ISSN 1725-2520

Den Europæiske Unions

Tidende

L 177

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

49. årgang
30. juni 2006


Indhold

 

I   Retsakter, hvis offentliggørelse er obligatorisk

Side

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning)  ( 1 )

1

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag (omarbejdning)

201

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


I Retsakter, hvis offentliggørelse er obligatorisk

30.6.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 177/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2006/48/EF

af 14. juni 2006

om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, første og tredje punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2)

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (4) er flere gange blevet væsentligt ændret. Da der nu skal foretages yderligere ændringer af direktivet, bør det af hensyn til klarheden omarbejdes.

(2)

For at lette adgangen til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut er det nødvendigt at fjerne de mest forstyrrende forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de ordninger, som disse institutter er underlagt.

(3)

Dette direktiv udgør hovedhjørnestenen i gennemførelsen af det indre marked, både med hensyn til fri etableringsret og fri udveksling af finansielle tjenesteydelser i banksektoren.

(4)

I Kommissionens meddelelse af 11. maj 1999 med titlen »Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan« (5) nævnes der en række mål, der skal nås for at fuldføre gennemførelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser. På Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 blev det bestemt, at handlingsplanen skulle være gennemført senest i 2005. Et væsentligt element i handlingsplanen er omarbejdningen af bestemmelserne vedrørende egenkapital.

(5)

Samordningen med hensyn til kreditinstitutter bør både for at beskytte sparerne og for at skabe ensartede konkurrencevilkår for kreditinstitutterne gælde for disse som helhed. Der bør dog tages hensyn til de objektive forskelle i deres juridiske status og egentlige virksomhedsområde, som er fastsat i de nationale lovgivninger.

(6)

Samordningen bør derfor være så bred som mulig og omfatte samtlige institutter, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indlån eller på anden måde, f.eks. kontinuerlig udstedelse af obligationer og andre lignende værdipapirer, samt i at yde lån for egen regning. Der bør imidlertid indføres undtagelser for visse kreditinstitutter, som dette direktiv ikke kan omfatte. Dette direktiv bør ikke berøre anvendelse af national lovgivning, når denne indeholder bestemmelser om særlige, supplerende tilladelser, der gør det muligt for kreditinstitutterne at udøve særlige former for virksomhed eller foretage særlige former for forretninger.

(7)

Det er hensigtsmæssigt kun at sikre et mindstemål af harmonisering, som er nødvendig og tilstrækkelig for at sikre en gensidig anerkendelse af tilladelser og ordninger med forsigtighedstilsyn, der åbner mulighed for meddelelse af en enkelt tilladelse gældende i hele Fællesskabet og for anvendelse af princippet om hjemlandstilsyn. Kravet om en driftsplan kan således i denne sammenhæng kun betragtes som en faktor, der giver de kompetente myndigheder anledning til at træffe afgørelse på grundlag af mere præcise oplysninger inden for rammerne af objektive kriterier. En vis smidighed bør imidlertid være mulig med hensyn til krav til kreditinstitutternes retlige status og beskyttelse af benævnelser.

(8)

Målene for dette direktiv, nemlig fastsættelse af bestemmelser om adgangen til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og tilsynet hermed, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig og kan derfor, på grund af den påtænkte foranstaltnings omfang og virkninger, bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(9)

Det er nødvendigt at stille ensartede finansielle krav til kreditinstitutterne for at sikre ensartet beskyttelse af sparerne og rimelige konkurrencevilkår for beslægtede kategorier af kreditinstitutter. Indtil en yderligere samordning kan finde sted, bør der fastlægges passende forholdstal, som gør det muligt som led i samarbejdet mellem nationale myndigheder efter ensartede metoder at følge udviklingen i forholdene for beslægtede kategorier af kreditinstitutter. Denne fremgangsmåde skulle lette en gradvis tilnærmelse mellem de ordninger med nøgletal, som medlemsstaterne har fastlagt og anvender; der må imidlertid skelnes mellem nøgletal, der skal sikre en betryggende drift af kreditinstitutterne, og nøgletal, der har relation til den økonomiske politik og pengepolitikken.

(10)

Principperne om gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn forudsætter, at de kompetente myndigheder i hver medlemsstat bør undlade at meddele tilladelse eller inddrage denne i de tilfælde, hvor det af sådanne forhold som driftsplanen, den geografiske fordeling af transaktioner eller de faktiske transaktioner klart fremgår, at det pågældende kreditinstitut har valgt denne medlemsstats retssystem for at unddrage sig de strengere bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor det agter at drive eller allerede driver størstedelen af sin virksomhed. Hvis der ikke er noget, der klart peger i den retning, og hvor størstedelen af de samlede aktiver tilhørende enheder i en bankkoncern findes i en anden medlemsstat, hvis kompetente myndigheder har ansvaret for at udøve konsolideret tilsyn, jf. artikel 125 og 126, bør ansvaret for at udøve dette tilsyn kun ændres med disse kompetente myndigheders godkendelse. Et kreditinstitut, som er en juridisk person, bør meddeles tilladelse i den medlemsstat, hvor dets vedtægtsmæssige hjemsted ligger. Et kreditinstitut som ikke er en juridisk person, bør have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det er meddelt tilladelse. Medlemsstaterne bør i øvrigt kræve, at et kreditinstituts hovedkontor altid skal ligge i den medlemsstat, som er kreditinstituttets hjemland, og hvor kreditinstituttet faktisk udøver virksomhed.

(11)

Myndighederne bør ikke meddele et kreditinstitut tilladelse eller opretholde denne tilladelse, hvis de snævre forbindelser, virksomheden har til andre fysiske eller juridiske personer, kan hæmme myndighedernes mulighed for at varetage deres tilsynsopgaver. Allerede godkendte kreditinstitutter bør ligeledes opfylde myndighedernes krav.

(12)

Henvisningen til tilsynsmyndighedernes varetagelse af deres tilsynsopgaver omfatter det tilsyn på et konsolideret grundlag, som bør føres med et kreditinstitut, når et sådant kræves i henhold til fællesskabsretten. I så tilfælde bør de myndigheder, der anmodes om tilladelse, kunne identificere de myndigheder, der har kompetence til at føre tilsyn på et konsolideret grundlag med dette kreditinstitut.

(13)

Dette direktiv gør det muligt for medlemsstaterne og/eller kompetente myndigheder at lade kapitalkravene finde anvendelse på et individuelt og konsolideret grundlag og at undlade at lade dem finde anvendelse, når dette er hensigtsmæssigt. Individuel, konsolideret og grænseoverskridende konsolideret kontrol er nyttige værktøjer til at føre tilsyn med kreditinstitutterne. Dette direktiv gør det muligt for de kompetente myndigheder at støtte grænseoverskridende institutter ved at lette samarbejde mellem disse. Navnlig bør de fortsat lade artikel 42, 131 og 141 finde anvendelse med henblik på at samordne deres aktiviteter og anmodninger om informationer.

(14)

Kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i deres hjemland, bør kunne udøve de aktiviteter, der er opført på listen i bilag I, helt eller delvis i hele Fællesskabet, enten ved at etablere en filial eller ved at præstere tjenesteydelser.

(15)

Medlemsstaterne kan i øvrigt indføre strengere krav end de i artikel 9, stk. 1, første afsnit, og stk. 2, samt artikel 12, 19-21, 44-52, 75 og 120-122 fastsatte for kreditinstitutter, som er meddelt tilladelse af deres egne kompetente myndigheder. Medlemsstaterne kan også kræve, at kravene i artikel 123 opfyldes på individuelt eller andet grundlag, og at delkonsolidering jf. artikel 73, stk. 2, finder anvendelse på andre niveauer inden for en koncern.

(16)

Princippet om gensidig anerkendelse bør udvides til også at gælde for de aktiviteter, der er opført i bilag I, når de udøves af finansieringsinstitutter, som er datterselskaber af kreditinstitutter, på betingelse af at sådanne datterselskaber indgår i det konsoliderede tilsyn med moderselskabet og opfylder visse strenge betingelser.

(17)

Værtslandet bør for institutter, der ikke er meddelt tilladelser som kreditinstitutter i deres hjemland, eller for aktiviteter, der ikke er opført på nævnte liste, kunne gøre udøvelse af retten til fri etablering og fri udveksling af tjenesteydelser betinget af, at de særlige regler i dets lovgivning er overholdt, for så vidt disse bestemmelser på den ene side er forenelige med fællesskabsretten og er begrundet i hensynet til samfundsmæssige interesser, og såfremt disse institutter eller deres aktiviteter på den anden side ikke er undergivet tilsvarende lovgivning eller bestemmelser i hjemlandet.

(18)

Medlemsstaterne bør påse, at der ikke stilles hindringer i vejen for, at de aktiviteter, der er omfattet af den gensidige anerkendelse, kan udøves på samme måde, som de udøves i hjemlandet, så længe disse ikke er i strid med værtslandets retsforskrifter til beskyttelse af samfundsmæssige interesser.

(19)

Den ordning, der gælder for filialer af kreditinstitutter, som har hjemsted uden for Fællesskabet, bør være ens for alle medlemsstaterne. Det er vigtigt at fastsætte, at reglerne for disse filialer ikke må være gunstigere end for filialer af institutter med hjemsted i medlemsstaterne. Fællesskabet bør kunne indgå aftaler med tredjelande om gennemførelse af bestemmelser, ifølge hvilke der gælder samme betingelser for de nævnte filialer inden for hele dets område. Filialer af kreditinstitutter, som har hjemsted uden for Fællesskabet, bør ikke være omfattet af den frie udveksling af tjenesteydelser efter traktatens artikel 49, stk. 2, og heller ikke af den frie etableringsret i andre medlemsstater end den, hvori de er etablerede.

(20)

Der bør på grundlag af princippet om gensidighed indgås aftaler mellem Fællesskabet og tredjelande for herved at åbne mulighed for en konkret udøvelse af det konsoliderede tilsyn på det størst mulige geografiske grundlag.

(21)

Ansvaret for tilsyn med et kreditinstituts finansielle sundhed og især dets solvens bør påhvile instituttets hjemland. Værtslandets myndigheder bør have ansvar for tilsynet med filialernes likviditet og den pengepolitiske styring. Tilsyn med markedsrisikoen bør føres i nært samarbejde mellem hjem- og værtslandets kompetente myndigheder.

(22)

For at det indre marked på bankområdet kan fungere harmonisk, kræves der ud over retsnormer et nært og regelmæssigt samarbejde og væsentlig større konvergens i regulerings- og tilsynspraksis mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder. Med henblik herpå bør overvejelser vedrørende individuelle problemer i forbindelse med kreditinstitutter og gensidig udveksling af oplysninger finde sted i Det Europæiske Banktilsynsudvalg, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/5/EF (6). Denne informationsudveksling bør under ingen omstændigheder erstatte det bilaterale samarbejde. De kompetente myndigheder i værtslandet bør, uden at dette indskrænker deres egne tilsynsbeføjelser, i hastende tilfælde på eget initiativ eller på initiativ af den kompetente myndighed i hjemlandet kunne føre tilsyn med, at et institut udøver sin virksomhed på dets område i overensstemmelse med gældende love og med principperne om administrativ og regnskabsmæssig praksis og om tilstrækkelig intern kontrol.

(23)

Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder eller organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke det finansielle systems stabilitet. For at bevare oplysningernes fortrolige karakter bør antallet af modtagere være meget begrænset.

(24)

Visse handlinger, såsom svig og insiderhandel, vil, selv når de vedrører andre virksomheder end kreditinstitutter, kunne indvirke på det finansielle systems stabilitet og integritet. Det er nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser udvekslingen af oplysninger kan tillades i sådanne tilfælde.

(25)

Når det er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med myndighedernes udtrykkelige tilladelse, bør disse i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav overholdes.

(26)

Der bør endvidere tillades udveksling af oplysninger mellem myndighederne og centralbankerne og andre organer med lignende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder, samt i givet fald andre offentlige myndigheder, som fører tilsyn med betalingssystemer.

(27)

Med henblik på at styrke tilsynet med kreditinstitutter og at beskytte disse institutters kunder, bør revisorer have pligt til hurtigt at underrette myndighederne, hvis de under udførelsen af deres hverv får kendskab til forhold vedrørende kreditinstituttet, som alvorligt ville kunne skade den finansielle situation eller dens administrative og regnskabsmæssige organisation. Af samme årsag bør medlemsstaterne fastsætte, at denne pligt gælder i alle tilfælde, hvor en revisor under udførelsen af sit hverv i en virksomhed, som har snævre forbindelser med et kreditinstitut, konstaterer sådanne forhold. Revisorernes pligt til under visse omstændigheder at meddele myndighederne oplysninger om et kreditinstitut, som de har fået kendskab til under udførelsen af deres hverv i en ikke-finansiel virksomhed, bør i sig selv hverken ændre arten af deres hverv i den pågældende virksomhed eller den måde, som de bør udøve deres hverv på i virksomheden.

(28)

I dette direktiv præciseres det, at for visse egenkapitalkomponenter bør der fastsættes særlige kriterier, idet medlemsstaterne fortsat frit kan anvende strengere bestemmelser.

(29)

I dette direktiv skelnes der på grundlag af soliditeten af de komponenter, der udgør egenkapitalen, mellem de komponenter, der udgør kerneegenkapitalen, og dem, der udgør den supplerende egenkapital.

(30)

For at tage hensyn til det forhold, at de komponenter, der udgør den supplerende egenkapital, ikke er så solide som dem, som udgør kerneegenkapitalen, bør de ikke medregnes i egenkapitalen med et beløb, der overstiger 100 % af kerneegenkapitalen. Endvidere må visse komponenter i den supplerende egenkapital kun medregnes med op til 50 % af kerneegenkapitalen.

(31)

For at undgå konkurrencefordrejning bør offentlige kreditinstitutter ved beregningen af egenkapitalen ikke medregne garantier, som medlemsstaterne eller lokale myndigheder har stillet.

(32)

Når det i tilsynsøjemed er nødvendigt at fastslå størrelsen af en kreditinstitutkoncerns konsoliderede egenkapital, bør den beregnes i overensstemmelse med dette direktiv.

(33)

De regnskabsmetoder, der skal anvendes ved beregning af egenkapitalen og egenkapitalgrundlaget i forhold til den risiko, kreditinstituttet løber, samt ved evaluering af engagementer, bør tage hensyn til bestemmelserne i Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (7), der indeholder visse tilpasninger af bestemmelserne i Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om konsoliderede regnskaber (8) eller i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (9) afhængig af, hvilken af de to retsakter der gælder for kreditinstitutter efter national ret.

(34)

Minimumskapitalkravene spiller en central rolle i forbindelse med tilsynet med kreditinstitutter og gensidig anerkendelse af tilsynsmetoder. I den forbindelse bør bestemmelserne om minimumskapitalkrav ses sammen med andre særlige instrumenter, der også harmoniserer de grundlæggende metoder for tilsyn med kreditinstitutter.

(35)

For at forhindre konkurrencefordrejning og styrke banksystemet i det indre marked er det hensigtsmæssigt at fastsætte fælles minimumskapitalkrav.

(36)

For at sikre tilstrækkelig solvens er det vigtigt at fastsætte minimumskapitalkrav, hvor aktiver og ikke-balanceførte poster vægtes efter risikograden.

(37)

I den forbindelse har Basel-udvalget om banktilsyn den 26. juni 2004 vedtaget en rammeaftale om den internationale konvergens af kapitalberegning og kapitalkrav. Bestemmelserne i dette direktiv om minimumskapitalkrav til kreditinstitutter samt minimumkravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag (10) svarer til Basel-rammeaftalen.

(38)

Det er vigtigt at tage hensyn til de mange forskellige typer kreditinstitutter i Fællesskabet ved at give dem mulighed for at vælge mellem alternative metoder til beregning af minimumskapitalkravene i forbindelse med kreditrisikoen, hvor der medtages forskellige niveauer af risikofølsomhed og detaljeringsgrad. Brug af eksterne ratings og kreditinstitutternes egne estimater af individuelle kreditrisikoparametre indebærer en væsentlig forbedring af kreditrisikoreglernes risikofølsomhed og et bedre tilsyn. Kreditinstitutterne bør have passende incitament til at gå over til mere risikofølsomme metoder. Der er behov for, at kreditinstitutterne, når de foretager de estimater, der er nødvendige for at anvende fremgangsmåden i dette direktiv på kreditrisiko, tilpasser deres databehandlingsbehov til deres kunders legitime interesse i beskyttelse af oplysninger i henhold til gældende EF-lovgivning om databeskyttelse, samtidig med at de forbedrer kreditinstitutters måling og forvaltning af kreditrisiko for at sikre, at der findes metoder til at fastsætte kreditinstitutternes behov for lovbestemt egenkapital, der afspejler den nærmere udformning af de enkelte kreditinstitutters processer. Databehandlingen skal være i overensstemmelse med reglerne for overførsel af personoplysninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (11). I denne henseende bør databehandling i forbindelse med indgåelse eller forvaltning af engagementer med kunder anses for at omfatte udvikling og validering af kreditrisikoforvaltnings- og -målingssystemer. Dette ligger både inden for kreditinstitutters legitime interesse og direktivets målsætning om at anvende forbedrede metoder til risikomåling og -forvaltning og også anvende disse i forbindelse med bestemmelser om egenkapital.

(39)

Ved anvendelsen af både eksterne ratings og kreditinstitutternes egne estimater eller interne ratings bør der tages hensyn til, at det for tiden kun er sidstnævnte, der udarbejdes af en enhed — kreditinstituttet selv — der er underlagt en EF-godkendelsesprocedure. I tilfælde af eksterne ratings anvendes produkter fra såkaldte ratingagenturer, som for tiden ikke er underlagt en godkendelsesprocedure i Fællesskabet. På grund af de eksterne ratings vigtige rolle for beregningen af minimumskapitalkravene efter dette direktiv er der behov for løbende at vurdere relevante fremtidige godkendelses- og tilsynsprocedurer.

(40)

Minimumskapitalkravene bør være proportionale med risiciene. Kravene bør navnlig afspejle, at det er muligt at mindske risikoniveauet gennem et stort antal relativt små engagementer.

(41)

Bestemmelserne i dette direktiv overholder proportionalitetsprincippet, idet der navnlig tages hensyn til kreditinstitutternes forskelligartethed, når det gælder transaktionernes størrelse og omfang samt kreditinstitutternes forskellige aktiviteter. Overholdelsen af proportionalitetsprincippet betyder også, at så enkle ratingprocedurer som muligt, også ved brug af metoden med interne ratings (»IRB-metoden«), kan anvendes for detailengagementer.

(42)

Dette direktivs »evolutionære karakter« gør det muligt for kreditinstitutter at vælge mellem tre metoder af forskellig beskaffenhed. For navnlig at give mindre kreditinstitutter mulighed for at vælge den mere risikofølsomme IRB-metode bør de kompetente myndigheder gennemføre bestemmelserne i artikel 89, stk. 1, litra a) og b), når dette er relevant. Disse bestemmelser bør forstås således, at de i artikel 86, stk. 1, litra a) og b) anførte risikoklasser omfatter alle risici, som — direkte eller indirekte — sidestilles med dem i dette direktiv. Som hovedregel bør de kompetente myndigheder ikke diskriminere mellem de tre metoder, når det gælder tilsynsprocessen, det vil sige, at institutter, som opererer efter bestemmelserne i standardmetoden, ikke alene af den grund bør være underlagt strengere bestemmelser.

(43)

Metoder til reduktion af kreditrisikoen bør i stigende grad anerkendes inden for rammerne af bestemmelser, der skal sikre, at solvensen ikke undermineres som følge af en tilfældig anerkendelse. Så vidt muligt bør sædvanlig sikkerhed i de enkelte medlemsstater til reduktion af kreditrisikoen anerkendes i standardmetoden, men også i andre metoder.

(44)

For at sikre, at risiciene og risikoreduktionen som følge af kreditinstitutternes securitisationsaktiviteter og investeringer på passende vis afspejles i minimumskapitalkravene til kreditinstitutter, er det nødvendigt at medtage bestemmelser, der sikrer en risikofølsom og tilsynsmæssigt sund behandling af sådanne aktiviteter og investeringer.

(45)

Den operationelle risiko udgør en væsentlig risiko for kreditinstitutter, som skal dækkes via egenkapitalen. Det er vigtigt at tage hensyn til de mange forskellige typer kreditinstitutter i Fællesskabet ved at give dem mulighed for at vælge mellem alternative metoder til beregning af kravene i forbindelse med den operationelle risiko, hvor der medtages forskellige niveauer af risikofølsomhed og detaljeringsgrad. Kreditinstitutterne bør have passende incitament til at gå over til mere risikofølsomme metoder. Da teknikkerne til måling og forvaltning af den operationelle risiko ikke er fuldt udviklet, bør reglerne regelmæssigt kontrolleres og ajourføres, når det er hensigtsmæssigt, herunder i forbindelse med omkostningerne på forskellige forretningsområder og anerkendelse af teknikker til risikoreduktion. Der bør i denne forbindelse specielt tages hensyn til inddragelse af forsikringer i de enkle metoder til beregning af kapitalkravene i forbindelse med den operationelle risiko.

(46)

For at sikre, at kreditinstitutterne i en koncern er tilstrækkelig solvente, er det vigtigt, at minimumskapitalkravene anvendes på grundlag af koncernens konsoliderede finansielle situation. For at sikre, at egenkapitalen er fordelt hensigtsmæssigt inden for koncernen og efter behov står til rådighed til beskyttelse af opsparinger, bør minimumskapitalkravene gælde for det individuelle kreditinstitut i en koncern, medmindre dette mål kan nås effektivt på en anden måde.

(47)

De væsentligste regler om overvågning af og kontrol med kreditinstitutters store engagementer bør harmoniseres. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte strengere bestemmelser end dem, der foreskrives i dette direktiv.

(48)

Overvågning af og kontrol med kreditinstitutters engagementer bør indgå som et integreret led i tilsynet med disse institutter. Hvis et kreditinstituts engagementer derfor i alt for høj grad koncentreres på en enkelt kunde eller en enkelt gruppe af indbyrdes forbundne kunder, kan der opstå en uacceptabel risiko for tab. En sådan situation kan anses at være til skade for et kreditinstituts solvens.

(49)

Da der mellem kreditinstitutterne på det indre marked hersker direkte konkurrence, bør tilsynskravene være lige byrdefulde i hele Fællesskabet.

(50)

Selv om det er hensigtsmæssigt for at sætte loft over store engagementer at basere definitionen af engagementer på definitionen af kreditrisiko med henblik på minimumsegenkapitalkravene, er det principielt ikke hensigtsmæssigt at anvende risikovægtningerne og risikograderne. Formålet med disse vægtninger og disse risikograder er at opstille et generelt solvenskrav for kreditinstitutters kreditrisici. For at begrænse et kreditinstituts maksimale risiko for tab på en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder er det hensigtsmæssigt at vedtage regler for medregning af store engagementer, hvor der tages hensyn til deres pålydende værdi, uden nogen risikovægtning eller klassificering efter risikograd.

(51)

Selv om det, indtil der sker en yderligere gennemgang af bestemmelserne vedrørende store engagementer, er ønskeligt, at det bliver muligt at anerkende virkningerne af kreditrisikoreduktion på samme måde, som det er tilfældet i forbindelse med minimumskapitalkravene for derved at begrænse beregningskravene, blev reglerne vedrørende kreditrisikoreduktion udformet på baggrund af den generelle forskelligartede kreditrisiko som følge af engagementer over for et stort antal modparter. Der bør derfor gælde en række forsigtighedshensyn for anerkendelse af virkningerne af sådanne teknikker for at begrænse store engagementer og derved det maksimumstab, kreditinstituttet kan lide som følge af en enkelt kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

(52)

Når et kreditinstitut indgår engagementer med sit moderselskab eller med andre datterselskaber af dette moderselskab, bør forsigtigheden skærpes. Alle kreditinstitutters engagementer bør forvaltes autonomt i overensstemmelse med god bankpraksis og helt uafhængigt af ethvert andet hensyn. Dersom personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel af et kreditinstituts kapital, gør deres indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en sund og forsigtig ledelse af instituttet, skal de kompetente myndigheder træffe de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Der bør desuden opstilles særlige regler, herunder strengere restriktioner for et kreditinstituts store engagementer med andre virksomheder inden for samme koncern. Disse regler bør dog ikke gælde, når moderselskabet er et finansielt holdingselskab eller et kreditinstitut, og når de andre datterselskaber er kreditinstitutter, finansieringsinstitutter eller virksomheder, der udøver accessorisk virksomhed, når de alle indgår i et konsolideret tilsyn med kreditinstituttet.

(53)

Kreditinstitutterne bør sikre, at de har en intern kapital, som i lyset af de risici, de er eller kan blive udsat for, er af en passende størrelse og kvalitet og er hensigtsmæssigt fordelt. Kreditinstitutter bør derfor etablere strategier og processer for evaluering og opretholdelse af en passende intern kapital.

(54)

De kompetente myndigheder har ansvaret for at forvisse sig om, at kreditinstitutter har en god organisation og en passende egenkapital i lyset af de risici, de er eller kan blive udsat for.

(55)

For at sikre, at det indre marked på bankområdet fungerer effektivt, bør Det Europæiske Banktilsynsudvalg bidrage til at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv og konvergens i tilsynspraksis i hele Fællesskabet, og det bør hvert år aflægge rapport til Fællesskabets institutioner om de fremskridt, der er sket.

(56)

Af samme årsager og for at sikre, at kreditinstitutter i Fællesskabet, der er aktive i flere medlemsstater, ikke pålægges uforholdsmæssigt store byrder som følge af det ansvar, der fortsat påhviler den enkelte medlemsstats myndigheder med kompetence for tilladelser og tilsyn, er det vigtigt i væsentlig grad at øge samarbejdet mellem de kompetente myndigheder. I den forbindelse bør den konsoliderede tilsynsmyndigheds rolle styrkes. Det Europæiske Banktilsynsudvalg bør støtte og udvide et sådant samarbejde.

(57)

Tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag tager især sigte på at beskytte kreditinstitutternes indskydere og sikre stabiliteten af det finansielle system.

(58)

Med henblik på at sikre effektiviteten af tilsynet på et konsolideret grundlag bør det derfor kunne anvendes over for samtlige bankkoncerner, herunder sådanne, hvor moderselskabet ikke er et kreditinstitut. De kompetente myndigheder bør have adgang til de retsmidler, der er nødvendige for at gennemføre et sådant tilsyn.

(59)

Hvad angår koncerner, der driver virksomhed af forskelligartet karakter, og hvis moderselskaber kontrollerer mindst ét datterselskab, der er et kreditinstitut, bør de kompetente myndigheder sikres mulighed for at vurdere kreditinstituttets finansielle situation inden for rammerne af disse koncerner. De kompetente myndigheder bør mindst have mulighed for at indhente de oplysninger fra samtlige virksomheder i koncernen, der er nødvendige for udøvelsen af deres hverv. Der bør etableres et samarbejde mellem de ansvarlige tilsynsmyndigheder inden for de forskellige finansielle sektorer, når tilsynet vedrører koncerner af virksomheder, der udøver forskellige typer finansiel virksomhed. Mens medlemsstaterne afventer en senere samordning, kan de foreskrive passende konsolideringsmetoder med henblik på at nå det med dette direktiv tilstræbte mål.

(60)

Medlemsstaterne bør kunne tilbagekalde eller undlade at meddele tilladelse til udøvelse af bankvirksomhed, hvis der er tale om koncernstrukturer, som de anser for uegnede til bankvirksomhed, bl.a. fordi der ikke vil kunne føres et tilfredsstillende tilsyn med denne virksomhed. Med henblik herpå bør de kompetente myndigheder have de nødvendige beføjelser til at sikre en sund og forsigtig forvaltning af kreditinstitutter.

(61)

For at øge effektiviteten af det indre marked på bankområdet og sikre borgerne i Fællesskabet en passende grad af gennemsigtighed er det nødvendigt, at de kompetente myndigheder på en måde, der gør det muligt at foretage en meningsfuld sammenligning, offentliggør oplysninger om, hvordan dette direktiv gennemføres.

(62)

For at øge markedsdisciplinen og få kreditinstitutterne til at forbedre deres markedsstrategi, risikokontrol og organisation af den interne forvaltning bør kreditinstitutterne sikre en passende offentliggørelse af oplysninger.

(63)

Undersøgelsen af problemerne inden for de områder, som omfattes af dette direktiv, såvel som af andre direktiver vedrørende kreditinstitutters virksomhed, særligt med henblik på en mere indgående samordning, kræver et samarbejde mellem de kompetente myndigheder og Kommissionen.

(64)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (12).

(65)

I sin beslutning af 5. februar 2002 om gennemførelse af lovgivningen i forbindelse med finansielle tjenester (13) anmodede Europa-Parlamentet, at Parlamentet og Rådet på lige fod bør kunne overvåge Kommissionens måde at udøve sine gennemførelsesbeføjelser på for at afspejle Parlamentets lovgivningsbeføjelser i henhold til EF-traktatens artikel 251. I den højtidelige erklæring til Parlamentet, som Kommissionens formand afgav samme dag, støttede Kommissionen denne anmodning. Den 11. december 2002 foreslog Kommissionen ændringer til afgørelse 1999/468/EF og forelagde et ændret forslag den 22. april 2004. Europa-Parlamentet er ikke af den opfattelse, at forslaget sikrer dets lovgivningsbeføjelser. Efter Europa-Parlamentets opfattelse bør Europa-Parlamentet og Rådet have mulighed for at evaluere overdragelsen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen inden for en bestemt frist. Det er derfor rimeligt at begrænse den periode, hvor Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger.

(66)

Fra den første fremsendelse af udkast til ændringsforslag og gennemførelsesforanstaltninger bør Europa-Parlamentet have en frist på tre måneder til at behandle dem og afgive udtalelse. I hastende og behørigt begrundede tilfælde bør det være muligt at afkorte denne frist. Såfremt Europa-Parlamentet vedtager en beslutning inden for denne frist, bør Kommissionen på ny behandle de foreslåede ændringer eller foranstaltninger.

(67)

For at undgå forstyrrelser på markederne og sikre kontinuitet i egenkapitalens generelle størrelse bør der træffes særlige overgangsforanstaltninger.

(68)

I lyset af minimumskapitalkravsreglernes risikofølsomhed er det ønskeligt regelmæssigt at kontrollere, om de har væsentlig indflydelse på den økonomiske konjunktur. Kommissionen bør under hensyntagen til bidrag fra Den Europæiske Centralbank rapportere om disse aspekter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(69)

Der bør desuden gennemføres en harmonisering af de regler, der er nødvendige for tilsyn med likviditetsrisici.

(70)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt, i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som de generelle principper i fællesskabsretten.

(71)

Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.

(72)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennemførelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag XIII, del B -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

INDHOLDSFORTEGNELSE

AFSNIT I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

AFSNIT II

BETINGELSER FOR ADGANG TIL AT OPTAGE OG UDØVE VIRKSOMHED SOM KREDITINSTITUT

AFSNIT III

BESTEMMELSER VEDRØRENDE DEN FRIE ETABLERINGSRET OG DEN FRIE UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Afdeling 1

Kreditinstitutter

Afdeling 2

Finansieringsinstitutter

Afdeling 3

Udøvelse af den frie etableringsret

Afdeling 4

Udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser

Afdeling 5

Værtslandets kompetente myndigheders beføjelser

AFSNIT IV

FORBINDELSER MED TREDJELANDE

Afdeling 1

Anmeldelse i forbindelse med tredjelandes selskaber og betingelserne for adgang til markedet i disse lande

Afdeling 2

Samarbejde med tredjelandes kompetente myndigheder om det konsoliderede tilsyn

AFSNIT V

PRINCIPPER OG TEKNISKE INSTRUMENTER TIL UDFØRELSE AF FORSIGTIGHEDSTILSYN OG OFFENTLIGGØRELSE AF OPLYSNINGER

KAPITEL 1

PRINCIPPER FOR FORSIGTIGHEDSTILSYN

Afdeling 1

Hjem‐ og værtslandets kompetence

Afdeling 2

Udveksling af oplysninger og tjenstlig tavshedspligt

Afdeling 3

Krav til de personer, som udfører den lovpligtige kontrol af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

Afdeling 4

Sanktionsmuligheder og indbringelse for domstolene

KAPITEL 2

TEKNISKE INSTRUMENTER TIL UDFØRELSE AF FORSIGTIGHEDSTILSYN

Afdeling 1

Egenkapital

Afdeling 2

Dækning af risiko

Underafdeling 1

Anvendelsesomfang

Underafdeling 2

Beregning af krav

Underafdeling 3

Minimumskrav til egenkapitalens størrelse

Afdeling 3

Minimumsegenkapitalkrav for kreditrisici

Underafdeling 1

Standardmetoden

Underafdeling 2

Metoden med interne ratings

Underafdeling 3

Kreditrisikoreduktion

Underafdeling 4

Securitisation

Afdeling 4

Minimumsegenkapitalkrav for operationelle risici

Afdeling 5

Store engagementer

Afdeling 6

Kvalificeret deltagelse uden for den finansielle sektor

KAPITEL 3

KREDITINSTITUTTERS VURDERINGSPROCES

KAPITEL 4

DE KOMPETENTE MYNDIGHEDERS TILSYN OG OPLYSNINGSPLIGT

Afdeling 1

Tilsyn

Afdeling 2

De kompetente myndigheders oplysningspligt

KAPITEL 5

KREDITINSTITUTTERNES OPLYSNINGSPLIGT

AFSNIT VI

UDØVENDE BEFØJELSER

AFSNIT VII

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

KAPITEL 1

OVERGANGSBESTEMMELSER

KAPITEL 2

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

BILAG I

LISTE OVER DE AKTIVITETER, DER ER UNDERLAGT GENSIDIG ANERKENDELSE

BILAG II

KLASSIFICERING AF IKKE-BALANCEFØRTE POSTER

BILAG III

BEHANDLING AF MODPARTSRISIKO VED DERIVATER, GENKØBSTRANSAKTIONER, TRANSAKTIONER VEDRØRENDE UD- ELLER INDLÅN I VÆRDIPAPIRER ELLER RÅVARER, TRANSAKTIONER MED LANG AFVIKLINGSTID OG »MARGIN LENDING« -TRANSAKTIONER

Del 1

Definitioner

Del 2

Valg af metode

Del 3

Markedsværdimetoden (»Mark to market«)

Del 4

Den oprindelige risikos metode

Del 5

Standardmetoden

Del 6

Metoden med interne modeller

Del 7

Aftaler om netting

BILAG IV

EKSEMPLER PÅ DERIVATER

BILAG V

TEKNISKE KRITERIER FOR TILRETTELÆGGELSE OG BEHANDLING AF RISICI

BILAG VI

STANDARDMETODEN

Del 1

Risikovægte

Del 2

Anerkendelse af eksterne kreditvurderingsinstitutter og konvertering af deres kreditvurderinger

Del 3

Anvendelse af kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsinstitutter til fastlæggelse af risikovægte

BILAG VII

METODEN MED INTERNE RATINGS

Del 1

Størrelsen af risikovægtede engagementer og forventede tab

Del 2

Sandsynlighed for misligholdelse (PD), tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) og løbetid

Del 3

Værdien af engagementer

Del 4

Minimumskrav i forbindelse med metoden med interne ratings

BILAG VIII

KREDITRISIKOREDUKTION

Del 1

Anerkendte former for kreditrisikoreduktion

Del 2

Minimumskrav

Del 3

Beregning af virkningerne af kreditrisikoreduktion

Del 4

Manglende løbetidsmatch

Del 5

Kombineret kreditrisikoreduktion i forbindelse med standardmetoden

Del 6

CRM-teknikker for grupper

BILAG IX

SECURITISATION

Del1

Definitioner med henblik på bilag IX

Del 2

Minimumskrav for anerkendelse af overførsel af væsentlige kreditrisici og beregning af størrelsen af risikovægtede engagementer og forventede tab i forbindelse med securitiserede engagementer

Del 3

Eksterne kreditvurderinger

Del 4

Beregning

BILAG X

OPERATIONELLE RISICI

Del 1

Basisindikatormetoden

Del 2

Standardmetoden

Del 3

Metoderne med avanceret måling

Del 4

Kombineret anvendelse af forskellige metoder

Del 5

Klassifikation af typer af tabsgivende begivenheder

BILAG XI

DE KOMPETENTE MYNDIGHEDERS TEKNISKE KRITERIER FOR GENNEMGANG OG EVALUERING

BILAG XII

TEKNISKE KRITERIER FOR OFFENTLIGGØRELSE AF OPLYSNINGER

Del 1

Generelle kriterier

Del 2

Generelle krav

Del 3

Kvalificerende krav for anvendelse af særlige instrumenter eller metoder

BILAG XIII Del A

OPHÆVEDE DIREKTIVER MED DERES SUCCESSIVE ÆNDRINGER (JF. ARTIKEL 158)

BILAG XIII Del B

GENNEMFØRELSESFRISTER (JF. ARTIKEL 158)

BILAG XIV

SAMMENLIGNINGSTABEL

AFSNIT I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

1.   I dette direktiv fastsættes bestemmelser om adgangen til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og tilsynet hermed.

2.   Artikel 39 og afsnit V, kapitel 4, afdeling 1, finder anvendelse på finansielle holdingselskaber og på blandede selskaber, der har deres hjemsted inden for Fællesskabet.

3.   Med undtagelse af medlemsstaternes centralbanker ligestilles de foretagender, der er nævnt i artikel 2, med finansieringsinstitutter med henblik på anvendelse af artikel 39 og afsnit V, kapitel 4, afdeling 1.

Artikel 2

Dette direktiv vedrører ikke virksomhed udøvet af:

medlemsstaternes centralbanker

postgirokontorer

i Belgien: »Institut de réescompte et de garantie/Herdiscontering- en Waarborginstituut«

i Danmark: »Dansk Eksportfinansieringsfond«, »Danmarks Skibskreditfond« og »Dansk Landbrugs Realkreditfond« og »Kommunekredit«

i Tyskland: »Kreditanstalt für Wiederaufbau«, foretagender, der i medfør af »Wohnungsgemeinnützigkeitsgesetz« er anerkendt som organer inden for den nationale boligpolitik, og hvis hovedvirksomhed ikke er bankvirksomhed, samt foretagender, der i medfør af nævnte lov er anerkendt som almennyttige boligselskaber

i Grækenland: »Ταμείο Παρακαταθηκών και Δανείων« (Tamio Parakatathikon kai Danion)

i Spanien: »Instituto de Crédito Oficial«

i Frankrig: »Caisse des dépôts et consignations«

i Irland: »credit unions« og »friendly societies«

i Italien: »Cassa Depositi e Prestiti«

i Letland: »krājaizdevu sabiedrības«, foretagender, der i medfør af »krājaizdevu sabiedrību likums« er anerkendt som andelsforetagender, der udelukkende yder finansielle tjenesteydelser til deres medlemmer

i Litauen: »kredito unijos« bortset fra »Centrinė kredito unija«

i Ungarn: »Magyar Fejlesztési Bank Rt.« og »Magyar Export-Import Bank Rt.«

i Nederlandene: »Nederlandse Investeringsbank voor Ontwikkelingslanden NV«, »NV Nordelijke Ontwikkelingsmaatschappij«, »NV Industriebank Limburgs Instituut voor Ontwikkeling en Financiering« og »Overijsselse Ontwikkelingsmaatschappij NV«

i Østrig: foretagender, der er anerkendt som almennyttige boligselskaber og »Österreichische Kontrollbank AG«

i Polen: »Spółdzielcze Kasy Oszczędnościowo — Kreditowe« og »Bank Gospodarstwa Krajowego«.

i Portugal: »Caixas Económicas«, der har eksisteret siden den 1. januar 1986, med undtagelse af dem som er oprettet i aktieselskabsform, og af »Caixa Económica Montepío Geral«

i Finland: »Teollisen yhteistyön rahasto Oy/Fonden för industriellt samarbete Ab«, og »Finnvera Oyj/Finnvera Abp«

i Sverige: »Svenska Skeppshypotekskassan«

i Det Forenede Kongerige: »National Savings Bank«, »Commonwealth Development Finance Company Ltd«, »Agricultral Mortgage Corporation Ltd«, »Scottish Agricultural Securities Corporation Ltd«, »Crown Agents for overseas governments and administrations«, »credit unions« og »municipal banks«.

Artikel 3

1.   Et eller flere kreditinstitutter, der den 15. december 1977 var beliggende i samme medlemsstat, og som på denne dato var varigt tilsluttet et centralorgan, der kontrollerer dem, og som er etableret i samme medlemsstat, kan undtages fra betingelserne i artikel 7 og artikel 11, stk. 1, forudsat at den nationale lovgivning senest den 15. december 1979 indeholder følgende bestemmelser:

a)

centralorganet og de tilsluttede institutter hæfter solidarisk for deres forpligtelser, eller de tilsluttede institutters forpligtelser garanteres fuldt ud af centralorganet

b)

centralorganets og samtlige tilsluttede institutters solvens og likviditet kontrolleres i deres helhed på grundlag af koncernregnskaber, og

c)

centralorganets ledelse er bemyndiget til at give instrukser til de tilsluttede institutters ledelse.

Kreditinstitutter, som har lokalt virkefelt, og som efter den 15. december 1977 varigt tilsluttes et centralorgan i den i første afsnit angivne forstand, kan drage fordel af de i første afsnit fastsatte bestemmelser, såfremt de udgør en normal udvidelse af det net, der hører ind under dette centralorgan.

Når det drejer sig om andre kreditinstitutter end sådanne, som oprettes i nyinddæmmede regioner eller er et resultat af fusion eller spaltning af eksisterende institutter, der hører ind under centralorganet, kan Kommissionen efter proceduren i artikel 151, stk. 2, fastsætte supplerende regler for anvendelsen af andet afsnit, herunder ophævelse af de i første afsnit fastsatte undtagelser, såfremt den finder, at tilslutningen af nye institutter, der nyder fordel af den i andet afsnit fastsatte ordning, vil kunne påvirke konkurrencen negativt.

2.   De kreditinstitutter, der henvises til i stk. 1, første afsnit, kan også være undtaget fra anvendelse af artikel 9 og 10 samt afsnit V, kapitel 2, afdeling 2, 3, 4, 5 og 6, og kapitel 3 for så vidt, jf. dog anvendelsen af samme bestemmelser på centralorganet, helheden — bestående af centralorganet og dets tilsluttede institutter — er genstand for tilsyn på et konsolideret grundlag med hensyn til disse bestemmelser.

I undtagelsestilfælde anvendes artikel 16, 23, 24 og 25, artikel 26, stk. 1-3 og artikel 28-37 på helheden, som udgøres af centralorganet og dets tilsluttede institutter.

Artikel 4

I dette direktiv forstås ved

1)

»kreditinstitut«:

a)

et foretagende, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning, eller

b)

en udsteder af elektroniske penge som omhandlet i direktiv 2000/46/EF (14)

2)

»tilladelse«: en fra myndighederne hidrørende akt, uanset formen, som medfører ret til at udøve virksomhed som kreditinstitut

3)

»filial«: en afdeling, som retligt udgør en ikke-selvstændig del af et kreditinstitut, og som helt eller delvis foretager forretninger, der er forbundet med virksomhed som kreditinstitut

4)

»kompetente myndigheder«: de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at udøve tilsyn med kreditinstitutter

5)

»finansieringsinstitut«: et foretagende, der ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalinteresser eller i at udøve en eller flere af aktiviteterne i nr. 2‐12 på listen i bilag I

6)

»institutter« i afsnit V, kapitel 2, afdeling 2 og 3: institutter som defineret i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/49/EF

7)

»hjemland«: den medlemsstat, i hvilken et kreditinstitut er meddelt tilladelse ifølge artikel 6-9 og artikel 11-14

8)

»værtsland«: den medlemsstat, i hvilken et kreditinstitut har en filial eller præsterer tjenesteydelser

9)

»kontrol«: den forbindelse, der findes mellem et moderselskab og et datterselskab, som fastsat i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et foretagende

10)

»kapitalinteresser« med henblik på artikel 57, litra o) og p), artikel 71-73 og afsnit V, kapitel 4: kapitalinteresser som omhandlet i artikel 17, første punktum, i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978, om årsregnskaberne for visse selskabsformer (15) eller det forhold, at der direkte eller indirekte besiddes 20 % eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed

11)

»kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne eller en besiddelse, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af et foretagende

12)

»moderselskab«:

a)

en modervirksomhed som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF, eller

b)

i medfør af afsnit V, kapitel 2, afdeling 5, artikel 71-73 og kapitel 4, en modervirksomhed som defineret i artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF samt enhver virksomhed, der efter de kompetente myndigheders opfattelse faktisk udøver en bestemmende indflydelse over en anden virksomhed

13)

»datterselskab«:

a)

en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF, eller

b)

i medfør af afsnit V, kapitel 2, afdeling 5, artikel 71-73 og kapitel 4, en dattervirksomhed som defineret i artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF samt enhver virksomhed, over hvilket et moderselskab efter de kompetente myndigheders opfattelse faktisk udøver en bestemmende indflydelse.

Ethvert datterselskab af et datterselskab anses også for at være et datterselskab af det moderselskab, som står i spidsen for disse foretagender

14)

»moderkreditinstitut i en medlemsstat«: et kreditinstitut, der som datterselskab har et kreditinstitut eller et finansieringsinstitut, eller som har kapitalinteresser i sådanne institutter, og som ikke selv er datterselskab af et andet kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i samme medlemsstat, eller et finansielt holdingselskab, der er etableret i samme medlemsstat

15)

»finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat«: et finansielt holdingselskab, der ikke selv er datterselskab af et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i samme medlemsstat, eller af et finansielt holdingselskab, der er etableret i samme medlemsstat

16)

»moderkreditinstitut i EU«: et moderkreditinstitut i en medlemsstat, der ikke er datterselskab af et andet kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i en medlemsstat, eller et finansielt holdingselskab, der er etableret i en medlemsstat

17)

»finansielt moderholdingselskab i EU«: et finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat, der ikke er datterselskab af et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i en medlemsstat, eller af et andet finansielt holdingselskab, der er etableret i en medlemsstat

18)

»offentlige enheder«: ikke-kommercielle administrative organer, der er ansvarlige over for centralregeringen, regionale regeringer eller lokale myndigheder, eller myndigheder, som ud fra de relevante myndigheders syn udøver samme ansvar som regionale og lokale myndigheder, eller ikke-kommercielle foretagender, der ejes af centralregeringer, med særlige garantiordninger, og kan omfatte lovhjemlede selvstyrende enheder under offentligt tilsyn

19)

»finansielt holdingselskab«: et finansieringsinstitut, hvis datterselskaber udelukkende eller fortrinsvis er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter (hvoraf mindst ét er et kreditinstitut), og som ikke er et blandet finansielt holdingselskab som omhandlet i direktiv 2002/87/EF (16), artikel 2, nr. 15

20)

»blandet holdingselskab«: et moderselskab, der ikke er et finansielt holdingselskab eller et kreditinstitut eller et blandet finansielt holdingselskab som omhandlet i direktiv 2002/87/EF, artikel 2, nr. 15, og hvis datterselskaber omfatter mindst ét kreditinstitut

21)

»accessorisk servicevirksomhed«: en virksomhed, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, forvaltning af edb-serviceydelser eller enhver anden lignende aktivitet, der har accessorisk karakter i forhold til et eller flere kreditinstitutters ordinære virksomhed

22)

»operationel risiko«: risiko for tab som følge af uhensigtsmæssige eller mangelfulde interne procedurer, menneskelige fejl og systemmæssige fejl eller som følge af eksterne begivenheder, inklusive juridiske risici

23)

»centralbanker«: omfatter Den Europæiske Centralbank, medmindre andet er anført

24)

»udvandingsrisiko«: risikoen for, at en fordring mindskes gennem kontantlån eller andre typer lån til låntager

25)

»sandsynlighed for misligholdelse«: sandsynligheden for, at en modpart over et tidsrum på et år misligholder sine forpligtelser

26)

»tab« med henblik på afsnit V, kapitel 2, afdeling 3: økonomisk tab, herunder virkningerne af væsentlige diskonteringer og væsentlige direkte og indirekte omkostninger i tilknytning til inddrivelser i forbindelse med instrumentet

27)

»tab i tilfælde af misligholdelse« (loss given default (LGD)): tabet ved et engagement som følge af modpartens misligholdelse i forhold til det udestående tilgodehavende ved misligholdelse

28)

»omregningsfaktor«: forholdet mellem det på nuværende tidspunkt ikke-udnyttede engagement, som der vil blive trukket på, og som vil blive et udestående tilgodehavende i tilfælde af misligholdelse, og det ikke-udnyttede engagement generelt; størrelsen af engagementet bestemmes i kraft af den meddelte grænse, medmindre den ikke-meddelte grænse er højere

29)

»forventet tab« (EL) med henblik på afsnit V, kapitel 2, afdeling 3: det beløb, der forventes tabt i forbindelse med et engagement som følge af modpartens potentielle misligholdelse eller risikoen for udvanding over en etårig periode i forhold til det misligholdte tilgodehavende

30)

»kreditrisikoreduktion«: en teknik, et kreditinstitut anvender for at mindske kreditrisikoen ved et eller flere af sine engagementer

31)

»finansieret kreditrisikoafdækning«: en teknik til kreditrisikoreduktion, hvor reduktionen af kreditrisikoen ved et kreditinstituts engagement skyldes kreditinstituttets ret til — i tilfælde af modpartens misligholdelse eller hvis en af de øvrige specificerede begivenheder, der vedrører modparten, indtræffer — at realisere eller opnå overførsel eller erhvervelse af eller at tilbageholde visse aktiver eller beløb eller at mindske engagementets størrelse til eller erstatte dette beløb med forskellen mellem engagementets størrelse og størrelsen af fordringen på kreditinstituttet

32)

»ufinansieret kreditrisikoafdækning«: en teknik til kreditrisikoreduktion, hvor reduktionen af kreditrisikoen ved et kreditinstituts engagement skyldes tredjemands forpligtelse til at betale et beløb i tilfælde af låntagers misligholdelse eller andre specificerede kreditbegivenheder

33)

»genkøbstransaktion«: enhver transaktion, der er omfattet af en aftale, der falder ind under definitionen af »genkøbsaftale« eller »omvendt genkøbsaftale« som defineret i artikel 3, stk. 1, litra m), i direktiv 2006/49/EF

34)

»transaktion vedrørende ud- eller indlån af værdipapirer eller råvarer«: alle transaktioner, der falder inden for definitionen af »udlån af værdipapirer eller råvarer« eller »indlån af værdipapirer eller råvarer« som defineret i artikel 3, stk. 1, litra n), i direktiv 2006/49/EF

35)

»kontantlignende instrument«: et indlånsbevis eller lignende instrument, der udstedes af det långivende kreditinstitut

36)

»securitisation«: en transaktion eller ordning, hvorved risikoen ved et engagement eller en pulje af engagementer opdeles i trancher og er karakteriseret ved følgende:

a)

betalingerne i forbindelse med en transaktion eller ordning afhænger af indfrielsen af et engagement eller en pulje af engagementer, og

b)

underordningen af trancher afgør fordelingen af tabene i transaktionens eller ordningens levetid

37)

»traditionel securitisation«: en securitisation, der omfatter økonomisk overførsel af engagementer, der securitiseres, til en securitisationsenhed med et særligt formål, der udsteder værdipapirer; dette sker ved overførsel af ejerskabet af securitiserede engagementer fra det engagementsleverende kreditinstitut eller gennem indirekte deltagelse; de udstedte værdipapirer repræsenterer ikke det engagementsleverende kreditinstituts betalingsforpligtelser

38)

»syntetisk securitisation«: en securitisation, hvor opdelingen i trancher sker ved brug af kreditderivater eller garantier, og puljen af engagementer ikke fjernes fra det engagementsleverende kreditinstituts balance

39)

»tranche«: et ved aftale fastlagt segment af kreditrisikoen ved et engagement eller en række engagementer, hvor en position i segmentet medfører risiko for et større eller mindre kredittab end samme beløbs position i hvert af de andre sådanne segmenter, idet der ikke tages hensyn til den direkte kreditrisikoafdækning, tredjemand giver indehavere af positioner i segmentet eller i andre segmenter

40)

»securitisationsposition«: engagement over for en securitisation

41)

»engagementsleverende kreditinstitut«: et af følgende:

a)

en enhed, der enten selv eller via tilknyttede enheder direkte eller indirekte var involveret i den oprindelige aftale, der skabte låntagers eller en potentiel låntagers forpligtelser eller potentielle forpligtelser, der medførte en securitisation af risikoen, eller

b)

en enhed, der overtager tredjemands engagementer og derefter securitiserer dem

42)

»organiserende kreditinstitut«: et andet kreditinstitut end det engagementsleverende, der etablerer og forvalter et program for virksomhedscertifikater med sikkerhed i specificerede aktiver eller en anden securitisationsordning, hvor der opkøbes engagementer fra tredjemand

43)

»kreditforbedring«: et ved aftale indgået arrangement, hvorved en positions kreditkvalitet i forbindelse med en securitisation forbedres i forhold til, hvad den ville have været, hvis der ikke var sket en kreditforbedring, herunder forbedringer via flere lavere rangerende trancher i forbindelse med securitisation eller andre typer kreditrisikoafdækning

44)

»securitisationsenhed med særligt formål« (securitisation special purpose entity (SSPE)): et forvaltningsinstitut eller et andet selskab end et kreditinstitut, som er etableret med henblik på at foretage en eller flere securitisationer, hvis aktiviteter er begrænset til dette formål, hvis struktur har til formål at adskille securitisationsenhedens forpligtelser fra det engagementsleverende kreditinstituts, og hvor de juridiske personer, der ejer securitisationsenheden, i ubegrænset omfang kan pantsætte eller sælge de hermed forbundne rettigheder

45)

»gruppe af indbyrdes forbundne kunder«:

a)

enten to eller flere fysiske eller juridiske personer, der — indtil det modsatte er godtgjort — for så vidt angår engagementet udgør en helhed, fordi en af dem udøver direkte eller indirekte kontrol med den anden eller de andre, eller

b)

to eller flere fysiske eller juridiske personer, hvoraf ingen udøver kontrol med den anden eller de andre som nævnt i litra a), men som for så vidt angår engagementet må anses for at udgøre en helhed, fordi der består sådanne indbyrdes forbindelser mellem dem, at der er sandsynlighed for, at hvis den ene kommer i økonomiske vanskeligheder, vil den anden eller de andre også få vanskeligheder med tilbagebetalingen

46)

»snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden på en af følgende måder:

a)

kapitalinteresser i form af besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virksomhed, enten direkte eller gennem kontrol

b)

kontrol, eller

c)

det forhold, at begge eller alle er varigt knyttet til den samme tredjemand gennem kontrol

47)

»anerkendte børser«: børser, der er anerkendt som sådan af de kompetente myndigheder, og som opfylder følgende krav:

a)

de fungerer regelmæssigt

b)

de er underlagt regler, udstedt eller godkendt af de relevante myndigheder i børsens hjemland, som fastlægger vilkårene for børsens funktion, vilkårene for adgangen til denne samt de vilkår, som en kontrakt skal opfylde, for at den reelt kan omsættes på børsen, og

c)

de har en clearingordning, hvorved der til de i bilag IV nævnte kontrakter stilles daglige margenkrav, som efter de kompetente myndigheders opfattelse yder en tilstrækkelig beskyttelse.

Artikel 5

Medlemsstaterne forbyder personer eller foretagender, som ikke er kreditinstitutter, erhvervsmæssigt at tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden.

Stk. 1 gælder ikke, når en medlemsstat eller en regional eller lokal myndighed i en medlemsstat eller offentlige internationale organisationer, som én eller flere medlemsstater er medlem af, modtager indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler; det gælder heller ikke i tilfælde, der udtrykkelig er omfattet af national lovgivning eller fællesskabslovgivning, forudsat at disse aktiviteter er undergivet regler og tilsyn med henblik på beskyttelse af indlånere eller investorer og finder anvendelse på disse tilfælde.

AFSNIT II

BETINGELSER FOR ADGANG TIL AT OPTAGE OG UDØVE VIRKSOMHED SOM KREDITINSTITUT

Artikel 6

Medlemsstaterne drager omsorg for, at kreditinstitutterne er meddelt tilladelse, før de påbegynder deres virksomhed. Med forbehold af artikel 7-12 fastsætter de betingelserne herfor og meddeler dem til Kommissionen.

Artikel 7

Medlemsstaterne træffer bestemmelse om, at der til en ansøgning om tilladelse skal knyttes en driftsplan med særlig angivelse af arten af de påtænkte forretninger og af kreditinstituttets organisation.

Artikel 8

Medlemsstaterne kan ikke fastsætte, at anmodningen om tilladelse skal behandles ud fra markedets økonomiske behov.

Artikel 9

1.   Med forbehold af andre generelle betingelser, der måtte være fastsat i de nationale bestemmelser, meddeler de kompetente myndigheder ikke tilladelse, når der i kreditinstituttet ikke forefindes en særskilt egenkapital, eller når startkapitalen er mindre end 5 mio. EUR.

»Startkapitel« omfatter kapital og reserver som omhandlet i artikel 57, litra a) og b).

Medlemsstaterne kan lade de virksomheder, der ikke opfylder betingelsen om særskilt egenkapital, og som bestod den 15. december 1979, fortsætte deres virksomhed. De kan fritage disse virksomheder for at opfylde betingelsen i artikel 11, stk. 1

2.   Medlemsstaterne kan dog på grundlag af følgende krav meddele tilladelse til særlige kategorier af kreditinstitutter, hvis startkapital er mindre end den i stk. 1 fastsatte:

a)

startkapitalen må ikke være mindre end 1 mio. EUR

b)

de interesserede medlemsstater skal give Kommissionen en begrundelse for, hvorfor de udnytter denne mulighed, og

c)

navnet på hver af de kreditinstitutter, der ikke har den i stk. 1 omhandlede minimumskapitel, efterfølges af en bemærkning herom i den fortegnelse, der er nævnt i artikel 14.

Artikel 10

1.   Et kreditinstituts egenkapital må ikke falde til et mindre beløb end den startkapital, der krævedes ifølge artikel 9.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte, at kreditinstitutter, som eksisterede den 1. januar 1993, og hvis egenkapital var mindre end de niveauer, som er fastsat for startkapitalen i artikel 9, fortsat kan drive virksomhed. I så fald må egenkapitalen ikke falde til under det maksimumsbeløb, den havde nået efter den 22. december 1989.

3.   Hvis kontrollen med et kreditinstitut, som falder ind under kategorien i stk. 2, overtages af en anden fysisk eller juridisk person end den, der tidligere kontrollerede det, skal kreditinstituttets egenkapital være på mindst det niveau, som er fastsat for startkapitalen i artikel 9.

4.   Under visse særlige omstændigheder og med de kompetente myndigheders billigelse må den samlede egenkapital i det institut, der opstår i forbindelse med en sammenslutning af to eller flere kreditinstitutter, som falder ind under kategorien i stk. 2, ikke være mindre end de sammensluttede kreditinstitutters samlede egenkapital på tidspunktet for sammenslutningen, så længe de relevante niveauer, som er omhandlet i artikel 9, ikke er nået.

5.   Hvis egenkapitalen i de i stk. 1, 2 og 4 nævnte tilfælde falder, kan de kompetente myndigheder, når omstændighederne berettiger dertil, give kreditinstituttet en begrænset frist til at bringe sin egenkapital op på det krævede minimum eller ophøre med at drive virksomhed.

Artikel 11

1.   De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse til de pågældende kreditinstitutter, når der er mindst to personer, som faktisk bestemmer hovedlinjerne for kreditinstituttets virksomhed.

De meddeler ikke tilladelse, såfremt disse personer ikke er i besiddelse af den nødvendige hæderlighed eller en fyldestgørende erfaring til at udøve disse funktioner.

2.   Medlemsstaterne kræver:

a)

at kreditinstitutter, der er juridiske personer, og som i henhold til deres nationale lovgivning har et vedtægtsmæssigt hjemsted, har hovedkontor og hjemsted i samme medlemsstat, og

b)

at andre kreditinstitutter har hovedkontor i den medlemsstat, der har meddelt tilladelsen, samt at de rent faktisk driver forretning der.

Artikel 12

1.   De kompetente myndigheder meddeler ikke et kreditinstitut tilladelse til at optage virksomhed som kreditinstitut, medmindre de har fået meddelelse om alle aktionærer eller selskabsdeltagere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte er kvalificerede deltagere, og om størrelsen af deres kapitalandel.

Ved fastsættelsen af begrebet kvalificeret deltager, der er omhandlet i nærværende artikel, tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001 vedrørende betingelserne for værdipapirers optagelse til officiel notering på en fondsbørs samt oplysninger, der skal offentliggøres om disse værdipapirer (17), i betragtning.

2.   Hvis de kompetente myndigheder under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og forsigtig forvaltning af kreditinstituttet ikke er overbevist om de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres hæderlighed og egnethed, afslår myndighederne at meddele tilladelse.

3.   Såfremt der er tale om snævre forbindelser mellem et kreditinstitut og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompetente myndigheder kun deres tilladelse, hvis deres tilsynsopgaver ikke hæmmes af disse forbindelser.

De kompetente myndigheder afslår ligeledes at meddele tilladelsen, hvis de love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som kreditinstituttet har snævre forbindelser med, eller de problemer, som er forbundet med anvendelse af disse love eller administrative bestemmelser, hæmmer deres tilsynsopgaver.

De kompetente myndigheder kræver, at kreditinstitutterne meddeler dem de oplysninger, de har behov for, for at de i dette stykke omhandlede betingelser til stadighed er opfyldt.

Artikel 13

Når der træffes beslutning om ikke at meddele tilladelse, skal dette begrundes og ansøgeren underrettes herom senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse, eller, hvis denne er ufuldstændig, senest seks måneder efter at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse.

Artikel 14

Enhver tilladelse meddeles Kommissionen.

Navnet på alle kreditinstitutter, der meddeles tilladelse, optages på en fortegnelse. Kommissionen ajourfører og offentliggør denne fortegnelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 15

1.   De kompetente myndigheder skal, inden de meddeler tilladelse til et kreditinstitut, konsultere de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i følgende tilfælde

a)

det pågældende kreditinstitut er datterselskab af et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat

b)

det pågældende kreditinstitut er datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

c)

det pågældende kreditinstitut kontrolleres af samme juridiske eller fysiske personer, som kontrollerer et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat.

2.   Den kompetente myndighed hører forud for meddelelse af tilladelse til et kreditinstitut den kompetente myndighed i en berørt medlemsstat, som har ansvaret for tilsyn med forsikringsselskaber eller investeringsselskaber når:

a)

det pågældende kreditinstitut er datterselskab af et forsikringsselskab eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet

b)

det pågældende kreditinstitut er datterselskab af moderselskabet for et forsikringsselskab eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, eller

c)

det pågældende kreditinstitut er kontrolleret af den samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikringsselskab eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.

3.   De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante kompetente myndigheder hører navnlig hinanden ved vurdering af aktionærernes egnethed samt af omdømme og erfaring hos de personer, som deltager i ledelsen i en anden enhed i samme gruppe. De udveksler alle oplysninger vedrørende aktionærernes egnethed og ledelsens omdømme og erfaring, som har relevans for så vel meddelelse af tilladelse som den løbende vurdering af overholdelsen af betingelserne for udøvelse af virksomhed.

Artikel 16

Værtslandet kan ikke kræve tilladelse eller indskudskapital for filialer af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i andre medlemsstater. Etablering af og tilsyn med sådanne filialer sker i henhold til bestemmelserne i artikel 22 og 25, artikel 26, stk. 1-3, artikel 29-37 og artikel 40.

Artikel 17

1.   De kompetente myndigheder kan kun inddrage den meddelte tilladelse til et kreditinstitut, såfremt instituttet:

a)

ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af tolv måneder, giver udtrykkeligt afkald herpå eller ikke har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om, at tilladelse i sådanne tilfælde bortfalder

b)

har opnået tilladelsen ved hjælp af urigtige erklæringer eller ved hjælp af ethvert andet middel i strid med gældende bestemmelser

c)

ikke længere opfylder de betingelser, der stilles for at opnå tilladelse

d)

ikke længere har tilstrækkelig egenkapital eller ikke længere frembyder garanti for at kunne opfylde sine forpligtelser over for sine kreditorer, og især ikke længere frembyder sikkerhed for de midler, som er blevet det betroet, eller

e)

befinder sig i enhver anden situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til national lovgivning.

2.   Inddragelse af en tilladelse begrundes altid og meddeles de pågældende. Inddragelsen meddeles Kommissionen.

Artikel 18

Kreditinstitutter kan for udøvelsen af deres virksomhed på Fællesskabets område benytte samme benævnelse, som de bruger i den medlemsstat, hvor de har hjemsted, uanset om der i værtsmedlemsstaten findes bestemmelser om brugen af ordene »bank«, »sparekasse« eller andre lignende benævnelser. Såfremt der er risiko for forveksling, kan værtsmedlemsstaten med henblik på tydeliggørelse kræve, at der til benævnelsen føjes en forklarende bemærkning.

Artikel 19

1.   Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirekte at komme i besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et kreditinstitut, forinden skal underrette de kompetente myndigheder herom med angivelse af størrelsen af den påtænkte kapitalandel. Enhver fysisk eller juridisk person skal ligeledes underrette de kompetente myndigheder, hvis de påtænker at forøge deres kvalificerede deltagelse så meget, at deres andel af stemmerettigheder eller kapitalandele når op på eller overstiger en tærskel på 20 %, 33 % eller 50 %, eller at kreditinstituttet bliver deres datterselskab.

De kompetente myndigheder afslår inden for en frist på højst tre måneder fra datoen for den i første og andet afsnit nævnte underretning at give tilladelse til nævnte påtænkte forøgelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og forsigtig forvaltning af kreditinstituttet ikke er overbevist om den pågældende persons hæderlighed og egnethed, jf. dog stk. 2. Hvis de kompetente myndigheder ikke giver afslag, kan de fastsætte en frist for gennemførelsen af den omhandlede kapitalforøgelse.

2.   Hvis den person, der foreslår at erhverve sig deltagelse som omhandlet i stk. 1, er et kreditinstitut, forsikringsselskab eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, eller moderselskab for et kreditinstitut, forsikringsselskab eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, eller en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, forsikringsselskab eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, og hvis resultatet af denne erhvervelse er, at det kreditinstitut, hvori der erhverves kapitalandele, bliver et datterselskab eller bliver underlagt erhververens kontrol, skal vurderingen af erhvervelsen gøres til genstand for forudgående konsultation som omhandlet i artikel 15.

Artikel 20

Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirekte at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et kreditinstitut, forinden skal underrette de kompetente myndigheder herom med angivelse af størrelsen af den påtænkte kapitalandel. De pågældende personer skal ligeledes meddele de kompetente myndigheder, at de har til hensigt at formindske deres kvalificerede deltagelse så meget, at deres andel af stemmerettigheder eller kapitalandele når ned under en tærskel på 20 %, 33 % eller 50 %, eller at kreditinstituttet ophører med at være deres datterselskab.

Artikel 21

1.   Kreditinstitutterne meddeler, så snart de har fået kendskab hertil, de kompetente myndigheder de erhvervelser eller afhændelser af kapitalandele, som bevirker, at deltagelsen overskrider eller falder under en af de tærskler, som er omhandlet i artikel 19, stk. 1, og artikel 20.

Endvidere meddeler de mindst en gang om året de kompetente myndigheder navnene på de aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret deltagelse, samt størrelsen af denne, således som de bl.a. fremgår af de registrerede data på den årlige generalforsamling af aktionærer og selskabsdeltagere eller af de oplysninger, som modtages i henhold til de bestemmelser, der gælder for børsnoterede selskaber.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at de kompetente myndigheder i tilfælde af, at de i artikel 19, stk. 1, omhandlede personer gør deres indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og sund ledelse af instituttet, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan bestå i påbud, sanktioner over for ledelsen eller ophævelse af den stemmeret, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.

Lignende foranstaltninger anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelserne til forudgående underretning som fastsat i artikel 19, stk. 1.

Hvis en kapitalandel erhverves mod de kompetente myndigheders vilje, skal medlemsstaterne, uafhængigt af andre sanktioner, suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, erklære de afgivne stemmer ugyldige eller annullere dem.

3.   Ved fastsættelsen af begrebet kvalificeret deltagelse og de andre deltagelsessatser, der er omhandlet i nærværende artikel, tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 92 i direktiv 2001/34/EF, i betragtning.

Artikel 22

1.   Hjemlandets kompetente myndigheder kræver, at der i alle kreditinstitutter findes effektive former for virksomhedsstyring, hvilket indebærer en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, kreditinstitutterne er eller kan blive udsat for, samt hensigtsmæssige interne kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og regnskabsmæssig praksis og fyldestgørende interne kontrolprocedurer.

2.   De i stk. 1 omhandlede former, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksitetsgraden af kreditinstituttets aktiviteter. Der tages hensyn til de tekniske kriterier, der er fastsat i bilag V.

AFSNIT III

BESTEMMELSER VEDRØRENDE DEN FRIE ETABLERINGSRET OG DEN FRIE UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Afdeling 1

Kreditinstitutter

Artikel 23

Medlemsstaterne skal sikre, at de aktiviteter, der er opført på listen i bilag I, kan udøves på deres område efter bestemmelserne i artikel 25, artikel 26, stk. 1-3, artikel 28, stk. 1-2 og artikel 29-37, enten ved oprettelse af en filial eller ved fri udveksling af tjenesteydelser, af ethvert kreditinstitut, der er meddelt tilladelse og er underlagt tilsyn af en anden medlemsstats kompetente myndigheder, under forudsætning af at disse aktiviteter er omfattet af tilladelsen.

Afdeling 2

Finansieringsinstitutter

Artikel 24

1.

a)

moderselskabet eller moderselskaberne er meddelt tilladelse som kreditinstitutter i den medlemsstat, hvis lovgivning finansieringsinstituttet er underlagt

b)

de pågældende aktiviteter udøves reelt i samme medlemsstat

c)

moderselskabet eller moderselskaberne besidder mindst 90 % af de stemmerettigheder, der er knyttet til besiddelsen af aktier eller kapitalandele i finansieringsinstituttet

d)

moderselskabet eller moderselskaberne godtgør over for de kompetente myndigheder, at finansieringsinstituttet forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at de med samtykke fra hjemlandets kompetente myndigheder har stillet selvskyldnergaranti for de engagementer, som finansieringsinstituttet indgår, og

e)

finansieringsinstituttet indgår, navnlig for de pågældende aktiviteter, i det konsoliderede tilsyn med moderselskabet eller hvert af dets moderselskaber i overensstemmelse med afsnit V, kapitel 4, afdeling 1, navnlig hvad angår minimumsegenkapitalkravet efter artikel 75, tilsynet med store engagementer og begrænsningerne for kapitalinteresser i artikel 120-122.

Hjemlandets kompetente myndigheder kontrollerer, at disse betingelser er opfyldt, og udsteder til finansieringsinstituttet en bekræftende erklæring herom, der vedlægges den i artikel 25 og 28, omhandlede meddelelse.

Hjemlandets kompetente myndigheder skal sikre, at der føres tilsyn med finansieringsinstituttet efter dette direktivs artikel 10, stk. 1, artikel 19-22, artikel 40, artikel 42-52 og artikel 54.

2.   Hvis et finansieringsinstitut, som er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, første afsnit, ikke længere opfylder en af betingelserne, underretter hjemlandet værtslandets kompetente myndighed herom, og de aktiviteter, som finansieringsinstituttet udøver i værtslandet, underlægges derefter den lovgivning, der gælder i værtslandet.

3.   Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på et finansieringsinstituts datterselskaber som omhandlet i stk. 1, første afsnit.

Afdeling 3

Udøvelse af den frie etableringsret

Artikel 25

1.   Et kreditinstitut, der ønsker at etablere en filial på en anden medlemsstats område, meddeler dette til den kompetente myndighed i hjemlandet.

2.   Medlemsstaterne kræver, at det kreditinstitut, som ønsker at etablere en filial i en anden medlemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:

a)

i hvilken medlemsstat instituttet har til hensigt at etablere en filial

b)

et program for filialens virksomhed, hvori bl.a. angives, hvilken art aktiviteter der påtænkes, og hvorledes filialen skal organiseres

c)

en adresse i værtslandet, hvorfra dokumenter kan fås, og

d)

navnene på de personer, der skal være ansvarlige for filialens ledelse.

3.   Medmindre den kompetente myndighed i hjemlandet har grund til at betvivle, at det pågældende kreditinstituts administrative strukturer og finansielle situationer er sunde under hensyn til den påtænkte etablering, videresender den de i stk. 2 nævnte oplysninger senest tre måneder efter modtagelsen af alle disse oplysninger til den kompetente myndighed i værtslandet og underretter det berørte kreditinstitut herom.

Hjemlandets kompetente myndighed sender ligeledes oplysning om størrelsen af kreditinstituttets egenkapital og summen af kapitalkrav i henhold til artikel 75.

Uanset andet afsnit sender hjemlandets kompetente myndigheder i det i artikel 24 omhandlede tilfælde oplysning om størrelsen af egenkapitalen for finansieringsinstituttet og summen af den konsoliderede egenkapital og de konsoliderede kapitalkrav i henhold til artikel 75 for det kreditinstitut, som er dets moderselskab.

4.   Nægter den kompetente myndighed i hjemlandet at videresende de i stk. 2 nævnte oplysninger til den kompetente myndighed i værtslandet, skal den begrunde dette afslag over for det berørte kreditinstitut inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.

Et sådant afslag eller manglende svar skal være underlagt domstolsprøvelse i hjemlandet.

Artikel 26

1.   Før en filial af et kreditinstitut påbegynder sin virksomhed, har de kompetente myndigheder i værtslandet en frist på to måneder fra modtagelsen af de i artikel 25 omhandlede oplysninger til at forberede det i afdeling 5 foreskrevne tilsyn med instituttet og til i givet fald at meddele de vilkår, som under hensyn til samfundsmæssige interesser gælder for udøvelse af denne virksomhed i værtslandet.

2.   Så snart meddelelsen fra de kompetente myndigheder i værtslandet foreligger, eller så snart den i stk. 1 nævnte frist udløber, hvis der ikke modtages nogen udtalelse herfra, kan filialen etableres og påbegynde sin virksomhed.

3.   I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter artikel 25, stk. 2, litra b), c) eller d), skal kreditinstituttet skriftlig meddele den pågældende ændring til de kompetente myndigheder i hjemlandet og i værtslandet mindst en måned, før den foretages, således at de kompetente myndigheder i hjemlandet kan nå at udtale sig om denne ændring i henhold til artikel 25, og de kompetente myndigheder i værtslandet i henhold til stk. 1 i nærværende artikel.

4.   Filialer, der inden den 1. januar 1993 har påbegyndt deres virksomhed efter de i værtslandet gældende bestemmelser, betragtes som filialer, der har været underlagt proceduren i artikel 25, og stk. 1 og 2, i nærværende artikel. Fra den 1. januar 1993 vil de være underlagt bestemmelserne i stk. 3 i nærværende artikel samt artikel 23 og artikel 43 samt afdeling 2 og 5.

Artikel 27

Flere afdelinger, som i en og samme medlemsstat oprettes af et kreditinstitut med hjemsted i en anden medlemsstat, anses som én filial.

Afdeling 4

Udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser

Artikel 28

1.   Et kreditinstitut, der for første gang ønsker at udøve virksomhed på en anden medlemsstats område inden for rammerne af den frie udveksling af tjenesteydelser, meddeler hjemlandets kompetente myndigheder, hvilke af aktiviteterne på listen i bilag I det har til hensigt at udøve.

2.   Hjemlandets kompetente myndigheder fremsender senest en måned efter modtagelsen den i stk. 1 fastsatte meddelelse til de kompetente myndigheder i værtslandet.

3.   Nærværende artikel berører ikke de rettigheder, som et kreditinstitut inden den 1. januar 1993 har erhvervet i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser

Afdeling 5

Værtslandets kompetente myndigheders beføjelser

Artikel 29

Værtslandet kan — til statistisk brug — kræve, at alle kreditinstitutter, der har en filial på dets område, regelmæssigt indsender en rapport til denne stats kompetente myndigheder om den virksomhed, de udøver på dets område.

Til varetagelse af de opgaver, der påhviler værtslandet efter artikel 41, kan det kræve de samme oplysninger af filialer af kreditinstitutter, der har hjemsted i andre medlemsstater, som det kræver af indenlandske kreditinstitutter.

Artikel 30

1.   Når de kompetente myndigheder i værtslandet konstaterer, at et kreditinstitut, der har en filial eller præsterer tjenesteydelser på dets område, ikke overholder de lovbestemmelser, som værtslandet har vedtaget i medfør af dette direktivs bestemmelser, og som giver værtslandets myndigheder kompetence, skal de anmode det pågældende kreditinstitut om at bringe det ulovlige forhold til ophør.

2.   Tager det pågældende kreditinstitut ikke de nødvendige skridt, skal værtslandets kompetente myndigheder underrette hjemlandets kompetente myndigheder herom.

Disse skal da så hurtigt som muligt træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at kreditinstituttet bringer det ulovlige forhold til ophør. Karakteren af disse foranstaltninger meddeles værtslandets kompetente myndigheder.

3.   Hvis det pågældende kreditinstitut til trods for de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet — eller hvis disse foranstaltninger viser sig at være uhensigtsmæssige, eller hjemlandet ikke har truffet nogen foranstaltninger — fortsat overtræder de i værtslandet gældende lovbestemmelser som nævnt i stk. 1, kan værtslandet efter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge eller straffe nye ulovligheder, og om nødvendigt forbyde, at kreditinstituttet indleder yderligere aktiviteter på dets område. Medlemsstaterne sikrer, at de for disse foranstaltninger nødvendige dokumenter kan forkyndes for kreditinstitutterne på deres område.

Artikel 31

Artikel 29-30 berører ikke værtslandets ret til at træffe passende forholdsregler for at forebygge eller straffe uregelmæssigheder på sit område, som strider imod de lovbestemmelser, de har vedtaget af hensyn til samfundsmæssige interesser. Dette indebærer, at kreditinstituttet, som overtræder sådanne lovbestemmelser, kan forhindres i at indlede yderligere aktiviteter på dets område.

Artikel 32

Enhver foranstaltning, der træffes efter artikel 30, stk. 2 og 3, eller artikel 31, og hvorved der pålægges sanktioner og begrænsninger i udførelsen af tjenesteydelser, skal være behørigt begrundet og meddeles det pågældende kreditinstitut. Enhver sådan foranstaltning skal kunne prøves ved domstolene i den medlemsstat, hvor den blev truffet.

Artikel 33

Inden den i artikel 30 fastsatte procedure iværksættes, kan værtslandets kompetente myndigheder i særligt hastende tilfælde iværksætte nødvendige retsbevarende foranstaltninger for at beskytte indlåneres, investorers og andre tjenesteydelsesmodtageres interesser. Kommissionen og de øvrige berørte medlemsstaters kompetente myndigheder skal hurtigst muligt underrettes om sådanne foranstaltninger.

Kommissionen kan, efter at have konsulteret de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder, bestemme, at den pågældende medlemsstat skal ændre eller ophæve disse foranstaltninger.

Artikel 34

Værtslandet kan træffe passende forholdsregler for at forebygge eller straffe uregelmæssigheder på sit område under udøvelse af de beføjelser, der er tillagt det i henhold til dette direktiv. Dette indebærer, at det pågældende kreditinstitut kan forhindres i at indlede nye aktiviteter på dets område.

Artikel 35

Såfremt tilladelsen tilbagekaldes, meddeles dette værtslandets myndigheder, der da tager passende skridt til at hindre, at det pågældende kreditinstitut indleder yderligere aktiviteter på værtslandets område, og til at beskytte indlånernes interesser.

Artikel 36

Medlemsstaten meddeler Kommissionen antallet og arten af de tilfælde, hvor der i henhold til artikel 25 og artikel 26, stk. 1-3, er blevet givet afslag, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til artikel 30, stk. 3.

Artikel 37

Denne afdeling er ikke til hinder for, at kreditinstitutter med hjemsted i en anden medlemsstat kan reklamere for deres ydelser ved anvendelse af ethvert kommunikationsmedium i værtslandet, når de ikke tilsidesætter eventuelle regler om sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i hensynet til samfundsmæssige interesser.

AFSNIT IV

FORBINDELSER MED TREDJELANDE

Afdeling 1

Anmeldelse i forbindelse med tredjelandes selskaber og betingelserne for adgang til markedet i disse lande

Artikel 38

1.   Over for filialer af kreditinstitutter med hjemsted uden for Fællesskabet anvender medlemsstaterne, i forbindelse med disses adgang til at optage virksomhed og til at udøve denne, ikke bestemmelser, der medfører en gunstigere behandling end den, som filialer af kreditinstitutter med hjemsted i Fællesskabet er undergivet.

2.   De kompetente myndigheder giver Kommissionen og Det Europæiske Bankudvalg meddelelse om de tilladelser til oprettelse af filialer, som meddeles kreditinstitutter med hjemsted uden for Fællesskabet.

3.   Med forbehold af stk. 1 kan Fællesskabet ved aftaler med et eller flere tredjelande indgå overenskomst om anvendelse af bestemmelser, som giver filialer af et kreditinstitut med hjemsted uden for Fællesskabet samme behandling på hele Fællesskabets område.

Afdeling 2

Samarbejde med tredjelandes kompetente myndigheder om det konsoliderede tilsyn

Artikel 39

1.   Kommissionen kan enten på anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredjelande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan det konsoliderede tilsyn skal anvendes på følgende:

a)

kreditinstitutter, hvis moderselskab har sit hjemsted i et tredjeland, eller

b)

kreditinstitutter, der er beliggende i tredjelande, og hvis moderkreditinstitut eller finansielle moderholdingselskab har sit hjemsted inden for Fællesskabet.

2.   De i stk. 1 omhandlede aftaler har navnlig til formål at sikre:

a)

dels at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn på grundlag af den konsoliderede finansielle situation for så vidt angår et i Fællesskabet beliggende kreditinstitut eller finansielt holdingselskab, der har et datterselskab, som er et uden for Fællesskabet beliggende kreditinstitut eller finansieringsinstitut, eller som besidder kapitalinteresser i et sådant institut, og

b)

dels at de kompetente myndigheder i tredjelande kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med moderselskaber, der har deres hjemsted inden for de pågældende landes område, og som har et datterselskab, der er et i en eller flere medlemsstater beliggende kreditinstitut eller finansieringsinstitut, eller som besidder kapitalinteresser i et sådant institut.

3.   Uden at dette berører artikel 300, stk. 1 og 2, i traktaten, undersøger Kommissionen bistået af Det Europæiske Bankudvalg resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger og den deraf opståede situation.

AFSNIT V

PRINCIPPER OG TEKNISKE INSTRUMENTER TIL UDFØRELSE AF FORSIGTIGHEDSTILSYN OG OFFENTLIGGØRELSE AF OPLYSNINGER

KAPITEL 1

Principper for forsigtighedstilsyn

Afdeling 1

Hjem‐ og værtslandets kompetence

Artikel 40

1.   Ansvaret for forsigtighedstilsyn med et kreditinstitut, herunder tilsyn med de i henhold til artikel 23 og 24 udøvede aktiviteter, påhviler hjemlandets kompetente myndigheder; dette berører ikke de bestemmelser i nærværende direktiv, der giver værtslandets kompetente myndigheder en beføjelse.

2.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at der føres tilsyn på et konsolideret grundlag ifølge nærværende direktiv.

Artikel 41

Værtslandet har i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder ansvaret for tilsyn med likviditeten i kreditinstitutters filialer, indtil yderligere koordinering har fundet sted.

Med forbehold af de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at styrke Det Europæiske Monetære System, bevarer værtslandet det fulde ansvar for de foranstaltninger, der iværksættes som led i dets pengepolitik.

Sådanne foranstaltninger må ikke føre til forskelsbehandling eller mere restriktiv behandling af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat.

Artikel 42

Med henblik på at føre tilsyn med virksomheden i kreditinstitutter, som udøver virksomhed i en eller flere andre medlemsstater end den, hvor de har hjemsted, navnlig gennem en filial, arbejder de kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater snævert sammen. De meddeler hinanden alle sådanne oplysninger om ledelsen og ejerforholdet i disse kreditinstitutter, som vil kunne lette tilsynet med disse og undersøgelsen af betingelserne for meddelelse af tilladelse, samt alle oplysninger, der vil kunne lette tilsynet med disse institutter, i særdeleshed med hensyn til likviditet, solvens, sikkerhed for indlån, større engagementer, administrativ og regnskabsmæssig praksis og intern kontrol.

Artikel 43

1.   Når et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i en medlemsstat, udøver virksomhed gennem en filial etableret i en anden medlemsstat, skal de kompetente myndigheder i værtslandet sikre, at hjemlandets kompetente myndigheder efter forudgående meddelelse herom til værtslandets kompetente myndigheder selv eller gennem personer, som de bemyndiger hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nævnt i artikel 42.

2.   Hjemlandets kompetente myndigheder skal ligeledes have adgang til at føre tilsyn med filialer efter en af de andre procedurer, der er nævnt i artikel 141.

3.   Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at værtslandets kompetente myndigheder på stedet kontrollerer filialer etableret på deres område med henblik på varetagelsen af de opgaver, som påhviler dem i henhold til dette direktiv.

Afdeling 2

Udveksling af oplysninger og tjenstlig tavshedspligt

Artikel 44

1.   Medlemsstaterne sørger for, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, såvel som revisorer og eksperter, der har handlet på de kompetente myndigheders vegne, undergives tjenstlig tavshedspligt.

De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller samlet form, således at de enkelte kreditinstitutter ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen.

Såfremt der er tale om et kreditinstitut, der er erklæret konkurs eller trådt i likvidation som følge af en domstolskendelse, kan fortrolige oplysninger, der ikke vedrører tredjemand, der er involveret i forsøg på at redde kreditinstituttet, dog videregives under en civil retssag, herunder handelssager.

2.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater udveksler oplysninger i henhold til nærværende direktiv samt til de øvrige direktiver, der gælder for kreditinstitutter. Disse oplysninger er undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Artikel 45

De kompetente myndigheder, der i henhold til artikel 44 modtager fortrolige oplysninger, må kun anvende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og kun til følgende formål:

a)

til undersøgelse af, om betingelserne for, at kreditinstitutterne kan optage virksomhed som sådanne, er opfyldt, og til at lette det individuelle og det konsoliderede tilsyn med institutternes virksomhed, særlig med hensyn til likviditet, solvens, store engagementer, administrativ og regnskabsmæssig praksis samt intern kontrol

b)

til pålæggelse af sanktioner

c)

hvis den kompetente myndigheds afgørelser påklages til højere administrativ myndighed, eller

d)

i forbindelse med indbringelse for domstolene efter artikel 55 eller særbestemmelser i nærværende direktiv samt øvrige direktiver, der er vedtaget vedrørende kreditinstitutter.

Artikel 46

Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes kompetente myndigheder samt med de i artikel 47 og artikel 48, stk. 1, omhandlede myndigheder eller organer fra tredjelande, forudsat at de således meddelte oplysninger er sikret ved tavshedspligt, der mindst svarer til den tavshedspligt, der er foreskrevet i artikel 44, stk. 1. Denne udveksling af oplysninger bruges ved udførelsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.

Stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, kan de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har afgivet dem, og i givet fald udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.

Artikel 47

Artikel 44, stk. 1, og artikel 45 er ikke til hinder for, at der, hvis der findes flere kompetente myndigheder i samme medlemsstat, udveksles oplysninger mellem sådanne myndigheder inden for denne medlemsstat, eller at der udveksles oplysninger medlemsstaterne imellem mellem de kompetente myndigheder og følgende:

a)

de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med andre finansieringsinstitutter og med forsikringsselskaber, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne

b)

de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af kreditinstitutter og lignende procedurer, og

c)

personer, der er ansvarlige for den lovpligtede revision af kreditinstituttets og andre finansieringsinstitutters regnskaber

der har behov herfor til varetagelse af deres tilsynsopgaver.

Artikel 44, stk. 1, og artikel 45 er ikke til hinder for, at der til de organer, der forvalter indlånsgarantiordningerne, gives oplysninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.

I begge tilfælde er de oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, underlagt den i artikel 44, stk. 1, omhandlede tavshedspligt.

Artikel 48

1.   Uanset bestemmelserne i artikel 44-46 kan medlemsstaterne tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og følgende:

a)

de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der er ansvarlige for likvidation og konkursbehandling af kreditinstitutter og lignende procedurer, og

b)

de myndigheder, der fører tilsyn med de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber.

I så tilfælde kræver medlemsstaterne mindst følgende betingelser opfyldt:

a)

oplysningerne skal bruges til udførelse af tilsynsopgaver som beskrevet i første afsnit

b)

de oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt tavshedspligt i henhold til artikel 44, stk. 1, og

c)

stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, kan de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har videregivet nævnte oplysninger, og i givet fald udelukkende til det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder der kan modtage oplysninger i henhold til dette stykke.

2.   Uanset artikel 44-46 kan medlemsstaterne med henblik på at styrke det finansielle systems stabilitet og integritet tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og de organer, der ifølge loven er ansvarlige for at efterforske overtrædelser af selskabsretten.

I så tilfælde kræver medlemsstaterne mindst følgende betingelser opfyldt:

a)

oplysningerne skal bruges til udførelse af de opgaver, som er beskrevet i første afsnit

b)

de oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt tavshedspligt i henhold til artikel 44, stk. 1, og

c)

stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, kan de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har videregivet nævnte oplysninger, og i givet fald udelukkende til det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.

Hvis de i første afsnit omhandlede organer i en medlemsstat udfører deres efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte, personer, fordi disse er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplysninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte særlige betingelser.

Ved anvendelsen af tredje afsnit meddeler de i første afsnit omhandlede organer de kompetente myndigheder, som har videregivet oplysningerne, hvilke personer oplysningerne vil blive videresendt til, med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelse.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke organer der kan modtage oplysninger i henhold til denne artikel.

Kommissionen aflægger beretning om anvendelsen af denne artikel.

Artikel 49

Denne afdeling er ikke til hinder for, at en kompetent myndighed sender oplysninger til følgende med henblik på udførelsen af deres opgaver:

a)

centralbankerne og andre organer med tilsvarende opgaver, i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder, og

b)

i givet fald andre offentlige myndigheder, der overvåger betalingssystemerne.

Denne afdeling er ikke til hinder for, at de pågældende myndigheder eller organer sender de kompetente myndigheder de oplysninger, som er nødvendige for dem i henhold til artikel 45.

De oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er underlagt den i artikel 44, stk. 1, omhandlede tavshedspligt.

Artikel 50

Uanset artikel 44, stk. 1, og artikel 45 kan medlemsstaterne ved lovgivning give tilladelse til, at visse oplysninger meddeles andre afdelinger i deres centraladministration, som er ansvarlige for lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringstjenesteydelser og forsikringsselskaber samt personer, som handler efter fuldmagt fra de pågældende afdelinger.

Oplysningerne må imidlertid kun gives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet.

Artikel 51

Medlemsstaterne fastsætter, at oplysninger, der modtages efter artikel 44, stk. 2, og artikel 47, samt oplysninger tilvejebragt ved kontrol på stedet, jf. artikel 43, stk. 1 og 2, aldrig må videregives som nævnt i artikel 50, medmindre den kompetente myndighed, der giver oplysningerne, eller den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrollen på stedet er foretaget, har givet sit udtrykkelige samtykke.

Artikel 52

Denne afdelings bestemmelser er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder sender de i artikel 44-46 nævnte oplysninger til en clearinginstitution eller lignende organ, der i den nationale lovgivning er anerkendt til clearing eller afvikling på et af de nationale markeder, hvis de mener, at dette er nødvendigt for at sikre, at disse organer fungerer korrekt i forbindelse med misligholdelse eller potentiel misligholdelse på dette marked. De oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i artikel 44, stk. 1, omhandlede tavshedspligt.

Medlemsstaterne sikrer dog, at oplysninger, der er modtaget i henhold til artikel 44, stk. 2, ikke videregives i det tilfælde, der er omhandlet i denne artikel, uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som først afgav oplysningerne.

Afdeling 3

Krav til de personer, som udfører den lovpligtige kontrol af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

Artikel 53

1.   Medlemsstaterne fastsætter som minimum, at enhver person, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF (18), og som i et kreditinstitut udfører det hverv, der er beskrevet i artikel 51 i direktiv 78/660/EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF (19) eller ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til hurtigt at foretage indberetning til de kompetente myndigheder om ethvert forhold eller enhver beslutning vedrørende dette kreditinstitut, som vedkommende har fået kendskab til som led i udførelsen af sit hverv, og som kan:

a)

udgøre en væsentlig overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt gælder for udøvelsen af kreditinstitutters aktivitet

b)

skade kreditinstitutternes fortsatte drift, eller

c)

medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold heri.

Medlemsstaterne sikrer som minimum, at samme pligt gælder for denne person, for så vidt angår forhold eller beslutninger, som vedkommende måtte få kendskab til som led i et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed, som har snævre forbindelser i kraft af kontrol med det kreditinstitut, i hvilket vedkommende udfører dette hverv.

2.   Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver oplysninger til de kompetente myndigheder om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.

Afdeling 4

Sanktionsmuligheder og indbringelse for domstolene

Artikel 54

Med forbehold af reglerne for tilbagekaldelse af tilladelser og tilfælde omfattet af straffelovgivningen skal medlemsstaterne sørge for, at deres respektive kompetente myndigheder i tilfælde af, at et kreditinstitut eller dets ansvarlige ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn med kreditinstitutter eller om disses virksomhed, kan pålægge disse sanktioner eller påbyde foranstaltninger med det formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller årsagerne hertil til ophør.

Artikel 55

Medlemsstaterne drager omsorg for, at afgørelser vedrørende et kreditinstitut, som er truffet i medfør af love og administrative bestemmelser, vedtaget i overensstemmelse med nærværende direktiv, kan indbringes for domstolene; dette gælder også, hvis der ikke senest seks måneder efter indgivelsen af en ansøgning om tilladelse, der indeholder alle de i henhold til gældende bestemmelser krævede oplysninger, er truffet nogen afgørelse.

KAPITEL 2

Tekniske instrumenter til udførelse af forsigtighedstilsyn

Afdeling 1

Egenkapital

Artikel 56

Når en medlemsstat med henblik på gennemførelsen af fællesskabsforskrifterne vedrørende forsigtighedstilsyn med et allerede eksisterende kreditinstitut i sine love og administrative bestemmelser indfører en bestemmelse, hvori begrebet egenkapital anvendes, eller der henvises hertil, drager den omsorg for, at dette begreb eller dette udtryk stemmer overens med den definition, der er anført i artikel 57-61 og artikel 63-66.

Artikel 57

Med forbehold af de begrænsninger, der er fastsat i artikel 66, skal et kreditinstituts ikke-konsoliderede egenkapital omfatte følgende komponenter:

a)

kapital i henhold til artikel 22 i direktiv 86/635/EØF, for så vidt den er indbetalt, samt overkurs ved emission, dog med undtagelse af kumulative præferenceaktier

b)

reserver i henhold til artikel 23 i direktiv 86/635/EØF samt driftsresultat fra det foregående regnskabsår efter udlodning af det endelige udbytte

c)

midler til dækning af generelle kreditinstitutrisici i henhold til artikel 38 i direktiv 86/635/EØF

d)

opskrivningshenlæggelser i henhold til artikel 33 i direktiv 78/660/EØF

e)

værdireguleringer i henhold til artikel 37, stk. 2, i direktiv 86/635/EØF

f)

andre komponenter i henhold til artikel 63

g)

midler, for hvilke medlemmer af et andelskreditinstitut hæfter solidarisk, og de solidariske forpligtelser for låntagerne i visse institutter med fondsstatus, som nævnt i artikel 64, stk. 1, og

h)

kumulative præferenceaktier med fast løbetid og ansvarlig indskudskapital som nævnt i artikel 64, stk. 3.

Følgende komponenter fratrækkes i overensstemmelse med artikel 66:

i)

kreditinstituttets beholdning af egne aktier ansat til den bogførte værdi

j)

immaterielle aktiver i henhold til artikel 4, »Aktiver«, nr. 9, i direktiv 86/635/EØF

k)

materielt negativt udbytte i det løbende regnskabsår

l)

kapitalinteresser i andre kredit- og finansieringsinstitutter, der udgør mere end 10 % af disses kapital

m)

efterstillede tilgodehavender og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, omhandlede instrumenter, som et kreditinstitut besidder i andre kredit- og finansieringsinstitutter, i hvilke det har kapitalinteresser, der udgør mere end 10 % af kapitalen i hvert enkelt tilfælde

n)

kapitalinteresser i andre kredit- og finansieringsinstitutter på op til 10 % af disses kapital, efterstillede tilgodehavender og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, omhandlede instrumenter, som et kreditinstitut besidder i andre kredit- og finansieringsinstitutter end de i litra l) og m) omhandlede for så vidt angår den del af disse samlede kapitalinteresser, efterstillede tilgodehavender og instrumenter, der overstiger 10 % af kreditinstituttets egenkapital beregnet før fradrag af komponenter i litra l)-p)

o)

kapitalinteresser som omhandlet i artikel 4, stk. 10, som et kreditinstitut har i:

i)

forsikringsselskaber som omhandlet i artikel 6 i direktiv 73/239/EØF (20), artikel 4 i direktiv 2002/83/EF (21) eller artikel 1, litra b), i direktiv 98/78/EF (22)

ii)

genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 1, litra c), i direktiv 98/78/EF

iii)

forsikringsholdingselskaber som omhandlet i artikel 1, litra i), i direktiv 98/78/EF

p)

hver af følgende komponenter, som kreditinstituttet besidder i de enheder som defineret i litra o), hvori det har en kapitalinteresse:

i)

instrumenter som nævnt i artikel 16, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF, og

ii)

instrumenter som nævnt i artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EF

q)

for kreditinstitutter, der beregner den risikovægtede værdi af engagementerne i medfør af afdeling 3, underafdeling 2: negative beløb som følge af beregningen i punkt 36 i del 1 i bilag VII og værdien af forventede tab beregnet i overensstemmelse med punkt 32 og 33 i del 1 i bilag VII, og

r)

værdien af engagementer vedrørende securitisationspositioner, der i medfør af del 4 i bilag IX får en risikovægtning på 1 250 % beregnet på den heri specificerede måde.

Med henblik på litra b) må medlemsstaterne kun tillade, at der tages hensyn til foreløbige overskud, inden der er truffet formel beslutning herom, hvis disse overskud er blevet revideret af personer, der er beskæftiget med revision, og de kompetente myndigheder finder det godtgjort, at beløbet er blevet vurderet i overensstemmelse med principperne i direktiv 86/635/EØF, og at det ikke omfatter forudselige udgifter og hensættelse til udbytte.

Når et kreditinstitut foretager en securitisation, medregnes nettofortjenesten som følge af kapitaliseringen af fremtidige indtægter fra securitiserede aktiver og som medfører en kreditforbedring i forhold til securitisationspositionerne, ikke i komponenten i litra b).

Artikel 58

Besiddes der midlertidigt aktier i et andet kreditinstitut, finansieringsinstitut, forsikringsselskab, genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskab som led i en finansiel bistandstransaktion med henblik på at rekonstruere og redde denne enhed, kan den kompetente myndighed fravige bestemmelserne om fradrag i artikel 57, litra l)-p).

Artikel 59

Som et alternativ til fradrag af komponenterne i artikel 57, litra o) og p), kan medlemsstaterne tillade deres kreditinstitutter mutatis mutandis at anvende metode 1, 2 eller 3 i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 (»regnskabskonsolidering«) kan kun anvendes, hvis den kompetente myndighed er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for så vidt angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den valgte metode skal anvendes konsekvent over tid.

Artikel 60

Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditinstitutter, der er underlagt tilsyn på et konsolideret grundlag i overensstemmelse med kapitel 4, afdeling 1, eller supplerende tilsyn i overensstemmelse med direktiv 2002/87/EF, ved beregning af egenkapitalen på et individuelt grundlag kan undlade at fradrage de komponenter i artikel 57, litra l)-p), som de besidder i andre kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber, der er omfattet af det konsoliderede eller supplerende tilsyn.

Denne bestemmelse finder anvendelse på tilsynsbestemmelser, der er harmoniseret af fællesskabsretsakter.

Artikel 61

Egenkapitalbegrebet som defineret i artikel 57, litra a)-h), omfatter et maksimum af komponenter og beløb. Anvendelsen af disse komponenter eller fastsættelsen af lavere lofter samt fradrag af andre komponenter end de i artikel 57, litra i)-r), omhandlede, overlades til medlemsstaternes skøn.

De i artikel 57, litra a)-e), nævnte komponenter skal af kreditinstituttet kunne anvendes straks og uden begrænsning til dækning af risici eller tab på det tidspunkt, hvor sådanne indtræder. Beløbet skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, denne skat reducerer det beløb, hvormed disse komponenter kan anvendes til dækning af risici eller tab.

Artikel 62

Medlemsstaterne kan rapportere til Kommissionen om, hvor langt de er nået med at skabe konvergens med henblik på at fastlægge en fælles definition af egenkapital. På grundlag af disse rapporter forelægger Kommissionen om nødvendigt senest den 1. januar 2009 et forslag for Europa-Parlamentet og Rådet om ændring af denne afdeling.

Artikel 63

1.   Det i en medlemsstat anvendte egenkapitalbegreb kan omfatte andre komponenter, forudsat at det drejer sig om komponenter, der uanset disses juridiske eller regnskabsmæssige benævnelse har følgende karakteristika:

a)

de kan frit benyttes af kreditinstituttet til dækning af normale bankrisici, når tab eller værdiforringelser endnu ikke er nærmere identificeret

b)

deres tilstedeværelse skal fremgå af de interne regnskabsoplysninger, og

c)

deres størrelse skal være fastsat af kreditinstituttets direktion, revideret af uafhængige revisorer, meddelt de kompetente myndigheder og undergivet disses tilsyn.

2.   Værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter kan ligeledes accepteres som andre komponenter, forudsat at de opfylder følgende betingelser:

a)

de må ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myndigheds forhåndsgodkendelse

b)

aftaler i forbindelse med gældsstiftelse skal give kreditinstituttet mulighed for at udskyde betaling af renter på gælden

c)

långiverens krav mod kreditinstituttet skal efterstilles al anden ikke-efterstillet gæld

d)

de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld og ikke-betalte renter skal kunne medgå til dækning af tab, idet det tillades kreditinstituttet at fortsætte sine aktiviteter, og

e)

kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.

Til disse værdipapirer og andre instrumenter kan føjes andre kumulative præferenceaktier end de i artikel 57, litra h), nævnte.

3.   For kreditinstitutter, der beregner den risikovægtede værdi af engagementerne i medfør af afdeling 3, underafdeling 2, kan op til 0,6 % af det risikovægtede engagement ved positive beløb som følge af beregningen i bilag VII, del 1, punkt 36, accepteres som andre komponenter. For disse kreditinstitutter medtages værdireguleringer og hensættelser til imødegåelse af risici, der er medtaget i den beregning, der er omhandlet i bilag VII, del 1, punkt 36, og værdireguleringer og hensættelser til imødegåelse af risici i medfør af artikel 57, litra e), kun i egenkapitalen i overensstemmelse med denne bestemmelse. Med henblik herpå omfatter risikovægtede engagementer ikke beløb, der beregnes i forbindelse med securitisationspositioner med en risikovægtning på 1 250 %.

Artikel 64

1.   Medlemmer af et kreditinstitut, der er stiftet i form af et andelskreditinstitut, som omhandlet i artikel 57, litra g), hæfter for den kapital, der ikke er fuldt indbetalt, samt for de supplerende beløb, som medlemmerne af samme kreditinstitut i henhold til lovgivningen skal indbetale uden sikkerhed, dersom dette kreditinstitut har lidt tab, i hvilke tilfælde disse beløb skal kunne kræves indbetalt uden forudgående varsel.

Med sådanne komponenter sidestilles de solidariske forpligtelser for låntagerne i kreditinstitutioner med fondsstatus.

Alle disse komponenter kan henregnes under egenkapitalen i det omfang, hvor de i henhold til national lovgivning medregnes i de pågældende institutters egenkapital.

2.   En medlemsstat må ikke til offentlige kreditinstitutters egenkapital medregne de garantier, som staten eller de lokale, nationale myndigheder stiller for sådanne institutter.

3.   Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder må til egenkapitalen kun medregne kumulative præferenceaktier med fast løbetid, som omhandlet i artikel 57, litra h), samt ansvarlig indskudskapital som omhandlet i samme bestemmelse, hvis der er indgået en bindende aftale om, at den i tilfælde af et kreditinstituts konkurs eller likvidation efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al anden udestående gæld er betalt.

Denne ansvarlige indskudskapital skal opfylde følgende supplerende betingelser:

a)

kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning

b)

midlerne skal have en oprindelig løbetid på mindst fem år; de skal derefter kunne kræves indfriet

c)

den udstrækning, hvori de kan medregnes til egenkapitalen, indskrænkes gradvis i mindst de sidste fem år inden tilbagebetalingsdagen, og

d)

låneaftalen må ikke indeholde nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder, bortset fra en likvidation af kreditinstituttet, skal tilbagebetales inden den aftalte forfaldsdato.

Er gældens løbetid ikke fastsat, skal der i henhold til andet afsnit, litra b), gælde et opsigelsesvarsel på fem år, medmindre midlerne ikke længere henregnes til egenkapitalen, eller medmindre myndighedernes forudgående samtykke specielt kræves for tilbagebetaling før tiden. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives på emittentens initiativ, og kreditinstituttets solvens ikke derved forringes

4.   Kreditinstitutterne medtager i egenkapitalen hverken fair value-hensættelser i forbindelse med fortjeneste eller tab på cash flow-hedges af finansielle instrumenter målt i forhold til de amortiserede omkostninger eller fortjeneste eller tab på deres passiver, der vurderes til fair value, som skyldes ændringer i kreditinstitutternes egen kreditsituation.

Artikel 65

1.   Når egenkapitalen skal beregnes på konsolideret grundlag, indgår de i artikel 57 omhandlede komponenter med de i henhold til kapitel 4, afdeling 1, konsoliderede beløb. Ved beregningen af egenkapitalen er der desuden mulighed for at betragte følgende komponenter som sidestillet med konsoliderede reserver, hvis de er udtryk for et kreditorforhold (»negative«):

a)

minoritetsinteresser i henhold til artikel 21 i direktiv 83/349/EØF, hvis metoden med global integration anvendes

b)

forskelsbeløb ved første konsolidering i henhold til artikel 19, 30 og 31 i direktiv 83/349/EØF

c)

kursdifferencer, som medregnes under de konsoliderede reserver i henhold til artikel 39, stk. 6, i direktiv 86/635/EØF, og

d)

forskelsbeløb ved bogføring af visse kapitalinteresser i overensstemmelse med den metode, der er omhandlet i artikel 33 i direktiv 83/349/EØF.

2.   Hvis de i stk. 1, litra a) — d), omhandlede komponenter er udtryk for et debitorforhold (»positive«), fratrækkes de ved beregningen af den konsoliderede egenkapital.

Artikel 66

1.   For de i artikel 57, litra d) — h), omhandlede komponenter gælder følgende begrænsninger:

a)

summen af de i litra d) — h) anførte komponenter må ikke overstige et maksimumsbeløb på 100 % af de i litra a) plus b) og c) nævnte komponenter med fradrag af de i litra i) — k) nævnte komponenter, og

b)

summen af de i litra g) — h) anførte komponenter må ikke overstige et maksimumsbeløb på 50 % af de i litra a) plus b) og c) nævnte komponenter med fradrag af de i litra i)‐k) nævnte komponenter.

2.   Summen af komponenterne i artikel 57, litra l) — r), skal for halvdelens vedkommende fratrækkes summen af komponenterne i artikel 57, litra a) — c) minus litra i) — k), og for halvdelens vedkommende summen af komponenterne i artikel 57, litra d) — h), efter anvendelse af grænserne i stk. 1 i nærværende artikel. Såfremt halvdelen af summen af komponenterne i litra l) — r) i artikel 57, overstiger summen af litra d) — h) i artikel 57, fratrækkes det overskydende beløb i summen af litra a) — c) minus litra i) — k) i artikel 57. Komponenterne i litra r) i artikel 57 fratrækkes ikke, hvis de er medtaget i beregningen af de risikovægtede engagementer, med henblik på artikel 75, som anført i bilag IX, del 4.

3.   Med henblik på afdeling 5 og 6 læses bestemmelserne i denne afdeling uden at tage hensyn til komponenterne i artikel 57, litra q) og r), og artikel 63, stk. 3.

4.   De kompetente myndigheder kan give kreditinstitutterne tilladelse til under særlige midlertidige omstændigheder at overskride de i stk. 1 fastsatte grænser.

Artikel 67

Det skal godtgøres, at betingelserne i denne afdeling er opfyldt til de kompetente myndigheders tilfredshed.

Afdeling 2

Dækning af risiko

Underafdeling 1

Anvendelsesomfang

Artikel 68

1.   Kreditinstitutter skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 22 og 75 og afdeling 5, på individuelt grundlag.

2.   Et kreditinstitut, der hverken er et datterselskab i den medlemsstat, hvor det er meddelt tilladelse og er underlagt tilsyn, eller et moderselskab, og et kreditinstitut, der ikke er omfattet af konsolideringen i medfør af artikel 73, skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 120 og 123, på individuelt grundlag.

3.   Et kreditinstitut, der hverken er et moderselskab eller et datterselskab, og et kreditinstitut, der ikke er omfattet af konsolideringen i medfør af artikel 73, skal opfylde de betingelser, der er fastsat i kapitel 5, på individuelt grundlag.

Artikel 69

1.   Medlemsstaterne kan vælge ikke at anvende artikel 68, stk. 1, på et kreditinstituts datterselskab, hvis både datterselskabet og kreditinstituttet er meddelt tilladelse og er underlagt tilsyn i den pågældende medlemsstat, og datterselskabet indgår i det konsoliderede tilsyn med moderselskabet, som er et kreditinstitut, og alle af følgende betingelser er opfyldt for at sikre, at egenkapitalen er hensigtsmæssigt fordelt mellem moderselskabet og datterselskaberne:

a)

der er på nuværende tidspunkt ingen, og der er ikke påtænkt nogen materielle, praktiske eller retlige hindringer for moderselskabets umiddelbare overførsel af egenkapital eller tilbagebetaling af datterselskabets forpligtelser

b)

enten skal moderselskabet over for de kompetente myndigheder godtgøre, at datterselskabet forvaltes på forsvarlig vis, og afgive erklæring om, at det med samtykke fra den kompetente myndighed har stillet garanti for de engagementer, som datterselskabet indgår, eller risikoen i datterselskabet er ubetydelig

c)

moderselskabets risikoevaluerings-, målings- og kontrolprocedurer omfatter datterselskabet, og

d)

moderselskabet besidder mindst 50 % af de stemmerettigheder, der er knyttet til besiddelsen af kapitalandele i datterselskabet, og/eller har ret til at udpege eller fjerne et flertal af medlemmerne af datterselskabets ledelsesorgan, som beskrevet i artikel 11.

2.   Medlemsstaterne kan udnytte den i stk. 1 omhandlede mulighed, når moderselskabet er et finansielt holdingselskab, der er etableret i samme medlemsstat som kreditinstituttet, forudsat at det er omfattet af samme tilsyn som det, der udøves over for kreditinstitutter og navnlig af de i artikel 71, stk. 1, fastsatte standarder.

3.   Medlemsstaterne kan vælge ikke at anvende artikel 68, stk. 1, på et kreditinstituts moderselskab, såfremt kreditinstituttet har fået meddelt tilladelse og er underlagt tilsyn i den pågældende medlemsstat, og såfremt det er omfattet af det konsoliderede tilsyn, og såfremt følgende betingelser alle er opfyldt for at sikre, at egenkapitalen er hensigtsmæssigt fordelt mellem moderselskabet og datterselskaberne:

a)

der hverken findes eller er påtænkt indført materielle, praktiske eller retlige hindringer for umiddelbar overførsel af egenkapital eller tilbagebetaling af forpligtelser til kreditinstituttets moderselskab i en medlemsstat, og

b)

relevante risikoevaluerings-, målings- og kontrolprocedurer i det konsoliderede tilsyn omfatter kreditinstituttets moderselskab i en medlemsstat.

Den kompetente myndighed, der anvender dette stykke, underretter de kompetente myndigheder i alle andre medlemsstater.

4.   Med forbehold af hovedreglen i artikel 144, offentliggør de kompetente myndigheder i de medlemsstater, der gør brug af valgmuligheden i stk. 3, på den i artikel 144 anførte måde:

a)

de kriterier, de anvender til at fastslå, at der hverken findes eller er påtænkt indført materielle, praktiske eller retlige hindringer for umiddelbar overførelse af egenkapital eller tilbagebetaling af forpligtelser

b)

antallet af moderkreditinstitutter, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 3, og hvor mange af disse der har datterselskaber i et tredjeland, og

c)

sammenfattet for den pågældende medlemsstat:

i)

for moderkreditinstituttet i en medlemsstat, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 3, den andel af den samlede egenkapital på konsolideret grundlag, som datterselskaber i et tredjeland besidder

ii)

for moderkreditinstitutter i en medlemsstat, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 3, den procentdel, som egenkapitalen i datterselskaber i et tredjeland udgør af den samlede egenkapital, og

iii)

for moderkreditinstitutter i en medlemsstat, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 3, den procentdel, som egenkapitalen i datterselskaber i et tredjeland udgør af minimumsegenkapitalen i henhold til artikel 75.

Artikel 70

1.   De kompetente myndigheder kan på individuelt grundlag tillade moderkreditinstitutter ved beregningen af deres krav i medfør af artikel 68, stk. 1, at medregne datterselskaber, der opfylder betingelserne i artikel 69, stk. 1, litra c) og d), og hvis væsentlige engagementer eller forpligtelser er over for dette moderselskab, jf. dog stk. 2-4 i nærværende artikel.

2.   Behandlingen i stk. 1 er kun tilladt, når moderkreditinstituttet over for de kompetente myndigheder fuldt ud dokumenterer eksistensen af forhold og ordninger, herunder retligt gyldige aftaler, i medfør af hvilke der hverken findes eller er påtænkt indført materielle, praktiske eller retlige hindringer for datterselskabets umiddelbare overførsel af egenkapital eller tilbagebetaling af udestående forpligtelser til moderselskabet på dettes anmodning.

3.   Når en kompetent myndighed gør brug af valgmuligheden i stk. 1, underretter den regelmæssigt og mindst en gang om året de kompetente myndigheder i alle de øvrige medlemsstater om anvendelsen af stk. 1 og om de forhold og ordninger, der er omhandlet i stk. 2. Hvis datterselskabet er beliggende i et tredjeland, giver den kompetente myndighed de samme oplysninger til de kompetente myndigheder i dette tredjeland.

4.   Med forbehold af hovedreglen i artikel 144, offentliggør en kompetent myndighed, der gør brug af valgmuligheden i stk. 1, på den i artikel 144 anførte måde:

a)

de kriterier, de anvender til at fastslå, at der hverken findes eller er påtænkt indført materielle, praktiske eller retlige hindringer for middelbar overførelse af egenkapital eller tilbagebetaling af forpligtelser

b)

hvor mange kreditinstitutters moderselskaber, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 1, og hvor mange af disse, der har datterselskaber i et tredjeland

c)

sammenfattet for den pågældende medlemsstat:

i)

for moderkreditinstitutter, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 1, den samlede egenkapital i datterselskaber i et tredjeland

ii)

for moderkreditinstitutter, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 1, den procentdel, som egenkapitalen i datterselskaber i et tredjeland udgør af den samlede egenkapital

iii)

for moderkreditinstitutter, der er omfattet af det valg, der er foretaget i henhold til stk. 1, den procentdel, som egenkapitalen i datterselskaber i et tredjeland udgør af minimumsegenkapitalen i henhold til artikel 75.

Artikel 71

1.   Med forbehold af artikel 68-70 skal moderkreditinstitutter i en medlemsstat i det omfang og på den måde, der er fastsat i artikel 133, opfylde de i artikel 75, 120 og 123 samt afdeling 5 fastsatte forpligtelser på grundlag af deres konsoliderede finansielle situation.

2.   Med forbehold af artikel 68-70 skal kreditinstitutter, der kontrolleres af et finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat, i det omfang og på den måde, der er fastsat i artikel 133, opfylde de i artikel 75, 120 og 123 samt afdeling 5 fastsatte forpligtelser på grundlag af det pågældende finansielle holdingselskabs konsoliderede finansielle situation.

Når et finansielt moderholdingselskab kontrollerer mere end ét kreditinstitut i en medlemsstat, finder første afsnit kun anvendelse på det kreditinstitut, der i overensstemmelse med artikel 125 og 126 er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag.

Artikel 72

1.   Moderkreditinstitutter i EU skal overholde de i kapitel 5 fastsatte forpligtelser på grundlag af deres konsoliderede finansielle situation.

Større datterselskaber af moderkreditinstitutter i EU skal imidlertid offentliggøre de oplysninger, der er anført i bilag XII, del 1, punkt 5, på individuelt eller delkonsolideret grundlag.

2.   Kreditinstitutter, der kontrolleres af et finansielt moderholdingselskab i EU, skal overholde de i kapitel 5 fastsatte forpligtelser på grundlag af det pågældende finansielle holdingselskabs konsoliderede finansielle situation.

Større datterselskaber af finansielle moderholdingselskaber i EU skal imidlertid offentliggøre de oplysninger, der er anført i bilag XII, del 1, punkt 5, på individuelt eller delkonsolideret grundlag.

3.   De kompetente myndigheder, der i henhold til artikel 125 og 126 er ansvarlige for tilsynet på konsolideret grundlag, kan beslutte helt eller delvis at undlade at anvende bestemmelserne i stk. 1 og 2 på kreditinstitutter, der er omfattet af sammenlignelige oplysninger, som et moderselskab etableret i et tredjeland har offentliggjort på et konsolideret grundlag.

Artikel 73

1.   Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder, der i henhold til artikel 125 og 126 har til opgave at føre det konsoliderede tilsyn, kan i følgende tilfælde undlade at medtage et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk servicevirksomhed, der er et datterselskab, eller i hvilket der besiddes kapitalinteresser, i konsolideringen:

a)

når den pågældende virksomhed er beliggende i et tredjeland, hvor der foreligger retlige hindringer for overførsel af de nødvendige oplysninger

b)

når den pågældende virksomhed efter de kompetente myndigheders opfattelse kun er af ringe betydning set ud fra formålene med kreditinstituttilsynet, og under alle omstændigheder når den pågældende virksomheds balancesum udgør mindre end:

i)

10 mio. EUR, eller

ii)

1 % af moderselskabets eller det kapitalinteressebesiddende selskabs balancesum

c)

når de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for det konsoliderede tilsyn, finder, at det under hensyn til formålene med kreditinstituttilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildledende at foretage en konsolidering af den pågældende virksomheds finansielle situation.

Hvis flere virksomheder i de under første afsnit, litra b), nævnte tilfælde opfylder de heri fastsatte kriterier, skal de dog medtages i konsolideringen, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning set ud fra ovennævnte formål.

2.   De kompetente myndigheder kræver, at kreditinstitutter, der er datterselskaber, anvender de krav, der er fastsat i artikel 75, 120 og 123 og afdeling 5 på et delkonsolideret grundlag, hvis disse kreditinstitutter eller moderselskabet, når der er tale om et finansielt holdingselskab, har et kreditinstitut eller et finansieringsinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab som defineret i artikel 2, stk. 5, i direktiv 2002/87/EF som datterselskab i et tredjeland eller har kapitalinteresser i en sådan virksomhed.

3.   De kompetente myndigheder kræver, at moderselskaber og datterselskaber, der er omfattet af nærværende direktiv, opfylder de i artikel 22 fastsatte forpligtelser på et konsolideret eller delkonsolideret grundlag for at sikre, at deres styringssystemer, procedurer og mekanismer er ensartede og velintegrerede, og at alle relevante data og oplysninger med henblik på tilsyn kan fremlægges.

Underafdeling 2

Beregning af krav

Artikel 74

1.   Medmindre andet er fastsat, skal værdiansættelsen af aktiver og ikke-balanceførte poster foretages i overensstemmelse med det regnskabssystem, som kreditinstituttet er omfattet af i medfør af forordning (EF) nr. 1606/2002 og direktiv 86/635/EØF.

2.   Uanset kravene i artikel 68-72 skal der mindst hvert halve år foretages beregninger med henblik på at kontrollere, at kreditinstitutterne overholder forpligtelserne i artikel 75.

Kreditinstitutterne skal meddele de kompetente myndigheder resultaterne af beregningen og oplyse om de nødvendige data for beregningen.

Underafdeling 3

Minimumskrav til egenkapitalens størrelse

Artikel 75

Med forbehold af artikel 136 kræver medlemsstaterne, at kreditinstitutterne skal have en egenkapital, der på alle tidspunkter er over eller svarer til summen af følgende kapitalkrav:

a)

for kreditrisiko og kreditrisikoreduktion i forbindelse med deres samlede aktiviteter med undtagelse af handelsbeholdningsaktiviteter og illikvide aktiver, hvis de fratrækkes egenkapitalen i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, litra d), i direktiv 2006/49/EF 8 % af deres samlede risikovægtede engagementer beregnet i overensstemmelse med afdeling 3

b)

for så vidt angår deres handelsbeholdningsaktiviteter, for positionsrisici, afviklingsrisici og modpartsrisici og, i det omfang det er tilladt at overskride de i artikel 111-117 omhandlede grænser, store engagementer, der overskrider disse grænser: de kapitalkrav, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 18 og kapitel V, afdeling 4 i direktiv 2006/49/EF

c)

for så vidt angår deres samlede aktiviteter, for valutarisici og råvareprisrisici: de kapitalkrav, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 18 i direktiv 2006/49/EF, og

d)

for så vidt angår deres samlede aktiviteter, for operationelle risici: de kapitalkrav, der er fastsat i overensstemmelse med afdeling 4.

Afdeling 3

Minimumsegenkapitalkrav for kreditrisici

Artikel 76

Kreditinstitutter skal enten anvende standardmetoden (»Standardised Approach«), der er omhandlet i artikel 78-83 eller, hvis det tillades af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 84, metoden med interne ratings (»Internal Ratings Based Approach«), der er omhandlet i artikel 84-89, til beregning af den risikovægtede værdi af deres engagementer med henblik på artikel 75, litra a).

Artikel 77

Ved »engagement« forstås med henblik på denne afdeling en aktivpost eller en ikke-balanceført post .

Underafdeling 1

Standardmetoden

Artikel 78

1.   Med forbehold af stk. 2 er værdien af et engagement i form af en aktivpost den balanceførte værdi, og værdien af et engagement i form af en ikke-balanceført post, jf. bilag II, er følgende procentdel af dens værdi: 100 %, hvis den tillægges fuld risiko, 50 %, hvis den tillægges mellemliggende risiko, 20 %, hvis den tillægges mellemliggende/lav risiko, og 0 %, hvis den tillægges lav risiko. De ikke-balanceførte poster, der er omhandlet i første punktum i dette stykke, henføres under risikokategorier som anført i bilag II. Er der tale om et kreditinstitut, der anvender den udbyggede metode for finansiel sikkerhedsstillelse (»Financial Collateral Comprehensive Method«), der er omhandlet i bilag VIII, del 3, hvor et engagement har form af værdipapirer eller råvarer, der sælges, stilles som sikkerhed eller udlånes i forbindelse med en genkøbstransaktion eller en transaktion vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer og »margin lending« -transaktioner, forhøjes værdien af engagementet med den volatilitetsjustering, der gælder for sådanne værdipapirer eller råvarer, jf. bilag VIII, del 3, punkt 34-59.

2.   Værdien af et engagement i form af et derivatinstrument, jf. bilag IV, fastsættes i overensstemmelse med bilag III, idet der tages højde for virkningen af kontrakter om nyordning og andre aftaler om netting med henblik på anvendelsen af disse metoder i overensstemmelse med bilag III. Værdien af et engagement i form af genkøbstransaktioner, eller transaktioner vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og »margin lending« -transaktioner kan fastsættes enten i overensstemmelse med bilag III eller bilag VIII.

3.   Er et engagement underkastet finansieret kreditrisikoafdækning, kan værdien af engagementet for denne post ændres i overensstemmelse med underafdeling 3.

4.   Uanset stk. 2 fastsættes engagementsværdien af kreditrisikoen ved udestående engagementer som fastsat af de kompetente myndigheder med en central modpart, i overensstemmelse med bilag III, del 2, punkt 6, på betingelse af, at der dagligt stilles fuld sikkerhed for den centrale modparts modpartsrisikoengagementer med alle deltagere i dens systemer.

Artikel 79

1.   Hvert engagement henføres til en af følgende engagementsklasser:

a)

fordringer eller eventualfordringer på centralregeringer eller centralbanker

b)

fordringer eller eventualfordringer på regionale regeringer eller lokale myndigheder

c)

fordringer eller eventualfordringer på administrative organer og ikke-profitsøgende foretagender

d)

fordringer eller eventualfordringer på multilaterale udviklingsbanker

e)

fordringer eller eventualfordringer på internationale organisationer

f)

fordringer eller eventualfordringer på institutter

g)

fordringer eller eventualfordringer på erhvervskunder

h)

fordringer eller eventualfordringer på detailkunder

i)

fordringer eller eventualfordringer, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af pant i fast ejendom

j)

poster i restance

k)

poster henhørende under lovmæssigt fastsatte højrisikokategorier

l)

fordringer i form af dækkede obligationer

m)

securitisationspositioner

n)

kortfristede fordringer på institutioner og virksomheder

o)

fordringer i form af institutter for kollektiv investering i værdipapirer, eller

p)

andre poster.

2.   For at kunne falde ind under den detailengagementsklasse, der er omhandlet i stk. 1, litra h), skal et engagement opfylde følgende betingelser:

a)

engagementet skal enten være med (en) fysisk(e) person(er) eller et mindre eller mellemstort foretagende

b)

engagementet skal være ét ud af et stort antal engagementer med ensartede karakteristika, således at risiciene i tilknytning til sådanne udlån er væsentligt reducerede, og

c)

det samlede beløb, der skyldes kreditinstituttet eller moderselskaber og dettes datterselskaber, herunder poster med restance, af låntageren eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, dog med undtagelse af fordringer eller eventualfordringer med sikkerhed i form af pant i beboelsesejendom, må ikke, så vidt det er kreditinstituttet bekendt, overstige 1 mio. EUR. Kreditinstituttet skal tage rimelige skridt til at erhverve denne viden.

Værdipapirer falder ikke ind under detailengagementsklassen.

3.   Den aktuelle værdi af minimumsbetalinger på detailleasingmarkedet kan henføres til detailengagementsklassen.

Artikel 80

1.   Ved beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer anvendes risikovægte på alle engagementer, medmindre de fratrækkes egenkapitalen, i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag VI, del 1. Anvendelsen af risikovægte baseres på den engagementsklasse, som engagementet henføres under, og på engagementets kreditkvalitet i det omfang, der er anført i bilag VI, del 1. Kreditkvaliteten kan bestemmes ved henvisning til kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsinstitutter (»ECAI«) i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 81-83 eller kreditvurderinger fra eksportkreditagenturer, jf. bilag VI, del 1.

2.   Med henblik på anvendelsen af en risikovægt, jf. stk. 1, multipliceres værdien af engagementet med den risikovægt, der er angivet eller bestemt i overensstemmelse med bestemmelserne i denne underafdeling.

3.   Med henblik på beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer med institutter afgør medlemsstaterne om den metode, der skal benyttes, skal være metoden baseret på kreditkvaliteten af centralregeringen i det land, hvor instituttet er etableret, eller metoden baseret på kreditkvaliteten af modpartsinstituttet, jf. bilag VI.

4.   Uanset stk. 1 kan den risikovægt, der anvendes på den pågældende post, når et engagement er underkastet kreditrisikoafdækning, ændres i overensstemmelse med bestemmelserne i underafdeling 3.

5.   De risikovægtede værdier af securitiserede engagementer beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i underafdeling 4.

6.   Engagementer, for hvilke der ikke er fastsat bestemmelser i denne underafdeling for beregningen af de risikovægtede værdier, tillægges en risikovægt på 100 %.

7.   Med undtagelse af engagementer, der giver anledning til forpligtelser i form af de poster, der er omhandlet i artikel 57, litra a) — h), kan kompetente myndigheder undtage et kreditinstituts engagementer med en modpart, som er dets moderselskab, dets datterselskab eller et datterselskab af dets moderselskab eller en virksomhed, med hvilken der består en forbindelse som anført i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, fra kravene i denne artikels stk. 1, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)

modparten er et institut eller et finansielt holdingselskab, et finansieringsinstitut, et porteføljeadministrationsselskab eller en accessorisk servicevirksomhed, der er underlagt passende tilsynskrav

b)

modparten er inkluderet i den samme konsolidering som kreditinstituttet på fuldt grundlag

c)

modparten er underlagt de samme risikovurderings-, målings- og kontrolprocedurer som kreditinstituttet

d)

modparten er etableret i den samme medlemsstat som kreditinstituttet, og

e)

der ikke er nogen aktuel eller forventet materiel praktisk eller retlig hindring for øjeblikkelig overførsel af egenkapital eller tilbagebetaling af forpligtelser fra modparten til kreditinstituttet.

I så fald gælder en risikovægt på 0 %.

8.   Med undtagelse af engagementer, der giver anledning til forpligtelser i form af de komponenter, der er omhandlet i artikel 57, litra a) — h), kan kompetente myndigheder beslutte, at et kreditinstituts engagementer med en modpart, som er underlagt samme institutsikringsordning som det långivende kreditinstitut, er undtaget fra stk. 1 i denne artikel, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)

kravene i stk. 7, litra a), d) og e)

b)

kreditinstituttet og modparten har aftalt en aftalemæssig eller vedtægtsmæssig ansvarsordning, der beskytter disse institutter og navnlig sikrer deres likviditet og solvens med henblik på at undgå konkurs, hvis det bliver nødvendigt (nedenfor benævnt institutsikringsordning)

c)

ordningerne sikrer, at institutsikringsordningen kan yde den nødvendige støtte som følge af ordningens forpligtelser fra midler, der er umiddelbart tilgængelige

d)

institutsikringsordningen omfatter passende og ensartet udformede systemer til overvågning og klassificering af risici (hvilket giver et fuldstændigt overblik over de enkelte deltageres risikosituation og institutsikringsordningen som helhed) med tilsvarende muligheder for at gribe ind; systemerne skal på hensigtsmæssig vis overvåge misligholdte engagementer, jf. med bilag VII, del 4, punkt 44

e)

institutsikringsordningen gennemfører egen risikovurdering, som meddeles de enkelte deltagere

f)

institutsikringsordningen udfærdiger og offentliggør hvert år en konsolideret rapport, der omfatter status, en opgørelse af indtjening og tab, en situationsrapport og en risikorapport for institutsikringsordningen som helhed eller en rapport, der omfatter den aggregerede oversigt, den aggregerede opgørelse over indtjening og tab, situationsrapporten og risikorapporten, der vedrører institutsikringsordningen som helhed

g)

deltagerne i institutsikringsordningen er forpligtet til at give et varsel på 24 måneder, hvis de ønsker at udtræde af ordningen

h)

multipel anvendelse af elementer, som kan indgå i beregningen af egenkapitalen (»multiple gearing«) såvel som enhver uhensigtsmæssig opbygning af egenkapital mellem deltagerne i institutforsikringsordningen er udelukket

i)

institutsikringsordningen er baseret på, at deltagerkredsen er en bred vifte af kreditinstitutter med en overvejende ensartet profil, og

j)

de kompetente myndigheder godkender og overvåger regelmæssigt, at de i litra d) omhandlede systemer er tilstrækkelige.

I så fald gælder en risikovægt på 0 %.

Artikel 81

1.   En ekstern kreditvurdering kan kun benyttes til bestemmelse af et engagements risikovægt i overensstemmelse med artikel 80, hvis det ECAI, der tilvejebringer den, er blevet anerkendt til dette formål af de kompetente myndigheder (med henblik på denne underafdeling benævnt »et anerkendt ECAI«).

2.   Kompetente myndigheder skal kun anerkende et ECAI med henblik på artikel 80, hvis de finder det godtgjort, at dets vurderingsmetodologi opfylder kravene om objektivitet, uafhængighed, løbende kontrol og gennemsigtighed, og at de resulterende kreditvurderinger opfylder kravene om troværdighed og gennemsigtighed. Til dette formål skal de kompetente myndigheder tage hensyn til de tekniske kriterier, der er fastsat i bilag VI, del 2.

3.   Er et ECAI blevet anerkendt af de kompetente myndigheder i en medlemsstat, kan de kompetente myndigheder i andre medlemsstater anerkende det pågældende ECAI uden at gennemføre deres egen evalueringsproces.

4.   Kompetente myndigheder skal offentliggøre en redegørelse for anerkendelsesprocessen og en liste over anerkendte ECAI'er.

Artikel 82

1.   De kompetente myndigheder skal under hensyntagen til de tekniske kriterier, der er fastsat i bilag VI, del 2, foretage en bestemmelse af, hvilke kreditkvalitetstrin, jf. del 1 i dette bilag, de relevante kreditvurderinger fra et anerkendt ECAI skal associeres med. En sådan bestemmelse skal være objektiv og konsekvent.

2.   Har de kompetente myndigheder i en medlemsstat foretaget en bestemmelse i henhold til stk. 1, kan de kompetente myndigheder i andre medlemsstater anerkende denne bestemmelse uden at gennemføre deres egen bestemmelsesproces.

Artikel 83

1.   Brugen af ECAI-kreditvurderinger til beregning af de risikovægtede værdier af et kreditinstituts engagementer skal være konsekvent og i overensstemmelse med bilag VI, del 3. Kreditvurderinger må ikke benyttes selektivt.

2.   Kreditinstitutter skal benytte kreditvurderinger, hvor de kreditvurderende enheder selv har anmodet om at blive kreditvurderet. Med tilladelse fra de relevante kompetente myndigheder kan de dog benytte vurderinger, hvor de kreditvurderende enheder ikke selv har anmodet om at blive kreditvurderet.

Underafdeling 2

Metoden med interne ratings

Artikel 84

1.   I overensstemmelse med bestemmelserne i denne underafdeling kan de kompetente myndigheder tillade kreditinstitutter at beregne de risikovægtede værdier af deres engagementer ved brug af metoden med interne ratings (»IRB-metoden«). Der kræves udtrykkelig tilladelse for hvert enkelt kreditinstitut.

2.   Der skal kun gives tilladelse, hvis den kompetente myndighed finder det godtgjort, at kreditinstituttets systemer for styring og rating af kreditrisikoengagementer er sunde og implementeres med integritet, og navnlig at de opfylder følgende standarder i overensstemmelse med bilag VII, del 4:

a)

kreditinstituttets ratingsystemer giver en meningsfuld vurdering af låntagernes og transaktionernes karakteristika, en meningsfuld sondring mellem risici og nøjagtige og konsekvente kvantitative risikovurderinger

b)

de interne ratings og estimater af misligholdelse og tab, der benyttes ved beregningen af kapitalgrundlaget, samt de hertil knyttede systemer og processer spiller en væsentlig rolle i risikostyringen og beslutningsprocessen samt i kreditbevillingen, den interne kapitalallokering og de ledelsesmæssige funktioner i kreditinstituttet

c)

kreditinstituttet har en kreditrisikokontrolenhed, der er ansvarlig for ratingsystemerne, og som er tilstrækkelig uafhængig og ikke undergivet urimelig indflydelse

d)

kreditinstituttet indsamler og opbevarer alle relevante data som en effektiv støtte til sin kreditrisikomåling og kreditrisikokontrol, og

e)

kreditinstituttet dokumenterer sine ratingsystemer og grundlaget for deres udformning samt validerer sine ratingsystemer.

Benytter et moderkreditinstitut i EU og dets datterselskaber eller et finansielt moderholdingselskab i EU og dets datterselskaber IRB-metoden ensartet, kan de kompetente myndigheder tillade, at minimumskravene i bilag VII, del 4, skal opfyldes af moderselskabet og dets datterselskaber set under ét.

3.   Et kreditinstitut, der ansøger om at benytte IRB-metoden, skal dokumentere, at det for de relevante IRB-engagementsklasser har benyttet ratingsystemer, som i det store og hele opfylder minimumskravene i bilag VII, del 4, til den interne risikomåling og risikokontrol, i mindst tre år inden kvalifikationen til at benytte IRB-metoden.

4.   Et kreditinstitut, der ansøger om at benytte egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og/eller omregningsfaktorer, skal dokumentere, at det har foretaget og benyttet egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og/eller omregningsfaktorer på en måde, der i det store og hele opfylder de minimumskrav for brug af egne estimater af disse parametre, der er fastsat i bilag VII, del 4, i mindst tre år inden kvalifikationen til at benytte egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og/eller omregningsfaktorer.

5.   Ophører et kreditinstitut med at opfylde kravene i denne underafdeling, skal det enten forelægge en plan for den kompetente myndighed for en snarlig tilbagevenden til opfyldelse eller dokumentere, at virkningen af manglende opfyldelse ikke er af væsentlig betydning.

6.   Hvis IRB-metoden agtes benyttet af moderkreditinstituttet i EU og dets datterselskaber eller af moderfinansieringsinstituttet i EU og dets datterselskaber, skal de kompetente myndigheder for de forskellige retlige enheder indgå i et tæt samarbejde, jf. bestemmelserne i artikel 129-132.

Artikel 85

1.   Uden at dette berører bestemmelserne i artikel 89, skal kreditinstitutter og et eventuelt moderselskab og dettes datterselskaber gennemføre IRB-metoden for alle engagementer.

Med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse kan gennemførelsen ske sekventielt på tværs af de forskellige engagementsklasser, jf. artikel 86, inden for samme forretningsområde, på tværs af forskellige forretningsområder inden for samme koncern eller med henblik på brug af egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse eller omregningsfaktorer til beregning af risikovægtene for engagementer med virksomheder, institutioner, centralregeringer og centralbanker.

I forbindelse med den detailengagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, kan gennemførelsen ske sekventielt på tværs af de engagementsklasser, som de forskellige korrelationer i bilag VII, del 1, punkt 10-13, svarer til.

2.   Den i stk. 1 omhandlede gennemførelse skal ske inden for en rimelig tidsfrist, som skal aftales med de kompetente myndigheder. Gennemførelsen skal ske på strenge betingelser, som fastsættes af de kompetente myndigheder. Disse betingelser skal være udformet med henblik på at sikre, at den fleksibilitet, der ydes ved stk. 1, ikke anvendes selektivt til at opnå reducerede minimumskapitalkrav for de engagementsklasser eller forretningsområder, som endnu ikke er omfattet af IRB-metoden, eller til brug for egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og/eller omregningsfaktorer.

3.   Kreditinstitutter, der benytter IRB-metoden for en engagementsklasse, skal samtidig benytte IRB-metoden for aktiepositionsklassen.

4.   Med forbehold af stk. 1-3 og artikel 89 må kreditinstitutter, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 84 til at benytte IRB-metoden, ikke vende tilbage til at benytte underafdeling 1 til beregning af de risikovægtede værdier af engagementer, medmindre dette sker med en påviselig god begrundelse, og forudsat at der opnås godkendelse fra de kompetente myndigheder.

5.   Med forbehold af stk. 1 og 2 og artikel 89 må kreditinstitutter, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 87, stk. 9, til at benytte egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer, ikke vende tilbage til at benytte de værdier for tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer, der er omhandlet i artikel 87, stk. 8, medmindre dette sker med en påviselig god begrundelse, og forudsat at der opnås godkendelse fra de kompetente myndigheder.

Artikel 86

1.   Hvert engagement henføres under en af følgende engagementsklasser:

a)

fordringer eller eventualfordringer på centralregeringer og centralbanker

b)

fordringer eller eventualfordringer på institutter

c)

fordringer eller eventualfordringer på virksomheder

d)

fordringer eller eventualfordringer på detailengagementer

e)

aktier

f)

securitisationspositioner, eller

g)

andre aktiver, der ikke er kreditforpligtelser.

2.   Følgende engagementer behandles som engagementer med centralregeringer og centralbanker:

a)

engagementer med regionale regeringer, lokale myndigheder eller offentlige enheder, der behandles som engagementer med centralregeringer efter bestemmelserne i underafdeling 1, og

b)

engagementer med multilaterale udviklingsbanker og internationale organisationer, der tillægges en risikovægt på 0 % efter bestemmelserne i underafdeling 1.

3.   Følgende engagementer behandles som engagementer med institutioner:

a)

engagementer med regionale regeringer og lokale myndigheder, som ikke behandles som engagementer med centralregeringer efter bestemmelserne i underafdeling 1

b)

engagementer med offentlige virksomheder, som behandles som engagementer med institutioner efter bestemmelserne i underafdeling 1, og

c)

engagementer med multilaterale udviklingsbanker, som ikke tillægges en risikovægt på 0 % efter bestemmelserne i underafdeling 1.

4.   For at kunne falde ind under den detailengagementsklasse, der er omhandlet i stk. 1, litra d), skal engagementer opfylde følgende kriterier:

a)

der skal enten være tale om engagementer med (en) fysisk(e) person(er) eller et mindre eller mellemstort foretagende, forudsat — i sidstnævnte tilfælde — at det samlede beløb, der skyldes kreditinstituttet eller moderselskaber og dets datterselskaber, herunder poster med restance, af låntageren eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, dog med undtagelse af fordringer eller eventualfordringer med sikkerhed i form af pant i beboelsesejendom, ikke, så vidt det er kreditinstituttet bekendt, overstiger 1 mio. EUR; kreditinstituttet skal have taget rimelige skridt til at bekræfte, at dette er tilfældet

b)

engagementerne behandles konsekvent og ensartet i kreditinstituttets risikostyring

c)

engagementerne forvaltes ikke så individuelt som engagementer i erhvervsengagementsklassen, og

d)

engagementerne repræsenterer hver især et af et stort antal ensartet forvaltede engagementer.

Den aktuelle værdi af minimumsbetalinger på detailleasingmarkedet kan henføres til detailengagementsklassen.

5.   Følgende engagementer klassificeres som aktiepositioner:

a)

ikke-gældsbaserede engagementer, der udgør en efterstillet restfordring på udstederens aktiver eller indkomst, og

b)

gældsbaserede engagementer, som i henseende til økonomisk indhold svarer til de engagementer, der er anført i litra a).

6.   Inden for erhvervsengagementsklassen skal kreditinstitutter separat identificere engagementer med følgende karakteristika som specialiserede udlånsengagementer:

a)

engagementet er med en virksomhed, som specifikt er blevet oprettet for at finansiere og/eller drive fysiske aktiver

b)

de kontraktlige vilkår giver långiveren en betydelig grad af kontrol over aktiverne og den indkomst, de genererer, og

c)

den primære kilde til tilbagebetaling af forpligtelsen er den indkomst, der genereres af de aktiver, der finansieres, snarere end den uafhængige tilbagebetalingskapacitet i en bredere erhvervsdrivende virksomhed.

7.   Enhver kreditforpligtelse, der ikke henføres til engagementsklasserne i stk. 1, litra a) og b) samt d) — f), skal henføres til den engagementsklasse, der er omhandlet i nævnte stykkes litra c).

8.   Den engagementsklasse, der er omhandlet i stk. 1, litra g), skal omfatte restværdien af leasede ejendomme, medmindre den indgår i leasingengagementet som defineret i bilag VII, del 3, punkt 4.

9.   Den metode, kreditinstituttet benytter til at henføre engagementer til de forskellige engagementsklasser, skal være hensigtsmæssig og konsekvent.

Artikel 87

1.   De risikovægtede værdier af engagementer vedrørende kreditrisici, der tilhører en af de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra a) — e) eller g), skal, medmindre de fratrækkes egenkapitalen, beregnes i overensstemmelse med bilag VII, del 1, punkt 1-27.

2.   De risikovægtede værdier af engagementer vedrørende udvandingsrisici for erhvervede fordringer skal beregnes i overensstemmelse med bilag VII, del 1, punkt 28. Hvor et kreditinstitut har fuld regresret, hvad angår erhvervede fordringer, for misligholdelsesrisiko og udvandingsrisiko over for fordringernes sælger, er det ikke nødvendigt at anvende artikel 87 og 88 i relation til erhvervede fordringer. Engagementet kan i stedet behandles som et sikret engagement.

3.   Beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer vedrørende kreditrisici og udvandingsrisici skal baseres på de relevante parametre, der er knyttet til det pågældende engagement. Disse skal omfatte sandsynligheden for misligholdelse (»probability of default« (PD)), tab i tilfælde af misligholdelse (»loss given default« (LGD)), løbetiden (»maturity« (M)) og engagementets værdi. Sandsynligheden for misligholdelse og tab i tilfælde af misligholdelse kan tages i betragtning separat eller set under ét i overensstemmelse med bilag VII, del 2.

4.   Uanset stk. 3 skal de risikovægtede værdier af engagementer vedrørende kreditrisici for alle engagementer, der tilhører de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra e), beregnes i overensstemmelse med bilag VII, del 1, punkt 17-26, med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse. Kompetente myndigheder må kun tillade et kreditinstitut at benytte den metode, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 25 og 26, hvis kreditinstituttet opfylder minimumskravene i bilag VII, del 4, punkt 115-123.

5.   Uanset stk. 3 kan de risikovægtede værdier af engagementer vedrørende kreditrisici for specialiserede udlånsengagementer beregnes i overensstemmelse med bilag VII, del 1, punkt 6. Kompetente myndigheder skal udsende vejledende retningslinjer for, hvordan kreditinstitutter skal tildele specialiserede udlånsengagementer risikovægte i overensstemmelse med bilag VII, del 1, punkt 6, og godkende kreditinstitutternes tildelingsmetodologier.

6.   For engagementer, der tilhører de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra a) — d), skal kreditinstitutter tilvejebringe deres egne estimater af sandsynligheden for misligholdelse i overensstemmelse med artikel 84 og bilag VII, del 4.

7.   For engagementer, der tilhører de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra d), skal kreditinstitutter tilvejebringe deres egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer i overensstemmelse med artikel 84 og bilag VII, del 4.

8.   For engagementer, der tilhører de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra a) — c), skal kreditinstitutter anvende de værdier for tab i tilfælde af misligholdelse, der er fastsat i bilag VII, del 2, punkt 8, og de omregningsfaktorer, der er fastsat i bilag VII, del 3, punkt 9, litra. a) — d).

9.   Uanset stk. 8 kan de kompetente myndigheder for alle engagementer, der tilhører de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra a) — c), tillade kreditinstitutter at benytte deres egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer i overensstemmelse med artikel 84 og bilag VII, del 4.

10.   De risikovægtede værdier af securitiserede engagementer og af de engagementer, der tilhører den engagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra f), beregnes i overensstemmelse med underafdeling 4.

11.   Opfylder engagementer i form af en kollektiv investeringsordning (»collective investment undertaking« (CIU)) i værdipapirer (investeringsinstitut) kriterierne i bilag VI, del 1, punkt 77 og 78, og er kreditinstituttet bekendt med alle de underliggende engagementer i investeringsinstituttet, skal kreditinstituttet medregne disse underliggende engagementer ved beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer og de forventede tab i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i denne underafdeling.

Opfylder kreditinstituttet ikke betingelserne for at benytte de metoder, der er fastsat i denne underafdeling, beregnes de risikovægtede værdier af engagementer og de forventede tab i overensstemmelse med følgende metoder:

a)

for de engagementer, der tilhører den engagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra e), den metode, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 19-21. Hvis kreditinstituttet til dette formål ikke kan sondre mellem unoterede aktier, børsnoterede aktier og andre aktier, skal det behandle de pågældende engagementer som andre aktier

b)

for alle andre underliggende engagementer, den metode, der er fastsat i underafdeling 1 med følgende ændringer:

i)

engagementerne henføres til den rette engagementsklasse og tillægges risikovægtningen for det kreditkvalitetstrin, der ligger umiddelbart over det kreditkvalitetstrin, som engagementet normalt ville blive tillagt, og

ii)

engagementer, der henføres til de højere kreditkvalitetstrin, som normalt ville blive tillagt en risikovægt på 150 %, tillægges en risikovægt på 200 %.

12.   Opfylder engagementerne i form af et investeringsinstitut ikke de kriterier, der er fastsat i bilag VI, del 1, punkt 77 og 78, eller er kreditinstituttet ikke bekendt med alle de underliggende engagementer i investeringsinstituttet, skal kreditinstituttet medregne de underliggende engagementer og beregne de risikovægtede værdier af engagementer og de forventede tab i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 19-21. Hvis kreditinstituttet til dette formål ikke kan sondre mellem unoterede aktier, børsnoterede aktier og andre aktier, skal det behandle de pågældende engagementer som andre aktier. Med henblik herpå henføres ikke-aktiepositioner til en af de klasser (privat aktiekapital, børsnoteret aktiekapital eller anden aktiekapital), der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 19, og ukendte engagementer henføres til klassen af andre aktier.

Som et alternativ til den ovenfor beskrevne metode kan kreditinstitutter selv beregne eller gøre brug af en tredjemand til at beregne og indberette de gennemsnitlige risikovægtede værdier af engagementer baseret på investeringsinstitutters underliggende engagementer i overensstemmelse med følgende metoder, forudsat at beregningens og indberetningens nøjagtighed er tilstrækkelig sikret:

a)

for engagementer, der tilhører den engagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra e), den metode, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 19-21. Hvis kreditinstituttet til dette formål ikke kan sondre mellem unoterede aktier, børsnoterede aktier og andre aktier, skal det behandle de pågældende engagementer som andre aktier, eller

b)

for alle andre underliggende engagementer, den metode, der er fastsat i underafdeling 1, med følgende ændringer:

i)

engagementerne henføres til den rette engagementsklasse og tillægges risikovægtningen for det kreditkvalitetstrin, der ligger umiddelbart over det kreditkvalitetstrin, som engagementet normalt ville blive tillagt, og

ii)

engagementer, der henføres til de højere kreditkvalitetstrin, som normalt ville blive tillagt en risikovægt på 150 %, tillægges en risikovægt på 200 %.

Artikel 88

1.   De forventede tab vedrørende engagementer, der tilhører en af de engagementsklasser, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra a) — e), beregnes i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 29-35.

2.   Beregningen af de forventede tab i overensstemmelse med bilag VII, del 1, punkt 29-35, baseres på de samme inputtal for sandsynligheden for misligholdelse, tabet i tilfælde af misligholdelse og værdien af hvert engagement som dem, der benyttes til beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer i overensstemmelse med artikel 87. Med hensyn til misligholdte engagementer, hvor kreditinstitutter anvender egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse (LGD), er EL lig med kreditinstituttets bedste estimat af det forventede tab for det misligholdte engagement (ELBE) i overensstemmelse med bilag VII, del 4, punkt 80.

3.   De forventede tab vedrørende securitiserede engagementer beregnes i overensstemmelse med underafdeling 4.

4.   De forventede tab vedrørende engagementer, der tilhører den engagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra g), er nul.

5.   De forventede tab vedrørende udvandingsrisici for erhvervede fordringer beregnes i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 35.

6.   De forventede tab vedrørende de engagementer, der er omhandlet i artikel 87, stk. 11 og 12, beregnes i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i bilag VII, del 1, punkt 29-35.

Artikel 89

1.   Med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse kan kreditinstitutter, der har tilladelse til at benytte IRB-metoden til beregning af de risikovægtede værdier af engagementer og de forventede tab for en eller flere engagementsklasser, anvende underafdeling 1 på følgende:

a)

den engagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra a), hvis antallet af væsentlige modparter er begrænset, og det ville være uforholdsmæssigt belastende for kreditinstituttet at implementere et ratingsystem for disse modparter

b)

den engagementsklasse, der er omhandlet i artikel 86, stk. 1, litra b), hvis antallet af væsentlige modparter er begrænset, og det ville være uforholdsmæssigt belastende for kreditinstituttet at implementere et ratingsystem for disse modparter

c)

engagementer på ikke-centrale forretningsområder samt engagementsklasser, der er uden større betydning i henseende til størrelse og opfattet risikoprofil

d)

engagementer med centralregeringen i hjemlandet og dens regionale regeringer, lokale myndigheder og administrative organer, forudsat at:

i)

der ikke er nogen forskel i risiko mellem engagementerne med centralregeringen og disse øvrige engagementer i kraft af særlige offentlige arrangementer, og

ii)

for engagementerne med centralregeringen gælder en 0 % risikovægtning i underafdeling 1

e)

et kreditinstituts engagementer med en modpart, som er dets moderselskab, datterselskab eller et datterselskab af dets moderselskab, forudsat at modparten er et kreditinstitut eller et finansielt holdingselskab, et finansieringsinstitut, et porteføljeadministrationsselskab eller en accessorisk servicevirksomhed, der er underlagt passende tilsynskrav, eller en virksomhed, med hvilken der består en forbindelse som anført i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, og engagementer mellem kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i artikel 80, stk. 8

f)

aktiepositioner i forhold til selskaber, hvis kreditforpligtelser berettiger til 0 % risikovægtning efter bestemmelserne i underafdeling 1 (herunder offentligt støttede foretagender, på hvilke der kan anvendes 0 % risikovægtning)

g)

aktier, der er pålagt som følge af lovgivningsprogrammer til fremme af bestemte erhvervssektorer, som yder betydelige tilskud til kreditinstituttets investering og indebærer en eller anden form for statslig kontrol og restriktioner på aktieinvesteringerne. Denne undtagelse er begrænset til i alt 10 % af kerneegenkapitalen plus den supplerende egenkapital

h)

engagementer som anført i bilag VI, del 1, punkt 40, som opfylder betingelserne heri, eller

i)

statslige eller statsligt genforsikrede garantier efter bilag VIII, del 2, punkt 19.

Dette stykke er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat kan tillade, at reglerne i underafdeling 1 anvendes på aktier, for hvilke denne behandling er blevet tilladt i andre medlemsstater.

2.   Med henblik på stk. 1 anses aktiepositionsklassen for et kreditinstitut for at være væsentlig, hvis dens samlede værdi, eksklusive aktier, der er pålagt under lovgivningsprogrammer som omtalt i stk. 1, litra g), i gennemsnit igennem det foregående år overstiger 10 % af kreditinstituttets egenkapital. Hvis antallet af disse aktier udgøres af mindre end ti individuelle aktieposter, er denne tærskel på 5 % af kreditinstituttets egenkapital.

Underafdeling 3

Kreditrisikoreduktion

Artikel 90

Med henblik på denne underafdeling forstås ved »långivende kreditinstitut« det kreditinstitut, der har det pågældende engagement, uanset om det hidrører fra et lån eller ej.

Artikel 91

Kreditinstitutter, der benytter standardmetoden efter bestemmelserne i artikel 78-83 eller IRB-metoden efter bestemmelserne i artikel 84-89, men ikke benytter deres egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer efter bestemmelserne i artikel 87 og 88, kan anerkende kreditrisikoreduktion i overensstemmelse med denne underafdeling ved beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer med henblik på artikel 75, litra a), eller i givet fald af de forventede tab med henblik på den beregning, der er omhandlet i artikel 57, litra q), og artikel 63, stk. 3.

Artikel 92

1.   Den teknik, der anvendes til at yde kreditrisikoafdækning, samt de foranstaltninger og skridt, der tages, og de procedurer og politikker, der implementeres af det långivende kreditinstitut, skal være af en sådan karakter, at de resulterer i kreditrisikoafdækningsarrangementer, der har retskraft og kan fuldbyrdes i alle de relevante retsområder.

2.   Det långivende kreditinstitut skal tage alle nødvendige skridt til at sikre, at kreditrisikoafdækningsarrangementerne er effektive, og til at reducere de relaterede risici.

3.   Når der er tale om finansieret kreditrisikoafdækning, skal de aktivposter, der lægges til grund, for at kunne anerkendes være tilstrækkelig likvide og deres værdi over tid være tilstrækkelig stabil til at yde passende vished for den tilvejebragte kreditrisikoafdækning under hensyntagen til den metode, der benyttes til at beregne de risikovægtede værdier af engagementer, og graden af tilladt anerkendelse. De aktivposter, der vil kunne anerkendes, skal være begrænset til de aktivposter, der er omhandlet i bilag VIII, del 1.

4.   Når der er tale om finansieret kreditrisikoafdækning, skal det långivende kreditinstitut have ret til at likvidere eller på passende vis beholde de aktivposter, hvorfra risikoafdækningen hidrører, i tilfælde af låntagerens eller i givet fald depotforvalterens misligholdelse, insolvens eller konkurs eller en anden kreditbegivenhed, der måtte være beskrevet i transaktionsdokumenterne. Graden af korrelation mellem værdien af de aktivposter, der påberåbes til risikoafdækningen, og låntagerens kreditkvalitet må ikke være for stor.

5.   Når der er tale om ufinansieret kreditrisikoafdækning, skal den part, der afgiver tilsagn om risikoafdækning, for at kunne anerkendes være tilstrækkelig pålidelig og risikoafdækningsaftalen have retskraft og kunne fuldbyrdes i de relevante retsområder for at yde passende vished for den tilvejebragte kreditrisikoafdækning under hensyntagen til den metode, der benyttes til at beregne de risikovægtede værdier af engagementer, og graden af tilladt anerkendelse. De udbydere af kreditrisikoafdækning og typer af risikoafdækningsaftaler, der vil kunne anerkendes, skal være begrænset til de udbydere og typer af risikoafdækningsaftaler, der er omhandlet i bilag VIII, del 1.

6.   Minimumskravene i bilag VIII, del 2, skal opfyldes.

Artikel 93

1.   Er kravene i artikel 92 opfyldt, kan beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer og i givet fald af de forventede tab ændres i overensstemmelse med bilag VIII, del 3-6.

2.   Et engagement, i forhold til hvilket der opnås kreditrisikoreduktion, må ikke medføre en højere risikovægtet værdi eller et højere forventet tab end et i øvrigt identisk engagement, i forhold til hvilket der ikke er opnået kreditrisikoreduktion.

3.   Tager den risikovægtede værdi af engagementer allerede højde for kreditrisikoafdækning efter artikel 78-83 eller artikel 84-89 alt efter, hvad der er relevant, kan beregningen af kreditrisikoafdækningen ikke yderligere anerkendes efter bestemmelserne i denne underafdeling.

Underafdeling 4

Securitisation

Artikel 94

Benytter et kreditinstitut standardmetoden, der er omhandlet i artikel 78-83, til beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer for de engagementsklasser, som de securitiserede engagementer ville blive henført under efter artikel 79, skal det beregne den risikovægtede værdi af engagementer vedrørende en securitisationsposition i overensstemmelse med bilag IX, del 4, punkt 1-36.

I alle andre tilfælde skal det beregne den risikovægtede værdi af engagementer i overensstemmelse med bilag IX, del 4, punkt 1-5 og 37-76.

Artikel 95

1.   Er betydelige kreditrisici i tilknytning til securitiserede engagementer blevet overført fra det engagementsleverende kreditinstitut i overensstemmelse med betingelserne i bilag IX, del 2, må dette kreditinstitut:

a)

i tilfælde af traditionelle securitisationer udelukke de engagementer, det har securitiseret, fra dets beregning af de risikovægtede værdier af engagementer og i givet fald af de forventede tab, og

b)

i tilfælde af syntetiske securitisationer beregne de risikovægtede værdier af engagementer og i givet fald af de forventede tab vedrørende de securitiserede engagementer i overensstemmelse med bilag IX, del 2.

2.   Finder stk. 1 anvendelse, skal det engagementsleverende kreditinstitut beregne de risikovægtede værdier af engagementer, der er fastsat i bilag IX, vedrørende de positioner, som det måtte besidde i securitisationen.

Overfører det engagementsleverende kreditinstitut ikke betydelige kreditrisici i overensstemmelse med stk. 1, behøver det ikke beregne risikovægtede værdier af engagementer vedrørende nogen af de positioner, det måtte besidde i den pågældende securitisation.

Artikel 96

1.   For at beregne den risikovægtede værdi af engagementer vedrørende en securitisationsposition skal der tillægges risikovægte på engagementsværdien af positionen i overensstemmelse med bilag IX baseret på positionens kreditkvalitet, som kan bestemmes ved henvisning til en ECAI-kreditvurdering eller på anden vis som fastsat i bilag IX.

2.   Foreligger der et engagement i forhold til forskellige trancher i en securitisation, skal engagementet i forhold til hver enkelt tranche anses som en separat securitisationsposition. Udstederne af kreditrisikoafdækning i forhold til securitisationspositioner skal anses for at besidde positioner i securitisationen. Securitisationspositioner skal omfatte engagementer i forhold til en securitisation hidrørende fra rente- eller valutaderivatkontrakter.

3.   Er en securitisationsposition underlagt finansieret eller ufinansieret kreditrisikoafdækning, kan den risikovægt, der skal anvendes på positionen, ændres i overensstemmelse med artikel 90-93 læst i sammenhæng med bilag IX.

4.   Med forbehold af artikel 57, litra r), og artikel 66, stk. 2, skal den risikovægtede værdi af eksponeringen inkluderes i kreditinstituttets sum af risikovægtede værdier af engagementer med henblik på artikel 75, litra a).

Artikel 97

1.   En ECAI-kreditvurdering må kun benyttes til at bestemme risikovægten af en securitisationsposition i overensstemmelse med artikel 96, hvis ECAI'et er blevet anerkendt af de kompetente myndigheder til dette formål (i det følgende benævnt »et anerkendt ECAI«).

2.   De kompetente myndigheder må kun anerkende et ECAI med henblik på formålene i stk. 1, hvis de anser det for godtgjort, at det opfylder kravene i artikel 81 under hensyntagen til de tekniske kriterier i bilag VI, del 2, og at det har demonstreret ekspertise inden for securitisation, hvilket kan godtgøres ved en stærk markedsaccept.

3.   Er et ECAI blevet anerkendt af de kompetente myndigheder i en medlemsstat med henblik på formålene i stk. 1, kan de kompetente myndigheder i andre medlemsstater anerkende dette ECAI til disse formål uden at gennemføre deres egen evalueringsproces.

4.   De kompetente myndigheder skal offentliggøre en redegørelse for anerkendelsesprocessen og en liste over anerkendte ECAI'er.

5.   For at kunne anvendes med henblik på formålene i stk. 1 skal en kreditvurdering af et anerkendt ECAI opfylde principperne om troværdighed og gennemsigtighed, jf. bilag IX, del 3.

Artikel 98

1.   Med henblik på anvendelse af risikovægte i forhold til securitisationspositioner skal de kompetente myndigheder bestemme, hvilke af de kreditkvalitetstrin, der er omhandlet i bilag IX, de relevante kreditvurderinger af et anerkendt ECAI skal associeres med. Denne bestemmelse skal være objektiv og konsekvent.

2.   Når de kompetente myndigheder i en medlemsstat har foretaget en bestemmelse efter stk. 1, kan de kompetente myndigheder i andre medlemsstater anerkende denne bestemmelse uden at gennemføre deres egen bestemmelsesproces.

Artikel 99

Brugen af ECAI-kreditvurderinger til beregningen af de risikovægtede værdier af et kreditinstituts engagementer efter artikel 96 skal være konsekvent og i overensstemmelse med bilag IX, del 3. Kreditvurderinger må ikke benyttes selektivt.

Artikel 100

1.   Foreligger der en securitisation af revolverende engagementer, der er underlagt en førtidsindfrielsesbestemmelse, skal det engagementsleverende kreditinstitut i overensstemmelse med bilag IX beregne en supplerende risikovægtet værdi af engagementerne for den risiko, at de kreditrisikoniveauer, den eksponeres over for, kan stige som følge af virkningen af førtidsindfrielsesbestemmelsen.

2.   Til dette formål forstås ved »revolverende engagement« et engagement, hvorved kunders udestående kan fluktuere på grundlag af deres afgørelser om lån og tilbagebetaling op til en aftalt beløbsgrænse, og ved førtidsindfrielsesbestemmelse en kontraktbestemmelse, som stiller krav om, at investorers positioner i tilfælde af, at på forhånd fastlagte begivenheder indtræffer, indfries inden den oprindeligt anførte udløbsdato for de udstedte værdipapirer.

Artikel 101

1.   Et engagementsleverende kreditinstitut, der med hensyn til en securisation har anvendt artikel 95 til beregning af den risikovægtede værdi af engagementer, eller et organiserende kreditinstitut må ikke med henblik på at reducere investorers potentielle eller faktiske tab yde støtte til securitisationen ud over sine kontraktlige forpligtelser.

2.   Opfylder et engagementsleverende kreditinstitut eller et organiserende kreditinstitut ikke stk. 1 i forhold til en securitisation, skal den kompetente myndighed som et minimum kræve, at det besidder kapital i forhold til alle de securitiserede engagementer, som om de ikke var securitiserede. Kreditinstituttet skal offentliggøre, at det har ydet ikke-kontraktbaseret støtte, og hvad virkningen på den lovpligtige kapital som følge heraf har været.

Afdeling 4

Minimumsegenkapitalkrav for operationelle risici

Artikel 102

1.   Kompetente myndigheder skal kræve af kreditinstitutter, at de besidder egenkapital i forhold til de operationelle risici i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i artikel 103, 104 og 105.

2.   Uden at dette berører bestemmelserne i stk. 4, må kreditinstitutter, der benytter metoden i artikel 104, ikke gå tilbage til at benytte metoden i artikel 103, medmindre dette sker med en påviselig god begrundelse og med de kompetente myndigheders godkendelse.

3.   Uden at dette berører bestemmelserne i stk. 4, må kreditinstitutter, der benytter metoden i artikel 105, ikke gå tilbage til at benytte metoden i artikel 103 eller 104, medmindre dette sker med en påviselig god begrundelse og med de kompetente myndigheders godkendelse.

4.   Kompetente myndigheder kan tillade kreditinstitutter at benytte en kombination af metoder i overensstemmelse med bilag X, del 4.

Artikel 103

Kapitalkravet for de operationelle risici efter basisindikatormetoden (»Basic Indicator Approach«) skal være en vis procentdel af en relevant indikator i overensstemmelse med de parametre, der er fastsat i bilag X, del 1.

Artikel 104

1.   Efter standardmetoden (»Standardised Approach«) skal kreditinstitutter opdele deres virksomhed i en række forretningsområder, jf. bilag X, del 2.

2.   For hvert forretningsområde beregner kreditinstitutter et kapitalkrav for de operationelle risici som en vis procentdel af en relevant indikator i overensstemmelse med de parametre, der er fastsat i bilag X, del 2.

3.   For visse forretningsområder kan de kompetente myndigheder under visse omstændigheder bemyndige et kreditinstitut til at benytte en alternativ relevant indikator til bestemmelse af dets kapitalkrav for de operationelle risici, som fastsat i bilag X, del 2, punkt 8-14.

4.   Kapitalkravet for de operationelle risici efter standardmetoden skal være summen af kapitalkravene for de operationelle risici for alle de enkelte forretningsområder.

5.   Parametrene for standardmetoden er fastlagt i bilag X, del 2.

6.   For at være kvalificeret til at benytte standardmetoden skal kreditinstitutter opfylde kriterierne i bilag X, del 2.

Artikel 105

1.   Kreditinstitutter kan benytte metoderne med avanceret måling (»Advanced Measurement Approaches«) baseret på deres eget målingssystem for operationelle risici, forudsat at den kompetente myndighed udtrykkeligt godkender brugen af de relevante modeller til beregning af egenkapitalkravet.

2.   Kreditinstitutter skal godtgøre over for deres kompetente myndigheder, at de opfylder kvalifikationskriterierne i bilag X, del 3.

3.   Når en metode med avanceret måling agtes benyttet af et moderkreditinstitut i EU og dets datterselskaber eller af datterselskaber af et finansielt moderholdingselskab i EU, skal de kompetente myndigheder for de forskellige selskaber indgå i et tæt samarbejde, jf. bestemmelserne i artikel 129-132. Anvendelsen af denne bestemmelse skal omfatte de elementer, der er anført i bilag X, del 3.

4.   Når et moderkreditinstitut i EU og dets datterselskaber eller datterselskaberne af et finansielt moderholdingselskab i EU benytter en ensartet metode med avanceret måling, kan de kompetente myndigheder tillade, at kvalifikationskriterierne i bilag X, del 3, opfyldes af moderselskabet og dets datterselskaber set under ét.

Afdeling 5

Store engagementer

Artikel 106

1.   Ved »engagement«, forstås med henblik på denne afdeling enhver af de i afdeling 3, underafdeling 1, opregnede aktivposter og ikke-balanceførte poster, uden anvendelse af de i disse bestemmelser fastsatte risikovægte eller risikograder.

Engagementer, der hidfører fra de i bilag IV omhandlede poster, beregnes efter en af de metoder, der er beskrevet i bilag III. Med henblik på denne afdeling finder bilag III, del 2, punkt 2, også anvendelse.

Alle elementer, der er 100 % dækket af egenkapitalen, kan udelukkes fra definitionen af engagementer efter godkendelse fra de kompetente myndigheder, hvis egenkapitalen ikke indgår i kreditinstituttets egenkapital med henblik på artikel 75 og i de andre beregninger for tilsyn, der er fastsat i nærværende direktiv samt i andre fællesskabsretsakter.

2.   Engagementerne omfatter ikke:

a)

ved valutatransaktioner: engagementer, som er indgået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion i et tidsrum på 48 timer, efter at betaling har fundet sted, eller

b)

ved køb eller salg af værdipapirer: engagementer, der er indgået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion i et tidsrum på fem arbejdsdage, efter at betaling har fundet sted, eller værdipapirerne er leveret alt efter, hvilken dato der ligger først.

Artikel 107

Med henblik på anvendelsen af denne afdeling dækker udtrykket »kreditinstitut« følgende:

a)

et kreditinstitut, herunder også dets filialer i tredjelande, og

b)

ethvert offentligt eller privat foretagende, herunder også et sådant foretagendes filialer, der opfylder definitionen på et »kreditinstitut« og er godkendt i et tredjeland.

Artikel 108

Et kreditinstituts engagement med en enkelt kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder betragtes som stort, når det udgør 10 % eller mere af kreditinstituttets egenkapital.

Artikel 109

De kompetente myndigheder kræver, at ethvert kreditinstitut har en forsvarlig administration og regnskabsføring samt en hensigtsmæssig intern kontrol med henblik på at kunne identificere og registrere alle store engagementer og efterfølgende ændringer heri i overensstemmelse med dette direktiv og med henblik på tilsyn med disse engagementer på baggrund af kreditinstituttets egen engagementspolitik.

Artikel 110

1.   Kreditinstitutter indberetter deres store engagementer til de kompetente myndigheder.

Medlemsstaterne kan efter eget valg foreskrive, at kreditinstitutterne foretager denne indberetning på en af følgende måder:

a)

ved mindst én gang om året at indberette alle deres store engagementer med løbende indberetning af alle nye store engagementer og eventuelle forøgelser af bestående store engagementer på mindst 20 % i forhold til den seneste indberetning, eller

b)

ved mindst fire gange om året at indberette alle store engagementer.

2.   Medmindre der er tale om kreditinstitutter, der benytter artikel 114 til anerkendelse af sikkerhedsstillelse ved beregningen af værdien af engagementer med henblik på artikel 111, stk. 1, 2 og 3, kan de engagementer, der er undtaget i medfør af artikel 113, stk. 3, litra a)‐d) og f) — h), fritages for indberetning i henhold til stk. 1 i nærværende artikel, og indberetningsfrekvensen i litra b) i stk. 1, kan reduceres til to gange om året for de engagementer, der er omhandlet i artikel 113, stk. 3, litra e) og i), samt i artikel 115 og 116.

Et kreditinstitut skal, såfremt det påberåber sig dette stykke, bevare registreringen af de anførte grunde i et år efter den begivenhed, der udløste fritagelsen, således at de kompetente myndigheder kan efterprøve, om den er berettiget.

3.   Medlemsstaterne kan forlange, at kreditinstitutterne analyserer deres engagementer i forhold til udstedere af en sikkerhedsstillelse for at fastslå eventuelle koncentrerede engagementer, og at de i relevant omfang træffer foranstaltninger eller underretter de kompetente myndigheder om markante resultater af analysen.

Artikel 111

1.   Et kreditinstitut må ikke med en enkelt kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder indgå engagementer for beløb, der tilsammen overstiger 25 % af kreditinstituttets egenkapital.

2.   Den i stk. 1 omhandlede procentsats nedsættes til 20 %, når kunden eller gruppen af indbyrdes forbundne kunder er kreditinstituttets moder- eller datterselskab og/eller et andet eller andre af dette moderselskabs datterselskaber. Medlemsstaterne kan dog undtage engagementer med disse kunder fra denne grænse på 20 %, hvis de foreskriver en særlig kontrol med de pågældende engagementer ved hjælp af andre foranstaltninger eller fremgangsmåder. De underretter Kommissionen og Det Europæiske Bankudvalg om indholdet af disse foranstaltninger eller fremgangsmåder.

3.   Et kreditinstitut må ikke indgå store engagementer for beløb, som tilsammen overstiger 800 % af egenkapitalen.

4.   Et kreditinstitut skal til enhver tid overholde de i stk. 1, 2 og 3 fastsatte øvre grænser for de engagementer, det har indgået. Hvis engagementerne i undtagelsestilfælde alligevel overstiger de øvre grænser, skal der omgående gives underretning herom til de kompetente myndigheder, der, hvis omstændighederne taler for det, kan indrømme kreditinstituttet en bestemt tidsfrist til atter at overholde grænserne.

Artikel 112

1.   Med henblik på artikel 113-117 omfatter »garanti« kreditderivater, der er anerkendt i medfør af artikel 90-93, bortset fra »credit linked notes«.

2.   Med forbehold af stk. 3, hvor anerkendelse af finansieret eller ufinansieret kreditrisikoafdækning kan tillades efter artikel 113-117, skal dette ske på betingelse af overholdelse af anerkendelseskravene og andre minimumskrav, der er fastsat i artikel 90-93 med henblik på beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer efter artikel 78-83.

3.   Benytter et kreditinstitut sig af artikel 114, stk. 2, skal anerkendelsen af finansieret kreditrisikoafdækning være underlagt de relevante krav i artikel 84-89.

Artikel 113

1.   Medlemsstaterne kan stille strengere krav end de i artikel 111 fastsatte øvre grænser.

2.   Medlemsstaterne kan helt eller delvis fravige artikel 111, stk. 1, 2 og 3, for engagementer, som et kreditinstitut har indgået med sit moderselskab, moderselskabets øvrige datterselskaber og sine egne datterselskaber, for så vidt disse selskaber falder ind under det tilsyn på konsolideret grundlag, som kreditinstituttet selv er underlagt i overensstemmelse med nærværende direktiv eller med tilsvarende regler i et tredjeland.

3.   Medlemsstaterne kan helt eller delvis fravige artikel 111 for følgende engagementer:

a)

aktivposter, der repræsenterer fordringer på centralregeringer eller centralbanker, som usikret ville blive tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83

b)

aktivposter, der repræsenterer fordringer på internationale organisationer eller multilaterale udviklingsbanker, som usikret ville blive tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83

c)

aktivposter, der repræsenterer fordringer, som udtrykkeligt er garanteret af centralregeringer, centralbanker, internationale organisationer, multilaterale udviklingsbanker eller offentlige enheder hvor usikrede fordringer, på det garantistillende organ ville blive tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83

d)

andre engagementer indgået med eller garanteret af centralregeringer, centralbanker, internationale organisationer, multilaterale udviklingsbanker eller offentlige enheder, hvor usikrede fordringer på enheden, som engagementet er indgået med, eller af hvilket det er garanteret, ville blive tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83

e)

aktivposter, der repræsenterer fordringer på og andre engagementer med centralregeringer eller centralbanker, som ikke er nævnt i litra a) ovenfor, når de lyder på og i givet fald er finansieret i låntagernes valuta

f)

aktivposter og andre engagementer, som af de kompetente myndigheder er godkendt som værende tilstrækkeligt sikret ved sikkerhedsstillelse i form af værdipapirer udstedt af centralregeringer eller centralbanker, internationale organisationer, multilaterale udviklingsbanker, medlemsstaternes regionale regeringer, lokale myndigheder eller offentlige enheder, hvis værdipapirer repræsenterer fordringer på deres udsteder, og som ville blive tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83

g)

aktivposter og andre engagementer, som af de kompetente myndigheder er godkendt som værende tilstrækkeligt sikret ved indlån i kontanter i det långivende kreditinstitut eller i et kreditinstitut, der er långiverens moder- eller datterselskab

h)

aktivposter og andre engagementer, som af de kompetente myndigheder er godkendt som værende tilstrækkeligt sikret ved indlånsbeviser udstedt af det långivende kreditinstitut eller af et kreditinstitut, som er moderselskabet eller et datterselskab til det långivende kreditinstitut, og deponeret hos et af disse institutter, uanset hvilket

i)

aktivposter, der repræsenterer fordringer på eller andre engagementer indgået med et institut med en løbetid på højst et år, og som ikke indgår i dettes egenkapital

j)

aktivposter, der repræsenterer fordringer på eller andre engagementer med en løbetid på højst et år, på og i institutioner, som ikke er kreditinstitutter, men opfylder kravene i bilag VI, del 1, punkt 85, og for hvilke der er stillet sikkerhed i henhold til nævnte punkt

k)

veksler og tilsvarende værdipapirer med en løbetid på højst et år, som bærer et andet kreditinstituts undertegning

l)

dækkede obligationer som defineret i bilag VI, del 1, punkt 68-70

m)

indtil der har fundet en nærmere samordning sted, de kapitalinteresser i forsikringsselskaber, som er nævnt i artikel 122, stk. 1, indtil højst 40 % af egenkapitalen i det kreditinstitut, som overtager kapitalinteressen

n)

aktivposter, der repræsenterer fordringer på det regionale eller centrale kreditinstitut, som i henhold til bestemmelser i love eller vedtægter har til opgave at foretage likviditetsudligning inden for det net af kreditinstitutter, som det långivende kreditinstitut i henhold til disse bestemmelser er tilsluttet

o)

engagementer, for hvilke der til de kompetente myndigheders tilfredshed er stillet sikkerhed i form af andre værdipapirer end dem, der er nævnt i litra f)

p)

lån, for hvilke der til de kompetente myndigheders tilfredshed er stillet sikkerhed i form af pant i fast ejendom til beboelse eller i form af andele i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning, samt leasingtransaktioner, hvor udlejeren beholder den fulde ejendomsret til den udlejede bolig, så længe lejeren ikke har benyttet sin købsoption, i begge tilfælde inden for 50 % af værdien af den pågældende faste ejendom

q)

følgende engagementer, hvis de ville blive tillagt en 50 % risikovægt efter artikel 78‐83 og kun indtil 50 % af værdien af den pågældende ejendom:

i)

engagementer, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af pant i kontor- eller forretningsejendomme eller i form af aktier i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning, og som vedrører kontor- eller forretningsejendomme, og

ii)

engagementer, der vedrører ejendomsleasingtransaktioner vedrørende kontor- eller forretningsejendomme.

Med henblik på nr. ii) kan de kompetente myndigheder frem til den 31. december 2011 tillade kreditinstitutter at anerkende 100 % af værdien af den pågældende ejendom. Ved udløbet af denne periode tages denne behandling op til revision. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvorledes de gør brug af denne fortrinsbehandling

r)

50 % af ikke-balanceførte poster med mellemliggende/lav risiko efter klassificeringen i bilag II

s)

med de kompetente myndigheders tilladelse, andre garantier end kreditgarantier, som er baseret på en lov eller andre retsforskrifter, og som gensidige garantifonde, der har status som kreditinstitutter, yder sine medlemmer, idet de vægtes med 20 % af beløbet, og

t)

ikke-balanceførte poster med lav risiko efter klassificeringen i bilag II, for så vidt der med vedkommende kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder er truffet aftale om, at engagementet kun kan indgås, hvis det er godtgjort, at det ikke vil nå op på en sådan størrelse, at de i artikel 111, stk. 1-3, fastsatte øvre grænser overskrides.

Kontanter, der modtages under en »credit linked note« udstedt af kreditinstituttet, og en modparts udlån og indlån i kreditinstituttet, der er underlagt en balanceført aftale om netting, der er anerkendt efter artikel 90-93, anses for at falde ind under litra g).

Med henblik på litra o) ansættes de værdipapirer, der stilles som sikkerhed, til markedsværdien og give en overskydende dækning i forhold til de sikrede engagementer, og de skal enten være noteret på en børs eller være faktisk omsættelige og regelmæssigt noteret på et marked, hvor der handles gennem anerkendte, professionelle mæglere, og som efter de kompetente myndigheders opfattelse i den medlemsstat, der er kreditinstituttets hjemland, giver tilfredsstillende mulighed for at ansætte en objektiv pris, hvormed værdipapirernes overskydende dækning til enhver tid kan kontrolleres. Den krævede overskydende dækning er på 100 %. Den er dog på 150 % for aktier og på 50 % for obligationer, der er udstedt af institutioner, regionale regeringer og lokale myndigheder i medlemsstaterne bortset fra dem, der er omhandlet i litra f), og obligationer, der er udstedt af multilaterale udviklingsbanker bortset fra dem, der bliver tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83. Er der manglende match mellem eksponeringens løbetid og kreditrisikoafdækningens løbetid, kan sikkerhedsstillelsen ikke anerkendes. De værdipapirer, der anvendes til sikkerhedsstillelse, kan ikke indgå i kreditinstituttets egenkapital.

Med henblik på litra p) skal værdien af den faste ejendom til de kompetente myndigheders tilfredshed beregnes på grundlag af strenge værdiansættelsesnormer, der er fastlagt i love eller administrative bestemmelser. Værdiansættelsen foretages mindst en gang om året. I litra p) defineres fast ejendom til beboelse som en beboelsesejendom, der er eller vil blive beboet eller udlejet af låntageren.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver undtagelse, der indrømmes i henhold til litra s) for at sikre, at den ikke fører til konkurrencefordrejning.

Artikel 114

1.   Med forbehold af stk. 3 kan medlemsstaterne med henblik på beregning af værdien af engagementer med henblik på artikel 111, stk. 1-3, i forhold til kreditinstitutter, der benytter den udbyggede metode for finansiel sikkerhedsstillelse efter artikel 90-93, i stedet for at benytte sig af de typer af hel eller delvis undtagelse, der er tilladt i henhold til artikel 113, stk. 3, litra f), g), h) og o), tillade sådanne kreditinstitutter at benytte en lavere værdi end værdien af engagementet, men dog ikke lavere end summen af de fuldt justerede værdier af deres engagementer med kunden eller gruppen af indbyrdes forbundne kunder.

I denne forbindelse forstås ved »fuldt justeret værdi af engagementer« den værdi, der er beregnet efter artikel 90-93 under hensyntagen til kreditrisikoreduktionen, volatilitetsjusteringer og eventuelt manglende løbetidsmatch (E*).

Anvendes dette stykke på et kreditinstitut, finder artikel 113, stk. 3, litra f), g), h) og o), ikke anvendelse på det pågældende kreditinstitut.

2.   Med forbehold af stk. 3 kan et kreditinstitut, der har tilladelse til at benytte egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer for en engagementsklasse efter artikel 84-89, få tilladelse — hvis det til de kompetente myndigheders tilfredshed er i stand til at foretage estimater af virkningerne af den finansielle sikkerhedsstillelse på deres engagementer, der kan holdes adskilt fra andre aspekter af relevans for tab i tilfælde af misligholdelse — til at anerkende sådanne virkninger ved beregningen af værdien af engagementer med henblik på artikel 111, stk. 1‐3.

Kompetente myndigheder skal anse det for godtgjort, at de af kreditinstituttet foretagne estimater er egnede til brug for reduktion af værdien af engagementer med henblik på overholdelse af bestemmelserne i artikel 111.

Har et kreditinstitut fået tilladelse til at benytte egne estimater af virkningerne af den finansielle sikkerhedsstillelse, skal det gøre dette på konsekvent vis i forhold til den fremgangsmåde, der er blevet anvendt ved beregningen af kapitalkrav.

Kreditinstitutter, der har tilladelse til at benytte egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse og omregningsfaktorer for en engagementsklasse efter artikel 84-89, og som ikke beregner værdien af deres engagementer ved brug af den metode, der er omhandlet i første afsnit, kan få tilladelse til at benytte metoden i stk. 1 ovenfor eller fravigelsen i artikel 113, stk. 3, litra o), til beregning af værdien af engagementer. Et kreditinstitut må kun benytte en af disse to metoder.

3.   Et kreditinstitut, som har tilladelse til at benytte de i stk. 1 og 2 beskrevne metoder til beregning af værdien af engagementer med henblik på artikel 111, stk. 1-3, skal regelmæssigt gennemføre stresstest af deres kreditrisikokoncentrationer, herunder også i relation til salgsværdien af en accepteret sikkerhedsstillelse.

Disse periodiske stresstest skal afdække risici, der hidrører fra potentielle ændringer i markedsforholdene, som kunne få en negativ indvirkning på kreditinstituttets egenkapitalgrundlag, og risici, der hidrører fra afhændelsen af sikkerhedsstillelse i stresssituationer.

Kreditinstituttet skal over for de kompetente myndigheder godtgøre, at de gennemførte stresstest er tilstrækkelige og hensigtsmæssige til vurdering af sådanne risici.

Viser en sådan stresstest, at salgsværdien af den accepterede sikkerhedsstillelse er lavere, end hvad der ville blive tilladt efter stk. 1 og 2 alt efter, hvilket stykke der er relevant, skal værdien af den sikkerhedsstillelse, der kan tillades anerkendt ved beregningen af værdien af engagementer med henblik på artikel 111, stk. 1-3, reduceres tilsvarende.

Sådanne kreditinstitutter skal inkludere følgende i deres strategier for reduktion af koncentrationsrisici:

a)

politikker og procedurer for reduktion af risici hidrørende fra manglende løbetidsmatch mellem engagementer og en eventuel kreditrisikoafdækning af sådanne engagementer

b)

politik og procedurer for det tilfælde, at en stresstest viser, at salgsværdien af den accepterede sikkerhedsstillelse er lavere, end hvad der er taget i betragtning efter stk. 1 og 2, og

c)

politikker og procedurer for koncentrationsrisici hidrørende fra anvendelsen af kreditrisikoreduktionsteknikker, navnlig store indirekte kreditengagementer (f.eks. med en enkelt udsteder af værdipapirer, der er accepteret som sikkerhedsstillelse).

4.   Anerkendes virkningerne af sikkerhedsstillelsen efter bestemmelserne i stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne behandle enhver dækket del af engagementet som værende indgået med udstederen af sikkerhedsstillelsen snarere end med kunden.

Artikel 115

1.   Ved anvendelsen af artikel 111, stk. 1-3, kan medlemsstaterne tillægge aktivposter, der repræsenterer fordringer på medlemsstaternes regionale regeringer og lokale myndigheder, en 20 % risikovægt, hvis disse fordringer ville blive tillagt en 20 % risikovægt efter artikel 78-83, og det samme gælder andre engagementer indgået med eller garanteret af sådanne regeringer og myndigheder, som repræsenterer fordringer, som tillægges en 20 % risikovægt efter artikel 78-83. Medlemsstaterne kan dog anvende nulvægt på aktivposter, der repræsenterer fordringer på medlemsstaternes regionale regeringer og lokale myndigheder, hvis disse fordringer ville blive tillagt en 0 % risikovægt efter artikel 78-83, og på andre engagementer indgået med eller garanteret af sådanne regeringer og myndigheder, som repræsenterer fordringer, der tillægges en 0 % risikovægt efter artikel 78-83.

2.   Ved anvendelsen af artikel 111, stk. 1-3, kan medlemsstaterne tillægge aktivposter, der repræsenterer fordringer på og andre engagementer med institutter med en løbetid på over et år, men ikke over tre år, en 20 % risikovægt og tillægge aktivposter, der repræsenterer fordringer på institutter med en løbetid på over tre år, en 50 % risikovægt, hvis sidstnævnte aktivposter er repræsenteret ved gældsbreve udstedt af et institut, og hvis disse gældsbreve efter de kompetente myndigheders mening er faktisk omsættelige på et marked af professionelle mæglere og er genstand for en daglig notering på dette marked, eller hvis de kompetente myndigheder i det udstedende instituts hjemland har givet tilladelse til deres udstedelse. Under ingen omstændigheder må de pågældende aktivposter indgå i egenkapitalen.

Artikel 116

Uanset artikel 113, stk. 3, litra i), og artikel 115 stk. 2, kan medlemsstaterne tillægge aktivposter, der repræsenterer fordringer på og andre engagementer indgået med institutter, en 20 % risikovægt, uanset deres løbetid.

Artikel 117

1.   Er der stillet sikkerhed for et engagement indgået med en kunde af tredjemand, eller i form af værdipapirer udstedt af tredjemand på de vilkår, der er fastsat i artikel 113, stk. 3, litra o), kan medlemsstaterne:

a)

betragte dette engagement som værende indgået med garantistilleren i stedet for med kunden, eller

b)

betragte dette engagement som værende indgået med tredjemanden i stedet for med kunden, hvis der er stillet sikkerhed for det i artikel 113, stk. 3, litra o), omhandlede engagement på de deri nævnte betingelser.

2.   Anvender medlemsstaterne den behandling, der er fastsat i stk. 1, litra a):

a)

og er garantien denomineret i en anden valuta end den, som engagementet er denomineret i, vil den værdi af engagementerne, der anses for dækket, blive beregnet i overensstemmelse med bestemmelserne om behandling af manglende valutamatch ved ufinansieret kreditrisikoafdækning i bilag VIII

b)

vil manglende match mellem engagementets løbetid og risikoafdækningens løbetid blive behandlet i overensstemmelse med bestemmelserne om behandling af manglende løbetidsmatch i bilag VIII, og

c)

kan delvis dækning anerkendes i overensstemmelse med behandlingen i bilag VIII.

Artikel 118

Hvis et kreditinstitut efter artikel 69, stk. 1, på individuelt eller delkonsolideret grundlag undlader at opfylde de forpligtelser, der pålægges i denne afdeling, eller bestemmelserne i artikel 70 anvendes, når der er tale om moderkreditinstitutter i en medlemsstat, træffes foranstaltninger til at sikre en passende fordeling af engagementerne inden for koncernen.

Artikel 119

Senest den 31. december 2007 forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om denne afdelings funktionsmåde samt eventuelle passende forslag.

Afdeling 6

Kvalificeret deltagelse uden for den finansielle sektor

Artikel 120

1.   Et kreditinstitut må ikke besidde en kvalificeret deltagelse, der overstiger 15 % af dets egenkapital, i et foretagende, der hverken er et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller et foretagende, der udøver en virksomhed som ligger i direkte forlængelse af bank- eller accesorisk bankvirksomhed, såsom leasing, factoring, formueforvaltning, forvaltning af ydelser vedrørende elektronisk databehandling eller anden lignende virksomhed.

2.   Et kreditinstituts samlede kvalificerede deltagelse i andre foretagender end kreditinstitutter, finansieringsinstitutter og foretagender, der udøver en virksomhed som ligger i direkte forlængelse af bank- eller accesorisk bankvirksomhed, såsom leasing, factoring, formueforvaltning, forvaltning af ydelser vedrørende elektronisk databehandling eller anden lignende virksomhed, må ikke overstige 60 % af kreditinstituttets egenkapital.

3.   De i stk. 1 og 2 fastsatte grænser må kun overskrides under særlige omstændigheder. I sådanne tilfælde skal de kompetente myndigheder dog kræve, at kreditinstituttet enten forhøjer sin egenkapital eller træffer andre foranstaltninger med tilsvarende virkning.

Artikel 121

Aktier eller andele, som midlertidigt erhverves som led i en finansiel aktion med henblik på at redde eller sanere et foretagende eller som led i en normal procedure vedrørende stillede tegningsgarantier eller i eget navn for andres regning, medregnes ikke til den kvalificerede deltagelse ved beregningen af de i artikel 120, stk. 1 og 2, fastsatte grænser. Aktier og andele, der ikke har karakter af finansielle anlægsaktiver som nævnt i artikel 35, stk. 2, i direktiv 86/635/EØF, skal heller ikke medtages i beregningen.

Artikel 122

1.   Medlemsstaterne kan undlade at anvende grænserne i artikel 120, stk. 1 og 2, på kapitalinteresser i forsikringsselskaber som defineret i direktiv 73/239/EØF og direktiv 2002/83/EF eller i genforsikringsselskaber som defineret i direktiv 98/78/EF.

2.   Medlemsstaterne kan foreskrive, at de kompetente myndigheder ikke skal anvende de i artikel 120, stk. 1 og 2, fastsatte grænser, hvis de har foreskrevet, at de beløb, hvormed den kvalificerede deltagelse overskrider de nævnte grænser, skal være 100 % dækket af egenkapitalen, og at denne ikke indgår i beregningen i henhold til artikel 75. Er der tale om overskridelser af de i artikel 120, stk. 1 og 2, fastsatte grænser, er det den største overskridelse, der skal være dækket af egenkapitalen.

KAPITEL 3

Kreditinstitutters vurderingsproces

Artikel 123

Kreditinstitutter skal råde over sunde, effektive og komplette strategier og processer for løbende vurdering og opretholdelse af en intern kapital af en størrelse, type og fordeling, som de anser for passende til at dække arten og omfanget af de risici, som de er eller vil kunne blive eksponeret for.

Disse strategier og processer skal underkastes regelmæssig intern kontrol med henblik på at sikre, at de vedbliver at være fyldestgørende og proportionale i forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af kreditinstituttets virksomhed.

KAPITEL 4

De kompetente myndigheders tilsyn og oplysningspligt

Afdeling 1

Tilsyn

Artikel 124

1.   På grundlag af de tekniske kriterier, der er fastsat i bilag XI, skal de kompetente myndigheder føre tilsyn med de arrangementer, strategier, processer og mekanismer, som kreditinstitutterne iværksætter for at efterleve dette direktiv, og vurdere de risici, som kreditinstitutterne er eller kan blive eksponeret for.

2.   Omfanget af det tilsyn og den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, skal udgøres af kravene i dette direktiv.

3.   På basis af det tilsyn og den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, afgør de kompetente myndigheder, om de arrangementer, strategier, processer og mekanismer, kreditinstitutterne har iværksat, og den egenkapital, de besidder, sikrer en sund styring og dækning af deres risici.

4.   Kompetente myndigheder skal fastlægge hyppigheden og omfanget af det tilsyn og den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, under hensyntagen til størrelsen, den systemiske betydning, arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende kreditinstituts virksomhed, og skal i den forbindelse tage hensyn til proportionalitetsprincippet. Tilsynet og vurderingen skal mindst foretages en gang om året.

5.   Tilsynet og vurderingen, der udføres af de kompetente myndigheder, skal omfatte kreditinstitutternes eksponering for de renterisici, der hidrører fra ikke-handelsmæssige aktiviteter. Der skal kræves iværksat foranstaltninger, når der er tale om institutter, hvis økonomiske værdi falder med mere end 20 % af deres egenkapital som følge af en pludselig og uventet ændring i rentesatserne af en størrelsesorden, som skal fastlægges af de kompetente myndigheder og ikke må afvige fra det ene kreditinstitut til det andet.

Artikel 125

1.   Når moderselskabet er et moderkreditinstitut i en medlemsstat eller et moderkreditinstitut i EU, udøves det konsoliderede tilsyn af de kompetente myndigheder, der har meddelt dette kreditinstitut den i artikel 6 nævnte tilladelse.

2.   Når et kreditinstituts moderselskab er et finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat eller et finansielt moderholdingselskab i EU, udøves det konsoliderede tilsyn af de kompetente myndigheder, der har meddelt dette kreditinstitut den i artikel 6 nævnte tilladelse.

Artikel 126

1.   Når kreditinstitutter, der er godkendt i mere end en medlemsstat, har det samme finansielle moderholdingselskab i en medlemsstat eller det samme finansielle moderholdingselskab i EU som moderselskab, udøves det konsoliderede tilsyn af de myndigheder, der har kompetence i forhold til det kreditinstitut, der er blevet godkendt i den medlemsstat, hvor det finansielle holdingselskab er blevet oprettet.

Når kreditinstitutter, der er godkendt i to eller flere medlemsstater, har mere end ét finansielt holdingselskab med hovedkontorer i forskellige medlemsstater som moderselskaber, og der er et kreditinstitut i hver af disse medlemsstater, udøves det konsoliderede tilsyn af den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum.

2.   Når mere end ét kreditinstitut, der er godkendt i Fællesskabet, har det samme finansielle holdingselskab som moderselskab, og ingen af disse kreditinstitutter er blevet godkendt i den medlemsstat, hvor det finansielle holdingselskab blev oprettet, udøves det konsoliderede tilsyn af den kompetente myndighed, der godkendte kreditinstituttet med den største samlede balancesum, som med henblik på dette direktiv skal anses for at være det kreditinstitut, der kontrolleres af et finansielt moderholdingselskab i EU.

3.   I særlige tilfælde kan de kompetente myndigheder efter fælles aftale undlade at benytte kriterierne i stk. 1 og 2, hvis det ville være uhensigtsmæssigt at benytte dem under hensyntagen til kreditinstitutterne og det relative omfang af deres aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden kompetent myndighed til at udøve det konsoliderede tilsyn. I så fald skal de kompetente myndigheder, inden de træffer deres afgørelse, give moderkreditinstituttet i EU, det finansielle moderholdingselskab i EU eller kreditinstituttet med den største samlede balancesum alt efter, hvad der er det relevante, lejlighed til at udtale sig om denne afgørelse.

4.   De kompetente myndigheder skal underrette Kommissionen om enhver aftale, der falder ind under stk. 3.

Artikel 127

1.   Medlemsstaterne skal vedtage alle nødvendige foranstaltninger for i givet fald at inkludere finansielle holdingselskaber i det konsoliderede tilsyn. Uden at dette berører bestemmelserne i artikel 135, indebærer konsolideringen af det finansielle holdingselskabs finansielle situation på ingen måde, at de kompetente myndigheder har pligt til at udøve en tilsynsfunktion i forhold til det individuelle finansielle holdingselskab.

2.   Når en medlemsstats kompetente myndigheder under henvisning til et af de i artikel 73, stk. 1, litra b) og c), nævnte tilfælde ikke medtager et datterkreditinstitut i det konsoliderede tilsyn, kan de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori dette datterkreditinstitut er beliggende, anmode moderselskabet om at fremlægge oplysninger, der gør det lettere for myndighederne at gennemføre tilsynet med dette kreditinstitut.

3.   Medlemsstaterne fastsætter, at de for det konsoliderede tilsyn ansvarlige kompetente myndigheder kan anmode datterselskaberne af et kreditinstitut eller et finansielt holdingselskab, som ikke er omfattet af de konsoliderede tilsyn, om de i artikel 137 nævnte oplysninger. I så fald anvendes de regler vedrørende meddelelse og kontrol af oplysningerne, der er fastsat i nævnte artikel.

Artikel 128

Hvis der i en medlemsstat er mere end én myndighed, der er beføjet til at udøve tilsyn med kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, træffer medlemsstaterne de fornødne foranstaltninger til etablering af en samordning mellem disse.

Artikel 129

1.   Ud over de forpligtelser, der er fastlagt i henhold til dette direktivs bestemmelser, skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for udøvelsen af det konsoliderede tilsyn med moderkreditinstitutter i EU og kreditinstitutter, der er kontrolleret af finansielle moderholdingselskaber i EU, skal udføre følgende opgaver:

a)

koordinering af indsamlingen og formidlingen af relevante og væsentlige oplysninger i »going concern« -situationer og nødsituationer, og

b)

planlægning og koordinering af tilsynsvirksomheden i »going concern« -situationer og nødsituationer, herunder i relation til aktiviteterne i artikel 124, i samarbejde med de implicerede kompetente myndigheder.

2.   Når der er tale om ansøgninger om de i henholdsvis artikel 84, stk. 1, artikel 87, stk. 9, og artikel 105 samt i bilag III, del 6, omhandlede tilladelser, der indgives af et moderkreditinstitut i EU og dets datterselskaber eller i fællesskab af datterselskaberne af et finansielt moderholdingselskab i EU, skal de kompetente myndigheder under fuld gensidig konsultation arbejde sammen om at beslutte, om den tilladelse, der ansøges om, skal gives, og fastsætte eventuelle betingelser, som tilladelsen skal være underlagt.

En ansøgning, jf. første afsnit, skal kun indgives til den i stk. 1 omhandlede kompetente myndighed.

De kompetente myndigheder skal gøre, hvad de kan for at nå frem til en fælles afgørelse om ansøgningen inden for seks måneder. Den fælles afgørelse skal foreligge i et dokument, hvoraf fremgår den fuldt begrundede afgørelse, og som fremsendes til ansøgeren af den i stk. 1 omhandlede kompetente myndighed.

Den periode, der er nævnt i afsnit 3, regnes fra den dato, hvor den kompetente myndighed, der er nævnt i stk. 1, modtager den fuldt dokumenterede ansøgning. Den kompetente myndighed, jf. stk. 1, fremsender straks den fuldt dokumenterede ansøgning til de øvrige kompetente myndigheder.

Foreligger der ikke nogen fælles afgørelse fra de kompetente myndigheder inden for seks måneder, træffer den kompetente myndighed, jf. stk. 1, selv afgørelse om ansøgningen. Afgørelsen skal foreligge i et dokument, hvoraf fremgår den fuldt begrundede afgørelse, og tage hensyn til de synspunkter og forbehold, som de øvrige kompetente myndigheder har givet udtryk for i løbet af perioden på seks måneder. Den kompetente myndighed, jf. stk. 1, fremsender afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente myndigheder.

De afgørelser, der er nævnt i tredje og femte afsnit, skal anerkendes som endelige og anvendes af de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater.

Artikel 130

1.   Opstår der en nødsituation inden for en bankkoncern, som potentielt kan bringe stabiliteten og integriteten i det finansielle system i en af de medlemsstater, hvor enheder i en koncern har fået meddelt tilladelse, i fare, skal den kompetente myndighed, der er ansvarlige for udøvelsen af det konsoliderede tilsyn, så hurtigt som praktisk muligt, jf. kapitel 1, afdeling 2, underrette de i artikel 49, litra a), og artikel 50 omhandlede myndigheder. Denne forpligtelse gælder for alle kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 125 og 126 i relation til en bestemt gruppe, og for den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 129, stk. 1. Om muligt benytter den kompetente myndighed eksisterende definerede kommunikationskanaler.

2.   Den kompetente myndighed, der er ansvarlig for det konsoliderede tilsyn, skal, når den har behov for oplysninger, som allerede er blevet givet til en anden kompetent myndighed, så vidt muligt kontakte denne myndighed, således at dobbelt indberetning til de forskellige tilsynsmyndigheder undgås.

Artikel 131

For at lette og etablere et effektivt tilsyn skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for det konsoliderede tilsyn, og de øvrige kompetente myndigheder råde over skriftlige koordinerings- og samarbejdsarrangementer.

Ifølge disse arrangementer kan den kompetente myndighed, der er ansvarlig for det konsoliderede tilsyn, tildeles supplerende opgaver, og der kan fastlægges procedurer for beslutningsprocessen og samarbejdet med de øvrige kompetente myndigheder.

De kompetente myndigheder, der er ansvarlige for meddelelsen af tilladelse til datterselskabet af et moderselskab, der er et kreditinstitut, kan ved tosidig aftale overdrage deres tilsynspligt til de kompetente myndigheder, der har meddelt moderselskabet tilladelse og fører tilsyn med dette, således at disse påtager sig tilsyn med datterselskabet i overensstemmelse med nærværende direktivs bestemmelser. Kommissionen skal underrettes om sådanne aftaler og indholdet heraf. Den videregiver oplysningerne herom til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater og til Det Europæiske Bankudvalg.

Artikel 132

1.   De kompetente myndigheder skal indgå i et tæt indbyrdes samarbejde. De skal give hinanden alle oplysninger, som er væsentlige eller relevante for udøvelsen af de øvrige myndigheders tilsynsopgaver i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå skal de kompetente myndigheder på anmodning videregive alle relevante oplysninger og på eget initiativ videregive alle væsentlige oplysninger.

Oplysninger omhandlet i stk. 1 anses for væsentlige, hvis de materielt vil kunne påvirke vurderingen af den finansielle soliditet i et kreditinstitut eller finansieringsinstitut i en anden medlemsstat.

Navnlig skal kompetente myndigheder, der er ansvarlige for det konsoliderede tilsyn med EU-moderkreditinstitutter og kreditinstitutter kontrolleret af finansielle moderholdingselskaber i EU, give kompetente myndigheder i andre medlemsstater, som fører tilsyn med datterselskaber af disse moderselskaber alle relevante oplysninger. Ved afgørelsen af omfanget af de relevante oplysninger skal der tages hensyn til disse datterselskabers betydning i det finansielle system i de pågældende medlemsstater.

De væsentlige oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, skal bl.a. omfatte følgende:

a)

identifikation af koncernstrukturen i alle større kreditinstitutter i en koncern samt af de kompetente myndigheder for kreditinstitutterne i koncernen

b)

procedurer for indsamling af oplysninger fra kreditinstitutterne i en koncern og for kontrol af disse oplysninger

c)

en negativ udvikling i kreditinstitutterne eller i andre selskaber i en koncern, som på alvorlig vis kunne påvirke kreditinstitutterne, og

d)

større sanktioner og ekstraordinære foranstaltninger, som de kompetente myndigheder har iværksat i overensstemmelse med dette direktiv, herunder pålæggelse af supplerende kapitalkrav i henhold til artikel 136 og pålæggelse af begrænsninger i brugen af metoderne med avanceret måling til beregning af egenkapitalkravene i henhold til artikel 105.

2.   De kompetente myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med kreditinstitutter, der kontrolleres af et moderkreditinstitut i EU, skal, når det er muligt, kontakte den i artikel 129, stk. 1, omhandlede kompetente myndighed, når de har brug for oplysninger om gennemførelsen af fremgangsmåder og metoder, som er beskrevet i dette direktiv, og som denne kompetente myndighed allerede benytter sig af.

3.   De implicerede kompetente myndigheder skal, inden de træffer afgørelse, rådføre sig med hinanden om følgende punkter, når sådanne afgørelser har indflydelse på andre kompetente myndigheders tilsynsopgaver:

a)

ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i kreditinstitutter i en koncern, som kræver de kompetente myndigheders godkendelse eller tilladelse, og

b)

større sanktioner og ekstraordinære foranstaltninger, som de kompetente myndigheder har iværksat i overensstemmelse med dette direktiv, herunder pålæggelse af supplerende kapitalkrav i henhold til artikel 136 og pålæggelse af begrænsninger i brugen af metoderne med avanceret måling til beregning af egenkapitalkravene i henhold til artikel 105.

Med henblik på litra b) skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for det konsoliderede tilsyn, altid konsulteres.

En kompetent myndighed kan dog beslutte at undlade at konsultere, når der er tale om nødsituationer, eller hvis en sådan konsultation kunne bringe effektiviteten i afgørelserne i fare. I så fald skal den kompetente myndighed straks underrette de øvrige kompetente myndigheder.

Artikel 133

1.   De kompetente myndigheder, der er ansvarlige for det konsoliderede tilsyn, skal med henblik på tilsynet forlange en fuldstændig konsolidering af de kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, som er datterselskaber af moderselskabet.

De kompetente myndigheder kan dog forlange blot en pro rata-konsolidering i de tilfælde, hvor de finder, at det kapitalandelsbesiddende moderselskabs ansvar — i betragtning af det ansvar, som påhviler de øvrige aktionærer og selskabsdeltagere, og disses tilfredsstillende solvens — er begrænset til denne kapitalandel. De øvrige aktionærers og selskabsdeltageres ansvar skal være klart fastslået, om nødvendigt ved udtrykkeligt indgåede forpligtelser.

Såfremt der mellem virksomheder består en forbindelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, træffer de kompetente myndigheder afgørelse om, hvordan en konsolidering skal gennemføres.

2.   De kompetente myndigheder, der er ansvarlige for det konsoliderede tilsyn, skal forlange en pro rata-konsolidering af kapitalinteresser i kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, der i fællesskab ledes af en virksomhed, der indgår i konsolideringen, og af en eller flere virksomheder, der ikke indgår i konsolideringen, når dette medfører en begrænsning af de pågældende virksomheders ansvar i forhold til den kapitalandel, de besidder.

3.   I tilfælde af andre kapitalinteresser eller andre former for kapitaltilknytning end de i stk. 1 og 2 nævnte bestemmer de kompetente myndigheder, om konsolideringen skal finde sted og i bekræftende fald hvorledes. De kan navnlig tillade eller foreskrive brug af den indre værdis metode. Denne metode er dog ikke ensbetydende med, at de pågældende virksomheder omfattes af det konsoliderede tilsyn.

Artikel 134

1.   Med forbehold af artikel 133 bestemmer de kompetente myndigheder, om og i hvilken form der skal foretages konsolidering i følgende tilfælde:

a)

når et kreditinstitut efter de kompetente myndigheders opfattelse udøver en betydelig indflydelse over et eller flere kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter, selv om det ikke besidder kapitalinteresser deri, eller der består andre former for kapitaltilknytning mellem det og de pågældende institutter, og

b)

når to eller flere kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter er underlagt fælles ledelse, uden at dette er fastlagt i en aftale eller i vedtægtsbestemmelser.

De kompetente myndigheder kan navnlig tillade eller foreskrive anvendelse af den metode, der er fastsat i artikel 12 i direktiv 83/349/EØF. Anvendelsen af denne metode er dog ikke ensbetydende med, at de pågældende virksomheder omfattes af det konsoliderede tilsyn.

2.   Når der i henhold til artikel 125 og 126 skal udøves tilsyn på konsolideret grundlag, skal accessoriske servicevirksomheder og porteføljeadministrationsselskaber som defineret i direktiv 2002/87/EF medtages i konsolideringen i de samme tilfælde og efter de samme metoder som dem, der er foreskrevet i artikel 133 og stk. 1 i nærværende artikel.

Artikel 135

Medlemsstaterne kræver, at de personer, der faktisk leder det finansielle holdingselskabs virksomhed, har et tilstrækkeligt godt omdømme og fyldestgørende erfaring til at varetage denne opgave.

Artikel 136

1.   Kompetente myndigheder skal kræve, at kreditinstitutter, der ikke opfylder kravene i dette direktiv, på et tidligt stadium skal tage de nødvendige foranstaltninger eller skridt til at korrigere situationen.

Med henblik herpå skal de foranstaltninger, der står til de kompetente myndigheders disposition, omfatte følgende:

a)

forpligte kreditinstitutterne til at besidde en egenkapital, der er større end det i artikel 75 fastsatte minimumsniveau

b)

kræve, at de arrangementer, processer, mekanismer og strategier, der iværksættes for at efterkomme artikel 22 og 123, styrkes

c)

kræve, at kreditinstitutterne anvender en bestemt nedskrivningspolitik eller behandling af aktiverne i forhold til egenkapitalkravene

d)

indskrænke eller begrænse kreditinstitutters forretningsområde, transaktioner eller netværk, og

e)

kræve, at risikoen i forbindelse med kreditinstitutternes virksomhed, produkter og systemer reduceres.

Vedtagelsen af disse foranstaltninger skal være underlagt bestemmelserne i kapitel 1, afdeling 2.

2.   De kompetente myndigheder skal som et minimum stille særlige egenkapitalkrav, der er større end minimumsniveauet i artikel 75, til kreditinstitutter, som ikke opfylder kravene i artikel 22, 109 og 123, eller over for hvilke der er truffet en negativ afgørelse hvad angår artikel 124, stk. 3, hvis anvendelsen af andre foranstaltninger alene efter al sandsynlighed ikke vil forbedre arrangementerne, processerne, mekanismerne og strategierne tilstrækkeligt inden for en passende tidsramme.

Artikel 137

1.   Indtil en senere samordning af konsolideringsmetoderne fastsætter medlemsstaterne, at når moderselskaber for et eller flere kreditinstitutter er et blandet holdingselskab, skal de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for tilladelse til og tilsyn med disse kreditinstitutter, forlange af det blandede selskab og dets datterselskaber, enten ved at henvende sig direkte til dem eller via datterkreditinstitutterne, at de meddeler alle de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsynet med datterkreditinstitutterne.

2.   Medlemsstaterne fastsætter, at deres kompetente myndigheder selv kan foretage eller kan lade eksterne revisorer foretage kontrol på stedet af de oplysninger, der er modtaget fra blandede selskaber og disses datterselskaber. Hvis det blandede selskab eller et af dets datterselskaber er et forsikringsselskab, kan den i artikel 140, stk. 1, nævnte fremgangsmåde finde anvendelse. Hvis det blandede selskab eller et af dets datterselskaber er beliggende i en anden medlemsstat end den, hvor datterkreditinstituttet er beliggende, foretages kontrollen på stedet efter fremgangsmåden i artikel 141.

Artikel 138

1.   Uden at dette berører kapitel 2, afdeling 5, påser medlemsstaterne, hvis moderselskabet for et eller flere kreditinstitutter er et blandet holdingselskab, at de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for tilsynet med disse kreditinstitutter, foretager generelt tilsyn med transaktioner mellem kreditinstituttet og det blandede holdingselskab og dets datterselskaber.

2.   Medlemsstaterne kræver, at kreditinstitutterne har iværksat passende risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer, herunder forsvarlige rapporterings- og regnskabsprocedurer, med henblik på behørig identifikation, måling, overvågning og styring af transaktioner med moderselskabet og dettes datterselskaber. De kompetente myndigheder kræver, at kreditinstituttet indberetter andre væsentlige transaktioner med disse enheder end den i artikel 110 omhandlede »indberetning af store engagementer«. Disse procedurer og væsentlige transaktioner omfattes af de kompetente myndigheders overvågning.

Hvis det viser sig, at de ovennævnte transaktioner inden for en gruppe udgør en trussel mod et kreditinstituts finansielle situation, træffer den kompetente myndighed med ansvar for tilsynet med virksomheden de fornødne foranstaltninger.

Artikel 139

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der ikke foreligger retlige hindringer for, at de foretagender, der er omfattet af det konsoliderede tilsyn, blandede selskaber og deres datterselskaber samt de i artikel 127, stk. 3, nævnte datterselskaber indbyrdes udveksler de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsyn i overensstemmelse med artikel 124-138 og nærværende artikel.

2.   Når moderselskabet og dets datterkreditinstitut(ter) er beliggende i forskellige medlemsstater, skal de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater udveksle alle de oplysninger, der er nødvendige for at muliggøre eller lette udøvelsen af det konsoliderede tilsyn.

Hvis de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er beliggende, ikke selv foretager det konsoliderede tilsyn i henhold til artikel 125 og 126, kan de for dette tilsyn ansvarlige kompetente myndigheder opfordre dem til at anmode moderselskabet om de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af det konsoliderede tilsyn, og til at videregive dem til disse myndigheder.

3.   Medlemsstaterne tillader udveksling mellem deres kompetente myndigheder af de i stk. 2 nævnte oplysninger, dog således at indhentning af eller rådighed over oplysninger om finansielle holdingselskaber, finansieringsinstitutter eller accessoriske servicevirksomheder på ingen måde medfører, at de kompetente myndigheder har pligt til at udøve en tilsynsførende funktion over for disse institutter eller virksomheder på individuelt grundlag.

Medlemsstaterne tillader ligeledes udveksling mellem deres kompetente myndigheder af de i artikel 137 nævnte oplysninger, dog således at indhentning af eller rådighed over oplysninger på ingen måde medfører, at de kompetente myndigheder udøver en tilsynsførende funktion over for blandede selskaber og disses datterselskaber, som ikke er kreditinstitutter, eller over for de i artikel 127, stk. 3, nævnte datterselskaber.

Artikel 140

1.   Hvis et kreditinstitut, et finansielt holdingselskab eller et blandet holdingselskab kontrollerer et eller flere datterselskaber, som er forsikringsselskaber, eller andre foretagender, der tilbyder investeringsservice, som er underkastet en godkendelsesordning, etableres der et snævert samarbejde mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder, der varetager det offentlige tilsyn med sådanne forsikringsselskaber eller foretagender. Uden at dette i øvrigt berører deres respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle sådanne oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv og sikre kontrol med den finansielle situation og aktiviteterne i samtlige foretagender, der er underlagt deres tilsyn.

2.   Oplysninger, der indhentes inden for rammerne af tilsynet på et konsolideret grundlag, herunder navnlig enhver udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i overensstemmelse med nærværende direktiv, er undergivet tjenstlig tavshedspligt i overensstemmelse med kapitel 1, afdeling 2.

3.   De kompetente myndigheder, der er ansvarlige for det konsoliderede tilsyn, udarbejder en fortegnelse over de finansielle holdingselskaber, der er nævnt i artikel 71, stk. 2. Denne fortegnelse videregives til de andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen.

Artikel 141

Ønsker de kompetente myndigheder i en medlemsstat i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv i bestemte tilfælde at kontrollere oplysninger om et kreditinstitut, et finansielt holdingselskab, et finansieringsinstitut, en accessoriskservicevirksomhed, et blandet holdingselskab eller et af de i artikel 137 eller i artikel 127, stk. 3, nævnte datterselskaber, der er beliggende i en anden medlemsstat, skal de anmode de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat om, at denne kontrol finder sted. De kompetente myndigheder, som modtager anmodningen, skal inden for rammerne af deres beføjelser efterkomme denne enten ved selv at foretage kontrollen eller ved at tillade, at de kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, foretager kontrollen, eller ved at lade en revisor eller anden sagkyndig foretage denne. Den kompetente myndighed, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i kontrollen, hvis den ikke selv foretager denne.

Artikel 142

Medlemsstaterne fastsætter, uden i øvrigt at tilsidesætte strafferetlige bestemmelser, at der kan iværksættes sanktioner eller andre foranstaltninger mod finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber eller deres ansvarlige ledere for overtrædelse af love og administrative bestemmelser, som er vedtaget i henhold til artikel 124-141 og nærværende artikel, med det formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller årsagerne hertil til ophør. De kompetente myndigheder arbejder tæt sammen for at sikre, at disse sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resultat, navnlig når hjemstedet for et finansielt holdingselskab eller et blandet holdingselskab ikke befinder sig samme sted som dets centrale administration eller hovedforretningssted.

Artikel 143

1.   Hvis et kreditinstitut, hvis moderselskab er et kreditinstitut eller et finansielt holdingselskab med hovedkontor i et tredjeland, ikke er underlagt konsolideret tilsyn i henhold til bestemmelserne i artikel 125 og 126, verificerer de kompetente myndigheder, om kreditinstituttet er underlagt konsolideret tilsyn af et tredjelands kompetente myndighed svarende til principperne i dette direktiv.

Denne kontrol foretages af den kompetente myndighed, som ville være ansvarlig for konsolideret tilsyn, hvis tredje afsnit fandt anvendelse, efter anmodning fra modervirksomheden eller en af de regulerede enheder, der har fået meddelt tilladelse i Fællesskabet, eller på eget initiativ. Denne kompetente myndighed hører de øvrige berørte kompetente myndigheder.

2.   Kommissionen kan anmode Det Europæiske Bankudvalg om at give generelle retningslinjer med hensyn til, om tredjelandes kompetente myndigheders ordninger for konsolideret tilsyn kan forventes at opfylde målene med det konsoliderede tilsyn som fastlagt i dette kapitel i relation til kreditinstitutter, hvis modervirksomhed har sit hovedkontor i et tredjeland. Udvalget følger løbende alle sådanne retningslinjer op og tager hensyn til alle ændringer i de ordninger for konsoliderede tilsyn, der anvendes af sådanne kompetente myndigheder.

Den kompetente myndighed, der foretager den i stk. 1, første afsnit, specificerede kontrol, tager hensyn til alle sådanne retningslinjer. Med dette formål kan den kompetente myndighed også høre udvalget, inden der træffes en afgørelse.

3.   I mangel af sådant tilsvarende tilsyn anvender medlemsstaterne analogt bestemmelserne i nærværende direktiv over for kreditinstituttet eller tillader alternativt deres kompetente myndigheder at anvende andre hensigtsmæssige tilsynsmetoder, der opfylder målene for tilsyn på et konsolideret grundlag med kreditinstitutter.

De kompetente myndigheder med ansvar for konsolideret tilsyn aftaler disse tilsynsmetoder indbyrdes efter høring af de øvrige berørte kompetente myndigheder.

De kompetente myndigheder kan navnlig kræve, at der oprettes et finansielt holdingselskab, som har hovedkontor i Fællesskabet, og anvende bestemmelserne om konsolideret tilsyn på det finansielle holdingselskabs konsoliderede stilling.

Tilsynsmetoderne skal være udformet med henblik på at opfylde det konsoliderede tilsyns mål som defineret i dette kapitel og skal indberettes til de øvrige berørte kompetente myndigheder og Kommissionen.

Afdeling 2

De kompetente myndigheders oplysningspligt

Artikel 144

Kompetente myndigheder skal offentliggøre følgende oplysninger:

a)

ordlyden af love, administrative bestemmelser og generelle vejledende retningslinjer, der er vedtaget i deres medlemsstat inden for forsigtighedstilsyn

b)

måden, hvorpå de i fællesskabslovgivningen disponible valgmuligheder og skøn kan udøves

c)

de generelle kriterier og metoder, de benytter i forbindelse med det tilsyn og den vurdering, der er omhandlet i artikel 124, og

d)

uden at dette berører bestemmelserne i kapitel 1, afdeling 2, de samlede statistiske data om centrale aspekter af gennemførelsen af rammebestemmelserne for forsigtighedstilsyn i de enkelte medlemsstater.

De oplysninger, der skal afgives i henhold til første afsnit, skal være tilstrækkelig fyldestgørende til at muliggøre en meningsfuld sammenligning af de metoder, der benyttes af de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater. Oplysningerne offentliggøres i et fælles format og ajourføres regelmæssigt. Oplysningerne skal være tilgængelige på en enkelt elektronisk adresse.

KAPITEL 5

Kreditinstitutternes oplysningspligt

Artikel 145

1.   Til dette direktivs formål skal kreditinstitutter offentliggøre de oplysninger, der er fastsat i bilag XII, del 2, med forbehold af bestemmelserne i artikel 146.

2.   De kompetente myndigheders anerkendelse i henhold til kapitel 2, afdeling 3, underafdeling 2 og 3, og artikel 105 af de instrumenter og metoder, der er omhandlet i bilag XII, del 3, skal være betinget af, at kreditinstitutter offentliggør de oplysninger, der er omhandlet deri.

3.   Kreditinstitutter skal vedtage en formel politik for efterlevelse af den i stk. 1 og 2 omhandlede oplysningspligt og have en politik for vurdering af, om de offentliggjorte oplysninger er hensigtsmæssige, herunder for kontrol og offentliggørelsesintervaller.

4.   Kreditinstitutterne bør på anmodning skriftligt underrette små og mellemstore virksomheder og andre virksomheder, der ansøger om lån, om årsagen til deres ratingafgørelser. Viser det sig, at en egenforpligtelse inden for sektoren har utilstrækkelig virkning, træffes der nationale foranstaltninger. De administrative omkostninger i forbindelse med denne underretning skal stå i passende forhold til lånets størrelse.

Artikel 146

1.   Uanset bestemmelserne i artikel 145 kan kreditinstitutter undlade at offentliggøre en eller flere af de i bilag XII, del 2, anførte oplysninger, hvis den information, der formidles ved sådan offentliggørelse, efter kriteriet i bilag XII, del, 1, punkt 1, ikke kan betragtes som væsentlig.

2.   Uanset bestemmelserne i artikel 145 kan kreditinstitutter undlade at offentliggøre en eller flere af de i bilag XII, del 2 og 3, anførte oplysninger, hvis oplysningerne efter kriteriet i bilag XII, del, 1, punkt 2 og 3, må betragtes som kreditinstitutternes ejendom eller som fortrolige.

3.   I de i stk. 2 omhandlede undtagelsestilfælde skal det pågældende kreditinstitut i sine offentliggjorte oplysninger anføre, at disse specifikke oplysninger ikke offentliggøres, angive begrundelsen for den manglende offentliggørelse og offentliggøre mere generelle oplysninger om det emne, der er omfattet af oplysningspligten, medmindre oplysningerne efter kriteriet i bilag XII, del, 1, punkt 2 og 3, må betragtes som kreditinstitutternes ejendom eller som fortrolige.

Artikel 147

1.   Kreditinstitutter skal offentliggøre de i artikel 145 omhandlede oplysninger mindst én gang om året. Oplysningerne skal offentliggøres, så snart det er praktisk muligt.

2.   Kreditinstitutter skal også afgøre, om en hyppigere offentliggørelse end den i stk. 1 anførte er nødvendig i lyset af kriterierne i bilag XII, del 1, punkt 4.

Artikel 148

1.   Kreditinstitutter kan afgøre, hvad der er rette medie, sted og metode for kontrol af, at oplysningspligten i artikel 145 overholdes effektivt. Så vidt det er praktisk muligt, skal al offentliggørelse ske via ét medie og på ét sted.

2.   Tilsvarende offentliggørelser af oplysninger fra kreditinstitutters side til opfyldelse af regnskabs-, børsnoterings- eller andre krav kan anses for at udgøre overholdelse af artikel 145. Hvis oplysninger ikke er indeholdt i regnskaberne, skal kreditinstitutter angive, hvor oplysningerne kan findes.

Artikel 149

Uanset bestemmelserne i artikel 146-148 skal medlemsstaterne bemyndige de kompetente myndigheder til at kræve, at kreditinstitutter:

a)

offentliggør en eller flere af de oplysninger, der er omhandlet i bilag XII, del 2 og 3

b)

offentliggør oplysninger hyppigere end én gang om året og fastsætter offentliggørelsesfrister

c)

benytter andre særlige medier og steder for offentliggørelse af oplysninger end regnskaberne, og

d)

benytter særlige midler for kontrol af offentliggørelsen af oplysninger, som ikke er omfattet af den lovpligtige regnskabsrevision.

AFSNIT VI

UDØVENDE BEFØJELSER

Artikel 150

1.   Uden at dette berører det forslag, Kommissionen skal forelægge i henhold til artikel 62, vedtages tekniske tilpasninger på nedennævnte områder efter proceduren i artikel 151, stk. 2:

a)

tydeliggørelse af definitionerne for i forbindelse med anvendelsen af nærværende direktiv at tage hensyn til udviklingen på finansmarkederne

b)

tydeliggørelse af definitionerne for at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv

c)

tilpasning af terminologien og definitionerne til senere retsakter om kreditinstitutter og hermed beslægtede områder

d)

tekniske tilpasninger af listen i artikel 2

e)

ændring af størrelsen af startkapitalen, jf. artikel 9, under hensyn til den økonomiske og monetære udvikling

f)

udvidelse af indholdet af den i artikel 23 og 24 omhandlede liste, som findes i bilag I, eller tilpasning af listens terminologi under hensyn til udviklingen på finansmarkederne

g)

de områder, inden for hvilke de kompetente myndigheder skal udveksle oplysninger, jf. artikel 42

h)

tekniske tilpasninger i artikel 56-67 og 74 som følge af udviklingen inden for regnskabsstandarder eller regnskabskrav, der tager hensyn til fællesskabslovgivningen, eller med henblik på konvergens i tilsynspraksis

i)

ændring af listen over engagementsklasser i artikel 79 og 86 for at tage hensyn til udviklingen på finansmarkederne

j)

beløbet i artikel 79, stk. 2, litra c), i artikel 86, stk. 4, litra a) og i bilag VII, del 1, punkt 5 samt i bilag VII, del 2, punkt 15 for at tage hensyn til virkningen af inflation

k)

listen over og klassificeringen af ikke-balanceførte poster i bilag II og IV og behandling heraf ved fastsættelsen af værdier af engagementer med henblik på afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, eller

l)

tilpasning af bestemmelserne i bilag V-XII for at tage hensyn til udviklingen på finansmarkederne, navnlig nye finansielle produkter, eller inden for regnskabsstandarder og krav, hvorved der tages højde for regnskabskrav, der er fastsat i fællesskabslovgivning, eller med henblik på konvergens i tilsynspraksis.

2.   Kommissionen kan vedtage nedennævnte gennemførelsesforanstaltninger efter proceduren i artikel 151, stk. 2:

a)

specificering af størrelsen af de pludselige og uventede ændringer i de rentesatser, der er omhandlet i artikel 124, stk. 5

b)

en midlertidig nedsættelse af det minimumsniveau for egenkapitalen, der er fastsat i artikel 75, og/eller af de risikovægte, der er fastsat i afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, for at tage hensyn til særlige omstændigheder

c)

uden at dette berører den rapport, der er omhandlet i artikel 119, tydeliggørelse af undtagelsesbestemmelserne i artikel 111, stk. 4, samt i artikel 113, 115 og 116

d)

specificering af, hvilke nøgleaspekter der skal offentliggøres samlede statistiske data om i henhold til artikel 144, stk. 1, litra d), eller

e)

specificering af formatet, strukturen, indholdsfortegnelsen og den årlige offentliggørelsesdato for offentliggørelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 144.

3.   Ingen af de vedtagne gennemførelsesbestemmelser må føre til en ændring af de grundlæggende bestemmelser i dette direktiv.

4.   Med forbehold af gennemførelsesbestemmelser, der allerede er vedtaget, suspenderes ved udløbet af en toårsperiode efter vedtagelsen af dette direktiv og senest den 1. april 2008, anvendelsen af de bestemmelser i nærværende direktiv, der kræver vedtagelse af tekniske regler, ændringer og afgørelser efter proceduren i stk. 2. Efter forslag fra Kommissionen kan Europa-Parlamentet og Rådet forlænge anvendelsen af de pågældende bestemmelser efter proceduren i traktatens artikel 251, og med henblik herpå tager de dem op til vurdering inden udløbet af den frist eller inden den dato, der er nævnt i nærværende stykke alt efter hvilket tidspunkt, der indtræder først.

Artikel 151

1.   Kommissionen bistås af Det Europæiske Bankudvalg, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/10/EF (23).

2.   Når der henvises til denne artikel, anvendes proceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 7, stk. 3, og artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

AFSNIT VII

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

KAPITEL 1

Overgangsbestemmelser

Artikel 152

1.   Kreditinstitutter, der beregner de risikovægtede værdier af engagementer i overensstemmelse med artikel 84-89, skal i løbet af den første, anden og tredje tolvmåneders periode efter den 31. december 2006, have en egenkapital, der til enhver tid er større end eller lig med de beløb, der er anført i stk. 3, 4 og 5.

2.   Kreditinstitutter, der benytter metoderne med avanceret måling, jf. artikel 105, til beregning af deres kapitalkrav for operationelle risici, skal i løbet af første, anden og tredje tolvmåneders periode efter den 31. december 2006 have en egenkapital, der til enhver tid er større end eller lig med de beløb, der er anført i stk. 4 og 5.

3.   I den første af de i stk. 1 omhandlede tolvmåneders perioder skal egenkapitalen være på 95 % af den samlede minimumsegenkapital, som kreditinstituttet skulle have i løbet af denne periode i henhold til artikel 4 i Rådets direktiv 93/6/EØF af 15. marts 1993 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag (24), som dette direktiv og direktiv 2000/12/EF var udformet inden den 1. januar 2007.

4.   I den anden af de i stk. 1 omhandlede tolvmåneders perioder skal egenkapitalen være på 90 % af den samlede minimumsegenkapital, som kreditinstituttet skulle have i løbet af denne periode i henhold til artikel 4 i direktiv 93/6/EØF, som dette direktiv og direktiv 2000/12/EF var udformet inden den 1. januar 2007.

5.   I den tredje af de i stk. 1 omhandlede tolvmåneders perioder skal egenkapitalen være på 80 % af den samlede minimumsegenkapital, som kreditinstituttet skulle have i løbet af denne periode i henhold til artikel 4 i direktiv 93/6/EØF, som dette direktiv og direktiv 2000/12/EF var udformet inden den 1. januar 2007.

6.   Opfyldelsen af kravene i stk. 1-5 skal ske på grundlag af en egenkapital, der er fuldt ud justeret med henblik på at afspejle de forskelle i beregningen af egenkapitalen i henhold til direktiv 2000/12/EF og direktiv 93/6/EØF, som disse direktiver var udformet inden den 1. januar 2007, og i beregningen af egenkapitalen i henhold til nærværende direktiv, der følger af den særskilte behandling af de forventede og de ikke-forventede tab i overensstemmelse med artikel 84-89 i nærværende direktiv.

7.   Med henblik på stk. 1-6 i denne artikel finder artikel 68-73 anvendelse.

8.   Indtil den 1. januar 2008 må kreditinstitutter behandle de artikler, der udgør standardmetoden, der er omhandlet i afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, underafdeling 1, som værende afløst af artikel 42-46 i direktiv 2000/12/EF, som disse artikler var udformet inden den 1. januar 2007.

9.   Når skønnet i stk. 8 udøves, finder følgende anvendelse vedrørende bestemmelserne i direktiv 2000/12/EF:

a)

bestemmelserne i dette direktivs artikel 42-46 skal finde anvendelse, som disse var udformet inden den 1. januar 2007

b)

ved »risikovægtet værdi«, som dette er anført i dette direktivs artikel 42, stk. 1, skal forstås »den risikovægtede værdi af engagementer«

c)

de tal, der følger af dette direktivs artikel 42, stk. 2, skal betragtes som de risikovægtede værdier af engagementer

d)

»kreditderivater« skal indsættes i listen over poster med »fuld risiko« i direktivets bilag II, og

e)

den behandling, der er omhandlet i dette direktivs artikel 43, stk. 3, skal gælde for de derivater, der er opført i direktivets bilag IV, uanset om der er tale om balanceførte poster eller ikke-balanceførte poster, og de tal, der følger af den behandling, der er omhandlet i bilag III, skal betragtes som risikovægtede værdier af engagementer.

10.   Når skønnet i stk. 8 udøves, finder følgende anvendelse i relation til behandlingen af engagementer, hvor standardmetoden benyttes:

a)

afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, underafdeling 3, om anerkendelse af kreditrisikoreduktion finder ikke anvendelse

b)

afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, underafdeling 4, om behandling af securitisation kan sættes ud af kraft af de kompetente myndigheder

11.   Når skønnet i stk. 8 udøves, skal kapitalkravet for operationelle risici i henhold til artikel 75, litra d), nedsættes med den procentdel, som udgøres af forholdet mellem værdien af kreditinstituttets engagementer, for hvilke der er beregnet risikovægtede værdier i overensstemmelse med skønsmuligheden i stk. 8, og den samlede værdi af dets engagementer.

12.   Beregner et kreditinstitut risikovægtede værdier af alle sine engagementer i overensstemmelse med skønsmuligheden i stk. 8, må artikel 48-50 i direktiv 2000/12/EF om store engagementer anvendes, som de var udformet inden den 1. januar 2007.

13.   Når skønnet i stk. 8 udøves, skal henvisninger til artikel 78-83 i nærværende direktiv læses som henvisninger til artikel 42-46 i direktiv 2000/12/EF, som disse artikler var udformet inden den 1. januar 2007.

14.   Udøves skønnet efter stk. 8, finder artikel 123, 124, 145 og 149 ikke anvendelse før den deri nævnte dato.

Artikel 153

Ved beregningen af de risikovægtede værdier af engagementer, der opstår som følge af ejendomsleasingtransaktioner vedrørende kontor- og forretningsejendomme, der er beliggende på deres område og opfylder kriterierne i bilag VI, del 1, punkt 54, kan de kompetente myndigheder indtil den 31. december 2012 tillægge en 50 % risikovægt uden anvendelse af bilag VI, del 1, punkt 55 og 56.

Indtil den 31. december 2010 kan kompetente myndigheder med henblik på at definere den sikrede del af lån med restance med henblik på bilag VI anerkende anden sikkerhedsstillelse end anerkendt sikkerhedsstillelse, jf. artikel 90-93.

Ved beregningen af størrelsen af risikovægtede engagementer i henhold til bilag VI, del 1, punkt 4 indtil den 31. december 2012 skal samme risikovægtning tillægges engagementer med medlemsstaternes centralregeringer eller centralbanker, som lyder på og er finansieret i en hvilken som helst medlemsstats valuta, som ved engagementer, som lyder på og er finansieret i den nationale valuta.

Artikel 154

1.   Indtil den 31. december 2011 kan de enkelte medlemsstaters kompetente myndigheder, for så vidt angår bilag VI, del 1, punkt 61, fastsætte antallet af restancedage til op til 180 dage for engagementer, som anført i bilag VI, del 1, punkt 12-17 og 41-43 med modparter, der er etableret på deres område, hvis lokale forhold gør det hensigtsmæssigt. Det konkrete antal afhænger af, hvilket produktområde der er tale om.

Kompetente myndigheder, der ikke udøver det skøn, der er anført i stk. 1, i forbindelse med engagementer med modparter, der er etableret på deres område, kan fastsætte et højere antal dage for engagementer med modparter, der er etableret på en anden medlemsstats område, hvis denne medlemsstats kompetente myndighed har udøvet dette skøn. Det konkrete antal skal ligge inden for 90 dage og indenfor det antal dage, de andre kompetente myndigheder har fastsat for engagementer med sådanne modparter inden for deres område.

2.   For kreditinstitutter, der ansøger om at benytte IRB-metoden inden 2010, under forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse, kan kravet om tre års anvendelse, som foreskrevet i artikel 84, stk. 3, reduceres til en periode på ikke under et år indtil den 31. december 2009.

3.   For kreditinstitutter, der ansøger om at benytte egne LGD (tab i tilfælde af misligholdelse)-estimater og/eller omregningsfaktorer, kan kravet om tre års anvendelse, som foreskrevet i artikel 84, stk. 4, reduceres til en periode på to år indtil den 31. december 2008.

4.   Indtil den 31. december 2012 kan de kompetente myndigheder i en medlemsstat give kreditinstitutter tilladelse til fortsat at behandle kapitalinteresser som anført i artikel 57, litra o), der er erhvervet, inden den 20. Juli 2006, efter artikel 38 i direktiv 2000/12/EF, da denne artikel allerede var gældende inden den 1. januar 2007.

5.   Indtil den 31. december 2010 må de engagementsvægtede gennemsnitlige tab i tilfælde af misligholdelse for alle detailengagementer, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af pant i fast ejendom til beboelse, og som ikke drager fordel af garantier fra centralregeringen, ikke være lavere end 10 %.

6.   Indtil den 31. december 2017 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder undtage visse aktiepositioner, der besiddes af kreditinstitutter og EU-datterselskaber af kreditinstitutter i denne medlemsstat pr. 31. december 2007, fra behandling efter IRB-metoden.

Den undtagne position måles ved antallet af aktier pr. 31. december 2007 og eventuelle yderligere aktier, der er et direkte resultat af denne aktiebesiddelse, forudsat at den ikke forøger den proportionale andel af ejerskabet i et porteføljeselskab.

Forøger en erhvervelse den proportionale andel af ejerskabet i en specifik aktiebesiddelse, er den overskydende del af aktiebesiddelsen ikke underlagt undtagelsen. Undtagelsen gælder heller ikke for aktiebesiddelser, som oprindeligt var underlagt undtagelsen, men som er blevet afhændet og derefter tilbagekøbt.

Aktiepositioner, der er omfattet af denne overgangsbestemmelse, skal være underlagt de kapitalkrav, der beregnes i overensstemmelse med afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, underafdeling 1.

7.   Indtil den 31. december 2011 kan de enkelte medlemsstaters kompetente myndigheder for erhvervsengagementer fastsætte antallet af restancedage, som alle kreditinstitutter på deres område skal være underlagt, efter den definition på misligholdelse, der er fastsat i bilag VII, del 4, punkt 44, for engagementer med modparter, som er etableret på medlemsstatens område. Det konkrete antal skal ligge mellem 90 og op til 180 dage, hvis lokale forhold gør dette hensigtsmæssigt. For engagementer med modparter, der er etableret på en anden medlemsstats område, fastsætter de kompetente myndigheder et antal restancedage, som ikke må være højere end det antal, der er fastsat af den kompetente myndighed i denne anden medlemsstat.

Artikel 155

Indtil den 31. december 2012 kan medlemsstaterne for kreditinstitutter, hvis relevante indikator for forretningsområdet »handel og salg« udgør mindst 50 % af summen af de relevante indikatorer for alle dets forretningsområder i overensstemmelse med bilag X, del 2, punkt 1-7, anvende en procentsats på 15 % på forretningsområdet »handel og salg«.

KAPITEL 2

Afsluttende bestemmelser

Artikel 156

Kommissionen skal i samarbejde med medlemsstaterne og under hensyntagen til bidrag fra Den Europæiske Centralbank periodisk overvåge, om dette direktiv set under ét sammen med direktiv 2006/49/EF har væsentlige virkninger for den økonomiske konjunktur og i lyset af denne undersøge overveje, om der er behov for korrigerende foranstaltninger.

På grundlag af denne analyse og under hensyntagen til bidrag fra Den Europæiske Centralbank udarbejder Kommissionen hvert andet år en rapport, som den forelægger for Europa-Parlamentet og Rådet sammen med eventuelle passende forslag. Ved udarbejdelsen af rapporten tages der fyldestgørende hensyn til bidrag fra låntagere og långivere.

Senest den 1. januar 2012 undersøger Kommissionen og aflægger rapport om anvendelsen af dette direktiv med særligt henblik på alle aspekter i artikel 68-73, artikel 80, stk. 7, artikel 80, stk. 8, og artikel 129 og fremsender denne rapport til Europa-Parlamentet og Rådet sammen med eventuelle forslag.

Artikel 157

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. december 2006 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 4, 22, 57, 61-64, 66, 68-106, 108, 110-115, 117-119, 123-127, 129-132, 133, 136, 144-149 og 152-155 samt bilag II, III og V-XII. De meddeler Kommissionen teksten til disse retsforskrifter samt en sammenligningstabel over disse retsforskrifter og bestemmelserne i dette direktiv.

Uanset stk. 3 anvender medlemsstaterne disse bestemmelser fra den 1. januar 2007.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses som henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3.   Medlemsstaterne anvender fra den 1. januar 2008, men ikke inden denne dato, de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme artikel 87, stk. 9, og artikel 105.

Artikel 158

1.   Direktiv 2000/12/EF, som ændret ved de i bilag XIII, del A, anførte direktiver, ophæves, dog uden at medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag XIII, del B, anførte gennemførelsesfrister berøres heraf.

2.   Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag XIV.

Artikel 159

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 160

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den. 14. juni 2006.

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

J. BORRELL FONTELLES

På Rådets vegne

Formand

H. WINKLER


(1)  EUT C 234 af 22.9.2005, s. 8.

(2)  EUT C 52 af 2.3.2005, s. 37.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 28.9.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 7.6.2006.

(4)  EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2006/29/EF (EUT L 70 af 9.3.2006, s. 50).

(5)  EFT C 40 af 7.2.2001, s. 453.

(6)  EUT L 3 af 7.1.2004, s. 28.

(7)  EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/51/EF (EUT L 178 af 17.7.2003, s. 16).

(8)  EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2003/51/EF.

(9)  EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

(10)  Se side 201 i denne EUT.

(11)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(12)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(13)  EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 115.

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/46/EF af 18. september 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (EFT L 275 af 27.10.2000, s. 39).

(15)  EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11. Senest ændret ved direktiv 2003/51/EF.

(16)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1). Ændret ved direktiv 2005/1/EF.

(17)  EFT L 184 af 6.7.2001, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2005/1/EF.

(18)  Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber (EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20).

(19)  Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3). Senest ændret ved direktiv 2005/1/EF.

(20)  Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3). Senest ændret ved direktiv 2005/1/EF.

(21)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring (EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1). Senest ændret ved direktiv 2005/1/EF.

(22)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe (EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1). Senest ændret ved direktiv 2005/1/EF.

(23)  EUT L 3 af 7.1.2004, s. 36.

(24)  EFT L 141 af 11.6.1993, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2005/1/EF.


BILAG I

LISTE OVER DE AKTIVITETER, DER ER UNDERGIVET GENSIDIG ANERKENDELSE

1.

Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler

2.

Udlånsvirksomhed, herunder bl.a. forbrugerkreditter, realkreditlån, factoring og diskontering og handelskreditter (inklusive forfaitering)

3.

Finansiel leasing

4.

Betalingsformidling

5.

Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler)

6.

Sikkerhedsstillelse og garantier

7.

Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende:

a)

pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser mv.)

b)

valutamarkedet

c)

finansielle futures og options

d)

valuta- og renteinstrumenter, eller

e)

værdipapirer

8.

Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed

9.

Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder

10.

»Money broking«

11.

Porteføljeadministration og -rådgivning

12.

Opbevaring og forvaltning af værdipapirer

13.

Kreditoplysninger

14.

Boksudlejning

De i bilag I, afsnit A og B, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter (1) anførte tjenesteydelser og aktiviteter i tilknytning til de i bilag I, afsnit C, omhandlede markeder for finansielle instrumenter, er omfattet af principperne om gensidig anerkendelse i nærværende direktiv.


(1)  EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.


BILAG II

KLASSIFICERING AF IKKE-BALANCEFØRTE POSTER

Fuld risiko:

Garantier i form af kreditsubstitutter

Kreditderivater

Accepter

Endosserede veksler, som ikke er forpligtende underskrevet af et andet kreditinstitut

Transaktioner med regresret

Uigenkaldeligt afgivne kredittilsagn i form af kreditsubstitutter

Aktiver købt i henhold til konstant terminskontrakt

»Forward forward deposits«

Ikke-betalt del af delvis betalte aktier og værdipapirer

Salgs- og tilbagekøbsaftaler som defineret i artikel 12, stk. 3 og 5, i direktiv 86/635/EØF, og

Andre poster, der også har fuld risikograd.

Mellemliggende risiko:

Remburser, udstedte og bekræftede (jf. også mellemliggende/lav risiko)

Garantier og sikkerheder (herunder licitations- og fuldførelsesgarantier samt told- og afgiftsgarantier) samt garantier, der ikke har form af kreditsubstitutter

Uigenkaldeligt afgivne kredittilsagn, der ikke har form af kreditsubstitutter

Uudnyttede kreditfaciliteter (forpligtelser til udlån, køb af værdipapirer, ydelse af garantier og acceptcertifikater) med en oprindelig løbetid på mere end et år

»Note issuance facilities« (NIF) og »revolving underwriting facilities« (RUF), og

Andre poster, der også er tillagt mellemliggende risikograd og som meddelt Kommissionen.

Mellemliggende/lav risiko:

Remburser, hvor den underliggende forsendelse udgør sikkerhedsstillelsen og andre selvlikviderende transaktioner

Uudnyttede kreditfaciliteter (forpligtelser til udlån, køb af værdipapirer, ydelse af garantier og acceptcertifikater) med en oprindelig løbetid på ikke over et år, som ikke uden betingelser kan opsiges når som helst uden varsel, eller som ikke effektivt sikrer en automatisk opsigelse i tilfælde af en forringelse af låntagers kreditværdighed, og

Andre poster, der også er tillagt mellemliggende/lav risikograd og som meddelt Kommissionen.

Lav risiko:

Uudnyttede kreditfaciliteter (forpligtelser til udlån, køb af værdipapirer, ydelse af garantier og acceptcertifikater), som uden betingelser kan opsiges når som helst uden varsel, eller som effektivt sikrer en automatisk opsigelse i tilfælde af en forringelse af låntagers kreditværdighed. Detailengagementer kan betragtes som kreditter, der uden betingelser kan opsiges, hvis vilkårene herfor sætter kreditinstituttet i stand til at opsige dem i det omfang, der er tilladt i medfør af forbrugerbeskyttelseslovgivningen og tilknyttet lovgivning, og

Andre poster, der også er tillagt lav risikograd og som meddelt Kommissionen.


BILAG III

BEHANDLING AF MODPARTSRISIKO VED DERIVATER, GENKØBSTRANSAKTIONER, TRANSAKTIONER VEDRØRENDE UD- ELLER INDLÅN I VÆRDIPAPIRER ELLER RÅVARER, TRANSAKTIONER MED LANG AFVIKLINGSTID OG »MARGIN LENDING«-TRANSAKTIONER

DEL 1

Definitioner

I dette bilag anvendes følgende definitioner:

Generelle begreber

1.

»Modpartsrisiko (CCR)«: risikoen for, at modparten i forbindelse med en transaktion misligholder sine forpligtelser, inden transaktionens betalingsstrømme er endeligt afviklet.

2.

»Central modpart«: en enhed, som retligt intervenerer mellem modparterne i kontrakter, som handles på en eller flere finansielle markeder, ved at blive køber over for hver sælger og sælger over for hver køber

Transaktionstyper

3.

»Transaktioner med lang afviklingstid«: transaktioner, hvor en modpart forpligter sig til at levere et værdipapir, en råvare eller et beløb i udenlandsk valuta til gengæld for kontanter, andre finansielle instrumenter eller råvarer eller omvendt på et afviklings- eller leveringstidspunkt, der ved aftale er fastsat til mere end den korteste af markedsnormen for den pågældende transaktion og fem hverdage efter den dag, hvor kreditinstituttet har indgået transaktionen.

4.

»»Margin lending«-transaktioner«: transaktioner, hvori et kreditinstitut udbyder kredit i forbindelse med køb, salg, overførsel af eller handel med værdipapirer. »Margin lending«-transaktioner omfatter ikke andre lån, som måtte været sikret ved sikkerhedsstillelse i form af værdipapirer.

Nettinggrupper, risikoafdækningsgrupper og begreber i tilknytning hertil

5.

»Nettinggruppe«: en gruppe transaktioner, som indgås med en enkelt modpart og er omfattet af et retsgyldigt bilateralt nettingsystem, og for hvilke netting er anerkendt i henhold til del 7 i dette bilag og artikel 90-93. Enhver transaktion, som ikke er omfattet af et retsgyldigt bilateralt nettingsystem, som er anerkendt i henhold til del 7 i dette bilag, betragtes i forbindelse med dette bilag som sin egen nettinggruppe.

6.

»Risikoposition«: et risikotal, som efter standardmetoden i del 5 tildeles en transaktion ved hjælp af en forudbestemt algoritme.

7.

»Risikoafdækningsgruppe«: en gruppe risikopositioner vedrørende transaktioner, der tilhører samme nettinggruppe, og hvor det kun er saldoen, der er relevant for fastsættelsen af engagementets værdi efter standardmetoden i del 5.

8.

»Margenaftale«: en kontraktmæssig aftale eller bestemmelser i en aftale, hvorefter en modpart skal stille sikkerhed over for en anden modpart, når den anden modparts engagement med den førstnævnte modpart når over et bestemt niveau.

9.

»Margentærskel«: det beløb, som et stadig udestående engagement højst må andrage, før en part har ret til at kræve sikkerhedsstillelse.

10.

»Margenrisikoperiode«: tidsrummet fra den seneste udveksling af sikkerhedsstillelse for en nettinggruppe af transaktioner med en misligholdende modpart, indtil denne modpart er afviklet, og den deraf følgende markedsrisiko igen er afdækket.

11.

»Den faktiske løbetid under metoden med interne modeller for en nettinggruppe med en løbetid på over et år«: forholdet mellem summen af det forventede engagement i en nettinggruppes transaktioners levetid diskonteret med den risikofrie rente og summen af det forventede engagement i løbet af et år i en nettinggruppe diskonteret med den risikofrie rente. Den faktiske løbetid kan korrigeres, så den afspejler »rollover«-risikoen ved at erstatte det forventede engagement med det faktiske forventede engagement for prognosehorisonter på mindre end et år.

12.

»Netting på tværs af produkter«: samling af transaktioner vedrørende forskellige produktkategorier i samme nettinggruppe i overensstemmelse med de regler om netting på tværs af produkter, der er beskrevet i dette bilag.

13.

»Aktuel markedsværdi (Current Market Value — CMV)«: Som defineret i del 5 nettomarkedsværdien af porteføljen af transaktioner i den nettinggruppe, der er etableret for modparten. CMV beregnes ud fra såvel positive som negative markedsværdier.

Fordelinger

14.

»Markedsværdiernes fordeling«: prognose over sandsynlighedsfordelingen for nettoværdierne af transaktioner i en nettinggruppe på et tidspunkt i fremtiden (prognosehorisonten) baseret på disse transaktioners faktiske markedsværdi indtil nu.

15.

»Engagementernes fordeling«: prognose over sandsynlighedsfordelingen for markedsværdier, hvor mulige forekomster af negative nettomarkedsværdier sættes til nul.

16.

»Risikoneutral fordeling«: fordelingen af markedsværdier eller engagementer i en fremtidig tidsperiode, hvor fordelingen beregnes på grundlag af værdier, der kan udledes af markedet, såsom implicitte volatiliteter.

17.

»Reel fordeling«: fordelingen af markedsværdier eller engagementer i en fremtidig tidsperiode, hvor fordelingen beregnes på grundlag af historiske eller faktiske værdier såsom volatilitet, som fastsættes ud fra tidligere pris- eller kursændringer.

Engagementets omfang og justeringer

18.

»Aktuelt engagement«: nul eller, hvis denne værdi er højere, markedsværdien af en transaktion eller portefølje af transaktioner i en nettinggruppe med en modpart, hvor værdien af disse transaktioner fortabes i tilfælde af modpartens misligholdelse, forudsat at det ikke er muligt at inddrive beløbet i forbindelse med en konkurs.

19.

»Maksimalt engagement«: en høj percentil af fordelingen af engagementer på en given fremtidig dato, før den længste transaktion i nettinggruppen forfalder.

20.

»Forventet engagement«: (Expected Exposure (EE)) gennemsnittet af fordelingen af engagementer på en given fremtidig dato, før den transaktion i nettinggruppen, der har den længste løbetid, forfalder.

21.

»Faktisk forventet engagement [(Effective Expected Exposure (Effective EE))] på en given dato«: det maksimale forventede engagement, der foreligger på denne eller en tidligere dato. Det kan eventuelt for en given dato fastsættes til enten det forventede engagement på denne dato eller det faktiske engagement på den foregående dato afhængig af, hvilken værdi der er højest.

22.

»Forventet positivt engagement (Expected Positive Exposure — EPE)«: det vægtede gennemsnit over tid af forventede engagementer, hvor vægtene er den andel, som et enkelt forventet engagement udgør set i forhold til det samlede tidsinterval. Ved beregningen af minimumskapitalkravet fastsættes gennemsnittet for det første år eller, hvis samtlige kontrakter i nettinggruppen udløber inden for mindre end et år, for den periode, som den kontrakt i nettinggruppen, der har den længste løbetid, dækker.

23.

»Faktisk forventet positivt engagement (faktisk EPE«: det vægtede gennemsnit over tid af det faktiske forventede engagement for det første år eller, hvis samtlige kontrakter i nettinggruppen udløber inden for mindre end et år, for den periode, som den kontrakt i nettinggruppen, der har den længste løbetid, dækker, hvor vægtene er den andel, som et enkelt forventet engagement udgør set i forhold til det samlede tidsinterval.

24.

»Kreditværdijustering«: en justering i forhold til værdiansættelsen på midtmarkedet af porteføljen af transaktioner med en modpart. Denne justering afspejler markedsværdien af den kreditrisiko, der er relateret til en eventuel manglende opfyldelse af kontraktmæssige aftaler indgået med en modpart. Justeringen kan afspejle markedsværdien af modpartens kreditrisiko eller markedsværdien af både kreditinstituttets og modpartens kreditrisiko.

25.

»Ensidig kreditværdijustering«: en kreditværdijustering, der afspejler markedsværdien af modpartens kreditrisiko for kreditinstituttet, men afspejler ikke markedsværdien af kreditinstituttets kreditrisiko for modparten.

Modpartsrisiko-relaterede risici

26.

»»Rollover«-risiko«: det beløb, hvormed værdien af det forventede positive engagement undervurderes, når der forventes en løbende strøm af transaktioner med en modpart. Det yderligere engagement, som disse fremtidige transaktioner resulterer i, indgår ikke i beregningen af det forventede positive engagement (EPE).

27.

»Generel »wrong-way«-risiko«: opstår, når sandsynligheden for, at modparterne misligholder deres forpligtelser (modparternes probability of default (PD)), er positivt korreleret med generelle markedsrisikofaktorer.

28.

»Specifik »wrong way«-risiko«: opstår, når engagementet med en bestemt modpart er positivt korreleret med sandsynligheden for, at denne modpart som følge af transaktionernes art misligholder sine forpligtelser (modpartens PD). Et kreditinstitut anses for at være eksponeret over for specifik »wrong way«-risiko, hvis det forventede engagement til en særlig modpart forventes at være højt, når der også er høj sandsynlighed for, at modparten misligholder sine forpligtelser (modpartens PD er høj).

DEL 2

Valg af metode

1.

Med forbehold af punkt 2-7 ansætter kreditinstitutterne engagementsværdien for de kontrakter, der er nævnt i bilag IV, efter en af de metoder, der er beskrevet i del 3-6. Kreditinstitutter, der ikke har tilladelse til behandlingen i henhold til artikel 18, stk. 2, i direktiv 2006/49/EF, må ikke anvende den metode, der er beskrevet i del 4. Kreditinstitutterne må ikke anvende den metode, der er beskrevet i del 4, til at ansætte engagementsværdien for de kontrakter, der er nævnt i bilag IV, punkt 3.

Metoderne i del 3-6 kan permanent anvendes sideløbende inden for en koncern, men ikke inden for en enkeltstående juridisk enhed. Det er tilladt sideløbende at anvende metoderne i del 3-5 inden for en juridisk enhed, når en af metoderne anvendes i de tilfælde, der er beskrevet i del 5, punkt 19.

2.

Kreditinstitutterne kan med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse ansætte engagementsværdien for:

i)

de kontrakter, der er nævnt i bilag IV

ii)

genkøbstransaktioner

iii)

transaktioner vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer

iv)

»margin lending«-transaktioner og

v)

transaktioner med lang afviklingstid

ved hjælp af metoden med interne modeller, der er beskrevet i del 6.

3.

Et kreditinstitut, der køber et kreditderivat til sikring af et engagement uden for handelsbeholdningen eller en modpartsrisiko, kan beregne sit kapitalkrav for det afdækkede aktiv i overensstemmelse med bilag VIII, del 3, punkt 83-92, eller — med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse — bilag VII, del 1, punkt 4, eller bilag VII, del 4, punkt 96-104. I disse tilfælde ansættes engagementsværdien vedrørende modpartsrisikoen til nul for disse kreditderivater.

4.

Engagementsværdien vedrørende modpartsrisiko fra solgte »credit default«-swap uden for handelsbeholdningen ansættes til nul, hvis de behandles som kreditrisikoafdækning, der ydes af kreditinstituttet og er omfattet af et kapitalkrav for kreditrisiko for det fulde nominelle beløb.

5.

Engagementsværdien for en given modpart i alle metoderne del 3-6 svarer til summen af engagementsværdierne, der er beregnet for hver nettinggruppe med den pågældende modpart.

6.

En engagementsværdi på nul for modpartsrisikoen kan fastsættes for derivatkontrakter, genkøbstransaktioner, transaktioner vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og »margin lending« -transaktioner med en central modpart, og som ikke er blevet afvist af den centrale modpart. Desuden kan en engagementsværdi på nul fastsættes vedrørende kreditrisiko ved engagementer over for centrale modparter, der skyldes derivatkontrakter, genkøbstransaktioner, transaktioner vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og »margin lending« -transaktioner eller andre engagementer, hvor det fastsættes af de kompetente myndigheder, at kreditinstituttet har et udestående engagement med den centrale modpart. Der stilles dagligt fuld sikkerhedsstillelse for den centrale modparts modpartsrisiko-engagementer med alle deltagere i dets systemer.

7.

Engagementer, der skyldes transaktioner med lang afviklingstid, kan fastsættes ved at bruge metoderne i del 3-6, uanset metoderne, der er valgt til at beregne OTC-derivater og genkøbstransaktioner, transaktioner vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer, og »margin lending« -transaktioner. Ved beregning af kapitalkrav for transaktioner med lang afviklingstid kan kreditinstitutter, der anvender metoden, der er beskrevet i artikel 84-89, anvende risikovægtene i henhold til metoden, der er beskrevet i artikel 78-83, permanent og uanset positionernes væsentlighed.

8.

For metoderne i del 3 og 4 skal de kompetente myndigheder sikre, at det nominelle beløb, der skal lægges til grund, er en relevant målestok for den risiko, der er forbundet med kontrakten. Hvis der f.eks. i kontrakten er foreskrevet en multiplikation af cash flows, skal det nominelle beløb justeres for derved at tage højde for multiplikationseffekten på den pågældende kontrakts risikostruktur.

DEL 3

Markedsværdi-metoden

Trin a):

Kontrakter opgøres til markedsværdi (»mark to market«) for at opnå de aktuelle genanskaffelsespris for alle kontrakter med en positiv værdi.

Trin b):

For at nå frem til et tal for potentielle fremtidige kreditrisici, undtagen i tilfælde af »single currency floating/floating interest rate swaps«, hvor kun de aktuelle genanskaffelsesomkostninger beregnes, multipliceres kontrakternes nominelle hovedstole eller de underliggende værdier med procenterne i tabel 1:

Tabel 1  (1)  (2)

Restløbetid (3)

Rentekontrakter

Valutakurskontrakter samt kontrakter vedrørende guld

Kontrakter vedrørende aktier

Kontrakter vedrørende ædelmetaller (eksklusive guld)

Kontrakter vedrørende råvarer (eksklusive ædelmetaller)

Et år og derunder

0 %

1 %

6 %

7 %

10 %

Over et år, men højst fem år

0,5 %

5 %

8 %

7 %

12 %

Over fem år

1,5 %

7,5 %

10 %

8 %

15 %

Med henblik på beregning af den potentielle fremtidige kreditrisiko i overensstemmelse med trin b) kan de kompetente myndigheder tillade, at kreditinstitutter anvender procentsatserne i tabel 2 i stedet for satserne i tabel 1 under forudsætning af, at institutterne anvender optionen i bilag IV, punkt 21, i direktiv 2006/49/EF for kontrakter vedrørende råvarer andet end guld i henhold til punkt 3 i bilag IV i nærværende direktiv:

Tabel 2

Restløbetid

Ædelmetaller (eksklusive guld)

Almindelige metaller

Landbrugsprodukter (»softs«)

Andre, inklusive energiprodukter

Et år og derunder

2 %

2,5 %

3 %

4 %

Over et år, men højst fem år

5 %

4 %

5 %

6 %

Over fem år

7,5 %

8 %

9 %

10 %

Trin c):

Summen af de aktuelle genanskaffelsespriser og de potentielle fremtidige kreditrisici udgør engagementsværdien..

DEL 4

Det oprindelige engagements metode

Trin a):

Hvert instruments nominelle hovedstol multipliceres med de i tabel 3 omhandlede procenter:

Tabel 3

Oprindelig løbetid (4)

Rentekontrakter

Valutakurskontrakter samt kontrakter vedrørende guld

Et år og derunder

0,5 %

2 %

Over et år, men højst to år

1 %

5 %

Yderligere tillæg for hvert følgende år

1 %

3 %

Trin b):

Det således konstaterede oprindelige engagement udgør engagementsværdien.

DEL 5

Standardmetoden

1.

Standardmetoden kan kun benyttes i forbindelse med »over-the-counter«-derivater (OTC-derivater) og transaktioner med lang afviklingstid. Engagementets værdi beregnes særskilt for hver nettinggruppe. Værdien fastsættes eksklusive sikkerhedsstillelse på følgende måde:

engagementets værdi =

Formula

hvor:

CMV = den aktuelle markedsværdi af porteføljen af transaktioner i nettinggruppen med en modpart uden hensyn til sikkerhedsstillelse, dvs. hvor

Formula

hvor:

CMVi = den aktuelle markedsværdi af transaktion i

CMC = den aktuelle markedsværdi af sikkerhedsstillelsen, der er stillet i nettinggruppen, dvs. hvor

Formula

hvor:

CMCl = den aktuelle markedsværdi af sikkerhedsstillelsen l

i = indeks, der angiver transaktionen

l = indeks, der angiver sikkerhedsstillelsen

j = indeks, der angiver risikoafdækningsgruppen. Disse risikoafdækningsgrupper svarer til risikofaktorer, for hvilke risikopositioner med modsat fortegn kan modregnes, så der fremkommer en nettorisikoposition, som engagementets værdi herefter beregnes ud fra

RPTij = risikoposition vedrørende transaktionen i med hensyn til risikoafdækningsgruppen j

RPClj = risikoposition vedrørende sikkerhedsstillelsen l med hensyn til risikoafdækningsgruppen j

CCRMj = CCR-multiplikator, der er fastsat i tabel 5 for risikoafdækningsgruppen j

β = 1,4

Sikkerhedsstillelse, der er modtaget fra en modpart har positivt fortegn; sikkerhedsstillelse stillet til en modpart har negativt fortegn.

Sikkerhedsstillelse, der er godkendt til denne metode, er begrænset til den sikkerhedsstillelse, som er tilladt i henhold til bilag VIII, del 1, punkt 11 i nærværende direktiv og bilag II, punkt 9 i direktiv 2006/49/EF.

2.

Hvis det i forbindelse med en transaktion i et OTC-derivat med en lineær risikoprofil er bestemt, at et finansielt instrument skal udveksles mod en betaling, betegnes betalingsdelen som et betalingselement. Transaktioner, hvor det bestemmes, at en betaling skal udveksles mod en betaling, består af to betalingselementer. Betalingselementerne består af kontraktmæssigt fastsatte bruttobetalinger, herunder transaktionens nominelle beløb. Kreditinstitutter kan undlade at tage højde for renterisikoen i betalingselementerne, der har en restløbetid på under et år i forbindelse med de følgende beregninger. Kreditinstitutioner kan behandle transaktioner, der består af to betalingselementer, som denomineret i samme valuta som f.eks. renteswaps som en samlet transaktion. Behandlingen af betalingselementer gælder for hele transaktionen.

3.

Transaktioner, som har en lineær risikoprofil, og hvor de underliggende finansielle instrumenter udgøres af aktier (inklusive aktieindeks), guld, andre ædelmetaller eller andre råvarer, tildeles en risikoposition for den respektive aktie (eller aktieindeks) eller råvare (inklusive guld og andre ædelmetaller) og en renterisikoposition for betalingselementet. Hvis betalingselementet er denomineret i en udenlandsk valuta, tildeles det desuden en risikoposition i den pågældende valuta.

4.

Transaktioner, som har en lineær risikoprofil, og hvor det underliggende instrument er et gældsinstrument, tildeles en renterisikoposition for gældsinstrumentet og en anden renterisikoposition for betalingselementet. Transaktioner, som har en lineær risikoprofil, og hvor en betaling skal udveksles mod en betaling, (dette omfatter valutaterminsforretninger) tildeles en renterisikoposition for hvert betalingselement. Hvis det underliggende gældsinstrument er denomineret i en udenlandsk valuta, tildeles gældsinstrumentet en risikoposition i denne valuta. Hvis et betalingselement er denomineret i udenlandsk valuta, tildeles betalingselementet en risikoposition i den pågældende valuta. Engagementsværdien i forbindelse med en basisswap i udenlandsk valuta sættes til nul.

5.

Størrelsen af en risikoposition vedrørende en transaktion, der har en lineær risikoprofil, svarer til den faktiske nominelle værdi (markedsprisen gange mængden) af de underliggende finansielle instrumenter (inklusive råvarer) omregnet til kreditinstituttets indenlandske valuta, medmindre der er tale om gældsinstrumenter.

6.

For gældsinstrumenter og betalingselementer svarer størrelsen af risikopositionen til den faktiske nominelle værdi af de udestående bruttobetalinger (inklusive det nominelle beløb) omregnet til kreditinstituttets indenlandske valuta og multipliceret med den modificerede varighed af henholdsvis gældsinstrumentet eller betalingselementet.

7.

Størrelsen af en risikoposition i forbindelse med en »credit default«-swap svarer til referencegældsinstrumentets nominelle værdi multipliceret med den pågældende »credit default«-swaps restløbetid.

8.

Størrelsen af en risikoposition vedrørende et OTC-derivat med en ikke-lineær risikoprofil (inklusive optioner og swaptioner) svarer til delta-ækvivalenten af den faktiske nominelle værdi af det finansielle instrument, der ligger til grund for transaktionen, medmindre der er tale om et underliggende gældsinstrument.

9.

Størrelsen af en risikoposition vedrørende et OTC-derivat med en ikke-lineær risikoprofil (inklusive optioner og swaptioner), hvor det underliggende instrument er et gældsinstrument eller et betalingselement, svarer til delta-ækvivalenten af det pågældende finansielle instruments eller betalingselements faktiske nominelle værdi multipliceret med gældsinstrumentets eller betalingselementets modificerede varighed.

10.

Ved beregning af risikopositioner behandles sikkerhedsstillelse, der er modtaget fra en modpart, som en fordring på modparten i en derivatkontrakt (lang position), som forfalder i dag, mens stillet sikkerhedsstillelse behandles som en forpligtelse til modparten (kort position), som forfalder i dag.

11.

Kreditinstitutter kan anvende følgende formler til at fastsætte størrelsen og fortegnet på en risikoposition:

for alle instrumenter undtagen gældsinstrumenter:

faktisk nominel værdi, eller

Formula

hvor:

Pref = prisen på det underliggende instrument angivet i referencevalutaen:

V = værdien af det finansielle instrument (i forbindelse med optioner: strikekurs, i forbindelse med transaktioner med en lineær risikoprofil: værdien af det underliggende instrument)

p = prisen på det underliggende instrument angivet i den samme valuta som V.

Gældsinstrumenter og betalingselementet af alle transaktioner:

den faktiske nominelle værdi multipliceret med den modificerede varighed eller

delta-ækvivalentens nominelle værdi multipliceret med den modificerede varighed

Formula

hvor:

V = værdien af det finansielle instrument (i forbindelse med optioner: strikekurs, i forbindelse med transaktioner med en lineær risikoprofil: værdien af henholdsvis det underliggende instrument eller betalingselementet)

r = renteniveau.

Hvis V angives i en anden valuta end referencevalutaen skal derivatet omregnes til referencevalutaen ved at multiplicere med den pågældende valutakurs.

12.

Risikopositionerne grupperes i risikoafdækningsgrupper. Nettorisikopositionen, dvs. den absolutte værdi af summen af de risikopositioner, der indgår i risikoafdækningsgruppen, beregnes for hver gruppe. Nettorisikopositionen er repræsenteret ved:

Formula

i formlerne i punkt 1.

13.

I forbindelse med renterisikopositioner vedrørende pengeindskud modtaget fra modparten som sikkerhedsstillelse vedrørende betalingselementer og de underliggende gældsinstrumenter, som ifølge tabel 1 i bilag I til direktiv 2006/49/EF er underlagt et kapitalkrav på 1,60 % eller derunder, er der opstillet seks risikoafdækningsgrupper for hver valuta i tabel 4 nedenfor. Risikoafdækningsgrupper defineres ved hjælp af en kombination af kriterierne »løbetid« og »referencerenter«:

Tabel 4

 

Statslige referencerenter

Ikke-statslige referencerenter

Løbetid

Løbetid

Løbetid

≤ 1 år

>1 — ≤ 5 år

> 5 år

≤ 1 år

>1 — ≤5 år

> 5 år

14.

For renterisikopositioner vedrørende underliggende gældsinstrumenter eller betalingselementer, hvor rentesatsen er knyttet til en referencerente, der afspejler den generelle markedsrente, svarer restløbetiden til tidsrummet op til den næste justering af rentesatsen. I alle andre tilfælde lægges det underliggende gældsinstruments restlevetid eller for et betalingselement transaktionens restlevetid til grund.

15.

Der etableres en risikoafdækningsgruppe for hver udsteder af et referencegældsinstrument, som ligger til grund for en »credit default«-swap.

16.

I forbindelse med renterisikopositioner vedrørende pengeindskud modtaget fra modparten som sikkerhedsstillelse, når denne modpart ikke har udestående gældsforpligtelser med lav specifik risiko og vedrørende gældsinstrumenter, som ifølge tabel 1 i bilag I til direktiv 2006/49/EF er underlagt et kapitalkrav på over 1,60 %, fastsættes der en risikoafdækningsgruppe for hver udsteder. Når et betalingselement emulerer et sådant gældsinstrument, fastsættes der også en risikoafdækningsgruppe for hver udsteder af referencegældsinstrumentet. Kreditinstitutterne kan vælge at samle risikopositioner, der er knyttet til en bestemt udsteders gældsinstrumenter eller til samme udsteders referencegældsinstrumenter, i samme risikoafdækningsgruppe, hvis de er emuleret af betalingselementer eller underlagt en »credit default«-swap.

17.

Underliggende finansielle instrumenter, som ikke er gældsinstrumenter henføres kun til de samme respektive risikoafdækningsgrupper, hvis der er tale om identiske eller lignende instrumenter. I alle andre tilfælde henføres de til særskilte risikoafdækningsgrupper. Instrumenternes lighed vurderes ud fra følgende kriterier:

For aktier er instrumenter, der hidrører fra samme udsteder, lignende. Et aktieindeks behandles som en særskilt udsteder.

For ædelmetaller er instrumenter, der vedrører samme metal, lignende. Et ædelmetalindeks behandles som et særskilt ædelmetal.

For elektricitet er lignende instrumenter de leveringsrettigheder og -forpligtelser, som hidrører til det samme ladningstidsinterval inden for og uden for spidsbelastningen inden for et interval på 24 timer.

For råvarer er instrumenter, der vedrører samme råvare, lignende. Et råvareindeks behandles som et særskilt indeks.

18.

Modpartsrisiko (CCR)-multiplikatorerne (CCRM) for de forskellige kategorier af risikoafdækningsgrupper er fastsat som anført i tabel 5 nedenfor:

Tabel 5

 

Kategorier af risikoafdækningsgrupper

Modpartsrisiko (CCR)-multiplikator (CCRM)

1.

Renter

0,2 %

2.

Renter på risikopositioner vedrørende et referencegældsinstrument, som ligger til grund for en »credit default«-swap, og som ifølge tabel 1 i bilag I til direktiv 2006/49/EF er underlagt et kapitalkrav på 1,60 % eller derunder.

0,3 %

3.

Renter på risikopositioner vedrørende et gældsinstrument eller referencegælds-instrument, som ifølge tabel 1 i bilag I til direktiv 2006/49/EF er underlagt et kapitalkrav på over 1,60 %.

0,6 %

4.

Valutakurser

2,5 %

5.

Elektricitet

4,0 %

6.

Guld

5,0 %

7.

Aktier

7,0 %

8.

Ædelmetaller (eksklusive guld)

8,5 %

9.

Andre råvarer (eksklusive ædelmetaller)

10,0 %

10.

Underliggende instrumenter vedrørende OTC-derivater, der ikke er omfattet af ovenstående kategorier.

10,0 %

Underliggende instrumenter vedrørende OTC-derivater, jf. tabel 5, punkt 10, henføres til særskilte individuelle risikoafdækningsgrupper for hver kategori af underliggende instrumenter.

19.

For visse transaktioner, som har en ikke-lineær risikoprofil eller for betalingselementer og transaktioner med gældsinstrumenter som underliggende instrumenter, for hvilke kreditinstituttet ikke vil være i stand til at bestemme henholdsvis delta-værdien eller den modificerede varighed ved hjælp af en instrumentmodel, som de kompetente myndigheder har godkendt med henblik på at fastsætte minimumskapitalkrav vedrørende markedsrisikoen, bestemmer de kompetente myndigheder risikopositionernes og de relevante modpartsrisikomultiplikatorers (CCRM'ers) størrelse ud fra en forsigtig vurdering. De kompetente myndigheder kan anmode om, at metoden i del 3 anvendes. Netting anerkendes ikke, dvs. engagementsværdien fastsættes som om, der var en nettinggruppe, der kun indeholder den enkelte transaktion.

20.

Et kreditinstitut skal benytte interne procedurer til at kontrollere, at den pågældende transaktion er omfattet af en retsgyldig nettingaftale, der opfylder de gældende krav, jf. del 7, før denne transaktion inkluderes i en nettinggruppe.

21.

Et kreditinstitut, der gør brug af sikkerhedsstillelse med henblik på at begrænse modpartsrisikoen, skal benytte interne procedurer til at kontrollere, at sikkerhedsstillelsen opfylder de fornødne retssikkerhedsstandarder, der er anført i bilag VIII, før det indregner sikkerhedsstillelsens virkninger i sine beregninger.

DEL 6

Metoden med interne modeller

1.

Kreditinstituttet kan med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse anvende metoden med interne modeller til beregning af engagementers værdi for transaktionerne i del 2, punkt 2, nr. i) eller for transaktionerne i punkt 2, nr. ii), iii) og iv) eller for transaktionerne i del 2, punkt 2, nr. i)-iv). I alle disse tilfælde kan transaktionerne i del 2, punkt 2, nr. v) også medtages. Uanset del 2, punkt 1, andet afsnit kan kreditinstitutterne vælge ikke anvende denne metode på engagementer, som er uden betydning med hensyn til størrelse og risiko. For at anvende metoden med interne modeller skal et kreditinstitut opfylde betingelserne i denne del.

2.

Anvendelsen af metoden med interne modeller kan med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse ske i faser på tværs af forskellige transaktionstyper og under dette tidsrum kan et kreditinstitut anvende metoderne i del 3 eller del 5. Uanset resten af indholdet i denne del skal det ikke kræves, at kreditinstitutter anvender en særlig modeltype.

3.

For alle transaktioner med OTC-derivater og transaktioner med lang afviklingstid, som et kreditinstitut ikke har modtaget godkendelse til at anvende metoden med interne modeller, anvender kreditinstituttet metoderne i del 3 eller del 5. Det er tilladt sideløbende at anvende disse to metoder permanent i en koncern. Sideløbende anvendelse af disse to metoder i en juridisk enhed er kun tilladt, hvis en af metoderne anvendes i de tilfælde, der er beskrevet i del 5, punkt 19.

4.

Kreditinstitutter, der har fået tilladelse til at anvende metoden med interne modeller. skal ikke på ny anvende metoderne, der er beskrevet i del 3 eller del 5, undtagen hvis det har været hensigtsmæssigt og er blevet godkendt af de kompetente myndigheder. Hvis et kreditinstitut ikke længere opfylder kravene i denne del, forelægger det enten den kompetente myndighed en plan for en rettidig fornyet overholdelse eller påviser, at virkningen af den manglende overholdelse er uvæsentlig.

Engagementets værdi

5.

Engagementets værdi beregnes ud fra nettinggruppen. Modellen skal angive den sandsynlige fordeling af ændringer i nettinggruppens markedsværdi, som kan tilskrives ændringer i markedsvariabler som renter, valutakurser osv. Herefter beregner modellen engagementsværdien for nettinggruppen på alle fremtidige datoer under hensyntagen til ændringer i markedsvariablerne. For modparter, som der er indgået margenaftaler med, kan modellen også beskrive fremtidige ændringer i sikkerhedsstillelsen.

6.

Kreditinstitutterne kan tage hensyn til anerkendt finansiel sikkerhedsstillelse som defineret i bilag VIII, del 1, punkt 11 til nærværende direktiv og bilag II, punkt 9 i direktiv 2006/49/EF, i deres sandsynlige fordelinger af ændringer i nettinggruppens markedsværdi, hvis de kvantitative, kvalitative og datakravene for metoden med interne modeller er opfyldt for sikkerhedsstillelsen.

7.

Engagementets værdi beregnes som produktet af alpha og det faktiske forventede positive engagement (EPE)

Engagementets værdi = α × faktisk EPE

hvor:

alpha (α) sættes til 1,4, men tilsynsmyndighederne kan kræve, at α tildeles en højere værdi, og det faktiske EPE beregnes ved estimering af det forventede engagement (EEt) ud fra det gennemsnitlige engagement på en senere dato t, hvor gennemsnittet fastsættes på grundlag af relevante markedsrisikofaktorers mulige fremtidige værdier. Den interne model estimerer EE på en række fremtidige datoer t1, t2, t3 osv.

8.

Det faktiske EE beregnes rekursivt som:

faktisk EEtk = max(faktisk EEtk-1; EEtk)

hvor:

den aktuelle dato benævnes t0 og det faktiske EEt0 svarer til det aktuelle engagement.

9.

Det faktiske EPE svarer i denne forbindelse til det gennemsnitlige faktiske EE i det første år af et fremtidigt engagement. Hvis samtlige kontrakter i nettinggruppen udløber inden for mindre end et år, svarer EPE til gennemsnittet af EE, indtil samtlige kontrakter i nettinggruppen udløber. Det faktiske EPE beregnes ud fra det vægtede gennemsnit af det faktiske EE:

Formula

hvor:

vægtene Δtk = tk — tk-1 tager højde for, at det fremtidige engagement kan være beregnet på datoer, der ikke er jævnt fordelt over det pågældende tidsinterval.

10.

Det forventede eller maksimale engagement beregnes på grundlag af en fordeling af engagementer, der tager hensyn til, at engagementerne ikke nødvendigvis er normalfordelt.

11.

Kreditinstitutterne kan benytte en værdi, der er mere forsigtig end α ganget med det faktiske EPE for hver modpart og beregnet i henhold til ovenstående ligning.

12.

De kompetente myndigheder kan uanset bestemmelserne i punkt 7 tillade kreditinstitutter at anvende deres egne estimater af α, forudsat at de ikke er lavere end 1,2, hvor α svarer til forholdet mellem den interne kapital baseret på en fuldstændig simulering af engagementer med modparter (tæller) og den interne kapital baseret på EPE (nævner). EPE skal i nævneren anvendes, som om der var tale om et fast udestående lånebeløb. Kreditinstitutter skal godtgøre, at deres interne estimater af α i tælleren afspejler væsentlige kilder til stokastisk afhængighed, i fordelingen af markedsværdierne af de pågældende transaktioner eller af porteføljer af transaktioner er fordelt på tværs af de forskellige modparter. Interne estimater skal tage hensyn til porteføljernes granulering.

13.

Kreditinstituttet skal sikre, at tælleren og nævneren med hensyn til α beregnes på en måde, der stemmer overens med hensyn til modelleringsmetoder, parameterspecifikationer og porteføljesammensætning. Den anvendte metode skal baseres på kreditinstituttets interne metode for den interne kapital, være veldokumenteret og underkastes en uafhængig validering. Kreditinstitutterne skal desuden revidere deres estimater mindst fire gange om året eller hyppigere, hvis porteføljens sammensætning varierer over tid. Kreditinstitutter skal også vurdere modelrisikoen.

14.

Volatiliteten og korrelationen af de faktorer for markedsrisici, der anvendes i den samlede simulering af markeds- og kreditrisiko skal i givet fald baseres på kreditrisikofaktoren for at afspejle mulige stigninger i volatiliteten eller korrelation under en økonomisk nedgang.

15.

Hvis nettinggruppen er omfattet af en margenaftale, skal kreditinstitutterne måle EPE på en af følgende måder:

a)

faktiske EPE uden hensyntagen til margenaftalen

b)

den tærskel — såfremt denne er positiv — der er fastlagt i margenaftalen, plus et tillæg, der afspejler den potentielle forøgelse af engagementet i løbet af den risikoperiode, margenaftalen dækker Tillægget beregnes ud fra den forventede forøgelse af nettinggruppens engagement regnet fra et aktuelt engagement på nul og over den risikoperiode, margenaftalen dækker. Der anvendes en risikoperiode på fem hverdage for nettinggrupper, der kun består af repo-lignende transaktioner, som er omfattet af en daglig margenberegning og daglig værdiansættelse i forhold til markedet, og der kræves ti hverdage for alle andre nettinggrupper i løbet af margenaftalens risikoperiode, der anvendes til dette formål, eller

c)

hvis modellen afspejler margenberegningens virkninger ved estimeringen af EE, kan modellens EE-værdi med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse anvendes direkte i ligningen i punkt 8.

Minimumskrav for EPE-modeller

16.

Kreditinstituttets EPE-model skal opfylde de operationelle krav i punkt 17-41.

Kontrol af modpartsrisiko (CCR)

17.

Kreditinstituttet skal råde over en kontrolenhed, der står for udformningen og iværksættelsen af dets modpartsrisiko-styringssystem og foretage den indledende og løbende validering af den interne model. Denne enhed skal kontrollere inputdataenes integritet og udarbejde og analysere rapporter om resultaterne af kreditinstituttets risikomålingsmodel samt evaluere forholdet mellem risikoeksponeringsværdier og kredit- og handelsbegrænsninger. Enheden skal drives uafhængigt af erhvervskredit- og handelsafdelingerne og må ikke udsættes for upassende indflydelse. Den skal have det fornødne personale og rapportere direkte til kreditinstituttets øverste ledelse. Enhedens arbejde skal integreres tæt med kreditinstituttets daglige kreditrisikostyring. Resultaterne skal som følge heraf udgøre en integreret del af proceduren for planlægning, overvågning og styring af kreditinstituttets kreditrisikoprofil og overordnede risikoprofil.

18.

Kreditinstituttet skal råde over CCR-styringspolitikker, -procedurer og ‐systemer, der er konceptuelt forsvarlige og implementeret med integritet. De skal iværksætte forsvarlig modpartsrisiko-styring, der muliggør identificering, måling, styring, godkendelse og intern rapportering af modpartsrisiko.

19.

Kreditinstituttet skal tage hensyn til markeds- og likviditetsrisici og til retlige og operationelle risici, der kan relateres til modpartsrisikoen, i sine risikostyringspolitikker. Kreditinstituttet må ikke drive forretninger med en modpart uden at bedømme dennes kreditværdighed og skal tage fornødent hensyn til den kreditrisiko, der forekommer i forbindelse med afviklingen og forud for denne. Disse risici skal i den udstrækning, det er praktisk muligt, håndteres på modpartsniveau (engagementer med modparter aggregeres med andre kreditengagementer) og på firmaniveau.

20.

Kreditinstituttets bestyrelse og øverste ledelse skal deltage aktivt i modpartsrisiko-kontrolproceduren og betragte dette som et væsentligt aspekt af virksomheden, som det er nødvendigt at afsætte betydelige ressourcer til. Den øverste ledelse skal være opmærksom på de begrænsninger og antagelser, der knytter sig til den anvendte model, og på de konsekvenser, disse kan få for resultaternes pålidelighed. Den øverste ledelse skal også tage hensyn til de usikkerheder, der kendetegner markedsforholdene og de operationelle forhold, og vide, hvordan disse afspejles i modellen.

21.

De daglige rapporter vedrørende kreditinstituttets modpartsrisiko-engagementer gennemgås med henblik herpå på et tilstrækkeligt højt ledelsesniveau med beføjelser til at foretage både reduktioner af positioner, som individuelle kreditchefer eller handlere har foretaget, og reduktioner af kreditinstituttets samlede modpartsrisiko-engagement.

22.

Kreditinstituttets modpartsrisiko-styringssystem skal anvendes i kombination med interne kredit- og handelsbegrænsninger. Kredit- og handelsbegrænsningerne skal i den henseende relateres til kreditinstituttets risikomålingsmodel på en måde, som er konsekvent over tid, og som er velkendt af kreditchefer, handlere og overordnede ledere.

23.

Kreditinstituttet skal i forbindelse med sin opgørelse af modpartsrisiko også måle anvendelsen af kreditlinjer fra dag til dag og inden for samme dag. Kreditinstituttet skal måle det aktuelle engagement både med og uden sikkerhedsstillelse. På portefølje- og modpartsniveau skal kreditinstituttet beregne og overvåge det maksimale engagement eller det potentielle fremtidige engagement (PFE) med det konfidensinterval, kreditinstituttet har valgt. Kreditinstituttet skal tage hensyn til store eller koncentrerede positioner, bl.a. i forhold til grupper af indbyrdes relaterede modparter, brancher og markeder.

24.

Kreditinstituttet skal iværksætte et systematisk og grundigt program med stresstest, som understøtter modpartsrisiko-analysen, og som baseres på de daglige resultater af kreditinstituttets risikomålingsmodel. Resultaterne af disse stresstest gennemgås regelmæssigt af den øverste ledelse og afspejles i de modpartsrisiko-politikker og grænser, som ledelsen og bestyrelsen fastsætter. Hvis stresstest afslører en særlig sårbarhed over for bestemte omstændigheder, skal det øjeblikkeligt sikres, at disse risici håndteres på en hensigtsmæssig måde.

25.

Kreditinstituttet skal etablere en praksis, der sikrer overholdelsen af et dokumenteret sæt af interne politikker, kontroller og procedurer vedrørende brugen af modpartsrisiko-styringssystemet. Kreditinstituttets modpartsrisiko-styringssystem skal være veldokumenteret, og der skal foreligge en redegørelse for de empiriske teknikker, der benyttes til måling af modpartsrisiko.

26.

Kreditinstituttet skal regelmæssigt foretage en uafhængig gennemgang af modpartsrisiko-styringssystemet ved hjælp af sin egen interne revisionsprocedure. Denne gennemgang skal både omfatte aktiviteterne i erhvervsafdelingerne, der er nævnt i punkt 17 og den uafhængige modpartsrisiko-kontrolenheds aktiviteter. Der skal med regelmæssige mellemrum foretages en revision af den samlede modpartsrisiko-styringsprocedure, hvor der som et minimum ses på:

a)

dokumentationen vedrørende modpartsrisiko-styringssystemet og -proceduren, og hvorvidt denne er fyldestgørende

b)

modpartsrisiko-kontrolenhedens organisering

c)

integreringen af modpartsrisiko-målinger i den daglige risikostyring

d)

proceduren for godkendelse af de risikoberegningsmodeller og værdiansættelsessystemer, der anvendes af personalet i handels- og administrationsafdelingerne

e)

valideringen af eventuelle større ændringer i modpartsrisiko-målingsproceduren

f)

de modpartskreditrisici, der tages højde for i risikomålingsmodellen

g)

ledelsesinformationssystemets integritet

h)

modpartsrisiko-dataenes nøjagtighed og fuldstændighed

i)

kontrollen af, om de datakilder, der anvendes i forbindelse med interne modeller, er konsistente, aktuelle og pålidelige, herunder om sådanne datakilder er uafhængige

j)

nøjagtigheden og relevansen af de antagelser, der ligger til grund for volatiliteten og korrelationen

k)

nøjagtigheden af vurderingen og beregningen af risikotransformering, og

l)

kontrollen af modellens nøjagtighed ved hjælp af hyppig efterprøvning (»back-testing«).

Brugstest

27.

Den fordeling af engagementer, som genereres ved hjælp af den interne model, der anvendes til beregning af det faktiske EPE, skal integreres tæt med kreditinstituttets daglige modpartsrisiko-styringsprocedure. Resultatet af den interne model skal som følge heraf spille en væsentlig rolle i kreditbevillingen, styringen af modpartsrisikoen, den interne kapitalallokering og kreditinstituttets ledelse.

28.

Kreditinstituttet skal have erfaring med anvendelse af interne modeller, der viser fordelingen af modpartsrisiko-engagementer. Kreditinstituttet skal således dokumentere, at det i mindst et år forud for de kompetente myndigheders godkendelse har anvendt en intern model til beregning af fordelingen af engagementer, som beregningen af EPE baseres på, og som i det store og hele opfylder minimumskravene, der er fastsat i denne del.

29.

Den interne model, der anvendes til beregning af fordelingen af engagementer, skal indgå i en struktur til styring af modpartsrisiko, der muliggør identificering, måling, styring, godkendelse og intern rapportering af modpartsrisiko. Denne struktur skal indbefatte måling af anvendelsen af kreditlinjer (aggregering af engagementer med modparter med andre kreditengagementer) og allokeringen af den interne kapital. Ud over EPE skal kreditinstituttet måle og kontrollere sine aktuelle engagementer. Kreditinstituttet skal om nødvendigt måle det aktuelle engagement både med og uden sikkerhedsstillelse. Brugstesten kræver, at kreditinstituttet måler modpartsrisikoen på andre måder, f.eks. i form af det maksimale engagement eller PFE, baseret på den fordeling af engagementer, der genereres med den samme model, som anvendes til beregning af EPE.

30.

Kreditinstituttet skal være i stand til at estimere EE hver dag, medmindre det godtgør over for de kompetente myndigheder, at dets modpartsrisiko-engagementer gør det berettiget at foretage mindre hyppige beregninger. Det skal også beregne EE efter en bestemt tidsprofil for prognosehorisonter, der på dækkende vis afspejler tidsstrukturen for fremtidige cash flows og kontrakternes løbetid og på en måde, der stemmer overens med engagementets betydning og sammensætning.

31.

Engagementet skal måles i hele den periode, som de enkelte kontrakter i nettinggruppen dækker (ikke kun det første år), og det skal overvåges og kontrolleres. Kreditinstituttet skal indføre procedurer, der gør det muligt at påvise og kontrollere risici vedrørende modparter, hvor engagementet strækker sig over mere end et år. Anslåede forøgelser af engagementet skal desuden indarbejdes i den interne model, som kreditinstituttet anvender i forbindelse med den interne kapital.

Stresstest

32.

Kreditinstituttet skal indføre sunde procedurer for stresstest til brug ved vurderingen af kapitalgrundlaget i forbindelse med modpartsrisiko. Disse stressværdier skal sammenholdes med EPE-værdien, og kreditinstituttet skal betragte dem som en del af proceduren, der er fastsat i artikel 123. Stresstest skal også sigte mod at afdække eventuelle begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske forhold, som vil kunne påvirke kreditinstituttets kreditengagementer i negativ retning, og at vurdere kreditinstituttets evne til at modstå sådanne ændringer.

33.

Kreditinstituttet skal foretage stresstest af sine modpartsrisiko-engagementer, herunder af markeds- og kreditrisikofaktorer, der tilsammen fremkalder stress. Stresstest vedrørende modpartsrisici skal indbefatte koncentrationsrisici (vedrørende en enkelt modpart eller grupper af modparter), korrelationsrisici, der både omfatter markeds- og kreditrisici og risikoen for, at en realisering af modpartens positioner giver sig udslag i bevægelser på markedet. Der skal i disse stresstest også tages højde for sådanne markedsbevægelsers påvirkning af kreditinstituttets egne positioner, og denne påvirkning skal indgå i dets vurdering af modpartsrisikoen.

»Wrong way«-risiko

34.

Kreditinstituttet skal tage tilstrækkeligt hensyn til engagementer, der giver anledning til en væsentlig generel »wrong-way«-risiko.

35.

Kreditinstituttet skal indføre procedurer, der gør det muligt at identificere, overvåge og kontrollere situationer, hvor der opstår specifik »wrong-way«-risiko, begyndende med transaktionens indgåelse og videre gennem hele dens løbetid.

Modelleringsprocessens integritet

36.

Den interne model skal afspejle de vilkår og specifikationer, transaktionen er underlagt, på en aktuel, fyldestgørende og konservativ måde. Disse vilkår omhandler bl.a. nominelle kontraktbeløb, løbetid, referenceaktiver, aftaler vedrørende margenberegning og nettingsystemer. Vilkårene og specifikationerne skal opbevares i en sikker database, der underkastes formel og regelmæssig revision. Proceduren for godkendelse af nettingsystemer forudsætter en udtalelse fra juridisk personale for at kontrollere retskraften af nettingsystemet og udgøre data til databasen fra en uafhængig enhed. Overførslen af data vedrørende transaktionsvilkår og -specifikationer til den interne model skal også foregå efter procedurer for intern revision og formel afstemning mellem den interne model og kildedatasystemer med henblik på løbende at kontrollere, at transaktionsvilkår og -specifikationer afspejles på korrekt eller i hvert fald konservativ vis i EPE.

37.

Den interne model skal benytte aktuelle markedsdata til beregning af aktuelle engagementer. Når der anvendes historiske data til estimering af volatilitet og korrelation, skal der inddrages historiske data for en periode på mindst tre år, og de skal ajourføres hver tredje måned eller hyppigere, hvis markedsforholdene gør det nødvendigt. Dataene skal dække en samlet række af økonomiske omstændigheder, f.eks. et helt konjunkturforløb. En enhed uden tilknytning til handelsafdelingen skal validere den pris, handelsafdelingen fremlægger. Dataene skal tilvejebringes uafhængigt af forretningsområder, indsættes i den interne model på en aktuel og fyldestgørende måde og opbevares i en sikker database, der underkastes formel og regelmæssig revision. Kreditinstituttet skal også råde over en veludviklet dataintegritetsprocedure, der gør det muligt at rense data for fejlagtige og/eller anomale observationer. I det omfang den interne model baseres på markedsdata i form af indikatorer, herunder for nye produkter, hvor der eventuelt ikke findes historiske data for en periode på tre år, skal der opstilles interne politikker for at identificere egnede indikatorer, og kreditinstituttet skal bevise empirisk, at den pågældende indikator giver en konservativ fremstilling af den underliggende risiko under negative markedsforhold. Hvis modellen beregner virkningen på sikkerhedsstillelsen som følge af ændringer i værdien af nettinggruppen, skal kreditinstituttet have relevante historiske data for at beregne sikkerhedsstillelsens volatilitet.

38.

Modellen skal underkastes en intern valideringsprocedure. Proceduren skal defineres nærmere i kreditinstituttets politikker og overordnede procedurer. Valideringsproceduren skal præcisere, hvilke undersøgelser der kræves for at sikre modellens integritet, og identificere forhold, som bevirker, at forudsætningerne ikke er opfyldt, hvilket kan resultere i, at EPE vurderes for lavt. I forbindelse med valideringen skal det undersøges, hvor omfattende EPE-modellen er.

39.

Kreditinstituttet skal overvåge relevante risici og indføre procedurer med henblik på at justere sin estimering af EPE, når disse risici antager et vist omfang. Det skal bl.a. varetage følgende opgaver:

a)

kreditinstituttet skal identificere og kontrollere sine engagementer over for specifikke »wrong-way«-risici

b)

hvis engagementernes risikoprofil efter et år er stigende, skal kreditinstituttet med regelmæssige mellemrum sammenligne EPE-estimatet for et år med EPE for hele engagementets levetid, og

c)

i forbindelse med engagementer med kort løbetid (under et år) skal kreditinstituttet regelmæssigt sammenligne genanskaffelsesomkostningerne (det aktuelle engagement) med den faktiske eksponeringsprofil og/eller opbevare data, der gør det muligt at foretage en sådan sammenligning.

40.

Kreditinstituttet skal benytte interne procedurer til at kontrollere, at den pågældende transaktion er omfattet af en retsgyldig nettingaftale, der opfylder de gældende krav, jf. del 7, før denne transaktion inkluderes i en nettinggruppe.

41.

Et kreditinstitut, der gør brug af sikkerhedsstillelse med henblik på at begrænse modpartsrisikoen, skal benytte interne procedurer til at kontrollere, at sikkerhedsstillelsen opfylder de fornødne retssikkerhedsstandarder, der er anført i bilag VIII, før det indregner sikkerhedsstillelsens virkninger i sine beregninger.

Valideringskrav for EPE-modeller

42.

Kreditinstituttets EPE-model skal opfylde følgende valideringskrav:

a)

den skal opfylde de valideringskrav, der er anført i bilag V til direktiv 2006/49/EF.

b)

der opstilles langsigtede prognoser over renter, valutakurser, aktiekurser, råvarer og andre markedsrisikofaktorer med henblik på at beregne engagementer med modparter. Resultaterne af den prognosemodel, der anvendes til beregning af markedsrisikofaktorer, skal valideres over en lang tidshorisont

c)

de beregningsmodeller, der anvendes til bestemmelse af engagementer med modparter for et givet scenario af fremtidige påvirkninger af markedsrisikofaktorer, skal afprøves som led i modelvalideringsproceduren. Modeller til prisfastsættelse af optioner skal tage højde for, at optionernes værdi med hensyn til markedsrisikofaktorer har en ikke-lineær karakter

d)

EPE-modellen skal omfatte transaktionsspecifikke oplysninger, der gør det muligt at aggregere de engagementer, der indgår i nettinggruppen. Kreditinstituttet skal sikre sig, at transaktionerne henføres til den relevante nettinggruppe inden for modellen

e)

EPE-modellen skal også omfatte transaktionsspecifikke oplysninger, der gør det muligt at indregne virkningerne af margenberegningen. Den skal tage hensyn både til det nuværende margenbeløb og til den margen, der på et senere tidspunkt måtte blive overført mellem modparterne. Der skal i en sådan model tages højde for de margenaftaler, der indgås, (en- eller tosidige) frekvensen af »margin calls«, den risiko, der er tale om i margenperioden, den nedre tærskel for usikrede engagementer, som kreditinstituttet er villig til at acceptere, og det mindste overførselsbeløb. Modellen skal enten gengive ændringer i markedsværdien af den stillede sikkerhed eller følge reglerne i bilag VIII, og

f)

der skal som led i modelvalideringsproceduren foretages en efterfølgende statisk historisk kontrol af repræsentative modpartsporteføljer. Kreditinstituttet skal med regelmæssige intervaller efterfølgende foretage en sådan kontrol af en række repræsentative modpartsporteføljer (faktiske eller hypotetiske). Disse repræsentative porteføljer udvælges ud fra deres følsomhed over for vigtige risikofaktorer og korrelationer, som kreditinstituttet er udsat for.

Hvis efterprøvningen (»backtesting«) viser, at modellen ikke er tilstrækkelig nøjagtig, annullerer de kompetente myndigheder godkendelsen eller pålægger passende foranstaltninger til at sikre, at modellen straks forbedres. De kan også kræve, at kreditinstitutterne afsætter yderligere egenkapital i henhold til artikel 136.

DEL 7

Aftaler om netting

a)

Nettingtyper, som de kompetente myndigheder kan anerkende

I denne del forstås ved »modpart« enhver enhed (inklusive fysiske personer), der lovligt kan indgå en aftale om netting og ved »aftale om netting på tværs af produkter« forstås en skriftlig bilateral aftale mellem et kreditinstitut og en modpart, der skaber en enkelt retlig forpligtelse, der dækker alle involverede, bilaterale masteraftaler og transaktioner inden for forskellige produktkategorier. Aftaler om netting på tværs af produkter dækker udelukkende netting på bilateralt grundlag.

Med henblik på netting på tværs af produkter betragtes følgende som forskellige produktkategorier:

i)

genkøbstransaktioner, modsatrettede genkøbstransaktioner, transaktioner vedrørende ud- eller indlån af værdipapirer eller råvarer

ii)

»margin lending«-transaktioner og

iii)

de kontrakter, der er nævnt i bilag IV.

De kompetente myndigheder kan godkende følgende typer aftaler om netting som risikoreducerende:

i)

bilaterale kontrakter om nyordning mellem et kreditinstitut og dets modpart, hvorefter gensidige krav og forpligtelser automatisk sammenlægges på en sådan måde, at der med denne nyordning fastsættes et enkelt nettobeløb, hver gang nyordningen finder anvendelse, og der således skabes en juridisk bindende enkelt ny kontrakt, som ophæver de tidligere kontrakter

ii)

andre bilaterale aftaler om netting mellem et kreditinstitut og dets modpart, og

iii)

aftaler om netting på tværs af produkter for kreditinstitutter, der af de kompetente myndigheder har fået tilladelse til at anvende den metode, der er fastlagt i del 6, i forbindelse med transaktioner, der falder ind under denne metode. Netting på tværs af transaktioner, der foretages af selskaber, der tilhører samme koncern, anerkendes ikke i forbindelse med beregningen af kapitalkrav.

b)

Betingelser for godkendelse

De kompetente myndigheder må kun på følgende betingelser godkende aftaler om netting som risikoreducerende:

i)

et kreditinstitut skal med sin modpart have indgået en aftale om netting, der skaber en enkelt retlig forpligtelse, der dækker alle involverede transaktioner, således at kreditinstituttet i tilfælde af, at en modpart ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser som følge af misligholdelse, konkurs eller likvidation eller andre lignende omstændigheder, kun vil have krav på at modtage eller forpligtelse til at betale nettosummen af de pågældende individuelle transaktioners positive og negative markedsværdier

ii)

et kreditinstitut skal have stillet skriftlige og begrundede juridiske udtalelser til rådighed for de kompetente myndigheder om, at de relevante domstole og administrative myndigheder i tilfælde af søgsmål ville finde, at kreditinstituttets krav og forpligtelser i de under nr. i) beskrevne tilfælde er begrænset til nettosummen som beskrevet under nr. i), i henhold til:

lovgivningen i det land, hvor modparten er registreret som selskab, og, hvis en udenlandsk afdeling af en virksomhed er involveret, da også i henhold til lovgivningen i det land, hvor afdelingen er beliggende

den lovgivning, som regulerer de pågældende individuelle transaktioner, og

den lovgivning, som regulerer enhver kontrakt eller aftale, der er nødvendig for at gennemføre aftalen om netting

iii)

et kreditinstitut skal råde over procedurer, der sikrer, at retsgyldigheden af aftalen om netting løbende undersøges i lyset af eventuelle ændringer i de relevante love

iv)

kreditinstituttet opbevarer den krævede dokumentation i sine arkiver

v)

virkningerne af netting skal indregnes i kreditinstituttets måling af de enkelte modparters aggregerede kreditrisikoengagement, og kreditinstituttet skal kontrollere sin modpartsrisiko på grundlag heraf, og

vi)

kreditrisikoen i forbindelse med de enkelte modparter aggregeres for at opnå et samlet juridisk engagement på tværs af transaktioner. Denne aggregering indregnes i sammenhæng med kreditgrænser og intern kapital.

De kompetente myndigheder skal, om nødvendigt efter af have hørt andre relevante kompetente myndigheder, have forvisset sig om, at den pågældende aftale om netting er retsgyldig efter loven i hvert enkelt af de relevante lande. Hvis en af de kompetente myndigheder ikke er forvisset herom, kan aftalen om netting ikke godkendes som risikoreducerende for nogen af modparterne.

De kompetente myndigheder kan acceptere begrundede juridiske udtalelser, der udformes for hver type aftale om netting.

Kontrakter, der indeholder en bestemmelse, hvorefter det er tilladt en ikke-misligholdende modpart kun at foretage begrænsede betalinger eller ingen betalinger overhovedet til en misligholder, også selv om misligholderen er nettokreditor (»walkaway«-klausul), kan ikke godkendes som risikoreducerende.

I tillæg til ovenstående skal følgende kriterier opfyldes i forbindelse med aftaler om netting på tværs af produkter:

a)

nettosummen omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i), i denne del er nettosummen af positive og negative slutafregningsværdier af samtlige involverede individuelle bilaterale masteraftaler og positive og negative løbende afregningsværdier af individuelle transaktioner (»Cross-Product Net Amount«)

b)

skriftlige og begrundede juridiske udtalelser omhandlet i stk. 1, litra b), nr. ii), i denne del vedrører gyldigheden og retskraften af hele aftalen om netting på tværs af produkter og nettingsystemets indvirkning på væsentlige bestemmelser i en eventuel individuel bilateral masteraftale indgået i tilknytning hertil. En juridisk udtalelse anerkendes generelt som sådan af retssektoren i kreditinstituttets hjemland eller i kraft af et juridisk dokument, der beskriver alle relevante spørgsmål på en velbegrundet måde

c)

et kreditinstitut skal råde over procedurer under stk. 1, litra b), nr. iii), i denne del, der sikrer, at samtlige transaktioner, der skal være omfattet af et nettingsystem, er dækket af en juridisk udtalelse, og

d)

under hensyntagen til aftaler om netting på tværs af produkter skal kreditinstitutter fortsat opfylde betingelserne for anerkendelse af bilateral netting og kravene i artikel 90-93 for anerkendelse af risikoreduktion, for så vidt angår hver enkelt involveret individuel bilateral masteraftale og transaktion.

c)

Virkninger af godkendelsen

For så vidt angår del 5 og 6, anerkendes netting som fastlagt heri.

i)

Kontrakter om nyordning:

De enkelte nettobeløb, der fastsættes i forbindelse med kontrakter om nyordning, kan vægtes i stedet for de involverede bruttobeløb. Således kan ved anvendelse af del 3

de aktuelle genanskaffelsesomkostninger i trin a) og

kontrakternes nominelle hovedstole eller de underliggende instrumenters hovedstole i trin b)

beregnes ved at tage hensyn til kontrakten om nyordning. Ved anvendelse af del 4 kan den nominelle hovedstol i trin a) beregnes ved at tage hensyn til kontrakten om nyordning; procenterne i tabel 3 finder anvendelse.

ii)

Andre aftaler om netting

Ved anvendelse af del 3:

kan i trin a) de aktuelle genanskaffelsesomkostninger for kontrakter, der indgår i en aftale om netting, beregnes ved at tage hensyn til de aktuelle hypotetiske nettogenanskaffelsesomkostninger, der følger af aftalen; dersom netting fører til en nettoforpligtelse for det kreditinstitut, der beregner nettogenanskaffelsesomkostningerne, skal de aktuelle genanskaffelsesomkostninger ansættes til »0«, og

kan i trin b) tallet for den potentielle fremtidige kreditrisiko for alle kontrakter, der indgår i en aftale om netting, reduceres i overensstemmelse med følgende ligning:

PCEred = 0,4 * PCEgross + 0,6 * NGR * PCEgross

hvor:

PCEred =

det reducerede tal for potentielle fremtidige kreditrisici for alle kontrakter, der indgås med en given modpart, og som er omfattet af en retsgyldig bilateral aftale om netting

PCEgross =

summen af tallene for potentielle fremtidige kreditrisici for alle kontrakter, der indgås med en given modpart, og som er omfattet af en retsgyldig bilateral aftale om netting, og som beregnes ved at multiplicere deres nominelle hovedstol med den i tabel 1 fastsatte procentsats

NGR =

»Netto/brutto-forholdet« (»Net-to-gross ratio«): afhængig af de kompetente myndigheders skøn enten:

i)

en særskilt beregning: kvotienten for nettogenanskaffelsesomkostningerne for alle kontrakter, der indgår i en retsgyldig bilateral aftale om netting med en given modpart (tæller), og bruttogenanskaffelsesomkostningerne for alle kontrakter, der indgår i en retsgyldig bilateral aftale om netting med den pågældende modpart (nævner), eller

ii)

en aggregeret beregning: kvotienten for summen af nettogenanskaffelsesomkostningerne beregnet på et bilateralt grundlag for alle modparter, idet der medregnes kontrakter, der indgår i retsgyldige aftaler om netting (tæller), og bruttoanskaffelsesomkostningerne for alle kontrakter, der indgår i retsgyldige aftaler om netting (nævner).

Hvis medlemsstaterne tillader kreditinstitutter at vælge metode, skal den valgte metode anvendes konsekvent.

Ved beregning af potentielle fremtidige kreditrisici i overensstemmelse med ovennævnte formel kan perfekt matchende kontrakter, der indgår i aftalen om netting, behandles som en enkelt kontrakt med en nominel hovedstol svarende til nettoindtægterne. Som perfekt matchende kontrakter anses valutaterminsforretninger eller lignende kontrakter, hvor den nominelle hovedstol svarer til »cash flows«, og hvor disse »cash flows« forfalder til betaling på den samme valørdato og er helt eller delvis i samme valuta.

Ved anvendelse af del 4 gælder for trin a) følgende:

perfekt matchende kontrakter, der indgår i aftalen om netting, kan behandles som en enkelt kontrakt med en nominel hovedstol svarende til nettoindtægterne; størrelsen af de nominelle hovedstole multipliceres med de i tabel 3 anførte procentsatser, og

for så vidt angår alle andre kontrakter, der indgår i en aftale om netting, kan procenterne reduceres til tallene vist i tabel 6:

Tabel 6

Oprindelig løbetid (5)

Rentekontrakter

Valutakurskontrakter

Et år og derunder

0,35 %

1,50 %

Over et år, men højst to år

0,75 %

3,75 %

Yderligere tillæg for hvert følgende år

0,75 %

2,25 %


(1)  Kontrakter, der ikke falder ind under en af de fem kategorier i denne tabel, behandles som kontrakter vedrørende råvarer (eksklusive ædelmetaller).

(2)  For kontrakter, der indebærer flere udvekslinger af hovedstolen, multipliceres procenterne med antallet af betalinger, der mangler at blive effektueret ifølge kontrakten.

(3)  For kontrakter, der er sammensat med henblik på at afvikle udestående risici på bestemte betalingsdatoer, og hvor vilkårene justeres således, at kontraktens markedsværdi er nul på disse bestemte datoer, er restløbetiden lig med tidsrummet indtil den næste justeringsdato. I forbindelse med rentekontrakter, der opfylder disse kriterier, og som har en restløbetid på over ét år, må procenten ikke være lavere end 0,5 %.

(4)  I forbindelse med rentekontrakter kan kreditinstitutterne med samtykke fra deres tilsynsmyndigheder vælge mellem oprindelig og resterende løbetid.

(5)  I forbindelse med rentekontrakter kan kreditinstitutterne med samtykke fra deres tilsynsmyndigheder vælge mellem oprindelig og resterende løbetid.


BILAG IV

EKSEMPLER PÅ DERIVATER

1.

Rentekontrakter

a)

Renteswaps i en enkelt valuta

b)

Basisswaps

c)

Forward Rate Agreements

d)

Rentefutures

e)

Erhvervede renteoptioner, og

f)

Andre kontrakter af samme art.

2.

Valutakurskontrakter samt kontrakter vedrørende guld

a)

Valutaswaps

b)

Valutaterminsforretninger

c)

Valutafutures

d)

Erhvervede valutaoptioner

e)

Andre kontrakter af samme art, og

f)

Kontrakter vedrørende guld af samme art som a)‐e).

3.

Kontrakter af samme art som dem, der er nævnt i punkt 1, litra a) — e), og i punkt 2, litra a)‐d), med andre underliggende instrumenter eller indekser. Disse omfatter som minimum alle instrumenter som omhandlet i direktiv 2004/39/EF, bilag I, afsnit C, punkt 4-7, 9 og 10, der ikke på anden måde er medtaget under punkt 1 og 2.


BILAG V

TEKNISKE KRITERIER FOR TILRETTELÆGGELSE OG BEHANDLING AF RISICI

1.   LEDELSE

1.1.

Det ledelsesorgan, der er beskrevet i artikel 11, iværksætter arrangementer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter.

2.   BEHANDLING AF RISICI

2.

Ledelsesorganet beskrevet i artikel 11 godkender og gennemgår regelmæssigt de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og reducere de risici, som kreditinstituttet er eller kan blive eksponeret for, heriblandt risici, som skyldes de makroøkonomiske forhold, det er underlagt, i relation til konjunkturforløbet.

3.   KREDIT- OG MODPARTSRISICI

3.

Långivningen baseres på sunde og veldefinerede kriterier. Der fastlægges en klar procedure for godkendelse, ændring, fornyelse og refinansiering af lån.

4.

Der iværksættes effektive systemer til løbende forvaltning og overvågning af de forskellige porteføljer og engagementer, der indebærer en kreditrisiko, bl.a. med henblik på at identificere og håndtere problemlån og foretage passende værdireguleringer og hensættelser.

5.

Låneporteføljerne diversificeres tilstrækkeligt set i forhold til kreditinstituttets målmarkeder og overordnede lånestrategi.

4.   RESTRISICI

6.

Der udarbejdes skriftlige politikker og procedurer for at afdække og begrænse risikoen for, at de anerkendte teknikker til reduktion af kreditrisikoen, der anvendes af kreditinstituttet, viser sig at være mindre effektive end forventet.

5.   KONCENTRATIONSRISICI

7.

Der skal udarbejdes skriftlige politikker og procedurer for at afdække og begrænse koncentrationsrisici i forbindelse med engagementer med modparter, grupper af indbyrdes forbundne modparter og modparter, der opererer i samme økonomiske sektor eller geografiske område eller udbyder samme ydelse eller vare, anvendelse af kreditrisikoreduktionsteknikker og navnlig store indirekte kreditengagementer (f.eks. med en enkelt sikkerhedsstiller).

6.   RISICI I FORBINDELSE MED SECURITISATION

8.

Risici hidrørende fra securitisationstransaktioner, som initieres eller finansieres af kreditinstitutter, vurderes og reduceres ved hjælp af passende politikker og procedurer for navnlig at sikre, at transaktionens økonomiske indhold afspejles fuldt ud i risikovurderingen og de ledelsesmæssige beslutninger.

9.

Kreditinstitutter, som initierer revolverende securitisationstransaktioner, der er underlagt en førtidsindfrielsesbestemmelse, udarbejder likviditetsplaner for at tage højde for virkningerne af såvel indfrielse ved udløb som førtidig indfrielse.

7.   MARKEDSRISICI

10.

Der implementeres politikker og processer til måling og forvaltning af alle væsentlige kilder til og virkninger af markedsrisici.

8.   RENTERISICI, DER HIDRØRER FRA IKKE-HANDELSMÆSSIGE AKTIVITETER

11.

Der indføres systemer til vurdering og håndtering af risikoen for potentielle ændringer af rentesatserne, som kan påvirke kreditinstituttets ikke-handelsmæssige aktiviteter.

9.   OPERATIONELLE RISICI

12.

Der implementeres politikker og procedurer for vurdering og håndtering af eksponeringen i forhold til operationelle risici, bl.a. i forbindelse med sjældne og meget alvorlige hændelser. Kreditinstitutterne præciserer, uden at dette berører definitionen i artikel 4, nr. 22, hvad der forstås ved operationel risiko med henblik på disse politikker og procedurer.

13.

Kreditinstitutterne udarbejder beredskabs- og kontinuitetsplaner, som sikrer, at de kan videreføre driften og begrænse deres tab i tilfælde af alvorlige driftsforstyrrelser.

10.   LIKVIDITETSRISICI

14.

Kreditinstitutterne udarbejder politikker og procedurer for måling og styring af deres aktuelle og fremtidige nettofinansiering og nettofinansieringsbehov. Der opstilles alternative scenarier, og de antagelser, som beslutninger om nettofinansieringen baseres på, skal regelmæssigt tages op til revision.

15.

Der udarbejdes beredskabsplaner til håndtering af likviditetskriser.


BILAG VI

STANDARDMETODEN

DEL 1

Risikovægte

1.   ENGAGEMENTER MED CENTRALREGERINGER ELLER CENTRALBANKER

1.1.   Behandling

1.

Engagementer med centralregeringer og centralbanker tillægges, uden at dette berører bestemmelserne i punkt 2-7, en risikovægt på 100 %.

2.

Med forbehold af punkt 3 risikovægtes engagementer med centralregeringer og centralbanker, for hvilke der foreligger en kreditvurdering udarbejdet af et udpeget eksternt kreditvurderingsinstitut (»ECAI«), i henhold til tabel 1, der bygger på de kompetente myndigheders bestemmelse af, hvilket af de seks trin på kreditkvalitetsskalaen de anerkendte ECAI'ers kreditvurderinger skal henføres til.

Tabel 1

Kreditkvalitetstrin

1

2

3

4

5

6

Risikovægt:

0 %

20 %

50 %

100 %

100 %

150 %

3.

Engagementer med Den Europæiske Centralbank vægtes med 0 %.

1.2.   Engagementer i låntagerens nationale valuta

4.

Engagementer med medlemsstaternes centralregeringer og centralbanker, som lyder på og er finansieret i centralregeringens og centralbankens nationale valuta, tillægges en risikovægtning på 0 %.

5.

Fastsætter de kompetente myndigheder i et tredjeland, hvis tilsyns- og lovregler er mindst lige så strenge som dem, der anvendes i Fællesskabet, en lavere risikovægt end den, der er anført i punkt 1 og 2, for engagementer med deres centralregering og centralbank, når disse engagementer lyder på og er finansieret i national valuta, kan medlemsstaterne tillade deres egne kreditinstitutter at tillægge sådanne engagementer samme risikovægt.

1.3.   Anvendelse af kreditvurderinger fra eksportkreditagenturer

6.

Eksportkreditagenturers kreditvurderinger anerkendes af de kompetente myndigheder, hvis en af nedenstående betingelser er opfyldt:

a)

der er tale om en konsensusbaseret risikoberegning foretaget af eksportkreditagenturer, der har tilsluttet sig OECD's vejledende retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter (»Arrangement on Guidelines for Officially Supported Export Credits«), eller

b)

eksportkreditagenturet offentliggør sine kreditvurderinger, agenturet anvender den metodologi, der er vedtaget af OECD, og kreditvurderingen knyttes til en af de otte minimumseksportkreditpræmier (MEIP), der er fastsat i OECD's metodologi.

7.

Engagementer, hvor en kreditvurdering foretaget af et eksportkreditagentur er blevet anerkendt med henblik på risikovægtning, tillægges en risikovægt i henhold til tabel 2.

Tabel 2

MEIP

1

2

3

4

5

6

7

8

Risiko-vægt

0 %

0 %

20 %

50 %

100 %

100 %

100 %

150 %

2.   ENGAGEMENTER MED REGIONALE REGERINGER ELLER LOKALE MYNDIGHEDER

8.

Engagementer med regionale regeringer og lokale myndigheder risikovægtes, uden at dette berører bestemmelserne i punkt 9-11, som engagementer med institutioner. Denne fremgangsmåde anvendes uafhængigt af den skønsmulighed, der er anført i artikel 80, stk. 3. Reglerne i punkt 31, 32 og 37 om særbehandling af kortfristede engagementer finder ikke anvendelse.

9.

Engagementer med regionale regeringer og lokale myndigheder behandles som engagementer med centralregeringen i det pågældende land, hvis der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse engagementer, fordi de førstnævnte instanser har beføjelser til at inddrive midler, og hvis der findes særlige institutionelle bestemmelser, som reducerer risikoen for, at de misligholder deres forpligtelser.

De kompetente myndigheder udarbejder og offentliggør listen over de regionale regeringer og lokale myndigheder, der skal risikovægtes på linje med centralregeringer.

10.

Engagementer med kirker og religionssamfund oprettet som juridiske personer efter offentlig ret skal, såfremt de opkræver skatter i medfør af en ved lovgivning tildelt ret, behandles som engagement med regionale regeringer og lokale myndigheder, idet dog punkt 9 ikke finder anvendelse. I et sådant tilfælde og med henblik på artikel 89, stk. 1, litra a) er det muligt at få tilladelse til at lade afsnit V, kapitel 2, afdeling 3, underafdeling 1, finde anvendelse.

11.

Behandler de kompetente myndigheder i et tredjeland, hvis tilsyns- og lovregler er mindst lige så strenge som dem, der anvendes i Fællesskabet, engagementer med regionale regeringer og lokale myndigheder som engagementer med deres centralregering, kan medlemsstaterne tillade deres egne kreditinstitutter at tillægge engagementer med sådanne regionale regeringer og lokale myndigheder samme risikovægt.

3.   ENGAGEMENTER MED ADMINISTRATIVE ORGANER OG IKKE-PROFITSØGENDE FORETAGENDER

3.1.   Behandling

12.

Engagementer med administrative organer og ikke-profitsøgende foretagender tillægges, uden at dette berører bestemmelserne i punkt 13-17, en risikovægt på 100 %.

3.2.   Offentlige virksomheder

13.

Engagementer med offentlige virksomheder tillægges, uden at dette berører bestemmelserne i punkt 14-17, en risikovægt på 100 %.

14.

Engagementer med offentlige virksomheder kan efter de kompetente myndigheders skøn behandles som engagementer med institutioner. De kompetente myndigheder udøver dette skøn uafhængigt af udøvelsen af det skøn, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3. Reglerne i punkt 31, 32 og 37 om særbehandling af kortfristede engagementer finder ikke anvendelse.

15.

Under særlige omstændigheder kan engagementer med offentlige virksomheder behandles som engagementer med centralregeringen i det land, under hvis jurisdiktion de er etableret, hvis der efter de kompetente myndigheders opfattelse ikke er nogen risikoforskel mellem sådanne engagementer, fordi der foreligger en passende sikkerhed fra centralregeringens side.

16.

Når de kompetente myndigheder i en medlemsstat udnytter muligheden for at behandle engagementer med offentlige virksomheder som engagementer med institutioner eller som engagementer med centralregeringen i det land under hvis jurisdiktion, de er etableret, skal de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat tillade deres egne kreditinstitutter at anvende samme risikovægt for engagementer med sådanne offentlige virksomheder.

17.

Behandler de kompetente myndigheder i et tredjeland, hvis tilsyns- og lovregler er mindst lige så strenge som dem, der anvendes i Fællesskabet, engagementer med offentlige virksomheder som engagementer med institutioner, kan medlemsstaterne tillade deres egne kreditinstitutter at tillægge engagementer med sådanne offentlige virksomheder samme risikovægt.

4.   ENGAGEMENTER MED MULTILATERALE UDVIKLINGSBANKER

4.1.   Anvendelsesområde

18.

Med henblik på artikel 78-83 betragtes Det Interamerikanske Investeringsselskab, Black Sea Trade and Development Bank og The Central American Bank for Economic Integration som multilaterale udviklingsbanker.

4.2.   Behandling

19.

Uden at dette berører bestemmelserne i punkt 20 og 21 behandles engagementer med multilaterale udviklingsbanker som engagementer med institutter i henhold til punkt 29-32. Reglerne i punkt 31, 32 og 37 om særbehandling af kortfristede engagementer finder ikke anvendelse.

20.

Engagementer med følgende multilaterale udviklingsbanker tillægges en risikovægt på 0 %:

a)

Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling

b)

Den Internationale Finansieringsinstitution

c)

Den Interamerikanske Udviklingsbank

d)

Den Asiatiske Udviklingsbank

e)

Den Afrikanske Udviklingsbank

f)

Europarådets Udviklingsbank

g)

Den Nordiske Investeringsbank

h)

Den Caraibiske Udviklingsbank

i)

Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling

j)

Den Europæiske Investeringsbank

k)

Den Europæiske Investeringsfond, og

l)

Organisationen for Multilaterale Investeringsgarantier.

21.

Den tegnede, men ikke indbetalte kapitalandel i Den Europæiske Investeringsfond tillægges en risikovægtning på 20 %.

5.   ENGAGEMENTER MED INTERNATIONALE ORGANISATIONER

22.

Engagementer med følgende internationale organisationer tillægges en risikovægt på 0 %:

a)

Det Europæiske Fællesskab

b)

Den Internationale Valutafond

c)

Den Internationale Betalingsbank.

6.   ENGAGEMENTER MED INSTITUTTER

6.1.   Behandling

23.

Risikovægtene for engagementer med institutter fastsættes ved anvendelse af en af de to metoder, der er beskrevet i punkt 26-27 og 29-32.

24.

Med forbehold af de øvrige bestemmelser i punkt 23-39, risikovægtes engagementer med finansieringsinstitutter, der er meddelt tilladelse og underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med kreditinstitutter, og som er underlagt de samme tilsynskrav som kreditinstitutter, som engagementer med institutter.

6.2.   Laveste risikovægt for engagementer med ikke-ratede institutter

25.

Engagementer med et ikke-rated institut må ikke tillægges en lavere risikovægt end den, der anvendes for engagementer med den pågældende centralregering.

6.3.   Metoden baseret på risikovægten for centralregeringen

26.

Engagementer med institutter risikovægtes i forhold til det kreditkvalitetstrin, som engagementer med centralregeringen i det land, hvor instituttet er etableret, henføres til i henhold til tabel 3.

Tabel 3

Kreditkvalitetstrin, som centralregeringen henføres til

1

2

3

4

5

6

Engagementets risikovægt

20 %

50 %

100 %

100 %

100 %

150 %

27.

Risikovægten for engagementer med institutter, der er etableret i lande, hvor centralregeringen ikke er rated, må ikke overstige 100 %.

28.

Engagementer med institutter med en oprindelig løbetid på tre måneder eller derunder risikovægtes med 20 %.

6.4.   Kreditvurderingsmetoden

29.

Engagementer med en oprindelig reel løbetid på over tre måneder med institutter, for hvilke der foreligger en kreditvurdering udarbejdet af et udpeget ECAI, risikovægtes i henhold til tabel 4, der bygger på de kompetente myndigheders bestemmelse af, hvilket af de seks trin på kreditkvalitetsskalaen de anerkendte ECAI'ers kreditvurderinger skal henføres til.

Tabel 4

Kreditkvalitetstrin

1

2

3

4

5

6

Risikovægt:

20 %

50 %

50 %

100 %

100 %

150 %

30.

Engagementer med ikke-ratede institutter tillægges en risikovægt på 50 %.

31.

Engagementer med en oprindelig reel løbetid på tre måneder eller derunder med et institut, for hvilken der foreligger en kreditvurdering udarbejdet af et udpeget ECAI, risikovægtes i henhold til tabel 5, der bygger på de kompetente myndigheders bestemmelse af, hvilket af de seks trin på kreditkvalitetsskalaen de anerkendte ECAI'ers kreditvurderinger skal henføres til.

Tabel 5

Kreditkvalitetstrin

1

2

3

4

5

6

Risikovægt:

20 %

20 %

20 %

50 %

50 %

150 %

32.

Engagementer med en oprindelig reel løbetid på tre måneder eller derunder med ikke-ratede institutter tillægges en risikovægt på 20 %.

6.5.   Samspillet med kortsigtede kreditvurderinger

33.

Hvis metoden i punkt 29-32 anvendes på engagementer med institutter, resulterer det i følgende samspil med specifikke kortsigtede kreditvurderinger.

34.

Foreligger der ikke en kortsigtet vurdering af engagementet, anvendes de almindelige regler om særbehandling af kortfristede engagementer, der er anført i punkt 31, for alle engagementer med en restløbetid på højst tre måneder med institutter.

35.

Foreligger der en kortsigtet vurdering, hvorefter der anvendes en mere fordelagtig risikovægt eller samme risikovægt som ved anvendelsen af de almindelige regler om særbehandling af kortfristede engagementer, der er anført i punkt 31, anvendes den kortsigtede vurdering kun for det specifikke engagement. Andre kortfristede engagementer følger de almindelige regler om særbehandling af kortfristede engagementer, der er anført i punkt 31.

36.

Hvis der foreligger en kortsigtet vurdering, hvorefter der anvendes en mindre fordelagtig risikovægt end ved anvendelsen af de almindelige regler om særbehandling af kortfristede engagementer, der er anført i punkt 31, anvendes de almindelige regler om særbehandling af kortfristede engagementer ikke, og alle ikke-ratede kortfristede fordringer tillægges den risikovægt, der fremgår af den specifikke kortsigtede vurdering.

6.6.   Kortfristede engagementer i låntagerens nationale valuta

37.

Engagementer med institutter med en restløbetid på 3 måneder eller derunder, som lyder på og er finansieret i national valuta, kan, efter den kompetente myndigheds skøn, i forbindelse med metoderne i punkt 26 og 27 og i punkt 29-32, tillægges en risikovægt i kategorien lige under den særligt fordelagtige risikovægt, der er beskrevet i punkt 4 og 5, for engagementer med den pågældende centralregering.

38.

Engagementer, som har en restløbetid på tre måneder eller derunder og lyder på og er finansieret i låntagerens nationale valuta, tillægges en risikovægt på mindst 20 %.

6.7.   Investeringer i lovregulerede kapitalinstrumenter

39.

Investeringer i aktier eller lovregulerede kapitalinstrumenter udstedt af institutter tillægges en risikovægt på 100 %, medmindre de fratrækkes egenkapitalen.

6.8.   ECB's krav om mindstereserver

40.

Hvis et engagement med et institut har form af mindstereserver, som kreditinstituttet skal holde ifølge krav fra ECB eller en medlemsstats centralbank, kan medlemsstaterne tillade, at det tillægges den risikovægt, der ville blive tillagt ved engagementer med den pågældende medlemsstats centralbank, forudsat at:

a)

reservernes holdes i overensstemmelse med Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. december 2003 om anvendelse af mindstereserver (1) eller en senere forordning, der træder i stedet for denne, eller i overensstemmelse med nationale krav, der materielt fuldt ud svarer til nævnte forordning, og

b)

reserverne, i tilfælde af konkurs eller insolvens i det institut, hvor reserverne holdes, fuldt ud tilbagebetales rettidigt til kreditinstitutionen og ikke er til rådighed for opfyldelse af andre af instituttets forpligtelser.

7.   ENGAGEMENTER MED ERHVERVSKUNDER

7.1.   Behandling

41.

Engagementer, for hvilke der foreligger en kreditvurdering udarbejdet af et udpeget ECAI, risikovægtes i henhold til følgende tabel, der bygger på de kompetente myndigheders bestemmelse af, hvilket af de seks trin på kreditkvalitetsskalaen de anerkendte ECAI'ers kreditvurderinger skal henføres til.

Tabel 6

Kreditkvalitetstrin

1

2

3

4

5

6

Risikovægt:

20 %

50 %

100 %

100 %

150 %

150 %

42.

Engagementer, for hvilke der ikke foreligger en sådan kreditvurdering, tillægges en risikovægt på 100 % eller den samme risikovægt som for den pågældende centralregering, idet den højeste vægt lægges til grund.

8.   DETAILENGAGEMENTER

43.

Engagementer, der opfylder kriterierne i artikel 79, stk. 2, skal tillægges en risikovægt på 75 %.

9.   ENGAGEMENTER MED SIKKERHED I FAST EJENDOM

44.

Engagementer, for hvilke der er stillet fuld sikkerhed i form af pant i fast ejendom, tillægges, uden at dette berører bestemmelserne i punkt 45-60, en risikovægt på 100 %.

9.1.   Engagementer med sikkerhed i form af pant i fast ejendom til beboelse

45.

Engagementer eller en del af et engagement, som til de kompetente myndigheders tilfredshed er helt og fuldt sikrede ved pant i fast ejendom til beboelse, der er eller vil blive beboet eller udlejet af ejeren eller den begunstigede ejer i tilfælde af personligt ejede investeringsselskaber, tillægges en risikovægt på 35 %.

46.

Engagementer, som til de kompetente myndigheders tilfredshed er helt og fuldt sikrede ved andele i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning, og som vedrører boliger, der er eller vil blive beboet eller udlejet af ejeren, tillægges en risikovægt på 35 %.

47.

Engagementer med lejere i forbindelse med leasingtransaktioner vedrørende fast ejendom til beboelse, hvor kreditinstituttet er udlejer og lejeren har en købsoption, tillægges en risikovægt på 35 %, såfremt de kompetente myndigheder er tilfredse med, at kreditinstituttets engagement helt og fuldt er sikret af ejendomsretten til ejendommen.

48.

De kompetente myndigheder skal i forbindelse med punkt 45-47, når de udøver deres skønsmulighed, sikre sig følgende:

a)

at den faste ejendoms værdi ikke i væsentlig grad afhænger af skyldners kreditkvalitet. Dette krav berører ikke tilfælde, hvor rent makroøkonomiske faktorer påvirker såvel ejendommens værdi som låntagerens betalingsevne

b)

at risikoen for låntagerens vedkommende ikke i væsentlig grad afhænger af den underliggende ejendoms eller det underliggende projekts værdi, men snarere af låntagerens grundlæggende evne til at indfri gælden på anden vis. Indfrielsen af den pågældende facilitet afhænger således ikke i væsentlig grad af, hvilke pengestrømme den underliggende ejendom, der er stillet som sikkerhed, måtte generere

c)

at minimumskravene i bilag VIII, del 2, punkt 8, og værdiansættelsesreglerne i bilag VIII, del 3, punkt 62-65, er overholdt, og

d)

at den faste ejendoms værdi langt overstiger engagementernes værdi.

49.

De kompetente myndigheder kan fravige betingelsen i punkt 48, litra b), for engagementer, der er helt og fuldt sikrede ved pant i fast ejendom til beboelse i det pågældende land, hvis de kan påvise, at der eksisterer et veludviklet og veletableret marked for ejerboliger i landet med tabsprocenter, der er tilstrækkelig lave til at berettige en sådan behandling.

50.

Når de kompetente myndigheder i en medlemsstat udøver skønsmuligheden i punkt 49, kan de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat tillade deres egne kreditinstitutter at tillægge en risikovægt på 35 % for sådanne engagementer, der er helt og fuldt sikrede ved pant i fast ejendom til beboelse.

9.2.   Engagementer med sikkerhed i form af pant i erhvervsejendomme

51.

Engagementer eller en del af et engagement, som efter de kompetente myndigheders skøn og til deres tilfredshed er helt og fuldt sikrede ved pant i kontor- eller andre forretningsejendomme i det pågældende land, kan tillægges en risikovægt på 50 %.

52.

Engagementer, som efter de kompetente myndigheders skøn og til deres tilfredshed er helt og fuldt sikrede ved andele i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning, og som vedrører kontor- eller andre forretningsejendomme, kan tillægges en risikovægt på 50 %.

53.

Med forbehold af de kompetente myndigheders skøn kan engagementer, der vedrører ejendomsleasingtransaktioner i forbindelse med kontor- eller andre forretningsejendomme i det pågældende land, hvor kreditinstituttet er udlejer og lejeren har en købsoption, tillægges en risikovægt på 50 %, såfremt kreditinstituttets engagement til de kompetente myndigheders tilfredshed er helt og fuldt sikret i form af ejendomsretten til ejendommen.

54.

Anvendelsen af punkt 51-53 forudsætter, at følgende betingelser er opfyldt:

a)

at den faste ejendoms værdi ikke i væsentlig grad afhænger af låntagers kreditkvalitet. Dette krav berører ikke tilfælde, hvor rent makroøkonomiske faktorer påvirker såvel ejendommens værdi som låntagerens betalingsevne

b)

at risikoen for låntagerens vedkommende ikke i væsentlig grad afhænger af den underliggende ejendoms eller det underliggende projekts værdi, men snarere af låntagerens grundlæggende evne til at indfri gælden på anden vis. Indfrielsen af den pågældende kreditfacilitet må således ikke i væsentlig grad afhænge af, hvilke pengestrømme den underliggende ejendom, der er stillet som sikkerhed, måtte generere, og

c)

at minimumskravene i bilag VIII, del 2, punkt 8, og værdiansættelsesreglerne i bilag VIII, del 3, punkt 62-65, er overholdt.

55.

50 %-vægtningen tillægges den del af lånet, der ikke overstiger en grænse, der er beregnet ud fra en af følgende betingelser:

a)

50 % af den pågældende ejendoms markedsværdi

b)

50 % af ejendommens markedsværdi eller 60 % af belåningsværdien, idet den laveste af disse værdier lægges til grund, i de medlemsstater, som ved love eller administrative bestemmelser har fastsat strenge kriterier for vurderingen af belåningsværdien.

56.

For den del af lånet, der overstiger grænserne i punkt 55, anvendes en risikovægt på 100 %.

57.

Når de kompetente myndigheder i en medlemsstat udøver skønsmuligheden i punkt 51-53, kan de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat tillade deres egne kreditinstitutter at anvende en risikovægt på 50 % for sådanne engagementer, der er helt og fuldt sikrede ved pant i erhvervsejendomme.

58.

De kompetente myndigheder kan fravige betingelsen i punkt 54, litra b), for engagementer, der er helt og fuldt sikrede ved pant i erhvervsejendomme i det pågældende land, hvis de kan påvise, at der eksisterer et veludviklet og veletableret marked for erhvervsejendomme i landet med tabsprocenter, der ikke overstiger følgende grænser:

a)

tab som følge af låntagning med sikkerhed i erhvervsejendomme på op til 50 % af markedsværdien (eller eventuelt 60 % af belåningsværdien, såfremt denne værdi er lavest) overstiger ikke 0,3 % af de lån med sikkerhed i erhvervsejendomme, der i et givet år er uindfriede, og

b)

det samlede tab på långivning med sikkerhed i erhvervsejendomme må ikke overstige 0,5 % af de lån med sikkerhed i erhvervsejendomme, der i et givet år er uindfriede.

59.

Hvis en af de grænser, der er anført i punkt 58, overskrides i et givet år, bortfalder retten til at anvende punkt 58 og den betingelse, der er anført i punkt 54, litra b), finder anvendelse, indtil betingelserne i punkt 58 er opfyldt i et efterfølgende år.

60.

Når de kompetente myndigheder i en medlemsstat udøver skønsmuligheden i punkt 58, kan de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat tillade deres egne kreditinstitutter at tillægge en risikovægt på 50 % for sådanne engagementer, der er helt og fuldt sikrede ved pant i erhvervsejendomme.

10.   POSTER I RESTANCE

61.

Uden at dette berører bestemmelserne i punkt 62-65, tillægges den usikrede del af poster, der har været i restance i over 90 dage, og som overskrider en tærskel, der defineres af de kompetente myndigheder, og som afspejler et rimeligt risikoniveau, en risikovægt på:

a)

150 %, hvis værdireguleringerne andrager mindre end 20 % af den usikrede del af engagementets værdi efter regulering, og

b)

100 %, hvis værdireguleringerne andrager mindst 20 % af den usikrede del af engagementets værdi efter regulering.

62.

Med henblik på at definere den sikrede del af poster i restance anerkendes den samme sikkerhedsstillelse og garanti som for kreditrisikoreduktion.

63.

Når der imidlertid ydes fuld sikkerhed for en post i restance ved hjælp af andre former for sikkerhedsstillelse end dem, der anerkendes til reduktion af kreditrisikoen, kan der efter de kompetente myndigheders skøn tillægges en risikovægt på 100 %, som baseres på strenge operationelle kriterier, for at sikre, at den stillede sikkerhed har den fornødne kvalitet, såfremt værdireguleringerne når op på 15 % af engagementets værdi efter regulering.

64.

Engagementerne i punkt 45-50 tillægges en risikovægt på 100 % før værdiregulering, hvis de har været i restance i over 90 dage. Hvis værdireguleringerne udgør mindst 20 % af engagementernes værdi efter regulering, kan risikovægten for den resterende del af engagementet nedsættes til 50 % efter de kompetente myndigheders skøn.

65.

Engagementerne i punkt 51-60 tillægges en risikovægt på 100 %, hvis de har været i restance i over 90 dage.

11.   POSTER HENHØRENDE UNDER LOVMÆSSIGT FASTSATTE HØJRISIKOKATEGORIER

66.

Engagementer, der er særligt risikobetonede, såsom investeringer i risikokapitalvirksomheder og i private aktier, tillægges efter de kompetente myndigheders skøn en risikovægt på 150 %.

67.

De kompetente myndigheder kan tillade, at poster, som ikke er i restance og efter bestemmelserne i denne del vægtes med 150 %, og for hvilke der er foretaget værdireguleringer, tillægges en risikovægt på:

a)

100 %, hvis værdireguleringerne andrager mindst 20 % af engagementets værdi efter regulering, og

b)

50 %, hvis værdireguleringerne andrager mindst 50 % af engagementets værdi efter regulering.

12.   ENGAGEMENTER I FORM AF DÆKKEDE OBLIGATIONER

68.

Ved »dækkede obligationer« forstås de obligationer, der er defineret i artikel 22, stk. 4, i direktiv 85/611/EØF og sikret ved et af følgende anerkendte aktiver:

a)

engagementer, som er indgået med eller garanteret af centralregeringer, centralbanker, offentlige virksomheder, regionale regeringer og lokale myndigheder i EU

b)

engagementer, som er indgået med eller garanteret af centralregeringer og centralbanker i ikke-medlemsstater, multilaterale udviklingsbanker og internationale organisationer, der henføres til kreditkvalitetstrin 1 som fastsat i dette bilag, og engagementer, som er indgået med eller garanteret af offentlige virksomheder, regionale regeringer og lokale myndigheder i ikke-medlemsstater, og som risikovægtes som engagementer med institutioner eller centralregeringer og centralbanker i overensstemmelse med henholdsvis punkt 8, 9, 14 eller 15 og henføres til kreditkvalitetstrin 1 som fastsat i dette bilag samt engagementer som omhandlet i dette punkt, der mindst kan henføres til kreditkvalitetstrin 2 som fastsat i dette bilag under forudsætning af, at de ikke overstiger 20 % af den nominelle værdi af udestående dækkede obligationer fra udstedende institutter

c)

engagementer indgået med institutioner, der henføres til kreditkvalitetstrin 1 som fastsat i dette bilag. Den samlede eksponering af denne art må ikke overstige 15 % af den nominelle værdi af det udstedende kreditinstituts udestående dækkede obligationer. Engagementer, som skyldes overførsel og forvaltning af midler fra låntagere eller fra likvidationer af låntagere, der har optaget lån med sikkerhed i fast ejendom, til indehavere af dækkede obligationer, er ikke omfattet af grænsen på 15 %. Engagementer indgået med institutioner i EU med en løbetid på under 100 dage er ikke omfattet af trin 1-kravet, men disse institutioner skal mindst kunne henføres til kreditkvalitetstrin 2 som fastsat i dette bilag

d)

lån med sikkerhed i fast ejendom til beboelse eller i andele i finske boligselskaber, jf. punkt 46, op til den laveste værdi af panterettighederne sammenlagt med eventuelle tidligere panterettigheder og 80 % af de pantsatte ejendommes værdi; eller med sikkerhed i privilegerede andele udstedt af franske »fonds communs de créances« eller tilsvarende securitisationsenheder, der er underlagt en medlemsstats lovgivning, og som foretager securitisation i forbindelse med engagementer i fast ejendom til beboelse, forudsat at mindst 90 % af aktiverne i sådanne fonds communs de créances eller tilsvarende securitisationsenheder, der er underlagt en medlemsstats lovgivning, består af panterettigheder, der er sammenlagt med alle tidligere panterettigheder op til den laveste værdi, der forfalder via andelene, det nominelle beløb af pantrettighederne og 80 % af de pantsatte ejendommes værdi, og såfremt andelene kan henføres til kreditkvalitetstrin 1 som fastsat i dette bilag, hvor sådanne andele ikke overstiger 20 % af den nominelle værdi af det udestående beløb.

Engagementer, som skyldes overførsel og forvaltning af midler eller midler fra låntageres indfrielse af lån med sikkerhed i pantsatte ejendomme eller i privilegerede andele eller værdipapirer er ikke omfattet ved beregningen af grænsen på 90 %

e)

lån med sikkerhed i erhvervsejendomme eller i andele i finske boligselskaber, jf. punkt 52, op til den laveste værdi af pantrettighederne sammenlagt med eventuelle tidligere panterettigheder og 60 % af de pantsatte ejendommes værdi; eller med sikkerhed i privilegerede andele udstedt af franske fonds communs de créances eller tilsvarende securitisationsenheder, der er underlagt en medlemsstats lovgivning, og som foretager securitisation i forbindelse med engagementer i erhvervsejendomme, forudsat at mindst 90 % af aktiverne i sådanne fonds communs de créances eller tilsvarende securitisationsenheder, der er underlagt en medlemsstats lovgivning, består af panterettigheder, der er sammenlagt med alle tidligere panterettigheder op til den laveste værdi, der forfalder via andelene, det nominelle beløb af pantrettighederne og 60 % af de pantsatte ejendommes værdi, og såfremt andelene kan henføres til kreditkvalitetstrin 1 som fastsat i dette bilag, hvor sådanne andele ikke overstiger 20 % af den nominelle værdi af det udestående beløb. De kompetente myndigheder kan anerkende lån med sikkerhed i erhvervsejendomme, hvor belåningsprocenten på 60 forhøjes til højst 70, hvis værdien af de samlede aktiver, der stilles som sikkerhed for de dækkede obligationer, overstiger det udestående nominelle beløb af disse obligationer med mindst 10 %, og obligationsindehavernes fordringer opfylder de retssikkerhedskrav, der er anført i bilag VIII. Obligationsindehavernes fordringer fyldestgøres forud for de øvrige panthaveres fordringer.

Engagementer, som skyldes overførsel og forvaltning af midler eller midler fra låntageres indfrielse af lån med sikkerhed i pantsatte ejendomme eller i privilegerede andele eller værdipapirer er ikke være omfattet ved beregningen af grænsen på 90 %, eller

f)

lån med sikkerhed i skibe, hvor panterettighederne sammenlagt med eventuelle tidligere panterettigheder udgør højst 60 % af det pantsatte skibs værdi.

Med henblik herpå omfatter udtrykket »sikret« situationer, hvor de i litra a) — f) beskrevne aktiver ifølge lovgivningen udelukkende anvendes til at beskytte obligationsejerne mod tab.

Indtil 31. december 2010 finder 20 %-grænsen for de privilegerede andele, der er udstedt af franske fonds communs de créances eller tilsvarende securitisationsenheder som specificeret i litra d) og e), ikke anvendelse, forudsat at disse privilegerede andele har en kreditvurdering fra et udpeget ECAI, der er den gunstigste kreditvurderingskategori, som dette ECAI har med hensyn til dækkede obligationer. Inden udløbet af denne periode skal denne undtagelse revurderes, og på grundlag af denne vurdering kan Kommissionen i givet fald forlænge perioden efter proceduren i artikel 151, stk. 2, med eller uden en yderligere revisionsbestemmelse.

Indtil 31. december 2010 kan de 60 %, der er anført i litra f), erstattes med 70 %. Inden udgangen af denne periode skal denne undtagelse revurderes, og på grundlag af denne vurdering kan Kommissionen i givet fald forlænge perioden efter proceduren i artikel 151, stk. 2, med eller uden en yderligere revisionsbestemmelse.

69.

Kreditinstitutterne skal i forbindelse med dækkede obligationer med sikkerhed i fast ejendom overholde minimumskravene i bilag VIII, del 2, punkt 8, og værdiansættelsesreglerne i bilag VIII, del 3, punkt 62-65.

70.

Uanset bestemmelserne i punkt 68 og 69 kan dækkede obligationer, som falder ind under definitionen i artikel 22, stk. 4, i direktiv 85/611/EØF og er udstedt inden den 31. december 2007, også omfattes af reglerne om særbehandling indtil forfaldstidspunktet.

71.

Risikovægten for dækkede obligationer fastsættes på grundlag af den risikovægt, der tillægges privilegerede usikrede engagementer med det kreditinstitut, der har udstedt dem. Der gælder følgende sammenhæng mellem risikovægtene:

a)

hvis engagementer med kreditinstituttet risikovægtes med 20 %, risikovægtes dækkede obligationer med 10 %

b)

hvis engagementer med kreditinstituttet risikovægtes med 50 %, risikovægtes dækkede obligationer med 20 %

c)

hvis engagementer med kreditinstituttet risikovægtes med 100 %, risikovægtes dækkede obligationer med 50 %, og

d)

hvis engagementer med kreditinstituttet risikovægtes med 150 %, risikovægtes dækkede obligationer med 100 %.

13.   POSTER, DER REPRÆSENTERER SECURITISATIONSPOSITIONER

72.

Risikovægtede værdier af engagementer vedrørende securitisationspositioner fastsættes i overensstemmelse med artikel 94-101.

14.   KORTSIGTEDE ENGAGEMENTER MED KREDITINSTITUTTER OG VIRKSOMHEDER

73.

Kortsigtede engagementer med kreditinstitutter eller virksomheder, for hvilke der foreligger en kreditvurdering udarbejdet af et udpeget ECAI, risikovægtes i henhold til tabel 7, der viser de kompetente myndigheders fordeling af de anerkendte ECAI'ers kreditvurderinger på seks trin på en kreditkvalitetsskala.

Tabel 7

Kreditkvalitetstrin

1

2

3

4

5

6

Risikovægt:

20 %

50 %

100 %

150 %

150 %

150 %

15.   ENGAGEMENTER MED INSTITUTTER FOR KOLLEKTIV INVESTERING I VÆRDIPAPIRER

74.

Engagementer med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) tillægges, uden at dette berører bestemmelserne i punkt 75-81, en risikovægt på 100 %.

75.

Engagementer med investeringsinstitutter, for hvilke der foreligger en kreditvurdering udarbejdet af et udpeget ECAI, risikovægtes i henhold til tabel 8, der bygger på de kompetente myndigheders bestemmelse af, hvilket af de seks trin på kreditkvalitetsskalaen de anerkendte ECAI'ers kreditvurderinger skal henføres til.

Tabel 8

Kreditkvalitetstrin

1

2

3

4

5

6

Risikovægt:

20 %

50 %

100 %

100 %

150 %

150 %

76.

Betragter de kompetente myndigheder en position i et investeringsinstitut som særligt risikobetonet, skal de kræve, at denne position tillægges en risikovægt på 150 %.

77.

Kreditinstitutterne kan som anført i punkt 79-81 fastsætte risikovægten for et investeringsinstitut, såfremt følgende anerkendelseskriterier er opfyldt:

a)

investeringsinstituttet ledes af et selskab, der er undergivet en medlemsstats tilsyn, og følgende krav med forbehold af kreditinstituttets kompetente myndigheds godkendelse er overholdt:

i)

de ledes af et selskab, som er undergivet et tilsyn, der anses for at svare til det, der er fastlagt i Fællesskabets lovgivning, og

ii)

der sikres det fornødne samarbejde mellem de kompetente myndigheder

b)

det oplyses i investeringsinstituttets prospekt eller i et tilsvarende dokument:

i)

hvilke kategorier af aktiver investeringsinstituttet har ret til at investere i, og

ii)

hvilke investeringsgrænser der anvendes, såfremt sådanne er fastsat, og hvordan de er beregnet, og

c)

investeringsinstituttet aflægger beretning om sin virksomhed mindst én gang årligt, således at det er muligt at vurdere dets aktiver og passiver, indtægter og transaktioner i den periode, beretningen dækker.

78.

Hvis en kompetent myndighed anerkender et investeringsinstitut i et tredjeland som anført i punkt 77, litra a), kan en kompetent myndighed i en anden medlemsstat basere sig på denne anerkendelse uden selv at foretage en vurdering.

79.

Har kreditinstituttet kendskab til et investeringsinstituts underliggende engagementer, kan det i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i artikel 78-83, lade disse underliggende engagementer indgå i beregningen af den gennemsnitlige risikovægt for investeringsinstituttet.

80.

Har kreditinstituttet ikke kendskab til de underliggende engagementer i et investeringsinstitut, kan det beregne den gennemsnitlige risikovægt for dette investeringsinstitut i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i artikel 78-83. Det antages i den forbindelse, at investeringsinstituttet først investerer så meget, som det har tilladelse til, i de engagementsklasser, hvor kapitalkravet er højest, og dernæst investerer i de lavere kategorier, indtil den øvre investeringsgrænse er nået.

81.

Kreditinstitutter kan i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i punkt 79 og 80, gøre brug af en tredjemand til at beregne og indberette en risikovægt for investeringsinstituttet, forudsat at beregningens og indberetningens nøjagtighed er tilstrækkelig sikret.

16.   ANDRE POSTER

16.1.   Behandling

82.

Materielle aktiver i henhold til artikel 4, stk. 10, i direktiv 86/635/EØF tillægges en risikovægt på 100 %.

83.

Periodeafgrænsningsposter, hvor kreditinstituttet ikke er i stand til at bestemme modparten i overensstemmelse med direktiv 86/635/EØF, tillægges en risikovægt på 100 %.

84.

Likvide midler under overførsel tillægges en risikovægt på 20 %. Kassebeholdning og tilsvarende likvide midler tillægges en risikovægt på 0 %.

85.

Medlemsstaterne kan tillade en risikovægt på 10 % for engagementer med kreditinstitutter, som er specialiseret i interbankmarkeder og markeder for offentlig gæld i hjemlandet, og som er underkastet nøje tilsyn af de kompetente myndigheder, når de nævnte aktivposter er helt og fuldt garanteret til hjemlandets kompetente myndigheders tilfredshed ved en kombination af aktivposter, som vægtes med 0 eller 20 % og er anerkendt af myndighederne som passende sikkerhed.

86.

Beholdninger af aktier og andre kapitalinteresser tillægges en risikovægt på mindst 100 %, medmindre de fratrækkes egenkapitalen.

87.

Guldbarrer, der opbevares i egne boksanlæg eller hos tredjemand, tillægges, for så vidt de understøttes af indskud i guld, en risikovægt på 0 %.

88.

I tilfælde af salgs- og tilbagekøbsaftaler samt køb i henhold til terminskontrakt anvendes risikovægten for de omhandlede aktiver og ikke for modparterne.

89.

Hvis et kreditinstitut yder kreditbeskyttelse for en række engagementer, således at den n'te misligholdelse i forbindelse med disse engagementer bevirker, at betalingen forfalder, hvorved kontrakten bringes til ophør, tillægges de risikovægte, der er anført i artikel 94-101, forudsat at der er foretaget en ekstern kreditvurdering af produktet med hjælp fra et anerkendt ECAI. Er produktet ikke vurderet af et anerkendt ECAI, aggregeres risikovægtene for samtlige engagementer i kurven med undtagelse af n-1-engagementer op til højst 1 250 %, hvorefter de multipliceres med den nominelle værdi af den beskyttelse, der ydes af kreditderivatet, for at nå frem til den risikovægtede værdi af aktiverne. De n-1-engagementer, der ikke indgår i aggregeringen, fastsættes således, at de indbefatter de engagementer, der hver især resulterer i en lavere risikovægtet værdi end den risikovægtede værdi af samtlige engagementer i aggregeringen.

DEL 2

Anerkendelse af eksterne kreditvurderingsinstitutter og konvertering af deres kreditvurderinger

1.   METODOLOGI

1.1.   Objektivitet

1.

De kompetente myndigheder skal kontrollere, at den metodologi, der danner grundlag for kreditvurderingerne, er stringent, systematisk og tidsmæssigt sammenhængende, og at den valideres på baggrund af den historiske erfaring.

1.2.   Uafhængighed

2.

De kompetente myndigheder skal kontrollere, at metodologien friholdes for ydre politiske påvirkninger eller begrænsninger og for økonomisk pres, der kan indvirke på kreditvurderingen.

3.

De kompetente myndigheder tager stilling til, om ECAI'ets metodologi er uafhængig, ved hjælp af en række faktorer, heriblandt:

a)

ECAI'ets ejer- og organisationsstruktur

b)

ECAI'ets økonomiske ressourcer

c)

ECAI'ets personale og ekspertise, og

d)

ECAI'ets ledelse.

1.3.   Løbende kontrol

4.

De kompetente myndigheder skal kontrollere, at ECAI'er løbende reviderer deres kreditvurderinger og tilpasser dem til ændringer i den finansielle situation. Vurderingerne revideres efter alle vigtige begivenheder og mindst én gang om året.

5.

Inden de kompetente myndigheder giver deres godkendelse, skal de kontrollere, at der for hvert enkelt markedssegment benyttes en vurderingsmetodologi, som bl.a. bygger på følgende standarder:

a)

der foretages en nærmere efterprøvning (»backtesting«) mindst én gang om året

b)

de kompetente myndigheder sikrer sig, at ECAI'et foretager regelmæssige revideringer, og

c)

de kompetente myndigheder kan ved henvendelse til ECAI'et få oplyst, hvilke kontakter det har haft med den overordnede ledelse i de enheder, det rater.

6.

De kompetente myndigheder skal træffe passende foranstaltninger til at sikre, at ECAI'erne øjeblikkeligt underretter dem om alle væsentlige ændringer af den metodologi, der danner grundlag for kreditvurderingerne.

1.4.   Gennemsigtighed og offentliggørelse

7.

De kompetente myndigheder skal træffe passende foranstaltninger til at sikre, at principperne i den metodologi, ECAI'et benytter, når det udarbejder kreditvurderinger, gøres offentligt tilgængelige, således at alle potentielle brugere bliver i stand til at bedømme, om disse vurderinger foretages på en fornuftig måde.

2.   INDIVIDUELLE KREDITVURDERINGER

2.1.   Troværdighed og markedsaccept

8.

De kompetente myndigheder skal kontrollere, at ECAI'ernes individuelle kreditvurderinger opfattes som troværdige og pålidelige hos brugerne af disse kreditvurderinger.

9.

De kompetente myndigheder skal bedømme vurderingernes troværdighed ved hjælp af en række faktorer, heriblandt:

a)

ECAI'ets markedsandel

b)

ECAI'ets indtægter og i mere overordnet forstand dets økonomiske ressourcer

c)

hvorvidt den pågældende rating anvendes til prissætning, og

d)

hvorvidt mindst to kreditinstitutter gør brug af ECAI's rating til individuelle kreditvurderinger ved emission af obligationer og/eller vurdering af kreditrisici.

2.2.   Gennemsigtighed og offentliggørelse

10.

De kompetente myndigheder skal kontrollere, at individuelle kreditvurderinger som et minimum gøres tilgængelige på samme vilkår for alle kreditinstitutter, der har en legitim interesse i disse individuelle kreditvurderinger.

11.

De kompetente myndigheder skal navnlig kontrollere, at individuelle kreditvurderinger på samme vilkår som for tilsvarende indenlandske parter er tilgængelige for ikke-indenlandske kreditinstitutter, der har en legitim interesse i disse individuelle kreditvurderinger.

3.   »KONVERTERING«

12.

De kompetente myndigheder skal for at kunne sondre mellem de relative risikograder, der fremkommer ved hver enkelt kreditvurdering, tage hensyn til kvantitative faktorer såsom den langsigtede misligholdelsesrate for alle poster med samme kreditvurdering. Hvis det pågældende ECAI er nystiftet eller kun har indsamlet få data om misligholdelser, skal de kompetente myndigheder anmode det om at oplyse, hvad det anser for at være den langsigtede misligholdelsesrate for alle poster med samme kreditvurdering.

13.

De kompetente myndigheder skal for at kunne sondre mellem de relative risikograder, der fremkommer ved hver enkelt kreditvurdering, tage hensyn til kvalitative faktorer, heriblandt hvilken gruppe af udstedere ECAI'et dækker, hvilke kreditvurderinger ECAI'et foretager, hvad den enkelte kreditvurdering indeholder, og hvordan ECAI'et definerer misligholdelse.

14.

De kompetente myndigheder skal sammenligne misligholdelsesraten for hver enkelt kreditvurdering, der er foretaget af det konkrete ECAI, med en benchmark baseret på den misligholdelsesrate, som andre ECAI'er har registreret for en udstedergruppe, der efter de kompetente myndigheders opfattelse repræsenterer en tilsvarende kreditrisiko.

15.

Finder de kompetente myndigheder, at den misligholdelsesrate, som et konkret ECAI har registreret ved en kreditvurdering, til stadighed er betydeligt højere end benchmarken, skal disse myndigheder henføre ECAI'ets kreditvurdering til et højere kreditkvalitetstrin på kreditkvalitetsskalaen.

16.

Hvis de kompetente myndigheder har forhøjet den risikovægt, som et konkret ECAI har fastsat i forbindelse med en bestemt kreditvurdering, og ECAI'et godtgør, at den misligholdelsesrate, der er registreret ved denne kreditvurdering, ikke længere til stadighed er betydeligt højere end benchmarken, kan de kompetente myndigheder beslutte at flytte ECAI'ets kreditvurdering tilbage til det oprindelige kreditkvalitetstrin på kreditkvalitetsskalaen.

DEL 3

Anvendelse af kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsinstitutter til fastlæggelse af risikovægte

1.   BEHANDLING

1.

Et kreditinstitut kan udnævne et eller flere anerkendte ECAI'er til fastsættelse af risikovægte for aktivposter og ikke-balanceførte poster.

2.

Et kreditinstitut, der beslutter at anvende kreditvurderinger udarbejdet af et anerkendt ECAI for en bestemt kategori af poster, skal anvende disse kreditvurderinger konsekvent for alle engagementer inden for denne kategori.

3.

Et kreditinstitut, der beslutter at anvende kreditvurderinger udarbejdet af et anerkendt ECAI, skal anvende dem vedvarende og konsekvent over tid.

4.

Kreditinstituttet kan kun anvende kreditvurderinger fra ECAI'er, hvis de indbefatter samtlige beløb, dvs. både hovedstolen og de renter, der er påløbet.

5.

Hvis der for en rated post kun foreligger én kreditvurdering fra et udpeget ECAI, skal denne kreditvurdering anvendes til fastsættelse af risikovægten for denne post.

6.

Hvis der foreligger to kreditvurderinger fra udpegede ECAI'er, og disse kreditvurderinger opstiller to forskellige risikovægte for en rated post, tillægges den højeste risikovægt.

7.

Hvis der for en rated post foreligger mere end to kreditvurderinger fra udpegede ECAI'er, skal de to vurderinger, der resulterer i de to laveste risikovægte, lægges til grund. Hvis de to laveste risikovægte afviger fra hinanden, tillægges den højeste risikovægt. Hvis de to laveste risikovægte er ens, tillægges denne risikovægt.

2.   KREDITVURDERING AF UDSTEDERE OG EMISSIONER

8.

Foreligger der en kreditvurdering for et specifikt emissionsprogram eller en specifik emissionsfacilitet, som den post, der repræsenterer engagementet, indgår i, skal denne kreditvurdering anvendes til fastsættelse af risikovægten for denne post.

9.

Når der ikke foreligger en umiddelbart anvendelig kreditvurdering for en bestemt post, men der foreligger en kreditvurdering for et specifikt emissionsprogram eller en specifik emissionsfacilitet, som den post, der repræsenterer engagementet, ikke indgår i, eller der foreligger en generel kreditvurdering af udstederen, skal denne kreditvurdering anvendes, hvis den resulterer i en højere risikovægt, end der ellers ville opnås, eller hvis den resulterer i en lavere risikovægt, og det pågældende engagement i alle henseender rangerer pari passu eller anses for privilegeret i forhold til det specifikke emissionsprogram eller den specifikke emissionsfacilitet eller i givet fald i forhold til den pågældende udsteders privilegerede usikrede engagementer.

10.

Punkt 8 og 9 er ikke til hinder for anvendelsen af punkt 68-71 i del 1.

11.

Kreditvurderinger af udstedere, der tilhører en koncern, kan ikke anvendes som kreditvurderinger af andre udstedere inden for samme koncern.

3.   LANGSIGTEDE OG KORTSIGTEDE KREDITVURDERINGER

12.

Kortsigtede kreditvurderinger kan kun anvendes på kortfristede aktivposter og poster under stregen i forbindelse med engagementer med institutter og virksomheder.

13.

En kortsigtet kreditvurdering finder kun anvendelse på den post, som den kortsigtede kreditvurdering omhandler, og må ikke benyttes til beregning af risikovægte for andre poster.

14.

Uanset bestemmelserne i punkt 13 vil det, hvis en facilitet med kortsigtet rating tillægges en risikovægt på 150 %, medføre, at alle ikke-ratede usikrede engagementer med den pågældende låntager også tillægges en risikovægt på 150 % uden hensyn til, om disse engagementer er kortfristede eller langfristede.

15.

Uanset bestemmelserne i punkt 13 vil intet ikke-rated kortfristet engagement kunne tillægges en risikovægt på under 100 %, hvis en facilitet med kortsigtet rating tillægges en risikovægt på 50 %.

4.   POSTER I NATIONAL OG UDENLANDSK VALUTA

16.

En kreditvurdering, som vedrører en post, der er denomineret i skyldnerens nationale valuta, kan ikke anvendes til beregning af en risikovægt for et andet engagement med samme låntager, når dette engagement er denomineret i udenlandsk valuta.

17.

Uanset bestemmelserne i punkt 16 kan de kompetente myndigheder, når et engagement vedrører et kreditinstituts involvering i et lån, som er bevilget af en multinational udviklingsbank, der har status af privilegeret kreditor på markedet, tillade, at kreditvurderingen af låntagerens post i national valuta anvendes til fastsættelse af en risikovægt.


(1)  EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10.


BILAG VII

METODEN MED INTERNE RATINGS

DEL 1

Risikovægtede værdier af engagementer og forventede tab

1.   BEREGNING AF RISIKOVÆGTEDE VÆRDIER AF ENGAGEMENTER I RELATION TIL KREDITRISIKO

1.

Medmindre andet er bestemt, fastsættes inputparametrene sandsynlighed for misligholdelse (»probability of default« (PD)), tab i tilfælde af misligholdelse (»loss given default« (LGD)) og løbetid (»maturity« (M)) som anført i del 2, mens engagementets værdi fastsættes som anført i del 3.

2.

De enkelte engagementers risikovægtede værdi beregnes efter følgende formler:

1.1.   Risikovægtede værdier af engagementer med virksomheder, institutioner, centralregeringer og centralbanker

3.

Med forbehold af bestemmelserne i punkt 5-9 beregnes de risikovægtede værdier af engagementer med virksomheder, institutioner, centralregeringer og centralbanker efter følgende formler:

Formula

Formula

Formula

N(x) angiver den kumulative fordelingsfunktion for en normeret normalfordelt stokastisk variabel (dvs. sandsynligheden for, at en normalfordelt stokastisk variabel med middelværdi 0 og varians 1 er mindre end eller lig med x). G(z) angiver den inverse kumulative fordelingsfunktion for en normeret normalfordelt stokastisk variabel (dvs. den x-værdi, for hvilken det gælder, at N(x)= z).

Hvis PD = 0, er RW: 0.

Hvis PD = 1:

ved misligholdte engagementer, hvor kreditinstitutterne anvender LGD værdierne i del 2, punkt 8, er RW:0, og

ved misligholdte engagementer, hvor kreditinstitutterne anvender egne estimater for LGD, er RW: Max{0,12.5* (LGD-ELBE)}

hvor ELBE er kreditinstituttets bedste estimat for forventet tab på det misligholdte engagement i overensstemmelse med dette bilags del 4, punkt 80.

Værdien af det risikovægtede engagement = RW * engagementets værdi

4.

De risikovægtede værdier af hvert enkelt engagement, der opfylder kravene i bilag VIII, del 1, punkt 29 og bilag VIII, del 2, punkt 22, kan justeres efter følgende formel:

Værdien af det risikovægtede engagement = RW * engagementets værdi * (0,15 + 160*PDpp).

PDpp = sandsynlighed for misligholdelse (PD) for udbyderen af kreditrisikoafdækningen

RW beregnes ved hjælp af den relevante risikovægtformel, der er anført i punkt 3, for engagementet, sandsynlighed for misligholdelse (PD) for skyldneren og tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) for et sammenligneligt direkte engagement med udbyderen af kreditrisikoafdækningen. Amortisationsfaktoren (b) beregnes på grundlag af sandsynligheden for misligholdelse (PD) for udbyderen af kreditrisikoafdækningen eller sandsynligheden for misligholdelse (PD) for skyldneren afhængig af, hvilken værdi der er lavest.

5.

For engagementer med virksomheder, som tilhører en koncern, hvis samlede årsomsætning er på under 50 mio. EUR, kan kreditinstitutterne anvende følgende korrelationsformel til beregning af risikovægtene for erhvervsengagementer. S står i denne formel for den samlede årsomsætning i mio. EUR, hvor 5 mio. EUR <= S <= 50 mio. EUR. Hvis den registrerede omsætning er på under 5 mio. EUR, sættes den til 5 mio. EUR. For erhvervede fordringer svarer den samlede årsomsætning til det vægtede gennemsnit af de enkelte engagementer i puljen.

Formula

Kreditinstitutter skal lægge koncernens samlede aktiver til grund i stedet for den samlede årsomsætning, hvis den samlede årsomsætning ikke udgør en relevant indikator for virksomhedens størrelse, og de samlede aktiver udgør en mere relevant indikator end den samlede årsomsætning.

6.

Hvis kreditinstituttet i forbindelse med specialiserede udlånsengagementer ikke kan godtgøre, at dets estimater af sandsynligheden for misligholdelse opfylder de minimumskrav, der er anført i del 4, skal det fastsætte risikovægte for disse engagementer i henhold til tabel 1.

Tabel 1:

Restløbetid

kategori 1

kategori 2

kategori 3

kategori 4

kategori 5

Under 21/2 år

50 %

70 %

115 %

250 %

0 %

21/2 år eller derover

70 %

90 %

115 %

250 %

0 %

De kompetente myndigheder kan tillade, at kreditinstitutter som hovedregel fastsætter særligt fordelagtige risikovægte på 50 % for engagementer i kategori 1 og en risikovægt på 70 % for engagementer i kategori 2, forudsat at kreditinstitutternes emissions- og andre risikokarakteristika berettiger en placering i den relevante kategori.

Kreditinstitutterne skal ved fastsættelsen af risikovægte for specialiserede udlånsengagementer tage hensyn til følgende faktorer: den finansielle styrke, det politiske og lovgivningsmæssige miljø, transaktionernes og/eller aktivernes art, garantistillerens og virksomhedens styrke samt eventuelle indtægter fra offentlig-private partnerskaber og værdipapirporteføljen.

7.

Med hensyn til deres erhvervede fordringer på selskaber skal kreditinstitutter opfylde de minimumskrav, der er angivet i del 4, punkt 105-109. I forbindelse med erhvervede fordringer på selskaber, der også opfylder betingelserne i punkt 14, kan standarderne i del 4 for risikokvantificering af detailengagementer anvendes, hvis det ville være urimeligt belastende for et kreditinstitut at benytte de standarder for risikokvantificering af erhvervsengagementer, der er fastsat i del 4.

8.

Når der er tale om erhvervede fordringer på selskaber, kan købsrabatter, der kan tilbagebetales, eller fuld eller delvis sikkerhedsstillelse for første del af et tab som følge af misligholdelse, udvandingstab eller begge dele behandles som »first-loss«-positioner som led i IRB-securitisationsrammerne.

9.

Hvis et kreditinstitut yder kreditbeskyttelse for en række engagementer, således at den n'te misligholdelse i forbindelse med disse engagementer bevirker, at betalingen forfalder, hvorved kontrakten bringes til ophør, anvendes de risikovægte, der er anført i artikel 94‐101, forudsat at der er foretaget en ekstern kreditvurdering af produktet med hjælp fra et anerkendt ECAI. Er produktet ikke vurderet af et anerkendt ECAI, aggregeres risikovægtene for samtlige engagementer i kurven med undtagelse af n-1-engagementer, hvor summen af værdien af det forventede tab multipliceret med 12,5 og af det risikovægtede engagement ikke overstiger den nominelle værdi af den beskyttelse, der ydes af kreditderivatet, multipliceret med 12,5. De n-1-engagementer, der ikke indgår i aggregeringen, fastsættes således, at de indbefatter de engagementer, der hver især resulterer i en lavere risikovægtet værdi end den risikovægtede værdi af samtlige engagementer i aggregeringen.

1.2.   Risikovægtede værdier af detailengagementer

10.

Med forbehold af punkt 12 og 13 beregnes de risikovægtede værdier af detailengagementer efter følgende formler:

Formula

Risikovægt (RW) =

Formula

N(x) angiver den kumulative fordelingsfunktion for en normeret normalfordelt stokastisk variabel (dvs. sandsynligheden for, at en normalfordelt stokastisk variabel med middelværdi 0 og varians 1 er mindre end eller lig med x). G(z) angiver den inverse kumulative fordelingsfunktion for en normeret normalfordelt stokastisk variabel (dvs. den x-værdi, for hvilken det gælder, at N(x)= z).

Hvis sandsynlighed for misligholdelse (PD) = 1 (misligholdt engagement), er RW: Max{0,12.5 *(LGD‐ELBE)}

hvor ELBE er kreditinstituttets bedste estimat for forventet tab på det misligholdte engagement i overensstemmelse med dette bilags del 4, punkt 80.

Værdien af det risikovægtede engagement = RW * engagementets værdi

11.

De risikovægtede værdier af hvert enkelt engagement med mindre og mellemstore foretagender som defineret i artikel 86, stk. 4, som opfylder kravene i bilag VIII, del 1, punkt 29 og bilag VIII, del 2, punkt 22, kan beregnes i overensstemmelse med punkt 4.

12.

For detailengagementer med sikkerhed i fast ejendom benyttes en korrelation (R) på 0,15 i stedet for den værdi, der beregnes med korrelationsformlen i punkt 10.

13.

For de kvalificerede revolverende detailengagementer, der er defineret i litra a) - e), benyttes en korrelation (R) på 0,04 i stedet for den værdi, der beregnes med korrelationsformlen i punkt 10.

Engagementer betegnes som kvalificerede revolverende detailengagementer med kvalificerede udstedere, hvis de opfylder følgende betingelser:

a)

engagementerne er indgået med enkeltpersoner

b)

engagementerne er revolverende og usikrede, og de kan umiddelbart opsiges uden betingelser af kreditinstituttet, hvis de ikke udnyttes med det samme (revolverende engagementer defineres i denne forbindelse som engagementer, hvor tilgodehavender hos kunder varierer alt efter, hvor meget disse kunder vælger at låne eller betale tilbage, op til den grænse, kreditinstituttet har fastsat). Uudnyttede lånetilsagn kan opsiges uden betingelser, hvis vilkårene herfor sætter kreditinstituttet i stand til at opsige dem i det omfang, det er tilladt i medfør af forbrugerbeskyttelseslovgivningen og tilknyttet lovgivning

c)

engagementet med hver enkelt person i delporteføljen udgør højst 100 000 EUR

d)

kreditinstituttet er i stand til at godtgøre, at korrelationsformlen i dette punkt kun anvendes i forbindelse med porteføljer, hvor tabsprocenterne udviser lav volatilitet set i forhold til de gennemsnitlige tabsprocenter, navnlig i det interval, hvor sandsynligheden for misligholdelse er mindst. De kompetente tilsynsmyndigheder undersøger den relative volatilitet med hensyn til tabsprocenter i de revolverende delporteføljer med kvalificerede udstedere på detailmarkedet samt den samlede revolverende portefølje med kvalificerede udstedere på detailmarkedet og har til hensigt at udveksle oplysninger om særlige karakteristika for tab på revolverende engagementer med kvalificerede udstedere på detailmarkedet i de forskellige lande, og

e)

den kompetente myndighed finder det foreneligt med delporteføljens grundlæggende risikokarakteristika at behandle engagementet som et revolverende engagement med en kvalificeret udsteder på detailmarkedet.

Som undtagelse fra litra b) kan de kompetente myndigheder se bort fra kravet om, at engagement skal være usikret, når det drejer sig om sikrede kreditfaciliteter, der er forbundet med en lønkonto. I så fald medregnes de beløb, der stammer fra sikkerhedsstillelsen, ikke i tab i tilfælde af misligholdelse (LGD)-estimatet.

14.

Erhvervede fordringer skal for at kunne behandles som lån på detailmarkedet opfylde de minimumskrav, der er anført i del 4, punkt 105-109, samt følgende betingelser:

a)

kreditinstituttet har købt fordringerne af udenforstående tredjemænd, og dets engagement med låntageren for den pågældende fordring indebærer ingen risici, der direkte eller indirekte udgår fra kreditinstituttet selv

b)

de erhvervede fordringer opstår på uafhængig basis mellem sælgeren og låntageren. Mellemværender mellem virksomheder i samme koncern og mellem virksomheder ved hjælp af modkontering kan ikke uden videre behandles på den pågældende måde

c)

det købende kreditinstitut har ret til det samlede provenu af de erhvervede fordringer eller til en forholdsmæssig andel af provenuet, og

d)

porteføljen af erhvervede fordringer er tilstrækkelig diversificeret.

15.

Ved erhvervede fordringer kan købsrabatter, der kan tilbagebetales, fuld eller delvis sikkerhedsstillelse som »first-loss«-sikring som følge af misligholdelse, tab som følge af udvanding eller begge dele behandles som »first-loss«-positioner som led i IRB-securitisationsrammerne.

16.

I forbindelse med blandede puljer af erhvervede fordringer på detailmarkedet, hvor de købende kreditinstitutter ikke er i stand til at adskille engagementer med sikkerhed i fast ejendom og revolverende detailengagementer med kvalificerede udstedere fra andre detailengagementer, anvendes den funktion til beregning af risikovægten for kunder på detailmarkedet, der resulterer i det højeste kapitalkrav for disse engagementer.

1.3.   Risikovægtede værdier af aktiepositioner

17.

Kreditinstitutterne kan anvende forskellige metoder for forskellige porteføljer, såfremt kreditinstitutterne selv anvender forskellige metoder internt. Hvis et kreditinstitut anvender forskellige metoder, skal det godtgøre over for de kompetente myndigheder, at disse metoder er valgt på et konsistent grundlag og ikke bunder i regelarbitrage.

18.

De kompetente myndigheder kan uanset bestemmelserne i punkt 17 tillade, at der fastsættes risikovægtede værdier for aktiepositioner med accessoriske servicevirksomheder efter reglerne om behandling af andre aktiver, der ikke er gældsforpligtelser.

1.3.1.   Den forenklede risikovægtningsmetode

19.

De risikovægtede værdier af positioner beregnes efter følgende formel:

Risikovægt (RW) = 190 % for private aktiepositioner i tilstrækkeligt diversificerede porteføljer

Risikovægt (RW) = 290 % for positioner i børsnoterede aktier

Risikovægt (RW) = 370 % for alle andre aktiepositioner

Værdien af den risikovægtede position = RW * positionens værdi

20.

Korte likvide positioner og afledte instrumenter uden for handelsbeholdningen kan modregnes med lange positioner i samme individuelle aktier, forudsat at disse instrumenter udtrykkeligt er beregnet til risikoafdækning af specifikke aktiepositioner, og at risikoafdækningen gælder i mindst et år mere. Andre korte positioner behandles, som om der var tale om lange positioner, og den relevante risikovægt tillægges de enkelte positioners absolutte værdi. Er der manglende match mellem positionernes løbetid, anvendes samme metode som for erhvervsengagementer, som fastlagt i bilag VII, del 2, punkt 16.

21.

Kreditinstitutter kan anerkende ufinansieret kreditbeskyttelse, der er baseret på en aktieposition, i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i artikel 90-93.

1.3.2.   Sandsynlighed for misligholdelse (PD)-/tab i tilfælde af misligholdelse (LGD)-metoden

22.

De risikovægtede værdier af engagementer beregnes efter formlerne i punkt 3. Hvis kreditinstitutterne ikke råder over tilstrækkelige oplysninger til at kunne anvende den definition af misligholdelse, der er anført i del 4, punkt 44-48, justeres risikovægtene med en faktor 1,5.

23.

For de enkelte engagementer må summen af værdien af det forventede tab multipliceret med 12,5 og af det risikovægtede engagement ikke overstige engagementets værdi multipliceret med 12,5.

24.

Kreditinstitutter kan anerkende ufinansieret kreditbeskyttelse, der er baseret på en aktieposition, i overensstemmelse med de metoder, der er fastsat i artikel 90-93. Det kræver, at tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) fastsættes til 90 % for engagementet med den part, der yder risikoafdækningen. For private aktiepositioner i tilstrækkeligt diversificerede porteføljer kan tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) fastsættes til 65 %. Løbetiden sættes med henblik herpå til 5 år.

1.3.3.   Metoden med interne modeller

25.

De risikovægtede værdier af engagementer opgøres ud fra det potentielle tab på kreditinstituttets aktiepositioner, hvilket beregnes ved brug af interne modeller for den potentielle risiko for tab (»value-at-risk«) baseret på et ensidigt 99 %-konfidensinterval, der viser forskellen mellem kvartalsafkastet og et passende risikofrit afkast, der er beregnet over en længere analyseperiode, multipliceret med 12,5. De risikovægtede værdier af hvert enkelt engagement må ikke være lavere end summen af de risikovægtede værdier af engagementer, der som et minimum kræves efter sandsynlighed for misligholdelse (PD)-/tab i tilfælde af misligholdelse (LGD)-metoden, og de tilsvarende forventede tab multipliceret med 12,5 og beregnet på basis af de i del 2, punkt 24, litra a), anførte sandsynlighed for misligholdelse (PD)-værdier og de dertil hørende tab i tilfælde af misligholdelse (LGD)-værdier i del 2, punkt 25 og 26.

26.

Kreditinstitutter kan anerkende ufinansieret kreditbeskyttelse, der er baseret på en aktieposition.

1.4.   Risikovægtede værdier af engagementer vedrørende andre aktiver, der ikke er gældsforpligtelser

27.

De risikovægtede værdier af engagementer beregnes efter følgende formel:

Værdien af det risikovægtede engagement = 100 % * engagementets værdi,

undtagen når engagementet er et restbeløb, hvilket medfører, at det bør fastsættes for hvert enkelt år og skal beregnes således:

1/t*100 %* engagementetsværdi,

hvor t er antallet af år for lejekontraktens løbetid.

2.   BEREGNING AF RISIKOVÆGTEDE VÆRDIER AF ENGAGEMENTER MED HENSYN TIL UDVANDINGSRISICI FOR ERHVERVEDE FORDRINGER

28.

Risikovægte for udvandingsrisici vedrørende erhvervede fordringer på selskaber og detailfordringer:

Risikovægtene beregnes efter formlen i punkt 3. Inputparametrene sandsynlighed for misligholdelse (PD) og tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) bestemmes som anført i del 2, engagementets værdi bestemmes som anført i del 3, og løbetiden sættes til 1 år. Hvis kreditinstitutterne kan godtgøre over for de kompetente myndigheder, at udvandingsrisikoen er ubetydelig, behøver den ikke at blive anerkendt.

3.   BEREGNING AF DE FORVENTEDE TAB

29.

Medmindre andet er anført, bestemmes inputparametrene sandsynlighed for misligholdelse (PD) og tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) som anført i del 2 og engagementets værdi som anført i del 3.

30.

De forventede tab vedrørende engagementer med virksomheder, institutioner, centralregeringer og centralbanker samt detailengagementer beregnes efter følgende formler:

 

Forventet tab (EL) = sandsynlighed for misligholdelse (PD) × tab i tilfælde af misligholdelse (LGD)

 

Værdien af det forventede tab = EL × engagementets værdi

Ved misligholdte engagementer (sandsynlighed for misligholdelse (PD) = 1), hvor kreditinstitutterne bruger deres egne estimater for tab i tilfælde af misligholdelse (LGD), er EL EL BE, kreditinstitu