5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/1

(1)

Visse medlemsstater finder det specielt vanskeligt at finansiere deres programmer for udvikling af landdistrikter i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (1). For at styrke deres politik for udvikling af landdistrikter i Fællesskabet bør disse medlemsstater have mulighed for at anvende et system med frivillig graduering. Denne mulighed bør tilbydes de medlemsstater, der allerede anvender den frivillige graduering i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1655/2004 af 22. september 2004 om bestemmelser vedrørende overgangen fra frivillig graduering som fastsat i artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999 til tvungen graduering som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (2), eller som i medfør af artikel 70, stk. 4a, i forordning (EF) nr. 1698/2005 er undtaget fra kravet om medfinansiering af fællesskabsstøtten. Den frivillige graduering bør tage form af en nedsættelse af de direkte betalinger som omhandlet i artikel 2, litra d), i forordning (EF) nr. 1782/2003 (3), idet de midler, der svarer til denne nedsættelse, skal anvendes til finansiering af programmer for udvikling af landdistrikter i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005. De nedsættelser af de direkte betalinger, der er et resultat af anvendelsen af frivillig graduering, skal supplere dem, der følger af anvendelsen af tvungen graduering som omhandlet i artikel 10 i forordning (EF) nr. 1782/2003.

(2)

For at lette den administrative gennemførelse bør bestemmelserne vedrørende den frivillige graduering svare til dem, der gælder for tvungen graduering efter artikel 10 i forordning (EF) nr. 1782/2003, herunder beregningsgrundlaget.

(3)

For at tage hensyn til mindre landbrugeres særlige situation bør der ydes en tillægsstøtte, såfremt der anvendes frivillig graduering, således som det er tilfældet for tvungen graduering. Tillægsstøtten bør svare til det beløb, der fremkommer ved anvendelse af frivillig graduering på de første 5 000 EUR i direkte betalinger inden for rammerne af et loft, som fastsættes af Kommissionen.

(4)

For så vidt angår de medlemsstater, hvor frivillig graduering allerede anvendes, bør de nye ordninger for frivillig graduering, der fastsættes i denne forordning, så vidt muligt være i overensstemmelse med den eksisterende mekanisme, så unødige administrative byrder undgås, og gennemførelsesordninger, der har eksisteret i flere år, og som landbrugerne har tilpasset sig både i praksis og økonomisk, ikke berøres. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt, at de medlemsstater, der anvender frivillig graduering ved denne forordnings ikrafttræden, får ret til at bibeholde visse veletablerede elementer af deres nuværende ordning, idet uberettiget forskelsbehandling af landbrugere undgås. For at sikre, at de nye ordninger kan forenes med gennemførelsen af enkeltbetalingsordningen, bør regionalt differentierede satser for frivillig graduering desuden kun kunne anvendes af medlemsstater, der anvender enkeltbetalingsordningen på regionalt plan, jf. artikel 58 i forordning (EF) nr. 1782/2003.

(5)

Brugen af de midler, der stammer fra anvendelsen af frivillig graduering, må ikke være omfattet af lofterne for ELFUL-bidraget i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005. Der bør derfor gives mulighed for undtagelser fra den nævnte forordning. Den forfinansiering, der gælder for ELFUL i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansieringen af den fælles landbrugspolitik (4), bør ikke finde anvendelse på disse midler.

(6)

For at kunne træffe kvalificerede beslutninger om anvendelse af frivillig graduering bør medlemsstaterne foretage grundige konsekvensvurderinger af en sådan graduering, navnlig med hensyn til de berørte landbrugeres økonomiske situation og indvirkningen på deres stilling i forhold til landbrugssektoren i øvrigt. De medlemsstater, der anvender frivillig graduering, bør nøje overvåge virkningen af, at der anvendes frivillig graduering. Kommissionen bør underrettes om konsekvensvurderingen og resultaterne af overvågningen med henblik på senere udvikling af politikker.

(7)

Frivillig graduering bør ses i en bredere sammenhæng med Fællesskabets finansiering af udvikling af landdistrikterne. Bidraget bør bl.a. analyseres på baggrund af medlemsstaternes konsekvensvurderinger. Kommissionen vil på grundlag af denne analyse inden udgangen af 2008 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport over de hidtidige erfaringer med ordningens anvendelse.

(8)

De foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne forordning, bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(9)

De beløb, der fremkommer ved anvendelsen af frivillig graduering, bør tages i betragtning ved fastlæggelsen af det årlige loft for de udgifter, der finansieres af Den Europæiske Garantifond for Landbruget, og muligheden for at vedtage gennemførelsesbestemmelser vedrørende især frivillig graduering bør medtages i forordning (EF) nr. 1290/2005.

(10)

Forordning (EF) nr. 1290/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

a)

der ved denne forordnings ikrafttræden anvender ordningen med yderligere nedsættelser af de direkte betalinger, der er omhandlet i artikel 1 i forordning (EF) nr. 1655/2004, eller

b)

som i medfør af artikel 70, stk. 4a, i forordning (EF) nr. 1698/2005 er undtaget fra kravet om medfinansiering af fællesskabsstøtten

a)

at fravige artikel 1, stk. 3, og ikke anvende bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, andet afsnit, og/eller

b)

at fravige artikel 1, stk. 4, og anvende satser, der er regionalt differentierede efter objektive kriterier. Maksimumssatsen for de enkelte regioner i hver af de berørte medlemsstater er 20 %.

a)

de årlige satser for frivillig graduering for hver region og for hele territoriet

b)

for hvert år de samlede beløb, der skal nedsættes ved frivillig graduering

c)

eventuelt for hvert år de samlede ekstrabeløb, der er nødvendige for at betale den tillægsstøtte, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, andet afsnit

d)

statistiske og andre oplysninger til støtte for fastsættelse af beløbene i litra b) og c).

a)

en beregning, hvis der er en enkelt national sats for frivillig graduering

b)

de beløb, medlemsstaterne har forelagt, jf. artikel 3, stk. 2, eller de ajourførte beløb, jf. artikel 3, stk. 3, hvis medlemsstaterne anvender regionalt differentierede satser.

a)

den procedure, der henvises til i artikel 90, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1698/2005, navnlig for så vidt angår bestemmelser om integrering af frivillig graduering i programmeringen af udviklingen af landdistrikter, eller i givet fald

b)

den procedure, der henvises til i artikel 41, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1290/2005, navnlig for så vidt angår bestemmelser om den finansielle styring af frivillig graduering, og indarbejdelse af den ordning med yderligere nedsættelser af direkte betalinger, der henvises til i artikel 1 i forordning (EF) nr. 1655/2004, i den ordning, der fastsættes ved nærværende forordning.

1)

Artikel 12, stk. 2, affattes således:

»2.   Kommissionen fastsætter de beløb, der i henhold til artikel 10, stk. 2, artikel 143d og artikel 143e i forordning (EF) nr. 1782/2003 og artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 378/2007 (6) stilles til rådighed for ELFUL.

2)

I indledningen til artikel 42 affattes andet punktum således:

»Disse bestemmelser skal bl.a. omfatte:«.

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/5

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/7

(1)

Det i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 950/2006 omhandlede regnskab har vist, at der stadig findes disponible sukkermængder, der kan bruges i forbindelse med leveringsforpligtelser for præferencesukker, der er fastlagt i henhold til artikel 24 i forordning (EF) nr. 950/2006 med løbenummer 09.4318.

(2)

Kommissionen skal derfor meddele, at de pågældende grænser ikke længere er nået —

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/8

(1)

Definitionen af støtteberettiget hektar i enkeltbetalingsordningen, jf. artikel 44 i forordning (EF) nr. 1782/2003, blev ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2012/2006 (2), således at arealer tilplantet med oliventræer nu også er støtteberettigede.

(2)

Ifølge artikel 20 i forordning (EF) nr. 1782/2003, ændret ved forordning (EF) nr. 2012/2006, kan medlemsstater, der ikke anvender støtten til olivenplantager i henhold til nævnte forordnings afsnit IV, kapitel 10b, selv vælge, om de ønsker at anvende det geografiske informationssystem for olivendyrkning. På grund af denne ændring bør artikel 12 om enkeltansøgningens indhold i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 (3) ændres for så vidt angår olivenparceller, og punkt 1 og 3 i bilag XXIV til Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 (4) bør ændres for så vidt angår definitionen af støtteberettigede oliventræer og beregningen af antallet af støtteberettigede hektar med henblik på anvendelsen af betalingsrettigheder.

(3)

Artikel 33 i forordning (EF) nr. 796/2004 indeholder gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1782/2003 vedrørende betingelserne for kontrol af indholdet af tetrahydrocannabinol i dyrket hamp. Fra og med 2007 er det i henhold til afsnit III, kapitel 4, i forordning (EF) nr. 1782/2003 tilladt at anvende arealer til at producere hamp til andre formål end fiberproduktion inden for rammerne af enkeltbetalingsordningen. Derfor bør artikel 33 i forordning (EF) nr. 796/2004 og forordningens bilag II ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

I henhold til artikel 33, stk. 2, i forordning (EF) nr. 796/2004 har medlemsstaterne meddelt Kommissionen resultaterne af testerne til bestemmelse af indholdet af tetrahydrocannabinol i hampesorter, der blev sået i 2006. Der bør tages hensyn til disse resultater ved udarbejdelsen af listen over hampesorter, der giver ret til direkte betalinger i de kommende produktionsår, og af listen over sorter, der er midlertidigt tilladt for produktionsåret 2007/08. I forbindelse med kontrollen af indholdet af tetrahydrocannabinol bør nogle af disse sorter underkastes procedure B i bilag I til forordning (EF) nr. 796/2004.

(5)

Fra og med 2007 finder støtten til energiafgrøder, jf. afsnit IV, kapitel 5, i forordning (EF) nr. 1782/2003, anvendelse i de nye medlemsstater, som anvender den generelle arealbetalingsordning. Reglerne for afgrødegrupper bør også gælde for støtte til energiafgrøder for disse nye medlemsstater.

(6)

Artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 796/2004 blev ophævet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 263/2006 (5). Artikel 136 i forordning (EF) nr. 1973/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7)

Ved forordning (EF) nr. 270/2007 ændres reglerne for sukkerroers potentielle anvendelse til produktion af energiafgrøder. Derfor bør der fastsættes identiske betingelser for dyrkning af disse planter på arealer, som er berettiget til udtagningsrettigheder.

(8)

Forordning (EF) nr. 796/2004 og (EF) nr. 1973/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

De ændringer, som indføres ved forordning (EF) nr. 953/2006 (6), (EF) nr. 2012/2006 (EF) nr. 270/2007, anvendes fra den 1. januar 2007. De tilsvarende ændringer i nærværende forordning bør derfor anvendes fra samme dato.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger —

1)

Artikel 12, stk. 3, andet afsnit, affattes således:

»I de medlemsstater, der indlemmer det geografiske informationssystem for olivendyrkning i systemet til identificering af landbrugsparceller, jf. artikel 20 i forordning (EF) nr. 1782/2003, skal det grafiske materiale vedrørende olivenparceller, som landbrugeren får udleveret, for hver olivenparcel vise antallet af støtteberettigede oliventræer og deres position på parcellen samt olivenarealet i GIS-ha oliven, jf. punkt 3 i bilag XXIV til forordning (EF) nr. 1973/2004.«

2)

I artikel 33, stk. 4, og stk. 5, første og andet afsnit, udgår »til fiberproduktion«.

3)

Bilag II affattes som angivet i bilaget til nærværende forordning.

1)

Artikel 136 affattes således:

»Artikel 136

Anvendelse af forordning (EF) nr. 796/2004

Med forbehold af artikel 143b, stk. 6, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1782/2003, anvendes forordning (EF) nr. 796/2004 for den generelle arealbetalingsordning bortset fra artikel 7, artikel 8, stk. 2, litra b) og c), artikel 12, stk. 1, litra c), og stk. 2, artikel 13, stk. 2 til 8, artikel 14, stk. 2 og 3, artikel 16 og 17, artikel 21, stk. 3, artikel 24, stk. 1, litra b), d) og e), artikel 26, stk. 1, litra a), b) og c), og stk. 2, litra b), c) og d), artikel 27, stk. 2, litra g), h), i) og j), artikel 28, stk. 1, litra d), artikel 30, stk. 3, artikel 31, artikel 34 til 40, artikel 49, stk. 2, artikel 50, stk. 2, 4, 5 og 6, artikel 51 til 64, artikel 69 og artikel 71, stk. 1.«

2)

Artikel 143, stk. 2, litra a), affattes således:

3)

I bilag XXIV foretages følgende ændringer:

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/12

(1)

Der bør foretages en række ændringer i Kommissionens forordning (EF) nr. 753/2002 (2) for at tage hensyn til Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union.

(2)

I artikel 28 i forordning (EF) nr. 753/2002 er der fastsat særlige regler for bordvin med en geografisk betegnelse, og de udtryk, som i medlemsstaterne anvendes til at beskrive sådanne vine, er anført. Listen bør suppleres med de relevante udtryk, der anvendes i Bulgarien og Rumænien.

(3)

Listen over de særlige traditionelle udtryk, der er nævnt i artikel 29 i forordning (EF) nr. 753/2002, og listen over de supplerende traditionelle udtryk, der er nævnt i samme forordnings artikel 23, bør suppleres med de relevante udtryk, som anvendes i Bulgarien og Rumænien.

(4)

I bilag II til forordning (EF) nr. 753/2002 er der anført druesorter og deres synonymer, der omfatter en geografisk betegnelse, og som kan være anført på vinetiketteringen. Bilaget bør suppleres med de relevante udtryk, som anvendes i Bulgarien og Rumænien, når denne forordning træder i kraft.

(5)

Navnet »Tokaj« betegner en »kvalitetsvin fra et bestemt dyrkningsområde«, der stammer fra et grænseområde mellem Ungarn og Slovakiet, men som også indgår i italienske og franske druesortsbetegnelser: »Tokai italico«, »Tocai friulano« og »Tokay pinot gris«. Den samtidige anvendelse af disse tre druesortsbetegnelser og den geografiske betegnelse er tilladt indtil den 31. marts 2007, jf. den bilaterale aftale af 23. november 1993 mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn, der siden den 1. maj 2004 har været en del af den gældende EF-lovgivning. De tre druesortsbetegnelser fjernes fra den 1. april 2007 fra bilag II til forordning (EF) nr. 753/2002, og betegnelsen »Tocai friulano« erstattes med den nye betegnelse »Friulano«.

(6)

I bilag III til forordning (EF) nr. 753/2002 er opført de traditionelle udtryk, som (kan) anføres på vinetiketteringen. Nye traditionelle udtryk fra Cypern og traditionelle udtryk, der anvendes i Bulgarien og Rumænien, bør anføres i dette bilag.

(7)

Forordning (EF) nr. 753/2002 bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin —

1)

Artikel 28, stk. 1, ændres således:

2)

Artikel 29 ændres som følger:

3)

Bilag II erstattes med bilag I til nærværende forordning.

4)

Bilag III ændres som anført i bilag II til nærværende forordning.

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/21

(1)

For at sikre en mere harmoniseret strategi for menneskelige ressourcer i EU-forvaltningen vil det være hensigtsmæssigt at bringe bestemmelserne i vedtægten for personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur på linje med tilsvarende bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber, navnlig for så vidt angår bestemmelserne om bosættelsespenge efter fratræden, udtrædelsespenge, børnetilskud, overholdelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og ydelser til medarbejdere, der udnævnes til kontorchef, direktør eller generaldirektør. Af samme grund er det nødvendigt at tage hensyn til de erfaringer, der er gjort i forbindelse med anvendelsen af disse bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber.

(2)

Det er hensigtsmæssigt at harmonisere bestemmelserne i vedtægten for personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur med de tilsvarende bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber, idet de rettigheder, som personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur har erhvervet inden disse ændringers ikrafttræden, respekteres, og der tages hensyn til deres legitime forventninger.

(3)

Siden vedtægten for personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur først blev vedtaget i 2004, er der konstateret flere uoverensstemmelser i teksten. Det er nødvendigt at rette dem.

(4)

Vedtægten for personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur, som findes i afgørelse 2004/676/EF, bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 5, stk. 4, første afsnit, affattes således:

»4.   Med henblik på stk. 1 anses en person for at være handicappet, hvis der er tale om en kronisk eller formodet kronisk fysisk eller psykisk lidelse. Lidelsen fastslås efter proceduren i artikel 37.«

2)

Artikel 10, stk. 2, affattes således:

»2.   En midlertidigt ansat kan ikke uden samtykke fra AACC fra en regering eller fra anden side uden for agenturet modtage titler, ordner, æresbevisninger, begunstigelser, belønninger, gaver eller vederlag af nogen art, bortset fra sådanne, der tildeles for tjenester før udnævnelsen eller for tjenester under en orlov til aftjening af værnepligt eller anden national tjeneste.«

3)

Artikel 21, stk. 2, affattes således:

»Bestemmelserne i det foregående stykke finder ikke anvendelse på midlertidigt ansatte eller tidligere midlertidigt ansatte, der afgiver vidneforklaring for Klageudvalget eller for Disciplinærrådet i en sag vedrørende en midlertidigt ansat eller tidligere midlertidigt ansat.«

4)

Artikel 27, stk. 1, litra b), affattes således:

5)

I artikel 36 foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 39 foretages følgende ændringer:

7)

Artikel 40, stk. 2, udgår.

8)

Artikel 59, stk. 9, udgår.

9)

Artikel 63, stk. 2, affattes således:

»2.   De i bilag V, artikel 6, omhandlede bosættelsespenge efter fratræden udbetales til midlertidigt ansatte, der har gjort tjeneste i fire år. Den midlertidigt ansatte, som har gjort tjeneste i mere end ét år, men mindre end fire år, modtager bosættelsespenge efter fratræden i forhold til varigheden af den tilbagelagte tjeneste, idet der dog ikke tages hensyn til dele af år.«

10)

I bilag V indsættes følgende artikel:

»Artikel 2a

Uanset artikel 2, stk. 1, fastsættes børnetilskuddet således:

Ovennævnte beløb tilpasses, hver gang vederlagene tilpasses i overensstemmelse med vedtægtens artikel 59.«

11)

Artikel 3, stk. 2, i bilag V affattes således:

»2.   Dette tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, jf. artikel 2, stk. 2, og som er under fem år gamle, eller som endnu ikke regelmæssigt modtager heltidsundervisning i en grundskole eller en skole på gymnasialt niveau, fastsættes således:

Ovennævnte beløb tilpasses, hver gang vederlagene tilpasses i overensstemmelse med vedtægtens artikel 59.«

12)

Artikel 1 i bilag VI affattes således:

»Artikel 1

1.   En ansat, der udtræder af tjenesten af andre grunde end død eller invaliditet, har ved sin udtræden ret til følgende:

2.   Uanset stk. 1, litra b), har en ansat, der siden sin tiltrædelse har betalt til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder under en national pensionsordning, en privat forsikring eller en pensionsfond efter eget valg, som opfylder betingelserne i stk. 1, og definitivt udtræder tjenesten af andre grunde end død eller invaliditet, ved sin udtræden ret til udbetaling af udtrædelsespenge svarende til den aktuarmæssige modværdi af de pensionsrettigheder, som han har erhvervet under sin tjeneste i agenturet. I disse tilfælde trækkes de beløb, der er udbetalt til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder under den nationale pensionsordning, jf. artikel 90 og 131, fra udtrædelsespengene.

3.   Når den ansatte definitivt udtræder af tjenesten som følge af fjernelse fra tjenesten, fastsættes de udtrædelsespenge, der skal udbetales, eller i givet fald den aktuarmæssige modværdi, der skal overføres, dog i henhold til en beslutning, der træffes på grundlag af artikel 146 i vedtægten.«

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/24

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/25

(1)

Efter en klage indgivet af en konkurrent blev Kommissionen gjort opmærksom på, at Frankrig havde iværksat støtte til fordel for Laboratoire national de métrologie et d’essais (herefter benævnt »LNE«) (2).

(2)

Ved breve af 3. september 2003, 11. februar 2004 og 7. juni 2004 opfordrede Kommissionen de franske myndigheder til at fremlægge oplysninger om statsstøtten til LNE. De franske myndigheder fremlagde oplysninger ved breve af 7. november 2003, 5. april 2004 og 6. august 2004.

(3)

Ved brev af 5. juli 2005 meddelte Kommissionen Frankrig, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for visse foranstaltninger. Frankrig fremlagde de oplysninger, der blev anmodet om i beslutningen om at indlede proceduren, ved breve af 4. november 2005 og 19. april 2006.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til denne foranstaltning.

(5)

Kommissionen modtog en række bemærkninger herom fra forskellige interesserede parter. Disse bemærkninger blev videresendt til Frankrig, som dermed fik lejlighed til at kommentere dem. Kommissionen modtog Frankrigs bemærkninger den 1. marts 2006.

(6)

Kommissionen sendte yderligere spørgsmål den 6. juni 2006. De franske myndigheder svarede ved brev af 2. august 2006, der blev registreret samme dag i Kommissionen.

(7)

Laboratoire national d’essais blev oprettet i 1901 inden for rammerne af Conservatoire National des Arts et Métiers som en offentlig institution under undervisningsministeriet. I 1978 fik det status af offentlig virksomhed af industriel eller kommerciel karakter (»établissement à caractère industriel et commercial, EPIC«) i medfør af lov nr. 78-23 af 10. januar 1978 om beskyttelse og information af forbrugere af varer og tjenester. Herved fik Laboratoire national d’essais til opgave at foretage analyser, forskning, høringer, sagkyndige undersøgelser, test og kontrol og tilbyde alle former for teknisk bistand, der bidrager til at beskytte og informere forbrugerne eller til at forbedre produkternes kvalitet. Laboratoire national d’essais fik ligeledes til opgave efter anmodning fra ministerier at undersøge, hvilke testmetoder der er nødvendige for at udarbejde regler og standarder, at udstede kvalitetscertifikater og på de offentlige myndigheders vegne at varetage forbindelserne med de internationale organer på dette område. I 2005 fik Laboratoire national d’essais yderligere en opgave: styring af den nationale videnskabelige metrologi (der tidligere blev varetaget af det offentlige selskab »Bureau national de métrologie« — herefter benævnt »BNM«) og blev derved til Laboratoire national de métrologie et d’essais.

(8)

Ud over at levere tjenesteydelser til de offentlige myndigheder tilbyder LNE virksomheder en bred vifte af tjenester på alle produktstadier med følgende fire grundlæggende aktivitetsområder: måling, test, certificering og uddannelse. LNE råder over midler, der giver mulighed for at gennemføre standardiserede eller individuelle testprogrammer på en række områder (4). Kunderne er industrivirksomheder, distributionsselskaber, offentlige myndigheder, forbrugerorganisationer, juridiske eksperter og domstole, forsikringsselskaber og forvaltninger (5).

(9)

LNE bruger bygninger og udstyr både til at udføre de opgaver, staten har pålagt LNE, og til levering af tjenesteydelser til tredjemand.

(10)

LNE er aktiv blandt europæiske og internationale organisationer som f.eks. CEN (European Committee for Standardisation), EUROLAB (European Federation of National Associations of Measurement, Testing and Analytical Laboratories), EOTC (European Organisation for Conformity Assessment) og ILAC (International Laboratory Accreditation Committee).

(11)

LNE har 700 ansatte fordelt på 30 tværfaglige grupper og råder over 55 000 m2 til laboratorier, hvoraf 10 000 m2 er i Paris og 45 000 m2 i Trappes.

(12)

LNE er repræsenteret i Asien (LNE-Asia i Hongkong (6)) og i De Forenede Stater (datter-selskabet G-MED i Nordamerika, Washington). Disse aktiviteter har imidlertid et beskedent omfang.

(13)

I 2005 beløb indtægterne sig til 65 mio. EUR og overskuddet til 0,7 mio. EUR.

(14)

Siden 1997 har de opgaver, staten pålægger LNE, været beskrevet i målkontrakter, der er indgået mellem de franske myndigheder og LNE for en fireårig periode. Den første målkontrakt løb fra 1997 til 2001, den anden fra 2001 til 2004. Den tredje er indgået for perioden 2005-2008.

(15)

Disse kontrakter fastsætter LNE’s opgaver som nationalt metrologilaboratorium, opgaverne som forskningsinstitut, LNE’s tekniske bistand til de offentlige myndigheder samt »vejledning af virksomheder« vedrørende test og overensstemmelsesattester.

(16)

Dekret nr. 78-280 af 10. marts 1978 om LNE fastslår, at midlerne består af: (…) tilskud fra staten, de lokale myndigheder, offentlige virksomheder og enhver offentlig og privat instans (…) (7). På det grundlag har LNE hidtil modtaget driftsstøtte (8) og investeringsstøtte:

(17)

Ifølge de franske myndigheder blev drifts- og investeringsstøtten ydet af industriministeriet og BNM til gengæld for LNE’s offentlige tjenesteydelser. Der er væsentligst tale om støtte, der skal dække omkostninger som følge af opfyldelsen af disse opgaver. Retsgrundlaget for denne støtte er finansloven, der hvert år vedtages af det franske parlament.

(18)

Investeringsstøtten omfatter bl.a. støtte til opførelse af to laboratorier kaldt »Trappes 3« og »Trappes 4« (fase 1 og 2) afhængig af deres beliggenhed. Støtten er ydet af industri- og miljøministeriet, BNM og regionen Île-de-France og Conseil général for departementet Yvelines.

(19)

LNE får også midler fra sine kommercielle aktiviteter. Omsætningen for de kommercielle aktiviteter har således altid udgjort over 50 % af LNE’s samlede indtægter i den undersøgte periode, og androg 63 % i 2005.

(20)

LNE er aktiv på markederne for test, metrologi, certificering, kalibrering, uddannelse, forskning og udvikling. LNE yder ovennævnte tjenester, bl.a. inden for forbrugsgoder, medicinal- og sundhedssektoren, materialer/emballage/produkter til byggesektoren og industriprodukter.

(21)

Disse markeder er åbne for konkurrence i Den Europæiske Union. LNE konkurrerer bl.a. med andre virksomheder på markedet for certificering som krævet i EU-direktiverne og med tusinder af institutter inden for overensstemmelsesevaluering, da LNE er bemyndiget til at godkende nationale standarder indført af andre medlemsstater (som f.eks. det tyske mærke GS).

(22)

Kommissionen fremhævede efter den indledende undersøgelse, at det ikke på dette tidspunkt var muligt med sikkerhed at vurdere, om nogle af de opgaver, der er pålagt LNE, er af almindelig økonomisk interesse, eller at vurdere om de pågældende aktiviteter er af kommerciel art.

(23)

Kommissionen har således udtrykt tvivl om det berettigede i den drifts- og investeringsstøtte, der ydes som kompensation for LNE’s omkostninger i forbindelse med virksomhedens aktiviteter og ikke-økonomiske investeringsprojekter eller omkostningerne som følge af opfyldelsen af de opgaver, staten har pålagt LNE. Da der ikke forelå adskilte regnskaber for de forskellige aktiviteter, der endvidere ikke kan afgrænses præcist, kunne LNE have brugt en del af de offentlige tilskud til at gennemføre sine konkurrenceprægede aktiviteter. Det ville svare til krydssubsidiering af de nævnte aktiviteter og udgøre statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87.

(24)

Ifølge Kommissionen ville en krydssubsidiering af de konkurrencemæssige aktiviteter begunstige LNE, hvad angår aktiviteterne på de markeder, der er præget af konkurrence på europæisk niveau. Det ville påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(25)

Støtten bør betragtes som ulovlig støtte i medfør af artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (9).

(26)

Undtagelserne fra denne uforenelighed ifølge EF-traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse i dette tilfælde.

(27)

EF-traktatens artikel 86, stk. 2, finder udelukkende anvendelse på økonomiske aktiviteter, som staten har ovedraget en virksomhed at udføre som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Efter en indledende undersøgelse vurderede Kommissionen imidlertid, at det ikke fremgik af de foreliggende oplysninger, om de opgaver, staten har overdraget LNE inden for rammerne af målkontrakter, ubetinget kunne betragtes som økonomiske tjenesteydelser. Det ser heller ikke ud til, at de tjenesteydelser, LNE har leveret på konkurrencevilkår, har været klart udpeget som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Kommissionen har således på nuværende tidpsunkt konkluderet, at EF-traktatens artikel 86, stk. 2, ikke kan påberåbes, hvad angår de pågældende foranstaltningers forenelighed.

(28)

Tre interesserede parter har fremsendt bemærkninger inden for rammerne af proceduren:

(29)

Disse ofte enslydende bemærkninger er sammenfattet efter emne nedenfor i betragtning 30-32.

(30)

Den forpligtelse til offentlige tjeneste, som er pålagt LNE, er ikke klart afgrænset. Det er således umuligt for LNE’s konkurrenter at trække grænsen mellem eventuelle tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og kommercielle aktiviteter. De har heller ikke mulighed for objektivt og klart at fastslå, om LNE udelukkende har anvendt statsstøtten til offentlige tjenesteydelser. F.eks. ydede de lokale myndigheder støtte til en udvidelse af anlægget i Trappes, der udfører kommercielle aktiviteter. LNE udfører heller ikke bestemte opgaver, som f.eks. repræsentation af de offentlige myndigheder i internationale organer (INTERTEK anfører f.eks., at selskabet deltager i udvalg inden for rammerne af AFNOR og CEN uden at modtage godtgørelse fra de offentlige myndigheder). Endvidere blev den omhandlede støtte ydet til LNE uden forudgående anmeldelse. Støtten er derfor ulovlig.

(31)

For det andet har LNE på grund af sin status som offentlig virksomhed en række selektive fordele, f.eks. selvforsikring og mere generelt ingen forsikringspræmier, særlige arbejdsretlige regler, navnlig vedrørende pensioner og arbejdsløshedsforsikring, retten til at bruge dokumenter med den franske republiks brevhoved og logo, retten til at optræde som statsligt laboratorium, de facto godkendelse til at være omfattet af ordningen for skattelettelser for forskning samt gratis arkivering. Endvidere fremføres det, at LNE begunstiges af toldadministrationen, der bruger LNE, og som forpligter virksomheder til at bruge LNE og således udelukker alle andre laboratorier.

(32)

For det tredje anføres det, at statsstøtten fordrejer konkurrencen, navnlig på internationalt niveau. LNE har en række afdelinger i udlandet.

(33)

Ved breve af 4. november 2005 og 19. april 2006 modtog Kommissionen Frankrigs bemærkninger til beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende støtten til LNE, og Frankrig fremsendte samtidig yderligere oplysninger om regnskaberne for LNE’s aktiviteter.

(34)

For det første understreger Frankrig, at kriterierne i artikel 4, stk. 2, litra a) og b), i Kommissionens direktiv 80/723/EØF af 25. juni 1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (10) er opfyldt. Det fritager LNE for forpligtelsen til at føre adskilte regnskaber.

(35)

De franske myndigheder understreger imidlertid, at LNE har ført et analytisk regnskab siden 1990. Det blev ændret i 2005 for at være i overensstemmelse med målkontrakten mellem staten og LNE for perioden 2005-2008. Det giver mulighed for en fuldstændig adskillelse af regnskaberne på henholdsvis det kommercielle og det offentlige område og viser bl.a. rentabiliteten for LNE’s kommercielle aktiviteter, uanset den årlige støtte, LNE modtager, som anvendes til at opfylde forpligtelsen til offentlig tjeneste.

(36)

Den anvendte metode er full cost-metoden: LNE er organiseret i analysecentre, der direkte eller indirekte bidrager til LNE’s forskellige opgaver og aktiviteter. Udgifter og indtægter fordeles så præcist som muligt:

(37)

De ansatte i LNE registrerer deres arbejdstimer via et særligt software. Afhængig af den pågældende aktivitet er arbejdstimerne direkte (operative centre) eller indirekte (operative centre og funktionelle centre), da generalomkostningerne udgøres af støttecentrenes omkostninger (funktionelle centre og omkostningscentre).

(38)

Støttecentrenes omkostninger fordeles derefter mellem hovedcentrene i forhold til flere omkostningsenheder eller fordelingsnøgler (antal ansatte, lønsum, antal it-stillinger, lokalernes areal, kvaliteten af deres varme- og temperaturregulering).

(39)

Dernæst henføres hovedanalysecentrenes omkostninger til de relevante aktiviteter på basis af to omkostningsfaktorer:

(40)

Den anden faktor skal sikre en korrekt kontering af afskrivnings- og infrastrukturomkostninger i relation til LNE’s aktiviteter (infrastrukturomkostninger udgøres af indirekte udgifter til vedligeholdelse, værksted og ejendomsforvaltning).

(41)

For hvert hovedanalysecenter (gennemsnitligt operativt center med seks ansatte) beregnes der en udnyttelsesgrad for hvert område ved at vægte udnyttelsesgraden i forhold til værdien af udstyret. De afskrivnings- og infrastrukturomkostninger, der er direkte knyttet til udstyret, kan derefter i forhold til ovennævnte tal henføres til henholdsvis kommercielle og offentlige aktiviteter.

(42)

De indirekte omkostninger og de øvrige driftsomkostninger for analysecentret henføres til kommercielle og offentlige aktiviteter i forhold til, hvor mange direkte arbejdstimer de ansatte i centret har registreret.

(43)

I 2005 gav den faktiske udnyttelsesgrad for udstyret i den kommercielle og offentlige sektor mulighed for en individuel fordeling af infrastruktur- og afskrivningsomkostninger på udstyret i forhold til dets anvendelse. Det er summen af disse individuelle fordelinger, der giver de samlede tal for 2005.

(44)

I perioden 1993-2004 var en sådan individuel fordeling ikke mulig. Man har derfor valgt at benytte en samlet indikator for udnyttelsesgrad. Denne samlede indikator fremkommer som en vægtning af de individuelle udnyttelsesgrader for udstyret i forhold til udstyrets værdi. Denne indikator viser 44 % for 2005 for kommercielle aktiviteter og 56 % for offentlige aktiviteter. Disse udnyttelsesgrader er blevet oplyst for hver enkelt gruppe for laboratoriets vigtigste udstyr til en købsværdi lig med eller over 7 500 EUR, dvs. omkring 1 200 udstyrsenheder, hvilket i værdi svarer til 70 % af LNE’s apparater og udstyr.

(45)

Frankrig anvender imidlertid i beregningen af omkostningfordelingen, dvs. til vurderingen af resultaterne for henholdsvis de offentlige og kommercielle aktiviteter, en mere forsigtig fordelingsnøgle på 50/50 i stedet for 56/44. Det svarer til en sikkerhedsmargen på ca. 10 % (dvs. 6 point ud af 56).

(46)

Bygningerne indgår ikke i ovennævnte eksempel, men nøgletallene for udnyttelse i det analytiske regnskab giver en fordeling 2/3-1/3 til fordel for de offentlige aktiviteter.

(47)

Det har således været muligt at genbehandle LNE’s regnskaber for perioden 1993-2004 i overensstemmelse med Kommissionens ønske, således at de faste produktionsomkostninger kan henføres til enten de kommercielle eller de offentlige aktiviteter i stedet for at figurere i regnskabet som »blandede« omkostninger. Den anvendte metode er baseret på et princip, der er udviklet i den internationale regnskabsstandard IAS 2, ifølge hvilket de faste generalomkostninger skal henføres til produktions-omkostningerne på basis af produktionsanlæggenes normale kapacitet.

(48)

For det andet minder Frankrig om de aktiviteter af almindelig økonomisk interesse, der er pålagt LNE, og understreger, at LNE er en offentlig virksomhed (EPIC), der er underkastet et specialitetsprincip, der gælder for alle offentlige virksomheder, der er oprettet specielt for at forvalte en offentlige tjeneste. Frankrig baserer sig på EF-Domstolens retspraksis (11) og nævner, at LNE’s offentlige opgaver er opgaver af almindelig økonomisk interesse, da LNE bruger ressourcer, der ikke ville blive brugt, hvis der udelukkende var tale om kommercielle aktiviteter. De opgaver, der er nævnt i målkontrakten for 2005-2008 har således en klar, specifik økonomisk karakter. Endelig fremgår det for det første af retspraksis (12), at den enhed, der er blevet overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, skal være overdraget denne opgave ved en retsakt fra en offentlig myndighed, der præcist definerer public serviceforpligtelserne, og for det andet at Kommissionen kun kan stille spørgsmålstegn ved en medlemsstats definition af disse tjenesteydelser i tilfælde af en åbenbar fejl. Frankrig mener, at offentlige virksomheder af industriel eller kommerciel karakter (EPIC) opfylder ovennævnte kriterier.

(49)

For det tredje mener Frankrig ikke, at den kompensation, der er ydet LNE for forpligtelsen til offentlig tjeneste, udgør ulovlig statsstøtte. Faktisk er de fire kumulative betingelser i Altmark-dommen (13) opfyldt. Endvidere viser analysen, at bestemmelserne i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (14) (herefter benævnt »rammebestemmelserne«) er overholdt. Subsidiært vil enhver sanktion over for Frankrig være i modstrid med Kommissionens beslutning 2005/842/EF af 28. november 2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (15). Faktisk fastslår artikel 2, stk. 1, litra a), i denne beslutning, at en sådan kompensation kan være forenelig på visse betingelser, som LNE opfylder.

(50)

Tilskud til anlægget i Trappes ydet af de lokale myndigheder og staten har finansieret de midler, der er nødvendige for at LNE kan opfylde sin forpligtelse til offentlig tjeneste.

(51)

Endvidere mener Frankrig på basis af en analyse af de berørte markeder at kunne påvise, at der ikke indtil tidspunktet for indledning af proceduren har været tale om ulovlig krydssubsidiering, der har givet LNE mulighed for at føre en aggressiv prispolitik i de pågældende kommercielle sektorer.

(52)

Endelig mener Frankrig ikke, at LNE har en betydningsfuld markedsandel, da den udgør 4,2 % på nationalt niveau og 1 % på europæisk niveau.

(53)

For det fjerde understreger Frankrig, at den rabat, der indrømmes små og mellemstore virksomheder (SMV) beliggende i Île-de-France, er et led i en ordning, som Kommissionen godkendte i 1989 (16), og som alle laboratorier, herunder også klagerne, har adgang til. Det tilskud, regionen Île-de-France har ydet, beløber sig til 61 000 EUR siden 1995. De egentlige støttemodtagere har været de pågældende små og mellemstore virksomheder. Frankrig har i øvrigt ikke fundet spor af det påståede tilskud fra Agence de l’environnement et de la maîtrise de l’énergie (ADEME) til LNE.

(54)

For det femte bemærker Frankrig, at Direction générale des douanes et droits indirects (DGDDI) til sine test har anvendt sine egne laboratorier eller laboratorier tilhørende direction générale de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes (DGCCRF), når disse havde den tekniske ad hoc kompetence (f.eks. er en række test af legetøj gennemført af et af toldvæsenets laboratorier). I modsat fald henvender DGDDI sig til ekstene laboratorier, bl.a. LNE. Valg af laboratorium sker efter kompetencer, hvad angår anvendelse af de gældende regler. Således henvender DGDDI sig f.eks. til Institut national de recherche et de sécurité, når det gælder beskyttelsesmasker, eller til Centre scientifique et technique du bâtiment, når det gælder produkter til byggesektoren.

(55)

Denne procedure vedrører den årlige drifts- og investeringsstøtte, de offentlige myndigheder har ydet til LNE mellem 1993 og 2005.

(56)

Konkurrencereglerne finder ikke anvendelse på ikke-økonomiske aktiviteter. Det skal derfor først fastslås, om LNE’s aktiviteter på det offentlige område skal betragtes som økonomisk virksomhed (17).

(57)

Enhver virksomhed, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på et bestemt marked, er økonomisk virksomhed (18). Ifølge generaladvokat F.G. Jacobs' forslag til afgørelse i sag C-222/04 bør der ved vurderingen af, om en aktivitet er af økonomisk karakter, lægges vægt på, om den, i det mindste principielt, kunne udøves af en privat virksomhed med vinding for øje.

(58)

I den forbindelse mener Kommissionen, at arbejdet med analyser, forskning, høringer, sagkyndige undersøgelser, test og kontrol og alle former for teknisk bistand, der bidrager til at beskytte og informere forbrugerne eller til at forbedre produkternes kvalitet, som LNE udfører inden for rammerne af sin opgave af almen interesse, svarer til et tjenesteudbud på de omhandlede markeder, og at disse tjenester i princippet kunne udbydes af en privat virksomhed med vinding for øje. De opgaver, som staten har pålagt LNE, har således økonomisk karakter (19).

(59)

Ifølge artikel 87, stk. 1, udgør en foranstaltning statsstøtte, hvis følgende fire kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal der være tale om et statsligt indgreb, eller støtten skal være ydet ved hjælp af statsmidler. For det andet skal den give modtageren en fordel. For det tredje skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder. For det fjerde skal foranstaltningen kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(60)

Statslige bevillinger udgør klart statsmidler.

(61)

Det offentlige selskab »Bureau national de métrologie« var kontrolleret af staten (20), før det i 2005 blev optaget i LNE. De LNE-midler, der er knyttet til kontrakter med BNM, er derfor statsmidler.

(62)

Støtte, der ydes af medlemsstaternes regionale og lokale myndigheder, uanset deres status, skal være forenelig med EF-traktatens artikel 87 (21). Den støtte, der er ydet af Conseil régional d’Ile de France og Conseil général des Yvelines, er ydet ved hjælp af statsmidler.

(63)

Det betyder, at alle de omhandlede foranstaltninger er finansieret med statsmidler.

(64)

Fordele er ifølge EF-traktatens artikel 87, stk. 1, indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved har tilsvarende virkninger (22).

(65)

Drifts- og investeringsstøtten letter de byrder, der normalt ville belaste LNE’s budget. Støtten giver derfor LNE en fordel.

(66)

EF-traktatens artikel 87, stk. 1, forbyder støtte, der begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«, dvs. selektiv støtte.

(67)

Da den eneste støttemodtager i henhold til denne ordning var LNE, er selektivitetskriteriet klart opfyldt.

(68)

Det skal endvidere bemærkes, at støtte, der tager sigte på at lette de omkostninger, en virksomhed normalt har i forbindelse med den daglige drift og de normale aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene (23).

(69)

De pågældende foranstaltninger, der begunstiger LNE, kan derfor fordreje konkurrencen.

(70)

Kommissionen konstaterer, at der er samhandel mellem medlemsstaterne på de berørte markeder. LNE havde i 2005 en omsætning i Den Europæiske Union på 4 mio. EUR (uden for Frankrig) og på 2,35 mio. EUR uden for Den Europæiske Union. Ifølge de franske myndigheder lå 13 % af LNE’s omsætning i 2000 uden for Frankrig, dvs. 9 % i Den Europæiske Union og 4 % udenfor.

(71)

For at betingelsen om påvirkning af samhandelen er opfyldt, behøver Kommissionen ikke at påvise, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, og at den reelt er konkurrenceforvridende, men skal blot undersøge, om den kunne påvirke samhandlen og virke konkurrenceforvridende.

(72)

I den forbindelse kan det konstateres, at de markeder, hvor LNE er aktiv, har en grænseoverskridende dimension, og at LNE konkurrerer med virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, og med franske virksomheder, der er aktive på disse udenlandske markeder. I den henseende fastslår retspraksis, at enhver form for støtte til en virksomhed, der har aktiviteter på fællesskabsmarkedet, kan være konkurrenceforvridende og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (24).

(73)

Frankrigs påstand, ifølge hvilken samhandelen ikke påvirkes på grund af LNE’s små markedsandele, kan derfor ikke accepteres, så meget mindre som der er tale om betydelige beløb.

(74)

De omhandlede foranstaltninger gør det vanskeligere for virksomheder i EU (25), som måtte ønske at udvikle deres kommercielle aktiviteter i Frankrig. Uden den offentlige støtte ville LNE’s aktiviteter være mere begrænsede, hvilket ville give LNE’s konkurrenter mulighed for at øge deres omsætning.

(75)

Da de omhandlede foranstaltninger styrker LNE’s stilling i forhold til konkurrerende virksomheder i samhandelen i EU, må det antages, at foranstaltningerne påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, og at de kan fordreje konkurrencevilkårene for de involverede virksomheder.

(76)

I juli 2003 fastslog EF-Domstolen i Altmark-dommen (26), at for så vidt som en statslig foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, falder en sådan støtte ikke ind under traktatens artikel 87, stk. 1. For at det er tilfældet, skal de fire kumulative betingelser i Altmark-dommen være opfyldt.

(77)

Frankrig mener ikke, at kompensationen til LNE for virksomhedens forpligtelse til offentlig tjeneste udgør ulovlig statsstøtte, da de fire kumulative betingelser, som EF-Domstolen nævner i den henseende, er opfyldt.

(78)

Det er ikke Kommissionens mening.

(79)

Ifølge den fjerde betingelse i Altmark-dommen gælder det, at når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, skal størrelsen af den nødvendige kompensation fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

(80)

I sit forsøg på at påvise, at ovennævnte betingelse er opfyldt, nøjes Frankrig med at bemærke, at analysen af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed ville have, skal tage højde for de mange forskellige offentlige opgaver, der er pålagt LNE, både i forbindelse med standarder og grundforskning på forskellige områder (metrologi, sundhed, miljø, industri, forbrugsgoder, produkter til byggesektoren og emballage).

(81)

Frankrig har ikke fremsendt en analyse af omkostningerne for »en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet«. Der er heller ikke fremsendt oplysninger om, hvorfor det skulle være umuligt at sammenligne LNE med en sådan gennemsnitsvirksomhed.

(82)

Kommissionen kan ikke uden videre opstille den sammenligning, som kræves ifølge Fællesskabets retspraksis.

(83)

Kommissionen mener derfor ikke, at den fjerde betingelse i Altmark-dommen er opfyldt.

(84)

Frankrigs henvisning til punkt 13-17 i rammebestemmelserne, ændrer på ingen måde denne vurdering.

(85)

På baggrund af ovennævnte betragtninger mener Kommissionen, at de budgetbevillinger og den støtte, de omhandlede lokale myndigheder har ydet, udgør støtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(86)

Kommissionen mener ikke, det har betydning for denne procedure, at dekretet fra 1978 indebar en finansieringsordning. Dekretet er meget generelt, og beslutningerne om omfanget af den støtte, staten og BNM ydede til LNE, blev truffet årligt på vilkår, der kunne være meget forskellige fra år til år. Den årlige drifts- og investeringsstøtte til LNE udgør derfor nye individuelle støtteforanstaltninger.

(87)

Støtten blev iværksat uden forudgående anmeldelse til Kommissionen. Den er derfor ulovlig.

(88)

Undtagelserne fra traktatens artikel 87, stk. 2, om støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder og støtteforanstaltninger i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, kan klart ikke finde anvendelse i dette tilfælde.

(89)

Hvad angår undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, kan Kommissionen konstatere, at den omhandlede støtte ikke har til formål at fremme den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, at den ikke udgør et projekt af fælleseuropæisk interesse, og at den ikke har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den franske økonomi. Fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven er heller ikke formålet med støtten. Hvad angår undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), mener Kommissionen ikke, at den tvivl, der blev rejst ved indledningen af proceduren, er fjernet: den omhandlede støtte giver ikke mulighed for at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner.

(90)

Det skal i den henseende nævnes, at hverken de franske myndigheder eller de interesserede parter har påberåbt sig undtagelserne i artikel 87, stk. 2 og 3, under den administrative procedure. Bl.a. har Frankrig anført, at bestemmelserne i artikel 87 ikke kan finde anvendelse, da de omhandlede foranstaltninger ikke er konkurrenceforvridende og ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(91)

I artikel 86, stk. 2, hedder det, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er underkastet traktatens bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem. Udviklingen af samhandelen må ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse.

(92)

I overensstemmelse med punkt 26 i rammebestemmelserne anvender Kommissionen for uanmeldt støtte rammebestemmelserne, hvis støtten er ydet efter den 29. november 2005, og de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for støttens ydelse, i alle andre tilfælde.

(93)

Denne procedure omhandler støtte, der er ydet før den 29. november 2005.

(94)

Derfor skal Kommissionens meddelelse om »forsyningspligtydelser i Europa« (27), der var gældende på tidspunktet for støttens ydelse, finde anvendelse. Ifølge denne skal forsyningspligtydelsers forenelighed med konkurrencereglerne, i de tilfælde hvor disse finder anvendelse, primært vurderes på grundlag af følgende tre principper:

(95)

Overholdelse af neutralitetsprincippet giver ingen vanskeligheder i denne sag.

(96)

Hvad angår betegnelsen af LNE’s offentlige opgaver som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er det Kommissionens opgave at vurdere den pågældende aktivitets økonomiske karakter og kontrollere, at medlemsstaten ikke har foretaget en klar fejlagtig vurdering ved at betegne den som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse.

(97)

Det er allerede fastslået, at LNE’s aktiviteter på det offentlige område er økonomiske aktiviteter.

(98)

Hvad angår betegnelsen af almindelig interesse, har medlemsstaterne — bortset fra de sektorer, hvor spørgsmålet allerede er underkastet fællesskabsregler — vide skøns-beføjelser, forudsat at Kommissionen ikke har påvist en klar vurderingsfejl.

(99)

I dette tilfælde mener Kommissionen, at definitionen af LNE’s forpligtelse til offentlige tjeneste, således som den fremgår af grundteksten fra 1978 med ændringer fra 2005, er tilstrækkelig klar (28), og der er derfor ikke tale om en klar vurderingsfejl fra de franske myndigheders side. Endvidere skal virksomheder, der er blevet overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, være overdraget denne opgave ved en retsakt fra en offentlig myndighed. I dette tilfælde udgør lov nr. 78-23 af 10. januar 1978 og dekreterne fra 2005 de omhandlede retsakter fra en offentlig myndighed. Endvidere indeholder de målkontrakter, der fra 1997 er indgået med staten, en klar og detaljeret beskrivelse af LNE’s opgaver.

(100)

Bemærkningerne fra de interesserede parter, der i hovedsagen anfører, at det ikke er muligt for LNE’s konkurrenter at trække grænsen mellem virksomhedens eventuelle forpligtelse til offentlig tjeneste og dens kommercielle aktiviteter, bekræfter denne konklusion. De henviser i praksis til kravet om adskilte regnskaber for henholdsvis aktiviteter, der henhører under begrebet tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse som nævnt ovenfor, og kommercielle aktiviteter for at undgå enhver form for krydssubsidiering, der måtte være uforenelig med EF-traktaten. Sidstnævnte punkter undersøges nedenfor.

(101)

Den proportionalitet, der følger af traktatens artikel 86, stk. 2, betyder, at de midler, der anvendes til at udføre en opgave af almindelig økonomisk interesse, ikke må skabe unødvendig konkurrenceforvridning. Mere præcist skal det sikres, at alle de begrænsninger, der pålægges i forhold til EF-traktatens regler, ikke overstiger, hvad der er strengt nødvendigt for at sikre en korrekt udførelse af opgaven. Udførelsen af den pågældende tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse skal sikres, og de virksomheder, der overdrages opgaven, skal være i stand til at klare den særlige byrde og de yderligere nettoomkostninger, der følger af opgaven.

(102)

Kommissionen mener, at den omhandlede støtte er et led i LNE’s opgave af almindelig økonomisk interesse.

(103)

I det tilfælde gælder det, at hvis den årlige kompensation fra de offentlige myndigheder er mindre end eller lig med de yderligere nettoomkostninger, LNE pådrager sig ved udførelsen af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, er proportionalitets-princippet overholdt. Det kan verificeres, hvis resultatet for det offentlige aktivitets-område, inklusive alle tilskud i regnskabsåret, er negativt, neutralt eller giver et rimeligt overskud, bl.a. under hensyntagen til LNE’s aktiviteter og den sektor, virksomheden arbejder i, og indtægter og udgifter på henholdsvis det offentlige og kommercielle aktivitetsområde er korrekt opført i det analytiske regnskab.

(104)

Kommissionen har undersøgt den metode, LNE anvender i sit analytiske regnskab, for at kontrollere, at den faktisk giver mulighed for at identificere alle de indtægter og udgifter, der vedrører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i perioden 1993-2005 (29).

(105)

I 2005 var LNE’s analytiske regnskab baseret på full cost-metoden, der indebærer en præcis opgørelse af alle gennemførte aktiviteter i et betydeligt antal operative (80) og funktionelle centre (ca. 40).

(106)

Indtægterne fra LNE’s kommercielle aktiviteter udgøres af leverede tjenesteydelser og andre produkter, herunder f.eks. betaling for tilrådighedsstillelse af personale, varetransport betalt af kunden og træk på sikkerhedsreserverne.

(107)

Indtægterne fra de offentlige tjenester udgøres af omsætningen for »undersøgelser«, metrologi-kontrakten (tidligere BNM), forskellige indtægter (f.eks. fra internationalt teknisk samarbejde), driftstilskud og den del af investeringsstøtten, der overføres til resultatopgørelsen.

(108)

Den del af investeringsstøtten, der overføres til resultatopgørelsen, omfatter de lokale myndigheders investeringsstøtte. Den omhandlede støtte, der har bidraget til at finansiere de midler, der er nødvendige for at opfylde LNE’s forpligtelse til offentlig tjeneste, indgår i analysen af den kompensation, der er ydet til LNE, for at dække de udgifter, der påløber som følge af forpligtelsen til offentlig tjeneste. En fordeling 2/3-1/3 mellem de offentlige og kommercielle sektorer, hvad angår afskrivning af bygninger, er i overensstemmelse med brugen af bygningerne »Trappes 3« og »Trappes 4«.

(109)

Udgifterne er fordelt på samme måde mellem henholdsvis den kommercielle og den offentlige sektor. De fordeler sig i det væsentligste på direkte arbejdskraft, køb/underleverancer/direkte omkostninger, direkte omkostninger til tjenesterejser, indirekte omkostninger, generalomkostninger og infrastrukturomkostninger og afskrivninger.

(110)

Hvad angår afskrivning af og infrastrukturomkostninger vedrørende udstyr, der anvendes både til kommercielle og offentlige aktiviteter, er disse i det analytiske regnskab beregnet ved hjælp af generelt accepterede metoder baseret på udstyrets udnyttelsesgrad.

(111)

Kommissionen mener, at den foretagne prøveberegning, som i værdi repræsenterer 70 % af LNE’s materiel og udstyr, der danner basis for udarbejdelse af en fordelingskvotient på 44/56, er tilfredsstillende. I øvrigt kan anvendelsen af denne overordnede fordelings-kvotient på det dyreste udstyr udvides til også at omfatte mindre dyrt udstyr, der supplerer det tunge udstyr.

(112)

Endvidere er en kvotient på 44/56 acceptabel for hele den undersøgte periode, da aktiviteterne på det kommercielle område her er i stigning (30). Det er således rimeligt at anslå, at udnyttelsesgraden for udstyret til de offentlige aktiviteter i 2005 udgør et minimum for perioden 1993-2004.

(113)

Endvidere mener Kommissionen, at den sikkerhedsmargen på 10 %, som de franske myndigheder bruger i deres efterbehandlinger for perioden 1993-2004, betyder, at de udgifter, der tilskrives de offentlige aktiviteter, ikke overvurderes og derfor ikke retfærdiggør en eventuel overdreven støtte. De franske myndigheders fremgangsmåde er således forsigtig.

(114)

Kommissionen konkluderer derfor på den ene side, at LNE’s analytiske regnskab svarer til de regnskabsstandarder, der sædvanligvis anerkendes på området og ikke udviser særlige karakteristika, og på den anden side, at de efterbehandlinger, der er foretaget med henblik på at opstille regnskaber efter aktivitetsområde (31) i perioden 1993-2004, er acceptable (32).

(115)

De årlige resultater for de offentlige aktiviteter, der omfatter offentlig støtte, er ifølge LNE’s analytiske regnskab følgende:

(116)

Siden 1993 har resultatet for de offentlige aktiviteter, dvs. de aktiviteter, der er tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, oftest været underskudsgivende på trods af den her omhandlede støtte. Når der er registreret overskud, er det under eller lig med 2 % af omsætningen for offentlige aktiviteter. Det vægtede resultat for perioden 1993-2005 er et tab på 1,9 %.

(117)

Sådanne generelt negative resultater ligger klart under det, der udgør et rimeligt overskud for en sammenlignelig privat virksomhed.

(118)

Kommissionen har endvidere foretaget en detaljeret undersøgelse af resultat og omsætning for LNE og de tre interesserede parter, der har de samme aktiviteter som LNE, for perioden 1998-2005 (34). Det følger heraf, at kvotienten »nettoresultat i forhold til omsætning« var lavere for LNE (– 3,2 % for LNE’s offentlige aktiviteter, 0,6 % for samtlige LNE’s aktiviteter) end for de interesserede parter, hvis kvotient ligger på mellem 0 % og 4 %. Det bekræfter, at LNE’s overskud på offentlige aktiviteter kan betragtes som et rimeligt overskud.

(119)

Kommissionen konkluderer derfor, at der ikke har været tale om overkompensation for LNE’s tjenesteydelser af almindelig økonomiske interesse siden 1993. Den kompensation for offentlig tjeneste, LNE har modtaget i perioden 1993-2005, udgør statsstøtte, der er forenelig med EF-traktatens artikel 86, stk. 2.

(120)

Det følger heraf, at det ikke er nødvendigt at undersøge, om der har været krydssubsidiering til fordel for LNE (35) for de kommercielle aktiviteters vedkommende.

(121)

Det skal bemærkes, at da nogle af LNE’s aktiviteter — i øvrigt kun ganske få — i det offentlige segment kan betragtes som ikke-kommercielle (36) og sidestilles med offentlige tjenesteydelser, skal det også kontrolleres, om myndighedernes kompensation er under eller lig med nettoomkostningerne ved udførelsen af de omhandlede opgaver (37).

(122)

En sådan analyse er allerede udført i betragtning 115-120, og det fremgår af denne, at der ikke er grund til at gøre indsigelse mod den her omhandlede kompensation. Det betyder, at finansieringen af de pågældende aktiviteter ikke udgør statsstøtte.

(123)

I de bemærkninger, der er indkommet inden for rammerne af denne procedure, har nogle konkurrenter nævnt anden støtte, som LNE skulle have modtaget. Disse foranstaltninger er ikke omfattet af denne procedure. I betragtning af svarene fra de franske myndigheder mener Kommissionen imidlertid at være tilstrækkelig informeret til at tage stilling i den henseende.

(124)

Den samlede støtte fra regionen Île-de-France til LNE med henblik på finansiering af LNE’s rabat til små og mellemstore virksomheder var på 61 000 EUR i 2003. I det omfang der er tale om støtte til LNE (og ikke til kunderne, de små og mellemstore virksomheder), og støtten ikke henhører under en eksisterende støtteordning (se punkt 54), opfylder den betingelserne i artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (38). Kommissionen kan derfor ikke modsætte sig foranstaltningen.

(125)

Kommissionen bemærker i øvrigt, at ADEME ikke har ydet støtte til LNE.

(126)

Hverken LNE’s påståede anvendelse af Den Franske Republiks officielle logo eller LNE’s deltagelse i arbejdet i internationale organer er relevante forhold i denne sag. LNE’s logo er forskelligt fra det officielle logo, hvis brug udelukkende er forbeholdt de offentlige myndigheder. Hvad angår de offentlige myndigheders repræsentation i visse europæiske og internationale instanser (arbejdsgrupper i Den Internationale Organisation for Retlig Metrologi (OIML) og det europæiske samarbejde om retlig metrologi (WELMEC)), kan en eventuel imagemæssig fordel for LNE i den henseende, ikke sammenlignes med statsstøtte.

(127)

De påståede fordele vedrørende selvforsikring, særlige arbejdsretlige regler for de ansatte eller gratis arkivering foreligger faktisk ikke. LNE’s forsikringspolicer, der i øvrigt repræsenterede omkostninger på over 300 000 EUR i 2004, kan sidestilles med private virksomheders. LNE’s ansatte har ikke en særlig status, som f.eks. offentligt ansatte, men henhører under privatretten, både hvad angår arbejdsløshedsforsikring og pension. Endelig har LNE ikke ret til gratis arkivering. Tværtimod var de direkte omkostninger i den henseende på 80 000 EUR i 2005.

(128)

Det forhold, at LNE er godkendt til at være omfattet af ordningen for skattelettelser for forskning, udgør ikke statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, bl.a. fordi der ikke er statsmidler impliceret. Som følge af denne godkendelse har LNE fået foretaget en ad hoc evaluering af sine forskere inden for rammerne af sin forpligtelse til offentlig tjeneste på forskningsområdet. I øvrigt er der taget hensyn til skattelettelser for forskning i LNE’s indtægter og udgifter.

(129)

Hvad angår den støtte, som toldvæsenet skulle have ydet LNE, foreligger der ikke dokumenterede oplysninger. Det fremgår, at DGDDI anvender sine egne laboratorier, DGCCRF’s laboratorier eller eksterne laboratorier, herunder LNE, Institut national de recherche et de sécurité eller Centre scientifique et technique du bâtiment, når det gælder produkter til byggesektoren.

(130)

Med forbehold af afsnit 5.4 udgør kompensationen for offentlig tjeneste i form af budgetbevillinger fra staten og BNM samt de lokale myndigheders støtte til LNE i perioden 1993-2005 statsstøtte.

(131)

Kommissionen konstaterer, at Frankrig ulovligt har iværksat den omhandlede støtte i strid med traktatens artikel 88, stk. 3.

(132)

Støtten er imidlertid forenelig med traktatens artikel 86, stk. 2.

(133)

Denne beslutning vedrører ikke den statsgaranti, som LNE’s kommercielle aktiviteter kunne omfattes af som følge af LNE’s status som offentlig virksomhed (EPIC). Dette aspekt, der har givet anledning til et forslag til egnede foranstaltninger (39) i medfør af traktatens artikel 88, stk. 1, vil blive behandlet i senere beslutninger —

5.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/37

(1)

Ved Kommissionens beslutning K(2006) 4332 endelig af 4. oktober 2006 blev der fastsat en årlig vejledende fordeling mellem medlemsstaterne af EF-midlerne til forpligtelser til de regioner, som er berettiget til støtte fra Den Europæiske Fiskerifond, i det følgende benævnt »EFF«, i henhold til formål uden for konvergensmålet, af EF-midlerne til forpligtelser til de regioner, som er berettiget til støtte fra EFF i henhold til konvergensmålet og af de samlede EF-midler til forpligtelser fra EFF for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2013.

(2)

For at give Bulgarien og Rumænien mulighed for at få del i midlerne fra EFF frem til 2013 bør der fastsættes vejledende beløb for Bulgarien og Rumænien til forpligtelser til de regioner, som er berettiget til støtte fra EFF i henhold til konvergensmålet, ligesom de samlede EF-midler til forpligtelser fra EFF bør fastsættes.

(3)

Beslutning K(2006) 4332 endelig bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —