ISSN 1725-2520

doi:10.3000/17252520.L_2009.300.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

L 300

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

52. årgang
14. november 2009


Indhold

 

I   Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse er obligatorisk

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter)

1

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1070/2009 af 21. oktober 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 549/2004, (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004 og (EF) nr. 552/2004 for at forbedre det europæiske luftfartssystems præstationer og bæredygtighed ( 1 )

34

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF ( 1 )

51

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21.oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel ( 1 )

72

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel og om ændring af forordning (EF) nr. 561/2006 ( 1 )

88

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


I Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse er obligatorisk

FORORDNINGER

14.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 300/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) nr. 1069/2009

af 21. oktober 2009

om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 152, stk. 4, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum, er en potentiel risikokilde for folke- og dyresundheden. De kriser, der har været i forbindelse med udbrud af mund- og klovesyge, spredning af transmissible spongiforme encephalopatier, f.eks. bovin spongiform encephalopati (BSE), og forekomst af dioxiner i foderstoffer, har vist, hvilke konsekvenser en forkert anvendelse af visse animalske biprodukter har for folke- og dyresundheden, fødevare- og foderkædens sikkerhed og forbrugernes tillid. Dertil kommer, at sådanne kriser også kan have mere omfattende negative virkninger for samfundet som helhed som følge af deres betydning for de berørte landbrugeres og erhvervssektorers socioøkonomiske situation og for forbrugernes tillid til sikkerheden ved animalske produkter. Sygdomsudbrud kan desuden have negative konsekvenser for miljøet, ikke blot som følge af problemerne med bortskaffelse, men også med hensyn til biodiversitet.

(2)

Animalske biprodukter fremkommer primært under slagtning af dyr til konsum, under fremstilling af produkter af animalsk oprindelse, såsom mejeriprodukter, og i forbindelse med bortskaffelse af døde dyr og ved foranstaltninger til bekæmpelse af sygdomme. Uanset kilden udgør de en potentiel risiko for folke- og dyresundheden og miljøet. Der er behov for, at denne risiko styres på passende vis, enten ved at de pågældende produkter bortskaffes ved en sikker fremgangsmåde, eller ved at de anvendes til diverse formål, forudsat at der gælder strenge betingelser, som minimerer de dermed forbundne risici.

(3)

Bortskaffelse af alle animalske biprodukter er ikke en realistisk mulighed, da det ville medføre uholdbart store omkostninger og miljørisici. Omvendt har alle borgere interesse i, at en bred vifte af animalske biprodukter anvendes på sikker vis til forskellige formål på en bæredygtig måde, forudsat at sundhedsrisici minimeres. En lang række animalske biprodukter anvendes således i vid udstrækning inden for vigtige produktionsområder, f.eks. lægemiddel-, foder- og læderindustrien.

(4)

Ny teknologi har udvidet mulighederne for anvendelse af animalske biprodukter og afledte produkter til en lang række produktionsområder, navnlig med henblik på produktion af energi. Anvendelsen af sådanne nye teknologier kan imidlertid indebære sundhedsrisici, som også skal minimeres.

(5)

Der bør i et sammenhængende og dækkende regelsæt fastsættes fællesskabssundhedsbestemmelser for indsamling, transport, håndtering, behandling, omdannelse, forarbejdning, lagring, omsætning, distribution, anvendelse eller bortskaffelse af animalske biprodukter.

(6)

Sådanne generelle bestemmelser bør stå i forhold til den folke- og dyresundhedsmæssige risiko, som animalske biprodukter udgør, når de håndteres af driftsledere i de forskellige led i kæden fra indsamling til anvendelse eller bortskaffelse. Bestemmelserne bør endvidere tage hensyn til miljørisici i forbindelse med disse aktiviteter. Fællesskabsbestemmelserne bør omfatte relevante sundhedsbestemmelser om omsætning, herunder handel inden for Fællesskabet og import af animalske biprodukter.

(7)

I forordning (EF) nr. 1774/2002 (3), fastsatte Europa-Parlamentet og Rådet fællesskabssundhedsbestemmelser vedrørende animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum. På grundlag af videnskabelig rådgivning og som en foranstaltning ifølge Kommissionens Hvidbog om fødevaresikkerhed af 12. januar 2000 blev der ved nævnte forordning indført et regelsæt, der har til formål at beskytte sikkerheden ved fødevare- og foderkæden, og som supplerer fællesskabsbestemmelserne om fødevarer og foder. De pågældende bestemmelser har medført en markant forbedring af beskyttelsesniveauet i Fællesskabet med hensyn til risici i forbindelse med animalske biprodukter.

(8)

Ved forordning (EF) nr. 1774/2002 blev der indført en inddeling af animalske biprodukter i tre kategorier svarende til omfanget af de risici, de er forbundet med. I henhold til forordningen skal driftslederne holde animalske biprodukter af forskellige kategorier adskilt fra hinanden, hvis de ønsker at anvende animalske biprodukter, der ikke udgør en risiko for folke- eller dyresundheden, navnlig hvis de pågældende produkter er afledt af materiale, der er egnet til konsum. Ved forordningen indførtes endvidere princippet om, at opdrættede dyr ikke må fodres med højrisikomateriale, og at materiale fra dyr ikke må gives som foder til dyr af den art, det er afledt af. I henhold til forordningen må kun materiale fra dyr, der har været underkastet veterinærkontrol, indgå i foderkæden. Desuden er der fastsat bestemmelser om forarbejdningsnormer, som sikrer, at risici nedbringes.

(9)

I henhold til artikel 35, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1774/2002 skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet for at sikre, at forordningen overholdes. Rapporten ledsages om nødvendigt af lovgivningsforslag. Rapporten blev forelagt den 21. oktober 2005, og det blev understreget deri, at principperne i forordning (EF) nr. 1774/2002 burde bibeholdes. Der blev endvidere peget på områder, hvor det ansås for nødvendigt at ændre forordningen, navnlig præcisering med hensyn til anvendelsen af bestemmelserne på færdige produkter, samspillet med anden fællesskabslovgivning og inddelingen i kategorier af visse materialer. Resultaterne af en række kontrolbesøg i medlemsstaterne foretaget af Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor (FVO) i 2004 og 2005 understøtter disse konklusioner. Ifølge FVO er det nødvendigt med forbedringer med hensyn til sporbarheden af animalske biprodukters bevægelser og med hensyn til effektiviteten og harmoniseringen af den offentlige kontrol.

(10)

Den Videnskabelige Styringskomité, der i 2002 blev afløst af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), har vedtaget en række udtalelser om animalske biprodukter. Udtalelserne viser, at der er behov for at bibeholde hovedprincipperne i forordning (EF) nr. 1774/2002, navnlig at animalske biprodukter fra dyr, der ved sundhedskontrollen findes uegnede til konsum, ikke bør indgå i foderkæden. Sådanne animalske biprodukter kan imidlertid på nærmere fastsatte sundhedsbetingelser indsamles og anvendes til produktion af tekniske eller industrielle produkter.

(11)

I rådsformandskabets konklusioner, som blev vedtaget i december 2005, om Kommissionens rapport af 21. oktober 2005, og ved de efterfølgende høringer, som Kommissionen har gennemført, er det blevet fremhævet, at bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1774/2002 bør forbedres. Hovedformålene med bestemmelserne om animalske biprodukter, nemlig kontrol af risici for folke- og dyresundheden og beskyttelse af fødevare- og foderkædens sikkerhed, bør præciseres. Bestemmelserne i nærværende forordning bør gøre det muligt at opfylde disse formål.

(12)

Bestemmelserne om animalske biprodukter i denne forordning bør gælde for produkter, der ikke må anvendes til konsum i henhold til fællesskabslovgivningen, navnlig når de ikke overholder bestemmelserne om fødevarehygiejne, eller når de ikke må bringes i omsætning som fødevare, da de ikke er sikre, fordi de enten er sundhedsskadelige eller uegnede til konsum (animalske biprodukter, der ifølge forskrifterne ikke kan være andet). Bestemmelserne bør imidlertid også gælde for animalske produkter, som opfylder visse bestemmelser med hensyn til eventuel anvendelse til konsum, eller som er råvarer til produktion af produkter til konsum, også selv om de i sidste ende er bestemt til andre formål (animalske biprodukter, der ikke nødvendigvis skal anvendes som sådan).

(13)

For at undgå risici forårsaget af vildtlevende dyr bør også kroppe eller dele af kroppe af sådanne dyr, der mistænkes for at være inficeret med en overførbar sygdom, være omfattet af bestemmelserne i denne forordning. At de således bliver omfattet af bestemmelserne, bør ikke betyde, at der er krav om indsamling og bortskaffelse af kroppe af vildtlevende dyr, som er døde eller nedlagt i deres naturlige habitat. Hvis god jagtskik overholdes, kan tarme og andre dele af kroppe af vildtlevende vildt bortskaffes på sikker vis på stedet. Sådanne handlemåder til nedsættelse af risici er godt indarbejdede i medlemsstaterne og er i nogle tilfælde baseret på kulturelle traditioner eller national lovgivning, der regulerer jægeres aktiviteter. I Fællesskabslovgivningen, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (4), er der fastlagt regler for håndtering af kød og animalske biprodukter fra vildtlevende dyr. Disse regler placerer også ansvaret for at forebygge risici hos uddannede personer som jægere. I betragtning af de potentielle risici for fødevarekæden bør animalske biprodukter fra nedlagt vildt kun være omfattet af denne forordning i det omfang, fødevarehygiejnebestemmelserne gælder for omsætning af det pågældende vildt og indebærer aktiviteter, der gennemføres af vildthåndteringsvirksomheder. Derudover bør animalske biprodukter til udarbejdelse af jagttrofæer være omfattet af denne forordning for at forebygge, at der opstår risici for dyresundheden som følge af sådanne biprodukter.

(14)

Bestemmelserne i denne forordning bør gælde for animalske biprodukter fra vanddyr, bortset fra materiale fra fartøjer, der er underlagt Fællesskabets fødevarehygiejnelovgivning. Der bør dog vedtages foranstaltninger, der står i forhold til risiciene, for håndtering og bortskaffelse af materiale, der fremkommer ved rensning om bord på fiskerfartøjer af fisk, og som viser tegn på sygdom. Sådanne foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages på grundlag af en risikovurdering, der gennemføres af den relevante videnskabelige instans, under hensyntagen til den til rådighed værende dokumentation for visse foranstaltningers effektivitet med hensyn til bekæmpelse af spredning af sygdomme, der kan overføres til mennesker, navnlig af visse parasitter.

(15)

På grund af de begrænsede risici ved materiale, der anvendes som råt foder til selskabsdyr på landbrugsbedriften eller leveres til slutbrugerne af fødevarevirksomheder, bør visse aktiviteter vedrørende sådant råt foder til selskabsdyr ikke være omfattet af reglerne i denne forordning.

(16)

I nærværende forordning bør det præciseres, hvilke dyr der skal klassificeres som selskabsdyr, så biprodukter fra sådanne dyr ikke anvendes i foder til opdrættede dyr. Især bør dyr, der holdes til andre formål end landbrugsopdræt, såsom for selskabets skyld, klassificeres som selskabsdyr.

(17)

Af hensyn til sammenhængen i fællesskabslovgivningen bør visse definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald (6) anvendes i nærværende forordning. Henvisningen til Rådets direktiv 86/609/EØF af 24. november 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål (7), bør gøres klarere.

(18)

Af hensyn til sammenhængen i fællesskabslovgivningen bør definitionen af »vanddyr« i Rådets direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr (8) anvendes i nærværende forordning. Samtidig bør hvirvelløse vanddyr, der ikke er omfattet af denne definition og ikke udgør nogen risiko med hensyn til sygdomsoverførsel, være underkastet samme krav som vanddyr.

(19)

Ved Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (9) er der fastsat betingelser for udstedelse af en godkendelse af et deponeringsanlæg. I denne forordning bør det fastsættes, at animalske biprodukter skal bortskaffes på deponeringsanlæg, som har fået udstedt en sådan godkendelse.

(20)

Det primære ansvar for aktiviteter i henhold til denne forordning påhviler fortsat driftslederne. Samtidig kræver offentlighedens interesse i at forebygge risici for folke- og dyresundheden, at der er etableret et indsamlings- og bortskaffelsessystem med henblik på at garantere sikker anvendelse af animalske biprodukter eller sikker bortskaffelse af animalske biprodukter, som ikke må anvendes, eller som af økonomiske grunde ikke anvendes. Omfanget af indsamlings- og bortskaffelsessystemet bør tage hensyn til den faktiske mængde animalske biprodukter, der fremkommer i den givne medlemsstat. Den bør desuden ud fra forsigtighedsprincippet afspejle behovet for øget bortskaffelseskapacitet i tilfælde af store udbrud af overførbare sygdomme eller i tilfælde af midlertidige tekniske svigt på eksisterende bortskaffelsesfaciliteter. Medlemsstaterne bør have tilladelse til at samarbejde med hinanden og med tredjelande, forudsat at denne forordnings målsætninger opfyldes.

(21)

Det er vigtigt at fastlægge startpunktet i et animalsk biprodukts livscyklus, hvorfra denne forordnings bestemmelser bør finde anvendelse. Er et produkt først blevet et animalsk biprodukt, bør det ikke komme ind i fødevarekæden igen. Der hersker særlige omstændigheder i forbindelse med håndtering af visse råvarer, f.eks. huder, der håndteres i virksomheder eller anlæg, der på samme tid er integreret i både fødevarekæden og de animalske biprodukters kæde. I disse tilfælde bør der træffes de nødvendige foranstaltninger ved hjælp af adskillelse for at mindske eventuelle risici for fødevarekæden, der kan opstå ved krydskontaminering. For andre virksomheder bør de forhold, der indebærer en risiko, identificeres med sigte på at forebygge krydskontaminering, navnlig ved hjælp af adskillelse af de animalske biprodukters kæde og fødevarekæden.

(22)

Af hensyn til retssikkerheden og ordentlig styring af potentielle risici, bør der fastlægges et slutpunkt i fremstillingskæden for produkter, der ikke længere har direkte betydning for sikkerheden i foderkæden. For visse produkter, der er omfattet af anden fællesskabslovgivning, bør et sådant slutpunkt fastlægges i kædens fremstillingsled. Produkter, der er nået til dette slutpunkt, bør undtages fra kontrol i henhold til denne forordning. Navnlig bør produkter, der befinder sig efter dette slutpunkt, kunne bringes i omsætning uden begrænsninger i henhold til denne forordning og kunne håndteres og transporteres af driftsledere, der ikke er blevet godkendt eller registreret i henhold til denne forordning.

(23)

Det bør dog være muligt at ændre et sådant slutpunkt, især i tilfælde af nye risici. I forordning (EF) nr. 1774/2002 er visse produkter blevet undtaget fra forordningens krav, bl.a. guano, visse huder, der er blevet behandlet på en bestemt måde, f.eks. ved garvning, og visse jagttrofæer. Lignende undtagelser bør fastsættes i de gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i forbindelse med denne forordning, for produkter som f.eks. oliekemiske produkter og for slutprodukter, der stammer fra fremstilling af biodiesel, og det bør ske på passende betingelser.

(24)

For at sikre et højt beskyttelsesniveau for folke- og dyresundheden bør medlemsstaterne fortsat træffe de fornødne foranstaltninger for at hindre, at animalske biprodukter afsendes fra områder eller virksomheder, der er omfattet af restriktioner, navnlig i tilfælde af et udbrud af en sygdom, der er anført i Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin (10).

(25)

Aktiviteter, der involverer animalske biprodukter, og som indebærer en betydelig risiko for folke- og dyresundheden, bør kun gennemføres på virksomheder eller anlæg, der på forhånd er godkendt af den kompetente myndighed til sådanne aktiviteter. Denne betingelse bør især gælde for forarbejdningsvirksomheder eller -anlæg og andre virksomheder eller anlæg, der håndterer eller opbevarer animalske biprodukter med direkte betydning for sikkerheden i foderkæden. Det bør tillades, at animalske biprodukter, der tilhører mere end én kategori, håndteres på en og samme virksomhed eller anlæg, forudsat at krydskontaminering forhindres. Endvidere bør det tillades at ændre disse betingelser, hvis mængden af materiale, der skal bortskaffes og forarbejdes, stiger som følge af et stort sygdomsudbrud, forudsat at det sikres, at den midlertidige anvendelse under sådanne ændrede betingelser ikke medfører en spredning af sygdomsrisici.

(26)

Imidlertid bør sådanne godkendelser ikke være nødvendige for virksomheder eller anlæg, der forarbejder eller håndterer visse sikre materialer, f.eks. produkter, der er forarbejdet i en sådan grad, så de ikke længere udgør en risiko for folke- og dyresundheden. Sådanne virksomheder eller anlæg bør registreres, så der kan foretages offentlig kontrol af materialestrømmen, og så materialernes sporbarhed kan sikres. Dette registreringskrav bør ligeledes gælde driftsledere, der transporterer animalske biprodukter eller afledte produkter, medmindre produkterne ikke længere er underlagt nogen kontrol, fordi der er blevet fastlagt et slutpunkt i kæden.

(27)

Virksomheder eller anlæg bør godkendes på grundlag af oplysninger, der er forelagt den kompetente myndighed, og efter et besøg på stedet som dokumenterer, at denne forordnings krav til virksomhedens eller anlæggets infrastruktur og udstyr vil blive opfyldt, således at risici for folke- og dyresundheden, der måtte opstå i forbindelse med processen, vil blive styret på passende vis. Det bør være muligt at tildele en betinget godkendelse, således at driftsledere har mulighed for at afhjælpe mangler, før virksomheden eller anlægget opnår fuld godkendelse.

(28)

Virksomheder eller anlæg, hvis aktiviteter i forvejen er godkendt i henhold til fællesskabslovgivningen om fødevarehygiejne, bør ikke kræves godkendt eller registreret i henhold til denne forordning, da godkendelser og registreringer i henhold til nævnte fællesskabslovgivning allerede tager denne forordnings målsætninger i betragtning. Virksomheder eller anlæg, der er godkendt eller registreret i henhold til hygiejnelovgivning, bør imidlertid være forpligtet til at opfylde denne forordnings krav og være underkastet officielle kontroller, der gennemføres med henblik på at verificere, at denne forordnings krav er opfyldt.

(29)

Animalske biprodukter og afledte produkter bør på grundlag af risikovurderinger inddeles i tre kategorier, som afspejler, hvilken risiko de udgør for folke- og dyresundheden. Mens animalske biprodukter og afledte produkter, der udgør en høj risiko, kun bør anvendes til formål uden for foderkæden, bør anvendelse af produkter, der udgør en lavere risiko, tillades på sikre betingelser.

(30)

Videnskabelige og teknologiske fremskridt kan føre til udvikling af processer, der eliminerer eller minimerer risici for folke- og dyresundheden. Listerne over animalske biprodukter i denne forordning bør kunne ændres for at tage hensyn til sådanne fremskridt. Forud for sådanne eventuelle ændringer og i overensstemmelse med de generelle principper i fællesskabslovgivningen, der har til formål at sikre et højt niveau for beskyttelsen af folke- og dyresundheden, bør der foretages en risikovurdering af den relevante videnskabelige instans, f.eks. EFSA, Det Europæiske Lægemiddelagentur eller Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer, afhængigt af hvilken type animalsk biprodukt der skal risikovurderes. Det bør dog være klart, at når animalske biprodukter af forskellige kategorier er blevet blandet, skal blandingen håndteres i overensstemmelse med de normer, der er fastsat for den del af blandingen, der tilhører kategorien med højest risiko.

(31)

Som følge den høje risiko for folkesundheden bør især animalske biprodukter, der indebærer en risiko for transmissibel spongiform encephalopati (TSE), ikke anvendes til fodringsformål. Denne restriktion bør ligeledes gælde for vildtlevende dyr, via hvilke en smitsom sygdom kan overføres. Denne restriktion med hensyn til fodring med animalske biprodukter, der indebærer en TSE-risiko, bør ikke tilsidesætte fodringsbestemmelserne i forordning (EF) nr. 999/2001.

(32)

Animalske biprodukter fra forsøgsdyr som defineret i direktiv 86/609/EØF bør ligeledes udelukkes fra anvendelse i foder på grund af de potentielle risici, disse animalske biprodukter indebærer. Medlemsstaterne kan dog tillade anvendelse af animalske biprodukter fra forsøgsdyr, der har været anvendt til afprøvning af nye fodertilsætningsstoffer, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (11).

(33)

Det er ulovligt at anvende visse stoffer og produkter i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90 af 26. juni 1990 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærlægemidler i animalske levnedsmidler (12) og Rådets direktiv 96/22/EF af 29. april 1996 om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af betaagonister i husdyrbrug (13). Ved Rådets direktiv 96/23/EF af 29. april 1996 om de kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf (14), er der desuden fastsat supplerende bestemmelser om overvågning af visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og animalske produkter. Endvidere er der i direktiv 96/23/EF fastsat bestemmelser, der finder anvendelse, når der er konstateret forekomst af restkoncentrationer af tilladte stoffer eller af urenheder, der overstiger visse grænseværdier. For at sikre sammenhæng i fællesskabslovgivningen bør animalske produkter, hvori der påvises stoffer, som er i strid med forordning (EF) nr. 2377/90 og direktiv 96/22/EF og 96/23/EF, kategoriseres som kategori 1- eller kategori 2-materiale, alt efter hvilken risiko de udgør for fødevare- og foderkæden.

(34)

Det bør ikke være nødvendigt at bortskaffe husdyrgødning og indhold fra fordøjelseskanalen, forudsat at det ved en korrekt behandling sikres, at sygdomme ikke overføres ved deres anvendelse på jordarealer. Animalske biprodukter fra selvdøde dyr og dyr, der er aflivet med henblik på udryddelse af sygdomme, bør ikke anvendes i foderkæden. Denne restriktion bør også gælde for importerede animalske biprodukter, som tillades indført til Fællesskabet, hvor de ikke overholder fællesskabslovgivningen ved kontrol på EF-grænsekontrolstedet, og for produkter, der ikke overholder de gældende krav ved kontrol, der gennemføres i Fællesskabet. Manglende opfyldelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (15) og af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 af 13. juli 2009 om markedsføring og anvendelse af foder (16) bør ikke medføre udelukkelse fra foderkæden af de produkter, der frembydes til grænsekontrol.

(35)

Siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1774/2002 har den automatiske kategorisering af visse animalske biprodukter som kategori 2-materiale sat en voldsom begrænsning for deres anvendelsesmuligheder, hvilket ikke nødvendigvis står i rimeligt forhold til de risici, de er forbundet med. De pågældende animalske biprodukter bør derfor omkategoriseres til kategori 3-materiale, så de kan anvendes til visse fodringsformål. Af forsigtighedshensyn bør alle andre animalske biprodukter, der ikke er anført under en af de tre kategorier, fortsat automatisk kategoriseres som kategori 2-materiale, navnlig for at styrke den generelle udelukkelse af sådant materiale fra opdrættede dyrs, undtagen pelsdyrs, foderkæde.

(36)

Det primære ansvar for overholdelse af fællesskabslovgivningen, der har til formål at beskytte folke- og dyresundheden, er pålagt fødevare- og fodervirksomhedslederne ved andre forskrifter, der er trådt i kraft efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (17), nemlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (18), forordning (EF) nr. 853/2004, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 183/2005 af 12. januar 2005 om krav til foderstofhygiejne (19), som forordning (EF) nr. 1774/2002 supplerer. På linje med de nævnte forskrifter bør driftsledere, der gennemfører aktiviteter i henhold til nærværende forordning, ligeledes have det primære ansvar for at sikre, at nærværende forordning overholdes. Denne forpligtelse bør gøres tydeligere og præciseres med hensyn til, hvordan sporbarhed sikres, f.eks. ved at animalske biprodukter holdes adskilt under indsamling og transport. Eksisterende systemer, der på anden vis sikrer sporbarhed for produkter, der udelukkende er i omløb på nationalt niveau, bør fortsætte deres aktiviteter, såfremt de fremkommer med tilsvarende oplysninger. Der bør sættes alt ind på at fremme anvendelse af elektroniske og andre midler til dokumentation, der ikke indebærer fortegnelser i papirform og samtidig sikrer fuld sporbarhed.

(37)

Det er nødvendigt med et egenkontrolsystem for at sikre, at kravene i denne forordning overholdes internt i en virksomhed eller på et anlæg. I forbindelse med offentlige kontroller bør de kompetente myndigheder tage gennemførelse af egenkontrol i betragtning. I visse virksomheder eller anlæg bør egenkontrol foretages med et system, der er baseret på HACCP-principperne (Hazard Analysis and Critical Control Points). HACCP-principperne bør være baseret på erfaringen med gennemførelsen af principperne under fællesskabslovgivningen på området for fødevare- og foderhygiejne. I denne forbindelse kunne nationale retningslinjer for god praksis fungere som et nyttigt værktøj til at lette den praktiske gennemførelse med af HACCP-principperne og andre aspekter af denne forordning.

(38)

Animalske biprodukter bør kun anvendes, hvis risiciene for folke- og dyresundheden minimeres under forarbejdningen og omsætningen af afledte produkter, der er fremstillet på basis af animalske biprodukter. Hvis dette ikke er muligt, bør de animalske biprodukter bortskaffes på sikre betingelser. I sammenhæng med anden fællesskabslovgivning bør det gøres klart, hvilke anvendelsesmuligheder der er for animalske biprodukter af de forskellige kategorier. Generelt bør anvendelsesmulighederne for animalske biprodukter fra en kategori med højere risiko også gælde for animalske biprodukter fra kategorier med lavere risiko, medmindre der foreligger særlige forhold med hensyn til den risiko, der er forbundet med visse animalske biprodukter.

(39)

Bortskaffelse af animalske biprodukter og afledte produkter bør ske i overensstemmelse med miljøbestemmelserne om deponering og affaldsforbrænding. For at sikre ensartethed bør forbrænding ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (20). For medforbrænding af affald — hvad enten der er tale om nyttiggørelse eller bortskaffelse — gælder der lignende betingelser vedrørende godkendelse og drift som for forbrænding af affald, navnlig hvad angår grænseværdier for emission til luften, udledning af spildevand og restprodukter, kontrol og overvågning samt målekrav. Direkte medforbrænding, uden forudgående forarbejdning, bør derfor tillades for alle tre kategorier af materiale. Desuden bør der fastsættes specifikke bestemmelser for godkendelse af lav- og højkapacitetsforbrændingsanlæg.

(40)

Anvendelse af animalske biprodukter eller afledte produkter som brændsel ved forbrændingsprocessen bør tillades, og bør ikke anses som en affaldsbortskaffelsesoperation. En sådan anvendelse bør dog ske på betingelser, der sikrer beskyttelse af folke- og dyresundheden og overholdelse af de relevante miljønormer.

(41)

Ved nærværende forordning bør der åbnes mulighed for at fastsætte parametre for forarbejdningsmetoder med hensyn til tid, temperatur og tryk for animalske biprodukter, navnlig for de metoder, der for øjeblikket betegnes som metode 2-7 i forordning (EF) nr. 1774/2002.

(42)

Skaller fra skaldyr, hvorfra blødt væv eller kød er fjernet, bør ikke være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. På grund af forskellig praksis i Fællesskabet med hensyn til fjernelse af sådant blødt væv eller kød fra skaller bør det være muligt at anvende skaller, hvorfra ikke alt blødt væv eller kød er fjernet, forudsat at en sådan anvendelse ikke medfører en risiko for folke- og dyresundheden. Nationale retningslinjer for god praksis kunne medvirke til at udbrede kendskabet til passende betingelser, der kunne muliggøre en sådan anvendelse.

(43)

På baggrund af den begrænsede risiko for folke- eller dyresundheden, som sådanne produkter udgør, bør den kompetente myndighed kunne tillade tilberedning og anvendelse på jordarealer af biodynamiske tilberedninger på basis af kategori 2- og kategori 3-materialer, jf. Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (21).

(44)

Nyudviklede teknologier giver mulighed for fordelagtige metoder til energiproduktion på basis af animalske biprodukter eller til sikker bortskaffelse af sådanne produkter. Sikker bortskaffelse kan ske ved en kombination af metoderne til sikker indeslutning af animalske biprodukter på stedet og veletablerede bortskaffelsesmetoder, og ved en kombination af autoriserede forarbejdningsparametre og nye standarder, der er blevet vurderet positivt. For at tage hensyn til de videnskabelige og teknologiske fremskridt i denne forbindelse bør sådanne teknologier godkendes som alternative metoder til bortskaffelse eller anvendelse af animalske biprodukter i hele Fællesskabet. Hvis en teknologisk proces er blevet udviklet af en enkeltperson, bør EFSA behandle en ansøgning, der er kontrolleret af den kompetente myndighed, inden en sådan godkendelse gives, for at sikre, at der foretages en vurdering af processens risikobegrænsende potentiale, og at enkeltpersoners rettigheder, herunder fortrolige forretningsoplysninger, respekteres. Med henblik på rådgivning af ansøgere bør der vedtages et standardformat for ansøgninger. Da det dokument kun er bestemt til at være vejledende, bør det vedtages efter rådgivningsproceduren i samarbejde med EFSA.

(45)

Kravene til omsætning af animalske biprodukter og afledte produkter bestemt til fodringsformål og af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler bør gøres klarere for at sikre beskyttelsen af fødevare- og foderkæden. Kun kategori 3-materiale bør anvendes til brug som foder til opdrættede dyr, der ikke er pelsdyr. Gødningsstoffer, der er fremstillet på basis af animalske biprodukter, kan påvirke fødevare- og foderkædens sikkerhed. Når de er fremstillet af kød- og benmel afledt af kategori 2-materiale eller af forarbejdet animalsk protein, bør der tilsættes en bestanddel, f.eks. et uorganisk eller ufordøjeligt stof, for at hindre, at de anvendes direkte til fodringsformål. En sådan iblanding bør ikke kræves, hvis produkternes sammensætning, navnlig produkter bestemt til anvendelse af den endelige forbruger, eller deres emballage udelukker misbrug af produktet til fodringsformål. I forbindelse med fastlæggelse af bestanddele bør der tages hensyn til forskellige forhold vedrørende klima og jordbund samt formålet med at anvende bestemte gødningsstoffer.

(46)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1523/2007 af 11. december 2007 om forbud mod markedsføring og indførsel i og udførsel fra Fællesskabet af pelsskind fra hunde og katte samt produkter, hvori sådanne pelsskind indgår (22), er der fastsat et generelt forbud mod markedsføring og import og eksport af skind fra hunde og katte samt produkter, hvori sådanne skind indgår. Forbuddet bør dog ikke berøre kravet i nærværende forordning om bortskaffelse af animalske biprodukter fra katte og hunde, herunder pelsskind.

(47)

Til videnskabelige og forskningsmæssige formål samt kunstneriske aktiviteter kan der være behov for at anvende animalske biprodukter eller afledte produkter af alle kategorier, nogle gange i mindre målestok end, hvad der fås i handelen. For at lette import og anvendelse af sådanne animalske biprodukter og afledte produkter bør den kompetente myndighed kunne fastsætte betingelserne for sådanne aktiviteter i de enkelte konkrete tilfælde. Der bør fastsættes harmoniserede betingelser for tilfælde, hvor det er nødvendigt med en indsats på fællesskabsplan.

(48)

Forordning (EF) nr. 1774/2002 indeholder detaljerede bestemmelser, der som en undtagelse tillader fodring af dyr i zoologiske haver med kategori 2- og kategori 3- materialer. Tilsvarende bestemmelser bør fastsættes i nærværende forordning, og fodring med visse kategori 1-materialer bør være tilladt, og desuden bør der gives mulighed for at fastsætte detaljerede bestemmelser med henblik på kontrol af risici, der måtte opstå for folke- eller dyresundheden.

(49)

I henhold til forordning (EF) nr. 1774/2002 er det tilladt at fodre truede eller beskyttede arter af ådselædende fugle og andre arter, der lever i deres naturlige habitat, med kategori 1-materiale for at fremme den biologiske mangfoldighed. For at tilvejebringe et passende redskab til bevarelsen af sådanne arter, bør den pågældende fodringspraksis fortsat være tilladt i henhold til nærværende forordning under overholdelse af betingelser, der fastsættes for at hindre sygdomsspredning. Samtidig bør der i gennemførelsesbestemmelserne fastlægges sundhedsbetingelser, ifølge hvilke det er tilladt at anvende kategori 1-materiale til fodringsformål i ekstensive græsningssystemer og som foder til andre kødædende arter som f.eks. bjørne og ulve. Det er vigtigt, at sådanne sundhedsbetingelser tager hensyn til både den berørte arts naturlige fortæringsmønstre og Fællesskabets mål med at fremme biologisk mangfoldighed som nævnt i Kommissionens meddelelse »Stop for tab af biodiversitet inden 2010 — og fremover« af 22. maj 2006.

(50)

Nedgravning og afbrænding af animalske biprodukter, navnlig døde dyr, kan i særlige situationer være berettiget, navnlig i fjerntliggende områder eller i situationer, hvor sygdomsbekæmpelse kræver hurtig bortskaffelse af dyr, der er blevet aflivet for at bekæmpe udbrud af en alvorlig overførbar sygdom. Navnlig bør bortskaffelse på stedet være tilladt under særlige omstændigheder, da den foreliggende destruktions- eller forbrændingskapacitet i en region eller en medlemsstat ellers vil kunne være en begrænsende faktor for bekæmpelsen af en sygdom.

(51)

Den eksisterende undtagelse vedrørende nedgravning og afbrænding af animalske biprodukter bør udvides til at omfatte områder, hvortil adgang i praksis ikke er mulig, eller som udgør en risiko for indsamlingspersonalets sundhed og sikkerhed. Erfaringerne fra anvendelsen af forordning (EF) nr. 1774/2002 og fra naturkatastrofer som skovbrande og oversvømmelser i nogle medlemsstater har vist, at bortskaffelse ved nedgravning eller afbrænding på stedet under sådanne særlige omstændigheder kan være berettiget for at sikre hurtig bortskaffelse af dyr og for at undgå spredning af sygdomsrisici. Den samlede størrelse af områder med status som fjerntliggende områder i en medlemsstat bør på grundlag af erfaringerne med anvendelse af forordning (EF) nr. 999/2001 være begrænset for at sikre, at det overordnede krav om, at der skal være etableret et ordentligt bortskaffelsessystem i overensstemmelse med nærværende forordning, er opfyldt.

(52)

Visse virksomheder eller anlæg, der kun håndterer små mængder af animalske biprodukter, som ikke udgør en risiko for folke- og dyresundheden, bør have tilladelse til under officielt tilsyn at bortskaffe sådanne animalske biprodukter på andre måder end ved bortskaffelse i henhold til denne forordning. Kriterierne for sådanne ekstraordinære omstændigheder bør dog fastlægges på fællesskabsniveau for at sikre ensartet anvendelse af dem og baseres på den aktuelle situation i visse sektorer og på tilgængeligheden af andre bortskaffelsessystemer i visse medlemsstater.

(53)

Det bør fastsættes nærmere, hvilke foranstaltninger den kompetente myndighed kan træffe i forbindelse med offentlig kontrol, for at garantere retssikkerheden, navnlig med hensyn til suspension af eller permanent forbud mod aktiviteter eller indførelse af betingelser med henblik på at sikre korrekt gennemførelse af denne forordning.. Disse offentlige kontroller bør gennemføres inden for rammerne af de flerårige kontrolplaner i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (23).

(54)

For at sikre, at medlemsstaterne kan kontrollere mængden af materiale, der indføres med henblik på bortskaffelse på deres område, bør den kompetente myndighed tillade modtagelse af sådant materiale på sit område.

(55)

Der kan foreskrives tryksterilisering og supplerende transportbetingelser med henblik på at sikre styring af eventuelle risici. For at sikre sporbarhed og samarbejde mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der kontrollerer afsendelse af animalske biprodukter og afledte produkter, bør Traces-systemet, der blev indført ved Kommissionens beslutning 2004/292/EF (24), anvendes til at give oplysninger om afsendelse af kategori 1- eller kategori 2-materialer og kød- og benmel eller animalsk fedt afledt af kategori 1-materiale eller kategori 2-materialer samt forarbejdet animalsk protein afledt af kategori 3-materiale. For materiale, der typisk sendes i små mængder med henblik på forskning eller anvendelse til undervisning, kunst eller diagnostik, bør der fastlægges særlige betingelser med henblik på at fremme sådant materiales bevægelighed inden for Fællesskabet. Bilaterale ordninger, der gør det nemmere at kontrollere materialer, der flyttes mellem medlemsstater med fælles grænse, bør tillades under særlige omstændigheder.

(56)

For at lette transport af forsendelser via tredjelande, der støder op til mere end én medlemsstat, bør der indføres en særlig ordning for afsendelse af forsendelser fra en medlemsstats område til en anden via et tredjelands område for bl.a. at sikre, at forsendelser, der genindføres på Fællesskabets område, underkastes veterinærkontrol i overensstemmelse med Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (25).

(57)

Af hensyn til sammenhængen i fællesskabslovgivningen er det nødvendigt at præcisere forholdet mellem bestemmelserne i nærværende forordning og fællesskabsbestemmelserne om affald. Der bør navnlig sikres overensstemmelse med forbuddene mod eksport af affald i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (26). For at hindre potentielt skadelige virkninger for miljøet bør eksport af animalske biprodukter og afledte produkter bestemt til bortskaffelse ved forbrænding eller deponering forbydes. Eksporten af animalske biprodukter og afledte produkter bør endvidere forhindres, når formålet hermed er anvendelse i et biogas- eller komposteringsanlæg til tredjelande, som ikke er medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (ØCD), for at hindre potentielt negative miljøvirkninger og risici for folke- og dyresundheden. Ved anvendelse af bestemmelserne om undtagelse fra eksportforbuddet er Kommissionen i sine beslutninger forpligtet til fuldt ud at overholde Baselkonventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf, som indgået på vegne af Fællesskabet ved Rådets afgørelse 93/98/EØF (27), og ændringen til konventionen som fastsat i partskonferencens beslutning III/1, som godkendt på vegne af Fællesskabet ved Rådets afgørelse 97/640/EF (28) og gennemført ved forordning (EF) nr. 1013/2006.

(58)

Desuden bør det sikres, at animalske biprodukter, der er blandet eller forurenet med farligt affald, jf. Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og af Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (29), udelukkende importeres, eksporteres eller sendes mellem medlemsstater i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1013/2006. Det er også nødvendigt at fastsætte bestemmelser om afsendelse af sådant materiale internt i en medlemsstat.

(59)

Kommissionen bør kunne foretage kontrol i medlemsstaterne. Fællesskabskontrol i tredjelande bør gennemføres i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 882/2004.

(60)

Import af animalske biprodukter og afledte produkter til Fællesskabet og transit af sådant materiale bør foregå i overensstemmelse med bestemmelser, der er mindst lige så strenge som dem, der gælder i Fællesskabet. Alternativt kan de bestemmelser om animalske biprodukter og afledte produkter, der anvendes i tredjelande, anerkendes som ligestillede med bestemmelserne i fællesskabslovgivningen. Som følge af den risiko, de kan indebære, bør der anvendes et forenklet sæt importbestemmelser for produkter, der er bestemt til anvendelse uden for foderkæden.

(61)

Fællesskabslovgivningen om fremstilling af afledte produkter bestemt til anvendelse som kosmetiske produkter, lægemidler eller medicinsk udstyr udgør et omfattende sæt regler for omsætning af sådanne produkter: Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (30), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (31), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler (32), Rådets direktiv 90/385/EØF af 20. juni 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aktivt, implantabelt medicinsk udstyr (33), Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr (34) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF af 27. oktober 1998 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (35) (»særdirektiverne«). Særdirektiverne om kosmetiske midler og medicinsk udstyr indeholder dog ikke bestemmelser om beskyttelse mod risici for dyresundheden. I sådanne tilfælde bør nærværende forordning gælde for disse risici, og der bør kunne træffes beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 178/2002.

(62)

Animalske biprodukter eller afledte produkter, der leveres som materiale eller ingredienser til fremstilling af sådanne afledte produkter, bør ligeledes være omfattet af særdirektivernes krav, for så vidt som de indeholder bestemmelser om kontrol af risici for folke- og dyresundheden. Særdirektiverne indeholder i forvejen bestemmelser om udgangsmateriale af animalsk oprindelse, som kan anvendes til fremstilling af de pågældende afledte produkter, og de foreskriver visse betingelser for at sikre beskyttelsen af folke- og dyresundheden. Således er det fastsat i direktiv 76/768/EØF, at kategori 1- og kategori 2- materialer ikke må indgå som en bestanddel af et kosmetisk middel, og at producenterne er forpligtet til at anvende god fremstillingspraksis. Ved Kommissionens direktiv 2003/32/EF (36) er der indført detaljerede specifikationer med hensyn til medicinsk udstyr, der er fremstillet af animalsk væv.

(63)

I de tilfælde, hvor sådanne betingelser endnu ikke er fastsat i særdirektiverne, eller hvor de ikke omfatter visse risici for folke- og dyresundheden, bør denne forordning imidlertid finde anvendelse, og der bør kunne træffes beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 178/2002.

(64)

Visse afledte produkter indgår ikke i foderkæden eller anvendes ikke på jordarealer, der afgræsses af opdrættede dyr, eller hvor der høstes foderplanter. Sådanne afledte produkter omfatter produkter til teknisk brug, f.eks. behandlede huder til læderproduktion, forarbejdet uld til tekstilindustrien, benprodukter til lim og forarbejdet materiale bestemt til foder til selskabsdyr. Driftslederen bør have tilladelse til at bringe sådanne produkter i omsætning, forudsat at de enten er afledt af råvarer, der ikke kræver nogen behandling, eller at behandlingen eller anvendelsen af det behandlede materiale sikrer en passende risikostyring.

(65)

I en række medlemsstater er der blevet konstateret tilfælde af manglende overholdelse af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1774/2002. Som supplement til en streng håndhævelse af bestemmelserne er der derfor behov for strafferetlige og andre sanktioner over for driftsledere, der ikke overholder bestemmelserne. Det er nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning.

(66)

Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge folke- og dyresundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter med henblik på at forebygge og minimere risici for folke- og dyresundheden forårsaget af disse produkter og navnlig at beskytte sikkerheden i fødevare- og foderkæden, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. samme artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(67)

For at styrke retssikkerheden og på baggrund af Kommissionens overordnede målsætning om at forenkle fællesskabslovgivningen bør der i nærværende forordning fastsættes et sammenhængende regelsæt under hensyntagen til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1774/2002 og til de erfaringer, der er indhøstet, og de fremskridt, der er sket, siden nævnte forordning trådte i kraft. Forordning (EF) nr. 1774/2002 bør derfor ophæves og afløses af nærværende forordning.

(68)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (37).

(69)

For at gøre fællesskabslovgivningen mere sammenhængende og klarere bør de tekniske regler om specifikke aktiviteter vedrørende animalske biprodukter, som for øjeblikket er fastsat i bilagene til forordning (EF) nr. 1774/2002 og i gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget på grundlag af nævnte forordning (38), fastsættes i separate gennemførelsesforskrifter. Der bør gennemføres høringer af og oplysningsarbejde over for forbrugere og erhvervskredse, der er berørt af de emner, denne forordning omhandler, i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse 2004/613/EF af 6. august 2004 om oprettelse af en rådgivende gruppe for fødevarekæden, dyresundhed og plantesundhed (39).

(70)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage bestemmelser om ændring af slutpunktet i fremstillingskæden for visse afledte produkter og fastlæggelse af et sådant slutpunkt for visse andre afledte produkter, regler vedrørende alvorlige overførbare sygdomme, ved hvis tilstedeværelse det ikke bør være tilladt at afsende animalske biprodukter og afledte produkter, og/eller betingelserne for at tillade en sådan afsendelse, foranstaltninger til ændring af kategoriseringen af animalske biprodukter og afledte produkter, foranstaltninger vedrørende restriktioner for anvendelse og bortskaffelse af animalske biprodukter og afledte produkter, foranstaltninger til fastlæggelse af betingelserne for at gøre brug af visse undtagelser med hensyn til anvendelse, indsamling og bortskaffelse af animalske biprodukter og afledte produkter og foranstaltninger til godkendelse eller forkastelse af en bestemt alternativ metode til anvendelse og bortskaffelse af animalske biprodukter og afledte produkter.

(71)

Derudover bør Kommissionen have beføjelser til at vedtage mere specifikke regler vedrørende indsamling og transport af animalske biprodukter og afledte produkter, krav til infrastruktur, udstyr og hygiejne på virksomheder og anlæg, der håndterer animalske biprodukter og afledte produkter, betingelser for og tekniske krav til håndtering af animalske biprodukter og afledte produkter, herunder hvilken dokumentation der kræves fremlagt for at få en sådan behandling valideret, betingelser for omsætning af animalske biprodukter og afledte produkter, krav vedrørende anvendelse af sikre kilder, sikker behandling og sikre endelige anvendelsesformål, betingelser for import, transit og eksport af animalske biprodukter og afledte produkter, detaljerede ordninger til gennemførelse af offentlige kontroller, herunder regler for referencemetoder til mikrobiologiske analyser og betingelser for kontrol af forsendelse af visse animalske biprodukter og afledte produkter mellem medlemsstaterne. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(72)

Af effektivitetshensyn bør de frister, som normalt gælder i forbindelse med forskriftsproceduren med kontrol, afkortes for så vidt angår vedtagelse af bestemmelser om betingelserne for afsendelse af animalske biprodukter fra bedrifter, anlæg eller zoner, der er omfattet af restriktioner. I hastende tilfælde er det nødvendigt at anvende hasteproceduren i artikel 5a, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, i forbindelse med vedtagelse af foranstaltninger til ændring af slutpunktet i visse produkters fremstillingskæde —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

AFSNIT I

GENERELLE BESTEMMELSER

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Afdeling 1

Formål, anvendelsesområde og definitioner

Artikel 1

Formål

Ved denne forordning fastsættes folke- og dyresundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter med henblik på at forebygge og minimere risici for folke- og dyresundheden forårsaget af disse produkter og navnlig at beskytte fødevare- og foderkædens sikkerhed.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse på:

a)

animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke må anvendes til konsum i henhold til fællesskabslovgivningen, og

b)

følgende produkter, som i henhold til en driftsleders beslutning, der er irreversibel, er bestemt til andre formål end konsum:

i)

animalske produkter, som kan anvendes til konsum i henhold til fællesskabslovgivningen

ii)

råvarer til fremstilling af animalske produkter.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på følgende animalske biprodukter:

a)

hele kroppe eller dele af vildtlevende dyr, bortset fra vildtlevende vildt, som ikke mistænkes for at være inficeret med eller berørt af sygdomme, der kan overføres til mennesker eller dyr, bortset fra vanddyr, der landes til kommercielle formål

b)

hele kroppe eller dele af vildtlevende vildt, som i overensstemmelse med god jagtskik ikke indsamles efter nedlæggelsen, jf. dog forordning (EF) nr. 853/2004

c)

animalske biprodukter fra vildtlevende vildt og fra kød af vildtlevende vildt, jf. artikel 1, stk. 3, litra e), i forordning (EF) nr. 853/2004

d)

oocytter, embryoner og sæd til avlsformål

e)

råmælk, colostrum og produkter afledt heraf, der frembringes, opbevares, bortskaffes eller anvendes på oprindelsesbedriften

f)

skaller fra skaldyr, hvorfra blødt væv og kød er fjernet

g)

køkken- og madaffald, undtagen hvis det:

i)

hidrører fra transportmidler i international fart

ii)

er bestemt til fodringsformål

iii)

er bestemt til forarbejdning ved tryksterilisering eller forarbejdning ved de i artikel 15, stk. 1, første afsnit, litra b), omhandlede metoder eller omdannelse til biogas eller til kompostering

h)

materiale, som bortskaffes på havet, og som er fremkommet i forbindelse med fiskeri, fra fartøjer, der overholder forordning (EF) nr. 852/2004 og (EF) nr. 853/2004, bortset fra materiale, der er fremkommet ved rensning om bord af fisk, der viser tegn på sygdomme, herunder parasitter, der kan overføres til mennesker, jf. dog Fællesskabets miljøbestemmelser

i)

råt foder til selskabsdyr, når det kommer fra detailhandlere, hvor opskæring og opbevaring udelukkende finder sted med henblik på direkte salg til forbrugeren det pågældende sted

j)

råt foder til selskabsdyr, når det kommer fra dyr, der er slagtet på oprindelsesbedriften med henblik på privat konsum i husholdningen, og

k)

ekskrementer og urin, bortset fra husdyrgødning og umineraliseret guano.

3.   Denne forordning tilsidesætter ikke EF-veterinærbestemmelser, der har til formål at bekæmpe og udrydde dyresygdomme.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»animalske biprodukter«: hele kroppe eller dele af dyr, animalske produkter eller andre produkter fra dyr, som ikke er bestemt til konsum, herunder oocytter, embryoner og sæd

2)

»afledte produkter«: produkter, der er fremstillet ved en eller flere behandlinger, omdannelser eller trin i forarbejdningen af animalske biprodukter

3)

»animalske produkter«: animalske produkter, som defineret i punkt 8.1 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

4)

»slagtekrop«: slagtekrop, som defineret i punkt 1.9 i forordning (EF) nr. 853/2004

5)

»dyr«: alle hvirvelløse dyr og hvirveldyr

6)

»opdrættede dyr«:

a)

alle dyr, som holdes, opfedes eller opdrættes af mennesker med henblik på produktion af fødevarer, uld, pelsværk, fjer, huder og skind eller andre produkter fra dyr eller med henblik på andre landbrugsformål

b)

dyr af hestefamilien

7)

»vildtlevende dyr«: alle dyr, som ikke holdes af mennesker

8)

»selskabsdyr«: alle dyr tilhørende arter, der normalt fodres og holdes af mennesker, uden at dette tager sigte på konsum eller nogen landbrugsproduktion

9)

»vanddyr«: vanddyr, som defineret i artikel 3, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/88/EF

10)

»kompetent myndighed«: en medlemsstats centrale myndighed, der har til opgave at føre kontrol med, at denne forordning overholdes, eller enhver anden myndighed, som denne beføjelse måtte være overdraget til; det omfatter også den tilsvarende myndighed i et tredjeland, hvis det er relevant

11)

»driftsleder«: den fysiske eller juridiske person, som har den faktiske kontrol med et animalsk biprodukt eller et afledt produkt, herunder transportører, forhandlere og brugere

12)

»bruger«: den fysiske eller juridiske person, der anvender animalske biprodukter og afledte produkter til særlige fodringsformål, forskning eller andre specifikke formål

13)

»virksomhed« eller »anlæg«: ethvert sted, hvor der udføres en hvilken som helst aktivitet, der omfatter håndtering af animalske biprodukter eller afledte produkter, bortset fra fiskerfartøjer

14)

»omsætning«: enhver aktivitet, som har til formål at sælge animalske biprodukter eller afledte produkter til tredjemand inden for Fællesskabet eller enhver anden form for levering til en sådan tredjemand, det være sig mod betaling eller gratis, eller opbevaring med henblik på levering til en sådan tredjemand

15)

»transit«: transport gennem Fællesskabet fra et tredjelands område til et andet tredjelands område, dog ikke ad sø- eller luftvejen

16)

»eksport«: transport fra Fællesskabet til et tredjeland

17)

»transmissible spongiforme encephalopatier (TSE)«: alle transmissible spongiforme encephalopatier, som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 999/2001

18)

»specificeret risikomateriale«: specificeret risikomateriale, som defineret i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning (EF) nr. 999/2001

19)

»tryksterilisering«: forarbejdning af animalske biprodukter efter findeling til en partikelstørrelse på højst 50 mm ved opvarmning til en kernetemperatur på over 133 °C i mindst 20 minutter uden afbrydelse ved et absolut tryk på mindst 3 bar

20)

»husdyrgødning«: alle ekskrementer og/eller urin fra opdrættede dyr, bortset fra opdrættede fisk, med eller uden strøelse

21)

»godkendt deponeringsanlæg«: et deponeringsanlæg, der er omfattet af en tilladelse udstedt i henhold til direktiv 1999/31/EF

22)

»organisk gødningsstof« og »jordforbedringsmiddel«: materialer af animalsk oprindelse, der sammen eller hver for sig anvendes til opretholdelse eller forbedring af jordbundens plantenæringsværdi, af dens fysiske og kemiske egenskaber og af dens biologiske aktivitet; de kan omfatte husdyrgødning, umineraliseret guano, indhold fra fordøjelseskanalen, kompost og nedbrydningsaffald

23)

»fjerntliggende område«: et område, hvor dyrepopulationen er så lille, og hvor bortskaffelsesvirksomhederne eller -anlæggene ligger så langt væk, at de nødvendige ordninger for indsamling og transport af animalske biprodukter ville være uacceptabelt byrdefulde i forhold til lokal bortskaffelse

24)

»fødevarer« eller »levnedsmidler«: fødevarer eller levnedsmidler, som defineret i artikel 2 i forordning (EF) nr. 178/2002

25)

»foder« eller »foderstoffer«: foder eller foderstoffer, som defineret i artikel 3, nr. 4, i forordning (EF) nr. 178/2002

26)

»centrifuge- eller separatorslam«: materiale, der opstår som biprodukt ved rensning af råmælk og separering af råmælk i skummetmælk og fløde

27)

»affald«: affald, som defineret i artikel 3, nr. 1, i direktiv 2008/98/EF.

Afdeling 2

Forpligtelser

Artikel 4

Startpunktet i fremstillingskæden og forpligtelser

1.   Så snart driftsledere frembringer animalske biprodukter eller afledte produkter, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, skal driftslederne identificere disse og sikre, at de håndteres i overensstemmelse med denne forordning (startpunkt).

2.   Driftsledere sikrer i de virksomheder, som er under deres kontrol, at kravene i denne forordning, der er relevante for deres aktiviteter, er opfyldt for animalske biprodukter og afledte produkter i alle led i kæden af indsamling, transport, håndtering, behandling, omdannelse, forarbejdning, lagring, omsætning, distribution, anvendelse og bortskaffelse.

3.   Medlemsstaterne overvåger og verificerer, at de relevante krav i denne forordning opfyldes af driftsledere i hele kæden for animalske biprodukter og afledte produkter som nævnt i stk. 2. Til det formål vedligeholder de et system med offentlige kontroller i overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning.

4.   Medlemsstaterne skal sikre, at der er etableret et passende system på deres område, som sikrer, at animalske biprodukter:

a)

indsamles, identificeres og transporteres uden unødig forsinkelse, og

b)

behandles, anvendes eller bortskaffes i overensstemmelse med denne forordning.

5.   Medlemsstaterne kan opfylde deres forpligtelser i henhold til stk. 4 i samarbejde med andre medlemsstater eller tredjelande.

Artikel 5

Slutpunkt i fremstillingskæden

1.   Afledte produkter som omhandlet i artikel 33, der har nået det led i fremstillingen, som er reguleret ved den i nævnte artikel omhandlede fællesskabslovgivning, anses for at have nået slutpunktet i fremstillingskæden, hvorefter de ikke længere er underlagt kravene i denne forordning.

Disse afledte produkter kan efterfølgende bringes i omsætning uden restriktioner inden for rammerne af denne forordning, og er ikke længere underkastet offentlige kontroller i overensstemmelse med denne forordning.

Slutpunktet i fremstillingskæden kan ændres:

a)

for de i artikel 33, litra a)-d), nævnte produkter, hvis der er risici for dyresundheden, og

b)

for de i artikel 33, litra e) og f), nævnte produkter, hvis der er risici for folke- eller dyresundheden.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 6.

2.   For afledte produkter som omhandlet i artikel 35 og 36, der ikke længere udgør nogen folke- eller dyresundhedsmæssig risiko af betydning, kan der fastlægges et slutpunkt i fremstillingskæden, hvorefter de ikke længere er underlagt kravene i denne forordning.

Disse afledte produkter kan efterfølgende bringes i omsætning uden restriktioner inden for rammerne af denne forordning, og er ikke længere underkastet offentlige kontroller i overensstemmelse med denne forordning.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 5.

3.   I tilfælde af risici for folke- eller dyresundheden finder artikel 53 og 54 i forordning (EF) nr. 178/2002 vedrørende beredskabsforanstaltninger tilsvarende anvendelse på de afledte produkter, der er omhandlet i denne forordnings artikel 33 og 36.

Afdeling 3

Dyresundhedsrestriktioner

Artikel 6

Generelle dyresundhedsrestriktioner

1.   Animalske biprodukter og afledte produkter fra modtagelige arter må ikke afsendes fra bedrifter, virksomheder, anlæg eller zoner, der er omfattet af restriktioner:

a)

i henhold til EF-veterinærbestemmelser, eller

b)

på grund af forekomst af en alvorlig overførbar sygdom:

i)

der er opført i bilag I til direktiv 92/119/EØF, eller

ii)

som er fastsat i henhold til andet afsnit.

Foranstaltningerne omhandlet i første afsnit, litra b), nr. ii), der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, når animalske biprodukter og afledte produkter afsendes på betingelser, der er udformet med henblik på at hindre spredning af sygdomme, der kan overføres til mennesker eller dyr.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 5.

Afdeling 4

Kategorisering

Artikel 7

Kategorisering af animalske biprodukter og afledte produkter

1.   Animalske biprodukter inddeles i særlige kategorier, der afspejler risikoen for folke- og dyresundheden forårsaget af de pågældende animalske biprodukter, jf. listerne i artikel 8, 9 og 10.

2.   For afledte produkter gælder bestemmelserne for den særlige kategori af animalske biprodukter, de er afledt af, medmindre andet er fastsat i denne forordning eller i gennemførelsesbestemmelser til denne forordning, hvori de betingelser kan være fastsat, ifølge hvilke afledte produkter ikke er omfattet af de regler, der er vedtaget af Kommissionen.

3.   Artikel 8, 9 og 10 kan ændres for at tage videnskabelige fremskridt i betragtning med hensyn til vurderingen af risikoen, forudsat at sådanne fremskridt kan bestemmes på grundlag af en risikovurdering, der gennemføres af den relevante videnskabelige instans. Imidlertid kan ingen animalske biprodukter, der er anført i de pågældende artikler, udgå af listerne; der kan kun foretages ændringer af produkternes kategorisering eller indsættes produkter på listerne.

4.   De i stk. 2 og 3 omhandlede foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 8

Kategori 1-materiale

Kategori 1-materiale skal omfatte følgende animalske biprodukter:

a)

hele kroppe og alle dele af kroppe, herunder huder og skind, af følgende dyr:

i)

dyr, der mistænkes for at være inficeret med en TSE i henhold til forordning (EF) nr. 999/2001, eller for hvilke der foreligger officiel bekræftelse på forekomst af en TSE

ii)

dyr, der er blevet aflivet i forbindelse med foranstaltninger til udryddelse af TSE

iii)

dyr, herunder navnlig selskabsdyr, dyr i zoologiske anlæg og cirkusdyr, bortset fra opdrættede dyr og vildtlevende dyr

iv)

forsøgsdyr som defineret i artikel 2, litra d), i direktiv 86/609/EØF, jf. dog artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003

v)

vildtlevende dyr, som mistænkes for at være inficeret med sygdomme, der kan overføres til mennesker eller dyr

b)

følgende materiale:

i)

specificeret risikomateriale

ii)

hele kroppe eller dele af døde dyr indeholdende specificeret risikomateriale på bortskaffelsestidspunktet

c)

animalske biprodukter fra dyr, der har været underkastet en ulovlig behandling som defineret i artikel 1, stk. 2, litra d), i direktiv 96/22/EF eller artikel 2, litra b), i direktiv 96/23/EF

d)

animalske biprodukter, der indeholder restkoncentrationer af andre stoffer eller forurenende stoffer i miljøet som anført under gruppe B, nr. 3, i bilag I til direktiv 96/23/EF, såfremt sådanne restkoncentrationer overstiger det tilladte niveau som fastlagt i fællesskabslovgivningen eller, ved fravær heraf, i national lovgivning

e)

animalske biprodukter indsamlet ved behandling af spildevand i henhold til gennemførelsesbestemmelser som omhandlet i artikel 27, stk. 1, litra c):

i)

fra virksomheder eller anlæg, der forarbejder kategori 1-materiale, eller

ii)

fra andre virksomheder eller anlæg, hvor der fjernes specificeret risikomateriale

f)

køkken- og madaffald fra transportmidler i international fart

g)

blandinger af kategori 1-materiale med kategori 2-materiale eller kategori 3-materiale eller med materiale fra begge disse kategorier.

Artikel 9

Kategori 2-materiale

Kategori 2-materiale skal omfatte følgende animalske biprodukter:

a)

husdyrgødning, umineraliseret guano og indhold fra fordøjelseskanalen

b)

animalske biprodukter indsamlet ved behandling af spildevand i henhold til gennemførelsesbestemmelser som omhandlet i artikel 27, stk. 1, litra c):

i)

fra virksomheder eller anlæg, der forarbejder kategori 2-materiale, eller

ii)

fra andre slagterier end dem, der er omfattet af artikel 8, litra e)

c)

animalske biprodukter, der indeholder restkoncentrationer af tilladte stoffer eller af urenheder, der overstiger grænseværdierne, jf. artikel 15, stk. 3, i direktiv 96/23/EF

d)

animalske produkter, der er blevet erklæret uegnet til konsum på grund af mulig forekomst af fremmedlegemer i de pågældende produkter

e)

animalske produkter, der ikke er kategori 1-materiale, og som er:

i)

importeret eller indført fra et tredjeland, og som ikke overholder EF-veterinærbestemmelserne vedrørende import eller indførsel til Fællesskabet, medmindre fællesskabslovgivningen tillader, at de importeres eller indføres omfattet af særlige restriktioner, eller at de sendes tilbage til det pågældende tredjeland, eller

ii)

afsendt til en anden medlemsstat og ikke overholder krav, der er fastsat i eller er tilladt i fællesskabslovgivningen, medmindre de sendes tilbage med tilladelse fra den kompetente myndighed i oprindelsesmedlemsstaten

f)

dyr og dele af dyr, der ikke er omhandlet i artikel 8 eller 10:

i)

som er døde på anden måde end ved slagtning eller nedlægning til konsum, herunder dyr, der er aflivet i sygdomsbekæmpelsesøjemed

ii)

fostre

iii)

oocytter, embryoner og sæd, der ikke er beregnet til avlsformål, samt

iv)

fjerkræ, der er døde i ægget

g)

blandinger af kategori 2-materiale med kategori 3-materiale

h)

animalske biprodukter, der ikke er kategori 1-materiale eller kategori 3-materiale.

Artikel 10

Kategori 3-materiale

Kategori 3-materiale skal omfatte følgende animalske biprodukter:

a)

slagtekroppe og dele af dyr, der er slagtet eller, når det drejer sig om vildt, kroppe eller dele af dyr, der er nedlagt, og som i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen er egnede til konsum, men som af kommercielle grunde ikke er bestemt til konsum

b)

slagtekroppe og følgende dele, der stammer enten fra dyr, der er blevet slagtet på et slagteri, og som er fundet egnet til slagtning til konsum efter en undersøgelse før slagtning, eller kroppe og følgende dele af dyr fra vildt, der er nedlagt med henblik på konsum, i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen:

i)

slagtekroppe eller kroppe og dele af dyr, som i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen er erklæret uegnede til konsum, men som ikke har udvist tegn på sygdomme, der kan overføres til mennesker eller dyr

ii)

fjerkræhoveder

iii)

huder og skind, herunder fraskæringer og spalt heraf, horn og fødder, herunder tåknogler, forfodens fodrods- og mellemfodsknogler samt bagfodens fodrods- og mellemfodsknogler fra:

andre dyr end drøvtyggere, for hvilke der er krav om TSE-test, og

drøvtyggere, der er blevet testet med negativt resultat i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 999/2001

iv)

svinebørster

v)

fjer

c)

animalske biprodukter fra fjerkræ og lagomorfer, der er slagtet på bedriften som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning (EF) nr. 853/2004, og der ikke udviste nogle tegn på sygdomme, som kan overføres til mennesker eller dyr

d)

blod fra dyr, der ikke udviste tegn på nogen sygdom, som via blod kan overføres til mennesker eller dyr, idet blodet skal komme fra følgende dyr, der er blevet slagtet på et slagteri, og som er fundet egnet til slagtning til konsum efter en undersøgelse før slagtning i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen:

i)

andre dyr end drøvtyggere, for hvilke der er krav om TSE-test, og

ii)

drøvtyggere, der er blevet testet med negativt resultat i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 999/2001

e)

animalske biprodukter fra fremstilling af produkter bestemt til konsum, herunder affedtede knogler, grever og centrifuge- eller separatorslam fra mælkeforarbejdning

f)

animalske produkter, eller fødevarer indeholdende animalske produkter, som ikke længere er bestemt til konsum af kommercielle grunde eller på grund af fremstillingsvanskeligheder, mangler ved emballagen eller andre fejl, der ikke indebærer nogen risiko for folke- eller dyresundheden

g)

foder til selskabsdyr og animalsk foder eller foder indeholdende animalske biprodukter eller afledte produkter, som ikke længere er bestemt til foder af kommercielle grunde eller på grund af fremstillingsvanskeligheder, mangler ved emballagen eller andre fejl, der ikke indebærer nogen risiko for folke- eller dyresundheden

h)

blod, placenta, uld, fjer, hår, horn, hovspåner og råmælk fra levende dyr, som ikke udviste nogle tegn på sygdom, der via dette produkt kan overføres til mennesker eller dyr

i)

vanddyr og dele af sådanne dyr, bortset fra havpattedyr, der ikke udviste tegn på nogen sygdom, som kan overføres til mennesker eller dyr

j)

animalske biprodukter fra vanddyr, som stammer fra virksomheder eller anlæg, der fremstiller produkter til konsum

k)

følgende materiale fra dyr, der ikke udviste tegn på nogen sygdom, der via dette materiale kan overføres til mennesker eller dyr:

i)

skaller fra skaldyr med blødt væv eller kød

ii)

følgende materiale fra landdyr:

biprodukter fra rugerier

æg

æggebiprodukter, herunder æggeskaller

iii)

daggamle kyllinger, der er aflivet af kommercielle årsager

l)

hvirvelløse vand- og landdyr, bortset fra arter, der er patogene for mennesker eller dyr

m)

dyr og dele heraf tilhørende de zoologiske ordener Rodentia og Lagomorpha, bortset fra kategori 1-materiale som omhandlet i artikel 8, litra a), nr. iii), iv) og v), og kategori 2-materiale som omhandlet i artikel 9, litra a)-g)

n)

huder og skind, hove, fjer, uld, horn, hår og pelse fra døde dyr, der ikke udviste tegn på nogen sygdom, som via dette produkt kan overføres til mennesker eller dyr, bortset fra dyr omhandlet i denne artikels litra b)

o)

fedtvæv fra dyr, der ikke udviste tegn på nogen sygdom, som via dette materiale kan overføres til mennesker eller dyr, der er blevet slagtet på et slagteri, og som er fundet egnet til slagtning til konsum efter en inspektion før slagtning i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen

p)

køkken- og madaffald, bortset fra det, der er omhandlet i artikel 8, litra f).

KAPITEL II

Bortskaffelse og anvendelse af animalske biprodukter og afledte produkter

Afdeling 1

Restriktioner for anvendelse

Artikel 11

Restriktioner for anvendelse

1.   Følgende anvendelser af animalske biprodukter og afledte produkter er forbudt:

a)

fodring af landdyr af en given art, bortset fra pelsdyr, med forarbejdet animalsk protein afledt af kroppe eller dele af kroppe af dyr af samme art

b)

fodring af opdrættede dyr, bortset fra pelsdyr, med køkken- og madaffald eller fodermidler, der indeholder eller er afledt af køkken- eller madaffald

c)

fodring af opdrættede dyr med foderplanter, både direkte ved afgræsning og ved fodring med høstede foderplanter, fra jordarealer, hvorpå der er blevet anvendt organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler, bortset fra husdyrgødning, medmindre høsten eller afgræsningen finder sted efter et tidsrum, der sikrer passende kontrol af risici for folke- og dyresundheden og varer mindst 21 dage, og

d)

fodring af opdrættede fisk med forarbejdet animalsk protein afledt af kroppe eller dele af kroppe af opdrættede fisk af samme art.

2.   Der kan fastsættes bestemmelser vedrørende følgende:

a)

det tilsyn og de kontroller, der skal gennemføres for at sikre overholdelse af forbuddene i stk. 1, herunder påvisningsmetoder og tests, der skal anvendes for at verificere tilstedeværelsen af materialer, der stammer fra visse arter, og grænseværdier for, hvad der er ubetydelige mængder af forarbejdet animalsk protein som omhandlet i stk. 1, litra a) og d), der er til stede som følge af utilsigtet og teknisk uundgåelig forurening

b)

betingelser for fodring af pelsdyr med forarbejdet animalsk protein afledt af kroppe eller dele af kroppe af dyr af samme art, og

c)

betingelser for fodring af opdrættede dyr med foderplanter fra jordarealer, hvorpå organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler er blevet anvendt, navnlig en ændring af det i stk. 1, litra c), omhandlede tidsrum.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Afdeling 2

Bortskaffelse og anvendelse

Artikel 12

Bortskaffelse og anvendelse af kategori 1-materiale

Kategori 1-materiale skal:

a)

bortskaffes som affald ved forbrænding:

i)

direkte uden forudgående forarbejdning, eller

ii)

efter forarbejdning, ved tryksterilisering hvis den kompetente myndighed kræver dette, og permanent mærkning af det deraf resulterende materiale

b)

hvis kategori 1-materialet er affald, nyttiggøres eller bortskaffes ved medforbrænding:

i)

direkte uden forudgående forarbejdning, eller

ii)

efter forarbejdning, ved tryksterilisering hvis den kompetente myndighed kræver dette, og permanent mærkning af det deraf resulterende materiale

c)

hvis der er tale om andet kategori 1-materiale end materialer, der er omhandlet i artikel 8, litra a), nr. i og ii, bortskaffes ved forarbejdning ved tryksterilisering, og det deraf resulterende materiale skal mærkes permanent og nedgraves på et godkendt deponeringsanlæg

d)

hvis der er tale om kategori 1-materiale omhandlet i artikel 8, litra f), bortskaffes ved nedgravning i et godkendt deponeringsanlæg

e)

anvendes som brændsel til forbrænding med eller uden forudgående forarbejdning, eller

f)

anvendes til fremstilling af afledte produkter, jf. artikel 33, 34 og 36, og bringes i omsætning i overensstemmelse med disse artikler.

Artikel 13

Bortskaffelse og anvendelse af kategori 2-materiale

Kategori 2-materiale skal:

a)

bortskaffes som affald ved forbrænding:

i)

direkte uden forudgående forarbejdning, eller

ii)

efter forarbejdning, ved tryksterilisering hvis den kompetente myndighed kræver dette, og permanent mærkning af det deraf resulterende materiale

b)

hvis kategori 2-materialet er affald, nyttiggøres eller bortskaffes ved medforbrænding:

i)

direkte uden forudgående forarbejdning, eller

ii)

efter forarbejdning, ved tryksterilisering hvis den kompetente myndighed kræver dette, og permanent mærkning af det deraf resulterende materiale

c)

bortskaffes på et godkendt deponeringsanlæg efter forarbejdning ved tryksterilisering, og det deraf resulterende materiale skal mærkes permanent

d)

anvendes til fremstilling af organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler, der bringes i omsætning i overensstemmelse med artikel 32 efter forarbejdning ved tryksterilisering, hvor det er relevant, og det deraf resulterende materiale skal mærkes permanent

e)

komposteres eller omdannes til biogas:

i)

efter forarbejdning ved tryksterilisering og permanent mærkning af det deraf resulterende materiale, eller

ii)

efter eller uden forudgående forarbejdning, hvis der er tale om husdyrgødning, fordøjelseskanalen og dens indhold, mælk, mælkebaserede produkter, colostrum, æg og ægprodukter, som den kompetente myndighed ikke anser for at frembyde risiko for at sprede nogen alvorlig overførbar sygdom

f)

anvendes på jordarealer uden forarbejdning, hvis der er tale om husdyrgødning, indhold fra fordøjelseskanalen, der er adskilt fra fordøjelseskanalen, mælk, mælkebaserede produkter og colostrum, som den kompetente myndighed ikke anser for at frembyde risiko for at sprede nogen alvorlig overførbar sygdom

g)

det skal ensileres, komposteres, eller omdannes til biogas, hvis der er tale om materiale, der stammer fra vanddyr

h)

anvendes som brændsel til forbrænding med eller uden forudgående forarbejdning, eller

i)

anvendes til fremstilling af afledte produkter, jf. artikel 33, 34 og 36, og bringes i omsætning i overensstemmelse med disse artikler.

Artikel 14

Bortskaffelse og anvendelse af kategori 3-materiale

Kategori 3-materiale skal:

a)

bortskaffes som affald ved forbrænding med eller uden forudgående forarbejdning

b)

hvis kategori 3-materialet er affald, bortskaffes eller nyttiggøres ved medforbrænding med eller uden forudgående forarbejdning

c)

bortskaffes på et godkendt deponeringsanlæg efter forarbejdning

d)

forarbejdes, undtagen hvis der er tale om kategori 3-materiale, der er forandret som følge af nedbrydning eller fordærv, så det derved opståede produkt udgør en uacceptabel risiko for folke- eller dyresundheden, og anvendes:

i)

til fremstilling af foder til andre opdrættede dyr end pelsdyr, og bringes i omsætning i overensstemmelse med artikel 31, undtagen hvis der er tale om materiale omhandlet i artikel 10, litra n), o) og p)

ii)

til fremstilling af foder til pelsdyr, og bringes i omsætning i overensstemmelse med artikel 36

iii)

til fremstilling af foder til selskabsdyr, og bringes i omsætning i overensstemmelse med artikel 35, eller

iv)

til fremstilling af organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler, og bringes i omsætning i overensstemmelse med artikel 32

e)

anvendes til fremstilling af råt foder til selskabsdyr, og bringes i omsætning i overensstemmelse med artikel 35

f)

komposteres eller omdannes til biogas

g)

ensileres, komposteres, eller omdannes til biogas, hvis der er tale om materiale, der stammer fra vanddyr

h)

hvis der er tale om skaller fra skaldyr, bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra f), og om æggeskaller, anvendes under overholdelse af betingelser, der er fastsat af den kompetente myndighed, og som hindrer risici for folke- og dyresundheden

i)

anvendes som brændsel til forbrænding med eller uden forudgående forarbejdning

j)

anvendes til fremstilling af afledte produkter, jf. artikel 33, 34 og 36, og bringes i omsætning i overensstemmelse med disse artikler

k)

hvis der er tale om køkken- og madaffald, jf. artikel 10, litra p), forarbejdes ved tryksterilisering eller forarbejdningsmetoder jf. artikel 15, stk. 1, første afsnit, litra b), eller komposteres eller omdannes til biogas, eller

l)

anvendes på jordarealer uden forarbejdning, hvis der er tale om råmælk, colostrum og deraf afledte produkter, som den kompetente myndighed ikke anser for at frembyde risiko for at sprede nogen overførbar sygdom til mennesker eller dyr.

Artikel 15

Gennemførelsesbestemmelser

1.   Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne afdeling vedrørende følgende:

a)

særlige betingelser for håndtering og bortskaffelse om bord på fiskerfartøjer af materiale, der fremkommer ved rensning om bord af fisk, der viser tegn på sygdom, herunder parasitter, som kan overføres til mennesker

b)

andre metoder til forarbejdning af animalske biprodukter end tryksterilisering, navnlig med hensyn til de parametre, der skal gælde for de pågældende forarbejdningsmetoder, navnlig tiden, temperaturen, trykket og partikelstørrelsen

c)

parametre for omdannelse af animalske biprodukter, herunder køkken- og madaffald, til biogas eller kompost

d)

betingelser for forbrænding og medforbrænding af animalske biprodukter og afledte produkter

e)

betingelser for udnyttelse af animalske biprodukter og afledte produkter som brændsel

f)

betingelser for frembringelse og håndtering af de i artikel 10, litra c), omhandlede animalske biprodukter

g)

ensilering af materiale, der stammer fra vanddyr

h)

permanent mærkning af animalske biprodukter

i)

anvendelse på jordarealer af visse animalske biprodukter, organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

j)

anvendelse af visse animalske biprodukter til fodring af opdrættede dyr, og

k)

hvilket risikoniveau for folke- eller dyresundheden, der anses som uacceptabelt, med hensyn til visse materialer, jf. artikel 14, litra d).

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

2.   Indtil der er vedtaget bestemmelser som nævnt i:

a)

stk. 1, første afsnit, litra c), f) og g), kan medlemsstaterne vedtage eller opretholde nationale bestemmelser om:

i)

betingelser for frembringelse og håndtering af de i artikel 10, litra c), omhandlede animalske biprodukter

ii)

omdannelse af animalske biprodukter omhandlet i artikel 10, litra p), og

iii)

ensilering af materiale, der stammer fra vanddyr

b)

stk. 1, første afsnit, litra a), kan de deri nævnte animalske biprodukter bortskaffes på havet, jf. dog Fællesskabets miljølovgivning.

Afdeling 3

Undtagelsesbestemmelser

Artikel 16

Undtagelsesbestemmelser

Uanset artikel 12, 13 og 14 kan animalske biprodukter:

a)

håndteres og bortskaffes i overensstemmelse med de i henhold til artikel 15, stk. 1, første afsnit, litra a), fastsatte særlige betingelser, hvis der er tale om animalske biprodukter omhandlet i nævnte litra

b)

anvendes til forskning eller andre specifikke formål i henhold til artikel 17

c)

anvendes til særlige fodringsformål i henhold til artikel 18, hvis der tale om animalske biprodukter omhandlet i artikel 18

d)

bortskaffes i henhold til artikel 19, hvis der tale om animalske biprodukter omhandlet i artikel 19

e)

bortskaffes eller anvendes i overensstemmelse med alternative metoder, der er blevet tilladt i henhold til artikel 20 på grundlag af parametre som f.eks. tryksterilisering eller andre krav i denne forordning eller dens gennemførelsesbestemmelser

f)

anvendes til tilberedning og anvendelse på jordarealer af biodynamiske tilberedninger, jf. artikel 12, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 834/2007, når der er tale om kategori 2- og kategori 3-materiale, og hvis den kompetente myndighed har givet tilladelse hertil

g)

anvendes til fodring af selskabsdyr, når der er tale om kategori 3-materiale, og hvis den kompetente myndighed har givet tilladelse hertil

h)

bortskaffes på bedriften, når der er tale om animalske biprodukter, bortset fra kategori 1-materiale, der opstår under et operativt indgreb på levende dyr eller under fødsel af dyr på den pågældende bedrift, og hvis den kompetente myndighed har givet tilladelse hertil.

Artikel 17

Forskning og andre specifikke formål

1.   Uanset artikel 12, 13 og 14 kan den kompetente myndighed tillade, at animalske biprodukter og afledte produkter anvendes til udstillinger, kunstneriske aktiviteter og i forbindelse med diagnostik, undervisning og forskning på betingelser, der sikrer kontrol af risici for folke- og dyresundheden.

Sådanne betingelser skal omfatte:

a)

forbud mod efterfølgende anvendelse af animalske biprodukter eller afledte produkter til andre formål, og

b)

krav om sikker bortskaffelse af de animalske biprodukter eller afledte produkter eller genafsendelse af dem til deres oprindelsessted, hvor det er relevant.

2.   Er der risici for folke- og dyresundheden, som kræver, at der vedtages foranstaltninger for hele Fællesskabets område, især hvis der er tale om nye risici, kan der fastlægges harmoniserede betingelser vedrørende import og anvendelse af animalske biprodukter og afledte produkter omhandlet i stk. 1. Sådanne betingelser kan omfatte krav vedrørende opbevaring, emballering, identifikation, transport og bortskaffelse.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 18

Særlige fodringsformål

1.   Uanset artikel 13 og 14 kan den kompetente myndighed på betingelser, der sikrer kontrol af risici for folke- og dyresundheden, tillade indsamling og anvendelse af kategori 2-materiale, hvis materialet kommer fra dyr, der ikke er blevet aflivet og ikke er døde på grund af forekomst af eller mistanke om forekomst af en sygdom, der kan overføres til mennesker eller dyr, og af kategori 3-materiale til fodring af:

a)

dyr i zoologiske anlæg

b)

cirkusdyr

c)

andre krybdyr og rovfugle end dyr i zoologiske anlæg og cirkusdyr

d)

pelsdyr

e)

vildtlevende dyr

f)

hunde fra anerkendte kenneler eller hundekobler

g)

hunde og katte i internater

h)

maddiker og orm til agn.

2.   Uanset artikel 12 og under overholdelse af betingelser fastsat i henhold til stk. 3 i nærværende artikel kan den kompetente myndighed tillade:

a)

fodring af dyr i zoologiske anlæg med det kategori 1-materiale, der er omhandlet i artikel 8, litra b, nr. ii), og med materiale fra dyr i zoologiske anlæg

b)

fodring af truede eller beskyttede arter af ådselædende fugle og andre arter, der lever i deres naturlige habitat for at fremme den biologiske mangfoldighed, med det kategori 1-materiale, der er omhandlet i artikel 8, litra b), nr. ii).

3.   Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedrørende følgende:

a)

betingelser, ifølge hvilke, der kan tillades indsamling og anvendelse som omhandlet i stk. 1 for så vidt angår transport, opbevaring og anvendelse af kategori 2-materiale og kategori 3-materiale til fodring, herunder i tilfælde af nye risici, og

b)

betingelser, ifølge hvilke det, uanset forpligtelsen i artikel 21, stk. 1, i visse tilfælde kan tillades at fodre med kategori 1-materiale som omhandlet i denne artikels stk. 2, herunder:

i)

hvilke truede eller beskyttede arter af ådselædende fugle og andre arter i visse medlemsstater der kan fodres med det pågældende materiale

ii)

foranstaltninger til forebyggelse af risici for folke- og dyresundheden.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 19

Indsamling, transport og bortskaffelse

1.   Uanset artikel 12, 13, 14 og 21 kan den kompetente myndighed tillade bortskaffelse:

a)

ved nedgravning af døde selskabsdyr og equidae

b)

ved afbrænding eller nedgravning på stedet eller ved andre metoder under officielt tilsyn, som hindrer overførsel af risici for folke- og dyresundheden, af kategori 1-materiale som omhandlet i artikel 8, litra a), nr. v), og litra b), nr. ii), kategori 2- og kategori 3-materialer i fjerntliggende områder

c)

ved afbrænding eller nedgravning på stedet eller ved andre metoder under officielt tilsyn, som hindrer overførsel af risici for folke- og dyresundheden, af kategori 1-materiale som omhandlet i artikel 8, litra b), nr. ii), kategori 2- og kategori 3-materialer i områder, hvortil adgang i praksis ikke er mulig, eller hvortil adgang på grund af geografiske eller klimatiske omstændigheder eller en naturkatastrofe kun ville være mulig under forhold, som ville udgøre en risiko for indsamlingspersonalets sundhed og sikkerhed, eller hvortil adgang ville forudsætte anvendelse af uforholdsmæssigt store indsamlingsressourcer

d)

ved andre metoder end afbrænding eller nedgravning på stedet under officielt tilsyn, i tilfælde af kategori 2- og kategori 3-materiale, som ikke udgør en risiko for folke- og dyresundheden, når materialemængden ikke overstiger en bestemt mængde pr. uge, idet denne mængde er fastsat under hensyntagen til aktiviteternes art og den dyreart, de pågældende animalske biprodukter stammer fra

e)

ved afbrænding eller nedgravning på stedet under overholdelse af betingelser, der hindrer overførsel af risici for folke- og dyresundheden, af andre animalske biprodukter end det kategori 1-materiale, der er omhandlet i artikel 8, litra a), nr. i), i tilfælde af et udbrud af en anmeldelsespligtig sygdom, hvis transport til det nærmeste anlæg, der er godkendt til forarbejdning eller bortskaffelse af de animalske biprodukter, ville øge faren for spredning af sundhedsrisici, eller, i tilfælde af et omfattende udbrud af en epizooti, ville føre til en overskridelse af bortskaffelseskapaciteten i de pågældende anlæg, og

f)

ved afbrænding eller nedgravning på stedet under overholdelse af betingelser, der hindrer overførsel af risici for folke- og dyresundheden, af bier og biprodukter fra biavl.

2.   Dyrepopulationen af en bestemt art i områder med status som fjerntliggende områder, jf. stk. 1, litra b), må ikke overstige en maksimal procentdel af dyrepopulationen af denne art i den pågældende medlemsstat.

3.   Medlemsstaterne giver Kommissionen adgang til oplysninger om:

a)

hvilke områder de klassificerer som fjerntliggende områder med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b), og grunden til denne klassificering samt opdaterede oplysninger om eventuelle ændringer af denne klassificering, og

b)

hvilken brug de gør af tilladelserne omhandlet i stk. 1, litra c) og d), med hensyn til kategori 1- og kategori 2-materialer.

4.   Der fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedrørende følgende:

a)

betingelser, der har til formål at styre folke- og dyresundhedsmæssige risici i forbindelse med afbrænding og nedgravning på stedet

b)

den maksimale procentdel af dyrepopulationen, jf. stk. 2

c)

mængden af animalske biprodukter under hensyntagen til aktiviteterne art og oprindelsesdyrearten, jf. stk. 1, litra d), og

d)

listen over sygdomme, jf. stk. 1, litra e).

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Afdeling 4

Alternative metoder

Artikel 20

Tilladelse til alternative metoder

1.   Proceduren for udstedelse af en tilladelse til en alternativ metode til anvendelse eller bortskaffelse af animalske biprodukter eller afledte produkter kan iværksættes enten af Kommissionen eller efter en ansøgning fra en medlemsstat eller en interesseret part, som kan repræsentere flere interesserede parter.

2.   Interesserede parter indgiver deres ansøgninger til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de agter at anvende den alternative metode.

Den kompetente myndighed vurderer senest to måneder efter modtagelse af en komplet ansøgning, om ansøgningen er i overensstemmelse med standardformatet for ansøgninger, jf. stk. 10.

3.   Den kompetente myndighed videresender ansøgningerne fra medlemsstaterne og interesserede parter sammen med en rapport om sin vurdering til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»EFSA«) og underretter Kommissionen herom.

4.   Når Kommissionen iværksætter proceduren til udstedelse af en tilladelse, sender den en rapport om sin vurdering til EFSA.

5.   EFSA vurderer senest seks måneder efter modtagelse af en komplet ansøgning, om den pågældende metode sikrer, at risici for folke- eller dyresundheden:

a)

styres på en sådan måde, at spredning heraf hindres forud for bortskaffelsen i overensstemmelse med denne forordning og dens gennemførelsesbestemmelser, eller

b)

nedbringes til et niveau, der for den relevante kategori af animalske biprodukter mindst svarer til de forarbejdningsmetoder, der er fastsat i henhold til artikel 15, stk. 1, første afsnit, litra b).

EFSA afgiver udtalelse om den pågældende ansøgning.

6.   I behørigt begrundede tilfælde kan EFSA anmode ansøgere om supplerende oplysninger, og i så fald kan fristen, jf. stk. 5, forlænges.

EFSA træffer efter høring af Kommissionen eller ansøgeren beslutning om en frist for fremlæggelse af de pågældende oplysninger og underretter Kommissionen og ansøgeren, alt efter hvad der er relevant, om den ekstra frist, der er nødvendig.

7.   Ønsker ansøgeren på eget initiativ at fremlægge supplerende oplysninger, sender vedkommende dem direkte til EFSA.

I så fald forlænges den i stk. 5 omhandlede frist ikke.

8.   EFSA sender sin udtalelse til Kommissionen, ansøgeren og den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat.

9.   Senest tre måneder efter modtagelsen af EFSA's udtalelse underretter Kommissionen under hensyntagen til udtalelsen ansøgeren om den påtænkte forskrift, der skal vedtages jf. stk. 11.

10.   Efter rådgivningsproceduren i artikel 52, stk. 2, vedtages et standardformat for ansøgninger vedrørende alternative metoder.

11.   Efter modtagelse af EFSA's udtalelse vedtages følgende:

a)

enten en forskrift, der tillader en alternativ metode til anvendelse eller bortskaffelse af animalske biprodukter og afledte produkter, eller

b)

en forskrift, der afviser udstedelse af en tilladelse til en sådan alternativ metode.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

AFSNIT II

DRIFTSLEDERES FORPLIGTELSER

KAPITEL I

Generelle forpligtelser

Afdeling 1

Indsamling, transport og sporbarhed

Artikel 21

Indsamling og identifikation af kategori og transport

1.   Driftslederen indsamler, identificerer og transporterer animalske biprodukter uden unødig forsinkelse under overholdelse af betingelser, der hindrer risici for folke- og dyresundheden.

2.   Driftslederen sikrer, at animalske biprodukter og afledte produkter under transporten ledsages af et handelsdokument eller, hvis det kræves i henhold til denne forordning eller i henhold til bestemmelser vedtaget i henhold til stk. 6, af et sundhedscertifikat.

Uanset første afsnit kan den kompetente myndighed tillade transport af husdyrgødning mellem to steder på samme bedrift eller mellem bedrifter og brugere af husdyrgødning i samme medlemsstat uden et handelsdokument eller et sundhedscertifikat.

3.   Handelsdokumenter og sundhedscertifikater, der ledsager animalske biprodukter eller afledte produkter under transporten, skal mindst indeholde oplysninger om oprindelsen, bestemmelsesstedet og mængden af de pågældende produkter og en beskrivelse af de animalske biprodukter eller afledte produkter og af deres mærkning, hvis der kræves en sådan mærkning i henhold til denne forordning.

For animalske biprodukter og afledte produkter, der transporteres internt på en medlemsstats område, kan den pågældende medlemsstats kompetente myndighed dog tillade, at de i første afsnit omhandlede oplysninger fremsendes ved hjælp af et alternativt system.

4.   Driftsledere skal indsamle, transportere og bortskaffe køkken- og madaffald tilhørende kategori 3 i overensstemmelse med de nationale foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 13 i direktiv 2008/98/EF.

5.   Følgende vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3:

a)

standardhandelsdokumenter, som animalske biprodukter kræves ledsaget af under transporten, og

b)

standardsundhedscertifikater og betingelser for, hvordan de skal ledsage animalske biprodukter og afledte produkter under transporten.

6.   Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedrørende følgende:

a)

tilfælde, hvor der er krav om et sundhedscertifikat i betragtning af den risiko, visse afledte produkter indebærer for folke- og dyresundheden

b)

tilfælde, hvor transport af afledte produkter — uanset første afsnit af stk. 2 og i betragtning af den lave risiko, visse animalske biprodukter eller afledte produkter indebærer for folke- og dyresundheden — kan finde sted uden de dokumenter eller certifikater, som er omhandlet i nævnte stykke

c)

krav om identifikation, herunder mærkning, og om adskillelse af forskellige kategorier af animalske biprodukter under transporten, og

d)

betingelser med henblik på at hindre, at der opstår risici for folke- og dyresundheden under indsamling og transport af animalske biprodukter, herunder betingelser for sikker transport af de pågældende produkter for så vidt angår beholdere, køretøjer og emballeringsmateriale.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 22

Sporbarhed

1.   Driftsledere, der afsender, transporterer eller modtager animalske biprodukter eller afledte produkter, fører fortegnelser over forsendelserne og dertil hørende handelsdokumenter eller sundhedscertifikater.

Første afsnit finder dog ikke anvendelse, når der er givet tilladelse til transport af animalske biprodukter eller afledte produkter uden handelsdokumenter eller sundhedscertifikater i henhold til artikel 21, stk. 2, andet afsnit, eller i henhold til gennemførelsesbestemmelser vedtaget jf. artikel 21, stk. 6, litra b).

2.   De i stk. 1 omhandlede driftsledere skal have etableret systemer og procedurer, som kan identificere:

a)

de andre driftsledere, som deres animalske biprodukter eller afledte produkter er leveret til, og

b)

de driftsledere, som de har modtaget leveringer fra.

Disse oplysninger skal til enhver tid stilles til rådighed for de kompetente myndigheder efter disses anmodning.

3.   Efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3, kan der vedtages gennemførelsesbestemmelser til denne artikel, navnlig vedrørende:

a)

hvilke oplysninger, der skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder

b)

hvor længe disse oplysninger skal opbevares.

Afdeling 2

Registrering og godkendelse

Artikel 23

Registrering af driftsledere, virksomheder eller anlæg

1.   Driftsledere skal med henblik på registrering:

a)

før de indleder deres aktiviteter, underrette den kompetente myndighed om alle virksomheder eller anlæg, som de har kontrol med, og som er aktive i et hvilket som helst led i kæden af frembringelse, transport, håndtering, forarbejdning, lagring, omsætning, distribution, anvendelse eller bortskaffelse af animalske biprodukter og afledte produkter

b)

give den kompetente myndighed oplysninger om:

i)

kategorien af de animalske biprodukter eller afledte produkter, som de har kontrol med

ii)

karakteren af de aktiviteter, der gennemføres ved anvendelse af animalske biprodukter eller afledte produkter som udgangsmateriale.

2.   Driftsledere giver den kompetente myndighed ajourførte oplysninger om alle virksomheder eller anlæg, som de har kontrol med, jf. stk. 1, litra a), herunder enhver betydelig ændring i aktiviteterne som f.eks. lukning af en eksisterende virksomhed eller et eksisterende anlæg.

3.   Detaljerede regler vedrørende registrering som nævnt i stk. 1 kan vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3.

4.   Uanset stk. 1 kræves ingen underretning med henblik på registrering for aktiviteter, som virksomheder, der frembringer animalske biprodukter, allerede er godkendt eller registreret til i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 852/2004 eller forordning (EF) nr. 853/2004. Det samme gælder for aktiviteter, som virksomheder eller anlæg allerede er godkendt til i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 24.

Samme undtagelse gælder for aktiviteter, der udelukkende indebærer frembringelse af animalske biprodukter på stedet og udføres på bedrifter eller andre steder, hvor der holdes, opdrættes eller passes dyr.

Artikel 24

Godkendelse af virksomheder eller anlæg

1.   Driftsledere sikrer, at de virksomheder eller anlæg, som de har kontrol med, godkendes af den kompetente myndighed, når der på sådanne virksomheder eller anlæg udføres en eller flere af følgende aktiviteter:

a)

forarbejdning af animalske biprodukter ved tryksterilisering, ved forarbejdningsmetoder omhandlet i artikel 15, stk. 1, første afsnit, litra b), eller ved alternative metoder tilladt i henhold til artikel 20

b)

bortskaffelse som affald af animalske biprodukter og afledte produkter ved forbrænding, dog gælder dette ikke virksomheder eller anlæg med en tilladelse til drift i henhold til direktiv 2000/76/EF

c)

bortskaffelse eller nyttiggørelse af animalske biprodukter og afledte produkter, som er affald, i medforbrændingsanlæg, dog gælder dette ikke virksomheder eller anlæg med en tilladelse til drift i henhold til direktiv 2000/76/EF

d)

udnyttelse af animalske biprodukter og afledte produkter som brændsel til forbrænding

e)

fremstilling af foder til selskabsdyr

f)

fremstilling af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

g)

omdannelse af animalske biprodukter og/eller afledte produkter til biogas eller kompost

h)

håndtering af animalske biprodukter efter indsamling af dem ved hjælp af aktiviteter som sortering, opskæring, nedkøling, frysning, saltning, fjernelse af huder og skind eller af specificeret risikomateriale

i)

lagring af animalske biprodukter

j)

lagring af afledte produkter bestemt til:

i)

bortskaffelse ved deponering eller forbrænding eller bestemt til nyttiggørelse eller bortskaffelse ved medforbrænding

ii)

anvendelse som brændsel til forbrænding

iii)

anvendelse som foder, dog gælder dette ikke virksomheder eller anlæg, der er godkendt eller registreret i henhold til forordning (EF) nr. 183/2005

iv)

anvendelse som organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler, dog med undtagelse af lagring på et sted, hvor de skal bruges direkte.

2.   Af godkendelsen omhandlet i stk. 1 skal det fremgå, om virksomheden eller anlægget er godkendt til aktiviteter, der omfatter animalske biprodukter og/eller afledte produkter, som tilhører:

a)

en bestemt kategori som omhandlet i artikel 8, 9 eller 10, eller

b)

mere end én kategori som omhandlet i artikel 8, 9 eller 10 med angivelse af, om de pågældende aktiviteter gennemføres:

i)

permanent under overholdelse af krav om nøje adskillelse, som hindrer risici for folke- og dyresundheden, eller

ii)

midlertidigt under overholdelse af krav, der hindrer kontaminering, med henblik på at afbøde en kapacitetsknaphed for de pågældende produkters vedkommende, der skyldes:

et omfattende udbrud af en epizooti, eller

andre ekstraordinære og uforudsete omstændigheder.

Artikel 25

Generelle hygiejnekrav

1.   Driftsledere sikrer, at de virksomheder eller anlæg, som de har kontrol med, og som udfører de i artikel 24, stk. 1, litra a) og h), omhandlede aktiviteter:

a)

er konstrueret på en sådan måde, at de kan rengøres og desinficeres effektivt, og i givet fald at gulve er konstrueret på en sådan måde, at væsker let ledes bort

b)

stiller passende faciliteter til personlig hygiejne, såsom baderum, omklædningsrum og håndvaske, til rådighed for personalet

c)

har etableret passende foranstaltninger til beskyttelse mod skadedyr, såsom insekter, gnavere og fugle

d)

holder faciliteter og udstyr i god stand og sikrer, at måleudstyr kalibreres med regelmæssige mellemrum, og

e)

har etableret passende foranstaltninger til rengøring og desinficering af beholdere og køretøjer med henblik på at undgå risiko for kontaminering.

2.   Samtlige personer, der arbejder på virksomheden eller anlægget omhandlet i stk. 1, skal bære en passende, ren og om nødvendig beskyttende beklædning.

Hvor det er relevant, sikres i en given virksomhed eller et givet anlæg, at:

a)

personer, der arbejder i den urene sektor, ikke får adgang til den rene sektor, medmindre de har skiftet eller desinficeret arbejdstøj og sko

b)

udstyr og redskaber ikke bringes fra den urene sektor til den rene sektor, uden at det forinden rengøres og desinficeres, og

c)

driftslederen fastlægger en procedure for personers bevægelser med henblik på at overvåge disse bevægelser og beskriver den korrekte anvendelse af fodbad og hjulbad.

3.   I virksomheder eller anlæg, som udfører de i artikel 24, stk. 1, litra a), omhandlede aktiviteter sikres, at:

a)

animalske biprodukter håndteres på en sådan måde, at risici for kontaminering undgås

b)

animalske biprodukter forarbejdes hurtigst muligt. Efter forarbejdningen håndteres og lagres afledte produkter på en sådan måde, at risici for kontaminering undgås

c)

hvor det er relevant, alle dele af det animalske biprodukt og afledte produkter i forbindelse med forarbejdning heraf behandles ved en given temperatur i et givet tidsrum, og at risici for rekontaminering undgås

d)

driftslederne med regelmæssige mellemrum kontrollerer de foreskrevne parametre, navnlig temperatur, tryk, tid, partikelstørrelse, i givet fald ved hjælp af automatisk udstyr

e)

rengøringsprocedurer fastlægges for alle dele af virksomheden eller anlægget, og at de dokumenteres.

Artikel 26

Håndtering af animalske biprodukter i fødevarevirksomheder

1.   Behandling, forarbejdning og lagring af animalske biprodukter i virksomheder eller anlæg, der er godkendte eller registrerede i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 853/2004 eller i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EF) nr. 852/2004, skal udføres under forhold, der hindrer krydskontaminering og, hvor det er relevant, i en dertil indrettet del af virksomheden eller anlægget.

2.   Råvarer til fremstilling af gelatine og kollagen, som ikke er beregnet til konsum, kan lagres, behandles eller forarbejdes i virksomheder, der er specielt autoriserede i overensstemmelse med bilag III, afsnit XIV, kapitel I, nr. 5, og afsnit XV, kapitel I, nr. 5, i forordning (EF) nr. 853/2004, forudsat at risikoen for sygdomsoverførsel hindres ved at adskille sådanne råvarer fra råvarer til fremstilling af animalske produkter.

3.   Stk. 1 og 2 finder anvendelse, uden at mere specifikke krav i EF-veterinærbestemmelserne derved tilsidesættes.

Artikel 27

Gennemførelsesbestemmelser

Der fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne afdeling og dette kapitels afdeling 1 vedrørende følgende:

a)

krav vedrørende infrastruktur og udstyr, der finder anvendelse i virksomheder eller anlæg

b)

hygiejnekrav, der finder anvendelse på alle typer håndtering af animalske biprodukter og afledte produkter, herunder foranstaltninger til ændring af hygiejnekrav til virksomheder eller anlæg jf. artikel 25, stk. 1

c)

betingelser for og tekniske krav til håndtering, behandling, omdannelse og forarbejdning og lagring af animalske biprodukter og afledte produkter og betingelser for behandling af spildevand

d)

dokumentation, der kræves fremlagt af driftslederen med henblik på at få valideret behandling, omdannelse og forarbejdning af animalske biprodukter eller afledte produkter, for så vidt angår disse processers evne til at hindre risici for folke- og dyresundheden i at opstå

e)

betingelser for håndtering af animalske biprodukter eller afledte produkter fra mere end en kategori som omhandlet i artikel 8, 9 eller 10 på samme virksomhed eller anlæg:

i)

hvor sådanne aktiviteter foregår adskilt

ii)

hvor sådanne aktiviteter foregår midlertidigt under visse omstændigheder

f)

betingelser, der har til formål at hindre krydskontaminering, når animalske biprodukter lagres, behandles eller forarbejdes i en dertil indrettet del af en virksomhed eller et anlæg som omhandlet i artikel 26

g)

standardparametre for omdannelse for biogas- og komposteringsanlæg

h)

krav vedrørende forbrænding og medforbrænding i lav- og højkapacitetsforbrændingsanlæg som omhandlet i artikel 24, stk. 1, litra b) og c), og

i)

krav vedrørende udnyttelse som brændsel af animalske biprodukter og afledte produkter som omhandlet i artikel 24, stk. 1, litra d).

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Afdeling 3

Egenkontrol samt risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter (HACCP)

Artikel 28

Egenkontrol

Driftsledere indfører, iværksætter og opretholder egenkontrol i deres virksomheder eller anlæg med henblik på at overvåge overholdelsen af denne forordning. Driftsledere sikrer, at animalske biprodukter eller afledte produkter, som mistænkes for eller konstateres ikke at være i overensstemmelse med denne forordning, ikke fjernes fra virksomheden eller anlægget, undtagen hvis de skal bortskaffes.

Artikel 29

Risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter

1.   Driftsledere, der udfører en af følgende aktiviteter, skal indføre, iværksætte og opretholde en eller flere permanente skriftlige procedurer baseret på HACCP-principperne (Hazard Analyses and Critical Control Points — risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter) for følgende:

a)

forarbejdning af animalske biprodukter

b)

omdannelse af animalske biprodukter til biogas eller kompost

c)

håndtering og opbevaring af mere end én kategori af animalske biprodukter eller afledte produkter på samme virksomhed eller anlæg

d)

fremstilling af foder til selskabsdyr.

2.   Driftsledere som nævnt i stk. 1 skal navnlig:

a)

identificere risici, som skal forebygges, fjernes eller reduceres til et acceptabelt niveau

b)

identificere de kritiske kontrolpunkter på det eller de produktionstrin, hvor det er vigtigt at have produktionen under kontrol for at forebygge eller fjerne en risiko eller reducere den til et acceptabelt niveau

c)

fastsætte kritiske grænser på kritiske kontrolpunkter, som adskiller acceptable forhold fra uacceptable forhold, med henblik på at forebygge, fjerne eller reducere identificerede risici

d)

fastlægge og gennemføre effektive overvågningsprocedurer for kritiske kontrolpunkter

e)

træffe korrigerende foranstaltninger, hvis det ved overvågningen viser sig, at et kritisk kontrolpunkt ikke er under kontrol

f)

fastlægge procedurer for at verificere, at de foranstaltninger, der er beskrevet i litra a)-e), er komplette og fungerer effektivt. Verifikationsprocedurer skal gennemføres med regelmæssige mellemrum

g)

udfærdige dokumenter og føre registre, der svarer til virksomhedernes art og størrelse, for at dokumentere, at foranstaltningerne i litra a)-f) gennemføres effektivt.

3.   Ændres der ved et produkt, en proces eller ethvert andet trin i produktionen, forarbejdningen, opbevaringen eller distributionen, tager driftslederen sine procedurer op til revision og foretager de nødvendige ændringer.

4.   Der kan vedtages bestemmelser til at lette gennemførelsen af denne artikel efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3.

Artikel 30

Nationale retningslinjer for god praksis

1.   De kompetente myndigheder tilskynder om nødvendigt til udarbejdelse, formidling og frivillig anvendelse af nationale retningslinjer for god praksis, navnlig for så vidt angår gennemførelsen af HACCP-principperne som nævnt i artikel 29. Driftslederne kan anvende sådanne retningslinjer på frivillig basis.

2.   Den kompetente myndighed vurderer nationale retningslinjer for at sikre, at:

a)

de er blevet udviklet efter høring af repræsentanter for aktører, hvis interesser kan blive berørt i væsentlig grad, og er blevet formidlet sektorvis, og

b)

deres indhold kan gennemføres i praksis i de sektorer, som de omhandler.

KAPITEL II

Omsætning

Afdeling 1

Animalske biprodukter og afledte produkter til fodring af andre opdrættede dyr end pelsdyr

Artikel 31

Omsætning

1.   Animalske biprodukter og afledte produkter bestemt til fodring af andre opdrættede dyr end pelsdyr må kun bringes i omsætning, såfremt:

a)

de er eller de er afledt af andet kategori 3-materiale end det materiale, der er omhandlet i artikel 10, litra n), o) og p)

b)

de er indsamlet eller forarbejdet, alt efter hvad der er relevant, i overensstemmelse med betingelserne for tryksterilisering eller andre betingelser for at hindre, at der opstår risici for folke- og dyresundheden, jf. bestemmelser fastsat i henhold til artikel 15, og bestemmelser, der måtte være fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 2, og

c)

de kommer fra godkendte eller registrerede virksomheder eller anlæg, alt efter hvad der er relevant for det pågældende animalske biprodukt eller afledte produkt.

2.   Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedrørende folke- og dyresundhedsbestemmelser om indsamling, forarbejdning og behandling af animalske biprodukter og afledte produkter, jf. stk. 1.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Afdeling 2

Organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

Artikel 32

Omsætning og anvendelse

1.   Organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler kan bringes i omsætning og anvendes, forudsat at:

a)

de er afledt af kategori 2- eller kategori 3-materiale

b)

de er produceret i overensstemmelse med betingelserne for tryksterilisering eller andre betingelser for at hindre, at der opstår risici for folke- og dyresundheden, jf. kravene fastsat i henhold til artikel 15, og bestemmelser, der måtte være fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 3

c)

de kommer fra godkendte eller registrerede virksomheder eller anlæg, alt efter hvad der er relevant, og

d)

de, hvis der er tale om kød- og benmel afledt af kategori 2-materiale og forarbejdet animalsk protein, der er bestemt til at blive anvendt som eller i organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler, er blevet blandet med en bestanddel for at udelukke efterfølgende anvendelse af blandingen til fodringsformål samt om nødvendigt mærket i overensstemmelse med bestemmelser vedtaget i henhold til stk. 3.

Desuden kan nedbrydningsaffald fra omdannelse til biogas eller kompost bringes i omsætning og anvendes som organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler.

Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde nationale bestemmelser, der foreskriver supplerende betingelser eller restriktioner for anvendelsen af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler, forudsat at sådanne bestemmelser er begrundet ud fra hensynet til beskyttelsen af folke- og dyresundheden.

2.   Uanset stk. 1, litra d), kræves der ikke iblanding for materialer, hvis anvendelse til fodringsformål er udelukket på grund af deres sammensætning eller emballage.

3.   Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedrørende følgende:

a)

folke- og dyresundhedsbestemmelser om produktion og anvendelse af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

b)

bestanddele eller stoffer til mærkning af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

c)

bestanddele, der skal blandes med organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler

d)

supplerende betingelser, f.eks. de metoder, der skal anvendes til mærkning, og de minimumsandele, der skal overholdes, når blandingen tilberedes, med henblik på at udelukke, at sådanne gødningsstoffer og jordforbedringsmidler anvendes til fodringsformål, og

e)

tilfælde, hvor sammensætningen eller emballagen gør det muligt at undtage materialerne fra kravet om blanding.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Afdeling 3

Afledte produkter, der er omfattet af anden fællesskabslovgivning

Artikel 33

Omsætning

Driftsledere kan bringe følgende afledte produkter i omsætning:

a)

kosmetiske midler som defineret i artikel 1, stk. 1, i direktiv 76/768/EØF

b)

aktivt, implantabelt medicinsk udstyr som defineret i artikel 1, stk. 2, litra c), i direktiv 90/385/EØF

c)

medicinsk udstyr som defineret i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 93/42/EØF

d)

medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik som defineret i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 98/79/EF

e)

veterinærlægemidler som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 2001/82/EF

f)

lægemidler som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 2001/83/EF.

Artikel 34

Fremstilling

1.   Import, indsamling og transport af animalske biprodukter og afledte produkter bestemt til virksomheder eller anlæg med henblik på fremstilling af afledte produkter som omhandlet i artikel 33, og fremstilling af sådanne afledte produkter skal foregå i overensstemmelse med den fællesskabslovgivning, der er nævnt i den pågældende artikel.

Ubrugt materiale fra sådanne virksomheder eller anlæg bortskaffes i overensstemmelse med den pågældende lovgivning.

2.   Denne forordning finder imidlertid anvendelse, hvis der ikke i fællesskabslovgivningen omhandlet i artikel 33, er fastsat betingelser vedrørende styring af potentielle risici for folke- og dyresundheden i overensstemmelse med målene i denne forordning.

Afdeling 4

Andre afledte produkter

Artikel 35

Omsætning af foder til selskabsdyr

Driftsledere kan bringe foder til selskabsdyr i omsætning, forudsat at:

a)

produkterne er afledt af:

i)

kategori 3-materiale, bortset fra det materiale, der er omhandlet i artikel 10, litra n), o) og p)

ii)

kategori 1-materiale som omhandlet i artikel 8, litra c), og under overholdelse af bestemmelser fastsat i henhold til artikel 40, stk. 1, litra a), hvis der er tale om importeret foder til selskabsdyr eller foder til selskabsdyr produceret af importeret materiale, eller

iii)

materiale som omhandlet i artikel 10, litra a), og artikel 10, litra b), nr. i) og ii), hvis der er tale om råt foder til selskabsdyr, og

b)

de sikrer kontrol af risici for folke- og dyresundheden ved hjælp af sikker behandling jf. artikel 38, hvis anvendelse af sikre kilder jf. artikel 37 ikke garanterer tilstrækkelig styring.

Artikel 36

Omsætning af andre afledte produkter

Driftsledere må bringe andre afledte produkter end de produkter, der er omhandlet i artikel 31, 32, 33 og 35 i omsætning, forudsat at:

a)

de pågældende produkter:

i)

ikke er bestemt til anvendelse til fodring af opdrættede dyr eller til anvendelse på jordarealer, hvorfra foder til sådanne dyr kommer, eller

ii)

er bestemt til fodring af pelsdyr, og

b)

de sikrer kontrol af risici for folke- og dyresundheden ved:

i)

anvendelse af sikre kilder, jf. artikel 37

ii)

sikker behandling, jf. artikel 38, hvis anvendelse af sikre kilder ikke garanterer tilstrækkelig styring, eller

iii)

verifikation af, at produkterne udelukkende anvendes til sikre endelige anvendelsesformål, jf. artikel 39, hvis sikker behandling ikke garanterer tilstrækkelig styring.

Artikel 37

Anvendelse af sikre kilder

1.   Anvendelse af sikre kilder skal omfatte anvendelse af materiale:

a)

der ikke indebærer uacceptable risici for folke- og dyresundheden

b)

der er blevet indsamlet og transporteret fra indsamlingsstedet til fremstillingsvirksomheden eller -anlægget på betingelser, der udelukker risici for folke- og dyresundheden, eller

c)

der er blevet importeret til Fællesskabet og transporteret fra det sted, hvor produkterne første gang indføres i Fællesskabet, til fremstillingsvirksomheden eller -anlægget på betingelser, der udelukker risici for folke- og dyresundheden.

2.   I forbindelse med anvendelse af sikre kilder skal driftslederne dokumentere, at kravene i stk. 1 er overholdt, herunder om fornødent fremlægge bevis for sikkerheden ved biosikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at udelukke, at udgangsmaterialet forårsager risici for folke- og dyresundheden.

Denne dokumentation skal stilles til rådighed for den kompetente myndighed efter anmodning.

I de i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal forsendelserne ledsages af et sundhedscertifikat, der svarer til et standardcertifikat, som er vedtaget efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3.

Artikel 38

Sikker behandling

Sikker behandling af det pågældende materiale omfatter anvendelse af en fremstillingsproces, der nedbringer risici for folke- og dyresundheden, der er forårsaget af det anvendte materiale eller af andre stoffer, som fremkommer ved fremstillingsprocessen, til et acceptabelt niveau.

Det skal sikres, at det afledte produkt ikke udgør uacceptable risici for folke- og dyresundheden, navnlig ved at undersøge slutproduktet.

Artikel 39

Sikre endelige anvendelsesformål

Sikre endelige anvendelsesformål omfatter anvendelse af afledte produkter:

a)

på betingelser, der ikke indebærer uacceptable risici for folke- og dyresundheden, eller

b)

der kan indebære en risiko for folke- og dyresundheden, til særlige formål, forudsat at sådanne anvendelsesformål er begrundet i målsætninger fastsat i fællesskabslovgivningen, navnlig med henblik på beskyttelse af folke- og dyresundheden.

Artikel 40

Gennemførelsesbestemmelser

Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne afdeling vedrørende følgende:

a)

betingelser for at bringe importeret foder til selskabsdyr eller foder til selskabsdyr, der er fremstillet af importeret materiale, af kategori 1-materiale jf. artikel 8, litra c), i omsætning

b)

betingelser vedrørende anvendelse af sikre kilder og sikker transport af materiale, der skal anvendes under forhold, der udelukker risici for folke- og dyresundheden

c)

dokumentation, jf. artikel 37, stk. 2, første afsnit

d)

parametre for fremstillingsprocessen, jf. artikel 38, stk. 1, navnlig med hensyn til anvendelse af fysiske eller kemiske behandlinger af det anvendte materiale

e)

krav vedrørende undersøgelse af slutproduktet, og

f)

betingelser vedrørende sikker anvendelse af afledte produkter, der udgør en risiko for folke- eller dyresundheden.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

KAPITEL III

Import, transit og eksport

Artikel 41

Import og transit

1.   Animalske biprodukter og afledte produkter skal importeres til eller sendes i transit gennem Fællesskabet i overensstemmelse med:

a)

de krav i denne forordning og dens gennemførelsesbestemmelser, der er relevante for det pågældende animalske biprodukt eller afledte produkt, og som er mindst lige så strenge som dem, der gælder for produktion og markedsføring af sådanne animalske biprodukter eller afledte produkter i Fællesskabet

b)

betingelser, der er anerkendt som mindst ligestillede med de krav, der gælder for produktion og markedsføring af sådanne animalske biprodukter eller afledte produkter i henhold til fællesskabslovgivningen, eller

c)

de krav, der er fastsat i artikel 33, 35 og 36, hvis der er tale om animalske biprodukter og afledte produkter, jf. disse artikler.

Foranstaltningerne omhandlet i første afsnit, litra b), der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

2.   Uanset stk. 1 gælder følgende:

a)

import og transit af specificeret risikomateriale må kun foregå i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 999/2001

b)

import og transit af animalske biprodukter eller afledte produkter, som er blevet blandet eller forurenet med affald, der er opført som farligt affald i beslutning 2000/532/EF, må kun foregå, hvis kravene i forordning (EF) nr. 1013/2006 overholdes

c)

import og transit af kategori 1-materiale, kategori 2-materiale og produkter afledt heraf, som ikke er bestemt til fremstilling af afledte produkter som omhandlet i artikel 33, 35 og 36, må kun foregå, hvis der er vedtaget bestemmelser om import heraf i henhold til artikel 42, stk. 2, litra a)

d)

import og transit af animalske biprodukter og afledte produkter, der er bestemt til anvendelsesformål som omhandlet i artikel 17, stk. 1, skal foregå i overensstemmelse med nationale foranstaltninger, som sikrer kontrol af risici for folke- og dyresundheden, indtil der er vedtaget harmoniserede betingelser, jf. artikel 17, stk. 2.

3.   For så vidt angår import og transit af kategori 3-materiale og produkter afledt heraf fastsættes de relevante krav, jf. stk. 1, første afsnit, litra a).

Kravene kan foreskrive, at forsendelser:

a)

skal komme fra et tredjeland eller en del af et tredjeland, der er opført på en liste i henhold til stk. 4

b)

skal komme fra virksomheder eller anlæg, som er godkendt eller registreret af oprindelsestredjelandets kompetente myndighed og opført på en liste af den pågældende myndighed til dette formål, og

c)

ved det fællesskabsindgangssted, hvor veterinærkontrollen finder sted, skal være ledsaget af dokumentation, f.eks. et handelsdokument eller et sundhedscertifikat og, hvor det er relevant, en erklæring, som er udformet i overensstemmelse med et standardcertifikat fastsat i henhold til artikel 42, stk. 2, første afsnit, litra d).

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Indtil der er vedtaget krav som omhandlet i andet afsnit, litra a) og c), skal medlemsstaterne fastsætte kravene i nationale forskrifter.

4.   Efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3, udarbejdes der lister over tredjelande eller dele af tredjelande, hvorfra animalske biprodukter eller afledte produkter kan importeres til eller føres i transit gennem Fællesskabet, idet der navnlig tages hensyn til:

a)

tredjelandets lovgivning

b)

den kompetente myndigheds og kontroltjenesternes opbygning i tredjelandet, disses beføjelser og det tilsyn, de er undergivet, samt deres muligheder for effektivt at føre kontrol med anvendelsen af den gældende lovgivning

c)

de faktiske sundhedsbetingelser for produktion, fremstilling, håndtering, opbevaring og afsendelse af animalske produkter til Fællesskabet

d)

de garantier, som tredjelandet kan give med hensyn til opfyldelse af de relevante sundhedsbetingelser

e)

erfaringen med markedsføringen af produktet fra tredjelandet og resultaterne af den foretagne importkontrol

f)

resultaterne af eventuelle fællesskabsinspektioner i tredjelandet

g)

den sundhedsstatus, som husdyrbestanden, andre husdyr og vildtbestanden i tredjelandet har, navnlig med hensyn til eksotiske dyresygdomme og generelle sundhedsforhold i landet, der eventuelt kan udgøre en risiko for folke- eller dyresundheden i Fællesskabet

h)

den regelmæssighed og hurtighed, hvormed tredjelandet giver oplysning om forekomst på dets område af infektiøse dyresygdomme, navnlig sygdomme opført på lister i den zoosanitære kodeks vedrørende landdyr (Terrestrial Animal Health Code) og sundhedskodeksen for vanddyr (International Aquatic Animal Health Code) fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE)

i)

de bestemmelser, der i tredjelandet gælder for forebyggelse og bekæmpelse af infektiøse dyresygdomme, og anvendelsen heraf, herunder også bestemmelser om indførsel fra andre tredjelande.

Listerne over virksomheder eller anlæg, jf. stk. 3, andet afsnit, litra b), holdes opdaterede og meddeles Kommissionen og medlemsstaterne og gøres tilgængelige for offentligheden.

Artikel 42

Gennemførelsesbestemmelser

1.   Gennemførelsesbestemmelser til artikel 41, der kan udelukke import eller transit af animalske biprodukter eller afledte produkter, der er fremstillet i bestemte virksomheder eller anlæg, for at beskytte folke- eller dyresundheden, vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3.

2.   Der fastsættes andre gennemførelsesbestemmelser til artikel 41 vedrørende følgende:

a)

betingelser vedrørende import og transit af kategori 1- og kategori 2-materialer og produkter afledt heraf

b)

folke- eller dyresundhedsmæssige restriktioner vedrørende importeret kategori 3-materiale og produkter afledt heraf, idet restriktionerne kan fastsættes under henvisning til fællesskabslister over tredjelande eller dele af tredjelande, der er udarbejdet i henhold til artikel 41, stk. 4, eller fastsættes af andre folke- eller dyresundhedsmæssige hensyn

c)

betingelser for fremstilling af animalske biprodukter eller afledte produkter på virksomheder eller anlæg i tredjelande; betingelserne kan omfatte nærmere bestemmelser om den pågældende kompetente myndigheds kontrol af sådanne virksomheder eller anlæg, og de kan fritage bestemte typer virksomheder eller anlæg, der håndterer animalske biprodukter eller afledte produkter fra godkendelses- eller registreringskravet, jf. artikel 41, stk. 3, andet afsnit, litra b), og

d)

standardsundhedscertifikater, standardhandelsdokumenter og standarderklæringer, som skal ledsage forsendelser, og hvori de betingelser specificeres, under hvilke det kan attesteres, at de pågældende animalske biprodukter eller afledte produkter er blevet indsamlet eller fremstillet i overensstemmelse med kravene i denne forordning.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 43

Eksport

1.   Det er forbudt at eksportere animalske biprodukter og afledte produkter bestemt til forbrænding eller deponering.

2.   Det er forbudt at eksportere animalske biprodukter og afledte produkter til tredjelande, som ikke er medlemmer af OECD, med henblik på anvendelse i et biogas- eller komposteringsanlæg.

3.   Kategori 1-materiale, kategori 2-materiale og produkter afledt heraf må kun eksporteres til andre anvendelsesformål end de i stk. 1 og 2 nævnte, hvis der er fastsat eksportbestemmelser herom.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

4.   Artikel 12 i forordning (EF) nr. 178/2002 vedrørende fødevarer og foder, der eksporteres fra Fællesskabet, finder tilsvarende anvendelse på eksport af kategori 3-materiale eller produkter afledt heraf i overensstemmelse med nærværende forordning.

5.   Uanset stk. 3 og 4 gælder følgende:

a)

Eksport af specificeret risikomateriale må kun foregå i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 999/2001.

b)

Eksport af animalske biprodukter eller afledte produkter, som er blevet blandet eller forurenet med affald, der er opført som farligt affald i beslutning 2000/532/EF, må kun foregå, hvis kravene i forordning (EF) nr. 1013/2006 overholdes.

AFSNIT III

OFFENTLIG KONTROL OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

KAPITEL I

Offentlig kontrol

Artikel 44

Godkendelsesprocedure

1.   Den kompetente myndighed godkender kun virksomheder eller anlæg, når et besøg på stedet forud for iværksættelsen af en aktivitet har vist, at virksomheden eller anlægget opfylder de relevante krav, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 27.

2.   Den kompetente myndighed kan give en betinget godkendelse, hvis det ved besøget på stedet konstateres, at virksomheden eller anlægget opfylder alle krav til infrastruktur og udstyr med henblik på at sikre gennemførelse af de driftsmæssige procedurer i overensstemmelse med denne forordning. Den fulde godkendelse gives kun, hvis et andet besøg på stedet, som foretages senest tre måneder efter tildelingen af den betingede godkendelse, viser, at virksomheden eller anlægget opfylder de øvrige krav jf. stk. 1. Hvis der er gjort tydelige fremskridt, men virksomheden eller anlægget stadig ikke opfylder alle disse krav, kan den kompetente myndighed forlænge den betingede godkendelse. En betinget godkendelse kan dog ikke være gyldig i mere end seks måneder i alt.

3.   Driftslederen skal sikre, at en virksomhed eller et anlæg indstiller aktiviteterne, hvis den kompetente myndighed trækker sin godkendelse tilbage eller i tilfælde af en betinget godkendelse hverken forlænger denne eller udsteder en fuld godkendelse.

Artikel 45

Offentlig kontrol

1.   Uanset artikel 5 foretager den kompetente myndighed med regelmæssige mellemrum offentlig kontrol af og fører officielt tilsyn med håndtering af animalske biprodukter og afledte produkter, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

2.   Artikel 41 og 42 i forordning (EF) nr. 882/2004 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med offentlig kontrol, der gennemføres for at efterprøve, om nærværende forordning overholdes.

3.   Den kompetente myndighed kan i forbindelse med den offentlige kontrol tage hensyn til, om der følges retningslinjer for god praksis.

4.   Der kan udarbejdes detaljerede ordninger til gennemførelse af denne artikel, herunder regler for referencemetoder til mikrobiologiske analyser.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 46

Suspension og tilbagetrækning af godkendelser og forbud mod aktiviteter

1.   Hvis det ved den kompetente myndigheds offentlige kontrol og tilsyn viser sig, at et eller flere af kravene i denne forordning ikke er opfyldt, træffer myndigheden de nødvendige foranstaltninger.

Den kompetente myndighed skal navnlig, i overensstemmelse med hvad der er passende i betragtning af, hvor alvorlige manglerne er, og i betragtning af de potentielle risici for folke- og dyresundheden:

a)

suspendere godkendelser af virksomheder eller anlæg, der er godkendt i henhold til denne forordning, hvis:

i)

betingelserne for godkendelse eller drift af virksomheden eller anlægget ikke længere er opfyldt

ii)

driftslederen kan forventes at rette op på manglerne inden for et rimeligt tidsrum, og

iii)

den potentielle risiko for folke- og dyresundheden ikke kræver foranstaltninger i henhold til litra b)

b)

tilbagetrække godkendelser af virksomheder eller anlæg, der er godkendt i henhold til denne forordning, hvis:

i)

betingelserne for godkendelse eller drift af virksomheden eller anlægget ikke længere er opfyldt, og

ii)

driftslederen ikke kan forventes at rette op på manglerne inden for et rimeligt tidsrum:

af årsager, der skyldes virksomhedens eller anlæggets infrastruktur

af årsager, der skyldes driftslederens eller dennes personales personlige evner, eller

på grund af alvorlige risici for folke- og dyresundheden, som kræver større driftsændringer på virksomheden eller anlægget, inden driftslederen kan ansøge om godkendelse på ny

c)

pålægge virksomheder eller anlæg konkrete betingelser for at rette op på eksisterende mangler.

2.   I overensstemmelse med hvad der er passende i betragtning af, hvor alvorlige manglerne er, og i betragtning af de potentielle risici for folke- og dyresundheden, skal den kompetente myndighed midlertidigt eller permanent forbyde driftsledere, jf. artikel 23, stk. 1 og 3, og artikel 24, stk. 1, at gennemføre aktiviteter i henhold til denne forordning, alt efter hvad der er relevant, når den har modtaget oplysninger, der viser:

a)

at kravene i fællesskabslovgivningen ikke er opfyldt, og

b)

at de pågældende aktiviteter forårsager potentielle risici for folke- eller dyresundheden.

Artikel 47

Lister

1.   Hver medlemsstat udarbejder en liste over de virksomheder, anlæg og driftsledere, der på dens område er godkendt eller registreret i henhold til denne forordning.

Den tildeler alle godkendte eller registrerede virksomheder, anlæg og driftsledere et officielt nummer, som identificerer virksomheden, anlægget eller driftslederen med hensyn til arten af vedkommendes aktiviteter

Medlemsstaterne angiver i givet fald et officielt nummer, som virksomheden, anlægget eller driftslederen har fået tildelt i henhold til anden fællesskabslovgivning.

Medlemsstaterne giver Kommissionen og de øvrige medlemsstater adgang til listerne over godkendte eller registrerede virksomheder, anlæg og driftsledere.

Medlemsstater ajourfører listerne over godkendte eller registrerede virksomheder, anlæg og driftsledere og gør listerne tilgængelige for de øvrige medlemsstater og for offentligheden.

2.   Efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3, kan der fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel, navnlig vedrørende:

a)

formatet af listerne, jf. stk. 1, og

b)

proceduren for at gøre listerne tilgængelige, jf. stk. 1.

Artikel 48

Kontrol af afsendelse til andre medlemsstater

1.   Når en driftsleder agter at afsende kategori 1-materiale, kategori 2-materiale og kød- og benmel eller animalsk fedt afledt af kategori 1- og kategori 2-materialer til en anden medlemsstat, skal vedkommende underrette oprindelsesmedlemsstatens kompetente myndighed og bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed herom.

Bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed beslutter efter ansøgning fra driftslederen inden for et nærmere fastsat tidsrum:

a)

at afvise modtagelse af sendingen

b)

at acceptere sendingen uden betingelser, eller

c)

at modtage sendingen på følgende betingelser:

i)

hvis de afledte produkter ikke er blevet tryksteriliseret, skal denne behandling foretages, eller

ii)

de animalske biprodukter eller afledte produkter skal opfylde alle betingelser vedrørende afsendelse af sendingen, som er begrundet ud fra hensynet til beskyttelsen af folke- og dyresundheden, med henblik på at sikre, at animalske biprodukter og afledte produkter håndteres i overensstemmelse med denne forordning.

2.   Formater for ansøgninger fra driftsledere som nævnt i stk. 1 kan vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3.

3.   Den kompetente myndighed på oprindelsesstedet skal via Traces-systemet, jf. beslutning 2004/292/EF, underrette den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet om afsendelsen af hver sending, der er sendt til bestemmelsesmedlemsstaten, og som består af:

a)

animalske biprodukter eller afledte produkter som omhandlet i stk. 1

b)

forarbejdet animalsk protein afledt af kategori 3-materiale.

Når den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet er blevet underrettet om afsendelsen, skal den via Traces-systemet underrette den kompetente myndighed på oprindelsesstedet om ankomsten af hver sending.

4.   Kategori 1- og kategori 2-materialer, kød- og benmel og animalsk fedt som omhandlet i stk. 1 transporteres direkte til bestemmelsesvirksomheden eller -anlægget, som skal være registreret eller godkendt i henhold til artikel 23, 24 og 44, eller, hvis der er tale om husdyrgødning, til bestemmelsesbedriften.

5.   Hvis animalske biprodukter eller afledte produkter sendes til andre medlemsstater via et tredjelands område, skal de sendes i transportmidler, der er blevet plomberet i oprindelsesmedlemsstaten, og de skal ledsages af et sundhedscertifikat.

De plomberede forsendelser må kun føres ind i Fællesskabet igen via et grænsekontrolsted, jf. artikel 6 i direktiv 89/662/EØF.

6.   Uanset stk. 1-5 må animalske biprodukter eller afledte produkter, der er omhandlet i nævnte stykker, og som er blevet blandet eller forurenet med affald, der er opført som farligt affald i beslutning 2000/532/EF, kun sendes til andre medlemsstater, hvis kravene i forordning (EF) nr. 1013/2006 overholdes.

7.   Der kan fastsættes gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedrørende følgende:

a)

et nærmere fastsat tidsrum, inden for hvilket den kompetente myndighed skal træffe sin beslutning, jf. stk. 1

b)

supplerende betingelser vedrørende afsendelse af animalske biprodukter eller afledte produkter, jf. stk. 4

c)

standardsundhedscertifikater, der skal ledsage forsendelser, som er afsendt i henhold til stk. 5, og

d)

betingelser for, at animalske biprodukter eller afledte produkter bestemt til anvendelse ved udstillinger, kunstneriske aktiviteter og i forbindelse med diagnostik, undervisning og forskning kan sendes til andre medlemsstater, uanset stk. 1-5.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

8.   Gennemførelsesbestemmelser til denne artikel kan indeholde betingelserne for, at de kompetente myndigheder uanset stk. 1-4 kan give tilladelse til:

a)

afsendelse af husdyrgødning, der transporteres mellem to steder på samme bedrift eller mellem bedrifter i grænseregioner i medlemsstater, der støder op til hinanden

b)

afsendelse af andre animalske biprodukter, der transporteres mellem virksomheder eller anlæg i grænseregioner i medlemsstater, der støder op til hinanden, og

c)

transport af et dødt selskabsdyr med henblik på afbrænding i en virksomhed eller et anlæg i grænseregionen i en anden medlemsstat, som støder op til den første medlemsstat.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 4.

Artikel 49

Fællesskabskontrol i medlemsstaterne

1.   Eksperter fra Kommissionen kan i samarbejde med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne foretage kontrol på stedet, for så vidt det er nødvendigt for den ensartede anvendelse af denne forordning.

Den medlemsstat, på hvis område kontrollen udføres, yder eksperterne al den bistand, de behøver for at kunne udføre deres opgaver.

Kommissionen underretter den kompetente myndighed om resultaterne af denne kontrol.

2.   Efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3, kan der vedtages gennemførelsesbestemmelser til denne artikel, navnlig vedrørende proceduren for samarbejdet med de nationale myndigheder.

Artikel 50

Anvendelse af forordning (EF) nr. 882/2004 til visse kontrolformål

1.   Artikel 46 i forordning (EF) nr. 882/2004 finder tilsvarende anvendelse på fællesskabskontrol i tredjelande, der gennemføres for at efterprøve, om nærværende forordning overholdes.

2.   Artikel 50, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 882/2004 finder tilsvarende anvendelse på den gradvise indførelse af de krav, der er omhandlet i artikel 41, stk. 3, i nærværende forordning.

3.   Artikel 52 i forordning (EF) nr. 882/2004 finder tilsvarende anvendelse på tredjelandes kontrol i medlemsstater vedrørende aktiviteter omfattet af nærværende forordning.

KAPITEL II

Afsluttende bestemmelser

Artikel 51

Nationale retsforskrifter

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de nationale retsforskrifter, som de udsteder på områder, der hører under deres kompetence, og som har direkte betydning for en korrekt gennemførelse af denne forordning.

Artikel 52

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, der er oprettet ved artikel 58, stk. 1, i forordning (EF) nr. 178/2002.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

4.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

5.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, artikel 5a, stk. 5, litra b), og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Fristerne i artikel 5a, stk. 3, litra c), og artikel 5a, stk. 4, litra b) og e), i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til henholdsvis to måneder, én måned og to måneder.

6.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1, 2, 4 og 6, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 53

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 4. juni 2011 Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer, der har betydning for bestemmelserne.

Artikel 54

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 1774/2002 ophæves med virkning fra 4. marts 2011.

Henvisninger til forordning (EF) nr. 1774/2002 betragtes som henvisninger til nærværende forordning og skal læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilaget.

Artikel 55

Overgangsforanstaltning

Virksomheder, anlæg og brugere, der er godkendt eller registreret i henhold til forordning (EF) nr. 1774/2002 inden den 4. marts 2011, anses for at være godkendt eller registreret, alt efter hvad der kræves, i henhold til nærværende forordning.

Artikel 56

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 4. marts 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. oktober 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

C. MALMSTRÖM

Formand


(1)  EUT C 100 af 30.4.2009, s. 133.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 24.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 7.9.2009.

(3)  EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1.

(4)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55.

(5)  EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1.

(6)  EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3.

(7)  EFT L 358 af 18.12.1986, s. 1.

(8)  EUT L 328 af 24.11.2006, s. 14.

(9)  EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

(10)  EFT L 62 af 15.3.1993, s. 69.

(11)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(12)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 1.

(13)  EFT L 125 af 23.5.1996, s. 3.

(14)  EFT L 125 af 23.5.1996, s. 10.

(15)  EFT L 109 af 6.5.2000, s. 29.

(16)  EUT L 229 af 1.9.2009, s. 1.

(17)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(18)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 1.

(19)  EUT L 35 af 8.2.2005, s. 1.

(20)  EFT L 332 af 28.12.2000, s. 91.

(21)  EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1.

(22)  EUT L 343 af 27.12.2007, s. 1.

(23)  EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1.

(24)  EUT L 94 af 31.3.2004, s. 63.

(25)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(26)  EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1.

(27)  EFT L 39 af 16.2.1993, s. 1.

(28)  EFT L 272 af 4.10.1997, s. 45.

(29)  EFT L 226 af 6.9.2000, s. 3.

(30)  EFT L 262 af 27.9.1976, s. 169.

(31)  EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67.

(32)  EFT L 311 af 28.11.2001, s. 1.

(33)  EFT L 189 af 20.7.1990, s. 17.

(34)  EFT L 169 af 12.7.1993, s. 1.

(35)  EFT L 331 af 7.12.1998, s. 1.

(36)  EUT L 105 af 26.4.2003, s. 18.

(37)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(38)  Forordning (EF) nr. 811/2003 om forbuddet mod genanvendelse inden for samme art for fisks vedkommende, nedgravning og brænding af animalske biprodukter (EUT L 117 af 13.5.2003, s. 14); beslutning 2003/322/EF om fodring af visse ådselædende fugle med kategori 1-materiale (EUT L 117 af 13.5.2003, s. 32); beslutning 2003/324/EF om dispensation fra forbuddet mod genanvendelse inden for samme art for pelsdyrs vedkommende (EUT L 117 af 13.5.2003, s. 37); forordning (EF) nr. 92/2005 om fremgangsmåder ved bortskaffelse eller anvendelse (EUT L 19 af 21.1.2005, s. 27); forordning (EF) nr. 181/2006 om organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler, bortset fra gylle (EUT L 29 af 2.2.2006, s. 31); forordning (EF) nr. 1192/2006 om listen over godkendte anlæg (EUT L 215 af 5.8.2006, s. 10); forordning (EF) nr. 2007/2006 om import og transit af visse mellemprodukter fremstillet af kategori 3-materiale (EUT L 379 af 28.12.2006, s. 98).

(39)  EUT L 275 af 25.8.2004, s. 17.


BILAG

SAMMENLIGNINGSTABEL

Forordning (EF) nr. 1774/2002

Nærværende forordning

Artikel 1

Artikel 1 og 2

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 3, stk. 1

Artikel 4, stk. 1 og 2

Artikel 3, stk. 2

Artikel 41, stk. 3, fjerde afsnit

Artikel 3, stk. 3

Artikel 4, stk. 3, 4 og 5

Artikel 4, stk. 1

Artikel 8

Artikel 4, stk. 2

Artikel 12, 15 og 16

Artikel 4, stk. 3

Artikel 24, litra h), i) og j)

Artikel 4, stk. 4

Artikel 41, stk. 2, litra c), artikel 43, stk. 3, og artikel 43, stk. 5, litra a)

Artikel 5, stk. 1

Artikel 9

Artikel 5, stk. 2

Artikel 13, 15 og 16

Artikel 5, stk. 3

Artikel 24, litra h), i) og j)

Artikel 5, stk. 4

Artikel 41, stk. 2, litra c), og artikel 43, stk. 3

Artikel 6, stk. 1

Artikel 10

Artikel 6, stk. 2

Artikel 14, 15 og 16

Artikel 6, stk. 3

Artikel 24, litra h), i) og j)

Artikel 7

Artikel 21

Artikel 8

Artikel 48

Artikel 9

Artikel 22

Artikel 10-15, 17 og 18

Artikel 23, 24, 27 og 44

Artikel 16

Artikel 6

Artikel 19

Artikel 31

Artikel 20, stk. 1

Artikel 35 og 36

Artikel 20, stk. 2

Artikel 32

Artikel 20, stk. 3

Artikel 36

Artikel 21

Artikel 22

Artikel 11

Artikel 23

Artikel 17 og 18

Artikel 24

Artikel 19

Artikel 25

Artikel 28 og 29

Artikel 26

Artikel 45, 46 og 47

Artikel 27

Artikel 49

Artikel 28

Artikel 35, litra a), nr. ii, og artikel 41, stk. 1

Artikel 29

Artikel 41 og 42

Artikel 30

Artikel 41, stk. 1, litra b

Artikel 31

Artikel 50, stk. 1

Artikel 32

Artikel 33

Artikel 52

Artikel 34

Artikel 35

Artikel 15, stk. 2, og artikel 51

Artikel 36

Artikel 37

Artikel 54

Artikel 38

Artikel 56


14.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 300/34


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1070/2009

af 21. oktober 2009

om ændring af forordning (EF) nr. 549/2004, (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004 og (EF) nr. 552/2004 for at forbedre det europæiske luftfartssystems præstationer og bæredygtighed

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Gennemførelsen af den fælles transportpolitik kræver et effektivt lufttrafiksystem, der gør det muligt at afvikle lufttrafikken sikkert, regelmæssigt og bæredygtigt, idet kapaciteten optimeres og den frie bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser lettes.

(2)

Med Europa-Parlamentets og Rådets vedtagelse af den første lovpakke om et fælles europæisk luftrum, nemlig forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (»"rammeforordningen«) (4), forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum (»luftfartstjenesteforordningen«) (5), forordning (EF) nr. 551/2004 af 10. marts 2004 om organisation og udnyttelse af det fælles europæiske luftrum (»luftrumsforordningen«) (6), og forordning (EF) nr. 552/2004 af 10. marts 2004 om interoperabilitet i det europæiske lufttrafikstyringsnet (»interoperabilitetsforordningen«) (7) er der fastlagt et solidt retsgrundlag for et homogent og sikkert lufttrafikstyringssystem (ATM-system).

(3)

Som reaktion på talrige anmodninger fra erhvervslivet, medlemsstaterne og andre interessenter om at forenkle og effektivisere lovrammen for luftfart i Europa blev Gruppen på Højt Plan vedrørende de Fremtidige Regler for Europæisk Luftfart (»gruppen på højt plan«) oprettet i november 2006. Gruppen på højt plan, der bestod af repræsentanter for de fleste interessenter, forelagde en rapport i juli 2007 med henstillinger til forbedringer af det europæiske luftfartssystems præstationer og ledelse. Gruppen på højt plan anbefalede i sin henstilling at tillægge miljøet samme betydning som sikkerhed og effektivitet i luftfartssystemet og insisterede på, at erhvervslivet og regeludstedere bør samarbejde for at sikre, at lufttrafikstyringen (ATM) bidrager mest muligt til bæredygtighed.

(4)

Rådet opfordrede på sit møde den 7. april 2008 Kommissionen til i overensstemmelse med henstillingerne fra gruppen på højt plan at udarbejde en samlet systemtilgang i overensstemmelse med gate-to-gate-konceptet for at fremme sikkerheden, forbedre ATM og øge omkostningseffektiviteten.

(5)

For at færdiggøre arbejdet med at oprette det fælles europæiske luftrum må der vedtages yderligere foranstaltninger på fællesskabsniveau bl.a. for at forbedre det europæiske luftfartssystems præstationer på centrale områder såsom miljø, kapacitet og omkostningseffektivitet, alt sammen under hensyn til de overordnede sikkerhedsmål. Det er også nødvendigt at tilpasse lovgivningen om det fælles europæiske luftrum til de tekniske fremskridt.

(6)

I Rådets forordning (EF) nr. 219/2007 af 27. februar 2007 om oprettelse af et fællesforetagende til udvikling af en ny generation af det europæiske lufttrafikstyringssystem (SESAR) (8) opfordres der til, at en ATM-masterplan udarbejdes og gennemføres. Gennemførelsen af ATM-masterplanen forudsætter lovbestemmelser til støtte for udviklingen, indførelsen og finansieringen af nye koncepter og teknologier. Dette bør munde ud i et system bestående af fuldt harmoniserede og interoperable komponenter, der sikrer effektive lufttransportaktiviteter i Europa. Planen for gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum bør tage hensyn til den tidsplan, der er fastlagt for udviklingsfasen og implementeringsfasen for SESAR-programmet som en del af det fælles europæiske luftrum. Begge processer bør nøje koordineres.

(7)

Konceptet med fælles projekter, der tager sigte på at hjælpe luftrumsbrugere og/eller luftfartstjenesteudøvere med at forbedre den kollektive luftfartsinfrastruktur, udøvelsen af luftfartstjenester og brugen af luftrummet, især dem der måtte være nødvendige for implementeringen af ATM-masterplanen, bør ikke få indflydelse på allerede eksisterende projekter, der er vedtaget af en eller flere medlemsstater med lignende målsætninger. Bestemmelserne om finansiering af implementeringen af fælles projekter bør ikke berøre udformningen af disse fælles projekter. Kommissionen kan foreslå, at fællesskabsmidler, såsom midler til transeuropæiske net eller ydelser fra Den Europæiske Investeringsbank, kan anvendes til at støtte fælles projekter, især for at fremskynde implementeringen af SESAR-programmet inden for den flerårige finansielle ramme. Uden at det berører adgangen til denne finansiering, bør medlemsstaterne frit kunne træffe afgørelse om, hvordan indtægter fra auktionering af tilladelser til luftfartssektoren i medfør af emissionshandelsordningen skal anvendes, og i denne forbindelse overveje, hvorvidt en del af disse indtægter eventuelt skal bruges til at finansiere fælles projekter i forbindelse med funktionelle luftrumsblokke.

(8)

Især hvor der implementeres fælles projekter, bør det sikres, blandt andet gennem detaljeret og gennemskuelig regnskabsføring, at luftrumsbrugerne ikke pålægges de samme afgifter to gange. Fælles projekter bør implementeres til fordel for alle interesserede parter og bør sikre lige behandling af alle parter.

(9)

For at sikre et sammenhængende og forsvarligt tilsyn med luftfartstjenesterne i Europa bør de nationale tilsynsmyndigheder garanteres en tilstrækkelig uafhængighed og tilstrækkelige midler. Denne uafhængighed bør ikke forhindre disse myndigheder i at varetage deres opgaver inden for en administrativ ramme.

(10)

De nationale tilsynsmyndigheder har en central rolle i gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum, og Kommissionen bør derfor lette samarbejdet imellem dem for at muliggøre udveksling af bedste praksis og udvikle en fælles strategi, herunder gennem øget samarbejde på regionalt plan. Dette samarbejde bør foregå regelmæssigt.

(11)

Arbejdsmarkedets parter bør informeres bedre og høres om alle foranstaltninger, der har vigtige sociale virkninger. På fællesskabsplan bør sektordialogudvalget, der er nedsat i henhold til Kommissionens afgørelse 98/500/EF (9), ligeledes høres.

(12)

For at forbedre præstationerne inden for ATM og luftfartstjenester (ANS) må der etableres en ramme for definition, gennemførelse og håndhævelse af bindende præstationsmål på centrale præstationsområder i tråd med de politikker, der er opstillet af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO). En egnet mekanisme til at indberette, undersøge, evaluere og udbrede data over ATM's og ANS' præstationer sammen med en relevant incitamentordning for at fremme målopfyldelsen bør nødvendigvis være en del af en sådan ramme.

(13)

De nationale tilsynsmyndigheder bør have råderum til at tage hensyn til specifikke nationale eller regionale omstændigheder, når de udformer deres nationale og regionale planer. Når de godkender eller vedtager nationale planer, bør medlemsstaterne have ret til at foretage de passende ændringer.

(14)

Ved fastsættelse af afgifter for luftfartstjenester bør Kommissionen og medlemsstaterne bestræbe sig på at bruge fælles prognoser. En vis fleksibilitet bør være tilladt i de tilfælde, hvor lufttrafikken afviger betydeligt fra prognoserne, især ved at bruge passende varslingssystemer.

(15)

De omkostninger, der fastsættes af medlemsstaterne på nationalt niveau eller på niveauet for de funktionelle luftrumsblokke, som det er meningen, at luftrumsbrugerne skal deles om, bør tage hensyn til præstationsmålene.

(16)

Med hensyn til levering af tjenester på tværs af grænserne bør medlemsstaterne sikre, at intet nationalt retssystem forbyder udpegelse af en luftfartstjenesteudøver med den begrundelse, at denne er etableret i en anden medlemsstat eller er ejet af statsborgere i denne medlemsstat.

(17)

De nationale tilsynsmyndigheder bør træffe passende foranstaltninger til at sikre et højt sikkerhedsniveau, herunder mulighed for at udstede et individuelt certifikat for hver type luftfartstjeneste, idet behovet for omkostningseffektivitet og overensstemmelse sikres og dobbeltarbejde undgås.

(18)

De funktionelle luftrumsblokke er en væsentlig forudsætning for at styrke samarbejdet mellem luftfartstjenesteudøvere med henblik på at forbedre præstationer og skabe synergi. Medlemsstaterne bør oprette funktionelle luftrumsblokke inden for en rimelig tidsramme. Til dette formål og for at optimere berøringsfladerne mellem de funktionelle luftrumsblokke i det fælles europæiske luftrum bør de berørte medlemsstater samarbejde indbyrdes, og hvor det er passende, bør de også samarbejde med tredjelande.

(19)

Når medlemsstater opretter en funktionel luftrumsblok, har andre medlemsstater, Kommissionen og andre interesserede parter mulighed for at indgive deres bemærkninger med henblik på at lette en udveksling af synspunkter. Disse bemærkninger bør kun være af rådgivende karakter for de berørte medlemsstater.

(20)

I tilfælde af vanskeligheder under forhandlingsprocessen med henblik på at oprette funktionelle luftrumsblokke kan Kommissionen udpege en systemkoordinator for funktionelle luftrumsblokke (»koordinatoren«). Koordinatorens opgaver bør bestå i at yde hjælp til at overvinde sådanne vanskeligheder uden at blande sig i spørgsmål, der er underlagt de berørte medlemsstaters og i givet fald tredjelandes suverænitet, når disse deltager i de samme funktionelle luftrumsblokke. Omkostningerne i forbindelse med koordinatorens aktiviteter bør ikke have indflydelse på medlemsstaternes nationale budgetter.

(21)

I rapporterne fra Eurocontrols præstationsvurderingskommission og i den endelige rapport fra gruppen på højt plan bekræftes det, at rutenettet og luftrumsstrukturen ikke kan udvikles isoleret i hver medlemsstat, eftersom alle medlemsstater er en integrerende del af det europæiske lufttrafikstyringsnet (EATMN) både inden for og uden for Fællesskabet. Der bør derfor etableres et gradvist mere integreret operativt luftrum for den almene lufttrafik.

(22)

Med henblik på skabelsen af de funktionelle luftrumsblokke og fastlæggelsen af præstationsordningen bør Kommissionen fastlægge og tage hensyn til de nødvendige betingelser for Fællesskabet for skabelsen af en fælles europæisk flyveinformationsregion (SEFIR), som medlemsstaterne skal anmode om hos ICAO i overensstemmelse med denne organisations fastlagte procedurer og med medlemsstaternes rettigheder, forpligtelser og ansvar i henhold til konventionen angående international civil luftfart, som blev undertegnet i Chicago den 7. december 1944 (»Chicagokonventionen«). En fælles europæisk flyveinformationsregion (SEFIR), der omfatter luftrummet under medlemsstaternes ansvarsområde, bør lette en fælles planlægning og integrerede operationer med henblik på at overvinde regionale flaskehalse. Denne SEFIR bør have den nødvendige fleksibilitet til at tage hensyn til specifikke behov såsom trafiktæthed og graden af kompleksitet.

(23)

Luftrumsbrugerne har ikke alle de samme betingelser med hensyn til adgang til og fri bevægelighed i Fællesskabets luftrum. Dette skyldes manglen på harmoniserede lufttrafikregler på fællesskabsplan, især manglen på en harmoniseret luftrumsklassifikation. Kommissionen bør derfor harmonisere disse regler på grundlag af ICAO's standarder.

(24)

EATMN bør udformes og gennemføres med sigte på at opnå sikkerhed, miljømæssig bæredygtighed, kapacitetsudvidelse og forbedret omkostningseffektivitet i det samlede lufttrafiknet. Som det blev fremhævet i rapporten af 31. oktober 2008 fra Eurocontrols præstationsvurderingskommission om evaluering af initiativer vedrørende funktionelle luftrumsblokke og deres bidrag til præstationsforbedring, kan dette bedst sikres via en samordnet styring af lufttrafiknettet på fællesskabsniveau.

(25)

I overensstemmelse med erklæringen fra medlemsstaterne om militære spørgsmål i forbindelse med det fælles europæiske luftrum, der er vedføjet forordning (EF) nr. 549/2004, bør civilt/militært samarbejde og koordination spille en grundlæggende rolle i implementeringen af det fælles europæiske luftrum for at arbejde hen imod en mere fleksibel brug af luftrummet med henblik på at nå præstationsmålene for det fælles europæiske luftrum, idet der tages behørigt hensyn til effektiviteten af militære missioner.

(26)

Det er afgørende at skabe en fælles, harmoniseret luftrumsstruktur i relation til ruter, at basere den nuværende og fremtidige organisation af luftrummet på fælles principper, at sikre en gradvis gennemførelse af ATM-masterplanen, at optimere udnyttelsen af begrænsede ressourcer for at undgå unødvendige omkostninger til udstyr og at udforme og styre luftrummet efter harmoniserede regler. Til dette formål bør Kommissionen være ansvarlig for at vedtage de nødvendige regler og gennemførelsesbestemmelser med retligt bindende virkning.

(27)

Listen over funktioner for netstyring og nettets udformning bør om nødvendigt ændres for at integrere fremtidige netfunktioner defineret i ATM-masterplanen. Kommissionen bør, når den gør dette, udnytte Eurocontrols ekspertise på bedst mulig vis.

(28)

Gruppen på højt plan har henstillet til, at der opbygges nye eller forbedrede funktioner på det eksisterende grundlag, og at Eurocontrol tildeles en større rolle, samtidig med at Fællesskabet positioneres som fælles regeludsteder og princippet om adskillelse af regeludstedelse fra tjenesteudøvelse efterkommes. I overensstemmelse hermed bør Kommissionen overlade det til et reformeret Eurocontrol, som omfattes af nye reguleringsordninger, at udføre opgaver i relation til forskellige funktioner, som ikke indebærer, at der skal vedtages bindende, generelle foranstaltninger, eller at der skal foretages politiske vurderinger. Eurocontrol bør udføre disse opgaver på en upartisk og omkostningseffektiv måde og med fuld inddragelse af luftrumsbrugere og luftfartstjenesteudøvere.

(29)

Der bør træffes passende foranstaltninger til at effektivisere lufttrafikreguleringen for at bistå eksisterende operationelle enheder, herunder Eurocontrols centrale trafikreguleringsenhed (CFMU), med at sikre effektive flyveoperationer. Desuden fremhæves behovet for at sikre operationel overensstemmelse mellem flyveplaner og slots i lufthavne i meddelelsen fra Kommissionen om en handlingsplan for kapacitet, effektivitet og sikkerhed i Europas lufthavne. Desuden kan Fællesskabets observatorium for lufthavnskapacitet hjælpe med at give medlemsstaterne objektiv information, der kan bringe lufthavnskapaciteten i overensstemmelse med ATM-kapaciteten, uden at indskrænke deres kompetence på dette område.

(30)

Tilvejebringelsen af moderne, komplet og tidstro luftfartsinformation af høj kvalitet har væsentlig indflydelse på sikkerheden og letter adgangen til Fællesskabets luftrum og den frie bevægelighed inden for dette. Med ATM-masterplanen for øje bør Fællesskabet tage initiativ til at modernisere denne sektor i samarbejde med Eurocontrol og sikre, at brugere kan få adgang til disse data via et fælles offentligt kontaktpunkt, der leverer en moderne, brugervenlig og valideret integreret briefing.

(31)

Med hensyn til den elektroniske portal for meteorologisk information bør Kommissionen, når det er relevant, tage højde for de forskellige informationskilder, herunder de udpegede tjenesteydelsesleverandører.

(32)

For at undgå unødvendige administrative byrder og overlappende verifikationsprocedurer bør certifikater, som udstedes efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (10), godkendes i forbindelse med anvendelsen af nærværende forordning, når de gælder for komponenter eller systemer.

(33)

Et certifikat, som udstedes efter forordning (EF) nr. 216/2008 og anvendes som en alternativ måde til at overholde de væsentligste krav i forordning (EF) nr. 552/2004, skal vedlægges et teknisk dossier som påkrævet for at opnå certificering af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA).

(34)

Visse krav i forordning (EF) nr. 552/2004 bør ikke gælde for systemer, der blev taget i anvendelse før den 20. oktober 2005. De nationale tilsynsmyndigheder og luftfartstjenesteudøvere bør have mulighed for på nationalt plan at blive enige om, hvilke procedurer og hvilken dokumentation der kræves for at påvise, at ATM-systemer, der var taget i anvendelse før den 20. oktober 2005, overholder de væsentligste krav i forordning (EF) nr. 552/2004. I forbindelse med gennemførelsen af regler og fællesskabsspecifikationer, der vedtages efter vedtagelsen af denne forordning, bør der tages højde for denne ordning, og det bør ikke medføre krav med tilbagevirkende kraft om dokumentation.

(35)

Gruppen på højt plan anbefalede i sin endelige rapport til Kommissionen, at SESAR-programmet specifikt bør beskæftige sig med definitionen af interoperable procedurer, systemer og informationsudveksling internt i Europa og med resten af verden. Dette bør også omfatte opstilling af relevante standarder og udpegning af nye gennemførelsesregler eller fællesskabsspecifikationer i forbindelse med det fælles europæiske luftrum.

(36)

Når den vedtager gennemførelsesforanstaltninger, herunder standarder fastlagt af Eurocontrol, bør Kommissionen sikre, at foranstaltningerne omfatter alle de nødvendige forbedringer af de originale standarder, og fuldt ud tage højde for behovet for at undgå dobbeltregulering.

(37)

Den samtidige forfølgelse af målene om at øge sikkerhedsstandarderne for lufttrafikken og forbedre den generelle ydeevne for ATM og ANS for almindelig lufttrafik i Europa kræver, at der tages højde for den menneskelige faktor. Derfor bør medlemsstaterne overveje indførelsen af principperne om en åben rapporteringskultur (»just culture«).

(38)

I lyset af den foreslåede udvidelse af EASA's kompetencer til også at omfatte sikkerheden inden for lufttrafikstyring bør der sikres overensstemmelse mellem forordning (EF) nr. 549/2004, (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004 og (EF) nr. 552/2004 samt (EF) nr. 216/2008.

(39)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (11). Disse foranstaltninger bør vedtages inden for en passende tidsramme for at overholde de tidsfrister, der er fastsat i denne forordning og forordning (EF) nr. 549/2004, (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004, (EF) nr. 552/2004 og (EF) nr. 216/2008.

(40)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at tilpasse foranstaltninger som følge af den tekniske eller operationelle udvikling og fastsætte grundlæggende kriterier og procedurer for udøvelsen af visse netstyringsfunktioner. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i forordning (EF) nr. 549/2004, (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004 og (EF) nr. 552/2004 ved at supplere dem med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(41)

Når de frister, der normalt gælder i forbindelse med forskriftsproceduren med kontrol, i særligt hastende tilfælde ikke kan overholdes, bør Kommissionen have mulighed for at anvende hasteproceduren i artikel 5a, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF.

(42)

Ministererklæringen vedrørende Gibraltar lufthavn, der blev opnået enighed om den 18. september 2006 i Córdoba (»ministererklæringen«) under det første møde på ministerplan i dialogforummet vedrørende Gibraltar, erstatter den fælles erklæring vedrørende lufthavnen, der blev vedtaget den 2. december 1987 i London, og fuld iagttagelse heraf anses for at være ensbetydende med fuld iagttagelse af erklæringen fra 1987.

(43)

Denne forordning gælder fuldt ud for Gibraltar lufthavn i kraft af ministererklæringen. Med forbehold af ministererklæringen skal anvendelsen på Gibraltar lufthavn og alle foranstaltninger i forbindelse med dens gennemførelse svare fuldt ud til denne erklæring og alle de deri indeholdte arrangementer.

(44)

Forordning (EF) nr. 549/2004, (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004 og (EF) nr. 552/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 549/2004 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1.   Formålet med initiativet vedrørende oprettelse af et fælles europæisk luftrum er at forbedre lufttrafikkens nuværende sikkerhedsstandarder, at bidrage til en bæredygtig udvikling af lufttrafiksystemet, og at forbedre præstationerne generelt inden for systemet af lufttrafikstyring (ATM) og luftfartstjenester (ANS) for den almene lufttrafik i Europa for derigennem at tilgodese alle luftrumsbrugeres behov. Dette fælles europæiske luftrum består af et sammenhængende paneuropæisk net af ruter, netstyrings- og lufttrafikstyringssystemer, som udelukkende er baseret på sikkerhedsmæssige, effektivitetsmæssige og tekniske hensyn til fordel for alle luftrumsbrugere. I den sammenhæng fastsættes et harmoniseret regelsæt for oprettelsen af det fælles europæiske luftrum ved denne forordning.

2.   Anvendelsen af denne forordning og de i artikel 3 omhandlede foranstaltninger berører ikke medlemsstaternes højhedsret over deres luftrum og medlemsstaternes krav for så vidt angår den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvarsspørgsmål som omhandlet i artikel 13. Denne forordning og de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, omfatter ikke militære operationer og militær træningsflyvning.

3.   Anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, berører ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser i henhold til Chicagokonventionen af 1944 angående international civil luftfart (»Chicagokonventionen«). I denne forbindelse er en yderligere målsætning i denne forordning på det relevante område at bistå medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser i henhold til Chicagokonventionen ved at skabe et grundlag for en fælles fortolkning og ensartet gennemførelse af dens bestemmelser og ved at sikre, at der tages behørigt hensyn til disse bestemmelser i denne forordning og i de tilsvarende gennemførelsesbestemmelser.

4.   Anvendelsen af denne forordning på Gibraltars lufthavn foregriber ikke henholdsvis Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands retlige holdning til de bestående uoverensstemmelser med hensyn til suveræniteten over det område, lufthavnen er beliggende på.«

2)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

Nr. 8) affattes således:

»8)

»luftrumsbrugere«: operatører af luftfartøjer, der anvendes i forbindelse med almen lufttrafik«.

b)

Nr. 10) affattes således:

»10)

»lufttrafikstyring (ATM)«: de samlede luftbårne og jordbaserede funktioner (lufttrafiktjenester, luftrumsstyring og lufttrafikregulering), der kræves for at sikre, at luftfartøjer kan operere sikkert og effektivt i alle faser af en flyvning«.

c)

Følgende nummer indsættes:

»13a)

»ATM-masterplanen«: den plan, som Rådet har godkendt ved Rådets afgørelse 2009/320/EF (12) i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 219/2007 af 27. februar 2007 om oprettelse af et fællesforetagende til udvikling af en ny generation af det europæiske lufttrafikstyringssystem (SESAR) (13)

d)

Nr. 15) affattes således:

»15)

»certifikat«: et dokument, som udstedes af en national tilsynsmyndighed i en form foreskrevet i national lovgivning, og som bekræfter, at en luftfartstjenesteudøver opfylder de krav, der er forbundet med at udøve en bestemt tjeneste«.

e)

Nr. 21) udgår.

f)

Nr. 22) affattes således:

»22)

»fleksibel udnyttelse af luftrummet«: et luftrumsstyringskoncept, der anvendes i ECAC-området (ECAC — Den Europæiske Konference for Civil Luftfart), på grundlag af »Airspace Management Handbook for the application of the Concept of the Flexible Use of Airspace«, som er udgivet af Eurocontrol«.

g)

Følgende numre indsættes:

»23a)

»flyinformationstjeneste«: en tjeneste, som har til formål at levere rådgivning og informationer, der fremmer en sikker og effektiv afvikling af lufttrafikken

23b)

»alarmtjenester«: en tjeneste, som har til formål at underrette relevante organisationer om fly, der har brug for eftersøgnings- og redningsbistand, og i givet fald at bistå sådanne organisationer«.

h)

Nr. 25) affattes således:

»25)

»funktionel luftrumsblok«: en luftrumsblok, som er baseret på operationelle krav og er oprettet uden hensyntagen til landegrænser, hvori udøvelsen af luftfartstjenester og tilknyttede funktioner er præstationsorienteret og optimeret med henblik på, at der i hver funktionel luftrumsblok indføres øget samarbejde blandt luftfartstjenesteudøverne eller i givet fald en integreret tjenesteudøver«.

i)

Nr. 37) udgår.

j)

Følgende nummer tilføjes:

»41)

»grænseoverskridende tjenester«: en situation, hvor luftfartstjenesterne udøves i en medlemsstat af en tjenesteudøver, der har certifikat i en anden medlemsstat.«

3)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Nationale tilsynsmyndigheder

1.   Medlemsstaterne enten udpeger eller opretter i fællesskab eller hver for sig et eller flere organer som deres nationale tilsynsmyndighed til at varetage de opgaver, som påhviler en sådan myndighed i henhold til denne forordning og de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3.

2.   De nationale tilsynsmyndigheder er uafhængige af luftfartstjenesteudøverne. Denne uafhængighed opnås gennem en passende adskillelse mellem de nationale tilsynsmyndigheder og tjenesteudøvere, i det mindste på det funktionelle plan.

3.   De nationale tilsynsmyndigheder udøver deres beføjelser på en uvildig, uafhængig og gennemskuelig måde. Dette opnås ved at anvende hensigtsmæssige ledelses- og kontrolmekanismer, herunder inden for en medlemsstats administration. Imidlertid hindrer dette ikke de nationale tilsynsmyndigheder i at gennemføre deres opgaver inden for rammerne af de organisationsregler, der er gældende for nationale civile luftfartsmyndigheder eller andre offentlige organer.

4.   Medlemsstaterne sørger for, at de nationale tilsynsmyndigheder råder over nødvendige ressourcer og kapaciteter til at udføre de opgaver effektivt og rettidigt, som de har fået pålagt i henhold til denne forordning.

5.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navne og adresser på de nationale tilsynsmyndigheder samt ændringer heraf og anfører, hvilke foranstaltninger der er truffet for at sikre, at stk. 2, 3 og 4 overholdes.«

4)

Artikel 5, stk. 4, erstattes af følgende:

»4.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

5.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1, 2, 4 og 6, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.«

5)

Artikel 6-11 affattes således:

»Artikel 6

Rådgivende organ for luftfart

Uden at dette berører udvalgets og Eurocontrols rolle, nedsætter Kommissionen et »rådgivende organ for luftfart«, der består af luftfartstjenesteudøvere, sammenslutninger af luftrumsbrugere, lufthavnsoperatører, fabrikanter og faglige sammenslutninger. Organet har udelukkende til opgave at rådgive Kommissionen om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum.

Artikel 7

Forbindelser med europæiske tredjelande

Fællesskabet og dets medlemsstater sigter mod og yder støtte til at udvide det fælles europæiske luftrum til stater, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union. Med dette formål bestræber de sig på, inden for rammerne af aftaler med tilgrænsende tredjelande eller inden for rammerne af aftaler om funktionelle luftrumsblokke, at udvide anvendelsen af denne forordning og de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, så disse lande også bliver omfattet.

Artikel 8

Gennemførelsesbestemmelser

1.   Med henblik på udarbejdelse af gennemførelsesbestemmelser kan Kommissionen i givet tilfælde udstede mandater til Eurocontrol eller en anden instans med angivelse af de opgaver, der skal udføres, og tidsplanen herfor og under hensyntagen til de relevante frister som fastlagt i nærværende forordning. Kommissionen handler efter rådgivningsproceduren i artikel 5, stk. 2.

2.   Når Kommissionen agter at udstede et mandat i overensstemmelse med stk. 1, bestræber den sig i den forbindelse på at få det bedste ud af de eksisterende ordninger for inddragelse og høring af alle berørte parter, for så vidt som disse ordninger er i overensstemmelse med Kommissionens praksis med hensyn til gennemskuelighed og høringsprocedurer og ikke strider mod dens institutionelle forpligtelser.

Artikel 9

Sanktioner

De sanktioner, som medlemsstaterne fastlægger for især luftrumsbrugeres og luftfartstjenesteudøveres overtrædelse af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Artikel 10

Høring af interessenter

1.   Medlemsstaterne, som handler i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, opretter høringsmekanismer med henblik på passende inddragelse af interessenterne, herunder faglige sammenslutninger, i oprettelsen af det fælles europæiske luftrum.

2.   Kommissionen opretter en høringsmekanisme på fællesskabsplan. Det særlige sektordialogudvalg, der oprettedes i henhold til afgørelse 98/500/EF, inddrages i høringen.

3.   Høringen af interessenterne skal navnlig omfatte udvikling og indførelse af nye koncepter og teknologier i det europæiske lufttrafikstyringsnet.

Interessenterne kan omfatte:

luftfartstjenesteudøvere

lufthavnsoperatører

relevante luftrumsbrugere eller relevante grupper, der repræsenterer luftrumsbrugere

militære myndigheder

fabrikanter og

faglige sammenslutninger.

Artikel 11

Præstationsordning

1.   For at forbedre luftfartstjenesters og netfunktioners præstationer i det fælles europæiske luftrum oprettes en præstationsordning for luftfartstjenester og netfunktioner. Den skal omfatte:

a)

fællesskabsdækkende præstationsmål om centrale præstationsområder, herunder sikkerhed, miljø, kapacitet og omkostningseffektivitet

b)

nationale planer eller planer for funktionelle luftrumsblokke, herunder præstationsmål, der sikrer overensstemmelse med fællesskabsdækkende præstationsmål og

c)

periodisk gennemgang, overvågning og benchmarking af luftfartstjenesters og netfunktioners præstationer

2.   Efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, kan Kommissionen udpege Eurocontrol eller en anden upartisk og kompetent instans til at fungere som et »præstationsvurderingsorgan«. Præstationsvurderingsorganet har til opgave at bistå Kommissionen, i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder, og på anmodning at bistå de nationale tilsynsmyndigheder ved gennemførelsen af den i stk. 1 nævnte præstationsordning. Kommissionen sørger for, at præstationsvurderingsorganet handler uafhængigt ved udførelsen af de opgaver, det har fået overdraget af Kommissionen.

3.

a)

De fællesskabsdækkende præstationsmål for lufttrafikstyringsnet vedtages af Kommissionen efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, under hensyntagen til de relevante input fra de nationale tilsynsmyndigheder på nationalt plan eller på de funktionelle luftrumsblokkes plan.

b)

De nationale planer eller planerne for de funktionelle luftrumsblokke, der henvises til i stk. 1, litra b), udarbejdes af de nationale tilsynsmyndigheder og vedtages af medlemsstaten/medlemsstaterne. Disse planer skal omfatte bindende nationale mål eller mål for de funktionelle luftrumsblokke og en passende incitamentsordning som vedtaget af medlemsstaten/medlemsstaterne. Planerne udarbejdes efter høring af luftfartstjenesteudøvere, repræsentanter for luftrumsbrugere og eventuelt lufthavnsoperatører og lufthavnskoordinatorer.

c)

Kommissionen vurderer under anvendelse af vurderingskriterierne i stk. 6, litra d), om de nationale mål eller målene for de funktionelle luftrumsblokke er i overensstemmelse med de fællesskabsdækkende præstationsmål.

Hvis Kommissionen fastslår, at et eller flere nationale mål eller mål for de funktionelle luftrumsblokke ikke opfylder vurderingskriterierne, kan den efter rådgivningsproceduren i artikel 5, stk. 2, bestemme, at de pågældende nationale tilsynsmyndigheder skal udarbejde reviderede præstationsmål. Den pågældende medlemsstat/de pågældende medlemsstater skal godkende reviderede præstationsmål og træffe passende foranstaltninger, som skal meddeles rettidigt til Kommissionen.

Hvor Kommissionen finder, at de reviderede præstationsmål og passende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan den efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, bestemme, at de pågældende medlemsstater skal træffe afhjælpende foranstaltninger.

Alternativt kan Kommissionen med tilstrækkeligt underbyggende bevismateriale beslutte at revidere de fællesskabsdækkende præstationsmål efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3.

d)

Referenceperioden for præstationsordningen dækker mindst tre og højst fem år. Er de nationale mål eller målene for de funktionelle luftrumsblokke ikke opfyldt inden for denne periode, anvender medlemsstaterne og/eller de nationale tilsynsmyndigheder de hensigtsmæssige foranstaltninger, som de har fastlagt. Den første referenceperiode dækker de første tre år efter vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne som nævnt i stk. 6.

e)

Kommissionen vurderer regelmæssigt, om præstationsmålene er nået, og fremlægger resultaterne for udvalget for det fælles luftrum.

4.   Følgende procedurer gælder for den i stk. 1 nævnte præstationsordning:

a)

indsamling, validering, undersøgelse, evaluering og udbredelse af relevante data om luftfartstjenesters og netfunktioners præstationer fra alle relevante parter, herunder luftfartstjenesteudøvere, luftrumsbrugere, lufthavnsoperatører, nationale tilsynsmyndigheder, medlemsstaterne og Eurocontrol

b)

udvælgelse af egnede centrale præstationsområder på grundlag af ICAO's dokument nr. 9854 »Global Air Traffic Management Operational Concept« og i overensstemmelse med dem, der er fastlagt i præstationsrammen i ATM-masterplanen, herunder sikkerhed, miljø, kapacitet og omkostningseffektivitet, der om nødvendigt tilpasses for at tage hensyn til de specifikke behov i det fælles europæiske luftrum og relevante mål for disse områder samt fastsættelse af et begrænset antal centrale præstationsindikatorer til måling af præstationen

c)

udarbejdelse af fællesskabsdækkende præstationsmål, der defineres under hensyntagen til input, der er fastlagt på nationalt plan eller på de funktionelle luftrumsblokkes plan

d)

vurdering af de nationale mål eller målene for de funktionelle luftrumsblokke på grundlag af de nationale planer eller planerne for de funktionelle luftrumsblokke, og

e)

overvågning af de nationale planer eller planerne for de funktionelle luftrumsblokke, herunder hensigtsmæssige varslingsmekanismer.

Kommissionen kan tilføje yderligere procedurer til listen over de procedurer, som er omhandlet i dette stykke. Disse foranstaltninger, der gennem en tilføjelse har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5, stk. 4.

5.   Der skal i forbindelse med udformningen af præstationsordningen tages hensyn til, at en-route-tjenester, terminaltjenester og netfunktioner er forskellige, og at de i givet fald også skal behandles tilsvarende med henblik på præstationsvurderingen.

6.   Med henblik på fastsættelse af, hvordan denne præstationsordning skal fungere i detaljer, vedtager Kommissionen senest den 4. december 2011 og inden for en passende tidsramme med henblik på overholdelse af de relevante frister, der er fastlagt i denne forordning, gennemførelsesbestemmelser efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3. Disse gennemførelsesbestemmelser omfatter følgende:

a)

indhold af og tidsplan for de i stk. 4 omhandlede procedurer

b)

referenceperioden og intervaller for vurderingen af opnåelsen af præstationsmål og opstilling af nye mål

c)

kriterierne for de nationale tilsynsmyndigheders udarbejdelse af nationale præstationsplaner eller præstationsplanerne for de funktionelle luftrumsblokke, som indeholder de nationale præstationsmål eller præstationsmålene for de funktionelle luftrumsblokke og incitamentsordningen. Præstationsplanerne skal:

i)

bygge på luftfartstjenesteudøvernes forretningsplaner

ii)

omhandle alle omkostningskomponenter i det nationale omkostningsgrundlag eller omkostningsgrundlagene for de funktionelle luftrumsblokke

iii)

inddrage bindende præstationsmål, der er i overensstemmelse med de fællesskabsdækkende præstationsmål

d)

kriterier til vurdering af, hvorvidt de nationale mål eller målene for de funktionelle luftrumsblokke er i overensstemmelse med de fællesskabsdækkende præstationsmål i referenceperioden, og til støtte til varslingsmekanismer

e)

generelle principper for medlemsstaternes oprettelse af tilskyndelsesordningen

f)

principper for anvendelsen af en overgangsordning, der er nødvendig for tilpasningen til præstationsordningens funktion, og som ikke anvendes længere end 12 måneder efter vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne.«

6)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 2 affattes således:

»2.   Kommissionen evaluerer regelmæssigt anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, og forelægger sin første rapport herom til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 4. juni 2011 og herefter ved udgangen af hver referenceperiode i henhold til artikel 11, stk. 3, litra d). Med henblik herpå kan Kommissionen, når det er begrundet, anmode medlemsstaterne om yderligere oplysninger som supplement til oplysningerne i de rapporter, de indsender i henhold til denne artikels stk. 1.«

b)

Stk. 4 affattes således:

»4.   Rapporterne skal indeholde en evaluering af resultaterne af de foranstaltninger, der er truffet i medfør af denne forordning, herunder relevant information om udviklingen i sektoren, og navnlig de økonomiske, miljømæssige, sociale, beskæftigelsesmæssige og teknologiske aspekter, samt om tjenesternes kvalitet, i forhold til de oprindelige mål og de fremtidige behov.«

7)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 13a

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur

Ved gennemførelsen af denne forordning og forordning (EF) nr. 550/2004, (EF) nr. 551/2004, (EF) nr. 552/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (14) samarbejder medlemsstaterne og Kommissionen i overensstemmelse med deres respektive roller i henhold til denne forordning i givet fald med Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur for at sikre, at alle sikkerhedsmæssige aspekter er taget behørigt i betragtning.

Artikel 2

I forordning (EF) nr. 550/2004 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2-4 affattes således:

»Artikel 2

De nationale tilsynsmyndigheders opgaver

1.   De i rammeforordningens artikel 4 omhandlede nationale tilsynsmyndigheder fører passende tilsyn med anvendelsen af denne forordning og påser navnlig, at luftfartstjenesteudøvere, der udøver tjenester vedrørende det luftrum, der hører ind under den medlemsstats ansvarsområde, som har udpeget eller oprettet den relevante myndighed, opererer sikkert og effektivt.

2.   Med henblik herpå foretager den enkelte nationale tilsynsmyndighed behørige inspektioner og undersøgelser for at verificere, at kravene i denne forordning opfyldes, herunder kravene til personaleressourcer til udøvelse af luftfartstjenester. Den berørte luftfartstjenesteudøver letter dette arbejde.

3.   Når der er tale om funktionelle luftrumsblokke, som strækker sig over luftrum, der hører under mere end én medlemsstats ansvarsområde, indgår de berørte medlemsstater en aftale om det tilsyn, der er omhandlet i denne artikel, for så vidt angår de luftfartstjenesteudøvere, der udøver tjenester i forbindelse med de pågældende luftrumsblokke.

4.   De nationale tilsynsmyndigheder arbejder tæt sammen om at sikre et tilstrækkeligt tilsyn med luftfartstjenesteudøvere med gyldigt certifikat fra en medlemsstat, som også udøver tjenester i forbindelse med luftrum, der hører ind under en anden medlemsstats ansvarsområde. Et sådant samarbejde skal omfatte aftaler om, hvordan manglende opfyldelse af de relevante fælles krav, jf. artikel 6, eller betingelser, jf. bilag II, skal behandles.

5.   Hvor der leveres luftfartstjenester på tværs af grænser, skal en sådan ordning omfatte en aftale om gensidig anerkendelse af de tilsynsopgaver, der er nævnt i stk. 1 og 2 samt af resultatet af disse opgaver. Denne gensidige anerkendelse gælder ligeledes i forbindelse med ordninger for anerkendelse de nationale tilsynsmyndigheder imellem af certificeringsprocessen for tjenesteudøvere.

6.   De nationale tilsynsmyndigheder kan endvidere, såfremt det er tilladt ifølge national lovgivning og med henblik på regionalt samarbejde, indgå aftaler om opdeling af ansvarsområderne i forbindelse med tilsynsopgaverne.

Artikel 3

Kvalificerede enheder

1.   De nationale tilsynsmyndigheder kan beslutte helt eller delvis at overdrage de inspektioner og undersøgelser, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, til kvalificerede enheder, som opfylder kravene i bilag I.

2.   En sådan overdragelse fra en national tilsynsmyndighed er gyldig i Fællesskabet i en periode på tre år, der kan forlænges. Nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge enhver af de kvalificerede enheder, som er beliggende i Fællesskabet, at foretage disse inspektioner og undersøgelser.

Artikel 4

Sikkerhedskrav

Kommissionen vedtager efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen gennemførelsesbestemmelser, som inddrager relevante bestemmelser i Eurocontrols sikkerhedskrav (Eurocontrol safety regulatory requirements — ESARR) og efterfølgende ændringer af disse krav, der falder inden for denne forordnings anvendelsesområde, om nødvendigt med passende tilpasninger.«

2)

Artikel 5 udgår.

3)

Artikel 7, stk. 6 og 7, affattes således:

»6.   Uden at det berører artikel 8 og 9, giver udstedelsen af et certifikat luftfartstjenesteudøvere mulighed for at tilbyde deres tjenester til medlemsstater, andre luftfartstjenesteudøvere, luftrumsbrugere og lufthavne i Fællesskabet.

7.   De nationale tilsynsmyndigheder overvåger opfyldelsen af de fælles krav og de betingelser, der er knyttet til certifikaterne. De nærmere detaljer i forbindelse med tilsynet indgår i de årlige rapporter, som medlemsstaterne indsender i henhold til artikel 12, stk. 1, i rammeforordningen. Hvis en national tilsynsmyndighed finder, at indehaveren af et certifikat ikke længere opfylder disse krav eller betingelser, træffer den passende foranstaltninger, idet den samtidig sikrer kontinuiteten i tjenesterne, så længe sikkerheden ikke bringes i fare. Sådanne foranstaltninger kan også omfatte en tilbagekaldelse af certifikatet.«

4)

Artikel 8 affattes således:

»Artikel 8

Udpegelse af lufttrafiktjenesteudøvere

1.   Medlemsstaterne sikrer for så vidt angår luftrummet under deres ansvarsområde, at der udøves lufttrafiktjenester med eneret inden for specifikke luftrumsblokke. Med henblik herpå udpeger medlemsstaterne en lufttrafiktjenesteudøver, som er indehaver af et certifikat, der er gyldigt i Fællesskabet.

2.   I forbindelse med levering af grænseoverskridende tjenester skal medlemsstaterne sikre, at overholdelse af denne artikel og artikel 10, stk. 3, ikke hindres af deres nationale retsregler, der kræver, at lufttrafiktjenesteudøvere, som udøver tjenester i et luftrum, der hører ind under denne medlemsstats ansvarsområde:

a)

skal ejes, enten direkte eller i kraft af en ejermajoritet, af denne medlemsstat eller dennes statsborgere, eller

b)

skal have deres hovedaktivitetssted eller vedtægtsmæssige hjemsted på denne medlemsstats område, eller

c)

alene må benytte faciliteter i denne medlemsstat.

3.   Medlemsstaterne definerer, hvilke rettigheder og forpligtelser de udpegede lufttrafiktjenesteudøvere har. Forpligtelserne kan omfatte vilkår for rettidig levering af relevante oplysninger, der gør det muligt at identificere al flyvning med luftfartøjer i det luftrum, som hører ind under medlemsstaternes ansvarsområde.

4.   Medlemsstaterne skal kunne udøve et skøn ved valget af lufttrafiktjenesteudøver, forudsat at denne opfylder de krav og betingelser, der er omhandlet i artikel 6 og 7.

5.   For så vidt angår de funktionelle luftrumsblokke, som er oprettet i medfør af artikel 9a, og som strækker sig over luftrum, der hører ind under mere end én medlemsstats ansvarsområde, udpeger de berørte medlemsstater sammen, jf. stk. 1, én eller flere lufttrafiktjenesteudøvere mindst en måned før iværksættelsen af den funktionelle luftrumsblok.

6.   Medlemsstaterne underretter omgående Kommissionen og de andre medlemsstater om enhver beslutning truffet i medfør af denne artikel vedrørende udpegelse af lufttrafiktjenesteudøvere inden for de specifikke luftrumsblokke i det luftrum, der hører ind under deres ansvarsområde.«

5)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 9a

Funktionelle luftrumsblokke

1.   Medlemsstaterne træffer senest den 4. december 2012 alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at funktionelle luftrumsblokke gennemføres med henblik på at opnå den krævede kapacitet og effektivitet i lufttrafikstyringsnettet inden for det fælles europæiske luftrum, opretholde et højt sikkerhedsniveau, bidrage til at forbedre lufttrafiksystemets præstationer generelt og mindske miljøpåvirkningerne. Medlemsstaterne, og navnlig medlemsstater, der etablerer tilgrænsende funktionelle luftrumsblokke, samarbejder indbyrdes i videst mulig omfang for at sikre, at denne bestemmelse efterkommes. Samarbejdet kan i givet fald også omfatte tredjelande, der deltager i funktionelle luftrumsblokke.

2.   De funktionelle luftrumsblokke skal bl.a.:

a)

understøttes af en sikkerhedsmæssig risikoanalyse

b)

gøre det muligt at udnytte luftrummet optimalt under hensyn til lufttrafikken

c)

sikre overensstemmelse med det europæiske rutenet, der er oprettet i henhold til artikel 6 i luftrumsforordningen

d)

være begrundet ved, at de indebærer en generel merværdi, herunder en optimal udnyttelse af tekniske og menneskelige ressourcer, baseret på cost-benefit-analyser

e)

sikre en gnidningsløs og fleksibel overdragelse af ansvaret for flyvekontrollen mellem lufttrafiktjenesteenheder

f)

sikre forenelighed mellem de forskellige luftrumskonfigurationer, blandt andet ved at optimere de nuværende flyveinformationsregioner

g)

opfylde betingelserne i regionale aftaler indgået i ICAO-regi

h)

respektere regionale aftaler, der gælder på datoen for denne forordnings ikrafttræden, navnlig aftaler, der involverer europæiske tredjelande, og

i)

lette overensstemmelse med fællesskabsdækkende præstationsmål.

3.   En funktionel luftrumsblok kan kun oprettes ved gensidig aftale mellem alle de medlemsstater og i påkommende tilfælde tredjelande, der har ansvaret for en del af det luftrum, som den funktionelle luftrumsblok omfatter. Inden Kommissionen underrettes om oprettelsen af en funktionel luftrumsblok, forelægger den eller de berørte medlemsstater Kommissionen, de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter relevante oplysninger og giver dem mulighed for at fremsætte bemærkninger.

4.   Når en funktionel luftrumsblok vedrører luftrum, der helt eller delvis hører ind under to eller flere medlemsstaters ansvarsområde, skal den aftale, i henhold til hvilken den funktionelle luftrumsblok oprettes, indeholde de nødvendige bestemmelser med hensyn til, hvordan blokken kan ændres, og hvordan en medlemsstat kan trække sig ud af en blok, herunder overgangsordninger.

5.   Ved tvister mellem to eller flere medlemsstater om en grænseoverskridende funktionel luftrumsblok, der vedrører luftrum under deres ansvarsområde, kan de berørte medlemsstater i fællesskab forelægge sagen for Udvalget for det Fælles Luftrum med henblik på en udtalelse. Udtalelsen afgives til de berørte medlemsstater. Med forbehold af stk. 3 tager medlemsstaterne hensyn til nævnte udtalelse med henblik på at finde en løsning.

6.   Kommission skal, når den har modtaget meddelelse fra medlemsstaterne om de aftaler og erklæringer, der er nævnt i stk. 3 og 4, vurdere hver enkelt funktionelle luftrumsbloks opfyldelse af betingelserne i stk. 2 og forelægge resultaterne for Udvalget for det Fælles Luftrum til diskussion. Finder Kommissionen, at en eller flere af de funktionelle luftrumsblokke ikke opfylder betingelserne, skal den indlede en dialog med de berørte medlemsstater med henblik på at opnå enighed om de foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på situationen.

7.   Med forbehold af stk. 6 meddeles de aftaler og erklæringer, der er omhandlet i stk. 3 og 4, Kommissionen med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. I forbindelse med offentliggørelsen præciseres ikrafttrædelsestidspunktet for den relevante afgørelse.

8.   Der skal senest den 4. december 2010 udarbejdes vejledningsmateriale vedrørende oprettelse og ændring af funktionelle luftrumsblokke i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i artikel 5, stk. 2, i rammeforordningen.

9.   Kommissionen vedtager senest den 4. december 2011 og i overensstemmelse med forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen gennemførelsesbestemmelser vedrørende de oplysninger, som medlemsstaterne skal tilvejebringe, før en funktionel luftrumsblok kan oprettes og ændres i overensstemmelse med denne artikels stk. 3.

Artikel 9b

Koordinator for funktionelle luftrumsblokke

1.   Kommissionen kan med det formål at lette oprettelsen af funktionelle luftrumsblokke udpege en koordinator for funktionelle luftrumsblokke (»koordinatoren«). Kommissionen handler efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen.

2.   Med forbehold af artikel 9a, stk. 5, er det koordinatorens opgave efter anmodning fra alle berørte medlemsstater og, i påkommende tilfælde, tredjelande, der deltager i den samme funktionelle luftrumsblok, at lette problemløsning i forhandlingsfasen for således at fremskynde oprettelsen af funktionelle luftrumsblokke. Koordinatoren handler ud fra et mandat fra alle berørte medlemsstater og i påkommende tilfælde tredjelande, der deltager i den samme funktionelle luftrumsblok.

3.   Koordinatoren er upartisk, navnlig i forhold til medlemsstaterne, tredjelande, Kommissionen og interessenter.

4.   Koordinatoren må ikke videregive oplysninger, som vedkommende har modtaget under udførelsen af sine opgaver, undtagen hvis dette tillades af den/de berørte medlemsstat(er) og eventuelle tredjelande.

5.   Koordinatoren rapporterer til Kommissionen, Udvalget for det Fælles Luftrum og Europa-Parlamentet hver tredje måned efter vedkommendes udnævnelse. Rapporten skal omfatte et resume af forhandlingerne og forhandlingsresultater.

6.   Koordinatorens mandat udløber, når den sidste aftale om funktionelle luftrumsblokke er undertegnet, dog senest den 4. december 2012.«

6)

Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

Forbindelserne til de militære myndigheder

Medlemsstaterne træffer som led i den fælles transportpolitik de nødvendige foranstaltninger til at sikre indgåelsen eller fornyelsen af skriftlige aftaler eller tilsvarende retlige ordninger mellem de kompetente civile og militære myndigheder om styringen af specifikke luftrumsblokke.«

7)

Artikel 12, stk. 3, affattes således:

»3.   Når luftfartstjenesteudøvere udøver et bundt af tjenester, specificerer og angiver de omkostninger og indtægter, der hidrører fra luftfartstjenesterne, opgjort i overensstemmelse med den i artikel 14 omhandlede afgiftsordning for luftfartstjenester, og de fører i givet fald konsoliderede regnskaber for andre tjenester, som ikke er luftfartstjenester, således som de ville være forpligtede til, hvis de pågældende tjenester blev udøvet af adskilte virksomheder.«

8)

Artikel 14 affattes således:

»Artikel 14

Generelt

I overensstemmelse med kravene i artikel 15 og 16 skal en afgiftsordning for luftfartstjenester bidrage til større gennemskuelighed med hensyn til beregning, pålæggelse og opkrævning af afgifter hos luftrumsbrugere og bidrage til omkostningseffektiviteten ved udøvelsen af luftfartstjenester og flyvningens effektivitet under opretholdelse af et optimalt sikkerhedsniveau. Denne afgiftsordning skal også være i overensstemmelse med artikel 15 i Chicagokonventionen af 1944 angående international civil luftfart og med Eurocontrols afgiftsordning for en route-afgifter.«

9)

Artikel 15 affattes således:

»Artikel 15

Principper

1.   Afgiftsordningen baseres på en opgørelse af de omkostninger ved luftfartstjenester, som tjenesteudøverne pådrager sig til fordel for luftrumsbrugerne. Ordningen fordeler disse omkostninger på brugerkategorier.

2.   Følgende principper lægges til grund ved etableringen af omkostningsgrundlaget for afgifterne:

a)

De omkostninger, der skal fordeles på luftrumsbrugerne, skal være de konstaterede omkostninger ved udøvelsen af luftfartstjenester, herunder passende beløb til forrentning af kapitalinvesteringer og afskrivning af aktiver, samt omkostningerne til vedligeholdelse, drift, forvaltning og administration. De fastlagte omkostninger er de omkostninger, der er fastlagt af medlemsstaterne på nationalt eller FAB-niveau enten i begyndelsen af referenceperioden for hvert kalenderår i den referenceperiode, der omtales i artikel 11 i rammeforordningen, eller i løbet af referenceperioden, der følger passende justeringer og anvender advarselsmekanismerne i artikel 11 i rammeforordningen.

b)

De omkostninger, der skal medtages i denne forbindelse, er dem, som skønnes at vedrøre de faciliteter og tjenester, der er omhandlet i og implementeret i henhold til ICAO's Regional Air Navigation Plan, European Region. De kan også omfatte omkostninger, som de nationale tilsynsmyndigheder og/eller kvalificerede enheder har pådraget sig, og andre omkostninger, som den berørte medlemsstat og tjenesteudøver har pådraget sig i forbindelse med tilvejebringelsen af luftfartstjenester. De omfatter ikke omkostningerne til sanktioner, som medlemsstaterne har pålagt i medfør af artikel 9 i rammeforordningen, ej heller omkostningerne til afhjælpende foranstaltninger, som medlemsstaterne har pålagt ifølge artikel 11 i rammeforordningen.

c)

Hvad angår de funktionelle luftrumsblokke og som en del af deres respektive rammeaftaler gør medlemsstaterne sig rimelige bestræbelser på at nå til enighed om fælles principper for opkrævningspolitik.

d)

Omkostningerne ved de forskellige luftfartstjenester opgøres særskilt som fastsat i artikel 12, stk. 3.

e)

Krydssubsidiering mellem en route-tjenester og terminaltjenester tillades ikke. Omkostninger, der vedrører både terminaltjenester og en route-tjenester, fordeles proportionalt mellem en route-tjenester og terminaltjenester på grundlag af en gennemskuelig metode. Krydssubsidiering mellem forskellige luftfartstjenester er kun tilladt, når det er objektivt begrundet, og forudsat at det angives klart.

f)

Det skal sikres, at omkostningsgrundlaget for afgifterne er gennemskueligt. Der fastsættes gennemførelsesbestemmelser for tjenesteudøvernes fremsendelse af oplysninger, således at det bliver muligt at kontrollere udøverens overslag, faktiske omkostninger og indtægter. Der udveksles regelmæssigt oplysninger mellem de nationale tilsynsmyndigheder, tjenesteudøverne, luftrumsbrugerne, Kommissionen og Eurocontrol.

3.   Medlemsstaterne overholder følgende principper ved afgiftsfastsættelsen i overensstemmelse med stk. 2:

a)

Afgifter for tilvejebringelsen af luftfartstjenester skal fastsættes på ikke-diskriminerende vilkår. Der må, når forskellige grupper af luftrumsbrugere pålægges afgifter for brug af samme tjeneste, ikke foretages nogen forskelsbehandling i henseende til nationalitet eller brugerkategori.

b)

Visse brugere, navnlig operatører af lette luftfartøjer og statsluftfartøjer, kan fritages for betaling af afgifter, forudsat at omkostningerne ved en sådan fritagelse ikke overføres på andre brugere.

c)

Afgifter fastsættes for hvert kalenderår på grundlag af de fastlagte omkostninger eller kan fastsættes på betingelser fastsat af medlemsstaterne til fastlæggelse af enhedssatsens maksimumsniveau eller for de årlige indtægter i en periode på højst fem år.

d)

Indtægterne fra luftfartstjenester må være så store, at de skaber et rimeligt afkast på aktiverne, så de kan bidrage til nødvendige kapitalforbedringer.

e)

Afgifterne skal afspejle omkostningerne ved de luftfartstjenester og -faciliteter, som stilles til rådighed for luftrumsbrugerne, under hensyntagen til de forskellige involverede typer luftfartøjers relative produktionskapacitet.

f)

Afgifterne skal fremme en sikker, effektiv og bæredygtig udøvelse af luftfartstjenester for at opnå et højt sikkerhedsniveau samt omkostningseffektivitet; de skal desuden opfylde præstationsmålene og stimulere til integreret udøvelse af tjenester, samtidig med at de skal mindske luftfartens miljømæssige følgevirkninger. De nationale tilsynsmyndigheder kan til dette formål og i forbindelse med de nationale præstationsplaner eller præstationsplanerne for de funktionelle luftrumsblokke oprette mekanismer, herunder incitamenter i form af økonomiske fordele og ulemper, der tilskynder luftfartstjenesteudøvere og/eller luftrumsbrugere til at støtte forbedringer i udøvelsen af luftfartstjenester, som f.eks. øget kapacitet, færre forsinkelser og bæredygtig udvikling, samtidig med at de opretholder et optimalt sikkerhedsniveau.

4.   Kommissionen vedtager udførlige gennemførelsesbestemmelser til nærværende artikel efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen.«

10)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 15a

Fælles projekter

1.   Fælles projekter kan bidrage til en vellykket gennemførelse af ATM-masterplanen. Sådanne projekter støtter denne forordnings målsætninger om at forbedre det europæiske luftfartssystems præstationer på centrale områder såsom kapacitet, effektiv afvikling af flytrafikken og omkostningseffektivitet samt miljømæssig bæredygtighed inden for de overordnede sikkerhedsmål.

2.   Kommissionen kan i overensstemmelse med forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen udarbejde vejledningsmateriale om, hvordan sådanne projekter kan bidrage til gennemførelsen af ATM-masterplanen. Denne type vejledningsmateriale påvirker ikke mekanismerne for anvendelse af sådanne projekter vedrørende funktionelle luftrumsblokke som vedtaget af parterne inden for disse blokke.

3.   Kommissionen kan endvidere efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen beslutte at starte fælles projekter om netfunktioner, der er særligt vigtige for en general forbedring af præstationerne inden for lufttrafikstyring og luftfartstjenester i Europa. Sådanne fælles projekter kan være berettigede til fællesskabsstøtte inden for den flerårige finansielle ramme. Med dette for øje og uden at dette berører medlemsstaternes kompetence til at afgøre, hvordan deres økonomiske midler skal anvendes, gennemfører Kommissionen en uafhængig cost-benefit-analyse og passende høringer af medlemsstaterne og relevante aktører i overensstemmelse med artikel 10 i rammeforordningen og undersøger alle relevante måder, hvorpå deres anvendelse kan finansieres. De støtteberettigede omkostninger ved anvendelsen af fælles projekter dækkes i overensstemmelse med principperne om åbenhed og ikke-diskrimination.«

11)

Artikel 16-18 affattes således:

»Artikel 16

Tilsyn med overholdelse

1.   Kommissionen sørger i samarbejde med medlemsstaterne for, at det løbende vurderes, om principperne og reglerne i artikel 14 og 15 overholdes. Kommissionen bestræber sig på at indføre de nødvendige mekanismer til at inddrage Eurocontrols ekspertise og lader medlemsstaterne, Eurocontrol og repræsentanter for luftrumsbrugere få del i resultaterne af revisionen.

2.   Kommissionen undersøger efter anmodning fra en eller flere medlemsstater, som mener, at de i artikel 14 og 15 omhandlede principper og regler ikke er blevet anvendt korrekt, eller på eget initiativ enhver påstand om, at principperne og/eller reglerne ikke overholdes. Med forbehold af artikel 18, stk. 1, lader Kommissionen medlemsstaterne, Eurocontrol og repræsentanter for luftrumsbrugere få del i resultaterne af revisionen. Senest to måneder efter modtagelse af en anmodning og efter at have hørt den berørte medlemsstat og rådført sig med Udvalget for det Fælles Luftrum efter rådgivningsproceduren i artikel 5, stk. 2, i rammeforordningen træffer Kommissionen afgørelse om anvendelsen af artikel 14 og 15 i nærværende forordning og beslutter, hvorvidt den pågældende praksis må fortsættes.

3.   Kommissionen fremsender sin afgørelse til medlemsstaterne og underretter tjenesteudøveren herom, for så vidt denne er retligt berørt. Enhver medlemsstat kan indbringe Kommissionens afgørelse for Rådet inden for en måned. Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre afgørelsen inden for en frist på en måned.

Artikel 17

Revision af bilagene

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i bilagene med henblik på at tage højde for den tekniske eller operationelle udvikling, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5, stk. 4, i rammeforordningen.

I særligt hastende tilfælde kan Kommissionen bringe hasteproceduren i artikel 5, stk. 5, i rammeforordningen, i anvendelse.

Artikel 18

Fortrolighed

1.   Hverken de nationale tilsynsmyndigheder, der handler i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, eller Kommissionen må videregive oplysninger af fortrolig karakter; dette gælder navnlig oplysninger om luftfartstjenesteudøvere, deres forretningsforbindelser eller deres omkostningskomponenter.

2.   Stk. 1 berører ikke de nationale tilsynsmyndigheders eller Kommissionens ret til at videregive oplysninger, når dette er af afgørende betydning for opfyldelsen af deres pligter, idet videregivelsen i så fald skal være forholdsmæssigt afpasset og skal tage hensyn til tjenesteudøvernes, luftrumsbrugeres, lufthavnes eller andre relevante interessenters berettigede interesser med hensyn til at beskytte deres forretningshemmeligheder.

3.   Oplysninger og data afgivet i henhold til afgiftsordningen i artikel 14 videregives offentligt.«

12)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 18a

Evaluering

Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 4. december 2012, som evaluerer de juridiske, sikkerhedsmæssige, industrielle, økonomiske og sociale følgevirkninger af anvendelse af markedsprincipper for udøvelse af tjenester på områderne kommunikation, navigation, overvågning og luftfartsinformation sammenlignet med eksisterende eller alternative organisatoriske principper og tager højde for udviklingen i de funktionelle luftrumsblokke og i den eksisterende teknologi.«

13)

I bilag I foretages følgende ændringer:

a)

Titlen affattes således:

»KRAV TIL KVALIFICEREDE ENHEDER«.

b)

Indledningen affattes således:

»En kvalificeret enhed:«.

Artikel 3

I forordning (EF) nr. 551/2004 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 udgår.

2)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Europæisk øvre flyveinformationsregion (EUIR)

1.   Fællesskabet og dets medlemsstater arbejder hen imod, at ICAO opretter og anerkender en fælles EUIR. Til dette formål retter Kommissionen, for så vidt angår spørgsmål, der henhører under Fællesskabets kompetence, en henstilling til Rådet i overensstemmelse med traktatens artikel 300 senest den 4. december 2011.

2.   EUIR udformes, så den dækker det luftrum, der i henhold til artikel 1, stk. 3, hører ind under medlemsstaternes ansvarsområde, og den kan desuden omfatte europæiske tredjelandes luftrum.

3.   Oprettelsen af EUIR berører ikke medlemsstaternes ansvar med hensyn til udpegelse af lufttrafiktjenesteudøvere i det luftrum, som hører ind under deres ansvarsområde, jf. artikel 8, stk. 1, i luftfartstjenesteforordningen.

4.   Medlemsstaterne bevarer deres ansvar over for ICAO inden for de geografiske grænser for de øvre flyveinformationsregioner og de flyveinformationsregioner, som de har fået tildelt af ICAO på datoen for denne forordnings ikrafttræden.«

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 3a

Elektronisk luftfartsinformation

1.   Uden at dette berører medlemsstaternes offentliggørelse af luftfartsinformation og på en måde, der er i overensstemmelse med denne offentliggørelse, sikrer Kommissionen i samarbejde med Eurocontrol adgangen til elektronisk luftfartsinformation af høj kvalitet, som præsenteres på en harmoniseret måde, og som opfylder alle relevante brugeres behov i form af datakvalitet og rettidighed.

2.   Ved anvendelsen af stk. 1 skal Kommissionen:

a)

sikre udviklingen af en fællesskabsdækkende luftfartsinformationsstruktur i form af en elektronisk integreret briefingportal, hvortil interesserede parter har ubegrænset adgang. Med denne infrastruktur integreres adgang til og levering af de nødvendige dataelementer f.eks., men ikke udelukkende, luftfartsinformation, information fra meldekontorer for lufttrafiktjeneste (ARO), meteorologiske oplysninger og information om trafikstyring

b)

støtte moderniseringen og harmoniseringen af leveringen af luftfartsinformation i videste forstand i nært samarbejde med Eurocontrol og ICAO.

3.   Kommissionen vedtager udførlige gennemførelsesbestemmelser til nærværende artikel efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen.«

4)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Lufttrafikregler og regler for luftrumsklassifikation

Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen for at:

a)

vedtage hensigtsmæssige bestemmelser i relation til lufttrafikregler på grundlag af ICAO's standarder og anbefalede praksis

b)

harmonisere anvendelsen af ICAO's luftrumsklassifikation, med passende tilpasning, for at sikre en homogen udøvelse af sikre og effektive lufttrafiktjenester inden for rammerne af det fælles europæiske luftrum.«

5)

Artikel 5 udgår.

6)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

Styring og udformning af nettet

1.   Funktionerne af nettet til lufttrafikstyring (ATM) skal gøre det muligt at udnytte luftrummet optimalt og sikre, at luftrumsbrugerne kan operere på deres foretrukne flyveveje, samtidig med at der gives størst mulig adgang til luftrums- og luftfartstjenester. Disse netfunktioner har til formål at understøtte initiativer på nationalt niveau og på de funktionelle luftrumsblokkes niveau og udøves på en måde, der respekterer adskillelsen mellem regulerings- og driftsfunktioner.

2.   Med henblik på at opfylde de i stk. 1 omtalte mål, og uden at dette berører medlemsstaternes ansvar med hensyn til nationale ruter og luftrumsstrukturer, sikrer Kommissionen, at følgende funktioner udføres:

a)

Det europæiske rutenet udformes.

b)

De begrænsede ressourcer koordineres inden for luftfartsfrekvensbånd, som anvendes i den almindelige lufttrafik; dette gælder bl.a. radiofrekvenser tillige med koordinationen af transponderkoder til radar.

De funktioner, der er omhandlet i første afsnit, indebærer ikke, at der skal vedtages bindende, generelle foranstaltninger, eller at der skal foretages politiske vurderinger. De tager hensyn til forslag, der er udformet på nationalt niveau og på niveauet for de funktionelle luftrumsblokke. De udføres i koordination med militære myndigheder i overensstemmelse med vedtagne procedurer vedrørende fleksibel brug af luftrummet.

Kommissionen kan efter høring af Udvalget for Det Fælles Luftrum og i overensstemmelse med de gennemførelsesbestemmelser, der er nævnt i stk. 4, overdrage Eurocontrol eller et andet upartisk og kompetent organ de opgaver, der er nødvendige for udøvelsen af de funktioner, der er omhandlet i første afsnit. Sådanne opgaver udføres på en upartisk og omkostningseffektiv måde og udføres på vegne af medlemsstaterne og de berørte parter. De er underlagt passende styring, der anerkender separat regnskabspligt for ydelse af tjenester og regulering, under hensyn til det samlede ATM-nets behov og med fuld inddragelse af luftrumsbrugerne og luftfartstjenesteudøverne.

3.   Kommissionen kan føje funktioner til listen over de funktioner, der er nævnt i stk. 2, efter passende høring af interesserede parter i industrien. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5, stk.4, i rammeforordningen.

4.   Udførlige bestemmelser vedrørende gennemførelsen af de i denne artikel omhandlede foranstaltninger, undtagen for dem, der er omhandlet i stk. 6-9, vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen. Disse gennemførelsesbestemmelser skal navnlig vedrøre:

a)

koordineringen og harmoniseringen af processer og procedurer for at øge effektiviteten af luftfartsfrekvensforvaltningen, herunder udvikling af principper og kriterier

b)

den centrale funktion at koordinere tidlig identifikation og løsning af frekvensbehov i de frekvensbånd, der er tildelt den almindelige europæiske lufttrafik, for at støtte udformningen og driften af det europæiske lufttrafiknet

c)

yderligere netfunktioner som defineret i ATM-masterplanen

d)

detaljerede ordninger for samarbejde om beslutningstagning mellem medlemsstaterne, luftfartstjenesteudøverne og netstyringsfunktionen for de opgaver, der er omhandlet i stk. 2

e)

tilrettelæggelse med henblik på høring af de relevante interesserede parter i beslutningsprocessen både på nationalt og på europæisk plan, og

f)

inden for det radiospektrum, der er tildelt den almindelige lufttrafik af Den Internationale Telekommunikationsunion, en opdeling af opgaver og ansvar mellem netstyringsfunktion og nationale frekvensforvaltningsorganer, idet det sikres, at de nationale frekvensforvaltningsfunktioner fortsat udfører de frekvenstildelinger, der ikke har indflydelse på nettet. I de tilfælde, der ikke har indflydelse på nettet, samarbejder de nationale frekvensforvaltningsorganer med dem, der er ansvarlige for netstyringsfunktionen, for at optimere brugen af frekvenserne.

5.   Andre aspekter af luftrummets udformning end dem, som er omhandlet i stk. 2, tages op på nationalt niveau og niveauet for de funktionelle luftrumsblokke. I denne udformningsproces skal der tages hensyn til efterspørgslen efter og kompleksiteten af trafikken, nationale præstationsmål eller præstationsmålene for de funktionelle luftrumsblokke, og den skal omfatte en fuld høring af relevante luftrumsbrugere eller relevante grupper, der repræsenterer luftrumsbrugere, og militære myndigheder, når det er passende.

6.   Medlemsstater skal overlade udførelsen af lufttrafikreguleringen til Eurokontrol eller et andet upartisk og kompetent organ, der er underlagt passende overvågningsordninger.

7.   Gennemførelsesbestemmelser for lufttrafikreguleringen, herunder de nødvendige overvågningsordninger, udvikles efter rådgivningsproceduren i artikel 5, stk. 2, i rammeforordningen og vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5, stk. 3, i rammeforordningen med henblik på at optimere udnyttelsen af den disponible luftrumskapacitet og forbedre lufttrafikreguleringsprocesserne. Disse bestemmelser skal være baseret på gennemsigtighed og effektivitet, idet det skal sikres, at kapaciteten stilles til rådighed på en fleksibel måde og i rette tid, i overensstemmelse med henstillingerne i ICAO's »Regional Air Navigation Plan, European Region«.

8.   Gennemførelsesreglerne for lufttrafikregulering understøtter driftsafgørelser truffet af lufttrafiktjenesteudøvere, lufthavnsoperatører og luftrumsbrugere og skal omfatte følgende områder:

a)

flyveplanlægning

b)

udnyttelse af disponibel luftrumskapacitet under alle faser af en flyvning, herunder slottildeling, og

c)

den almene lufttrafiks anvendelse af ruteføringer, herunder

udarbejdelse af én enkelt publikation vedrørende rute- og trafikpolitik

muligheder for at omdirigere den almene lufttrafik fra overbelastede områder, og

prioriteringsregler for den almene lufttrafiks adgang til luftrummet, navnlig i overbelastede perioder og kriseperioder.

9.   Når Kommissionen udvikler og vedtager gennemførelsesbestemmelserne, skal den på passende vis, og uden at det berører sikkerheden, tage hensyn til overensstemmelse mellem flyveplaner og slots i lufthavne og den nødvendige koordinering mellem naboregioner.«

7)

Artikel 9 udgår.

Artikel 4

I forordning (EF) nr. 552/2004 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Alternativ verifikation af overensstemmelse

Et certifikat, der er udstedt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (15) og gælder for komponenter eller systemer, betragtes i forbindelse med anvendelsen af denne forordnings artikel 5 og 6 som en EF-erklæring om overensstemmelse eller anvendelsesegnethed eller som en EF-verifikationserklæring, hvis den indeholder dokumentation for overensstemmelse med denne forordnings væsentlige krav og de relevante gennemførelsesbestemmelser vedrørende interoperabilitet.

2)

Artikel 9 affattes således:

»Artikel 9

Revision af bilagene

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i bilagene med henblik på at tage højde for den tekniske eller operationelle udvikling, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5, stk. 4, i rammeforordningen.«

3)

I artikel 10 indsættes følgende stykke:

»2a.   Med henblik på denne artikels stk. 2 kan medlemsstaterne erklære systemer og komponenter af EATMN for at være i overensstemmelse med de væsentlige krav og undtaget fra bestemmelserne i artikel 5 og 6.«

4)

I bilag II foretages følgende ændringer:

a)

Del A, punkt 2, første afsnit, affattes således:

»Det europæiske lufttrafikstyringsnet, dets systemer og disses komponenter skal på samordnet måde understøtte nye aftalte og validerede driftskoncepter, der forbedrer luftfartstjenesternes kvalitet, bæredygtighed og effektivitet, navnlig med hensyn til sikkerhed og kapacitet.«

b)

Del B ændres således:

i)

Punkt 3.1.2, første afsnit, affattes således:

»Flyvedatabehandlingssystemer skal kunne understøtte gradvis indførelse af avancerede aftalte og validerede driftskoncepter for alle faser af en flyvning, bl.a. som omhandlet i ATM-masterplanen.«

ii)

Punkt 3.2.2 affattes således:

»3.2.2.

Understøttelse af nye driftskoncepter

Systemer til behandling af overvågningsdata skal kunne understøtte gradvis fremkomst af nye kilder til overvågningsinformationer på en sådan måde, at den overordnede servicekvalitet forbedres, bl.a. som omhandlet i ATM-masterplanen.«

iii)

Punkt 4.2 affattes således:

»4.2.

Understøttelse af nye driftskoncepter

Kommunikationssystemer skal understøtte indførelsen af avancerede aftalte og validerede driftskoncepter for alle faser af en flyvning, bl.a. som omhandlet i ATM-masterplanen.«

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 6, stk. 2 og 6, i forordning (EF) nr. 551/2004 som ændret ved nærværende forordning finder anvendelse fra den dato, der er angivet i deres respektive gennemførelsesregler, men ikke senere end den 4. december 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. oktober 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

C. MALMSTRÖM

Formand


(1)  EUT C 182 af 4.8.2009, s. 50.

(2)  EUT C 120 af 28.5.2009, s. 52.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 25.3.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 7.9.2009.

(4)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1.

(5)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 10.

(6)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 20.

(7)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 26.

(8)  EUT L 64 af 2.3.2007, s. 1.

(9)  Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan (EFT L 225 af 12.8.1998, s. 27).

(10)  EUT L 79 af 19.3.2008, s. 1.

(11)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(12)  EUT L 95 af 9.4.2009, s. 41.

(13)  EUT L 64 af 2.3.2007, s. 1

(14)  EUT L 79 af 19.3.2008, s. 1

(15)  EUT L 79 af 19.3.2008, s. 1


14.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 300/51


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1071/2009

af 21. oktober 2009

om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (2),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Gennemførelsen af et indre marked for vejtransport med lige konkurrencevilkår kræver ensartet anvendelse af fælles regler for udstedelse af tilladelser til at udøve vejtransporterhvervet med hensyn til godstransport og personbefordring (»vejtransporterhvervet«). Sådanne fælles regler vil medvirke til, at udøvere af vejtransporterhvervet får et højt fagligt kvalifikationsniveau, til at rationalisere markedet, til at forbedre ydelsernes kvalitet til gavn for udøvere af vejtransporterhvervet, deres kunder og den samlede økonomi, samt til at højne trafiksikkerheden. De vil også kunne gøre det lettere for udøvere af vejtransporterhvervet at udøve deres frie etableringsret i praksis.

(2)

I Rådets direktiv 96/26/EF af 29. april 1996 om adgang til erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring ad landevej samt om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som skal lette den faktiske udøvelse af etableringsfrihed for de pågældende udøvere af transportvirksomhed inden for indenlandsk og international eksport (4), er der fastsat minimumsbetingelser for adgangen til vejtransporterhvervet og bestemmelser om gensidig anerkendelse af de dokumenter, der kræves med dette formål. Erfaringerne, en konsekvensanalyse og forskellige undersøgelser viser imidlertid, at dette direktiv anvendes meget forskelligt i de forskellige medlemsstater. Dette har flere negative konsekvenser, bl.a. konkurrenceforvridning en vis uigennemskuelighed på markedet, et uensartet kontrolomfang og risiko for, at virksomheder, der ansætter personale med mangelfulde faglige kvalifikationer, optræder forsømmeligt eller kun i ringe grad overholder færdsels- og arbejdsmarkedsreglerne, hvilket kan skade branchens anseelse.

(3)

Disse konsekvenser er så meget desto mere negative, fordi de kan gribe forstyrrende ind i det indre marked på vejtransportområdet, eftersom virksomheder i hele Fællesskabet har adgang til markedet for international godstransport og til visse former for cabotagekørsel. Den eneste betingelse, disse virksomheder skal opfylde, er, at de skal være i besiddelse af en fællesskabstilladelse, og den kan de opnå, når de opfylder betingelserne for adgang til vejtransporterhvervet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (5) og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for buskørsel (6).

(4)

De gældende regler om adgang til vejtransporterhvervet bør derfor moderniseres for at sikre, at de anvendes mere ensartet og effektivt. Da overholdelsen af disse regler er den væsentligste betingelse for adgang til fællesskabsmarkedet, og de gældende fællesskabsretsakter på dette område er forordninger, vil en forordning være den mest hensigtsmæssige retsakt til regulering af adgangen til vejtransporterhvervet.

(5)

Medlemsstaterne bør kunne tilpasse de betingelser, der skal opfyldes for at udøve vejtransporterhvervet i de regioner i den yderste periferi, der er omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2, på grund af de særlige karakteristika og begrænsninger. De virksomheder, der er etableret i regioner i den yderste periferi, og som kun opfylder betingelserne for at udøve vejtransporterhvervet som følge af en sådan tilpasning, bør dog ikke kunne opnå en fællesskabstilladelse. Tilpasning af betingelserne for at udøve vejtransporterhvervet bør ikke medføre, at de virksomheder, der ville have fået adgang til vejtransporterhvervet, og som opfylder de generelle betingelser i denne forordning, hindres i at udføre transport i regioner i den yderste periferi.

(6)

Af hensyn til en loyal konkurrence bør de fælles regler for udøvelse af vejtransporterhvervet gælde bredest muligt for alle virksomheder. Det er dog ikke nødvendigt at lade denne forordning gælde for virksomheder, der udelukkende udfører transport af meget ringe betydning for transportmarkedet.

(7)

Det bør være etableringsmedlemsstatens opgave at føre tilsyn med, at virksomhederne til enhver tid opfylder kravene i denne forordning, således at de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat om nødvendigt kan træffe afgørelse om suspension eller tilbagekaldelse af en virksomheds tilladelse til at operere på markedet. Det er en forudsætning for opfyldelse af betingelserne for adgang til udøvelse af vejtransporterhvervet og for en pålidelig kontrol hermed, at virksomhederne har et faktisk etableret og varigt forretningssted.

(8)

De fysiske personer, der opfylder kravene til vandel og faglige kvalifikationer, bør identificeres klart og udpeges over for de kompetente myndigheder. Disse personer (»transportledere«) bør have bopæl i en medlemsstat og faktisk og vedvarende lede vejtransportvirksomhedernes transportarbejde. Det bør derfor præciseres, hvornår en person kan anses for faktisk og vedvarende at lede en virksomheds transportarbejde.

(9)

En transportleder opfylder vandelskravet, hvis den pågældende ikke er dømt for alvorlige strafbare handlinger eller blevet pålagt alvorlige sanktioner, navnlig for overtrædelse af de fællesskabsretlige regler om vejtransport. Hvis en transportleder eller en vejtransportvirksomhed er idømt en straf eller pålagt en sanktion i en eller flere medlemsstater for de groveste overtrædelser af fællesskabsretten, bør det medføre, at vandelskravet ikke længere anses for opfyldt, såfremt den kompetente myndighed har forsikret sig om, at der er gennemført en behørigt afsluttet og dokumenteret undersøgelsesprocedure, og at de relevante retsmidler vedrørende appel er respekteret, som indrømmer væsentlige proceduremæssige rettigheder, inden der træffes endelig afgørelse.

(10)

Det er nødvendigt, at vejtransportvirksomheder har et økonomisk grundlag, der opfylder visse mindstekrav, for at de kan oprette og drive virksomhed på forsvarlig vis. Godtgørelse af det økonomiske grundlag ved hjælp af en bankgaranti eller en erhvervsmæssig ansvarsforsikring kan være en enkel og omkostningseffektiv fremgangsmåde for virksomhederne.

(11)

Et højt fagligt kvalifikationsniveau vil forbedre vejtransportsektorens samfundsøkonomiske effektivitet. Derfor bør de, der ønsker at arbejde som transportleder, have faglig viden af høj kvalitet. For at opnå mere ensartede prøveforhold og for at fremme en høj kursuskvalitet bør det fastsættes, at medlemsstaterne kan godkende eksamens- og kursuscentre efter kriterier, som det bør påhvile dem selv at fastsætte. Transportledere bør have den fornødne viden til at lede både indenlandsk og internationalt transportarbejde. Den tekniske udvikling kan medføre nye krav til, hvilke emner man skal beherske for at kunne få udstedt et bevis for faglige kvalifikationer, og til, hvordan prøverne bør tilrettelægges, og bestemmelserne herom bør derfor kunne ajourføres. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fritage personer fra prøver, hvis de kan fremlægge dokumentation for kontinuerlig erfaring med at lede transportaktiviteter.

(12)

For at sikre loyal konkurrence og at vejtransport foregår i fuld overensstemmelse med reglerne, er det nødvendigt at have et ensartet niveau for tilsyn i medlemsstaterne. De nationale myndigheder, der har til opgave at føre tilsyn med virksomhederne og med gyldigheden af deres tilladelser, spiller her en afgørende rolle, og det bør sikres, at de træffer de foranstaltninger, der måtte blive behov for, herunder i de mest alvorlige tilfælde ved at suspendere eller tilbagekalde tilladelser eller at erklære transportledere uegnede, hvis de gentagne gange optræder forsømmeligt eller handler i ond tro. Der tages forudgående behørigt hensyn til foranstaltningens forenelighed med proportionalitetsprincippet. Forinden der pålægges sådanne sanktioner, bør virksomheden dog have en advarsel og en rimelig frist til at bringe sine forhold i orden.

(13)

Et mere samordnet administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne vil gøre tilsynet med virksomheder, der arbejder i flere medlemsstater, mere effektivt og begrænse de administrative omkostninger i fremtiden. Elektroniske virksomhedsregistre, der er koblet sammen på fællesskabsplan, og som er i overensstemmelse med Fællesskabets regler om beskyttelse af personoplysninger, vil lette dette samarbejde og begrænse de omkostninger, der er forbundet med kontrol både for virksomhederne og myndighederne. Flere medlemsstater har i forvejen nationale registre. Der findes også infrastrukturer for sammenkobling mellem medlemsstaterne. En mere systematisk brug af elektroniske registre vil således kunne bidrage til en betydelig begrænsning af de administrative omkostninger ved kontrollen og øge dens effektivitet.

(14)

I de nationale elektroniske registre har nogle data vedrørende overtrædelser og sanktioner karakter af personoplysninger. Medlemsstaterne bør derfor træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (7), navnlig for så vidt angår myndighedernes kontrol med behandlingen af disse personoplysninger, de berørte personers ret til oplysninger, adgang til aktindsigt og ret til at gøre indsigelse. Med henblik på denne forordning er det nødvendigt at gemme sådanne data i mindst to år for at undgå, at diskvalificerede virksomheder etablerer sig i andre medlemsstater.

(15)

Med henblik på at øge gennemskueligheden og give transportselskabernes kunder mulighed for at fastslå, hvorvidt et givent selskab besidder de rette tilladelser, skal visse data, der opbevares i de nationale elektroniske registre, gøres offentligt tilgængelige, i den udstrækning dette er muligt under hensyntagen til de gældende regler for databeskyttelse.

(16)

En gradvis sammenkobling af de nationale elektroniske registre er afgørende for en hurtig og effektiv udveksling af informationer mellem medlemsstaterne og for at sikre, at udøvere af vejtransporterhvervet ikke fristes til at begå eller løbe den risiko at begå alvorlige overtrædelser i andre medlemsstater end etableringsmedlemsstaten. Af hensyn til en sådan sammenkobling er det nødvendigt i fællesskab at fastsætte et præcist fælles dataformat og tekniske procedurer for udvekslingen.

(17)

For at sikre en effektiv informationsudveksling mellem medlemsstaterne, bør der oprettes nationale kontaktpunkter, og der bør fastsættes visse fælles procedureregler med hensyn til frister og karakteren af de oplysninger, der mindst skal fremsendes.

(18)

For at gøre det lettere at udøve den frie etableringsret bør relevante dokumenter, der er udstedt af en kompetent myndighed i medlemsstaten, hvor transportlederen sidst havde bopæl, accepteres som tilstrækkelig bevis for opfyldelse af vandelskravet for tilladelse til udøvelse af vejtransporterhvervet i etableringsmedlemsstaten, forudsat at de pågældende personer ikke er erklæret uegnede til at udøve nævnte erhverv i andre medlemsstater.

(19)

Hvad angår faglige kvalifikationer, og for at gøre det lettere at udøve den frie etableringsret bør etableringsmedlemsstaten anerkende et bevis udstedt i henhold til denne forordning efter en fælles model som tilstrækkelig dokumentation.

(20)

Det er nødvendigt, at anvendelsen af denne forordning på fællesskabsplan gøres til genstand for nøjere overvågning. Med henblik herpå bør der jævnligt fremsendes rapporter, der er udarbejdet ud fra de nationale registre til Kommissionen om vejtransportvirksomhedernes vandel, økonomiske grundlag og faglige kvalifikationer.

(21)

Medlemsstaterne bør fastsætte sanktioner for overtrædelser af denne forordning. De bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(22)

Målet for denne forordning, nemlig at modernisere reglerne om adgang til vejtransporterhvervet, så de kan anvendes mere ensartet og effektivt i medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig grad nås af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(23)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8).

(24)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at opstille en liste over, hvilke kategorier, hvilke typer og hvilken grovhed af overtrædelser, der kan medføre, at en vejtransportvirksomhed ikke længere opfylder vandelskravet, til at tilpasse denne forordnings bilag I, II og III, vedrørende den viden, der skal tages hensyn til ved medlemsstaternes anerkendelse af faglige kvalifikationer og modellen for attesten for faglige kvalifikationer, til den tekniske udvikling og til at opstille en liste over, hvilke overtrædelser, der ud over overtrædelserne i bilag IV til denne forordning kan medføre, at vandelskravet ikke er opfyldt. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning og ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(25)

Direktiv 96/26/EF bør ophæves —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning reguleres adgangen til og udøvelsen af vejtransporterhvervet.

2.   Denne forordning finder anvendelse på alle virksomheder, der er etableret i Fællesskabet og udøver vejtransporterhvervet. Den finder også anvendelse på virksomheder, der agter at udøve vejtransporterhvervet. Henvisninger til virksomheder, der udøver vejtransporterhvervet, anses, hvor det er relevant, for at omfatte en henvisning til virksomheder, der agter at udøve dette erhverv.

3.   For så vidt angår de regioner, der er omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2, kan de pågældende medlemsstater tilpasse de betingelser, der skal opfyldes for at udøve vejtransporterhvervet, for så vidt denne transport udelukkende udøves i de pågældende regioner af virksomheder, der er etableret i disse regioner.

4.   Uanset stk. 2 finder denne forordning, medmindre andet er foreskrevet i den nationale lovgivning, ikke anvendelse på virksomheder:

a)

der kun udøver godskørselserhvervet med motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte totalmasse ikke overstiger 3,5 tons. Medlemsstaterne kan dog nedsætte denne grænse for alle eller visse vejtransportkategorier.

b)

der udelukkende udøver ikke-erhvervsmæssig buskørsel, eller hvis hovedaktivitet ikke er buskørsel

c)

der udøver vejtransporterhvervet udelukkende med motorkøretøjer, hvis højeste tilladte hastighed ikke overstiger 40 km/t.

5.   Medlemsstaterne kan kun helt eller delvis fritage udøvere af vejtransporterhvervet fra at opfylde alle eller visse af bestemmelserne i dette direktiv, når de udelukkende udfører indenlandske transporter, som kun har ringe betydning for transportmarkedet som følge af:

a)

arten af det transporterede gods, eller

b)

kørselsstrækningens korthed.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved

1)

»godskørselserhvervet«: den aktivitet, der udøves af virksomheder, som udfører godstransport for fremmed regning med motorkøretøjer eller vogntog

2)

»buskørselserhvervet«: den aktivitet, der udøves af virksomheder, som udfører befordring af rejsende med motorkøretøjer, der som følge af deres indretning og udstyr er egnede til befordring af mere end ni personer, inkl. føreren, og som benyttes til dette formål, når denne befordring tilbydes offentligheden eller visse kategorier af brugere mod et vederlag, som skal erlægges af den befordrede person eller af den, som tilrettelægger befordringen

3)

»vejtransporterhvervet«: godskørselserhvervet eller buskørselserhvervet

4)

»virksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, der arbejder med eller uden gevinst for øje, enhver sammenslutning eller kreds af personer uden status som juridisk person, der arbejder med eller uden gevinst for øje, samt ethvert organ, der henhører under en offentlig myndighed, hvad enten det selv har status som juridisk person eller er undergivet en myndighed, der har det, som udfører buskørsel, eller enhver fysisk eller juridisk person, der udfører godskørsel i erhvervsmæssigt øjemed

5)

»transportleder«: en fysisk person, der er ansat i en virksomhed, eller, når virksomheden er en fysisk person, den pågældende fysiske person selv, eller, hvor det er relevant, en anden fysisk person, der i en aftale er udpeget af denne, og som faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde

6)

»vejtransporttilladelse«: en administrativ afgørelse, hvorved der meddeles en virksomhed, der opfylder betingelserne i denne forordning, tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet

7)

»kompetent myndighed«: en national, regional eller lokal myndighed i en medlemsstat, der med henblik på at udstede vejtransporttilladelser kontrollerer, at en virksomhed opfylder kravene i denne forordning, og som har kompetence til at meddele, suspendere og tilbagekalde vejtransporttilladelser

8)

»etableringsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvor en virksomhed er etableret, uanset hvilket land transportlederen kommer fra.

Artikel 3

Krav med henblik på udøvelse af vejtransporterhvervet

1.   Virksomheder, der udøver vejtransporterhvervet, skal:

a)

have et faktisk etableret og varigt forretningssted i en af medlemsstaterne

b)

udvise god vandel

c)

have et tilstrækkeligt økonomisk grundlag, og

d)

have de nødvendige faglige kvalifikationer.

2.   Medlemsstaterne kan stille yderligere krav, der skal være rimelige og ikke må medføre forskelsbehandling, og som virksomhederne skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet.

Artikel 4

Transportleder

1.   En virksomhed, der udøver vejtransporterhvervet, udpeger mindst én fysisk person, transportlederen, der opfylder kravene i artikel 3, stk. 1, litra b) og d), og som:

a)

faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde

b)

har en reel forbindelse til virksomheden, såsom at være ansat, direktør, ejer eller aktionær, eller administrere den, eller hvis virksomheden er en fysisk person, være denne person, og

c)

har bopæl i Fællesskabet.

2.   Hvis en virksomhed ikke opfylder kravet om faglige kvalifikationer i artikel 3, stk. 1, litra d), kan den kompetente myndighed udstede en vejtransporttilladelse til den, uden at der er udpeget en transportleder i overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel, såfremt:

a)

virksomheden udpeger en fysisk person, der er bosat i Fællesskabet og opfylder kravene i artikel 3, stk. 1, litra b) og d), og som ved en aftale er bemyndiget til at udføre opgaver som transportleder for virksomhedens regning

b)

aftalen mellem virksomheden og den i litra a) nævnte person nærmere anfører, hvilke opgaver den pågældende faktisk og vedvarende skal varetage, og angiver, hvad denne som transportleder er ansvarlig for. De opgaver, der skal anføres, omfatter navnlig opgaver vedrørende forvaltning af vedligeholdelse af køretøjerne, kontrol med kontrakter og transportdokumenter, grundlæggende regnskabsføring, fordeling af ladninger eller tjenesteydelser på chauffører og køretøjer samt kontrol med sikkerhedsprocedurerne

c)

den i litra a) udpegede person, som transportleder, kan lede transportarbejdet for op til fire forskellige virksomheder med en kombineret samlet flåde på højst 50 køretøjer. Medlemsstaterne kan beslutte at fastsætte et lavere tal for antallet af virksomheder og/eller antallet af den samlede flådes køretøjer, der skal ledes af denne person, og

d)

den i litra a) nævnte person udfører de nærmere bestemte opgaver udelukkende i virksomhedens interesse, og vedkommendes ansvar i forbindelse hermed udøves uafhængigt af de virksomheder, som den pågældende virksomhed udfører transporter for.

3.   Medlemsstater kan beslutte, at en transportleder udpeget i overensstemmelse med stk. 1 ikke kan få en yderligere tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 eller kun kan få en tilladelse vedrørende et begrænset antal virksomheder eller en flåde af køretøjer, der er mindre end den, der er fastsat i stk. 2, litra c).

4.   Virksomheden underretter den kompetente myndighed om den eller de udpegede transportleder(e).

KAPITEL II

KRAV, DER SKAL OPFYLDES FOR AT OPFYLDE KRAVENE I ARTIKEL 3

Artikel 5

Opfyldelse af etableringskravet

For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra a), skal virksomheden i den pågældende medlemsstat:

a)

råde over et forretningssted i denne medlemsstat med lokaler, hvor virksomhedens kernedokumenter opbevares, navnlig alle dokumenter vedrørende regnskaber og personaleforvaltning, dokumenter med oplysninger om køre- og hviletid samt andre dokumenter, som den kompetente myndighed skal have adgang til for at kunne kontrollere, om kravene i denne forordning er opfyldt. Medlemsstaterne kan kræve, at virksomhederne på deres område til enhver tid også kan fremvise andre dokumenter i deres lokaler

b)

når der er givet tilladelse, råde over et eller flere køretøjer, som er indregistreret eller på anden måde godkendt til kørsel i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat, enten som ejer eller på anden måde, f.eks. i kraft af en afbetalingsaftale eller en leje- eller leasingkontrakt eller en lejekøbskontrakt (leasing) eller en købsaftale

c)

være i besiddelse af det påkrævede administrative apparatur og effektivt og vedvarende drive en driftscentral for de i litra b) nævnte køretøjer beliggende i denne medlemsstat og med det hensigtsmæssige udstyr og de hensigtsmæssige faciliteter.

Artikel 6

Opfyldelse af vandelskravet

1.   For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra b), og med forbehold af stk. 2 i denne artikel, fastsætter medlemsstaterne de betingelser, som en virksomhed og en transportleder hver især skal opfylde i medfør af denne forordning for at opfylde vandelskravet.

Ved afgørelsen af, om en virksomhed opfylder vandelskravet, tager medlemsstaterne hensyn til virksomhedens, dens transportlederes og andre relevante personers adfærd efter medlemsstatens nærmere bestemmelse. Enhver henvisning i denne artikel til straffe, sanktioner eller overtrædelser i forbindelse med en virksomhed omfatter straffe, sanktioner eller overtrædelser, som gør sig gældende for selve virksomheden, dens transportledere eller andre relevante personer efter medlemsstatens nærmere bestemmelse.

De i første afsnit nævnte betingelser skal mindst omfatte følgende krav:

a)

der ikke er nogen tungtvejende grunde til at nære tvivl om transportlederens eller transportvirksomhedens vandel, f.eks. med hensyn til straffe eller sanktioner for alvorlige overtrædelser af nationale regler inden for:

i)

handelsret

ii)

konkurslovgivning

iii)

løn- og arbejdsvilkår inden for erhvervet

iv)

færdselslovgivning

v)

erhvervsansvar

vi)

menneskehandel eller narkotikahandel, og

b)

transportlederen eller transportvirksomheden er ikke blevet idømt en straf eller pålagt en sanktion i en eller flere medlemsstater for alvorlige overtrædelser af de fællesskabsretlige regler om især:

i)

køre- og hviletidsbestemmelser for chauffører, arbejdstid og installation og anvendelse af kontrolapparater

ii)

største tilladte vægt og dimensioner for erhvervskøretøjer i international trafik

iii)

grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for chauffører

iv)

syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, herunder obligatorisk teknisk kontrol med motorkøretøjer

v)

adgang til det internationale marked for godskørsel hhv. buskørsel

vi)

sikkerhed i forbindelse med vejtransport af farligt gods

vii)

installation og anvendelse af hastighedsbegrænsere på visse kategorier af køretøjer

viii)

kørekort

ix)

adgang til vejtransporterhvervet

x)

dyretransport.

2.   Ved anvendelse af stk. 1, tredje afsnit, litra b):

a)

Hvis en transportleder eller en transportvirksomhed er idømt en straf eller pålagt en sanktion i en eller flere medlemsstater for en af de groveste overtrædelser af fællesskabsretten, som fastsat i bilag IV, gennemfører den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor virksomheden er etableret, en korrekt og rettidigt udført og behørigt afsluttet administrativ procedure, der, hvor det er relevant, omfatter et kontrolbesøg på den pågældende virksomhed.

Det afgøres efter denne procedure, hvorvidt særlige omstændigheder indebærer, at en konstatering af ikke-opfyldelse af vandelskravet vil udgøre en uforholdsmæssig reaktion i det enkelte tilfælde. Sådanne afgørelser skal være behørigt begrundet.

Hvis den kompetente myndighed anser en konstatering af ikke-opfyldelse af vandelskravet for at være en uforholdsmæssig reaktion, kan den beslutte, at vandelskravet ikke berøres. Begrundelsen for en sådan beslutning skal fremgå af det nationale register. Antallet af sådanne beslutninger anføres i den rapport, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1.

Hvis den kompetente myndighed ikke anser en konstatering af ikke-opfyldelse af vandelskravet for at være en uforholdsmæssig reaktion, indebærer en straf eller sanktion, at vandelskravet ikke er opfyldt.

b)

Kommissionen opstiller en liste over, hvilke kategorier, hvilke typer og hvilken grovhed af alvorlig overtrædelser af fællesskabsreglerne der ud over overtrædelserne i bilag IV kan indebære en konstatering af, at en vejtransportvirksomhed ikke længere opfylder vandelskravet. Medlemsstaterne tager hensyn til oplysninger om sådanne overtrædelser, herunder oplysninger fra andre medlemsstater, når de fastsætter prioriteter for kontrol efter artikel 12, stk. 1.

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 25, stk. 3.

Kommissionen skal med henblik herpå:

i)

fastlægge hvilke kategorier og typer af overtrædelser, der er de hyppigst forekommende

ii)

definere grovheden af overtrædelserne i forhold til risikoen for, at de medfører alvorlig livsfare eller fare for alvorlig tilskadekomst

iii)

fastsætte den påkrævede hyppighed, hvorefter gentagne overtrædelser anses for grovere, under hensyntagen til antallet af chauffører, der benyttes i transportarbejde, som ledes af transportlederne.

3.   Kravet i artikel 3, stk. 1, litra b), er fortsat ikke opfyldt, så længe der ikke er sket rehabilitering eller truffet anden foranstaltning med tilsvarende virkning i henhold til nationale bestemmelser herom.

Artikel 7

Opfyldelse af kravet til det økonomiske grundlag

1.   For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra c), skal en virksomhed i hele regnskabsåret kunne opfylde sine økonomiske forpligtelser. Virksomheden skal på grundlag af sit årsregnskab, som skal være attesteret af en revisor eller anden autoriseret person, godtgøre, at den årligt råder over kapital og reserver af en værdi på mindst 9 000 EUR, når den benytter et enkelt køretøj, og 5 000 EUR for hvert derudover benyttet køretøj.

Med henblik på anvendelsen af denne forordning fastsættes euroens værdi for de nationale valutaer i de medlemsstater, der ikke deltager i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase, hvert år. Hertil anvendes de kurser, der gælder den første hverdag i oktober måned, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. De træder i kraft den 1. januar i det følgende kalenderår.

De i første afsnit omhandlede regnskabsposter forstås som defineret i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer (9).

2.   Uanset stk. 1 kan den kompetente myndighed anerkende eller kræve, at en virksomhed dokumenterer sit økonomiske grundlag ved en erklæring, som f.eks. en bankgaranti eller forsikring, såsom en erhvervsmæssig ansvarsforsikring, fra en eller flere banker eller andre pengeinstitutter, inkl. forsikringsselskaber, om, at de hæfter solidarisk for virksomheden for de beløb, der er fastsat i stk. 1, første afsnit.

3.   Det årsregnskab, jf. stk. 1, eller den garanti, jf. stk. 2, der skal kontrolleres, er årsregnskabet eller garantien for den økonomiske enhed, der er etableret på den medlemsstats område, hvor der søges tilladelse, og ikke for eventuelle andre enheder, der er etableret i en anden medlemsstat.

Artikel 8

Opfyldelse af kravet om faglige kvalifikationer

1.   For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra d), skal den eller de berørte person(er) have kundskaber svarende til det niveau, der er fastsat i bilag I, del I, i de der anførte emner. Disse kundskaber dokumenteres ved en obligatorisk skriftlig prøve, der, hvis en medlemsstat træffer afgørelse herom, kan suppleres med en mundtlig prøve. Prøverne tilrettelægges som anført i bilag I, del II. Medlemsstaterne kan med henblik herpå pålægge ansøgerne at gennemgå et kursus forud for prøven.

2.   Prøven finder sted i den medlemsstat, hvor de berørte personer har deres sædvanlige opholdssted, eller i den medlemsstat, hvor de arbejder.

»Sædvanligt opholdssted« er det sted, hvor en person normalt bor i mindst 185 dage i hvert kalenderår på grund af personlige tilknytningsforhold, som viser tætte forbindelser mellem den pågældende person og det sted, hvor han/hun bor.

Det sædvanlige opholdssted for en person, hvis erhvervsmæssige tilknytning findes et andet sted end det personlige tilknytningsforhold, og som derfor skiftevis opholder sig forskellige steder i to eller flere medlemsstater, anses dog for at være det sted, hvortil den pågældende har sit personlige tilknytningsforhold, såfremt vedkommende med regelmæssige mellemrum vender tilbage hertil. Sidstnævnte betingelse kræves ikke opfyldt, når den pågældende opholder sig i en medlemsstat med henblik på udførelse af en arbejdsopgave af en bestemt varighed. Universitetsophold eller skolegang medfører ikke ændring af det sædvanlige opholdssted.

3.   De i stk. 1 nævnte skriftlige og mundtlige prøver kan kun afholdes og attesteres af myndigheder og andre organer, som er behørigt godkendt hertil af en medlemsstat på grundlag af kriterier, den selv har opstillet. Medlemsstaterne kontrollerer regelmæssigt, om de myndigheder og andre organer, som de har godkendt, afholder prøverne under forhold, der er i overensstemmelse med bilag I.

4.   Medlemsstaterne kan på grundlag af kriterier, som de selv opstiller, behørigt godkende de organisationer, der kan tilbyde ansøgerne kurser af god kvalitet, som effektivt forbereder dem til prøven, samt efteruddannelseskurser til ajourføring af kundskaberne for de transportledere, der ønsker det. Sådanne medlemsstater kontrollerer regelmæssigt, at disse organisationer stadig opfylder de kriterier, der lå til grund for godkendelsen.

5.   Medlemsstaterne kan tilskynde til, at der med ti års mellemrum afholdes uddannelseskurser i de fag, der er beskrevet i bilag I, for at sikre, at transportledere er orienteret om udviklingen i sektoren.

6.   Medlemsstaterne kan kræve, at personer, der har bevis for faglige kvalifikationer, men som ikke de seneste fem år har ledet en virksomhed, der udfører godskørsel eller buskørsel i en medlemsstat, skal gennemgå genopfriskningskurser for at ajourføre deres kundskaber vedrørende udviklingen i den lovgivning, der er nævnt i del I i bilag I.

7.   Medlemsstaterne kan fritage indehavere af visse kvalifikationer fra højere eller tekniske uddannelsesinstitutioner, der er udstedt i medlemsstaten, og som giver viden om alle de emner, der er opført på listen i del I i bilag I, fra prøve i de emner, der er omfattet af kvalifikationerne, når medlemsstaten specifikt har anerkendt kvalifikationerne med henblik herpå. Fritagelsen gælder kun for de dele af bilag I, hvor kvalifikationerne dækker alle de emner, der er opført under hver dels overskrift.

Medlemsstaterne kan fritage indehavere af beviser for faglige kvalifikationer inden for transporterhvervet på nationalt plan i den pågældende medlemsstat for nærmere bestemte dele af prøven.

8.   Et bevis udstedt af myndigheden eller organet som nævnt i stk. 3 skal fremlægges som dokumentation for de faglige kvalifikationer. Beviset kan ikke overdrages til andre. Det affattes efter sikkerhedselementerne og modelattesten i bilag II og III og bærer den behørigt autoriserede myndigheds eller det behørigt autoriserede organs stempel og underskrift.

9.   Kommissionen tilpasser bilag I, II og III til den tekniske udvikling. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 25, stk. 3.

10.   Kommissionen tilskynder og bidrager til, at medlemsstaterne udveksler erfaringer og informationer om kurser, prøver og godkendelser, bl.a. gennem ethvert organ, som Kommissionen måtte udpege.

Artikel 9

Fritagelse fra prøve

Medlemsstaterne kan fritage personer, der kan dokumentere, at de i de sidste ti år forud for 4. december 2009 vedvarende har ledet en virksomhed, der udfører godskørsel eller buskørsel i en eller flere medlemsstater, fra den prøve, som er omhandlet i artikel 8, stk. 1.

KAPITEL III

TILLADELSE OG TILSYN

Artikel 10

Kompetente myndigheder

1.   Hver medlemsstat tillægger en eller flere myndigheder kompetence til at sikre den korrekte gennemførelse af denne forordning. Disse myndigheder skal tillægges beføjelser til:

a)

at behandle ansøgninger fra virksomheder

b)

at udstede, suspendere og tilbagekalde vejtransporttilladelser

c)

at erklære en fysisk person uegnet til at være transportleder for en virksomheds transportaktiviteter

d)

at foretage den nødvendige kontrol af, at virksomhederne opfylder kravene i artikel 3.

2.   De kompetente myndigheder offentliggør alle de krav, der skal opfyldes i medfør af denne forordning, eventuelle andre nationale bestemmelser og procedurer, der skal følges af interesserede ansøgere, samt tilhørende forklaringer.

Artikel 11

Behandling og registrering af ansøgninger

1.   En transportvirksomhed, der opfylder kravene i artikel 3, får efter ansøgning tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet. Den kompetente myndighed sikrer sig, at en virksomhed, der indgiver en ansøgning, opfylder kravene i artikel 3.

2.   Den kompetente myndighed indfører de data, der vedrører de virksomheder, som den giver tilladelse til, og som er omhandlet i artikel 16, stk. 2, første afsnit, litra a)-d), i det i artikel 16 nævnte nationale elektroniske register.

3.   Den kompetente myndighed behandler ansøgninger om vejtransporttilladelse hurtigst muligt og inden tre måneder fra den dato, hvor den kompetente myndighed har modtaget alle de dokumenter, der er nødvendige for at vurdere ansøgningen. Den kompetente myndighed kan forlænge denne frist med en måned i behørigt begrundede tilfælde.

4.   Indtil den 31. december 2012 kontrollerer den kompetente myndighed i tvivlstilfælde ved bedømmelsen af, om en virksomhed på ansøgningstidspunktet lever op til vandelskravet, om den eller de udpegede transportledere er blevet erklæret uegnet til at lede transportarbejdet for en virksomhed i en af medlemsstaterne i medfør af artikel 14.

Fra den 1. januar 2013 kontrollerer den kompetente myndighed ved bedømmelsen af, om en virksomhed lever op til vandelskravet, om adgang til de i artikel 16, stk. 2, første afsnit, litra f), nævnte data enten som direkte sikker adgang til den relevante del af de nationale registre eller efter anmodning, om den eller de udpegede transportledere på ansøgningstidspunktet er blevet erklæret uegnet til at lede transportarbejdet for en virksomhed i en af medlemsstaterne i medfør af artikel 14.

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser vedrørende en udsættelse på højst tre år af de i dette stykke nævnte datoer, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol som nævnt i artikel 25, stk. 3.

5.   Virksomheder, der har vejtransporttilladelse, meddeler inden for en frist på højst 28 dage, der fastsættes af en etableringsmedlemsstaten, eventuelle ændringer i de data, der er omhandlet i stk. 2, til den kompetente myndighed, der har udstedt tilladelsen.

Artikel 12

Kontrol

1.   De kompetente myndigheder fører tilsyn med, at de virksomheder, som de har udstedt vejtransporttilladelse til, til stadighed opfylder kravene i artikel 3. Med henblik herpå foretager medlemsstaterne kontrol af virksomheder, der er klassificeret i en højere risikoklasse. Medlemsstaterne udvider derfor det risikoklassificeringssystem, som medlemsstaterne har indført i medfør af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts 2006 om minimumsbetingelser for gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed (10), til at omfatte alle de overtrædelser, der er anført i denne forordnings artikel 6.

2.   Indtil 31. december 2014 skal medlemsstaterne mindst hvert femte år kontrollere, at virksomhederne fortsat opfylder kravene i artikel 3.

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning vedrørende en udsættelse af den i første afsnit nævnte dato, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 25, stk. 3.

3.   Når Kommissionen i behørigt begrundede tilfælde anmoder herom, foretager medlemsstaterne individuel kontrol af, om en virksomhed fortsat opfylder betingelserne for adgang til vejtransporterhvervet. Medlemsstaten underretter Kommissionen om resultaterne af den således foretagne kontrol og om, hvilke foranstaltninger der er truffet, hvis det blev konstateret, at virksomheden ikke længere opfylder kravene i denne forordning.

Artikel 13

Procedure for suspension og tilbagekaldelse af vejtransporttilladelser

1.   Hvis den kompetente myndighed konstaterer, at der er risiko for, at en virksomhed ikke længere opfylder kravene i artikel 3, underretter den kompetente myndighed virksomheden herom. Hvis den kompetente myndighed konstaterer, at et eller flere af kravene ikke længere er opfyldt, kan den kompetente myndighed give virksomheden en af følgende frister til at bringe forholdene i orden:

a)

højst seks måneder til at ansætte en afløser for transportlederen, hvis denne ikke længere opfylder vandelskravet eller kravet til faglige kvalifikationer, idet fristen kan forlænges med tre måneder, hvis transportlederen afgår ved døden eller bliver fysisk uskikket til at varetage sit hverv

b)

højst seks måneder, hvis virksomheden skal bringe forholdene i orden med hensyn til at påvise, at den råder over et faktisk etableret og varigt forretningssted

c)

højst seks måneder, hvis kravet til det økonomiske grundlag ikke er opfyldt, med henblik på at godtgøre, at kravet til det økonomiske grundlag på ny vil være varigt opfyldt.

2.   Den kompetente myndighed kan pålægge virksomheder, som har fået deres vejtransporttilladelse suspenderet eller tilbagekaldt, at deres transportledere skal bestå en prøve som omhandlet i artikel 8, stk. 1, inden der træffes rehabiliteringsforanstaltninger.

3.   Hvis den kompetente myndighed konstaterer, at en virksomhed ikke længere opfylder et eller flere af kravene i artikel 3, suspenderer eller tilbagekalder den virksomhedens vejtransporttilladelse senest ved udløbet af den i stk. 1 omhandlede tidsfrist.

Artikel 14

Erklæring om uegnethed som transportleder

1.   Hvis en transportleder ikke længere opfylder vandelskravene i medfør af bestemmelserne i artikel 6, erklærer den kompetente myndighed den pågældende transportleder uegnet til at lede en virksomheds transportarbejde.

2.   Så længe der ikke er truffet rehabiliteringsforanstaltninger i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser, er beviset for faglige kvalifikationer, jf. artikel 8, stk. 8, som er udstedt til den transportleder, der er erklæret uegnet til at lede transportarbejde, ugyldigt i alle medlemsstater.

Artikel 15

Afgørelser fra de kompetente myndigheder og klager

1.   Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal begrunde de negative afgørelser, som de træffer i medfør af denne forordning, herunder afslag på ansøgninger om vejtransporttilladelse, suspension og tilbagekaldelse af en eksisterende vejtransporttilladelse og erklæring om transportlederens uegnethed.

Sådanne afgørelser træffes under hensyntagen til oplysninger om overtrædelser, som virksomheden eller transportlederen har begået, og som kan indebære, at virksomheden ikke opfylder vandelskravet, samt til alle andre oplysninger, den kompetente myndighed har til sin rådighed. I afgørelser om suspension af en vejtransporttilladelse og om erklæring af uegnethed anføres relevante rehabiliteringsforanstaltninger.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at de berørte virksomheder og personer har mulighed for at klage over afgørelserne i stk. 1 til mindst ét uafhængigt og upartisk organ eller til en domstol.

KAPITEL IV

FORENKLING OG ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE

Artikel 16

Nationale elektroniske registre

1.   Med henblik på gennemførelsen af denne forordning, særlig artikel 11-14 og artikel 26, fører hver medlemsstat et nationalt elektronisk register over vejtransportvirksomheder, der har fået vejtransporttilladelse af en kompetent myndighed, som medlemsstaten har udpeget. Behandlingen af de data, dette register indeholder, sker under kontrol af den myndighed, som er udpeget hertil. Alle den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder har adgang til de relevante data i det nationale elektroniske register.

Senest den 31. december 2009 vedtager Kommissionen en beslutning om mindstekravene til de data, der skal indføres i det nationale elektroniske register fra datoen for dets oprettelse, for at gøre den fremtidige sammenkobling af registrene lettere. Den kan anbefale, at der ud over de data, der er omhandlet i stk. 2, medtages registreringsmærker for køretøjer.

2.   Nationale elektroniske registre skal mindst indeholde følgende data:

a)

virksomhedens navn og retlige form

b)

adressen på dens forretningssted

c)

navnet på de transportledere, der er udpeget for at opfylde vandelskravet og kvalifikationskravet, samt eventuelt navnet på en retlig repræsentant

d)

tilladelsens type, antallet af køretøjer, der er omfattet af den, og, hvor det er relevant, løbenummeret på fællesskabstilladelsen og på de bekræftede kopier

e)

antal, kategori og type af alvorlige overtrædelser, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), som har medført en straffedom eller sanktion inden for de sidste to år

f)

navn på enhver person, der er erklæret uegnet til at lede en virksomheds transportarbejde, så længe denne person ikke er blevet rehabiliteret, jf. artikel 6, stk. 3, og de rehabiliteringsforanstaltninger, der finder anvendelse.

Med hensyn til litra e) kan medlemsstaterne indtil den 31. december 2015 vælge kun at medtage de alvorligste overtrædelser, som er nævnt i bilag IV, i det nationale elektroniske register.

Medlemsstaterne kan vælge at opbevare de i første afsnit, litra e) og f) omhandlede data i separate registre. I så tilfælde skal de relevante data stilles til rådighed efter anmodning, eller den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder skal have direkte adgang til dem. De ønskede data fremsendes inden 30 arbejdsdage fra modtagelsen af anmodningen. De i første afsnit, litra a) til d), nævnte data gøres offentligt tilgængelige i henhold til de relevante bestemmelser om beskyttelse af personfølsomme oplysninger.

Andre myndigheder end de kompetente myndigheder skal i alle tilfælde kun have adgang til de data, der er omhandlet i første afsnit, litra e) og f), hvis de har kontrol- og sanktionsbeføjelser inden for vejtransport, og deres ansatte er edsvorne eller på anden måde formelt har tavshedspligt.

3.   Data om virksomheder, hvis tilladelse er blevet suspenderet eller tilbagekaldt skal opbevares i det nationale elektroniske register i to år fra udløbet af suspensionen eller tilbagekaldelsen af tilladelsen og skal derefter straks fjernes.

Data om personer, der er erklæret uegnet til udøvelse af vejtransporterhvervet, opbevares i det nationale elektroniske register, så længe denne person endnu ikke er blevet rehabiliteret, jf. artikel 6, stk. 3. Efter at en rehabiliteringsforanstaltning eller tilsvarende foranstaltninger er truffet, skal dataene straks fjernes.

I de i første og andet afsnit nævnte data anføres begrundelsen for suspensionen eller tilbagekaldelsen af vejtransporttilladelsen og for uegnethedserklæringen, alt efter omstændighederne, og den tilsvarende varighed.

4.   Medlemsstaterne tager alle nødvendige skridt til at sikre, at alle data i det nationale elektroniske register er aktuelle og rigtige, navnlig de i stk. 2, første afsnit, litra e) og f), omhandlede data.

5.   Med forbehold af stk. 1 og 2 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de nationale elektroniske registre er sammenkoblede og tilgængelige i hele Fællesskabet gennem nationale kontaktpunkter, jf. artikel 18. Adgangen gennem de nationale kontaktpunkter og sammenkoblingen gennemføres senest den 31. december 2012 således, at en kompetent myndighed i enhver medlemsstat kan søge i alle medlemsstaternes nationale elektroniske registre.

6.   De fælles regler for gennemførelsen af stk. 5, som f.eks. formatet af de udvekslede data, tekniske procedurer for elektronisk søgning i andre medlemsstaters nationale elektroniske registre og fremme af disse registres interoperabilitet med andre relevante databaser vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 25, stk. 2, og første gang inden den 31. december 2010. Disse fælles bestemmelser skal fastsætte, hvilken myndighed der er ansvarlig for adgang, senere anvendelse og ajourføring af dataene efter adgang, og de bør med henblik herpå omfatte bestemmelser om dataregistrering og -tilsyn.

7.   Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser vedrørende en forlængelse af fristerne i stk. 1 og 5, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 25, stk. 3.

Artikel 17

Beskyttelse af personoplysninger

Hvad angår anvendelsen af direktiv 95/46/EF sikrer medlemsstaterne særlig følgende:

a)

Personer, der registreres, underrettes, når oplysninger om dem optages i registret, og når disse oplysninger påtænkes videregivet til tredjemand. Ved underretningen oplyses det, hvilken myndighed der er ansvarlig for databehandlingen, hvilken type data der behandles og hvorfor.

b)

Registrerede personer har ret til at få aktindsigt i de oplysninger, der vedrører dem selv, hos den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af disse oplysninger. Denne ret gælder uden indskrænkninger og kan udøves med rimelige mellemrum; den efterkommes ufortøvet og må hverken medføre urimelige udgifter eller forsinkelser for den, der begærer aktindsigt.

c)

Registrerede personer har ret til at få rettet, slettet eller blokeret ufuldstændige eller urigtige oplysninger om sig selv.

d)

Registrerede personer har ret til af legitime og vægtige grunde at gøre indsigelse mod, at oplysninger, der vedrører dem selv, gøres til genstand for behandling. Er indsigelsen berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte disse oplysninger.

e)

Virksomhederne overholder de respektive bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger i det omfang, disse er relevante.

Artikel 18

Administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne

1.   Medlemsstaterne udpeger et nationalt kontaktpunkt med ansvar for udveksling af oplysninger om anvendelsen af denne forordning med de andre medlemsstater. Medlemsstaterne sender Kommissionen navn og adresse på deres nationale kontaktpunkt senest den 4. december 2011. Kommissionen udarbejder en liste over alle de nationale kontaktpunkter og sender den til medlemsstaterne.

2.   De medlemsstater, der udveksler oplysninger inden for rammerne af denne forordning, benytter de nationale kontaktpunkter, der er udpeget i medfør af stk. 1.

3.   Medlemsstater, der udveksler oplysninger om overtrædelserne i artikel 6, stk. 2, eller om transportledere, der er erklæret uegnede, skal følge proceduren og overholde fristerne i artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1072/2009, eller, efter omstændighederne, i artikel 23, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1073/2009. Medlemsstaterne indfører de meddelelser om alvorlige overtrædelser, der har ført til straffedomme eller sanktioner, som de modtager fra andre medlemsstater, i deres nationale elektroniske registre.

KAPITEL V

GENSIDIG ANERKENDELSE AF ATTESTER OG ANDRE KVALIFIKATIONSBEVISER

Artikel 19

Attestering af god vandel og tilsvarende dokumenter

1.   Som tilstrækkeligt bevis på god vandel som betingelse for adgang til vejtransporterhvervet anerkender etableringsmedlemsstaten en straffeattest eller i mangel heraf et tilsvarende dokument, som er udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, jf. dog artikel 11, stk. 4.

2.   Når en medlemsstat til sine egne statsborgere stiller vandelskrav, som ikke kan godtgøres ved det i stk. 1 nævnte dokument, anerkender denne medlemsstat for statsborgere fra andre medlemsstater som tilstrækkeligt bevis en attest udstedt af en kompetent retlig eller administrativ myndighed i den eller de medlemsstater, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, som bekræfter, at disse krav er opfyldt. Disse attester skal indeholde oplysninger om de særlige forhold, som etableringsmedlemsstaten tillægger betydning.

3.   Hvis det dokument, der er nævnt i stk. 1, eller den attest, der er nævnt i stk. 2, ikke er blevet udstedt af den eller de medlemsstater, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, kan den pågældende transportleder eller andre relevante personer i stedet for nævnte dokument eller attest afgive en erklæring under ed eller en erklæring på tro og love for en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller eventuelt for en notar i den medlemsstat, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl. Den pågældende myndighed eller notaren udsteder en attest til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love-erklæring.

4.   Et dokument som nævnt i stk. 1, og en attest som nævnt i stk. 2, anerkendes ikke, hvis de fremlægges senere end tre måneder efter udstedelsesdatoen. Samme betingelse gælder for en erklæring i henhold til stk. 3.

Artikel 20

Attestering af virksomhedens økonomiske grundlag

Når en medlemsstat til sine egne statsborgere stiller flere krav til det økonomiske grundlag end dem, der er fastsat i artikel 7, anerkender denne medlemsstat for statsborgere fra andre medlemsstater en attest udstedt af en kompetent myndighed i den eller de medlemsstater, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, som bekræfter, at disse krav er opfyldt. Disse attester skal indeholde de oplysninger, som den nye etableringsmedlemsstat tillægger betydning.

Artikel 21

Attestering af faglige kvalifikationer

1.   Som tilstrækkeligt bevis for faglige kvalifikationer anerkender medlemsstaterne attester, der er i overensstemmelse med modellen i bilag III, og som er udstedt af de behørigt godkendte myndigheder eller organer.

2.   Attester, der udstedes inden 4. december 2011, som bevis for faglige kvalifikationer i medfør af bestemmelser, der var gældende på denne dato, ligestilles med attester, der er i overensstemmelse med modellen i bilag III og anerkendes i alle medlemsstater som bevis for faglige kvalifikationer. Medlemsstaterne kan kræve, at indehavere af attester for faglige kvalifikationer, der kun er gyldige for transport på nationalt plan, består prøven eller dele af prøven ifølge artikel 8, stk. 1.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 22

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 4. december 2011. Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne. Medlemsstaterne sikrer, at alle sådanne foranstaltninger gennemføres uden forskelsbehandling på grund af transportvirksomhedens nationalitet eller hjemsted.

2.   De i stk. 1 omhandlede sanktioner skal bl.a. omfatte suspension af vejtransporttilladelse, tilbagekaldelse af vejtransporttilladelse og erklæringer om transportlederes uegnethed.

Artikel 23

Overgangsbestemmelser

Virksomheder, der inden den 4. december 2009 har opnået vejtransporttilladelse, skal efterkomme denne forordnings bestemmelser senest 4. december 2011.

Artikel 24

Gensidig bistand

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne samarbejder tæt og yder hinanden bistand med henblik på anvendelsen af denne forordning. De udveksler oplysninger om sager, hvor der er faldet dom eller fastsat sanktioner for eventuelle grove overtrædelser, eller om andre nærmere bestemte forhold, som kan få følger for udøvelsen af vejtransporterhvervet, dog under overholdelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 25

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 18, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (11).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1 til 4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 26

Rapport

1.   Hvert andet år udarbejder medlemsstaterne en national rapport om deres kompetente myndigheders arbejde og forelægger den for Kommissionen. Rapporten skal:

a)

indeholde en oversigt over sektoren med hensyn til vandel, økonomisk grundlag og faglige kvalifikationer

b)

oplyse antallet af udstedte, suspenderede og inddragne vejtransporttilladelser, antallet af uegnethedserklæringer samt begrundelserne herfor

c)

oplyse, hvor mange beviser for faglige kvalifikationer der er udstedt om året

d)

indeholde de vigtigste statistikker om de nationale elektroniske registre og de kompetente myndigheders brug af dem, og

e)

indeholde en oversigt over informationsudvekslingen med de andre medlemsstater i medfør af artikel 18, stk. 2, herunder bl.a. det årlige antal meddelelser til en anden medlemsstat om konstaterede overtrædelser samt modtagne svar og det årlige antal ansøgninger og svar i medfør af artikel 18, stk. 3.

2.   På grundlag af de i stk. 1, nævnte rapporter fra medlemsstaterne indsender Kommissionen hvert andet år en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om udøvelsen af vejtransporterhvervet. Rapporten skal bl.a. indeholde en vurdering af, hvordan informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne fungerer, og en gennemgang af, hvordan de nationale elektroniske registre fungerer, og hvilke data de omfatter. Den offentliggøres samtidig med den rapport, der er omhandlet i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (12).

Artikel 27

Liste over kompetente myndigheder

Hver medlemsstat fremsender senest 4. december 2011 en liste til Kommissionen over kompetente myndigheder, som den har udpeget til at udstede vejtransporttilladelser, og en liste over myndigheder eller organer, der er godkendt til at tilrettelægge de i artikel 8, stk. 1, nævnte prøver og udstede attesterne. Kommissionen offentliggør en samlet liste over disse myndigheder og organer i hele Fællesskabet i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 28

Meddelelse af nationale foranstaltninger

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale love og administrative bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af denne forordning, senest 30 dage efter vedtagelsen deraf og første gang senest 4. december 2011.

Artikel 29

Ophævelse

Direktiv 96/26/EF ophæves.

Artikel 30

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 4. december 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. oktober 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

C. MALMSTRÖM

Formand


(1)  EUT C 151 af 17.6.2008, s. 16.

(2)  EUT C 14 af 19.1.2008, s. 1.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 21.5.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 9.1.2009 (EUT C 62 E af 17.3.2009, s. 1), Europa-Parlamentets holdning af 23.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 24.9.2009.

(4)  EFT L 124 af 23.5.1996, s. 1.

(5)  Se side 72 i denne EU-Tidende.

(6)  Se side 88 i denne EU-Tidende.

(7)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(8)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(9)  EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.

(10)  EUT L 102 af 11.4.2006, s. 35.

(11)  EFT L 370 af 31.12.1985, s. 8.

(12)  EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1.


BILAG I

I.   EMNELISTE, JF. ARTIKEL 8

Når medlemsstaterne officielt godkender faglige kvalifikationer, skal de som minimum tage hensyn til viden om de emner, der er opført på denne liste, inden for henholdsvis godskørsel og buskørsel. I forbindelse med disse emner skal ansøgende udøvere af vejtransporterhvervet inden for godskørsel og buskørsel have det niveau af kundskaber og praktiske færdigheder, der er nødvendigt for at kunne lede en transportvirksomhed.

Minimumsniveauet for kundskaber som anført herunder må ikke være lavere end niveau 3 i den struktur for uddannelsesniveauerne, der er anført i bilaget til Rådets beslutning 85/368/EØF (1), dvs. et uddannelsesniveau, der er opnået ved obligatorisk skolegang suppleret med enten erhvervsuddannelse og yderligere teknisk uddannelse eller med en teknisk skole- eller anden uddannelse på sekundærtrinnet.

A.   Borgerlig ret

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende de vigtigste transportkontrakter, der anvendes inden for vejtransport, og de deraf følgende rettigheder og forpligtelser

2.

være kvalificeret til at forhandle en transportkontrakt, så den bliver retsgyldig, bl.a. med hensyn til transportbetingelserne

i relation til godskørsel:

3.

kunne bedømme en klage fra ordregiveren over skader, der enten skyldes tab eller beskadigelse af varerne under transporten eller forsinket levering, samt kunne vurdere, hvilke følger denne klage får for hans kontraktlige ansvar

4.

kende de regler og forpligtelser, der følger af CMR-konventionen om fragtaftaler ved international vejgodstransport

i relation til buskørsel:

5.

kunne bedømme en klage fra ordregiveren over skader, der er forvoldt passagererne eller deres bagage som følge af en ulykke under befordringen, eller over skader som følge af forsinkelsen, samt kunne vurdere, hvilke følger denne klage får for hans kontraktlige ansvar.

B.   Handelsret

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende betingelserne og formkravene for at kunne drive handelsvirksomhed samt kende erhvervsdrivendes generelle forpligtelser (registrering, forretningsbøger osv.) samt følgerne af en konkurs

2.

have et rimeligt kendskab til de forskellige selskabsformer samt reglerne for deres oprettelse og drift.

C.   Arbejdsmarkeds- og sociallovgivning

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende de for vejtransportsektoren relevante arbejdsmarkedsinstitutioners rolle og funktion (fagforeninger, samarbejdsudvalg, personalerepræsentanter, arbejdsinspektører osv.)

2.

kende arbejdsgivernes forpligtelser med hensyn til social sikring

3.

kende de regler, der gælder for arbejdskontrakter, der indgås med forskellige arbejdstagerkategorier i vejtransportvirksomheder (kontraktformer, parternes forpligtelser, arbejdsvilkår og arbejdstid, ferie med løn, aflønning, opsigelse af kontrakt osv.)

4.

kende bestemmelserne om køretid, hviletid og arbejdstid, særlig i forordning (EØF) nr. 3821/85, forordning (EF) nr. 561/2006, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF (2) og direktiv 2006/22/EF, samt de praktiske gennemførelsesbestemmelser til disse bestemmelser

5.

kende bestemmelserne om grundlæggende kvalifikationer og efteruddannelse for erhvervschauffører, særlig dem, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF (3).

D.   Skattelovgivning

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel kende bestemmelserne om:

1.

moms på transporttjenesteydelser

2.

vægtafgifter

3.

afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt de brugsafgifter, der opkræves ved benyttelse af visse infrastrukturanlæg

4.

indkomstskat.

E.   Forretningsmæssig og økonomisk virksomhedsledelse

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende retsforskrifterne og de praktiske regler for anvendelse af check, veksler, egenveksler, kreditkort og andre betalingsmidler eller -måder

2.

kende de forskellige låneformer (banklån, remburs, kautionering, belåning af fast ejendom, leasing, leje, factoring osv.) samt de byrder og forpligtelser, de indebærer

3.

vide, hvad en status er, hvordan den ser ud, og hvordan den fortolkes

4.

kunne læse og fortolke en resultatopgørelse

5.

kunne foretage en analyse af virksomhedens finansielle og rentabilitetsmæssige situation, bl.a. på grundlag af finansielle nøgletal

6.

kunne lægge et budget

7.

kende de forskellige bestanddele af virksomhedens kostpris (faste omkostninger, variable omkostninger, driftsmidler, afskrivninger osv.) og kunne foretage beregninger pr. køretøj, pr. tilbagelagt kilometer, pr. tur eller pr. ton

8.

kunne udarbejde en skematisk fremstilling af hele personalets organisation inden for virksomheden, tilrettelægge arbejdsplaner osv.

9.

kende principperne for marketing, reklame og PR-virksomhed, herunder transporttjenesteydelser, salgsfremstød og udarbejdelse af kundekartoteker osv.

10.

kende de forskellige forsikringsformer, der er karakteristiske for vejtransport (ansvarsforsikring, personskadeforsikring/livsforsikring, tingsskadeforsikring og rejsegodsforsikring) samt de garantier og forpligtelser, de indebærer

11.

kende de forskellige former for anvendelse af elektronisk datatransmission på vejtransportområdet

i relation til godskørsel:

12.

kunne anvende reglerne om fakturering af godskørselsydelser samt kende betydningen og virkningerne af Incoterms

13.

kende de forskellige former for støtteerhverv inden for transport, deres betydning, deres opgaver og eventuelt deres retlige stilling

i relation til buskørsel:

14.

kunne anvende reglerne for billetpriser og prisdannelse inden for offentlig og privat personbefordring

15.

kunne anvende reglerne om fakturering af buskørselsydelser.

F.   Adgang til markedet

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende de faglige regler for vejtransport for fremmed regning, for leje af erhvervskøretøjer, for underentreprise, herunder reglerne for den officielle organisering af erhvervet, adgangen til det, tilladelser til vejtransport inden og uden for Fællesskabets område samt reglerne vedrørende kontrol og sanktioner

2.

kende bestemmelserne om oprettelse af en vejtransportvirksomhed

3.

kende de forskellige dokumenter, der kræves til udførelse af vejtransporttjenesteydelser, og være i stand til at indføre kontrolmetoder til sikring af, at der såvel i virksomhedens lokaler som i køretøjerne befinder sig de reglementerede dokumenter, der vedrører hver udført transport, bl.a. dokumenter vedrørende køretøjer, føreren, godset eller passagerernes bagage

i relation til godskørsel:

4.

kende reglerne om organiseringen af markedet for godskørsel, om speditionsfirmaer og logistik

5.

kende formaliteterne i forbindelse med grænsepassage, betydningen og rækkevidden af T-dokumenter og TIR-carnets samt de forpligtelser og det ansvar, der følger af at anvende dem

i relation til buskørsel:

6.

kende reglerne for organiseringen af markedet for buskørsel

7.

kende reglerne for oprettelse af busruter og være i stand til at udarbejde transportplaner.

G.   Tekniske standarder og tekniske aspekter af driften

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende reglerne for køretøjers vægt og dimensioner i medlemsstaterne samt procedurerne for de særlige transporter, der ikke falder ind under disse regler

2.

alt efter virksomhedens behov kunne vælge passende køretøjer samt de dertil hørende bestanddele (chassis, motor, transmissionssystem, bremsesystem osv.)

3.

kende formaliteterne i forbindelse med godkendelse, indregistrering og syn af disse køretøjer

4.

kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der skal træffes til støjbekæmpelse samt til bekæmpelse af luftforurening som følge af emissioner fra motorkøretøjer

5.

kunne udarbejde periodiske vedligeholdelsesplaner for køretøjerne og deres udstyr

i relation til godskørsel:

6.

kende de forskellige former for håndterings- og læssegrej (bagsmække, containere, paller osv.) og kunne indføre metoder og instrukser vedrørende lastning og losning af gods (lastfordeling, stabling, fastgørelse, afstivning osv.)

7.

kende de forskellige teknikker for kombineret transport som huckepack og roll-on/roll-off

8.

kunne iværksætte procedurer med henblik på overholdelse af reglerne for transport af farligt gods og affald, bl.a. i medfør af direktiv 2008/68/EF (4) og forordning (EF) nr. 1013/2006 (5)

9.

kunne iværksætte procedurer til overholdelse af reglerne om transport af letfordærvelige levnedsmidler, især reglerne i medfør af traktaten om international transport af letfordærvelige levnedsmidler og om det særlige materiel, som skal bruges til sådanne transporter (ATP)

10.

kunne iværksætte procedurer til overholdelse af bestemmelserne om transport af levende dyr.

H.   Vejtrafiksikkerhed

Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:

1.

kende de kvalifikationer, der kræves af det kørende personale (kørekort, sundhedsattester, duelighedsbeviser osv.)

2.

kunne træffe foranstaltninger til sikring af, at chaufførerne overholder gældende færdselsregler, forbud og trafikbegrænsninger i de forskellige medlemsstater (hastighedsbegrænsninger, forkørselsrettigheder, regler for standsning og parkering, lygteføring, vejskiltning osv.)

3.

kunne udarbejde instrukser til chaufførerne om kontrol af sikkerhedsbestemmelserne dels vedrørende transportmateriellets, udstyrets og ladningens tilstand, dels vedrørende forebyggende adfærd

4.

kunne indføre regler for, hvordan man skal forholde sig i ulykkestilfælde, og træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå gentagne ulykker eller grove overtrædelser af færdselsreglerne

5.

kunne iværksætte procedurer for sikkerhedsmæssigt forsvarlig fastgørelse af godset og kende teknikkerne hertil

i relation til buskørsel:

6.

have alment kendskab til vejnettet i medlemsstaterne.

II.   TILRETTELÆGGELSE AF PRØVEN

1.

Medlemsstaterne afholder en obligatorisk skriftlig prøve, som de kan supplere med en mundtlig prøve, for at konstatere, om den, der søger vejtransporttilladelse, er i besiddelse af det kundskabsniveau, der forlanges i del I, inden for de deri nævnte emner, og navnlig om de kan anvende de relevante midler og teknikker og påtage sig de omhandlede ledende og koordinerende opgaver.

a)

Den obligatoriske skriftlige prøve skal bestå af følgende to delprøver:

i)

skriftlige spørgsmål i form af enten multiple choice-spørgsmål (fire mulige svar) eller spørgsmål, der skal besvares direkte, eller en kombination heraf

ii)

skriftlige opgaver/case studies.

Hver af de to delprøver skal have en varighed af mindst to timer.

b)

Hvis der afholdes en mundtlig prøve, kan medlemsstaterne stille som betingelse for at deltage i denne prøve, at ansøgeren har bestået den skriftlige prøve.

2.

Hvis medlemsstaterne også afholder en mundtlig prøve, skal de for hver af de tre prøver fastsætte en vægtning af pointene, der ikke må være under 25 % og ikke over 40 % af det samlede antal point, der kan tildeles.

Hvis medlemsstaterne kun afholder en skriftlig prøve, skal de for hver prøve fastsætte en vægtning af pointene, der ikke må være under 40 % og ikke over 60 % af det samlede antal point, der kan tildeles.

3.

Ved alle prøverne skal ansøgerne opnå et samlet gennemsnit på mindst 60 % af det samlede antal point, der kan tildeles, og ved hver prøve skal der opnås mindst 50 % af antallet af mulige point. En medlemsstat kan for en enkelt prøves vedkommende nedsætte kravet fra 50 % til 40 %.


(1)  Rådets beslutning 85/368/EØF af 16.7.1985 om sammenlignelighed af de ved erhvervsuddannelse i medlemsstaterne opnåede kvalifikationer (EFT L 199 af 31.7.1985, s. 56).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11.3.2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (EFT L 80 af 23.3.2002, s. 35).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15.7.2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej (EUT L 226 af 10.9.2003, s. 4).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1).


BILAG II

Sikkerhedselementer for attesten for faglige kvalifikationer

Attesten skal have mindst to af følgende sikkerhedselementer:

et hologram

særlige fibre i papiret, som bliver synlige i UV-lys

mindst én linje mikroprint (kan kun ses med et forstørrelsesglas og gengives ikke af fotokopieringsmaskiner)

taktile bogstaver, symboler eller mønstre

dobbelt nummerering: serienr. og udstedelsesnr.

et sikkerhedsbundtryk med et fint guillochemønster og regnbuetryk.


BILAG III

Model til attest for faglige kvalifikationer

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

(Pantone beigefarvet cellulosepapir, mindst 100g/m2, format: DIN A4)

(Tekst udarbejdet på det, de eller et af de officielle sprog i den udstedende medlemsstat)

Den pågældende medlemsstats kendingsbogstaver (1)

Navnet på den autoriserede myndighed eller det autoriserede organ (2)

ATTEST FOR FAGLIGE KVALIFIKATIONER GODSKØRSEL/BUSKØRSEL (3)

Nr. …

attesterer hermed, at (4)

født den … i …

har bestået de prøver (år:.… termin: …) (5), der kræves for at opnå en attest for faglige kvalifikationer inden for godskørsel/buskørsel (3) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21 oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet (6).

Dette bevis udgør tilstrækkelig godtgørelse af faglige kvalifikationer, jf. artikel 21 i forordning (EF) nr. 1071/2009.

Udstedt i …, den … (7)


(1)  Medlemsstaternes kendingsbogstaver er: (B) Belgien, (BG) Bulgarien, (CZ) Den Tjekkiske Republik, (DK) Danmark, (D) Tyskland, (EST) Estland, (IRL) Irland, (GR) Grækenland, (E) Spanien, (F) Frankrig, (I) Italien, (CY) Cypern, (LV) Letland, (LT) Litauen, (L) Luxembourg, (H) Ungarn, (M) Malta, (NL) Nederlandene, (A) Østrig, (PL) Polen, (P) Portugal, (RO) Rumænien, (SLO) Slovenien, (SK) Slovakiet, (FIN) Finland, (S) Sverige, (UK) Det Forenede Kongerige.

(2)  Den myndighed eller det organ, som hver af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater på forhånd har udpeget til at udstede denne attest.

(3)  Det ikke relevante overstreges.

(4)  Efternavn og fornavn, fødested og fødselsdato.

(5)  Identifikation af prøven.

(6)  EUT L 300 af 14.11.2009, s. 51

(7)  Stempel og underskrift for det autoriserede organ, der udsteder beviset.


BILAG IV

De alvorligste overtrædelser, jf. artikel 6, stk. 2, litra a), er følgende:

1.

a)

overskridelse af den maksimalt tilladte køretid for henholdsvis 6 døgn eller 14 døgn med 25 % eller mere

b)

overskridelse i den daglige arbejdstid af den maksimalt tilladte køretid med 50 % eller derover uden en pause eller sammenhængende hviletid på mindst 4,5 timer.

2.

Der forefindes ingen fartskriver og/eller fartbegrænser, eller der anvendes en falsk anordning, der kan ændre kontrolapparatets og/eller fartbegrænserens registreringer, eller der er tale om forfalskning af diagramark eller data fra fartskriveren og/eller førerkortet.

3.

Kørsel uden gyldig synsattest, hvis et sådant dokument kræves i henhold til fællesskabslovgivningen, og/eller meget alvorlige defekter ved bl.a. bremsesystem, styreapparat, hjul/dæk, affjedring eller chassis, der ville medføre en så umiddelbar risiko for færdselssikkerheden, at det fører til en beslutning om at tilbageholde køretøjet.

4.

Transport af farligt gods, som det er forbudt at transportere, eller som transporteres i en forbudt eller ikke godkendt emballage, eller som ikke er identificeret som farligt gods på køretøjet og dermed er til så stor fare for menneskeliv eller miljøet, at det fører til en beslutning om at tilbageholde køretøjet.

5.

Transport af passagerer eller varer uden gyldigt kørekort eller foretaget af en virksomhed, som ikke er indehaver af en gyldig fællesskabstilladelse.

6.

Anvendelse af et kørekort, som er forfalsket, eller som føreren ikke er indehaver af, eller som er erhvervet på grundlag af falske erklæringer og/eller forfalskede dokumenter.

7.

Kørsel med gods, hvor den maksimalt tilladte totalmasse overskrides med 20 % eller derover for køretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 12 tons, og hvor den maksimalt tilladte totalmasse overskrides med 25 % eller derover for køretøjer, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 12 tons.


14.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 300/72


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1072/2009

af 21.oktober 2009

om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets forordning (EØF) nr. 881/92 af 26. marts 1992 om adgang til markedet for vejgodstransport i Fællesskabet, som udføres fra eller til en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder (3), i Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (4), og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/94/EF af 12. december 2006 om fælles regler for visse former for vejgodstransport (5). Af klarhedshensyn bør de to forordninger og direktivet omarbejdes.

(2)

Indførelsen af en fælles transportpolitik indebærer bl.a. fastsættelse af fælles regler om adgang til markedet for international godskørsel på Fællesskabets område samt fastsættelse af betingelser for transportvirksomheders adgang til at udføre national godskørsel i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende. Disse regler bør udformes på en måde, så de bidrager til et velfungerende indre marked på transportområdet.

(3)

For at sikre et sammenhængende regelsæt for international godskørsel i hele Fællesskabet bør denne forordning gælde for al international godskørsel på Fællesskabets område. Godskørsel fra medlemsstaterne til tredjelande er stadig i vid udstrækning underkastet bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og de pågældende tredjelande. Derfor bør forordningen ikke gælde for den strækning, der tilbagelægges i den medlemsstat, hvor der sker læsning eller aflæsning, før der er indgået de nødvendige aftaler mellem Fællesskabet og de berørte tredjelande. Den bør dog gælde for transitmedlemsstaters område.

(4)

Indførelsen af en fælles transportpolitik omfatter fjernelse af enhver restriktion over for den virksomhed, der udfører transporttjenesteydelsen, på grundlag af nationalitet eller som følge af, at virksomheden er etableret i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen skal udføres.

(5)

For at sikre en smidig og gnidningsløs gennemførelse heraf bør der indføres en overgangsordning for cabotagekørsel, så længe harmoniseringen af markedet for godskørsel endnu ikke er fuldført.

(6)

Den gradvise færdiggørelse af det fælles europæiske marked bør føre til afskaffelse af begrænsningerne for adgang til medlemsstaternes hjemmemarkeder. Der bør dog i denne forbindelse tages hensyn til kontrollens effektivitet og udviklingen i beskæftigelsesforholdene i erhvervet harmoniseringen af reglerne for bl.a. håndhævelse, infrastrukturafgifter samt social- og sikkerhedslovgivningen. Kommissionen bør føre nøje tilsyn med situationen på markedet og med den nævnte harmonisering og, hvis det er relevant, foreslå en yderligere åbning af de nationale markeder for godskørsel, herunder cabotagekørsel.

(7)

Visse former for transport er i henhold til direktiv 2006/94/EF fritaget fra kravet om fællesskabstilladelse og andre former for transporttilladelse. Som led i den organisering af markedet, som fastsættes ved denne forordning, bør der for nogle af de pågældende former for transport på grund af deres særlige egenart bibeholdes en ordning med fritagelse for fællesskabstilladelsen og for enhver anden transporttilladelse.

(8)

I henhold til direktiv 2006/94/EF er godskørsel med køretøjer med en største tilladt totalvægt på mellem 3,5 tons og 6 tons fritaget for kravet om fællesskabstilladelse. Fællesskabsreglerne for gods- og buskørsel gælder imidlertid generelt for køretøjer med en største tilladt totalvægt på over 3,5 tons. Bestemmelserne i nærværende forordning bør derfor bringes i overensstemmelse med det almindelige anvendelsesområde for Fællesskabets regler for vejtransport, således at de kun indeholder en fritagelse for køretøjer med en største tilladt totalvægt på ikke over 3,5 tons.

(9)

Til udførelse af international godskørsel bør der kræves en ikke-kontingenteret fællesskabstilladelse; Transportvirksomheder bør pålægges en forpligtelse til at opbevare en bekræftet kopi af fællesskabstilladelsen i hvert af deres køretøjer for at gøre det lettere for myndighederne at foretage en effektiv kontrol, især for myndigheder uden for den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret. I dette øjemed er det nødvendigt at fastlægge mere detaljerede specifikationer for fællesskabstilladelsens og de bekræftede kopiers format og andre kendetegn.

(10)

Vejsidekontrol bør finde sted uden direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationaliteten af udøveren af landevejstransporterhvervet, transportvirksomhedens etableringsland, eller hvor køretøjet er indregistreret.

(11)

Der bør fastsættes betingelser for udstedelse og tilbagekaldelse af fællesskabstilladelser samt fastlægges, hvilke former for transport de omfatter, hvor længe de er gyldige, og hvilke nærmere betingelser der gælder for deres brug.

(12)

Der bør også udfærdiges en førerattest, så medlemsstaterne kan kontrollere, om førere fra tredjelande er lovligt beskæftiget af eller stillet til rådighed for den transportvirksomhed, der er ansvarlig for en given transport.

(13)

Transportvirksomheder, der har en fællesskabstilladelse som omhandlet i denne forordning, og transportvirksomheder, som har ret til at udføre visse kategorier af international transport, bør i overensstemmelse med denne forordning have adgang til at udføre national transport i en medlemsstat i en begrænset periode, hvor de ikke har hjemsted eller andet forretningssted. Når cabotagekørsel udføres, bør den være omfattet af fællesskabslovgivningen som f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (6) og den nationale lovgivning på særlige områder, der er gældende i værtsmedlemsstaten.

(14)

Der bør vedtages bestemmelser, der giver mulighed for at træffe foranstaltninger i tilfælde af alvorlige forstyrrelser på transportmarkederne. Det er i den forbindelse nødvendigt at indføre en passende beslutningsprocedure og at indsamle de nødvendige statistiske data.

(15)

Cabotagekørsel er transportvirksomheders levering af tjenesteydelser i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret, og bør ikke forbydes, hvis den ikke udføres på en sådan måde, at der skabes en permanent eller løbende aktivitet i en værtsmedlemsstat, jf. dog traktatens bestemmelser om etableringsret. For at bidrage til at håndhæve dette krav bør cabotagekørslers hyppighed og den periode, i hvilken de kan udføres, defineres tydeligere. Tidligere blev der givet en tidsbegrænset tilladelse til sådanne nationale transporter. I praksis har det været vanskeligt at afgøre, hvilke transporter der var tilladt. Der er derfor brug for klare regler, der er lette at håndhæve.

(16)

Denne forordning berører ikke bestemmelserne vedrørende indgående og udgående godstransport ad vej som en del af kombineret transport som fastsat i Rådets direktiv 92/106/EØF af 7. december 1992 om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (7) og ikke i denne forordning. Strækninger, der tilbagelægges ad landevej i værtsmedlemsstaten, og som ikke indgår i kombineret transport i medfør af direktiv 92/106/EØF, henhører under definitionen af cabotagekørsel og er derfor omfattet af bestemmelserne i denne forordning.

(17)

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (8) finder anvendelse på en transportvirksomhed, der udfører cabotagekørsel.

(18)

For at kunne foretage en effektiv kontrol med cabotagekørsel bør værtsmedlemsstaternes retshåndhævende myndigheder mindst have adgang til dataene i fragtbrevene og fra kontrolapparatet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (9).

(19)

Medlemsstaterne bør yde hinanden gensidig bistand med henblik på tilfredsstillende anvendelse af denne forordning.

(20)

De administrative formaliteter bør begrænses mest muligt, uden at den kontrol og de sanktioner, som kan sikre en korrekt anvendelse og effektiv håndhævelse af denne forordning, dog opgives. Med henblik herpå bør de eksisterende bestemmelser om inddragelse af fællesskabstilladelsen gøres klarere og styrkes. De nuværende bestemmelser bør tilpasses, så alvorlige overtrædelser, der begås i en værtsmedlemsstat, kan straffes effektivt. Sanktionerne bør ikke være diskriminerende og bør stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed. Der bør være mulighed for at indbringe afgørelser om sanktioner til prøvelse for en højere instans.

(21)

Medlemsstaterne bør indføre alle alvorlige overtrædelser, der er begået af transportvirksomhederne, og som har medført sanktioner, i deres nationale elektroniske register over transportvirksomheder.

(22)

For at lette og forbedre udvekslingen af oplysninger mellem de nationale myndigheder bør medlemsstaterne udveksle relevante oplysninger mellem de nationale kontaktpunkter, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet (10).

(23)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (11).

(24)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at tilpasse bilag I, II og III til den tekniske udvikling. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(25)

Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne forordning, navnlig hvad angår sanktioner, som bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

(26)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre et sammenhængende regelsæt for international godskørsel i hele Fællesskabet, kan ikke i tilstrækkelig grad nås af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning gælder for international godskørsel for fremmed regning på de strækninger, der tilbagelægges på Fællesskabets område.

2.   I forbindelse med transport fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt finder denne forordning anvendelse på den strækning, der under transit tilbagelægges på enhver medlemsstats område. Den finder ikke anvendelse på den strækning, der tilbagelægges på den medlemsstats område, hvor læsning eller aflæsning finder sted, før den nødvendige aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland er indgået.

3.   Indtil der er indgået aftaler, jf. stk. 2, berører denne forordning ikke:

a)

bestemmelser vedrørende den transport fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, som henhører under bilaterale aftaler mellem en medlemsstat og de pågældende tredjelande

b)

bestemmelser vedrørende den transport fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, som henhører under bilaterale aftaler mellem medlemsstater, og som enten i form af bilaterale tilladelser eller i form af en ordning med fri erhvervsudøvelse tillader, at læsning og aflæsning i en medlemsstat foretages af transportvirksomheder, der ikke er etableret i den pågældende medlemsstat.

4.   Denne forordning finder anvendelse på national godskørsel, som en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed midlertidigt udfører, jf. bestemmelserne i kapitel III.

5.   De følgende former for transport og kørsel uden last i forbindelse med sådan transport kræver ikke en fællesskabstilladelse og fritages for enhver form for transporttilladelse:

a)

transport af postforsendelser som led i en universel tjenesteydelse

b)

transport af beskadigede køretøjer, der er ude af drift

c)

transport af gods med motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt inklusive påhængskøretøjer ikke overstiger 3,5 tons

d)

transport af gods med motorkøretøjer, såfremt nedenstående betingelser er opfyldt:

i)

det befordrede gods er virksomhedens ejendom eller er blevet solgt, købt, udlånt, udlejet eller lejet, fremstillet, udvundet, bearbejdet eller repareret af denne

ii)

transporten tjener til at bringe godset til virksomheden, at bringe det bort fra virksomheden, at flytte det enten inden eller uden for virksomhedens område til eget brug

iii)

motorkøretøjer, der anvendes til sådan transport, skal føres af personale, der er ansat af eller stilles til rådighed for virksomheden i henhold til en kontraktlig forpligtelse

iv)

de køretøjer, der transporterer godset, skal tilhøre virksomheden eller være købt af denne på kredit eller være lejet, i sidstnævnte tilfælde forudsat at de opfylder betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/1/EF af 18. januar 2006 om anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej (12)

v)

transporten er kun en underordnet aktivitet i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter

e)

transport af lægemidler, lægeligt apparatur og udstyr samt andre artikler, der er nødvendige i tilfælde af udrykning, særlig i tilfælde af naturkatastrofer.

Første afsnit, litra d), nr. iv), gælder ikke for anvendelse af et reservekøretøj i tilfælde, hvor det normalt anvendte køretøj er ude af drift for kortere tid.

6.   Bestemmelserne i stk. 5 medfører ingen ændringer i de betingelser, på hvilke hver medlemsstat giver sine statsborgere tilladelse til de former for virksomhed, der omhandles i samme stykke.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»køretøj«: et motorkøretøj, som er indregistreret i en medlemsstat, eller et sammenkoblet vogntog, hvoraf i det mindste motorkøretøjet er indregistreret i en medlemsstat, og som udelukkende er beregnet til godstransport

2)

»international transport«:

a)

kørsel med et læsset køretøj, som kører fra en medlemsstat til en anden, med eller uden transit gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande

b)

kørsel med et læsset køretøj fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, med eller uden transit gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande

c)

kørsel med et læsset køretøj mellem tredjelande med transit gennem en eller flere medlemsstaters område, eller

d)

kørsel uden last i forbindelse med de former for transport, der er nævnt i litra a), b) og c)

3)

»værtsmedlemsstat«: en medlemsstat, hvor en transportvirksomhed udfører transport, ud over i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret

4)

»ikke-hjemmehørende transportvirksomhed«: en transportvirksomhed, der udfører transport i en værtsmedlemsstat

5)

»fører«: enhver person, som fører køretøjet, selv for et kort tidsrum, eller som befordres i et køretøj som led i sine arbejdsopgaver for i givet fald at kunne føre køretøjet

6)

»cabotagekørsel«: national transport for fremmed regning, der udføres i en begrænset periode i en værtsmedlemsstat i overensstemmelse med denne forordning

7)

»alvorlig overtrædelse af fællesskabslovgivningen om vejtransport«: overtrædelser, der kan medføre, at vandelskravet ikke er opfyldt, jf. artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 1071//2009 og/eller at fællesskabstilladelsen kaldes tilbage midlertidigt eller permanent.

KAPITEL II

INTERNATIONAL TRANSPORT

Artikel 3

Generelt princip

Til international transport kræves en fællesskabstilladelse og, såfremt føreren er statsborger i et tredjeland, en førerattest.

Artikel 4

Fællesskabstilladelse

1.   Fællesskabstilladelsen udstedes i overensstemmelse med denne forordning af en medlemsstat til enhver transportvirksomhed, der udfører godskørsel for fremmed regning, og som:

a)

er etableret i denne medlemsstat i overensstemmelse med Fællesskabets og medlemsstatens lovgivning, og

b)

i overensstemmelse med Fællesskabets og etableringsmedlemsstatens lovgivning om adgang til transporterhvervet har ret til at udføre international godskørsel i etableringsmedlemsstaten.

2.   Fællesskabstilladelsen udstedes af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten for en periode på op til ti år og kan fornyes.

Fællesskabstilladelser og bekræftede kopier, der er udstedt inden denne forordnings anvendelsesdato, forbliver gyldige indtil udløbsdatoen.

Kommissionen tilpasser gyldighedsperioden for fællesskabslicensen til de tekniske fremskridt, navnlig de nationale registre som omhandlet i artikel 16 i forordning (EF) nr. 1071/2009. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol, jf. artikel 15, stk. 2.

3.   Etableringsmedlemsstaten overdrager indehaveren originaleksemplaret af fællesskabstilladelsen, som skal opbevares af transportvirksomheden, samt et antal bekræftede kopier svarende til antallet af køretøjer, som indehaveren af fællesskabstilladelsen råder over som ejer eller på et andet grundlag, navnlig i kraft af en afbetalingsaftale eller en leje- eller leasingkontrakt.

4.   Fællesskabstilladelsen og de bekræftede kopier skal være i overensstemmelse med modellen i bilag II, der endvidere fastsætter betingelserne for anvendelsen af fællesskabstilladelsen. Den skal indeholde mindst to af de sikkerhedselementer, der er nævnt i bilag I.

Kommissionen tilpasser bilag I og II til den tekniske udvikling. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 15, stk. 2.

5.   Fællesskabstilladelsen og de bekræftede kopier forsynes med den udstedende myndigheds segl samt en underskrift og et serienummer. Fællesskabstilladelsens og de bekræftede kopiers serienumre skal indføres i det nationale elektroniske register over transportvirksomheder blandt oplysningerne om transportvirksomheden.

6.   Fællesskabstilladelsen udstedes til transportvirksomheden, og den kan ikke overdrages til tredjemand. En bekræftet kopi af fællesskabstilladelsen skal opbevares i hvert af transportvirksomhedens køretøjer og forevises kontrolpersonalet på forlangende.

Hvis det drejer sig om et sammenkoblet vogntog, skal den bekræftede kopi følge motorkøretøjet. Den skal omfatte det sammenkoblede vogntog, også selv om påhængs- eller sættevognen ikke er indregistreret eller godkendt til kørsel i tilladelsesindehaverens navn eller er indregistreret eller godkendt til kørsel i en anden stat.

Artikel 5

Førerattest

1.   Førerattesten udstedes af en medlemsstat i overensstemmelse med denne forordning til en transportvirksomhed, som:

a)

er indehaver af en fællesskabstilladelse, og

b)

lovligt beskæftiger en fører, der hverken er statsborger i en medlemsstat eller fastboende udlænding i henhold til Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (13) eller lovligt benytter en fører, der hverken er statsborger i en medlemsstat eller fastboende udlænding i henhold til dette direktiv, og som er stillet til virksomhedens rådighed i henhold til de betingelser for beskæftigelse og erhvervsmæssig uddannelse af førere, der i denne medlemsstat er fastsat

i)

i love og administrative bestemmelser, og efter omstændighederne

ii)

i kollektive aftaler, efter de regler der gælder i denne medlemsstat.

2.   Førerattesten udstedes af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, på anmodning af indehaveren af fællesskabstilladelsen for hver fører, der hverken er statsborger i en medlemsstat eller fastboende udlænding i henhold til direktiv 2003/109/EF, og som er lovligt beskæftiget, eller for hver fører, der er stillet til rådighed for indehaveren, og som hverken er statsborger i en medlemsstat eller fastboende udlænding i henhold til direktivet. Hver enkelt førerattest attesterer, at den deri nævnte fører er beskæftiget på de i stk. 1 fastsatte betingelser.

3.   Førerattesten skal være i overensstemmelse med modellen i bilag III. Den skal indeholde mindst to af de sikkerhedselementer, der er nævnt i bilag I.

4.   Kommissionen tilpasser bilag III til den tekniske udvikling. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 15, stk. 2.

5.   Førerattesten skal forsynes med den udstedende myndigheds stempel samt en underskrift og et serienummer. Førerattestens serienummer skal indføres i det nationale elektroniske register over transportvirksomheder blandt oplysningerne om den transportvirksomhed, der stiller førerattesten til rådighed for den i attesten anførte fører.

6.   Førerattesten tilhører transportvirksomheden, som stiller den til rådighed for den deri anførte fører, når føreren fører et køretøj, der foretager transport i henhold til en fællesskabstilladelse, der er udstedt til den pågældende transportvirksomhed. En bekræftet kopi af førerattesten udstedt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, opbevares i transportvirksomhedens lokaler. Førerattesten skal på forlangende forevises kontrolpersonalet.

7.   Førerattesten udstedes for en periode, der fastsættes af udstedelsesmedlemsstaten, med en gyldighed på højst fem år. Førerattester, der er udstedt inden denne forordnings anvendelsesdato, forbliver gyldige indtil udløbsdatoen.

Førerattesten er kun gyldig så længe de betingelser, i henhold til hvilke den blev udstedt, stadig er opfyldt. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at attesten øjeblikkeligt returneres af transportvirksomheden til den udstedende myndighed, hvis disse betingelser ikke længere foreligger.

Artikel 6

Kontrol

1.   I forbindelse med indgivelse af en ansøgning om fællesskabstilladelse eller ansøgningen om fornyelse af fællesskabstilladelsen i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, kontrollerer de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, om transportvirksomheden opfylder eller stadig opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1.

2.   De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten kontrollerer regelmæssigt, om de i artikel 5, stk. 1, nævnte betingelser for udstedelse af førerattesten stadig er opfyldt, idet de hvert år kontrollerer mindst 20 % af de gyldige attester, som er udstedt i denne medlemsstat.

Artikel 7

Afslag på ansøgning om fællesskabstilladelse og førerattest samt tilbagekaldelse

1.   Hvis betingelserne i artikel 4, stk. 1, eller artikel 5, stk. 1, ikke er opfyldt, giver etableringsmedlemsstatens kompetente myndigheder et begrundet afslag på udstedelse eller fornyelse af fællesskabstilladelsen eller førerattesten.

2.   De kompetente myndigheder tilbagekalder fællesskabstilladelsen eller førerattesten, hvis indehaveren:

a)

ikke længere opfylder betingelserne i artikel 4, stk.1, eller artikel 5, stk. 1, eller

b)

har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med en ansøgning om fællesskabstilladelse eller førerattest.

KAPITEL III

CABOTAGEKØRSEL

Artikel 8

Generelt princip

1.   Enhver transportvirksomhed, der udfører godskørsel for fremmed regning, som er indehaver af en fællesskabstilladelse, og hvis fører, såfremt denne er statsborger i et tredjeland, er i besiddelse af en førerattest, har adgang til på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, at udføre cabotagekørsel.

2.   Transportvirksomheder, som beskrevet i stk. 1, har adgang til at udføre op til tre cabotagekørsler med samme køretøj eller, hvis der er tale om et sammenkoblet vogntog, med motorkøretøjet heri, i tilslutning til en international transport fra en anden medlemsstat eller fra et tredjeland til værtsmedlemsstaten, efter at de varer, der blev transporteret ved den indgående internationale transport, er leveret. Den sidste aflæsning af en last som led i en cabotagekørsel, før værtsmedlemsstaten forlades, skal finde sted inden for syv dage efter den sidste aflæsning i værtsmedlemsstaten som led i den indgående internationale transport.

Inden for det i første afsnit omhandlede tidsrum kan transportvirksomheder udføre nogle eller alle de cabotagekørsler, der er tilladt i henhold til nævnte afsnit, i en hvilken som helst medlemsstat, idet de dog er begrænset til én cabotagekørsel pr. medlemsstat inden for tre dage efter indrejse i den pågældende medlemsstats område uden last.

3.   National godskørsel, der udføres i værtsmedlemsstaten af en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed, anses kun for at være i overensstemmelse med denne forordning, hvis transportvirksomheden kan forelægge klart bevis for den indgående internationale transport, samt bevis for hver efterfølgende cabotagekørsel, der er udført der.

Et sådant bevis skal, jf. første afsnit, omfatte følgende oplysninger om hver transport:

a)

afsenderens navn, adresse og underskrift

b)

transportvirksomhedens navn, adresse og underskrift

c)

modtagerens navn og adresse samt — efter at varerne er leveret — modtagerens underskrift og datoen for leveringen

d)

sted og dato for overtagelsen af varerne samt det sted, hvor varerne skal leveres

e)

den almindeligt benyttede betegnelse for varerne og emballeringsmetoden samt, hvis der er tale om farligt gods, en alment anerkendt beskrivelse af varerne samt antallet af pakker og særlig mærkning og særlige numre på pakkerne

f)

varernes bruttovægt eller mængden af varer udtrykt på anden vis

g)

motorkøretøjets og påhængsvognens nummerplader.

4.   Der må ikke forlanges yderligere dokumentation som godtgørelse for, at betingelserne i denne artikel er blevet opfyldt.

5.   Enhver transportvirksomhed, der i etableringsmedlemsstaten efter lovgivningen i denne stat har ret til at udføre godskørsel for fremmed regning som fastsat i artikel 1, stk. 5, litra a), b) og c), har på de betingelser, der er fastsat i nærværende kapitel, alt efter det enkelte tilfælde, adgang til at udføre cabotagekørsel af samme art eller cabotagekørsel med køretøjer af samme kategori.

6.   Der gælder ingen restriktioner for adgang til cabotagekørsel som led i transport som omhandlet i artikel 1, stk. 5, litra d) og e).

Artikel 9

Regler for cabotagekørsel

1.   Udførelsen af cabotagekørsel er, medmindre der i de fællesskabsretlige regler er truffet bestemmelse om noget andet, undergivet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser inden for følgende områder:

a)

betingelser gældende for transportkontrakter

b)

køretøjernes vægt og dimensioner

c)

forskrifter vedrørende transport af visse kategorier gods, navnlig farligt gods, letfordærvelige levnedsmidler og levende dyr

d)

køre- og hviletid

e)

merværdiafgift (moms) på transportydelser.

Vægt og dimensioner nævnt i første afsnit, litra b), kan efter omstændighederne overstige dem, der er gældende i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, men de kan under ingen omstændigheder overstige de begrænsninger, som værtsmedlemsstaten har fastsat for national trafik, eller de tekniske egenskaber, der fremgår af de beviser, som er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (14).

2.   De love og administrative bestemmelser, der henvises til i stk. 1, skal finde anvendelse på ikke-hjemmehørende transportvirksomheder på samme betingelser som dem, der gælder for de i værtsmedlemsstaten hjemmehørende virksomheder, for at forhindre forskelsbehandling som følge af nationalitet eller etableringssted.

Artikel 10

Beskyttelsesforanstaltninger

1.   I tilfælde af alvorlige forstyrrelser på markedet for national transport inden for et bestemt geografisk område, som skyldes cabotagekørsel, eller som forværres af denne, kan enhver medlemsstat forelægge sagen for Kommissionen med henblik på vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger, idet medlemsstaten meddeler Kommissionen de nødvendige oplysninger, samt hvilke foranstaltninger den påtænker at træffe over for de hjemmehørende transportvirksomheder.

2.   I stk. 1 forstås ved:

– »alvorlige forstyrrelser på markedet for intern transport inden for et bestemt geografisk område«, at der på dette marked opstår problemer, der er specifikke for dette marked, og som medfører et alvorligt og tilsyneladende vedvarende udbudsoverskud i forhold til efterspørgslen, hvilket indebærer en trussel for mange vejgodstransportvirksomheders økonomiske ligevægt og overlevelsesevne

– »geografisk område« et område, som omfatter en del af eller hele en medlemsstats område, eller som udstrækker sig til at omfatte en del af andre medlemsstaters område eller hele deres område.

3.   Kommissionen undersøger situationen på grundlag af bl.a. de relevante oplysninger og træffer efter høring af det i artikel 15, stk. 1, nævnte udvalg inden for en frist på en måned efter modtagelsen af medlemsstatens anmodning afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at træffe beskyttelsesforanstaltninger, og vedtager dem i bekræftende fald.

Disse foranstaltninger kan gå så vidt som til midlertidigt at udelukke det pågældende område fra denne forordnings anvendelsesområde.

Gyldighedsperioden for de foranstaltninger, der vedtages i medfør af denne artikel, er højst seks måneder, og den kan forlænges én gang med de samme begrænsninger.

Kommissionen underretter straks medlemsstaterne og Rådet om enhver afgørelse, der træffes i henhold til dette stykke.

4.   Hvis Kommissionen beslutter at vedtage beskyttelsesforanstaltninger vedrørende en eller flere medlemsstater, skal de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder træffe foranstaltninger af tilsvarende omfang over for de hjemmehørende transportvirksomheder og underrette Kommissionen herom. Sidstnævnte foranstaltninger anvendes senest fra samme dato som de beskyttelsesforanstaltninger, som Kommissionen vedtager.

5.   Hver medlemsstat kan forelægge den i stk. 3 nævnte kommissionsafgørelse for Rådet inden for en frist på 30 dage efter datoen for meddelelsen af denne. Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden afgørelse inden for en frist på 30 dage efter den dato, hvor det får sagen forelagt af en medlemsstat, eller, hvis det får sagen forelagt af flere medlemsstater, efter den dato, hvor det får den forelagt første gang.

De i stk. 3, tredje afsnit, fastsatte begrænsninger gælder for Rådets afgørelse. De kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater skal træffe foranstaltninger af tilsvarende omfang over for de hjemmehørende transportvirksomheder og underrette Kommissionen herom. Hvis Rådet ikke træffer afgørelse inden for den frist, der er nævnt i første afsnit, bliver Kommissionens afgørelse endelig.

6.   Hvis Kommissionen finder, at de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger skal videreføres, forelægger den et forslag for Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

KAPITEL IV

GENSIDIG BISTAND OG SANKTIONER

Artikel 11

Gensidig bistand

Medlemsstaterne bistår hinanden i anvendelsen af denne forordning og kontrollen dermed. De udveksler oplysninger via de nationale kontaktpunkter, der er oprettet i henhold til artikel 18 i forordning (EF) nr. 1071/2009.

Artikel 12

Sanktioner fra etableringsmedlemsstatens side

1.   Hvis der i en medlemsstat begås eller konstateres en alvorlig overtrædelse af fællesskabslovgivningen om vejtransport, træffer de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den transportvirksomhed, der har begået overtrædelsen, er etableret, hensigtsmæssige foranstaltninger til at forfølge sagen, som kan indbefatte en advarsel, for så vidt der er hjemmel herfor i national lovgivning, hvilket bl.a. kan føre til, at følgende administrative sanktioner pålægges:

a)

tidsbegrænset eller varig tilbagekaldelse af visse eller alle bekræftede kopier af fællesskabstilladelsen

b)

tidsbegrænset eller varig tilbagekaldelse af fællesskabstilladelsen.

Sanktionerne kan fastsættes, når der er truffet endelig afgørelse om spørgsmålet, under hensyn til, hvor alvorlig en overtrædelse, indehaveren af fællesskabstilladelsen har begået, samt under hensyn til, hvor mange bekræftede kopier af tilladelsen vedkommende råder over i alt med henblik på sin internationale transport.

2.   Hvis en transportvirksomhed begår en alvorlig overtrædelse med hensyn til enhver form for misbrug af førerattester, skal de kompetente myndigheder i den pågældende transportvirksomheds etableringsmedlemsstat pålægge passende sanktioner, såsom:

a)

at suspendere udstedelse af førerattester

b)

at tilbagekalde førerattester

c)

at gøre udstedelse af førerattester betinget af yderligere betingelser for at forhindre misbrug

d)

varigt eller for en tidsbegrænset periode at tilbagekalde visse eller alle bekræftede kopier af fællesskabstilladelsen

e)

varigt eller for en tidsbegrænset periode at tilbagekalde fællesskabstilladelsen.

Sanktionerne kan fastsættes, når der er truffet endelig afgørelse om spørgsmålet, under hensyn til, hvor alvorlig en overtrædelse indehaveren af fællesskabstilladelsen har begået.

3.   De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten underretter hurtigst muligt og senest seks uger efter den endelige afgørelse i sagen de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor overtrædelserne er konstateret, om og hvilke af sanktionerne i nærværende artikels stk. 1 og 2 er blevet pålagt.

Hvis der ikke pålægges sådanne sanktioner, giver de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten en begrundelse herfor.

4.   De kompetente myndigheder skal sikre sig, at de sanktioner, der pålægges den pågældende transportvirksomhed, samlet set står i et rimeligt forhold til den eller de overtrædelser, der ligger til grund for sanktionerne under hensyntagen til sanktioner i den medlemsstat, hvor overtrædelserne er konstateret.

5.   De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, kan også i henhold til national lovgivning anlægge sag mod den pågældende transportvirksomhed ved en kompetent national retsinstans. De underretter værtsmedlemsstatens kompetente myndighed om beslutninger herom.

6.   Medlemsstaterne sikrer, at transportvirksomhederne har adgang til at indbringe administrative sanktioner, der pålægges dem i henhold til denne artikel, til prøvelse for en højere instans.

Artikel 13

Sanktioner fra værtsmedlemsstatens side

1.   Hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat har kendskab til, at en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed har begået en alvorlig overtrædelse af denne forordning eller af fællesskabslovgivningen om vejtransport, sender den medlemsstat, hvor overtrædelserne er konstateret, hurtigst muligt og senest seks uger efter den endelige afgørelse i spørgsmålet følgende oplysninger til de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten:

a)

en beskrivelse af overtrædelsen samt dato og klokkeslæt for overtrædelsen

b)

hvilken kategori overtrædelsen tilhører samt overtrædelsens art og grovhed, og

c)

de pålagte sanktioner og de gennemførte sanktioner.

De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan anmode etableringsmedlemsstatens kompetente myndigheder om at iværksætte administrative sanktioner i henhold til artikel 12.

2.   Værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kan, uden at det berører en eventuel strafferetlig forfølgning, iværksætte sanktioner over for de ikke-hjemmehørende transportvirksomheder, som i forbindelse med cabotagekørsel på denne medlemsstats område har gjort sig skyldige i overtrædelse af denne forordning eller af national lovgivning eller fællesskabslovgivning om vejtransport. Myndighederne iværksætter disse sanktioner på et ikke-diskriminerende grundlag. Disse sanktioner kan bl.a. bestå i en advarsel eller ved en alvorlig overtrædelse i et midlertidigt forbud mod cabotagekørsel på den værtsmedlemsstats område, hvor overtrædelsen er begået.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at transportvirksomhederne har adgang til at indbringe alle administrative sanktioner, der pålægges dem i henhold til denne artikel, til prøvelse for en højere instans.

Artikel 14

Indførelse i nationale elektroniske registre

Medlemsstaterne sørger for, at alvorlige overtrædelser af fællesskabslovgivningen om vejtransport, der er begået af transportvirksomheder etableret på deres område, og som har ført til pålæggelse af sanktioner i en medlemsstat, registreres sammen med en eventuel midlertidig eller varig tilbagekaldelse af fællesskabstilladelsen eller den bekræftede kopi heraf i det nationale elektroniske register over transportvirksomheder. Oplysninger i registeret om en tidsbegrænset eller varig tilbagekaldelse af en fællesskabstilladelse skal opbevares i databasen i to år at regne fra tidspunktet for udløbet af tilbagekaldelsesperioden for så vidt angår tidsbegrænset tilbagekaldelse eller fra tilbagekaldelsesdatoen for så vidt angår varig tilbagekaldelse.

KAPITEL V

ANVENDELSESFORANSTALTNINGER

Artikel 15

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 18, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3821/85.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 16

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle fornødne foranstaltninger for at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 4. december 2011 Kommissionen meddelelse om disse foranstaltninger, og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Medlemsstaterne sikrer, at alle sådanne foranstaltninger gennemføres uden forskelsbehandling på grund af transportvirksomhedens nationalitet eller hjemsted.

Artikel 17

Rapportering

1.   Hvert andet år underretter medlemsstaterne Kommissionen om antallet af transportvirksomheder, der var indehavere af en fællesskabstilladelse pr. 31. december det foregående år, og om antallet af bekræftede kopier, der svarer til antallet af køretøjer, som er i brug på det pågældende tidspunkt.

2.   Medlemsstaterne underretter også Kommissionen om antallet af førerattester, der er udstedt i det foregående kalenderår, samt om antallet af førerattester, der var i brug pr. 31. december samme år.

3.   Kommissionen udarbejder en rapport, hvori der gøres status over Fællesskabets marked for godskørsel inden udgangen af 2013. Rapporten skal indeholde en analyse af markedssituationen, herunder en evaluering af kontrollens effektivitet, og udviklingen i beskæftigelsesforholdene i erhvervet samt en vurdering af, om der er sket så store fremskridt med harmoniseringen af reglerne for bl.a. håndhævelse, infrastrukturafgifter samt social- og sikkerhedslovgivningen, at der kan tænkes en yderligere åbning af de nationale markeder for godskørsel, herunder cabotagekørsel.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 18

Ophævelse

Forordning (EØF) nr. 881/92, forordning (EØF) nr. 3118/93 og direktiv 2006/94/EF ophæves.

Henvisninger til de ophævede forordninger og det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende forordning og skal læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilag IV.

Artikel 19

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 4. december 2011 med undtagelse af artikel 8 og 9, der anvendes fra den 14. maj 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. oktober 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

C. MALMSTRÖM

Formand


(1)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 31.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 21.5.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 9.1.2009 (EUT C 62 E af 17.3.2009, s. 46), Europa-Parlamentets holdning af 23.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 24.9.2009.

(3)  EFT L 95 af 9.4.1992, s. 1.

(4)  EFT L 279 af 12.11.1993, s. 1.

(5)  EUT L 374 af 27.12.2006, s. 5.

(6)  EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1.

(7)  EFT L 368 af 17.12.1992, s. 38.

(8)  EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.

(9)  EFT L 370 af 31.12.1985, s. 8.

(10)  Se side 51 i denne EUT.

(11)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(12)  EUT L 33 af 4.2.2006, s. 82.

(13)  EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44.

(14)  EFT L 235 af 17.9.1996, s. 59.


BILAG I

Sikkerhedselementer for fællesskabstilladelsen og førerattesten

Fællesskabstilladelsen og førerattesten skal have mindst to af følgende sikkerhedselementer:

et hologram

særlige fibre i papiret, som bliver synlige i UV-lys

mindst én linje mikroprint (kan kun ses med et forstørrelsesglas og gengives ikke af fotokopieringsmaskiner)

taktile bogstaver, symboler eller mønstre

dobbelt nummerering: serienummer på fællesskabstilladelsen, på den bekræftede kopi heraf eller på førerattesten samt, i hvert enkelt tilfælde, udstedelsesnummer

et sikkerhedsbundtryk med et fint guillochemønster og regnbuetryk.


BILAG II

Model for fællesskabstilladelsen

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

(a)

(Pantone lyseblåt cellulose papir, mindst 100 g/m2, format: DIN A4)

(Tilladelsens side 1)

(Teksten er affattet på det/de/et af de officielle sprog i den medlemsstat, der udsteder tilladelsen)

Image

(b)

(Tilladelsens side 2)

(Teksten er affattet på det/de/et af de officielle sprog i den medlemsstat, der udsteder tilladelsen)

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Denne tilladelse er udstedt i henhold til forordning (EF) nr. 1072/2009.

Den giver ret til på alle transportforbindelser for så vidt angår den strækning, der tilbagelægges på Fællesskabets område, og eventuelt på de betingelser, der stilles i tilladelsen, at udføre international godskørsel for fremmed regning:

fra en medlemsstat til en anden medlemsstat, med eller uden transit gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande

fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, med eller uden transit gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande

fra et tredjeland til et andet tredjeland med transit gennem en eller flere medlemsstater

samt til kørsel uden last i forbindelse med denne transport.

I forbindelse med transport fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt gælder denne tilladelse for den strækning, der tilbagelægges i Fællesskabet. Den gælder først i den medlemsstat, hvor læsning eller aflæsning finder sted, når der er indgået den nødvendige aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1072/2009.

Tilladelsen er personlig og kan ikke overdrages.

Den kan tilbagekaldes af den kompetente myndighed i den medlemsstat, der har udstedt den, hvis indehaveren f.eks.:

har undladt at opfylde alle de betingelser, der er knyttet til benyttelsen af tilladelsen

har afgivet unøjagtige urigtige oplysninger vedrørende de data, der var nødvendige for udstedelsen eller forlængelsen af tilladelsen.

Originaleksemplaret af tilladelsen skal opbevares af transportvirksomheden.

En bekræftet kopi af tilladelsen skal medføres i køretøjet (1). Hvis det drejer sig om et sammenkoblet vogntog, skal tilladelsen følge motorkøretøjet. Den gælder for det sammenkoblede vogntog, også selv om påhængs- eller sættevognen ikke er indregistreret eller godkendt til kørsel i tilladelsesindehaverens navn eller er indregistreret eller godkendt til kørsel i en anden stat.

Tilladelsen skal på forlangende forevises kontrolpersonalet.

Indehaveren skal på hver medlemsstats område overholde de der gældende love og administrative bestemmelser, navnlig transportbestemmelser og færdselsregler.


(1)  Ved »køretøj« forstås et motorkøretøj, som er indregistreret i en medlemsstat, eller et sammenkoblet vogntog, hvoraf i det mindste motorkøretøjet er indregistreret i en medlemsstat, og som udelukkende er beregnet til godstransport.


BILAG III

Model for førerattest

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

(a)

(Pantone-lyserødt — format DIN A4; cellulose papir, mindst 100g/m2)

(Attestens side 1)

(Teksten er affattet på det/de/et af de officielle sprog i den medlemsstat, der udsteder attesten)

Image

(b)

(Attestens side 2)

(Teksten er affattet på det/de/et af de officielle sprog i den medlemsstat, der udsteder attesten)

GENERELLE BESTEMMELSER

Denne attest er udstedt i henhold til forordning (EF) nr. 1072/2009.

Den attesterer, at den i attesten nævnte fører er beskæftiget i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser og i givet fald kollektive aftaler, efter de regler, der gælder i den medlemsstat, der er anført på attesten, om betingelserne for beskæftigelse og erhvervsmæssig uddannelse af førere med henblik på at udføre vejtransport dér.

Førerattesten tilhører den transportvirksomhed, som stiller den til rådighed for den i attesten nævnte fører, når denne fører et køretøj (1), der foretager transport i henhold til en fællesskabstilladelse, som er udstedt til den pågældende transportvirksomhed. Førerattesten kan ikke overdrages. Førerattesten er kun gyldig, så længe de betingelser, i henhold til hvilken den er udstedt, er opfyldt, og skal øjeblikkelig returneres af transportvirksomheden til de udstedende myndigheder, hvis disse betingelser ikke længere er opfyldt.

Den kan tilbagekaldes af den kompetente myndighed i udstedelsesmedlemsstaten, hvis indehaveren f.eks.:

har undladt at opfylde alle de betingelser, der er knyttet til benyttelsen af attesten

har afgivet urigtige oplysninger vedrørende de data, der var nødvendige for udstedelsen eller forlængelsen af attesten.

En bekræftet kopi af attesten skal opbevares af transportvirksomheden.

Originalattesten skal medføres i køretøjet og skal forevises af føreren på forlangende af kontrolpersonalet.


(1)  Ved »køretøj« forstås et motorkøretøj, som er indregistreret i en medlemsstat, eller et sammenkoblet vogntog, hvoraf i det mindste motorkøretøjet er indregistreret i en medlemsstat, og som udelukkende er beregnet til godstransport.


BILAG IV

Sammenligningstabel

Forordning (EØF) nr. 881/92

Forordning (EØF) nr. 3118/93

Direktiv 2006/94/EF

Denne forordning

Artikel 1, stk. 1

 

 

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2

 

 

Artikel 1, stk. 2

Artikel 1, stk. 3

 

 

Artikel 1, stk. 3

Bilag II

 

Artikel 1, stk. 1-2; bilag I; artikel 2

Artikel 1, stk. 5

 

 

Artikel 2

Artikel 1, stk. 6

Artikel 2

 

 

Artikel 2

Artikel 3, stk. 1

 

 

Artikel 3

Artikel 3, stk. 2

 

 

Artikel 4, stk. 1

Artikel 3, stk. 3

 

 

Artikel 5, stk. 1

Artikel 4

 

 

 

Artikel 5, stk. 1

 

 

Artikel 4, stk. 2

Artikel 5, stk. 2

 

 

Artikel 4, stk. 3

Artikel 5, stk. 3

 

 

Artikel 4, stk. 4

 

 

 

Artikel 4, stk. 5

Artikel 5, stk. 4, og bilag I

 

 

Artikel 4, stk. 6

Artikel 5, stk. 5

 

 

Artikel 4, stk. 2

Artikel 6, stk. 1

 

 

Artikel 5, stk. 2

Artikel 6, stk. 2

 

 

Artikel 5, stk. 2

Artikel 6, stk. 3

 

 

Artikel 5, stk. 3

Artikel 6, stk. 4

 

 

Artikel 5, stk. 6

Artikel 6, stk. 5

 

 

Artikel 5, stk. 7

Artikel 7

 

 

Artikel 6

Artikel 8, stk. 1

 

 

Artikel 7, stk. 1

Artikel 8, stk. 2

 

 

Artikel 7, stk. 2

Artikel 8, stk. 3

 

 

Artikel 12, stk. 1

Artikel 8, stk. 4

 

 

Artikel 12, stk. 2

Artikel 9, stk. 1 og 2

 

 

Artikel 12, stk. 6

 

Artikel 1, stk. 1

 

Artikel 8, stk. 1

 

Artikel 1, stk. 2

 

Artikel 8, stk. 5

 

Artikel 1, stk. 3 og 4

 

Artikel 8, stk. 6

 

Artikel 2

 

 

 

Artikel 3

 

 

 

Artikel 4

 

 

 

Artikel 5

 

 

 

Artikel 6, stk. 1

 

Artikel 9, stk. 1

 

Artikel 6, stk. 2

 

 

 

Artikel 6, stk. 3

 

Artikel 9, stk. 2

 

Artikel 6, stk. 4

 

 

 

Artikel 7

 

Artikel 10

Artikel 10

 

 

Artikel 17, stk. 1

Artikel 11, stk. 1

Artikel 8, stk. 1

 

Artikel 11

Artikel 11, stk. 2

 

 

Artikel 13, stk. 1

Artikel 11, stk. 3

 

 

Artikel 12, stk. 4

Artikel 11a

 

 

 

 

Artikel 8, stk. 2 og 3

 

Artikel 13, stk. 2

 

Artikel 8, stk. 4, første og tredje afsnit

 

 

 

Artikel 8, stk. 4, andet afsnit

 

Artikel 12, stk. 4

 

Artikel 8, stk. 4, fjerde og femte afsnit

 

Artikel 12, stk. 5

 

Artikel 9

 

Artikel 13, stk. 3

Artikel 12

 

 

Artikel 18

Artikel 13

 

 

 

Artikel 14

Artikel 10

 

 

 

Artikel 11

 

 

Artikel 15

Artikel 12

Artikel 4

Artikel 19

 

 

Artikel 3

 

 

 

Artikel 5

 

 

 

Bilag II, III

 

Bilag I

 

 

Bilag II

Bilag III

 

 

Bilag III

 

Bilag I

 

 

 

Bilag II

 

 

 

Bilag III

 

 

 

Bilag IV

 

 


14.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 300/88


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1073/2009

af 21. oktober 2009

om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel og om ændring af forordning (EF) nr. 561/2006

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets forordning (EØF) nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus (3) og i Rådets forordning (EF) nr. 12/98 af 11. december 1997 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad vej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (4). Af klarheds- og forenklingshensyn bør forordningerne omarbejdes og konsolideres i én forordning.

(2)

Vedtagelsen af en fælles transportpolitik indebærer bl.a., at der fastsættes fælles regler for international personbefordring ad landevej og træffes bestemmelse om, under hvilke betingelser transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende.

(3)

For at sikre et sammenhængende regelsæt for international personbefordring med bus i hele Fællesskabet bør denne forordning gælde for al international buskørsel på Fællesskabets område. Buskørsel fra medlemsstaterne til tredjelande er stadig i vid udstrækning underkastet bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og de pågældende tredjelande. Derfor bør forordningen ikke gælde for den strækning, der tilbagelægges i den medlemsstat, hvor der sker optagning eller afsætning, før de nødvendige aftaler mellem Fællesskabet og de berørte tredjelande er indgået. Forordningen bør dog gælde for transitmedlemsstaters område.

(4)

Fri bevægelighed for tjenesteydelser er et grundlæggende princip i den fælles transportpolitik og indebærer, at transportvirksomheder fra alle medlemsstaterne uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller hjemsted skal have adgang til de internationale transportmarkeder.

(5)

Til international befordring af personer med bus bør der kræves en fællesskabstilladelse. Transportvirksomheder bør pålægges en forpligtelse til at opbevare en bekræftet kopi af fællesskabstilladelsen i hvert af deres køretøjer for at gøre det lettere for myndighederne at foretage en effektiv kontrol, især for myndigheder uden for den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret. Det bør fastsættes, hvilke betingelser der gælder for udstedelse af fællesskabstilladelserne, hvor længe de er gyldige, og hvilke nærmere betingelser der gælder for deres brug. Der bør også fastlægges specifikationer for fællesskabstilladelsens og bekræftede kopiers format og andre kendetegn.

(6)

Vejsidekontrol bør finde sted uden direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationaliteten af udøveren af landevejstransporterhvervet, transportvirksomhedens etableringsland, eller hvor køretøjet er indregistreret.

(7)

Der bør på visse betingelser indføres en fleksibel ordning for speciel rutekørsel og for visse former for lejlighedsvis kørsel, således at markedets krav kan imødekommes.

(8)

Rutekørsel bør fortsat kun kunne udføres på grundlag af tilladelser, men med visse ændringer, navnlig for så vidt angår proceduren for meddelelse af tilladelse.

(9)

Fremover bør der gives tilladelse til rutekørsel efter gennemførelse af proceduren for meddelelse af tilladelser, medmindre der er klart angivne grunde til at give afslag, som skyldes ansøgerens forhold. Grundene til at give afslag under hensyn til det relevante marked bør være, at betjening af den rute, med hensyn til hvilken der ansøges om tilladelse, ville have en væsentlig negativ virkning på den økonomiske levedygtighed for en tilsvarende rute, der drives i henhold til en eller flere tjenesteydelseskontrakter på de direkte berørte strækninger, eller at hovedformålet med kørslen ikke er at befordre passagerer mellem stoppesteder i forskellige medlemsstater.

(10)

Det bør sikres, at transportvirksomheder får adgang til national personbefordring med bus i medlemsstater, hvor de ikke er hjemmehørende, under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de enkelte former for transport. Når en sådan cabotagekørsel udføres, bør den være underlagt fællesskabslovgivningen, f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (5), og den nationale lovgivning på bestemte områder, der er gældende i værtsmedlemsstaten.

(11)

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (6) anvendes på transportvirksomheder, der udfører cabotagekørsel.

(12)

Kun rutekørsel i forbindelse med international rutekørsel, men ikke kørsel i byer og forstæder, bør på visse betingelser, herunder navnlig anvendelse af værtsmedlemsstatens lovgivning, åbnes for transportvirksomheder, som ikke er hjemmehørende i medlemsstaten.

(13)

Medlemsstaterne bør yde hinanden gensidig bistand med henblik på tilfredsstillende anvendelse af denne forordning.

(14)

De administrative formaliteter bør begrænses mest muligt, uden at den kontrol og de sanktioner, som kan sikre korrekt anvendelse og effektiv håndhævelse af denne forordning, dog opgives. Med henblik herpå bør de eksisterende bestemmelser om inddragelse af fællesskabstilladelsen gøres klarere og styrkes. De nuværende bestemmelser bør tilpasses, så alvorlige overtrædelser, der begås i en anden medlemsstat end etableringsmedlemsstaten, kan straffes effektivt. Sanktionerne bør ikke være diskriminerende og bør stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed. Der bør være mulighed for at indbringe afgørelser om sanktioner til prøvelse for en højere instans.

(15)

Medlemsstaterne bør indføre alle alvorlige overtrædelser, der er begået af transportvirksomhederne, og som har medført sanktioner, i deres nationale elektroniske register over transportvirksomheder.

(16)

For at styrke og lette udvekslingen af oplysninger mellem de nationale myndigheder bør medlemsstaterne udveksle relevante oplysninger mellem de nationale kontaktpunkter, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet (7).

(17)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8).

(18)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at fastlægge udformningen af visse dokumenter, der skal bruges ved anvendelsen af denne forordning, og til at tilpasse bilag I og II til den tekniske udvikling. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(19)

Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne forordning, navnlig hvad angår sanktioner, som bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

(20)

For at tilskynde til turisme og brug af miljøvenlige transportmåder bør forordning (EF) nr. 561/2006 ændres, så førere, der er involveret i en enkeltstående international personbefordringstjeneste, undtagelsesvis har mulighed for at udsætte deres ugentlige hvileperiode for op til 12 på hinanden følgende 24-timers-perioder i tilfælde af, at de er involveret i personbefordringsaktiviteter, der sædvanligvis ikke omfatter sammenhængende og lange køretider. Denne undtagelse bør kun indrømmes på meget strenge betingelser, der beskytter vejsikkerheden og tager hensyn til førernes arbejdsvilkår, heriblandt forpligtelsen til at holde ugentlige hvileperioder umiddelbart inden og efter denne service. Kommissionen bør nøje overvåge anvendelsen af denne undtagelse. Hvis den faktiske situation, der berettiger til denne undtagelse, ændrer sig væsentligt, og undtagelsen resulterer i en forringelse af vejsikkerheden, bør Kommissionen træffe passende foranstaltninger.

(21)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre et sammenhængende regelsæt for international personbefordring med bus i hele Fællesskabet, kan ikke i tilstrækkelig grad nås af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse på international personbefordring med bus på Fællesskabets område, som udføres for andres eller for egen regning af transportvirksomheder, der er etableret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats lovgivning, med køretøjer, der er indregistreret i samme medlemsstat, og som ved deres indretning og udstyr er egnede og bestemt til at befordre mere end ni personer, føreren indbefattet, samt på tomkørsel i forbindelse med disse former for befordring.

Den omstændighed, at kørslen afbrydes af en strækning, der tilbagelægges med et andet transportmiddel, eller at der skiftes køretøj, berører ikke anvendelsen af denne forordning.

2.   I forbindelse med befordring fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt finder denne forordning anvendelse på den strækning, der under transit tilbagelægges i en medlemsstat. Den finder ikke anvendelse på den strækning, der tilbagelægges i den medlemsstat, hvor optagning eller afsætning finder sted, før den nødvendige aftale mellem Fællesskabet og det berørte tredjelande er indgået.

3.   Indtil de aftaler, der er omhandlet i stk. 2, er indgået, berører denne forordning ikke bestemmelser vedrørende befordring fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, som henhører under bilaterale aftaler mellem en medlemsstat og de pågældende tredjelande.

4.   Denne forordning finder anvendelse på national personbefordring med bus for fremmed regning, som midlertidigt udføres af en transportvirksomhed, der ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, jf. kapitel V.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»international transport«:

a)

kørsel med et køretøj, som kører fra en medlemsstat til en anden, med eller uden transit gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande

b)

kørsel med et køretøj, som kører fra et afgangspunkt til et ankomstpunkt beliggende i samme medlemsstat med optagning eller afsætning af passagerer i en anden medlemsstat eller i et tredjeland

c)

kørsel med et køretøj fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, med eller uden transit gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande, eller

d)

kørsel med et køretøj mellem tredjelande med transit gennem en eller flere medlemsstaters område

2)

»rutekørsel«: personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder

3)

»speciel rutekørsel«: rutekørsel, uanset hvem der organiserer befordringen, af bestemte kategorier af passagerer, hvorved andre passagerer udelukkes

4)

»lejlighedsvis kørsel«: kørsel, der ikke er omfattet af definitionen af rutekørsel, herunder speciel rutekørsel, og hvis vigtigste kendetegn er, at det er grupper af passagerer, der er dannet på initiativ af kunden eller af transportvirksomheden selv, der befordres

5)

»personbefordring for egen regning«: personbefordring, som en fysisk eller juridisk person udfører uden gevinst for øje og i ikke-erhvervsmæssigt øjemed, hvor

transportaktiviteten kun udgør en biaktivitet for denne fysiske eller juridiske person

de benyttede køretøjer er denne fysiske eller juridiske persons ejendom, er købt på afbetaling af denne person eller er omfattet af en langvarig leasingaftale, og de føres af et medlem af denne fysiske eller juridiske persons personale eller af den fysiske person selv eller af personale, der er ansat af virksomheden eller stillet til dens rådighed i henhold til en kontraktlig forpligtelse

6)

»værtsmedlemsstat«: en medlemsstat, hvor en transportvirksomhed udfører transport, ud over i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret

7)

»cabotagekørsel«: enten

national personbefordring med bus for fremmed regning, som en transportvirksomhed udfører i en begrænset periode i en værtsmedlemsstat, eller

medtagning og afsætning af passagerer i samme medlemsstat under international rutekørsel i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, forudsat at det ikke er hovedformålet med kørslen

8)

»alvorlig overtrædelse af fællesskabslovgivningen om vejtransport«: overtrædelser, der kan medføre, at vandelskravet ikke er opfyldt, jf. artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 1071/2009 og/eller tidsbegrænset eller varig tilbagekaldelse af fællesskabstilladelsen.

Artikel 3

Fri udøvelse af befordringsvirksomhed

1.   En transportvirksomhed, der udfører personbefordring for andres regning, kan i henhold til denne forordning udføre rutekørsel, herunder speciel rutekørsel, og lejlighedsvis rutekørsel med bus uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller etableringssted, hvis den:

a)

i den medlemsstat, hvor den er etableret, har tilladelse til at udføre personbefordring med bus i form af rutekørsel, herunder speciel rutekørsel, eller lejlighedsvis kørsel, i overensstemmelse med de vilkår for markedsadgang, der er fastsat i den nationale lovgivning

b)

opfylder betingelserne i fællesskabsbestemmelserne om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej i national og international transport, og

c)

overholder de bestemmelser vedrørende krav til førere og køretøjer, som er fastsat i navnlig Rådets direktiv 92/6/EØF af 10. februar 1992 om montering og anvendelse af hastighedsbegrænsende anordninger i visse klasser af motorkøretøjer i Fællesskabet (9), Rådets direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (10), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej (11).

2.   En transportvirksomhed, der udfører personbefordring for egen regning i henhold til artikel 1, kan udføre befordring, som omhandlet i artikel 5, stk. 5, uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller etableringssted, hvis den:

a)

i den medlemsstat, hvor den er etableret, har tilladelse til at udføre personbefordring med bus på de betingelser for adgang til markedet, der er fastsat i national lovgivning

b)

overholder de bestemmelser vedrørende krav til førere og køretøjer, som er fastsat i navnlig direktiv 92/6/EØF, direktiv 96/53/EF og direktiv 2003/59/EF.

KAPITEL II

FÆLLESSKABSTILLADELSE OG MARKEDSADGANG

Artikel 4

Fællesskabstilladelse

1.   Til international personbefordring med bus kræves en fællesskabstilladelse, som er udstedt af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten.

2.   De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten overdrager indehaveren originaleksemplaret af fællesskabstilladelsen, som skal opbevares af transportvirksomheden samt et antal bekræftede kopier svarende til det antal køretøjer til international personbefordring, indehaveren af tilladelsen råder over, uanset om disse køretøjer ejes helt, eller på et andet grundlag, navnlig i kraft af en afbetalingsaftale eller en leje- eller leasingkontrakt.

Fællesskabstilladelsen og de bekræftede kopier heraf skal være i overensstemmelse med modellen i bilag I. De skal indeholde mindst to af de sikkerhedselementer, der er opført i bilag I.

Kommissionen tilpasser bilag I og II til den tekniske udvikling. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 26, stk. 2.

Fællesskabstilladelsen og de bekræftede kopier heraf skal forsynes med den udstedende myndigheds segl samt en underskrift og et serienummer. Fællesskabstilladelsernes serienumre og de bekræftede kopier heraf skal indføres i det nationale elektroniske register over transportvirksomheder, jf. artikel 16 i forordning (EF) nr. 1071/2009, blandt oplysningerne om transportvirksomheden.

3.   Fællesskabstilladelsen udstedes til transportvirksomheden og kan ikke overdrages. En bekræftet kopi af fællesskabstilladelsen skal opbevares i hver af transportvirksomhedens køretøjer og på forlangende forevises kontrolpersonalet.

4.   Fællesskabstilladelsen udstedes for en periode på indtil ti år, som kan forlænges.

Fællesskabstilladelser og bekræftede kopier heraf, der er udstedt inden denne forordnings anvendelsesdato, forbliver gyldige indtil udløbsdatoen.

5.   I forbindelse med indgivelse af ansøgning om fællesskabstilladelse eller forlængelse af en fællesskabstilladelse i henhold til stk. 4, skal de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten kontrollere, om transportvirksomheden opfylder eller stadig opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 1.

6.   Er betingelserne i artikel 3, stk. 1, ikke opfyldt, skal de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten ved en begrundet afgørelse afslå udstedelse eller fornyelse af fællesskabstilladelsen eller tilbagekalde tilladelsen.

7.   Medlemsstaterne garanterer, at en transportvirksomhed, der ansøger om eller har fået en fællesskabstilladelse, kan indbringe en afgørelse truffet af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten om afslag på ansøgningen eller tilbagekaldelse af tilladelsen til prøvelse for en højere instans.

8.   Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at fællesskabstilladelsen også skal gælde for udførelse af nationale transporter.

Artikel 5

Adgang til markedet

1.   Rutekørsel skal kunne benyttes af alle, idet det dog eventuelt kan kræves, at der foretages reservation.

Der kræves tilladelse til rutekørsel i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel III.

Til rutekørsel fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt kræves der tilladelse i overensstemmelse med den bilaterale aftale mellem medlemsstaten og tredjelandet og, hvor det er relevant, den medlemsstat, der passeres i transit, så længe den nødvendige aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland ikke er indgået.

Karakteren af rutekørsel ændres ikke ved, at driftsvilkårene for kørslen tilpasses.

Tilrettelæggelse af parallel eller midlertidig kørsel for samme passagerkreds som for den eksisterende rutekørsel, samt den omstændighed, at den eksisterende rutekørsel foretages uden stop ved visse stoppesteder eller med stop ved yderligere stoppesteder, er underkastet de samme regler som den eksisterende rutekørsel.

2.   Speciel rutekørsel omfatter bl.a.:

a)

befordring af arbejdstagere mellem bopæl og arbejde

b)

befordring af skoleelever og studerende mellem bopæl og uddannelsesinstitution.

Karakteren af rutekørsel ændres ikke ved, at den specielle rutekørsel tilrettelægges efter brugernes varierende behov.

Der kræves ikke tilladelse til speciel rutekørsel efter kapitel III, såfremt sådan kørsel er omfattet af en aftale mellem tilrettelæggeren og transportvirksomheden.

3.   Der kræves ikke tilladelse til lejlighedsvis kørsel efter kapitel III.

Udførelse af parallel eller midlertidig kørsel, der kan sammenlignes med eksisterende rutekørsel, og som tager sigte på samme passagerkreds, kræver dog godkendelse efter proceduren i kapitel III.

Lejlighedsvis kørsel mister ikke sin karakter af lejlighedsvis kørsel, fordi den foretages med en vis regelmæssighed.

Lejlighedsvis kørsel kan udføres af en gruppe transportvirksomheder, der handler på samme ordregivers vegne, og passagererne kan tage en forbindelse undervejs på et af medlemsstaternes områder med en anden transportvirksomhed fra samme gruppe.

Kommissionen fastsætter procedurerne for at meddele kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater navnene på disse transportvirksomheder og tilslutningspunkterne undervejs. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 26, stk. 2.

4.   Der kræves ikke tilladelse til tomkørsel med køretøjer i forbindelse med den i stk. 2, tredje afsnit, og stk. 3, første afsnit, nævnte kørsel.

5.   Personbefordring for egen regning, er fritaget for enhver ordning med tilladelser og er underkastet en ordning med attester.

Attesterne udstedes af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor køretøjet er registreret, og gælder for hele strækningen, herunder transitstrækningen.

Kommissionen træffer nærmere bestemmelser om udformningen af attesterne. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 26, stk. 2.

KAPITEL III

RUTEKØRSEL, DER KRÆVER TILLADELSE

Artikel 6

Tilladelsens art

1.   Tilladelsen udstedes til transportvirksomheden og kan ikke overdrages. En virksomhed, der har fået en tilladelse fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område afgangspunktet er beliggende, i det følgende benævnt »den tilladelsesudstedende myndighed«, udfører befordringen gennem en underleverandør. I så fald angives navnet på underleverandøren og dens rolle som underleverandør på tilladelsen. Underleverandøren skal opfylde kravene i artikel 3, stk. 1. I dette stykke forstås ved afgangspunkt »en af rutens endestationer«.

Udføres rutekørsel af flere virksomheder i forening, udstedes tilladelsen til alle de deltagende virksomheder og skal anføre navnene på samtlige virksomhederne. Den udleveres til den ledende virksomhed med kopi til de øvrige virksomheder.

2.   Tilladelserne gælder højst fem år. Der kan fastsættes en kortere gyldighedsperiode enten på anmodning af ansøgeren eller efter fælles overenskomst mellem de kompetente myndigheder i de medlemsstater, på hvis område passagerer tages op eller sættes af.

3.   Tilladelserne skal indeholde følgende oplysninger:

a)

kørslens art

b)

ruten, navnlig afgangs- og bestemmelsespunkt

c)

tilladelsens gyldighedsperiode

d)

stoppesteder og køreplaner.

4.   Kommissionen træffer nærmere bestemmelser om udformningen af tilladelserne. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 26, stk. 2.

5.   Tilladelsen giver transportvirksomheden eller -virksomhederne ret til at udføre rutekørsel i alle de medlemsstater, hvis område ruten passerer.

6.   En rutekørselsvirksomhed kan midlertidigt og i særlige situationer benytte ekstra køretøjer. Sådanne ekstra køretøjer kan kun benyttes på de samme betingelser som dem, der er fastsat i den tilladelse, der nævnt i stk. 3.

Transportvirksomheden skal i så fald påse, at følgende dokumenter befinder sig i køretøjet:

a)

en kopi af tilladelsen til rutekørsel

b)

en kopi af den aftale, der er indgået mellem rutekørselsvirksomheden og den virksomhed, der stiller ekstra køretøjer til rådighed, eller et tilsvarende dokument

c)

en bekræftet kopi af den fællesskabstilladelse, der er udstedt til den virksomhed, der stiller ekstra køretøjer til rådighed til kørslen.

Artikel 7

Indgivelse af ansøgning om tilladelse

1.   Ansøgningen om tilladelse til rutekørsel indgives til den tilladelsesudstedende myndighed.

2.   Kommissionen træffer bestemmelser om udformningen af ansøgningerne. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 26, stk. 2.

3.   Ansøgeren giver til støtte for sin ansøgning om tilladelse alle yderligere oplysninger, som han skønner relevante, eller som den tilladelsesudstedende myndighed anmoder om, herunder en plan for driften, således at det kan kontrolleres, at de fællesskabsretlige regler om køre- og hviletid overholdes, samt en kopi af fællesskabstilladelsen.

Artikel 8

Procedure for udstedelse af tilladelse

1.   Tilladelsen udstedes efter aftale med de kompetente myndigheder i alle de medlemsstater, på hvis område passagerer tages op eller sættes af. Den tilladelsesudstedende myndighed sender de nævnte myndigheder, og de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvis område gennemkøres, uden at passagerer tages op eller sættes af, en kopi af ansøgningen samt af eventuelle andre relevante dokumenter og anfører sin egen vurdering.

2.   De kompetente myndigheder i de medlemsstater, der er blevet anmodet om at give deres samtykke, meddeler den tilladelsesudstedende myndighed deres afgørelse vedrørende ansøgningen inden to måneder. Denne frist løber fra den dato for modtagelse af anmodningen, som er anført i modtagelsesbeviset. Hvis afgørelsen fra de kompetente myndigheder i de medlemsstater, der er blevet anmodet om at give deres samtykke, er negativ, skal den begrundes. Hvis den tilladelsesudstedende myndighed ikke modtager svar inden to måneder, anses de pågældende myndigheder for at have givet deres samtykke, hvorefter den tilladelsesudstedende myndighed kan udstede tilladelsen.

Myndighederne i de medlemsstater, hvis område gennemkøres, uden at passagerer tages op eller sættes af, kan underrette den tilladelsesudstedende myndighed om deres kommentarer inden for den frist, der er fastsat i første afsnit.

3.   Den tilladelsesudstedende myndighed træffer afgørelse om ansøgningen inden fire måneder efter datoen for transportvirksomhedens indgivelse af den.

4.   Tilladelse gives, medmindre:

a)

ansøgeren ikke er i stand til at udføre den kørsel, der ansøges om tilladelse til, med køretøjer, han råder helt over

b)

ansøgeren har overtrådt nationale eller internationale regler om vejtransport, herunder navnlig betingelser og krav i forbindelse med en tilladelse til at udføre international personbefordring, eller har begået alvorlige overtrædelser af fællesskabslovgivningen om vejtransport, især vedrørende køretøjsstandarder og førernes køre- og hviletid

c)

betingelserne for udstedelse af tilladelse ikke er opfyldt i forbindelse med en ansøgning om fornyelse af en tilladelse

d)

en medlemsstat på grundlag af en detaljeret analyse fastslår, at den pågældende kørsel i alvorlig grad vil true levedygtigheden af en tilsvarende rute, der er omfattet af en eller flere offentlige tjenesteydelseskontrakter, som er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen på de pågældende direkte forbindelser. I et sådant tilfælde skal denne medlemsstat opstille ikke-diskriminerende kriterier for, om den kørsel, der ansøges om, i alvorlig grad vil true levedygtigheden af ovennævnte tilsvarende rute, og meddeler efter anmodning Kommissionen disse kriterier

e)

en medlemsstat på grundlag af en detaljeret analyse fastslår, at hovedformålet med kørslen ikke er at befordre passagerer mellem stoppesteder i forskellige medlemsstater.

En medlemsstat kan, under henvisning til særlige årsager, der ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor tilladelsen blev givet, såfremt en eksisterende international buskørsel i alvorlig grad truer levedygtigheden af en tilsvarende rute, der er omfattet af en eller flere offentlige tjenesteydelseskontrakter, som er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen på de pågældende direkte forbindelser, med Kommissionens godkendelse suspendere eller tilbagekalde tilladelsen til den internationale buskørsel med seks måneders varsel til transportvirksomheden.

Den omstændighed, at en transportvirksomhed tilbyder priser, der er lavere end de priser, som andre vejtransportvirksomheder tilbyder, eller den omstændighed, at andre vejtransportvirksomheder allerede udfører kørsel på den pågældende forbindelse, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgningen afslås.

5.   Den tilladelsesudstedende myndighed samt de kompetente myndigheder i alle de medlemsstater, som medvirker i proceduren for indgåelse af den i stk. 1 nævnte aftale, kan kun afslå ansøgninger af grunde, der er fastsat i denne forordning.

6.   Når proceduren i stk. 1 til 5 er afsluttet, godkender eller afslår den tilladelsesudstedende myndighed officielt ansøgningen.

Afslag på en ansøgning skal begrundes. Medlemsstaterne sikrer, at transportvirksomhederne har mulighed for at forsvare deres interesser, hvis deres ansøgning afslås.

Den tilladelsesudstedende myndighed giver alle de i stk. 1 nævnte myndigheder meddelelse om sin afgørelse og sender dem en kopi af udstedte tilladelser.

7.   Lykkes det ikke at indgå den i stk. 1 nævnte aftale, kan sagen forelægges for Kommissionen inden for to måneder regnet fra datoen for meddelelsen af et afslag på samtykke fra én eller flere medlemsstater, som er blevet hørt i henhold til stk. 1.

8.   Efter at have hørt de berørte medlemsstater træffer Kommissionen inden fire måneder fra modtagelse af meddelelsen fra den tilladelsesudstedende myndighed en afgørelse, som får virkning 30 dage efter, at den er meddelt de berørte medlemsstater.

9.   Kommissionens afgørelse er gyldig, indtil der indgås en aftale mellem de berørte medlemsstater.

Artikel 9

Fornyelse og ændring af tilladelse

Artikel 8 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om fornyelse af en tilladelse eller om ændring af de betingelser, hvorunder den pågældende kørsel skal udføres.

I tilfælde af en mindre ændring af betingelserne for kørslen, navnlig tilpasning af intervaller, takster og køreplan, er det tilstrækkeligt, at den tilladelsesudstedende myndighed meddeler de øvrige berørte medlemsstater oplysningerne om ændringen.

De berørte medlemsstater kan aftale, at den tilladelsesudstedende myndighed på egen hånd kan træffe beslutning om ændring af betingelserne for kørslen.

Artikel 10

Tilladelsens ophør

1.   En tilladelse til rutekørsel ophører ved gyldighedsperiodens udløb eller tre måneder efter, at den tilladelsesudstedende myndighed fra indehaveren af tilladelsen har modtaget meddelelse om, at han agter at ophøre med at drive ruten, jf. dog bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej (12). Meddelelsen skal begrundes.

2.   Bortfalder transportbehovet, er fristen i stk. 1 en måned.

3.   Den tilladelsesudstedende myndighed underretter de kompetente myndigheder i de andre berørte medlemsstater om tilladelsens ophør.

4.   Indehaveren af tilladelsen skal ved passende bekendtgørelse og med en måneds varsel underrette brugerne om, at kørslen indstilles.

Artikel 11

Transportvirksomhedernes forpligtelser

1.   En transportvirksomhed, der udfører rutekørsel, skal, undtagen i tilfælde af force majeure, indtil tilladelsesperiodens udløb træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at befordringen opfylder kravene med hensyn til kontinuitet, regelmæssighed og kapacitet samt de øvrige vilkår, som er fastsat af den kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3.

2.   Transportvirksomheden skal bekendtgøre rute, stoppesteder, køreplan, takster og de øvrige vilkår for driften, således at oplysningerne er let tilgængelige for alle brugere.

3.   Med forbehold af forordning (EF) nr. 1370/2007 kan de berørte medlemsstater, efter fælles overenskomst og efter aftale med tilladelsens indehaver, ændre vilkårene for driften af en rute.

KAPITEL IV

LEJLIGHEDSVIS KØRSEL OG ANDEN KØRSEL, DER IKKE KRÆVER TILLADELSE

Artikel 12

Kontroldokumenter

1.   Lejlighedsvis kørsel udføres i henhold til et kørselsblad, med undtagelse af kørsel, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, andet afsnit.

2.   Transportvirksomheder, der udfører lejlighedsvis kørsel, skal udfylde et kørselsblad inden hver tur.

3.   Kørselsbladet skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a)

kørslens art

b)

hovedruten

c)

den eller de berørte transportvirksomheder.

4.   Kørselsbladshæfterne udleveres af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, eller af et andet af disse myndigheder udpeget organ.

5.   Kommissionen træffer nærmere bestemmelser om udformningen af kørselsbladet og kørselsbladshæftet og om deres brug. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 26, stk. 2.

6.   I de i artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, omhandlede tilfælde af speciel rutekørsel udgør kontrakten eller en bekræftet kopi heraf kontroldokumentet.

Artikel 13

Lokale udflugter

I forbindelse med international lejlighedsvis kørsel kan en transportvirksomhed udføre lejlighedsvis kørsel (lokale udflugter) i en anden medlemsstat end den, hvor den er etableret.

Denne kørsel skal foregå med passagerer, som ikke har bopæl i den pågældende stat, og som forudgående er blevet befordret af samme transportvirksomhed i en af de i første afsnit nævnte former for international kørsel, og skal foretages med samme køretøj eller et køretøj fra samme transportvirksomhed eller gruppe af transportvirksomheder.

KAPITEL V

CABOTAGEKØRSEL

Artikel 14

Generelt princip

Enhver transportvirksomhed med en fællesskabstilladelse, der udfører personbefordring ad vej for fremmed regning, har adgang til på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, og uden forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etableringssted at udføre d