7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/1

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/3

(1)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden for hvidt sukker, råsukker og visse sirupper for produktionsåret 2009/10 er fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 877/2009 (3). Disse repræsentative priser og denne tillægstold er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 928/2009 (4).

(2)

De oplysninger, som Kommissionen for tiden råder over, medfører, at de pågældende priser og beløb skal ændres efter bestemmelserne og reglerne i forordning (EF) nr. 951/2006 —

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/5

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1322/2008 af 28. november 2008 om fastsættelse for 2009 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande for Østersøen (3) er der fastsat kvoter for 2009.

(2)

Ifølge de oplysninger Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den tildelte kvote for 2009 er opbrugt.

(3)

Fiskeri efter den pågældende bestand samt opbevaring om bord, omladning og landing af fangster af denne bestand bør derfor forbydes —

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/7

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 43/2009 af 16. januar 2009 om fastsættelse for 2009 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (3), er der fastsat kvoter for 2009.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den tildelte kvote for 2009 er opbrugt.

(3)

Det er derfor nødvendigt at forbyde fiskeri efter den pågældende bestand samt opbevaring om bord, omladning og landing af fangster af denne bestand —

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/9

(1)

Ved afgørelse nr. 1/98 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet af 25. februar 1998 om handelsordningen for landbrugsprodukter (3) er der fastsat en præferenceordning for import til Fællesskabet af landbrugsprodukter med oprindelse i Tyrkiet.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1383/2007 af 26. november 2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 779/98 for så vidt angår åbning og forvaltning af visse kontingenter for import i Fællesskabet af fjerkrækødprodukter med oprindelse i Tyrkiet (4), der afløste forordning (EF) nr. 1396/98 (5), er der åbnet toldkontingenter for import af fjerkrækødsprodukter og fastsat forvaltningsbestemmelser.

(3)

Anvendelsen af »først til mølle«-princippet har vist sig nyttig i andre landbrugssektorer og med henblik på en administrativ forenkling bør det kontingent, som der henvises til i denne forordning, derfor forvaltes efter metoden i artikel 144, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1234/2007. Det bør ske efter bestemmelserne i artikel 308a, 308b og artikel 308c, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (6).

(4)

Under hensyn til de særlige omstændigheder i forbindelse med overgangen fra en forvaltningsordning til en anden bør det kontingent, som der henvises til i denne forordning, ikke betragtes som kritisk efter artikel 308c i forordning (EØF) nr. 2454/93. Det kan dog ikke udelukkes, at kontingentet bliver kritisk efter nævnte artikel som følge af nye omstændigheder.

(5)

Forordning (EF) nr. 1383/2007 bør derfor ophæves og afløses af en ny forordning. Nævnte forordning bør dog fortsat anvendes for de importlicenser, der udstedes for importkontingentperioder før dem, som nærværende forordning gælder for.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/11

(1)

Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (3), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (4), Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (6) er blevet ændret væsentligt flere gange (7). De fire direktiver samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (8) bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Ansvarsforsikring for motorkøretøjer (motorkøretøjsforsikring) er af særlig betydning for Europas borgere, uanset om de er forsikringstagere eller ofre for en ulykke. Den har ligeledes væsentlig betydning for forsikringsselskaberne, da den udgør den største del af skadesforsikringsmarkedet i Fællesskabet. Motorkøretøjsforsikring har også indflydelse på fri bevægelighed for personer og køretøjer. Det bør derfor være en væsentlig prioritet for Fællesskabet på området for finansielle tjenesteydelser at styrke og konsolidere det indre marked for motorkøretøjsforsikring.

(3)

Medlemsstaterne bør træffe alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår.

(4)

For at undgå eventuelle fejlfortolkninger af nærværende direktiv og gøre det lettere at forsikre køretøjer med midlertidige nummerplader bør definitionen af det område, hvor et køretøj er hjemmehørende, udtrykkelig omfatte den stat, hvis nummerplader køretøjet er forsynet med, uanset om nummerpladerne er permanente eller midlertidige.

(5)

Under hensyntagen til det almindelige kriterium, hvorefter nummerpladen afgør, hvilket område et køretøj er hjemmehørende i, bør der fastsættes en særlig regel i tilfælde af ulykker, der forårsages af et køretøj uden nummerplader eller med nummerplader, der ikke eller ikke længere svarer til køretøjet. Alene for at lette behandlingen af skadesager bør det område, hvor køretøjet er hjemmehørende, i sådanne tilfælde anses for at være det område, hvor ulykken fandt sted.

(6)

Et forbud mod systematisk kontrol af motorkøretøjsforsikringer bør både gælde for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats område, og for køretøjer, der er hjemmehørende på et tredjelands område, men som er kommet ind fra en anden medlemsstats område. Kun kontrol, der ikke sker systematisk, ikke er diskriminerende, og som foretages som led i kontrol, der ikke alene vedrører forsikringskontrol, bør være tilladt.

(7)

Kontrollen med grønne kort for motorkøretøjer, der hører hjemme i en af medlemsstaterne, og som indpasserer på en anden medlemsstats område, kan ophæves på grundlag af en overenskomst mellem de nationale forsikringsbureauer, hvorefter hvert nationalt bureau efter den nationale lovgivning garanterer for dækning af erstatningskrav, der er opstået på landets område ved skade forvoldt af et sådant køretøj, hvad enten det er forsikret eller ej.

(8)

Denne overenskomst om garanti bygger på den forudsætning, at ethvert i Fællesskabet hjemmehørende køretøj, der færdes på Fællesskabets område, er dækket af en forsikring. Det bør derfor i alle medlemsstaters lovgivning påbydes, at der er pligt til at holde disse køretøjer ansvarsforsikret med en forsikring, der dækker hele Fællesskabets område.

(9)

Den i nærværende direktiv fastsatte ordning vil også kunne anvendes på køretøjer, der hører hjemme i et tredjeland, for hvilket medlemsstaternes nationale forsikringsbureauer har afsluttet en lignende overenskomst.

(10)

Medlemsstaterne bør kunne fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes lovpligtig forsikring for køretøjer tilhørende bestemte offentlige eller private fysiske og juridiske personer. I tilfælde af ulykker forårsaget af disse køretøjer bør den medlemsstat, der således fraviger kravene, udpege en myndighed eller et organ til at betale erstatning til ofre for ulykker, som er indtruffet i en anden medlemsstat. Det bør sikres, at der ikke kun betales behørig erstatning til ofre for ulykker forårsaget af disse køretøjer i udlandet, men også til ofre for ulykker, som er indtruffet i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, uanset om de skadelidte har bopæl på denne stats område eller ej. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at listen over personer, som er fritaget fra lovpligtig forsikring, og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for betaling af erstatning til ofre for ulykker, der er forårsaget af disse køretøjer, meddeles Kommissionen og offentliggøres af denne.

(11)

En medlemsstat bør kunne fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes lovpligtig forsikring for bestemte typer af køretøjer eller for køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke. I så fald har de andre medlemsstater ret til at kræve, at motorkøretøjer, der kommer ind på deres område, er dækket af et gyldigt grønt kort eller en aftale om forsikring på grænseplader for at sikre, at der udbetales erstatning til skadelidte ved enhver ulykke, der forårsages af disse køretøjer på deres område. Eftersom ophævelsen af grænsekontrollen inden for Fællesskabet ikke gør det muligt at sikre, at køretøjer, der passerer grænsen, er forsikret, er der imidlertid ikke garanti for erstatning til ofre for ulykker, der forårsages i udlandet. Det bør endvidere sikres, at ikke blot ofre for ulykker, som forårsages af disse køretøjer i udlandet, men også ofre for ulykker i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, modtager behørig erstatning. Med henblik herpå bør medlemsstaterne behandle ofre for ulykker, der forårsages af disse køretøjer, på samme måde som ofre for ulykker, som er forårsaget af uforsikrede køretøjer. Der bør udbetales erstatning til ofre for ulykker forårsaget af uforsikrede køretøjer via erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor ulykken indtraf. Ved udbetaling til ofre for ulykker forårsaget af køretøjer, som er omfattet af undtagelsen, bør erstatningsorganet kunne søge regres mod erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende. Efter en vis periode efter gennemførelsen og anvendelse af denne mulighed for undtagelse bør Kommissionen på baggrund af erfaringerne hermed, hvis det er relevant forelægge forslag om at erstatte eller ophæve den.

(12)

Medlemsstaternes forpligtelse til at garantere forsikringsdækning for visse mindstebeløb udgør et væsentligt element til sikring af beskyttelsen af skadelidte. Mindstebeløbet for dækning ved personskade bør være af en sådan størrelse, at alle ofre for ulykker med meget alvorlige kvæstelser til følge er beskyttede i dækkende og rimeligt omfang, dog således at der tages højde for, at der kun sjældent sker ulykker, hvor flere personer kommer til skade, eller hvor flere personer pådrager sig meget alvorlige kvæstelser ved samme ulykke. Der bør fastsættes et mindstebeløb for dækning pr. skadelidt og for hvert uheld. For at lette indførelsen af disse mindstebeløb bør der indføres en overgangsperiode. Der bør dog fastsættes en frist inden udløbet af denne overgangsperiode for, hvornår medlemsstaterne skal forhøje mindstebeløbene til mindst halvdelen af de fastsatte niveauer.

(13)

For at sikre, at mindstebeløbet for dækning ikke udhules med tiden, bør der fastsættes en periodebestemt justeringsbestemmelse med udgangspunkt i det europæiske forbrugerprisindeks (EICP) fra Eurostat, som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser (9). Der bør tillige fastsættes procedureregler for en sådan justering.

(14)

Det er nødvendigt at indføre bestemmelse om, at et organ skal garantere, at skadelidte opnår erstatning, dersom det køretøj, som har forårsaget uheldet, er uforsikret eller ukendt. Det er vigtigt, at skadelidte i et sådant uheld kan rette direkte henvendelse til dette organ som første kontaktled. Medlemsstaterne bør imidlertid have mulighed for i begrænset omfang at udelukke intervention fra organet, og i tilfælde af tingsskader forvoldt af et ukendt køretøj bør de under hensyn til den bestående risiko for svig kunne bestemme, at erstatningen for sådanne skader kan begrænses eller udelukkes.

(15)

Af hensyn til skadelidtes interesser bør virkningerne af en klausul om ansvarsfraskrivelse begrænses til forholdet mellem forsikringsselskabet og den for ulykken ansvarlige. Dersom køretøjet er stjålet eller tilegnet ved vold, kan medlemsstaterne bestemme, at ovennævnte organ skal yde skadelidte erstatning.

(16)

For at lette den finansielle byrde, som nævnte organ skal bære, kan medlemsstaterne fastsætte en vis selvrisiko i forbindelse med organets intervention med henblik på erstatning for tingsskader forvoldt af et køretøj, der ikke er forsikret, eller som er stjålet eller tilegnet ved vold.

(17)

Muligheden for at begrænse eller udelukke, at der udbetales rimelig erstatning til skadelidte, fordi køretøjet ikke er identificeret, bør ikke forekomme, hvis organet har udbetalt erstatning for væsentlig personskade til et offer for samme ulykke, hvor der skete tingsskade. Medlemsstaterne kan pålægge ofret for tingsskaden en selvrisiko, der dog ikke må overskride den grænse, der er fastsat i nærværende direktiv. Betingelserne for, at personskade kan anses for væsentlig, bør fastsættes i den nationale lovgivning eller i de administrative bestemmelser i den medlemsstat, hvor ulykken er indtruffet. Ved fastsættelsen af disse betingelser kan medlemsstaten bl.a. tage hensyn til, om skaden har krævet hospitalsbehandling.

(18)

I tilfælde af et uheld forvoldt af et uforsikret køretøj har det organ, som skal yde erstatning til skadelidte i forbindelse med ulykker forvoldt af uforsikrede eller ukendte køretøjer, bedre muligheder for at rejse krav mod den ansvarlige part end skadelidte. Det bør derfor fastsættes, at organet ikke som en betingelse for at yde erstatning til skadelidte kan kræve, at denne godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til eller nægter at betale.

(19)

Opstår der en tvist mellem ovennævnte organ og et ansvarsforsikringsselskab, om hvem af dem der skal yde erstatning til skadelidte, bør medlemsstaterne for at undgå forsinkelse i udbetalingen af erstatningen til skadelidte udpege, hvilken af disse parter der i første omgang skal yde erstatning til skadelidte i afventning af tvistens afgørelse.

(20)

Der skal sikres personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Fællesskabet uheldet finder sted.

(21)

Familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden ansvarlig bør have krav på samme beskyttelse som andre skadelidte tredjemænd, i hvert fald hvad angår personskader.

(22)

Person- og tingsskade, som lides af fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der normalt er de svageste parter i en ulykke, bør dækkes af den lovpligtige forsikring for det køretøj, der har været involveret i ulykken, såfremt de skadelidte er berettiget til erstatning i henhold til de nationale civilretlige bestemmelser. Dette foregriber ikke spørgsmålet om hæftelsen for eller størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke i henhold til national lovgivning.

(23)

Det forhold, at passagerer i køretøjet er dækket af forsikringen, er et væsentligt fremskridt, der er opnået med den gældende lovgivning. Dette formål ville blive bragt i fare, hvis en national lovgivning eller en klausul i en forsikringskontrakt udelukkede passagerer fra forsikringsdækning, såfremt de vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller andre rusmidler, da ulykken fandt sted. Passageren er normalt ikke i tilstrækkelig grad i stand til at bedømme, om føreren er påvirket. Målsætningen om at tilskynde bilister til ikke at køre bil under påvirkning af spiritus eller andre rusmidler nås ikke ved at nedsætte forsikringsdækningen for passagerer, som bliver ofre for en trafikulykke. Det forhold, at disse passagerer dækkes af køretøjets lovpligtige forsikring er uden betydning for et eventuelt ansvar, som de kan ifalde i henhold til gældende national lovgivning, eller for størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke.

(24)

Alle lovpligtige forsikringer for motorkøretøjer bør dække hele Fællesskabets område.

(25)

Visse forsikringsselskaber har indføjet klausuler i forsikringspolicer om, at aftalen bortfalder, hvis køretøjet i længere tid end en nærmere angivet periode befinder sig uden for den medlemsstat, hvor det er indregistreret. Denne praksis er i strid med princippet i nærværende direktiv, hvorefter den lovpligtige ansvarsforsikring bør dække hele Fællesskabets område på grundlag af én enkelt præmie. Det bør derfor specificeres, at forsikringsdækningen gælder for hele aftalens løbetid, selv om køretøjet i en given periode befinder sig i en anden medlemsstat, idet dette dog ikke berører medlemsstaternes nationale lovgivning om indregistrering af køretøjer.

(26)

Den enkelte forsikringspolice bør i den forsikredes interesse på grundlag af én enkelt præmie i hver medlemsstat give den dækning, som er foreskrevet i lovgivningen i denne medlemsstat, eller den dækning der kræves efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, når denne dækning er større.

(27)

Der bør tages initiativ til at gøre det lettere at skaffe forsikringsdækning for køretøjer, der indføres fra én medlemsstat til en anden, selv om køretøjet endnu ikke er indregistreret i den modtagende medlemsstat. Der bør gives mulighed for en midlertidig undtagelse fra den almindelige regel, der fastlægger den medlemsstat, hvor risikoen foreligger. I en periode på 30 dage fra den dato, hvor køretøjet leveres, stilles til rådighed for eller sendes til køberen, bør den modtagende medlemsstat betragtes som den medlemsstat, hvor risikoen foreligger.

(28)

En person, som ønsker at tegne en ny motorkøretøjsforsikring hos et andet forsikringsselskab, bør kunne dokumentere sit ulykkes- og skadesforløb under den tidligere forsikringsaftale. Forsikringstageren bør på et hvilket som helst tidspunkt have ret til at anmode om en erklæring om skader eller skadefri kørsel med det eller de køretøjer, der er dækket af forsikringsaftalen, i det mindste for de seneste fem år af forsikringsforholdet. Forsikringsselskabet eller ethvert organ, som er udpeget af en medlemsstat til at yde lovpligtig forsikring eller udstede sådanne erklæringer, bør stille denne erklæring til rådighed for forsikringstageren inden 15 dage fra anmodningen.

(29)

For at sikre en passende beskyttelse af skadelidte ved motorkøretøjsulykker bør medlemsstaterne ikke give forsikringsselskaberne tilladelse til at fastsætte en selvrisiko, som kan gøres gældende over for skadelidte.

(30)

Retten til at påberåbe sig en forsikringsaftale og rette et krav direkte mod forsikringsselskabet har væsentlig betydning for beskyttelsen af skadelidte ved en ulykke, som involverer et motorkøretøj. Med henblik på at fremme en effektiv og hurtig sagsbehandling samt i videst mulige omfang at undgå omkostningskrævende søgsmål, bør alle skadelidte ved ulykker forvoldt af motorkøretøjer have ret til at rejse krav direkte over for det selskab, hvor skadevolder er ansvarsforsikret.

(31)

For at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af alle ofre for ulykker forvoldt af motorkøretøjer bør der anvendes en procedure, hvor der gives et »begrundet tilbud«, i forbindelse med alle ulykker forvoldt af motorkøretøjer. Samme procedure bør finde tilsvarende anvendelse, såfremt skadesbehandlingen afvikles efter ordningen med nationale forsikringsbureauer.

(32)

Skadelidte kan sagsøge forsikringsgiveren i den medlemsstat, hvor skadelidte har sin bopæl, jf. artikel 11, stk. 2, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (10).

(33)

Gennem ordningen med bureauer for det grønne forsikringskort sikres der en problemløs afvikling af en skadessag efter et uheld i skadelidtes eget land, selv når modparten kommer fra et andet europæisk land.

(34)

En skadelidt, der har lidt tab eller skade som følge af uheld omfattet af dette direktiv og forvoldt af motorkøretøjer i en anden stat end den, hvor skadelidte er bosat, bør kunne fremsætte sit skadeserstatningskrav i sin egen medlemsstat over for en skadebehandlingsrepræsentant, som skadevolders forsikringsselskab har udpeget dér. Denne løsning ville indebære, at skade, der er lidt uden for skadelidtes hjemland, kan behandles på en måde, som skadelidte er fortrolig med.

(35)

En sådan ordning med en skadebehandlingsrepræsentant i skadelidtes hjemland ville ikke berøre spørgsmålet om, hvilken materiel ret der konkret skal anvendes eller om den retslige kompetence.

(36)

I forbindelse med indførelse af en ordning med en skadebehandlingsrepræsentant er det et logisk supplement at give skadelidte mulighed for at rejse krav direkte mod det pågældende selskab, hvilket endvidere vil forbedre retsstillingen for personer, der har lidt tab eller skade som følge af uheld forvoldt af motorkøretøjer uden for den medlemsstat, hvor de pågældende er bosat.

(37)

Den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har fået sin tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, bør pålægge selskabet at udpege skadebehandlingsrepræsentanter, der er bosat eller etableret i de andre medlemsstater. En sådan repræsentant skal indsamle alle de nødvendige oplysninger i forbindelse med erstatningskrav som følge af uheld forvoldt af motorkøretøjer og på forsikringsselskabets vegne og for dettes regning på passende måde behandle kravene, herunder udbetale erstatning for forvoldt skade. Skadebehandlingsrepræsentanten bør være bemyndiget til at repræsentere selskabet over for personer, der har lidt skade som følge af sådanne uheld, og til at repræsentere selskabet over for nationale myndigheder, herunder, om nødvendigt, repræsentere det ved domstolene, i det omfang dette er foreneligt med den internationale privatrets regler om retternes kompetence.

(38)

Skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå domstolskompetence i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, medmindre der er hjemmel herfor i den internationale privatrets regler om retternes kompetence.

(39)

Det bør være en af betingelserne for at få adgang til og for fortsat at udøve forsikringsvirksomhed i klasse 10 under punkt A i bilaget til Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (11), bortset fra fragtførerens ansvar, at der udpeges repræsentanter, der er bemyndiget til at behandle skadessager. Denne betingelse bør derfor indgå i den administrative tilladelse, der er udstedt af myndighederne i den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har sit hjemsted, som defineret i afsnit II i Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (12). Denne betingelse bør ligeledes gælde selskaber, hvis hjemsted ligger uden for Fællesskabet, men som har fået tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i en af Fællesskabets medlemsstater.

(40)

Ud over, at det bør sikres, at forsikringsselskabet har en repræsentant i skadelidtes hjemland, bør skadelidte have sikkerhed for, at sagen behandles hurtigst muligt. De nationale lovgivninger bør derfor indeholde passende effektive og systematiske økonomiske eller tilsvarende administrative sanktioner — som f.eks. et påbud kombineret med administrative bøder, regelmæssig rapportering til tilsynsorganer, kontrol på stedet, offentliggørelse i den nationale lovtidende og i pressen, suspension af et selskabs aktiviteter (forbud mod at indgå nye aftaler i et vist tidsrum), udpegelse af en særlig repræsentant for tilsynsmyndighederne, der skal kontrollere, at forretningerne føres i overensstemmelse med forsikringslovgivningen, inddragelse af en virksomheds tilladelse, sanktioner over for ledelsen — mod det ansvarlige forsikringsselskab, hvis selskabet eller dettes repræsentant ikke efterkommer sin pligt til at fremsætte et erstatningstilbud inden for en rimelig frist. Dette er ikke til hinder for, at der anvendes enhver anden foranstaltning, især i henhold til tilsynslovgivningen, der måtte anses for hensigtsmæssig. For at forsikringsselskabet kan fremsætte et begrundet tilbud inden for den fastsatte frist, kræves det dog, at der ikke er uenighed om ansvaret og de lidte tab og skader. Det begrundede erstatningstilbud bør være skriftligt og indeholde grundlaget for vurderingen af ansvaret og skaden.

(41)

Disse sanktioner bør suppleres med en bestemmelse om, at der skal betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte, såfremt tilbuddet ikke er blevet fremsat inden for den fastsatte frist. Hvis medlemsstaterne allerede har nationale bestemmelser om renter ved forsinket betaling, kan gennemførelsen af en sådan bestemmelse ske ved henvisning hertil.

(42)

Personer, der lider tab eller skade som følge af uheld forvoldt af motorkøretøjer, har undertiden vanskeligt ved at få oplyst navnet på det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret det motorkøretøj, der er impliceret i et uheld.

(43)

Medlemsstaterne bør i disse personers interesse oprette informationskontorer for at sikre, at sådanne oplysninger om samtlige ulykker forårsaget af motorkøretøjer kan tilvejebringes hurtigt. Informationskontorerne skal desuden stille oplysninger til rådighed for skadelidte om skadebehandlingsrepræsentanter. Det er nødvendigt, at informationskontorerne samarbejder med hinanden og reagerer hurtigt på anmodninger om oplysninger om skadebehandlingsrepræsentanter fra informationskontorer i andre medlemsstater. Det er hensigtsmæssigt at indsamle oplysninger om, hvornår forsikringsdækningen faktisk er ophørt, men ikke om udløbet af policens oprindelige gyldighedsperiode, hvis aftalen er forlænget stiltiende.

(44)

Der bør fastsættes særlige bestemmelser vedrørende køretøjer (f.eks. offentlige eller militære køretøjer), som er undtaget fra pligten til at tegne ansvarsforsikring.

(45)

Skadelidte kan have en berettiget interesse i at blive underrettet om, hvem der er ejeren eller den sædvanlige fører eller den registrerede indehaver af køretøjet, f.eks. hvis der kun kan fås erstatning fra disse personer, fordi køretøjet ikke er behørigt forsikret, eller skaden overstiger forsikringssummen. Disse oplysninger bør følgelig også stilles til rådighed.

(46)

Bestemte oplysninger som f.eks. navn og adresse på ejeren eller den sædvanlige fører og forsikringspolicens nummer eller køretøjets registreringsnummer er personoplysninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (13). Den behandling af personoplysninger, som nærværende direktiv indebærer, bør derfor være i overensstemmelse med de nationale foranstaltninger, der er truffet i medfør af direktiv 95/46/EF. Navn og adresse på den sædvanlige fører bør kun meddeles, hvis dette har hjemmel i den nationale lovgivning.

(47)

Der bør oprettes et erstatningsorgan, som skadelidte kan rette henvendelse til, hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en repræsentant eller forhaler sagen betydeligt, eller hvis forsikringsselskabet ikke kan identificeres, og som skal sikre, at skadelidte får erstatning. Erstatningsorganet bør kun træde ind i sjældne konkrete tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke efterkommer sine forpligtelser til trods for truslerne om sanktioner.

(48)

Erstatningsorganet skal kun afgøre erstatningsspørgsmålet med hensyn til tab eller skade, som skadelidte har lidt, hvis sagen kan bedømmes objektivt, og organet bør derfor begrænse sine aktiviteter til — uden at behandle sagen — at kontrollere, at der er fremsat et erstatningstilbud i overensstemmelse med de fastsatte tidsfrister og procedurer.

(49)

Juridiske personer, der i henhold til lov indtræder i skadelidtes erstatningskrav over for skadevolderen eller dennes forsikringsselskab (f.eks. andre forsikringsselskaber eller organer inden for den sociale sikring), bør ikke have ret til at fremsætte det pågældende erstatningskrav over for erstatningsorganet.

(50)

Erstatningsorganet bør have ret til subrogation i den udstrækning, det har ydet erstatning til skadelidte. For at gøre det lettere at gennemtvinge erstatningsorganets krav mod forsikringsselskabet, hvis dette har undladt at udpege en repræsentant eller forhaler sagen betydeligt, bør organet i skadelidtes hjemland også automatisk have ret til refusion, således at erstatningsorganet i det land, hvor forsikringsselskabet har sit etablerede forretningssted, indtræder i skadelidtes rettigheder. Dette organ vil bedre kunne indlede regressøgsmål mod forsikringsselskabet.

(51)

Selv om medlemsstaterne kan tillægge forelæggelsen af et erstatningskrav for erstatningsorganet subsidiær karakter, bør skadelidte ikke være forpligtet til at forelægge sit erstatningskrav for skadevolderen, inden han forelægger det for erstatningsorganet. Skadelidtes stilling bør i dette tilfælde mindst være den samme, som når der forelægges et krav for en garantifond.

(52)

Denne ordning vil kunne gennemføres ved indgåelse af en aftale mellem de erstatningsorganer, medlemsstaterne har oprettet eller anerkendt, hvori der fastsættes bestemmelser om disse organers funktion og forpligtelser samt om fremgangsmåden ved refusion.

(53)

Hvis forsikringsselskabet for et køretøj ikke kan identificeres, bør det sikres, at den endelige debitor for det beløb, skadelidte får udbetalt i erstatning, er den garantifond, der er oprettet eller godkendt hertil, i den medlemsstat, hvor det uforsikrede køretøj, der har forvoldt uheldet, er hjemmehørende. Hvis køretøjet er ukendt, bør det sikres, at den endelige debitor er den dertil oprettede eller godkendte garantifond i den medlemsstat, hvor uheldet er sket.

(54)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne —

a)

den stats område, hvis nummerplader køretøjet er forsynet med, uanset om nummerpladen er permanent eller midlertidig

b)

i tilfælde af, at der for en bestemt køretøjsart ikke kræves registrering, men vedkommende køretøj dog er forsynet med forsikringsplade eller andet identifikationsmærke i lighed med nummerplader, den stats område, hvor denne plade eller dette mærke er udleveret

c)

i tilfælde af, at der for bestemte køretøjsarter hverken kræves registrering, forsikringsplade eller andet mærke, den stats område, hvor køretøjets bruger har sin bopæl, eller

d)

i tilfælde af, at køretøjet ikke er forsynet med en nummerplade, eller er forsynet med en nummerplade, der ikke eller ikke længere svarer til køretøjet, og er involveret i en ulykke, den stats område, hvor ulykken fandt sted, ved behandling af skadesager som fastsat i artikel 2, litra a), eller artikel 10

a)

når der mellem de nationale forsikringsbureauer er truffet en overenskomst, hvorefter hvert nationalt bureau forpligter sig til i overensstemmelse med det pågældende lands regler om lovpligtig ansvarsforsikring at behandle de skadestilfælde, der forekommer på landets område og forvoldt af forsikrede eller uforsikrede køretøjer, der er hjemmehørende i en af de andre medlemsstater

b)

fra det af Kommissionen bestemte tidspunkt, efter at den i snævert samarbejde med medlemsstaterne har fastslået, at der er truffet en sådan overenskomst

c)

for denne overenskomsts gyldighedsperiode.

a)

skader, der forårsages i andre medlemsstater, i overensstemmelse med disse staters lovgivning

b)

skader, der kan ramme personer, som er hjemmehørende i en af medlemsstaterne, på en strækning, der direkte forbinder to områder, hvor traktaten finder anvendelse, når der ikke findes et nationalt forsikringsbureau i det passerede område; i dette tilfælde skal skaden dækkes i overensstemmelse med reglerne om lovpligtig ansvarsforsikring i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende.

a)

det område, hvor køretøjet er hjemmehørende, og i givet fald køretøjets registreringsnummer

b)

så vidt muligt de oplysninger om det pågældende køretøjs forsikring, der normalt fremgår af det grønne kort, og som måtte være i førerens besiddelse, i det omfang disse oplysninger forlanges af medlemsstaten på det område, hvor køretøjet er hjemmehørende.

a)

ved personskade en mindstedækning på 1 000 000 EUR pr. skadelidt eller 5 000 000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte

b)

ved tingsskade 1 000 000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte.

a)

personer som hverken udtrykkeligt eller stiltiende har tilladelse hertil

b)

personer, som ikke har et kørekort, der giver dem ret til at føre det pågældende køretøj

c)

personer, som ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand.

a)

dækker hele Fællesskabets område på grundlag af en enkelt præmie og i hele aftalens løbetid, også i perioder hvor køretøjet befinder sig i en anden medlemsstat under aftalens løbetid og

b)

på grundlag af ovennævnte præmie giver den dækning i hver medlemsstat, som er foreskrevet i dennes lovgivning, eller den dækning der kræves efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, når denne dækning er større.

a)

som er forsikret gennem et etableret forretningssted i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, og

b)

som er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat.

a)

af skadevolderens forsikringsselskab eller dets skadebehandlingsrepræsentant fremsættes et begrundet erstatningstilbud i tilfælde, hvor ansvaret ikke bestrides, og tabet er opgjort, eller

b)

af det forsikringsselskab, som erstatningskravet er fremsat over for, eller af dettes skadebehandlingsrepræsentant gives et begrundet svar på de punkter, der er omhandlet i erstatningskravet, hvis ansvaret afvises eller ikke er klart fastlagt, eller hvis skadelidtes tab ikke er endeligt opgjort.

a)

føre et register, som indeholder følgende oplysninger:

b)

eller koordinere indsamling og formidling af disse oplysninger og

c)

bistå berettigede personer med at få adgang til de i litra a), nr. i) til v), nævnte oplysninger.

a)

forsikringsselskabets navn og adresse

b)

nummeret på forsikringspolicen og

c)

navn og adresse på forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat.

a)

til forsikringsselskabet eller

b)

det centrale register for motorkøretøjer.

a)

hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten ikke har givet et begrundet svar på det fremsatte erstatningskrav inden for en frist på tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte indgav sit erstatningskrav til det forsikringsselskab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, eller til dettes skadebehandlingsrepræsentant, eller

b)

hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1; de skadelidte kan i så fald ikke indgive erstatningskrav til erstatningsorganet, hvis de har indgivet erstatningskrav direkte til det selskab, der forsikrer det køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, og har modtaget et begrundet svar senest tre måneder efter indgivelsen af erstatningskravet.

a)

skadevolderens forsikringsselskab eller skadebehandlingsrepræsentanten

b)

erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted

c)

skadevolderen, hvis denne er kendt

a)

efter at der er indgået en aftale mellem de erstatningsorganer, der er oprettet eller anerkendt af medlemsstaterne, om deres funktion og forpligtelser og om fremgangsmåden ved refusion

b)

fra den dato, som Kommissionen fastsætter, efter at den i nært samarbejde med medlemsstaterne har forvisset sig om, at en sådan aftale er indgået.

a)

hvis forsikringsselskabet ikke kan identificeres: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende

b)

hvis der er tale om et ukendt køretøj: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket

c)

hvis køretøjet er hjemmehørende i et tredjeland: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket.

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/32

(1)

Den forpligtelse om gensidig bistand og effektivt samarbejde, som medlemsstaterne er pålagt i henhold til artikel 28-36 i direktiv 2006/123/EF, indebærer, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal udveksle oplysninger. For at fungere korrekt skal samarbejdet mellem medlemsstaterne understøttes af de tekniske midler, som muliggør direkte og hurtig kommunikation mellem de kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater. I den forbindelse fastsætter direktiv 2006/123/EF i artikel 34, stk. 1, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne skal oprette et elektronisk system til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne under hensyntagen til eksisterende edb-systemer.

(2)

Informationssystemet for det indre marked (»IMI«), som blev oprettet i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2004/387/EF af 21. april 2004 om interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (Idabc) (2), er et elektronisk redskab til understøttelse af en række retsakter vedrørende det indre marked, som kræver, at der udveksles informationer mellem medlemsstaternes myndigheder. Eftersom IMI giver mulighed for en sikker og struktureret elektronisk informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder, og eftersom det også gør det let for de kompetente myndigheder at finde frem til relevante kontakter i andre medlemsstater og kommunikere med hinanden på en hurtig og effektiv måde, bør IMI anvendes til informationsudvekslingen inden for rammerne af direktiv 2006/123/EF.

(3)

For at sikre de kompetente myndigheder i medlemsstaterne mulighed for effektivt at udveksle oplysninger er det nødvendigt at fastlægge praktiske foranstaltninger for en sådan udveksling gennem IMI.

(4)

Foruden anmodninger om oplysninger og anmodninger om at udføre kontroller, inspektioner og undersøgelser samt svar på sådanne anmodninger foreskriver direktiv 2006/123/EF to specifikke mekanismer til informationsudveksling: udveksling af oplysninger om alvorlige specifikke handlinger og omstændigheder vedrørende en tjenesteydelsesaktivitet, som kan forårsage alvorlige skader på menneskers sundhed og sikkerhed eller på miljøet (»advarselsordning«), jf. artikel 29, stk. 3, og artikel 32, stk. 1, i direktiv 2006/123/EF, og udveksling af oplysninger om ekstraordinære foranstaltninger vedrørende tjenesteydelsernes sikkerhed (»individuelle undtagelser«), jf. artikel 18 og artikel 35 i direktiv 2006/123/EF.

(5)

Eftersom advarsler vedrører alvorlige trusler mod menneskers sundhed eller sikkerhed eller mod miljøet, er et tæt samarbejde mellem de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater afgørende for, at den pågældende trussel kan stoppes, og for at holde disse myndigheder tilstrækkeligt underrettet om, hvilke foranstaltninger de andre myndigheder har truffet, samt om, hvorvidt truslen er fjernet eller fortsat eksisterer. For at sikre, at de kompetente myndigheders overvågning af udbydere og de udbudte tjenesteydelser er effektive og for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af personoplysningerne i advarslerne, er det nødvendigt at fastsætte, at en advarsel, som en medlemsstat har udsendt i overensstemmelse med direktiv 2006/123/EF, skal ophæves, når betingelserne i artikel 29, stk. 3, og artikel 32, stk. 1, ikke længere er opfyldt. Medlemsstaterne bør have mulighed for at protestere mod ophævelsen af en advarsel, hvis der fortsat eksisterer en trussel, som kan forårsage alvorlige skader på menneskers sundhed og sikkerhed eller på miljøet.

(6)

I henhold til artikel 43 i direktiv 2006/123/EF skal gennemførelsen og anvendelsen af direktivet og navnlig bestemmelserne om overvågning være i overensstemmelse med kravene om beskyttelse af persondata, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (4). Således bør den elektroniske informationsudveksling mellem medlemsstaterne finde sted under overholdelse af reglerne for beskyttelse af personoplysninger i direktiv 95/46/EF og direktiv 2002/58/EF. Kommissionens behandling af oplysningerne skal være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).

(7)

For at sikre et højt beskyttelsesniveau for personoplysninger i forbindelse med driften af IMI vedtog Kommissionen beslutning 2008/49/EF af 12. december 2007 om gennemførelse af informationssystemet for det indre marked (IMI) hvad angår beskyttelse af personoplysninger (6) og henstilling 2009/329/EF af 26. marts 2009 om databeskyttelsesretningslinjer i forbindelse med informationssystemet for det indre marked (IMI) (7).

(8)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 40 i direktiv 2006/123/EF —

a)

anmodninger om oplysninger og anmodninger om at udføre kontroller, inspektioner og undersøgelser samt svar på sådanne anmodninger i henhold til kapitel VI i direktiv 2006/123/EF

b)

advarsler i henhold til artikel 29, stk. 3, og artikel 32, stk. 1, i direktiv 2006/123/EF

c)

individuelle anmodninger og meddelelser i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i artikel 35, stk. 2, 3 og 6, i direktiv 2006/123/EF.

a)

afsendelse af anmodninger

b)

afsendelse og anmodning om yderligere oplysninger

c)

accept af anmodninger

d)

videresendelse af anmodninger

e)

svar på anmodninger.

a)

udsendelse af advarsler, når betingelserne i artikel 29, stk. 3, og artikel 32, stk. 1, i direktiv 2006/123/EF er opfyldt

b)

afsendelse af og anmodning om yderligere oplysninger om advarsler

c)

tilbagetrækning af advarsler, som er udsendt, uden at betingelserne i artikel 29, stk. 3, og artikel 32, stk. 1, i direktiv 2006/123/EF er opfyldt

d)

korrektion af oplysninger i advarsler

e)

afsendelse af forslag om ophævelse af advarsler

f)

protest mod forslag om ophævelses af advarsler

g)

ophævelse af advarsler, når betingelserne i artikel 29, stk. 3, og artikel 32, stk. 1, i direktiv 2006/123/EF ikke længere er opfyldt.

a)

afsendelse af en anmodning til etableringsmedlemsstaten i henhold til artikel 35, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF

b)

svar på en anmodning, som er sendt i henhold til artikel 35, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF

c)

afsendelse af en meddelelse til Kommissionen og etableringsmedlemsstaten i henhold til artikel 35, stk. 3 og 6, i direktiv 2006/123/EF

d)

automatisk underretning af en koordinator om de i litra a), b) og c) nævnte handlinger.

7.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/35

(1)

I henhold til beslutning 2008/477/EF udpeger medlemsstaterne 2 500-2 690 MHz-båndet og stiller det derefter uden eksklusivitet til rådighed for landbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester, i overensstemmelse med specifikke parametre senest 13. december 2008.

(2)

Ifølge artikel 2, stk. 2, i beslutning 2008/477/EF kan medlemsstaterne uanset bestemmelserne anmode om overgangsperioder og/eller frekvensdelingsordninger i henhold til artikel 4, stk. 5, i beslutning nr. 676/2002/EF.

(3)

Frankrig har meddelt Kommissionen, at det ikke er i stand til at gennemføre de krav, der er fastlagt i beslutning 2008/477/EF, rettidigt, da dette frekvensbånd for tiden benyttes eksklusivt til mobile elektroniske kommunikationstjenester for den nationale sikkerhed (RUBIS-systemet).

(4)

Ved skrivelse af 15. december 2008 anmodede Frankrig om en midlertidig undtagelse fra kravene, så dette udstyr fortsat kan benyttes, mens der oprettes et nyt system, der benytter et andet frekvensbånd. Ved skrivelse af 29. juni 2009 blev der givet yderligere afklarende oplysninger herom.

(5)

Frankrig har givet tilstrækkelige tekniske begrundelser for anmodningen. Begrundelserne baserer sig navnlig på nødvendigheden af, at RUBIS-systemet i overgangsperioden skal være fuldt funktionsdygtigt uden afbrydelser, og at det er nødvendigt at erhverve og installere nyt udstyr.

(6)

Fristen for den første etape i gennemførelsen er den 1. januar 2012, hvor 2 500-2 690 MHz-båndet i henhold til beslutning 2008/477/EF vil være til rådighed i de tættest befolkede områder i Frankrig. Anden etape vil dække alle områder, der ikke er omfattet af første etape, og for disse områder vil båndet være til rådighed senest den 31. december 2013 med undtagelse af Korsika, hvor frekvensen vil være til rådighed senest den 31. maj 2014.

(7)

I betragtning af den planlagte længde af overgangsperioden og for at sikre, at den bliver så kort som mulig, blev migration påbegyndt den 1. juli 2009.

(8)

En rapport om, hvordan migrationen skrider frem, og om, hvordan forpligtelserne gennemføres, vil blive anvendt til at styre overgangsperioden korrekt.

(9)

Frekvensudvalgets medlemmer udtalte på udvalgets møde den 2. oktober 2008, at de ikke har indvendinger imod en midlertidig dispensation.

(10)

Den ønskede dispensation vil hverken forsinke gennemførelsen af beslutning 2008/477/EF uretmæssigt eller skabe uretmæssige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til deres konkurrence- og lovgivningsmæssige situation. Anmodningen er berettiget, og en midlertidig dispensation er et hensigtsmæssigt middel til at fremme fuldstændig gennemførelse af beslutning 2008/477/EF —