26.7.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 204/1

(1)

Det indre marked for flytrafik bør komme alle borgere til gode. Handicappede og bevægelseshæmmede personer bør derfor, uanset om årsagen til deres handicap eller bevægelseshæmning er invaliditet, alder eller andre forhold, have samme mulighed for at rejse med fly som andre borgere. Handicappede og bevægelseshæmmede personer har samme ret som alle andre borgere til fri bevægelighed, valgfrihed og ikke-forskelsbehandling. Dette gælder også for rejser med fly.

(2)

Handicappede og bevægelseshæmmede personer bør derfor have adgang til befordring og bør ikke nægtes befordring som følge af deres handicap eller bevægelseshæmning, medmindre der er tale om lovfæstede begrundede sikkerhedshensyn. Luftfartsselskaber, deres agenter og rejsearrangørerne bør, før de registrerer en reservation fra handicappede og bevægelseshæmmede personer, gøre alt, hvad der med rimelighed kan forventes for at kontrollere, om et begrundet sikkerhedshensyn udelukker befordring af de pågældende personer på de relevante flyvninger.

(3)

Denne forordning bør ikke berøre andre passagerrettigheder, der er fastlagt i fællesskabslovgivningen, navnlig Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (3), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (4). Såfremt den samme begivenhed udløser samme ret til tilbagebetaling eller ombooking i medfør af en af disse retsakter eller nærværende forordning, bør den pågældende person kun have mulighed for at udøve denne ret én gang efter eget valg.

(4)

For at sikre handicappede og bevægelseshæmmede personer samme mulighed for at rejse med fly som andre borgere bør de såvel i lufthavnen som om bord på flyet ydes en bistand, der imødekommer deres særlige behov ved hjælp af det nødvendige personale og det nødvendige udstyr. Af hensyn til den sociale integration bør denne bistand ydes omkostningsfrit for de pågældende.

(5)

Bistand, der ydes i lufthavne, som ligger på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse, bør blandt andet gøre det muligt for handicappede og bevægelseshæmmede personer at bevæge sig fra et nærmere angivet ankomstmødested i en lufthavn til et fly og fra flyet til et nærmere angivet udgangsmødested i lufthavnen, herunder at gå om bord og gå fra borde. Der bør mindst udpeges mødesteder ved hovedindgangene til terminalbygninger, i områder med indcheckningsskranker, på tog-, metro- og busstationer, ved taxiholdepladser og andre afsætningssteder samt på lufthavnsparkeringspladser. Bistanden bør tilrettelægges således, at afbrydelse og forsinkelse undgås, og sikre høje og ensartede standarder overalt i Fællesskabet og den bedst mulige brug af ressourcerne, uanset hvilken lufthavn og hvilket luftfartsselskab der er tale om.

(6)

For at nå disse mål bør det være det centrale organs ansvar at sikre bistand af høj kvalitet i lufthavnene. Da lufthavnenes forvaltningsorganer spiller en central rolle med hensyn til at yde service overalt i deres lufthavne, bør de pålægges det overordnede ansvar.

(7)

En lufthavns forvaltningsorgan kan selv yde bistand til handicappede og bevægelseshæmmede personer. Alternativt kan forvaltningsorganet i betragtning af den positive rolle, visse operatører og luftfartsselskaber tidligere har spillet, indgå en kontrakt med tredjemand om denne service, uden at dette berører anvendelsen af de relevante bestemmelser i fællesskabslovgivningen, herunder bestemmelserne om offentlige indkøb.

(8)

Bistanden bør finansieres på en sådan måde, at byrderne fordeles lige mellem alle passagerer, der benytter en lufthavn, og at ingen afskrækkes fra at befordre handicappede og bevægelseshæmmede personer. Den bedste finansieringsmåde er antagelig at pålægge hvert flyselskab, der benytter en lufthavn, en afgift i forhold til antallet af passagerer, som dets fly befordrer til eller fra lufthavnen.

(9)

For især at sikre, at de gebyrer, der pålægges et luftfartsselskab, svarer til den bistand, der ydes handicappede og bevægelseshæmmede personer, og at disse gebyrer ikke anvendes til finansiering af andre af forvaltningsorganets aktiviteter end dets aktiviteter i forbindelse med tilvejebringelsen af denne bistand, bør der være fuld åbenhed omkring gebyrernes fastsættelse og anvendelse. Rådets direktiv 96/67/EF af 15. oktober 1996 om adgang til ground handling-markedet i Fællesskabets lufthavne (5) og især bestemmelserne om adskillelse af aktiviteter bør derfor finde anvendelse, for så vidt det ikke strider mod denne forordning.

(10)

Lufthavnene og flyselskaberne bør ved tilrettelæggelsen af bistanden til handicappede og bevægelseshæmmede personer og uddannelsen af personale tage hensyn til del I, sektion 5, med tilhørende bilag i dokument 30 fra Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC), og især til adfærdskodeksen for ground handling af bevægelseshæmmede personer som fastlagt i bilag J til nævnte dokument, gældende på tidspunktet for vedtagelsen af nærværende forordning.

(11)

Ved fastlæggelse af, hvordan nye lufthavne og terminaler skal indrettes, og i forbindelse med større ombygninger bør forvaltningsorganet så vidt muligt tage hensyn til handicappede og bevægelseshæmmede personers behov. Ligeledes bør luftfartsselskaber så vidt muligt tage hensyn til disse behov, når de fastlægger, hvordan nye og ombyggede fly skal indrettes.

(12)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6) bør håndhæves strengt for at garantere respekt for handicappede og bevægelseshæmmede personers privatliv og sikre, at de oplysninger, der anmodes om, udelukkende anvendes til at opfylde forpligtelserne til bistand som fastlagt i denne forordning og ikke anvendes mod de passagerer, der søger den pågældende tjeneste.

(13)

Alle væsentlige oplysninger til luftfartspassagerer bør formidles på alternative måder, som er tilgængelig for handicappede og bevægelseshæmmede personer, og bør mindst være på de sprog, der er til rådighed for andre passagerer.

(14)

Såfremt kørestole eller andre hjælpemidler beskadiges under transporten, bør der udbetales erstatning til ejeren af hjælpemidlet efter bestemmelserne i international lovgivning, fællesskabslovgivning og national lovgivning.

(15)

Medlemsstaterne bør overvåge og sikre overholdelse af denne forordning og udpege et egnet organ til at forestå håndhævelsen. Denne overvågning berører ikke handicappede og bevægelseshæmmede personers ret til domstolsprøvelse i henhold til national ret.

(16)

En handicappet eller bevægelseshæmmet person, der finder, at denne forordning er blevet overtrådt, bør kunne indbringe sagen for lufthavnens forvaltningsorgan eller det pågældende luftfartsselskab. Kan den handicappede eller bevægelseshæmmede person ikke opnå tilfredsstillende behandling på denne måde, bør vedkommende have mulighed for at klage til det eller de kompetente organer, som den relevante medlemsstat har udpeget.

(17)

Klager over bistanden i en lufthavn bør indbringes for det eller de organer til håndhævelse af denne forordning, som er udpeget af den medlemsstat, hvor lufthavnen er beliggende. Klager over bistanden fra et luftfartsselskab bør indbringes for det eller de organer til håndhævelse af denne forordning, der er udpeget af den medlemsstat, som har udstedt licensen til luftfartselskabet.

(18)

Medlemsstaterne bør fastsætte sanktioner ved overtrædelser af denne forordning og sikre, at disse sanktioner finder anvendelse. Sanktionerne, der kan omfatte påbud om betaling af erstatning til den pågældende person, bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(19)

Målene for denne forordning, som består i at sikre høje og ensartede beskyttelses- og bistandsniveauer overalt i medlemsstaterne og at sikre, at de økonomiske agenter handler på harmoniserede betingelser i det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(20)

I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender.

(21)

En ordning vedrørende udvidet samarbejde om anvendelsen af lufthavnen i Gibraltar blev vedtaget i London den 2. december 1987 af Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i form af en fælles erklæring fra de to landes udenrigsministre. Denne ordning er endnu ikke iværksat —

a)

»handicappet« eller »bevægelseshæmmet person«: en person, hvis bevægelighed i forbindelse med benyttelsen af transportmidler er nedsat på grund af et fysisk handicap (sensorisk eller bevægelsesmæssigt, permanent eller forbigående), mentalt handicap eller nedsat funktionsevne af andre årsager eller alder, og hvis situation kræver passende opmærksomhed og tilpasning af de ydelser, alle passagerer har adgang til, på grundlag af den pågældendes særlige behov

b)

»luftfartsselskab«: et lufttransportselskab med en gyldig licens

c)

»transporterende luftfartsselskab«: et luftfartsselskab, der udfører eller har til hensigt at udføre en flyvning i henhold til en kontrakt med en passager eller på vegne af en juridisk eller fysisk person, der har kontrakt med denne passager

d)

»EF-luftfartsselskab«: et luftfartsselskab med en gyldig licens udstedt af en medlemsstat i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber (7)

e)

»rejsearrangør«: en rejsearrangør eller formidler som omhandlet i artikel 2, nr. 2) og 3), i direktiv 90/314/EØF

f)

»lufthavnens forvaltningsorgan« eller »forvaltningsorgan«: et organ, hvis opgave i henhold til den nationale lovgivning navnlig er administration og forvaltning af lufthavnens infrastrukturer samt koordination af og kontrol med den aktivitet, som de forskellige operatører, der er til stede i den pågældende lufthavn eller det pågældende lufthavnssystem, udøver

g)

»lufthavnsbruger«: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for flybefordringen af passagerer fra eller til den pågældende lufthavn

h)

»lufthavnsbrugerudvalg«: et udvalg af repræsentanter for lufthavnsbrugere eller organisationer, der repræsenterer dem

i)

»reservation«: en billet eller et andet bevis, hvoraf det fremgår, at passagerens reservation er accepteret og registreret af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren

j)

»lufthavn«: et område, der er specielt indrettet til landing, start og manøvrering af luftfartøjer, herunder også eventuelle tilknyttede anlæg, der er nødvendige af hensyn til flytrafikken og service af luftfartøjer, bl.a. nødvendige anlæg til betjening af den erhvervsmæssige lufttrafik

k)

»lufthavnsparkeringsplads«: en parkeringsplads, der er beliggende på en lufthavns område eller er under direkte kontrol af en lufthavns forvaltningsorgan, og som direkte betjener de passagerer, der benytter denne lufthavn

l)

»erhvervsmæssig passagerflyvning«: passagerbefordring med fly, der udføres af et luftfartsselskab i form af ruteflyvning eller ikke-ruteflyvning, og som udbydes til offentligheden mod vederlag, enten selvstændigt eller som led i en pakkerejse.

a)

at acceptere en reservation til et fly, der afgår fra eller ankommer til en lufthavn, på hvilken denne forordning finder anvendelse

b)

den handicappede eller bevægelseshæmmede person at gå om bord i en sådan lufthavn, hvis den pågældende har en gyldig rejsehjemmel og reservation.

a)

hvis dette er nødvendigt af hensyn til de gældende sikkerhedsbestemmelser i folkeretten, fællesskabsretten eller den nationale ret, eller af hensyn til de sikkerhedskrav, der er fastsat af den myndighed, som har udstedt det pågældende luftfartsselskabs driftstilladelse (»air operator's certificate«)

b)

hvis flyets størrelse eller adgangsforhold gør det fysisk umuligt at tage den handicappede eller bevægelseshæmmede person om bord eller befordre vedkommende.

a)

til afgangs-, ankomst- og transitlufthavnenes forvaltningsorganer og

b)

til det transporterende luftfartsselskab, hvis reservationen ikke blev foretaget hos det pågældende luftfartsselskab, medmindre luftfartsselskabets identitet ikke er kendt på meddelelsestidspunktet, i hvilket tilfælde oplysningerne videregives så hurtigt, som det er praktisk muligt.

a)

personen er til stede ved indcheckningen:

b)

personen ankommer til et mødested inden for lufthavnsområdet, der er udpeget i henhold til artikel 5:

a)

at deres eget personale og det personale, der er ansat af eventuelle underentreprenører, og som yder direkte bistand til handicappede eller bevægelseshæmmede personer, har kendskab til, hvordan de behov, som personer med forskellige former for handicap eller bevægelseshæmning har, imødekommes

b)

at lufthavnspersonale, som er i direkte kontakt med de rejsende, uddannes med henblik på øget bevidsthed om og ligebehandling af handicappede

c)

at alle nyansatte straks ved ansættelsen får handicaprelateret uddannelse, og at personalet får genopfriskningskurser efter behov.

26.7.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 204/10

(1)

Tilsætningsstoffer kan kun godkendes til anvendelse i fødevarer, hvis de opfylder kravene i bilag II til Rådets direktiv 89/107/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om tilsætningsstoffer, som må anvendes i levnedsmidler (3).

(2)

Direktiv 95/2/EF (4) indeholder en liste over tilsætningsstoffer, det er tilladt at anvende i Fællesskabet, og betingelserne for deres anvendelse.

(3)

Direktiv 94/35/EF (5) indeholder en liste over sødestoffer, det er tilladt at anvende i Fællesskabet, og betingelserne for deres anvendelse.

(4)

Tilsætningsstoffer har undergået en teknisk udvikling, siden direktiv 95/2/EF og 94/35/EF blev vedtaget. Disse direktiver bør tilpasses for at tage hensyn til denne udvikling.

(5)

På grundlag af en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) af 26. november 2003 ændres de eksisterende tilladelser for at opnå det lavest mulige nitrosaminniveau ved at begrænse mængden af nitrit og nitrat, der tilsættes til fødevarer, samtidig med at disses mikrobiologiske sikkerhed bibeholdes. EFSA anbefaler, at nitrit- og nitratværdierne reguleres i lovgivningen som »tilsat mængde«. EFSA er af den opfattelse, at den tilsatte mængde nitrit snarere end restmængden bidrager til at hæmme C. botulinum. De gældende bestemmelser bør ændres således, at maksimumsværdierne, jf. EFSA's bemærkninger, for indholdet i ikke-varmebehandlede og varmebehandlede kødprodukter samt i ost og fisk udtrykkes som tilsatte mængder. For visse traditionelt fremstillede kødprodukter bør der dog undtagelsesvis fastsættes maksimumsværdier for restmængder under forudsætning af, at produkterne er tilstrækkeligt angivet og identificeret. Værdierne bør sikre, at det acceptable daglige indtag (ADI) som fastsat af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler i 1990 ikke overskrides. Produkter, der ikke nævnes specifikt i dette direktiv, men som er fremstillet traditionelt på lignende vis (og dermed er lignende produkter), kan eventuelt kategoriseres i overensstemmelse med artikel 5 og 6 i direktiv 95/2/EF. For ost bør værdien fastsættes som tilsat mængde i ostemælken. Hvis der anvendes en produktionsmetode, hvor nitrat først tilsættes efter fjernelse af valle og tilsætning af vand, bør mængden svare til den mængde, der ville være blevet opnået, hvis nitraten var blevet tilsat direkte til ostemælken.

(6)

Ved direktiv 2003/114/EF om ændring af direktiv 95/2/EF pålægges Kommissionen og EFSA at tage vilkårene for anvendelse af p‐hydroxybenzoaterne E 214-E 219 og deres natriumsalte op til revision inden den 1. juli 2004. Efter at have vurderet de foreliggende oplysninger om sikkerheden ved p‐hydroxybenzoater afgav EFSA udtalelse herom den 13. juli 2004. EFSA fastsatte et samlet acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 0‐10 mg/kg legemsvægt for gruppen af methyl- og ethyl-p-hydroxybenzoesyreestere og deres natriumsalte. EFSA vurderede, at propylparaben ikke burde være omfattet af denne gruppe-ADI, fordi propylparaben i modsætning til methyl- og ethylparaben havde vist sig at have indvirkning på kønshormoner og hannernes kønsorganer hos unge rotter. Da der ikke fandtes et entydigt NOAEL-niveau (niveau uden observerede negative effekter), kunne EFSA derfor ikke anbefale en ADI for propylparaben. Det er nødvendigt at lade E 216 propyl-p-hydroxybenzoat og E 217 propyl‐p‐hydroxybenzoat, natriumsalt, udgå af direktiv 95/2/EF. Desuden må muligheden for at anvende p‐hydroxybenzoater i flydende kosttilskud fjernes.

(7)

Kommissionen suspenderede med beslutning 2004/374/EF (6) markedsføringen og importen af minibægre med gelé, der indeholder geldannende tilsætningsstoffer fremstillet af tang og visse typer gummi, på grund af den kvælningsrisiko, der er forbundet med disse produkter. Som følge af en ændring af denne beslutning må muligheden for at anvende visse geldannende tilsætningsstoffer i minibægre med gelé udelukkes.

(8)

Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har vurderet oplysningerne om sikkerheden ved erythritol og afgav udtalelse herom den 5. marts 2003. Komitéen konkluderede, at det er acceptabelt at anvende erythritol som tilsætningsstof. Komitéen noterer sig også, at erythritol kan virke afførende, men først efter indtagelse af en højere dosis af stoffet, end det er tilfældet med andre polyoler. Erythritol har ud over virkningen som sødestof også mange andre teknologiske egenskaber, som er af stor betydning i en lang række fødevarer, fra konfekture til mejeriprodukter. Stoffet fungerer blandt andet som smagsforstærker, bærestof, fugtighedsbevarende middel, stabilisator, fortykningsmiddel, fyldemiddel og kompleksdanner. Det må tillades at anvende erythritol i de samme fødevarer, som det er tilladt at anvende de nuværende tilladte polyoler i. Desuden må direktiv 94/35/EF ændres, idet erythritol i lighed med de andre polyoler, der allerede er tilladt, også kan anvendes som sødestof.

(9)

Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har vurderet oplysningerne om sikkerheden ved sojabønnehemicellulose og afgav udtalelse herom den 4. april 2003. Komitéen konkluderede, at det er acceptabelt at anvende sojabønnehemicellulose i visse mængder i visse af de fødevarer, der var anmodet om tilladelse for. Anvendelse i overensstemmelse hermed bør derfor tillades til visse formål. Af hensyn til allergikere bør en sådan anvendelse imidlertid ikke være tilladt for uforarbejdede fødevarer, hvori der ikke forventes sojabønner. Under alle omstændigheder bør forbrugerne informeres, når produkter indeholder hemicellulose fra sojabønner i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (7).

(10)

EFSA har vurderet oplysningerne om sikkerheden ved ethylcellulose og afgav udtalelse herom den 17. februar 2004. Autoriteten besluttede at medtage ethylcellulose i gruppe-ADI'en »ikke-specificeret« for modificerede celluloser som fastsat af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler. Ethylcellulose anvendes primært i kosttilskud og indkapslede aromaer. Der bør således gives tilladelse til anvendelse af ethylcellulose på lige fod med andre celluloser.

(11)

EFSA har vurderet oplysningerne om sikkerheden ved pullulan og afgav udtalelse herom den 13. juli 2004. Autoriteten finder anvendelsen af pullulan acceptabel til dragering af kosttilskud i kapsel- eller tabletform samt til film til at give frisk ånde. Disse anvendelsesformer bør derfor tillades.

(12)

EFSA har vurderet oplysningerne om sikkerheden ved tertiær butylhydroquinon (TBHQ) og afgav udtalelse herom den 12. juli 2004. Autoriteten fastsatte ADI til 0-0,7 mg/kg legemsvægt for denne antioxidant og fandt dens anvendelse acceptabel i visse fødevarer i visse tilsatte mængder. Dette tilsætningsstof bør derfor tillades.

(13)

Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har vurderet oplysningerne om sikkerheden ved stivelsealuminiumoctenylsuccinat og afgav udtalelse herom den 21. marts 1997. Komitéen konkluderede, at anvendelse af dette tilsætningsstof som bestanddel i mikroindkapslede vitaminer og carotenoider kan anses for acceptabel. Denne anvendelsesform bør derfor tillades.

(14)

Ved fremstilling af surmælksost tilsættes E 500ii natriumhydrogencarbonat til den pasteuriserede mælk for at bufre surhedsgraden, der skyldes mælkesyren, til en passende pH-værdi og derved skabe de nødvendige vækstbetingelser for modningskulturerne. Det bør derfor tillades at anvende natriumhydrogencarbonat i surmælksost.

(15)

Det er i dag tilladt at anvende en blanding af sorbater (E 200, E 202 og E 203) og benzoater (E 210 til E 213) til kogte rejer i konserveringsøjemed. Denne tilladelse bør udvides til at omfatte anvendelse til alle kogte krebsdyr og bløddyr.

(16)

E 551 siliciumdioxid er tilladt som bærestof for farvestoffer, idet den tilladte maksimumsmængde er 5 %. Det bør tillades også at anvende siliciumdioxid som bærestof for farvestofferne E 171 titandioxid og E 172 jernoxider og jernhydroxider, med et loft på 90 % i forhold til pigmentet.

(17)

Ved direktiv 95/2/EF begrænses anvendelsen af tilsætningsstoffer på listen i direktivets bilag I i traditionelt fransk brød, »Pain courant français«. Den samme begrænsning bør gælde for tilsvarende traditionelt ungarsk brød. Desuden bør anvendelse af ascorbinsyre (E 300), natriumascorbat (E 301) og calciumdinatrium-EDTA (E 385) tillades i ungarske leverpostejer.

(18)

Det er nødvendigt at ajourføre de nuværende bestemmelser vedrørende anvendelse af sulfitter (E 220 til E 228) til kogte krebsdyr, druer og litchiblommer.

(19)

Efter anmodning fra en medlemsstat og i overensstemmelse med udtalelse af 5. marts 2003 fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler bør 4‐hexylresorcinol, som blev tilladt på nationalt plan i henhold til direktiv 89/107/EØF, tillades på EF-plan.

(20)

De betegnelser, der anvendes i direktiv 95/2/EF, bør tilpasses for at tage hensyn til Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (8), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (9) samt Kommissionens direktiv 1999/21/EF af 25. marts 1999 om diætpræparater til særlige medicinske formål (10).

(21)

Direktiv 95/2/EF og 94/35/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1, stk. 3, litra c), affattes således:

2)

I artikel 3, stk. 2, erstattes »overgangskost« med »forarbejdede fødevarer baseret på cerealier samt babymad«.

3)

Bilagene ændres som anført i bilag I til dette direktiv.

a)

tillade handel med og anvendelse af produkter, der opfylder kravene i dette direktiv, senest den 15. februar 2008

b)

forbyde handel med og anvendelse af produkter, der ikke opfylder kravene i dette direktiv, senest den 15. august 2008.

26.7.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 204/23

(1)

Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (3) og Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (4) er blevet ændret væsentligt (5). Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (6) og Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (7) indeholder ligeledes bestemmelser, der har til formål at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Da der nu foretages yderligere ændringer af direktiverne er det ønskeligt af hensyn til klarheden at foretage en omarbejdning af bestemmelserne ved i én tekst at samle de vigtigste bestemmelser på området, samtidig med at der tages hensyn til nye elementer, der er en følge af De Europæiske Fællesskabers Domstols (i det følgende benævnt »Domstolen«) retspraksis.

(2)

Ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i fællesskabsretten i henhold til traktatens artikel 2 og artikel 3, stk. 2, og Domstolens retspraksis. Disse traktatbestemmelser gør ligestilling mellem mænd og kvinder til en opgave for Fællesskabet og noget, det tilstræber, og pålægger Fællesskabet en positiv forpligtelse til i alle sine aktiviteter at fremme denne ligestilling.

(3)

Ifølge Domstolen kan anvendelsesområdet for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ikke indskrænkes til at omfatte forbud mod den forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Som følge af hensigten med princippet og arten af de rettigheder, det søger at sikre, finder det også anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte.

(4)

Traktatens artikel 141, stk. 3, udgør nu et særligt retsgrundlag for at vedtage fællesskabsforanstaltninger, der skal sikre anvendelsen af princippet om lige muligheder og ligebehandling i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, herunder princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

(5)

Artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forbyder ligeledes forskelsbehandling på grundlag af køn og stadfæster retten til ligebehandling af mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.

(6)

Chikane og sexchikane er i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder og anses for forskelsbehandling på grundlag af køn i dette direktivs forstand. Disse former for forskelsbehandling forekommer ikke kun på arbejdspladsen, men også i forbindelse med adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og forfremmelse. De bør derfor forbydes og være genstand for effektive, proportionelle og afskrækkende sanktioner.

(7)

I den forbindelse bør arbejdsgiverne og de ansvarlige for erhvervsuddannelserne tilskyndes til at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling på grund af køn og navnlig til at træffe foranstaltninger til forebyggelse af chikane og sexchikane på arbejdspladsen og ved adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og forfremmelse i overensstemmelse med national ret og praksis.

(8)

Princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, der er forankret i traktatens artikel 141 og konsekvent fastholdt i Domstolens retspraksis, udgør et væsentligt aspekt af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder og en afgørende og umistelig del af gældende fællesskabsret, herunder Domstolens retspraksis, vedrørende forskelsbehandling på grund af køn. Der bør derfor fastsættes nærmere bestemmelser om gennemførelsen heraf.

(9)

Til vurdering af, om arbejdstagere varetager samme arbejde eller arbejde af samme værdi, bør det i overensstemmelse med Domstolens faste retspraksis fastslås, hvorvidt disse arbejdstagere kan anses for at være i sammenlignelige situationer under hensyntagen til en række faktorer, bl.a. arbejdets art, faglig uddannelse og arbejdsvilkår.

(10)

Domstolen har fastslået, at ligelønsprincippet under visse forhold ikke kun er begrænset til de situationer, hvor mænd og kvinder udfører deres arbejde for samme arbejdsgiver.

(11)

Medlemsstaterne bør fortsat i samarbejde med arbejdsmarkedets parter behandle problemet med de fortsatte kønsspecifikke lønforskelle og den tydelige opdeling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet f.eks. via fleksible arbejdstidsordninger, som gør det muligt for mænd og kvinder at forene familiære og arbejdsmæssige forpligtelser bedre. Dette kan også omfatte rimelige ordninger om forældreorlov, som hver forældre kan udnytte, samt tilgængelige og økonomisk overkommelige børnepasningsfaciliteter og pleje af personer, over for hvem der er forsørgerpligt.

(12)

Der bør vedtages særlige foranstaltninger for at sikre, at princippet om ligebehandling gennemføres i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, og for at definere dets anvendelsesområde mere klart.

(13)

Domstolen fastslog i sin dom af 17. maj 1990 i sag C-262/88 (8), at alle ydelser, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, udgør en del af lønnen som omhandlet i traktatens artikel 141.

(14)

Skønt begrebet løn som defineret i traktatens artikel 141 ikke omfatter sociale sikringsydelser, er en pensionsordning for tjenestemænd ifølge fast retspraksis omfattet af princippet om ligeløn, hvis ydelserne i henhold til ordningen udbetales i kraft af ansættelsesforholdet hos den offentlige arbejdsgiver, uanset om en sådan ordning indgår i en almindelig lovpligtig ordning. Ifølge Domstolens domme i sag C-7/93 (9), og C-351/00 (10), er den betingelse opfyldt, såfremt pensionen berører en særlig gruppe af arbejdstagere, den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den beregnes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. Af klarhedshensyn bør der derfor fastsættes særlige bestemmelser med henblik herpå.

(15)

Domstolen har bekræftet, at mens mandlige og kvindelige lønmodtageres bidrag til en ydelsesdefineret pensionsordning er omfattet af traktatens artikel 141, skal det forhold, at der på grund af anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder ikke indbetales samme arbejdsgiverbidrag inden for rammerne af funderede og ydelsesdefinerede pensionsordninger, ikke bedømmes efter denne artikel.

(16)

I tilfælde af ordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, kan visse elementer, såsom konvertering af en del af den periodiske pension til sumydelser, overførsel af pensionsrettigheder, en efterladtepension, der udbetales til en ydelsesberettiget som modydelse for, at forsikringstageren giver afkald på en del af en pension, eller en nedsat pension, når arbejdstageren vælger at gå på førtidspension, for eksempel være uens, såfremt de uens beløb skyldes anvendelsen af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn, ved iværksættelsen af finansieringen af ordningen.

(17)

Ifølge fast retspraksis skal ydelser, der udbetales i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning, ikke anses for løn, i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret. Det er derfor nødvendigt at begrænse anvendelsen af princippet om ligebehandling i overensstemmelse hermed.

(18)

Af Domstolens faste retspraksis følger, at Barberprotokollen (11) ingen betydning har for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og at den tidsmæssige begrænsning af dommen i sag C-262/88 ikke gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Domstolen har ligeledes fastslået, at nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, på betingelse af at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder tillagt i henhold til fællesskabsretten. Domstolen har desuden fastslået, at den omstændighed, at en arbejdstager kan kræve at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, ikke indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

(19)

At sikre lige adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse er af afgørende betydning for anvendelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Undtagelser fra princippet bør derfor udelukkende omfatte erhvervsaktiviteter, som på grund af deres særlige karakter eller den sammenhæng, de foregår i, kræver beskæftigelse af en person af et bestemt køn, forudsat at formålet hermed er legitimt og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

(20)

Dette direktiv anfægter ikke foreningsfriheden, herunder retten til at oprette faglige sammenslutninger sammen med andre og til at melde sig ind i faglige sammenslutninger for at forsvare egne rettigheder. Foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 141, stk. 4, kan omfatte medlemskab af eller fortsat aktivitet i organisationer eller fagforeninger, hvis hovedformål er at fremme princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i praksis.

(21)

Forbuddet mod forskelsbehandling bør ikke være til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper for en persongruppe af det ene køn. Sådanne foranstaltninger tillader sammenslutninger af personer af det ene køn, hvis hovedformål er at fremme disse personers særlige behov og at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder.

(22)

I henhold til traktatens artikel 141, stk. 4, og for at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere. I betragtning af den nuværende situation og under hensyntagen til erklæring nr. 28 i Amsterdam-traktaten bør medlemsstaterne i første række bestræbe sig på at forbedre kvindernes stilling på arbejdsmarkedet.

(23)

Ifølge Domstolens faste retspraksis udgør negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel direkte forskelsbehandling på grund af køn. Sådan forskelsbehandling bør derfor eksplicit være omfattet af dette direktiv.

(24)

Domstolen har konsekvent anerkendt, at det er legitimt, for så vidt angår princippet om ligebehandling, at beskytte kvinder på grund af deres biologiske tilstand under graviditet og barsel såvel som via beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med barsel som et middel til at opnå reel ligestilling. Nærværende direktiv bør derfor ikke anfægte Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (12). Dette direktiv bør heller ikke anfægte Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (13).

(25)

Af klarhedshensyn bør der endvidere eksplicit fastsættes bestemmelser om beskyttelsen af kvinders beskæftigelsesmæssige rettigheder under barselorlov, navnlig deres ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde, til ikke at få dårligere arbejds- og ansættelsesvilkår, fordi de har taget en sådan orlov, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været berettiget til under deres fravær.

(26)

I resolution vedtaget af Rådet og arbejds- og socialministrene, forsamlet i Rådet, af 29. juni 2000 om afbalanceret deltagelse af kvinder og mænd i arbejds- og familieliv (14), opfordres medlemsstaterne til at vurdere muligheden for, at de enkelte retssystemer giver mandlige arbejdstagere ret til personligt at tage fædreorlov, der ikke kan overføres til moderen, idet deres rettigheder, der har tilknytning til arbejdskontrakten, bevares.

(27)

Der gælder samme betingelser for medlemsstaternes ydelse til kvinder og mænd af en personlig og ikke-overførbar ret til orlov efter et barns fødsel eller adoption. Det er op til medlemsstaterne selv at afgøre, om de vil give en sådan ret til orlov efter et barns fødsel eller adoption, og at fastlægge andre forhold ud over afskedigelse og tilbagevenden til arbejde, der ligger uden for direktivets anvendelsesområde.

(28)

Effektiv gennemførelse af princippet af ligebehandling forudsætter, at medlemsstaterne indfører passende procedurer.

(29)

Det er afgørende for en reel gennemførelse af princippet om ligebehandling, at der sørges for relevante retslige eller administrative procedurer til håndhævelse af forpligtelserne i medfør af dette direktiv.

(30)

For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.

(31)

For at forbedre den retsbeskyttelse, dette direktiv giver, bør også foreninger, organisationer og andre juridiske personer have beføjelse til, efter nærmere bestemmelser fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for en klager at indtræde som part i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende repræsentation og forsvar.

(32)

Da retten til effektiv retsbeskyttelse er grundlæggende, bør det sikres, at arbejdstagerne fortsat er omfattet af denne beskyttelse selv efter ophør af det forhold, der har givet anledning til den påståede tilsidesættelse af princippet om ligebehandling. En arbejdstager, der forsvarer eller afgiver vidneudsagn for en person, som nyder beskyttelse i henhold til dette direktiv, bør nyde samme beskyttelse.

(33)

Domstolen har klart fastslået, at for at princippet om ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der tildeles i tilfælde af overtrædelse, være tilstrækkelig i forhold til det tab, den pågældende har lidt. Derfor bør forudgående fastsættelse af et maksimum for en sådan erstatning udelukkes, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at den eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af forskelsbehandling i dette direktivs betydning, er, at den pågældendes ansøgning ikke er blevet behandlet.

(34)

For at styrke gennemførelsen af princippet om ligebehandling i praksis bør medlemsstaterne fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og, i overensstemmelse med national praksis, med de ikke-statslige organisationer.

(35)

Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der strider mod forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

(36)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(37)

Med henblik på at skabe bedre forståelse for forskellene i behandlingen af mænd og kvinder med hensyn til ansættelse og beskæftigelse, bør der fortsat udvikles sammenlignelige statistikker opdelt på køn, som skal analyseres og stilles til rådighed på egnede niveauer.

(38)

Ligebehandling af mænd og kvinder i ansættelses- og beskæftigelsesspørgsmål kan ikke begrænses til lovgivningsmæssige foranstaltninger. Den Europæiske Union og medlemsstaterne bør derfor fortsat fremme en øget bevidstgørelse om løndiskriminering samt fremme nytænkning og i den forbindelse inddrage alle berørte kræfter, såvel offentlige som private, i størst mulig udstrækning. I den forbindelse kan dialogen mellem arbejdsmarkedets parter yde et vigtigt bidrag.

(39)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der stort set ikke er foretaget ændringer, følger af de tidligere direktiver.

(40)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktivet.

(41)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (15) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

a)

adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse

b)

arbejdsvilkår, herunder løn

c)

erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

a)

»direkte forskelsbehandling«: at en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation

b)

»indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

c)

»chikane«: at der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

d)

»sexchikane«: at der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

e)

»løn«: den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier

f)

»erhvervstilknyttede sikringsordninger«: ordninger, der ikke er omfattet af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (16), og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.

a)

chikane og sexchikane samt dårligere behandling baseret på en persons afvisning eller accept af en sådan adfærd

b)

instruktion om forskelsbehandling af en person på grund af køn

c)

enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselorlov som defineret i direktiv 92/85/EØF.

a)

anvendelsesområdet for sådanne ordninger samt betingelserne for adgang til disse

b)

bidragspligten og beregningen af bidrag

c)

beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.

a)

på erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici:

b)

på erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, som vedrører andre sociale natural- eller kontantydelser, herunder ydelser til efterladte og familieydelser, såfremt disse ydelser er ydelser, som disse modtager fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet.

a)

individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende

b)

enkeltpersonordninger for selvstændige erhvervsdrivende

c)

arbejdstageres forsikringsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part

d)

frivillige bestemmelser i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, som tilbydes deltagerne individuelt for at sikre dem:

e)

erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af frivillige lønmodtagerbidrag.

a)

hvilke personer der har ret til at deltage i en erhvervstilknyttet social sikringsordning

b)

om deltagelse i en erhvervstilknyttet social sikringsordning er tvungen eller frivillig

c)

forskellige regler vedrørende alder ved indtrædelse i ordningen eller vedrørende krav om minimal beskæftigelsesperiode eller om en minimumsperiode for tilslutning til ordningen, for så vidt angår erhvervelse af ydelser

d)

forskellige regler for tilbagebetaling af bidrag, med undtagelse af hvad der er fastsat i litra h) og j), når arbejdstageren forlader ordningen uden at have opfyldt betingelserne for at få udbetalt langtidsydelser med opsættende virkning

e)

forskellige betingelser for tilkendelse af ydelser eller for begrænsning af disse ydelser til det ene af kønnene

f)

forskellige aldersgrænser for pensionsret

g)

regler, der suspenderer rettigheder eller adgangen til erhvervelse af rettigheder under lovbestemt eller overenskomstmæssig barselorlov eller orlov af familiemæssige årsager, som betales af arbejdsgiveren

h)

forskellige ydelsesniveauer, undtagen i det omfang det er nødvendigt som følge af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn i forbindelse med bidragsdefinerede ordninger; for så vidt angår ordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, kan visse elementer være uens, såfremt de uens beløb skyldes anvendelsen af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn, ved iværksættelsen af finansieringen af ordningen

i)

forskellige bidragsniveauer for lønmodtagerne

j)

forskellige bidragsniveauer for arbejdsgiverne, bortset fra:

k)

forskellige normer eller normer, der kun gælder for det ene køn, med undtagelse af hvad der er fastsat i litra h) og j), for erhvervelse eller bevarelse af retten til at få udbetalt ydelser med opsættende virkning, når den pågældende forlader ordningen.

a)

fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner samt de følger, en sådan udsættelse måtte have for andre ydelser:

b)

efterladtepension, indtil ligebehandlingsprincippet ved fællesskabsretten er indført i de lovbestemte sociale sikringsordninger om dette forhold

c)

anvendelse af artikel 9, stk. 1, litra i), for så vidt angår anvendelse af aktuarmæssige faktorer, indtil den 1. januar 1999 eller for medlemsstater, hvis tiltrædelse fandt sted efter den dato, på den dato, hvor direktiv 86/378/EØF trådte i kraft på deres område.

a)

vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn, som omhandlet i traktatens artikel 141

d)

medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

a)

situationer, som er omhandlet i traktatens artikel 141 og, for så vidt der er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, i direktiv 92/85/EØF og 96/34/EF

b)

enhver civilretlig eller administrativ procedure inden for den offentlige eller private sektor, som indebærer klageadgang efter den nationale lovgivning til gennemførelse af de i litra a) omtalte foranstaltninger, med undtagelse af udenretlige ordninger, som er frivillige, eller som er fastsat i den nationale lovgivning.

a)

at bistå ofre for forskelsbehandling i forbindelse med deres klager over forskelsbehandling, uden at det berører de rettigheder, ofrene, foreningerne, organisationerne og andre juridiske personer, jf. artikel 17, stk. 2, har

b)

at foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling

c)

at offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling

d)

på passende niveau at udveksle tilgængelige oplysninger med tilsvarende europæiske organer såsom et fremtidigt europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder.

a)

at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves

b)

at bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, i individuelle eller kollektive kontrakter eller overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, eller andre ordninger erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres

c)

at erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der indeholder sådanne bestemmelser, ikke kan godkendes eller udvides ved administrative foranstaltninger.