1.   Dette direktiv finder anvendelse på virksomheder som defineret i artikel 3, stk. 1.

2.   Direktivet finder ikke anvendelse på:

Uanset første afsnit, litra e) og h) er onshore underjordiske gaslagre i naturlige jordlag, akviferer, salthuler og nedlagte miner samt kemisk og termisk forædling og hermed forbunden oplagring, der involverer farlige stoffer, samt operationelle affaldshåndteringsanlæg, herunder affaldsdepoter og spærredæmninger, der indeholder farlige stoffer, omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

1.   Kommissionen vurderer, hvor det er relevant eller i alle tilfælde, når der foreligger en underretning fra en medlemsstat, jf. stk. 2, om det i praksis er umuligt, at et specifikt farligt stof eller en specifik farlig blanding, der er omfattet af del 1 eller opført i del 2 i bilag I kan forårsage et udslip af stof eller energi, som kan afstedkomme et større uheld både under normale og under ekstraordinære omstændigheder, som med rimelighed kan forudses. Denne vurdering skal tage hensyn til de i stk. 3 omhandlede oplysninger og skal baseres på et eller flere af følgende karakteristika:

Med henblik på første afsnit bør der, hvor det er relevant, desuden tages hensyn til forseglingen og den almindelige indpakning af det farlige stof, herunder navnlig hvor det er dækket af specifik EU-lovgivning.

2.   Finder en medlemsstat, at et farligt stof ikke udgør en risiko for et større uheld i overensstemmelse med stk. 1, underretter den Kommissionen herom sammen med en understøttende begrundelse, herunder de i stk. 3 omhandlede oplysninger.

3.   Med henblik på stk. 1 og 2 skal de oplysninger, der er nødvendige for vurderingen af det pågældende farlige stofs farlige egenskaber i sundhedsmæssig, fysisk eller miljømæssig henseende, omfatte:

4.   Efter den i stk. 1 omtalte vurdering forelægger Kommissionen, hvis det er relevant, Europa-Parlamentet og Rådet et lovgivningsmæssigt forslag om udelukkelse af det pågældende farlige stof fra dette direktivs anvendelsesområde.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederen er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænse sådanne uhelds følger for menneskers sundhed og miljøet.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederen til enhver tid er forpligtet til, især i forbindelse med inspektioner og kontrolforanstaltninger som omhandlet i artikel 20, at godtgøre over for den i artikel 6 omhandlede kompetente myndighed, at han har truffet alle nødvendige foranstaltninger som fastsat i dette direktiv.

1.   Uden at det berører driftslederens ansvar, opretter eller udpeger medlemsstaterne den eller de kompetente myndigheder, som skal varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv (»den kompetente myndighed«), samt om nødvendigt instanser, der skal bistå den kompetente myndighed på teknisk plan. Medlemsstater, der opretter eller udpeger mere end én kompetent myndighed, skal sikre, at procedurerne for de enkelte myndigheders varetagelse af deres opgaver er fuldt koordinerede.

2.   De kompetente myndigheder og Kommissionen samarbejder om aktiviteter til støtte for gennemførelsen af dette direktiv, med inddragelse af interessenter, hvor det er relevant.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder accepterer ækvivalente oplysninger, som driftsledere indsender i overensstemmelse med anden relevant EU-lovgivning, som opfylder nogle af kravene i dette direktiv med henblik på dette direktiv. I sådanne tilfælde skal de kompetente myndigheder sikre, at kravene i dette direktiv er opfyldt.

1.   Medlemsstaterne kræver, at driftslederen indsender en anmeldelse til den kompetente myndighed med følgende oplysninger:

2.   Anmeldelsen eller opdateringen heraf indsendes til den kompetente myndighed inden for følgende frister:

3.   Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis driftslederen allerede har indsendt anmeldelse til den kompetente myndighed i henhold til den nationale lovgivnings krav inden den 1. juni 2015, og de deri indeholdte oplysninger opfylder kravene i stk. 1 og er forblevet uændrede.

4.   Driftslederen skal underrette den kompetente myndighed forud for følgende begivenheder:

1.   Medlemsstaterne kræver, at driftslederen udarbejder et skriftligt dokument, der beskriver virksomhedens plan for forebyggelse af større uheld (»forebyggelsesplanen«) og sikrer, at denne plan gennemføres korrekt. Forebyggelsesplanen skal være udformet på en sådan måde, at den sikrer et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet. Den skal være afpasset efter den risiko for et større uheld, der forligger. Den skal angive driftslederens overordnede mål og handlingsprincipper, ledelsens rolle og ansvar samt indsatsen for løbende at forbedre kontrollen med risikoen for større uheld og sikring af et højt beskyttelsesniveau.

2.   Forebyggelsesplanen udarbejdes og, såfremt national lovgivning stiller krav herom, indsendes til den kompetente myndighed inden for følgende frister:

3.   Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis driftslederen allerede har udarbejdet en forebyggelsesplan og, såfremt national lovgivning stiller krav herom, indsendt den til den kompetente myndighed inden den 1. juni 2015, og de deri indeholdte oplysninger opfylder kravene i stk. 1 og er forblevet uændrede.

4.   Driftslederen skal med jævne mellemrum og mindst hvert femte år gennemgå og om fornødent opdatere forebyggelsesplanen, jf. dog artikel 11. Såfremt national lovgivning stiller krav herom, skal den opdaterede forebyggelsesplan omgående indsendes til den kompetente myndighed.

5.   Forebyggelsesplanen skal gennemføres ved hjælp af hensigtsmæssige midler, strukturer og et sikkerhedsledelsessystem i overensstemmelse med bilag III, som er forholdsmæssigt afstemt efter risikoen for større uheld og kompleksiteten af virksomhedens organisation eller aktiviteter. For kolonne 2-virksomheder kan forpligtelsen til at gennemføre forebyggelsesplanen opfyldes ved hjælp af andre hensigtsmæssige midler, strukturer og ledelsessystemer, der er forholdsmæssigt afstemt efter risikoen for større uheld, under hensyntagen til principperne i bilag III.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed ud fra de oplysninger, den har modtaget fra driftslederne i henhold til artikel 7 og 10, eller efter en anmodning om supplerende oplysninger fra den kompetente myndighed eller fra inspektioner i henhold til artikel 20, identificerer alle de kolonne 2- og kolonne 3-virksomheder eller grupper af sådanne virksomheder, hvor risikoen for og følgerne af større uheld kan være øget på grund af disse virksomheders geografiske placering og nærhed samt deres beholdning af farlige stoffer.

2.   Har den kompetente myndighed supplerende oplysninger til de oplysninger, som driftslederen har indsendt i henhold til artikel 7, stk. 1, litra g), stiller den disse oplysninger til rådighed for den pågældende driftsleder, såfremt det er nødvendigt for anvendelsen af nærværende artikel.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederne i de i overensstemmelse med stk. 1 identificerede virksomheder:

1.   Medlemsstaterne kræver, at driftsledere i kolonne 3-virksomheder udarbejder en sikkerhedsrapport med henblik på at:

2.   Sikkerhedsrapporten skal mindst indeholde de data og oplysninger, der er anført i bilag II. Den skal angive, hvilke relevante organisationer der har medvirket ved udarbejdelsen af rapporten.

3.   Sikkerhedsrapporten indsendes til den kompetente myndighed inden for følgende frister:

4.   Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis driftslederen allerede i overensstemmelse med kravene i den nationale lovgivning har indsendt sikkerhedsrapporten til den kompetente myndighed inden den 1. juni 2015, og de deri indeholdte oplysninger opfylder kravene i stk. 1 og 2 og er forblevet uændrede. Driftslederen skal, for at efterleve stk. 1 og 2 i nærværende artikel, indsende eventuelle ændrede dele af sikkerhedsrapporten i det format som den kompetente myndighed foreskriver i overensstemmelse med de i stk. 3 anførte tidsfrister.

5.   Driftslederen skal med jævne mellemrum og mindst hvert femte år gennemgå og om fornødent opdatere anmeldelsen, jf. dog artikel 11.

Driftslederen skal desuden efter et større uheld i dennes virksomhed og på et hvilket som helst andet tidspunkt på eget initiativ eller på den kompetente myndigheds anmodning gennemgå og om fornødent opdatere sikkerhedsrapporten, når nye forhold eller ny teknologisk viden om sikkerhedsspørgsmål begrunder det, herunder viden opnået gennem analyser af uheld eller, i det omfang det er muligt, »næsten-uheld« og ny viden om risikovurdering.

Den opdaterede sikkerhedsrapport eller opdaterede dele heraf skal omgående indsendes til den kompetente myndighed.

6.   Inden driftslederen påbegynder opførelse eller drift eller i de i stk. 3, litra b) og c), og stk. 5 i denne artikel omhandlede tilfælde, skal den kompetente myndighed inden for en rimelig frist efter at have modtaget rapporten meddele driftslederen, hvilke konklusioner den har draget af sin gennemgang af sikkerhedsrapporten og, hvor relevant, i overensstemmelse med artikel 19 forbyde idriftsætning eller fortsat drift af den pågældende virksomhed.

1.   For alle kolonne 3-virksomheder sikrer medlemsstaterne:

2.   Driftslederne skal opfylde de i stk. 1, litra a) og b), nævnte forpligtelser inden for følgende frister:

3.   Beredskabsplanerne udarbejdes med følgende formål:

Beredskabsplanerne skal indeholde de i bilag IV anførte oplysninger.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at de interne beredskabsplaner i henhold til dette direktiv udarbejdes i samråd med medarbejderne i virksomheden, herunder relevante medarbejdere udlånt i en længere periode af tredjemand.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den berørte offentlighed på et tidligt tidspunkt får mulighed for at tilkendegive sin holdning til de eksterne beredskabsplaner i forbindelse med deres udarbejdelse, eller når de ændres væsentligt.

6.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederne og de udpegede myndigheder med passende intervaller på højst tre år gennemgår, afprøver og om nødvendigt opdaterer henholdsvis de interne og eksterne beredskabsplaner. Ved gennemgangen af planerne skal der tages hensyn til ændringer, der er sket i de pågældende virksomheder eller hos de pågældende beredskabstjenester, ny teknisk viden og viden om håndtering af større uheld.

Med hensyn til eksterne beredskabsplaner skal medlemsstaterne tage hensyn til behovet for at fremme et tættere samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområdet i forbindelse med større ulykker.

7.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederen og om nødvendigt den dertil udpegede kompetente myndighed straks iværksætter beredskabsplanerne, hvis der indtræffer et større uheld, eller hvis der indtræder en ukontrolleret hændelse, som på grund af sin karakter med rimelighed kunne antages at føre til et større uheld.

8.   Den kompetente myndighed kan på grundlag af oplysningerne i sikkerhedsrapporten med angivelse af begrundelsen herfor bestemme, at kravet om udarbejdelse af en ekstern beredskabsplan i henhold til stk. 1 ikke finder anvendelse.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at målene med hensyn til forebyggelse af større uheld og begrænsning af sådanne uhelds følger for menneskers sundhed og miljøet tages i betragtning i deres politik for fysisk planlægning eller andre relevante politikker. De forfølger disse mål gennem kontrol med:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der i deres politik for fysisk planlægning eller andre relevante politikker samt ved disse politikkers gennemførelse tages hensyn til behovet for på lang sigt:

3.   Medlemsstaterne sikrer, at alle kompetente myndigheder og planmyndigheder med ansvar for afgørelser på dette område indfører passende høringsprocedurer for at lette gennemførelsen af de i stk. 1 omhandlede politikker. Disse procedurer skal udformes på en sådan måde, at det sikres, at driftslederen giver tilstrækkelige oplysninger om de risici, virksomheden er forbundet med, og at teknisk rådgivning om disse risici er til rådighed enten for hvert enkelt tilfælde eller generelt, når afgørelser træffes.

Medlemsstaterne sikrer, at driftsledere i kolonne 2-virksomheder på den kompetente myndigheds anmodning tilvejebringer tilstrækkelige oplysninger om risiciene ved deres virksomhed til brug for fysisk planlægning.

4.   Kravene i stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder anvendelse med forbehold af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (15), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (16) og anden relevant EU-lovgivning. Medlemsstaterne kan indføre koordinerede eller fælles procedurer med henblik på at opfylde kravene i denne artikel og kravene i nævnte lovgivning, bl.a. med det formål at undgå overlappende vurderinger eller høringer.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de i bilag V anførte oplysninger permanent er tilgængelige for offentligheden, også elektronisk. Oplysningerne skal holdes opdateret i fornødent omfang, herunder i tilfælde af ændringer omfattet af artikel 11.

2.   For kolonne 3-virksomheder skal medlemsstaterne desuden sikre:

De oplysninger, der skal gives i henhold til første afsnit, litra a), omfatter mindst de i bilag V anførte oplysninger. Oplysningerne skal desuden gives til alle bygninger og områder, der benyttes af offentligheden, herunder skoler og hospitaler, samt alle nabovirksomheder, hvor der er tale om virksomheder omfattet af artikel 9. Medlemsstaterne sikrer, at disse oplysninger gives mindst hvert femte år, at de regelmæssigt revideres og om nødvendigt opdateres, herunder i tilfælde af ændringer omfattet af artikel 11.

3.   Medlemsstaterne giver andre medlemsstater, der må påregnes at kunne blive berørt af de grænseoverskridende følger af et større uheld i en kolonne 3-virksomhed, tilstrækkelige oplysninger til, at de potentielt berørte medlemsstater om nødvendigt kan anvende de relevante bestemmelser i artikel 12 og 13 samt i nærværende artikel.

4.   Har en medlemsstat fastslået, at en virksomhed beliggende tæt på en anden medlemsstats område ikke er i stand til at udgøre en risiko for et større uheld med virkninger uden for virksomhedens område, jf. artikel 12, stk. 8, og der derfor ikke er krav om udarbejdelse af en ekstern beredskabsplan som omhandlet i artikel 12, stk. 1, underretter den førstnævnte medlemsstat den anden medlemsstat om sin begrundede afgørelse.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at den berørte offentlighed på et tidligt tidspunkt får mulighed for at tilkendegive sin holdning til specifikke individuelle projekter vedrørende:

2.   I forbindelse med de i stk. 1 omhandlede specifikke individuelle projekter skal der tidligt i beslutningsprocessen, eller senest så snart det med rimelighed er muligt at give oplysningerne, ved offentlig bekendtgørelse eller ved andre egnede midler herunder elektroniske medier, hvor det er muligt, gives oplysninger til offentligheden om følgende forhold:

3.   I forbindelse med de i stk. 1 omtalte specifikke individuelle projekter sikrer medlemsstaterne, at den berørte offentlighed inden for passende frister kan få indsigt i følgende:

4.   Medlemsstaterne sikrer, at den berørte offentlighed får adgang til at fremsætte bemærkninger og synspunkter til den kompetente myndighed, før der træffes en afgørelse om et specifikt individuelt projekt som omhandlet i stk. 1, og at der i beslutningsprocessen tages behørigt hensyn til udfaldet af høringer foretaget i henhold til stk. 1.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed, når den relevante afgørelse er truffet, giver offentligheden indsigt i:

6.   Når der opstilles overordnede planer eller programmer for projekter, der falder ind under stk. 1, litra a) eller c), sikrer medlemsstaterne, at offentligheden på et tidligt tidspunkt gives reel mulighed for at blive inddraget i udarbejdelsen, ændringen eller gennemgangen heraf gennem de procedurer, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet (18).

Medlemsstaterne identificerer den offentlighed, der er berettiget til at blive inddraget i forbindelse med dette stykke, herunder relevante ikke-statslige organisationer, som opfylder alle relevante krav i henhold til national lovgivning, såsom miljøbeskyttelsesorganisationer.

Dette stykke finder ikke anvendelse på planer og programmer, i forbindelse med hvilke der gennemføres en procedure med inddragelse af offentligheden i henhold til direktiv 2001/42/EF.

7.   De nærmere bestemmelser for informering af offentligheden og høring af den berørte offentlighed fastlægges af medlemsstaterne.

Der fastsættes rimelige tidsrammer for de forskellige faser, som giver tilstrækkelig tid til at informere offentligheden og til, at den berørte offentlighed kan forberede sig på og reelt blive inddraget i de miljøbeslutningsprocesser, der er omfattet af denne artikel.

1.   Med henblik på at forebygge og begrænse følgerne af større uheld underretter medlemsstaterne Kommissionen om større uheld, som er indtruffet på deres område, og som opfylder kriterierne i bilag VI. De giver Kommissionen følgende oplysninger:

2.   Oplysningerne i stk. 1 i denne artikel indgives, så snart det er praktisk muligt og senest et år efter datoen for uheldet ved brug af den i artikel 21, stk. 4, omhandlede database. Hvis de i stk. 1, litra e), omtalte oplysninger til indgivelse i databasen kun kan fremskaffes i foreløbig form inden for denne tidsfrist, skal oplysningerne opdateres, så snart resultaterne af yderligere analyser og anbefalinger foreligger.

Medlemsstaterne kan udsætte den i stk. 1, litra e), omhandlede indberetning af oplysninger indtil retssager, som kan blive berørt af en sådan indberetning, er afsluttede.

3.   Med henblik på medlemsstaternes indgivelse af de i stk. 1 i denne artikel omhandlede oplysninger udarbejdes en indberetningsformular i form af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.

4.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navn og adresse på enhver instans, som måtte være i besiddelse af relevante oplysninger om større uheld, og som kan rådgive de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der bliver stillet over for et sådant større uheld.

1.   Medlemsstaterne forbyder drift eller idriftsætning af virksomheder, anlæg eller lagre eller enhver del heraf, hvis de foranstaltninger, som driftslederen har truffet, er klart utilstrækkelige til at forebygge eller begrænse større uheld. Med henblik herpå skal medlemsstaterne blandt andet tage hensyn til alvorlige undladelser af at træffe nødvendige foranstaltninger, der fremgår af inspektionsrapporten.

Medlemsstaterne kan forbyde drift eller idriftsætning af virksomheder, anlæg eller lagre eller enhver del heraf, hvis driftslederen ikke inden for den fastsatte frist har indgivet anmeldelse, rapporter eller andre oplysninger, som kræves i henhold til dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederen har adgang til at påklage et forbud, den kompetente myndighed har meddelt i henhold til stk. 1, over for en relevant instans, der fastsættes i henhold til national lovgivning og procedurer.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører et inspektionssystem.

2.   Inspektionerne skal være afpasset efter den pågældende virksomhedstype. Inspektionerne skal gennemføres uafhængigt af modtagelse af sikkerhedsrapporter eller af andre rapporter. De skal sikre en planlagt og systematisk undersøgelse af de systemer, der anvendes i virksomheden, hvad enten de er af teknisk, organisatorisk eller ledelsesmæssig art, og navnlig tage sigte på at sikre:

3.   Medlemsstaterne sikrer, at alle virksomheder er omfattet af en inspektionsplan på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og at denne plan revideres regelmæssigt og opdateres i det fornødne omfang.

Hver inspektionsplan skal omfatte:

4.   Med udgangspunkt i de i stk. 3 omhandlede inspektionsplaner udarbejder den kompetente myndighed regelmæssigt programmer for rutinemæssige inspektioner i alle virksomheder, herunder hyppigheden af besøg på virksomhedsområdet for forskellige virksomhedstyper.

Tidsrummet mellem to på hinanden følgende inspektioner på virksomhedsområdet må ikke overstige et år for kolonne 3-virksomheder og tre år for kolonne 2-virksomheder, medmindre den kompetente myndighed har udarbejdet et inspektionsprogram baseret på en systematisk vurdering af risikoen for større uheld i de pågældende virksomheder.

5.   Den systematiske vurdering af risiciene i de pågældende virksomheder baseres på mindst følgende kriterier:

Der kan desuden tages hensyn til relevante resultater af inspektioner foretaget i henhold til anden EU-lovgivning.

6.   I tilfælde af alvorlige klager, alvorlige uheld og »næsten-uheld«, hændelser og tilsidesættelser foretages der snarest muligt ikke-rutinemæssige inspektioner.

7.   Senest fire måneder efter hver inspektion skal den kompetente myndighed underrette driftslederen om, hvilke konklusioner den har draget af inspektionen, og hvilke foranstaltninger den finder nødvendige. Den kompetente myndighed sikrer, at driftslederen iværksætter alle disse nødvendige foranstaltninger inden for en rimelig frist efter modtagelse af denne underretning.

8.   Er der under en inspektion blevet påvist et væsentligt tilfælde af manglende overholdelse af dette direktiv, skal der foretages en yderligere inspektion inden for seks måneder.

9.   Inspektioner skal så vidt muligt koordineres med inspektioner, der foretages i henhold til anden EU-lovgivning, og kombineres med dem, hvor det er hensigtsmæssigt.

10.   Medlemsstaterne tilskynder de kompetente myndigheder til at tilvejebringe ordninger og redskaber til udveksling af erfaringer og konsolidering af viden og til at deltage i sådanne ordninger på EU-plan, hvor det er relevant.

11.   Medlemsstaterne sikrer, at driftslederne yder de kompetente myndigheder enhver bistand, der er nødvendig, for at de kan gennemføre de inspektioner og indhente de oplysninger, de har brug for til varetagelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv, og at de kompetente myndigheder i særdeleshed får mulighed for at danne sig et komplet billede af risikoen for et større uheld og risikoen for en forøgelse af sandsynligheden for eller en forværring af større uheld, for at udarbejde en ekstern beredskabsplan og for at tage hensyn til stoffer, der på grund af deres fysiske form, særlige omstændigheder eller placering fortjener særlig opmærksomhed.

1.   Medlemsstaterne og Kommissionen udveksler oplysninger om de indvundne erfaringer med hensyn til forebyggelse af større uheld og begrænsning af deres følger. Disse oplysninger skal navnlig vedrøre den måde, hvorpå de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger fungerer.

2.   Senest den 30. september 2019 og hvert fjerde år derefter aflægger medlemsstaterne rapport til Kommissionen om gennemførelsen af dette direktiv.

3.   Medlemsstaterne indsender vedrørende de virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, mindst følgende oplysninger til Kommissionen:

Kommissionen opretter og opdaterer løbende en database med de oplysninger, medlemsstaterne har indsendt. Adgang til databasen begrænses til personer, der er godkendt af Kommissionen eller medlemsstaternes kompetente myndigheder.

4.   Kommissionen opretter en database og stiller den til rådighed for medlemsstaterne med bl.a. oplysninger om større uheld, der er indtruffet på medlemsstaternes område, med henblik på:

5.   Senest den 1. januar 2015 vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, som fastlægger de formater, der skal anvendes ved indsendelse af de i stk. 2 og 3 i denne artikel omhandlede oplysninger fra medlemsstaterne, og de databaser, der er nævnt i stk. 3 og 4. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.

6.   Databasen i stk. 4 skal som minimum indeholde:

7.   Kommissionen gør den ikke-fortrolige del af oplysningerne offentligt tilgængelig.

1.   Medlemsstaterne sikrer af hensyn til åbenheden, at den kompetente myndighed er forpligtet til at stille oplysninger, som besiddes i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv, til rådighed for fysiske eller juridiske personer, der anmoder derom, i overensstemmelse med direktiv 2003/4/EF.

2.   Udlevering af oplysninger, som kræves i henhold til dette direktiv, herunder i henhold til artikel 14, kan afvises eller begrænses af den kompetente myndighed, når betingelserne i artikel 4 i direktiv 2003/4/EF er opfyldt.

3.   Den kompetente myndighed kan give afslag på fuldstændig udlevering af de i artikel 14, stk. 2, litra b) og c), omhandlede oplysninger, som denne kompetente myndighed besidder, jf. dog denne artikels stk. 2, hvis driftslederen har anmodet om, at visse oplysninger i sikkerhedsrapporten eller fortegnelsen over farlige stoffer ikke udleveres af de grunde, der er nævnt i artikel 4 i direktiv 2003/4/EF.

Den kompetente myndighed kan også af de samme grunde bestemme, at der ikke udleveres oplysninger om visse dele af rapporten eller fortegnelsen. I sådanne tilfælde skal driftslederen med denne myndigheds godkendelse sende en ændret rapport eller fortegnelse, som ikke indeholder disse dele, til den kompetente myndighed.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 25, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 13. august 2012. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest fire måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 25 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er trådt i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, underretter den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 25 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Kommissionen bistås af et udvalg, der nedsættes i overensstemmelse med til direktiv 96/82/EF. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

1.   På grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne indsender i henhold til artikel 18 og artikel 21, stk. 2, og de oplysninger, som findes i de i artikel 21, stk. 3 og 4, omhandlede databaser samt under hensyntagen til gennemførelsen af artikel 4, forelægger Kommissionen senest den 30. september 2020 og hvert fjerde år derefter Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om dette direktivs gennemførelse og effektive anvendelse, hvori skal indgå oplysninger om større uheld, der har fundet sted i Unionen, og om de mulige virkninger heraf for gennemførelsen af dette direktiv. I den første af disse rapporter medtager Kommissionen en vurdering af behovet for at ændre dette direktivs anvendelsesområde. Rapporterne kan, om nødvendigt, ledsages af et lovgivningsmæssigt forslag.

2.   Kommissionen kan i forbindelse med relevant EU-lovgivning undersøge, om der er behov for at behandle spørgsmålet om driftslederens finansielle ansvar i tilfælde af større uheld, herunder forsikringsmæssige spørgsmål.

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. maj 2015. De anvender bestemmelserne fra den 1. juni 2015.

Uanset første afsnit sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktivs artikel 30 senest den 14. februar 2014. De anvender bestemmelserne fra den 15. februar 2014.

De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

1.   Direktiv 96/82/EF ophæves med virkning fra den 1. juni 2015.

2.   Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag VII.

BILAG I

FARLIGE STOFFER

Farlige stoffer, der er omfattet af farekategorierne opført dette bilags kolonne 1, del 1, er underlagt tærskelmængderne fastsat i kolonne 2 og 3, del 1.

Når et farligt stof er omfattet af dette bilags del 1 og er opført i del 2, finder tærskelmængderne fastsat i kolonne 2 og 3, del 2, anvendelse.

DEL 1

Kategorier af farlige stoffer

Denne del omfatter alle farlige stoffer, der falder ind under farekategorierne i kolonne 1:

DEL 2

Navngivne farlige stoffer

NOTER TIL BILAG I

17.   Kaliumnitrat (5 000/10 000):

Dette gælder for de blandede kaliumnitratbaserede gødninger (i granuleret/prillet form), der har samme fareegenskaber som ren kaliumnitrat.

18.   Kaliumnitrat (1 250/5 000):

Dette gælder for de blandede kaliumnitratbaserede gødninger (i krystallinsk form), der har samme fareegenskaber som ren kaliumnitrat.

19.   Opgraderet biogas

Med henblik på gennemførelsen af dette direktiv kan opgraderet biogas klassificeres under bilag I, del 2, nr. 18, såfremt det er behandlet i overensstemmelse med de gældende standarder for renset og opgraderet biogas, der sikrer en kvalitet svarende til naturgas, inklusive indholdet af methan, og har et iltindhold på højst 1 %.

20.   Polychlordibenzofuran og polychlordibenzodioxin

Mængderne af polychlordibenzofuran og polychlordibenzodioxin beregnes med følgende vægtningsfaktorer:

(1)  CAS-nummeret er kun angivet til orientering.

(*1)  Forudsat, at blandingen uden indhold af natriumhypochlorit ikke ville blive klassificeret som farlig for vandmiljøet, kategori Akut 1 [H400].

(2)  Nærmere retningslinjer for, hvornår testning ikke behøves, findes i beskrivelsen af metode A.14 i Kommissionens forordning (EF) nr. 440/2008/EF af 30. maj 2008 om fastlæggelse af forsøgsmetoder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) (EUT L 142 af 31.5.2008, s. 1).

(3)  EUT L 147 af 9.6.1975, s. 40.

(4)  15,75 vægtprocent nitrogen afledt af ammoniumnitrat svarer til 45 % ammoniumnitrat.

(5)  24,5 vægtprocent nitrogen afledt af ammoniumnitrat svarer til 70 % ammoniumnitrat.

(6)  EUT L 304 af 21.11.2003, s. 1.

(7)  28 vægtprocent nitrogen afledt af ammoniumnitrat svarer til 80 % ammoniumnitrat.

BILAG II

Data og oplysninger, der som minimum skal indgå i den i artikel 10 omhandlede sikkerhedsrapport

BILAG III

Oplysninger efter artikel 8, stk. 5, og artikel 10 om virksomhedens sikkerhedsledelsessystem og organisation med henblik på forebyggelse af større uheld

Ved gennemførelsen af driftslederens sikkerhedsledelsessystem tages der hensyn til nedenstående principper.

BILAG IV

Data og oplysninger, der skal indgå i de i artikel 12 omhandlede beredskabsplaner

BILAG V

Oplysninger til offentligheden i henhold til artikel 14, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, litra a)

DEL 1

For alle virksomheder omfattet af dette direktiv:

DEL 2

For kolonne 3-virksomheder, ud over de i del 1 anførte oplysninger:

BILAG VI

Kriterier for indberetning af et større uheld til Kommissionen, jf. artikel 18, stk. 1

I.   Kommissionen skal underrettes om alle større uheld, der falder ind under punkt 1, og som er forbundet med mindst én af de følger, der er beskrevet i punkt 2, 3, 4 og 5 nedenfor.

1.   Farlige stoffer

Enhver brand eller eksplosion eller utilsigtet udslip af farlige stoffer i en mængde, der svarer til mindst 5 % af den i kolonne 3 i del 1 eller i kolonne 3 i del 2 i bilag I anførte tærskelmængde.

2.   Personskade eller skade på fast ejendom:

3.   Umiddelbare skader på miljøet:

4.   Materielle skader:

5.   Grænseoverskridende skader:

Ethvert større uheld, hvori direkte indgår et farligt stof, og som får følger uden for den pågældende medlemsstats område.

II.   Alle uheld eller »næsten-uheld«, som medlemsstaterne anser for at være af særlig teknisk interesse for forebyggelse af større uheld og begrænsning af følgerne af sådanne uheld, men som ikke opfylder ovennævnte kvantitative kriterier, bør indberettes til Kommissionen.

BILAG VII

SAMMENLIGNINGSTABEL

1.   Dette direktiv finder anvendelse på elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) som følger:

2.   Dette direktiv berører ikke sikkerheds- og sundhedskrav i EU-lovgivningen i relation til kemikalier, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur (18), samt kravene i EU-særlovgivning om affaldshåndtering eller produktdesign.

3.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende EEE:

4.   Ud over det i stk. 3 specificerede udstyr finder dette direktiv fra 15. august 2018 ikke anvendelse på følgende EEE:

5.   Senest 14. august 2015 revurderer Kommissionen direktivets anvendelsesområde som fastsat i stk. 1, litra b), herunder parametrene til at skelne mellem stort og småt udstyr i bilag III og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport herom. Rapporten ledsages eventuelt af et lovgivningsforslag.

1.   I dette direktiv forstås ved:

a)   »elektrisk og elektronisk udstyr« eller »EEE«: udstyr, som er afhængigt af elektrisk strøm eller et elektromagnetisk felt for at kunne fungere korrekt, og udstyr til produktion, transmission og måling af elektriske strømme og elektromagnetiske felter, som er bestemt til brug ved en spænding på højst 1 000 volt for vekselstrøms vedkommende og 1 500 volt for jævnstrøms vedkommende

b)   »stationære industrielle værktøjer i stor skala«: en stor samling af maskiner, udstyr og/eller komponenter, der fungerer sammen til et bestemt anvendelsesformål, som installeres permanent og demonteres af fagfolk på et bestemt sted, og som anvendes og vedligeholdes af fagfolk i et industrielt produktionsanlæg eller et forsknings- og udviklingsanlæg

c)   »faste installationer i stor skala«: en stor kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der:

d)   »mobile ikke-vejgående maskiner«: maskiner med en indbygget strømkilde, hvis drift enten kræver mobilitet eller en kontinuerlig eller semikontinuerlig flytning mellem en række faste arbejdspunkter under arbejdet

e)   »affald af elektrisk og elektronisk udstyr« eller »WEEE«: elektrisk eller elektronisk udstyr, der i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF er affald, herunder alle komponenter, delkomponenter og hjælpematerialer, som indgår i produktet på bortskaffelsestidspunktet

f)   »producent«: enhver fysisk eller juridisk person, som uanset hvilken salgsmetode der anvendes, herunder fjernkommunikation som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (19):

Den, der udelukkende bidrager med finansiering eller handler i henhold til en finansieringsaftale, anses ikke for at være »producent«, medmindre han optræder som producent i den i nr. i)-iv) anførte betydning

g)   »distributør«: enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, der gør EEE tilgængeligt på markedet. Denne definition forhindrer ikke, at en distributør samtidig er producent i den i litra f) forudsatte betydning

h)   »WEEE fra private husholdninger«: WEEE, der hidrører fra private husholdninger, og WEEE, der hidrører fra handel, industri, institutioner og andre kilder, som på grund af dets art og mængde kan sidestilles med WEEE fra private husholdninger. Affald fra EEE, der sandsynligvis kan anvendes af både private husholdninger og andre brugere end private husholdninger, betragtes i alle tilfælde som WEEE fra private husholdninger

i)   »finansieringsaftale«: enhver aftale eller ordning om lån, leasing, leje eller salg på afbetaling vedrørende udstyr, uanset om det i den pågældende aftale eller ordning eller enhver tillægsaftale eller tillægsordning hertil bestemmes, at ejendomsretten til det pågældende udstyr vil eller kan blive overdraget

j)   »gøre tilgængelig på markedet«: enhver levering af et produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på en medlemsstats marked som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag

k)   »bringe i omsætning«: første tilgængeliggørelse af et produkt i erhvervsøjemed på markedet på en medlemsstats område

l)   »udtagning«: manuel, mekanisk, kemisk eller metallurgisk håndtering, der resulterer i, at farlige stoffer, blandinger og komponenter isoleres i en identificerbar strøm eller er en identificerbar del af en strøm i behandlingsprocessen. Et stof, en blanding eller en komponent er identificerbar, hvis det med overvågning kan kontrolleres, at behandlingen er miljømæssigt forsvarlig

m)   »medicinsk udstyr«: medicinsk udstyr eller tilbehør som omhandlet i Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr (20), artikel 1, stk. 2, henholdsvis litra a) og b), og som er EEE

n)   »medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik«: medicinsk udstyr eller tilbehør til in vitro-diagnostik som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF af 27. oktober 1998 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (21), artikel 1, stk. 2, henholdsvis litra b) og c), og som er EEE

o)   »aktivt, implantabelt medicinsk udstyr«: aktivt, implantabelt medicinsk udstyr som omhandlet i Rådets direktiv 90/385/EØF af 20. juni 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aktivt, implantabelt medicinsk udstyr (22), artikel 1, stk. 2, litra c), og som er EEE.

2.   Derudover finder definitionerne af »farligt affald«, »indsamling«, »særskilt indsamling«, »forebyggelse«, »genbrug«, »behandling«, »nyttiggørelse«, »forberedelse med henblik på genbrug«, »genanvendelse« og »bortskaffelse« i artikel 3 i direktiv 2008/98/EF anvendelse.

1.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at minimere bortskaffelse af WEEE i form af usorteret husholdningsaffald, til at sikre korrekt behandling af alt indsamlet WEEE og til at opnå et højt niveau for særskilt indsamling af WEEE, især, som en prioritet, for udstyr til temperaturudveksling indeholdende ozonlagsnedbrydende stoffer og fluorholdige drivhusgasser, for kviksølvholdige lysstofrør, for fotovoltaiske paneler og for småt udstyr som omhandlet i kategori 5 og 6 i bilag III.

2.   For så vidt angår WEEE fra private husholdninger sikrer medlemsstaterne, at:

Medlemsstaterne kan indføre bestemmelser om særlige ordninger for returnering af WEEE, jf. litra a), b) og c), med henblik på tilfælde, hvor udstyret ikke indeholder dets væsentlige komponenter, eller hvis udstyret indeholder andet affald end WEEE.

3.   Medlemsstaterne kan udpege de aktører, der har tilladelse til at indsamle WEEE fra private husholdninger, som omhandlet i stk. 2.

4.   Medlemsstaterne kan kræve, at WEEE, der er afleveret til indsamlingsanlæg, jf. stk. 2 og 3, afleveres til producenterne eller tredjemand, der handler på deres vegne, eller afleveres, med henblik på forberedelse med henblik på genbrug, til udpegede virksomheder eller foretagender.

5.   For så vidt angår WEEE, der ikke er WEEE fra private husholdninger, sikrer medlemsstaterne, uden at det berører artikel 13, at producenterne eller tredjemand, der handler på deres vegne, sørger for indsamling af sådant affald.

1.   Medlemsstaterne forbyder bortskaffelse af særskilt indsamlet WEEE, som ikke har gennemgået den behandling, der er beskrevet i artikel 8.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at indsamling og transport af særskilt indsamlet WEEE udføres på en måde, der giver optimale betingelser for at forberede med henblik på genbrug, genanvendelse og isolering af farlige stoffer.

For at optimere forberedelse med henblik på genbrug tilskynder medlemsstaterne til, at indsamlingsordningerne eller indsamlingsanlæggene, når det er relevant, forud for eventuel yderligere overførsel holder WEEE, der skal forberedes med henblik på genbrug, adskilt fra andet særskilt indsamlet WEEE på indsamlingsstederne, navnlig ved at der gives adgang for personale fra genbrugscentre.

1.   Uden at det berører artikel 5, stk. 1, sikrer hver enkelt medlemsstat, at princippet om producentansvar gennemføres, og på dette grundlag, at der årligt opnås en minimumsindsamlingsprocent. Fra 2016 skal minimumsindsamlingsprocenten være 45 % beregnet på grundlag af den samlede vægt af WEEE, der er indsamlet i henhold til artikel 5 og 6 i et givet år i den berørte medlemsstat, udtrykt som en procentdel af den gennemsnitlige vægt af EEE, der er bragt i omsætning i de foregående tre år i denne medlemsstat. Medlemsstaterne sikrer, at den indsamlede mængde WEEE gradvist øges i perioden fra 2016 til 2019, medmindre indsamlingsprocenten som fastsat i andet afsnit allerede er nået.

Fra 2019 skal den årlige minimumsindsamlingsprocent være 65 % af den gennemsnitlige vægt af EEE, der er bragt i omsætning i de foregående tre år i den pågældende medlemsstat, eller alternativt 85 % af vægten af WEEE, der er genereret på den medlemsstats område.

Indtil den 31. december 2015 gælder forsat et mål på mindst 4 kg pr. indbygger i gennemsnit pr. år for særskilt indsamlet WEEE fra private husholdninger eller den samme mængde WEEE udtrykt i vægt, der er indsamlet i gennemsnit i den pågældende medlemsstat i de tre foregående år, alt efter hvilken af disse mængder der er størst.

Medlemsstaterne kan fastsætte mere ambitiøse mål for særskilt indsamling af WEEE og indberetter i givet fald disse til Kommissionen.

2.   For at fastslå, hvorvidt minimumsindsamlingsprocenten er nået, sikrer medlemsstaterne, at oplysninger om særskilt indsamlet WEEE, jf. artikel 5, fremsendes til medlemsstaterne vederlagsfrit, og at disse oplysninger som minimum indeholder oplysninger om WEEE, der er:

3.   Uanset stk. 1 kan Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet på grund af deres mangel på nødvendig infrastruktur og lave forbrug af EEE beslutte:

4.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 20 vedrørende de nødvendige overgangstilpasninger med henblik på at afhjælpe medlemsstaternes eventuelle vanskeligheder ved at opfylde kravene i stk. 1.

5.   For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne artikel vedtager Kommissionen senest 14. august 2015 gennemførelsesretsakter, der fastsætter en fælles metode til at beregne vægten af EEE, der bringes i omsætning på det nationale marked, og en fælles metode til at beregne vægten af den mængde WEEE, der genereres i hver enkelt medlemsstat. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 21, stk. 2.

6.   Senest 14. august 2015 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om den fornyede undersøgelse af fristerne vedrørende de i stk. 1 omhandlede indsamlingsprocenter og om eventuelle mål for særskilt indsamling for en eller flere af kategorierne i bilag III, navnlig temperaturudvekslingsudstyr, fotovoltaiske paneler, småt udstyr, småt it- og telekommunikationsudstyr, og kviksølvholdige lyskilder. Rapporten ledsages, hvis det er relevant, af et forslag til retsakt.

7.   Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til retsakt, hvis den på grundlag af en konsekvensanalyse finder, at der er behov for en revision af indsamlingsprocenten baseret på det genererede WEEE.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at alt særskilt indsamlet WEEE behandles korrekt.

2.   Korrekt behandling, undtagen forberedelse med henblik på genbrug, og nyttiggørelse eller genanvendelse skal mindst omfatte udtagning af alle væsker og selektiv behandling i overensstemmelse med bilag VII.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at producenterne eller tredjemand, der handler på deres vegne, etablerer ordninger til nyttiggørelse af WEEE under anvendelse af de bedste tilgængelige teknikker. Ordningerne kan etableres individuelt eller kollektivt af producenterne. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder og foretagender, der udfører indsamlings- eller behandlingsprocesser, oplagrer og behandler WEEE i overensstemmelse med de tekniske krav i bilag VIII.

4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 20 vedrørende ændring af bilag VII for at indføre andre behandlingsteknologier, der sikrer mindst samme beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet.

Kommissionen evaluerer som et prioriteret spørgsmål, om henvisningerne til printkort til mobiltelefoner og LCD-skærme skal ændres. Kommissionen opfordres til at vurdere, om det er nødvendigt at foretage ændringer i bilag VII med hensyn til nanomaterialer, der er indeholdt i EEE.

5.   Med henblik på miljøbeskyttelse kan medlemsstaterne fastsætte minimumskvalitetsstandarder for behandlingen af indsamlet WEEE.

Medlemsstater, der vælger sådanne kvalitetsstandarder, underretter Kommissionen herom, og Kommissionen offentliggør disse standarder.

Senest 14. februar 2013 anmoder Kommissionen de europæiske standardiseringsorganisationer om at udvikle europæiske standarder for behandlingen, herunder nyttiggørelse, genanvendelse og forberedelse med henblik på genbrug, af WEEE. Disse standarder skal afspejle det givne teknologiske stade.

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne artikel kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter minimumskvalitetsstandarder baseret især på de standarder, der er udviklet af de europæiske standardiseringsorganisationer. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 21, stk. 2.

Der offentliggøres en henvisning til standarder, der er blevet fastsat af Kommissionen.

6.   Medlemsstaterne tilskynder virksomheder og foretagender, der udfører behandlingsprocesser, til at indføre certificerede miljøledelsessystemer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 af 25. november 2009 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) (23).

1.   Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder og foretagender, der udfører behandlingsprocesser, indhenter tilladelse fra de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv 2008/98/EF.

2.   Undtagelser fra krav om tilladelse, betingelser for undtagelser og registrering skal være i overensstemmelse med henholdsvis artikel 24, 25 og 26 i direktiv 2008/98/EF.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at den i stk. 1 og 2 omhandlede tilladelse eller registrering omfatter alle de betingelser, der er nødvendige for at opfylde kravene i artikel 8, stk. 2, 3 og 5, samt for at nå de nyttiggørelsesmål, der er fastsat i artikel 11.

1.   Behandling af WEEE kan også finde sted uden for den pågældende medlemsstat eller Unionen, forudsat at transporten heraf finder sted i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1013/2006 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1418/2007 af 29. november 2007 om eksport til nyttiggørelse af visse typer affald, der er opført i bilag III eller IIIA til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006, til visse lande, der ikke er omfattet af OECD-beslutningen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald (24).

2.   WEEE, der eksporteres ud af Unionen, regnes kun med ved konstateringen af, at de i dette direktivs artikel 11 fastsatte krav og mål er opfyldt, hvis eksportøren i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1013/2006 og forordning (EF) nr. 1418/2007 kan forelægge bevis for, at behandlingen fandt sted under omstændigheder, der svarer til kravene i dette direktiv.

3.   Kommissionen vedtager senest 14. februar 2014 delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 20 vedrørende fastsættelse af udførlige regler som supplement til denne artikels stk. 2, bl.a. kriterier for vurderingen af tilsvarende omstændigheder.

1.   Med hensyn til alt WEEE, der er indsamlet særskilt i henhold til artikel 5, og sendt til behandling i henhold til artikel 8, 9 og 10, sikrer medlemsstaterne, at producenterne opfylder minimumsmålene, jf. bilag V.

2.   Gennemførelsen af disse mål beregnes for hver kategori, ved at dividere vægten af WEEE, der ankommer til nyttiggørelse eller genanvendelse/forberedelse med henblik på genbrug efter korrekt behandling i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, vedrørende nyttiggørelse eller genanvendelse, med vægten af alt særskilt indsamlet WEEE for hver kategori, udtrykt som en procentdel.

Indledende aktiviteter, herunder sortering og oplagring forud for nyttiggørelse indgår ikke i beregningen af disse mål.

3.   For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne artikel kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter yderligere regler for beregningsmetoderne med henblik på anvendelsen af minimumsmålene. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 21, stk. 2.

4.   Medlemsstaterne sikrer med henblik på beregningen af disse mål, at producenter eller tredjemand, der handler på deres vegne, holder regnskab med vægten af WEEE og komponenter, materialer eller stoffer, når de forlader (output) indsamlingsanlægget, ankommer til (input) og forlader (output) behandlingsanlægget, og når de ankommer til (input) anlægget til nyttiggørelse eller genanvendelse/forberedelse med henblik på genbrug.

Medlemsstaterne sikrer endvidere med henblik på stk. 6, at der holdes regnskab med vægten af produkter og materialer, når de forlader (output) anlægget til nyttiggørelse eller genanvendelse/forberedelse med henblik på genbrug.

5.   Medlemsstaterne fremmer udviklingen af nye nyttiggørelses-, genanvendelses- og behandlingsteknologier.

6.   På grundlag af en rapport fra Kommissionen, om nødvendigt ledsaget af et forslag til retsakt, tager Europa-Parlamentet og Rådet senest 14. august 2016 nyttiggørelsesmålene i bilag V, del 3, op til fornyet overvejelse, undersøger muligheden af at opstille separate mål for WEEE, der forberedes med henblik på genbrug, og tager den i stk. 2 omhandlede udregningsmetode op til fornyet overvejelse med henblik på at analysere, om det kan lade sig gøre at fastsætte målene på basis af produkter og materialer (output) fra processerne til nyttiggørelse, genanvendelse og forberedelse til genbrug.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at producenterne mindst sørger for finansiering af indsamling, behandling, nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE fra private husholdninger, afleveret til indsamlingsanlæg, jf. artikel 5, stk. 2.

2.   Medlemsstaterne kan i relevante tilfælde tilskynde producenterne til også at finansiere omkostninger i relation til indsamling af WEEE fra private husholdninger til indsamlingsanlæg.

3.   For så vidt angår produkter, der bringes i omsætning efter den 13. august 2005, er hver enkelt producent ansvarlig for at finansiere de processer, der er anført i stk. 1 vedrørende affald fra producentens egne produkter. Producenten kan vælge at opfylde denne forpligtelse enten individuelt eller ved at deltage i en kollektiv ordning.

Medlemsstaterne sikrer, at hver enkelt producent, når et produkt bringes i omsætning, stiller en garanti for, at håndteringen af al WEEE vil blive finansieret, og at producenterne tydeligt mærker deres produkter i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2. Denne garanti skal sikre, at de i stk. 1 anførte processer i relation til dette produkt vil blive finansieret. Garantien kan stilles i form af producentens deltagelse i passende ordninger til finansiering af håndteringen af WEEE, en genanvendelsesforsikring eller en spærret bankkonto.

4.   Ansvaret for at finansiere omkostningerne ved håndteringen af WEEE fra produkter, der er bragt i omsætning senest den 13. august 2005 (»historisk affald«), varetages gennem en eller flere ordninger, som alle de producenter, der er på markedet, når de respektive omkostninger påløber, bidrager forholdsmæssigt til, f.eks. i forhold til deres markedsandel per type apparat.

5.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der udvikles passende mekanismer eller refusionsprocedurer til tilbagebetaling af bidrag til producenterne, når EEE overføres for at blive bragt i omsætning uden for den berørte medlemsstats område. Sådanne mekanismer eller procedurer kan udvikles af producenter eller af tredjemænd, som handler på deres vegne.

6.   Kommissionen opfordres til senest 14. august 2015 at udarbejde en rapport om muligheden for at udvikle kriterier for indarbejdelse af de faktiske omkostninger til udrangerede produkter i producenternes finansiering af WEEE og til eventuelt at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til retsakt.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at producenterne sørger for finansiering af omkostningerne ved indsamling, behandling, nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE fra andre brugere end private husholdninger af produkter, der bringes i omsætning efter den 13. august 2005.

Erstattes historisk affald af tilsvarende nye produkter eller nye produkter, som tjener samme formål, sørger producenterne af disse produkter for finansiering af omkostningerne på det tidspunkt, hvor produkterne leveres. Alternativt kan medlemsstaterne fastsætte, at andre brugere end private husholdninger gøres helt eller delvis ansvarlige for denne finansiering.

Finansiering af omkostningerne i forbindelse med andet historisk affald påhviler de andre brugere end private husholdninger.

2.   Producenter og andre brugere end private husholdninger kan med forbehold af bestemmelserne i dette direktiv indgå aftaler om andre finansieringsordninger.

1.   Medlemsstaterne kan kræve, at producenterne ved salg af nye produkter gør køberne bekendt med omkostningerne til indsamling, behandling og miljørigtig bortskaffelse. De angivne omkostninger må ikke overstige det bedste skøn over de faktiske omkostninger.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at brugere af EEE i private husholdninger får de nødvendige oplysninger om:

3.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger, således at forbrugerne medvirker til indsamling af WEEE, og til at tilskynde dem til at lette genbrugs-, behandlings- og nyttiggørelsesprocessen.

4.   Med henblik på at minimere bortskaffelse af WEEE som usorteret husholdningsaffald og at lette særskilt indsamling heraf sikrer medlemsstaterne, at producenterne på passende måde — fortrinsvis i overensstemmelse med den europæiske standard EN 50419 (25) — mærker EEE, som bringes i omsætning, med piktogrammet som vist i bilag IX. Piktogrammet kan anbringes på emballage for EEE samt på brugsvejledningen og garantibeviset, hvis dette undtagelsesvis er nødvendigt som følge af produktets størrelse eller funktion.

5.   Medlemsstaterne kan kræve, at nogle eller alle de i stk. 2, 3 og 4 nævnte oplysninger skal gives af producenter og/eller distributører, f.eks. i brugsvejledningen, på salgsstedet eller gennem oplysningskampagner.

1.   For at lette forberedelse med henblik på genbrug og korrekt og miljørigtig behandling af WEEE, herunder vedligeholdelse, opgradering, renovering og genanvendelse, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at producenterne stiller oplysninger om forberedelse med henblik på genbrug og om behandling gratis til rådighed for hver enkelt type nyt EEE, der for første gang bringes i omsætning i Unionen, senest et år efter, at udstyret er bragt i omsætning. I det omfang centre, der forbereder med henblik på genbrug, og behandlings- og genanvendelsesanlæg har behov herfor, for at kunne efterkomme bestemmelserne i dette direktiv, skal oplysningerne identificere de forskellige komponenter og materialer i EEE samt placeringen af farlige stoffer og blandinger i EEE. Producenterne af EEE stiller oplysningerne til rådighed for centre, der forbereder med henblik på genbrug, og behandlings- og genanvendelsesanlæg i form af manualer eller i form af elektroniske medier (f.eks. cd-rom eller onlinetjenester).

2.   Med henblik på entydigt at kunne fastslå tidspunktet for, hvornår EEE er bragt i omsætning, skal medlemsstaterne sikre, at en særlig mærkning på EEE specificerer, at det pågældende EEE er bragt i omsætning efter den 13. august 2005. Den europæiske Standard EN 50419 anvendes fortrinsvis til dette formål.

1.   Medlemsstaterne udarbejder i overensstemmelse med stk. 2 et producentregister, som også skal omfatte producenter, der leverer EEE ved hjælp af fjernkommunikation. Dette register benyttes til at overvåge opfyldelsen af kravene i dette direktiv.

Producenter, der leverer EEE ved hjælp af fjernkommunikation som defineret i artikel 3, stk. 1, litra f), nr. iv), registreres i den medlemsstat, som de sælger til. Er sådanne producenter ikke registreret i den medlemsstat, som de sælger til, registreres de via deres bemyndigede repræsentant som omhandlet i artikel 17, stk. 2.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at:

3.   For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne artikel vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastlægger et format for registrering og rapportering og hyppigheden af rapporteringen til registret. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 21, stk. 2.

4.   Medlemsstaterne indsamler på årsbasis oplysninger, herunder dokumenterede skøn, om mængden og kategorierne af EEE, der er bragt i omsætning, indsamlet via alle kanaler, forberedt med henblik på genbrug, genanvendt og nyttiggjort i medlemsstaterne, og om den eksporterede mængde særskilt indsamlet WEEE, angivet i vægt.

5.   Hvert tredje år sender medlemsstaterne en rapport til Kommissionen om gennemførelsen af direktivet og om de oplysninger, der er fastsat i stk. 4. Rapporten om gennemførelsen udarbejdes på grundlag af et spørgeskema som fastsat i Kommissionens beslutning 2004/249/EF (26) og Kommissionens beslutning 2005/369/EF (27). Rapporten skal være Kommissionen i hænde senest ni måneder efter udløbet af den treårsperiode, den dækker.

Den første rapport skal omhandle perioden fra den 14. februar 2014 indtil den 31. december 2015.

Kommissionen offentliggør en rapport om gennemførelsen af dette direktiv senest ni måneder efter modtagelsen af medlemsstaternes rapporter.

1.   Hver medlemsstat sikrer, at en producent som defineret i artikel 3, stk. 1, litra f), nr. i)-iii), der ikke er etableret på dens område, men er etableret i en anden medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, litra f), nr. i)-iii), har mulighed for at udnævne en juridisk eller fysisk person, der er etableret på dens område, som bemyndiget repræsentant med ansvar for overholdelsen på dens område af denne producents forpligtelser i henhold til dette direktiv.

2.   Hver medlemsstat sikrer, at en producent som defineret i artikel 3, stk. 1, litra f), nr. iv), der er etableret på dens område, og som sælger EEE til en anden medlemsstat, hvor producenten ikke er etableret, udnævner en bemyndiget repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for overholdelsen af producentens forpligtelser i henhold til dette direktiv på denne medlemsstats område.

3.   Udnævnelsen af en bemyndiget repræsentant sker ved skriftlig fuldmagt.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 7, stk. 4, artikel 8, stk. 4, artikel 10, stk. 3, og artikel 19, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 13. august 2012. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 7, stk. 4, artikel 8, stk. 4, artikel 10, stk. 3, og artikel 19 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 4, artikel 8, stk. 4, artikel 10, stk. 3, og artikel 19, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 39 i direktiv 2008/98/EF. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

1.   Medlemsstaterne udfører en passende inspektion og overvågning for at verificere, at direktivet gennemføres korrekt.

Denne inspektion skal som minimum omfatte:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at overførsler af brugt EEE, der mistænkes for at være WEEE, udføres i overensstemmelse med minimumskravene i bilag VI, og overvåger sådanne overførsler med henblik herpå.

3.   Omkostningerne ved relevant analyse og inspektion, herunder oplagringsomkostninger, af brugt EEE, der mistænkes for at være WEEE, kan pålægges producenterne, tredjemænd, der handler på deres vegne, eller andre personer, der forestår overførslen af brugt EEE, der mistænkes for at være WEEE.

4.   For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne artikel og af bilag VI kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, som fastsætter yderligere regler for inspektion og overvågning, navnlig ensartede betingelser for gennemførelsen af bilag VI, punkt 2. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 21, stk. 2.

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest 14. februar 2014. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3.   Forudsat at de med dette direktiv tilsigtede mål nås, kan medlemsstaterne gennemføre artikel 8, stk. 6, artikel 14, stk. 2, og artikel 15 ved aftaler mellem de kompetente myndigheder og de berørte økonomiske sektorer. Sådanne aftaler skal opfylde følgende krav: