30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 399/1

(1)

Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger og er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)

I henhold til traktatens artikel 65, litra c), skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der fjerner hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 Rådet og Kommissionen til at forberede nye regler vedrørende spørgsmål, der kan fremme et smidigt retligt samarbejde og en bedre adgang til domstolene, og pegede i den forbindelse specifikt på betalingsordrer.

(4)

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissionen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3). Som led i programmet overvejes muligheden for at indføre en specifik fælles eller harmoniseret procedure fastlagt i Fællesskabets regi for opnåelse af en retsafgørelse på specifikke områder, herunder ubestridte krav. Denne idé blev videreført i Haag-programmet vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004, hvori der opfordres til at arbejde aktivt videre med det europæiske betalingspåkrav.

(5)

Kommissionen vedtog den 20. december 2002 en grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi. Med grønbogen blev der iværksat en høring om de mulige mål for og træk ved en fælles eller harmoniseret europæisk procedure for inddrivelse af ubestridte krav.

(6)

En hurtig og effektiv inddrivelse af udestående fordringer, som ikke er genstand for en retstvist, er af afgørende betydning for virksomhederne i Den Europæiske Union, da forsinkede betalinger er en væsentlig grund til insolvens, der udgør en trussel mod virksomhedernes, især de små og mellemstore virksomheders, overlevelse og fører til tab af mange arbejdspladser.

(7)

Alle medlemsstater prøver at løse problemet med de mange inddrivelser af ubestridte krav, de fleste gennem en forenklet betalingspåkravsprocedure, men forskellene er store med hensyn til både indholdet i den nationale lovgivning og effektiviteten af de nationale procedurer. Desuden er de eksisterende procedurer ofte enten uanvendelige eller uhensigtsmæssige i grænseoverskridende sager.

(8)

De deraf følgende hindringer for adgangen til effektive retsmidler i grænseoverskridende sager og den fordrejning af konkurrencen på det indre marked, der opstår som følge af skævheder med hensyn til virkemåden af de procesmidler, som fordringshavere råder over i de forskellige medlemsstater, nødvendiggør fællesskabslovgivning, som sikrer ensartede vilkår for fordringshavere og skyldnere overalt i Den Europæiske Union.

(9)

Denne forordning har til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure og at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

(10)

Den procedure, der indføres ved denne forordning, bør være et supplerende, valgfrit middel for fordringshaveren, som bevarer retten til at gøre brug af en procedure fastsat i national lov. Denne forordning træder således ikke i stedet for og harmoniserer heller ikke de ordninger for inddrivelse af ubestridte krav, der er hjemlet i national lov.

(11)

Proceduren bør i videst muligt omfang baseres på anvendelsen af formularer ved al kommunikation mellem retten og parterne for at lette administrationen af proceduren og gøre det muligt at anvende elektronisk databehandling.

(12)

Medlemsstaterne bør, når de bestemmer, hvilke retter der skal være kompetente til at udstede et europæisk betalingspåkrav, tage behørigt hensyn til behovet for at sikre adgang til domstolene.

(13)

I anmodningen om et europæisk betalingspåkrav bør fordringshaveren være forpligtet til at give oplysninger, der på fyldestgørende vis klart identificerer og støtter kravet, så skyldneren på et velinformeret grundlag kan vælge, om han vil gøre indsigelse mod kravet eller vil lade det være ubestridt.

(14)

I den forbindelse bør det være obligatorisk for fordringshaveren at anføre en beskrivelse af de bevisligheder, hvorpå kravet støttes. I dette øjemed bør anmodningsformularen indeholde så udtømmende en liste som muligt over de former for bevisligheder, der normalt fremlægges til støtte for pengekrav.

(15)

Indgivelsen af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav bør indebære betaling af eventuelle relevante retsafgifter.

(16)

Retten bør undersøge anmodningen, herunder spørgsmålet om kompetence og beskrivelsen af bevislighederne, på grundlag af oplysningerne i anmodningsformularen. Dermed vil retten kunne foretage en prima facie-undersøgelse af kravets realitet og bl.a. frasortere klart ubegrundede krav og uantagelige anmodninger. Undersøgelsen bør ikke nødvendigvis foretages af en dommer.

(17)

Det skal ikke være muligt at appellere afvisningen af en anmodning. Dette udelukker dog ikke en eventuel prøvelse af afgørelsen om afvisning i samme instans i overensstemmelse med national lov.

(18)

I det europæiske betalingspåkrav bør skyldneren informeres om, at han har valget mellem at betale det beløb, som fordringshaveren er blevet tilkendt, eller sende en indsigelse inden for en frist på tredive dage, hvis han ønsker at bestride kravet. Ud over at blive gjort bekendt med de fuldstændige oplysninger om kravet fremlagt af fordringshaveren bør skyldneren gøres opmærksom på det europæiske betalingspåkravs retlige betydning og specielt konsekvenserne af at lade kravet være ubestridt.

(19)

På grund af forskellene mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler, navnlig reglerne for forkyndelse af dokumenter, er det nødvendigt specifikt og detaljeret at definere de mindstestandarder, der skal gælde i forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure. Med hensyn til opfyldelsen af disse mindstestandarder bør navnlig en forkyndelsesmåde, der støttes på en retlig formodning, ikke kunne anses for fyldestgørende i forbindelse med forkyndelse af et europæisk betalingspåkrav.

(20)

Alle de forkyndelsesmåder, der er anført i artikel 13 og 14, er karakteriseret ved enten (artikel 13) fuld sikkerhed eller (artikel 14) en meget høj grad af sandsynlighed for, at det forkyndte dokument er nået frem til modtageren.

(21)

Personlig forkyndelse for visse andre personer end skyldneren selv i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a) og b), bør kun anses for at opfylde kravene i nævnte bestemmelser, hvis de pågældende personer faktisk har accepteret eller modtaget det europæiske betalingspåkrav.

(22)

Artikel 15 bør finde anvendelse i situationer, hvor skyldneren ikke kan repræsentere sig selv i retten, f. eks. når skyldneren er en juridisk person, og hvor det ved lov er fastsat, hvem der er beføjet til at repræsentere skyldneren, samt i situationer, hvor skyldneren har bemyndiget en anden person, navnlig en advokat, til at repræsentere sig i den specifikke retssag.

(23)

Skyldneren kan indgive sin indsigelse ved anvendelse af formularen i denne forordning. Retten bør dog tage hensyn til indsigelser, der fremsendes i en anden skriftlig form, hvis de er formuleret klart.

(24)

En indsigelse, der er indgivet inden for den fastsatte frist, bør bringe den europæiske betalingspåkravsprocedure til ophør og indebære, at sagen automatisk overgår til almindelig civil retssag, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves. Ved anvendelsen af denne forordning bør udtrykket »almindelig civil retssag« ikke nødvendigvis fortolkes ud fra national lov.

(25)

Efter udløbet af fristen for indgivelse af indsigelse bør skyldneren i visse særlige tilfælde have ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav. Prøvelse i særlige tilfælde bør ikke betyde, at skyldneren får en ny lejlighed til at gøre indsigelse mod kravet. Under prøvelsen bør kravets realitet ikke vurderes, idet der kun tages stilling til de grunde, der skyldes de ekstraordinære omstændigheder, som skyldneren gør gældende. Andre ekstraordinære omstændigheder kan bl.a. være den situation, hvor det europæiske betalingspåkrav var baseret på urigtige oplysninger i anmodningsformularen.

(26)

Retsafgifter som omhandlet i artikel 25 bør ikke omfatte f.eks. advokatsalærer og udgifter til forkyndelse af dokumenter gennem et andet organ end en ret.

(27)

Et europæisk betalingspåkrav udstedt i en medlemsstat, som er eksigibelt, bør i fuldbyrdelsesøjemed behandles, som om det var blevet udstedt i den medlemsstat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse. Medlemsstaternes gensidige tillid til hinandens retspleje gør det berettiget at overlade det til retten i en medlemsstat at vurdere, om alle betingelser for udstedelse af et europæisk betalingspåkrav er opfyldt, således at betalingspåkravet kan fuldbyrdes i alle de andre medlemsstater, uden at der i fuldbyrdelsesstaten skal foretages en retslig prøvelse af, om de processuelle mindstestandarder er behørigt overholdt. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning, navnlig de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 22, stk. 1 og 2, og artikel 23, bør proceduren for fuldbyrdelse af et europæisk betalingspåkrav fortsat afgøres efter national lov.

(28)

Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (4) bør anvendes ved beregningen af frister. Skyldneren bør gøres opmærksom herpå og informeres om, at der tages hensyn til helligdagene i den medlemsstat, hvor den udstedende ret er beliggende.

(29)

Målet for denne forordning, nemlig at indføre en ensartet hurtig og effektiv mekanisme for inddrivelse af ubestridte pengekrav overalt i Den Europæiske Union, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(30)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(31)

Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(32)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark -

a)

at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure,

og

b)

at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

a)

formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente

b)

konkurs, akkord og andre lignende ordninger

c)

social sikring

d)

krav affødt af forpligtelser uden for kontrakt, medmindre

1)

»udstedelsesstaten«: den medlemsstat, hvori et europæisk betalingspåkrav udstedes

2)

»fuldbyrdelsesstaten«: den medlemsstat, hvori et europæisk betalingspåkrav ønskes fuldbyrdet

3)

»ret«: alle myndigheder i en medlemsstat med kompetence for så vidt angår europæiske betalingspåkrav og andre dermed beslægtede spørgsmål

4)

»den udstedende ret«: den ret, der udsteder et europæisk betalingspåkrav.

a)

navn og adresse på parterne og, hvis det er relevant, deres repræsentanter samt på den ret, som anmodningen indgives til

b)

kravets størrelse, herunder hovedkravet og i givet fald renter, konventionalbod og omkostninger

c)

såfremt der kræves renter, rentesatsen og det tidsrum, for hvilket renterne kræves, medmindre en lovbestemt rente automatisk tilføjes hovedstolen efter loven i udstedelsesstaten

d)

den retlige interesse, herunder en beskrivelse af de forhold, der påberåbes som grundlag for kravet og, hvis det er relevant, de krævede renter

e)

en beskrivelse af de bevisligheder, hvorpå kravet støttes

f)

kompetencegrundlaget

g)

sagens grænseoverskridende karakter som omhandlet i artikel 3.

a)

hvis betingelserne i artikel 2, 3, 4, 6 og 7 ikke er opfyldt

b)

hvis kravet er klart ubegrundet

c)

hvis fordringshaveren ikke sender sit svar inden for den frist, som retten har fastsat i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2,

eller

d)

hvis fordringshaveren ikke sender sit svar inden for den af retten fastsatte frist eller afslår rettens forslag, jf. artikel 10.

a)

at betale fordringshaveren det beløb, som er anført i betalingspåkravet,

eller

b)

at modsætte sig betalingspåkravet ved at indgive en indsigelse til den udstedende ret, som skal sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for ham.

a)

at påkravet er udstedt alene på grundlag af fordringshaverens oplysninger, som ikke er blevet prøvet af retten

b)

at påkravet bliver eksigibelt, medmindre der er indgivet en indsigelse til retten i overensstemmelse med artikel 16

c)

at sagen, såfremt der indgives en indsigelse, fortsætter ved de kompetente retter i udstedelsesstaten efter de almindelige civile retsplejeregler, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves.

a)

personlig forkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet

b)

personlig forkyndelse bekræftet ved et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, der ud over at fastslå, at skyldneren har modtaget dokumentet eller har nægtet at modtage det uden lovlig grund, angiver forkyndelsesdatoen

c)

postforkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret

d)

forkyndelse ved elektroniske midler som f.eks. fax eller e-mail bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret.

a)

personlig forkyndelse på skyldnerens personlige adresse for personer, der har adresse på samme bopæl som skyldneren, eller som af skyldneren er ansat til at arbejde dér

b)

personlig forkyndelse på skyldnerens erhvervsmæssige hjemsted, hvis skyldneren er en selvstændig erhvervsdrivende eller en juridisk person, for personer, der er ansat af skyldneren

c)

deponering af påkravet i skyldnerens postkasse

d)

deponering af påkravet på et postkontor eller hos kompetente offentlige myndigheder og skriftlig meddelelse om denne deponering i skyldnerens postkasse, forudsat at den skriftlige meddelelse tydeligt angiver, at det drejer sig om et retsdokument, eller at meddelelsen har retsvirkning som forkyndelse og medfører, at tidsfrister begynder at løbe

e)

postforkyndelse uden den i stk. 3 omhandlede form for bekræftelse, hvis skyldneren har adresse i udstedelsesstaten

f)

elektroniske midler bekræftet ved en automatisk kvittering for levering, forudsat at skyldneren på forhånd udtrykkeligt har accepteret denne forkyndelsesmåde.

a)

et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, hvoraf det fremgår

eller

b)

et modtagelsesbevis fra den person, for hvem påkravet er blevet forkyndt, ved anvendelse af stk. 1, litra a) og b).

a)

eller

b)

når skyldneren har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra skyldnerens side

a)

en kopi af det europæiske betalingspåkrav som erklæret for eksigibelt af den udstedende ret, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed,

og

b)

om nødvendigt en oversættelse af det europæiske betalingspåkrav til det officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor fuldbyrdelsen ønskes foretaget, i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten har angivet, at den kan acceptere. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at det europæiske betalingspåkrav udstedes på. Oversættelsen bekræftes af en person, der er beføjet hertil i en af medlemsstaterne.

a)

at den tidligere retsafgørelse eller det tidligere påkrav havde samme genstand, hvilede på samme grundlag og var mellem samme parter

b)

at den tidligere retsafgørelse eller det tidligere påkrav opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten,

og

c)

at uforeneligheden ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i udstedelsesstaten.

a)

begrænse fuldbyrdelsesproceduren til sikrende retsmidler

b)

gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten,

eller

c)

under særlige omstændigheder udsætte fuldbyrdelsesproceduren.

a)

for fordringshaverens vedkommende for så vidt angår anmodningen om et europæisk betalingspåkrav

b)

for skyldnerens vedkommende for så vidt angår indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav.

a)

hvilke udgifter der er forbundet med forkyndelse af dokumenter,

og

b)

hvilke myndigheder der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse med henblik på anvendelsen af artikel 21, 22 og 23

a)

hvilke retter der er kompetente til at udstede et europæisk betalingspåkrav

b)

prøvelsesproceduren og de retter, der er kompetente med henblik på anvendelsen af artikel 20

c)

de kommunikationsmidler, som accepteres i forbindelse med det europæiske betalingspåkrav, og som er til rådighed for retterne

d)

hvilke sprog der accepteres i medfør af artikel 21, stk. 2, litra b).