6.11.2014

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 320/1

---

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 16. oktober 2014

om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1313/2013/EU om en EU-civilbeskyttelsesmekanisme og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2004/277/EF, Euratom og 2007/606/EF, Euratom

(meddelt under nummer C(2014) 7489)

(EØS-relevant tekst)

(2014/762/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1313/2013/EU af 17. december 2013 om en EU-civilbeskyttelsesmekanisme (1), særlig artikel 32, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det overordnede mål med EU-civilbeskyttelsesmekanismen (»EU-mekanismen«) er at styrke samarbejdet mellem Unionen og medlemsstaterne og fremme koordineringen på civilbeskyttelsesområdet for at gøre forebyggelsen af og beredskabet og indsatsen i tilfælde af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer mere effektiv.

(2)	Eftersom katastrofer kan indtræffe når som helst, bør katastrofeberedskabskoordinationscentret (ERCC), der er oprettet i henhold til artikel 7 i afgørelse nr. 1313/2013/EU, på ethvert tidspunkt sikre tæt kontakt til medlemsstaternes kontaktpunkter.

(3)

Det fælles katastrofevarslings- og informationssystem (CECIS) er en vigtig del af EU-mekanismen, fordi det sikrer, at de oplysninger, der udveksles mellem medlemsstaterne, bevarer deres autenticitet, integritet og fortrolige karakter, både i rutinesituationer og i katastrofesituationer. Der bør oprettes en separat version af CECIS, som de regionale havkonventioners sekretariater og tredjelande, der deler et regionalt havområde med Unionen, har adgang til med tanke på den særlige type indsats, der finder sted i forbindelse med havforurening.

(4)

For at sikre operationel effektivitet bør der fastsættes minimumskrav til de moduler, andre indsatskapaciteter og eksperter, der identificeres i henhold til artikel 9, stk. 1, i afgørelse nr. 1313/2013/EU, og for disses operationelle krav, funktionsmåde og interoperabilitet, jf. artikel 9, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU. Modulerne bør især være i stand til at arbejde selvforsynende i et givent tidsrum, kunne deployeres hurtigt og være interoperable. For at øge modulernes interoperabilitet er det nødvendigt at fastlægge foranstaltninger på EU-plan og i medlemsstaterne.

(5)

Der bør fastsættes kapacitetsmål for Den Europæiske Katastrofeberedskabskapacitet (EERC), som bør revideres regelmæssigt, for at have et tilstrækkeligt antal af alle typer moduler, andre indsatskapaciteter og eksperter til rådighed for deployering under EU-mekanismen. Der bør også fastsættes kvalitets- og interoperabilitetskrav, som revideres regelmæssigt, for at sikre et ensartet minimumsniveau for kvaliteten og interoperabiliteten af alle kapaciteter, der deltager i EERC.

(6)

Der bør fastlægges en certificerings- og registreringsprocedure, herunder elementer til selvevaluering, bekræftelse af, at alle kapaciteterne i den frivillige pulje opfylder alle nødvendige krav og drager fordel af begrænset EU-samfinansiering af såkaldte »tilpasningsomkostninger«, hvor dette er relevant. Denne certificerings- og registreringsprocedure bør desuden sikre en passende geografisk balance mellem kapaciteterne i overensstemmelse med risicienes placering og tage alle interesserede medlemsstaters deltagelse i betragtning.

(7)

Identificeringen af indsatskapacitetsmangler i EERC bør give Kommissionen og medlemsstaterne mulighed for sammen at afgøre, hvor der ikke tilstrækkelige kapaciteter til rådighed i eller uden for den frivillige pulje. Medlemsstater, der individuelt eller i konsortier søger at afhjælpe disse mangler, bør drage fordel af begrænset EU-samfinansiering, forudsat at dette er omkostningseffektivt, og at manglerne bekræftes af risikovurderinger.

(8)

For at udvikle EERC bør begrænset EU-samfinansiering i form af rammekontrakter, rammeaftaler om partnerskab eller lignende ordninger understøtte medlemsstaternes adgang til yderligere kapaciteter, således at midlertidige mangler kan afhjælpes i forbindelse med usædvanlige katastrofer, dvs. katastrofer af en art og størrelse, der ligger ud over, hvad der med rimelighed kan forventes, og som det er muligt at forberede sig på. Disse kapaciteter bør medtages i den frivillige pulje til deployering under EU-mekanismen.

(9)

EU-mekanismens uddannelsesprogram er fortsat væsentlig for det civilbeskyttelses- og katastrofehåndteringspersonale, der deployeres inden for rammerne af EU-mekanismen. I overensstemmelse med dets anvendelsesområde, som er defineret i artikel 13, stk. 1, i afgørelse nr. 1313/2013/EU, bør det dække både forebyggelses-, beredskabs- og indsatsfaserne.

(10)

EU-mekanismens øvelsesprogram bør forsat spille en væsentlig rolle i det praktiske deployeringsberedskab, som EU-mekanismen deltager i, og i udvekslingen af erfaringer i forbindelse med de civilbeskyttelsesindsatser, der finder sted inden for rammerne af EU-mekanismen. Øvelsesprogrammet bør gennemføres i henhold til en strategisk ramme, der opstiller øvelsernes mål og rolle i forhold til EU-mekanismen, samt specifikke prioriteter, der medtages i de årlige arbejdsprogrammer.

(11)	Der bør fastlægges en systematisk, fokuseret og sammenhængende tilgang til indsamling, analyse, fremme og implementering af de indhøstede erfaringer, der dækker hele katastrofehåndteringsforløbet.

(12)	Hvad angår EU-mekanismen, er det vigtigt at have klare operationelle procedurer for mekanismens katastrofeindsats, som sikrer en effektiv bistand i katastrofesituationer, herunder for de relevante internationale organisationer, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

(13)	For at sikre at EU-mekanismens effektivitet og lønsomhed maksimeres, bør alle anmodninger og tilbud om bistand være så specifikke som muligt og indeholde alle nødvendige oplysninger.

(14)

For at sikre en effektiv koordinering af bistand bør ERCC dele sin vurdering af de kritiske behov og sine henstillinger om deployering fra den frivillige pulje med alle medlemsstaterne og udarbejde passende deployeringsplaner for hver anmodning om bistand. Udvælgelsen af kapaciteter fra den frivillige pulje bør ske på baggrund af specifikke og objektive kriterier, der bør prioriteres på grundlag af de forhåndenværende operationelle behov.

(15)	For at forbedre EU-mekanismens reaktionstider, hvor dette måtte være nødvendigt, bør medlemsstaterne træffe de nødvendige forberedelser til deployering af de kapaciteter, de har stillet til rådighed i den frivillige pulje.

(16)	Adgangen til tekniske eksperter, vurderings- og koordineringseksperter, herunder holdledere, er en vigtig del af EU-mekanismen. Eksperternes opgaver og funktioner bør fastlægges, og der bør fastsættes en procedure for deres deployering.

(17)

Artikel 23 i afgørelse nr. 1313/2013/EU fastsætter særlige bestemmelser om transportstøtte i forbindelse med en katastrofe med henblik på at fremme en hurtig og effektiv indsats gennem EU-mekanismen. Det er nødvendigt at fastsætte regler og procedurer for anmodninger fra medlemsstaterne om finansiel støtte fra Unionen til transport af bistand til det katastroferamte land og Kommissionens behandling af disse anmodninger.

(18)	Af hensyn til gennemsigtigheden, sammenhængen og effektiviteten er det nødvendigt at fastlægge, hvilke oplysninger medlemsstaterne og Kommissionen skal give i anmodningerne om transportstøtte og de tilhørende svar.

(19)	I tilfælde, hvor der kan ydes finansiel bistand fra Unionen i henhold til afgørelse nr. 1313/2013/EU, bør medlemsstaterne have valget mellem at anmode om et tilskud eller en transporttjeneste.

(20)	Kommissionens beslutning 2004/277/EF, Euratom (2) og 2007/606/EF, Euratom (3) bør ophæves.

(21)	Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Civilbeskyttelsesudvalget —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

KAPITEL 1

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Denne afgørelse fastsætter gennemførelsesbestemmelser til afgørelse nr. 1313/2013/EU, for så vidt angår:

a)	Katastrofeberedskabskoordinationscentrets (»ERCC«) interaktion med medlemsstaternes kontaktpunkter

b)	komponenterne i det fælles katastrofevarslings- og informationssystem (»CECIS«) og tilrettelæggelsen af informationsudveksling gennem dette system

c)	identifikation af moduler, andre indsatskapaciteter og eksperter såvel som de operationelle krav til modulernes interoperabilitet og funktionsmåde, herunder deres opgaver, kapaciteter, hovedbestanddele, selvforsyning og deployering

d)	de kapacitetsmål, kvalitets- og interoperabilitetskrav samt den certificerings- og registreringsprocedure, der er nødvendige for, at EERC kan fungere, herunder de finansielle ordninger

e)	påvisning af mangler i EERC og afhjælpning af dem

f)	tilrettelæggelse af uddannelsesprogrammet, rammerne for øvelser og programmet for erfaringsopsamling

g)	de operationelle procedurer for katastrofeindsatsen i og uden for Unionen, herunder identificering af de relevante internationale organisationer

h)	fremgangsmåden for deployering af eksperthold

i)	tilrettelæggelse af støtte til transport af bistand.

Artikel 2

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

(1)   »bistandsanmodende part«: den medlemsstat eller det tredjeland, der er berørt af en katastrofe eller en nært forestående katastrofe eller forventer at blive berørt af en nært forestående katastrofe, såvel som De Forenede Nationer, De Forenede Nationers agenturer eller andre relevante internationale organisationer, jf. bilag VII

(2)   »civilbeskyttelsesbistand«: hold, eksperter eller moduler beregnet til civilbeskyttelse med deres udstyr samt hjælpeudstyr eller -forsyninger, der er nødvendige for at begrænse de umiddelbare følger af en katastrofe

(3)   »bufferkapacitet«: katastrofeindsatskapaciteter, for hvilke det gælder, at tilgængeligheden af og den hurtige adgang til dem er samfinansieret i henhold til artikel 21, stk. 2, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU

(4)   »indsatshold«: et hold bestående af menneskelige og materielle ressourcer, herunder moduler, der er oprettet af en eller flere medlemsstater til brug ved civilbeskyttelsesindsatser

(5)   »teknisk støttehold«: et hold bestående af menneskelige og materielle ressourcer, der er oprettet af en eller flere medlemsstater med henblik på udførelse af støtteopgaver, jf. bilag II.

KAPITEL 2

KATASTROFEBEREDSKABSKOORDINATIONSCENTRET (ERCC)

Artikel 3

ERCC's interaktion med medlemsstaternes kontaktpunkter

1.   Hver medlemsstat udpeger et nationalt kontaktpunkt til ERCC, som er til rådighed 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Udpegelsen sker ved anvendelse af den deltagerformular, der er opstillet i bilag I.

2.   ERCC holder tæt kontakt til medlemsstaternes kontaktpunkter med henblik på at kunne udføre sine almindelige opgaver samt indsatsopgaverne i denne afgørelse og afgørelse nr. 1313/2013/EU.

KAPITEL 3

DET FÆLLES KATASTROFEVARSLINGS- OG INFORMATIONSSYSTEM (CECIS)

Artikel 4

De forskellige dele af CECIS

CECIS omfatter følgende tre dele:

a)	en netværksdel, der forbinder de kompetente myndigheder, kontaktpunkterne i medlemsstaterne og ERCC

b)

en applikationsdel bestående af de databaser og andre informationssystemer, som er nødvendige for EU-mekanismens funktion, og navnlig systemer, der er nødvendige: i) for at sende meddelelser ii) for at sikre kommunikation og informationsdeling mellem ERCC, de kompetente myndigheder og kontaktpunkterne iii) for at videreformidle indhøstede erfaringer fra indsatser

c)	en sikkerhedsdel, som udgøres af de systemer, regler og procedurer, der er nødvendige for at sikre, at de data, der lagres hos eller udveksles via CECIS, bevarer deres autenticitet, integritet og fortrolige karakter.

Artikel 5

Informationssikkerhed

1.   CECIS skal kunne behandle dokumenter, databaser og informationssystemer på en sikker måde ved hjælp af »de sikre transeuropæiske tjenester for telematik mellem administrationerne« (sTESTA) eller en sammenlignelig tjeneste.

2.   Ved overførsel af dokumenter og oplysninger, som er klassificeret »EU CONFIDENTIAL« eller højere, skal der træffes særlige aftaler mellem ophavsmanden og modtageren/modtagerne, jf. Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (4).

Artikel 6

Fremsendelse af oplysninger og ajourføring

1.   Medlemsstaterne fremsender de relevante oplysninger til Kommissionen ved anvendelse af den deltagerformular, der er opstillet i bilag I.

2.   Medlemsstaterne giver oplysning om kontaktpunkter og, hvor det er relevant, andre beredskabstjenester, der tager sig af naturkatastrofer, teknologiske ulykker, strålingsulykker og miljøulykker, herunder utilsigtet havforurening.

3.   Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om enhver ændring af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

4.   CECIS-databasen har en særlig del, der indeholder oplysninger om registreringen og tilgængeligheden af indsatskapaciteterne i EERC. Kommissionen sikrer, at de nationale kontaktpunkter for civilbeskyttelse har kontinuerlig adgang hertil.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den særlige del af CECIS-databasen altid er ajourført, for så vidt angår status for tilgængelighed og alle nødvendige faktuelle oplysninger om de relevante karakteristika for de indsatskapaciteter, der er registreret i EERC.

6.   Om nødvendigt kan medlemsstaterne give andre relevante nationale myndigheder læseadgang til CECIS.

Artikel 7

CECIS-brugergruppen

En brugergruppe bestående af repræsentanter indstillet af medlemsstaterne bistår Kommissionen i forbindelse med validering og afprøvning af CECIS.

Artikel 8

Gennemførelse og videreudvikling

1.   Kommissionen forvalter og videreudvikler CECIS under hensyntagen til medlemsstaternes behov og krav.

2.   Medlemsstaterne etablerer et passende informationsteknologisk miljø til CECIS på deres område i overensstemmelse med de forpligtelser, de har indgået ifølge deltagerformularen i bilag I.

Artikel 9

CECIS for havforurening

1.   Kommissionen sikrer, at medlemsstaterne og Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed har adgang til en særlig CECIS-applikation via internettet med tanke på den særlige type indsats, der finder sted i forbindelse med havforurening.

2.   Denne applikation, der er tilgængelig via internettet, skal også være til rådighed for tredjelande, der deler et regionalt havområde med Unionen. Derudover kan de relevante regionale havkonventioners sekretariater også gives adgang på ad hoc-basis.

KAPITEL 4

MODULER, TEKNISKE STØTTEHOLD, ANDRE INDSATSKAPACITETER OG EKSPERTER

Artikel 10

Registrering af moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter

1.   Medlemsstaterne registrerer deres moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter i CECIS-databasen, jf. artikel 9, stk. 6, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   De moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter, der på forhånd er stillet til rådighed for EERC, registreres i en særlig del af CECIS-databasen.

3.   De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger holdes ajour.

Artikel 11

Sammensætningen af moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter

1.   Modulerne og de tekniske støttehold kan sammensættes af ressourcer fra en eller flere medlemsstater.

2.   Hvis et modul eller et teknisk støttehold består af flere bestanddele, kan deployeringen af det pågældende modul eller tekniske støttehold i en indsats begrænses til de bestanddele, der er nødvendige for den pågældende indsats.

Artikel 12

Modulers selvforsyning

1.   Følgende selvforsyningselementer indgår i hvert modul, jf. bilag II:

a)	passende ly for de fremherskende vejrforhold

b)	elproduktion og belysning til dækning af indsatsens basisforbrug og det udstyr, der kræves til at opføre opgaven

c)	sanitære faciliteter og hygiejnefaciliteter til modulets personale

d)	mad og vand til modulets personale

e)	lægepersonale eller paramedicinsk personale, medicinsk udstyr og forsyninger til modulets personale

f)	oplagring og vedligehold af modulets udstyr

g)	kommunikationsudstyr med forbindelse til de relevante parter, navnlig dem der har ansvaret for koordinering på indsatsstedet

h)	lokal transport

i)	logistik, udstyr og personale til etablering af en lejr til indsatsen og igangsættelse af indsatsen straks ved ankomsten til stedet.

2.   Den tilbydende medlemsstat sikrer overensstemmelse med selvforsyningskravene ved hjælp af følgende elementer:

a)	ved at medtage det nødvendige personale og udstyr og de nødvendige forbrugsvarer i modulet

b)	ved at træffe de nødvendige foranstaltninger på indsatsstedet

c)	ved at træffe de nødvendige forberedende foranstaltninger for at kombinere indsatshold, der ikke er selvforsynende, med tekniske støttehold, således at de i artikel 13 omhandlede krav er opfyldt, inden det berørte modul registreres i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

3.   Der garanteres en selvforsyningsperiode fra indsatsens start på minimum

a)

96 timer

b)	de perioder, der er fastsat i bilag II.

Artikel 13

Krav til moduler og tekniske støttehold

1.   Modulerne skal opfylde de generelle krav i bilag II.

2.   De tekniske støttehold skal opfylde de generelle krav i bilag II.

3.   De generelle krav i bilag II revideres fra tid til anden.

4.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at:

a)	modulerne kan fungere sammen med andre moduler

b)	de tekniske støttehold kan fungere sammen med andre tekniske støttehold og med relevante aktører på indsatsstedet

c)	et moduls bestanddele kan fungere som ét modul

d)	de tekniske støtteholds bestanddele kan fungere sammen som ét teknisk støttehold

e)	modulerne og de tekniske støttehold er i stand til, når de deployeres uden for Unionen, at fungere sammen med internationale katastrofeindsatskapaciteter, der hjælper det ramte land

f)	holdledere, stedfortrædende holdledere og kontaktpersoner i modulerne og de tekniske støttehold deltager i passende uddannelseskurser og øvelser, der tilrettelægges af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 26-32.

KAPITEL 5

UDVIKLING AF DEN EUROPÆISKE KATASTROFEBEREDSKABSKAPACITET (EERC) I FORM AF EN FRIVILLIG PULJE

Artikel 14

Kapacitetsmål

1.   EERC's kapacitetsmål fastsættes i bilag III.

2.   Kommissionen vurderer i samarbejde med medlemsstaterne mindst hvert andet år, om kapacitetsmålene er egnede, og reviderer dem om nødvendigt på grundlag af de risici, der er identificeret i de nationale risikovurderinger eller andre passende nationale og internationale informationskilder.

3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen de relevante oplysninger om risici, der er nødvendige for at kunne vurdere kapacitetsmålene.

Artikel 15

Krav til kvalitet og interoperabilitet

1.   De krav til kvalitet og interoperabilitet, der er fastsat i bilag IV, gælder for moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter i EERC.

2.   Kommissionen vurderer i samarbejde med medlemsstaterne mindst hvert andet år, om disse krav til kvalitet og interoperabilitet er egnede, og reviderer dem om nødvendigt. Kvalitetskravene baseres på etablerede internationale standarder, hvor sådanne standarder allerede eksisterer.

Artikel 16

Certificerings- og registreringsprocedure

1.   Den certificerings- og registreringsprocedure, der er fastsat i stk. 2-8, gælder for moduler, tekniske støttehold, anden indsatskapacitet og eksperter i EERC.

2.   Certificering og registrering forudsætter, at kvalitetskravene i bilag IV opfyldes, dog med undtagelse af bufferkapaciteter, på hvilke artikel 25, stk. 3, finder anvendelse.

3.   Medlemsstater, der tilbyder EERC et bestemt modul, teknisk støttehold, anden indsatskapacitet eller ekspert, afgiver de oplysninger, der er fastsat i bilag V.

4.   Kommissionen vurderer, om det pågældende modul, det pågældende tekniske støttehold, den pågældende anden indsatskapacitet eller den pågældende ekspert kan medtages i EERC, og underretter straks den relevante medlemsstat om konklusionen. Ved denne vurdering tager Kommissionen navnlig opfyldelsen af kvalitetskravene, kapacitetsmålene, fuldstændigheden af de afgivne oplysninger, den geografiske nærhed og alle medlemsstaters deltagelse i betragtning, foruden andre relevante faktorer, som den fastlægger på forhånd, og som gælder for alle sammenlignelige moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter.

5.   Såfremt det vurderes, at modulet, det tekniske støttehold, anden indsatskapacitet eller ekspert kan medtages i EERC, indleder Kommissionen certificeringsproceduren for det pågældende modul, det pågældende tekniske støttehold, den pågældende anden indsatskapacitet eller den pågældende ekspert på grundlag af de afgivne oplysninger og eventuelle andre oplysninger, som Kommissionen anmoder den relevante medlemsstats myndigheder om. I tilfælde hvor Kommissionen på grundlag af de forhåndenværende oplysninger anser kravene til kvalitet og interoperabilitet som værende opfyldt, kan den registrere modulet, det tekniske støttehold, anden indsatskapacitet eller ekspert i den frivillige pulje.

6.   Kommissionen underretter skriftligt den relevante medlemsstats myndigheder om sin vurdering af påkrævet uddannelse, kurser og/eller workshopper samt andre relevante certificerings- og registreringsbetingelser.

7.   Hvis alle certificeringsbetingelser er opfyldt, erklærer Kommissionen modulet, det tekniske støttehold, anden indsatskapacitet eller eksperten for certificeret til EERC og underretter medlemsstaten herom.

8.   Certificeringen af et modul, teknisk støttehold, anden indsatskapacitet eller en ekspert revurderes senest efter tre år, såfremt aktivet indsendes til ny registrering i EERC.

9.   Kommissionen vurderer i samarbejde med medlemsstaterne mindst hvert andet år, om certificerings- og registreringsproceduren er egnet, og reviderer den om nødvendigt.

Artikel 17

Finansielle ordninger for tilpasningsomkostninger

1.   Medlemsstaterne kan anmode om et tilskud til finansiering af tilpasningsomkostninger individuelt for hvert modul, hvert teknisk støttehold, hver anden indsatskapacitet eller hver ekspert, uden at Kommissionen skal offentliggøre en indkaldelse af forslag. Tilpasningsomkostninger omfatter de omkostningselementer, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   Til underbygning af anmodningen sender medlemsstaten Kommissionen planer for implementeringen af tilpasningsomkostningerne, der bl.a. omfatter de anslåede omkostninger og tidsplaner.

3.   Kommissionen vurderer og, såfremt de relevante krav opfyldes, godkender de i stk. 2 omhandlede implementeringsplaner, og specificerer, hvilke af de omhandlede omkostninger, der kan antages som tilpasningsomkostninger.

4.   Når anmodningen er vurderet, træffer Kommissionen tildelingsafgørelsen.

5.   Medlemsstaterne rapporterer detaljeret til Kommissionen om de afholdte tilpasningsomkostninger.

KAPITEL 6

AFHJÆLPNING AF INDSATSKAPACITETSMANGLER

Artikel 18

Overvågning af de fremskridt, der gøres med at opfylde kapacitetsmålene

Kommissionen overvåger i samarbejde med medlemsstaterne løbende de fremskridt, der gøres med at opfylde kapacitetsmålene, under hensyntagen til de i artikel 20 identificerede kapaciteter og holder regelmæssigt medlemsstaterne underrettet om sin vurdering af disse fremskridt. Kommissionen underretter medlemsstaterne om resterende indsatskapacitetsmangler i tilstrækkelig detaljeret grad.

Artikel 19

Procedure for identificering af indsatskapacitetsmangler

1.   Som en del af overvågningen af de fremskridt, der gøres med at opfylde kapacitetsmålene, vurderer Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne forskellen mellem de kapaciteter, som medlemsstaterne har registreret i EERC, og kapacitetsmålene i bilag III.

2.   Kommissionen og medlemsstaterne betragter kun de kapaciteter, der er registreret i overensstemmelse med artikel 16, som stillet til rådighed af medlemsstaterne for EERC.

Artikel 20

Procedure for identificering af indsatskapaciteter uden for EERC

1.   Hvis Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne identificerer potentielt væsentlige indsatskapacitetsmangler, jf. artikel 19 i denne afgørelse, undersøger den i samarbejde med medlemsstaterne, om de nødvendige kapaciteter er til rådighed uden for EERC, jf. artikel 12, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   Kommissionen betragter kun følgende kapaciteter som værende til rådighed uden for EERC:

a)	kapaciteter, der er registreret i CECIS

b)	bufferkapaciteter og

c)	kapaciteter, der ikke hører ind under litra a) eller b), men som uden videre kan stilles til rådighed for medlemsstaten eller medlemsstaterne i de påkrævede mængder, på det påkrævede indsatssted, inden for den påkrævede tidsfrist og i den påkrævede periode.

3.   Med henblik på at fastslå de i stk. 2, litra c), omhandlede kapaciteter fremsender Kommissionen en anmodning til de nationale kontaktpunkter, der beskriver vurderingen af de potentielt væsentlige indsatskapacitetsmangler, og opfordrer medlemsstaterne til at fremsende oplysninger om mulige kapaciteter, der måtte være til rådighed uden for EERC, jf. stk. 2, litra c).

4.   Kommissionen fastsætter i sin anmodning en svarfrist på op til 60 kalenderdage afhængig af, hvor kompliceret det forventes at være for medlemsstaterne at fastslå de i stk. 2 omhandlede kapaciteter.

5.   Medlemsstaterne informerer skriftligt og inden for fristen Kommissionen om de nærmere detaljer vedrørende eventuelle kapaciteter som omhandlet i stk. 2.

6.   Hvis en medlemsstat ikke afgiver skriftligt svar inden den fastsatte frist, antager Kommissionen, for så vidt angår den omhandlede vurdering, at medlemsstaten ikke har kapaciteter som omhandlet i stk. 2 til rådighed.

7.   På grundlag af medlemsstaternes oplysninger, og idet der udelukkende tages højde for de kapaciteter, der er omhandlet i stk. 2, vurderer Kommissionen, hvorvidt disse kapaciteter afhjælper de identificerede indsatskapacitetsmangler, jf. artikel 19 i denne afgørelse. Kommissionen anser først indsatskapacitetsmanglerne som afhjulpet, når antallet af kapaciteter i EERC og de i stk. 2 omhandlede kapaciteter tilsammen er lig eller overstiger kapacitetsmålene i bilag III.

Artikel 21

Procedure for afhjælpning af indsatskapacitetsmangler

1.   Hvis Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne identificerer potentielt væsentlige indsatskapacitetsmangler, jf. artikel 19, som ikke kan afhjælpes i henhold til artikel 20, underretter den skriftlig medlemsstaterne om, hvad den betragter som strategiske indsatskapacitetsmangler.

2.   Kommissionen opfordrer skriftligt medlemsstaterne til at afhjælpe de strategiske indsatskapacitetsmangler i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

3.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvorvidt, hvornår og hvordan de individuelt eller i samarbejde med andre medlemsstater påtænker at afhjælpe de strategiske indsatskapacitetsmangler.

Artikel 22

Kommissionens støtte til afhjælpning af strategiske indsatskapacitetsmangler

1.   Når der er behov for EU-finansiering til at afhjælpe strategiske indsatskapacitetsmangler i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, og artikel 21, stk. 1, litra j), i afgørelse nr. 1313/2013/EU, offentliggør Kommissionen en indkaldelse af forslag om støtte til medlemsstaterne.

2.   Ved besvarelse af indkaldelsen af forslag skal medlemsstaterne overholde bestemmelserne i artikel 21, stk. 1, litra j), nr. iii) og iv), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

3.   Medlemsstaterne angiver bl.a., hvor stor en procentdel EU-finansiering, der er behov for.

Artikel 23

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med afhjælpning af indsatskapacitetsmangler

1.   Alle omkostninger til det udstyr eller de menneskelige ressourcer, der kræves til i første omgang at oprette indsatskapaciteterne, er støtteberettigede.

2.   Løbende vedligeholdelses- eller driftsomkostninger er ikke støtteberettigede.

KAPITEL 7

AFHJÆLPNING AF MIDLERTIDIGE MANGLER I FORBINDELSE MED USÆDVANLIGE KATASTROFER

Artikel 24

Finansielle ordninger

1.   Kommissionen fastsætter i det årlige arbejdsprogram de typer og antal bufferkapaciteter, der generelt kræves, under hensyntagen til risikoen for visse usædvanlige typer katastrofer i medlemsstaterne, usædvanligt voldsomme katastrofer eller andre faktorer, der gør en katastrofe usædvanlig, såsom sammenfald med en anden katastrofe, såvel som muligheden for midlertidige mangler i forbindelse med sådanne scenarier.

2.   Kommissionen indleder regelmæssigt de nødvendige finansielle procedurer med henblik på at dække de i artikel 21, stk. 2, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU omhandlede omkostninger, således at der sikres hurtig adgang til de bufferkapaciteter, der er defineret i det årlige arbejdsprogram.

3.   Bufferkapaciteter, som samfinansieres af Kommissionen, supplerer de eksisterende indsatskapaciteter, der er til rådighed for medlemsstaterne som en del af deres nationale beredskab, og erstatter ikke de eksisterende indsatskapaciteter.

Artikel 25

Betingelser for Unionens finansielle bidrag

1.   Unionens finansielle bidrag er betinget af, at de medlemsstater, der deltager i de finansielle procedurer, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, accepterer betingelserne i stk. 2-9. Kommissionen kan fastsætte yderligere betingelser i de finansielle procedurer.

2.   Medlemsstaterne stiller bufferkapaciteter til rådighed som en del af den frivillige pulje.

3.   Bufferkapaciteterne skal opfylde de nødvendige kvalitets- og certificeringskrav som fastsat i de finansielle procedurer, jf. artikel 24, stk. 2.

4.   Bufferkapaciteterne registreres i den frivillige pulje for den fulde periode som fastsat i de relevante rammekontrakter, rammeaftaler om partnerskab eller lignende ordninger. Enhver betingelse eller begrænsning pålagt af den eller de medlemsstater, der registrerer kapaciteterne, skal være behørigt begrundet i operationelle krav.

5.   Bufferkapaciteterne er ikke berettiget til den i artikel 17 omhandlede støtte.

6.   Kommissionen underretter straks gennem CECIS alle medlemsstater om bufferkapaciteter, der registreres i den frivillige pulje.

7.   Bufferkapaciteter, der er registreret i den frivillige pulje, skal være til rådighed for deployering under EU-mekanismen på de samme generelle vilkår som andre kapaciteter, der er registreret i den frivillige pulje, jf. artikel 11 i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

8.   Hvis der anmodes om bistand fra ERCC, følger deployeringen af bufferkapaciteter registreret i den frivillige pulje de operationelle procedurer for katastrofeindsatsen i kapitel 11.

9.   Bufferkapaciteter, der er registreret i den frivillige pulje, skal stå til rådighed for anvendelse i de medlemsstater, der har samfinansieret kapaciteternes tilgængelighed. Inden de anvendes på nationalt område, rådfører den pågældende medlemsstat sig med ERCC for at få bekræftet at:

i)	der ikke er en katastrofesituation andetsteds eller en overhængende, ekstraordinær fare for, at en sådan indtræffer, som kan føre til en anmodning om deployering af bufferkapaciteten

ii)	anvendelsen på nationalt område ikke unødigt hindrer andre medlemsstaters hurtige adgang, hvis en ny, usædvanlig katastrofe måtte indtræffe.

KAPITEL 8

UDDANNELSESPROGRAM

Artikel 26

Uddannelsesprogram

1.   Der oprettes et uddannelsesprogram vedrørende katastrofeforebyggelse, katastrofeberedskab og katastrofeindsats. Programmet skal omfatte almene og specifikke kurser samt en udvekslingsordning for eksperter. Programmet sigter mod de i artikel 27 anførte målgrupper.

2.   Kommissionen er ansvarlig for koordinering og tilrettelæggelse samt for at fastlægge indholdet og tidsplanen for programmet.

Artikel 27

Deltagere

1.   Uddannelsesprogrammets målgrupper er:

a)	medlemsstaternes civilbeskyttelses- og katastrofehåndteringspersonale, navnlig holdledere, deres stedfortrædere og kontaktpersoner, medlemsstaternes eksperter, jf. artikel 41, herunder forebyggelses- og beredskabseksperter, og nationalt nøglepersonale hos kontaktpunkterne

b)	personale fra Unionens institutioner og agenturer

c)	udvalgte eksperter fra lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, kandidatlande og potentielle kandidatlande.

2.   Uddannelseskurserne er også åbne for deltagelse for udvalgte eksperter fra:

a)	De Forenede Nationer og De Forenede Nationers agenturer

b)	de internationale organisationer, der er opført i bilag VII

c)	tredjelande og, hvor det er hensigtsmæssigt, andre relevante aktører.

3.   Medlemsstaterne og Kommissionen udpeger deres deltagere til hvert uddannelsesforløb.

Artikel 28

Uddannelseskurser

1.   Programmet består af en række kurser på introduktionsniveau, operationelt niveau og lederniveau.

2.   Kommissionen fastlægger i samarbejde med medlemsstaterne kurserne, deres indhold, undervisningsplaner og skema, herunder adgangskrav.

3.   Kommissionen sikrer, at underviserne og foredragsholderne er ajour med den relevante udvikling i EU-mekanismen.

Artikel 29

Udveksling af eksperter

Udvekslingsordningen mellem medlemsstaterne og/eller Kommissionen skal give eksperterne mulighed for:

a)	at få og dele erfaringer

b)	at blive bekendt med de forskellige anvendte teknikker og operationelle procedurer

c)	at studere andre deltagende beredskabstjenesters og institutioners metoder.

Artikel 30

Yderligere uddannelsesaktiviteter

Hvis det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med det årlige arbejdsprogram, gives der yderligere uddannelsesmuligheder, som tilgodeser konkrete behov for en gnidningsløs og effektiv gennemførelse af indsatser på civilbeskyttelses- og katastrofehåndteringsområdet.

Artikel 31

Evalueringssystem

Kommissionen sikrer, at der er sammenhæng mellem uddannelsens niveau og indhold. Med henblik herpå udarbejder Kommissionen et passende evalueringssystem for de gennemførte uddannelsesaktiviteter.

KAPITEL 9

ØVELSESRAMMER

Artikel 32

Øvelsesprogram, strategisk ramme og prioriteter

1.   Kommissionen opretter og forvalter et øvelsesprogram vedrørende civilbeskyttelse.

2.   Øvelsesprogrammet vedrørende civilbeskyttelse gennemføres i henhold til en strategisk ramme, der opstiller øvelsernes mål og rolle i forhold til EU-mekanismen.

3.   Øvelsesprogrammet sigter særligt på at:

a)	forbedre medlemsstaternes indsatskapacitet, navnlig hvad angår indsatshold og andre aktiver, der indgår i indsatser under EU-mekanismen

b)	forbedre og verificere procedurerne samt fastlægge en fælles tilgang for koordinering af indsatser under EU-mekanismen med henblik på en hurtig reaktion i forbindelse med alvorlige katastrofesituationer

c)	øge samarbejdet mellem medlemsstaternes civilbeskyttelsesmyndigheder og Kommissionen

d)	identificere og udveksle erfaringer

e)	teste gennemførelsen af de indhøstede erfaringer.

4.   Øvelsesprogrammets generelle prioriteter fastsættes i en samlet langsigtet plan. Denne omfatter elementer af relevante katastrofescenarier og -muligheder.

5.   Kommissionen:

a)	udarbejder den strategiske ramme og samlede langsigtede plan i samarbejde med medlemsstaterne, idet programmet for erfaringsopsamling samt andre relevante oplysninger tages i betragtning

b)	opstiller mål for øvelserne og fastlægger deres rolle i forhold til EU-mekanismens andre komponenter og

c)	fremlægger i det årlige arbejdsprogram forslag til specifikke prioriteter i overensstemmelse med den samlede langsigtede plan.

KAPITEL 10

PROGRAMMET FOR ERFARINGSOPSAMLING

Artikel 33

Overvågning, analyse og evaluering

1.   Kommissionen og medlemsstaterne udveksler de data, oplysninger og vurderinger, der er nødvendige, for at de kan overvåge, analysere og evaluere alle de relevante civilbeskyttelsestiltag under EU-mekanismen.

2.   Kommissionen opretter og forvalter en database, der kan bruges af medlemsstaterne og Kommissionen til at indsamle og udveksle data og formidle de identificerede erfaringer samt til at bevare overblikket over deres gennemførelsesstatus.

3.   Kommissionen fremmer identificeringen af erfaringer sammen med relevante interesseparter, herunder gennem tilrettelæggelse af møder.

Artikel 34

Fremme af implementeringen

1.   Kommissionen sikrer, at de erfaringer, som den selv, medlemsstaterne og relevante interesseparter har identificeret, indgår i beslutningsprocessen for den videre udvikling af EU-mekanismen.

2.   Navnlig skal de identificerede erfaringer bidrage til fastlæggelsen af:

a)	prioriteter for uddannelsesprogrammet, herunder hvis det er relevant, indholdet af og undervisningsplanerne for uddannelseskurserne samt øvelsesprogrammet

b)	prioriteterne for de årlige indkaldelser af forebyggelses- og beredskabsprojekter og

c)	prioriteterne for de planlægningsaktiviteter, der er omhandlet i artikel 10 i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

3.   Kommissionen aflægger regelmæssigt rapport om programmet for erfaringsopsamling og opstiller i den forbindelse en liste over de identificerede erfaringer, planlagte afhjælpende foranstaltninger, ansvarsområder og tidsplaner samt gennemførelsesstatus for erfaringerne.

4.   Medlemsstaterne aflægger med jævne mellemrum rapport om fremskridtene med gennemførelsen af de identificerede erfaringer, som hører ind under deres nationale ansvar.

KAPITEL 11

OPERATIONELLE PROCEDURER FOR KATASTROFEINDSATSEN

Artikel 35

Anmodning om bistand og indsatser

1.   Når der indtræffer en katastrofe i Unionen, eller der er overhængende fare for en katastrofe, og når der fremsendes en anmodning om bistand gennem CECIS, udfører Kommissionen, om nødvendigt og omgående, de i artikel 15, stk. 3, i afgørelse nr. 1313/2013/EU omhandlede opgaver.

2.   Når der indtræffer en katastrofe uden for Unionen, eller der er overhængende fare for en katastrofe, som måtte kræve civilbeskyttelsesbistand, underretter Kommissionen tredjelandet om mulighederne for at anmode om bistand under EU-mekanismen.

3.   En medlemsstat eller et tredjeland, der er berørt af en katastrofe eller truet af en nært forestående katastrofe, skal, såfremt landet ønsker at anmode om bistand under EU-mekanismen, rette en skriftlig anmodning om civilbeskyttelsesbistand til ERCC gennem de kompetente nationale myndigheder. Såfremt det ønsker at anmode om bistand under EU-mekanismen, De Forenede Nationer, De Forenede Nationers agenturer eller en af de i bilag VII opførte internationale organisationer, skal det rette en skriftlig anmodning om civilbeskyttelsesbistand til ERCC.

4.   Den bistandsanmodende part fremsender alle relevante oplysninger om situationen til ERCC, herunder navnlig om særlige behov, den ønskede støtte og det katastroferamte sted.

5.   Den bistandsanmodende part underretter ERCC om, hvor og hvornår (indgangspunkt og indsatssted), der ønskes bistand, samt om det operationelle kontaktpunkt på stedet, der styrer indsatsen.

6.   ERCC udarbejder i videst muligt omfang specifikke deployeringsplaner for hver anmodning om bistand. Disse skal omfatte henstillinger om ydelse af bistand, herunder opfordringer om at deployere moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter eller eksperter, der er registreret i EERC, samt en vurdering af mulige kritiske behov. De specifikke deployeringsplaner skal følge den struktur og beskrivelse, der er angivet i bilag VI, og være baseret på de generelle, allerede eksisterende planer, der er omhandlet i artikel 15, stk. 3, litra c), og artikel 16, stk. 3, litra b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU, som dækker de mest relevante typer katastroferisici og tager højde for de risikoscenarier, som medlemsstaterne har identificeret i deres risikovurderinger. De specifikke deployeringsplaner fremsendes til alle medlemsstater.

7.   Følgende kriterier, hvis rangorden kan variere afhængig af detaljerne i anmodningen om bistand, tages i betragtning ved udvælgelsen af kapaciteter i EERC:

a)	tilgængelighed

b)

egnethed

c)	beliggenhed/nærhed

d)	transporttid og -udgifter

e)	forudgående erfaring

f)	tidligere anvendelse af aktivet

g)	andre relevante kriterier såsom sprogkundskaber og kulturelle ligheder.

8.   Medmindre andet er aftalt med medlemsstaterne, opfordrer ERCC ikke medlemsstater til at deployere specifikke kapaciteter fra EERC til områder med væbnet konflikt, trusler herom eller andre forhold, der truer indsatsholdenes sikkerhed.

9.   Medlemsstater, der modtager en opfordring om at deployere kapaciteter fra EERC, skal i overensstemmelse med artikel 11, stk. 7, i afgørelse nr. 1313/2013/EU underrette ERCC om deres endelige afgørelse om deployering. ERCC fastsætter den frist, inden for hvilken medlemsstaten principielt skal afgive svar. Fristen baseres på katastrofens karakter og er under alle omstændigheder på mindst to timer.

10.   Den bistandsanmodende part underretter ERCC om, hvilke tilbud om bistand der antages.

11.   Hvis bistanden er nødvendig for at opfylde et kritisk behov, og bistanden ikke er eller ikke i tilstrækkeligt omfang er til rådighed i EERC, underretter Kommissionen gennem CECIS straks alle kontaktpunker om den finansielle støtte til transportressourcer, der er til rådighed, jf. artikel 23, stk. 3, litra b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

12.   ERCC underretter medlemsstaterne om den bistandsanmodende parts valg af indsatshold og -udstyr. De medlemsstater, der yder bistanden, holder regelmæssigt ERCC fuldt orienteret om udsendelsen af indsatshold og -udstyr, herunder alle kapaciteter, der er en del af EERC.

13.   Kommissionen kan udvælge, udpege og udsende et eksperthold til at yde bistand på stedet, jf. artikel 17 i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

Artikel 36

Udsendte eksperter

1.   De udsendte eksperter varetager de opgaver, der er beskrevet i artikel 8, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU. De aflægger regelmæssigt beretning til det bistandsanmodende lands myndigheder og til ERCC.

2.   ERCC holder medlemsstaterne underrettet om forløbet af ekspertudsendelsen.

3.   Det bistandsanmodende land underretter jævnligt ERCC om forløbet af igangværende aktiviteter på stedet.

4.   Ved indsatser i tredjelande underretter holdlederen jævnligt ERCC om forløbet af igangværende aktiviteter på stedet.

5.   ERCC samler alle de indkomne oplysninger og fremsender dem til medlemsstaternes kontaktpunkter og kompetente myndigheder.

Artikel 37

Indsatsens ophør

1.   Den bistandsanmodende medlemsstat eller et af de bistandsydende medlemsstater underretter ERCC og de udsendte eksperter og indsatshold så hurtigt som muligt, når det vurderes, at der ikke længere er brug for deres bistand, eller der ikke længere kan ydes bistand. Indsatsens faktiske ophør tilrettelægges på en hensigtsmæssig måde af den bistandsanmodende part og medlemsstaterne. ERCC holdes underrettet om forløbet heraf.

2.   I tredjelande underretter holdlederen ERCC så hurtigt som muligt, når det på baggrund af relevante høringer af den bistandsanmodende part vurderes, at der ikke længere er brug for bistand, eller der ikke længere kan ydes effektiv bistand. ERCC fremsender disse oplysninger til Unionens delegation i det pågældende land samt til Kommissionens tjenestegrene, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne. ERCC varetager sammen med den bistandsanmodende part det faktiske ophør af de udsendte eksperter og indsatsholds bistandsindsats.

Artikel 38

Rapportering og identificerede erfaringer

1.   De kompetente myndigheder i det bistandsanmodende land og i de medlemsstater, der har ydet bistand, samt de udsendte eksperter skal have mulighed for at fremsende deres konklusioner vedrørende alle indsatsens aspekter til ERCC. ERCC udarbejder herefter en sammenfattende rapport om den ydede bistand og eventuelle relevante identificerede erfaringer.

2.   I tillæg til artikel 33 og 34 følger ERCC sammen med medlemsstaterne op på gennemførelsen af de identificerede erfaringer med henblik på at forbedre bistandsindsatsen under EU-mekanismen

Artikel 39

Omkostninger

1.   Medmindre andet er aftalt, betaler den bistandsanmodende part omkostningerne for bistanden fra medlemsstaterne.

2.   En medlemsstat, som yder bistand, kan, navnlig under hensyntagen til katastrofens art eller omfanget af eventuelle skader, tilbyde sin bistand delvis eller helt gratis. Medlemsstaten kan også på ethvert tidspunkt helt eller delvis afstå fra at få dækket sine omkostninger.

3.   Medmindre andet er aftalt, sørger den bistandsanmodende part, så længe indsatsen varer, for fuld kost og logi til indsatsholdene og genforsyner dem for egen regning, hvis deres forsyninger og proviantering slipper op. Indsatsholdene skal dog være logistisk uafhængige og selvforsynende i en rimelig periode alt efter de anvendte hjælpemidler og underrette ERCC herom.

4.   Omkostningerne i forbindelse med udsendelse af eksperter og relevant logistisk støtte behandles i overensstemmelse med artikel 22, litra a), i afgørelse nr. 1313/2013/EU. Disse omkostninger kan komme i betragtning til EU-støtte.

Artikel 40

Skadeserstatning

1.   Undtagen i tilfælde af behørigt bevist svindel eller alvorlig tjenesteforseelse skal medlemsstater, der anmoder om bistand, afholde sig fra ethvert krav om erstatning fra medlemsstater for skader, hvor sådanne skader er en følge af en indsats, der er gennemført i henhold til EU-mekanismen og denne afgørelse.

2.   I tilfælde af skader forvoldt på tredjeparter som følge af indsatsen samarbejder den bistandsanmodende medlemsstat og den medlemsstat, der yder bistanden, om at nå frem til erstatninger for sådanne skader i overensstemmelse med gældende lov og relevante rammebestemmelser.

KAPITEL 12

FREMGANGSMÅDE FOR INDSÆTTELSE AF EKSPERTHOLD

Artikel 41

Ekspertkategorier

Medlemsstaterne inddeler eksperterne i følgende kategorier:

a)	tekniske eksperter

b)	vurderingseksperter

c)	koordineringseksperter

d)	holdledere.

Artikel 42

Opgaver og funktioner

1.   Tekniske eksperter skal være til rådighed for indsatser og kunne rådgive om specifikke, meget tekniske emner og hermed forbundne risici.

2.   Vurderingseksperter skal være til rådighed for indsatser og kunne afgive vurderinger af situationen samt rådgive om passende forholdsregler.

3.   Koordineringseksperterne kan være stedfortrædende holdledere, personer med ansvar for logistik og kommunikation samt andet personale efter behov. Efter anmodning kan de tekniske eksperter og vurderingseksperterne indlemmes i koordineringsholdene med henblik på at bistå holdlederen i hele indsatsperioden.

4.   Holdlederen leder vurderings- og koordineringsholdet under en indsats. Holdlederen varetager forbindelserne til det katastroferamte lands myndigheder, til ERCC, herunder til ERCC's kontaktperson, til andre internationale organisationer og i forbindelse med katastrofeindsatser uden for medlemsstaterne i henhold til EU-mekanismen også til Unionens delegation i det pågældende land.

5.   Eksperter, der deployeres i forbindelse med beredskabsopgaver, kan efter aftale med den medlemsstat, der har indstillet dem, bemyndiges af Kommissionen til at varetage en hvilken som helst af de i artikel 41 omhandlede funktioner og skal kunne rådgive og rapportere om beredskabsforanstaltninger, herunder om administrativ kapacitet, behov for hurtig varsling, uddannelse, øvelser og bevidstgørelse i befolkningen.

6.   Eksperter, der deployeres i forbindelse med forebyggelsesopgaver, kan efter aftale med den medlemsstat, der har indstillet dem, bemyndiges af Kommissionen til at varetage en hvilken som helst af de i artikel 41 omhandlede funktioner og skal kunne rådgive og rapportere om passende forebyggelsesforanstaltninger og risikostyringskapacitet.

Artikel 43

Ekspertdatabase

1.   Kommissionen samler oplysningerne om eksperter, som lagres i en ekspertdatabase, der er tilgængelig gennem CECIS.

2.   Eksperter, der medtages i EERC, identificeres særskilt i den i stk. 1 omhandlede database.

Artikel 44

Krav til uddannelse

Eksperterne gennemfører efter behov det uddannelsesprogram, der er etableret i henhold til artikel 26.

Artikel 45

Indstilling

Ved en anmodning om bistand er medlemsstaterne ansvarlige for at indstille de disponible eksperter og for at dele deres kontaktoplysninger med ERCC.

Artikel 46

Mobilisering og tjenesteaftale

1.   ERCC skal kunne mobilisere og udsende de udpegede eksperter med meget kort varsel, efter at medlemsstaten har indstillet eksperterne til at deltage i en specifik mission.

2.   Kommissionen underskriver en tjenesteaftale med hver ekspert, der omfatter følgende elementer:

a)	formålet med udsendelsen

b)	mandatets omfang

c)	udsendelsens forventede varighed

d)	oplysninger om kontaktperson på udsendelsesstedet

e)	forsikringsdækning

f)	dagpenge til dækning af udgifter

g)	særlige aflønningsvilkår

h)	retningslinjer for tekniske eksperter, vurderingseksperter, koordineringseksperter og holdledere.

KAPITEL 13

TRANSPORTSTØTTE

Artikel 47

Former for transportstøtte

Transportstøtte kan bestå i:

a)	sammenlægning eller deling af transportkapaciteter

b)	identificering og fremme af medlemsstaternes adgang til transportressourcer på det kommercielle marked eller fra andre kilder og

c)	ydelse af EU-støtte til medlemsstaterne i form af tilskud eller transporttjenester, der indkøbes hos private eller andre enheder.

Artikel 48

Procedure for transportstøtte fra EU-mekanismen

1.   De procedurer, der er omhandlet i artikel 49 og 50, gælder for alle anmodninger om transportstøtte.

2.   Anmodninger fremsættes skriftligt til Kommissionen af den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 56. De skal indeholde de oplysninger, der er angivet i del A i bilag VIII.

3.   I tilfælde af sammenlægning af transportkapaciteter kan en medlemsstat indtage en ledende rolle og anmode om finansiel støtte fra Unionen til hele operationen.

4.   Alle anmodninger om transportstøtte i henhold til denne afgørelse og tilhørende svar og udvekslinger af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen fremsendes til og behandles af ERCC.

5.   Anmodninger indsendes gennem CECIS eller pr. e-mail. Indsendelse af anmodninger, der omfatter EU-finansiering, via telefax eller e-mail accepteres på betingelse af, at de af den kompetente myndigheds underskrevne originaler derefter straks fremsendes til Kommissionen.

6.   Kommissionen kan imidlertid vælge at oprette et elektronisk udvekslingssystem til brug ved al kontakt med støttemodtagerne, herunder indgåelse af tilskudsaftaler og meddelelse af tilskudsafgørelser og alle ændringer af disse, jf. artikel 179 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (5).

Artikel 49

Anmodninger om transportstøtte

1.   Efter at have modtaget en anmodning om støtte underretter Kommissionen omgående de kontaktpunkter, der er udpeget af medlemsstaterne i henhold til artikel 9, stk. 7, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   I underretningen opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at give den detaljerede oplysninger om de transportressourcer, de kan stille til rådighed for den medlemsstat, der fremsætter anmodningen, eller enhver anden alternativ løsning, de kan foreslå, til imødegåelse af de behov, som det katastroferamte land har givet udtryk for. Kommissionen kan fastsætte en frist for fremsendelsen af disse oplysninger.

3.   Efter Kommissionens underretning af kontaktpunkterne, jf. stk. 1, kan den anmodede transportstøtte komme i betragtning til EU-samfinansiering, jf. dog artikel 53.

Artikel 50

Svar på anmodninger om transportstøtte

1.   Medlemsstater, der kan yde transportstøtte, underretter snarest muligt og senest 24 timer efter at have modtaget den i artikel 49 omhandlede underretning, medmindre andet fremgår af underretningen, Kommissionen om, hvilke transportressourcer de kan stille til rådighed på frivillig basis som svar på anmodningen om støtte til sammenlægning eller identificering af transportressourcer. Underretningen skal indeholde de oplysninger, der er angivet i del B i bilag VIII, samt de finansielle betingelser eller eventuelle restriktioner.

2.   Kommissionen indsamler hurtigst muligt oplysningerne om tilgængelige transportressourcer og fremsender dem til den medlemsstat, der fremsætter anmodningen.

3.   Foruden de oplysninger, der henvises til i stk. 2, sender Kommissionen medlemsstaterne alle andre oplysninger, den har vedrørende transportressourcer, der er tilgængelige fra andre kilder, herunder det kommercielle marked, og den letter medlemsstaternes adgang til disse supplerende ressourcer.

4.   Den medlemsstat, der fremsætter anmodningen, underretter Kommissionen om de transportløsninger, den har valgt, og skal være forbindelsesled til de medlemsstater, der tilvejebringer en sådan støtte, eller den operatør, der er udpeget af Kommissionen.

5.   Kommissionen underretter alle medlemsstaterne om det valg, som den anmodende medlemsstat har truffet. Denne medlemsstat holder regelmæssigt Kommissionen underrettet om udviklingen med hensyn til leveringen af dets civilbeskyttelsesbistand.

Artikel 51

Anmodning om et tilskud

1.   Når den medlemsstat, der anmoder om transportstøtte, har identificeret en mulig transportløsning, men der kræves EU-finansiering for at muliggøre transporten af civilbeskyttelsesbistanden, kan medlemsstaten anmode om et tilskud fra Unionen.

2.   Medlemsstaten angiver i sin anmodning, hvilken procentdel EU-samfinansiering, den anmoder om, idet denne procentdel ikke må overstige 55 % af de støtteberettigede transportomkostninger, jf. artikel 23, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU, og maksimalt kan dække 85 % af de støtteberettigede transportomkostninger, jf. artikel 23, stk. 3, litra a) og b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU. Kommissionen underretter omgående alle medlemsstaterne om anmodningen.

3.   Kommissionen kan etablere rammepartnerskaber med de relevante kompetente myndigheder i medlemsstaterne, jf. artikel 178 i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012.

Artikel 52

Anmodning om en transporttjeneste

1.   I tilfælde hvor den medlemsstat, der anmoder om transportstøtte, ikke har identificeret en transportløsning, kan den pågældende medlemsstat anmode Kommissionen om, at en transporttjeneste gives i kontrakt til private eller andre enheder med henblik på transport af dets civilbeskyttelsesbistand til det katastroferamte land.

2.   Efter at have modtaget en anmodning som omhandlet i stk. 1 underretter Kommissionen omgående alle medlemsstaterne om anmodningen, og den underretter den medlemsstat, der anmoder om en transporttjeneste, om alle tilgængelige transportløsninger og omkostningerne ved disse.

3.   På grundlag af den udveksling af oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, bekræfter medlemsstaten skriftligt sin anmodning om en transporttjeneste og sit tilsagn om at tilbagebetale til Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 54. Medlemsstaten angiver, hvilken procentdel af omkostningerne den ønsker at tilbagebetale. Denne procentdel skal være mindst 45 %, for så vidt angår transport i henhold til artikel 23, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU og mindst 15 % for så vidt angår transport i henhold til artikel 23, stk. 3, litra a) og b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

4.   Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om enhver ændring i anmodningen om en transporttjeneste.

Artikel 53

Afgørelse om EU-finansiering af transportstøtte

1.   For at fastslå, om de kriterier, der er anført i artikel 23, stk. 1, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU, og principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (6) er overholdt, skal der tages hensyn til følgende:

a)	oplysningerne i den anmodning om EU-finansiering, der er indgivet af medlemsstaten i henhold til artikel 48, stk. 2

b)	de behov, som det katastroferamte land har givet udtryk for

c)	eventuelle behovsvurderinger foretaget af eksperter, som rapporterer til Kommissionen under katastrofen

d)	andre relevante og pålidelige oplysninger, som Kommissionen har adgang til på tidspunktet for beslutningen, og som er indsendt af medlemsstater og internationale organisationer

e)	produktiviteten og effektiviteten ved de transportløsninger, der har til formål at sikre, at civilbeskyttelsesbistand stilles til rådighed rettidigt

f)	muligheder for lokale indkøb

g)	andre tiltag, der gennemføres af Kommissionen.

2.   Medlemsstaterne indsender alle supplerende oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om kriterierne i artikel 23, stk. 1, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU er opfyldt. Medlemsstaterne underretter snarest muligt Kommissionen efter at have modtaget en anmodning fra Kommissionen om sådanne oplysninger.

3.   Kommissionen angiver andelen af den forfinansiering, der skal udbetales, som kan være op til 85 % af det anmodede EU-bidrag under forbehold af, at der er ressourcer til rådighed på budgettet. Der ydes ikke forfinansiering til tilskud, der ligger under grænsen for tilskud med lav værdi, jf. artikel 185 i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012, medmindre den medlemsstat, der anmoder om finansiel støtte, kan påvise, at den manglende forfinansiering vil bringe gennemførelsen af tiltaget i fare.

4.   Afgørelsen om finansiel støtte meddeles omgående den medlemsstat, der anmoder om finansiel støtte. Den skal også meddeles alle øvrige medlemsstater.

5.   Individuelle anmodninger om transporttilskud, for hvilke det anmodede EU-bidrag er mindre end 2 500 EUR, kan ikke komme i betragtning til EU-samfinansiering, medmindre de er dækket af de i artikel 51, stk. 3, omhandlede rammepartnerskaber.

Artikel 54

Tilbagebetaling af EU-finansiering af transportstøtte

For så vidt angår de omkostninger, som Kommissionen har afholdt efter proceduren i artikel 52, udsteder Kommissionen senest 90 dage efter afslutningen på den transport, hvortil der er ydet EU-finansiering, en debetnota til de medlemsstater, der har draget fordel af denne EU-finansiering, på et beløb svarende til bestemmelserne i den afgørelse, som Kommissionen har truffet efter anmodningen om en transporttjeneste, og repræsenterende mindst 15 % af transportomkostningerne, for så vidt angår transport i henhold til artikel 23, stk. 3, i afgørelse nr. 1313/2013/EU, og 45 %, for så vidt angår transport i henhold til artikel 23, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

Artikel 55

Skadeserstatning

Undtagen i tilfælde af behørigt bevist svindel eller alvorlig tjenesteforseelse skal den medlemsstat, der anmoder om transportstøtte, afstå fra ethvert krav om erstatning fra Unionen for skader på dets ejendom eller tjenestepersonel, hvor sådanne skader er en følge af levering af transportstøtte, der er foretaget i henhold til denne afgørelse.

Artikel 56

Udpegning af kompetente myndigheder

Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, der har beføjelse til at anmode om og modtage finansiel støtte fra Kommissionen i medfør af denne afgørelse, og underretter Kommissionen derom senest 60 dage efter meddelelsen af denne afgørelse. Eventuelle ændringer i disse oplysninger meddeles straks Kommissionen.

Underretninger om kompetente myndigheder fremsendt af medlemsstaterne i henhold til artikel 12 i beslutning 2007/606/EF, Euratom forbliver imidlertid gyldige, indtil medlemsstaten meddeler andet.

KAPITEL 14

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 57

Ophævelse

Beslutning 2004/277/EF, Euratom og beslutning 2007/606/EF, Euratom ophæves. Henvisninger til de ophævede beslutninger gælder som henvisninger til nærværende afgørelse og læses efter sammenligningstabellen i bilag IX.

Artikel 58

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

---

(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 924.

(2)  Kommissionens beslutning 2004/277/EF, Euratom af 29. december 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets beslutning 2001/792/EF, Euratom om indførelse af en fællesskabsordning til fremme af styrket samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområdet (EUT L 87 af 25.3.2004, s. 20).

(3)  Kommissionens beslutning 2007/606/EF, Euratom af 8. august 2007 om gennemførelsesbestemmelser til transportbestemmelserne i Rådets beslutning 2007/162/EF, Euratom om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (EUT L 241 af 14.9.2007, s. 17).

(4)  Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom af 29. november 2001 om ændring af dens forretningsorden (EFT L 317 af 3.12.2001, s. 1).

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

6.11.2014

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 320/46

---

KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 24. oktober 2014

om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til absorberende hygiejneprodukter

(meddelt under nummer C(2014) 7735)

(EØS-relevant tekst)

(2014/763/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (1), særlig artikel 8, stk. 2,

efter høring af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	I henhold til forordning (EF) nr. 66/2010 kan produkter, hvis miljøbelastning er nedbragt gennem hele deres livscyklus, få tildelt EU-miljømærket.

(2)	Forordning (EF) nr. 66/2010 foreskriver, at der fastsættes specifikke EU-miljømærkekriterier for hver produktgruppe.

(3)	Kriterierne og de dertilhørende vurderings- og verifikationskrav bør gælde i fire år efter vedtagelsen af denne afgørelse, idet denne produktgruppes innovationscyklus tages i betragtning.

(4)

Da forbruget af materialer i væsentlig grad bidrager til absorberende hygiejneprodukters samlede miljøbelastning, bør der fastlægges kriterier for tildeling af EU-miljømærket for denne produktgruppe. Kriterierne bør især fremme brugen af bæredygtigt indkøb af materialer, begrænset brug af farlige stoffer og produkter af høj kvalitet og med en høj ydeevne, der er egnede til formålet og designet til at minimere produktionen af affald.

(5)	Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 16 i forordning (EF) nr. 66/2010 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Produktgruppen »absorberende hygiejneprodukter« omfatter babybleer, hygiejnebind til kvinder, tamponer og ammeindlæg, der kan kasseres efter brug, og som består af en blanding af naturfibre og polymerer med et fiberindhold på under 90 vægtprocent (med undtagelse af tamponer).

2.   Inkontinensartikler og andre produkter, der er omfattet af Rådets direktiv 93/42/EØF, er ikke omfattet af denne produktgruppe (2).

Artikel 2

I denne afgørelse forstås ved:

1)   »cellulosemasse«: et fibermateriale, der hovedsageligt består af cellulose, og som udvindes ved at behandle lignocellulosemateriale med en eller flere vandige opløsninger og/eller kemiske blegemidler

2)   »optisk blegemiddel« og »fluorescerende hvidgøringsmiddel«: et hvilket som helst additiv, der anvendes udelukkende med det formål at »gøre materialet mere hvidt« eller »blege« det

3)   »plastmateriale«, også benævnt »plast«: en syntetisk polymer, som kan være tilsat additiver eller andre stoffer, og som kan fungere som en strukturel hovedbestanddel i færdige materialer og genstande

4)   »syntetisk polymer«: et makromolekylært stof, undtaget cellulosemasse, der bevidst fremstilles enten ved polymerisationsprocesser, kemisk modifikation af naturlige eller syntetiske makromolekyler eller ved mikrobiel fermentering

5)   »superabsorberende polymer«: et syntetisk polymer, der er designet til at absorbere og holde på store mængder væske sammenlignet med deres egen masse.

Artikel 3

For at få tildelt EU-miljømærket i medfør af forordning (EF) nr. 66/2010 skal et produkt tilhøre produktgruppen »absorberende hygiejneprodukter« som defineret i denne afgørelses artikel 1 og opfylde kriterierne og de tilhørende krav til vurdering og verifikation, der er fastlagt i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 4

Kriterierne for produktgruppen »absorberende hygiejneprodukter« og de krav til vurdering og verifikation, der er knyttet til disse kriterier, gælder i fire år fra vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 5

Til administrative formål tildeles produktgruppen »absorberende hygiejneprodukter« kodenummeret »047«.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

---

(1)  EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1.

(2)  Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr (EFT L 169 af 12.7.1993, s. 1).

---

---