16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/1

---

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1000/2008

af 13. oktober 2008

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sulfanilsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 384/96

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (i det følgende benævnt »grundforordningen«), særlig artikel 9 og artikel 11, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Gældende foranstaltninger

(1)

I juli 2002 indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 1339/2002 (2) en endelig antidumpingtold (i det følgende benævnt »de gældende foranstaltninger«) på 21 % på importen af sulfanilsyre henhørende under KN-kode ex 2921 42 10 (Taric-kode 2921421060) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (i det følgende benævnt »Kina«) og en resttold på 18,3 % på importen med oprindelse i Indien. De indførte foranstaltninger var baseret på resultaterne af en antidumpingprocedure, der blev indledt i henhold til grundforordningens artikel 5 (i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«).

(2)	Samtidig pålagde Rådet ved forordning (EF) nr. 1338/2002 (3) en endelig udligningstold på 7,1 % på importen af den samme vare med oprindelse i Indien.

(3)	I forbindelse med ovennævnte antidumping- og udligningsprocedurer godtog Kommissionen ved afgørelse 2002/611/EF (4) et pristilsagn, der blev afgivet af en indisk eksporterende producent, Kokan Synthetics & Chemicals Pvt Ltd, (i det følgende benævnt »Kokan«).

(4)	I februar 2004 øgede Rådet ved forordning (EF) nr. 236/2004 (5) den endelige antidumpingtold på importen af sulfanilsyre med oprindelse i Kina fra 21 % til 33,7 %. Det skete efter en fornyet undersøgelse vedrørende absorption i henhold til grundforordningens artikel 12.

(5)	I december 2003 meddelte Kokan Kommissionen, at virksomheden frivilligt ønskede at trække sit tilsagn tilbage. Kommissionens afgørelse om godtagelse af tilsagnet blev derfor ophævet ved Kommissionens afgørelse 2004/255/EF (6).

(6)

I april 2005 indledte Kommissionen (7) efter en anmodning indgivet af Kokan en delvis fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, og artikel 19 i forordning (EF) nr. 2026/1997 (8) om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt »antisubsidiegrundforordningen«), der alene begrænsede sig til en undersøgelse af, om et efterfølgende tilsagn afgivet af Kokan ville kunne godtages.

(7)	Kommissionen godtog ved afgørelse 2006/37/EF (9) det efterfølgende tilsagn afgivet af Kokan i forbindelse med antidumping- og udligningsprocedurerne vedrørende importen af sulfanilsyre med oprindelse i Indien.

(8)

Samtidig blev forordning (EF) nr. 1338/2002 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af sulfanilsyre med oprindelse i Indien og forordning (EF) nr. 1339/2002 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sulfanilsyre med oprindelse bl.a. i Indien ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 123/2006 (10) for at tage højde for godtagelsen af nævnte tilsagn.

2.   Anmodning om en fornyet undersøgelse

(9)

Den 24. april 2007 modtog Kommissionen efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb af gyldighedsperioden (11) en anmodning om en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Anmodningen blev indgivet af to EF-producenter (i det følgende benævnt »ansøgerne«), der tegner sig for hele den samlede produktion af sulfanilsyre i Fællesskabet.

(10)	Ansøgerne påstod og leverede tilstrækkeligt prima facie-bevis for, at der var sandsynlighed for fortsat og/eller fornyet dumping med deraf følgende skade for EF-erhvervsgrenen med hensyn til importen af sulfanilsyre med oprindelse i Kina og Indien (i det følgende benævnt »de pågældende lande«).

(11)

Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og offentliggjorde den 24. juli 2007 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (12) om indledning af en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

3.   Sideløbende undersøgelser

(12)

Ved en indledningsmeddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 24. juli 2007 (13) indledte Kommissionen også en udløbsundersøgelse i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 18 om udligningsforanstaltninger over for importen af sulfanilsyre med oprindelse i Indien. Undersøgelsen pågår stadig.

(13)

Ved en indledningsmeddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 29. september 2007 (14) indledte Kommissionen på eget initiativ en delvis interimsundersøgelse, der var begrænset til subsidiernes omfang, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 19, da Kommissionen havde tilstrækkelige prima-facie-beviser for, at omstændighederne med hensyn til subsidiering, som foranstaltningerne byggede på, havde ændret sig, og at disse ændringer var af varig karakter. Undersøgelsen pågår stadig.

4.   Undersøgelse

4.1.   Undersøgelsesperiode

(14)

Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007 (i det følgende benævnt »undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra 2003 til udgangen af undersøgelsesperioden (i det følgende benævnt »den betragtede periode«).

4.2.   Parter berørt af undersøgelsen

(15)

Kommissionen underrettede officielt de eksporterende producenter, importører og brugere, som den vidste, var berørt af sagen, samt repræsentanter for eksportlandene og ansøgerne om indledningen af udløbsundersøgelsen. De interesserede parter fik lejlighed til skriftligt at fremsætte deres synspunkter og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden udløbet af fristen i indledningsmeddelelsen.

(16)	Alle berørte parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(17)	Der blev fremsendt spørgeskemaer til alle parter, som man vidste, var berørt af sagen, dvs. til de to EF-producenter og til alle kendte eksporterende producenter, importører og brugere.

(18)	Der blev modtaget besvarelser af spørgeskemaerne fra de to EF-producenter og fra en eksporterende producent i Indien, samt fra fire brugere. Ingen af de eksporterende producenter i Kina og ingen importører besvarede spørgeskemaet eller gav sig selv til kende i løbet af denne undersøgelse.

(19)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige, med henblik på at træffe en afgørelse om sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping med deraf følgende skade samt om Fællesskabets interesser. I den forbindelse aflagde Kommissionen kontrolbesøg hos følgende virksomheder: a) Eksporterende producent i Indien: — Kokan Synthetics & Chemicals Pvt Ltd, Mumbai, Indien b) EF-producenter: — Ardenity, Givet, Frankrig, og — CUF Químicos Industriais, Estarreja, Portugal c) Brugere: — Kemira Germany GmbH, Leverkusen, Tyskland, og — Robama SA, Palafolls, Spanien.

B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

1.   Den pågældende vare

(20)

Den undersøgte vare er den samme som i den oprindelige undersøgelse, dvs. sulfanilsyre, der i øjeblikket klassificeres under KN-kode ex 2921 42 10. Der findes grundlæggende to sulfanilsyrekvaliteter, alt efter renheden: en teknisk kvalitet og en renset kvalitet. Nogle gange sælges den rensede kvalitet desuden i form af et salt af sulfanilsyre. Sulfanilsyre anvendes som råmateriale i produktionen af optiske blegemidler, betontilsætningsstoffer, farvestoffer til levnedsmidler og specialfarvestoffer. Selv om sulfanilsyre har forskellige anvendelser, anser brugerne alle dens kvaliteter og former for at være forholdsvis indbyrdes udskiftelige, og de benyttes på skift i de fleste anvendelser og anses derfor for at være en og samme vare som i den oprindelige undersøgelse.

2.   Samme vare

(21)

Som den oprindelige undersøgelse bekræftede også denne undersøgelse, at sulfanilsyre er en ren råvare, og kvaliteten og de grundlæggende fysiske egenskaber er identiske uanset oprindelseslandet. Den pågældende vare og varer, der fremstilles og sælges af den eksporterende producent på det indiske hjemmemarked og i tredjelande, såvel som varer, der fremstilles og sælges af EF-producenterne på markedet i Fællesskabet, har således samme grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber og i al væsentlighed samme anvendelsesformål og må derfor betragtes som samme vare i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4.

C.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORTSAT OG/ELLER FORNYET DUMPING

(22)	Det blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, undersøgt, om der fandt dumping sted i undersøgelsesperioden, og om foranstaltningernes udløb sandsynligvis ville føre til fortsat eller fornyet dumping.

1.   Indledende bemærkninger

(23)	Det bør bemærkes, at som følge af Fællesskabets udvidelse til 25 medlemsstater i 2004 og til 27 medlemsstater i 2007 kan eksportmængder og importens markedsandele i den foregående undersøgelse og i den nuværende udløbsundersøgelse ikke direkte sammenlignes.

1.1.   Indien

(24)	For at tage hensyn til fortrolige forretningsoplysninger, og da Kokan tegner sig for 100 % af importen med oprindelse i Indien, har det været nødvendigt at gengive de relevante oplysninger i intervaller eller i indekseret form.

(25)

Denne undersøgelse tog sit udgangspunkt i den verificerede besvarelse af spørgeskemaet fra den samarbejdende eksporterende producent i Indien, som fuldt ud samarbejdede i undersøgelsen. Af virksomhedens oplysninger og de tilgængelige Eurostat-data fremgår det, at denne eksporterende producent tegnede sig for hele importen af den pågældende vare i undersøgelsesperioden.

(26)	Det blev konstateret, at der i undersøgelsesperioden blev importeret 800 til 1 000 ton sulfanilsyre fra Indien til Fællesskabet, dvs. ca. 8-10 % af Fællesskabets forbrug. I den oprindelige undersøgelse udgjorde importen fra Indien 1 712 ton.

1.2.   Kina

(27)

Som følge af manglende samarbejde fra de kinesiske eksporterende producenter måtte undersøgelsen af, hvorvidt der på nuværende tidspunkt fandt dumping sted, bygge på de oplysninger, som Kommissionen havde fra andre kilder. I den forbindelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 18 blev der anvendt officielle Eurostat-data for at fastslå importmængder og –priser.

(28)	På grundlag af de tilgængelige oplysninger blev det konstateret, at der i undersøgelsesperioden blev importeret 1 482 ton sulfanilsyre fra Kina til Fællesskabet, dvs. ca. 15 % af EF-forbruget. I den oprindelige undersøgelsesperiode udgjorde importen fra Kina 2 950 ton.

2.   Sandsynligheden for fortsat dumping

2.1.   Indien

(29)	I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 9, blev der anvendt samme metode som i den oprindelige undersøgelse til at fastsætte dumpingmargenen. Dumpingmargenen i den oprindelige undersøgelse blev som bekendt fastsat til 24,6 %.

a)   Normal værdi

(30)

Med hensyn til fastsættelsen af den normale værdi blev det først for den samarbejdende eksporterende producent fastslået, om vedkommendes samlede hjemmemarkedssalg af den pågældende vare var repræsentativt sammenlignet med vedkommendes samlede eksportsalg til Fællesskabet. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, blev hjemmemarkedssalget anset for at være repræsentativt, når det samlede hjemmemarkedssalg udgjorde mindst 5 % af det samlede eksportsalg til Fællesskabet. Undersøgelsen viste, at hjemmemarkedssalget var repræsentativt.

(31)

Efterfølgende udpegedes de pågældende varetyper, der solgtes på hjemmemarkedet af den eksporterende producent, som havde et samlet repræsentativt hjemmemarkedssalg, og som var identiske eller direkte sammenlignelige med de typer, der solgtes med henblik på eksport til Fællesskabet. De kriterier, der blev anvendt til udpegning af de forskellige varetyper, var kvaliteten (renset eller teknisk), formen (syre i pulverform eller natriumsalt) og syrekoncentrationen.

(32)

For hver varetype, der solgtes af den eksporterende producent på hjemmemarkedet, og som blev anset for at være direkte sammenlignelig med den kvalitet, der solgtes med henblik på eksport til Fællesskabet, blev det fastslået, om hjemmemarkedssalget var tilstrækkeligt repræsentativt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget af en bestemt varetype blev anset for tilstrækkeligt repræsentativt, hvis det samlede hjemmemarkedssalg af den pågældende varetype i undersøgelsesperioden udgjorde mindst 5 % af den samlede salgsmængde af den sammenlignelige varetype, der eksporteredes til Fællesskabet. Undersøgelsen viste, at to af de tre typer, der blev eksporteret af den pågældende eksporterende producent, solgtes i repræsentative mængder på hjemmemarkedet.

(33)	Det blev også undersøgt, om virksomhedens hjemmemarkedssalg kunne anses for at have fundet sted i normal handel i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 4.

(34)

Det skete ved for hver af de to typer, der blev solgt i repræsentative mængder, at fastsætte, hvor stor en andel af hjemmemarkedssalget til uafhængige kunder, der ikke var tabsgivende i undersøgelsesperioden. Da over 80 % af salget af disse varetyper på hjemmemarkedet (udtrykt i mængde) ikke var tabsgivende, og den vejede gennemsnitlige salgspris var lig med eller højere end de vejede gennemsnitlige produktionsomkostninger, beregnedes den normale værdi for hver varetype som det vejede gennemsnit af alle salgspriserne på hjemmemarkedet for den pågældende type, der var betalt eller skulle betales af uafhængige kunder, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1.

(35)

For den varetype, der ikke solgtes i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, måtte den normale værdi beregnes. Med henblik på at beregne den normale værdi blev den samarbejdende eksporterende producents egne salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (i det følgende benævnt »SA & G«) og den vejede gennemsnitlige fortjeneste på hjemmemarkedssalget af samme vare i normal handel i undersøgelsesperioden lagt til de gennemsnitlige fremstillingsomkostninger i undersøgelsesperioden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 3 og stk. 6.

b)   Eksportpris

(36)	Det fremgik af undersøgelsen, at den indiske eksporterende producents eksportsalg kun fandt sted til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder i Fællesskabet.

(37)	Eksportprisen blev derfor fastlagt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8, dvs. på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales.

c)   Sammenligning

(38)

Den normale værdi og eksportprisen blev sammenlignet på grundlag af priserne ab fabrik. For at sikre en rimelig sammenligning af den normale værdi og eksportprisen blev der i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, i behørigt omfang korrigeret for forskelle, som påvirkede prisen og prissammenligneligheden. Der blev således foretaget justeringer med hensyn til transport- og forsikringsomkostninger.

d)   Dumpingmargen

(39)

Som fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12, blev den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit for hver type af den pågældende vare, som eksporteredes til Fællesskabet i undersøgelsesperioden, sammenlignet med den vejede gennemsnitlige eksportpris for hver tilsvarende type af den pågældende vare.

(40)	Af sammenligningen fremgik det, at der ikke fandt dumping sted i forbindelse med den samarbejdende eksporterende producent i Indien, som eksporterede til Fællesskabet i undersøgelsesperioden.

(41)

Med hensyn til manglende dumping fra den samarbejdende eksportørs side i undersøgelsesperioden bør det bemærkes, jf. betragtning 7, at som følge af et pristilsagn i undersøgelsesperioden måtte den eksporterende producent overholde et vist prisniveau for eksporten til Fællesskabet. Det blev konstateret for visse transaktioner, at de lå over pristilsagnets minimumsimportpris, men de fleste salgstransaktioner fandt sted til minimumsimportprisen.

2.2.   Kina

(42)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 9, blev der anvendt samme metode som i den oprindelige undersøgelse til at fastsætte dumpingmargenen. Dumpingmargenen i den oprindelige undersøgelse blev som bekendt fastsat til 21 %. Efter en fornyet undersøgelse vedrørende absorption indledt i juni 2003 blev dumpingmargenen imidlertid vurderet igen, og det blev konstateret, at den var steget til 33,7 %, som beskrevet i forordning (EF) nr. 236/2004.

e)   Referenceland

(43)	Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7 er Kina ikke et land med markedsøkonomi, og derfor skal den normale værdi for importen fra Kina bygge på data fra et tredjeland med markedsøkonomi.

(44)	I indledningsmeddelelsen var det planen at anvende Indien som egnet tredjeland med markedsøkonomi i forbindelse med Kinas eksport til Fællesskabet. Indien var også blevet anvendt som referenceland i den oprindelige undersøgelse.

(45)

Ansøgerne foreslog imidlertid, at det ville være mere hensigtsmæssigt at anvende USA som referenceland i dette tilfælde. Det blev anført, at i modsætning til Indien er priserne på sulfanilsyre i USA styret af almindelige markedskræfter. Endvidere blev det indvendt, at processen med at producere sulfanilsyre i USA forløber på en måde, der kan sammenlignes med den kinesiske, og at de mængder, der produceres og sælges i USA, er repræsentative. Desuden anførte ansøgerne, at adgangen til råmaterialer i Indien ikke kan sammenlignes med adgangen til råmaterialer i Kina, da de indiske producenter som følge af deres »Advance License scheme« (ordning for tildeling af forudgående licens) foretrækker at importere råmaterialer frem for at købe materialerne på hjemmemarkedet.

(46)

Med hensyn til forslaget om at anvende USA som referenceland bemærkes det, at USA i en årrække har haft beskyttelsesforanstaltninger i form af antidumpingforanstaltninger over for importen fra Kina og Indien såvel som udligningsforanstaltninger over for importen fra Indien. Af den grund kan det ikke udelukkes, at priserne har været påvirket af disse handelsbeskyttelsesforanstaltninger.

(47)

Med hensyn til adgangen til råmaterialer blev det også konstateret, at indiske producenter af sulfanilsyre køber råmaterialer på hjemmemarkedet. Følgelig kan det ikke fremføres, at adgangen til råmaterialer gør Indien til et uegnet referenceland. Desuden er der flere producenter af sulfanilsyre i Indien, og importen f.eks. fra Kina er også tydelig på markedet. Der er derfor ingen tegn på manglende konkurrence i Indien.

(48)

I lyset af ovenstående og i mangel af andre overbevisende argumenter om ændrede forhold siden den oprindelige undersøgelse konkluderes det, at Indien udgør et egnet referenceland, når det handler om at fastslå normal værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), i forbindelse med denne udløbsundersøgelse.

f)   Fastsættelse af den normale værdi

(49)

Den normale værdi blev fastsat på grundlag af verificerede oplysninger fra den samarbejdende eksporterende producent i referencelandet, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). Nærmere bestemt blev den normale værdi baseret på den pris, der blev betalt eller skulle betales i Indien af ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder for sammenlignelige varetyper, da disse blev anset for at være fremstillet i normal handel.

g)   Eksportpris

(50)	Da de kinesiske eksporterende producenter ikke samarbejdede, var det nødvendigt at basere eksportprisen på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18. Officielle Eurostat-data blev valgt som et passende grundlag for fastsættelse af eksportprisen.

h)   Sammenligning

(51)

Med henblik på at opnå en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der taget behørigt hensyn til forskelle, som kunne berøre prisernes sammenlignelighed. Der blev foretaget justeringer for transport- og forsikringsomkostninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Den normale værdi for indiske priser ab fabrik blev dernæst sammenlignet med den justerede kinesiske eksportpris på samme niveau.

i)   Dumpingmargen

(52)

Det fremgik af sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen, at der fandt dumping sted, og at dumpingmargenen svarede til det beløb, hvormed den normale værdi lå over prisen ved eksport til Fællesskabet. Den konstaterede dumpingmargen i procent udgjorde 15-20 % af prisen, cif Fællesskabets grænse.

3.   Udviklingen i importen, hvis foranstaltningerne ophæves

3.1.   Indien

j)   Indledende bemærkninger

(53)

Da der ikke forekom dumping i undersøgelsesperioden, blev det undersøgt, om der var sandsynlighed for fornyet dumping i Indien, hvis foranstaltningerne blev ophævet. For at vurdere, om der var sandsynlighed for fornyet dumping, undersøgtes Kokans prisadfærd, dvs. virksomhedens priser på andre eksportmarkeder sammenlignet med dens eksportpriser til Fællesskabet og dens hjemmemarkedspriser samt produktion, produktionskapacitet og lagerbeholdninger. Analysen blev baseret på oplysningerne fra spørgeskemabesvarelserne og verificeret hos Kokan i løbet af undersøgelsen.

k)   Forholdet mellem priser i Fællesskabet og priser i Indien

(54)	Priserne på EF-markedet var højere end de priser, der blev opnået af Kokan på hjemmemarkedet i undersøgelsesperioden. Denne udvikling skal imidlertid ses i lyset af, at Kokans eksportpriser var underlagt tilsagnets krav om minimumsimportpris.

l)   Forholdet mellem priserne ved eksport til tredjelande og priserne ved eksport til Fællesskabet og priserne på det indiske hjemmemarked

(55)	Det blev konstateret, at Kokans gennemsnitlige eksportpris over for tredjelande var betydeligt lavere end deres gennemsnitlige eksportpris over for Fællesskabet. Det blev også konstateret, at disse priser var dumpingpriser, da de lå et godt stykke under Kokans priser på hjemmemarkedet.

(56)

Som nævnt i betragtning 7 og 41 var Kokan bundet af et tilsagn om en minimumspris for eksporten til Fællesskabet i undersøgelsesperioden, hvorimod der var fri prisfastsættelse over for kunder i andre tredjelande. Under sådanne forhold er sidstnævnte priser en indikation af det sandsynlige prisniveau for eksporten til Fællesskabet, hvis foranstaltningerne fik lov til at udløbe. Det konkluderedes således, at hvis foranstaltningerne ophæves, formodes Kokan at ville reducere sine eksportpriser til Fællesskabet, og der er sandsynlighed for fornyet dumping på EF-markedet.

m)   Forholdet mellem priserne ved eksport til tredjelande og prisniveauet på EF-markedet

(57)

Det konstateredes også, at priserne ved eksport til tredjelande i gennemsnit var lavere end EF-erhvervsgrenens priser ved salg på EF-markedet. Det betyder, at det fremherskende prisniveau for den pågældende vare på EF-markedet gør dette til et meget attraktivt marked for den eksporterende producent i Indien. Der er således i høj grad et økonomisk incitament til at flytte salget, hvis foranstaltningerne bortfalder, til markedet i Fællesskabet, hvor priserne er højere.

n)   Uudnyttet kapacitet og lagerbeholdninger

(58)

Undersøgelsen afslørede, at den samarbejdende eksporterende producent ikke opbyggede lagre i undersøgelsesperioden. Det blev imidlertid konstateret, at virksomheden ville være i stand til at øge sin produktion, da dens kapacitetsudnyttelse lå på ca. 65 % i undersøgelsesperioden. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det blev konstateret, at den samarbejdende eksporterende producents uudnyttede produktionskapacitet svarede til mere end 30 % af EF-forbruget.

o)   Konklusion om Indien

(59)

Det fremgik klart af undersøgelsen, at prisniveauet i Indien og på markeder i andre tredjelande er betydeligt lavere end prisniveauet på EF-markedet. Hvis de gældende antidumpingforanstaltninger ophæves, vil der være et stærkt incitament for den samarbejdende indiske eksporterende producent til at anvende uudnyttede kapaciteter, men også til at flytte mere salg til EF-markedet og derfor til at fortsætte eksporten selv med øgede mængder. Ovennævnte evaluering tyder på, at den øgede mængdemæssige eksport til Fællesskabet efter al sandsynlighed vil finde sted til dumpingpriser.

3.2.   Kina

p)   Indledende bemærkninger

(60)

Ud over konstateringen af dumping i undersøgelsesperioden undersøgtes også sandsynligheden for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne ophæves. Da de kinesiske eksporterende producenter ikke samarbejdede, bygger nedennævnte konklusioner på de tilgængelige oplysninger, dvs. oplysninger fra ansøgerne, jf. grundforordningens artikel 18, og Eurostat-data.

q)   Produktionskapacitet

(61)

Offentligt tilgængelige oplysninger viser, at den kinesiske produktionsmængde er på ca. 22 000 tons, hvilket er mere end det dobbelte af EF-forbruget i undersøgelsesperioden. Da de kinesiske eksporterende producenter ikke samarbejdede, forelå der ingen oplysninger om uudnyttede kapaciteter i Kina. Ifølge de tilgængelige oplysninger har de kinesiske producenter imidlertid evnen til at anvende den relativt enkle batchproces, der i øjeblikket anvendes til at fremstille specialfarvestoffer og kemikalier, til at kunne producere sulfanilsyre. Desuden har EF-markedet som nævnt i betragtning 63 i mange år været et attraktivt marked for kinesiske eksportører. Det er derfor rimeligt at formode, at eventuelle uudnyttede kapaciteter i Kina vil blive anvendt til at kanalisere yderligere mængder til EF-markedet, og/eller at den eksisterende produktion, som øges ved produktionsomlægninger mellem specialfarvestoffer og kemikalier, vil blive omdirigeret til Fællesskabet, hvis de gældende antidumpingforanstaltninger ophæves.

r)   Forholdet mellem priserne ved eksport til tredjelande og priserne ved eksport til Fællesskabet

(62)

I henhold til de tilgængelige oplysninger var de kinesiske priser ved eksport til tredjelande lavere end de kinesiske priser ved eksport til Fællesskabet i undersøgelsesperioden. Hvis foranstaltningerne ophæves, er der følgelig stor sandsynlighed for, at de kinesiske eksportører vil omdirigere deres nuværende tredjelandseksport til EF-markedet, og at det fortsat vil ske til dumpingpriser.

s)   Absorptionspraksis

(63)

Som fastslået ved forordning (EF) nr. 236/2004 blev det konstateret, at der havde fundet absorption af antidumpingtolden sted, for så vidt angår eksporten fra Kina til Fællesskabet. Denne praksis viste, at EF-markedet fortsat var attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter. Da det blev konstateret, at eksporten havde fundet sted til dumpingpriser i undersøgelsesperioden, kan det konkluderes, at der er sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne får lov til at udløbe, og at eksportmængderne sandsynligvis vil stige.

t)   Konklusion om Kina

(64)

Undersøgelsen viste, at de kinesiske eksportører fortsatte deres dumpingpraksis på et betydeligt niveau i undersøgelsesperioden. Ud fra resultaterne i betragtning 62 og 63 konkluderes det, at der er sandsynlighed for fortsat betydelig dumping, hvis de gældende foranstaltninger ophæves. Der er også sandsynlighed for, at omfanget af dumpingimporten vil stige betydeligt, hvis foranstaltningerne ophæves.

4.   Konklusion vedrørende sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping

(65)	Ud fra ovenstående konkluderes det, at der er sandsynlighed for fortsat dumping, for så vidt angår de kinesiske eksportører, og sandsynlighed for fornyet dumping, for så vidt angår de indiske eksporterende producenter, hvis foranstaltningerne ophæves.

D.   DEFINITION AF EF-ERHVERVSGRENEN

(66)	Samme vare fremstilles i Fællesskabet af to producenter, der formodes at tegne sig for den samlede produktion af samme vare i Fællesskabet, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(67)	Det bør bemærkes, at siden den oprindelige undersøgelse har virksomhederne »Sorochimie Chimie Fine« og »Quimigal SA« fået nye navne; førstnævnte hedder »Ardenity« og sidstnævnte »CUF Químicos Industriais«.

(68)	Disse to producenter samarbejdede i undersøgelsen og støttede anmodningen om en fornyet undersøgelse. De udgør EF-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4.

E.   SITUATIONEN PÅ EF-MARKEDET

1.   Forbruget på EF-markedet

(69)	Forbruget i Fællesskabet blev beregnet på grundlag af: — Eurostat-oplysninger om importen af den pågældende vare til EF-markedet — spørgeskemabesvarelsernes oplysninger om EF-erhvervsgrenens samlede salg på EF-markedet.

(70)

Forbruget af sulfanilsyre i Fællesskabet var på ca. 10 000 tons i undersøgelsesperioden. I den betragtede periode blev der konstateret et fald i forbruget på 6 %. Tabel 1 Forbruget på markedet i Fællesskabet   2003 2004 2005 2006 UP Forbrug (tons) 10 684 10 443 10 899 9 939 9 997 Indeks 100 98 102 93 94

2.   Den nuværende import fra de pågældende lande

(71)	For at tage hensyn til fortrolige forretningsoplysninger, og da Kokan tegner sig for 100 % af importen med oprindelse i Indien, og EF-erhvervsgrenen kun består af to producenter, har det været nødvendigt at gengive de relevante oplysninger i tabel 2 til 5 i indekseret form.

2.1.   Importmængde og markedsandel for den pågældende import i undersøgelsesperioden

(72)

Udviklingen i mængder og markedsandele for så vidt angår importen fra Kina og Indien fremgår af tabellerne nedenfor. Oplysninger om importmængden er baseret på Eurostat-data. Tabel 2 Import fra de pågældende lande Import (indeks) 2003 2004 2005 2006 UP Kina 100 106 128 86 84 Indien 100 54 59 56 60 De pågældende lande i alt 100 81 95 72 73 Kilde: Eurostat. Tabel 3 De pågældende landes markedsandel Markedsandel (indeks) 2003 2004 2005 2006 UP Kina 100 109 126 92 90 Indien 100 55 58 60 64 De pågældende lande i alt 100 83 94 77 78

(73)	Importen fra de pågældende lande faldt med 27 % i den betragtede periode. De pågældende landes markedsandel faldt med 22 % mellem 2003 og undersøgelsesperioden.

(74)	Hvis man betragter hvert land enkeltvis, faldt importmængden fra Indien med 40 % mellem 2003 og undersøgelsesperioden, og markedsandelen for den indiske import faldt med 36 %.

(75)	Importmængden med oprindelse i Kina faldt med 16 % i den betragtede periode, og markedsandelen faldt med 10 % i den samme periode.

2.2.   Prisudvikling og prisadfærd for så vidt angår importen af den pågældende vare

Tabel 4

Priserne på den pågældende import

Enhedspriser (EUR/ton)	2003	2004	2005	2006	UP
Kina	773	876	1 138	1 128	1 040
Indeks	100	113	147	146	135
Indien (indekseret)	100	85	96	110	111
De pågældende lande i alt	956	910	1 131	1 180	1 138
Indeks	100	95	118	123	119
Kilde: Eurostat.

(76)	Gennemsnitsprisen på den pågældende import med oprindelse i Kina steg med 35 % i den betragtede periode. I den samme periode steg gennemsnitsprisen på den pågældende import med oprindelse i Indien med 11 %.

(77)

Med henblik på beregning af prisunderbuddet i undersøgelsesperioden blev EF-erhvervsgrenens priser ab fabrik til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder sammenlignet med importpriserne, cif Fællesskabets grænse, fra de pågældende lande og behørigt justeret for at afspejle hjemtagelsesprisen. Denne justering fandt sted ved at øge priserne med den normale told og omkostninger efter import for både Kina og Indien og ved yderligere at øge de kinesiske priser med antidumpingtolden. Sammenligningen viste, at de justerede kinesiske og indiske priser ikke underbød EF-erhvervsgrenens priser.

3.   Import fra andre tredjelande

Tabel 5

Import fra andre tredjelande

Resten af verden	2003	2004	2005	2006	UP
Import (indeks)	100	80	100	97	97
Markedsandel (indeks)	100	82	98	104	104
Gennemsnitspris (EUR pr. ton)	935	927	1 100	1 255	1 285
Indeks	100	99	118	134	137
Kilde: Eurostat.

(78)	Importmængden fra andre tredjelande gik lidt tilbage med 3 % i den betragtede periode. Set i lyset af nedgangen i efterspørgslen steg deres markedsandel imidlertid med 0,7 procentpoint. Det største eksportland, dvs. USA, tegnede sig for det meste af denne import i den betragtede periode.

(79)	Priserne på sulfanilsyre fra andre tredjelande var lidt lavere end EF-erhvervsgrenens priser og fulgte den indiske prisudvikling fra 2005 og fremad.

4.   EF-erhvervsgrenens økonomiske situation

a)   Indledende bemærkninger

(80)	For at tage hensyn til fortrolige forretningsoplysninger har det været nødvendigt at gengive oplysningerne om de to virksomheder, der udgør EF-erhvervsgrenen, i indekseret form.

(81)	I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, blev alle relevante økonomiske faktorer og indekser i forbindelse med EF-erhvervsgrenen undersøgt.

b)   Data vedrørende EF-erhvervsgrenen

—   Produktion, installeret produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelsesgrad

Tabel 6

Produktion, installeret produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelsesgrad

	2003	2004	2005	2006	UP
Kapacitet i ton (indeks)	100	100	100	105	112
Produktion i ton (indeks)	100	119	115	115	117
Kapacitetsudnyttelse (indeks)	100	119	115	109	105
Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

(82)

EF-erhvervsgrenens produktionsniveau i undersøgelsesperioden var 17 % højere end det niveau, der blev registreret i begyndelsen af den betragtede periode. EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet steg også i den betragtede periode med 12 %, som følge af at én EF-producent øgede sin kapacitet gennem investeringer i udstyr for at producere sulfanilsyre i renset kvalitet. Kombinationen af disse to faktorer medførte en samlet stigning i EF-erhvervsgrenens kapacitetsudnyttelsesgrad i den betragtede periode. Det bør også bemærkes, at EF-erhvervsgrenen opnåede et tilfredsstillende niveau for kapacitetsudnyttelsen (omkring 75-80 %) i undersøgelsesperioden.

—   Lagerbeholdninger

(83)

EF-erhvervsgrenens ultimolagre faldt i løbet af den betragtede periode med 22 %. Lagrene faldt betydeligt i 2004 og 2005, men steg gradvist i 2006 og i undersøgelsesperioden. Tabel 7 Slutlagrene udtrykt i mængde   2003 2004 2005 2006 UP Lagre i ton (indeks) 100 35 38 64 78 Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

—   Salgsmængde, markedsandel og vækst

(84)

Salgsmængden for EF-erhvervsgrenen i undersøgelsesperioden lå 5 % højere sammenlignet med begyndelsen af den betragtede periode. Da forbruget i Fællesskabet faldt med 6 % i den betragtede periode (jf. betragtning 70), steg EF-erhvervsgrenens markedsandel med 12 % i løbet af den samme periode. Nærmere bestemt øgede EF-erhvervsgrenen sin markedsandel med ca. 7 procentpoint i den betragtede periode. EF-erhvervsgrenen havde en markedsandel på mere end 50 % i den betragtede periode. Tabel 8 Salgsmængde og markedsandel   2003 2004 2005 2006 UP Salgsmængde (tons) (indeks) 100 114 107 105 105 Markedsandel i % (indeks) 100 116 105 113 112 Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

(85)	Det skal bemærkes, at faldet i EF-forbruget i 2006 og i undersøgelsesperioden i nogen grad påvirkede væksten i EF-erhvervsgrenen. Stigningen i markedsandelen skyldes næsten lige så meget en stigning i salgsmængden som et fald i forbruget i slutningen af den betragtede periode.

—   Faktorer, der påvirker priserne i Fællesskabet

(86)

EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser steg kraftigt med 26 % i den betragtede periode. Udviklingen siden 2005 synes især at afspejle virkningerne af de antiabsorptionsforanstaltninger, der blev indført i 2004. EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser steg kraftigt mellem 2004 og 2005 og forblev derefter ret stabile. Denne stigning skete imidlertid ikke i samme tempo som stigningen i prisen på anilin, der er det vigtigste råmateriale i produktionen af sulfanilsyre. Anilin, som er et afledt produkt af benzen, udgjorde ca. 50 % af de samlede fremstillingsomkostninger i undersøgelsesperioden og steg med ca. 45 % mellem 2003 og undersøgelsesperioden. Tabel 9 Salgspriser   2003 2004 2005 2006 UP Gennemsnitlig salgspris (indeks) 100 104 124 125 126 Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

—   Beskæftigelse og produktivitet

(87)

Beskæftigelsesniveauet i EF-erhvervsgrenen faldt med 9 % mellem 2003 og undersøgelsesperioden, mens produktionen steg, hvilket afspejler en stigning i EF-erhvervsgrenens produktivitet og konkurrenceevne. Den gennemsnitlige omkostning pr. ansat steg imidlertid med 15 % i samme periode. Tabel 10 Beskæftigelse og produktivitet   2003 2004 2005 2006 UP Beskæftigelse (indeks) 100 96 96 98 91 Produktivitet (indeks) 100 125 120 117 129 Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger (indeks) 100 82 94 106 115 Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

—   Rentabilitet

Tabel 11

Rentabilitet

	2003	2004	2005	2006	UP
Indeks	100	–1 286	1 519	335	191
Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

(88)

EF-erhvervsgrenens rentabilitet var med undtagelse af 2005 på ca. eller under 1 % af omsætningen. Der blev noteret store tab i 2004, hvorimod EF-erhvervsgrenen noterede fortjenester i 2005, 2006 og i undersøgelsesperioden. I betragtning af at EF-erhvervsgrenens rentabilitet var markant lav i 2003, førte den synlige stigning for den betragtede periode til et rentabilitetsniveau, der stadig lå langt under det niveau, der ville være acceptabelt for den type erhvervsgren.

(89)

Det skal også bemærkes, at EF-erhvervsgrenens rentabilitet var påvirket af prisudviklingen på råmaterialerne. De gennemsnitlige produktionsomkostninger øgedes med 25 % mellem 2003 og UP. Som nævnt i betragtning 86 er anilin det centrale element i sulfanilsyreproduktionen, og det tegner sig for ca. halvdelen af fremstillingsomkostningerne. I betragtning af at anilinpriserne steg betydeligt i 2004, var EF-erhvervsgrenen ikke i stand til at vælte denne prisstigning over på kunderne og pådrog sig tab. EF-erhvervsgrenens situation forbedredes i 2005, da priserne på anilin stabiliserede sig, og EF-erhvervsgrenen var i stand til at øge sine priser på sulfanilsyre i det omfang, det var nødvendigt for at dække de stigende råmaterialepriser. I 2006 og i undersøgelsesperioden faldt EF-erhvervsgrenens rentabilitet som følge af nye prisstigninger på anilin til et niveau på under 1 % af omsætningen.

—   Investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital

Tabel 12

Investeringer og investeringsafkast

	2003	2004	2005	2006	UP
Investeringer (indeks)	100	39	57	255	305
Investeringsafkast (indeks)	100	–1 779	2 498	420	224
Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

(90)

EF-erhvervsgrenen fortsatte med at investere i sine sulfanilsyreaktiviteter i hele den betragtede periode. I 2006 og i undersøgelsesperioden foretog én EF-producent investeringer for at øge sin kapacitet inden for produktionen af sulfanilsyre af renset kvalitet ud over de investeringer, der hovedsagelig tog sigte på vedligeholdelse af eksisterende anlægsaktiver. Det bør dog bemærkes, at denne nye kapacitet først forventes at være fuldt operationel fra 2008.

(91)

Da EF-erhvervsgrenen havde en lav fortjeneste i hele den betragtede periode, forblev investeringsafkastet, som viser resultatet før skat udtrykt i procent af den gennemsnitlige bogførte nettoværdi ved regnskabsårets begyndelse og slutning af de aktiver, der er anvendt i produktionen af sulfanilsyre, også meget lavt, dvs. ca. 2 % i undersøgelsesperioden.

(92)

Det fremgik af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenens kapitalbehov blev påvirket negativt af den vanskelige finansielle situation. Selv om én af disse EF-producenter er en del af en stor koncern, dækkes kapitalbehovene ikke altid i fornødent omfang, da finansielle ressourcer, i denne koncern, generelt tildeles de mest rentable enheder.

—   Likviditet

(93)

Likviditeten faldt betydeligt med 85 % mellem 2003 og undersøgelsesperioden, men er fortsat positiv. Likviditeten følger ikke rentabilitetens udvikling, da den blev påvirket af kontantløse elementer, så som afskrivning og lagerbevægelser. Tabel 13 Likviditet Likviditet 2003 2004 2005 2006 UP Indeks 100 41 64 32 15 Kilde: EF-erhvervsgrenens besvarelser af spørgeskemaer.

5.   Konklusion

(94)

Mellem 2003 og undersøgelsesperioden udviklede de fleste indikatorer vedrørende EF-erhvervsgrenen sig i positiv retning: salgsmængder, kapacitetsudnyttelse, produktionsmængder, slutlagre, produktivitet, investeringer og investeringsafkast. Rentabiliteten forblev imidlertid på under 1 % af omsætningen i undersøgelsesperioden.

(95)	EF-erhvervsgrenen har draget nytte af en stigning i enhedsprisen for sulfanilsyre især fra 2004 til slutningen af undersøgelsesperioden. Stigningen i salgsprisen kunne imidlertid ikke helt kompensere for stigningen i produktionsomkostningerne, og fortjenstmargenerne faldt derfor.

(96)	Dertil kommer, at faldet i EF-forbruget i 2006 og i undersøgelsesperioden i nogen grad forhindrede EF-erhvervsgrenen i at genrejse sig.

(97)

Generelt bliver det klart, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger gjorde det muligt for EF-erhvervsgrenen at stabilisere sig, men ikke at genrejse sig fuldstændigt efter den skade, den var blevet påført, som følge af den fortsatte import til dumpingpriser fra Kina såvel som stigningen i råmaterialeomkostningerne, som EF-erhvervsgrenen ikke var i stand til at vælte over på sine kunder. Ikke desto mindre fremgik det af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenen begyndte at investere i nyt udstyr i den betragtede periode.

(98)

I lyset af ovennævnte analyse kom det frem, at mængdeindikatorerne udviklede sig positivt i den betragtede periode på den ene side. På den anden side viste de finansielle indikatorer i forbindelse med EF-erhvervsgrenen, som f.eks. rentabilitet og likviditet, at EF-erhvervsgrenen stadig befinder sig i en sårbar økonomisk situation. Det konkluderes derfor, at EF-erhvervsgrenen ikke helt kunne genrejse sig efter den skadevoldende dumping.

F.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORNYET SKADE

1.   Generelt

(99)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, blev der foretaget en analyse af sandsynligheden for fornyet skade, hvis foranstaltningerne ophæves. I den forbindelse blev den sandsynlige udvikling inden for eksportmængder og -priser i de pågældende lande undersøgt nærmere såvel som deres sandsynlige indvirkning på EF-erhvervsgrenens situation, hvis der ikke fandtes foranstaltninger.

2.   Udviklingen inden for importmængder og -priser fra de pågældende lande, hvis foranstaltningerne ophæves

(100)

Der mindes om, at selv med de gældende antidumpingforanstaltninger tegnede importen fra de pågældende lande sig for en markedsandel på 24,6 % i undersøgelsesperioden.

(101)

Af undersøgelsen fremgik det, at den samarbejdende indiske eksporterende producent har en betydelig uudnyttet kapacitet, der svarer til mere end 30 % af EF-forbruget. Dertil kommer, at Kommissionens oplysninger viste, at den nuværende produktion af sulfanilsyre i Kina er på ca. 22 000 ton, hvilket svarer til mere end det dobbelte af Fællesskabets forbrug. Af de samme oplysninger fremgår det også, at de kinesiske producenter nemt kan omlægge produktionen fra specialfarvestoffer og kemikalier til sulfanilsyre. Denne kapacitet, som kan være til stede i de pågældende lande, er et tegn på, at de eksporterende producenter har mulighed for at øge deres nuværende produktion og dermed også deres eksport af sulfanilsyre til Fællesskabet.

(102)

Det bemærkes også, at Fællesskabets forbrug gik lidt tilbage i den betragtede periode, og at det ikke forventes, at efterspørgslen i de næste par år vil være af en sådan art, at den absorberer den potentielle stigning i importen fra Kina og Indien, hvis foranstaltningerne bringes til ophør. I et sådant perspektiv vil eksporten af sulfanilsyre fra Kina og Indien med stor sandsynlighed erstatte en stor del af EF-erhvervsgrenens salg, da importpriserne sandsynligvis vil være lavere.

(103)

Af undersøgelsen fremgik det, at EF-markedet fortsat er attraktivt for både kinesiske og indiske eksporterende producenter. Som anført i betragtning 57 og 62 blev det konstateret, at den gennemsnitlige eksportpris for salg fra Indien og Kina til andre tredjelande var væsentligt lavere end den gennemsnitlige eksportpris til Fællesskabet. Til trods for, at der ikke blev konstateret prisunderbud for kinesiske og indiske eksportpriser efter justering for gældende antidumpingtold og normal told, konstateredes det, at de kinesiske og indiske cif-eksportpriser gennemsnitligt lå betydeligt lavere (ca. 18 %) end EF-erhvervsgrenens gennemsnitspris. Derfor er det sandsynligt, at importen af sulfanilsyre fra de pågældende lande til Fællesskabet uden foranstaltninger vil stige betydeligt set i lyset af i) uudnyttet kapacitet (dvs. Indien), ii) omdirigering til EF-markedet af eksporten til andre tredjelande og iii) mulighed for at omlægge produktionen fra specialfarvestoffer og kemikalier til sulfanilsyre (dvs. Kina), til prisniveauer betydeligt under det nuværende prisniveau i Fællesskabet.

3.   Konklusion vedrørende sandsynligheden for fornyet skade

(104)

Ud fra ovenstående kan det konkluderes, at hvis foranstaltningerne udløber, vil importen til EF-markedet fra de pågældende lande med stor sandsynlighed finde sted i store mængder og til dumpingpriser, som vil være under EF-erhvervsgrenens priser. Det vil med al sandsynlighed have en prisdæmpende virkning på EF-markedet med en forventet negativ indvirkning på EF-erhvervsgrenens økonomiske situation. Det vil især hindre det økonomiske opsving, som blev opnået i den betragtede periode, og sandsynligvis medføre fornyet skade.

G.   FÆLLESSKABETS INTERESSER

1.   Indledning

(105)

Det blev i henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgt, om det ville stride imod Fællesskabets interesser som helhed at opretholde de gældende antidumpingforanstaltninger. Spørgsmålet om Fællesskabets interesser blev afgjort på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede interesser.

(106)

Da nærværende undersøgelse er en fornyet undersøgelse med analyse af en situation, hvor der allerede har været antidumpingforanstaltninger gældende, giver det endvidere mulighed for at foretage en vurdering af eventuelle uønskede negative virkninger for de pågældende parter af de gældende antidumpingforanstaltninger.

(107)

På dette grundlag blev det undersøgt, om der trods konklusionerne om sandsynligheden for fornyet skadevoldende dumping var tvingende grunde til at konkludere, at det ikke er i Fællesskabets interesse at opretholde foranstaltninger i dette særlige tilfælde.

2.   EF-erhvervsgrenens interesser

(108)

Det kan med rimelighed forventes, at EF-erhvervsgrenen vil fortsætte med at drage fordel af de nuværende foranstaltninger og komme yderligere på fode ved at genvinde markedsandele og forbedre rentabiliteten. Opretholdes foranstaltningerne ikke, er det sandsynligt, at EF-erhvervsgrenen igen vil begynde at lide skade som følge af øget import til dumpingpriser fra de pågældende lande, og dens nuværende sårbare finansielle situation vil blive forværret.

(109)

Kort sagt, kan det konkluderes, at en opretholdelse af foranstaltningerne vil være i EF-erhvervsgrenens interesse.

3.   Importørernes interesser

(110)

Som bekendt blev det konstateret i den oprindelige undersøgelse, at indførelsen af foranstaltninger ikke ville få stor betydning for Fællesskabets forhandlere af sulfanilsyre. Som nævnt ovenfor samarbejdede ingen importører i forbindelse med denne undersøgelse. Derfor blev der ikke fremlagt nogen tvingende grunde, der kunne vække formodning om, at indførelsen af foranstaltninger ville være i modstrid med importørernes interesser.

4.   Brugernes interesser

(111)

Kommissionen udsendte spørgeskemaer til alle 31 kendte brugere, og kun fire indsendte en besvarelse af spørgeskemaet. Kommissionen modtog tre besvarelser af spørgeskemaet fra EF-producenter af optiske blegemidler og en spørgeskemabesvarelse fra en virksomhed, der fremstiller farver. Men disse brugeres oplysninger om virkningen af foranstaltningerne og den andel, som sulfanilsyre udgjorde af deres fremstillingsomkostninger, gav ingen mening.

(112)

Mængden af den pågældende vare, som blev importeret af disse fire brugere, udgjorde 47,3 % af Fællesskabets samlede import. Da disse fire brugere indkøber betydelige mængder af sulfanilsyre hos EF-erhvervsgrenen, tegnede de sig desuden generelt for ca. 40 % af Fællesskabets forbrug i undersøgelsesperioden.

(113)

Tre brugere fremsatte de samme bemærkninger og var imod opretholdelsen af foranstaltninger med den begrundelse, at EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet er utilstrækkelig til at dække efterspørgslen på hjemmemarkedet, og at foranstaltningerne skader konkurrenceevnen for varer i senere omsætningsled. Den fjerde bruger forblev tavs om, hvorvidt den pågældende gik ind for eller var imod foranstaltningerne.

(114)

Hvad angår leverancesituationen på EF-markedet skal det bemærkes, at den nuværende produktionskapacitet hos EF-erhvervsgrenen ville kunne dække omkring 80 % af efterspørgslen i Fællesskabet. Det skal også understreges, at EF-erhvervsgrenen har investeret i nye produktionsanlæg for at øge sin produktion af sulfanilsyre af renset kvalitet. Under alle omstændigheder er hensigten med foranstaltningerne ikke at forhindre import fra de pågældende lande til EF-markedet, men at sikre, at den ikke foregår til dumpingpriser og skadevoldende priser. Det forventes derfor, at importen fra de pågældende lande fortsat vil komme ind på markedet, sådan som det har været tilfældet efter indførelsen af foranstaltninger i 2002.

(115)

Det bør også bemærkes, at produktionen af sulfanilsyre udenfor Fællesskabet nu er begrænset til få lande i verden, som f.eks. Indien, Kina og USA. Det er derfor vigtigt, at EF-erhvervsgrenen har mulighed for at operere på effektive konkurrencevilkår, så alle brugerne i Fællesskabet fortsat har adgang til hjemlige leverancer af varen.

(116)

Med hensyn til brugernes konkurrenceevne bør det bemærkes, at trods manglen på oplysninger fra brugerne i forbindelse med denne undersøgelse fremgik det af den oprindelige undersøgelse, at antidumpingforanstaltningerne ville øge de samlede omkostninger ved optiske blegemidler og farvestoffer, der indeholder sulfanilsyre, med under 1 %.

(117)

På baggrund af ovenstående anses det også i forbindelse med denne udløbsundersøgelse for at forholde sig således, at opretholdelsen af de gældende foranstaltninger ikke vil have væsentlig negativ indvirkning på brugernes situation.

5.   Konklusion om Fællesskabets interesser

(118)

Kommissionen drager den konklusion af ovenstående, at der ikke findes nogen tvingende grund til ikke at opretholde de nuværende antidumpingforanstaltninger.

H.   ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(119)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale, at de gældende foranstaltninger opretholdes. De fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger og kommentarer. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger, der var af en sådan art, at de kunne ændre ovennævnte konklusioner.

(120)

På baggrund af konklusionerne vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping i forbindelse med importen af sulfanilsyre fra Kina, sandsynligheden for fornyet dumping med hensyn til importen fra Indien og sandsynligheden for fornyet skade og Fællesskabets interesser, bør antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af sulfanilsyre opretholdes for at forhindre, at dumpingimporten forvolder EF-erhvervsgrenen fornyet skade.

(121)

Toldsatsen vil ikke finde anvendelse på importen af den pågældende vare fremstillet og solgt til eksport til Fællesskabet af en indisk virksomhed, hvorfra der er godtaget et tilsagn ved Kommissionens afgørelse 2006/37/EF —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af sulfanilsyre henhørende under KN-kode ex 2921 42 10 (Taric-kode 2921421060) med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, for den i stk. 1 anførte vare:

Land	Endelig told (%)
Folkerepublikken Kina	33,7
Indien	18,3

3.   Uanset bestemmelserne i stk. 1, finder den endelige antidumpingtold ikke anvendelse på import, der er overgået til fri omsætning i overensstemmelse med artikel 2.

4.   Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

1.   Importerede varer, der er angivet til overgang til fri omsætning og faktureret af virksomheder, som har afgivet tilsagn, der er godtaget af Kommissionen, og hvis navne er opført i afgørelse 2006/37/EF, med eventuelle ændringer, undtages fra den ved artikel 1 indførte antidumpingtold, forudsat at:

—	varerne er fremstillet, afsendt og faktureret direkte af de nævnte virksomheder til den første uafhængige kunde i Fællesskabet, samt

—	sådan import er ledsaget af en tilsagnsfaktura, der er en handelsfaktura, som indeholder mindst de oplysninger og den erklæring, der er angivet i bilaget til denne forordning, samt

—	de varer, der er angivet og frembudt for toldmyndighederne, svarer nøjagtigt til beskrivelsen i tilsagnsfakturaen.

2.   Der opstår toldskyld på tidspunktet for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning, hvis det i forbindelse med de varer, der er beskrevet i artikel 1 og fritaget for tolden på de betingelser, der er angivet i stk. 1, fastslås, at en eller flere af de pågældende betingelser ikke er opfyldt. Betingelsen i stk. 1, andet led, anses for ikke at være opfyldt, hvis det konstateres, at tilsagnsfakturaen ikke svarer til bestemmelserne i bilaget, eller det konstateres, at den ikke er autentisk, eller såfremt Kommissionen har trukket sin godtagelse af tilsagnet tilbage i medfør af artikel 8, stk. 9, i forordning (EF) nr. 384/96 eller artikel 13, stk. 9, i antisubsidiegrundforordningen i en forordning eller afgørelse, som henviser til en eller flere særlige transaktioner og erklærer, at den/de pågældende tilsagnsfaktura(er) er ugyldig(e).

3.   Importørerne skal som en normal handelsrisiko acceptere, at en parts manglende opfyldelse af en eller flere af de betingelser, der er angivet i stk. 1 og yderligere defineret i stk. 2, kan give anledning til, at der opstår toldskyld i henhold til artikel 201 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (15). Den opståede toldskyld skal inddrives, når Kommissionen har trukket sin godtagelse af tilsagnet tilbage.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(2)  EFT L 196 af 25.7.2002, s. 11.

(3)  EFT L 196 af 25.7.2002, s. 1.

(4)  EFT L 196 af 25.7.2002, s. 36.

(5)  EUT L 40 af 12.2.2004, s. 17.

(6)  EUT L 80 af 18.3.2004, s. 29.

(7)  EUT C 101 af 27.4.2005, s. 34.

(8)  EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1.

(9)  EUT L 22 af 26.1.2006, s. 52.

(10)  EUT L 22 af 26.1.2006, s. 5.

(11)  EUT C 272 af 9.11.2006, s. 18.

(12)  EUT C 171 af 24.7.2007, s. 18.

(13)  EUT C 171 af 24.7.2007, s. 14.

(14)  EUT C 229 af 29.9.2007, s. 9.

(15)  EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.

---

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/18

---

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1001/2008

af 13. oktober 2008

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse rørfittings af jern eller stål med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 384/96

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (i det følgende benævnt »grundforordningen«), særlig artikel 9 og artikel 11, stk. 2,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Gældende foranstaltninger

(1)

I august 2002 indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 1514/2002 (2) (i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«) endelige dumpingforanstaltninger på importen af visse rørfittings (i det følgende benævnt »den pågældende vare«) med oprindelse i bl.a. Republikken Korea og Malaysia (i det følgende benævnt »de pågældende lande«). Følgende antidumpingtold finder anvendelse på Malaysia: 59,2 % for Anggerik Laksana Sdn Bhd og 75 % for alle andre virksomheder; for Republikken Korea er tolden på 44 % for alle virksomheder.

(2)

Uden for rammerne af denne undersøgelse er eksport fra Folkerepublikken Kina (en antidumpingtold på 58,6 %) og Thailand (en antidumpingtold på 58,9 %) ved Rådets forordning (EF) nr. 964/2003 (3) for nærværende pålagt antidumpingforanstaltninger, som to virksomheder i Thailand og varer afsendt fra Taiwan, uanset om varerne er angivet med oprindelse i Taiwan eller ej, dog er fritaget for. Foranstaltningerne for den pågældende vare med oprindelse i Kina blev udvidet til at omfatte import af samme vare afsendt fra Indonesien (Rådets forordning (EF) nr. 2052/2004 (4), Sri Lanka (Rådets forordning (EF) nr. 2053/2004 (5) og Filippinerne (Rådets forordning (EF) nr. 655/2006 (6), uanset om de er angivet med oprindelse i Indonesien, Sri Lanka og Filippinerne eller ej.

2.   Anmodning om en fornyet undersøgelse

(3)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (7) af de gældende antidumpingforanstaltninger over for importen af rørfittings med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia modtog Kommissionen en anmodning om en fornyet undersøgelse af disse foranstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen.

(4)

Anmodningen blev indgivet den 23. maj 2007 af Defence Committee of Steel Butt-Welding Fittings Industry of the European Union (i det følgende benævnt »ansøgeren«) på vegne af producenter, der tegner sig for en betydelig del, i dette tilfælde mere end 50 %, af den samlede produktion i Fællesskabet af visse rørfittings.

(5)	Anmodningen blev indgivet, fordi foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville resultere i fortsat eller fornyet dumping og skade for EF-erhvervsgrenen.

(6)	Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at indlede en fornyet undersøgelse, og iværksatte en udløbsundersøgelse (8) i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

3.   Undersøgelse

(7)

Kommissionen underrettede officielt de ansøgende EF-producenter, andre EF-producenter, eksporterende producenter i de pågældende lande, importører, forhandlere, brugere og deres sammenslutninger, som den vidste var berørt af sagen, samt repræsentanter for begge eksportlandes regering om indledningen af den fornyede undersøgelse.

(8)	Kommissionen sendte spørgeskemaer til alle disse parter og til dem, der gav sig til kende inden for fristen i indledningsmeddelelsen.

(9)	Kommissionen gav også de berørte parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(10)

I betragtning af det store antal eksporterende producenter i Republikken Korea, importører og forhandlere af den pågældende vare samt EF-producenter blev det i indledningsmeddelelsen angivet, at det i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17 blev påtænkt at anvende stikprøver. For at kunne afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver og i så fald at udtage en stikprøve, sendte Kommissionen stikprøveskemaer ud for at indhente specifikke oplysninger om hver af EF-producenternes, de eksporterende producenters og importørernes salgsmængder og -priser. Der blev ikke modtaget besvarelser fra de koreanske eksporterende producenter, hvorimod der blev modtaget 11 besvarelser fra importørerne. Kun fire EF-producenter besvarede stikprøveskemaerne. Det blev derfor besluttet, at det ikke var nødvendigt at anvende stikprøver.

(11)

Fire EF-producenter besvarede spørgeskemaet, men en af dem indsendte et kun delvist besvaret spørgeskema og reagerede ikke på den mangelskrivelse, som blev fremsendt. Hvad angår Malaysia, blev der modtaget to besvarelser af spørgeskemaet, en fra en nystartet virksomhed og en fra en virksomhed, som senere afviste at modtage kontrolbesøg. Ingen af de koreanske eksporterende producenter besvarede spørgeskemaet. To importører indsendte en besvarelse af spørgeskemaet.

(12)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at træffe en afgørelse om sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping og skade samt om Fællesskabets interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende virksomheder: a) Ansøgende EF-producenter — Erne Fittings GmbH, Schlins, Østrig — Interfit S.A., Maubeuge, Frankrig — Virgilio Cena & Figli S.p.A, Brescia, Italien. b) Nystartet producent i Malaysia Pantech Steel Industries SDN. BHD., Selangor, Malaysia.

4.   Undersøgelsesperiode

(13)

Undersøgelsen af fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra den 1. juli 2006 til den 30. juni 2007 (i det følgende benævnt »undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af de relevante tendenser for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade omfattede perioden fra den 1. januar 2002 til udgangen af undersøgelsesperioden (i det følgende benævnt »den betragtede periode«).

B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

1.   Den pågældende vare

(14)

Den vare, der er genstand for den fornyede undersøgelse, er rørfittings (undtagen støbte fittings, flanger og fittings med gevind) af jern eller stål (undtagen rustfrit stål) med største udvendige diameter på 609,6 mm og derunder, af den art der anvendes til stuksvejsning eller andre formål, med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia, som for øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7307 93 11, ex 7307 93 19, ex 7307 99 30 og ex 7307 99 90.

(15)

Rørfittings fremstilles hovedsagelig ved at beskære og forme rør. Rørfittings benyttes til at forbinde rør og findes i forskellige former (rørknæ, overgangsstykker, T-formede fittings og hætter), størrelser og kvaliteter. De benyttes hovedsagelig i den petrokemiske industri og bygge- og anlægsbranchen, inden for energiproduktion, til skibsbygning og i industrielle installationer. Ved salg til den petrokemiske industri benyttes ANSI-standarden som global standard. Til andre anvendelsesformål er den mest almindeligt benyttede standard i Fællesskabet DIN-standarden.

2.   Samme vare

(16)

Som i forbindelse med den tidligere undersøgelse fremgik det af undersøgelsen, at rørfittings, der fremstilles i de pågældende lande og sælges på hjemmemarkedet og/eller til eksport til Fællesskabet, har samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber og endelige anvendelsesformål som de varer, som de ansøgende EF-producenter sælger i Fællesskabet, og de anses derfor for at være samme varer, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

C.   SANDSYNLIGHED FOR FORTSAT DUMPING

(17)	I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, blev det undersøgt, om foranstaltningernes udløb ville føre til fortsat dumping.

1.   Indledende bemærkninger

(18)

På grund af den ovenfor nævnte mangel på samarbejdsvilje fra de eksporterende producenter i Korea og Malaysia, med undtagelse af en nystartet virksomhed, måtte denne undersøgelse baseres på oplysninger, som Kommissionen har kunnet få fra andre kilder. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 blev der derfor anvendt oplysninger fra Eurostat, der refererer til den 8-cifrede KN-kode, sammenholdt med andre kilder til fastsættelse af importmængder og -priser. De oplysninger, der var til rådighed, blev anvendt ved beregningen af dumpingmargenen, det vil i dette tilfælde sige oplysninger i anmodningen og de amerikanske statistikker.

(19)

På grund af den nuværende beskedne import af rørfittings fra Korea og Malaysia til EU måtte Kommissionen anvende oplysninger fra et andet land. USA blev anset for passende, da markedet er af tilsvarende størrelse og med mange producenter på hjemmemarkedet, men også er kendetegnet ved en stor import, hvilket gør dette marked meget konkurrencepræget. Desuden aftager USA størstedelen af eksporten fra Korea og Malaysia.

2.   Dumping af import i undersøgelsesperioden

a)   Normal værdi

(20)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 og i mangel på samarbejdsvilje fra de koreanske og malaysiske eksporterende producenter, med undtagelse af en nystartet virksomhed, blev den normale værdi beregnet på grundlag af oplysninger i anmodningen, dvs. de anslåede produktionsomkostninger, hvortil der blev lagt 12,3 % og 15,1 % for salgs-, administrations- og andre generalomkostninger og 5,6 % og 6 % for fortjeneste for henholdsvis Korea og Malaysia, i begge tilfælde udtrykt som en procentdel af omsætningen. Det anses, at ovennævnte procentsatser er relativt konservative.

b)   Eksportpris

(21)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 og i mangel på samarbejdsvilje fra både de koreanske og malaysiske eksporterende producenter, med undtagelse af en nystartet virksomhed, blev eksportprisen beregnet ved hjælp af de koreanske og malaysiske priser for den pågældende vare ved eksport til USA, som de kan udledes af de amerikanske importstatistikker. Disse tal blev alt efter varetype justeret på grundlag af mængden af hver enkelt varetype med udgangspunkt i oplysningerne i anmodningen.

c)   Sammenligning

(22)	Den vejede gennemsnitlige normale værdi blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, sammenlignet med den vejede gennemsnitlige eksportpris for rørfittings, begge ab fabrik.

(23)

For at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der taget hensyn til forskelle i faktorer, der påvirkede priserne og prissammenligneligheden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for land- og søtransport-, forsikrings-, håndterings- og lasteomkostninger samt dermed forbundne omkostninger.

d)   Dumpingmargen

(24)

Det fremgik af sammenligningen mellem den beregnede normale værdi og den beregnede eksportpris, at der fandt dumping sted i begge de pågældende lande, og at dumpingmargenen svarede til det beløb, hvormed den fastsatte normale værdi lå over eksportprisen. Den konstaterede dumpingmargen udgjorde 15,1 % af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, for Korea og 61,3 % for Malaysia.

3.   Importens udvikling i tilfælde af foranstaltningernes ophævelse

a)   Indledende bemærkninger

(25)

I forlængelse af undersøgelsen af, om der fandt dumping sted i UP, blev sandsynligheden for fortsat dumping ligeledes undersøgt. Da ingen koreanske eller malaysiske eksporterende producenter med undtagelse af en nystartet virksomhed udviste samarbejdsvilje, og der ikke forelå offentligt tilgængelige oplysninger om rørfittingsindustrien, bygger nedenstående konklusioner fortrinsvis på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, dvs. oplysninger fra Eurostat, anmodningen om en fornyet undersøgelse og amerikanske statistikker.

b)   Produktionskapaciteten i Korea og Malaysia

(26)	Kapaciteten i både Korea og Malaysia anslås til 35 300 tons, og begge landes eksportkapacitet anslås til 20 000 tons. Det svarer til mere end 25 % af forbruget i Fællesskabet.

c)   Koreanske og malaysiske priser ved eksport til Fællesskabet

(27)	Som nævnt i de indledende bemærkninger er der næsten ingen eksport af den pågældende vare fra de to pågældende lande til markedet i Fællesskabet. Hvad angår eksporten til andre tredjelande, hævdes det i anmodningen, at eksporten af den pågældende vare til USA foretages til dumpingpriser.

d)   Konklusion vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping

(28)

På baggrund af ovenstående, dvs. de høje dumpingmargener, den enorme uudnyttede kapacitet i disse lande samt deres store eksportkapacitet, kan det konkluderes, at disse to lande vil foretage fornyet dumping i EU, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. På trods af det høje niveau for den antidumpingtold, der er blevet indført over for deres eksport, som stort set ophørte, har ingen af de eksporterende producenter i Malaysia desuden anmodet om en interimsundersøgelse. Desuden bør det erindres, at de koreanske eksporterende producenter på intet tidspunkt har samarbejdet i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Manglen på samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse tyder også på, at disse eksporterende producenter ikke var villige til eller i stand til at vise, at der ikke vil finde dumping sted, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

D.   DEFINITION AF EF-ERHVERVSGRENEN

(29)

Tre virksomheder samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen. Disse virksomheder findes i Frankrig (Interfit), Østrig (Erne Fittings) og Italien (Virgilio Cena). Den østrigske koncern er også forretningsmæssigt forbundet med en virksomhed i Tyskland (Siekmann Fittings). Med undersøgelsen blev det fastslået, at de tre ansøgende EF-producenter, som samarbejdede fuldt ud, tegner sig for over 50 % af produktionen af rørfittings i Fællesskabet og derfor udgør EF-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4.

E.   SITUATIONEN PÅ MARKEDET I FÆLLESSKABET

1.   Forbruget på markedet i Fællesskabet

(30)	Forbruget i Fællesskabet blev fastlagt på grundlag af de ansøgende EF-producenters og øvrige EF-producenters samlede salg, ansøgningen samt import fra de pågældende lande og import fra andre tredjelande, i begge tilfælde fastlagt på grundlag af oplysninger fra Eurostat.

(31)

På dette grundlag steg forbruget i Fællesskabet med 26 % i den betragtede periode, fra 58 561 tons i 2002 til 73 519 tons i UP. Rørfittings benyttes hovedsagelig i den petrokemiske industri og bygge- og anlægsbranchen, inden for skibsbygning og i industrielle installationer, hvilket sammen med stålindustriens genrejsning muligvis kan forklare denne stigning.

(32)	Tabel 1 Forbruget i Fællesskabet Forbruget i Fællesskabet 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 58 561 62 122 64 480 56 255 65 667 73 519 Indeks 100 106 110 96 112 126 År/år-udvikling 100 6 4 –14 16 13 Kilde: Eurostat, anmodningen og EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

2.   Import fra de pågældende lande

a)   Mængde og markedsandel

(33)	Mængden, som blev importeret fra Malaysia og Korea, faldt drastisk, fra 404 til 11 tons. Dette synes at være resultatet af de antidumpingforanstaltninger, der er blevet anvendt siden februar 2002. Deres markedsandel er under minimumsgrænsen.

(34)	Tabel 2 Import fra de pågældende lande Import fra de pågældende lande 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 404 22 54 94 17 11 Indeks 100 5 13 23 4 3 År/år-udvikling 100 –95 8 10 –19 –1 Markedsandel i procent af forbruget i Fællesskabet 1 0,04 0,08 0,17 0,03 0,01 Kilde: Eurostat.

b)   Prisudvikling i importen og underbud

(35)	På grund af den meget begrænsede import fra de pågældende lande og i betragtning af den lange række forskellige varetyper kan Eurostats priser ikke betragtes som en pålidelig kilde for en detaljeret analyse.

(36)

I mangel på samarbejde i de pågældende lande blev underbudsmargenerne beregnet ved hjælp af samme metode som i anmodningen, dvs. ved en sammenligning af de pågældende landes priser ved eksport til USA og de priser, som ansøgerne opkrævede på markedet i Fællesskabet. Underbudsmargenen er på 25,2 % for Korea og 53,3 % for Malaysia.

3.   EF-erhvervsgrenens økonomiske situation

a)   Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(37)	EF-erhvervsgrenens produktion steg med 5 % i den betragtede periode, mens forbruget i Fællesskabet steg med 26 %.

(38)	Tabel 3 Produktionsmængde Produktionsmængde 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 46 454 43 504 47 155 40 881 49 300 48 922 Indeks 100 94 102 88 106 105 År/år-udvikling 100 –6 8 –14 18 –1 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

(39)	I den betragtede periode steg EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet med 6 % på trods af et beskedent fald i 2003.

(40)	Tabel 4 Produktionskapacitet Produktionskapacitet 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 89 400 87 800 89 700 90 300 94 800 95 000 Indeks 100 98 100 101 106 106 År/år-udvikling 100 –2 2 1 5 0 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

(41)	I den betragtede periode faldt kapacitetsudnyttelsen med 1 %.

(42)	Tabel 5 Kapacitetsudnyttelse Kapacitetsudnyttelse 2002 2003 2004 2005 2006 UP % 52 50 53 45 52 51 Indeks 100 95 101 87 100 99 År/år-udvikling 100 –5 6 –14 13 –1 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

b)   Salgsmængde og salgspriser

(43)	EF-erhvervsgrenens salg til uafhængige kunder på markedet i Fællesskabet steg med 11 % mellem 2002 og UP.

(44)

Tabel 6 EF-erhvervsgrenens salg til ikke-forretningsmæssigt forbundne parter EF-erhvervsgrenens salg til ikke-forretningsmæssigt forbundne parter 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 34 968 34 893 38 401 32 841 36 908 38 750 Indeks 100 100 110 94 106 111 År/år-udvikling 100 –0,2 10 –16 12 5 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

(45)

I den betragtede periode steg EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser på markedet i Fællesskabet gradvist. Den samlede stigning var på 63 % mellem 2002 og UP. Denne stigning kan delvist forklares med stigningen i prisen på det vigtigste råmateriale, stålrør, og delvist med, at to EF-producenter omlagde produktionen og begyndte at fokusere mere på dyrere specialtyper.

(46)	Tabel 7 EF-erhvervsgrenens salgspriser EF-erhvervsgrenens salgspriser 2002 2003 2004 2005 2006 UP EUR/ton 1 553 1 652 1 783 2 133 2 217 2 528 Indeks 100 106 115 137 143 163 År/år-udvikling 100 6 8 23 5 20 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

c)   Markedsandel

(47)	EF-erhvervsgrenens samlede markedsandel faldt med 7 procentpoint fra 2002 til UP.

(48)	Tabel 8 EF-erhvervsgrenens salg: markedsandel EF-erhvervsgrenens salg — markedsandel 2002 2003 2004 2005 2006 UP Procent af markedet 60 % 56 % 60 % 58 % 56 % 53 % Kilde: Eurostat og EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

d)   Vækst

(49)

Mens forbruget i Fællesskabet steg med 26 % i den betragtede periode, steg EF-erhvervsgrenens salg på markedet kun med 11 %, og EF-erhvervsgrenens markedsandel faldt med 7 procentpoint. Den stigende udvikling i forbruget i Fællesskabet blev således ikke fulgt af en tilsvarende stigning i EF-erhvervsgrenens salg.

e)   Rentabilitet og investeringsafkast

(50)	I den betragtede periode udviklede rentabiliteten sig således, udtrykt i procent af nettosalgsværdien til parter, som ikke var forretningsmæssigt forbundet:

(51)	Tabel 9 Rentabilitet Rentabilitet 2002 2003 2004 2005 2006 UP Procent af nettosalgsværdien 2 % 1 % 4 % 1 % 6 % 10 % Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

(52)

EF-erhvervsgrenens rentabilitet fulgte en positiv tendens, som var i tråd med stigningen i EF-erhvervsgrenens salgspriser. På trods af et betydeligt fald i 2003 og 2005 nåede den overordnede rentabilitet op på 10 %. Dette skyldtes overgang til produktion af varer med en større merværdi i den betragtede periode, hvor EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige fortjeneste var på 4 %.

(53)	Investeringsafkastet, udtrykt som fortjeneste/tab i forhold til investeringernes bogførte nettoværdi, fulgte samme udvikling som rentabiliteten.

(54)	Tabel 10 Investeringsafkast Investeringsafkast 2002 2003 2004 2005 2006 UP % 6 2 11 4 18 37 Indeks 100 37 184 62 310 618 År/år-udvikling 100 –63 147 – 122 248 309 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

f)   Likviditet

(55)

Der var betragtelige udsving i likviditeten mellem 2002 og 2005 og en dramatisk stigning i 2006 og i UP. Denne stigning i likviditeten tyder også på, at erhvervsgrenen var i færd med at rejse sig. En likviditet af denne størrelse giver virksomhederne mulighed for at investere i rørfittingsforretningen igen efter perioder med nedgang.

(56)	Tabel 11 Likviditet Likviditet 2002 2003 2004 2005 2006 UP EUR 1 310 693 3 826 570 2 378 520 1 233 797 7 559 501 10 040 180 Indeks 100 292 181 94 577 766 År/år-udvikling 100 192 – 110 –87 483 189 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

g)   Investeringer og evne til at rejse kapital

(57)	EF-erhvervsgrenen forøgede sine investeringer med 65 % i den betragtede periode. Størstedelen af investeringerne var koncentreret på maskiner med henblik på at øge produktiviteten. Ingen af de undersøgte virksomheder nævnte vanskeligheder med at rejse kapital.

(58)	Tabel 12 Investeringer Investeringer 2002 2003 2004 2005 2006 UP EUR 5 839 416 5 824 908 3 438 352 7 422 926 9 986 636 9 643 822 Indeks 100 100 59 127 171 165 År/år-udvikling 100 –0,2 –41 68 44 –6 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

h)   Lagre

(59)	Tabellen nedenfor viser, at ultimolagrene var stabile; ikke desto mindre var der et beskedent fald på ca. 1 % i den betragtede periode.

(60)	Tabel 13 Lagre Ultimolagre mængde 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 7 233 7 115 7 449 7 206 7 580 7 190 Indeks 100 98 103 100 105 99 År/år-udvikling 100 –2 5 –3 5 –5 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

i)   Beskæftigelse, produktivitet og arbejdskraftomkostninger

(61)	Efter en stigning på 5 % i 2003 faldt den samlede arbejdsstyrke med 2 % i den betragtede periode.

(62)	Tabel 14 Beskæftigelse Beskæftigelse 2002 2003 2004 2005 2006 UP Antal beskæftigede 760 725 719 692 729 741 Indeks 100 95 95 91 96 98 År/år-udvikling 100 –5 –0,8 –3 5 2 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

(63)	I tråd med stigningen i produktionen og faldet i beskæftigelsen steg produktiviteten i undersøgelsesperioden med 8 %.

(64)	Tabel 15 Produktivitet Produktivitet 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons pr. ansat 61 60 66 59 68 66 Indeks 100 98 107 97 111 108 År/år-udvikling 100 –2 9 –11 14 –3 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

(65)

I den betragtede periode steg EF-erhvervsgrenens arbejdskraftomkostninger gradvis. Den samlede stigning i arbejdskraftomkostningerne var på 22 % i den betragtede periode. Den største stigning i arbejdskraftomkostningerne forekom i en virksomhed, som ændrede varesortiment fra standardvarer til specialvarer, hvilket kræver ansatte med større faglige kvalifikationer.

(66)	Tabel 16 Arbejdskraftomkostninger Arbejdskraftomkostninger/Lønninger 2002 2003 2004 2005 2006 UP EUR 28 941 652 28 436 139 29 607 915 29 754 664 33 069 402 35 312 821 Indeks 100 98 102 103 114 122 År/år-udvikling 100 –2 4 1 11 8 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

4.   Andre faktorers virkninger

a)   EF-erhvervsgrenens eksportaktivitet

(67)	EF-erhvervsgrenens eksport af rørfittings var ikke stabil i den betragtede periode og udviste store udsving. Samlet set faldt eksporten til tredjelande med 15 %, hvilket hovedsageligt skyldtes euroens ufordelagtige vekselkurs over for den amerikanske dollar.

(68)	Tabel 17 EF-erhvervsgrenens eksport EF-erhvervsgrenens eksport 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 10 893 8 003 9 358 8 410 11 890 9 278 Indeks 100 73 86 77 109 85 År/år-udvikling 100 –27 12 –9 32 –24 Kilde: EF-erhvervsgrenens kontrollerede besvarelser af spørgeskemaet.

b)   Import fra andre tredjelande og dens priser

(69)

Ved forordning (EF) nr. 964/2003 blev der indført antidumpingtold på import af rørfittings fra Folkerepublikken Kina (58,6 %) og Thailand (58,9 %). Der anvendes foranstaltninger over for den pågældende vare med oprindelse i Kina og afsendt fra et af følgende lande: Filippinerne, Indonesien, Sri Lanka og Taiwan. På trods af de foranstaltninger, der gælder over for importen fra Kina, stiger eksporten fra Kina til Fællesskabet støt.

(70)	Den samlede import af rørfittings fra andre tredjelande end de pågældende lande mere end fordobledes i den betragtede periode, fra 9 654 tons i 2002 til 24 105 tons ved undersøgelsesperiodens afslutning.

(71)	Importen af rørfittings til Fællesskabet fra andre lande end Korea og Malaysia udviklede sig således:

(72)	Tabel 18 Import fra andre tredjelande Import fra andre tredjelande 2002 2003 2004 2005 2006 UP Tons 9 654 12 453 11 488 13 344 19 020 24 105 Indeks 100 129 119 138 197 250 År/år-udvikling 100 29 –10 19 59 53 Kilde: Eurostat.

(73)	Markedsandelen for import med oprindelse i andre tredjelande end de pågældende lande nåede op på 33 % af forbruget i Fællesskabet. Det vil sige en stigning på 99 % i den betragtede periode, fra 16 til 33 %.

(74)

Tabel 19 Markedsandel for importerede varer fra andre tredjelande Markedsandel for import fra andre tredjelande 2002 2003 2004 2005 2006 UP Procent af markedet 16 % 20 % 18 % 24 % 29 % 33 % Indeks 100 122 108 144 176 199 År/år-udvikling 100 22 –14 36 32 23 Kilde: Eurostat og markedsoplysninger forelagt af de ansøgende producenter.

(75)

Tabel 20 Den vigtigste import til Fællesskabet Importen fra andre tredjelande i tons 2002 2003 2004 2005 2006 UP Kina 859 1 428 1 772 2 236 5 846 8 339 Taiwan 1 101 2 372 1 894 2 540 4 774 5 854 Vietnam 1 835 1 214 767 694 1 224 1 475 Indien 1 522 1 569 1 537 1 763 1 552 2 096 Thailand 676 1 508 778 558 1 622 2 334

c)   Genrejsning efter virkningerne af dumping

(76)	Som det fremgår af den positive udvikling i de fleste af ovennævnte indikatorer, forbedredes EF-erhvervsgrenens økonomiske situation i årene 2002 til medio 2007 i en vis grad efter de skadelige virkninger af dumpingimporten med oprindelse i de to pågældende lande.

5.   Konklusion om EF-erhvervsgrenens situation

(77)

De gældende foranstaltninger har medført en delvis genrejsning for EF-erhvervsgrenen siden 2002. EF-erhvervsgrenen har formået at øge sine salgsmængder og sine priser. Der har også været en positiv udvikling i skadesindikatorer som produktion, produktionskapacitet, rentabilitet, investeringer, investeringsafkast og produktivitet. Dette viser, at EF-erhvervsgrenen har bestræbt sig for at forbedre sin konkurrenceevne. Som følge heraf har EF-erhvervsgrenens salg i Fællesskabet været fortjenstgivende siden 2002.

(78)

EF-erhvervsgrenen har dog ikke formået at udnytte den betydelige vækst i forbruget i Fællesskabet, og nogle af de positive faktorer skyldes også, at en stor EF-producent i Det Forenede Kongerige, hvis aktiviteter er blevet overtaget af to af de virksomheder, der støtter anmodningen, er forsvundet fra markedet.

(79)	Det kan ikke desto mindre konkluderes, at indførelsen af foranstaltninger over for Korea og Malaysia har haft positive virkninger for EF-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(80)	På baggrund af EF-erhvervsgrenens foreløbige genrejsning var det ikke muligt at fastslå, at dumpingimporten fortsat forvoldte skade. Det blev derfor undersøgt, om der ville være sandsynlighed for fornyet skade, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe.

F.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORNYET SKADE

(81)

Som nævnt ovenfor har de koreanske og malaysiske producenter potentiale til at omdirigere enorme eksportmængder til markedet i Fællesskabet, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. Ifølge oplysningerne i anmodningen er disse lande stærkt afhængige af eksportmarkeder: 75 % for Korea og 84 % for Malaysia. Desuden ser det ud til, at andre eksportmarkeder som f.eks. USA og Japan ikke kan absorbere den uudnyttede kapacitet, da eksportmængderne til disse lande allerede er betydelige, og en eventuel produktionsforøgelse vil således blive dirigeret til markedet i Fællesskabet. Derudover ser det ud til, at der en generel overkapacitet på markedet i Asien.

(82)

Hvad angår priser, blev det på grundlag af de amerikanske statistikker konstateret, at de malaysiske og koreanske priser ved eksport til USA var lavere end EF-erhvervsgrenens priser. Selv om der ikke kunne foretages en detaljeret analyse på grund af de mange forskellige varetyper, er det sandsynligt, at disse eksportører vil justere deres priser efter de andre asiatiske landes meget lave priser for at genvinde de markedsandele, som de har tabt. En sådan prisadfærd sammenholdt med deres manglende samarbejdsvilje og deres evne til at levere betydelige mængder af den pågældende vare til markedet i Fællesskabet ville sandsynligvis medføre negative virkninger for EF-erhvervsgrenen.

(83)	Desuden skal det erindres, at EF-erhvervsgrenen skal forblive konkurrencedygtig for at producere en vis mængde standardvarer, som således konkurrerer direkte med importen fra Korea og Malaysia, og opnå stordriftsfordele.

(84)	På baggrund af ovenstående konkluderes det, at foranstaltningernes udløb med stor sandsynlighed vil føre til fornyet skade for EF-erhvervsgrenen.

G.   FÆLLESSKABETS INTERESSER

1.   Indledning

(85)

Det blev i henhold til artikel 21 i grundforordningen undersøgt, om en videreførelse af de gældende antidumpingforanstaltninger ville være i strid med Fællesskabets interesser som helhed. Fællesskabets interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige berørte parters interesser, dvs. EF-erhvervsgrenens, importørernes og forhandlernes samt brugernes. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra brugerne.

(86)

For at vurdere de sandsynlige virkninger af en videreførelse eller ophævelse af foranstaltningerne anmodede Kommissionen om oplysninger fra alle ovennævnte berørte parter. Kommissionen sendte stikprøvespørgeskemaer til 64 importører af den pågældende vare og modtog 11 besvarelser. Kommissionen sendte et spørgeskema til disse 11 virksomheder og modtog kun to delvise besvarelser, som ikke indeholdt dokumentation for, at de gældende foranstaltninger havde haft væsentlige virkninger for de pågældende virksomheder. Det står klart, at importørerne har fundet andre forsyningskilder, hvilket fremgår af andre tredjelandes betydelige markedsandel (33 %) og viser, at konkurrencevilkårene på markedet i Fællesskabet er sikret.

(87)

Da nærværende undersøgelse er en fornyet undersøgelse med analyse af en situation, hvor der allerede har været antidumpingforanstaltninger gældende, giver det mulighed for at foretage en vurdering af eventuelle uønskede negative virkninger for de berørte parter af de gældende antidumpingforanstaltninger.

(88)	På dette grundlag blev det undersøgt, om der til trods for konklusionerne om fortsat dumping og sandsynligheden for fornyet skade var tvingende grunde til at konkludere, at det ikke er i Fællesskabets interesse at opretholde foranstaltninger i dette bestemte tilfælde.

2.   EF-erhvervsgrenens interesser

(89)

EF-erhvervsgrenen har vist sig at være en i strukturel henseende levedygtig erhvervsgren. Dette blev bekræftet ved den positive udvikling i erhvervsgrenens økonomiske situation på et tidspunkt, hvor der var genskabt effektiv konkurrence efter indførelsen af de gældende antidumpingforanstaltninger. EF-erhvervsgrenens bestræbelser på at rationalisere produktionen og forbedre konkurrenceevnen har givet en rimelig fortjeneste i de to sidste år af den betragtede periode.

(90)

På baggrund af ovenstående synes det nødvendigt at opretholde de gældende foranstaltninger for at forhindre negative virkninger af dumpingimport, som kunne bringe EF-erhvervsgrenens genrejsningsproces i fare og i sidste ende dens eksistens. Der skal også mindes om, at hvis EF-erhvervsgrenen forsvinder, vil der også blive negative virkninger for aftagerindustrien, da denne ville opleve en betydelig indskrænkning af udvalget af leverandører.

3.   Importørernes/forhandlernes interesser

(91)

Som nævnt ovenfor besvarede kun to af de 64 ikke-forretningsmæssigt forbundne importører Kommissionens spørgeskema. De udtalte sig dog ikke negativt om en eventuel videreførelse af foranstaltningerne. Manglen på samarbejde er i sig selv et tegn på, at denne sektors økonomiske situation ikke i væsentligt omfang påvirkedes negativt som følge af foranstaltningerne. Dette bekræftes af, at importørerne fortsatte med at handle med den pågældende vare i betydelige mængder og endog øgede importen i den betragtede periode.

(92)	Konklusionen er derfor, at importørernes økonomiske situation ikke er påvirket negativt af de i øjeblikket gældende antidumpingforanstaltninger. Det er derfor også usandsynligt, at en videreførelse af foranstaltningerne vil føre til en forværring af deres økonomiske situation i fremtiden.

4.   Brugernes interesser

(93)

Ingen brugere gav sig til kende i forbindelse med denne undersøgelse. Brugerne af den pågældende vare findes hovedsagelig i den petrokemiske industri og bygge- og anlægsbranchen. Deres mangel på samarbejde synes at bekræfte, at rørfittings tegner sig for en meget beskeden del af deres samlede produktionsomkostninger, og at de gældende foranstaltninger ikke synes at have forårsaget noget tab af konkurrenceevne for dem.

(94)	Konklusionen var, at det ikke ville medføre nogen forringelse af brugernes situation, hvis foranstaltningerne blev opretholdt på samme niveau.

5.   Konklusion vedrørende Fællesskabets interesser

(95)

Undersøgelsen viste, at de gældende antidumpingforanstaltninger har givet EF-erhvervsgrenen mulighed for til en vis grad at komme på fode igen. Hvis foranstaltningerne bortfalder, vil det bringe EF-erhvervsgrenens genrejsning i fare og muligvis føre til dens forsvinden. Det er derfor i Fællesskabets interesse at videreføre foranstaltningerne.

(96)	Ydermere synes de gældende foranstaltninger ikke tidligere at have haft nogen betydelige negative virkninger for brugernes og importørernes økonomiske situation. Det konkluderes derfor, at der ikke er nogen tvingende årsager til ikke at opretholde de gældende antidumpingforanstaltninger.

H.   ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(97)

Alle berørte parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det er hensigten at anbefale, at de gældende foranstaltninger opretholdes. De blev også indrømmet en periode, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til de offentliggjorte oplysninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra Korea; der blev modtaget en bemærkning fra en malaysisk virksomhed, men den var ikke af en sådan art, at den berettiger ændring af ovennævnte konklusioner.

(98)	Det følger af ovenstående, at antidumpingtolden på importen af rørfittings med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia, der indførtes ved forordning (EF) nr. 1514/2002, bør opretholdes, således som det er muligt i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2 —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings (undtagen støbte fittings, flanger og fittings med gevind) af jern eller stål (undtagen rustfrit stål) med største udvendige diameter på 609,6 mm og derunder, af den art der anvendes til stuksvejsning eller andre formål, med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia og henhørende under KN-kode ex 7307 93 11, ex 7307 93 19, ex 7307 99 30 og ex 7307 99 90 (Taric-kode 7307931191, 7307931193, 7307931194, 7307931195, 7307931199, 7307931991, 7307931993, 7307931994, 7307931995, 7307931999, 7307993092, 7307993093, 7307993094, 7307993095, 7307993098, 7307999092, 7307999093, 7307999094, 7307999095 og 7307999098).

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, for de i stk. 1 omhandlede varer fremstillet af nedenstående virksomheder:

Land	Virksomhed	Antidumpingtold (%)	Taric-tillægskode
Malaysia
	Anggerik Laksana Sdn Bhd, Selangor Darul Ehsan	59,2	A324
	Alle andre virksomheder	75	A999
Republikken Korea
	Alle virksomheder	44	—

3.   Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(2)  EFT L 228 af 24.8.2002, s. 1.

(3)  EUT L 139 af 6.6.2003, s. 1.

(4)  EUT L 355 af 1.12.2004, s. 4.

(5)  EUT L 355 af 1.12.2004, s. 9.

(6)  EUT L 116 af 29.4.2006, s. 1.

(7)  EUT C 286 af 23.11.2006, s. 8.

(8)  EUT C 192 af 18.8.2007, s. 15.

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/32

---

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1002/2008

af 15. oktober 2008

om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1),

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1580/2007 af 21. december 2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96, (EF) nr. 2201/96 og (EF) nr. 1182/2007 vedrørende frugt og grøntsager (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Ved forordning (EF) nr. 1580/2007 fastsættes der, på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden, kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XV til nævnte forordning —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

De faste importværdier som omhandlet i artikel 138 i forordning (EF) nr. 1580/2007 fastsættes i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 16. oktober 2008.

---

(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EUT L 350 af 31.12.2007, s. 1.

---

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/34

---

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1003/2008

af 15. oktober 2008

om fastsættelse af importtolden for korn gældende fra den 16. oktober 2008

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1)

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1249/96 af 28. juni 1996 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 for så vidt angår importtold for korn (2), særlig artikel 2, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 136, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 er importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 10 00, 1001 90 91, ex 1001 90 99 [blød hvede af høj kvalitet], 1002, ex 1005 undtagen hybridmajs til udsæd, og ex 1007 undtagen hybridsorghum til udsæd, lig med interventionsprisen for sådanne produkter ved import forhøjet med 55 % minus cif-importprisen for den pågældende sending. Denne told kan dog ikke overstige toldsatsen i den fælles toldtarif.

(2)	Ifølge artikel 136, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007 skal der med henblik på beregning af importtolden som omhandlet i nævnte artikels stk. 1 regelmæssigt fastsættes repræsentative cif-importpriser for de pågældende produkter.

(3)

Ifølge artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1249/96 er den pris, der skal anvendes ved beregning af importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 10 00, 1001 90 91, ex 1001 90 99 (blød hvede af høj kvalitet), 1002 00, 1005 10 90, 1005 90 00 og 1007 00 90 den daglige repræsentative cif-importpris fastlagt efter metoden i nævnte forordnings artikel 4.

(4)	Importtolden bør fastsættes for perioden fra den 16. oktober 2008 og gælde, indtil en ny importtold træder i kraft.

(5)	I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2008 af 26. juni 2008 om midlertidig suspension af importtolden for visse kornarter i produktionsåret 2008/09 (3) er anvendelsen af visse toldsatser, der er fastsat ved nærværende forordning, dog suspenderet —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fra den 16. oktober 2008 gælder den importtold, der er fastsat i bilag I til nærværende forordning på grundlag af elementerne i bilag II, for korn som omhandlet i artikel 136, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 16. oktober 2008.

---

(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EFT L 161 af 29.6.1996, s. 125.

(3)  EFT L 166 af 27.6.2008, s. 19.

---

---

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/37

---

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1004/2008

af 15. oktober 2008

om ændring af forordning (EF) nr. 1725/2003 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår International Accounting Standard (IAS) 39 og International Financial Reporting Standard (IFRS) 7

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (1), særlig artikel 3, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1715/2003 (2) af 29. september 2003 blev der vedtaget visse internationale standarder og fortolkningsbidrag, der eksisterede pr. 14. september 2002.

(2)

Den 13. oktober 2008 vedtog International Accounting Standards Board (IASB) en række ændringer til International Accounting Standard (IAS) 39 Finansielle instrumenter: Indregning og vurdering samt International Financial Reporting Standard (IFRS) 7 Finansielle instrumenter: Oplysninger (i det følgende benævnt »ændringer til IAS 39 og IFRS 7«). Ændringerne til IAS 39 og IFRS 7 muliggør omklassifikation af visse finansielle instrumenter i kategorien »besiddelse med handel for øje« i sjældne tilfælde. Den aktuelle finanskrise anses for at være et sådant sjældent tilfælde, som begrunder brugen af denne mulighed fra virksomhedernes side.

(3)	I overensstemmelse med ændringerne til IAS 39 og IFRS 7 bør virksomhederne gives tilladelse til at omklassificere visse finansielle instrumenter fra den 1. juli 2008.

(4)

Høringen af Den Tekniske Gruppe (TEG) under European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) bekræfter, at ændringerne til IAS 39 og IFRS 7 opfylder de tekniske kriterier for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002. I overensstemmelse med Kommissionens afgørelse 2006/505/EF af 14. juli 2006 om oprettelse af en undersøgelsesgruppe for rådgivning om regnskabsstandarder, som skal rådgive Kommissionen om objektiviteten og neutraliteten af udtalelser fra European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) (3), behandlede undersøgelsesgruppen for rådgivning om regnskabsstandarder EFRAG's udtalelse om godkendelse og rådgav Europa-Kommissionen om, at den er afbalanceret og objektiv.

(5)	Forordning (EF) nr. 1725/2003 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

I betragtning af den aktuelle uro på de finansielle markeder og af, at visse finansielle instrumenter ikke længere handles, eller at de berørte markeder er blevet inaktive eller nødstedte, er det nødvendigt, at de ændringer, der muliggør omklassifikation af visse finansielle instrumenter, træder i kraft øjeblikkeligt, og denne forordning bør følgelig træde i kraft så hurtigt som muligt.

(7)	Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Regnskabskontroludvalget —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EF) nr. 1725/2003, International Accounting Standard (IAS) 39 Finansielle instrumenter: Indregning og vurdering samt International Financial Reporting Standard (IFRS) 7 Finansielle instrumenter: Oplysninger, ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

(2)  EUT L 261 af 13.10.2003, s. 1.

(3)  EUT L 199 af 21.7.2006, s. 33.

---

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/42

---

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 10. oktober 2008

om fordeling for regnskabsåret 2008 af de definitive støttebeløb på medlemsstaterne for et bestemt antal hektarer med henblik på omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999

(meddelt under nummer K(2008) 5738)

(Kun den bulgarske, den franske, den græske, den italienske, den maltesiske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske, den slovenske, den spanske, den tjekkiske, den tyske og den ungarske udgave er autentiske)

(2008/799/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (1), særlig artikel 14, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Reglerne om omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer er fastsat ved forordning (EF) nr. 1493/1999 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1227/2000 af 31. maj 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår produktionskapacitet (2).

(2)

I bestemmelserne for den finansielle planlægning og medfinansieringen af omstrukturerings- og omstillingsordningen i forordning (EF) nr. 1227/2000 er det fastsat, at henvisning til et givet regnskabsår skal vedrøre betalinger, som medlemsstaterne rent faktisk har foretaget mellem den 16. oktober og den efterfølgende 15. oktober.

(3)	I henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1493/1999 tildeler Kommissionen hvert år medlemsstaterne en foreløbig kredittranche, der er baseret på objektive kriterier, under hensyntagen til særlige forhold og behov og den indsats, der skal gøres i betragtning af ordningens mål.

(4)	Kommissionen fastsatte den vejledende fordeling af støttebeløb for produktionsåret 2007/08 ved beslutning 2007/719/EF (3).

(5)	Efter artikel 17, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1227/2000 idømmes der en bøde, når en medlemsstats faktiske udgifter pr. hektar overstiger det oprindeligt tildelte beløb. For regnskabsåret 2008 idømmes Slovakiet en bøde på 6 169 EUR.

(6)	Efter artikel 16, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 1227/2000 kan medlemsstaterne indgive en senere anmodning i forbindelse med det igangværende regnskabsår. For regnskabsåret 2008 er det tilfældet for Tjekkiet, Spanien, Italien, Ungarn og Rumænien.

(7)

Efter artikel 17, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1227/2000 godkendes de anmodninger om senere finansiering, der meddeles Kommissionen af medlemsstaterne, i forhold til medlemsstaternes anmodninger ved anvendelse af de bevillinger, der er disponible efter fradrag af summen, for alle medlemsstater, af de beløb, der er indberettet efter artikel 16, stk. 1, litra a) og b), i nævnte forordning, fra det samlede beløb, der er tildelt medlemsstaterne. Denne bestemmelse gælder for regnskabsåret 2008 for Tjekkiet, Spanien, Italien, Ungarn og Rumænien. Da de anmodninger om senere finansiering, der er blevet indgivet af disse medlemsstater, har omfattet et beløb, der er mindre end det støttebeløb, der har været til rådighed til omfordeling, har alle de nævnte medlemsstaters anmodninger kunnet efterkommes —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Fordelingen af de definitive støttebeløb for produktionsåret 2007/08 på medlemsstaterne for et bestemt antal hektarer med henblik på omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer efter forordning (EF) nr. 1493/1999 for regnskabsåret 2008 er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien og Den Slovakiske Republik.

---

(1)  EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1.

(2)  EFT L 143 af 16.6.2000, s. 1.

(3)  EUT L 289 af 7.11.2007, s. 59.

---

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/45

---

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING

Nr. 318/05/COL

af 14. december 2005

om afslutning af den formelle undersøgelse efter artikel 1, stk. 2, i første del af protokol nr. 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen for så vidt angår fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift ved etableringen af Entra Eiendom AS (Norge)

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN HAR —

under henvisning til aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1), særlig artikel 61-63 og protokol 26,

under henvisning til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en Tilsynsmyndighed og en Domstol (2), særlig artikel 24 og artikel 1 i første del af protokol nr. 3,

under henvisning til Tilsynsmyndighedens retningslinjer (3) for anvendelsen og fortolkningen af EØS-aftalens artikel 61 og 62,

efter i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser (4) at have opfordret alle interesserede til at fremsætte deres bemærkninger, under hensyntagen til disse bemærkninger, og

UD FRA FØLGENDE BETRAGTNINGER:

I.   SAGSFREMSTILLING

1.   Sagsforløb og korrespondance

Ved brev af 22. maj 2002 (dok. nr. 02-3856 D) anmodede Tilsynsmyndigheden den norske regering om relevante oplysninger angående etableringen af Entra Eiendom AS (»Entra«), således at Tilsynsmyndigheden kunne tage stilling til, om etableringen af denne virksomhed var foregået i overensstemmelse med statsstøttereglerne. De norske myndigheder svarede med brev af 25. juni 2002 fra Norges mission ved Den Europæiske Union, der videresendte et brev af 20. juni 2002 fra det norske arbejds- og administrationsministerium, som begge blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 26. juni 2002 (dok. nr. 02-4850 A).

Ved brev af 10. oktober 2002 (dok. nr. 02-7036 D) udbad Tilsynsmyndigheden sig yderligere oplysninger, især om to punkter. Det første drejede sig om fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgifter i forbindelse med ejerskiftet, og det andet drejede sig om fradraget i ejendommenes vurderingspris grundet særlige opsigelsesvilkår. De norske myndigheder fremsendte disse oplysninger ved brev af 14. november 2002 fra Norges mission ved Den Europæiske Union, indeholdende et brev fra handels- og industriministeriet af 7. november 2002, som begge blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 14. november 2002 (dok. nr. 02-8219 A).

Ved telefax fra handels- og industriministeriet af 9. december 2002, som blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden samme dag (dok. nr. 02-8912 A), anmodede den norske regering Tilsynsmyndigheden om at meddele den, hvilken konklusion den havde draget i denne sag angående Entras oprettelse. Ved brev af 17. december 2002 (dok. nr. 02-9062 D) til den norske mission ved Den Europæiske Union meddelte Tilsynsmyndigheden de norske myndigheder, at den muligvis ville kunne henlægge den del af sagen, der drejede sig om fradraget i vurderingsprisen grundet særlige opsigelsesvilkår på betingelse af, at den fik tilsendt en række nærmere specificerede oplysninger og dokumentation herom.

Denne detaljerede dokumentation blev fremsendt ved telefax fra handels- og industriministeriet af 23. januar 2003, som blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 23. januar 2003 (dok. nr. 03-424 A). Ved brev til Norges mission ved Den Europæiske Union af 31. januar 2003 (dok. nr. 03-588 D) meddelte Tilsynsmyndigheden de norske myndigheder, at eftersom der ikke forekom at foreligge nogen statsstøtte, ville den »ikke rejse indvendinger mod den værdi, som de ejendomme, der er overført fra den norske stat til Entra Eiendom AS, er sat til på åbningsbalancen«. Tilsynsmyndigheden pointerede dog, at dette ikke foregreb dens stillingtagen til spørgsmålet om stempel- og tinglysningsafgifter.

Ved brev af 2. april 2003 (dok. nr. 03-1827 D) rejste Tilsynsmyndigheden endnu engang spørgsmålet om fritagelsen for tinglysnings- og punktafgifter og anmodede de norske myndigheder om flere, uddybende oplysninger. Ved brev fra den norske mission ved Den Europæiske Union af 5. juni 2003 indeholdende et brev fra handels- og industriministeriet af 4. juni 2003, som begge blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 10. juni 2003 (dok. nr. 03-3631 A), blev der fremsendt supplerende oplysninger.

Den 16. juni 2004 besluttede Tilsynsmyndigheden at indlede formel undersøgelsesprocedure i sagen (beslutning nr. 132/04/COL). Denne beslutning blev offentliggjort den 23. december 2004.

Ved telefax af 13. august 2004 (reg. nr. 290206) og brev fra den norske mission ved Den Europæiske Union af 17. august 2004, som blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 18. august 2004 (reg. nr. 290456) anmodede de norske myndigheder om at få forlænget fristen for fremsættelse af bemærkninger med en måned.

Ved brev af 17. august 2004 (reg. nr. 290305) indvilligede Tilsynsmyndigheden i at forlænge fristen med en måned.

Ved telefax af 16. september 2004 (reg. nr. 292867) og brev fra den norske EU-mission af 20. september 2004, der var vedlagt et brev fra handels- og industriministeriet af 16. september 2004, som blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 21. september 2004 (reg. nr. 293392), fremsatte de norske myndigheder bemærkninger til beslutningen om at indlede procedure i sagen. De norske myndigheder fandt, at fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgifter i forbindelse med Entras etablering ikke udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

Tilsynsmyndigheden modtog ingen bemærkninger til denne beslutning fra andre interesserede inden udløbet af enmånedsfristen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Ved brev af 4. maj 2005, som blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 9. maj 2005 (reg. nr. 318691) fremsatte advokatfirmaet Selmer, der repræsenterer Entra, bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede formel undersøgelse (se punkt 3.4 nedenfor).

Sagen blev drøftet på et møde i Oslo den 19. maj 2005 med repræsentanter for forskellige norske ministerier og under tilstedeværelse af repræsentanter for Tilsynsmyndigheden.

Ved telefax fra moderniseringsministeriet af 26. juli 2005 (reg. nr. 327938) og brev fra Norges EU-mission af 1. august 2005, som blev modtaget og registreret den 3. august 2005 (reg. nr. 329110), og som var vedlagt et brev af 30. juni 2005 fra handels- og industriministeriet, fremsendte de norske myndigheder supplerende oplysninger til vurdering af, om fritagelsen gav Entra en økonomisk fordel. Handels- og industriministeriet havde draget den konklusion, at fritagelsen ikke indebar nogen fordel for Entra.

2.   Entras etablering

2.1.   Forslag om at etablere et nyt aktieselskab

Den norske regering fremlagde planerne for en reorganisering af det offentlige foretagende Statsbygg og etablering af Entra den 4. juni 1999 (5). Samme dag fremlagde regeringen forslag til særlov om omdannelse af dele af Statsbyggs ejendomsaktiviteter til et aktieselskab med henblik på at løse nogle af overgangsproblemerne i forbindelse med Entras omdannelse og etablering (6). I paragraf 3 i denne lov (herefter »den anfægtede lov«) hedder det, at det skal indføres i tingbogen og andre offentlige registre som et navneskift. Som følge heraf skulle Entra ikke betale stempel- og tinglysningsafgift, men stod alligevel som ejer i tingbogen.

Statsbygg er et forvaltningsorgan (»Forvaltningsbedrift«) under moderniseringsministeriet. Statsbygg optræder på den norske regerings vegne som administrator og rådgiver i bygge- og ejendomsspørgsmål og stiller lokaler til rådighed for regeringsorganer. Statsbygg fortsatte med at drive og administrere de ejendomme, der ikke blev overført til Entra. Statsbygg administrerer for øjeblikket bygninger med et samlet gulvareal på ca. 2,2 mio. m2 i Norge og i udlandet. Ejendomsporteføljen består af kontorbygninger, skoler, boliger og bygninger til specialformål overalt i landet samt ambassader og ambassadørboliger uden for Norge. Det årlige bygningsbudget ligger på ca. 2,3 mia. NOK (omkring 288 mio. EUR). Statsbygg har 669 medarbejdere (oktober 2005) (7).

I St.prp. nr. 84 (1998-1999) anføres det bl.a., at formålet med reorganiseringen er at få afklaret Statsbyggs forskellige roller og opnå en mere effektiv brug af statsejede bygninger. Ud fra ønsket om at skabe bedre vilkår for den del af Statsbygg, der konkurrerer med andre, private virksomheder, skulle de bygninger, der forvaltes på et konkurrenceudsat marked (»konkuranseutsatte bygg«) udskilles fra specialbygningerne og indgå i en ny ejendomsportefølje, som skulle overgå til Entra. Regeringen oplyste, at en alternativ mulighed kunne være at sælge en del af virksomheden til private på et senere stadium.

Entras vedtægter indeholder følgende formålsparagraf: »Virksomhedens hovedformål er at stille lokaler til rådighed for statslige organer. Virksomheden kan eje, købe, sælge, drive og administrere fast ejendom og udøve anden virksomhed i tilknytning hertil. Virksomheden kan også eje aktier eller interesser i og deltage i andre virksomheder, der udøver samme aktiviteter som ovennævnte« (uofficiel oversættelse).

2.2.   Entras åbningsbalance

I det lovforslag, der blev fremsat i Stortinget, redegjorde regeringen for de overordnede principper bag overførslen af aktiver til den nye virksomhed. Der blev ikke draget nogen konklusioner med hensyn til den faktiske værdi af de aktiver, der skulle overføres. Det blev tværtimod nævnt, at dette spørgsmål skulle behandles på et senere stadium, eftersom det hed, at: »virksomhedens endelige åbningsbalance vil blive fremlagt i budgettet for år 2000« (8). Der var heller ikke fastlagt nogen konkret metode for værdiansættelsen af disse aktiver.

I perioden fra 4. juni 1999 og indtil den endelige vurdering blev fastlagt ved kgl. resolusjon af 22.6.2000, blev der foretaget en indgående granskning af disse aktivers værdi. Formålet var at få fastlagt den korrekte transaktionsværdi i overensstemmelse med principperne i lovforslag nr. 84 (1998-99) om overførslen af aktiverne. Flere forskellige metoder og parametre for værdiansættelsen blev overvejet.

For det første anmodede Statsbygg det uafhængige konsulentfirma Catella Eiendom Consult AS (CEC) om at vurdere de aktiver, der skulle overføres. Denne vurdering blev foretaget i overensstemmelse med de retningslinjer, Norges Takseringsforbund (NTF) har opstillet for vurderinger, ved at værdiansatte hver ejendom og derefter lægge den ansatte værdi af hver enkelt ejendom sammen for at nå frem til hele porteføljens værdi. Resultatet lød på 3 852 110 000 NOK. Denne vurdering blev siden revideret af Norges Takseringsforbund (NTF), der konkluderede, at der var tale om en acceptabel, men forsigtig vurdering.

For det andet foretog Statsbygg sin egen vurdering af aktiverne. I forbindelse hermed fulgte virksomheden en anden metodologi. Statsbygg lagde de diskonterede cashflows for hele porteføljen til grund for beregningerne i stedet for at ansætte værdien af hver enkelt ejendom og lægge disse tal sammen. Resultatet lød på 3 137 500 000 NOK.

For det tredje foretog også administrationsministeriet en vurdering, baseret på samme principper som Statsbyggs vurdering, men på andre antagelser. Man kom frem til et resultat på 3 337 500 000 NOK.

Forskellen mellem den højeste og den laveste vurdering på dette stadium udgjorde 714 610 000 NOK, svarende til 22 % i forhold til den laveste vurdering. Uden at gå i nærmere detaljer bør det nævnes, at de metoder, der blev benyttet, var vidt forskellige. Det var også, hvad der blev bemærket ved en uafhængig revision udført af PricewaterhouseCoopers (PWC), der vurderede ovennævnte værdiansættelser.

I sin vurdering drog PWC den konklusion, at det i betragtning af de betydelige metodologiske forskelle ikke alene ville være meget kompliceret, men også i særdeleshed ikke særlig relevant at foretage en detaljeret sammenligning mellem de tre vurderinger. PWC konkluderede, at »efter vor opfattelse ligger alle tre vurderinger inden for et rimeligt spillerum«. Revisionsfirmaet understregede desuden, at det ikke var muligt at indkredse noget bestemt beløb, der kunne betragtes som den »korrekte« værdi. Der var derimod tale om beløb, der kunne være genstand for forhandlinger mellem parterne, og som derfor kunne variere, alt efter hvilke antagelser man lagde til grund.

For det fjerde besluttede ministeriet at foretage endnu en vurdering. Efter omfattende drøftelser af, hvorvidt den omstændighed, at regeringsorganer var i stand til at opsige deres lejemål med 12 måneders varsel skulle påvirke ejendommens markedsværdi eller ej, blev ejendommenes værdi nu sat til 2 837 550 000 NOK. Denne værdiansættelse blev fremlagt i Stortinget (9) i forbindelse med finansloven 1999-2000. Men i lovforslaget forbeholdt regeringen sig ret til at foretage de sidste justeringer.

For det femte blev denne ret til at justere den endelige værdi udøvet af ministeriet, der efter at have justeret bl.a. nogle af Entras lejekontrakter, hvorved antagelserne bag modellen igen blev ændret, nåede frem til en højere værdi. Ved kgl. resolusjon blev værdien i den endelige åbningsbalance sat til 3 222 871 000 NOK.

Hele forløbet opsummeres nedenfor. Som det fremgår, ligger værdiansættelserne inden for et interval, der spænder fra 3 852 110 000 til 2 837 550 000 NOK. Denne forskel på 1 014 560 000 NOK, eller 35,8 % i forhold til den laveste vurdering, kan tilskrives såvel forskelle i de anvendte metoder som forskelle i de antagelser, der blev lagt til grund i de forskellige modeller.

Catella Eiendoms Consults(CEC) vurdering (10)	3 852 110 000 NOK
Statsbyggs indstilling	3 137 500 000 NOK
Ministeriets vurdering	3 337 500 000 NOK
Ministeriets nye vurdering under hensyn til opsigelsesvilkår (11)	2 837 550 000 NOK
Endelig åbningsbalance (12)	3 222 871 000 NOK

Den endelige åbningsbalance var baseret på den samlede porteføljes diskonterede cashflow som foreslået i Statsbyggs oprindelige indstilling, men med visse ændringer i antagelserne.

Entra blev oprindeligt stiftet som et »minimalselskab« baseret på kontantindskud. Derefter fik Entra tilført ejendomme, kapital og personale (aktiver og passiver) fra staten mod udstedelse af aktier, med virkning fra 1. juli 2000. Ejendomsretten til disse ejendomme blev overført fra den norske stat til Entra og tinglyst i Entras navn. I henhold til loven om Entras stiftelse skulle der ikke betales nogen stempel- og tinglysningsafgifter. Entra er et aktieselskab, der ejes 100 % af den norske stat.

Selskabets (koncernens (13)) driftsindtægter udgjorde i 2004 1 072 mia. NOK (ca. 128 mio. EUR (14)), og det havde et overskud før skat på 134 mio. NOK (ca. 16 mio. EUR). Pr. 31.12.2004 udgjorde koncernens konsoliderede egenkapital (bogført værdi) 1 288 mia. NOK (ca. 154 mio. EUR). Ved årets udgang beløb koncernens ejendomsportefølje (bogført værdi) sig til 8 768 mia. NOK (ca. 1 047 mia. EUR). Pr. 31.12.2004 havde Entra 133 medarbejdere. Den samlede ejendomsportefølje består af godt 110 ejendomme med et samlet areal på ca. 900 000 m2  (15).

Ifølge de norske myndigheder kan de samlede stempelafgifter på basis af en simulering anslås til 80 571 775 NOK, og de samlede tinglysningsafgifter kan anslås til 147 300 NOK (150 ejendomme * 982 NOK), tilsammen 80 719 075 NOK (ca. 9,87 mio. EUR) (16).

3.   Den norske regerings vurdering af, om fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift er i overensstemmelse med EØS-aftalens statsstøtteregler

3.1.   Regeringens vurdering i forbindelse med Entras etablering

I lovforslag nr. 84 (1998-99), kapitel 7.6.1, redegør den norske regering for sit synspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift er i overensstemmelse med EØS-aftalens statsstøtteregler. I lovforslaget anføres følgende (uofficiel oversættelse):

3.2.   De norske myndigheders argumenter før Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede formel undersøgelsesprocedure

Ved brev af 20. juni 2002 fremsendte arbejds- og administrationsministeriet oplysninger angående rammevilkårene for Entra og Entras åbningsbalance. Ministeriet beskrev den cashflow-metode, man havde benyttet ved vurderingen af ejendomsporteføljens samlede værdi, og anførte, at man benyttede denne metode, »fordi den bedre tilgodeså de krav, der var indeholdt i lovforslag nr. 84 til Stortinget (1998-99), om at give selskabet rammevilkår, der vil bringe det på lige fod med andre aktører i samme sektor«. Brevet indeholdt ikke nogen beskrivelse af, hvorvidt — og i så fald hvordan og i hvilket omfang — fritagelsen for stempelafgift påvirkede åbningsbalancen. Man kom heller ikke ind på, om paragraf 3 i den anfægtede lov krævede, at fritagelsen for stempelafgift skulle afspejles i en forhøjelse af porteføljens værdi svarende til det beløb, der skulle være betalt, hvis tinglysningen var blevet foretaget som et ejerskifte og ikke som en navneændring.

Ved brev af 7. november 2002 uddybede handels- og industriministeriet de argumenter, det allerede havde fremført i forarbejderne, om at private investorer kunne vælge løsninger, hvorved man undgik et formelt ejerskifte og dermed slap for at betale stempel- og tinglysningsafgifter. Eftersom tinglysning af overførslen af ejendomsretten ikke var obligatorisk, kunne virksomheder, uanset om de var offentligt eller privat ejet, helt legalt slippe for stempel- og tinglysningsafgift ved blot at undlade at tinglyse nogen overførsel af ejendomsret. At lade skødet forblive hos den oprindelige ejer, indebar en risiko for den nye ejer i relation til tredjemand. Denne risiko kunne imidlertid elimineres ved at tinglyse en »indskrænkning af ejendomsretten«. Tinglysningen af indskrænkningen af ejendomsretten udelukkede ikke risikoen for tvangsfuldbyrdelse eller for kreditors eller konkursboets ekstinktion af de rettigheder, en retssuccessor vil have til debitors ejendom. Ifølge de norske myndigheder var der tale om en metode, der var almindeligt anvendt i privatejede virksomheder, især mellem associerede parter.

Efter ministeriets opfattelse ville en privat ejer af Statsbygg sandsynligvis have splittet Statsbygg op, hvilket ikke ville udløse nogen forpligtelse til et betale tinglysnings- eller stempelafgift. Dette var ikke nogen realistisk mulighed ved etableringen af Entra. Det ville bl.a. den omstændighed, at Statsbygg er underlagt offentlig og politisk kontrol, ville lægge hindringer i vejen herfor. En fremgangsmåde gående ud på, at Statsbygg beholdt skøderne til ejendommene, ville betyde, at Entra ville være afhængig af godkendelse fra et statsligt organ ved alle transaktioner angående disse ejendomme. Hvis skøderne forblev i Statsbygg, ville det indebære, at staten både var lejer og formel indehaver af skødet til ejendommene. Hvis man benyttede en sådan fremgangsmåde for Statsbygg/Entra, ville det udviske sondringen mellem de to enheders forskellige roller. Statsbygg har til opgave at eje og drive ikke-kommercielle offentlige bygninger, mens Entra opererer kommercielt.

I brevet af 7. november 2002 fremførte ministeriet også et argument mod anvendelse af EØS-aftalens artikel 61, som ikke var nævnt i ovennævnte forarbejder. Ministeriet fastholdt, at værdien af ejendomsporteføljen var ansat på basis af »nettokapitaliseringsmetoden«. Denne metode indebærer kort sagt, at ejendommens fremtidige cashflow (nettolejeindtægter på eksisterende lejemål plus værdien af fremtidige lejeindtægter efter de eksisterende kontrakters udløb) blev tilbagediskonteret til nutidsværdi med en faktor, der afspejlede et realistisk afkast. Denne faktor blev sat til 9,5 %, svarende til benchmarket for tilsvarende private operatører i branchen. Ministeriet gjorde gældende, at hvis der havde skullet betales stempel- og tinglysningsafgift, ville disse omkostninger være blevet ført på aktivsiden, mens ejendommenes værdi ville være blevet tilsvarende reduceret. Det ville altså ikke have reduceret Entras samlede balance eller den samlede aktivvurdering. Hvis stempelafgiften derimod var blevet indregnet uden nogen justering af ejendommenes værdi, ville det have ført til »en højere værdi for de samlede aktiver, der ville resultere i et afkast på kun 9,1 %, hvilket er et godt stykke under det krævede niveau for Entra Eiendom AS. Det ville betyde et væsentligt handicap for Entra Eiendom AS sammenlignet med private operatører.«

Ved brev af 4. juni 2003 fremsendte handels- og industriministeriet supplerende oplysninger og argumenter, bl.a. om private virksomheders adfærd. Ministeriet gentog desuden de argumenter, det havde fremført i brevet af 7. november 2002, for sin opfattelse af, at afgiftsfritagelsen ikke påvirkede selskabets kapitalstruktur, soliditet og samlede værdi.

Som et tredje argument for ikke at betragte fritagelsen for stempelafgift som statsstøtte henviste ministeriet til det såkaldte »kontinuitetsprincip« i norsk ret. Den gjorde gældende, at dette princip dækker over en række regler, der lægges til grund for en formodning om, at den overtagende virksomhed overtager den overtagne virksomheds retsstilling. Formålet med kontinuitetsprincippet er at lette fusioner og opløsning af fusioner. Når kontinuitetsprincippet finder anvendelse, anses den overtagne virksomheds retsstilling at fortsætte i den overtagende virksomhed. Ifølge ministeriet er kontinuitet med hensyn til afgiftssituationen et vigtigt aspekt ved dette princip. Set i lyset af selskabsretten indebar tinglysningsloven således, at der i mange tilfælde kunne gennemføres en reorganisation af private aktiviteter, uden at det udløste krav om betaling af tinglysnings- og stempelafgift. På grundlag heraf argumenterede ministeriet for, at denne fritagelse var en generel foranstaltning, der ikke udgjorde statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. I punkt 9 (konklusion) i brevet af 4. juni 2003 hedder det:

3.3.   De norske myndigheders argumenter efter Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede formel undersøgelsesprocedure

I brevet fra handels- og industriministeriet af 16. september 2004 fremsatte de norske myndigheder deres bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede formel undersøgelse. Den norske regerings synspunkt var, at ingen af betingelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, var opfyldt. At Entra ikke skulle betale stempelafgift, kunne derfor ikke betragtes som statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

Ministeriet gentog for det første det tidligere fremførte argument om, at foranstaltningen ikke indebar nogen fordel for Entra. Den ændrede ikke noget ved selskabets kapitalstruktur, soliditet og samlede værdi. Hvis der skulle have været opført stempel- og tinglysningsafgifter på åbningsbalancen, ville der have været en alternativ åbningsbalance. Ministeriet anførte, at det er den norske regerings opfattelse, at den her omhandlede afgiftsforanstaltning ikke skulle angives særskilt på selskabets åbningsbalance. Formålet med hovedreglen angående stempel- og tinglysningsafgift er desuden at beskatte reelle overførsler mellem forskellige økonomiske ender. Når der kun er tale om fiktive overførsler, og den overførende og den modtagende virksomhed i alt væsentligt er den samme, vil hovedprincippet i norsk ret ifølge ministeriet være at lade den overtagende virksomhed bevare den overtagne virksomheds retsstilling (kontinuitetsprincippet). Ministeriet finder, at kontinuitetsprincippet ikke kun gælder for specifikke overførsler, men må være hovedreglen, når den overførende og den modtagende virksomhed stort set er den samme. Ifølge de norske myndigheder var der derfor ikke tale om, at Entra blev fritaget for en byrde, virksomheden normalt skulle bære over sit budget.

For det andet pegede ministeriet på, at overførslen af ejendomsretten i denne sag jf. paragraf 3 i den anfægtede lov skete gennem en navneændring og ikke ved en overskødning. Entras pligt til at betale stempelafgift blev derfor aldrig udløst, og der var ifølge de norske myndigheder intet tab af afgiftsprovenu og dermed heller ikke noget forbrug af statsmidler.

For det tredje gjorde de norske myndigheder gældende, at den omhandlede foranstaltning ikke påvirkede samhandelen mellem de kontraherende stater. Ministeriet pegede på, at man ud fra en markedsundersøgelse kan se, om ejendomsmarkedet inden for erhvervslokaler i byområder i Norge er et rent nationalt marked, der ikke er udsat for grænseoverskridende konkurrence. Ministeriet fandt, at der bortset fra udenlandske investeringer i pengeinstitutter ikke havde været nogen udenlandske investorer på det norske ejendomsmarked.

For det fjerde fremførte ministeriet, at fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift ikke var nogen selektiv foranstaltning. Ministeriet henviste til, at et af hovedkriterierne for at anvende EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, på en afgiftsforanstaltning er, at foranstaltningen indebærer en undtagelse fra det gældende afgiftssystem til fordel for bestemte virksomheder i EFTA-staten. Det skulle først fastslås, hvad der er den almindeligt gældende ordning. Hvis en afgiftsforanstaltning fraviger denne almindeligt gældende ordning, må man se på, om denne undtagelse er begrundet i afgiftsordningens karakter eller generelle forvaltning. Ministeriet fandt, at denne praksis gående ud på at overføre ejendomsret gennem en navneændring ikke udgjorde nogen fravigelse af afgiftsordningen. Hvis Tilsynsmyndigheden var af den opfattelse, at denne praksis udgjorde en fravigelse af afgiftssystemet, fandt ministeriet den begrundet i afgiftsordningens karakter eller almindelige forvaltning.

Endelig henviste ministeriet til Kommissionens beslutning C 27/99 af 5. juni 2002 (17) om fritagelser for skat af overførsler ved omdannelse af visse offentlige foretagender til aktieselskaber i Italien. Ifølge ministeriet var de faktiske omstændigheder i den italienske sag stort set de samme som i den foreliggende sag, og der kunne anlægges samme betragtninger. Ministeriet konkluderede, at fritagelsen var begrundet i afgiftssystemets karakter eller forvaltning og ikke udgjorde statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

Ved brev af 30. juni 2005 fremførte handels- og industriministeriet yderligere argumenter for den opfattelse, at fritagelsen for stempel- og tinglysningsgebyrer ikke indebar nogen økonomisk fordel for Entra. Ministeriet pegede på, at Entras åbningsbalance blev opstillet efter nettonutidsværdimetoden. Det fremtidige forventede cashflow fra hver ejendom blev beregnet og justeret med den krævede forrentning. Afkastgraden blev fastsat ved brug af Capital Asset Pricing-modellen efter sammenligning med konkurrerende ejendomsselskaber. Kapitalen blev sat til ca. 40 %, svarende til kapitalen i sammenlignelige selskaber.

Ministeriet fandt, at den ejendomsværdi, man havde beregnet sig frem til, var den bedste vurdering af, hvad en investor, »der ikke skulle betale stempel- og tinglysningsafgifter« ville være rede til at betale for porteføljen. Hvis køberen af porteføljen (i dette tilfælde Entra) skulle betale stempel- og tinglysningsafgifter, ville den pris, investoren ville være rede til at betale, skulle reduceres med et beløb svarende til stempel- og tinglysningsafgiften. For de faste aktivers vedkommende ville ejendommenes værdi være blevet reduceret med det samme beløb, mens værdien af de finansielle aktiver ville være blevet forhøjet med det samme beløb, således at aktivernes samlede værdi ville have været den samme. På passivsiden vil egenkapitalen og den samlede gæld ikke have ændret sig, selv om den kortfristede gæld ville være blevet forhøjet med et beløb svarende til stempel- og tinglysningsafgiftsbeløbene. Ministeriet drog den konklusion, at Entras stilling ikke havde ændret sig som følge af fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift.

Ministeriet anerkendte, at man ikke kan drage den generelle konklusion, at det altid vil være ejendommens sælger, der rent faktisk kommer til at bære afgiftsbyrden, eftersom det afhænger af de nærmere omstændigheder. Men i det foreliggende tilfælde ville det være sælgeren, der kom til at bære byrden, eftersom den metode for vurdering af ejendommen, der blev brugt for Entra i åbningsbalancen, betød, at (uofficiel oversættelse): »I et sådant tilfælde, og når NPV-metoden bruges, vil alle former for omkostninger i forbindelse med købet blive fratrukket købsprisen, eftersom alle elementerne indgår i selve værdiansættelsesmetoden, da køberen ellers ikke opnår det nødvendige afkast…«

3.4.   Bemærkninger fra interesserede parter

Ved brev af 4. maj 2005 fremsatte advokatfirmaet Selmer, der repræsenterer Entra, bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Selmer gjorde gældende, at fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgifter ikke gav Entra nogen fordel, og at fritagelsen stemte overens med det norske systems karakter og generelle forvaltning.

For det første pegede Selmer på, at man havde besluttet at stifte selskabet med en egenkapitalandel på 40 % af den samlede kapital. Det betød, at hvis Entra skulle betale stempel- og tinglysningsafgifter, ville ejendommenes værdi være blevet reduceret med et beløb svarende til stempel- og tinglysningsafgifterne, og den norske stat skulle have indskudt samme beløb i selskabet for at bringe egenkapitalen op på de 40 %. Selmer fandt, at det ikke ændrede noget ved selskabets økonomiske stilling, og at det ikke gav Entra nogen økonomisk fordel.

For det andet anførte Selmer, at alle statslige reorganiseringer konsekvent var blevet gennemført på basis af kontinuitetsprincippet, og henviste til reorganiseringerne af Norges Radio (NRK), Telenor, De Norske Statsbaner (NSB), Posten Norge, Avinor, Mesta og Statkraft. Selmer fandt derfor, at fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgifter faldt inden for rammerne af det norske systems karakter og generelle forvaltning.

4.   Den norske lovgivning om stempel- og tinglysningsafgift ved ejerskifter

4.1.   Hvad udløser pligten til at betale stempel- og tinglysningsafgift?

Al fast ejendom i Norge er registreret i »Eiendomsregisteret«, der siden 1995 har indeholdt oplysninger fra »Tinglysingsregisteret/Grunnboken« og »GAB-registeret (Grunneiendommer, Adresser og Bygninger)« (18).

Tinglysingsregisteret blev oprettet ved »Lov om tinglysing« (lov nr. 2/1935). Heri registreres alle ejendomme med oplysninger om ejer, skøde, servitutter osv. Registeret indeholder bl.a. oplysninger om forskellige rettigheder og forpligtelser i forbindelse med de pågældende ejendomme. Enhver, der handler i god tro, kan påberåbe sig oplysningerne i tinglysningsregisteret.

I henhold til paragraf 7, stk. 1, i »Lov om dokumentavgift« (lov nr. 59/1975) udløses der ved registrering af ejerskifte af fast ejendom (»hjemmelsoverføring«) en pligt til at betale stempelafgift (»dokumentavgift«). Afgiftssatsen er på 2,5 % af ejendommens salgspris. Det er den nye skødeindehaver, der har ansvaret for afgiftens betaling, jf. paragraf 2, stk. 6, i finansministeriets bekendtgørelse om stempelafgift af 16. september 1975 med senere ændringer.

Desuden skal der ved registrering af ejerskifte betales et »tinglysingsgebyr« i henhold til »Rettsgebyrloven« (lov nr. 86/1982). Ved etableringen af Entra blev dette gebyr sat til 982 NOK (ca. 123 EUR) pr. skøde. Bestemmelserne om opkrævelse af stempelafgiften og tinglysningsafgiften er identiske.

Som nævnt ovenfor, udløses afgiftspligten ved overdragelse af et skøde (»hjemmelsoverføring«). Det betyder, at hvis der ikke er tale om nogen overdragelse af et skøde til en anden person, men derimod kun om ændring af den samme persons navn i tingbogen (»grunnboken«), skal der ikke betales nogen afgift.

Det er ikke lovpligtigt at tinglyse rettigheder i forbindelse med fast ejendom. Overdragelse af ejendomsret skal ikke nødvendigvis tinglyses. En skødeoverdragelse skal ikke nødvendigvis tinglyses, for at et ejerskifte får virkning. Men rettighedernes indehaver kan vælge at få sine rettigheder tinglyst for at kunne gøre dem gældende over for tredjemand.

4.2.   Hvornår kan ejerens navn ændres, uden at det udløser afgift?

Den praksis, der har været gældende med hensyn til betaling af stempel- og registreringsafgift i perioden fra 1990 til 1. juli 2005 — og altså også på tidspunktet for Entras etablering — er beskrevet i to sæt cirkulærer, nemlig justitsministeriets Rundskriv nr. G-37/90 af 25. maj 1990 og Toll- og Avgiftsdirektoratets årlige cirkulærer (19). Ifølge punkt 1.1 i sidstnævnte cirkulærer indrømmes der ikke fritagelse for stempelafgift, medmindre der er direkte hjemmel herfor i stempelafgiftsloven eller i en stortingsbeslutning (20).

i)   Fusioner

I tilfælde af fusioner foregår der ifølge det norske justitsministerium intet ejerskifte i stempelafgiftslovens forstand. Det er derfor tilstrækkeligt, at fusionen registreres i ejendomsregisteret med en bemærkning om, at virksomheden er fusioneret med en anden virksomhed. Denne bemærkning kan påføres af selskabsregisteret og udløser ikke nogen tinglysnings- eller stempelafgift. Dette gælder for fusioner mellem aktieselskaber omfattet af 14, stk. 7 i lov nr. 59 af 4. juni om aktieselskaber (»aktieselskabsloven«) (21), andre fusioner omfattet af 14 i samme lov samt fusioner mellem sparekasser (8 i lov nr. 1 af 24. maj 1961, »sparekasseloven«) (22).

ii)   Opløsning af fusioner efter aktieselskabsloven af 1976

Ved opløsning af fusioner, hvor ejendomsretten til fast ejendom blev overført fra den oprindelige virksomhed (»A«) til den udskilte virksomhed (»B«), skulle der i henhold til både cirkulære G-37/90 og punkt 1.4 i told- og afgiftsdirektoratets årlige cirkulærer betales såvel tinglysningsafgift som stempelafgift (23).

Hvis den pågældende ejendom derimod forblev i den oprindelige virksomhed (A), hvorfra en del (B) blev udskilt, var der ingen tinglysnings- eller stempelafgiftspligt (24). Grunden hertil var, at ejendommen i dette tilfælde ikke overdrages til et andet retssubjekt (hvilket ville have været tilfældet, hvis ejendommen var blevet overdraget til den udskilte virksomhed).

iii)   Ændring af ejerskab fra sameje til en form for ansvarligt selskab

I den relevante periode indebar ejerskifte fra sameje til et ansvarligt selskab (eller omvendt), at ejendommen blev overført fra et retssubjekt til et andet. Ifølge såvel cirkulære G-37/90 som punkt 1.5 i de årlige cirkulærer fra told- og afgiftsdirektoratet udløste det derfor pligt til at betale stempelafgift.

iv)   Omdannelse fra en selskabsform til en anden

En situation, der ikke er nævnt i cirkulæret, er den situation, hvor en virksomhed omdannes fra en selskabsform til en anden. I den norske regerings brev af 4. juni 2002 anføres det, at hovedreglen i sådanne situationer var, at »der må være et ejerskifte. Der skal derfor betales tinglysnings- og stempelafgift. Det er den praksis, der har været fulgt.« Den norske regering fremfører imidlertid, at det skulle være muligt at gøre undtagelser fra denne regel ud fra hensyn baseret på kontinuitetsbetragtninger (25).

Hertil bemærker Tilsynsmyndigheden, at appelretten Frostating Lagmannsrett i en kendelse af 9. oktober 1997 (offentliggjort i LF-1997-671) statuerede, at der ved en omdannelse fra et kommandittselskap til et aksjeselskap (»North West Terminalen AS«) skulle betales stempelafgift. Lagmannsretten henviste i den forbindelse til de ovennævnte cirkulærer fra justitsministeriet og told- og afgiftsdirektoratet og udtalte, at det følger af lov om stempelafgift, at der skal betales afgift, medmindre andet fremgår af selve loven eller bestemmelser vedtaget med hjemmel heri. Da det nye selskab ikke var den samme retlige enhed som det oprindelige selskab, var det uden betydning, om det var de samme ejere, der fortsatte i det nye selskab, og at den eneste ændring reelt kun drejede sig om selskabsformen.

Der kan desuden henvises til en sag, der var nævnt i bilag 1 til den norske regerings brev af 4. juni 2002, hvori de norske myndigheder nægtede at indrømme fritagelse for stempelafgift ved en omdannelse fra selveiende institusjon til et allmenaksjeselskap.

v)   Ejerskifte fra kommunen til et særskilt, 100 % kommunalt ejet selskab

På mødet mellem de norske myndigheder og Tilsynsmyndigheden den 19. maj 2005 udtalte de norske myndigheder, at der på det tidspunkt, hvor Entra blev etableret, i henhold til de gældende cirkulærer sandsynligvis skulle betales stempelafgift ved en reorganisering, hvor en bygning blev overdraget fra en kommune til et kommunalt ejet aktieselskab. Derimod havde man i nogen tid fulgt den praksis, at der ikke skulle betales stempelafgift ved skødeoverdragelser i forbindelse med reorganiseringer gennemført i henhold til den norske lov af 29. januar 1999 om interkommunale selskaber (26).

vi)   Praksis efter 1. juli 2005

Eftersom registreringen af navneændringen i ejendomsregisteret fandt sted i forbindelse med Entras etablering, er det de ovenfor beskrevne regler, der er det relevante sammenligningsgrundlag i forhold til paragraf 3 i den anfægtede lov. Det bør dog nævnes, at justitsministeriet den 21. juni 2005 vedtog et nyt cirkulære (G-6/05) om den tinglysningsmæssige fremgangsmåde ved overførsel af fast ejendom i forbindelse med fusion, fission og omdannelse af selskaber (27). Det nye cirkulære indførte med virkning fra 1. juli 2005 en ny praksis i de situationer, hvor ejerens navn kan ændres, uden at der anses at foreligge en skødeoverdragelse. Ifølge det nye cirkulære vil en opløsning af en fusion rent tinglysningsmæssigt nu blive behandlet på samme måde som fusioner, hvad stempelafgiftspligten angår, hvilket betyder, at der ikke længere skal betales stempelafgift. Det samme gælder for omdannelser gennemført efter reglerne i aktieselskabslovens og almenaktieselskabslovens paragraf 13, 14 og 15.

Ifølge det nye cirkulære skal der derimod stadigvæk betales stempelafgift ved overførsler af fast ejendom efter et regelsæt, der ikke bygger på kontinuitetsbetragtninger (f.eks. ved fusioner af ansvarlige selskaber). Også ved overførsler fra en selskabsform til en anden, f.eks. fra et ansvarligt selskab til et aktieselskab, skal der fortsat betales stempelafgift.

5.   Andre reorganiseringer af offentlige virksomheder

Som nævnt i de norske myndigheders brev af 4. juni 2003, har ordninger svarende til ordningen i den anfægtede lov været gældende ved andre reorganiseringer (Posten AS, NSB AS, Mesta AS, Avinor AS, Telenor AS og virksomheder i sundhedssektoren) (28).

Tilsynsmyndigheden bemærker, at der også har været gennemført reorganiseringer uden nogen ordning svarende til den, der er indeholdt i den anfægtede lov. Blandt de reorganiseringer, som Tilsynsmyndigheden er bekendt med, og hvor der ikke har været en sådan ordning, kan nævnes etableringen af BaneTele AS, Secora AS og Statkraft AS.

BaneTele AS er udbyder af et landsdækkende bredbåndsnet. Dette aktieselskab blev stiftet den 1. juli 2001. Før da indgik disse aktiviteter i Jernbaneverket. BaneTele er et aktieselskab, der ejes 100 % af den norske stat, repræsenteret ved handels- og industriministeriet. Jernbaneverket har ansvaret for driften af det norske jernbanenet og sorterer under transport- og kommunikationsministeriet. Forslaget om etablering af aktieselskabet BaneTele blev fremsat i Stortinget som St.prp. nr. 80 (2000-2001), Omdanning av BaneTele til aksjeselskap  (29), og i odelstinget som Ot.prp. nr. 93 (2000-2001), Om lov om omdanning av Jernbaneverkets kommersielle televirksomhet til aksjeselskap  (30). Ot.prp. nr. 93 (2000-2001) og den efterfølgende lov (lov af 15. juni 2001) indeholder ingen bestemmelser svarende til paragraf 3 i den anfægtede lov.

Secora AS er et produktionsselskab, der beskæftiger sig med anlæg af sikre og effektive havne og kystområder. Dette aktieselskab blev etableret den 1. januar 2005. Dets aktiviteter havde hidtil hørt ind under Kystverket. Secora AS ejes 100 % af den norske stat, repræsenteret ved fiskeri- og kystministeriet. Kystverket er Det Statslige Norske Etat for kystforvaltning samt sikkerhed og samfærdsel til søs. Forslaget om etablering af Secora AS blev fremsat i Stortinget som St.prp. nr. 1 (2004-2005), Om omdanning av Kystverkets produksjonsvirksomhet til statlig aksjeselskap m.m.  (31), og i Odelstinget som Ot.prp. nr. 20 (2004-2005), Om lov om omdanning av Kystverkets produksjonsvirksomhet til statsaksjeselskap  (32). Ot.prp. nr. 20 (2004-2005) og den efterfølgende lov (lov af 17. december 2004) indeholder ingen bestemmelser svarende til paragraf 3 i den anfægtede lov.

Statkraft AS er Norges største elproducent. Aktieselskabet blev stiftet den 1. oktober 2004. Det var tidligere et statsligt selskab (»Statsforetak (SF)«), og statsforetagendet Statkraft SF findes stadig og er den formelle ejer af Statkraft AS. Det første forslag om etablering af aktieselskabet blev fremsat i Stortinget som St.meld. nr. 22 (2001-2002), Et mindre og bedre statlig eierskap  (33), og derefter som St.prp. nr. 53 (2003-2004), Statens eierskap i Statkraft SF  (34), og i Odelstinget som Ot.prp. nr. 63 (2003-2004), Om lov om omorganisering av Statkraft SF  (35). I St. prp. nr. 53 (2003-2004) anførte regeringen, at reorganiseringen ville indebære, at Statkraft AS skulle betale stempelafgift »i overensstemmelse med de normale regler i loven« om stempelafgift, og at omkostningerne hertil ville reducere virksomhedens overskud og dermed også grundlaget for udbetaling af udbytte. Stempelafgiften blev anslået til 1,5 mia. NOK (ca. 188 mio. EUR) (36).

II.   VURDERING

1.   Eksistensen af statsstøtte

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, fastsætter følgende:

For at der kan være tale om statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, skal alle følgende kriterier være opfyldt:

1.	Støtten skal være ydet af staten eller med statsmidler

2.	Støtten skal give modtageren en fordel, der mindsker de omkostninger, den pågældende normalt skal afholde som led i sin virksomhed

3.	Fordelen skal være specifik eller selektiv ved at begunstige bestemte virksomheder eller produktionen af bestemte varer

4.	Støtten skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem kontraherende parter.

I sin beslutning om indledning af formelle undersøgelser drog Tilsynsmyndigheden den foreløbige konklusion, at alle disse betingelser var opfyldt, mens den norske regering har gjort gældende, at ingen af dem var opfyldt (37). Tilsynsmyndigheden må derfor vurdere fritagelsen for stempelafgift og tinglysningsafgift i lyset af den relevante retspraksis for at kunne tage stilling til, om den udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

1.1.   Støtten skal være ydet af staten eller med statsmidler

Ifølge fast retspraksis (38) er den første af de ovennævnte betingelser opfyldt, når en foranstaltning direkte eller indirekte lægger en vist beslag på offentlige midler.

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure drog Tilsynsmyndigheden den foreløbige konklusion, at bestemmelsen i den anfægtede lovs paragraf 3 indebar, at en afgift, der normalt ellers skulle betales, ikke blev betalt. Denne fritagelse for afgiftspligten indebar et direkte tab af afgiftsprovenu for den norske stat, hvilket svarer til forbrug af statsmidler. Tilsynsmyndigheden drog derfor den foreløbige konklusion, at den første betingelse var opfyldt.

I sine bemærkninger til åbningsbeslutningen gjorde de norske myndigheder imidlertid gældende (37), at eftersom Entras pligt til at betale stempel- og tinglysningsafgift aldrig blev udløst (fordi »overførslen af ejendomsretten i denne sag skete som en navneændring og ikke ved skødeoverdragelse«), var der ikke noget tab af afgiftsprovenu for staten og dermed intet forbrug af statsmidler.

Tilsynsmyndigheden kan ikke acceptere dette argument. En fordel i form af en afgiftsfritagelse omfattet af artikel 61, stk. 1, gives typisk i form af en eksplicit dispensation. Men eftersom hovedvægten i artikel 61, stk. 1, er lagt på virkningen af det nationale retssystem og ikke dets formelle opbygning, finder den også anvendelse i situationer, hvor en afgiftslempelse gives indirekte under henvisning til et bestemt retligt begreb (her »navneændring«), som indebærer, at der ikke skal betales nogen afgift. I begge tilfælde — og også i den her omhandlede sag — er virkningen den, at der kunne foretages registrering i ejendomsregisteret, uden at der blev udløst nogen stempel- og tinglysningsafgiftspligt, på grund af den særlige bestemmelse i lovgivningen. Der kunne ikke være foregået en sådan afgiftsfri registrering, hvis det ikke havde været for den særlige lovbestemmelse.

I sit forslag til det norske parlament (39) udtalte den norske regering, at det var yderst usikkert, om overførslen af ejendomme fra Statsbygg til Entra ville udløse stempel- og tinglysningsafgift. Men som det fremgår af punkt 1.2 nedenfor, har den norske regering endnu ikke godtgjort, at tinglysningen af ejerskiftet fra staten til Entra kunne fritages for afgift uden den særlige bestemmelse i paragraf 3 i lov af 18. februar 2000. Der findes ingen anden bestemmelse i norsk lovgivning om, at en sådan transaktion var fritaget fra hovedreglen om, at tinglysning af ejerskifte udløser stempel- og tinglysningsafgift. Desuden kan Tilsynsmyndigheden ikke se, hvordan reorganiseringen af Statsbygg uden paragraf 3 i lov af 18. februar 2000 kunne fritages efter tinglysningsloven, således som den dengang blev fortolket.

Tilsynsmyndigheden fastholder følgelig, at den første af betingelserne er opfyldt.

1.2.   Foranstaltningen skal være specifik eller selektiv ved at fremme »visse virksomheder eller produktion af visse varer«

1.2.1.   Materiel selektivitet

I sin beslutning om at indlede formel undersøgelse drog Tilsynsmyndigheden den foreløbige konklusion, at vedtagelsen af en særlov om fritagelse af én bestemt virksomhed (Entra) for stempelafgift måtte betragtes som en selektiv foranstaltning.

Under henvisning til de ovenfor beskrevne argumenter angående kontinuitetsbetragtningen har de norske myndigheder imidlertid gjort gældende, at denne praksis med navneændring som en måde, hvorpå man kunne overføre ejendomsrettigheder, ikke udgjorde nogen de facto-undtagelse fra det almindelige afgiftssystem. Det var derfor en generel foranstaltning.

Tilsynsmyndigheden skal henvise til kapitel 17B.3.1 i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for statsstøtte, der drejer sig om afgiftsforanstaltningers specifikke eller selektive karakter, og hvor det hedder:

Den anfægtede lov finder kun anvendelse på en bestemt transaktion mellem Statsbygg og Entra. Det er rigtigt, at tilsvarende love er blevet vedtaget, når andre statsejede aktieselskaber er blevet etableret (se del I ovenfor). Men at der er indført tilsvarende regler for en række andre privatiseringer, gør ikke den her omhandlede lex specialis til en ikke-selektiv foranstaltning.

For det første må man ikke glemme, at der ved andre statslige reorganiseringer ikke blev vedtaget bestemmelser svarende til den anfægtede lov. Da f.eks. BaneTele AS (40) blev etableret, blev det nye aktieselskab ikke fritaget for at betale stempel- og tinglysningsafgift. Det samme gjaldt, da Secora AS (41) blev etableret. Hvad angår reorganiseringen af Statkraft, udtalte den norske regering, at selskabet skulle betale afgift i overensstemmelse med de normale regler (42).

For det andet gælder under alle omstændigheder, at afgiftslovgivning, der behandler reorganiseringer af statsselskaber mere gunstigt end reorganiseringer af private virksomheder, vil være selektive som omhandlet i artikel 61, stk. 1. I stempelafgiftsloven var udgangspunktet imidlertid, at enhver skødeoverdragelse mellem forskellige enheder udløser stempelafgift, uanset om den nye ejer viderefører samme virksomhed som den hidtidige eller ej. Som det fremgår af det ovenstående var situationen frem til juli 2005 den, at både justitsministeriets 1990-cirkulære og en række successive cirkulærer fra told- og afgiftsdirektoratet kun indeholdt én relevant undtagelse fra denne regel. Begge sæt cirkulærer fastsatte helt utvetydigt, at det kun var ved overførsel af ejendomsret i forbindelse med fusioner mellem aktieselskaber, at kontinuitetsbetragtningen indebar, at tinglysning af ejerskifte kunne ske i form af en navneændring og ikke en skødeoverdragelse, der ville udløse stempelafgift. Derimod blev der udløst stempelafgift ved tinglysning af overførsel af ejendomsret ved opløsning af fusioner, omdannelser fra en selskabsform til en anden, overførsel af ejendomsret fra sameje til en form for ansvarligt selskab og overførsel fra en kommune til en 100 % kommunalt ejet særskilt enhed (43). Det blev også slået fast i den ovennævnte dom afsagt af Frostating lagmannsrett, der statuerede, at der skulle betales stempelafgift, når et ansvarligt selskab (her et »kommandittselskap«) blev omdannet til et aktieselskab, selv om de samme ejere fortsatte i det nye selskab, og den eneste reelle ændring drejede sig om selskabsformen.

Tilsynsmyndigheden finder ikke, at der kan siges at være analogi mellem Entras etablering og en fusion. Entras etablering svarer i langt højere grad til en opløsning af en fusion, til en omdannelse af en retlig enhed til en anden eller til en kommunes udskillelse af en bestemt aktivitet i en særskilt retlig enhed. Det betyder, at en fritagelse for stempelafgift som den, der blev givet i paragraf 3 i den anfægtede lov, på tidspunktet for Entras etablering ikke kunne gives til de mest sammenlignelige andre transaktioner.

Paragraf 3 i den anfægtede lov kan derfor ikke betragtes som en udvidelse af en allerede eksisterende generel (ikke selektiv) regel om, at der for visse former for tinglysning af ejendomsoverdragelser ikke skulle betales afgift. Foranstaltningen var følgelig materielt selektiv.

1.2.2.   Er fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift begrundet i afgiftssystemets generelle karakter eller forvaltning?

Ifølge EF-Domstolens retspraksis (44) kan der sondres mellem:

—	en særbehandling, hvor de samme principper som dem, der ligger til grund for de almindelige regler, anvendes i en konkret situation (ingen statsstøtte)

—	en særbehandling, der begunstiger bestemte virksomheder og ikke stemmer overens med de almindelige reglers interne logik (statsstøtte)) (45).

Denne sondring er også beskrevet i Kapitel 17B.3.4(1) i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for direkte beskatning af virksomheder, der drejer sig om undtagelser berettiget som følge af »systemets karakter eller forvaltning«: »Den differentiering, der er forbundet med visse foranstaltninger, betyder ikke nødvendigvis, at de må betragtes som statsstøtte. Dette er bl.a. tilfældet ved foranstaltninger, hvis økonomiske begrundelse gør dem »nødvendige eller funktionelle i forhold til skattesystemets effektivitet« (19). EFTA-staten skal imidlertid kunne give en sådan begrundelse.« Dette begrundelseskrav er blevet stadfæstet af EF-Domstolen (46).

De norske myndigheder har gjort gældende, at »selv om Tilsynsmyndigheden finder, at denne praksis (med navneændring som en måde, hvorpå ejendomsret kan overføres uden at udløse stempelafgiftspligt) udgør en undtagelse fra hovedreglen, så er den begrundet i afgiftssystemets generelle karakter eller forvaltning«. Til støtte for dette synspunkt gjorde de norske myndigheder gældende, at kontinuitetsprincippet og grundlaget for anvendelsen af dette princip, bl.a. i forbindelse med de her omhandlede stempelafgifter, indebar, at fritagelsen for stempelafgiften faldt inden for rammerne af den relevante norske lovgivnings logik og karakter. Efter deres opfattelse afspejlede den anfægtede lov dette kontinuitetsprincip og stemte overens med de almindelige regler om omstruktureringer.

Hertil skal Tilsynsmyndigheden bemærke, at spørgsmålet i denne sag drejer sig om kontinuitetsprincippets rækkevidde i forhold til stempelafgiftspligten og ikke om kontinuitetsprincippets rækkevidde som sådan, herunder dets anvendelse inden for selskabsretten.

Efter en analyse af de regler, der gælder for stempelafgift, og som er beskrevet ovenfor under punkt I.4, er Tilsynsmyndigheden af den opfattelse, at selv om kontinuitetsprincippet nok har spillet en fremtrædende rolle i norsk ret på det tidspunkt, hvor Entra blev etableret, indgik det på det tidspunkt ikke som et iboende og generelt element i de regler og den praksis, der gjaldt i forbindelse med andre typer virksomhedsreorganiseringer.

Som allerede nævnt, var det indtil juli 2005 kun i de tilfælde, hvor der i forbindelse med fusioner blev overført ejendomsrettigheder mellem aktieselskaber, at kontinuitetsbetragtninger tilsagde, at ejerskiftet kunne tingslyses i form af en navneændring og ikke som en skødeoverdragelse, der ville udløse stempelafgift. Derimod blev der udløst stempelafgift, når ejerskifte skulle tinglyses i forbindelse med opløsninger af fusioner, omdannelser fra en selskabsform til en anden, overgang fra sameje til en form for ansvarligt selskab, og ejerskifte fra en kommune til en 100 % kommunalt ejet særskilt retlig enhed (47).

De norske myndigheder har forklaret, at logikken bag undtagelserne fra den generelle stempelafgiftsregel skal søges i kontinuitetsprincippet. Men myndighederne har ikke givet nogen forklaring på logikken i forskelsbehandlingen mellem de ovennævnte typer overførsler. Den norske regering har tværtimod blot anført, at det rent faktisk ville være mere logisk at behandle fusioner og visse andre reorganiseringer på lige fod. Men det var først med virkning fra juli 2005, ca. fem år efter etableringen af Entra, at fortolkningen af lov om stempelafgift er blevet ændret, således at visse forskellige situationer nu behandles ens. På grundlag heraf finder Tilsynsmyndigheden det vanskeligt at finde nogen anden logik bag den fortolkning af lov om stempelafgift, der blev anlagt på tidspunktet for Entras etablering, end den, der følger af de citerede cirkulærer, nemlig at det kun er ved fusioner mellem aktieselskaber, at den normale stempelafgift ikke skal betales. Anvendelsen af kontinuitetsprincippet i relation til lov om stempelafgift var begrænset til sådanne tilfælde og gjaldt ikke i andre tilfælde som nævnt ovenfor.

Som nævnt ovenfor under punkt 1.2.1, finder Tilsynsmyndigheden under alle omstændigheder, at etableringen af Entra i langt højere grad svarer til de situationer, hvor tinglysning på det relevante tidspunkt ville have medført stempelafgiftspligt, end til de situationer, hvor afgiftspligten ikke blev udløst. På grundlag heraf kan Tilsynsmyndigheden ikke se, at fritagelsen i den anfægtede lov kan være begrundet i karakteren af og logikken i de norske regler om stempelafgift på det tidspunkt, denne fritagelse blev givet. At tilsvarende reorganiseringer af offentlige kommercielle aktiviteter også blev fritaget for stempelafgift, ændrer intet ved denne vurdering. De hensyn, der ligger til grund for kontinuitetsprincippet, kan ikke retfærdiggøre, at der skulle gælde en undtagelse fra den almindelige stempelafgiftspligt for bestemte reorganiseringer, hvis der ikke gives tilsvarende fritagelser ved mest sammenlignelige private reorganiseringer.

1.2.3.   Den italienske sag

De norske myndigheder har henvist til en beslutning fra Europa-Kommissionen og gjort gældende, at de faktiske omstændigheder i den pågældende sag er de samme som i Entra-sagen.

I Kommissionens beslutning af 5. juni 2002 (48) undersøgte Kommissionen en italiensk lov, der indeholdt en særlig skatte- og afgiftsordning for aktieselskaber med offentlig aktiemajoritet oprettet i henhold til en særlov. Den italienske lov hjemlede i særdeleshed fritagelse for alle afgifter på overførsler i forbindelse med omdannelse af særskilte virksomheder og kommunale værker til aktieselskaber (»fritagelse for afgifter på overførsler«). I italiensk ret opkræves der normalt afgift på overførsler ved etablering af en ny virksomhed eller ved overførsler af aktiver mellem forskellige økonomiske enheder. De italienske myndigheder havde imidlertid forklaret, at den italienske lov generelt afspejlede princippet om afgiftsneutralitet (hvilket betyder, at der ikke skal betales afgift) i forbindelse med omdannelse af en virksomheds selskabsform (dvs. »når en virksomhed skifter retlig form, men forbliver uændret set fra et økonomisk synspunkt«) (49).

Kommissionen fandt, at selv om det så ud, som om afviklingen af det kommunale foretagende og etableringen af et »nyt« aktieselskab ville svare til etablering af en ny økonomisk enhed, forholdt det sig kun tilsyneladende sådan og beroede på juridiske betragtninger af teknisk karakter. I realiteten var det nye aktieselskab den samme økonomiske enhed som det kommunale foretagende, det opererede blot under en anden selskabsform. I lyset heraf accepterede Kommissionen, at det overordnede princip om skattemæssig neutralitet i italiensk ret blev anvendt på tilsvarende måde i situationer, der falder ind under den særlige afgiftsordning. Der skulle følgelig ikke betales afgift af de pågældende overførsler (50).

Tilsynsmyndigheden forstår Kommissionens holdning således, at når den nationale lovgivning om stempelafgift i forbindelse med omdannelser af private virksomheder er baseret på et generelt princip om skatte- og afgiftsmæssig neutralitet — hvor hovedvægten lægges på, om det er den samme økonomiske virksomhed, der fortsættes, og ikke på, om det gøres af det samme retssubjekt — er det inden for rammerne af dette afgiftssystems logik, at dette princip udvides til også at gælde i situationer, hvor staten eller en kommune udskiller en økonomisk enhed, der hidtil har været drevet som led i statens eller kommunens virksomhed, i en særskilt retlig enhed.

Tilsynsmyndigheden er helt enig i denne tilgang. Logikken i hvert afgiftssystem må imidlertid vurderes for sig. Kommissionens beslutning var baseret på, at italiensk ret hjemlede mulighed for at fritage overførsler for afgift i forbindelse med omdannelse fra en selskabsform til en anden. Denne mulighed fandtes derimod ikke i den norske lovgivning, således som den blev fortolket og anvendt af afgiftsmyndighederne. Som allerede nævnt, blev der ved flere private reorganiseringer, der kunne sammenlignes med Entra (opløsning af fusioner eller omdannelse fra en selskabsform til en anden) ikke givet fritagelse for stempel- og tinglysningsafgift. Efter Tilsynsmyndighedens opfattelse er de faktiske omstændigheder i de to sager derfor forskellige. At kontinuitetsprincippet kan have været gældende på andre områder af norsk lovgivning, herunder især inden for selskabsret og lovgivningen om direkte beskatning af den pågældende enhed, kan ikke tillægges større betydning ved vurderingen af lighedspunkterne mellem den italienske og den norske sag.

1.2.4.   Konklusion med hensyn til selektivitet

Det må følgelig konkluderes, at foranstaltningen må anses for at være selektiv som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvilket ikke kan tilbagevises ved en henvisning til karakteren af og logikken i de norske regler om stempelafgift.

1.3.   Foranstaltningen skal give modtagerne en fordel, der mindsker de omkostninger, de normalt skal afholde som led i deres virksomhed

Ifølge EF-Domstolens retspraksis (51) og kapitel 17B.3.1(2) i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for statsstøtte »skal foranstaltningen give modtagerne en fordel, som mindsker de byrder, der normalt belaster deres budget. En sådan fordel kan bestå i en reduktion af virksomhedens skattebyrde på forskellig vis, herunder navnlig gennem« (…) »en fuldstændig eller delvis reduktion af skattebeløbet (fritagelse, skattenedslag)«.

Ved vedtagelsen af bestemmelsen i paragraf 3 i den anfægtede lov blev Entra fritaget for at skulle betale ca. 81 mio. NOK (tæt ved 10 mio. EUR) i stempel- og tinglysningsafgift. Som påvist ovenfor under punkt 1.1 og 1.2, er der tale om et beløb, som Entra ellers skulle have betalt over sit budget. Det var grundlaget for den foreløbige konklusion, Tilsynsmyndigheden drog i sin beslutning om at indlede formel undersøgelse, om at Entra opnåede en fordel som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

De norske myndigheder har derimod gjort gældende, at denne betingelse ikke er opfyldt af to grunde: For det første fordi fritagelsen ikke stillede Entra bedre i konkurrencen sammenholdt med en privat investor. For det andet fordi det ikke ville have ændret noget ved selskabets kapitalstruktur, soliditet og samlede værdier, hvis det havde skullet betale stempelafgift. Disse argumenter vil Tilsynsmyndigheden komme nærmere ind på nedenfor.

1.3.1.   Sammenligningen med private virksomheder

Som nævnt ovenfor under punkt I.3.1 anførte den norske regering i sit lovforslag, at en privat ejer kunne vælge at lade være med at overdrage skødet, men f.eks. beholde det i et holdingselskab, når der etableres et nyt selskab. Ifølge de norske myndigheder skal staten overføre ejendommene til en ny retlig enhed. Efter deres opfattelse foreligger der derfor ingen konkurrencefordrejning, når Entra fritages for stempelafgift.

Ifølge Førsteinstansretten foreligger der ikke nødvendigvis nogen fordel efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, (der svarer til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1) i alle situationer, hvor der indføres en foranstaltning, der fritager en offentlig virksomhed fra en strukturel ulempe, denne virksomhed har i forhold til sine konkurrenter i den private sektor (52). EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, tilsigter alene at forbyde de fordele, som favoriserer visse virksomheder, idet begrebet støtte kun omfatter indgreb, der letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som må betragtes som en økonomisk fordel, som den støttemodtagende virksomhed ikke ville have opnået på normale markedsvilkår. Tilsynsmyndigheden er imidlertid ikke enig med de norske myndigheder i, at der ud fra de argumenter, Norge har fremført, kan drages den konklusion, at en sammenligning med private virksomheder viser, at Entra ikke opnåede nogen fordel ved at blive fritaget for stempelafgift.

De måder, hvorpå en privat ejer kan undgå at betale stempelafgift, kan også benyttes af virksomheder etableret i forbindelse med privatiseringer. De strukturelle ulemper, som de norske myndigheder hævdede at stå overfor, var ikke af juridisk karakter. Norsk ret ville ikke have været til hinder for etableringen af og overførslen af ejendommene til Entra uden tinglysning. Desuden kunne Entra og de norske myndigheder have taget de samme sikkerhedsforanstaltninger som en privat virksomhed. Grunden til, at man ikke benyttede disse fremgangsmåder for Statsbyggs og Entras vedkommende, var alene, at de norske myndigheder fandt, at det ville være forbundet med så store politiske, ledelsesmæssige og praktiske ulemper, at de foretrak, at Entra blev den nye indehaver af skøderne.

Efter Tilsynsmyndighedens opfattelse kan der ikke ud fra disse betragtninger drages den konklusion, at Entra ikke opnåede nogen fordel ved at blive fritaget for at betale stempel- og tinglysningsafgift. Det følger allerede af den omstændighed, at alle de metoder, der kan benyttes til at undgå at skulle betale afgift, er baseret på, at ejerskiftet ikke tinglyses (skødet forbliver hos den oprindelige ejer). Hvis skødet (»grunnbokshjemmel«) ikke overføres, skal der ikke betales stempelafgift. Men den beskyttelse, tinglysningen giver, vil private virksomheder ikke få, når de ikke overfører skødet, mens Entra fik den. Sådanne metoder er derfor ikke ækvivalente med den fremgangsmåde, der blev benyttet i denne sag, hvor Entra blev den nye ejer.

Selv om det havde været tilfældet, kan Tilsynsmyndigheden desuden heller ikke se, at det strukturproblem, den norske stat hævdede at have, er af en fundamentalt anden karakter end det strukturproblem, som private virksomheder står overfor. Det er muligt, at det i praksis vil give en offentligt ejet virksomhed større problemer end en privatejet, at skødet ikke overføres. Men efter Tilsynsmyndighedens opfattelse har spørgsmål, der drejer sig om det indbyrdes forhold mellem den tidligere og den nuværende ejer af fast ejendom, intet at gøre med spørgsmålet om tinglysningen. Tinglysning har normalt ingen indflydelse på det indbyrdes forhold mellem de to retssubjekter, men har kun betydning i forhold til tredjemand. For køberen kan det kan således være vigtigt at få tinglyst ejerskiftet for at forhindre, at en tredjemand, som i god tro siden hen køber ejendommen af den tidligere ejer, kan gøre et stærkere krav gældende til den. Det har også stor betydning for beskyttelsen mod den tidligere ejers kreditorer, ligesom det kan have indvirkning på køberens mulighed for at opnå realkredit- og andre lån. I alle disse situationer er ulemperne ved at undlade tinglysning helt fundamentalt de samme for en privatejet som for en offentligt ejet virksomhed. Faktisk kan de beskrevne fremgangsmåder på nogle punkter være mindre fordelagtige for private virksomheder end for offentlige, eftersom tinglysning af begrænsninger i ejendomsretten ikke udelukker risikoen for tvangsfuldbyrdelse eller for kreditorernes eller konkursboets ekstinktion af en retssuccessors rettigheder til debitors ejendom.

Endelig understreger Tilsynsmyndigheden, at de norske myndigheder ikke har fremlagt belæg for påstanden om, at en privat aktør helt sikkert ville have valgt ikke at overdrage skødet. Norge har blot peget på, at der var størst sandsynlighed for, at en privat aktør under tilsvarende omstændigheder ville have besluttet ikke at tinglyse ejerskiftet.

1.3.2.   Påstanden angående åbningsbalancen

Som allerede nævnt, har de norske myndigheder gjort gældende (53), at fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift ikke bør ses isoleret, men må vurderes i sammenhæng med selskabets åbningsbalance. De fremfører, at denne foranstaltning ikke ændrede noget ved selskabets kapitalstruktur, soliditet og samlede værdi. Rent teoretisk gælder, at hvis der skulle have været opført stempel- og tinglysningsafgifter i åbningsbalancen, ville der have været en alternativ åbningsbalance, hvor ejendommens værdi ville være nedskrevet med et beløb svarende til stempelafgiften.

Som beskrevet ovenfor under punkt 1.2, skulle Entra efter de normale regler i det norske afgiftssystem have betalt stempelafgift. Uanset hvordan åbningsbalancen opstilles, er det derfor transaktionsværdien mellem sælger og køber, der skal lægges til grund for stempel- og tinglysningsafgiftens beregning. Uanset hvilke betragtninger køberen (Entra) eller sælgeren (staten) vil anlægge i relation til den aftalte pris, er det den pris og intet andet, myndighederne lægger til grund, når afgiften skal beregnes.

Tilsynsmyndigheden er helt principielt uenig med de norske myndigheder, når de påstår, at denne afgiftslempelse ikke vil udgøre nogen fordel efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvis fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift får en indvirkning på Entras åbningsbalance, der neutraliserer fordelen ved afgiftsfritagelsen. Uden bestemmelserne i paragraf 3 i den anfægtede lov ville Entra ifølge norsk lovgivning skulle have betalt stempelafgift for tinglysning beregnet på basis af den aftalte transaktionsværdi, uanset om den havde set anderledes ud eller ej. Afgiften blev aldrig betalt, og det er denne manglende betaling af afgifter, denne sag drejer sig om. Spørgsmålet om, hvorvidt sælger ville have accepteret en lavere værdi af bygningerne, hvis Entra havde betalt stempelafgift, er en af de omstændigheder, der har indvirkning på, hvordan Entras åbningsbalance kommer til at se ud, men det er faktorer, der ikke kan tages med i betragtning, når man skal afgøre, om virksomheden opnåede en fordel eller ej.

De norske myndigheders argument om, at afgiftsfritagelsen skulle ses i sammenhæng med, at prisen på ejendommene ellers ville have været anderledes, bygger på det ræsonnement, at denne statsstøtte i form af afgiftsfritagelsen påførte Entra et nettotab i form af en højere pris for de ejendomme, Entra fik overført. Men at tage hensyn til alle de mere eller mindre direkte økonomiske konsekvenser, som en støtteforanstaltning kan få for den konkrete støttemodtager, ville efter Tilsynsmyndighedens opfattelse være i strid med den praksis, der normalt følges i statsstøttesager. På samme måde vil det normalt ikke være rimeligt at tage hensyn til en støtteforanstaltnings økonomiske virkninger i kontraktforholdet mellem støttemodtageren og andre retssubjekter ved vurderingen af, hvorvidt og i hvilket omfang støtteforanstaltningen skal anses for at have givet støttemodtageren en fordel som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. I den forbindelse må Tilsynsmyndigheden understrege, at der i relation til statsstøttereglerne må sondres mellem den norske stats rolle som afgiftsopkræver og dens rolle som sælger af fast ejendom.

Tilsynsmyndigheden er derfor ikke enig med den norske regering i, at Entra ikke modtog nogen fordel som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ved at blive fritaget for stempelafgift, men samtidig nyde den beskyttelse, tinglysningen gav virksomheden.

I sit brev af 4. juni 2003 anfører handels- og industriministeriet, at »teoretisk set, hvis åbningsbalancen havde indeholdt stempel- og tinglysningsafgift, ville der have været en alternativ, justeret åbningsbalance som den i bilag 2 angivne«. Bilag 2 beskriver en alternativ åbningsbalance, hvor de samlede aktiver og passiver er de samme, men hvor bl.a. ejendommenes værdi er nedskrevet med et beløb svarende til afgifterne. Ministeriet konkluderer, at Entra ikke har fået nogen økonomisk fordel som følge af fritagelsen for stempel- og registreringsafgifter.

Den hypotetiske åbningsbalance, som de norske myndigheder beskriver, er baseret på den antagelse, at køberen (Entra) vil nedjustere sit krav til afkast (9,5 %) og egenkapitalandel (40 %), hvis der skal betales stempel- og registreringsafgift. Det betyder, at den hypotetiske åbningsbalance er baseret på den antagelse, at sælger altid vil bære afgiftsbyrden 100 %, og at ejendommens værdi i en alternativ åbningsbalance vil blive reduceret med et beløb, der nøjagtigt svarer til afgifterne.

Tilsynsmyndigheden har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved den nettonutidsværdimetode, der blev brugt, da Entras åbningsbalance blev opstillet. Men som det fremgår af den norske regerings egne forsøg på at finde frem til ejendommenes reelle værdi (se punkt I 2.2 ovenfor og de betydelige forskelle mellem de alternative værdiansættelser), kunne der også være benyttet andre metoder. Man kunne have lagt andre antagelser til grund, og disse metoder og antagelser kunne meget vel have ført til en situation, hvor afgiftsbyrden ikke ville være blevet båret 100 % af sælger. I en normal markedssituation med flere interesserede købere er det mere sandsynligt, at den yderligere afgiftsbyrde, den aftalte transaktionspris indebar, ville være blevet splittet op mellem sælger og køber.

Tilsynsmyndigheden finder det ikke muligt at opstille nogen generel regel om, at markedsprisen på en ejendom altid vil blive øget med nøjagtigt det beløb, køberen normalt skulle betale i afgifter for at få tinglyst ejendommen i situationer, hvor disse afgifter enten allerede er blevet betalt eller ikke skal betales på grund af en lovhjemlet fritagelse. Og i sit brev af 30. juni 2005 erkender handels- og industriministeriet da også, at man ikke kan drage en sådan entydig konklusion, og at regeringens argument angående nettovirkningen af, at afgifterne ikke blev betalt, udelukkende er baseret på den specifikke værdiansættelsesmetode, regeringen valgte at anvende i relation til Entra.

I denne sag valgte Norge at undlade at opkræve stempel- og tinglysningsafgift af Entra og pointerede, at dette indgik som en forudsætning for den senere værdiansættelse af ejendommene. Norges argumentation er derfor i alt væsentligt baseret på, at i den hypotetiske situation, hvor man havde besluttet, at Entra skulle betale den normale stempel- og tinglysningsafgift, ville man stadigvæk have valgt nettonutidsværdimetoden og lagt de samme antagelser til grund for beregning af salgsprisen. Hvis man godkendte et sådant argument, ville det betyde, at man lod rækkevidden af EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, afhænge af en EØS-stats evne til at overbevise Tilsynsmyndigheden og EFTA-Domstolen om fiktive skridt, den ville have taget i hypotetiske situationer.

Endelig understreger Tilsynsmyndigheden, at i de meget få sager, hvor EF-Domstolen — i forskellige situationer — har accepteret et quid pro quo-argument, har det altid været en forudsætning, at modydelsen var fastlagt på forhånd (og ikke efterfølgende) på en klart defineret, objektiv og gennemsigtig måde (54). Men intetsteds i forarbejderne til den relevante lovgivning står der noget om, at det var en forudsætning for indrømmelsen af den fordel, som fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift udgjorde, at denne fordel blev modsvaret af en højere vurderingspris for de pågældende ejendomme, end hvad en privat aktør ville have betalt på det åbne marked. De norske myndigheders argument om, at Entra ikke fik nogen fordel i forhold til den situation, hvor Entra skulle have betalt stempel- og tinglysningsafgift, forekommer derimod at stride mod det udtrykkelige formål med at fritage Entra fra at betale stempel- og tinglysningsafgift. Som nævnt ovenfor under punkt I.3.1, i regeringens forslag til Stortinget, blev det forklaret, at formålet med fritagelsesklausulen var, at Entra ikke kom til at bære afgiftsbyrden, eftersom konkurrerende private virksomheder i vid udstrækning kunne slippe for denne byrde på anden vis. Med andre ord er der i stortingsforslaget en implicit antagelse om, at betaling af stempel- og tinglysningsafgift rent faktisk ville stille Entra i en økonomisk ringere situation, end hvis Entra ikke betalte afgifterne. Det var desuden Stortingets intention, at Entra ikke skulle stilles i en sådan ugunstig situation.

1.3.3.   Konklusion med hensyn til fordelen

Tilsynsmyndigheden må fastholde, at paragraf 3 i den anfægtede lov gav Entra en fordel som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

1.4.   Foranstaltningen skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og skal påvirke samhandelen mellem kontraherende parter

I beslutningen om indledning af formel undersøgelse drog Tilsynsmyndigheden den foreløbige konklusion, at foranstaltningen truede med at fordreje konkurrencen og påvirkede handelen mellem EØS-lande som omhandlet i artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen. De norske myndigheder hævder derimod, at denne foranstaltning »ikke vil påvirke samhandelen mellem de kontraherende parter«, og at Tilsynsmyndigheden bør tage hensyn til det relevante marked. Desuden hævder de norske myndigheder, at »der ikke har været ikke-norske investorer, der har opereret på det norske marked« (55).

EF-Domstolen har statueret (56), at der er tale om fordrejning af konkurrencen i det øjeblik, hvor statens finansielle støtte styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med. Den ydede støtte reducerer omkostningerne og giver dermed støttemodtagerne en konkurrencefordel frem for de virksomheder, der må bære alle omkostninger med egne midler. På grundlag heraf finder Tilsynsmyndigheden, at støtten til Entra i form af fritagelse for stempel- og tinglysningsafgifter fordrejede konkurrencen som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. De norske myndigheder har da heller ikke hævdet, at konkurrencen ikke fordrejes (men kun, at samhandelen ikke påvirkes).

Med hensyn til spørgsmålet om samhandelspåvirkning må det undersøges, om den her omhandlede støtte kan styrke en virksomheds position i forhold til andre, konkurrerende virksomheder inden for EØS (57). Som det blev statueret af EFTA-Domstolen, har Tilsynsmyndigheden ikke pligt til at godtgøre, at støtten påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter mærkbart, men kun til at undersøge, om støtten kan antages at kunne få en sådan virkning (58). Traditionelt er der derfor ikke blevet anlagt nogen indskrænkende fortolkning af samhandelspåvirkningskriteriet, idet en foranstaltning generelt er blevet betragtet som statsstøtte, når den er egnet til at påvirke samhandelen mellem EØS-staterne (59).

I kapitel 17B.3(4) i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for statsstøtte hedder det, at »ifølge fast retspraksis med hensyn til denne bestemmelse er betingelsen om påvirkning af samhandelen opfyldt, når modtagevirksomheden udøver en økonomisk aktivitet, der er genstand for samhandel mellem de kontraherende parter.« Statsstøtte kan dog også påvirke samhandelen inden for EØS, selv om modtagervirksomheden ikke selv deltager i grænseoverskridende aktiviteter (60). Det beror på, at når en medlemsstat yder støtte til en virksomhed, kan den indenlandske produktion derved blive opretholdt eller forøget med den konsekvens, at chancerne for virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at eksportere deres produkter til denne medlemsstats marked herved bliver mærkbart formindskede (61).

Ifølge Entras eget årsregnskab for 2001 beskæftiger Entra sig med »udvikling, udlejning, administration, drift, salg og køb af fast ejendom i Norge«.

Entra er medlem af Foreningen Næringseiendom  (62), hvis andre medlemmer helt eller delvis udøver samme form for virksomhed som Entra. Foreningen Næringseiendom har 74 medlemmer (oktober 2005). Medlemsskaren tæller selskaber som ABB AS–Eiendom, Aberdeen Property Investors, Avantor AS, ICA Eiendom Norge AS, KLP Eiendom AS, Linstow ASA, Mustad Eiendom AS, NCC Property Development AS, Reitan Eiendom AS, Skanska Eiendomsutvikling AS, Smedvig Eiendom AS, Steen & Strøm ASA, Storebrand Eiendom AS, Umoe Sterkorder AS, Veidekke Eiendom AS, Vesta Forsikring AS-Eiendom og Vital Eiendomsforvaltning AS (63).

Det største norskejede ejendomsselskab (eller ejendomskoncern) er Olav Thon Gruppen. Dette selskab var også aktivt i 2000, hvor Entra blev etableret. Olav Thon Gruppen ejer for øjeblikket 320 ejendomme i Norge og 18 i udlandet (hovedsagelig i Bruxelles). Gruppens første ejendom i Bruxelles blev købt i 1988 (Thon Belgium SA). Den beskæftiger ca. 3 400 ansatte. Udover udlejning af kontorlokaler har gruppen også interesser i hoteller, restauranter og butikscentre (64).

Et af de ovennævnte selskaber, Linstow AS, ejer og udvikler ejendomme i Norge såvel som i de baltiske lande, Portugal og Sverige. Linstow AS er et helejet selskab i Anders Wilhelmsen Group, der købte selskabet 1999 og afnoterede det fra børsen i Oslo. Anders Wilhelmsen Group er medejer i rederiet Royal Caribbean Cruise Line (RCCL). Linstow AS administrerer bl.a. den norske portefølje (Nordea Portfolio) af ejendomme ejet af Curzon Global Partners. Porteføljen består af 31 ejendomme (november 2005) spredt over hele Norge. Curzon Global Partners er et investeringsforvaltningsselskab, der har hovedsæde i London og ejes af IXIS AEW Europe (IAE). IAE er et europæisk ejendomsadministrationsselskab, der ejes af Groupe Caisse d'Epargne og Caisse des Dépôts i Frankrig. IAE har ansvaret for administration af aktiver til en værdi af ca. 11 mia. EUR (65).

Et af de andre selskaber, ICA Eiendom Norge AS, er et datterselskab af det svenske selskab ICA Fastigheter AB. ICA Fastigheter AB er et helejet datterselskab af ICA AB. ICA Fastigheter AB opfører, administrerer og sælger ejendomme i Skandinavien og de baltiske lande. Selskabets portefølje har en bogført værdi på 5,7 mia. SEK og består hovedsagelig af butiksejendomme og pakhuse. Bortset fra ICA-butikkerne udbyder selskabet også ejendomme til eksterne kunder. ICA-koncernen (ICA AB) er en af Nordens største detailkoncerner med godt 2 600 egne og associerede butikker i Skandinavien og de baltiske lande (66).

På det tidspunkt, hvor Entra blev etableret (i 2000), var Aberdeen Property Investors Norway AS et datterselskab af Aberdeen Property Investors. Aberdeen Property Investors tilhører den uafhængige kapitalforvaltningskoncern Aberdeen Asset Management PLC, der er noteret på børsen i London. Aberdeen Property Investors administrerer i dag ejendomme af en værdi på 7,8 mia. EUR i Nordeuropa, heraf ca. 9 mia. NOK (ca. 1,1 mia. EUR) i Norge. I 2001 opkøbte Aberdeen Property Investors Norway AS et andet ejendomsselskab på det norske marked, Norske Liv Eiendom, og i dag administrerer selskabet ejendomme for bl.a. NSB, Nordea Liv og API Eiendomsfond. Aberdeen Property Investors har 200 ansatte i Norge (67)

Af de ovennævnte selskaber, der er aktive på samme marked som Entra (udvikling, udlejning, administration, drift, salg og køb af fast ejendom i Norge), og som var aktive i 2000, hvor Entra blev etableret, var der således helt klart flere, der havde ikke-norske ejere, flere var aktive både i Norge og uden for Norge, og flere af dem administrerede ejendomme ejet af udenlandske kunder.

Af beskrivelsen i punkt I fremgår det, at de aktiver og aktiviteter, der blev overført til Entra, var konkurrenceudsatte. Entra konkurrerer altså med andre udbydere af bygninger og ejendomme. Det gælder både for Entras ejerskab, køb, salg, drift og administration af ejendomme. Entra opererer i hele Norge på et marked, hvor aktører fra andre EØS-lande også er aktive. Den fjerde betingelse er derfor også opfyldt, eftersom foranstaltningen påvirker eller truer med at påvirke konkurrencen mellem de kontraherende parter.

2.   Støttens forenelighed

På grundlag af de ovenstående betragtninger må de her omhandlede afgiftsfritagelser anses for at udgøre statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

De norske myndigheder har gjort gældende, at foranstaltningen ikke indebærer statsstøtte, og har ikke fremført nogen argumenter for, at statsstøtten er forenelig med EØS-aftalen. Men efter vurdering af foranstaltningens karakter af statsstøtte må der tages stilling til, om en sådan statsstøtte kan være forenelig med EØS-aftalen i henhold til aftalens artikel 61, stk. 2 og 3.

Undtagelsesbestemmelserne i artikel 61, stk. 2, kan ikke finde anvendelse. Ved etableringen af Entra er der ikke ydet støtte af social karakter til enkelte forbrugere eller støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder.

I henhold til artikel 61, stk. 3, litra a), kan statsstøtte anses for at være forenelig med EØS-aftalen, når den tager sigte på at fremme den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse. Eftersom den her omhandlede foranstaltning ikke er begrænset til sådanne områder, finder denne undtagelsesbestemmelse ikke anvendelse. Heller ikke artikel 61, stk. 3, litra b), kan bringes i anvendelse. Og hvad angår artikel 61, stk. 3, litra c), kan Tilsynsmyndigheden endelig ikke se, at støtten kan anses for at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner som omhandlet i denne bestemmelse. Støtten opfylder følgelig ikke betingelserne for anvendelse af nogen af undtagelsesbestemmelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3.

3.   Procedurekrav og støttens karakter

3.1.   Anmeldelsespligten

Artikel 1, stk. 3, i første del af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen fastsætter, at »EFTA-Tilsynsmyndigheden skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil« Enhver støtte, der er ydet uden anmeldelse eller er anmeldt for sent, dvs. efter at den er »iværksat«, betragtes som ulovlig støtte.

Fritagelsen for stempel- og registreringsafgift ved etableringen af Entra blev ikke anmeldt til Tilsynsmyndigheden, og denne fritagelse blev iværksat.

3.2.   Tilbagesøgning

Tilsynsmyndigheden skal henlede den norske regerings opmærksomhed på artikel 1 i anden del af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. Afgiftsfritagelsen blev indført efter EØS-aftalens ikrafttrædelse. Enhver støtte i denne sag skal derfor betragtes som ny støtte. Som anført ovenfor, har Tilsynsmyndigheden ikke modtaget nogen anmeldelse af denne støtte. Støtten må i denne sag derfor betragtes som ulovlig som defineret i artikel 1, litra f), i anden del af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen.

I henhold til artikel 14 i anden del af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen skal Tilsynsmyndigheden som hovedregel beordre den pågældende EFTA-stat til at tilbagesøge støtte, der er fundet ulovlig og uforenelig med EØS-aftalen.

Tilsynsmyndigheden finder ikke, at der i denne sag foreligger nogen generelle principper, der er til hinder for tilbagesøgning af støtten. Når støtte er fundet ulovlig, er det ifølge fast retspraksis en logisk konsekvens, at denne støtte ophæves ved at tilbagesøge den. Det kan derfor principielt ikke anses for at være urimeligt i forhold til EØS-aftalens mål på statsstøtteområdet at kræve ulovligt ydet statsstøtte tilbagebetalt med det formål at genoprette den oprindelige situation. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren jo den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet (68). Det følger også af dette formål med tilbagebetalingen, at Tilsynsmyndigheden normalt ikke, bortset fra usædvanlige omstændigheder, kan undlade at udøve den skønsbeføjelse, som tilkommer den efter Domstolens retspraksis, når Tilsynsmyndigheden anmoder EFTA-staten om at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte, eftersom Tilsynsmyndigheden alene herved genopretter den oprindelige situation (69). Desuden har den kontrol, som Tilsynsmyndigheden skal føre med statsstøtte i medfør af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen, sit grundlag i ufravigelige principper, hvorfor støttemodtagerne principielt ikke kan have nogen berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den procedure, der er fastlagt i denne protokols bestemmelser (70).

4.   Konklusion

I lyset af ovenstående betragtninger finder Tilsynsmyndigheden, at fritagelsen for stempel- og tinglysningsafgift ved etableringen af Entra udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med EØS-aftalen. Tilsynsmyndigheden afslutter derfor proceduren efter artikel 1, stk. 2, i første del af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen med en negativ beslutning og påbyder de norske myndigheder at tilbagesøge statsstøtten med påløbne renter fra Entra —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

1.

Den fritagelse for stempel- og tinglysningsafgift, der er indrømmet ved etableringen af Entra Eiendom AS (ref. paragraf 3 i lov nr. 11 af 18. februar 2000) udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Støtten er ydet i strid med procedurekravene i artikel 1, stk. 3, i første del af protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen og opfylder ikke betingelserne i undtagelsesbestemmelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 eller 3.

2.	Den norske stat skal fra Entra tilbagesøge den ikke betalte stempel- og tinglysningsafgift med tillæg af påløbne renter beregnet på grundlag af den relevante rentesats regnet fra den dato, hvor afgifterne skulle være betalt, og indtil tilbagebetaling har fundet sted.

3.	Denne beslutning meddeles den norske regering ved et brev vedlagt en genpart af beslutningen.

4.	Den norske regering skal senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning underrette Tilsynsmyndigheden om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme den.

5.	Europa-Kommissionen underrettes i overensstemmelse med protokol nr. 27(d) til EØS-aftalen ved fremsendelse af en genpart af denne beslutning.

6.	De øvrige EFTA-stater, EF-medlemsstaterne og interesserede parter underrettes ved offentliggørelse af denne beslutning på det autentiske sprog i EØS-afsnittet i Den Europæiske Unions Tidende og EØS-tillægget hertil.

7.	Denne beslutning er autentisk på engelsk.

---

(1)  Herefter benævnt »EØS-aftalen«.

(2)  Herefter benævnt »tilsyns- og domstolsaftalen«.

(3)  Proceduremæssige og materielle regler på statsstøtteområdet (retningslinjer for statsstøtte), vedtaget og udsendt af EFTA-Tilsynsmyndigheden den 19. januar 1994, offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994. Retningslinjerne for statsstøtte findes på Tilsynsmyndighedens hjemmeside: www.eftasurv.int

(4)  Beslutning nr. 132/04/COL. Beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i EUT C 319 af 23.12.2004, s. 17, og i EØS-tillæg nr. 64 af samme dato, s. 46. Beslutningen findes også på Tilsynsmyndighedens hjemmeside.

(5)  »St prp nr 84 (1998-99) Om ny strategi for Statsbygg og etablering av Statens utleiebygg AS«. Entra hed oprindeligt »Statens utleiebygg AS«. I det følgende benyttes navnet »Entra« for Entra Eiendom AS og Statens utleiebygg AS.

(6)  »Ot prp nr 83 (1998-99) Om lov om omdanning av deler av Statsbyggs eiendomsvirksomhet til aksjeselskap«. Lov af 18. februar 2000, nr. 11.

(7)  Kilde: http://www.statsbygg.no/english/

(8)  Uofficiel oversættelse.

(9)  »St.prp. nr. 1 Tillegg nr. 10 (1999-2000) Om etablering av Statens utleiebygg AS«.

(10)  »Porteføljevurdering konkurransebyggene Statsbygg«, brev til Statsbygg af 10.8.1999 med CEC’s vurdering.

(11)  »St.prp. nr. 1 Tillegg nr. 10 (1999-2000) Om etablering av Statens utleiebygg AS«.

(12)  »Statens utleiebygg AS — Fastsettelse av åpningsbalanse og endelige bevilgninger til egenkapital og lån«. Kongelig resolusjon af 22.6.2000.

(13)  Koncernen består udover Entra eiendom AS af Entra Service AS, Universitetsgaten 2 AS, Biskop Gunnerus gate 14 AS, Instituttveien 24 AS, Entra Kultur 1 AS, Langkaia 1 AS, Kr Augustgate 23 AS, Nonnen utbygging AS og Krambugt 3 AS. Kilde: Årsrapport 2004. Se http://www.entraeiendom.no/files/Entra_Eiendom_Arsrapport_2004.pdf

(14)  Gennemsnitskurs i 2004: 1 EUR = 8,3715 NOK.

(15)  Kilde : Entras Årsrapport 2004.

(16)  Valutakurs pr. 30. juni 2000: 1 EUR = 8,1815 NOK.

(17)  EUT L 77 af 24.3.2003, s. 21.

(18)  Kilde: Statens Kartverk — Tinglysingen, se: http://www.statkart.no/IPS/tinglysing/?module=Articles;action=ArticleFolder.publicOpenFolder;ID=2207

(19)  Jf. bl.a. Dokumentavgift 2000 — S12-DOK-2001 og Rundskriv nr. 12/2005 S, som der henvises til nedenfor. Se tillige http://www.toll.no/upload/dokumentavgift1_1.pdf

(20)  »Det gis ikke fritak for dokumentavgift med mindre det er direkte hjemmel i loven eller stortingsvedtak«.

(21)  Der henvises tillige til lov nr. 44 og lov nr. 45 af 13. juni 1997 om hhv. aktieselskaber og almenaktieselskaber.

(22)  Der henvises til cirkulære G-37/90, s. 1, punkt 1.3 i Dokumentavgift 2000 og punkt 1.3 i Rundskriv nr. 12/2005 S.

(23)  Tilsynsmyndigheden hæfter sig ved, at den norske regering i punkt 4.3. i sit brev af 4. juni 2003 skriver, at det kunne diskuteres, »om der stadigvæk skulle kræves tinglysning af et dokument, som udtryk for ejerskifte. Spørgsmålet er til behandling i justitsministeriet«. Tilbage står imidlertid, at regeringen i successive cirkulærer fastholdt dette standpunkt indtil juni 2005 og først ændrede praksis for tinglysninger foretaget efter denne dato.

(24)  Det gælder, også selv om den udskilte virksomhed (B) overtager den oprindelige virksomheds (A's) navn, eftersom realiteten er, at ejendommen stadigvæk ejes af den samme, nemlig den oprindelige virksomhed A. Det vil blive anset for blot at være en navneændring. Se tillige justitsministeriets udtalelse, offentliggjort i U87-4.

(25)  Jf. punkt 7h) i brevet.

(26)  Jf. f. eks. punkt 3.9 i Rundskriv nr. 12/2005 S.

(27)  »Rundskriv G-6/05: Den tinglysingsmessige fremgangsmåten når fast eiendom blir overført i forbindelse med fusjon, fisjon og omdanning«. Cirkulæret findes på justitsministeriets hjemmeside: http://odin.dep.no/jd/norsk/dok/regelverk/rundskriv/012081-250018/dok-bn.html

(28)  Ved nogle af disse reorganiseringer blev der i forarbejderne ikke givet nogen begrundelse for afgiftsfritagelsen. Ved andre blev fritagelsen betragtet som en undtagelse fra den normale stempelafgiftspligt. Det anføres desuden, at ordningen svarer til tilsvarende ordninger, der har været gældende ved andre omdannelser af statsforetagender til aktieselskaber. Endelig er det ofte blevet fremført, at ordningen svarer til den fremgangmåde, der gælder ved overførsler af fast ejendom i forbindelse med fusioner mellem aktieselskaber og banker.

(29)  Se http://www.odin.dep.no/repub/00-01/stprp/80

(30)  Se http://www.odin.dep.no/repub/00-01/otprp/93

(31)  Se http://www.odin.dep.no/filarkiv/226433/STP0405001-T06-TS.pdf

(32)  Se http://www.odin.dep.no/repub/04-05/otprp/20

(33)  Se http://odin.dep.no/nhd/norsk/dok/regpubl/stmeld/024001-040006/dok-bn.html

(34)  Se http://www.odin.dep.no/filarkiv/208116/STP0304053-TS.pdf

(35)  Se http://odin.dep.no/filarkiv/207892/OTP0304063-TS.pdf

(36)  I lovforslaget hedder det: »Den foreslåtte omorganiseringen av Statkraft vil medføre at det påløper dokumentavgift til staten, jf Stortingets vedtak om dokumentavgift paragraf 1 første ledd. Utgiften vil være i størrelsesorden 1,5 milliarder kroner. Departementet legger til grunn at Statkraft betaler dokumentavgift i tråd med lovens normalordning. Utgifter til dokumentavgift vil redusere overskuddet til selskapet og dermed også utbyttegrunnlaget«.

(37)  Brev af 16. september 2004 fra handels- og industriministeriet.

(38)  Se forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy mod Kommissionen, Sml. 1988, s. 219; sag C-290/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1985, s. 439; sag C-482/99, Den Franske Republik mod Kommissionen, Sml. 2002, s. I-4397; sag C-379/98, Preussen Elektra AG mod Schleswag AG, Sml. 2001, s. I- 2099.

(39)  St.prp.nr.84 (1998-99) »Om ny strategi for Statsbygg og etablering av Statens utleiebygg AS«, fremsat den 4. juni 1999.

(40)  Lov av 15.06.2001»Om omdanning av Jernbaneverkets kommersielle televirksomhet til aksjeselskap«.

(41)  Lov av 17.12.2004»Om omdanning av Kystverkets produksjonsvirksomhet til statsaksjeselskap«.

(42)  I teksten står der følgende: »Departementet legger til grunn at Statkraft betaler dokumentavgift i tråd med lovens normalordning«.

(43)  Se punkt I.4 ovenfor.

(44)  Se i den forbindelse sag173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709 (præmis 33), og sag C-75/97, Kongeriget Belgien mod Kommissionen, Sml. 1999, s. I-3671.

(45)  Se bl.a. dom af 21. juli 2005 i forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04 Fesil, Pil og Kongeriget Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, (præmis 82-85); sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709 (præmis 33), sag C-143/99, Adria Wien Pipeline, Sml. 2001, s. I-8365 (præmis 42); sag C-157/01, Kongeriget Nederlandene mod Kommissionen, op. cit. (præmis 42), og sag C-308/01, GIL Insurance Ltd., op. cit.

(46)  Se f.eks. sag C-157/01, Kongeriget Nederlandene mod Kommissionen, op.cit., præmis 43.

(47)  Se punkt I.4.

(48)  Sag C 27/99, offentliggjort i EUT L 77 af 24.3.2003, s. 21.

(49)  Jf. betragtning 37 i beslutningen.

(50)  Jf. betragtning 76-81 i beslutningen.

(51)  Se sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709.

(52)  Se dom af 16. marts 2004 I sag T-157/01, Danske Busvognmænd mod Kommissionen, præmis 57.

(53)  Brev af 4. juni 2003, 16. september 2004 og 30. juni 2005 fra handels- og industriministeriet.

(54)  En tilsvarende tilgang på et beslægtet statsstøtteområde blev f.eks. anlagt i sag C-280/00, Altmark Trans GmbH, Sml. 2003, s. I-7747 (præmis 83-95). Se også generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse, præmis 117-129, i sag C-126/01, GEMO, Sml. 2003, s. I-13769.

(55)  Se brev af 16. september 2004 fra handels- og industriministeriet.

(56)  Sag 730/79, Philip Morris Holland BV mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 2671, præmis 11.

(57)  Se bl.a. dom af 20. november 2003 i sag C-126/01, Gemo, sag E-6/98, Norges regering mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, Samling af EFTA-Domstolens afgørelser, 1999, s. 76, præmis 59; sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 2671, præmis 11.

(58)  Dom af 21. juli 2005 i forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04, Fesil, Pil og Kongeriget Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, præmis 94.

(59)  Forenede sager T-298/97 — T-312/97 m.fl., Alzetta m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000, s. 2319, præmis 76-78.

(60)  Sag T-55/99, CETM mod Kommissionen, Sml. 2000, s. II-3207, præmis 86.

(61)  Sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. 1991, s. I-1433, præmis 27; forenede sager C-278/92 til C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. 1994, s. I-4103, præmis 40.

(62)  Foreningen Næringseiendom er medlem af »Byggenæringens Landsforening (BNL)«. BNL er med i Næringslivets Hovedorganisasjon (NHO).

(63)  Kilde: http://www.foreningen-naringseiendom.no/medlemsbedriftene

(64)  Kilde: http://www.olavthon.no/

(65)  Kilde: http://www.ne.no/linstow

(66)  Kilde: http://www.ica.no/FrontServlet?s=eiendom&state=eiendom_dynamic&viewid=919&expand=1

(67)  Kilde: http://www.aberdeenpropertyinvestors.no

(68)  Se sag C-350/93, Kommissionen mod Italien, Sml. 1995, s. I-699, præmis 22.

(69)  Se sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1999, s. I-3671, præmis 66, og sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. 2002, s. I-2289, præmis 99.

(70)  Se sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. 1997, s. I-135, præmis 51.

---

16.10.2008

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 275/65

---

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS HENSTILLING

Nr. 119/07/KOL

af 16. april 2007

om overvågning af baggrundsniveauet for dioxiner og dioxinlignende og ikke-dioxinlignende PCB'er i fødevarer

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN —

SOM HENVISER til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt EØS-aftalen), særlig artikel 109 og protokol 1,

SOM HENVISER til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol, særlig artikel 5, stk. 2, litra b), og protokol 1,

SOM HENVISER til den retsakt, der er anført i punkt 54zn i kapitel XII i bilag II til EØS-aftalen,

Kommissionens forordning (EF) nr. 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler

 (1)

som ændret, og som tilpasset EØS-aftalen ved dennes protokol 1,

SOM HENVISER til den retsakt, der er anført i punkt 54zzc i kapitel XII i bilag II til EØS-aftalen,

Kommissionens direktiv 2002/69/EF af 26. juli 2002 om prøveudtagnings- og analysemetoder til officiel kontrol af dioxinindholdet og bestemmelse af dioxinlignende PCB i levnedsmidler

 (2)

som ændret, og som tilpasset EØS-aftalen ved dennes protokol 1,

SOM HENVISER til EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning 37/07/KOL af 27. februar 2007, hvori det kompetente medlem af kollegiet anmodes om at vedtage henstillingen, såfremt udkastet til henstilling er i overensstemmelse med udtalelsen fra EFTA’s Levnedsmiddeludvalg, og

som tager følgende i betragtning:

Kommissionens forordning (EF) nr. 466/2001 fastsætter grænseværdier for dioxiner og summen af dioxiner og dioxinlignende polychlorerede biphenyler (PCB'er) i fødevarer.

Det er nødvendigt, at der i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde indsamles pålidelige oplysninger om forekomsten af dioxiner, furaner og dioxinlignende PCB'er i så mange forskellige fødevarer som muligt for at få et klart overblik over udviklingen i baggrundsniveauet for disse stoffer i fødevarer.

I EFTA-Tilsynsmyndighedens henstilling 144/06/KOL af 11. maj 2006 om reduktion af forekomsten af dioxiner, furaner og PCB i foderstoffer og fødevarer anbefales det, at EFTA-staterne foretager stikprøveundersøgelser af indholdet af dioxiner og dioxinlignende, samt om muligt ikke-dioxinlignende PCB'er i fødevarer, jf. Kommissionens henstilling 2004/705/EF (3),

I henstilling 2004/705/EF er der fastsat anbefalinger for, hvor mange prøver medlemsstaterne som minimum bør udtage inden for de forskellige fødevarekategorier med henblik på den årlige analyse, og hvilket format der bør anvendes ved indberetningen af resultaterne af overvågningen af baggrundsværdierne for indholdet af dioxiner, furaner og dioxinlignende PCB'er i fødevarer.

Det eksisterende overvågningsprogram, der er fastlagt ved henstilling 2004/705/EF, bør ændres i overensstemmelse med de indhøstede erfaringer, og de EFTA-stater, der deltager i EØS-aftalen, bør deltage i undersøgelsen af indholdet af dioxiner og dioxinlignende og ikke-dioxinlignende PCB'er i fødevarer.

Det er vigtigt, at de oplysninger, der indsamles i forbindelse med denne henstilling, indberettes regelmæssigt til EFTA-Tilsynsmyndigheden, og at denne, som fastsat i artikel 2, stk. 1, i protokol 1 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, videregiver disse oplysninger til Kommissionen, således at sidstnævnte kan samle oplysningerne i en database. Oplysninger, der gennem de seneste år er indsamlet ved hjælp af analysemetoder, der opfylder kravene i Kommissionens direktiv 2002/69/EF, bør også stilles til rådighed.

De i denne henstilling fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra EFTA's Levnedsmiddeludvalg, der bistår EFTA-Tilsynsmyndigheden,

HENSTILLER:

1.

at EFTA-staterne fra 2007 og frem til den 31. december 2008 overvåger baggrundsværdierne for indholdet af dioxiner, furaner og dioxinlignende polychlorerede biphenyler (PCB'er) i fødevarer, idet de hvert år udtager og analyserer prøver med den anbefalede hyppighed, jf. det vejledende skema i bilag I,

2.	at EFTA-staterne så vidt muligt analyserer samme prøvers indhold af ikke-dioxinlignende PCB'er,

3.

at EFTA-staterne med regelmæssige mellemrum tilsender EFTA-Tilsynsmyndigheden resultatet af overvågningen, med de oplysninger og i det format, der er beskrevet i bilag II, således at disse oplysninger kan samles i én database. Oplysninger om baggrundsniveauet fra de seneste år, der er indsamlet ved hjælp af analysemetoder, der opfylder kravene i Kommissionens direktiv 2002/69/EF, indsendes også,

4.	at henvisninger til henstilling 2004/705/EF i EFTA-Tilsynsmyndighedens henstilling 144/06/KOL af 11. maj 2006 betragtes som henvisninger til denne henstilling.

---

(1)  EFT L 77 af 16.3.2001, s. 1.

(2)  EFT L 209 af 6.8.2002, s. 5.

(3)  EUT L 321 af 22.10.2004, s. 45.

---

---

---

---