oplysninger om deres aktiviteter vedrørende PSF i perioden fra den 1. oktober 2012 til den 30. september 2013. Der blev anmodet om disse oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 27 for at give Kommissionen mulighed for at afgøre, om det var nødvendigt at udtage stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan. De kinesiske, indiske og vietnamesiske myndigheder blev også hørt.

(10)

Kommissionen anførte i indledningsmeddelelsen, at den havde udtaget en foreløbig stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af salgs- og produktionsmængden af PSF i undersøgelsesperioden og under hensyntagen til virksomhedernes geografiske fordeling. Stikprøven bestod af fire EU-producenter. EU-producenterne i stikprøven tegnede sig for 54 % af den samlede EU-produktion af PSF.

(11)

Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Der blev ikke modtaget bemærkninger. Stikprøven er repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

(12)

For at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan, anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at fremlægge de oplysninger, der var anmodet om i indledningsmeddelelsen.

(13)

Otte ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremlagde de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, udtog Kommissionen indledningsvis en stikprøve bestående af de tre ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der repræsenterede den største importmængde til Unionen. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, blev alle kendte, berørte importører hørt om udtagningen af stikprøven.

(14)

En af importørerne i stikprøven trak sig ud af stikprøven, idet virksomheden meddelte Kommissionen, at den ikke agtede at besvare spørgeskemaet. Derefter opgav Kommissionen at anvende stikprøver i betragtning af det begrænsede antal tilbageværende importører (som ikke indgik i stikprøven), som alle blev anmodet om at besvare spørgeskemaet. To virksomheder, der både importerer og anvender den pågældende vare, anførte, at de ikke ønskede at samarbejde som importører, men som brugere. Fra de fem tilbageværende ikke forretningsmæssigt forbundne importører blev der modtaget fire spørgeskemabesvarelser.

(15)

For at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan, anmodede Kommissionen alle kendte eksporterende producenter i Kina om at fremlægge de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen bad endvidere Kinas repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(16)

I første omgang indsendte 23 eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. På grundlag af de oplysninger, Kommissionen modtog fra de eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter, og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27 foreslog den indledningsvis en stikprøve bestående af de fem samarbejdsvillige eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter, der repræsenterede den største eksportmængde til Unionen i undersøgelsesperioden. Yderligere to kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter indsendte de ønskede oplysninger på et senere tidspunkt. Disse to kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter var dog ikke af en sådan størrelse, at det ville have ændret noget ved stikprøven, selv om de havde indsendt de ønskede oplysninger inden for fristen.

(17)

To kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter anmodede om at få stikprøven udtaget på grundlag af det råmateriale, der anvendes til fremstilling af PSF. De gjorde således gældende, at der til stikprøven burde udtages det samme antal PSF-producenter, der anvender henholdsvis ren terephthalatsyre/monoethylenglycol (»PTA/MEG«) og polyethylenterephthalat (»PET«) i flager. De gjorde endvidere gældende, at fremstillingsprocesserne var forskellige, afhængigt af råmaterialet, og at producenter, der anvender forskellige råmaterialer, ikke konkurrerer på det samme marked. Det blev desuden hævdet, at PSF-producenter, der ikke anvender PTA/MEG som råmateriale, ikke kunne nyde godt af leveringen af PTA/MEG mod utilstrækkeligt vederlag som beskrevet i klagen.

(18)

Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af den største eksportmængde til Unionen i undersøgelsesperioden, jf. grundforordningens artikel 27, stk. 1. I forbindelse med stikprøven blev der også taget hensyn til, at nogle af ordningerne ikke nødvendigvis anvendes af alle eksporterende producenter i Kina. Det blev desuden bemærket, at stikprøven omfattede virksomheder, der anvender begge fremstillingsprocesser.

(19)

At foretage stikprøveudtagningen udelukkende ud fra typer fremstillingsprocesser ville være forbundet med en risiko for at foregribe resultatet af undersøgelsen ved at antage, at man fandt frem til, at der kun er ydet udligningsberettigede subsidier til PSF-producenter, der anvender PTA/MEG som råmateriale, ikke til PSF-producenter, der anvender PET-flager som råmateriale. Herudover mente man, at et sådant udtagningskriterium ville være vilkårligt, fordi den opnåede stikprøve med det samme antal virksomheder ikke ville være repræsentativ med hensyn til eksportmængden til Unionen, jf. grundforordningens artikel 27, stk. 1, og anmodningen blev derfor afvist.

(20)

En af de kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter krævede at få stikprøven baseret på eksportværdi frem for eksportmængde, og anmodede om at indgå i stikprøven. En stikprøveudtagning baseret på eksportværdier ville ikke føre til repræsentative og objektive resultater, eftersom priser kan fordrejes ved subsidiering. Kommissionen havde udtaget de fem største eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter, opgjort i mængde, som repræsenterede 53 % af de samarbejdsvillige kinesiske eksportørers samlede eksportmængde til Unionen. Dette betragtes som den største repræsentative eksportmængde, der med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed, jf. grundforordningens artikel 27, stk. 1. Dette krav blev derfor afvist.

(21)

Den samme part gjorde gældende, at dens råmaterialer udelukkende bestod af genanvendt tekstilaffald, og at den ikke modtog de subsidier, der måtte være knyttet til anvendelsen af PTA/MEG. Denne part hævdede, at den ikke burde tildeles en subsidiemargen, som var beregnet ud fra oplysninger vedrørende virksomheder, der anvendte PTA/MEG som råmateriale. Som anført i betragtning 18 blev der i forbindelse med stikprøven taget hensyn til, at nogle af ordningerne ikke nødvendigvis anvendes af alle eksporterende producenter i Kina. Denne anmodning blev derfor afvist.

(22)

Den foreløbige stikprøve bestående af fem eksporterende producenter, jf. betragtning 16, blev derfor bekræftet som den endelige stikprøve.

(23)

Efter fremlæggelsen af oplysninger satte klageren spørgsmålstegn ved Kommissionens stikprøveudtagningsmetode. Klageren rejste tvivl om de 23 samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenters/grupper af eksporterende producenters repræsentativitet, jf. betragtning 16, i forhold til den samlede mængde PSF, der eksporteres fra Kina til Unionen. Herudover mente klageren, at en stikprøve bestående af fem virksomheder var utilstrækkelig, i betragtning af at der angiveligt er 150 PSF-producenter i Kina. Herudover hævdede klageren, at der ved stikprøveudtagningen ikke blev taget hensyn til de kinesiske producenters geografiske fordeling og til, hvor stor en andel af de kinesiske producenter der anvender de forskellige relevante fremstillingsprocesser. Endelig gjorde klageren gældende, at Kommissionen ikke havde fremlagt oplysninger om den mængde PSF, der faktisk fremstilles af de kinesiske virksomheder i stikprøven, og om, hvorvidt den fremstillede mængde er repræsentativ i forhold til den samlede mængde PSF, der fremstilles i Kina.

(24)

Importen fra de 23 samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter tegnede sig for 83 % af den samlede importmængde fra Kina, og samarbejdsniveauet blev derfor anset for at være højt. Som nævnt i betragtning 16 udtog Kommissionen en stikprøve bestående af fem eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, og som repræsenterede den største eksportmængde til Unionen i undersøgelsesperioden, jf. grundforordningens artikel 27. På dette grundlag blev stikprøven betragtet som repræsentativ. De udtagne virksomheder blev anmodet om at udfylde hele spørgeskemaet. Under alle omstændigheder kan eksporterende producenter, der ikke er villige til at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, ikke udtages til stikprøven, da Kommissionen tilstræber at fastlægge de faktiske omstændigheder på grundlag af de oplysninger, der indhentes hos de samarbejdsvillige eksporterende producenter via deres spørgeskemabesvarelser, som kontrolleres på stedet.

(25)

Med hensyn til udtagning af en stikprøve af eksporterende producenter under hensyntagen til deres geografiske fordeling i Kina underbyggede klageren ikke sin påstand. Klageren forklarede navnlig ikke, hvorfor en stikprøve baseret på kriteriet om geografisk fordeling ville være i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, der til gengæld giver mulighed for at udtage stikprøven på grundlag af den største eksportmængde.

(26)

Hvad angår påstanden om, at stikprøven ikke tog hensyn til, hvor stor en andel af de kinesiske producenter der anvender de forskellige relevante fremstillingsprocesser, påpeges det, at stikprøven omfattede virksomheder, der anvender begge fremstillingsprocesser, jf. betragtning 18. Desuden anvender de største kinesiske eksportører PTA/MEG til fremstilling af PSF til EU-markedet.

(27)

Det bemærkes endvidere, at klageren henviser til produktion frem for eksport til Unionen, men der er ikke noget krav om, at Kommissionen skal oplyse, hvilken mængde PSF der fremstilles af de kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter i stikprøven, eftersom formålet med den nuværende procedure er at vurdere subsidieringen i forhold til den mængde PSF, der fremstilles i Kina og eksporteres til Unionen.

(28)

Alle klagerens påstande vedrørende stikprøveudtagningsmetoden blev derfor afvist.

(29)

For at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan, anmodede Kommissionen alle kendte eksporterende producenter i Indien om at fremlægge de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen bad endvidere Indiens repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(30)

Otte eksporterende producenter i Indien fremlagde de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af fire virksomheder på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, blev alle kendte, berørte eksporterende producenter og de indiske myndigheder hørt om udtagningen af stikprøven. Der blev ikke fremsat bemærkninger.

(31)

Efter fremlæggelsen af oplysninger henviste klageren til, at der findes 17 PSF-producenter i Indien, og satte spørgsmålstegn ved, om en stikprøve bestående af fire eksporterende producenter var repræsentativ. Kommissionen bekræfter, at stikprøven på fire indiske eksporterende producenter blev betragtet som repræsentativ, da den dækker ca. 90 % af den samlede indiske eksport til Unionen i undersøgelsesperioden.

(32)

Kommissionen anmodede alle kendte eksporterende producenter i Vietnam om at fremlægge de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen bad endvidere Vietnams repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(33)

Fem eksporterende producenter i Vietnam fremlagde de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven, men en af disse virksomheder havde ikke haft eksportsalg til Unionen i undersøgelsesperioden. Kommissionen besluttede derfor, at denne virksomhed ikke skulle undersøges. I betragtning af det lave antal tilbageværende eksporterende producenter besluttede Kommissionen, at stikprøveudtagning ikke var nødvendig.

(34)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede klageren, at der for Vietnams vedkommende blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra tre ud af de fire eksporterende producenter, og at Kommissionen burde havde forsøgt at opnå samme dækning for den kinesiske og indiske eksport. Kommissionen gør opmærksom på, at erhvervsgrenens situation i Vietnam var meget anderledes på grund af det meget begrænsede antal samarbejdsvillige eksporterende producenter (nemlig tre) i modsætning til det store antal eksporterende producenter i Kina og Indien. Derfor var det kun nødvendigt at udtage stikprøver i de to sidstnævnte lande. Kommissionen præciserer desuden, at de tre samarbejdsvillige, undersøgte vietnamesiske eksporterende producenter tegner sig for over 99 % af den samlede importmængde af den pågældende vare fra Vietnam til Unionen.

(35)

Tre eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter i Kina anmodede om en individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3. I betragtning af antallet af anmodninger om individuel undersøgelse og størrelsen af stikprøven af eksporterende producenter fra Kina ville undersøgelsen af disse anmodninger være urimeligt byrdefuld. Anmodningerne blev derfor afvist.

(36)

En eksporterende producent i Indien anmodede om en individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3. Undersøgelsen af denne anmodning blev accepteret. Det blev navnlig fastslået, at en individuel undersøgelse i dette særlige tilfælde ikke ville være urimeligt byrdefuld og ikke ville hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen.

(37)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til Kinas repræsentanter (herunder særlige spørgeskemaer rettet til banker og producenter af PTA og MEG), Indiens repræsentanter (herunder særlige spørgeskemaer rettet til banker) og Vietnams repræsentanter (herunder særlige spørgeskemaer rettet til banker og producenter af PTA og MEG). Kommissionen sendte endvidere spørgeskemaer til fem eksporterende producenter i stikprøven i Kina, fem eksporterende producenter (fire, som indgik i stikprøven, og en, som ikke indgik i stikprøven) i Indien, fire eksporterende producenter i Vietnam, fire EU-producenter, fem ikke forretningsmæssigt forbundne importører og 105 brugere.

(38)

Hvad angår Kina blev der modtaget spørgeskemabesvarelser fra de kinesiske myndigheder (Handelsministeriet) og de fem kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter i stikprøven. Hvad angår Indien blev der modtaget spørgeskemabesvarelser fra de indiske myndigheder (Ministeriet for Handel og Industri), de fire indiske eksporterende producenter i stikprøven og den indiske eksporterende producent, der anmodede om en individuel undersøgelse. Hvad angår Vietnam blev der modtaget spørgeskemabesvarelser fra de vietnamesiske myndigheder (Den Vietnamesiske Konkurrencemyndighed, Ministeriet for Industri og Handel samt en række banker). En eksporterende producent, der tegnede sig for en meget beskeden eksportmængde til Unionen, trak sig ud af samarbejdet og besvarede ikke spørgeskemaet. Der blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra de øvrige tre vietnamesiske eksporterende producenter (heraf to tilhørende samme koncern). Herudover indsendte fire EU-producenter, fire ikke forretningsmæssigt forbundne importører og tolv brugere spørgeskemabesvarelser.

(39)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede klageren, at det antal spørgeskemaer, der blev sendt til EU-producenterne i stikprøven, tilsyneladende ikke stod i forhold til det antal, der blev sendt til importørerne og brugerne. Hertil skal det først og fremmest bemærkes, at det antal spørgeskemaer, der blev sendt til en bestemt gruppe af økonomiske aktører (EU-producenter, eksporterende producenter, importører eller brugere), ikke afspejler den vægt, Kommissionen tillægger deres respektive situation. Formålet var udelukkende at indhente oplysninger af den rette kvalitet og i den rette mængde til at kunne foretage den bedst mulige analyse af subsidiering, skade og Unionens interesser.

(40)

I dette tilfælde blev der sendt spørgeskemaer til de fire EU-producenter i stikprøven, de fem kinesiske eksporterende producenter i stikprøven, fem indiske eksporterende producenter, fire vietnamesiske eksporterende producenter, fem importører og alle kendte brugere samt alle de brugere, der havde givet sig til kende. Faktisk indeholder grundforordningens artikel 27 ikke bestemmelser om stikprøveudtagning af brugere. Desuden viser erfaringerne fra de hidtidige handelsbeskyttelsesundersøgelser, at selv om der i nogle tilfælde med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger kan kontaktes et stort antal brugere, er det som regel kun et begrænset antal af disse, der er villige til at besvare et spørgeskema. Derfor bestræbte Kommissionen sig også i dette tilfælde aktivt på at få et samarbejde i stand med så stort et antal brugere som muligt.

(41)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at afgøre, om der fandt subsidiering sted, og fastlægge den deraf følgende skade og Unionens interesser. Der blev i henhold til grundforordningens artikel 26 aflagt kontrolbesøg hos følgende statslige myndigheder, finansielle institutioner og virksomheder:

(42)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gjorde klageren gældende, at størsteparten af de kinesiske producenter er koncentreret i de sydøstlige kystprovinser Jiangsu og Zhejiang, og at ingen af de fem kontrolbesøg fandt sted i disse to provinser. I den forbindelse bemærkes det, at Jiangsu Xinsu Chemical Fibre Co and Jiangsu Huaxicun Co befinder sig i Jiangsu-provinsen, og at Zhejiang Anshun Pettechs Fibre befinder sig i Zhejiang-provinsen. Denne påstand blev derfor afvist.

(43)

Herudover gjorde klageren gældende, at to store kinesiske producenter, målt i produktionskapacitet, ikke var omfattet af stikprøven. Hvad det angår gøres der opmærksom på, at Kommissionen som forklaret i betragtning 16 og 18 udtog stikprøven på grundlag af den eksporterende mængde til Unionen og valgte de fem største eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter til Unionen, jf. grundforordningens artikel 27. Alene det forhold, at der findes andre store PSF-producenter i Kina, anfægter ikke som sådan stikprøvens repræsentativitet.

(44)

Klageren fremsatte en lignende påstand vedrørende Vietnam og gjorde gældende, at to store vietnamesiske PSF-producenter ikke var omfattet af undersøgelsen. Som forklaret af Kommissionen i betragtning 32-34 dækkede undersøgelsen samtlige de vietnamesiske producenter, der eksporterer PSF til Unionen, og der blev modtaget svar fra tre eksporterende producenter, der tegner sig for praktisk taget al PSF-eksport til Unionen. Det forhold, at der måtte findes andre store PSF-producenter i Vietnam, der ikke eksporterer den pågældende vare til Unionen, er ikke relevant for de samarbejdsvillige eksporterende producenters repræsentativitet.

(45)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra den 1. oktober 2012 til den 30. september 2013 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2010 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(46)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremsatte klageren bemærkninger til undersøgelsesperiodens varighed, som den anså for at være for kort og dermed for at have påvirket Kommissionens konklusioner i negativ retning. Klageren anførte, at man med en varighed på 12 måneder så bort fra, at EU-erhvervsgrenen efter dens opfattelse var blevet påført skade i en periode på adskillige år. Klageren mente endvidere, at de subsidier, der blev anført i klagen, ikke kunne analyseres fyldestgørende med en undersøgelsesperiode på 12 måneder.

(47)

Hvad angår skadesanalysen skal det understreges, at Kommissionen foretog en vurdering af årene 2010, 2011 og 2012 samt af undersøgelsesperioden og ikke, som klageren anfører, kun af de 12 måneder, der svarer til undersøgelsesperioden. Med hensyn til at afgøre, om der fandt subsidiering sted, valgte Kommissionen inden for rammerne af sin skønsbeføjelse og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 5 og 11 en undersøgelsesperiode på 12 måneder. Indtil fremlæggelsen af oplysninger fremsatte hverken klageren eller nogen anden interesseret part bemærkninger til undersøgelsesperiodens varighed, som fremgik af indledningsmeddelelsen og spørgeskemaerne. Kommissionen finder, at en undersøgelsesperiode på 12 måneder er passende med henblik på at opnå repræsentative resultater til brug for undersøgelsen. Denne påstand blev derfor afvist.

(48)

Den 2. oktober 2014 fremlagde Kommissionen de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den agtede at afslutte proceduren, for alle interesserede parter og opfordrede disse til at fremsætte bemærkninger. Der blev modtaget bemærkninger fra en brugersammenslutning, klageren, en kinesisk eksporterende producent og dennes tilknyttede virksomheder, fire indiske eksporterende producenter, de kinesiske myndigheder og de vietnamesiske myndigheder. Kommissionen overvejede bemærkningerne, der blev taget i betragtning, hvor det var relevant.

(49)

Bemærkningerne fra brugersammenslutningen vedrørte spørgsmålet om Unionens interesser, der ikke blev vurderet, da der ikke er nogen grund til at indføre foranstaltninger.

(50)

Den pågældende vare er korte syntetiske fibre af polyester, ikke kartede, kæmmede eller på anden måde beredte til spinding, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indien og Vietnam, i øjeblikket henhørende under KN-kode 5503 20 00 (»den pågældende vare«).

(51)

Den pågældende vare kan normalt fremstilles enten af PTA (ren terephthalatsyre) og MEG (monoethylenglykol) eller af genanvendt flaske-PET i flager til fremstilling af genvundet PSF. Varen har en lang række anvendelsesformål; den anvendes f.eks. i beklædningsgenstande og boligartikler, men også i bilindustrien, hygiejne- og medicinalindustrien samt bygge- og anlægssektoren.

(52)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

(53)

Kommissionen har derfor fastslået, at disse varer er den samme vare, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(54)

To offentlige myndigheder og en sammenslutning, der repræsenterer eksporterende producenter i et af de pågældende lande, hævdede, at PSF fremstillet af PTA/MEG og PSF fremstillet af genanvendte PET-flasker burde betragtes som to forskellige varer. Påstanden tog udgangspunkt i forskellen mellem de vigtigste råmaterialer, idet der til visse typer PSF anvendes PTA/MEG, mens der til visse andre typer anvendes flager fremstillet af genanvendte PET-flasker. I tilknytning hertil blev omkostninger og salgspriser nævnt som vigtige forskelle. Det blev også hævdet, at der er væsentlige kvalitetsforskelle mellem PSF fremstillet af PTA/MEG og PSF fremstillet af genanvendte PET-flasker, hvilket har betydning for anvendelsen.

(55)

PSF fremstillet af PTA/MEG og PSF fremstillet af genanvendte PET-flasker er ganske rigtigt to forskellige typer PSF inden for PSF-varedækningen. De to typer har dog de samme fysiske og kemiske egenskaber og deres endelige anvendelsesformål er grundlæggende de samme. Det anerkendes, at ikke alle varetyperne er indbyrdes substituerbare, men tidligere undersøgelser og den aktuelle undersøgelse har slået fast, at de forskellige varetyper i det mindste er delvist indbyrdes substituerbare, og at deres anvendelsesformål er delvist overlappende. Påstanden blev derfor afvist.

(56)

En eksporterende producent gentog i sine bemærkninger, at genanvendte PET-flasker i modsætning til anvendelsen af flager fremstillet af genanvendte PET-flasker indebærer en anden fremstillingsproces og udgør et andet råmateriale. Den samme part tilføjede, at omkostninger og salgspris såvel som kvaliteten af PSF fremstillet af genanvendte PET-flasker er betydeligt lavere end for »normal PSF«. Kommissionen fastholder, at råmaterialet, hvad enten det drejer sig om genanvendte PET-flasker eller flager fremstillet af genanvendte PET-flasker, i alt væsentligt er det samme. Sammenlignet med PET-flager er de yderligere etaper, der er nødvendige, når der anvendes PET-flasker, sortering og vask af flaskerne, efterfulgt af findeling af flaskerne til flager. Alle de efterfølgende fremstillingsetaper er de samme. Desuden har den færdige vare de samme egenskaber, idet der dog kan forekomme forskellige kvaliteter, hvilket der da også er taget højde for i forbindelse med varekontrolnummeret (PCN — Product Control Number). Prisforskellen (om nogen), baseret på de forskellige kvaliteter, afspejles derfor også af varekontrolnummeret. Denne påstand blev derfor afvist.

(57)

En offentlig myndighed og fire eksporterende producenter hævdede, at standard-PSF og special-PSF skal behandles som forskellige varer på grund af forskellene i produktionsomkostninger, salgspriser og anvendelsesformål. Det blev også hævdet, at EU-erhvervsgrenen fokuserer på special-PSF som den vigtigste type PSF, mens de pågældende lande hovedsagelig leverer standard-PSF.

(58)

Den offentlige myndighed og de fire eksporterende producenter, der fremsatte den i betragtning 57 omhandlede påstand, fremlagde ikke nogen definition af special-PSF.

(59)

Special-PSF, som defineret af EU-producenterne i stikprøven, spænder fra PSF fremstillet af en kombination af polyester og polyethylen til brug i hygiejneprodukter, farvet PSF, PSF med en særlig sejhed, flammehæmmende PSF, PSF til tekniske formål (f.eks. geotekstiler og fiberdug, som anvendes i byggesektoren) og PSF, som designes, udvikles og tilpasses særlige anvendelsesformål sammen med kunden, til PSF, som anvendes i bilindustrien (specielt synligt betræk i biler skal være farvehomogent).

(60)

Standard-PSF er ifølge EU-producenterne i stikprøven PSF med mere fleksible specifikationer.

(61)

I den foreslåede definition af special-PSF og standard-PSF har de to typer PSF samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber. Det forhold, at der findes flere typer og kvaliteter, udelukker ikke, at de kan betragtes som én og samme vare. Der ser ud til at være flere mulige anvendelsesformål for standard-PSF end for special-PSF, men denne forskel er ikke nok til, at de skal klassificeres som to separate varer. Selv om de forskellige typer PSF har forskellige egenskaber svarende til deres specifikke anvendelsesformål, er deres grundlæggende fysiske egenskaber og anvendelsesformål de samme.

(62)

Herudover skal det præciseres, at den type PSF, EU-producenterne hovedsagelig fremstillede i undersøgelsesperioden, ikke var special-PSF. Denne udgjorde i gennemsnit ca. 40 % af alle de typer PSF, EU-producenterne i stikprøven fremstillede, i henhold til deres egen definition af standard-PSF og special-PSF.

(63)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gjorde en eksporterende producent endnu en gang gældende, at special-PSF og standard-PSF ikke er »samme vare« og derfor ikke kan undersøges under ét. Samme part bemærkede, at special-PSF og standard-PSF er forskellige med hensyn til endeligt anvendelsesformål, produktionsomkostninger og salgspris. Det anses derfor for at være en fejl fra Kommissionens side, at den ikke har undersøgt forskellene i omkostninger og salgspris for henholdsvis special-PSF og standard-PSF. Parten anførte, at det er uklart, hvordan produktionsomkostninger og salgspris for den undersøgte vare er blevet fastsat, og anmodede Kommissionen om at foretage en gennemgang af underbudsanalysen efter en adskillelse af oplysningerne om henholdsvis standard-PSF og special-PSF.

(64)

Kommissionen bekræfter, at PSF sælges som forskellige varetyper til spinding eller fiberdug. PSF kan f.eks. være sammensat af en eller to komponenter og have forskellige specifikationer med hensyn til decitex, sejhed, glans, kvalitet mv. Disse særlige kendetegn fremgik af varekontrolnummeret, som Kommissionen ikke havde modtaget nogen bemærkninger til. Det anerkendes, at standard-PSF og special-PSF ikke er indbyrdes substituerbare i alle deres mulige anvendelser, men de forskellige varetyper er delvist indbyrdes substituerbare og overlappende med hensyn til anvendelse. Som beskrevet i betragtning 61 og fastslået i forbindelse med tidligere procedurer vedrørende samme vare er disse varetypers fysiske og kemiske egenskaber og deres endelige anvendelsesformål grundlæggende de samme. Alle typer er baseret på de samme råmaterialer (PTA/MEG eller genanvendt PET), der tegner sig for over 60 % af produktionsomkostningerne. Råmaterialerne kan suppleres med tilsætningsstoffer eller yderligere komponenter for at give fibrene bestemte egenskaber. Varekontrolnummeret dækker råmaterialernes oprindelse og andre elementer, der indvirker på produktionsomkostningerne og salgspriserne. Der er dog ingen væsentlig forskel i fremstillingsprocessen for standard-PSF og special-PSF. Dette kan konstateres i forbindelse med EU-producenterne i stikprøven, hvoraf ingen udelukkende fremstiller standard-PSF eller special-PSF. Endelig findes der tilsyneladende ikke nogen konsekvent og almindelig anerkendt definition af special-PSF. F.eks. anses PSF, som anvendes i hygiejneindustrien, af nogle EU-producenter for at være special-PSF, jf. betragtning 59. På den anden side har forskellige brugere og en brugersammenslutning anført, at PSF til anvendelse i hygiejneindustrien til f.eks. vådservietter er en standardtype, selv om det af hensyn til sundhed og sikkerhed helst ikke bør bestå af genanvendte materialer. Desuden anser nogle EU-producenter PSF, der opfylder særlige kundespecifikke krav (f.eks. en bestemt indfarvning), for at være special-PSF, selv om fremstillingsprocessen og produktionsomkostningerne for disse typer PSF kan være nøjagtig de samme som for andre (standard-)typer. Kommissionen kunne derfor ikke forlade sig på en selvbestaltet kategorisering af standard-PSF versus special-PSF, og denne påstand blev derfor afvist.

(65)

En bruger og en brugersammenslutning hævdede, at PSF importeret fra Kina er af bedre kvalitet end PSF fremstillet i Unionen. Et af argumenterne var, at PSF fra Folkerepublikken Kina ikke indeholder hårdt polymer. Et andet argument var kinesisk PSF's lyshed, hvor PSF fremstillet i Unionen hævdedes at indeholde grå nuancer, da størstedelen af Unionens PSF fremstilles af genanvendte PET-flasker.

(66)

Det første argument, ifølge hvilket PSF fremstillet i Unionen indeholder hårdt polymer, blev ikke underbygget med konkrete beviser. Desuden er det modsatte også blevet anført i andre bemærkninger fra brugere og i besvarelser af brugerspørgeskemaet (nemlig, at PSF fremstillet af EU-producenter som regel er af bedre kvalitet end PSF fremstillet i de pågældende lande).

(67)

Hvad angår det andet argument vedrørende lyshed bekræfter de oplysninger, der blev fremlagt i forbindelse med undersøgelsen, at PSF fremstillet af PTA/MEG som regel er lysere end PSF fremstillet af genanvendte PET-flasker (når der ikke tilsættes farvestoffer og/eller blegemidler under fremstillingen). De to typer PSF har dog de samme fysiske og kemiske egenskaber og deres endelige anvendelsesformål er grundlæggende de samme. Det bør også bemærkes, at det grundlæggende råmateriale var et af de aspekter, der blev taget i betragtning ved beregningen af skade. Med andre ord blev importeret PSF fremstillet af genanvendte PET-flasker kun sammenlignet med PSF fremstillet i Unionen af genanvendte PET-flasker. På samme måde blev importeret PSF fremstillet af PTA/MEG kun sammenlignet med PSF fremstillet i Unionen af PTA/MEG.

(68)

En brugersammenslutning, en eksporterende producent og en offentlig myndighed hævdede, at aftagerindustrierne ofte forlanger varer, der er fremstillet af PSF fra de pågældende lande (især Kina).

(69)

Denne påstand blev ikke underbygget med konkrete beviser, heller ikke for at præcisere, hvorfor der forlanges PSF fra de tre pågældende lande (hvis aftagerindustrierne rent faktisk stiller et sådant krav).

(70)

Brugersammenslutningen påstod nærmere bestemt, at bilindustrien i EU kun accepterer PSF fra Kina.

(71)

Den underbyggede dog ikke sin påstand og påviste heller ikke, at PSF fremstillet af EU-producenter ikke kan anvendes i EU's bilindustri. Desuden viser kontrollerede oplysninger, at EU-producenter også sælger betydelige mængder PSF til EU's bilindustri, hvilket tyder på det modsatte.

(72)

En eksporterende producent hævdede, at PSF fremstillet af denne eksporterende producent og PSF fremstillet af EU-producenter er forskellige varer, selv om de begge fremstilles af genanvendte PET-flasker. Ifølge denne eksporterende producent fremstilles dens PSF (fortrinsvis) af genanvendte PET-flasker (ikke flager), som undergår en anden fremstillingsproces og er et anden råmateriale end flager af genanvendte PET-flasker, som anvendes af andre PSF-producenter.

(73)

Denne påstand blev ligeledes afvist, eftersom PET-flasker og PET-flager (som er PET-flasker i flager) i alt væsentligt er det samme råmateriale, om end i en anden form.

(74)

Det blev derfor konkluderet, at alle de typer PSF, der er omfattet af undersøgelsen, har de samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber, og at deres endelige anvendelsesformål grundlæggende er de samme.

(75)

På grundlag af oplysningerne i klagen og besvarelserne af Kommissionens spørgeskema undersøgtes følgende ordninger, igennem hvilke de offentlige myndigheder i Kina angiveligt havde ydet subsidier:

(76)

Kommissionen undersøgte samtlige de ordninger, der ifølge klagen fandt anvendelse. For hver ordning blev det undersøgt, om det i henhold til grundforordningens artikel 3 kunne påvises, at de kinesiske myndigheder havde ydet et finansielt bidrag, og at de eksporterende producenter i stikprøven derved havde opnået en fordel. Det fremgik af undersøgelsen, at den i dette tilfælde konstaterede fordel ligger under den gældende bagatelgrænsen, jf. grundforordningens artikel 14, stk. 5 (3). Det anses derfor ikke for nødvendigt at træffe afgørelse om de enkelte ordningers udligningsberettigelse.

I det følgende gives der nærmere oplysninger om ordningerne og omfanget af de tilsvarende fordele for de enkelte virksomheder.

(77)

Det blev konstateret, at de kinesiske eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter i stikprøven ikke anvendte nedenstående ordninger i undersøgelsesperioden, og at der derfor ikke kunne påvises nogen fordel.