30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/1

(1)

Retten til fri bevægelighed for personer er en af Unionens grundlæggende frihedsrettigheder. Artikel 46 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ved udstedelse af direktiver skal vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, således som denne er fastlagt i artikel 45 i TEUF. Artikel 45 i TEUF fastsætter, at arbejdskraftens frie bevægelighed bl.a. indebærer retten til at søge tilbudte stillinger og til frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øjemed. Dette direktiv sigter mod at fremme arbejdskraftens mobilitet ved at mindske de hindringer til denne mobilitet, som visse bestemmelser om supplerende pensionsordninger knyttet til et ansættelsesforhold giver anledning til.

(2)

Arbejdskraftens sociale beskyttelse på pensionsområdet er sikret gennem lovpligtige socialsikringsordninger kombineret med supplerende pensionsordninger, der er knyttet til et ansættelsesforhold, og som bliver mere og mere udbredt i mange medlemsstater.

(3)

Europa-Parlamentet og Rådet har vide skønsbeføjelser med hensyn til valg af de mest hensigtsmæssige foranstaltninger til at nå målet i traktatens artikel 46 i TEUF. Den koordineringsordning, der er omhandlet i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (3), og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (4) og navnlig bestemmelserne, der finder anvendelse på sammenlægning, angår ikke supplerende pensionsordninger, med undtagelse af de ordninger, der er defineret som lovgivning i disse forordninger, eller som er genstand for en erklæring fra en medlemsstat i henhold til disse forordninger.

(4)

Rådets direktiv 98/49/EF (5) er den første særlige foranstaltning, der skal gøre det lettere at udøve arbejdskraftens ret til fri bevægelighed i forbindelse med supplerende pensionsordninger.

(5)

Dette direktivs formål er at lette arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder for medlemmer af disse ordninger for supplerende pensionsrettigheder.

(6)

Dette direktiv finder ikke anvendelse på optjening og bevarelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere, der flytter inden for en enkelt medlemsstat. Medlemsstaterne kan overveje at bruge deres nationale kompetencer med henblik på at udvide de regler, der finder anvendelse i henhold til dette direktiv, til også at omfatte aktive medlemmer, der skifter beskæftigelse inden for en enkelt medlemsstat.

(7)

En medlemsstat kan anmode om, at fratrådte arbejdstagere, der flytter til en anden medlemsstat, anmelder deres supplerende pensionsordninger i overensstemmelse hermed.

(8)

Det er nødvendigt at tage hensyn til de supplerende pensionsordningers art og særlige kendetegn og til deres forskelligartethed både inden for samme medlemsstat og medlemsstaterne imellem. Der bør sikres tilstrækkelig beskyttelse både hvad angår indførelse af nye ordninger, de eksisterende ordningers bæredygtighed samt de forventninger og rettigheder, som medlemmerne af de nuværende pensionsordninger har. Direktivet bør navnlig respektere den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller ved udformningen og gennemførelsen af de supplerende pensionsordninger.

(9)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at tilrettelægge deres egne pensionsordninger. Medlemsstaterne bevarer det fulde ansvar for tilrettelæggelsen af sådanne ordninger og er ved gennemførelsen af direktivet i den nationale ret ikke forpligtet til at indføre lovgivning om oprettelse af supplerende pensionsordninger.

(10)

Dette direktiv begrænser ikke arbejdsmarkedets parters autonomi, når de er ansvarlige for at oprette og forvalte pensionsordninger, forudsat at de kan sikre de resultater, der er fastlagt i dette direktiv.

(11)

Dette direktiv bør omfatte alle supplerende pensionsordninger, der er oprettet i overensstemmelse med national ret og praksis, og som tilbyder arbejdstagere supplerende pensionsydelser som f.eks. gruppeforsikringsaftaler eller branche- eller sektorspecifikke ordninger med finansiering ved udbetaling, kapitaliserede ordninger eller pensionstilsagn understøttet af bogførte reserver i virksomheden eller enhver kollektiv aftale eller tilsvarende ordning.

(12)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på supplerende pensionsordninger eller i givet fald underafdelinger af sådanne ordninger, som er blevet lukket, således at tilgang af nye medlemmer ikke længere er mulig, da indførelse af nye regler kan medføre en urimelig belastning for sådanne ordninger.

(13)

Dette direktiv bør ikke berøre garantiordninger for insolvens eller kompensationsordninger, som ikke indgår i en supplerende pensionsordning knyttet til et ansættelsesforhold, og som har til formål at beskytte den ansattes pensionsrettigheder i tilfælde af arbejdsgiverens eller pensionsordningens insolvens. Tilsvarende bør dette direktiv heller ikke omfatte nationale pensionsreservefonde.

(14)

Dette direktiv bør kun finde anvendelse på supplerende alderspensioner, hvor retten eksisterer i medfør af et ansættelsesforhold og er knyttet til opnåelse af pensionsalderen eller opfyldelse af andre krav, der er fastsat i ordningen eller den nationale lovgivning. Direktivet finder ikke anvendelse på andre individuelle pensionsordninger end dem, der er knyttet til et ansættelsesforhold. Er der knyttet invalide- eller efterladteydelser til de supplerende pensionsordninger, kan retten til de pågældende ydelser være undergivet særlige bestemmelser. Dette direktiv berører ikke eksisterende national ret og eksisterende nationale regler for supplerende pensionsordninger vedrørende sådanne særlige bestemmelser.

(15)

En engangsydelse, der ikke er knyttet til bidrag med henblik på supplerende alderspension, som udbetales direkte eller indirekte ved ansættelsesforholdets ophør, og som udelukkende finansieres af arbejdsgiveren, bør ikke betragtes som en supplerende pension i henhold til dette direktiv.

(16)

Eftersom den supplerende alderspension får stadig større betydning i mange medlemsstater som middel til sikring af levestandarden i alderdommen, bør betingelserne for optjening og bevarelse af pensionsrettigheder forbedres for at mindske hindringerne for arbejdskraftens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne.

(17)

Det forhold, at pensionsrettigheder i visse supplerende pensionsordninger kan fortabes, hvis en arbejdstagers ansættelsesforhold ophører, inden han eller hun har afsluttet en minimumsperiode for medlemskab af ordningen (»rettighedsbetingende optjeningsperiode«), eller inden han eller hun har nået minimumsalderen (»rettighedsbetingende optjeningsalder«) kan forhindre arbejdstagere, der bevæger sig mellem medlemsstaterne, i at optjene tilstrækkelige pensionsrettigheder. Kravet om en lang karensperiode inden en arbejdstager kan blive medlem af en pensionsordning, kan have en lignende virkning. Sådanne betingelser udgør derfor hindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed. Derimod udgør minimumsalderskrav for medlemskab ikke en hindring for den frie bevægelighed og er derfor ikke omfattet af dette direktiv.

(18)

Betingelserne for optjening af pensionsrettigheder bør ikke sammenlignes med andre betingelser, der er fastsat med henblik på erhvervelse af ret til en løbende ydelse, for så vidt angår udbetalingsfasen i henhold til national ret eller i henhold til reglerne i visse supplerende pensionsordninger, navnlig i bidragsdefinerede ordninger. Eksempelvis vil en periode med aktivt medlemskab af ordningen, som et medlem skal afslutte efter at være blevet berettiget til en supplerende pension for at have krav på sin pension i form af en løbende ydelse eller et beløb, ikke udgøre en rettighedsbetingende optjeningsperiode.

(19)

Såfremt et ansættelsesforhold afsluttes, inden den fratrådte arbejdstager har optjent betingede pensionsrettigheder, og såfremt pensionsordningen eller arbejdsgiveren bærer investeringsrisikoen, navnlig ved ydelsesdefinerede ordninger, bør ordningen altid tilbagebetale den pågældende fratrådte arbejdstagers pensionsbidrag. Såfremt et ansættelsesforhold afsluttes, inden den fratrådte arbejdstager har optjent betingede pensionsrettigheder, og såfremt den fratrådte arbejdstager bærer investeringsrisikoen, navnlig ved ydelsesdefinerede ordninger, kan ordningen tilbagebetale værdien af de investeringer, der hidrører fra disse bidrag. Værdien kan være større eller mindre end de bidrag, den fratrådte arbejdstager har indbetalt. Alternativt kan ordningen tilbagebetale bidragene.

(20)

En fratrådt arbejdstager bør have ret til at lade sine betingede pensionsrettigheder blive stående som hvilende pensionsrettigheder i den supplerende pensionsordning, hvor rettighederne er optjent. For så vidt angår bevarelsen af hvilende pensionsrettigheder kan beskyttelsesniveauet betragtes som tilstrækkeligt, hvis den fratrådte arbejdstager, navnlig i tilfælde af en bidragsdefineret ordning, har mulighed for at overføre værdien af sine betingede pensionsrettigheder til en supplerende pensionsordning, som opfylder betingelserne i dette direktiv.

(21)

Der bør i overensstemmelse med national ret og praksis sørges for, at hvilende pensionsrettigheder eller værdien af sådanne hvilende pensionsrettigheder bevares. Værdien af disse rettigheder på det tidspunkt, hvor medlemmet fratræder ordningen, bør beregnes i overensstemmelse med national ret og praksis. Hvis værdien af disse pensionsrettigheder tilpasses, bør der tages hensyn til ordningens særlige karakter, de hvilende medlemmers interesser og de tilbageblevne aktive og pensionerede medlemmers interesser.

(22)

Direktivet skaber ingen forpligtelse til at fastsætte betingelser for hvilende pensionsrettigheder, som er mere fordelagtige end de betingelser, der gælder for aktive medlemmers rettigheder.

(23)

Såfremt en fratrådt arbejdstagers betingede pensionsrettigheder eller værdien heraf ikke overstiger en gældende tærskel, som fastsættes af den enkelte medlemsstat, skal det for at undgå uforholdsmæssigt store omkostninger til administration af en lang række hvilende pensionsrettigheder med lav værdi være muligt for ordningerne ikke at lade disse betingede rettigheder stå, men i stedet udbetale den fratrådte arbejdstager et beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettigheder. Overførselsværdien og beløbsudbetalingen bør i givet fald fastlægges i overensstemmelse med national ret og praksis. Medlemsstaterne bør i givet fald fastsætte en tærskel for sådanne betalinger under hensyn til tilstrækkeligheden af arbejdstagerens fremtidige pensionsindtægter.

(24)

Dette direktiv giver ikke hjemmel til overførsel af betingede pensionsrettigheder. For at fremme arbejdskraftens mobilitet bør medlemsstaterne dog bestræbe sig på, hvor det er muligt og især ved indførelse af nye supplerende pensionsordninger, gradvis at forbedre muligheden for at overføre betingede pensionsrettigheder.

(25)

Med forbehold af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF (6) bør aktive medlemmer og hvilende medlemmer, der gør eller påtænker at gøre brug af deres ret til fri bevægelighed, oplyses i tilstrækkeligt omfang efter anmodning om deres supplerende pensionsrettigheder. Er der knyttet efterladteydelser til en ordning, bør den efterladte pensionsmodtager også have samme ret til oplysninger som hvilende medlemmer. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at sådanne oplysninger kun skal gives én gang om året.

(26)

I betragtning af de store forskelle, der er mellem de supplerende pensionsordninger, skal Unionen kun fastsætte generelle målsætninger, og et direktiv er derfor den korrekte retsakt.

(27)

Målene for dette direktiv, nemlig at lette udøvelsen af arbejdskraftens ret til fri bevægelighed mellem medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(28)

Dette direktiv fastsætter minimumsforskrifter, og medlemsstaterne kan derfor vedtage eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af direktivet berettiger ikke til en forringelse i forhold til den nuværende situation i de enkelte medlemsstater.

(29)

Kommissionen udarbejder en rapport om anvendelsen af dette direktiv senest seks år efter dets ikrafttrædelsesdato.

(30)

I overensstemmelse med de nationale bestemmelser om tilrettelæggelsen af de supplerende pensionsordninger kan medlemsstaterne overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører under kollektive aftaler, forudsat at medlemsstaterne tager de nødvendige skridt til på et hvilket som helst tidspunkt at kunne garantere de resultater, der er fastlagt i dette direktiv —

a)

supplerende pensionsordninger, som på tidspunktet for dette direktivs ikrafttræden ikke længere accepterer nye aktive medlemmer, og som derfor er lukket for tilgang

b)

supplerende pensionsordninger, der er underlagt foranstaltninger, der indebærer indgriben fra administrative organer etableret efter national lovgivning eller fra retslige myndigheder, og som har til formål at bevare eller genoprette deres finansielle situation, herunder likvidation. Denne udelukkelse gælder kun, så længe denne indgriben varer

c)

garantiordninger for insolvens, kompensationsordninger og nationale pensionsreservefonde, og

d)

en engangsydelse fra en arbejdsgiver til en arbejdstager ved den pågældende arbejdstagers ansættelsesforholds ophør, som ikke er knyttet til alderspension.

a)

»supplerende pension«: en alderspension, der er fastsat i henhold til reglerne for en supplerende pensionsordning, der er oprettet i overensstemmelse med national ret og praksis

b)

»supplerende pensionsordning«: enhver erhvervstilknyttet alderspensionsordning, der er oprettet i overensstemmelse med national ret og praksis, der er knyttet til et ansættelsesforhold, og som har til formål at sikre arbejdstagere en supplerende pension

c)

»aktive medlemmer«: arbejdstagere, hvis nuværende ansættelsesforhold berettiger eller kan berettige dem til en supplerende pension i overensstemmelse med bestemmelserne i en supplerende pensionsordning, når betingelserne for optjening af pension er opfyldt

d)

»karensperiode«: den beskæftigelsesperiode, der er foreskrevet i national ret eller i bestemmelserne i en supplerende pensionsordning eller af en arbejdsgiver, inden en arbejdstager bliver berettiget til medlemskab af en ordning

e)

»rettighedsbetingende optjeningsperiode«: en periode med aktivt medlemskab af en ordning, der er foreskrevet i national ret eller i bestemmelser i en supplerende pensionsordning for at udløse ret til de akkumulerede supplerende pensionsrettigheder

f)

»betingede pensionsrettigheder«: ret til de akkumulerede supplerende pensionsrettigheder, når eventuelle betingelser for optjening af pensionsrettigheder er opfyldt i henhold til bestemmelserne i en supplerende pensionsordning og, hvor det er relevant, i henhold til national ret

g)

»fratrådt arbejdstager«: et aktivt medlem, hvis ansættelsesforhold ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget til en supplerende pension, og som flytter mellem medlemsstater

h)

»hvilende medlem«: et tidligere aktivt medlem, der har betingede pensionsrettigheder i en supplerende pensionsordning og endnu ikke modtager en supplerende pension fra den pågældende ordning

i)

»hvilende pensionsrettigheder«: betingede pensionsrettigheder, som et hvilende medlem lader blive stående i den ordning, hvor de er blevet optjent

j)

»værdi af de hvilende pensionsrettigheder«: kapitalværdien af pensionsrettighederne beregnet i overensstemmelse med national ret og praksis.

a)

når en rettighedsbetingende optjeningsperiode eller en karensperiode eller begge dele finder anvendelse, kan den samlede periode under ingen omstændigheder overstige tre år for fratrådte arbejdstagere

b)

hvis der kræves en minimumsalder for optjening af pensionsrettigheder, må denne alder ikke overstige 21 år for fratrådte arbejdstagere, og

c)

hvis en fratrådt arbejdstager endnu ikke har optjent betingede pensionsrettigheder, når ansættelsesforholdet ophører, skal den supplerende pensionsordning tilbagebetale de bidrag, som den fratrådte arbejdstager har indbetalt, eller som er indbetalt på den fratrådte arbejdstagers vegne i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomstaftaler eller kontrakter, eller, hvis den fratrådte arbejdstager bærer investeringsrisikoen, enten de bidrag, der er blevet indbetalt, eller værdien af de investeringer, der hidrører fra disse bidrag.

a)

når pensionsrettighederne i den supplerende pensionsordning er optjent som en ret til et nominelt beløb, ved at sikre den nominelle værdi af de hvilende pensionsrettigheder

b)

når værdien af optjente pensionsrettigheder ændres over tid ved at tilpasse værdien af de hvilende pensionsrettigheder ved at anvende:

eller

c)

når værdien af de optjente pensionsrettigheder tilpasses f.eks. efter inflationsraten eller lønniveauet ved tilsvarende at tilpasse værdien af de hvilende pensionsrettigheder under hensyntagen til ethvert forholdsmæssigt loft, som fastsættes i henhold til national ret eller ved aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

a)

betingelserne for optjening af supplerende pensionsrettigheder og konsekvenserne af anvendelsen heraf ved ansættelsesforholdets ophør

b)

værdien af deres betingede pensionsrettigheder eller en vurdering af de betingede pensionsrettigheder, der er foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen, og

c)

betingelserne for fremtidig behandling af hvilende pensionsrettigheder.

a)

værdien af deres hvilende pensionsrettigheder eller en vurdering af de hvilende pensionsrettigheder, der er foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen, og

b)

betingelserne for behandling af hvilende pensionsrettigheder.

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/8

(1)

Arbejdskraftens frie bevægelighed er en grundlæggende frihedsrettighed for unionsborgerne og udgør en af grundpillerne i Unionens indre marked, som er nedfældet i artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dens gennemførelse er videreudviklet i EU-ret, der tager sigte på at sikre fuld udøvelse af de rettigheder, unionsborgere og deres familiemedlemmer har. »Familiemedlemmer« bør forstås på samme måde som udtrykket defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (3), som også gælder for grænsearbejderes familiemedlemmer.

(2)

Arbejdskraftens frie bevægelighed er også et nøgleelement til udviklingen af et egentligt EU-arbejdsmarked, hvor arbejdstagerne har mulighed for at flytte til områder, hvor der er mangel på arbejdskraft eller flere beskæftigelsesmuligheder, hvor flere folk har mulighed for at finde job, som passer bedre til deres kvalifikationer, og hvor flaskehalsene på arbejdsmarkedet fjernes.

(3)

Arbejdskraftens frie bevægelighed giver enhver unionsborger, uanset bopæl, ret til frit at rejse til en anden medlemsstat for at arbejde og/eller bo der i arbejdsøjemed. Den beskytter dem mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for så vidt angår adgang til beskæftigelse, beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og skattemæssige og sociale fordele ved at sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats statsborgere. Disse rettigheder bør anerkendes uden nogen form for forskelsbehandling for alle unionsborgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed, herunder fastboende arbejdstagere, sæsonarbejdere og grænsearbejdere. Arbejdskraftens frie bevægelighed er forskellig fra den frie udveksling af tjenesteydelser, hvorefter virksomheder har ret til at udføre tjenesteydelser i en anden medlemsstat, hvortil de midlertidigt kan udstationere deres egne arbejdstagere, så de kan udføre det arbejde, der skal til for at udføre tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat.

(4)

Med hensyn til EU-arbejdstagerne og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed, giver traktatens artikel 45 materielle rettigheder vedrørende udøvelsen af denne grundlæggende frihedsrettighed, der er nærmere fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 (4).

(5)

Den praktiske udøvelse af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed er imidlertid stadig en stor udfordring, og mange EU-arbejdstagere mangler meget ofte kendskab til deres ret til fri bevægelighed. Som følge bl.a. af deres potentielt mere udsatte situation, kan EU-arbejdstagere stadig blive udsat for uberettigede begrænsninger i eller hindringer for udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed, såsom manglende anerkendelse af kvalifikationer, forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og udnyttelse, når de flytter til en anden medlemsstat. Der er derfor en kløft mellem retten og dens anvendelse i praksis, som der må gøres noget ved.

(6)

I juli 2010 påpegede Kommissionen i sin meddelelse med titlen »Bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling«, at den ville undersøge metoder til at håndtere de nye behov og udfordringer (særlig i lyset af de nye mobilitetsmønstre), som EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer står over for. Den anførte også, at den inden for rammerne af den nye strategi for det indre marked ville overveje, hvordan man kan fremme og styrke mekanismer til effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling for EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der udøver deres ret til fri bevægelighed. Kommissionen opsummerede også udviklingen i lovgivning og retspraksis, særligt i forhold til det personlige anvendelsesområde for EU-retten om arbejdskraftens frie bevægelighed og de konkrete rettigheder, som EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer har.

(7)

Kommissionen pegede i rapporten om unionsborgerskab 2010 med titlen »Afskaffelse af hindringerne for unionsborgernes rettigheder« af 27. oktober 2010 på den forskelligartede og forkerte anvendelse af EU-retten på retten til fri bevægelighed som en af de største hindringer, som unionsborgerne står over for, når det drejer sig om i praksis at udøve deres rettigheder i henhold til EU-retten. I overensstemmelse hermed meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at træffe foranstaltninger til at lette den frie bevægelighed for unionsborgere og deres tredjelandsfamiliemedlemmer ved at foretage en streng håndhævelse af EU-reglerne, herunder af forbuddet mod forskelsbehandling, ved at fremme brug af bedste praksis og øget kendskab til EU-reglerne blandt dem, der anvender dem, og ved at forbedre formidlingen af oplysninger til unionsborgerne om deres rettigheder med hensyn til fri bevægelighed (foranstaltning 15 i rapporten om unionsborgerskab 2010). Endvidere behandlede Europa-Kommissionen i rapporten om unionsborgerskab 2013 med titlen »Unionsborgere: jeres rettigheder, jeres fremtid« spørgsmålet om nødvendigheden af at fjerne administrative hindringer og forenkle procedurer for unionsborgere, der bor, arbejder og rejser i andre medlemsstater.

(8)

Kommissionen bekendtgjorde i sin meddelelse af 18. april 2012 med titlen »Et opsving med høj beskæftigelse« (beskæftigelsespakken) sin hensigt om at fremlægge et lovgivningsforslag til støtte for mobile arbejdstagere (information og rådgivning) i udøvelsen af rettigheder i henhold til TEUF og forordning (EU) nr. 492/2011 og tilskyndede medlemsstaterne til at øge bevidstheden om og adgangen til rettigheder i medfør af EU-lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling, ligestilling mellem mænd og kvinder og arbejdstagernes frie bevægelighed og åbne og fremme adgangen for unionsborgerne til stillinger i den offentlige sektor i overensstemmelse med EU-retten, som den er fortolket af Domstolen. I den forbindelse har Domstolen konsekvent gjort det klart, at begrænsningen i adgangen til visse stillinger i den offentlige sektor til en medlemsstats egne statsborgere skal fortolkes restriktivt, og at den kun vedrører stillinger, der indebærer en direkte eller indirekte deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller andre offentlige myndigheders almene interesser.

(9)

Relevant og effektiv anvendelse og håndhævelse af artikel 45 i TEUF og forordning (EU) nr. 492/2011 samt kendskab til rettigheder er nøgleelementer i beskyttelsen af EU-arbejdstagernes og deres familiemedlemmers rettigheder og sikringen af ligebehandling, hvorimod mangelfuld håndhævelse heraf underminerer effektiviteten af EU-bestemmelserne på dette område og bringer EU-arbejdstagernes og deres familiemedlemmers rettigheder og beskyttelse i fare.

(10)

En mere effektiv og ensartet anvendelse af rettigheder i henhold til EU-bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed er også nødvendig for et velfungerende indre marked.

(11)

Anvendelsen af og kontrollen med EU-bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed bør forbedres for at sikre, at EU-arbejdstagerne og deres familiemedlemmer samt arbejdsgiverne, de offentlige myndigheder og andre berørte personer er bedre orienteret om rettigheder og pligter i forbindelse med fri bevægelighed for at støtte og beskytte EU-arbejdstagerne og deres familiemedlemmer i udøvelsen af disse rettigheder og for at bekæmpe omgåelse af disse bestemmelser fra de offentlige myndigheders og de offentlige eller private arbejdsgiveres side. I den forbindelse kan medlemsstaterne også tage hensyn til virkningerne af øget mobilitet, såsom »hjerneflugt« eller »ungdomsflugt«.

(12)

For at sikre korrekt anvendelse og for at kontrollere overholdelsen af de materielle EU-bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger til at beskytte de EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed, mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og enhver uberettiget begrænsning i eller hindring for udøvelsen af denne ret.

(13)

Der bør i det øjemed fastsættes særlige regler med henblik på en effektiv håndhævelse, og for at fremme en bedre og mere ensartet anvendelse af de materielle bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed i henhold til artikel 45 i traktaten (TEUF) og forordning (EU) nr. 492/2011. Håndhævelsen af denne grundlæggende frihedsrettighed bør tage hensyn til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder og forbuddet mod forskelsbehandling uanset grund af EU-arbejdstagerne og deres familiemedlemmer, jf. artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

(14)

I den forbindelse bør EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller for uberettigede begrænsninger i eller hindringer for udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed, være garanteret reel og effektiv retsbeskyttelse. Hvis medlemsstaterne har administrative procedurer som retsmiddel, bør de sikre, at alle administrative afgørelser kan prøves ved en domstol, jf. artikel 47 i chartret. Under hensyntagen til retten til effektiv retsbeskyttelse bør EU-arbejdstagere være beskyttet mod ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som resultat af en klage eller en retsforfølgning med det formål at håndhæve de rettigheder, der er beskyttet i henhold til dette direktiv.

(15)

For at sikre et mere effektivt beskyttelsesniveau bør også foreninger og juridiske personer, herunder arbejdsmarkedets parter, have beføjelse til, som nærmere fastsat af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert formodet offer med vedkommendes godkendelse at indtræde som part i en sag. Dette bør ikke berøre nationale procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i retten og arbejdsmarkedsparternes, arbejdstagernes og arbejdsgivernes repræsentanters øvrige kompetencer og kollektive rettigheder f.eks. i forbindelse med håndhævelse af eventuelle kollektive overenskomster, herunder sager på vegne af en kollektiv interesse, i henhold til national ret eller praksis. Med henblik på at sikre effektiv retsbeskyttelse og uden at tilsidesætte eksisterende mekanismer for kollektivt forsvar, som arbejdsmarkedets parter råder over, og national ret eller praksis opfordres medlemsstaterne til at undersøge gennemførelsen af fælles principper for kollektive retsmidler til opnåelse af pålæg, forbud eller erstatning.

(16)

I overensstemmelse med Domstolens retspraksis bør de nationale regler om fristerne for håndhævelse af rettigheder i henhold til dette direktiv fastsættes på en sådan måde, at de ikke kan anses for at kunne gøre det umuligt eller urimeligt vanskeligt at udøve disse rettigheder i praksis.

(17)

Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet vil i sig selv blive styrket ved, at der findes effektive organer med relevant ekspertise i hver enkelt medlemsstat med kompetence til at fremme ligebehandling, til at analysere de problemer, som EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer står overfor, til at undersøge mulige løsninger og til at yde dem specifik bistand. De pågældende organer bør bl.a. kunne yde EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer uafhængig juridisk og/eller anden bistand såsom juridisk rådgivning om anvendelsen på dem af de relevante EU-regler og nationale regler om arbejdstagernes frie bevægelighed, oplysninger om klageprocedurerne og hjælp til at beskytte arbejdstagere og deres familiemedlemmers rettigheder. Den kan også omfatte bistand i retssager.

(18)

Det bør være op til hver enkelt medlemsstat at beslutte, om de opgaver, der skal udføres i henhold til dette direktiv, pålægges de ovennævnte organer eller om disse opgaver pålægges eksisterende organer på nationalt plan, der har samme formål, som f.eks. fremme af fri bevægelighed for personer, gennemførelse af princippet om ligebehandling eller beskyttelse af individuelle rettigheder. Hvis en medlemsstat beslutter at udvide mandatet for et eksisterende organ, bør den sikre, at der tildeles tilstrækkelige ressourcer til det eksisterende organ med henblik på en effektiv og tilfredsstillende udførelse af dets nuværende og supplerende opgaver. Såfremt opgaverne tildeles mere end et organ, bør medlemsstaterne sikre, at disse er tilstrækkeligt samordnet.

(19)

Medlemsstaterne bør sikre, at et eller flere af disse organer fungerer som et kontaktpunkt, og at de samarbejder og formidler oplysninger, såsom kontaktoplysninger på alle organerne, retsmidler og kontaktoplysninger på foreninger, organisationer eller andre juridiske enheder, der formidler information og leverer tjenesteydelser til EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer, med lignende kontaktpunkter i andre medlemsstater. Listen over kontaktpunkter bør offentliggøres.

(20)

Medlemsstaterne bør fremme samarbejde mellem de organer, der er udpeget af dem i henhold til dette direktiv, og eksisterende oplysnings- og bistandstjenester, der ydes af arbejdsmarkedets parter, foreninger, organisationer eller andre juridiske enheder, såsom organisationer med ansvar for koordinationsaftaler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (5) og, hvor det er relevant, arbejdstilsynene.

(21)

Medlemsstaterne bør fremme synergier med eksisterende oplysnings- og støtteredskaber på EU-plan, og i det øjemed sikre, at eksisterende eller nyoprettede organer arbejder tæt sammen med de eksisterende oplysnings- og bistandstjenester, såsom Dit Europa, Solvit, Enterprise Europe Network, kvikskranker og Eures, herunder eventuelt Eures' grænseoverskridende partnerskaber.

(22)

Medlemsstaterne bør fremme dialogen med arbejdsmarkedets parter og med relevante ikkestatslige organisationer med henblik på at håndtere og bekæmpe uberettigede begrænsninger i og hindringer for retten til fri bevægelighed eller forskellige former for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.

(23)

Medlemsstaterne bør fastsætte, hvordan unionsborgere, såsom arbejdstagere, studerende og nyuddannede samt arbejdsgivere, arbejdsmarkedets parter og andre berørte parter kan få adgang til let tilgængelige, relevante oplysninger om bestemmelserne i dette direktiv og i forordning (EU) nr. 492/2011, herunder oplysninger om de organer, der er udpeget i henhold til direktivet, og klageadgang og retsbeskyttelse. Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger, der sikrer, at disse oplysninger er tilgængelige på mere end et officielt EU-sprog, idet der tages hensyn til arbejdsmarkedets behov. Dette bør ikke berøre medlemsstaternes lovgivning om brugen af sprog. Disse oplysninger kan formidles via individuel rådgivning og bør også være let tilgængelige gennem Dit Europa og Eures.

(24)

For at lette håndhævelsen af rettigheder i henhold til EU-retten bør Rådets direktiv 91/533/EØF (6) gennemføres og overvåges ensartet.

(25)

Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver derved medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Medlemsstaterne har desuden mulighed for at udvide den kompetence, der er tillagt de organisationer, der skal varetage opgaver vedrørende beskyttelse af EU-arbejdstagere mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, til også at omfatte retten til ligebehandling uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for alle unionsborgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed, og deres familiemedlemmer, som fastlagt i artikel 21 i TEUF og direktiv 2004/38/EF. Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke tjene som begrundelse for en forringelse af de eksisterende vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.

(26)

En effektiv gennemførelse af dette direktiv indebærer, at medlemsstaterne, når de vedtager de nødvendige foranstaltninger for at opfylde deres forpligtelser i henhold til dette direktiv, bør henvise til dette direktiv eller give en sådan henvisning ved den officielle offentliggørelse af gennemførelsesforanstaltninger.

(27)

I henhold til medlemsstaternes og Kommissionens fælles politiske erklæring af 28. september 2011 om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(28)

Når der er gået et passende tidsrum efter dette direktivs gennemførelse, bør Kommissionen udarbejde en rapport om gennemførelsen af direktivet, bl.a. med en evaluering af, om det er nødvendigt at fremsætte forslag med henblik på at sikre en bedre håndhævelse af EU-lovgivningen om fri bevægelighed. I denne rapport bør Kommissionen overveje de vanskeligheder, som nyuddannede, når de søger beskæftigelse i hele Unionen, og EU-arbejdstageres ægtefæller, der er tredjelandsstatsborgere, kan støde på.

(29)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i chartret, navnlig retten til erhvervsfrihed og retten til at arbejde, retten til ikkeforskelsbehandling, særlig på grundlag af nationalitet, retten til kollektive forhandlinger og kollektive skridt, retten til retfærdige og rimelige arbejdsforhold, retten til fri bevægelighed og opholdsretten og retten til adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang. Det skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(30)

Dette direktiv respekterer medlemsstaternes forskellige arbejdsmarkedsmodeller, herunder arbejdsmarkedsmodeller reguleret af kollektive overenskomster.

(31)

Målet for dette direktiv, nemlig at etablere en overordnet fælles ramme af passende bestemmelser, foranstaltninger og mekanismer, som er nødvendige for en bedre og mere ensartet anvendelse og håndhævelse i praksis af rettighederne i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, der følger af TEUF og forordning (EU) nr. 492/2011, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

a)

adgang til beskæftigelse

b)

beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse, sundhed og sikkerhed på arbejdsstedet og, såfremt EU-arbejdstagere bliver arbejdsløse, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse

c)

adgang til sociale og skattemæssige fordele

d)

medlemskab af fagforening og valgbarhed til organer, der repræsenterer arbejdstagerne

e)

adgang til uddannelse

f)

adgang til bolig

g)

adgang til uddannelse, lærepladser og erhvervsuddannelse for EU-arbejdstageres børn

h)

bistand ydet af arbejdsformidlingskontorerne.

a)

at yde eller sikre uafhængig juridisk og/eller anden bistand til EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer, uden at det berører deres rettigheder, og uden at det berører foreningers, organisationers og andre juridiske personer som omhandlet i artikel 3's rettigheder.

b)

at fungere som et kontaktpunkt over for tilsvarende kontaktpunkter i andre medlemsstater med henblik på at samarbejde og udveksle relevante oplysninger

c)

at foretage eller bestille uafhængige undersøgelser og analyser af uberettigede begrænsninger i og hindringer for retten til fri bevægelighed eller forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer

d)

at sikre offentliggørelsen af uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende sådanne begrænsninger og hindringer eller forskelsbehandling

e)

at offentliggøre relevante oplysninger om den nationale anvendelse af EU-bestemmelserne om fri bevægelighed for arbejdstagere.

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/15

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/242/EU (1) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse (»aftalen«), undertegnet på Unionens vegne med forbehold af dens senere indgåelse.

(2)

Aftalen bør godkendes.

(3)

Der nedsættes ved aftalen et blandet tilbagetagelsesudvalg, der selv skal fastsætte sin forretningsorden. Der bør fastsættes en forenklet procedure for fastlæggelse af Unionens holdning hertil.

(4)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i disse medlemsstater.

(5)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/17

a)

»tilbagetagelse«: overførsel fra den anmodende stats side og tilbagetagelse fra den anmodede stats side af personer (den anmodede stats egne statsborgere, tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer), som ulovligt er indrejst, opholder sig eller er bosiddende i den anmodende stat, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale

b)

»kontraherende parter«: Aserbajdsjan og Unionen

c)

»medlemsstat«: enhver EU-medlemsstat, som er bundet af denne aftale

d)

»statsborger i Aserbajdsjan«: en person med aserbajdsjansk statsborgerskab i henhold til asarbajdsjansk lovgivning

e)

»statsborger i en medlemsstat«: enhver, der er statsborger i en medlemsstat som fastsat i EU-bestemmelserne

f)

»tredjelandsstatsborger«: enhver, der er statsborger i et andet land end Aserbajdsjan eller en medlemsstat

g)

»statsløs person«: enhver, der ikke har statsborgerskab i nogen stat

h)

»opholdstilladelse«: tilladelse, uanset hvilken type der er tale om, udstedt af Aserbajdsjan eller af en medlemsstat, som giver en person ret til at opholde sig på den udstedende stats område. Det omfatter ikke midlertidig tilladelser til at forblive på dens område i forbindelse med behandlingen af en asylansøgning eller en ansøgning om opholdstilladelse

i)

»visum«: en tilladelse udstedt eller en afgørelse truffet af Aserbajdsjan eller en af medlemsstaterne, som er nødvendig for indrejse i eller transit gennem den pågældende stats område. Det omfatter ikke lufthavnstransitvisum

j)

»anmodende stat«: den stat (Aserbajdsjan eller en af medlemsstaterne), som fremsætter en tilbagetagelsesanmodning i medfør af artikel 8 eller en transitanmodning i medfør af artikel 15 i denne aftale

k)

»anmodet stat«: den stat (Aserbajdsjan eller en af medlemsstaterne), som en tilbagetagelsesanmodning i medfør af artikel 8 eller en transitanmodning i medfør af artikel 15 i denne aftale rettes til

l)

»kompetent myndighed«: enhver national myndighed i Aserbajdsjan eller en medlemsstat, som har til opgave at gennemføre denne aftale i medfør af artikel 20, stk. 1, litra a)

m)

»transit«: en tredjelandsstatsborgers eller statsløs persons passage gennem den anmodede stat under en rejse fra den anmodende stat til bestemmelseslandet.

—

verdenserklæringen om menneskerettighederne af 1948

—

den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med protokoller af 1950

—

den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966

—

FN's konvention mod tortur af 1984

—

Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling af 1951 og protokollen dertil af 1967.

a)

ugifte mindreårige børn af de i stk. 1 nævnte personer, uanset deres fødested eller statsborgerskab, medmindre de har en selvstændig opholdsret i den anmodende medlemsstat eller har en gyldig opholdstilladelse udstedt af en anden medlemsstat

b)

ægtefæller til de i stk. 1 nævnte personer, som har et andet statsborgerskab eller er statsløse, forudsat at de har eller får ret til at indrejse i og opholde sig på Aserbajdsjans område, medmindre de har en selvstændig opholdsret i den anmodende medlemsstat eller har en gyldig opholdstilladelse udstedt af en anden medlemsstat.

a)

på tidspunktet for fremsættelse af tilbagetagelsesanmodningen er i besiddelse af et gyldigt visum eller en gyldig opholdstilladelse udstedt af Aserbajdsjan eller

b)

ulovligt og direkte indrejste på medlemsstatens område efter at have opholdt sig eller have været i transit på Aserbajdsjans område.

a)

tredjelandsstatsborgeren eller den statsløse person kun har været i lufthavnstransit i en international lufthavn i Aserbajdsjan

b)

den pågældende tredjelandsstatsborger eller statsløse havde visumfri adgang til den anmodende medlemsstats område.

a)

ugifte mindreårige børn af de i stk. 1 nævnte personer, uanset deres fødested eller statsborgerskab, medmindre de har en uafhængig opholdsret i Aserbajdsjan

b)

ægtefæller til de i stk. 1 nævnte personer, som har et andet statsborgerskab eller er statsløse, forudsat at de har eller får ret til at indrejse i og opholde sig på den anmodede medlemsstats område, medmindre de har en selvstændig opholdsret i Aserbajdsjan.

a)

på tidspunktet for fremsættelse af tilbagetagelsesanmodningen er i besiddelse af et gyldigt visum eller en gyldig opholdstilladelse udstedt af den anmodede medlemsstat eller

b)

ulovligt og direkte indrejste på Aserbajdsjans område efter at have opholdt sig eller have været i transit på den anmodede medlemsstats område.

a)

tredjelandsstatsborgeren eller den statsløse person kun har været i lufthavnstransit i en international lufthavn i den anmodede medlemsstat

b)

den pågældende tredjelandsstatsborger eller statsløse havde visumfri adgang til Aserbajdsjans område.

a)

oplysninger om den person, der skal tilbagetages (f.eks. fulde navn, fødselsdato og om muligt fødested og seneste opholdssted), og hvis det er relevant, oplysninger om mindreårige ugifte børn og/eller ægtefæller

b)

hvis der er tale om egne statsborgere, en angivelse af, på hvilken måde dokumentation eller umiddelbart bevis for statsborgerskab vil blive fremlagt, jf. henholdsvis bilag 1 og 2

c)

hvis der er tale om tredjelandsstatsborgere og statsløse personer, en angivelse af, på hvilken måde dokumentation eller umiddelbart bevis for betingelserne for tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere og statsløse personer vil blive fremlagt, jf. henholdsvis bilag 3 og 4

d)

et foto af den person, som skal tilbagetages

a)

en erklæring om, at den person, der skal overføres, kan have brug for hjælp eller pleje, forudsat at den pågældende person udtrykkeligt har givet sit samtykke til denne erklæring

b)

enhver anden beskyttelses- eller sikkerhedsforanstaltning, der kan være nødvendig ved vedkommendes overførsel.

a)

to arbejdsdage, hvis anmodningen er fremsat som led i den fremskyndede procedure (artikel 7, stk. 3)

b)

femten kalenderdage i alle andre tilfælde.

a)

hvis den pågældende tredjelandsstatsborger eller statsløse person risikerer at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, dødsstraf eller forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politisk overbevisning i bestemmelseslandet eller et transitland, eller

b)

hvis den pågældende tredjelandsstatsborger eller statsløse person vil blive genstand for strafferetlige sanktioner i den anmodede stat eller et transitland, eller

c)

hvis det kan begrundes med hensynet til folkesundheden, den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller andre nationale interesser i den anmodede stat.

a)

transittype (ad luft- eller søvejen eller over land), andre eventuelle transitlande og det forventede endelige bestemmelsesland

b)

oplysninger om den pågældende person (f.eks. fulde navn, pigenavn, andre navne, som den pågældende bruger eller er kendt under, pseudonymer, fødselsdato, køn og — om muligt — fødested, statsborgerskab, sprog samt rejsedokumentets art og nummer)

c)

planlagt indrejsested, tidspunkt for overførslen og angivelse af, om der er tale om ledsaget overførsel

d)

en erklæring om, at betingelserne i artikel 14, stk. 2, efter den anmodende stats opfattelse er opfyldt, og at der ikke vides nogen grund til afvisning i henhold til artikel 14, stk. 3.

a)

personoplysninger skal behandles på en redelig og lovformelig måde

b)

personoplysninger skal indsamles med det specifikke, udtrykkelige og legitime formål at gennemføre denne aftale og må ikke af den meddelende myndighed eller af den modtagende myndighed behandles yderligere på en måde, der er uforenelig med dette mål

c)

personoplysninger skal være tjenlige, relevante og ikke overdrevent omfattende i forhold til det formål, hvortil de indsamles og/eller bearbejdes yderligere; personoplysningerne må kun vedrøre følgende:

d)

alle personoplysninger skal være nøjagtige og i givet fald ajourførte

e)

personoplysninger skal opbevares på en måde, der gør det muligt at identificere den pågældende person i et tidsrum, der ikke må være længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med indsamlingen af oplysningerne eller den videre behandling

f)

såvel den meddelende som den modtagende myndighed træffer alle rimelige foranstaltninger til at sikre berigtigelse, sletning eller spærring af personoplysninger, hvis de bearbejdes i strid med bestemmelserne i denne artikel, navnlig fordi oplysningerne ikke er tjenlige, relevante eller nøjagtige, eller fordi de er overdrevent omfattende i forhold til formålet med behandlingen. Dette gælder også fremsendelse til den anden part af enhver berigtigelse, sletning eller spærring af oplysninger

g)

på anmodning underretter den modtagende myndighed den meddelende myndighed om brugen af oplysningerne og om de resultater, der er opnået

h)

personoplysninger må kun meddeles til de kompetente myndigheder. Meddelelse til andre organer kræver den meddelende myndigheds forudgående samtykke

i)

de meddelende og de modtagende myndigheder skal udarbejde en skriftlig oversigt over meddelelsen og modtagelsen af personoplysninger.

—

internationale konventioner om bestemmelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgninger

—

internationale konventioner om udlevering og transit

—

multilaterale internationale konventioner og aftaler om tilbagetagelse af udenlandske statsborgere, såsom konventionen om international civil luftfart.

a)

at overvåge anvendelsen af denne aftale

b)

at håndtere spørgsmål, som opstår i forbindelse med fortolkning eller anvendelse af denne aftales bestemmelser

c)

at vedtage gennemførelsesforanstaltninger til at sikre en ensartet anvendelse af denne aftale

d)

at sørge for jævnlig udveksling af oplysninger vedrørende de gennemførelsesprotokoller, der udarbejdes af de enkelte medlemsstater og Aserbajdsjan i medfør af artikel 20

e)

at fremsætte henstillinger om ændringer af denne aftale og bilagene hertil.

a)

udpegelse af kompetente myndigheder, grænseovergangssteder og udveksling af oplysninger om kontaktsteder

b)

betingelser i forbindelse med ledsaget tilbagesendelse, herunder transit for tredjelandsstatsborgere og statsløse personer under ledsagelse

c)

andre hjælpemidler og dokumenter ud over dem, der er anført i bilag 1 til 4 til denne aftale

d)

de nærmere betingelser for tilbagetagelse efter hasteproceduren

e)

proceduren for afhøringer.

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/43

(1)

Rådet godkendte ved afgørelse 98/591/EF (1) indgåelsen af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Staters regering (»aftalen«).

(2)

Aftalens artikel 12, litra b), fastsætter, at aftalen indgås i første omgang for en periode på fem år, som kan forlænges med eventuelle ændringer for yderligere perioder på fem år ved fælles skriftlig overenskomst mellem parterne.

(3)

Ved Rådets afgørelse 2009/306/EF (2) blev aftalen fornyet for en yderligere femårsperiode.

(4)

Aftalens parter mener, at en snarlig forlængelse af aftalen vil være i begges interesse.

(5)

Den forlængede aftale vil indholdsmæssigt være identisk med den aftale, der udløber den 14. oktober 2013.

(6)

Forlængelsen af aftalen bør derfor godkendes på Den Europæiske Unions vegne —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/45

(1)

Hongkongkonventionen om sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe af 2009 (i det følgende benævnt »konventionen«) blev vedtaget inden for rammerne af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) den 15. maj 2009 som følge af drøftelserne på den internationale konference om sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe. Konventionen omhandler udvikling, bygning, drift og klargøring af skibe med henblik på at lette sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning, uden at der gås på kompromis med skibenes sikkerhed og driftseffektivitet. Den omfatter også bestemmelser, som sikrer, at skibsophugningsanlæg drives på en sikker og miljømæssigt forsvarlig måde, og at der tilvejebringes en passende håndhævelsesmekanisme for skibsophugning.

(2)

Konventionen træder i kraft 24 måneder efter, at den er ratificeret af mindst 15 lande, hvis kombinerede handelsflåde repræsenterer mindst 40 % af den globale handelsflådes bruttotonnage, og hvis kombinerede maksimale årlige ophugningsmængde i de foregående 10 år udgør mindst 3 % af de samme landes kombinerede handelsflådes bruttotonnage.

(3)

I konklusionerne af 21. oktober 2009 tilskynder Rådet kraftigt medlemsstaterne til at ratificere konventionen som en prioritet for at lette dens ikrafttræden så hurtigt som muligt og skabe en virkelig og effektiv ændring af praksis.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2013 (1) har bl.a. til formål at minimere og så vidt muligt fjerne negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet forårsaget af ophugning af skibe og at lette ratifikationen af konventionen. Artikel 5, stk. 9, artikel 7, stk. 2, artikel 10, stk. 1 og 2, samt artikel 12, stk. 1 og 3, i nævnte forordning indeholder bestemmelser om tilpasningen af EU-lovgivningen med konventionen. Artikel 32, stk. 4, omhandler situationen i medlemsstater, som ikke har nogen skibe, der fører deres flag eller er registreret under deres flag, eller har lukket sit nationale skibsregister. Disse medlemsstater kan fravige visse bestemmelser i forordningen, så længe ingen skibe er registreret under deres flag.

(5)

Unionen kan ikke tiltræde konventionen, da kun stater kan være parter i den.

(6)

Derfor bør Rådet bemyndige medlemsstater, der har skibe, der fører deres flag eller er registreret under deres flag, og som falder ind under konventionens anvendelsesområde, til at ratificere eller tiltræde den —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/47

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/695/EU (1) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om lempelse af reglerne for udstedelse af visa (»aftalen«) undertegnet den 29. november 2013 med forbehold af dens indgåelse.

(2)

Aftalen bør godkendes.

(3)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (2); Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(4)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (3); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(5)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/49

a)

»medlemsstat«: enhver af Den Europæiske Unions medlemsstater, med undtagelse af Kongeriget Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige

b)

»statsborger i Den Europæiske Union«: en statsborger i en medlemsstat som defineret i litra a)

c)

»statsborger i Republikken Aserbajdsjan«: en person, der har statsborgerskab i Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med dens lovgivning

d)

»visum«: tilladelse udstedt af en medlemsstat eller Republikken Aserbajdsjan med henblik på transit gennem eller forventet ophold på medlemsstaternes eller Republikken Aserbajdsjans område af en varighed på højst 90 dage for hver given periode på 180 dage

e)

»person med lovligt ophold«:

a)

nære pårørende — ægtefæller, børn (herunder adopterede), forældre (herunder værger), bedsteforældre og børnebørn — der besøger statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold på Republikken Aserbajdsjans område, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold i medlemsstaterne, eller statsborgere i Den Europæiske Union bosat i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan bosat på Republikken Aserbajdsjans område:

b)

medlemmer af officielle delegationer, herunder faste medlemmer af sådanne delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan skal deltage i officielle møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på Republikken Aserbajdsjans eller en medlemsstats område, jf. dog artikel 10

c)

for forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer:

d)

for chauffører i international gods- eller passagertransport mellem Republikken Aserbajdsjans og medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i medlemsstaterne eller i Republikken Aserbajdsjan:

e)

for elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter:

f)

for personer, der skal deltage i videnskabelige, akademiske, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer:

g)

for journalister og det tekniske personale, der ledsager journalister i arbejdsøjemed:

h)

for deltagere i internationale sportsbegivenheder og deres professionelle ledsagere:

i)

for deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer:

j)

for personer, der rejser af lægelige årsager, og for de nødvendige ledsagende personer:

k)

for medlemmer af erhverv, der deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller andre lignende arrangementer, der afholdes på Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes område:

l)

for repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der rejser med henblik på uddannelse, seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

m)

for slægtninge, som deltager i en begravelse:

n)

for deltagere i besøg på militære og civile gravsteder:

a)

for den indbudte person: fulde navn, fødselsdato, køn, statsborgerskab, pasnummer, rejsetidspunkt, rejsens formål, antal indrejser samt eventuelt navn på ægtefælle og børn, der ledsager den indbudte person

b)

for den person, som indbyder: fulde navn og adresse

c)

for den juridiske person, virksomhed eller organisation, som indbyder: fulde navn og adresse og:

a)

ægtefæller, børn (herunder adopterede), som er under 21 år eller forsørgelsesberettigede, forældre (herunder værger), der besøger statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold på Republikken Aserbajdsjans område, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold i medlemsstaterne, eller statsborgere i Den Europæiske Union bosat i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan bosat på Republikken Aserbajdsjans område

b)

faste medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse rettet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan, regelmæssigt skal deltage i møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer eller i arrangementer afholdt af mellemstatslige organer på Republikken Aserbajdsjans eller en af medlemsstaternes område.

—

for så vidt angår de i litra a) omhandlede personer, gyldigheden af tilladelsen til statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold i en af medlemsstaterne eller til statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold i Republikken Aserbajdsjan

—

for så vidt angår gyldigheden af de i litra b) omhandlede personers status som fast medlem af en officiel delegation

a)

studerende og universitetsuddannede under videreuddannelse, der jævnligt rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

b)

journalister og det tekniske personale, der ledsager journalister i arbejdsøjemed

c)

deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer

d)

chauffører i international gods- eller passagertransport mellem Republikken Aserbajdsjans og medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i medlemsstaterne eller i Republikken Aserbajdsjan

e)

personer, der regelmæssigt kommer på besøg af lægelige årsager, og de nødvendige ledsagende personer

f)

medlemmer af liberale erhverv, der deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller andre lignende arrangementer, som regelmæssigt rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne

g)

repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der regelmæssigt rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne med henblik på uddannelse, seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

h)

personer, der deltager i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer, og som jævnlig rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne

i)

deltagere i internationale sportsbegivenheder og deres professionelle ledsagere

j)

medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan, regelmæssigt skal deltage i møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer eller i arrangementer afholdt af mellemstatslige organer på Republikken Aserbajdsjans eller en af medlemsstaternes område

k)

forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer, der jævnligt rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne.

a)

nære pårørende — ægtefæller, børn (herunder adopterede), forældre (herunder værger), bedsteforældre og børnebørn — til statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold på Republikken Aserbajdsjans område, eller til statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold på medlemsstaternes område, eller til statsborgere i Den Europæiske Union bosat i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, eller til statsborgere i Republikken Aserbajdsjan bosat på Republikken Aserbajdsjans område

b)

medlemmer af officielle delegationer, herunder faste medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan skal deltage i officielle møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på Republikken Aserbajdsjans eller en medlemsstats område

c)

elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter

d)

handicappede og deres eventuelt nødvendige ledsagere

e)

deltagere i internationale sportsbegivenheder og deres professionelle ledsagere

f)

personer, der skal deltage i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitetsprogrammer og andre udvekslingsprogrammer

g)

personer, der kan dokumentere, at deres rejse er nødvendig af humanitære grunde, f.eks. for at få presserende lægebehandling, samt disse personers ledsagere, eller for at deltage i en nær pårørendes begravelse eller besøge en nær pårørende, der er alvorligt syg

h)

repræsentanter for organisationer i civilsamfundet, der rejser med henblik på uddannelse, seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

i)

pensionister

j)

børn under 12 år

k)

journalister og det tekniske personale, der ledsager journalister i arbejdsøjemed.

a)

føre tilsyn med gennemførelsen af denne aftale

b)

fremsætte forslag til ændring eller udvidelse af denne aftale

c)

bilægge tvister, som opstår i forbindelse med fortolkning eller anvendelse af denne aftales bestemmelser.

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/61

(1)

Rådet gav den 16. juli 1999 Kommissionen bemyndigelse til i Europarådet og på vegne af Det Europæiske Fællesskab at forhandle om en konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester.

(2)

Den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (»konventionen«) blev vedtaget af Europarådet den 24. januar 2001.

(3)

Konventionen indeholder et regelsæt, der er næsten identisk med det, som fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF (1).

(4)

Konventionen trådte i kraft den 1. juli 2003 og er åben for undertegnelse for Unionen.

(5)

Konventionens undertegnelse vil bidrage til at udvide anvendelsen af bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i direktiv 98/84/EF, ud over Unionens grænser og vil etablere et regelsæt for adgangsstyrede tjenester, der er fælles for hele det europæiske kontinent.

(6)

Konvention bør undertegnes på vegne af Unionen med forbehold af dens senere indgåelse —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/62

(1)

I medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012 er Sloveniens ansøgning om registrering af betegnelsen »Piranska sol« blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, bør denne betegnelse registreres —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/64

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 1451/2007 (2) er der opstillet en liste over aktive stoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I, I A eller I B til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (3). Denne liste omfatter 4,5-dichlor-2-octyl-2H-isothiazol-3-on.

(2)

4,5-Dichlor-2-octyl-2H-isothiazol-3-on er vurderet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 98/8/EF til anvendelse i produkttype 21, antifoulingmidler, som defineret i direktivets bilag V, svarende til produkttype 21 som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Norge blev udpeget som rapporterende stat og sendte den kompetente myndigheds rapport sammen med en henstilling til Kommissionen den 21. december 2010 i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4 og 6, i forordning (EF) nr. 1451/2007.

(4)

Medlemsstaterne og Kommissionen har gennemgået den kompetente myndigheds rapport. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1451/2007 er resultaterne af vurderingen indføjet i en vurderingsrapport, der blev gennemgået i Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter den 13. marts 2014.

(5)

Det fremgår af vurderingsrapporten, at de biocidholdige produkter, der anvendes til produkttype 21, og som indeholder 4,5-dichlor-2-octyl-2H-isothiazol-3-on, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i direktiv 98/8/EF, forudsat at visse specifikationer og betingelser vedrørende deres anvendelse er opfyldt.

(6)

Derfor bør 4,5-dichlor-2-octyl-2H-isothiazol-3-on godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 21, forudsat at de pågældende specifikationer og betingelser er opfyldt.

(7)

Da vurderingen ikke omhandler nanomaterialer, bør godkendelsen ikke omfatte disse materialer i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(8)

Der bør gå en vis tid, inden et aktivstof godkendes, således at de berørte parter kan træffe de fornødne forberedelser til at opfylde de nye krav.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/68

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 1451/2007 (2) er der opstillet en liste over aktive stoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I, I A eller I B til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (3). Denne liste omfatter cyproconazol.

(2)

Cyproconazol er vurderet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 98/8/EF til anvendelse i produkttype 8, træbeskyttelsesmidler, som defineret i direktivets bilag V, svarende til produkttype 8 som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Irland blev udpeget som rapporterende medlemsstat og sendte den kompetente myndigheds rapport sammen med en henstilling til Kommissionen den 30. maj 2012 i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4 og 6, i forordning (EF) nr. 1451/2007.

(4)

Medlemsstaterne og Kommissionen har gennemgået den kompetente myndigheds rapport. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1451/2007 er resultaterne af vurderingen indføjet i en vurderingsrapport, der blev gennemgået i Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter den 13. marts 2014.

(5)

Det fremgår af vurderingsrapporten, at de biocidholdige produkter, der anvendes til produkttype 8, og som indeholder cyproconazol, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i direktiv 98/8/EF, forudsat at visse specifikationer og betingelser vedrørende deres anvendelse er opfyldt.

(6)

Derfor bør cyproconazol godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8, forudsat at de pågældende specifikationer og betingelser er opfyldt.

(7)

Da vurderingen ikke omhandler nanomaterialer, bør godkendelsen ikke omfatte disse materialer i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(8)

Det konkluderes i rapporten, at cyproconazol opfylder kriterierne for klassificering som reproduktionstoksisk i kategori 1B i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (4) og for identifikation som meget persistent (vP) og giftigt (T) i henhold til bilag XIII til forordning (EF) nr. 1907/2006. Uanset at den gældende harmoniserede klassificering af cyproconazol bør revideres, jf. artikel 37 i forordning (EF) nr. 1272/2008, bør der tages hensyn til de nævnte iboende egenskaber ved fastsættelsen af godkendelsens gyldighedsperiode.

(9)

Eftersom betingelserne i artikel 90, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 ikke er opfyldt, bør gældende praksis i direktiv 98/8/EF følges. Følgelig bør godkendelsen være gyldig i fem år.

(10)

Hvad angår godkendelse af produkter i overensstemmelse med artikel 23 i forordning (EU) nr. 528/2012, bør cyproconazol dog betragtes som kandidat til substitution i overensstemmelse med samme forordnings artikel 10, stk. 1, litra a) og d).

(11)

Der bør gå en vis tid, inden et aktivstof godkendes, således at de berørte parter kan træffe de fornødne forberedelser til at opfylde de nye krav.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/72

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 295/2008 er der fastlagt en fælles ramme for indsamling, indberetning og evaluering af europæiske statistikker om virksomhedernes struktur, aktiviteter, konkurrenceevne og resultater i Unionen.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 250/2009 (2) er definitionerne af variabler og det tekniske format til indberetning af data fastsat.

(3)

Det er nødvendigt at fastsætte definitioner for variabler for virksomhedsdemografien for virksomheder med mindst én lønmodtager for at opfylde behovet for større international sammenlignelighed af resultaterne, navnlig for så vidt angår statistikker om iværksætteri. Disse definitioner bør tilføjes til bilag I til forordning (EF) nr. 250/2009. Det tekniske format til indberetning af data, som er fastsat i bilag II til forordning (EF) nr. 250/2009, herunder listen over datasætidentifikatorer, datarækkerne og listen over variabler, bør derfor ajourføres.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Europæiske Statistiske System —

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/79

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —