15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/1

(1)

I sin meddelelse med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — »Sammen om fornyet vækst««, som blev vedtaget den 13. april 2011, udpegede Kommissionen behovet for i alle medlemsstater at øge gennemsigtigheden af de oplysninger af social og miljømæssig art, som virksomheder inden for alle sektorer indberetter, til et sammenligneligt højt niveau. Dette er i fuld overensstemmelse med muligheden for medlemsstaterne for i givet fald at anmode om yderligere forbedringer i gennemsigtigheden af virksomhedernes ikke-finansielle oplysninger, hvilket i sig selv er en kontinuerlig proces.

(2)

Behovet for at forbedre virksomheders offentliggørelse af sociale og miljømæssige oplysninger ved at fremsætte et lovgivningsforslag på dette område blev gentaget i Kommissionens meddelelse med titlen »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar«, som blev vedtaget den 25. oktober 2011.

(3)

Europa-Parlamentet har i sine beslutninger af 6. februar 2013 henholdsvis om virksomhedernes sociale ansvar: gennemsigtig og ansvarlig adfærd i erhvervslivet samt bæredygtig vækst og om virksomhedernes sociale ansvar: fremme af samfundets interesser og vejen til bæredygtig og inklusiv genrejsning anerkendt betydningen af, at virksomheder fremlægger oplysninger om bæredygtighed, såsom sociale og miljørelaterede faktorer, med henblik på at indkredse risici vedrørende bæredygtighed og højne tilliden blandt investorer og forbrugere. Offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger er om noget et afgørende skridt i styringen af overgangen til en bæredygtig global økonomi ved at kombinere langsigtet rentabilitet med social retfærdighed og miljøbeskyttelse. I denne sammenhæng bidrager offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger til at måle, overvåge og styre virksomhedernes aktiviteter og deres påvirkning af samfundet. Europa-Parlamentet opfordrede derfor Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag om virksomheders offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger, med stor handlefrihed, for at tage hensyn til den flerdimensionelle natur af virksomhedernes samfundsansvar (CSR) og mangfoldigheden af de CSR-politikker, der gennemføres af virksomheder, og som modsvares af et tilstrækkeligt sammenlignelighedsniveau for at dække behovene hos investorer og andre interessenter samt behovet for at sikre forbrugerne let adgang til oplysninger om virksomhedernes påvirkning af samfundet.

(4)

Samordningen af de nationale bestemmelser om offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger for visse store virksomheder er af betydning for virksomhedernes, aktionærernes og andre interessenters interesser. Samordning er nødvendig på disse områder, eftersom de fleste af disse virksomheder driver virksomhed i mere end én medlemsstat.

(5)

Det er desuden nødvendigt at fastsætte minimumskrav med hensyn til omfanget af de oplysninger, som bør gøres tilgængelige for offentligheden og myndighederne af virksomheder i hele Unionen. Virksomheder, som er omfattet af dette direktiv, bør give et retvisende og fyldestgørende indblik i deres politikker, resultater og risici.

(6)

Med henblik på at styrke konsistensen og øge sammenligneligheden af de ikke-finansielle oplysninger, der offentliggøres i Unionen, bør visse store virksomheder udarbejde en ikke-finansiel redegørelse, som i det mindste indeholder oplysninger om miljøspørgsmål, sociale spørgsmål og personalespørgsmål samt spørgsmål vedrørende respekt for menneskerettigheder samt bekæmpelse af korruption og bestikkelse. Denne redegørelse bør indeholde en beskrivelse af politikkerne, resultaterne og risiciene på disse områder og bør medtages i den berørte virksomheds ledelsesberetning. Den ikke-finansielle redegørelse bør også indeholde oplysninger om de due diligence-procedurer, som virksomheden har gennemført, også, hvor det er relevant og proportionalt, for så vidt angår virksomhedens leverandør- og underleverandørkæder, med henblik på at kortlægge, forebygge og afbøde aktuelle og potentielle negative påvirkninger. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fritage virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, for kravet om at udarbejde en ikke-finansiel redegørelse, når der er udarbejdet en særskilt rapport vedrørende det samme regnskabsår, som dækker det samme indhold.

(7)

Hvis virksomheder skal udarbejde en ikke-finansiel redegørelse, bør redegørelsen med hensyn til miljøspørgsmål indeholde nærmere oplysninger om aktuelle og forudsigelige påvirkninger af en virksomheds aktiviteter for miljøet, og, hvor det er relevant, for sundheden og sikkerheden, brugen af vedvarende og/eller ikke-vedvarende energikilder, drivhusgasemissioner, vandforbrug og luftforurening. Hvad angår sociale og personalemæssige spørgsmål kan oplysningerne i redegørelsen navnlig vedrøre de foranstaltninger, der er truffet for at sikre ligestilling, gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende konventioner, arbejdsvilkår, dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, respekten for arbejdstagernes ret til at blive informeret og hørt, respekten for fagforeningsrettigheder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og dialogen med lokalsamfundet og/eller de foranstaltninger, der er truffet for at sikre beskyttelsen og udviklingen af disse samfund. Med hensyn til menneskerettigheder samt bekæmpelse af korruption og bestikkelse kan den ikke-finansielle redegørelse indeholde oplysninger om forebyggelse af menneskerettighedskrænkelser og/eller de instrumenter, der er indført til bekæmpelse af korruption og bestikkelse.

(8)

De virksomheder, som er omfattet af dette direktiv, bør fremlægge tilstrækkelige oplysninger om forhold, der springer i øjnene som dem, der med størst sandsynlighed vil føre til, at de væsentligste risici for alvorlige påvirkninger manifesterer sig, samt om påvirkninger, der allerede har manifesteret sig. Alvoren af sådanne påvirkninger bør vurderes på baggrund af deres omfang og grad. Risikoen for negativ påvirkning kan stamme fra virksomhedens egne aktiviteter eller kan hænge sammen med dens drift, og, hvor det er relevant og proportionalt, dens produkter, tjenesteydelser eller forretningsforbindelser, herunder leverandør- og underleverandørkæder. Dette bør ikke føre til unødvendige yderligere administrative byrder for små og mellemstore virksomheder.

(9)

Virksomheder, som er omfattet af dette direktiv, kan fremlægge disse oplysninger på grundlag af nationale rammer, EU-baserede rammer, f.eks. EU-ordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS), eller internationale rammer, f.eks. De Forenede Nationers (FN) Global Compact, de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, som gennemfører FN-rammen »Protect, Respect and Remedy«, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) retningslinjer for multinationale virksomheder, Den Internationale Standardiseringsorganisations ISO 26000, Den Internationale Arbejdsorganisations trepartserklæring om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik, Global Reporting Initiative eller andre anerkendte internationale rammer.

(10)

Medlemsstaterne bør sikre, at der findes egnede og effektive midler til sikring af, at virksomhederne offentliggør ikke-finansielle oplysninger i overensstemmelse med dette direktiv. Medlemsstaterne bør med henblik herpå sikre, at der findes effektive nationale procedurer til håndhævelse af overholdelsen af forpligtelserne i dette direktiv, og at disse procedurer er tilgængelige for alle personer og juridiske enheder, der i overensstemmelse med national ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes.

(11)

I punkt 47 i De Forenede Nationers slutdokument fra Rio+20-konferencen med titlen »The future we want« anerkendes betydningen af virksomheders rapportering om bæredygtighed, og virksomhederne opfordres til, hvor det er relevant, at overveje integration af bæredygtige oplysninger i deres rapporteringscyklus. Erhvervslivet, de involverede regeringer og de relevante interessenter opfordres med støtte fra De Forenede Nationer desuden til, hvor det er relevant, at udvikle modeller for bedste praksis og fremme foranstaltninger for integration af finansielle og ikke-finansielle oplysninger under hensyntagen til de erfaringer, der er indhøstet inden for allerede eksisterende rammer.

(12)

Investorers adgang til ikke-finansielle oplysninger er et skridt i retning af milepælen om i 2020 at have markeds- og politikincitamenter, som belønner erhvervslivet for investering i effektivitet i henhold til køreplanen for et ressourceeffektivt Europa.

(13)

I sine konklusioner af 24. og 25. marts 2011 opfordrede Det Europæiske Råd til, at den samlede regelbyrde, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), nedbringes både på EU-plan og nationalt plan, og foreslog foranstaltninger til at øge produktiviteten, samtidig med at Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst sigter mod forbedring af erhvervsklimaet for SMV'er og fremme af internationaliseringen af disse. I henhold til princippet »tænk småt først« bør de nye krav om offentliggørelse derfor kun finde anvendelse på visse store virksomheder og koncerner.

(14)

Omfanget af disse ikke-finansielle offentliggørelseskrav bør defineres ud fra det gennemsnitlige antal ansatte, den samlede balance og nettoomsætning. SMV'er bør være undtaget fra yderligere krav, og kravet om at offentliggøre ikke-finansielle redegørelser bør kun finde anvendelse på de store virksomheder, som er virksomheder af interesse for offentligheden, og på de virksomheder af interesse for offentligheden, som er modervirksomheder i en stor koncern, hvor de i hvert tilfælde har mere end 500 ansatte i gennemsnit, for så vidt angår koncerner på konsolideret niveau. Dette bør ikke forhindre medlemsstater i at kræve offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger fra andre virksomheder og koncerner end de virksomheder, som er omfattet af dette direktiv.

(15)

Mange af de virksomheder, som falder ind under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (3), er medlemmer af koncerner. Konsoliderede ledelsesberetninger bør udarbejdes på en måde, så oplysningerne vedrørende sådanne koncerner kan overføres til medlemmer og tredjeparter. National ret om konsoliderede ledelsesberetninger bør derfor samordnes med henblik på at opnå målene om sammenlignelighed og konsistens af de oplysninger, som virksomhederne skal offentliggøre i Unionen.

(16)

Revisorer og revisionsfirmaer bør kun kontrollere, at den ikke-finansielle redegørelse eller den særskilte rapport er blevet udarbejdet. Det bør herudover være muligt for medlemsstaterne at kræve, at de oplysninger, der indgår i den ikke-finansielle redegørelse eller i den særskilte rapport, kontrolleres af en uafhængig udbyder af erklæringsopgaver.

(17)

Med henblik på at fremme virksomheders offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger bør Kommissionen udarbejde ikke-bindende retningslinjer, herunder generelle og sektorbaserede ikke-finansielle nøgleresultatindikatorer. Kommissionen bør tage hensyn til eksisterende bedste praksis, den internationale udvikling og resultaterne af relaterede EU-initiativer. Kommissionen bør gennemføre relevante høringer, herunder med relevante interessenter. Når der henvises til miljøaspekter, bør Kommissionen som minimum medtage arealanvendelse, vandforbrug, drivhusgasemissioner og materialeforbrug.

(18)

Forskellige kompetencer og synspunkter blandt medlemmerne af virksomheders administrations-, ledelses- og tilsynsorganer fremmer en sund forståelse af den berørte virksomheds forretningsmæssige organisation og forretningsanliggender. Det gør det muligt for medlemmerne af disse organer konstruktivt at udfordre ledelsens beslutninger og at forblive åbne for nye idéer, idet ensartede synspunkter blandt medlemmerne, den såkaldte gruppetankegang, undgås. Dermed gøres tilsynet med ledelsen mere effektivt, og det bidrager til en vellykket ledelse af virksomheden. Derfor er det vigtigt at øge gennemsigtigheden for så vidt angår de mangfoldighedspolitikker, der anvendes. Markedet vil således blive gjort bekendt med virksomhedens ledelsespraksis og dermed lægge et indirekte pres på virksomhederne for at få mere mangfoldigt sammensatte bestyrelser.

(19)

Kravet om at offentliggøre mangfoldighedspolitikker for administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne for så vidt angår f.eks. alder, køn eller uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig baggrund bør kun finde anvendelse på visse store virksomheder. Offentliggørelse af mangfoldighedspolitikken bør være en del af redegørelsen for virksomhedsledelse i henhold til artikel 20 i direktiv 2013/34/EU. Hvis der ikke anvendes nogen mangfoldighedspolitik, bør der ikke være nogen forpligtelse til at iværksætte en sådan, men redegørelsen for virksomhedsledelsen bør indeholde en klar begrundelse for, hvorfor det forholder sig således.

(20)

Der har været tegn på initiativer på EU-plan, herunder landeopdelt rapportering af flere sektorer samt Det Europæiske Råds henvisninger i dets konklusioner af 22. maj 2013 og af 19. og 20. december 2013 til landeopdelt rapportering af store virksomheder og koncerner og tilsvarende bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (4) samt internationale bestræbelser på at øge gennemsigtigheden i finansiel rapportering. OECD er inden for rammerne af G8 og G20 blevet anmodet om at udarbejde en standardiseret indberetningsmodel, hvormed multinationale virksomheder kan oplyse skattemyndighederne om, hvor i verden de skaber deres fortjeneste og betaler deres skat. Denne udvikling supplerer de forslag, som findes i nærværende direktiv, som hensigtsmæssige foranstaltninger, der er tilpasset deres respektive formål.

(21)

Målet for dette direktiv, nemlig at øge relevansen, konsistensen og sammenligneligheden af de oplysninger, som virksomheder i hele Unionen skal offentliggøre, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(22)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der navnlig er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger. Dette direktiv skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(23)

Direktiv 2013/34/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 19a

Ikke-finansiel redegørelse

1.   Store virksomheder, som er virksomheder af interesse for offentligheden, og som på deres balancetidspunkt overskrider kriteriet om det gennemsnitlige antal på 500 ansatte i løbet af regnskabsåret, skal i ledelsesberetningen medtage en ikke-finansiel redegørelse, der indeholder oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af virksomhedens udvikling, resultat, situation og dens aktivitets påvirkning, som minimum vedrørende miljøspørgsmål, sociale spørgsmål og personalespørgsmål samt spørgsmål vedrørende respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption og bestikkelse, herunder:

Hvis virksomheden ikke forfølger politikker på et eller flere af disse områder, skal den ikke-finansielle redegørelse indeholde en klar og begrundet forklaring på, hvorfor den ikke forfølger sådanne politikker.

Den i første afsnit omhandlede ikke-finansielle redegørelse skal også i givet fald indeholde henvisninger til og yderligere forklaringer på beløb, der er anført i årsregnskabet.

Medlemsstaterne kan tillade, at oplysninger vedrørende truende udvikling eller anliggender under forhandling udelades i undtagelsestilfælde, når det er den behørigt begrundede holdning hos medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- og tilsynsorganer, der handler inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter national ret, og kollektivt har ansvar for holdningen, at offentliggørelsen af sådanne oplysninger vil være til væsentlig skade for virksomhedens handelsmæssige position, forudsat at en sådan udeladelse ikke forhindrer en rimelig og afbalanceret forståelse af virksomhedens udvikling, resultat, situation og dens aktivitets påvirkning.

Når offentliggørelse af de i første afsnit omhandlede oplysninger kræves, skal medlemsstaterne fastsætte, at virksomhederne kan henholde sig til nationale, EU-baserede eller internationale rammer, og at virksomhederne i givet fald skal præcisere, hvilken ramme de har henholdt sig til.

2.   Virksomheder, der opfylder kravet i stk. 1, anses for at have opfyldt kravet i forbindelse med analysen af ikke-finansielle oplysninger i artikel 19, stk. 1, tredje afsnit.

3.   En virksomhed, som er dattervirksomhed, er fritaget for kravet i stk. 1, hvis den pågældende virksomhed og dens dattervirksomheder er medtaget i den konsoliderede ledelsesberetning eller den særskilte rapport for en anden virksomhed, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 29 og nærværende artikel.

4.   Har en virksomhed udarbejdet en særskilt rapport vedrørende det samme regnskabsår, uanset om det er gjort på grundlag af nationale, EU-baserede eller internationale rammer, og som dækker de oplysninger, der kræves i den i stk. 1 omhandlede ikke-finansielle redegørelse, kan medlemsstaterne fritage denne virksomhed for kravet om at udarbejde en ikke-finansiel redegørelse i henhold til stk. 1, forudsat at denne særskilte rapport:

Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på virksomheder, der udarbejder en særskilt rapport som omhandlet i nærværende stykkes første afsnit.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at revisoren eller revisionsfirmaet kontrollerer, om den i stk. 1 nævnte ikke-finansielle redegørelse eller den i stk. 4 nævnte særskilte rapport er blevet udarbejdet.

6.   Medlemsstaterne kan kræve, at oplysningerne i den i stk. 1 nævnte ikke-finansielle redegørelse eller den i stk. 4 nævnte særskilte rapport kontrolleres af en uafhængig udbyder af erklæringsopgaver.«

2)

I artikel 20 foretages følgende ændringer:

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 29a

Konsolideret ikke-finansiel redegørelse

1.   Virksomheder af interesse for offentligheden, som er modervirksomheder i en stor koncern, hvis gennemsnitlige antal ansatte på deres konsoliderede statustidspunkt overstiger kriteriet om 500 ansatte i gennemsnit i løbet af regnskabsåret, skal i den konsoliderede ledelsesberetning medtage en konsolideret ikke-finansiel redegørelse, der indeholder oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af koncernens udvikling, resultat, situation og dens aktivitets påvirkning, som minimum vedrørende miljøspørgsmål, sociale spørgsmål og personalespørgsmål samt spørgsmål vedrørende respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption og bestikkelse, herunder:

Hvis koncernen ikke forfølger politikker på et eller flere af disse områder, skal den ikke-finansielle redegørelse indeholde en klar og begrundet forklaring på, hvorfor den ikke forfølger sådanne politikker.

Den konsoliderede ikke-finansielle redegørelse, der er omhandlet i første afsnit, skal også i givet fald indeholde henvisninger til og yderligere forklaringer på beløb, der er anført i de konsoliderede regnskaber.

Medlemsstaterne kan tillade, at oplysninger vedrørende truende udvikling eller anliggender under forhandling udelades i undtagelsestilfælde, når det er den behørigt begrundede holdning hos medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- og tilsynsorganer, der handler inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter national ret, og kollektivt har ansvar for holdningen, at offentliggørelsen af sådanne oplysninger vil være til væsentlig skade for koncernens handelsmæssige position, forudsat at en sådan udeladelse ikke forhindrer en rimelig og afbalanceret forståelse af koncernens udvikling, resultat, situation og dens aktivitets påvirkning.

Når offentliggørelse af de oplysninger, der er nævnt i første afsnit, kræves, skal medlemsstaterne fastsætte, at modervirksomheden kan henholde sig til nationale, EU-baserede eller internationale rammer, og at modervirksomheden i givet fald skal præcisere, hvilken ramme den har henholdt sig til.

2.   En modervirksomhed, der opfylder kravet i stk. 1, anses for at have opfyldt kravet i forbindelse med analysen af ikke-finansielle oplysninger i artikel 19, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 29.

3.   En modervirksomhed, som desuden er dattervirksomhed, er fritaget for kravet i stk. 1, hvis den pågældende modervirksomhed og dens dattervirksomheder er medtaget i den konsoliderede ledelsesberetning eller den særskilte rapport for en anden virksomhed, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 29 og nærværende artikel.

4.   Har en modervirksomhed udarbejdet en særskilt rapport vedrørende det samme regnskabsår, uanset om det er gjort på grundlag af nationale, EU-baserede eller internationale rammer, som dækker de oplysninger, som kræves i den konsoliderede ikke-finansielle redegørelse, der er omhandlet i stk. 1, kan medlemsstaterne fritage denne modervirksomhed for kravet om udarbejdelse af en konsolideret ikke-finansiel redegørelse i henhold til stk. 1, forudsat at denne særskilte rapport:

Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på modervirksomheder, der udarbejder en særskilt rapport som omhandlet i nærværende stykkes første afsnit.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at revisoren eller revisionsfirmaet kontrollerer, om den i stk. 1 nævnte konsoliderede ikke-finansielle redegørelse eller den i stk. 4 nævnte særskilte rapport er blevet udarbejdet.

6.   Medlemsstaterne kan kræve, at oplysningerne i den i stk. 1 nævnte konsoliderede ikke-finansielle redegørelse eller den i stk. 4 nævnte særskilte rapport kontrolleres af en uafhængig udbyder af erklæringsopgaver.«

4)

Artikel 33, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- og tilsynsorganer, der handler inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter national ret, kollektivt har ansvar for at sikre, at:

udarbejdes og offentliggøres i overensstemmelse med kravene i dette direktiv og i givet fald med de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1606/2002.«

5)

I artikel 34 tilføjes følgende stykke:

»3.   Denne artikel finder ikke anvendelse på den i artikel 19a, stk. 1, nævnte ikke-finansielle redegørelse og den i artikel 29a, stk. 1, nævnte konsoliderede ikke-finansielle redegørelse eller på de i artikel 19a, stk. 4, og artikel 29a, stk. 4, nævnte særskilte rapporter.«

6)

I artikel 48 indsættes følgende stykke før sidste stykke:

»Rapporten skal under hensyntagen til udviklingen i OECD og resultaterne af relaterede EU-initiativer overveje indførelsen af et krav til store virksomheder om hvert år at udarbejde en landeopdelt rapport for hver af de medlemsstater og tredjelande, hvori de driver virksomhed, som mindst skal indeholde oplysninger om overskud, skat betalt af overskud samt modtagne offentlige tilskud.«

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/10

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/671/EU (1) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Franske Republik om anvendelse med hensyn til det oversøiske område Saint-Barthélemy af EU-lovgivningen om beskatning af indtægter fra opsparing og om administrativt samarbejde inden for beskatning (i det følgende benævnt »aftalen«) undertegnet den 17. februar 2014 med forbehold af senere indgåelse.

(2)

Aftalen skal sikre, at mekanismerne i Rådets direktiv 2011/16/EU (2) og 2003/48/EF (3), som navnlig tjener til at bekæmpe grænseoverskridende skatteunddragelse og skatteflugt, fortsætter med at finde anvendelse på Saint-Barthélemy, trods ændringen af øens status.

(3)

Aftalen bør indgås —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/12

(1)

Det Oversøiske Område Saint-Barthélemy udgør en integrerende del af Den Franske Republik, men udgør siden den 1. januar 2012 ikke længere en del af Den Europæiske Union, jf. Det Europæiske Råds afgørelse 2010/718/EU (1).

(2)

For fortsat at beskytte Unionens interesser og navnlig bekæmpe grænseoverskridende svig og skatteunddragelse er det nødvendigt at sikre, at EU-lovgivningen om administrativt samarbejde inden for beskatning og om beskatning af indtægter fra opsparing i form af renteindtægter fortsætter med at finde anvendelse med hensyn til Det Oversøiske Område Saint-Barthélemy. Det er også nødvendigt at sikre, at ændringer af denne lovgivning finder anvendelse med hensyn til Det Oversøiske Område Saint-Barthélemy,

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/16

(1)

I henhold til traktatens artikel 43, stk. 3, vedtager Rådet på forslag af Kommissionen foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder.

(2)

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (1) skal bevarelsesforanstaltninger vedtages under hensyn til den foreliggende videnskabelige, tekniske og økonomiske rådgivning, herunder hvor det er relevant rapporter udarbejdet af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) og andre rådgivende organer, samt i lyset af enhver rådgivning fra de rådgivende råd.

(3)

Det påhviler Rådet at vedtage foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder, herunder visse funktionelt tilknyttede betingelser, hvor det er relevant. Fiskerimulighederne bør tildeles medlemsstaterne på en sådan måde, at hver medlemsstat sikres relativ stabilitet i fiskeriet efter hver fiskebestand eller for hvert fiskeri, og med behørig hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål som fastsat i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(4)

De samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) bør derfor fastsættes i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1380/2013 og under hensyntagen til de principper, der er omhandlet i betragtning 2.

(5)

For fiskeri efter små pelagiske arter (sild og brisling), torsk og laks i Østersøen anvendes den landingsforpligtelse, som er fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, fra den 1. januar 2015. I artikel 16, stk. 2, i nævnte forordning fastsættes, at når landingsforpligtelsen indføres for en fiskeribestand, skal fiskerimulighederne fastsættes under hensyntagen til, at de ikke længere afspejler landingerne, men derimod fangsterne.

(6)

For bestande, som er underlagt specifikke flerårige planer, bør fiskerimulighederne fastsættes i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i disse planer. Der bør derfor fastsættes fangstbegrænsninger i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 (2) (»planen for østersøtorsk«).

(7)

Det fremgår af den videnskabelige rådgivning med hensyn til fiskeriindsatsen for torskebestanden i Østersøen fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), at hvis en bestemt bestand er omfattet af en landingsforpligtelse, vil fastsættelse af lavere fiskeriindsatsbegrænsninger ikke bidrage til at nå målene for den reformerede fælles fiskeripolitik. Det er således hensigtsmæssigt at fastsætte indsatsbegrænsninger for torskebestandene i ICES-underafsnit 22-24 på 2014-niveauet. Fastsættes fiskeriindsatsbegrænsningerne på 2014-niveauet, bliver det lettere at indføre landingsforpligtelsen, og det vil bidrage til at nå den fælles fiskeripolitiks målsætninger som defineret i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(8)

I lyset af den videnskabelige rådgivning kan der indføres fleksibilitet i forvaltningen af fiskeriindsatsen for torskebestanden i ICES-underafsnit 22-24 i Østersøen uden at bringe målene for planen for østersøtorsk i fare og uden at forårsage en stigning i fiskeridødeligheden. En sådan fleksibilitet vil give mulighed for en mere effektiv forvaltning af fiskeriindsatsen, hvor kvoterne ikke er ligeligt fordelt på en medlemsstats flåde, og vil lette hurtige reaktioner på udveksling af kvoter. Det bør derfor være muligt for en medlemsstat at tildele yderligere dage ude af havn til et fiskerfartøj, der fører dens flag, når et tilsvarende antal dage ude af havn fratages andre fiskerfartøjer, der fører den pågældende medlemsstats flag.

(9)

Nylig videnskabelig rådgivning viser, at ICES ikke har kunnet fastsætte de biologiske referencepunkter for torskebestande i ICES-underafsnit 25-32 og i stedet anbefaler, at TAC'en for denne torskebestand baseres på fremgangsmåden ved begrænsede data. Manglen på biologiske referencepunkter gør det umuligt at følge reglerne for fastsættelse af fiskerimuligheder for torskebestandene i ICES-underafsnit 25-32. Idet det kunne udgøre en alvorlig trussel mod den pågældende bestands bæredygtighed ikke at fastsætte fiskerimuligheder, er det hensigtsmæssigt at fastsætte TAC'en for disse torskebestande på et niveau, der svarer til den tilgang, som ICES har udarbejdet og anbefalet, og at fastsætte indsatsbegrænsninger på 2014-niveauet. Fastsættes fiskeriindsatsbegrænsningerne på 2014-niveauet, bliver det lettere at indføre landingsforpligtelsen, og det vil sikre mere selektivt fiskeri og bidrage til at nå den fælles fiskeripolitiks målsætninger som defineret i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(10)

Udnyttelsen af de fiskerimuligheder, der fastsættes i nærværende forordning, er underlagt Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (3), særlig artikel 33 og 34 af nævnte forordning, om henholdsvis registrering af fangster og fiskeriindsats og om meddelelse af data om opbrugte fiskerimuligheder. Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvilke koder vedrørende landinger af bestande, der er omfattet af nærværende forordning, medlemsstaterne skal anvende, når de indsender data til Kommissionen.

(11)

Med Rådets forordning (EF) nr. 847/96 (4) indførtes supplerende betingelser for forvaltningen af TAC fra år til år, herunder bestemmelser om fleksibilitet i henhold til artikel 3 og 4 for bestande, der er underlagt henholdsvis præventiv og analytisk TAC. I henhold til i nævnte forordnings artikel 2 skal Rådet, når det fastsætter TAC'erne, beslutte, hvilke bestande der ikke er omfattet af artikel 3 eller 4, særlig på grundlag af bestandenes biologiske tilstand. I den senere tid er år til år-fleksibilitetsmekanismen blevet introduceret i henhold artikel 15, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013 for alle bestande, der er omfattet af landingsforpligtelsen. For at undgå en uforholdsmæssig høj grad af fleksibilitet, som vil underminere princippet om fornuftig og ansvarlig udnyttelse af havets biologiske ressourcer, hindre opnåelsen af målsætningerne i den fælles fiskeripolitik og forværre bestandenes biologiske tilstand, bør det derfor fastsættes, at artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 847/96 kun anvendes på analytiske TAC'er, når år til år-fleksibiliteten, der er fastsat i artikel 15, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013, ikke anvendes.

(12)

Den videnskabelige rådgivning vedrørende brisling i Nordsøen dækker perioden fra juli til juni det følgende år, selv om TAC'en er fastsat for perioden fra januar til december. Det fremgår af den seneste videnskabelige rådgivning for perioden fra juli 2014 til juni 2015, at TAC'en kan sættes markant op. Der er derfor flere brisling til rådighed i anden halvdel af 2014 end forudset. Da denne bestand er omfattet af en analytisk vurdering og ligger inden for sikre biologiske grænser, er betingelserne for anvendelse af artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 847/96, der giver mulighed for kvotefleksibilitet fra år til år, opfyldt, og denne fleksibilitet bør tillades, så fiskeriet på den mest effektive måde kan udnytte, at der er flere brisling til rådighed. Forordning (EU) nr. 43/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

I henhold til forordning (EU) nr. 43/2014 kan en medlemsstat i øjeblikket udnytte alle uudnyttede mængder i 2015 op til 10 % af den kvote, som er til rådighed for den pågældende medlemsstat i 2014 i forbindelse med visse bestande. Den 6. august 2014 indførte Den Russiske Føderation en embargo mod import af visse landbrugs- og fiskevarer fra Unionen. Som en følge heraf er en del af den eksport, som producenterne havde regnet med at have til Rusland i efteråret 2014, blevet umulig, og i nogle tilfælde kan der ikke findes alternative markeder med kort varsel. I lyset af disse særlige omstændigheder og sagens hastende karakter er det nødvendigt at tillade visse tilpasninger med hensyn til fangstperioden 2014. I lyset af såvel positiv videnskabelig rådgivning som en positiv tilgang fra de relevante kyststaters side er det hensigtsmæssigt undtagelsesvis og kun med hensyn til de bestande, der er hårdest eller mest direkte ramt af den russiske embargo, at tillade en forøgelse af den procentdel af de uudnyttede mængder i 2014, der kan overføres til 2015. Denne ekstraordinære foranstaltning er begrænset til fangstperioden 2014. Det forventes, at denne foranstaltning vil gøre det muligt at finde nye markeder eller tilpasse fangsterne, hvis embargoen fortsat skulle finde anvendelse i 2015. Af de samme grunde bør der indføres en tilsvarende mulighed for at overføre uudnyttede fiskerimuligheder i Rådets forordning (EU) nr. 1180/2013 (5). Forordning (EU) nr. 43/2014 og (EU) nr. 1180/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(14)

For at undgå afbrydelse af fiskeriaktiviteterne og sikre, at Unionens fiskere kan leve af fiskeri, bør denne forordning anvendes fra den 1. januar 2015. Denne forordning bør på grund af sin hastende karakter træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. Af grunde nævnt i betragtning 13 bør bestemmelserne vedrørende muligheden for at overføre fiskerimuligheder, der er uudnyttet i 2014, anvendes med virkning fra den 1. januar 2014 —

i)

fanges i løbet af et år for fiskeri, der er omfattet af landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013, eller

ii)

landes i løbet af et år for fiskeri, der ikke er omfattet af landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013

a)

udveksling, jf. artikel 16, stk. 8, i forordning (EU) nr. 1380/2013

b)

nedsættelser og omfordelinger, jf. artikel 37 i forordning (EF) nr. 1224/2009

c)

supplerende landinger, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 eller artikel 15, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013

d)

tilbageholdelse af mængder, jf. artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96, eller overførsel af mængder, jf. artikel 15, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013

e)

nedsættelser, jf. artikel 105, 106 og 107 i forordning (EF) nr. 1224/2009.

1)

I artikel 18a foretages følgende ændringer:

2)

I bilag IA erstattes oplysningerne om brisling og dertil knyttede bifangster i EU-farvande i IIa og IV med følgende:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 5a

Fleksibilitet i fastsættelsen af fiskerimuligheder for så vidt angår visse bestande

1.   Denne artikel finder anvendelse på følgende bestande:

2.   De mængder på op til 25 % af en medlemsstats kvote af de i stk. 1 anførte bestande, der ikke er udnyttet i 2014, lægges til med henblik på beregningen af den pågældende medlemsstats kvote for den relevante bestand for 2015. Der tages højde for mængder, der overføres til andre medlemsstater i henhold til artikel 16, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (9), og mængder, der trækkes fra i henhold til artikel 37, 105 og 107 i forordning (EF) nr. 1224/2009, i forbindelse med fastsættelsen af udnyttede og uudnyttede mængder i henhold til nærværende stykke.

3.   Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 finder ikke anvendelse på bestande nævnt i nærværende artikels stk. 1 for så vidt angår de pågældende medlemsstater.

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).«"

2)

I bilag I indsættes følgende fodnote til oplysningerne om følgende bestande: sild i underafsnit 30-31; sild i EU-farvande i underafsnit 25-27, 28.2, 29 og 32; sild i underafsnit 28.1; brisling i EU-farvande i underafsnit 22-32:

»Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 finder ikke anvendelse.

Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 finder ikke anvendelse.«

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/27

(1)

Direktiv 2013/36/EU giver medlemsstaternes kompetente eller udpegede myndigheder beføjelse til at pålægge globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er) højere kapitalgrundlagskrav for at kompensere for den højere risiko, som G-SII'er udgør for det finansielle system, og de potentielle konsekvenser, som det kan have for skatteyderne, hvis de bliver nødlidende. Direktivet indeholder en række grundlæggende principper for en metode til identifikation af G-SII'er og for anbringelse af G-SII'er i underkategorier efter deres systemiske relevans. I overensstemmelse med denne kategorisering underlægges de et yderligere krav vedrørende den egentlige kernekapital, G-SII-bufferen. Denne metode til identifikation og kategorisering af G-SII'er er baseret på fem kategorier, der måler et kreditinstituts globale systemiske indvirkning på det globale finansmarked, og præciseres yderligere i denne forordning.

(2)

For at følge tilgangen i direktiv 2013/36/EU bør der i denne forordning tages hensyn til de af Baselkomitéen for Banktilsyn fastsatte standarder for metoden til vurdering af globale systemisk vigtige kreditinstitutter og for kravet om, at disse i højere grad skal kunne modstå tab, der er baseret på de rammer for globale systemisk vigtige finansielle institutioner, der er fastlagt af Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) på grundlag af rapporten »Reducing the moral hazard posed by systemically important financial institutions — FSB Recommendations and Time Lines«.

(3)

Direktiv 2013/36/EU gør det klart, at identifikations- og kategoriseringsmetoden harmoniseres i alle medlemsstater gennem anvendelse af ensartede og gennemsigtige parametre for tildeling af en samlet talværdi for en enhed med henblik på at måle dens systemiske vigtighed. For at sikre, at det udsnit af kreditinstitutter og kreditinstitutkoncerner, både sådanne fra Unionen og sådanne, der er meddelt tilladelse i tredjelande, der tjener som reference for at afspejle det globale finansielle system, er ensartet i hele Unionen, bør Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) fastlægge udsnittet. Udelukkelser fra og tilføjelser til udsnittet baseret på en tilsynsmæssig vurdering bør vælges nøje for at sikre, at det kan fungere som referencegrundlag, og bør ikke være baseret på andre forhold.

(4)

G-SII-identifikationsprocessen bør være baseret på sammenlignelige data og bør tage højde for, at det skal være klart for institutterne, hvorvidt et bufferkrav finder anvendelse på dem, og hvor stort det er, og tidsfristerne og procedurerne for processen bør derfor indgå i metoden. Da identifikationen af G-SII'er bør være baseret på ajourførte data vedrørende udsnittet af store globale kreditinstitutkoncerner, hvoraf nogle er meddelt tilladelse i tredjelande, vil de nødvendige data imidlertid først være til rådighed i årets anden halvdel. For at gøre det muligt for institutterne at overholde de krav, der følger af deres status som G-SII'er, bør bufferkravet træde i kraft, cirka et år efter at de er blevet identificeret som G-SII-er.

(5)

Direktiv 2013/36/EU fastsætter fem kategorier, der måler systemisk vigtighed, og som består af kvantificerbare indikatorer. For at begrænse den administrative byrde for institutter og myndigheder er disse kategorier identiske med dem, der anvendes af Baselkomitéen for Banktilsyn. Ved den nærmere definering af de kvantificerbare indikatorer bør den samme tilgang følges i denne forordning. Indikatorerne bør vælges, så de afspejler de forskellige aspekter af potentielle negative eksternaliteter af, at en enhed bliver nødlidende, og at dens kritiske funktioner ikke fungerer, for det finansielle systems stabilitet. Referencerammen for vurdering af systemisk vigtighed bør være de globale finansmarkeder og den globale økonomi.

(6)

For at fastsætte en præcis metode til identifikation og kategorisering af G-SII'er i overensstemmelse med de grundlæggende bestemmelser i direktiv 2013/36/EU er det vigtigt klart at definere begreberne »relevant enhed«, »indikatorværdi«, »nævner« og »skæringstal«, således som de anvendes i denne forordning.

(7)

Den systemiske vigtighed af hver kreditinstitutkoncern målt ved hjælp af indikatorerne på konsolideret basis bør udtrykkes som en individuel samlet talværdi for et bestemt år, der måler dens position i forhold til andre enheder i udsnittet. Kreditinstitutter bør identificeres som G-SII'er og anbringes i underkategorierne, for hvilke forskellige kapitalbufferkrav finder anvendelse, på grundlag af den samlede talværdi. Ved beregningen af talværdien som gennemsnittet af kategoriens talværdier bør hver af de fem kategorier have en vægtning på 20 %. Der bør anvendes et loft på substituerbarhedskategorien ved beregning af den samlede talværdi, idet denne kategori ved en analyse af dataene til og med 2013 viste sig at have en uforholdsmæssig stor indflydelse på tallene for kreditinstitutter, der har en dominerende stilling inden for betalings-, underwriting- og depottjenester.

(8)

De relevante myndigheder bør have mulighed for at foretage en forsvarlig tilsynsvurdering med henblik på at flytte et G-SII fra en lavere underkategori til en højere underkategori eller på at regne en enhed, der har en samlet talværdi, der er lavere end skæringstallet for den laveste underkategori, som et G-SII. Da en sådan identifikation ved tilsynsmæssig vurdering har samme formål som den almindelige proces, ved hvilken der tildeles talværdier, bør det kriterium, som denne vurdering skal baseres på, også være kreditinstituttets systemiske vigtighed for det globale finansmarked og den globale økonomi, i overensstemmelse med den metodologi, der anvendes af Baselkomitéen for Banktilsyn. Kreditinstituttets risiko for at blive nødlidende bør ikke være et kriterium, da der allerede er taget højde herfor i andre tilsynsmæssige krav, bl.a. den samlede risikoeksponering, og, i visse tilfælde, i andre kapitalgrundlagskrav, f.eks. den systemiske buffer.

(9)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som EBA har forelagt Kommissionen.

(10)

EBA har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra den interessentgruppe, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (2).

(11)

Denne forordning bør finde anvendelse fra den 1. januar 2015, da kravet om at opretholde en G-SII-buffer, jf. artikel 131, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU, vil blive anvendt og indfaset fra den 1. januar 2016. Derfor og for rettidigt at informere institutterne om, hvilken G-SII-buffer der gælder for dem, og for at give dem tilstrækkelig tid til at rejse den krævede kapital bør G-SII'erne identificeres senest i begyndelsen af 2015.

(12)

G-SII-bufferkravet bør indfases over en periode på tre år, jf. artikel 162, stk. 5, i direktiv 2013/36/EU: Første trin af kravet, jf. artikel 162, stk. 5, litra a), i direktiv 2013/36/EU, bør anvendes fra den 1. januar 2016 for de G-SII'er, der er blevet identificeret af de relevante myndigheder i begyndelsen af 2015, på grundlag af data for regnskabsår, der slutter før juli 2014. Andet trin, jf. artikel 162, stk. 5, litra b), i direktiv 2013/36/EU, af G-SII-bufferkravet bør anvendes fra den 1. januar 2017 for de G-SII'er, der er blevet identificeret af de relevante myndigheder ved udgangen af 2015 eller senest i begyndelsen af 2016, på grundlag af data for regnskabsår, der slutter før juli 2015 —

a)

underkategori 1 omfatter talværdier fra 130 til 229 basispoint

b)

underkategori 2 omfatter talværdier fra 230 til 329 basispoint

c)

underkategori 3 omfatter talværdier fra 330 til 429 basispoint

d)

underkategori 4 omfatter talværdier fra 430 til 529 basispoint

e)

underkategori 5 omfatter talværdier fra 530 til 629 basispoint.

a)

aktiver inden for det finansielle system

b)

passiver inden for det finansielle system

c)

udstedte værdipapirer.

a)

aktiver i depot

b)

betalingsaktivitet

c)

garanterede transaktioner på gældsbevis- og aktiemarkeder (underwriting).

a)

den nominelle værdi af OTC-derivater

b)

aktiver på niveau 3 i dagsværdihierarkiet målt i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1255/2012 (4)

c)

værdipapirer, der besiddes med handel for øje, og værdipapirer, der er disponible for salg.

a)

fordringer på tværs af jurisdiktioner

b)

passiver på tværs af jurisdiktioner.

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/37

(1)

Artikel 544 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (2) omhandler en forenklet afslutning af proceduren for aktiv forædling. I henhold til denne forenkling anses visse indførte varer for at være genudført eller udført, selvom de faktisk er blevet markedsført på Unionens marked uden efterfølgende toldangivelse og opkrævning af importafgifter.

(2)

Artikel 544, litra c), i forordning (EØF) nr. 2454/93 omhandler leveringen af civile luftfartøjer. Den forenklede afslutning af proceduren for aktiv forædling for civile luftfartøjer øger konkurrenceevnen i luftfartsindustrien på internationalt niveau og bidrager til at skabe merværdi i Unionen.

(3)

Anvendelsesområdet for artikel 544, litra c), i forordning (EØF) nr. 2454/93 bør udvides til militære luftfartøjer, således at disse luftfartøjer kan nyde godt af den forenklede afslutning af proceduren for aktiv forædling på samme måde som civile luftfartøjer.

(4)

Forordning (EØF) nr. 2454/93 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/38

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/40

(1)

Frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (1) (»aftalen«) blev undertegnet den 6. oktober 2010. Aftalen indeholder en protokol om kulturelt samarbejde (»protokollen«), som i henhold til artikel 1 heri fastsætter rammerne for parternes samarbejde om at lette udvekslingen af kulturelle aktiviteter, varer og tjenesteydelser, herunder bl.a. i den audiovisuelle sektor.

(2)

I henhold til aftalens artikel 15.10, stk. 5, har den ved Rådets afgørelse 2011/265/EU (2) (»afgørelsen«) fundet delvis midlertidig anvendelse siden den 1. juli 2011, indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse.

(3)

I henhold til afgørelsens artikel 6 fastlægges den holdning, som Unionen skal indtage i Udvalget for Kulturelt Samarbejde (»udvalget«) med hensyn til afgørelser, der har retlige virkninger, af Rådet i overensstemmelse med traktaten.

(4)

Som anført i protokollens artikel 3A fastsætter udvalget straks efter sin nedsættelse en liste over 15 personer, der kan fungere som voldgiftsmænd.

(5)

Unionen bør fastlægge den holdning, der skal indtages i udvalget for så vidt angår fastlæggelsen af listen over voldgiftsmænd.

(6)

Den holdning, som Unionen skal indtage i udvalget, bør derfor baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/44

(1)

Ved brev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 16. maj 2014 anmodede Litauen om tilladelse til at indføre en foranstaltning, som fraviger artikel 287, nr. 11, i momsdirektivet, med henblik på at fritage visse afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger modværdien i national valuta af 45 000 EUR efter omregningskursen på dagen for landets tiltrædelse af Unionen (»foranstaltningen«). Foranstaltningen ville fritage disse afgiftspligtige personer for nogle af eller alle de forpligtelser i forbindelse med merværdiafgift (»moms«), som er omhandlet i afsnit XI, kapitel 2-6, i momsdirektivet.

(2)

Ved brev af 6. juni 2014 underrettede Kommissionen de øvrige medlemsstater om Litauens anmodning. Ved brev af 12. juni 2014 meddelte Kommissionen Litauen, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Medlemsstaterne kan i forvejen gøre brug af en særlig ordning for små virksomheder i henhold til afsnit XII i momsdirektivet. Den forlængede foranstaltning fraviger kun afsnit XII i momsdirektivet på den måde, at den særlige ordnings tærskel for den afgiftspligtige persons årlige omsætning er højere end den, der gælder for Litauen efter momsdirektivets artikel 287, nr. 11, og som er 29 000 EUR.

(4)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU (2) fik Litauen tilladelse til som en fravigelsesforanstaltning indtil den 31. december 2014 at indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 45 000 EUR. Da denne tærskel har medført en begrænsning af momsmæssige forpligtelser for mindre virksomheder, bør Litauen indrømmes tilladelse til at forlænge foranstaltningen for endnu en begrænset periode. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge de normale momsordninger.

(5)

Ifølge Litauens oplysninger vil forlængelsen af fravigelsen kun have en ubetydelig indvirkning på de samlede afgiftsindtægter fra det endelige forbrug.

(6)

Fravigelsen får ingen indvirkning på EU's egne indtægter fra moms —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/46

(1)

Ved brev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 1. juli 2014 anmodede Letland om tilladelse til at indføre en foranstaltning, som fraviger momsdirektivets artikel 287, nr. 10), for at kunne fritage visse afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 50 000 EUR (»foranstaltningen«). Foranstaltningen ville fritage disse afgiftspligtige personer for nogle af eller alle de forpligtelser i forbindelse med merværdiafgift (»moms«), som er omhandlet i afsnit XI, kapitel 2-6, i momsdirektivet. En sådan foranstaltning er allerede blevet bevilget Letland ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2010/584/EU (2), der udløb den 31. december 2013.

(2)

Ved brev af 7. august 2014 underrettede Kommissionen de øvrige medlemsstater om Letlands anmodning. Ved brev af 11. august 2014 underrettede Kommissionen Letland om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Medlemsstaterne kan i forvejen gøre brug af en særlig ordning for små virksomheder i henhold til afsnit XII i momsdirektivet. Foranstaltningen fraviger kun afsnit XII i momsdirektivet på den måde, at den særlige ordnings tærskel for den afgiftspligtige persons årlige omsætning er højere end den, der gælder for Letland efter momsdirektivets artikel 287, nr. 10), og som er 17 200 EUR.

(4)

En højere tærskel for den særlige ordning vil resultere i en forenkling, da den kan mindske de mindste virksomheders momsmæssige forpligtelser markant, mens ordningen er frivillig for afgiftspligtige personer, og virksomhederne kan vælge at anvende de normale momsordninger.

(5)

Ifølge Letlands oplysninger vil fravigelsen have en ubetydelig indvirkning på de samlede afgiftsindtægter fra det endelige forbrug.

(6)

Fravigelsen får ingen indvirkning på Unionens egne indtægter fra moms —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/48

(1)

Ved brev registreret i Kommissionen den 26. maj 2014 anmodede Estland om tilladelse til at fravige bestemmelserne i direktiv 2006/112/EF vedrørende retten til at fradrage indgående moms i forbindelse med personbiler.

(2)

Ved brev af 11. juni 2014 underrettede Kommissionen de øvrige medlemsstater om Estlands anmodning. Ved brev af 12. juni 2014 underrettede Kommissionen Estland om, at den var i besiddelse af alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF fastsætter, at en afgiftspligtig person har ret til at fradrage moms på levering af varer og ydelser, som vedkommende har modtaget til anvendelse i forbindelse med sine afgiftspligtige transaktioner. Artikel 26, stk. 1, litra a), i nævnte direktiv kræver, at afgiftspligtige personer svarer moms, når et erhvervsaktiv anvendes til ikke-erhvervsmæssige formål.

(4)

Det er ofte meget vanskeligt nøjagtigt at identificere ikke-erhvervsmæssig anvendelse, og selv når det er muligt, er mekanismen til at gøre det ofte besværlig. Ifølge anmodningen om tilladelse bør momsbeløbet for udgifter, der kan fradrages for personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål, med visse undtagelser fastsættes til en fast procentsats. På grundlag af de foreliggende oplysninger mener de estiske myndigheder, at en fast sats på 50 % er berettiget. For at undgå dobbeltbeskatning bør kravet om at svare moms af ikke-erhvervsmæssig brug af personbiler samtidig suspenderes, når disse biler har været omfattet af en begrænsning, der tillades ved denne afgørelse. Denne forenklende foranstaltning fjerner behovet for at føre regnskab over den ikke-erhvervsmæssige brug af erhvervsmæssige køretøjer og forhindrer momsunddragelse som følge af ukorrekt regnskabsføring.

(5)

Begrænsningen af fradragsretten i henhold til den tilladelse, der anmodes om, bør finde anvendelse på moms betalt ved erhvervelse, leasing, erhvervelse inden for Fællesskabet og indførsel af nærmere specificerede personbiler og udgifter i forbindelse hermed, inklusive indkøb af brændstof.

(6)

Den tilladelse, der anmodes om, bør udelukkende finde anvendelse på personbiler med en tilladt totalvægt på højst 3 500 kg og med højst otte siddepladser foruden førerens. Enhver ikke-erhvervsmæssig anvendelse af personbiler, der vejer over 3 500 kg eller har mere end otte siddepladser foruden førerens, er ubetydelig på grund af disse bilers egenskaber eller den type erhverv, de anvendes inden for. Der bør ligeledes forelægges en udførlig liste over særlige kategorier af personbiler, der ikke er tilladt, på grundlag af deres særlige anvendelse.

(7)

Tilladelsen bør ikke gælde længere end til den 31. december 2017, således at det er muligt at foretage en vurdering af dens nødvendighed og effektivitet og den procentuelle fordeling mellem den erhvervsmæssige og den ikke-erhvervsmæssige anvendelse, som den tager udgangspunkt i.

(8)

Såfremt Estland mener, at det er nødvendigt at forlænge tilladelsen ud over 2017, bør Estland sammen med anmodningen om forlængelse indgive en rapport til Kommissionen senest den 31. marts 2017, der omfatter en redegørelse for anvendelsen af den procentuelle begrænsning sammen med anmodningen om en forlængelse.

(9)

Fravigelsen vil kun i ubetydelig grad påvirke de samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug, og får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms —

a)

biler, der er erhvervet med henblik på videresalg, leje eller leasing

b)

biler, der anvendes til passagertransport mod betaling, herunder taxatjenester

c)

biler, der benyttes til køretimer.

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/50

(1)

I direktiv 64/432/EØF er der fastsat dyresundhedsmæssige betingelser for samhandel inden for Unionen med kvæg og svin. Direktivet foreskriver bl.a., at kvæg og svin under transport til bestemmelsesstedet skal ledsages af et sundhedscertifikat, der er i overensstemmelse med henholdsvis model 1 eller 2 i bilag F.

(2)

I henhold til artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 599/2004 (2) skal de forskellige sundhedscertifikater, der kræves ved handel inden for Unionen, opstilles på basis af den harmoniserede model i bilaget til nævnte forordning.

(3)

I betragtning af de tilpasninger, der skal foretages af indholdet af sundhedscertifikaterne som vist i model 1 og 2 i bilag F til direktiv 64/432/EØF, er det nødvendigt ligeledes at tilpasse formatet af disse standardsundhedscertifikater.

(4)

Bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, litra e), og stk. 3, i direktiv 64/432/EØF udløb den 31. december 2000 og bør derfor ikke længere indgå i standardsundhedscertifikatet som vist i model 1 i bilag F til nævnte direktiv som en mulighed ved certifikatudstedelsen.

(5)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 2075/2005 (3) er der fastsat regler for bestemmelse af status for bedrifter, hvor der holdes tamsvin.

(6)

Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 216/2014 (4) om ændring af forordning (EF) nr. 2075/2005 fastsættes der krav, som skal opfyldes af fødevarevirksomhedsledere, for at bedrifter kan blive officielt anerkendt for anvendelse af kontrollerede opstaldningsforhold, og disse bedrifter fritages fra bestemmelserne om testning ved slagtning.

(7)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1114/2014 (5) om ændring af forordning (EF) nr. 2075/2005 præciseres det, hvilke betingelser der gælder, når tamsvin til avl og levebrug flyttes fra en bedrift til en anden via samlesteder.

(8)

For at medlemsstaterne kan anvende den relevante undersøgelsesordning for trikiner ved slagtningen og ikke bringe bestemmelsesbedriftens status i fare for så vidt angår tamsvin til avl og levebrug bør oplysninger vedrørende den officielle anerkendelse af de handlede dyrs oprindelsesbedrift for anvendelse af kontrollerede opstaldningsforhold, jf. artikel 8 i forordning (EF) nr. 2075/2005, medtages i standardsundhedscertifikatet for handel inden for Unionen med svin som vist i model 2 i bilag F til direktiv 64/432/EØF.

(9)

Bilag F til direktiv 64/432/EØF bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/61

(1)

I henhold til artikel 2, stk. 6, litra d), i bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen skal AVS-EU-Ambassadørudvalget overvåge CVU's overordnede strategi og føre tilsyn med CVU's bestyrelses arbejde.

(2)

CVU's bestyrelse skal føre tilsyn med CVU's arbejde (artikel 2, stk. 7, litra b)), vedtage CVU's program og budget (artikel 2, stk. 7, litra c)), og aflægge regelmæssig beretning og evaluering til AVS-EU-Ambassadørudvalget (artikel 2, stk. 7, litra d)).

(3)

CVU's vedtægter og forretningsorden vedtaget ved afgørelse nr. 8/2005 truffet af AVS-EF-Ambassadørudvalget (»centrets vedtægter«) og CVU's finansforordning vedtaget ved afgørelse nr. 5/2004 truffet af AVS-EF-Ambassadørudvalget (»CVU's finansforordning«) giver garantier med hensyn til underretning af AVS-EU-Ambassadørudvalget og det tilsyn, dette skal føre.

(4)

AVS-EU-Ministerrådet besluttede på sit 39. møde den 19.-20. juni 2014 i Nairobi i en fælles erklæring at lukke CVU på en velordnet måde og ændre bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen og besluttede med henblik på dette at give AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelse til at gå videre med dette spørgsmål med henblik på at få truffet de nødvendige afgørelser.

(5)

Ved ovennævnte fælles erklæring nedsatte AVS-EU-Ministerrådet Den Fælles AVS-EU-arbejdsgruppe (»arbejdsgruppen«) for at sikre, at CVU lukkes på de bedst mulige betingelser —

15.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/63