1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/1

(1)

Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ifølge formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, særlig punkt 33, bør princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre afgørelser fra retsmyndigheder være hjørnestenen i det retlige samarbejde på både det civilretlige og det strafferetlige område inden for Unionen, eftersom øget gensidig anerkendelse og den nødvendige tilnærmelse af lovgivningen vil lette samarbejdet mellem kompetente myndigheder og den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder.

(2)

Den 29. november 2000 vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (3). Det fastslås i indledningen til programmet, at gensidig anerkendelse »ikke kun [skal] gøre det muligt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også beskyttelsen af personers rettigheder«.

(3)

Gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager forudsætter, at medlemsstaterne har tillid til hinandens strafferetlige systemer. Omfanget af den gensidige anerkendelse hænger snævert sammen med en række parametre, herunder mekanismerne for beskyttelse af mistænktes eller tiltaltes rettigheder og fælles minimumsstandarder, der er nødvendige for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse.

(4)

Gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager kan kun fungere effektivt, når der hersker tillid, således at ikke blot retsmyndighederne, men alle aktører i strafferetsprocessen, opfatter andre medlemsstaters retsmyndigheders afgørelser som svarende til deres egne, hvilket forudsætter ikke blot tillid til tilstrækkeligheden af andre medlemsstaters regler, men også tillid til, at disse regler anvendes korrekt.

(5)

Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (i det følgende benævnt »chartret«) og artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (i det følgende benævnt »EMRK«) fastlægger retten til en retfærdig rettergang. Artikel 48, stk. 2, i chartret sikrer respekten for retten til et forsvar.

(6)

Artikel 6 i chartret og artikel 5 i EMRK fastlægger retten til frihed og personlig sikkerhed. Enhver begrænsning af denne rettighed må ikke overskride, hvad der er tilladt i henhold til artikel 5 i EMRK, og som kan udledes af praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

(7)

Selv om medlemsstaterne er part i EMRK, har erfaringerne vist, at dette ikke altid i sig selv giver en tilstrækkelig grad af tillid til andre medlemsstaters strafferetssystemer.

(8)

Hvis den gensidige tillid skal styrkes, kræver det detaljerede regler om beskyttelse af de processuelle rettigheder og garantier, som følger af chartret og EMRK.

(9)

Artikel 82, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver mulighed for at fastsætte minimumsregler gældende i medlemsstaterne for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension. I nævnte artikel henvises til, at »enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen« er et af de områder, hvor der kan fastsættes minimumsregler.

(10)

Fælles minimumsregler bør føre til øget tillid til alle medlemsstaternes strafferetssystemer, hvilket igen bør føre til et mere effektivt retsligt samarbejde i et klima af gensidig tillid. Sådanne fælles minimumsregler bør fastlægges for så vidt angår information under straffesager.

(11)

Den 30. november 2009 vedtog Rådet en resolution om en køreplan med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager (4) (»køreplanen«). Køreplanen behandler de forskellige spørgsmål et ad gangen og indeholder en opfordring til, at der træffes foranstaltninger vedrørende retten til oversættelse og tolkning (foranstaltning A), retten til oplysninger om rettigheder og om tiltalen (foranstaltning B), retten til juridisk rådgivning og retshjælp (foranstaltning C), retten til kommunikation med pårørende, arbejdsgivere og konsulære myndigheder (foranstaltning D) og særlig beskyttelse af mistænkte eller tiltalte, som er sårbare (foranstaltning E). I køreplanen understreges det, at rækkefølgen af rettighederne kun er vejledende, hvilket indebærer, at den kan ændres under hensyn til prioriteringen. Det er hensigten, at køreplanen skal fungere som en helhed; først når alle komponenter er blevet gennemført, vil nyttevirkningen fuldt ud kunne mærkes.

(12)

Den 11. december 2009 udtrykte Det Europæiske Råd tilfredshed med køreplanen og gjorde den til en del af Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (5) (punkt 2.4). Det Europæiske Råd understregede køreplanens ikke-udtømmende karakter ved at opfordre Kommissionen til at undersøge yderligere elementer af mistænktes og tiltaltes proceduremæssige minimumsrettigheder samt til at vurdere, hvorvidt der er behov for at behandle andre emner, såsom princippet om uskyldsformodning, med henblik på at fremme et bedre samarbejde på dette område.

(13)

Den første foranstaltning, som blev vedtaget i henhold til køreplanen, foranstaltning A, var Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (6).

(14)

Nærværende direktiv vedrører foranstaltning B i køreplanen. Med henblik på at fremme den gensidige tillid mellem medlemsstater opstiller det de fælles minimumsstandarder, der skal anvendes på den information om rettigheder og om tiltalen, der skal gives til personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling. Direktivet bygger på de rettigheder, der er fastlagt i chartret, særligt artikel 6, 47 og 48, og bygger derved på artikel 5 og 6 i EMRK, således som disse bestemmelser fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I dette direktiv anvendes udtrykket »tiltale« for samme begreb som udtrykket »anklage«, der anvendes i artikel 6, stk. 1, i EMRK.

(15)

I sin meddelelse af 20. april 2010»Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere — Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet«, tilkendegav Kommissionen, at den ville fremsætte et forslag om ret til oplysninger om rettigheder og om tiltalen i 2010.

(16)

Dette direktiv bør finde anvendelse på mistænkte og tiltalte personer uanset deres retlige status, statsborgerskab eller nationalitet.

(17)

I visse medlemsstater har andre myndigheder end en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager kompetence til at pålægge sanktioner for relativt mindre alvorlige strafbare handlinger. Dette kan være tilfældet for f.eks. færdselsforseelser, som begås i stort omfang, og som konstateres efter færdselskontrol. I sådanne situationer ville det ikke være rimeligt at kræve, at den kompetente myndighed sikrer alle de rettigheder, der følger af dette direktiv. Hvis lovgivningen i en medlemsstat fastsætter, at en sådan myndighed kan pålægge sanktioner for mindre alvorlige strafbare handlinger, og der er ret til appel til eller mulighed for på anden vis at indbringe sagen for en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager, bør dette direktiv derfor kun finde anvendelse på sager ved domstolen med kompetence til afgørelse af straffesager efter en sådan appel eller indbringelse.

(18)

Retten til at blive informeret om processuelle rettigheder, som kan udledes af retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, bør udtrykkeligt fastsættes ved direktivet.

(19)

De kompetente myndigheder bør straks informere den mistænkte eller tiltalte om de rettigheder i den nationale lovgivning, der er væsentlige for at sikre en retfærdig behandling af sagen, enten mundtligt eller skriftligt, som fastsat i dette direktiv. For at åbne mulighed for en praktisk og effektiv udøvelse af disse rettigheder, bør disse informationer gives rettidigt under sagens behandling og senest inden politiets eller en anden kompetent myndigheds første officielle afhøring af den mistænkte eller tiltalte.

(20)

Dette direktiv fastsætter minimumsregler om mistænkte og tiltalte personers ret til information om deres rettigheder. Dette tilsidesætter ikke den information, der skal gives om andre processuelle rettigheder, som følger af chartret, EMRK, national lovgivning og gældende EU-lovgivning, således som disse er fortolket af de relevante domstole og retsinstanser. Når der er givet information om en bestemt rettighed, bør de kompetente myndigheder ikke være nødsaget til at gentage den, medmindre sagens nærmere omstændigheder eller de specifikke bestemmelser i den nationale lovgivning kræver det.

(21)

Henvisninger i dette direktiv til mistænkte eller tiltalte personer, der anholdes eller tilbageholdes, bør forstås som en henvisning til enhver situation, hvor mistænkte eller tiltalte personer under en straffesag frihedsberøves, jf. artikel 5, stk. 1, litra c), i EMRK som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

(22)

Når en mistænkt eller tiltalt anholdes eller tilbageholdes, bør der informeres om de gældende processuelle rettigheder i en skriftlig meddelelse om rettigheder, der bør affattes på en letforståelig måde, for at bistå vedkommende med at forstå sine rettigheder. En sådan meddelelse om rettigheder bør straks udleveres til enhver anholdt person, der ved retshåndhævende myndigheders mellemkomst frihedsberøves i forbindelse med en straffesag. Den bør indeholde grundlæggende information om mulighederne for at anfægte anholdelsens lovlighed, opnå en prøvelse af tilbageholdelsen eller anmode om midlertidig løsladelse, hvis og i det omfang der findes en sådan ret i den nationale lovgivning. For at hjælpe medlemsstaterne med at formulere en sådan meddelelse om rettigheder indeholder bilag I en standardformulering. Denne standardformulering er vejledende og vil eventuelt blive revideret i forbindelse med Kommissionens rapport om gennemførelsen af dette direktiv og tillige, når alle foranstaltningerne i køreplanen er trådt i kraft. Meddelelsen om rettigheder kan omfatte andre relevante processuelle rettigheder, der gælder i medlemsstaterne.

(23)

De særlige vilkår og regler for den mistænkte eller tiltaltes ret til at få en anden person underrettet om anholdelsen eller tilbageholdelsen fastlægges af medlemsstaterne i deres nationale ret. Som anført i køreplanen bør udøvelsen af denne rettighed ikke berøre straffesagens behørige forløb.

(24)

Dette direktiv berører ikke bestemmelserne i national lovgivning om sikkerheden for personer i detentionsbygninger.

(25)

Når medlemsstaterne formidler information i medfør af dette direktiv, bør de sikre, at der om nødvendigt ydes mistænkte eller tiltalte oversættelses- eller tolkebistand til et sprog, vedkommende forstår, i overensstemmelse med de i direktiv 2010/64/EU anførte standarder.

(26)

Når mistænkte eller tiltalte personer gives information i henhold til dette direktiv, bør de kompetente myndigheder være særligt opmærksomme på personer, som ikke kan forstå indholdet eller betydningen af informationen, f.eks. på grund af deres unge alder eller deres mentale eller fysiske tilstand.

(27)

Personer, der tiltales for at have begået en strafbar handling, bør have al den information om tiltalen, der er nødvendig for, at de kan forberede deres forsvar, og til at sikre en retfærdig behandling af sagerne.

(28)

Informationen til mistænkte eller tiltalte om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, bør gives straks og senest inden dennes første officielle afhøring ved politiet eller en anden kompetent myndighed, og uden at det forringer forløbet af igangværende efterforskninger. Der bør i forhold til det stadium, straffesagen befinder sig på, gives en tilstrækkelig detaljeret beskrivelse af forholdene omkring den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, herunder, for så vidt som disse forhold er kendt, tidspunktet på hvilket og stedet hvor den strafbare handling påstås at have fundet sted, og den mulige retlige klassificering af den påståede strafbare handling, når en sådan beskrivelse gives for at sikre en retfærdig behandling af sagen og muliggøre en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

(29)

Enhver ændring af enkeltheder i mistanken eller tiltalen i løbet af en straffesag, som substantielt påvirker mistænktes eller tiltaltes stilling, bør vedkommende underrettes om, såfremt dette er nødvendigt for at sikre en retfærdig behandling af sagen og i rette tid muliggøre en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

(30)

Dokumenter og, hvor det er relevant, fotografier og audio- og videooptagelser, der er afgørende for effektivt at kunne anfægte lovligheden i henhold til national lovgivning af mistænktes eller tiltaltes anholdelse eller tilbageholdelse, bør gøres tilgængelige for den mistænkte eller tiltalte eller for dennes advokat senest før det tidspunkt, hvor en kompetent retslig myndighed skal træffe afgørelse om anholdelsens eller tilbageholdelsens lovlighed, jf. artikel 5, stk. 4, i EMRK, og i tide til at muliggøre en effektiv udøvelse af retten til at anfægte lovligheden af anholdelsen eller tilbageholdelsen.

(31)

I dette direktivs forstand bør aktindsigt i materiale, som defineret i national ret, hvad enten disse er til fordel eller ulempe for den mistænkte eller tiltalte, og som de kompetente myndigheder i den specifikke straffesag har i deres besiddelse, omfatte aktindsigt i materiale som f.eks. dokumenter og, hvor det er relevant, fotografier og audio- og videooptagelser. Sådant materiale kan indgå i sagens akter eller på anden måde være i de kompetente myndigheders besiddelse på en passende måde i overensstemmelse med national lovgivning.

(32)

Aktindsigt i materiale, hvad enten dette er til fordel eller ulempe for den mistænkte eller tiltalte, og som er i de kompetente myndigheders besiddelse, jf. dette direktiv, kan i overensstemmelse med national lovgivning afslås, hvis denne aktindsigt kan medføre alvorlig trussel imod en anden persons liv eller grundlæggende rettigheder, eller hvis afslag på aktindsigt er strengt nødvendigt for at beskytte vigtige offentlige interesser. Ethvert afslag skal afvejes mod den mistænktes eller tiltaltes ret til et forsvar, idet der tages hensyn til de forskellige stadier i straffesagen. Begrænsninger i adgangen til aktindsigt bør fortolkes indskrænkende og i overensstemmelse med princippet om retten til en retfærdig rettergang, jf. EMRK, og som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

(33)

Retten til aktindsigt i materiale i en sag bør ikke indskrænke bestemmelserne i national lovgivning om beskyttelse af beskyttede vidners personoplysninger og opholdssted.

(34)

Aktindsigt i materiale i sagen, som omhandlet i dette direktiv, bør være gratis, dog med forbehold af bestemmelser i national ret om betaling af gebyrer for dokumenter, der skal kopieres fra sagens akter, eller for omkostningerne ved forsendelse af materiale til den berørte eller vedkommendes advokat.

(35)

Når information udleveres i henhold til dette direktiv, bør de kompetente myndigheder notere dette i overensstemmelse med gældende procedurer for protokolførelse fastlagt i henhold til national ret, og de bør ikke være underlagt yderligere forpligtelser til at indføre nye mekanismer eller yderligere administrative byrder.

(36)

Den mistænkte eller tiltalte eller vedkommendes advokat bør have ret til i overensstemmelse med national ret at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information eller videregive bestemt materiale i sagen i overensstemmelse med dette direktiv. Denne ret indebærer ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til at sørge for en specifik appelprocedure, separat ordning eller klageprocedure, hvor en sådan undladelse eller et sådan afslag kan anfægtes.

(37)

Medlemsstaterne bør, uden at dette tilsidesætter retsvæsenets uafhængighed og forskellene i retssystemernes opbygning i Unionen, sikre eller arbejde for, at de relevante embedsfolk i medlemsstaterne får tilstrækkelig uddannelse vedrørende målene for dette direktiv.

(38)

Medlemsstaterne bør træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv. En praktisk og effektiv gennemførelse af visse af bestemmelserne, f.eks. pligten til at informere den mistænkte eller tiltalte om vedkommendes rettigheder i et enkelt og letforståeligt sprog, kan opnås med forskellige midler, herunder ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger såsom passende uddannelse af de kompetente myndigheder eller ved en meddelelse om rettigheder i et enkelt og ikke-teknisk sprog, så den let kan forstås af en lægmand uden kendskab til strafferetspleje.

(39)

Retten til skriftlig information om rettigheder i forbindelse med anholdelse, der fastsættes i dette direktiv, bør finde tilsvarende anvendelse på personer, der anholdes med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, jf. Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (7). For at hjælpe medlemsstaterne med at formulere en meddelelse om rettigheder for sådanne personer indeholder bilag II en standardformulering. Denne standardformulering er vejledende og vil eventuelt blive revideret i forbindelse med Kommissionens rapport om gennemførelsen af dette direktiv og tillige, når alle foranstaltningerne i køreplanen er trådt i kraft.

(40)

Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne kan udvide rettighederne i dette direktiv for at give et højere beskyttelsesniveau også i situationer, der ikke udtrykkeligt omhandles i dette direktiv. Beskyttelsesniveauet bør aldrig komme under de standarder, der er fastsat i EMRK som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

(41)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i chartret. Dette direktiv tilsigter navnlig at fremme retten til frihed, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar. Det bør gennemføres i overensstemmelse hermed.

(42)

Bestemmelserne i dette direktiv, som svarer til de rettigheder, der garanteres ved EMRK, bør fortolkes og gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

(43)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastsætte fælles minimumsstandarder vedrørende ret til information i straffesager, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, hverken på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og kan derfor på grund af sit omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(44)

I medfør af artikel 3 i protokol (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(45)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

retten til at få adgang til en advokat

b)

eventuelle rettigheder til gratis retshjælp og betingelserne for at få sådan retshjælp

c)

retten til at blive informeret om tiltalen, jf. artikel 6

d)

retten til tolkning og oversættelse

e)

retten til ikke at udtale sig.

a)

retten til aktindsigt i materiale i sagen

b)

retten til, at konsulære myndigheder og én person underrettes

c)

retten til at få adgang til akut lægehjælp, og

d)

det maksimale antal timer eller dage, den pågældende vil kunne være frihedsberøvet, inden vedkommende stilles for en retslig myndighed.

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/11

(1)

Rådet vedtog den 3. maj 2012 forordning (EU) nr. 377/2012.

(2)

I betragtning af den alvorlige situation i Guinea-Bissau og i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2012/285/FUSP af 31. maj 2012 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Republikken Guinea-Bissau (2), bør der opføres flere personer på den liste over fysiske og juridiske personer, enheder eller organer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, som findes i bilag I til forordning (EU) nr. 377/2012 —

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/16

(1)

Forordning (EF) nr. 715/2007 og Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 af 18. juli 2008 om gennemførelse og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer (3) fastsætter de fælles tekniske krav til typegodkendelse af motorkøretøjer og udskiftningsdele med hensyn til emission samt bestemmelser om overensstemmelse efter ibrugtagning, forureningsbegrænsende anordningers holdbarhed, egendiagnosesystemer (OBD), måling af brændstofforbrug og adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 715/2007 skal der defineres en partikelantalnorm (PN) for køretøjer med styret tænding, som skal godkendes efter Euro 6-kravene.

(3)

Partikler, der udledes af køretøjer, kan deponeres i alveolerne i menneskers lunger, hvilket kan føre til luftvejssygdomme, hjerte-kar-sygdomme og øget dødelighed. Det er derfor i offentlighedens interesse at have et højt beskyttelsesniveau mod sådanne partikler.

(4)

Til måling af partikelemissioner fra køretøjer med styret tænding, anvendes for tiden PMP-måleprotokollen (Particulate Measurement Programme), som er udviklet til dieselkøretøjer. Der findes imidlertid dokumentation for, at størrelsesspektret og den kemiske sammensætning af partikelemissioner fra køretøjer med styret tænding kan være anderledes end fra dieselkøretøjer. I forbindelse med begrænsning af skadelige partikelemissioner bør der hele tiden holdes øje med partikelstørrelsesspektrum, kemisk sammensætning og effektiviteten af den eksisterende måleteknik. En revision af denne måleprotokol for køretøjer med styret tænding kan være påkrævet i fremtiden.

(5)

Med udgangspunkt i dagens viden er omfanget af partikelemissioner fra konventionelle, indirekte indsprøjtningsmotorer (PFI), hvor brændstoffet sprøjtes ind i indsugningsmanifolder eller indsugningsåbninger frem for direkte ind i forbrændingskammeret, lav. Derfor forekommer det rimeligt foreløbigt at begrænse et lovindgreb til køretøjer med motorer med direkte indsprøjtning uden at udelukke yderligere undersøgelse og overvågning af omfanget af partikelemissionen fra alle motorer med styret tænding, navnlig hvad angår de udledte partiklers størrelsesspektrum og kemiske sammensætning samt de faktiske emissioner ved kørsel, og Kommissionen bør om nødvendigt foreslå yderligere lovgivningsmæssige foranstaltninger, idet der også tages højde for PFI-motorers fremtidige markedsandel.

(6)

Forordning (EF) nr. 692/2008 har fastsat en grænseværdi for partikelantal 6 × 1011 #/km for Euro 6-dieselkøretøjer. Efter princippet om teknologineutral lovgivning skal en emissionsgrænse for Euro 6-køretøjer med styret tænding være den samme, da der ikke er noget, der tyder på, at partikler, der udledes af motorer med styret tænding, har en mindre specifik toksicitet end partikler, der udledes af dieselmotorer.

(7)

Det forventes, at benzinpartikelfiltre (GPF), som er en effektiv efterbehandlingsteknologi til reduktion af partikler, der udledes af køretøjer med styret tænding, vil blive tilgængelige til indbygning i nogle Euro 6-køretøjer til en rimelig pris. I øvrigt forekommer det sandsynligt, at der inden for tre år efter de obligatoriske Euro 6-datoer fastlagt i artikel 10 i forordning (EF) nr. 715/2007 kan opnås en tilsvarende nedsættelse af partikelantalemissionerne (PN-emissioner) med interne motorforanstaltninger til væsentligt lavere omkostninger ved mange anvendelsesformer. Enhver motorforanstaltning skal gælde under alle motordriftsforhold for at sikre, at emissionsniveauet under faktiske kørselsforhold ikke forringes.

(8)

For at give mulighed for udvikling af alle de nødvendige teknologier og sikre en tilstrækkelig indførelsestid, bør der vedtages en tofaset tilgang, hvor PN-grænseværdierne for diesel i Euro 6-normen i anden fase også finder anvendelse på køretøjer med styret tænding, som har direkte indsprøjtning.

(9)

Der skal være fokus på partikelemissionen fra køretøjer med styret tænding under faktiske kørselsforhold og på udviklingen af dertil svarende prøvningsprocedurer. Kommissionen bør senest tre år efter Euro 6-normens ikrafttræden udvikle og indføre tilsvarende måleprocedurer.

(10)

Kommissionen bør løbende overvåge PN-reduktionsforanstaltningernes indvirkning på CO2-emissioner fra køretøjer med styret tænding.

(11)

I henhold til artikel 4, stk. 7, i forordning (EF) nr. 692/2008 kan køretøjer, der er omfattet af nævnte forordnings anvendelsesområde, kun typegodkendes efter Euro 6-emissionsnormerne, når der er blevet indført grænseværdier for egendiagnosesystemer (OBD). OBD er et vigtigt værktøj til at identificere fejlfunktioner i forureningsbegrænsende anordninger.

(12)

I sin meddelelse (2008/C 182/08) om gennemførelsen og den fremtidige udvikling af fællesskabslovgivningen om lette køretøjers emissionsniveau og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (Euro 5 og Euro 6) (4) har Kommissionen foreslået en række OBD-grænseværdier, som i store træk afspejler de grænseværdier, der gælder for hovedparten af lette køretøjer i USA og Canada fra år 2013, hvor de fleste køretøjers OBD-system er i overensstemmelse med kravene fastsat af Californian Air Resources Board (CARB). En tilpasning af de europæiske krav til de i USA gældende krav ville være i overensstemmelse med målene for international harmonisering og sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau.

(13)

OBD-kravene i USA er dog teknologisk udfordrende for de køretøjsfabrikanter, der ikke eksporterer til USA. Derfor bør der vedtages en indledende periode på tre år med lempeligere OBD-krav for at give industrien mere tid.

(14)

De endelige OBD-grænseværdier i Euro 6-normen for CO, NMHC og partikelmasse, der indføres ved forordning (EF) nr. 692/2008, bør være lempeligere end de værdier, der er foreslået i meddelelsen af 2008/C 182/08, for at afspejle de særlige tekniske problemer på disse områder. Desuden bør der ikke ved nærværende forordning indføres Euro 6 OBD-grænseværdier for partikelantal.

(15)

De miljømæssige behov, den tekniske gennemførlighed og forholdet mellem omkostninger og fordele ved strengere OBD-grænseværdier for CO og NMHC efter Euro 6-normen og ved en fastsættelse af en OBD-grænseværdi for partikelantal bør evalueres på et senere tidspunkt. Enhver ændring af de lovgivningsmæssige krav i denne henseende bør kun indføres med passende frister for industrien. I betragtning af kompleksiteten af egendiagnosesystemer vil en sådan frist typisk være på 3-4 år.

(16)

Forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 692/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(17)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Tekniske Udvalg for Motorkøretøjer —

1)

I artikel 3 slettes punktummet efter nr. 17).

2)

I artikel 3 indsættes følgende som nr. 18):

3)

I artikel 10 indsættes som stk. 7:

»7.   Indtil tre år efter de anvendelsesdatoer, der er fastsat i stk. 4 og 5 for nye typegodkendelser og registrering, salg eller ibrugtagning af nye køretøjer, finder en emissionsgrænse for partikelantal på 6×1012 #/km efter fabrikantens valg anvendelse på køretøjer med direkte indsprøjtningsmotor med styret tænding.«

4)

Bilag I ændres i overensstemmelse med bilag I til nærværende forordning.

1)

artikel 4, stk. 7, udgår

2)

bilag I, XI og XVI ændres i overensstemmelse med bilag II til nærværende forordning.

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/25

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 704/2008 af 15. juli 2008 om indgåelse af en protokol om de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er fastsat i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien, begrænses fiskerimulighederne for kategori 9 (frysetrawlere til pelagisk fiskeri) for perioden 1. august 2008 til 31. juli 2012 (2) til en referencemængde på 250 000 ton.

(2)

På grundlag af artikel 2, stk. 3, i ovennævnte forordning er der blevet tildelt en supplerende kvote på 2 654 ton for perioden 1. august 2011 til 31. juli 2012, så den samlede referencemængde udgør 252 654 ton.

(3)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har de registrerede fangster i denne fiskerikategori taget af fartøjer, der fører de pågældende medlemsstaters flag, nået et sådant omfang, at kvoten for ovennævnte referenceperiode er opbrugt.

(4)

Derfor bør der indføres forbud mod fiskeri for denne fiskerikategori —

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/26

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1165/98 etableredes en fælles ramme for udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker om konjunkturudviklingen, og der fastlagdes variabler, som er nødvendige for analysen af den kortfristede udvikling i udbud og efterspørgsel, produktionsfaktorer og priser.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1503/2006 af 28. september 2006 om gennemførelse og ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik for så vidt angår definitionen af variabler, listen over variabler og hyppigheden af udarbejdelsen af data (2) indeholdt definitioner af variablernes formål og karakteristika.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 657/2007 af 14. juni 2007 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik for så vidt angår etableringen af europæiske stikprøveprogrammer (3) er der fastsat regler og betingelser for indberetningen af data for de medlemsstater, som deltager i de europæiske stikprøveprogrammer vedrørende konjunkturstatistik.

(4)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1178/2008 af 28. november 2008 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik og Kommissionens forordning (EF) nr. 1503/2006 og (EF) nr. 657/2007 for så vidt angår de nødvendige tilpasninger efter revisionen af de statistiske nomenklaturer NACE og CPA (4) ajourførtes regler og betingelser for de europæiske stikprøveprogrammer efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90, visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (5) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 451/2008 af 23. april 2008 om oprettelse af en ny statistisk aktivitetstilknyttet produktklassifikation (CPA) og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3696/93 (6).

(5)

Variablerne for ordreindgang i industrien, der blev indført ved forordning (EF) nr. 1165/98, havde til formål at fungere som en ledende indikator for fremtidig produktion. Da det ved hjælp af disse variabler kun i begrænset omfang har været muligt at forudsige udviklingstendenser, og da de ikke resulterede i stabile ledende indikatorer i alle medlemsstater, har Udvalget for det Europæiske Statistiske System besluttet, at indsamlingen af data om variablerne for ordreindgang i industrien bør ophøre som led i prioriteringen i forbindelse med udvikling og produktion af statistikker i lyset af de begrænsede ressourcer og med det formål at nedbringe byrden på det europæiske statistiske system.

(6)

For at fjerne variablerne for ordreindgang i industrien er det nødvendigt at fjerne alle referencer til disse variabler, både for så vidt angår listen over variabler, referenceperioden, detaljeringsniveauet, dataindberetningsfristerne, overgangsperioden og definitionerne for disse variabler, og for så vidt angår retningslinjerne for det europæiske stikprøveprogram vedrørende ordreindgang fra andre markeder end hjemmemarkedet.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Europæiske Statistiske System —

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/30

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/32

(1)

Ifølge artikel 136, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 er importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 19 00, 1001 11 00, ex 1001 91 20 (blød hvede, til udsæd), ex 1001 99 00 (blød hvede af høj kvalitet, undtagen til udsæd), 1002 10 00, 1002 90 00, 1005 10 90, 1005 90 00, 1007 10 90 og 1007 90 00 lig med interventionsprisen for sådanne produkter ved import forhøjet med 55 % minus cif-importprisen for den pågældende sending. Denne told kan dog ikke overstige toldsatsen i den fælles toldtarif.

(2)

Ifølge artikel 136, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007 skal der med henblik på beregning af importtolden som omhandlet i nævnte artikels stk. 1 regelmæssigt fastsættes repræsentative cif-importpriser for de pågældende produkter.

(3)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) nr. 642/2010 er den pris, der skal anvendes ved beregning af importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 19 00, 1001 11 00, ex 1001 91 20 (blød hvede, til udsæd), ex 1001 99 00 (blød hvede af høj kvalitet, undtagen til udsæd), 1002 10 00, 1002 90 00, 1005 10 90, 1005 90 00, 1007 10 90 og 1007 90 00, den daglige repræsentative cif-importpris fastlagt efter metoden i den omhandlede forordnings artikel 5.

(4)

Importtolden bør fastsættes for perioden fra den 1. juni 2012 og gælde, indtil en ny importtold træder i kraft.

(5)

For at sikre at foranstaltningen finder anvendelse så hurtigt som muligt, efter de opdaterede data er blevet gjort tilgængelige, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/35

(1)

Rådet har i medfør af artikel 6, stk. 1, i fælles aktion 2008/851/FUSP bemyndiget Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) til at træffe afgørelser om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster.

(2)

Den 2. december 2011 vedtog PSC afgørelse Atalanta/4/2011 (2) om udnævnelse af kaptajn Jorge MANSO til øverstbefalende for EU-styrken.

(3)

Den øverstbefalende for EU-operationen har indstillet, at kontreadmiral Jean-Baptiste DUPUIS udnævnes som ny øverstbefalende for EU-styrken.

(4)

EU's Militærkomité støtter denne indstilling.

(5)

I medfør af artikel 5 i protokollen (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet —

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/36

(1)

Den 3. maj 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/237/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Republikken Guinea-Bissau (1).

(2)

Den 18. maj 2012 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2048 (2012), der pålagde et rejseforbud over for personer, der prøver at forhindre genoprettelsen af den forfatningsmæssige orden, eller hvis aktiviteter undergraver stabiliteten i Republikken Guinea-Bissau, navnlig dem, der førte an i statskuppet den 12. april 2012, og som med deres handlinger sigter mod at underminere retsstaten, begrænse de civile magtorganers herredømme og befordre straffrihed og ustabilitet i landet.

(3)

I betragtning af den alvorlige situation i Republikken Guinea-Bissau bør der opføres yderligere personer på den liste over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, som findes i bilaget til afgørelse 2012/237/FUSP.

(4)

Afgørelse 2012/237/FUSP bør derfor ophæves og erstattes af nærværende afgørelse —

a)

personer, der er opført på listen i bilaget til UNSCR 2048 (2012), og andre personer, som er udpeget af Sikkerhedsrådet eller det udvalg, der er nedsat i overensstemmelse med punkt 9 i UNSCR 2048 (2012) (»udvalget«), i medfør af punkt 6 i UNSCR 2048 (2012), jf. bilag I

b)

personer, som ikke er omfattet af bilag I, men som deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Republikken Guinea-Bissau, og personer med tilknytning til sådanne personer, jf. listen i bilag II.

a)

at rejse er berettiget af humanitære hensyn, herunder religiøse forpligtelser, eller

b)

at en fritagelse vil fremme målet om fred og national forsoning i Republikken Guinea-Bissau og stabilitet i regionen.

a)

som værtsland for en international mellemstatslig organisation

b)

som værtsland for en international konference, som er indkaldt af FN, eller som afholdes i FN's regi

c)

i henhold til en multilateral aftale, hvorved der tilkendes privilegier og immuniteter, eller

d)

i henhold til Lateranforliget fra 1929 mellem Den Hellige Stol (Vatikanstaten) og Italien.

a)

er nødvendige til at dække de basale behov hos de personer, der er opført på listen i bilag III og de familiemedlemmer, som disse har forsørgerpligt over for, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på hypotekslån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)

alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c)

alene er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer til rutinemæssig forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer

d)

er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, såfremt den kompetente myndighed, mindst to uger før tilladelsen gives, har meddelt de andre kompetente myndigheder og Kommissionen, hvorfor den skønner, at der bør gives særlig tilladelse.

a)

de omhandlede pengemidler eller økonomiske ressourcer er omfattet af en retslig, administrativ eller voldgiftsmæssig afgørelse om tilbageholdelsesret, der er truffet inden den dato, hvor den i stk. 1, omhandlede fysiske eller juridiske person eller enhed eller det i stk. 1 omhandlede organ blev optaget i bilag III, eller af en dom, administrativ afgørelse eller voldgiftsmæssig kendelse, der er afsagt før nævnte dato

b)

pengemidlerne og de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at opfylde fordringer, der er sikret ved en sådan afgørelse om tilbageholdelsesret eller er anerkendt som gyldige ved en sådan dom, afgørelse eller kendelse, inden for de grænser, som er fastsat ved gældende lovgivning og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder

c)

afgørelsen eller kendelsen er ikke til fordel for en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen i bilag III, og

d)

anerkendelse af afgørelsen om tilbageholdelsesret eller kendelsen må ikke ske i strid med almindelige retsprincipper i den pågældende medlemsstat.

a)

renter og andre former for afkast fra disse konti eller

b)

forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller opstået forud for den dato, hvor disse konti blev omfattet af bestemmelserne i denne afgørelse,

1.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/47

(1)

I henhold til traktatens artikel 90 bør traktaternes mål vedrørende transport søges virkeliggjort inden for rammerne af en fælles transportpolitik, og transportsikkerhed er en vigtigt del heraf.

(2)

I hvidbogen »en køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (1), bilag I, punkt 1.3, angives et initiativ til nedsættelse af en permanent ekspertgruppe vedrørende landtransportsikkerhed.

(3)

Det er derfor nødvendigt at nedsætte en ekspertgruppe vedrørende landtransportsikkerhed og fastlægge dens opgaver og struktur.

(4)

Gruppen bør bistå Kommissionen med at udforme og gennemføre Unionens aktiviteter, der sigter mod at udforme en politik vedrørende landtransportsikkerhed og fremme en løbende udveksling af relevante erfaringer, politikker og praksis mellem medlemsstaterne og de forskellige involverede parter.

(5)

Gruppen bør bestå af medlemsstaternes kompetente myndigheder. Disse bør udpege eksperter fra de statslige instanser med ansvar for transport, sikkerhed og retshåndhævelse.

(6)

Der bør fastsættes regler for gruppemedlemmernes videregivelse af oplysninger.

(7)

Alle personoplysninger, der vedrører gruppens medlemmer, bør behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (2) —

—

bistå Kommissionen med at udarbejde instrumenter til opfølgning, evaluering og udbredelse af resultaterne af de foranstaltninger, som Den Europæiske Union har truffet med hensyn til landtransportsikkerhed

—

bidrage til at gennemføre EU-handlingsprogrammer på dette område, navnlig ved at foretage en gennemgang af resultaterne af disse foranstaltninger og foreslå forbedringer heraf

—

fremme udvekslingen af oplysninger om gennemførte foranstaltninger på samtlige niveauer til at fremme landtransportsikkerheden og i givet fald fremsætte forslag om mulige foranstaltninger på EU-plan

—

afgive udtalelser eller forelægge rapporter for Kommissionen enten efter anmodning fra denne eller på eget initiativ om ethvert relevant aspekt i forbindelse med fremme af landtransportsikkerheden i EU.

a)

en repræsentant for hver medlemsstats ministerier eller statslige instanser, som er ansvarlig for landtransport

b)

en repræsentant for hver medlemsstats ministerier eller statslige instanser, som er ansvarlig for sikkerhed eller retshåndhævelse.