ISSN 1725-2520

doi:10.3000/17252520.L_2011.109.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

L 109

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

54. årgang
28. april 2011


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER

 

*

Regulativ nr. 14 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer for så vidt angår forankringer til sikkerhedsseler, Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer

1

 

*

Regulativ nr. 34 fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer med hensyn til forebyggelse af brandfare

55

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER

28.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 109/1


Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343, der findes på adressen:

http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html

Regulativ nr. 14 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer for så vidt angår forankringer til sikkerhedsseler, Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer

Omfattende al gældende tekst frem til:

Supplement 1 til ændringsserie 07 — Ikrafttrædelsesdato: 19. august 2010

INDHOLDSFORTEGNELSE

REGULATIV

1.

Anvendelsesområde

2.

Definitioner

3.

Ansøgning om godkendelse

4.

Godkendelse

5.

Specifikationer

6.

Prøvning

7.

Inspektion under og efter statisk prøvning af sikkerhedsseleforankringer

8.

Ændringer og udvidelse af godkendelsen af køretøjstypen

9.

Produktionens overensstemmelse

10.

Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse

11.

Brugsanvisning

12.

Endeligt ophør af produktionen

13.

Navne og adresser på tekniske tjenester, der udfører godkendelsesprøvninger, og på administrative myndigheder

14.

Overgangsbestemmelser

BILAG

Bilag 1 —

Meddelelse vedrørende godkendelse (eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse af en godkendelse, eller endeligt ophør af produktionen) af en køretøjstype med hensyn til sikkerhedsseleforankringer, Isofix-forankringssystemer og eventuelle Isofix-topstropforankringer i henhold til regulativ nr. 14.

Bilag 2 —

Udformning af godkendelsesmærket

Bilag 3 —

Placering af effektive seleforankringer

Bilag 4 —

Metode til bestemmelse af H-punkt og faktisk torsovinkel for siddepladser i motorkøretøjer

Tillæg 1 —

Beskrivelse af den tredimensionale H-punkt-maskine

Tillæg 2 —

Tredimensionalt referencesystem

Tillæg 3 —

Referencedata for siddepladser

Bilag 5 —

Trækanordning

Bilag 6 —

Mindste antal forankringspunkter og placering af nedre forankringer

Tillæg 1 —

Placering af nedre forankringer — kun krav til vinkler

Bilag 7 —

Dynamisk prøvning som alternativ til statisk prøvning af sikkerhedsseleforankringers styrke

Bilag 8 —

Specifikationer for prøvedukker

Bilag 9 —

Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

Dette regulativ finder anvendelse på:

a)

Køretøjer i klasse M og N (1) for så vidt angår sikkerhedsseleforankringer, som er beregnet til voksne personer på fremadvendte eller bagudvendte sæder.

b)

Køretøjer i klasse M1 for så vidt angår deres Isofix-forankringssystemer og deres Isofix-topstropforankringer til barnefastholdelsesanordninger. Andre køretøjsklasser med Isofix-forankringer monteret skal også opfylde forskrifterne i dette regulativ.

2.   DEFINITIONER

I dette regulativ forstås ved:

2.1.   »Godkendelse af et køretøj«: godkendelse af en køretøjstype, som er udstyret med forankringer til en given type sikkerhedsseler.

2.2.   »Køretøjstype«: en klasse af motordrevne køretøjer, der ikke frembyder væsentlige indbyrdes forskelle, navnlig på følgende punkter: mål, udformning og materialer af de dele af køretøjets og sædets stel, hvorpå sikkerhedsseleforankringerne og Isofix-forankringssystemerne og Isofix-topstropforankringerne er fastgjort og, såfremt forankringernes styrke prøves ved den dynamiske test, egenskaber for dele af fastholdelsessystemet, især kraftbegrænsningsfunktionen, som har betydning for de kræfter, der påvirker sikkerhedsselernes forankringer.

2.3.   »Seleforankringer«: de dele af køretøjets stel eller sædets opbygning eller enhver anden del af køretøjet, hvortil sikkerhedsselerne fastgøres.

2.4.   »Effektiv seleforankring«: det sted, der tjener til, for hver dels vedkommende, at bestemme sikkerhedsselens vinkel i forhold til bæreren, som fastsat i punkt 5.4; det vil sige det sted, hvortil en sele skulle være fæstnet for at give samme stilling som sikkerhedsselen har under brug — uanset om det er den faktiske forankring — afhængigt af sikkerhedsselens form og den måde, hvorpå den er fastgjort til forankringen.

2.4.1.1.

der bruges et selestyr på selve køretøjet eller på sædet, anses den effektive seleforankring for at være midtpunktet af selestyret dér, hvor selen forlader styret på den anden side af selebæreren, og

2.4.1.2.

selen går direkte fra bæreren til en retraktor, der er fastgjort til køretøjet eller sædet uden et selestyr som mellemled, anses den effektive forankring for at være skæringspunktet mellem oprulningsrullens akse og gjordens midterplan på rullen.

2.5.   »Køretøjets bund«: karrosseriets underste del, der forbinder køretøjets sidevægge. I denne forstand omfatter »køretøjets bund« forstærkningsribber, udpressede profiler og andre forstærkningsdele, selv om disse befinder sig under selve bunden, for eksempel længdevanger og tværgående vanger.

2.6.   »Sæde«: en konstruktion, der — uanset om den er en integrerende del af køretøjets konstruktion eller ej — er forsynet med betræk og beregnet til at tjene som siddeplads for en voksen person. Udtrykket dækker både et enkelt sæde og en del af et bænkesæde med plads til én person.

2.6.1.   »Forreste passagersæde«: alle sæder, hvis »forreste H-punkt« befinder sig i eller foran det lodrette tværplan, som går gennem førerens R-punkt.

2.7.   »Gruppe af sæder«: enten et sæde af bænktypen eller sæder, som er adskilte, men placeret ved siden af hinanden (dvs. med de forreste forankringer for det ene sæde på linje med eller foran de bageste forankringer og på linje med eller bagved de forreste forankringer for det andet sæde), og som kan tjene som siddeplads for en eller flere siddende voksne personer.

2.8.   »Bænkesæde«: en konstruktion forsynet med betræk og beregnet til at tjene som siddeplads for mere end én voksen person.

2.9.   »Sædetype«: en kategori af sæder, der ikke udviser forskelle indbyrdes på væsentlige områder som f.eks.:

2.10.   »Sædeforankring«: det system, hvormed sædet er fastgjort til køretøjets konstruktion, herunder de berørte dele af køretøjets konstruktion.

2.11.   »Indstillingsanordning«: en anordning, hvormed sædet eller dele heraf kan indstilles, således at det tilpasses kropsbygningen af den person, der bruger det. Denne anordning kan især give mulighed for:

2.12.   »Forskydningsanordning«: en anordning, hvormed sædet eller dele deraf kan forskydes eller drejes uden faste mellemstillinger, med det formål at lette adgangen til området bag det pågældende sæde.

2.13.   »Spærreanordning«: en anordning, der sikrer fastholdelse af sædet og dele deraf i enhver brugsstilling, og som omfatter mekanismer til låsning af ryglænet i forhold til sædet og af sædet i forhold til køretøjet.

2.14.   »Referenceområde«: området mellem to lodrette planer i længderetningen, som har en indbyrdes afstand på 400 mm, er symmetriske omkring H-punktet og er dannet ved drejning af det i regulativ nr. 21, bilag I, beskrevne hovedattrapapparat fra lodret til vandret. Apparatet skal være anbragt som beskrevet i nævnte bilag og indstillet til sin maksimale længde på 840 mm.

2.15.   »Kraftbegrænsende anordning for brystkassen«: enhver del af sikkerhedsselen og/eller sædet og/eller køretøjet, som har til formål at begrænse omfanget af den belastning, som personens brystkasse udsættes for i tilfælde af en kollision.

2.16.   »Isofix«: et system til fastgørelse af en barnefastholdelsesanordning i køretøjer med to stive forankringer i køretøjet, to tilsvarende stive fastgørelsesbeslag på barnefastholdelsesanordningen og en anordning til begrænsning af barnefastholdelsesanordningens rotation.

2.17.   »Isofix-position«: et system der tillader montering af:

2.18.   »Nedre Isofix-forankring«: en stiv, rund horisontal stang med en diameter på 6 mm, der stikker ud fra køretøjets eller sædets konstruktion til fastgørelse og fastholdelse af en Isofix-barnefastholdelsesanordning ved hjælp af Isofix-beslag.

2.19.   »Isofix-forankringssystem«: et system bestående af to nedre Isofix-forankringer, der er konstrueret til fastgørelse af en Isofix-barnefastholdelsesanordning sammen med en antirotationsanordning.

2.20.   »Isofix-beslag«: en af de to forbindelser, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 44, og som stikker ud fra Isofix-barnefastholdelsesanordningens konstruktion og er kompatible med en nedre Isofix-forankring.

2.21.   »Isofix-barnefastholdelsesanordning«: en barnefastholdelsesanordning, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 44, og som er fastgjort til et Isofix-forankringssystem.

2.22.   »Anordning til statisk belastning«: (Static force application device — SFAD): en prøvningsanordning, der går i indgreb med Isofix-forankringssystemerne og anvendes til ved statisk prøvning at kontrollere deres styrke samt køretøjets eller sædekonstruktionens evne til at begrænse rotation. Prøvningsanordningen er beskrevet i bilag 9, figur 1 og 2.

2.23.   »Antirotationsanordning«:

a)

En antirotationsanordning for en universal Isofix-barnefastholdelsesanordning består af en Isofix-topstrop.

b)

En antirotationsanordning for en Isofix semi-universal barnefastholdelsesanordning består af enten en topstrop, køretøjets instrumentbræt eller et støtteben, der skal begrænse fastholdelsesanordningens rotation ved frontalt sammenstød.

c)

For så vidt angår universale og semi-universale Isofix-barnefastholdelsesanordninger udgør køretøjets sæde i sig selv ikke en anti-rotationsanordning.

2.24.   »Isofix-topstropforankring«: en anordning, f.eks. en stang, der er placeret i et nærmere bestemt område og er beregnet til fastgørelse af en Isofix-topstropkonnektor og overføre fastholdelseskraften til køretøjets stel.

2.25.   »Isofix-topstropkonnektor«: en anordning beregnet til fastgørelse til en Isofix-topstropforankring.

2.26.   »Isofix-topstropkrog«: en Isofix-topstropkonnektor, der typisk anvendes til at fastgøre en Isofix-topstropgjorde til en Isofix-topstropforankring som defineret i dette regulativs bilag 9, figur 3.

2.27.   »Isofix-topstropgjorde«: en gjorde (eller tilsvarende), der går ud fra toppen af Isofix-barnefastholdelsesanordningen og til Isofix-topstropforankringen, og som er forsynet med en justeringsanordning, en aflastningsanordning og en Isofix-topstropkonnektor.

2.28.   »En styreanordning«: en anordning der skal hjælpe den person, der monterer Isofix-barnefastholdelsesanordningen, ved fysisk at styre Isofix-beslagene på Isofix-barnefastholdelsesanordningen, så de rettes korrekt ind efter de nedre Isofix-forankringer og lettere går i indgreb med disse.

2.29.   »Isofix-afmærkning«: mærkning, der fortæller en person, der ønsker at montere en Isofix-barnefastholdelsesanordning, hvor i køretøjet Isofix-positionerne og de enkelte Isofix-forankringssystemer er placeret.

2.30.   »Et barnefastholdelsesfikstur«: en anordning i henhold til en af de syv Isofix-størrelsesklasser defineret i bilag 17, tillæg 2, punkt 4, til regulativ nr. 16, og hvis mål er opgivet i figur 1 til 7 i ovennævnte punkt 4. Disse barnefastholdelsesfiksturer bruges i regulativ nr. 16 til at bestemme, hvilke størrelsesklasser af Isofix-barnefastholdelsessystemer, der kan monteres på køretøjets Isofix-positioner. En af barnefastholdelsesfiksturerne, den såkaldte ISO/F2 (B), som beskrives i figur 2 i ovennævnte punkt 4, anvendes også i dette regulativ til at kontrollere placering af og adgangsmulighederne til eventuelle Isofix-forankringssystemer.

3.   ANSØGNING OM GODKENDELSE

3.1.

Ansøgningen om typegodkendelse af et køretøj, for så vidt angår seleforankringer, Isofix-forankringssystemer og eventuelle Isofix-topstropforankringer indgives af køretøjets fabrikant eller dennes repræsentant.

3.2.

Ansøgningen skal bilægges nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer og følgende oplysninger:

3.2.1.

tegninger af køretøjets stel i passende målestok, som viser seleforankringernes og (i påkommende tilfælde) de effektive seleforandringers, Isofix-forankringernes og de eventuelle Isofix-topstropforankringers placering, samt detaljerede tegninger af seleforankringerne, af de eventuelle Isofix-forankringssystemer, af de eventuelle Isofix-topstropforankringer og af disses fastgørelsespunkter

3.2.2.

en angivelse af de anvendte materialer, der kan have indflydelse på seleforankringernes, Isofix-forankringssystemernes og eventuelle Isofix-topstropforankringers modstandskraft

3.2.3.

en teknisk beskrivelse af seleforankringerne, Isofix-forankringssystemerne og eventuelle Isofix-topstropforankringer

3.2.4.

hvis seleforankringerne, Isofix-forankringssystemerne eller eventuelle Isofix-topstropforankringer er fastgjort til sædets ramme:

3.2.4.1.

en detaljeret beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til sædernes udformning, sædeforankringerne samt sædernes justerings- og låsesystemer

3.2.4.2.

tegninger af sæderne, af deres forankring til køretøjet og af deres indstillings- og spærreanordninger, i passende målestok og tilstrækkeligt detaljerede

3.2.5.

bevis for, at den sikkerhedssele eller fastholdelsesanordning, som anvendes ved godkendelsesprøvningen af forankringerne, er i overensstemmelse med regulativ nr. 16, såfremt fabrikanten vælger den alternative dynamiske styrkeprøvning.

3.3.

Fabrikanten skal enten stille et køretøj, der er repræsentativt for den type, der skal godkendes, eller de dele af køretøjet, der af den tekniske tjeneste, der foretager godkendelsesprøvningerne, betragtes som væsentlige for prøvning af forankringerne, Isofix-forankringssystemerne og eventuelle Isofix-topstropforankringer til rådighed for den tekniske tjeneste.

4.   GODKENDELSE

4.1.

Hvis den køretøjstype, der ansøges om godkendelse for i henhold til dette regulativ, opfylder de relevante forskrifter i regulativet, meddeles der godkendelse for den pågældende køretøjstype.

4.2.

Hver godkendt type tildeles et godkendelsesnummer. De første to cifre (i øjeblikket 07, svarende til ændringsserie 07) angiver den serie ændringer, som omfatter de seneste vigtige tekniske ændringer af regulativet på godkendelsens udstedelsestidspunkt. Samme kontraherende part kan ikke tildele samme godkendelsesnummer til en anden type køretøj som defineret i punkt 2.2 ovenfor.

4.3.

Meddelelse om godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af en godkendelse, eller endeligt ophør af produktionen af en køretøjstype i henhold til dette regulativ, skal gives de kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved brug af en formular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

4.4.

Ethvert køretøj, som er i overensstemmelse med en type, som er godkendt efter dette regulativ, skal på et let synligt og let tilgængeligt sted, der er angivet i godkendelsesattesten, være påført et internationalt godkendelsesmærke bestående af følgende:

4.4.1.

en cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse (2)

4.4.2.

dette regulativs nummer til højre for den cirkel, der er foreskrevet i punkt 4.4.1

4.4.3.

bogstavet »e« til højre for dette regulativs nummer, såfremt der er udstedt typegodkendelse i henhold til den dynamiske prøvning i bilag 7.

4.5.

Er køretøjet i overensstemmelse med en køretøjstype, som i henhold til et eller flere andre af de til overenskomsten vedføjede regulativer er godkendt i samme stat, som har meddelt godkendelse efter dette regulativ, behøver det i punkt 4.4.1 ovenfor foreskrevne symbol ikke gentages. I så fald skal yderligere godkendelsesnumre og symboler for alle de regulativer, som godkendelsen er udstedt efter i det land, hvor godkendelsen er udstedt i henhold til dette regulativ, placeres i lodrette kolonner til højre for det symbol, der er beskrevet i punkt 4.4.1.

4.6.

Godkendelsesmærket skal være letlæseligt og må ikke kunne fjernes.

4.7.

Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den fabrikationsplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.

4.8.

Bilag 2 til dette regulativ indeholder eksempler på sammensætning af godkendelsesmærker.

5.   SPECIFIKATIONER

5.1.   Definitioner (jf. bilag 3)

5.1.1.   H-punktet er et referencepunkt som defineret i bilag 4, punkt 2.3, i dette regulativ, som bestemmes på den i samme bilag angivne måde.

5.1.1.1.   Punkt H' er et referencepunkt i overensstemmelse med det i punkt 5.1.1 definerede H, som bestemmes for alle normale brugsstillinger for sædet.

5.1.1.2.   R-punktet er siddepladsens referencepunkt som defineret i punkt 2.4 i bilag 4 til dette regulativ.

5.1.2.   Det tredimensionale referencesystem er defineret i tillæg 2 til dette regulativs bilag 4.

5.1.3.   Punkterne L1 og L2 er de nedre effektive seleforankringer.

5.1.4.   Punkt C er et punkt, som befinder sig 450 mm lodret over R-punktet. Hvis den i punkt 5.1.6 definerede afstand S ikke er under 280 mm, og hvis fabrikanten har anvendt den alternative formel, BR = 260 mm + 0,8 S, som er specificeret i punkt 5.4.3.3, skal den lodrette afstand mellem C og R være 500 mm.

5.1.5.   Vinklerne α1 o α2 er vinklerne mellem et vandret plan og de planer, som er vinkelrette på køretøjets langsgående midterplan, og som går gennem punktet H1 og punkterne L1 og L2.

5.1.6.   S er afstanden i mm mellem de øvre effektive seleforankringer og et referenceplan P, som er parallelt med køretøjets langsgående midterplan og defineres således:

5.1.6.1.

Hvis siddestillingen er veldefineret ved sædets form, defineres planet P som sædets midterplan.

5.1.6.2.

Hvis der ikke findes en veldefineret siddestilling:

5.1.6.2.1.

Planet P for førersædet er et lodret plan, som er parallelt med køretøjets langsgående midterplan og går gennem rattets centrum (er det indstilleligt, skal det være i midterposition), idet rattets centrum regnes for at være beliggende i ratkransens plan.

5.1.6.2.2.

Forsædepassagerens referenceplan P er symmetrisk med førerens.

5.1.6.2.3.

Planet P for en af de bageste yderpladser er det af fabrikanten opgivne på betingelse af, at følgende grænser for afstanden A mellem køretøjets langsgående midterplan og referenceplanet P overholdes:

A er større eller lig med 200 mm, hvis bænkesædet fra fabrikantens side kun er beregnet til 2 passagerer

A er større eller lig med 300 mm, hvis bænksædet fra fabrikantens side er beregnet til mere end to passagerer.

5.2.   Almindelige specifikationer

5.2.1.   Forankringer til sikkerhedsseler skal udformes, fremstilles og placeres, således at de:

5.2.1.1.

muliggør montering af en egnet sikkerhedssele. Seleforankringerne til de forreste pladser i siderne bør tillade anbringelse af sikkerhedsseler med retraktor og en forbindelsesgjord til sidestolpen under særligt hensyn til karakteristika for forankringernes modstandsdygtighed, med mindre fabrikanten leverer køretøjet udstyret med andre typer sikkerhedsseler med retraktorer. Hvis forankringerne kun passer til visse typer sikkerhedsseler, bør disse typer angives på den i punkt 4.3 nævnte formular

5.2.1.2.

minimerer risikoen for, at selen glider, når den bæres korrekt

5.2.1.3.

minimerer risikoen for beskadigelse af gjorden ved kontakt med de fremspringende dele af køretøjets stel eller sædets opbygning

5.2.1.4.

tillader køretøjet at overholde dette regulativs forskrifter under normal anvendelse.

5.2.1.5.

Når det drejer sig om forankringsbeslag, der har én indstilling for at tillade personer at stige ind i køretøjet og en anden for at fastholde dem, finder dette regulativs forskrifter anvendelse på forankringsbeslag i fastholdelsespositionen.

5.2.2.   Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel Isofix-topstropforankring, der er monteret eller er beregnet til montering, til Isofix-barnefastholdelsesanordninger skal udformes, fremstilles og placeres som følger:

5.2.2.1.

Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel topstropforankring skal tillade, at køretøjet ved normal anvendelse opfylder forskrifterne i dette regulativ.

Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel Isofix-topstropforankring, som vil kunne tilføjes i et køretøj, skal også overholde forskrifterne i dette regulativ. Sådanne forankringer skal derfor beskrives i ansøgningen om typegodkendelse.

5.2.2.2.

Den konstruktionsmæssige modstandskraft for Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer skal svare til enhver Isofix-barnefastholdelsesanordning for massegruppe 0, 0+; 1, som defineret i regulativ nr. 44.

5.2.3.   Isofix-forankringssystemer, konstruktion og placering:

5.2.3.1.

Ethvert Isofix-forankringssystem skal bestå af en vandret tværgående stiv stang (stænger) med en diameter på 6 mm (± 0,1 mm), som dækker to områder med en mindste effektiv længde på 25 mm og er placeret i den akse, der er defineret i figur 4 i bilag 9.

5.2.3.2.

Ethvert Isofix-forankringssystem monteret på en siddeplads i et køretøj skal være placeret mindst 120 mm bagved det konstruktivt bestemte H-punkt som bestemt i dette regulativs bilag 4, målt horisontalt til stangens midte.

5.2.3.3.

For ethvert Isofix-forankringssystem monteret i køretøjet skal det kontrolleres, at det er muligt at fastgøre Isofix-barnefastholdelsesfiksturet »ISO/F2« (B), der er beskrevet i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2).

5.2.3.4.

Undersiden af testfiksturet »ISO/F2« (B), som defineret i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2), skal have stillingsvinkler inden for følgende grænser, idet vinklerne måles i forhold til køretøjets referenceplaner som defineret i bilag 4, tillæg 2, til dette regulativ:

a)

Hældning: 15° ± 10°

b)

Rulning: 0° ± 5°

c)

Giring: 0° ± 10°.

5.2.3.5.

Isofix-forankringssystemerne skal hele tiden være i anvendelsesposition eller skal være sammenklappelige. Hvis der er tale om sammenklappelige forankringer, skal forskrifterne for Isofix-forankringssystemer være opfyldt i anvendelsespositionen.

5.2.3.6.

Hver Isofix nedre forankringsstang (i anvendelsespositionen) eller hver permanent monteret styreanordning skal være synlig uden sammenpresning af sædehynden eller ryglænet, når stangen eller styreanordningen i et vertikalt længdeplan, der går gennem stangens eller styreanordningens center, betragtes langs en linje med en vinkel på 30 grader opad fra et horisontalt plan.

Som et alternativ til ovennævnte forskrift skal køretøjet have permanente afmærkninger ved siden af hver stang eller styreanordning. Denne afmærkning skal efter fabrikantens valg være en af følgende:

5.2.3.6.1.

Som et minimum symbolet i bilag 9, figur 12, bestående af en cirkel med en diameter på mindst 13 mm indeholdende et piktogram, der opfylder følgende krav:

a)

piktogrammet skal kontrastere med cirklens baggrund

b)

piktogrammet skal befinde sig i nærheden af hver stang i systemet.

5.2.3.6.2.

Ordet »ISOFIX« med store bogstaver med en højde på mindst 6 mm.

5.2.4.   Isofix-topstropforankringer, konstruktion og placering:

På bilfabrikantens anmodning kan metoderne beskrevet i punkt 5.2.4.1 og 5.2.4.2 bruges som alternativer.

Metoden beskrevet i punkt 5.2.4.1 kan kun anvendes, hvis Isofix-positionen befinder sig på et sæde i køretøjet.

5.2.4.1.   I henhold til bestemmelserne i punkt 5.2.4.3 og 5.2.4.4 placeres den del af hver Isofix-topstropforankring, som er designet til at blive forbundet med en Isofix-topstropkonnektor, højst 2 000 mm fra skulderreferencepunktet i det gråtonede område, som vist i figur 6-10 i bilag 9, for den siddeplads, hvorpå den er monteret, med henvisning til den i SAE J 826 (juli 1995) beskrevne skabelon, som også er vist i bilag 9, figur 5, i overensstemmelse med følgende betingelser:

5.2.4.1.1.

Skabelonens »H«-punkt svarer til det unikke konstruktivt bestemte H-punkt for sædet i laveste og bageste indstilling, dog placeres skabelonen midtvejs mellem de to nedre Isofix-forankringer

5.2.4.1.2.

Skabelonens torsolinje har samme vinkel til det vertikale tværplan som ryglænet indstillet i mest lodrette position og

5.2.4.1.3.

Skabelonen placeres i det vertikale længdeplan, som indeholder skabelonens H-punkt.

5.2.4.2.   Alternativt kan Isofix-topstropforankringsområdet bestemmes ved hjælp af testfiksturet »ISO/F2« (B), jf. definitionen i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2), ved en Isofix-position, udstyret med Isofix nedre forankringer som vist i figur 11 i bilag 9.

Indstillingen skal være sædets bageste og laveste indstilling med ryglænet i normal indstilling eller som anbefalet af køretøjsfabrikanten.

Set fra siden skal Isofix-topstropforankringen ligge bag »ISO/F2«-(B)-testfiksturets bagside.

Tværsnittet mellem bagsiden af testfiksturet »ISO/F2« (B) og den horisontale linje (bilag 9, figur 11, reference 3), som indeholder det sidste stive punkt med en hårdhed på over 50 Shore A øverst i ryglænet, definerer referencepunkt 4 (bilag 9, figur 11) på centerlinjen for testfiksturet »ISO/F2« (B). På dette referencepunkt definerer en maksimal vinkel på 45° over den horisontale linje topstropforankringsområdets øverste grænse.

Det område, som forankringen for Isofix-topstroppen skal ligge inden for, afgrænses set oppefra af en vinkel på maks. 90°, der går skråt bagud gennem referencepunktet 4 (bilag 9, figur 11), og set bagfra af en vinkel på maks. 40°.

Isofix-topstropgjordens befæstelsespunkt (5) er det punkt, hvor »ISO/F2«- (B)-testfiksturens centerlinje (6) skærer et plan, der ligger 550 mm over testfiksturets horisontale overflade (1).

Desuden skal Isofix-topstropforankringen være mere end 200 mm, men under 2 000 mm fra Isofix-topstropgjordens besfæstelsespunkt på bagsiden af testfiksturet »ISO/F2« (B), målt langs gjorden, når den trækkes hen over ryglænet til Isofix-topstropforankringen.

5.2.4.3.   Den del af Isofix-topstropforankringen i et køretøj, som er designet til at blive forbundet med Isofix-topstropkonnektoren, kan placeres uden for de i punkt 5.2.4.1 eller 5.2.4.2 nævnte grå områder, hvis der ikke kan findes en passende placering inden for området, og bilen er udstyret med en selestyrsanordning, som

5.2.4.3.1.

sikrer, at Isofix-topstropgjorden fungerer, som om den del af forankringen, der er udformet til at blive forbundet med Isofix-topstropforankringen, var placeret inden for det grå område og

5.2.4.3.2.

er mindst 65 mm bag torsolinjen, hvis der er tale om selestyranordninger af den ikke-stive stroptype eller en aftagelig styranordning, eller mindst 100 mm bag torsolinjen, hvis der er tale om en fastmonteret stiv selestyranordning, og

5.2.4.3.3.

anordningen udviser ved prøvning, efter at været installeret i overensstemmelse med den tilsigtede anvendelse, tilstrækkelig styrke til med Isofix-topstropforankring at modstå den belastning, som er beskrevet i punkt 6.6 i dette regulativ.

5.2.4.4.   En stropforankring kan være nedsænket i ryglænet, såfremt den ikke befinder sig i gjordens anvendelsesområde øverst på køretøjets ryglæn.

5.2.4.5.   Isofix-topstropforankringen skal være dimensioneret således, at det er muligt at fastgøre en Isofix-topstropkrog som illustreret i figur 3.

Det skal sikres, at der er frigang rundt om hver Isofix-topstropforankring, således at gjorden kan spændes og spændes op. For hver Isofix-topstropforankring, som befinder sig under et dække, skal dette være markeret med f.eks. et af symbolerne (evt. spejlvendt) i figur 13 i bilag 9; dette dække skal kunne fjernes uden brug af værktøj.

5.3.   Fastsat mindste antal seleforankringer og Isofix-forankringer

5.3.1.   Køretøjer i klasse M og N (bortset fra de køretøjer i klasse M2 eller M3, som hører ind under kategori I eller A (3)) skal være udstyret med seleforankringer, der opfylder kravene i nærværende regulativ.

5.3.1.1.   Forankringerne i et H-selesystem godkendt som en S-typesele (med eller uden retraktorer) i overensstemmelse med regulativ nr. 16 skal overholde forskrifterne i regulativ nr. 14, men yderligere forankring(er) til montering af skridtgjord (enhed) er undtaget for dette regulativs forskrifter om modstandsdygtighed og placering.

5.3.2.   Det mindste antal sikkerhedsseleforankringer for hver fremadrettet eller bagudrettet sideplads er angivet i bilag 6.

5.3.3.   I køretøjer af klasse N1 vist i bilag 6 og markeret med symbolet Ø tillades imidlertid for ydre siddepladser, som ikke er forsæder, to nedre forankringer, såfremt der er passage mellem et sæde og køretøjets nærmeste sidevæg, som tjener til at give passagerer adgang til andre dele af køretøjet.

Pladsen mellem et sæde og sidevæggen betragtes som en passage, hvis afstanden, når alle døre er lukkede, mellem denne sidevæg og et lodret længdeplan, som går igennem det pågældende sædes midterlinje målt ved R-punktet og vinkelret på køretøjets langsgående midterplan, er mere end 500 mm.

5.3.4.   For så vidt angår de midterste siddepladser, som er vist i bilag 6 og markeret med symbolet *, anses de to nedre forankringer for at være tilstrækkelige, såfremt forruden befinder sig uden for det referenceområde, som er defineret i bilag 1 til regulativ nr. 21; såfremt den befinder sig inden for referenceområdet, kræves tre forankringer.

For så vidt angår seleforankringerne, betragtes forruden som del af referenceområdet, hvis den kan komme i statisk kontakt med prøvningsanordningen efter den metode, som beskrives i regulativ nr. 21, bilag 1.

5.3.5.   For hver siddeplads, som i bilag 6 er markeret med symbolet Image, skal der være tre forankringer. Der kan anvendes to forankringer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

5.3.5.1.

der er et sæde eller andre dele af køretøjet, som er i overensstemmelse med regulativ nr. 80, tillæg 1, punkt 3.5, direkte foran, eller

5.3.5.2.

ingen del af køretøjet befinder sig eller kan befinde sig i referenceområdet, når køretøjet er i bevægelse, eller

5.3.5.3.

dele af køretøjet, der befinder sig inden for det nævnte referenceområde, overholder de krav til energioptagelse, som er angivet i regulativ nr. 80, tillæg 6.

5.3.6.   For så vidt angår alle klapsæder eller sæder, som kun er beregnet til anvendelse, når køretøjet holder stille, samt for alle sæder i ethvert køretøj, som ikke er omfattet af punkterne 5.3.1 til 5.3.4, er forankringer ikke påkrævet. Hvis imidlertid køretøjet har forankringer til sådanne sæder, skal disse være i overensstemmelse med dette regulativs bestemmelser. Enhver forankring, der udelukkende er beregnet til sikkerhedsseler til handicappede eller andre fastholdelsesanordninger i henhold til regulativ nr. 107, ændringsserie 02, bilag 8, behøver ikke være i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende regulativ.

5.3.7.   For øverste dæk på et todækkerkøretøj gælder kravene til forsædepladserne i midten også for forsædepladserne ved siderne.

5.3.8.   Fastsat mindste antal Isofix-positioner.

5.3.8.1.   Ethvert køretøj i klasse M1 skal være udstyret med mindst to Isofix-positioner, som opfylder forskrifterne i nærværende regulativ.

Mindst to af Isofix-positionerne skal være udstyret med både et Isofix-forankringssystem og en Isofix-topstropforankring.

Typen og antallet af Isofix-fiksturer, som kan monteres på hver Isofix-position, er angivet i regulativ nr. 16.

5.3.8.2.   Uanset punkt 5.3.8.1 kræves der ingen Isofix-position for køretøjer, der kun har én sæderække.

5.3.8.3.   Uanset punkt 5.3.8.1 skal mindst ét af de to Isofix-placeringssystemer være monteret ved anden sæderække.

5.3.8.4.   Hvis der er monteret et Isofix-forankringssystem på en forsædeplads, hvor der er airbag til beskyttelse ved frontalkollision, skal der monteres en anordning til deaktivering af denne airbag.

5.3.8.5.   Uanset punkt 5.3.8.1 skal antallet af Isofix-positioner ved integrerede »indbyggede« barnefastholdelsesanordninger være mindst to minus antallet af integrerede »indbyggede« barnefastholdelsesanordninger af massegruppe 0, 0+ eller 1.

5.3.8.6.   Uanset bestemmelsen i punkt 5.3.8.1 skal køretøjer af cabriolettypen, jf. definitionen i bilag 7, punkt 8.1, i den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3) (4), med mere end en sæderække monteres med mindst to nedre Isofix-forankringer. Såfremt der er monteret en Isofix-topstropforankring på sådanne køretøjer, skal den overholde de relevante bestemmelser i dette regulativ.

5.3.9.   For sæder, der kan benyttes drejet eller anbragt i en anden retning, når køretøjet holder stille, finder kravene i punkt 5.3.1 kun anvendelse, når sædet vender i den retning, der i overensstemmelse med dette regulativ svarer til normal brug, når køretøjet kører på vej. Oplysningsskemaet skal indeholde en bemærkning herom.

5.4.   Placering af seleforankringer (jf. bilag 3, figur 1.)

5.4.1.   Generelt

5.4.1.1.   Forankringerne til en og samme sele kan enten alle monteres på køretøjets stel eller sædets opbygning, på enhver anden del af køretøjet, eller monteres fordelt på disse anbringelsesmuligheder.

5.4.1.2.   To naboseler kan fastgøres til samme forankring, såfremt prøveforskrifterne er opfyldt.

5.4.2.   Placering af effektive nedre seleforankringer

5.4.2.1.   Forsæder, køretøjsklasse M1

Hos motorkøretøjer af klasse M1 skal vinklen α1 (modsat lukkebeslaget) være mellem 30° og 80°, og vinklen α2 (ved lukkeanordningen) skal være mellem 45° og 80°. Begge krav til vinklerne gælder for alle normale kørestillinger for forsæderne. Såfremt mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant (f.eks. forankring fastgjort til sædet) i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10°. For så vidt angår justerbare sæder med en justeringsanordning som beskrevet i punkt 2.12 med en ryglænsvinkel på mindre end 20° (jf. bilag 3, figur 1) kan vinklen α1 være under den nævnte minimumsværdi (30°), forudsat at den ikke er mindre end 20° i enhver normal brugsstilling.

5.4.2.2.   Bagsæder, køretøjsklasse M1

I køretøjer af klasse M1 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 30° og 80° for alle bagsæder. Hvis bagsæderne er justerbare, skal ovennævnte vinkler gælde for alle normale kørestillinger.

5.4.2.3.   Forsæder, andre køretøjsklasser end M1

Hos andre motorkøretøjsklasser end M1 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 30 og 80° for alle normale kørestillinger for forsæderne. For så vidt angår forsæder i køretøjer, hvis største masse ikke overstiger 3,5 ton, og hvor mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10° (f.eks. forankring fastgjort til sædet).

5.4.2.4.   Bagsæder og særlige for- eller bagsæder, andre køretøjsklasser end M1

Ved køretøjer af andre klasser end M1 gælder for:

a)

bænkesæder

b)

justerbare sæder (for- og bagsæder) med en justeringsanordning som beskrevet i punkt 2.12 med en ryglænsvinkel på mindre end 20° (jf. bilag 3, figur 1) og

c)

andre bagsæder

at vinklerne α1 og α2 må være mellem 20° og 80° i alle normale brugsstillinger. For så vidt angår forsæder i køretøjer, hvis største masse ikke overstiger 3,5 ton, og hvor mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10° (f.eks. forankring fastgjort til sædet).

For sæder, bortset fra forsæderne, på køretøjer i klasse M2 og M3 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 45 og 90° i alle normale brugsstillinger.

5.4.2.5.   Afstanden mellem de to lodrette planer, der er parallelle med køretøjets midterplan i længderetningen, og som går gennem hver af de to nedre effektive forankringer L1 og L2, må for samme sele ikke være mindre end 350 mm. Såfremt der er midtersæder i den bageste sæderække hos køretøjer af klasse M1 og N1, må den nævnte afstand ikke være mindre end 240 mm, forudsat at det midterste bagsæde ikke kan udskiftes med andre af køretøjets sæder. Punkterne L1 og L2 skal befinde sig på hver sin side af sædets midterplan i længderetningen og i en afstand af mindst 120 mm fra dette.

5.4.3.   De øvre effektive forankringers placering (jf. bilag 3)

5.4.3.1.   Såfremt der er anvendt et selestyr eller en lignende anordning, og denne berører den øvre effektive forankrings position, bestemmes denne ud fra forankringens stilling, når gjordens midterlinje i længderetningen går gennem punktet J1, som er defineret af R-punktet og følgende tre afsnit:

RZ

:

Afsnit af referencelinjen for torsoen, der opad fra R-punktet måler 530 mm

ZX

:

Afsnit af vinkelret linje på køretøjets midterplan, og som fra punktet Z i retning af forankringen måler 120 mm

XJ1

:

Afsnit af en fremadrettet linje vinkelret på det af RZ og ZX definerede plan, og som fra punktet X måler 60 mm.

Punktet J2 er symmetrisk med punkt J1 om planet i længderetningen gennem den torsolinje, som er defineret i punkt 5.1.2, for den dukke, der er placeret i det pågældende sæde.

Hvis der anvendes et todørssystem til at give adgang til både for- og bagsæderne og de øvre forankringer er monteret til B-stolpen, skal systemet udformes så det ikke hindrer adgang til og udstigning af køretøjet.

5.4.3.2.   Den øvre effektive forankring skal være anbragt under planet FN, som er vinkelret på sædets midterplan i længderetningen og danner en vinkel på 65° med torsolinjen. For bagsædernes vedkommende kan denne vinkel reduceres til 60°. Planet FN skal være placeret således, at det skærer torsolinjen i et punkt D, således at DR = 315 mm + 1,8 S. Når S ≤ 200 mm, er DR = 675 mm.

5.4.3.3.   Den øvre effektive forankring skal befinde sig bagved et plan FK, der står vinkelret på sædets midterplan i længderetningen, og som skærer torsolinjen i punktet B i en vinkel på 120°, således at BR = 260 mm + S. For værdier af S ≥ 280 mm kan fabrikanten vælge BR = 260 mm + 0,8 S.

5.4.3.4.   S må ikke være mindre end 140 mm.

5.4.3.5.   Den øvre effektive forankring skal anbringes bag et lodret plan vinkelret på køretøjets midterplan i længderetningen, og som går gennem punktet R som angivet i bilag 3.

5.4.3.6.   Den øvre effektive forankring skal anbringes oven over et horisontalt plan, som går gennem punktet C som defineret i afsnit 5.1.4.

5.4.3.7.   Ud over den i punkt 5.4.3.1 angivne øvre forankring kan der være monteret andre øvre effektive forankringer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

5.4.3.7.1.

De yderligere forankringer overholder forskrifterne i afsnit 5.4.3.1 til 5.4.3.6.

5.4.3.7.2.

De øvre forankringer kan benyttes uden brug af værktøj, er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.4.3.5 og 5.4.3.6 og befinder sig i et af de områder, der er bestemt ved, at det i dette regulativs bilag 3, figur 1, afgrænsede område forskydes 80 mm lodret opefter eller nedefter.

5.4.3.7.3.

Forankringen(-erne) er bestemt for en H-sele og er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.4.3.6, såfremt de(n) er beliggende bag planet i tværretningen gennem referencelinjen og er placeret således:

5.4.3.7.3.1.

Såfremt der er en enkelt forankring: i det fælles område af de to diedre, som begrænses af de to lodrette linjer gennem de i punkt 5.4.3.1 definerede punkter J1 og J2, og hvis vandrette tværsnit er vist i dette regulativs bilag 3, figur 2.

5.4.3.7.3.2.

I det af ovenstående diedre, som er passende, forudsat at ingen forankring er længere end 50 mm fra det punkt, som er symmetrisk med og spejlvendt i forhold til den anden forankring omkring planet P, der er defineret i punkt 5.1.6, for det pågældende sæde.

5.5.   Dimensioner for forankringshuller med gevind

5.5.1.   Forankringsbeslagene skal have et gevindskåret boltehul på 11,11 mm (7/16 tomme) 20 UNF 2 B.

5.5.2.   Såfremt køretøjet fra fabrikantens side er monteret med sikkerhedsseler, som er fæstnet til alle for det pågældende sæde foreskrevne forankringer, behøver disse forankringer ikke overholde de i punkt 5.5.1 fastsatte forskrifter, forudsat at de overholder de andre bestemmelser i dette regulativ. I øvrigt gælder kravet i punkt 5.5.1 ikke de ekstra forankringer, som opfylder kravet i punkt 5.4.3.7.3.

5.5.3.   Det skal være muligt at afmontere sikkerhedsselen fra forankringen, uden at denne beskadiges.

6.   PRØVNINGER

6.1.   Almindelige prøvninger af sikkerhedsseleforankringer

6.1.1.   Forudsat, at forskrifterne fra punkt 6.2 er opfyldt og i henhold til fabrikantens anmodning:

6.1.1.1.

kan prøvningerne udføres enten på køretøjets stel eller på et komplet køretøj.

6.1.1.2.

Prøvningerne kan indskrænkes til at omfatte forankringer for kun ét sæde eller én gruppe af sæder, forudsat at:

a)

de pågældende forankringer har samme konstruktionsmæssige egenskaber som dem, der tilhører de andre sæder eller grupper af sæder; og

b)

når sædet eller gruppen af sæder er helt eller delvis forsynet med sådanne forankringer, sædet eller gruppen af sæder har samme konstruktionsmæssige egenskaber som de øvrige sæder eller grupper af sæder

6.1.1.3.

kan ruder og døre være monteret eller afmonteret, åbne eller lukkede

6.1.1.4.

kan ethvert element, der hører til køretøjstypen, og som kan virke afstivende på køretøjets stel, være monteret.

6.1.2.   Sæderne skal være monteret og anbragt i den kørsels- eller brugsstilling, der af den prøveanstalt, som foretager godkendelsesprøvningerne, anses for at være den ugunstigste med hensyn til modstandsdygtighed. Sædernes stilling skal angives i prøverapporten. Hvis ryglænet er indstilleligt, fastlåses det som angivet af fabrikanten, eller hvis intet er angivet, på en sådan måde, at den faktiske hældningsvinkel ved køretøjer af klasse M1 og N1 ligger så nær 25° og ved andre køretøjsklasser så nær 15° som muligt.

6.2.   Fastgørelse af køretøjet til prøvning af sikkerhedsseleforankringer og Isofix-forankringer

6.2.1.   Den metode, der anvendes til fastgørelse af køretøjet under prøvningen, må ikke bevirke, at sele- eller Isofix-forankringerne eller deres forankringsområder forstærkes, eller at stellets normale deformering formindskes.

6.2.2.   En fastgørelsesanordning anses for tilfredsstillende, når den ikke påvirker et område, der strækker sig over hele stellets bredde og, hvis stellet eller køretøjet er blokeret eller fastgjort foran, i en afstand af mindst 500 mm fra den forankring, der afprøves, og hvis det er fastgjort bagtil, mindst 300 mm fra forankringen.

6.2.3.   Det tilrådes at lade stellet hvile på støtter, som er anbragt tilnærmelsesvis lodret under hjulakslerne, eller, hvis dette ikke er muligt, under ophængningspunkterne.

6.2.4.   Såfremt der benyttes en anden fastgørelsesmetode end den i dette regulativs punkt 6.2.1 til 6.2.3 foreskrevne, skal dens ligeværdighed godtgøres.

6.3.   Almindelige prøvningsforskrifter for sikkerhedsseleforankringer

6.3.1.   Alle forankringer for samme gruppe sæder bør afprøves samtidig. Hvis der imidlertid er risiko for, at asymmetrisk belastning af sæderne og/eller forankringerne fører til svigt, kan der gennemføres en supplerende prøvning uden asymmetrisk belastning.

6.3.2.   Trækkraften påføres i en retning, der svarer til en siddeposition i en vinkel på 10 ° ± 5 ° over vandret i et plan parallelt med køretøjets midterplan i længderetningen.

Der påføres en foreløbig belastning på 10 % med en tolerance på ± 30 % af målbelastningen; belastningen øges til 100 % af den relevante målbelastning.

6.3.3.   Den fulde belastning påføres så hurtigt som muligt og inden for en maksimal belastningstid på 60 sek.

Fabrikanten kan dog anmode om, at belastningen påføres i løbet af 4 sek.

Seleforankringerne skal modstå den specificerede belastning i mindst 0,2 sek.

6.3.4.   De trækanordninger, der skal anvendes ved de under punkt 6.4 beskrevne prøvninger, er beskrevet i bilag 5. De anordninger, som er vist i figur 1 i bilag 5, placeres på sædehynden og skubbes så vidt muligt op mod ryglænet, mens selegjorden strammes omkring den. Den anordning, der er vist i figur 2 i bilag 5, sættes på plads, selegjorden placeres omkring den og strammes til. Under denne del må der ikke påføres nogen foreløbig belastning af sikkerhedsseleforankringerne ud over den minimumsbelastning, som er nødvendig for placere prøvningsanordningen korrekt.

Den trækanordning på enten 254 mm eller 406 mm, der anvendes ved hver siddeplads, skal være af en sådan art, at dens bredde så vidt muligt svarer til afstanden mellem de nedre forankringer.

Ved placering af trækanordningen skal enhver påvirkning under trækprøvningen, som har en negativ indvirkning på belastningen og fordelingen heraf, forhindres.

6.3.5.   Forankringerne til pladser, der har øvre forankringer, skal underkastes prøvninger under følgende forhold:

6.3.5.1.

Forreste pladser i siderne:

Forankringerne skal underkastes de i punkt 6.4.1 nævnte prøvninger, under hvilke de påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en trepunktsikkerhedssele omfattende retraktor og forbindelsesgjord eller selestyr ved den øvre forankring. Er der flere forankringer end det i punkt 5.3 foreskrevne antal, skal forankringerne underkastes den i punkt 6.4.5 foreskrevne prøve, under hvilken kræfterne overføres til forankringerne ved hjælp af en anordning, der svarer til den type sikkerhedssele, der skal anvendes i forbindelse med de pågældende forankringer.

6.3.5.1.1.

Hvis retraktoren ikke er fæstnet til den ydre nedre forankring, eller hvis retraktoren er fæstnet til den øvre seleforankring, skal den nedre seleforankring også underkastes den i punkt 6.4.3 foreskrevne prøvning.

6.3.5.1.2.

I ovennævnte tilfælde kan de i punkt 6.4.1 og 6.4.3 foreskrevne prøvninger på fabrikantens begæring udføres på to forskellige stel.

6.3.5.2.

Bageste pladser i siderne og alle midterpladser:

Forankringerne underkastes de under punkt 6.4.2 nævnte prøvninger, under hvilke disse forankringer påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en trepunktsele uden retraktor, og den under punkt 6.4.3 nævnte prøvning, under hvilke de nedre forankringer påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en hoftesele. De to prøvninger kan på fabrikantens begæring udføres på to forskellige stel.

6.3.5.3.

Når en fabrikant leverer sit køretøj, kan de tilsvarende forankringer på fabrikantens anmodning nøjes med at blive underkastet en prøvning, under hvilken de påvirkes ved hjælp af en anordning med samme geometri som de sikkerhedsseler, der skal monteres på til forankringerne.

6.3.6.   Når de bageste pladser ved siderne og midterpladserne ikke er forsynet med øvre forankringer, skal de nedre forankringer underkastes den i punkt 6.4.3 nævnte prøvning, under hvilken de påvirkes af en anordning med samme geometri som en hoftesele.

6.3.7.   Hvis køretøjet er beregnet til andre anordninger, som forhindrer selerne i at blive forbundet direkte til forankringerne uden ruller eller lignende som mellemled, eller som nødvendiggør forankringer ud over de i punkt 5.3 nævnte, skal sikkerhedsselen eller et arrangement af kabler, ruller osv., der er repræsentativt for sikkerhedsseleudstyret, forbindes til forankringerne med en sådan anordning i køretøjet, og forankringerne skal underkastes prøvninger i overensstemmelse med de i punkt 6.4 nævnte, alt efter omstændighederne.

6.3.8.   Der kan benyttes en anden prøvningsmetode end den i punkt 6.3 foreskrevne, men i så tilfælde skal dens ligeværdighed godtgøres.

6.4.   Særlige prøvningsforskrifter for sikkerhedsseleforankringer

6.4.1.   Prøvning ved en 3-punktsele med retraktor, der har en forbindelsesgjord til sidestolpe fæstnet til den øvre forankring

6.4.1.1.   En trisse eller et forbindelseskabel eller en forbindelsesgjord, der er specielt tilpasset til at overføre den kraft, der kommer fra trækmekanismen, eller den forbindelsesgjord, fabrikanten har stillet til rådighed, monteres på øvre forankring.

6.4.1.2.   En prøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på trækmekanismen (jf. bilag 5, figur 2), der er forbundet med forankringsbeslagene til samme sele ved hjælp af en anordning med samme geometri som en sådan seles øvre torsogjord. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.1.3.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1) forbundet med de to nedre seleforankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.2.   Prøvning ved en 3-punktsele uden retraktor eller med retraktor ved øvre forankring

6.4.2.1.   En prøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 2) forbundet med øvre forankring og den modstående nedre forankring til samme sele; hvis fabrikanten har leveret en retraktor til den øvre forankring, benyttes denne. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.2.2.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1) forbundet med de nedre seleforankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.3.   Prøvning ved hofteseler

En forsøgsbelastning på 2 225 daN ± 20 daN anbringes på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1), der er forbundet til de to nedre forankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 1 110 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 740 ± 20 daN.

6.4.4.   Prøvning når forankringsbeslagene alle sidder på de dele, der indgår i sædets konstruktion eller er fordelt på køretøjets stel og sædets konstruktion

6.4.4.1.   Alt efter omstændighederne udføres de i punkt 6.4.1, 6.4.2 og 6.4.3 specificerede prøvninger, idet der for hvert sæde og for hver gruppe af sæder tilføjes den nedenfor angivne supplerende kraft.

6.4.4.2.   De i punkt 6.4.1, 6.4.2 og 6.4.3 omhandlede belastninger suppleres med en kraft svarende til 20 gange vægten af det komplette sæde. Inertibelastningen påføres sædet eller relevante dele af dette i overensstemmelse med den fysiske effekt, det pågældende sædes masse har for sædeforankringerne. Fastsættelsen af den eller de yderligere belastning(er) og fordelingen heraf foretages af fabrikanten og godkendes af den tekniske tjeneste.

For køretøjer i klasse M2 og N2 skal denne kraft svare til 10 gange vægten af det komplette sæde. For køretøjer af klasse M3 og N3 skal den svare til 6,6 gange vægten af det komplette sæde.

6.4.5.   Prøvning ved særlige seletyper

6.4.5.1.   En prøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på trækmekanismen (jf. bilag 5, figur 2), der er forbundet med forankringsbeslagene til samme sele ved hjælp af en anordning med samme geometri som en sådan seles øvre torsogjord(er).

6.4.5.2.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 3) forbundet med de to nedre seleforankringer.

6.4.5.3.   Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.6.   Prøvning ved bagudvendte sæder

6.4.6.1.   Forankringspunkterne afprøves ved de kræfter, som er foreskrevet i punkt 6.4.1, 6.4.2 eller 6.4.3. I hvert tilfælde skal prøvebelastningen svare til den belastning, der foreskrives for køretøjer henholdsvis M3 og N3.

6.4.6.2.   Prøvningsbelastningen skal påføres i fremadgående retning i forhold til det pågældende sædes placering i overensstemmelse med den i punkt 6.3 foreskrevne procedure.

6.5.   For så vidt angår en gruppe af sæder som beskrevet i punkt 1 i bilag 7 kan bilfabrikanten vælge at anvende den i bilag 7 beskrevne dynamiske prøvning i stedet for den i punkt 6.3 og 6.4 foreskrevne statiske prøvning.

6.6.   Statiske prøvningsforskrifter

6.6.1.   Isofix-forankringssystemernes styrke prøves ved at påføre anordningen til statisk belastning (static force application device — SFAD) med Isofix-beslagene i korrekt indgreb de kræfter, som er angivet i punkt 6.6.4.3.

Ved Isofix-topstropforankring gennemføres en yderligere prøvning, jf. punkt 6.6.4.4.

Alle Isofix-positioner på samme sæderække, som kan anvendes samtidigt, skal prøves samtidigt.

6.6.2.   Prøvningen kan foretages enten på et fuldt færdigt køretøj eller på tilstrækkelige dele af et køretøj, som er repræsentative for køretøjsstellets styrke og stivhed.

Ruder og døre kan være monteret eller afmonteret, åbne eller lukkede.

Ethvert element, der normalt monteres og hører til køretøjstypen, kan være monteret.

Prøvningen kan indskrænkes til at omfatte Isofix-positionen for kun ét sæde eller én gruppe af sæder, forudsat at:

a)

den pågældende Isofix-position har samme konstruktionsmæssige egenskaber som Isofix-positionen for de andre sæder eller grupper af sæder og

b)

når sædet eller gruppen af sæder er helt eller delvis forsynet med sådanne Isofix-positioner, sædet eller gruppen af sæder har samme konstruktionsmæssige egenskaber som de øvrige sæder eller grupper af sæder.

6.6.3.   Hvis sæderne og nakkestøtterne er justerbare, prøves de i den af den tekniske tjeneste definerede indstilling inden for det begrænsede område, som er foreskrevet af fabrikanten, jf. regulativ nr. 16, bilag 17, tillæg 3.

6.6.4.   Belastninger, retninger og bevægelsesgrænser

6.6.4.1.   Midtpunktet på den nedre forreste tværstang på SFAD-anordningen påføres en belastning på 135 N ± 15 N for at justere frem- og tilbagepositionen for SFAD-anordningens baglæns forskydning og således fjerne eventuel slaphed eller spænding mellem SFAD-anordningen og dens støtte.

6.6.4.2.   Anordningen til statisk belastning (SFAD) påføres kræfter i fremadgående og skrå retning i overensstemmelse med tabel 1.

Tabel 1

Prøvebelastningernes retning

Fremad

0° ± 5°

8 kN ± 0,25 kN

Skrå

75° ± 5° (til begge sider, eller hvis der er en særlig ugunstig side, eller hvis begge sider er symmetriske, kun én side)

5 kN ± 0,25 kN

De enkelte prøvninger kan på fabrikantens begæring udføres på forskellige stel.

Belastninger i fremadgående retning påføres med en initial kraftpåføringsvinkel på 10 ± 5° over det horisontale plan. Skrå belastninger påføres horisontalt 0° ± 5°. En foreløbig kraft på 500 N ± 25 N påføres ved det foreskrevne belastningspunkt X som vist i figur 2 i bilag 9. Den fulde belastning påføres så hurtigt som muligt og inden for en maksimal belastningstid på 30 sek. Fabrikanten kan dog anmode om, at belastningen påføres i løbet af 2 sek. Belastningen opretholdes i mindst 0,2 sek.

Alle målinger foretages i overensstemmelse med ISO 6487 med CFC på 60 Hz eller tilsvarende metode.

6.6.4.3.   Udelukkende prøvning af Isofix-forankringssystemet:

6.6.4.3.1.

Belastningsprøve ved fremadgående retning:

Horisontal bevægelse i længderetningen (efter foreløbig kraft) for punkt X på SFAD-anordningen under påføring af en kraft på 8 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer eller området omkring disse.

6.6.4.3.2.

Belastningsprøve ved skrå retning:

Bevægelse i belastningens retning (efter foreløbig kraft) for punkt X på SFAD-anordningen under påføring af en kraft på 5kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer eller området omkring disse.

6.6.4.4.   Prøvning af Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankring:

Der påføres en foreløbig trækkraft på 50 N ± 5 N mellem SFAD-anordningen og topstropforankringen. Horisontal bevægelse (efter foreløbig kraft) (efter foreløbig kraft) for punkt X under påføring af en kraft på 8 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer og topstropforankringer eller området omkring disse, hvis den påkrævede kraft fastholdes i den foreskrevne periode.

Tabel 2

Bevægelsesgrænser

Belastningsretning

Maksimal bevægelse for punkt X på SFAD-anordningen

Fremad

125 mm i længderetningen

Skrå

125 mm i belastningsretningen

6.6.5.   Supplerende belastninger

6.6.5.1.   Sædeinertikræfter

Ved installationspositioner, hvor kraften overføres til køretøjets sæde og ikke direkte til køretøjets stel, udføres en prøvning, der skal sikre, at køretøjets sæder er tilstrækkeligt stærkt forankret på køretøjets stel. En kraft svarende til 20 gange massen af de relevante dele i sædekonstruktionen påføres sædet eller den relevante del af sædekonstruktionen horisontalt og i længderetningen fremad mod sædet eller den relevante del af sædekonstruktionen, i overensstemmelse med den fysiske effekt, det pågældende sædes masse har for sædeforankringerne. Fastsættelsen af den eller de yderligere belastning(er) og fordelingen heraf foretages af fabrikanten og godkendes af den tekniske tjeneste.

På fabrikantens anmodning kan en supplerende belastning påføres ved SFAD-anordningens X-punkt under de statiske prøvninger, der er beskrevet ovenfor.

Hvis topstropforankringen er integreret i køretøjets sæde, udføres denne prøvning med Isofix-topstropgjorden.

Der må ikke forekomme brud, og bevægelsesgrænserne i tabel 2 skal overholdes.

BEMÆRK: Denne prøvning er ikke påkrævet, såfremt nogle af forankringerne i køretøjets sikkerhedsselesystem er integreret i køretøjets sædekonstruktion, og sædet allerede er afprøvet og har bestået dette regulativs forankringsbelastningsprøvninger for fastholdelse af voksne passagerer.

7.   INSPEKTION UNDER OG EFTER STATISK PRØVNING AF SIKKERHEDSSELEFORANKRINGER

7.1.   Alle forankringer skal kunne holde til den i punkterne 6.3 og 6.4 fastsatte prøvning. Der kan tillades en varig deformering, herunder et delvist brud, af en forankring eller i det område, der omgiver den, såfremt den foreskrevne kraft er opretholdt i den fastsatte tid. Under prøvningen skal minimumsafstandene mellem de i punkt 5.4.2.5 nævnte nedre forankringer og de i 5.4.3.6 opstillede krav vedrørende de øvre effektive forankringer overholdes.

7.1.1.   For køretøjer af klassen M1, som har en tilladt totalmasse på maksimalt 2,5 tons, og hvis øvre sikkerhedsseleforankring er fastgjort til sædets konstruktion, må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring under prøvningen ikke forskydes længere fremad end til et tværplan, som går gennem R-punktet og punktet C for det pågældende sæde (jf. figur 1 i bilag 3 til dette regulativ).

For andre køretøjer end de ovennævnte må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring under prøvningen ikke forskydes mere end til et tværplan, som hælder 10 ° fremad og går gennem sædets R-punkt.

Den maksimale forskydning af det øvre effektive forankringspunkt måles under prøvningen.

Hvis forskydningen af det øvre effektive forankringspunkt overstiger ovennævnte grænse, skal fabrikanten over for den tekniske tjeneste godtgøre, at personen i bilen ikke udsættes for fare. Eksempelvis kan prøvningsproceduren i regulativ nr. 94 følges, eller der kan udføres en slædeprøve med tilsvarende effekt for at illustrere, at der er tilstrækkelig plads til at overleve.

7.2.   I køretøjer, som har forskydnings- og spærreanordninger, der gør det muligt for personer på alle sæder at stige ud af køretøjet, skal sådanne anordninger stadig kunne betjenes med hånden, efter at trækkraftens påvirkning er ophørt.

7.3.   Efter prøvningerne opmåles enhver beskadigelse af forankringerne og af de konstruktionsdele, der har været udsat for belastning under prøvningerne.

7.4.   Undtaget herfra er de øvre forankringer til et eller flere sæder i køretøjer i klasse M2 over 3,5 tons og M3, som overholder forskrifterne i regulativ nr. 80, idet disse ikke skal opfylde bestemmelserne i punkt 7.1 om overholdelse af punkt 5.4.3.6.

8.   TILPASNINGER AF KØRETØJSTYPEN OG UDVIDELSE AF GODKENDELSEN AF EN KØRETØJSTYPE

8.1.   Enhver ændring af køretøjstypen skal anmeldes til den administrative myndighed, som har godkendt køretøjstypen. Denne myndighed kan så enten:

8.1.1.

vurdere, at de foretagne ændringer ikke har en væsentlig negativ virkning, og at køretøjet under alle omstændigheder stadig opfylder kravene, eller

8.1.2.

anmode om en yderligere testrapport fra den tekniske tjeneste, der har ansvaret for prøvningen.

8.2.   Godkendelse eller afslag på godkendelse skal sammen med detaljer om ændringerne meddeles i henhold til fremgangsmåden beskrevet i afsnit 4.3 oven for til de kontraherende parter, der anvender dette regulativ.

8.3.   Den kompetente myndighed, som meddeler udvidelse af en godkendelse, tildeler udvidelsen et serienummer og underretter de andre kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse, der svarer til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

9.   PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

Procedurer til sikring af produktionens overensstemmelse skal opfylde bestemmelserne i overenskomstens tillæg 2 (E/ECE/324-E/ECE/TRANS/505/Rev.2) med følgende krav:

9.1.

Ethvert køretøj, som bærer et godkendelsesmærke som foreskrevet i dette regulativ, skal være i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype for så vidt angår egenskaberne ved sikkerhedsseleforankringer eller Isofix-forankringssystemet og Isofix-topstropforankringen.

9.2.

For at kontrollere overensstemmelsen med de i punkt 9.1 foreskrevne krav, skal der undersøges et tilstrækkeligt antal stikprøver af serieproducerede køretøjer, som bærer det godkendelsesmærke, som kræves ifølge dette regulativ.

9.3.

Som hovedregel skal ovennævnte kontrol begrænses til måltagning. Imidlertid underkastes køretøjer i nødvendigt omfang nogle af de i punkt 6 beskrevne prøvninger, som udvælges af den tekniske tjeneste, som forestår godkendelsesprøvningerne.

10.   SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

10.1.   Godkendelser, som er meddelt for en type køretøj i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 9.1 ovenfor ikke er opfyldt, eller hvis køretøjets sikkerhedsseleforankringer eller Isofix-forankringssystemet og Isofix-topstropforankringen ikke har bestået den i punkt 9 foreskrevne kontrol.

10.2.   Hvis en kontraherende part, der anvender dette regulativ, inddrager en godkendelse, som den tidligere har meddelt, skal den straks underrette de øvrige kontraherende parter, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en anmeldelsesformular, som er i overensstemmelse med modellen i bilag 1 til dette regulativ.

11.   BRUGSVEJLEDNINGER

De nationale myndigheder kan kræve, at fabrikanter af det køretøj, som indregistreres, i brugsvejledningen for køretøjet klart angiver:

11.1.   hvor forankringerne befinder sig, og

11.2.   til hvilke seletyper forankringerne skal anvendes (jf. bilag 1, punkt 5).

12.   ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN

Hvis indehaveren af godkendelsen endeligt ophører med at fremstille en type sikkerhedsseleforankring eller en type Isofix-forankringssystem og Isofix-topstropforankring, som er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han underrette den myndighed, som har meddelt godkendelsen, herom. Efter modtagelse af den pågældende meddelelse underretter myndigheden de andre parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse, der svarer til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

13.   NAVNE OG ADRESSER PÅ TEKNISKE TJENESTER, DER UDFØRER GODKENDELSESPRØVNINGERNE, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

De kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, meddeler til FN's sekretariat navn og adresse på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøverne, og på de administrative myndigheder, som meddeler godkendelse, og til hvem formularer med attestering af godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelser, som er udstedt i andre stater, skal fremsendes.

14.   OVERGANGSBESTEMMELSER

14.1.

Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 06 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender regulativet, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 06.

14.2.

To år efter ikrafttrædelsen for ændringsserie 06 til dette regulativ må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-typegodkendelser, hvis forskrifterne i dette regulativ, som ændret ved ændringsserie 06, er overholdt.

14.3.

Syv år efter ikrafttrædelsen af ændringsserie 06 til dette regulativ kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte af anerkende godkendelser, som ikke er meddelt i overensstemmelse med ændringsserie 06 til dette regulativ. Eksisterende godkendelser af de køretøjsklasser, som ikke påvirkes af ændringsserie 06 til dette regulativ, skal imidlertid forblive gyldige, og kontraherende parter, som anvender dette regulativ, skal fortsat anerkende dem.

14.4.

For køretøjer, som ikke påvirkes af ovenstående punkt 7.1.1, forbliver godkendelser, meddelt i overensstemmelse med 04-ændringsserien til dette regulativ, gyldige.

14.5.

For køretøjer, der ikke påvirkes af supplement 4 til ændringsserie 05 til dette regulativ, forbliver de eksisterende godkendelser gyldige, såfremt disse er udstedt i overensstemmelse med ændringsserie 05 frem til dennes supplement 3.

14.6.

Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for supplement 5 til ændringsserie 05 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05.

14.7.

For køretøjer, der ikke påvirkes af supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ, forbliver de eksisterende godkendelser gyldige, såfremt disse er udstedt i overensstemmelse med ændringsserie 05 frem til dennes supplement 3.

14.8.

Fra den 20. februar 2005 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-godkendelser til køretøjer i klasse M1, hvis forskrifterne i dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05 er overholdt.

14.9.

Fra den 20. februar 2007 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser af køretøjer i klasse M1, som ikke er meddelt i overensstemmelse med supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ.

14.10.

Fra den 16. juli 2006 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-godkendelser til køretøjer i klasse N, hvis køretøjstypen overholder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05.

14.11.

Fra den 16. juli 2008 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser af køretøjer i klasse N, som ikke er meddelt i overensstemmelse med supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ.

14.12.

Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 07 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender regulativet, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 07.

14.13.

Fra 24 måneder efter datoen for ikrafttrædelse af ændringsserie 07 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-typegodkendelser, hvis forskrifterne i dette regulativ, som ændret ved ændringsserie 07, er overholdt.

14.14.

Fra 36 måneder efter datoen for ikrafttrædelse af ændringsserie 07 til dette regulativ kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte af anerkende godkendelser, som ikke er meddelt i overensstemmelse med ændringsserie 07 til dette regulativ.

14.15.

Uanset punkt 14.13 og 14.14 forbliver eksisterende godkendelser af de køretøjsklasser, som ikke påvirkes af ændringsserie 07 til dette regulativ, imidlertid gyldige, og kontraherende parter, som anvender dette regulativ, skal fortsat anerkende dem.

14.16.

Hvis der ikke er krav om obligatorisk montering af sikkerhedsseleforankringer for klapsæder i deres nationale krav på tidspunktet for tiltrædelse af dette regulativ, kan de kontraherende parter fortsat tillade, at disse forankringer ikke monteres med henblik på national godkendelse, og i så fald kan de pågældende klasser af busser ikke typegodkendes efter nærværende regulativ.


(1)  Som defineret i bilag 7 til konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3), dokument TRANS/WP29/78/Rev.1/Amend.2, senest ændret ved ændring 4 (Amend. 4).

(2)  1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Tjekkiet, 9 for Spanien, 10 for Serbien og Montenegro, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 14 for Schweiz, 15 (ubenyttet), 16 for Norge, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 22 for Den Russiske Føderation, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 25 for Kroatien, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 28 for Belarus, 29 for Estland, 30 (ubenyttet), 31 for Bosnien-Hercegovina, 32 for Letland, 33 (ubenyttet), 34 for Bulgarien, 35 (ubenyttet), 36 for Litauen, 37 for Tyrkiet, 38 (ubenyttet), 39 for Aserbajdsjan, 40 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, 41 (ubenyttet), 42 for Det Europæiske Fællesskab (godkendelser meddeles af medlemsstaterne under anvendelse af deres respektive ECE-symbol), 43 for Japan, 44 (ubenyttet), 45 for Australien, 46 for Ukraine, 47 for Sydafrika og 48 for New Zealand, 49 for Cypern, 50 for Malta, 51 for Republikken Korea, 52 for Malaysia og 53 for Thailand. Efterfølgende numre tildeles andre stater i den kronologiske orden, i hvilken de ratificerer eller tiltræder overenskomsten om ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer og udstyr og dele, som kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer, og vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser udstedt på grundlag af sådanne forskrifter, og de således tildelte numre meddeles af FN's generalsekretær til de kontraherende parter.

(3)  Se fodnote 1.

(4)  Dokument TRANS/WP29/78/Rev.1/Amend.2, senest ændret ved Amend. 4.


BILAG 1

MEDDELELSE

(største format: A4 (210 × 297 mm))

Image

Image


BILAG 2

UDFORMNING AF TYPEGODKENDELSESMÆRKET

MODEL A

(se afsnit 4.4 i dette regulativ)

Image

Det ovennævnte godkendelsesmærke, der er påmonteret et køretøj, angiver, at den pågældende køretøjstype med hensyn til sikkerhedsseleforankringer er godkendt i Nederlandene (E 4) i henhold til regulativ nr. 14 med godkendelsesnummer 072439. De to første cifre i godkendelsesnummeret angiver, at regulativ nr. 14 allerede indeholdt ændringsserie 07 på godkendelsestidspunktet.

MODEL B

(se afsnit 4.5 i dette regulativ)

Image

Godkendelsesmærket ovenfor viser, at den pågældende køretøjstype er godkendt i Nederlandene (E 4), i henhold til regulativ nr. 14 og 24. (1) (For så vidt angår sidstnævnte regulativ er den korrigerede energioptagende faktor 1,30 m-1). Godkendelsesnumrene angiver, at regulativ nr. 14 på godkendelsesdatoerne omfattede ændringsserie 07, men at regulativ nr. 24 forelå i ændringsserie 03-versionen.


(1)  Det sidstnævnte nummer er kun givet som eksempel.


BILAG 3

ANRBRINGELSE AF EFFEKTIVE SELEFORANKRINGER

Figur 1

De effektive forankringers monteringszoner

(Tegningen viser ét eksempel, hvor den øvre forankring er fastgjort til køretøjets karrosseriplade)

Image

Figur 2

Øvre effektive forankringer i overensstemmelse med regulativets punkt 5.4.3.7.3.

Image


BILAG 4

METODE TIL BESTEMMELSE AF »H-PUNKT« OG FAKTISK TORSOVINKEL FOR SIDDEPLADSER I MOTORKØRETØJER

1.   FORMÅL

Den i dette bilag beskrevne metode anvendes til bestemmelse af H-punkt og faktisk torsovinkel for en eller flere siddepladser i et motorkøretøj og til eftervisning af sammenhængen mellem målte data og de konstruktivt bestemte specifikationer, som er angivet af fabrikanten (1).

2.   DEFINITIONER

I dette bilag forstås ved:

2.1.   »Referencedata«: en eller flere af følgende specifikationer for siddepladsen:

2.2.   »Tredimensional H-punkt-maskine«: (3-D H-maskine), den anordning, som anvendes til bestemmelse af H-punkt og faktisk torsovinkel. Denne anordning er beskrevet i tillæg 1 til dette bilag.

2.3.   »»H«-punkt«: omdrejningscentrum for torso og lår af 3-D H-maskinen, når denne er anbragt i køretøjets sæde i overensstemmelse med punkt 4 nedenfor. H-punktet er beliggende i midtpunktet af anordningens centerlinje, som forbinder sigtekornene for H-punktet på hver side af 3-D H-maskinen. H-punktet svarer teoretisk til R-punktet (vedr. tolerancer henvises til punkt 3.2.2 nedenfor). Når H-punktet er bestemt efter fremgangsmåden i punkt 4, betragtes H-punktet som fastliggende i forhold til sædehyndens konstruktion og flytter sammen med denne, når sædet justeres. »R-punktet« eller »sædets referencepunkt«:

2.4.   »»R«-punktet« eller »sædets referencepunkt«: et konstruktivt bestemt punkt, som fastlægges af køretøjsfabrikanten for hver siddeplads, og er bestemt i forhold til det tredimensionale referencesystem.

2.5.   »Torsolinje«: midteraksen af 3-D H-maskinens målestok, når denne er ført helt tilbage.

2.6.   »Faktisk torsovinkel«: vinklen mellem en lodret linje gennem H-punktet og torsolinjen, målt med 3-D H-maskinens rygvinkelkvadrant. Den faktiske torsovinkel svarer teoretisk til den konstruktivt bestemte torsovinkel (vedrørende tolerancer henvises til punkt 3.2.2 nedenfor).

2.7.   »Konstruktivt bestemt torsovinkel«: vinklen mellem en lodret linje gennem R-punktet og torsolinjen i en position svarende til ryglænets konstruktivt bestemte placering, som er fastlagt af køretøjets fabrikant.

2.8.   »Midterplan af passager/fører«: (C/LO): midterplanet af 3-D H-maskinen, som er anbragt på hver af de foreskrevne siddepladser; det repræsenteres af H-punktets koordinat på Y-aksen. For enkeltsæder falder sædets midterplan sammen med passagerens midterplan. For de øvrige sæder angives passagerens midterplan af fabrikanten.

2.9.   »Tredimensionalt referencesystem«: et system svarende til det, der er beskrevet i tillæg 2 til dette bilag.

2.10.   »Referencemærker«: fysiske punkter (huller, overflader, mærker eller fordybninger) på karrosseriets overflade som defineret af fabrikanten.

2.11.   »Køretøjets målestilling«: køretøjets position, bestemt ved referencemærkernes koordinater i det tredimensionale referencesystem.

3.   FORSKRIFTER

3.1.   Datapræsentation

For hver siddeplads, for hvilken der kræves referencedata til at godtgøre overensstemmelsen med dette regulativs bestemmelser, skal alle nedenstående data eller et passende udvalg heraf forelægges i den form, der er angivet i tillæg 3 til dette bilag:

3.1.1.

R-punktets koordinater i det tredimensionale referencesystem

3.1.2.

den konstruktivt bestemte torsovinkel

3.1.3.

alle angivelser, som er nødvendige for indstilling af sædet (såfremt det er indstilleligt) i den i punkt 4.3 nedenfor fastlagte måleposition.

3.2.   Forhold mellem måleværdier og konstruktivt bestemte specifikationer

3.2.1.   H-punktets koordinater og værdien af den faktiske torsovinkel, som fremkommer ved den i punkt 4 nedenfor beskrevne fremgangsmåde, sammenholdes med henholdsvis R-punktets koordinater og værdien af den konstruktivt bestemte torsovinkel angivet af køretøjets fabrikant.

3.2.2.   For den pågældende siddeplads anses den indbyrdes beliggenhed af R-punktet og H-punktet og forholdet mellem den konstruktivt bestemte torsovinkel og den faktiske torsovinkel for tilfredsstillende, såfremt H-punktet, bestemt ved sine koordinater, ligger inden for et kvadrat, hvis sidelængde er 50 mm, og hvis diagonaler skærer hinanden i R-punktet, og såfremt den faktiske torsovinkel er inden for 5° fra den konstruktivt bestemte torsovinkel.

3.2.3.   Er disse betingelser opfyldt, anvendes R-punktet og den konstruktivt bestemte torsovinkel til eftervisning af, at dette regulativs bestemmelser er overholdt.

3.2.4.   Opfylder H-punktet og den faktiske torsovinkel ikke kravene i punkt 3.2.2 ovenfor, bestemmes H-punktet og den faktiske torsovinkel yderligere to gange (tre gange i alt). Såfremt resultaterne af to af disse tre gennemførelser opfylder kravene, finder betingelserne i punkt 3.2.3 ovenfor anvendelse.

3.2.5.   Såfremt resultaterne af mindst to af de i punkt 3.2.4 ovenfor beskrevne gennemførelser ikke opfylder kravene i punkt 3.2.2 ovenfor, eller såfremt efterprøvning ikke kan finde sted, fordi køretøjets fabrikant har undladt at give oplysning om R-punktets beliggenhed eller om den konstruktivt bestemte torsovinkel, finder det geometriske tyngdepunkt af de tre målte punkter eller gennemsnittet af de tre målte vinkler anvendelse og anses for at gælde i alle tilfælde, hvor der henvises til R-punkt eller konstruktivt bestemt torsovinkel i dette regulativ.

4.   METODE TIL BESTEMMELSE AF H-PUNKT OG FAKTISK TORSOVINKEL

4.1.   Køretøjets konditioneres efter fabrikantens skøn ved en temperatur på 20 ± 10 °C for at sikre, at sædematerialet har nået rumtemperatur. Har prøvesædet aldrig været benyttet, skal en 70 til 80 kg tung person eller genstand anbringes på sædet to gange ét minut for at komprimere dets sædehynde og ryglæn. Hvis fabrikanten begærer det, skal alle sæder være ubelastet i et tidsrum af mindst 30 min. før montering af 3-D H-maskinen.

4.2.   Køretøjet skal være i den i punkt 2.11 ovenfor fastlagte måleposition.

4.3.   Er sædet justerbart, indstilles det i den bageste normale køreposition, som angives af køretøjets fabrikant, idet kun sædets indstilling i længderetningen tages i betragtning, og idet der ses bort fra indstilling til andet formål end normal kørsel. Anvendes andre former for indstilling af sædet (højde, vinkel, ryglæn osv.), vælges den indstilling, som foreskrives af køretøjets fabrikant. Affjedrede sæder skal i lodret retning være stift fastgjort i den normale kørestilling angivet af fabrikanten.

4.4.   Det område af sædet, som berøres af 3-D H-maskinen, skal være dækket af bomuldsmusselin af tilstrækkelig størrelse og passende vævning, beskrevet som almindeligt bomuldsstof med 18,9 tråde pr. cm2 og vægt 0,228 kg/m2, eller af strikket eller uvævet stof med tilsvarende egenskaber. Foretages prøvningen på et sæde uden for køretøjet, skal det gulv, som sædet er anbragt på, have samme væsentlige egenskaber (2) som bunden i det køretøj, hvor sædet påtænkes anvendt.

4.5.   3-D H-maskinens sæde og ryglæn anbringes således, at passagerens midterplan (C/LO) falder sammen med 3-D H-maskinens midterplan. På producentens begæring kan 3-D H-maskinen flyttes, så den er inden for C/LO, hvis 3-D H-maskine er anbragt så yderligt, at sædets kant ikke gør det muligt at bringe 3-D H-maskinen i niveau.

4.6.   Fod-/underbensenhederne fastgøres til sædeskålen, enten enkeltvis eller ved hjælp af T-stykket med underben. En linje gennem sigtekornene for H-punktet skal være parallel med jorden og vinkelret på sædets langsgående midterplan.

4.7.   3-D H-maskinens fod- og benposition indstilles som følger:

4.7.1.   Omhandlet siddeplads: fører og den yderste forsædepassager

4.7.1.1.   De to fod-/benenheder føres fremad, så fødderne indtager deres naturlige stilling på gulvet, om nødvendigt mellem betjeningspedalerne. Den venstre fod skal om muligt anbringes omtrent lige så langt til venstre for 3-D H-maskinens midterplan som den højre fod er til højre. Den libelle, som kontrollerer 3-D H-maskinens indstilling i tværretningen, bringes i vater, om nødvendigt ved efterindstilling af sædeskålen eller ved, at ben-/fodenhederne stilles bagud. Linjen gennem sigtekornene for H-punktet holdes vinkelret på sædets langsgående midterplan.

4.7.1.2.   Hvis det venstre ben ikke kan holdes parallelt med højre ben, og venstre fod ikke kan understøttes af konstruktionen, flyttes venstre fod, indtil den er understøttet. Sigtepunkternes indstilling skal bibeholdes.

4.7.2.   Omhandlet siddeplads: yderplads på bagsæde

For bagsæde og ekstrasæder anbringes benene som foreskrevet af fabrikanten. Hvis de dele af bunden, som fødderne derved støtter mod, har forskellig højde, benyttes som reference den fod, som først kommer i berøring med forsædet, og den anden fod anbringes således, at libellen til angivelse af sædets indstilling i tværretningen er i vater.

4.7.3.   Andre omhandlede siddepladser:

Hertil benyttes den generelle metode i punkt 4.7.1 ovenfor bortset fra, at fødderne anbringes som foreskrevet af køretøjets fabrikant.

4.8.   Der påsættes vægtlodder for underben og lår, og 3-D H-maskinen bringes i vater.

4.9.   Ryglænsskålen skubbes frem mod det forreste stop, og 3-D H-maskinen trækkes fri af ryglænet ved hjælp af T-stykket. 3-D H-maskinen justeres på sædet med en af følgende metoder:

4.9.1.   Hvis 3-D H-maskinen er tilbøjelig til at glide tilbage, benyttes følgende metode: Man lader 3-D H-maskinen glide tilbage, indtil T-stykket ikke længere behøver at belastes for at begrænse bevægelsen fremad-vandret, dvs. indtil sædets skål ligger an mod ryglænet. Om nødvendigt korrigeres underbenets position.

4.9.2.   Hvis 3-D H-maskinen ikke er tilbøjelig til at glide tilbage, benyttes følgende metode: 3-D H-maskinen skubbes tilbage ved, at T-stykket påføres en bagudrettet vandret belastning, indtil sædeskålen ligger an mod ryglænet (se figur 2 i tillæg 1 til dette bilag).

4.10.   Der påføres en belastning på 100 ± 10 N på 3-D H-maskinens ryglæn og skål i skæringspunktet mellem hoftevinkelkvadranten og T-stykkets hus. Belastningens retning holdes langs en linje mellem ovennævnte skæringspunkt og et punkt lige over lårbjælkens hus (jf. figur 2 i tillæg 1 til dette bilag). Derefter føres rygskålen forsigtigt tilbage til ryglænet. Under den resterende del af proceduren må man omhyggeligt forhindre 3-D H-maskinen i at glide fremad.

4.11.   Vægtlodderne svarende til højre og venstre balde monteres, derefter skiftevis de otte torsovægtlodder. 3-D H-maskinen holdes i vater.

4.12.   Rygskålen vippes fremad, så ryglænet aflastes. 3-D H-maskinen rokkes fra side til side gennem en vinkel på 10° (5° på hver side af det lodrette midterplan) gennem tre hele cyklusser for at udløse eventuel opstået friktion mellem 3-D H-maskinen og sædet.

Under den rokkende bevægelse kan 3-D H-maskinens T-stykke være tilbøjeligt til at flytte sig fra den foreskrevne vandrette og lodrette indstilling. T-stykket må derfor fastholdes ved, at man påfører det en passende sideværts belastning under den rokkende bevægelse. Det må sikres, at der ved fastholdelse af T-stykket og den rokkende bevægelse af 3-D H-maskinen ikke utilsigtet påføres nogen udvendig lodret eller frem- og tilbagerettet belastning.

3-D H-maskines fødder må ikke holdes tilbage eller blokeres under dette trin. Hvis fødderne ændrer stilling, skal man lade dem forblive i denne stilling for øjeblikket.

Derefter føres rygskålen forsigtigt tilbage til ryglænet, og det kontrolleres, at begge libeller står i nulstilling. Har fødderne flyttet sig under den rokkende bevægelse af 3-D H-maskinen, skal de justeres på følgende måde:

Hver fod løftes skiftevis mindst muligt fri af bunden, indtil der ikke fremkommer nogen yderligere flytning af fødderne. Under denne løftning skal fødderne kunne dreje frit, og der må ikke påføres nogen fremadgående eller sideværts belastning. Når hver fod føres tilbage i sænket stilling, skal hælen være i berøring med den del af konstruktionen, der er beregnet til dette.

Kontrollér at libellen for sideværts indstilling er i nulstilling. Om nødvendigt påføres rygskålen foroven en tilstrækkelig sidevært belastning til at bringe 3-D H-maskinens sædeskål i vater på sædet.

4.13.   Idet T-stykket holdes for at undgå, at 3-D H-maskinen glider fremad på sædehynden, gør man således:

a)

rygskålen føres tilbage til ryglænet

b)

der påføres en vekslende afbrudt vandret bagudrettet belastning på højst 25 N på rygvinkelstangen i en højde omtrent svarende til midten af torsovægtlodderne, indtil hoftevinkelkvadranten viser, at der er nået en stabil stilling efter ophør af belastningen. Det må nøje sikres, at 3-D H-maskinen ikke påføres nogen ydre nedadrettet eller sideværts belastning. Hvis det endnu en gang er nødvendigt at bringe 3-D H-maskinen i niveau, drejes rygskålen fremad og føres i vater, hvorefter proceduren gentages fra punkt 4.12.

4.14.   Tag alle mål:

4.14.1.   H-punktets koordinater måles i forhold til det tredimensionale referencesystem.

4.14.2.   Den faktiske torsovinkel aflæses på 3-D H-maskinens rygvinkelkvadrant med måleanordningen ført helt tilbage.

4.15.   Ønskes installationen af 3-D H-maskinen gentaget, skal alle sæder være ubelastet i mindst 30 minutter, før geninstallation finder sted. 3-D H-maskinen må ikke efterlades i belastet stand på sædet længere end den tid, det tager at udføre prøven.

4.16.   Hvis sæderne i samme række kan anses for at svare til hinanden (bænkesæde, identiske sæder osv.), bestemmes for hver sæderække kun ét H-punkt og én faktisk torsovinkel, idet den i dette bilags tillæg 1 beskrevne 3-D H-maskine anbringes på en siddeplads, som er repræsentativ for rækken. Denne plads skal være:

4.16.1.

for forreste sæderække: førersædet

4.16.2.

for bagsæderække(r): en yderplads.


(1)  Hvis H-punktet for nogen siddeplads bortset fra forsæderne ikke kan bestemmes ved hjælp af den »tredimensionale H-punkt-maskine« eller dertil hørende metoder, kan det af fabrikanten angivne R-punkt efter den kompetente myndigheds skøn anvendes som referencepunkt.

(2)  Hældning, højdeforskel med et sædebeslag, overfladestruktur osv.

Tillæg 1

BESKRIVELSE AF DEN TREDIMENSIONALE H-PUNKT-MASKINE  (1)

(3-D H-maskinen)

1.   Ryglæns- og sædeskål

Ryglæns- og sædeskålene er udført i armeret plast og metal; de simulerer den menneskelige krops torso og lår og er mekanisk hængslet i H-punktet. Til måling af den faktiske torsovinkel er der til målestokken fastgjort en kvadrant, som er hængslet i H-punktet. En indstillelig lårbjælke, fastgjort til sædeskålen, fastlægger lårets centerlinje og fungerer som grundlinje for hoftevinkelkvadranten.

2.   Krops- og benelementer

Underbenselementerne er forbundet med sædeskålen ved det T-stykke, som samler knæene og er en sideværts forlængelse af den indstillelige lårbjælke. Underbenselementerne er forsynet med kvadranter til måling af knævinklerne. Sko- og fodenhederne er kalibreret til måling af fodvinklen. Til den rumlige orientering af anordningen findes to libeller. Vægtlodder svarende til de forskellige kropselementer er anbragt i de respektive tyngdepunkter, så de giver samme indtrængning i sædet som den, der bevirkes af en mandsperson på 76 kg. Det kontrolleres, at alle 3-D H-maskinens led arbejder frit uden at frembyde nævneværdig friktion.

Figur 1

Betegnelser for 3-D H-maskinens elementer

Image

Figur 2

Dimensioner for 3-D H-maskinens elementer og vægtfordeling

Image


(1)  Vedrørende nærmere enkeltheder i konstruktionen af 3-D H-maskinen henvises til Society of Automobile Engineers (SAE), 400 Commonwealth Drive, Warrendale, Pennsylvania 15096, USA.

Maskinen svarer til den, der er beskrevet i ISO Standard 6549:1980.

Tillæg 2

TREDIMENSIONALT REFERENCESYSTEM

1.

Det tredimensionale referencesystem er defineret ved tre ortogonale planer, som fastlægges af køretøjets fabrikant (jf. illustrationen) (1).

2.

Køretøjets målestilling fastlægges ved, at køretøjet anbringes på støttefladen, således at referencemærkernes koordinater svarer til de værdier, der angives af fabrikanten.

3.

Koordinaterne til R-punktet og H-punktet fastlægges i forhold til de referencemærker, som angives af køretøjets fabrikant.

Figur

Tredimensionalt referencesystem

Image


(1)  Referencesystemet svarer til ISO-standard 4130:1978.

Tillæg 3

REFERENCEDATA FOR SIDDEPLADSER

1.   Kodning af referencedata

Referencedata er angivet fortløbende for hver siddeplads. Siddepladser er identificeret ved en kode bestående af to tegn. Det første tegn er et arabertal, som angiver sæderækken, regnet fra køretøjets forende til bagenden. Det andet tegn er et stort bogstav, som angiver sædets placering i rækken, set i køretøjets normale køreretning; der anvendes følgende bogstaver:

L

=

venstre

C

=

midterste

R

=

højre

2.   Beskrivelse af køretøjets målestilling

2.1.   Referencemærkernes koordinater

 

X …

 

Y …

 

Z …

3.   Fortegnelse over referencedata

3.1.   Siddeplads: …

3.1.1.   R-punktets koordinater

 

X …

 

Y …

 

Z …

3.1.2.   Konstruktivt bestemt torsovinkel: …

3.1.3.   Forskrifter for sædeindstilling (1)

 

vandret: …

 

lodret: …

 

vinkelindstilling: …

 

torsovinkel: …

Note: Referencedata for yderligere siddepladser angives under 3.2, 3.3, osv.


(1)  Det ikke gældende overstreges.


BILAG 5

TRÆKANORDNING

Figur 1

Image

Figur 1a

Image

Figur 2

Image

Med henblik på fastgørelse af gjorden kan skulderselens trækanordning ændres ved at tilføje to styrekanter og/eller nogle bolte for at undgå, at gjorden falder af under trækprøvningen.

Figur 3

Image


BILAG 6

MINDSTE ANTAL FORANKRINGSPUNKTER OG PLACERING AF NEDRE FORANKRINGER

Køretøjsklasse

Fremadvendte siddepladser

Bagudvendte

Ydre

Midter

Forsæde

Øvrige

Forsæde

Øvrige

M1

3

3

3

3

2

M2 ≤ 3,5 tons

3

3

3

3

2

M3 og M2 > 3,5 tons

3

Image

3 eller 2

Image

3 eller 2

Image

3 eller 2

Image

2

N1

3

3 eller 2 Ø

3 eller 2 *

2

2

N2 og N3

3

2

3 eller 2 *

2

2

2

:

To nedre forankringer, som muliggør montering af sikkerhedssele type B eller sikkerhedssele type Br, Br3, Br4m eller Br4Nm, hvis dette kræves ifølge den konsoliderede resolution om udformning af køretøjer (R.E.3), bilag 13, tillæg 1.

3

:

To nedre forankringer og én øvre forankring, som muliggør montering af trepunktssele type A eller sikkerhedssele type Ar, eller Ar4m, hvis dette kræves ifølge den konsoliderede resolution om udformning af køretøjer (R.E.3), bilag 13, tillæg 1.

Ø

:

henviser til punkt 5.3.3 (Der tillades to forankringer, hvis der er passage mellem sædet og køretøjets sidevæg).

*

:

Henviser til punkt 5.3.4 (Der tillades to forankringer, hvis forruden befinder sig uden for referenceområdet).

Image

:

Henviser til punkt 5.3.5 (Der tillades to forankringer, hvis der ikke findes noget i referenceområdet).

Image

:

Henviser til punkt 5.3.7 (Særlig bestemmelse for et køretøjs øvre dæk).

Tillæg

PLACERING AF NEDRE FORANKRINGER — KUN KRAV TIL VINKLER

Sæder

M1

Andre end M1

Forsæder (*)

Siden med lukkebeslag (α2)

45°-80°

30°-80°

anden side (α1)

30°-80°

30°-80°

vinkelkonstant

50°-70°

50°-70°

bænksæde — siden med lukkebeslag (α2)

45°-80°

20°-80°

bænksæde — anden side (α1)

30°-80°

20°-80°

justerbart sæde med ryglænsvinkel < 20°

45°-80° (α2) (*)

20°-80° (α1) (*)

20°-80°

Bagsæder ≠

 

30°-80°

20°-80° Ψ

Klapsæde

Seleforankring ikke påkrævet.

Forefindes forankring: se krav til vinkler fortil og bagtil

≠:

Udvendige pladser og midterpladser.

(*)

Såfremt vinklen ikke er konstant: jf. punkt 5.4.2.1.

Ψ:

45°-90° for sæder i køretøjer af klasse M2 og M3.


BILAG 7

DYNAMISK PRØVNING SOM ALTERNATIV TIL STATISK PRØVNING AF SELEFORANKRINGERNES MODSTANDSKRAFT

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

I dette bilag beskrives en dynamisk slædeprøvning, som kan udføres som alternativ til den i regulativets punkt 6.3 og 6.4 foreskrevne statiske prøvning af seleforankringernes modstandskraft.

Dette alternativ kan anvendes på bilfabrikantens anmodning, såfremt der er tale om en gruppe af sæder ved siddepladser, som alle er forsynet med 3-punktsseler og dertil hørende kraftbegrænsende anordninger for brystkassen, og såfremt en gruppe af sæder yderligere omfatter en siddeplads, hvis øvre seleforankring indgår i sædets konstruktion.

2.   FORSKRIFTER

2.1.   I den dynamiske prøvning, som er foreskrevet i dette bilags punkt 3, må der ikke forekomme brud på forankringer eller områderne omkring disse. Dog tillades et programmeret brud, som er nødvendigt for den kraftbegrænsende anordnings funktion.

Minimumsafstandene for de i dette regulativs punkt 5.4.2.5 nævnte nedre forankringer og de i punkt 5.4.3.6 opstillede krav vedrørende de øvre effektive forankringer samt i givet fald de i punkt 2.1.1 herunder supplerende krav, skal overholdes.

2.1.1.   For køretøjer af klassen M1, som har en tilladt totalmasse på maksimalt 2,5 tons, må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring, såfremt den er fastgjort til sædets konstruktion, ikke forskydes længere fremad end til et tværplan, som går gennem R-punktet og punktet C for det pågældende sæde (jf. figur 1 i bilag 3 til dette regulativ).

For andre køretøjer end de ovennævnte må den øvre sikkerhedsseleforankring ikke forskydes mere end til et tværplan, som hælder 10° fremad og går gennem sædets R-punkt.

2.2.   I køretøjer, som har forskydnings- og spærreanordninger, der gør det muligt for personer på alle sæder at stige ud af køretøjet, skal sådanne anordninger stadig kunne betjenes med hånden efter prøvningen.

2.3.   I brugervejledningen for køretøjet skal det angives, at hver enkelt sikkerhedssele kun må udskiftes med en sikkerhedssele, der er godkendt til den pågældende siddeplads i køretøjet; især skal de siddepladser, som kun må monteres med en egnet sikkerhedssele forsynet med kraftbegrænser, angives.

3.   BETINGELSER FOR DYNAMISK PRØVNING

3.1.   Almindelige betingelser

De almindelige betingelser, som er beskrevet i punkt 6.1 i dette regulativ, gælder for prøvningen, som er beskrevet i dette bilag.

3.2.   Opstilling og forberedelse

3.2.1.   Slæde

Slæden skal være konstrueret således, at der ikke fremstår permanent deformering efter prøvningen. Den skal have en styring, der sikrer, at den i kollisionsfasen ikke afviger mere end 5° i det lodrette plan og 2° i det vandrette plan.

3.2.2.   Fastgørelse af køretøjets stel

Den del af køretøjets stel, som anses for væsentlig for køretøjets stivhed i forbindelse med sæde- og seleforankringerne, fastgøres til slæden, idet den i dette regulativs punkt 6.2 beskrevne fremgangsmåde følges.

3.2.3.   Fastholdelsesanordninger

3.2.3.1.   Fastholdelsesanordninger (komplette sæder, sikkerhedsseler og kraftbegrænsende anordninger) monteres til køretøjets stel i henhold til specifikationerne for det pågældende køretøjs produktionsserie.

De af køretøjets dele, som vender mod det prøvede sæde (instrumentbræt, sæde osv. — afhængig af det prøvede sæde) kan monteres på prøveslæden. Såfremt der er airbags til beskyttelse med frontalkollision, skal disse deaktiveres.

3.2.3.2.   På bilfabrikantens opfordring og efter aftale med den tekniske tjeneste, som er ansvarlig for prøvningerne, kan montering af visse dele af fastholdelsessystemerne ud over de komplette sæder, sikkerhedsseler og kraftbegrænsere undlades eller erstattes af dele, som har tilsvarende eller lavere stivhed, og hvis dimensioner stemmer overens med køretøjets indre monteringsmål, under forudsætning af at den afprøvede opstilling er mindst lige så ugunstig som serieopstillingen med hensyn til den belastning, der påføres sæde- og seleforankringerne.

3.2.3.3.   I overensstemmelse med kravene i dette regulativs punkt 6.1.2 placeres sæderne i den indstilling, som den prøveansvarlige tekniske tjeneste vurderer giver de mest ugunstige forhold for forankringernes modstandskraft, og som er forenelig med placeringen af prøvedukker i køretøjet.

3.2.4.   Prøvedukker

En prøvedukke, hvis mål og masse er i overensstemmelse med bilag 8, placeres på hvert sæde og holdes fast af køretøjets sikkerhedssele.

Der kræves ingen måleinstrumenter i dukkerne.

3.3.   Prøvning

3.3.1.   Slæden fremdrives, således at den under prøvningen har en acceleration på 50 km/h. Slædens deceleration skal ligge inden for det interval, som er angivet i bilag 8 til regulativ nr. 16.

3.3.2.   Eventuelle yderligere fastholdelsesanordninger (selestrammere og lign. — bortset fra airbags) aktiveres efter bilfabrikantens anvisninger.

3.3.3.   Det undersøges, om forskydningen af sikkerhedsselens forankringer overstiger de grænser, som er angivet i dette bilags punkt 2.1 og 2.1.1.


BILAG 8

SPECIFIKATIONER FOR PRØVEDUKKER  (1)

Masse

97,5 ± 5 kg

Opret siddehøjde

965 mm

Hoftebredde (siddende)

415 mm

Hofteomkreds (siddende)

1 200 mm

Livvidde (siddende)

1 080 mm

Brystkassedybde

265 mm

Brystkasseomkreds

1 130 mm

Skulderhøjde

680 mm

Tolerance for alle længdemål

± 5 %

Bemærkning: Målene er illustreret i nedenstående figur:

Image


(1)  Anordninger beskrevet i Australian Design Rule (ADR) 4/03 og Federal Motor Vehicle Safety Standard (FMVSS) no 208 anses for tilsvarende.


BILAG 9

ISOFIX-FORANKRINGSSYSTEMER OG ISOFIX-TOPSTROPFORANKRINGER

Figur 1

Anordning til statisk belastning (SFAD), isometrisk afbildning

Image

Figur 2

Anordning til statisk belastning (SFAD), dimensioner

Image

Figur 3

Isofix-topstropkonnektor (krogtypen) mål

Image

Figur 4

Afstand mellem begge nedre forankringsområder

Image

Figur 5

Todimensional skabelon

Image

Figur 6

Placering af Isofix-topstropforankring, Isofix-område — set fra siden

Image

Figur 7

Placering af Isofix-topstropforankring, Isofix-område — set fra siden (forstørrelse) indhyllingsområdet

Image

Figur 8

Placering af Isofix-topstropforankring, Isofix-område — plan

(tværsnit af R-planet)

Image

Figur 9

Placering af Isofix-topstropforankring, Isofix-område — set forfra

Image

Figur 10

Placering af Isofix-topstropforankring, Isofix-område — tredimensional grafisk fremstilling

Image

Figur 11

Alternativ metode til placering af topstropforankringen ved hjælp af fiksturen »ISO/F2« (B), Isofix-område — set fra siden, ovenfra og bagfra

Image

Figur 12

Symbol for nedre Isofix-forankring

Image

Figur 13

Symbol, der anvendes til at identificere placeringen af en topstropforankring, som er under et dække

Image

Image

Bemærkninger:

1.

Dimensioner i millimeter.

2.

Tegning ikke i målestoksforhold.

3.

Symbolet skal være tydeligt enten ved hjælp af kontrastfarver eller ved tilstrækkelig reliefvirkning, hvis det er støbt eller mønsterpresset.


28.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 109/55


Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343, der findes på adressen:

http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html

Regulativ nr. 34 fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer med hensyn til forebyggelse af brandfare

Omfattende al gældende tekst frem til:

Supplement 3 til ændringsserie 02 — Ikrafttrædelsesdato: den 24. oktober 2009

INDHOLD

REGULATIV

1.

Anvendelsesområde

2.

Ansøgning om godkendelse

3.

Godkendelse

DEL I —   GODKENDELSE AF KØRETØJER MED HENSYN TIL DERES BRÆNDSTOFBEHOLDERE

4.

Definitioner

5.

Krav til beholdere til flydende brændstof

6.

Prøvning af beholdere til flydende brændstof

DEL II —   GODKENDELSE AF KØRETØJER MED HENSYN TIL FOREBYGGELSE AF BRANDFARE I TILFÆLDE AF KOLLISION

7.

Definitioner

8.

Forskrifter for montering af beholdere til flydende brændstof

9.

Prøvninger af køretøjet

DEL III —   GODKENDELSE AF BEHOLDERE TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF SOM SEPARAT TEKNISK ENHED

10.

Definitioner

11.

Krav til beholdere til flydende brændstof

DEL IV —   GODKENDELSE AF KØRETØJER MED HENSYN TIL MONTERING AF GODKENDT(E) BRÆNDSTOFBEHOLDER(E)

12.

Definitioner

13.

Forskrifter for montering af beholder(e) til flydende brændstof

14.

Ændringer af køretøjstypen eller beholdertypen

15.

Produktionens overensstemmelse

16.

Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse

17.

Overgangsbestemmelser

18.

Navne og adresser på tekniske tjenester, der udfører godkendelsesprøvningerne, og på de administrative myndigheder

BILAG

Bilag 1 —

Meddelelse om godkendelse eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelse eller endeligt ophør af produktionen af en køretøjstype, hvad angår dens beholder til flydende brændstof og forebyggelse af brandfare ved frontal- eller sidekollision eller kollision bagfra og en type beholder til flydende brændstof i henhold til regulativ nr. 34.

Bilag 2 —

Udformning af godkendelsesmærker

Bilag 3 —

Prøvning ved frontalkollision mod barriere

Bilag 4 —

Fremgangsmåde ved prøvning ved kollision bagfra

Bilag 5 —

Prøvning af brændstofbeholdere af plast

Bilag 5 — Tillæg 1 —

Prøvning af brandbestandighed

Bilag 5 — Tillæg 2 —

Dimensioner og tekniske specifikationer for ildfaste sten

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

Dette regulativ finder anvendelse på:

1.1.

DEL I: godkendelse af køretøjer i klasse M, N og O (1) med hensyn til køretøjernes beholdere til flydende brændstof.

1.2.

DEL II: på fabrikantens anmodning: godkendelse af køretøjer i klasse M, N og O, monteret med en eller flere brændstofbeholdere til flydende brændstof, som er godkendt i henhold til dette regulativs del I eller IV, med hensyn til forebyggelse af brandfare ved frontal- og/eller sidekollision og/eller kollision bagfra.

1.3.

DEL III: godkendelse af beholdere til flydende brændstof som tekniske enheder.

1.4.

DEL IV: godkendelse af køretøjer med hensyn til montering af godkendte beholdere til flydende brændstof.

2.   ANSØGNING OM GODKENDELSE

2.1.   Ansøgning om godkendelse i henhold til dette regulativs del I og/eller II.

2.1.1.

Ansøgning om godkendelse af en køretøjstype i henhold til del I eller del II en af dette regulativ indgives af køretøjsfabrikanten eller dennes behørigt befuldmægtigede repræsentant.

2.1.2.

Ansøgningen skal bilægges nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer og følgende oplysninger:

2.1.2.1.

en detaljeret beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til de i punkt 4.2 og/eller 7.2 omhandlede punkter; betegnelser for motortype og køretøjstype skal være anført i form af numre og symboler

2.1.2.2.

tegning(er), der viser brændstofbeholderens egenskaber og angiver det anvendte materiale

2.1.2.3.

et diagram over brændstoftilførselssystemet, der viser, hvordan de enkelte dele er placeret på køretøjet samt

2.1.2.4.

for så vidt angår ansøgning i henhold til dette regulativs del II, et diagram over den elektriske installation, der viser dens placering og montering til køretøjet.

2.1.3.

Følgende skal indleveres til den tekniske tjeneste, der forestår typegodkendelsesprøvningen:

2.1.3.1.

et køretøj, der er repræsentativt for den type køretøj, der skal godkendes, eller de dele af køretøjet, som den tekniske tjeneste skønner nødvendige for at kunne foretage afprøvning med henblik på godkendelse

2.1.3.2.

såfremt det drejer sig om et køretøj udstyret med en brændstofbeholder af plast: syv yderligere beholdere med tilbehør

2.1.3.3.

såfremt det drejer sig om et køretøj udstyret med en brændstofbeholder af andet materiale: to yderligere beholdere med tilbehør.

2.2.   Ansøgning om godkendelse i henhold til dette regulativs del III.

2.2.1.

Ansøgning om godkendelse af en type beholder til flydende brændstof i henhold til dette regulativs del III indgives af køretøjsfabrikanten eller dennes behørigt befuldmægtigede repræsentant.

2.2.2.

Ansøgningen vedlægges nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer samt følgende oplysninger:

2.2.2.1.

en detaljeret beskrivelse af brændstofbeholdetypen med hensyn til de i punkt 10.2 omhandlede punkter; det bør angives, om ansøgningen vedrører en beholdertype med eller uden tilbehør, og om den vedrører universal anvendelse eller anvendelse i et nærmere bestemt køretøj. Hvis der er tale om godkendelse af en type beholder uden tilbehør, skal det tilbehør, der skal anvendes ved prøvningen, tydeligt angives.

2.2.2.2.

tegninger, der viser brændstofbeholderens egenskaber og angiver det anvendte materiale og, hvis der er tale om en beholder til et nærmere bestemt køretøj, egenskaberne for de køretøjsdele, der anvendes under prøvningerne.

2.2.3.

Følgende skal indleveres til den tekniske tjeneste, der er ansvarlig for udførelse af typegodkendelsesprøvningen:

2.2.3.1.

Hvis der er tale om en beholder af plast: syv beholdere med tilbehør. Hvis en beholder skal godkendes uden tilbehør, indgives syv sæt tilbehør af den type, der normalt monteres på køretøjet.

2.2.3.2.

Hvis der er tale om en beholder af et andet materiale: to beholdere med tilbehør. Hvis en beholder skal godkendes uden tilbehør, indgives to sæt tilbehør af den type, der normalt monteres på køretøjet.

2.2.3.3.

Hvis der er tale om en beholder af plast til et nærmere bestemt køretøj, indgives de køretøjsdele, der er angivet i punkt 5.3.2 i bilag 5.

2.3.   Ansøgning om godkendelse i henhold til dette regulativs del IV.

2.3.1.

Ansøgning om godkendelse af en køretøjstype i henhold til dette regulativs del IV indgives af køretøjsfabrikanten eller dennes behørigt befuldmægtigede repræsentant.

2.3.2.

Den skal vedlægges følgende dokumenter i tre eksemplarer samt følgende oplysninger:

2.3.2.1.

en detaljeret beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til de i punkt 12.2 nævnte punkter; betegnelser for motortype og køretøjstype skal være anført i form af numre og symboler

2.3.2.2.

et diagram over brændstoftilførselssystemet, der viser, hvordan de enkelte dele er placeret på køretøjet

2.3.2.3.

en fortegnelse over alle typer beholdere til flydende brændstof, som er godkendt i henhold til dette regulativs del III og beregnet til montering på køretøjstypen.

2.3.3.

Følgende skal indleveres til den tekniske tjeneste, der er ansvarlig for udførelse af typegodkendelsesprøvningen:

2.3.3.1.

et køretøj, der er repræsentativt for den køretøjstype, der søges godkendt.

2.3.3.2.

om nødvendigt to ekstra beholdere med tilbehør for hver type brændstofbeholder, der er godkendt uden tilbehør.

3.   GODKENDELSE

3.1.   Godkendelse i henhold til dette regulativs del I og/eller II.

3.1.1.

Når forskrifterne i del I og/eller del II nedenfor opfyldes af den køretøjstype, som søges godkendt efter dette regulativ, meddeles godkendelse af køretøjstypen.

3.1.2.

For hver godkendelse tildeles et godkendelsesnummer, hvoraf de to første cifre svarer til nummeret på den seneste serie af ændringer i regulativet på den dato, da godkendelsen udstedtes. En part i overenskomsten kan imidlertid tildele det samme godkendelsesnummer til flere køretøjstyper, som angivet i punkt 4.2 og/eller 7.2, såfremt typerne er varianter af den samme grundmodel og forudsat, at hver type afprøves separat og findes i overensstemmelse med forskrifterne i dette regulativ.

3.1.3.

Godkendelse eller nægtelse af godkendelse af en køretøjstype i henhold til dette regulativ skal meddeles parterne i overenskomsten, som anvender dette regulativ, i form af en formular svarende til modellen i tillæg 1 i bilag 1 til dette regulativ og tegninger, der rummer de nærmere oplysninger, som er omhandlet i punkt 2.1.2.2, 2.1.2.3 og 2.1.2.4 ovenfor (indsendes af ansøgeren), i et format på højst A4 (210 × 297 mm) eller foldet til dette format og i passende skala.

3.1.4.

Alle køretøjer, som er af en type godkendt i henhold til dette regulativ, skal på et synligt og let tilgængeligt sted, som er angivet på godkendelsesattesten, være påført et internationalt godkendelsesmærke bestående af:

3.1.4.1.

en cirkel, hvori er anbragt bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret for det land, der har meddelt godkendelsen (2)

3.1.4.2.

dette regulativs nummer efterfulgt af »RI«, hvis køretøjet er godkendt i henhold til del I i regulativet eller af »RII«, hvis køretøjet er godkendt i henhold til regulativets del I og II, en streg og godkendelsesnummeret til højre for cirklen, som beskrevet i punkt 3.1.4.1.

3.1.5.

Hvis køretøjet er i overensstemmelse med en køretøjstype, som efter et eller flere af regulativerne i bilaget til overenskomsten er godkendt i den stat, som har meddelt godkendelse efter dette regulativ, behøver det i punkt 3.1.4.1. foreskrevne symbol ikke gentages; i så fald anbringes yderligere numre, typegodkendelsesnumre samt yderligere symboler for alle regulativer, i henhold til hvilke typegodkendelse er meddelt i det land, som har meddelt typegodkendelse i henhold til dette regulativ, i lodrette kolonner til højre for det mærke, der er beskrevet i punkt 3.1.4.1.

3.1.6.

Godkendelsesmærket skal være letlæseligt og må ikke kunne fjernes.

3.1.7.

Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den identifikationsplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.

3.1.8.

Bilag 2 til dette regulativ giver eksempler på godkendelsesmærkets udformning.

3.2.   Godkendelse i henhold til dette regulativs del III.

3.2.1.

Hvis den beholder, der er ansøgt godkendt i henhold til dette regulativ, opfylder forskrifterne i del III nedenfor, meddeles der godkendelse for den pågældende beholdertype.

3.2.2.

For hver godkendelse tildeles et godkendelsesnummer, hvoraf de to første cifre svarer til nummeret på den seneste serie af ændringer i regulativet på den dato, da godkendelsen udstedtes.

3.2.3.

Godkendelse eller nægtelse af godkendelse af en beholdertype i henhold til dette regulativ skal meddeles parterne i overenskomsten, som anvender dette regulativ, i form af en formular svarende til modellen i tillæg 2 til bilag 1 til dette regulativ og tegninger, der rummer de nærmere oplysninger, som er omhandlet i punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2 ovenfor (indsendes af ansøgeren), i et format på højst A4 (210 × 297 mm) eller foldet til dette format og i passende skala.

3.2.4.

På alle beholdere, der er i overensstemmelse med en type beholder, der er godkendt i henhold til dette regulativ, skal der monteres et internationalt godkendelsesmærke med en kendelig og nemt tilgængelig placering, der er angivet i godkendelsesattesten, bestående af:

3.2.4.1.

En cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse (2)

3.2.4.2.

Nummeret på dette regulativ efterfulgt af »RIII«, angivelsen »U«, hvis beholderen er godkendt til universal anvendelse eller »S«, hvis den er godkendt til et nærmere bestemt køretøj, angivelsen »+A«, hvis beholderen er godkendt med tilbehør eller »#A«, hvis den er godkendt uden tilbehør, en streg og godkendelsesnummeret til højre for den cirkel, der er beskrevet i punkt 3.2.4.1.

3.2.5.

Når beholderen er monteret på køretøjet, skal godkendelsesmærkningen være letlæselig og må ikke kunne slettes.

3.2.6.

Bilag 2 til dette regulativ viser eksempler på godkendelsesmærkets udformning.

3.3.   Godkendelse i henhold til dette regulativs del IV.

3.3.1.

Hvis det køretøj, der er ansøgt godkendt i henhold til dette regulativ, opfylder betingelserne i afsnit IV nedenfor, meddeles der godkendelse for den pågældende køretøjstype.

3.3.2.

For hver godkendelse tildeles et typegodkendelsesnummer, hvoraf de to første cifre svarer til nummeret på den seneste serie af ændringer i regulativet på den dato, da typegodkendelsen udstedtes. En part i overenskomsten kan imidlertid tildele det samme typegodkendelsesnummer til flere køretøjstyper, som angivet i punkt 12.2, såfremt typerne er varianter af den samme grundmodel og forudsat, at hver type afprøves separat og findes i overensstemmelse med forskrifterne i dette regulativ.

3.3.3.

Godkendelse eller nægtelse af godkendelse af en køretøjstype i henhold til dette regulativ skal meddeles parterne i overenskomsten, som anvender dette regulativ, i form af en formular svarende til modellen i tillæg 1 i bilag 1 til dette regulativ og tegninger, der rummer de nærmere oplysninger, som er omhandlet i punkt 2.3.2.1, 2.3.2.2 og 2.3.2.3 ovenfor (indsendes af ansøgeren), i et format på højst A4 (210 × 297 mm) eller foldet til dette format og i passende skala.

3.3.4.

Alle køretøjer, som er af en type godkendt i henhold til dette regulativ, skal på et synligt og let tilgængeligt sted, som er angivet på typegodkendelsesattesten, være påført et internationalt godkendelsesmærke bestående af:

3.3.4.1.

En cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse (2)

3.3.4.2.

nummeret på dette regulativ efterfulgt af »RIV«, en bindestreg og godkendelsesnummeret til højre for den cirkel, der foreskrives i pkt. 3.3.4.1.

3.3.5.

Er køretøjet i overensstemmelse med en køretøjstype, som efter et eller flere af regulativerne i bilaget til overenskomsten er godkendt i den stat, som har meddelt godkendelse efter dette regulativ, behøver det i punkt 3.3.4.1. foreskrevne symbol ikke gentages; I så fald anbringes yderligere numre, typegodkendelsesnumre samt yderligere symboler for alle regulativer, i henhold til hvilke typegodkendelse er meddelt i det land, som har meddelt typegodkendelse i henhold til dette regulativ, i lodrette kolonner til højre for det mærke, der er beskrevet i punkt 3.3.4.1.

3.3.6.

Godkendelsesmærket skal være letlæseligt og ikke sletbart.

3.3.7.

Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den fabrikationsplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.

3.3.8.

Bilag 2 til dette regulativ viser eksempler på godkendelsesmærkets udformning.

DEL I —   GODKENDELSE AF KØRETØJER MED HENSYN TIL DERES BRÆNDSTOFBEHOLDERE

4.   DEFINITIONER

I denne del af regulativet forstås ved:

4.1.   »Godkendelse af køretøjet«: godkendelse af køretøjstypen med hensyn til beholderne til flydende brændstof.

4.2.   »Køretøjstype«: motordrevne køretøjer, der ikke frembyder væsentlige forskelle med hensyn til:

4.3.   »Kabine«: det rum, hvor passagererne opholder sig, afgrænset af loft, gulv, sidevægge, døre, udvendige ruder, forreste og bageste skillevæg eller planet for bageste sæde.

4.4.   »Brændstofbeholder«: de(n) beholder(e), som er beregnet til at rumme det flydende brændstof, jf. definitionen i punkt 4.6., der først og fremmest tjener til fremdrift af køretøjet; til brændstofbeholderen medregnes ikke tilbehør (f.eks. påfyldningsrør, hvis dette er en særskilt del, påfyldningsåbning, dæksel, måler og ledninger til motoren eller til udligning af overtryk, mv.).

4.5.   »Brændstofbeholderens volumen«: beholderens rumindhold som specificeret af fabrikanten samt

4.6.   »Flydende brændstof«: brændstof, der er væskeformigt under normale temperatur- og trykforhold.

5.   KRAV TIL BEHOLDERE TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF

5.1.   Brændstofbeholdere skal være korrosionsbestandigt udført.

5.2.   Brændstofbeholdere skal bestå lækageprøven i punkt 6.1 med et relativt indvendigt tryk på det dobbelte af normalt arbejdstryk, dog mindst 0,3 bar overtryk, når de er udstyret med det sædvanligvis tilsluttede tilbehør.

Brændstofbeholdere af plast anses for at opfylde dette krav, hvis de har bestået prøven i bilag 5, punkt 2.

5.3.   Overtryk og tryk over normalt arbejdstryk skal automatisk udlignes med passende anordninger (udluftningshul, sikkerhedsventil eller lignende).

5.4.   Udluftningshuller skal være således konstrueret, at der ikke er risiko for brand. Især må brændstof, der løber ud ved brændstofpåfyldning, ikke kunne komme ned på udstødningssystemet, men skal føres til vejbanen.

5.5.   Brændstofbeholdere må hverken indgå i eller udgøre en flade (f.eks. gulv, væg eller skillevæg) i kabinen eller et hermed sammenhængende rum.

5.6.   Brændstofbeholdere skal være adskilt fra kabinen. Der kan være åbninger (f.eks. til kabler) i adskillelsen, forudsat at de er således anbragt, at der ved normal brug ikke uhindret kan trænge brændstof ind i kabinen eller et hermed sammenhængende rum.

5.7.   Brændstofbeholdere skal være solidt fastgjort og således anbragt, at eventuelt udsivende brændstof fra beholderen eller dens tilbehør ved normal brug ikke kan trænge ind i kabinen, men ledes til vejbanen.

5.8.   Påfyldningsåbningen skal ligge uden for kabinen, bagagerummet og motorrummet.

5.9.   Der må ikke ved normal brug af køretøjet slippe brændstof ud hverken gennem dækslet eller gennem de anordninger, som tjener til udligning af overtryk. Hvis køretøjet vælter, accepteres dog udsivning af brændstof med op til 30 g/min; opfyldelsen af dette krav skal kontrolleres under prøven i punkt 6.2.

5.9.1.

Tankdækslet skal være fastgjort til påfyldningsåbningen.

5.9.1.1.

Kravene i punkt 5.9.1 vurderes opfyldt, hvis der findes en anordning, som forhindrer stor fordampningsemission og brændstofspild, hvis tankdækslet mangler.

Det kan ske på en af følgende måder:

5.9.1.1.1.

et fastsiddende tankdæksel med automatisk åbning og lukning

5.9.1.1.2.

konstruktionsmæssige begrænsninger, der forhindrer stor fordampningsemission og brændstofspild, selv om tankdækslet mangler

5.9.1.1.3.

eller andre foranstaltninger med samme virkning. Eksempler herpå kan omfatte, men er ikke begrænset til, tankdæksel fastgjort med strip eller kæde eller et tankdæksel, hvortil der anvendes samme nøgle som til køretøjets tænding. I sidstnævnte fald må nøglen kun kunne fjernes fra tankdækslet, når dette er i låst position. Anvendelse af tankdæksler fastgjort med strip eller kæde er dog ikke tilstrækkeligt for andre køretøjer end de til klasse M1 og N1 hørende.

5.9.2.

Tætningsringen mellem dækslet og påfyldningsåbningen skal være forsvarligt fastgjort. Dækslet skal slutte helt tæt til tætningsring og påfyldningsrør, når det er lukket.

5.10.   Brændstofbeholdere skal anbringes således, at de beskyttes mod følgerne af kollision både forfra og bagfra; der må ikke være fremspringende dele, skarpe kanter og lignende i nærheden af brændstofbeholderen.

5.11.   Brændstofbeholderen og dennes dele skal være udformet og anbragt i køretøjet på en sådan måde, at enhver antændelsesfare pga. statisk elektricitet undgås. Om nødvendigt træffes foranstaltninger til afladning. Fabrikanten skal over for den tekniske tjeneste demonstrere, hvilke foranstaltninger der garanterer opfyldelse af disse krav.

5.12.   Brændstofbeholderen (-beholderne) skal være lavet af et brandbestandigt metallisk materiale. Den (de) kan også være fremstillet af plast, under forudsætning af at forskrifterne i bilag 5 overholdes.

6.   PRØVNING AF BEHOLDERE TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF

6.1.   Hydraulisk prøve

Brændstofbeholderen underkastes en hydraulisk prøve for indvendig trykpåvirkning, som udføres på en enkeltstående enhed fuldt monteret med alt tilbehør. Beholderen fyldes fuldstændigt med en ikke brændbar væske (f.eks. vand). Efter at al forbindelse med omgivelserne er afbrudt, øges trykket i beholderen gradvis gennem den ledning, der fører til motoren, indtil det relative indvendige tryk er dobbelt så stort som det normale arbejdstryk, dog mindst 0,3 bar (30 kPa) overtryk. Dette tryk opretholdes i et minut. I dette tidsrum må beholdervæggen hverken revne eller udvise lækager; blivende deformation er dog acceptabel.

6.2.   Vendeprøve

6.2.1.

Brændstofbeholderen komplet med tilbehør monteres på en prøveramme på samme måde, som den ville blive monteret i det køretøj, den er beregnet til; dette gælder også systemer til udligning af overtryk.

6.2.2.

Prøverammen skal dreje om en akse, der er parallel med køretøjets længdeakse.

6.2.3.

Prøven udføres med beholderen fyldt op til både 90 % og 30 % af fuldt volumen med en ikke brændbar væske med omtrent samme densitet og viskositet som det normalt benyttede brændstof (vand kan eventuelt accepteres).

6.2.4.

Brændstofbeholderen skal vendes 90° til højre i forhold til den installerede position. Den skal forblive i denne stilling i mindst 5 minutter. Dernæst drejes beholderen endnu 90° i samme retning, så den er vendt helt om. Den skal forblive i denne helt omvendte stilling i yderligere mindst 5 minutter. Beholderen drejes derefter tilbage til udgangsstillingen. Eventuel prøvevæske, der ikke er løbet tilbage i beholderen fra udluftningssystemet, tømmes af, og der fyldes efter om nødvendigt. Beholderen drejes nu 90° i modsat retning. Den skal forblive i denne stilling i mindst 5 min.

Nu drejes beholderen yderligere 90° i samme retning. Den skal forblive i denne helt omvendte stilling i mindst 5 minutter. Endelig drejes beholderen tilbage til udgangsstillingen.

Rotationshastigheden i forbindelse med hvert efterfølgende trin på 90° foretages i et tidsinterval på mellem 1 og 3 minutter.

DEL II —   GODKENDELSE AF KØRETØJER MED HENSYN TIL FOREBYGGELSE AF BRANDFARE I TILFÆLDE AF KOLLISION

7.   DEFINITIONER

I denne del af regulativet forstås ved:

7.1.   »Godkendelse af køretøjet«: godkendelse af køretøjstypen med hensyn til forebyggelse af brandfare.

7.2.   »Køretøjstype«: motordrevne køretøjer, der ikke frembyder væsentlige forskelle med hensyn til:

7.3.   »Tværplan«: det lodrette tværplan vinkelret på køretøjets langsgående midterplan.

7.4.   »Egenvægt i køreklar stand«: massen af køretøjet i køreklar stand, uden personer eller last, men med brændstof, kølevæske, smøremiddel, værktøjssæt og reservehjul (såfremt sådanne leveres som standardudstyr af køretøjsfabrikanten).

8.   FORSKRIFTER FOR MONTERING AF BEHOLDERE TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF

8.1.   Brændstofinstallation

8.1.1.

Køretøjerne godkendes i henhold til dette regulativs del I eller IV.

8.1.2.

Brændstofinstallationens komponenter skal være tilstrækkeligt beskyttet af en del af stellet eller karosseriet, således at de ikke bliver ramt af eventuelle genstande på jorden. En sådan beskyttelse er ikke påkrævet, hvis komponenterne under køretøjet er længere væk fra jorden end den del af stellet eller karosseriet, der befinder sig umiddelbart foran dem.

8.1.3.

Rør og alle andre dele af brændstofinstallationen skal på køretøjet være placeret, således at de sikres den størst mulige beskyttelse. Vridende og bøjende bevægelser samt vibrationer i køretøjets konstruktion eller drivenhed må ikke udsætte brændstofinstallationens komponenter for friktion, kompression eller anden form for usædvanlig belastning.

8.1.4.

Bøjelige og fleksible rørs tilkobling til stive dele i brændstofinstallationen skal udformes og konstrueres således, at de forbliver tætte under køretøjets forskellige anvendelsesforhold, på trods af vridende og bøjende bevægelser og vibrationer i køretøjets konstruktion eller drivenhed.

8.1.5.

Hvis påfyldningsåbningen er placeret på siden af køretøjet, må tankdækslet ikke rage ud over karrosseriets overflade, når det er lukket.

8.2.   Elektriske installationer

8.2.1.

Elektriske ledninger ud over ledninger, som findes i hule komponenter, skal fastgøres til køretøjets konstruktion eller til de vægge eller skillevægge, langs med hvilke de løber. Steder, hvor ledninger går gennem vægge eller skillevægge, skal beskyttes, således at beskadigelse af isoleringen undgås.

8.2.2.

Den elektriske installation skal udformes, konstrueres og monteres, således at de enkelte dele kan modstå den korrosion, som de udsættes for.

9.   PRØVNINGER AF KØRETØJET

Ved prøvning ved kollision mod en barriere, der gennemføres som beskrevet i bilag 3 til dette regulativ, ved prøvning ved sidekollision, udført i overensstemmelse med proceduren i bilag 4 til regulativ nr. 95, 01-ændringsserien, og i prøvning ved kollision bagfra, gennemført som angivet i dette regulativs bilag 4

9.1.   må der ved kollision ikke forekomme mere end en anelse udsivning af væske i brændstofinstallationen

9.2.   såfremt der efter kollisionen forekommer en fortsat udsivning i brændstofinstallationen, må udsivningsraten ikke overstige 30 g/min; hvis væsken fra brændstofinstallationen blandes med andre væsker fra andre systemer, og hvis det ikke er muligt uden videre at separere og identificere de forskellige væsker, skal al opsamlet væske medregnes ved bedømmelsen af den fortsatte udsivning;

9.3.   der må ikke forekomme ild forårsaget af brændstoffet.

9.4.   Under og efter de i punkt 9 beskrevne kollisioner skal batteriet forblive fastholdt af dets befæstigelsesbeslag.

9.5.   På opfordring fra fabrikanten kan den prøvning ved frontalkollision, som foreskrives i dette regulativs bilag 3, erstattes med den prøvningsprocedure, som er beskrevet i bilag 3 til regulativ nr. 94, 01-ændringsserien.

DEL III —   GODKENDELSE AF BEHOLDERE TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF SOM SEPARAT TEKNISK ENHED

10.   DEFINITIONER

I denne del af regulativet forstås ved:

10.1.   »Brændstofbeholder«: de(n) beholder(e), som er beregnet til at rumme det flydende brændstof, jf. definitionen i punkt 10.3, der først og fremmest tjener til fremdrift af køretøjet; brændstofbeholderen kan godkendes enten med eller uden tilbehør (f.eks. påfyldningsrør, hvis dette er en særskilt del, påfyldningsåbning, dæksel, måler og ledninger til udligning af overtryk, mv.).

10.2.   »Brændstofbeholderens volumen«: beholderens rumindhold som specificeret af fabrikanten.

10.3.   »Flydende brændstof«: brændstof, der er væskeformigt under normale temperatur- og trykforhold.

10.4.   »Godkendelse af en brændstofbeholder«: godkendelse af en type beholder til flydende brændstof.

10.5.   »Type brændstofbeholder«: brændstofbeholdere, der ikke frembyder væsentlige forskelle med hensyn til:

11.   KRAV TIL BEHOLDERE TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF

11.1.   Forskrifterne i 5.1, 5.2, 5.3, 5.9, 5.12, 6.1 og 6.2 ovenfor skal opfyldes, når beholderne er udstyret med det sædvanligvis tilsluttede tilbehør.

11.2.   Hvis beholderne skal godkendes uden tilbehør, skal det af fabrikantens dokumentation tydeligt fremgå, hvilket tilbehør der skal anvendes til prøvningen.

DEL IV —   GODKENDELSE AF KØRETØJER MED HENSYN TIL MONTERING AF GODKENDT(E) BRÆNDSTOFBEHOLDER(E)

12.   DEFINITIONER

I denne del af regulativet forstås ved:

12.1.   »Godkendelse af et køretøj«: godkendelse af en køretøjstype med hensyn til montering af en eller flere beholdere til flydende brændstof, der er godkendt i henhold til dette regulativs del III.

12.2.   »Køretøjstype«: Køretøjer, der ikke frembyder væsentlige forskelle med hensyn til:

13.   FORSKRIFTER FOR MONTERING AF BEHOLDER(E) TIL FLYDENDE BRÆNDSTOF

13.1.   Forskrifterne i 5.4, 5.5, 5.6, 5.7, 5.8, 5.10 og 5.11 ovenfor skal opfyldes.

13.2.   Hvis beholderne godkendes uden tilbehør, skal det tilbehør, som er anvendt under prøvningen af beholderne og angivet i fabrikantens dokumentation i overensstemmelse med punkt 11.2 ovenfor, på fabrikantens anmodning medtages i godkendelsen, jf. dette regulativs del IV. Yderligere tilbehør skal medtages, forudsat det godtgøres over for den tekniske tjeneste, at køretøjet opfylder forskrifterne i dette regulativs del III og IV.

14.   ÆNDRINGER AF KØRETØJSTYPEN ELLER BEHOLDERTYPEN

14.1.   Enhver ændring af køretøjstypen eller beholdertypen skal anmeldes til den administrative myndighed, som har godkendt køretøjstypen. Denne myndighed kan så enten:

14.1.1.

skønne, at de foretagne ændringer næppe vil få mærkbar negativ virkning, og at køretøjet stadig opfylder kravene eller

14.1.2.

forlange endnu en prøvningsrapport fra den tekniske tjeneste, som er ansvarlig for udførelse af prøvningerne.

14.2.   Med forbehold af bestemmelserne i punkt 14.1 ovenfor regnes en variant af køretøjet, som er prøvet i overensstemmelse med dette regulativs del II, og hvis egenvægt ikke afviger mere end ± 20 % fra det godkendelsesprøvede køretøj, ikke som en ændring af køretøjstypen.

14.3.   Bekræftelse eller nægtelse af godkendelse med angivelse af ændringerne meddeles de parter i overenskomsten, som anvender dette regulativ, via den i punkt 3.1.3, 3.2.3 eller 3.3.3 ovenfor anførte procedure.

15.   PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

Procedurerne til sikring af produktionens overensstemmelse skal være i overensstemmelse med dem, der er fastlagt i overenskomstens tillæg 2 (E/ECE/324-E/ECE/TRANS/505/Rev.2), idet der gælder følgende krav:

15.1.

Ethvert køretøj eller enhver beholder, som bærer et godkendelsesmærke som foreskrevet i dette regulativ, skal være i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype og opfylde forskrifterne i de relevante dele ovenfor.

15.2.

For at kontrollere overensstemmelsen med de i punkt 15.1 foreskrevne krav, skal der undersøges et tilstrækkeligt antal stikprøver af serieproducerede køretøjer eller brændstofbeholdere, som bærer det godkendelsesmærke, som kræves ifølge dette regulativ.

15.3.

Generelt kontrolleres køretøjets eller beholderens overensstemmelse med den godkendte type på basis af beskrivelsen i godkendelsesattesten og bilagene hertil. Imidlertid skal køretøjet eller beholderen om nødvendigt underkastes den kontrol, som er foreskrevet i punkt 6 herover.

16.   SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

16.1.   Godkendelser, som er meddelt for en type køretøj eller brændstofbeholder i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 15.1 ovenfor ikke er opfyldt, eller hvis køretøjet ikke har bestået den i punkt 9 foreskrevne kontrol.

16.2.   Hvis en kontraherende part, som anvender dette regulativ, inddrager en tidligere meddelt godkendelse, underretter denne straks de øvrige parter i overenskomsten, som anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en meddelelsesformular svarende til modellen i bilag 1 eller 2 til dette regulativ.

17.   OVERGANGSBESTEMMELSER

17.1.   Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 02 kan ingen af de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02.

17.2.   Fra 12 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 02 må kontraherende parter, som anvender dette regulativ, kun meddele ECE-godkendelse, hvis den køretøjstype, som skal godkendes, opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02.

17.3.   I 12 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 02 til dette regulativ kan ingen af de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele national typegodkendelse af en køretøjstype, som er godkendt i henhold til den foregående ændringsserie til dette regulativ.

17.4.   Fra 24 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 02 til dette regulativ kan de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte den første nationale indregistrering (første ibrugtagning) af et køretøj, som ikke opfylder kravene i ændringsserie 02 til dette regulativ.

17.5.   Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for supplement 3 til ændringsserie 02 kan de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, ikke nægte at udstede ECE-godkendelse i henhold til dette regulativ som ændret ved supplement 3 til ændringsserie 02.

17.6.   Selv efter ikrafttrædelsen af supplement 3 til ændringsserie 02 skal godkendelser af køretøjer efter de foregående supplementer til ændringsserie 02 forblive gyldige, og kontraherende parter, som anvender dette regulativ, skal fortsat meddele udvidelser af sådanne godkendelser og acceptere disse.

18.   NAVNE OG ADRESSER PÅ DE TEKNISKE TJENESTER, DER UDFØRER GODKENDELSESPRØVNINGERNE, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

De parter i overenskomsten, som anvender dette regulativ, meddeler De Forenede Nationers sekretariat navn og adresse på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøvningen, og på de administrative myndigheder, som meddeler godkendelse, og til hvem formularer med attestering af godkendelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelser, som er udstedt i andre stater, skal fremsendes.


(1)  Som fastlagt i bilag 7 til den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3) (dokument TRANS/WP.29/78/Rev.1/Amend. 2, som senest ændret ved Amend. 4).

(2)  1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Tjekkiet, 9 for Spanien, 10 for Serbien, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 14 for Schweiz, 15 (ubenyttet), 16 for Norge, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 22 for Den Russiske Føderation, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 25 for Kroatien, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 28 for Belarus, 29 for Estland, 30 (ubenyttet), 31 for Bosnien- Hercegovina, 32 for Letland, 33 (ubenyttet), 34 for Bulgarien, 35 (ubenyttet), 36 for Litauen, 37 for Tyrkiet, 38 (ubenyttet), 39 for Aserbajdsjan, 40 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, 41 (ubenyttet), 42 for Det Europæiske Fællesskab (godkendelser meddeles af medlemsstaterne under anvendelse af deres respektive ECE-symbol), 43 for Japan, 44 (ubenyttet), 45 for Australien, 46 for Ukraine, 47 for Sydafrika, 48 for New Zealand, 49 for Cypern, 50 for Malta, 51 for Republikken Korea, 52 for Malaysia, 53 for Thailand, 54 (ubenyttet), 55 (ubenyttet) og 56 for Montenegro og 58 for Tunesien. Efterfølgende numre tildeles andre stater i den kronologiske orden, i hvilken de ratificerer eller tiltræder overenskomsten om ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer og udstyr og dele, som kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser udstedt på grundlag af sådanne forskrifter, og de således tildelte numre meddeles af FN's generalsekretær til overenskomstens parter.


BILAG 1

Tillæg 1

MEDDELELSE

(Største format: A4 (210 × 297 mm))

Image

Image

Tillæg 2

MEDDELELSE

(Største format: A4 (210 × 297 mm))

Image


BILAG 2

UDFORMNING AF GODKENDELSESMÆRKER

MODEL A

(jf. pkt. 3.1.4 i dette regulativ)

Image

Ovenstående godkendelsesmærke på et køretøj viser, at den pågældende køretøjstype er godkendt i Nederlandene (E4) i henhold til del I i regulativ nr. 34 og er blevet tildelt godkendelsesnummer 01234. De første to cifre (02) i godkendelsesnummeret angiver, at godkendelsen er meddelt i henhold til regulativ nr. 34 som ændret i ændringsserien 02.

MODEL B

(jf. pkt. 3.1.5 i dette regulativ)

Image

Ovenstående typegodkendelsesmærke på et køretøj viser, at den pågældende køretøjstype er godkendt i Nederlandene (E4) i henhold til del I eller IV i regulativ nr. 34 og regulativ nr. 33 (1). Godkendelsesnummeret angiver, at på meddelelsesdatoerne for de respektive godkendelser omfattede regulativ nr. 34 ændringsserien 02, og at regulativ nr. 33 stadig forelå i den oprindelige version.

MODEL C

(jf. pkt. 3.2.4 i dette regulativ)

Image

Ovenstående godkendelsesmærke på et køretøj viser, at den pågældende køretøjstype, herunder dens tilbehør, er godkendt til universal anvendelse i Nederlandene (E4) i henhold til del III i regulativ nr. 34 og er blevet tildelt godkendelsesnummer 021234. De første to cifre (02) i godkendelsesnummeret angiver, at godkendelsen er meddelt i henhold til regulativ nr. 34 som ændret i ændringsserien 02.

MODEL D

(jf. pkt. 3.3.4 i dette regulativ)

Image

Ovenstående godkendelsesmærke på et køretøj viser, at den pågældende køretøjstype er godkendt i Nederlandene (E4) i henhold til del IV i regulativ nr. 34 og er blevet tildelt godkendelsesnummer 021234. De første to cifre (02) i godkendelsesnummeret angiver, at godkendelsen er meddelt i henhold til regulativ nr. 34 som ændret i ændringsserien 02.

MODEL E

(jf. pkt. 3.3.5 i dette regulativ)

Image

Ovenstående typegodkendelsesmærke på et køretøj viser, at den pågældende køretøjstype er godkendt i Nederlandene (E4) i henhold til del IV i regulativ nr. 34 og regulativ nr. 33 (1) Godkendelsesnummeret angiver, at på meddelelsesdatoerne for de respektive godkendelser omfattede regulativ nr. 34 ændringsserien 02, og at regulativ nr. 33 stadig forelå i den oprindelige version.


(1)  Det sidstnævnte nummer er kun givet som eksempel.


BILAG 3

PRØVNING VED FRONTALKOLLISION MOD BARRIERE

1.   FORMÅL OG ANVENDELSESOMRÅDE

Formålet med denne prøvning er at simulere forholdene ved frontalkollision mod en fast forhindring eller et andet køretøj i modkørende retning.

2.   PRØVNINGSANLÆG, FREMGANGSMÅDE OG MÅLEINSTRUMENTER

2.1.   Prøvningsområde

Prøvningsområdet skal være tilstrækkelig stort til at rumme tilløbsbane, barriere og de for prøven nødvendige tekniske installationer. Den sidste del af prøvebanen — mindst 5 m før barrieren — skal være vandret, plan og jævn.

2.2.   Barrieren

Barrieren består af en blok af armeret beton, mindst 3 m bred ved forkanten, og mindst 1,5 m høj. Barrierens tykkelse skal være således, at dens masse er mindst 70 ton. Forsiden skal være lodret og vinkelret på tilløbsbanen og belagt med et 2 cm tykt lag krydsfiner i god stand. Barrieren skal være fastgjort til jorden, om nødvendigt med en ekstra stopanordning, der begrænser dens bevægelse. Der kan anvendes en barriere med andre egenskaber, forudsat at den giver mindst lige så afgørende resultater.

2.3.   Køretøjets fremdrift

I kollisionsøjeblikket skal køretøjet ikke længere være under påvirkning af yderligere fremdrifts- eller styreanordninger. Det skal ramme forhindringen i en bane vinkelret på kollisionsvæggen; den største tilladte afvigelse til siden mellem den lodrette midterlinje gennem køretøjets front og den lodrette midterlinje gennem barrieren er ± 30 cm.

2.4.   Køretøjets tilstand

2.4.1.

Det prøvede køretøj skal enten være monteret med alle sædvanlige komponenter og sædvanligt udstyr, som indgår i dets tjenestevægt uden last, eller skal være i en sådan tilstand, at det opfylder dette krav, hvad angår komponenter og udstyr af relevans for brandfaren.

2.4.2.

Såfremt køretøjets fremdrift sker med ydre midler, skal brændstofbeholderen være fyldt op til mindst 90 procent af sin kapacitet, enten med brændstof eller med en ikke-brændbar væske med omtrent samme densitet og viskositet som det normalt benyttede brændstof. Alle øvrige systemer (bremsevæskebeholdere, køler osv.) kan være tomme.

2.4.3.

Såfremt køretøjet fremdrives af sin egen motor, skal brændstofbeholderen være mindst 90 procent fyldt. Alle øvrige beholdere kan være fyldt op.

2.4.4.

På fabrikantens begæring kan den tekniske tjeneste, som er ansvarlig for udførelse af prøvningen, tillade, at samme køretøj, som benyttes til prøvninger foreskrevet i andre regulativer (herunder prøvninger, som kan påvirke køretøjets opbygning), tillige benyttes til de efter dette regulativ foreskrevne prøvninger.

2.5.   Hastighed ved kollision

Hastigheden ved kollisionen skal være mellem 48,3 km/h og 53,1 km/h. Dog skal udfaldet af prøven anses for tilfredsstillende, såfremt kollisionshastigheden har været højere, og de fastlagte krav er overholdt.

2.6.   Måleinstrumenter

Instrumentet til måling af den i punkt 2.5 ovenfor nævnte hastighed skal muliggøre måling med en nøjagtighed på 1 procent.

3.   ÆKVIVALENTE PRØVNINGSMETODER

3.1.   Ækvivalente prøvningsmetoder tillades, under forudsætning af at de forhold, som er refereret i dette regulativ, kan overholdes enten udelukkende ved hjælp af erstatningsprøvningen eller gennem beregning af erstatningsprøvningens resultater.

3.2.   Hvis der anvendes andre metoder end den i punkt 2 omhandlede, skal det godtgøres, at de pågældende metoder er ækvivalente hermed.


BILAG 4

FREMGANGSMÅDE VED PRØVNING VED KOLLISION BAGFRA

1.   FORMÅL OG ANVENDELSESOMRÅDE

1.1.   Formålet med denne prøvning er at simulere forholdene ved kollision bagfra forårsaget af et andet køretøj i bevægelse.

2.   PRØVNINGSANLÆG, FREMGANGSMÅDE OG MÅLEINSTRUMENTER

2.1.   Prøvningsområde

Prøvningsområdet skal være tilstrækkelig stort til at rumme anslagslegemets fremdrivningssystem og tillade forskydning af køretøjet efter anslaget samt montering af prøvningsudstyret. Det område, hvor køretøjets kollision og forskydning foregår, skal være vandret, fladt og jævnt og have en gnidningskoefficient på mindst 0,5.

2.2.   Anslagslegemet

2.2.1.   Anslagslegemet skal være af stål og stift opbygget.

2.2.2.   Anslagsfladens overflade skal være flad, mindst 2 500 mm i bredden og 800 mm i højden, og kanterne skal være afrundede med en krumningsradius på mellem 40 og 50 mm. Den skal være beklædt med et lag krydsfiner med en tykkelse på 20 mm.

2.2.3.   I kollisionsøjeblikket skal følgende krav være opfyldt:

2.2.3.1.

anslagsfladen skal være lodret og vinkelret på det ramte køretøjs langsgående midterplan

2.2.3.2.

anslagslegemets bevægelsesretning skal være overvejende vandret og parallel med det ramte køretøjs langsgående midterplan

2.2.3.3.

afvigelsen i sideretningen mellem den lodrette midtlinje af anslagslegemets overflade og det ramte køretøjs langsgående midterplan må ikke være over 300 mm. Endvidere skal anslagsoverfladen dække hele bredden af det ramte køretøj

2.2.3.4.

frihøjden af underkanten af den anslåede overflade skal være 175 ± 25 mm.

2.3.   Anslagslegemets fremdrift

Anslagslegemet kan være fastgjort til en vogn (bevægelig barriere) eller være del af et pendul.

2.4.   Særlige bestemmelser, som finder anvendelse, når en bevægelig barriere anvendes

2.4.1.   Er anslagslegemet fastgjort på en vogn (bevægelig barriere) af et fastholdelseselement, skal dette være stift og ude af stand til at blive deformeret ved kollisionen; vognen skal i kollisionsøjeblikket kunne bevæge sig frit og må ikke længere være underkastet påvirkningen fra fremdriftsanordningen.

2.4.2.   Kollisionshastigheden skal være mellem 35 og 38 km/h.

2.4.3.   Den samlede vægt (masse) af vogn og anslagslegeme skal være 1 100 ± 20 kg

2.5.   Særlige bestemmelser, som finder anvendelse, når der anvendes et pendul:

2.5.1.   Afstanden mellem centrum af anslagsoverfladen og pendulets rotationsakse skal være mindst 5 m.

2.5.2.   Anslagslegemet skal være frit ophængt i stive arme, som er stift fastgjort til den. Pendulet skal være udført således, at det i det væsentlige ikke kan deformeres ved anslaget.

2.5.3.   Pendulet skal være forsynet med en stopanordning, der forhindrer sekundært anslag af pendulet mod prøvekøretøjet.

2.5.4.   I kollisionsøjeblikket skal hastigheden af pendulets anslagscentrum være mellem 35 og 38 km/h.

2.5.5.   Pendulets reducerede masse »mr« defineres som en funktion af den samlede masse »m«, afstanden »a« (1) mellem anslagscenteret og rotationsaksen, og afstanden »l« mellem tyngdepunktet og rotationsaksen, givet ved følgende udtryk:

mr = m (1/a)

2.5.6.   Den reducerede masse mr skal være 1 100 ± 20 kg.

2.6.   Generelle bestemmelser vedrørende anslagslegemets masse og hastighed

Er prøven udført med højere kollisionshastighed end foreskrevet i punkt 2.4.2 og 2.5.4 og/eller med større masse end foreskrevet i punkt 2.4.3 og 2.5.6, og har køretøjet opfyldt de angivne krav, skal prøven anses for tilfredsstillende gennemført.

2.7.   Køretøjets tilstand under prøvningen

2.7.1.   Det prøvede køretøj skal enten være monteret med alle sædvanlige komponenter og sædvanligt udstyr, som indgår i dets tjenestevægt uden last, eller skal være i en sådan tilstand, at det opfylder dette krav, hvad angår komponenter og udstyr af relevans for brandfaren.

2.7.2.   Brændstofbeholderen skal være fyldt op til mindst 90 procent af sin kapacitet, enten med brændstof eller med en ikke brændbar væske med omtrent samme densitet og viskositet som det normalt benyttede brændstof. Alle øvrige systemer (bremsevæskebeholdere, køler osv.) kan være tomme.

2.7.3.   Køretøjet må være i gear og bremserne kan være aktiverede.

2.7.4.   På fabrikantens begæring gives der tilladelse til følgende afvigelser:

2.7.4.1.

den tekniske tjeneste, som ansvarlig for udførelse af prøvningen, kan tillade, at samme køretøj, som benyttes til prøvninger foreskrevet i andre regulativer (herunder prøvninger, som kan påvirke køretøjets opbygning), tillige benyttes til de efter dette regulativ foreskrevne prøvninger; samt

2.7.4.2.

køretøjet kan gøres tungere i et omfang, som ikke overstiger 10 % af dets tjenestevægt uden last, med yderligere vægte stift fastgjort til konstruktionen på en sådan måde, at det ikke påvirker kabinekonstruktionens reaktion under prøvningen.

2.8.   Måleinstrumenter

De under punkt 2.4.2 og 2.5.4 ovenfor nævnte instrumenter til hastighedsmåling skal muliggøre måling med en nøjagtighed på 1 procent.

3.   ÆKVIVALENTE PRØVNINGSMETODER

3.1.   Ækvivalente prøvningsmetoder tillades, under forudsætning af at de forhold, som er refereret i dette regulativ, kan overholdes enten udelukkende ved hjælp af erstatningsprøvningen eller gennem beregning af erstatningsprøvningens resultater.

3.2.   Hvis der anvendes andre metoder end den i punkt 2 omhandlede, skal det godtgøres, at de pågældende metoder er ækvivalente hermed.


(1)  Der mindes om, at afstanden »a« er lig med længden af det pågældende synkronpendul.


BILAG 5

PRØVNING AF BRÆNDSTOFBEHOLDERE AF PLAST

1.   MODSTANDSDYGTIGHED VED KOLLISION

1.1.   Brændstofbeholderen fyldes helt med en blanding af vand og glykol eller en anden væske med lavt frysepunkt, som ikke indvirker på beholdermaterialets egenskaber, og den udsættes dernæst for en punkteringsprøve.

1.2.   Under prøvningen skal beholderen have en temperatur på 233K ± 2K (– 40 °C ± 2 °C).

1.3.   Til prøvningen benyttes en kollisonsprøvestand med pendul. Pendulloddet skal være af stål og have form som en pyramide, hvis grundflade er kvadratisk, og hvis sideflader er ligesidede trekanter. Kanter og toppunkt skal have en krumningsradius på 3 mm. Pendulets stødcentrum skal være sammenfaldende med pyramidens tyngdepunkt; dets afstand fra pendulets rotationsakse skal være 1 m. Pendulets samlede masse skal være 15 kg. Pendulets energi i kollisionsøjeblikket skal være mindst 30 Nm og så nær som muligt ved denne værdi.

1.4.   Prøvningen udføres på de steder på beholderen, som anses for sårbare i tilfælde af kollision forfra eller bagfra. Som sårbare anses de steder, der i betragtning af beholderens form og placering i køretøjet er mest udsat eller svagest. I prøvningsrapporten anfører prøvningslaboratoriet, hvilke steder der er valgt.

1.5.   Under prøvningen fastholdes beholderen med beslag på den eller de sider, der vender bort fra kollisionspunktet. Ved prøvningen må der ikke opstå lækager.

1.6.   Fabrikanten kan vælge, om alle slagprøver skal udføres på den samme beholder eller på hver sin beholder.

2.   MEKANISK STYRKE

Brændstofbeholderen prøves for tæthed og formstabilitet efter fremgangsmåden i punkt 6.1 i dette regulativ. Brændstofbeholderen komplet med tilbehør monteres på en prøveramme på samme måde, som den ville blive monteret i det køretøj, den er beregnet til, eller monteres i en prøveramme i form af en karrosserisektion. På fabrikantens anmodning og med den tekniske tjenestes billigelse kan beholderen prøves uden anvendelse af prøvebænk. Som prøvevæske benyttes vand ved 326 K (53 °C), og beholderen fyldes helt hermed. Beholderen udsættes for et relativt indvendigt tryk på det dobbelte af det normale arbejdstryk, dog skal der være et overtryk på mindst 30 kPa ved en temperatur på 326 K ± 2 K (53 °C ± 2 °C) i 5 timer. Under prøven må der hverken forekomme lækager eller revner i beholderen eller dens tilbehør; blivende deformation er dog acceptabel.

3.   PERMEABILITET FOR BRÆNDSTOF

3.1.   Til permeabilitetsprøven benyttes enten det referencebrændstof, der er specificeret i bilag 9 til regulativ nr. 83, eller i handelen værende superbenzin. Er brændstofbeholderen kun beregnet til montering i køretøjer med motor med kompressionstænding, benyttes autodiesel som prøvevæske.

3.2.   Inden prøvningen fyldes beholderen halvt med prøvevæske og henstår åben ved en temperatur på 313 K ± 2 K (40 °C ± 2 °C), indtil dens vægttab pr. tidsenhed er konstant, men ikke i mere end fire uger (midlertidig oplagringstid).

3.3.   Beholderen tømmes og fyldes atter halvt med prøvebrændstof, hvorefter den lukkes til og hensættes ved 313 K ± 2 K (40 °C ± 2 °C). Trykket justeres, når beholderens indhold er kommet op på prøvetemperaturen. Under den følgende prøveperiode på otte uger bestemmes det vægttab, der skyldes diffusion. Det højest tilladte gennemsnitlige brændstoftab er på 20 g pr. 24 timer.

3.4.   Overstiger diffusionstabet værdien i punkt 3.3, udføres den deri beskrevne prøve endnu en gang på den samme beholder for at bestemme diffusionstabet, men ved 296 K ± 2 K (23 °C ± 2 °C) og ellers uændrede betingelser. Det således bestemte diffusionstab må ikke overstige 10 g pr. 24 timer.

4.   BESTANDIGHED OVER FOR BRÆNDSTOF

Efter prøvning jf. punkt 3. skal brændstofbeholderen stadig opfylde kravene i punkt 1. og 2.

5.   BRANDMODSTANDSEVNE

Brændstofbeholderen underkastes følgende prøve:

5.1.   Beholderen udsættes for flammepåvirkning i to minutter monteret som på køretøjet. Der må ikke forekomme lækager.

5.2.   Der udføres tre prøver på hver sin fyldte beholder på følgende måde:

5.2.1.

Er beholderen beregnet til montering i køretøjer med motor med enten styret tænding eller kompressionstænding, udføres de tre prøver med superbenzin i beholderen.

5.2.2.

Er beholderen kun beregnet til montering i køretøjer med motor med kompressionstænding, udføres de tre prøver med autodiesel i beholderen.

5.2.3.

Til hver prøve monteres brændstofbeholderen og dennes tilbehør på en prøveramme, der så vidt muligt simulerer den faktiske montering på køretøjet. Fastgørelsesmåden for beholderen i rammen skal opfylde de relevante monteringsforskrifter. Hvis der er tale om beholdere, som er konstrueret til et nærmere bestemt køretøj, skal der både tages højde for køretøjsdele, som beskytter brændstofbeholderen og dens tilbehør mod flammepåvirkning, eller som i øvrigt indvirker på brandens forløb, og for specificerede komponenter, der monteres på beholder og propper. Alle åbninger skal være lukket under prøvningen, men udluftningssystemerne skal fungere. Brændstofbeholderen fyldes halvt med det specificerede brændstof umiddelbart inden prøvningen.

5.3.   Den flamme, beholderen udsættes for, dannes ved afbrænding af kommercielt brændstof til motorer med styret tænding (i det følgende benævnt »brændstof«) i en bakke. Der skal være tilstrækkeligt brændstof i bakken til, at flammen kan brænde frit under hele prøvningen.

5.4.   Bakkens størrelse skal vælges således, at flammerne kan nå op på brændstofbeholderens sider. Derfor skal bakkens rand rage mindst 20 cm, og højst 50 cm ud i forhold til den lodrette projektion af brændstofbeholderen. Ved prøvens begyndelse må der højst være 8 cm fra brændstoffets overflade til bakkens overkant.

5.5.   Bakken med brændstof anbringes under brændstofbeholderen, således at afstanden fra brændstofoverfladen til beholderens underside svarer til brændstofbeholderens højde over vejbanen, når køretøjet er i ulastet stand (jf. punkt 7.4.). Enten bakken eller prøverammen eller begge skal kunne bevæges frit.

5.6.   Under fase C af prøvningen dækkes bakken med en rist, der er placeret 3 cm ± 1 cm over brændstofoverfladen.

Risten skal være af ildfast materiale, jf. tillæg 2. Der må ikke være nogen mellemrum mellem stenene, og de skal holdes over brændstofbakken på en sådan måde, at hullerne i dem ikke er dækket. Risten skal være 2-4 cm mindre end bakkens indvendige mål i både længde og bredde, så der fremkommer en ventilationsåbning mellem risten og bakkens sidevægge på 1-2 cm.

5.7.   Udføres prøven i det fri, skal der afskærmes mod vinden, og lufthastigheden i bakkens højde må ikke være over 2,5 km/h. Før prøven opvarmes risten til 308 K ± 5 K (35 °C ± 5 °C). De ildfaste sten kan fugtes, så alle prøver bliver udført under de samme betingelser.

5.8.   Prøven består af fire faser (jf. tillæg 1)

5.8.1.   Fase A: Forvarmning (figur 1)

Brændstoffet i bakken antændes mindst 3 m fra brændstofbeholderen i prøverammen. Efter 60 sekunders forvarmning anbringes bakken under brændstofbeholderen.

5.8.2.   Fase B: direkte flammepåvirkning (figur 2)

Brændstofbeholderen udsættes for flammerne fra det frit brændende brændstof i 60 sekunder.

5.8.3.   Fase C: Indirekte flammepåvirkning (figur 3)

Umiddelbart efter fase B anbringes risten mellem den brændende bakke og brændstofbeholderen. Brændstofbeholderen udsættes for denne dæmpede flamme i 60 sekunder.

5.8.4.   Fase D: Afslutning af prøven (figur 4)

Den brændende bakke med risten flyttes tilbage til udgangsstillingen (fase A). Er brændstofbeholderen ved prøvens afslutning i brand, slukkes denne omgående.

5.9.   Prøveresultatet anses for tilfredsstillende, hvis brændstofbeholderen ikke har nogen lækager.

6.   BESTANDIGHED OVER FOR HØJ TEMPERATUR

6.1.   Prøverammen til denne prøvning skal svare til den måde, brændstofbeholderen monteres på i køretøjet, herunder udluftningsanordningernes funktion.

6.2.   Brændstofbeholderen fyldes halvt med vand ved 293 K (20 °C) og udsættes for en rumtemperatur på 368 K ± 2 K (95 °C ± 2 °C) i 1 time.

6.3.   Prøveresultatet anses for tilfredsstillende, hvis beholderen ikke udviser lækager eller væsentlig deformation.

7.   MÆRKNING AF BRÆNDSTOFBEHOLDEREN

Anordningens fabriks- eller varemærke, skal være fastgjort til beholderen. Denne mærkning skal være uudslettelig og letlæselig på beholderen, når denne er monteret på køretøjet.

Tillæg 1

PRØVNING AF BRANDBESTANDIGHED

Figur 1

Fase A:

Forvarmning

Image

Figur 2

Fase B:

Direkte flammepåvirkning

Image

Figur 3

Fase C:

Indirekte flammepåvirkning

Image

Figur 4

Fase D:

Afslutning af prøven

Image

Tillæg 2

DIMENSIONER OG TEKNISKE SPECIFIKATIONER FOR ILDFASTE STEN

Image

Brandbestandighed

(Seger-Kegel) SK 30

Al2O3 indhold

30 til 33 %

Porevolumen (Po)

20–22 % vol.

Densitet

1 900–2 000 kg/m3

Effektiv hulandel

44,18 %