18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/1

(1)

I henhold til artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen bidrage til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som den vedtager i henhold til artikel 114 i TEUF. I henhold til artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.

(2)

I henhold til artikel 26, stk. 2, i TEUF indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser. For at forbrugerne kan have tillid til og få udbytte af det indre markeds digitale dimension, er det nødvendigt, at de har adgang til enkle, effektive, hurtige og billige metoder til bilæggelse af tvister, der opstår ved salg af varer eller levering af tjeneste-ydelser online. Det er særlig vigtigt, når forbrugerne handler på tværs af grænserne.

(3)

I sin meddelelse af 13. april 2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — »Sammen om fornyet vækst« pegede Kommissionen på lovgivning om alternativ tvistbilæggelse (ATB), som også omfatter e-handels-aspektet, som en af de tolv løftestænger til at skabe vækst og styrke tilliden til det indre marked.

(4)

Opsplitningen af det indre marked hindrer bestræbelser på at sætte gang i Unionens konkurrenceevne og vækst. Desuden udgør den ulige adgang til, kvalitet af og bevidsthed om enkle, effektive, hurtige og billige metoder til løsning af tvister, der opstår i forbindelse med salg af varer eller levering af tjenesteydelser i hele Unionen, en hindring på det indre marked, som underminerer forbrugernes og de erhvervsdrivendes tiltro til indkøb og salg på tværs af grænserne.

(5)

I sine konklusioner af 24.-25. marts og 23. oktober 2011 opfordrede Det Europæiske Råd Europa-Parlamentet og Rådet til inden udgangen af 2012 at vedtage et første sæt prioriterede foranstaltninger med henblik på at give ny fremdrift til det indre marked.

(6)

Det indre marked er en realitet i forbrugernes dagligdag, når de rejser, handler og foretager betalinger. Forbrugerne er vigtige aktører i det indre marked og bør derfor være i centrum. Det indre markeds digitale dimension er ved at få altafgørende betydning både for forbrugerne og for de erhvervsdrivende. Forbrugerne foretager stadig flere indkøb online, og et stigende antal erhvervsdrivende sælger online. Forbrugerne og de erhvervsdrivende bør nære tillid til onlinetransaktioner, så det er afgørende at nedbryde de nuværende hindringer og styrke forbrugernes tillid. Det kunne bidrage betydeligt til at nå dette mål, hvis en pålidelig og effektiv onlinetvistbilæggelse (OTB) var tilgængelig.

(7)

Adgang til let og billig tvistbilæggelse kan øge forbrugernes og de erhvervsdrivendes tillid til det digitale indre marked. Forbrugerne og de erhvervsdrivende støder dog stadig på hindringer, når de søger udenretslige løsninger, særlig på tvister, som opstår i forbindelse med grænseoverskridende onlinetransaktioner. Derfor sker det ofte, at sådanne tvister ikke bilægges.

(8)

OTB byder på enkle, effektive, hurtige og billige udenretslige løsninger på tvister, som opstår i forbindelse med onlinetransaktioner. På indeværende tidspunkt er der imidlertid mangel på mekanismer, som gør det muligt for forbrugerne og de erhvervsdrivende at bilægge sådanne tvister ad elektronisk vej. Dette er til skade for forbrugerne, er en hindring for navnlig grænseoverskridende onlinetransaktioner og skaber ulige vilkår for de erhvervsdrivende og hæmmer derfor onlinehandelens overordnede udvikling.

(9)

Denne forordning bør finde anvendelse på udenretslig bilæggelse af tvister, der indledes af forbrugere, der er bosiddende i Unionen, mod erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (3).

(10)

For at sikre, at OTB-platformen også kan bruges til ATB-procedurer, som gør det muligt for de erhvervsdrivende at indgive klager mod forbrugerne, bør denne forordning også finde anvendelse på den udenretslige bilæggelse af tvister, der indledes af erhvervsdrivende mod forbrugere, såfremt de relevante ATB-procedurer tilbydes af de ATB-instanser, som er opført på en liste i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, i direktiv 2013/11/EU. Anvendelsen af denne forordning på sådanne tvister bør ikke udgøre en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at ATB-instanserne tilbyder sådanne procedurer.

(11)

Selv om det især er de forbrugere og de erhvervsdrivende, som foretager grænseoverskridende onlinetransaktioner, der vil få gavn af OTB-platformen, bør denne forordning ligeledes finde anvendelse på nationale onlinetransaktioner for at sikre, at der virkelig er lige vilkår i forbindelse med onlinehandel.

(12)

Denne forordning bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (4).

(13)

Definitionen af »forbruger« bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i deres erhverv. Hvis aftalen indgås delvis inden for og delvis uden for personens erhverv (aftaler med dobbelt formål), og det erhvervsmæssige formål er begrænset således, at det ikke er fremherskende i den samlede ydelse, bør den pågældende person imidlertid også anses for at være en forbruger.

(14)

Definitionen af »købs- eller tjenesteydelsesaftale online« bør dække købs- eller tjenesteydelsesaftaler, hvor den erhvervsdrivende eller den erhvervsdrivendes mellemled har udbudt varer eller tjenesteydelser på et websted eller med andre elektroniske midler, og forbrugeren har bestilt de pågældende varer eller tjenesteydelser på webstedet eller med andre elektroniske midler. Dette bør også dække situationer, hvor forbrugeren har fået adgang til webstedet eller anden informationssamfundstjeneste med en mobil elektronisk enhed, f.eks. en mobiltelefon.

(15)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende, som opstår i forbindelse med købs- eller tjenesteydelsesaftaler, der er indgået offline, og tvister mellem erhvervsdrivende.

(16)

Denne forordning bør sammenholdes med direktiv 2013/11/EU, som pålægger medlemsstaterne at sikre, at alle tvister mellem forbrugere, der er bosiddende i Unionen, og erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen, som opstår i forbindelse med salg af varer eller levering af tjenesteydelser, kan indbringes for en ATB-instans.

(17)

Før forbrugerne indgiver deres klage til en ATB-instans via OTB-platformen, bør medlemsstaterne opfordre dem til ved hjælp af alle relevante midler at få kontakt til den erhvervsdrivende med henblik på at løse tvisten i mindelighed.

(18)

Denne forordning tager sigte på at oprette en OTB-platform på EU-plan. OTB-platformen bør være et interaktivt websted med en fælles indgangsportal for forbrugere og erhvervsdrivende, som ønsker udenretslig bilæggelse af tvister, der er opstået i forbindelse med onlinetransaktioner. OTB-platformen bør give generelle oplysninger om udenretslig bilæggelse af aftaleretlige tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende, som opstår i forbindelse med købs- eller tjenesteydelsesaftaler online. Den bør give forbrugerne og de erhvervsdrivende mulighed for at indgive klager ved at udfylde en elektronisk klageformular, som findes på alle EU-institutionernes officielle sprog, og vedlægge relevante dokumenter. Den bør videresende klager til en ATB-instans, som har kompetence til at behandle den pågældende tvist. OTB-platformen bør vederlagsfrit tilbyde et elektronisk sagsbehandlingsredskab, der gør det muligt for ATB-instanserne at gennemføre tvistbilæggelsesproceduren med parterne via OTB-platformen. ATB-instanserne bør ikke være forpligtet til at bruge sagsbehandlingsredskabet.

(19)

Kommissionen bør være ansvarlig for OTB-platformens udvikling, drift og vedligeholdelse og sørge for alle nødvendige tekniske faciliteter til platformens drift. OTB-platformen bør tilbyde en elektronisk oversættelsesfunktion, der gør det muligt for parterne og ATB-instansen at få oplysninger, der udveksles gennem OTB-platformen og er nødvendige for tvistbilæggelsen, oversat, såfremt det er relevant. Denne funktion bør kunne håndtere alle nødvendige oversættelser og bør om nødvendigt suppleres af menneskelig medvirken. Kommissionen bør på OTB-platformen også give klagere oplysninger om muligheden for at anmode om bistand fra OTB-kontaktpunkterne.

(20)

OTB-platformen bør muliggøre sikker udveksling af data med ATB-instanserne og overholde de underliggende principper i den europæiske interoperabilitetsramme, der er vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2004/387/EF af 21. april 2004 om interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (Idabc) (5).

(21)

OTB-platformen bør gøres tilgængelig navnlig gennem portalen »Dit Europa«, der er oprettet i medfør af bilag II til afgørelse 2004/387/EF, og som giver adgang til paneuropæiske, flersprogede onlineoplysninger og interaktive tjenester til virksomheder og borgere i Unionen. OTB-platformen bør gives en fremtrædende plads på portalen »Dit Europa«.

(22)

En OTB-platform på EU-plan bør bygge på de eksisterende ATB-instanser i medlemsstaterne og tage hensyn til medlemsstaternes retstraditioner. ATB-instanser, som har modtaget en klage via OTB-platformen, bør derfor anvende deres egne procedureregler, herunder regler om udgifter. Denne forordning sigter dog mod at indføre visse fælles regler for de pågældende procedurer, som sikrer, at de er effektive. Dette bør omfatte regler, som sikrer, at en sådan tvistbilæggelse ikke kræver parternes eller deres repræsentanters fysiske tilstedeværelse ved ATB-instansen, med mindre muligheden herfor er fastsat i dens procedureregler, og parterne er enige. Parterne bør imidlertid kunne være enige om, at fysisk tilstedeværelse er nødvendig.

(23)

Ved at sikre, at alle ATB-instanser, som er opført på en liste i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, i direktiv 2013/11/EU, er registreret på OTB-platformen, bør der være fuld dækning for udenretslig bilæggelse online af tvister, som opstår i forbindelse med købs- eller tjenesteydelsesaftaler online.

(24)

Denne forordning bør ikke forhindre eksisterende instanser for tvistbilæggelse, der opererer online, eller OTB-mekanismer i Unionen i at fungere. Den bør ikke forhindre tvistbilæggelsesinstanser eller -mekanismer i at behandle onlinetvister, som er indbragt direkte for dem.

(25)

Der bør udpeges OTB-kontaktpunkter med mindst to OTB-rådgivere i hver medlemsstat. OTB-kontaktpunkterne bør støtte de parter, der er involveret i en tvist, som er indgivet via OTB-platformen, uden at være forpligtet til at oversætte dokumenter vedrørende den pågældende tvist. Medlemsstaterne bør have mulighed for at overdrage ansvaret for OTB-kontaktpunkterne til deres centre i Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre. Medlemsstaterne bør gøre brug af denne mulighed for fuldt ud at lade OTB-kontaktpunkterne drage fordel af den erfaring, som centre i Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre har med at lette bilæggelsen af tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende. Kommissionen bør oprette et netværk af OTB-kontaktpunkter for at lette deres samarbejde og arbejde samt sørge for relevant uddannelse for OTB-kontaktpunkterne i samarbejde med medlemsstaterne.

(26)

Adgang til et effektivt retsmiddel og til en retfærdig rettergang er grundlæggende rettigheder, som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. OTB er ikke beregnet på og må ikke udformes således, at den erstatter domstolsprøvelse, og OTB bør heller ikke fratage forbrugere eller erhvervsdrivende deres ret til at indbringe en sag for domstolene. Denne forordning bør derfor ikke forhindre parter i at udøve deres ret til adgang til retssystemet.

(27)

Behandlingen af oplysninger i henhold til denne forordning bør efterleve strenge garantier for fortrolighed og bør overholde reglerne om beskyttelse af personoplysninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6) og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (7). Disse regler bør finde anvendelse på den behandling af personoplysninger, som diverse af platformens aktører foretager i henhold til denne forordning, uanset om de handler alene eller i fællesskab med andre sådanne aktører.

(28)

De registrerede bør underrettes om og give deres samtykke til behandlingen af deres personoplysninger på OTB-platformen og bør underrettes om deres rettigheder i forbindelse med den pågældende behandling ved hjælp af en fyldestgørende meddelelse om databeskyttelse, som Kommissionen offentliggør, og hvori den behandling, som platformens diverse aktører er ansvarlige for, præciseres i klare og enkle vendinger i overensstemmelse med artikel 11 og 12 i forordning (EF) nr. 45/2001 og national lovgivning vedtaget i henhold til artikel 10 og 11 i direktiv 95/46/EF.

(29)

Denne forordning bør ikke berøre bestemmelserne om fortrolighed i national lovgivning i forbindelse med ATB.

(30)

For at sikre bred bevidsthed blandt forbrugerne om OTB-platformens eksistens bør de erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen, og som indgår købs- eller tjenesteydelsesaftaler online, indsætte et elektronisk link til OTB-platformen på deres websteder. De erhvervsdrivende bør ligeledes oplyse deres e-mail-adresse, så forbrugerne har et første kontaktpunkt. En betydelig del af købs- og tjenesteydelsesaftaler online indgås ved hjælp af de onlinemarkedspladser, der bringer forbrugere og erhvervsdrivende sammen eller letter onlinetransaktioner mellem dem. Onlinemarkedspladser er onlineplatforme, som giver de erhvervsdrivende mulighed for at gøre deres produkter og tjenesteydelser tilgængelige for forbrugerne. Sådanne onlinemarkedspladser bør derfor på samme måde være forpligtede til at indsætte et elektronisk link til OTB-platformen. Denne forpligtelse bør ikke berøre artikel 13 i direktiv 2013/11/EU vedrørende kravet om, at erhvervsdrivende oplyser forbrugere om de ATB-procedurer, som de pågældende erhvervsdrivende er omfattet af, og om hvorvidt de forpligter sig til at anvende ADR-procedurer for at bilægge tvister med forbrugere. Desuden bør denne forpligtelse ikke berøre artikel 6, stk. 1, litra t), og artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder (8). I henhold til artikel 6, stk. 1, litra t), i direktiv 2011/83/EU skal den erhvervsdrivende, inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, give forbrugeren oplysninger om muligheden for adgang til en udenretslig procedure for klageadgang og bilæggelse af tvister, som den erhvervsdrivende er omfattet af, og forudsætningerne for denne adgang. Med henblik på forbrugerbevidsthed bør medlemsstaterne af samme grund opfordre forbrugerorganisationer og erhvervsorganisationer til at indsætte et elektronisk link til OTB-platformens websted.

(31)

For at tage højde for de kriterier, som ATB-instanserne bruger til at fastlægge deres respektive anvendelsesområde, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår at tilpasse de oplysninger, som en klager skal opgive i den elektroniske klageformular, som der er adgang til på OTB-platformen. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder også på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og til Rådet.

(32)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til OTB-platformens drift og de nærmere vilkår for indgivelsen af en klage og samarbejdet inden for netværket af OTB-kontaktpunkter. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (9). Rådgivningsproceduren bør anvendes ved vedtagelsen af gennemførelsesretsakter vedrørende den elektroniske klageformular i betragtning af dens rent tekniske karakter. Undersøgelsesproceduren bør anvendes ved vedtagelsen af bestemmelserne om de nærmere vilkår for samarbejdet mellem OTB-rådgiverne i netværket af OTB-kontaktpunkter.

(33)

Ved anvendelsen af denne forordning bør Kommissionen høre Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, hvis det er relevant.

(34)

Målet for denne forordning, nemlig at oprette en europæisk OTB-platform til onlinetvister reguleret af fælles regler, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(35)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 7, 8, 38 og 47.

(36)

Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 12. januar 2012 (10) —

a)

at give adgang til en elektronisk klageformular, som klageren kan udfylde i henhold til artikel 8

b)

at oplyse respondenten om klagen

c)

at identificere den kompetente ATB-instans eller de kompetente ATB-instanser og overføre klagen til den ATB-instans, som parterne har aftalt at benytte, jf. artikel 9

d)

at tilbyde vederlagsfrit et elektronisk sagsbehandlingsredskab, der sætter parterne og ATB-instansen i stand til at gennemføre tvistbilæggelsesproceduren online via OTB-platformen

e)

at tilbyde parterne og ATB-instansen en oversættelse af oplysninger, der er nødvendige for tvistbilæggelsen, og som udveksles gennem OTB-platformen

f)

at give adgang til en elektronisk formular, som ATB-instanser benytter til at fremsende de oplysninger, der er omhandlet i artikel 10, litra c)

g)

at give adgang til et feedbacksystem, som giver parterne mulighed for at udtale sig om OTB-platformens virkemåde og om den ATB-instans, der har behandlet deres tvist

h)

at gøre følgende offentligt tilgængeligt:

a)

efter anmodning at lette kommunikationen mellem parterne og den kompetente ATB-instans, hvilket navnlig kan omfatte:

b)

på grundlag af de praktiske erfaringer med varetagelsen af deres funktioner at indsende en aktivitetsrapport hvert andet år til Kommissionen og til medlemsstaterne.

a)

oplysning om, at parterne skal blive enige om en ATB-instans, således at klagen kan overføres hertil, og om, at klagen ikke vil blive behandlet videre, hvis der ikke opnås enighed mellem parterne, eller der ikke identificeres nogen kompetent ATB-instans

b)

oplysning om, hvilken ATB-instans eller hvilke ATB-instanser, der er kompetente til at behandle klagen, hvis der er henvist til nogen sådan på den elektroniske klageformular, eller hvis OTB-platformen har identificeret nogen sådan på grundlag af oplysningerne på skemaet

c)

hvis respondenten er en erhvervsdrivende, en anmodning om inden ti kalenderdage at meddele:

d)

såfremt respondenten er en forbruger, og den erhvervsdrivende er forpligtet til at benytte en bestemt ATB-instans, en anmodning om inden ti kalenderdage at acceptere den pågældende ATB-instans, eller såfremt den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at benytte en bestemt ATB-instans, en anmodning om at vælge en eller flere ATB-instanser blandt dem, der er nævnt i litra b)

e)

navn og kontaktoplysninger for OTB-kontaktpunktet i den medlemsstat, hvor respondenten er etableret eller er bosiddende, samt en kort beskrivelse af de funktioner, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra a).

a)

de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, litra a)

b)

såfremt klageren er en forbruger, oplysninger om den ATB-instans eller de ATB-instanser, som den erhvervsdrivende har nævnt i overensstemmelse med stk. 3, litra c), og en anmodning om inden ti kalenderdage at acceptere en ATB-instans

c)

såfremt klageren er en erhvervsdrivende, og denne ikke er forpligtet til at benytte en bestemt ATB-instans, oplysninger om den ATB-instans eller de ATB-instanser, som forbrugeren har valgt i overensstemmelse med stk. 3, litra d), og en anmodning om inden ti kalenderdage at acceptere en ATB-instans

d)

navn og kontaktoplysninger for OTB-kontaktpunktet i den medlemsstat, hvor klageren er etableret eller er bosiddende, samt en kort beskrivelse af de funktioner, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra a).

a)

ATB-instansens navn, kontaktoplysninger og websted

b)

eventuelle gebyrer for ATB-proceduren

c)

det eller de sprog, som ATB-proceduren kan gennemføres på

d)

ATB-procedurens gennemsnitlige varighed

e)

hvorvidt resultatet af ATB-proceduren er bindende

f)

de kriterier, ud fra hvilke ATB-instansen kan afvise at behandle en given tvist i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i direktiv 2013/11/EU.

a)

afslutte ATB-proceduren inden den frist, der er fastsat i artikel 8, litra e), i direktiv 2013/11/EU

b)

ikke kræve, at parterne eller deres repræsentanter skal være fysisk til stede, medmindre muligheden herfor er fastsat i dens procedureregler, og parterne er enige

c)

omgående overføre følgende oplysninger til OTB-platformen:

d)

ikke være påkrævet at gennemføre ATB-proceduren via OTB-platformen.

»21.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (forordning om OTB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 1): artikel 14.«

1)

I artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 6, stk. 2, litra b) erstattes ordene »direktiverne i bilag I« med ordene »EU-retsakterne i bilag I«.

2)

I overskriften til bilag 1 erstattes ordene »LISTE OVER DIREKTIVER« med ordene »LISTE OVER EU-RETSAKTER«.

3)

I bilag I tilføjes følgende punkt:

—

artikel 2, stk. 3, og artikel 7, stk. 1 og 5, der finder anvendelse fra den 9. juli 2015.

—

artikel 5, stk. 1, og 7, artikel 6, artikel 7, stk. 7, artikel 8, stk. 3 og 4, og artikel 11, 16 og 17, som finder anvendelse fra den 8. juli 2013.

18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/13

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF af 11. februar 2004 om en mekanisme til overvågning af emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og til gennemførelse af Kyotoprotokollen (4) skabte en ramme for overvågning af menneskeskabte drivhusgasemissioner fra kilder og optag af drivhusgasser gennem dræn, vurdering af fremskridt i retning af at opfylde forpligtelserne vedrørende disse emissioner samt gennemførelse af overvågnings- og rapporteringskrav i henhold til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»UNFCCC«) (5) og Kyotoprotokollen (6) i Unionen. For at tage højde for den aktuelle og fremtidige udvikling på internationalt plan vedrørende UNFCCC og Kyotoprotokollen og for at gennemføre nye overvågnings- og rapporteringskrav fastsat i EU-retten bør beslutning nr. 280/2004/EF erstattes.

(2)

Beslutning nr. 280/2004/EF bør erstattes af en forordning, fordi EU-retten dækker et bredere område, medtager yderligere kategorier af personer, der omfattes af forpligtelserne, på grund af den mere komplekse og yderst tekniske karakter af de foreslåede bestemmelser, det øgede behov for ensartede regler, der gælder i hele Unionen, samt for at lette gennemførelsen.

(3)

Det endelige mål med UNFCCC er at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig menneskeskabt indvirkning på klimasystemet. For at nå dette mål, må den globale årsmiddeltemperatur ved jordoverfladen ikke stige med mere end 2 °C over de førindustrielle niveauer.

(4)

Der er behov for grundig overvågning og rapportering samt for regelmæssige vurderinger af Unionens og medlemsstaternes drivhusgasemissioner og af deres indsats for at afhjælpe klimaændringerne.

(5)

Beslutning 1/CP.15 fra konferencen af UNFCCC-parterne (»beslutning 1/CP.15«) og beslutning 1/CP.16 fra konferencen af UNFCCC-parterne (»beslutning 1/CP.16«) bidrog betydeligt til fremskridt med hensyn til at afhjælpe udfordringerne med klimaændringerne på en afbalanceret måde. Disse beslutninger indebar nye overvågnings- og rapporteringskrav, der gælder gennemførelsen af ambitiøse emissionsreduktioner, som Unionen og medlemsstaterne har forpligtet sig til, og indebar ligeledes bistand til udviklingslande. I disse beslutninger anerkendte man også betydningen af at prioritere tilpasning lige så højt som modvirkning. I beslutning 1/CP.16 kræves det ligeledes, at de udviklede lande udarbejder strategier eller planer for kulstoffattig udvikling. Sådanne strategier eller planer ventes at bidrage til opbygningen af et kulstoffattigt samfund og sikre en fortsat høj vækst og bæredygtig udvikling samt til en bevægelse hen imod det langsigtede klimamål på en omkostningseffektiv måde, idet der tages behørigt hensyn til de mellemliggende faser. Denne forordning bør lette gennemførelsen af disse overvågnings- og rapporteringskrav.

(6)

Den samling af retsakter, som blev vedtaget i 2009, og som samlet benævnes »klima- og energipakken«, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 (7) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (8), er tegn på et fast tilsagn fra Unionen og medlemsstaterne om at foretage betydelige reduktioner af deres drivhusgasemissioner. Unionens system til overvågning og rapportering af emissioner bør også ajourføres i lyset af nye krav i henhold til disse to retsakter.

(7)

I henhold til UNFCCC er Unionen og medlemsstaterne forpligtet til at udvikle, jævnligt ajourføre, offentliggøre og meddele partskonferencen nationale opgørelser over menneskeskabte emissioner fra kilder og optag gennem dræn af alle drivhusgasser, der ikke er reguleret af Montrealprotokollen af 1987 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, til Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget (9) (»Montrealprotokollen«), med anvendelse af sammenlignelige metodologier, der er godkendt af partskonferencen.

(8)

I henhold til artikel 5, stk. 1, i Kyotoprotokollen skal Unionen og medlemsstaterne etablere og vedligeholde et nationalt system til beregning af menneskeskabte emissioner fra kilder og optag gennem dræn af alle drivhusgasser, der ikke er reguleret af Montrealprotokollen, med henblik på at sikre gennemførelsen af andre bestemmelser i Kyotoprotokollen. I den forbindelse bør Unionen og medlemsstaterne anvende retningslinjerne for nationale systemer, der er fastsat i bilaget til beslutning 19/CMP.1 fra konferencen af UNFCCC-parterne, der fungerer som møde for parterne i Kyotoprotokollen (beslutning 19/CMP.1). Endvidere kræves det i beslutning 1/CP.16, at der indføres nationale ordninger til beregning af menneskeskabte emissioner fra kilder og optag gennem dræn af alle drivhusgasser, der ikke er reguleret af Montrealprotokollen. Denne forordning bør gøre det muligt at gennemføre begge disse krav.

(9)

Cypern og Malta er optaget i bilag I til UNFCCC i henhold til henholdsvis beslutning 10/CP.17 fra konferencen for UNFCCC-parterne med virkning fra den 9. januar 2013 og beslutning 3/CP.15 fra konferencen for UNFCCC-parterne med virkning fra den 26. oktober 2010.

(10)

De erfaringer, der er opnået i forbindelse med gennemførelse af beslutning nr. 280/2004/EF, har vist behovet for at øge synergierne og sammenhængen med rapporteringen under andre juridiske instrumenter, navnlig med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (10), med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 af 18. januar 2006 om oprettelse af et europæisk register over udledning og overførsel af forurenende stoffer (11), med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001 om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (12), med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 842/2006 af 17. maj 2006 om visse fluorholdige drivhusgasser (13) og med Europa-Parlamentets og med Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om energistatistik (14). Selv om strømlining af rapporteringskrav vil kræve ændringer af de enkelte juridiske instrumenter, er anvendelsen af konsekvente data ved rapportering af drivhusgasemissionerne essentiel for at sikre kvaliteten af rapporteringen af emissioner.

(11)

I den fjerde vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) identificerede man et globalt opvarmningspotentiale for nitrogentrifluorid (NF3), som er omkring 17 000 gange større end for kuldioxid (CO2). NF3 anvendes i stigende grad i elektronikbranchen i stedet for perfluorcarboner (PFC) og svovlhexafluorid (SF6). I henhold til artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionens miljøpolitik være baseret på forsigtighedsprincippet. I henhold til dette princip kræves der overvågning af NF3 for at vurdere emissionsniveauet i Unionen og om nødvendigt fastlæggelse af modvirkningsforanstaltninger.

(12)

De data, der i øjeblikket rapporteres til de nationale drivhusgasopgørelser og de nationale registre og Unionens register, er ikke tilstrækkelige til, at man for de enkelte medlemsstater kan bestemme de CO2-emissioner fra civil luftfart på nationalt plan, som ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF. Når Unionen indfører rapporteringsforpligtelser, bør Unionen ikke pålægge medlemsstaterne og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) byrder, der er uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte mål. CO2-emissioner fra luftfart, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF, udgør kun en meget begrænset del af de samlede drivhusgasemissioner, og det vil være urimelig byrdefuldt at indføre et rapporteringssystem for disse emissioner i lyset af de eksisterende krav for sektoren som helhed i henhold til direktiv 2003/87/EF. Derfor bør CO2-emissioner fra IPCC-kildekategori »1.A.3.A civil luftfart« behandles som lig nul med henblik på artikel 3 og artikel 7, stk. 1, i beslutning nr. 406/2009/EF.

(13)

For at sikre effektiviteten af ordningerne for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner er det nødvendigt at undgå at lægge flere finansielle og administrative byrder på medlemsstaterne, end de allerede må bære.

(14)

Selv om emissioner og optag af drivhusgasser vedrørende arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) tæller med i Unionens mål for emissionsreduktion i henhold til Kyotoprotokollen, er de ikke en del af 20 %-målet for 2020 under klima- og energipakken. I artikel 9 i beslutning nr. 406/2009/EF kræves det, at Kommissionen vurderer de måder, hvorpå emissioner og optag i forbindelse med aktiviteter, der vedrører LULUCF, medtages i Unionens forpligtelse til at reducere drivhusgasemissionerne med henblik på at sikre permanens og miljømæssig integritet for så vidt angår LULUCF's bidrag og med henblik på at sørge for nøje overvågning og bogføring af de relevante emissioner og optag. Det kræves ligeledes, at Kommissionen om nødvendigt fremsætter et forslag til retsakt, med det mål at forslaget kan træde i kraft fra 2013. Kommissionen forelagde den 12. marts 2012 Europa-Parlamentet og Rådet et forslag som et første skridt hen imod medtagelse af LULUCF-sektoren i Unionens emissionsreduktionsforpligtelse, hvilket førte til vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 529/2013 af 21. maj 2013 om regnskabsregler vedrørende drivhusgasemissioner og -optag i forbindelse med aktiviteter, der vedrører arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug, og om oplysninger om handlingsplaner, der vedrører disse aktiviteter (15).

(15)

Unionen og medlemsstaterne bør bestræbe sig på at levere de mest ajourførte oplysninger om deres drivhusgasemissioner, navnlig inden for rammerne af Europa 2020-strategien og de deri fastsatte frister. Denne forordning bør gøre det muligt at udarbejde sådanne estimater inden for de kortest mulige frister ved hjælp af statistiske og andre oplysninger, f.eks., når det er hensigtsmæssigt, rum-baserede data fra programmet for global miljø- og sikkerhedsovervågning og andre satellitsystemer.

(16)

Eftersom Kommissionen har meddelt, at den har til hensigt at foreslå nye overvågnings- og rapporteringskrav for emissioner fra søtransport, herunder ændringer af denne forordning i relevante tilfælde, bør denne forordning ikke foregribe et sådant forslag, og denne forordning bør derfor ikke på nuværende tidspunkt omfatte bestemmelser om overvågnings- og rapporteringskrav for emissioner fra søtransport.

(17)

De erfaringer, der er opnået i forbindelse med gennemførelsen af beslutning nr. 280/2004/EF har vist, at der er behov for at forbedre gennemsigtigheden, nøjagtigheden, ensartetheden, fuldstændigheden og sammenligneligheden af de oplysninger, der rapporteres om politikker og foranstaltninger samt om fremskrivninger. I beslutning nr. 406/2009/EF kræves det, at medlemsstaterne rapporterer deres planlagte fremskridt i retning af at opfylde deres forpligtelser i henhold til nævnte beslutning, herunder oplysninger om nationale politikker og foranstaltninger samt om nationale fremskrivninger. Med Europa 2020-strategien indførtes der en integreret dagsorden for den økonomiske politik, hvorefter Unionen og medlemsstaterne skal gøre en yderligere indsats for at sikre rettidig rapportering af klimaændringspolitikker og -foranstaltninger og deres fremskrevne indvirkning på emissionerne. Oprettelse af systemer på EU- og medlemsstatsniveau kombineret med bedre vejledning om rapporteringen bør kunne yde et betydeligt bidrag hen imod disse mål. For at sikre, at Unionen opfylder sine internationale og interne rapporteringskrav vedrørende drivhusgasfremskrivninger, og for at evaluere dens fremskridt i retning af opfyldelsen af dens internationale og interne forpligtelser bør Kommissionen også kunne udarbejde og anvende estimerede fremskrivninger over drivhusgasemissionerne.

(18)

Der er behov for bedre oplysninger fra medlemsstaterne for at overvåge deres fremskridt og foranstaltninger i forbindelse med tilpasning til klimaændringerne. Disse oplysninger skal bruges ved udformningen af en EU-dækkende tilpasningsstrategi i henhold til Kommissionens hvidbog af 1. april 2009 med titlen »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«. Rapporteringen af oplysninger om tilpasning vil give medlemsstaterne mulighed for at udveksle bedste praksis og vurdere deres behov og graden af parathed til at håndtere klimaændringerne.

(19)

I henhold til beslutning 1/CP.15 forpligter Unionen og medlemsstaterne sig til at yde betydelig klimafinansiering for at støtte tilpasnings- og modvirkningsforanstaltninger i udviklingslande. I henhold til artikel 40 i beslutning 1/CP.16 skal hver af de parter i UNFCCC, der er udviklede lande, forbedre rapporteringen om levering af økonomisk og teknologisk støtte samt støtte til kapacitetsopbygning til de parter, der er udviklingslande. Forbedret rapportering er afgørende for at anerkende Unionens og medlemsstaternes bestræbelser på at opfylde deres forpligtelser. I beslutning 1/CP.16 indføres der også en ny »teknologimekanisme«, der skal styrke den internationale teknologioverførsel. Denne forordning bør sikre rapportering af ajourførte oplysninger om teknologioverførselsaktiviteter til udviklingslande på basis af de bedste data, der er til rådighed.

(20)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF (16) ændredes direktiv 2003/87/EF således, at luftfartsaktiviteter blev inddraget i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter inden for Unionen. Direktiv 2003/87/EF indeholder bestemmelser om brugen af auktionsindtægter, om rapportering af medlemsstaternes brug af auktionsindtægter og om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 3d i nævnte direktiv. Direktiv 2003/87/EF, som ændret ved direktiv 2009/29/EF, indeholder nu også bestemmelser om brugen af auktionsindtægter, og det hedder heri, at mindst 50 % af disse indtægter bør bruges til en eller flere af de aktiviteter, der henvises til i artikel 10, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF. For at underbygge Unionens forpligtelser er gennemsigtighed i brugen af indtægter fra auktionering af kvoter i henhold til direktiv 2003/87/EF yderst vigtig.

(21)

Unionen og medlemsstaterne er i henhold til UNFCCC forpligtet til at udvikle, regelmæssigt ajourføre, offentliggøre og meddele partskonferencen nationale meddelelser og toårige rapporter i henhold til de retningslinjer, metodologier og formater, som er aftalt inden for partskonferencen. I beslutning 1/CP.16 opfordrer man til forbedret rapportering om modvirkningsmål og til levering af økonomisk og teknologisk støtte samt støtte til kapacitetsopbygning til de parter, der er udviklingslande.

(22)

I beslutning nr. 406/2009/EF blev den nuværende årlige rapporteringsprocedure ændret til en årlig forpligtelsesprocedure med en omfattende revision af medlemsstaternes drivhusgasopgørelser inden for en kortere tidsfrist end i den nuværende UNFCCC-opgørelsesrevision for at gøre det muligt at udnytte fleksible bestemmelser og om nødvendigt indføre korrigerende foranstaltninger ved udgangen af de relevante år. Det er nødvendigt at indføre en revisionsproces for drivhusgasopgørelserne fra medlemsstaterne på EU-plan for at sikre, at overholdelsen af beslutning nr. 406/2009/EF vurderes på en troværdig, ensartet, gennemsigtig og rettidig måde.

(23)

I øjeblikket drøfter man som led i UNFCCC-processen en række tekniske elementer vedrørende rapportering om drivhusgasemissioner fra kilder og optag gennem dræn som f.eks. globale opvarmningspotentialer, omfanget af rapporterede drivhusgasser og metodologisk rådgivning fra IPCC, som skal bruges til at udarbejde de nationale drivhusgasopgørelser. Revisioner af disse metodologiske elementer i forbindelse med UNFCCC-processen og efterfølgende genberegninger af tidsrækken af drivhusgasemissioner kan ændre niveauet og tendenserne for drivhusgasemissionerne. Kommissionen bør overvåge denne udvikling på internationalt plan og om nødvendigt foreslå en ændring af denne forordning for at sikre overensstemmelse med de metodologier, der anvendes i forbindelse med UNFCCC-processen.

(24)

I overensstemmelse med UNFCCC's nuværende retningslinjer for rapportering af drivhusgasser baseres beregning og rapportering af metanemissioner på globale opvarmningspotentialer for en 100-årig periode. I betragtning af metans høje globale opvarmningspotentiale og relativt korte levetid i atmosfæren bør Kommissionen undersøge, hvilke konsekvenser der vil være for politikker og foranstaltninger, såfremt der vedtages en tidshorisont på 20 år for metan.

(25)

Kommissionen bør under hensyntagen til Europa-Parlamentets beslutning af 14. september 2011 om en samlet tilgang til ikke-CO2-klimarelevante menneskeskabte udledninger, og når der er enighed i UNFCCC om at benytte aftalte og offentliggjorte IPCC-retningslinjer om overvågning og rapportering af sodemissioner, analysere konsekvenserne for politikker og foranstaltninger og om nødvendigt ændre bilag I til denne forordning.

(26)

Drivhusgasemissionerne over den rapporterede tidsrække bør estimeres ved hjælp af de samme metoder. De underliggende aktivitetsdata og emissionsfaktorer bør derfor indhentes og anvendes konsekvent for at sikre, at der ikke sker ændringer i emissionstendenserne som følge af ændringer i vurderingsmetoder eller hypoteser. Genberegningerne af drivhusgasemissionerne bør udføres i henhold til aftalte retningslinjer og bør foretages med henblik på at forbedre ensartetheden, nøjagtigheden og fuldstændigheden af den rapporterede tidsrække og anvendelsen af mere detaljerede metoder. Når metodologien eller måden, hvorpå underliggende aktivitetsdata og emissionsfaktorer indsamles, har ændret sig, bør medlemsstaterne genberegne opgørelserne for den rapporterede tidsrække og vurdere behovet for genberegninger baseret på årsagerne i de aftalte retningslinjer, navnlig for nøglekategorier. Denne forordning bør fastlægge, om og på hvilke betingelser virkningerne af sådanne genberegninger bør tages i betragtning med henblik på fastsættelse af de årlige emissionskvoter.

(27)

Luftfarten påvirker det globale klima som følge af udledninger af CO2 samt gennem andre emissioner og mekanismer, herunder emissioner af kvælstofoxider og mekanismer så som forstærkninger af cirrusskyer. I lyset af den hastige udvikling inden for den videnskabelige forståelse af disse virkninger bør der i forbindelse med denne forordning regelmæssigt gennemføres en ajourført vurdering af luftfartens ikke-CO2-relaterede indvirkning på det globale klima. Den modellering, der anvendes i denne forbindelse, bør tilpasses den videnskabelige udvikling. Kommissionen kan på grundlag af sine vurderinger af sådanne konsekvenser overveje relevante politikvalgmuligheder til håndtering heraf.

(28)

Det Europæiske Miljøagentur sigter mod at bidrage til den bæredygtige udvikling og til at opnå betydelige og målbare forbedringer af Europas miljø ved at levere rettidige, målrettede, relevante og pålidelige oplysninger til politiske beslutningstagere, offentlige institutioner og offentligheden. Det Europæiske Miljøagentur bør, når det er hensigtsmæssigt, bistå Kommissionen med overvågnings- og rapporteringsarbejdet, navnlig i forbindelse med Unionens opgørelsessystem og systemet for politikker og foranstaltninger og fremskrivninger, med gennemførelsen af en årlig ekspertgennemgang af medlemsstaternes opgørelser, med evaluering af fremskridt i retning af Unionens forpligtelser til emissionsreduktion, med vedligeholdelse af den europæiske klimatilpasningsplatform om virkninger af, sårbarhed over for og tilpasning til klimaændringer samt med videreformidling af pålidelige klimaoplysninger til offentligheden.

(29)

Alle krav vedrørende forelæggelse af oplysninger og data i henhold til denne forordning bør være underlagt Unionens regler om databeskyttelse og forretningshemmeligheder.

(30)

Oplysninger og data, der indsamles i henhold til denne forordning, kan også bidrage til udformningen og evalueringen af Unionens fremtidige klimaændringspolitik.

(31)

Kommissionen bør følge overholdelsen af overvågnings- og rapporteringskravene i henhold til denne forordning og den fremtidige udvikling under UNFCCC og Kyotoprotokollen for at sikre ensartethed. I denne henseende bør Kommissionen eventuelt forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et lovgivningsmæssigt forslag.

(32)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af artikel 5, stk. 4, artikel 7, stk. 7 og 8, artikel 8, stk. 2, artikel 12, stk. 3, artikel 17, stk. 4, artikel 19, stk. 5 og 6, i denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Bortset fra i forbindelse med artikel 19, stk. 6, bør disse beføjelser udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (17).

(33)

For at indføre harmoniserede rapporteringskrav til overvågning af drivhusgasemissioner og andre oplysninger af relevans for klimaændringspolitikken bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at ændre bilag I og III til denne forordning i overensstemmelse med beslutninger truffet inden for rammerne af UNFCCC og Kyotoprotokollen, for at tage hensyn til ændringer i de globale opvarmningspotentialer og internationalt aftalte retningslinjer for opgørelser, for at fastlægge væsentlige krav til Unionens opgørelsessystem og for at oprette EU-registret. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder af på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(34)

Målene med denne forordning, nemlig oprettelsen af en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og til rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer på nationalt plan og EU-plan, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den foreslåede handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

a)

sikring af, at Unionens og dets medlemsstaters rapportering til UNFCCC's sekretariat fremsendes til tiden, er gennemsigtig, nøjagtig, ensartet, sammenlignelig og fuldstændig

b)

rapportering og kontrol af oplysninger vedrørende Unionens og medlemsstaternes forpligtelser i medfør af UNFCCC og Kyotoprotokollen og i medfør af beslutninger vedtaget i henhold til disse samt evaluering af fremskridt i retning af opfyldelsen af disse forpligtelser

c)

overvågning og rapportering af alle menneskeskabte emissioner fra kilder og optag gennem dræn i medlemsstaterne af drivhusgasser, der ikke er reguleret af Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget

d)

overvågning, rapportering, revision og kontrol af drivhusgasemissioner og andre oplysninger, jf. artikel 6 i beslutning nr. 406/2009/EF

e)

rapportering af brugen af indtægter genereret ved auktionering af kvoter, jf. artikel 3d, stk. 1 eller 2, eller artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, jf. artikel 3d, stk. 4, og artikel 10, stk. 3, i nævnte direktiv

f)

overvågning af og rapportering om medlemsstaternes foranstaltninger vedrørende tilpasning til de uundgåelige følger af klimaændringerne på en omkostningseffektiv måde

g)

evaluering af medlemsstaternes fremskridt mod opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til beslutning nr. 406/2009/EF.

a)

rapportering om Unionens og medlemsstaternes strategier for kulstoffattig udvikling og eventuelle ajourføringer af disse i henhold til beslutning 1/CP.16

b)

emissioner af de drivhusgasser, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, fra sektorer og kilder og optag gennem dræn, der er omfattet af de nationale drivhusgasopgørelser, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i UNFCCC, og som udledes inden for medlemsstaternes område

c)

drivhusgasemissioner, der hører under anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 1, i beslutning nr. 406/2009/EF

d)

ikke-CO2-relaterede klimapåvirkninger, der er forbundet med emissioner fra civil luftfart

e)

Unionens og medlemsstaternes fremskrivninger over menneskeskabte emissioner fra kilder og optag gennem dræn af drivhusgasser, der ikke er reguleret af Montrealprotokollen, og medlemsstaternes politikker og foranstaltninger i forbindelse hermed

f)

aggregeret økonomisk og teknologisk støtte til udviklingslande i overensstemmelse med UNFCCC's krav

g)

brugen af indtægter fra auktion af kvoter, jf. artikel 3d, stk. 1 og 2, og artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF

h)

medlemsstaternes foranstaltninger for tilpasning til klimaændringer.

a)

gennemsigtig og præcis overvågning af medlemsstaternes faktiske og forventede fremskridt, herunder bidraget fra Unionens foranstaltninger, hvad angår opfyldelsen af Unionens og medlemsstaternes forpligtelser vedrørende begrænsning eller reduktion af emissioner af alle drivhusgasser ifølge UNFCCC og Kyotoprotokollen

b)

opfyldelse af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende reduktion af drivhusgasemissioner i henhold til beslutning nr. 406/2009/EF og gennemførelse af langsigtede emissionsreduktioner og forbedret optag gennem dræn inden for alle sektorer i overensstemmelse med Unionens mål om — i forbindelse med de nødvendige reduktioner, som de udviklede lande ifølge IPCC skal gennemføre som gruppe — at nedbringe emissionerne med 80 til 95 % på en omkostningseffektiv måde inden 2050 sammenholdt med 1990-niveauerne.

a)

rapporterede data og metoder for aktiviteter og anlæg i henhold til direktiv 2003/87/EF med henblik på udarbejdelse af nationale drivhusgasopgørelser for at sikre ensartethed i de rapporterede drivhusgasemissioner under Unionens emissionshandelsordning og i de nationale drivhusgasopgørelser

b)

hvor det er relevant, data indsamlet gennem rapporteringssystemerne om fluorholdige gasser inden for de forskellige sektorer, som er indført i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 842/2006 med henblik på udarbejdelse af nationale drivhusgasopgørelser

c)

hvor det er relevant, emissioner, underliggende data og metodologier rapporteret af anlæg i henhold til forordning (EF) nr. 166/2006 med henblik på udarbejdelse af nationale drivhusgasopgørelser

d)

data rapporteret i henhold til forordning (EF) nr. 1099/2008.

a)

gør brug af rapporteringssystemer oprettet i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 842/2006 for at forbedre vurderingen af fluorholdige gasser i de nationale drivhusgasopgørelser

b)

er i stand til at gennemføre de årlige kontroller af overensstemmelsen, jf. artikel 7, stk. 1, litra l) og m).

a)

et program for kvalitetssikring og -kontrol, herunder opstilling af kvalitetsmålsætninger og udformning af en plan for kvalitetssikring og kvalitetskontrol af opgørelsen. Kommissionen bistår medlemsstaterne med gennemførelsen af programmer for kvalitetssikring og -kontrol

b)

en procedure for i samråd med den berørte medlemsstat at anslå data, der mangler i en national opgørelse

c)

de revisioner af medlemsstaternes drivhusgasopgørelser, der er omhandlet i artikel 19.

a)

deres menneskeskabte emissioner af drivhusgasser, som er opført på listen i bilag I til denne forordning, og de menneskeskabte emissioner af drivhusgasser, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i beslutning nr. 406/2009/EF for året X-2, i overensstemmelse med UNFCCC's rapporteringskrav. Med forbehold af rapportering om de drivhusgasser, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, sættes CO2-emissioner fra IPCC-kildekategorien »1.A.3.A Civil luftfart« lig nul med henblik på artikel 3 og artikel 7, stk. 1, i beslutning nr. 406/2009/EF

b)

data i overensstemmelse med UNFCCC's rapporteringskrav om deres menneskeskabte emissioner af kulilte (CO), svovldioxid (SO2), nitrogenoxider (NOx) og flygtige organiske forbindelser, jf. de data, der allerede er rapporteret for året X-2 i henhold til artikel 7 i direktiv 2001/81/EF og FN-ECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

c)

deres menneskeskabte drivhusgasemissioner fra kilder og CO2-optag gennem dræn, som skyldes LULUCF, for året X-2, i overensstemmelse med UNFCCC's rapporteringskrav

d)

deres menneskeskabte drivhusgasemissioner fra kilder og CO2-optag gennem dræn, som skyldes LULUCF-aktiviteter i henhold til afgørelse nr. 529/2013/EU og Kyotoprotokollen, og oplysninger om bogføring af disse drivhusgasemissioner og optag fra LULUCF-aktiviteter, i overensstemmelse med afgørelse nr. 529/2013/EU og artikel 3, stk. 3 og 4, i Kyotoprotokollen samt relevante beslutninger i henhold hertil for årene mellem 2008 eller andre gældende år og året X-2. Hvis medlemsstaterne bogfører forvaltning af dyrkede arealer, forvaltning af græsarealer, genplantning eller dræning og genopretning af vådområder, rapporterer de desuden drivhusgasemissioner fra kilder og optag gennem dræn for hver af disse aktiviteter for det relevante basisår eller den relevante basisperiode som præciseret i bilag VI til afgørelse nr. 529/2013/EU og i bilaget til beslutning 13/CMP.1. Ved overholdelsen af deres rapporteringsforpligtelser i dette stykke og navnlig ved indsendelsen af oplysninger om emissioner og optag, som vedrører deres bogføringsforpligtelser, jf. afgørelse nr. 529/2013/EU, indsender medlemsstaterne oplysninger, der fuldt ud tager højde for de gældende IPCC-retningslinjer for god praksis for LULUCF

e)

eventuelle ændringer i de i litra a) til d) nævnte oplysninger for årene mellem det relevante basisår eller den relevante basisperiode og året X-3 med angivelse af årsagerne til disse ændringer

f)

oplysninger om indikatorer, jf. bilag III, for året X-2

g)

oplysninger fra deres nationale register om udstedelse, erhvervelse, besiddelse, overførsel, annullering, tilbagetrækning og fremførsel af AAU'er, RMU'er, ERU'er, CER'er, tCER'er og lCER'er for året X-1

h)

sammenfattende oplysninger om gennemførte overførsler i henhold til artikel 3, stk. 4 og 5, i beslutning nr. 406/2009/EF, for året X-1

i)

oplysninger om anvendelsen af den fælles gennemførelse, af CDM og af international emissionshandel i henhold til artikel 6, 12 og 17 i Kyotoprotokollen, eller andre fleksible mekanismer, som findes i andre instrumenter, som er vedtaget af konferencen af UNFCCC-parterne eller partskonferencen under UNFCCC, der tjener som møde for parterne til Kyotoprotokollen, med henblik på at opfylde deres kvantificerede forpligtelser til emissionsbegrænsning eller reduktion i henhold til artikel 2 i beslutning 2002/358/EF og Kyotoprotokollen eller eventuelle fremtidige forpligtelser ifølge UNFCCC eller Kyotoprotokollen for året X-2

j)

oplysninger om de skridt, man har taget for at forbedre opgørelsesestimater, navnlig på de områder af opgørelsen, der har været genstand for justeringer eller anbefalinger som følge af ekspertrevisioner

k)

den faktiske eller skønnede tildeling af de kontrollerede emissioner, som rapporteres af anlæg og operatører under direktiv 2003/87/EF for kildekategorier i den nationale drivhusgasopgørelse, hvor det er muligt, og disse kontrollerede emissioners andel af de samlede rapporterede drivhusgasemissioner inden for disse kildekategorier for året X-2

l)

hvor det er relevant, resultaterne af kontrollerne af overensstemmelsen af de emissioner, der er rapporteret i drivhusgasopgørelserne for året X-2, med de kontrollerede emissioner, som er rapporteret under direktiv 2003/87/EF

m)

hvor det er relevant, resultaterne af kontrollerne overensstemmelsen af de oplysninger, der er anvendt til at estimere emissioner med henblik på udarbejdelse af drivhusgasopgørelserne for året X-2, med:

n)

en beskrivelse af ændringer i det nationale opgørelsessystem

o)

en beskrivelse af ændringer i det nationale register

p)

oplysninger om deres plan for kvalitetssikring og kvalitetskontrol, en generel usikkerhedsvurdering, en generel vurdering af fuldstændigheden og, når disse foreligger, andre elementer i den nationale drivhusgasopgørelsesrapport, der er nødvendige for udarbejdelsen af rapporten om Unionens drivhusgasopgørelse.

a)

tilføje stoffer på eller fjerne stoffer fra listen over drivhusgasser i bilag I til denne forordning eller tilføje, fjerne eller ændre indikatorer i bilag III til denne forordning i overensstemmelse med de relevante beslutninger vedtaget af organer under UNFCCC eller Kyotoprotokollen eller af organer nedsat i henhold til aftaler, som er afledt af eller afløser dem

b)

tage højde for ændringer i de globale opvarmningspotentialer og internationalt aftalte retningslinjer for opgørelser i overensstemmelse med de relevante beslutninger vedtaget af organer under UNFCCC eller Kyotoprotokollen eller af organer nedsat i henhold til aftaler, som er afledt af eller afløser dem.

a)

en beskrivelse af deres nationale system for rapportering om politikker og foranstaltninger eller grupper af foranstaltninger og for rapportering af fremskrivninger af menneskeskabte drivhusgasemissioner fra kilder og optag gennem dræn i henhold til artikel 12, stk. 1, hvis en sådan beskrivelsen ikke allerede er indsendt, eller oplysninger om eventuelle ændringer af dette system, når beskrivelsen allerede er indsendt

b)

ajourføringer vedrørende deres strategier for kulstoffattig udvikling, jf. artikel 4, og fremskridtene med gennemførelsen af disse strategier

c)

oplysninger om nationale politikker og foranstaltninger eller grupper af foranstaltninger og om gennemførelsen af EU-politikker og -foranstaltninger eller grupper af foranstaltninger, som begrænser eller reducerer drivhusgasemissioner fra kilder eller øger optag gennem dræn opstillet sektorvis og inddelt efter gasart eller gruppe af gasarter (HFC'er og PFC'er), der er opført på listen i bilag I. Disse oplysninger skal henvise til gældende og relevante nationale politikker eller EU-politikker og skal omfatte:

d)

de i artikel 6, stk. 1, litra d), i beslutning nr. 406/2009/EF omtalte oplysninger

e)

oplysninger om, hvorvidt de enkelte medlemsstaters foranstaltninger udgør et betydeligt element i de nationale bestræbelser, samt i hvilken udstrækning den planlagte brug af fælles gennemførelse, af CDM og af international emissionshandel supplerer de hjemlige foranstaltninger i henhold til de relevante bestemmelser i Kyotoprotokollen og de herunder vedtagne beslutninger.

a)

fremskrivninger uden foranstaltninger, når de foreligger, fremskrivninger med foranstaltninger, og, når de foreligger, fremskrivninger med supplerende foranstaltninger

b)

fremskrivninger over samlede drivhusgasemissioner og separate estimater for de formodede drivhusgasemissioner for de emissionskilder, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF og af beslutning nr. 406/2009/EF

c)

virkningen af politikker og foranstaltninger, der er identificeret i henhold til artikel 13. Når sådanne politikker og foranstaltninger ikke er medtaget, skal dette klart markeres og forklares

d)

resultaterne af følsomhedsanalyser udført i forbindelse med fremskrivningerne

e)

alle relevante henvisninger til vurderinger og de tekniske rapporter, der danner grundlag for disse fremskrivninger, jf. stk. 4.

a)

en detaljeret begrundelse, jf. artikel 6, stk. 2, i beslutning nr. 406/2009/EF

b)

oplysninger om brugen af indtægter, som medlemsstaten har genereret ved auktionering af kvoter i henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, i løbet af året X-1, som skal omfatte oplysninger om sådanne indtægter, der er blevet brugt til et eller flere af de formål, der er præciseret i artikel 10, stk. 3, i dette direktiv, eller en til disse indtægter svarende økonomisk værdi og de foranstaltninger, der er truffet i medfør af denne artikel

c)

oplysninger om brugen, som fastsat af medlemsstaten, af alle de indtægter, som medlemsstaten har genereret ved auktionering af kvoter til luftfarten, i henhold til artikel 3d, stk. 1 eller 2, i direktiv 2003/87/EF; disse oplysninger indsendes i henhold til artikel 3d, stk. 4, i det nævnte direktiv

d)

de i artikel 6, stk. 1, litra b), i beslutning nr. 406/2009/EF nævnte oplysninger og oplysninger om, hvordan deres indkøbspolitik styrker mulighederne for indgåelse af en international aftale om klimaændringer.

e)

oplysninger om anvendelse af artikel 11b, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF for så vidt angår projektaktiviteter for vandkraftanlæg med en kapacitet på over 20 MW.

a)

kontroller af de rapporterede oplysningers gennemsigtighed, nøjagtighed, ensartethed, sammenlignelighed og fuldstændighed

b)

kontroller med henblik på at identificere tilfælde, hvor opgørelsesdata udarbejdes på en måde, der er uforenelig med vejledningerne i UNFCCC eller EU-reglerne, og

c)

eventuelt, beregning af de resulterende nødvendige tekniske ændringer i samråd med medlemsstaterne.

a)

anbefalinger fra tidligere EU- eller UNFCCC-revisioner, som ikke er blevet fulgt op, eller spørgsmål, som en medlemsstat ikke har forklaret, eller

b)

for høje eller for lave overslag i forbindelse med en central kategori i en medlemsstats opgørelse

a)

forpligtelserne i henhold til artikel 4 i UNFCCC og artikel 3 i Kyotoprotokollen som nærmere defineret i beslutninger vedtaget af konferencen af UNFCCC-parterne eller af konferencen af UNFCCC-parterne, der tjener som møde for parterne til Kyotoprotokollen. En sådan vurdering baseres på de oplysninger, der er rapporteret i henhold til artikel 7, 8, 10 og 13-17

b)

forpligtelser i henhold til artikel 3 i beslutning nr. 406/2009/EF. En sådan vurdering baseres på de oplysninger, der er rapporteret i henhold til artikel 7, 8, 13 og 14.

a)

kompileringen af Unionens drivhusgasopgørelse og udarbejdelsen af rapporten om Unionens drivhusgasopgørelse i medfør af artikel 7, stk. 5

b)

udarbejdelse af Unionens nationale meddelelse i henhold til artikel 12 i UNFCCC og Unionens toårige rapport i henhold til beslutning 2/CP.17 eller efterfølgende relevante beslutninger vedtaget af organer under UNFCCC

c)

revisions- og overholdelsesprocedurer ifølge UNFCCC og Kyotoprotokollen i overensstemmelse med gældende beslutninger ifølge UNFCCC eller Kyotoprotokollen samt Unionens procedure for revision af medlemsstaternes drivhusgasopgørelser efter artikel 19 i denne forordning

d)

eventuelle justeringer i henhold til artikel 5, stk. 2, i Kyotoprotokollen eller efter den i artikel 19 i denne forordning omtalte EU-revisionsproces eller andre ændringer af opgørelser og rapporter over opgørelser, som allerede er indsendt eller skal indsendes til UNFCCC's sekretariat

e)

kompilering af Unionens tilnærmede drivhusgasopgørelse efter artikel 8

f)

rapportering vedrørende tilbagetrækning af AAU'er, RMU'er, ERU'er, CER'er, tCER'er og lCER'er efter den i stk. 14 i beslutning 13/CMP.1 omtalte supplerende periode med henblik på at opfylde forpligtelserne i henhold til artikel 3, stk. 1, i Kyotoprotokollen.

a)

kompilering af Unionens drivhusgasopgørelse og udarbejdelsen af rapporten om Unionens drivhusgasopgørelse

b)

gennemførelse af kvalitetssikrings- og kvalitetskontrolprocedurer med henblik på udarbejdelsen af Unionens drivhusgasopgørelse

c)

udarbejdelse af estimater for data, der ikke er rapporteret gennem de nationale drivhusgasopgørelser

d)

gennemførelse af revisioner

e)

kompilering af Unionens tilnærmede drivhusgasopgørelse

f)

kompilering af oplysninger, som medlemsstaterne rapporterer om politikker og foranstaltninger og fremskrivninger

g)

gennemførelse af kvalitetssikrings- og kvalitetskontrolprocedurer for oplysninger, som medlemsstaterne rapporterer om fremskrivninger, politikker og foranstaltninger

h)

udarbejdelse af overslag over data om fremskrivninger, som medlemsstaterne ikke har rapporteret

i)

kompilering af de nødvendige data til Kommissionens årlige rapport til Europa-Parlamentet og Rådet

j)

formidling af oplysninger indsamlet under denne forordning, herunder vedligeholdelse og ajourføring af en database over medlemsstaternes modvirkningspolitikker og -foranstaltninger og den europæiske klimatilpasningsplatform om virkninger, sårbarheder og tilpasning til klimaændringer.

18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/41

(1)

Elektronisk kommunikation og infrastruktur samt elektroniske tjenester er både direkte og indirekte afgørende faktorer i den økonomiske og samfundsmæssige udvikling. De elektroniske kommunikationssystemer spiller en central rolle i samfundet og er i sig selv blevet en alment tilgængelig ressource på lige fod med elektricitet og vand, ligesom de udgør vitale faktorer i leveringen af elektricitet, vand og andre vigtige tjenesteydelser. Kommunikationsnettene fungerer som katalysatorer i social og innovationsmæssig henseende, forøger teknologiens indvirkning og former forbrugeradfærd, forretningsmodeller, industrier samt borgernes deltagelse i det politiske liv. Sammenbrud i systemerne kan få alvorlige fysiske, sociale og økonomiske konsekvenser, og derfor er det særlig vigtigt at tage skridt til at beskytte systemerne bedre og gøre dem mere robuste for at sikre vigtige tjenesteydelsers kontinuitet. De sikkerhedsmæssige udfordringer i forbindelse med elektronisk kommunikation og infrastruktur og elektroniske tjenester, særlig systemernes integritet, disponibilitet og fortrolighed, vokser hele tiden, bl.a. med hensyn til de enkelte komponenter i kommunikationsinfrastrukturen og den software, der kontrollerer disse komponenter, infrastrukturen som helhed og de tjenester, der leveres via denne infrastruktur. Dette er et anliggende af stigende betydning for samfundet, ikke mindst på grund af risikoen for problemer som følge af systemernes kompleksitet, fejlfunktioner, systemfejl, uheld, fejl og angreb, der kan få konsekvenser for den elektroniske og fysiske infrastruktur, som sikrer tjenesteydelser af stor betydning for EU-borgernes trivsel.

(2)

Der opstår hele tiden nye risici, og sikkerhedsproblemer kan skade brugernes tillid til teknologi, net og tjenester og derved påvirke deres mulighed for at udnytte det indre markeds fulde potentiale og udbredt anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi (ikt).

(3)

Det er derfor vigtigt for politikere, erhvervslivet og brugere, at der jævnligt foretages en vurdering af net- og informationssikkerhedssituationen i Unionen på grundlag af pålidelige EU-data samt systematiske prognoser over fremtidige udviklinger, udfordringer og trusler, både på EU-plan og globalt plan.

(4)

Ved afgørelse 2004/97/EF, Euratom (3), vedtaget på Det Europæiske Råds møde den 13. december 2003, besluttede repræsentanterne for medlemsstaterne, at Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), der skulle oprettes på grundlag af Kommissionens forslag, skulle have sit sæde i en by i Grækenland, som skulle fastlægges nærmere af den græske regering. Efter nævnte afgørelse bestemte den græske regering, at ENISA skulle have sit sæde i Heraklion på Kreta.

(5)

Den 1. april 2005 blev der indgået en hjemstedsaftale mellem agenturet og værtsmedlemsstaten.

(6)

Agenturets værtsmedlemsstat bør sikre de bedst mulige betingelser for, at agenturet kan fungere problemfrit og effektivt. For at agenturet korrekt og effektivt kan udføre sine opgaver og rekruttere og fastholde personale samt øge effektiviteten af netværksaktiviteter, er det afgørende, at agenturet er placeret på et passende sted, hvor der bl.a. er passende transportforbindelser og faciliteter for ægtefæller og børn, som følger med agenturets personale. De nødvendige foranstaltninger bør fastlægges i en aftale, som efter godkendelse af agenturets bestyrelse indgås mellem agenturet og værtsmedlemsstaten.

(7)

For at forbedre sin operationelle effektivitet har agenturet derfor oprettet et filialkontor i Athens storbyområde, som bør opretholdes efter aftale med og med støtte fra værtsmedlemsstaten, og agenturets operationelle personale bør være baseret der. Personale, der hovedsagelig beskæftiger sig med agenturets administration (herunder den administrerende direktør), økonomi, skrivebordsundersøgelse og -analyse, IT og facility management, menneskelige ressourcer, uddannelse, kommunikation og pr, bør være baseret i Heraklion.

(8)

Agenturet har ret til at bestemme sin egen organisation med henblik på at sikre en korrekt og effektiv udførelse af sine opgaver, samtidig med at bestemmelserne fastsat i denne forordning om hjemstedet og Athen-filialkontoret overholdes. Navnlig med henblik på udførelse af opgaver, der kræver samspil med centrale interessenter, som f.eks. EU-institutionerne, bør agenturet træffe de nødvendige praktiske foranstaltninger for at øge en sådan operationel effektivitet.

(9)

I 2004 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EF) nr. 460/2004 (4) om oprettelse af ENISA med det formål at bidrage til målet om at sikre et højt net- og informationssikkerhedsniveau i Unionen og udvikle en net- og informationssikkerhedskultur til gavn for borgerne, forbrugerne, virksomhederne og de offentlige administrationer. I 2008 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EF) nr. 1007/2008 (5) om forlængelse af agenturets mandat frem til marts 2012. Ved forordning (EU) nr. 580/2011 (6) forlænges agenturets mandat frem til den 13. september 2013.

(10)

Agenturet bør afløse ENISA som oprettet ved forordning (EF) nr. 460/2004. Inden for rammerne af den afgørelse, som repræsentanterne for medlemsstaterne, forsamlet i Det Europæiske Råd den 13. december 2003, har truffet, bør værtsmedlemsstaten opretholde og videreudvikle de nuværende praktiske foranstaltninger for at sikre, at agenturet, herunder Athen-filialkontoret, kan fungere problemfrit og effektivt, og lette rekruttering og fastholdelse af højt kvalificeret personale.

(11)

Siden ENISA blev oprettet, har udfordringerne i forbindelse med net- og informationssikkerhed udviklet sig i takt med den teknologiske, markedsmæssige og samfundsøkonomiske udvikling, og de har været genstand for yderligere overvejelser og debat. Som reaktion herpå har Unionen ajourført sine mål for net- og informationssikkerhedspolitikken. Denne forordning har som mål at styrke agenturet, så det kan bidrage effektivt til EU-institutionernes og medlemsstaternes bestræbelser på at udvikle et europæisk beredskab til at håndtere net- og informationssikkerhedsproblemer.

(12)

Foranstaltninger for det indre marked, der vedrører sikkerhed i forbindelse med elektronisk kommunikation og mere generelt net- og informationssikkerhed, kræver, at EU-institutionerne og medlemsstaterne iværksætter forskellige tekniske og organisatoriske tiltag. En uensartet anvendelse af disse krav kan føre til ineffektivitet og skabe hindringer for det indre marked. Dette gør det nødvendigt med et ekspertisecenter på EU-plan, der kan yde vejledning, rådgive og yde bistand i spørgsmål om net- og informationssikkerhed, og som EU-institutionerne og medlemsstaterne kan støtte sig til. Agenturet kan opfylde disse behov ved at udvikle og opretholde et højt ekspertiseniveau og bistå EU-institutionerne, medlemsstaterne og erhvervslivet med at opfylde de retlige og reguleringsmæssige krav vedrørende net- og informationssikkerhed samt fastlægge og behandle net- og informationssikkerhedsspørgsmål og således bidrage til et velfungerende indre marked.

(13)

Agenturet bør udføre de opgaver, det pålægges i kraft af EU-retsakter inden for elektronisk kommunikation, og bidrage generelt til øget sikkerhed inden for elektronisk kommunikation samt beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger ved blandt andet at yde ekspertbistand og rådgivning samt ved at fremme udveksling af bedste praksis og tilbyde politikforslag.

(14)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (7) kræver, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester træffer passende foranstaltninger for at beskytte nettenes og tjenesternes integritet og sikkerhed, og direktivet indfører en forpligtelse for de nationale tilsynsmyndigheder til, når det er relevant, at underrette bl.a. agenturet om brud på sikkerheden og tab af integritet, hvis dette har en væsentlig indvirkning på driften af net eller tjenester, og til en gang om året at forelægge agenturet en sammenfattende rapport om de indberetninger, de har modtaget, og de foranstaltninger, der er truffet. I henhold til direktiv 2002/21/EF bør agenturet, ved at afgive udtalelser, desuden bidrage til at harmonisere relevante tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.

(15)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (8) kræver, at udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester træffer passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at beskytte deres tjenester, og det stiller desuden krav om at kommunikationshemmeligheden, for så vidt angår både selve kommunikationen og de dermed forbundne trafikdata, opretholdes. Direktiv 2002/58/EF indfører informations- og underretningskrav over for udbydere af elektroniske kommunikationstjenester i forbindelse med brud på persondatasikkerheden. Det kræver endvidere, at Kommissionen rådfører sig med agenturet, inden den vedtager tekniske gennemførelsesforanstaltninger om, under hvilke omstændigheder informations- og underretningskravene gælder, samt hvilke former og procedurer der skal anvendes. Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (9) skal medlemsstaterne kræve, at den registeransvarlige iværksætter de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at beskytte personoplysninger mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, hændeligt tab, forringelse, ubeføjet udbredelse eller ikke-autoriseret adgang, navnlig hvis behandlingen omfatter fremsendelse af oplysninger i et net, samt mod enhver anden ulovlig form for behandling.

(16)

Agenturet bør bidrage til et højt net- og informationssikkerhedsniveau, til bedre beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger og til at tilvejebringe og fremme en net- og informationssikkerhedskultur til gavn for borgere, forbrugere, virksomheder og den offentlige sektors organisationer i Unionen og således bidrage til et velfungerende indre marked. Med henblik herpå bør agenturet tildeles de nødvendige budgetmidler.

(17)

I betragtning af den voksende betydning af de elektroniske kommunikationsnet, som nu udgør rygraden i den europæiske økonomi, og af den digitale økonomis aktuelle størrelse bør de finansielle og menneskelige ressourcer, der tildeles agenturet, forøges i overensstemmelse med dettes udvidede rolle og opgaver og afgørende placering i forbindelse med forsvaret af det europæiske digitale økosystem.

(18)

Agenturet bør fungere som et referencepunkt og skabe tillid i kraft af sin uafhængighed, kvaliteten af den rådgivning, det yder, og af de informationer, det videregiver, samt i kraft af den åbenhed, der er forbundet med dets procedurer og drift, og dets omhu ved udførelsen af sine opgaver. Agenturet bør bygge på medlemsstaternes og Unionens indsats og derfor udføre sine opgaver i fuldt samarbejde med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne og være åbent for forbindelser med erhvervslivet og andre relevante interessenter. Desuden bør det bygge på bidrag fra og samarbejde med den private sektor, der spiller en vigtig rolle i indsatsen for at gøre elektronisk kommunikation og infrastruktur og elektroniske tjenester sikre.

(19)

Som grundlag for, hvordan agenturet skal nå sine mål, bør der opstilles et sæt opgaver, der samtidig giver agenturet fleksibilitet i dets aktiviteter. Agenturets opgaver bør omfatte indsamling af information og data, der er nødvendige for at gennemføre analyser af de risici, der er for sikkerheden og robustheden i elektronisk kommunikation og infrastruktur og elektroniske tjenester, og for at agenturet i samarbejde med medlemsstaterne, Kommissionen og, i givet fald de relevante interessenter, kan vurdere net- og informationssikkerhedssituationen i Unionen. Agenturet bør koordinere sin indsats og samarbejde med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne og styrke samarbejdet mellem interessenter i Europa, navnlig ved at inddrage de kompetente nationale organer og EU-organer og net- og informationssikkerhedseksperter på højt niveau fra den private sektor med kompetence på de relevante områder i aktiviteterne, navnlig udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, netværksudstyrsfabrikanter og softwareleverandører, under hensyntagen til, at net- og informationssystemer omfatter kombinationer af hardware, software og tjenester. Agenturet bør bistå EU-institutionerne og medlemsstaterne i deres dialog med erhvervslivet med henblik på at imødegå sikkerhedsrelaterede problemer i hardware- og softwareprodukter og derved bidrage til en samordnet tilgang til net- og informationssikkerhed.

(20)

Agenturet bør modtage net- og informationssikkerhedsstrategier, der offentliggøres af en af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer eller af en medlemsstat, til orientering, og for at undgå dobbeltarbejde. Agenturet bør analysere strategierne og fremme deres præsentation i et format, der letter sammenligneligheden. Det bør gøre strategierne og sine analyser tilgængelige for offentligheden via elektroniske medier.

(21)

Agenturet bør bistå Kommissionen ved at yde rådgivning og i form af udtalelser og analyser om EU-spørgsmål vedrørende politikudvikling på net- og informationssikkerhedsområdet, herunder beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur og robusthed. Agenturet bør også bistå Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og, hvor det er relevant, medlemsstaterne, hvis de anmoder herom, med at udvikle deres politik og kompetence inden for net- og informationssikkerhed.

(22)

Agenturet bør tage fuldt hensyn til igangværende forsknings-, udviklings- og teknologivurderingsaktiviteter, navnlig aktiviteter, der gennemføres som led i de forskellige EU-forskningsinitiativer, for at rådgive Unionen og, hvor det er relevant, medlemsstaterne, hvis de anmoder herom, om forskningsbehov inden for net- og informationssikkerhed.

(23)

Agenturet bør bistå såvel Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer som medlemsstaterne med at opbygge og forbedre deres kompetence og beredskab på tværs af grænserne til at forebygge, opdage og imødegå sikkerhedsproblemer og sikkerhedsrelaterede hændelser i net og informationssystemer. I den forbindelse bør agenturet lette samarbejdet mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem Kommissionen og andre af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne. Med henblik herpå bør agenturet støtte medlemsstaterne i deres vedvarende indsats for at forbedre deres beredskab og for at tilrettelægge og gennemføre europæiske øvelser om sikkerhedsrelaterede hændelser og, efter anmodning fra en medlemsstat, nationale øvelser.

(24)

For bedre at forstå udfordringerne på net- og informationssikkerhedsområdet er det nødvendigt, at agenturet analyserer både eksisterende risici og nye risici, der dukker op. Med henblik herpå bør agenturet i samarbejde med medlemsstaterne og, alt efter hvad der er relevant, med statistiske organer og andre indsamle relevante oplysninger. Desuden bør agenturet bistå Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne i deres bestræbelser på at indsamle, analysere og formidle oplysninger om net- og informationssikkerhed. Indsamlingen af statistiske oplysninger og data, der er nødvendige for at gennemføre analyser af de risici, der er for sikkerheden og robustheden i elektronisk kommunikation og infrastruktur og elektroniske tjenester, bør ske på grundlag af oplysningerne fra medlemsstaterne og agenturets indsigt i EU-institutionernes ikt-infrastrukturer i henhold til EU-bestemmelserne og nationale bestemmelser, der er i overensstemmelse med EU-retten. På grundlag af disse oplysninger bør agenturet fastholde opmærksomheden på den seneste status for net- og informationssikkerhed og tilknyttede tendenser i Unionen til gavn for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne.

(25)

Agenturet bør under udførelsen af sine opgaver lette samarbejdet mellem Unionen og medlemsstaterne for at forbedre bevidstheden om net- og informationssikkerhedssituationen i Unionen.

(26)

Agenturet bør lette samarbejdet mellem medlemsstaternes kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder, især ved at støtte udvikling, fremme og udveksling af bedste praksis og standarder for uddannelsesprogrammer og bevidstgørelsestiltag. Øget informationsudveksling mellem medlemsstaterne vil fremme sådanne foranstaltninger. Agenturet bør bidrage til at bevidstgøre de enkelte brugere af elektroniske kommunikationsmidler, infrastrukturer og tjenester, herunder ved at bistå medlemsstater, der har valgt at anvende platformen for almennyttig information, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (10), med at udarbejde relevant almennyttig information vedrørende net- og informationssikkerhed samt ved at bistå med udarbejdelsen af en sådan information, som skal indgå i leveringen af nyt udstyr til brug i offentlige kommunikationsnet. Agenturet bør også støtte samarbejdet mellem interessenter på EU-plan, blandt andet ved at fremme informationsudveksling, bevidstgørelseskampagner og programmer for almen og erhvervsfaglig uddannelse.

(27)

Agenturet bør bl.a. bistå Unionens relevante institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne i oplysningskampagner for slutbrugere med sigte på at fremme en mere sikker individuel adfærd på nettet og øge bevidstheden om de potentielle farer på internettet, navnlig internetkriminalitet, såsom phishingangreb, botnet, økonomisk svig og banksvindel, samt fremme af grundlæggende autentificerings- og databeskyttelsesrådgivning.

(28)

For fuldt ud at opfylde sine mål bør agenturet arbejde sammen med relevante organer, herunder dem, der arbejder med internetkriminalitet, som f.eks. Europol, og myndigheder med ansvar for beskyttelse af privatlivets fred, for at udveksle knowhow og bedste praksis og yde rådgivning om aspekter af net- og informationssikkerhed, der kan have indflydelse på deres arbejde. Agenturet bør sigte mod at opnå synergi mellem disse organers bestræbelser og dets egne bestræbelser på at fremme forbedret net- og informationssikkerhed. Repræsentanter for de myndigheder på nationalt og EU-plan, der har ansvar for retshåndhævelse og beskyttelse af privatlivets fred, bør kunne være repræsenteret i agenturets stående gruppe af interessenter. I sine kontakter med retshåndhævende myndigheder vedrørende aspekter af net- og informationssikkerhed, der kan have indflydelse på disse myndigheders arbejde, bør agenturet respektere de eksisterende informationskanaler og etablerede net.

(29)

Kommissionen har lanceret et europæisk offentlig-privat partnerskab for en robust ikt-infrastruktur som en fleksibel EU-dækkende samarbejdsplatform, der bringer interessenter sammen, så de kan drøfte forvaltningspolitiske mål og økonomiske og markedsmæssige aspekter af udfordringerne og tiltagene for at gøre ikt-infrastrukturen mere robust; agenturet bør spille en formidlende rolle i denne forbindelse.

(30)

For at fremme net- og informationssikkerhed og dens synlighed bør agenturet lette samarbejdet mellem medlemsstaternes kompetente offentlige organer, især ved at støtte udvikling og udveksling af bedste praksis og bevidstgørelsestiltag og ved at styrke deres outreach-aktiviteter. Agenturet bør også støtte samarbejdet mellem interessenter og EU-institutionerne, bl.a. ved at fremme informationsudveksling og bevidstgørelsesaktiviteter.

(31)

For at fremme et højt net- og informationssikkerhedsniveau i Unionen bør agenturet fremme samarbejde og udveksling af oplysninger og bedste praksis mellem relevante organisationer, som f.eks. enheder, der håndterer it-sikkerhedshændelser (CSIRT'er) og it-beredskabsenheder (CERT'er).

(32)

Et EU-system med velfungerende CERT'er bør udgøre hjørnestenen af Unionens net- og informationssikkerhedsinfrastruktur. Agenturet bør understøtte medlemsstaternes CERT'er og EU-CERT'en i driften af et netværk af CERT'er, herunder medlemmerne af European Governmental CERTs Group. For at sikre, at alle CERT'er har tilstrækkelig avanceret kapacitet, og at denne kapacitet så vidt muligt svarer til kapaciteten af de mest avancerede CERT'er, bør agenturet fremme oprettelsen og driften af et fagfællebedømmelsessystem. Agenturet bør endvidere fremme og støtte samarbejdet mellem de relevante CERT'er i tilfælde af hændelser, angreb på eller afbrydelser af net eller infrastruktur, der styres eller beskyttes af CERT'erne, og som berører eller vil kunne berøre mindst to CERT'er.

(33)

Effektive net- og informationssikkerhedsstrategier bør baseres på velgennemtænkte risikovurderingsmetoder, både i den offentlige og den private sektor. Der anvendes risikovurderingsmetoder og procedurer på forskellige niveauer, men der er ingen fælles praksis for, hvordan de anvendes effektivt. Ved at udvikle og fremme bedste praksis for risikovurdering og interoperable risikostyringsløsninger i den offentlige og den private sektors organisationer kan man øge sikkerhedsniveauet i nettene og informationssystemerne i Unionen. Til dette formål bør agenturet støtte samarbejdet mellem interessenter på EU-plan og lette deres bestræbelser på at etablere og indføre europæiske og internationale standarder for risikostyring og for målbar sikkerhed i elektroniske produkter, systemer, net og tjenesteydelser, som sammen med software udgør net- og informationssystemerne.

(34)

Agenturet bør, hvor det er hensigtsmæssigt for, at det kan varetage sine mål og udføre sine opgaver, udveksle erfaringer og generelle oplysninger med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, som beskæftiger sig med net- og informationssikkerhed. Agenturet bør bidrage til at identificere forskningsprioriteringerne på EU-plan på områderne netværkers modstandsdygtighed og net- og informationssikkerhed samt tilbyde viden om industriens behov til relevante forskningsinstitutioner.

(35)

Agenturet bør tilskynde medlemsstaterne og serviceydere til at hæve deres generelle sikkerhedsstandarder, så alle internetbrugere tager de nødvendige skridt til at sikre deres egen personlige internetsikkerhed.

(36)

Net- og informationssikkerhedsproblemer er af global karakter. Der er behov for et tættere internationalt samarbejde for at forbedre sikkerhedsstandarderne, herunder definitionen af fælles adfærdsnormer og adfærdskodekser, og informationsudveksling, hvilket vil fremme hurtigere internationalt samarbejde om samt en fælles global tilgang til net- og informationssikkerhedsspørgsmål. Agenturet bør derfor støtte et fortsat EU-engagement og samarbejde med tredjelande og internationale organisationer, ved, hvor det er relevant, at yde den nødvendige ekspertise og analyse til Unionens relevante institutioner, organer, kontorer og agenturer.

(37)

Agenturet bør varetage sine opgaver i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet det sikrer en passende grad af koordinering mellem medlemsstaterne i spørgsmål om net- og informationssikkerhed og forbedrer de nationale politikkers effektivitet og dermed tilføjer dem merværdi, og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målene i denne forordning. Udførelsen af agenturets opgaver bør styrke, men ikke gribe ind i eller træde i stedet for, hindre eller overlappe de relevante beføjelser og opgaver, der er tildelt nationale tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med direktiverne om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, samt de beføjelser og opgaver, der er tillagt sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 (11), Kommunikationsudvalget, som er omhandlet i direktiv 2002/21/EF, de europæiske standardiseringsorganisationer, de nationale standardiseringsorganisationer og det stående udvalg, jf. direktiv 98/34/EF (12), samt medlemsstaternes uafhængige tilsynsmyndigheder som fastlagt i direktiv 95/46/EF.

(38)

Det er nødvendigt at gennemføre visse principper om agenturets forvaltning for at overholde den fælles erklæring og fælles tilgang, som den interinstitutionelle arbejdsgruppe om EU's decentrale agenturer nåede til enighed om i juli 2012, og som har til formål at strømline agenturernes aktiviteter og forbedre deres resultater.

(39)

Den fælles erklæring og fælles tilgang bør, alt efter hvad der er relevant, også afspejles i agenturets arbejdsprogrammer, agenturets evalueringer og agenturets rapporterings- og administrationspraksis.

(40)

For at agenturet kan fungere korrekt, bør Kommissionen og medlemsstaterne sikre, at personer, der udpeges til bestyrelsen, har en hensigtsmæssig faglig ekspertise. Kommissionen og medlemsstaterne bør også gøre en indsats for at begrænse udskiftningen af deres respektive repræsentanter i bestyrelsen, så der sikres kontinuitet i bestyrelsens arbejde.

(41)

Det er afgørende, at agenturet skaber og vedligeholder et ry for upartiskhed, integritet og høje faglige standarder. Bestyrelsen bør derfor vedtage omfattende regler, der omfatter hele agenturet, for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter.

(42)

I betragtning af agenturets særlige forhold og de vanskelige udfordringer, det står over for, bør agenturets organisatoriske struktur forenkles og styrkes for at sikre større effektivitet. Der bør derfor bl.a. nedsættes et forretningsudvalg, således at bestyrelsen kan fokusere på spørgsmål af strategisk betydning.

(43)

Bestyrelsen bør udnævne en regnskabsfører i overensstemmelse med regler vedtaget i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (13) (finansforordningen).

(44)

For at sikre, at agenturet fungerer effektivt, bør medlemsstaterne og Kommissionen være repræsenteret i bestyrelsen, der bør fastlægge de overordnede retningslinjer for agenturets drift og sikre, at agenturet udfører sine opgaver i overensstemmelse med denne forordning. Bestyrelsen bør have de beføjelser, der er nødvendige, til at fastlægge budgettet, kontrollere dets gennemførelse, vedtage passende finansielle bestemmelser, fastlægge transparente arbejdsprocedurer for agenturets beslutningstagning, vedtage agenturets arbejdsprogram, vedtage sin egen forretningsorden og agenturets interne forretningsgange, udnævne den administrerende direktør og træffe afgørelse om at forlænge den administrerende direktørs mandatperiode efter at have indhentet en udtalelse fra Europa-Parlamentet eller bringe den til ophør. Bestyrelsen bør nedsætte et forretningsudvalg, der kan bistå den i udførelsen af dens administrative og budgetmæssige opgaver

(45)

Et velfungerende agentur kræver, at den administrerende direktør udnævnes på grundlag af kvalifikationer og dokumenterede administrative og ledelsesmæssige færdigheder samt kvalifikationer og erfaring, der er relevante for net- og informationssikkerhed, og at den administrerende direktørs opgaver med hensyn til tilrettelæggelsen af agenturets interne opgaver udføres i fuld uafhængighed. Med henblik herpå bør den administrerende direktør efter høring af Kommissionen udarbejde et forslag til agenturets arbejdsprogram og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdsprogrammet gennemføres korrekt. Den administrerende direktør bør hvert år udarbejde en årsberetning, der skal forelægges for bestyrelsen, udfærdige et udkast til overslag over agenturets indtægter og udgifter samt gennemføre budgettet.

(46)

Den administrerende direktør bør kunne nedsætte ad hoc-arbejdsgrupper til at behandle specifikke spørgsmål, særlig af videnskabelig, teknisk, retlig eller samfundsøkonomisk art. Ved nedsættelsen af ad hoc-arbejdsgrupper bør den administrerende direktør trække på den relevante eksterne ekspertise, der er nødvendig, for at agenturet kan få adgang til de seneste nye oplysninger om de sikkerhedsudfordringer, der følger med et informationssamfund i stadig udvikling. Den administrerende direktør bør sikre, at medlemmerne af ad hoc-arbejdsgrupperne udvælges på grundlag af den højeste ekspertisestandard, og tage skridt til at sikre en passende repræsentativ balance, afhængigt af de specifikke spørgsmål, mellem medlemsstaternes offentlige administrationer, EU-institutionerne og den private sektor, herunder erhvervslivet, brugerne og akademiske eksperter i net- og informationssikkerhed. Den administrerende direktør bør, alt efter hvad der er relevant, og fra sag til sag kunne invitere eksperter, der er anerkendt som kompetente på det pågældende område, til at deltage i arbejdsgruppernes arbejde. Deres udgifter bør afholdes af agenturet i overensstemmelse med dets interne regler og i overensstemmelse med regler vedtaget i henhold til finansforordningen.

(47)

Agenturet bør have en stående gruppe af interessenter som et rådgivende organ, der kan sikre en løbende dialog med den private sektor, forbrugerorganisationerne og andre relevante interessenter. Den stående gruppe af interessenter, der nedsættes af bestyrelsen på forslag af den administrerende direktør, bør koncentrere sig om spørgsmål, der er relevante for interessenter, og forelægge dem for agenturet. Den administrerende direktør bør, når det er relevant og under hensyn til dagsordenen for møderne, kunne invitere repræsentanter for Europa-Parlamentet og andre relevante organer til at deltage i gruppens møder.

(48)

Da der er tilstrækkelig repræsentation af interessenter i den stående gruppe af interessenter, og denne gruppe navnlig skal høres vedrørende udkastet til arbejdsprogram, er der ikke længere noget behov for repræsentation af interessenter i bestyrelsen.

(49)

Agenturet bør følge de relevante EU-bestemmelser om aktindsigt som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (14). De oplysninger, som agenturet behandler i forbindelse med sit interne arbejde, og de oplysninger, som det behandler under udførelsen af dets opgaver, bør være omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (15).

(50)

Agenturet bør overholde de bestemmelser, der gælder for EU-institutionerne samt national lovgivning vedrørende behandling af følsomme dokumenter.

(51)

For at agenturet kan sikres fuld selvstændighed og uafhængighed og for at sætte det i stand til at udføre supplerende og nye opgaver, herunder uforudsete hasteopgaver, bør agenturet råde over et tilstrækkeligt og selvstændigt budget, hvortil indtægterne hovedsagelig kommer fra et bidrag fra Unionen og fra bidrag fra tredjelande, der deltager i agenturets arbejde. Størstedelen af agenturets ansatte bør være direkte involveret i den operationelle gennemførelse af agenturets mandat. Værtsmedlemsstaten og enhver anden medlemsstat bør kunne yde frivillige bidrag til agenturets indtægter. Unionens budgetprocedure bør finde anvendelse på ethvert bidrag, som kommer fra Den Europæiske Unions almindelige budget. Desuden bør revisionen af agenturets regnskaber forestås af Revisionsretten for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed.

(52)

I betragtning af det stadigt skiftende trusselsbillede og udviklingen af Unionens politik for net- og informationssikkerhed, og for at tilpasse sig til den flerårige finansielle ramme, bør agenturets mandatperiode fastsættes for en begrænset periode på syv år med mulighed for en forlængelse af perioden.

(53)

Der bør foretages en uafhængig evaluering af agenturets arbejde. Evalueringen bør tage stilling til, om agenturets mål opfyldes effektivt, om arbejdsmetoderne er effektive, og om dets opgaver er relevante, for at det kan afgøres, om målene stadig er gyldige, og på grundlag heraf, om agenturets mandat bør forlænges og i bekræftende fald for hvilken periode.

(54)

Såfremt Kommissionen hen imod udløbet af agenturets mandatperiode ikke har fremlagt et forslag til en forlængelse af mandatet, bør agenturet og Kommissionen træffe de relevante foranstaltninger, især om spørgsmål i forbindelse med ansættelseskontrakter og budget arrangementer.

(55)

Målet for denne forordning, nemlig at oprette Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed med henblik på at bidrage til et højt net- og informationssikkerhedsniveau i Unionen og for at hæve oplysningsniveauet om informationssikkerhed og for at udvikle og fremme en net- og informationssikkerhedskultur i samfundet til gavn for borgerne, forbrugerne, virksomhederne og den offentlige sektors organisationer i Unionen og således bidrage til gennemførelsen af et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(56)

Forordning (EF) nr. 460/2004 bør ophæves.

(57)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og vedtog sin udtalelse den 20. december 2010 (16) —

a)

støtte udviklingen af Unionens politik og lovgivning ved at:

b)

støtte kapacitetsopbygningen ved at:

c)

støtte frivilligt samarbejde mellem de kompetente offentlige organer og mellem interessenter, herunder universiteter og forskningscentre i Unionen, og støtte bevidstgørelse ved bl.a. at:

d)

støtte forskning og udvikling samt standardisering ved at:

e)

samarbejde med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, herunder dem, der beskæftiger sig med internetkriminalitet og beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger, med henblik på at behandle spørgsmål af fælles interesse, ved bl.a. at:

f)

bidrage til Unionens indsats for at samarbejde med tredjelande og internationale organisationer for at fremme internationalt samarbejde om net- og informationssikkerhedsforhold, herunder ved at:

a)

en bestyrelse

b)

en administrerende direktør, personale, samt

c)

en stående gruppe af interessenter.

a)

den daglige ledelse af agenturet

b)

gennemførelse af de beslutninger, der træffes af bestyrelsen

c)

udarbejdelse, efter samråd med bestyrelsen, af det årlige arbejdsprogram og det flerårige arbejdsprogram og forelæggelse heraf for bestyrelsen efter høring af Kommissionen

d)

gennemførelse af det årlige arbejdsprogram og det flerårige arbejdsprogram og aflæggelse af rapport til bestyrelsen om gennemførelsen heraf

e)

udarbejdelse af årsberetningen om agenturets virksomhed og forelæggelse heraf for bestyrelsen til godkendelse

f)

udarbejdelse af en handlingsplan til opfølgning af konklusionerne fra efterfølgende evalueringer og aflæggelse af en statusrapport til Kommissionen hvert andet år

g)

beskyttelse af Unionens finansielle interesser gennem forholdsregler til forebyggelse af svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, gennem effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, gennem inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, og om nødvendigt gennem administrative og finansielle sanktioner, der er effektive og forholdsmæssige og har en afskrækkende virkning

h)

udarbejdelse af agenturets strategi for bekæmpelse af svig og forelæggelse heraf for bestyrelsen til godkendelse

i)

sikring af, at agenturet gennemfører sine aktiviteter i overensstemmelse med brugernes krav, navnlig med hensyn til ydelsernes tilstrækkelighed

j)

etablering og opretholdelse af forbindelser med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer

k)

etablering og opretholdelse af kontakt med erhvervslivet og forbrugerorganisationer med henblik på at sikre en løbende dialog med de relevante interessenter

l)

andre opgaver, som den administrerende direktør pålægges ved denne forordning.

a)

Europa-Parlamentet

b)

Rådet

c)

Kommissionen

d)

ethvert kompetent organ udpeget af en medlemsstat såsom en national tilsynsmyndighed som defineret i artikel 2 i direktiv 2002/21/EF.

18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/59

(1)

Forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler (»aftalerne«) mellem:

(2)

Afslutningen af forhandlingerne om aftalerne med Antigua og Barbuda, Commonwealth of the Bahamas, Barbados, Belize, Republikken Botswana, Republikken Burundi, Republikken Cameroun, Unionen Comorerne, Republikken Côte d'Ivoire, Commonwealth of Dominica, Den Dominikanske Republik, Republikken Fiji, Republikken Ghana, Grenada, Den Kooperative Republik Guyana, Republikken Haiti, Jamaica, Republikken Kenya, Kongeriget Lesotho, Republikken Madagaskar, Republikken Mauritius, Republikken Mozambique, Republikken Namibia, Den Uafhængige Stat Papua Ny Guinea, Republikken Rwanda, Føderationen Saint Kitts og Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, Republikken Seychellerne, Republikken Surinam, Kongeriget Swaziland, Den Forenede Republik Tanzania, Republikken Trinidad og Tobago, Republikken Uganda, Republikken Zambia og Republikken Zimbabwe førte til, at de blev optaget i bilag I til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler (2).

(3)

Republikken Botswana, Republikken Burundi, Republikken Cameroun, Unionen Comorerne, Republikken Côte d'Ivoire, Republikken Fiji, Republikken Ghana, Republikken Haiti, Republikken Kenya, Kongeriget Lesotho, Republikken Mozambique, Republikken Namibia, Republikken Rwanda, Kongeriget Swaziland, Den Forenede Republik Tanzania, Republikken Uganda og Republikken Zambia har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at ratificere deres respektive aftaler.

(4)

Følgelig bør bilag I til forordning (EF) nr. 1528/2007 ændres for at fjerne disse lande fra bilaget, jf. forordningens artikel 2, stk. 3, særlig litra b).

(5)

Med henblik på at sikre, at disse lande hurtigt kan genindsættes i bilag I til forordning (EF) nr. 1528/2007, i det øjeblik de har truffet de nødvendige foranstaltninger til at ratificere deres respektive aftaler, og indtil ikrafttræden deraf, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for at genindsætte de lande, der er fjernet fra bilag I til forordning (EF) nr. 1528/2007 ved nærværende forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet —

1)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2a

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 2b for at ændre bilag I til nærværende forordning ved at genindsætte de regioner eller stater fra gruppen af AVS-stater, som blev fjernet fra nævnte bilag ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 527/2013 (3), og som siden denne fjernelse har truffet de nødvendige foranstaltninger til at ratificere deres respektive aftaler.

Artikel 2b

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter jf. artikel 2a tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 21. juni 2013. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 2a omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 2a træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

2)

Bilag I erstattes af teksten i bilaget til denne forordning.

18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/62

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (3) skal erstatte Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (4). Forordning (EF) nr. 450/2008 trådte i kraft den 24. juni 2008, men finder i overensstemmelse medartikel 188, stk. 2, heri først anvendelse, når gennemførelsesbestemmelserne hertil finder anvendelse, og senest den 24. juni 2013.

(2)

Den 20. februar 2012 forelagde Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til forordning om EU’s toldkodeks i form af en omarbejdning af forordning (EF) nr. 450/2008, med henblik på at erstatte denne inden den endelige anvendelsesdato den 24. juni 2013. Den almindelige lovgivningsprocedure kan imidlertid ikke gennemføres i tide til, at den foreslåede forordning kan vedtages og træde i kraft inden den dato. Hvis der ikke træffes korrigerende lovgivningsmæssige foranstaltninger, vil forordning (EF) nr. 450/2008 derfor finde anvendelse den 24. juni 2013, og forordning (EØF) nr. 2913/92 vil blive ophævet. Dette vil skabe retlig usikkerhed om, hvilken toldlovgivning der faktisk finder anvendelse fra den dato, og vil være en hindring for at opretholde en omfattende og sammenhængende EU-lovgivning på toldområdet i afventning af den foreslåede forordnings vedtagelse.

(3)

For at forebygge sådanne alvorlige problemer med toldlovgivningen i Unionen og give Europa-Parlamentet og Rådet tilstrækkelig tid til at afslutte processen for vedtagelse af omarbejdningen af EU's toldkodeks, bør den endelige anvendelsesdato for forordning (EF) nr. 450/2008, som er fastsat i andet afsnit i artikel 188, stk. 2, heri derfor udsættes. Den nye anvendelsesdato, der anses for hensigtsmæssig i denne henseende, er den 1. november 2013.

(4)

I betragtning af sagens hastende karakter bør der gøres undtagelse fra den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union vedføjet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(5)

Forordning (EF) nr. 450/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/63

(1)

I henhold til artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen bidrage til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som den vedtager i henhold til artikel 114 i TEUF. I henhold til artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.

(2)

I henhold til artikel 26, stk. 2, i TEUF indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Det indre marked bør give forbrugerne en merværdi i form af bedre kvalitet, større udvalg, rimelige priser og høje sikkerhedsstandarder for varer og tjenesteydelser, hvilket burde fremme et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

(3)

En opsplitning af det indre marked er til skade for Unionens konkurrenceevne, vækst og jobskabelse. En fjernelse af de direkte og indirekte hindringer for et velfungerende indre marked og en styrkelse af borgernes tillid er afgørende for gennemførelsen af det indre marked.

(4)

En sikring af adgang til enkle, effektive, hurtige og billige metoder til bilæggelse af nationale og grænseoverskridende tvister, der opstår i forbindelse med købs- og tjenesteydelsesaftaler, bør være til gavn for forbrugerne og derfor øge deres tillid til markedet. Denne adgang bør gælde såvel online- som offlinetransaktioner og er særlig vigtig, når forbrugerne handler på tværs af grænserne.

(5)

Alternativ tvistbilæggelse (ATB) byder på en nem, hurtig, og billig udenretslige løsning på tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende. ATB er imidlertid endnu ikke tilstrækkeligt og systematisk udviklet i Unionen. Det er beklageligt, at ATB, på trods af Kommissionens henstilling 98/257/EF af 30. marts 1998 om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (3) og 2001/310/EF af 4. april 2001 om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (4), ikke er blevet korrekt iværksat og ikke fungerer tilfredsstillende i alle geografiske områder eller erhvervssektorer i Unionen. Forbrugerne og de erhvervsdrivende har stadig ikke kendskab til de eksisterende alternative klagemuligheder, og kun en lille procentdel af borgerne ved, hvordan man indgiver en klage til en ATB-instans. Når der er ATB-procedurer til rådighed, varierer deres kvalitetsniveau betydeligt mellem medlemsstaterne, og grænseoverskridende tvister håndteres ofte ikke effektivt af ATB-instanserne.

(6)

Forskellene i dækningen og kvaliteten af samt kendskabet til ATB i medlemsstaterne udgør en hindring for det indre marked og er en af grundene til, at mange forbrugere afholder sig fra at handle på tværs af grænserne og ikke har tillid til, at potentielle tvister med erhvervsdrivende kan bilægges på en nem, hurtig og billig måde. Af samme grund afholder erhvervsdrivende sig måske fra at sælge til forbrugere i andre medlemsstater, hvor der ikke er tilstrækkelig adgang til ATB-procedurer af høj kvalitet. Endvidere er erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, hvor der ikke er tilstrækkelig adgang til ATB-procedurer af høj kvalitet, stillet ringere i konkurrencen i forhold til erhvervsdrivende, som har adgang til sådanne procedurer og således kan bilægge forbrugertvister hurtigere og billigere.

(7)

For at forbrugerne fuldt ud kan udnytte det indre markeds potentiale bør ATB være tilgængelig for alle typer nationale og grænseoverskridende tvister, der er omfattet af dette direktiv, ATB-procedurerne bør overholde ensartede krav til kvalitet, der er gældende i hele Unionen, og forbrugerne og de erhvervsdrivende bør have kendskab til sådanne procedurer. Det er på grund af den øgede grænseoverskridende handel og bevægelighed af personer endvidere vigtigt, at ATB-instanser håndterer grænseoverskridende tvister effektivt.

(8)

Som anbefalet af Europa-Parlamentet i dets beslutning af 25. oktober 2011 om alternativ tvistbilæggelse i civil-, handels- og familieretlige sager og i dets beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere, bør enhver holistisk tilgang til et indre marked, der leverer resultater til dets borgere, prioritere udviklingen af en enkel, billig, hurtig og tilgængelig klageordning.

(9)

I sin meddelelse af 13. april 2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — »Sammen om fornyet vækst« « pegede Kommissionen på lovgivning om ATB, som også omfatter et elektronisk handels(e-handels)-aspekt, som en af de tolv løftestænger til at skabe vækst, styrke tilliden og gøre fremskridt med hensyn til gennemførelsen af det indre marked.

(10)

I sine konklusioner af 24.-25. marts og 23. oktober 2011 opfordrede Det Europæiske Råd Europa-Parlamentet og Rådet til inden udgangen af 2012 at vedtage et første sæt prioriterede foranstaltninger med henblik på at give ny fremdrift til det indre marked. Endvidere understregede Rådet for Den Europæiske Union, i sine konklusioner af 30. maj 2011 om prioriteterne for relancering af det indre marked betydningen af e-handel og udtrykte enighed om, at ATB-ordninger for forbrugere kan tilbyde en billig, enkel og hurtig klageadgang for både forbrugere og erhvervsdrivende. En vellykket gennemførelse af disse ordninger kræver et vedvarende politisk engagement hos og støtte fra alle aktører, uden at der gås på kompromis med hensyn til overkommelige priser, åbenhed, fleksibilitet, hastighed og kvalitet i beslutningstagningen fra de ATB-instansers side, som er omfattet af dette direktiv.

(11)

I betragtning af onlinehandelens og især den grænseoverskridende handels voksende betydning for Unionens økonomiske aktivitet er der behov for en velfungerende ATB-infrastruktur for tvister på forbrugerområdet og en velintegreret ramme for online tvistbilæggelse (OTB) for tvister på forbrugerområdet i forbindelse med onlinehandel for at nå det indre markeds mål om at øge borgernes tillid til det indre marked.

(12)

Dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (5) er to lovgivningsinstrumenter, der er indbyrdes forbundet og supplerer hinanden. Ved forordning (EU) nr. 524/2013 oprettes der en platform for OTB, som tilbyder forbrugere og erhvervsdrivende et fælles kontaktpunkt for en udenretslig bilæggelse af onlinetvister ved hjælp af ATB-instanser, der er knyttet til platformen og tilbyder ATB gennem ATB-procedurer af høj kvalitet. Det er derfor en forudsætning for, at OTB-platformen kan fungere korrekt, at der findes ATB-instanser af høj kvalitet i hele Unionen.

(13)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse. Ikkeøkonomiske tjenesteydelser er tjenesteydelser, som ikke udføres af økonomiske hensyn. Ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse, som ydes af staten eller på vegne af staten uden vederlag, bør ikke være omfattet af dette direktiv, uanset den retlige form disse tjenester ydes igennem.

(14)

Dette direktiv bør ikke anvendes på sundhedsydelser som defineret i artikel 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (6).

(15)

Det er nødvendigt at udvikle en velfungerende ATB i Unionen for at styrke forbrugernes tillid til det indre marked, også på området for onlinehandel, og at udnytte potentialet og mulighederne ved grænseoverskridende handel og onlinehandel. Denne udvikling bør bygge på de eksisterende ATB-procedurer i medlemsstaterne og tage hensyn til deres retstraditioner. Både eksisterende og nyetablerede korrekt fungerende tvistbilæggelsesinstanser, som opfylder kvalitetskravene i dette direktiv, bør betragtes som »ATB-instanser« i dette direktivs forstand. En udbredelse af ATB kan i øvrigt vise sig at være vigtig i de medlemsstater, hvor domstolene har et stort efterslæb af verserende retssager, der gør det umuligt for EU-borgere at nyde godt af retten til en retfærdig rettergang inden en rimelig tid.

(16)

Dette direktiv bør finde anvendelse på tvister, der opstår mellem forbrugere og erhvervsdrivende vedrørende kontraktlige forpligtelser i forbindelse med købs- eller tjenesteydelsesaftaler, både online og offline, i alle erhvervssektorer, bortset fra de undtagne sektorer. Dette bør omfatte tvister, der opstår i forbindelse med salg eller levering af digitalt indhold mod vederlag. Dette direktiv bør finde anvendelse på klager indgivet af forbrugere mod erhvervsdrivende. Det bør ikke finde anvendelse på klager indgivet af erhvervsdrivende mod forbrugere eller tvister mellem erhvervsdrivende. Det bør dog ikke forhindre medlemsstaterne i at vedtage eller opretholde bestemmelser om procedurer for udenretslig bilæggelse af sådanne tvister.

(17)

Det bør være tilladt for medlemsstaterne at opretholde eller indføre nationale bestemmelser med henblik på procedurer, som ikke er omfattet af dette direktiv, f.eks. interne klagehåndteringsprocedurer, der drives af den erhvervsdrivende. Sådanne interne klagehåndteringsprocedurer kan være et effektivt middel til at bilægge forbrugertvister i en tidlig fase.

(18)

Definitionen af »forbruger« bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i deres erhverv. Hvis aftalen indgås delvis inden for og delvis uden for personens erhverv (aftaler med dobbelt formål), og det erhvervsmæssige formål er begrænset således, at det ikke er fremherskende i den samlede ydelse, bør den pågældende person imidlertid også anses for at være en forbruger.

(19)

En del eksisterende EU-retsakter indeholder allerede bestemmelser om ATB. For at sikre retssikkerheden bør det fastsættes, at dette direktiv skal have forrang i tilfælde af en konflikt, undtagen hvor andet udtrykkelig er fastsat. Specielt bør dette direktiv ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (7), der allerede fastsætter en ramme for mæglingsordninger på EU-plan for grænseoverskridende tvister, uden at dette dog udelukker, at det kan finde anvendelse på interne mæglingsordninger. Nærværende direktiv skal anvendes horisontalt på alle typer ATB-procedurer, herunder ATB-procedurer, der er omfattet af direktiv 2008/52/EF.

(20)

Der er stor forskel på ATB-instanserne på tværs af Unionen, men også i de enkelte medlemsstater. Dette direktiv bør omfatte enhver instans, der er etableret på et varigt grundlag, tilbyder at bilægge en tvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende gennem en ATB-procedure og er opført på en liste i overensstemmelse med direktivet. Dette direktiv kan også, hvis medlemsstaterne beslutter det, omfatte tvistbilæggelsesinstanser, som pålægger løsninger, der er bindende for parterne. En udenretslig procedure, der indføres ad hoc i forbindelse med en engangstvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, bør imidlertid ikke betragtes som en ATB-procedure.

(21)

Der er endvidere stor forskel på ATB-procedurerne på tværs af Unionen og i de enkelte medlemsstater. De kan bestå i procedurer, hvor ATB-instansen bringer parterne sammen for at fremme en mindelig løsning, procedurer, hvor ATB-instansen foreslår en løsning, eller procedurer, hvor ATB-instansen pålægger en løsning. De kan også bestå i en kombination af to eller flere sådanne procedurer. Dette direktiv bør ikke berøre udformningen af ATB-procedurerne i medlemsstaterne.

(22)

Procedurer ved tvistbilæggelsesinstanser, hvor de fysiske personer, der er ansvarlige for tvistbilæggelsen, udelukkende er ansat af eller modtager en eller anden form for vederlag fra den erhvervsdrivende, vil kunne komme til at befinde sig i en interessekonflikt. Sådanne procedurer bør derfor i princippet udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde, medmindre en medlemsstat beslutter, at sådanne procedurer kan betragtes som ATB-procedurer i henhold til dette direktiv, og forudsat at disse instanser er i fuld overensstemmelse med det specifikke krav om uafhængighed og uvildighed, som er fastsat i dette direktiv. ATB-instanser, som tilbyder tvistbilæggelse gennem sådanne procedurer, bør jævnligt evalueres for så vidt angår deres overholdelse af kvalitetskravene i dette direktiv, herunder de specifikke supplerende krav, som sikrer deres uafhængighed.

(23)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på procedurer som led i forbrugerklageordninger, der drives af den erhvervsdrivende, eller på direkte forhandlinger mellem parterne. Endvidere bør det ikke finde anvendelse på en dommers forsøg på at bilægge en tvist under en retssag vedrørende den pågældende tvist.

(24)

Medlemsstaterne bør sikre, at tvister, der er omfattet af dette direktiv, kan indbringes for en ATB-instans, der opfylder kravene i dette direktiv og er opført på en liste i overensstemmelse hermed. Medlemsstaterne bør have mulighed for at opfylde denne forpligtelse ved at basere sig på eksisterende velfungerende ATB-instanser og tilpasse disses kompetenceområde, hvis det er nødvendigt, eller ved at foranstalte etablering af nye ATB-instanser. Dette direktiv bør ikke udelukke eksisterende korrekt fungerende tvistbilæggelsesinstanser inden for rammerne af nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder i medlemsstaterne, hvor embedsmænd er ansvarlige for tvistbilæggelsen. Embedsmænd bør betragtes som repræsentanter for både forbrugernes og de erhvervsdrivendes interesser. Dette direktiv bør ikke forpligte medlemsstaterne til at etablere en specifik ATB-instans i hver detailhandelssektor. Når det er nødvendigt for at sikre en fuld sektorvis og geografisk dækning i samt adgang til ATB, bør medlemsstaterne have mulighed for at etablere en residual-ATB-instans til behandling af tvister, som ingen specifik ATB-instans er kompetent til at løse. Residual-ATB-instanser skal fungere som en garanti for forbrugere og erhvervsdrivende ved at sikre, at der ikke er forskelle i adgangen til en ATB-instans.

(25)

Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at opretholde eller indføre lovgivning om procedurer for udenretslig bilæggelse af tvister, der udspringer af at forbrugeraftaleforhold, som opfylder de i dette direktiv fastsatte krav. For at sikre, at ATB-instanserne kan virke effektivt, bør disse instanser desuden have mulighed for i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvori de er etableret, at opretholde eller indføre procedureregler, som gør det muligt for dem at afvise at behandle tvister under særlige omstændigheder, f.eks. når en tvist er for kompleks og derfor bedre kan løses i retten. Procedureregler, der giver ATB-instanser mulighed for at afvise at behandle en tvist, bør imidlertid ikke kunne forringe forbrugernes adgang til ATB-procedurer væsentligt, herunder i tilfælde af grænseoverskridende tvister. Når der skal fastsættes beløbsgrænser, bør medlemsstaterne således altid tage hensyn til, at en tvists reelle værdi kan variere mellem de enkelte medlemsstater, og at fastsættelsen af en uforholdsmæssig høj tærskel i en medlemsstat således vil kunne forringe adgangen til ATB-procedurer for forbrugere fra andre medlemsstater. Medlemsstaterne bør ikke forpligtes til at sikre, at forbrugeren kan indgive sin klage til en anden ATB-instans, når en ATB-instans, som klagen først blev indgivet til, har afvist at behandle den på grundlag af sine procedureregler. I sådanne tilfælde anses medlemsstaterne for at have opfyldt deres forpligtelse til at sikre fuld dækning af ATB-instanser.

(26)

Dette direktiv bør give erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, mulighed for at høre under en ATB-instans, der er etableret i en anden medlemsstat. For at forbedre dækningen af og forbrugernes adgang til ATB i hele Unionen bør medlemsstaterne have mulighed for at beslutte at forlade sig på ATB-instanser, der er etableret i en anden medlemsstat, eller regionale, transnationale og paneuropæiske ATB-instanser, når erhvervsdrivende fra forskellige medlemsstater hører under den samme ATB-instans. Benyttelse af ATB-instanser, der er etableret i en anden medlemsstat, eller af transnationale eller paneuropæiske ATB-instanser bør dog ikke berøre medlemsstaternes ansvar for at sikre fuld dækning af og adgang til ATB-instanser.

(27)

Dette direktiv bør ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre ATB-procedurer til samlet behandling af identiske eller lignende tvister mellem en erhvervsdrivende og flere forbrugere. Der bør udføres omfattende konsekvensvurderinger af kollektive udenretslige tvistbilæggelser, inden sådanne tvistbilæggelser foreslås på EU-plan. Tilstedeværelsen af et effektivt kollektivt klagesystem og let adgang til ATB bør supplere hinanden, og procedurerne bør ikke gensidigt udelukke hinanden.

(28)

Behandlingen af oplysninger vedrørende tvister, der er omfattet af dette direktiv, bør overholde reglerne om beskyttelse af personoplysninger i de love og administrative bestemmelser, som medlemsstaterne har vedtaget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).

(29)

Fortrolighed og privatlivets fred skal til enhver tid respekteres under ATB-proceduren. Medlemsstaterne bør tilskyndes til at beskytte ATB-procedurernes fortrolighed i eventuelle efterfølgende civile retssager, handelssager eller voldgiftssager.

(30)

Medlemsstaterne bør dog sikre, at ATB-instanserne offentliggør eventuelle systematiske eller væsentlige problemer, der forekommer hyppigt og fører til tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende. De oplysninger, der fremsendes i denne forbindelse, kan være ledsaget af anbefalinger til, hvordan sådanne problemer kan undgås eller løses i fremtiden, med henblik på at hæve de erhvervsdrivendes standarder og lette udvekslingen af oplysninger og bedste praksis.

(31)

Medlemsstaterne bør sikre, at ATB-instanser bilægger tvister på en måde, der er retfærdig, praktisk og forholdsmæssig for både forbrugeren og den erhvervsdrivende, på grundlag af en objektiv vurdering af omstændighederne for klagen og under behørig hensyntagen til parternes rettigheder.

(32)

ATB-instansernes uafhængighed og integritet er af afgørende betydning for at vinde EU-borgernes tillid til, at ATB-mekanismerne vil give dem et retfærdigt og uafhængigt resultat. Den fysiske person eller det kollegiale organ, der har ansvaret for ATB, skal være uafhængig af alle, der måtte have en interesse i sagens udfald, og bør ikke befinde sig i nogen form for interessekonflikt, som kan hindre personen eller det kollegiale organ i at nå frem til en afgørelse på en retfærdig, upartisk og uafhængig måde.

(33)

De fysiske personer, der er ansvarlige for ATB, bør kun betragtes som uvildige, hvis de ikke kan udsættes for pres, som kan påvirke deres holdning til tvisten. For at sikre, at de handler uafhængigt, bør disse personer også udpeges for en tilstrækkelig lang periode og ikke modtage nogen instrukser fra nogen af parterne eller disses repræsentanter.

(34)

Med henblik på at forhindre enhver interessekonflikt bør de fysiske personer, der er ansvarlige for ATB, oplyse om ethvert forhold, der kan påvirke deres uafhængighed og uvildighed eller give anledning til en interessekonflikt med en af parterne i den tvist, de skal bilægge. Dette kunne være enhver form for direkte eller indirekte finansiel interesse i udfaldet af ATB-proceduren eller enhver personlig eller forretningsmæssig forbindelse til en eller flere af parterne i de seneste tre år forud for tiltrædelsen af stillingen, herunder i en anden egenskab end med henblik på ATB, i hvilken den pågældende person har handlet for en eller flere af parterne, for en faglig organisation eller en erhvervsorganisation, som en af parterne er medlem af, eller for et andet medlem deraf.

(35)

Det er særlig nødvendigt at sikre, at et sådant pres ikke forekommer, når de fysiske personer, der er ansvarlige for ATB, er ansat af eller modtager en form for vederlag fra den erhvervsdrivende. Der bør derfor opstilles specifikke krav, for de tilfælde hvor medlemsstaterne beslutter at tillade, at tvistbilæggelsesprocedurer i sådanne tilfælde betragtes som ATB-procedurer efter dette direktiv. Når fysiske personer, der er ansvarlige for ATB, er ansat af eller modtager en form for vederlag udelukkende fra en erhvervsorganisation eller en faglig organisation, som den erhvervsdrivende er medlem af, bør de have et særskilt og formålsbestemt budget til deres rådighed, der er tilstrækkeligt til, at de kan varetage deres opgaver.

(36)

Det er afgørende for ATB's succes, navnlig for at sikre den nødvendige tillid til ATB-procedurerne, at de fysiske personer, der er ansvarlige for ATB, er i besiddelse af den nødvendige sagkundskab, herunder generel retskundskab. Sådanne fysiske personer bør navnlig have et tilstrækkeligt generelt kendskab til juridiske spørgsmål, så de kan forstå tvistens juridiske følger, uden at det kræves, at de er uddannede jurister.

(37)

Anvendelsen af bestemte kvalitetsprincipper på ATB-procedurer styrker både forbrugernes og de erhvervsdrivendes tillid til de pågældende procedurer. Sådanne kvalitetsprincipper blev første gang udviklet på EU-plan i henstilling 98/257/EF og 2001/310/EF. Ved at gøre nogle af de principper, der er fastsat i disse henstillinger fra Kommissionen, bindende fastsætter dette direktiv et sæt kvalitetskrav, som finder anvendelse på alle ATB-procedurer, der gennemføres af en ATB-instans, som er meddelt Kommissionen.

(38)

Dette direktiv bør fastlægge kvalitetskrav til ATB-instanser, der bør sikre det samme niveau for beskyttelse og rettigheder for forbrugerne i både nationale og grænseoverskridende tvister. Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at vedtage eller opretholde regler, der rækker videre end dette direktiv.

(39)

ATB-instanser bør være tilgængelige og gennemsigtige. For at sikre gennemsigtighed i forbindelse med ATB-instanser og -procedurer er det nødvendigt, at parterne får de tydelige og tilgængelige oplysninger, de har brug for, for at kunne træffe en informeret beslutning, inden de indleder en ATB-procedure. Der bør ikke stilles krav om, at sådanne oplysninger gives til erhvervsdrivende, når deres deltagelse i ATB-procedurerne er obligatorisk efter national ret.

(40)

En korrekt fungerende ATB-instans bør afslutte online- og offlinetvistbilæggelsesprocedurerne hurtigt inden for en tidsramme på 90 kalenderdage, der starter på den dato, hvor ATB-instansen modtager den fuldstændige klagesag, herunder al relevant dokumentation vedrørende klagen, og slutter på den dato, hvor resultatet af ATB-proceduren tilgængeliggøres. Den ATB-instans, der har modtaget en klage, bør underrette parterne om klagen, når den har modtaget al den dokumentation, der er nødvendig for at gennemføre ATB-proceduren. I visse særlige og meget komplekse sager, herunder hvor en eller flere af parterne af berettigede grunde ikke er i stand til at deltage i ATB-proceduren, bør ATB-instanserne kunne forlænge fristen med henblik på at foretage en undersøgelse af den pågældende sag. Parterne bør informeres om en sådan eventuel forlængelse og samtidig oplyses om den forventede omtrentlige tid, der er nødvendig for bilæggelsen af tvisten.

(41)

ATB-procedurer skal helst være gratis for forbrugeren. Såfremt der skal betales omkostninger, bør ATB-proceduren være tilgængelig, attraktiv og billig for forbrugerne. Med henblik herpå bør omkostningerne ikke overstige et symbolsk gebyr.

(42)

ATB-procedurer bør være retfærdige, således at parterne i en tvist er fuldt informerede om deres rettigheder og følgerne af de valg, de foretager som led i en ATB-procedure. ATB-instanser bør informere forbrugerne om deres rettigheder, inden de accepterer eller følger en foreslået løsning. Begge parter bør endvidere kunne indsende deres oplysninger og beviser uden at være fysisk til stede.

(43)

En aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om at indgive en klage til en ATB-instans bør ikke være bindende for forbrugeren, hvis aftalen blev indgået, inden tvisten opstod, og hvis den medfører, at forbrugeren mister sin ret til at indbringe sagen for domstolene med henblik på bilæggelse af tvisten. I ATB-procedurer, der har til formål at bilægge tvisten ved at pålægge en løsning, bør den pålagte løsning endvidere kun være bindende for parterne, hvis de på forhånd er blevet orienteret om dens bindende karakter og specifikt har accepteret dette. Der kræves ikke specifik accept fra den erhvervsdrivende, hvis nationale bestemmelser foreskriver, at sådanne løsninger er bindende for erhvervsdrivende.

(44)

I ATB-procedurer, der har til formål at bilægge tvisten ved at pålægge forbrugeren en løsning, bør den pålagte løsning i situationer, hvor der ikke er nogen lovkonflikt, ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse, som vedkommende sikres ved de præceptive bestemmelser, der gælder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren og den erhvervsdrivende har sædvanligt opholdssted. I situationer, hvor der er en lovkonflikt, og hvor det afgøres i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (9), hvilken lov, der finder anvendelse på købs- eller tjenesteydelsesaftalen, bør den af ATB-instansen pålagte løsning ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse, som vedkommende sikres ved de præceptive bestemmelser, der gælder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sædvanligt opholdssted. I situationer, hvor der er en lovkonflikt, og hvor det afgøres i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1-3, i Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (10), hvilken lov, der finder anvendelse på købs- eller tjenesteydelsesaftalen, bør den af ATB-instansen pålagte løsning ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse, som vedkommende sikres ved de præceptive bestemmelser, der gælder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sædvanligt opholdssted.

(45)

Adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang er grundlæggende rettigheder, som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Derfor bør ATB-procedurer ikke udformes således, at de erstatter domstolsprøvelse, og de bør ikke fratage forbrugere eller erhvervsdrivende deres ret til at anlægge sag ved domstolene. Dette direktiv bør ikke forhindre parterne i at udøve deres ret til adgang til retssystemet. I tilfælde, hvor det ikke har været muligt at bilægge en tvist gennem en given ATB-procedure, hvis resultat ikke er bindende, bør parterne ikke efterfølgende hindres i at anlægge sag i forbindelse med denne tvist. Medlemsstaterne bør frit kunne vælge den mest velegnede måde at nå dette mål på. De bør have mulighed for bl.a. at fastsætte, at forældelsesfristen ikke udløber under en ATB-procedure.

(46)

For at fungere effektivt bør ATB-instanser have tilstrækkelige menneskelige, materielle og finansielle ressourcer til deres rådighed. Medlemsstaterne bør vedtage en passende form for finansiering af ATB-instanser på deres områder uden at begrænse finansieringen af allerede fungerende instanser. Dette direktiv bør ikke berøre spørgsmålet om, hvorvidt ATB-instanser finansieres offentligt eller privat eller med en kombination af offentlige og private midler. ATB-instanser bør dog tilskyndes til specifikt at overveje private finansieringsformer og til kun at bruge offentlige midler efter medlemsstaternes skøn. Dette direktiv bør ikke berøre virksomheders eller erhvervsorganisationers eller faglige organisationers mulighed for at finansiere ATB-instanser.

(47)

Når der opstår en tvist, er det nødvendigt, at forbrugerne hurtigt kan finde frem til, hvilke ATB-instanser der er kompetente til at behandle deres klage, og finde ud af, om den berørte erhvervsdrivende er villig til at deltage i retsforhandlinger ved en ATB-instans. Erhvervsdrivende, der forpligter sig til at bruge ATB-instanser til at bilægge tvister med forbrugere, bør oplyse forbrugerne om adressen og webstedet for den ATB-instans eller de ATB-instanser, som de hører under. Oplysningerne skal være klare og forståelige og lettilgængelige på den erhvervsdrivendes websted, hvis et sådant findes, og hvis det er relevant, i de generelle betingelser, der gælder for købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren. De erhvervsdrivende bør på deres websteder og i de generelle betingelser, der gælder for de relevante aftaler kunne medtage yderligere oplysninger om deres interne klageprocedurer eller om alle andre måder, hvorpå de direkte kan kontaktes med henblik på bilæggelse af tvister med forbrugere uden at henvise dem til en ATB-instans. Når en tvist ikke kan bilægges direkte, bør den erhvervsdrivende skriftligt eller på et andet varigt medium give forbrugeren oplysninger om de relevante ATB-instanser og angive, om han vil benytte sig af dem.

(48)

Forpligtelsen for erhvervsdrivende til at oplyse forbrugerne om de ATB-instanser, som disse erhvervsdrivende hører under, bør ikke berøre bestemmelserne om forbrugeroplysning om udenretslig klageadgang, som findes i andre EU-retsakter, og som bør anvendes i tillæg til den relevante oplysningspligt, som er fastsat i dette direktiv.

(49)

Dette direktiv bør ikke kræve, at det er obligatorisk for erhvervsdrivende at deltage i ATB-procedurer, eller at resultatet af sådanne procedurer er bindende for de erhvervsdrivende, når en forbruger har indgivet en klage mod dem. For at sikre, at forbrugerne har klageadgang, og at de ikke pålægges at frafalde deres krav, bør de erhvervsdrivende dog opfordres til så vidt muligt at deltage i ATB-procedurer. Derfor bør dette direktiv ikke berøre eventuelle nationale bestemmelser, der gør erhvervsdrivendes deltagelse i sådanne procedurer obligatorisk eller forbundet med incitamenter eller sanktioner, eller som gør resultaterne heraf bindende for de erhvervsdrivende, forudsat at sådan lovgivning ikke forhindrer parterne i at udøve deres ret til adgang til retssystemet, der er fastsat ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(50)

For at undgå at pålægge ATB-instanserne unødvendige byrder bør medlemsstaterne opfordre forbrugerne til at kontakte den erhvervsdrivende for at forsøge at løse problemet bilateralt, før de indgiver en klage til en ATB-instans. I mange tilfælde vil forbrugerne dermed kunne bilægge deres tvister hurtigt og i en tidlig fase.

(51)

Medlemsstaterne bør inddrage repræsentanter for faglige organisationer, erhvervsorganisationer og forbrugerorganisationer i udviklingen af ATB-systemer, navnlig vedrørende principperne om upartiskhed og uafhængighed.

(52)

Medlemsstaterne bør sikre, at ATB-instanserne samarbejder om bilæggelsen af grænseoverskridende tvister.

(53)

Netværk af ATB-instanser, som f.eks. det finansielle tvistbilæggelsesnetværk »Fin-Net« på området finansielle tjenesteydelser, bør styrkes i Unionen. Medlemsstaterne bør tilskynde ATB-instanserne til at tilslutte sig sådanne netværk.

(54)

Et tæt samarbejde mellem ATB-instanser og nationale myndigheder bør styrke en effektiv anvendelse af EU-retsakter om forbrugerbeskyttelse. Kommissionen og medlemsstaterne bør lette samarbejdet mellem ATB-instanserne for at tilskynde til udveksling af bedste praksis og teknisk ekspertise og drøfte eventuelle problemer i forbindelse med gennemførelsen af ATB-procedurerne. Sådant samarbejde bør bl.a. støttes gennem Unionens fremtidige forbrugerprogram.

(55)

For at sikre, at ATB-instanserne fungerer korrekt og effektivt, bør de overvåges nøje. Med henblik herpå bør medlemsstaterne udpege en eller flere kompetente myndigheder til at varetage denne opgave. Kommissionen og de myndigheder, der er kompetente i forbindelse med dette direktiv, bør offentliggøre og ajourføre en liste over ATB-instanser, der er i overensstemmelse med dette direktiv. Medlemsstaterne bør sikre, at ATB-instanserne, Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre og, når det er relevant, de organer, der er udpeget i overensstemmelse med dette direktiv, offentliggør denne liste på deres websteder med et link til Kommissionens websted og, når det er muligt, på et varigt medium i deres lokaler. Desuden bør medlemsstaterne tilskynde de relevante forbrugerorganisationer og erhvervsorganisationer til også at offentliggøre listen. Medlemsstaterne bør også sikre hensigtsmæssig formidling af oplysninger om, hvad forbrugerne skal gøre, hvis de har en tvist med en erhvervsdrivende. Herudover bør de kompetente myndigheder offentliggøre regelmæssige rapporter om ATB-instansernes udvikling og virkemåde i deres medlemsstater. ATB-instanserne bør tilsende de kompetente myndigheder specifikke oplysninger, som disse rapporter bør baseres på. Medlemsstaterne bør tilskynde ATB-instanserne til at give disse oplysninger i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 2010/304/EU af 12. maj 2010 om en harmoniseret metode til klassificering og indberetning af klager og forespørgsler fra forbrugere (11).

(56)

Det er nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages for at efterkomme dette direktiv, og sikrer, at disse regler gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(57)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde) (12) bør ændres, så der i bilaget indsættes en henvisning til dette direktiv, og det grænseoverskridende samarbejde om håndhævelsen af dette direktiv styrkes.

(58)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (13) (forbudsdirektivet) bør ændres, så der i bilaget indsættes en henvisning til dette direktiv, og det sikres, at de kollektive forbrugerinteresser, der fastlægges i dette direktiv, beskyttes.

(59)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (14) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er begrundet.

(60)

Målet for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds korrekte funktion gennem virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og uden begrænsning af forbrugernes adgang til domstolene, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(61)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 7, 8, 38 og 47.

(62)

Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (15) og afgav en udtalelse den 12. januar 2012 (16) —

a)

procedurer ved tvistbilæggelsesinstanser, hvor de fysiske personer, der er ansvarlige for tvistbilæggelsen, udelukkende er ansat af eller modtager vederlag fra den enkelte erhvervsdrivende, medmindre medlemsstaterne beslutter at tillade sådanne procedurer som ATB-procedurer efter dette direktiv, og kravene i kapitel II, herunder de specifikke krav om uafhængighed og gennemsigtighed i artikel 6, stk. 3, er opfyldt

b)

procedurer som led i forbrugerklageordninger, der drives af den erhvervsdrivende

c)

ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse

d)

tvister mellem erhvervsdrivende

e)

direkte forhandling mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende

f)

en dommers forsøg på at bilægge en tvist under en retssag vedrørende den pågældende tvist

g)

procedurer, der indledes af en erhvervsdrivende mod en forbruger

h)

sundhedsydelser, der leveres af sundhedsprofessionelle til patienter for at vurdere, bevare eller genetablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og levering af lægemidler og medicinsk udstyr

i)

offentlige udbydere af videregående eller højere uddannelse.

—

hvis der er tale om en fysisk person, dér, hvor han har sit forretningssted

—

hvis der er tale om et selskab eller en anden juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, dér, hvor det pågældende selskab, den pågældende juridiske person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer har sit vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller forretningssted, herunder en filial, et agentur eller en anden virksomhed.

—

hvis den drives af en fysisk person, dér, hvor den pågældende udfører ATB-virksomhed

—

hvis den drives af en juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, dér, hvor den pågældende juridiske person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer udfører ATB-virksomhed eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted

—

hvis den drives af en myndighed eller et andet offentligt organ, på det sted, hvor den pågældende myndighed eller andet offentlige organ har sit hjemsted.

a)

driver og ajourfører et websted, som giver parterne let adgang til oplysninger om ATB-procedurer og gør det muligt for forbrugerne at indgive en klage og den nødvendige tilhørende dokumentation online

b)

efter anmodning giver parterne de oplysninger, som er omhandlet i litra a), på et varigt medium

c)

hvis det er relevant, giver forbrugeren mulighed for at indgive en klage offline

d)

muliggør udveksling af oplysninger mellem parterne ad elektronisk vej, eller, hvis det er relevant, med post

e)

accepterer både nationale og grænseoverskridende tvister, herunder tvister omfattet af forordning (EU) nr. 524/2013, og

f)

når de behandler tvister, som er omfattet af dette direktiv, træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at behandlingen af personoplysninger overholder reglerne om beskyttelse af personoplysninger i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 95/46/EF i den medlemsstat, hvor ATB-instansen er etableret.

a)

forbrugeren ikke har forsøgt at kontakte den pågældende erhvervsdrivende for at drøfte sin klage og i første omgang forsøge at løse problemet direkte med den erhvervsdrivende

b)

tvisten er useriøs eller unødig

c)

tvisten er til behandling eller tidligere er blevet behandlet af en anden ATB-instans eller en domstol

d)

sagsgenstandens værdi ligger under eller over en på forhånd fastsat beløbsgrænse

e)

forbrugeren ikke har indgivet klagen til ATB-instansen inden for en på forhånd fastsat tidsfrist, der ikke må fastsættes til mindre end et år efter den dato, hvor forbrugeren har indgivet klagen til den erhvervsdrivende

f)

behandling af en tvist af denne type ellers i alvorlig grad ville hindre ATB-instansen i at fungere effektivt.

a)

har den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder inden for alternativ eller retslig bilæggelse af forbrugertvister samt generel retskundskab

b)

er udpeget til et mandat af en varighed, som er tilstrækkelig til at sikre, at de handler uafhængigt, og at de ikke er i fare for at blive afsat uden gyldig grund

c)

ikke modtager instrukser fra nogen af parterne eller disses repræsentanter

d)

aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

e)

uden unødig forsinkelse oplyser ATB-instansen om ethvert forhold, der kan påvirke eller kan opfattes som påvirkende deres uafhængighed og uvildighed eller give anledning til en interessekonflikt med en af parterne i den tvist, de skal bilægge. Forpligtelsen til at oplyse om sådanne forhold er en vedvarende forpligtelse under hele ATB-proceduren. Den finder ikke anvendelse, når ATB-instansen kun består af én fysisk person.

a)

at den pågældende fysiske person erstattes af en anden fysisk person, der får til opgave at gennemføre ATB-proceduren, eller alternativt

b)

at den pågældende fysiske person afholder sig fra at gennemføre ATB-proceduren, og at ATB-instansen, hvor det er muligt, foreslår parterne at indbringe tvisten for en anden ATB-instans, der er kompetent til at behandle tvisten, eller alternativt

c)

at forholdene oplyses til parterne, og at den fysiske person kun får tilladelse til at fortsætte gennemførelsen af ATB-proceduren, såfremt parterne ikke har gjort indsigelse efter at være blevet underrettet om forholdene og om deres indsigelsesret.

a)

De fysiske personer, der er ansvarlige for tvistbilæggelse, udnævnes af eller indgår i et kollegialt organ, som består af et ligeligt antal repræsentanter for forbrugerorganisationer og repræsentanter for den erhvervsdrivende, og udnævnes ved en gennemsigtig procedure.

b)

De fysiske personer, der er ansvarlige for tvistbilæggelse, har et mandat af en varighed på mindst tre år for at sikre, at de handler uafhængigt.

c)

De fysiske personer, der er ansvarlige for tvistbilæggelse, forpligter sig til ikke at arbejde for den erhvervsdrivende eller for en faglig organisation eller en erhvervsorganisation, som den erhvervsdrivende er medlem af, i tre år efter, at deres arbejde i tvistbilæggelsesinstansen er afsluttet.

d)

Tvistbilæggelsesinstansen har ikke nogen hierarkisk eller funktionel tilknytning til den erhvervsdrivende og er klart adskilt fra den erhvervsdrivendes operationelle instanser og har et tilstrækkeligt budget, som er adskilt fra den erhvervsdrivendes almindelige budget, til sin rådighed til at varetage sine opgaver.

a)

deres kontaktoplysninger, herunder postadresse og e-mailadresse

b)

at ATB-instanser er opført på en liste i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2

c)

de fysiske personer, der er ansvarlige for ATB, hvordan de er udpeget, og for hvor lang tid

d)

sagkundskab, uvildighed og uafhængighed hos de fysiske personer, som er ansvarlige for ATB, hvis de udelukkende er ansat af eller modtager vederlag fra den erhvervsdrivende

e)

deres medlemskab af netværk af ATB-instanser, der letter grænseoverskridende tvistbilæggelse, hvis det er relevant

f)

de former for tvister, de er kompetente til at behandle, herunder en eventuel tærskel

g)

de procedureregler, der gælder for bilæggelse af en tvist, og de kriterier, på grundlag af hvilke ATB-instansen kan afvise at behandle en given tvist i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4

h)

de sprog, hvorpå klager kan indgives til ATB-instansen, og hvorpå ATB-proceduren afvikles

i)

den type regler, ATB-instansen kan lægge til grund for tvistbilæggelsen (f.eks. retsregler, billighedshensyn og adfærdskodekser)

j)

eventuelle forhåndskrav, som parterne skal opfylde, inden der kan indledes en ATB-procedure, herunder kravet om at forbrugeren skal forsøge at løse sagen direkte med den erhvervsdrivende

k)

hvorvidt parterne kan trække sig ud af proceduren

l)

eventuelle omkostninger, som parterne skal dække, herunder regler om betaling af sagens omkostninger ved dennes afslutning

m)

ATB-procedurens gennemsnitlige varighed

n)

retsvirkningen af ATB-procedurens resultat, herunder bøder, der skal betales ved en eventuel manglende efterkommelse af en afgørelse med bindende virkning for parterne

o)

eksigibilitet i forbindelse med ATB-afgørelsen, hvis det er relevant.

a)

antallet af tvister modtaget til behandling og typen af klager disse tvister vedrørte

b)

eventuelle systematiske eller væsentlige problemer, der forekommer hyppigt og fører til tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende; sådanne oplysninger kan være ledsaget af anbefalinger til, hvordan sådanne problemer kan undgås eller løses i fremtiden, med henblik på at hæve de erhvervsdrivendes standarder og lette udvekslingen af oplysninger og bedste praksis

c)

andelen af tvister, som ATB-instansen har afvist at behandle, og den procentvise andel af begrundelser for en sådan afvisning som omhandlet i artikel 5, stk. 4

d)

i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, litra a), omhandlede procedurer, den procentvise andel af løsninger, der foreslås eller pålægges til fordel for forbrugeren og til fordel for den erhvervsdrivende, og af tvister, der løses mindeligt

e)

den procentvise andel af ATB-procedurer, der er indstillet, og årsagerne hertil, hvis disse er kendt

f)

den gennemsnitlige tid, det har taget at bilægge tvister

g)

i hvilket omfang resultaterne af ATB-procedurerne er blevet efterlevet, hvis dette vides

h)

ATB-instansernes samarbejde inden for netværk af ATB-instanser, der letter løsningen af grænseoverskridende tvister, hvis det er relevant.

a)

ATB-proceduren er til rådighed og lettilgængelig for begge parter både online og offline, uanset hvor parterne befinder sig.

b)

Parterne har adgang til proceduren uden at være forpligtet til at bruge en advokat eller en juridisk rådgiver, men proceduren fratager ikke parterne deres ret til uafhængig rådgivning eller til at lade sig repræsentere eller bistå af tredjemand i en hvilken som helst fase af proceduren.

c)

ATB-proceduren er gratis eller kun forbundet med et symbolsk gebyr for forbrugerne.

d)

Den ATB-instans, som har modtaget en klage, underretter parterne i tvisten, så snart den har modtaget alle dokumenter med de relevante oplysninger vedrørende klagen.

e)

Resultatet af ATB-proceduren offentliggøres inden for 90 kalenderdage fra datoen for ATB-instansens modtagelse af den fuldstændige klagesag. Hvis tvisten er meget kompleks, kan den ansvarlige ATB-instans efter eget skøn forlænge denne frist på 90 kalenderdage. Parterne underrettes om en eventuel forlængelse af fristen og oplyses samtidig om den forventede tid, der er nødvendig for bilæggelsen af tvisten.

a)

at parterne inden for en rimelig frist har mulighed for at fremsætte deres synspunkter og fra ATB-instansen at modtage den anden parts anbringender, bevismidler, dokumenter samt eventuelle erklæringer og udtalelser fra eksperter og får mulighed for at kommentere dem

b)

at parterne underrettes om, at de ikke er forpligtet til at benytte en advokat eller en juridisk rådgiver, men at de kan søge uafhængig rådgivning eller lade sig repræsentere eller bistå af tredjemand i alle faser af proceduren

c)

at parterne skriftligt eller på et varigt medium underrettes om resultatet af ATB-proceduren og får en redegørelse for begrundelserne for resultatet.

a)

at parterne har mulighed for at trække sig ud af proceduren på ethvert trin, hvis de er utilfredse med den måde, proceduren foregår eller udføres på. De skal oplyses om denne ret, inden proceduren påbegyndes. Hvis deltagelse i ATB-procedurer er obligatorisk for den erhvervsdrivende efter de nationale bestemmelser, gælder nærværende litra kun for forbrugeren

b)

at parterne, inden de accepterer eller følger en foreslået løsning, oplyses om at:

c)

at parterne, inden de accepterer eller følger en foreslået løsning, oplyses om retsvirkningerne af at acceptere eller følge en sådan foreslået løsning

d)

at parterne, inden de udtrykker deres accept af en foreslået løsning eller en mindelig aftale, får rimelig tid til at overveje den.

a)

at den pålagte løsning i situationer, hvor der ikke er nogen lovkonflikt, ikke medfører, at forbrugeren mister den beskyttelse, som vedkommende sikres ved de præceptive bestemmelser, der gælder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren og den erhvervsdrivende har sædvanligt opholdssted

b)

at den af ATB-instansen pålagte løsning i situationer, hvor der er en lovkonflikt, og hvor den lov, der finder anvendelse på købs- eller tjenesteydelsesaftalen, er fastsat i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 593/2008, ikke medfører, at forbrugeren mister den beskyttelse, som vedkommende sikres ved de præceptive bestemmelser, der gælder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor vedkommende har sædvanligt opholdssted

c)

at den af ATB-instansen pålagte løsning i situationer, hvor der er en lovkonflikt, og hvor den lov, der finder anvendelse på købs- eller tjenesteydelsesaftalen, er fastsat i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1-3, i Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, ikke medfører, at forbrugeren mister den beskyttelse, som vedkommende sikres ved de præceptive bestemmelser, der gælder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor vedkommende har sædvanligt opholdssted.