16.6.2011

Den Europæiske Unions Tidende

L 158/1

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 566/2011

af 8. juni 2011

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 og forordning (EF) nr. 692/2008 for så vidt angår adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (1), særlig artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 3, og artikel 8,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (rammedirektiv) (2), særlig artikel 39, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EF) nr. 715/2007 er der fastsat fælles tekniske krav til typegodkendelse af motorkøretøjer (»køretøjer«), motorer og udskiftningsdele med hensyn til emission og bestemmelser om køretøjers og motorers overensstemmelse efter ibrugtagning, forureningsbegrænsende anordningers holdbarhed, egendiagnosesystemer (OBD), måling af brændstofforbrug og adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 af 18. juli 2008 om gennemførelse og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (3) pålægger Kommissionen at indføre den nye prøvningsprocedure vedrørende partikelmasse og -antal i emissioner fra lette køretøjer.

(3)

I henhold til Rådets direktiv 76/756/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om montering af lygter og lyssignaler på motordrevne køretøjer og påhængsvogne dertil (4) kræves der af sikkerhedsgrunde anvendelse af kørelyslygter. Virkningen af disse anordninger, som permanent er tændt, når køretøjet anvendes, bør på passende vis afspejles i de målte emissioner af kuldioxid (CO2) og forurenende stoffer.

(4)	Risikoen for ulovlige indgreb og fuldstændigt svigt af dieselpartikelfiltre (DPF) gør det nødvendigt at overvåge, om DPF udsættes for dette, uanset overskridelsen af den gældende OBD-grænseværdi.

(5)	Da overvågningen af elektriske kredsløb er kontinuerlig, bør den fritages for rapportering fra kravene til OBD-systemets funktionsrate efter ibrugtagning.

(6)	På grund af den begrænsede hyppighed af kørselssituationer, hvor enheder til overvågning af ladetrykkontrolsystemet eller overvågningsenheder, der forudsætter en koldstart, kan fungere, gør det nødvendigt med særlige ydeevnekrav til sådanne overvågningsenheder.

(7)	Der bør foretages en harmonisering af de statistiske betingelser for normalvurderingen af overensstemmelse med kravene til funktionrate efter ibrugtagning.

(8)	Hvis der ved overvågning af nitrogenoxid (NOx) emissioner konstateres et ulovligt indgreb i Selective Catalytic Reduction (SCR) systemet, bør betingelserne for aktivering af et SCR-systems føreransporing defineres bedre.

(9)	Registreringen af aktiveringen af føreransporingssystemet bør præciseres med henblik på eventuel senere anvendelse af disse oplysninger i forbindelse med teknisk kontrol.

(10)	Beskyttelsen af computeren til emissionsbegrænsning mod ulovlige indgreb bør kunne gøres til genstand for tekniske forbedringer som følge af innovation.

(11)	Registrering og rapportering af data fra en obligatorisk OBD-overvågningsenhed er væsentlige elementer, som ikke bør undlades ved påståedede mangler, især ikke på en systematisk måde, hvor fabrikanten vælger bestemte standarder for ekstern kommunikation fra køretøjet.

(12)

For at sikre en effektiv konkurrence på markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af køretøjer og for at præcisere, at de relevante oplysninger også omfatter oplysninger, der skal gives til uafhængige aktører udover reparatører, således at det sikres, at markedet for uafhængige reparationer og vedligeholdelse som helhed kan konkurrere med autoriserede forhandlere, uanset om køretøjsfabrikanten giver sådanne oplysninger direkte til autoriserede forhandlere og reparatører, er det nødvendigt med yderligere præciseringer vedrørende de nærmere oplysninger, der skal gives i henhold til forordning (EF) nr. 715/2007.

(13)

I betragtning af proportionalitetsprincippet bør køretøjsfabrikanter ikke tvinges til at indsamle data om tredjeparts modifikationer af enkeltkøretøjer blot for at efterkomme forordning (EF) nr. 715/2007 og dertil hørende gennemførelsesretsakter, men for at sikre et konkurrencebaseret marked for reparationer og vedligeholdelse bør uafhængige aktører modtage opdateringer af data om køretøjskomponenter i samme omfang, som opdateringerne foreligger for autoriserede forhandlere og reparatører.

(14)	Arbejdsenheder udgør vigtige tekniske reparations- og vedligeholdelsesinformationer for uafhængige aktører. En præcisering af, at arbejdsenheder er omfattet af artikel 6 i forordning (EF) nr. 715/2007, forventes at give forretningsmæssig sikkerhed for markedsaktørerne.

(15)

Hvis køretøjsfabrikanterne bestemmer, at reparations- og vedligeholdelsesoptegnelser ikke længere opbevares i et fysisk format — som køretøjets ejer kan give uafhængige reparatører adgang til, så sidstnævnte kan indføje en erklæring om det reparations- og vedligeholdelsesarbejde, der er udført — i køretøjet, men opbevaret hos køretøjsfabrikantens central database, skal uafhængige reparatører, med køretøjsejerens samtykke, også have adgang til sådanne optegnelser, så de kan fortsætte en sådan komplet optegnelse over det udførte reparations- og vedligeholdelsesarbejde, og så køretøjets ejer har dokumentation i ét samlet dokument for alt sådant arbejde.

(16)	Der bør være større fleksibilitet vedrørende omprogrammering af køretøjers styreenheder og dataudvekslingen mellem køretøjsfabrikanter og uafhængige aktør med henblik på at muliggøre innovativ udvikling og spare omkostninger.

(17)

Det bør sikres, at køretøjer, der er godkendt i overensstemmelse med et regulativ fra de Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE), der svarer til de emissionsrelaterede krav i forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 692/2008, og som opfylder kravene i de nævnte forordninger om adgang til informationer, godkendes i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 715/2007 uden administrative byrder.

(18)

Da der endnu ikke findes en fælles struktureret procedure for udveksling af data om køretøjskomponenter mellem køretøjsfabrikanter og uafhængige aktører, bør der udarbejdes principper for en sådan udveksling af data. Den Europæiske Komité for Standardisering (CEN) bør som en formel standard udarbejde en fremtidig fælles struktureret procedure vedørende formatet af de udvekslede data, dog således at mandatet givet til CEN ikke forudbestemmer, hvor detaljeret standarden skal være.CEN's arbejde skal navnlig i lige høj grad afspejle køretøjsfabrikanternes og de uafhængige aktørers interesser og behov, og der bør endvidere undersøges løsninger som f.eks. åbne dataformater, der er beskrevet ved veldefinerede metadata med henblik på tilpasningen til eksisterende it-infrastrukturer.

(19)	Forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 692/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(20)	Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Tekniske Udvalg for Motorkøretøjer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 715/2007 foretages følgende ændringer:

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

Stk. 2 erstattes af følgende:

»2. De i stk. 1 omhandlede informationer omfatter:

a)	en utvetydig køretøjsidentifikation

b)	servicehåndbøger inklusiv reparations- og vedligeholdelsesoptegnelser

c)	tekniske vejledninger

d)	komponent- og diagnoseinformationer (f.eks. teoretiske min./maks.- værdier for målinger)

e)	kredsløbsdiagrammer

f)	diagnosefejlkoder (herunder fabrikantspecifikke koder)

g)	softwarekalibreringsidentifikationsnummer for køretøjet

h)	oplysninger, som vedrører og leveres ved hjælp af proprietære værktøjer og udstyr

i)	dataregistreringsinformation og bidirektionelle overvågnings- og prøvningsdata, og

j)	standardarbejdsenheder eller –tidsrum for reparations- og vedligeholdelsesopgaver, hvis forhandlere og reparatører.«

Følgende indsættes som stk. 8:

»8. Hvis reparations- og vedligeholdelsesoptegnelser for et køretøj opbevares i en central database, som tilhører køretøjsfabrikanten eller forvaltes på vegne af denne, skal uafhængige reparatører, godkendt og autoriseret som krævet i henhold til punkt 2.2 i bilag XIV til Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (5), have adgang til sådanne oplysninger gratis og på samme vilkår som autoriserede reparatører, så det er muligt for dem at registrere oplysninger om det udførte reparations- og vedligeholdelsesarbende.

Artikel 7, stk. 2, affattes således:

»2. Fabrikanten skal stille reparations- og vedligeholdelsesinformationer, herunder transaktionsrelaterede tjenester som f.eks. omprogrammering og teknisk bistand, om køretøjer til rådighed på time-, dags-, måneds- og årsbasis, og gebyrerne for adgang til disse informationer skal stå i forhold til adgangsperiodens længde. Som supplement til tidsbaseret adgang kan fabrikanten fastsætte og indføre gebyrer pr. transaktion. Udover tidsbaserede adgang, kan fabrikanter tilbyder transaktion-baseret adgang, for hvilke der opkræves gebyr per transaktion og ikke baseret på den periode, hvor der gives adgang. Hvor begge adgangssystemer tilbydes af fabrikanterne, skal uafhængige værksteder vælge det system de foretrækker, enten tidsbaseret eller transaktion-baseret.«

3.	I bilag I udgår note 1 og 2 i skema 1 og note 1, 2 og 5 i skema 2.

Artikel 2

I forordning (EF) nr. 692/2008 foretages følgende ændringer:

1.	I artikel 2 indsættes følgende som nr. 33: »33. »koldstart«: en kølevæsketemperatur (en tilsvarende temperatur) ved motorstart på højst 35 °C og højst 7 K højere end den omgivende temperatur (hvis den foreligger) ved motorstart.«

I artikel 6, stk. 1, indsættes følgende som fjerde og femte afsnit:

»De relevante krav anses for at være opfyldt på følgende betingelser:

a)	Kravene i artikel 13 er opfyldt.

b)	Køretøjet er godkendt i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 83, ændringsserie 06, regulativ nr. 101, ændringsserie 01, og for køretøjer med kompressionstænding regulativ nr. 24, del III, ændringsserie 03.

I det i fjerde afsnit nævnte tilfælde finder artikel 14 anvendelse.«

I artikel 10, stk. 1, indsættes følgende som tredje og fjerde afsnit:

»De relevante krav anses for at være opfyldt, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a)	Kravene i artikel 13 er opfyldt.

b)	De forureningsbegrænsende udskiftningsanordninger er godkendt i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 103.

I det i fjerde afsnit nævnte tilfælde finder artikel 14 finder anvendelse.«

Artikel 13, stk. 9, affattes således:

»9. Hermed nedsættes forummet om adgang til køretøjsinformationer (Forum on Access to Vehicle Information) (herefter »forummet«).

Forummet skal vurdere, hvorvidt adgangen til information påvirker de fremskridt, der gøres med hensyn til at reducere tyveri af køretøjer, og fremsætte anbefalinger med henblik på at forbedre kravene vedrørende adgang til information. Forummet skal især fremsætte anbefalinger til Kommissionen om indførelse af en procedure for akkrediterede organisationers godkendelse og autorisation af uafhængige aktører, så de kan få adgang til informationer om køretøjers sikkerhed.

Kommissionen kan beslutte at holde forummets drøftelser og konklusioner fortrolige.«

5.	Bilag I, III, IV, VIII, IX, XI, XII, XIV, XVI og XVIII ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning.

6.	Bilag II erstattes af teksten i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juni 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand

(1) EUT L 171 af 29.6.2007, s. 1.

(2) EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1.

(3) EUT L 199 af 28.7.2008, s. 1.

(4) EFT L 262 af 27.9.1976, s. 1.

(5) EUT L 199 af 28.7.2008, s. 1.«

BILAG I

Ændringer af visse bilag til forordning (EF) nr. 692/2008

I bilag I foretages følgende ændringer:

Punkt 2.3.1 affattes således:

»2.3.1.

Køretøjer med computerstyret emissionsbegrænsning skal være således indrettet, at ændringer bortset fra de af fabrikanten tilladte forhindres. Fabrikanten skal tillade ændringer, hvis de er nødvendige af hensyn til diagnosticering, eftersyn, vedligehold, eftermontering eller reparation af køretøjet. Der må ikke kunne ændres i omprogrammerbar edb-kode eller driftsparametre, og de skal have et beskyttelsesniveau, der er mindst lige så godt som bestemmelserne i ISO SAE 15031-7, dateret 15. marts 2001 (SAE J2186, dateret oktober 1996). Udtagelige kalibreringslagerchips skal være indkapslet, anbragt i lukket beholder eller beskyttet ved elektroniske algoritmer og må ikke kunne udskiftes uden brug af specialværktøj og -procedurer. Det er kun de elementer, der er direkte forbundet med emissionskalibrering eller forebyggelse af tyveri, der må beskyttes på denne måde.«

Figur I.2.4 affattes således:

»Anvendelse af prøvningskrav for typegodkendelse og udvidelser

	Køretøjer med styret tænding, herunder hybride køretøjer								Køretøjer med kompressionstænding, herunder hybride køretøjer
	Enkeltbrændstof				Dobbeltbrændstof (1)			Blandingsbrændstof (1)	Blandingsbrændstof	Enkeltbrændstof
Referencebrændstof	Benzin (E5)	LPG	NG/biogas	Hydrogen	Benzin (E5)	Benzin (E5)	Benzin (E5)	Benzin (E5)	Diesel (B5)	Diesel (B5)
Referencebrændstof	Benzin (E5)	LPG	NG/biogas	Hydrogen	LPG	NG/biogas	Hydrogen	Ethanol (E85)	Biodiesel	Diesel (B5)
Forurenende luftarter (Type 1-prøvning)	Ja	Ja	Ja		Ja (begge brændstoffer)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun B5) (2)	Ja
Partikelmasse og partikelantal (Type 1-prøvning)	Ja	—	—		Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun B5) (2)	Ja
Emissioner ved tomgang (Type 2-prøvning)	Ja	Ja	Ja		Ja (begge brændstoffer)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (begge brændstoffer)	—	—
Emissioner af krumtaphusgasser (Type 3-prøvning)	Ja	Ja	Ja		Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (benzin)	—	—
Fordampningsemissioner (Type 4-prøvning)	Ja	—	—		Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (benzin)	—	—
Holdbarhed (Type 5-prøvning)	Ja	Ja	Ja		Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (benzin)	Ja (kun B5) (2)	Ja
Emissioner ved lave temperaturer (Type 6-prøvning)	Ja	—	—		Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (begge brændstoffer) (3)
Overensstemmelse efter ibrugtagning	Ja	Ja	Ja		Ja (begge brændstoffer)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun benzin) (2)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun B5) (2)	Ja
OBD	Ja	Ja	Ja		Ja	Ja	Ja	Ja	Ja	Ja
CO2-emissioner og brændstofforbrug	Ja	Ja	Ja		Ja (begge brændstoffer)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun benzin)	Ja (begge brændstoffer)	Ja (kun B5) (2)	Ja
Røgtæthed	—	—	—		—	—	—	—	Ja (kun B5) (2)	Ja

Tillæg 3, punkt 3.4.8, affattes således:

»3.4.8.

Køretøjets elektriske rækkevidde: … km (i henhold til bilag 9 til FN/ECE-regulativ nr. 101)«.

Punkt 3.2 i addendummet til tillæg 4 affattes således:

»3.2.

Adgangsbetingelser (f.eks. adgangsvarighed, adgangspris pr. time, dag, måned, år og pr. transaktion) til webstederne omhandlet i punkt 3.1: … «.

I tillæg 6 indsættes følgende i forklaringerne til skema 1:

»Euro 5b-emissionsnorm= komplette Euro 5-emissionskrav, inkl. den reviderede metode til måling af partikler, partikelantalstandard og prøvning af lavtemperaturemissioner ved brug af biodiesel i blandingsbrændstofkøretøjer.

Euro 6b-emissionsnorm= komplette Euro 6-emissionskrav, inkl. den reviderede metode til måling af partikler, partikelantalstandard og prøvning af lavtemperaturemissioner ved brug af biodiesel i blandingsbrændstofkøretøjer.

Euro 5-OBD-normer= Grundlæggende Euro 5-OBD-kraav, ekskl. parametre for funktion efter ibrugtagning (IUPR), NOx–overvågning af benzindrevne køretøjer og skærpede PM-grænseværdier for diesel.

Euro 6-OBD-normer= FKomplette Euro 6-OBD-krav.«

I bilag III foretages følgende ændringer:

Punkt 3.1 affattes således:

»3.1.

De tekniske krav er fastsat i bilag 4 til FN/ECE-regulativ nr. 83 med de i punkt 3.2 til 3.12 fastsatte undtagelser. Fra de datoer, der er fastsat i artikel 10, stk. 6, andet punktum, i forordning (EF) nr. 715/2007, skal partikelmasse og partikelantallet bestemmes i overensstemmelse med den emissionsprøvningsprocedure, der er fastsat i afsnit 6 i bilag 4a til FN/ECE-regulativ nr. 83, ændringsserie 05, supplement 07, ved anvendelse af det testudstyr, der er beskrevet i henholdsvis punkt 4.4 og 4.5.«

I punkt 3.4 indsættes følgende:

»For ethanol (E75) (C1 H2,61 O0,329)

d = 0,886 g/l«.

Skemaet i punkt 3.8 affattes således:

»Brændstof	X
Benzin (E5)	13,4
Diesel (B5)	13,5
LPG	11,9
NG/biogas	9,5
Ethanol (E85)	12,5
Ethanol (E75)	12,7«

d)	I punkt 3.10 indsættes følgende: »QTHC = 0,886 for ethanol (E75)«

Følgende indsættes som punkt 3.14:

»3.14.

Fra de datoer, der er fastsat i artikel 2 i Kommissionens direktiv 2008/89/EF (4), skal køretøjets kørelyslygter, jf. definitionen i afsnit 2 i FN/ECE-regulativ nr. 48 (5), være tændt under prøvecyklussen. Prøvekøretøjet skal være udstyret med det kørelyslygtesystem, der har det højeste elenergiforbrug blandt de kørelyslygtesystemer, der er monteret af fabrikanten på køretøjer i den gruppe, der er repræsenteret ved det typegodkendte køretøj. Fabrikanten skal fremlægge relevant teknisk dokumentation herom for de typegodkendende myndigheder.

I bilag IV affattes tillæg 1, punkt 2.2, således:

»2.2.

Atomforholdet i punkt 5.3.7.3 læses som følger:

Hcv = atomforholdet mellem hydrogen og kulstof

—	for benzin (E5) 1,89

—	for LPG 2,53

—	for NG/biogas 4,0

—	for ethanol (E85) 2,74

—	for ethanol (E75) 2,61

Ocv = atomforholdet mellem oxygen og kulstof

—	for benzin (E5) 0,016

—	for LPG 0,0

—	for NG/biogas 0,0

—	for ethanol (E85) 0,39

—	for ethanol (E75) 0,329«.

I bilag VIII affattes punkt 2.3 således:

»2.3.

Grænseværdierne i punkt 5.3.5.2 i FN/ECE-regulativ nr. 83 vedrører grænseværdierne i skema 4 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007.«

I bilag IX, afsnit B, indsættes i slutningen følgende skema i stedet for »Specifikationer for brændstoffer, der skal udarbejdes inden de datoer, der er fastsat i artikel 10, stk. 6, i forordning (EF) nr. 715/2007«:

»Parameter	Enhed	Grænseværdier (6)		Prøvningsmetode (7)
»Parameter	Enhed	Minimum	Maksimum	Prøvningsmetode (7)
Research-oktantal (RON)		95	—	EN ISO 5164
Motoroktantal (MON)		85	—	EN ISO 5163
Massefylde ved 15 °C	kg/m3	Angives		EN ISO 12185
Damptryk	kPa	50	60	EN ISO 13016-1 (DVPE)
Svovlindhold (8) (9)	mg/kg	—	10	EN ISO 20846 EN ISO 20884
Oxidationsstabilitet	minutter	360	—	EN ISO 7536
Harpiksindhold (vasket med opløsningsmiddel)	mg/100 ml	—	4	EN ISO 6246
Udseende skal bestemmes ved omgivelses-temperatur, dog mindst 15 °C		Klar og blank, synligt fri for opslæmmede eller udfældede kontaminanter		Visuel besigtigelse
Ethanol og højere alkoholer (12)	% (V/V)	70	80	EN 1601 EN 13132 EN 14517
Højere alkoholer (C3-C8)	% (V/V)	—	2
Methanol		—	0,5
Benzin (10)	% (V/V)	Saldo		EN 228
Phosphor	mg/l	0,30 (11)		ASTM D 3231 EN 15487
Vandindhold	% (V/V)	—	0,3	ASTM E 1064 EN 15489
Inorganisk chloridindhold	mg/l	—	1	ISO 6227 — EN 15492
pHe		6,50	9	ASTM D 6423 EN 15490
Kobberstrimmel-korrosion (3 h ved 50 °C)	Rating	Klasse 1		EN ISO 2160
Syreindhold (beregnet som eddikesyre CH3COOH)	% (m/m)		0,005	ASTM D1613 EN 15491
Syreindhold (beregnet som eddikesyre CH3COOH)	mg/l		40	ASTM D1613 EN 15491
Carbon/hydrogen-forhold		Angives
Carbon/oxygen-forhold		Angives

I bilag XI foretages følgende ændringer:

Følgende indsættes som punkt 2.14:

»2.14.

Uanset bestemmelserne i punkt 3.3.5 i bilag 11 til FN/ECE-regulativ nr. 83 skal et partikelfilter, der er monteret som en separat enhed eller integreret i en kombineret emissionsbegrænsende anordning, fra den 1. september 2011 altid som minimum overvåges for fuldstændigt svigt eller fjernelse, hvis dette medfører overskridelse af de gældende emissionsgrænser. Det skal ligeledes overvåges for eventuelle svigt, som ville resultere i en overskridelse af de gældende OBD-grænseværdier.«

Punkt 3.3 affattes således:

»3.3.

Godkendelsesmyndigheden skal ikke acceptere en ufuldstændighedsanmodning vedrørende et system, hvor der helt mangler en påbudt fejlovervågning eller en obligatorisk registrering og rapportering af data fra en overvågningsenhed.«

I tillæg 1 foretages følgende ændringer:

Punkt 3.1.7 og 3.1.8 erstattes af følgende:

»3.1.7.

Fabrikanten skal over for godkendelsesmyndigheden og, efter anmodning, til Kommissionen, påvise, at disse statistiske betingelser er opfyldt for alle overvågningsenheder, der skal registreres af OBD-systemet i henhold til punkt 3.6 i nærværende tillæg, senest 18 måneder efter markedsføring af den første køretøjstype med IUPR i en OBD-familie og derefter hver attende måned. Til dette formål skal proceduren beskrevet i bilag II anvendes for OBD-familier, der omfatter over 1 000 registreringer i Unionen, og for hvilke der skal indsamles oplysninger i indsamlingsperioden, dog uden at bestemmelserne i punkt 3.1.9, til dette tillæg, tilsidesættes.

Som supplement til kravene i bilag II og uanset resultatet af den audit, der er beskrevet i bilag II, punkt 2, skal den myndighed, der har udstedt godkendelsen, anvende den overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning, der er beskrevet i tillæg 1 til bilag II, på et passende antal tilfældigt udvalgte sager. Ved »på en passende antal tilfældigt udvalgte sager« forstås, at denne foranstaltning skal have en afskrækkende virkning over for manglende overholdelse af kravene i punkt 3 i nærværende bilag eller over for, at der fremlægges manipulerede, falske eller ikke-repræsentative data med henblik på audit. Hvis der ikke foreligger særlige omstændigheder, som kan påvises af typegodkendelsesmyndigheden, anses stikprøvebaseret overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning af 5 % af de typegodkendte OBD-familier for at tilstrækkelig til at fastslå, om kravet er overholdt. Til dette formål kan godkendelsesmyndighederne indgå ordninger med fabrikanten med henblik på at reducere dobbeltprøvning af en given OBD-familie, på betingelse af at sådanne ordninger ikke skader den afskrækkende virkning af myndighedens egen overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning af manglende overholdelse af kravene i punkt 3 i nærværende bilag. Data indsamlet som led i medlemsstaternes kontrolprogrammer kan anvendes i overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning. Typegodkendelsesmyndighederne skal efter anmodning indberette data om audit og stikprøvebaseret overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning, herunder anvendt metodologi til fastlæggelse af, hvilke sager der underkastes stikprøvebaseret overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning, til Kommissionen og de øvrige typegodkendelsesmyndigheder.

3.1.8.

Fabrikanten skal for hele samlingen af prøvekøretøjer underrette de relevante myndigheder om alle data om funktion efter ibrugtagning, som OBD-systemet skal registrere i henhold til punkt 3.6 i dette tillæg, sammen med en identifikation af det prøvede køretøj og oplysning om den metodologi, der er anvendt til udvælgelse af prøvekøretøjer fra flåden. Typegodkendelsesmyndigheden, der udsteder godkendelsen, skal efter anmodning herom stille disse data og resultaterne af den statistiske evaluering til rådighed for Kommissionen og andre godkendelsesmyndigheder.«

ii)

Følgende punkt indsættes som punkt 3.1.10:

»3.1.10.

Manglende overholdelse af kravene i punkt 3.1.6, som er konstateret ved prøvninger som beskrevet i punkt 3.1.7 eller 3.1.9, betragtes som en overtrædelse, for hvilken der gælder sanktioner, jf. artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2007. Denne henvisning begrænser ikke anvendelsen af sådanne sanktioner på andre overtrædelser af andre bestemmelser i forordning (EF) nr. 715/2007 eller i nærværende forordning, som ikke udtrykkeligt henviser til artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2007.«

iii)

I punkt 3.3.2, indsættes følgende som litra e) og f):

»e)

Uden at kravene til forøgelse af nævnere for andre overvågningsenheder derved tilsidesættes, øges nævnerne for overvågningsenheder af følgende komponenter, hvis, og kun hvis, kørecyklussen er igangsat med en koldstart:

i)	Væsketemperaturfølere (olie, kølervæske, brændstof, SCR-reagens)

ii)	Renluftstemperaturfølere (omgivende luft, indsugningsluft, ladeluft, indsugningsmanifold)

iii)	Udstødningstemperaturfølere (udstødningsgasrecirkulation/køling, turboladning, katalysator)

For enheder til overvågning af ladetrykkontrolsystemet øges nævnerne, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

i)	De generelle betingelserne for nævneren er opfyldt.

ii)	Ladetrykkontrolsystemet er aktivt i mindst 15 sekunder.«

iv)

Punkt 3.6.2, erstattes af følgende:

»3.6.2.

For specifikke komponenter eller systemer, der har flere overvågningsenheder, der i henhold til dette punkt skal rapporteres om (f.eks. lambdasonde i sektion 1 kan have flere overvågningsenheder for sensorrespons eller andre sensorkarakteristika), skal OBD-systemet foretage separat registrering af tællere og nævnere for hver af de specifikke overvågningsenheder, bortset fra dem, der overvåger svigt i åbne eller lukkede kredsløb, og kun rapportere om den tilsvarende tæller og nævner for den specifikke overvågningsenhed, der har det laveste numeriske forhold. Hvis to eller flere specifikke overvågningsenheder har samme numeriske forhold, skal den tilsvarende tæller og nævner for den specifikke overvågningsenhed, der har den højeste nævner, rapporteres for den specifikke komponent.«

I bilag XII foretages følgende ændringer:

Punkt 2.3 affattes således:

»2.3.

Punkt 5.2.4 i FN/ECE-regulativ nr. 101 lyder:

densitet: målt på prøvningsbrændstoffet ifølge ISO 3675 eller ved en tilsvarende fremgangsmåde. For benzin, diesel, biodiesel og ethanol (E85 og E75) vil densiteten målt ved 15 °C blive anvendt; for LPG og NG/biogas skal en referencedensitet blive anvendt som følger:

0,538 kg/liter for LPG

0,654 kg/m3 for NG (3)

hydrogen-carbon-oxygen-forhold: der vil blive anvendt faste værdier, som er:

C1H1,89O0,016 for benzin

C1H1,86O0,005 for diesel

C1H2,525 for LPG (flydende gas)

CH4 for NG og biogas

C1H2,74O0,385 for ethanol (E85)

C1 H2,61 O0,329 for ethanol (E75).«

Følgende punkt 3.5 indsættes:

»3.5.

Ved den prøvningscyklus, der anvendes til bestemmelser af køretøjets CO2-emissioner og brændstofforbrug, anvendes bestemmelserne i bilag III, punkt 3.14.«

I bilag XIV foretages følgende ændringer:

I punkt 2.1 indsættes følgende:

»Informationer om alle de dele af køretøjet — således som det er identificeret ved køretøjets identifikationsnummer (VIN) og eventuelle supplerende kriterier, f.eks. akselafstand, motorydelse, finish eller ekstraudstyr — som er monteret af køretøjsfabrikanten, og som kan udskiftes med reservedele, som køretøjsfabrikanten tilbyder sine autoriserede reparatører eller forhandlere eller tredjepart ved henvisning til nummeret på en original udstyrsdel, skal stilles til rådighed i en database, som uafhængige aktører har let adgang til.

En sådan database skal omfatte VIN, numre og navne på originale udstyrsdele, gyldighedsdata (gyldig fra- og gyldig til-datoer), monteringsdata og strukturegenskaber, hvis det er relevant.

Informationerne i databaserne skal opdateres jævnligt. Opdateringerne skal bl.a. omfatte alle modifikationer af enkeltkøretøjer efter produktionen, hvis autoriserede forhandlere har adgang til sådanne oplysninger.«

Punkt 2.2 og 2.3. erstattes af følgende:

»2.2.

Adgangen til køretøjets sikkerhedselementer, der anvendes af autoriserede forhandlere og værksteder, skal stilles til rådighed for uafhængige aktører under beskyttelse sikkerhedsteknologi i overensstemmelse med følgende krav:

i)	Der skal udveksles data, så fortrolighed, integritet og beskyttelse mod gengivelse sikres.

ii)	Standarden https//ssl-tls (RFC4346) skal anvendes.

iii)	Sikkerhedscertifikater i henhold til ISO 20828 skal anvendes til gensidig autentifikation af uafhængige aktører og fabrikanter.

iv)	Den uafhængige aktørs private kode skal være beskyttet af sikker hardware.

Forummet om adgang til køretøjsinformationer, jf. artikel 13, stk. 9, fastlægger parametrene for opfyldelse af disse krav ud fra det aktuelle tekniske niveau.

De uafhængige aktører skal godkendes og autoriseres til dette formål på grundlag af dokumentation, der viser, at de udøver en lovlig erhvervsaktivitet og ikke har været straffet for nogen relevant kriminel handling.

2.3.

Omprogrammering af styreenheder i køretøjer, der er fremstillet efter den 31. august 2010, skal ske i overensstemmelse med ISO 22900 eller SAE J2534, uanset datoen for typegodkendelsen. Med henblik på validering af kompatibiliteten mellem den fabrikantspecifikke applikation og køretøjskommunikationsbrugerflader (vehicle communication interfaces (VCI)), som er i overensstemmelse med ISO 22900 eller SAE J2534, skal fabrikanten tilbyde enten en validering af uafhængigt udviklede VCI’er eller de oplysninger — samt udlån af evt. særligt hardware — der kræves, for at en VCI-fabrikatør selv kan foretage en sådan validering. Betingelserne i artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2007 finder anvendelse på gebyrer for en sådan validering eller oplysninger plus hardware.

For køretøjer fremstillet før den 1. september 2010 kan fabrikanten tilbyde enten komplet omprogrammering i overensstemmelse med ISO 22900 eller SAE J2534 eller omprogrammering via salg eller udlejning af fabrikantens egne proprietære værktøjer. I sidstnævnte tilfælde skal uafhængige aktører omgående og i rimeligt omfang have adgang dertil uden forskelsbehandling, og værktøjet skal være brugbart. Bestemmelserne i artikel 7 i forordning (EF) nr. 715/2007 finder anvendelse på gebyrer for adgang til sådanne værktøjer.«

Punkt 2.8 affattes således:

»2.8.

Fabrikanter skal fastsætte rimelige gebyrer på time-, dags-, måneds- eller årsbasis og pr. transaktion for adgang til websteder med reparations- og vedligeholdelsesinformationer.«

I bilag XVI foretages følgende ændringer:

I punkt 6.2 indsættes følgende:

»I forbindelse med dette punkt antages sådanne situationer at opstå, hvis de gældende grænseværdier for NOx-emissioner, jf. skema 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007, ganget med en faktor på 1,5 overskrides. For et køretøj, der er godkendt i henhold til de midlertidige OBD-grænseværdier for Euro 6, jf. bilag XI, punkt 2.3.2 til nærværende forordning, antages sådanne situationer dog at opstå, hvis de gældende grænseværdier for NOx-emissioner, jf. skema 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007, overskrides med 100 mg eller derover. NOx-emissioner under en prøvning af, om disse krav overholdes, må højst ligge 20 % højere end de værdier, der er omhandlet i først og andet punktum.«

Punkt 7.1. affattes således:

»7.1.

Når der henvises til dette afsnit, skal ikke-sletbare parameteridentifikatorer (PID) lagres til identifikation af årsagen til aktivering af føreransporingssystemet og af den afstand, som køretøjet har tilbagelagt, mens føreransporingssystemet har været aktiveret. Køretøjet skal opbevare et register over parameteridentifikatorerne i mindst 800 dage eller 30 000 km køretøjsdrift. PID-oplysningerne skal være tilgængelige via standarddatastikkets serielle port, når der anmodes derom med et generisk scanningsværktøj, jf. punkt 6.5.3.1 i tillæg 1 til bilag 11 til FN/ECE-regulativ nr. 83 og punkt 2.5 i tillæg 1 til bilag XI til denne forordning. Fra de datoer, der er nævnt i artikel 17, skal de oplysninger, der er lagret i PID, forbindes med varigheden af den samlede køretøjsdrift, hvor dette er sket, med nøjagtighed på mindst 300 dage eller 10 000 km.«

10.

I bilag XVIII affattes punkt 3.4.8 således:

»3.4.8.

Køretøjets elektriske rækkevidde: … km (i henhold til bilag 9 til FN/ECE-regulativ nr. 101)«

(1) Når et dobbeltbrændstofkøretøj kombineres med et blandingsbrændstofkøretøj, finder begge krav anvendelse.

(2) Denne bestemmelse er midlertidig; der bliver senere fremsat forslag om yderligere krav til biodiesel og hydrogen.

(3) Prøvninger med kun benzin før de datoer, der er fastsat i artikel 10, stk. 6, i forordning (EF) nr. 715/2007. Efter disse datoer foretages prøvningen med begge brændstoffer. Referencebrændstoffet E75 skal anvendes, jf. bilag IX, afsnit B.«

(4) EUT L 257 af 25.9.2008, s. 14.

(5) EUT L 135 af 23.5.2008, s. 1.«

(6) De i specifikationerne omhandlede værdier er »sande værdier«. Deres grænseværdier er fastsat i henhold til ISO 4259 »Petroleum products — Determination and application of precision data in relation to methods of test«, idet minimumsværdien er fastsat på grundlag af en minimumsforskel på 2R over nul. For maksimums- og minimumsværdi har minimumsforskellen været 4R (R = reproducerbarhed). Uanset denne procedure, som er nødvendig af tekniske årsager, bør brændstoffabrikanten tilstræbe en nulværdi, hvor den anførte maksimumsværdi er 2R, og en gennemsnitsværdi, hvor der anføres maksimums- og minimumsgrænseværdier. Dersom det bliver nødvendigt at afgøre, om et brændstof opfylder kravene i specifikationerne, anvendes ISO 4259.

(7) I tilfælde af tvist anvendes procedurerne for tvistbilæggelse og fortolkning af resultater baseret på prøvningsmetodepræcision som beskrevet i EN ISO 4259.

(8) I tilfælde af national tvist om svovlindholdet anvendes enten EN ISO 20846 eller EN ISO 20884 på tilsvarende vis som referencen i det nationale bilag til EN 228.

(9) Det faktiske svovlindhold i det brændstof, der anvendes til type 6-prøvning, angives.

(10) Indholdet af blyfri benzin kan bestemmes som 100 minus summen af procentdelen for vand- og alkoholindhold.

(11) Der må ikke som led i produktionsprocessen tilsættes forbindelser indeholdende phosphor, jern, mangan eller bly til dette referencebrændstof.

(12) Ethanol, der opfylder specifikationerne i EN 15376, er det eneste oxygenat, der som led i produktionsprocessen må tilsættes referencebrændstoffet.«

BILAG II

OVERENSSTEMMELSE EFTER IBRUGTAGNING

1. INDLEDNING

1.1. I dette bilag fastsættes kravene vedrørende udstødningsemissioner og OBD (inkl. IUPRM) for overensstemmelse efter ibrugtagning af køretøjer, der er typegodkendt i henhold til denne forordning.

2. AUDIT AF OVERENSSTEMMELSE EFTER IBRUGTAGNING

2.1. Godkendelsesmyndigheden foretager en audit af overensstemmelse efter ibrugtagning på grundlag af alle relevante oplysninger, som fabrikanten er i besiddelse af, efter samme procedurer som for kontrol af produktionens overensstemmelse som defineret i artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2007/46/EF og i punkt 1 og 2 i bilag X til dette direktiv. Fabrikantens rapport om overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning kan suppleres med oplysninger om den prøvning, der foretages af godkendelsesmyndigheden og medlemsstaten.

2.2. Figuren, hvortil der henvises i punkt 9 i tillæg 2 til dette bilag og figur 4/2 i tillæg 4 til FN/ECE-regulativ nr. 83 (kun udstødningsemissioner), viser proceduren for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning. Proceduren for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning er beskrevet i tillæg 3 til dette bilag.

2.3. På anmodning af godkendelsesmyndigheden skal fabrikanten som en del af de oplysninger, der gives om overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning, rapportere til typegodkendelsesmyndigheden om garantikrav, reparationer under garanti og OBD-fejl, der registreres i forbindelse med vedligeholdelse af køretøjet, i henhold til et format, der fastsættes i typegodkendelsen. Der skal gives detaljerede oplysninger om hyppigheden og indholdet af fejl vedrørende emissionsrelaterede komponenter og systemer. Rapporterne skal indgives mindst én gang årligt for hver køretøjsmodel i den periode, der er defineret i artikel 9, stk. 4, i denne forordning.

2.4. Parametre, der afgrænser udstødningsemissioner i en familie af ibrugtagne køretøjer

En familie af ibrugtagne køretøjer kan afgrænses ved nogle grundlæggende konstruktionsparametre, som skal være fælles for alle køretøjer i familien. Køretøjstyper kan således betragtes som tilhørende samme familie af ibrugtagne køretøjer, hvis de har nedenstående parametre til fælles eller er inden for de angivne tolerancer:

2.4.1.

forbrændingsproces (totakts, firetakts, rotations)

2.4.2.

antal cylindre

2.4.3.

cylinderarrangement (rækkemotor, V-motor, stjernemotor, boxermotor, andet); cylindrenes hældning eller orientering er ikke et kriterium

2.4.4.

brændstoftilførsel (f.eks. direkte eller indirekte indsprøjtning)

2.4.5.

kølesystemtype (luftkøling, vandkøling, oliekøling)

2.4.6.

tilførsel af forbrændingsluft (med eller uden trykladning)

2.4.7.

brændstof, som motoren er konstrueret til (benzin, diesel, NG, LPG osv.); dobbeltbrændstofkøretøjer kan sættes i gruppe med enkeltbrændstofkøretøjer, forudsat at de har ét brændstof tilfælles

2.4.8.

type katalytisk aktivitet (3-vejs, NOx-filter, SCR, NOx-katalysator eller andet)

2.4.9.

partikelfiltertype (med eller uden)

2.4.10.

recirkulering af udstødningsgas (med eller uden, kølet eller ikke-kølet) og

2.4.11.

slagvolumen svarende til motorfamiliens største minus 30 %.

2.5. Krav vedrørende oplysninger

Godkendelsesmyndigheden foretager en audit af overensstemmelse efter ibrugtagning på grundlag af oplysninger fra fabrikanten. Disse oplysninger skal navnlig omfatte:

2.5.1.

fabrikantens navn og adresse

2.5.2.

navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-post-adresse på fabrikantens repræsentant inden for de områder, som fabrikantens oplysninger omfatter

2.5.3.

modelbetegnelser på de køretøjer, som fabrikantens oplysninger omfatter

2.5.4.

hvis det er relevant, en liste over de køretøjstyper, som fabrikantens oplysninger omfatter, dvs., for udstødningsemissioner, familien af ibrugtagne køretøjer som omhandlet i punkt 2.4 og, for OBD og IUPRM, OBD-familien som omhandlet i bilag XI, tillæg 2

2.5.5.

koder under køretøjets identifikationsnummer (VIN), som gælder for disse køretøjstyper inden for familien (VIN-præfiks)

2.5.6.

numre på typegodkendelser af disse køretøjstyper inden for familien, herunder numre på alle eventuelle udvidelser og fejlrettelser/tilbagekaldelser (større modifikationer)

2.5.7.

nærmere oplysninger om udvidelser og fejlrettelser/tilbagekaldelser vedrørende sådanne typegodkendelser for de køretøjer, som fabrikantens oplysninger omfatter (hvis typegodkendelsesmyndigheden forlanger det)

2.5.8.

det tidsrum, hvori fabrikanten har indsamlet sine oplysninger

2.5.9.

den produktionsperiode, som fabrikantens oplysninger omfatter (f.eks. køretøjer produceret i kalenderåret 2007)

2.5.10.

fabrikantens procedure for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning, herunder følgende:

i)	metode til lokalisering af køretøjerne

ii)	kriterier for at udvælge og afvise køretøjer

iii)	prøvningstyper og -procedurer, der er benyttet i forbindelse med programmet

iv)	fabrikantens kriterier for at acceptere/forkaste familiegruppen

v)	de geografiske områder, hvori fabrikanten har indsamlet sine oplysninger

vi)	stikprøvestørrelse og prøveudtagningsplan

2.5.11.

resultaterne af fabrikantens overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning, herunder:

oplysninger til identifikation af de køretøjer, programmet omfatter (uanset om de har været til prøvning eller ikke); oplysningerne til identifikation skal indeholde følgende:

—	modelbetegnelse

—	køretøjets identifikationsnummer (VIN)

—	køretøjets registreringsnummer

—	produktionsdato

—	geografisk anvendelsesområde (hvis kendt)

—	monterede dæk (kun for udstødningsemissioner)

ii)	årsager til at afvise et køretøj fra stikprøven

iii)	udførte serviceeftersyn på de enkelte køretøjer i stikprøven (herunder eventuelle større modifikationer)

iv)	foretagne reparationer på de enkelte køretøjer i stikprøven (hvis kendt)

prøvningsdata, herunder:

—	prøvningsdato/downloaddato

—	prøvningssted/downloadsted

—	kilometertællerstand

vi)

prøvningsdata (kun for udstødningsemissioner)

—	specifikationer for prøvningsbrændstof (f.eks. referencebrændstof eller kommercielt brændstof)

—	prøvningsbetingelser (temperatur, luftfugtighed, dynamometerets inertimasse)

—	dynamometerindstilling (f.eks. effektindstilling)

—	prøvningsresultater (fra mindst tre forskellige køretøjer pr. køretøjsfamilie)

vii)

prøvningsdata (kun for IUPRM)

—	alle krævede data downloadet fra køretøjet

—	for hver overvågningsenhed, der skal rapporteres fra, funktionsraten efter ibrugtagning IUPRM

2.5.12.

udskrifter af OBD-systemets visning

2.5.13.

for IUPRM-stikprøver følgende:

—	gennemsnittet af funktionsrater efter ibrugtagning IUPRM for alle udvalgte køretøjer for hver overvågningsenhed, jf. punkt 3.1.4 og 3.1.5 i tillæg 1 til bilag XI

—	procentdelen af de udvalgte køretøjer, hvis IUPRM er mindst lige så stor som den minimumsværdi, der gælder for overvågningsenheden, jf. punkt 3.1.4 og 3.1.5 i tillæg 1 til bilag XI.

3. UDVÆLGELSE AF KØRETØJER TIL KONTROL EFTER IBRUGTAGNING

3.1. De oplysninger, som fabrikanten indsamler, skal være tilstrækkeligt omfattende til at sikre, at det ibrugtagne køretøjs præstation kan vurderes for normale brugsforhold. Fabrikantens indsamling skal stamme fra mindst to medlemsstater med væsentlige forskelle i kørselsforhold (medmindre køretøjet kun er solgt i én medlemsstat). Der skal ved valget af medlemsstater tages hensyn til faktorer som forskelle i brændstof, luftforhold, gennemsnitlige vejhastigheder og fordeling mellem by- og landevejskørsel.

For OBD IUPRM–prøvning udvælges kun prøvningskøretøjer, der opfylder kriterierne i tillæg, punkt 2.2.1.

3.2. Fabrikanten kan ved valget af medlemsstater med henblik på udvælgelse af prøvningskøretøjer vælge køretøjer fra en medlemsstat, der anses for at være særlig repræsentativ. Fabrikanten skal i så fald dokumentere over for den godkendelsesmyndighed, der har udstedt typegodkendelsen, at valget er repræsentativt (f.eks. marked med det største årlige salg af en køretøjsfamilie i Unionen). Når en familie kræver mere end ét prøveparti som defineret i punkt 3.5, skal køretøjerne i 2. og 3. prøveparti afspejle andre kørselsforhold end dem, der gør sig gældende for 1. prøveparti.

3.3. Emissionsprøvningerne kan foretages på et prøvningsanlæg, der befinder sig på et andet marked eller i en anden region end der, hvorfra køretøjerne er blevet udvalgt.

3.4. Fabrikantens overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning vedrørende udstødningsemissioner skal foretages løbende og afspejle produktionscyklussen for de pågældende køretøjstyper inden for en bestemt ibrugtaget køretøjsfamilie. Der må ikke være over 18 måneder imellem, at to overensstemmelseskontroller efter ibrugtagning påbegyndes. Denne varighed må for køretøjstyper, som er omfattet af en udvidelse af typegodkendelsen, der ikke krævede en emissionsprøvning, være indtil 24 måneder.

3.5. Stikprøvestørrelse

3.5.1.

Ved anvendelse af den statistiske procedure i tillæg 2 (dvs. for udstødningsemissioner) anhænger antallet af prøvepartier af den årlige salgsvolumen af den ibrugtagne køretøjsfamilie i Unionen, jf. nedenstående skema:

EU-registreringer pr. kalenderår (for udstødningsemissionsprøvninger) af køretøjer i en OBD-familier med IUPR i prøveindsamlingsperioden	Antal prøvepartier
højst 100 000	1
fra 100 001 til 200 000	2
over 200 000	3

3.5.2.

For IUPR er antallet af prøvepartier beskrevet i skemaet i punkt 3.5, og det er baseret på antallet af køretøjer i en OBD-familie, der er godkendt med IUPR (som er omfattet af indsamlingen af prøver).

For så vidt angår den første prøveindsamlingsperiode for en OBD-familie anses alle køretøjstyper i familien, som er godkendt med IUPR, for at skulle være omfattet af prøveindsamlingen. I efterfølgende prøveindsamlingsperioder anses kun køretøjstyper, der ikke tidligere er blevet prøvet, eller som er omfattet af emissionsgodkendelser, der er blevet forlænget siden den foregående prøveindsamlingsperiode, for at skulle være omfattet af prøveindsamlingen.

For så vidt angår familier med under 5 000 EU-registreringer, som er omfattet af prøveindsamlingen, er det mindste antal køretøjer i et prøveparti seks i prøveindsamlingsperioden. For så vidt angår alle andre familier er det mindste antal køretøjer i et prøveparti femten.

Hvert prøveparti skal på passende vis repræsentere salgsmønstret, dvs. at køretøjstyper med højt salgstal (≥ 20 % af den samlede familie) skal som minimum være repræsenteret.

4. Godkendelsesmyndigheden skal på grundlag af den i punkt 2 omhandlede audit:

a)	beslutte, at den ibrugtagne køretøjstypes, den ibrugtagne køretøjsfamilies eller OBD-familiens overensstemmelse er tilfredsstillende og ikke foretage sig yderligere

b)	beslutte, at fabrikantens oplysninger er utilstrækkelige til, at der kan træffes nogen beslutning, og forlange yderligere oplysninger eller prøvningsdata fra fabrikanten

c)	beslutte på grundlag af data fra godkendelsesmyndighedens eller medlemsstatens kontrolprogrammer, at fabrikantens oplysninger er utilstrækkelige til, at der kan træffes nogen beslutning, og forlange yderligere oplysninger eller prøvningsdata fra fabrikanten, eller

d)	beslutte, at overensstemmelsen af den ibrugtagne køretøjstype, der er en del af en ibrugtaget køretøjsfamilie eller en OBD-familie, er utilfredsstillende, og lade denne køretøjstype eller OBD-familie afprøve i henhold til tillæg 1.

Hvis en IUPRM-audit viser, at prøvningskriterierne i tillæg 1, punkt 6.1.2, litra a) eller b), er opfyldt for køretøjerne i et prøveparti, skal typegodkendelsesmyndigheden træffe skridt som beskrevet i litra d) i nærværende punkt.

4.1. Når type 1-prøvninger anses for nødvendige for at kontrollere, om emissionsbegrænsende anordninger opfylder funktionskravene efter ibrugtagning, skal prøvningerne foretages efter en procedure, der opfylder de statistiske kriterier i tillæg 2.

4.2. Godkendelsesmyndigheden udtager i samarbejde med fabrikanten en stikprøve af køretøjer, der har kørt et tilstrækkeligt antal kilometer, og som med rimelig sikkerhed er brugt under normale forhold. Fabrikanten høres om valget af køretøjer og skal have lov til at overvære den bekræftende kontrol af køretøjerne.

4.3. Fabrikanten kan under tilsyn af godkendelsesmyndigheden foretage kontrol, også af destruktiv karakter, på køretøjer med emissionsniveauer, der overstiger grænseværdierne, for at fastslå de mulige årsager til forringelse, som fabrikanten ikke selv er ansvarlig for (f.eks. brug af blyholdig benzin før prøvedatoen). Hvis kontrolresultaterne bekræfter sådanne årsager, medtages prøvningsresultaterne ikke i overensstemmelseskontrollen.

Tillæg 1

Overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning

1. INDLEDNING

1.1.	I dette tillæg fastlægges de i punkt 4 omhandlede kriterier for udvælgelse af køretøjer til prøvning og procedurerne for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning.

2. UDVÆLGELSESKRITERIER

Kriterierne for godkendelse af et udvalgt køretøj er anført i punkt 2.1 til 2.8 for udstødningsemissioner og i punkt 2.1 til 2.5 for IUPRM.

2.1.

Køretøjet skal tilhøre en køretøjstype, der er typegodkendt i henhold til denne forordning og omfattet af en overensstemmelsesattest i henhold til direktiv 2007/46/EF. For så vidt angår kontrol af IUPRM skal køretøjet være godkendt i henhold til OBD-standarderne Euro 5+, Euro 6- plus IUPR eller nyere. Det skal være registreret og i brug i Unionen.

2.2.	Køretøjet skal have kørt mindst 15 000 km eller været i brug mindst 6 måneder (det sidst indtrufne gælder), og det må højst have kørt 100 000 km eller været i brug højst 5 år (det først indtrufne gælder).

2.2.1.

For så vidt angår kontrol af IUPRM må prøven kun indeholde køretøjer, som:

har indsamlet tilstrækkelige data om køretøjets drift til, at overvågningsenheden kan prøves.

For overvågningsenheder, der skal opfylde funktionsraten efter ibrugtagning, og som skal registrere og rapportere data, jf. punkt 3.6.1 i tillæg 1 til bilag XI, forstås der ved »tilstrækkelige data om køretøjets drift« det forhold, at nævneren opfylder nedenstående kriterier. Nævneren, jf. definitionen i punkt 3.3 og 3.5 i tillæg 1 til bilag XI, for den overvågningsenhed, der skal prøves, skal have en værdi, der er mindst lige så stor som en af følgende værdier:

75 for enheder til overvågning af fordampningssystemet, enheder til overvågning af sekundærluftsystemet og overvågningsenheder, der anvender en nævner, der er øget i overensstemmelse med punkt 3.3.2, litra a), b) eller c), i tillæg 1 til bilag XI (f.eks. enheder til overvågning af koldstart, airconditionanlæg osv.), eller

ii)	25 for enheder til overvågning af partikelfilter og enheder til overvågning af oxidationskatalysator, der anvender en nævner, der er øget i overensstemmelse med punkt 3.3.2, litra d), i tillæg 1 til bilag XI, eller

iii)	150 for enheder til overvågning af katalysator, lambdasonde, EGR, VVT eller andre komponenter

b)	der ikke er foretaget ulovlige indgreb på eller er blevet udstyret med supplerende eller modificerede dele, som gør, at OBD-systemet ikke overholder kravene i bilag XI.

2.3.	Der skal foreligge dokumentation for, at køretøjet har været korrekt vedligeholdt (dvs. serviceret i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger).

2.4.

Køretøjet må ikke udvise tegn på misbrug (f.eks. »vild kørsel«, overbelastning, brug af forkert brændstof eller andet misbrug) eller andre faktorer (f.eks. uautoriserede indgreb), som kunne indvirke på emissionen. Der skal tages hensyn til oplysninger om fejlkode og kørte kilometer, der er lagret i computeren. Et køretøj udvælges ikke til prøvning, hvis oplysningerne i computeren viser, at køretøjet har kørt, efter at en fejlkode er blevet lagret, uden at der er blevet udført en reparation umiddelbart herefter.

2.5.	Der må hverken være foretaget større uautoriserede reparationer på motoren eller af køretøjet.

2.6.	Blyindholdet og svovlindholdet i en brændstofprøve fra køretøjets tank skal opfylde de gældende normer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF (1), og der må ikke være tegn på påfyldning af forkert brændstof. Dette kan kontrolleres i udstødningsrøret.

2.7.	Der må ikke være tegn på problemer, der kan være til fare for laboratoriepersonalet.

2.8.	Alle komponenter i systemet til emissionsbegrænsning skal være i overensstemmelse med den relevante typegodkendelse.

3. DIAGNOSE OG VEDLIGEHOLDELSE

Inden måling af udstødningsemissionerne foretages en diagnose og normal nødvendig vedligeholdelse i henhold til proceduren i punkt 3.1 til 3.7 af de køretøjer, der er accepteret til prøvning.

3.1.

Det kontrolleres, at luftfilter, drivremme, væskestande, kølerdæksel, vakuumslanger og elektriske ledninger af betydning for antiforureningssystemet er hele og ubeskadigede. Tænding, brændstofmåler og forureningsbegrænsende komponenter kontrolleres for forkert justering og/eller uautoriserede indgreb. Alle uregelmæssigheder registreres.

3.2.

Det kontrolleres, at OBD-systemet fungerer korrekt. Alle funktionsfejlsdata i OBD-systemets lager registreres, og de nødvendige reparationer foretages. Hvis OBD-systemets fejlindikatorer registrerer en funktionsfejl under en konditioneringscyklus, kan fejlen findes og repareres. Prøvningen kan gentages, og resultaterne med det reparerede køretøj benyttes.

3.3.	Tændingssystemet kontrolleres, og defekte komponenter udskiftes, f.eks. tændrør, kabler osv.

3.4.	Kompressionen kontrolleres. Hvis resultatet ikke er tilfredsstillende, afvises køretøjet.

3.5.	Motorens parametre kontrolleres i forhold til fabrikantens specifikationer og justeres om nødvendigt.

3.6.	Hvis køretøjet mangler mindre end 800 km i at skulle til planmæssig service, udføres denne efter fabrikantens anvisninger. Uanset kilometertal kan fabrikanten forlange, at der skiftes olie og luftfilter.

3.7.	Når køretøjet er accepteret, udskiftes brændstoffet med det til prøvningen specificerede referencebrændstof, medmindre fabrikanten accepterer, at der benyttes kommercielt brændstof.

4. PRØVNING EFTER IBRUGTAGNING

4.1.

Hvis kontrol af køretøjer anses for nødvendig, udføres der emissionsprøvninger i henhold til bilag III på konditionerede køretøjer, der udvælges i overensstemmelse med kravene i punkt 2 og 3 i dette tillæg. Denne prøvning skal kun omfatte målingen af partikelantal for køretøjer, der er godkendt i henhold til Euro 6-emissionsnormer i klasse W, X og Y som defineret i skema 1 i tillæg 6 til bilag I. Supplerende konditioneringscyklusser i forhold til dem, der er specificeret i punkt 5.3 i bilag 4 til FN/ECE-regulativ nr. 83, tillades kun, hvis de er repræsentative for normal kørsel.

4.2.	I køretøjer med OBD-systemer kan det kontrolleres, om fejlindikatoren mv. fungerer korrekt efter ibrugtagning for så vidt angår emissionsgrænseværdier (f.eks. grænseværdierne for indikation af funktionsfejl i bilag XI) for de typegodkendte specifikationer.

4.3.	OBD-systemet kan f.eks. kontrolleres for emissionsniveauer over de gældende grænseværdier uden funktionsfejlsvisning, systematisk fejlagtig aktivering af fejlindikatoren og fejlbehæftede eller forringede komponenter i OBD-systemet.

4.4.

Hvis en komponent eller et system ikke svarer til specifikationerne i typegodkendelsesattesten og/eller informationspakken for den pågældende køretøjstype, og der ikke er givet tilladelse til en sådan afvigelse i henhold til artikel 13, stk. 1 eller 2, i direktiv 2007/46/EF, og OBD-systemet ikke viser funktionsfejl, må komponenten eller systemet ikke udskiftes inden emissionsprøvningen, medmindre det konstateres, at der er sket indgreb i eller misbrug af en komponent på en sådan måde, at OBD-systemet ikke registrerer den deraf følgende funktionsfejl.

5. EVALUERING AF RESULTATERNE AF EMISSIONSPRØVNINGEN

5.1.	Prøvningsresultaterne evalueres i henhold til tillæg 2.

5.2.	Prøvningsresultaterne multipliceres ikke med forringelsesfaktorer.

6. PLAN FOR KORRIGERENDE FORANSTALTNINGER

6.1.

Godkendelsesmyndigheden anmoder fabrikanten om at forelægge en plan for korrigerende foranstaltninger til afhjælpning af den manglende overensstemmelse i følgende tilfælde:

6.1.1.

For udstødningsemissioner, hvis det konstateres, at mere end et køretøj er et ekstraordinært forurenende køretøj, der enten opfylder følgende betingelser:

a)	betingelserne i punkt 3.2.3 i tillæg 4 til FN/ECE-regulativ nr. 83 og både godkendelsesmyndigheden og fabrikanten er enige om, at den ekstraordinære forurening har samme årsag, eller

b)	betingelserne i punkt 3.2.4 i tillæg 4 til FN/ECE-regulativ nr. 83 og godkendelsesmyndigheden har fastslået, at den ekstraordinære forurening har samme årsag.

6.1.2.

For IUPRM for en specifik overvågningsenhed M, hvis følgende statistiske betingelser er opfyldt i en prøve, hvis størrelse er fastlagt i henhold til punkt 3.5:

For køretøjer, der er certificeret til en rate på 0,1, jf. punkt 3.1.5 i tillæg 1 til bilag XI, viser data indsamlet fra køretøjerne for mindst én overvågningsenhed M i prøven, at prøvens gennemsnitlige funktionsrate efter ibrugtagning er mindre end 0,1, eller at mindst 66 % af køretøjerne i prøven har en funktionsrate efter ibrugtagning på mindre end 0,1.

For køretøjer, der er certificeret til fulde rater, jf. punkt 3.1.4 i tillæg 1 til bilag XI, viser data indsamlet fra køretøjerne for mindst én overvågningsenhed M i prøven, at prøvens gennemsnitlige funktionsrate efter ibrugtagning er mindre end værdien Testmin(M), eller at mindst 66 % af køretøjerne i prøven har en funktionsrate efter ibrugtagning på mindre end Testmin(M).

Værdien af Testmin(M) er:

i)	0,230, hvis overvågningsenhed M skal have en funktionsrate efter ibrugtagning 0,26

ii)	0,460, hvis overvågningsenhed M skal have en funktionsrate efter ibrugtagning 0,52

iii)	0,297, hvis overvågningsenhed M skal have en funktionsrate efter ibrugtagning 0,336

i henhold til punkt 3.1.4 i tillæg 1 til bilag XI.

6.2.

Planen for korrigerende foranstaltninger skal forelægges for typegodkendelsesmyndigheden senest 60 arbejdsdage efter, at meddelelsen i henhold til punkt 6.1 er givet. Typegodkendelsesmyndigheden skal inden 30 arbejdsdage godkende eller afvise planen for korrigerende foranstaltninger. Hvis fabrikanten på tilfredsstillende måde kan påvise over for den kompetente godkendelsesmyndighed, at der er brug for mere tid til at undersøge den manglende overensstemmelse for at kunne forelægge en plan for korrigerende foranstaltninger, forlænges fristen dog.

6.3.	De korrigerende foranstaltninger finder anvendelse på alle køretøjer, der kan tænkes at have samme fejl. Det vurderes, om der er behov for at ændre typegodkendelsesdokumenterne.

6.4.	Fabrikanten skal fremlægge kopi af al korrespondance i forbindelse med planen for korrigerende foranstaltninger, føre register over tilbagekaldelsen og regelmæssigt tilstille godkendelsesmyndigheden statusrapporter.

6.5.	Planen for korrigerende foranstaltninger skal omfatte de i punkt 6.5.1 til 6.5.11 omhandlede krav. Fabrikanten giver planen for korrigerende foranstaltninger et unikt navn eller nummer.

6.5.1.

En beskrivelse af hver køretøjstype, som planen omfatter.

6.5.2.

En beskrivelse af de specifikke modifikationer, forandringer, reparationer, korrektioner, justeringer eller andre ændringer, der skal foretages for at bringe køretøjerne i overensstemmelse med forskrifterne, herunder et kort sammendrag af de data og tekniske undersøgelser, som underbygger fabrikantens beslutning om særlige foranstaltninger, der skal afhjælpe den manglende overensstemmelse.

6.5.3.

En beskrivelse af den metode, fabrikanten agter at anvende til at underrette køretøjsejerne.

6.5.4.

Eventuelt en beskrivelse af korrekt vedligeholdelse eller brug, som fabrikanten stiller som betingelse for ret til udbedring under planen for korrigerende foranstaltninger, og fabrikantens begrundelse for at stille sådanne betingelser. Der kan ikke stilles betingelser med hensyn til vedligeholdelse eller brug, medmindre vedligeholdelse eller brug påviseligt har betydning for den manglende overensstemmelse og de korrigerende foranstaltninger.

6.5.5.

En beskrivelse af, hvilken procedure køretøjsejerne skal følge for at få afhjulpet den manglende overensstemmelse. Beskrivelsen skal omfatte en dato, efter hvilken de korrigerende foranstaltninger kan træffes, hvor lang tid værkstedet skønsmæssigt skal bruge til afhjælpningen, og hvor den kan finde sted. Afhjælpningen skal ske på hensigtsmæssig måde inden for en rimelig tid efter indleveringen af køretøjet.

6.5.6.

En kopi af de oplysninger, der gives til køretøjsejerne.

6.5.7.

En kort beskrivelse af det system, som fabrikanten vil benytte til at sikre tilstrækkelige forsyninger af komponenter eller systemer til gennemførelse af afhjælpningen. Det skal fremgå, hvornår der vil være tilstrækkelige forsyninger af komponenter eller systemer til, at kampagnen kan iværksættes.

6.5.8.

En kopi af alle instruktioner, der sendes til de personer, der skal foretage afhjælpningen.

6.5.9.

En beskrivelse af, hvilken virkning de foreslåede korrigerende foranstaltninger vil få for den enkelte af planen omfattede køretøjstypes emissioner, brændstofforbrug, køreegenskaber og sikkerhed, indeholdende data, tekniske undersøgelser osv., som underbygger disse konklusioner.

6.5.10.

Alle øvrige oplysninger, rapporter eller data, som typegodkendelsesmyndigheden med rimelighed måtte anse for nødvendige for at bedømme planen for korrigerende foranstaltninger.

6.5.11.

Omfatter planen for korrigerende foranstaltninger tilbagekaldelse, skal godkendelsesmyndigheden forelægges en beskrivelse af, hvordan afhjælpningen registreres. Hvis der anvendes en etiket, vedlægges et eksemplar af denne.

6.6.	Det kan kræves, at fabrikanten udfører passende tilrettelagte og nødvendige prøvninger af komponenter og køretøjer med en foreslået ændring, reparation eller modifikation for at godtgøre, at ændringen, reparationen eller modifikationen har den tilsigtede virkning.

6.7.

Fabrikanten er ansvarlig for at føre et register over, hvilke køretøjer der er tilbagekaldt og udbedret, og hvilket værksted der har udført arbejdet. Typegodkendelsesmyndigheden har på forlangende adgang til registeret i en periode på fem år fra implementeringen af planen for korrigerende foranstaltninger.

6.8.	Den gennemførte reparation eller ændring eller eventuelle fornyelser anføres i en attest, som fabrikanten udsteder til køretøjets ejer.

Tillæg 2

Statistisk procedure for udstødningsemissioner ved prøvning af overensstemmelse efter ibrugtagning

1.	Denne procedure skal benyttes ved overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning med henblik på type 1-prøvning. Den gældende statistiske metode som beskrevet i tillæg 4 til FN/ECE-regulativ nr. 83 finder anvendelse med de undtagelser, der er beskrevet i punkt 2 til 9 til nærværende tillæg.

2.	Note 1 finder ikke anvendelse.

3.	Punkt 3.2 skal fortolkes således: Et køretøj anses for at være ekstraordinært forurenende, når betingelserne i punkt 3.2.2 er opfyldt.

4.	Punkt 3.2.1 finder ikke anvendelse

5.	I punkt 3.2.2 læses henvisningen til række B i skemaet i punkt 5.3.1.4 som en henvisning til skema 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007 for Euro 5-køretøjer og til skema 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007 for Euro 6-køretøjer.

6.	I punkt 3.2.3.2.1 og 3.2.4.2 læses henvisningen til afsnit 6 i tillæg 3 som en henvisning til punkt 6 i tillæg 1 til bilag II til denne forordning.

7.	I note 2 og 3 læses henvisningen til række A i skemaet i punkt 5.3.1.4 som en henvisning til skema 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007 for Euro 5-køretøjer og til skema 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007 for Euro 6-køretøjer.

8.	I punkt 4.2 læses henvisningen til punkt 5.3.1.4 som en henvisning til skema 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007 for Euro 5-køretøjer og til skema 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007 for Euro 6-køretøjer.

9.	Figur 4/1 erstattes med følgende figur: »Figur 4/1

Tillæg 3

Ansvar for overensstemmelse efter ibrugtagning

1.	Proceduren for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning er beskrevet i figur 1.

2.	Fabrikanten skal indsamle alle de nødvendige oplysninger for at opfylde kravene i dette bilag. Godkendelsesmyndigheden kan også tage oplysninger fra overvågningsprogrammer med i betragtning.

3.	Godkendelsesmyndigheden foretager alle nødvendige procedurer og kontroller for at sikre, at kravene med hensyn til overensstemmelse efter ibrugtagning er opfyldt (fase 2 til 4).

4.	I tilfælde af uregelmæssigheder eller uoverensstemmelser i vurderingen af de oplysninger, der leveres, skal godkendelsesmyndigheden anmode om en redegørelse fra den tekniske tjeneste, der forestod typegodkendelsesprøvningen.

5.	Fabrikanten skal etablere og gennemføre en plan for korrigerende foranstaltninger. Denne plan skal godkendes af godkendelsesmyndigheden, inden den gennemføres (fase 5).

Figur 1

Beskrivelse af proceduren for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning

(1) EUT L 350 af 28.12.1998, s. 58.

IV Retsakter vedtaget inden den 1. december 2009 i henhold til EF-traktaten, EU-traktaten og Euratomtraktaten

16.6.2011

Den Europæiske Unions Tidende

L 158/39

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING

Nr. 341/09/KOL

af 23. juli 2009

om den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber (Norge)

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN (1) HAR —

UNDER HENVISNING til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (2), særlig artikel 61 til 63 og protokol 26,

UNDER HENVISNING til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (3), særlig artikel 24,

UNDER HENVISNING til artikel 1, stk. 2, i del I og artikel 4, stk. 4, artikel 6 og artikel 7, stk. 5, i del II i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen (4),

UNDER HENVISNING til Tilsynsmyndighedens retningslinjer for anvendelse og fortolkning af artikel 61 og 62 i EØS-aftalen (5), særlig kapitlet om selskabsbeskatning,

UNDER HENVISNING til Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 195/04/KOL af 14. juli 2004 om gennemførelse af de bestemmelser, der er omhandlet i artikel 27 i del II i protokol 3 (6),

UNDER HENVISNING til beslutning nr. 719/07/KOL af 19. december 2007 om at indlede proceduren efter artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, for så vidt angår den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber,

EFTER AT HAVE OPFORDRET interesserede parter til at fremsætte bemærkninger (7) og under hensyntagen til deres bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I. DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

1. SAGSFORLØB

Ved brev af 28. juni 2007 fra det norske ministerium for fornyelse og administration, modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 29. juni 2007 (løbenr. 427327), og brev fra finansministeriet dateret 22. juni 2007, modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 4. juli 2007 (løbenr. 428135), anmeldte de norske myndigheder de foreslåede ændringer til reglerne om beskatning af andelsselskaber i § 10-50 i skatteloven i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen.

Efter flere brevvekslinger (8) meddelte Tilsynsmyndigheden ved brev dateret 19. december 2007 de norske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3, for så vidt angår den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber. Ved brev dateret 20. februar 2008 (løbenr. 465882) fremsendte de norske myndigheder deres bemærkninger til beslutning nr. 719/07/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

Beslutning nr. 719/07/KOL blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende samt i EØS-tillægget (9). Tilsynsmyndigheden opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne sag.

Tilsynsmyndigheden modtog bemærkninger fra flere interesserede parter (10). Ved brev dateret 23. maj 2008 (løbenr. 478026) fremsendte Tilsynsmyndigheden disse til de norske myndigheder, som fik lejlighed til at svare på de fremsendte bemærkninger, men valgte ikke at fremsende yderligere bemærkninger.

2. BESKRIVELSE AF DEN FORESLÅEDE FORANSTALTNING

2.1. BAGGRUND

I 1992 indførte de norske myndigheder en ordning vedrørende særlige skattefradrag til visse andelsselskaber. I henhold til denne ordning var visse andelsselskaber i landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren samt forbrugerandelsselskaber berettiget til skattefradrag på grundlag af tilførsler til egenkapitalen. Andre former for andelsselskaber var ikke omfattet af ordningen. Dette fradrag var begrænset til højst 15 % af det årlige nettoresultat og gjaldt kun den del af indtægterne, der hidrørte fra handel med andelsselskabets medlemmer. Hvis dette fradrag blev udnyttet fuldt ud, ville det svare til en nedsættelse af den normale selskabsskattesats fra 28 % til 23,8 %. Ordningens formål var at give andelsselskaber en skattefordel, fordi det blev vurderet, at de havde vanskeligere ved at få adgang til egenkapital end andre selskaber (11).

Ordningen blev afskaffet fra og med skatteåret 2005. I forbindelse med finansloven for 2007 foreslog de norske myndigheder imidlertid at genindføre ordningen med mindre ændringer (12). Derfor blev ordningen anmeldt til Tilsynsmyndigheden.

2.2. ORDNINGENS FORMÅL

Ifølge anmeldelsen skal andelsselskaber støttes, fordi offentligheden har en interesse i, at der findes virksomheder, der er baseret på principper som demokrati, selvhjælp, ansvarlighed, lighed, retfærdighed og solidaritet, som et alternativ til aktieselskaber. Derfor er det nødvendigt at kompensere for de ulemper, som andelsselskaber har i forhold til andre virksomheder, for at sikre den offentlige, uhåndgribelige interesse i at bevare andelsselskaber som et alternativ til aktieselskaber. Ifølge anmeldelsen er formålet med den anmeldte ordning at opveje nogle af disse ulemper med hensyn til kapitaltilførslen.

2.3. DEN FORESLÅEDE FORANSTALTNING

Den anmeldte foranstaltning er fastlagt i en ny § 10-50 i skatteloven, ifølge hvilken andelsselskaber kan være berettiget til et skattefradrag. Denne paragraf lyder som følger:

»Endvidere kan der gives fradrag for tilførsler til den fælles egenkapital på op til 15 % af indtægterne. Der gives kun fradrag for indtægter hidrørende fra handel med medlemmer. Handel med medlemmer og lignende handel skal være opført i regnskabet og skal være dokumenteret«. (13)

Ifølge de norske myndigheder dækker begrebet »fælles egenkapital« ikke en balancepost i andelsselskaber, men er et rent skatteteknisk udtryk. Det følger deraf, at fælles egenkapital kan omfatte tilbageholdt kapital, bonusmidler, som er medlemmernes bonus, der holdes i andelsselskabet i en »efterbetalingsfond« (14), samt individualiserede midler i form af en bonus, som er blevet overført til medlemskapitalkonti i andelsselskabet (15).

»Lignende handel« defineres i skattelovens § 10-50, stk. 3, som fiskerisalgsorganisationers indkøb fra medlemmer af en anden fiskerisalgsorganisation på visse betingelser, indkøb i et andelsselskab i landbruget fra et tilsvarende andelsselskab med et markedsregulerende formål samt køb efter krav fra en offentlig myndighed (16).

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der som hovedregel kun gives fradrag for indtægter hidrørende fra handel med medlemmer. Dermed gives der ikke fradrag for indtægter fra handel med andre. Som anført i forslaget til skattelovens § 10-50 skal handel med medlemmer og lignende handel fremgå af andelsselskabets regnskab. Derfor er det vigtigt, at der føres et særskilt regnskab for handel med medlemmer og handel med tredjeparter. Andelsselskabet skal kunne dokumentere handelen med medlemmer og lignende handel.

I anmeldelsen anslog de norske myndigheder, at tabet af skatteprovenu som følge af ordningen ville beløbe sig til mellem 35 mio. NOK og 40 mio. NOK (ca. 4-5 mio. EUR) i skatteåret 2007.

2.4. ANDELSSELSKABER OMFATTET AF ORDNINGEN

Ordningen finder anvendelse på de andelsselskaber, der er angivet i skatteloven i den foreslåede § 10-50, stk. 2 og stk. 4-6. I henhold til disse bestemmelser omfatter den anmeldte ordning primært visse forbrugerandelsselskaber samt andelsselskaber inden for landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren.

Hvad angår forbrugerandelsselskaber, anføres det i stk. 2, litra a), i den foreslåede § 10-50, at kun forbrugerandelsselskaber, hvor mere end 50 % af den almindelige omsætning stammer fra handel med medlemmer, er dækket af den anmeldte ordning.

Endvidere kan byggeforeninger, som er omfattet af loven om byggeforeninger (17), også udnytte skattefradraget. Dermed er ordningen blevet udvidet i forhold til den ordning, der udløb i 2005, jf. punkt I-2.1 ovenfor.

Andelsselskaber, som ikke udtrykkeligt er nævnt i skattelovens § 10-50, er ikke omfattet af ordningen. Ifølge de norske myndigheder er udvælgelsen af andelsselskaber baseret på den antagelse, at der er et stort behov for at kompensere de sektorer, der er omfattet af ordningen, for ekstraomkostninger. Andelsselskaber i sektorer, som ikke er omfattet af ordningen, er ifølge de norske myndigheder generelt mindre virksomheder med begrænset økonomisk eller ikke-økonomisk virksomhed.

2.5. DEFINITION AF ANDELSSELSKABER I HENHOLD TIL NORSK LOV

I § 1, stk. 2, i loven om andelsselskaber (18) defineres et andelsselskab som en sammenslutning,

»som har til hovedformål at fremme medlemmernes økonomiske interesser ved at deltage i samfundet som aftagere, leverandører eller på en anden lignende måde, hvor

1.	afkastet, bortset fra det normale afkast af den indskudte kapital, enten bliver stående i selskabet eller fordeles mellem medlemmerne på grundlag af deres andel af handelen med sammenslutningen, og

2.	ingen af medlemmerne hæfter personligt for sammenslutningens gæld, hverken helt eller for dele, som tilsammen udgør den samlede gæld«. (19)

Endvidere fastlægges det i § 3, stk. 2, i loven om andelsselskaber, at medlemmerne ikke er forpligtet til at indskyde kapital i andelsselskabet, medmindre det enkelte medlem skriftligt har forpligtet sig dertil i forbindelse med tegningen af medlemskab eller i en særskilt aftale. Dette krav finder ikke anvendelse, hvis forpligtelsen til at foretage indskud er fastlagt i andelsselskabets vedtægter. Endvidere følger det af samme bestemmelse, at en pligt til at indskyde kapital skal være afgrænset beløbsmæssigt eller på anden måde.

2.6. ANDELSBEVÆGELSEN I NORGE (20)

Der er ca. 4 000 andelsselskaber i Norge med i alt flere end to millioner medlemmer. Andelsselskaberne findes primært inden for landbrugs-, fiskeri-, bolig- og forbrugersektoren, men også i andre dele af økonomien, som f.eks. forsikring, transport, energiforsyning, sundhedspleje, medier osv.

Norsk Landbrukssamvirke omfatter 14 organisationer i hele Norge, som beskæftiger sig med bl.a. forarbejdning, salg og indkøb af landbrugsvarer og produkter, der bruges i landbrugsproduktionen (gødning, maskineri osv.), avl, kredit og forsikring. Andelsselskaberne inden for landbruget har over 50 000 individuelle medlemmer (landmænd), ca. 19 000 medarbejdere og en årlig omsætning på mere end 58 mia. NOK (ca. 6 mia. EUR). Andelsselskaberne ejer nogle af de mest kendte norske varemærker, såsom TINE (mejeriprodukter), Gilde (rødt kød) og Prior (æg og fjerkræ). Andelsselskaber i landbrugssektoren har som hovedformål at etablere kanaler til forarbejdning og markedsføring af landbrugsprodukter samt at skabe gode betingelser for adgang til kapital og input til produktionen på de enkelte landbrug.

I henhold til den norske lov om råfisk (21) har de norske andelssalgsorganisationer eneret til første udbud af fisk og skaldyr med undtagelse af opdrættede fisk. Der er seks salgsorganisationer i denne sektor. De enkelte organisationers virkeområde omfatter enten et geografisk område og/eller en fiskeart. Andelssalgsorganisationerne ejes af fiskerne selv. Ud over markedsføring har salgsorganisationerne også kontrolfunktioner med hensyn til beskyttelsen af de marine ressourcer. Førstehåndsværdien af fisk og skaldyr er ca. 6 mia. NOK (ca. 620 mio. EUR). 90 % af alle fisk og skaldyr eksporteres.

Coop NKL BA er centralorganisationen for de norske forbrugerandelsselskaber. Coop er en supermarkedskæde med ca. 1,1 mio. individuelle medlemmer organiseret i 140 andelsselskaber. Coop driver mere end 1 350 forretninger med en årlig omsætning på ca. 34 mia. NOK (ca. 3,6 mia. EUR) og ca. 22 000 medarbejdere. Markedsandelen er 24 % af markedet for købmandsvarer. Coop er også beskæftiget inden for levnedsmiddelforarbejdning og samarbejder med de andre andelsselskaber i detailsektoren i Skandinavien om indkøb og forarbejdning. Forbrugerandelsselskabernes hovedformål er at forsyne medlemmerne med gode og nyttige varer og tjenesteydelser til konkurrencedygtige priser og samtidig fungere som interesseorganisation for medlemmerne i forbrugerspørgsmål.

Norske Boligbyggelags Landsforbund (NBBL) er en national fællesorganisation for 86 andelsboligselskaber og har 772 000 individuelle medlemmer og 378 000 boliger i knap 5 100 tilsluttede boligandelsselskaber. Boligandelsselskaberne er af forskellig størrelse — fra 100 til 190 000 individuelle medlemmer. Boligandelsselskaberne står for en stor del af boligmarkedet i byerne — i Oslo er markedsandelen næsten 40 %, og det nationale gennemsnit er 15 %. Hovedformålene er at sikre gode og passende boliger for medlemmerne og arbejde for gode og stabile vilkår for andelsselskaberne i boligsektoren.

2.7. DE NORSKE REGLER OM SELSKABSBESKATNING OG SITUATIONEN FOR ANDELSSELSKABER

Den generelle selskabsskat i Norge er i øjeblikket 28 %. Skatten pålignes virksomheders nettoresultat før skat. Dette gælder også, når resultatet tilføres til virksomhedens egenkapital. Den norske højesteret har imidlertid konkluderet, at aktieindskud ikke regnes som skattepligtig indkomst for den modtagende virksomhed (22). Begrundelsen er, at sådanne indskud beskattes hos indskyderne. Mens en virksomhed skal betale 28 % i skat af egenkapital finansieret gennem virksomhedens egne indtægter, skal der derfor ikke betales skat af indskud fra aktionærer eller offentligheden. Det vil sige, at virksomheder, der f.eks. er organiseret som aktieselskaber osv., kan øge deres egenkapital ved hjælp af ikke-skattepligtige aktieindskud fra aktionærerne eller fra offentligheden.

Andelsselskaber har imidlertid ikke denne mulighed, da de i henhold til den norske lov om andelsselskaber ikke må udstede aktier til offentligheden eller udstede andre kapitalbeviser eller værdipapirer. Hertil kommer, at princippet om åbent medlemskab sætter en grænse for, hvor store kapitalindskud andelsselskaber kan kræve af deres medlemmer.

Ifølge anmeldelsen opfatter de norske myndigheder forpligtelserne og begrænsningerne for andelsselskaberne som værende væsentlige og uløseligt forbundet med andelsprincipperne. Derfor mener de norske myndigheder, at det ville være i strid med de grundlæggende andelsprincipper at ophæve disse restriktioner. De norske myndigheder påpeger, at den norske lov om andelsselskaber kan være strengere i denne henseende end lovgivningen om andelsselskaber i andre europæiske lande. Som eksempel henviser de norske myndigheder til artikel 64 i Rådets forordning om statut for det europæiske andelsselskab (23), ifølge hvilken et andelsselskab kan vedtage, at der kan udstedes andre værdipapirer end andele, der kan tegnes af såvel medlemmer som udenforstående personer. De norske myndigheder mener ikke desto mindre, at restriktionerne for andelsselskaber i Norge er nødvendige.

3. BEGRUNDELSE FOR INDLEDNING AF PROCEDUREN

I beslutning nr. 719/97/KOL besluttede Tilsynsmyndigheden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, for så vidt angår den anmeldte ordning. Tilsynsmyndighedens foreløbige standpunkt var, at ordningen udgjorde statsstøtte i den i artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen anførte forstand.

For det første mente Tilsynsmyndigheden, at den foreslåede skattelettelse til andelsselskaber giver dem en fordel. For det andet vurderede Tilsynsmyndigheden, at skattelettelserne til andelsselskaber var en selektiv foranstaltning, og satte spørgsmålstegn ved, om foranstaltningen er berettiget på grund af det norske skattesystems karakter eller opbygning. Tilsynsmyndigheden betvivlede argumentet om, at ordningen ikke skulle fordreje eller true med at fordreje samhandelen, eftersom den mindsker den indkomstskat, andelsselskaberne skal betale. Endelig udtrykte Tilsynsmyndigheden tvivl om, hvorvidt den anmeldte foranstaltning er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i artikel 61 i EØS-aftalen og derfor vurderes som værende forenelig med statsstøttereglerne i EØS-aftalen.

4. DE NORSKE MYNDIGHEDERS BEMÆRKNINGER

De norske myndigheder hævder, at det forslåede skattefradrag ikke giver andelsselskaberne nogen fordel. På den ene side anfører de norske myndigheder, at fradraget bør opfattes som en del af en aftale, hvor skatteordningen udgør betaling fra staten til andelsselskaber for tilpasning til den nuværende lovgivningsmæssige ramme for andelsselskaber (24). Staten sikrer derfor andelsformen som et alternativ til aktieselskaber, hvilket betragtes som en uhåndgribelig fordel i offentlighedens interesse. På den anden side gør de norske myndigheder gældende, at skattefradraget bør opfattes som kompensation for de ekstraomkostninger, andelsselskaberne har som følge af de restriktioner, de er pålagt med hensyn til adgang til egenkapital, hvilket betragtes som en strukturel ulempe for andelsselskabet. De norske myndigheder anfører, at de antager, at den pågældende foranstaltning blot kompenserer for og opvejer den grundlæggende ulempe, som andelsselskaberne pålægges, når det drejer sig om adgang til egenkapital.

De norske myndigheder gør med hensyn til begge argumenter gældende, at ordningen er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Dette argument synes at være baseret på et synspunkt om, at den støtte, der ydes i henhold til ordningen, ikke vil overstige ekstraomkostningerne ved at drive virksomhed som et andelsselskab eller fordelene for offentligheden i at bevare andelsformen.

Endvidere fastholder de norske myndigheder, at anvendelsen af en skattemæssig foranstaltning ikke står i vejen for anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip, da den støtteform, staten vælger, bør være irrelevant.

Det følger af de europæiske domstoles og Europa-Kommissionens praksis, at det, at en foranstaltning kompenserer for en ulempe, som pålægges en virksomhed, ikke betyder, at foranstaltningen ikke kan anses for at give den pågældende virksomhed en fordel. Ifølge de norske myndigheder finder denne praksis ikke anvendelse på denne sag. Alle aktieselskaber har mulighed for at øge deres egenkapital ved at modtage indskud, som ikke er skattepligtig indkomst for virksomheden. Ordningen kompenserer blot for denne ulempe og skaber lige vilkår mellem andelsselskaber og andre virksomheder. De norske myndigheder gør endvidere gældende, at den aktuelle sag adskiller sig fra Europa-Kommissionens beslutning i OTE-sagen (25), eftersom skattefordelen og ekstraomkostningerne ved forpligtelsen i den aktuelle sag finder sted samtidig. De norske myndigheder fortolker betragtning 101 i OTE-sagen som, at dette kan være vigtigt for vurderingen af, om en fordel udgør statsstøtte.

Hvad angår ordningens selektivitet, anfører de norske myndigheder, at resultatet af ordningen er, at andelsselskaber behandles som om, at egenkapitalen var finansieret af aktionærer. Skattelettelsen giver det modtagende andelsselskab mulighed for at afsætte det samme beløb som egenkapital uden at skulle afholde skat, som hvis det havde modtaget et tilsvarende beløb som aktieindskud. Derfor mener de norske myndigheder, at det sikres, at hovedreglen vedrørende tilførsler til egenkapitalen også finder anvendelse på andelsselskaber.

Endvidere gør de norske myndigheder gældende, at den anmeldte ordning er i overensstemmelse med EØS-reglerne om statsstøtte og principperne i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber (26). De norske myndigheder henviser navnlig til punkt 3.2.6 i Kommissionens meddelelse, hvor det anføres, at en særlig skattemæssig status for andelsselskaber kan være en velkommen løsning.

Med hensyn til konkurrencefordrejning gør de norske myndigheder endelig gældende, at ordningens eneste formål er at afhjælpe andelsselskabernes nuværende konkurrencemæssige ulemper, hvorfor den antageligt styrker effektiviteten på de berørte markeder.

5. BEMÆRKNINGER FRA TREDJEPARTER

Efter offentliggørelsen af beslutning nr. 719/97/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, for så vidt angår den anmeldte støtte til visse andelsselskaber, har Tilsynsmyndigheden modtaget bemærkninger fra en række tredjeparter.

Bemærkningerne fra den franske regering henviser i det væsentlige til andelsselskabers særlige karakter, og den understreger, at den anmeldte ordning kun har til formål at kompensere andelsselskaberne for deres strukturelle ulemper.

Cooperatives Europe repræsenterer andelsselskaber i hele Europa og har til formål at støtte og udvikle andelsselskaber. Først henviser organisationen til andelsselskabets særlige karakter, som Fællesskabets myndigheder har anerkendt. Cooperatives Europe mener ikke, at de særlige ordninger, der gælder for andelsselskaber, bør sammenlignes med ordningerne for andre virksomhedsformer, eftersom ordningerne blot udgør den praktiske gennemførelse af andelsprincipperne. Desuden anfører Cooperatives Europe, at formålet med og resultatet af særlige skatteordninger for andelsselskaber ikke er at skabe illoyal konkurrence, men snarere at tage højde og kompensere for de begrænsninger, der ligger i andelsformen, på en forholdsmæssig måde. Ifølge Cooperatives Europe retfærdiggøres ordningen af et lighedsprincip, idet andelsselskaber har visse ulemper, bl.a. hvad angår adgang til kapital. Cooperatives Europe mener, at andelsselskaberne er underlagt en selvstændig retslig ordning, som tager højde for deres specificiteter. Det gøres gældende, at hvis en skatteordning, der kun finder anvendelse på andelsselskaber, er forenelig med logikken i medlemsstatens retssystem, er en konsekvens af andelsselskabets særlige driftsbetingelser, som følger af andelsprincipperne og -værdierne, og er proportional med begrænsningerne ved andelsselskaberne driftsbetingelser, kan den ikke betragtes som statsstøtte eller en fordel, men er blot en ordning, der følger af nogle driftsbetingelser, der er anderledes en for andre virksomhedsformer, og retfærdiggøres ved, at forskellige virksomhedsformer skal behandles lige. Endelig gør Cooperatives Europe gældende, at ordningen kompenserer for de ulemper, andelsselskaberne er pålagt, og dermed anerkender andelssystemets logik og ret til at konkurrere på lige vilkår.

Kooperativa Förbundet, som er en organisation for forbrugerandelsselskaber i Sverige, støtter Cooperatives Europes argumenter.

Confcooperative — Confederazione Cooperative Italiane er en organisation for italienske andelsselskaber. Den fremhæver, at andelsselskaber har et gensidighedsformål, og konkluderer, at den norske lovgivning er på linje med andre medlemsstaters lovgivning, som søger at afhjælpe de ulemper, som andelsselskaber oplever, navnlig hvad angår adgang til kapital, ved at understrege, at eventuelt overskud indbetalt af medlemmerne forbliver medlemmernes ejendom og dermed ikke kan beskattes som andelsselskabets indkomst.

Legacoop — Lega Nazionale delle Cooperative e Mutue er en organisation for italienske andelsselskaber i alle sektorer. Legacoop henviser til, at i størstedelen af alle andelsselskaber frasiger medlemmerne sig midlertidigt deres bonus. Organisationen mener, at ordningen er i overensstemmelse med civilretten og skattelovgivningen vedrørende europæiske andelsselskaber, og at ordningen vil bidrage til at afhjælpe andelsselskabernes ulemper med hensyn til kapitaltilførslen.

Coop de France er en organisation for franske andelsselskaber i landbrugssektoren. Organisationen henviser til den europæiske lovgivning, som har anerkendt andelsselskabernes særlige rolle, uanset hvilken sektor i økonomien de opererer i, og som indeholder instrumenter, der giver dem retssikkerhed. Endvidere gør organisationen gældende, at ordningen ikke udgør støtte, men blot kompenserer andelsselskaberne for de strukturelle ulemper, der følger af deres retlige virksomhedsform. Desuden anfører organisationen, at ordningen er i overensstemmelse med systemets logik og derfor ikke er selektiv. Dette er primært baseret på argumentet om, at andelsselskabers kapital er udelelig og består af medlemmernes overskud, som ikke er blevet udloddet. Coop de France henviser også til andelsselskabernes vanskeligheder med at få adgang til egenkapital på grund af deres manglende mulighed for at udstede aktier, det begrænsede antal potentielle medlemmer afhængigt af andelsselskabets mål og deres manglende mulighed for at bruge finansielle instrumenter.

Landbrugsrådet er en organisation for andelsselskaber i landbrugssektoren i Danmark. Organisationen gør gældende, at ordningen skaber lige konkurrencevilkår mellem de forskellige virksomhedsformer ved at respektere andelsselskabernes særlige karakter samt andelsprincipperne. Ordningen giver ikke andelsselskaberne en fordel, men afhjælper en strukturel ulempe.

CECOP-CICOPA-Europe repræsenterer andelsselskaberne i industrien og servicesektoren. Organisationen gør gældende, at de specifikke ordninger, der gælder for andelsselskaber, ikke bør sammenlignes med ordningerne for andre virksomhedsformer, da de er baseret på andelsprincipperne. Endvidere anfører organisationen, at når Tilsynsmyndigheden sammenligner situationen for andelsselskaber med andre virksomheder, synes der at blive etableret et hierarki mellem de retlige former, hvor andelsformen bliver opfattet som en undtagelse. Dette er ikke i overensstemmelse med den europæiske traktat eller forordningen om en statut for det europæiske selskab. Organisationen henviser til Kommissionens meddelelse om andelsselskaber og hævder, at den anmeldte ordning tager højde for og kompenserer for de begrænsninger, der ligger i andelsformen på en forholdsmæssig måde.

Sammenslutningen af Landbrugs-Andelsorganisationer i EU (COGECA) repræsenterer de generelle økonomiske interesser for andelsselskaber i landbrugs-, landbrugsfødevare-, skovbrugs- og fiskerisektoren i Europa. Organisationen henviser til andelsselskabernes grundlæggende rolle i disse sektorer, som er blevet anerkendt af mange EU-medlemsstater, samt til, at samfundsansvar (bæredygtig udvikling) er forankret i andelsselskabernes vedtægter. Organisationen udtrykker bekymring over, at ensartet skattemæssig behandling af andelsselskaber og andre virksomheder kan føre til, at andelsselskaberne skifter til andre virksomhedsformer, hvilket vil gøre det sværere for landmændene at få adgang til markedet.

CCAE Confederación de Cooperativas Agrarias de España, en organisation for andelsselskaber i landbrugssektoren, støtter de argumenter, som COGECA, Coop de France og Cooperatives Europe har fremlagt.

Groupement National de la Coopération er en organisation for andelsbevægelsen i Frankrig. Den gør gældende, at den fordelagtige skattemæssige behandling af andelsselskaber i Frankrig og andre europæiske lande har til formål at sikre lige konkurrencevilkår mellem andelsselskaber og andre virksomheder og ikke fordrejer konkurrencen. Organisationen henviser til andelsselskabers særlige karakter og understreger, at andelsselskaber for at kunne eksistere og udvikle sig har brug for bestemte retlige og skattemæssige rammer, som tager højde for de særlige forhold og de betingelser, de udøver deres virksomhed under. Den støtter Norges synspunkt om, at ordningen ikke giver andelsselskaberne en fordel, og gør gældende, at den ikke vil fordreje konkurrencen, idet det ikke ville være muligt at have ensartede regler for forskellige virksomhedsformer med forskellige karakteristika. På det grundlag fremhæver organisationen, at støtten ikke ville være en uforholdsmæssig foranstaltning.

Samvirkeutvalget er en organisation for norske andelsselskaber. Samvirkeutvalget indleder med at konstatere, at der er en grundlæggende forskel mellem andelsselskaber og andre virksomhedsformer, nemlig at forholdet mellem andelsselskabet og dets medlemmer er anderledes end forholdet mellem et aktieselskab og en aktionær. Dette vil også have indflydelse på den skattemæssige behandling af andelsselskaber.

Samvirkeutvalget gør gældende, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte, idet den er berettiget i kraft af det norske skattesystems karakter eller opbygning. I denne henseende anfører Samvirkeutvalget, at andelsselskaber opbygger deres egenkapital ved ikke at udbetale bonus til medlemmerne. Normalt skal et sådant overskud udloddes til andelsselskabets medlemmer, da det faktisk udgør en udskudt priskorrektion, som tilhører medlemmerne og ikke andelsselskabet. Hvis der foretages en tilbagebetaling, vil den være fradragsberettiget for andelsselskabet. Hvis overskuddet ikke tilbagebetales, vil det udgøre et indskud til egenkapitalen fra andelsselskabets medlemmer. Derfor er det i overensstemmelse med systemets logik, at overskuddet bør være fritaget for skat, uanset om det tilføres til egenkapitalen eller tilbagebetales til medlemmerne. Desuden gælder begrundelsen om, at dobbeltbeskatning af et beløb skal undgås. Ligesom private placeringer er fritaget for skat for et aktieselskab, da de allerede er blevet beskattet hos aktionærerne, bør andelsselskabernes medlemmers indskud til egenkapitalen være fritaget for skat for andelsselskaberne, da de allerede er blevet beskattet hos medlemmerne. På dette grundlag mener Samvirkeutvalget, at man i stedet for at holde ordningen op mod indkomstbeskatningsreglerne bør anskue den i forhold til reglerne om aktionærers bidrag til egenkapitalen.

For det andet anfører Samvirkeutvalget, at foranstaltningen ikke udgør en fordel, da den kun kompenserer for de strukturelle ulemper, som ligger i andelsselskabernes juridiske struktur. Samvirkeutvalget henviser til beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren og gør gældende, at det ikke er relevant, om de strukturelle ulemper opvejes af andre elementer i lovgivningen om andelsselskaber i Norge, men at det retlige kriterium bør være, hvorvidt den bestemte ulempe, som foranstaltningen skal opveje, opvejes af andre foranstaltninger.

For det tredje anfører Samvirkeutvalget, at foranstaltningen ikke er selektiv, eftersom de forskellige skatteregler for andelsselskaber og andre virksomheder afspejler forskellene i forhold til selskabslovgivningen. Eftersom den pågældende skattemæssige foranstaltning kun finder anvendelse på enheder, der er organiseret som andelsselskaber, berører det derfor kun en retlig virksomhedsform, der er åben for alle. Derfor er foranstaltningen ikke selektiv.

II. VURDERING

1. BESLUTNINGENS ANVENDELSESOMRÅDE

Som anført i punkt I-2.4 ovenfor er de andelsselskaber, der potentielt vil drage fordel af ordningen, primært aktive inden for landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren, visse forbrugerandelsselskaber og byggeforeninger.

EØS-aftalens anvendelsesområde defineres i artikel 8. Det følger af artikel 8, stk. 3, at:

»Medmindre andet er fastsat, finder bestemmelserne i denne aftale kun anvendelse på:

a)	varer henhørende under kapitel 25-97 i Det Harmoniserede Varebeskrivelses- og Varenomenklatursystem med undtagelse af varer opført i protokol 2

b)	varer anført i protokol 3 med forbehold af de særlige ordninger i denne protokol.«

I henhold til ovenstående falder landbrugs- og fiskerisektoren i vid udstrækning uden for anvendelsesområdet for EØS-aftalens statsstøtteregler.

Derfor finder denne beslutning anvendelse på den foreslåede skattelettelse for andelsselskaber, men omhandler ikke andelsselskaber, der er beskæftiget i landbrugs- og fiskerisektoren, i det omfang disse andelsselskabers virksomhed falder uden for anvendelsesområdet for statsstøttereglerne i EØS-aftalen.

2. STATSSTØTTE

2.1. INDLEDNING

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.«

Tilsynsmyndigheden minder om, at et EFTA-stats skattesystem som hovedregel ikke er dækket af EØS-aftalen. De enkelte EFTA-stater skal selv udforme og anvende et skattesystem, der er tilpasset deres egne politiske valg. Anvendelsen af en skattemæssig foranstaltning, såsom et fradrag i selskabsskatten for visse andelsselskaber, kan imidlertid have konsekvenser, som bringer foranstaltningen inden for anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. I fast retspraksis (27) antages det, at EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ikke sondrer under hensyn til grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger.

2.2. ANVENDELSE AF STATSMIDLER

For at udgøre statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte forstand, skal støtten ydes af staten eller ved hjælp af statsmidler.

Tilsynsmyndigheden minder om, at definitionen af støtte i henhold til fast retspraksis er mere generel end definitionen af tilskud, fordi den omfatter ikke blot positive fordele som tilskuddene selv, men også indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som dermed uden at være tilskud i egentlig forstand har samme karakter og virkninger (28).

Ifølge den anmeldte ordning vil de andelsselskaber, der er nævnt i skattelovens § 10-50, være berettiget til et særligt skattefradrag. Dermed kan disse andelsselskaber trække tilførsler til egenkapitalen fra deres indtægter. Skattefradraget betyder, at den skat, som de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, skal betale, reduceres. Denne foranstaltning betyder tab af skatteprovenu for den norske stat. De norske myndigheder anslår, at dette beløb vil være mellem ca. 35 og 40 mio. NOK (ca. 4-5 mio. EUR) i skatteåret 2007. Ifølge fast retspraksis udgør en foranstaltning, hvorved de offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, støtte ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler (29). Derfor finder Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte ordning omfatter statslige midler.

2.3. BEGUNSTIGELSE AF VISSE VIRKSOMHEDER ELLER VISSE PRODUKTIONER

2.3.1. Selektivitet

For det første skal støtteforanstaltningen være selektiv, idet den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«.

De andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, er virksomheder i den i EØS-aftalens statsstøtteregler anførte forstand. Ifølge fast retspraksis omfatter begrebet »virksomhed« enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (30).

For at vurdere om den pågældende foranstaltning er selektiv, skal det undersøges, om den nævnte foranstaltning inden for rammerne af en given retsorden udgør en fordel for visse virksomheder i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (31).

Tilsynsmyndigheden vil herefter undersøge disse elementer med hensyn til skattefradraget til visse andelsselskaber som fastlagt i skattelovens § 10-50.

Det er en nødvendig forudsætning for, at Tilsynsmyndigheden kan betegne en skattemæssig foranstaltning som selektiv, at den som det første skridt identificerer og undersøger, hvad der er den almindelige eller »normale« ordning inden for det relevante skattesystem, som udgør den relevante referenceramme (32).

I Norge finder den generelle selskabsskat også anvendelse på andelsselskaber. Formålet med selskabsskatten er at beskatte virksomheders overskud (nettoresultat). Ifølge den foreslåede § 10-50 i skatteloven er visse forbrugerandelsselskaber, andelsselskaber beskæftiget i landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren samt byggeforeninger imidlertid berettiget til et fradrag på op til 15 % af deres indtægter hidrørende fra handel med medlemmerne. Derfor reduceres disse virksomheders beskatningsgrundlag og dermed også deres selskabsskat. Denne skatteregel afviger fra de normale regler om den selskabsskat, der skal betales af norske virksomheder.

De norske myndigheder gør i anmeldelsen gældende, at den relevante referenceramme er den generelle ramme for kapitaltilførsel. Det mener Tilsynsmyndigheden ikke. Eftersom skattefritagelsen for visse andelsselskaber udgør en undtagelse fra den almindeligt gældende selskabsskat, finder Tilsynsmyndigheden, at den relevante referenceramme, som den anmeldte foranstaltning skal holdes op imod, er selskabsskattesystemet. Derfor udgør selskabsskatten den relevante referenceramme, som undtagelsen skal sammenlignes med.

Dernæst skal Tilsynsmyndigheden tage stilling til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning (i dette tilfælde selskabsskatten) kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, jf. EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (33).

Derefter skal Tilsynsmyndigheden, vurdere og fastslå den eventuelle selektive karakter af den fordel, der ydes ved den pågældende skattemæssige foranstaltning, ved at vise, at denne foranstaltning udgør en undtagelse fra den almindelige ordning, for så vidt som den indfører differentiering mellem økonomiske aktører, der i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende medlemsstats skattesystem, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (34).

Ifølge ovennævnte retspraksis skal Tilsynsmyndigheden derfor vurdere, hvorvidt reduktionen på 15 % af andelsselskabernes indtægter hidrørende fra handel med medlemmerne begunstiger visse andelsselskaber i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte forstand, i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation, i forhold til det formål, der forfølges med selskabsskatten.

Som nævnt ovenfor er formålet med selskabsskatten at beskatte virksomheders overskud.

I denne forbindelse er Tilsynsmyndigheden bekendt med andelsselskabers særlige karakter. Tilsynsmyndigheden bemærker især følgende i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber: »Andelsselskaberne drives ud fra deres medlemmers interesser, idet disse samtidig er brugere; de drives ikke ud fra hensynet til eksterne investorers interesser. Medlemmerne modtager afkast i forhold til deres forventninger med andelsselskabet, og reserver og aktiver ejes i fællesskab, kan ikke fordeles og skal anvendes i medlemmernes fælles interesse. Da de personlige relationer mellem medlemmerne i princippet er stærke og har stor betydning, skal nye medlemmer godkendes, idet stemmeretten dog ikke nødvendigvis er proportional med kapitalandelen (én mand, én stemme). Hvis et medlem melder sig ud, har han ret til at få sin andel tilbagebetalt, hvilket indebærer en reduktion af kapitalen.« (35)

Derfor er det fuldt ud gensidige andelsselskab først og fremmest defineret ved et særligt forhold med andelsselskabets medlemmer, hvilket betyder, at medlemmerne er aktivt involveret i andelsselskabets drift, og at der er en høj grad af samspil mellem medlemmerne og andelsselskabet, som strækker sig ud over et rent forretningsmæssigt forhold. For det andet ejes et andelsselskabs aktiver af alle medlemmerne i fællesskab, ligesom overskuddet udloddes til andelsselskabets medlemmer på grundlag af medlemmernes handel med andelsselskabet.

På baggrund af ovenstående principper vil Tilsynsmyndigheden ikke udelukke, at fuldt ud gensidige andelsselskaber og andre virksomheder kan antages ikke at være i en tilsvarende retlig og faktisk situation, når det drejer sig om målet om beskatning af virksomheders overskud.

I den foreliggende sag synes nogle af de omfattede andelsselskaber imidlertid ikke at være fuldt ud gensidige. En stor del af virksomheden i visse af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, vedrører ikke handel med medlemmerne, men handel med andre kunder. I denne forbindelse henviser Tilsynsmyndigheden til begrænsningen i skattelovens § 10-50, ifølge hvilken kun forbrugerandelsselskaber, hvor mere end 50 % af den almindelige omsætning hidrører fra handel med medlemmerne, er omfattet af den anmeldte ordning. Tilsynsmyndigheden finder, at sådanne andelsselskaber med vidtrækkende gensidighed adskiller sig væsentligt fra den fuldt ud gensidige andelsmodel, som beskrives i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber.

Endvidere omfatter ordningen kun de andelsselskaber, der er anført i forslaget til § 10-50 i skatteloven, nemlig visse forbrugerandelsselskaber, andelsselskaber beskæftiget i landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren samt byggeforeninger. Det er kun disse andelsselskaber, der er berettiget til et fradrag på op til 15 % af den del af deres indtægter, der hidrører fra handel med medlemmerne. Derfor gives den pågældende skattefordel på grundlag af virksomhedens retlige form som andelsselskab samt af de sektorer, hvor det pågældende selskab udøver sin virksomhed. Det er derfor klart, at foranstaltningen er selektiv i forhold til andre sammenlignelige økonomiske operatører.

Tilsynsmyndigheden mener, at ved at beskatte visse andelsselskabers overskud fra handel med medlemmerne forskelligt afhængigt af deres sektor differentierer den norske skattelovs § 10-50 mellem økonomiske operatører, som i lyset af formålet med selskabsskattesystemet, nemlig at beskatte overskud, er i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.

Ifølge etableret retspraksis omfatter begrebet statsstøtte imidlertid ikke de statslige foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af det afgiftssystems karakter eller opbygning, som foranstaltningerne er en del af (36). Ifølge EFTA-Domstolens og Fællesskabets domstoles retspraksis kan en konkret skattemæssig foranstaltning, hvis den har til formål — helt eller delvis — at fritage virksomhederne i en sektor fra de byrder, som følger af en normal anvendelse af det almindelige system, berettiges af skattesystemets logik, hvis den er i overensstemmelse med det (37).

Derfor skal Tilsynsmyndigheden afgøre, hvorvidt differentieringen mellem visse andelsselskaber og andre virksomheder alligevel ikke er selektiv, fordi den skyldes karakteren eller opbygningen af det system, som den er led i. Det vil sige, hvorvidt differentieringen er en direkte følge af de grundlæggende eller ledende principper i dette system (38).

Det følger af retspraksis, at det påhviler den EØS-stat, som har indført en sådan differentiering, at godtgøre, at den faktisk er berettiget på grund af den pågældende ordnings karakter eller forvaltning (39). De norske myndigheder gør gældende, at skattefradraget, som finder anvendelse på visse andelsselskaber, er berettiget på grund af karakteren eller opbygningen, da det betyder, at det norske system, hvor virksomheder kan få finansieret deres egenkapital ved at modtage skattefri indskud, udvides til også at omfatte andelsselskaber. Med andre ord har ordningen til formål at opveje den ulempe, som andelsselskaberne har på grund af deres retlige virksomhedsform.

Tilsynsmyndigheden mener i den foreliggende sag ikke, at de norske myndigheders begrundelse om, at fradraget i selskabsskatten bør betragtes som en kompensation for de ekstraomkostninger, andelsselskaberne har som følge af deres vanskelige adgang til kapital, kan betragtes som en del af logikken i selskabsskattesystemet. Selskabsskat opkræves af en virksomheds indtægter fra normal handel, hvorimod aktieindskud og andre egenkapitalindskud ikke karakteriseres som indtægter i den norske skattelov (40). Selv om de norske myndigheders formål med denne ordning er prisværdigt, synes den derfor ikke at være en direkte følge af de grundlæggende eller ledende principper i det system, som foranstaltningen er led i, nemlig skattesystemet. Tilsynsmyndigheden minder om, at ifølge fast retspraksis kan statslige indgrebs formål ikke uden videre medføre, at de falder uden for begrebet statsstøtte i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1 (41).

Endvidere bemærker Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte ordning i denne sag ikke omfatter alle andelsselskaber, som i princippet burde have samme strukturelle ulemper, som fremhævet af de norske myndigheder. Tværtimod omfatter ordningen kun andelsselskaber i de sektorer, der er udtrykkeligt nævnt i forslaget til skattelovens § 10-50. De norske myndigheder har ikke fremsendt nogen argumenter for, at afgrænsningen af ordningen til kun at omfatte disse andelsselskaber er på linje med skattesystemets karakter og opbygning. De forberedende dokumenter til skattelovens § 10-50 henviser kun til, at de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, repræsenterer de traditionelle andelssektorer (42), hvilket ikke er relevant i forbindelse med spørgsmålet om selskabsbeskatning. Endvidere er afgrænsningen ifølge de norske myndigheder baseret på en antagelse om, at de andelsselskaber, der skal omfattes af ordningen, har mere brug for støtten end andelsselskaber i andre sektorer. De norske myndigheder har imidlertid hverken fremsendt nogen objektive oplysninger til støtte for denne antagelse eller nogen objektiv, dokumenteret begrundelse for denne differentiering.

I overensstemmelse med retspraksis (43) finder Tilsynsmyndigheden, at nødvendigheden af at tage visse hensyn i betragtning (i dette tilfælde andelsselskabers særlige karakteristika som organisationer) uanset, hvor legitime de måtte være, ikke kan berettige udelukkelse af selv specifikke selektive foranstaltninger fra anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, da der under alle omstændigheder med fordel kan tages hensyn til formålene, når statsstøtteforanstaltningens forenelighed bedømmes i forhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 3.

Endvidere henviser Tilsynsmyndigheden til bemærkningerne fra Samvirkeutvalget, som anfører, at en skattefritagelse for andelsselskaber kunne være berettiget som følge af spørgsmålet om dobbeltbeskatning og derfor er forenelig med selskabsskattesystemets karakter og logik. På grundlag af de forhåndenværende oplysninger kan Tilsynsmyndigheden imidlertid ikke udelukke, at der ville være situationer, hvor kapitalen hverken ville blive beskattet hos andelsselskabet eller hos medlemmerne.

Endvidere finder Tilsynsmyndigheden i denne sag og i mangel af overbevisende argumenter for det modsatte, at det, at en skattefordel kun begunstiger nogle andelsselskaber, uden objektiv begrundelse for denne differentiering ikke kan betragtes som værende forenelig med skattesystemets logik (44). Uanset om de omhandlede skattefordele tildeles efter objektive kriterier, har de ikke desto mindre en selektiv karakter (45).

På dette grundlag mener Tilsynsmyndigheden, at det skattefradrag, der finder anvendelse på visse andelsselskaber, afviger fra det almindelige selskabsskattesystem, ikke synes at være berettiget under hensyn til karakteren eller opbygningen af systemet og derfor skal betragtes som selektiv (46).

2.3.2. Fordele

For det andet skal Tilsynsmyndigheden for at afgøre, hvorvidt de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, har fået en økonomisk fordel, vurdere, hvorvidt foranstaltningen fritager de pågældende andelsselskaber fra de byrder, som følger af deres almindelige virksomhed. Tilsynsmyndigheden finder, at spørgsmålet om, hvorvidt ordningen giver de pågældende andelsselskaber en fordel, skal vurderes i lyset af selskabsskattesystemet, som gælder for både lønsomme virksomheder og for andelsselskaber, herunder de andelsselskaber, der ikke er omfattet af ordningen.

Ifølge den anmeldte ordning er visse andelsselskaber berettiget til et fradrag på op til 15 % af den del af deres indtægter, der hidrører fra handel med medlemmerne. Derfor reduceres disse virksomheders beskatningsgrundlag og dermed også deres selskabsskat. Dermed fritager foranstaltningen dem for de byrder, der normalt belaster deres budget. Denne skatteregel afviger fra de normale regler om den selskabsskat, de norske virksomheder skal betale.

De norske myndigheder og flere af de tredjeparter, der har fremsendt bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren, gør gældende, at det foreslåede skattefradrag ikke giver andelsselskaberne en fordel. For det første er ordningen ifølge de norske myndigheder på linje med det markedsøkonomiske investorprincip og bør opfattes som betaling til andelsselskaberne for at videreføre deres retlige virksomhedsform, som er af offentlig interesse. For det andet udgør skattefradraget kompensation for de ekstraomkostninger, andelsselskaberne har som følge af de restriktioner, de er pålagt, navnlig med hensyn til adgang til egenkapital, og omfatter ikke nogen overkompensation.

Med hensyn til det markedsøkonomiske investorprincip synes argumentationen at være baseret på et synspunkt om, at den støtte, der ydes i henhold til ordningen, ikke vil overstige ekstraomkostningerne ved at drive virksomhed som et andelsselskab (overkompensation), eller fordelene for offentligheden i at bevare andelsformen. De norske myndigheder gør gældende, at det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse, når staten erhverver immaterielle fordele i offentlighedens interesse til markedsprisen, i hvert fald når den immaterielle fordel for staten ikke kommer den pågældende virksomhed til gode (47).

Tilsynsmyndigheden mener, at der er flere årsager til, at det markedsøkonomiske investorprincip ikke finder anvendelse i denne sag. For det første er Tilsynsmyndigheden ikke enig i de norske myndigheders holdning om, at det ikke indebærer fordele for en virksomhed at være organiseret som et andelsselskab. I denne forbindelse henviser Tilsynsmyndigheden til Kommissionens meddelelse om andelsselskaber, hvor Europa-Kommissionen bl.a. anfører, at andelsmodellen »kan være et middel til opbygning og styrkelse af de små og mellemstore virksomheders (SMV’ernes) økonomiske styrke på markedet« (48).

Endvidere finder Tilsynsmyndigheden, at den immaterielle fordel, som staten agter at »erhverve« i denne sag, er at bevare andelssektoren i Norge på de nuværende vilkår, hvad angår begrænsningerne for adgangen til egenkapital. Tilsynsmyndigheden mener, at det er umuligt at anvende det markedsøkonomiske investorprincip i denne sag af den simple grund, at ingen privat markedsinvestor nogensinde ville foretage en handel svarende til den, de norske myndigheder foreslår. I denne sag handler staten ikke som en markedsinvestor eller en virksomhed. Tværtimod udfører staten sine suveræne og administrative funktioner, hvor udskrivning af skatter er en af de vigtigste komponenter. Derfor kan Tilsynsmyndigheden ikke se, at det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse her.

De norske myndigheder har også gjort gældende, at ordningen ikke udgør overkompensation, og at den støtte, der ydes, ikke overstiger fordelene for offentligheden i at bevare andelsformen. Tilsynsmyndigheden bemærker, at de norske myndigheder ikke har fremsendt nogen tal eller andre oplysninger i denne forbindelse, men blot har anført, at de antager, at dette er tilfældet. Derfor kan Tilsynsmyndigheden ikke godtage dette argument.

For det andet vil Tilsynsmyndigheden undersøge, om det kan konkluderes, at ordningen ikke indebærer en fordel for de andelsselskaber, der er omfattet af den, fordi støtten ydes for at kompensere andelsselskaberne for strukturelle ulemper. Det er blevet anerkendt, at strukturelle ulemper i visse konkrete situationer kan opvejes ved hjælp af støtteforanstaltninger (49). Kompensation for en ulempe er i nogle situationer ikke blevet opfattet som statsstøtte, navnlig hvor tidligere statsejede monopoler omstruktureres og omdannes til markedsaktører i forbindelse med liberalisering af markedet. I disse tilfælde var den faktiske situation imidlertid anderledes end i denne sag. Endvidere synes hverken de europæiske domstoles retspraksis eller Europa-Kommissionens praksis at støtte, at en foranstaltning som den anmeldte ikke giver den pågældende virksomhed en fordel, blot fordi den kompenserer for en »ulempe«, som virksomheden er belastet af (50).

På denne baggrunden konkluderer Tilsynsmyndigheden, at den foreslåede skattelettelse giver de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, en fordel.

2.4. KONKURRENCEFORDREJNING OG PÅVIRKNING AF SAMHANDELEN MELLEM KONTRAHERENDE PARTER

Hvad angår kriterierne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, om støtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene i det omfang, den påvirker samhandelen mellem kontraherende parter, følger det af retspraksis, at det ikke er nødvendigt at godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem kontraherende parter og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene at undersøge, om støtten kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (51).

De norske myndigheder gør gældende, at ordningens formål er at afhjælpe de eksisterende konkurrencemæssige ulemper for andelsselskaber, hvad angår adgang til egenkapital. På dette grundlag fastholder de, at ordningen ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Tilsynsmyndigheden bemærker, at ordningens virkning er, at de pågældende andelsselskabers selskabsskat reduceres i forhold til andre virksomheder. Dermed styrkes disse andelsselskabers konkurrencemæssige stilling. Den kendsgerning, at andelsselskaberne er underlagt visse begrænsninger i henhold til norsk lov, som bl.a. aktieselskaber ikke er underlagt, er ikke afgørende i denne henseende.

Når en statsstøtte styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for EØS, må det endvidere antages, at sidstnævnte påvirkes af støtten. Derfor er det ikke nødvendigt, at den begunstigede virksomhed selv deltager i denne samhandel (52). Det foreslåede skattefradrag styrker andelsselskabernes stilling i forhold til deres konkurrenter med andre virksomhedsformer. Skattefradraget finder anvendelse på alle primære former for andelsselskaber, og i hvert fald nogle af disse er også aktive på markederne inden for EØS. I denne forbindelse bemærker Tilsynsmyndigheden, at forbrugerandelsselskabet Coop NKL BA har en markedsandel på markedet for købmandsvarer i Norge på 24 %. Endvidere samarbejder Coop NKL BA med de andre andelsselskaber i detailsektoren i Skandinavien om indkøb og forarbejdning.

På dette grundlag konkluderer Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte ordning kan fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter.

2.5. KOMMISSIONENS MEDDELELSE OM ANDELSSELSKABER

De norske myndigheder synes at gøre gældende, at den anmeldte ordning ikke udgør statsstøtte, fordi den er i overensstemmelse med principperne i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber. De norske myndigheder henviser især til punkt 3.2.6 i Kommissionens meddelelse, hvor Europa-Kommissionen bl.a. anfører, at en særlig skattemæssig status kan være en velkommen løsning. Dette afsnit lyder som følger:

»Nogle medlemsstater (f.eks. Belgien, Italien og Portugal) mener, at de begrænsninger, der på grund af deres særlige natur er en iboende egenskab hos andelsselskaberne, berettiger til særlige skatteregler. Eftersom andelsselskaber ikke er noteret på børsen, og andelene derfor ikke er tilgængelige for et større publikum, er mulighederne for at realisere en kapitalvinding næsten ikke-eksisterende. Endvidere udbetales kapitalandelene til parværdien (de har ikke nogen spekulationsværdi), og afkastet (dividenden) er normalt begrænset, hvilket vil kunne afskrække nye investorer. Desuden bør det nævnes, at andelsselskaber ofte er omfattet af strenge bestemmelser om henlæggelser til reserver. En særlig skattemæssig status kan være en velkommen løsning, men i forbindelse med al regulering af andelsforetagender bør der gælde det princip, at beskyttelse eller fordele, der ydes en bestemt virksomhedsform, skal stå i rimeligt forhold til de lovgivningsmæssige restriktioner, sociale forbedringer eller begrænsninger, der er indbygget i denne form. Andre »fordele« bør desuden ikke føre til illoyal konkurrence eller give anledning til, at virksomheder anvender andelskonstruktionen for at omgå regler om oplysningspligt og virksomhedsstyring. Medlemsstaterne bør overveje at indføre passende og forholdsmæssige skatteregler for andelsselskabers egenkapital og reserver. Sådanne bestemmelser bør dog ikke føre til konkurrenceforvridning (…)«.

Tilsynsmyndigheden bemærker imidlertid, at Kommissionen i punkt 3.2.7 i meddelelsen anfører, at »[a]ndelsselskaber, som udøver økonomisk aktivitet, betragtes som »virksomheder« i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 81, 82 og 86-88. De er derfor i fuldt omfang underkastet de europæiske konkurrence- og statsstøtteregler og også de forskellige undtagelser, tærskler og de minimis-regler.«

På dette grundlag mener Tilsynsmyndigheden, at selv om der skal tages højde for andelsselskabernes særlige karakter i undersøgelsen af denne sag, kan Kommissionens meddelelse, hvis den læses i sammenhæng, ikke kan gøres gældende til støtte for argumentet om, at statsstøtte til andelsselskaber ikke henhører under anvendelsesområdet for EØS-aftalens statsstøtteregler.

Derfor finder Tilsynsmyndigheden ikke, at Kommissionens meddelelse om andelsselskaber, når den læses i sammenhæng, ændrer konklusionen om, at den foreslåede skattelettelse giver de pågældende andelsselskaber en fordel.

2.6. KONKLUSION MED HENSYN TIL STATSSTØTTE

På grundlag af ovenstående betragtning er Tilsynsmyndigheden nået til den konklusion, at den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber udgør statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte forstand.

3. PROCEDUREKRAV

Under henvisning til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 skal »EFTA-tilsynsmyndigheden underrettes i så god tid, at den kan fremsætte sine bemærkninger til eventuelle planer om tildeling eller ændring af støtte (…). Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig beslutning«.

De norske myndigheder anmeldte den foreslåede ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber i breve dateret 28. juni 2007 og 16. oktober 2007 og har ikke gennemført ordningen, idet den afventede Tilsynsmyndighedens endelige beslutning.

Tilsynsmyndigheden kan derfor konkludere, at de norske myndigheder har opfyldt deres forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

4. STØTTENS FORENELIGHED

Tilsynsmyndigheden bemærker, at de norske myndigheder hverken i anmeldelsen eller i deres bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede proceduren har fremsendt argumenter vedrørende støttens forenelighed. Tilsynsmyndigheden har ikke desto mindre vurderet den anmeldte foranstaltnings forenelighed med EØS-aftalens artikel 61 på grundlag af de foreliggende oplysninger.

Tilsynsmyndigheden mener ikke, at nogen af undtagelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 2, finder anvendelse i denne sag.

Hvad angår anvendelsen af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, kan skattelettelsen til andelsselskaber ikke betragtes som hørende under anvendelsesområdet for artikel 61, stk. 3, litra a), eftersom ingen af de norske regioner falder ind under denne bestemmelse, da det kræver en usædvanlig lav levestandard eller en alvorlig underbeskæftigelse. Ordningen synes heller ikke at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælles europæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en EF-medlemsstats eller en EFTA-stats økonomi, hvilket er nødvendigt for anvendelsen af artikel 61, stk. 3, litra b).

Hvad angår EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), kan støtten betragtes som forenelig med aftalen, hvis den fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Tilsynsmyndigheden bemærker, at foranstaltningen hverken er begrænset til regioner, som er omfattet af Norges regionale støttekort, eller er dækket af nogen af de eksisterende statsstøtteretningslinjer, for så vidt angår forenelighed med EØS-aftalen på grundlag af artikel 61, stk. 3, litra c).

Da der ikke er nogen retningslinjer, der direkte finder anvendelse på den anmeldte ordning, vil Tilsynsmyndigheden vurdere ordningens forenelighed direkte i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c) (53). Undtagelser i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), anførte forstand skal undergives en streng fortolkning (54) og kan kun anvendes, hvis det kan påvises, at støtten vil bidrage til opfyldelse af et formål af fælles interesse, og dette ikke ville kunne ske alene ved hjælp af markedskræfterne. Dette såkaldte »princip om bevis for modydelse« blev godkendt af EF-Domstolen i Philip Morris-sagen (55).

Vurderingen af statsstøttens forenelighed med fællesmarkedet går fundamentalt set ud på at afveje støttens negative virkninger for konkurrencen med dens positive virkninger set ud fra den fælles interesse (56). For at blive betragtet som forenelig i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), skal en statsstøtteordning:

—	været rettet mod et veldefineret formål af fælles interesse

—	være udformet således, at den kan opfylde mål af fælles interesse, og i den forbindelse være et hensigtsmæssigt instrument, have en tilskyndende virkning og være proportional

—	ikke fordreje konkurrencen og samhandelen i EØS i et omfang, der er i strid med den fælles interesse (57).

Tilsynsmyndigheden skal vurdere, hvorvidt foranstaltningens formål er nødvendigt, på linje med formål af fælles interesse og i så fald, hvorvidt foranstaltningen har de mindste konkurrencefordrejende virkninger.

De norske myndigheder har gjort gældende, at det endelige formål med den anmeldte ordning er at sikre bevarelse af andelsformen. De norske myndigheder anfører, at det er afgørende for at opfylde dette formål at lette andelsselskabernes adgang til egenkapital.

Tilsynsmyndigheden anerkender, at andelsselskaber har visse særlige egenskaber, som beskrevet i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber. Kommissionen anfører i sin meddelelse, at fremme af andelsmodellen i princippet kan skabe en mere effektiv økonomi samt have positive sociale virkninger. Kommissionen synes at antyde, at i lyset af de omfattende fordele med hensyn til retfærdighed, sociale forhold og koordination, som andelsmodellen menes at give, og som ellers ikke ville være til stede på markedet, kan opretholdelse af andelsmodellen betragtes som værende i den fælles interesse. Endvidere fremhæves andelsmodellens mulige rolle som et middel til opbygning og styrkelse af de små og mellemstore virksomheders økonomiske styrke på markedet, levering af tjenesteydelser, som lønsomme virksomheder ikke vil levere, samt opbygning af et videnbaseret samfund (58). Tilsynsmyndigheden minder imidlertid om, at definitionen af et andelsselskab i Kommissionens meddelelse synes at være relativt snæver, idet Kommissionens meddelelse generelt synes at omhandle andelsselskaber, som er fuldt ud gensidige (59).

På dette grundlag mener Tilsynsmyndigheden, at ordningen har et veldefineret formål af fælles interesse, i det omfang den er rettet mod fuldt ud gensidige andelsselskaber.

Det andet skridt er at vurdere, hvorvidt støtten er udformet således, at den kan opfylde formålet af fælles interesse, og i den forbindelse sikre, at andelsformen bevares ved at lette andelsselskabernes adgang til egenkapital.

Der kan sondres mellem fuldt ud gensidige andelsselskaber og andelsselskaber, som ikke er fuldt ud gensidige, idet gensidighed er det vigtigste særkende ved andelsselskaber. I jo højere grad et andelsselskab kan karakteriseres som gensidigt, desto større er forskellen mellem andelsselskabet og lønsomme virksomheder. Derfor kan formålet af fælles interesse om at bevare andelsselskaber, som defineret i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber, bedst opfyldes ved at yde støtte til andelsselskaber, som er fuldt ud gensidige.

Hvad angår begrebet gensidige andelsselskaber, tvivler Tilsynsmyndigheden på, om det ville være tilstrækkeligt for, at et andelsselskab opfattes som gensidigt i den i Kommissionens meddelelse anførte forstand, at andelsselskabet primært handler med sine medlemmer. Tilsynsmyndigheden mener, at betegnelsen af et andelsselskab som fuldt ud gensidigt også ville afhænge af en række andre faktorer, såsom hvor ofte andelsselskabet er i kontakt med sine medlemmer, hvor aktivt medlemmerne deltager i andelsselskabets drift, hvor aktivt medlemmerne deltager i andelsselskabets ledelse og beslutningstagning, hvorvidt man automatisk kan blive medlem af andelsselskabet, eller om det kræver aktiv ansøgning og godkendelse fra de eksisterende medlemmer, hvor stor en del de til medlemmerne udbetalte bonusser udgør af overskuddet, hvor stor en del af goderne, der reserveres til medlemmerne i forhold til kunder, som ikke er medlemmer, osv. Tilsynsmyndigheden mener, at en vurdering af, om et andelsselskab er fuldt ud gensidigt, skal tage højde for disse og lignende kriterier.

Tilsynsmyndigheden bemærker, at nogle af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, er fuldt ud gensidige andelsselskaber, mens andre er andelsselskaber med vidtrækkende gensidighed. Med hensyn til forbrugerandelsselskaber fastlægges det i forslaget til skattelovens § 10-50, at kun andelsselskaber med vidtrækkende gensidighed er dækket af ordningen (60). I den foreliggende sag synes nogle af de omfattede andelsselskaber derfor ikke at være fuldt ud gensidige. En stor del af virksomheden i visse af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, navnlig forbrugerandelsselskaberne, vedrører f.eks. ikke handel med medlemmerne, men handel med andre kunder. Endvidere vil medlemmernes aktive deltagelse i andelsselskabets drift og ledelse være begrænset i mange andelsselskaber som følge af deres størrelse. Endvidere kan man tilsyneladende i mange andelsselskaber automatisk blive medlem, i det mindste når det gælder forbrugerandelsselskaber og boligandelsselskaber. Derfor mener Tilsynsmyndigheden ikke, at ordningen kun er udformet til at omfatte andelsselskaber med en særlig stærk gensidighed.

Hvad angår vurderingen af, om ordningen er udformet således, at den kan opfylde formålet af fælles interesse, skal det overvejes, hvorvidt den pågældende virksomhed indebærer nogen ekstraomkostninger, som opvejes af støtten. Tilsynsmyndigheden bemærker, at de norske myndigheder ikke har fremsendt nogen oplysninger, som giver Tilsynsmyndigheden mulighed for, direkte eller indirekte, at beregne omkostningerne til en virksomheds omdannelse til andelsselskab. Derfor er det heller ikke muligt for Tilsynsmyndigheden at vurdere, hvorvidt støtten er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

På den anden side bemærker Tilsynsmyndigheden som et positivt træk, at det foreslåede skattefradrag ifølge anmeldelsen kun vil gælde for indtægter hidrørende fra handel med medlemmer og lignende handel. Endvidere kræver den anmeldte ordning, at der føres et særskilt regnskab for handel med medlemmer og handel med andre parter, for at andelsselskaberne kan modtage støtte fra ordningen.

Ikke desto mindre nærer Tilsynsmyndigheden af ovennævnte grunde tvivl om, hvorvidt den anmeldte ordning er udformet således, at den kan opfylde formålet af fælles interesse, som er at bevare andelsformen, og især fuldt ud gensidige andelsselskaber, ved at lette deres adgang til egenkapital.

Endelig skal det vurderes, om potentialet for at fordreje konkurrencen og samhandelen i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er i et omfang, der er i strid med fælles interesse.

Hvad angår potentialet for at fordreje konkurrencen og samhandelen, bemærker Tilsynsmyndigheden, at ordningen skal klassificeres som driftsstøtte, da den fritager modtagerne for byrder, der normalt belaster virksomheder i den almindelige udøvelse af deres forretningsmæssige aktiviteter, i dette tilfælde selskabsskatten.

Driftsstøtte må kun i undtagelsestilfælde betragtes som værende forenelig med EØS-aftalen, hvis den giver mulighed for at fremme et formål af fælles interesse, som eller ikke ville blive opfyldt. Tilsynsmyndigheden sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt de norske myndigheders formål, som er at bevare andelsformen ved at lette andelsselskabernes adgang til egenkapital, ikke kunne være blevet opfyldt med andre mere forholdsmæssige foranstaltninger. Tilsynsmyndigheden fremhæver især den kendsgerning, at nogle af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, er store virksomheder, der opererer på meget konkurrenceprægede markeder inden for EØS.

Som anført ovenfor mener Tilsynsmyndigheden, at ordningen ville have et veldefineret formål af fælles interesse, i det omfang den er rettet mod fuldt ud gensidige andelsselskaber. Det synes imidlertid ikke at være givet, at visse af andelsselskaberne er fuldt ud gensidige. Tilsynsmyndigheden mener derfor ikke, at støtten kan betragtes som værende godt målrettet. Endvidere er Tilsynsmyndigheden ikke i stand til at vurdere, hvorvidt støtten er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

På grundlag af ovenstående finder Tilsynsmyndigheden ikke, selv om formålet med ordningen kan betragtes som et veldefineret formål af fælles interesse, at de norske myndigheder har påvist, at støttens positive virkninger vil opveje de negative virkninger. Derfor kan ordningen ikke betragtes som værende forenelig med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c).

5. KONKLUSION

På grundlag af ovenstående vurdering mener Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte skattefritagelse for visse andelsselskaber er statsstøtte, som er uforenelig med EØS-aftalens statsstøtteregler.

Tilsynsmyndigheden vil gerne understrege, at denne beslutning, som beskrevet i punkt II-1 ovenfor, ikke finder anvendelse på andelsselskaber beskæftiget i landbrugs- og fiskerisektoren, i det omfang at disse andelsselskabers virksomhed falder uden for anvendelsesområdet for statsstøttereglerne i EØS-aftalen —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING

Artikel 1

Den påtænkte ordning for skattefritagelser for visse andelsselskaber udgør statsstøtte, som er uforenelig med EØS-aftalens artikel 61.

Artikel 2

Den anmeldte ordning må ikke gennemføres.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Norge.

Artikel 4

Kun den engelske udgave er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2009.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Per SANDERUD

Formand

Kristján A. STEFÁNSSON

Medlem af Kollegiet

(1) I det følgende benævnt »Tilsynsmyndigheden«.

(2) I det følgende benævnt »EØS-aftalen«.

(3) I det følgende benævnt »aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen«.

(4) I det følgende benævnt »protokol 3«.

(5) Retningslinjer for anvendelse og fortolkning af artikel 61 og 62 i EØS-aftalen og artikel 1 i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, vedtaget og udstedt af EFTA-Tilsynsmyndigheden den 19.1.1994, offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994 s. 1, EØS-tillæg nr. 32 af 3.9.1994 (i det følgende benævnt »retningslinjer for statsstøtte«).

(6) Beslutning nr. 195/04/KOL af 14.7.2004, offentliggjort i EUT L 139 af 25.5.2006, s. 37, og EØS-tillæg nr. 26 af 25.5.2006, s. 1, med senere ændringer. Der findes en opdateret version af retningslinjerne for statsstøtte på Tilsynsmyndighedens websted: http://www.eftasurv.int/state-aid/legal-framework/state-aid-guidelines/.

(7) Offentliggjort i EUT C 96 af 17.4.2008, s. 27, og EØS-tillæg nr. 20 af 17.4.2008, s. 44.

(8) For yderligere oplysninger om korrespondancen mellem Tilsynsmyndigheden og de norske myndigheder henvises til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, beslutning nr. 719/07/KOL, offentliggjort i EUT C 96 af 17.4.2008, s. 27, samt EØS-tillæg nr. 20 af 17.4.2008, s. 44.

(9) Se EUT-henvisningen i fodnote 8.

(10) Punkt I-5 nedenfor.

(11) § 12, stk. 2, i den norske regerings lovforslag af 29.9.2006 (Ot.prp. nr. 1 (2006-2007) Skatte- og avgiftsopplegget 2007 — lovendringer).

(12) Ot.prp. nr. 1 (2006-2007) Skatte- og avgiftsopplegget 2007 — lovendringer.

(13) Tilsynsmyndighedens uofficielle oversættelse. Den oprindelige norske tekst lyder som følger: »[…] I tillegg kan det gis fradrag for avsetning til felleseid andelskapital med inntil 15 prosent av inntekten. Fradrag gis bare i inntekt av omsetning med medlemmene. Omsetning med medlemmene og likestilt omsetning må fremgå av regnskapet og kunne legitimeres.«

(14) § 28 i loven om andelsselskaber.

(15) § 29 i loven om andelsselskaber.

(16) De norske myndigheder har anført, at denne bestemmelse kun er relevant for andelsselskaber, hvis virksomhed ikke henhører under anvendelsesområdet for EØS-aftalen, jf. brev fra de norske myndigheder af 6.7.2009 (løbenr. 523765), s. 3. Derfor vil Tilsynsmyndigheden ikke analysere begrebet »lignende handel« yderligere.

(17) Lov 6.6.2003 No 38 Lov om bustadbyggjelag (bustadbyggjelagslova).

(18) Lov 29.6.2007 No 8l Lov om samvirkeforetak (samvirkelova).

(19) Ikke relevant.

(20) Oplysningerne i dette afsnit er primært hentet fra Samvirkesenterets websted. Samvirkesenteret er et center for oplysning, dokumentation og rådgivning vedrørende andelsselskaber og ejes af de største andelsselskaber i Norge, www.samvirke.org.

(21) Lov 14.12.1951 No 3 om omsetning av råfisk (råfiskloven), jf. især § 3.

(22) Rt. 1917, s. 627, og Rt. 1927, s. 869.

(23) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22.7.2003 om statut for det europæiske andelsselskab (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).

(24) Brev fra de norske myndigheder dateret 20.2.2008 (løbenr. 465882), s. 2.

(25) Europa-Kommissionens beslutning i sag C 2/06 OTE.

(26) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af andelsselskaber i Europa, KOM(2004) 18 af 23.2.2004 (i det følgende benævnt »Kommissionens meddelelse om andelsselskaber« eller »Kommissionens meddelelse«).

(27) Sag E-6/98 Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, (1999) EFTA Court Report, s. 76, præmis 34, forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04, Fesil and Finnfjord, PIL m.fl. og Kongeriget Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, (2005) EFTA Court Report, s. 121, præmis 76, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, præmis 13, og sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551, præmis 20.

(28) Se navnlig sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, Sml. 2001 I, s. 8365, præmis, 38, sag C-501/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 6717, præmis 90, og sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, Sml. 2005 I, s. 10901, præmis 77.

(29) Se i den forbindelse sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. 1994 I, s. 877, præmis 14, og sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. 2006 I, s. 289, præmis 132.

(30) Sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. 2006 I, s. 289, præmis 107 ff., og den deri anførte retspraksis.

(31) Sag C-487/06 P, British Aggregates Association mod Kommissionen, præmis 82 ff., sag C-409/00 Spanien mod Kommissionen, Sml. 2003 I, s. 1487, præmis 47, forenede sager C-428/06 til C-434/06 UGT-Rioja m.fl., endnu ikke offentliggjort, præmis 46.

(32) Sag T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 143.

(33) Sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 3671, præmis 28-31.

(34) Sag T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 143, med yderligere henvisninger.

(35) Punkt 1.1 i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber.

(36) Sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, præmis 33, sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, Sml. 2001 I, s. 8365, præmis 42.

(37) Sag E-6/98, Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, nævnt ovenfor, præmis 38, forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04, Fesil og Finnfjord, PIL m.fl. og Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, nævnt ovenfor, præmis 84-85, forenede sager T-127/99, T-129/99 og T-148/99, Territorio Histórico de Alava m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 1275, præmis 163, sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline, Sml. 2001 I, s. 8365, præmis 42, sag T-308/00, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. 2004 II, s. 1933, præmis 42, sag C-172/03, Wolfgang Heiser, Sml. 2005 I, s. 1627, præmis 43.

(38) Sag T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 144, med yderligere henvisninger.

(39) Sag C-159/01, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 4461, præmis 43-47.

(40) Jf. punkt I-2.3 ovenfor.

(41) Sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551, præmis 21, sag C-342/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 2459, præmis 23.

(42) Ot.prp. nr. 1 (2006-2007) Skatte- og avgiftsopplegget 2007 — lovendringer.

(43) Sag C-487/06, P British Aggregates Association mod Kommissionen, præmis 92.

(44) I denne forbindelse henviser Tilsynsmyndigheden til Europa-Kommissionens beslutning i sagen om en dansk ordning vedrørende godtgørelse af CO2-afgiften, jf. sag C 41/2006 (ex N 318/a/04), endnu ikke offentliggjort. I beslutningens præmis 44 anfører Kommissionen, at den pågældende ordning kun omfatter nogen af de virksomheder, der er i den faktiske situation, som ordningen ifølge de danske myndigheder har til formål at afhjælpe. Kommissionen betragter dette som værende en undtagelse fra den generelle logik, som de danske myndigheder henholder sig til, og at ordningen derfor ikke er forenelig med denne logik.

(45) Forenede sager T-92/00 og T-103/00, Territorio Histórico de Álava — Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 1385, præmis 58.

(46) Sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze, Sml. 2006 I, s. 289, præmis 134-138, sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. 2005 I, s. 11137, præmis 48-49.

(47) De norske myndigheder henviser til forslaget til afgørelse fra generaladvokat Fennelly i sag 251/97, Den Franske Republik mod Kommissionen, som grundlag for deres argumentation. Ifølge de franske myndigheders argumenter i denne sag er det muligt i det væsentlige at gøre gældende, at når staten erhverver goder eller tjenesteydelser eller mindre materielle fordele i almenhedens interesse til markedsprisen, kan det diskuteres, om der foreligger støtte eller en støtte, der i hvert fald muligvis er forenelig med det fælles marked, jf. præmis 20. Generaladvokaten fulgte imidlertid ikke de franske myndigheders argumentation i denne sag.

(48) Punkt 2.1.1 i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber.

(49) Sag T-157/01, Danske Busvognmænd mod Kommissionen, Sml. 2004 II, s. 917.

(50) Sag 30/59, Gezamenlijke Steenkolenmijnen, Sml. 1961, s. 3, præmis 29-30, sag C-173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, præmis 12-13, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551, præmis 25 og 35, sag C-251/97 Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 6639, præmis 41, 46-47, og Kommissionens beslutning i sag C 2/2006, OTE, præmis 92.

(51) Sag C-372/97, Italien mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 3679, præmis 44, sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, præmis 111, og sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. 2005 I, s. 11137, præmis 54.

(52) Sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 115 og 117, og sag C-148/04, Unicredito Italiano, anført ovenfor, præmis 56 og 58.

(53) Sag T-288/97 Regione Autonoma Friuli Venezia Giulia mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 1169, præmis 72.

(54) Sag C-301/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 2003 I, s. 9919, præmis 66 og 105.

(55) Sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 1980 I, s. 2671.

(56) Se Kommissionens Handlingsplan på statsstøtteområdet af 7.6.2005, KOM(2005) 107, punkt 11.

(57) Se Kommissionens beslutning af 24.1.2007, K(2006) 6630, i sag nr. N 270/06, præmis 67.

(58) Punkt 2.1.1 i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber.

(59) Punkt II-2.3.1 ovenfor.

(60) Denne betingelse gælder ikke for andre andelsselskaber, og Tilsynsmyndigheden har ikke oplysninger om, hvorvidt nogen andelsselskaber uden vidtrækkende gensidighed i andre sektorer skal være omfattet af ordningen.

		ISSN 1725-2520 doi:10.3000/17252520.L_2011.158.dan
Den Europæiske Unions Tidende		L 158

Dansk udgave	Retsforskrifter	54. årgang 16. juni 2011

Indhold		II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter	Side
		FORORDNINGER
	*	Kommissionens forordning (EU) nr. 566/2011 af 8. juni 2011 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 og forordning (EF) nr. 692/2008 for så vidt angår adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer ( 1 )	1
	*	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 567/2011 af 14. juni 2011 om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Porchetta di Ariccia (BGB))	25
	*	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 568/2011 af 14. juni 2011 om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Miód drahimski (BGB))	27
		Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 569/2011 af 15. juni 2011 om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager	29
		Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 570/2011 af 15. juni 2011 om ændring af de repræsentative priser og den tillægsimporttold for visse produkter inden for sukkersektoren, der er fastsat ved forordning (EU) nr. 867/2010 for produktionsåret 2010/11	31
		Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 571/2011 af 15. juni 2011 om fastsættelse af importtolden for korn gældende fra den 16. juni 2011	33
		AFGØRELSER
		2011/341/FUSP
	*	Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse Atalanta/2/2011 af 15. juni 2011 om udnævnelse af den øverstbefalende for Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (Atalanta)	36
		2011/342/EU
	*	Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 9. maj 2011 om ændring af afgørelse ECB/2004/3 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2011/6)	37

(EUR/100 kg)
KN-kode	Tredjelandskode (1)	Fast importværdi
0702 00 00	MA	90,3
	MK	31,8
	TR	93,0
	ZZ	71,7
0707 00 05	TR	112,2
0707 00 05	ZZ	112,2
0709 90 70	TR	117,4
0709 90 70	ZZ	117,4
0805 50 10	AR	74,7
	CL	79,9
	TR	63,4
	ZA	98,2
	ZZ	79,1
0808 10 80	AR	107,8
	BR	74,6
	CL	95,6
	CN	99,6
	NZ	114,6
	US	178,7
	UY	57,7
	ZA	99,5
	ZZ	103,5
0809 10 00	TR	166,5
0809 10 00	ZZ	166,5
0809 20 95	TR	409,3
	XS	175,4
	ZZ	292,4

(EUR)
KN-kode	Repræsentativ pris pr. 100 kg netto af det pågældende produkt	Tillægstold pr. 100 kg netto af det pågældende produkt
1701 11 10 (1)	47,19	0,00
1701 11 90 (1)	47,19	0,75
1701 12 10 (1)	47,19	0,00
1701 12 90 (1)	47,19	0,45
1701 91 00 (2)	48,59	2,89
1701 99 10 (2)	48,59	0,00
1701 99 90 (2)	48,59	0,00
1702 90 95 (3)	0,49	0,22

KN-kode	Varebeskrivelse	Importtold (1) (EUR/t)
1001 10 00	Hård HVEDE af høj kvalitet	0,00
	af middel kvalitet	0,00
	af lav kvalitet	0,00
1001 90 91	Blød HVEDE, til udsæd	0,00
ex 1001 90 99	Blød HVEDE af høj kvalitet, undtagen blød hvede til udsæd	0,00
1002 00 00	RUG	0,00
1005 10 90	MAJS til udsæd, undtagen hybridmajs	0,00
1005 90 00	MAJS, undtagen til udsæd (2)	0,00
1007 00 90	SORGHUM i hele kerner, undtagen hybridsorghum til udsæd	0,00

		IV Retsakter vedtaget inden den 1. december 2009 i henhold til EF-traktaten, EU-traktaten og Euratomtraktaten
	*	EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 341/09/KOL af 23. juli 2009 om den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber (Norge)	39

		Berigtigelser
	*	Berigtigelse til Kommissionens forordning (EU) nr. 446/2011 af 10. maj 2011 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse fedtalkoholer og blandinger heraf med oprindelse i Indien, Indonesien og Malaysia (EUT L 122 af 11.5.2011)	54