20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/1

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/3

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 (3) er der fastlagt krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikat for import til og transit gennem Fællesskabet af fjerkræ og visse fjerkræprodukter. I henhold til nævnte forordning må varer, der er omfattet af forordningen (i det følgende benævnt »varerne«), kun importeres til og føres i transit gennem Fællesskabet fra tredjelande, områder, zoner og segmenter, der er sygdomsfri og er opført i skemaet i del 1 i bilag I til samme forordning. I del 2 i samme bilag er der desuden fastsat standardveterinærcertifikater. Forordning (EF) nr. 798/2008 foreskriver også, at når undersøgelse, prøveudtagning og testning for bestemte sygdomme er påkrævet i forbindelse med import af varerne, skal de gennemføres i overensstemmelse med samme forordnings bilag III.

(2)

I artikel 7 i forordning (EF) nr. 798/2008 er det fastsat, at varerne kun må importeres til Fællesskabet, hvis det pågældende tredjeland orienterer Kommissionen om ethvert første udbrud af Newcastle disease eller højpatogen aviær influenza (HPAI) og sender virusisolater til EF-referencelaboratoriet for aviær influenza og Newcastle disease.

(3)

Hvis der påvises et udbrud af aviær influenza på et tredjelands område eller i en zone eller et eller flere segmenter i landet, må det pågældende tredjelands kompetente myndighed ikke længere attestere, at landet eller en zone eller et eller flere segmenter i landet, som opført i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008, er fri for denne sygdom.

(4)

Af hensyn til dyresundheden samt forebyggelsen og overvågningen af lavpatogen aviær influenza (LPAI) i fællesskabsregi bør første udbrud af denne sygdom indberettes til Kommissionen. Artikel 7 i forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Canada har vist, at landet er i stand til at reagere på udbrud af LPAI på fjerkræbedrifter på dets område og til effektivt at forhindre infektion i at sprede sig.

(6)

Canada har også givet Kommissionen detaljerede oplysninger om den epidemiologiske situation og de sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, man har gennemført, herunder en beskrivelse af de dele af landet, for hvilke der er indført officielle restriktioner på grund af udbrud af LPAI.

(7)

Ved Rådets afgørelse 1999/201/EF af 14. december 1998 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canadas regering om sundhedsforanstaltninger til beskyttelse af folke- og dyresundheden i samhandelen med levende dyr og animalske produkter (4) godkendtes denne aftale, i henhold til hvilken hver af aftalens parter skal anerkende en sundhedsforanstaltning indført af den anden part som ligestillet, hvis sidstnævnte part objektivt godtgør, at dens foranstaltning sikrer det nødvendige beskyttelsesniveau.

(8)

I lyset af nævnte aftale og det sygdomsbekæmpelsessystem, Canada har etableret, bør der gælde alternative certifikatudstedelsesbestemmelser for daggamle kyllinger og rugeæg, der har oprindelse uden for de dele af landet, der er omfattet af officielle restriktioner på grund af LPAI. I overensstemmelse hermed bør standardveterinærcertifikaterne for daggamle kyllinger, dog ikke af strudsefugle, og rugeæg af fjerkræ, bortset fra strudsefugle, ændres, således at der indføjes alternative certifikatudstedelsesbestemmelser for Canada med henblik på eventuelle fremtidige udbrud af LPAI.

(9)

Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) har for nylig udstedt et sæt anbefalinger vedrørende bestemte metoder til behandling af varerne til inaktivering af sygdomsagenser. Standardveterinærcertifikatet for ægprodukter bør derfor ændres, så der tages hensyn til disse anbefalinger.

(10)

Del 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 bør således ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Endvidere bør metoden til undersøgelse for en salmonellaunderart af betydning for dyresundheden ændres, så det bliver muligt for tredjelande at anvende laboratoriemetoder som anbefalet af OIE. Bilag III til forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(12)

En fodnote i standardveterinærcertifikatet til anvendelse i forbindelse med transit/oplagring af specifikt patogenfrie æg, kød, hakket kød og maskinsepareret kød af fjerkræ, strudsefugle og vildtlevende fjervildt samt æg og ægprodukter bør desuden ændres. Bilag XI til forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

Ydermere bør der fastsættes en overgangsperiode, så medlemsstaterne og erhvervslivet har mulighed for at træffe de fornødne foranstaltninger for at overholde de relevante krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikat.

(14)

Forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(15)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

1)

Artikel 7, litra a) og b), affattes således:

2)

Bilag I, III og XI ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/21

(1)

Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (3) er flere gange blevet ændret væsentligt (4). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af hensyn til klarheden omarbejdes.

(2)

Forskellene mellem de nationale lovgivninger vedrørende fødevarer bestemt til særlig ernæring hæmmer varernes frie bevægelighed og kan skabe ulige konkurrencevilkår og således direkte indvirke på det indre markeds funktion.

(3)

Den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning forudsætter, at der bliver udarbejdet en fælles definition, fastlagt foranstaltninger til beskyttelse af forbrugerne mod vildledende oplysninger om varernes art samt fastsat regler for mærkning af de pågældende varer.

(4)

De varer, som dette direktiv tager sigte på, er fødevarer, der må sammensættes og tilvirkes specielt for at opfylde de særlige ernæringsmæssige behov hos de personer, som de hovedsagelig er tiltænkt. Det kan derfor blive nødvendigt at fastsætte undtagelser fra de almindelige eller særlige bestemmelser, som gælder for fødevarer med henblik på at nå dette specifikke ernæringsmæssige mål.

(5)

Selv om en effektiv kontrol med fødevarer bestemt til særlig ernæring, for hvilke der er vedtaget specifikke bestemmelser, kan ske på grundlag af de generelle regler for kontrollen med alle fødevarer, er dette ikke altid tilfældet med fødevarer, for hvilke der ikke er fastsat sådanne specifikke bestemmelser.

(6)

I sidstnævnte tilfælde er det med de midler, som sædvanligvis er til rådighed for kontroltjenesterne, under visse omstændigheder ikke muligt at efterprøve, om den pågældende fødevare faktisk besidder de særlige ernæringsmæssige egenskaber, som tillægges det. Det er derfor påkrævet at fastsætte, at den ansvarlige for markedsføringen af denne fødevare om nødvendigt bistår kontroltjenesten i udøvelsen af dens virksomhed.

(7)

De særbestemmelser, der skal gælde for visse grupper af fødevarer, bør vedtages ved særdirektiver.

(8)

Der bør indføres en procedure, som gør det muligt midlertidigt at markedsføre fødevarer fremkommet ved teknologisk innovation, for at den industri, der er ophavsmand hertil, kan udnytte resultaterne af sit forskningsarbejde, indtil det pågældende særdirektiv er blevet ændret. Af hensyn til beskyttelsen af forbrugernes sundhed må en markedsføringstilladelse dog først kunne gives efter høring af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(9)

Da det ikke er klart, om der er tilstrækkeligt grundlag for at vedtage særbestemmelser for gruppen af fødevarer til personer, der lider af forstyrrelser i kulhydratstofskiftet (sukkersyge), bør Kommissionen kunne vedtage eller fremsætte forslag til de relevante bestemmelser på et senere tidspunkt efter at have hørt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(10)

Det er fortsat muligt på fællesskabsniveau at harmonisere regler for andre grupper af fødevarer bestemt til særlig ernæring af hensyn til forbrugerbeskyttelsen og den frie bevægelighed for sådanne fødevarer.

(11)

Udarbejdelsen af særdirektiver til gennemførelse af fællesskabsforskrifternes grundprincipper samt ændringer af sådanne direktiver udgør tekniske gennemførelsesforanstaltninger. For at forenkle og fremskynde proceduren bør vedtagelsen af disse foranstaltninger overlades til Kommissionen.

(12)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(13)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage visse særdirektiver, en liste over stoffer, der anvendes i specielt ernæringsmæssigt øjemed, og over andre stoffer, der tilsættes fødevarer bestemt til særlig ernæring, samt renhedskriterierne for disse stoffer, og i givet fald anvendelsesbetingelserne herfor, bestemmelser, hvorved det tillades, at det på almindelige fødevarer angives, at de er egnede til særlig ernæring, særbestemmelser for fødevarer til personer, der lider af forstyrrelser i kulhydratstofskiftet (sukkersyge), regler om brug af udtryk såsom nedsat natrium- eller saltindhold eller natrium- eller saltfri eller glutenfri til at beskrive produkterne, samt bestemmelser for, hvornår der ved mærkning, præsentation og reklame må henvises til en diæt eller til en kategori af personer. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(14)

Når de frister, der normalt gælder i forbindelse med forskriftsproceduren med kontrol, i særligt hastende tilfælde ikke kan overholdes, bør Kommissionen have mulighed for at bringe hasteproceduren i artikel 5a, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF i anvendelse til vedtagelse og ændring af en liste over stoffer, der anvendes i specielt ernæringsmæssigt øjemed, og over andre stoffer, der tilsættes fødevarer bestemt til særlig ernæring, samt renhedskriterierne for disse stoffer, og i givet fald anvendelsesbetingelserne herfor, og til at vedtage ændringer af dette direktiv eller særdirektiverne, når det konstateres, at en fødevare bestemt til særlig ernæring udgør en sundhedsmæssig fare, selv om det er i overensstemmelse med det pågældende særdirektiv.

(15)

De nye bestemmelser, der indføres ved dette direktiv, vedrører kun udvalgsprocedurerne. Det er derfor ikke nødvendigt at gennemføre disse bestemmelser i national ret.

(16)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag II, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne —

a)

hos visse kategorier af personer, hvis fordøjelse eller stofskifte er i uorden, eller

b)

hos visse kategorier af personer, som befinder sig i en særlig fysiologisk tilstand, og som derfor kan have særlig gavn af en kontrolleret indtagelse af visse stoffer i fødevarer, eller

c)

hos sunde spædbørn og småbørn.

a)

brugen af udtrykket »diætetisk« eller »til diætkost« alene eller sammen med andre ord som betegnelse for disse fødevarer

b)

enhver anden angivelse eller præsentation, der kan give indtryk af, at det drejer sig om en af de i artikel 1 definerede varer.

a)

hovedkrav til varernes art eller sammensætning

b)

bestemmelser vedrørende råvarernes kvalitet

c)

hygiejnekrav

d)

tilladte ændringer i henhold til artikel 3, stk. 2

e)

en liste over tilsætningsstoffer

f)

bestemmelser vedrørende mærkning, præsentation og reklame

g)

prøveudtagningsprocedurer og analysemetoder, der er nødvendige for at kontrollere, om der er overensstemmelse med bestemmelserne i særdirektiverne.

—

efter proceduren i traktatens artikel 95 for så vidt angår litra e)

—

af Kommissionen, for så vidt angår de øvrige litraer. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 15, stk. 3.

a)

udarbejde de pågældende særbestemmelser, eller

b)

forelægge relevante forslag til ændring af dette direktiv efter proceduren i traktatens artikel 95.

a)

arten og mængden af de særlige bestanddele eller den særlige fremstillingsmåde, som giver varen dens særlige ernæringsmæssige egenskaber

b)

energiindholdet udtrykt i kJ og kcal samt indholdet af kulhydrater, proteiner og fedtstoffer pr. 100 g eller 100 ml af den markedsførte vare og, hvor det er hensigtsmæssigt, pr. angivet mængde af varen, således som den foreslås indtaget.

a)

på tidspunktet for den første markedsføring af et produkt giver fabrikanten eller, såfremt produktet er fremstillet i et tredjeland, importøren den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor denne markedsføring finder sted, meddelelse herom ved at fremsende en model af den anvendte mærkning for dette produkt

b)

på tidspunktet for den efterfølgende markedsføring af samme produkt i en anden medlemsstat fremsender fabrikanten, eller i givet fald importøren, samme oplysninger til den kompetente myndighed i denne medlemsstat, suppleret med en angivelse af den myndighed, som modtog den første underretning

c)

den kompetente myndighed er bemyndiget til om nødvendigt at kræve af fabrikanten, eller i givet fald importøren, at han forelægger videnskabeligt materiale samt oplysninger til dokumentation for produktets overensstemmelse med artikel 1, stk. 2 og 3, samt de angivelser, der er nævnt i artikel 9, stk. 3, litra a). Hvis dette materiale findes i en publikation, der er let tilgængelig, er en henvisning hertil tilstrækkelig.

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/30

(1)

Arbejdsgiverne og arbejdstagerne, i det følgende benævnt »arbejdsmarkedets parter«, kan i henhold til traktatens artikel 139, stk. 2, i fællesskab anmode om, at aftaler, der indgås på fællesskabsplan, iværksættes ved en afgørelse, som Rådet træffer på forslag af Kommissionen.

(2)

Den 23. februar 2006 vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og ønskede hermed at skabe et enkelt, sammenhængende instrument, der så vidt muligt omfatter alle opdaterede normer fra eksisterende internationale konventioner og anbefalinger vedrørende søfarendes arbejdsforhold samt de grundlæggende principper, der er knæsat i andre internationale arbejdskonventioner.

(3)

Kommissionen har i overensstemmelse med traktatens artikel 138, stk. 2, hørt arbejdsmarkedets parter om det hensigtsmæssige i at videreudvikle den gældende fællesskabsret ved at tilpasse, konsolidere eller supplere den på grundlag af konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006.

(4)

European Community Shipowners’ Associations (ECSA) og European Transport Workers’ Federation (ETF) meddelte den 29. september 2006 Kommissionen, at de ønskede at indlede forhandlinger i overensstemmelse med traktatens artikel 138, stk. 4.

(5)

Den 19. maj 2008 indgik nævnte organisationer ud fra ønsket om at bidrage til at skabe lige vilkår på verdensplan i hele søfartsindustrien en aftale om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, i det følgende benævnt »aftalen«. Denne aftale og bilaget hertil indeholder en fælles anmodning til Kommissionen om at iværksætte dem ved en afgørelse, som Rådet træffer på forslag af Kommissionen, i overensstemmelse med traktatens artikel 139, stk. 2.

(6)

Aftalen finder anvendelse på søfarende om bord på skibe, der er registreret i en medlemsstat og/eller fører en medlemsstats flag.

(7)

Aftalen ændrer den europæiske aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som blev indgået i Bruxelles den 30. september 1998 mellem European Community Shipowners’ Associations (ECSA) og Federation of Transport Workers’ Unions in the European Union (FST).

(8)

Iværksættelsen af aftalen sker mest hensigtsmæssigt ved et direktiv i henhold til traktatens artikel 249.

(9)

Aftalen træder i kraft samtidig med konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og arbejdsmarkedets parter ønsker, at de nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet ikke træder i kraft, før nævnte konvention gør det.

(10)

Udtryk, der anvendes i aftalen, og som ikke er særskilt defineret deri, kan medlemsstaterne ifølge dette direktiv selv definere i overensstemmelse med national lovgivning og praksis, således som det også er tilfældet for andre social- og arbejdsmarkedspolitiske direktiver, hvori der anvendes lignende udtryk, forudsat at de pågældende definitioner er i overensstemmelse med aftalens indhold.

(11)

Kommissionen har udarbejdet sit direktivforslag i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 20. maj 1998 om tilpasning og fremme af den sociale dialog på fællesskabsplan under hensyntagen til de underskrivende parters repræsentative status samt lovmæssigheden af hver enkelt bestemmelse i aftalen.

(12)

Medlemsstaterne kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter overlade det til disse at gennemføre dette direktiv under forudsætning af, at medlemsstaterne træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige, for at de til enhver tid kan garantere de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.

(13)

Dette direktiv bør ikke berøre eksisterende regler i Fællesskabet, der er mere specifikke og/eller sikrer et højere beskyttelsesniveau for søfarende, navnlig ikke bestemmelser indeholdt i fællesskabslovgivning.

(14)

Det bør sikres, at det overordnede princip om arbejdsgiverens ansvar som fastsat i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (1), særlig artikel 5, stk. 1 og 3, overholdes.

(15)

Dette direktiv bør ikke benyttes til at berettige en forringelse af det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagere på de områder, der er omfattet af aftalen, som er knyttet til direktivet som bilag.

(16)

I direktivet og den tilknyttede aftale fastsættes minimumsnormer. Medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter bør kunne opretholde eller indføre mere gunstige bestemmelser.

(17)

Kommissionen har, i overensstemmelse med sin meddelelse af 14. december 1993 om gennemførelsen af protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, informeret Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, idet den har sendt dem sit direktivforslag indeholdende aftalen.

(18)

Denne retsakt opfylder de grundlæggende rettigheder og principper, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 31, hvori det er fastsat, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.

(19)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(20)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (2) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(21)

Rådets direktiv 1999/63/EF af 21. juni 1999 om gennemførelse af den aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som er indgået mellem European Community Shipowners’ Association (ECSA) og Federation of Transport Workers’ Unions in the European Union (FST) (3), der indeholder den europæiske aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende som bilag, bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(22)

Iværksættelsen af aftalen bidrager til at gennemføre de mål, der er omhandlet i traktatens artikel 136 —

1)

I paragraf 1 tilføjes som stk. 3:

2)

Paragraf 2, litra c) og d), affattes således:

3)

Paragraf 6 affattes således:

4)

Paragraf 13 affattes således:

5)

Paragraf 16 affattes således:

»Enhver søfarende har ret til en årlig betalt ferie. Retten til årlig ferie med løn beregnes på grundlag af et minimum på 2,5 kalenderdage pr. måneds ansættelse og pro rata for perioder på under en hel måned. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/51

(1)

På grundlag af direktiver, som Kommissionen modtog den 5. maj 2006, blev der ført forhandlinger med Det Schweiziske Forbund om en protokol til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer i forbindelse med Republikken Bulgariens og Rumæniens deltagelse som kontraherende parter i medfør af deres tiltrædelse af Den Europæiske Union, som nu er afsluttet.

(2)

Denne protokol blev den 27. maj 2008 undertegnet på Det Europæiske Fællesskabs og medlemsstaternes vegne på basis af Rådets afgørelse af 26. maj 2008 med forbehold af dens indgåelse.

(3)

Protokollen bør indgås —

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/63

(1)

Konventionen om kornhandel af 1995 blev indgået af Fællesskabet ved Rådets afgørelse 96/88/EF (1) og er regelmæssigt blevet forlænget med yderligere perioder på to år. Den blev senest forlænget ved en beslutning truffet af Det Internationale Kornråd i juni 2007 og gælder indtil den 30. juni 2009. Det er i Fællesskabets interesse at forlænge den yderligere. Kommissionen, der repræsenterer Fællesskabet i konventionen om kornhandel, bør derfor bemyndiges til at stemme for en sådan forlængelse —

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/64

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/65

(1)

Ifølge artikel 16, stk. 2, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (2) (i det følgende benævnt »direktivet«) skal Kommissionen påbegynde et tiårs arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle aktive stoffer, som allerede var på markedet den 14. maj 2000 (i det følgende benævnt »undersøgelsesprogrammet«).

(2)

Temephos er identificeret som tilgængeligt på markedet før den 14. maj 2000 som aktivt stof i biocidholdige produkter med andre anvendelsesformål end dem, der er anført i direktiv 98/8/EF, artikel 2, stk. 2, litra c) og d). Der er ikke inden fristens udløb indsendt noget dossier om optagelse af temephos i bilag I, IA eller IB til direktivet.

(3)

Ifølge artikel 4, stk. 2, første afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2032/2003 (3) skulle medlemsstaterne tilbagekalde eksisterende godkendelser og registreringer af biocidholdige produkter indeholdende temephos fra den 1. september 2006. Ifølge artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1451/2007 (i det følgende benævnt »forordningen«) må biocidholdige produkter, der indeholder temephos, ikke længere være i omsætning.

(4)

Artikel 5 i forordningen fastsætter betingelser for, hvornår medlemsstaterne kan ansøge om undtagelse fra bestemmelsen i forordningens artikel 4, stk. 1, og hvornår en sådan undtagelse kan indrømmes.

(5)

Ved Kommissionens beslutning 2007/226/EF (4) er der indrømmet en sådan undtagelse for biocidholdige produkter indeholdende temephos, som anvendes til bekæmpelse af smittebærende myg i Frankrigs oversøiske departementer. Undtagelsen er gældende til den 14. maj 2009.

(6)

Frankrig har forelagt Kommissionen en ansøgning om forlængelse af undtagelsen indtil den 14. maj 2010, og den er ledsaget af oplysninger, der dokumenterer behovet for fortsat anvendelse af temephos. Kommissionen offentliggjorde den franske ansøgning elektronisk den 13. februar 2009. Under den 60 dage lange offentlige høring er der ikke gjort indvendinger mod, at ansøgningen imødekommes.

(7)

Ud fra omfanget af sygdomsudbrud i de franske oversøiske departementer, hvor myg er smittebæreren, bør anvendelse af temephos fortsat være tilladt i situationer, hvor behandling med andre stoffer eller biocidholdige produkter ikke er effektiv. En yderligere forlængelse af afviklingsperioden for dette stof af hensyn til erstatning af det med andre egnede stoffer forekommer derfor nødvendig —

a)

fortsat anvendelse kan kun finde sted på den betingelse, at biocidholdige produkter, der indeholder temephos, godkendes til den tilsigtede væsentlige anvendelse

b)

fortsat anvendelse accepteres kun, hvis den ikke indebærer uacceptabel påvirkning af menneskers eller dyrs sundhed eller af miljøet

c)

alle rimelige risikobegrænsende foranstaltninger pålægges, når godkendelsen gives

d)

biocidholdige produkter, som stadig er i omsætning efter den 1. september 2006, får ny mærkning, som svarer til den begrænsede anvendelse

e)

godkendelsernes indehavere eller Frankrig søger at finde alternativer til disse anvendelsesformål, hvis det er muligt.

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/67

(1)

Ifølge artikel 8, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF skal de nationale tilsynsmyndigheder (NTM) bidrage til udviklingen af det indre marked ved bl.a. at samarbejde indbyrdes og med Kommissionen på en transparent måde for at sikre udvikling af en ensartet reguleringspraksis. En vurdering af mere end 850 forslag til foranstaltninger, som er blevet meddelt i henhold til artikel 7 i direktiv 2002/21/EF, viser imidlertid, at der fortsat findes uensartetheder i reguleringen af taletelefonitermineringstaksterne.

(2)

Selv om de fleste medlemsstater generelt opererer med en form for omkostningsbaseret prisfastsættelse, er der fortsat forskelle mellem medlemsstaternes priskontrolforanstaltninger. Ud over at valget af metoder til beregning af omkostningerne varierer betydeligt, anvendes metoderne også forskelligt. Dette øger spændet mellem engrostermineringstaksterne i Europa, som kun delvis kan forklares ud fra særlige nationale forhold. Dette erkendes af De Europæiske Tilsynsmyndigheders Gruppe (ERG), som blev nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/627/EF (2), i dennes »fælles holdning om symmetrien mellem fastnettermineringstakster og symmetrien mellem mobiltermineringstakster«. Desuden har de nationale tilsynsmyndigheder i en række tilfælde tilladt mindre fastnet- eller mobiloperatører at beregne højere termineringstakster ud fra den begrundelse, at disse operatører er nye på markedet og ikke har kunnet drage fordel af stordriftsfordele og/eller er underlagt andre omkostningsvilkår. Denne mangel på symmetri findes fortsat i og mellem landene, om end den langsomt er ved at forsvinde. ERG har i sin fælles holdning fastslået, at termineringstaksterne normalt bør være symmetriske, og at asymmetriske takster kræver tilstrækkelig begrundelse.

(3)

Betydelige forskelle mellem reguleringen af faste og mobile termineringstakster skaber grundlæggende konkurrencemæssige forvridninger. Termineringsmarkederne er karakteriseret af en tosidet adgang, hvor begge operatører formodes at høste fordele ved sammenkoblingen, men da begge operatører samtidig konkurrerer om abonnenter, kan termineringstaksterne have vigtige strategiske og konkurrencemæssige konsekvenser. Når termineringstaksterne fastsættes på et niveau, som overstiger et niveau, der svarer til de effektive omkostninger, overføres der betydelige beløb mellem markederne for fastnet- og mobiltelefoni og mellem forbrugerne. På markeder, hvor operatører har asymmetriske markedsandele, kan dette medføre betydelige betalinger fra mindre til større konkurrenter. Endvidere er det absolutte prisniveau for mobiltermineringstaksterne i en række medlemsstater fortsat højt sammenlignet med en række lande uden for Den Europæiske Union og også sammenlignet med fastnettermineringstaksterne generelt, hvilket fortsat afspejler sig i høje om end faldende priser for slutforbrugerne. Høje termineringstakster fører normalt til høje detailpriser for opkald og tilsvarende mindre forbrug, og dette nedsætter forbrugervelfærdet.

(4)

Den hidtidige mangel på harmonisering af anvendelsen af principperne for omkostningsberegning på termineringsmarkederne demonstrerer behovet for en fælles tilgang, som vil skabe større juridisk sikkerhed og bedre incitamenter for potentielle investorer og mindske regelbyrden for operatører, der er aktive i flere medlemsstater. En sammenhængende regulering af termineringsmarkederne er en klar målsætning, som er anerkendt af de nationale tilsynsmyndigheder, og som Kommissionen gentagne gange har givet udtryk for i forbindelse med vurderingen af udkast til foranstaltninger på grundlag af artikel 7 i direktiv 2002/21/EF.

(5)

Rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, nærmere bestemt artikel 9, 11 og 13 sammenholdt med betragtning 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet), indeholder krav om indførelse af nødvendige og passende omkostningsregnskabssystemer og indførelse af priskontrolforpligtelser (3).

(6)

Kommissionens henstilling 2005/698/EF af 19. september 2005 om regnskabsopsplitning og omkostningsregnskabssystemer i henhold til rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation (4) udstikker rammerne for konsekvent anvendelse af de specifikke bestemmelser om omkostningsregnskabssystemer og regnskabsopsplitning med henblik på at forbedre gennemsigtigheden af regnskabssystemer, metoder samt revisions- og indberetningsprocessen til gavn for alle berørte parter.

(7)

Engrostaletelefoniterminering er en tjeneste, som er nødvendig for at kunne terminere opkald til faste steder (i faste net) eller til abonnenter (i mobile netværk). Afregningssystemet i EU er baseret på, at det opkaldende net betaler, hvilket betyder, at termineringsafgiften fastsættes af det opkaldte net og betales af det opkaldende net. Modtageren af opkaldet betaler ikke for denne tjeneste og har generelt ikke noget incitament til at forholde sig til den termineringspris, som dennes netoperatør forlanger. I denne forbindelse er det de høje prisers indvirkning på konkurrencen, som er de regulerende myndigheders største bekymring. Høje termineringspriser betales i sidste instans af slutbrugerne i form af højere opkaldsafgifter. Termineringsmarkedernes tovejskarakter betyder, at krydssubsidiering mellem operatører vil kunne give anledning til yderligere konkurrencemæssige problemer. Disse potentielle konkurrenceproblemer er fælles for både fastnet- og mobiltermineringsmarkederne. På grund af termineringsoperatørernes mulighed for og incitament til at hæve priserne væsentligt over omkostningerne synes omkostningsbaseret prisfastsættelse at være det mest hensigtsmæssige middel til at løse problemet på mellemlang sigt. I betragtning 20 i direktiv 2002/21/EF hedder det, at den metode, der anvendes ved omkostningsinddækningen, bør afhænge af situationen. Som følge af termineringsmarkedernes særlige karakter og de hermed forbundne konkurrencemæssige og distributionsmæssige problemer har Kommissionen længe erkendt, at fastsættelse af en ensartet metode baseret på en effektiv omkostningsnorm og anvendelse af symmetriske termineringstakster vil fremme effektivitet og bæredygtig konkurrence og sikre forbrugerne størst mulige fordele i form af priser og udbud af tjenester.

(8)

I henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2002/21/EF skal medlemsstaterne sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder under udførelsen af de i dette direktiv og særdirektiverne omhandlede tilsynsopgaver, særlig sådanne, som har til formål at sikre en reel konkurrence, tager videst muligt hensyn til, at reguleringen helst skal være teknologineutral. Ifølge artikel 8, stk. 2, i direktiv 2002/21/EF skal de nationale tilsynsmyndigheder desuden fremme konkurrencen ved bl.a. at sikre, at alle brugere får maksimalt udbytte for så vidt angår valgmuligheder, pris og kvalitet, og at der hverken hersker konkurrenceforvridning eller -begrænsning. For at gennemføre disse målsætninger og sikre ensartet anvendelse i alle medlemsstater bør de regulerede termineringstakster snarest muligt nedsættes, så de svarer til en effektiv operatørs omkostninger.

(9)

I et konkurrencebaseret miljø skal operatørerne konkurrere på grundlag af de aktuelle omkostninger og ikke kompenseres for omkostninger, som skyldes manglende effektivitet. De historiske omkostningstal bør derfor tilpasses til de aktuelle omkostningstal for at afspejle omkostningerne for en effektiv operatør, som anvender moderne teknologi.

(10)

Operatører, som kompenseres for de faktiske termineringsomkostninger, har ikke noget incitament til at øge effektiviteten. Indførelsen af en »bottom-up«-model er forenelig med princippet om, at en effektiv operatørs net udvikles ud fra en økonomisk/teknisk model for et effektivt net, som opstilles på grundlag af de afholdte omkostninger. En sådan model vil afspejle omfanget af det nødvendige udstyr snarere end det faktisk tilgængelig udstyr, og nedarvede omkostninger indregnes ikke.

(11)

Eftersom en »bottom-up«-model især er baseret på afledte omkostninger, dvs. at netværksomkostningerne beregnes på grundlag af oplysninger fra sælgere af udstyr, kan de regulerende myndigheder ønske at afstemme resultaterne af en »bottom-up«-model med resultaterne af en »top-down«-model for at finde frem til de mest pålidelige resultater og for at undgå store udsving i driftsomkostninger, kapitalomkostninger og omkostningsfordeling mellem en hypotetisk og faktisk operatør. For at kunne identificere og tage hensyn til eventuelle mangler ved »bottom-up«-modellen, såsom mangel på informationsmæssig symmetri, kan de nationale tilsynsmyndigheder sammenligne resultaterne af »bottom-up«-modellen med resultaterne af en tilsvarende »top-down«-model, hvor der anvendes reviderede data.

(12)

Omkostningsmodellen bør være baseret på effektive teknologier, som vil være tilgængelige inden for den tidsramme, som modellen omfatter, i det omfang disse kan identificeres. I en »bottom-up«-model, som opstilles i dag, bør kernenettet for faste net således i princippet antages at være »Next Generation Networks« (NGN). »Bottom-up«-modellen for mobile net bør være baseret på en kombination af 2G og 3G for nettets access-del svarende til den forventede udvikling, medens kernedelen kunne være baseret på NGN.

(13)

På grund af de særlige forhold, som gør sig gældende på markederne for taleterminering, bør omkostningerne ved termineringstjenester beregnes på grundlag af de langsigtede differensomkostninger (LRIC). I en LRIC-model er alle omkostninger variable, og da det antages, at alle aktiver med tiden udskiftes, sikrer taksering baseret på LRIC mulighed for effektiv omkostningsdækning. LRIC-modellen indregner kun omkostninger, som hidrører fra tilvejebringelse af en specifik supplerende tjeneste. Differensomkostningsmetoden, der kun allokerer effektivt afholdte omkostninger, som ikke ville være påløbet, hvis den ekstra tjeneste, som omkostningen medfører, ikke længere produceres (der er således tale om sparede omkostninger), fremmer effektiv produktion og effektivt forbrug og mindsker potentielle konkurrenceforvridninger. Jo mere termineringstaksterne afviger fra differensomkostningerne, jo større konkurrencemæssig forvridning vil der være mellem fastnet- og mobilmarkedet og/eller mellem operatører med asymmetriske markedsandele og trafikmønster. Det er derfor berettiget at anvende en ren LRIC-metode, hvorved den relevante supplerende tjeneste er engrostermineringstjenesten, som kun tager højde for sparede omkostninger. LRIC-metoden vil også gøre det muligt at få dækket alle faste og variable omkostninger (idet de faste omkostninger forventes at blive variable på lang sigt), som kan henføres til udbydelse af engrostermineringstjenester, og dette vil muliggøre effektiv omkostningsdækning.

(14)

Sparede omkostninger kan defineres som forskellen mellem de identificerede langsigtede omkostninger for en operatør med et fuldt udbud af tjenester og de langsigtede omkostninger for en operatør med et fuldt udbud af tjenester bortset fra engrosterminering til tredjemand (dvs. omkostninger for en operatør, som ikke tilbyder terminering til tredjemand). For at sikre en hensigtsmæssig fordeling af omkostningerne er det nødvendigt at sondre mellem omkostninger, der er trafikafhængige, dvs. alle faste og variable omkostninger, som stiger, når trafikken øges, og omkostninger, som ikke er trafikafhængige, dvs. alle omkostninger, der ikke stiger, når trafikken øges. For at kunne beregne de sparede omkostninger, som er relevante ved engrosterminering, bør der ses bort fra ikke-trafikrelaterede omkostninger. Det kan således synes rimeligt først at tilskrive trafikrelaterede omkostninger til andre tjenester (som f.eks. access, SMS, MMS, bredbånd, faste kredsløb) og lade engrostaletelefoniterminering være den sidste tjeneste, som tages i betragtning. Den omkostning, som tilskrives engrosterminering, vil således kun svare til den meromkostning, som påløber ved at tilbyde denne tjeneste. Derfor vil anvendelsen af en LRIC-metode til beregning af omkostningerne ved engrostermineringstjenester på fastnet- og mobilmarkederne ene og alene sikre dækning af sparede omkostninger, hvis en engrostermineringstjeneste ikke længere blev udbudt til tredjemand.

(15)

Det kan noteres, at opkaldsterminering er en tjeneste, som skaber fordele for såvel den opkaldende part som modtageren (hvis modtageren ikke havde fordel heraf, ville han ikke besvare opkaldet), hvoraf man kan konkludere, at begge parter er med til at skabe omkostningen. Ud fra princippet om, at den, der forårsager en omkostning, er den, som skal betale for den, må det være ophavsmanden til omkostningerne, som skal afholde disse. Selv om opkaldstermineringsmarkedet således er tosidet, idet omkostningerne skabes af to parter, er det ikke nødvendigt at få dækning for alle relaterede omkostninger via den regulerede engrostermineringspris. I denne henstilling antages alle sparede omkostninger ved at levere engrosterminering at blive dækket over engrosprisen, dvs. alle de omkostninger, der stiger som følge af øget engrosterminering.

(16)

Ved fastsættelse af termineringstakster bør afvigelser fra et fælles effektivt omkostningsniveau være baseret på objektive omkostningsforskelle, som operatørerne ikke har nogen indflydelse på. For faste net er der ikke konstateret nogen objektive omkostningsforskelle, som operatørerne ikke har indflydelse på. For mobile net kan ulige frekvenstildeling betragtes som en udefrakommende faktor, der medfører forskelle i mobiloperatørernes enhedsomkostninger. Der kan opstå eksterne omkostningsforskelle, hvis frekvenstildelingen ikke er sket ved hjælp af markedsbaserede mekanismer, men på grundlag af en fortløbende licenstildeling. Når frekvenstildelingen sker ved hjælp af markedsbaserede mekanismer som f.eks. auktioner, eller hvor der findes et sekundært marked, vil frekvensafhængige omkostningsforskelle blive bestemt mere af interne faktorer og vil formentlig mindskes betydeligt eller forsvinde.

(17)

Nytilkommende på mobilmarkedet kan desuden have højere enhedsomkostninger i en overgangsperiode, indtil de når mindstestørrelsen for effektiv drift. I sådanne situationer kan de nationale tilsynsmyndigheder efter en konstatering af, at der er hindringer for markedsadgang og -ekspansion på detailmarkedet, tillade, at disse operatører får dækket deres højere differensomkostninger i forhold til omkostningerne for en normal operatør i en overgangsperiode på op til fire år, efter at de er trådt ind på markedet. Ud fra ERG's fælles holdning er det rimeligt at regne med en tidsramme på fire år til udfasning af manglende symmetri. Dette er baseret på forventningen om, at det på mobilmarkedet tager tre-fire år at opnå en markedsandel på mellem 15 % og 20 %, hvilket er tæt på mindstestørrelsen for effektiv drift. Dette er modsat situationen for nye operatører i faste net, der har mulighed for at opnå lave enhedsomkostninger ved at fokusere deres net i særlige geografiske områder med tæt trafik og/eller leje relevant kapacitet af eksisterende netoperatører.

(18)

En afskrivningsmetode, som afspejler et aktivs økonomiske værdi, er at foretrække. Hvis det imidlertid ikke er muligt at opstille en brugbar afskrivningsmodel, kan andre metoder anvendes, herunder lineær afskrivning, annuitetsafskrivning og »tiltede« annuiteter. Valget mellem de forskellige metoder afhænger af, hvor tæt de emulerer en økonomisk vurdering af afskrivningen. Hvis det ikke er muligt at opstille en brugbar afskrivningsmodel, er det nødvendigt at analysere afskrivningsprofilen for hver enkelt større aktiv i »bottom-up«-modellen separat og vælge den model, som genererer en afskrivningsprofil, der svarer til profilen for økonomisk afskrivning.

(19)

Hvad angår den mest effektive netstørrelse gælder der forskellige overvejelser for fastnet- og mobilmarkedet. Mindstestørrelsen for et effektivt net kan være forskellig for fastnet og mobilnet, da dette afhænger af de forskellige regelsæt og de kommercielle vilkår for hver nettype.

(20)

Ved reguleringen af engrostermineringstakster bør de nationale tilsynsmyndigheder hverken forbyde eller hindre operatører i at finde alternative ordninger for udveksling af termineringstrafik i fremtiden, så længe disse ordninger er forenelige med et konkurrencedygtigt marked.

(21)

En overgangsperiode indtil 31. december 2012 bør være tilstrækkelig lang til, at de nationale tilsynsmyndigheder kan få opstillet omkostningsmodellen, og for at operatørerne kan få tilpasset deres forretningsplaner i overensstemmelser hermed, samtidig med at man imødekommer det presserende behov for at sikre, at forbrugerne får størst mulig fordel i form af effektive og omkostningsbaserede termineringstakster.

(22)

For nationale tilsynsmyndigheder med begrænsede ressourcer kan det undtagelsesvis være nødvendigt med en yderligere overgangsperiode for at opstille den anbefalede omkostningsmodel. Hvis en national tilsynsmyndighed under disse omstændigheder kan påvise, at en anden metode (f.eks. benchmarking) end en »bottom-up«-LRIC-model baseret på aktuelle omkostninger giver et resultat, som er foreneligt med denne henstilling, og giver effektive resultater, som er forenelige med et konkurrencedygtigt marked, kan tilsynsmyndigheden fastsætte midlertidige priser baseret på en alternativ metode indtil den 1. juli 2014. Hvor det objektivt set vil være uforholdsmæssigt for nationale tilsynsmyndigheder med begrænsede ressourcer at anvende den anbefalede omkostningsmodel efter denne dato, kan disse nationale tilsynsmyndigheder fortsætte med at anvende en alternativ model frem til datoen for revision af denne henstilling, medmindre det organ, der er oprettes med henblik på samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen, herunder dets tilknyttede arbejdsgrupper, yder tilstrækkelig praktisk støtte og vejledning til at opveje de begrænsede ressourcer og navnlig omkostningerne ved at indføre den anbefalede metode. De takster, der fremkommer som resultat af alternative metoder bør ikke overstige gennemsnittet af de termineringstakster, der fastsættes af nationale tilsynsmyndigheder, som anvender den anbefalede metode til beregning af omkostningerne.

(23)

Denne henstilling har været gjort til genstand for en offentlig høring,

1)

Ved fastsættelse af forpligtelser vedrørende priskontrol og omkostningsregnskabssystemer i overensstemmelse med artikel 13 i direktiv 2002/21/EF over for operatører, der af deres nationale tilsynsmyndighed er udpeget som havende en stærk markedsposition på markederne for engrostaletelefoniterminering på individuelle offentlige telefonnet (i det følgende benævnt fastnet- og mobiltermineringsmarkederne) efter en markedsanalyse, der er udført i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv 2002/21/EF, skal de nationale tilsynsmyndigheder fastsætte termineringstakster baseret på de omkostninger, som afholdes af en effektiv operatør. Dette indebærer, at termineringstaksterne også skal være symmetriske. Ved fastsættelsen heraf følger de nationale tilsynsmyndigheder anvisningerne nedenfor.

2)

Det anbefales, at vurderingen af de effektive omkostninger baseres på de aktuelle omkostninger og anvendelse af en »bottom-up«-model, hvor de langsigtede differensomkostninger (LRIC) anvendes som metode til beregning af omkostningerne.

3)

De nationale tilsynsmyndigheder kan sammenligne resultaterne af »bottom-up«-modellen med resultaterne af en »top-down«-model, som anvender reviderede data med henblik på at kontrollere og forbedre resultaternes pålidelighed, og foretage deraf følgende tilpasninger.

4)

Omkostningsmodellen bør være baseret på effektive teknologier, som vil være tilgængelige inden for den tidsramme, som modellen omfatter. Kernedelen af såvel faste som mobile net kan derfor i princippet være baseret på Next Generation Network (NGN). Access-delen af de mobile net bør desuden være baseret på en kombination af 2G- og 3G-telefoni.

5)

De forskellige omkostningskategorier bør defineres som følger:

6)

I LRIC-modellen bør den relevante ekstra tjeneste defineres som den engrostaletelefoniterminering, som stilles til rådighed for tredjemand. Dette betyder, at de nationale tilsynsmyndigheder ved vurderingen af differensomkostningerne skal beregne forskellen mellem de langsigtede omkostninger for en operatør med et fuldt udbud af tjenester og de langsigtede omkostninger for en operatør, som ikke tilbyder engrosterminering til tredjemand. Det er nødvendigt at sondre mellem omkostninger, der er trafikafhængige, og omkostninger, som ikke er trafikafhængige, idet sidstnævnte ikke skal tages i betragtning ved beregningen af engrostermineringstaksterne. Den anbefalede metode ved beregning af den relevante differensomkostning er først at tilskrive trafikafhængige omkostninger til andre tjenester end engrosterminering og til sidst at tilskrive residuale trafikafhængige omkostninger til engrosterminering. Dette betyder, at kun omkostninger, som ville være sparet, hvis engrosterminering ikke længere blev tilbudt tredjemand, bør tilskrives de regulerede taletelefonitjenester. Principperne bag beregningen af engrostermineringstjenester i henholdsvis faste og mobile termineringsnet er forklaret nærmere i bilaget.

7)

Hvis det er muligt, anbefales det at anvende økonomisk afskrivning som afskrivningsmetode for aktiver.

8)

Ved vurderingen af, hvilken netstørrelse der kan betragtes som effektiv i en operatørmodel, skal de nationale tilsynsmyndigheder tage hensyn til principperne for definering af en passende effektiv størrelse for faste og mobile net i overensstemmelse med bilaget.

9)

Fastsættelse af et effektivt niveau for omkostningerne, som afviger fra principperne i det foregående, skal være begrundet i objektive omkostningsforskelle, som de pågældende operatører ikke har nogen indflydelse på. Sådanne objektive omkostningsforskelle kan opstå på mobiltermineringsmarkederne som følge af ulige frekvenstildeling. For så vidt som yderligere frekvenser, der er erhvervet for at kunne tilbyde engrostaleterminering, er omfattet af modellen, bør de nationale tilsynsmyndigheder kontrollere eventuelle objektive omkostningsforskelle regelmæssigt, bl.a. under hensyntagen til, om yderligere frekvenser i fremtiden kan forventes at blive tilgængelige gennem markedet, hvilket vil kunne udjævne eventuelle omkostningsforskelle, der er skabt som følge af eksisterende tildelinger, eller om denne relative omkostningsbyrde vil forsvinde med tiden, efterhånden som sene indtrædere på markedet øger deres frekvensantal.

10)

Hvis det kan påvises, at en nytilkommende på mobilmarkedet, som ikke har mindstestørrelsen for effektiv drift, opererer med højere differensomkostninger pr. enhed, kan de nationale tilsynsmyndigheder efter en konstatering af, at der er hindringer for markedsadgang og -ekspansion på detailmarkedet, tillade, at disse højere omkostninger i en overgangsperiode dækkes via regulerede termineringstakster. En sådan periode bør ikke overstige fire år efter indtrædelsen på markedet.

11)

Denne henstilling berører ikke tidligere regler fastlagt af de nationale tilsynsmyndigheder på de heri berørte områder. Uanset dette bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at termineringstaksterne fastsættes på et omkostningseffektivt og symmetrisk niveau senest den 31. december 2012 med forbehold af eventuelle objektive omkostningsforskelle, der er konstateret som anført i nummer 9) og 10).

12)

I ekstraordinære tilfælde, hvor en national tilsynsmyndighed, især på grund af begrænsede ressourcer, ikke er i stand til at færdiggøre den anbefalede model i tide, og hvis denne er i stand til at påvise, at en anden metode end en »bottom-up«-LRIC-model baseret på aktuelle omkostninger vil give et resultat, som er foreneligt med denne henstilling og giver effektive resultater, som er forenelige med et konkurrencedygtigt marked, kan tilsynsmyndigheden fastsætte midlertidige priser baseret på en alternativ metode indtil 1. juli 2014. Hvor det objektivt set vil være uforholdsmæssigt for nationale tilsynsmyndigheder med begrænsede ressourcer at anvende den anbefalede omkostningsmodel efter denne dato, kan disse nationale tilsynsmyndigheder fortsætte med at anvende en alternativ model frem til datoen for revision af denne henstilling, medmindre det organ, der er oprettes med henblik på samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen, herunder dets tilknyttede arbejdsgrupper, yder tilstrækkelig praktisk støtte og vejledning til at opveje de begrænsede ressourcer og navnlig omkostningerne ved at indføre den anbefalede metode. De takster, der fremkommer som resultat af alternative metoder bør ikke overstige gennemsnittet af de termineringstakster, der fastsættes af nationale tilsynsmyndigheder, som anvender den anbefalede metode til beregning af omkostningerne.

13)

Denne henstilling tages op til revision senest fire år efter anvendelsesdatoen.

14)

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/75

1)

Side 32-35, bilag I:

Indgangen »Germo alalunga ALB Hvid tun« slettes.

2)

Side 32-35, bilag I:

3)

Side 32-35, bilag I, og side 118, anden tabel:

4)

Side 32-35, bilag I:

5)

Side 41, bilag IA, anden tabel — Art: Sild, Område: Bifangster i område III a:

6)

Side 41, bilag IA, tredje tabel — Art: Sild, Område: Bifangster i IV, VII d og EF-farvande i II a:

7)

Side 42, bilag IA, første tabel — Art: Sild, Område: VII d og IVc:

8)

Side 43, bilag IA, tredje tabel — Art: Sild, Område: VIIa:

9)

Side 65, bilag IA, første tabel — Art: Blåhvilling, Område: VIIIc, IX og X samt EF-farvande i CECAF 34.1.1:

10)

Side 67, bilag IA, anden tabel — Art: Lange, Område: EF-farvande i IV:

11)

Side 67, bilag IA, tredje tabel — Art: Lange, Område: EF og internationale farvande i V:

12)

Side 68, bilag IA, første tabel — Art: Lange, Område: EF-farvande og internationale farvande i VI, VII, VIII, IX, X, XII og XIV:

13)

Side 81, bilag IA, første tabel — Art: Rokker, Område: EF-farvande i VIa-b og VIIa-c, e-k:

14)

Side 81, Bilag IA, anden tabel — Art: Rokker, Område: EF-farvande i VIId:

15)

Side 82, bilag IA, første tabel — Art: Rokker, Område: EF-farvande i VIII og IX:

16)

Side 86, bilag IA, første tabel — Art: Makrel, Område: VIIIc, IX og X; EF-farvande i CECAF 34.1.1:

17)

Side 91, bilag IA, anden tabel — Art: Brisling, Område: VII d og VII e:

18)

Side 101, bilag IB, første tabel — Art: Torsk, Område: I og IIb: