ISSN 1725-2520

Den Europæiske Unions

Tidende

L 327

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

51. årgang
5. december 2008


Indhold

 

I   Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse er obligatorisk

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Rådets forordning (EF) nr. 1207/2008 af 28. november 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 639/2004 om forvaltning af fiskerflåder, der er registreret i regioner i Fællesskabets yderste periferi

1

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1208/2008 af 4. december 2008 om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

3

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1209/2008 af 4. december 2008 om ændring af de repræsentative priser og den tillægsimporttold for visse produkter inden for sukkersektoren, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 945/2008 for produktionsåret 2008/09

5

 

 

DIREKTIVER

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/103/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, for så vidt angår markedsføring af batterier og akkumulatorer ( 1 )

7

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde

9

 

 

II   Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk

 

 

AFGØRELSER OG BESLUTNINGER

 

 

Rådet

 

 

2008/903/EF

 

*

Rådets afgørelse af 27. november 2008 om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Det Schweiziske Forbund

15

 

 

2008/904/EF

 

*

Rådets afgørelse af 27. november 2008 om beskikkelse af et nederlandsk medlem af og to nederlandske suppleanter til Regionsudvalget

18

 

 

2008/905/EF

 

*

Rådets beslutning af 27. november 2008 om ændring af bilag 13 i de fælles konsulære instrukser om udfyldning af visummærkater

19

 

 

2008/906/EF

 

*

Rådets afgørelse af 27. november 2008 om beskikkelse af to danske medlemmer af og to danske suppleanter til Regionsudvalget

21

 

 

Kommissionen

 

 

2008/907/EF

 

*

Kommissionens beslutning af 3. november 2008 om sundhedsmæssige garantier for transport af hovdyr fra ét tredjeland til et andet i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 91/496/EØF (meddelt under nummer K(2008) 6296)  ( 1 )

22

 

 

2008/908/EF

 

*

Kommissionens beslutning af 28. november 2008 om tilladelse til, at visse medlemsstater reviderer deres årlige BSE-overvågningsprogrammer (meddelt under nummer K(2008) 7288)

24

 

 

III   Retsakter vedtaget i henhold til traktaten om Den Europæiske Union

 

 

RETSAKTER VEDTAGET I HENHOLD TIL AFSNIT VI I EU-TRAKTATEN

 

*

Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union

27

 

 

Berigtigelser

 

*

Berigtigelse til Rådets direktiv 93/92/EØF af 29. oktober 1993 om montering af lygter og lyssignaler på to- og trehjulede motordrevne køretøjer (EFT L 311 af 14.12.1993)

47

 

 

 

*

Meddelelse til læserne (se omslagets tredje side)

s3

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


I Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse er obligatorisk

FORORDNINGER

5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1207/2008

af 28. november 2008

om ændring af forordning (EF) nr. 639/2004 om forvaltning af fiskerflåder, der er registreret i regioner i Fællesskabets yderste periferi

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 og artikel 299, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 639/2004 af 30. marts 2004 om forvaltning af fiskerflåder, der er registreret i regioner i Fællesskabets yderste periferi (2), kan der indrømmes undtagelser fra artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (3). I den pågældende artikel er der fastsat en generel ordning for forvaltning af tilgang til og afgang fra flåden.

(2)

I artikel 2, nr. 5), i forordning (EF) nr. 639/2004 fastsættes det, hvor længe undtagelsen fra tilgangs/afgangsordningen for fartøjer, der er blevet moderniseret ved hjælp af offentlig støtte, gælder. Oprindeligt skulle undtagelsen ophæves pr. 31. december 2007, men den blev forlænget til den 31. december 2008 efter indgåelse af en politisk aftale i Rådet den 19. juni 2006 om Den Europæiske Fiskerifond.

(3)

Den kommissionsretsakt, hvorved medlemsstaterne får mulighed for at yde statsstøtte, blev vedtaget senere end forventet. Eftersom de involverede skibsværfter har begrænset kapacitet, er det umuligt at gennemføre den politiske aftale indgået i Rådet den 19. juni 2006 fuldt ud, inden undtagelsen ophæves pr. 31. december 2008.

(4)

Derfor bør undtagelsen, jf. artikel 2, nr. 5), i forordning (EF) nr. 639/2004, forlænges til 2011.

(5)

Forordning (EF) nr. 639/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 639/2004 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, nr. 5), affattes således:

»5)

Uanset nr. 3) i nærværende artikel, ophæves undtagelsen i nr. 1), litra a), for fiskerfartøjer, der har modtaget offentlig støtte til fornyelsen, tre år efter ydelsen af den offentlige støtte og senest den 31. december 2011.«

2)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

Rapport

Senest den 30. juni 2012 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af denne forordning.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2008.

På Rådets vegne

M. BARNIER

Formand


(1)  Udtalelse af 21.10.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EUT L 102 af 7.4.2004, s. 9.

(3)  EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/3


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1208/2008

af 4. december 2008

om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1),

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1580/2007 af 21. december 2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96, (EF) nr. 2201/96 og (EF) nr. 1182/2007 vedrørende frugt og grøntsager (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Ved forordning (EF) nr. 1580/2007 fastsættes der, på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden, kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XV til nævnte forordning —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

De faste importværdier som omhandlet i artikel 138 i forordning (EF) nr. 1580/2007 fastsættes i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 5. december 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2008.

På Kommissionens vegne

Jean-Luc DEMARTY

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EUT L 350 af 31.12.2007, s. 1.


BILAG

Faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

(EUR/100 kg)

KN-kode

Tredjelandskode (1)

Fast importværdi

0702 00 00

MA

67,0

TR

79,7

ZZ

73,4

0707 00 05

JO

167,2

MA

60,3

TR

89,0

ZZ

105,5

0709 90 70

JO

230,6

MA

79,8

TR

87,5

ZZ

132,6

0805 10 20

BR

44,6

MA

68,4

TR

54,6

UY

34,6

ZA

43,6

ZW

43,5

ZZ

48,2

0805 20 10

MA

64,3

TR

65,0

ZZ

64,7

0805 20 30, 0805 20 50, 0805 20 70, 0805 20 90

AR

62,9

HR

49,2

IL

85,6

TR

58,9

ZZ

64,2

0805 50 10

MA

64,0

TR

57,7

ZA

79,4

ZZ

67,0

0808 10 80

CA

89,4

CL

67,1

CN

80,0

MK

34,8

US

107,7

ZA

113,0

ZZ

82,0

0808 20 50

AR

73,4

CL

48,4

CN

41,3

TR

110,3

US

122,0

ZZ

79,1


(1)  Landefortegnelse fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1833/2006 (EUT L 354 af 14.12.2006, s. 19). Koden »ZZ« = »anden oprindelse«.


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/5


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1209/2008

af 4. december 2008

om ændring af de repræsentative priser og den tillægsimporttold for visse produkter inden for sukkersektoren, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 945/2008 for produktionsåret 2008/09

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1),

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 951/2006 af 30. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 318/2006 for så vidt angår handel med tredjelande inden for sukkersektoren (2), særlig artikel 36, stk. 2, andet afsnit, andet punktum, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden for hvidt sukker, råsukker og visse sirupper for produktionsåret 2008/09 er fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 945/2008 (3). Disse repræsentative priser og denne tillægstold er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1149/2008 (4).

(2)

De oplysninger, som Kommissionen for tiden råder over, medfører, at de pågældende priser og beløb skal ændres efter bestemmelserne og reglerne i forordning (EF) nr. 951/2006 —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

De repræsentative priser og tillægsimporttolden for de produkter, der er omhandlet i artikel 36 i forordning (EF) nr. 951/2006, og fastsat ved forordning (EF) nr. 945/2008 for produktionsåret 2008/09, ændres og er anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 5. december 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2008.

På Kommissionens vegne

Jean-Luc DEMARTY

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EUT L 178 af 1.7.2006, s. 24.

(3)  EUT L 258 af 26.9.2008, s. 56.

(4)  EUT L 309 af 20.11.2008, s. 3.


BILAG

De ændrede repræsentative priser og den ændrede tillægsimporttold for hvidt sukker, råsukker og produkter i KN-kode 1702 90 95, der er gældende fra den 5. december 2008

(EUR)

KN-kode

Repræsentativ pris pr. 100 kg netto af det pågældende produkt

Tillægstold pr. 100 kg netto af det pågældende produkt

1701 11 10 (1)

23,24

4,68

1701 11 90 (1)

23,24

9,91

1701 12 10 (1)

23,24

4,49

1701 12 90 (1)

23,24

9,48

1701 91 00 (2)

25,79

12,35

1701 99 10 (2)

25,79

7,82

1701 99 90 (2)

25,79

7,82

1702 90 95 (3)

0,26

0,39


(1)  Fastsættelse for standardkvaliteten som defineret i bilag IV, punkt III, til forordning (EF) nr. 1234/2007.

(2)  Fastsættelse for standardkvaliteten som defineret i bilag IV, punkt II, til forordning (EF) nr. 1234/2007.

(3)  Fastsættelse pr. 1 % af indhold af saccharose.


DIREKTIVER

5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/7


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2008/103/EF

af 19. november 2008

om ændring af direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, for så vidt angår markedsføring af batterier og akkumulatorer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2006/66/EF (3) bør formuleres klarere, så det fremgår, at batterier og akkumulatorer, som er markedsført lovligt i Fællesskabet inden den 26. september 2008, og som ikke opfylder kravene i nævnte direktiv, kan forblive på markedet i Fællesskabet efter denne dato. Denne klarere formulering vil skabe retssikkerhed for batterier, der er markedsført i Fællesskabet, og vil sikre, at det indre marked fungerer gnidningsløst. Denne præcisering er i overensstemmelse med princippet om affaldsminimering og vil bidrage til at mindske den administrative byrde.

(2)

Direktiv 2006/66/EF bør ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 2006/66/EF

Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2006/66/EF affattes således:

»2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at batterier og akkumulatorer, der ikke opfylder kravene i dette direktiv, ikke markedsføres efter den 26. september 2008.

Batterier og akkumulatorer, som ikke opfylder kravene i dette direktiv, og som markedsføres efter denne dato, trækkes tilbage fra markedet.«

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest 5. januar 2009.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 19. november 2008.

På Europa-Parlamentets vegne

H.-G. PÖTTERING

Formand

På Rådets vegne

J.-P. JOUYET

Formand


(1)  Udtalelse af 9.7.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 9.7.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 20.10.2008.

(3)  EUT L 266 af 26.9.2006, s. 1.


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/9


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2008/104/EF

af 19. november 2008

om vikararbejde

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 137 stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (3). Det har navnlig til formål at sikre fuld overholdelse af charterets artikel 31, ifølge hvilken enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold og til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.

(2)

Desuden hedder det i punkt 7 i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder bl.a., at etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyrdes tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til sådanne former for arbejde som tidsbegrænset ansættelse, deltidsansættelse, vikaransættelse og sæsonarbejde.

(3)

Den 27. september 1995 konsulterede Kommissionen, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fællesskabsindsats vedrørende arbejdstidens fleksibilitet og arbejdstagernes sikkerhed i ansættelsen.

(4)

Efter denne konsultation mente Kommissionen, at en fællesskabsindsats var ønskelig, og den konsulterede yderligere den 9. april 1996 arbejdsmarkedets parter, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, om indholdet af det påtænkte forslag.

(5)

I præambelen til den rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999, angav de underskrivende parter, at de havde til hensigt at overveje nødvendigheden af en lignende aftale om vikaransættelse og besluttede ikke at medtage vikaransatte i direktivet om tidsbegrænset ansættelse.

(6)

De generelle tværfaglige organisationer, dvs. Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (Unice) (4), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation (CEEP) og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), meddelte ved en fælles skrivelse af 29. maj 2000 Kommissionen, at de ønsker at indlede den proces, der er omhandlet i traktatens artikel 139. De anmodede i en fælles skrivelse af 28. februar 2001 Kommissionen om at forlænge fristen i artikel 138, stk. 4, med én måned. Kommissionen imødekom denne anmodning og forlængede forhandlingsperioden til den 15. marts 2001.

(7)

Den 21. maj 2001 erkendte arbejdsmarkedets parter, at deres forhandlinger om vikaransættelse ikke havde ført til en aftale.

(8)

I marts 2005 fandt Det Europæiske Råd det absolut nødvendigt, at der sættes ny gang i Lissabonstrategien, og at vækst og beskæftigelse udvælges som kerneprioriteter. Rådet godkendte de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse 2005-2008, der bl.a. tager sigte på at skabe større fleksibilitet kombineret med sikkerhed i beskæftigelsen og begrænse segmenteringen af arbejdsmarkedet samtidig med, at arbejdsmarkedsparternes rolle respekteres.

(9)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for perioden frem til 2010, som Det Europæiske Råd på mødet i marts 2005 udtrykte tilfredshed med, idet den bidrager til virkeliggørelsen af Lissabonstrategiens mål ved at styrke den europæiske sociale model, fandt Det Europæiske Råd, at for arbejdstagernes og virksomhedernes vedkommende vil nye former for tilrettelæggelse af arbejdet og mere forskelligartede aftalevilkår, der bedre kombinerer fleksibilitet og sikkerhed, bidrage til tilpasningsevnen. Endvidere gav Det Europæiske Råd på mødet i december 2007 sin tilslutning til de aftalte fælles principper for flexicurity, der er udtryk for en passende balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet og hjælper både arbejdstagere og arbejdsgivere med at udnytte de muligheder, globaliseringen byder.

(10)

Inden for Den Europæiske Union er der store forskelle i brugen af vikaransættelse og i vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår.

(11)

Vikararbejde opfylder ikke blot virksomhedernes fleksibilitetsbehov, men også de ansattes behov for at forene familie- og arbejdsliv. Det bidrager dermed til jobskabelse og til deltagelse og integration på arbejdsmarkedet.

(12)

Dette direktiv opstiller en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed.

(13)

I Rådets direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold (5), fastsættes de gældende bestemmelser for vikaransatte, for så vidt angår sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

(14)

De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte bør mindst svare til dem, der gælder for arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af det samme arbejde.

(15)

Arbejdsaftaler uden tidsbegrænsning er den almindelige form for ansættelsesforhold. For så vidt angår arbejdstagere, som er tilknyttet et vikarbureau via en tidsubegrænset kontrakt, og som dermed nyder særlig beskyttelse, bør det sikres, at der kan afviges fra de bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden.

(16)

For at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibel måde kan medlemsstaterne tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkårene, forudsat at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres.

(17)

Under visse begrænsede omstændigheder bør medlemsstaterne endvidere, på grundlag af en aftale indgået mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan, inden for visse grænser kunne fravige princippet om ligebehandling, forudsat at der sikres en passende beskyttelse.

(18)

Den forbedrede minimumsbeskyttelse af vikaransatte bør ledsages af en revision af eventuelle restriktioner eller forbud, som måtte være pålagt vikararbejde. Disse kan kun begrundes i almene hensyn til f.eks. beskyttelse af arbejdstagerne og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.

(19)

Dette direktiv berører ikke arbejdsmarkedets parters uafhængighed eller forholdet mellem dem, herunder retten til at forhandle og indgå kollektive overenskomster i overensstemmelse med national lov og praksis under overholdelse af gældende fællesskabsret.

(20)

Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende forbud mod eller restriktioner i anvendelsen af vikararbejdskraft berører ikke national lovgivning eller praksis, som forbyder, at strejkende arbejdstagere erstattes med vikarer.

(21)

Medlemsstaterne bør fastsætte administrative eller retslige procedurer til beskyttelse af vikaransattes rettigheder og bør fastsætte sanktioner, der er effektive, afskrækkende og står i et rimeligt forhold til overtrædelsens karakter, i tilfælde af tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af dette direktiv.

(22)

Dette direktiv bør gennemføres i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og fri etableringsret, og berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (6).

(23)

Målet for dette direktiv, nemlig at skabe en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er harmoniseret på fællesskabsplan, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på fællesskabsplan ved at der indføres minimumsforskrifter, som gælder for hele Fællesskabet; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf., traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau og udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.

2.   Dette direktiv gælder for offentligretlige og privatretlige virksomheder, som er vikarbureauer eller brugervirksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de opererer med gevinst for øje.

3.   Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, at dette direktiv ikke skal gælde for arbejdsaftaler og ansættelsesforhold, der er indgået inden for rammerne af et specifikt offentligt eller offentligt støttet program, som vedrører erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet eller omskoling.

Artikel 2

Formål

Dette direktiv har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling, som fastsat i artikel 5, gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.

Artikel 3

Definitioner

1.   I dette direktiv forstås ved:

a)

»arbejdstager«: enhver person, som i den pågældende medlemsstat er beskyttet som arbejdstager i medfør af de nationale arbejdsretlige bestemmelser

b)

»vikarbureau«: enhver fysisk eller juridisk person, som i overensstemmelse med national lovgivning indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikaransatte med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse

c)

»vikaransat«: en arbejdstager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

d)

»brugervirksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvis tilsyn og ledelse en vikaransat midlertidigt udfører en arbejdsopgave

e)

»udsendelse«: den periode, hvor den vikaransatte udstationeres i brugervirksomheden for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

f)

»væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«: arbejds- og ansættelsesvilkår fastsat i henhold til love og administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre bindende generelle bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

i)

arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage

ii)

aflønning.

2.   Dette direktiv berører ikke national lovgivning for så vidt angår definitionen af aflønning, arbejdsaftale, ansættelsesforhold eller arbejdstager.

Medlemsstaterne må ikke undtage arbejdstagere, arbejdsaftaler og ansættelsesforhold fra dette direktivs anvendelsesområde udelukkende med den begrundelse, at der er tale om deltidsansatte, arbejdstagere i et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller personer, der har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau.

Artikel 4

Revision af restriktioner eller forbud

1.   Forbud mod og restriktioner i anvendelsen af vikararbejde kan kun begrundes i almene hensyn til især beskyttelse af vikaransatte og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen eller i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.

2.   Senest den 5. december 2011 tager medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national lovgivning, kollektive overenskomster og praksis eventuelle restriktioner og forbud vedrørende anvendelsen af vikararbejde op til revision for at afgøre, om de er begrundet ud fra de hensyn, der er anført i stk. 1.

3.   Hvis sådanne restriktioner og forbud er fastsat i kollektive overenskomster, kan den i stk. 2 omhandlede revision udføres af de arbejdsmarkedsparter, der har forhandlet den relevante overenskomst.

4.   Stk. 1, 2 og 3 berører ikke nationale krav til vikarbureauer for så vidt angår registrering, udstedelse af tilladelse, godkendelse, finansielle garantier eller tilsyn.

5.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om resultaterne af den i stk. 2 og stk. 3 omhandlede revision senest den 5. december 2011.

KAPITEL II

ARBEJDS- OG ANSÆTTELSESVILKÅR

Artikel 5

Princippet om ligebehandling

1.   De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed, skal mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.

Når første afsnit finder anvendelse, skal de regler, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

a)

beskyttelse af gravide og ammende kvinder samt af børn og unge, og

b)

ligebehandling af mænd og kvinder og foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

overholdes som fastsat ved lov, administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre generelle bestemmelser.

2.   Med hensyn til aflønning kan medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, at det i stk. 1 fastsatte princip kan fraviges, når den vikaransatte har en tidsubegrænset arbejdsaftale med et vikarbureau og aflønnes i perioderne mellem udsendelserne.

3.   Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter give disse mulighed for på det relevante niveau og på betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, hvorved der, samtidig med at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres, kan indføres ordninger vedrørende vikaransattes arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan afvige fra dem, der er omhandlet i stk. 1.

4.   Forudsat at der sikres en passende beskyttelse af vikaransatte, kan medlemsstater, hvor der ikke findes en lovbestemt procedure for at erklære kollektive overenskomster alment gældende eller ikke findes en lovbestemt procedure eller praksis for at udvide deres bestemmelser til alle lignende virksomheder i en bestemt branche eller et bestemt geografisk område, efter høring af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og på grundlag af en aftale indgået mellem disse indføre ordninger vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der fraviger princippet i stk. 1. Sådanne ordninger kan omfatte en frist for overholdelse af princippet om ligebehandling.

De ordninger, der omhandles i dette stykke, skal være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og skal være tilstrækkelig præcise og tilgængelige, så de pågældende brancher og virksomheder kan identificere og overholde deres forpligtelser. Navnlig skal medlemsstaterne ved anvendelsen af artikel 3, stk. 2, præcisere, om de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder pensions- og sygesikringsordninger eller medarbejderaktieordninger, indgår i de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår i stk. 1. Sådanne ordninger berører heller ikke aftaler på nationalt, regionalt eller lokalt niveau eller på brancheplan, som er mindst lige så gunstige for arbejdstagerne.

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger i overensstemmelse med national lov og/eller praksis med henblik på at forebygge misbrug ved anvendelsen af denne artikel og navnlig forebygge successive udsendelser, der har til formål at omgå dette direktivs bestemmelser. De underretter Kommissionen om de trufne foranstaltninger.

Artikel 6

Adgang til beskæftigelse, kollektive faciliteter og efteruddannelse

1.   Vikaransatte skal informeres om eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden, så de har samme mulighed for at opnå fast beskæftigelse som andre arbejdstagere i den pågældende virksomhed. Dette kan ske ved et generelt opslag på et passende sted i den virksomhed, for hvilken og under hvis tilsyn den vikaransatte udfører en arbejdsopgave.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at eventuelle klausuler, der forbyder eller reelt forhindrer, at der efter en udsendelses ophør indgås en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold mellem brugervirksomheden og den vikaransatte, er ugyldige eller kan erklæres ugyldige.

Dette stykke berører ikke ordninger, i henhold til hvilke vikarbureauer modtager en rimelig betaling for tjenester, som er ydet brugervirksomheder i forbindelse med udsendelse, ansættelse og uddannelse af vikaransatte.

3.   Vikarbureauer må ikke kræve betaling af arbejdstagere som modydelse for at sørge for, at de kan blive ansat i en brugervirksomhed eller kan indgå en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med en brugervirksomhed efter at have været udsendt til den pågældende virksomhed.

4.   Uden at dette i øvrigt berører artikel 5, stk. 1, har vikaransatte adgang til brugervirksomhedens kollektive faciliteter, navnlig kantine, børnepasnings- og transportfaciliteter, på samme vilkår som arbejdstagere, der er ansat direkte af virksomheden, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger eller fremmer dialogen mellem arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med nationale traditioner og praksis med henblik på:

a)

at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter og børnepasningsfaciliteter i vikarbureauerne, herunder også i perioderne mellem udsendelser, for at fremme deres karrieremuligheder og øge deres beskæftigelsesegnethed

b)

at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter for arbejdstagere i brugervirksomhederne.

Artikel 7

Vikaransattes repræsentation

1.   Vikaransatte indgår på betingelser, som fastlægges af medlemsstaterne, i beregningen af den tærskel, over hvilken der ifølge fællesskabslovgivningen og national lovgivning samt kollektive overenskomster skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne i vikarbureauet.

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, at vikaransatte på betingelser, som fastlægges af medlemsstaterne, indgår i beregningen af den tærskel, over hvilken der ifølge fællesskabslovgivningen og national lovgivning samt kollektive overenskomster skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne i brugervirksomheden, på samme måde som hvis de havde været ansat direkte af brugervirksomheden for samme periode.

3.   De medlemsstater, der benytter sig af muligheden i stk. 2, er ikke forpligtet til at gennemføre bestemmelserne i stk. 1.

Artikel 8

Information af arbejdstagerrepræsentanterne

Med forbehold af strengere og/eller mere specifikke nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser om information og høring, navnlig i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (7), skal brugervirksomheden give passende oplysninger om sin anvendelse af vikaransatte, når den giver oplysninger om beskæftigelsessituationen i virksomheden til de organer til repræsentation af arbejdstagerne, som er oprettet i overensstemmelse med den nationale lovgivning og fællesskabslovgivningen.

KAPITEL III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 9

Minimumskrav

1.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, eller kan tilskynde arbejdsmarkedets parter til eller give dem mulighed for at indgå kollektive overenskomster, som er gunstigere for arbejdstagerne.

2.   Gennemførelsen af dette direktiv kan under ingen omstændigheder udgøre en tilstrækkelig begrundelse for en forringelse af det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagerne på de områder, der er omfattet af dette direktiv. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter på baggrund af ændrede forhold kan vedtage love og administrative bestemmelser eller overenskomstmæssige bestemmelser, som afviger fra de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv, forudsat at minimumskravene i dette direktiv overholdes.

Artikel 10

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne påser, at der kan træffes passende foranstaltninger, hvis et vikarbureau eller en brugervirksomhed ikke overholder dette direktiv. De sørger navnlig for, at der findes passende administrative eller retslige procedurer til at sikre, at de forpligtelser, der følger af dette direktiv, kan håndhæves.

2.   Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner, som skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at sanktionerne iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 5. december 2011 Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser. Medlemsstaterne giver omgående Kommissionen meddelelse om enhver senere ændring af disse bestemmelser. Medlemsstaterne sørger navnlig for, at arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter har de fornødne midler til at sikre håndhævelsen af de forpligtelser, der følger af dette direktiv.

Artikel 11

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 5. december 2011 eller påser, at arbejdsmarkedets parter fastsætter de nødvendige bestemmelser ved overenskomst, idet medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at kunne garantere, at formålet med dette direktiv bliver opfyldt. De underretter straks Kommissionen herom.

2.   Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastlægges af medlemsstaterne.

Artikel 12

Revision foretaget af Kommissionen

Senest den 5. december 2013 tager Kommissionen i samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på europæisk plan anvendelsen af dette direktiv op til revision med henblik på om nødvendigt at forelægge ændringsforslag.

Artikel 13

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 19. november 2008.

På Europa-Parlamentets vegne

H.-G. PÖTTERING

Formand

På Rådets vegne

J.-P. JOUYET

Formand


(1)  EUT C 61 af 14.3.2003, s. 124.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 21.11.2002 (EUT C 25 E af 29.1.2004, s. 368), Rådets fælles holdning af 15.9.2008 og Europa-Parlamentets holdning af 22.10.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EUT C 303 af 14.12.2007, s. 1.

(4)  Unice ændrede navn til BUSINESSEUROPE i januar 2007.

(5)  EFT L 206 af 29.7.1991, s. 19.

(6)  EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.

(7)  EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.


II Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk

AFGØRELSER OG BESLUTNINGER

Rådet

5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/15


RÅDETS AFGØRELSE

af 27. november 2008

om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Det Schweiziske Forbund

(2008/903/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til den aftale, der er indgået af Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (i det følgende benævnt »aftalen«) (1), der blev undertegnet den 26. oktober 2004 (2) og trådte i kraft den 1. marts 2008 (3), særlig artikel 15, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 15, stk. 1, i aftalen skal Schengenreglernes bestemmelser først finde anvendelse i Det Schweiziske Forbund, når Rådet har truffet afgørelse herom, efter at det er blevet sikret, at de nødvendige betingelser for anvendelsen af Schengenreglerne er opfyldt.

(2)

Rådet har kontrolleret, at de nødvendige betingelser for anvendelsen af de pågældende Schengenreglers afsnit om databeskyttelse er opfyldt af Det Schweiziske Forbund, og har derefter besluttet at iværksætte Schengenreglernes bestemmelser om Schengeninformationssystemet på Det Schweiziske Forbund fra den 14. august 2008, jf. Rådets afgørelse 2008/421/EF (4).

(3)

Rådet har i overensstemmelse med de gældende Schengenevalueringsprocedurer, der er fastlagt i Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengenreglerne (jf. SCH/Com-ex (98) 26 endelig udg.) (5) kontrolleret, at de nødvendige betingelser for anvendelsen af Schengenreglerne er opfyldt inden for andre områder af Schengenreglerne — landgrænser, politisamarbejde, Schengeninformationssystemet, og visum — i Det Schweiziske Forbund.

(4)

Den 27. november 2008 konkluderede Rådet, at betingelserne inden for hvert af de nævnte områder var blevet opfyldt af Det Schweiziske Forbund.

(5)

For så vidt angår evaluering og anvendelse af Schengenreglerne vedrørende luftgrænser bør der foretages yderligere evalueringsbesøg på et senere tidspunkt.

(6)

Der kan derfor fastsættes datoer for fuld anvendelse af Schengenreglerne; dvs. de datoer, fra hvilke personkontrollen ved de indre grænser til Det Schweiziske Forbund bør ophæves. Viser resultatet af evalueringsbesøgene vedrørende luftgrænser sig ikke at være tilfredsstillende, bør datoen for anvendelse af Schengenreglerne vedrørende ophævelse af personkontrol ved luftgrænserne tages op til fornyet overvejelse.

(7)

Fra den tidligste af disse datoer bør de begrænsninger for anvendelsen af Schengeninformationssystemet, der er fastsat i afgørelse 2008/421/EF, ophæves.

(8)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i aftalen og med artikel 14, stk. 1, i aftalen mellem Fællesskabet og Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz (6), gennemføres sidstnævnte aftale fra den 12. december 2008.

(9)

Aftalen mellem Det Schweiziske Forbund og Kongeriget Danmark om fastsættelse af rettigheder og forpligtelser mellem Danmark og Det Schweiziske Forbund for så vidt angår de af Schengenreglernes bestemmelser, der henhører under afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, bestemmer, at den får virkning for så vidt angår gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne på samme dato, som aftalen får virkning.

(10)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, andet afsnit, i aftalen og som følge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands delvise anvendelse af Schengenreglerne i medfør af Rådets afgørelse 2004/926/EF af 22. december 2004 om iværksættelse af nogle af Schengenreglerne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (7), navnlig artikel 1, stk. 1, bør kun en del af de bestemmelser i Schengenreglerne, der gælder for Det Schweiziske Forbunds forbindelser med medlemsstater, der anvender Schengenreglerne i fuldt omfang, finde anvendelse på Det Schweiziske Forbunds forbindelser med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

(11)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, tredje afsnit, i aftalen og som følge af Cyperns samt Bulgariens og Rumæniens delvise anvendelse af Schengenreglerne i medfør af henholdsvis artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 bør kun den del af de bestemmelser, der gælder for disse medlemsstater, også finde anvendelse på Det Schweiziske Forbund i dets forbindelser med disse medlemsstater.

(12)

Aftalen mellem Det Schweiziske Forbund, Republikken Island og Kongeriget Norge om gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne og om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i Schweiz, Island eller Norge, bestemmer, at den får virkning for så vidt angår gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne på samme dato, som aftalen får virkning —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Alle de bestemmelser, som der henvises til i bilag A og B til aftalen, og enhver akt, der er en videreudvikling af en eller flere af disse bestemmelser, finder anvendelse på Det Schweiziske Forbund i dets forbindelser med Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige fra den 12. december 2008.

I det omfang disse bestemmelser gælder for ophævelsen af personkontrollen ved de indre grænser, finder de anvendelse på luftgrænserne fra den 29. marts 2009. Rådet kan beslutte at udsætte denne dato med simpelt flertal bestående af de af Rådets medlemmer, der repræsenterer de medlemsstaters regeringer, for hvem Schengenreglernes bestemmelser vedrørende ophævelse af personkontrollen ved de indre grænser finder anvendelse. I så tilfælde fastsætter Rådet en ny dato med enstemmighed blandt disse medlemmer.

Alle begrænsninger for de pågældende medlemsstaters anvendelse af Schengeninformationssystemet ophæves fra den 8. december 2008.

2.   De af Schengenreglernes bestemmelser, som Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har iværksat i medfør af artikel 1 i afgørelse 2004/926/EF, og enhver akt, der er en videreudvikling af en eller flere af disse bestemmelser, finder anvendelse på Det Schweiziske Forbund i dets forbindelser med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fra den 12. december 2008.

3.   De af Schengenreglernes bestemmelser, der finder anvendelse på Cypern på den ene side og Bulgarien og Rumænien på den anden side, i medfør af henholdsvis artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2003 og artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2005, og enhver akt, der er en videreudvikling af en eller flere af disse bestemmelser, finder anvendelse på Det Schweiziske Forbund i dets forbindelser med Cypern, Bulgarien og Rumænien fra den 12. december 2008.

Artikel 2

I overensstemmelse med bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget fra dette krav (8), har Schweiz lov til at opretholde visumfritagelsen for Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados samt Saint Kitts og Nevis fra den 12. december 2008 indtil ikrafttrædelsen af visumfritagelsesaftalerne mellem Det Europæiske Fællesskab og hvert af disse lande.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2008.

På Rådets vegne

M. ALLIOT-MARIE

Formand


(1)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.

(2)  Rådets afgørelse 2004/849/EF (EUT L 368 af 15.12.2004, s. 26) og 2004/860/EF (EUT L 370 af 17.12.2004, s. 78).

(3)  Rådets afgørelse 2008/146/EF (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1) og 2008/149/RIA (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 50).

(4)  EUT L 149 af 7.6.2008, s. 74.

(5)  EFT L 239 af 22.9.2000, s. 138.

(6)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 5.

(7)  EUT L 395 af 31.12.2004, s. 70.

(8)  EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1.


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/18


RÅDETS AFGØRELSE

af 27. november 2008

om beskikkelse af et nederlandsk medlem af og to nederlandske suppleanter til Regionsudvalget

(2008/904/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 263,

under henvisning til forslag fra den nederlandske regering, og

og ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 24. januar 2006 afgørelse 2006/116/EF om beskikkelse af medlemmerne af og suppleanterne til Regionsudvalget for perioden 26. januar 2006 til 25. januar 2010 (1).

(2)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Regionsudvalget, efter at Nico SCHOOF er trådt tilbage. Der er blevet en plads ledig som suppleant, efter at Lodewijk ASSCHER er trådt tilbage. Der bliver en yderligere plads ledig som suppleant, efter at Bas VERKERK ved denne afgørelse beskikkes som medlem af Regionsudvalget —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Til Regionsudvalget beskikkes følgende for den resterende del af mandatperioden, dvs. indtil den 25. januar 2010:

a)

som medlem:

Bas VERKERK, Burgemeester van Delft (ændret mandat)

og

b)

som suppleanter:

Job COHEN, Burgemeester van Amsterdam

Hans KOK, Burgemeester van Hof van Twente.

Artikel 2

Denne afgørelse har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2008.

På Rådets vegne

L. CHATEL

Formand


(1)  EUT L 56 af 25.2.2006, s. 75.


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/19


RÅDETS BESLUTNING

af 27. november 2008

om ændring af bilag 13 i de fælles konsulære instrukser om udfyldning af visummærkater

(2008/905/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 789/2001 af 24. april 2001 om at forbeholde Rådet gennemførelsesbeføjelserne vedrørende visse detailbestemmelser og konkrete procedurer i forbindelse med behandling af visumansøgninger (1), særlig artikel 1, stk. 1,

under henvisning til initiativ fra Frankrig, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er nødvendigt at ajourføre de fælles konsulære instrukser for at afspejle den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Det Schweiziske Forbund i henhold til afgørelse 2008/903/EF (2).

(2)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne beslutning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har vedtaget denne beslutning til udbygning af Schengenreglerne efter bestemmelserne i tredje del, afsnit IV, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne beslutning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

(3)

For så vidt angår Island og Norge er denne beslutning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til nævnte aftale (3).

(4)

Denne beslutning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (4). Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne beslutning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(5)

Denne beslutning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (5). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne beslutning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(6)

For så vidt angår Schweiz er denne beslutning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (6), der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3, i Rådets afgørelse 2008/146/EF (7).

(7)

For så vidt angår Liechtenstein er denne beslutning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (8), der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/261/EF (9).

(8)

For så vidt angår Cypern er denne beslutning en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(9)

Denne beslutning er en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Følgende kode tilføjes på listen over landekoder i bilag 13, eksempel 11 og 14, i de fælles konsulære instrukser:

»Det Schweiziske Forbund: CH«

Artikel 2

Denne beslutning anvendes fra den dato, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i afgørelse 2008/903/EF om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Det Schweiziske Forbund (10).

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2008.

På Rådets vegne

M. ALLIOT-MARIE

Formand


(1)  EFT L 116 af 26.4.2001, s. 2.

(2)  Se side 15 i denne EUT.

(3)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

(4)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(5)  EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.

(6)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.

(7)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1.

(8)  Rådets dokument 16462/06; teksten til dette instrument findes på http://register.consilium.europa.eu

(9)  EUT L 83 af 26.3.2008, s. 3.

(10)  Se side 15 i denne EUT.


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/21


RÅDETS AFGØRELSE

af 27. november 2008

om beskikkelse af to danske medlemmer af og to danske suppleanter til Regionsudvalget

(2008/906/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 263,

under henvisning til forslag fra den danske regering, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 24. januar 2006 afgørelse 2006/116/EF om beskikkelse af medlemmerne af og suppleanterne til Regionsudvalget for perioden 26. januar 2006 til 25. januar 2010 (1).

(2)

Der er blevet to pladser ledige som medlemmer af Regionsudvalget, efter at Mona HEIBERGs og Helene LUNDs mandat er udløbet. Der er blevet to pladser ledige som suppleanter, efter at Jens Christian GJESINGs og Tove LARSENs mandat er udløbet —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Til Regionsudvalget beskikkes for den resterende del af mandatperioden, dvs. indtil den 25. januar 2010:

a)

som medlemmer:

 

Helene LUND, byrådsmedlem, Furesø Kommune (ændret mandat)

 

Mona HEIBERG, 1. næstformand for Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune (ændret mandat)

b)

som suppleanter:

 

Jens Christian GJESING, 1. viceborgmester, Haderslev Kommune (ændret mandat)

 

Tove LARSEN, borgmester, Aabenraa Kommune (ændret mandat).

Artikel 2

Denne afgørelse har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2008.

På Rådets vegne

L. CHATEL

Formand


(1)  EUT L 56 af 25.2.2006, s. 75.


Kommissionen

5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/22


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 3. november 2008

om sundhedsmæssige garantier for transport af hovdyr fra ét tredjeland til et andet i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 91/496/EØF

(meddelt under nummer K(2008) 6296)

(EØS-relevant tekst)

(2008/907/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

Under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens beslutning 94/467/EF af 13. juli 1994 om sundhedsmæssige garantier for transport af hovdyr fra ét tredjeland til et andet i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 91/496/EØF (2) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (3). Beslutningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Der bør fastsættes sundhedsmæssige garantier for transport af dyr fra ét tredjeland til et andet, jf. artikel 9, stk. 1, litra c) i direktiv 91/496/EØF; der er konstateret visse problemer i forbindelse med transport af hovdyr fra ét tredjeland til et andet.

(3)

Kommissionens beslutning 92/260/EØF (4) fastsætter de dyresundhedsmæssige betingelser og de påkrævede sundhedscertifikater for midlertidig indførsel af registrerede heste. Disse betingelser frembyder alle de nødvendige sundhedsmæssige garantier med hensyn til sundhedsstatus i Fællesskabet. For så vidt angår de sundhedsmæssige garantier i forbindelse med transport af hovdyr fra ét tredjeland til et andet bør der således henvises til de dyresundhedsmæssige betingelser, der er fastsat ved beslutning 92/260/EØF. I henhold til den nævnte beslutning kræves der bl.a. en vis opholdsperiode i afsendelseslandet. Ved beregning af den pågældende periode kan der imidlertid tages hensyn til en opholdsperiode i en medlemsstat eller i visse tredjelande, hvis tilsvarende dyresundhedsmæssige krav som minimum er opfyldt.

(4)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1.   Hovdyr, der kommer fra et tredjeland, og som skal sendes til et andet tredjeland, skal komme fra ét af de tredjelande, der er anført i bilag I til beslutning 92/260/EØF.

2.   De i stk. 1 omhandlede hovdyr skal være ledsaget af et certifikat med titlen »Transportcertifikat for transport af hovdyr fra ét tredjeland til et andet«. Dette certifikat skal bestå af rubrik I, II og III undtagen litra e), nr. v), i sundhedscertifikatet for de herkomsttredjelande, der er anført i bilag II til beslutning 92/260/EØF. Certifikatet skal desuden suppleres med følgende rubrikker:

»IV.

Hovdyr fra: …

(land)

Til: …

(land)

V.

Embedsdyrlægens stempel og underskrift: …«

3.   Uanset bestemmelserne i stk. 2 erstattes landelisten i rubrik III, litra d), tredje led, i sundhedscertifikat A, B, C, D og E i bilag II til beslutning 92/260/EØF af listen over tredjelande i gruppe A-E i bilag I til den nævnte beslutning, når der er tale om registrerede hovdyr.

Artikel 2

Beslutning 94/467/EF ophæves.

Henvisninger til den ophævede beslutning gælder som henvisninger til nærværende beslutning og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. november 2008.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56.

(2)  EFT L 190 af 26.7.1994, s. 28.

(3)  Se bilag I.

(4)  EFT L 130 af 15.5.1992, s. 67.


BILAG I

OPHÆVET BESLUTNING MED OVERSIGT OVER ÆNDRINGER

Kommissionens beslutning 94/467/EF

(EFT L 190 af 26.7.1994, s. 28)

 

Kommissionens beslutning 96/81/EF

(EFT L 19 af 25.1.1996, s. 53)

Kun artikel 4

Kommissionens beslutning 2001/662/EF

(EFT L 232 af 30.8.2001, s. 28)

 


BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL

Beslutning 94/467/EF

Nærværende beslutning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 3

Bilag I

Bilag II


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/24


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 28. november 2008

om tilladelse til, at visse medlemsstater reviderer deres årlige BSE-overvågningsprogrammer

(meddelt under nummer K(2008) 7288)

(Kun den danske, den engelske, den finske, den franske, den græske, den italienske, den nederlandske, den portugisiske, den spanske, den svenske og den tyske udgave er autentiske)

(2008/908/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (1), særlig artikel 6, stk. 1b, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastsat regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) hos dyr. Hver medlemsstat skal i henhold til forordningen gennemføre et årligt TSE-overvågningsprogram baseret på aktiv og passiv overvågning, jf. forordningens bilag III.

(2)

I henhold til artikel 6, stk. 1b, i forordning (EF) nr. 999/2001 kan medlemsstater, der kan påvise en forbedring af den epidemiologiske situation i landet, i overensstemmelse med visse kriterier, som fastlægges efter den procedure, der henvises til i artiklen, anmode om, at deres årlige overvågningsprogrammer revideres.

(3)

I kapitel A, del I, punkt 7, i bilag III til forordning (EF) nr. 999/2001 er det fastsat, hvilke oplysninger der skal forelægges Kommissionen, og hvilke epidemiologiske kriterier der skal opfyldes af medlemsstater, der ønsker at revidere deres årlige overvågningsprogrammer

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet afgav den 17. juli 2008 to videnskabelige udtalelser om revision af BSE-overvågningsordningerne i visse medlemsstater. Udtalelserne indeholder en vurdering af størrelsen af den ekstra risiko for menneskers og dyrs sundhed efter gennemførelsen af en revideret BSE-overvågningsordning i Fællesskabets 15 medlemsstater før den 1. maj 2004, og det konkluderes, at mindre end ét BSE-tilfælde om året ikke ville blive opdaget i de pågældende medlemsstater, hvis alderen på det kvæg, BSE-overvågningen omfatter, blev hævet fra 24 måneder til 48 måneder.

(5)

Italien forelagde den 17. juli 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(6)

Irland forelagde den 7. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(7)

Østrig forelagde den 13. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(8)

Danmark forelagde den 13. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(9)

Det Forenede Kongerige forelagde den 15. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(10)

Luxembourg forelagde den 20. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(11)

Tyskland forelagde den 28. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(12)

Nederlandene forelagde den 28. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(13)

Finland forelagde den 29. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(14)

Sverige forelagde den 29. august 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(15)

Portugal forelagde den 4. september 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(16)

Frankrig forelagde den 8. september 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(17)

Spanien forelagde den 9. september 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(18)

Belgien forelagde den 11. september 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(19)

Grækenland forelagde den 17. september 2008 Kommissionen en anmodning om revision af landets årlige BSE-overvågningsprogram.

(20)

Den 18. september 2008 blev anmodninger fra disse 15 medlemsstater vurderet af en ad hoc-ekspertarbejdsgruppe, som konkluderede, at de risikoanalyser, medlemsstaterne havde vedlagt til støtte for deres anmodninger, var tilfredsstillende og ville sikre beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed. Alle kravene i artikel 6, stk. 1b, tredje afsnit, og alle de epidemiologiske kriterier i kapitel A, del I, punkt 7, i bilag III til forordning (EF) nr. 999/2001, som medlemsstaterne skal opfylde for at dokumentere en forbedring af deres epidemiologiske situation, blev ligeledes tjekket, og det konstateredes, at de var opfyldt.

(21)

De 15 medlemsstater, hvis anmodninger er blevet evalueret med et tilfredsstillende resultat, bør derfor have tilladelse til at revidere deres årlige overvågningsprogrammer og indføre 48 måneder som ny aldersgrænse for BSE-test i de pågældende medlemsstater.

(22)

Nogle medlemsstater, der er tiltrådt Fællesskabet fra den 1. maj 2004, men som påbegyndte indsatsen for at efterkomme reglerne allerede i årene før tiltrædelsen, har ligeledes forelagt Kommissionen anmodninger om revision af deres årlige BSE-overvågningsprogrammer. Som supplement til den videnskabelige vurdering og med henblik på at verificere, om de epidemiologiske kriterier er opfyldt, forventes Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret (FVO) at foretage inspektioner i de pågældende medlemsstater samt i de medlemsstater, der agter at anmode om revision af deres programmer. Kommissionen har modtaget anmodninger fra Slovenien og Cypern.

(23)

Af praktiske grunde bør begyndelsesdatoen for de reviderede årlige overvågningsprogrammer falde sammen med Fællesskabets budgetår.

(24)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Fra den 1. januar 2009 kan de medlemsstater, der er anført i bilaget til denne beslutning, revidere deres årlige overvågningsprogrammer, jf. artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 999/2001 (i det følgende benævnt »de reviderede årlige overvågningsprogrammer«).

Artikel 2

De reviderede årlige overvågningsprogrammer gælder udelukkende den pågældende medlemsstats indenlandske kvægpopulation og omfatter som minimum alt kvæg på over 48 måneder, som tilhører følgende delpopulationer:

a)

dyr omhandlet i kapitel A, del I, punkt 2.2, i bilag III til forordning (EF) nr. 999/2001

b)

dyr omhandlet i kapitel A, del I, punkt 2.1, i bilag III til forordning (EF) nr. 999/2001

c)

dyr omhandlet i kapitel A, del I, punkt 3.1, i bilag III til forordning (EF) nr. 999/2001.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2008.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1.


BILAG

Liste over medlemsstater

Belgien

Danmark

Tyskland

Irland

Grækenland

Spanien

Frankrig

Italien

Luxembourg

Nederlandene

Østrig

Portugal

Finland

Sverige

Det Forenede Kongerige


III Retsakter vedtaget i henhold til traktaten om Den Europæiske Union

RETSAKTER VEDTAGET I HENHOLD TIL AFSNIT VI I EU-TRAKTATEN

5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/27


RÅDETS RAMMEAFGØRELSE 2008/909/RIA

af 27. november 2008

om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 1, litra a), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til initiativ fra Republikken Østrig, Republikken Finland og Kongeriget Sverige,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske Råd godkendte på sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 princippet om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område.

(2)

Den 29. november 2000 vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (1), og det gik i den forbindelse ind for at vurdere behovet for moderne mekanismer med henblik på gensidig anerkendelse af endelige straffedomme, der indebærer frihedsberøvelse (foranstaltning 14), samt for at udvide anvendelsesområdet for princippet om overførelse af domfældte, så det også finder anvendelse på personer med bopæl i en medlemsstat (foranstaltning 16).

(3)

Haag-programmet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union (2) pålægger medlemsstaterne at gennemføre programmet for foranstaltninger, navnlig inden for fuldbyrdelse af endelige frihedsstraffe.

(4)

Alle medlemsstater har ratificeret Europarådets konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte. Ifølge denne konvention kan overførelse til videre straffuldbyrdelse kun ske til det land, hvor den domfældte er statsborger, og kun med den domfældtes og de involverede staters samtykke. Tillægsprotokollen til konventionen af 18. december 1997, ifølge hvilken der på bestemte betingelser kan ske overførelse uden den pågældendes samtykke, er ikke ratificeret af samtlige medlemsstater. Ingen af instrumenterne indeholder nogen principiel forpligtelse til at overtage domfældte personer med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller anden foranstaltning.

(5)

Proceduremæssige rettigheder i straffesager er et afgørende element for at sikre gensidig tillid mellem medlemsstaterne i det retlige samarbejde. Forholdet mellem medlemsstaterne, der er præget af en særlig gensidig tillid til de øvrige medlemsstaters retssystemer, gør det muligt for fuldbyrdelsesstaten at anerkende afgørelser, der er truffet af udstedelsesstatens myndigheder. Derfor bør der overvejes en videreudvikling af det samarbejde, der er fastsat i Europarådets instrumenter om fuldbyrdelse af straffedomme, især når der over unionsborgere er blevet afsagt en straffedom om idømmelse af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltninger i en anden medlemsstat. Det er nødvendigt at give den domfældte passende garantier, men vedkommendes samtykke bør ikke i alle tilfælde være afgørende for, om en dom kan fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den idømte sanktion.

(6)

Ved gennemførelsen og anvendelsen af denne rammeafgørelse bør de generelle principper om lighed, retfærdighed og rimelighed overholdes.

(7)

Artikel 4, stk. 1, litra c), indeholder en skønsmæssig bestemmelse, som gør det muligt at fremsende attesten og dommen f.eks. til den medlemsstat, hvor den domfældte er statsborger, i andre end de i stk. 1, litra a) og b), nævnte tilfælde eller til den medlemsstat, hvor den domfældte bor og vedvarende har haft lovligt opholdssted i mindst fem år, og i hvilken han vil bevare permanent opholdstilladelse.

(8)

I de i artikel 4, stk. 1, litra c), nævnte tilfælde underkastes fremsendelsen af dommen og attesten til fuldbyrdelsesstaten høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten og samtykke fra den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten. De kompetente myndigheder bør tage hensyn til visse elementer, f.eks. opholdets varighed eller anden tilknytning til fuldbyrdelsesstaten. I tilfælde, hvor den domfældte i henhold til national lovgivning eller internationale instrumenter kan overføres både til en medlemsstat og til et tredjeland, bør de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten sammen overveje, om fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten vil fremme den sociale rehabilitering bedre end fuldbyrdelse i det berørte tredjeland.

(9)

Fuldbyrdelse af den idømte sanktion i fuldbyrdelsesstaten bør forbedre mulighederne for den domfældtes sociale rehabilitering. For at overbevise sig om, at fuldbyrdelse af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten vil tjene det formål at lette den domfældtes socialerehabilitering, bør den kompetente myndighed i udstedelsesstaten tage hensyn til forskellige elementer som f.eks. personens tilknytning til fuldbyrdelsesstaten, om vedkommende betragter den som sit familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiske centrum, og om vedkommende har anden tilknytning til fuldbyrdelsesstaten.

(10)

Det kan være relevant at kende den domfældtes mening, jf. artikel 6, stk. 3, hovedsagelig ved anvendelsen af artikel 4, stk. 4. Ordet »navnlig« skal også dække tilfælde, hvor den domfældtes mening indeholder oplysninger, der kan være relevante i forbindelse med grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse. Bestemmelserne i artikel 4, stk. 4, og artikel 6, stk. 5, udgør ikke en afslagsgrund vedrørende social rehabilitering.

(11)

Polen har brug for mere tid end de øvrige medlemsstater til at tackle de praktiske og materielle konsekvenser af overførslen af polske statsborgere, der er dømt i andre medlemsstater, navnlig i betragtning af de polske statsborgeres øgede mobilitet i EU. Der bør derfor indsættes en midlertidig undtagelsesbestemmelse af begrænset omfang med en varighed på højst fem år.

(12)

Denne rammeafgørelse bør også finde tilsvarende anvendelse på fuldbyrdelsen af sanktioner i de tilfælde, der er omfattet af artikel 4, nr. 6, og artikel 5, nr. 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (3). Det betyder bl.a., at fuldbyrdelsesstaten, med forbehold af nævnte rammeafgørelse, kan undersøge, om der foreligger grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, jf. denne rammeafgørelses artikel 9, herunder kontrol af princippet om dobbelt strafbarhed, hvis fuldbyrdelsesstaten har afgivet en erklæring i henhold til denne rammeafgørelses artikel 7, stk. 4, som betingelse for anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen, og overveje, om den vil udlevere den domfældte eller fuldbyrde dommen i medfør af artikel 4, stk. 6, i ovennævnte rammeafgørelse.

(13)

Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse bør fortolkes som et forbud mod at nægte at fuldbyrde en afgørelse, hvis der er objektive grunde til at formode, at sanktionen er idømt med det formål at straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

(14)

Denne rammeafgørelse bør ikke være til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige regler om retten til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

(15)

Denne rammeafgørelse bør anvendes i overensstemmelse med den ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, der tillægges unionsborgerne i henhold til artikel 18 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

(16)

Denne rammeafgørelse bør anvendes i overensstemmelse med relevant fællesskabslovgivning, især Rådets direktiv 2003/86/EF (4) og 2003/109/EF (5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (6).

(17)

Når der i denne rammeafgørelse henvises til den stat, hvor den domfældte »bor«, er der tale om det sted, som denne person er knyttet til på grundlag af elementer som f.eks. sædvanligt opholdssted samt familiemæssige, sociale og arbejdsmæssige bånd.

(18)

Ved anvendelsen af artikel 5, stk. 1, bør det være muligt at sende en dom eller en bekræftet genpart heraf og en attest til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten ved hjælp af ethvert middel, som efterlader et skriftligt spor, f.eks. e-post eller fax, og på en sådan måde, at fuldbyrdelsesstaten kan fastslå ægtheden.

(19)

Fuldbyrdelsesstaten bør i de i artikel 9, stk. 1, litra k), omhandlede tilfælde overveje, om det er muligt at tilpasse sanktionen i overensstemmelse med denne rammeafgørelse, inden den afslår at anerkende og fuldbyrde en sanktion, der består i en anden foranstaltning end en frihedsstraf.

(20)

Grunden til afslag, jf. artikel 9, stk. 1, litra k), kan også anvendes i de tilfælde, hvor den pågældende ikke er kendt skyldig i en strafbar handling, selv om den kompetente myndighed har anvendt anden frihedsberøvende foranstaltning end frihedsstraf som følge af en strafbar handling.

(21)

Afslag med henvisning territorialitetsprincippet, bør kun anvendes i undtagelsestilfælde og med henblik på at samarbejde i videst muligt omfang i henhold til bestemmelserne i denne rammeafgørelse, idet der tages hensyn til formålet hermed. Enhver afgørelse om at anvende denne grund til afslag bør være baseret på en undersøgelse af den konkrete sag og på høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten.

(22)

Tidsfristen i artikel 12, stk. 2, bør af medlemsstaterne anvendes på en sådan måde, at den endelige afgørelse, herunder en ankeprocedure, generelt afsluttes inden for en frist på 90 dage.

(23)

Ifølge artikel 18, stk. 1, finder specialitetsreglen, med forbehold af undtagelserne fastsat i stk. 2, kun anvendelse, når en person er blevet overført til fuldbyrdelsesstaten. Den bør derfor ikke finde anvendelse, når personen ikke er blevet overført til fuldbyrdelsesstaten, f.eks. når den pågældende er flygtet til fuldbyrdelsesstaten —

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved

a)

»dom«: en endelig afgørelse eller kendelse fra en domstol i udstedelsesstaten, der idømmer en fysisk person en sanktion

b)

»sanktion«: en tidsbegrænset eller tidsubegrænset frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i en straffesag på grund af en strafbar handling

c)

»udstedelsesstat«: den medlemsstat, i hvilken der er afsagt en dom

d)

»fuldbyrdelsesstat«: den medlemsstat, til hvilken en dom fremsendes med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse.

Artikel 2

Udpegelse af de kompetente myndigheder

1.   Hver medlemsstat meddeler Generalsekretariatet for Rådet, hvilken eller hvilke myndigheder der i henhold til dens nationale lovgivning har kompetence i overensstemmelse med denne rammeafgørelse, når medlemsstaten er henholdsvis udstedelsesstat eller fuldbyrdelsesstat.

2.   Generalsekretariatet for Rådet stiller de modtagne oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og for Kommissionen.

Artikel 3

Formål og anvendelsesområde

1.   Denne rammeafgørelse har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder sanktionen.

2.   Denne rammeafgørelse finder anvendelse, hvis den domfældte befinder sig i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten.

3.   Denne rammeafgørelse finder kun anvendelse på anerkendelse af domme og fuldbyrdelse af sanktioner som defineret i rammeafgørelsen. Den omstændighed, at der ud over sanktionen er idømt en bøde og/eller truffet afgørelse om konfiskation, som endnu ikke er betalt, indkasseret eller fuldbyrdet, er ikke til hinder for fremsendelse af en dom. Anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne bøder og afgørelser om konfiskation i en anden medlemsstat baseres på de instrumenter, der finder anvendelse mellem medlemsstaterne, især Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (7) og Rådets rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation (8).

4.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

KAPITEL II

ANERKENDELSE AF DOMME OG FULDBYRDELSE AF SANKTIONER

Artikel 4

Kriterier for fremsendelse af en dom og en attest til en anden medlemsstat

1.   Såfremt den domfældte befinder i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten, og såfremt personen har givet sit samtykke, hvis dette kræves i henhold til artikel 6, kan der fremsendes en dom samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I, som omhandlet i artikel 4 til en af følgende medlemsstater:

a)

den medlemsstat, hvor den domfældte er statsborger, og hvor vedkommende bor, eller

b)

den medlemsstat, hvor den domfældte er statsborger, og hvor vedkommende bor, og som vedkommende efter strafafsoningen vil blive udvist til, på grundlag af en udsendelses- eller udvisningsafgørelse, der indgår i dommen eller i en retslig eller administrativ afgørelse eller i enhver anden foranstaltning truffet som følge af dommen, eller

c)

enhver anden medlemsstat end den i litra a) eller b) nævnte hvis kompetente myndighed giver sit samtykke til fremsendelse af dommen og attesten til denne medlemsstat.

2.   Dommen og attesten kan fremsendes, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, om nødvendigt efter høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og i fuldbyrdelsesstaten, må lægge til grund, at fuldbyrdelsesstatens fuldbyrdelse af sanktionen vil tjene det formål at lette den domfældtes socialerehabilitering.

3.   Før den kompetente myndighed i udstedelsesstaten fremsender dommen og attesten, kan den høre den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde. Høring er obligatorisk i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, litra c). I sådanne tilfælde underretter den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten omgående udstedelsesstaten om sin afgørelse om, hvorvidt den giver sit samtykke til fremsendelse af dommen.

4.   Under en sådan høring kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten forelægge en begrundet udtalelse for den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om, at fuldbyrdelse af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten ikke vil tjene det formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering og vellykkede reintegration i samfundet.

Hvis der ikke skal foretages høring, kan udtalelsen forelægges straks efter fremsendelsen af dommen og attesten. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten overvejer denne udtalelse og beslutter, hvorvidt attesten skal tilbagekaldes eller ikke.

5.   Fuldbyrdelsesstaten kan på eget initiativ anmode udstedelsesstaten om at fremsende dommen samt attesten. Den domfældte kan også anmode de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten eller fuldbyrdelsesstaten om at indlede en procedure for fremsendelse af dommen og attesten i medfør af denne rammeafgørelse. Anmodninger i henhold til dette stykke indebærer ikke, at udstedelsesstaten har pligt til at fremsende dommen samt attesten.

6.   I forbindelse med gennemførelsen af denne rammeafgørelse vedtager medlemsstaterne foranstaltninger, som især tager hensyn til formålet at lette den domfældtes socialerehabilitering, og som lægges til grund, når deres kompetente myndigheder træffer afgørelse om, hvorvidt de skal give deres samtykke til fremsendelse af dommen og attesten i sager, i henhold til stk. 1, litra c).

7.   I forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller på et senere tidspunkt kan hver medlemsstat meddele Generalsekretariatet for Rådet, at der i dens forbindelser med andre medlemsstater, som har afgivet samme meddelelse, ikke kræves forudgående samtykke i henhold til stk. 1, litra c), for at fremsende dommen og attesten:

a)

hvis den domfældte bor og vedvarende har haft lovligt opholdssted i fuldbyrdelsesstaten i mindst fem år og vil bevare permanent opholdstilladelse i denne, og/eller

b)

hvis den domfældte er statsborger i fuldbyrdelsesstaten i andre tilfælde end de i stk. 1, litra a) og b), nævnte.

I de i litra a) nævnte tilfælde betyder permanent opholdstilladelse, at den pågældende person:

har ret til permanent ophold i den respektive medlemsstat i overensstemmelse med den nationale lov, der gennemfører fællesskabslovgivning vedtaget på grundlag af artikel 18, 40, 44 og 52 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, eller

er indehaver af en gyldig opholdstilladelse som fastboende udlænding i den respektive medlemsstat i overensstemmelse med national lovgivning, der gennemfører fællesskabslovgivning vedtaget på grundlag af artikel 63 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, for så vidt angår medlemsstater, som denne fællesskabslovgivning finder anvendelse på, eller i overensstemmelse med national lovgivning, for så vidt angår medlemsstater, som denne fællesskabslovgivning ikke finder anvendelse på.

Artikel 5

Fremsendelse af dommen og attesten

1.   Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten fremsender dommen eller en bekræftet genpart heraf samt attesten direkte til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten ved hjælp af ethvert middel, som efterlader et skriftligt spor, og på en sådan måde, at fuldbyrdelsesstaten kan fastslå ægtheden. Originalen af dommen eller en bekræftet genpart heraf og originalen af attesten sendes til fuldbyrdelsesstaten, hvis denne kræver det. Alle officielle meddelelser fremsendes ligeledes direkte mellem de nævnte kompetente myndigheder.

2.   Attesten underskrives og indholdets rigtighed bekræftes af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.

3.   Udstedelsesstaten fremsender kun dommen og attesten til én fuldbyrdelsesstat ad gangen.

4.   Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ikke har kendskab til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, foretager den de nødvendige undersøgelser, navnlig gennem kontaktpunkterne i det europæiske retlige netværk, der blev oprettet ved Rådets fælles aktion 98/428/RIA (9) for at indhente oplysning herom fra fuldbyrdelsesstaten.

5.   Hvis en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som modtager en dom samt en attest, ikke har kompetence til at anerkende den og træffe de nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde den, sender den ex officio dommen samt attesten videre til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten og underretter den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom.

Artikel 6

Høring og meddelelse til den domfældte

1.   Med forbehold af stk. 2 fremsendes en dom samt en attest kun til fuldbyrdelsesstaten med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af sanktionen, hvis den domfældte har givet sit samtykke i henhold til udstedelsesstatens lovgivning.

2.   Den domfældtes samtykke er ikke påkrævet, når dommen samt attesten fremsendes til:

a)

den medlemsstat, hvor den domfældte er statsborger, og hvor vedkommende bor

b)

den medlemsstat, som den domfældte efter strafafsoningen vil blive udvist til på grundlag af en udsendelses- eller udvisningsafgørelse, der indgår i dommen eller i en retslig eller administrativ afgørelse eller i enhver anden foranstaltning truffet som følge af dommen

c)

den medlemsstat, som den domfældte er flygtet til eller på anden måde vendt tilbage til på grund af den straffesag, der verserer mod vedkommende i udstedelsesstaten, eller efter domfældelse i udstedelsesstaten.

3.   I alle de tilfælde, hvor den domfældte fortsat befinder sig i udstedelsesstaten, skal vedkommende have mulighed for at give sin mening til kende mundtligt eller skriftligt. Hvis udstedelsesstaten finder det nødvendigt under hensyn til den domfældtes alder eller fysiske eller mentale tilstand, gives denne lejlighed til vedkommendes repræsentant ifølge loven.

Der tages hensyn til den domfældtes mening, når det besluttes, om dommen samt attesten skal fremsendes. Hvis den pågældende har benyttet sig af muligheden fastsat i dette stykke, skal den domfældtes mening sendes til fuldbyrdelsesstaten, navnlig under hensyn til artikel 4, stk. 4. Hvis den domfældte har tilkendegivet sin mening mundtligt, skal udstedelsesstaten sikre, at denne tilkendegivelse er til rådighed for fuldbyrdelsesstaten i skriftlig form.

4.   Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten oplyser på et sprog, som den domfældte forstår, denne om, at den har besluttet at fremsende dommen samt attesten, for hvilken der findes en standardmeddelelsesformular i bilag II. Når den domfældte befinder sig i fuldbyrdelsesstaten på det tidspunkt, hvor denne afgørelse træffes, fremsendes denne formular til fuldbyrdelsesstaten, der derefter underretter den domfældte.

5.   Stk. 2, litra a), finder ikke anvendelse på Polen som udstedelsesstat og som fuldbyrdelsesstat i tilfælde, hvor dommen er afsagt inden fem år efter den 5. december 2011. Polen kan når som helst meddele Generalsekretariatet for Rådet, at det ikke længere vil benytte sig af denne undtagelse.

Artikel 7

Dobbelt strafbarhed

1.   Følgende lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning skal, hvis de i udstedelsesstaten kan straffes med frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tre år, medføre anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af den idømte sanktion på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed:

deltagelse i en kriminel organisation

terrorisme

menneskehandel

seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer

bestikkelse

svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser i henhold til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (10)

hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold

falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen

internetkriminalitet

miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter

menneskesmugling

forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse

ulovlig handel med menneskevæv og -organer

bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning

racisme og fremmedhad

organiseret eller væbnet tyveri

ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande

bedrageri

afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning

efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter

forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter

forfalskning af betalingsmidler

ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer

ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer

handel med stjålne motorkøretøjer

voldtægt

forsætlig brandstiftelse

strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed

skibs- eller flykapring

sabotage.

2.   Rådet kan til enhver tid, med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet på betingelserne i artikel 39, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union, beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til listen i stk. 1. Rådet overvejer i lyset af den rapport, som det får forelagt i medfør af denne rammeafgørelses artikel 29, stk. 5, om listen skal udvides eller ændres.

3.   For andre end de i stk. 1 nævnte lovovertrædelser kan fuldbyrdelsesstaten lade anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen være betinget af, at den vedrører handlinger, som også udgør en overtrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af lovovertrædelsen.

4.   I forbindelse med eller efter vedtagelsen af denne rammeafgørelse kan en medlemsstat ved hjælp af en erklæring, der meddeles Generalsekretariatet for Rådet, erklære, at den ikke vil anvende stk. 1. En sådan erklæring kan til enhver tid tilbagekaldes. Sådanne erklæringer og tilbagekaldelser af erklæringer offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 8

Anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen

1.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten anerkender den dom, der er fremsendt i henhold til artikel 4 og efter proceduren i artikel 5, og træffer omgående alle nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af sanktionen, medmindre den beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 9 nævnte grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse.

2.   Hvis sanktionen på grund af sin varighed ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kun træffe beslutning om at tilpasse sanktionen i det omfang, sanktionen overstiger den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter denne stats nationale lovgivning. Den tilpassede sanktion må ikke blive mindre end den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning.

3.   Hvis sanktionen på grund af sin art ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i denne stat tilpasse sanktionen til den straf eller den foranstaltning, der efter denne stats lovgivning gælder for lignende lovovertrædelser. Denne straf eller foranstaltning skal i videst muligt omfangsvare til den sanktion, udstedelsesstaten har idømt, og sanktionen kan derfor ikke konverteres til en bødestraf.

4.   Den tilpassede sanktion må ikke skærpe den af udstedelsesstaten idømte sanktion med hensyn til art eller varighed.

Artikel 9

Grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse

1.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen, hvis

a)

den i artikel 4 omhandlede attest er ufuldstændig eller klart ikke svarer til dommen og ikke er blevet færdiggjort eller berigtiget inden for en rimelig frist, som den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten har fastsat

b)

kriterierne i artikel 4, stk. 1, ikke er opfyldt

c)

fuldbyrdelsen af sanktionen vil stride mod ne bis in idem-princippet

d)

dommen i et af de i artikel 7, stk. 3, nævnte tilfælde og, såfremt fuldbyrdelsesstaten har fremsat en erklæring i henhold til artikel 7, stk. 4, i et af de i artikel 7, stk. 1, nævnte tilfælde vedrører handlinger, der ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning; for så vidt angår skatter, afgifter, told og valutahandel kan fuldbyrdelse af en dom dog ikke afslås med den begrundelse, at fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme typer regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som udstedelsesstatens lovgivning

e)

sanktionen ikke kan fuldbyrdes på grund af forældelse i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning

f)

der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger immunitet, der gør det umuligt at fuldbyrde sanktionen

g)

sanktionen vedrører en person, som i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der ligger til grund for dommen

h)

der på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten modtog dommen, mangler at blive afsonet mindre end seks måneder af sanktionen

i)

dommen er afsagt in absentia, medmindre den domfældte ifølge attesten er blevet indstævnet personligt eller er blevet underrettet gennem en repræsentant, der er kompetent i henhold til udstedelsesstatens nationale lovgivning, om tid og sted for retssagen, som førte til, at dommen blev afsagt in absentia, eller personen over for en kompetent myndighed har tilkendegivet, at vedkommende ikke anfægter dommen

j)

fuldbyrdelsesstaten, inden der træffes afgørelse i henhold til artikel 12, stk. 1, fremsætter en anmodning i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, og udstedelsesstaten i overensstemmelse med artikel 18, stk. 2, litra g), ikke giver sit samtykke til, at den pågældende person retsforfølges, dømmes eller på anden måde berøves friheden i fuldbyrdelsesstaten for en anden lovovertrædelse, der er begået før den overtrædelse, der ligger til grund for vedkommendes overførelse

k)

den idømte sanktion omfatter psykiatrisk behandling eller lægebehandling eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der uanset artikel 8, stk. 3, ikke kan fuldbyrdes af fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats retssystem eller sundhedssystem

l)

dommen vedrører en strafbar handling, som i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som begået helt eller for en stor eller væsentlig dels vedkommende på denne stats territorium eller på et sted, der ligestilles hermed.

2.   Beslutninger i henhold til stk. 1, litra l), vedrørende lovovertrædelser, der delvis er begået på fuldbyrdelsesstatens territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, træffes af de kompetente myndigheder, under ekstraordinære omstændigheder og efter en konkret vurdering, idet der tages hensyn til sagens særlige omstændigheder, bl.a. om en stor eller væsentlig del af den pågældende lovovertrædelse har fundet sted i udstedelsesstaten.

3.   I de i stk. 1, litra a), b), c), i), k) og l), nævnte tilfælde hører den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde, inden den beslutter ikke at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen, og anmoder den om nødvendigt om straks at meddele de nødvendige supplerende oplysninger.

Artikel 10

Delvis anerkendelse og fuldbyrdelse

1.   Hvis den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan overveje delvis anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen, kan den, inden den beslutter at afvise fuldstændig anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen, eventuelt høre den kompetente myndighed i udstedelsesstaten med henblik på at opnå enighed, jf. stk. 2.

2.   De kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten kan efter en konkret vurdering give deres tilslutning til delvis anerkendelse og håndhævelse af en sanktion i overensstemmelse med de betingelser, de har fastsat, forudsat at en sådan anerkendelse og fuldbyrdelse ikke medfører en forlængelse af sanktionens varighed. Foreligger der ikke en sådan tilslutning, tilbagekaldes attesten.

Artikel 11

Udsættelse af anerkendelsen af dommen

Anerkendelsen af dommen kan udsættes i fuldbyrdelsesstaten, hvis den i artikel 4 omhandlede attest er ufuldstændig eller klart ikke svarer til dommen, indtil attesten er blevet færdiggjort eller berigtiget inden for en rimelig frist, der fastsættes af fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 12

Afgørelse om fuldbyrdelse af sanktionen og frister

1.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten træffer snarest muligt afgørelse om, hvorvidt dommen skal anerkendes og sanktionen fuldbyrdes, og underretter udstedelsesstaten herom, herunder om enhver afgørelse om at tilpasse sanktionen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2 og 3.

2.   Medmindre der foreligger en grund til udsættelse i henhold til artikel 11 eller artikel 23, stk. 3, træffes den endelige afgørelse om anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen senest 90 dage efter modtagelsen af dommen og attesten.

3.   Hvis det under ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt for den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten at overholde fristen i stk. 2, underretter den straks den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst måde om grundene til forsinkelsen og om, hvor lang tid der skønnes nødvendig, før den endelige afgørelse kan træffes.

Artikel 13

Tilbagekaldelse af attesten

Så længe fuldbyrdelsen af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten ikke er påbegyndt, kan udstedelsesstaten tilbagekalde attesten fra denne stat med en angivelse af grundene hertil. Hvis attesten tilbagekaldes, må fuldbyrdelsesstaten ikke længere fuldbyrde sanktionen.

Artikel 14

Foreløbig anholdelse

Hvis den domfældte befinder sig i fuldbyrdelsesstaten, og hvor dommen og attesten endnu ikke er ankommet, eller hvor afgørelsen om at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen endnu ikke er truffet, kan fuldbyrdelsesstaten efter anmodning fra udstedelsesstaten anholde den domfældte eller træffe enhver anden foranstaltning for at sikre, at den domfældte forbliver på dens område, indtil der foreligger en afgørelse om at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen. Varigheden af sanktionen må ikke forlænges som følge af en periode i varetægt i medfør af denne bestemmelse.

Artikel 15

Overførelse af domfældte

1.   Hvis den domfældte befinder sig i udstedelsesstaten, overføres vedkommende til fuldbyrdelsesstaten på et tidspunkt, der aftales mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten, og senest 30 dage efter, at fuldbyrdelsesstatens endelige afgørelse om at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen er truffet.

2.   Hvis det af uforudsete grunde ikke er muligt at overføre den domfældte inden for den i stk. 1 fastsatte frist, kontakter de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten straks hinanden. Overførelsen finder sted, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underretter straks den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten herom, og de aftaler en ny dato for overførelsen. I så fald finder overførelsen sted senest 10 dage efter den således aftalte nye dato.

Artikel 16

Transit

1.   Hver enkelt medlemsstat tillader i overensstemmelse med sin lovgivning transit gennem sit område af en domfældt, der skal overføres til fuldbyrdelsesstaten, forudsat at udstedelsesstaten har sendt den en kopi af attesten i artikel 4 sammen med transitanmodningen. Transitanmodningen og attesten kan fremsendes på en hvilken som helst måde, der kan efterlade et skriftligt spor. Udstedelsesstaten forelægger på anmodning fra den medlemsstat, der giver transittilladelsen, en oversættelse af attesten til et af de sprog, som anføres i anmodningen, og som den medlemsstat, der er blevet anmodet om at tillade transit, accepterer.

2.   Når den medlemsstat, der anmodes om at tillade transit, modtager en anmodning herom, underretter den udstedelsesstaten, hvis den ikke kan garantere, at den domfældte ikke vil blive retsforfulgt eller, bortset fra hvad der er fastsat i stk. 1, tilbageholdt eller på anden måde udsat for en begrænsning af sin frihed på den anmodede medlemsstats territorium på grund af en lovovertrædelse eller en sanktion, som er henholdsvis begået eller idømt forud for vedkommendes afrejse fra udstedelsesstatens territorium. I så fald kan udstedelsesstaten trække sin anmodning tilbage.

3.   Afgørelsen fra den medlemsstat, der anmodes om at tillade transit, skal træffes uden unødigt ophold og senest én uge efter, at transitmedlemsstaten har modtaget anmodningen, fremsendes på samme måde. En sådan afgørelse kan udsættes, indtil oversættelsen er fremsendt til transitmedlemsstaten, hvis en sådan afgørelse kræves i henhold til stk. 1.

4.   Den medlemsstat, der anmodes om at tillade transit, kan kun tilbageholde den domfældte i den tid, transitten gennem dens område varer.

5.   Der kræves ikke nogen transitanmodning i forbindelse med flyrejser uden planlagt mellemlanding. Finder der imidlertid en uforudset landing sted, giver udstedelsesstaten de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for 72 timer.

Artikel 17

Den lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen

1.   Fuldbyrdelsesstatens lovgivning finder anvendelse på fuldbyrdelsen af en sanktion. Det tilkommer fuldbyrdelsesstatens myndigheder at træffe afgørelse om fuldbyrdelsesprocedurerne og fastlægge alle foranstaltninger i forbindelse hermed, herunder grundene til tidlig løsladelse eller prøveløsladelse, jf. dog stk. 2 og 3.

2.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten fratrækker hele den del af frihedsberøvelsen, som allerede er afsonet i forbindelse med den sanktion, for hvilken dommen er afsagt, i den samlede varighed af den frihedsberøvelse, der skal afsones.

3.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten underretter efter anmodning den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om relevante bestemmelser vedrørende mulighederne for tidlig løsladelse eller prøveløsladelse. Udstedelsesstaten kan erklære sig enig i anvendelsen af sådanne bestemmelser eller tilbagekalde attesten.

4.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at der ved alle afgørelser om tidlig løsladelse eller prøveløsladelse kan tages hensyn til de bestemmelser i national lovgivning angivet af udstedelsesstaten, hvorefter personen har ret til tidlig løsladelse eller prøveløsladelse på et bestemt tidspunkt.

Artikel 18

Specialitetsregel

1.   En person, der er overført til fuldbyrdelsesstaten i medfør af denne rammeafgørelse, kan ikke retsforfølges, idømmes en sanktion eller på anden måde berøves sin frihed for andre inden overførelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overført, jf. dog stk. 2.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:

a)

hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade fuldbyrdelsesstatens område ikke har gjort dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det

b)

hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

c)

hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed

d)

hvis den domfældte vil blive idømt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, herunder en bødestraf eller en anden foranstaltning, der måtte træde i stedet for denne, også selv om denne straf eller foranstaltning begrænser den pågældendes personlige frihed

e)

hvis den domfældte har givet sit samtykke til overførelsen

f)

hvis den domfældte efter overførelsen udtrykkeligt har givet afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke lovovertrædelser, der er begået inden overførelsen. Afkaldet skal afgives til de kompetente judicielle myndigheder i fuldbyrdelsesstaten og føres til protokols i overensstemmelse med denne stats nationale lovgivning. Afkaldet skal indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet det frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har den pågældende ret til juridisk bistand

g)

i andre tilfælde end dem, der er nævnt i litra a)-f), hvis udstedelsesstaten giver sit samtykke i henhold til stk. 3.

3.   Anmodningen om samtykke skal indgives til den kompetente myndighed i udstedelsesstaten med de oplysninger, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, og være ledsaget af en oversættelse som anført i nævnte rammeafgørelses artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når der er pligt til overgivelse af personen i henhold til nævnte rammeafgørelse. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen. Fuldbyrdelsesstaten skal i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5 i nævnte rammeafgørelse, give de deri fastsatte garantier.

Artikel 19

Amnesti, benådning, fornyet prøvelse

1.   Amnesti eller benådning kan indrømmes af både udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten.

2.   Kun udstedelsesstaten kan tage stilling til en anmodning om fornyet prøvelse af dommen, der pålægger den sanktion, der skal fuldbyrdes i henhold til denne rammeafgørelse.

Artikel 20

Underretning fra udstedelsesstaten

1.   Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underretter straks den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten om enhver afgørelse eller foranstaltning, der medfører, at sanktionen med omgående virkning eller inden for en bestemt frist ikke længere er eksigibel.

2.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten indstiller fuldbyrdelsen af sanktionen, så snart den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underretter den om den i stk. 1 omhandlede afgørelse eller foranstaltning.

Artikel 21

Underretning fra fuldbyrdelsesstaten

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten underretter straks den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst måde, der efterlader et skriftligt spor,

a)

om, at dommen og attesten er blevet fremsendt til den kompetente myndighed, der er ansvarlig for dens fuldbyrdelse i overensstemmelse med artikel 5, stk. 5

b)

om, at det i praksis viser sig umuligt at fuldbyrde sanktionen, fordi den domfældte efter fremsendelse af dommen og attesten til fuldbyrdelsesstaten ikke kan spores på fuldbyrdelsesstatens område, idet fuldbyrdelsesstaten i så tilfælde ikke har pligt til at fuldbyrde sanktionen

c)

om den endelige afgørelse om at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen og afgørelsens dato

d)

om enhver afgørelse om at afslå at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 9 og om begrundelsen for afgørelsen

e)

om enhver afgørelse om at tilpasse sanktionen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2 eller 3, og om begrundelsen for afgørelsen

f)

om enhver afgørelse om ikke at fuldbyrde sanktionen af de i artikel 19, stk. 1, anførte grunde, og om begrundelsen for afgørelsen

g)

om tidspunktet for prøveløsladelsens begyndelse og afslutning, hvis dette er angivet i attesten fra udstedelsesstaten

h)

om den domfældtes undvigelse fra varetægt

i)

om fuldbyrdelsen af sanktionen, så snart den er afsluttet.

Artikel 22

Følgerne af overførelse af den domfældte

1.   Udstedelsesstaten må ikke fortsætte sanktionen, når fuldbyrdelsen i fuldbyrdelsesstaten er påbegyndt, jf. dog stk. 2.

2.   Retten til at fuldbyrde sanktionen overgår på ny til udstedelsesstaten, hvis fuldbyrdelsesstaten underretter den om, at sanktionen delvis ikke er blevet fuldbyrdet, i medfør af artikel 21, litra h).

Artikel 23

Sprog

1.   Attesten oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten. En medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller senere, ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet, meddele, at den accepterer en oversættelse til et eller flere af EU-institutionernes andre officielle sprog.

2.   Der kræves ingen oversættelse af dommen, jf. dog stk. 3.

3.   Enhver medlemsstat kan, når denne rammeafgørelse er vedtaget eller på et senere tidspunkt, i en erklæring, der deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, tilkendegive, at den som fuldbyrdelsesstat straks efter modtagelsen af dommen og attesten, og hvis den finder attestens indhold utilstrækkeligt til at træffe beslutning om sanktionens fuldbyrdelse, eventuelt vil anmode om, at dommen eller væsentlige dele heraf ledsages af en oversættelse til fuldbyrdelsesstatens officielle sprog eller et eller flere af EU-institutionernes andre officielle sprog. Anmodningen fremsættes om nødvendigt efter høring, hvis det er relevant, mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten med henblik på at angive de væsentlige dele af de domme, der skal oversættes.

Afgørelsen om anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen kan udsættes, indtil udstedelsesstaten har fremsendt oversættelsen til fuldbyrdelsesstaten, eller, hvis fuldbyrdelsesstaten beslutter selv at lade dommen oversætte for egen regning, indtil oversættelsen foreligger.

Artikel 24

Omkostninger

Omkostninger i forbindelse med anvendelsen af denne rammeafgørelse, bortset fra omkostningerne ved den domfældtes overførelse til fuldbyrdelsesstaten og omkostninger, der opstår udelukkende på udstedelsesstatens territorium, afholdes af udstedelsesstaten.

Artikel 25

Fuldbyrdelse af sanktioner i medfør af en europæisk arrestordre

Med forbehold af rammeafgørelse 2002/584/RIA finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584//RIA, anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6, i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3, i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf.

KAPITEL III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 26

Forbindelse med andre aftaler og ordninger

1.   Denne rammeafgørelse træder fra den 5. december 2011 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i følgende konventioner, der finder anvendelse på forholdet mellem medlemsstaterne, uden at dette berører disse bestemmelsers anvendelse mellem medlemsstaterne og tredjelande og anvendelsen af overgangsbestemmelsen i overensstemmelse med artikel 28:

Den europæiske konvention om overførelse af domfældte af 21. marts 1983 og tillægsprotokollen hertil af 18. december 1997

Den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkning af 28. maj 1970

Afsnit III, kapitel 5, i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser

Konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område af 13. november 1991.

2.   Medlemsstaterne kan fortsat anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der gælder efter den 27. november 2008, for så vidt disse giver mulighed for at udvide eller udbygge denne rammeafgørelses og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for fuldbyrdelse af sanktioner.

3.   Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter den 5. december 2008, hvis disse aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide eller udbygge denne rammeafgørelses bestemmelser og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for fuldbyrdelse af sanktioner.

4.   Senest den 5. marts 2009 meddeler medlemsstaterne Rådet og Kommissionen, hvilke eksisterende aftaler og ordninger som omhandlet i stk. 2 de fortsat ønsker at anvende. Medlemsstaterne underretter også Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller ordninger som omhandlet i stk. 3 senest tre måneder efter deres undertegnelse.

Artikel 27

Territorialt anvendelsesområde

Denne rammeafgørelse finder anvendelse på Gibraltar.

Artikel 28

Overgangsbestemmelse

1.   Anmodninger, der modtages inden den 5. december 2011 skal fortsat være omfattet af eksisterende retsakter om overførelse af domfældte. Anmodninger, der modtages efter nævnte dato, vil være omfattet af de regler, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til denne rammeafgørelse.

2.   Enhver medlemsstat kan dog i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse fremsætte en erklæring om, at den i tilfælde, hvor den endelige dom er afsagt før den deri angivne dato, som udstedelses- og fuldbyrdelsesstat fortsat vil anvende de eksisterende retsakter om overførelse af domfældte, der gælder inden den 5. december 2011. Fremsættes en sådan erklæring, finder de nævnte retsakter anvendelse i disse tilfælde i forhold til alle andre medlemsstater, uanset om de har fremsat den samme erklæring. Den pågældende dato må ikke ligge senere end den 5. december 2011. Nævnte erklæring offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den kan til enhver tid tilbagekaldes.

Artikel 29

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelses bestemmelser senest den 5. december 2011.

2.   Medlemsstaterne sender til Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af en rapport udarbejdet af Kommissionen på grundlag af disse oplysninger undersøger Rådet inden den 5. december 2012, om medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelses bestemmelser.

3.   Generalsekretariatet for Rådet underretter medlemsstaterne og Kommissionen om de notifikationer eller meddelelser, der er fremsat i medfør af artikel 4, stk. 7, og artikel 23, stk. 1 eller 3.

4.   Med forbehold af artikel 35, stk. 7 i traktaten om Den Europæiske Union, underretter en medlemsstat, der har oplevet gentagne vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af artikel 25 i denne rammeafgørelse, som ikke er blevet løst under bilaterale høringer, Rådet og Kommissionen om sine vanskeligheder. Kommissionen udarbejder på grundlag af disse oplysninger og eventuelle andre oplysninger, som den råder over, en rapport, der ledsages af eventuelle initiativer, den måtte anse for hensigtsmæssige med henblik på at løse disse vanskeligheder.

5.   Senest den 5. december 2013 udarbejder Kommissionen på grundlag af de modtagne oplysninger en rapport, der ledsages af eventuelle initiativer, den måtte anse for hensigtsmæssige. Rådet tager navnlig artikel 25 op til revision på grundlag af eventuelle rapporter fra Kommissionen og eventuelle initiativer og overvejer, om den skal erstattes af mere specifikke bestemmelser.

Artikel 30

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2008.

På Rådets vegne

M. ALLIOT-MARIE

Formand


(1)  EFT C 12 af 15.1.2001, s. 10.

(2)  EUT C 53 af 3.3.2005, s. 1.

(3)  EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1.

(4)  EUT L 251 af 3.10.2003, s. 12.

(5)  EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44.

(6)  EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77.

(7)  EUT L 76 af 22.3.2005, s. 16.

(8)  EUT L 328 af 24.11.2006, s. 59.

(9)  EFT L 191 af 7.7.1998, s. 4.

(10)  EFT C 316 af 27.11.1995, s. 49.


BILAG I

Image

Image

Image

Image

Image

Image


BILAG II

MEDDELELSE TIL DEN DOMFÆLDTE

Det meddeles herved, at … (den kompetente myndighed i udstedelsesstaten) har besluttet at fremsende dommen afsagt af … (den kompetente ret i udstedelsesstaten) dateret den … (datoen for dommen) … (sagsnummeret, hvis et sådant findes) til … (fuldbyrdelsesstaten) med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den idømte sanktion i overensstemmelse med den nationale lovgivning til gennemførelse af Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union.

Sanktionen fuldbyrdes i henhold til lovgivningen i … (fuldbyrdelsesstaten). Det tilkommer denne stats myndigheder at træffe afgørelse om fuldbyrdelsesprocedurerne og fastlægge alle foranstaltninger i forbindelse hermed, herunder grundene til tidlig løsladelse eller prøveløsladelse.

Den kompetente myndighed i … (fuldbyrdelsesstaten) skal trække hele den del af frihedsberøvelsen, som allerede er afsonet i forbindelse med sanktionen, fra den samlede varighed af den frihedsberøvelsesperiode, der skal afsones. Den kompetente myndighed i … (fuldbyrdelsesstaten) kan kun tilpasse sanktionen, hvis dennes varighed eller art er uforenelig med lovgivningen i den pågældende stat. Den tilpassede sanktion må ikke skærpe den sanktion, der er pålagt i … (udstedelsesstaten) for så vidt angår dens art eller varighed.


Berigtigelser

5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/47


Berigtigelse til Rådets direktiv 93/92/EØF af 29. oktober 1993 om montering af lygter og lyssignaler på to- og trehjulede motordrevne køretøjer

( De Europæiske Fællesskabers Tidende L 311 af 14. december 1993 )

Side 37, bilag IV, punkt 6.1.10:

I stedet for:

»6.1.10.

Tilslutningskontrol: tilladt.«

læses:

»6.1.10.

Tilslutningskontrol: påbudt.«

Side 50, bilag V, punkt 6.1.10:

I stedet for:

»6.1.10.

Tilslutningskontrol: tilladt.«

læses:

»6.1.10.

Tilslutningskontrol: påbudt.«

Side 52, bilag V, punkt 6.3.10:

I stedet for:

»6.3.10.

Tilslutningskontrol: tilladt.«

læses:

»6.3.10.

Tilslutningskontrol: påbudt.«

Side 63, bilag VI, punkt 6.1.10:

I stedet for:

»6.1.10.

Tilslutningskontrol: tilladt.«

læses:

»6.1.10.

Tilslutningskontrol: påbudt.«

Side 65, bilag VI, punkt 6.3.10:

I stedet for:

»6.3.10.

Tilslutningskontrol: tilladt.«

læses:

»6.3.10.

Tilslutningskontrol: påbudt.«


5.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/s3


MEDDELELSE TIL LÆSERNE

Institutionerne har besluttet, at der ikke længere skal henvises til den seneste ændring af en given retsakt.

Medmindre andet er angivet, forstås en henvisning til en retsakt i de tekster, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, derfor som en henvisning til retsakten i dens gældende udgave.