26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/1

(1)

Svig med merværdiafgift (moms) fører til betydelige budgettab og påvirker konkurrencevilkårene og dermed det indre markeds funktion. Der er på det seneste opstået specifikke pludselige, grove former for afgiftssvig, navnlig gennem brugen af elektroniske midler, som letter hurtig ulovlig handel i stor målestok.

(2)

Rådets direktiv 2006/112/EF (3) giver medlemsstaterne mulighed for at anmode om en fravigelse fra nævnte direktiv for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.

(3)

De seneste erfaringer har vist, at proceduren i artikel 395 i direktiv 2006/112/EF ikke kan reagere tilstrækkelig hurtigt på medlemsstaternes anmodninger om hasteforanstaltninger.

(4)

Erfaringerne har også vist, at udpegelsen af modtageren som den person, der er betalingspligtig for momsen (omvendt betalingspligt), i visse tilfælde er en effektiv foranstaltning til at stoppe momssvig i visse sektorer.

(5)

I henhold til bestemmelserne om omvendt betalingspligt i artikel 199 og 199a i direktiv 2006/112/EF har medlemsstaterne ikke den fornødne fleksibilitet til at reagere hurtigt på pludselig opstået, grov svig inden for kategorier af varer og tjenesteydelser, der falder uden for de nævnte artiklers anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at indføre særlige ordninger for at håndtere disse situationer.

(6)

Med tanke på de grove tilfælde af svig, der har været, kan en hurtig og ekstraordinær reaktion på yderligere tilfælde af pludselig opstået svig bedst sikres ved hjælp af en særlig foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme, der giver mulighed for at anvende omvendt betalingspligt i en kort periode efter passende meddelelse fra den berørte medlemsstat. For at sikre, at anvendelsen af denne valgmulighed står i rimeligt forhold til problemet, bør Kommissionen, når den er i besiddelse af de relevante oplysninger, have en kort periode til at vurdere meddelelsen og bekræfte, om den har indvendinger mod den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme. Medlemsstaterne bør have mulighed for, at der tages hensyn til deres synspunkter af Kommissionen, og bør derfor underrettes fuldt ud om meddelelsen og eventuelle yderligere oplysninger, der fremsendes under proceduren. Desuden bør Rådet så træffe afgørelse om enhver yderligere anvendelse af omvendt betalingspligt ved en gennemførelsesafgørelse i henhold til artikel 395 i direktiv 2006/112/EF.

(7)

De medlemsstater, der har meddelt, at de agter at anvende den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme, kan anvende den, når Kommissionen har meddelt, at den ikke har nogen indvendinger.

(8)

For snarest muligt og inden udløbet af den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme at sikre den yderligere anvendelse af omvendt betalingspligt bør der gælde en kortere frist for proceduren i artikel 395 i direktiv 2006/112/EF.

(9)

En hurtig behandling af medlemsstaternes meddelelser i henhold til den hurtige reaktionsmekanisme vil blive lettet, hvis der fastsættes en standardformular til disse meddelelser og til eventuelle yderligere oplysninger, der fremsendes til Kommissionen. Kommissionen bør derfor tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til denne standardformular.

(10)

Da en hurtig reaktionsmekanisme kun kan være en midlertidig løsning i afventen af mere langsigtede lovgivningsløsninger, der kan gøre momssystemet mere modstandsdygtigt over for tilfælde af momssvig, bør den hurtige reaktionsmekanisme kun finde anvendelse i en begrænset periode.

(11)

For at evaluere den hurtige reaktionsmekanismes effektivitet bør Kommissionen udarbejde en samlet vurderingsrapport om virkningerne af mekanismen i forbindelse med håndteringen af tilfælde af pludselig opstået, grov svig.

(12)

Målet for de tiltag, der skal træffes, nemlig at bekæmpe fænomener med pludselig opstået, grov svig på momsområdet, som meget ofte har en international dimension, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da de ikke individuelt er i stand til at imødegå svigkredsløb i tilknytning til nye former for handel, som omfatter flere lande på samme tid, og kan derfor bedre nås på EU-plan, så der sikres en hurtigere og derfor mere hensigtsmæssig og effektiv indsats over for disse fænomener; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(13)

Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

følgende artikel indsættes:

"Artikel 199b

1.   En medlemsstat kan i særligt hastende tilfælde og i overensstemmelse med stk. 2 og 3 udpege modtageren som den person, der er betalingspligtig for momsen på specifikke leveringer af varer og tjenesteydelser, uanset artikel 193, som en særlig foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme for at bekæmpe pludselig opstået, grov svig, som kan føre til betydelige og uoprettelige finansielle tab.

Den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme underlægges passende kontrolforanstaltninger i medlemsstaten for så vidt angår de afgiftspligtige personer, der leverer varer eller tjenesteydelser, som er omfattet af denne foranstaltning, og gælder i en periode på højst ni måneder.

2.   En medlemsstat, der ønsker at indføre en i stk. 1 omhandlet særlig foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme, sender en meddelelse herom til Kommissionen ved hjælp af den standardformular, der er omhandlet i stk. 4, og sender den samtidig til de øvrige medlemsstater. Medlemsstaten giver Kommissionen oplysninger om den pågældende sektor, typen af svig og kendetegnene herved, forekomsten af de særligt hastende årsager, den pludselig opståede, grove karakter af svigen samt konsekvenserne heraf med hensyn til betydelige og uoprettelige finansielle tab. Finder Kommissionen, at oplysningerne ikke er tilstrækkelige, kontakter den inden for to uger efter modtagelse af meddelelsen den pågældende medlemsstat og præciserer, hvilke yderligere oplysninger der er behov for. Hvis den pågældende medlemsstat fremsender yderligere oplysninger til Kommissionen, sendes disse samtidig til de øvrige medlemsstater. Hvis de yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelige, oplyser Kommissionen den pågældende medlemsstat herom inden for en uge.

Den medlemsstat, der ønsker at indføre en særlig foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme som omhandlet i stk. 1, sender samtidig også en anmodning herom til Kommissionen efter proceduren i artikel 395, stk. 2 og 3.

3.   Så snart Kommissionen råder over alle de oplysninger, den finder nødvendige for at kunne vurdere den i stk. 2, første afsnit, omhandlede meddelelse, underretter den medlemsstaterne herom. Hvis Kommissionen har indvendinger mod den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme, afgiver den en negativ udtalelse inden for en måned efter den pågældende meddelelse og underretter den berørte medlemsstat og Momsudvalget herom. Hvis Kommissionen ikke har nogen indvendinger, bekræfter den dette skriftligt over for den berørte medlemsstat og Momsudvalget inden for samme periode. Medlemsstaten kan vedtage den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme fra datoen for modtagelsen af den pågældende bekræftelse. Ved vurderingen af meddelelsen tager Kommissionen hensyn til andre medlemsstaters synspunkter, som den har fået modtaget skriftligt.

4.   Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt om en standardformular til indgivelse af meddelelsen om den særlige foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme som omhandlet i stk. 2 og af de i stk. 2, første afsnit, omhandlede oplysninger. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i stk. 5.

5.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (4), og med henblik herpå er udvalget det udvalg, der er nedsat ved artikel 58 i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (5).

2)

I artikel 395 tilføjes følgende stykke:

"5.   I særligt hastende tilfælde som fastsat i artikel 199b, stk. 1, afsluttes proceduren i stk. 2 og 3 inden for seks måneder efter, at Kommissionen har modtaget anmodningen.".

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/4

(1)

Rådets direktiv 2006/112/EF (3) fastsætter, at momsen påhviler den afgiftspligtige person, som foretager transaktioner, der omfatter afgiftspligtig levering af varer eller tjenesteydelser. For grænseoverskridende transaktioner og for bestemte indenlandske højrisikosektorer fastsættes imidlertid, at momspligten overføres til den person, der modtager leveringen (ordningen for omvendt betalingspligt).

(2)

Da momssvig er meget alvorlig, bør medlemsstaterne på midlertidig basis have mulighed for at anvende en ordning, hvorved momspligten ved levering af bestemte kategorier af varer og tjenesteydelser overføres til den person, der modtager den afgiftspligtige levering af varer eller tjenesteydelser, herunder når disse kategorier hverken er anført i artikel 199 i direktiv 2006/112/EF eller er genstand for specifikke fravigelser, som er indrømmet medlemsstaterne.

(3)

Med henblik herpå fremsatte Kommissionen i 2009 et forslag med en liste over en række varer og tjenesteydelser, som ordningen for omvendt betalingspligt kan anvendes på i en begrænset periode. Rådet valgte at opdele forslaget og vedtog Rådets direktiv 2010/23/EU (4), der imidlertid er begrænset til kvoter for drivhusgasemissioner, eftersom svigsituationen i denne sektor krævede øjeblikkelig handling. Samtidig gav Rådet politisk tilsagn om at videreføre forhandlingerne om den tilbageværende del af Kommissionens forslag.

(4)

I mellemtiden er der forekommet svig i andre sektorer, og nye varer og tjenesteydelser bør derfor tilføjes i den tilbageværende del af Kommissionens forslag for så vidt angår den på forhånd fastlagte liste over varer og tjenesteydelser, som omvendt betalingspligt kan anvendes på. Navnlig er der forekommet svig i forbindelse med levering af gas og elektricitet, teleydelser, spillekonsoller, tablet-pc'er og bærbare computere, korn, industriafgrøder, herunder oliefrø og sukkerroer, og råmetal og halvfabrikata af metal, herunder ædelmetaller.

(5)

I modsætning til en generel indførelse af ordningen for omvendt betalingspligt, bør indførelsen af ordningen for omvendt betalingspligt rettet mod de varer og tjenesteydelser, som ud fra de seneste erfaringer er særligt udsatte for svig, ikke have en negativ indvirkning på de grundlæggende principper i momsordningen, såsom betaling i flere led.

(6)

Den på forhånd fastlagte liste, fra hvilken medlemsstaterne kan vælge, bør begrænses til levering af varer og tjenesteydelser, som ud fra de seneste erfaringer er særligt udsatte for svig.

(7)

De medlemsstater, som anvender ordningen for omvendt betalingspligt, har en skønsbeføjelse til at fastsætte betingelserne for ordningens anvendelse, herunder fastsættelsen af tærskler, de kategorier af leverandører eller modtagere, som ordningen finder anvendelse på, og den delvise anvendelse af ordningen inden for kategorierne.

(8)

Da en ordning for omvendt betalingspligt er en midlertidig foranstaltning i afventen af mere langsigtede lovgivningsløsninger, der kan gøre momssystemet mere modstandsdygtigt over for tilfælde af momssvig, bør ordningen for omvendt betalingspligt i henhold til artikel 199a i direktiv 2006/112/EF kun finde anvendelse i en begrænset periode.

(9)

For at sikre, at ordningen for omvendt betalingspligt kan anvendes i tilstrækkelig lang tid til at blive effektiv, og for at muliggøre en efterfølgende evaluering er det nødvendigt, at den nuværende slutdato, der er fastsat til den 30. juni 2015, udsættes. Ligeledes bør datoen for evalueringsperioden og slutdatoen for den periode, hvori en ændring af den svigagtige adfærd skal rapporteres, udsættes.

(10)

For at give alle medlemsstaterne mulighed for at anvende ordningen for omvendt betalingspligt som ovenfor anført, er det nødvendigt at foretage en specifik ændring af direktiv 2006/112/EF.

(11)

Målet for de foreslåede tiltag, nemlig at imødegå momssvig gennem midlertidige foranstaltninger, som fraviger de gældende EU-bestemmelser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(12)

Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 193 ændres henvisningen til "artikel 194-199" til en henvisning til "artikel 194-199b".

2)

Artikel 199a ændres således:

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/7

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/8

(1)

Det påhviler Rådet at fastsætte fiskerimuligheder for de samlede tilladte fangstmængder (TAC) for enkelte fiskerier eller fiskerigrupper. Fiskerimuligheder bør fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at der sikres en relativ stabilitet i de enkelte medlemsstaters fiskeri efter alle bestande eller grupper af bestande under behørig hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål som opstillet ved Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 (1).

(2)

For at bestanden kan forvaltes bedst muligt og af forenklingshensyn, bør TAC'en og medlemsstaternes kvoter for ansjosbestanden i Biscayabugten (ICES-underområde VIII) fastsættes for en årlig forvaltningsperiode, der går fra den 1. juli til den 30. juni det følgende år, i stedet for en forvaltningsperiode, der følger kalenderåret. Fiskeriet bør dog fortsat være omfattet af de almindelige bestemmelser i Rådets forordning (EU) nr. 39/2013 (2) om betingelserne for anvendelse af kvoterne.

(3)

TAC'en for ansjos i Biscayabugten for fangstperioden 2013/14 bør fastsættes på grundlag af den foreliggende videnskabelige rådgivning og under hensyntagen til de biologiske og socioøkonomiske aspekter, samtidig med at de forskellige fiskerisektorer sikres en retfærdig behandling.

(4)

For at tilvejebringe en flerårig forvaltning af ansjosbestanden i Biscayabugten fremlagde Kommissionen den 29. juli 2009 et forslag til forordning om en langsigtet plan for ansjosbestanden i Biscayabugten og for fiskeriet efter denne bestand. Henset til, at den konsekvensanalyse, som dette forslag er baseret på, indeholdt den seneste vurdering af forvaltningsafgørelsers indvirkning på bestanden, bør der fastsættes en TAC for ansjos i Biscayabugten i overensstemmelse hermed. Ifølge den rådgivning, som den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) gav i juli 2013, anslås bestandens gydebiomasse til at være på ca. 56 055 tons. I lyset af den nyeste tilgængelige vurdering af hvilken påvirkning afgørelser vedrørende forvaltning har på bestanden, bør TAC'en for fangstperioden 1. juli 2013 - 30. juni 2014 fastsættes til 17 100 tons.

(5)

Ifølge artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 847/96 (3) er der behov for at fastsætte, i hvilket omfang foranstaltningerne i nævnte forordning skal gælde for ansjosbestanden i Biscayabugten.

(6)

På grund af 2013/14-fangstperiodens begyndelse og af hensyn til den årlige rapportering af fangster bør denne forordning træde i kraft snarest muligt efter offentliggørelsen og bør anvendes fra den 1. juli 2013 —

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/10

(1)

Rådet vedtog den 10. december 2012 Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1169/2012 (2) om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001, der fastlægger en ajourført liste over de personer, grupper og enheder, som forordning (EF) nr. 2580/2001 finder anvendelse på.

(2)

Rådet har, hvor det var praktisk muligt, forelagt alle personer, grupper og enheder en begrundelse for, at de er opført på listen i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1169/2012.

(3)

I en bekendtgørelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende gjorde Rådet de personer, grupper og enheder, der er opført på listen i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1169/2012, opmærksom på, at det havde besluttet at bevare dem på listen. Rådet gjorde også de pågældende personer, grupper og enheder opmærksom på, at de kunne indgive anmodning om at få Rådets begrundelse for, at de var opført på listen, medmindre begrundelsen allerede var blevet meddelt dem.

(4)

Rådet har foretaget en fuldstændig gennemgang af listen over de personer, grupper og enheder, som forordning (EF) nr. 2580/2001 finder anvendelse på, som påkrævet i henhold til artikel 2, stk. 3, i den pågældende forordning. Det har i den forbindelse taget hensyn til de bemærkninger, som de pågældende har indgivet til Rådet.

(5)

Rådet har konkluderet, at de personer, grupper og enheder, der er opført på listen i bilaget til denne forordning, har været involveret i terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 3, i Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (3), at der er truffet en afgørelse for så vidt angår disse af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i nævnte fælles holdning, og at de fortsat bør være omfattet af de specifikke restriktive foranstaltninger, der er fastsat i forordning (EF) nr. 2580/2001.

(6)

Rådet har endvidere fastslået, at en yderligere gruppe har været involveret i terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 3, i fælles holdning 2001/931/FUSP, at der er truffet en afgørelse for så vidt angår denne gruppe af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i nævnte fælles holdning, og at den bør tilføjes på listen over de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på. Beslutningen om at udpege gruppen berører ikke legitime finansielle overførsler til Libanon og ydelsen af bistand, herunder humanitær bistand, fra Den Europæiske Union og dens medlemsstater i Libanon.

(7)

Listen over de personer, grupper og enheder, som forordning (EF) nr. 2580/2001 finder anvendelse på, bør ajourføres i overensstemmelse hermed, og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1169/2012 bør ophæves —

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/14

(1)

En vurdering af en række affaldsstrømme har vist, at det vil være til gavn for markederne for kobberskrot, at der fastsættes specifikke kriterier for, hvornår kobberskrot hidrørende fra affald ophører med at være affald. Sådanne kriterier bør sikre en høj grad af miljøbeskyttelse. Kriterierne bør ikke berøre tredjelandes klassificering af kobberskrot som affald.

(2)

Rapporter fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) har vist, at der er et marked for og en efterspørgsel efter kobberskrot til anvendelse som råvare i sektoren for produktion af ikke-jernholdige metaller. Kobberskrot, bør derfor være tilstrækkeligt rent og opfylde de relevante standarder eller specifikationer, der er fastlagt af producenterne af ikke-jernholdige metaller.

(3)

De kriterier, der bestemmer, hvornår kobberskrot ophører med at være affald, bør sikre, at kobberskrot fra en nyttiggørelsesoperation opfylder de tekniske krav, der er fastlagt af producenterne af ikke-jernholdige metaller, overholder gældende lovgivning og standarder for produkter og ikke har nogen generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed. Rapporter fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter viser, at de foreslåede kriterier for det affald, der bruges som udgangsmateriale i nyttiggørelsesoperationen, for behandlingsprocesserne og -metoderne og for det kobberskrot, der kommer ud af nyttiggørelsesoperationen, opfylder disse mål, idet de fører til kobberskrot, der ikke har farlige egenskaber og er tilstrækkelig befriet for andre metaller end kobber og ikke-metalliske forbindelser.

(4)

For at sikre, at kriterierne bliver overholdt, bør det bestemmes, at det oplyses, når kobberskrot ikke længere er affald, og at der indføres et forvaltningssystem.

(5)

Det kan vise sig nødvendigt at revurdere kriterierne, hvis der på grundlag af overvågning af, hvordan forholdene på markedet for kobberskrot udvikler sig, bemærkes negative indvirkninger på markedet for kobberskrot til genanvendelse, især hvad angår udbuddet af sådant skrot.

(6)

For at give operatørerne mulighed for at tilpasse sig til kriterierne for, hvornår kobberskrot ophører med at være affald, bør der gå en vis tid, inden forordningen finder anvendelse.

(7)

Det udvalg, der er nedsat ved artikel 39 i direktiv 2008/98/EF, har ikke afgivet nogen udtalelse om foranstaltningerne i denne forordning, og derfor har Kommissionen forelagt Rådet et forslag vedrørende foranstaltningerne og fremsendt forslaget til Europa-Parlamentet. Da Rådet ikke traf afgørelse inden for den frist på to måneder, som er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (2), forelagde Kommissionen straks forslaget for Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har ikke inden for fristen på fire måneder efter forelæggelsen af forslaget modsat sig foranstaltningerne —

1)

Det kobberskrot, der kommer ud af nyttiggørelsesoperationen, skal opfylde kriterierne i bilag I, del 1.

2)

Det affald, der anvendes i en nyttiggørelsesoperation, opfylder kriterierne i bilag I, del 2.

3)

Det affald, der bruges som udgangsmateriale i nyttiggørelsesoperationen, skal være behandlet i overensstemmelse med kriterierne i bilag I, del 3.

4)

Producenten skal opfylde kravene i artikel 4 og 5.

a)

overvågning af kvaliteten af det kobberskrot, der kommer ud af nyttiggørelsesoperationen, jf. bilag I, del 1 (herunder prøveudtagning og analyse)

b)

effektiviteten af strålingsovervågningen, jf. bilag I, punkt 1.5

c)

modtagekontrol af det affald, der anvendes i nyttiggørelsesoperationen, jf. bilag I, del 2

d)

overvågning af behandlingsprocesser og -metoder, jf. bilag I, punkt 3.3

e)

feedback fra kunder om kobberskrottets opfyldelse af kvalitetskravene

f)

opbevaring af resultaterne af overvågningen i litra a)-d)

g)

revurdering og forbedring af kvalitetsstyringssystemet

h)

uddannelse af personale.

a)

* NACE-kode 38 (indsamling, behandling og bortskaffelse af affald; materialegenvinding) eller

b)

* NACE-kode 24 (fremstilling af basismetaller) herunder navnlig underposition 24.44 (kobberfremstilling).

a)

et akkrediteringsorgan med en vellykket gensidig evaluering for denne aktivitet, som er gennemført af det organ, der anerkendes i henhold til artikel 14 i forordning (EF) nr. 765/2008

b)

en miljøverifikator, der er akkrediteret eller har fået licens af et akkrediterings- eller licensudstedelsesorgan i henhold til forordning (EF) nr. 1221/2009, som også er underlagt gensidig evaluering, jf. artikel 31 i nævnte forordning.

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/21

(1)

For at tydeliggøre visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 110/2008 og sikre en ensartet gennemførelse i medlemsstaterne, bør der fastsættes gennemførelsesbestemmelser, navnlig hvad angår brugen af sammensatte udtryk, hentydninger, varebetegnelser og geografiske betegnelser i mærkningen af spiritus.

(2)

I henhold til artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 110/2008 er det under visse omstændigheder i præsentationen af spiritus eller andre levnedsmidler tilladt at anvende et sammensat udtryk, der indeholder en betegnelse under en af de kategorier, der er anført i bilag II til forordning (EF) nr. 110/2008, en af de geografiske betegnelser, der er anført i bilag III til samme forordning, eller en eller flere hentydninger, der indeholder en eller flere af disse kategorier eller geografiske betegnelser. For at sikre en ensartet brug af sammensatte udtryk og hentydninger i medlemsstaterne, er det nødvendigt at fastsætte gennemførelsesbestemmelser om brugen af disse i præsentationen af spiritus og andre levnedsmidler.

(3)

Henvises der til en bestemt spiritus i præsentationen af et levnedsmiddel, skal den pågældende spiritus opfylde kravene i forordning (EF) nr. 110/2008 og må ikke være fortyndet. Det er nødvendigt at tydeliggøre meningen af »fortynding«, hvad angår spiritus, eftersom visse fremstillingsprocesser ikke bør betegnes som fortynding.

(4)

For at sikre, at betingelserne for registrering af geografiske betegnelser i forordning (EF) nr. 110/2008 opfyldes, undersøger Kommissionen ansøgninger om registrering, og der bør fastsættes gennemførelsesbestemmelser om ansøgnings-, undersøgelses-, indsigelses- og annulleringsprocedurerne for geografiske betegnelser for spiritus. For at sikre en ensartet gennemførelse af sådanne bestemmelser, bør der udarbejdes forlæg til ansøgningen, den tekniske dokumentation, indsigelser, ændringer af den tekniske dokumentation og annullering af en geografisk betegnelse.

(5)

For at lette kommunikationen mellem Kommissionen og medlemsstaterne og tredjelande i forbindelse med registrerede geografiske betegnelser, bør medlemsstaterne og tredjelandene ud over den fuldstændige tekniske dokumentation meddele Kommissionen hovedspecifikationerne i den tekniske dokumentation.

(6)

Begrænsninger vedrørende emballering af spiritus med geografisk betegnelse, herunder forpligtelsen til at emballere den i det geografisk afgrænsede område, omfatter også begrænsninger for varers frie bevægelighed og fri udveksling af tjenesteydelser. Sådanne begrænsninger bør kun pålægges, hvis de er nødvendige, rimelige og egnede til at beskytte den geografiske betegnelses omdømme.

(7)

Der bør indføres et EU-symbol for geografiske betegnelser af spiritus, således at forbrugerne kan identificere visse typer spiritus, hvis kendetegn er knyttet til den pågældende spiritus' oprindelse.

(8)

I betragtning af den tid det vil tage medlemsstaterne at gennemføre foranstaltningerne vedrørende brugen af sammensatte udtryk og hentydninger, bør anvendelsen af disse foranstaltninger udsættes.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Spiritus —

a)

brugen af sammensatte udtryk og hentydninger som omhandlet i artikel 10 i forordning (EF) nr. 110/2008 i betegnelsen, præsentationen og mærkningen af levnedsmidler

b)

geografiske betegnelser af spiritus som omhandlet i artikel 15 i forordning (EF) nr. 110/2008 og brugen af et EU-symbol for den geografiske betegnelse af spiritus.

a)

ansøgningsformularen efter forlægget i bilag I til denne forordning

b)

den tekniske dokumentation efter forlægget i bilag II til denne forordning

c)

hovedspecifikationerne i den tekniske dokumentation omhandlet i punkt b).

a)

bevis for beskyttelsen i de pågældende tredjelande og

b)

et dokument fra de øvrige involverede tredjelande, der bemyndiger det pågældende tredjeland til at indsende ansøgningen på deres vegne.

a)

bevis for beskyttelsen i de pågældende tredjelande og

b)

et dokument fra de enkelte medlemsstater eller tredjelande, der bemyndiger den part, der indsender ansøgningen, til at handle på vegne af de øvrige.

a)

journalnummer

b)

den betegnelse, der skal registreres

c)

antal modtagne sider

d)

dato for modtagelse af ansøgningen.

a)

journalnummer

b)

antal modtagne sider

c)

dato for modtagelse af indsigelsen.

a)

journalnummer

b)

antal modtagne sider og

c)

dato for modtagelse af anmodningen.

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/31

(1)

I henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 af 25. februar 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om gennemførelse af Rådets direktiv 97/78/EF for så vidt angår visse prøver og genstande, der er fritaget for veterinærkontrol ved grænsen som omhandlet i samme direktiv (2), skal sendinger af animalske biprodukter og afledte produkter til import til eller transit gennem Unionen ledsages af sundhedscertifikater i overensstemmelse med standardcertifikaterne i bilag XV til nævnte forordning.

(2)

Visse standardcertifikater i bilag XV til forordning (EU) nr. 142/2011 foreskriver, at embedsdyrlægen skal attestere, at dyrevelfærdsbestemmelserne i Rådets direktiv 93/119/EF af 22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet (3) er overholdt.

(3)

Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet (4) ophævede og afløste direktiv 93/119/EF. Forordning (EF) nr. 1099/2009 anvendes fra den 1. januar 2013.

(4)

Af hensyn til klarheden bør dyrevelfærdserklæringerne i standardsundhedscertifikaterne i kapitel 3(D), kapitel 3(F), punkt II.1.3, litra b), nr. iv), og kapitel 8, punkt II.2.2, litra b), nr. iv), i bilag XV til forordning (EU) nr. 142/2011 ajourføres.

(5)

For at undgå afbrydelser i handelen bør det i en overgangsperiode tillades at anvende certifikater udstedt i henhold til forordning (EU) nr. 142/2011 før nærværende forordnings ikrafttrædelse.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne —

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/49

(1)

Efter Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidlers udtalelse af 26. september 2002 (2) og for at sikre en passende forbrugeroplysning ved indkøb af fødevarer og fødevareingredienser tilsat phytosteroler, phytosterolestere, phytostanoler og phytostanolestere indeholder Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 af 31. marts 2004 om mærkning af fødevarer eller fødevareingredienser tilsat phytosteroler, phytosterolestere, phytostanoler og/eller phytostanolestere (3) bestemmelser om obligatoriske oplysninger ud over dem, der er opført i artikel 3 i direktiv 2000/13/EF om mærkning af sådanne levnedsmidler.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 608/2004 skal mærkningen af sådanne fødevarer og fødevareingredienser bl.a. indeholde en erklæring om, at produktet udelukkende er beregnet til personer, der ønsker at sænke kolesterolindholdet i blodet. Formålet med denne obligatoriske erklæring er at sikre, at produktet når ud til sin målgruppe, og dermed undgå unødigt forbrug af andre end målgruppen.

(3)

Frivillig angivelse af ernærings- eller sundhedsanprisninger på fødevarers etiketter er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (4). I overensstemmelse hermed har Kommissionens forordning (EF) nr. 983/2009 af 21. oktober 2009 om henholdsvis godkendelse og afvisning af visse sundhedsanprisninger af fødevarer, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (5), Kommissionens forordning (EU) nr. 384/2010 af 5. maj 2010 om henholdsvis godkendelse og afvisning af visse sundhedsanprisninger af fødevarer, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (6) og Kommissionens forordning (EU) nr. 432/2012 af 16. maj 2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (7) tilladt sundhedsanprisninger vedrørende reduktion af kolesterolindholdet i blodet og vedligeholdelse af et normalt niveau i forbindelse med fødevarer, der indeholder plantesteroler og plantestanoler, på visse anvendelsesbetingelser.

(4)

I henhold til forordning (EF) nr. 983/2009 var følgende sundhedsanprisninger tilladt på visse anvendelsesbetingelser: »Plantesteroler har vist sig at sænke/reducere kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom« og »Plantestanolestere har vist sig at sænke/reducere kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom«.

(5)

I henhold til forordning (EU) nr. 384/2010 var følgende sundhedsanprisning tilladt på visse anvendelsesbetingelser: »Plantesteroler og plantestanolestere har vist sig at sænke/reducere kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom.«

(6)

I henhold til forordning (EU) nr. 432/2012 var følgende sundhedsanprisning tilladt på visse anvendelsesbetingelser: »Plantesteroler/plantestanoler bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterolniveau i blodet«.

(7)

Ordlyden i de tilladte sundhedsanprisninger sammenholdt med den obligatoriske erklæring i forbindelse med målgruppen i forordning (EF) nr. 608/2004 kunne potentielt føre til, at forbrugere, som ikke har behov for at regulere deres kolesterolniveau i blodet, bruger produktet. Med henblik på at sikre sammenhæng i oplysningerne i mærkningen af fødevarer og fødevareingredienser tilsat phytosteroler, phytosterolestere, phytostanoler og/eller phytostanolestere bør den obligatoriske erklæring i forordning (EF) nr. 608/2004 derfor ændres, så ordlyden fyldestgørende tjener det oplysningsformål, med hvilket den oprindelig blev indført.

(8)

For at sætte lederne af fødevarevirksomheder i stand til at tilpasse mærkningen af deres produkter til de krav, der indføres med denne forordning, er det vigtigt at fastsætte en passende overgangsperiode for anvendelsen af denne forordning.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne —

»3)

Der skal være en erklæring om, at produktet ikke er beregnet til personer, der ikke har behov for at regulere kolesterolindholdet i blodet.«

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/51

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/53

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1273/2011 blev der åbnet en række toldkontingenter for import af ris og brudris, opdelt efter oprindelsesland og fordelt på flere delperioder samt fastsat bestemmelser om forvaltningen heraf, jf. bilag I til nævnte gennemførelsesforordning.

(2)

Delperioden juli er den tredje delperiode for det kontingent, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1273/2011 og anden delperiode for de kontingenter, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra b), c) og d), i samme gennemførelsesforordning.

(3)

Det fremgår af meddelelserne i henhold til artikel 8, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1273/2011, at de ansøgninger, der er indgivet i løbet af de første 10 arbejdsdage i juli 2013, jf. nævnte gennemførelsesforordnings artikel 4, stk. 1, for kontingenterne med løbenummer 09.4154 — 09.4166, omfatter en mængde, der overstiger den disponible mængde. Det bør derfor fastsættes, i hvilket omfang der kan udstedes importlicenser, idet der fastsættes en tildelingskoefficient, som skal anvendes på de mængder, der er ansøgt om under de pågældende kontingenter.

(4)

Det fremgår desuden af meddelelserne, at de ansøgninger, der er indgivet i løbet af de første 10 arbejdsdage i juli 2013, jf. artikel 4, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1273/2011, for kontingenterne med løbenummer 09.4127 — 09.4128 — 09.4129 — 09.4148 — 09.4149 — 09.4150 — 09.4152 — 09.4153, omfatter en mængde, der er mindre end den disponible mængde.

(5)

Derfor bør den samlede disponible mængde for den efterfølgende delperiode også fastsættes for kontingenterne med løbenummer 09.4127 — 09.4128 — 09.4129 — 09.4130 — 09.4148 — 09.4112 — 09.4116 — 09.4117 — 09.4118 — 09.4119 og 09.4166, jf. artikel 5, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1273/2011.

(6)

For at sikre en effektiv forvaltning af proceduren for udstedelse af importlicenser bør denne forordning træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen —

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/57

(1)

Rådet vedtog den 27. december 2001 fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (1).

(2)

Rådet vedtog den 10. december 2012 afgørelse 2012/765/FUSP om ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP (2).

(3)

I henhold til artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP er det nødvendigt at foretage en fuldstændig gennemgang af listen over de personer, grupper og enheder, som afgørelse 2012/765/FUSP finder anvendelse på.

(4)

Nærværende afgørelse indeholder resultatet af den gennemgang, som Rådet har foretaget vedrørende de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på.

(5)

Rådet har konkluderet, at de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på, har været involveret i terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 3, i fælles holdning 2001/931/FUSP, at der er truffet en afgørelse for så vidt angår disse af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i nævnte fælles holdning, og at de fortsat bør være omfattet af de deri fastsatte specifikke restriktive foranstaltninger.

(6)

Rådet har endvidere fastslået, at en yderligere gruppe har været involveret i terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 3, i fælles holdning 2001/931/FUSP, at der er truffet en afgørelse for så vidt angår denne gruppe af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i nævnte fælles holdning, og at den bør tilføjes på listen over de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på. Beslutningen om at udpege gruppen berører ikke legitime finansielle overførsler til Libanon og ydelsen af bistand, herunder humanitær bistand, fra Den Europæiske Union og dens medlemsstater i Libanon.

(7)

Listen over de personer, grupper og enheder, som artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP finder anvendelse på, bør ajourføres i overensstemmelse hermed, og afgørelse 2012/765/FUSP bør ophæves —

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/60

(1)

Unionen har sat sig som mål at opretholde og udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ved bl.a. at lette adgangen til domstolsprøvelse og at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

(2)

Moderne økonomi skaber undertiden situationer, hvor et stort antal personer kan lide skade som følge af samme ulovlige praksis i forbindelse med, at en eller flere handlende eller andre personer tilsidesætter rettigheder i henhold til EU-retten (situation med mange skadelidte). De kan således have grund til at søge denne praksis bragt til ophør eller til at fremsætte erstatningskrav.

(3)

Kommissionen vedtog en grønbog om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler i 2005 (1) og en hvidbog i 2008, som omfattede forslag til en politik om kartel- og monopolrelaterede kollektive retsmidler (2). I 2008 offentliggjorde Kommissionen en grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere (3). I 2011 gennemførte Kommissionen en offentlig høring »På vej mod en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler« (4).

(4)

Europa-Parlamentet vedtog den 2. februar 2012 beslutningen »På vej mod en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler«, hvori det opfordrer til, at ethvert forslag vedrørende kollektive retsmidler får form af en horisontal ramme herunder et fælles sæt principper, der gennem kollektive retsmidler giver en ensartet adgang til domstolsprøvelse i EU og især, men ikke udelukkende, vedrører tilsidesættelse af forbrugerrettigheder. Europa-Parlamentet understregede også behovet for at tage behørigt hensyn til de enkelte medlemsstaters retstraditioner og lovgivning og øge koordineringen af god praksis mellem medlemsstaterne (5).

(5)

Den 11. juni 2013 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen »På vej mod en europæisk horisontal ramme for kollektive retsmidler« (6), hvori den gjorde status over de hidtidige tiltag, de interesserede parters og Europa-Parlamentets synspunkter samt Kommissionens holdning til en række centrale spørgsmål vedrørende kollektive retsmidler.

(6)

En af de offentlige myndigheders kerneopgaver i forbindelse med offentlig håndhævelse er at forebygge og straffe tilsidesættelsen af rettigheder, der er sikret i EU-retten. Muligheden for, at privatpersoner kan søge erstatning for tilsidesættelse af sådanne rettigheder, supplerer den offentlige håndhævelse. Når der i denne henstilling henvises til tilsidesættelse af rettigheder, der er sikret i EU-retten, dækker den alle de situationer, hvor en overtrædelse af regler, der er fastsat på EU-plan, har forårsaget eller vil kunne forårsage skade for fysiske og juridiske personer.

(7)

Blandt de områder, hvor supplerende privat håndhævelse af rettigheder i henhold til EU-retten i form af kollektive retsmidler har stor værdi, er forbrugerbeskyttelse, konkurrence, miljøbeskyttelse, beskyttelse af personoplysninger, finansielle tjenesteydelser og investorbeskyttelse. Principperne i denne henstilling bør anvendes horisontalt og ens på disse områder, men også på andre områder, hvor kollektive søgsmål med påstand om pålæg, forbud eller erstatning i forbindelse med tilsidesættelse af rettigheder i EU-retten, ville være relevante.

(8)

Individuelle retssager såsom småkravsproceduren på forbrugerområdet er det sædvanlige middel til bilæggelse af tvister med henblik på at forebygge skade og søge erstatning.

(9)

Foruden individuelle søgsmål er der indført forskellige typer kollektive retsmidler i alle medlemsstater. Disse foranstaltninger er beregnet til at forebygge og standse ulovlig praksis og sikre, at der kan opnås erstatning for den skade, der påføres mange skadelidte i samme situation. Muligheden for at samle krav og anlægge sag kollektivt kan sikre en bedre retsbeskyttelse, især når omkostningen ved den enkelte retssag ville afholde den skadelidte fra at indbringe sagen for en domstol.

(10)

Formålet med denne henstilling er at lette adgangen til domstolsprøvelse i forbindelse med tilsidesættelse af rettigheder i henhold til EU-retten og med henblik herpå henstille, at alle medlemsstater indfører kollektive retsmidler på nationalt plan ifølge de samme grundlæggende principper i hele EU under hensyntagen til retstraditionerne i medlemsstaterne, og idet der træffes forholdsregler mod misbrug.

(11)

Hvad angår opnåelse af pålæg eller forbud, har Europa-Parlamentet og Rådet allerede vedtaget direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (7). Forbudsproceduren i henhold til dette direktiv giver dog ikke dem, der hævder at have lidt skade som følge af ulovlig praksis, mulighed for at få erstatning.

(12)

I en række medlemsstater er der i forskelligt omfang indført procedurer for anlæggelse af kollektive erstatningssøgsmål. De eksisterende procedurer for kollektive retsmidler varierer imidlertid meget medlemsstaterne imellem.

(13)

Denne henstilling omfatter en række principper for brug af kollektive retsmidler både i og uden for retten, som bør være fælles i hele EU under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige retstraditioner. Disse principper skal sikre, at parternes grundlæggende processuelle rettigheder overholdes, og forhindre misbrug gennem passende garantier.

(14)

Denne henstilling omhandler kollektive retsmidler både i erstatningsøjemed og — for så vidt det er hensigtsmæssigt og relevant for de enkelte principper — med henblik på opnåelse af pålæg eller forbud. Den berører ikke allerede eksisterende bestemmelser på bestemte områder i EU-retten vedrørende søgsmål med påstand om pålæg eller forbud.

(15)

Med de kollektive retsmidler bør parterne i civile retssager forsat sikres processuelle garantier. For at undgå, at der udvikler sig en kultur med misbrug af sagsanlæg i situationer med mange skadelidte, bør de nationale kollektive retsmidler sikre de grundlæggende garantier, der er nævnt i denne henstilling. Elementer såsom erstatning med karakter af straf, pligt til at stille dokumenter til rådighed for sagsøgerne forud for retssagen og erstatning tilkendt af et nævningeting, der som regel er fremmede for de fleste medlemsstaters retstradition, bør generelt undgås.

(16)

Procedurer for alternativ konfliktløsning kan være en effektiv måde at sikre retsbeskyttelsen på i situationer med mange skadelidte. De bør altid være tilgængelige sammen med eller som et frivilligt element i kollektive søgsmål ved retten.

(17)

Søgsmålskompetence til at anlægge kollektivt søgsmål i medlemsstaterne afhænger af den enkelte kollektive søgsmålsmekanisme. I visse typer kollektive søgsmål såsom gruppesøgsmål, hvor sagen kan anlægges i fællesskab af dem, der påstår at have lidt skade, er spørgsmålet om søgsmålskompetence mere ligetil end i forbindelse med repræsentative søgsmål, hvor det skal klarlægges nærmere.

(18)

I et repræsentativt søgsmål bør søgsmålskompetencen være begrænset til ad hoc-godkendte enheder, udpegede repræsentative enheder, som opfylder visse kriterier fastsat ved lov, eller til offentlige myndigheder. Den repræsentative enhed bør have pligt til at bevise sin administrative og finansielle kapacitet til at kunne repræsentere sagsøgernes interesse på passende vis.

(19)

Finansieringen af brug af kollektive retsmidler bør tilrettelægges således, at det ikke kan føre til misbrug af systemet eller en interessekonflikt.

(20)

For at undgå misbrug af systemet og af hensyn til god retspleje bør ingen retslige kollektive søgsmål kunne behandles, medmindre betingelserne for antagelighed i henhold til loven er opfyldt.

(21)

Domstolene bør have en central rolle med hensyn til at beskytte rettigheder og interesser hos alle de parter, der er involveret i et kollektivt søgsmål, samt med hensyn til at forvalte kollektive retsmidler effektivt.

(22)

På retlige områder, hvor en offentlig myndighed har beføjelse til at træffe afgørelse om, at der er sket overtrædelse af EU-retten, er det vigtigt at sikre sammenhæng mellem den endelige afgørelse om den pågældende overtrædelse og udfaldet af det kollektive søgsmål. I tilfælde af et kollektivt søgsmål, der anlægges efter en offentlig myndigheds afgørelse (efterfølgende søgsmål), må man endvidere formode, at den offentlige myndighed allerede har taget hensyn til den offentlige interesse og behovet for at undgå misbrug i forbindelse med konstateringen af en overtrædelse af EU-retten.

(23)

Hvad angår miljølovgivningen, tages der i denne henstilling hensyn til bestemmelserne i artikel 9, stk. 3, 4 og 5, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen), hvori UNECE henholdsvis tilskynder til at sikre bredere adgang til domstolsprøvelse i miljøsager, fastlægger kriterier, som procedurerne skal overholde, herunder kriterier om, at de skal være rettidige og ikke uoverkommeligt dyre, og tager spørgsmålet om oplysning af offentligheden og indførelse af bistandsmekanismer op.

(24)

Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af principperne i denne henstilling senest to år efter dens offentliggørelse.

(25)

Medlemsstaterne bør aflægge rapport til Kommissionen om gennemførelsen af denne henstilling. På grundlag af denne rapportering bør Kommissionen overvåge og vurdere de foranstaltninger, som træffes af medlemsstaterne.

(26)

Senest fire år efter offentliggørelsen af denne henstilling bør Kommissionen vurdere, om eventuelle yderligere tiltag, herunder lovgivningsmæssige foranstaltninger, er nødvendige for at sikre, at målsætningerne i denne henstilling opfyldes fuldt ud. Kommissionen bør især vurdere gennemførelsen af denne henstilling og dens indvirkning på adgangen til domstolsprøvelse, på retten til erstatning, på behovet for at forebygge misbrug af sagsanlæg og på det indre markeds funktion, Den Europæiske Unions økonomi og forbrugernes tillid —

1.

Formålet med denne henstilling er at lette adgangen til domstolsprøvelse, standse ulovlig praksis og sætte skadelidte parter i stand til at få erstatning i situationer med mange skadelidte som følge af tilsidesættelse af rettigheder, der er sikret i EU-retten, og samtidig sikre passende processuelle garantier mod misbrug af sagsanlæg.

2.

Alle medlemsstater bør have kollektive retsmidler på nationalt plan i både pålægs-, forbuds- og erstatningsøjemed, som er i overensstemmelse med grundprincipperne i denne henstilling. Disse principper bør være fælles for hele EU under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige retstraditioner. Medlemsstaterne bør sikre, at procedurerne i forbindelse med brugen af kollektive retsmidler er retfærdige, rimelige, rettidige og ikke uoverkommeligt dyre.

3.

I denne forordning forstås ved:

a)   »kollektive retsmidler«: i) en juridisk mekanisme, som sikrer mulighed for, at to eller flere fysiske eller juridiske personer eller en repræsentativ enhed, som har ret til at anlægge et repræsentativt søgsmål, kollektivt kan kræve en ulovlig adfærd bragt til ophør (kollektivt søgsmål med påstand om pålæg eller forbud), eller ii) en juridisk mekanisme, som sikrer mulighed for, at to eller flere fysiske eller juridiske personer, som hævder at have lidt skade i en situation med mange skadelidte, eller en repræsentativ enhed, som har ret til at anlægge et repræsentativt søgsmål, kollektivt kan kræve erstatning (kollektivt erstatningssøgsmål)

b)   »situation med mange skadelidte«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer hævder at have lidt skade og dermed tab som følge af den samme ulovlige aktivitet, der udøves af en eller flere fysiske eller juridiske personer

c)   »erstatningssøgsmål«: et søgsmål, hvorved der indbringes et erstatningskrav for en national domstol

d)   »repræsentativt søgsmål«: et søgsmål, som anlægges af en repræsentativ enhed, en ad hoc-godkendt enhed eller en offentlig myndighed på vegne af to eller flere fysiske eller juridiske personer, som hævder at have været udsat for risikoen for at lide skade eller at have lidt skade i en situation med mange skadelidte, idet disse personer ikke er part i sagen

e)   »efterfølgende kollektivt søgsmål«: et kollektivt søgsmål, som anlægges, efter at en offentlig myndighed har afgjort endeligt, at der er sket en overtrædelse af EU-retten.

Denne henstilling identificerer fælles principper, som bør finde anvendelse på alle tilfælde af brug af kollektive retsmidler, også dem, der gælder specifikt i enten pålægs-, forbuds- eller erstatningsrelaterede situationer.

4.

Medlemsstaterne bør udpege repræsentative enheder til at anlægge repræsentative søgsmål på grundlag af klart definerede kvalifikationsbetingelser. Disse betingelser bør mindst omfatte følgende krav:

5.

Medlemsstaterne bør sikre, at den udpegede enhed vil miste sin kompetence, hvis en eller flere af betingelserne ikke længere er opfyldt.

6.

Medlemsstaterne bør sikre, at repræsentative søgsmål kun kan anlægges af enheder, som er blevet officielt udpeget på forhånd som anbefalet i punkt 4, eller af enheder, som er blevet godkendt på ad hoc-basis af en medlemsstats nationale myndigheder eller domstole til et bestemt repræsentativt søgsmål.

7.

Medlemsstater bør som supplement eller alternativ give offentlige myndigheder beføjelse til at anlægge repræsentative søgsmål.

8.

Medlemsstaterne bør sørge for, at det på det tidligst mulige stadium af en retstvist kontrolleres, at åbenlyst ubegrundede sager eller sager, hvor betingelserne for kollektive søgsmål ikke er opfyldt, heller ikke behandles.

9.

Med henblik herpå bør domstolene foretage den nødvendige undersøgelse på eget initiativ.

10.

Medlemsstaterne bør sikre, at det er muligt for den repræsentative enhed eller gruppen af sagsøgere at formidle oplysninger om en påstået tilsidesættelse af rettigheder i henhold til EU-retten, og om, at de har til hensigt at anlægge søgsmål med påstand om pålæg eller forbud for at bringe tilsidesættelsen af deres rettigheder til ophør, samt om situationer med mange skadelidte, og om, at de har til hensigt at anlægge erstatningssag i form af kollektivt søgsmål. Den repræsentative enhed, den ad hoc-godkendte enhed, en offentlig myndighed eller gruppen af sagsøgere bør sikres de samme muligheder for information om de verserende erstatningssager.

11.

Der bør i formidlingsmetoderne tages hensyn til de særlige omstændigheder i de pågældende situationer med mange skadelidte, ytringsfriheden, retten til aktindsigt og retten til beskyttelse af omdømme eller den sagsøgtes selskabsværdi, førend vedkommendes ansvar for den påståede overtrædelse eller skade fastslås af domstolen i dens endelige afgørelse.

12.

Formidlingsmetoderne berører ikke EU's regler om insiderhandel og kursmanipulation.

13.

Medlemsstaterne bør sikre, at den part, der taber et kollektivt søgsmål, godtgør nødvendige sagsomkostninger, der er afholdt af den vindende part (»princippet, om at taberen betaler«), på de betingelser, der gælder herfor i den pågældende nationale lovgivning.

14.

Sagsøgeren bør have pligt til ved indledningen af sagen over for retten at meddele, hvorfra finansieringen af den kommende retssag kommer.

15.

Domstolen bør have mulighed for at udsætte sagen, hvis der i forbindelse med brug af tredjepartsfinansiering

16.

Medlemsstaterne bør sikre, at det i sager, hvor et kollektivt søgsmål finansieres af en privat tredjepart, er forbudt denne private tredjepart:

17.

Medlemsstaterne bør, når en tvist vedrører fysiske eller juridiske personer fra flere medlemsstater, sikre, at anlæggelse af et enkelt kollektivt søgsmål i et enkelt forum ikke hindres af nationale regler om antagelighed eller søgsmålskompetence hos udenlandske grupper af sagsøgere eller repræsentative enheder, der hidrører fra andre nationale retssystemer.

18.

Enhver repræsentativ enhed, som er officielt udpeget på forhånd af en medlemsstat til at have søgsmålskompetence til at anlægge repræsentative søgsmål, bør have tilladelse til at anlægge sag ved domstolen i den medlemsstat, der har jurisdiktion til at behandle situationer med mange skadelidte.

19.

Domstolene og de kompetente offentlige myndigheder bør behandle anmodninger om meddelelse af pålæg og forbud for at standse eller forbyde en tilsidesættelse af rettigheder i henhold til EU-retten hurtigst muligt og efter omstændighederne ved en summarisk rettergang for at forhindre skader eller yderligere skade med tilhørende tab som følge af sådanne tilsidesættelser.

20.

Medlemsstaterne bør fastsætte hensigtsmæssige sanktioner over for sagsøgte med henblik på at sikre, at pålægget eller forbuddet efterkommes, herunder betaling af et fast beløb for hver dags forsinkelse eller andre beløb, der er fastsat i den nationale lovgivning.

21.

Sagsøgergruppen bør sammensættes på grundlag af udtrykkeligt tilsagn fra fysiske eller juridiske personer, der hævder at have lidt skade (opt-in-princippet). Enhver undtagelse fra dette princip ved lov eller retskendelse bør begrundes behørigt i hensynet til god retspleje.

22.

Et medlem af sagsøgergruppen bør frit kunne forlade denne på ethvert tidspunkt, før den endelige dom afsiges, eller sagen på anden måde er gyldigt afgjort, på de samme betingelser, som gælder for tilbagetrækning af individuelt anlagte søgsmål, uden at blive berøvet muligheden for at søge erstatning under en anden form, hvis dette ikke undergraver god retspleje.

23.

Fysiske eller juridiske personer, der hævder at have lidt skade i den samme situation med mange skadelidte, bør kunne slutte sig til sagsøgergruppen på ethvert tidspunkt, før den endelige dom er afsagt, eller sagen på anden måde er gyldigt afgjort, hvis dette ikke undergraver god retspleje.

24.

Sagsøgte skal underrettes om sammensætningen af sagsøgergruppen og om eventuelle ændringer heri.

25.

Medlemsstaterne bør sikre, at parterne i en tvist i en situation med mange skadelidte tilskyndes til at indgå forlig om erstatning efter fælles overenskomst eller udenretsligt, både forud for en retssag og under en civil retssag, idet der også tages hensyn til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (8).

26.

Medlemsstaterne bør sikre, at kollektive retsmidler ledsages af passende kollektive alternative konfliktløsningsmuligheder for parterne før og i løbet af retssagen. Brugen af disse midler bør være betinget af samtykke fra sagens parter.

27.

Enhver forældelsesfrist, der måtte gælde for kravene, bør suspenderes i perioden fra parternes aftale om at forsøge at løse tvisten ved hjælp af en alternativ konfliktløsningsprocedure og indtil mindst det tidspunkt, hvor en eller begge parter udtrykkeligt fravælger denne alternative konfliktløsningsprocedure.

28.

Lovligheden af det bindende udfald af en kollektiv konfliktløsning bør verificeres ved domstolene under hensyntagen til en passende beskyttelse af alle involverede parters interesser og rettigheder.

29.

Medlemsstaterne bør sikre, at advokatsalærer og beregningsmetoden herfor ikke skaber et incitament til at anlægge retssager, der er unødvendige set ud fra parternes interesser.

30.

Medlemsstaterne bør ikke tillade advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, og som risikerer at skabe et sådant incitament. Medlemsstater, som undtagelsesvis tillader advokatsalærer, der afhænger af sagens udfald, bør indføre passende national regulering af disse gebyrer i forbindelse med kollektive søgsmål, navnlig under hensyntagen til retten til fuld erstatning for sagsøgergruppens medlemmer.

31.

Erstatning, der tilkendes fysiske eller juridiske personer, der har lidt skade i en situation med mange skadelidte, bør ikke overstige den erstatning, som ville være tilkendt, hvis kravet var blevet forfulgt i individuelle sagsanlæg. Navnlig bør det forbydes at tilkende erstatning med karakter af straf, som medfører overkompensation til sagsøger for den lidte skade.

32.

Medlemsstaterne bør sikre, at det ud over de generelle principper for finansiering i tilfælde af privat tredjepartsfinansiering af kollektive erstatningssøgsmål forbydes at basere honorarer til den finansierende tredjepart eller rente opkrævet af denne af det beløb, der er indgået forlig om, eller den erstatning, der er tilkendt, medmindre denne finansieringsordning reguleres af en offentlig myndighed for at sikre parternes interesser.

33.

Medlemsstaterne bør på retlige områder, hvor en offentlig myndighed har beføjelse til at afgøre, om der er sket en overtrædelse af EU-retten, sikre, at kollektive retsmidler generelt først tages i brug, når en eventuel sag for de offentlige myndigheder, som er indledt, før det private søgsmål er anlagt, er endeligt afgjort. Hvis sagen for den offentlige myndighed indledes, efter at det kollektive søgsmål er anlagt, bør domstolen undgå at træffe en afgørelse, som ville stride mod den afgørelse, som den offentlige myndighed har under overvejelse. Domstolen kan med det formål udsætte den sag, der er anlagt som et kollektivt søgsmål, indtil den offentlige myndighed har afsluttet sagen.

34.

Medlemsstaterne bør i en sag med efterfølgende søgsmål sikre, at personer, som hævder at have lidt skade, ikke hindres i at søge erstatning som følge af, at en eventuel forældelsesfrist udløber, før den offentlige myndighed har truffet endelig afgørelse.

35.

Medlemsstaterne bør oprette et nationalt register over kollektive søgsmål.

36.

Det nationale register bør stilles gratis til rådighed for alle interesserede i elektronisk form eller på anden måde. Websteder, hvor der offentliggøres registre, bør give adgang til omfattende og objektiv information om tilgængelige metoder til opnåelse af erstatning, herunder udenretslige metoder.

37.

Medlemsstaterne bør med bistand fra Kommissionen bestræbe sig på at sikre sammenhæng i de indsamlede oplysninger i registrene og deres interoperabilitet.

38.

Medlemsstaterne bør gennemføre principperne i denne henstilling i de nationale kollektive retsmidler senest 26. juli 2015.

39.

Medlemsstaterne bør indsamle pålidelige årlige statistikker over antallet af udenretslige og retslige kollektive søgsmålsprocedurer og oplysninger om parterne, sagens genstand og sagernes udfald.

40.

Medlemsstaterne bør meddele de oplysninger, der indsamles i overensstemmelse med punkt 39, til Kommissionen en gang om året og første gang senest 26. juli 2016.

41.

Kommissionen bør vurdere gennemførelsen af henstillingen på grundlag af de praktiske erfaringer med henstillingen senest 26. juli 2017. I denne forbindelse bør Kommissionen især vurdere dens indvirkning på adgangen til domstolsprøvelse, på retten til erstatning, på behovet for at forebygge misbrug af sagsanlæg og på det indre markeds funktion, Den Europæiske Unions økonomi og forbrugernes tillid. Kommissionen bør også vurdere, om der bør foreslås yderligere foranstaltninger til at konsolidere og styrke den horisontale tilgang, som afspejles i henstillingen.

42.

Henstillingen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

26.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/66

(1)

I henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canadas regering om sundhedsforanstaltninger til beskyttelse af folke- og dyresundheden i samhandelen med levende dyr og animalske produkter (i det følgende benævnt »aftalen«) er der mulighed for at anerkende ligestilling af sundhedsforanstaltninger, efter at den eksporterende part objektivt har godtgjort, at dens foranstaltninger har det beskyttelsesniveau, som den importerende part finder passende. Aftalen blev godkendt på Fællesskabets vegne ved beslutning 1999/201/EF.

(2)

Der er konstateret og med Canada aftalt ligestilling af folkesundhedsforanstaltninger vedrørende fiskevarer. Aftalen om ligestilling er indgået på et gensidigt grundlag.

(3)

Den fælles forvaltningskomité nedsat ved aftalen (i det følgende benævnt »den fælles forvaltningskomité«) fremsatte på sit møde den 5. og 6. oktober 2006 en henstilling om fastsættelse af ligestilling af hygiejnebestemmelser for fiskevarer. Dette blev på den fælles forvaltningskomités møde den 3. og 4. oktober 2007 suppleret med en særlig henstilling om ligestilling for mikrobiologiske kriterier for fiskevarer.

(4)

Den fælles forvaltningskomité fremsatte på sit møde den 5. og 6. oktober 2006 en henstilling om fastsættelse af bestemmelser for import til Fællesskabet af fisk, der er fanget i henhold til en fritidsfiskerilicens udstedt af Canada. Den fælles forvaltningskomité fremsatte på sit møde den 5. og 6. oktober 2006 en henstilling om fersk kød med henblik på at ajourføre retsgrundlaget for EU's og Canadas normer.

(5)

Den fælles forvaltningskomité fremsatte på sit møde den 5. og 6. oktober 2006 en henstilling om hakket kød med henblik på at ajourføre retsgrundlaget for EU's normer.

(6)

Den fælles forvaltningskomité fremsatte på sit møde den 3. og 4. oktober 2007 en henstilling om fastsættelse af ligestilling for post mortem-krav til fjerkræ for så vidt angår fjerkrækød.

(7)

Den fælles forvaltningskomité fremsatte på sit møde den 27. og 28. april 2005 en henstilling om muligheden for import fra Canada af andre levende toskallede bløddyr med henblik på fugtig opbevaring, genudlægning eller rensning i Fællesskabet end levende toskallede bløddyr af markedsstørrelse i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne

(8)

Som følge af disse henstillinger bør de relevante dele af bilag V til aftalen ændres.

(9)

I henhold til aftalens artikel 16, stk. 3, skal ændringer af bilagene aftales ved en brevveksling mellem parterne.

(10)

De anbefalede ændringer af bilag V til aftalen bør derfor godkendes på Fællesskabets vegne.

(11)

Ved Kommissionens afgørelse K(2008) 2633 af 19. juni 2008, der ikke er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, blev der fastsat nogle ændringer af bilag V til aftalen.

(12)

Det er nødvendigt at foretage nogle justeringer af diplomatisk karakter af formuleringen af brevene i bilaget til afgørelse K(2008)2633. For at skabe større klarhed bør nævnte afgørelse ophæves og erstattes af nærværende afgørelse.

(13)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —