ISSN 1725-2520

doi:10.3000/17252520.L_2010.027.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

L 27

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

53. årgang
30. januar 2010


Indhold

 

IV   Retsakter vedtaget inden den 1. december 2009 i henhold til EF-traktaten, EU-traktaten og Euratomtraktaten

Side

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket ( 1 )

1

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 67/2010 af 30. november 2009 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net

20

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/144/EF af 30. november 2009 om visse dele af og specifikationer for landbrugs- og skovbrugstraktorer ( 1 )

33

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


IV Retsakter vedtaget inden den 1. december 2009 i henhold til EF-traktaten, EU-traktaten og Euratomtraktaten

30.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 66/2010

af 25. november 2009

om EU-miljømærket

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (4) havde til formål at oprette en frivillig ordning for tildeling af et miljømærke for at fremme produkter med færre miljøpåvirkninger i hele deres livscyklus og give forbrugerne nøjagtige, ikke-vildledende og videnskabeligt baserede oplysninger om produkters miljøpåvirkninger.

(2)

Erfaringerne fra anvendelsen af forordning (EF) nr. 1980/2000 har vist, at der er behov for at ændre denne miljømærkeordning for at forøge dens effektivitet og strømline driften heraf.

(3)

Gennemførelsen af den ændrede ordning (herefter »EU-miljømærkeordningen«) bør være i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne, navnlig forsigtighedsprincippet i artikel 174, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

(4)

Det er nødvendigt at sikre koordination mellem EU-miljømærkeordningen og fastsættelsen af kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (5).

(5)

EU-miljømærkeordningen indgår i Fællesskabets politik for bæredygtighed i forbrug og produktion, der sigter mod at reducere forbrugets og produktionens belastning af miljøet, folkesundheden, klimaet og naturressourcerne. Hensigten med ordningen er at fremme produkter, hvis miljøpræstationer ligger på et højt niveau, ved anvendelse af EU-miljømærket. I den forbindelse bør det forlanges, at de kriterier, som produkter skal opfylde for at kunne bære EU-miljømærket, baseres på de bedste miljøpræstationer, som produkter på fællesskabsmarkedet har opnået. Disse kriterier bør være letforståelige og letanvendelige og bør baseres på videnskabelig dokumentation under hensyntagen til den nyeste teknologiske udvikling. Disse kriterier bør være markedsorienterede og begrænses til produkternes vigtigste miljøpåvirkninger i hele deres livscyklus.

(6)

For at begrænse antallet af miljømærkeordninger og for at tilskynde til bedre miljøpræstationer i alle sektorer, hvor miljøbelastningen spiller en rolle for forbrugernes valg, bør muligheden for at anvende EU-miljømærket udvides. For fødevarer og fodergrupper bør der imidlertid foretages en undersøgelse for at sikre, at kriterierne er anvendelige, og at der kan sikres en værditilvækst. For fødevarer og foderprodukter samt for uforarbejdede landbrugsprodukter, der hører under anvendelsesområdet for Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (6), bør muligheden for, at kun økologisk mærkede produkter er berettigede til at få EU-miljømærket, overvejes for at undgå forvirring hos forbrugerne.

(7)

EU-miljømærket bør have til formål at erstatte farlige stoffer med sikrere stoffer, hvor som helst det er teknisk muligt.

(8)

Af hensyn til den brede offentligheds accept af EU-miljømærkeordningen er det væsentligt, at ikke-statslige organisationer (ngo'er) på miljøområdet og forbrugerorganisationer spiller en vigtig rolle i udarbejdelsen og opstillingen af kriterier for EU-miljømærket og inddrages aktivt i dette arbejde.

(9)

Enhver interessent bør kunne lede udarbejdelsen eller revisionen af EU-miljømærkekriterierne, forudsat at der arbejdes efter fælles procedureregler, og at forløbet koordineres af Kommissionen. For at sikre den overordnede sammenhæng i Fællesskabets indsats bør det ligeledes kræves, at EU-miljømærkekriterierne udarbejdes eller revideres under hensyntagen til Fællesskabets nyeste strategiske målsætninger på miljøområdet, såsom miljøhandlingsprogrammerne, strategierne for bæredygtig udvikling og klimaændringsprogrammerne.

(10)

For at forenkle EU-miljømærkeordningen og mindske den administrative byrde forbundet med EU-miljømærkets anvendelse bør vurderings- og verifikationsprocedurerne strømlines.

(11)

Der bør fastsættes betingelser for anvendelsen af EU-miljømærket, og for at sikre, at betingelserne overholdes, bør det kræves, at de ansvarlige organer foretager verifikationer og forbyder anvendelse af EU-miljømærket, hvor betingelserne for anvendelse ikke er overholdt. Det bør også kræves, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og sikrer, at de anvendes.

(12)

For at øge EU-miljømærkets anvendelse og for at give et incitament til dem, hvis produkter opfylder EU-miljømærkekriterierne, bør udgifterne i forbindelse med EU-miljømærkets anvendelse reduceres.

(13)

Det er nødvendigt at oplyse offentligheden og at øge dens bevidsthed om EU-miljømærket gennem markedsførings-, informations- og oplysningskampagner på lokalt og nationalt plan samt på fællesskabsplan for at gøre forbrugerne opmærksomme på, hvad EU-miljømærket betyder, således at de kan træffe deres valg på et velinformeret grundlag. Dette er også nødvendigt for at gøre ordningen mere attraktiv for producenter og detailhandlere.

(14)

Medlemsstaterne bør overveje at indføre retningslinjer, når de fastlægger deres nationale grønne handlingsplaner for offentlige indkøb, og de kunne overveje at opstille mål om offentlige indkøb af miljøvenlige produkter.

(15)

For at fremme markedsføringen af miljømærkede produkter på nationalt plan og i Fællesskabet, for at begrænse det ekstra arbejde for virksomheder, navnlig SMV'er, og for at forhindre usikkerhed blandt forbrugerne er det ligeledes nødvendigt at skabe bedre sammenhæng og fremme harmonisering mellem EU-miljømærkeordningen og de nationale miljømærkeordninger i Fællesskabet.

(16)

For at sikre ensartethed i anvendelsen af systemet for tildeling af EU-miljømærket, overvågningen af markedet og kontrollen med anvendelsen af EU-miljømærket i Fællesskabet bør de ansvarlige organer udveksle oplysninger og erfaringer.

(17)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(18)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at fastlægge de kriterier, som produkter skal overholde for at kunne bære EU-miljømærket, og til at ændre bilagene til forordningen. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(19)

Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør forordning (EF) nr. 1980/2000 derfor erstattes af denne forordning.

(20)

Der bør fastsættes bestemmelser, som sikrer, at overgangen mellem forordning (EF) nr. 1980/2000 og denne forordning kan foregå uden problemer -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

I denne forordning fastsættes reglerne for oprettelse og anvendelse af den frivillige EU-miljømærkeordning.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Forordningen gælder for alle varer eller tjenesteydelser, der leveres til distribution, forbrug eller anvendelse på Fællesskabets marked, uanset om det er mod betaling eller gratis (i det følgende benævnt »produkter«).

2.   Denne forordning finder hverken anvendelse på humanmedicinske lægemidler som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (8), eller på veterinærlægemidler som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler (9), eller på nogen form for medicinsk udstyr.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås der ved:

1)

»produktgruppe«: en gruppe produkter, der tjener lignende formål og kan sidestilles med hensyn til anvendelse, eller som har lignende funktionsmæssige egenskaber, og som kan sidestilles med hensyn til forbrugernes opfattelse

2)

»erhvervsdrivende«: en producent, fabrikant, importør, tjenesteyder, engros- eller detailhandler

3)

»miljøpåvirkninger«: ændringer på miljøet, der helt eller delvis er forårsaget af et produkt i løbet af dets livscyklus

4)

»miljøpræstationer«: resultatet af en producents forvaltning af de af et produkts egenskaber, der forårsager miljøpåvirkninger

5)

»verifikation«: en procedure, der går ud på at bekræfte, at et produkt overholder de angivne EU-miljømærkekriterier.

Artikel 4

Ansvarlige organer

1.   Hver medlemsstat udpeger det eller de organer, i eller uden for et ministerium, (i det følgende benævnt »det ansvarlige organ« eller »de ansvarlige organer«), der har ansvaret for at udføre de opgaver, der er omhandlet i denne forordning, og sikrer, at de er funktionsdygtige. Hvis der udpeges mere end et ansvarligt organ, fastlægger medlemsstaten de respektive beføjelser og koordineringskrav, der gælder for de pågældende organer.

2.   Sammensætningen af de ansvarlige organer skal sikre, at de er uafhængige og neutrale, og deres forretningsorden skal sikre gennemsigtighed i udførelsen af deres opgaver og inddragelse af alle interessenter.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at de ansvarlige organer opfylder kravene i bilag V.

4.   Ansvarlige organer sikrer, at verifikationen udføres på en konsekvent, neutral og pålidelig måde af en part, der er uafhængig af den erhvervsdrivende, som er genstand for verifikationen, og er baseret på internationale, europæiske eller nationale standarder og procedurer for organer, der står for produktcertificeringsordninger.

Artikel 5

Den Europæiske Unions Miljømærkenævn

1.   Kommissionen opretter Den Europæiske Unions Miljømærkenævn (i det følgende benævnt »Miljømærkenævnet«), der består af repræsentanterne for alle medlemsstaternes ansvarlige organer, jf. artikel 4, og andre interessenter. Miljømærkenævnet vælger sin formand i overensstemmelse med sin forretningsorden. Det bidrager til udarbejdelse og revision af EU-miljømærkekriterierne og til enhver gennemgang af gennemførelsen af EU-miljømærkeordningen. Det yder også Kommissionen rådgivning og assistance på disse områder og udsteder navnlig henstillinger om mindstekrav til miljøpræstationer.

2.   Kommissionen påser, at Miljømærkenævnet på en afbalanceret måde inddrager alle relevante interessenter, der berøres af en given produktgruppe, f.eks. ansvarlige organer, producenter, fabrikanter, importører, tjenesteudbydere, grossister, detailhandlere, navnlig SMV'ere, samt miljøgrupper og forbrugerorganisationer.

Artikel 6

Generelle krav til EU-miljømærkekriterierne

1.   EU-miljømærkekriterierne baseres på produkters miljøpræstationer under hensyntagen til Fællesskabets nyeste strategiske målsætninger på miljøområdet.

2.   EU-miljømærkekriterierne fastsætter de miljøkrav, som et produkt skal opfylde for at kunne bære EU-miljømærket.

3.   EU-miljømærkekriterierne fastsættes på et videnskabeligt grundlag og under hensyntagen til produkternes samlede livscyklus. Ved fastsættelsen af disse kriterier tages der hensyn til følgende:

a)

de væsentligste miljøpåvirkninger, navnlig indvirkningen på klimaændringer, indvirkningen på natur og biodiversitet, energi- og ressourceforbrug, affaldsproduktion, emissioner til alle miljømedier, forurening gennem fysiske virkninger og anvendelse og udslip af farlige stoffer

b)

muligheden for at erstatte farlige stoffer med mere sikre stoffer som sådan eller via anvendelse af andre materialer eller ændret design, hvor det er teknisk muligt

c)

muligheden for at reducere miljøpåvirkningerne ved hjælp af produkternes holdbarhed og genanvendelighed

d)

nettoresultatet for miljøet af forholdet mellem miljøforbedringer og miljøbelastninger, inklusive sundheds- og sikkerhedsaspekter, på de forskellige stadier af livscyklussen for de produkter, der vurderes

e)

hvor det er hensigtsmæssigt, sociale og etiske aspekter, f.eks. ved henvisning til relevante internationale konventioner og aftaler såsom relevante ILO-standarder og adfærdskodekser

f)

miljømærkekriterier der er opstillet for andre miljømærker, navnlig miljømærker i overensstemmelse med EN ISO 14024 type I, der er officielt anerkendt på nationalt eller regionalt plan, og som måtte eksistere for den pågældende produktgruppe, med henblik på at øge synergien

g)

så vidt muligt målet om begrænsning af dyreforsøg.

4.   EU-miljømærkekriterierne omfatter krav, der skal sikre, at de EU-miljømærkede produkter fungerer efter hensigten.

5.   Før Kommissionen udarbejder EU-miljømærkekriterier for fødevarer og foderprodukter som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (10), gennemfører den senest den 31. december 2011 en undersøgelse af, hvorvidt det er muligt at fastsætte pålidelige kriterier, der dækker sådanne produkters, herunder fiskeri- og akvakulturprodukters, miljøpræstation i hele deres livscyklus. Undersøgelsen bør lægge særlig vægt på alle EU-miljømærkekriteriers virkning på fødevarer og foderprodukter samt på uforarbejdede landbrugsprodukter, som er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 834/2007. Undersøgelsen bør tage hensyn til den mulighed, at kun økologisk mærkede produkter skulle være berettigede til at få EU-miljømærket, for at undgå forvirring hos forbrugerne.

Kommissionen afgør under hensyntagen til resultatet af undersøgelsen og Miljømærkenævnets udtalelse, og i overensstemmelse med den i artikel 16, stk. 2, nævnte forskriftsprocedure med kontrol, for hvilken gruppe af fødevarer og foder, om nogen, det er muligt at udforme EU-miljømærkekriterier.

6.   EU-miljømærket må ikke tildeles varer, som indeholder stoffer eller præparater/blandinger, der opfylder kriterierne for klassifikation som giftige, miljøfarlige, kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (CMR) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (11) eller varer, som indeholder stoffer, der er nævnt i artikel 57 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur (12).

7.   For specifikke kategorier af varer, der indeholder de i stk. 6 omhandlede stoffer, og kun i tilfælde hvor det ikke er teknisk muligt at erstatte dem som sådan eller via anvendelse af alternative materialer eller design, eller i tilfælde af produkter, der har en væsentlig højere generel miljøpræstation sammenlignet med andre varer af samme kategori, kan Kommissionen træffe foranstaltninger med henblik på at indrømme undtagelser fra stk. 6. Der indrømmes ingen undtagelser vedrørende stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006/EF, og som identificeres i overensstemmelse med den procedure, der beskrives i artikel 59, stk. 1, i den nævnte forordning, og som findes i blandinger, i en artikel eller i nogen homogen del af en kompleks artikel i koncentrationer på over 0,1 % (vægt/vægt). Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 2.

Artikel 7

Udarbejdelse og revision af EU-miljømærkekriterierne

1.   Efter høring af Miljømærkenævnet kan Kommissionen, medlemsstaterne, ansvarlige organer og andre interessenter tage initiativ til og lede udarbejdelsen eller revisionen af EU-miljømærkekriterierne. Får sådanne andre interessenter til opgave at lede udarbejdelsen af kriterier, skal de dokumentere, at de har ekspertise på produktområdet, og at de er i stand til at lede processen neutralt og i overensstemmelse med denne forordnings mål. I den forbindelse gives konsortier bestående af mere end én interessegruppe fortrinsret.

Den, der tager initiativet til og leder udarbejdelsen eller revisionen af EU-miljømærkekriterierne, tilvejebringer følgende dokumenter efter proceduren i bilag I, del A:

a)

en forberedende rapport

b)

et udkast til kriterieforslag

c)

en teknisk rapport til støtte for udkastet til kriterieforslaget

d)

en slutrapport

e)

en vejledning for mulige brugere af EU-miljømærket og ansvarlige organer

f)

en vejledning for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter.

Disse dokumenter forelægges Kommissionen og Miljømærkenævnet.

2.   Hvis der allerede er blevet udarbejdet kriterier under en anden miljømærkeordning, der opfylder kravene til miljømærker i overensstemmelse med EN ISO 14024 type I, for en produktgruppe, for hvilken der ikke er blevet udarbejdet EU-miljømærkekriterier, kan en medlemsstat, hvor den anden miljømærkeordning er anerkendt, efter høring af Kommissionen og Miljømærkenævnet foreslå, at de pågældende kriterier indarbejdes i EU-miljømærkeordningen.

I disse tilfælde anvendes den kortere kriterieudarbejdelsesprocedure, der er fastsat i bilag I, del B, forudsat at de foreslåede kriterier er blevet udarbejdet i overensstemmelse med bilag I, del A. Enten Kommissionen eller den medlemsstat, der i henhold til første afsnit har foreslået den forkortede procedure for kriterieudarbejdelse, leder denne procedure.

3.   Hvis der er behov for en ikke-væsentlig revision af kriterierne, kan en kort revisionsprocedure som fastsat i bilag I, del C, finde anvendelse.

4.   Senest 19. februar 2011 når Miljømærkenævnet og Kommissionen til enighed om en arbejdsplan, der omfatter en strategi og en ikke-udtømmende liste over produktgrupper. Denne plan tager hensyn til andre fællesskabsforanstaltninger (f.eks. med hensyn til grønne offentlige indkøb) og kan ajourføres i overensstemmelse med Fællesskabets seneste strategiske mål på miljøområdet. Planen skal ajourføres regelmæssigt.

Artikel 8

Fastsættelse af EU-miljømærkekriterierne

1.   Der skal udarbejdes forslag til EU-miljømærkekriterier i overensstemmelse med proceduren i bilag I og under hensyntagen til arbejdsplanen.

2.   Kommissionen vedtager senest ni måneder efter høring af Miljømærkenævnet foranstaltninger til fastsættelse af specifikke EU-miljømærkekriterier for hver produktgruppe. Sådanne foranstaltninger offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Kommissionen tager i sit endelige forslag hensyn til Miljømærkenævnets bemærkninger og fremhæver, dokumenterer og begrunder klart eventuelle ændringer i sit endelig forslag sammenlignet med forslag til udkastet til kriterier efter høringen af Miljømærkenævnet.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i forordningen ved at supplere denne, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 2.

3.   I forbindelse med de i stk. 2 nævnte foranstaltninger skal Kommissionen:

a)

opstille krav til vurderingen af de specifikke produkters overensstemmelse med EU-miljømærkekriterierne (»vurderingskriterier«)

b)

angive tre væsentlige miljømæssige egenskaber for hver produktgruppe, som kan anføres i det valgfri mærke med tekst boks, som beskrevet i bilag II

c)

for hver produktgruppe fastsætte den relevante gyldighedsperiode for kriterierne og for kravene til vurderingen

d)

angive den produktvariation, der er tilladt i den i litra c) nævnte gyldighedsperiode.

4.   Ved fastsættelsen af EU-miljømærkekriterier skal det sikres, at der ikke indføres foranstaltninger, hvis gennemførelse vil skabe en uforholdsmæssig stor administrativ og økonomisk byrde for SMV'er.

Artikel 9

Tildeling af EU-miljømærket og vilkår og betingelser for anvendelse

1.   Enhver erhvervsdrivende, der ønsker at anvende EU-miljømærket, skal indgive ansøgning til et af de ansvarlige organer, der er omhandlet i artikel 4, i overensstemmelse med følgende regler:

a)

har et produkt sin oprindelse i en enkelt medlemsstat, skal ansøgningen indgives til et ansvarligt organ i denne medlemsstat

b)

har et produkt sin oprindelse i samme form i flere medlemsstater, kan ansøgningen indgives til et ansvarligt organ i en af disse medlemsstater

c)

har et produkt sin oprindelse uden for Fællesskabet, indgives ansøgningen til et ansvarligt organ i en hvilken som helst af de medlemsstater, hvor produktet markedsføres eller vil blive markedsført.

2.   EU-miljømærket udformes som angivet i bilag II.

EU-miljømærket må kun anvendes i forbindelse med produkter, der opfylder EU-miljømærkekriterierne, og for hvilke EU-miljømærket er tildelt.

3.   Ansøgningerne skal angive den erhvervsdrivendes fulde kontaktoplysninger, den pågældende produktgruppe og en fuldstændig beskrivelse af produktet samt alle andre oplysninger, som det ansvarlige organ har anmodet om.

Ansøgninger skal indeholde al relevant dokumentation, som anført i de EU-miljømærkekriterier, Kommissionen har opstillet for den pågældende produktgruppe.

4.   Det ansvarlige organ, som modtager en ansøgning, opkræver et gebyr i overensstemmelse med bilag III. EU-miljømærket må kun anvendes, hvis gebyrerne er betalt inden for den fastsatte frist.

5.   Inden for to måneder efter modtagelse af en ansøgning kontrollerer det ansvarlige organ, hvorvidt dokumentationen er fuldstændig og underretter den erhvervsdrivende. Det ansvarlige organ kan afvise ansøgningen, hvis den erhvervsdrivende ikke har indleveret den fuldstændige dokumentation senest seks måneder efter en sådan underretning.

Hvis den forelagte dokumentation er fyldestgørende, og det ansvarlige organ har kontrolleret, at produktet opfylder EU-miljømærkekriterierne og de krav til vurdering, der er offentliggjort i henhold til artikel 8, giver det ansvarlige organ produktet et registreringsnummer.

De erhvervsdrivende afholder omkostningerne ved testning og vurdering af overensstemmelse med EU-miljømærkekriterierne. De erhvervsdrivende kan få pålagt at afholde rejse- og opholdsomkostninger, når det er nødvendigt med verifikation på stedet uden for den medlemsstat, hvor det ansvarlige organ er hjemmehørende.

6.   Hvis EU-miljømærkekriterierne kræver, at produktionsanlæg opfylder visse krav, skal disse opfyldes i alle anlæg, hvor det EU-miljømærkede produkt fremstilles. Det ansvarlige organ foretager om nødvendigt kontrolbesøg på stedet eller udpeger en bemyndiget repræsentant til dette formål.

7.   Ansvarlige organer skal fortrinsvis anerkende de test, der er akkrediteret efter ISO 17025, og verifikationer, der er akkrediteret efter standard EN 45011 eller en tilsvarende international standard. Ansvarlige organer samarbejder for at sikre en effektiv og konsekvent gennemførelse af vurderings- og verifikationsprocedurerne, navnlig gennem den arbejdsgruppe, der er omhandlet i artikel 13.

8.   Det ansvarlige organ indgår med hver enkelt erhvervsdrivende en kontrakt, der omfatter betingelserne for brug af EU-miljømærket (herunder bestemmelser om tilladelse til og inddragelse af EU-miljømærket, navnlig efter revisionen af kriterierne). Til det formål anvendes en standardkontrakt efter skabelonen i bilag IV.

9.   Den erhvervsdrivende må først sætte EU-miljømærket på produktet efter kontraktens indgåelse. Den erhvervsdrivende placerer også registreringsnummeret på produktet, der bærer EU-miljømærket.

10.   Det ansvarlige organ, der har tildelt et produkt EU-miljømærket, giver Kommissionen meddelelse herom. Kommissionen opretter et fælles register og ajourfører det regelmæssigt. Registeret skal være offentligt tilgængeligt på et websted, der omhandler EU-miljømærket.

11.   EU-miljømærket må anvendes på produkter, som har fået tildelt EU-miljømærket, og på reklamemateriale for disse.

12.   Tildelingen af EU-miljømærket berører ikke miljøkrav og andre forskrifter i fællesskabslovgivningen og den nationale lovgivning, der gælder for de forskellige stadier i produktets livscyklus.

13.   Retten til at anvende EU-miljømærket gælder ikke for anvendelse af EU-miljømærket som del af et varemærke.

Artikel 10

Markedsovervågning og tilsyn med anvendelsen af EU-miljømærket

1.   Falsk eller vildledende reklame og anvendelse af et mærke eller logo, der kan forveksles med EU-miljømærket, er forbudt.

2.   Det ansvarlige organ kontrollerer regelmæssigt, at produkter, der er blevet tildelt EU-miljømærket, opfylder de EU-miljømærkekriterier og vurderingskrav, der er offentliggjort i henhold til artikel 8. Det ansvarlige organ foretager om nødvendigt også sådan kontrol efter en klage. Denne kontrol kan ske i form af stikprøvekontrol.

Det ansvarlige organ, der har tildelt produktet EU-miljømærket, underretter EU-miljømærkebrugeren om klager, der er indgivet vedrørende det EU-miljømærkede produkt, og kan anmode brugeren om at besvare disse klager. Det ansvarlige organ kan hemmeligholde klagerens identitet over for brugeren.

3.   EU-miljømærkebrugeren giver det ansvarlige organ, der har tildelt produktet EU-miljømærket, mulighed for at foretage alle undersøgelser, der er nødvendige for at overvåge, at produktet løbende opfylder produktgruppekriterierne og artikel 9.

4.   EU-miljømærkebrugeren giver efter anmodning fra det ansvarlige organ, der har tildelt produktet EU-miljømærket, adgang til de lokaler, hvor det pågældende produkt er fremstillet.

Anmodningen kan fremsættes på ethvert rimeligt tidspunkt og uden forvarsel.

5.   Hvis et ansvarligt organ, der, efter at brugeren af EU-miljømærket har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger, finder, at et produkt med EU-miljømærket ikke overholder de relevante produktgruppekriterier, eller at EU-miljømærket ikke anvendes i overensstemmelse med artikel 9, forbyder det enten brugen af EU-miljømærket på det pågældende produkt eller, såfremt EU-miljømærket er tildelt af at andet ansvarlig organ, underretter det dette ansvarlige organ. EU-miljømærkebrugeren har ikke ret til refusion af gebyrerne, jf. artikel 9, stk. 4, hverken helt eller delvis.

Det ansvarlige organ underretter straks alle de andre ansvarlige organer og Kommissionen om forbuddet.

6.   Det ansvarlige organ, der har tildelt produktet EU-miljømærket, må ikke videregive de oplysninger, som det har fået adgang til i forbindelse med kontrollen af EU-miljømærkebrugerens overholdelse af reglerne for anvendelse af EU-miljømærket i artikel 9, og må ikke anvende dem til formål uden forbindelse med tildelingen til anvendelse af EU-miljømærket.

Det ansvarlige organ træffer alle rimelige forholdsregler for at sikre, at de forelagte dokumenter beskyttes mod forfalskning og misbrug.

Artikel 11

Miljømærkeordninger i medlemsstaterne

1.   Hvis der er offentliggjort kriterier for EU-miljømærket for en given produktgruppe, kan andre nationale eller regionale officielt anerkendte EN ISO 14024 type I miljømærkeordninger, som ikke omfatter den pågældende produktgruppe på offentliggørelsestidspunktet, kun udvides til denne produktgruppe, såfremt kriterierne, der er udarbejdet under de pågældende ordninger, er mindst lige så strenge som kriterierne for EU-miljømærket.

2.   Med henblik på at harmonisere kriterierne for europæiske miljømærkeordninger (EN ISO 14024 type I) skal EU-miljømærkekriterierne også tage hensyn til eksisterende kriterier, der er udarbejdet i officielt anerkendte miljømærkningsordninger i medlemsstaterne.

Artikel 12

Fremme af EU-miljømærket

1.   Medlemsstaterne og Kommissionen når i samarbejde med Miljømærkenævnet til enighed om en specifik handlingsplan til fremme af anvendelse af EU-miljømærket ved:

a)

opmærksomhedsskabende foranstaltninger samt offentlige informations- og oplysningskampagner, der er henvendt til forbrugere, producenter, fabrikanter, grossister, tjenesteydere, offentlige indkøbere, handlende, detailhandlere og offentligheden generelt

b)

at anspore til anvendelse af ordningen, især for SMV'er

og støtter således videreudviklingen af ordningen.

2.   Fremme af EU-miljømærket kan ske via EU-miljømærkewebstedet, som indeholder grundlæggende informations- og reklamemateriale om EU-miljømærket, og oplysninger om, hvor der kan købes EU-miljømærkede produkter, på alle fællesskabssprog.

3.   Medlemsstaterne tilskynder til anvendelse af vejledningen for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter, jf. bilag I, del A, punkt 5. Med henblik på dette overvejer medlemsstaterne f.eks. at opstille mål for indkøb af produkter, der opfylder kriterierne i denne vejledning.

Artikel 13

Udveksling af oplysninger og erfaringer

1.   For at fremme en konsekvent gennemførelse af forordningen, udveksler de ansvarlige organer regelmæssigt oplysninger og erfaringer, navnlig om anvendelsen af artikel 9 og 10.

2.   Til dette formål nedsætter Kommissionen en arbejdsgruppe af ansvarlige organer. Arbejdsgruppen mødes mindst to gange om året. Rejseudgifterne afholdes af Kommissionen. Arbejdsgruppen vælger sin formand og vedtager sin forretningsorden.

Artikel 14

Rapport

Senest 19. februar 2015 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af EU-miljømærkeordningen. Rapporten skal også pege på faktorer, der kan indgå i en eventuel gennemgang af ordningen.

Artikel 15

Ændring af bilag

Kommissionen kan ændre bilagene, herunder maksimumsgebyrerne i bilag III, under hensyntagen til behovet for gebyrer til at dække omkostningerne ved administration af ordningen.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 2.

Artikel 16

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 17

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver hurtigst muligt Kommissionen meddelelse om disse regler og underretter den hurtigst muligt om alle senere ændringer.

Artikel 18

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 1980/2000 ophæves hermed.

Artikel 19

Overgangsbestemmelser

Forordning (EF) nr. 1980/2000 gælder fortsat for kontrakter, der er indgået i medfør af dens artikel 9, indtil udløbsdatoen for de pågældende kontrakter, undtagen for bestemmelserne vedrørende gebyrer.

Artikel 9, stk. 4, i og bilag III til denne forordning skal anvendes på sådanne kontrakter.

Artikel 20

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november 2009

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

J. BUZEK

På Rådets vegne

Formand

Å. TORSTENSSON


(1)  EUT C 120 af 28.5.2009, s. 56.

(2)  EUT C 218 af 11.9.2009, s. 50.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 2.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.10.2009.

(4)  EFT L 237 af 21.9.2000, s. 1.

(5)  EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.

(6)  EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1.

(7)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(8)  EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67.

(9)  EFT L 311 af 28.11.2001, s. 1.

(10)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(11)  EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1.

(12)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.


BILAG I

PROCEDURE VED UDARBEJDELSE OG REVISION AF EU-MILJØMÆRKEKRITERIERNE

A.   Standardprocedure

Følgende dokumenter udarbejdes:

1.   Forberedende rapport

Den forberedende rapport skal indeholde følgende:

En kvantitativ angivelse af produktgruppens potentiale for miljøforbedringer, idet der tages hensyn til miljøforbedringer, der er knyttet til andre lignende europæiske og nationale eller regionale EN ISO 14024 type I miljømærkeordninger.

Begrundelse for valg og afgrænsning af produktgruppen.

Overvejelse af eventuelle handelsspørgsmål.

Analyse af kriterierne for opnåelse af andre miljømærker.

Gældende love og igangværende lovgivningstiltag med relevans for produktgruppesektoren.

En analyse af mulighederne for at erstatte farlige eller skadelige stoffer med sikrere stoffer som sådan eller via anvendelse af alternative materialer eller design, når det er teknisk muligt, navnlig med hensyn til særligt problematiske stoffer som nævnt i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

EU-markedsoplysninger for sektoren, herunder salgsvolumen og omsætning.

De EU-miljømærkede produkters aktuelle og potentielle fremtidige markedsandel.

Oplysninger om omfanget og den generelle betydning af de miljøpåvirkninger, produktgruppen giver anledning til, fremkommet ved nye eller eksisterende livscyklusanalyser. Anden videnskabelig dokumentation kan også anvendes. Kritiske og kontroversielle spørgsmål rapporteres i detaljer og vurderes.

Henvisninger til data og oplysninger, der er indsamlet og anvendt til udarbejdelse af rapporten.

Den forberedende rapport gøres tilgængelig på Kommissionens EU-miljømærkewebsted med henblik på kommentarer og referencer under udarbejdelsen af kriterierne.

Når der skal udarbejdes kriterier for grupper af fødevarer og foderprodukter, skal den forberedende rapport, jf. den i artikel 6, stk. 5, nævnte undersøgelse, påvise følgende:

der er en reel miljøværdigevinst ved at udvikle EU-miljømærkekriterier for det valgte produkt

EU-miljømærket har taget hensyn til hele produktets livscyklus, og

anvendelsen af EU-miljømærket på det valgte produkt ikke skaber forvirring, når det sammenlignes med andre fødevaremærker.

2.   Forslag til udkast til kriterier og en hertil knyttet teknisk rapport

Efter offentliggørelsen af den forberedende rapport udarbejdes der et forslag til udkast til kriterier og en teknisk rapport til støtte for forslaget.

Udkastet til kriterier skal opfylde følgende krav:

de skal baseres på de bedste produkter, som findes på fællesskabsmarkedet med hensyn til miljøpræstationen gennem hele deres livscyklus, og de skal vejledende svare til 10-20 % af de bedste produkter på fællesskabsmarkedet med hensyn til miljøpræstation på det tidspunkt, de vedtages

for at give mulighed for den nødvendige fleksibilitet fastsættes den nøjagtige procentdel i hvert enkelt tilfælde og med det formål at fremme de mest miljøvenlige produkter og sikre, at forbrugerne får et tilstrækkeligt udvalg

de skal tage hensyn til nettoresultatet for miljøet af forholdet mellem miljøforbedringer og miljøbelastninger, inklusive sundheds- og sikkerhedsaspekter. Hvor det er hensigtsmæssigt, tages der hensyn til social og etiske aspekter, f.eks. ved at henvise til relevante internationale konventioner og aftaler såsom relevante ILO-standarder og adfærdskodekser

de skal baseres på produktets væsentligste miljøpåvirkninger, så vidt muligt udtrykkes ved hjælp af tekniske nøgleindikatorer for produktets miljøpræstationer og være egnet til vurdering efter denne forordnings bestemmelser

de skal baseres på forsvarlige data og oplysninger, der så vidt muligt er repræsentative for hele Fællesskabets marked

de skal baseres på livscyklusdata og kvantitative miljøpåvirkninger, så vidt muligt i overensstemmelse med det europæiske referencesystem for livscyklusdata, ELCD (European Reference Life Cycle Data System)

de skal tage hensyn til udtalelserne fra alle de interessenter, der har deltaget i høringsforløbet

de skal garantere harmonisering med gældende lovgivning for produktgruppen med hensyn til definitioner, prøvningsmetoder og teknisk og administrativ dokumentation

de skal tage hensyn til relevante fællesskabspolitikker og til det arbejde, der er udført med andre, beslægtede produktgrupper.

Forslaget til udkastet til kriterier skal formuleres således, at det er letforståeligt for dem, der ønsker at anvende kriterierne. Hvert kriterium skal være begrundet, og de miljømæssige fordele i forbindelse med hvert kriterium skal forklares. Det skal fremhæve de kriterier, der svarer til de væsentligste miljømæssige egenskaber.

Den tekniske rapport skal mindst indeholde følgende oplysninger:

en videnskabelig forklaring af hvert krav og kriterium

en kvantitativ angivelse af de generelle miljøpræstationer, som kriterierne tilsammen forventes at medføre, sat i forhold til gennemsnittet for markedets produkter

et skøn over de forventede miljømæssige, økonomiske og samfundsmæssige virkninger af kriterierne som helhed

de relevante prøvningsmetoder til vurdering af de forskellige kriterier

et skøn over prøvningsomkostningerne

for hvert enkelt kriterium oplysninger om alle prøvninger, rapporter og anden dokumentation, som brugeren skal forelægge på anmodning fra et ansvarligt organ i henhold til artikel 10, stk. 3.

Forslaget til udkastet til kriterier og den tekniske rapport lægges ud til offentlig konsultation på Kommissionens EU-miljømærkewebsted med henblik på kommentarer. Produktgruppelederen formidler forslaget og rapporten til alle interessenter.

Der holdes mindst to møder i den åbne arbejdsgruppe om udkastet til kriterier, hvortil alle interessenter, såsom ansvarlige organer, erhvervslivet (herunder små og mellemstore virksomheder), fagforeninger, detailhandlere, importører, miljø- og forbrugerorganisationer, inviteres. Kommissionen deltager også i disse møder.

Forslaget til udkastet til kriterier og den tekniske rapport stilles til rådighed mindst en måned før det første arbejdsgruppemøde. Eventuelle efterfølgende forslag til udkast til kriterier stilles til rådighed mindst en måned før de efterfølgende møder. Begrundelsen for ændringer i kriterierne i efterfølgende udkast skal forklares fyldestgørende og dokumenteres med henvisning til drøftelser på de åbne arbejdsgruppers møder og eventuelle kommentarer modtaget i forbindelse med den offentlige høring.

Der gives svar på alle modtagne kommentarer i løbet af kriterieudarbejdelsesforløbet, og det angives, om de blev accepteret eller afvist, og med hvilken begrundelse.

3.   Slutrapport og udkast til kriterier

Slutrapporten skal indeholde følgende:

Klare svar på alle kommentarer og forslag med angivelse af, om de er accepteret eller afvist og hvorfor. Interessenter i og uden for Den Europæiske Union behandles på lige fod.

Rapporten skal også indeholde følgende elementer:

et resumé på en side om omfanget af de ansvarlige organers tilslutning til udkastet til kriterier

en kortfattet liste over alle de dokumenter, der har været rundsendt under arbejdet med at opstille kriterierne, med angivelse af datoen for udsendelsen af hvert dokument og af modtagerne af hvert dokument, samt en kopi af de pågældende dokumenter

en liste over de interessenter, der har deltaget i arbejdet eller er blevet hørt eller har afgivet udtalelse, samt med deres kontaktoplysninger

et resumé

tre væsentlige miljømæssige egenskaber for produktgruppen, som kan anføres i det valgfri mærke med tekstboks, jf. bilag II

et forslag til en markedsførings- og oplysningsstrategi for produktgruppen.

Alle indkomne bemærkninger til slutrapporten skal tages i betragtning, og efter anmodning gives der oplysninger om, hvordan bemærkningerne er blevet fulgt op.

4.   Vejledning for mulige brugere af EU-miljømærket og ansvarlige organer

Der udarbejdes en vejledning til hjælp for mulige brugere af EU-miljømærket og ansvarlige organer, når de skal vurdere, om produkterne overholder kriterierne.

5.   Vejledning for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter

Der udarbejdes en vejledning i brugen af EU-miljømærkekriterierne for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter.

Kommissionen leverer skabeloner, oversat til alle EU's officielle sprog, til vejledningen for mulige brugere og ansvarlige organer og til vejledningen for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter.

B.   Kort procedure, når der er udarbejdet kriterier i andre miljømærkeordninger, der opfylder EN ISO 14024 type I

Der forelægges Kommissionen en enkelt rapport. Denne rapport skal indeholde et afsnit, der viser, at de tekniske og høringsmæssige krav i del A er efterkommet, og et forslag til udkast til kriterier, en vejledning for mulige EU-miljømærkebrugere og ansvarlige organer samt en vejledning for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter.

Hvis Kommissionen finder det godtgjort, at rapporten og kriterierne opfylder kravene i del A, gøres rapporten og forslaget til udkastet til kriterier tilgængelig med henblik på offentlig høring på Kommissionens EU-miljømærkewebsted i to måneder, således at der kan indgives kommentarer.

Alle kommentarer, der modtages i løbet af den offentlige høringsperiode, besvares, og det angives, om de er accepteret eller afvist og hvorfor.

Kommissionen vedtager kriterierne efter indførelse af eventuelle ændringer i den offentlige høringsperiode, og hvis ingen medlemsstat anmoder om et møde i den åbne arbejdsgruppe, jf. artikel 8.

På anmodning fra en medlemsstat holdes der et møde i den åbne arbejdsgruppe om udkastet til kriterier, hvor alle interessenter, såsom ansvarlige organer, erhvervslivet (herunder små og mellemstore virksomheder), fagforeninger, detailhandlere, importører, miljø- og forbrugerorganisationer, deltager. Kommissionen deltager også i dette møde.

Kommissionen vedtager kriterierne, jf. artikel 8, efter indførelse af eventuelle ændringer foretaget under den offentlige høringsperiode eller under mødet i den åbne arbejdsgruppe.

C.   Kort procedure for ikke-væsentlige ændringer af kriterierne

Kommissionen udarbejder en rapport, der indeholder følgende:

en begrundelse, hvori det forklares, hvorfor der ikke er behov for en fuldstændig revision af kriterierne, og hvorfor det er tilstrækkeligt med en ren opdatering af kriterierne og deres stringensniveau

et teknisk afsnit, som ajourfører tidligere markedsoplysninger, der har været anvendt til at fastsætte kriterierne

et revideret forslag til udkast til kriterier

en kvantitativ angivelse af de generelle miljøpræstationer, som kriterierne tilsammen forventes at medføre, sat i forhold til gennemsnittet for markedets produkter

en revideret vejledning for mulige brugere af EU-miljømærket og ansvarlige organer samt

en revideret vejledning for myndigheder, der indgår offentlige kontrakter.

Rapporten og forslaget til udkastet til kriterier lægges ud til offentlig høring på Kommissionens EU-miljømærkewebsted i et tidsrum af to måneder med henblik på kommentarer.

Alle kommentarer, der modtages i løbet af den offentlige høringsperiode, besvares, og det angives, om de er accepteret eller afvist og hvorfor.

Efter indførelse af eventuelle ændringer foretaget i løbet af den offentlige høringsperiode, og hvis ingen medlemsstat anmoder om et møde i den åbne arbejdsgruppe, kan Kommissionen vedtage kriterierne i overensstemmelse med artikel 8.

På anmodning fra en hvilken som helst af medlemsstaterne afholdes der et møde i den åbne arbejdsgruppe om udkastet til reviderede kriterier, hvor alle interessenter, såsom ansvarlige organer, erhvervslivet (herunder små og mellemstore virksomheder), fagforeninger, detailhandlere, importører, miljø- og forbrugerorganisationer, deltager. Kommissionen deltager også i dette møde.

Med forbehold af eventuelle ændringer, der indføres under den offentlige høringsperiode eller under mødet i arbejdsgruppen, kan Kommissionen vedtage kriterierne i overensstemmelse med artikel 8.


BILAG II

EU-MILJØMÆRKETS UDFORMNING

EU-miljømærket udformes efter følgende model:

Mærke:

Image

Valgfrit mærke med tekstrubrik (den erhvervsdrivendes mulighed for at anvende denne tekstrubrik og den anvendte tekst skal være i overensstemmelse med, hvad der er anført i de relevante produktgruppekriterier):

Image

EU-miljømærkets registreringsnummer anføres ligeledes på produktet. Det har følgende udformning:

Image

xxxx henviser til registreringslandet, yyy til produktgruppen og zzzzz til det nummer, som det ansvarlige organ har givet.

Mærket, det valgfrie mærke med tekstrubrik og registreringsnummeret printes enten i to farver (Pantone 347 grøn til blomstens blade og stilk, til »Є«-symbolet, web-adressen og EU-akronymet, og Pantone 279 til alle andre elementer, tekst og kanter) eller i sort på hvidt eller i hvidt på sort.


BILAG III

GEBYRER

1.   Ansøgningsgebyr

Det ansvarlige organ, hvortil der indgives en ansøgning, opkræver et gebyr svarende til de reelle administrationsomkostninger ved behandlingen af ansøgningen. Dette gebyr kan ikke være lavere end 200 EUR og ikke højere end 1 200 EUR.

Hvis det drejer sig om små og mellemstore virksomheder (1) og erhvervsdrivende fra udviklingslande, må gebyret for behandlingen af ansøgningen ikke overstige 600 EUR.

For så vidt angår mikrovirksomheder (1) må gebyret for behandlingen af ansøgningen ikke overstige 350 EUR.

Gebyret for behandling af ansøgningen nedsættes med 20 % for ansøgere, der er registrerede i fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og/eller certificerede i henhold til ISO 14001 standard. Denne nedsættelse er betinget af, at ansøgeren i sin miljøpolitik udtrykkeligt forpligter sig til at sikre, at dens miljømærkede produkter fuldstændig opfylder EU-miljømærkekriterierne i hele kontraktens gyldighedsperiode, og at denne forpligtelse behørigt indføjes i de detaljerede miljømålsætninger. ISO 14001 certificerede ansøgere skal hvert år dokumentere opfyldelse af denne forpligtelse. EMAS-registrerede ansøgere skal indsende en kopi af deres årligt verificerede miljøredegørelse.

2.   Årligt gebyr

Det ansvarlige organ kan forlange, at hver ansøger, der har fået tildelt et EU-miljømærke, betaler et årligt gebyr på op til 1 500 EUR for mærkets anvendelse.

Hvis det drejer sig om små og mellemstore virksomheder og erhvervsdrivende fra udviklingslande, må det årlige gebyr ikke overstige 750 EUR.

For så vidt angår mikrovirksomheder, må det årlige gebyr ikke overstige 350 EUR.

Det årlige gebyr dækker en periode, der begynder den dag, EU-miljømærket tildeles ansøgeren.


(1)  SMV'er og mikrovirksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).


BILAG IV

STANDARDKONTRAKT OM BETINGELSERNE FOR ANVENDELSE AF EU-MILJØMÆRKET

PRÆAMBEL

Det ansvarlige organ … (fuldstændig betegnelse)(i det følgende benævnt »det ansvarlige organ«)

hjemmehørende … (fuld adresse), som med henblik på undertegnelse af denne kontrakt repræsenteres af … (navn på den ansvarlige person) og … (indehaverens fulde navn), som producent, fabrikant, importør, tjenesteyder, engros- eller detailhandler, hvis officielle registrerede adresse er … (fuld adresse), i det følgende benævnt »indehaveren«, repræsenteret ved … (navn på den ansvarlige person) er blevet enige om følgende vedrørende anvendelsen af EU-miljømærket, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (1), (i det følgende benævnt »EU-miljømærkeforordningen«):

1.   ANVENDELSE AF EU-MILJØMÆRKET

1.1.   Det ansvarlige organ indrømmer indehaveren ret til at anvende EU-miljømærket til sine produkter som beskrevet i vedlagte produktspecifikationer, som opfylder de relevante produktgruppekriterier gældende for perioden …, vedtaget af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber den … (dato), offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af … (fuld reference), og vedlagt denne kontrakt.

1.2.   EU-miljømærket må kun anvendes i de former, der er fastsat i bilag II til EU-miljømærkeforordningen.

1.3.   Indehaveren skal sørge for, at det miljømærkede produkt til enhver tid i hele kontraktperioden er i overensstemmelse med alle anvendelsesbetingelserne og bestemmelserne i artikel 9 i EU-miljømærkeforordningen. Der kræves ikke en ny ansøgning for de ændringer af produkternes egenskaber, der ikke påvirker opfyldelsen af kriterierne. Indehaveren informerer imidlertid det ansvarlige organ om sådanne ændringer pr. anbefalet brev. Det ansvarlige organ kan foretage passende kontrol.

1.4.   Kontrakten kan udvides til et større antal produkter end oprindelig forudset under forudsætning af det ansvarlige organs samtykke og på den betingelse, at de tilhører samme produktgruppe, og at de også opfylder kriterierne for gruppen. Det ansvarlige organ kan kontrollere, at disse betingelser opfyldes. Det bilag, der indeholder produktspecifikationernes, ændres i overensstemmelse hermed.

1.5.   Indehaveren må ikke reklamere eller fremsætte erklæringer eller benytte noget mærke eller logo på en måde, der er egnet til at give et urigtigt eller vildledende indtryk eller at fremkalde forveksling eller skade EU-miljømærkets anseelse.

1.6.   Indehaveren er i henhold til denne kontrakt ansvarlig for, hvorledes EU-miljømærket anvendes i forbindelse med det pågældende produkt, navnlig i reklamesammenhæng.

1.7.   Det ansvarlige organ, herunder de repræsentanter, der bemyndiges hertil, kan foretage enhver nødvendig undersøgelse for at kontrollere, at indehaveren til stadighed overholder både produktgruppekriterierne og anvendelsesbetingelserne samt bestemmelserne i denne kontrakt i overensstemmelse med reglerne i artikel 10 i EU-miljømærkeforordningen.

2.   SUSPENSION ELLER TILBAGEKALDELSE

2.1.   Hvis indehaveren bliver opmærksom på, at han ikke opfylder anvendelsesbetingelserne eller bestemmelserne i punkt 1 i denne kontrakt, skal han meddele dette til det ansvarlige organ og undlade at anvende EU-miljømærket, indtil anvendelsesbetingelserne eller bestemmelserne er blevet opfyldt og det ansvarlige organ er blevet underrettet derom.

2.2.   Finder det ansvarlige organ, at indehaveren har overtrådt anvendelsesbetingelserne eller bestemmelserne i denne kontrakt, kan det suspendere eller tilbagekalde indehaverens tilladelse til at anvende EU-miljømærket og træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at hindre indehaveren i at anvende mærket yderligere, herunder de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 10 og 17 i EU-miljømærkeforordningen.

3.   ANSVARSBEGRÆNSNING OG SKADESERSTATNING

3.1.   Indehaveren må ikke lade EU-miljømærket indgå i nogen garanti eller indeståelse i forbindelse med det produkt, som er omhandlet i punkt 1.1 i denne kontrakt.

3.2.   Det ansvarlige organ, herunder dets bemyndigede repræsentanter, hæfter ikke for tab eller skade, som indehaveren pådrager sig som følge af tildeling og/eller anvendelse af EU-miljømærket.

3.3.   Det ansvarlige organ, herunder dets bemyndigede repræsentanter, hæfter ikke for tab eller skade, som tredjepart pådrager sig som følge af tildeling og/eller anvendelse af EU-miljømærket, herunder reklame.

3.4.   Indehaveren skal yde erstatning og holde det ansvarlige organ og dets bemyndigede repræsentanter skadesløse for tab, skade eller ansvar, som det ansvarlige organ eller dets bemyndigede repræsentanter pådrager sig som følge af indehaverens kontraktbrud, eller fordi det ansvarlige organ stolede på de oplysninger eller den dokumentation, som indehaveren havde givet, herunder krav fra tredjepart.

4.   GEBYRER

4.1.   Ansøgningsgebyrets og det årlige gebyrs størrelse fastsættes i overensstemmelse med bilag III i EU-miljømærkeforordningen.

4.2.   EU-miljømærket må kun anvendes, hvis alle gebyrer er betalt rettidigt.

5.   KONTRAKTENS VARIGHED OG LOVVALG

5.1.   Med forbehold af bestemmelserne i punkt 5.1, 5.2, 5.3 og 5.4, gælder denne kontrakt fra den dato, hvor den undertegnes indtil (…), eller indtil produktgruppekriteriernes ophør, hvad måtte komme først.

5.2.   Hvis indehaveren har overtrådt anvendelsesbetingelserne eller bestemmelserne i denne kontrakt, jf. punkt 2.2, er det ansvarlige organ berettiget til at betragte dette som et kontraktbrud, og det ansvarlige organ kan da ud over bestemmelserne i punkt 2.2, ophæve kontrakten ved anbefalet brev til indehavere, før det i punkt 5.1, anførte tidspunkt (efter udløbet af en frist, der fastlægges af det ansvarlige organ).

5.3.   Indehaveren kan ophæve kontrakten med tre måneders varsel ved anbefalet brev til det ansvarlige organ.

5.4.   Hvis de i punkt 1.1, nævnte produktgruppekriterier forlænges uændret i en vis periode, og hvis det ansvarlige organ ikke mindst tre måneder før produktgruppekriteriernes og denne kontrakts ophør skriftligt har varslet kontraktens ophør, skal det ansvarlige organ mindst tre måneder forud underrette indehaveren om, at kontrakten automatisk fornyes for et tidsrum svarende til det tidsrum, produktgruppekriterierne forbliver i kraft.

5.5.   Efter kontraktens ophør må indehaveren ikke anvende EU-miljømærket i forbindelse med det i punkt 1.1 og i bilaget til denne kontrakt nævnte produkt, hverken som mærkning eller i reklameøjemed. EU-miljømærket må imidlertid, i en periode på seks måneder efter kontraktens ophør, anvendes på de produkter, indehaveren eller andre har på lager, og som er fremstillet før kontraktens ophør. Sidstnævnte bestemmelse gælder ikke, hvis kontrakten er blevet ophævet af de i punkt 5.2, nævnte årsager.

5.6.   Enhver tvist mellem det ansvarlige organ og indehaveren ligesom enhver fordring mellem parterne indbyrdes på grundlag af denne kontrakt, som ikke er blevet afgjort ved en mindelig ordning mellem de kontraherende parter, henhører under gældende lov fastsat i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (2) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (3).

Følgende bilag udgør en del af denne kontrakt:

en kopi af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket på (de(t) relevante fællesskabssprog)

produktspecifikationer, der mindst skal indeholde oplysninger om navne og/eller fabrikantens interne referencenumre, fabrikationssteder samt det eller de relevante EU-miljømærkeregistreringsnumre

en kopi af Kommissionens beslutning … (om produktgruppekriterier),

Udfærdiget i … den …

(Ansvarligt organ)

Udpeget person …

(Retligt bindende underskrift)

(Indehaver)

Udpeget person …

(Retligt bindende underskrift)


(1)  EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1.

(2)  EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.

(3)  EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40.


BILAG V

KRAV VEDRØRENDE ANSVARLIGE ORGANER

1.   Et ansvarligt organ skal være uafhængigt af den organisation eller det produkt, det vurderer.

Et organ, der tilhører en erhvervsorganisation og/eller brancheforening, som repræsenterer virksomheder, der er involveret i design, fremstilling, tilvejebringelse, samling, brug eller vedligeholdelse af produkter, som det vurderer, kan, forudsat at det er påvist, at det er uafhængigt, og at der ikke er tale om interessekonflikter, anses for at være et ansvarligt organ.

2.   Et ansvarligt organ, dets øverste ledelse og det personale, der er ansvarligt for at foretage overensstemmelsesvurdering, må ikke være konstruktør, fabrikant, leverandør, montør, køber, ejer, bruger eller reparatør af de produkter, som de vurderer, eller bemyndiget repræsentant for nogle af disse parter. Dette udelukker ikke anvendelse af vurderede produkter, der er nødvendige for det ansvarlige organs aktiviteter, eller anvendelse af sådanne produkter i personligt øjemed.

Et ansvarligt organ, dets øverste ledelse og det personale, der er ansvarligt for at foretage overensstemmelsesvurdering, må ikke være direkte involveret i udformning, fremstilling eller konstruktion, markedsføring, installering, anvendelse eller vedligeholdelse af disse produkter eller repræsentere parter, der er involveret i disse aktiviteter. De må ikke deltage i aktiviteter, som kan være i strid med deres objektivitet og integritet i forbindelse med de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, de er bemyndiget til at udføre. Dette gælder navnlig rådgivningsservice.

Ansvarlige organer skal sikre, at dets dattervirksomheders eller underentreprenørers aktiviteter ikke påvirker fortroligheden, objektiviteten eller uvildigheden af deres overensstemmelsesvurderingsaktiviteter.

3.   Ansvarlige organer og deres personale skal udføre overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne med den størst mulige faglige integritet og den nødvendige tekniske kompetence på det specifikke område og må ikke påvirkes af nogen form for pression og incitament, navnlig af økonomisk art, som kan have indflydelse på deres afgørelser eller resultaterne af deres overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, særlig fra personer eller grupper af personer, som har en interesse i resultaterne af disse aktiviteter.

4.   Et ansvarligt organ skal kunne gennemføre alle de overensstemmelsesvurderingsopgaver, som pålægges det i henhold til denne forordning, uanset om disse opgaver udføres af det ansvarlige organ selv eller på dets vegne og på dets ansvar.

Det ansvarlige organ skal til enhver tid og for hver overensstemmelsesvurderingsprocedure og produkttype eller -kategori, i relation til hvilket det er blevet bemyndiget, have følgende til rådighed:

a)

nødvendig teknisk viden og tilstrækkelig og relevant erfaring til at udføre overensstemmelsesvurderingsopgaverne

b)

de nødvendige beskrivelser af de procedurer, i henhold til hvilke overensstemmelsesvurderingen foretages, således at gennemsigtigheden og muligheden for at reproducere disse procedurer sikres. Det skal have indført hensigtsmæssige politikker og procedurer, som skelner mellem de opgaver, det udfører i sin egenskab af ansvarligt organ, og enhver anden form for aktivitet

c)

procedurer, der sætter det i stand til at udføre sine aktiviteter under hensyn til de pågældende virksomheders størrelse, den sektor, som de opererer indenfor, og deres struktur, til, hvor kompleks den pågældende produktteknologi er, og til produktionsprocessens seriemæssige karakter.

Det skal have de fornødne midler til at udføre de tekniske og administrative opgaver i forbindelse med overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne på en egnet måde og skal have adgang til alt nødvendigt udstyr og alle nødvendige faciliteter.

5.   Det personale, som skal udføre overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne, skal have:

a)

solid viden om alle de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, som det ansvarlige organ er bemyndiget til at udføre

b)

den nødvendige færdighed i at udarbejde de attester, redegørelser og rapporter, som dokumenterer, at vurderingerne er blevet foretaget.

6.   Det skal sikres, at ansvarlige organer, deres øverste ledelse og vurderingspersonalet arbejder uvildigt.

Aflønningen af den øverste ledelse og vurderingspersonalet hos et ansvarligt organ må ikke være afhængig af antallet af foretagne vurderinger eller af resultatet af disse vurderinger.

7.   Ansvarlige organer deltager i, eller sikrer, at deres vurderingspersonale er orienteret om, de relevante standardiseringsaktiviteter og aktiviteterne i den koordineringsgruppe af ansvarlige organer, som omhandlet i artikel 13 i denne forordning, og anvender som generelle retningslinjer de administrative afgørelser og dokumenter, som er resultatet af den nævnte gruppes arbejde.


30.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/20


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 67/2010

af 30. november 2009

om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net

(kodificeret udgave)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 156,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 2236/95 af 18. september 1995 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net (3) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (4). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

I henhold til traktatens artikel 155 skal Fællesskabet opstille et sæt retningslinjer omfattende mål og prioriteter samt hovedlinjerne i de aktioner, der påtænkes gennemført for transeuropæiske net, ligesom Fællesskabet kan støtte projekter for transeuropæiske net, der er af fælles interesse, og som støttes af medlemsstaterne. I henhold til samme artikel kan Fællesskabet yde støtte til projekter af fælles interesse, som fastlægges inden for rammerne af de afstukne retningslinjer.

(3)

Der bør fastsættes generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte i forbindelse med de transeuropæiske net med henblik på gennemførelsen af artikel 155.

(4)

Privat kapital bør i højere grad deltage i finansieringen af transeuropæiske net, og samarbejdet mellem den offentlige og private sektor bør udvikles.

(5)

Fællesskabets støtte kan navnlig antage form af forundersøgelser, lånegarantier og rentegodtgørelser. Rentegodtgørelser og lånegarantierne vedrører især finansiel støtte fra Den Europæiske Investeringsbank, eller andre offentlige eller private finansielle organer. Der kan i visse behørigt begrundede tilfælde blive tale om direkte investeringsstøtte.

(6)

Lånegarantierne bør ydes af Den Europæiske Investeringsfond på et forretningsmæssigt grundlag eller af andre finansielle organer, og Fællesskabets finansielle støtte kan helt eller delvis dække de præmier, der betales af lånegarantimodtagerne.

(7)

Fællesskabets støtte er især beregnet til at overvinde de finansielle hindringer, der kan opstå i et projekts igangsætningsfase.

(8)

Der bør fastsættes en grænse for Fællesskabets støtte i forhold til den samlede investering. Fællesskabets støttesats bør imidlertid hæves for at fremme etableringen af de prioriterede projekters grænseoverskridende forbindelser.

(9)

Etablering af offentlig-private partnerskaber (eller andre former for samarbejde mellem det offentlige og det private) forudsætter, at de institutionelle investorer indgår faste finansielle forpligtelser, der er tilstrækkelig attraktive til at mobilisere privat kapital. Ved at yde økonomisk støtte på et flerårigt grundlag kan Fællesskabet fjerne den usikkerhed, der bremser udviklingen af projekterne. Derfor bør der træffes bestemmelse om at yde finansieringsstøtte til de udvalgte projekter på grundlag af en flerårig retlig forpligtelse.

(10)

Fællesskabets støtte bør tildeles projekterne alt efter, i hvor høj grad de bidrager til opfyldelse af målene i traktatens artikel 154 og de øvrige mål og prioriteter, der er fastlagt i retningslinjerne som omhandlet i artikel 155. Der bør ligeledes tages hensyn til andre aspekter såsom den stimulerende virkning på den offentlige og private finansiering, projekternes direkte eller indirekte socioøkonomiske virkninger på navnlig beskæftigelsen samt konsekvenserne for miljøet.

(11)

Risikovillig kapital i investeringsfonde, der primært har til formål at skaffe risikovillig kapital til transeuropæiske netprojekter, bør tillades op til 1 % af det samlede beløb for perioden 2000-2006, så der kan indhøstes erfaringer med denne finansieringsform. Dette loft kan forhøjes op til 2 % efter en revision af dette instruments funktion. Der bør ligeledes foretages en undersøgelse af mulighederne for i fremtiden at udbygge dette.

(12)

Der bør, for at øge gennemsigtigheden og imødekomme forventningerne for så vidt angår projekter eller grupper af projekter med store finansielle behov over længere tid, udarbejdes vejledende flerårige programmer inden for specifikke sektorer eller områder. Programmerne bør indeholde en angivelse af det samlede årlige støttebeløb, der kan tildeles sådanne projekter eller grupper af projekter for en given periode. Støttebeløbene bør tjene som referenceramme for de årlige afgørelser om ydelse af finansiel støtte inden for de årlige budgetbevillinger, når projekterne er i overensstemmelse med de relevante vejledende flerårige programmer. De årlige beløb, der anføres i disse programmer, udgør imidlertid ikke budgetforpligtelser.

(13)

Kommissionen bør omhyggeligt vurdere projekternes potentielle økonomiske levedygtighed på grundlag af costbenefitanalyser og andre relevante kriterier samt deres finansielle rentabilitet.

(14)

Fællesskabets finansielle støtte i henhold til traktatens artikel 155, stk. 1, første afsnit, tredje led, skal være forenelig med Fællesskabets politik, navnlig med hensyn til net og vedrørende miljøbeskyttelse, konkurrence og offentlige udbud. Med henblik på miljøbeskyttelsen bør der foretages en vurdering af projekternes indvirkning på miljøet.

(15)

Det er nødvendigt at præcisere beføjelser og ansvarsområder vedrørende finanskontrollen for henholdsvis medlemsstaterne og Kommissionen.

(16)

Kommissionen skal sikre en effektiv samordning af alle de fællesskabsforanstaltninger, der berører de transeuropæiske net, navnlig tildeling af midlerne til de transeuropæiske net, strukturfondene, Samhørighedsfonden samt Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank.

(17)

Der bør fastsættes bestemmelse om anvendelse af effektive evaluerings-, overvågnings- og kontrolmetoder i forbindelse med Fællesskabets støtte.

(18)

Det er vigtigt, at der sikres en passende information, offentlighed og gennemskuelighed omkring de finansierede aktiviteter.

(19)

I betragtning af de transeuropæiske nets betydning er det hensigtsmæssigt, at der i denne forordning indsættes en finansieringsramme, jf. punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren (5), på 4 874 880 000 EUR for gennemførelsen af forordningen for perioden 2000-2006.

(20)

Det er hensigtsmæssigt, at Rådet undersøger, hvorvidt de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, skal videreføres eller ændres i lyset af den samlede rapport, som Kommissionen forelægger inden udgangen af 2006.

(21)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (6)

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Definition og anvendelsesområde

Denne forordning fastlægger betingelserne, reglerne og procedurerne for Fællesskabets støtte i henhold til traktatens artikel 155, stk. 1, første afsnit, tredje led, til projekter af fælles interesse inden for transeuropæiske net på telekommunikationsinfrastrukturområdet og til de projekter af fælles interesse på transport- og energiinfrastrukturområdet, som er omhandlet i artikel 20, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 680/2007 af 20. juni 2007 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for de transeuropæiske transport- og energinet (7).

Artikel 2

Støtteberettigelse

Fællesskabsstøtte kan kun ydes til projekter af fælles interesse (i det følgende benævnt »projekter«), som fastlægges efter de retningslinjer, der er omhandlet i traktatens artikel 155, stk. 1, første afsnit, første led.

Støtte kan ligeledes ydes til dele af et projekt, for så vidt disse udgør teknisk og finansielt adskilte enheder.

Artikel 3

Støtteformer

1.   Fællesskabets støtte kan antage en eller flere af følgende former:

a)

Samfinansiering af projektundersøgelser, herunder forberedende undersøgelser, forundersøgelser, evalueringsundersøgelser og anden teknisk bistand til sådanne undersøgelser. Fællesskabets finansielle deltagelse kan normalt ikke overstige 50 % af de samlede undersøgelsesomkostninger. På anmodning af Kommissionen og med de berørte medlemsstaters samtykke kan Fællesskabets finansielle deltagelse i behørigt begrundede undtagelsestilfælde overstige 50-%'s-grænsen.

b)

Rentegodtgørelser i forbindelse med lån bevilget af Den Europæiske Investeringsbank eller andre offentlige eller private finansielle organer. Godtgørelserne kan som hovedregel ikke ydes i mere end fem år.

c)

Bidrag til lånegarantipræmier i Den Europæiske Investeringsfond eller andre finansielle institutter.

d)

Direkte investeringsstøtte i behørigt begrundede tilfælde.

e)

Risikovillig kapital til investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, der primært har til formål at skaffe risikovillig kapital til transeuropæiske netprojekter, med inddragelse af betydelige investeringer fra den private sektor; denne type risikovillig kapital må ikke overstige 1 % af de budgetmidler, der er fastsat i artikel 19. Dette loft kan efter proceduren i artikel 18, stk. 2, forhøjes op til 2 % fra 2003 på baggrund af en revision af dette instruments funktion forelagt af Kommissionen for Europa-Parlamentet og Rådet. Den risikovillige kapital kan indskydes enten direkte i fonden eller tilsvarende finansielle foretagender eller i et passende fællesinvesteringsorgan, der forvaltes af samme kapitaladministratorer. Yderligere gennemførelsesbestemmelser for så vidt angår risikovillig kapital er fastsat i bilag I.

2.   Fællesskabsbistanden, som er omhandlet i stk. 1 kombineres, når det er hensigtsmæssigt, for at opnå den størst mulige stimulerende virkning af de tilførte budgetmidler, der skal anvendes så økonomisk som muligt.

3.   De former for fællesskabsintervention, som er omhandlet i stk. 1, anvendes selektivt for at tage hensyn til de særlige karakteristika ved de forskellige berørte nettyper og sikre, at støtten ikke medfører konkurrencefordrejning mellem sektorens virksomheder.

4.   De finansielle ressourcer, der er afsat til trafikinfrastrukturprojekter i hele den i artikel 19 nævnte periode, bør anvendes på en sådan måde, at mindst 55 % tildeles til jernbaneprojekter – inklusive kombineret transport – og højst 25 % tildeles til vejprojekter.

5.   Kommissionen fremmer navnlig anvendelsen af private finansieringskilder til projekter, som finansieres efter denne forordning, hvor multiplikatoreffekten af Fællesskabets finansielle instrumenter kan maksimeres i offentlig-private partnerskaber. Hvert enkelt tilfælde vurderes konkret af Kommissionen, og hvor det er hensigtsmæssigt, i forhold til et eventuelt alternativ finansieret udelukkende med offentlige midler. For hvert enkelt projekt kræves den berørte medlemsstats støtte i overensstemmelse med traktaten.

Artikel 4

Betingelser for fællesskabsstøtte

1.   Fællesskabsstøtte ydes principielt kun, hvis gennemførelsen af et projekt støder på finansielle vanskeligheder.

2.   Fællesskabsstøtte må ikke overstige det minimumsbeløb, der skønnes nødvendigt for et projekts påbegyndelse.

3.   Uanset den valgte støtteform kan den samlede fællesskabsstøtte i henhold til denne forordning højst udgøre 10 % af de samlede investeringsomkostninger. Undtagelsesvis kan den samlede fællesskabsstøtte dog udgøre indtil 20 % af de samlede investeringsomkostninger i følgende tilfælde:

a)

projekter, der vedrører systemer for satellitbaseret positionsbestemmelse og navigation, jf. artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1692/96/EF af 23. juli 1996 om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (8)

b)

prioriterede projekter vedrørende energinet

c)

strækninger i projekter af europæisk interesse – forudsat at projekterne er iværksat inden 2010 – der er anført i bilag III til beslutning nr. 1692/96/EF, og som har til formål at fjerne flaskehalse og/eller anlægge manglende strækninger, hvis disse er grænseoverskridende eller krydser naturlige barrierer, og bidrager til det indre markeds integration i det udvidede Fællesskab, fremmer sikkerheden, sikrer interoperabiliteten mellem de nationale net og/eller bidrager væsentligt til at forbedre balancen mellem transportformerne til fordel for de mest miljøskånsomme. Denne sats skal differentieres ud fra fordelene for andre lande, især nabomedlemsstater.

For projekter af fælles interesse, som svarer til beskrivelsen i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1336/97/EF af 17. juni 1997 om et sæt retningslinjer for transeuropæiske telenet (9), kan den samlede fællesskabsstøtte i henhold til denne forordning udgøre indtil 30 % af de samlede investeringsomkostninger.

4.   De finansielle midler, som er omhandlet i denne forordning, er i princippet ikke bestemt til projekter eller projektfaser, som får støtte fra andre finansieringskilder på fællesskabsbudgettet.

5.   For de i stk. 3 omhandlede projekter og under overholdelse af denne forordnings øvrige bestemmelser, er den retlige forpligtelse flerårig, og de budgetmæssige forpligtelser indgås i årlige trancher.

Artikel 5

Vejledende flerårige fællesskabsprogrammer

1.   Kommissionen kan, med forbehold af artikel 6, efter proceduren i artikel 18, stk. 2, og med henblik på at gøre Fællesskabets indsats mere effektiv sektor for sektor udarbejde et vejledende flerårigt program, (i det følgende benævnt »program«), på grundlag af de i traktatens artikel 155, stk. 1, omhandlede retningslinjer. Programmet baseres på støtteansøgninger i henhold til artikel 8 og bygger bl.a. på oplysninger fra medlemsstaterne, især de oplysninger, der er omhandlet i artikel 9.

2.   Programmet sammensættes udelukkende af projekter af fælles interesse og/eller sammenhængende grupper af projekter af fælles interesse, der tidligere er fastlagt inden for rammerne af de retningslinjer, der er omhandlet i traktatens artikel 155, stk. 1, på specifikke områder med betydelige finansielle behov over en længere periode.

3.   Programmet omfatter for hvert projekt eller hver gruppe af projekter de vejledende beløb for ydelse af finansiel støtte i henhold til budgetmyndighedens årlige afgørelser. Der må ikke anvendes mere end 75 % af budgetmidlerne i artikel 19 til vejledende flerårige programmer.

4.   Programmet tjener som referenceramme for de årlige afgørelser om tildeling af fællesskabsstøtte til projekter inden for rammerne af de årlige budgetbevillinger. Kommissionen underretter regelmæssigt det i artikel 18, stk. 1, nævnte udvalg om, hvordan programmerne forløber, og om afgørelser, Kommissionen træffer om tildeling af fællesskabsstøtte til disse projekter. Den dokumentation, der vedlægges Kommissionens foreløbige budgetforslag, skal omfatte en rapport om, hvordan gennemførelsen af hvert flerårigt vejledende program forløber i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (10).

Programmet skal tages op til fornyet overvejelse mindst midtvejs i forløbet eller på baggrund af, hvordan projekterne eller grupperne af projekter rent faktisk forløber, og det revideres om nødvendigt efter proceduren i artikel 18, stk. 2.

Programmet skal også indeholde angivelser af andre kilder til finansiering af de pågældende projekter, navnlig andre fællesskabsinstrumenter og Den Europæiske Investeringsbank.

5.   Hvis der sker betydelige ændringer i gennemførelsen af projekterne eller grupperne af projekter underretter den berørte medlemsstat straks Kommissionen herom.

Hvis det som følge af disse ændringer skulle blive nødvendigt at ændre de vejledende samlede beløb, som programmet omfatter for projekterne, træffes der afgørelse herom efter proceduren i artikel 18, stk. 2.

Artikel 6

Kriterier for projektudvælgelse

1.   Støtte til projekter ydes under hensyn til, i hvor høj grad de bidrager til opfyldelsen af de i traktatens artikel 154 omhandlede mål og de øvrige mål og prioriteter, der er fastlagt i retningslinjerne nævnt i artikel 155, stk. 1.

2.   Ved gennemførelsen af denne forordning sikrer Kommissionen overensstemmelse mellem sine beslutninger om at yde fællesskabsstøtte og de prioriterede mål, der er opført i retningslinjerne for de forskellige sektorer i henhold til traktatens artikel 155, stk. 1. Dette omfatter overensstemmelse med ethvert krav, som fastsættes i disse retningslinjer i form af en procentdel af den samlede fællesskabsstøtte.

3.   Fællesskabsstøtten er beregnet på projekter, som er potentielt økonomisk levedygtige, og hvis finansielle rentabilitet skønnes utilstrækkelig på ansøgningstidspunktet.

4.   I beslutningen om at yde fællesskabsstøtte bør der også tages hensyn til:

a)

projektets modenhed

b)

fællesskabsdeltagelsens stimulerende virkning på offentlig og privat finansiering

c)

finansieringspakkens soliditet

d)

direkte eller indirekte socioøkonomiske virkninger, navnlig for beskæftigelsen

e)

konsekvenser for miljøet.

5.   Navnlig for grænseoverskridende projekters vedkommende skal der også tages hensyn til den tidsmæssige samordning af de enkelte projektdele.

Artikel 7

Forenelighed

Projekter, der finansieres efter denne forordning, skal være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og Fællesskabets politik på forskellige områder, herunder navnlig miljøbeskyttelse, konkurrence og offentlige udbud.

Artikel 8

Indgivelse af støtteansøgning

Støtteansøgninger indgives til Kommissionen af de pågældende medlemsstater eller, efter aftale med disse, af de direkte berørte offentlige eller private foretagender eller organer.

Kommissionen skal fastslå, at der foreligger en aftale med de pågældende medlemsstater.

Artikel 9

Oplysninger til vurdering og identifikation af ansøgningerne

1.   Støtteansøgningen skal indeholde alle de oplysninger, der ifølge artikel 4, 6 og 7 er nødvendige for gennemgangen af projektet, herunder navnlig:

a)

hvis ansøgningen vedrører et projekt:

i)

det for projektets gennemførelse ansvarlige organ,

ii)

en projektbeskrivelse samt den påtænkte form for fællesskabsstøtte,

iii)

resultaterne af costbenefitanalyserne, herunder resultaterne af analysen af den potentielle økonomiske levedygtighed og analysen af den finansielle rentabilitet,

iv)

projektets placering på forbindelseslinjer og knudepunkter i henhold til retningslinjerne på transportområdet,

v)

overensstemmelsen med regionalplanlægningen,

vi)

sammenfattende beskrivelse af miljøvirkningerne på grundlag af vurderinger foretaget i henhold til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (11),

vii)

en angivelse af, at andre muligheder for offentlig og privat finansiering, herunder Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank, er blevet undersøgt,

viii)

en finansieringsplan med angivelse af beløbene i euro eller national valuta og alle komponenter i finansieringspakken, herunder forventet og tildelt støtte fra Fællesskabet, i de forskellige former som omhandlet i artikel 3, stk. 1, og støtte fra lokale, regionale eller nationale administrative organer samt fra private kilder;

b)

hvis ansøgningen vedrører en undersøgelse: dennes emne og formål samt den påtænkte metodologi og fremgangsmåde;

c)

en foreløbig tidsplan for arbejdet;

d)

en beskrivelse af, hvorledes den berørte medlemsstat vil kontrollere anvendelsen af de midler, der ansøges om.

2.   Ansøgerne meddeler Kommissionen alle yderligere relevante oplysninger, som Kommissionen har brug for, såsom parametre, retningslinjer og hypoteser, som costbenefitanalyser er baseret på.

3.   Kommissionen kan indhente alle de tekniske udtalelser, der er nødvendige for at vurdere ansøgningen, herunder en udtalelse fra Den Europæiske Investeringsbank.

Artikel 10

Ydelse af støtte

Kommissionen beslutter i overensstemmelse med traktatens artikel 274 at yde støtte i henhold til denne forordning efter en vurdering af ansøgningerne på grundlag af udvælgelseskriterierne. I forbindelse med projekter, der er omhandlet i det relevante vejledende flerårige program, som udarbejdes i henhold til artikel 5, træffer Kommissionen de årlige afgørelser om at tildele støtte under iagttagelse af de i dette program fastlagte vejledende beløb. I forbindelse med andre projekter vedtages der foranstaltninger efter proceduren i artikel 18, stk. 2. Kommissionen meddeler støttemodtagerne og medlemsstaterne sin beslutning direkte.

Artikel 11

Finansielle bestemmelser

1.   Fællesskabsstøtten kan kun dække udgifter, der vedrører gennemførelsen af projekterne, og som afholdes af støttemodtagerne eller en tredjepart, der har fået pålagt gennemførelsen.

2.   Udgifter, der er afholdt inden den dato, hvor støtteansøgningen kommer Kommissionen i hænde, er ikke støtteberettigede.

3.   Kommissionens beslutninger om at yde støtte i medfør af artikel 10 betragtes som udgifter, der er tilladt i henhold til budgettet.

4.   Normalt består betalingerne af forskud, ratebetalinger og en afsluttende betaling. Forskuddet, som normalt ikke må overstige 50 % af den første årsrate, udbetales, så snart støtteansøgningen er godkendt. Ratebetalingerne foretages efter anmodning under hensyn til de fremskridt, der er gjort i gennemførelsen af projektet eller undersøgelsen, og om nødvendigt under hensyn til reviderede finansieringsplaner efter stringente og gennemskuelige principper.

5.   Ved betalingerne skal der tages hensyn til, at infrastrukturprojekternes gennemførelse strækker sig over en årrække, dvs. at der må drages omsorg for, at finansieringen også bliver flerårig.

6.   Kommissionen foretager den afsluttende betaling efter at have godkendt den endelige rapport om projektet eller undersøgelsen, som støttemodtageren skal indsende med angivelse af samtlige udgifter, der faktisk har været afholdt.

7.   Kommissionen fastlægger efter proceduren i artikel 18, stk. 2, en plan for, hvordan, hvornår og med hvilke beløb rentegodtgørelser, tilskud til garantipræmier og støtte i form af risikovillig kapital til investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, der primært har til formål at skaffe risikovillig kapital til transeuropæiske netprojekter, skal udbetales.

Artikel 12

Finanskontrol

1.   For at sikre, at de projekter, der finansieres efter denne forordning, gennemføres på rette måde, træffer medlemsstaterne og Kommissionen, hver inden for sit kompetenceområde, de nødvendige foranstaltninger til:

a)

regelmæssigt at kontrollere, at de af Fællesskabet finansierede projekter og undersøgelser forløber korrekt

b)

at forebygge og forfølge uregelmæssigheder

c)

at tilbagesøge midler, der er gået tabt som følge af uregelmæssigheder, herunder renter af for sent foretagne tilbagebetalinger, i overensstemmelse med de af Kommissionen fastsatte regler. Medmindre medlemsstaten og/eller den gennemførende offentlige myndighed godtgør, at de ikke er skyld i uregelmæssigheden, er medlemsstaten subsidiært ansvarlig for tilbagebetalingen af uberettiget udbetalte beløb.

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der træffes i den henseende, og de giver navnlig Kommissionen en beskrivelse af de etablerede kontrol- og forvaltningsordninger, der skal sikre, at projekter og undersøgelser gennemføres korrekt.

3.   Medlemsstaterne stiller alle relevante nationale rapporter om kontrollen af de pågældende projekter til rådighed for Kommissionen.

4.   Uanset medlemsstaternes kontrol i medfør af nationale love og administrative bestemmelser, og uden at traktatens artikel 246 og den kontrol, der foretages på grundlag af traktatens artikel 279 berøres heraf, kan Kommissionen ved sine tjenestemænd eller andre ansatte, bl.a. ved stikprøvekontrol, på stedet kontrollere de projekter, der finansieres efter denne forordning, og gennemgå de kontrolsystemer og -foranstaltninger, der er udarbejdet af de nationale myndigheder, som underretter Kommissionen om de dispositioner, de har truffet i denne forbindelse.

5.   Inden der foretages kontrol på stedet, underretter Kommissionen den pågældende medlemsstat derom for at opnå den nødvendige bistand. Kommissionens anvendelse af eventuel kontrol på stedet uden varsel sker efter aftaler, der indgås i henhold til forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002. Medlemsstatens tjenestemænd eller andre ansatte kan deltage i kontrollen.

Kommissionen kan anmode den pågældende medlemsstat om at foretage en kontrol på stedet til konstatering af, at betalingsanmodningen er i overensstemmelse med bestemmelserne. Kommissionens tjenestemænd eller andre ansatte kan deltage i denne kontrol og skal deltage, hvis den berørte medlemsstat anmoder herom.

Kommissionen påser, at den kontrol, den foretager, koordineres, således at der undgås gentagelser af kontrollen af samme forhold inden for samme tidsrum. Den pågældende medlemsstat og Kommissionen giver straks hinanden meddelelse om resultaterne af den gennemførte kontrol.

6.   Når der er tale om fællesskabsstøtte til direkte berørte offentlige eller private foretagender eller organer, foretager Kommissionen i det omfang, det er hensigtsmæssigt, kontrollen i samarbejde med medlemsstaten.

7.   I en periode på fem år efter den sidste udbetaling til et projekt stiller de ansvarlige organer og myndigheder og direkte berørte offentlige eller private foretagender eller organer alle udgiftsbilag i forbindelse med et projekt til rådighed for Kommissionen.

Artikel 13

Nedsættelse, suspension og ophævelse af støtten

1.   Hvis gennemførelsen af en aktion giver grund til at formode, at en del af eller hele den bevilgede finansielle støtte er uberettiget, foretager Kommissionen en passende undersøgelse af sagen og anmoder bl.a. medlemsstaten eller de myndigheder eller organer, som medlemsstaten har udpeget til iværksættelsen af aktionen, om at fremkomme med deres bemærkninger inden for en given frist.

2.   Efter den i stk. 1 omhandlede undersøgelse kan Kommissionen nedsætte, suspendere eller ophæve støtten til aktionen, hvis undersøgelsen bekræfter, at der foreligger en uregelmæssighed, at en af de betingelser, der er anført i beslutningen om støtte, ikke er opfyldt, eller navnlig at der foreligger en væsentlig ændring, der berører projektets art eller gennemførelsesvilkår, og som ikke har været forelagt Kommissionen til godkendelse.

Enhver uberettiget kumulation bevirker inddrivelse af de uberettiget udbetalte beløb.

3.   Bortset fra tilfælde, der er behørigt begrundet over for Kommissionen, annullerer Kommissionen støtte til projekter, som ikke er påbegyndt senest to år efter datoen for deres forventede start som angivet i beslutningen om tildeling af støtte.

4.   Ethvert beløb, som tilbagesøges som uretmæssigt udbetalt, tilbagebetales til Kommissionen.

5.   Er et projekt ikke afsluttet senest ti år efter tildeling af økonomisk støtte, kan Kommissionen under overholdelse af proportionalitetsprincippet og under hensyn til alle relevante faktorer kræve den ydede støtte tilbagebetalt.

Artikel 14

Samordning

Kommissionen sikrer samordning og sammenhæng mellem projekter og de i artikel 5, stk. 1, omhandlede programmer, der iværksættes i henhold til denne forordning, samt projekter, der iværksættes med bidrag fra fællesskabsbudgettet, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Investeringsfond og Fællesskabets andre finansielle instrumenter.

Artikel 15

Vurdering, overvågning og evaluering

1.   Medlemsstaterne og Kommissionen sørger for, at der sker effektiv overvågning og evaluering i forbindelse med gennemførelsen af projekter i henhold til denne forordning. Projekterne kan tilpasses efter resultaterne af overvågningen og evalueringen.

2.   For at sikre effektiviteten af fællesskabsstøtten foretager Kommissionen og de berørte medlemsstater en systematisk overvågning af projekternes forløb, om fornødent i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank eller andre relevante organer.

3.   Når Kommissionen modtager en ansøgning om støtte, foretager den, inden projektet godkendes, en vurdering af, om projektet opfylder betingelserne og kriterierne i artikel 4 og 6. Kommissionen opfordrer om fornødent Den Europæiske Investeringsbank eller andre relevante organer til at medvirke ved vurderingen.

4.   Kommissionen og medlemsstaterne foretager en bedømmelse af den måde, hvorpå projekterne og programmerne er blevet gennemført, og en evaluering af virkningen af deres gennemførelse, således at det kan bedømmes, om de oprindelige mål kan nås eller er blevet nået. Denne evaluering skal bl.a. omfatte en vurdering af projekternes indvirkning på miljøet på baggrund af gældende fællesskabsret. Kommissionen kan efter samråd med de berørte medlemsstater også kræve, at støttemodtageren forelægger en specifik evaluering af projekter eller grupper af projekter, der modtager støtte i henhold til denne forordning, eller stiller de oplysninger og den assistance til rådighed, som måtte være nødvendig for at evaluere sådanne projekter.

5.   Overvågningen udføres eventuelt under anvendelse af fysiske og finansielle indikatorer. Indikatorerne afhænger af projektets særlige karakter og dets mål. De sammenstilles, således at det fremgår:

a)

hvor langt man er kommet i projektforløbet i forhold til den oprindelige plan og den operationelle målsætning

b)

de ledelsesmæssige fremskridt og eventuelle problemer i denne forbindelse.

6.   Ved behandlingen af de enkelte støtteansøgninger tager Kommissionen hensyn til resultaterne af de vurderinger og evalueringer, der er foretaget i henhold til denne artikel.

7.   I de enkelte beslutninger om godkendelse af projekter og/eller i kontraktbestemmelserne vedrørende den finansielle støtte fastsættes der nærmere regler for overvågning og evaluering, jf. stk. 4 og 5.

Artikel 16

Information og offentlighed

1.   Aktiviteterne i henhold til denne forordning beskrives i en årlig beretning, som Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til vurdering. Denne beretning skal indeholde en evaluering af de resultater, som fællesskabsstøtten har ført til inden for forskellige anvendelsesområder, set i forhold til de oprindelige mål, samt et kapitel om indholdet og gennemførelsen af de nuværende flerårige programmer, især en redegørelse for de i artikel 5, stk. 4, andet afsnit, omhandlede revisioner.

2.   Støttemodtagerne drager omsorg for, at støtteforanstaltninger i henhold til denne forordning offentliggøres på passende vis, således at offentligheden gøres opmærksom på Fællesskabets rolle i forbindelse med projekternes gennemførelse.

De rådfører sig med Kommissionen med hensyn til, hvilke skridt der skal tages i denne henseende.

Artikel 17

Gennemførelse

Kommissionen er ansvarlig for gennemførelsen af denne forordning.

Artikel 18

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg (i det følgende benævnt »udvalget«).

Den Europæiske Investeringsbank udpeger en ikke-stemmeberettiget repræsentant til udvalget.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

Artikel 19

Finansiering

Finansieringsrammen for gennemførelsen af denne forordning er for perioden 2000-2006 på 4 874 880 000 EUR.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

Tildelingen af midler skal stå i forhold til gennemførelsens kvalitative og kvantitative niveau.

Artikel 20

Revisionsklausul

Inden udgangen af 2006 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en samlet rapport om erfaringerne med mekanismerne i denne forordning til ydelse af fællesskabsstøtte, navnlig mekanismerne og bestemmelserne i artikel 3.

Europa-Parlamentet og Rådet vurderer under anvendelse af proceduren i traktatens artikel 156, stk. 1, hvorvidt og på hvilke betingelser de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, skal videreføres eller ændres ud over den i artikel 19 nævnte periode.

Artikel 21

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 2236/95 ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 22

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30 november 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

J. BUSEK

På Rådets vegne

Formand

B. ASK


(1)  Udtalelse af 10.6.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 24.11.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.11.2009.

(3)  EFT L 228 af 23.9.1995, s. 1.

(4)  Se bilag II.

(5)  EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

(6)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(7)  EUT L 162 af 22.6.2007, s. 1.

(8)  EFT L 228 af 9.9.1996, s. 1.

(9)  EFT L 183 af 11.7.1997, s. 12.

(10)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(11)  EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.


BILAG I

Gennemførelsesbestemmelser jf. artikel 3, stk. 1, litra e)

1.   Betingelser for Fællesskabets deltagelse i risikovillig kapital

Ansøgninger om finansiel støtte i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), i denne forordning, skal indeholde følgende oplysninger, der skønnes tilfredsstillende af udvalget i artikel 18, stk. 1, og som skal udgøre grundlaget for beslutningerne om tildeling af støtte:

et informationsmemorandum, der indeholder de væsentlige bestemmelser i fondens lovpligtige dokumentation, herunder dens juridiske og forvaltningsmæssige struktur

detaljerede retningslinjer for dens investeringer, herunder oplysninger om målprojekter

oplysninger om private investorers deltagelse

oplysninger om geografisk dækning

oplysninger om fondens finansielle levedygtighed

oplysninger om investorernes ret til at træffe afhjælpende foranstaltninger, hvis fonden ikke indfrier de tilsagn, den har givet

oplysninger om praksis for udtræden af fonden og arrangementer med henblik på ophævelse af fonden

investorernes ret til repræsentation i udvalgene.

Inden der træffes beslutning om tildeling af støtte, skal den formidlende investeringsfond eller andre tilsvarende finansieringsinstitutter påtage sig at investere en sum, der mindst svarer til to en halv gange Fællesskabets bidrag, i projekter, der på forhånd er fastlagt som projekter af fælles interesse i overensstemmelse med traktatens artikel 155, stk. 1, første afsnit, første led.

Hvis Fællesskabets støtte til investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender ydes i form af risikovillig kapital, ydes den principielt kun, hvis Fællesskabets bidrag med hensyn til risiko er på »pari-passu«-højde med de andre investorer i fonden.

Investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, der modtager støtte, skal følge sunde finansielle principper.

2.   Begrænsninger for deltagelse og maksimal investering

Bidrag i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), må ikke overstige 1 % af det samlede beløb for den i artikel 19 omhandlede periode. Dette loft kan imidlertid forhøjes i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra e).

Fællesskabets støtte i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), må ikke overstige 20 % af den samlede kapital i en investeringsfond eller i et tilsvarende finansielt foretagende.

3.   Forvaltning af Fællesskabets bidrag

Den Europæiske Investeringsfond (EIF) forvalter Fællesskabets bidrag. De nærmere bestemmelser og vilkår for gennemførelsen af fællesskabsstøtten i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), herunder overvågning og kontrol, fastsættes i en samarbejdsaftale mellem Kommissionen og EIF under hensyntagen til bestemmelserne i dette bilag.

4.   Andre bestemmelser

Bestemmelserne om vurdering, overvågning og evaluering som fastsat i denne forordning gælder fuldt ud for artikel 3, stk. 1, litra e), herunder også bestemmelserne om betingelserne for fællesskabsstøtte, finanskontrol og nedsættelse, suspension og ophævelse af støtte. Dette skal bl.a. sikres ved passende bestemmelser i samarbejdsaftalen mellem Kommissionen og EIF og passende aftaler med investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, hvori den nødvendige kontrol af individuelle projekter af fælles interesse fastsættes. Der skal tages passende skridt til at sikre, at Revisionsretten kan udføre sin opgave, specielt for at kontrollere den formelle rigtighed af de foretagne betalinger.

Betalinger i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), er omfattet af artikel 11, stk. 7, uanset artikel 11, stk. 6. Ved udløbet af investeringsperioden eller eventuelt tidligere tilbageføres alle beløb, der udbetales som afkast af investeret kapital eller udlodning af overskud samt kapitalgevinster og alle andre udlodninger, der tilfalder investorer, til Fællesskabets budget.

Alle beslutninger om risikovillig kapital i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), forelægges for det i artikel 18, stk. 1, nævnte udvalg.

Kommissionen aflægger i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), regelmæssigt beretning til nævnte udvalg om anvendelsen af risikovillig kapital.

Inden udgangen af 2006 gennemfører Kommissionen inden for rammerne af artikel 15 en evaluering af foranstaltninger, der er gennemført i henhold til artikel 3, stk. l, litra e), navnlig af deres udbytte, af deres virkninger på iværksættelsen af transeuropæiske netprojekter, der har modtaget støtte, og af private investorers deltagelse i de finansierede projekter.


BILAG II

Ophævet forordning med oversigt over ændringer

Rådets forordning (EF) nr. 2236/95

(EFT L 228 af 23.9.1995, s. 1)

 

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1655/1999

(EFT L 197 af 29.7.1999, s. 1)

 

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 788/2004

(EUT L 138 af 30.4.2004, s. 17)

Udelukkende artikel 1

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 807/2004

(EUT L 143 af 30.4.2004, s. 46)

 

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1159/2005

(EUT L 191 af 22.7.2005, s. 16)

 


BILAG III

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 2236/95

Nærværende forordning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2, stk. 1

Artikel 2

Artikel 4, stk.1, litra a) – e)

Artikel 3, stk.1, litra a) – e)

Artikel 4, stk. 1, litra f)

Artikel 3, stk. 2

Artikel 4, stk. 2

Artikel 3, stk. 3

Artikel 4, stk. 3

Artikel 3, stk. 4

Artikel 4, stk. 4

Artikel 3, stk. 5

Artikel 5

Artikel 4

Artikel 5a

Artikel 5

Artikel 6, stk. 1

Artikel 6, stk. 1

Artikel 6, stk. 1a

Artikel 6, stk. 2

Artikel 6, stk. 2

Artikel 6, stk. 3

Artikel 6, stk. 3, indledende tekst

Artikel 6, stk. 4, indledende tekst

Artikel 6, stk. 3, første led

Artikel 6, stk. 4, litra a)

Artikel 6, stk. 3, andet led

Artikel 6, stk. 4, litra b)

Artikel 6, stk. 3, tredje led

Artikel 6, stk. 4, litra c)

Artikel 6, stk. 3, fjerde led

Artikel 6, stk. 4, litra d)

Artikel 6, stk. 3, femte led

Artikel 6, stk. 4, litra e)

Artikel 6, stk. 4

Artikel 6, stk. 5

Artikel 7

Artikel 7

Artikel 8, første punktum

Artikel 8, første afsnit

Artikel 8, andet punktum

Artikel 8, andet afsnit

Artikel 9, stk.1, indledning

Artikel 9, stk.1, indledning

Artikel 9, stk.1, litra a), indledning

Artikel 9, stk.1, litra a), indledning

Artikel 9, stk.1, litra a), første led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. i)

Artikel 9, stk.1, litra a), andet led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. ii)

Artikel 9, stk.1, litra a), tredje led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. iii)

Artikel 9, stk.1, litra a), fjerde led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. iv)

Artikel 9, stk.1, litra a), femte led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. v)

Artikel 9, stk.1, litra a), sjette led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. vi)

Artikel 9, stk.1, litra a), syvende led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. vii)

Artikel 9, stk. 1, litra a), ottende led

Artikel 9, stk.1, litra a), nr. viii)

Artikel 9, stk.1, litra b), c) og d)

Artikel 9, stk.1, litra b), c) og d)

Artikel 9, stk. 2 og 3

Artikel 9, stk. 2 og 3

Artikel 10 og 11

Artikel 10 og 11

Artikel 12, stk. 1, indledning

Artikel 12, stk. 1, indledning

Artikel 12, stk. 1, første led

Artikel 12, stk. 1, litra a)

Artikel 12, stk. 1, andet led

Artikel 12, stk. 1, litra b)

Artikel 12, stk. 1, tredje led

Artikel 12, stk. 1, litra c)

Artikel 12, stk. 2-7

Artikel 12, stk. 2-7

Artikel 13, stk. 1 og 2

Artikel 13, stk. 1 og 2

Artikel 13, stk. 2a

Artikel 13, stk. 3

Artikel 13, stk. 3

Artikel 13, stk. 4

Artikel 13, stk. 4

Artikel 13, stk. 5

Artikel 14

Artikel 14

Artikel 15, stk. 1 til 4

Artikel 15, stk. 1 til 4

Artikel 15, stk. 5, indledning

Artikel 15, stk. 5, indledning

Artikel 15, stk. 5, første led

Artikel 15, stk. 5, litra a)

Artikel 15, stk. 5, andet led

Artikel 15, stk. 5, litra b)

Artikel 15, stk. 6 og 7

Artikel 15, stk. 6 og 7

Artikel 16, stk. 1

Artikel 16, stk. 1

Artikel 16, stk. 2, første punktum

Artikel 16, stk. 2, første afsnit

Artikel 16, stk. 2, andet punktum

Artikel 16, stk. 2, andet afsnit

Artikel 17, stk. 1

Artikel 17

Artikel 17, stk. 2, første punktum

Artikel 18, stk. 1, første afsnit

Artikel 17, stk. 2, andet punktum

Artikel 18, stk. 1, andet afsnit

Artikel 17, stk. 3

Artikel 18, stk. 2

Artikel 17, stk. 4

Artikel 18

Artikel 19

Artikel 19, første punktum

Artikel 20, første afsnit

Artikel 19, andet punktum

Artikel 20, andet afsnit

Artikel 21

Artikel 20

Artikel 22

Bilag

Bilag I

Bilag II

Bilag III


30.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/33


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/144/EF

af 30. november 2009

om visse dele af og specifikationer for landbrugs- og skovbrugstraktorer

(kodificeret udgave)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 89/173/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende visse dele og specifikationer for landbrugs- og skovbrugstraktorer (3), er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (4). Direktivet bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Direktiv 89/173/EØF er et af særdirektiverne i EF-typegodkendelsesordningen fastsat i Rådets direktiv 74/150/EØF, der er erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer (5), og det fastsætter de tekniske forskrifter for konstruktion og fremstilling af landbrugs- og skovbrugstraktorer med hensyn til visse dele og specifikationer. Med disse tekniske forskrifter skal der ske en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning, så der for alle traktortyper kan anvendes den procedure for EF-typegodkendelse, som er omhandlet i direktiv 2003/37/EF. Bestemmelserne i direktiv 2003/37/EF om landbrugs- og skovbrugstraktorer og deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer finder derfor også anvendelse på nærværende direktiv.

(3)

De tekniske forskrifter, som traktorer i henhold til de nationale lovgivninger skal opfylde, vedrører bl.a. dimensioner og masse, omdrejningstalregulator, afskærmning af transmissionselementer, udragende dele og hjul, betjeningsorgan til påhængskøretøjets bremser, forruder og andre ruder, mekaniske forbindelser mellem traktor og påhængskøretøj samt anbringelsessted og -måde for foreskrevne skilte og påskrifter på traktorchassiset.

(4)

Der bør tages hensyn til de tekniske forskrifter, som er vedtaget af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) i dens tilsvarende regulativer, der er knyttet som bilag til overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (6).

(5)

Nærværende direktiv berører ikke medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VII, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

1.   I dette direktiv forstås ved (landbrugs- og skovbrugs-) »traktor« ethvert motordrevet køretøj med hjul eller bælter, der har mindst to aksler, og hvis funktion i det væsentlige ligger i dets trækkraft, og som er særlig konstrueret til at trække, skubbe, bære eller drive visse redskaber, maskiner eller påhængskøretøjer bestemt til benyttelse i landbrugs- og skovbrugsbedrifter. Det kan være indrettet til transport af gods og passagerer.

2.   Dette direktiv finder kun anvendelse på de i stk. 1 definerede traktorer, der er forsynet med luftgummiringe og har en konstruktiv bestemt maksimalhastighed på mellem 6 og 40 km i timen.

Artikel 2

1.   For så vidt angår traktorer, som opfylder kravene i dette direktiv, gælder det, at medlemsstaterne, af grunde vedrørende genstanden for dette direktiv:

a)

ikke må nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse

b)

ikke må nægte registrering eller forbyde salg, ibrugtagning eller brug af sådanne traktorer.

Uanset første afsnit vedrørende brug af en traktor kan medlemsstaterne under hensyn til påhængskøretøjets(ernes) masse, fortsat anvende deres nationale forskrifter, navnlig i forbindelse med de særlige anvendelseskrav, der skal opfyldes af hensyn til deres områdes relief, dog under iagttagelse af begrænsningerne for påhængskøretøjets samlede masse i bilag I, punkt 2.2, hvis dette hverken indebærer ændringer af traktoren eller en yderligere national standardtypegodkendelse.

2.   For så vidt angår traktorer, som ikke opfylder kravene i dette direktiv, gælder det, at medlemsstaterne af grunde vedrørende genstanden for dette direktiv:

a)

ikke må meddele EF-typegodkendelse

b)

kan nægte at udstede national typegodkendelse.

3.   For så vidt angår fabriksnye traktorer, som ikke opfylder kravene i dette direktiv, gælder det, at medlemsstaterne af grunde vedrørende genstanden for dette direktiv:

a)

skal anse typeattester, der ledsager fabriksnye traktorer i henhold til bestemmelserne i direktiv 2003/37/EF, for ugyldige til det i samme direktivs artikel 7, stk. 1, nævnte formål

b)

kan nægte registrering, salg og ibrugtagning af sådanne fabriksnye traktorer.

Artikel 3

1.   EF-komponenttypegodkendelse for alle typer af forruder eller andre ruder og/eller mekaniske forbindelser, der er i overensstemmelse med produktions- og afprøvningsforskrifterne i bilag III og/eller IV, meddeles af de enkelte medlemsstater.

2.   Den medlemsstat, der har meddelt EF-komponenttypegodkendelsen, træffer, i givet fald i samarbejde med de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater, de nødvendige foranstaltninger for om fornødent at føre tilsyn med produktionens overensstemmelse med den godkendte type. Tilsynet foretages ved stikprøver.

Artikel 4

Medlemsstaterne tilstiller fabrikanterne af traktorer, forruder eller andre ruder samt mekaniske forbindelsesanordninger eller deres befuldmægtigede for hver type af ovennævnte dele, for hvilke de efter artikel 3 meddeler EF-komponenttypegodkendelse, et EF-komponenttypegodkendelsesmærke i overensstemmelse med eksemplerne i bilag III eller bilag IV.

Medlemsstaterne træffer alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at forhindre anvendelsen af typegodkendelsesmærker, som kan føre til en forveksling mellem én types anordninger, for hvilke der er udstedt EF-komponenttypegodkendelse i henhold til artikel 3, og andre anordninger.

Artikel 5

Medlemsstaterne kan ikke forbyde markedsføring af forruder og andre ruder samt mekaniske forbindelsesanordninger på grund af deres udførelse, når de er forsynet med EF- komponenttypegodkendelsesmærke.

En medlemsstat kan dog forbyde markedsføring af forruder og andre ruder eller forbindelsesanordninger, som er forsynet med EF-komponenttypegodkendelsesmærke, når de ikke stemmer overens med den type, for hvilken EF-komponenttypegodkendelsen er meddelt.

Denne medlemsstat underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de trufne foranstaltninger og begrunder samtidig sin beslutning.

Artikel 6

De enkelte medlemsstaters kompetente myndigheder sender inden en måned de øvrige medlemsstaters kompetente myndigheder en kopi af EF-komponenttypegodkendelsesskemaet i henhold til modellen i bilag III eller bilag IV for hver type forrude og anden rude eller forbindelsesanordning, for hvilke de har meddelt eller afslået typegodkendelse.

Artikel 7

1.   Fastslår den medlemsstat, som har meddelt EF-komponenttypegodkendelsen, at flere forruder og andre ruder eller forbindelsesanordninger, som er forsynet med samme EF-komponenttypegodkendelsesmærke, ikke stemmer overens med den type, for hvilken komponenttypegodkendelsen er meddelt, træffer den de nødvendige foranstaltninger til at bringe produktionen i overensstemmelse med den godkendte type.

Medlemsstatens kompetente myndigheder underretter de andre medlemsstaters kompetente myndigheder om de trufne foranstaltninger, som ved væsentlig og gentagen uoverensstemmelse kan føre til inddragelse af EF-komponenttypegodkendelsen.

Disse myndigheder træffer samme foranstaltninger, når de bliver underrettet af en anden medlemsstats kompetente myndigheder om sådanne uoverensstemmelser.

2.   Medlemsstaternes kompetente myndigheder underretter inden en måned hinanden om inddragelsen af en meddelt EF-komponenttypegodkendelsen med angivelse af grundene hertil.

Artikel 8

Enhver afgørelse, der træffes i medfør af bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og hvorved en EF-komponenttypegodkendelse for ruder eller forbindelsesanordninger afslås eller inddrages, eller markedsføringen og anvendelsen forbydes, skal nøje begrundes.

Den tilstilles den berørte part med angivelse af de retsmidler og frister, der gælder i medlemsstaterne.

Artikel 9

De ændringer, som er nødvendige for at tilpasse bilag I til VI til den tekniske udvikling, vedtages efter fremgangsmåden i artikel 20, stk. 3 i direktiv 2003/37/EF.

Artikel 10

Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 11

Direktiv 89/173/EØF, som ændret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VII, del A, ophæves, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VII, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag VIII.

Artikel 12

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Det anvendes fra den 1. juni 2010.

Artikel 13

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30 november 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

J. BUZEK

På Rådets vegne

Formand

B. ASK


(1)  EUT C 182 af 4.8.2009, s. 76.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 24.3.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.11.2009.

(3)  EFT L 67 af 10.3.1989, s. 1.

(4)  Jf. bilag VII, del A.

(5)  EUT L 171 af 9.7.2003, s. 1.

(6)  Offentliggjort som bilag I til Rådets afgørelse 97/836/EF (EFT L 346 af 17.12.1997, s. 78).


FORTEGNELSE OVER BILAG

BILAG I:

Dimensioner og påhængskøretøjets masse

Tillæg:

Bilag til EF-standardtypegodkendelsesskema

BILAG II:

Omdrejningstalregulator, afskærmning af transmissionsdele, udragende dele og hjul

Tillæg:

Bilag til EF-standardtypegodkendelsesskema

BILAG III A:

Udstyrsforskrifter, definitioner, ansøgning om komponenttypegodkendelse, typegodkendelse, mærker, generelle specifikationer, prøvninger og produktionens overensstemmelse

Tillæg:

Eksempel på komponenttypegodkendelsesmærker

BILAG III B:

Meddelelse vedrørende EF-komponenttypegodkendelse, nægtelse af EF-komponenttypegodkendelse, udvidelse af EF-komponenttypegodkendelse, tilbagekaldelse af komponenttypegodkendelse

Tillæg 1:

Forruder af hærdet glas

Tillæg 2:

Ruder af glas med ensartet hærdning, bortset fra forruder

Tillæg 3:

Forruder af lamineret glas

Tillæg 4:

Ruder af lamineret glas, bortset fra forruder

Tillæg 5:

Forruder af plexiglas

Tillæg 6:

Ruder af plexiglas, bortset fra forruder

Tillæg 7:

Enheder med dobbeltruder

Tillæg 8:

Indholdet af fortegnelsen over forruder

BILAG III C:

Generelle afprøvningsbetingelser

BILAG III D:

Forruder af hærdet glas

BILAG III E:

Ruder af glas med ensartet hærdning, bortset fra forruder

BILAG III F:

Forruder af almindeligt lamineret glas

BILAG III G:

Ruder af lamineret glas, bortset fra forruder

BILAG III H:

Forruder af behandlet lamineret glas

BILAG III I:

Sikkerhedsrude med en overflade af plastmateriale på indersiden

BILAG III J:

Forruder af plexiglas

BILAG III K:

Ruder af plexiglas, bortset fra forruder

BILAG III L:

Dobbeltruder

BILAG III M:

Gruppeinddeling af forruder til brug ved prøvningerne med henblik på komponenttypegodkendelse af disse

BILAG III N:

Måling af segmenthøjderne og anslagspunkternes placering

BILAG III O:

Kontrol af produktionens overensstemmelse

BILAG III P:

Bilag til EF-standardtypegodkendelsesskema

BILAG IV:

Mekaniske forbindelser mellem traktorer og påhængskøretøjer og vertikal belastning på koblingspunktet

Tillæg 1:

Beskrivelse af mekanisk koblingsanordning

Tillæg 2:

Metode til dynamisk afprøvning

Tillæg 3:

Metode til statisk afprøvning

Tillæg 4:

Komponenttypegodkendelsesmærke

Tillæg 5:

Model til EF-komponenttypegodkendelsesskema

Tillæg 6:

Betingelser for meddelelse af EF-typegodkendelse

Tillæg 7:

Bilag til EF-standardtypegodkendelsesskema

BILAG V:

Anbringelsessted og -måde for foreskrevne skilte og påskrifter på traktorchassiset

Tillæg:

Bilag til EF-typegodkendelsesskema

BILAG VI:

Betjeningsorgan til påhængskøretøjets bremser og bremseforbindelse mellem traktor og påhængskøretøj

Tillæg:

Bilag til EF-typegodkendelsesskema

BILAG VII:

Del A: Ophævet direktiv med oversigt over ændringer

Del B: Liste over frister for gennemførelse i national ret og anvendelse

BILAG VIII:

Sammenligningstabel

BILAG I

Dimensioner og påhængskøretøjets masse

1.   DEFINITIONER

1.1.   Ved »længde« forstås

afstanden målt mellem vertikalplanerne vinkelret på traktorens længdeplan og gående gennem dennes yderpunkter i deres mest ugunstige stilling, dog med undtagelsen af:

førerspejle,

starthåndtag,

positionslygter foran eller på siden.

1.2.   Ved »bredde« forstås

afstanden målt mellem vertikalplanerne parallelt med traktorens længdesymmetriplan og gående gennem dennes yderpunkter, dog med undtagelse af:

førerspejle,

retningsviserblinklygter,

positionslygter foran, på siden eller bagpå;

parkeringslygter, forvridninger af dækkene forårsaget af traktorens vægt,

dele, som kan skydes ind, såsom opklappeligt trinbræt og fjedrende stænkskærm, osv.

1.3.   Ved »højde« forstås

den vertikale afstand mellem jorden og det punkt på traktoren, som befinder sig længst fra jorden, idet der ses bort fra antenner. Ved måling af denne højde skal traktoren være forsynet med nye dæk, med den største af fabrikanten specificerede radius for hjulomkredsen.

1.4.   Ved »påhængskøretøjets masse« forstås

den masse, som en type traktor kan trække. Denne masse kan f.eks. bestå af et eller flere påhængskøretøjer eller land- eller skovbrugsredskaber. Man skelner mellem teknisk tilladelig masse, som fabrikanten angiver, og tilladt masse som fastsat i punkt 2.2.

1.5.   Ved »tilkoblingsanordning« forstås

den tekniske enhed på traktoren, der sørger for den mekaniske forbindelse mellem traktor og påhængskøretøj.

1.6.   Ved »traktorens egenmasse i køreklar stand (mt)« forstås:

den masse, der er defineret i bilag I, punkt 2.1.1, til direktiv 2003/37/EF.

1.7.   Ved »påhængskøretøjets teknisk tilladelige masse« forstås:

påhængskøretøjets masse uden bremser,

påhængskøretøjets masse med separat bremsning (jf. punkt 1.12 i bilag I til Rådets direktiv 76/432/EØF (1)),

påhængskøretøjets masse med påløbsbremsning (jf. punkt 1.14 i bilag I til direktiv 76/432/EØF),

påhængskøretøjets masse med hydraulisk eller pneumatisk bremsning; denne bremsning kan være kontinuerlig, semi-kontinuerlig eller fuld separat servobremsning (jf. punkt 1.9, 1.10 og 1.11 i bilag I til direktiv 76/432/EØF).

2.   FORSKRIFTER

2.1.   Dimensioner

En traktors største dimensioner er følgende:

2.1.1.   Længde: 12 m

2.1.2.   Bredde: 2,55 m (uden hensyntagen til dækkets udbulning ved kontakten med vejbanen)

2.1.3.   Højde: 4 m

2.1.4.   Målingerne til kontrol af dimensionerne ovenfor foretages således:

ubelastet traktor i køreklar stand som angivet i punkt 1.6;

på en plan vandret overflade;

med traktoren stationær og med standset motor;

med nye dæk med det af fabrikanten opgivne normaltryk;

med lukkede døre og vinduer;

med de styrende hjul i ligeud fremadgående retning;

uden landbrugs- eller skovbrugsredskaber fastgjort på traktoren.

2.2.   Påhængskøretøjets tilladte masse

Påhængskøretøjets tilladte masse må ikke overskride:

2.2.1.1.   den af traktorfabrikanten opgivne teknisk tilladelige masse, jf. punkt 1.7;

2.2.1.2.   påhængskøretøjets masse som fastsat for trækanordningen på grundlag af EF-typegodkendelsen.

2.2.2.   Hvis en medlemsstat anvender bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, skal påhængskøretøjets(ernes) masse angives på traktorens registreringsattest.


(1)  Rådets direktiv af 6 april 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om landbrugs - og skovbrugshjultraktorers bremsning (EFT L 122 af 8.5.1976, s. 1).

Tillæg

MODEL

BILAG TIL EF-TYPEGODKENDELSESSKEMA FOR EN TRAKTORTYPE MED HENSYN TIL DIMENSIONER OG PÅHÆNGSKØRETØJETS MASSE

(Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer)

EF-typegodkendelsesnummer: …

Del(e) eller specifikation(er):

dimensioner:

1.1.1.   længde … m

1.1.2.   bredde … m

1.1.3.   højde … m

påhængskøretøjets tilladelige masse

1.2.1.   masse uden bremser … kg

1.2.2.   masse med separat bremsning … kg

1.2.3.   masse med påløbsbremsning … kg

1.2.4.   masse med hydraulisk eller pneumatisk bremsning … kg

2.   Traktorens mærke (eller firmabetegnelse):

3.   Traktorens type og evt. handelsbetegnelse:

4.   Fabrikantens navn og adresse: …

5.   I givet fald den befuldmægtigedes navn og adresse:

6.   Traktoren fremstillet til EF-standardtypegodkendelse den:

7.   Kontrolmyndighed:

8.   Afprøvningsrapportens dato:

9.   Afprøvningsrapportens nummer:

10.   EF-standardtypegodkendelse af dimensioner og påhængskøretøjets masse meddeles/nægtes (1)

11.   Sted: …

12.   Dato: …

13.   Underskrift: …

14.   Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-typegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… målsatte tegninger

… tegning eller fotografi af traktoren.

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

15.   Eventuelle bemærkninger:


(1)  Det ikke gældende overstreges.

BILAG II

Omdrejningsregulator og afskærmning af transmissionsdele, udragende dele og hjul

1.   OMDREJNINGSREGULATOR

1.1.   Såfremt traktoren fra fabrikantens side er udstyret med en omdrejningstalregulator, skal den være monteret og konstrueret på en sådan måde, at traktoren opfylder kravene i direktiv 2009/60/EF (1) om konstruktivt bestemt maksimalhastighed.

2.   AFSKÆRMNING AF TRANSMISSIONSDELE OG UDRAGENDE DELE OG HJUL

2.1.   Generelle forskrifter

2.1.1.   Transmissionsdelene, de udragende dele og hjulene på traktoren skal være konstrueret, monteret og afskærmet på en sådan måde, at ulykker under normale anvendelsesforhold undgås.

2.1.2.   Bestemmelserne i punkt 2.1.1 anses for overholdt, hvis kravene i punkt 2.3 er opfyldt. Andre løsninger end de i punkt 2.3 beskrevne tillades, såfremt fabrikanten godtgør, at de er mindst lige så effektive som kravene i punkt 2.3.

2.1.3.   Afskærmningsanordninger skal være fast forbundet med traktoren. »Fast forbundet« vil sige, at afskærmningsanordninger kun må kunne afmonteres ved brug af værktøj.

2.1.4.   Hjelme, dæksler og lemme, der kan forårsage læsioner, når de klapper i, skal udformes således, at det kan forhindres, at de utilsigtet falder i (f.eks. ved sikkerhedsanordninger eller ved passende anbringelse eller udformning).

2.1.5.   Flere farlige punkter kan sikres ved en fælles afskærmningsanordning. Der skal dog anbringes yderligere afskærmningsanordninger, når der under den fælles afskærmning findes anordninger til justering, vedligeholdelse eller støjdæmpning, som skal betjenes ved tilkoblet motor.

2.1.6.   Sikringselementer (f.eks. fjederstift eller ringstift) til sikring af

forbindelseselementer, der hurtigt kan løsnes (f.eks. bolte)

eller af

afskærmningsanordninger, der skal åbnes uden værktøj (f.eks. motorhjelm)

skal være fast forbundet med forbindelseselementet, traktoren eller afskærmningsanordningen.

2.2.   Definitioner

Ved »afskærmning« forstås en anordning beregnet til afskærmning af farlige dele. I forbindelse med dette direktiv omfatter afskærmningsanordningerne skærme, dæksler og indhegninger.

2.2.1.1.   Ved »skærm« forstås en afskærmningsanordning, der befinder sig lige foran den farlige del, og som alene eller sammen med andre dele af maskinen beskytter mod kontakt med den farlige del fra alle sider.

2.2.1.2.   Ved »dæksel« forstås en afskærmningsanordning, der befinder sig lige foran den farlige del, og som beskytter mod kontakt med den farlige del fra den tildækkede side.

2.2.1.3.   Ved »indhegning« forstås en afskærmningsanordning, som ved hjælp af en skinne, et hegn eller lignende giver den nødvendige sikkerhedsafstand, således at den farlige del ikke kan nås.

Ved »farlig del« forstås ethvert punkt, der som følge af placeringen eller konstruktionen af en traktors faste eller bevægelige dele indebærer en risiko for kvæstelser. De farlige dele er især punkter, hvor der kan ske klemning, overklipning, overskæring, gennemboring, sammenpresning og fasthængning samt adgangs- og angrebspunkter.

2.2.2.1.   Ved »klemningspunkt« forstås ethvert farligt punkt, hvor dele flytter sig i forhold til hinanden eller i forhold til faste dele, således at personer eller visse dele af deres krop risikerer at blive klemt.

2.2.2.2.   Ved »overklipningspunkt« forstås ethvert farligt punkt, hvor dele bevæger sig langs hinanden eller langs andre dele, således at personer eller visse dele af deres krop risikerer at blive klemt eller klippet over.

2.2.2.3.   Ved »overskærings-, gennemborings- og sammenpresningspunkt« forstås ethvert farligt punkt, hvor bevægelige eller faste, skarpe, spidse eller stumpe dele kan kvæste personer eller visse dele af deres krop.

2.2.2.4.   Ved »fasthængningspunkt« forstås ethvert farligt punkt, hvor fremspringende skarpe kanter, takker, splitter, skruer og bolte, smøresteder, aksler, akselmuffer og andre dele bevæger sig på en sådan måde, at personer, visse dele af deres krop eller deres tøj kan hænge fast og blive trukket med.

2.2.2.5.   Ved »adgangs- og angrebspunkt« forstås ethvert farligt punkt, hvor delene, når de bevæger sig, indskrænker åbningen, i hvilken personer, visse dele af deres krop eller deres tøj kan hænge fast.

2.2.3.   Ved »rækkevidde« forstås den største afstand, som personer eller visse dele af deres krop kan nå opad, nedad, indad, ovenover, omkring og igennem uden hjælp af nogen genstand (fig. 1).

2.2.4.   Ved »sikkerhedsafstand« forstås afstanden svarende til rækkevidden eller kroppens dimensioner, idet der tilføjes en sikkerhedsmargen (fig. 1).

2.2.5.   Ved »betjeningsorgan« forstås enhver anordning, som, når den påvirkes direkte, gør det muligt at ændre traktorens eller et hertil koblet redskabs tilstand eller funktion.

2.2.6.   Ved »normal drift« forstås, at traktoren anvendes til det af fabrikanten tiltænkte formål, og at den føres af en operatør, der er bekendt med traktorens egenskaber, og som overholder de af fabrikanten i brugervejledningen eller ved skilte på traktoren anførte drifts-, vedligeholdelses- og sikkerhedsanvisninger.

2.2.7.   Ved »uforsætlig kontakt« forstås en ikke forudset kontakt mellem en person og et farligt punkt som følge af denne persons handlinger under normal drift og vedligeholdelse af traktoren.

2.3.   Sikkerhedsafstande til undgåelse af kontakt med de farlige dele

2.3.1.   Sikkerhedsafstanden måles fra steder, der kan nås ved aktivering, vedligeholdelse og inspektion af traktoren samt fra jorden. Ved »vedligeholdelse og inspektion af traktoren« forstås udelukkende arbejde, som normalt udføres af føreren selv i overensstemmelse med instruktionsbogen. Ved fastsættelse af sikkerhedsafstandene går man ud fra det princip, at traktoren er i den tilstand, som den er konstrueret til, og at der ikke anvendes noget værktøj til at nå den farlige del.

Sikkerhedsafstandene er fastsat i punkt 2.3.2.1 – 2.3.2.5. I visse bestemte områder eller for visse bestemte komponentdele er sikkerhedsniveauet tilstrækkeligt, hvis traktoren opfylder kravene i punkt 2.3.2.6 – 2.3.2.14.

Afskærmning af farlige punkter

2.3.2.1.   Rækkevidde opad

Sikkerhedsafstanden for rækkevidden opad er 2 500 mm (se figur 1) for personer, der står oprejst.

Image

2.3.2.2.   Rækkevidde nedad, rækkevidde ovenover

For så vidt angår rækkevidden oven over en kant fremgår sikkerhedsafstanden af:

a

=

afstand fra jorden til den farlige del

b

=

højde af afskærmningsanordningens kant

c

=

horisontal afstand mellem den farlige del og kanten (se figur 2).

Image

Med hensyn til rækkevidden nedad og ovenover skal de i tabel 1 anførte sikkerhedsafstande overholdes.

Tabel 1

(mm)

a: Afstand til jorden fra den farlige del

Højde af afskærmningsanordningens kant b

2 400

2 200

2 000

1 800

1 600

1 400

1 200

1 000

Horisontal afstand c fra den farlige del

2 400

100

100

100

100

100

100

100

2 200

250

350

400

500

500

600

600

2 000

350

500

600

700

900

1 100

1 800

600

900

900

1 000

1 100

1 600

500

900

900

1 000

1 300

1 400

100

800

900

1 000

1 300

1 200

500

900

1 000

1 400

1 000

300

900

1 000

1 400

800

600

900

1 300

600

500

1 200

400

300

1 200

200

200

1 100

2.3.2.3.   Rækkevidden rundt om

Sikkerhedsafstandene i nedenstående tabel 2 skal mindst overholdes, såfremt den pågældende del af kroppen ikke må nå en farlig del. Ved anvendelse af sikkerhedsafstandene går man ud fra den antagelse, at det vigtigste led af den tilsvarende del af kroppen hviler fast på kanten. Sikkerhedsafstandene anses først for opfyldt, når man har sikret sig, at denne del af kroppen absolut ikke kan flyttes længere frem.

Tabel 2

Legemsdel

Sikkerhedsafstand r

Figur

Hånd

Fra inderste fingerled til

≥ 120

Image

Arm

Fra håndleddet til

≥ 230

Image


Legemsdel

Sikkerhedsafstand r

Illustration

Arm

Fra albue til fingerspidser

≥ 550

Image

Arm

Fra skulder til fingerspidser

≥ 850

Image

2.3.2.4.   Rækkevidde ind i og igennem

Såfremt der er mulighed for at trænge ind i eller igennem en åbning og nå frem til de farlige dele, skal de i tabel 3 og 4 anførte sikkerhedsafstande mindst overholdes.

Bevægelige dele indbyrdes eller ved siden af faste dele betragtes ikke som risikofaktorer, såfremt deres indbyrdes afstand ikke overstiger 8 mm.

Tabel 3

Sikkerhedsafstande for aflange og parallelle åbninger i mm

a er åbningens mindste bredde

b er sikkerhedsafstanden fra den farlige del


Fingerspids

Finger

Hånd, indtil det sted, hvor tommelfingeren begynder

Arm

Image

Image

Image

Image

 

4 < a ≤ 8

8 < a ≤ 12

12 < a ≤ 20

20 < a ≤ 30

30 < a ≤ 135 max.

> 135

b ≥ 15

b ≥ 80

b ≥ 120

b ≥ 200

b ≥ 850


Tabel 4

sikkerhedsafstande for firkantede eller cirkelformede åbninger

a er åbningens bredde, diameter eller sidelængde

b er sikkerhedsafstanden for den farlige del


Fingerspids

Finger

Hånd, indtil det sted, hvor tommelfingeren begynder

Arm

Image

Image

Image

Image

 

4 < a ≤ 8

8 < a ≤ 12

12 < a ≤ 25

25 < a ≤ 40

40 < a ≤ 250 max.

250

b ≥ 15

b ≥ 80

b ≥ 120

b ≥ 200

b ≥ 850

2.3.2.5.   Sikkerhedsafstande til klemningspunkterne

Et klemningspunkt anses ikke for farligt for den anførte del af kroppen, såfremt sikkerhedsafstandene ikke er mindre end de i tabel 5 anførte, og såfremt det sikres, at den tilgrænsende og større del af kroppen ikke kan komme ind.

Tabel 5

Legemsdel

Krop

Ben

Fod

Arm

Hånd Håndled Knyttet hånd

Finger

Sikkerhedsafstand

500

180

120

100

25

Illustration

Image

Image

Image

Image

Image

Image

2.3.2.6.   Betjeningsorganer

Mellemrummet mellem to pedaler og gennemgangsåbningen for betjeningsorganerne betragtes ikke som klemnings- eller overklipningspunkter.

2.3.2.7.   Trepunktsophæng bagtil

2.3.2.7.1.   Bag et plan gående gennem midterplanet for ledpunkterne på trepunktsophængets løftestænger, skal der være en mindste sikkerhedsafstand på 25 mm mellem de bevægelige dele, for hver position af vandringen n, som gennemløbes af løfteanordningen — uden de øverste og nederste yderpunkter på 0,1 n — såvel som en afstand på 25 mm eller en vinkel på mindst 30° for de overklipningsdele, der frembringer en vinkelændring (se figur 3). Vandringen n′, reduceret med 0,1 n foroven og forneden, defineres således (se figur 4). Hvor de nederste trækstænger påvirkes direkte af løfteanordningen, defineres referenceplanet som et tværgående lodret midterplan i forhold til stængerne.

Image

Image

2.3.2.7.2.   For vandringen n, der gennemløbes af den hydrauliske løfteanordning, er den nederste position A for trækstængernes koblingspunkter begrænset af dimensionen »14« i henhold til ISO-standard 730, del 1 af december 1994, og den øverste position B er begrænset af den største hydrauliske vandring. Vandringen n′ er vandringen n reduceret foroven og forneden med 0,1 n, og udgør den vertikale afstand mellem A′ og B′.

2.3.2.7.3.   Omkring løftestængernes profil skal der desuden inden for vandringen n′ være en sikkerhedsafstand på mindst 25 mm i forhold til de tilstødende dele.

2.3.2.7.4.   Såfremt der til et trepunktsophæng anvendes koblingsanordninger, der ikke kræver, at der under tilkoblingen er en operatør til stede mellem traktoren og det transporterede redskab (f.eks. i tilfælde af en hurtigkobling), gælder forskrifterne i punkt 2.3.2.7.3 ikke.

2.3.2.7.5.   Der bør i instruktionsbogen gøres opmærksom på de farlige punkter, der er beliggende foran det plan, som er defineret i punkt 2.3.2.7.1, første punktum.

2.3.2.8.   Trepunktsophæng foran

2.3.2.8.1.   For hver position af vandringen n, som gennemløbes af løfteanordningen — bortset fra de øverste og nederste yderpunkter på 0,1 n — skal der mellem de bevægelige dele være en sikkerhedsafstand på mindst 25 mm samt en vinkel på mindst 30o eller en sikkerhedsafstand på 25 mm for de dele, der foretager en overklippende bevægelse mod hinanden, hvorved der opstår en vinkelændring. Vandringen n′ reduceret med 0,1 n foroven og forneden, defineres således (se figur 4).

2.3.2.8.2.   For vandringen n, der gennemløbes af den hydrauliske løfteanordning, er den nederste position A for trækstængernes koblingspunkter begrænset af dimension »14« i henhold til ISO-standard 8759, del 2 af marts 1998, og den øverste position B er begrænset af den største hydrauliske vandring. Vandringen n′ er reduceret foroven og forneden med 0,1 n, og udgør den vertikale afstand mellem A′ og B′.

2.3.2.8.3.   Såfremt der til trækstængerne på trepunktsophænget foran anvendes koblingsordninger, der ikke kræver, at der under tilkoblingen er en operatør til stede mellem traktoren og det transporterede redskab (f.eks. i tilfælde af en hurtigkobling), gælder forskrifterne i punkt 2.3.2.8.1 ikke for områder med en radius på 250 mm regnet fra det punkt, hvor trækstængerne tilkobles traktoren. Regnet fra kanten af løftestængerne/løftecylinderen skal der dog altid inden for den definerede vandring n′ være en sikkerhedsafstand på mindst 25 mm til de tilgrænsende dele.

2.3.2.9.   Førersæde og omgivelser

I siddende stilling skal ethvert klemnings- og overklipningspunkt ligge uden for rækkevidde af førerens hænder og fødder. Dette krav anses for opfyldt, såfremt følgende betingelser overholdes:

2.3.2.9.1.   Førersædet er indstillet i midterpositionen såvel i længderetningen som vertikalt. Førerens rækkevidde er opdelt i zone A og zone B. Det centrale sfæriske punkt for disse zoner ligger 60 mm foran og 560 mm oven over sædets indekspunkt (se figur 5). Zone A består af en kugle med en radius på 550 mm. Zone B ligger mellem denne kugle og en kugle med en radius på 1 000 mm.

Image

2.3.2.9.2.   Ved klemnings- og overklipningspunkter skal der overholdes en sikkerhedsafstand på 120 mm i zone A og på 25 mm i zone B, eller der skal være en mindste vinkel på 30°, såfremt det drejer sig om dele, der foretager en overklippende bevægelse mod hinanden, hvorved der opstår en vinkelændring.

2.3.2.9.3.   Der skal i zone A kun tages højde for de klemnings- og overklipningspunkter, der frembringes af dele, som aktiveres af en ekstern energikilde.

2.3.2.9.4.   Såfremt der opstår et farligt punkt, fordi konstruktionsdele støder op mod sædet, skal der være en sikkerhedsafstand på mindst 25 mm mellem konstruktionsdelen og sædet. Der er ikke tale om et farligt punkt mellem sædets ryglæn og de tilstødende konstruktionsdele, der er beliggende bag dette, såfremt de tilstødende konstruktionsdele er glatte og sædets ryglæn i sig selv er afrundet i den tilgrænsende zone og ikke har nogen skarp kant.

2.3.2.10.   Passagersæde (eventuelt)

2.3.2.10.1.   Såfremt nogle dele kan rumme fare for fødderne, skal der være afskærmningsanordninger i en hemisfærisk radius på 800 mm fra midten af forkanten på sædets hynde og nedad.

2.3.2.10.2.   Inden for en kugle, hvis centrum ligger 670 mm oven over midten af forkanten på passagersædet, skal de farlige punkter, der befinder sig i zone A og B, afskærmes som beskrevet i punkt 2.3.2.9 (se figur 6).

Image

Smalsporede traktorer (traktorer med spor som defineret i artikel 1, andet led, i Rådets direktiv 87/402/EØF (2)).

2.3.2.11.1.   I forbindelse med smalsporede traktorer gælder kravene i punkt 2.3.2.9 ikke i den zone, der ligger under et plan, der skråner 45° bagud på tværs af den fremadgående retning og gående gennem et punkt beliggende 230 mm bag sædets indekspunkt (se figur 7). Såfremt der findes farlige punkter i denne zone, skal dette angives på traktoren.

Image

2.3.2.11.2.   Afsnit II, punkt 1 og 2, i bilag I til direktiv 80/720/EØF (3) finder anvendelse på adgangen til førersædet.

2.3.2.11.3.   Afsnit I.6 i bilag I til direktiv 80/720/EØF finder anvendelse på betjeningsanordningerne.

2.3.2.11.4.   Meget varme dele af udstødssystemet skal være sikret indtil 300 mm i det øvre område — 700 mm over den flade, traktoren står på — og indtil 150 mm i det nedre område (se fig. 8) foran et referenceplan, der i en ret vinkel på fartøjets længdeakse går igennem midten af den ikke-belastede pedal (kobling og/eller driftsbremse). På siderne begrænses det område, der skal sikres, ved den ydre maskinprofil og udstødssystemets ydre profil.

Meget varme dele af udstødssystemet, der befinder sig under påstigningsanordningen, skal afskærmes på det vertikale plan eller sikres termisk på anden måde.

Image

2.3.2.12.   Montering og afmærkning af hydraulikslanger

2.3.2.12.1.   Hydraulikslanger skal monteres således, at mekaniske og termiske beskadigelser forhindres

2.3.2.12.2.   Hydraulikslanger skal være tydeligt og varigt mærket med følgende angivelser:

slangens fabrikationsmærke

fabrikationsdato (år og måned for fremstillingen)

højst tilladte dynamiske driftsovertryk.

2.3.2.12.3.   Hydraulikslanger, der befinder sig i nærheden af fører- eller passagersædet, skal være monteret eller sikret på en sådan måde, at personer ikke kan komme i fare, hvis hydraulikslangerne svigter.

2.3.2.13.   Styretøj og svingaksel

De dele, der bevæger sig i forhold til hinanden eller i forhold til faste dele, skal være afskærmet, såfremt de ligger inden for den i punkt 2.3.2.9 og 2.3.2.10 definerede zone.

Ved knækstyrede traktorer skal der i knækområdet på begge sider af køretøjet være anbragt varige og let genkendelige anvisninger, hvor der med billeder eller tekst gøres opmærksom på, at det er forbudt at opholde sig i det uafskærmede knækområde. Instruktionsbogen skal ligeledes indeholde sådanne anvisninger.

2.3.2.14.   Fri drivaksler fastgjort til traktoren

De frie drivaksler (f.eks. til firehjulstræk), som kun drejer under kørslen, skal være afskærmet, såfremt de ligger inden for den i punkt 2.3.2.9 og 2.3.2.10 definerede zone.

2.3.2.15.   Frizone omkring drivhjulene

2.3.2.15.1.   Frizonen omkring skærmene skal opfylde følgende betingelser:

2.3.2.15.2.   Ved frizone forstås det område, som skal være frit rundt om drivhjulenes dæk i forhold til de tilstødende dele på køretøjet.

Frizonen for drivhjul monteret med største dækstørrelse skal svare til de i følgende tabel 6 og figur 9 anførte dimensioner.

Image

Tabel 6

Standardtraktorer

Smalsporede traktorer

a

h

a

h

mm

mm

mm

mm

40

60

15

30

Der tillades en frizone, der er mindre end den i fig. 9 og tabel 6 viste, foruden de zoner, der er omhandlet i punkt 2.3.2.9 og 2.3.2.10 for smalsporede traktorer, hvis skærme ligeledes tjener til at afskrabe jord fra hjulene.

2.3.2.16.   Varme overflader

Varme overflader, der kan berøres af operatøren under normal drift af traktoren, skal være afskærmede eller isolerede. Dette gælder for varme overflader, der er nær ved trin, håndgreb og dele af traktoren, der kan bruges som påstigningshjælp, og som uagtsomt kan berøres.

2.3.2.17.   Batteriterminaldæksel

Batteriterminaler, der ikke er jordede, skal beskyttes mod uagtsom kortslutning.

2.4.   Metode til bestemmelse af sædets indekspunkt

2.4.1.   Generelt

Den metode og anordning, der skal anvendes til bestemmelse af indekspunktet for enhver type polstret sæde, er beskrevet i det følgende.

2.4.2.   Definitioner

Sædet indekspunkt (SIP):

Punkt beliggende i det vertikale midterplan i længderetningen for referenceanordningen for det i figur 1 viste SIP, som er placeret på førersædet i overensstemmelse med punkt 2.4.4 og 2.4.6.

Sædets indekspunkt fastsættes i forhold til køretøjet og flytter sig ikke på grund af justeringer og/eller svingninger i sædet.

2.4.3.   Anordning til bestemmelse af sædets indekspunkt (SIP)

Anordningen til bestemmelse af SIP skal være i overensstemmelse med figur 10. Anordningens masse skal være 6 ± 1 kg. Anordningens underside skal være plan og glat.

2.4.4.   Indstilling af sædet til bestemmelse af indekspunkt (SIP)

Når sædet og dets ophæng er indstillelige, skal sædet indstilles på følgende måde, før referencepunktet bestemmes:

a)

Alle indstillinger — fremad/tilbage, højde og hældning — skal være i midterstilling. Findes der ingen midterstilling, skal der anvendes den nærmest beliggende indstilling, oven over eller bag ved midterstillingen.

b)

Indstillelige ophæng skal være indstillet således, at ophænget befinder sig midt i sin svingning med referenceanordningen på plads og belastet. Ophænget kan være mekanisk blokeret i denne stilling under bestemmelsen af referencepunktet (SIP).

c)

Ikke-indstillelige ophæng skal være blokeret i den vertikale stilling, der nås med referenceanordningen på plads og belastet.

d)

Såfremt ovennævnte indstillinger er i modstrid med fabrikantens udtrykkelige anvisninger, skal disse følges, således at der opnås den anbefalede indstilling for en fører på 75 kg.

NB: En fører på 75 kg svarer tilnærmelsesvis til referenceanordningen på plads på sædet og belastet med en masse på 65 kg.

2.4.5.   Bestemmelse af de tre referenceakser x′, y′ og z′ for sædeindekspunkt (SIP)

Koordinaterne fastslås således:

a)

På den ene side af sædets forankring lokaliseres det fastgørelseshul, som befinder sig længst tilbage.

b)

Såfremt aksen for dette hul er parallel med ledaksen defineret på anordningen, tages den som y′-akse (orienteret fra venstre mod højre i forhold til en siddende fører — se figur 11).

c)

Såfremt aksen for dette hul er parallel med det vertikale plan, der går gennem sædets midterlinje, tages som y′-akse den rette linje parallel med den anførte ledakse, gående gennem skæringspunktet mellem sædeforankringens længdeplan og aksen for ovennævnte hul (se figur 12).

d)

I alle andre tilfælde fastslås aksen y′ i henhold til parametrene for det sæde, der skal undersøges.

e)

Akserne x′ og z′ defineres som skæringslinjer for horisontal- og vertikalplanerne gående gennem y′ med vertikalplanet gennem sædets midterlinje. Akserne x′ og z′ skal være orienteret fremad og opad (se figur 11 og 12).

2.4.6.   Metode til bestemmelse af sædets indekspunkt (SIP)

Sædets indekspunkt (SIP) skal bestemmes ved hjælp af den i figur 10 illustrerede anordning og efter følgende fremgangsmåde:

a)

Sædet dækkes med et stykke stof for at lette den korrekte anbringelse af anordningen.

b)

Anordningen anbringes (uden ekstra masse) på sædets hynde, idet den skubbes bagud mod ryglænet.

c)

Der tilføjes den nødvendige masse for at bringe anordningens samlede masse på 6 (± 1) kg og på 26 (± 1) kg. Det vertikale kraftcenter skal ligge 40 mm foran mærket for sædets referencepunkt på anordningens horisontale del (se figur 10).

d)

Der anbringes to gange en horisontal kraft på ca. 100 n på anordningen på sædets referencepunkt, som vist i figur 10.

e)

Der tilføjes den nødvendige øvrige masse for at bringe anordningens samlede masse på 26 (± 1) kg og på 65 (± 1) kg. Det vertikale kraftcenter for den tilføjede masse skal ligge 40 mm foran mærket for sædets referencepunkt på anordningens horisontale del (se figur 10).

f)

På begge sider af sædet måles i to vertikale planer liggende lige langt fra sædets midterlinje i længderetningen med ±1 mm nøjagtighed koordinaterne som defineret i punkt 2.4.5 for disse planers skæringer på aksen for sædets referencepunkt som er bestemt af anordningen.

De aritmetiske gennemsnitsværdier af målingerne i de to planer registreres som koordinater for sædets indekspunkt (SIP).

g)

De forhold, der følger af bestemmelsesmetoden, og som afviger fra den metode, der er vist i dette bilag, eller som kan være en fejlkilde med hensyn til resultaterne, skal noteres sammen med årsagerne hertil.

Image

Image

Image


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/60/EF af 13. juli 2009 om konstruktivt bestemt maksimalhastighed for landbrugs- og skovbrugstraktorer samt om lad til sådanne traktorer (kodificeret udgave) (EUT L 198 af 30.7.2009, s. 15)

(2)  Rådets direktiv 87/402/EØF af 25. juni 1987 om styrtsikre frontmonterede førerværn på smalsporede landbrugs- og skovbrugshjul- traktorer (EFT L 220 af 8.8.1987, s. 1).

(3)  Rådets direktiv 80/720/EØF af 24. juni 1980 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om betjeningsplads og adgangsforhold til førerplads samt om døre og vinduer i førerhuse på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (EFT L 194 af 28.7.1980, s. 1).

Tillæg

MODEL

BILAG TIL EF-STANDARDDTYPEGODKENDELSESSKEMA FOR EN TRAKTORTYPE MED HENSYN TIL OMDREJNINGSTALREGULATOR, AFSKÆRMNING AF TRANSMISSIONSDELE, UDRAGENDE DELE OG HJUL

(Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer)

EF-typegodkendelsesnummer: …

Del(e) eller specifikation(er):

1.1.   omdrejningstalregulator (såfremt sådan forefindes)

1.2.   afskærmning af transmissionsdele, udragende dele og hjul

2.   Traktorens mærke (eller firmabetegnelse):

3.   Traktorens type og evt. handelsbetegnelse:

4.   Fabrikantens navn og adresse:

5.   I givet fald den befuldmægtigedes navn og adresse:

6.   Beskrivelse af de i punkt 1 anførte dele og/eller specifikationer:

7.   Traktoren fremstillet til EF-standardtypegodkendelse den:

8.   Kontrolmyndighed:

9.   Afprøvningsrapportens dato:

10.   Afprøvningsrapportens nummer:

11.   EF-standardtypegodkendelse af omdrejningstalregulator, afskærmning af transmissionsdele, udragende dele og hjul (1).

12.   Sted: …

13.   Dato: …

14.   Underskrift: …

15.   Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-typegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… målsatte tegninger

… tegning eller fotografi af traktoren.

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

16.   Eventuelle bemærkninger: …


(1)  Det ikke gæ1dende overstreges.

BILAG III A

Forruder og andre ruder forskrifter for udstyr, definitioner, ansøgning om komponenttypegodkendelse, komponenttypegodkendelse, mærker, generelle specifikationer, prøvninger og produktionens overensstemmelse

1.   FORSKRIFTER FOR UDSTYR.

Landbrugs- og skovbrugstraktorer kan efter fabrikantens valg være udstyret med:

1.1.1.   »forruder« og »andre ruder end forruder«, der er i overensstemmelse med forskrifterne i dette bilag,

1.1.2.   forruder, der opfylder forskrifterne for »andre ruder end forruder« i dette bilag, med undtagelse af de ruder, der er omfattet af bestemmelserne i punkt 9.1.4.2 i bilag III C til dette direktiv (ruder hvis regelmæssige transmissionskoefficient for lyset kan være mindre end 70 %),

1.1.3.   stiv plast er tilladt som materiale til alt rudeglas bortset fra glasset i forruden i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv 92/22/EØF (1) eller UN/ECE regulativ nr. 43, bilag 14.

2.   DEFINITIONER

I nærværende direktiv forstås ved:

2.1.   »rude af hærdet glas«, en rude bestående af et enkelt glaslag, som har gennemgået en særlig behandling med henblik på at øge dets mekaniske modstandsdygtighed og påvirke brudmønstret i tilfælde af brud,

»rude af lamineret glas«, en rude bestående af mindst to glaslag, som holdes sammen af et eller flere mellemlæg af plastmateriale; dette laminerede glas kan være:

2.2.1.   »almindeligt«, såfremt ingen af de glaslag, hvoraf det består, er behandlet, eller

2.2.2.   »behandlet«, såfremt mindst et af de glaslag, hvoraf det består, har gennemgået en særlig behandling med henblik på at øge dets mekaniske modstandsdygtighed og påvirke brudmønstret i tilfælde af brud,

2.3.   »sikkerhedsrude beklædt med plastmateriale«, en rude som defineret i punkt 1.1 eller 1.2 beklædt på indersiden med et lag plastmateriale,

2.4.   »sikkerhedsrude af plexiglas«, en rude af lamineret glas og med et glaslag og et eller flere plastlag oven på hinanden, hvoraf mindst et fungerer som mellemlæg. Plastlag(et)ene er anbragt på indersiden, når ruden er monteret på traktoren,

»gruppe af forruder«, en gruppe bestående af forruder af forskellige former og dimensioner, som undersøges med hensyn til deres mekaniske egenskaber, brudmønster og opførsel under prøvning af modstandsdygtigheden over for påvirkninger fra omgivelserne,

2.5.1.   »plan forrude«, en forrude uden nominel krumning, der giver sig udtryk i en segmenthøjde på over 10 mm pr. løbende meter,

2.5.2.   »krum forrude«, en rude med en nominel krumning, der giver sig udtryk i en segmenthøjde på over 10 mm pr. løbende meter,

2.6.   »dobbeltvindue«, en enhed bestående af to ruder monteret særskilt i samme åbning på traktoren,

»dobbeltrude«, en enhed bestående af to ruder samlet permanent på fabrikken og adskilt af et ensartet mellemrum,

2.7.1.   »symmetrisk dobbeltrude«, en dobbeltrude, i hvilken de to ruder er af samme type (hærdet, lamineret osv.) og har samme primære og sekundære kendetegn,

2.7.2.   »asymmetrisk dobbeltrude«, en dobbeltrude, i hvilken de to ruder er af forskellig type (hærdet, lamineret osv.) eller har forskellige primære og/eller sekundære kendetegn,

2.8.   »primært kendetegn«, et kendetegn, der i væsentlig grad ændrer en rudes optiske og/eller mekaniske egenskaber på en måde, som har betydning for den funktion, som denne rude skal opfylde på traktoren. Dette udtryk omfatter endvidere handelsnavn eller fabriksmærke,

2.9.   »sekundært kendetegn«, et kendetegn, der kan ændre en rudes optiske og/eller mekaniske egenskaber på en måde, som har betydning for den funktion, som denne rude skal opfylde på traktoren. Betydningen af ændringen vurderes under hensyntagen til vanskelighedsindekset,

2.10.   »vanskelighedsindeks«, en klassifikation i to grader gældende for ændringer observeret i praksis for hvert sekundært kendetegn. Overgangen fra indeks 1 til indeks 2 er et indeks for nødvendigheden af at foretage yderligere forsøg,

2.11.   »en forrudes udfoldede flade«, fladen for den mindste rektangel af glas, af hvilken en forrude kan fremstilles,

»en forrudes hældningsvinkel«, den vinkel, der dannes af den lodrette og den rette linje, der forbinder rudens over- og underkant, idet disse rette linjer tages i et vertikalt plan indeholdende traktorens længdeakse,

2.12.1.   hældningsvinklen måles på en ubelastet traktor, der står på et plant underlag,

2.12.2.   traktorer, som er udstyret med hydropneumatisk, hydraulisk eller pneumatisk ophængning eller en anordning til automatisk regulering af frihøjden i forhold til belastningen, afprøves under normale kørselsforhold som foreskrevet af fabrikanten,

2.13.   »segmenthøjde h«, den maksimale afstand mellem rudens indre flade og et plan gående gennem rudens kanter. Denne afstand måles omtrent vinkelret på ruden (se bilag III N; figur 1),

»rudetype«, de i punkt 2.1 — 2.4 definerede ruder uden væsentlige forskelle, navnlig med hensyn til de i bilag III D til III L nævnte primære og sekundære kendetegn,

2.14.1.   selv om en ændring af de primære kendetegn medfører, at der er tale om en ny produkttype, anerkender man, at i visse tilfælde medfører en ændring af formen og dimensionerne ikke nødvendigvis en forpligtelse til at gennemføre en fuldstændig prøvningsrække. For visse af de prøvninger, der er specificeret i de enkelte bilag, kan ruderne opdeles i grupper, såfremt det er indlysende, at de har analoge primære kendetegn,

2.14.2.   ruder, der kun adskiller sig med hensyn til de sekundære kendetegn, kan betragtes som hørende til samme type; der kan imidlertid foretages visse prøvninger på prøveemner af disse ruder, såfremt disse udtrykkeligt er fastsat i afprøvningsforskrifterne,

2.15.   »krumning r«, den omtrentlige værdi af den mindste radius for forrudens bue målt i den mest buede zone.

3.   ANSØGNING OM KOMPONENTTYPEGODKENDELSE

3.1.   Ansøgning om EF-komponenttypegodkendelse af en rudetype indgives af fabrikanten af sikkerhedsruder eller af dennes repræsentant, som er behørigt befuldmægtiget i det land, hvor den er indgivet. For hver rudetype kan ansøgningen kun indgives i en enkelt af medlemsstaterne.

For hver type sikkerhedsrude ledsages ansøgningen af nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer og følgende oplysninger:

teknisk beskrivelse omfattende alle primære og sekundære kendetegn, og

3.2.1.1.   for andre ruder end forrudernes vedkommende, skemaer i et format, der ikke er større end A4-format eller foldet til dette format med oplysning om:

den støre flade,

den mindste vinkel mellem to hosliggende sider på ruden,

i givet fald den største segmenthøjde,

for forrudernes vedkommende:

3.2.1.2.1.   en fortegnelse over modeller af forruder, for hvilke der ansøges om komponenttypegodkendelse, med angivelse af traktorfabrikanternes navn,

skitser i målestokken 1:10 samt diagrammer af forruderne og deres placering på traktoren, som er tilstrækkelig detaljerede til at vise:

3.2.1.2.2.1.   forrudens position i forhold til »referencepunktet« som defineret i punkt 1.2 i bilag I til direktiv 2008/2/EC (2).

3.2.1.2.2.2.   forrudens hældningsvinkel,

3.2.1.2.2.3.   beliggenhed og størrelse af den zone, hvori kontrollen af de optiske egenskaber foregår, og eventuelt flader af forskellig hærdning,

3.2.1.2.2.4.   forrudens udfoldede flade,

3.2.1.2.2.5.   forrudens maksimale segmenthøjde,

3.2.1.2.2.6.   forrudens krumning (udelukkende til brug for gruppeinddeling af forruder);

3.2.1.3.   for dobbeltrudernes vedkommende, skemaer i et format, der ikke er større end A4-format eller foldet til dette format, og som foruden de i punkt 3.2.1.1. nævnte oplysninger anfører:

typen af hver af ruderne,

type fastgørelse (organisk, glas-glas eller glas-metal),

nominel bredde af mellemrummet mellem de to ruder.

3.3.   Desuden skal ansøgeren indsende et tilstrækkeligt antal prøver af færdige ruder af de pågældende modeller, eventuelt efter aftale med kontrolmyndigheden.

3.4.   Den kompetente myndighed kontrollerer, om der findes tilfredsstillende bestemmelser for at sikre en effektiv kontrol af produktionens overensstemmelse, inden komponenttypegodkendelsen meddeles.

4.   MÆRKER

4.1.   Alle sikkerhedsruder, herunder prøver der indsendes til komponenttypegodkendelse, skal være forsynet med fabrikantens fabriks- eller handelsmærke. Dette mærke skal være let læseligt og må ikke kunne fjernes.

5.   KOMPONENTTYPEGODKENDELSE

5.1.   Når de prøver, der er fremlagt til komponenttypegodkendelse, opfylder forskrifterne i punkt 5 til 7 nedenfor, meddeles typegodkendelse for den tilsvarende type sikkerhedsruder.

5.2.   Der tildeles et typegodkendelsesnummer til hver typegodkendt type som defineret i bilag III E, III G, III K og III L, eller, for forrudernes vedkommende, til hver typegodkendt gruppe. De to første tal (for tiden 00 for direktiv 89/173/EØF i dets oprindelige form) angiver ændringsserien svarende til de seneste større tekniske ændringer i direktiv 89/173/EØF som erstattet af nærværende direktiv på datoen for typegodkendelsens meddelelse. En medlemsstat kan ikke tildele dette nummer til en anden type eller gruppe af sikkerhedsruder.

Komponenttypegodkendelsen, udvidelse af typegodkendelse eller nægtelse af typegodkendelse for en type sikkerhedsrude i henhold til nærværende direktiv meddeles medlemsstaterne ved hjælp af et skema svarende til modellen i bilag III B og i tillæggene til dette direktiv.

5.3.1.   For så vidt angår forruder ledsages meddelelsesskemaet om EF-komponenttypegodkendelse af et dokument, der opregner hver forrudemodel, der indgår i den typegodkendte gruppe, samt denne gruppes kendetegn i overensstemmelse med tillæg 8, bilag III B.

På alle sikkerhedsruder og alle dobbeltruder, som er i overensstemmelse med en rudetype, der er typegodkendt i henhold til nærværende direktiv, anbringes på synlig måde, ud over det i punkt 4.1 foreskrevne mærke, et EF-komponenttypegodkendelsesmærke. Der kan desuden anbringes ethvert andet komponenttypegodkendelsesmærke, som den enkelte rude i en dobbeltrude har fået tildelt.

Dette komponenttypegodkendelsesmærke består af

5.4.1.   et rektangel, hvori er anført bogstavet »e«, efterfulgt af kendingsnummeret for det land, som har meddelt typegodkendelsen (3)

5.4.2.   typegodkendelsesnummeret anbragt til højre for det i punkt 5.4.1 omhandlede rektangel.

Nedenstående supplerende symboler anbringes i nærheden af EF-typegodkendelsesmærket:

5.5.1.   for en forrudes vedkommende:

I

:

for hærdet glas (I/P hvis den er beklædt) (4),

II

:

for almindeligt lamineret glas (II/P hvis det er beklædt) (4). I overensstemmelse med definitionen i punkt 2.3.,

III

:

for behandlet lamineret glas (III/P hvis det er beklædt) (4). I overensstemmelse med definitionen i punkt 2.3.,

IV

:

for plexiglas,

V

:

for en anden rude end en forrude, der henhører under bestemmelserne i punkt 9.1.4.2 i bilag III C,

VI

:

for en dobbeltrude.

T

:

for forruder, der opfylder forskrifterne for andre ruder end forruder med undtagelse af de ruder, der er omfattet af bestemmelserne i punkt 9.1.4.2 i bilag III C (ruder hvis regelmæssige transmissionskoefficient for lyset kan være mindre end 70 %). Imidlertid vil dette symbol for forruder, der opfylder forskrifterne for andre laminerede ruder end forruder først kunne anbringes efter prøvningen med attraphoved på et fladt prøveemne, som defineret i punkt 3.3.2 i bilag III G, med en faldhøjde på 4,0 m + 25 mm/ – 0 mm.

5.6.   EF-komponenttypegodkendelsesmærker og symbolet skal være let læselige og må ikke kunne fjernes.

5.7.   Der er i tillægget til dette bilag givet eksempler på komponenttypegodkendelsesmærker.

6.   GENERELLE SPECIFIKATIONER

6.1.   Alle glas og navnlig glas til fremstilling af forruder skal være af en sådan kvalitet, at risikoen for personskader nedsættes mest muligt i tilfælde af brud. Glasset skal have en tilstrækkelig modstandsdygtighed over for de påvirkninger, som kan forekomme under normal kørsel samt over for atmosfæriske og termiske faktorer, kemiske stoffer, brand og slid.

6.2.   Sikkerhedsglassene skal desuden have en tilstrækkelig gennemsigtighed og må ikke give anledning til nogen nævneværdig forvrængning af genstande set gennem forruden eller forveksling af de farver, der anvendes i trafiksignaler. Såfremt forruden knuses skal føreren fortsat kunne se vejen tilstrækkelig tydeligt til at kunne bremse og bringe traktoren til sikker standsning.

7.   SÆRLIGE SPECIFIKATIONER

Alle typer sikkerhedsruder skal, afhængigt af den kategori, de tilhører, opfylde følgende særlige specifikationer:

7.1.   forruder af hærdet glas: kravene i bilag III D,

7.2.   ruder af glas med ensartet hærdning, bortset fra forruder: kravene i bilag III E,

7.3.   forruder af almindeligt lamineret glas: kravene i bilag III F,

7.4.   ruder af almindeligt lamineret glas bortset fra forruder: kravene i bilag III G,

7.5.   forruder af behandlet lamineret glas: kravene i bilag III H,

7.6.   plastbeklædte sikkerhedsruder: kravene i bilag III I, ud over de pågældende forskrifter ovenfor,

7.7.   forruder af plexiglas: kravene i bilag III J,

7.8.   ruder af plexiglas bortset fra forruder: kravene i bilag III K,

7.9.   dobbeltruder: kravene i bilag III L.

8.   PRØVNINGER

Der er tale om følgende obligatoriske prøvninger:

8.1.1.   Brud

Formålet med denne prøvning er:

8.1.1.1.   at kontrollere, at brudstykker og splinter, som opstår ved brud af ruden, er af en sådan art, at risikoen for kvæstelse er mindst mulig, og,

8.1.1.2.   for forrudens vedkommende, at kontrollere udsynet efter brud.

8.1.2.   Mekanisk modstandsdygtighed

8.1.2.1.   Slagprøve med kugle

Der er to prøvninger, den ene med en kugle på 227 g og den anden med en kugle på 2 260 g.

8.1.2.1.1.   Prøvning med kuglen på 227 g. Formålet med denne prøvning er at vurdere mellemlæggets adhæsion i lamineret glas og den mekaniske modstandsdygtighed af glas med ensartet hærdning.

8.1.2.1.2.   Prøvning med kuglen på 2 260 g. Formålet med denne prøvning er at vurdere lamineret glas' modstandsdygtighed over for kuglens indtrængen.

8.1.2.2.   Prøvning med attraphoved

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, om ruden opfylder kravene vedrørende begrænsning af kvæstelser ved hovedets sammenstød med forrude, laminerede ruder og plexiglasruder bortset fra forruder samt enheder med dobbeltruder, der anvendes som sideruder.

8.1.3.   Modstandsdygtighed over for påvirkninger fra omgivelserne

8.1.3.1.   Slidprøve

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om en sikkerhedsrudes modstandsdygtighed mod slid ligger over en specifik værdi.

8.1.3.2.   Prøvning ved høje temperaturer

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at der ved længere tids påvirkning med høje temperaturer ikke opstår blærer eller andre fejl i mellemlægget i lamineret glas og plexiglasruder.

8.1.3.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkning

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om lysgennemgangen i ruder af lamineret glas, plexiglas og glas beklædt med plastmateriale reduceres i væsentlig grad som følge af længere tids lyspåvirkning, eller om ruderne misfarves i væsentlig grad.

8.1.3.4.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om ruder af lamineret glas, plexiglas og glas beklædt med plastmateriale kan tåle længere tids påvirkning med luftfugtighed uden at forandres i væsentlig grad.

8.1.3.5.   Modstandsdygtighed over for temperaturændringer

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om de(t) anvendte plastmateriale(r) i en sikkerhedsrude som defineret i punkt 2.3 og 2.4 ovenfor kan modstå længere tids påvirkning med ekstreme temperaturer uden at forandres i væsentlig grad.

8.1.4.   Optiske egenskaber

8.1.4.1.   Prøvning af lysgennemgang

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om sikkerhedsruders normale gennemgang ligger over en bestemt værdi.

8.1.4.2.   Prøvning af optisk forvrængning

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at forvrængning af genstande set gennem forruden ikke når en sådan grad, at det generer føreren.

8.1.4.3.   Prøvning af sekundærbilledets adskillelse

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at den vinkel, der adskiller sekundærbilledet fra primærbilledet ikke overstiger en bestemt værdi.

8.1.4.4.   Prøvning af farveidentifikation

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at der ikke er nogen risiko for forveksling af farver set gennem en forrude.

8.1.5.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod ild

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at den indvendige side af en sikkerhedsrude, som defineret i punkt 2.3 og 2.4 ovenfor, har en tilstrækkelig lav forbrændingshastighed.

8.1.6.   Modstandsdygtighed mod kemiske stoffer

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om den indvendige flade i en sikkerhedsrude som defineret i punkt 2.3 og 2.4 ovenfor kan modstå påvirkning med kemiske stoffer, der kan være til stede eller anvendes i et køretøj (f.eks. rengøringsprodukter osv.), uden at forandres.

8.2.   Prøvninger, der skal gennemføres for de kategorier af ruder, som er defineret i punkt 2.1 til 2.4 i nærværende direktiv

8.2.1.   Sikkerhedsruder skal underkastes de i nedenstående tabel anførte prøvninger:

 

Forruder

Andre ruder

Hærdet glas

Almindeligt lamineret glas

Behandlet lamineret glas

Plexiglas

Hærdet glas

Lamineret glas

Plexiglas

I

I-P

II

II-P

III

III-P

IV

Brud:

D/2

D/2

H/4

H/4

E/2

Mekanisk modstandsdygtighed:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

kugle på 227 g:

F/4.3.

F/4.3.

F/4.3.

F/4.3.

F/4.3.

E/3.1.

G/4

G/4

kugle på 2 260 g:

F/4.2.

F/4.2.

F/4.2.

F/4.2.

Prøvning med attraphoved (5)

D/3

D/3

F/3

F/3

F/3

F/3

J/3

G/3 (7)

K/3 (7)

Slid:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

yderside

F/5.1.

F/5.1.

F/5.1.

F/5.1.

F/5.1.

F/5.1.

F/5.1.

inderside

I/2

I/2

I/2

I/2

I/2 (6)

I/2 (6)

I/2

Høje temperaturer

C/5

C/5

C/5

C/5

C/5

C/5

C/5

Lyspåvirkning

C/6

C/6

C/6

C/6

C/6

C/6

C/6

C/6

Fugt

C/7

C/7

C/7

C/7

C/7

C/7

C/7 (6)

C/7

C/7

Lysgennemgang

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

C/9.1.

Optisk forvrængning

C/9.2.

C/9.2.

C/9.2.

C/9.2.

C/9.2.

C/9.2.

C/9.2.

Sekundærbillede

C/9.3.

C/9.3.

C/9.3.

C/9.3.

C/9.3.

C/9.3.

C/9.3.

Farveidentifikation

C/9.4.

C/9.4.

C/9.4.

C/9.4.

C/9.4.

C/9.4.

C/9.4.

Modstandsdygtighed mod temperaturændringer

C/8

C/8

C/8

C/8

C/8 (6)

C/8 (6)

C/8

Modstandsdygtighed mod ild

C/10

C/10

C/10

C /10

C/10 (6)

C/10 (6)

C/10

Modstandsdygtighed mod kemiske stoffer

C/11

C/11

C/11

C/11

C/11 (6)

C/11 (6)

C/11

NB: En reference som K/3 henviser til bilag III K og til punkt 3 i dette bilag, hvor der findes en beskrivelse af den relevante prøvning og godkendelseskravene.

8.2.2.   En sikkerhedsrude typegodkendes, såfremt den opfylder alle kravene i de pågældende bestemmelser i ovenstående tabel.

9.   ÆNDRING ELLER UDVIDELSE AF TYPEGODKENDELSE FOR EN TYPE SIKKERHEDSRUDE

Enhver ændring af en type sikkerhedsruder eller, for forruders vedkommende, enhver tilføjelse af forruder til en gruppe, skal meddeles den instans, der har meddelt typegodkendelse for denne type ruder. Denne instans kan derefter:

9.1.1.   enten finde, at de foretagne ændringer ikke risikerer at få nogen særlig uheldig indvirkning og, for forruders vedkommende, at den nye type falder inden for den gruppe forruder, der er typegodkendt, og at sikkerhedsruden under alle omstændigheder stadig opfylder forskrifterne,

9.1.2.   eller anmode om en ny rapport fra kontrolmyndigheden.

9.2.   Meddelelse

9.2.1.   Bekræftelse af typegodkendelse eller nægtelse (eller udvidelse) af komponenttypegodkendelse meddeles medlemsstater efter den fremgangsmåde, der er anført i punkt 5.3 ovenfor.

9.2.2.   Den instans, der har meddelt udvidelse af en komponenttypegodkendelse, anbringer på hver meddelelse om udvidelse et ordrenummer.

10.   PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

10.1.   Sikkerhedsruder, der er typegodkendt i henhold til nærværende bilag og følgende bilag, skal være fremstillet i overensstemmelse med den typegodkendte type og opfylde forskrifterne i punkt 6, 7 og 8 ovenfor.

10.2.   Der skal foretages en permanent kontrol af produktionen med henblik på at kontrollere, at forskrifterne i punkt 10.1 overholdes.

Indehaveren af en komponenttypegodkendelse skal bl.a.:

10.3.1.   sørge for, at der findes fremgangsmåder for kontrol af produkternes kvalitet,

10.3.2.   have adgang til det kontroludstyr, der er nødvendigt for en kontrol af overensstemmelsen af hver typegodkendt type,

10.3.3.   registrere oplysningerne vedrørende prøveresultaterne og de vedlagte dokumenter (8), som skal være til rådighed i en periode, som fastsættes efter aftale med myndighederne,

10.3.4.   analysere resultaterne af hver type prøvning med henblik på at kontrollere og sikre bestandighed i produktets kendetegn under hensyntagen til den tilladte spredning inden for industriel produktion,

10.3.5.   sikre sig, at der for hver produkttype foretages mindst de i bilag III O foreskrevne prøvninger,

10.3.6.   sikre sig, at enhver prøveudtagning, der viser manglende overensstemmelse for den pågældende type prøvning, følges af en ny prøveudtagning og en ny prøvning.

Der skal træffes alle nødvendige foranstaltninger for at genetablere overensstemmelsen for den tilsvarende produktion.

Den kompetente myndighed kan til enhver tid kontrollere de metoder til kontrol af overensstemmelsen, som anvendes i den enkelte produktionsenhed (se punkt 1.3 i bilag III O).

10.4.1.   I forbindelse med hver inspektion skal rapporterne vedrørende afprøvning og opfølgning af produktionen meddeles inspektøren.

10.4.2.   Sidstnævnte kan udtage stikprøver, som skal afprøves på fabrikantens laboratorium. Det mindste antal prøveemner kan fastsættes i forhold til resultaterne af fabrikantens egne kontrolforanstaltninger.

10.4.3.   Såfremt kvalitetsniveauet ikke synes tilfredsstillende, eller når det synes nødvendigt at efterprøve gyldigheden af de prøvninger, der er udført i henhold til punkt 10.4.2, kan inspektøren udtage prøveemner, som sendes til den tekniske tjeneste, der har foretaget typegodkendelsesafprøvningerne.

10.4.4.   Den kompetente myndighed kan foretage enhver afprøvning, der er foreskrevet i nærværende direktiv.

10.4.5.   Normalt tillader de kompetente myndigheder to kontrolbesøg om året. Såfremt der under et af disse kontrolbesøg konstateres negative resultater, skal den kompetente myndighed sørge for, at alle nødvendige forholdsregler bliver truffet for så hurtigt som muligt at genskabe produktionens overensstemmelse.

11.   SANKTIONER FOR PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

11.1.   Den komponenttypegodkendelse, som er meddelt for en type sikkerhedsruder i henhold til nærværende direktiv, kan trækkes tilbage, såfremt de i ovenstående punkt 10.1 anførte betingelser ikke overholdes.

11.2.   Såfremt en medlemsstat skulle tilbagekalde en typegodkendelse, som den tidligere har meddelt, underretter den straks de øvrige medlemsstater herom ved hjælp af en kopi af typegodkendelsesattesten, hvorpå der til slut med store bogstaver anføres den underskrevne og daterede påtegning »KOMPONENTTYPEGODKENDELSE TILBAGEKALDT«.

12.   ENDELIGT OPHØR MED PRODUKTIONEN

Såfremt indehaveren af en komponenttypegodkendelse helt holder op med at fremstille en type sikkerhedsruder, som er omfattet af dette direktiv, skal han give den myndighed, som har meddelt typegodkendelsen, underretning herom, og denne myndighed skal herefter give de øvrige medlemsstater meddelelse herom ved hjælp af en kopi af typegodkendelsesattesten svarende til den model, der findes i bilag III B.

13.   NAVN OG ADRESSE PÅ KONTROLMYNDIGHEDER OG ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

Hver medlemsstat meddeler de øvrige medlemsstater og Kommissionen navn og adresse på kontrolmyndighederne og de administrative myndigheder, som meddeler EF-komponenttypegodkendelsen, og som skal have tilsendt de attester for komponenttypegodkendelse og nægtelse eller tilbagekaldelse af komponenttypegodkendelse, som er udstedt i de andre medlemsstater.


(1)  Rådets direktiv 92/22/EØF af 31. marts 1992 om sikkerhedsruder og materiale til ruder på motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (EFT L 129 af 14.5.1992, s. 11).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/2/EF af 15. januar 2008 om synsfelt og forrudeviskere for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodificeret udgave) (EUT L 24 af 29.1.2008, s. 30).

(3)  1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Den Tjekkiske Republik, 9 for Spanien, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 29 for Estland, 32 for Letland, 34 for Bulgarien, 36 for Litauen, 49 for Cypern og 50 for Malta.

(4)  I overensstemmelse med definitionen i punkt 2.3.

(5)  Denne prøvning skal desuden foretages på dobbeltruder i henhold til bilag III, punkt 3.

(6)  Såfremt indersiden er beklædt med plastmateriale.

(7)  Denne prøvning skal foretages med en faldhøjde på 4 m + 25 mm/ – 0 mm i stedet for 1,5 m + 25 mm/ – 0 mm, når disse ruder anvendes som forruder på traktorer.

NB: En reference som K/3 henviser til bilag III K og til punkt 3 i dette bilag, hvor der findes en beskrivelse af den relevante prøvning og godkendelseskravene.

(8)  Resultaterne af brudprøvningen registreres, også selv om der ikke kræves noget fotografisk aftryk.

Tillæg

EKSEMPLER PÅ KOMPONENTTYPEGODKENDELSESMÆRKER

(Se punkt 5.5 i bilag III A)

Forrude af hærdet glas:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en forrude af hærdet glas, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Forrude af plastbeklædt hærdet glas:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en forrude af plastbeklædt hærdet glas, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Forrude af almindeligt lamineret glas:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en forrude af almindeligt lamineret glas, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Forrude af almindeligt lamineret glas beklædt med plastmateriale:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en forrude af almindeligt lamineret glas, beklædt med plastmateriale, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Forrude af behandlet lamineret glas:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en forrude af behandlet lamineret glas, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Forrude af plexiglas:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en forrude af plexiglas, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Andre ruder end forruder, hvis regelmæssige transmissionskoefficient for lyset er mindre end 70 %:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en anden rude end en forrude, som bestemmelserne i punkt 9.1.4.2 i bilag III C finder anvendelse på, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Dobbeltrude, hvis regelmæssige transmissionskoefficient for lyset er mindre end 70 %:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en dobbeltrude, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Andre ruder end forruder, der anvendes som forruder på traktorer:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en rude, angiver, at det pågældende element, som skal anvendes som forrude på en traktor, er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

Andre ruder end forruder, hvis regelmæssige transmissionskoefficient for lyset er lig med 70 % eller derover:

Image

Ovenstående komponenttypegodkendelsesmærke, der er påsat en anden rude end en forrude, som bestemmelserne i punkt 9.1.4.1 i bilag III C finder anvendelse på, angiver, at det pågældende element er typegodkendt i Frankrig (e 2) i overensstemmelse med dette direktiv under typegodkendelsesnr. 001247.

BILAG III B

(Største format: A4 (210 × 297 mm))

Meddelelse vedrørende

EF-komponenttypegodkendelse

nægtelse af komponenttypegodkendelse

udvidelse af komponenttypegodkendelse

tilbagekaldelse af komponenttypegodkendelse (1) af en type sikkerhedsrude i henhold til direktiv 2009/144/EF

EF-komponenttypegodkendelsesnummer: … Udvidelsesnummer: …

1.   Klasse sikkerhedsglas:

2.   Beskrivelse af ruden (se tillæg 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 (1)) samt, når der er tale om en forrude, listen i overensstemmelse med tillæg 8:

3.   Fabriks- eller handelsmærke:

4.   Fabrikantens navn og adresse:

5.   I givet fald navn og adresse på fabrikantens befuldmægtigede:

6.   Fremstillet til komponenttypegodkendelse den:

7.   Kontrolmyndighed:

8.   Afprøvningsrapportens dato:

9.   Afprøvningsrapportens nummer:

10.   Komponenttypegodkendelse meddeles/nægtes/udvides/tilbagekaldes (1).

11.   Begrundelse for udvidelse af typegodkendelse:

12.   Bemærkninger:

13.   Sted: …

14.   Dato: …

15.   Underskrift: …

16.   En liste over de typegodkendelsesdokumenter, der er indleveret til den typegodkendende myndighed, og som kan udleveres efter anmodning, vedlægges nærværende meddelelse.


(1)  Det ikke gældende overstreges.

Tillæg 1

FORRUDER AF HÆRDET GLAS

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III D eller bilag III I)

Typegodkendelsesnummer: … Udvidelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Formkategori: …

Tykkelseskategori: …

Forrudens nominelle tykkelse: …

Art og type plastbeklædning(er): …

Tykkelse af plastbeklædning(er): …

Sekundære kendetegn:

Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas):

Glassets farvning: …

Plastbeklædningens farvning: …

Varmelegemer indlagt (JA/NEJ)

Solfilterfilm indlagt (JA/NEJ)

Bemærkninger:

Bilag: fortegnelse over forruder (se tillæg 8).

Tillæg 2

RUDER AF GLAS MED ENSARTET HÆRDNING, BORTSET FRA FORRUDEN

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III E eller bilag III I)

Typegodkendelsesnummer: … Udvidelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Andre end forruder (ja/nej):

Forruder til traktor(er): …

Formkategori: …

Hærdningens art: …

Tykkelseskategori: …

Art og type plastbeklædning(er): …

Sekundære kendetegn:

Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas):

Glassets farvning: …

Plastbeklædningens farvning: …

Varmelegemer indlagt (ja/nej):

Solfilterfilm indlagt (ja/nej):

Typegodkendte kriterier:

Største overflade (planglas): …

Mindste vinkel: …

Største udfoldede flade (buet glas): …

Største segmenthøjde: …

Bemærkninger:

Bilag: eventuel forregnelse over forruder (se tillæg 8).

Tillæg 3

FORRUDER AF LAMINERET GLAS

(almindeligt, behandlet eller plastbeklædt)

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III F, III H eller bilag III I)

Typegodkendelsesnummer: …Udvidelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Antal glaslag: …

Antal mellemlæg: …

Forrudens nominelle tykkelse: …

Nominel tykkelse af mellemlægget (mellemlæg): …

Særlig behandling af glasset: …

Art og type mellemlæg: …

Art og type plastbeklædning: …

Sekundære kendetegn:

Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas): …

Glassets farvning (farveløst/tonet): …

Mellemlæggets farvning (helt/delvis): …

Varmelegemer indlagt (ja/nej):

Solfilterfilm indlagt (ja/nej):

Bemærkninger:

Bilag: fortegnelse over forruder (se tillæg 8).

Tillæg 4

RUDER AF LAMINERET GLAS BORTSET FRA FORRUDER

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III G eller bilag III I)

Typegodkendelsesnummer: … Udvidelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Andre end forruder (ja/nej):

Forrude til traktor(er): …

Antal glaslag: …

Antal mellemlæg: …

Tykkelseskategori: …

Nominel tykkelse for mellemlægget (mellemlæg): …

Særlig behandling af glasset: …

Art og type mellemlæg: …

Art og type plastbeklædning: …

Plastbeklædningens tykkelse: …

Sekundære kendetegn:

Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas): …

Mellemlæggets farvning (helt/delvis): …

Glassets farvning: …

Plastbeklædningens farvning: …

Varmelegemer indlagt (ja/nej):

Sol filterfilm indlagt (ja/nej):

Bemærkninger:

Bilag: eventuel fortegnelse over forruder (se tillæg 8).

Tillæg 5

FORRUDER AF PLEXIGLAS

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III J)

Udvidelsesnummer: … Typegodkendelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Formkategori: …

Antal plastlag: …

Glassets nominelle tykkelse: …

Behandling af glasset (ja/nej)

Forrudens nominelle tykkelse: …

Nominel tykkelse at det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg: …

Art og type af det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg: …

Art og type af det udvendige plastlag: …

Sekundære kendetegn:

Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas): …

Farvning af plastlagene (helt/delvis): …

Glassets farvning: …

Varmelegemer indlagt (ja/nej)

Solfilterfilm indlagt (ja/nej)

Bemærkninger:

Bilag: fortegnelse over forruder (se tillæg 8).

Tillæg 6

RUDER AF PLEXIGLAS BORTSET FRA FORRUDER

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III K)

Typegodkendelsesnummer: … Udvidelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Andre end forruder (ja/nej)

Forruder til traktor(er): …

Antal plastlag: …

Glaselementets tykkelse: …

Behandling af glaselementet (ja/nej)

Rudens nominelle tykkelse: …

Nominel tykkelse af der/de plastlag, der fungerer som mellemlæg: …

Art og type af det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg: …

Art og type af det udvendige plastlag: …

Sekundære kendetegn

Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas): …

Glassets farvning (farveløst/tonet): …

Farvning af plastlagene (helt/delvis): …

Varmelegemer indlagt (ja/nej)

Solfilterfilm indlaget (ja/nej)

Bemærkninger:

Bilag: eventuel fortegnelse over forruder (se tillæg 8).

Tillæg 7

ENHEDER MED DOBBELTRUDER

(Primære og sekundære kendetegn i henhold til bilag III L)

Typegodkendelsesnummer: …Udvidelsesnummer: …

Primære kendetegn:

Opbygningen af enheder med dobbeltruder (symmetrisk/asymmetrisk): …

Mellemrummets nominelle bredde: …

Samlemetode: …

De enkelte glastyper i henhold til bilag III-E, III-G, III-I, III-K: …

Bilag:

Et skema for de to ruder i en enhed med symmetrisk dobbeltrude i henhold til det bilag, ifølge hvilket disse ruder afprøves eller typegodkendes.

Et skema for hver rude, der indgår i en enhed med asymmetrisk dobbeltrude i henhold til de bilag, ifølge hvilke disse ruder afprøves eller typegodkendes.

Bemærkninger:

Tillæg 8

INDHOLDET AF FORTEGNELSEN OVER FORRUDER (1)

for hver af de forruder, der er genstand for nærværende typegodkendelse, skal mindst nedenstående oplysninger anføres:

Traktorfabrikanten: …

Traktortype: …

Udfoldet flade (F): …

Segmenthøjde (h): …

Krumning (r): …

Monteringsvinkel (α): …

Referencepunktets koordinater (A, B, C) i forhold til midten af forrudens øverste kant. …

Image


(1)  Denne fortegnelse skal vedlægges tillæg 1, 2 (eventuelt), 3 og 5 til dette bilag.

BILAG III C

Generelle afprøvningsbetingelser

1.   BRUDPRØVE

1.1.   Den rude, der skal afprøves, må ikke være stramt fastspændt; den kan imidlertid fæstnes til en lignende rude ved hjælp af tape, der klæbes på hele kanten.

1.2.   Til at frembringe brud anvendes en hammer med en masse på omkring 75 g eller en anden anordning, der giver tilsvarende resultater. Spidsens krumningsradius skal være 0,2 ± 0,05 mm.

1.3.   Der foretages en prøvning på hvert foreskrevet anslagspunkt.

1.4.   Brudstykkerne skal undersøges på grundlag af optagelser på fotografisk papir, idet eksponeringen begynder senest 10 sek. efter slaget og slutter senest 3 min. efter dette. Der skal kun tages hensyn til de mørkeste linjer, som repræsenterer det oprindelige brud. Laboratoriet skal opbevare de fotografiske gengivelser af de opnåede brud.

2.   SLAGPRØVE MED EN KUGLE

2.1.   Prøvning med kuglen på 227 g

2.1.1.   Udstyr

2.1.1.1.   Kugle af hærdet stål med en masse på 227 ± 2 g og en diameter på ca. 38 mm.

2.1.1.2.   Anordning, der gør det muligt at lade kuglen falde frit fra en nærmere angivet højde, eller en anordning, der gør det muligt at give kuglen en hastighed svarende til den hastighed, som den kunne opnå i frit fald. Såfremt der anvendes en anordning, der slynger kuglen ud, skal tolerancen på hastigheden være ±1 % af den hastighed, der svarer til hastigheden i frit fald.

2.1.1.3.   Et stativ som det, der er vist i fig. 1, og som består af to stålrammer med 15 mm brede glatte kanter, som passer sammen, og som er forsynet med gummipakninger af en tykkelse på ca. 3 mm og en bredde på 15 mm og en hårdhed på 50 IRHD.

Den nederste ramme hviler på en kasse af stål med en højde på ca. 150 mm. Den afprøvede rude holdes på plads af den øverste ramme, hvis masse er på ca. 3 kg. Stativet er svejset fast på en ca. 12 mm tyk stålplade, som hviler på jorden med mellemlæg af en gummiplade med en tykkelse på ca. 3 mm og en hårdhed på 50 IRHD.

Image

2.1.2.   Afprøvningsbetingelser

Temperatur: 20 ± 5 °C

Tryk: mellem 860 og 1 060 mbar

Relativ fugtighed: 60 ± 20 %

2.1.3.   Prøveemne

Prøveemnet skal være plant og kvadratisk med en side på 300 mm + 10 mm/– 0 mm.

2.1.4.   Fremgangsmåde

Prøveemnet udsættes for den anførte temperatur i mindst 4 timer umiddelbart før prøvningen indledes.

Prøveemnet anbringes på stativet (2.1.1.3). Prøveemnets plan skal være vinkelret på kuglens indfaldsretning med en tolerance på under 3o.

Anslagspunktet skal befinde sig højst 25 mm fra prøveemnets geometriske centrum ved en faldhøjde på 6 m eller derunder, eller højst 50 mm fra prøveemnets centrum ved en faldhøjde på over 6 m. Kuglen skal ramme prøveemnets overflade, som repræsenterer sikkerhedsrudens yderside, når denne er monteret på traktoren. Kuglen må kun frembringe et enkelt anslagspunkt.

2.2.   Prøvning med kuglen på 2 260 g

2.2.1.   Udstyr

2.2.1.1.   Kugle af hærdet stål med en masse på 2 260 ± 20 g og en diameter på ca. 82 mm.

2.2.1.2.   Anordning, der gør det muligt at lade kuglen falde frit fra en nærmere angivet højde, eller en anordning, der gør det muligt at give kuglen en hastighed svarende til den hastighed, som den kunne opnå i frit fald. Såfremt der anvendes en anordning, der slynger kuglen ud, skal tolerancen på hastigheden være ±1 % af den hastighed, der svarer til hastigheden i frit fald.

2.2.1.3.   Et stativ som det, der er vist i fig. 1 og identisk med det, der er beskrevet i punkt 2.1.1.3.

2.2.2.   Afprøvningsbetingelser

Temperatur: 20 ± 5 °C

Tryk: mellem 860 og 1 060 mbar

Relativ fugtighed: 60 ± 20 %.

2.2.3.   Prøveemne

Prøveemnet skal være plant og kvadratisk med en side på 300 mm + 10 mm/– 0 mm eller skåret ud i den mest plane del af en forrude eller en anden buet sikkerhedsrude.

Man kan også foretage afprøvning af hele forruden eller en anden hel buet sikkerhedsrude. Det skal i så fald sikres, at der er god kontakt mellem sikkerhedsruden og stativet.

2.2.4.   Fremgangsmåde

Prøveemnet udsættes for den anførte temperatur i mindst 4 timer umiddelbart før prøvningen indledes.

Prøveemnet anbringes på stativet (2.1.1.3). Prøveemnets plan skal være vinkelret på kuglens indfaldsretning med en tolerance på under 3°.

For plexiglas skal prøveemnet klemmes fast på stativet ved hjælp af passende anordninger.

Anslagspunktet skal befinde sig højst 25 mm fra prøveemnets geometriske centrum. Kuglen skal ramme prøveemnets overflade, som repræsenterer sikkerhedsrudens yderside, når denne er monteret på traktoren. Kuglen må kun frembringe et enkelt anslagspunkt.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Udstyr

3.1.1.   Et kunstigt hoved med kugle- eller halvkugleform udført i hård krydsfinér, beklædt med et lag aftageligt filt og eventuelt forsynet med en tværstang af træ. Mellem den kugleformede del og tværstangen befinder der sig et mellemstykke, der simulerer halsen, og på den anden side af tværstangen en monteringsstang.

Dimensionerne er anført på fig. 2.

Den samlede masse for dette apparat skal ligge på 10 ±0,2 kg.

Image

3.1.2.   Anordning, der gør det muligt at lade det kunstige hoved falde frit fra en nærmere angivet højde, eller en anordning, der gør det muligt at give det kunstige hoved en hastighed svarende til den, som det kunne opnå i frit fald.

Såfremt der anvendes en anordning, der slynger det kunstige hoved ud, skal tolerancen på hastigheden være ±1 % af den hastighed, der svarer til hastigheden i frit fald.

3.1.3.   Et stativ som det i figur 3 viste til prøvning på plane prøveemner, stativet består af 2 stålrammer med glatte kanter med en bredde på 50 mm, som passer sammen og er udstyret med gummipakninger med en tykkelse på ca. 3 mm, en bredde på 15 ± 1 mm og en hårdhed på 70 IRHD.

Den øverste ramme holdes fastspændt til den nederste ramme med mindst otte bolte.

3.2.   Afprøvningsbetingelser

3.2.1.   Temperatur 20° ± 5 °C

3.2.2.   Tryk: mellem 860 og 1 060 mbar

3.2.3.   Relativ fugtighed 60 ± 20 %.

Image

3.3.   Fremgangsmåde

3.3.1.   Afprøvning på et plant prøveemne

Det plane prøveemne med en længde på 1 100 mm +5 mm/–2 mm og en bredde på 500 mm +5 mm/–2 mm holdes ved en konstant temperatur på 20 ± 5 °C i mindst 4 timer umiddelbart før prøvningerne. Prøveemnet spændes fast i stativets rammer (3.1.3); boltene spændes således, at prøveemnet ikke under prøvningen kan flytte sig mere end 2 mm. Prøveemnets plan skal være tilnærmelsesvis vinkelret på indfaldsretningen for det kunstige hoved. Anslagspunktet skal ligge højst 40 mm fra prøveemnets geometriske centrum. Hovedet skal ramme prøveemnets overflade, som repræsenterer sikkerhedsrudens inderside, når denne er monteret på traktoren. Hovedet må kun frembringe et enkelt anslagspunkt.

Udskift anslagsfladen på filtlaget efter tolv prøvninger.

3.3.2.   Afprøvning på en komplet forrude (kun anvendt til en faldhøjde mindre end eller lig med 1,5 m)

Forruden anbringes frit på et stativ med et mellemliggende gummibånd med en hårdhed på 70 IRHD og en tykkelse på ca. 3 mm, idet bredden af kontaktfladen på hele omkredsen er ca. 15 mm. Stativet skal bestå af et fast stykke, der svarer til forrudens form, således at det kunstige hoved rammer indersiden. Om nødvendigt klemmes forruden fast på stativet ved hjælp af passende anordninger. Stativet skal hvile på et fast fundament med et mellemliggende gummilag med en hårdhed på 70 IRHD og en tykkelse på ca. 3 mm.

Forrudens overflade skal være tilnærmelsesvis vinkelret på indfaldsretningen for det kunstige hoved.

Anslagspunktet skal ligge højst 40 mm fra forrudens geometriske centrum. Hovedet skal ramme forrudens overflade, som repræsenterer sikkerhedsrudens inderside, når denne er monteret på traktoren. Hovedet må kun frembringe et enkelt anslagspunkt.

Filtlagets anslagsflade udskiftes efter tolv prøvninger.

4.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHED MOD SLID

4.1.   Udstyr

4.1.1.   Slibeanordning (1), vist skematisk i figur 4 og bestående af følgende dele:

en horisontal drejeskive, der er fastgjort i sit centrum, og som drejer mod uret med en hastighed af 65 til 75 omdr./minut, og

Image

to belastede parallelle stænger; hver stang er forsynet med en særlig sliberulle, der drejer frit på en horisontal akse med kugleleje; hver rulle hviler på prøveemnet under et tryk fra en masse på 500 g.

Slibeanordningens drejeskive skal dreje regelmæssigt og tilnærmelsesvis i et plan (afvigelsen fra dette plan må ikke overstige ±0,05 mm i en afstand af 1,6 mm fra skivens omkreds). Rullerne monteres således, at når de er i kontakt med det drejende prøveemne, drejer de modsat i forhold til hinanden og udøver således en tryk- og slibepåvirkning langs kurveformede linjer på en cirkel på omkring 30 cm2 to gange i løbet af hver af prøveemnets rotationer.

4.1.2.   Sliberuller (2) med en diameter på 45 til 50 mm og en tykkelse på 12,5 mm. De består af et særligt slibemateriale, der er fint pulveriseret, og som er optaget i en gummimasse af middel hårdhed. Rullerne skal have en hårdhed på 72 ± 5 IRHD målt på fire punkter med lige stor afstand fra hinanden på slibefladens midterlinje, idet trykket udøves vertikalt langs en diameter på rullen; aflæsningerne skal ske 10 sekunder efter udøvelsen af trykket.

Sliberullerne skal tilslibes meget langsomt på et stykke plant glas for at få en absolut plan overflade.

4.1.3.   Lyskilde bestående af en glødelampe, hvis glødetråd ligger i en volumen af form som et parallelepipedum på 1,5 mm × 1,5 mm × 3 mm. Spændingen på pærens glødetråd skal være således, at dens farvetemperatur er 2 856 ± 50 K. Denne spænding skal stabiliseres ved ± 1/1 000. Måleapparatet, der anvendes til kontrol af denne spænding, skal have en passende nøjagtighed til dette formål.

4.1.4.   Optisk system bestående af en linse med en brændvidde, ƒ, på mindst 500 mm og korrigeret for kromatisk aberration. Linsens fulde åbning må ikke overstige ƒ/20. Afstanden mellem linsen og lyskilden skal reguleres således, at der opnås et tilnærmelsesvis parallelt strålebundt. Der anbringes en blænder til at begrænse strålebundtets diameter til 7 ± 1 mm. Denne blænder skal anbringes i en afstand af 100 ± 50 mm fra linsen på modsat side af lyskilden.

4.1.5.   Apparat til måling af det spredte lys (se figur 5) bestående af en fotocelle med en integrationskugle med en diameter på 200 til 250 mm; kuglen skal være udstyret med ind- og udgangsåbninger for lyset. Indgangsåbningen skal være cirkelformet, og dens diameter skal være mindst det dobbelte af strålebundtets diameter. Kuglens udgangsåbning skal være forsynet med enten en lysfælde eller en refleksionsmåler alt efter den fremgangsmåde, der er specificeret i punkt 4.4.3. Lysfælden skal absorbere alt lyset, når der ikke er placeret noget prøveemne på strålebundtets bane.

Strålebundtets akse skal gå gennem indgangs- og udgangsåbningernes centrer. Udgangsåbningens diameter, b), skal være lig med 2a tg 4°, hvor a er kuglens diameter.

Fotocellen skal være placeret således, at den ikke kan nås af lys, der kommer direkte fra indgangsåbningen eller fra rekfleksionsmåleren.

Indersiderne på integrationskuglen og refleksionsmåleren skal have praktisk talt ensartede refleksionsfaktorer; de skal være matte og ikke-selektive. Udgangssignalet for fotocellen skal være lineært indtil ±2 % inden for den anvendte lysstyrkeskala.

Apparatet skal være således konstrueret, at der ikke sker noget udslag af galvanometernålen, når kuglen ikke er oplyst. Det samlede udstyr skal kontrolleres med regelmæssige mellemrum ved hjælp af kalibrerede mål for nedsættelse af udsynet. Hvis der foretages målinger af nedsættelsen af udsynet med et udstyr eller efter metoder, der adskiller sig fra ovennævnte udstyr og metode, skal resultaterne om nødvendigt korrigeres for at bringe dem i overensstemmelse med de resultater, der er opnået med det ovenfor beskrevne måleapparat.

Image

4.2.   Afprøvningsbetingelser

4.2.1.   Temperatur: 20 ± 5 °C

4.2.2.   Tryk: mellem 860 og 1 060 mbar

4.2.3.   Relativ fugtighed: 60 ± 20 %.

4.3.   Prøveemner

Prøveemnerne skal være flade, kvadratiske med en side på 100 mm, med tilnærmelsesvis plane og parallelle flader og med et centralt fastgørelseshul med en diameter på 6,4 mm + 0,2 mm/–0 mm om nødvendigt.

4.4.   Fremgangsmåde

Prøvningen skal udføres på prøveemnets overflade, som repræsenterer den laminerede rudes yderside, når denne er monteret på traktoren, og ligeledes på indersiden, hvis denne er af plastmateriale.

4.4.1.   Umiddelbart før og efter slibningen renses prøveemnerne på følgende måde:

a)

rensning med en hørlærredsklud og rent rindende vand;

b)

skylning med destilleret vand eller demineraliseret vand;

c)

tørring med en ilt- eller kvælstofstrøm;

d)

fjernelse af alle mulige spor af vand ved let duppen med en hørlærredsklud. Om nødvendigt tørres der ved at trykke let mellem to hørlærredsklude.

Enhver behandling med ultralyd bør undgås. Efter rengøringen må prøveemnerne kun berøres i kanterne og skal beskyttes mod enhver beskadigelse eller forurening af overfladen.

4.4.2.   Prøveemnerne konditioneres i mindst 48 timer ved en temperatur på 20 ± 5 °C og ved en relativ fugtighed på 60 ± 20 %.

4.4.3.   Prøveemnet anbringes direkte mod integrationskuglens indgangsåbning. Vinklen mellem lodret på dets overflade og strålebundtets akse må ikke være større end 8°.

Dernæst foretages følgende aflæsninger:

Aflæsning

Med prøveemne

Med lysfælde

Med refleksions- måler

Repræsenteret mængde

T1

Nej

Nej

Ja

Indfaldende lys

T2

Ja

Nej

Ja

Samlet lysmængde transmitteret af prøveemnet

T3

Nej

Ja

Nej

Spredt lys fra udstyret

T4

Ja

Ja

Nej

Spredt lys fra udstyret og prøveemnet

Aflæsningerne T1, T2, T3 og T4 gentages med andre bestemte positioner for prøveemnet med henblik på at bestemme ensartetheden.

Faktoren for den samlede transmission Tt = T2/T1.

Faktoren for den spredte transmission, Td, beregnes ved hjælp af formlen:

Td = (T4 – T3(T2/T1))/T1

Beregn dæmpningsgraden ved diffusion for udsynet eller for lyset, eller for begge, ved hjælp af formlen:

(Td/Tt) × 100 %

Mål den oprindelige dæmpning af udsynet for prøveemnet for mindst fire punkter med lige stor afstand i det område, der ikke udsættes for slibning, efter ovenstående formel. Beregn gennemsnittet af de opnåede resultater for hvert prøveemne. I stedet for de fire målinger kan man opnå en gennemsnitsværdi ved at lade prøveemnet dreje regelmæssigt med en hastighed af 3 omdr./sekund eller mere.

For hver sikkerhedsrude foretages tre prøvninger under samme belastning. Anvend dæmpningen af udsynet som mål for den underliggende slibning efter at prøveemnet har været underkastet slidprøven.

Mål det spredte lys fra den bane, der udsættes for slid, for mindst fire punkter med lige stor afstand langs denne bane i henhold til ovenstående formel. Beregn gennemsnittet af de opnåede resultater for hvert prøveemne. I stedet for de fire målinger kan man opnå en gennemsnitsværdi ved at lade prøveemnet dreje regelmæssigt med en hastighed af 3 omdr./sekund eller mere.

4.5.   Slidprøven udføres kun, såfremt prøvelaboratoriet anser det for nødvendigt i betragtning af de informationer, som det råder over. Undtagen for materialer af plexiglas er det i tilfælde af ændring af f.eks. tykkelsen af mellemlægget eller materialet normalt ikke nødvendigt at foretage andre prøvninger.

4.6.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

5.   PRØVNING VED HØJ TEMPERATUR

5.1.   Fremgangsmåde

Tre kvadratiske prøveemner på mindst 300 mm × 300 mm, som af laboratoriet er udtaget på henholdsvis tre forruder eller tre andre ruder end forruder, og hvis ene side svarer til rudens overkant, opvarmes til 100 °C.

Denne temperatur holdes i to timer, og derefter køles prøveemnerne ned til den omgivende temperatur. Såfremt sikkerhedsruden har to ydre flader af ikke-organisk materiale, kan prøvningen udføres ved at dyppe prøveemnet vertikalt i kogende vand i et nærmere anført tidsrum, idet man søger at undgå uønskede varmechok. Såfremt prøverne er udtaget af en forrude, skal en af kanterne udgøres af en del af forrudens kant.

5.2.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

 

Farveløst

Tonet

Farvning af mellemlægget

1

2

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

5.3.   Fortolkning af resultaterne

5.3.1.   Prøvningen af modstandsdygtigheden ved høj temperatur anses for at give et positivt resultat, såfremt der ikke opstår hverken blærer eller andre fejl mere end 15 mm fra en ikke-skåret kant eller 25 mm fra en skåret kant på prøveemnet eller mere end 10 mm fra eventuelle revner, som måtte være opstået under prøvningen.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen af modstandsdygtigheden ved høj temperatur, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

5.3.2.1.   Alle prøvningerne giver et positivt resultat.

5.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger foretaget på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

6.   PRØVNING AF LYSPÅVIRKNING

6.1.   Forsøgsmetode

6.1.1.   Udstyr

6.1.1.1.   Lyskilde bestående af en kviksølvlampe med middelstort tryk bestående af et quartz-rør, der ikke procedurer ozon, og hvis akse er monteret vertikalt. Lampens nominelle dimensioner skal være 360 mm for længden og 9,5 mm for diameteren. Lysbuens længde skal være 300 mm ± 4 mm. Lampens tilførselseffekt skal være på 750 W ± 50 W.

Enhver anden lyskilde med samme virkning som den ovenfor definerede lampe kan anvendes. For at kontrollere, at virkningerne af en anden kilde er de samme, skal der foretages en sammenligning ved måling af den energimængde, der udsendes i et bånd med bølgelængder gående fra 300 til 450 Nm, idet alle øvrige bølgelængder er elimineret ved hjælp af tilstrækkelige filtre. Reservekilden skal så anvendes med disse filtre.

Når der er tale om sikkerhedsruder, for hvilke der ikke består nogen tilfredsstillende sammenhæng mellem denne prøvning og anvendelsesbetingelserne, er det nødvendigt at revidere afprøvningsbetingelserne.

6.1.1.2.   Forsyningstransformator og kondensator, der er i stand til at forsyne lamper (6.1.1.1) med en begyndelsesspænding på mindst 1 100 V og en driftsspænding på 500 ± 50 V.

6.1.1.3.   Anordning, der skal holde og dreje prøveemnerne mellem 1 og 5 omdr./minut omkring lyskilden, der er placeret centralt, således at der sikres en regelmæssig belysning.

6.1.2.   Prøveemner

6.1.2.1.   Prøveemnernes størrelse skal være 76 mm × 300 mm.

6.1.2.2.   Prøveemnerne udskæres af laboratoriet i rudernes øverste del, således at:

for andre ruder end forruderne er prøveemnernes øverste kant sammenfaldende med rudernes øverste kant

for forrudernes vedkommende er prøveemnernes øverste kant sammenfaldende med den øverste grænse for den zone, hvori den regelmæssige transmission skal kontrolleres og bestemmes i overensstemmelse med punkt 9.1.2.2 i nærværende bilag.

6.1.3.   Fremgangsmåde

Kontroller koefficienten for den regelmæssige transmission af lys gennem tre prøveemner før belysningen og ifølge den fremgangsmåde, der er fastsat i punkt 9.1.1 — 9.1.2 i nærværende bilag. Beskyt en del af hvert prøveemne mod strålerne og placer derefter prøveemnet i prøvningsapparatet, idet længden er parallel med lampens akse og i en afstand af 230 mm fra denne akse. Fasthold prøveemnernes temperatur på 45 °C ± 5 °C under hele prøvningen. Anbring den flade på det enkelte prøveemne, der repræsenterer traktorrudens yderside, foran lampen. For den lampetype, der er defineret i punkt 6.1.1.1, skal belysningstiden være 100 timer.

Efter belysningen måles på ny den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset på den belyste flade på hvert prøveemne.

6.1.4.   Hvert prøveemne (i alt tre) udsættes i overensstemmelse med ovennævnte fremgangsmåde for en lyspåvirkning, således at bestrålingen på hvert punkt af prøveemnet frembringer den samme effekt på det benyttede mellemlæg som den, der frembringes af en solbestråling på 1 400 W/m2 i 100 timer.

6.2.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

 

Farveløst

Tonet

Farvning af glasset

2

1

Farvning af mellemlægget

1

2

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

6.3.   Fortolkning af resultaterne

Prøvningen af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkning anses for at give et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

Den samlede transmissionsfaktor for lyset, idet transmissionen måles i overensstemmelse med punkt 9.1.1 og 9.1.2 i nærværende bilag, falder ikke til under 95 % af udgangsværdien inden bestrålingen og falder ikke under nogen omstændigheder:

6.3.1.1.1.   under 70 % for andre ruder end forruderne, der skal opfylde forskrifterne vedrørende førerens synsfelt i alle retninger,

6.3.1.1.2.   under 75 % for forruderne i den zone, hvor den regelmæssige transmission skal kontrolleres, således som den er defineret i punkt 9.1.2.2 nedenfor.

6.3.1.2.   Der kan imidlertid vise sig en let farvning, når prøveemnet undersøges på hvid baggrund efter bestråling, men der må ikke vise sig nogen andre fejl.

En serie prøveemner, der indsendes til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkning, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

6.3.2.1.   Alle prøvningerne giver et positivt resultat.

6.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger foretaget på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

7.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD FUGT

7.1.   Fremgangsmåde

Tre kvadratiske prøveemner på mindst 300 mm × 300 mm anbringes vertikalt i to uger i en lukket beholder, hvor temperaturen skal holdes på 50 ± 2 °C og den relative fugtighed på 95 % ± 4 % (3).

Prøveemnerne forberedes således, at:

mindst én kant af prøveemnerne falder sammen med en oprindelig kant på ruden,

såfremt flere prøveemner afprøves på samme tid, skal der være et tilstrækkeligt mellemrum mellem hvert af prøveemnerne.

Der skal træffes foranstaltninger til at sikre, at kondensat, der danner sig på forsøgsbeholderens vægge eller loft ikke falder på prøveemnerne.

7.2.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

 

Farveløst

Tonet

Farvning af mellemlægget

1

2

De øvrige sekundære tages ikke i betragtning.

7.3.   Fortolkning af resultaterne

7.3.1.   Sikkerhedsruden anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden mod fugt, såfremt der ikke observeres nogen væsentlig ændring mere end 10 mm fra de ikke-afskårne kanter og mere end 15 mm fra de afskårne kanter efter et ophold på to timer i den omgivende luft for så vidt angår almindelige og behandlede laminerede ruder, og efter et ophold på 48 timer i den omgivende luft for så vidt angår ruder beklædt med plastmateriale samt plexiglas.

En serie prøveemner indsendt til komponenttypegodkendelse anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen af modstandsdygtigheden mod fugt, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

7.3.2.1.   Alle prøvninger giver et positivt resultat.

7.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

8.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN OVER FOR TEMPERATURÆNDRINGER

8.1.   Prøvemetode

To prøveemner på 300 × 300 mm anbringes i et lukket rum ved en temperatur på –40 °C ± 5 °C i seks timer; de anbringes derefter i fri luft ved en temperatur på (23 °C ± 2 °C) i en time eller indtil det tidspunkt, hvor prøveemnerne når en ligevægtstemperatur. De placeres derefter i en luftstrøm med en temperatur på 72 °C ± 2 °C i tre timer. Efter at være blevet anbragt i fri luft ved 23 °C ± 2 °C og afkølet til denne temperatur, undersøges prøverne.

8.2.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

 

Farveløst

Tonet

Farvning af mellemlægget eller plastbeklædningen

1

2

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

8.3.   Fortolkning af resultaterne

Prøvningen af modstandsdygtigheden mod temperaturændringer anses for at have givet et positivt resultat, hvis prøverne ikke viser krakeleringer, uklarheder, delaminering eller anden indlysende forringelse.

9.   OPTISKE EGENSKABER

9.1.   Prøvning af lysgennemgang

9.1.1.   Udstyr

9.1.1.1.   Lyskilde, bestående af en glødelampe, hvis glødetråd ligger i en volumen af form som et parallelepipedum på 1,5 mm × 1,5 mm × 3 mm. Spændingen på pærens glødetråd skal være således, at dens farvetemperatur er 2 856 K ± 50 K. Denne spænding skal stabiliseres ved ± 1/1 000. Måleapparatet, der anvendes til kontrol af denne spænding, skal have en passende nøjagtighed til dette formål.

9.1.1.2.   Optisk system bestående af en linse med en brændvidde, f, på mindst 500 mm og korrigeret for kromatisk aberration. Linsens fulde åbning må ikke overstige f/20. Afstanden mellem linsen og lyskilden skal reguleres således, at der opnås et tilnærmelsesvis parallelt strålebundt.

Der anbringes en blænder til at begrænse strålebundtets diameter til 7 mm ± 1 mm. Denne blænder skal anbringes i en afstand af 100 mm ± 50 mm fra linsen på modsat side af lyskilden. Målepunktet skal ligge midt i strålebundtet.

9.1.1.3.   Måleapparat. Modtageren skal have en relativ spektral følsomhed svarende til CIE's (Commission Internationale de L'Éclairage) relative spektrale lysvirkning for det fotoptiske billede. Modtagerens følsomme flade skal være dækket af en spreder og skal mindst være to gange tværsnittet af det parallelle strålebundt, som udsendes af det optiske system. Såfremt der anvendes en integrationskugle, skal kuglens åbning være mindst to gange tværsnittet af det parallelle strålebundt.

Enheden modtagermåle-apparat skal have en linearitet bedre end 2 % i den nyttige del af skalaen. Modtageren skal være centreret på strålebundtets akse.

9.1.2.   Fremgangsmåde

Målesystemets følsomhed skal justeres således, at apparatet til måling af modtagerens reaktion viser 100 delestreger, når sikkerhedsruden ikke er anbragt i lysbanen. Såfremt modtageren ikke modtager noget lys, skal apparatet vise O.

Sikkerhedsruden skal anbringes i en afstand fra modtageren på fem gange modtagerens diameter. Sikkerhedsruden skal anbringes mellem blænderen og modtageren: den skal orienteres således, at strålebundtets indfaldsvinkel er 0° ± 5°. Transmissionsfaktoren for det regelmæssige lys skal måles på sikkerhedsruden; for hvert af de målte punkter aflæses antallet af delestreger, n, på måleapparatet. Den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset τr er lig med n/100.

9.1.2.1.   Når der er tale om forruder, kan der anvendes to prøvemetoder, idet der kan anvendes enten et prøveemne udskåret i den fladeste del af en forrude eller et særlig forberedt kvadratisk stykke med samme karakteristika med hensyn til materiale og tykkelse som en forrude, idet målingerne foretages vinkelret på ruden.

9.1.2.2.   Prøvningen udføres i zone I′, som er omhandlet i punkt 9.2.5.2 i nærværende bilag.

9.1.2.3.   For traktorer, hvor det ikke er muligt at bestemme zone I, som omhandlet i punkt 9.2.5.2 i dette bilag, udføres prøvningen i zone I′, som omhandlet i punkt 9.2.5.3 i dette bilag.

9.1.3.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

 

Farveløst

Tonet

Farvning af glasset

1

2

Farvning af mellemlægget

(i laminerede forruder)

1

2

 

Ikke indlagt

Indlagt

Solskærm og/eller solfilterfilm

1

2

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

9.1.4.   Fortolkning af resultaterne

9.1.4.1.   Den regelmæssige transmission målt i overensstemmelse med punkt 9.1.2 må ikke i tilfælde af forruder være mindre end 75 % og i tilfælde af andre ruder end forruder være mindre end 70 %.

9.1.4.2.   I tilfælde af vinduer, der befinder sig på steder, som ikke spiller nogen væsentlig rolle for førerens udsyn (f.eks. glastag), kan den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset fra ruden være mindre end 70 %. Ruder med en regelmæssig transmissionskoefficient for lyset på mindre end 70 % skal mærkes med et passende symbol.

9.2.   Prøvning af optisk forvrængning

9.2.1.   Anvendelsesområde

Den anførte metode er en projektionsmetode, der giver mulighed for at vurdere den optiske forvrængning for en sikkerhedsrude.

9.2.1.1.   Definitioner

9.2.1.1.1.   Optisk afbøjning: vinkel som den tilsyneladende retning danner med den sande retning for et punkt set gennem sikkerhedsruden. Værdien af denne vinkel er funktion af indfaldsvinkelen for synskredsen, rudens tykkelse og hældning samt krumningsradius på indfaldspunktet.

9.2.1.1.2.   Optisk forvrængning i en retning MM′: algebraisk vinkelafbøjningsforskel Δα målt mellem to punkter M og M′ på rudens overflade, der har en sådan afstand, at deres projektioner i et plan vinkelret på observationsretningen ligger i en afstand med en fast værdi Δx (se fig. 6).

En afbøjning mod urets retning anses for positiv og en afbøjning med urets retning anses for negativ.

9.2.1.1.3.   Optisk forvrængning i punkt M: maksimal optisk forvrængning for alle retningerne MM′ fra punktet M.

9.2.1.2.   Udstyr

Denne metode er baseret på projektion på en skærm af et passende prøvebillede gennem den sikkerhedsrude, der afprøves. Ændringen af formen af det projicerede billede, forårsaget af indsættelse af ruden i lysets bane, giver et mål for den optiske forvrængning. Udstyret består af følgende dele opstillet som vist i figur 9.

Image

Bemærk:

Δα = α1 – α2

er den optiske forvrængning i retningen MM′.

 

Δx = MC

er afstanden mellem de to rette linjer parallelle med observationsretningen og gående gennem punkterne M og M′.

Image

9.2.1.2.1.   Projektor af god kvalitet med en punktuel lyskilde med stor lysstyrke og med f.eks. følgende karakteristika:

brændvidde på mindst 90 mm,

åbning på ca. 1/2, 5,

150 W halogenkvartslampe (ved anvendelse uden filter),

250 W 3-kvartslampe (ved anvendelse af et grønt filter).

Image

Projiceringsanordningen er skematisk gengivet i figur 7. En blænder med en diameter på 8 mm skal være anbragt ca. 10 mm fra objektivlinsen.

9.2.1.2.2.   Diapositiver (prøvebilleder) bestående f.eks. af et net af klare cirkler på mørk baggrund (se figur 8). Diapositiverne skal være af høj kvalitet og godt kontrasteret, for at der kan foretages målinger med en fejlmargen på mindre end 5 %. Når den afprøvede rude ikke er til stede, skal cirklernes dimensioner være sådan, at de, når de projiceres, danner et net af cirkler på skærmen med diameteren ((R1 + R2)/R1) Δx med Δx = 4 mm (se figur 6 og 9).

Image

9.2.1.2.3.   Stativ, helst af en type, der tillader lodrette og vandrette bevægelser samt en rotation af sikkerhedsruden.

9.2.1.2.4.   Kontrolskabelon til måling af dimensionsændringer, såfremt en hurtig beregning er ønsket. En passende form er vist i figur 10.

Image

9.2.1.3.   Fremgangsmåde

9.2.1.3.1.   Generelt

Anbring sikkerhedsruden på stativet (9.2.1.2.3) i den anførte hældningsvinkel. Projicer prøvediapositivet gennem den overflade, der skal undersøges. Drej ruden eller flyt den enten horisontalt eller vertikalt med henblik på undersøgelse af hele den specificerede flade.

9.2.1.3.2.   Beregning ved hjælp af en kontrolskabelon

Såfremt en hurtig beregning er tilstrækkelig, med en præcision på ikke over 20 %, beregnes værdien A (se figur 10) ud fra grænseværdien ΔαL, for afbøjningsændringen og værdien R2, som er afstanden mellem sikkerhedsruden og projektionsskærmen:

A = 0,145 ΔαL · R2

Forholdet mellem ændringen i det projicerede billedes diameter, Δd, og ændringen i vinkelafbøjningen, Δα, er givet ved formlen:

Δd = 0,29 Δα · R2

hvor

Δd

er udtrykt i millimeter

A

er udtrykt i millimeter

ΔαL

er udtrykt i bueminutter

Δα

er udtrykt i bueminutter

R2

er udtrykt i meter.

9.2.1.3.3.   Måling ved hjælp af fotoelektrisk udstyr

Såfremt der kræves en nøjagtig måling med en større nøjagtighed end 10 % af grænseværdien, måles værdien Δd på projektionsaksen, idet værdien af bredden af det lysende punkt fastsættes på det punkt, hvor luminansen er 0,5 gange lyskasterens maksimale luminans.

9.2.1.4.   Resultaternes udtryk

Vurder den optiske forvrængning for sikkerhedsruderne ved måling af d på ethvert punkt af overfladen og i alle retninger med henblik på et finde Δd max.

9.2.1.5.   Anden metode

Desuden er det tilladt at anvende den strioskopiske teknik som variant af projektionsteknikkerne, forudsat at den nøjagtighed af målingerne, der er anført i punkt 9.2.1.3.2 og i punkt 9.2.1.3.3, bevares.

9.2.1.6.   Afstanden Δx skal være 4 mm.

9.2.1.7.   Forruden skal være monteret med en hældningsvinkel svarende til traktorens hældningsvinkel.

9.2.1.8.   Projektionsaksen i horisontalplanet skal holdes i en position tilnærmelsesvis vinkelret på forrudens spor i dette plan.

Målingerne foretages i zone I, som omhandlet i punkt 9.2.5.2 i dette bilag.

9.2.2.1.   For traktorer, hvor det ikke er muligt at bestemme zone I, som omhandlet i punkt 9.2.5 i dette bilag, i zone I′ defineret i punkt 9.2.5.2 i dette bilag.

9.2.2.2.   Traktortype

Prøvningen skal gentages, såfremt forruden skal monteres på en traktortype, hvis synsfelt fortil er forskelligt fra synsfeltet på den traktortype, for hvilken forruden allerede er typegodkendt.

9.2.3.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

9.2.3.1.   Materialets art

Spejlglas

Floatglas

Vinduesglas

1

1

2

9.2.3.2.   Andre sekundære kendetegn

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

9.2.4.   Antal prøveemner

Der afprøves fire prøveemner.

9.2.5.   Definition af synsfeltet for traktorernes forruder.

Synsfeltet defineres ud fra:

9.2.5.1.1.   »referencepunktet« som defineret i punkt 1.2 i bilag I til direktiv 2008/2/EF. Dette punkt er i det følgende betegnet med O.

9.2.5.1.2.   en ret linje OQ, som er den vandrette rette linje, der går igennem referencepunktet og vinkelret på traktorens længdesymmetriplan.

9.2.5.2.   Zone I — forrudens zone, der er afgrænset af forrudens skæring med følgende fire planer:

P1

et lodret plan, som går igennem referencepunktet og som danner en vinkel på 15° mod den venstre del af traktorens længdesymmetriplan,

P2

et lodret plan, der er symmetrisk med P1 i forhold til traktorens længdesymmetriplan.

Såfremt denne konstruktion ikke er mulig (der er f.eks. ikke noget længdesymmetriplan), anvendes som P2 det plan, der er symmetrisk med P1 i forhold til traktorens længdeplan, der går igennem referencepunktet,

P3

et plan, der indeholder den rette linje OQ, og som danner en vinkel på 10° over horisontalplanet,

P4

et plan, der indeholder den rette linje OQ, og som danner en vinkel på 8° under horisontalplanet.

9.2.5.3   For traktorer, hvor det ikke er muligt at bestemme zone I, som omhandlet i punkt 9.2.5.2 i dette bilag, udgør zone I′ forrudens samlede overflade.

9.2.6.   Fortolkning af resultaterne

En type forrude anses for tilfredsstillende med hensyn til den optiske forvrængning, såfremt forvrængningen på de fire emner der afprøves, ikke overstiger en maksimal værdi på 2 bueminutter i zone I eller i zone I′:

9.2.6.1.   Der skal ikke foretages nogen måling i en 100 mm bred yderzone.

9.2.6.2.   I forbindelse med todelte forruder foretages der ingen måling i en stribe på 35 mm fra den kant af ruden, der kan støde op til adskillelsesstolpen.

9.3.   Prøvning af adskillelse af sekundærbilledet

9.3.1.   Anvendelsesområde

Der anerkendes to prøvemetoder:

prøvemetode med skive

prøvemetode med kollimator.

Disse prøvningsmetoder kan eventuelt anvendes til typegodkendelsesafprøvning, kvalitetskontrol eller produktevaluering.

9.3.1.1.   Prøvning med skive

9.3.1.1.1.   Udstyr

Denne metode er baseret på undersøgelse af en belyst skive gennem sikkerhedsruden. Skiven kan være udformet således, at prøvningen kan foretages efter en enkel metode med »godkendt, ikke godkendt«.

Skiven skal helst være af en af følgende typer:

a)

Belyst ringformet skive, hvis udvendige diameter, D, spænder over en vinkel på η bueminutter i et punkt beliggende i en afstand af x meter (figur 11a).

b)

Belyst »ring and spot«-skive, hvis dimensioner er sådanne, at afstanden fra et punkt beliggende på kanten af pletten til det punkt, der er nærmest ved ringens indre, D, spænder over en vinkel på η bueminutter i et punkt beliggende i en afstand af x meter (figur 11b).

hvor:

η

er grænseværdien for adskillelsen af sekundærbilledet

x

er afstanden mellem sikkerhedsruden og skiven (ikke under 7 m)

D

er givet ved formlen:

D = x · tg η

Den belyste skive består af en lyskasse med et rumfang på ca. 300 mm × 300 mm × 150 mm, hvis forside nemmest fremstilles af et glas dækket af sort uigennemsigtigt papir eller af mat sort maling. Kassen skal være belyst af en passende lyskilde. Kassens indre skal være dækket af et lag mat hvid maling. Det kan være praktisk at anvende andre former for skiver, som f.eks. den i figur 14 viste. Det er ligeledes muligt at erstatte skiven med en projektionsanordning og undersøge de fremkomne billeder på en skærm.

9.3.1.1.2.   Fremgangsmåde

Sikkerhedsruden skal monteres med sin specificerede hældningsvinkel på et passende stativ, således at observationen ikke i horisontalplanet gående gennem skivens centrum.

Lyskassen skal observeres i et mørkt eller halvmørkt lokale. Hver af sikkerhedsrudens dele skal undersøges med henblik på at opdage tilstedeværelsen af ethvert sekundært billede i tilknytning til den belyste skive. Sikkerhedsruden skal være drejet således, at den korrekte observationsretning bevares. Der kan anvendes en lup til denne undersøgelse.

9.3.1.1.3.   Resultaternes udtryk

Bestem, om

cirklens primær- og sekundærbilleder under anvendelse af skive a) (se figur 11a adskiller sig, dvs. om grænseværdien for η overstiges, eller,

plettens sekundærbillede under anvendelse af skive b) (se figur 11b) passerer tangentpunktet med cirklens indre kant, dvs. om grænseværdien for η overstiges.

Image

Image

Image

9.3.1.2.   Prøvning med kollimator

Om nødvendigt skal den i dette punkt beskrevne procedure anvendes.

9.3.1.2.1.   Udstyr

Udstyret består af en kollimator og et teleskop og kan gennemføres i henhold til figur 13. Der kan imidlertid anvendes ethvert andet tilsvarende optisk system.

9.3.1.2.2.   Fremgangsmåde

Kollimatoren danner uendelig langt borte billedet af et polarkoordinatsystem med et lysende punkt i centrum (se figur 14). I observationsteleskopets brændplan anbringes på den optiske akse et lille mørkt punkt med en diameter lidt større end det projicerede lysende punkts diameter, hvorved det lysende punkt skjules.

Image

Såfremt et prøveemne med et sekundærbillede anbringes mellem teleskopet og kollimatoren, er et andet lysende punkt med mindre intensitet synligt på en vis afstand i centrum af polarkoordinatsystemet. Sekundærbilledadskillelsen kan siges at være repræsenteret af afstanden mellem de to lysende punkter, der observeres ved hjælp af observationsteleskopet (se figur 14). (Afstanden mellem det sorte punkt og det lysende punkt i centrum af polarkoordinatsystemet repræsenterer den optiske afbøjning).

9.3.1.2.3.   Resultaternes udtryk

Undersøg først sikkerhedsruden ved hjælp af en enkel metode med henblik på at bestemme det område, der giver det betydeligste sekundærbillede. Undersøg derefter dette område ved hjælp af teleskopet under den passende indfaldsvinkel. Mål derefter den maksimale sekundærbilledadskillelse.

9.3.1.3.   Observationsretningen i horisontalplanet skal holdes tilnærmelsesvis vinkelret på forrudens spor i dette plan.

Målingerne foretages efter kategorierne af traktorer i zonerne som defineret i punkt 9.2.2 ovenfor.

9.3.2.1.   Traktortype

Prøvningen skal gentages, såfremt forruden skal monteres på en traktortype, hvis synsfelt fortil er forskelligt fra synsfeltet på den traktortype, for hvilken forruden allerede er typegodkendt.

9.3.3.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

9.3.3.1.   Materialets art

Spejlglas

Floatglas

Vinduesglas

1

1

2

9.3.3.2.   Andre sekundære kendetegn

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

9.3.4.   Antal prøveemner

Der afprøves fire prøveemner.

9.3.5.   Fortolkning af resultaterne

En type forrude anses for tilfredsstillende med hensyn til adskillelsen af sekundærbilledet, såfremt adskillelsen af primær- og sekundærbillederne i de fire prøveemner ikke overstiger en maksimal værdi på 15 bueminutter.

9.3.5.1.   Der foretages ingen måling i en 100 mm bred yderzone.

9.3.5.2.   I forbindelse med todelte forruder foretages der ingen måling i en stribe på 35 mm fra den kant af ruden, der kan støde op til adskillelsesstolpen.

9.4.   Identifikation af farverne

Såfremt en forrude er tonet i de zoner, der er defineret i pkt. 9.2.5.2 eller 9.2.5.3, kontrolleres det på fire forruder, at nedenstående farver kan identificeres:

hvid

selektiv gul

rød

grøn

blå

orangegul.

10.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD ILD

10.1.   Formål og anvendelsesområde

Denne metode giver mulighed for at bestemme den horisontale forbrændingshastighed for materialer anvendt i traktorers førerhus, efter at de har været udsat for en mindre flamme. Denne metode giver mulighed for at kontrollere materialer og dele i traktorernes indvendige beklædning enkeltvis eller sammen indtil en tykkelse af 15 mm. Metoden anvendes til at vurdere ensartetheden af partier af produktionen af disse materialer med hensyn til brandegenskaberne. I betragtning af de mange forskelle mellem reelle situationer i dagligdagen og de præcise afprøvningsbetingelser, der er specificeret i denne metode (anvendelse og orientering indvendigt i traktoren, anvendelsesbetingelser, flammekilde osv.), kan denne ikke anses for at være egnet til vurdering af alle brandegenskaberne på en virkelig traktor.

10.2.   Definitioner

10.2.1.   Brandhastighed: kvotient for den brændte afstand, målt i henhold til denne metode ved den tid, som flammen skal bruge til at gennemløbe denne afstand.

Udtrykkes i millimeter pr. minut.

10.2.2.   Sammensat materiale: materiale bestående af flere lag materialer, ens eller forskellige, presset sammen ved cementering, limning, beklædning, svejsning osv. Når samlingen indeholder afbrydelser, (f.eks. søm, hyppige svejsepunkter, nitning osv.), som giver mulighed for individuelle prøveudtagninger i overensstemmelse med punkt 10.5, anses materialerne ikke for sammensatte.

10.2.3.   Udsat flade: den flade, som vender mod førerhuset, når materialet er monteret på traktoren.

10.3.   Princip

Et prøveemne anbringes horisontalt på et U-formet stativ og udsættes for en flamme med ringe energi i 15 s i et forbrændingskammer, idet flammen virker på prøveemnets frie kant. Prøvningen giver mulighed for at bestemme om flammen slukkes og hvornår eller den tid, som flammen skal bruge for at gennemløbe en målt afstand.

10.4.   Udstyr

10.4.1.   Forbrændingskammer (figur 15) helst af rustfrit stål, med de i figur 16 anførte dimensioner. Forsiden på dette kammer har en ikke-brandbar observationsrude, som kan dække hele forsiden og som kan fungere som indgangsluge.

Kammerets underside er gennemhullet af ventilationshuller og oversiden har en udluftningssprække hele vejen rundt.

Kammeret hviler på fire fødder, der er 10 mm høje. På en af siderne kan kammeret have en åbning til indføring af den udstyrede prøveholder; på den anden side føres gasslangen ind gennem en åbning. Det smeltede materiale opsamles i en skål (se figur 17) anbragt på kammerets bund mellem ventilationshullerne uden at tildække disse.

Image

Image

Image

10.4.2.   Prøvebeholder bestående af to U-formede metalplader eller rammer af korrosionsbestandigt materiale. Dimensionerne er anført i figur 18.

Den nederste plade har tapper og den øverste plade tilsvarende udboringer, således at prøveemnet kan fastgøres sikkert. Tapperne tjener ligeledes som målepunkter for begyndelsen og afslutningen af brandafstanden.

Et stativ, bestående af varmebestandige tråde med en diameter på 0,25 mm udspændt på tværs af prøveholderens nederste plade med mellemrum på 25 mm (se figur 19), skal forefindes.

Image

Image

Prøveemnets nederste del skal befinde sig i en afstand af 178 mm over bundpladen. Afstanden mellem prøveholderens kant og kammerets yderste punkt skal være 22 mm; afstanden mellem kanterne på langs af prøveholderen og kammerets sider skal være 50 mm (alle dimensioner målt indvendigt) (se figur 15 og 16).

10.4.3.   Gasbrænder. Denne lille flammekilde udgøres af en bunsenbrænder med en indvendig diameter på 9,5 mm. Denne anbringes i forbrændingskammeret således, at dysens centrum befinder sig 19 mm under midten af underkanten på prøveemnets åbne side (se figur 16).

10.4.4.   Prøvegas. Den gas, som brænderen modtager, skal have en varmeevne på omkring 38 MJ/m3 (f.eks. naturgas).

10.4.5.   Metalkam, mindst 110 mm lang og med syv eller otte tænder med afrundet spids for hver 25 mm.

10.4.6.   Kronometer med en nøjagtighed på 0,5 s.

10.4.7.   Stinkskab. Forbrændingskammeret kan anbringes i et laboratoriestinkskab, forudsat at dette stinkskabs indvendige volumen er mindst 20 gange, men højest 110 gange større end forbrændingskammerets volumen, og at ingen af dets dimensioner (højde, bredde eller dybde) er større end 2,5 gange en af de to andre.

Før prøvningen måles luftens vertikale hastighed i stinkskabet 100 mm foran og bagved det område, der er beregnet til forbrændingskammeret. Den skal ligge på mellem 0,10 og 0,30 m/s, således at det undgås, at operatøren eventuelt generes af forbrændingsprodukterne. Det er muligt at anvende et stinkskab med naturlig ventilation med en passende lufthastighed.

10.5.   Prøveemne

10.5.1.   Form og dimensioner

Prøveemnets form og dimensioner er givet i figur 20. Tykkelsen af prøveemnet svarer til tykkelsen af det produkt, der skal afprøves. Den må imidlertid ikke overstige 13 mm. Såfremt prøveemnet tillader det, skal dets tværsnit være konstant over hele længden. Såfremt et produkts form og dimensioner ikke tillader udtagning af en prøve af en bestemt dimension, skal følgende mindstedimensioner overholdes:

a)

for emner med en bredde på mellem 3 og 60 mm, skal længden være 356 mm. I dette tilfælde afprøves materialet på produktets bredde

b)

for emner med en bredde på mellem 60 og 100 mm skal længden være mindst 138 mm. I dette tilfælde svarer den mulige forbrændingsafstand til emnets længde, idet målingen begynder ved første målepunkt

c)

emner med en bredde på under 60 mm og en længde på under 356 mm samt emner med en bredde på mellem 60 og 100 mm, men med en længde på under 138 mm, samt emner med en bredde på under 3 mm kan ikke afprøves ifølge denne metode.

10.5.2.   Prøveudtagning

Der udtages mindst fem prøver i det materiale, der skal afprøves. I materialer med forskellige forbrændingshastigheder ifølge materialeretningen (hvilket fastslås ved indledende forsøg) skal de fem prøver (eller flere) udtages og anbringes i prøveapparatet, således at det bliver muligt at måle den højeste forbrændingshastighed. Når materialet leveres afskåret i bestemte bredder, skal der afskæres en længde på mindst 500 mm på hele bredden. Prøverne skal udtages på emnet i en afstand af mindst 100 mm fra materialets kant og med lige store mellemrum.

Prøverne skal udtages på samme måde på de færdige produkter, såfremt produktets form tillader det. Såfremt produktets tykkelse overstiger 13 mm, skal den reduceres til 13 mm ved en mekanisk metode på den modsatte side af den, der vender ind mod førerhuset.

De sammensatte materialer (se pkt. 10.2.2) skal afprøves som et ensartet stykke.

I tilfælde af flere lag af forskellige materialer, der ikke anses for sammensatte, skal ethvert lag i en dybde af 13 mm fra den overflade, der vender mod førerkabinen, afprøves særskilt.

Image

10.5.3.   Konditionering

Prøverne skal opbevares i mindst 24 timer og højst syv dage ved en temperatur på 23 ± 2 °C med en relativ fugtighed på 50 ± 5 % og blive under disse betingelser indtil prøvningen.

10.6.   Fremgangsmåde

10.6.1.   Anbring prøverne med lodden eller polstret overflade på en plan flade og red dem to gange mod luven med kammen (pkt. 10.4.5).

10.6.2.   Anbring prøven i prøveholderen (pkt. 10.4.2) således at den side, der vender nedad, drejes i retning af flammen.

10.6.3.   Gasflammen indstilles til en højde af 30 mm ved hjælp af det mærke, der er anført på kammeret, idet brænderens luftindtag er lukket. Flammen skal have brændt mindst et minut med henblik på stabilisering, inden prøvningerne indledes.

10.6.4.   Prøveholderen skubbes ind i forbrændingskammeret, således at prøvens ende udsættes for flammen, og 15 sekunder senere afbrydes gastilførslen.

10.6.5.   Målingen af forbrændingstiden starter i det øjeblik, hvor flammens forreste del passerer det første målepunkt. Observer flammens udbredelse på den side, der brænder hurtigst (over- eller underside).

10.6.6.   Målingen af forbrændingstiden afsluttes, når flammen når det sidste målepunkt, eller når flammen slukkes, før den når dette punkt. Såfremt flammen ikke når det sidste målepunkt, måles den brændte afstand indtil det punkt, hvor flammen slukkes. Den brændte afstand er den opløste del af prøveemnet, ødelagt på overfladen eller indvendigt af forbrændingen.

10.6.7.   Såfremt prøveemnet ikke antændes, eller såfremt det ikke fortsætter med at brænde efter at brænderen er slukket, eller såfremt flammen endog slukkes, inden den har nået det første målepunkt, således at det ikke er muligt at måle en forbrændingsperiode, anføres det i prøverapporten, at forbrændingshastigheden er 0 mm/minut.

10.6.8.   Under en serie prøvninger eller ved gentagne prøvninger skal man sikre sig, at forbrændingskammeret og prøveholderen hat en maksimal temperatur på 30 °C, inden prøvningen indledes.

10.7.   Beregninger

Forbrændingshastigheden, B, i mm pr. minut er givet ved formlen:

B = (s/t) × 60

hvor

s

er længden, i mm, af den brændte afstand,

t

er forbrændingsperioden, i sek., for afstanden s.

10.8.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

Ingen sekundære kendetegn tages i betragtning.

10.9.   Fortolkning af resultaterne

Sikkerhedsruden beklædt med plastmateriale (pkt. 2.3) og sikkerhedsruden af plexiglas (pkt. 2.4) anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden mod ild, såfremt forbrændingshastigheden ikke overstiger 250 mm/minut.

11.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN OVER FOR KEMISKE STOFFER

11.1.   Kemiske stoffer, der skal anvendes

11.1.1.   Ikke-abrasiv sæbeopløsning: 1 vægtprocent af kaliumoleat i afioniseret vand;

11.1.2.   Rensemiddel til ruder: vandopløsning af isopropanol og dipropylenglykolmonomethylæter, hver i en koncentration på mellem 5 og 10 vægtprocent og af ammoniumhydroxid i en koncentration på mellem 1 og 5 vægtprocent;

11.1.3.   Ikke-fortyndet denatureret alkohol: 1 volumendel methylalkohol i 10 volumendele ethylalkohol;

11.1.4.   Referencebenzin: blanding på 50 volumenprocent toluen, 30 volumenprocent 2.2.4 trimethypentan, 15 volumenprocent 2.4.4 trimethyl-1-penten og 5 volumenprocent ethylalkohol;

11.1.5.   Referencekerosen: blanding på 50 volumenprocent n-oktan og 50 volumenprocent n-dekan.

11.2.   Prøvemetoder

To prøveemner på 180 mm × 25 mm afprøves med hvert af de kemiske stoffer, der er anført i pkt. 11.1 ovenfor, idet der anvendes et nye prøveemne til hver prøvning og hvert produkt. Efter hver prøvning renses prøveemnerne ifølge fabrikantens instruktioner og konditioneres derefter i 48 timer ved en temperatur på 23 ± 2 °C og en relativ fugtigheds på 50 % ± 5 %. Disse betingelser bevares under prøvningerne. Prøveemnerne dyppes fuldstændigt ned i forsøgsvæsken, holdes neddykket i et minut, trækkes op og tørres øjeblikkeligt med en absorberende bomuldsklud (ren).

11.3.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

 

Farveløst

Tonet

Farvning af mellemlægget eller plastbeklædningen

1

2

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

11.4.   Fortolkning af resultaterne

11.4.1.   Prøvningen af modstandsdygtigheden over for kemiske stoffer anses for positiv, hvis prøveemnet ikke viser nogen blødgøring, klæbrighed, overfladekrakeleringer eller tydeligt tab af gennemsigtighed.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden over for kemiske stoffer, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

11.4.2.1.   Alle prøvninger har givet et positivt resultat, eller

11.4.2.2.   en prøvning har givet et negativt resultat, men en ny række prøvninger udført på en ny serie prøveemner har givet et positiv resultat.


(1)  En anordning af denne type fremstilles af Teledyne Taber (USA).

(2)  Ruller af denne type fremstilles af Teledyne Taber (USA).

(3)  Disse afprøvningsbetingelser udelukker enhver kondensering på prøveemnerne.

BILAG III D

Forruder af hærdet glas

1.   DEFINITION AF TYPEN

Forruder af hærdet glas anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn.

1.1.   De primære kendetegn er:

1.1.1.   fabriks- eller varemærke

form og dimensioner.

Forruder af hærdet glas kan opdeles i to grupper for så vidt angår prøvningerne vedrørende brud og mekaniske egenskaber:

1.1.2.1.   plane forruder

1.1.2.2.   buede forruder

1.1.3.   den tykkelseskategori, der er fastlagt på grundlag af den nominelle tykkelse »e«, idet der tillades en fabrikationstolerance på ±0,2 mm:

Kategori I

 

e ≤ 4,5 mm

Kategori II

4,5 mm <

e ≤ 5,5 mm

Kategori III

5,5 mm <

e ≤ 6,5 mm

Kategori IV

6,5 mm <

e

1.2.   De sekundære kendetegn er:

1.2.1.   materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas)

1.2.2.   glassets farvning (farveløst eller tonet)

1.2.3.   tilstedeværelse af varmelegeme eller ikke

1.2.4.   tilstedeværelse af solfilterfilm eller ikke

2.   BRUDPRØVNING

2.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

2.1.1.   Kun materialets art tages i betragtning.

2.1.2.   Floatglas og vinduesglas anses for at have samme vanskelighedsindeks.

2.1.3.   Brudprøvningen skal gentages ved skift fra spejlglas til floatglas eller vinduesglas og omvendt.

2.1.4.   Prøvningerne skal gentages, såfremt der anvendes andre solfilterfilm end påmalede striber.

2.2.   Andre prøveemner

Seks prøveemner af den serie forruder, der har den mindste udfoldede flade, og seks prøveemner af den serie forruder, der har den største udfoldede flade, valgt i henhold til bestemmelserne i bilag III M, skal underkastes prøvninger.

2.3.   Forskellige glaszoner

En forrude af hærdet glas skal omfatte to hovedzoner, F I og F II; den kan ligeledes omfatte en mellemzone, F III.

Disse zoner defineres således:

2.3.1.   Zone F I: mindst 7 cm bred yderzone med fint brud, der følger hele forrudens kant, og som omfatter en 2 cm bred yderstribe, som ikke tages i betragtning ved vurderingen af prøvningsresultaterne.

Zone F II: udsynszone med variabelt brud, som altid omfatter en rektangulær del, der er mindst 20 cm høj og 50 cm lang.

2.3.2.1.   Rektanglets centrum befinder sig i en cirkel med en radius på 10 cm, der er centreret i referencepunktets projektion.

2.3.2.2.   For traktorer, hvor det ikke er muligt at bestemme referencepunktet, skal udsynszonens position angives i afprøvningsrapporten.

2.3.2.3.   Højden af ovennævnte rektangel kan nedsættes til 15 cm for forruder med en højde på under 44 cm.

2.3.3.   Zone F III: mellemzone, hvis bredde ikke kan oversige 5 cm, og som er beliggende mellem zone F I og F II.

2.4.   Afprøvningsmetode

Den anvendte metode er den i punkt 1 i bilag III C beskrevne.

2.5.   Anslagspunkter (se bilag III N, figur 2)

2.5.1.   Anslagspunkterne vælges som følger:

Punkt 1: i den midterste del af zone F II på et sted, der er uden for en stærk eller en svag spænding,

Punkt 2: i zone F III, så tæt som muligt ved zone F II's lodrette symmetriplan,

Punkt 3 og 3′: 3 cm fra kanterne på en median i prøveemnet; såfremt der er et klippemærke, skal det ene af brudpunkterne være nær ved kanten med klippemærket og det andet nær den modsatte kant.

Punkt 4: der, hvor krumningsradius er mindst på den længste median,

Punkt 5: 3 cm fra prøveemnets kant, der hvor omkredsens krumningsradius er mindst, til venstre eller til højre.

2.5.2.   Der foretages en brudprøvning i hver af punkterne 1, 2, 3, 3′, 4 og 5.

2.6.   Fortolkning af resultaterne

En prøvning anses for at have givet et tilfredsstillende resultat, hvis bruddet opfylder alle betingelserne i punkt 2.6.1.1, 2.6.1.2 og 2.6.1.3 nedenfor.

2.6.1.1.   Zone F I

2.6.1.1.1.   Antallet af brudstykker i et kvadrat på 5 × 5 cm er ikke under 40 eller over 350, undtagen, såfremt det samlede antal er under 40, hvis antallet af brudstykker i et kvadrat på 10 × 10 cm, som selv omfatter kvadratet på 5 × 5 cm, ikke er under 160.

2.6.1.1.2.   Til brug for ovenstående beregning tælles brudstykker, der ligger på en af kvadratets sider, som halve.

2.6.1.1.3.   Bruddet kontrolleres ikke i en 2 cm bred stribe i prøveemnernes kanter, idet denne stribe repræsenterer rudens indfatning, og heller ikke i en radius på 7,5 cm omkring anslagspunktet.

2.6.1.1.4.   Højst tre brudstykker med en overflade på over 3 cm2 tillades, men der må ikke være mere end et i den samme cirkel med en diameter på 10 cm.

2.6.1.1.5.   Brudstykker af aflang form tillades på betingelse af, at deres kanter ikke er knivskarpe og deres længde, med forbehold af bestemmelserne i punkt 2.6.2.2 nedenfor ikke overstiger 7,5 cm. Såfremt disse brudstykker når helt frem til glassets kant, må de ikke danne en vinkel med dette på over 45o.

2.6.1.2.   Zone F II

2.6.1.2.1.   Udsynet efter glassets splintren kontrolleres i den rektangulære zone, der er defineret i punkt 2.3.2. I dette rektangel skal den samlede overflade af brudstykker på 2 cm2 udgøre mindst 15 % af rektanglets areal. Imidlertid skal det procentvise udsyn for forruder med en højde på under 44 cm eller hvis opsætningsvinkel er mindst 15o i forhold til den lodrette linje være mindst 10 % af overfladen af det tilsvarende rektangel.

2.6.1.2.2.   Intet brudstykke må have en overflade på over 16 cm2, jf. dog bestemmelserne i punkt 2.6.2.2 nedenfor.

2.6.1.2.3.   Inden for en radius på 10 cm omkring anslagspunktet, men kun i den del af cirklen, der ligger i zone F II, er tre brudstykker med en overflade på mere end 16 cm2, men ikke over 25 cm2 tilladt.

Brudstykkerne skal være regelmæssige i form og uden spidser, som beskrevet i punkt 2.6.1.2.4.1 nedenfor. Imidlertid tillades indtil ti uregelmæssige brudstykker i et hvilket som helst rektangel på 50 × 20 cm og indtil 25 på forrudens samlede overflade.

Der må ikke på nogle af disse brudstykker være en spids, der er mere end 35 mm lang, målt i overensstemmelse med punkt 2.6.1.2.4.1 nedenfor.

2.6.1.2.4.1.   Et brudstykke anses for uregelmæssigt, hvis det ikke kan indskrives i en cirkel med en diameter på 40 mm, hvis det har mindst en spids, der er længere end 15 mm, målt mellem yderpunktet og snittet, hvis bredde er lig med rudens tykkelse, og hvis det har en eller flere spidser med en topvinkel på under 40o.

2.6.1.2.5.   Brudstykker af aflang form tillades i zone F II, på betingelse af at deres længde ikke overstiger 10 cm, jf. dog bestemmelserne i punkt 2.6.2.2 nedenfor.

2.6.1.3.   Zone F III

Kendetegnene for brud i denne zone skal ligge mellem kendetegnene for brud, der er tilladt i de to tilstødende zoner (F I og F II).

En forrude, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til brudprøvningen, såfremt mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

2.6.2.1.   Alle prøvninger udført med de anslagspunkter, der er defineret i punkt 2.5.1, har givet positive resultater.

2.6.2.2.   En prøvning blandt alle dem, der er foretaget med de i pkt. 2.5.1 definerede anslagspunkter, har givet et negativt resultat for så vidt angår afvigelser, som ikke overstiger nedenstående grænser:

Zone F I: højst fem brudstykker, der er mellem 7,5 og 15 cm lange;

Zone F II: højst tre brudstykker med en overflade på mellem 16 og 20 cm2 uden for en cirkel med en radius på 10 cm, med centrum i anslagspunktet;

Zone F III: højst fire brudstykker, der er mellem 10 og 17,5 cm lange

og gentages på et nyt prøveemne, som er i overensstemmelse med forskrifterne i pkt. 2.6.1, eller hvis afvigelser ligger inden for ovennævnte grænser.

2.6.2.3.   To prøvninger blandt dem, der er foretaget med de i pkt. 2.5.1 definerede anslagspunkter, har givet et negativt resultat for så vidt angår afvigelser, som ikke overstiger de i pkt. 2.6.2.2 anførte grænser, men en ny serie prøvninger foretaget på en ny serie prøveemner er i overensstemmelse med forskrifterne i pkt. 2.6.1, eller også er der ikke mere end 2 prøveemner i den nye serie, hvis afvigelser ligger inden for de i pkt. 2.6.2.2 specificerede grænser.

2.6.3.   Såfremt ovennævnte afvigelser konstateres, skal de anføres i rapporten, og fotografier af de pågældende dele af forruden vedlægges denne.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

3.2.   Antal prøveemner

3.2.1.   For hver gruppe forruder af hærdet glas foretages der prøvninger med fire prøveemner med tilnærmelsesvis den mindste udfoldede overflade og fire prøveemner med tilnærmelsesvis den største udfoldede overflade, idet de otte prøveemner skal være af samme type som dem, der er udvalgt til brudprøvningerne (se punkt 2.2).

3.2.2.   Det laboratorium, som udfører prøvningerne, kan i stedet, hvis det finder det hensigtsmæssigt, for hver tykkelseskategori foretage prøvning med seks prøveemner på (1 100 × 500 mm) + 5/– 2 mm.

3.3.   Afprøvningsmetode

3.3.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3 i bilag III C beskrevne.

3.3.2.   Faldhøjden er 1,50 m + 0/– 5 mm.

3.4.   Fortolkning af resultaterne

3.4.1.   Prøvningen anses for at have givet et tilfredsstillende resultat, såfremt forruden eller prøveemnet er sprunget.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen med attraphoved, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

3.4.2.1.   alle prøvningerne har givet et positivt resultat,

3.4.2.2.   en prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner har givet positive resultater.

4.   OPTISKE EGENSKABER

Forskrifterne vedrørende de optiske egenskaber, der er anført i punkt 9 i bilag III C, gælder for alle forrudetyper.

BILAG III E

Ruder af glas med ensartet hærdning, bortset fra forruder (1)

1.   DEFINITION AF TYPEN

Ruder af glas med ensartet hærdning anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn.

1.1.   De primære kendetegn er følgende:

1.1.1.   fabriks- eller varemærke

1.1.2.   hærdningens art (termisk eller kemisk)

formkategori; der skelnes mellem to kategorier:

1.1.3.1.   plane ruder

1.1.3.2.   plane og buede ruder

1.1.4.   den tykkelseskategori, hvori den nominelle tykkelse »e« ligger, idet der tillades en fabrikationstolerance på ±0,2 mm:

Kategori I:

 

e ≤ 3,5 mm

Kategori II:

3,5 mm <

e ≤ 4,5 mm

Kategori III:

4,5 mm <

e ≤ 6,5 mm

Kategori IV:

6,5 mm <

e.

1.2.   De sekundære kendetegn er følgende:

1.2.1.   materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas)

1.2.2.   farvning (farveløst eller tonet)

1.2.3.   tilstedeværelse af varmelegeme eller ikke.

2.   BRUDPRØVNING

2.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

Materiale

Vanskelighedsindeks

Spejlglas

2

Floatglas

1

Vinduesglas

1

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

2.2.   Udvælgelse af prøveemner

Prøveemner af hver formkategori og hver tykkelseskategori, som er vanskelige at fremstille, udvælges til prøvningerne efter følgende kriterier:

For plane ruder indsendes der to serier prøveemner svarende til:

2.2.1.1.1.   den største overflade

2.2.1.1.2.   den mindste vinkel mellem to hosliggende sider.

For plane og buede ruder indsendes der tre serier prøveemner svarende til:

2.2.1.2.1.   den største udfoldede flade

2.2.1.2.2.   den mindste vinkel mellem to hosliggende sider

2.2.1.2.3.   den største segmenthøjde.

2.2.2.   De prøvninger, der foretages på prøveemner svarende til den største overflade »S«, anses for gældende for alle andre overflader på under S + 5 %.

2.2.3.   Såfremt de indsendte prøveemner har en vinkel γ på under 30o, anses prøvningerne for at gælde for alle ruder, der er fremstillet med en vinkel på over γ – 5o.

Såfremt de indsendte prøveemner har en vinkel på 30o eller derover, anses prøvningerne for at gælde for alle ruder, der er fremstillet med en vinkel større end eller lig med 30o.

2.2.4.   Såfremt segmenthøjden h for de indsendte prøveemner er større end 100 mm, anses prøvningerne for at gælde for alle ruder, der er fremstillet med en segmenthøjde på under h + 30 mm.

Såfremt segmenthøjden for de indsendte prøveemner er mindre end eller lig med 100 mm, anses prøvningerne for at gælde for alle ruder, der er fremstillet med en segmenthøjde på mindre end eller lig med 100 mm.

2.3.   Antal prøveemner pr. serie

Antallet af prøveemner i hver gruppe er følgende i forhold til den i pkt. 1.1.3 ovenfor definerede formkategori:

Art og rude

Antal prøveemner

Plan (to serier)

4

Plan og buet (tre serier)

5

2.4.   Afprøvningsmetode

2.4.1.   Den anvendte metode er den i punkt 1 i bilag III C beskrevne.

2.5.   Anslagspunkter (se bilag III N, figur 3)

2.5.1.   For plane ruder og buede ruder er de anslagspunkter, der er repræsenteret i henholdsvis figur 3a), 3b) i bilag III N og figur 3c) i bilag III N, følgende:

Punkt 1: 3 cm fra rudens kanter i den del, hvor omkredsens krumningsradius er mindst

Punkt 2: 3 cm fra kanten på en af medianerne, idet den side af ruden, der eventuelt har klippemærker, skal vælges

Punkt 3: rudens geometriske centrum

Punkt 4: udelukkende for buede ruders vedkommende: dette punkt vælges på den længste median i den del af ruden, hvor krumningsradius er mindst.

2.5.2.   Der foretages en enkelt prøvning pr. foreskrevet anslagspunkt.

2.6.   Fortolkning af resultaterne

En prøvning anses for at have givet et tilfredsstillende resultat, hvis bruddet opfylder følgende betingelser:

2.6.1.1.   antallet af brudstykker i et kvadrat på 5 × 5 cm er ikke under 40 og ikke over 400, eller 450 i tilfælde af ruder, hvis tykkelse ikke overstiger 3,5 mm

2.6.1.2.   til brug for ovenstående beregning tælles brudstykker, der ligger på en af kvadratets sider, som halve

2.6.1.3.   bruddet kontrolleres ikke i en stribe på 2 cm bredde i hele prøveemnernes omkreds, som repræsenterer rudens indfatning, og heller ikke i en radius på 7,5 cm omkring anslagspunktet

2.6.1.4.   brudstykker med en overflade på over 3 cm2 tillades ikke, undtagen i de dele, der er defineret i punkt 2.6.1.3

2.6.1.5.   nogle få brudstykker af aflang form tillades på betingelse af:

at deres kanter ikke er knivskarpe,

at de, såfremt de når en af rudens kanter, ikke danner en vinkel på over 45°,

og såfremt deres længde ikke overstiger 7,5 cm, jf. dog bestemmelserne i punkt 2.6.2.2 nedenfor.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til brudprøvningen, såfremt mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

2.6.2.1.   alle prøvninger udført med anvendelse af de i pkt. 2.5.1 foreskrevne anslagspunkter har givet et positivt resultat

2.6.2.2.   en prøvning blandt alle dem, der er foretaget med de i pkt. 2.5.1 definerede anslagspunkter, har givet et negativt resultat for så vidt angår afvigelser, som ikke overstiger nedenstående grænser:

højst fem brudstykker med en længde på mellem 6 og 7,5 cm

højst fire brudstykker med en længde på mellem 7,5 og 10 cm

og gentages på et nyt prøveemne, som er i overensstemmelse med forskrifterne i pkt. 2.6.1, eller hvis afvigelser ligger inden for ovennævnte grænser.

2.6.2.3.   To prøvninger blandt dem, der er foretaget med de i pkt. 2.5.1 definerede anslagspunkter, har givet et negativt resultat for så vidt angår afvigelser, som ikke overstiger de i pkt. 2.6.2.2 anførte grænser, men en ny serie prøvninger foretaget på en ny serie prøveemner er i overensstemmelse med forskrifterne i pkt. 2.6.1, eller også er der ikke mere end 2 prøveemner i den nye serie, hvis afvigelser ligger inden for de i pkt. 2.6.2.2 specificerede grænser.

2.6.3.   Såfremt ovennævnte afvigelser konstateres, skal de anføres i rapporten, og fotografier af de pågældende dele af ruden vedlægges denne.

3.   MEKANISK MODSTANDSDYGTIGHED

3.1.   Slagprøve med en kugle på 227 g

3.1.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

Materiale

Vanskeligheds- indeks

Farvning

Vanskeligheds- indeks

Spejlglas

2

Farveløst

1

Floatglas

1

Tonet

2

Vinduesglas

1

 

 

Det andet sekundære kendetegn (tilstedeværelse af varmelegeme eller ikke) tages ikke i betragtning.

3.1.2.   Antal prøveemner

Seks prøveemner underkastes forsøg for hver tykkelseskategori defineret i pkt. 1.1.4 ovenfor.

3.1.3.   Afprøvningsmetode

3.1.3.1.   Den anvendte afprøvningsmetode er den i pkt. 2.1 i bilag III C beskrevne.

3.1.3.2.   Faldhøjden (fra kuglens nederste del til prøveemnets overflade) er den i følgende tabel angivne højde i forhold til rudens tykkelse:

Rudens nominelle tykkelse (e)

Faldhøjde

e ≤ 3,5 mm

2,0 m + 5/– 0 mm

3,5 mm < e

2,5 m + 5/– 0 mm

3.1.4.   Fortolkning af resultaterne

3.1.4.1.   Slagprøven med en kugle anses for at have givet et tilfredsstillende resultat, såfremt prøveemnet ikke springer.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til den mekaniske modstandsdygtighed, såfremt mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

3.1.4.2.1.   højst ét forsøg har givet et negativt resultat

3.1.4.2.2.   to prøvninger har givet negative resultater, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie på seks prøveemner giver positive resultater.

4.   OPTISKE EGENSKABER

4.1.   Lysgennemgang

De i punkt 9.1 i bilag III C anførte forskrifter vedrørende den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset gælder for ruder eller dele af ruder med ensartet hærdning, der findes på steder, der spiller en væsentlig rolle for førerens udsyn.


(1)  Denne type ruder af glas med ensartet hærdning kan ligeledes anvendes som forruder i traktorer.

BILAG III F

Forruder af almindeligt lamineret glas

1.   DEFINITION AF TYPEN

Forruder af almindeligt lamineret glas anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn.

1.1.   De primære kendetegn er:

1.1.1.   Vare- eller fabriksmærket

1.1.2.   Form og dimensioner.

Forruder af almindeligt lamineret glas anses for at udgøre en integrerende del af en gruppe med hensyn til prøvningerne af mekaniske egenskaber og af modstandsdygtigheden over for påvirkninger fra omgivelserne.

1.1.3.   Antallet af glaslag.

1.1.4.   »e« er forrudens nominelle tykkelse, idet der tillades en fabrikationstolerance på ±0,2 n mm af den nominelle værdi, hvor n er antallet af forrudens glaslag.

1.1.5.   Den nominelle tykkelse af mellemlægget eller mellemlæggene.

1.1.6.   Arten og typen af mellemlægget eller mellemlæggene (f.eks. PVB eller andet mellemlæg af plastmateriale).

1.2.   De sekundære kendetegn er:

1.2.1.   Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas).

1.2.2.   Hel eller delvis farvning af mellemlægget eller mellemlæggene (farveløst eller tonet).

1.2.3.   Glassets farvning (farveløst eller tonet).

1.2.4.   Tilstedeværelse af varmelegeme eller ikke.

1.2.5.   Tilstedeværelse af solfilterfilm eller ikke.

2.   GENERELT

2.1.   For forruder af almindeligt lamineret glas udføres prøvningerne med undtagelse af dem, der vedrører attraphoved (punkt 3.2) og de optiske egenskaber, på plane prøveemner, som er prøveudtaget af allerede eksisterende forruder, eller som er fremstillet specielt. I begge tilfælde skal prøveemnerne i enhver henseende være absolut repræsentative for de seriefremstillede forruder, for hvilke der ansøges om komponenttypegodkendelse.

2.2.   Før hver prøvning opbevares prøveemnerne mindst 4 timer ved en temperatur på 23 ± 2 oC. Prøvningerne finder sted så hurtigt som muligt, efter at emnerne er taget ud af det rum, hvor de har været opbevaret.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

3.2.   Prøvning med attraphoved på hel forrude

3.2.1.   Antal prøveemner

Fire prøveemner af den serie ruder, som har den mindste udfoldede overflade, og fire prøveemner af den serie, som har den største udfoldede overflade, valgt i henhold til bestemmelserne i bilag III M, underkastes prøvninger.

3.2.2.   Afprøvningsmetode

3.2.2.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3.3.2 i bilag III C beskrevne.

3.2.2.2.   Faldhøjden skal være 1,50 m + 0/– 5 mm.

3.2.3.   Fortolkning af resultaterne

Denne prøvning anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.2.3.1.1.   Prøveemnet knuses, samtidig med at der opstår adskillige cirkelformede revner centreret omtrentligt om anslagspunktet, idet de nærmeste revner skal ligge højst 80 mm fra anslagspunktet.

3.2.3.1.2.   Glaslagene skal fortsat hænge fast ved plastmellemlægget. Der tillades en eller flere løsninger af en bredde på 4 mm på hver side af revnen uden for en cirkel med en diameter på 60 mm med centrum i anslagspunktet.

På anslagssiden:

3.2.3.1.3.1.   må mellemlægget ikke blotlægges på en overflade på over 20 cm2

3.2.3.1.3.2.   tillades der en beskadigelse af mellemlægget over en længde på 35 mm.

En serie prøveemner, der er indsendt til typegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvning med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.2.3.2.1.   Samtlige prøvninger har givet et positivt resultat,

3.2.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

3.3.   Prøvning med attraphoved på flade prøveemner

3.3.1.   Antal prøveemner

Seks flade prøveemner, der måler 1 100 mm × 500 mm + 5/– 2 mm, afprøves.

3.3.2.   Afprøvningsmetode

3.3.2.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3.3.1 i bilag III C beskrevne.

3.3.2.2.   Faldhøjden er 4 m + 25/– 0 mm.

3.3.3.   Fortolkning af resultaterne

Denne prøvning anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.3.3.1.1.   Prøveemnet giver efter og knuses, samtidig med at der opstår adskillige cirkelformede revner, centreret omtrentlig om anslagspunktet;

3.3.3.1.2.   Beskadigelser i mellemlægget tillades, på betingelse af at dukkens hoved ikke går igennem prøveemnet;

3.3.3.1.3.   Ingen større glassplinter må frigøres fra mellemlægget.

En serie prøveemner, der er indsendt til typegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvning med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.3.3.2.1.   Samtlige prøvninger har givet positive resultater,

3.3.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

4.   PRØVNING AF MEKANISK MODSTANDSDYGTIGHED

4.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

4.2.   Prøve med kugle på 2 260 g

4.2.1.   Antal prøveemner

Der afprøves seks kvadratiske prøveemner med en kant på 300 mm + 10/– 0 mm.

4.2.2.   Afprøvningsmetode

4.2.2.1.   Den anvendte metode er den i punkt 2.2 i bilag III C beskrevne.

4.2.2.2.   Faldhøjden (fra kuglens nederste del til prøveemnets overflade) er 4 m + 25 mm/– 0 mm.

4.2.3.   Fortolkning af resultaterne

4.2.3.1.   Prøvningen anses for at have givet et positivt resultat, såfremt kuglen ikke går igennem ruden i løbet af fem sekunder fra anslagstidspunktet.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, betragtes som tilfredsstillende med hensyn til prøven med en kugle på 2 260 g, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

4.2.3.2.1.   Samtlige prøvninger har givet et positivt resultat,

4.2.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

4.3.   Prøve med kugle på 227 g

4.3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

4.3.2.   Antal prøveemner

Der afprøves tyve kvadratiske prøveemner med en kant på 300 mm + 10/– 0 mm.

4.3.3.   Afprøvningsmetode

4.3.3.1.   Den anvendte metode er den i punkt 2.1 i bilag III C beskrevne. Ti prøveemner afprøves ved en temperatur på +40 ± 2 °C og ti ved en temperatur på –20 ± 2 °C.

4.3.3.2.   Faldhøjden for de forskellige tykkelseskategorier og massen af de løsrevne brudstykker er anført i tabellen nedenfor:

 

+40 °C

–20 °C

Prøveemnets tykkelse

Faldhøjde

Største tilladte masse for brudstykker

Faldhøjde

Største tilladte masse for brudstykker

mm

m (1)

g

m (1)

g

e ≤ 4,5

9

12

8,5

12

4,5 < e ≤ 5,5

10

15

9

15

5,5 < e ≤ 6,5

11

20

9,5

20

e > 6,5

12

25

10

25

4.3.4.   Fortolkning af resultaterne

4.3.4.1.   Prøvningen anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

kuglen går ikke igennem prøveemnet,

prøveemnet knuses ikke i flere stykker,

er mellemlægget ikke revnet, må vægten af de brudstykker, som har revet sig løs på den side af glasset, der er modsat anslagspunktet, ikke overstige de relevante værdier, der er specificeret i punkt 4.3.3.2.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøven med en kugle på 227 g, såfremt den ene af følgende to betingelser er opfyldt:

4.3.4.2.1.   mindst otte prøvninger, der er udført ved hver af prøvningstemperaturerne, giver et positivt resultat,

4.3.4.2.2.   mere end to prøvninger ved hver af prøvningstemperaturerne har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger, udført på en ny serie prøveemner, giver positive resultater.

5.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHED OVER FOR PÅVIRKNINGER FRA OMGIVELSERNE

5.1.   Slidprøve

5.1.1.   Vanskelighedsindeks og afprøvningsmetode

Forskrifterne i punkt 4 i bilag III C anvendes, idet prøvningen foregår i løbet af 1 000 kredsløb.

5.1.2.   Fortolkning af resultaterne

Sikkerhedsruden anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden mod slid, såfremt lysspredningen som følge af slid af prøveemnet ikke overstiger 2 %.

5.2.   Prøvning af modstandsdygtighed ved høj temperatur

Forskrifterne i punkt 5 i bilag III C anvendes.

5.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden over for lyspåvirkninger

5.3.1.   Generel forskrift

Denne prøvning udføres kun, såfremt laboratoriet finder det nødvendigt i betragtning af de foreliggende oplysninger vedrørende mellemlægget.

5.3.2.   Forskrifterne i punkt 6 i bilag III C anvendes.

5.4.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt

Forskrifterne i punkt 7 i bilag III C anvendes.

6.   OPTISKE EGENSKABER

De i punkt 9 i bilag III C anførte forskrifter vedrørende de optiske egenskaber gælder for alle typer forruder.


(1)  Der tillades en tolerance på + 25/– 0 mm for faldhøjden.

BILAG III G

Ruder af lamineret glas, bortset fra forruder (1)

1.   DEFINITION AF TYPEN

Ruder af lamineret glas bortset fra forruder anses for at tilhøre flere typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn.

1.1.   De primære kendetegn er følgende:

1.1.1.   vare- eller fabriksmærket

1.1.2.   den tykkelseskategori for ruden, hvori den nominelle tykkelse »e« ligger, idet der tillades en fabrikationstolerance på ±0,2 n mm, hvor »n« er antallet af glaslag:

Kategori I:

 

e ≤ 5,5 mm

Kategori II:

5,5 mm <

e ≤ 6,5 mm

Kategori III:

6,5 mm <

e.

1.1.3.   den nominelle tykkelse af mellemlægget eller mellemlæggene

1.1.4.   arten og typen af mellemlægget eller mellemlæggene, f.eks. PVB eller andet mellemlæg af plastmateriale

1.1.5.   enhver særlig behandling, som et af glaslagene kan have været underkastet.

1.2.   De sekundære kendetegn er følgende:

1.2.1.   materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas)

1.2.2.   farvningen af mellemlægget (farveløst eller tonet, helt eller delvis)

1.2.3.   glassets farvning (farveløst eller tonet).

2.   GENERELT

2.1.   For så vidt angår ruder af almindeligt lamineret glas bortset fra forruder udføres prøvningerne på plane prøveemner, som enten er skåret ud af rigtige ruder eller specielt fremstillet. I begge tilfælde skal prøveemnerne i enhver henseende være absolut repræsentative for den produktion af ruder, for hvilken der ansøges om komponenttypegodkendelse.

2.2.   Før hver prøvning opbevares prøveemnerne af lamineret glas mindst 4 timer ved en temperatur på 23 ± 2 oC. Prøvningerne udføres på prøveemnerne, så snart disse er taget ud af den beholder, hvori de har været opbevaret.

2.3.   Den rude, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for at opfylde bestemmelserne i dette bilag, såfremt den har samme sammensætning som en forrude, der allerede er typegodkendt i henhold til bestemmelserne i bilag III F, III H eller III I.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

3.2.   Antal prøveemner

Der afprøves seks flade prøveemner, som måler 1 100 mm × 500 mm (+ 25/– 0 mm)

3.3.   Afprøvningsmetode

3.3.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3 i bilag III C beskrevne.

3.3.2.   Faldhøjden er 1,50 m + 0 mm/– 5 mm (denne faldhøjde forhøjes til 4 m + 25 mm/– 0 mm for ruder, der anvendes som traktorforruder).

3.4.   Fortolkning af resultaterne

Denne prøvning anses for at have givet tilfredsstillende resultater, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.4.1.1.   Prøveemnet giver efter og knuses, idet der opstår adskillige cirkelformede revner, centreret omtrentligt om anslagspunktet

3.4.1.2.   Mellemlægget kan være beskadiget, med dukkens hoved må ikke gå igennem

3.4.1.3.   Ingen større glassplinter må frigøres fra mellemlægget.

En serie prøveemner, der afprøves med henblik på komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.4.2.1.   Alle prøvninger har givet positive resultater, eller

3.4.2.2.   en prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

4.   MEKANISK MODSTANDSDYGTIGHED. SLAGPRØVE MED EN KUGLE PÅ 227 g

4.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

4.2.   Antal prøveemner

Der afprøves fire flade kvadratiske prøveemner på 300 mm (+ 10/– 0 mm).

4.3.   Afprøvningsmetode

4.3.1.   Den anvendte metode er den i punkt 2.1 i bilag III C beskrevne.

4.3.2.   Faldhøjden (fra kuglens nederste del til prøveemnets overflade) er anført i følgende tabel i forhold til den nominelle tykkelse.

Nominel tykkelse

Faldhøjde

e ≤ 5,5 mm

5 m

+25 mm/–0mm

5,5 mm ≤ e ≤ 6,5 mm

6 m

6,5 mm ≤ e

7 m

4.4.   Fortolkning af resultaterne

4.4.1.   Slagprøven med kuglen anses for at give et tilfredsstillende resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

kuglen går ikke igennem prøveemnet,

prøveemnet knuses ikke i flere stykker,

den samlede vægt af de få stykker, der kan dannes på den modsatte side af anslagspunktet, overstiger ikke 15 g.

En serie prøveemner, der afprøves, anses for tilfredsstillende med hensyn til den mekaniske modstandsdygtighed, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

4.4.2.1.   Alle prøvningerne har givet et positivt resultat, eller

4.4.2.2.   højst to prøvninger har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

5.   MODSTANDSDYGTIGHED OVER FOR PÅVIRKNINGER FRA OMGIVELSERNE

5.1.   Prøvning af modstandsdygtighed over for slid

5.1.1.   Vanskelighedsindeks og afprøvningsmetode

Forskrifterne i punkt 4 i bilag III C anvendes, idet prøvningen foregår i løbet af 1 000 kredsløb.

5.1.2.   Fortolkning af resultaterne

Sikkerhedsruden anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden mod slid, såfremt lysspredningen som følge af slid af prøveemnet ikke overstiger 2 %.

5.2.   Varmebestandighedsprøvning

Forskrifterne i punkt 5 i bilag III C anvendes.

5.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden over for lyspåvirkninger

5.3.1.   Generel forskrift

Denne prøvning udføres kun, såfremt laboratoriet finder det nødvendigt i betragtning af de foreliggende oplysninger vedrørende mellemlægget.

5.3.2.   Forskrifterne i punkt 6 i bilag III C anvendes.

5.4.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt

5.4.1.   Forskrifterne i punkt 7 i bilag III C anvendes.

6.   OPTISKE EGENSKABER

6.1.   Lysgennemgang

De i punkt 9.1 i bilag III C anførte forskrifter vedrørende den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset gælder for ruder eller dele af ruder, der findes på steder, af afgørende betydning for førerens udsyn.


(1)  Denne type ruder af lamineret glas kan ligeledes anvendes som forruder i traktorer.

BILAG III H

Forrude af behandlet lamineret glas

1.   DEFINITION AF TYPEN

Forruder af behandlet lamineret glas anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn.

1.1.   De primære kendetegn er følgende:

1.1.1.   Vare- eller fabriksmærket.

1.1.2.   Form og dimensioner.

Forruder af behandlet lamineret glas anses for at være en del af en enkelt gruppe for så vidt angår prøvningerne af brud, mekaniske egenskaber og af modstandsdygtigheden over for påvirkninger fra omgivelserne.

1.1.3.   Antallet af glaslag.

1.1.4.   »e« er forrudens nominelle tykkelse, idet der tillades en fabrikationstolerance på ±0,2 n mm af den nominelle værdi, hvor »n« er antallet af forrudens glaslag.

1.1.5.   Den særlige behandling, som et eller flere glaslag kan have været underkastet.

1.1.6.   Den nominelle tykkelse af mellemlægget eller mellemlæggene.

1.1.7.   Arten og typen af mellemlægget eller mellemlæggene (f.eks. PVB eller andet mellemlæg af plastmateriale).

1.2.   De sekundære kendetegn er følgende:

1.2.1.   Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas).

1.2.2.   Hel eller delvis farvning af mellemlægget eller mellemlæggene (farveløst eller tonet).

1.2.3.   Glassets farvning (farveløst eller tonet).

1.2.4.   Tilstedeværelse af varmelegeme eller ikke.

1.2.5.   Tilstedeværelse af solfilterfilm eller ikke.

2.   GENERELT

2.1.   For forruder af behandlet lamineret glas udføres prøvningerne med undtagelse af dem, der vedrører attraphoved på hel forrude og de optiske egenskaber, på prøveemner og/eller plane prøveemner, som er fremstillet specielt til dette formål. Prøveemnerne skal imidlertid i enhver henseende være absolut repræsentative for de seriefremstillede forruder, for hvilke der ansøges om komponenttypegodkendelse.

2.2.   Før hver prøvning opbevares prøveemnerne mindst 4 timer ved en temperatur på 23 ± 2 oC. Prøvningerne udføres så hurtigt som muligt, efter at prøveemnerne er taget ud af den beholder, hvori de har været opbevaret.

3.   FORESKREVNE PRØVNINGER

Forruder af behandlet lamineret glas underkastes:

3.1.   De prøvninger, der er foreskrevet i bilag III F for almindelige laminerede forruder.

3.2.   Den brudprøvning, der er beskrevet i punkt 4 nedenfor.

4.   BRUDPRØVNING

4.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

Materiale

Vanskelighedsindeks

Spejlglas

2

Floatglas

1

Vinduesglas

1

4.2.   Antal prøveemner eller stikprøver

Et prøveemne på 1 100 mm × 500 mm + 5 mm/– 2 mm eller en stikprøve for hvert anslagspunkt afprøves.

4.3.   Afprøvningsmetode

Den anvendte metode er den i punkt 1 i bilag III C beskrevne.

4.4.   Anslagspunkt(er)

Ruden skal slås på hver af de udvendige behandlede glaslag i prøveemnets eller stikprøvens centrum.

4.5.   Fortolkning af resultaterne

Brudprøvningen anses for hvert anslagspunkt for at have givet et positivt resultat, såfremt den samlede overflade af de brudstykker, der er lig med 2 cm2 eller derover, i det i punkt 2.3.2 i bilag III D definerede rektangel, udgør mindst 15 % af rektanglets overflade.

I tilfælde af stikprøve:

4.5.1.1.1.   Rektanglets centrum er beliggende i en cirkel med en radius på 10 cm, der er centreret i referencepunktets projektion, som defineret i punkt 1.2 i bilag I til direktiv 2008/2/EF.

4.5.1.1.2.   For traktorer, hvor det ikke er muligt at bestemme referencepunktet, skal udsynszonens position angives i prøverapporten.

4.5.1.1.3.   Højden af ovennævnte rektangel kan nedsættes til 15 cm for forruder med en højde på under 44 cm, eller hvis monteringsvinkel er mindre end 15o i forhold til den lodrette linje, og det procentvise udsyn skal være lig med 10 % af overfladen af det tilsvarende rektangel.

4.5.1.2.   I tilfælde af prøveemne er rektanglets centrum beliggende på prøveemnets største akse, 450 mm fra en af kanterne.

Prøveemnet eller prøveemnerne eller stikprøven eller stikprøverne, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til brudprøvningen, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

4.5.2.1.   Prøvningen har givet et positivt resultat for hvert anslagspunkt, eller

4.5.2.2.   efter at prøvningen er blevet gentaget på en ny serie af fire prøveemner for hvert anslagspunkt, for hvilket den først gav et negativt resultat, giver de fire nye prøvninger, der udføres på de samme punkter, alle et positivt resultat.

BILAG III I

Sikkerhedsrude med en overflade af plastmateriale på indersiden

1.   Materialerne til sikkerhedsruden som defineret i bilag III D til III H skal, såfremt de på indersiden er beklædt med et lag af plastmateriale, være i overensstemmelse med nedenstående forskrifter, som føjes til forskrifterne i de relevante bilag.

2.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD SLID

2.1.   Vanskelighedsindeks og afprøvningsmetode

Beklædningen af plastmateriale skal afprøves i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 4 i bilag III C i en periode på 100 kredsløb.

2.2.   Fortolkning af resultaterne

Beklædningen af plastmateriale anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden mod slid, såfremt lysspredningen som følge af slid af prøveemnet ikke overstiger 4 %.

3.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD FUGT

3.1.   For så vidt angår hærdede sikkerhedsruder med en overflade af plastmateriale foretages en prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt.

3.2.   Forskrifterne i punkt 7 i bilag III C anvendes.

4.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD TEMPERATURÆNDRINGER

Forskrifterne i punkt 8 i bilag III C anvendes.

5.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD ILD

Forskrifterne i punkt 10 i bilag III C anvendes.

6.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD KEMISKE STOFFER

Forskrifterne i punkt 11 i bilag III C anvendes.

BILAG III J

Forruder af plexiglas

1.   DEFINITION AF TYPEN

Forruder af plexiglas anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn.

1.1.   De primære kendetegn er:

1.1.1.   Vare- eller fabriksmærket.

1.1.2.   Form og dimensioner.

Forruder af plexiglas anses for at udgøre en integrerende del af en gruppe med hensyn til prøvningerne af mekaniske egenskaber og af modstandsdygtigheden over for påvirkninger fra omgivelserne, af modstandsdygtigheden mod temperaturændringer, og modstandsdygtigheden mod kemiske stoffer.

1.1.3.   Antallet af plastlag.

1.1.4.   »e« er forrudens nominelle tykkelse, idet der tillades en fabrikationstolerance på ±0,2 n mm.

1.1.5.   Den nominelle tykkelse af glaslaget.

1.1.6.   Den nominelle tykkelse af det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg.

1.1.7.   Arten og typen af det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg, (f.eks. PVB eller andet) og af plastlaget på indersiden.

1.1.8.   Enhver særlig behandling, som ruden kan have været underkastet.

1.2.   De sekundære kendetegn er:

1.2.1.   Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas).

1.2.2.   Hel eller delvis farvning af mellemlægget eller mellemlæggene (farveløst eller tonet).

1.2.3.   Glassets farvning (farveløst eller tonet).

1.2.4.   Tilstedeværelse af varmelegeme eller ikke.

1.2.5.   Tilstedeværelse af solfilterfilm eller ikke.

2.   GENERELT

2.1.   For forruder af plexiglas udføres prøvningerne med undtagelse af dem, der vedrører attraphoved (punkt 3.2) og de optiske egenskaber, på plane prøveemner, som er prøveudtaget af allerede eksisterende forruder, eller som er fremstillet specielt. I begge tilfælde skal prøveemnerne i enhver henseende være absolut repræsentative for de seriefremstillede forruder, for hvilke der ansøges om komponenttypegodkendelse.

2.2.   Før hver prøvning opbevares prøveemnerne mindst 4 timer ved en temperatur på 23 ± 2 oC. Prøvningerne finder sted så hurtigt som muligt, efter at emnerne er taget ud af det rum, hvor de har været opbevaret.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

3.2.   Prøvning med attraphoved på hel forrude.

3.2.1.   Antal prøveemner

Fire prøveemner af den serie ruder, som har den mindste udfoldede overflade og fire prøveemner af den serie, som har den største udfoldede overflade, valgt i henhold til bestemmelserne i bilag III M, underkastes prøvninger.

3.2.2.   Afprøvningsmetode

3.2.2.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3.3.2 i bilag III C beskrevne.

3.2.2.2.   Faldhøjden skal være 1,50 m + 0/– 5 mm.

3.2.3.   Fortolkning af resultaterne

Denne prøvning anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.2.3.1.1.   Glaslaget knuses, samtidig med at der opstår adskillige cirkelformede revner centreret omtrentligt om anslagspunktet, idet de nærmeste revner skal ligge højst 80 mm fra anslagspunktet.

3.2.3.1.2.   Glaslaget skal fortsat hænge fast ved plastmellemlægget. Der tillades en eller flere løsninger af en bredde på 4 mm på hver side af revnen uden for en cirkel med en diameter på 60 mm med centrum i anslagspunktet.

3.2.3.1.3.   Der tillades en beskadigelse af mellemlægget over en længde på 35 mm på anslagssiden.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvning med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.2.3.2.1.   Samtlige prøvninger har givet et positivt resultat, eller

3.2.3.2.2.   en prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

3.3.   Prøvning med attraphoved på flade prøveemner

3.3.1.   Antal prøveemner

Seks flade prøveemner, der måler 1 100 mm × 500 mm + 5 mm/– 2 mm, afprøves.

3.3.2.   Afprøvningsmetode

3.3.2.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3.3.1 i bilag III C beskrevne.

3.3.2.2.   Faldhøjden er 4 m + 25 mm/– 0 mm.

3.3.3.   Fortolkning af resultaterne

Denne prøvning anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.3.3.1.1.   Glaslaget giver efter og knuses, samtidig med at der opstår adskillige cirkelformede revner centreret omtrentlig om anslagspunktet;

3.3.3.1.2.   Beskadigelser i mellemlægget tillades, men dukkens hoved må ikke gå igennem prøveemnet.

3.3.3.1.3.   Ingen større glassplinter må frigøres fra mellemlægget.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvning med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.3.3.2.1.   Samtlige prøvninger har givet et positivt resultat,

3.3.3.2.2.   En prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

4.   PRØVNING AF MEKANISK MODSTANDSDYGTIGHED

4.1.   Vanskelighedsindeks, afprøvningsmetode og fortolkning af resultaterne:

Forskrifterne i punkt 4 i bilag III F anvendes

4.2.   Tredje betingelse i punkt 4.3.4.1 i bilag III F falder bort.

5.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHED MOD PÅ VIRKNINGER FRA OMGIVELSERNE

5.1.   Prøvning af modstandsdygtighed mod slid

5.1.1.   Prøvning af modstandsdygtighed mod slid på ydersiden

5.1.1.1.   Forskrifterne i punkt 5.1 i bilag III F anvendes.

5.1.2.   Prøvning af modstandsdygtighed mod slid på indersiden

5.1.2.1   Forskrifterne i punkt 2 i bilag III I anvendes.

5.2.   Prøvning af modstandsdygtighed ved høj temperatur

Forskrifterne i punkt 5 i bilag III C anvendes.

5.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkninger

Forskrifterne i punkt 6 i bilag III C anvendes.

5.4.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt

Forskrifterne i punkt 7 i bilag III C anvendes.

5.5   Prøvning af modstandsdygtigheden over for temperaturændringer

Forskrifterne i punkt 8 i bilag III C anvendes.

6.   OPTISKE EGENSKABER

Forskrifterne i punkt 9 i bilag III C om optiske egenskaber anvendes for hver type forrude.

7.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD ILD

Forskrifterne i punkt 10 i bilag III C anvendes.

8.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD KEMISKE STOFFER

Forskrifterne i punkt 11 i bilag III C anvendes.

BILAG III K

Ruder af plexiglas bortset fra forruder (1)

1.   DEFINITION AF TYPEN

Ruder af plexiglas bortset fra forruder anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af de primære eller sekundære kendetegn:

1.1.   De primære kendetegn er følgende:

1.1.1.   Vare- eller fabriksmærket

1.1.2.   Den tykkelseskategori, hvori den nominelle tykkelse »e« ligger, idet der tillades en fabrikations tolerance på ±0,2 mm:

Kategori I:

e ≤ 3,5 mm

Kategori II:

3,5 mm < e ≤ 4,5 mm

Kategori III:

4,5 mm < e

1.1.3.   Den nominelle tykkelse af det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg

1.1.4.   Rudens nominelle tykkelse

1.1.5.   Typen af det/de plastlag, der fungerer som mellemlæg (f. eks. PVB eller andet plastmateriale) og af det plastlag, der sidder på indersiden.

1.1.6.   Enhver særlig behandling, som glaslaget kan have været underkastet.

1.2.   De sekundære kendetegn er følgende:

1.2.1.   Materialets art (spejlglas, floatglas, vinduesglas)

1.2.2.   Farvning, helt eller delvis, af alle plastlag (farveløst eller tonet)

1.2.3.   Glassets farvning (farveløst eller tonet)

2.   GENERELT

2.1.   For så vidt angår ruder af plexiglas bortset fra forruder udføres prøvningerne på plane prøveemner, som enten er skåret ud fra normale ruder eller specielt fremstillet. I begge tilfælde skal prøveemnerne i enhver henseende være absolut repræsentative for den produktion af ruder, for hvilken der ansøges om komponenttypegodkendelse.

2.2.   For hver prøvning opbevares prøveemnerne af plexiglas mindst 4 timer ved en temperatur på 23 ± 2 oC. Prøvningerne finder sted så hurtigt som muligt, efter at emnerne er taget ud af den beholder, hvori de har været opbevaret.

2.3.   Den rude, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for at opflyde bestemmelserne i nærværende bilag, såfremt den har samme sammensætning som en forrude, der allerede er typegodkendt i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag III J.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning

3.2.   Antal prøveemner

Der afprøves seks plane prøveemner, som måler 1 100 mm × 500 mm (+ 5 mm/– 2 mm).

3.3.   Afprøvningsmetode

3.3.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3 i bilag III C beskrevne.

3.3.2.   Faldhøjden er 1,50 m + 0 mm/– 5 mm (faldhøjden øges til 4 m + 25 mm/– 0 mm, når det drejer sig om ruder, der anvendes som forruder på traktorer).

3.4.   Fortolkning af resultaterne

Denne prøvning anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.4.1.1.   Glaslaget knuses, idet der opstår adskillige revner.

3.4.1.2.   igennem.

3.4.1.3.   Der må ikke frigøres større glassplinter fra mellemlægget.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.4.2.1.   Alle prøvninger har givet et positivt resultat, eller

3.4.2.2.   en prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

4.   PRØVNING AF DEN MEKANISKE MODSTANDSDYGTIGHED — SLAGPRØVE MED EN KUGLE PÅ 227 g

4.1.   Forskrifterne i punkt 4 i bilag III G anvendes med undtagelse af tabellen i punkt 4.3.2, som erstattes af følgende:

Nominel tykkelse

Faldhøjde

e ≤ 3,5 mm

5 m

+ 25 mm/ 0 mm

3,5 mm < e ≤ 4,5 mm

6 m

e > 4,5 mm

7 m

4.2.   Bestemmelserne i tredje led i punkt 4.4.1 i bilag III G gælder imidlertid ikke.

5.   MODSTANDSDYGTIGHED MOD PÅVIRKNINGER FRA OMGIVELSERNE

5.1.   Slidprøve

5.1.1.   Slidprøve på ydersiden

Forskrifterne i punkt 5.1 i bilag III G anvendes.

5.1.2.   Slidprøve på indersiden

Forskrifterne i punkt 2.1 i bilag III I anvendes.

5.2.   Prøvning ved høj temperatur

Forskrifterne i punkt 5 i bilag III C anvendes.

5.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkninger

Forskrifterne i punkt 6 i bilag III C anvendes.

5.4.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt

Forskrifterne i punkt 7 i bilag III C anvendes.

5.5.   Prøvning af modstandsdygtigheden over for temperaturændringer

Forskrifterne i punkt 8 i bilag III C anvendes.

6.   OPTISKE EGENSKABER

De i punkt 9.1 i bilag III C anførte forskrifter vedrørende den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset gælder for ruder eller dele af ruder, som findes på steder af afgørende betydning for førerens udsyn.

7.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD ILD

Forskrifterne i punkt 10 i bilag III C anvendes.

8.   PRØVNING AF MODSTANDSDYGTIGHEDEN MOD KEMISKE STOFFER

Forskrifterne i punkt 11 i bilag III C anvendes.


(1)  Denne type ruder af plexiglas kan ligeledes anvendes som forruder i traktorer.

BILAG III L

Dobbeltruder

1.   DEFINITION AF TYPEN

Dobbeltruder anses for at tilhøre forskellige typer, såfremt de er forskellige med hensyn til mindst ét af følgende primære eller sekundære kendetegn:

1.1.   De primære kendetegn er:

1.1.1.   Fabriks- eller varemærke

1.1.2.   Sammensætningen af dobbeltruden (symmetrisk, asymmetrisk)

1.1.3.   Typen af hver af ruderne, som defineret i punkt 1 i bilag III E, III G eller III K

1.1.4.   Den nominelle bredde af rummet mellem de to ruder

1.1.5.   Fastgørelsestypen (organisk, glas-glas eller glas-metal)

1.2.   De sekundære kendetegn er:

1.2.1.   De sekundære kendetegn for hver af ruderne som defineret i punkt 1.2 i bilag III E, IIIG og III K.

2.   GENERELT

2.1.   Hver af ruderne i dobbeltruden skal dels være typegodkendt og dels underkastet kravene i det bilag, som gælder for den (bilag III E, III G eller III K).

2.2.   De prøvninger, der udføres på dobbeltruder med en nominel bredde for mellemrummet »e«, anses for at gælde for alle dobbeltruder med de samme kendetegn og en nominel bredde af mellemrummet »e«±3 mm. Ved komponenttypegodkendelse skal ansøgeren imidlertid fremlægge den prøve, der har det mindste mellemrum, og den, der har det største mellemrum.

2.3.   I forbindelse med dobbeltruder med mindst én rude af lamineret glas eller af plexiglas opbevares prøverne inden forsøget i mindst 4 timer ved en temperatur på 23 ± 2 oC. Prøvningerne udføres, så snart prøveemnerne er taget ud af beholderen, hvori de har været opbevaret.

3.   PRØVNING MED ATTRAPHOVED

3.1.   Vanskelighedsindeks for de sekundære kendetegn

Ingen af de sekundære kendetegn tages i betragtning.

3.2.   Antal prøveemner

Seks prøveemner på (1 100 mm × 500 mm) + 5 mm/– 2 mm afprøves for hver af rudernes tykkelseskategori og hver mellemrumsbredde som defineret i punkt 1.1.4 ovenfor.

3.3.   Afprøvningsmetode

3.3.1.   Den anvendte metode er den i punkt 3 i bilag III C beskrevne.

3.3.2.   Faldhøjden er 1,50 m + 0/– 5 mm.

3.3.3.   Såfremt der er tale om en asymmetrisk dobbeltrude, udføres der tre prøvninger på den ene flade og tre prøvninger på den anden flade.

3.4.   Fortolkning af resultaterne

3.4.1.   Dobbeltrude bestående af to ruder af glas med ensartet hærdning:

Prøvning anses for at have givet et positivt resultat, såfremt de to elementer knuses.

Dobbeltrude bestående af to ruder af lamineret glas bortset fra forrude:

Prøvningen anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.4.2.1.   prøveemnets to elementer giver efter og knuses, idet der opstår adskillige cirkelformede revner centreret omtrentligt om anslagspunktet;

3.4.2.2.   revner i mellemlægget (eller mellemlæggene) er tilladt, men dukkens hoved må ikke kunne gå igennem;

3.4.2.3.   der må ikke løsrives nogen store glassplinter fra mellemlægget;

Dobbeltrude bestående af en rude af glas med ensartet hærdning og en rude af lamineret glas eller plexiglas bortset fra forrude:

Prøvningen anses for at have givet et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

3.4.3.1.   ruden af hærdet glas knuses;

3.4.3.2.   ruden af lamineret glas eller plexiglas giver efter og knuses, idet der opstår adskillige cirkelformede revner centreret omtrentligt om anslagspunktet;

3.4.3.3.   mellemlægget (eller mellemlæggene) kan revne, men dukkens hoved må ikke gå igennem;

3.4.3.4.   der må ikke løsrives nogen større glassplinter fra mellemlægget.

En serie prøveemner indsendt til komponenttypegodkendelse anses for at være tilfredsstillende med hensyn til prøvningen med attraphoved, såfremt en af følgende to betingelser er opfyldt:

3.4.4.1.   alle prøvninger har givet et positivt resultat;

3.4.4.2.   en prøvning har givet et negativt resultat, men en ny serie prøvninger udført på en ny serie prøveemner giver positive resultater.

4.   OPTISKE EGENSKABER

De i punkt 9.1 i bilag III C anførte forskrifter vedrørende lysgennemgang gælder for dobbeltruder eller dele af dobbeltruder, som er anbragt på steder af afgørende betydning for førerens udsyn.

BILAG III M

Gruppeinddeling af forruder til brug ved prøvningerne med henblik på komponenttypegodkendelse af disse

Følgende elementer tages i betragtning:

1.1.   Forrudens udfoldede flade,

1.2.   Segmenthøjden,

1.3.   Krumningen.

2.   En gruppe består af en tykkelseskategori.

3.   Klassificeringen foregår i stigende rækkefølge efter de udfoldede fladers størrelse. Udvælgelsen angår de fem største og de fem mindste, idet der tildeles følgende point:

1

til den største

1

til den mindste

2

til den umiddelbart under 1

2

til den umiddelbart over 1

3

til den umiddelbart under 2

3

til den umiddelbart over 2

4

til den umiddelbart under 3

4

til den umiddelbart over 3

5

til den umiddelbart under 4

5

til den umiddelbart over 4

4.   Pointtildelingen vedrørende segmenthøjderne er følgende i hver af de to serier, der er defineret i punkt 3:

1

til den største segmenthøjde,

2

til den umiddelbart lavere,

3

til den umiddelbart under foregående værdi osv.

5.   Pointtildelingen vedrørende værdierne for krumningsradius er følgende i hver af de to serier, der er defineret i punkt 3:

1

til den mindste krumningsradius,

2

til den umiddelbart højere radius,

3

til den umiddelbart over den foregående radius osv.

Pointene sammentælles for hver forrude i de to serier, der er defineret i punkt 3.

6.1.   De i bilag III D, III F, III H, III I eller III J definerede fuldstændige prøvninger foretages på den forrude i de fem største og den forrude i de fem mindste, som har det mindste samlede tal.

6.2.   De øvrige forruder i samme serie afprøves med henblik på kontrol af de optiske egenskaber, som er defineret i punkt 9 i bilag III C.

7.   Visse forruder, hvis parametre med hensyn til form og/eller krumningsradius viser betydelige forskelle i forhold til de ekstreme tilfælde i den udvalgte gruppe, kan ligeledes afprøves, såfremt prøveinstansen mener, at disse parametre risikerer at få alvorlige negative virkninger.

8.   Grænserne for gruppen fastsættes i forhold til forrudernes udfoldede overflader. Såfremt en forrude, der skal gennemgå typegodkendelsesproceduren for en givet type har en foldet overflade, der ikke svarer til de fastsatte grænser og/eller en betydeligt større segmenthøjde eller en betydelig mindre krumningsradius, skal den anses for at tilhøre en ny type og underkastes supplerende prøvninger, såfremt den tekniske instans finder det teknisk nødvendigt i betragtning af de foreliggende informationer vedrørende produktet og det anvendte materiale.

Såfremt en anden forrudemodel på et senere tidspunkt skulle blive produceret af indehaveren af en komponenttypegodkendelse i en allerede typegodkendt tykkelseskategori:

9.1.   skal det kontrolleres, om den kan omfattes af de fem største eller de fem mindste, der er udtaget til komponenttypegodkendelse i den pågældende gruppe;

9.2.   pointtildelingen skal foretages på ny i henhold til den i punkt 3, 4 og 5 definerede fremgangsmåde;

såfremt summen af de tildelte point til forruden, der er indgrupperet blandt de fem største eller de fem mindste:

er den laveste, skal der foretages følgende prøvninger:

For så vidt angår forruder af hærdet glas:

9.3.1.1.1.   brud

9.3.1.1.2.   prøvning med attraphoved

9.3.1.1.3.   optisk forvrængning

9.3.1.1.4.   separation af sekundærbilledet

9.3.1.1.5.   lysgennemgang

For så vidt angår forruder af almindeligt lamineret glas eller plexiglas:

9.3.1.2.1.   prøvning af attraphoved

9.3.1.2.2.   optisk forvrængning

9.3.1.2.3.   separation af sekundærbilledet

9.3.1.2.4.   lysgennemgang

9.3.1.3.   For så vidt angår forruder af behandlet lamineret glas, de i punkt 9.3.1.1.1, 9.3.1.1.2 og 9.3.1.2 foreskrevne prøvninger.

9.3.1.4.   For de plastbeklædte forruders vedkommende, alt efter omstændighederne, de i punkt 9.3.1.1 eller 9.3.1.2 foreskrevne prøvninger.

9.3.2.   I modsat fald skal der kun foretages de planlagte prøvninger for at kontrollere de optiske egenskaber som defineret i punkt 9 i bilag III C.

BILAG III N

Måling af segmenthøjderne og anslagspunkternes placering

Image

For ruder med enkel krumning skal segmenthøjden være: maksimalt h1.

For ruder med dobbelt krumning skal segmenthøjden være: maksimalt h1 + h2.

Image

Image

De i figur 3a), 3b) og 3c) viste punkter 2 er eksempler på placeringen af det i punkt 2.5 i bilag III E foreskrevne punkt 2.

BILAG III O

Kontrol af produktionens overensstemmelse

1.   DEFINITIONER

I nærværende bilag forstås ved:

1.1.   »produkttype« alle ruder med de samme primære kendetegn;

1.2.   »tykkelsesklasse« alle de ruder, hvis forskellige dele har samme tykkelse inden for de tilladte tolerancer;

1.3.   »produktionsenhed« alle de produktionsmidler for en eller flere rudetyper, som har samme geografiske beliggenhed; den kan omfatte flere fabrikationskæder;

1.4.   »skift« en produktionsperiode på den samme fabrikationskæde i løbet af arbejdsdagen;

1.5.   »produktionskampagne« en fortsat periode med fabrikation af samme type produkt på samme fabrikationskæde;

1.6.   »Ps« antallet af ruder af samme produkttype fremstillet af samme skift;

1.7.   »Pr« antallet af ruder af samme produkttype fremstillet under en produktionskampagne.

2.   PRØVNINGER

Der foretages følgende prøvninger af ruderne:

2.1.   Forruder af hærdet glas

2.1.1.   Brudprøvning i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2 i bilag III D.

2.1.2.   Måling af lysgennemgang i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.1 i bilag III C.

2.1.3.   Afprøvning af optisk forvrængning i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.2 i bilag III C.

2.1.4.   Prøvning af adskillelse af sekundærbilledet i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.3 i bilag III C.

2.2.   Ruder af glas med ensartet hærdning

2.2.1.   Brudprøvning i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2 i bilag III E.

2.2.2.   Måling af lysgennemgang i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.1 i bilag III C.

For ruder, der anvendes som forruder:

2.2.3.1.   Afprøvning af optisk forvrængning i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.2 i bilag III C.

2.2.3.2.   Prøvning af adskillelse af sekundærbilledet i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.3 i bilag III C.

2.3.   Forruder af almindeligt lamineret glas og forruder af plexiglas

2.3.1.   Prøvning med attraphoved i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3 i bilag III F.

2.3.2.   Slagprøve med kugle på 2 260 g i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 4.2 i bilag III F og punkt 2.2 i bilag III C.

2.3.3.   Prøvning af modstandsdygtighed ved høj temperatur i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5 i bilag III C.

2.3.4.   Måling af lysgennemgang i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.1 i bilag III C.

2.3.5.   Afprøvning af optisk forvrængning i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.2 i bilag III C.

2.3.6.   Prøvning af adskillelse af sekundærbilledet i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.3 i bilag III C.

Udelukkende for forruder af plexiglas.

2.3.7.1.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod slid i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.1 i bilag III I.

2.3.7.2.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3 i bilag III I.

2.3.7.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod kemiske stoffer i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 11 i bilag III C.

2.4.   Ruder af almindeligt lamineret glas og af plexiglas bortset fra forruder

2.4.1.   Slagprøve med kugle på 227 g i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 4 i bilag III G.

2.4.2.   Prøvning ved høj temperatur i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5 i bilag III C.

2.4.3.   Måling af lysgennemgang i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 9.1 i bilag III C.

Udelukkende for ruder af plexiglas.

2.4.4.1.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod slid i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.1 i bilag III I.

2.4.4.2.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3 i bilag III I.

2.4.4.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod kemiske stoffer i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 11 i bilag III C.

2.4.5.   Ovenstående betingelser anses for opfyldt, såfremt de tilsvarende prøvninger er udført på en forrude af samme sammensætning.

2.5.   Forruder af behandlet lamineret glas

2.5.1.   Ud over prøvningerne i punkt 2.3 i dette bilag foretages der en brudprøvning i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 4 i bilag III H.

2.6.   Ruder beklædt med plastmateriale

Ud over prøvningerne i de forskellige punkter i nærværende bilag foretages der følgende prøvninger:

2.6.1.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod slid i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.1 i bilag III I.

2.6.2.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3 i bilag III I.

2.6.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod kemiske stoffer i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 11 i bilag III C.

2.7.   Dobbeltruder

Der foretages de prøvninger, der er fastsat i nærværende bilag for hver af de ruder, der indgår i dobbeltruden, med samme hyppighed og samme krav.

3.   HYPPIGHEDEN AF PRØVNINGERNE OG DISSES RESULTATER

3.1.   Brud

3.1.1.   Prøvninger

3.1.1.1.   Der foretages en indledende serie prøvninger med et brud på hvert af de i nærværende direktiv foreskrevne anslagspunkter med fotografisk optagelse ved begyndelsen af produktionen af hver ny rudetype med henblik på at bestemme det værste brudpunkt.

For så vidt angår forruder af hærdet glas skal denne indledende serie prøvninger imidlertid kun foretages, såfremt årsproduktionen af ruder af denne type er på mere end 200 enheder.

3.1.1.2.   Under produktionskampagnen foretages kontrolprøvningen på det i punkt 3.1.1.1 fastsatte brudpunkt.

3.1.1.3.   Ved begyndelsen af hver produktionskampagne eller efter en farveændring skal der foretages en kontrolprøvning.

3.1.1.4.   I løbet af produktionskampagnen skal kontrolprøvningerne foretages med følgende mindste hyppighed:

Forrude af hærdet glas

Ruder af hærdet glas bortset fra forruder

Forruder af behandlet lamineret glas

Ps ≤ 200:

en pr. produktionskampagne

Pr ≤ 500:

en pr. skift

0,1 % pr. type

Ps > 200:

en hver fjerde produktionstime

Pr > 500:

to pr. skift

 

3.1.1.5.   Ved afslutningen af produktionskampagnen skal der foretages en kontrolprøvning på en af de sidst fremstillede ruder.

3.1.1.6.   Såfremt Pr < 20, skal der kun foretages en enkelt brudprøvning pr. produktionskampagne.

3.1.2.   Resultater

Alle resultater skal noteres, herunder de resultater for hvilke der ikke er taget noget fotografisk aftryk.

Desuden tages der en fotografisk kontaktkopi pr. skift, undtagen hvis Pr ≤ 500, i hvilket tilfælde der tages en enkelt fotografisk kontaktkopi pr. produktionskampagne.

3.2.   Prøvning med attraphoved

3.2.1.   Prøvninger

Kontrollen foretages på en prøve svarende til mindst 0,5 % af en fabrikationskædes daglige produktion af laminerede forruder, med et maksimum af 15 forruder pr. dag.

Valget af prøveemner skal være repræsentativt for produktionen af de forskellige typer forruder.

Disse prøvninger kan efter aftale med den administrative instans erstattes med slagprøven med kuglen på 2 260 g (jf. punkt 3.3). Under alle omstændigheder foretages der prøvning med attraphoved på mindst to prøver pr. tykkelsesklasse pr. år.

3.2.2.   Resultater

Alle resultaterne skal noteres.

3.3.   Slag med en kugle på 2 260 g

3.3.1.   Prøvninger

Kontrollen foretages mindst én gang pr. måned og pr. tykkelsesklasse.

3.3.2.   Resultater

Alle resultaterne skal noteres.

3.4.   Slag med en kugle på 227 g

3.4.1.   Prøvninger

Prøverne skæres ud af prøveemnerne. Af praktiske grunde kan prøvningerne imidlertid foretages på færdige produkter eller på en del af disse produkter.

Kontrollen foretages på en prøve svarende til mindst 0,5 % af produktionen for et skift, med højst ti prøver pr. dag.

3.4.2.   Resultater

Alle resultaterne skal noteres.

3.5.   Høj temperatur

3.5.1.   Prøvninger

Prøverne skæres ud af prøveemnerne. Af praktiske grunde kan prøvningerne imidlertid foretages på færdige produkter eller på en del af disse produkter. Sidstnævnte udvælges således, at alle mellemlæggene afprøves i forhold til deres anvendelse.

Kontrollen foretages på mindst tre prøver af den daglige produktion pr. farve af mellemlægget.

3.5.2.   Resultater

Alle resultaterne skal noteres.

3.6.   Lysgennemgang

3.6.1.   Prøvninger

Der foretages prøvninger af repræsentative prøver af færdige tonede produkter.

Kontrollen foretages mindst ved begyndelsen af hver produktionskampagne, såfremt en ændring af rudens kendetegn har indflydelse på resultaterne af prøvningen.

Denne prøvning foretages ikke på ruder, hvis regelmæssige lysgennemgang målt ved komponenttypegodkendelsen er lig med eller større end 80 % i tilfælde af forruder og 75 % i tilfælde af andre ruder end forruder, og heller ikke på ruder af kategori V.

I stedet for prøvningen kan glasleverandøren i forbindelse med ruder af hærdet glas fremlægge et bevis for, at ovenstående forskrifter er opfyldt.

3.6.2.   Resultater

Værdien af lysgennemgangen skal noteres. For så vidt angår forruder med solskærm eller solfilterfilm kontrolleres det endvidere ved hjælp af de i pkt. 3.2.1.2.2.3, i bilag III A, nævnte tegninger, at disse bånd ligger uden for zone I′.

3.7.   Optisk forvrængning og adskillelse af sekundærbilledet

3.7.1.   Prøvninger

Alle forruder undersøges med henblik på at finde formatfejl. Ved hjælp af de foreskrevne metoder eller enhver anden metode, der giver lignende resultater, foretages der endvidere målinger i de forskellige synszoner med følgende mindste hyppighed:

enten, hvis Ps ≤ 200, en prøve pr. skift,

eller, hvis Ps > 200, to prøver pr. skift,

eller 1 % af hele produktionen, idet de udtagne prøver er repræsentative for hele produktionen.

3.7.2.   Resultater

Alle resultaterne skal noteres.

3.8.   Modstandsdygtighed mod slid

3.8.1.   Prøvninger

Denne prøvning foretages kun på ruder beklædt med plastmateriale og ruder af plexiglas. Kontrollen foretages mindst én gang pr. måned og pr. type plastbeklædningsmateriale eller det materiale, der fungerer som mellemlæg.

3.8.2.   Resultater

Målingen af lysspredningen skal noteres.

3.9.   Modstandsdygtighed mod fugt

3.9.1.   Prøvninger

Denne prøvning foretages kun på ruder beklædt med plastmateriale og ruder af plexiglas. Kontrollen foretages mindst én gang pr. måned og pr. type plastbeklædningsmateriale eller det materiale, der fungerer som mellemlæg.

3.9.2.   Resultater

Alle resultater skal noteres.

3.10.   Modstandsdygtighed mod kemiske stoffer

3.10.1.   Prøvninger

Denne prøvning foretages kun på ruder beklædt med plastmateriale og ruder af plexiglas. Kontrollen foretages mindst én gang pr. måned og pr. type plastbeklædningsmateriale eller det materiale, der fungerer som mellemlæg.

3.10.2.   Resultater

Alle resultaterne skal noteres.

BILAG III P

MODEL

Bilag til EF-standardtypegodkendelsesskema for en traktortype med hensyn til forruden og de øvrige ruder

(Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer)

EF-typegodkendelsesnummer: … Udvidelsesnummer: …

1.   Traktorens mærke (firmabetegnelse):

2.   Traktorens type og eventuelt handelsbetegnelse:

3.   Fabrikantens navn og adresse:

4.   I givet fald den befuldmægtigedes navn og adresse:

5.   Beskrivelse af forrudetypen og de øvrige ruder (hærdet, lamineret, plast, plexiglas, plan, buet osv.):

6.   EF-komponenttypegodkendelsesnummer for forruden og de øvrige ruder:

7.   Traktoren fremstillet til EF -typegodkendelse den:

8.   Kontrolmyndighed:

9.   Afprøvningsrapportens dato:

10.   Afprøvningsrapportens nummer:

11.   EF-komponenttypegodkendelse af forruden og de øvrige ruder meddeles/nægtes (1):

12.   Sted: …

13.   Dato: …

14.   Underskrift: …

15.   Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-typegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… målsatte tegninger

… tegning eller fotografi af forruden og de øvrige ruder på traktorens førerhus

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

16.   Eventuelle bemærkninger:


(1)  Det ikke gældende overstreges.

BILAG IV

Mekaniske forbindelser mellem traktorer og påhængskøretøjer

1.   DEFINITIONER

1.1.   Ved »mekaniske forbindelser mellem traktorer og påhængskøretøjer« forstås de tekniske anordninger, der er monteret på traktoren og påhængskøretøjet med henblik på at opnå en mekanisk forbindelse mellem disse køretøjer.

I dette direktiv behandles kun de mekaniske koblingsanordninger på traktoren.

Blandt de mange former for mekaniske koblingsanordninger for traktorer kan der i det væsentlige skelnes mellem:

påhængskobling med gaffel (boltkobling) (se fig. 1 og 2, tillæg 1);

trækkrog (jf. figur 1 — »Hitch-hook dimensions« i ISO 6489-1:2001);

svingbar trækbom (se fig. 3, tillæg 1).

»Mekaniske forbindelser af forskellige typer til sammenkobling af køretøjer, som er forbundet med hinanden«, er dele, der adskiller sig fra hinanden i så vigtige henseender som

1.2.1.   arten af den mekaniske koblingsanordning

1.2.2.   trækøje

1.2.3.   ydre form, dimensioner og virkemåde (f.eks. automatisk eller ikke-automatisk)

1.2.4.   materiale

1.2.5.   D-værdi i henhold til definitionen i tillæg 2 i forbindelse med afprøvning foretaget efter den dynamiske metode eller påhængskøretøjets masse i henhold til definitionen i tillæg 3 i forbindelse med afprøvninger foretaget efter den statiske metode samt den vertikale belastning på koblingspunktet S;

1.3.   Ved »referencepunktet for den mekaniske forbindelse« forstås det punkt på boltens akse, som ligger lige langt fra de to fløje, når der er tale om en koblingsgaffel, eller punktet bestemt af krogens symmetriplan og frembringeren fra denne krogs konkave del i berøringsniveauet med øjet, når dette er i trækposition.

1.4.   Ved »den mekaniske forbindelses højde over jorden (h)« forstås afstanden mellem det vandrette plan gennem referencepunktet for den mekaniske forbindelse og det vandrette plan, hvorpå traktorens hjul hviler.

1.5.   Ved »længden af den mekaniske forbindelses udragende del (c)« forstås afstanden mellem referencepunktet for den mekaniske forbindelse og det lodrette plan gennem traktorens bagaksel.

1.6.   Ved »vertikal belastning på koblingspunktet (S)« forstås den belastning, der under statiske forhold overføres på referencepunktet for den mekaniske forbindelse.

1.7.   Ved »automatisk« forstås en koblingsanordning, som lukkes og sikres uden yderligere aktivering, når trækøjet glider ind.

1.8.   Ved »traktorens akselafstand (l)« forstås afstanden mellem de vertikale planer, der går vinkelret på traktorens midterplan i længderetningen og gennem traktorens aksler.

1.9.   Ved »forakseltrykket for den ubelastede traktor (ma)« forstås den del af traktorens egenvægt, der i statisk tilstand overføres til jorden gennem traktorens foraksel.

2.   ALMINDELIGE FORSKRIFTER

2.1.   De mekaniske koblingsanordninger kan være udført som ikke-automatiske eller automatiske.

2.2.   De mekaniske koblingsanordninger på traktoren skal opfylde forskrifterne vedrørende dimensioner, styrke og vertikal belastning på koblingspunktet i henhold til punkt 3.1-3.3.

2.3.   De mekaniske koblingsanordninger skal være konstrueret og fremstillet således, at de under normale betingelser uafbrudt fungerer tilfredsstillende og bevarer de i dette direktiv foreskrevne egenskaber.

2.4.   Alle komponenter i den mekaniske koblingsanordning skal være fremstillet af en sådan kvalitet, at de kan modstå de i punkt 3.2 omhandlede prøvninger, og de skal bevare deres egenskaber i henseende til styrke.

2.5.   Alle forbindelser og sikringer skal være lette at koble sammen og fra hinanden, og der skal samtidig være sikkerhed for, at koblingsdelene under normale driftsbetingelser ikke utilsigtet kan løsne sig fra hinanden.

Ved automatiske koblingsanordninger skal sammenkoblingen sikres ved to indbyrdes uafhængige sikringer, og forbindelserne skal passe nøjagtigt ind i hinanden. Det kan dog tillades, at disse sikringer kan løsnes ved en fælles betjeningsanordning.

2.6.   Det skal sikres, at trækøjet svinger mindst 60o vandret til begge sider af længdeaksen af den tilkoblingsanordning, der ikke er påmonteret påhængskøretøjet. Endvidere kræves der en bevægelighed på 20o lodret i opad- og nedadgående retning (jf. tillæg 1).

Svingningsvinklerne skal ikke nås samtidig.

2.7.   Ved påhængskobling med gaffel skal trækøjet kunne drejes mindst 90o aksialt til højre eller venstre om koblingens længdeakse, der bremses af et fastholdelsesmoment på 30 til 150 Nm.

Ved trækkrog skal trækøjet kunne drejes mindst 20o aksialt til højre eller venstre om trækkrogens længdeakse.

2.8.   Under forudsætning af, at mindst én mekanisk koblingsanordning har opnået EF-komponenttypegodkendelse, godkendes koblingsanordninger og -systemer, der anvendes i andre medlemsstater, i en periode på 10 år efter ikrafttrædelsen af direktiv 89/173/EØF, uden at EF-typegodkendelsen bliver ugyldig, under forudsætning af, at deres montering ikke skaber tvivl om delgodkendelserne.

2.9.   Til forhindring af uforvarende frakobling fra trækøjet må afstanden mellem toppen af trækkrogen og sikringsanordningen ikke overskride 10 mm ved største tilladte belastning.

3.   SÆRLIGE FORSKRIFTER

3.1.   Dimensioner

Dimensionerne på de mekaniske koblingsanordninger på traktoren skal opfylde kravene i tillæg 1, fig. 1, 2 og 3. Ikke viste dimensioner kan vælges frit.

3.2.   Styrke

3.2.1.   Til kontrol af styrken underkastes de mekaniske koblingsanordninger en dynamisk prøvning i henhold til betingelserne i tillæg 2 eller en statisk prøvning i henhold til betingelserne i tillæg 3.

3.2.2.   Denne prøvning må ikke forårsage blivende deformationer, revner eller brud.

3.3.   Vertikal belastning på koblingspunktet (S)

3.3.1.   Den maksimale statiske vertikale belastning fastsættes af fabrikanten. Imidlertid må den ikke under nogen omstændigheder overstige 3 tons.

Betingelser for godkendelse:

3.3.2.1.   Den tilladte statiske vertikale belastning må ikke overskride den af traktorfabrikanten opgivne teknisk tilladte statiske vertikale belastning eller den belastning, der på grundlag af EF-komponenttypegodkendelsen er fastlagt for koblingsanordningen.

3.3.2.2.   Forskrifterne i direktiv 2009/63/EF (1), bilag I, punkt 2, skal overholdes; i denne forbindelse må den maksimale belastning for bagakslen, under hensyntagen til dækkenes styrke som opgivet af fabrikanten, heller ikke overskrides.

3.4.   Koblingsanordningens (h) højde over jorden

(se følgende figur)

Image

3.4.1.   Alle traktorer med en total masse på mere end 2,5 tons skal være forsynet med en koblingsanordning, hvis højde over jorden er i overensstemmelse med en af nedenstående formler:

Formula

eller

Formula

hvor:

mt

:

traktorens masse (se bilag I, punkt 1.6);

mlt

:

masse af traktor + frontvægte (se bilag I, punkt 1.6);

ma

:

vægt på den ubelastede traktors foraksel (se bilag IV, punkt 1.9);

mla

:

vægt på traktorens foraksel (se bilag IV, punkt 1.9) når der er monteret frontvægte;

l

:

traktorens akselafstand (se bilag IV, punkt 1.8);

S

:

vertikal statisk belastning på koblingspunktet (se bilag IV, punkt 1.6);

c

:

afstanden mellem referencepunktet for den mekaniske forbindelse og det lodrette plan gennem traktorens bagaksel (se bilag IV, punkt 1.5).

4.   ANSØGNING OM EF-KOMPONENTTYPEGODKENDELSE

4.1.   Ansøgning om EF-komponenttypegodkendelse af en koblingsanordning til en traktor skal indgives af fabrikanten eller dennes befuldmægtigede.

4.2.   Følgende dokumenter og oplysninger skal vedlægges ansøgningen for hver type mekanisk koblingsanordning:

tegninger af koblingsanordningen i korrekt målestoksforhold og i tre eksemplarer. Disse tegninger skal navnlig i detaljer vise de krævede dimensioner samt målene for fastgørelse;

en kort teknisk beskrivelse af koblingsanordningen, hvoraf navnlig konstruktionen og det anvendte materiale fremgår;

angivelse af den i tillæg 2 nævnte D-værdi i forbindelse med den dynamiske prøvning, den i tillæg 3 nævnte T-værdi (trækkraft) i forbindelse med den statiske prøvning samt den vertikale belastning på koblingspunktet S;

et, eller efter ønske fra den tekniske tjeneste, flere prøveeksemplarer.

5.   PÅSKRIFTER

Enhver mekanisk koblingsanordning, der svarer til den type, for hvilken der er meddelt EF-komponenttypegodkendelse, skal være forsynet med følgende påskrifter:

5.1.1.   Fabriks- eller firmamærke;

5.1.2.   EF-komponenttypegodkendelsesmærke ifølge modellen i tillæg 4;

5.1.3.   Ved kontrol af styrken i henhold til tillæg 2 (dynamisk prøvning):

tilladelig D-værdi;

S-værdi (statisk vertikal belastning);

5.1.4.   Ved kontrol af styrken i henhold til tillæg 3 (statisk prøvning);

påhængskøretøjets masse og vertikal belastning på koblingspunktet S.

5.2.   Oplysningerne skal være anbragt således, at de er synlige, let læselige og ikke kan udslettes.

6.   VEJLEDNING

Enhver mekanisk koblingsanordning skal være ledsaget af en vejledning fra fabrikanten. Vejledningen skal bl.a. omfatte EF-typegodkendelsesnummeret samt D- eller T-værdien afhængig af den prøvning, koblingsanordningen har været underkastet.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/63/EF af 13. juli 2009 om visse dele og specifikationer for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodificeret udgave) (EUT L 214 af 19.8.2009, s. 23).

Tillæg 1

TEGNINGER AF MEKANISKE KOBLINGSANORDNINGER

Image

Image

Image

Image

Image

Tillæg 2

METODE TIL DYNAMISK AFPRØVNING

1.   PRØVNINGSMETODE

Den mekaniske forbindelses styrke skal påvises ved vekslende belastninger på et prøveanlæg.

I det følgende er beskrevet den metode til udmattelsesprøvning, der skal anvendes på den samlede mekaniske koblingsanordning, dvs. at den mekaniske forbindelse, der er udstyret med alle de dele, som er nødvendige til fastgørelsen, monteres og prøves på et prøveanlæg.

Vekselbelastningerne påføres så vidt muligt i sinusform (med vekslende og/eller voksende belastning) til en udmattelsesgrænse, der afhænger af materialet. Der må ikke herved fremkomme overfladerevner eller brud.

2.   PRØVNINGSKRITERIER

Grundlaget for belastningsantagelsen udgøres af den vandrette kraftkomposant i køretøjets længdeakse og den lodrette kraftkomposant.

Vandrette kraftkomposanter på tværs af køretøjets længdeakse samt momenter lades ude af betragtning, så længe de er af underordnet betydning.

Den vandrette kraftkomposant i køretøjets længdeakse udtrykkes i en beregnet referencekraft, D-værdien.

For den mekaniske forbindelse gælder:

D = g (MT MR)/(MT + MR)

hvor

MT

=

traktorens teknisk tilladelige totalmasse

MR

=

påhængskøretøjets teknisk tilladelige totalmasse

g

=

9,81 m/s2

Den lodrette kraftkomposant lodret på kørebanen dannes af den statiske belastning S.

De teknisk tilladelige belastninger angives af fabrikanten.

3.   FREMGANGSMÅDE VED PRØVNINGEN

3.1.   Generelle krav

Prøvningskraften skal ved hjælp af et tilhørende standardtrækøje påføres den mekaniske koblingsanordning, der skal prøves, fra en vinkel, der dannes af forholdet mellem den lodrette prøvekraft Fv og den vandrette prøvekraft Fh, og som i medianlængdeplanet går i nedadgående retning fra for mod bag.

Prøvekraften påføres det normale berøringspunkt mellem den mekaniske koblingsanordning og trækøjet.

Der skal være så lidt slør som muligt mellem koblingsanordningen og trækøjet.

I princippet påføres prøvekraften vekslende omkring nulpunktet. Ved vekslende prøvekraft er middelbelastningen lig nul.

Hvis det på grund af koblingsanordningens konstruktion (f.eks. for meget slør i trækkrog) ikke er muligt at foretage prøvningen med vekslende prøvekraft, kan prøvekraften også påføres med voksende belastning i træk- eller trykretning, afhængigt af hvad der giver den største belastning.

Ved prøvning med voksende belastning er prøvebelastningen lig den højeste belastning; den laveste belastning kan andrage indtil 5 % af den højeste belastning.

Ved prøvning med vekslende belastning skal man ved hensigtsmæssig opbygning af prøvningsenheden og valg af kraftpåføringsanordningen sørge for, at der ud over den beregnede prøvekraft ikke påføres yderligere momenter eller kræfter, som forløber lodret i forhold til prøvekraften; vinkelfejlen for kraftretningen ved prøvning med vekslende belastning bør ikke være større end ±1,5o; ved prøvning med voksende belastning skal vinklen indstilles ved højeste belastning.

Prøvningsfrekvensen må ikke overstige 30 Hz.

For komponenter af stål eller stålstøbegods er udmattelsesgrænsen 2 · 106. Den efterfølgende prøvning for revner sker ved hjælp af farveindtrængningsmetoden eller en tilsvarende metode.

Hvis der i koblingsdelene er indbygget fjedre og/eller støddæmpere, afmonteres de ikke under prøvningen, men kan udskiftes, hvis de ved prøvningen udsættes for en for driften usædvanlig belastning (f.eks. varmepåvirkning) og beskadiges. Det beskrives i afprøvningsrapporten, hvorledes de reagerede før, under og efter prøvningen.

3.2.   Prøvekræfter

Prøvekraften består geometrisk set af den vandrette og lodrette prøvekomposant

Formula

hvor

Fh

=

±0,6 · D ved vekslende belastning

eller

Fh

=

1,0 · D ved voksende belastning (træk eller tryk)

Fv

=

g · 1,5 · S

S

=

statisk belastning (lodret kraftkomposant på kørebanen).

Tillæg 3

TRÆKKROG

METODE TIL STATISK AFPRØVNING

1.   FORSKRIFTER FOR AFPRØVNING

1.1.   Generelt

1.1.1.   Med hensyn til trækkrogen foretages der, efter kontrol af de almindelige specifikationer, statiske prøver efter forskrifterne i punkt 1.2, 1.3 og 1.4.

1.2.   Forberedelse af afprøvningerne

Afprøvningerne skal foretages på et dertil indrettet anlæg og med trækkrogen og det eventuelle forbindelsesstel på traktorchassiset fastgjort til en stiv struktur med samme elementer som dem, der anvendes ved montering af trækkrogen på traktoren.

1.3.   Gennemførelse af afprøvningen

Instrumenterne til registrering af anvendte belastninger og forskydninger skal have følgende karakteristika:

anvendte belastninger ±50 daN

forskydninger ±0,01 mm

1.4.   Bestemmelser for afprøvningen

Krogen skal i forvejen være underkastet en fortrækbelastning på ikke over 15 % af den trækprøvningsbelastning, der er defineret i punkt 1.4.2.

1.4.1.1.   Den i punkt 1.4.1 omhandlede afprøvning skal gentages mindst to gange og gennemføres således, at der startes uden belastning, men at belastningen gradvis øges, indtil den i punkt 1.4.1 anførte værdi er nået, hvorpå belastningen gradvis reduceres til 500 daN; forbelastningen skal opretholdes i mindst 60 s.

Registrering af data med henblik på udskrivning af diagrammet over trækbelastning/-deformation eller den grafiske fremstilling af dette diagram, der leveres af den skriveanordning, der er forbundet med det trækkende køretøj, skal finde sted på en sådan måde, at der udelukkende anvendes voksende belastninger fra 500 daN gennem trækkrogens referencepunkt.

Der må ikke forekomme brud ved værdier, der er lig med eller mindre end den trækprøvningsbelastning, der er fastsat til 1,5 gange værdien af påhængskøretøjets teknisk tilladelige masse; desuden skal det kontrolleres, at diagrammet over deformationerne under hensyn til belastningerne frembyder et regelmæssigt forløb uden enkeltpunkter inden for intervallet mellem 500 daN og ⅓ af den maksimale trækbelastning.

1.4.2.1.   Registreringen af den blivende deformation skal udskrives i belastningsdeformationsdiagrammet ved en belastning på 500 daN, efter at afprøvningsbelastningen er blevet relateret til denne værdi.

1.4.2.2.   Værdien af den konstaterede blivende deformation må ikke overstige 25 % af den maksimale elastiske deformation, der er påvist.

1.5.   Før den i punkt 1.4.2 omhandlede afprøvning skal der finde en afprøvning sted, der består i en vertikal belastning på 3 gange den tilladelige maksimale vertikale belastning, der er opgivet af fabrikanten, idet belastningen på krogens referencepunkt gradvis øges startende med en belastning på 500 daN.

Under afprøvningen må krogens deformation ikke overstige 10 % af den maksimale elastiske deformation, der er konstateret.

Kontrollen finder sted, efter at den vertikale belastning er fjernet, og efter at den forlods belastning på 500 daN er genetableret.

Tillæg 4

KOMPONENTTYPEGODKENDELSESMÆRKE

EF-komponenttypegodkendelsesmærket består af:

et rektangel, i hvis inderfelt bogstavet »e« og kendingstallet for den medlemsstat, som har meddelt komponenttypegodkendelsen, er anført:

1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Den Tjekkiske Republik, 9 for Spanien, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 23 for Grækenland, 24 for Irland 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 29 for Estland, 32 for Letland, 34 for Bulgarien, 36 for Litauen, 49 for Cypern og 50 for Malta.

et EF-typegodkendelsesnummer på et hvilket som helst sted i nærheden af rektanglet, som svarer til nummeret på EF-komponenttypegodkendelsesskemaet for den pågældende type koblingsanordning med hensyn til dens styrke samt dimensioner;

bogstaverne D eller S afhængig af den prøvning, den mekaniske koblingsanordning har været underkastet (dynamisk prøvning D — statisk prøvning S) over rektanglet omkring bogstavet »e«.

Eksempel på et EF-komponenttypegodkendelsesmærke

Image

Koblingsanordningen med det ovenfor anførte EF-komponenttypegodkendelsesmærke er en koblingsanordning, for hvilken der i Tyskland (e 1) er meddelt en EF-komponenttypegodkendelse med nummer 88-563, og som har været underkastet en dynamisk styrkeprøvning (D).

Tillæg 5

MODEL TIL ET EF-KOMPONENTTYPEGODKENDELSESSKEMA

OPLYSNINGER OM MEDDELELSE, NÆGTELSE, TILBAGEKALDELSE AF EF-KOMPONENTTYPEGODKENDELSE ELLER UDVIDELSE AF EF-KOMPONENTTYPEGODKENDELSE FOR EN BESTEMT TYPE KOBLINGSANORDNING (TRÆKKROG, PÅHÆNGSKOBLING MED GAFFEL, SVINGBAR TRÆKBOM) FOR SÅ VIDT ANGÅR STYRKE OG DIMENSIONER OG VERTIKAL BELASTNING PÅ KOBLINGSPUNKTET

EF-komponenttypegodkendelsesnummer:

… Udvidelse (1)

1.   Koblingsanordningens fabriks- eller firmamærke:

2.   Koblingsanordningens type: krog/gaffel/svingbar trækbom (2).

3.   Fabrikantens navn og adresse:

4.   Den befuldmægtigedes navn og adresse (evt.):

Koblingsanordningen blev underkastet en dynamisk/statisk (2) prøvning og godkendt for følgende værdier:

5.1.   ved dynamisk prøvning:

D-værdi

… (kN)

vertikal belastning på koblingspunktet

… (daN)

5.2.   ved statisk prøvning:

Påhængskøretøjets masse

… (kg)

vertikal belastning på koblingspunktet

… (daN)

6.   Fremstillet til EF-komponenttypegodkendelse den:

7.   Den tekniske tjeneste, der forestår prøvningerne:

8.   Afprøvningsrapportens dato og nr.:

9.   EF-komponenttypegodkendelse for den mekaniske koblingsanordning meddelt/nægtet (2).

10.   Sted: …

11.   Dato: …

12.   Følgende dokumenter, der er forsynet med ovennævnte EF-komponenttypegodkendelsesnummer, er vedlagt (f.eks. afprøvningsrapport, tegninger osv.). Disse oplysninger stilles kun til rådighed for de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning

13.   Bemærkninger:

14.   Underskrift: …


(1)  I givet fald skal det angives, om der er tale om første, anden osv. udvidelse af den oprindelige EF-komponenttypegodkendelse.

(2)  Det ikke gældende overstreges.

Tillæg 6

BETINGELSER FOR MEDDELELSE AF EF-STANDARDTYPEGODKENDELSE

1.   Ansøgning om EF-standardtypegodkendelse for en traktortype med hensyn til koblingsanordningens styrke og dimensioner indgives af traktorfabrikanten eller dennes befuldmægtigede.

2.   Med henblik på meddelelse af standardtypegodkendelse fremstilles en repræsentativ traktortype med en koblingsanordning, for hvilken der foreligger en forskriftsmæssig typegodkendelse, for den tekniske tjeneste.

3.   Den kompetente tekniske tjeneste undersøger, om den koblingsanordning, for hvilken der foreligger en typegodkendelse, er egnet til den traktortype, for hvilken der ansøges om standardtypegodkendelse. Den undersøger navnlig, om fastgørelsen af koblingsanordningen svarer til den, der blev fremstillet til EF-komponenttypegodkendelse.

4.   Indehaveren af EF-komponenttypegodkendelsen kan ansøge om udvidelse af denne godkendelse med andre koblingsanordningstyper.

De kompetente myndigheder indrømmer denne udvidelse på følgende betingelser:

5.1.   der foreligger en EF-komponenttypegodkendelse for denne nye type koblingsanordning

5.2.   den er egnet til den traktortype, for hvilken der ansøges om udvidelse af EF-komponenttypegodkendelsen

5.3.   koblingsanordningens fastgørelse på traktoren svarer til den, der blev fremstillet ved EF-komponenttypegodkendelsen.

6.   Ved hver meddelelse, nægtelse eller udvidelse af en komponenttypegodkendelse føjes der et skema i overensstemmelse med modellen i tillæg 5 til EF-komponenttypegodkendelsesskemaet.

7.   Indgives der ansøgning om EF-typegodkendelse for en traktortype samtidig med ansøgning om EF-komponenttypegodkendelse for en bestemt type koblingsanordning på en traktor, for hvilken der ansøges om EF-typegodkendelse, finder nr. 2 og 3 ikke anvendelse.

Tillæg 7

MODEL

BILAG TIL EF-STANDARDTYPEGODKENDELSESSKEMA FOR EN TRAKTORTYPE MED HENSYN TIL DEN MEKANISKE KOBLINGSANORDNING OG DENS ANBRINGELSE PÅ TRAKTOREN

(Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer)

EF-typegodkendelsesnummer: …

… udvidelse (1)

1.   Traktorens fabriks- eller firmamærke:

2.   Traktorens type og handelsbetegnelse:

3.   Fabrikantens navn og adresse:

4.   Den befuldmægtigedes navn og adresse (evt.):

5.   Koblingsanordningens fabriks- eller firmamærke:

6.   Koblingsanordningstype(r):

7.   EF-typegodkendelsesmærke og EF-typegodkendelsesnummer:

8.   Udvidelse af EF-typegodkendelse til følgende koblingsanordningstype(r):

9.   Tilladt statisk vertikal belastning p koblingspunktet:

10.   Traktor fremstillet til EF-standardtypegodkendelse den:

11.   Den tekniske tjeneste, der forestår EF-standardtypegodkendelsesprøvningerne:

12.   Dato for den af denne tjeneste udstedte afprøvningsrapport:

13.   Nummer på den af denne tjeneste udstedte afprøvningsrapport:

14.   EF-standardtypegodkendelse for traktoren med hensyn til den mekaniske koblingsanordning samt anbringelse på traktoren meddelt/nægtet (2).

15.   Udvidelse af EØF-standardtypegodkendelse for traktoren med hensyn til den mekaniske koblingsanordning samt anbringelse på traktoren meddelt/nægtet (2):

16.   Sted: …

17.   Dato: …

18.   Underskrift: …


(1)  I givet fald skal det angives, om der er tale om første, anden osv. udvidelse af den oprindelige EØF-standardtypegodkendelse.

(2)  Det ikke gældende overstreges.

BILAG V

Anbringelsessted og -måde for foreskrevne skilte og påskrifter på traktorchassiset

1.   ALMINDELIGE FORSKRIFTER

1.1.   Enhver landbrugs- og skovbrugstraktor skal være forsynet med et skilt of påskrifter som beskrevet i de følgende punkter. Dette skilt og disse påskrifter anbringes af fabrikanten eller dennes repræsentant.

2.   FABRIKATIONSSKILT

Et fabrikationsskilt af udseende som vist i tillægget til dette bilag skal være solidt fastgjort på et iøjnefaldende og let tilgængeligt sted, som indgår i en køretøjsdel, der normalt ikke udskiftes i køretøjets levetid; fabrikationsskiltet skal være let læseligt og omfatte følgende angivelser anbragt på en måde, så de ikke kan udslettes og i følgende orden:

2.1.1.   Fabrikantens navn.

2.1.2.   Traktortype (og i givet fald model).

2.1.3.   EF-typegodkendelsesnummer:

Dette nummer består af bogstavet »e« efterfulgt af kendingstallet for den medlemsstat, som har meddelt EF-standardtypegodkendelsen:

1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Den Tjekkiske Republik, 9 for Spanien, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 23 for Grækenland, 24 for Irland 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 29 for Estland, 32 for Letland 34 for Bulgarien, 36 for Litauen, 49 for Cypern og 50 for Malta,

og et typegodkendelsesnummer, som svarer til nummeret på typegodkendelsesattesten for køretøjstypen.

Mellem bogstavet »e« fulgt af kendingstallet for den medlemsstat, som har meddelt EF-standardtypegodkendelsen, og typegodkendelsesnummeret indsættes en stjerne.

2.1.4.   Traktorens identifikationsnummer.

2.1.5.   Øvre og nedre grænse for den største tilladte totalmasse for traktoren, specificeret efter dæktype.

2.1.6.   Øvre og nedre grænse for den største tilladte masse for traktoren på hver aksel, specificeret efter dæktype; disse oplysninger skal gives i rækkefølge fra for til bag.

2.1.7.   Påhængskøretøjets teknisk tilladelige masse, jf. bilag I, punkt 1.7.

2.1.8.   Medlemsstaterne kan kræve, at for så vidt angår traktorer, der markedsføres på deres område, ud over fabrikantens navn angives, i hvilket land traktorerne er endeligt samlet, når den endelige samling foregår i et andet land end fremstillingslandet, for så vidt som der ikke er tale om en af Fællesskabets medlemsstater.

2.2.   Fabrikanten kan anbringe supplerende angivelser under eller ved siden af de foreskrevne påskrifter, uden for et klart afgrænset rektangel, der ikke indeholder andet end de i punkterne 2.1.1 til 2.1.7 foreskrevne angivelser (se eksempel på fabrikationsskilt).

3.   TRAKTORENS IDENTIFIKATIONSNUMMER

Traktorens identifikationsnummer er en struktureret kombination af skrifttegn, som fabrikanten tildeler hver traktor. Det har til formål i en periode på; 30 år — uden anvendelse af yderligere angivelser — at gøre det muligt med fabrikantens bistand entydigt at identificere enhver traktor og navnlig typen.

Identifikationsnummeret skal opfylde følgende krav:

Det skal anføres på fabrikationsskiltet såvel som på chassiset (stellet), eller på en tilsvarende del af køretøjet.

3.1.1.   Det skal så vidt muligt stå på en enkelt linje.

3.1.2.   Det skal anføres på chassiset eller en tilsvarende del foran på højre side af traktoren.

3.1.3.   Det skal anbringes på et klart synligt og tilgængeligt sted ved f.eks. udhamring eller stempling på en sådan måde, at det ikke kan slettes eller slides.

4.   SKRIFTTEGN

4.1.   For alle de i punkterne 2 og 3 fastsatte påskrifter skal latinske bogstaver og arabertal anvendes. Dog skal de latinske bogstaver, der benyttes til de i punkt 2.1.1 og 3 fastsatte angivelser, være versaler.

Ved angivelse af køretøjets identifikationsnummer gælder følgende:

4.2.1.   Benyttelse af bogstaverne I, O og Q samt af tankestreger, asterisker eller andre særlige tegn, er ikke tilladt.

Bogstaver og tal skal mindst være af følgende højde:

4.2.2.1.   7 mm for skrifttegn, som anbringes direkte på chassiset (stellet, det selvbærende karrosseri eller en tilsvarende del af køretøjet).

4 mm for skrifttegn, som anbringes på fabrikationsskiltet.

Eksempel på fabrikationsskilt

Nedenstående eksempel siger intet om, hvilke oplysninger, der reelt skal være anført på fabrikationsskiltet, men er udelukkende tænkt som et vejledende eksempel

STELLA TRAKTOR WERKE

Type: 846 E

EF-standardtypegodkendelsesnummer: e * 1 1 792

Identifikationsnummer: GBS18041947

Tilladt totalmasse (1): 4 820-6 310 kg

Tilladt tryk p foraksel (1): 2 390-3 200 kg

Tilladt tryk p bagaksel (1): 3 130-4 260 kg

Påhængskøretøjets tilladte masse:

uden bremser 3 000 kg

med separat bremsning 6 000 kg

med påløbsbremsning 3 000 kg

med servobremsning (hydraulisk eller pneumatisk) 12 000 kg


(1)  Specificeret efter dæktype

Tillæg

MODEL

Bilag til EF-standardtypegodkendelsesskema for en traktortype med hensyn til anbringelsessted og -måde for foreskrevne skilte og påskrifter på traktorchassiset

(Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer)

EF-standardtypegodkendelse nr.: …

1.   Traktorens mærke (eller firmabetegnelse):

2.   Traktorens type og evt. handelsbetegnelse:

3.   Fabrikantens navn og adresse:

4.   Den befuldmægtigedes navn og adresse (eventuelt):

5.   Traktor fremstillet til EF-typegodkendelse den:

6.   Kontrolmyndighed:

7.   Afprøvningsrapportens dato:

8.   Afprøvningsrapportens nummer:

9.   EF-typegodkendelse med hensyn til anbringelsessted og -måde for foreskrevne skilte og påskrifter på traktorchassiset meddeles/nægtes (1):

10.   Sted: …

11.   Dato: …

12.   Underskrift: …

13.   Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-typegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… målsatte tegninger

… tegning eller fotografi af anbringelsessted og -måde for foreskrevne skilte og påskrifter på traktorchassiset.

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

14.   Eventuelle bemærkninger: …


(1)  Det ikke gældende overstreges.

BILAG VI

BETJENINGSORGAN TIL PÅHÆNGSKØRETØJETS BREMSER OG BREMSEFORBINDELSE MELLEM TRAKTOR OG PÅHÆNGSKØRETØJ

1.   Når traktoren er forsynet med et betjeningsorgan til et påhængskøretøjs bremser, skal dette være hånd- eller fodbetjent og gradueret og betjenes fra førerpladsen og må ikke kunne påvirkes af betjeningen af disse anordninger.

Såfremt traktoren er forsynet med et pneumatisk eller hydraulisk forbindelsessystem mellem denne og påhængskøretøjets masse, må der kun være et betjeningsorgan til bremsning af hele køretøjet.

2.   Der kan anvendes følgende bremsetyper, hvis karakteristika er fastsat i definitionerne i bilag [I] til direktiv [76/432/EØF] om landbrugs- og skovbrugshjultraktorers bremsning.

Anordningen skal være udformet og udført således, at traktorens funktion ikke påvirkes i tilfælde af, at betjeningsorganet til påhængskøretøjets bremser svigter eller ikke fungerer normalt, eller hvis sammenkoblingen brister.

Når forbindelsen mellem traktor og påhængskøretøj er hydraulisk eller pneumatisk, skal den endvidere opfylde en af følgende betingelser:

3.1.   Hydraulisk forbindelse:

Den hydrauliske forbindelse skal være af typen med én slange.

Tilslutningen skal være i overensstemmelse med standard ISO/DIS/5676 af 1983, idet hankoblingen skal være anbragt på traktoren.

Aktivering af betjeningsorganet skal give nultryk på sammenkoblingsstedet i betjeningsorganets neutralstilling, og driftstrykket skal ligge mellem mindst 10 og højst 15 megapascal.

Energikilden må ikke kunne frakobles motoren.

3.2.   Pneumatisk forbindelse:

Forbindelsen mellem traktor og påhængskøretøj skal være af typen med to slanger, en automatisk og en direkte bremseforbindelse, der aktiveres ved øget tryk.

Sammenkoblingen skal være i overensstemmelse med ISO-standard 1728 af 1980.

Aktiveringen af betjeningsorganet skal på sammenkoblingsstedet give et driftstryk på mellem mindst 0,65 og højst 0,8 megapascal i påhængskøretøjet.

Tillæg

MODEL

BILAG TIL EF-STANDARDTYPEGODKENDELSESSKEMA FOR EN TRAKTORTYPE MED HENSYN TIL BETJENINGSANORDNING TIL PÅHÆNGSKØRETØJETS BREMSER

(Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer)

EF-standardtypegodkendelsesnummer: …

1.   Traktorens mærke (firmabetegnelse):

2.   Traktorens type og evt. handelsbetegnelse:

3.   Fabrikantens navn og adresse:

4.   I givet fald den befuldmægtigedes navn og adresse:

5.   Beskrivelse af dele og/eller specifikationer for betjeningsanordning til påhængskøretøjets bremser:

6.   Traktoren fremstillet til EF-standardtypegodkendelse den:

7.   Kontrolmyndighed:

8.   Afprøvningsrapportens dato:

9.   Afprøvningsrapportens nummer:

10.   EF-standardtypegodkendelse for betjeningsanordning til påhængskøretøjets bremser meddelt/nægtet (1)

11.   Sted: …

12.   Dato: …

13.   Underskrift: …

14.   Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-standardtypegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… tegning eller fotografi af de pågældende dele af traktoren.

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

15.   Eventuelle bemærkninger:


(1)  Det ikke gældende overstreges.

BILAG VII

DEL A

Ophævet direktiv med oversigt over ændringer

(jf. artikel 10)

Rådets direktiv 89/173/EØF

(EFT L 67 af 10.3.1989, s. 1)

 

Tiltrædelsesakten af 1994, bilag I, punkt XI.C. II.7

(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 207)

 

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/54/EF

(EFT L 277, 10.10.1997, s. 24)

Kun for så vidt angår henvisningen til direktiv 89/173/EØF i artikel 1, første led

Kommissionens direktiv 2000/1/EF

(EFT L 21, 26.1.2000, s. 16)

 

Tiltrædelsesakten af 2003, bilag II, punkt I.A.33

(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 62)

 

Kommissionens direktiv 2006/26/EF

(EUT L 65, 7.3.2006, s. 22)

Kun for så vidt angår henvisningen til direktiv 89/173/EØF i artikel 4 og bilag IV

Rådets direktiv 2006/96/EF

(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 81)

Kun henvisningen til direktiv 89/173/EØF i artikel 1 og nr. A.31 i bilaget

DEL B

Liste over frister for gennemførelse i national ret og anvendelse

(jf. artikel 10)

Direktiv

Gennemførelsesfrist

Anvendelsesdato

89/173/EØF

31. december 1989

97/54/EF

22. september 1998

23. september 1998

2000/1/EF

30. juni 2000

2006/26/EF

31. december 2006 (1)

2006/96/EF

1. januar 2007


(1)  I overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2006/26/EF:

»1.

Fra den 1. januar 2007 gælder det, for så vidt angår køretøjer, som opfylder kravene i henholdsvis direktiv 74/151/EØF, 78/933/EØF, 77/311/EØF og 89/173/EØF som ændret ved dette direktiv, at medlemsstaterne af grunde vedrørende genstanden for det pågældende direktiv:

a)

ikke må nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse

b)

ikke må forbyde registrering, salg eller ibrugtagning af sådanne køretøjer.

2.

Fra den 1. juli 2007 gælder det, for så vidt angår køretøjer, som ikke opfylder kravene i henholdsvis direktiv 74/151/EØF, 78/933/EØF, 77/311/EØF og 89/173/EØF som ændret ved dette direktiv, at medlemsstaterne af grunde vedrørende genstanden for det pågældende direktiv:

a)

ikke længere må meddele EF-typegodkendelse

b)

kan nægte at udstede national typegodkendelse.

3.

Fra den 1. juli 2009 gælder det, for så vidt angår køretøjer, som ikke opfylder kravene i henholdsvis direktiv 74/151/EØF, 78/933/EØF, 77/311/EØF og 89/173/EØF som ændret ved dette direktiv, at medlemsstaterne af grunde vedrørende genstanden for det pågældende direktiv:

a)

skal anse typeattester, der ledsager fabriksnye køretøjer i henhold til bestemmelserne i direktiv 2003/37/EF, for ugyldige til det i samme direktivs artikel 7, stk. 1, nævnte formål

b)

kan nægte registrering, salg og ibrugtagning af sådanne nye køretøjer.«

BILAG VIII

SAMMENLIGNINGSTABEL

Direktiv 89/173/EØF

Direktiv 2006/26/EF

Nærværende direktiv

Artikel 1

 

Artikel 1

Artikel 2, stk. 1, indledning

Artikel 5, stk. 1, indledning

Artikel 2, stk. 1, første afsnit

Artikel 2, stk. 1, første til sjette led

 

Artikel 2, stk. 1, afslutning

 

 

Artikel 5, stk. 1, litra a og b

Artikel 2, stk. 1, første afsnit, litra a) og b)

Artikel 2, stk. 2

 

Artikel 2, stk. 1, andet afsnit

Artikel 5, stk. 2

Artikel 2, stk. 2

Artikel 5, stk. 3

Artikel 2, stk. 3

Artikel 3 og 4

 

Artikel 3 og 4

Artikel 5, stk. 1

 

Artikel 5, stk. 1

Artikel 5, stk. 2

 

Artikel 5, stk. 2 og 3

Artikel 6-9

 

Artikel 6-9

Artikel 10, stk. 1

 

Artikel 10, stk. 2

 

Artikel 10

 

Artikel 11 og 12

Artikel 11

 

Artikel 13

Bilag I til bilag VI

 

Bilag I til bilag VI

 

Bilag VII

 

Bilag VIII