1.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

L 59/1

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 173/2012

af 29. februar 2012

om ændring af forordning (EU) nr. 185/2010 med henblik på afklaring og forenkling af visse specifikke luftfartssikkerhedsforanstaltninger

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (1), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det fremgår af erfaringerne med gennemførelsen af Kommissionens forordning (EU) nr. 185/2010 af 4. marts 2010 om detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for luftfartssikkerhed (2), at der er behov for mindre ændringer af gennemførelsesbestemmelserne for visse fælles grundlæggende normer.

(2)

Dette vedrører afklaring eller forenkling af visse specifikke luftfartssikkerhedsforanstaltninger for at forbedre den juridiske klarhed, standardisere den fælles fortolkning af lovgivningen og for yderligere at sikre den bedst mulige gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for luftfartssikkerhed.

(3)

Ændringerne vedrører gennemførelsen af et begrænset antal foranstaltninger i relation til adgangskontrol, overvågning og patruljering, screening af passagerer og indskrevet bagage og sikkerhedskontrol af fragt, post, forsyninger til flyvningen og leverancer til lufthavnen, uddannelse af personer og sikkerhedsudstyr.

(4)	Forordning (EU) nr. 185/2010 bør derfor ændres.

(5)	Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed —

VEDTAGET FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Forordningen er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. februar 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand

(1) EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.

(2) EUT L 55 af 5.3.2010, s. 1.

BILAG

I bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 foretages følgende ændringer:

Punkt 1.1.3.4 affattes således:

»1.1.3.4

Når ikke-screenede personer eller passagerer og besætningsmedlemmer, der ankommer fra andre tredjelande end dem, som er opført i tillæg 4-B, kan have haft adgang til kritiske zoner, udføres hurtigst muligt en sikkerhedskontrol af de zoner, der kunne være blevet kontamineret, for at skabe en rimelig sikkerhed for, at de ikke indeholder forbudte genstande.

Stk. 1 anses for at være opfyldt for luftfartøjer, som underkastes en flysikkerhedskontrol.

Stk. 1 anvendes ikke, når personer, der er omfattet af punkt 1.3.2 og punkt 4.1.1.7, har haft adgang til kritiske zoner.

For så vidt angår passagerer eller besætningsmedlemmer, der ankommer fra andre tredjelande end dem, som er opført i tillæg 4-B, finder stk. 1 kun anvendelse for de kritiske zoner, som benyttes af screenet indskrevet bagage og/eller screenede afrejsende passagerer, der ikke afrejser med samme luftfartøj som disse passagerer og besætningsmedlemmer.«

2.	Følgende afsnit indsættes i punkt 1.2.2.2: »Alternativt kan der også gives adgang, efter at der er foretaget en positiv identifikation ud fra en kontrol af biometriske data.«

Følgende afsnit indsættes i punkt 1.2.2.4:

»Benyttes biometrisk identifikation, skal det i forbindelse med identifikationen sikres, at den person, som ønsker at få adgang til security-beskyttede områder, besidder en af de tilladelser, der er angivet i punkt 1.2.2.2, at denne tilladelse er gyldig, og ikke trukket tilbage.«

Følgende indsættes som punkt 1.2.6.9:

»1.2.6.9

Køretøjer, som udelukkende benyttes på airside og ikke har tilladelse til at køre på offentlig vej, kan undtages fra anvendelsen af punkt 1.2.6.2 til 1.2.6.8 på den betingelse, at det tydeligt markeres på deres yderside, at køretøjet benyttes operationelt på den pågældende lufthavn.«

Følgende føjes til slutningen af punkt 1.2.7.1, litra c):

» ; og

d)	strækninger mellem terminalen eller adgangspunktet og det luftfartøj, hvori besætningsmedlemmer er ankommet med eller skal afrejse med.«

Punkt 1.5.2 affattes således:

»1.5.2

Hyppigheden og metoderne, der benyttes ved overvågningen og patruljeringen, skal bygge på en risikovurdering og godkendes af den kompetente myndighed. De skal tage hensyn til:

a)	lufthavnens størrelse, herunder operationernes antal og art, og

b)	lufthavnens udformning, bl.a. samspillet mellem lufthavnens forskellige områder, og

c)	mulighederne og begrænsningerne i henseende til overvågning og patruljering.

De dele af risikovurderingen, som vedrører hyppigheden og metoderne, der benyttes ved overvågning og patruljering, skal efter anmodning stilles til rådighed skriftligt med henblik på kontrol af overholdelsen.«

I punkt 4.1.3.4 foretages følgende ændringer:

Litra c) affattes således:

»c)

er købt inden for et airside-område beliggende efter det punkt, hvor boardingpassene kontrolleres, i en butik, som er undergivet godkendte sikkerhedsprocedurer som led i lufthavnens sikkerhedsprogram, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt i den pågældende lufthavns airside inden for de seneste 24 timer, eller«.

Litra e) og f) affattes således:

»e)	er købt i en anden lufthavn i Unionen, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt i den pågældende lufthavns airside inden for de seneste 24 timer, eller

f)	er købt om bord i et EF-luftfartsselskabs luftfartøj, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt om bord på det pågældende luftfartøj inden for de seneste 24 timer, eller«.

Punkt 5.3.3.2 affattes således:

»5.3.3.2

Indskrevet bagage, som bliver uledsaget bagage grundet andre omstændigheder end dem, der nævnes i punkt 5.3.2, skal fjernes fra luftfartøjet og screenes på ny, inden den lastes igen.«

Punkt 6.0.2 affattes således:

»6.0.2.

Følgende betragtes som forbudte genstande i fragtforsendelser og post:

—	brugsklare eksplosive og brændbare anordninger, som ikke befordres i overensstemmelse med de gældende sikkerhedsregler«.

10.	Punkt 6.0.3. udgår.

11.

Punkt 6.3.2.6 affattes således:

»6.3.2.6

Dokumentationen skal stilles til rådighed for den kompetente myndighed med henblik på inspektion i ethvert punkt, før forsendelsen lastes om bord på et luftfartøj, og efterfølgende i den samlede flyvetid, dog mindst i 24 timer, og den skal indeholde følgende oplysninger:

a)	den sikkerhedsgodkendte fragtagents entydige alfanumeriske identifikationskode, der er tildelt af den kompetente myndighed

b)	en entydig identifikationskode for forsendelsen, f.eks. nummeret på firma- eller hovedluftfragtbrevet

c)	forsendelsens indhold undtagen for forsendelser, som er anført i punkt 6.2.3, litra d) og e), i Kommissionens afgørelse K(2010) 774 final af 13. april 2010 (1)

forsendelsens sikkerhedsstatus, dvs.

—	»SPX«, der betyder, at forsendelsen er sikret til transport med passager-, fragt- og postfly, eller

—	»SCO«, der betyder, at forsendelsen kun er sikret til transport med fragt- og postfly, eller

—	»SHR«, der betyder, at forsendelsen er sikret til transport med passager-, fragt- og postfly i overensstemmelse med de krav, der gælder for højrisikoforsendelser

årsagen til, at der er udstedt sikkerhedsstatus, med angivelse af:

—	»KC«, der betyder, at forsendelsen er modtaget fra en kendt befragter, eller

—	»AC«, der betyder, at forsendelsen er modtaget fra en registreret befragter, eller

—	de anvendte screeningmidler eller –metoder, eller

—	begrundelsen for at undtage forsendelsen fra screening

f)	navnet på den person, der udstedte denne sikkerhedsstatus, eller en tilsvarende identifikation samt dato og tidspunkt for udstedelsen

g)	den entydige identifikationskode, der er tildelt af den kompetente myndighed, til en sikkerhedsgodkendt fragtagent, der har accepteret den sikkerhedsstatus, som en anden sikkerhedsgodkendt fragtagent har givet forsendelsen.

12.

Punkt 6.3.2.7 affattes således:

»6.3.2.7

I forbindelse med konsolideringer betragtes kravene i punkt 6.3.2.5 og 6.3.2.6 som opfyldt, hvis:

a)	den sikkerhedsgodkendte fragtagent, som foretager konsolideringen, opbevarer de oplysninger, der kræves ifølge punkt 6.3.2.6, litra a) til g), for hver enkelt forsendelse i flyvningens eller flyvningernes varighed, dog mindst i 24 timer, og

b)	den dokumentation, der følger med konsolideringen, indeholder den alfanumeriske identifikationskode for den sikkerhedsgodkendte fragtagent, som foretog konsolideringen, en entydig identifikationskode for konsolideringen samt dennes sikkerhedsstatus.

Litra a) kræves ikke for konsolideringer, som altid screenes, eller som undtages fra screening i overensstemmelse med punkt 6.2.3, litra d) og e), i afgørelse K(2010) 774, hvis den sikkerhedsgodkendte fragtagent giver konsolideringen en entydig identifikationskode samt angiver dens sikkerhedsstatus og en enkelt begrundelse for, at denne sikkerhedsstatus blev udstedt.«

13.

Punkt 6.6.1.1, litra a), affattes således:

»a)

forsendelserne skal pakkes eller forsegles af den sikkerhedsgodkendte fragtagent, den kendte befragter eller den registrerede befragter på en sådan måde, at ethvert indgreb tydeligt ses; er dette ikke muligt, skal der træffes alternative beskyttelsesforanstaltninger for at sikre forsendelsens integritet, og«.

14.

Følgende føjes til slutningen af punkt 6.8.2.3:

»Indtil juli 2014 kan ACC3 eller et luftfartsselskab, som ankommer fra et tredjeland, der er anført i tillæg 6 Fii, udstede erklæringer vedrørende sikkerhedsstatus i overensstemmelse med punkt 6.3.2.6, litra d), for fragt eller post til EU; fra juli 2014 kan sikkerhedsgodkendt fragtagenter, jf. punkt 6.8.3, også udstede erklæringer vedrørende sikkerhedsstatus i den henseende.«

15.

Tillæg 6-A, syvende led, affattes således:

»—	[virksomhedens navn] vil sikre, at hele det relevante personale uddannes i overensstemmelse med kapitel 11 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 og er opmærksomme på deres sikkerhedsopgaver inden for virksomhedens sikkerhedsprogram, og«.

16.	Andet punktum under overskriften »Forbudte genstande« i Tillæg 6-D udgår.

17.

Tillæg 6-E affattes således:

»TILLÆG 6–E

SPEDITØRERKLÆRING

I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 300/2008 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og dertil hørende gennemførelsesretsakter

bekræfter jeg herved, at i forbindelse med indsamling, befordring, oplagring og levering af sikkerhedskontrolleret fragt/post [på vegne af navnet på den sikkerhedsgodkendte fragtagent, det luftfartsselskab, som udfører sikkerhedskontrol for fragt eller post, den kendte befragter eller den registrerede befragter] vil følgende sikkerhedsprocedurer blive fulgt:

—	Alt personale, der transporterer denne luftfragt/post, vil have gennemgået generelle kurser i sikkerhedsbevidsthed i henhold til punkt 11.2.7 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010.

—	Integriteten af alt ansat personale med adgang til denne luftfragt/luftpost vil blive verificeret. Denne verifikation skal som minimum omfatte et identitetscheck (om muligt med billedlegitimation: id-kort, kørekort eller pas) og en kontrol af CV og/eller opgivne anbefalinger.

—	Køretøjers lastrum vil blive forseglet eller aflåst. Lastbiler med presenninger vil blive sikret med TIR-snor. Ladet på ladvogne holdes under observation ved transport af luftfragt.

—	Umiddelbart før lastning undersøges lastrummet, og lastrummets integritet opretholdes, indtil lastningen er afsluttet.

—	Hver chauffør vil medbringe et id-kort, pas, kørekort eller et andet dokument med foto af personen, der er udstedt eller anerkendes af de nationale myndigheder.

—

Chauffører foretager ingen ikke-planmæssige stop mellem indsamling og levering. Hvis et sådant stop er uundgåeligt, kontrollerer chaufføren ved sin tilbagekomst, at lasten er sikret, og at låse og/eller forseglinger er ubrudte. Opdager chaufføren tegn på indgreb, underretter han sin foresatte herom, og luftfragten/posten må ikke afleveres, uden at indgrebet anmeldes i forbindelse med afleveringen.

—

Transporten må ikke gives i underentreprise til tredjemand, medmindre denne også har indgået en speditøraftale med [samme navn som ovenfor på den sikkerhedsgodkendte fragtagent, den kendte befragter, den registrerede befragter eller også den kompetente myndighed, som har godkendt eller certificeret speditøren], og

—	Andre tjenester (f.eks. opbevaring) må ikke gives i underentreprise til tredjemand, medmindre denne er en sikkerhedsgodkendt fragtagent eller en enhed, som den kompetente myndighed har certificeret eller godkendt og opført på en liste med henblik på at levere disse tjenester.

Jeg påtager mig det fulde ansvar for denne erklæring.

Navn:

Stilling:

Virksomhedens navn og adresse:

Dato:

Underskrift:«.

18.

Som punkt 8.0.4 tilføjes:

»8.0.4

Listen over forbudte genstande i forsyninger til flyvningen er den samme som listen i tillæg 4-C.«.

19.

Punkt 8.1.4.2 affattes således:

»8.1.4.2

For at blive udpeget som en kendt leverandør forelægger enheden den »Forpligtelseserklæring – kendt leverandør af forsyninger til flyvningen«, der er indeholdt i tillæg 8-B, for alle selskaber, som enheden leverer til. Den juridiske repræsentant skal underskrive denne erklæring.

Den underskrevne erklæring opbevares af den virksomhed, som den kendte leverandør leverer til, til brug for en validering.«.

20.

Punkt 8.1.5 affattes således:

»8.1.5 Sikkerhedskontrol, der skal udføres af et luftfartsselskab, en sikkerhedsgodkendt leverandør eller en kendt leverandør

8.1.5.1

Et luftfartsselskab, en sikkerhedsgodkendt leverandør eller en kendt leverandør skal:

a)	udnævne en person med ansvar for sikkerheden i virksomheden ,og

b)	sikre, at personer med adgang til forsyninger til flyvningen vil have gennemgået generelle sikkerhedskurser i overensstemmelse med punkt 11.2.7, inden de gives adgang til disse forsyninger, og

c)	forebygge uautoriseret adgang til sine lokaler og forsyninger til flyvningen, og

d)	med rimelighed sikre, at ingen forbudte genstande er skjult i forsyningerne til flyvningen, og

e)	anbringe forseglinger, så det er let at konstatere forsøg på indgreb, på — eller fysisk beskytte — alle køretøjer og/eller containere, hvormed forsyninger til flyvningen transporteres.

Litra e) finder ikke anvendelse i forbindelse med airside transport.

8.1.5.2

Hvis en kendt leverandør benytter et andet selskab, som ikke er en kendt leverandør hos luftfartsselskabet eller den sikkerhedsgodkendte leverandør i henseende til transport af forsyninger, skal den kendte leverandør sikre, at alle sikkerhedskontroller i punkt 8.1.5.1 overholdes.

8.1.5.3

Sikkerhedskontrol, der skal udføres af et luftfartsselskab og en sikkerhedsgodkendt leverandør, skal også være underlagt de yderligere bestemmelser, som er fastsat i en særskilt kommissionsafgørelse.«

21.

Tillæg 8-A, syvende led, affattes således:

»—	[virksomhedens navn] vil sikre, at hele det relevante personale uddannes i overensstemmelse med kapitel 11 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 og er opmærksomme på deres sikkerhedsopgaver inden for virksomhedens sikkerhedsprogram, og«.

22.

TILLÆG 8-B affattes således:

»TILLÆG 8-B

FORPLIGTELSESERKLÆRING

KENDT LEVERANDØR AF FORSYNINGER TIL FLYVNINGEN

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og dertil hørende gennemførelsesretsakter

erklærer undertegnede, at:

—

[virksomhedens navn] vil

a)	udnævne en person med ansvar for sikkerheden i virksomheden, og

b)	sikre, at personer med adgang til forsyninger til flyvningen vil have gennemgået generelle sikkerhedskurser i overensstemmelse med punkt 11.2.7 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010, inden de gives adgang til disse forsyninger, og

c)	forebygge uautoriseret adgang til sine lokaler og forsyninger til flyvningen, og

d)	med rimelighed sikre, at ingen forbudte genstande er skjult i forsyningerne til flyvningen, og

e)	anbringe forseglinger, så det er let at konstatere forsøg på indgreb, på — eller fysisk beskytte — alle køretøjer og/eller containere, hvormed forsyninger til flyvningen transporteres (dette punkt finder ikke anvendelse i forbindelse med airside transport).

Når der benyttes et andet selskab, som ikke er en kendt leverandør for luftfartsselskabet eller den sikkerhedsgodkendte leverandør i henseende til transport af forsyninger, skal [virksomhedens navn] sikre, at ovenstående sikkerhedskontroller overholdes.

—	for at sikre overholdelsen vil [virksomhedens navn] fuldt ud samarbejde i forbindelse med alle inspektioner, når dette er nødvendigt, og give adgang til alle dokumenter efter inspektørers anmodning

—

[virksomhedens navn] vil oplyse [luftfartsselskabet eller den sikkerhedsgodkendte leverandør, som den leverer forsyninger til flyvninger til] om eventuelle alvorlige brud på sikkerheden og om eventuelle mistænkelige omstændigheder, som kunne være relevante for sikkerheden for forsyninger til flyvningen, bl.a. eventuelle forsøg på at skjule forbudte genstande i forsyninger

—	[virksomhedens navn] vil sikre, at hele det relevante personale uddannes i overensstemmelse med kapitel 11 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 og er opmærksomme på deres sikkerhedsopgaver, og.

—

[virksomhedens navn] vil informere [luftfartsselskabet eller den sikkerhedsgodkendte leverandør, som den leverer forsyninger til flyvninger til], hvis:

a)	virksomheden ophører med sit virke, eller

b)	den ikke længere kan opfylde den relevante EU-lovgivnings krav.

Jeg påtager mig det fulde ansvar for denne erklæring.

Juridisk repræsentant

Navn:

Dato:

Underskrift:«.

23.

Som punkt 9.0.4 tilføjes:

»9.0.4

Listen over forbudte genstande i lufthavnsleverancer er den samme som listen i tillæg 4-C.«

24.

Punkt 9.1.1.1 affattes således:

»9.1.1.1

Lufthavnsleverancer screenes, inden de kan tillades at passere ind i security-beskyttede områder, medmindre:

a)	en sikkerhedskontrol af leverancerne er gennemført af den lufthavnsoperatør, som leverer disse til egen lufthavn, og leverancerne har været beskyttet mod uautoriseret adgang fra det tidspunkt, hvor denne sikkerhedskontrol blev udført, og indtil de bringes ind i det security-beskyttede område, eller

b)	den krævede sikkerhedskontrol af leverancerne er udført af en kendt leverandør, og disse har været beskyttet mod uautoriseret adgang fra det tidspunkt, hvor denne sikkerhedskontrol blev udført, og indtil leveringen til det security-beskyttede område.«

25.

Punkt 9.1.3.2 affattes således:

»9.1.3.2

For at blive udpeget som en kendt leverandør forelægger enheden den »Forpligtelseserklæring – kendt leverandør af lufthavnsleverancer«, der er indeholdt i tillæg 9-A, for lufthavnsoperatøren. Den juridiske repræsentant skal underskrive denne erklæring.

Den underskrevne erklæring opbevares af lufthavnsoperatøren til brug for en validering.«

26.

Punkt 9.1.4 affattes således:

»9.1.4 Kendte leverandørers eller lufthavnsoperatørers gennemførelse af sikkerhedskontrol

En kendt leverandør af lufthavnsleverancer eller en lufthavnsoperatør, som leverer lufthavnsleverancer til det security-beskyttede område, skal:

a)	udnævne en person med ansvar for sikkerheden i virksomheden, og

b)	sikre, at personer med adgang til lufthavnsleverancer vil have gennemgået generelle sikkerhedskurser i overensstemmelse med punkt 11.2.7, inden de gives adgang til disse leverancer, og

c)	forebygge uautoriseret adgang til sine lokaler og lufthavnsleverancer, og

d)	med rimelighed sikre, at ingen forbudte genstande er skjult i lufthavnsleverancerne, og

e)	anbringe forseglinger, så det er let at konstatere forsøg på indgreb, på — eller fysisk beskytte — alle køretøjer og/eller containere, hvormed lufthavnsleverancerne transporteres.

Litra e) finder ikke anvendelse i forbindelse med airside transport.

Hvis en kendt leverandør benytter et andet selskab, som ikke er en kendt leverandør for lufthavnsoperatøren i henseende til transport af leverancer til lufthavnen, skal den kendte leverandør sikre, at sikkerhedskontrollen i dette punkt overholdes.«

27.

Tillæg 9-A. affattes således:

»TILLÆG 9-A

FORPLIGTELSESERKLÆRING

KENDT LEVERANDØR AF LUFTHAVNSLEVERANCER

I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 300/2008 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og dertil hørende gennemførelsesretsakter

erklærer undertegnede, at:

—

[virksomhedens navn] vil

a)	udnævne en person med ansvar for sikkerheden i virksomheden, og

b)	sikre, at personer med adgang til lufthavnsleverancer vil have gennemgået generelle sikkerhedskurser i overensstemmelse med punkt 11.2.7 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010, inden de gives adgang til disse leverancer, og

c)	forebygge uautoriseret adgang til sine lokaler og lufthavnsleverancer, og

d)	med rimelighed sikre, at ingen forbudte genstande er skjult i lufthavnsleverancerne, og

e)	anbringe forseglinger, så det er let at konstatere forsøg på indgreb, på — eller fysisk beskytte — alle køretøjer og/eller containere, hvormed lufthavnsleverancer transporteres (dette punkt finder ikke anvendelse i forbindelse med airside transport).

Når der benyttes et andet selskab, som ikke er en kendt leverandør for lufthavnsoperatøren i henseende til transport af leverancer, skal [virksomhedens navn] sikre, at ovenstående sikkerhedskontroller overholdes.

—	for at sikre overholdelsen vil [virksomhedens navn] fuldt ud samarbejde i forbindelse med alle inspektioner, når dette er nødvendigt, og give adgang til alle dokumenter efter inspektørers anmodning

—	[virksomhedens navn] vil oplyse [lufthavnsoperatøren] om eventuelle alvorlige brud på sikkerheden og om eventuelle mistænkelige omstændigheder, som kunne være relevante for sikkerheden for lufthavnsleverancer, bl.a. eventuelle forsøg på at skjule forbudte genstande i leverancer

—	[virksomhedens navn] vil sikre, at hele det relevante personale uddannes i overensstemmelse med kapitel 11 i bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 og er opmærksomme på deres sikkerhedsopgaver, og

—

[virksomhedens navn] vil informere [lufthavnsoperatøren], hvis:

a)	virksomheden ophører med sit virke, eller

b)	den ikke længere kan opfylde den relevante EU-lovgivnings krav.

Jeg påtager mig det fulde ansvar for denne erklæring.

Juridisk repræsentant

Navn:

Dato:

Underskrift: «.

28.

Som punkt 11.2.7 tilføjes:

»11.2.7 Uddannelse af personer, der har behov for generelle sikkerhedskurser

Generelle sikkerhedskurser skal munde ud i følgende kompetencer:

a)	viden om tidligere udførte ulovlige handlinger inden for civil luftfart, terrorhandlinger og aktuelle trusler

b)	kendskab til de relevante lovkrav

c)	viden om formålet med og tilrettelæggelsen af luftfartssikkerhed inden for deres arbejdsområde, herunder forpligtelser og ansvarsområder, der påhviler personer, som udfører sikkerhedskontrol

d)	viden om indberetningsprocedurer, og

e)	evne til at reagere hensigtsmæssigt på sikkerhedsrelaterede hændelser.

Alle personer, der gennemgår generelle sikkerhedskurser, skal demonstrere, at de har tilegnet sig alle emner, der er omhandlet i dette punkt, inden de indtræder i tjenesten.«.

29.

Punkt 11.4.2, litra a), affattes således:

»a)	for så vidt angår kompetencer, der erhverves via en indledende grundlæggende og specifik uddannelse samt sikkerhedskurser, mindst hvert femte år eller i tilfælde, hvor kompetencerne ikke er udnyttet i mere end seks måneder, før sikkerhedsopgaverne genoptages, og«.

30.

Punkt 12.7.2.2 affattes således:

»12.7.2.2

Alt udstyr til screening af LAGs skal opfylde norm 1.

Norm 1 udløber den 29. april 2016.«

(1) Ikke offentliggjort.«

1.3.2012

Den Europæiske Unions Tidende

L 59/14

KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 13. juli 2011

om afgifter til fordel for Interbev

(meddelt under nummer C(2011) 4923)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(2012/131/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit (1),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i overensstemmelse med artikel 108, stk. 2, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og under henvisning til disse bemærkninger og

ud fra følgende betragtninger:

I SAGSFORLØB

(1)	I forlængelse af de oplysninger, som Europa-Kommissionen havde fået om den omhandlede foranstaltning, adspurgte den ved brev af 2. oktober 2001 de franske myndigheder om denne foranstaltning. Frankrigs Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union svarede Kommissionen ved brev af 9. november 2001.

(2)	Da foranstaltningen er blevet indført uden forudgående tilladelse fra Kommissionen, er den blevet opført i registret over uanmeldt støtte under nummer NN 39/03.

(3)	Kommissionen indledte ved brev af 9. juli 2003 (ref. K(2003) 2057 endelig) proceduren efter artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) over for den omhandlede støtte.

(4)

Beslutningen om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2). Kommissionen opfordrede de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den omhandlede støtte. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter. De franske myndigheder fremsendte deres bemærkninger ved brev af 8. og 10. oktober 2003, 13. september 2005 og 29. september 2005.

(5)	Den 25. februar 2011 blev der sendt en anmodning om supplerende oplysninger til Frankrig. Der blev afholdt et møde den 29. marts 2011.

(6)	De franske myndigheder svarede ved brev af 24. maj 2011.

II BESKRIVELSE AF DEN OMHANDLEDE FORANSTALTNING

1. AFGIFTER TIL FORDEL FOR INTERBEV

1.1. BRANCHEORGANISATIONERNE OG ORDNINGEN MED FRIVILLIGE AFGIFTER, DER BLEV GJORT OBLIGATORISKE

(7)

Brancheorganisationer er sektoropdelte organisationer, som består af de mest repræsentative faggrupper inden for landbrugsproduktion og evt. inden for forarbejdning, afsætning og distribution. Brancheorganisationerne skal godkendes af den kompetente administrative myndighed. Brancheorganisationerne og deres opgaver og funktion er reguleret ved § L.631-1 ff. i Code rural (landbrugsloven). De kompetente myndigheder skal kontrollere, at forskellige kriterier er opfyldt, før de kan godkende en brancheorganisation. De skal bl.a. sikre sig, at organisationens vedtægter er i overensstemmelse med loven (§ L.632-1 i Code rural), og at de foreninger, der er medlemmer af brancheorganisationen, er repræsentative.

(8)

Brancheorganisationerne har til formål at træffe foranstaltninger, der er til gavn for alle virksomheder i sektoren, og kan indgå de aftaler, der er brug for. Disse aftaler og de frivillige afgifter, der opkræves for at finansiere foranstaltningerne i disse aftaler, kan efterfølgende — forudsat at de er i overensstemmelse med de målsætninger, der er opstillet i loven — blive gjort obligatoriske (»udvidet«) for alle aktører i sektoren ved udstedelse af en tværministeriel bekendtgørelse (arrêté), uanset om disse aktører er tilsluttet en faglig organisation, der er medlem af brancheorganisationen. Det egentlige formål med disse aftaler er at forbedre kendskabet til markedet, styrke de faglige relationer, højne kvaliteten og iværksætte salgsfremstød. Ifølge Code rural må aftalerne kun udvides, hvis de er af »fælles interesse« og baseret på foranstaltninger, der er »i overensstemmelse med almene hensyn og forenelige med reglerne i den fælles landbrugspolitik« (jf. § L.632-3 i Code rural).

(9)	De nærmere regler om opkrævningen og fordelingen af de frivillige afgifter, der gøres obligatoriske, fastsættes individuelt i aftalen med brancheforeningen.

1.2. STATENS ROLLE

(10)

Selv om brancheorganisationerne er privatretlige juridiske personer og finansieres af de afgifter, der betales i den pågældende sektor, er der også brug for statslig medvirken, for at ordningen med obligatoriske frivillige afgifter kan fungere. Staten har bl.a. følgende opgaver:

a)	Brancheorganisationen skal godkendes af de offentlige myndigheder og overholde målsætningerne for den nationale landbrugspolitik og den fælles landbrugspolitik (jf. betragtning 7 og 8), før den kan anmode om udvidelse af en aftale.

Når brancheorganisationer er blevet godkendt, kan de anmode staten om at gøre deres aftaler obligatoriske ved en tværministeriel bekendtgørelse, der udvider disse aftaler. Alle erhvervsdrivende inden for det pågældende produktionsområde skal herefter betale den obligatoriske frivillige afgift, som opkræves af en repræsentativ brancheorganisation (jf. betragtning 8).

c)	De enkelte brancheorganisationer skal i henhold til § L.632-8-1 i Code rural fremsende aktivitetsrapporter og en statusrapport om hver aftale til de kompetente myndigheder.

2. FORMÅLET MED STØTTEN

(11)	Formålet med den pågældende støtte er at iværksætte foranstaltninger vedrørende forskning og udvikling, teknisk bistand og salgsfremme (reklame) til fordel for avlssektoren.

2.1. DE AFGIFTER, DER ER INDFØRT AF INTERBEV

(12)

Denne afgørelse omhandler to typer af brancheafgifter, som de offentlige myndigheder har gjort obligatoriske. Det drejer sig dels om afgiften på kød og slagtebiprodukter til konsum fra kvæg og får samt på levende kvæg og får, der forsendes til andre EU-lande eller eksporteres (»kødafgiften«), dels om afgiften til den nationale husdyrbrugsfond (Fonds national de l’élevage — FNE) (»FNE-afgiften«).

(13)

Denne afgørelse vedrører følgende brancheaftaler, hvori der indføres afgifter til fordel for Interbev:

Afgifter på kød		Afgifter til fordel for Fonds national de l’élevage (FNE)
Brancheaftale	Udvidelsesbekendtgørelse	Brancheaftale	Udvidelsesbekendtgørelse
25.7.1995	18.12.1995	15.6.1994	18.12.1995
12.6.2001	19.9.2001	15.6.1994	19.4.2001

(14)

Interbev (Association nationale interprofessionnelle du bétail et des viandes) er en fransk brancheorganisation inden for husdyr- og kødsektoren. Interbev blev oprettet den 9. oktober 1979 på initiativ af en række interesseorganisationer i husdyr- og kødbranchen (kvæg, får og heste) og godkendt ved bekendtgørelse af 18. november 1980 (3). Dens opgave er at forsvare og fremme husdyrbranchens fælles interesser og dens industrielle, faglige og handelsmæssige aktiviteter. Interbev blev i 1980 godkendt som brancheorganisation for husdyr- og kødsektoren. Den består af 13 nationale faglige organisationer, der repræsenterer de forskellige erhverv inden for husdyr- og kødsektoren, dvs. opdrættere, opkøbere, slagtere, grossister, industrifolk og distributører.

(15)

Interbevs to hovedopgaver består i at udarbejde brancheaftaler og sikre den fælles kommunikation. Hertil kommer forskningsprogrammer i kødsektoren. De brancheaftaler, der undertegnes i Interbevs regi, fastlægger reglerne for aktiviteterne i sektoren. Disse aftaler kan blive forelagt de offentlige myndigheder inden for rammerne af udvidelsesproceduren. Efter at udvidelsen er blevet kundgjort ved en fælles bekendtgørelse udstedt af landbrugs- og økonomiministerierne, bliver de foranstaltninger, som brancheaftalen omfatter, obligatoriske for alle erhvervsdrivende i hele sektoren.

2.2. KØDAFGIFTEN

(16)	Ved brancheaftalen af 25. juli 1995, der blev udvidet ved bekendtgørelse af 18. december 1995 (4), lagde Interbev en afgift på kød og slagtebiprodukter til konsum fra kvæg og får samt på levende kvæg og får, der forsendes til andre EU-lande eller eksporteres.

(17)

Afgiften blev lagt på tre kategorier af kød og/eller dyr og bestod af:

a)	en afgift på kød og slagtebiprodukter til konsum fra dyr slagtet i Frankrig: 0,084 franske francs (FRF) (5) pr. kg slagtevægt indbetalt af den fysiske eller juridiske person, der var ejer eller medejer af dyret på slagtetidspunktet

b)	en afgift på kød, der blev indført fra EU-lande eller tredjelande til konsum i Frankrig: 0,042 FRF/kg indbetalt af den fysiske eller juridiske person, der var den første ejer eller medejer af kødet på fransk område

c)	en afgift på levende kvæg og får, der blev forsendt til andre EU-lande eller eksporteret til tredjelande: 7 FRF/dyr indbetalt af den fysiske eller juridiske person, der var den sidste ejer eller medejer af dyrene på fransk område.

(18)

Brancheaftalen af 25. juli 1995 blev erstattet af brancheaftalen af 12. juni 2001, som blev udvidet ved bekendtgørelse af 19. september 2001 (6). Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at aftalen udvides for en periode på tre år regnet fra datoen fra bekendtgørelsens offentliggørelse, dvs. indtil den 30. september 2004.

(19)

Brancheaftalen af 12. juni 2001 betød, at afgifterne blev videreført for den omfattede kategori af kød og/eller dyr, og at afgiften blev forhøjet med 0,1574 FRF (0,024 EUR) for kød og slagtebiprodukter til konsum fra dyr slagtet i Frankrig, 0,0656 FRF (0,010 EUR) for kød, der blev indført fra EU-lande eller tredjelande til konsum i Frankrig, og 11,15 FRF (1,7 EUR) for levende kvæg og får, der blev forsendt til andre EU-lande eller eksporteret til tredjelande.

(20)	Aftalen af 12. juni 2001 åbnede også mulighed for delvis refusion af afgiften på dyrene, når de blev forsendt til andre EU-lande eller eksporteret til tredjelande. Refusionssatsen udgjorde 0,0656 FRF/kg (0,010 EUR).

(21)	Afgiften på kød, der indføres til konsum i Frankrig, blev i forbindelse med udvidelserne i 1995 og 2001 undtaget fra den pågældende ordning. Disse produkter pålægges derfor ikke den obligatoriske kødafgift.

2.3. FNE-AFGIFTEN

(22)

Ved en brancheaftale af 15. juni 1994, som blev udvidet ved bekendtgørelse af 18. december 1995 (7) og ved bekendtgørelse af 19. september 2001 (8), indførte Interbev en afgift til fordel for husdyrbrugsfonden (FNE). Det fremgår af den sidstnævnte bekendtgørelse, at aftalen udvides for en periode på tre år regnet fra datoen fra bekendtgørelsens offentliggørelse, dvs. indtil den 30. september 2004.

(23)

Der var to hovedformål med at oprette denne erhvervsfond, der forvaltes af Confédération nationale de l’élevage (den nationale sammenslutning af husdyravlere — CNE), nemlig dels at fremme omstruktureringen af serviceorganisationerne og deres tilpasning til de kommende behov, som de stadig færre husdyravlere måtte have, fordi de er underlagt de fællesskabspolitiske bestræbelser på at begrænse produktionen, dels at bidrage til, at der vedvarende er fælles midler til at sikre fremskridt inden for genetik og anvendt forskning, som er de fremtidige nøgleområder, når det gælder om at opretholde husdyrbrugets konkurrenceevne.

(24)

En afgift, der skal finansiere denne fond, opkræves hos fysiske eller juridiske personer, som er ejere eller medejere af kvæg og får, der slagtes i Frankrig. Ifølge de seneste oplysninger, som de franske myndigheder har fremlagt, blev denne afgift fastsat til 0,02 FRF/kg (0,003 EUR) slagtet nettovægt (eller 7 FRF/dyr for voksent kvæg, 2,40 FRF/dyr for kalve og 0,36 FRF/dyr for får — hhv. 1,05, 0,36 og 0,054 EUR).

(25)	Provenuet af denne afgift anvendes ifølge de franske myndigheder til forædling, genetisk information, bioteknologi og økonomiske analyser.

2.4. FORANSTALTNINGER, DER FINANSIERES AF DISSE AFGIFTER

(26)

Interbev anvender de midler, der stammer fra kødafgifterne, til tre typer af foranstaltninger:

a)	kommunikation og salgsfremme til fordel for sektoren

b)	teknisk bistand

c)	forskning og forsøg.

(27)

Hvad angår kommunikation og salgsfremme er der bl.a. tale om finansiering af kampagner rettet mod forskellige emner i tilknytning til kødprodukter af høj kvalitet og mere generiske reklamekampagner for oksekød i radio og fjernsyn samt pr-foranstaltninger. Der betales endvidere for salgsfremmende foranstaltninger på eksterne markeder og for deltagelse i erhvervsmesser og salgsudstillinger.

(28)

Foranstaltningerne vedrørende teknisk bistand er navnlig knyttet til godkendelse og kvalificering af husdyrbrugene, navnlig for at mindske de besværligheder, som de erhvervsdrivende er udsat for på disse områder. Interbev udarbejder også fælles specifikationer for branchen, medvirker til at udbrede og iværksætte kodekserne for god praksis i forbindelse med husdyravl og arbejdet med kød og bidrager til at belyse transaktionerne i alle dele af branchen.

(29)	Foranstaltningerne vedrørende forskning og forsøg er dem, der er mest tilpasset til branchens behov. Disse foranstaltninger vedrører bl.a. fødevaresikkerhed, kvalitetsstyring og dyrevelfærd.

(30)

Interbev anvender de midler, der stammer fra FNE-afgifterne, til følgende foranstaltninger:

a)	fælles foranstaltninger med henblik på forædling

b)	et edb-system til forvaltning af informationssystemerne inden for husdyravlen

c)	anvendt forskning

d)	økonomiske analyser

e)	andre foranstaltninger.

3. DEN OMHANDLEDE FORANSTALTNINGS VARIGHED

(31)	Denne afgørelse vedrører perioden fra 1996 til 2004, hvor den sidste brancheaftale, der er genstand for den foreliggende procedure, udløb.

4. STØTTEMODTAGERE

(32)	Den omhandlede støtteforanstaltning er rettet mod opdrættere af kvæg og får.

(33)	De endelige modtagere af støtten er især producenter, forarbejdere og distributører af landbrugsprodukter. De nævnte aktører kan overlade visse aktiviteter til private virksomheder.

(34)	Kommissionen kan uafhængigt af denne afgørelse tage stilling til, om proceduren for udvælgelse af de tjenesteydere, der skal udføre Interbevs aktiviteter, er forenelig med reglerne for indgåelse af offentlige aftaler.

5. BEGRUNDELSE FOR PROCEDURENS INDLEDNING (9)

(35)

Kommissionen bemærkede indledningsvis hvad angår arten af de pågældende afgifter, at den franske regering havde gjort dem obligatoriske inden for rammerne af en procedure for udvidelse af brancheaftaler. Aftalerne blev udvidet ved udstedelse af en bekendtgørelse, der blev offentliggjort i den franske statstidende (JORF). Det følger heraf, at myndighederne var nødt til at vedtage en retsakt, for at disse afgifter kunne få fuld virkning. Kommissionen fandt derfor på det tidspunkt, hvor undersøgelsesproceduren blev indledt, at der i det foreliggende tilfælde var tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler, og at støtten var ulovlig, fordi den ikke var blevet anmeldt.

(36)

Ifølge punkt 194 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrug og skovbrug for 2007-2013 (10) (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne for landbruget«) skal al ulovlig støtte vurderes ud fra de regler og rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Rammebestemmelserne for landbruget har været gældende siden den 1. januar 2007. De foregående rammebestemmelser, EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (2000-2006) (11), gjaldt fra den 1. januar 2000. Al støtte tildelt efter denne dato skal derfor vurderes efter rammebestemmelserne fra 2000. Derimod skal enhver støtte, der er bevilget før denne dato, vurderes på baggrund af de bestemmelser og den praksis, der var gældende før den 1. januar 2000. Den omhandlede støtte er blevet ydet siden 1996.

(37)	Da der er tale om statsstøtte, som finansieres gennem en skattelignende afgift, skal Kommissionen gennemgå de foranstaltninger, der finansieres af støtten, samt finansieringen af selve støtten.

5.1. STØTTEN

5.1.1. De salgsfremmende foranstaltninger

(38)

Kommissionen bemærkede, at foreneligheden af den støtte, der blev ydet inden den 1. januar 2002, skulle efterprøves ud fra rammeordningen for statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter og visse varer, der ikke henhører under EØF-traktatens bilag II (12), og at foreneligheden af den støtte, der blev ydet efter denne dato, skulle efterprøves ud fra EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til reklame for produkter opført i EF-traktatens bilag I og visse produkter uden for bilag I (13). De to tekster bygger i al væsentlighed på samme principper, bl.a. de negative og positive kriterier, der skal overholdes. Hvad angår loftet over støtten, så skal sektoren bidrage med mindst 50 % af udgifterne til disse foranstaltninger. I det pågældende tilfælde blev foranstaltningerne finansieret helt af skattelignende afgifter, og sektorens finansielle bidrag når pr. definition op på dette niveau. På tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning var Kommissionen således af den opfattelse, at de gældende betingelser var blevet overholdt.

5.1.2. Foranstaltningerne vedrørende teknisk bistand

(39)

Kommissionen bemærkede, at foreneligheden af den støtte, der blev ydet inden den 1. januar 2000, skulle efterprøves ud fra Kommissionens praksis, som er inspireret af forslaget om nyttige foranstaltninger vedrørende national støtte til husdyravl og husdyravlsprodukter (14), og at foreneligheden af den støtte, der blev ydet efter denne dato, skulle efterprøves ud fra rammebestemmelserne for landbruget. Kommissionens gældende praksis før 2000 og rammebestemmelserne for landbruget bygger i al væsentlighed på samme principper. For denne type af støtte er det således tilladt at yde støtte svarende til 100 % af de støtteberettigede udgifter. Støtten skal endvidere være tilgængelig for alle potentielt interesserede erhvervsfolk. På tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning var Kommissionen således af den opfattelse, at de gældende betingelser var blevet overholdt.

5.1.3. Forskning og forsøg

(40)

Kommissionen bemærkede, at denne støttes forenelighed skulle efterprøves ud fra EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling (15) og Kommissionens meddelelse om ændring af nævnte rammebestemmelser (16). En støttesats på 100 % kan således være forenelig med det indre marked, hvis de fire følgende betingelser er opfyldt: Støtten skal være af generel interesse for sektoren, oplysninger skal offentliggøres i relevante dagblade, alle interesserede parter skal have lige adgang, både hvad angår omkostninger og tid, til at udnytte resultaterne af det pågældende arbejde, og støtten skal opfylde de internationale handelskriterier, som EU har forpligtet sig til at overholde. På tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning var Kommissionen således af den opfattelse, at de gældende betingelser var blevet overholdt.

5.1.4. De foranstaltninger, der blev finansieret af FNE-afgiften

(41)

Kommissionen kendte ikke den præcise art af de foranstaltninger, der blev finansieret af FNE-afgiften, som havde til formål at fremme omstruktureringen af serviceorganisationerne og deres tilpasning til opdrætternes fremtidige behov samt at bidrage til, at der vedvarende var fælles midler til at sikre fremskridt inden for genetik og anvendt forskning. Provenuet af denne afgift blev ifølge de franske myndigheder anvendt til forædling, genetisk information, bioteknologi og økonomiske analyser. Disse oplysninger var ikke tilstrækkelige til, at Kommissionen kunne konstatere, at foranstaltningerne var forenelige med de fællesskabsbestemmelser, der eventuelt skulle anvendes. På tidspunktet for undersøgelsesprocedurens indledning var Kommissionen derfor ikke i stand til at konkludere, at de foranstaltninger, der blev finansieret af FNE-afgiften, var forenelige med EF-traktaten (17).

5.2. STØTTENS FINANSIERING

5.2.1. Kødafgiften

(42)

Siden den 1. januar 1996 har afgiften bl.a. været lagt på levende kvæg og får, der forsendes til andre medlemsstater, og på okse- og fårekød, der forsendes til andre medlemsstater, selv om der i 2001 blev indført en delvis tilbagebetaling af denne afgift. Ifølge en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol (i det følgende benævnt »Domstolen«) (18) skal en afgift anses for at være en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 110 i TEUF, såfremt de fordele, der følger af anvendelsen af afgiftsprovenuet, særligt er til gavn for de af de indenlandske afgiftsbelagte produkter, der forarbejdes eller afsættes på hjemmemarkedet, idet de delvis udligner den byrde, der påhviler disse, og således belaster de indenlandske produkter, der eksporteres.

(43)

Kommissionen fandt på tidspunktet for undersøgelsesproceduren, at provenuet af afgiften på produkter og levende dyr, der forsendes til andre medlemsstater, med henblik på finansiering af Interbevs foranstaltninger vedrørende salgsfremme, teknisk bistand samt forskning og forsøg kunne være en støtteforanstaltning, som var uforenelig med traktatens regler om det indre marked og navnlig med traktatens artikel 107, og at den således finansierede statsstøtte derfor kunne være uforenelig med traktaten. Afgiften kunne nemlig tænkes at stille produktionen af disse dyr med henblik på forsendelse til andre medlemsstater ugunstigt, eftersom afgiftsprovenuets anvendelse ifølge sagens natur kunne fremme den nationale produktion, der blev afsat i Frankrig, på bekostning af den nationale produktion, der blev eksporteret, og eftersom afgiftsniveauet ikke afspejlede, at de nationale produkter, der blev markedsført i Frankrig og i andre lande, ikke blev begunstiget i samme omfang.

5.2.2. FNE-afgiften

(44)	På basis af de oplysninger, der forelå, da undersøgelsesproceduren blev indledt, havde Kommissionen ikke på daværende tidspunkt grund til at antage, at denne afgift havde belastet importerede dyr eller dyr, der blev forsendt til andre medlemsstater.

6. DE OBLIGATORISKE FRIVILLIGE AFGIFTERS OVERENSSTEMMELSE MED SYSTEMET MED FÆLLES MARKEDSORDNINGER

(45)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de obligatoriske frivillige afgifter var i overensstemmelse med systemet med fælles markedsordninger, jf. dommen af 22. maj 2003 i Freskot-sagen (19), mente Kommissionen ikke, at de obligatoriske frivillige afgifter i dette tilfælde havde nogen direkte eller indirekte betydning for slutprodukternes pris, eftersom produktpriserne fastsættes på det frie marked og ikke påvirkes af afgifterne. Afgiftsbyrden på kødprodukter og husdyr udlignes således af den fordel, der er forbundet med de finansierede aktiviteter. Det må derfor antages, at afgifterne ikke påvirker priserne eller kun påvirker dem i begrænset omfang.

III FRANKRIGS KOMMENTARER

(46)	De franske myndigheder fremsatte i brev af 8. og 10. oktober 2003 deres bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF over for den her omhandlede støtteforanstaltning.

(47)	Ved brev af 13. september og 29. november 2005 fremsatte de franske myndigheder yderligere bemærkninger som svar på Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger.

(48)	I forlængelse af Kommissionens anmodning af 25. februar 2011 om supplerende oplysninger og mødet den 29. marts 2011 fremsendte de franske myndigheder et brev af 24. maj 2011, hvori de fremsatte yderligere bemærkninger.

(49)

De franske myndigheder bemærkede, at midler, som stammer fra brancheafgifter, der gøres obligatoriske, efter Kommissionens opfattelse må betragtes som skattelignende afgifter, der kan medføre konkurrencefordrejning på det indre marked. De franske myndigheder bemærkede ligeledes, at foranstaltningerne burde have været anmeldt. De oplyste herefter følgende:

1. DE FRANSKE MYNDIGHEDERS BEMÆRKNINGER OM OMFANGET AF KOMMISSIONENS UNDERSØGELSE

(50)

Hvad angår de afgifter, der blev opkrævet til fordel for husdyrbrugsfonden i henhold til brancheaftalen af 15. juni 1994 og til fordel for Interbev i henhold til brancheaftalen af 18. december 1995, gjorde de franske myndigheder opmærksom på, at Kommissionen havde indledt undersøgelsen ved brev af 16. januar 1995 (støttesag NN 34/95) og 18. marts 1996 og afsluttet den ved skrivelse SG (96) D/6396 af 15. juli 1996, hvori den konkluderede, at »de omhandlede foranstaltninger er udelukkende omfattet af anvendelsesområdet for Rådets forordning EØF nr. 2328/91 og skal undersøges i henhold til denne forordning. Det fremgår således af denne forordnings artikel 35, stk. 2, at traktatens artikel 92 og 93 ikke finder anvendelse«.

(51)

Til Kommissionens indvending om, at den på daværende tidspunkt ikke havde udtalt sig om Interbevs øvrige foranstaltninger (sag NN 34/95 drejede sig kun om investeringer i omlægning af malkekvægbrug), bemærkede de franske myndigheder, at de som svar på Kommissionens brev af 18. marts 1996 havde oplyst følgende: »den nationale husdyrbrugsfond har reelt til formål […] at forbedre den udvælgelse, der foregår i forbindelse med avlsarbejdet, og at støtte ikke mindst den genetiske forskning. […]« (brev af 13. september 2005).

(52)

De franske myndigheder mener derfor, at Kommissionen var fuldt informeret om de foranstaltninger vedrørende kommunikation, salgsfremme og forskning og forsøg, som Interbev finansierede, og at den kunne have bedt de franske myndigheder om at fremlægge supplerende oplysninger i forbindelse med denne sag. Da Kommissionen ikke reagerede, konkluderede myndighederne, at Kommissionen havde stillet sig tilfreds med de oplysninger, der var fremlagt.

(53)

I endnu et svar til Kommissionen, som gjorde gældende, at den havde sendt en anmodning om supplerende oplysninger (den 30. maj 1996) i tilknytning til det ovennævnte brev, bemærkede de franske myndigheder, dels at de aldrig havde modtaget denne anmodning, dels at Kommissionens manglende reaktion i perioden fra 30. maj 1996 til 2. oktober 2001 måtte anses for en stiltiende tilkendegivelse af, at de foranstaltninger, som den var bekendt med, var lovlige.

(54)	De franske myndigheder har desuden påpeget, at Kommissionen var blevet underrettet om Interbevs kommunikationsforanstaltninger i forbindelse med sag C 18/95, der drejede sig om foranstaltninger til fordel for fåreproduktion.

(55)	Når Kommissionen ikke gik videre med undersøgelsen af disse aftaler, var de franske myndigheder derfor sikre på, at Kommissionen var indforstået med, at de anvendte dem.

(56)	De franske myndigheder mente som følge heraf, at den foreliggende procedure kun vedrørte brancheaftalen af 12. juni 2001.

(57)	I brevet af 24. maj 2011 og på mødet den 29. marts 2011 gav de franske myndigheder endelig Kommissionen oplysninger for hele den pågældende periode.

2. DE FRANSKE MYNDIGHEDERS BEGRUNDELSE FOR, AT STØTTEN IKKE BLEV ANMELDT

(58)

De franske myndigheder anså det ikke for nødvendigt at anmelde de foranstaltninger, der blev iværksat ved hjælp af midler fra de afgifter til fordel for Interbev og FNE, som blev opkrævet i henhold til de nye brancheaftaler af 12. juni 2001, fordi de udelukkende blev finansieret med private midler, der kom fra den pågældende sektor.

3. FORANSTALTNINGER IVÆRKSAT AF INTERBEV

(59)

Hvad angår de foranstaltninger, Interbev iværksatte, har de franske myndigheder bemærket, at Kommissionen efter at have gennemgået oplysningerne i brevet af 9. november 2001, anså disse foranstaltninger for at være forenelige med EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (2000-2006) og EF-rammestemmelserne for statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter og visse varer uden for bilag I. De har oplyst, at Interbev i den periode, der er tale om i denne afgørelse, finansierede disse foranstaltninger vedrørende reklame, teknisk bistand samt forskning og forsøg under omstændigheder svarende til dem, der er beskrevet i brevet af 9. november 2001.

4. FORSKNING OG TEKNISK BISTAND IVÆRKSAT GENNEM FNE

(60)	Med hensyn til FNE har de franske myndigheder givet følgende redegørelse i sit svar på beslutningen om at indlede proceduren (den 8. og 10. oktober 2003).

(61)

FNE-midlerne er blevet anvendt til foranstaltninger i forbindelse med teknisk bistand og anvendt forskning. De franske myndigheder har bekræftet, at disse foranstaltninger var tilrettelagt i overensstemmelse med punkt 14 og 17 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (2000-2006).

(62)

Det skal indledningsvis præciseres, at de midler, som FNE tilvejebragte, blev anvendt til følgende foranstaltninger:

a)	fælles foranstaltninger med henblik på forædling

b)	et edb-system til forvaltning af husdyrbrugenes informationssystemer

c)	anvendt forskning

d)	økonomiske analyser

e)	andre foranstaltninger.

4.1. DET GENETISKE OMRÅDE

(63)

På det genetiske område deltager FNE kun i visse fælles foranstaltninger, der iværksættes som led i den nationale forædlingsordning og fastlægges af den nationale forædlingskommission (Commission nationale d’amélioration génétique — CNAG), der består af repræsentanter for staten, industrifolk, forskere og akademikere.

(64)

FNE’s midler anvendes hovedsageligt til finansiering af foranstaltninger, der iværksættes af den genetiske afdeling under Institut de l’élevage (avlsinstituttet), hvis primære opgave er at yde støtte til de avlsorganisationer, der arbejder med forædling af drøvtyggere, udarbejde, ajourføre og videreudvikle specifikationer for arbejdsprocedurer, kontrollere valoriserings- og registreringsprocedurerne for de fælles datakæder, der er nødvendige for at foretage genetisk vurdering af avlsdyr, tilpasse indekseringsprocedurerne i samarbejde med INRA (det nationale institut for landbrugsforskning), iværksætte procedurer for dataudveksling på internationalt plan og udsende officielle indekser i Frankrig.

4.2. FORNYELSE OG UDVIKLING AF INFORMATIONSSYSTEMERNE INDEN FOR HUSDYRAVLEN

(65)

FNE medvirker gennem sin foranstaltning til fornyelse og udvikling af informationssystemerne inden for husdyravlen til fornyelsen af det genetiske informationssystem (SIG). Fornyelsen, der gik i gang i 1995, er nødvendig for at modernisere det fælles informationssystem, der har været i brug i over 20 år, og for at strømline det med henblik på at forvalte de genetiske data mere effektivt. Systemet vil samtidig få tilført de nye funktionaliteter, der kræves af hensyn til indekseringen og for at holde omkostningerne nede.

(66)

FNE har desuden medvirket i en analyse af den økonomiske, tekniske og juridiske gennemførlighed af et planlagt professionelt informationssystem inden for husdyravlen (SPIE), der skal sikre den faglige og tværfaglige valorisering af de officielle identifikationsdata og af de øvrige data, der kan valoriseres.

4.3. AKTIVITETER INDEN FOR ANVENDT FORSKNING

(67)

FNE har ydet støtte til forskellige programmer for anvendt forskning og ønsker fortsat at være med til at undersøge spørgsmål, der har generel interesse for husdyrsektoren. Fonden har bl.a. ydet støtte til programmet for anvendt forskning og udbredelse af bioteknologiske reproduktionsmetoder (embryontransplantation, kønssortering, in vitro-befrugtning og kloning). Dette arbejde er rettet mod nye teknikker inden for embryologien, som især er interessante for den fremtidige anvendelse af molekylære markører og arbejdet med markørassisteret selektion. Programmet har ført til langt bedre resultater med klassisk embryontransplantation og gjort det muligt at udvikle og optimere den franske metode til kønssortering af embryoner, udvikle en metode til udtagning af ovocytter vha. ultralyd og forbedre in vitro-befrugtningsteknikken.

(68)

FNE har også deltaget i et pilotforskningsprojekt vedrørende homolog rekombination. Projektet, der blev gennemført af INRA og var baseret på transgenese, drejede sig om kontrolleret modificering af dyregenomer med sigte på at indsætte transgener på et bestemt sted i DNA’et. Det skal gøre det muligt at udskifte gener uden anvendelse af genmodificerede organismer.

(69)

FNE har endvidere deltaget i IDEA-programmet vedrørende elektronisk identifikation af kvæg og får. Fonden har desuden været med til at finansiere en række nationale projekter, der indgik i EU-programmet IDEA. Formålet med projekterne var at opnå en mere pålidelig identifikation af dyrene ved anvendelse af nye elektroniske teknikker.

4.4. ØKONOMISK ANALYSEARBEJDE

(70)

FNE har været med til at finansiere det økonomiske analysearbejde, der var nødvendigt for, at avlsorganisationerne kunne tage fat på de opgaver, der er forbundet med de forskellige reformer af den fælles landbrugspolitik, EU’s udvidelse, de seneste års kriser og udviklingen i de internationale relationer.

(71)	Alle disse analyser gennemføres af GEB-gruppen (groupe économique du bétail) under ledelse af Institut de l’Élevage, som sørger for, at der er sammenhæng i de aktiviteter, der efterspørges af branchen, og at de supplerer eksisterende analyser.

(72)

Der er bl.a. udarbejdet rapporter om konjunkturerne i mejeri- og kødsektoren i såvel Frankrig som Europa, detaljerede månedlige analyser af økonomien i forbindelse med den animalske produktion i Frankrig, Europa og verden og specifikke rapporter om udviklingen i priser og produktionsomkostninger, forhandlingerne inden for EU og WTO mv.

(73)	Det økonomiske observationsorgan, der er oprettet inden for rammerne af GEB, indsamler konkrete oplysninger om husdyrbrugenes drift fra opdrætternes netværk og skaber synergi mellem den makroøkonomiske og den mikroøkonomiske tilgang.

4.5. ANDRE FORANSTALTNINGER

(74)

Herudover yder FNE lejlighedsvis støtte til nye samlende projekter med henblik på at fremme husdyrbrugets tilpasning til den samfundsøkonomiske udvikling som f.eks. kodeksen for god praksis i forbindelse med husdyravl, som er det vigtigste fælles initiativ af denne art inden for Europa, og kommunikationsprojektet vedrørende opdrætterarbejdet, der blev lanceret efter den anden BSE-krise for at forbedre forholdet mellem opdrætterne og borgerne.

4.6. EF’S BESTEMMELSER

(75)	De franske myndigheder har påpeget, at alle de finansierede foranstaltninger er af generel interesse for samtlige kvæg- og fåreavlere. Der er aldrig tale om foranstaltninger, som kun er til gavn for enkelte erhvervsdrivende eller for bestemte grupper af erhvervsdrivende.

(76)	FNE dækker som regel under 50 % af omkostningerne til dette arbejde og denne forskning. For visse projekters vedkommende udgør støtten mere end 50 %, men den overstiger aldrig 100 %.

4.6.1. Teknisk bistand

(77)	Økonomiske analyser finansieres med op til 100 000 EUR pr. opdrætter over en treårig periode, og alle opdrættere skal have adgang til resultaterne af disse analyser.

4.6.2. Anvendt forskning

(78)

De franske myndigheder har oplyst, at dataene fra alle økonomiske analyser og de data, der tilvejebringes i forbindelse med de enkelte forskningsprogrammer, gøres bredt tilgængelige, såfremt der er tale om endelige data. Resultaterne af det arbejde, som fonden har ydet støtte til, offentliggøres og udbredes rutinemæssigt for at sikre, at opdrætterne og avlsorganisationerne får gavn af dem og uhindret adgang til dem.

(79)	Resultaterne udbredes ad to store kanaler, nemlig de faglige avlsorganisationer og avlsinstituttet, der udgiver en lang række tekniske og økonomiske publikationer rettet mod opdrættere og teknikere.

(80)	Eftersom arbejdet er af generel interesse, er der ingen regler om kommerciel udnyttelse af resultaterne. Det er samtlige kvæg- og fåreavlere, der er de egentlige modtagere, og som får stillet de teoretiske og praktiske resultater af arbejdet til rådighed.

(81)	De finansierede analyser giver ikke anledning til nogen direkte betaling til producenter eller forarbejdningsvirksomheder.

5. AFGIFTER PÅ DYR OG KØD, DER IMPORTERES

5.1. INTERBEV-AFGIFTERNE

(82)

Med hensyn til beskatningen af kød, der indføres til Frankrig fra bedrifter i andre medlemsstater eller tredjelande, har Kommissionen på grundlag af de oplysninger, som de franske myndigheder flere gange har fremlagt, kunnet konstatere, at de tværministerielle bekendtgørelser om udvidelse af brancheaftalerne fra 1995 og 2001 hele tiden har udelukket importeret kød fra afgifternes anvendelsesområde.

5.2. FNE-AFGIFTERNE

(83)	Kommissionen havde endelig gjort opmærksom på, at afgiften til fordel for FNE kunne anvendes for dyr, der var opdrættet uden for det nationale område, men blev indført til Frankrig for at blive slagtet.

(84)

De franske myndigheder erkendte i deres brev af 6. oktober 2003, at denne indvending var berettiget set i forhold til de fællesskabsretlige principper. De lovede derfor at ændre aftalen, så den ikke omfattede afgifter på dyr, der opdrættes uden for det nationale område, men indføres til Frankrig for at blive slagtet. De franske myndigheder oplyste, at de ville sende den nye tekst til Kommissionen, så snart den nye aftale var blevet udarbejdet og underskrevet.

(85)

De tilføjede dog, at indførslen af levende dyr i praksis var beskeden og ikke medførte nogen risiko for konkurrencefordrejning. Toldmyndighederne har oplyst, at der med hensyn til »fuldvoksent kvæg« blev indført 24 933 dyr i 2001 og 22 250 dyr i 2002. Eftersom der blev slagtet ca. 4 mio. dyr i Frankrig, udgjorde antallet af indførte levende dyr kun 0,58 % af det samlede antal slagtede dyr. Over 70 % af de indførte dyr var i øvrigt kvalitetsdyr, der blev solgt til en høj pris til et særligt konsumsegment i det nordlige Frankrig. Ser man på den gennemsnitlige importpris for disse dyr (ifølge toldvæsenet: 1,50 EUR/kg levendevægt svarende til 2,50 EUR/kg nettovægt), udgjorde FNE-afgiften på disse dyr kun ca. en tusindedel af dyrets værdi.

(86)

De franske myndigheder mener for det første, at de obligatoriske frivillige afgifter, der er blevet opkrævet, har været minimale, fordi der sjældent og senere slet ikke blev betalt afgift for importerede dyr, og for det andet, at den obligatoriske frivillige afgift udgjorde en så beskeden del af dyrenes værdi, at den ikke kunne medføre konkurrencefordrejning. I deres brev af 24. maj 2011 kom de franske myndigheder med en række konkrete eksempler på afgiftsberegninger og virksomhedsopgørelser, som viste, at der kunne ydes refusion i visse tilfælde, men at det ikke skete altid.

(87)	I brevet af 13. september 2005 og 24. maj 2011 bekræftede de franske myndigheder, at der fra 2003 kun blev opkrævet FNE-afgift af dyr, der var opdrættet og slagtet i Frankrig (20).

6. AFGIFTER PÅ DYR OG KØD, DER FORSENDES TIL ANDRE MEDLEMSSTATER

6.1. INTERBEV-AFGIFTERNE

(88)

Hvad angår afgiften på kød, der forsendes til andre medlemsstater, henviste Kommissionen til, at det kunne medføre forskelsbehandling, at der ikke blev taget hensyn til, at visse afgiftspligtige produkter blev sendt ud af landet, i afgiftsordningen. Kommissionen var også bange for, at en sådan foranstaltning kunne begunstige indenlandske produkter, der afsættes i Frankrig.

(89)

Som det fremgår af betragtning 16 ff., blev kødprodukter, som blev forsendt til andre medlemsstater, pålagt en obligatorisk frivillig afgift på 0,0126 EUR/kg og efter vedtagelsen af brancheaftalen af 12. juni 2001 en obligatorisk frivillig afgift på 0,024 EUR/kg. I denne aftale var der desuden fastsat en refusionssats på 0,010 EUR/kg.

(90)

Med hensyn til obligatoriske frivillige afgifter på dyr, der forsendes til andre medlemsstater, argumenterede de franske myndigheder i deres brev af 24. maj 2011 for, at de obligatoriske frivillige afgifter stod i rimeligt forhold til fordelene ved de foranstaltninger, der blev finansieret af disse afgifter.

(91)	De franske myndigheder forklarede, at de levende dyr, der blev sendt ud af landet, var fedekalve. Som det ses af betragtning 17 ff., blev disse dyr pålagt en obligatorisk frivillig afgift, der var beregnet pr. dyr og ikke pr. kg kød.

(92)

De franske myndigheder fremlagde derfor en beregning, der gjorde det muligt at sammenligne afgiften pr. dyr med afgiften pr. kilogram. Det fremgik således af brancheaftalen af 25. juli 1995, at den obligatoriske frivillige afgift ved slagtning var på 0,084 FRF/kg slagtevægt, og at den obligatoriske frivillige afgift ved forsendelse af levende dyr var på 7 FRF pr. dyr for voksent kvæg (§ 4). En fedekalv vejer mellem 250 og 280 kg levendevægt, hvilket i gennemsnit svarer til 163 kg kød (65 %). Afgiften på 7 FRF pr. dyr svarede derfor til en afgift på 0,042 FRF/kg, hvilket var det halve af kødafgiften.

(93)

Den samme omregningsmetode blev anvendt i brancheaftalen af 12. juni 2001. Der var fastsat følgende beløb (i euro): en obligatorisk frivillig afgift ved slagtning på 0,024 EUR/kg slagtevægt (§ 2) og en obligatorisk frivillig afgift ved forsendelse af levende dyr på 1,7 EUR/dyr for voksent kvæg (§ 4). Afgiften på 1,7 EUR/dyr for voksent kvæg svarede til en afgift på 0,0104 EUR/kg, hvilket var det halve af kødafgiften.

(94)

De franske myndigheder anslår, at de samlede indtægter (38 136 670 EUR) fra den obligatoriske frivillig afgift på produkter, der forsendes til andre medlemsstater, (levende dyr og kød) udgjorde 15 % af de samlede indtægter fra alle de obligatoriske frivillige afgifter, som Interbev opkrævede mellem 1995 og 2004 (dvs. 252 855 282 EUR). Ser man på hele perioden fra 1995 til 2004, mener de franske myndigheder, at de nævnte indtægter stod i rimeligt forhold til foranstaltningerne til fordel for produkter, der blev forsendt til andre medlemsstater.

(95)

De franske myndigheder har desuden oplyst, at dyr og kød, der blev sendt ud af Frankrig, både var omfattet af foranstaltninger uden for landets grænser, som tegnede sig for 21 490 848 EUR, og af foranstaltninger, der var til gavn for alle dyr og produkter uanset bestemmelsesstedet. De franske myndigheder anslår, at det ud af samtlige foranstaltninger, der var til gavn for alle dyr og produkter, svarende til et beløb på 91 231 075 EUR kun var 28 280 000 EUR, der gik til finansiering af foranstaltninger uden for det nationale område.

(96)

Dyr og produkter, der eksporteres, var navnlig genstand for salgsfremmende foranstaltninger (f.eks. internationale messer, faglige kampagner og pr-foranstaltninger, den grønne uge i Berlin og et opskæringskursus i udlandet). De foranstaltninger, der var rettet mod alle dyr og produkter, både på det franske og udenlandske marked, bestod især af reklameforanstaltninger, herunder kampagner for »europæisk kvalitetsoksekød«, slagtebiprodukter og »kødracer«, og en række foranstaltninger vedrørende forskning i fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, kvalitetsstyring, kvalificering af produkter og metoder til certificering eller sporing af oksekød. Resultaterne af denne forskning er gjort bredt tilgængelige både i og uden for Frankrig.

(97)

De franske myndigheder mener, at de produkter, der blev forsendt til andre lande, samlet set var omfattet af brancheforanstaltninger i størrelsesordenen 49 770 000 EUR. Dette beløb skal sammenholdes med de obligatoriske frivillige afgifter, der skulle betales, dvs. 38 136 670 EUR. De obligatoriske frivillige afgifter, der blev pålagt eksporterede franske produkter i perioden 1995-2004, var passende i forhold til de fordele, der var forbundet med de foranstaltninger, Interbev finansierede.

6.2. FNE-AFGIFTERNE

(98)	De franske myndigheder oplyste i deres brev af 13. september 2005, at der ikke blev opkrævet afgifter til fordel for FNE af produkter, der blev forsendt til andre lande.

IV VURDERING AF STØTTEN

(99)

Artikel 107 og 108 i TEUF finder anvendelse på alle de landbrugsprodukter i bilag I til traktaten, som er underlagt en fælles markedsordning (alle landbrugsprodukter bortset fra hestekød, honning, kaffe, landbrugsalkohol, eddike baseret på alkohol og kork) i overensstemmelse med de forskellige forordninger, der regulerer de enkelte fælles markedsordninger.

1. ER DER TALE OM STØTTE I HENHOLD TIL ARTIKEL 107, STK. 1, I TEUF?

(100)

Ifølge artikel 107, stk. 1, i TEUF er bortset fra de undtagelser, der er hjemlet i denne traktat, statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(101)

Artikel 107-109 i TEUF fandt på daværende tidspunkt anvendelse på oksekødssektoren i henhold til artikel 40 i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 (21) om den fælles markedsordning for oksekød. Inden vedtagelsen af sidstnævnte forordning fandt de anvendelse på denne sektor i henhold til artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (22). De fandt anvendelse på sektoren for fåre- og gedekød i henhold til artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 2529/2001 af 19. december 2001 om den fælles markedsordning for fåre- og gedekød (23). Inden vedtagelsen af sidstnævnte forordning fandt de anvendelse på denne sektor i henhold til artikel 22 i Rådets forordning (EF) nr. 2467/98 af 3. november 1998 om den fælles markedsordning for fåre- og gedekød (24) og inden vedtagelsen af denne forordning i henhold til artikel 27 i Rådets forordning (EØF) nr. 3013/89 af 25. september 1989 om den fælles markedsordning for fåre- og gedekød (25).

(102)

Artikel 107-109 i TEUF finder på nuværende tidspunkt anvendelse på de to sektorer, der er nævnt i betragtning 32 ff. til denne afgørelse, i henhold til artikel 180 i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (26) (27).

1.1. ER DER TALE OM EN SELEKTIV FORDEL?

(103)

Domstolen har fastslået, at foranstaltninger, som — uanset hvilken form de end måtte have — direkte eller indirekte favoriserer visse virksomheder, eller som skal anses for en økonomisk fordel, som den begunstigede virksomhed ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår, anses for at være støtte (28). I den foreliggende sag har støtten begunstiget visse virksomheder, som beskæftiger sig med kvæg- eller fåreavl, idet der er truffet foranstaltninger, som kan være til fordel for de producenter eller sektorer, der repræsenteres af Interbev.

(104)

Ifølge Domstolens praksis anses støtte desuden for at foreligge ved indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (29).

(105)

For at afgøre, om der er tale om en fordel, er det nødvendigt at se på, hvem der eventuelt har haft gavn af foranstaltningerne til fordel for kødsektoren, samt på de omhandlede brancheaftaler og deres finansiering. I den foreliggende sag har støtten begunstiget visse virksomheder, som beskæftiger sig med kvæg- eller fåreavl, idet der er truffet foranstaltninger, som kan være til fordel for producenterne i branchen.

1.2. STATSSTØTTE ELLER STØTTE YDET VED HJÆLP AF STATSMIDLER

(106)

Det fremgår af Domstolens praksis, at betingelsen for at anse en fordel for statsstøtte, for det første er, at den ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, og for det andet, at den kan tilregnes staten (30).

(107)

Med hensyn til de omhandlede afgifters art (obligatoriske frivillige afgifter) finder Kommissionen, at der er tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler. Kommissionen har baseret sin vurdering på følgende betragtninger.

(108)

Det skal indledningsvis understreges, at det fremgår af fast retspraksis og navnlig af præmis 139 i Salvat-dommen (31), at sondringen mellem private og offentlige organer ikke er »afgørende for at fastslå, hvorvidt traktatens regler vedrørende statsstøtte skal anvendes«. I Ladbroke-dommen (32) bekræftes det endvidere meget klart, at artikel 107, stk. 1, i TEUF »omfatter alle økonomiske midler, som den offentlige sektor faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uden at det har nogen betydning, om disse midler permanent er en del af den pågældende sektors formue. Selv om beløbene […] ikke permanent besiddes af det offentlige, er derfor den omstændighed, at de hele tiden kan kontrolleres af det offentlige og således står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, tilstrækkelig til at karakterisere dem som statsmidler og til at henføre foranstaltningen under anvendelsesområdet for traktatens artikel [107], stk. 1«.

(109)

I lyset af denne retspraksis mener Kommissionen for det første ikke, at der, når de pågældende obligatoriske frivillige afgifter består af bidrag fra den private sektor og ikke hele tiden står til rådighed for staten, er tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at de falder uden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF. Kommissionen skal i den forbindelse også undersøge, om staten fører kontrol med provenuet af de pågældende obligatoriske frivillige afgifter, og om staten har mulighed for at bestemme, hvilke støtteforanstaltninger der skal finansieres af disse midler.

(110)

I det omhandlede tilfælde har Kommissionen hæftet sig ved, at regeringens samtykke i form af godkendelsen af Interbev er nødvendig for, at der kan indføres obligatoriske frivillige afgifter. Selv om Interbev er en privatretlig organisation, har den derfor kun beføjelse til at indføre obligatoriske frivillige afgifter i den relevante sektor, såfremt staten har godkendt dens funktion og dens målsætninger (jf. betragtning 14 til denne afgørelse).

(111)

Det bestemmes desuden i Code rural, at afgifterne bliver obligatoriske for alle medlemmer af det berørte erhverv, så snart de er blevet udvidet ved en tværministeriel bekendtgørelse (jf. betragtning 10 til denne afgørelse). Det følger heraf, at myndighederne er nødt til at vedtage en retsakt, for at denne type af afgifter kan få fuld virkning (33).

(112)

Kommissionen har på denne baggrund fastslået, at de omhandlede obligatoriske frivillige afgifter (CVO-afgifter) kan anses for at være underlagt statens kontrol og for at udgøre statsmidler.

(113)

For det andet anvendes provenuet af CVO-afgifterne i overensstemmelse med branchens målsætninger og funktion som anført i Code rural (jf. betragtning 7-10). Staten har således mulighed for at bestemme, hvordan provenuet af de obligatoriske frivillige afgifter skal anvendes med henblik på at finansiere de støtteforanstaltninger, der iværksættes af Interbev. De fordele, der indrømmes af Interbev, kan derfor tilregnes staten.

(114)

Det skal desuden bemærkes, at Domstolen i sag C-345/02, Pearle (34), pegede på en række kriterier, der kan anvendes ved afgørelsen af, om skattelignende afgifter skal betragtes som statsmidler, der kan tilregnes staten, når de i det væsentlige indsamles af en brancheorganisation til fordel for dens medlemmer.

(115)

Ifølge de parametre, som Domstolen foreslog i denne sag, betragtes obligatoriske bidrag, som opkræves af en organisation, der repræsenterer virksomhederne i visse erhvervssektorer, ikke som statsmidler, hvis de følgende betingelser er opfyldt:

a)	Den pågældende foranstaltning fastlægges af en brancheforening, der repræsenterer virksomhederne og arbejdstagerne i sektoren og ikke virker som instrument for gennemførelsen af statslige politikker.

b)	Den omhandlede foranstaltnings målsætninger finansieres udelukkende ved bidrag fra virksomhederne i sektoren.

c)	Finansieringsmåden og bidragenes procentandel og/eller størrelse fastlægges i brancheforeningen af repræsentanter for arbejdsgiverne og arbejdstagerne uden indgriben fra statens side.

d)	Bidragene anvendes med det bestemte formål at finansiere foranstaltningen uden mulighed for statslig indgriben.

(116)

Det er imidlertid klart, at den aktuelle foranstaltning ikke opfylder alle betingelserne i Pearle-dommen. Interbevs eksistens, funktion og opgaver er således reguleret i den nationale lovgivning (jf. betragtning 10 og 14), og den kan ikke finansieres af den obligatoriske frivillige afgift uden statens medvirken (jf. betragtning 10). Det bestemmes endvidere i § 632-2-1 i Code rural, at brancheorganisationerne medvirker til at gennemføre Frankrigs og EU’s økonomiske politik, og at de kan begunstiges ved tildeling af offentlig støtte. Interbev kan derfor anses for et instrument for gennemførelsen af en politik, der støttes af staten, med henblik på at iværksætte aktiviteter af generel interesse for branchen (jf. betragtning 40 og 61 ff.). Som det fremgår af Interbevs vedtægter, kan staten desuden yde direkte tilskud til brancheorganisationens budget. Endelig kan det med hensyn til de finansierede forskningsaktiviteters generelle interesse (jf. betragtning 10) ikke fastslås med sikkerhed, om det altid er de afgiftspligtige, der får gavn af støtten.

(117)

Kommissionen konkluderer ud fra ovenstående betragtninger, at de omhandlede foranstaltninger kan tilregnes staten og finansieres med statsmidler.

1.3. PÅVIRKNING AF SAMHANDELEN OG KONKURRENCEFORDREJNING

(118)

For at være omfattet af artikel 107, stk. 1, i TEUF skal støtten endvidere påvirke konkurrencevilkårene og samhandelen mellem medlemsstaterne. Det forudsætter, at støttemodtageren udøver en økonomisk aktivitet.

(119)

For at afgøre, om støtten falder ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF skal det endelig fastslås, om den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og medføre konkurrencefordrejning.

(120)

Domstolen har slået fast, at når en fordel, der indrømmes af en medlemsstat, styrker bestemte virksomheders position i forhold til andre virksomheder, som de konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (35), hvilket er tilstrækkeligt til at påvise, at der foreligger konkurrencefordrejning.

(121)

Det forhold, at der er samhandel mellem medlemsstaterne inden for kødsektoren, synes at være påvist i og med, at der findes en fælles markedsordning for sektoren (36). Til eksempel udgjorde Frankrigs samhandel med Fællesskabet hvad angår kødprodukter ca. 15 % af den samlede EU-handel med disse produkter (37).

(122)

Den tildelte støtte kan derfor påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, fordi den begunstiger den nationale produktion på bekostning af produktionen i andre medlemsstater. Kødsektoren var på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der er genstand for denne afgørelse, ekstremt følsom over for konkurrence på fællesskabsplan og dermed meget sårbar over for enhver foranstaltning til fordel for produktionen i hvilken som helst medlemsstat.

1.4. KONKLUSION OM, HVORVIDT DER ER TALE OM STØTTE SOM OMHANDLET I ARTIKEL 107, STK. 1, I TEUF

(123)

Kommissionen finder på grundlag af det ovenfor anførte, at de foranstaltninger, der er truffet til fordel for støttemodtagerne, giver dem en fordel, som andre erhvervsdrivende ikke kan nyde godt af, og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder og visse produktioner, for så vidt som de kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(124)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at den omhandlede foranstaltning er omfattet af artikel 107, stk. 1, i TEUF og udgør statsstøtte.

2. UNDERSØGELSE AF STØTTENS FORENELIGHED MED DET INDRE MARKED

2.1. AFGØRELSENS RÆKKEVIDDE

(125)

De franske myndigheder mener som tidligere nævnt (jf. betragtning 56), at den foreliggende afgørelse kun bør omhandle brancheaftalen af 12. juni 2001.

(126)

I forbindelse med sag NN 34/95 var Kommissionen ikke i besiddelse af oplysninger om FNE-afgifterne og om finansieringen af den støtte, der var tale om (38). Den tog desuden kun stilling til den investeringsstøtte, der var ydet til visse opdrættere, bl.a. for at de kunne anskaffe deres første dyr. Kommissionen tog heller ikke stilling til ordningen med obligatoriske frivillige afgifter eller til støtten til forædling, det genetiske informationssystem, bioteknologien eller de økonomiske analyser og heller ikke til de foranstaltninger vedrørende salgsfremme, teknisk bistand samt forskning og forsøg, der blev finansieret af Interbev-afgifterne, og som ikke blev anmeldt i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(127)

Frankrig nævnte disse foranstaltninger i sit brev af 29. april 1996 vedrørende sag NN 49/96, men kun hvad angår FNE’s aktiviteter.

(128)

I sit svar på dette brev (skrivelse VI/021559 af 30. maj 1996) anmodede Kommissionen imidlertid om supplerende oplysninger for at få præciseret arten og rækkevidden af de økonomiske redskaber, der blev taget i brug for at fremme omstruktureringen af de avlsorganisationer, der medvirkede til identificering og udvælgelse af dyr, samt udviklingsforanstaltningerne. Kommissionen bad også de franske myndigheder om at udfylde et uddybende skema. Myndighederne fulgte imidlertid ikke op på dette brev, og Kommissionen tog aldrig stilling til, om de pågældende aktiviteter var forenelige med det indre marked. Kommissionen indledte proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF over for den omhandlede støtte ved brev af 9. juli 2003 (39).

(129)

Brancheaftalen af 15. juni 1994 til fordel for husdyrbrugsfonden og af 18. december 1995 til fordel for Interbev og den statsstøtte, der er blevet finansieret ved hjælp af disse aftaler, skal således stadig undersøges ud fra reglerne om statsstøtte, eftersom de ikke er blevet godkendt af Kommissionen.

(130)

Den foreliggende afgørelse vedrører derfor både aftalen af 15. juni 1994 til fordel for FNE og af 18. december 1995 til fordel for Interbev. Da Kommissionen gennemgik disse aftaler, tog den ikke stilling til de foranstaltninger, der blev finansieret af de nævnte brancheafgifter.

(131)

De franske myndigheder har som nævnt i betragtning 57 indirekte accepteret denne fortolkning.

2.2. ANVENDELSEN AF ARTIKEL 107, STK. 3, I TEUF

(132)

Der er i artikel 107 i TEUF fastsat en række undtagelser fra det generelle princip om, at statsstøtte er uforenelig med TEUF, selvom flere af disse undtagelser — navnlig dem i stk. 2 — tydeligvis ikke finder anvendelse. De franske myndigheder har heller ikke påberåbt sig disse undtagelser.

(133)

De i artikel 107, stk. 3, omhandlede undtagelser bør fortolkes strengt ved enhver analyse af støtteprogrammer med regionalt eller sektorspecifikt sigte eller eksempler på individuel anvendelse af generelle støtteordninger. De kan bl.a. kun anvendes, når Kommissionen har mulighed for at fastslå, at støtten er nødvendig for at opfylde et af de berørte mål. Det modsatte ville være ensbetydende med at tillade forstyrrende indgreb i samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejning af konkurrencevilkårene i strid med Fællesskabets interesse, hvilket samtidig ville give de erhvervsdrivende i visse medlemsstater urimelige fordele.

(134)

Kommissionen er af den opfattelse, at den omhandlede støtte ikke sigter mod at fremme den økonomiske udvikling i et område, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse i henhold til artikel 107, stk. 3, litra a). De sigter endvidere ikke mod at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra b). Støtten sigter heller ikke mod at fremme kulturen eller bevare kulturarven som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 3, litra d).

(135)

Det fremgår imidlertid af artikel 107, stk. 3, litra c), at støtteordninger kan betragtes som forenelige med det indre marked, når de har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, og de ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Støtten skal bidrage til udviklingen i den pågældende sektor, for at undtagelsesbestemmelsen i den nævnte artikel kan bringes i anvendelse.

2.3. FASTLÆGGELSE AF DE RAMMEBESTEMMELSER, DER GÆLDER FOR IKKE-ANMELDTE FORANSTALTNINGER

(136)

Ifølge punkt 194 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrug og skovbrug og Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (40) skal ulovlig støtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (41) bedømmes efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev tildelt (42).

(137)

De særlige rammebestemmelser for landbrugssektoren trådte i kraft den 1. januar 2000. Enhver støtte, der er tildelt efter denne dato, skal derfor vurderes efter de rammebestemmelser, der var gældende i det pågældende tidsrum. Fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2006 var det EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren, der var gældende. Fra den 1. januar 2007 finder EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrug og skovbrug for 2007-2013 anvendelse.

(138)

Derimod skal enhver støtte, der er tildelt inden denne dato, i givet fald bedømmes ud fra de regler og den praksis, der var gældende inden den 1. januar 2000.

2.4. DE OBLIGATORISKE FRIVILLIGE AFGIFTERS OVERENSSTEMMELSE MED SYSTEMET MED FÆLLES MARKEDSORDNINGER

(139)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de obligatoriske frivillige afgifter er i overensstemmelse med systemet med fælles markedsordninger, jf. dommen af 22. maj 2003 i Freskot-sagen (43), mener Kommissionen ikke, at de obligatoriske frivillige afgifter i dette tilfælde har nogen direkte eller indirekte betydning for slutprodukternes pris, eftersom produktpriserne fastsættes på det frie marked og ikke påvirkes af afgifterne. Afgiftsbyrden på kødprodukter og husdyr udlignes således af den fordel, der er forbundet med de finansierede aktiviteter. Det må derfor antages, at afgifterne påvirker priserne i meget begrænset omfang.

(140)

På grundlag af de foreliggende oplysninger giver finansieringen af denne ordning ikke anledning til at gøre indsigelse.

2.5. GENNEMGANG AF FORANSTALTNINGERNE EFTER DE GÆLDENDE BESTEMMELSER

2.5.1. Foranstaltninger iværksat ved hjælp af kødafgifterne

2.5.1.1. Salgsfremme

(141)

Hvad angår salgsfremstød skal foreneligheden af den støtte, der blev ydet inden den 1. januar 2002, efterprøves ud fra rammeordningen for statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter og visse varer, der ikke henhører under EF-traktatens bilag II (44), og foreneligheden af den støtte, der er ydet efter denne dato, skal efterprøves ud fra EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til reklame for produkter opført i EF-traktatens bilag I og visse produkter uden for bilag I (45).

(142)

Rammeordningen fra 1987 og rammebestemmelserne fra 2002 bygger reelt på de samme principper. De indeholder en række negative og positive kriterier, der skal overholdes af samtlige nationale støtteordninger. Der må således ikke ydes støtte til reklameforanstaltninger, som er i strid med artikel 34 i TEUF eller med den afledte EU-ret, og heller ikke til foranstaltninger, der tager sigte på bestemte virksomheder. Ud fra de oplysninger, som de franske myndigheder har fremsendt, kan det konkluderes, at de pågældende foranstaltninger tjener formål, der opfylder flere af de positive kriterier i rammeordningen og rammebestemmelserne, eftersom nogle af dem har til formål at komme af med overskydende landbrugsprodukter, og andre har til formål at fremme produkter af høj kvalitet og sunde fødevarer.

(143)

De franske myndigheder har desuden forklaret, at budskaberne i reklameforanstaltningerne ikke har til formål at afholde forbrugerne fra at købe produkter fra andre medlemsstater eller at give forbrugerne et negativt billede af disse produkter, og at de ikke begunstiger et mærke fra en bestemt virksomhed eller en enkelt producent.

(144)

Med hensyn til loftet over støtten kan reklameforanstaltninger finansieres af statsmidler med op til 50 %. De resterende udgifter skal afholdes af de begunstigede faglige organisationer og brancheforeninger gennem frivillige afgifter, skattelignende afgifter eller obligatoriske afgifter. I det foreliggende tilfælde finansieres foranstaltningerne i deres helhed af skattelignende afgifter, og de erhvervsdrivendes bidrag til kampagnerne når i sagens natur op på 50 % af udgifterne hertil.

(145)

Kommissionen finder, at den offentlige støtte til finansiering af salgsfremmende foranstaltninger i det foreliggende tilfælde opfyldte kriterierne i de gældende fællesskabsbestemmelser på området.

2.5.1.2. Teknisk bistand

(146)

Foreneligheden af den støtte til teknisk bistand, der blev ydet inden den 1. januar 2000, skal bedømmes ud fra Kommissionens praksis, som er inspireret af forslaget om nyttige foranstaltninger vedrørende national støtte til husdyravl og husdyravlsprodukter (46), og foreneligheden af den støtte, der er ydet efter denne dato, skal bedømmes ud fra rammebestemmelserne for landbruget (47).

(147)

Kommissionens gældende praksis før 2000 og de rammebestemmelser for landbruget, der blev vedtaget i 2000, bygger i al væsentlighed på samme principper. For teknisk bistand i form af information og regnskabshjælp, udbredelse af nye teknikker i videre kredse og uddannelse af landbrugsmedarbejdere er det således tilladt at yde støtte på op til 100 % af de støtteberettigede udgifter.

(148)

Med vedtagelsen af rammebestemmelserne i 2000 blev der indføjet en ny betingelse om, at støtteforanstaltningerne skal kunne udnyttes af alle støtteberettigede i det pågældende område baseret på objektivt fastsatte betingelser, og at det samlede støttebeløb, der udbetales, ikke må overstige 100 000 EUR pr. støttemodtager i løbet af en treårig periode eller, når der er tale om små og mellemstore virksomheder, 50 % af de støtteberettigede omkostninger. De franske myndigheder har forklaret, at kriteriet om, at aktiviteterne skal være tilgængelige for alle potentielt interesserede erhvervsfolk, er opfyldt til fulde. Kommissionen vurderer på grundlag af de oplysninger, de franske myndigheder har fremsendt, navnlig om det meget store antal støttemodtagere, at kriteriet om støtteloftet er opfyldt.

(149)

Kommissionen finder, at den offentlige støtte til finansiering af teknisk bistand i det foreliggende tilfælde opfyldte kriterierne i de gældende fællesskabsbestemmelser på området.

2.5.1.3. Forskning og forsøg

(150)

Hvad angår foranstaltninger vedrørende forskning og forsøg skal foreneligheden af den støtte, der er tildelt inden den 1. januar 2000, efterprøves ud fra EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling og Kommissionens meddelelse om ændring af nævnte rammebestemmelser, og foreneligheden af den støtte, der er tildelt efter denne dato, skal efterprøves ud fra rammebestemmelserne for landbruget, som i punkt 17 henviser til de førstnævnte rammebestemmelser.

(151)

Det præciseres i EF-rammebestemmelserne, at en støttesats på op til 100 % kan være forenelig med det indre marked selv i tilfælde, hvor F&U udføres af virksomheder, forudsat at følgende fire betingelser er opfyldt i hvert enkelt tilfælde:

a)	Støtten skal være af generel interesse for den specielt berørte sektor og må ikke medføre urimelig forvridning af konkurrencen i andre sektorer.

Der skal offentliggøres oplysninger i relevante dagblade/tidsskrifter, der mindst har national udbredelse og ikke er begrænset til medlemmerne af en specifik organisation, så det sikres, at enhver, der måtte være interesseret i arbejdet, umiddelbart kan blive bekendt med, at det udføres eller vil blive udført, og har eller på anmodning får adgang til resultaterne. Disse oplysninger må ikke offentliggøres, efter at de er gjort tilgængelige for medlemmerne af en specifik organisation.

c)	Alle interesserede parter, herunder støttemodtageren, skal have lige adgang, både hvad angår omkostninger og tid, til at udnytte resultaterne af det pågældende arbejde.

d)	Støtten skal opfylde kravene i bilag 2 — »Indenlandsk støtte: grundlaget for fritagelse for nedsættelsesforpligtelserne« til den landbrugsaftale, der blev indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i forbindelse med Uruguay-runden (48).

(152)

De franske myndigheder har hertil bemærket, at Interbevs foranstaltninger vedrørende forskning og forsøg er til gavn for alle parter i branchen. Organisationen udbreder den viden, der erhverves, og de tekniske anbefalinger ved afholdelse af kurser og uddeling af dokumentation, redegørelser, resuméer, foldere og elektronisk materiale. Alle opdrættere, slagtere, forarbejdere og sælgere i kvæg- og fåresektoren kan blive orienteret om resultaterne og få adgang til forskningsresuméer på lige fod med alle andre og på samme tidspunkt blot ved at anmode om dem. De franske myndigheder forsikrer endelig, at de omhandlede foranstaltninger ikke giver anledning til nogen direkte betaling til producenter eller forarbejdningsvirksomheder, og at de opfylder de internationale handelskriterier, som Den Europæiske Union har tilsluttet sig.

(153)

Kommissionen finder, at den offentlige støtte til finansiering af foranstaltninger vedrørende forskning og forsøg i det foreliggende tilfælde opfyldte kriterierne i de gældende fællesskabsbestemmelser på området.

2.5.2. Foranstaltninger iværksat af FNE

2.5.2.1. Teknisk bistand

(154)

Hvad angår støtte til teknisk bistand skal foreneligheden af den støtte, der blev ydet inden den 1. januar 2000, efterprøves ud fra Kommissionens praksis, som er inspireret af forslaget om nyttige foranstaltninger vedrørende national støtte til husdyravl og husdyravlsprodukter (49), og foreneligheden af den støtte, der er ydet efter denne dato, skal efterprøves ud fra rammebestemmelserne for landbruget (50).

(155)

(156)

(157)

De franske myndigheder har bemærket, at alle de finansierede foranstaltninger er af generel interesse for samtlige kvæg- og fåreavlere. Der er aldrig tale om foranstaltninger, som kun er til gavn for enkelte erhvervsdrivende eller for bestemte grupper af erhvervsdrivende.

(158)

FNE dækker som regel under 50 % af omkostningerne til dette arbejde og denne forskning. For visse projekters vedkommende udgør støtten mere end 50 %, men den overstiger aldrig 100 %.

(159)

Økonomiske analyser finansieres med op til 100 000 EUR pr. opdrætter over en treårig periode, og alle opdrættere skal have adgang til resultaterne af disse analyser.

(160)

Kommissionen finder, at den offentlige støtte til finansiering af teknisk bistand i det foreliggende tilfælde opfyldte kriterierne i de gældende fællesskabsbestemmelser på området.

2.5.2.2. Forskning og forsøg

(161)

Med hensyn til foranstaltninger vedrørende forskning og forsøg skal foreneligheden af den støtte, der er tildelt inden den 1. januar 2000, efterprøves ud fra EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling og Kommissionens meddelelse om ændring af nævnte rammebestemmelser, og foreneligheden af den støtte, der er tildelt efter denne dato, skal efterprøves ud fra rammebestemmelserne for landbruget, som i punkt 17 henviser til de førstnævnte rammebestemmelser.

(162)

a)	Støtten skal være af generel interesse for den specielt berørte sektor og må ikke medføre urimelig forvridning af konkurrencen i andre sektorer.

c)	Alle interesserede parter, herunder støttemodtageren, skal have lige adgang, både hvad angår omkostninger og tid, til at udnytte resultaterne af det pågældende arbejde.

d)	Støtten skal opfylde kravene i bilag 2 — »Indenlandsk støtte: grundlaget for fritagelse for nedsættelsesforpligtelserne« til den landbrugsaftale, der blev indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i forbindelse med Uruguay-runden.

(163)

I det foreliggende tilfælde gøres dataene fra alle økonomiske analyser og de data, der tilvejebringes i forbindelse med de enkelte forskningsprogrammer, bredt tilgængelige, såfremt der er tale om endelige data. Resultaterne af det arbejde, som fonden har ydet støtte til, offentliggøres og udbredes rutinemæssigt for at sikre, at opdrætterne og avlsorganisationerne får gavn af dem og uhindret adgang til dem.

(164)

Resultaterne udbredes ad to store kanaler, nemlig de faglige avlsorganisationer og avlsinstituttet, der udgiver en lang række tekniske og økonomiske publikationer rettet mod opdrættere og teknikere.

(165)

Eftersom arbejdet er af generel interesse, er der ingen regler om kommerciel udnyttelse af resultaterne. Der opstår derfor ingen spørgsmål om prisen for afståelse af en udnyttelsesret eller betingelserne for adgang til en udnyttelsesret Det er samtlige kvæg- og fåreavlere, der er de egentlige modtagere, og som får stillet de teoretiske og praktiske resultater af arbejdet til rådighed.

(166)

De finansierede analyser giver ikke anledning til nogen direkte betaling til producenter eller forarbejdningsvirksomheder. De opfylder de generelle og specifikke kriterier i bilag 2 — »Indenlandsk støtte: grundlaget for fritagelse for nedsættelsesforpligtelserne« til den landbrugsaftale, der blev indgået i Marrakech under de multilaterale handelsforhandlinger i forbindelse med Uruguay-runden.

(167)

2.6. STØTTENS FINANSIERING

(168)

Statsstøtten finansieres af en skattelignende afgift (obligatoriske frivillige afgifter), og Kommissionen skal derfor både undersøge de finansierede foranstaltninger, dvs. støtten, og den måde, de finansieres på. Domstolen har fastslået (51), at Kommissionen ved undersøgelsen af en støtteforanstaltning, skal tage dens finansieringsmåde i betragtning, hvis denne er en integrerende del af foranstaltningen, og navnlig hvis der er tale om obligatoriske bidrag.

(169)

Finansieringsmåden udgør en integrerende del af støtteforanstaltningen, hvis en række forhold gør sig gældende: Afgiftsprovenuet skal øremærkes til finansiering af støtten og nødvendigvis anvendes til at finansiere denne støtte (52), afgiften skal anvendes til støtteforanstaltningen i henhold til den relevante nationale lovgivning (53), og afgiftens størrelse skal have direkte indvirkning på statsstøttens størrelse (54).

(170)

Hvis disse kriterier anvendes på de pågældende foranstaltninger, betyder det, at Kommissionen skal tage hensyn til følgende forhold. For det første er de obligatoriske afgifter fastlagt i retsgrundlaget for de omhandlede foranstaltninger, dvs. i brancheaftalerne. Det betyder, at de enkelte afgifter udelukkende anvendes til fordel for den pågældende fond og ikke indgår i Interbevs eller statens almindelige budget. Det må derfor antages, at afgiften er øremærket til finansiering af støtten og anvendes til finansiering af støtten i henhold til den gældende nationale lovgivning. For det andet finansieres støtteforanstaltningerne udelukkende ved hjælp af sektorafgifter. Interbev benytter ikke andre finansieringskilder ved finansieringen af de planlagte foranstaltninger. Det kan derfor konkluderes, at afgiftens størrelse har direkte indvirkning på statsstøttens størrelse.

(171)

Kommissionen konkluderer på grundlag af disse forhold, at støttens finansieringsmåde, dvs. de obligatoriske frivillige afgifter, er en integrerende del af støtteforanstaltningen og derfor skal tages i betragtning, når det undersøges, om støtten er lovlig. Denne finansieringsmåde kan være i strid med artikel 110 i TEUF, og Kommissionen kan derfor ikke erklære støtteordningen for lovlig, hvis den fører til forskelsbehandling mellem importerede produkter og indenlandske produkter (55) eller mellem eksporterede produkter og indenlandske produkter (56).

(172)

I det foreliggende tilfælde betales der afgift af den nationale produktion samt af kød og dyr, der eksporteres (som led i de obligatoriske frivillige kødafgifter) og importeres (som led i de obligatoriske frivillige afgifter, der opkræves af FNE).

(173)

Kommissionens undersøgelse vedrører visse aspekter af kødafgifterne og FNE-afgiften, for så vidt som disse afgifter måske vil kunne påvirke samhandelen i Fællesskabet.

2.6.1. Kødafgifterne (Interbev-afgifterne)

2.6.1.1. Importeret kød

(174)

Afgiften på importeret kød var som nævnt i betragtning 82 ikke foreskrevet i den franske lovgivning i perioden fra 1996 til 2004. Den er derfor udelukket fra denne afgørelses anvendelsesområde og udgør ikke statsstøtte som sådan. Den opfylder ikke en af de betingelser, der er anført i betragtning 10, nemlig at der skal være tale om en bindende bestemmelse. Det må på baggrund af det ovenfor anførte fastslås, at de foranstaltninger, der finansieres gennem afgiften på importerede produkter, ikke udgør statsstøtte og derfor ikke er genstand for denne afgørelse.

2.6.1.2. Eksporterede produkter

(175)

Som det fremgår af betragtning 16 ff. (57), har afgiften siden den 1. januar 1996 været lagt på produkter, der forsendes til andre medlemsstater, selv om der i 2001 blev indført en delvis tilbagebetaling af denne afgift. Denne afgift kan ifølge Domstolens praksis medføre forskelsbehandling af eksportørerne, hvis de foranstaltninger, der finansieres af afgiften, ikke kommer eksportørerne til gode og ikke udligner den byrde, som de pålægges (58). Det skal derfor godtgøres, at afgiftsprovenuets anvendelse ikke har fremmet indenlandske produkter, der afsættes i Frankrig, på bekostning af indenlandske produkter, der eksporteres.

(176)

Dyr og produkter, der eksporteres, har navnlig været genstand for salgsfremmende foranstaltninger (f.eks. internationale messer, faglige kampagner og pr-foranstaltninger, den grønne uge i Berlin og et opskæringskursus i udlandet).

(177)

De foranstaltninger, der var rettet mod alle dyr og produkter, både på det franske og udenlandske marked, bestod især af reklameforanstaltninger, herunder kampagner for »europæisk kvalitetsoksekød«, slagtebiprodukter og »kødracer«, og en række foranstaltninger vedrørende forskning i fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, kvalitetsstyring, kvalificering af produkter og metoder til certificering eller sporing af oksekød. Resultaterne af denne forskning er gjort bredt tilgængelige både i og uden for Frankrig.

i) Kød og dyr, der forsendes til andre medlemsstater

(178)

Ifølge de franske myndigheder var alle de foranstaltninger, der blev finansieret af obligatoriske frivillige afgifter, ikke til gavn for produkter og dyr, som blev forsendt til andre medlemsstater, alene eller sammen med indenlandske produkter.

(179)

Det er nødvendigt at undersøge, om de produkter, der blev forsendt til andre medlemsstater, fik gavn af brancheorganisationens foranstaltninger år for år og samlet set.

(180)

Tabellen nedenfor viser, hvordan provenuet af de obligatoriske frivillige afgifter (i euro) fordeler sig på Interbevs forskellige foranstaltninger i de enkelte år, og hvor stor en procentdel af foranstaltningerne der var rettet mod eksporteret kød og eksporterede dyr alene eller også var rettet mod indenlandske produkter og dyr.

År	Foranstaltninger til fordel for alle produkter	Foranstaltninger rettet mod indenlandske produkter alene	Foranstaltninger rettet mod eksporterede produkter alene	Alle foranstaltninger i løbet af året	I % af alle finansierede foranstaltninger (afrundet)
1996	5 517 088,95	13 308 769,70	2 101 111,35	20 926 970,00	36
1997	9 244 861,43	8 723 278,25	2 104 379,32	20 072 518,99	56
1998	8 995 703,14	11 214 605,23	927 146,63	21 137 455,00	46
1999	9 780 064,41	10 308 559,00	1 058 778,36	21 447 401,76	50
2000	8 245 970,18	10 126 453,50	991 754,32	19 264 178,00	47
2001	9 447 359,23	15 115 169,26	1 720 267,50	26 282 796,00	42
2002	10 553 240,96	24 553 282,92	4 326 569,12	39 433 093,00	37
2003	12 626 096,22	21 010 195,68	3 761 566,70	37 398 458,60	43
2004	11 288 281,00	20 527 149,24	4 045 129,24	35 860 559,48	42

(181)

Som det ses af tabellen, var i gennemsnit ca. 44 % af alle de foranstaltninger, der blev finansieret af obligatoriske frivillige afgifter, rettet mod eksporterede produkter i hele den undersøgte periode. De franske myndigheder har imidlertid understreget, at det samlede provenu af afgifterne på eksporterede produkter i den samme periode udgjorde 15 % (59). De franske myndigheder har også bemærket, at der var tale om 15 % i gennemsnit, og fremlagt tal for hvert år, hvoraf det fremgår, at afgifterne på eksporterede produkter aldrig oversteg 18 %.

ii) Støttens forenelighed med artikel 110 i TEUF

(182)

Under hensyn til Domstolens dom i Nygård-sagen (60) og til det forhold, at de foranstaltninger, der blev finansieret af afgiften, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107 i TEUF, og at afgiften ikke strider mod forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 110 i TEUF, for så vidt som den også fandt anvendelse på eksporterede produkter og dyr, der drog passende fordel af denne afgift, finder Kommissionen, at provenuet af den afgift, der blev lagt på eksporterede produkter for at finansiere Interbevs foranstaltninger, må anses for en finansiering af støtten, der er forenelig med bestemmelserne i TEUF og navnlig med artikel 107, og at den således finansierede statsstøtte derfor er forenelig med denne traktat.

2.6.2. FNE-afgifterne

2.6.2.1. Importerede dyr

(183)

De franske myndigheder har oplyst, at afgiften til fordel for FNE indtil 2003 også kunne anvendes for dyr, der var opdrættet uden for fransk område, men blev indført til Frankrig for at blive slagtet.

(184)

De franske myndigheder har som svar på Kommissionens betænkeligheder oplyst, at de har ændret brancheaftalen, så der ikke længere opkræves afgifter for dyr, der importeres eller indføres til Frankrig. Afgifterne gælder ifølge de franske myndigheder kun for dyr, der opdrættes og slagtes i Frankrig.

(185)

Ændringerne i denne brancheaftale er ikke blevet fremlagt for Kommissionen. Den har kun modtaget cirkulæret af 2. februar 2005 (jf. betragtning 87), hvori det præciseres, at afgifterne til fordel for FNE kun finder anvendelse på kød, som stammer fra dyr, der er opdrættet i Frankrig og slagtet på fransk område.

(186)

Mellem den 1. januar 1996 og den 30. september 2004 var kød fra dyr, der blev slagtet i Frankrig, men var opdrættet uden for landets grænser, derfor også underlagt kødafgiften.

(187)

De franske myndigheder har ikke sandsynliggjort, at de foranstaltninger, der blev finansieret af disse afgifter, også var til gavn for opdrættere uden for Frankrig. De erhvervsdrivende, der skulle betale den obligatoriske frivillige afgift, og som eksporterede deres produkter, havde ikke mulighed for at få refunderet eller nedsat afgiften, selv om de ikke fik det fulde udbytte af de pågældende foranstaltninger. Hvad angår foranstaltningerne vedrørende forskning og udvikling samt teknisk bistand kan disse principielt kun begunstige indenlandske produkter (kød fra kvæg, der er opdrættet og slagtet i Frankrig).

(188)

Det har ingen direkte betydning for Kommissionens materielle bedømmelse, at importen af levende dyr på daværende tidspunkt var meget beskeden (61), og at importører af levende dyr i praksis havde mulighed for at angive mængden af importerede dyr med henblik på at modregne dem i afgiftsgrundlaget og anmode om refusion. Enhver forskelsbehandling, hvor begrænset den end måtte være, falder desuden ind under anvendelsesområdet for artikel 110 i TEUF.

(189)

Under hensyn til Domstolens dom i Nygård-sagen (62) og til det forhold, at de foranstaltninger, der blev finansieret af afgiften, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107 i TEUF, og at afgiften strider mod forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 110 i TEUF, for så vidt som den også fandt anvendelse på produkter fra andre medlemsstater, som imidlertid ikke drog fuld fordel af denne afgift, finder Kommissionen, at provenuet af den afgift, som blev lagt på dyr, der blev indført fra andre medlemsstater, for at finansiere FNE’s foranstaltninger, må anses for en finansiering af støtten, der er uforenelig med traktatens bestemmelser om det indre marked og navnlig med traktatens artikel 107, og at den således finansierede statsstøtte derfor er uforenelig med denne traktat.

2.6.2.2. Eksporterede dyr

(190)

Når FNE-afgifterne finder anvendelse på dyr, der opdrættes eller slagtes i Frankrig, må Kommissionen konkludere, at dyr, der forsendes til andre lande, ikke som sådan er pålagt en afgift til fordel for FNE, og at de derfor ikke er omfattet af denne afgørelse anvendelsesområde.

3. ULOVLIG STØTTE

(191)

Kommissionen understreger, som den også nævnte i beslutningen om at indlede proceduren, at Frankrig har tilsidesat artikel 108, stk. 3, i TEUF ved ikke at underrette den om de bekendtgørelser, der gjorde de frivillige afgifter obligatoriske, og om de foranstaltninger, der finansieres af disse afgifter, inden de trådte i kraft (jf. betragtning 2 til den foreliggende afgørelse).

(192)

I artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 defineres ulovlig støtte udtrykkeligt som ny støtte, der er gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF. Forpligtelsen til at anmelde statsstøtte fremgår af denne forordnings artikel 2.

(193)

Hvad angår arten af de omhandlede afgifter bemærker Kommissionen indledningsvis, at der kræves en retsakt fra myndighedernes side, for at de kan få fuld virkning. Kommissionen mener som følge heraf, at der i det foreliggende tilfælde er tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler.

(194)

De obligatoriske frivillige afgifter skal anmeldes til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, fordi der er tale om offentlige midler (som anført i betragtning 106 ff.), som udgør en integrerende del af en støtteordning (betragtning 171 ff.), og som anvendes til finansiering af fordele, der kommer virksomhederne i kødsektoren til gode.

(195)

Da de foranstaltninger, Frankrig har iværksat, som nævnt i betragtning 123 og 124 indeholder statsstøtteelementer, drejer det sig om ny støtte, som ikke er anmeldt til Kommissionen, og som derfor er ulovlig i henhold til traktaten.

(196)

I henhold til Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (63) skal al ulovlig støtte, jf. artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999, vurderes efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev tildelt.

V KONKLUSION

(197)

Kommissionen mener på baggrund af det ovenfor anførte ikke, at der er grundlag for at gøre indsigelse mod, at ordningen finansieres af obligatoriske frivillige afgifter, for så vidt som de anvendes for indenlandske produkter og for produkter og dyr, der eksporteres (»kødafgifterne« i perioden fra 1996 til 2004).

(198)

Eftersom afgifterne også er blevet pålagt importerede dyr (afgifterne på dyr til fordel for FNE i perioden fra 1996 til 2004), fremgår det af ovenstående betragtninger, at ordningen med obligatoriske frivillige afgifter strider mod artikel 110 i TEUF og dermed er uforenelig med det indre marked, eftersom Frankrig ikke har sandsynliggjort, at importerede produkter har haft gavn af støtten i samme omfang som indenlandske produkter.

(199)

Den omhandlede støtte er desuden ikke blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF og må derfor anses for ulovlig støtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999.

(200)

Kommissionen beklager, at Den Franske Republik har bevilget den nævnte støtte i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(201)

Da støtteforanstaltningerne blev iværksat, før Kommissionen havde truffet sin endelige afgørelse, og de procedureregler, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, i TEUF er ufravigelige og ifølge en række af Domstolens domme har direkte virkning (64), kan de ikke lovliggøres efterfølgende (65).

(202)

Domstolen har bemærket, at når en støtteforanstaltning, hvis finansieringsmåde er en integrerende del, gennemføres under tilsidesættelse af anmeldelsesforpligtelsen, er de nationale domstole som udgangspunkt forpligtet til at træffe afgørelse om, at de afgifter eller bidrag, der er opkrævet specifikt for at finansiere denne støtte, skal tilbagebetales. Den har også bemærket, at det påhviler de nationale domstole at beskytte borgernes rettigheder i tilfælde af, at de nationale myndigheder tilsidesætter det forbud mod at gennemføre støtte, som er indeholdt i artikel 108, stk. 3, sidste punktum, i TEUF, og som har direkte virkning. En sådan tilsidesættelse, som borgerne kan gøre gældende og påberåber sig, og som fastslås af de nationale domstole, skal foranledige disse til at drage samtlige konsekvenser heraf i overensstemmelse med deres nationale retssystem hvad angår såvel gyldigheden af de retsakter, som gennemfører de omtvistede støtteforanstaltninger, som tilbagesøgningen af den pågældende støtte (66).

(203)

Kommissionen mener, at det i dette tilfælde er passende at vedtage en betinget afgørelse, jf. artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 659/1999, hvori det hedder, at Kommissionen til en beslutning kan knytte betingelser, hvorved støtte anses for at være forenelig med det indre marked, og påbud, hvorved den kan overvåge, om beslutningen overholdes.

(204)

For at afhjælpe overtrædelsen af artikel 110 i TEUF og således fjerne forskelsbehandlingen med tilbagevirkende kraft skal Frankrig tilbagebetale den del af afgiften, der er blevet pålagt importerede produkter (afgifter på dyr til fordel for FNE i perioden fra 1996 til 2004), svarende til de støttefordele, der ikke er kommet disse produkter til gode. Når overtrædelsen er afhjulpet, vil de pågældende støtteforanstaltninger være forenelige med traktatens artikel 107 i TEUF.

(205)

Kommissionen fastsætter tilbagebetalingsvilkårene. Frankrig bør derfor sørge for, at de afgiftspligtige får refunderet den del af afgiften, der blev opkrævet for ovennævnte importerede produkter fra tidspunktet for afgiftens ikrafttræden til den 30. september 2004, under streng iagttagelse af følgende betingelser:

De afgiftspligtige, der har erlagt afgiften, kan, hvis de kan fremlægge bevis for, at CVO-afgifterne blev pålagt importerede produkter, søge om tilbagebetaling af en forholdsmæssig andel af det afgiftsprovenu, der skulle finansiere foranstaltninger, som kun var til fordel for indenlandske produkter, inden for en frist, der fastsættes i overensstemmelse med national ret, men ikke er på under seks måneder regnet fra meddelelsen af denne afgørelse.

Frankrig fastlægger omfanget af den eventuelle forskelsbehandling, som importerede produkter har været genstand for. Frankrig skal til dette formål i en referenceperiode efterprøve, om det samlede provenu af afgiften på indenlandske produkter opgjort i penge svarer til de fordele, der udelukkende kommer disse produkter til gode.

c)	Tilbagebetalingen skal finde sted senest seks måneder efter, at ansøgningen er indgivet.

d)	Beløbene skal reguleres efter renteniveauet fra opkrævnings- til tilbagebetalingstidspunktet. Renterne beregnes på basis af Kommissionens referencesats ved hjælp af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten.

e)	De franske myndigheder godtager ethvert rimeligt belæg, som de afgiftspligtige fremlægger vedrørende de beløb, de har betalt i afgift af produkter fra andre medlemsstater.

f)	Retten til tilbagebetaling kan ikke underlægges andre betingelser, herunder at afgiften ikke er blevet overvæltet på forbrugerne.

Hvis den afgiftspligtige endnu ikke har betalt afgiften, giver de franske myndigheder formelt afkald på at opkræve den forholdsmæssige andel af afgiften på produkter indført fra andre medlemsstater, som beviseligt har til formål at finansiere den del af støtten, der udelukkende er til fordel for indenlandske produkter. De giver også afkald på eventuelle morarenter.

h)	Hvis Kommissionen anmoder herom, fremlægger de franske myndigheder en fyldestgørende rapport som bevis for korrekt tilbagebetaling.

i)	Hvis de produkter, der blev lagt afgift på i Frankrig, har været pålagt en lignende afgift i en anden medlemsstat, forpligter de franske myndigheder sig til at tilbagebetale den del af afgiften, der blev pålagt produkter med oprindelse i denne medlemsstat, til de afgiftspligtige.

j)	Frankrig forpligter sig til at gøre alle potentielle afgiftspligtige bekendt med denne afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Den statsstøtte til salgsfremme, reklame, teknisk bistand samt forskning og udvikling, som Frankrig har ydet i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF og finansieret ved hjælp af en skattelignende afgift (den obligatoriske frivillige afgift på kød og levende dyr, der blev forsendt til andre medlemsstater fra 1996 til 2004, og på levende dyr, der blev importeret fra 1996 til 2004) udgør statsstøtte, der er forenelig med det indre marked som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF, for så vidt angår tidsrummet mellem afgiftens ikrafttræden og den 30. september 2004, forudsat at Frankrig opfylder betingelserne i artikel 1, stk. 2.

2. Frankrig sørger for, at de afgiftspligtige får refunderet den del af afgiften, der blev opkrævet for importerede produkter fra tidspunktet for afgiftens ikrafttræden til den 30. september 2004, under streng iagttagelse af følgende betingelser:

De afgiftspligtige, der har erlagt afgiften, kan, hvis de kan fremlægge bevis for, at de obligatoriske frivillig afgifter blev pålagt importerede produkter, søge om tilbagebetaling af en forholdsmæssig andel af det afgiftsprovenu, der skulle finansiere foranstaltninger, som kun var til fordel for indenlandske produkter, inden for en frist, der fastsættes i overensstemmelse med national ret, men ikke er på under seks måneder regnet fra meddelelsen af denne afgørelse.

c)	Tilbagebetalingen skal finde sted senest seks måneder efter, at ansøgningen er indgivet.

d)	Beløbene skal reguleres efter renteniveauet fra opkrævnings- til tilbagebetalingstidspunktet. Renterne beregnes på basis af Kommissionens referencesats ved hjælp af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten.

e)	De franske myndigheder godtager ethvert rimeligt belæg, som de afgiftspligtige fremlægger vedrørende de beløb, de har betalt i afgift af produkter fra andre medlemsstater.

f)	Retten til tilbagebetaling kan ikke underlægges andre betingelser, herunder at afgiften ikke er blevet overvæltet på forbrugerne.

h)	Hvis Kommissionen anmoder herom, fremlægger de franske myndigheder en fyldestgørende rapport som bevis for korrekt tilbagebetaling.

i)	Hvis de produkter, der blev lagt afgift på i Frankrig, har været pålagt en lignende afgift i en anden medlemsstat, forpligter de franske myndigheder sig til at tilbagebetale den del af afgiften, der blev pålagt produkter med oprindelse i denne medlemsstat, til de afgiftspligtige.

j)	Frankrig forpligter sig til at gøre alle potentielle afgiftspligtige bekendt med denne afgørelse.

Artikel 2

Frankrig underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme afgørelsen.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2011

På Kommissionens vegne

Dacian CIOLOȘ

Medlem af Kommissionen

(1) Med virkning fra den 1. december 2009 er EF-traktatens artikel 87 og 88 blevet erstattet af henholdsvis artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Indholdet i bestemmelserne er dog stort set uændret. I denne afgørelse skal henvisninger til artikel 107 og 108 i TEUF efter omstændighederne forstås som henvisninger til EF-traktatens artikel 87 og 88.

(2) Kommissionens beslutning K(2003) 2057 endelig af 9. juli 2003 (EUT C 189 af 9.8.2003, s. 21).

(3) Oplysningerne stammer fra internettet: www.interbev.asso.fr.

(4) JORF (den franske statstidende) nr. 299 af 27. december 1995.

(5) 1 FRF = 0,15 EUR.

(6) JORF nr. 227 af 30. september 2001.

(7) JORF nr. 299 af 24. december 1995.

(8) JORF nr. 227 af 30. september 2001.

(9) En mere detaljeret redegørelse kan ses i Kommissionens beslutning K(2003) 2057 endelig af 9. juli 2003, nævnt i fodnote 2.

(10) EUT C 319 af 27.12.2006, s. 1.

(11) EFT C 28 af 1.2.2000, s. 2.

(12) EFT C 302 af 12.11.1987, s. 6.

(13) EFT C 252 af 12.9.2001, s. 5.

(14) Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne S/75/29416 af 19. september 1975.

(15) EFT C 45 af 17.2.1996, s. 5.

(16) EFT C 48 af 13.2.1998, s. 2.

(17) Frankrig fremsendte oplysninger, efter at den formelle undersøgelsesprocedure var blevet indledt, som anført i afsnit III (»Frankrigs kommentarer«).

(18) Dom af 23. april 2002, sag C-234/99, Nygård, Sml. 2002 I, s. 3657.

(19) Sag C-355/00, Sml. 2003 I, s. 5263.

(20) Cirkulære af 2. februar 2005: »Det bemærkes navnlig, at afgifterne til fordel for Interbev og Fonds de l'elevage opkræves ved slagtning af dyr, der opdrættes og slagtes i Frankrig. Dyr, der er født og opdrættet i udlandet og slagtes i Frankrig, afgiftsfritages derfor […]«.

(21) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21.

(22) EFT 1968 I, s. 24.

(23) EFT L 341 af 22.12.2001, s. 3.

(24) EFT L 312 af 20.11.1998, s. 1.

(25) EFT L 289 af 7.10.1989, s. 1.

(26) EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(27) Undtagelse (uden betydning for den foreliggende afgørelse) fra Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT L 30 af 31.1.2009, s. 16).

(28) Dom af 24. juli 2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. 2003 I, s. 7747, og af 27. november 2003, forenede sager C-34/01, C-35/01, C-36/01, C-37/01 og C-38/01, Enirisorse, Sml. 2003 I, s. 14243.

(29) Dom af 22. maj 2003, sag C-355/00, Fresko, Sml.2003 I, s. 5263.

(30) Dom af 21. marts 1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. 1991 I, s. 1433, præmis 11, af 16. maj 2002, sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 2002 I, s. 4397, præmis 24, og af 20. november 2003, sag C-126/01, GEMO, Sml. 2003 I, s. 13769, præmis 24.

(31) Dom af 20. september 2007, sag T-136/05, Salvat m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2007 II, s. 4063.

(32) Dom af 16. maj 2000, sag C-83/98 P, Frankrig mod Ladbroke Racing Ltd. og Kommissionen, Sml. 1998 I, s. 3271, præmis 50.

(33) Dommen i sagen Salvat m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 32.

(34) Dom af 15. juli 2004, sag C-345/02, Pearle m.fl., Sml. 2004 I, s. 7139.

(35) Dom af 17. september 1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 2671.

(36) Agriculture in the European Union, Statistical and economic information 2002. Generaldirektoratet for Landbrug, Europa-Kommissionen.

(37) Kilde: Eurostat.

(38) Dom af 21. oktober 2003, forenede sager C-261/01 og C-262/01, Van Calster og Cleeren, Sml. 2003 I, s. 12249, præmis 51 og 52: »51. […] medlemsstaten [er] […] forpligtet til […] ikke blot at anmelde selve den påtænkte støtte, men også støttens finansieringsmåde, såfremt denne er en integrerende del af den påtænkte foranstaltning. 52. Da forpligtelsen til anmeldelse også omfatter støttens finansieringsmåde, skal følgerne af, at de nationale myndigheder tilsidesætter sidste punktum i traktatens artikel 93, stk. 3, også gælde for dette aspekt af støtteforanstaltningen«.

(39) EUT C 149 af 9.8.2003, s. 21.

(40) Kommissionens meddelelse K(2002) 458, EFT C 119 af 25.2.2002.

(41) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(42) Uddrag fra Kommissionens meddelelse: »Når Kommissionen skal vurdere, om statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, vil den […] altid anvende de materielle regler i de gældende instrumenter på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet«.

(43) Sag C-355/00, Sml. 2003 I, s. 5263.

(44) Jf. fodnote 12.

(45) Jf. fodnote 13.

(46) Jf. fodnote 14.

(47) Jf. fodnote 11.

(48) EFT L 336 af 23.12.1994, s. 1.

(49) Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne S/75/29416 af 19. september 1975.

(50) Jf. fodnote 11.

(51) Dom af 21. oktober 2003, forenede sager C-261/01 og C-262/01, Van Calster, Sml. 2003 I, s. 12249, præmis 49.

(52) Dom af 13. januar 2005, sag C-174/02, Streekgewest Westelijk Noord-Brabant, Sml. 2005 I, s. 85, præmis 26, og af 7. september 2006, sag C-526/04, Laboratoires Boiron, Sml. 2006 I, s. 7529, præmis 44.

(53) Dom af 13. januar 2005, sag C-174/02, Streekgewest Westelijk Noord-Brabant, Sml. 2005 I, s. 85, præmis 26, og af 27. oktober 2005, forenede sager C-266/04 — C-270/04, C-276/04 og C-321/04 — C-325/04, Nazairdis, Sml. 2005 I, s. 9481, præmis 46-49.

(54) Dom af 13. januar 2005, sag C-174/02, Streekgewest Westelijk Noord-Brabant, Sml. 2005 I, s. 85, præmis 28, og af 15. juni 2006, forenede sager C-393/04 og C 41/05, Air Liquide, Sml. 2006 I, s. 5293, præmis 46.

(55) Dom af 21. oktober 2003, forenede sager C-261/01 og C-262/01, Van Calster, Sml. 2003 I, s. 12249, præmis 48.

(56) Dom af 23. april 2002, sag C-234/99, Nygård, Sml. 2002 I, s. 3657.

(57) Jf. ligeledes betragtning 88 ff.

(58) Dommen i Nygård-sagen, nævnt i fodnote 56.

(59) Jf. betragtning 94 ff.

(60) Dommen af 23. april 2002 i Nygård-sagen, nævnt i fodnote 56.

(61) Ifølge de tal, de franske myndigheder (toldvæsenet) har fremlagt, blev der med hensyn til »fuldvoksent kvæg« indført 24 933 dyr i 2001 og 22 250 dyr i 2002. Eftersom der blev slagtet ca. 4 mio. dyr i Frankrig, udgjorde antallet af indførte levende dyr kun 0,58 % af det samlede antal slagtede dyr.

(62) Dommen af 23. april 2002 i Nygård-sagen, nævnt i fodnote 56.

(63) EFT C 119 af 22.5.2002, s. 22.

(64) Domstolens dom af 19. juni 1973, sag 77/72, Capolongo, Sml. 1973, s. 611, af 11. december 1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. 1973, s. 1471, og af 22. marts 1977, sag 78/76, Steinicke og Weinlig, Sml. 1977, s. 595.

(65) Domstolens dom af 21. november 1991, sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, Sml. 1991 I, s. 5505, og af 21. oktober 2003, forenede sager C-261/01 og C-262/01, Van Calster, Sml. 2003 I, s. 12249.

(66) Domstolens dom af 21. oktober 2003, forenede sager C-261/01 og C-262/01, Van Calster m.fl., Sml. 2003 I, s. 12249.

		ISSN 1977-0634 doi:10.3000/19770634.L_2012.059.dan
Den Europæiske Unions Tidende		L 59

Dansk udgave	Retsforskrifter	55. årgang 1. marts 2012

Indhold		II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter	Side
		FORORDNINGER
	*	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 173/2012 af 29. februar 2012 om ændring af forordning (EU) nr. 185/2010 med henblik på afklaring og forenkling af visse specifikke luftfartssikkerhedsforanstaltninger ( 1 )	1
		Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 174/2012 af 29. februar 2012 om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager	9
		Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 175/2012 af 29. februar 2012 om fastsættelse af importtolden for korn gældende fra den 1. marts 2012	11
		AFGØRELSER
		2012/131/EU
	*	Kommissionens afgørelse af 13. juli 2011 om afgifter til fordel for Interbev (meddelt under nummer C(2011) 4923)	14
		2012/132/EU
	*	Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2012 om EU-tilskud til aktioner af hastende karakter til bekæmpelse af aviær influenza i Tyskland, Italien og Nederlandene i 2011 (meddelt under nummer C(2012) 776)	34
		2012/133/EU
	*	Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 27. februar 2012 om ophævelse af afgørelse ECB/2010/3 om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af den græske stat (ECB/2012/2)	36

(EUR/100 kg)
KN-kode	Tredjelandskode (1)	Fast importværdi
0702 00 00	IL	60,4
	JO	77,3
	MA	79,1
	TN	97,3
	TR	127,1
	ZZ	88,2
0707 00 05	JO	134,1
	TR	112,5
	ZZ	123,3
0709 91 00	EG	88,4
	MA	82,2
	ZZ	85,3
0709 93 10	MA	60,5
	TR	100,2
	ZZ	80,4
0805 10 20	EG	53,0
	IL	73,9
	MA	49,6
	TN	52,0
	TR	74,6
	ZZ	60,6
0805 50 10	EG	42,9
	TR	51,7
	ZZ	47,3
0808 10 80	CA	122,9
	CL	98,4
	CN	86,4
	MK	28,7
	US	147,6
	ZZ	96,8
0808 30 90	AR	84,7
	CL	114,0
	CN	66,8
	US	99,0
	ZA	106,0
	ZZ	94,1

KN-kode	Varebeskrivelse	Importtold (1) (EUR/t)
1001 19 00 1001 11 00	Hård HVEDE af høj kvalitet	0,00
	af middel kvalitet	0,00
	af lav kvalitet	0,00
ex 1001 91 20	Blød HVEDE, til udsæd	0,00
ex 1001 99 00	Blød HVEDE af høj kvalitet, undtagen til udsæd	0,00
1002 10 00 1002 90 00	RUG	0,00
1005 10 90	MAJS til udsæd, undtagen hybridmajs	0,00
1005 90 00	MAJS, undtagen til udsæd (2)	0,00
1007 10 90 1007 90 00	SORGHUM i hele kerner, undtagen hybridsorghum til udsæd	0,00