13.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 105/1

---

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 562/2006

af 15. marts 2006

om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, nr. 1) og nr. 2), litra a),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Vedtagelsen af foranstaltninger i medfør af traktatens artikel 62, nr. 1), for at sikre, at der ikke foretages grænsekontrol af personer, der passerer de indre grænser, er en del af EU's målsætning, efter traktatens artikel 14, om oprettelse af et område uden indre grænser med fri bevægelighed for personer.

(2)	I overensstemmelse med traktatens artikel 61 bør indførelsen af et område, hvor personer kan bevæge sig frit, understøttes af andre foranstaltninger. En fælles politik for passage af de ydre grænser, jf. traktatens artikel 62, nr. 2), er en sådan foranstaltning.

(3)

Ved indførelse af fælles foranstaltninger for personers passage af de indre grænser samt grænsekontrol ved de ydre grænser bør der tages højde for de Schengen-regler, der er integreret i Den Europæiske Unions regelsæt, især de relevante bestemmelser i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (2) samt Den Fælles Håndbog (3).

(4)

Hvad angår grænsekontrollen ved de ydre grænser, er indførelsen af et »fælles lovgivningskorpus«, bl.a. via en konsolidering og videreudvikling af de eksisterende regler på området, et af hovedelementerne i den fælles politik for forvaltning af de ydre grænser, således som defineret i Kommissionens meddelelse af 7. maj 2002»På vej mod en integreret forvaltning af de ydre grænser for medlemsstaterne af Den Europæiske Union«. Denne målsætning indgår i »planen for forvaltning af de ydre grænser for medlemsstaterne af Den Europæiske Union«, som Rådet godkendte den 13. juni 2002, og som Det Europæiske Råd i Sevilla den 21. og 22. juni 2002 og Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003 bakkede op om.

(5)

Fastsættelse af fælles regler for personers grænsepassage stiller ikke spørgsmålstegn ved og berører ikke den ret til fri bevægelighed, som tilkommer unionsborgere og deres familiemedlemmer samt tredjelandsstatsborgere og deres familiemedlemmer, der i henhold til aftaler mellem Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og de pågældende tredjelande på den anden side nyder godt af en ret til fri bevægelighed svarende til unionsborgernes.

(6)

Grænsekontrol er ikke kun i de medlemsstaters interesse, ved hvis ydre grænse kontrollen foretages, men i alle de medlemsstaters interesse, der har ophævet grænsekontrollen ved deres indre grænser. Grænsekontrollen bør bidrage til at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskehandel og forebygge enhver trussel mod medlemsstaternes indre sikkerhed, offentlige orden, offentlige sundhed og internationale forbindelser.

(7)	Ind- og udrejsekontrol bør foregå på en sådan måde, at den menneskelige værdighed respekteres fuldt ud. Grænsekontrol bør udføres professionelt og respektfuldt og bør stå i rimeligt forhold til de forfulgte mål.

(8)

Grænsekontrol omfatter ikke kun ind- og udrejsekontrol af personer ved grænseovergangsstederne og overvågning mellem disse grænseovergangssteder, men også analyse af mulige risici for den indre sikkerhed og analyse af de trusler, der kan påvirke sikkerheden ved de ydre grænser. Det er derfor nødvendigt at opstille betingelser, kriterier og retningslinjer for ind- og udrejsekontrollen ved grænseovergangsstederne og for overvågningen.

(9)

Der bør åbnes mulighed for at lempe ind- og udrejsekontrollen ved de ydre grænser i tilfælde af særlige og uforudselige omstændigheder for at undgå urimelig lang ventetid ved grænserne. Tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter skal fortsat systematisk stemples i tilfælde af en lempelse af ind- og udrejsekontrollen. Stempling gør det muligt med sikkerhed at fastslå, hvor og hvornår grænsen blev passeret, men ikke om rejsedokumenterne i alle tilfælde er blevet underkastet de påkrævede kontrolforanstaltninger.

(10)

For at mindske ventetiden for personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, bør der, så vidt forholdene tillader det, indrettes separate baner ved grænseovergangsstederne, der angives med oplysninger, der skal være ens i alle medlemsstaterne. Der bør indrettes separate baner i internationale lufthavne. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, og de lokale forhold tillader det, bør medlemsstaterne overveje at indføre separate baner ved deres sø- og landgrænseovergangssteder.

(11)	Medlemsstaterne sikrer, at kontrolprocedurerne ved de ydre grænser ikke udgør en afgørende hindring for samhandelen og den sociale og kulturelle udveksling. Med henblik herpå bør de indsætte det nødvendige personale og de nødvendige ressourcer.

(12)	Medlemsstaterne udpeger den eller de nationale tjenester, som i henhold til den enkelte medlemsstats nationale ret udfører grænsekontrolopgaver. Hvis mere end én tjeneste er ansvarlig i en og samme medlemsstat, bør der være et tæt og løbende samarbejde mellem dem.

(13)	Det operative samarbejde og medlemsstaternes gensidige bistand med hensyn til grænsekontrol bør forvaltes og samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser, der blev oprettet ved forordning (EF) nr. 2007/2004 (4).

(14)

Denne forordning berører ikke ind- og udrejsekontrol, der foretages som led i udøvelse af politiets almindelige beføjelser, eller den sikkerhedskontrol af personer, der er identisk med den, der foretages i forbindelse med indenrigsflyvninger; ej heller medlemsstaternes muligheder for undtagelsesvis at foretage bagagekontrol i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 3925/91 af 19. december 1991 om afskaffelse af kontrol og formaliteter gældende for håndbagage og indtjekket bagage tilhørende personer, der foretager en flyvning inden for Fællesskabet, samt for bagage tilhørende personer, der foretager en overfart ad søvejen inden for Fællesskabet (5), eller national ret om pligt til at medbringe rejse- og identitetsdokumenter eller kravet om, at personer underretter myndighederne om deres tilstedeværelse på den pågældende medlemsstats område.

(15)

Medlemsstaterne bør også have mulighed for midlertidigt at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod deres offentlige orden eller indre sikkerhed. Der bør fastsættes betingelser og procedurer herfor for at sikre, at en sådan foranstaltning kun anvendes i undtagelsestilfælde, og at proportionalitetsprincippet overholdes. Omfang og varighed af grænsekontrol ved de indre grænser bør begrænses til det strengt nødvendige for at imødegå truslen.

(16)	I et område med fri bevægelighed for personer bør der kun undtagelsesvis genindføres grænsekontrol ved de indre grænser. Der bør ikke udføres grænsekontrol eller pålægges formaliteter, udelukkende fordi en sådan grænse passeres.

(17)

Der bør indføres en procedure, der giver Kommissionen mulighed for at tilpasse visse detaljerede praktiske regler for grænsekontrol. I sådanne tilfælde bør de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (6).

(18)	Der bør endvidere indføres en procedure, der giver medlemsstaterne mulighed for at underrette Kommissionen om ændringer af andre detaljerede praktiske regler for grænsekontrol.

(19)

Da målene for denne forordning, nemlig indførelse af regler for personers grænsepassage, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene og derfor bedre kan opfyldes på fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(20)	I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som er anerkendt i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den bør anvendes under overholdelse af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende international beskyttelse og non-refoulement.

(21)

Uanset traktatens artikel 299 finder denne forordning ikke anvendelse på Den Franske Republiks og Kongeriget Nederlandenes ikke-europæiske områder. Forordningen berører ikke den særlige ordning for Ceuta og Melilla, således som fastsat i aftalen om Kongeriget Spaniens tiltrædelse af konventionen om gennemførelsen af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 (7).

(22)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at der er truffet afgørelse om denne forordning til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i tredje del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

(23)

For Islands og Norges vedkommende er denne forordning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (8), der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (9) om visse gennemførelsesbestemmelser til nævnte aftale.

(24)

Der skal udarbejdes en ordning, som giver repræsentanter for Island og Norge mulighed for at deltage som associeret i arbejdet i de udvalg, der bistår Kommissionen ved udøvelsen af dens gennemførelsesbeføjelser. En sådan ordning er omhandlet i den brevveksling mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om de udvalg, der bistår Europa-Kommissionen i udøvelsen af dens beføjelser (10), der er knyttet som bilag til ovennævnte associeringsaftale.

(25)

For Schweiz' vedkommende er denne forordning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2004/849/EF (11) og 2004/860/EF (12).

(26)

Der skal udarbejdes en ordning, som giver repræsentanter for Schweiz mulighed for at deltage som associeret i arbejdet i de udvalg, der bistår Kommissionen ved udøvelsen af dens gennemførelsesbeføjelser. En sådan ordning er omhandlet i den brevveksling mellem Fællesskabet og Schweiz, der er knyttet som bilag til ovennævnte associeringsaftale.

(27)

Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (13). Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(28)

Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (14). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(29)

I denne forordning udgør artikel 1, første punktum, artikel 5, stk. 4, litra a), afsnit III, og de bestemmelser i afsnit II og tilknyttede bilag, der vedrører Schengen-informationssystemet (SIS), bestemmelser, der bygger på Schengen-reglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål og principper

Denne forordning indeholder bestemmelser med henblik på at sikre, at personer ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

Den fastsætter regler for udøvelse af grænsekontrol af personer, der passerer EU-medlemsstaternes ydre grænser.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)	»indre grænser«: a) medlemsstaternes fælles landgrænser, herunder flod- og søgrænser b) medlemsstaternes lufthavne for interne flyvninger c) medlemsstaternes søhavne og havne ved indre vandveje (floder og søer) for så vidt angår færgeruter

2)	»ydre grænser«: medlemsstaternes landgrænser, herunder grænser ved indre vandveje (floder og søer), søgrænser samt lufthavne, søhavne og havne ved indre vandveje (floder og søer), for så vidt de ikke er indre grænser

3)	»intern flyvning«: en flyvning, der udelukkende går til eller fra medlemsstaternes område uden mellemlanding på et tredjelands område

4)	»færgeruter«: færgeforbindelse mellem de samme to eller flere havne på medlemsstaternes område, der ikke anløber havne beliggende uden for medlemsstaternes område, og som indebærer transport af passagerer og køretøjer i henhold til en offentliggjort fartplan

5)

»personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten«: a) unionsborgere efter traktatens artikel 17, stk. 1, samt tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, der udøver sin ret til fri bevægelighed, og på hvem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (15) finder anvendelse b) tredjelandsstatsborgere og deres familiemedlemmer, uanset nationalitet, som i henhold til aftaler indgået mellem Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og de pågældende tredjelande på den anden side har ret til fri bevægelighed svarende til unionsborgeres ret til fri bevægelighed

6)	»tredjelandsstatsborger«: enhver person, der ikke er unionsborger i henhold til traktatens artikel 17, stk. 1, og som ikke er omfattet af nr. 5) i nærværende artikel

7)	»personer, der er indberettet som uønsket«: tredjelandsstatsborgere, der er indberettet til Schengen-informationssystemet (SIS) efter artikel 96 i Schengen-konventionen og med henblik på at opfylde målene heri

8)	»grænseovergangssted«: et af de kompetente myndigheder godkendt overgangssted for passage af de ydre grænser

9)

»grænsekontrol«: den aktivitet, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning og med henblik på at opfylde målene heri foretages ved en grænse udelukkende på grund af den planlagte eller faktiske grænsepassage uagtet andre hensyn, og som omfatter ind- og udrejsekontrol og grænseovervågning

10)	»ind- og udrejsekontrol«: kontrol ved grænseovergangsstederne for at sikre, at personer, herunder deres transportmidler og genstande i deres besiddelse, kan få lov til at rejse ind i eller ud af medlemsstaternes område

11)	»grænseovervågning«: overvågning af grænserne på strækningerne mellem grænseovergangssteder og overvågning af grænseovergangssteder uden for den normale åbningstid for at forhindre personer i at omgå ind- og udrejsekontrollen

12)	»efterfølgende kontrol« (second line check): en yderligere kontrol, der kan foretages på et særligt sted, som ligger i en vis afstand fra det sted, hvor den almindelige ind- og udrejsekontrol finder sted (first line)

13)	»grænsevagt«: embedsmand, der i henhold til national ret er stationeret enten ved et grænseovergangssted eller ved en grænse eller i umiddelbar nærhed heraf, og som i henhold til denne forordning og national ret udfører grænsekontrolopgaver

14)	»transportvirksomhed«: en fysisk eller juridisk person, hvis erhverv er at udføre personbefordring

15)

»opholdstilladelse«: a) alle opholdstilladelser, der udstedes af medlemsstaterne i henhold til den ensartede udformning, som er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (16) b) alle andre dokumenter, der udstedes af en medlemsstat til tredjelandsstatsborgere, og som giver opholdsret eller tilbagerejsetilladelse til den pågældende medlemsstats område, undtagen midlertidige tilladelser, der udstedes, mens en første ansøgning om opholdstilladelse, jf. litra a), eller en ansøgning om asyl behandles

16)	»krydstogtskib«: et skib, der følger en given rute efter et forudbestemt program, der omfatter et program med turistaktiviteter i de forskellige havne, og som sædvanligvis hverken optager eller afsætter passagerer i løbet af rejsen

17)	»lystsejlads«: anvendelse af lystfartøjer til sports- eller turistsejlads

18)	»kystfiskeri«: fiskeri ved hjælp af skibe, der hver dag eller inden for 36 timer går i havn på en medlemsstats område uden at anløbe en havn i et tredjeland.

19)

»trussel mod den offentlige sundhed«: sygdomme, der er potentielt epidemiske ifølge Verdenssundhedsorganisationens internationale sundhedsregulativ, samt andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære sygdomme, for så vidt medlemsstaterne har truffet beskyttelsesforanstaltninger mod dem for deres egne statsborgere.

Artikel 3

Anvendelsesområde

Denne forordning finder anvendelse på alle personer, der passerer medlemsstaternes indre eller ydre grænser, med forbehold af:

a)	rettigheder, der tilkommer personer som har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten

b)	rettigheder, der tilkommer flygtninge og personer, som ansøger om international beskyttelse, navnlig hvad angår princippet om non-refoulement.

AFSNIT II

DE YDRE GRÆNSER

KAPITEL I

Passage af de ydre grænser og indrejsebetingelser

Artikel 4

Passage af de ydre grænser

1.   Passage af de ydre grænser kan kun ske ved grænseovergangsstederne og inden for åbningstiden. Åbningstiderne angives klart ved grænseovergangssteder, der ikke er åbne døgnet rundt.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen listen over deres grænseovergangssteder, jf. artikel 34.

2.   Uanset stk. 1 kan der indføres undtagelser fra forpligtelsen til kun at passere de ydre grænser ved grænseovergangsstederne og inden for den normale åbningstid:

a)	for så vidt angår lystsejlads eller kystfiskeri

b)	for sømænd, der går i land for at opholde sig i den havn, som deres skib anløber, eller i tilgrænsende kommuner

c)	for personer eller grupper af personer, hvis det er nødvendigt af særlige grunde, og forudsat at de er i besiddelse af de tilladelser, der er nødvendige ifølge den nationale ret, og det ikke forstyrrer medlemsstaternes offentlige orden og indre sikkerhed.

d)	for personer eller grupper af personer, der befinder sig i en uforudset nødsituation.

3.   Medlemsstaterne skal, uden at det berører undtagelserne i stk. 2 eller deres forpligtelser med hensyn til international beskyttelse, indføre sanktioner i overensstemmelse med deres nationale lovgivning i tilfælde af ulovlig passage af de ydre grænser uden for grænseovergangsstederne og de normale åbningstider. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Artikel 5

Indrejsebetingelser for tredjelandsstatsborgere

1.   For ophold i op til tre måneder pr. seks måneders periode skal tredjelandsstatsborgere opfylde følgende indrejsebetingelser:

a)	De skal være i besiddelse af et gyldigt rejsedokument eller dokumenter, der tillader grænsepassage.

b)

De skal være i besiddelse af gyldigt visum, hvis dette kræves i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (17), undtagen hvis de har en gyldig opholdstilladelse.

c)

De skal dokumentere formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold og have de fornødne subsistensmidler, såvel i den påtænkte opholdsperiode som til hjemrejsen til hjemlandet eller gennemrejse til et tredjeland, hvor de er sikret indrejse, eller være i stand til at skaffe sig disse midler på lovlig vis.

d)	De må ikke være indberettet i SIS som uønskede.

e)	De må ikke betragtes som en trussel mod medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed, offentlig sundhed eller internationale forbindelser og må navnlig ikke på dette grundlag være indberettet som uønskede i medlemsstaternes nationale databaser.

2.   I bilag I findes en ikke-udtømmende liste over den dokumentation, som grænsevagterne kan afkræve tredjelandsstatsborgeren for at kontrollere, at betingelserne i stk. 1, litra c), er opfyldt.

3.   Vurderingen af subsistensmidler foretages på grundlag af varigheden af og formålet med opholdet og under henvisning til de gennemsnitlige priser i den eller de pågældende medlemsstater for billig indkvartering og forplejning, ganget med det antal dage, som opholdet varer.

De vejledende beløb, som medlemsstaterne fastsætter, meddeles Kommissionen, jf. artikel 34.

Kontrollen af, om der er tale om tilstrækkelige subsistensmidler, kan baseres f.eks. på kontanter, rejsechecks og kreditkort i tredjelandsstatsborgerens besiddelse. Hvis medlemsstaternes nationale ret giver mulighed for erklæringer vedrørende sponsorering, kan sådanne erklæringer også udgøre bevis for tilstrækkelige subsistensmidler; det samme gælder garantierklæringer fra en vært som defineret i national ret, hvis tredjelandsstatsborgeren bor hos en sådan.

4.   Uanset stk. 1,

a)

skal en tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder samtlige betingelser i stk. 1, men som er i besiddelse af en opholdstilladelse eller et returvisum udstedt af en medlemsstat eller om nødvendigt begge dokumenter, have tilladelse til indrejse på de øvrige medlemsstaters område med henblik på gennemrejse, således at vedkommende kan nå frem til den medlemsstat, der har udstedt opholdstilladelsen eller returvisummet, medmindre den pågældende er opført på den nationale liste over indberetninger i den medlemsstat, hvis ydre grænser den pågældende ønsker at passere, og indberetningen er ledsaget af en instruks om at nægte indrejse eller gennemrejse

b)

kan en tredjelandsstatsborger, der opfylder betingelserne i stk. 1, undtagen litra b), og som møder op ved grænsen, få tilladelse til indrejse i medlemsstaternes områder, hvis der udstedes et visum ved grænsen i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 415/2003 af 27. februar 2003 om udstedelse af visum ved grænsen, herunder udstedelse af visum til søfolk i transit (18). Der føres en liste over visa, der udstedes ved grænsen. Hvis det ikke er muligt at anbringe et visum i dokumentet, skal det undtagelsesvis påføres et separat ark, der indsættes i dokumentet. I så fald anvendes det ensartet udformede ark til påføring af visum, jf. Rådets forordning (EF) nr. 333/2002 af 18. februar 2002 om ensartet udformning af ark til påføring af visum udstedt af medlemsstater til personer, hvis rejsedokumenter ikke anerkendes af den medlemsstat, der udarbejder det pågældende ark (19)

c)

kan tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder en eller flere af betingelserne i stk. 1, få tilladelse af en medlemsstat til indrejse på dens område af humanitære grunde eller af hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser. Hvis en tredjelandsstatsborger er indberettet i SIS, jf. stk. 1, litra d), underretter den medlemsstat, der tillader vedkommende at indrejse på sit område, de øvrige medlemsstater herom.

KAPITEL II

Kontrol ved de ydre grænser og nægtelse af indrejse

Artikel 6

Ind- og udrejsekontrol

1.   Grænsevagterne skal under udførelsen af deres opgaver fuldt ud respektere den menneskelige værdighed.

De foranstaltninger, der træffes under udførelsen af opgaverne, skal stå i rimeligt forhold til foranstaltningernes mål.

2.   Grænsevagterne må ikke under udførelsen af ind- og udrejsekontrol af personer udøve forskelsbehandling, der er baseret på køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 7

Ind- og udrejsekontrol af personer

1.   Grænsetrafikken ved de ydre grænser kontrolleres af grænsevagter. Ind- og udrejsekontrollen foretages efter bestemmelserne i dette kapitel.

Kontrollen kan også omfatte transportmidler og genstande, som de personer, der passerer grænsen, er i besiddelse af. Den pågældende medlemsstats nationale ret finder anvendelse ved kropsvisitering og anden gennemsøgning.

2.   Alle skal underkastes en minimumsind- og udrejsekontrol, der gør det muligt at fastslå deres identitet på grundlag af forelagte eller foreviste rejsedokumenter. En sådan minimumskontrol består af en enkel og hurtig kontrol, om nødvendigt ved hjælp af tekniske hjælpemidler og ved at søge efter oplysninger, der udelukkende vedrører stjålne, ulovligt handlede, mistede eller ugyldiggjorte dokumenter, i de relevante databaser, af gyldigheden af de dokumenter, som giver den retmæssige indehaver ret til at passere grænsen, og af, om der foreligger tegn på falsk eller forfalskning.

Som hovedregel finder den i første afsnit omhandlede minimumskontrol anvendelse på personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten.

Grænsevagterne kan imidlertid på ikke-systematisk grundlag i forbindelse med minimumskontrollen af personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, søge i nationale og europæiske databaser for at sikre sig, at personen ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel for medlemsstaternes indre sikkerhed, offentlige orden eller internationale forbindelser eller en trussel mod den offentlige sundhed.

Når det drejer sig om personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, må resultatet af en sådan søgning ikke anfægte deres ret til indrejse på den pågældende medlemsstats område, jf. direktiv 2004/38/EF.

3.   Tredjelandsstatsborgere skal underkastes en indgående ind- og udrejsekontrol.

a)

Den indgående indrejsekontrol skal omfatte kontrol af indrejsebetingelser ifølge artikel 5, stk. 1, samt eventuelt af opholds- og arbejdstilladelser. Heri skal indgå en grundig undersøgelse af følgende: i) om den pågældende tredjelandsstatsborger er i besiddelse af et gyldigt dokument til grænsepassage, der ikke er udløbet, og at dokumentet i givet fald er ledsaget af det påkrævede visum eller den påkrævede opholdstilladelse ii) om dokumentet efter omhyggelig undersøgelse viser tegn på falsk eller forfalskning iii) ind- og udrejsestemplerne i den pågældende tredjelandsstatsborgers rejsedokument, for ved at sammenholde ind- og udrejsedatoerne at kontrollere, at vedkommende ikke allerede har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område iv) hvor den pågældende tredjelandsstatsborger er udrejst fra, og hvor han rejser hen, samt af det påtænkte opholds formål og, om nødvendigt, kontrol af dokumentationen herfor v) om den pågældende tredjelandsstatsborger har tilstrækkelige subsistensmidler til det påtænkte opholds varighed og formål, til hjemrejsen eller til gennemrejsen til et tredjeland, hvor han/hun er sikret indrejse, eller om vedkommende er i stand til at skaffe disse midler på lovlig vis vi) om den pågældende tredjelandsstatsborger, hans/hendes transportmiddel og de genstande, som han/hun medbringer, udgør en trussel mod medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed, offentlige sundhed eller internationale forbindelser. Denne kontrol omfatter bl.a. direkte søgning i de indberettede oplysninger om personer og om nødvendigt genstande i SIS og i de nationale databaser, og de foranstaltninger, der eventuelt skal træffes som resultat af en indberetning.

b)

Den indgående udrejsekontrol skal omfatte: i) kontrol af, at den pågældende tredjelandsstatsborger er i besiddelse af et gyldigt dokument til grænsepassage ii) kontrol af, om dokumentet viser tegn på falsk eller forfalskning iii) så vidt muligt kontrol af, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke betragtes som en trussel mod medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed eller internationale forbindelser.

c)

Ud over den i litra b) omhandlede kontrol kan den indgående udrejsekontrol endvidere omfatte: i) kontrol af, at den pågældende er i besiddelse af gyldigt visum, hvis dette kræves i henhold til forordning (EF) nr. 539/2001, undtagen hvis han/hun har en gyldig opholdstilladelse ii) kontrol af, at den pågældende ikke har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område iii) kontrol af indberetninger af personer og genstande i SIS og i de nationale databaser.

4.   Hvis der findes faciliteter til det, og hvis den pågældende tredjelandsstatsborger anmoder om det, skal en sådan indgående kontrol foretages på et ikke-offentligt område.

5.   Tredjelandsstatsborgere, der underkastes en indgående efterfølgende kontrol, skal oplyses om formålet med og proceduren for en sådan kontrol.

Disse oplysninger skal foreligge på alle de officielle EU-sprog og på det eller de sprog, der tales i det eller de lande, der grænser op til den pågældende medlemsstat, og det skal fremgå heraf, at tredjelandsstatsborgeren kan anmode om navn og tjenesteidentifikationsnummer på de grænsevagter, der foretager den indgående efterfølgende kontrol, samt om navnet på grænseovergangsstedet og den dato, hvor grænsepassagen fandt sted.

6.   Kontrol af en person, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, foretages i henhold til direktiv 2004/38/EF.

7.   De nærmere bestemmelser vedrørende de oplysninger, der skal registreres, er fastsat i bilag II.

Artikel 8

Lempelse af ind- og udrejsekontrollen

1.   Ind- og udrejsekontrollen ved de ydre grænser kan lempes under særlige og uforudsete omstændigheder. Sådanne særlige og uforudsete omstændigheder foreligger, når uforudselige begivenheder medfører en tæt rejsetrafik, der gør ventetiderne ved grænseovergangsstedet urimeligt lange, samtidig med at alle ressourcer med hensyn til personale, midler og organisation er opbrugt.

2.   Når ind- og udrejsekontrollen lempes i overensstemmelse med stk. 1, er indrejsekontrollen principielt vigtigere end udrejsekontrollen.

Afgørelser om lempelse af kontrollen træffes af den overordnede grænsevagt på det pågældende grænseovergangssted.

En lempelse af kontrollen skal være midlertidig, være tilpasset omstændighederne og iværksættes gradvis.

3.   Selv i tilfælde af lempelse af ind- og udrejsekontrollen skal grænsevagten stemple tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter både ved ind- og udrejse, jf. artikel 10.

4.   Hver enkelt medlemsstat fremsender en gang om året en rapport om anvendelsen af denne artikel til Europa-Parlamentet og Kommissionen.

Artikel 9

Separate baner samt skiltning

1.   Medlemsstaterne opretter separate baner, navnlig ved grænseovergangssteder i lufthavne, for at kunne udføre ind- og udrejsekontrol af personer, jf. artikel 7. Disse særlige baner angives ved hjælp af skilte med de oplysninger, der er omhandlet i bilag III.

Medlemsstaterne kan indrette separate baner ved deres sø- og landgrænseovergangssteder og ved grænserne mellem medlemsstater, der ikke anvender artikel 20 ved deres fælles grænser. Der skal anvendes skilte med de oplysninger, der er omhandlet i bilag III, hvis medlemsstaterne indretter separate baner ved disse grænser.

Medlemsstaterne sikrer, at sådanne baner er tydeligt skiltet, også når reglerne for benyttelsen af de forskellige baner suspenderes i henhold til stk. 4 for at sikre, at flest mulige personer kan passere grænsen.

2.

a) Personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten kan benytte de baner, der er angivet med skiltet i bilag III, del A. De kan også benytte de baner, der er angivet med skiltet i bilag III, del B. b) Alle andre personer skal benytte de baner, der er angivet med skiltet i bilag III, del B.

Oplysningerne på de i litra a) og b) nævnte skilte kan anføres på det/de sprog, som hver medlemsstat finder relevant.

3.   Ved sø- og landgrænseovergangssteder kan medlemsstaterne adskille biltrafikken i forskellige baner til henholdsvis lette og tunge køretøjer og busser ved at bruge den i bilag III, del C, viste skiltning.

Medlemsstaterne kan variere oplysningerne på disse skilte, hvor det er hensigtsmæssigt som følge af lokale forhold.

4.   I tilfælde af et midlertidigt trafikpres ved et givet grænseovergangssted kan de kompetente myndigheder suspendere reglerne for benyttelsen af de forskellige baner, så længe det er nødvendigt for at afvikle dette trafikpres.

5.   Tilpasningen af de eksisterende skilte til kravene i stk. 1, 2 og 3 skal være tilendebragt inden den 31. maj 2009. Hvis medlemsstaterne udskifter de eksisterende skilte eller opsætter nye inden den dato, skal skiltene indeholde de oplysninger, der er fastsat i de nævnte stykker.

Artikel 10

Stempling af tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter

1.   Tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter skal systematisk stemples ved ind- og udrejse. Der anbringes især ind- eller udrejsestempel på:

a)	dokumenter forsynet med et gyldigt visum, der giver tredjelandsstatsborgere mulighed for grænsepassage

b)	dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere, der ved grænsen har fået udstedt visum af en medlemsstat, mulighed for grænsepassage

c)	dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere, der ikke er visumpligtige, mulighed for grænsepassage.

2.   Rejsedokumenter tilhørende tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, jf. direktiv 2004/38/EF, men som ikke foreviser opholdskort som omhandlet i artikel 10 i nævnte direktiv, stemples ved ind- eller udrejse.

Rejsedokumenter tilhørende tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til tredjelandsstatsborgere, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, men som ikke foreviser opholdskort som omhandlet i artikel 10 i direktiv 2004/38/EF, stemples ved ind- eller udrejse.

3.   Der anbringes intet ind- eller udrejsestempel på:

a)	rejsedokumenter tilhørende statschefer og højtstående personer, hvis ankomst forinden er blevet officielt meddelt via de diplomatiske kanaler

b)	pilotcertifikater eller flybesætningsbeviser

c)	rejsedokumenter tilhørende søfolk, der kun opholder sig på en medlemsstats område under skibets ophold i anløbshavnen

d)	rejsedokumenter tilhørende besætningsmedlemmer og passagerer på krydstogtskibe, der ikke skal underkastes ind- og udrejsekontrol i henhold til punkt 3.2.3 i bilag VI

e)	dokumenter, der giver statsborgere fra Andorra, Monaco og San Marino mulighed for grænsepassage.

Hvis en tredjelandsstatsborger anmoder om det, kan det undtagelsesvis undlades at anbringe ind- eller udrejsestempel, såfremt anbringelsen heraf kan medføre betydelige vanskeligheder for den pågældende. I så tilfælde skal ind- eller udrejsen attesteres på et særskilt ark med angivelse af navn og pasnummer. Dette ark udleveres til tredjelandsstatsborgeren.

4.   De praktiske retningslinjer for stempling findes i bilag IV.

5.   Tredjelandsstatsborgere skal så vidt muligt oplyses om, at grænsevagten er forpligtet til at stemple deres rejsedokumenter ved ind- og udrejse, også når kontrollen lempes i henhold til artikel 8.

6.   Kommissionen aflægger inden udgangen af 2008 rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om, hvorledes bestemmelserne om stempling af rejsedokumenter fungerer.

Artikel 11

Formodning for så vidt angår opfyldelse af betingelserne for opholdets varighed

1.   Hvis en tredjelandsstatsborgers rejsedokument ikke er forsynet med indrejsestempel, kan de kompetente nationale myndigheder have en formodning om, at indehaveren ikke eller ikke længere opfylder de regler for varighed af ophold, der gælder i den pågældende medlemsstat.

2.   Formodningen i stk. 1 kan afkræftes ved, at tredjelandsstatsborgeren fremlægger et hvilket som helst troværdigt bevismiddel, f.eks. transportbilletter eller bevis for tilstedeværelse uden for medlemsstaternes område, som viser, at den pågældende har overholdt reglerne for varigheden af et kortvarigt ophold.

I et sådant tilfælde:

a)

skal de kompetente myndigheder, hvis tredjelandsstatsborgeren befinder sig på en medlemsstats område, der anvender Schengen-reglerne i fuldt omfang, i overensstemmelse med national ret og praksis i tredjelandsstatsborgerens rejsedokument angive, hvor og hvornår vedkommende har passeret den ydre grænse i en af de medlemsstater, der anvender Schengen-reglerne i fuldt omfang

b)

skal de kompetente myndigheder, hvis tredjelandsstatsborgeren befinder sig på en medlemsstats område, med hensyn til hvilken afgørelsen i artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 endnu ikke er truffet, i overensstemmelse med national ret og praksis i tredjelandsstatsborgerens rejsedokument angive, hvor og hvornår vedkommende har passeret denne medlemsstats ydre grænse.

Der kan ud over de angivelser, der er nævnt i litra a) og b), udleveres en formular svarende til den, der er gengivet i bilag VIII, til tredjelandsstatsborgeren.

Medlemsstaterne skal oplyse hinanden, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet om deres nationale praksis med hensyn til de angivelser, der er nævnt i denne artikel.

3.   Hvis formodningen i stk. 1 ikke afkræftes, kan de kompetente myndigheder udvise tredjelandsstatsborgeren fra de pågældende medlemsstaters område.

Artikel 12

Grænseovervågning

1.   Hovedformålet med grænseovervågning er at forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og træffe foranstaltninger mod personer, som har passeret grænsen ulovligt.

2.   Grænsevagterne anvender stationære eller mobile enheder til grænseovervågning.

Overvågningen gennemføres på en sådan måde, at den forhindrer og afskrækker folk fra at omgå ind- og udrejsekontrollen ved grænseovergangsstederne.

3.   Overvågningen mellem grænseovergangsstederne foretages af grænsevagter, hvis antal og metoder skal afpasses efter foreliggende eller forudsete risici og trusler. Der foretages hyppige og uventede ændringer i overvågningstidspunkterne, således at uautoriseret grænsepassage indebærer en permanent risiko for at blive afsløret.

4.   Overvågningen foretages af stationære eller mobile enheder, der patruljerer eller posteres på strækninger, der er kendt for eller formodes at være følsomme, idet formålet med overvågningen er at pågribe personer, som passerer grænsen ulovligt. Overvågningen kan ligeledes foretages ved hjælp af tekniske, herunder elektroniske, midler.

5.   Yderligere retningslinjer for overvågningen kan vedtages efter proceduren i artikel 33, stk. 2.

Artikel 13

Nægtelse af indrejse

1.   En tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder alle indrejsebetingelserne i artikel 5, stk. 1, og som ikke tilhører en af de personkategorier, der er nævnt i artikel 5, stk. 4, skal nægtes indrejse på medlemsstaternes områder. Dette berører ikke anvendelsen af særlige bestemmelser om retten til asyl, international beskyttelse eller udstedelse af visum til længerevarende ophold.

2.   Indrejse kan kun nægtes ved en begrundet afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen. Afgørelsen træffes af en myndighed, der er bemyndiget hertil efter national ret. Den finder anvendelse umiddelbart.

Den begrundede afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen skal foreligge i form af en standardformular, jf. bilag V, del B, udfyldt af den myndighed, der efter national ret er bemyndiget til at nægte indrejse. Den udfyldte standardformular udleveres til den pågældende tredjelandsstatsborger, som anerkender modtagelsen af afgørelsen om nægtelse af indrejse ved hjælp af denne formular.

3.   Personer, der er nægtet indrejse, har ret til at påklage afgørelsen. Klageproceduren følger national ret. Tredjelandsstatsborgeren skal ligeledes have en skriftlig oversigt over de kontaktpunkter, der kan oplyse om repræsentanter med kompetence til at handle i henhold til national ret på tredjelandsstatsborgerens vegne.

Indgivelse af en klage medfører ikke suspension af afgørelsen om nægtelse af indrejse.

Uden at det berører spørgsmålet om tilkendelse af kompensation i henhold til national ret har den pågældende tredjelandsstatsborger ret til af den medlemsstat, der har nægtet indrejse, at få foretaget en rettelse af det annullerede indrejsestempel samt af enhver anden form for overstregning eller tilføjelse, såfremt det i klageafgørelsen konkluderes, at afgørelsen om nægtelse af indrejse ikke var tilstrækkeligt underbygget.

4.   Grænsevagterne sørger for, at en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, ikke indrejser på den pågældende medlemsstats område.

5.   Medlemsstaterne indsamler statistik om antallet af personer, der er nægtet indrejse, grundene hertil, nationaliteten på de personer, der er nægtet indrejse, samt ved hvilken type grænse (land, luft, sø) de er blevet nægtet indrejse. Medlemsstaterne fremsender en gang om året disse statistikker til Kommissionen. Kommissionen offentliggør hvert andet år en samlet oversigt over de statistikker, der er indsendt af medlemsstaterne.

6.   Detaljerede retningslinjer for nægtelse af indrejse findes i bilag V, del A.

KAPITEL III

Personale og ressourcer til grænsekontrol og samarbejde mellem medlemsstaterne

Artikel 14

Personale og ressourcer til grænsekontrol

Medlemsstaterne indsætter kvalificeret personale og tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre grænsekontrol ved de ydre grænser i overensstemmelse med artikel 6-13, på en sådan måde, at der sikres en effektiv, grundig og ensartet kontrol ved deres ydre grænser.

Artikel 15

Gennemførelse af kontrolforanstaltninger

1.   Grænsekontrol i overensstemmelse med artikel 6-13 udføres af grænsevagterne, i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser og national ret.

Ved varetagelsen af denne grænsekontrol forbliver de beføjelser til at indlede strafferetlig forfølgning, som tilkommer grænsevagterne i henhold til national ret, og som ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, uændrede.

Medlemsstaterne sikrer, at grænsevagterne er specialiserede og passende uddannet. Medlemsstaterne opfordrer grænsevagterne til at lære fremmedsprog, navnlig de sprog, der er nødvendige for udførelsen af deres opgaver.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen listen over de nationale tjenester, der er ansvarlige for grænsekontrol ifølge de enkelte medlemsstaters nationale ret, i overensstemmelse med artikel 34.

3.   For at sikre en effektiv grænsekontrol skal hver medlemsstat sørge for et tæt og løbende samarbejde mellem sine nationale tjenester med ansvar for grænsekontrol.

Artikel 16

Samarbejde mellem medlemsstaterne

1.   Medlemsstaterne yder hinanden gensidig bistand og sikrer et tæt og løbende samarbejde med henblik på en effektiv gennemførelse af grænsekontrol i overensstemmelse med artikel 6-15. De udveksler alle relevante oplysninger.

2.   Medlemsstaternes operative samarbejde med hensyn til forvaltning af de ydre grænser samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (i det følgende benævnt »agenturet«), oprettet ved forordning (EF) nr. 2007/2004.

3.   Uden at det berører agenturets beføjelser kan medlemsstaterne fortsætte samarbejdet ved de ydre grænser på det operative plan med andre medlemsstater og/eller tredjelande, herunder udveksling af forbindelsesofficerer, hvis et sådant samarbejde supplerer agenturets virke.

Medlemsstaterne undlader enhver foranstaltning, der kan skade agenturets virke eller opfyldelsen af dets mål.

Medlemsstaterne underretter agenturet om det i første afsnit omhandlede operative samarbejde.

4.   Medlemsstaterne varetager uddannelse i reglerne for grænsekontrol og i grundlæggende rettigheder. I den forbindelse tages der hensyn til de fælles uddannelsesstandarder, der udarbejdes og videreudvikles af agenturet.

Artikel 17

Fælles kontrol

1.   Medlemsstater, der ikke anvender artikel 20 ved deres fælles landgrænser, kan, indtil den pågældende artikel træder i kraft, foretage fælles kontrol ved de fælles grænser, således at en person kun standses én gang med henblik på gennemførelse af ind- og udrejsekontrol, uden at det berører medlemsstaternes individuelle ansvar som følge af artikel 6-13.

Medlemsstaterne kan med henblik herpå indgå bilaterale aftaler.

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om aftaler, der indgås efter stk. 1.

KAPITEL IV

Specifikke regler for ind- og udrejsekontrol

Artikel 18

Specifikke regler for de forskellige typer grænser og de forskellige transportmidler, der anvendes til at passere grænserne

De specifikke regler, der er fastsat i bilag VI, finder anvendelse på kontrol ved de forskellige typer grænser og af de forskellige transportmidler, der anvendes til at passere grænseovergangene.

Disse specifikke regler kan indeholde undtagelser fra artikel 5 og 7-13.

Artikel 19

Specifikke regler for ind- og udrejsekontrol af bestemte personkategorier

1.   De specifikke regler, der er fastsat i bilag VII, finder anvendelse på kontrol af følgende kategorier af personer:

a)	statsoverhoveder og medlemmerne af deres delegation(er)

b)	flypiloter og andre besætningsmedlemmer

c)

sømænd

d)	indehavere af diplomatpas, officielle pas eller tjenestepas samt medlemmer af internationale organisationer

e)	grænsearbejdere

f)	mindreårige.

Disse specifikke regler kan indeholde undtagelser fra artikel 5 og 7-13.

2.   Medlemsstaterne sender Kommissionen modellerne til de kort, der udstedes af deres udenrigsministerier til akkrediterede medlemmer af diplomatiske og konsulære repræsentationer og deres familiemedlemmer, i overensstemmelse med artikel 34.

AFSNIT III

DE INDRE GRÆNSER

KAPITEL I

Ophævelse af kontrollen ved de indre grænser

Artikel 20

Passage af de indre grænser

De indre grænser kan passeres overalt, uden at der gennemføres personkontrol, uanset personernes nationalitet.

Artikel 21

Kontrol inden for medlemsstaternes område

Ophævelse af grænsekontrollen ved de indre grænser berører ikke:

a)

medlemsstaternes kompetente myndigheders udøvelse af politimæssige beføjelser i henhold til national ret, så længe udøvelsen af disse beføjelser ikke har tilsvarende virkning som grænsekontrol; dette gælder også i grænseområder. For så vidt angår første punktum kan udøvelsen af politimæssige beføjelser navnlig ikke ligestilles med ind- og udrejsekontrol, når de politimæssige foranstaltninger: i) ikke har grænsekontrol som formål ii) bygger på generelle politioplysninger og -erfaringer med hensyn til eventuelle trusler mod den offentlige sikkerhed og navnlig tager sigte på at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet iii) er udformet og udføres på en måde, der klart adskiller sig fra systematisk ind- og udrejsekontrol af personer ved de ydre grænser iv) udføres som stikprøvekontrol

b)

sikkerhedskontrol af personer i havne eller lufthavne, der foretages af de kompetente myndigheder i henhold til den enkelte medlemsstats ret eller af de ansvarlige i havne og lufthavne eller af transportvirksomheder, forudsat at denne kontrol også foretages for så vidt angår personer, der rejser inden for en medlemsstats område

c)	en medlemsstats mulighed for i lovgivningen at indføre en forpligtelse til at være i besiddelse af eller medbringe papirer og dokumenter

d)	tredjelandsstatsborgeres pligt til at anmelde deres tilstedeværelse på en medlemsstats område i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 22 i Schengen-konventionen.

Artikel 22

Fjernelse af hindringer for vejtrafikken ved overgangssteder ved de indre grænser

Medlemsstaterne fjerner alle hindringer for en smidig afvikling af vejtrafikken ved overgangsstederne ved de indre grænser, navnlig hastighedsbegrænsninger, der ikke udelukkende er fastsat af hensyn til trafiksikkerheden.

Medlemsstaterne skal samtidig være forberedt på at skulle sørge for kontrolfaciliteter, hvis grænsekontrollen ved de indre grænser genindføres.

KAPITEL II

Midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser

Artikel 23

Midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser

1.   Hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, kan en medlemsstat efter proceduren i artikel 24 undtagelsesvis genindføre grænsekontrol ved sine indre grænser i en begrænset periode på højst 30 dage, eller så længe den alvorlige trussel forventes at vare, hvis den varer ved i mere end 30 dage, eller i hastetilfælde efter proceduren i artikel 25. Omfanget og varigheden af den midlertidige genindførsel af grænsekontrol ved de indre grænser må ikke overstige det strengt nødvendige for at imødegå den alvorlige trussel.

2.   Hvis den alvorlige trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed varer ved længere end nævnt i stk. 1, kan medlemsstaten forlænge grænsekontrollen af de samme grunde som dem, der er nævnt i stk. 1, under hensyntagen til eventuelle nye elementer, i perioder på højst 30 dage ad gangen, efter proceduren i artikel 26.

Artikel 24

Procedure for forudsigelige tilfælde

1.   Hvis en medlemsstat planlægger at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til artikel 23, stk. 1, underretter den hurtigst muligt de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom og giver dem hurtigst muligt følgende oplysninger:

a)	grundene til den foreslåede genindførelse med angivelse af de begivenheder, der udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed

b)	omfanget af den planlagte genindførelse med angivelse af, hvor der skal genindføres grænsekontrol

c)	de godkendte grænseovergangssteder

d)	datoen for og varigheden af den planlagte genindførelse

e)	i givet fald de foranstaltninger, som de øvrige medlemsstater skal træffe.

2.   Med forbehold af traktatens artikel 64, stk. 1, kan Kommissionen, når en medlemsstat har foretaget en sådan underretning, afgive udtalelse med henblik på den høring, der er nævnt i stk. 3.

3.   Oplysningerne i stk. 1 samt den udtalelse, som Kommissionen kan afgive i overensstemmelse med stk. 2, skal gøres til genstand for en høring mellem den medlemsstat, der planlægger at genindføre grænsekontrol, de øvrige medlemsstater og Kommissionen, med henblik på i givet fald at tilrettelægge et gensidigt samarbejde mellem medlemsstaterne og undersøge, om foranstaltningerne står i et rimeligt forhold til den begivenhed, der ligger til grund for genindførelsen af grænsekontrollen, og truslerne mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed.

4.   Den i stk. 3 nævnte høring skal finde sted mindst 15 dage før den planlagte dato for genindførelse af grænsekontrollen.

Artikel 25

Procedure i tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling

1.   Hvis hensynet til den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat kræver øjeblikkelig handling, kan den pågældende medlemsstat undtagelsesvis og straks genindføre grænsekontrol ved de indre grænser.

2.   En medlemsstat, der genindfører grænsekontrol ved de indre grænser, underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den giver dem de oplysninger, der er nævnt i artikel 24, stk. 1, og anfører grundene til anvendelsen af denne procedure.

Artikel 26

Procedure for forlængelse af grænsekontrollen ved de indre grænser

1.   Medlemsstaterne kan kun forlænge grænsekontrollen ved de indre grænser i henhold til artikel 23, stk. 2, når de øvrige medlemsstater og Kommissionen er underrettet.

2.   En medlemsstat, der påtænker at forlænge grænsekontrollen ved sine indre grænser, giver de øvrige medlemsstater og Kommissionen alle relevante oplysninger om grundene til forlængelsen af kontrollen ved de indre grænser. Artikel 24, stk. 2, finder anvendelse.

Artikel 27

Underretning af Europa-Parlamentet

Det påhviler den berørte medlemsstat eller i givet fald Rådet hurtigst muligt at orientere Europa-Parlamentet om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 24, 25 og 26. Fra den tredje på hinanden følgende forlængelse i henhold til artikel 26 skal den berørte medlemsstat på anmodning forelægge Europa-Parlamentet en rapport om behovet for grænsekontrol ved de indre grænser.

Artikel 28

Bestemmelser, der skal anvendes i tilfælde af genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser

Hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II tilsvarende anvendelse.

Artikel 29

Rapport om genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser

Den medlemsstat, der har genindført grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til artikel 23, bekræfter datoen for ophævelsen af denne kontrol og forelægger samtidig eller hurtigst muligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en rapport om genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser, hvori navnlig udførelsen af ind- og udrejsekontrollen og effektiviteten af genindførelsen af grænsekontrol sammenfattes.

Artikel 30

Underretning af offentligheden

Beslutningen om at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser træffes på gennemsigtig vis, og offentligheden orienteres fuldt ud herom, medmindre overordnede sikkerhedsmæssige grunde taler imod dette.

Artikel 31

Fortrolighed

På anmodning af den berørte medlemsstat respekterer de øvrige medlemsstater, Europa-Parlamentet og Kommissionen fortroligheden af de oplysninger, der gives i forbindelse med genindførelsen og forlængelsen af grænsekontrol, og den rapport, der udarbejdes i henhold til artikel 29.

AFSNIT IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 32

Ændringer af bilagene

Bilag III, IV og VIII ændres efter proceduren i artikel 33, stk. 2.

Artikel 33

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af et udvalg, i det følgende benævnt »udvalget«.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8, for så vidt de gennemførelsesforanstaltninger, der træffes efter denne procedure, ikke ændrer de grundlæggende bestemmelser i nærværende forordning.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

4.   Efter udløbet af en fireårig periode fra forordningens ikrafttrædelse, og uden at det berører de gennemførelsesbestemmelser, der allerede er vedtaget, suspenderes anvendelsen af denne forordnings bestemmelser vedrørende vedtagelsen af tekniske regler og afgørelser efter proceduren i stk. 2. Europa-Parlamentet og Rådet kan på forslag af Kommissionen forny disse bestemmelser efter proceduren i traktatens artikel 251 og tager dem med henblik herpå op til revision inden udløbet af den fireårige periode.

Artikel 34

Meddelelser

1.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen

a)	listen over opholdstilladelser

b)	listen over deres grænseovergangssteder

c)	de vejledende beløb, som hvert år fastsættes af de nationale myndigheder med hensyn til, hvor meget en udlænding mindst skal råde over ved passage af de ydre grænser

d)	listen over de nationale tjenester, som er ansvarlige for grænsekontrollen

e)	eksempler på modeller til kort, der udstedes af udenrigsministerierne.

2.   Kommissionen stiller de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, til rådighed for medlemsstaterne og offentligheden gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, og på enhver anden hensigtsmæssig måde.

Artikel 35

Mindre grænsetrafik

Denne forordning berører ikke fællesskabsbestemmelser om mindre grænsetrafik og gældende bilaterale aftaler om mindre grænsetrafik.

Artikel 36

Ceuta og Melilla

Bestemmelserne i denne forordning berører ikke den særlige ordning for byerne Ceuta og Melilla, som fastsat i erklæringen fra Kongeriget Spanien om byerne Ceuta og Melilla i slutakten til aftalen om Kongeriget Spaniens tiltrædelse af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 (20).

Artikel 37

Indberetning af oplysninger fra medlemsstaterne

Senest den 26. oktober 2006 meddeler medlemsstaterne Kommissionen deres nationale bestemmelser vedrørende artikel 21, litra c) og d), vedrørende sanktioner som omhandlet i artikel 4, stk. 3, og bilaterale aftaler indgået i henhold til artikel 17, stk.1. Senere ændringer i disse bestemmelser meddeles inden for en frist på fem arbejdsdage.

De af medlemsstaterne indberettede oplysninger offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

Artikel 38

Rapport om anvendelsen af afsnit III

Senest den 13. oktober 2009 forelægger Kommissionen en rapport om anvendelsen af afsnit III for Europa-Parlamentet og Rådet.

Kommissionen skal være særlig opmærksom på de problemer, som måtte opstå som følge af genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser. Den fremlægger i givet fald forslag med henblik på at løse disse problemer.

Artikel 39

Ophævelser

1.   Artikel 2-8 i konventionen om gennemførelsen af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 ophæves fra den 13. oktober 2006.

2.   Fra samme dato ophæves:

a)	Den Fælles Håndbog med bilag

b)	Schengen-Eksekutivkomitéens afgørelser af 26. april 1994 (SCH/Com-ex (94) 1, rev. 2), 22. december 1994 (SCH/Com-ex (94) 17, rev. 4) og 20. december 1995 (SCH/Com-ex (95) 20, rev. 2)

c)	bilag 7 til de fælles konsulære instrukser

d)	Rådets forordning (EF) nr. 790/2001 af 24. april 2001 om at forbeholde Rådet gennemførelsesbeføjelserne vedrørende visse detailbestemmelser og konkrete procedurer i forbindelse med grænsekontrol og grænseovervågning (21)

e)	Rådets beslutning 2004/581/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af mindstekrav i forbindelse med skiltning ved grænseovergangssteder (22)

f)	Rådets afgørelse 2004/574/EF af 29. april 2004 om ændring af Den Fælles Håndbog (23)

g)

Rådets forordning (EF) nr. 2133/2004 af 13. december 2004 om forpligtelse for medlemsstaternes kompetente myndigheder til systematisk at stemple tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter ved passage af medlemsstaternes ydre grænser og om ændring i den henseende af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen og Den Fælles Håndbog (24).

3.   Henvisninger til de udgåede artikler og ophævede akter gælder som henvisninger til denne forordning.

Artikel 40

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft den 13 oktober 2006. Artikel 34 træder dog i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 23.6.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 21.2.2006.

(2)  EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1160/2005 (EUT L 191 af 22.7.2005, s. 18).

(3)  EFT C 313 af 16.12.2002, s. 97. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2133/2004 (EUT L 369 af 16.12.2004, s. 5).

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26.10.2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (EUT L 349 af 25.11.2004, s. 1).

(5)  EFT L 374 af 31.12.1991, s. 4. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(6)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(7)  EFT L 239 af 22.9.2000, s. 69.

(8)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(9)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

(10)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 53.

(11)  Rådets afgørelse 2004/849/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse, på Den Europæiske Unions vegne, af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (EUT L 368 af 15.12.2004, s. 26).

(12)  Rådets afgørelse 2004/860/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (EUT L 370 af 17.12.2004, s. 78).

(13)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(14)  EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.

(15)  EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77.

(16)  EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1.

(17)  EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 851/2005 (EUT L 141 af 4.6.2005, s. 3).

(18)  EUT L 64 af 7.3.2003, s. 1.

(19)  EFT L 53 af 23.2.2002, s. 4.

(20)  EFT L 239 af 22.9.2000, s. 73.

(21)  EFT L 116 af 26.4.2001, s. 5. Ændret ved afgørelse 2004/927/EF (EUT L 396 af 31.12.2004, s. 45).

(22)  EUT L 261 af 6.8.2004, s. 119.

(23)  EUT L 261 af 6.8.2004, s. 36.

(24)  EUT L 369 af 16.12.2004, s. 5.

---

---

---

---

---

---

---

---

---

13.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 105/33

---

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 563/2006

af 13. marts 2006

om indgåelse af en partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Salomonøerne om fiskeri ud for Salomonøerne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, og artikel 300, stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	EF og Salomonøerne har forhandlet sig frem til og paraferet en partnerskabsfiskeriaftale, der giver EF-fiskere mulighed for at fiske i de farvande, som fiskerimæssigt hører ind under Salomonøernes højhedsområde eller jurisdiktion.

(2)

Aftalen indeholder bestemmelser om økonomisk, finansielt, teknisk og videnskabeligt samarbejde i fiskerierhvervet med henblik på at sikre, at ressourcerne bevares og udnyttes på en bæredygtig måde, og om partnerskaber mellem virksomheder med henblik på i begge parters interesse at udvikle økonomiske aktiviteter inden for fiskeriet og tilknyttede aktiviteter.

(3)	Aftalen bør godkendes.

(4)	Det er vigtigt at fastsætte en nøgle for fordeling af fiskerimulighederne mellem medlemsstaterne.

(5)

De medlemsstater, hvis fartøjer fisker i henhold til denne aftale, skal meddele Kommissionen, hvor store mængder af hver bestand deres fartøjer har fanget i Salomonøernes fiskerizone, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 500/2001 af 14. marts 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 vedrørende kontrollen af EF-fiskerfartøjernes fangster i tredjelandes farvande og på åbent hav (2) —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Partnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Salomonøerne om fiskeri ud for Salomonøerne (i det følgende benævnt »aftalen«) godkendes hermed på EF's vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne forordning.

Artikel 2

De fiskerimuligheder, der er fastsat i protokollen til aftalen, fordeles mellem medlemsstaterne således:

— notfartøjer med fryseanlæg til tunfiskeri:	Spanien:	75 % af de disponible fiskerimuligheder
	Frankrig	25 % af de disponible fiskerimuligheder
— langlinefartøjer med flydeline:	Spanien:	6 fartøjer
	Portugal:	4 fartøjer

Hvis de fangstmuligheder, der er fastsat i protokollen, ikke udnyttes fuldt ud med licensansøgningerne fra disse medlemsstater, kan Kommissionen tage licensansøgninger fra enhver anden medlemsstat i betragtning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  Udtalelse afgivet den 14.2.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT L 73 af 15.3.2001, s. 8.

---

---

13.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 105/54

---

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2006/24/EF

af 15. marts 2006

om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om ændring af direktiv 2002/58/EF

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3) skal medlemsstaterne sikre beskyttelsen af fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af personoplysninger, især retten til privatlivets fred, så der sikres fri udveksling af personoplysninger i Fællesskabet.

(2)	I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (4) omsættes principperne i direktiv 95/46/EF til specifikke regler for telesektoren.

(3)

I artikel 5, 6 og 9 i direktiv 2002/58/EF fastsættes de regler, som udbydere af telenet eller -tjenester skal overholde i forbindelse med behandling af trafikdata og lokaliseringsdata, der genereres ved brug af elektroniske kommunikationstjenester. Alle sådanne data skal slettes eller gøres anonyme, når de ikke længere er nødvendige for fremføringen af kommunikationen, dog ikke de data, der er nødvendige med henblik på debitering af abonnenten og afregning for samtrafik. Hvis der er givet samtykke hertil, kan visse data også behandles med henblik på markedsføring eller levering af tillægstjenester.

(4)

I artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF fastsættes de betingelser, i henhold til hvilke medlemsstaterne kan indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der omhandles i nævnte direktivs artikel 5, artikel 6, artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, og artikel 9. En sådan indskrænkning skal være nødvendig, passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige ro og orden, f.eks. den nationale sikkerhed (dvs. statens sikkerhed), forsvaret, den offentlige sikkerhed, eller forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af det elektroniske kommunikationssystem.

(5)	Mange medlemsstater har vedtaget lovgivning om tjenesteudbyderes lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger. Der er store forskelle mellem disse nationale bestemmelser.

(6)

De retlige og tekniske forskelle mellem nationale bestemmelser om lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger er en hindring for det indre marked for elektronisk kommunikation, idet tjenesteudbyderne skal opfylde forskellige krav for så vidt angår de typer trafikdata og lokaliseringsdata, der skal lagres, og for så vidt angår betingelserne for lagring og lagringsperioden.

(7)

I sine konklusioner af 19. december 2002 fremhæver Rådet (retlige og indre anliggender), at den betydelige vækst i de muligheder, der ligger i elektronisk kommunikation har medført, at data vedrørende anvendelsen af elektronisk kommunikation udgør et særdeles vigtigt og brugbart redskab i forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af kriminalitet og strafbare handlinger, især organiseret kriminalitet.

(8)	I erklæringen om bekæmpelse af terrorisme, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 25. marts 2004, blev Rådet pålagt at behandle foranstaltninger vedrørende opstilling af regler for tjenesteudbyderes lagring af kommunikationsdata.

(9)

Ifølge artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (den europæiske menneskerettighedskonvention) har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Offentlige myndigheder må kun gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, hvis det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den nationale sikkerhed og den offentlige tryghed for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Da lagring af data har vist sig at være et sådant nødvendigt og effektivt efterforskningsredskab for retshåndhævelsen i flere medlemsstater, herunder navnlig i alvorlige sager som organiseret kriminalitet og terrorisme, er det nødvendigt at sikre, at de lagrede data er tilgængelige i forbindelse med håndhævelsen af loven i en vis periode på de vilkår, der er fastsat i dette direktiv. Vedtagelsen af et instrument til lagring af data, der er i overensstemmelse med kravene i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, er således en nødvendig foranstaltning.

(10)	Den 13. juli 2005 bekræftede Rådet på ny i sin erklæring om fordømmelse af terroristangrebene i London, at det er nødvendigt snarest muligt at vedtage fælles foranstaltninger vedrørende lagring af telekommunikationsdata.

(11)

Det er i undersøgelser blevet påvist, og medlemsstaterne har praktisk erfaring for, at trafikdata og lokaliseringsdata har stor betydning i efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger, og det er derfor nødvendigt på europæisk plan at sikre, at data, som genereres eller behandles af udbydere af elektronisk kommunikation, når de tilbyder offentlige elektroniske kommunikationstjenester eller offentlige kommunikationsnet, lagres i en vis periode på de i dette direktiv fastsatte betingelser.

(12)

Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF vil fortsat finde anvendelse for data, herunder data om forgæves opkaldsforsøg, der ikke udtrykkelig kræves lagret i henhold til nærværende direktiv og dermed falder uden for dets anvendelsesområde, samt for lagring til andre, herunder retlige, formål end dem, der er omfattet af nærværende direktiv.

(13)

Dette direktiv vedrører kun data, der genereres eller behandles som følge af en kommunikation eller en kommunikationstjeneste, og således ikke data, der udgør indholdet af den kommunikerede information. Lagring af data bør ske på en måde, så man undgår at lagre data mere end én gang. Data genereret eller behandlet i forbindelse med levering af de pågældende kommunikationstjenester refererer til tilgængelige data. Specielt kan pligten til at lagre data begrænses til kun at gælde udbydernes egne eller netudbydernes tjenester, når de lagrer data vedrørende internet, e-mail eller telefoni via internettet.

(14)

Elektronisk kommunikationsteknologi er under hastig forandring, og de kompetente myndigheders legitime behov kan ændre sig. Med henblik på rådgivning og på at tilskynde til udveksling af erfaringer med den bedste praksis vil Kommissionen oprette en gruppe, som skal bestå af medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, sammenslutninger af virksomheder fra telesektoren, repræsentanter for Europa-Parlamentet og databeskyttelsesmyndighederne, herunder Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

(15)

Direktiv 95/46/EF og direktiv 2002/58/EF finder fuld anvendelse på data, der lagres i overensstemmelse med nærværende direktiv. Artikel 30, stk. 1, litra c), i direktiv 95/46/EF indeholder et krav om høring af den gruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, der er nedsat i henhold til artikel 29 i samme direktiv.

(16)

De forpligtelser, der i medfør af artikel 6 i direktiv 95/46/EF påhviler tjenesteudbyderne med hensyn til foranstaltninger til at sikre datakvaliteten samt deres forpligtelser i medfør af artikel 16 og 17 i nævnte direktiv med hensyn til foranstaltninger til at sikre fortrolighed og behandlingssikkerhed, finder fuldt ud anvendelse på data, der lagres i overensstemmelse med nærværende direktiv.

(17)

Det er vigtigt, at medlemsstaterne træffer lovgivningsmæssige foranstaltninger til at sikre, at data, der lagres i henhold til dette direktiv, kun udleveres til de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning og under fuld overholdelse af de berørte personers grundlæggende rettigheder.

(18)

Det bør i denne forbindelse erindres, at artikel 24 i direktiv 95/46/EF pålægger medlemsstaterne at fastsætte sanktioner for overtrædelse af de bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af nævnte direktiv. Artikel 15, stk. 2, i direktiv 2002/58/EF pålægger den samme forpligtelse for så vidt angår nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af direktiv 2002/58/EF. Efter Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA af 24. februar 2005 om angreb på informationssystemer (5) skal det gøres strafbart forsætligt at skaffe sig uretmæssig adgang til et informationssystem og til de data, det indeholder.

(19)

Den ret, som enhver person, der har lidt skade som følge af en ulovlig behandlingsprocedure eller enhver anden handling, der er uforenelig med de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af direktiv 95/46/EF, har til erstatning i medfør af artikel 23 i nævnte direktiv, gælder også i tilfælde af ulovlig behandling af personoplysninger i henhold til nærværende direktiv.

(20)	Europarådets konvention om it-kriminalitet fra 2001 og Europarådets konvention om beskyttelse af individet i forbindelse med automatisk behandling af personlige data fra 1981 dækker også data, der lagres i overensstemmelse med dette direktiv.

(21)

Målene for dette direktiv, nemlig at harmonisere udbydernes pligt til at lagre visse data og sikre, at disse data gøres tilgængelige i forbindelse med efterforskning, afsløring og retsforfølgning af alvorlige forbrydelser som defineret af de enkelte medlemsstater i deres nationale lovgivning, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af direktivets omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(22)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender. Dette direktiv tilstræber sammen med direktiv 2002/58/EF navnlig at sikre, at de grundlæggende rettigheder overholdes i fuldt omfang, herunder at privatlivets fred og borgernes ret til kommunikation respekteres, samt at der sørges for beskyttelse af personoplysninger jf. artikel 7 og 8 i charteret.

(23)

Da de forpligtelser, der påhviler udbydere af offentlige elektroniske kommunikationstjenester, bør være forholdsmæssige, fastsætter dette direktiv kun et krav om, at de lagrer data, der genereres eller behandles, når de leverer deres kommunikationstjenester. For så vidt sådanne data ikke genereres eller behandles af disse udbydere, er der ingen forpligtelse til at lagre dem. Dette direktiv har ikke til formål at harmonisere teknologien for lagring af data, og valget af denne teknologi må træffes på nationalt plan.

(24)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (6) tilskyndes medlemsstaterne til, i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(25)

Dette direktiv finder anvendelse uanset medlemsstaternes beføjelser til at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende retten til adgang til og anvendelse af data for de af dem udpegede nationale myndigheder. Spørgsmål om adgangen til de data, som de nationale offentlige myndigheder lagrer i henhold til dette direktiv, til aktiviteter, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, første led, i direktiv 95/46/EF, falder uden for fællesskabslovgivningens rammer. De kan derimod være underlagt nationale love eller foranstaltninger i medfør af afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Sådanne love eller foranstaltninger skal altid fuldt ud respektere de grundlæggende frihedsrettigheder, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, og som er sikret i den europæiske menneskerettighedskonvention. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention skal offentlige myndigheders indgreb i privatlivets fred overholde krav om nødvendighed og proportionalitet og skal derfor tjene nærmere angivne, eksplicitte og lovlige formål og udøves på en måde, der er passende og relevant, og som står i et rimeligt forhold til indgrebets formål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1.   Formålet med dette direktiv er at harmonisere medlemsstaternes bestemmelser om de pligter, der er pålagt udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller af et offentligt kommunikationsnet, for så vidt angår lagring af visse data, der genereres eller behandles af dem, med henblik på at sikre, at der er adgang til disse data i forbindelse med efterforskning, afsløring og retsforfølgning af grov kriminalitet som defineret af de enkelte medlemsstater i deres nationale lovgivning.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på trafikdata og lokaliseringsdata vedrørende både juridiske og fysiske personer og på lignende data, der er nødvendige for at identificere abonnenten eller den registrerede bruger. Direktivet finder ikke anvendelse på indholdet af elektroniske kommunikationer, herunder oplysninger der er indhentet over et elektronisk kommunikationsnet.

Artikel 2

Definitioner

1.   I dette direktiv anvendes definitionerne i direktiv 95/46/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (7) og i direktiv 2002/58/EF.

2.   I dette direktiv forstås ved

a)	»data«: trafikdata, lokaliseringsdata og lignende data, der er nødvendige for at identificere abonnenten eller brugeren

b)	»bruger«: enhver juridisk eller fysisk person, der anvender en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste til privat eller forretningsmæssig brug uden nødvendigvis at have abonneret på tjenesten

c)	»telefontjeneste«: opkald (herunder taleopkald, voice mail, konferenceopkald eller dataopkald), supplerende tjenester (herunder viderestilling og omstilling) samt besked- og multimedietjenester (herunder SMS-, EMS- og MMS-tjenester)

d)	»brugeridentitet«: en entydig identifikator, der tildeles en person, når vedkommende tegner abonnement eller lader sig registrere som bruger af en internetadgang eller internetkommunikationstjeneste

e)	»celle-ID«: identiteten på den celle, hvorfra et mobiltelefonopkald kommer, eller hvor det afsluttes

f)	»forgæves opkaldsforsøg«: telefonopkald, hvor der opnås forbindelse, men som ikke besvares, eller hvor netværkssystemet har grebet ind.

Artikel 3

Pligt til at lagre data

1.   Uanset artikel 5, 6 og 9 i direktiv 2002/58/EF vedtager medlemsstaterne foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 5 i nærværende direktiv nævnte data, som genereres eller behandles af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller af et offentligt kommunikationsnet inden for deres jurisdiktion, når de leverer de pågældende kommunikationstjenester, lagres i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende direktiv.

2.   Den i stk. 1 nævnte forpligtelse til lagring inkluderer den lagring af data, der er angivet i artikel 5, i forbindelse med forgæves opkaldsforsøg, hvor de pågældende data genereres eller behandles og lagres (for så vidt angår telefonidata) eller logges (for så vidt angår internetdata) af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller af et offentligt kommunikationsnet inden for den pågældende medlemsstats jurisdiktion, når de leverer de pågældende kommunikationstjenester. Der stilles ikke i dette direktiv krav om lagring af data vedrørende opkald, hvor der ikke opnås forbindelse.

Artikel 4

Adgang til data

Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at data, der lagres i overensstemmelse med dette direktiv, kun udleveres til de kompetente nationale myndigheder i særlige sager og i overensstemmelse med national lovgivning. Hver medlemsstat fastsætter i sin nationale lovgivning den procedure, der skal følges, og de betingelser, der skal være opfyldt for at få adgang til lagrede data i overensstemmelse med kravet om nødvendighed og proportionalitet, under hensyn til de relevante bestemmelser i EU-retten og folkeretten, herunder navnlig den europæiske menneskerettighedskonvention, således som den er fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Artikel 5

Kategorier af data, der skal lagres

1.   Medlemsstaterne sikrer, at følgende kategorier af data lagres i medfør af nærværende direktiv:

a)

data, der er nødvendige for at spore og identificere kilden til en kommunikation: 1) for så vidt angår fastnettelefoni og mobiltelefoni: i) A-nummeret ii) navn og adresse på abonnenten eller den registrerede bruger 2) for så vidt angår internetadgang og e-mail og telefoni via internettet: i) tildelt brugeridentitet ii) den brugeridentitet og det telefonnummer, som er tildelt kommunikationer, der indgår i et offentligt telefonnet iii) navn og adresse på den abonnent eller registrerede bruger, til hvem en internetprotokol-adresse (IP-adresse), en brugeridentitet eller et telefonnummer var tildelt på kommunikationstidspunktet

b)

data, der er nødvendige for at fastslå en kommunikations bestemmelsessted: 1) for så vidt angår fastnettelefoni og mobiltelefoni: i) det eller de valgte numre (B-nummeret/-numrene) og, hvis der er tale om supplerende tjenester såsom viderestilling og omstilling, det eller de numre, som opkaldet ledes videre til ii) navn og adresse på abonnent(en)(erne) eller de(n) registrerede bruger(e) 2) for så vidt angår e-mail og telefoni via internettet: i) brugeridentitet eller telefonnummer på den modtager, som et internettelefonopkald er rettet til ii) navn og adresse på abonnent(en)(erne) eller de(n) registrerede bruger(e) og brugeridentitet på den modtager, som kommunikation er rettet til

c)

data, der er nødvendige for at fastslå en kommunikations dato, klokkeslæt og varighed: 1) for så vidt angår fastnettelefoni og mobiltelefoni: dato og klokkeslæt for kommunikationens begyndelses- og sluttidspunkt 2) for så vidt angår internetadgang og e-mail og telefoni via internettet: i) dato og klokkeslæt for ind- og udlogning af internetadgangstjenester baseret på en bestemt tidszone og den dynamiske eller statiske IP-adresse, som udbyderen af internetadgangstjenesten har tildelt en kommunikation, samt brugeridentitet på abonnenten eller den registrerede bruger ii) dato og klokkeslæt for ind- og udlogning af e-mail-tjeneste og telefonitjenester på internettet baseret på en bestemt tidszone

d)	data, der er nødvendige for at identificere kommunikationens type: 1) for så vidt angår fastnettelefoni og mobiltelefoni: den anvendte telefontjeneste 2) for så vidt angår e-mail og telefoni via internettet: den anvendte internettjeneste

e)

data, der er nødvendige for at identificere brugernes kommunikationsudstyr eller det, der fremstår som værende deres udstyr: 1) for så vidt angår fastnettelefoni: A-nummeret og B-nummeret 2) for så vidt angår mobiltelefoni: i) A-nummeret og B-nummeret ii) A-abonnentens IMSI-nummer (international mobilabonnents identitet) iii) A-abonnentens IMEI-nummer (internationalt mobiludstyrs identitet) iv) B-abonnentens IMSI-nummer v) B-abonnentens IMEI-nummer vi) ved forudbetalte anonyme tjenester dato og tidspunkt for første aktivering af tjenesten og den lokaliseringskode (celle-ID), hvorfra aktiveringen blev foretaget 3) for så vidt angår internetadgang og e-mail og telefoni via internettet: i) A-nummeret med henblik på dial-up-adgang ii) den digitale abonnentlinje (DSL) eller andet endepunkt for kommunikationens ophavsmand

f)	data, der er nødvendige for at foretage en lokalisering af mobilt udstyr: 1) lokaliseringskoden (celle-ID) ved kommunikationens begyndelse 2) data, der med henvisning til deres celle-ID viser cellernes geografiske lokalisering i den periode, hvori der lagres kommunikationsdata.

2.   Data, der afslører indholdet af kommunikationen, kan ikke lagres i medfør af dette direktiv.

Artikel 6

Lagringsperioder

Medlemsstaterne sørger for, at de i artikel 5 omhandlede kategorier af data lagres i mindst seks måneder og højst to år fra datoen for kommunikationen.

Artikel 7

Databeskyttelse og datasikkerhed

Med forbehold af bestemmelser vedtaget i medfør af direktiv 95/46/EF og direktiv 2002/58/EF skal hver medlemsstat sikre, at udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller af et offentligt kommunikationsnet som et minimum respekterer følgende datasikkerhedsprincipper for data, der lagres i overensstemmelse med nærværende direktiv:

a)	de lagrede data skal være af samme kvalitet og være omfattet af den samme sikkerhed og beskyttelse som de data, der findes på nettet

b)	dataene skal være omfattet af de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger, så de er beskyttet mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse eller hændeligt tab, mod forringelse, ubeføjet eller ulovlig lagring, behandling, adgang eller udbredelse

c)	dataene skal være omfattet af de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger, så det sikres, at kun særligt autoriserede personer får adgang til dataene, og

d)	dataene skal tilintetgøres ved udløbet af lagringstiden, bortset fra data, der har været givet adgang til, og som er blevet gemt.

Artikel 8

Krav til lagringen af data

Medlemsstaterne sørger for, at de i artikel 5 nævnte data lagres i overensstemmelse med dette direktiv på en sådan måde, at de lagrede data og alle andre nødvendige oplysninger vedrørende disse data kan fremsendes uden unødig forsinkelse til de kompetente myndigheder på disses anmodning.

Artikel 9

Tilsynsmyndighed

1.   Hver medlemsstat udpeger en eller flere offentlige myndigheder, der har til opgave på dens område at påse overholdelsen af de bestemmelser om de lagrede datas sikkerhed, som medlemsstaten vedtager i medfør af artikel 7. Disse myndigheder kan være de samme myndigheder som dem, der er nævnt i artikel 28 i direktiv 95/46/EF.

2.   De i stk. 1 nævnte myndigheder handler i fuld uafhængighed i forbindelse med udførelsen af det i samme stykke omhandlede tilsyn.

Artikel 10

Statistikker

1.   Medlemsstaterne sørger for, at der årligt tilsendes Kommissionen statistikker om lagring af data, der er behandlet i forbindelse med levering af offentlige elektroniske kommunikationstjenester. Statistikkerne skal indeholde oplysninger om

—	de tilfælde, hvor der er sendt data til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med gældende national ret

—	tidsrummet mellem den dato, hvor dataene blev lagret, og den dato, hvor den kompetente myndighed anmodede om udlevering af dataene

—	de tilfælde, hvor anmodninger om data ikke kunne efterkommes.

2.   Statistikkerne må ikke indeholde personoplysninger.

Artikel 11

Ændring af direktiv 2002/58/EF

I artikel 15 i direktiv 2002/58/EF indsættes følgende stykke:

Artikel 12

Fremtidige foranstaltninger

1.   En medlemsstat, der står over for særlige omstændigheder, som berettiger til en forlængelse i en begrænset periode af den i artikel 6 omhandlede længste lagringsperiode, kan træffe de nødvendige foranstaltninger. Medlemsstaten underretter straks Kommissionen herom og informerer de øvrige medlemsstater om de foranstaltninger, der er truffet i medfør af denne artikel, og angiver grundene til, at de indføres.

2.   Kommissionen godkender eller afviser inden seks måneder efter den i stk. 1 omhandlede meddelelse de påtænkte nationale foranstaltninger efter at have forvisset sig om, at de ikke udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne, eller om de udgør en hindring for det indre markeds funktion. Hvis Kommissionen ikke har truffet afgørelse inden for dette tidsrum, betragtes de nationale foranstaltninger som godkendt.

3.   Hvis en medlemsstats nationale foranstaltninger, der afviger fra bestemmelserne i dette direktiv, godkendes, jf. stk. 2, kan Kommissionen undersøge, om den skal foreslå en tilpasning af dette direktiv.

Artikel 13

Retsmidler, ansvar og sanktioner

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de nationale foranstaltninger til gennemførelse af kapitel III i direktiv 95/46/EF om retsmidler, ansvar og sanktioner er iværksat i fuldt omfang for så vidt angår behandling af data i henhold til nærværende direktiv.

2.   Hver medlemsstat træffer navnlig de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forsætlig adgang til eller overførsel af data lagret i overensstemmelse med dette direktiv, som ikke er tilladt i henhold til national lovgivning vedtaget i medfør af dette direktiv, pålægges sanktioner, herunder administrative eller strafferetlige sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning.

Artikel 14

Evaluering

1.   Senest den 15. september 2010 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en evaluering af dette direktivs anvendelse og dets virkning på de økonomiske aktører og forbrugerne under hensyntagen til den videre udvikling, der er sket inden for elektronisk kommunikationsteknologi, og de statistiske oplysninger, der er tilsendt Kommissionen i medfør af artikel 10, med henblik på at fastslå, om det er nødvendigt at ændre dette direktivs bestemmelser, særlig for så vidt angår listen over data i artikel 5 og de lagringsperioder, der er fastsat i artikel 6. Resultaterne af evalueringen offentliggøres.

2.   Med dette for øje gennemgår Kommissionen alle bemærkninger, der meddeles den af medlemsstaterne eller af den gruppe, der er nedsat i henhold til artikel 29 i direktiv 95/46/EF.

Artikel 15

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 15. september 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3.   Indtil den 15. marts 2009 kan enhver medlemsstat udsætte gennemførelsen af dette direktiv for så vidt angår lagring af kommunikationsdata vedrørende internetadgang, e-mail og telefoni via internettet. Enhver medlemsstat, der ønsker at anvende dette stykke, skal i form af en erklæring give Rådet og Kommissionen meddelelse herom ved vedtagelsen af direktivet. Erklæringen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 16

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 17

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

---

(1)  Udtalelse afgivet den 19.1.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 14.12.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 21.2.2006.

(3)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(4)  EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.

(5)  EUT L 69 af 16.3.2005, s. 67.

(6)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(7)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

(8)  EUT L 105 af 13.4.2006, s. 54.«

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

13.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 105/64

---

Berigtigelse til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2028/2004 af 16. november 2004 om ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter

( Den Europæiske Unions Tidende L 352 af 27. november 2004 )

1)	Side 4, nr. 5), litra f) (erstatning af artikel 10, stk. 4, i forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000), andet punktum:

I stedet for:

»Grundlaget for momsindtægterne i en medlemsstat, på hvilket ovennævnte sats anvendes, kan dog ikke overstige den procentdel af landets BNI, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i afgørelse 2000/597/EF, Euratom, jf. denne artikels stk. 7, første punktum.«

læses:

»Grundlaget for momsindtægterne i en medlemsstat, på hvilket ovennævnte sats anvendes, kan dog ikke overstige den procentdel af landets BNI, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra c), i afgørelse 2000/597/EF, Euratom, jf. denne artikels stk. 7, første punktum.«

2)	Side 5, nr. 7) (erstatning af artikel 11 i forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000), stk. 2, første afsnit:

I stedet for:

læses:

3)	Side 7, nr. 16) (tilføjelse af afsnit IX med artikel 21a til forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000):

I stedet for:

læses:

---

(1)  EUT L 352 af 27.11.2004, s. 1.«

(2)  EUT L 352 af 27.11.2004, s. 1.«

---

13.4.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 105/65

---

Berigtigelse til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser

( Den Europæiske Unions Tidende L 255 af 30. september 2005 )

Side 11, under titlen, indsættes følgende:

»(EØS-relevant tekst)«.

---