12.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 357/1

(1)

Den 18. februar 2002 anmeldte Frankrig en påtænkt omstruktureringsstøtte til Société Nationale Maritime Corse-Méditerranée (herefter benævnt »SNCM«), suppleret med yderligere oplysninger i brev af 3. juli 2002 (3). Denne omstruktureringsstøtte blev anmeldt, efter at de franske myndigheder den 20. december 2001 havde anmeldt et kontantlån fra Compagnie Générale Maritime et Financière (herefter benævnt »CGMF«) (4) til SNCM på 22,5 mio. EUR som redningsstøtte. Kommissionen godkendte ved beslutning af 17. juli 2002 (5) (herefter benævnt »beslutningen fra 2002«) redningsstøtten til SNCM efter den indledende undersøgelsesprocedure i EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Den anmeldte omstruktureringsstøtte bestod i en kapitaltilførsel på 76 mio. EUR til SNCM via CGMF.

(2)

Ved brev af 19. august 2002 meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (6) efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, i overensstemmelse med artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (7).

(3)

Den 8. oktober 2002 (8) fremsendte de franske myndigheder deres bemærkninger til Kommissionen vedrørende beslutningen af 19. august 2002 (9).

(4)

På anmodning af de franske myndigheder blev der afholdt arbejdsmøder med Kommissionens tjenestegrene henholdsvis den 24. oktober 2002, den 3. december 2002 og den 25. februar 2003.

(5)

I forbindelse med indledningen af proceduren modtog Kommissionen bemærkninger fra to virksomheder — fra Corsica Ferries France (herefter benævnt »CFF«) den 8. januar 2003 (10) og fra STIM d'Orbigny (Stef-TFE-koncernen) (herefter benævnt »STIM«) den 7. januar 2003 — samt fra forskellige lokale og regionale forvaltninger den 18. december 2002 og den 9. og 10. januar 2003. Kommissionen videresendte ved brev af henholdsvis den 13. og 16. januar 2003 og den 5. og 21. februar 2003 disse bemærkninger til Frankrig, så de franske myndigheder kunne fremkomme med deres kommentarer.

(6)

De franske myndigheder meddelte Kommissionen deres kommentarer til bemærkningerne fra CFF og STIM den 13. februar 2003 (11) og den 27. maj 2003 (12).

(7)

Den 16. januar 2003 fremsendte Kommissionens tjenestegrene en anmodning om yderligere oplysninger, som de franske myndigheder besvarede den 21. februar 2003.

(8)

Ved brev af 10. februar 2003 (13) redegjorde de franske myndigheder mere detaljeret for, hvorfor de mente, at støtteprojektet på alle punkter overholdt EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (14) (herefter benævnt »rammebestemmelserne fra 1999«).

(9)

Den 25. februar 2003 (15) fremsendte de franske myndigheder efter anmodning fra Kommissionen kopi af aktionæraftalen mellem SNCM og STIM.

(10)

Ved beslutning 2004/166/EF (16) (herefter benævnt »beslutningen fra 2003«) godkendte Kommissionen på visse betingelser omstruktureringsstøtten til SNCM, der skulle udbetales i to rater, den ene på 66 mio. EUR og den anden på højst 10 mio. EUR, idet det endelige beløb skulle fastsættes afhængigt af nettoprovenuet fra salget af aktiver efter vedtagelsen af beslutningen fra 2003. Udbetalingen af den første rate blev godkendt ved beslutningen fra 2003.

(11)

Den 13. oktober 2003 anlagde CFF sag ved Retten i Første Instans (herefter benævnt »Retten«) med påstand om annullation af beslutningen fra 2003 (sag T-349/03).

(12)

Ved beslutning 2005/36/EF (17) (herefter benævnt »beslutningen fra 2004«) besluttede Kommissionen, at de ændringer, som Frankrig havde anmodet om den 23. juni 2004, nemlig udskiftning af Aliso med Asco i fortegnelsen over de skibe, SNCM havde tilladelse til at benytte i henhold til beslutningen fra 2003, og salget af Aliso i stedet for Asco, ikke havde betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den ved beslutningen fra 2003 godkendte omstruktureringsstøtte var forenelig med fællesmarkedet.

(13)

Ved beslutning af 16. marts 2005 (herefter benævnt »beslutningen fra 2005«) (18) godkendte Kommissionen udbetalingen af anden rate af omstruktureringsstøtten på 3,3 mio. EUR, hvilket bragte det samlede godkendte støttebeløb op på 69,3 mio. EUR.

(14)

Den 15. juni 2005 afsagde Retten dom i sag T-349/03 (19) og annullerede beslutningen fra 2003 med henvisning til en fejlagtig vurdering af støttens minimumskarakter.

(15)

Den 25. oktober 2005 (20) fremsendte de franske myndigheder oplysninger til Kommissionen om udviklingen i rederiets finansielle situation siden anmeldelsen af omstruktureringsplanen af 18. februar 2002.

(16)

Den 17. november 2005 (21) leverede de franske myndigheder oplysninger om gennemførelsen af omstruktureringsplanen fra 2002 og genoprettelsen af SNCM's egenkapital (22).

(17)

Den 15. marts 2006 sendte de franske myndigheder Kommissionen et sammenfattende notat om markedet, forretningsplanen (indtægtsdelen) og den foreløbige resultatopgørelse (23). Kommissionens tjenestegrene fik udleveret yderligere dokumenter den 28. marts 2006 og den 7. april 2006 (24). I forbindelse med sidstnævnte fremsendelse af dokumenter opfordrede de franske myndigheder Kommissionen til at overveje, om ikke en del af omstruktureringsstøtten fra 2002 i dens påståede egenskab af »kompensation for public service-forpligtelser«, mere specifikt et beløb på 53,48 mio. EUR, i stedet for at blive betegnet som støtte til omstrukturering burde opfattes som ikkestøtte i overensstemmelse med retspraksis, jf. Altmark-dommen (25), eller som en særlig foranstaltning uafhængigt af omstruktureringsplanen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 86, stk. 2.

(18)

Den 21. april 2006 fik Kommissionen med henvisning til artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (26) meddelelse om en planlagt fusion, hvorved virksomhederne Veolia Transport (herefter benævnt »VT«) (27) og Butler Capital Partners (herefter benævnt »BCP«) i fællesskab ville få kontrollen med SNCM (28). Kommissionen besluttede ikke at rejse indsigelse mod den anmeldte fusion og erklærede den forenelig med det indre marked ved beslutning af 29. maj 2006 (29).

(19)

Den 21. juni 2006 (30) fik Kommissionen af de franske myndigheder tilsendt økonomi-, finans- og industriministeriets bekendtgørelse af 26. maj 2006 om godkendelse af finansielle transaktioner besluttet af de franske statsbaner, Société nationale des chemins de fer français (herefter benævnt »SNCF«), og dekret nr. 2006-606 af 26. maj 2006 om overførsel af SNCM til den private sektor.

(20)

Oplysningerne om tildelingen af public service-kontrakten og støtten af social karakter til besejlingen af Korsika blev fremsendt til Kommissionen den 7. juni 2006 (31).

(21)

Ved brev af 13. september 2006 underrettede Kommissionen de franske myndigheder om beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EF) nr. 659/1999 vedrørende de nye støtteforanstaltninger til fordel for SNCM og lade den omfatte den i 2002 anmeldte omstruktureringsplan (32) (herefter benævnt »beslutningen fra 2006«).

(22)

Den 16. november 2006 fremsendte Frankrig sine bemærkninger til Kommissionen vedrørende beslutningen fra 2006 (33).

(23)

Efter at Kommissionen fra visse interesserede parter var blevet anmodet om at forlænge fristen for fremsættelse af bemærkninger (34) med en måned, besluttede Kommissionen at give samtlige interesserede parter denne yderligere frist (35).

(24)

Fra CFF (36) og STIM (37) modtog Kommissionen bemærkninger, der blev videresendt til de franske myndigheder ved brev af 20. februar 2007. En tredjepart fremsendte ligeledes bemærkninger til de franske myndigheder og genfremsatte dem den 28. maj 2008.

(25)

De franske myndigheder meddelte deres kommentarer til bemærkningerne fra de interesserede tredjeparter den 30. april 2007 (38).

(26)

Den 20. december 2007 indgav CFF som opfølgning på fremsendelsen af oplysninger den 15. juni 2007 og den 30. november 2007 en klage over SNCM til Kommissionen. Klagen vedrører artikel 3 i den nye public service-kontrakt, der blev undertegnet i juni 2007 mellem Korsikas regionalforvaltning og konsortiet Compagnie Méridionale de Navigation-SNCM for perioden 2007-2013. Ifølge CFF indebar gennemførelsen af bestemmelserne i denne artikel mobilisering af yderligere finansielle ressourcer til SNCM på 10 mio. EUR for 2007. Endvidere ville kompensationen til SNCM for public service-forpligtelsen udgøre statsstøtte, som desuden var ulovlig, fordi den ikke var anmeldt til Kommissionen.

(27)

Kommissionen meddelte de interesserede parter sin beslutning om at forlænge fristen for tredjemand til at fremsætte bemærkninger til den 14. marts 2008.

(28)

Den 26. marts 2008 fremsendte Kommissionen bemærkningerne fra de interesserede tredjeparter til Frankrig, der meddelte sine kommentarer henholdsvis den 28. marts 2008, den 10. april 2008 og den 28. april 2008.

(29)

Ved beslutning af 8. juli 2008 afgjorde Kommissionen, at de nye foranstaltninger fra 2006 ikke udgjorde statsstøtte, jf. EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og at de i 2002 anmeldte foranstaltninger var støtte, som er forenelig med det indre marked.

(30)

Denne beslutning blev delvis annulleret af Retten den 11. september 2012 (39). Retten fandt, at Kommissionens konklusioner om de foranstaltninger, der var gennemført i 2006, var behæftet med åbenbart urigtige skøn. Vedrørende omstruktureringsforanstaltningerne fra 2002 fandt Retten, at analysen heraf skulle revideres, eftersom den annullerede beslutning var baseret på, at foranstaltningerne fra 2006 ikke var statsstøtte.

(31)

Som den eneste blev beslutningens konklusion om, at støtten på 53,4 mio. EUR som kompensation for SNCM's public service-forpligtelser i perioden 1991-2001 er forenelig, ikke annulleret. Dette punkt vil derfor ikke blive behandlet i denne afgørelse.

(32)

Kommissionen skal derfor træffe en ny endelig afgørelse. Der skal således ikke søges oplysninger efter datoen for den annullerede beslutnings vedtagelse. Efter annullationen må Kommissionen nemlig dels vurdere, om nogle af de omtvistede foranstaltninger svarer til en privat investors adfærd under markedsøkonomiske vilkår og dels — for så vidt de undersøgte foranstaltninger udgør statsstøtte — om betingelserne for forenelighed i henhold til de relevante rammebestemmelser er opfyldt. For hver af disse to undersøgelser kan Kommissionen i overensstemmelse med Rettens praksis (40) kun tage hensyn til de oplysninger, den havde til rådighed på datoen for vedtagelsen af den annullerede beslutning, dvs. den 8. juli 2008 (41).

(33)

Et møde fandt sted den 13. november 2012 med deltagelse af Kommissionen, de franske myndigheder og repræsentanter for SNCM.

(34)

Ved brev af 6. december 2012 og 5. februar 2013 anmodede de franske myndigheder to gange om en afgørelse om genoptagelse af sagens behandling af følgende grunde: ved at præcisere kriterierne for testen for den markedsøkonomiske investor, afsagde Retten angiveligt en nyskabende dom i retspraksis, som gjorde det nødvendigt at genåbne den kontradiktoriske procedure. Ved brev af 15. januar og 13. februar 2013 afviste Kommissionen disse anmodninger og understregede, at sagen kunne genoptages på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden var sket, og mindede om, at afgørelsen fra 2006 om at indlede undersøgelsen ikke var ulovlig. Kommissionen meddelte dog de franske myndigheder, at det stod dem frit for at indsende alle supplerende oplysninger om overvejelser, analyser eller ethvert dokument, de fandt passende.

(35)

De franske myndigheder sendte Kommissionen et oplysningsblad den 16. maj 2013.

(36)

Ved brev af 19. juni 2013 anmodede SNCM ligeledes om en afgørelse om genoptagelse af den formelle undersøgelsesprocedure af samme årsager som de franske myndigheder. Kommissionen afviste kravet ved skrivelse af 10. juli 2013. Kommissionen meddelte dog SNCM, at det stod dem frit for at indsende alle supplerende oplysninger om overvejelser, analyser eller ethvert dokument, de fandt passende.

(37)

Den 27. august 2013 sendte SNCM et oplysningsblad og en ny rapport vedrørende afhændelsen af SNCM.

(38)

Modtageren af den støtte, der er emnet for denne afgørelse, er SNCM, der har flere datterselskaber i søtransportsektoren, og som fragter passagerer samt person- og lastbiler mellem det franske fastland og Korsika, Italien (Sardinien) og Maghreb (Algeriet og Tunesien).

(39)

Aktieselskabet SNCM blev oprettet i 1969 ved fusionen af Compagnie générale transatlantique og Compagnie de navigation mixte, der begge var oprettet i 1850. Rederiet hed på daværende tidspunkt Compagnie générale transméditerranéenne, men blev i 1976 omdøbt til Société nationale maritime Corse-Méditerranée, efter at Société nationale des chemins de fer (SNCF) havde købt aktier i rederiet. Rederiet var i realiteten udvalgt af den franske regering til at sikre princippet om territorial enhed i relation til Korsika, idet dets takster for søtransport skulle tilpasses SNCF's takster for jernbanetransport i henhold til en overenskomst, der blev indgået den 31. marts 1976 for 25 år. Compagnie générale transatlantique havde i forvejen ved en tidligere overenskomst af 23. december 1948 af den franske regering fået til opgave at sikre trafikbetjeningen af Korsika.

(40)

Da den planlagte kapitaltilførsel blev anmeldt i 2002, ejedes 20 % af SNCM af SNCF og 80 % af CGMF. Efter fusionen den 30. maj 2006 (jf. betragtning 18 i denne afgørelse) ejer BCP og VT henholdsvis 38 % og 28 % af aktierne i SNCM, mens CGMF fortsat kontrollerer 25 % (9 % af aktierne ejes af medarbejderne).

(41)

I 2008 er SNCM's vigtigste datterselskaber Compagnie Méridionale de Navigation (herefter benævnt »CMN«) (42), Compagnie Générale de Tourisme et d'Hôtellerie (CGTH) (43), Aliso Voyage (44), Sud-Cargos (45), Société Aubagnaise de Restauration et d'Approvisionnement (SARA) (46), Ferrytour (47) og Les Comptoirs du Sud (48).

(42)

Efter salget af højhastighedsfartøjerne Aliso i september 2004 og Asco (49) i maj 2005, består SNCM's flåde af ti skibe (fem bilfærger (50), fire kombi-skibe (fragt og passagerer) (51) og et højhastighedsfartøj, der primært sejler fra Nice) (52). Syv af disse er regulært ejet af SNCM (53).

(43)

For fuldstændighedens skyld skal det oplyses, at rutesejladsen mellem havnene på det franske fastland og Korsika siden 1948 har været betragtet som en public service-forpligtelse, som SNCM og CMN havde koncession på fra 1976 til 2001 i henhold til en rammeaftale, der oprindelig blev indgået for 25 år. I medfør af de gældende EF-regler (54) og efter et EU- udbud (55) iværksat af regionalforvaltningen på Korsika (56), fik SNCM og CMN i fællesskab tildelt public service-kontrakten for sejladsen mellem Marseille og Korsika til gengæld for finansielle kompensationer i 2002-2006.

(44)

Da kontrakten udløb ved udgangen af 2006, blev public service-forpligtelserne vedrørende trafikbetjeningen af Korsika efter et nyt EU-udbud (57) overdraget konsortiet SNCM-CMN med virkning fra den 1. maj 2007 til den 31. december 2013 mod en kompensation på ca. 100 mio. EUR om året.

(45)

Sideløbende hermed er der pålagt alle transportvirksomheder, der besejler Korsika fra Toulon og Nice, forpligtelser med hensyn til antallet af overfarter. På disse ruter har indbyggerne på Korsika og visse andre kategorier af passagerer fra 2002 til 2013 nydt godt af særligt fordelagtige vilkår, der er indført i overensstemmelse med Kommissionens beslutninger af henholdsvis 2. juli 2002 (58) og 24. april 2007 (59).

(46)

SNCM opererer inden for passager- og godstrafik på især to forskellige markeder: dels Korsika og Maghreb fra Frankrig, dels lejlighedsvis Italien og Spanien.

(47)

Passagertrafikken til og fra Korsika er et stærkt sæsonpræget marked. Det er karakteriseret ved sæsonmæssige spidsbelastningsperioder med op til ti gange flere passagerer end i den mest »stille« måned i lavsæsonen, hvilket kræver, at operatøren råder over en flåde, der er dimensioneret til at kunne klare sådanne spidsbelastninger. Halvdelen af årsomsætningen ligger i juli og august. Der er desuden stor forskel på passagermængden henholdsvis til og fra øen, selv i højsæsonen: i juli er afgangene fra fastlandet f.eks. fuldt besat, mens der næsten ingen passagerer er på tilbageturen. Det betyder, at skibenes gennemsnitlige belægningsgrad på årsbasis er forholdsvis lav.

(48)

SNCM har traditionelt været den operatør, der sikrede trafikforbindelsen mellem Korsika og det franske fastland. Rent skematisk ligger to tredjedele af selskabets aktivitet på trafikken mellem Marseille og Korsika i forbindelse med varetagelsen af public service-forpligtelsen; den sidste tredjedel af aktiviteten udgøres af trafikforbindelser mellem andre havne (Nice-Korsika, Toulon-Korsika og internationale forbindelser til Sardinien og Maghreb).

(49)

SNCM havde længe monopol inden for sin hovedaktivitet. Siden 1996 har rederiet imidlertid været udsat for en konkurrence, som har udviklet sig meget hurtigt. Rederiet CFF er således i dag den dominerende aktør inden for skibsforbindelserne mellem fastlandet og Korsika, og dets markedsandel er fortsat stigende. Selv om CFF kun har været til stede på dette marked siden 1996, er dets passagertrafik vokset med 44 % om året mellem 2000 og 2005, og stigningen fortsætter. I 2008 tager næsten […] (60) % af skibspassagererne mellem fastlandet og Korsika en CFF-færge, mens kun […] (60) % sejler med SNCM, og CMN befordrer den resterende del, der udgør […] (60) %.

(50)

Den stilling, CFF har opnået på markedet siden 2000, kan også aflæses ud af antallet af passagerer i højsæsonen mellem Korsika og det franske fastland. Det fremgår af figuren nedenfor, at CFF's markedsandel er vokset fra 45 % i 2000 til 70 % i 2007, og SNCM's er faldet fra 53 % til 26 % i den samme periode, således at forskellen mellem de to rederier er på mere end 1 million passagerer.

Figur 1

Antallet af passagerer i højsæsonen (maj-september) mellem det franske fastland og Korsika — 2000-2007

(51)

SNCM's øvrige konkurrenter af mindre betydning på trafikken til og fra Korsika er Compagnie Méridionale de Navigation (CMN), Moby Lines, Happy Lines og TRIS.

(52)

SNCM's udbud af overfarter og selskabets markedsandele i relation til besejlingen af Korsika er reduceret siden 2006 med en nedgang på 8 % i udbuddet af pladser (– 20 % på ruterne fra Nice og – 3 % på ruterne fra Marseille).

(53)

Det kan dog ud af det fortsatte fald i markedsandele læses, at passagerernes tillid, som i vidt omfang forsvandt under de strejker og uroligheder, der var affødt af arbejdskonflikter i 2004 og 2005, bl.a. i forbindelse med rederiets privatisering, langsomt er ved at vende tilbage.

(54)

Markedet for passagertrafik mellem fastlandet og Korsika er i gennemsnit vokset med 4 % siden 1993. Stigningen forventes at fortsætte, idet der for 2008 ligeledes forventes en stigning på […] (60) % (på det tidspunkt, der er relevant for undersøgelsen af de faktiske omstændigheder) og derefter en mere beskeden vækst de følgende år. Det ser dog ikke ud til, at det får nye aktører til at søge ind på markedet. Ved det udbud, som Office des Transports de Corse iværksatte om en public service-kontrakt om besejlingen af visse havne på Korsika i perioden 2007-2013, indkom der kun bud fra CFF og SNCM-CMN, selv om det var muligt kun at byde ind på en del af en given rute.

(55)

SNCM's største konkurrent, CFF, har øget udbuddet af pladser — og dermed sin markedsandel — ganske kraftigt fra 500 000 til 4,5 mio. mellem 1999 og 2007 (30 % af forøgelsen har fundet sted mellem 2006 og 2007), hvorved selskabets passagertrafik har kunnet øges (fra 1,3 mio. passagerer i 2005 til 1,6 mio. i 2007). Denne politik har dog medført en strukturelt set lavere belægningsgrad for CFF end for SNCM med en forskel på 10 procentpoint i 2007. For SNCM var den gennemsnitlige belægningsgrad for hele året 48 % i 2007, hvilket er normalt i betragtning af markedets stærkt sæsonbestemte struktur (jf. ovenfor).

(56)

Hvad angår fragttrafikken til og fra Korsika, havde SNCM i 2005 ca. 45 % af markedet Marseille-Toulon til Korsika.

(57)

Med hensyn til almindelig godstransport (»uledsaget«) har SNCM og CMN tilsammen i realiteten monopol. I forbindelse med public service-kontrakten tilbyder de to selskaber hyppige afgange fra Marseille til alle havne på Korsika.

(58)

Ledsagede anhængere, der transporteres med færgerne, udgør i alt ca. 24 % af den almindelige godstransport målt i løbende meter, og her er der konkurrence mellem samtlige passagertrafikselskaber. SNCM og CMN sidder også på størsteparten af denne ledsagede trafik. De øvrige operatører, især CFF, har en markedsandel på 10 % svarende til 2 % af det samlede marked.

(59)

For køretøjer med egen trækkraft (61), der transporteres med færgerne (ca. 24 % af den almindelige godstransport i 2003) har SNCM og CMN ligeledes størsteparten af det pågældende marked. CFF har dog siden 2002 udviklet sit udbud og har nu ca. 15 % af markedet.

(60)

Tunesien og Algeriet er et vigtigt marked med ca. 5 mio. passagerer, hovedsagelig flypassagerer. I denne sammenhæng repræsenterer skibstrafikken ca. 15 % af trafikstrømmene. Algeriet er et betydeligt marked for passagerskibstrafik med 560 000 passagerer, mens det tunesiske marked er noget mindre med 250 000 passagerer.

(61)

Markedet for skibstrafik mellem Frankrig og Maghreb har været støt voksende med 13 % mellem 2001 og 2005. I betragtning af udsigterne til stigende turiststrømme til denne region forventedes der (på det tidspunkt, der er relevant for undersøgelsen af de faktiske omstændigheder) en årlig vækst i skibstrafikken på 4 % frem til 2010.

(62)

I Algeriet indtager SNCM pladsen som markedets næststørste operatør efter Entreprise Nationale de Transport Maritime de Voyageurs (ENTMV), der er et offentligt algerisk rederi. SNCM's markedsandel er vokset fra 24 % i 2001 til 35 % i 2005.

(63)

SNCM er ligeledes den næststørste operatør på det tunesiske marked efter Compagnie tunisienne de navigation (CTN). Selv om SNCM siden 2001 har mistet markedsandele til CTN og er gået fra 44 % til 39 % i 2004, kunne der dog konstateres en forbedring i 2005 (40 %).

(64)

Efter Kommissionens beslutning af 17. juli 2002 om godkendelse af redningsplanen for SNCM (62) anmeldte de franske myndigheder den 18. februar 2002 en omstruktureringsplan til fordel for SNCM. Denne foranstaltning bestod i gennem moderselskabet CGMF at tilføre SNCM kapital af en størrelsesorden på 76 mio. EUR, heraf 46 mio. EUR til dækning af omkostninger ved omstruktureringer (63). Denne kapitaltilførsel havde til formål af bringe SNCM's egenkapital op fra 30 mio. EUR til 106 mio. EUR.

(65)

I overensstemmelse med rammebestemmelserne fra 1999 forelagde de franske myndigheder Kommissionen en omstruktureringsplan (64) for SNCM:

(66)

Som reaktion på Kommissionens bemærkninger i dennes beslutning af 19. august 2002 redegjorde de franske myndigheder i brev af 31. januar 2003 for de forbedringer, der var foretaget i omstruktureringsplanen på følgende punkter:

(67)

Angående sidstnævnte punkt præciserede de franske myndigheder, at SNCM giver dette tilsagn uden forbehold, da rederiet mener, at det ville være til skade for dets strategiske positionering og imod dets interesser, fordi det ville medføre lavere indtjening og tillige være i strid med rederiets normale praksis og knowhow at indlede en priskrig.

(68)

I forbindelse med omstruktureringsplanen præsenterede de franske myndigheder Kommissionen for en udførlig finansiel model for perioden 2002-2007 baseret på medianhypoteser for en række variabler (66). De finansielle prognoser viser bl.a., at man allerede i 2003 ville opnå et positivt driftsresultat.

Tabel 1

Finansiel model for perioden 2002-2007

(69)

Kapitaltilførslen på 76 mio. EUR og den forventede tilbagevenden til rentabel drift i 2003 skulle ifølge de franske myndigheder betyde, at egenkapitalen kunne bringes op fra de ca. 30 mio. EUR ved udgangen af 2001 til 120 mio. EUR på kort sigt (2003) og derefter til 160-170 mio. EUR ved planens afslutning (2006-2007). Det ville nedbringe gælden fra 145 mio. EUR i 2002 til mellem 40 og 55 mio. EUR i 2003-2005. I de sidste år af planen forventedes en forøgelse af gælden i forbindelse med udskiftning af et eller to af SNCM's egne skibe.

(70)

De franske myndigheder fremlagde også en følsomhedsanalyse af de forventede resultater i forhold til arbejdshypoteserne om trafikken på de forskellige ruter. De forskellige simulationer viste, at SNCM burde have opnået en rentabel drift i de tænkte eksempler.

(71)

I første omgang pegede de franske myndigheder på to alternative beregningsmetoder, som de selv udelukkede, fordi de var for omkostningsfulde.

(72)

Den metode, de franske myndigheder i sidste instans valgte til at fastlægge beløbet for kapitaltilførslen, bestod i at beregne finansieringsbehovet på grundlag af den gennemsnitlige gearing i 2000 i fem europæiske færgerederier. På trods af forskellene i disse virksomheders balance valgte de franske myndigheder et gennemsnit på 79 %. De franske myndigheder hævdede, at de finansielle prognoser for 2002-2007 resulterer i en gennemsnitlig gearing på 77 %, og at egenkapitalen skulle være oppe på 169 mio. EUR i 2007. Denne egenkapital skulle kunne opnås med en kapitaltilførsel på 76 mio. EUR og gode resultater af de forskellige foranstaltninger i omstruktureringsplanen.

(73)

Kapitaltilførslen og omstruktureringsplanen fra 2002 gav ikke de ventede resultater, og fra 2004 blev SNCM's økonomiske og finansielle situation kraftigt forværret. Det skyldtes dels en række interne faktorer (arbejdskonflikter, utilstrækkelig og forsinket opfyldelse af produktivitetsmålene og tab af markedsandele), dels faktorer, der lå uden for SNCM's kontrol (ringere interesse for Korsika som turistmål, CFF's erhvervelse af markedsandele og ledelsesmæssige fejl fra den franske stats side (67)) samt stigende brændstofpriser.

(74)

SNCM's resultat blev opgjort til – 32,6 mio. EUR i 2004 og – 25,8 mio. EUR i 2005. Nettoresultatet var – 29,7 mio. EUR i 2004 og – 28,8 mio. EUR i 2005.

(75)

Forværringen af SNCM's økonomiske og finansielle situation foranledigede de franske myndigheder til at frasælge flere aktiver end forudset i omstruktureringsplanen fra 2002 og krævet i beslutningen fra 2003, samt at begynde at søge efter private partnere.

Tabel 2

Liste over de af SNCM afhændede aktiver siden 2002

(76)

Udvælgelsen af de private partnere forløb fra den 26. januar 2005 til slutningen af september 2005.

(77)

Den 26. januar og den 17. februar 2005 meddelte den franske regering, at den ville søge efter en privat partner til at tilføre kapital til SNCM for at styrke selskabets struktur og føre det gennem de nødvendige forandringer i forbindelse med selskabets videre udvikling.

(78)

Efter at have udpeget en uafhængig person til at overvåge søgningen gav Agence des Participations de l'Etat (»APE«) en rådgivende bank (»HSBC«) mandat til at kontakte potentielle overtagere.

(79)

I denne forbindelse blev 72 industrielle og finansielle investorer kontaktet med en opfordring til at fastsætte de finansielle vilkår for et tilbud, der skulle styrke selskabets forretningsprojekt og sikre beskæftigelsen og effektiv opfyldelse af public service-forpligtelsen. 23 af de pågældende investorer udtrykte interesse, 15 fortrolighedsaftaler blev undertegnet og 15 orienterende memoranda blev fremsendt. Seks virksomheder fremsatte tilbud i første runde den 5. april 2005, og tre tilbud (Connex, som siden blev Veolia Transdev (VT), Caravelle og BCP) gik videre til anden runde den 17. juni 2005 foruden en interessetilkendegivelse for en mindretalsaktiepost (Comanav). Tre tilbud gik videre til tredje runde den 28. juli 2005.

(80)

Den 14. september 2005 blev hver enkelt virksomhed opfordret til at fremsætte deres bindende og definitive tilbud inden den 15. september 2005. På det tidspunkt trak selskabet Connex sig, og myndighederne modtog to bindende tilbud på tilførsel af kapital og overtagelse af den samlede kapital fra koncernerne BCP og Caravelle.

(81)

Den 27. september 2005 udsendte den franske stat en pressemeddelelse med oplysning om, at man efter en grundig gennemgang af de to tilbud havde valgt tilbuddet fra koncernen BCP, fordi det dels var det mest acceptable ud fra et finansielt synspunkt, dels harmonerede bedst med SNCM's interesser, public service-forpligtelsen og beskæftigelseshensynene. BCP's oprindelige tilbud lød på et negativt beløb på 113 mio. EUR og repræsenterede det laveste overslag over den negative pris.

(82)

De potentielle overtagere havde i forbindelse med deres oprindelige tilbud udtrykkeligt forbeholdt sig mulighed for at justere dette efter gennemgangen af regnskaber og andre forhold. De franske myndigheder oplyste, at den oprindelige negative pris blev justeret opad, efter at undersøgelserne var afsluttet den 16. december 2005, med henvisning til en række objektive forhold, der havde indvirkning på den lovgivningsmæssige og økonomiske kontekst, som SNCM opererer i, og som var indtruffet efter fremsættelsen af tilbuddene den 15. september 2005. Den negative pris blev således ændret til 200 mio. EUR.

(83)

Forhandlingerne mellem de franske myndigheder og de fremtidige overtagere, dvs. BCP associeret med koncernen Connex, som efterfølgende blev til Veolia Transdev, et datterselskab til Veolia, betød, at det endelige beløb blev -142,5 mio. EUR, forhøjet med overtagelsen af en del af udgifterne til sygeforsikringerne for pensionerede medarbejdere fra SNCM (15,5 mio. EUR).

(84)

Efter denne åbne og ikkediskriminerende udvælgelsesprocedure blev der omsider den 13. oktober 2005 indgået en aftale mellem staten, BCP og VT i en meget vanskelig social og finansiel kontekst. VT er således SNCM's industrielle operatør (aktiepost på 28 %), mens BCP er hovedaktionæren med en aktiepost på 38 %. Staten har — bl.a. over for de ansatte — forpligtet sig til at beholde en aktiepost i rederiet på 25 % (69). BCP og VT har udarbejdet en forretningsplan for SNCM, som blev fremsendt til Kommissionen den 7. april 2006.

(85)

Aftaleprotokollen, i henhold til hvilken 75 % af SNCM's kapital afstås til private overtagere, blev undertegnet den 16. maj 2006 mellem parterne (BCP, VT og CGMF).

(86)

Ifølge afdeling II i aftaleprotokollen forpligter CGMF sig til at godkende, tegne og indbetale en kapitalforøgelse i SNCM på i alt 142,5 mio. EUR.

(87)

Ud over kapitalforøgelsen forpligter CGMF sig til at stille et beløb på 38,5 mio. EUR til rådighed for SNCM i form af et kontokurantlån. Dette lån, som SNCM indbetaler til en spærret konto (i banken CIC), skal anvendes til at finansiere »kulance«-omkostningsdelen oven i de beløb, der skal betales i medfør af lovfæstede og overenskomstmæssige bestemmelser, hvis overtagerne vil gennemføre en plan for personalenedskæringer. Kompensationer ud over de godtgørelser, de pågældende har krav på i medfør af lovfæstede og overenskomstmæssige bestemmelser, udbetales efter individuelle vurderinger udelukkende til ansatte, der har forladt virksomheden, og hvis ansættelseskontrakt dermed er brudt.

(88)

Denne mekanisme er fastsat i artikel II.2 i protokollen om overtagelse af 16. maj 2006, i henhold til hvilken denne konto er beregnet til »finansiering af den del af omkostningerne ved medarbejderes eventuelle frivillige fratræden eller afbrydelse af ansættelseskontrakter …, der skal lægges oven i ethvert beløb, som arbejdsgiveren skal betale i medfør af lovfæstede og overenskomstmæssige bestemmelser«. Bestyreren af den spærrede konto har »til opgave at frigive midlerne i takt med, at de pågældende medarbejdere, der ikke omplaceres internt i SNCM-koncernen, rent faktisk forlader rederiet, og frigive saldoen af det indefrosne beløb, når opgaven som bestyrer er fuldført«. Anvendelsen af denne konto er omfattet af en aftale om en spærret konto, som er bilag til aftaleprotokollen. For at benytte den spærrede konto skal SNCM give bestyrelsesformanden for CGMF en liste med navnene på de personer, hvis ansættelseskontrakt er blevet brudt, og for hvilke den spærrede konto ønskes benyttet, samt en månedlig nettoudgiftsopgørelse, dvs. en udtømmende opgørelse over samtlige godtgørelser og omkostninger, der udbetales til de berørte medarbejdere. Samtidig skal SNCM oplyse bestyreren af den spærrede konto om den »faktiske månedlige ekstraomkostning« for hver medarbejder, hvilket svarer til det tillæg til ethvert beløb, som arbejdsgiveren skal betale i medfør af lovfæstede og overenskomstmæssige bestemmelser. Det samlede beløb til statens supplerende kulanceforanstaltninger ville under ingen omstændigheder kunne overstige 38,5 mio. EUR, og under forudsætning af at disse supplerende sociale foranstaltninger ikke nåede denne grænse i tre år efter gennemførelsen af afhændelsen, ville det overskydende beløb skulle tilbagebetales til staten.

(89)

Efter disse foranstaltninger er der i aftaleprotokollens afdeling III fastsat bestemmelse om, at CGMF til de private overtagere skal afstå aktier svarende til 75 % af virksomhedens aktiekapital og den spærrede konto, der skal anvendes til at finansiere den del af socialplanen, der går ud over de lovfæstede og overenskomstmæssige forpligtelser.

(90)

Ifølge aftaleprotokollens afdeling III skal BCP/VT ligeledes foretage en supplerende kapitalforhøjelse på 8,75 mio. EUR, som stilles til rådighed for SNCM i takt med rederiets likviditetsbehov. I henhold til punkt III.2.7 i aftaleprotokollen svarer værdien af CGMF's aktier på ethvert tidspunkt til den oprindelige nominelle værdi forhøjet med […] (60) % af den nominelle indbetalte værdi multipliceret med D/365, hvor D er antallet af dage forløbet siden den dato, de blev tegnet, fratrukket alle udbetalte beløb (f.eks. udbytte). Disse bestemmelser finder ikke anvendelse, såfremt rederiet går i betalingsstandsning eller træder i likvidation.

(91)

Aftaleprotokollen (afdeling III.5) indeholder en ophævelsesklausul, som overtagerne kan gøre gældende kollektivt, hvis en af følgende begivenheder indtræffer og kan forventes at bringe deres forretningsplan og rederiets tilbagevenden til rentabel drift i fare:

(92)

I henhold til afdeling VII i aftaleprotokollen påtager CGMF sig en del af SNCM's sociale forpligtelser, nemlig udgifterne til pensionerede medarbejderes sygeforsikring, med et beløb på 15,5 mio. EUR med virkning fra datoen for overdragelsen af ejendomsretten til virksomheden.

(93)

De nærmere vilkår for virksomhedens ledelse er præciseret i aftaleprotokollens afdeling IV. Her står der, at ledelsesstrukturen i SNCM skal ændres til et aktieselskab med en direktion og en bestyrelse. Sidstnævnte skal i begyndelsen have 10 medlemmer og senere 14. Bestyrelsesformanden skal i en overgangsperiode repræsentere staten. Hvis public service-kontrakten tildeles SNCM, overtager en repræsentant for BCP posten som bestyrelsesformand. Direktionen varetager den driftsmæssige ledelse af SNCM.

(94)

Den 26. maj 2006 godkendte den franske regering afhændelsen af SNCM samt de ovennævnte foranstaltninger.

(95)

Det fremgår af ovenstående, at aftaleprotokollen indeholder tre typer statslige støtteforanstaltninger, der gør det berettiget at undersøge, om de er forenelige med EU-reglerne om statsstøtte:

(96)

Den foreliggende endelige afgørelse vedrører de foranstaltninger, Frankrig har iværksat til fordel for SNCM siden den 18. februar 2002, dvs.:

(97)

Denne afgørelse vedrører ikke godtgørelsen for SNCM's public service-forpligtelser for perioden 1991-2001, hvis regnskab er blevet bekræftet ved Rettens dom af 11. september 2012 (71).

(98)

Afgørelsen vedrører heller ikke undersøgelsen af de finansielle kompensationer, SNCM har modtaget eller vil modtage i relation til public service-forpligtelserne for perioden 2007-2013, der har været genstand for en særskilt procedure (72).

(99)

Endvidere skal det bemærkes, at både SNCM og Frankrig har anket dommen af 11. november 2012 til Domstolen i de forenede sager C-533/12 P og C-536/12 P. Denne afgørelse træffes dog i henhold til den anfægtede dom, i den udstrækning dommen ophævede afgørelsen af 8. juli 2008. Skulle domstolsprøvelsen føre til en hel eller delvis ophævelse af dommen af 11. november 2012 og medføre genindførelse af nogle af de ved denne dom ophævede dele af domskonklusionen i afgørelsen af 8. juli 2008, bliver denne afgørelse ugyldig som følge af disse appeldomme, for så vidt som den er rettet mod de således genindførte foranstaltninger.

(100)

I sin beslutning af 19. august 2002 om at indlede proceduren anerkendte Kommissionen, at SNCM kunne betragtes som en kriseramt virksomhed, men udtrykte tvivl om, hvorvidt den anmeldte støtteforanstaltning var i overensstemmelse med kriterierne i punkt 3.2.2 i rammebestemmelserne fra 1999, der var gældende på daværende tidspunkt.

(101)

Kommissionen havde visse tvivl med hensyn til omstruktureringsplanen, fordi der ikke forelå en analyse af årsagerne til virksomhedens underskud. Kommissionen satte især spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem tabene og public service-forpligtelserne, og hvordan SNCM's politik for køb af skibe påvirkede resultatopgørelsen, samt de planlagte foranstaltninger for forøgelse af virksomhedens produktivitet.

(102)

Kommissionen pegede desuden på visse mangler i omstruktureringsplanen, bl.a. manglende konkrete tiltag til nedbringelse af udgifterne til rå- og hjælpestoffer og manglende oplysninger om SNCM's fremtidige takstpolitik.

(103)

Kommissionen var også usikker på, om den beregningsmetode, de franske myndigheder havde anvendt til at fastlægge størrelsen af rekapitaliseringen, var hensigtsmæssig, og det samme gjaldt visse af de hypoteser, der var lagt til grund for de finansielle simulationer.

(104)

Kommissionen vedtog med sin beslutning af 13. september 2006 at udvide den formelle undersøgelsesprocedure fra 2002 til at omfatte de planlagte foranstaltninger i forbindelse med afhændelsen af SNCM til den private sektor.

(105)

Under forudsætning af, at det pågældende beløb kunne betragtes som statsstøtte, der var forenelig med EF-traktatens artikel 86, stk. 2, fastslog Kommissionen, at det skulle vurderes på grundlag af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (herefter benævnt »rammebestemmelserne fra 2004«) (73). Eftersom omstruktureringsstøtten i så fald var væsentligt lavere end det beløb, der blev anmeldt i 2002 og godkendt i 2003, udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at opretholde alle de krav om kompenserende modydelser, SNCM var blevet pålagt ved Kommissionens beslutning fra 2003.

(106)

Kommissionen var ligeledes i tvivl om, hvorvidt de betingelser, der var fastsat ved beslutningen fra 2003, var overholdt, dvs. princippet om ikke at være prisførende og antallet af overfarter på Korsika-ruterne.

(107)

Med hensyn til den negative pris for salget af SNCM var Kommissionen usikker på, om det var i overensstemmelse med princippet om den private markedsøkonomiske investor, at staten havde gennemført en rekapitalisering inden afhændelsen af SNCM. Kommissionen var navnlig i tvivl om, hvorvidt beregningen af de likvidationsomkostninger, som staten som hovedaktionær ville være tvunget til at betale i tilfælde af SNCM's likvidation, var korrekt.

(108)

Kommissionen var ikke overbevist om, at de finansielle foranstaltninger kunne retfærdiggøres i henhold til rammebestemmelserne fra 2004.

(109)

Kommissionen var desuden i tvivl om, hvorvidt principperne for både en privat og en offentlig investors medvirken var overholdt i forbindelse med den anden rekapitalisering på 8,75 mio. EUR, og hvorvidt tegningsbetingelserne var i overensstemmelse med retspraksis.

(110)

Endelig var Kommissionen usikker på, om de yderligere sociale foranstaltninger for 38,5 mio. EUR i form af støtte til enkeltpersoner kunne give virksomheden en indirekte fordel. Den pegede også på, at det i så fald kunne betyde, at de supplerende fratrædelsesgodtgørelser ikke skulle medregnes som en del af de risici, en fornuftig investor var villig til at løbe.

(111)

Den i 2002 anmeldte omstruktureringsplan bestod af en kapitaltilførsel på 76 mio. EUR, hvoraf 53,48 mio. bestod i en kompensation for public service-forpligtelser. Hvis der tages højde for SNCM's salg af aktiver (74), beløber det faktisk udbetalte støttebeløb sig til 69 292 400 EUR. De franske myndigheder mener, at hvis beløbet på 53,48 mio. EUR er forenelig støtte, beløber den støtte, som skal betragtes som omstruktureringsstøtte i henhold til anmeldelsen fra 2002, sig i sidste instans til 15,81 mio. EUR.

(112)

Frankrig erindrede indledningsvis om, at den omfattende sociale uro i 2004/05 og forværringen af SNCM's økonomiske og finansielle situation havde foranlediget staten til som hovedaktionær at iværksætte en procedure i januar 2005 for udvælgelse af private investorer og gennemføre hasteforanstaltninger (bl.a. salget af Asco og af aktieposten i Sud-Cargos (75)).

(113)

Under henvisning til den EU-retspraksis på området, der var gældende på det pågældende tidspunkt, opfordrede de franske myndigheder Kommissionen til at vurdere, at den negative afståelsespris for SNCM på 158 mio. EUR ikke indeholdt elementer, der kunne betegnes som støtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning, eftersom den franske stat havde handlet på samme måde som en privat, markedsøkonomisk investor.

(114)

Frankrig bemærkede indledningsvis, at slutprisen på 158 mio. EUR, der var lavere i negativ pris end den negative pris, overtagerne oprindeligt forlangte efter deres gennemgang af SNCM, var resultatet af forhandlinger om afståelse af kontrol, der blev ført i forbindelse med et åbent, gennemsigtigt og ikkediskriminerende udbud, og derfor måtte betragtes som en markedspris.

(115)

Frankrig mente, at eftersom denne søgen efter en privat partner til SNCM var foregået inden for rammerne af en åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende udbudsprocedure, hvor man havde valgt det bedste bud, var afståelsesprisen en markedspris.

(116)

Ifølge de franske myndigheder havde salget til den negative pris på 158 mio. EUR fundet sted på de for staten mest fordelagtige betingelser i overensstemmelse med den dengang gældende EU-retspraksis og Kommissionens beslutningspraksis og indeholdt derfor intet støtteelement. Frankrig mente således, at denne negative pris var lavere end de likvidationsomkostninger, staten skulle have dækket, hvis virksomheden var trådt i likvidation.

(117)

Denne konklusion var ifølge de franske myndigheder en logisk følge dels af Domstolens retspraksis (herefter benævnt »Gröditzer-dommen« (76)), dels af vurderingen af de faktiske omkostninger ved en likvidation af SNCM (»ABX-beslutningen« (77)).

(118)

Hvad angik den første vurderingsmetode baseret på Gröditzer-dommen, hævdede Frankrig, at denne dom bekræftede Kommissionens vurdering i beslutningen af 8. juli 1999, hvorefter det kun er »likvidationsværdien […] af anlægsaktiverne […], der kan betragtes som likvidationsomkostninger« (78).

(119)

I denne forbindelse var likvidationsværdien af anlægsaktiverne i rapporterne fra CGMF (79) og Oddo-Hastings (80) sat til mindst 190,3 mio. EUR pr. 30. september 2005 (81).

(120)

Eftersom staten som hovedaktionær i et selskab ikke er ansvarlig for selskabets gæld ud over værdien af dets aktiver (Hytasa-dommen (82)), påpegede Frankrig, at likvidationsværdien af selskabets aktiver, der blev anslået til mindst 190,3 mio. EUR, var væsentligt højere end den negative afståelsespris på 158 mio. EUR.

(121)

Hvad angår den anden vurderingsmetode, anførte Frankrig, at den var afledt af Kommissionens beslutning vedrørende belgisk statsstøtte til ABX Logistics. Kommissionen undersøgte her en negativ afståelsespris, der i lighed med prisen i den foreliggende sag havde karakter af en markedspris, og sammenlignede den med de omkostninger, som staten i sin egenskab af aktionær reelt skulle have dækket ved en frivillig akkord eller likvidation i henhold til en sagkyndig vurdering fra en uafhængig tredjepart. Ifølge Frankrig accepterer Kommissionen i den nævnte beslutning, at det er rimeligt at medregne visse omkostninger, der kan tilskrives, at kreditorerne anlægger sag med påstand om personlig hæftelse, eller at den pågældende koncern samtidig likviderer andre afdelinger.

(122)

På grundlag af de førnævnte rapporter fra CGMF og Oddo-Hastings anslog de franske myndigheder de faktiske omkostninger, som den franske stat skulle have dækket i sin egenskab af hovedaktionær, til mellem 312,1 og 361 mio. EUR pr. 30. september 2005. Beløbet fordelte sig som følger:

(123)

Ved denne beregningsmetode tages der hensyn til risikoen for, at den franske stat ville blive dømt til at »hæfte personligt«, hvis en domstol vurderede den som SNCM's reelle leder. De franske myndigheder anslog, at en sådan risiko ikke kunne udelukkes, især ikke i lyset af Kassationsrettens kendelse i en tilsvarende sag i Frankrig (83). De franske myndigheder fastholdt således i flere breve til Kommissionen, at hypotesen om, at staten af en national domstol kunne blive holdt ansvarlig for en statskontrolleret virksomhed, var særdeles realistisk, og at der burde tages hensyn til denne risiko ved beregningen af de faktiske omkostninger ved en eventuel likvidation af SNCM.

(124)

Pr. 30. september 2005 skulle restværdien af SNCM's aktiver (dvs. 190,3 mio. EUR) efter dækning af foranstående gæld udgøre 36,5 mio. EUR. De omkostningselementer, der blev medregnet i tilfælde af, at staten blev holdt ansvarlig, omfattede bl.a. omkostningerne ved ophævelse af de vigtigste driftsaftaler og leasingkontrakterne for skibene samt dækning af efterstående gældsforpligtelser, hvilket skulle resultere i en manko på 134,4 mio. EUR. De franske myndigheder mente, at staten i givet fald ville blive dømt til at betale mellem 85 % og 100 % af dette beløb.

(125)

Det var desuden de franske myndigheders opfattelse, at rederiets likvidation på grund af statens tætte forbindelse med SNCM og med henvisning til en anden fransk domstolsafgørelse (84) ville kunne betyde, at staten blev dømt til at betale erstatning og renter til de ansatte. De franske myndigheder anså det i lyset af den pågældende afgørelse for overvejende sandsynligt, at en domstol ville fastsætte beløbet for supplerende godtgørelser til de ansatte på grundlag af de beløb, som ville være blevet udbetalt i henhold til en socialplan, der var blevet forelagt forud for likvidationen.

(126)

I henhold til disse beregninger skulle de faktiske omkostninger for staten som hovedaktionær ved salget af SNCM til en negativ pris på 158 mio. EUR være mindre end dens faktiske omkostninger ved likvidation af virksomheden.

(127)

De franske myndigheder konkluderede, at dette beløb ikke kunne betragtes som statsstøtte.

(128)

Det var Frankrigs opfattelse, at staten gennem denne erhvervelse af kapitalandele havde handlet som en fornuftig investor, dels fordi den havde interveneret som mindretalsaktionær i fællesskab med BCP og VT, dels fordi investeringen gav et fast udbytte på […] (60) % om året, hvilket fritog staten for den risiko, der var forbundet med gennemførelsen af forretningsplanen. Frankrig hævdede således, at dette afkast var særdeles tilfredsstillende for en privat investor (85). De franske myndigheder præciserede dog, at der ikke skulle udbetales udbytte, hvis SNCM skulle have gældssanering, hvis rederiet trådte i likvidation, eller hvis overtagerne gjorde ophævelsesklausulen gældende.

(129)

Frankrig mente med henvisning til Kommissionens egen beslutningspraksis i bl.a. SFP-sagen — Société française de production (86), at denne finansiering var en støtte til enkeltpersoner, og at virksomheden ikke havde nogen økonomisk fordel af den. Supplerende sociale foranstaltninger med offentlige midler til fordel for de afskedigede medarbejdere, uden at det fritog arbejdsgiveren for dennes normale forpligtelser og omkostninger i den anledning, henhørte under medlemsstaternes social- og arbejdsmarkedspolitik og udgjorde således ikke statsstøtte.

(130)

De franske myndigheder erindrede om, at de betingelser, der blev pålagt ved beslutningen fra 2003, alle var blevet opfyldt i perioden 2003-2006. Desuden mente de, at disse foranstaltninger ikke længere var nødvendige for at forhindre konkurrencefordrejning, og at det ville stride imod proportionalitetsprincippet at opretholde dem i betragtning af omstruktureringsstøttens begrænsede omfang, idet den nu var reduceret til 15,81 mio. EUR. De franske myndigheder mente bl.a., at det var berettiget at ophæve de betingelser, der fortsat kunne have relevans, nemlig forbuddet mod at modernisere SNCM's flåde, kravet om ikke at være prisførende med hensyn til takster samt opretholdelse af et bestemt antal overfarter.

(131)

Hvis Kommissionen alligevel skulle betragte en del eller alle de nye foranstaltninger som statsstøtte, gjorde Frankrig opmærksom på, at de nye foranstaltninger, ud over at sikre SNCM's tilbagevenden til rentabel drift, bidrog til opretholdelsen af konkurrencen på de berørte markeder, særlig markedet for besejling af Korsika. Dette element var ifølge Frankrig et af principperne i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, hvilket var blevet påpeget af Kommissionen selv i den foreliggende sag (betragtning 283 i den annullerede beslutning) og af Retten i dennes dom af 15. juni 2005 (præmis 117). Retten skulle specielt have fremhævet, at Kommissionen i udøvelsen af sine omfattende skønsbeføjelser kunne vurdere, at en virksomheds tilstedeværelse var nødvendig for at forhindre, at der opstod en mere oligopolpræget struktur på de berørte markeder.

(132)

Med hensyn til fastsættelsen af eventuelle kompenserende modydelser fra SNCM's side foreslog Frankrig, at Kommissionen tog hensyn til markedsstrukturen. En reduktion af SNCM's kapacitet ville kunne styrke den dominerende stilling, som CFF derefter ville have på markedet for besejling af Korsika (87).

(133)

Ifølge de franske myndigheder var omstruktureringsplanen i den reviderede form i overensstemmelse med de kriterier for forenelighed med fællesmarkedet, som Kommissionen havde opstillet i rammebestemmelserne fra både 1999 og 2004. Alle de foranstaltninger, der indgik i privatiseringen af SNCM, burde således ifølge disse myndigheder allerede fra udgangen af 2009 kunne genskabe virksomhedens rentabilitet på lang sigt og var begrænset til det absolutte minimum som forudsætning for genskabelsen af denne rentabilitet.

(134)

CFF anfægtede for det første, at SNCM skulle være en kriseramt virksomhed i den i rammebestemmelserne fastsatte betydning (88), og satte spørgsmålstegn ved SNCM's evne til at blive rentabel på de ikke-subventionerede ruter. CFF konstaterede desuden, at Livorno-ruten i modstrid med, hvad der blev oplyst i omstruktureringsplanen (89), stadig besejles.

(135)

Med hensyn til spørgsmålet om omkostningsreduktionen beklagede CFF, at man ikke havde haft adgang til visse data i omstruktureringsplanen, som CFF's repræsentanter havde kritiseret (90).

(136)

CFF var af den opfattelse, at de franske myndigheders beregning, der resulterede i et beløb på 76 mio. EUR, var fuldstændigt fiktiv (91), mens den gearing på 79 %, som de franske myndigheder nåede frem til, forekom CFF for høj (92). Hvad angik SNCM's kapitalandele, bemærkede CFF, at visse af datterselskaberne ikke var relevante for rederiets aktivitet (93).

(137)

CFF konkluderede, at støtteplanen havde til formål at omgå cabotage-forordningen og gjorde udbuddet vedrørende trafikken til Korsika fra Marseille illusorisk. CFF insisterede på, at den planlagte støtte ikke måtte resultere i et mere aggressivt kommercielt tilbud fra SNCM. CFF foreslog, at der først blev ydet omstruktureringsstøtte i 2007, og kun såfremt SNCM skulle tabe det kommende udbud i 2006, idet det ifølge CFF var den eneste situation, der virkelig ville bringe det offentlige rederi i vanskeligheder.

(138)

Hovedaktionæren i CMN, STIM, påpegede, at SNCM's kapitalinteresser i CMN burde vurderes som rent finansielle aktiver. Ifølge STIM er CMN og SNCM indbyrdes uafhængige og konkurrerer på de andre ruter end dem, der udgår fra Marseille, også selv om de begge er kontraherende parter i public service-kontrakten.

(139)

Det anføres i brevet, at STIM ville forpligte sig til »helt eller delvist at tilbagekøbe alle SNCM's aktier i CMN, men fortrinsvis samtlige aktier«, der ifølge koncernen anslås til en værdi af mellem 15 og 17 mio. EUR, såfremt Kommissionen på de betingelser, den fastsætter i sin endelige afgørelse, måtte finde, »at et sådant salg er nødvendigt for at sikre balancen i omstruktureringsplanen«.

(140)

Byen Marseilles borgmester, formanden for Conseil Général (amtsrådet) i Bouches-du-Rhône og formanden for Conseil Régional (regionsrådet) i Provence-Alpes-Côte d'Azur understregede SNCM's økonomiske betydning for regionens økonomi.

(141)

Formanden for Conseil Régional i Provence-Alpes-Côte d'Azur tilføjede, at forudsætningerne for, at omstruktureringsplanen for SNCM kunne sikre virksomhedens levedygtighed, forekom at være til stede.

(142)

Formanden for eksekutivkomitéen for Korsikas folkevalgte forsamling (Assemblée de Corse) havde fremsendt et referat af debatten i forsamlingen den 18. december 2002, i forbindelse med hvilken forsamlingen havde afgivet »en positiv udtalelse« om planen for en rekapitalisering af SNCM.

(143)

OTC anførte også, at eftersom SNCM i dag var det eneste rederi, der var i stand til at opfylde kontrakten i relation til passagertrafikken, ville rederiets lukning »omgående medføre en kraftig forringelse af transporttjenesterne«. Man fremhævede desuden SNCM's betydning for Korsikas økonomi.

(144)

CFF fremhævede størrelsen af de finansielle beløb, der var tale om, misforholdet mellem disse beløb og SNCM's omsætning og den kendsgerning, at de var blevet udbetalt til SNCM, inden Kommissionen havde udtalt sig om, hvorvidt støtten var i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(145)

CFF gjorde Kommissionen opmærksom på, at den franske stats støtte til SNCM havde strategisk betydning for CFF's udvikling. Denne støtte, som ikke var godkendt af Kommissionen, ville sætte SNCM i stand til at føre en meget aggressiv takstpolitik på de ruter, som CFF havde besejlet i mere end ti år, og hvor rederiet nu mistede markedsandele for første gang, siden det trådte ind på det pågældende marked.

(146)

Hvad angik indkaldelsen af bud med henblik på afståelse af rederiet, var CFF af den opfattelse, at proceduren ikke havde været fuldstændigt åben, eftersom den valgte virksomhed, dvs. BCP, ikke længere deltog i den driftsmæssige ledelse af SNCM efter at have overladt sin plads til VT-koncernen. De finansielle vilkår havde desuden ændret sig og var blevet mere gunstige for køberne, hvorfor CFF satte spørgsmålstegn ved, om princippet om ligebehandling af investorerne, som burde have ligget til grund for hele operationen, var overholdt.

(147)

Med hensyn til den negative afståelsespris på 158 mio. EUR tvivlede CFF på, at man i dette tilfælde havde fulgt princippet om en fornuftig markedsøkonomisk investor. Dels var CFF ikke sikker på, at den pågældende operation fra statens side var blevet gennemført samtidig med, at de berørte private operatører havde ydet et betydeligt bidrag, eftersom staten havde tilført rederiet kapital før den rekapitalisering, aktionærerne havde gennemført i fællesskab, og før den nye omstruktureringsplan. Dels mente CFF, at en fornuftig investor i betragtning af SNCM's alvorlige finansielle situation ville have grebet ind tidligere for at undgå, at værdien af hans investering blev forringet (94).

(148)

CFF fandt ikke henvisningen til sagen om ABX Logistics relevant. Ud over at omstændighederne i den sag ikke kunne overføres på den foreliggende sag, pegede CFF på, at støttemodtageren i ABX Logistics-sagen havde ydet et betydeligt bidrag, hvilket helt klart ikke var tilfældet for SNCM's vedkommende. I øvrigt var der ifølge CFF ikke i Kommissionens beslutning fra 2006 taget hensyn til omkostningerne ved risikoen for sagsanlæg i forbindelse med en likvidation af den berørte virksomhed. I den anledning mente CFF ikke, at den nationale retspraksis, som Frankrig gjorde gældende som forklaring på de omkostninger, der skulle være forbundet med en likvidation af SNCM, var relevant i den foreliggende sag. Ifølge CFF havde Kassationsretten i sagen om Mines et produits chimiques de Salsignes rent faktisk slet ikke gjort statens ansvar som medejer gældende ved likvidation af en virksomhed, hvori staten havde aktier, men derimod peget på, at staten kunne retsforfølges med henblik på indfrielse af et offentligt industri- eller forretningsforetagendes sociale gæld, og at virksomhedens ledelse ikke kunne unddrage sig deres ansvar ved at henvise til statens engagement i virksomheden.

(149)

Med hensyn til, om den dom, Appelretten i Rouen havde afsagt i Aspocomp-sagen, var relevant for den foreliggende sag, gjorde CFF gældende, at genstanden for den pågældende sag, hvor et moderselskab blev dømt til at betale de ansatte i et datterselskab sociale godtgørelser som følge af brud på en aftale, som moderselskabet havde godkendt, slet ikke kunne sammenlignes med omstændighederne i SNCM-sagen. Der forelå således ikke nogen klar risiko for, at CGMF eller staten ville blive dømt til at betale fratrædelsesgodtgørelser, hvis SNCM trådte i likvidation. I øvrigt satte CFF spørgsmålstegn ved det anslåede beløb for de øvrige sociale omkostninger, idet de syntes at variere, alt efter hvilke eksperter der var blevet anmodet om at foretage beregningen.

(150)

CFF mente, at en henvisning i den foreliggende sag til Domstolens domme i sagerne Gröditzer og Hytasa kun kunne føre til den konklusion, at staten ikke havde handlet på samme måde som en privat investor, eftersom kapitaltilførslen fra staten på linje med omstændighederne i de to nævnte sager var forbundet med salg af 75 % af statens aktier i SNCM, hvilket havde mindsket mulighederne for udbytte tilsvarende.

(151)

Endelig mente CFF, at der ved sammenligningen mellem omkostningerne ved likvidation og ved en rekapitalisering burde tages hensyn til værdien af aktiverne, som i begge tilfælde overgik til køberen. Det var CFF's opfattelse, at værdien af de aktiver, der blev afhændet til overtagerne, lå et sted mellem 640 mio. EUR og 755 mio. EUR (95), når man tog markedsværdien af den flåde, SNCM benyttede, i betragtning, og som CFF vurderede til mellem 644 og 664 mio. EUR i august 2006.

(152)

Hvad angik vurderingen af støtteforanstaltninger efter rekapitaliseringen i 2002 som omstruktureringsstøtte, mente CFF, at hvis SNCM i perioden forud for den første rekapitalisering med 142,5 mio. EUR opfyldte kriterierne for at kunne betegnes som en kriseramt virksomhed, jf. rammebestemmelserne 2004, var det særdeles tvivlsomt, om det også var tilfældet i perioden forud for den anden rekapitalisering med 8,75 mio. EUR, eftersom virksomhedens egenkapital nu var genoprettet.

(153)

Med hensyn til virksomhedens rentabilitet understregede CFF, at salget af SNCM kun var delvist og ikke uigenkaldeligt i betragtning af de ophævelsesklausuler, der var forhandlet med overtagerne. Disse elementer var væsentlige usikkerhedsmomenter i relation til overtagernes vilje og evne til at sanere SNCM og såede dermed tvivl om udsigterne til, at virksomheden kunne blive rentabel på længere sigt. CFF anførte desuden, at i modsætning til hvad der kræves i henhold til rammebestemmelserne fra 2004, var det ikke de franske myndigheders hensigt, at de aktiviteter, der også efter omstruktureringen forsat ville give strukturelt betingede underskud, skulle opgives (96). CFF var også særdeles skeptisk både over for planen om at nedbringe omkostningerne, når SNCM's flåde samtidig var blevet forøget (97), og over for planen om personalenedskæringer, især i betragtning af den fejlslagne socialplan fra 2002.

(154)

CFF udtrykte tvivl om, at den nye støtte var begrænset til det nødvendige minimum, dels fordi det ikke stod tilstrækkeligt klart, hvad de sociale omkostninger dækkede, dels på grund af referatet fra SNCM's generalforsamling den 28. april 2006, hvoraf det fremgik, at en del af støtten skulle være anvendt til at dække selskabets driftstab i 2006 og 2007. CFF mente heller ikke, at overtagerne af SNCM bidrog i væsentligt omfang til virksomhedens omstrukturering.

(155)

CFF fandt det nødvendigt for at forhindre konkurrencefordrejninger, at de kompenserende modydelser, der var blevet pålagt SNCM i 2003, blev videreført og præciseret, og at der blev føjet nye til vedrørende begrænsning af SNCM's tilstedeværelse på markedet (98). CFF mente desuden, at en del af de krav, der var blevet pålagt SNCM ved beslutningen fra 2003, ikke var blevet opfyldt. SNCM skulle have købt nye skibe i strid med artikel 2 i Kommissionens beslutning fra 2003. Endvidere havde SNCM ikke afhændet sin aktiepost i CCM som krævet i henhold til artikel 3 i Kommissionens beslutning. Desuden havde SNCM siden 2003 ført en aggressiv takstpolitik med priser, der var lavere end CFF's, i strid med beslutningens artikel 4 (billetter op til 30 % billigere for identiske eller sammenlignelige transportydelser).

(156)

Med hensyn til karakteren af den anden rekapitalisering med 8,75 mio. EUR mente CFF, at ud over den samtidige offentlige og private investering burde den private deltagelse være betydelig og gennemføres på tilsvarende vilkår for at underbygge den statslige intervention. I den foreliggende sag var disse to betingelser ikke opfyldt. Dels kunne overtagernes bidrag, der var nøje afgrænset til den første kapitalforøgelse på 142,5 mio. EUR, ikke betegnes som betydelig, dels blev overtagernes intervention ikke gennemført på samme vilkår som statens, bl.a. på grund af ophævelsesklausulerne og den forventede forrentning af CGMF's mindretalsaktiepost.

(157)

Med hensyn til de sociale foranstaltninger til et beløb af 38,5 mio. EUR anfægtede CFF, at beløbet kunne betragtes som støtte til enkeltpersoner. CFF understregede, at foranstaltningen, hvis beløbet virkelig skulle gå direkte til de ansatte i SNCM, kunne have indirekte positive konsekvenser for SNCM, bl.a. ved at forbedre det sociale klima i virksomheden.

(158)

STIM mente ikke, at den negative afståelsespris på 158 mio. EUR var en regulær markedspris, der var resultatet af en åben og ikkediskriminerende udbudsprocedure, fordi rekapitaliseringen blev gennemført på andre vilkår end dem, en privat investor normalt ville basere sig på. STIM var således af den opfattelse, at de revurderede regnskabsmæssige nettoaktiver i den værst tænkelige situation ville betyde, at rederiet kunne likvideres uden omkostninger for staten eller endda give et likvidationsprovenu, og at afståelsesprisen var latterligt lav i forhold til virksomhedens værdi (af STIM anslået til 350 mio. EUR), samt at støtten langt oversteg virksomhedens behov.

(159)

STIM henledte desuden Kommissionens opmærksomhed på den usædvanligt gunstige ophævelsesklausul i forbindelse med virksomhedens privatisering.

(160)

STIM anfægtede endelig det berettigede i at sælge til en negativ pris med henvisning til formodningen om en socialt vanskelig likvidation, som ikke forekom særligt realistisk.

(161)

Hvad angik den anden rekapitalisering med 8,75 mio. EUR, mente STIM, at denne kapitaltilførsel var i strid med princippet om den private markedsøkonomiske investor, eftersom der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for et afkast af investeringen. STIM afviste, at det forhold, at der var tale om samtidige private og offentlige investeringer, skulle betyde, at der ikke var tale om statsstøtte. Selv om investeringerne i givet fald blev gennemført samtidigt, var det kun et indicium og ikke i sig selv et tilstrækkeligt kriterium for at udelukke statsstøtte (99). STIM fastholdt desuden, at denne kapitaltilførsel fungerede som en garanti fra den franske regering til overtagerne for, at SNCM ville få tildelt public service-kontrakten om besejlingen af Korsika.

(162)

Med hensyn til de 38,5 mio. EUR i støtte til enkeltpersoner mente STIM, at beløbet i virkeligheden havde til formål at sætte SNCM i stand til at opfylde visse væsentlige dele af den saneringsplan, Kommissionen havde fået forelagt, men som aldrig blev gennemført, bl.a. de bebudede personalenedskæringer.

(163)

Det var STIM's opfattelse, at den støtte, SNCM modtog, ikke var begrænset til et minimum. SNCM's eget og overtagernes bidrag til omstruktureringsplanen var utilstrækkeligt i henhold til rammebestemmelserne fra 2004, og det var ikke påvist, at SNCM's situation havde været så ekstraordinær, at den gjorde det berettiget at forlange et mindre bidrag fra virksomheden selv. STIM understregede desuden, at støtten i 2006 var uforholdsmæssigt stor, eftersom den satte SNCM i stand til at foretage hensættelser til dækning af fremtidige underskud. Endelig var det i strid med kravene i rammebestemmelserne fra 2004, at SNCM ikke havde til hensigt at afhænde de aktiver, der ikke var absolut nødvendige for virksomhedens overlevelse.

(164)

STIM fandt, at beløbene var udbetalt i strid med enhedsprincippet i rammebestemmelserne fra 2004. Forringelsen af virksomhedens finansielle situation tillige med arbejdskonflikterne kunne ikke betragtes som uforudsigelige, ekstraordinære omstændigheder, der ikke kunne tilskrives den begunstigede virksomhed.

(165)

STIM forlangte derfor yderligere kompenserende modydelser for halvdelen af den udbetalte støtte, dvs. 98,25 mio. EUR, gennem salg af endnu et fartøj og afståelse af SNCM's direkte og indirekte kapitalinteresser i CMN. I den forbindelse fastholdt STIM, at de pågældende kapitalinteresser ikke var strategiske i den betydning, der var fastsat i rammebestemmelserne fra 2004 for støtte til omstrukturering, fordi de hverken var »nødvendige for virksomhedens overlevelse« eller havde karakter af et usælgeligt aktiv.

(166)

STIM gjorde også gældende, at de påståede synergier mellem SNCM og CMN ikke fandtes, eftersom SNCM ikke spillede nogen reel rolle for ledelsen og udviklingen af CMN. STIM understregede til slut, at aktionæraftalen mellem de to virksomheder ikke havde eksisteret siden den 15. marts 2006, da den blev ophævet af CMN, hvilket var blevet fastslået af Appelretten i Paris.

(167)

SNCM havde fremsendt sagsmateriale til Kommissionen med en redegørelse for virksomhedens økonomiske og konkurrencemæssige situation, ledsaget af et juridisk responsum med en vurdering af risikoen i forbindelse med en likvidationsprocedure for et sagsanlæg mod staten i dennes egenskab af reelt ansvarlig for SNCM's ledelse i perioden forud for privatiseringen.

(168)

Advokatfirmaet Baker & McKenzie, som SNCM havde konsulteret, havde på grundlag af selskabets ansættelseskontrakter og andet arbejdsretligt materiale samt kontrolorganernes korrespondance, indlæg og referater, skønnet, at staten havde […] (60) beslutninger (100) […] (60) organer (101), […] (60) selskabsorganer (102). Det blev i rapporten desuden understreget, at […] (60) SNCM (103). Endelig blev der i samme rapport peget på, at […] (60) SNCM.

(169)

På dette grundlag konkluderede SNCM's ekspert, at det var særdeles sandsynligt, at den franske stats funktion som reelt ansvarlig for ledelsen ville blive gjort gældende af Handelsretten i Marseille.

(170)

Ifølge SNCM fremgik det desuden af de faktiske omstændigheder, der bl.a. var fastslået i beretninger fra den franske revisionsret, at forsømmelighed fra den franske stats side i dennes egenskab af reelt ansvarlig for SNCM's ledelse havde medvirket til SNCM's insolvens. Der peges i rapporten bl.a. på følgende ledelsesmæssige fejl: det […] (60) forretningsmæssige valg. De økonomiske konsekvenser af statens mangelfulde ledelse beløb sig til […] (60).

(171)

I denne forbindelse mente SNCM's ekspert, at der ikke kunne være tvivl om, at den franske stat ved en retssag om statens ansvar ville blive dømt til at dække hele eller en del af underskuddet, når man betænkte statens omfattende inddragelse i SNCM's ledelse, de indlysende ledelsesmæssige fejl og størrelsen af statens finansielle ressourcer.

(172)

Med henvisning til relevant retspraksis konkluderede SNCM's ekspert, at hvis SNCM var trådt i likvidation, ville staten helt sikkert være blevet dømt til at dække SNCM's sociale gæld i fuldt omfang. Det ville have betydet, at staten som hovedaktionær skulle have dækket mellem 85 % og 100 % af den konstaterede manko (svarende til mellem 316,6 og 385,7 mio. EUR). Ved at beslutte at privatisere SNCM efter at have udvidet rederiets egenkapital med 158 mio. EUR havde den franske stat derfor handlet som en fornuftig investor.

(173)

De franske myndigheder anførte, at visse af de af CFF forelagte data om SNCM's udbud var fejlbehæftede.

(174)

Den franske stat mente, i modsætning til CFF, at omstruktureringsplanen var opbygget således, at den gjorde det muligt meget hurtigt at genoprette SNCM og skabe forudsætninger for virksomhedens overlevelse på mellemlang og lang sigt. De franske myndigheder præciserede, at en væsentlig del af programmet for nedbringelse af omkostningerne allerede var sat i værk. Skibsmateriellet blev indskrænket, og programmet for afståelse af aktiver forløb i overensstemmelse med forretningsplanen. Overfarter og ruter blev omlagt, og handlingsplanen for reduktion af forbruget af rå- og hjælpestoffer havde givet de første resultater. Også forretningsplanens beskæftigelsesdel blev gradvist sat i værk. Desuden havde SNCM i 2001 afsat 21,3 mio. EUR til finansiering af omstruktureringsforanstaltninger, bl.a. planen for sikring af beskæftigelsen.

(175)

Med hensyn til fastsættelsen af støttebeløbet fastholdt de franske myndigheder, at en samlet gearing på 0,79 var typisk for flertallet af rederiers balance, medmindre særlige forhold gjorde sig gældende. Den gearing på 0,497, som CFF opgav for CMN i 2001, var ifølge de franske myndigheder forkert, fordi man undlod at medregne likviditeten blandt aktiverne på balancen. Når denne fejl var rettet, var CMN's gearing 0,557. Ifølge de franske myndigheder var dette under alle omstændigheder for lidt for CMN, hvilket selskabets likviditetsvanskeligheder i 2002 illustrerede. CMN måtte rent faktisk optage lån på 8 mio. EUR hos STIM for at kunne finansiere det nettounderskud, rederiets banker ikke dækkede.

(176)

De franske myndigheder fastholdt, at SNCM's aktiepost i CMN ikke kunne betragtes som et rent finansielt aktiv, således som STIM syntes at påstå. Frankrig gjorde gældende, at SNCM's aktiepost i CMN i høj grad var af strategisk betydning. Afståelse af aktierne ville ifølge de franske myndigheder ikke blot være i strid med forretningsplanen, men også være en alvorlig strategisk fejltagelse.

(177)

Frankrig kunne overordnet erklære sig enig i indholdet af brevet fra formanden for regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur, men gjorde dog opmærksom på, at i modsætning til, hvad der var anført i punkt 2 i nævnte brev (104), var udbuddet af overfarter mellem det franske fastland og Korsika ikke »for stort i forhold til efterspørgslen«, og SNCM's takstpolitik var i overensstemmelse med rederiets tilsagn om ikke at starte en priskrig og ikke være prisførende.

(178)

Mere generelt bemærkede Frankrig, at mange af STIM's og CFF's bemærkninger var identiske med dem, de to selskaber havde fremsat over for Kommissionen allerede i 2003. De franske myndigheder fremhævede bl.a., at CFF's bemærkninger var blevet fremsat over for Retten i Første Instans i forbindelse med sagen om annullation af Kommissionens beslutning af 9. juli 2003, og for en stor dels vedkommende var blevet afvist både af Kommissionen og af Retten.

(179)

Til den generelle bemærkning vedrørende Frankrigs fremskyndede gennemførelse af de foranstaltninger, der muligvis kunne betegnes som statsstøtte, svarede de franske myndigheder, at den fremskyndede gennemførelse var begrundet i de særlige omstændigheder ved proceduren, nemlig annullationen i 2005 af Kommissionens godkendelsesbeslutning af 9. juli 2003, og ikke i de franske myndigheders iver efter at tilsidesætte deres forpligtelser i medfør af EF-traktaten. I øvrigt anførte Frankrig, at man altid havde holdt Kommissionen informeret om udviklingen i sagen og om de forskellige foranstaltninger, der var vedtaget siden januar 2005, ud fra princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen.

(180)

Hvad angik de sidstnævnte foranstaltninger, mente de franske myndigheder, at eftersom ingen af dem udgjorde statsstøtte, var EF-traktatens artikel 88, stk. 3, ikke relevant, og at der derfor ikke var grund til at udskyde gennemførelsen.

(181)

I relation til afståelsesprocessen præciserede Frankrig, at man helt fra starten havde fulgt de traditionelle udvælgelseskriterier, der primært var baseret på den foreslåede pris ved værdiansættelsen af SNCM's værdipapirer og sekundært på andre parametre (forretningsplan, socialplan osv.), bl.a. det beløb, som tilbudsgiverne var indstillet på at investere i rederiet i form af en rekapitalisering. Frankrig afviste blankt argumentet fra visse tredjeparter om, at afståelsesprocessen ikke havde været gennemsigtig, og erindrede om, at staten i den foreliggende sag endda var gået videre end de lovfæstede og administrativt fastsatte krav, som i forvejen var særdeles strenge, og som var gældende i tilfælde af, at staten ville afhænde aktieposter ejet af det offentlige. Frankrig gjorde opmærksom på, at udviklingen efter BCP's tilbud om at overtage 100 % af SNCM's værdipapirer var forløbet i en meget vanskelig finansiel og social kontekst, og at VT's tilknytning til BCP's tilbud ikke havde ændret ved de forretningsmæssige og finansielle betingelser for operationen (bortset fra kapitalfordelingen).

(182)

Med hensyn til den negative pris på 158 mio. EUR erindrede de franske myndigheder om, at SNCM på grund af sin finansielle situation pr. 30. september 2005 var blevet afhændet til markedsprisen, og at salget rent økonomisk havde været mere fordelagtigt end en likvidation af virksomheden. De franske myndigheder præciserede i den forbindelse, at anvendelsen af princippet om den private investor ved afståelse af en virksomhed, der var tæt på at træde i likvidation, ikke måtte betragtes som et »forsøg på et gøre et offentligt indgreb rentabelt«, men som et forsøg på at forhindre endnu større tab for aktionæren ved en mere omkostningsfuld likvidation.

(183)

Hvad angik afståelsesprisen, afviste Frankrig, at SNCM skulle være blevet solgt til en pris, der ikke svarede til virksomhedens reelle værdi. Frankrig afviste især STIM's værdiansættelse af virksomheden til tæt ved 350 mio. EUR, idet man kun havde medregnet de poster på balancen, der forhøjede værdien på grundlag af den bogførte egenkapital (skattebegunstigede afskrivninger, salgsprovenu fra skibene osv.) uden at tage hensyn til passiverne, der ville mindske værdien. Denne rent regnskabsmæssige beregningsmetode svarede ikke til de økonomiske realiteter i et rederi som SNCM, der havde aktiver, som figurerede på balancen, men også begrænset rentabilitet og store passiver uden for balancen.

(184)

De franske myndigheder tilbageviste ligeledes CFF's argument om, at de havde sat markedsværdien af SNCM's flåde for lavt, idet CFF vurderede den til mellem 406,5 mio. og 426,5 mio. EUR. De franske myndigheder anførte, at de skibe, der indgik i CFF's beregning, ikke svarede til dem, SNCM selv ejede pr. 30. september 2005. CFF havde ikke regnet med dekort i skibenes markedsværdi og havde således ikke taget hensyn til hele situationen omkring en eventuel likvidation af de pågældende aktiver, og endelig var det tidspunkt, der lå til grund for CFF's beregning, dvs. august 2006, ikke det relevante tidspunkt for en eventuel likvidation af SNCM, som var den 30. september 2005. I øvrigt bemærkede Frankrig, at hvis man godtog CFF's beregning, ville den negative pris være en tredjedel af den likvidationsværdi af aktiverne, der kræves i henhold til Gröditzer-dommen, hvilket altså ville have været gunstigere end de hypoteser, de franske myndigheder havde forelagt for Kommissionen.

(185)

Over for CFF's argument om, at Gröditzer-dommen ikke var relevant, idet CFF henviste til, at statens kapitaltilførsel til SNCM var bundet til salget af 75 % af dens aktier og dermed forringede udsigterne til et positivt afkast, pegede de franske myndigheder på, at den negative afståelsespris på 158 mio. EUR stort set svarede til afståelsen af hele SNCM's kapital efterfulgt af en ny investering på 25 % fra statens side med en forrentning på […] (60) % om året. Frankrig mente derfor, at udbyttet af investeringen fortsat var sikret ved den aktiepost på 25 %, der var garanteret et meget højt afkast.

(186)

Frankrig afviste ligeledes CFF's argument om, at »ABX-modellen« ikke kunne anvendes på den foreliggende sag, fordi den især var baseret på analysen af de faktiske omkostninger ved en likvidation af SNCM og statens risiko for at blive holdt ansvarlig for virksomhedens underskud i en erstatningssag i henhold til de franske regler om kollektiv bobehandling, hvilket var bekræftet i national retspraksis (kendelse afsagt af Appelretten i Rouen den 22. marts 2005). Selv om de franske myndigheder ikke mente, at deres adfærd som øverste ansvarlige for SNCM's ledelse kunne betegnes som »forsømmelig« i en sådan retssag, fastholdt de, at der bestod en meget høj risiko for, at staten af en national ret ville blive kendt ansvarlig for SNCM's insolvens med henvisning til de fleksible kriterier for, hvornår der var tale om forsømmelig ledelse, jf. artikel L. 651-2 i den franske handelslov og førnævnte retspraksis, der ville kunne anvendes på den foreliggende sag.

(187)

Med hensyn til rekapitaliseringen på 8,75 mio. EUR erindrede Frankrig om, at denne kapitaltilførsel i modsætning til, hvad CFF og STIM påstod, ikke var statsstøtte, fordi der var tale om en samtidig investering på ensartede tegningsvilkår, og fordi staten gennem CGMF opnåede et højere afkast end normalt.

(188)

De franske myndigheder præciserede især, at princippet om ligebehandling af investorer ikke var tilsidesat på grund af tilstedeværelsen af ophævelsesklausuler, eftersom de var beregnet på 100 % afståelse af SNCM og ikke på den rekapitalisering med 35 mio. EUR, der fulgte efter afståelsen.

(189)

Desuden erindrede Frankrig om, at statens investering var langt mindre end overtagernes, eftersom det kun var beløbet på 8,75 mio. EUR, der skulle sammenholdes med overtagernes investering (26,25 mio. EUR). I realiteten burde undersøgelsen af den første rekapitalisering med 142,5 mio. EUR kun baseres på en sammenligning med omkostningerne ved en likvidation.

(190)

Endelig afviste Frankrig STIM's argument om, at denne kapitaltilførsel var en garanti til de private overtagere for, at SNCM ville få tildelt public service-kontrakten om besejlingen af Korsika. De franske myndigheder gjorde gældende, at denne kapitalforøgelse var velbegrundet og uafhængig af virksomhedens resultater, og at tildelingen af public service-kontrakten til SNCM ikke gav mulighed for at forbedre det forventede afkast af denne investering.

(191)

Hvad angik de 38,5 mio. EUR til sociale foranstaltninger, gentog Frankrig, at disse foranstaltninger var støtte til enkeltpersoner, og at den kendsgerning, at de blev dækket af staten, ikke kunne anses for at give virksomheden en indirekte fordel, eftersom de pågældende foranstaltninger lå ud over SNCM's lovfæstede og overenskomstmæssige forpligtelser. Frankrig gjorde desuden opmærksom på, at disse foranstaltninger ikke tillod afskedigelse af ansatte, som fortsat skulle betales af SNCM, hvis foranstaltningerne ikke blev gennemført.

(192)

De franske myndigheder tilbageviste CFF's påstand med henvisning til, at de 38,5 mio. EUR ikke dækkede de personalenedskæringer, der var forudset i socialplanen fra 2003, fordi disse nedskæringer på trods af forsinkelsen allerede var sat i værk. Den nye socialplan var således et supplement til de første sociale foranstaltninger fra 2003.

(193)

Frankrig mente med henvisning til ovenstående argumentation, at det støttebeløb, der skulle analyseres, lød på 15,81 mio. EUR.

(194)

I modsætning til CFF's påstande mente de franske myndigheder, at den første rekapitalisering — jf. punkt 11 i rammebestemmelserne fra 2004 — nok havde gjort det muligt for SNCM at gendanne sin egenkapital, men alligevel ikke havde betydet, at virksomheden ikke længere kunne betegnes som kriseramt, eftersom den pågældende rekapitalisering havde haft til formål at sikre opretholdelsen af aktiviteten i virksomheden.

(195)

Frankrig afviste CFF's påstand om, at staten ikke burde have tilført virksomheden ny kapital, eftersom SNCM kunne have optaget lån i bankerne. I denne forbindelse præciserede de franske myndigheder, at bankerne den 24. august 2005 havde afvist at stille nye kreditlinjer til rådighed for SNCM, og at de eneste mulige alternativer derfor var at privatisere virksomheden eller lade den træde i likvidation.

(196)

Frankrig tilbageviste CFF's og STIM's påstande om, at det ikke var lykkedes at gennemføre omstruktureringsplanen fra 2002: Planen var — om end med en vis forsinkelse — sat i værk og havde gjort det muligt at nå målene for 2005. Den forværring af SNCM's økonomiske og finansielle situation, som var forårsaget af faktorer, der lå uden for virksomhedens kontrol, havde efterfølgende gjort det nødvendigt at forlænge den plan, der var blevet anmeldt i 2002, og at indføre nye foranstaltninger.

(197)

Frankrig mente, at SNCM havde gode udsigter til at blive rettet op, og at de foranstaltninger, de nye aktionærer havde planlagt, navnlig gennemførelsen af socialplanen, omlægning af ruter og udskiftning af visse skibe, ville kunne gøre virksomheden rentabel. I den forbindelse bemærkede Frankrig, at public service-kontrakten som følge af indtægterne herfra (ca. [50-70] (60) % af SNCM's omsætning) og på grund af de faste omkostninger og vanskelighederne ved at anvende de seks skibe, der havde besejlet ruterne Marseille-Korsika, andre steder, var et væsentligt element i virksomhedens strategi og en vigtig faktor for dens levedygtighed.

(198)

Med hensyn til begrænsningen af støtten til et minimum mente Frankrig, at man havde begrænset omkostningerne ved omstruktureringen til, hvad der var absolut nødvendigt for at gennemføre omstruktureringsplanen. Her erindrede de franske myndigheder om, at virksomheden selv, i lighed med hvad Kommissionen havde påpeget i beslutningen fra 2003, bidrog i tilstrækkeligt omfang til omstruktureringsplanen med egne midler som følge af afståelsen af aktiver for et beløb på 30,2 mio. EUR. Hvis man desuden medregnede andre frasalg fra SNCM's side til et beløb af 12,2 mio. EUR, udgjorde virksomhedens eget bidrag 42,38 mio. EUR. Frankrig var af den opfattelse, at dette beløb var større end nødvendigt for at få godkendt omstruktureringsstøtten, som i sidste ende kun udgjorde 15,81 mio. EUR, eftersom de øvrige foranstaltninger ikke kunne betegnes som statsstøtte.

(199)

De franske myndigheder afviste STIM's og CFF's påstande og fastholdt, at man havde opfyldt alle betingelserne i beslutningen fra 2003, der havde været gældende frem til udgangen af 2006, bl.a. kravene vedrørende flåden på 11 skibe og forbud mod lavere takster end konkurrenterne.

(200)

I øvrigt mente Frankrig, at man i forbindelse med den foreliggende afgørelse burde justere niveauet for de kompenserende modydelser fra SNCM, eftersom omstruktureringsstøtten nu beløb sig til 15,81 mio. EUR i stedet for 69,3 mio. EUR.

(201)

I den forbindelse anfægtede Frankrig STIM's bemærkninger vedrørende Kommissionens mulighed for at pålægge SNCM at afhænde sin aktiepost i CMN som kompenserende modydelse. Frankrig afviste STIM's argument om, at definitionen på strategiske aktiver skulle være blevet ændret i rammebestemmelserne fra 2004 i forhold til bestemmelserne fra 1999.

(202)

Med hensyn til de af CFF omtalte foranstaltninger, der skulle have til formål at begrænse SNCM's tilstedeværelse på markedet, præciserede de franske myndigheder — hvad Kommissionen i øvrigt også havde påpeget i beslutningen fra 2003 (betragtning 87) — at der ikke var overkapacitet på de berørte markeder (Frankrig-Korsika og Maghreb), og at en indskrænkning og/eller omlægning af ruterne til Korsika i strid med, hvad der var fastsat i public service-kontrakten, kunne bringe virksomhedens levedygtighed i fare.

(203)

Over for CFF's argument om, at gennemførelsen af de ovennævnte foranstaltninger til fordel for SNCM indebar en alvorlig risiko for, at SNCM's vigtigste konkurrent, dvs. CFF, måtte trække sig ud af markedet for sejlads mellem det franske fastland og Korsika, gjorde de franske myndigheder gældende, at i betragtning af dette markeds aktuelle opbygning, hvor CFF fremover ville være den vigtigste aktør, afhang opretholdelsen af en konkurrencebaseret struktur af, om omstruktureringsplanen for SNCM blev godkendt, og af SNCM's fortsatte tilstedeværelse på det pågældende marked.

(204)

I EF-traktatens artikel 107, stk. 1, står der: »Bortset fra de i denne Traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelige med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(205)

For at en national foranstaltning kan betegnes som statsstøtte i den i EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, fastsatte betydning, skal følgende kumulative betingelser være opfyldt: 1) den pågældende foranstaltning medfører en selektiv økonomisk fordel, 2) denne fordel finansieres med statsmidler, 3) denne fordel fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, og 4) denne fordel påvirker samhandelen mellem medlemsstater (105).

(206)

Kommissionen konstaterer, at SNCM har modtaget statsmidler for et samlet beløb på 274,54 mio. EUR (106) via CGMF, der ejes 100 % af den franske stat.

(207)

Eftersom SNCM opererer i søtransportsektoren, der er åben for konkurrence på europæisk plan, vil den fordel, virksomheden har fået, kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(208)

Det forhold, at markedet for cabotagesejlads på øerne i Middelhavet indtil den 1. januar 1999 var midlertidigt undtaget fra forordning (EØF) nr. 3577/92, betyder ikke, at det på forhånd kan udelukkes, at støtte, der er ydet til besejlingen af cabotageforbindelser med øerne i Middelhavet i forbindelse med public service-forpligtelser, har kunnet påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.

(209)

Under alle omstændigheder gælder det, at selv om den støtte, der er ydet til besejling af cabotageruter, ikke har kunnet påvirke samhandelen og medføre konkurrencefordrejninger i perioden frem til den 1. januar 1999, har situationen ændret sig, eftersom alle EU-operatører siden da har kunnet udføre cabotagesejlads i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 3577/92. Det skal desuden understreges, at SNCM ikke udelukkende driver cabotagesejlads, men også opererer på det internationale søtransportmarked, der blev liberaliseret ved Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 (107).

(210)

Kommissionen mener derfor, at de tre sidste kriterier i EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, der er nævnt under betragtning 205 ovenfor, er opfyldt i den foreliggende sag. Den skal derfor for hver foranstaltnings vedkommende undersøge, hvorvidt der foreligger en selektiv økonomisk fordel i overensstemmelse med Rettens dom af 11. september 2012.

(211)

I overensstemmelse med Rettens praksis (108) skal Kommissionen, efter at en af dens beslutninger blev annulleret, udelukkende basere sin nye analyse på oplysninger, som den var i besiddelse af på tidspunktet for vedtagelsen af den annullerede beslutning, i dette tilfælde pr. 8. juli 2008.

(212)

Begivenheder efter den 8. juli 2008 skal derfor ikke tages i betragtning. Ændringer eller forandringer i markedssituationen eller hos støttemodtageren skal holdes ude af analysen. Kommissionen tager heller ikke hensyn til den del af gennemførelsen af omstruktureringsplanen, som ligger efter juli 2008 (109).

(213)

Endvidere har Kommissionen ikke pligt til at genoptage undersøgelsen af sagen eller supplere den med nye tekniske ekspertvurderinger (110). Annullation af en retsakt, der afslutter en administrativ procedure i flere faser, medfører ikke nødvendigvis annullation af hele proceduren. Når det som i det foreliggende tilfælde trods undersøgelsesdokumenter, der gør det muligt at foretage en udtømmende analyse af støttens forenelighed, viser sig, at Kommissionens analyse ikke er fuldstændig og dermed gør beslutningen ulovlig, kan den procedure, hvormed denne beslutning skal omgøres, genoptages på grundlag af allerede anvendte undersøgelsesdokumenter (111).

(214)

Idet Kommissionen udelukkende skal bygge sin nye analyse på oplysninger, som den rådede over i juli 2008, og som de franske myndigheder og SNCM allerede har fremsat deres holdninger til, er der i øvrigt ingen grund til at undersøge dem igen (112). Endelig er tredjeparters ret til at fremsætte deres bemærkninger sikret i kraft af offentliggørelsen af beslutningen om indledning af proceduren (113) i Den Europæiske Unions Tidende, og der findes ingen bestemmelse i forordning (EF) nr. 659/1999, der kræver, at de får denne mulighed igen, når den oprindelige omstruktureringsplan ændres i undersøgelsesforløbet (114).

(215)

Denne afgørelse er således principalt udelukkende baseret på oplysninger, der var til rådighed pr. 8. juli 2008. Subsidiært vil Kommissionen dog vise, at en eventuel inddragelse af de franske myndigheders notat af 16. maj 2013 med hensyn til forhold anført før den 8. juli 2008 samt oplysninger fremført af SNCM den 27. august 2013 ikke ville kunne ændre dens konklusioner.

(216)

I den foreliggende sag skal Kommissionen undersøge, hvorvidt kapitaltilførslen på 158 mio. EUR fra staten forud for afståelsen af SNCM til de private købere, dvs. den tilsvarende »negative salgspris« for virksomheden, indeholder elementer af statsstøtte.

(217)

En åben og ikkediskriminerende offentlig udvælgelsesprocedure, efter hvilken staten afhænder virksomheden efter en forudgående rekapitalisering (med et beløb, der overstiger salgsprisen) er ikke i sig selv tilstrækkelig til at udelukke, at der er tale om statsstøtte, der kan indebære en fordel for såvel den privatiserede virksomhed som for køberen (115).

(218)

For at efterprøve, om en virksomhed har haft en økonomisk fordel ved en kapitaltilførsel fra staten, anvender Kommissionen i princippet kriteriet om den »private investor, der opererer på markedsøkonomiske vilkår« (herefter benævnt »kriteriet om den private investor«), forudsat at den begunstigede ikke er pålagt tilbagebetaling af anden statsstøtte, og at denne tilførsel kan analyseres med hensyn til det pågældende kriterium. Kriteriet om den private investor er afledt af princippet om ligebehandling af den offentlige og private sektor, jf. EUF-traktatens artikel 345. Ifølge dette princip kan kapital, der af staten stilles direkte eller indirekte til rådighed for en virksomhed på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, ikke betegnes som statsstøtte (116).

(219)

Med henblik herpå kan Kommissionen bl.a. vurdere, om den, der har stillet midlerne til rådighed, har handlet som en privat investor ville gøre i forbindelse med gennemførelsen af en global eller sektorbestemt strukturpolitik, styret af mere langsigtede rentabilitetsudsigter. Det er i EU's retspraksis i adskillige tilfælde (117) fastslået, at dette er en korrekt fremgangsmåde.

(220)

Ifølge fast retspraksis vil en kapitaltilførsel, der er foretaget af en offentlig investor uden hensyntagen til udsigterne til fortjeneste overhovedet, heller ikke på lang sigt, udgøre statsstøtte (118).

(221)

EU-retspraksis har også slået fast, at en privat investor, der følger en global eller sektorbestemt strukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter, efter flere år med fortsat underskud ikke med rimelighed vil kunne tillade sig at foretage en kapitaltilførsel, der rent økonomisk ikke blot vil være dyrere end en likvidation af aktiverne, men som samtidig er knyttet til salget af virksomheden, hvilket udelukker alle muligheder for et afkast, selv på lidt længere sigt (119).

(222)

Domstolen fastslog mere specifikt i Gröditzer-dommen, at for at vurdere, om privatiseringen af en virksomhed til en negativ afståelsespris indebærer elementer af statsstøtte, skal der »foretages en vurdering af, om en privat investor af en størrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestår forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstændigheder kunne tænkes at ville have indskudt en kapital af denne størrelse i forbindelse med salget af virksomheden eller ville have valgt en likvidation af virksomheden« (120).

(223)

For at fastslå den foreliggende foranstaltnings karakter af støtte skal Kommissionen altså vurdere, »om den løsning, staten har valgt, absolut og i forhold til alle andre mulige løsninger, herunder også ikkeindgriben, er den billigste, hvilket i givet fald kunne føre til den konklusion, at staten har handlet som en privat investor« (121).

(224)

Kommissionen skal med andre ord kontrollere, om valget af at foretage et kapitalindskud af denne størrelsesorden faktisk er forbundet med færre omkostninger end en likvidation.

(225)

Med henblik på at sætte tal på hovedaktionærens omkostninger ved en likvidation mente de franske myndigheder, at de store virksomhedskoncerner, når de lukker anlæg og arbejdspladser eller likviderer datterselskaber, ikke i dag kan tillade sig at se bort fra de sociale konsekvenser af sådanne lukninger eller likvidationer. De gennemfører således som regel socialplaner, der kan omfatte foranstaltninger til omskoling af medarbejderne, støtte til jobsøgning, fratrædelsesgodtgørelser og endog tiltag inden for den lokale samfundsøkonomiske struktur, som går ud over, hvad de er forpligtet til i henhold til lovgivning og overenskomster.

(226)

I den forbindelse gjorde de franske myndigheder gældende, at der på grundlag af socialplanen fra 2005, der i sig selv er baseret på socialplanen fra 2002, bør regnes med beløb på mellem [90 000-100 000] (60) og [120 000-130 000] (60) EUR pr. ansat svarende til i alt mellem [200-210] (60) mio. EUR og [250-260] (60) mio. EUR. De franske myndigheder præciserede, at den nedre grænse for ovenstående overslag er beregnet ud fra, at omkostningerne ved den tilgrundliggende socialplan skal forhøjes, fordi en meget stor del af de ansatte nærmer sig pensionsalderen og dermed fratræder på særligt gunstige vilkår. Der er desuden taget højde for, at situationen vedrørende likvidationen af virksomheden og afskedigelse af hele arbejdsstyrken ikke kan sammenlignes med personalenedskæringer, der ville gøre det muligt at videreføre aktiviteterne i et vist omfang, således som det var hensigten med den tilgrundliggende socialplan.

(227)

Endelig fandt de franske myndigheder, at afståelsen af kontrollen med SNCM til en negativ pris på 158 mio. EUR — selv under anvendelse af den analysemodel, Retten benyttede i sin dom af 15. september 2012 — ikke indebar elementer af statsstøtte. De var faktisk af den opfattelse, at Kommissionen havde alle de nødvendige oplysninger til at imødegå Rettens kritik.

(228)

Kommissionen tilslutter sig ikke denne analyse i den foreliggende sag.

(229)

I overensstemmelse med Rettens dom (122) kan en udbetaling af supplerende fratrædelsesgodtgørelser i princippet efter omstændighederne i det konkrete tilfælde udgøre en lovlig og passende praksis for at fremme en fredelig arbejdsmarkedsdialog og opretholde et selskabs eller en selskabskoncerns omdømme. I henhold til princippet om ligebehandling mellem den offentlige og private sektor har medlemsstaterne således mulighed for at udbetale supplerende fratrædelsesgodtgørelser i tilfælde af en likvidation af en offentlig virksomhed, selv om deres forpligtelser ikke uden videre må overskride det lovbestemte og overenskomstmæssige absolutte minimum. Retten har dog præciseret, at »[D]ækningen af disse yderligere udgifter hvad angår det beskyttelsesværdige hensyn kan imidlertid ikke forfølge et rent socialt eller politisk mål uden at komme til at fravige rammerne for det markedsøkonomiske investorprincip (…). I mangel af enhver økonomisk rationalitet — end ikke langsigtet — må en hensyntagen til udgifter ud over de lovbestemte og overenskomstmæssige forpligtelser derfor betragtes som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.« (123)

(230)

Vedrørende de franske myndigheders argument om statens omdømme fandt Retten, at »(…) beskyttelsen af en medlemsstats omdømme som global investor i en markedsøkonomi ikke, bortset fra særlige omstændigheder og uden en særdeles overbevisende begrundelse, kan udgøre en tilstrækkelig begrundelse for at godtgøre den langsigtede økonomiske rationalitet i at dække yderligere udgifter, såsom supplerende fratrædelsesgodtgørelser (124).« Men der er ikke tale om særlige omstændigheder i denne sag.

(231)

Kommissionen konstaterer, at de franske myndigheder efter indledningen af proceduren undlod at definere den franske stats økonomiske aktiviteter, bl.a. geografisk og sektorspecifikt, i forhold til hvilke de pågældende foranstaltningers langsigtede økonomiske rationalitet skal vurderes, selv om de i deres brev af 16. maj 2013 anførte, at statens handlemåde skulle sammenlignes med et diversificeret holdingselskab, der søger at maksimere sin fortjeneste og beskytte sit omdømme som global industriaktør, bl.a. i forbindelse med personaleledelse.

(232)

Vedrørende CGMF's omdømme bemærker Kommissionen, at dette selskab ikke havde andre aktiver end SNCM i søtransportsektoren. Derfor kan dette argument ikke vedrøre det selskab.

(233)

Vedrørende statens omdømme som medejer anførte de franske myndigheder, at der forelå en høj risiko for arbejdskonflikter i de virksomheder, staten kontrollerede, ikke blot geografisk tæt på SNCM's aktiviteter, men også i en hvilken som helst sektor og især i transportsektoren. Kommissionen bemærker dels, at de franske myndigheder ikke påviste, at denne risiko for, at konflikterne skulle brede sig til alle offentlige virksomheder, var reel, dels at de heller ikke påviste, at udbetalingen af de supplerende fratrædelsesgodtgørelser havde forhindret fremkomsten af nye strejker. Kommissionen er endelig af den opfattelse, at den rent sociale begrundelse for, at staten påtager sig disse supplerende godtgørelser, er utilstrækkelig til at se bort fra tilstedeværelsen af statsstøtte.

(234)

Endvidere mener Kommissionen ikke, at de franske myndigheder har fremlagt tilstrækkeligt objektive og kontrollerbare oplysninger til at påvise, at udbetalingen af supplerende fratrædelsesgodtgørelser under lignende omstændigheder vil være fast praksis blandt private virksomheder i samme sektor. Kommissionen gør således opmærksom på, at en simpel henvisning til et begrænset antal socialplaner ikke kan bruges til at påvise, at der findes en tilstrækkeligt fast praksis i tilfælde, der er sammenlignelige med dem i den foreliggende sag, at de af de franske myndigheder anførte socialplaner vedrører omstrukturerings- og ikke likvidationsplaner, og at et stort antal heraf vedrører sektorer, der på forhånd ikke har noget til fælles med transportinfrastrukturer, f.eks. kosmetik (Yves Saint-Laurent Haute couture), fødevarer (Danone) eller elektronik (Hewlett Packard). Desuden omfatter den oversigt, de franske myndigheder fremlagde i deres notat af 16. maj 2013 med en liste over socialplaner, seks planer efter privatiseringen af SNCM og kan derfor ikke indgå i en begrundelse for medregningen af supplerende fratrædelsesgodtgørelser.

(235)

SNCM har udarbejdet en ny liste over fem socialplaner i notatet af 27. august 2013. Kommissionen vurderer ikke, at denne liste gør det muligt at fastslå, at udbetalingen af supplerende fratrædelsesgodtgørelser under lignende omstændigheder ville være fast praksis blandt private virksomheder i samme sektor. Kommissionen bemærker for det første, at to af de fem nævnte planer vedrører SNCM, heraf den, som er genstand for denne afgørelse. Disse to planer kan derfor ikke bruges til objektive sammenligninger af to årsager: dels kan SNCM ikke gøre sin egen tidligere praksis på dette område gældende for i fornødent omfang at dokumentere, at denne praksis er veletableret, og dels svarer socialplanen fra 2002 til en periode, hvor SNCM stadig var en offentlig virksomhed, selv om Rettens sammenligningskriterium var private virksomheder i samme sektor. Således bemærker Kommissionen, at socialplanen for havnen i Marseille ikke kan benyttes, for i 2004 var havnen et offentligt foretagende og ikke en privat virksomhed. Endelig bemærker Kommissionen vedrørende de to sidstnævnte socialplaner for Air Lib og Eurostar, at der er tale om omstruktureringsplaner og ikke likvidationsplaner. Det turde være overflødigt at bemærke, at den gennemsnitlige supplerende godtgørelse i henhold til disse planer ligger på under det halve af gennemsnittet af de supplerende godtgørelser, SNCM har lagt til grund.

(236)

Kommissionen bemærker endelig, at de franske myndigheder ikke har fastslået, at den franske stats handlemåde skulle være motiveret af en rimelig sandsynlighed for måske på lang sigt at opnå en indirekte økonomisk gevinst ved at undgå en yderligere forværring af det sociale klima i virksomheden, eftersom virksomheden netop i forbindelse med en eventuel likvidation ville forsvinde. Hypotesen om en større fordel for medarbejdere i andre offentlige virksomheder er ikke tilstrækkeligt underbygget. Det samme gælder så meget desto mere — også i forbindelse med en global investors begrundelse som den, de franske myndigheder fremførte — fordi bevillingen af meget høje fratrædelsesgodtgørelser til medarbejdere i et selskab kan komplicere en eventuel omstrukturering af andre selskaber, som tilhører den samme investor. Desuden har de franske myndigheder ikke sat tal på de eventuelt betydelige sociale omkostninger, de gør gældende som begrundelse for betaling af de supplerende fratrædelsesgodtgørelser.

(237)

De franske myndigheder anførte også, at en likvidationsprocedure ville have været meget langvarig og potentielt en større risiko for staten som hovedaktionær i forhold til en afståelse af SNCM til en negativ pris. Kommissionen bemærker, at de franske myndigheder ikke fremlagde bevis for denne risiko og ikke forklarede, hvorfor en privat aktionær skulle have taget hensyn til varigheden af likvidationsproceduren. Frucona Kosice-sagen (125), som de franske myndigheder anførte, er ikke relevant i den foreliggende sag, da den vedrører testen for den private kreditor. Varigheden af en likvidationsprocedure er relevant for at analysere, om staten som kreditor for Frucona Kosice havde maksimeret tilbagebetalingen af sine tilgodehavender ved at acceptere en delvis, men omgående, tilbagebetaling, eller om den burde have afventet resultatet af virksomhedens likvidation. Situationen i den foreliggende sag er anderledes, idet staten er aktionær i SNCM og ikke er privat kreditor. I tilfælde af likvidation af SNCM ville aktiverne være klart utilstrækkelige til at dække passiverne, og staten ville derfor ikke kunne få sit indskud tilbage. Derfor er det ikke relevant i den foreliggende sag at påberåbe sig varigheden af en likvidationsprocedure.

(238)

De franske myndigheder påviste således ikke, at det var berettiget, at staten handlede som en privat investor i tilfælde af en likvidation og påtog sig omkostningerne ved disse supplerende godtgørelser.

(239)

Kommissionen skal på dette stadium i undersøgelsen nu fastslå værdien af SNCM's likvidation eksklusive supplerende fratrædelsesgodtgørelser.

(240)

Ifølge metoden for beregning af de opskrevne nettoaktiver er virksomheden insolvent, når den økonomiske værdi af de reale aktiver (der normalt er større end den regnskabsmæssige nettoværdi) ikke dækker den økonomiske værdi af de reale passiver.

(241)

For at kunne konstatere, om der er tale om insolvens i den foreliggende sag, har Kommissionen med bistand fra sin ekspert (126) verificeret, som forklaret i det følgende, at værdien af SNCM's aktiver pr. 30. september 2005 ikke var tilstrækkelig til at fyldestgøre både de privilegerede og de efterstillede kreditorer.

(242)

Kommissionen skønner, at værdiansættelse af nettoaktiverne er en metode, der normalt anvendes til at værdiansætte selskaber i sektoren for søtransport. Den mener desuden, at metoden er særligt velegnet i relation til SNCM's situation, eftersom hovedaktionæren som eneste alternativ til at afhænde virksomheden kan lade det træde i likvidation.

(243)

Hvad angår andre værdiansættelsesmetoder, bl.a. metoden baseret på tilbagediskonteret driftsmæssig likviditet, er det Kommissionens opfattelse, at den ikke er relevant i den foreliggende sag, eftersom den forudsætter, at virksomheden fortsætter sine aktiviteter, hvilket ikke ville være aktuelt i tilfælde af en likvidation af SNCM.

(244)

Kommissionen har valgt datoen den 30. september 2005 som referencedato for evalueringen af SNCM, eftersom det var på denne dato, det endelige valg blev truffet mellem at acceptere overtagelsestilbuddet eller lade rederiet træde i likvidation, efter at man den 27. september 2005 havde valgt BCP som køber.

(245)

Kommissionen bemærker bl.a., at SNCM's ejer sammen med revisionsfirmaet Ernst & Young beregnede omkostningerne ved at lade virksomheden træde i likvidation (jf. førnævnte rapport fra CGMF) pr. 30. september 2005, og denne beregning blev kontrolleret og efterprøvet af Oddo Corporate Finance og advokatfirmaet Paul Hastings. Kommissionen skal erindre om, at SNCM's aktiver blev vurderet til 190,3 mio. EUR i Oddo-rapporten.

(246)

Bruttomarkedsværdien af den flåde, SNCM selv ejede (127), blev af det specialiserede skibsmæglerfirma BRS vurderet til 224 mio. EUR pr. 30. september 2005, mens SNCM's flåde i Oddo-rapporten blev vurderet til 150,7 mio. EUR efter dekort (128), mæglergebyr (129) og juridiske risici (130).

Tabel 3

Scenarier for værdiansættelsen af SNCM's aktiver pr. 30. september 2005

(247)

Ud fra ovenstående tabel kan Kommissionen konstatere, at flåden udgør hovedelementet i værdiansættelsen af virksomhedens aktiver. I den forbindelse vurderede Kommissionens ekspert efter at have foretaget en sammenlignende analyse, når det var muligt, at dekorten på bruttohandelsværdien af skibene og beløbet til dækning af juridiske risici stemte overens. På dette grundlag konkluderede han, at der ikke var anledning til at afvise den franske stats værdiansættelse af flåden.

(248)

Med hensyn til dekorten skønner Kommissionen, at niveauet er på linje med den dekort, der har været givet ved salg af skibe i forbindelse med likvidationer. Ifølge Kommissionens ekspert afhændede det nationale belgiske rederi, Régie des Transports Maritimes, der driver ruten Ostende-Ramsgate, f.eks. to bilfærger i 1997 med en anslået dekort på henholdsvis 35 og 45 %. For nylig afhændede rederiet Festival Cruises tre krydstogtfartøjer med en dekort på gennemsnitligt 20 %. Den dekort, der er ydet i lignende tilfælde, svarer således meget godt til den dekort, de franske myndigheder regnede med i den foreliggende sag.

(249)

Med hensyn til beløbet til dækning af juridiske risici har der ikke været gennemført en tilsvarende transaktion på markedet, hvorfor Kommissionen skønner, at begrundelserne for at afsætte et beløb til dækning af juridiske risici er rimelige i betragtning af det begrænsede marked for disse specielle skibe, der er bygget til en ganske bestemt anvendelse.

(250)

Kommissionen gør i øvrigt opmærksom på, at dens uafhængige ekspert reviderede værdien af de finansielle aktiver i opadgående retning, især værdien af SNCM's aktier i CMN (fra 21,8 mio. EUR til 28 mio. EUR). Kommissionen mener, at i betragtning af Stef-TFE's bud på 35,2 mio. EUR for tilbagekøb af denne aktiepost, der blev fremsendt til Kommissionen i forbindelse med den foreliggende undersøgelse, er værdiansættelsen af SNCM's aktiepost i CMN til 28 mio. EUR rimelig i relation til en likvidation af rederiet.

(251)

Med hensyn til værdiansættelsen af de øvrige aktivposter havde Kommissionens ekspert ingen indvendinger. Han var dog ikke enig i posten »nettolikviditet« for aktiverne, eftersom de var negative. Kommissionen mener, at denne post i realiteten bør figurere blandt SNCM's passiver.

(252)

Under hensyn til de foretagne justeringer sætter Kommissionen værdien af SNCM's aktiver til 211,4 mio. EUR pr. 30. september 2005.

(253)

Kommissionen konstaterer, at de franske myndigheder kvantificerer de privilegerede kreditorers fordringer til 153,8 mio. EUR og de efterstående fordringer (ekskl. supplerende fratrædelsesgodtgørelser) til 170,9 mio. EUR.

(254)

Specielt med hensyn til de sociale fordringer vurderer de franske myndigheder omkostningerne ved den normale socialplan til [70-80] (60) mio. EUR. Omkostningerne er beregnet på et individuelt grundlag afhængigt af den enkeltes ansættelseskontrakt (tidsubestemt eller tidsbegrænset kontrakt), relevante vedtægter og kollektive overenskomster (besætningsmedlemmer, administrativt personale eller stabsfunktioner), anciennitet, indplacering og løn. Beløbet dækker godtgørelse for manglende opsigelsesvarsel ([20-30] (60) mio. EUR), feriepenge for varselsperioden ([0-10] (60) mio. EUR), overenskomstmæssig fratrædelsesgodtgørelse ([30-40] (60) mio. EUR) samt »Delalande-bidrag« ([0-10] mio. EUR) (134).

(255)

Omkostningerne ved den ekstraordinære socialplan blev af de franske myndigheder vurderet til [30-40] (60) mio. EUR. Denne socialplan omfatter samtlige ledsageforanstaltninger i forbindelse med SNCM's lovfæstede og vedtægtsbestemte forpligtelser ved afskedigelser (135) samt de indirekte omkostninger ved den normale socialplan (136).

(256)

Omkostningerne ved ophævelse af de vigtigste driftsaftaler vedrører primært realiseringen af den bankgaranti på 7,4 mio. EUR, der blev stillet for SNCM's tilfredsstillende opfyldelse af public service-forpligtelserne, hvortil skal lægges den bod, der er fastsat i public service-kontrakten, på 2 % af den finansielle referencekompensation på 63 mio. EUR for 2005, dvs. ca. 1,2 mio. EUR i tilfælde af misligholdelse af forpligtelserne.

(257)

Med hensyn til nettoomkostningerne ved afståelse af leasede fartøjer (137) understregede de franske myndigheder, at skibsmæglerfirmaet BRS ud fra bestemte forudsætninger (138) vurderede nettoprovenuet ved afståelse til 144,8 mio. EUR pr. 30. september 2005 efter dekort, mæglergebyr og finansielle omkostninger ved salget. Skattebesparelser og bankgæld udgør 193,5 mio. EUR, hvilket giver en restbankgæld vedrørende de leasede fartøjer på 48,7 mio. EUR.

Tabel 4

Scenarier for værdiansættelse af SNCM's passiver pr. 30. september 2005

(258)

Kommissionen bemærker, at de sociale gældsforpligtelser er det største element i SNCM's passiver. Hvad angår udgifterne til den normale socialplan, har Kommissionens ekspert foretaget stikprøvekontrol af beregningerne af alle elementer i planen og har hverken konstateret uregelmæssigheder eller fejl. Ud fra denne kontrol anser Kommissionen det beløb på [70-80] (60) mio. EUR, som de franske myndigheder har opgivet for omkostningerne til den normale socialplan, for rimeligt.

(259)

Med hensyn til de mellemliggende driftsunderskud skønner Kommissionen, at overslaget er forsigtigt, når man betænker lovgivningen, særlig artikel L.622-10 i handelsloven og artikel 119-2 i dekret nr. 85-1388 af 27. december 1985, hvorefter SNCM efter krav fra anklagemyndigheden med henvisning til rederiets public service-forpligtelser ville kunne dømmes af den kompetente handelsret til at fortsætte driften i to måneder med mulighed for forlængelse.

(260)

Hvad angår de efterstillede gældsforpligtelser, har Kommissionens ekspert ingen særlige indvendinger. Han har dog korrigeret beløbet på 69,7 mio. EUR med 14,5 mio. EUR efter overførslen af posten »nettolikviditet« fra aktivsiden til passivsiden. Kommissionen finder dette i overensstemmelse med de ændringer, der er foretaget i værdiansættelsen af SNCM's aktiver.

(261)

Med hensyn til den ekstraordinære socialplan (ekskl. supplerende fratrædelsesgodtgørelser) anslår Kommissionens ekspert, at tallene for udgifter til retstvister bør nedsættes til [0-5] (60) mio. EUR i stedet for [0-10] (60) mio. EUR som påstået af de franske myndigheder. Kommissionen er ganske vist overbevist om, at fagforeningerne vil forlange de tidsbegrænsede kontrakter ændret til tidsubegrænsede kontrakter (143), men den mener til gengæld, at de dermed forbundne udgifter kun kan omfatte de medarbejdere med tidsbegrænsede kontrakter, hvor det vil være oplagt (dvs. [150] tidsbegrænsede kontrakter). Regner man med en bruttomånedsløn på [2 000-2 500] (60) EUR med en godtgørelse på ni måneders løn for de [100-120] (60) første tidsbegrænsede kontrakter og seks måneders løn for de resterende [50-70] (60), bliver beløbet [0-10] (60) mio. EUR.

(262)

Med hensyn til nettounderskuddet ved afståelse af de leasede skibe mener Kommissionen, at de forudsætninger, der er lagt til grund for beregningen, er rimelige, bl.a. på grund af de formelle bestemmelser i de økonomiske interessegruppers kontrakter, der indebærer, at tredjeparter ikke umiddelbart kan træde i SNCM's sted, og at de skattemæssige fordele kun gælder skibe under fransk flag. Det er i øvrigt også rimeligt, at dækningen af juridiske risici ikke gælder leasede skibe, eftersom disse sælges af de økonomiske interessegruppers kreditorbanker. På denne baggrund finder Kommissionen det berettiget, at der medregnes finansielle omkostninger ved salget mellem den 30. september 2005 og datoen for det faktiske salg af det enkelte skib.

(263)

På grundlag af ovenstående anslår Kommissionen, at værdien af SNCM's privilegerede gældsforpligtelser pr. 30. september 2005 udgør 153,8 mio. EUR, og SNCM's efterstillede gældsforpligtelser udgør 181,1 mio. EUR.

(264)

Med henvisning til ovenstående anslår Kommissionen, at værdien af SNCM's aktiver pr. 30. september 2005 (dvs. 211,4 mio. EUR) ikke var tilstrækkelig til at fyldestgøre de privilegerede kreditorer (153,8 mio. EUR) og de efterstillede kreditorer (181,1 mio. EUR), dvs. et samlet beløb på 334,9 mio. EUR. Underskuddet beløber sig derfor til ca. 123,5 EUR.

(265)

Kommissionen har ligeledes set nærmere på de franske myndigheders og SNCM's argumentation for, at staten som flertalsaktionær kunne blive dømt til at hæfte for underskuddet ved en eventuel likvidation af virksomheden. En af de interesserede parter, CFF, anfægtede anvendelsen af den nationale retspraksis, som de franske myndigheder havde nævnt i den foreliggende sag. CFF mente nemlig vedrørende den dom, Appelretten i Rouen havde afsagt i Aspocomp Group Oyj-sagen, at retten havde dømt det finske moderselskab til at betale godtgørelser til medarbejderne i sit franske datterselskab, der var trådt i likvidation, fordi disse godtgørelser var fastsat i en socialplan i henhold til en firmaaftale, moderselskabet havde godkendt, men som i sidste instans ikke var blevet betalt.

(266)

De franske myndigheder mente, at de samlede faktiske omkostninger, som staten ville skulle bære som hovedaktionær gennem CGMF, ville udgøre mellem 312,1 mio. og 361 mio. EUR pr. 30. september 2005. Stadig ifølge de franske myndigheder er der heri bl.a. taget hensyn til risikoen for, at den franske stat ville komme til at hæfte for underskuddet, hvis en domstol fandt, at staten var den reelle leder af SNCM, og risikoen for, at staten ville blive dømt til at betale supplerende fratrædelsesgodtgørelser til det afskedigede personale. De franske myndigheder mente, at disse risici skulle tages med i beregningen af de faktiske omkostninger ved en eventuel likvidation af SNCM.

(267)

Spørgsmålet er så, hvordan de samlede reelle omkostninger, som staten sandsynligvis ville være kommet til at bære som hovedaktionær i tilfælde af en likvidation af SNCM, skal vurderes, for at det kan afgøres, om en fornuftig privat aktionær, i betragtning af risikoen for at komme til at hæfte for disse omkostninger og i betragtning af deres størrelse, ville have foretrukket at afhænde sit datterselskab omgående til en negativ pris på 158 mio. EUR frem for at løbe denne risiko.

(268)

I fransk ret har kuratoren i boet efter et konkursramt selskab mulighed for at anlægge sag mod selskabets tidligere ledere med påstand om personlig hæftelse, hvis en redningsplan er blevet opgivet, eller selskabet er gået i betalingsstandsning eller er trådt i likvidation (144).

(269)

Et sådant sagsanlæg over for det konkursramte selskabs tidligere ledere er begrundet i behovet for at genetablere selskabets aktiver og passiver, hvilket er en af kuratorens opgaver.

(270)

De franske myndigheder har i flere skriftlige henvendelser til Kommissionen argumenteret for, at det var særdeles sandsynligt, at en national domstol ville dømme staten til at dække virksomhedens underskud, og at der burde tages hensyn hertil ved beregningen af de faktiske omkostninger ved en eventuel likvidation af SNCM.

(271)

SNCM vedlagde i sin korrespondance af 28. februar 2008 rapporten fra Baker & McKenzie med en vurdering af de retlige konsekvenser af et sagsanlæg med krav om, at staten hæftede for underskuddet. Rapporten konkluderede, at det var højst sandsynligt, at en handelsret, der fik forelagt sagen, ville holde staten ansvarlig og dømme den til at dække hele SNCM's sociale gæld.

(272)

Ifølge den relevante lovgivning kan et konkursramt selskabs sociale gæld forlanges dækket af dets tidligere retlige og faktiske ledere, såfremt følgende fire forudsætninger alle er til stede:

(273)

Analysen i Baker & McKenzie-rapporten, som Kommissionen fik tilsendt fra SNCM, førte til den konklusion, at […] (60). Kort sagt havde ovennævnte ekspertrapport til formål i overensstemmelse med den relevante retspraksis (145) at påvise, at staten havde begået gentagne […] (60). Ifølge denne rapport havde staten navnlig truffet […] (60) beslutninger. Endvidere så det ud til, at virksomhedens ledende organer […] (60). Endelig havde staten […] (60).

(274)

Kommissionen konstaterer desuden, at de franske myndigheder i deres korrespondance af 28. marts 2008, ikke havde taget forbehold […] (60). I deres skrivelse af 20. november 2006 anførte de franske myndigheder selv, at en dommer […] (60) virksomheden.

(275)

Kommissionen er dog af den opfattelse, at de franske myndigheders erklæring af 20. november 2006, der er afgivet i forbindelse med en procedure om statsstøtte, ikke i sig selv er tilstrækkelig som retsgyldigt bevis på, at en dommer ville betragte de nationale myndigheder som faktisk leder af den virksomhed, der har modtaget den pågældende støtte, og især ikke som bevis for graden af sandsynlighed for, at det ville ske.

(276)

Navnlig vedrørende de kontroversielle beslutninger er det langt fra fastslået, at statens endelige beslutning afviger væsentligt fra den praksis, staten følger i forvaltningen af sine kapitalinteresser. Også i Baker & McKenzie-rapporten nævnes en tilbagevendende kontrovers om, i hvilken grad det er ønskeligt, at staten blander sig i forvaltningen af sine kapitalinteresser og [...'s] (60) generelt meget omfattende rolle.

(277)

De elementer i national retspraksis, som både staten og SNCM har fremført, omfatter ikke direkte den slags situation. De vigtigste tilfælde vedrører lokale myndigheder, og BRGM-dommen af 6. februar 2001 omhandler en offentligretlig industri- og handelsvirksomhed.

(278)

Det er under alle omstændigheder langt fra fastslået, at staten som offentlig myndighed skal betragtes som reelt ansvarlig for ledelsen.

(279)

I den foreliggende sag konstaterer Kommissionen, at der i rapporten fra SNCM's ekspert på grundlag af en ikkeudtømmende liste over faktiske forhold henvises til en række tilfælde, hvor staten […] (60) skulle have begået ledelsesfejl.

(280)

Det anføres bl.a., at den franske stat skulle have begået investeringsmæssige fejltagelser i forbindelse med […] (60) SNCM. Staten skulle ligeledes have begået talrige ledelsesmæssige fejl i relation til størrelsen […] (60) SNCM.

(281)

De franske myndigheder betegnede i deres korrespondance af 30. april 2007 risikoen for at blive gjort ansvarlig som meget høj med henvisning til kriterierne for ledelsesfejl i den i handelslovens artikel L. 651-2 fastsatte betydning.

(282)

Igen finder Kommissionen, at denne erklæring af 30. april 2007, der er afgivet i forbindelse med en procedure om statsstøtte, ikke i sig selv er tilstrækkelig som retsgyldigt bevis på, at en dommer ville anse de nationale myndigheder for at have begået de påståede fejl, og især ikke som bevis for graden af sandsynlighed for, at det ville ske. Det gælder i endnu højere grad, eftersom de franske myndigheder anfægter, at der er tale om ledelsesmæssige fejl, selv om disse er nødvendige for at iværksætte en sag om personlig hæftelse.

(283)

Mere grundlæggende skal det bemærkes, at såvel SNCM som de franske myndigheder i høj grad støtter sig på temmelig gamle ledelsesmæssige beslutninger. Således fokuserer Baker & McKenzie-rapporten på […] (60), der er foretaget indtil 2000. Den indeholder således henvisninger til rapporter fra Revisionsretten for regnskabsårene 1993-1999. Det er i midten af 1990'erne, de vigtigste påståede ledelsesfejl skal være sket. Men SNCM's kreditorer var underrettet om denne ledelsesform på det tidspunkt, hvor de bevilgede et lån. De accepterede således i hvert fald implicit risikoen ved denne type ledelse. Intet tyder på, at statens ansvar kan gøres gældende i praksis med henblik på personlig hæftelse i en sådan situation.

(284)

Desuden skal disse påståede ledelsesfejl forklares ved politiske valg, de offentlige myndigheder har truffet, og heller intet tyder på, at disse politiske valg kan kaldes ledelsesfejl i henhold til retspraksis vedrørende personlig hæftelse.

(285)

Endelig savner Baker & McKenzie-rapporten troværdighed, bl.a. når det heri anslås, at SNCM's situation skulle kunne tilskrives statens fejl i den eksterne kommunikation om SNCM's situation. Det fremgår nemlig blot af denne rapport, at staten har henvist til en situation, der allerede var velkendt. Statens adfærd svarer derfor ikke til en ledelsesfejl.

(286)

I den foreliggende sag konstaterer Kommissionen, at der i Oddo-rapporten opereres med et underskud på 134,4 mio. EUR pr. 30. september 2005, udregnet som differencen mellem værdien af SNCM's aktiver på den ene side (190,3 mio. EUR) og værdien af virksomhedens passiver (foranstillet og efterstillet gæld vurderet til henholdsvis 153,8 mio. EUR og 170,9 mio. EUR).

(287)

Kommissionen har tidligere anslået SNCM's underskud til 123,5 mio. EUR pr. 30. september 2005 (jf. betragtning 264).

(288)

Ifølge de franske myndigheder kan lederen af en juridisk person gøres ansvarlig i medfør af artikel L. 624-3 i handelsloven, selv om den pågældendes ledelsesfejl kun er en af årsagerne til insolvensen, og kan dømmes til at hæfte for hele eller dele af virksomhedens sociale gæld, også selv om den eller de af ham begåede fejl kun ligger til grund for en del af den (146). Ifølge de franske myndigheder ville den franske stat blive dømt til at dække en anslået andel på mellem 85 % og 100 % af det konstaterede underskud, dvs. mellem 114,3 mio. EUR og 134,4 mio. EUR.

(289)

Denne analyse bygger ikke på noget solidt grundlag. I det omfang de påståede ledelsesfejl bygger på beslutninger, der er truffet i midten af 1990'erne og har medført omgående ekstraomkostninger for SNCM, er det meget vanskeligt heri at se årsagen til insolvensen i 2005, især da der er sket mange begivenheder mellem de to datoer.

(290)

Det ser nemlig også ud til, at der ikke er nogen automatisk forbindelse mellem størrelsen af den erstatning, der ydes for personlig hæftelse, og størrelsen af den manko, der er opstået som følge af en ledelsesmæssig fejl (forudsat at den er fastslået), hvilket også betyder, at retten kan beslutte at fastsætte størrelsen af lederens bøde til meget mindre end den konstaterede manko (147).

(291)

Men i modsætning til hvad de franske myndigheder (og SNCM) synes at tro, tyder intet på, at retten, som afgør spørgsmålet om personlig hæftelse, vil betragte de her omtvistede beslutninger som så alvorlige, at de kan begrunde, at de offentlige myndigheder pålægges en stor del af den konstaterede manko. Ser man på de undersøgte påstande, drejer det sig nemlig om politiske beslutninger med et protektionistisk sigte (for de flestes vedkommende endda truffet ti år tidligere) eller nyere beslutninger truffet med henblik på at spare medarbejderne for forpligtelsen til at opnå produktivitetsgevinster eller til at forsøge at sikre et bedre klima på arbejdspladsen.

(292)

Ud over personlig hæftelse for insolvensen ville en fransk ret ifølge de franske myndigheder med henvisning til gældende retspraksis (148) helt sikkert have dømt staten til at dække de supplerende fratrædelsesgodtgørelser (dvs. mellem [200-210] (60) og [250-260] (60) mio. EUR). Ifølge de franske myndigheder andrager de samlede faktiske omkostninger, som staten som hovedaktionær ville skulle dække, mellem 212,1 mio. EUR og 361 mio. EUR.

(293)

De franske myndigheder præciserer, at de franske domstole i afgørelser for nylig har dømt den retlige eller faktiske leder af en virksomhed til ud over underskuddet i virksomheden at dække supplerende fratrædelsesgodtgørelser beregnet på grundlag af en socialplan udarbejdet af virksomheden, inden den trådte i likvidation.

(294)

De franske myndigheder henviser især til Aspocomp-sagen, hvor det franske selskab Aspocomp SAS, der er et 99 % ejet datterselskab af det finske Aspocomp Group Oyj, havde indgået en firmaaftale den 18. januar 2002 indeholdende vilkårene for godtgørelser i henhold til en socialplan for 210 af i alt 550 ansatte. I aftalen var bl.a. fastsat beløbet for godtgørelser og supplerende godtgørelser samt støtte ved frivillig fratræden. Efter en ændring af koncernens strategi besluttede moderselskabet Aspocomp Group Oyj imidlertid den 21. februar 2002 at ophøre med at finansiere datterselskabet Aspocomp SAS og fremtvang dermed datterselskabets konkurs. Den pågældende beslutning forhindrede reelt datterselskabet i at opfylde sine forpligtelser i henhold til firmaaftalen og tvang det til at afskedige samtlige ansatte.

(295)

I denne sag stadfæstede Appelretten i Rouen kendelsen fra Arbejdsretten i Evreux og dømte således selskabet Aspocomp Group Oyj, der kontrollerede 99 % af datterselskabet, til at betale: i) samtlige godtgørelser og supplerende godtgørelser i henhold til firmaaftalen plus erstatning for uberettiget afskedigelse til de lønmodtagere, der var omfattet af aftalen, og ii) tilsvarende godtgørelser til de medarbejdere, der blev afskediget i forbindelse med Aspocomps konkurs, med henvisning til at moderselskabet ved ikke at opfylde de indgåede forpligtelser havde handlet illoyalt og hensynsløst.

(296)

Skønt Frankrig ligeledes påberåbte sig en dom af 19. april 2005 fra Kassationsrettens handelsretsafdeling (149) til støtte for deres teori, kan Kommissionen ikke se noget afgørende element i dommen i forhold til denne kontrovers. Kassationsretten nøjes med at bemærke, at Appelretten ikke har ført retsgyldigt bevis for formuesammenblanding mellem moder- og datterselskabet. Under alle omstændigheder konstaterede Kommissionen, at forholdene vedrørende Aspocomp-sagen ikke er de samme som i den foreliggende sag. I den foreliggende sag undlod CGMF således ikke at opfylde sine forpligtelser til at udbetale supplerende fratrædelsesgodtgørelser.

(297)

Det skal bemærkes, at både SNCM og de franske myndigheder ser ud til at være enige om betydningen af, at en socialplan […] (60). Det er særdeles tvivlsomt, om […] (60) kan betragtes som en ledelsesmæssig fejl, der kan gøre staten ansvarlig over for medarbejderne […] (60). Under forudsætning af, at staten mod forventning […] (60) kunne ifalde ansvar over for medarbejderne og give dem ret til en statsbetalt godtgørelse (150), ville indrømmelsen af en sådan ret i sig selv udgøre en fordel til virksomheden SNCM og dermed statsstøtte af de samme årsager som anført ovenfor i forbindelse med de individuelle støtteforanstaltninger på 38,5 mio. EUR. Denne foranstaltning ville nemlig kunne mildne det sociale klima i virksomheden en smule.

(298)

Der er ikke ført tilstrækkeligt retsgyldigt bevis for, at de franske myndigheder med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed ville blive dømt ved en national ret til at betale erstatning i forbindelse med personlig hæftelse og endnu mindre for, at erstatningen ville overstige den negative pris, hvortil SNCM blev »solgt«.

(299)

Der skal ligeledes tages hensyn til, at statens tiltag, under forudsætning af at staten i den foreliggende sag har handlet uforsvarligt, havde til formål at beskytte nationale industri- og servicevirksomheder, bl.a. SNCM og dennes medarbejdere, ved bl.a. at undgå at pålægge dem en udvikling, der socialt set ville være blevet ilde modtaget. Selv om offentligretlige personer, herunder staten, under visse omstændigheder kan betragtes som faktiske ledere af en virksomhed, tyder intet i realiteten på, at en sag om personlig hæftelse kan benyttes mod statens politiske valg, især under sådanne omstændigheder. Vi er her langt fra omstændighederne i Aspocomp-sagen, som på ingen måde vedrørte en sådan problematik.

(300)

Kommissionen finder under alle omstændigheder ikke, at de franske myndigheder i dag kan påberåbe sig fortidens politiske valg for at begrunde offentlige indgreb med det formål at afhjælpe virkningerne af tidligere foranstaltninger. Tværtimod skal disse to foranstaltninger, dvs. fortidens indgreb og de nye offentlige foranstaltninger, analyseres som to kumulerede konkurrencefordrejninger. For hvis man accepterer statens ansvar for at dække underskuddet, giver man staten mulighed for at erkende at have begået fejl i ledelsen af virksomheden som begrundelse for, at en kapitaltilførsel ikke var statsstøtte, hvilket ville medføre en ny konkurrencefordrejning. Staten ville i så fald påberåbe sig sine egne ledelsesfejl for at begrunde en supplerende kapitaltilførsel i modstrid med det generelle princip om, at man ikke kan basere sin argumentation på egne fejl (151).

(301)

Det ville desuden være helt kunstigt at adskille statens adfærd som »uforsvarlig leder« (forudsat at dette fastslås) fra statens adfærd som den, der redder den virksomhed, den har ledet uforsvarligt. Ledelsesfejl indgår ikke i den normale adfærd for en opmærksom privat investor i et samfund med markedsøkonomi. Redningsordningen, som ikke kan adskilles fra denne fejl, skyldes derfor heller ikke sidstnævnte adfærd.

(302)

Konsekvensen af en accept af den teori, de franske myndigheder og SNCM har fremført, ville desuden gøre det muligt for staten at give en garanti til en virksomhed, der bevidst begår en »ledelsesfejl«, hvilket næppe er acceptabelt i henhold til statsstøttereglerne.

(303)

I den foreliggende sag, hvor staten med den adfærd ville pådrage sig ansvar ifølge SNCM og de franske myndigheders teori, ville staten i realiteten handle som offentlig myndighed og ikke som aktionær. Eftersom en fornuftig privat aktionær ikke ville have truffet beslutninger baseret på politiske og offentlige overvejelser, kan risikoen for personlig hæftelse som følge af sådanne beslutninger ikke tages i betragtning ved en test om en fornuftig privat investor i et samfund med markedsøkonomi (152).

(304)

De franske myndigheder erindrer om, at Kommissionen i sin ABX-beslutning af 7. december 2005 har tænkt sig at tage hensyn til, at »lovgivningen i visse medlemsstater undtagelsesvis gør det muligt for tredjeparter at søge sig fyldestgjort hos aktionærerne i et selskab, der er gået konkurs, navnlig hvis disse aktionærer betragtes som [fjernet i teksten] og/eller har udvist mangelfuld ledelse.« (153)

(305)

Kommissionen minder dog om, at begrebet støtte skal vurderes objektivt og bemærker, at det i beslutningen i den samme sag blev præciseret, at »det endelig under den lidet sandsynlige forudsætning, at alle disse betingelser for at ifalde ansvar i henhold til national ret […] skulle være opfyldt, ikke ville udelukke, at disse foranstaltninger til fordel for datterselskabet havde karakter af statsstøtte.« (154)

(306)

I den foreliggende sag føler Kommissionen sig derfor ikke tilstrækkeligt overbevist af de franske myndigheders argumentation til at konkludere, at SNCM's hovedaktionær med overvejende sandsynlighed risikerede at blive holdt ansvarlig.

(307)

Kommissionen afviser på disse betingelser at tage hensyn til de supplerende fratrædelsesgodtgørelser (jf. betragtning 225 ff.) og konkluderer, at omkostningerne til likvidation af SNCM ville have været ugyldige for staten. Kommissionen finder nemlig, at staten som aktionær ikke kan pålægges likvidationsomkostningerne, da en aktionærs risiko hænger sammen med værdien af hans andel af virksomhedens egenkapital.

(308)

Kommissionen mener således, at en privat investor ville være gået ind for den billigste løsning, dvs. en likvidation af SNCM. Kommissionen konkluderer som følge heraf, at den negative pris på 158 mio. EUR udgør statsstøtte.

(309)

I deres bemærkninger til åbningsbeslutningen anførte de franske myndigheder, at statens rekapitalisering på 8,75 mio. EUR skete samtidig med de private investorers tilførsel. De forklarede, at sammenfaldet styrkedes af statens mindretalsaktiepost, mens hovedparten af midlerne blev tilført af markedet. Desuden mente myndighederne, at forrentningen af statens kapitalindskud, dvs. […] (60) % om året, ville give et afkast på lang sigt, der er rimeligt for kapital investeret af en privat investor. Endelig anførte de også i et notat af 16. maj 2013, at risikoen ved ophævelsesklausulen blev opvejet af de private aktionærers call-option.

(310)

Statens indskud skal nu sammenlignes med indskuddet fra private købere, dvs. 26,25 mio. EUR. Men som det blev påvist i afsnit 6.1.2, beløber statens indskud sig til 158 mio. EUR, hvortil skal lægges de 38,5 mio. i støtte til enkeltpersoner og de 15,81 mio., der blev udbetalt i henhold til planen fra 2002, som det vil blive påvist i afsnit 6.1.4 og 6.1.5.

(311)

Faktisk er alle foranstaltninger fra 2006 indeholdt i aftaleprotokollen. Parterne i denne protokol, CGMF, BCP og VT, aftalte i samme dokument at foretage tilførslen på 158 mio. EUR, kontokurantlånet på 38,5 mio. EUR og kapitalforhøjelsen på 8,75 mio. EUR. I den foreliggende sag udgør disse tre foranstaltninger en og samme transaktion, som har til formål at privatisere SNCM. Som Retten fastslår i præmis 125 i sin dom af 11. september 2012, [er] »Dette kapitalindskud [på 8,75 mio. EUR] således et led i en global salgsprotokol som følge af en og samme forhandling, hvor overtagernes indskud er modydelser for tunge forpligtelser for den franske stat i forskellig form.« Det er således de tre førnævnte foranstaltninger, der til sammen skal betragtes som statens kapitalindskud til SNCM og sammenlignes med de private investorers indskud med henblik på at vurdere, om deres foranstaltning er af væsentlig karakter eller ej.

(312)

På baggrund af ovenstående konkluderer Kommissionen, at de private aktionærers indskud, dvs. 10,6 % af det samlede indskud ikke kan betragtes som væsentligt.

(313)

Som det allerede blev konstateret i betragtning 311, udgør de tre foranstaltninger i denne sag én privatiseringstransaktion. Kommissionen finder, at tilførslerne af offentlig og privat kapital dermed kan antages at være helt samtidige.

(314)

Vedrørende kriteriet om tilførsler foretaget under sammenlignelige omstændigheder bemærker Kommissionen først og fremmest, at de interesserede parter, CCF og STIM, har rejst tvivl om den private foranstaltnings væsentlige karakter, og især om der er tale om sammenlignelige omstændigheder mellem den offentlige investering og de private investorer på grund af tilstedeværelsen af ophævelsesklausulen.

(315)

Kommissionen finder, at alene omstændighederne omkring denne kapitalforhøjelse viser, at de risici, de private og offentlige investorer løber, ikke er identiske. Alene tilstedeværelsen af og betingelserne i klausulen om ophævelse af overtagelsen viser, at risikosituationen for henholdsvis private investorer og den offentlige investor ikke er den samme, hvis betingelserne i klausulen opfyldes. Ifølge aftaleprotokollen har de private investorer mulighed for at trække sig og få deres indskud tilbage, hvis Kommissionen, Retten eller Domstolen træffer en negativ afgørelse, eller hvis public service-kontrakten ikke fornys. Sidstnævnte del af ophævelsesklausulen er endnu mere negativ for staten, fordi den vedrører SNCM's kerneaktivitet. SNCM har nemlig traditionelt været den operatør, der sikrede trafikforbindelsen mellem Korsika og det franske fastland. Rent skematisk ligger to tredjedele af selskabets aktivitet på trafikken mellem Marseille og Korsika i forbindelse med varetagelsen af public service-forpligtelsen. Ophævelsesklausulen beskytter således de private investorer mod den kommercielle risiko for størstedelen af SNCM's aktiviteter. Den risiko er det nemlig kun staten, der løber.

(316)

Anvendelsen af ovennævnte ophævelsesklausul medfører således dels en forpligtelse for SNCM til at tilbagebetale alle overtagernes indskud til fordel for disse private investorer. Dels ville CGMF igen være ejer af 100 % af kapitalen i SNCM, mens risikoen for likvidation og dermed tab af en væsentlig del af de offentlige investeringer, vil være øget betydeligt.

(317)

For så vidt angår private aktionærers købstilsagn, kan det ikke aktiveres af CGMF i tilfælde af SNCM's betalingsstandsning eller likvidation. Det bekræfter, at denne mulighed ikke kan benyttes i tilfælde af vanskeligheder, og risiciene hviler i al væsentlighed på CGMF, dvs. staten. Kommissionen mener derfor ikke, at dette købstilsagn kan analyseres som modydelse for ophævelsesklausulen.

(318)

Endvidere kan Kommissionen ikke godtage de franske myndigheders argument om, at aftaleprotokollen indeholdt en række garantier med henblik på at beskytte statens investering. Faktisk udgør de forpligtelser, overtagerne får pålagt, ikke risici eller supplerende begrænsninger for overtagerne, som kunne sætte dem i en situation, der kan sammenlignes med CGMF's. De skal udelukkende sikre, at de private overtagere — i den periode, hvor de kan anvende ophævelsesklausulen — ikke foretager en juridisk ændring af SNCM og kun foretager handlinger, der er nødvendige for gennemførelse af forretningsplanen og socialpagten.

(319)

Som Retten understregede i sin dom af 11. september 2012, er en analyse af den forventede rentabilitet alene ikke tilstrækkelig til at konkludere, at staten har foretaget investeringen på markedsvilkår, i den udstrækning risiciene ikke er delt ligeligt mellem offentlige og private aktionærer.

(320)

Selv om investeringsbetingelsen om ligestilling ikke er opfyldt, kan foranstaltningen stadig være i overensstemmelse med princippet om den private investor under markedsøkonomiske vilkår. Det skal derfor bevises, at statens adfærd har svaret til den, en fornuftig privat investor ville have udvist i en lignende situation, f.eks. gennem forudgående analyser af forrentningen af investeringen. Imidlertid fremlagde de franske myndigheder intet bevis for en sådan forudgående analyse. De franske myndigheder anførte blot efterfølgende i deres bemærkninger, at den faste forrentning på […] (60) % ville være passende for en privat investor ved sammenligning med forrentningen af en fransk statsobligation med et afkast på det pågældende tidspunkt på mellem 3,72 og 3,95 %. Men de fremlagde ingen analyse, der viste, at satsen på 10 % ville have været acceptabel for en privat investor i betragtning af statens risici, f.eks. ved ophævelsesklausulen og i forbindelse med virksomhedens situation.

(321)

Især gælder satsen på […] (60) % kun ved en kapitaltilførsel i størrelsesordenen 8,75 mio. EUR, men i en sådan analyse skulle hele statens tilførsel, som er accepteret i protokollen, have været medregnet. Eftersom der ikke er noget afkast af den negative pris på 158 mio. EUR eller kontokurantlånet på 38,5 mio. EUR, ville forrentningen af statens samlede investering i SNCM på privatiseringstidspunktet i 2006 have ligget klart under rentesatsen for en fransk statsobligation. På grund af de tilknyttede risici ville en fornuftig privat investor under markedsøkonomiske vilkår ikke have accepteret en sådan rentesats.

(322)

På baggrund af ovenstående mener Kommissionen ikke, at de ved retspraksis fastsatte kriterier for på forhånd at udelukke, at den omhandlede foranstaltning har karakter af statsstøtte, er opfyldt. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at statens kapitaltilførsel på 8,75 mio. EUR gav SNCM en økonomisk fordel, eftersom den blev gennemført sideløbende med en tilførsel af privat kapital og på ikkesammenlignelige vilkår i den i EU-retspraksis fastsatte betydning. Den omtvistede foranstaltning udgør derfor statsstøtte efter EUF-traktatens artikel 107, stk. 1.

(323)

De franske myndigheder fandt, at denne finansiering udgør individuel støtte, som ikke gavnede virksomheden, og som derfor ikke er statsstøtte. De interesserede parter CCF og STIM anfægtede, at denne foranstaltning skulle udgøre individuel støtte, fordi de bl.a. mente, at foranstaltningen kunne skabe positive indirekte virkninger for SNCM.

(324)

Kommissionen mener, at det forhold, at de direkte modtagere af den individuelle støtte er medarbejdere, ikke er tilstrækkeligt til at påvise, at der ikke er tale om støtte til fordel for deres arbejdsgiver. Retten præciserede nemlig følgende: »[…] den omstændighed, at de direkte modtagere af støtten til enkeltpersoner er medarbejdere, [er] ikke tilstrækkelig til at påvise, at der ikke foreligger en støtte til fordel for deres arbejdsgiver.« (155)

(325)

Som Retten ligeledes anførte i præmis 138 i dommen af 11. september 2012: »[m]ed henblik på at undersøge, om denne støtte til enkeltpersoner udgør støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, må det […] afgøres, om SNCM opnår en indirekte økonomisk fordel, der har gjort det muligt for selskabet at undgå omkostninger, der normalt skulle have været afholdt af virksomhedens egen kapital, og derfor hindrer, at markedskræfterne virker på sædvanlig måde.«

(326)

Endvidere bemærker Kommissionen, at denne foranstaltning ifølge aftaleprotokollen er en statslig forpligtelse over for private partnere til at finansiere »den del af omkostningerne ved medarbejderes eventuelle frivillige fratræden eller afbrydelse af ansættelseskontrakter (uanset af hvilken art), den såkaldte »kulance«, der skal lægges oven i ethvert beløb, som arbejdsgiveren skal betale (…)«. Som Retten anfører i præmis 145 i dommen af 11. september 2012, synes det forhold, at denne støtte til enkeltpersoner indgår i protokollen om salg, at understrege, at den skaber en fordel. Parterne har benyttet sig af denne mulighed, fordi de kunne opnå en vis fordel heraf.

(327)

Støtten skaber derfor en økonomisk fordel for SNCM, idet den giver selskabet mulighed for ikke at bære alle omkostningerne ved visse medarbejderes eventuelle fremtidige fratræden. Hvis staten fritager en virksomhed for sådanne omkostninger, er det derfor en fordel for virksomheden. Kommissionen anfører, at disse supplerende sociale foranstaltninger sigter mod at lette gennemførelsen af fratrædelsesplaner, som er nødvendige for at nå virksomhedens mål, og ikke følger af en lovbestemt forpligtelse. I den foreliggende sag viser hyppigheden af social uro i SNCM, at gennemførelsen af denne virksomheds socialplan nærmest systematisk medfører strejker og andre faglige aktioner. Disse supplerende sociale foranstaltninger udgør uden tvivl en fordel for SNCM.

(328)

Kommissionen mener derfor, at foranstaltningen udgør statsstøtte efter EUF-traktatens artikel 107, stk. 1.

(329)

Foranstaltningerne fra 2006 sikrede en betydelig forhøjelse af støttebeløbet til den omstrukturering, der undersøges, jf. planen fra 2002, til et beløb af 69,29 mio. EUR og skal analyseres som en ændring af omstruktureringsplanen og omkostningerne hertil. Da privatiseringen blev planlagt var omstruktureringsplanen nemlig allerede i gang. Men SNCM nåede ikke sit mål om at vende tilbage til en situation med rentabilitet. Retten præciserede, at [det] »[i] denne forbindelse skal […] bemærkes, at beslutningen fra 2006 udtrykkeligt anfører den omstændighed, at såfremt der foreligger elementer af omstruktureringsstøtte i planen fra 2006, skal disse vurderes samtidigt med omstruktureringsstøtten i planen fra 2002 (…)« (156). Retten understregede, at denne analyse blev foretaget »med rette«. Beløbet på 69,29 mio. EUR svarer til det beløb på 66 mio. EUR, der blev bevilget i 2002 gennem den første rate i omstruktureringsplanen, og de 3,29 mio. EUR i støtte, som blev bevilget i 2005 gennem anden rate.

(330)

Af dette støttebeløb, som blev bevilget i henhold til omstruktureringsplanen fra 2002, vedrører de 53,4 mio. EUR i virkeligheden public service-kontrakten. Lovligheden af denne støtte blev bekræftet ved Rettens dom af 11. september 2012, og Kommissionen skal derfor undersøge foreneligheden af den egentlige omstruktureringsstøtte, dvs. 15,81 mio. EUR, der blev bevilget under omstruktureringen i 2002, og foreneligheden af alle støtteforanstaltningerne i 2006 på baggrund af rammebestemmelserne fra 2004.

(331)

Kommissionen konstaterer, at omstruktureringsplanen fra 2002 blev undersøgt i forbindelse med rammebestemmelserne fra 1999. Den bemærkede ligeledes, at de nye foranstaltninger fra 2006, der omfattede planen fra 2002, ligger efter ikrafttrædelsen af de nye rammebestemmelser fra 2004, og blev gennemført, før Kommissionen gav tilladelse hertil.

(332)

I overensstemmelse med overgangsreglerne i henhold til rammebestemmelserne fra 2004 (157) finder disse anvendelse, når der er tale om en ulovlig støtte, som delvis er bevilget efter deres ikrafttræden.

(333)

Hvis foranstaltningerne fra 2006 således udgør støtte, indgår de i de omstruktureringsforanstaltninger, der blev iværksat i 2002, og skal derfor analyseres sammen med disse. Alle disse støtteforanstaltningers forenelighed vil derfor blive analyseret under rammebestemmelserne fra 2004.

(334)

For at være berettiget til omstruktureringsstøtte skal virksomheden kunne betegnes som kriseramt i den i rammebestemmelserne fastsatte betydning.

(335)

I den foreliggende sag skal Kommissionen erindre om, at den både i sin beslutning af 17. juli 2002 om redningsstøtten til SNCM (158) og i sin beslutning af 19. august 2002 om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende rekapitaliseringsplanen, konstaterede, at dette kriterium var opfyldt med henvisning til SNCM's årsregnskab for 2001.

(336)

Med henblik på den foreliggende afgørelse har Kommissionen på grundlag af virksomhedens årsregnskab for 2002 efterprøvet, om SNCM opfyldte denne betingelse. Egenkapitalen ekskl. lovfæstede hensættelser (159) var fortsat negativ: – 26,5 mio. EUR i 2002 efter – 30,7 mio. EUR i 2001. En så stor manko er udtryk for, at over halvdelen af egenkapitalen er forsvundet, og heraf er mere end en fjerdedel gået tabt inden for de seneste 12 måneder efter anmeldelsen af støtten. Den i rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), anførte betingelse er således opfyldt.

(337)

Ud over udviklingen i egenkapitalen konstaterer Kommissionen desuden følgende:

(338)

De franske myndigheder har desuden over for Kommissionen bekræftet, at bankerne har afvist at yde SNCM yderligere lån med henvisning til virksomhedens gæld, på trods af at denne havde tilbudt at stille sine sidste ubehæftede skibe som sikkerhed.

(339)

Public service-kontrakten ændrede intet ved denne analyse. Kontrakten skulle ganske vist sammen med den gennemførte omstruktureringsplan gøre det muligt for SNCM på sigt at opnå positive driftsresultater, men virksomhedens akutte mangel på egenkapital, den voksende gæld og omkostningerne ved de driftsmæssige foranstaltninger i omstruktureringsplanen ville i løbet af kort tid bringe SNCM i betalingsstandsning.

(340)

Da omstruktureringsperioden strakte sig fra 2002 til 2006, er det nødvendigt at kontrollere, om SNCM opfyldte denne betingelse i den pågældende periode og bl.a. på det tidspunkt, hvor der blev truffet beslutning om nye tilførsler af offentlige midler.

(341)

I beslutningen fra 2003 blev det bemærket, at SNCM opfyldte dette kriterium vedrørende regnskabsårene 2001 og 2002 (160).

(342)

Det skal nu kontrolleres, om SNCM stadig opfyldte denne betingelse i regnskabsårene 2003-2005, dvs. det sidste fulde regnskabsår før gennemførelsen af de nye foranstaltninger i 2006 vedrørende privatiseringen af SNCM.

(343)

Som det allerede fremgår af betragtning 73 ff., blev SNCM's situation stærkt forværret i 2004 og 2005. SNCM's resultat blev således opgjort til – 32,6 mio. EUR i 2004 og – 25,8 mio. EUR i 2005. Nettoresultatet var – 29,7 mio. EUR i 2004 og – 28,8 mio. EUR i 2005. Der blev for egenkapitalen i 2005 (– 1,7 mio. EUR) konstateret et tab på 25,5 mio. i forhold til 2004. Dette fald svarer til, at over halvdelen af egenkapitalen er forsvundet, idet mere end en fjerdedel er gået tabt inden for de sidste 12 måneder. Betingelsen, jf. punkt 10, litra a), i rammebestemmelserne fra 2004, er således opfyldt.

(344)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at SNCM kan betegnes som kriseramt i den i rammebestemmelserne fra 2004 fastsatte betydning.

(345)

Det fastsættes i punkt 43 i rammebestemmelserne: »Støttens størrelse og intensitet skal være begrænset til det strengt nødvendige minimum, så omstruktureringen gennemføres som en funktion af virksomhedens, aktionærernes eller den pågældende koncerns finansielle muligheder. Ved vurderingen heraf tages der hensyn til eventuel redningsstøtte, som virksomheden har modtaget på et tidligere tidspunkt. Støttemodtagerne skal selv yde et betydeligt bidrag til omstruktureringsplanen af egne midler, herunder ved afhændelse af aktiver, som ikke er nødvendige for virksomhedens overleven, eller ved finansiering udefra på markedsvilkår. Et sådant bidrag er udtryk for, at markederne har tillid til, at virksomheden igen kan blive rentabel. Bidraget skal være et reelt bidrag, dvs. et faktisk bidrag, hvilket udelukker forventede fremtidige gevinster såsom cash flow, og det skal være så stort som muligt.«

(346)

Følgende præciseres i rammebestemmelsernes punkt 44: »Kommissionen vil normalt anse følgende bidrag til omstruktureringen for at være passende: mindst 25 %, når der er tale om små virksomheder, mindst 40 %, når der er tale om mellemstore virksomheder, og mindst 50 %, når der er tale om store virksomheder. Under ekstraordinære omstændigheder og i tilfælde af særligt store problemer, som medlemsstaten skal kunne påvise, kan Kommissionen acceptere et mindre bidrag fra virksomheden selv.«

(347)

Det præciseres ligeledes i punkt 7 i rammebestemmelserne, at det vil være »hensigtsmæssigt mere utvetydigt at fastslå det princip, at [støttemodtagerens væsentlige bidrag] skal være et reelt bidrag og ikke må indeholde støtte. Støttemodtagerens bidrag tjener to formål: På den ene side vil det kunne bidrage til at påvise, at markederne (ejere, kreditorer) har tillid til, at virksomheden kan blive levedygtig igen inden for et forholdsvis kort tidsrum. På den anden side vil det sikre, at omstruktureringsstøtten begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at genskabe virksomhedens levedygtighed, samtidig med at fordrejningen af konkurrencen begrænses. […]«.

(348)

Retspraksis understreger ligeledes, at egetbidraget skal vise, at markedet har tillid til, at virksomheden igen kan blive rentabel (161). Kommissionen understreger, at dette krav er særdeles relevant, når der tale om SNCM på grund af virksomhedens situation siden 2002. Kommissionen minder om, at de oprindelige omstruktureringsforanstaltninger fra 2002 ikke gav de forventede resultater. Nogle af dem blev enten ikke respekteret eller blev ikke gennemført (se betragtning 351). Da SNCM i 2004 ikke var i stand til at gennemføre disse første omstruktureringsforanstaltninger fuldt ud, fortsatte virksomhedens økonomiske og finansielle situation med at forværres (betragtning 73-75).

(349)

Omstruktureringsomkostningerne beløb sig til 46 mio. EUR i 2002. Vedrørende foranstaltningerne fra 2006 mener Kommissionen, at omstruktureringsomkostningerne svarede til støttebeløbet (162), dvs. 202,55 mio. EUR, hvortil skal lægges de private parters kapitalforhøjelse, dvs. 26,25 mio. EUR, hvilket i alt giver 274,8 mio. EUR. Egetbidraget består af 42,385 mio. i nettoafhændelse af aktiver og 26,25 mio. i de private partneres kapitalforhøjelse, dvs. et samlet egetbidrag på 68,635 mio. EUR. Under hensyntagen til de nye foranstaltninger fra 2006 når egetbidraget derfor op på 25 %, mens et bidrag ifølge rammebestemmelserne skal være på mindst 50 %. Kommissionen præciserer, at de franske myndigheder ikke har påberåbt sig ekstraordinære omstændigheder og tilfælde af særligt store problemer for at få Kommissionen til at acceptere et mindre bidrag fra virksomheden selv. Under alle omstændigheder finder Kommissionen ikke, at der i den foreliggende sag er tale om ekstraordinære omstændigheder, som kan begrunde et lavere egetbidrag end det i rammebestemmelserne fra 2004 påkrævede.

(350)

Kommissionen mener derfor, at SNCM's egetbidrag til omstruktureringen er utilstrækkeligt efter rammebestemmelserne.

(351)

I åbningsbeslutningen udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt SNCM's langsigtede rentabilitet kunne genetableres, bl.a. under henvisning til følgende forhold:

(352)

De franske myndigheder svarede, at ændringen i aktionærkredsen og iværksættelsen af privatiseringsplanens tre foranstaltninger ville gøre det muligt for SNCM at udvikle sin virksomhed på et sundt grundlag, og at den tabsgivende karakter af visse dele af virksomheden derfor ikke var uoprettelig.

(353)

Kommissionen konstaterer, at de i omstruktureringsplanen fra 2002 fastsatte foranstaltninger ikke kunne gennemføres, hvilket har medført en stærk forværring af selskabets resultater i 2004 og 2005. I 2006 kunne driftsresultatet ikke genoprettes gennem omsætningsstigningen på 20 mio. EUR og forhøjelsen af kompensationen for public service-forpligtelsen på 9 mio. EUR, da stigningen i brændstofpriser og driftsomkostninger var langt større end forudsat. Kommissionens ekspert konstaterede, at overtagernes gennemførelse af forretningsplanen blev stærkt forsinket af flere begivenheder (163), og konkluderede, at de kumulerede underskud risikerede at blive langt større end oprindelig forudset for 2007.

(354)

Som følge heraf mener Kommissionen ikke, at de franske myndigheders svar har fjernet al dens tvivl. Det forekom nemlig risikabelt at knytte en genetablering af rentabiliteten sammen med tildeling af public service-kontrakten for 2007-2013 og iværksættelsen af de tre foranstaltninger i privatiseringsplanen, for hvilke lovligheden og foreneligheden med det indre marked ikke var blevet bekræftet. Troværdigheden af en plan for genoprettelse af en virksomheds langsigtede rentabilitet forudsætter i det mindste, at de hypoteser, der lægges til grund, er realistiske. Men i den foreliggende sag er planens succes næsten udelukkende afhængig af realiseringen af to hypotetiske begivenheder, som SNCM ikke er herre over. Så på baggrund af SNCM's finansielle situation på det pågældende tidspunkt sætter Kommissionen spørgsmålstegn ved virksomhedens kapacitet til at finansiere den nødvendige fornyelse af visse af dens færger. Denne fornyelse præsenterer de franske myndigheder imidlertid som det, der gør det muligt at nå målene om genopretning af rentabiliteten.

(355)

Kommissionen mener derfor ikke, at betingelsen om genoprettelse af den langsigtede rentabilitet, som kræves i rammebestemmelserne, er opfyldt.

(356)

Den annullerede beslutning fra 2008 omfattede fire kompensationsforanstaltninger:

(357)

Kommissionen gør opmærksom på, at de franske myndigheder havde foreslået disse foranstaltninger i forhold til støttebeløbet på 15,81 mio., hvilket svarer til den omstruktureringsstøtte, der blev ydet i 2002.

(358)

Efter annulleringen af beslutningen fra 2008 ved dom af 11. september 2012 er det samlede støttebeløb på over 210 mio. EUR. Kommissionen finder ikke, at dens tvivl har kunnet fjernes af følgende årsager.

(359)

Vedrørende det planlagte salg af de fire skibe under omstruktureringen i 2002 bemærker Kommissionen, at disse afhændelser delvis blev opvejet af leveringen af Danielle Casanova i juni 2002, de kombinerede passager- og fragtskibe Paglia Orba og Pascal Paoli i 2003.

(360)

Vedrørende lukningen af Corsica Marittima præciseres det bl.a. i rammebestemmelsernes punkt 40, at »[a]fskrivninger og nedlæggelse af tabsgivende aktiviteter, der under alle omstændigheder ville være nødvendige for igen at gøre virksomheden levedygtig, vil ikke blive betragtet som en indskrænkning af virksomhedens kapacitet eller aktivitetsniveau med henblik på vurderingen af modydelserne«. Som følge heraf kan lukningen af Corsica Marittima, der havde været tabsgivende siden sin oprettelse i 1990, ikke betegnes som en kompensationsforanstaltning, men snarere som en foranstaltning, der bidrager til at gøre virksomheden rentabel på lang sigt.

(361)

Det samme ræsonnement gælder for overfarten mellem Nice og Korsika. Kommissionen bemærker, at SNCM har en mindre markedsandel, idet Corsica Ferries France sidder på 70 % af markedet (164). Ifølge Stephens-rapporten er der især i sommerperioden en stærk efterspørgsel efter afgangene fra Nice. Endvidere er der også uden for sommersæsonen efterspørgsel efter denne rute. Alligevel gav denne rute underskud mellem 2004 og 2007. Denne foranstaltning kan derfor ikke betegnes som en kompensationsforanstaltning, men snarere som en foranstaltning, der bidrager til at gøre virksomheden rentabel på lang sigt.

(362)

Kommissionen bemærker ligeledes, at passagertrafikken er vokset betydeligt mellem Korsika og Toulon havn fra under 200 000 passagerer om året i 1999 til næsten 1 mio. i 2007 (165). Følgelig kan SNCM's tilbagetrækning i næsten fuldt omfang fra denne rute betegnes som en kompensationsforanstaltning. Kommissionen bemærker dog, at ruten Toulon-Korsika er den mindst vigtige rute for SNCM målt i antal passagerer.

(363)

Selv om denne foranstaltning blev betegnet som kompensationsforanstaltning finder Kommissionen dog, at den vil være helt utilstrækkelig. Det hedder nemlig i rammebestemmelsernes punkt 40, at »[m]odydelserne skal stå i rimeligt forhold til støttens konkurrencefordrejende virkninger (…)«. Som anført i betragtning 341 og 342 konstaterer Kommissionen, at de franske myndigheder havde foreslået disse foranstaltninger i forhold til støttebeløbet på 15,81 mio. EUR, hvilket svarer til den omstruktureringsstøtte, der blev ydet i 2002. Det samlede støttebeløb er fremover på ca. 218 mio. EUR, og Kommissionen er derfor af den opfattelse, at de foreslåede foranstaltninger er utilstrækkelige i forhold til den konkurrencefordrejning, bevillingen af denne støtte skaber.

(364)

Kommissionen konstaterer følgelig, at tvivlen om, hvorvidt disse foranstaltninger skal betegnes som kompensationsforanstaltninger eller som foranstaltninger, der er nødvendige for at gøre virksomheden rentabel igen, ikke har kunnet fjernes. Under alle omstændigheder er de foreslåede foranstaltninger fortsat helt utilstrækkelige.

(365)

De franske myndigheder har fremhævet risikoen for, at CFF får monopol, hvis SNCM forsvandt. Kommissionen er af den opfattelse, at de franske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad har påvist tilstedeværelsen og omfanget af denne risiko. Passager- og fragttransporten mellem det franske fastland og Korsika er et åbent og konkurrencebaseret marked for alle operatører i Middelhavet. Det er ligeledes karakteristisk for dette marked, at der ikke er hindringer for adgang til markedet. Uanset hvad, kan Corsica Ferries' position ikke begrunde, at konkurrencen fordrejes gennem de omtvistede foranstaltninger.

(366)

På baggrund af ovenstående konkluderer Kommissionen, at de foreslåede foranstaltninger ikke opfylder kriterierne i punkt 38-42 i rammebestemmelserne.

(367)

Kapitaltilførslen på 15,81 mio. EUR, som de franske myndigheder anmeldte i 2002, og de tre nye foranstaltninger, de franske myndigheder iværksatte i 2006, dvs. 100 % salg af SNCM til en negativ pris på 158 mio. EUR, den af CGMF tegnede kapitaludvidelse på 8,75 mio. EUR og kontokurantlånet på 38,5 mio. EUR til fordel for SNCM's medarbejdere, udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. Denne støtte er ikke forenelig med det indre marked.

(368)

Kommissionen gør opmærksom på, at enhver ulovlig og uforenelig støtte i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 skal tilbagesøges hos modtageren.

(369)

Med henblik på denne tilbagesøgning skal de franske myndigheder desuden tillægge støttebeløbet renter fra den dato, den omtvistede støtte blev stillet til rådighed for virksomheden, og indtil den er tilbagebetalt (166) i overensstemmelse med kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (167).

(370)

Fra det tidspunkt, hvor de anmeldte omstruktureringsforanstaltninger ikke opfylder forenelighedskriterierne i rammebestemmelserne, skal der normalt drages konsekvenser af denne uforenelighed med hensyn til den redningsstøtte til SNCM, de franske myndigheder har tilladt, og som er genstand for Kommissionens beslutning af 17. juli 2002, idet støtten skal kræves tilbagebetalt.

(371)

Den 19. november 2002 fremsendte de franske myndigheder en kopi til Kommissionen af låneaftalerne mellem SNCM og CGMF samt dokumentation for tilbagebetalingen af CGMF's kontantlån til SNCM i to rater henholdsvis den 13. maj og den 14. juni 2002 —

a)

det samlede beløb (hovedstol og renter), som støttemodtageren skal tilbagebetale

b)

en detaljeret beskrivelse af, hvilke foranstaltninger der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme afgørelsen

c)

dokumentation for, at støttemodtageren har fået påbud om at tilbagebetale støtten.

12.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 357/51

(1)

Ved brev af 7. september 2012 anmeldte Polen af hensyn til retssikkerheden sine planer om at finansiere ombygningen af en militær flyveplads i nærheden af Gdynia i det nordlige Polen til en civil lufthavn til Kommissionen. Foranstaltningen blev registreret som en statsstøttesag under nummer SA.35388.

(2)

Ved breve af 7. november 2012 og 6. februar 2013 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger om den anmeldte foranstaltning. Den 7. december 2012 og den 15. marts 2013 fremsendte Polen yderligere oplysninger. Der blev afholdt et møde mellem Kommissionen og Polen den 17. april 2013. Ved dette møde bekræftede Polen, at den anmeldte finansiering allerede var uigenkaldeligt tildelt.

(3)

Ved brev af 15. maj 2013 meddelte Kommissionen Polen, at den overførte sagen til registret over ikke-anmeldte sager (NN-sag), fordi størstedelen af den finansiering, der var blevet anmeldt til Kommissionen, allerede var uigenkaldeligt tildelt. Ved brev af 16. maj 2013 fremsendte Polen yderligere oplysninger.

(4)

Ved brev af 10. juli 2013 underrettede Kommissionen Polen om sin beslutning om at iværksætte proceduren i artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (2) (herefter benævnt »indledningsafgørelsen«) vedrørende finansieringen til Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo sp. z o. o. (herefter benævnt »Gdynia-Kosakowo Airport Ltd«) fra Gdynia kommune (herefter benævnt »Gdynia«) og Kosakowo kommune (herefter benævnt »Kosakowo«). Polen fremsendte sine bemærkninger til indledningsafgørelsen den 6. august 2013.

(5)

Kommissionens afgørelse om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at indsende deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning senest en måned efter offentliggørelsesdatoen.

(6)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra interesserede parter. Polen blev underrettet om dette ved brev af 9. oktober 2013.

(7)

Ved brev af 30. oktober 2013 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger. Polen indsendte yderligere oplysninger i breve af 4. november 2013 og 15. november 2013. Der blev afholdt et møde mellem Kommissionen og Polen den 26. november 2013. Polen indsendte yderligere oplysninger i breve af 3. december 2013 og 2. januar 2014.

(8)

Sagen drejer sig om finansiering af en ny civil lufthavn i Pommern (voivodskabet Pomorskie) på grænsen mellem byen Gdynia og Kosakowo kommune, 25 kilometer fra Gdansk lufthavn (4). Den nye lufthavn ejes og vil blive drevet af Gdynia-Kosakowo Airport Ltd (herefter også benævnt »lufthavnsselskabet« eller »Gdynia lufthavn«). Lufthavnsselskabet ejes 100 % af Gdynia og Kosakowo kommuner.

(9)

Formålet med investeringsprojektet er at etablere endnu en lufthavn i Pommern baseret på infrastrukturen på en militær flyveplads, der ligger i Kosakowo (5). Den nye lufthavn skal især håndtere trafik bestående af almenflyvning (f.eks. privatfly, svævefly/lette sportsfly), lavprisselskaber og charterflyvninger. På tidspunktet for anmeldelsen forventedes lufthavnen at blive taget i brug i begyndelsen af 2014. I en rapport fra PricewaterhouseCoopers (herefter benævnt »PWC«) fra 2012 fremsatte man følgende prognoser for passagertrafikken i de første driftsår: omkring […] i 2014, […] i 2017, […] i 2020 og omkring […] i 2028.

(10)

Projektet stammer tilbage fra april 2005, hvor forskellige regionale myndigheder, forsvarsministeriet og repræsentanter for Gdansk lufthavn (6) underskrev en hensigtserklæring om at etablere en ny lufthavn i Pommern baseret på infrastrukturen på den militære flyveplads i Kosakowo. I juli 2007 dannede de lokale myndigheder i Gdynia og Kosakowo et selskab ved navn Gdynia-Kosakowo Airport Ltd. I December 2009 fik Gdynia og Kosakowo transportministeriet til at acceptere, at Gdynia-Kosakowo Airport Ltd fremover skulle have ansvaret for den nye lufthavn. På dette grundlag overførte den polske regering i henhold til en aftale af 9. september 2010 det 254 hektar store område med den militære flyveplads til Kosakowo for en periode på 30 år. Herefter udlejede Kosakowo jorden til Gdynia-Kosakowo Airport Ltd i samme periode.

(11)

Eftersom den eksisterende Gdynia-Kosakowo (Gdynia-Oksywie) flyveplads oprindeligt udelukkende var blevet anvendt til militære formål, skal forvalteren af den nye lufthavn kunne benytte den eksisterende infrastruktur (såsom en start- og landingsbane på 2 500 meter, rulleveje, en forplads, navigationsudstyr osv.). De samlede udgifter til investeringen i ombygningsprojektet anslås til 164,9 mio. PLN (41,2 mio. EUR (7)) i nominelle termer og 148,4 PLN (37,1 mio. EUR) i reale termer. Nedenstående tabel giver et overblik over den gradvise udvikling af lufthavnen, som er opdelt i fire faser. Efter Polens mening omfatter de samlede udgifter til investeringen også investeringer vedrørende udførelsen af opgaver, der hører under offentlige politikker (8), som udgør omkring […] mio. PLN ([…] mio. EUR) i alt (for alle fire faser).

Tabel 1

Samlede nominelle omkostninger til investering i Gdynia-Kosakowo-lufthavnen i 2007-2030

(12)

Investeringsprojektet finansieres gennem kapitaltilførsler fra de offentlige interessenter (dvs. Gdynia og Kosakowo). Formålet med kapitaltilførslerne er at dække såvel investeringsomkostningerne som driftsomkostningerne til lufthavnen i den første del af driftsfasen (dvs. perioden frem til udgangen af 2019). De offentlige aktionærer forventer, at lufthavnsselskabet begynder at skabe overskud og dermed kan finansiere alle sine aktiviteter med sine egne indtægter i 2020.

(13)

Inden projektet blev anmeldt til Kommissionen (dvs. inden 7. september 2012), accepterede de offentlige aktionærer i Gdynia lufthavn at bidrage med i alt omkring 207,48 mio. PLN (9) (omkring 51,87 mio. EUR) med henblik på at gennemføre investeringsprojektet og dække lufthavnens tab i de første driftsår. Gdynia ville bidrage med 142,48 mio. PLN (omkring 35,62 mio. EUR) i kontanter i perioden 2007-2019. Kosakowo ydede et kontant bidrag på 0,1 mio. PLN (25 000 EUR), da selskabet blev oprettet. I perioden 2011-2040 ville Kosakowo også yde et ikkekontant bidrag på 64,9 mio. PLN (omkring 16,2 mio. EUR) ved at ombytte en del af den årlige husleje fra Gdynia lufthavn under lejekontrakten til aktier i lufthavnen (se tabel 2 nedenfor).

Tabel 2

Finansiering af investeringsprojektet gennem kapitalforøgelser

(14)

I indledningsafgørelsen tog man følgende spørgsmål op:

(15)

Hvad angår det første spørgsmål udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt MEIP-undersøgelsen, der blev gennemført i 2012, dvs. efter at den uigenkaldelige beslutning om at finansiere ombygningen af lufthavnen blev truffet af de offentlige aktionærer, kan anvendes til at vurdere, hvorvidt der er tale om statsstøtte. Kommissionen nærede derfor tvivl om, hvorvidt det kontrafaktiske scenario, hvor investeringen anses for at være afsluttet i 2012, var hensigtsmæssigt.

(16)

Eftersom Gdynia lufthavn skal anvende den samme forretningsmodel (fokus på lavprisselskaber, charterflyvninger og almenflyvning) som den eksisterende Gdansk lufthavn, som stadig har ledig kapacitet og yderligere udvidelsesplaner, og som ligger bare 25 km væk, udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt indtægtsprognosen for Gdynia lufthavn var baseret på realistiske antagelser, navnlig med hensyn til niveauet for lufthavnsafgifter og det forventede niveau for passagertrafikken. Kommissionen bemærkede navnlig, at man i forretningsplanen for Gdynia lufthavn forudså en højere passagertrafik end den, der anvendes for Gdansk lufthavn og andre sammenlignelige regionallufthavne i Polen, efter fratrækning af rabatter.

(17)

Kommissionen udtrykte også tvivl om, hvorvidt man i forretningsplanen tog hensyn til alle de planlagte incitamenter (såsom markedsføringsstøtte, rabatter eller andre ruteudviklingsincitamenter osv.), der vil blive ydet direkte af Gdynia lufthavn, dens aktionærer eller andre regionale myndigheder for at få flyselskaberne til at etablere nye ruter fra lufthavnen.

(18)

Eftersom vækstraten for en virksomhed normalt ikke er højere end vækstraten for den økonomi, den opererer i (dvs. målt i BNP-vækst), udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt omsætningsvækstraten på […], der anvendes til at beregne terminalværdien, er hensigtsmæssig (11). Denne tvivl har direkte indvirkning på vurderingen af investeringsprojektets rentabilitet, eftersom værdien af den nye lufthavns egenkapital kun bliver positiv i lyset af projektets terminalværdi fra 2040 (den samlede tilbagediskonterede pengestrøm i prognoseperioden 2010-2040 er negativ).

(19)

Derfor mente Kommissionen, at den offentlige finansiering til investeringsprojektet giver anledning til selektive økonomiske fordele for operatøren af Gdynia lufthavn. Den offentlige finansiering blev også ydet med statslige midler og kan tilregnes staten. Desuden fordrejer den eller truer den med at fordreje konkurrencevilkårene og samhandelen mellem medlemsstaterne. Eftersom alle de kumulative kriterier for definitionen af statsstøtte var til stede, fandt Kommissionen, at den offentlige finansiering udgjorde statsstøtte i betydningen i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(20)

Med hensyn til det andet spørgsmål udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt investerings- og driftsstøtten til Gdynia lufthavn kunne betragtes som forenelig med det indre marked.

(21)

Hvad angår investeringsstøtten tvivlede Kommissionen på, at alle kompatibilitetskriterierne i rammebestemmelserne for statsstøtte til luftfartssektoren fra 2005 (12) vedrørende investeringsstøtte til lufthavne var opfyldt. Kommissionen tvivlede navnlig på, hvorvidt den pågældende investering opfylder et klart defineret mål om offentlig interesse, hvorvidt infrastrukturen er nødvendig og står i rimeligt forhold til det ønskede formål, og hvorvidt der findes tilfredsstillende udsigter for dens brug på mellemlangt sigt. Desuden stillede Kommissionen sig tvivlende over for, hvorvidt indvirkningen på udviklingen af samhandelen var forenelig med den fælles interesse.

(22)

Hvad angår driftsstøtten i form af finansiering af Gdynia-Kosakowo Airport Ltds driftstab i det første driftsår udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt en sådan støtte var omfattet af undtagelsen i artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF. Kommissionen udtrykte navnlig tvivl om, hvorvidt driftsstøtten kunne betragtes som forenelig med det indre marked i henhold til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (herefter benævnt »regionalretningslinjerne«) (13).

(23)

Polen fastholder sit synspunkt om, at den offentlige finansiering af investeringen i Gdynia lufthavn er i overensstemmelse med MEIP og derfor ikke udgør statsstøtte. I denne forbindelse henviser Polen til de MEIP-undersøgelser, der blev foretaget for investeringen i perioden 2010-2012. Polen erklærer, at alle MEIP-undersøgelser viste en positiv nettonutidsværdi og et internt afkast (14) (herefter benævnt »IRR«), der er højere end kapitalomkostningerne.

(24)

Polen forklarer, at diskussionerne og arbejdet med at omdanne den militære flyveplads Gdynia/Kosakowo til en civil lufthavn startede i 2005. På daværende tidspunkt var andre partnerne involveret (f.eks. Gdansk lufthavn). Polen forklarer også, at i 2007 etablerede Gdynia og Kosakowo selskabet Gdynia-Kosakowo Airport Ltd, som har været ansvarlig for investeringen lige siden.

(25)

I løbet af proceduren indsendte Polen tre MEIP-undersøgelser, der blev udført af PWC. Den første MEIP-undersøgelse (af 16. juli 2010, herefter benævnt »MEIP-undersøgelsen fra 2010«) blev udført i juli 2010. PWC udarbejdede herefter to ajourføringer af MEIP'en: den første i maj 2011 (af 13. maj 2011, herefter benævnt »MEIP-ajourføringen fra 2011« eller »MEIP-undersøgelsen fra 2011«) og den anden i juli 2012 (af 13. juli 2012, herefter benævnt »MEIP-ajourføringen fra 2012« eller »MEIP-undersøgelsen fra 2012«). Disse ajourføringer omfatter nye prognoser for passagertrafikken, ændringer i projektets størrelse, ændringer af investeringstallene og ændringer af metodologien og de grundlæggende input til NNV-beregningerne (såsom betaen og diskonteringssatsen). I november 2013 fremlagde Polen yderligere oplysninger, der viste, at nye indtægtskilder (dvs. salg af brændstof og levering af navigationstjenester) ville forbedre projektets NNV. På datoen, hvor indledningsafgørelsen blev vedtaget, havde Polen kun indsendt MEIP-ajourføringen fra 2012.

(26)

Polen forklarer ligeledes tidsrammen for Gdynias og Kosakowos planer om at investere i Gdynia lufthavn. I denne henseende understreger Polen, at investeringsprocessen kan opdeles i to projektgennemførelsesfaser:

(27)

Polen forklarer, at i denne første fase skulle selskabet, der blev oprettet af Gdynia og Kosakowo, udføre forberedelser (f.eks. udarbejdelse af en masterplan for investeringen, de nødvendige dokumenter for at opnå status som lufthavnsoperatør, en rapport om investeringens indvirkning på miljøet, designdokumentation osv.).

(28)

Polen fastholder, at der ikke blev foretaget nogen betydelige kapitalinvesteringer i løbet af den første fase, og at den offentlige finansiering til lufthavnsselskabet var i overensstemmelse med reglerne for de minimis-støtte  (15). Polen erklærer, at kapitaltilførslerne til selskabet inden den 26. juni 2009 udgjorde i alt 1,691 mio. PLN (omkring 423 000 EUR).

(29)

Polen forklarer videre, at den første forberedende fase sluttede i 2010, hvor både masterplanen (16) og den første MEIP-undersøgelse fra 2010 for Gdynia lufthavn blev afsluttet. Polen påpeger, at MEIP-undersøgelsen fra 2010 viste, at investeringen fra de to lokale myndigheder ville ske på markedsvilkår (dvs. at den ikke ville udgøre statsstøtte), hvilket betyder, at aktionærerne skulle øge selskabets aktiekapital til 6,05 mio. PLN (omkring 1,5 mio. EUR).

(30)

I MEIP-undersøgelsen fra 2010 beregnede man NNV for investeringsprojektet ved hjælp af metoden »free cash flow to the firm« (FCFF) (17). Denne NNV-beregning tager udgangspunkt i antagelsen om, at alle kapitaltilførsler i henhold til investeringsplanen vil ske med henblik på at gennemføre investeringsprojektet (18). Denne værdiansættelsesmetode bruges til at beregne pengestrømme til alle indehavere af kapital i virksomheden (både aktieejere og obligationsejere) i prognoseperioden. Prognoserne for pengestrømme diskonteres herefter med den vægtede gennemsnitlige kapitalomkostning (19) (WACC) for at nå frem til virksomhedens tilbagediskonterede pengestrøm (DCF) i prognoseperioden. Terminalværdien beregnes herefter ved hjælp af metoden med vækst i al fremtid (hvor man forudsætter en stabil vækstkurve baseret på FCFF fra den seneste prognoseperiode). NNV er baseret på summen af DCF for prognoseperioden og terminalværdien. I dette tilfælde viste MEIP-undersøgelsen fra 2010 estimater over pengestrømme for perioden 2010-2040 med en WACC på […] % (20). Ved hjælp af disse inputs nåede man i undersøgelsen frem til en DCF på minus […] mio. PLN ([…] mio. EUR) for perioden 2010-2040 og en (tilbagediskonteret) terminalværdi på omkring […] mio. PLN ([…] mio. EUR) (21). NNV for det samlede projekt skønnes derfor at være […] mio. PLN (eller […] mio. EUR).

(31)

Følgende figur (jf. figur 1) viser den forventede akkumulerede tilbagediskonterede pengestrøm for prognoseperioden 2010-2040 som beregnet i MEIP-undersøgelsen fra 2010.

Figur 1

Kumulativ DCF (i reale termer) (i PLN)

(…)

(32)

Polen forklarer, at selskabets egenkapital blev øget til 6,052 mio. PLN (omkring 1,5 mio. EUR) den 29. juli 2010. Polen tilføjer samtidig, at aktionærerne, selv om MEIP-undersøgelsen viste, at investeringen ikke udgjorde statsstøtte, begyndte at udarbejde en anmeldelse til Kommissionen, som udelukkende skulle indsendes af hensyn til retssikkerheden.

(33)

Polen forklarer videre, at der blev gennemført en ny MEIP-undersøgelse i maj 2011. Polen anfører, at denne MEIP-undersøgelse var en ajourføring af MEIP-undersøgelsen fra 2010, der blev gennemført i lyset af fremskridtene med forberedelserne og adgangen til mere nøjagtige oplysninger om investeringsplanen samt tidsplanen og finansieringen. Polen forklarer, at i perioden mellem udarbejdelsen af MEIP-undersøgelsen fra 2010 og MEIP-undersøgelsen fra 2011:

(34)

Polen forklarer, at MEIP-undersøgelsen fra 2011 også gav en positiv NNV. Polen angiver videre, at lufthavnsselskabets offentlige aktionærer foretog efterfølgende kapitaltilførsler på dette grundlag. Polen påpeger, at selskabets egenkapital blev øget til 33,801 mio. PLN (8,45 mio. EUR) i juli 2011 og til 64,810 mio. PLN (16,20 mio. EUR) i april 2013.

(35)

I MEIP-undersøgelsen fra 2011 blev DCF beregnet på grundlag af DCF for prognoseperioden 2011-2040. Den ajourførte DCF var (-[…]) mio. PLN (- […] mio. EUR), hvilket er tegn på større tab, mens terminalværdien blev sænket til […] mio. PLN (omkring […] mio. EUR). NNV blev derfor reduceret til […] mio. PLN (eller mindre end […] mio. EUR). WACC blev reduceret til […] % (22), og den stabile vækstrate for beregningen af terminalværdien blev sænket fra […] % til […] %.

(36)

Polen anfører, at en ændring af den makroøkonomiske situation (finanskrisen og den økonomiske opbremsning) betød en revurdering af projektet i 2012, hvilket førte til en ny MEIP-undersøgelse (nemlig MEIP-undersøgelsen fra 2012). Ifølge Polen har man foretaget følgende ændringer af antagelserne i de tidligere MEIP- undersøgelser i forbindelse med MEIP-undersøgelsen fra 2012:

(37)

Polen anfører videre, at den anvendte metodologi i de tidligere MEIP-undersøgelser blev ændret i MEIP-undersøgelsen fra 2012:

(38)

I MEIP-undersøgelsen fra 2012 blev DCF beregnet på grundlag af DCF for prognoseperioden 2012-2030 (dvs. at prognoseperioden fra de tidligere undersøgelser blev afkortet med 10 år). Den ajourførte DCF udgjorde (-[…] mio. PLN) (omkring (-[…]) mio. EUR), mens terminalværdien blev øget kraftigt til […] mio. PLN ([…] mio. EUR). Den kapitaliserede værdi af de allerede foretagne investeringer ([…] mio. PLN) blev herefter fratrukket. Efter ajourføringen i 2012 udgjorde NNV […] mio. PLN (eller […] mio. EUR). Med henblik på at beregne NNV benyttede man en egenkapitalomkostning på […] % (25), og den stabile vækstrate til beregning af terminalværdien blev sænket yderligere fra […] % til […] %.

(39)

Polen påpeger, at resultaterne af MEIP-undersøgelsen fra 2012 stadig var positive og førte til yderligere kapitaltilførsler fra aktionærerne. Polen anførte, at selskabets kapital var øget til 91,310 mio. PLN (22,8 mio. EUR) i april 2013 og ikke ændrede sig yderligere i 2013 som sammenfattet i tabel 3.

Tabel 3

Forhøjelse af lufthavnsselskabet i Gdynias kapital fra Gdynia og Kosakowo

(40)

Sammenfattende anfører Polen, at selvom de lokale myndigheder traf foreløbige skridt med henblik på at etablere Gdynia lufthavn helt tilbage i 2005, fandt projektet ikke sin endelige form inden udarbejdelsen af masterplanen og den første MEIP-undersøgelse, dvs. i 2010. Polen forklarer, at projektets oprindelige antagelser blev revideret kraftigt som resultat af ændringer i de eksterne omstændigheder. Polen anfører, at de offentlige aktionærers endelige beslutning om gennemførelsen af projektet og dets endelige form blev truffet i 2012. Polen understreger ligeledes, at alle tre udgaver af MEIP-undersøgelsen bekræftede projektets levedygtighed og viste, at en markedsøkonomisk investor ville have gennemført projektet.

(41)

Vedrørende det kontrafaktiske scenario anfører Polen, at Kosakowo i henhold til den nationale lovgivning kun havde ret til at benytte det område, hvor Gdynia lufthavn er beliggende, til at etablere en ny civil lufthavn. I den forbindelse forklarer Polen, at lufthavnsgrunden blev udlejet til Kosakowo for en periode på 30 år. Polen anfører, at lejeaftalen forpligter Kosakowo til kun at udleje jorden til en enhed, der har til opgave at etablere og/eller at drive en civil lufthavn. Ifølge Polen ville staten have taget jorden tilbage, hvis ikke Kosakowo havde udlejet jorden til en civil lufthavn inden for 6 måneder, hvis jorden var blevet anvendt til andre formål, eller hvis lufthavnen ikke havde påbegyndt sine aktiviteter inden for 3 år. Eftersom scenariet, hvor området med Gdynia lufthavn anvendes/udlejes til andre formål end luftfart, ikke var muligt, kunne det ikke bruges til at udforme et kontrafaktisk scenario.

(42)

Polen forklarer, at de planlagte lufthavnsafgifter var baseret på de offentligt tilgængelige satser, der anvendes af andre lufthavne, for ikke at fordreje det eksisterende marked, idet man sikrer et passende rentabilitetsniveau for projektet på grundlag af det forudsete omfang for passagertrafikken. Ifølge Polen adskiller afgifterne sig ikke væsentligt fra de standardafgifter, der opkræves af mindre lufthavne. Navnlig to nyåbnede regionallufthavne i Modlin og Lublin anvender standardlufthavnsafgifter, der svarer til dem, der forudses i MEIP-undersøgelsen for Gdynia lufthavn.

(43)

Som svar på Kommissionens bemærkning om, at de planlagte afgifter for Gdynia lufthavn (25 PLN (5,25 EUR) pr. afrejsende passager i de første 2 år og 40 PLN (10 EUR) herefter) er højere end de diskonterede satser, der anvendes i Gdansk lufthavn (24 PLN (5 EUR) pr. afrejsende passager for et fly fra et lavprisselskab på en international rute, der beflyves mindst to gange om ugen, og 12,5 PLN (3,1 EUR) på en indenrigsrute), bemærker Polen, at afgiftsniveauet i forretningsplanen udgør et gennemsnit for hele prognoseperioden (2014-2030) under hensyntagen til, at afgifterne i Gdansk lufthavn vil blive hævet på længere sigt, efterhånden som servicestandarden i lufthavnen forbedres.

(44)

Desuden påpeger Polen, at projektets overskudsmargen, den reviderede (lidt højere) prognose for lufttrafik og delingen af visse driftsudgifter med militæret betyder, at Gdynia lufthavn burde kunne opretholde lavere passagerafgifter over en længere periode (de reducerede afgifter kan anvendes frem til udgangen af 2021), idet man bevarer en positiv NNV for de offentlige aktionærer.

(45)

Polen anfører ligeledes, at den ajourførte (i marts 2013) trafikprognose for Pommern går ud fra, at trafikken vil stige i forhold til MEIP-undersøgelsen fra 2012. Ifølge de seneste tal vil Gdynia lufthavn håndtere 1 149 978 passagerer i 2030, ikke 1 083 746. For Pommern som helhed ventes passagertallene at stige fra 7,8 til 9 mio. passagerer i 2030.

(46)

Efter Polens mening bekræfter disse tal, at Gdansk lufthavn og Gdynia lufthavn kan eksistere side om side og fungere på markedet i Pommern. Man mener endda, at selv hvis Gdansk lufthavn udvides, så den når den planlagte kapacitet på 7 mio. passagerer, har det voksende luftfartsmarked i Pommern plads til endnu en lille regional lufthavn (med en kapacitet på 1 mio.), der vil supplere de tjenester, som Gdansk lufthavn leverer.

Tabel 4

Sammenligning af trafikprognoserne i MEIP-undersøgelsen fra 2012 og de ajourførte trafikprognoser (marts 2013) for Gdynia lufthavn