23.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 155/1

(1)

Den digitale økonomi ændrer det indre marked markant. Med sin innovation, hastighed og rækkevidde på tværs af grænserne har den potentiale til at løfte det indre marked op på et nyt niveau. Unionens vision er en digital økonomi, som sikrer holdbare økonomiske og sociale fordele baseret på moderne onlinetjenester og hurtige internetforbindelser. Digital infrastruktur af høj kvalitet danner grundlag for næsten alle sektorer i en moderne og innovativ økonomi og er af strategisk betydning for den sociale og territoriale samhørighed. Derfor bør alle borgere såvel som den private og den offentlige sektor have mulighed for at deltage i den digitale økonomi.

(2)

I erkendelse af den betydning, som må tillægges etableringen af hurtige bredbåndsnet, har medlemsstaterne tilsluttet sig de ambitiøse mål på bredbåndsområdet, som er fastlagt i meddelelsen fra Kommissionen med titlen »Den digitale dagsorden for Europa — Digital teknologi som drivkraft for vækst« (»den digitale dagsorden«), nemlig at give alle europæere grundlæggende bredbåndsadgang senest i 2013 og sikre, at alle europæere senest i 2020 har adgang til langt højere internethastigheder på over 30 Mbps, samt at 50 % eller mere af Unionens husstande har et internetabonnement med en hastighed på over 100 Mbps.

(3)

I betragtning af den hurtige udvikling af teknologier, den eksponentielle vækst inden for bredbåndstrafik og den stigende efterspørgsel efter e-tjenester, bør de mål, der er fastsat i den digitale dagsorden, anses for et absolut minimum, og Unionen bør sigte efter mere ambitiøse bredbåndsmål for at opnå større vækst, konkurrenceevne og produktivitet. I forbindelse med revisionen af dette direktiv bør Kommissionen vurdere, om og hvordan dette direktiv kan bidrage yderligere til det mål.

(4)

I den digitale dagsorden blev der endvidere påpeget et behov for politikker, som kan nedbringe omkostningerne ved at bredbåndsetableringen i hele EU-området, bl.a. i kraft af en hensigtsmæssig planlægning og koordinering samt en reduktion af den administrative byrde. I den henseende bør medlemsstaterne foretage væsentlige startinvesteringer for at muliggøre deling af fysisk infrastruktur. Under henvisning til målene i den digitale dagsorden, og idet de samtidig anerkender den væsentlige reduktion i de finansielle midler, som er afsat til bredbånd under Connecting Europe-faciliteten, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 (4), bør medlemsstaterne, med henblik på at nå målene i dette direktiv, kunne benytte EU-midler, der er tilgængelige i overensstemmelse med gældende EU-bestemmelser.

(5)

En nedbringelse af omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation vil også bidrage til at gennemføre digitaliseringen af den offentlige sektor, hvilket vil give mulighed for en digital løftestangseffekt for alle økonomiens sektorer ud over en nedbringelse af udgifter til offentlige administrationer og mere effektive tjenesteydelser til borgerne.

(6)

I betragtning af behovet for en indsats på EU-plan for at forbedre bredbåndsdækningen, bl.a. ved at mindske omkostningerne ved infrastruktur til højhastighedsbredbånd, som det kom til udtryk i Det Europæiske Råds konklusioner af 13. -14. december 2012, understreges det i Kommissionens meddelelse med titlen »Akten for det indre marked II«, at der er behov for en yderligere indsats for hurtigt at nå de mål, som er fastlagt i den digitale dagsorden, bl.a. ved at imødekomme udfordringer i forbindelse med investering i højhastighedsnet.

(7)

Etableringen af faste og trådløse højhastighedsnet til elektronisk kommunikation i hele Unionen kræver betydelige investeringer, hvoraf en væsentlig andel udgøres af omkostningerne i forbindelse med anlægsarbejdet. Begrænsning af nogle af de omkostningskrævende anlægsarbejder vil gøre bredbåndsetableringen mere effektiv.

(8)

En stor del af disse omkostninger opstår på grund af manglende effektivitet i etableringsprocessen; dette gælder udnyttelsen af eksisterende passiv infrastruktur (f.eks. kabelkanaler, ledningskanaler, mandehuller, gadeskabe, pæle, master, antenneanlæg, tårne og andre støttekonstruktioner), flaskehalse i koordineringen af anlægsarbejder, tyngende administrative procedurer for udstedelse af tilladelser og flaskehalse i forbindelse med etablering af net i bygninger, der fører til store finansielle hindringer, navnlig i landområder.

(9)

Foranstaltninger, der tager sigte på at udnytte eksisterende infrastruktur mere effektivt og reducere omkostninger og hindringer i forbindelse med nye anlægsarbejder, forventes at yde et betydeligt bidrag til at sikre en hurtig og omfattende etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, samtidig med at der opretholdes en effektiv konkurrence, uden at det har en ugunstig virkning på den eksisterende offentlige infrastrukturs sikkerhed, og på at den fungerer tilfredsstillende.

(10)

Nogle medlemsstater har vedtaget foranstaltninger for at nedbringe omkostningerne ved at etablere bredbåndsnet. Disse foranstaltninger benyttes stadig kun spredt og i begrænset omfang. En indførelse af disse foranstaltninger i stor målestok på EU-plan kan bidrage væsentligt til at etablere et digitalt indre marked. Desuden betyder forskellene mellem de forskriftsmæssige krav til tider, at der ikke kan samarbejdes på tværs af forsyningsvirksomheder, og at nye netoperatørers adgang til markedet og udnyttelsen af nye forretningsmuligheder hindres, hvilket bremser udviklingen af et indre marked for udnyttelse og etablering af den fysiske infrastruktur til højhastighedsnet til elektronisk kommunikation. Endelig forekommer medlemsstaternes initiativer ikke altid at være helhedsorienterede, i betragtning af at det er afgørende at tage højde for hele etableringsprocessen, også på tværs af sektorer, for at opnå sammenhængende og slagkraftige resultater.

(11)

Dette direktiv tager sigte på at fastsætte en række minimumsrettigheder og -forpligtelser, der gælder på EU-plan, for at fremme etableringen af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation og koordineringen på tværs af sektorer. Der sikres et minimum af lige konkurrencevilkår, men i overensstemmelse med nærhedsprincippet bør dette ikke berøre eksisterende bedste praksis og foranstaltninger, der er vedtaget på nationalt og lokalt plan, og heller ikke indebære mere detaljerede bestemmelser og betingelser eller yderligere foranstaltninger, der supplerer disse rettigheder og forpligtelser.

(12)

I lyset af lex specialis-princippet gælder det, at når mere specifikke lovgivningsforanstaltninger i overensstemmelse med EU-retten finder anvendelse, bør disse have forrang frem for de minimumsrettigheder og -forpligtelser, der fastsættes i henhold til dette direktiv. Dette direktiv bør derfor ikke berøre Unionens regelsæt for elektronisk kommunikation, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF (5), samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF (6), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF (8) og Kommissionens direktiv 2002/77/EF (9), herunder nationale foranstaltninger, der vedtages i henhold til dette regelsæt, såsom symmetriske eller asymmetriske specifikke lovgivningsforanstaltninger.

(13)

For operatører af elektroniske kommunikationsnet, og navnlig nytilkomne, kan det være langt mere effektivt at genbruge eksisterende fysisk infrastruktur, herunder andre forsyningsselskabers, til at etablere elektroniske kommunikationsnet, og dette gælder navnlig i områder, hvor der ikke findes et egnet elektronisk kommunikationsnet, eller hvor det ikke er økonomisk overkommeligt at opbygge ny fysisk infrastruktur. Desuden kan synergivirkninger på tværs af sektorer i væsentligt omfang mindske behovet for anlægsarbejder som følge af etableringen af elektroniske kommunikationsnet og dermed også mindske de tilknyttede sociale og miljømæssige omkostninger, f.eks. forurening, gener og trafikal overbelastning. Dette direktiv bør derfor finde anvendelse ikke alene på udbydere af offentlige kommunikationsnet, men også på enhver ejer eller indehaver af brugsretten, i sidstnævnte tilfælde uden at det berører nogen tredjeparts ejendomsret, til vidtstrakt og allestedsnærværende fysisk infrastruktur, der kan huse elementer af elektroniske kommunikationsnet, f.eks. fysiske net til el-, gas- og vandforsyning, kloakerings- og dræningssystemer, opvarmning og transport.

(14)

Med henblik på at forbedre etableringen af elektroniske højhastighedskommunikationsnet på det indre marked bør dette direktiv fastsætte retten for udbydere af offentlige kommunikationsnet til at få adgang til fysisk infrastruktur, uanset placering, på retfærdige og rimelige vilkår, der er i overensstemmelse med den normale udøvelse af ejendomsretten. Forpligtelsen til at give adgang til fysisk infrastruktur bør ikke berøre rettighederne for ejeren af den grund eller den bygning, hvor infrastrukturen er placeret.

(15)

Da et nets fysiske faciliteter ikke adskiller sig væsentligt fra andre, kan det ofte huse en bred vifte af elementer af elektroniske kommunikationsnet samtidig, herunder elementer der kan levere bredbåndstilslutninger med en hastighed på mindst 30 Mbps i overensstemmelse med princippet om teknologineutralitet, uden at dette påvirker hovedserviceydelsen og med minimale tilpasningsomkostninger. Derfor kan en fysisk infrastruktur, der alene skal huse andre elementer i et net uden i sig selv at blive et aktivt element i nettet, som det er tilfældet med sort fiber, i princippet anvendes til elektroniske kommunikationskabler, elektronisk kommunikationsudstyr eller ethvert andet element af elektroniske kommunikationsnet uafhængigt af dens faktiske anvendelse eller ejerskab, hvis ejeren af infrastrukturen ikke har sikkerhedsmæssige bekymringer, og dennes fremtidige forretningsinteresser ikke lider skade. Fysisk infrastruktur, der bruges til offentlige kommunikationsnet, kan i princippet også bruges til at huse elementer af andre net, og derfor kan medlemsstaterne vælge at anvende reciprocitetsprincippet i relevante tilfælde og tillade, at operatører af offentlige kommunikationsnet giver adgang til deres net med henblik på etablering af andre net. Uden at dette berører den specifikke almene interesse, der knytter sig til varetagelsen af hovedserviceydelsen, bør synergivirkninger på tværs af netoperatører fremmes for samtidig at bidrage til at opfylde den digitale dagsordens mål.

(16)

Dette direktiv bør ikke berøre eventuelle specifikke beskyttelsesklausuler, der er nødvendige for at garantere sikkerheden og folkesundheden, netsikkerheden og -integriteten, navnlig for kritisk infrastruktur, og sikre, at netoperatørens hovedserviceydelse ikke påvirkes, navnlig for så vidt angår net, der bruges til levering af drikkevand, men på den anden side kan generelle regler i national lovgivning, som forbyder netoperatører at forhandle om adgang til fysisk infrastruktur for udbydere af elektroniske kommunikationsnet, hindre oprettelsen af et marked for adgang til fysisk infrastruktur. Sådanne generelle regler bør derfor ophæves. Samtidig bør foranstaltningerne i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at gøre det mere attraktivt for forsyningsvirksomheder at give adgang til infrastruktur, idet de fritager indtægter fra den pågældende tjeneste fra grundlaget for beregning af slutbrugernes takster for forsyningsvirksomhedernes hovedaktivitet eller -aktiviteter i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning.

(17)

En netoperatør bør kunne nægte at give adgang til specifik fysisk infrastruktur af objektive grunde. Navnlig kan en fysisk infrastruktur være teknisk uegnet på grund af specifikke omstændigheder vedrørende de infrastrukturer, som der er anmodet om adgang til, såsom pladsmangel på det pågældende tidspunkt, eller på grund af fremtidige pladsbehov, som er tilstrækkeligt påvist, f.eks. ved offentligt tilgængelige investeringsplaner. Ligeledes kan fælles anvendelse af infrastruktur under særlige omstændigheder gå ud over sikkerheden eller folkesundheden, netintegriteten og -sikkerheden, herunder for kritisk infrastruktur, eller udgøre en risiko for leveringen af de ydelser, som den samme infrastruktur primært skal varetage. Hvis netoperatøren allerede leverer adgang til fysisk netinfrastruktur i engrosleddet på en måde, som opfylder den adgangssøgendes behov, kan det få negative økonomiske følger for netoperatørens forretningsmodel og investeringsincitament at give adgang til den underliggende fysiske infrastruktur og samtidig afstedkomme en ineffektiv duplikering af netelementer. Samtidig gælder det, at hvis der er indført forpligtelser angående adgang til fysisk infrastruktur efter Unionens regelsæt for elektronisk kommunikation, såsom forpligtelser for virksomheder med en stærk markedsposition, er dette område allerede omfattet af specifikke forpligtelser, som ikke bør berøres af dette direktiv.

(18)

Hvis virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet, anmoder om adgang i et bestemt område, bør netoperatører udarbejde et tilbud om fælles anvendelse af deres faciliteter på retfærdige og rimelige vilkår og betingelser, herunder betaling, medmindre adgang afslås af objektive grunde. Alt efter omstændighederne kan flere forhold påvirke betingelserne for denne adgang, f.eks. eventuelle yderligere vedligeholdelses- og tilpasningsomkostninger; eventuelle forebyggende beskyttelsesforanstaltninger, der skal træffes for at begrænse skadevirkninger for netsikkerheden og nettenes integritet; eventuelle særlige erstatningsansvarsordninger i tilfælde af skader; brug af et offentligt tilskud til anlæg af infrastrukturen, herunder særlige vilkår og betingelser, der er knyttet til tilskuddet eller fastsat i henhold til national ret i overensstemmelse med EU-retten; evnen til at levere eller udbyde infrastrukturkapacitet til at opfylde offentlige serviceforpligtelser, eventuelle begrænsninger, der følger af nationale bestemmelser med sigte på at beskytte miljøet, folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller for at tilgodese mål fastsat som led i fysisk planlægning.

(19)

Er der uenighed under de forretningsmæssige forhandlinger om tekniske og forretningsmæssige betingelser, bør hver part kunne forelægge sagen for et nationalt tvistbilæggelsesorgan, som kan pålægge parterne en løsning for at undgå, at aftaler afvises på et uberettiget grundlag, eller at der pålægges urimelige betingelser. Ved fastsættelse af betalingen for adgang bør tvistbilæggelsesorganet sikre, at adgangsudbyderen har rimelig mulighed for at få dækket sine omkostninger i forbindelse med adgangen til sin fysiske infrastruktur, idet der tages hensyn til specifikke nationale betingelser og takststrukturer, der har til formål at skabe rimelig mulighed for omkostningsdækning under hensyntagen til nationale tilsynsmyndigheders tidligere korrigerende foranstaltninger. Når tvistbilæggelsesorganet gør dette, bør det endvidere tage hensyn til, hvordan den adgang, der søges om, vil påvirke adgangsudbyderens forretningsplan, herunder de investeringer, som den adgangsudbyder, hos hvem der søges om adgang, har foretaget, navnlig foretagne investeringer i den fysiske infrastruktur, som der søges om adgang til. I det særlige tilfælde, hvor udbydere af offentlige kommunikationsnet får adgang til fysisk infrastruktur, kan investeringerne i sådan infrastruktur bidrage direkte til at opfylde målene i den digitale dagsorden, og snylteri kan påvirke konkurrencen i efterfølgende led. Derfor bør enhver forpligtelse til at give adgang tage fuldt hensyn til sådanne investeringers rentabilitet ud fra deres risikoprofil, en tidsplan for investeringsafkastet, adgangens eventuelle påvirkning af konkurrencen i efterfølgende led og som følge heraf af priser og investeringsafkast, eventuelle afskrivninger på netaktiverne på det tidspunkt, hvor der anmodes om adgang, eventuelle forretningsmodeller, der danner grundlag for investeringen, navnlig i den fysiske infrastruktur, som anvendes til at udbyde elektronisk højhastighedskommunikation, og eventuelle muligheder for fælles etablering, der tidligere er blevet tilbudt den adgangssøgende.

(20)

For at planlægge etableringen af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation effektivt og sikre den mest effektive udnyttelse af eksisterende infrastruktur, der egner sig til etablering af elektroniske kommunikationsnet, bør virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet, kunne få adgang til et minimum af oplysninger om den fysiske infrastruktur, der findes inden for etableringsområdet. Disse mindsteoplysninger bør gøre det muligt at vurdere den eksisterende infrastrukturs udnyttelsespotentiale i et specifikt område og begrænse skaderne på eksisterende fysisk infrastruktur. I betragtning af antallet af berørte interessenter og for at lette adgangen til disse oplysninger — også på tværs af sektorer og landegrænser — bør oplysningerne gøres tilgængelige via en central dokumentationstjeneste. Denne centrale dokumentationstjeneste bør give adgang til det minimum af oplysninger, som allerede står til rådighed i elektronisk format, med forbehold for begrænsninger af hensyn til netsikkerheden og nettenes integritet, navnlig for kritisk infrastruktur, eller til beskyttelse af legitime drifts- og forretningshemmeligheder.

(21)

Dette direktiv bør ikke pålæggemedlemsstaterne nye kortlægningsforpligtelser, men fastsætte, at der stilles et minimum af oplysninger, som offentlige organer allerede har indsamlet, og som foreligger i elektronisk format i medfør af nationale initiativer og EU-retten, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (10), til rådighed for den centrale dokumentationstjeneste, f.eks. ved hjælp af et hyperlink. Det vil give udbydere af offentlige kommunikationsnet koordineret adgang til oplysninger om fysisk infrastruktur, samtidig med at sådanne oplysningers sikkerhed og integritet, navnlig for så vidt angår national kritisk infrastruktur, beskyttes. Den omstændighed, at sådanne oplysninger stilles til rådighed, bør ikke indskrænke gyldigheden af de krav om gennemsigtighed, der i forvejen gælder for videreanvendelse af den offentlige sektors informationer i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF (11). Hvis de oplysninger, som den offentlige sektors råder over, ikke sikrer tilstrækkelig viden om den eksisterende fysiske infrastruktur i et bestemt område eller af en bestemt type, bør netoperatørerne efter anmodning stille oplysningerne til rådighed for virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet.

(22)

Hvis dette minimum af oplysninger ikke står til rådighed via den centrale dokumentationstjeneste, bør virksomheder, der udbydere eller har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet alligevel sikres mulighed for direkte at kunne anmode om sådanne specifikke oplysninger fra en hvilken som helst netoperatør i det pågældende område. Hvis anmodningen er rimelig, og navnlig hvis det er påkrævet af hensyn til muligheden for at udnytte eksisterende fysisk infrastruktur i fællesskab eller koordinere anlægsarbejder, bør virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet desuden få mulighed for at foretage anlægsopmålinger og anmode om oplysninger om planlagte anlægsarbejder på gennemsigtige, forholdsmæssige og ikkediskriminerende betingelser, og uden at dette berører de beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget af hensyn til netsikkerheden og nettenes integritet eller til beskyttelse af fortroligheden samt drifts- og forretningshemmeligheder. Der bør tilskyndes til, at netoperatørerne selv eller via centrale dokumentationstjenester skaber en høj grad af gennemsigtighed med hensyn til gennemførelsen af planlagte anlægsarbejder, især i områder, hvor nytteværdien er størst, ved at henlede godkendte operatørers opmærksomhed på sådanne oplysninger, når det er muligt.

(23)

Hvis der opstår tvister om adgang til oplysninger om den fysiske infrastruktur med henblik på at etablere højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, bør tvistbilæggelsesorganet kunne løse tvisten med en bindende afgørelse. Under alle omstændigheder bør afgørelser fra dette organ ikke berøre parternes mulighed for at indbringe sagen for en domstol.

(24)

Koordineringen af anlægsarbejder i relation til fysisk infrastruktur kan give betydelige besparelser og minimere generne for det område, der berøres af etableringen af nye elektroniske kommunikationsnet. Derfor bør man forbyde forskriftsmæssige begrænsninger, der som hovedregel forhindrer forhandlinger mellem netoperatører om at koordinere sådanne anlægsarbejder med henblik på at etablere højhastighedsnet til elektronisk kommunikation. Hvis anlægsarbejderne ikke finansieres af offentlige midler, bør dette direktiv ikke berøre interessenternes ret til at indgå samarbejdsaftaler om anlægsarbejder i henhold til deres egne investerings- og forretningsplaner og deres foretrukne tidsplan.

(25)

Anlægsarbejder, der helt eller delvis finansieres med offentlige midler, bør sigte mod at maksimere det samlede resultats nyttevirkninger ved at udnytte de pågældende anlægsarbejders positive eksterne virkninger på tværs af sektorer og sikre lige muligheder for fælles udnyttelse af den eksisterende og planlagte fysiske infrastruktur med sigte på at etablere elektroniske kommunikationsnet. Selv om hovedmålet med de offentligt finansierede anlægsarbejder ikke bør påvirkes uhensigtsmæssigt, bør rettidige og rimelige anmodninger om at koordinere etableringen af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation — idet eventuelle meromkostninger, herunder dem, der skyldes forsinkelser, dækkes, og de oprindelige planer ændres mindst muligt — opfyldes af den netoperatør, som direkte eller indirekte, f.eks. gennem en underkontrahent, udfører anlægsarbejderne, på forholdsmæssige, ikkediskriminerende og gennemsigtige betingelser. Uden at dette berører gældende statsstøtteregler bør medlemsstaterne kunne fastsætte regler for fordeling af omkostningerne i forbindelse med den koordinerede etablering. Der bør findes særlige forligsprocedurer, hvormed der kan sikres en hurtig løsning på tvister vedrørende forhandlinger om de pågældende koordineringsaftaler på forholdsmæssige, retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår. Sådanne bestemmelser bør ikke berøre medlemsstaternes ret til at reservere kapacitet til elektroniske kommunikationsnet, selv om der ikke foreligger specifikke anmodninger, med henblik på at opfylde fremtidig efterspørgsel efter fysisk infrastruktur og skabe størst mulig nytte af anlægsarbejder eller træffe foranstaltninger, der indebærer tilsvarende rettigheder til at koordinere anlægsarbejder for operatører af andre typer net såsom gas eller elektricitet.

(26)

Det kan være nødvendigt at gøre etablering af elektroniske kommunikationsnet eller etablering af nye netelementer betinget af forskellige tilladelser, herunder bygge- og byplantilladelser, miljøgodkendelser og andre tilladelser, for at beskytte almene interesser i de enkelte medlemsstater og i Unionen. Antallet af tilladelser, som er påkrævet for at etablere forskellige typer af elektroniske kommunikationsnet, og de lokale forhold, hvor etableringen skal finde sted, kan gøre det nødvendigt at anvende en række forskellige procedurer og betingelser. Selv om den enkelte kompetente myndighed bevarer retten til at blive inddraget og fastholder sin beslutningskompetence i overensstemmelse med nærhedsprincippet, bør alle relevante oplysninger om procedurerne og de almindelige betingelser for anlægsarbejde være til rådighed via den centrale dokumentationstjeneste. Dette kan mindske kompleksiteten og øge effektiviteten og gennemsigtigheden — navnlig for nytilkomne eller små operatører, som ikke beskæftiger sig med dette område. Desuden bør medlemsstaterne kunne garantere retten for virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet, til at indgive deres anmodning om tilladelse via et centralt kontaktpunkt.

(27)

For at sikre, at procedurerne for udstedelse af tilladelser ikke fungerer som hindringer for investeringer, og at de ikke påvirker det indre marked negativt, bør medlemsstaterne sikre, at der under alle omstændigheder senest inden for fire måneder træffes afgørelse om, hvorvidt anmodninger om tilladelse til etablering af elektroniske kommunikationsnet eller etablering af nye netelementer skal efterkommes, uden at dette berører andre specifikke frister eller forpligtelser, der er fastsat med henblik på en korrekt gennemførelse af tilladelsesproceduren i henhold til national ret eller EU-retten. En sådan afgørelse kan være stiltiende eller udtrykkelig alt efter de gældende retlige bestemmelser. Medlemsstaterne bør, hvor det er relevant, sikre, at udbydere, der lider skade som følge af en kompetent myndigheds forsinkede udstedelse af tilladelser i forhold til de gældende frister, har ret til erstatning.

(28)

For at sikre, at sådanne procedurer for udstedelse af tilladelser afsluttes inden for en rimelig frist, kan medlemsstaterne overveje indføre en række foranstaltninger til sikring heraf, f.eks. stiltiende godkendelse, eller træffe foranstaltninger til at forenkle procedurerne for udstedelse af tilladelser, bl.a. ved at reducere det antal af tilladelser, der er nødvendige for at etablere elektroniske kommunikationsnet, eller ved at undtage visse kategorier af mindre eller standardiserede anlægsarbejder fra tilladelsesproceduren. Myndighederne bør på nationalt, regionalt eller lokalt niveau begrunde enhver afvisning af at udstede sådanne tilladelser, som henhører under deres kompetence, ud fra objektive, gennemsigtige, ikkediskriminerende og forholdsmæssige kriterier og betingelser. Dette bør ikke berøre eventuelle foranstaltninger, som medlemsstaterne vedtager med sigte på at undtage visse elementer af elektroniske kommunikationsnet fra tilladelsesproceduren, uanset om de er passive eller aktive.

(29)

Opfyldelsen af målene i den digitale dagsorden forudsætter, at infrastrukturen føres frem til et punkt tæt på slutbrugernes område, samtidig med at proportionalitetsprincippet overholdes for så vidt angår eventuelle begrænsninger i ejendomsretten af hensyn til den almene interesse. Etableringen af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation frem til slutbrugeren bør lettes, uden at det går ud over teknologineutraliteten, og dette gælder navnlig for højhastighedsforberedt fysisk infrastruktur i bygninger. Da små kabelkanaler kun medfører begrænsede meromkostninger under opførelsen af en bygning, medens eftermontering af højhastighedsinfrastruktur i bygninger kan udgøre en betydelig del af omkostningerne ved etablering af et højhastighedsnet, bør alle nyopførte eller hovedrenoverede bygninger udstyres med fysisk infrastruktur, som gør det muligt at tilslutte slutbrugere til højhastighedsnet. Af hensyn til etableringen af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation bør nye og hovedrenoverede flerfamiliehuse være udstyret med et adgangspunkt, hvor udbyderen kan få adgang til den bygningsinterne infrastruktur. Endvidere bør bygherrerne sørge for, at der er tomme kabelkanaler fra hver bolig til adgangspunktet i eller uden for flerfamiliehuset. Der kan være tilfælde, såsom nye enkeltboliger eller kategorier af hovedrenoveringsarbejder i isolerede områder, hvor udsigten til højhastighedsforbindelser af objektive grunde må betragtes som værende for ringe til at retfærdiggøre, at bygninger udstyres medhøjhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur eller et adgangspunkt, eller hvor det vil være uforholdsmæssigt at udstyre en bygning hermed af andre økonomiske eller miljømæssige grunde eller af hensyn til bevarelse af den bymæssige kulturarv, såsom for specifikke kategorier af monumenter.

(30)

For at bistå mulige købere og lejere med at identificere bygninger, der er udstyret med højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur, og som derfor har et væsentligt omkostningsbesparende potentiale, og for at fremme, at bygninger forberedes til højhastighed, bør medlemsstaterne på frivillig basis kunne udarbejde et mærke, der angiver, at bygninger er bredbåndsforberedt, for bygninger, der er udstyret med sådan infrastruktur og et adgangspunkt i overensstemmelse med dette direktiv.

(31)

Når udbydere af offentlige kommunikationsnet etablerer højhastighedsnet til elektronisk kommunikation i et bestemt område, er stordriftsfordelene betydelige, hvis de kan tilslutte deres net til bygningens adgangspunkt, uanset om en abonnent udtrykkeligt har tilkendegivet interesse for tjenesten på det pågældende tidspunkt, dog således at privat ejendom påvirkes mindst muligt ved at eksisterende fysisk infrastruktur udnyttes, og det berørte område retableres. Når nettet tilsluttes ved adgangspunktet, er det langt billigere at forbinde en ny kunde, navnlig hvis der kan opnås adgang til et højhastighedsforberedt vertikalt segment i bygningen, i fald et sådant allerede findes. Dette mål er også opfyldt, hvis bygningen i sig selv allerede er udstyret med et højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, som enhver udbyder af et offentligt kommunikationsnet med en aktiv abonnent i bygningen gives adgang til dette bygningsinterne net på gennemsigtige, forholdsmæssige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser. Dette kan navnlig være tilfældet i medlemsstater, som har truffet foranstaltninger på grundlag af artikel 12 i direktiv 2002/21/EF.

(32)

Nye bygninger bør være udstyret med højhastighedsforberedt bygningsintern infrastruktur og for så vidt angår flerfamiliehuse et adgangspunkt. Medlemsstaterne bør gives fleksibilitet til at nå dette mål. I den henseende søger dette direktiv ikke at harmonisere reglerne om relaterede omkostninger, herunder til dækning af omkostninger til at udstyre bygninger med højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur og et adgangspunkt.

(33)

I lyset af de samfundsmæssige fordele ved integration i informationssamfundet og i betragtning af, hvad det koster at etablere højhastighedsnettene til elektronisk kommunikation i tilfælde, hvor der hverken er passiv eller aktiv højhastighedsforberedt infrastruktur hos slutbrugerne eller alternative måder, hvorpå en abonnent kan tilsluttes højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, bør enhver udbyder af offentlige kommunikationsnet for egen regning have ret til at tilslutte sit net til private lokaler, under forudsætning af at privat ejendom påvirkes mindst muligt, for eksempel ved, hvis det er muligt, at genbruge den eksisterende fysiske infrastruktur, der er disponibel i bygningen, eller sikre fuld retablering af de berørte områder.

(34)

I tråd med nærhedsprincippet bør dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at tildele de fastsatte tilsynsopgaver til de myndigheder, som er bedst egnet til at varetage dem, i overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige fordeling af kompetencer og beføjelser og med de krav, der er fastlagt i dette direktiv.

(35)

Det udpegede nationale tvistbilæggelsesorgan bør det sikre upartiskhed og uafhængighed i forhold til de berørte parter og have de passende kompetencer og ressourcer.

(36)

Medlemsstaterne bør fastsætte sanktioner, der er hensigtsmæssige, effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, i tilfælde af manglende overholdelse af de nationale foranstaltninger, som er vedtaget i henhold til dette direktiv.

(37)

Af hensyn til effektiviteten i de centrale dokumentationstjenester, der er fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne sikre, at der er passende ressourcer, og at relevante oplysninger om et bestemt område stilles til rådighed i centrale dokumentationstjenester på et optimalt aggregationsniveau, hvor værdifulde effektivitetsgevinster kan sikres i lyset af de tildelte opgaver, herunder i det lokale matrikelregister. Medlemsstaterne kan i den forbindelse overveje mulige synergivirkninger og stordriftsfordele med kvikskrankerne som omhandlet i artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF (12) med henblik på at bygge på eksisterende strukturer og skabe størst mulige fordele for slutbrugerne.

(38)

Målene for dette direktiv, nemlig at lette etableringen af fysisk infrastruktur, der egner sig til højhastighedsnet til elektronisk kommunikation på EU-plan, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(39)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig retten til privatlivets fred og beskyttelse af forretningshemmeligheder, friheden til at drive virksomhed, ejendomsretten og adgangen til effektive retsmidler. Dette direktiv bør anvendes af medlemsstaterne i overensstemmelse med disse rettigheder og principper —

a)

en tjeneste i forbindelse med produktion, transport eller distribution af

b)

transporttjenester, herunder jernbaner, veje, havne og lufthavne

a)

de er oprettet specielt med henblik på at imødekomme almenhedens behov, dog ikke behov af industriel eller kommerciel karakter

b)

de har status som juridisk person, og

c)

de finansieres helt eller for størstedelens vedkommende af staten eller af regionale eller lokale myndigheder eller af andre offentligretlige organer, eller er underlagt ledelsesmæssig kontrol fra disse myndigheder eller organer, eller de har et administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan, hvor mere end halvdelen af medlemmerne udpeges af staten, regionale eller lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer

a)

den tekniske egnethed af den fysiske infrastruktur, som der er søgt om adgang til, til at huse de elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, der er omhandlet i stk. 2

b)

disponibel plads til at huse de elementer af højhastighedsnet til elektroniske kommunikationsnet, der er omhandlet i stk. 2, herunder netoperatørens fremtidige pladsbehov, der er påvist tilstrækkeligt

c)

sikkerheds- og folkesundhedsmæssige betænkeligheder

d)

alle nets integritet og sikkerhed, navnlig i forbindelse med kritisk national infrastruktur

e)

risikoen for, at den planlagte elektroniske kommunikationstjeneste i væsentlig grad påvirker ydelsen af andre tjenester over den samme fysiske infrastruktur

f)

netoperatørens rådighed over andre rentable midler til at få adgang til fysisk netinfrastruktur i engrosleddet, som er egnede til etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, forudsat at en sådan adgang tilbydes på retfærdige og rimelige vilkår og betingelser.

a)

område og kabelføring

b)

type og nuværende anvendelse af infrastrukturen, og

c)

et kontaktpunkt.

a)

dette ikke vil medføre ekstraomkostninger, herunder på grund af yderligere forsinkelser, for det oprindeligt planlagte anlægsarbejde,

b)

ikke vil hindre kontrollen med koordineringen af arbejderne, og

c)

at anmodningen om koordinering indgives så tidligt som muligt, og under alle omstændigheder senest en måned inden det endelige projekt forelægges for de kompetente myndigheder med henblik på udstedelse af tilladelse.

a)

anlægsarbejdernes beliggenhed og type

b)

hvilke netelementer der er tale om

c)

forventet dato for påbegyndelse af anlægsarbejdet og dets varighed, og

d)

et kontaktpunkt.

a)

den har gjort de ønskede oplysninger offentligt tilgængelige i elektronisk format eller

b)

der er adgang til sådanne oplysninger via den centrale dokumentationstjeneste.

23.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 155/15

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2 ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2). Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

23.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 155/18

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

23.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 155/20

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1484/95 (2) er der fastsat gennemførelsesbestemmelser til ordningen for tillægsimporttold og repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin.

(2)

Det fremgår af den regelmæssige kontrol af de data, som bestemmelsen af de repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin er baseret på, at de repræsentative priser for importen af visse produkter bør ændres under hensyntagen til prisudsving efter oprindelse.

(3)

Forordning (EF) nr. 1484/95 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

For at foranstaltningen kan finde anvendelse så hurtigt som muligt, efter at de ajourførte data er blevet gjort tilgængelige, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen

23.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 155/22

(1)

Unionen har indgået aftaler om tilbagetagelse med Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao ved Rådets afgørelse 2004/424/EF (1), Republikken Albanien ved Rådets afgørelse 2005/809/EF (2), Den Demokratiske Socialistiske Republik Sri Lanka ved Rådets afgørelse 2005/372/EF (3), Den Russiske Føderation ved Rådets afgørelse 2007/341/EF (4), Republikken Montenegro ved Rådets afgørelse 2007/818/EF (5), Republikken Serbien ved Rådets afgørelse 2007/819/EF (6), Bosnien-Hercegovina ved Rådets afgørelse 2007/820/EF (7), Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien ved Rådets afgørelse 2007/817/EF (8), Republikken Moldova ved Rådets afgørelse 2007/826/EF (9), Den Islamiske Republik Pakistan ved Rådets afgørelse 2010/649/EU (10) og Georgien ved Rådets afgørelse 2011/118/EU (11).

(2)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Irland ikke i vedtagelsen af afgørelserne om indgåelse af de respektive aftaler om tilbagetagelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(3)

I medfør af artikel 4 i nævnte protokol meddelte Irland Kommissionen ved brev af 11. december 2013, at landet ønskede at acceptere og være bundet af disse aftaler.

(4)

Kommissionen bør skriftligt meddele de berørte lande, at Irland har valgt at være bundet af de respektive aftaler —

a)

aftalen med Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao indgået ved afgørelse 2004/424/EF

b)

aftalen med Republikken Albanien indgået ved afgørelse 2005/809/EF

c)

aftalen med Den Demokratiske Socialistiske Republik Sri Lanka indgået ved afgørelse 2005/372/EF

d)

aftalen med Den Russiske Føderation indgået ved afgørelse 2007/341/EF

e)

aftalen med Republikken Montenegro indgået ved afgørelse 2007/818/EF

f)

aftalen med Republikken Serbien indgået ved afgørelse 2007/819/EF

g)

aftalen med Bosnien-Hercegovina indgået ved afgørelse 2007/820/EF

h)

aftalen med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien indgået ved afgørelse 2007/817/EF

i)

aftalen med Republikken Moldova indgået ved afgørelse 2007/826/EF

j)

aftalen med Den Islamiske Republik Pakistan indgået ved afgørelse 2010/649/EU

k)

aftalen med Georgien indgået ved afgørelse 2011/118/EU.