11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 102/1

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport (4) tog sigte på at harmonisere vilkårene for konkurrencen mellem de forskellige former for landtransport, navnlig vejtransporten, og at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden. De fremskridt, der er opnået på disse områder, bør sikres og udbygges.

(2)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (5), skal medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der begrænser mobile arbejdstageres maksimale ugentlige arbejdstid.

(3)

Erfaringen viser, at det er vanskeligt at fortolke, anvende og kontrollere visse bestemmelser i forordning (EØF) nr. 3820/85 om køretid, pauser og hvileperioder for førere, som udfører national og international vejtransport i Fællesskabet, på en ensartet måde i alle medlemsstaterne, fordi de pågældende bestemmelser er udtrykt i generelle vendinger.

(4)

En effektiv og ensartet håndhævelse af disse bestemmelser kan bidrage til gennemførelsen af de mål, de tilsigter, og hindre, at anvendelsen af bestemmelserne bringes i miskredit. Det er derfor nødvendigt at fastsætte klarere og enklere regler, som både vejtransporterhvervet og kontrolmyndighederne har lettere ved at forstå, fortolke og anvende.

(5)

De i denne forordning fastsatte bestemmelser om arbejdsvilkår bør ikke begrænse arbejdsmarkedsparternes ret til gennem kollektive forhandlinger eller på anden måde at vedtage regler, der er gunstigere for arbejdstagerne.

(6)

Det vil være hensigtsmæssigt at definere denne forordnings gyldighedsområde meget nøjagtigt ved at specificere de hovedkategorier af køretøjer, den omfatter.

(7)

Denne forordning bør gælde for vejtransport, der udføres enten udelukkende inden for Fællesskabet eller mellem Fællesskabet, Schweiz og de lande, der deltager i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

(8)

Den europæiske overenskomst af 1. juli 1970 om arbejde, der udføres af det kørende personale i international vejtransport (AETR-overenskomsten) som ændret, bør fortsat gælde på hele strækningen, hvis det drejer sig om godstransport og personbefordring ad vej, der udføres mellem Fællesskabet og et andet tredjeland end Schweiz og de lande, der deltager i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller via et sådant land med køretøjer registreret i en medlemsstat eller i et hvilket som helst land, som er kontraherende part i AETR-overenskomsten. Det er vigtigt at ændre AETR-overenskomsten hurtigst muligt og ideelt set inden to år efter denne forordnings ikrafttræden for at tilpasse den til denne forordning.

(9)

Udføres transporten med køretøjer registreret i et tredjeland, som ikke er kontraherende part i AETR-overenskomsten, bør AETR-bestemmelserne gælde for den del af strækningen, der tilbagelægges inden for Fællesskabet eller inden for lande, der er kontraherende parter i AETR-overenskomsten.

(10)

Da genstanden for AETR-overenskomsten falder ind under denne forordnings gyldighedsområde, har Fællesskabet kompetence til at forhandle og indgå denne overenskomst.

(11)

Hvis en ændring i Fællesskabets interne regler på det pågældende område kræver en tilsvarende ændring i AETR-overenskomsten, bør medlemsstaterne i fællesskab tage skridt til hurtigst muligt at få ændret AETR-overenskomsten efter den deri fastsatte fremgangsmåde.

(12)

Listen over undtagelser bør ajourføres, således at den afspejler udviklingen i vejtransportsektoren i de sidste 19 år.

(13)

Alle nøgleudtryk bør defineres udførligt for at lette fortolkningen og for at sikre, at denne forordning anvendes ensartet. Desuden bør det tilstræbes, at de nationale kontrolorganer fortolker og anvender denne forordning ensartet. Definitionen af »uge« i denne forordning bør ikke forhindre, at føreren kan starte sin arbejdsuge på en hvilken som helst dag i ugens løb.

(14)

For at sikre effektiv håndhævelse er det afgørende, at de kompetente myndigheder i forbindelse med vejkontrol og efter en overgangsperiode kan fastslå, om køretiderne og hvileperioderne er blevet overholdt den dag, kontrollen blev udført, og de forudgående 28 dage.

(15)

De grundlæggende bestemmelser om køretid bør præciseres og forenkles, således at de ved hjælp af digitale fartskrivere kan håndhæves effektivt og ensartet i overensstemmelse med denne forordning og Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (6). Desuden bør kontrolmyndighederne i medlemsstaterne i det stående udvalg tilstræbe at nå frem til en fælles forståelse af, hvordan denne forordning skal gennemføres.

(16)

Med reglerne i forordning (EØF) nr. 3820/85 har det været muligt at tilrettelægge de daglige køretider og pauser på en sådan måde, at førerne har kunnet køre for lang tid uden en rigtig pause, hvilket har resulteret i nedsat færdselssikkerhed og en forringelse af førernes arbejdsvilkår. Derfor bør det sikres, at opdelte pauser fordeles på en sådan måde, at misbrug hindres.

(17)

Hensigten med denne forordning er at forbedre de sociale betingelser for de arbejdstagere, den omfatter, samt at forbedre den generelle trafiksikkerhed. Dette opnås hovedsagelig ved hjælp af bestemmelserne om den maksimale køretid pr. dag, pr. uge og pr. 14-dages-periode, bestemmelsen om, at en fører skal tage en regulær ugentlig hviletid mindst en gang pr. to på hinanden følgende uger, og bestemmelsen om, at den daglige hviletid under ingen omstændigheder bør være under ni sammenhængende timer. Da disse bestemmelser sikrer passende hvile og under hensyn til de seneste års erfaringer med den praktiske håndhævelse, er der ikke længere behov for en ordning med kompensation for reduceret daglig hviletid.

(18)

Vejtransporttjenester i Fællesskabet omfatter i mange tilfælde transport med færge eller med jernbane. Der bør derfor fastsættes klare regler for de daglige hviletider og pauser i forbindelse med udførelsen af sådanne tjenester.

(19)

Da omfanget af godstransport og personbefordring på tværs af grænserne stiger, bør både vejkontrol og kontrol på virksomhederne af hensyn til færdselssikkerheden og håndhævelsen af reglerne også omfatte køretider og hvileperioder samt pauser i andre medlemsstater eller i tredjelande, så det kan fastslås, om bestemmelserne er blevet overholdt fuldt ud og korrekt.

(20)

Bestemmelserne om transportvirksomhedernes ansvar bør i det mindste omfatte transportvirksomheder, som er juridiske eller fysiske personer, og bør ikke udelukke retsforfølgning af fysiske personer, som begår, tilskynder til eller medvirker til overtrædelser af denne forordning.

(21)

Det er nødvendigt, at førere, som arbejder for flere transportvirksomheder, giver samtlige disse virksomheder alle relevante oplysninger, således at de hver især kan opfylde deres forpligtelser i henhold til denne forordning.

(22)

De enkelte medlemsstater bør fortsat have ret til at vedtage visse relevante bestemmelser med henblik på at fremme udviklingen på det sociale område og forbedre færdselssikkerheden.

(23)

Nationale undtagelser bør afspejle ændringerne i vejtransportsektoren og begrænses til de områder, der ikke er udsat for konkurrence i øjeblikket.

(24)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser for køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer på en strækning, der ikke overstiger 50 km. Bestemmelserne bør yde tilstrækkelig beskyttelse med hensyn til tilladte køretider og påbudte pauser og hvileperioder.

(25)

Af hensyn til effektiv håndhævelse af reglerne vil det være hensigtsmæssigt, at al national og international rutekørsel med personer kontrolleres ved hjælp af standardkontrolapparatet.

(26)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen, have afskrækkende virkning og må ikke medføre forskelsbehandling. Også tilbageholdelse af køretøjet bør i alle medlemsstater være en mulig foranstaltning i tilfælde af alvorlige overtrædelser. Denne forordnings bestemmelser om sanktioner og retsforfølgning berører ikke nationale bestemmelser om bevisbyrde.

(27)

Af hensyn til effektiv håndhævelse af reglerne bør der fastsættes ensartede bestemmelser om virksomhedernes og førernes ansvar for overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning. Dette ansvar kan resultere i strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner, afhængigt af, hvad de enkelte medlemsstater bestemmer.

(28)

Målet for denne forordning, nemlig indførelse af klare, fælles regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører vejtransport, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af behovet for en samordnet aktion på tværs af grænserne bedre gennemføres på fællesskabsplan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(29)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(30)

Eftersom bestemmelserne vedrørende minimumsalderen for førere er fastlagt i direktiv 2003/59/EF (8) og skal gennemføres inden 2009, er det kun overgangsbestemmelser vedrørende minimumsalderen for medfølgende personale, der er påkrævet i denne forordning.

(31)

Forordning (EØF) nr. 3821/85 bør ændres for at præcisere bestemte forpligtelser, der påhviler transportvirksomheder og førere, og for at øge retssikkerheden og lette håndhævelsen af køre- og hviletidsreglerne ved vejkontroller.

(32)

Forordning (EØF) nr. 3821/85 bør ligeledes ændres således, at der ikke er retlig usikkerhed for så vidt angår de nye datoer for indførelsen af den digitale fartskriver og for adgangen til førerkort.

(33)

Med indførelsen af kontrolapparatet efter forordning (EF) nr. 2135/98 og dermed af elektronisk registrering af førerens arbejde på dennes førerkort i mindst 28 dage og opbevaring af data i mindst 365 dage bliver det fremover muligt at foretage en hurtigere og mere omfattende vejkontrol.

(34)

I henhold til direktiv 88/599/EØF (9) indebærer vejkontrol kun kontrol af daglig køretid, daglig hviletid og pauser. Med indførelsen af et digitalt kontrolapparat oplagres førerens og køretøjets data elektronisk, hvilket muliggør elektronisk analyse af oplysningerne på stedet. Dette bør med tiden gøre det muligt at foretage simpel kontrol af regulære daglige og reducerede daglige hviletider, ugentlige og reducerede ugentlige hviletider og hvil som kompensation for reducerede hviletider.

(35)

Erfaringerne viser, at bestemmelserne i denne forordning og navnlig bestemmelsen om den samlede maksimale køretid i en periode på to uger ikke kan håndhæves, medmindre der som led i vejkontrollen gennemføres en effektiv kontrol i forhold til den samlede periode.

(36)

Gennemførelse af retlige forskrifter vedrørende den digitale fartskriver bør ske i overensstemmelse med denne forordning, således at visse sociale bestemmelser inden for vejtransport kan kontrolleres og håndhæves så effektivt som muligt.

(37)

Af hensyn til klarheden og overskueligheden bør forordning (EØF) nr. 3820/85 ophæves og erstattes af nærværende forordning —

a)

godstransport med et køretøj, hvis største tilladte totalvægt inklusive påhængsvogn eller sættevogn overstiger 3,5 ton

b)

personbefordring med et køretøj, der er konstrueret eller permanent indrettet til at befordre mere end ni personer, inklusive føreren, og er beregnet til dette formål.

a)

vejtransport, der udelukkende finder sted inden for Fællesskabet, og

b)

vejtransport mellem Fællesskabet, Schweiz og lande, der er kontraherende parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

a)

køretøjer registreret i Fællesskabet eller i lande, der er kontraherende parter i AETR-overenskomsten, under hele transporten

b)

køretøjer registreret i et tredjeland, der ikke er kontraherende part i AETR-overenskomsten, dog kun på den del af strækningen, der tilbagelægges inden for Fællesskabet eller i lande, der er kontraherende parter i AETR-overenskomsten.

a)

køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km

b)

køretøjer, hvis højeste tilladte hastighed ikke overstiger 40 km i timen

c)

køretøjer, der ejes eller lejes uden fører af de væbnede styrker, civilforsvaret, brandvæsenet og ordensmagten, såfremt transporten sker som led i disse tjenesters funktioner og er under deres kontrol

d)

køretøjer, herunder køretøjer, der anvendes til ikke-kommerciel transport af nødhjælp, i katastrofetilfælde eller under redningsoperationer

e)

specialkøretøjer, der anvendes til lægelige opgaver

f)

specialkøretøjer til vejhjælp inden for en radius af 100 km fra deres hjemsted

g)

køretøjer, der prøvekøres på veje med henblik på teknisk udvikling, reparation eller vedligeholdelse, og nye eller ombyggede køretøjer, som endnu ikke er taget i brug

h)

køretøjer eller en kombination af køretøjer med en største tilladt totalvægt på ikke over 7,5 tons, der benyttes til ikke-erhvervsmæssig varetransport

i)

erhvervskøretøjer, der har veteranbilstatus i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor der køres i dem, og som anvendes til ikke-erhvervsmæssig personbefordring eller godstransport.

a)

»vejtransport«: al kørsel, som helt eller delvis foregår på veje, der er åbne for offentlig adgang med et køretøj i tom eller lastet stand, som er bestemt til personbefordring eller godstransport

b)

»køretøj«: et motorkøretøj, et trækkende køretøj, en påhængsvogn eller en sættevogn eller en kombination af disse køretøjer i overensstemmelse med følgende definitioner:

c)

»fører«: enhver person, som fører et køretøj, selv om det kun er i et kort tidsrum, eller som befinder sig i et køretøj for i givet fald at kunne føre det

d)

»pause«: enhver periode, i hvilken en fører hverken må udføre kørsel eller andet arbejde, og som udelukkende benyttes til rekreation

e)

»andet arbejde«: enhver aktivitet, der er defineret som arbejdstid i artikel 3, litra a), i direktiv 2002/15/EF, undtagen »kørsel«, herunder arbejde udført for den samme eller en anden arbejdsgiver inden for eller uden for transportsektoren

f)

»hvil«: enhver sammenhængende periode, i hvilken føreren frit kan disponere over sin tid

g)

»daglig hviletid«: den daglige periode, i hvilken føreren frit kan disponere over sin tid; dette begreb dækker »regulær daglig hviletid« og »reduceret daglig hviletid«

h)

»ugentlig hviletid«: en ugentlig periode, i hvilken føreren frit kan disponere over sin tid; dette begreb dækker »regulær ugentlig hviletid« og »reduceret ugentlig hviletid«:

i)

»uge«: tidsrummet mellem mandag klokken 00.00 og søndag klokken 24.00

j)

»køretid«: varigheden af de køreaktiviteter, der optegnes:

k)

»daglig køretid«: summen af køretiderne mellem slutningen af en daglig hviletid og begyndelsen på den næste daglige hviletid eller mellem en daglig og en ugentlig hviletid

l)

»ugentlig køretid«: summen af køretiderne i løbet af en uge

m)

»største tilladte totalvægt«: den højeste tilladte vægt af det køreklare køretøj, inklusive nyttelast

n)

»rutekørsel med personer«: indenlandsk og international personbefordring som defineret i artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus (10)

o)

»flermandsbetjening«: den situation, hvor der i hver kørselsperiode mellem to på hinanden følgende daglige hviletider eller mellem en daglig hviletid og en ugentlig hviletid er mindst to førere om bord på køretøjet for at udføre kørsel. Ved flermandsbetjening er tilstedeværelsen af en eller flere andre førere valgfri den første time, men obligatorisk resten af tiden

p)

»transportvirksomhed«: enhver, der udfører vejtransport mod vederlag eller for egen regning, og som er en fysisk eller juridisk person, en sammenslutning eller en kreds af personer uden status som juridisk person, der arbejder med eller uden gevinst for øje, eller et organ, der henhører under en offentlig myndighed, hvad enten det selv har status som juridisk person eller er undergivet en myndighed med en sådan status

q)

»kørselsperiode«: den samlede køretid fra det tidspunkt, en fører begynder at køre efter hviletid eller pause, indtil han indleder hviletid eller pause. Kørselsperioden kan være sammenhængende eller opdelt.

a)

vejtransporten udføres inden for én medlemsstat i en radius af 50 km fra køretøjets hjemsted, herunder i de kommuner, hvis centrum ligger inden for denne radius

b)

det sker af hensyn til den faglige uddannelse, og

c)

de grænser, der er fastsat i de nationale arbejdsretlige regler, overholdes.

—

to regulære ugentlige hviletider, eller

—

en regulær ugentlig hviletid og en reduceret ugentlig hviletid på mindst 24 timer. Denne reduktion skal dog kompenseres med et tilsvarende hvil, som skal tages samlet inden tre uger efter udløbet af den pågældende uge.

5.

a)

køretøjer, som offentlige myndigheder ejer eller lejer uden fører for at udføre vejtransporttjenester, som ikke konkurrerer med tjenester, der udføres af private transportvirksomheder

b)

køretøjer, som landbrugs-, gartneri-, skovbrugs-, opdræts- og fiskerivirksomheder anvender eller lejer uden fører til som led i deres egen erhvervsmæssige virksomhed at udføre godstransport inden for en radius af 100 km fra virksomhedens hjemsted

c)

landbrugs- og skovbrugstrækkere, der benyttes til landbrugs- og skovbrugsaktiviteter, inden for en radius af 100 km fra hjemstedet for den virksomhed, som ejer, lejer eller leaser køretøjet

d)

køretøjer eller en kombination af køretøjer med en største tilladt totalvægt på ikke over 7,5 ton, som benyttes

Disse køretøjer må kun benyttes inden for en radius af 50 kilometer fra virksomhedens hjemsted og på den betingelse, at kørslen af køretøjerne ikke er førerens hovedaktivitet.

e)

køretøjer, der udelukkende anvendes på øer med et areal på højst 2 300 km2, som ikke er forbundet med resten af landet med en bro, et vadested eller en tunnel med adgang for motorkøretøjer

f)

køretøjer, som anvendes til godstransport inden for en radius af 50 km fra virksomhedens hjemsted og fremdrives ved hjælp af naturgas eller flydende gas eller elektricitet, og hvis største tilladte totalvægt inklusive en påhængsvogn eller sættevogn ikke overstiger 7,5 tons

g)

køretøjer, der anvendes til køreundervisning og køreprøve med henblik på erhvervelse af et kørekort eller et kvalifikationsbevis, forudsat at de ikke anvendes til erhvervsmæssig godstransport eller personbefordring

h)

køretøjer, der benyttes i forbindelse med kloakering, beskyttelse mod oversvømmelse, vedligeholdelse af vand-, gas- og elforsyning, vedligeholdelse og kontrol af veje, husstandsindsamling af husholdningsaffald og bortskaffelse heraf, telegraf- og telefontjenester, radio- og fjernsynstransmission samt pejling af radio- eller tv-sendere eller -modtagere

i)

køretøjer med mellem 10 og 17 siddepladser, der udelukkende benyttes til ikke-erhvervsmæssig personbefordring

j)

specialkøretøjer, der benyttes til transport af cirkus- og tivoliudstyr

k)

specialindrettede mobile projektkøretøjer, hvis hovedformål er anvendelse som undervisningslokale, når de holder stille

l)

køretøjer, der anvendes til indsamling af mælk fra gårde og transport tilbage til gårde af mælkebeholdere eller mælkeprodukter til foderbrug

m)

specialkøretøjer, der transporterer penge og/eller værdigenstande

n)

køretøjer, der anvendes til transport af slagteaffald eller dyrekroppe, som ikke er bestemt til konsum

o)

køretøjer, der udelukkende anvendes på veje inden for trafikknudepunkter som f.eks. havne, intermodale havne og jernbaneterminaler

p)

køretøjer, der anvendes til transport af levende dyr fra gårde til lokale markeder og omvendt eller fra markeder til lokale slagterier inden for en radius på op til 50 km.

—

for indenlandsk rutekørsel med personer, når rutens køreplan bekræftes af myndighederne (idet alene undtagelser vedrørende pauser kan tillades), og

—

for indenlandske vejtransporttjenester for egen regning eller mod vederlag, der ikke påvirker det indre marked, og som er nødvendige for at fastholde bestemte erhvervsgrene i det pågældende område, når bestemmelserne om undtagelser fra denne forordning fastsætter en begrænsende radius på op til 100 km.

a)

indenlandsk rutekørsel med personer og

b)

international rutekørsel med personer, såfremt rutens endestationer ligger inden for en afstand af 50 km i fugleflugtslinje fra en grænse mellem to medlemsstater, og rutens længde ikke overstiger 100 km.

a)

indeholder alle de i stk. 2 nævnte oplysninger for en periode, som mindst omfatter de 28 foregående dage; disse oplysninger skal ajourføres regelmæssigt og mindst en gang om måneden

b)

underskrives af transportvirksomhedens leder eller af dennes befuldmægtigede

c)

opbevares af transportvirksomheden i et år efter udløbet af den periode, som den omfatter. Transportvirksomheden udleverer et uddrag af arbejdstidsplanen til den berørte fører på dennes anmodning, og

d)

forevises og udleveres på anmodning af en dertil bemyndiget person.

—

som ikke er begået på den pågældende medlemsstats område, og

—

som er begået af en virksomhed etableret i en anden medlemsstat eller i et tredjeland eller af en fører, hvis ansættelsessted er i en anden medlemsstat eller et tredjeland

a)

overtrædelser af de i kapitel II fastsatte bestemmelser begået af personer, der er bosat eller har hjemsted i en anden medlemsstat, og de sanktioner, overtrædelserne har givet anledning til

b)

sanktioner, som en medlemsstat har iværksat over for personer, der er bosat eller har hjemsted i den pågældende medlemsstat, på grund af overtrædelser begået i andre medlemsstater.

a)

undersøge de tilfælde, hvor der viser sig at være forskel i anvendelsen og håndhævelsen af denne forordnings bestemmelser, særlig med hensyn til køretider, pauser og hviletider

b)

præcisere denne forordnings bestemmelser med henblik på at fremme en ensartet anvendelse heraf.

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Definitionerne i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 (13) finder anvendelse med henblik på gennemførelsen af denne forordning.

2)

Artikel 3, stk. 1, 2 og 3, affattes således:

»1.   Kontroludstyr skal installeres og anvendes i køretøjer, der er registreret i en medlemsstat, og som anvendes til vejtransport af personer eller gods, undtagen de køretøjer, der er nævnt i artikel 3 i forordning (EF) nr. 561/2006. Køretøjer, der er nævnt i artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006, og køretøjer, der var undtaget fra anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 3820/85, men som ikke længere er undtaget i henhold til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 561/2006, skal opfylde dette krav senest den 31. december 2007.

2.   Medlemsstaterne kan fra anvendelsen af denne forordning undtage køretøjer, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1 og stk. 3, i forordning (EF) nr. 561/2006.

3.   Medlemsstaterne kan med Kommissionens godkendelse fra anvendelsen af denne forordning undtage køretøjer, der anvendes til de transportopgaver, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EF) nr. 561/2006.«

3)

Artikel 14, stk. 2, affattes således:

»2.   Transportvirksomheden skal omhyggeligt opbevare diagramark og udskrifter, når der er lavet udskrifter for at efterkomme artikel 15, stk. 1, i kronologisk orden og i læselig form i mindst et år efter anvendelsen og skal give de pågældende førere en kopi, såfremt de ønsker det. Transportvirksomheden skal også give kopier af data, der er overført fra førerkortet til de berørte førere, som anmoder herom, samt udskrifter af disse kopier. Diagramarkene, udskrifterne og de overførte data skal på forlangende forevises for eller udleveres til en dertil bemyndiget person.«

4)

I artikel 15 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, stk. 1, litra a), affattes således:

2)

Artikel 2, stk. 2, affattes således:

»2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de kan udstede førerkort senest tyvendedagen efter offentliggørelsen af forordning (EF) nr. 561/2006.«

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 102/15

(1)

Kommissionens meddelelse »Sikker minedrift: en opfølgning af de seneste mineuheld« opstiller som nøgleforanstaltning bl.a. et initiativ til at regulere håndtering af affald fra udvindingsindustrien. Denne foranstaltning har til formål at supplere initiativer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/105/EF af 16. december 2003 om ændring af Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (4) og udarbejdelsen af et referencedokument om den bedste tilgængelige teknik på området for håndtering af stenaffald og andet mineaffald i henhold til Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (5).

(2)

I Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2001 (6) om nævnte meddelelse understregedes det kraftigt, at der var behov for et direktiv om affald fra udvindingsindustrien.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (7) opstiller som målsætning for fremtidigt affald, at dets farlighed reduceres, og at det bør indebære mindst mulig risiko, at nyttiggørelse og navnlig genanvendelse bør foretrækkes, at mængden af affald til bortskaffelse bør minimeres, og at bortskaffelsen bør ske på en betryggende måde, samt at affald til bortskaffelse bør behandles så tæt som muligt ved stedet for dets opståen, for så vidt dette ikke mindsker affaldsbehandlingsprocessernes effektivitet. Med hensyn til uheld og katastrofer hedder det i afgørelse nr. 1600/2002/EF endvidere, at der som prioriteret tiltag skal udformes foranstaltninger til afværgelse af risikoen for alvorlige ulykker, navnlig i forbindelse med minedrift, og foranstaltninger rettet mod mineaffald. Som et andet prioriteret tiltag i nævnte afgørelse anføres fremme af bæredygtig forvaltning af udvindingsindustrien med henblik på at nedbringe miljøbelastningen herfra.

(4)

I overensstemmelse med Fællesskabets miljøpolitiske målsætninger må der fastlægges mindstekrav med henblik på så vidt muligt at forebygge eller mindske miljø- og sundhedsbelastningen som følge af håndtering af affald fra udvindingsindustrien, såsom restprodukter (tailings, dvs. det faste materiale eller slam, der bliver tilovers, når malmen er oparbejdet ved hjælp af forskellige teknikker), stenaffald, overjord (dvs. det materiale, der skal fjernes, for at man kan få adgang til malmen, herunder i udviklingsfasen forud for produktionen) og muldlag (dvs. det øverste jordlag), så længe disse anses for affald som defineret i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (8).

(5)

I overensstemmelse med punkt 24 i Johannesburg-gennemførelsesplanen om bæredygtig udvikling, som vedtoges inden for De Forenede Nationers rammer på verdenstopmødet i 2002 om bæredygtig udvikling, er det nødvendigt at beskytte det naturlige ressourcegrundlag for økonomisk og social udvikling og gennem en bæredygtig og integreret forvaltning af dette naturlige ressourcegrundlag vende den nuværende tendens til en forringelse af naturressourcerne.

(6)

Følgelig bør dette direktiv omfatte håndtering af affald fra landbaseret udvindingsindustri, dvs. affald fra efterforskning, udvinding (herunder udviklingsfasen forud for produktion), oparbejdning og oplagring af mineralressourcer og fra stenbrudsdrift. Sådan håndtering bør imidlertid afspejle de principper og den prioritering, der er fastlagt i direktiv 75/442/EØF, som i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, litra b), nr. ii), fortsat skal finde anvendelse på håndtering af affald fra de udvindingsindustrier, der ikke er omfattet af nærværende direktiv.

(7)

For at undgå overlapninger og uforholdsmæssigt vidtgående administrative krav bør direktivet kun omfatte netop de aktiviteter, der betragtes som vigtigst for opfyldelse af direktivets mål.

(8)

Direktivet bør derfor ikke gælde for affaldsstrømme, der nok genereres i forbindelse med mineraludvinding eller ‐oparbejdning, men ikke er direkte knyttet til udvindings- eller oparbejdningsprocessen, eksempelvis madaffald, olieaffald, udtjente køretøjer og brugte batterier og akkumulatorer. Forvaltningen af sådant affald bør være undergivet bestemmelserne i direktiv 75/442/EØF eller i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (9) eller eventuel anden relevant fællesskabslovgivning, således som det er tilfældet for affald, der opstår på en efterforsknings-, udvindings- eller oparbejdningsplads, og transporteres hen til et sted, der ikke er et affaldsanlæg i henhold til nærværende direktiv.

(9)

Dette direktiv bør heller ikke finde anvendelse på affald fra offshore-efterforskning, udvinding og oparbejdning af mineralressourcer eller på injektion af vand eller reinjektion af grundvand, der er pumpet op, og der bør kun stilles begrænsede krav til inert affald, ikke-farligt affald fra efterforskning, ikke-forurenet jord og affald fra udvinding, oparbejdning og oplagring af tørv som følge af dets lavere miljøfarlighed. Medlemsstaterne kan reducere eller frafalde kravene til ikke-farligt ikke-inert affald. Disse undtagelser bør dog ikke omfatte affaldsanlæg i kategori A.

(10)

Endvidere bør direktivet, selv om det omfatter håndtering af affald fra udvindingsindustrier, som kan være radioaktivt, ikke omfatte de aspekter, der er specifikke for radioaktivitet, idet de behandles i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom).

(11)

For fortsat at respektere de principper og den prioritering, der er fastsat i direktiv 75/442/EØF, særlig artikel 3 og 4, bør medlemsstaterne sikre, at driftsherrer i udvindingsindustrien træffer alle de fornødne foranstaltninger til at forebygge og i videst muligt omfang begrænse såvel den faktiske som den potentielle miljø- og sundhedsbelastning, der skyldes håndtering af affald fra udvindingsindustrien.

(12)

Sådanne foranstaltninger bør bygge på bl.a. princippet om bedste tilgængelige teknik som defineret i direktiv 96/61/EF, og når der benyttes sådan teknik, er det op til medlemsstaterne at afgøre, hvorledes der i de enkelte tilfælde kan tages hensyn til affaldsanlæggets tekniske specifikationer, dets geografiske placering og de lokale miljøforhold.

(13)

Medlemsstaterne bør sikre, at driftsherrer i udvindingsindustrien udarbejder passende affaldshåndteringsplaner for forebyggelse eller minimering, behandling, nyttiggørelse og bortskaffelse af udvindingsaffald. Disse planer bør udformes på en sådan måde, at de sikrer passende planlægning af affaldshåndteringen med henblik på minimering af affaldsproduktionen og affaldets skadevirkninger og fremme af nyttiggørelse af affaldet. Affald fra udvindingsindustrien bør endvidere karakteriseres ud fra dets sammensætning, så det i videst muligt omfang kan sikres, at det kun reagerer på forudsigelig måde.

(14)

For at begrænse risikoen for uheld og sikre et højt niveau for miljø‐ og sundhedsbeskyttelse bør medlemsstaterne sikre, at hver enkelt driftsherre af et affaldsanlæg i kategori A vedtager og følger en strategi for forebyggelse af større uheld med affald. Som led i de forebyggende foranstaltninger bør der udarbejdes et sikkerhedsledelsessystem og beredskabsplaner for uheld og formidles sikkerhedsmæssige oplysninger til de personer, som påregnes at blive berørt af et større uheld. I tilfælde af et uheld bør driftsherrerne give de kompetente myndigheder alle de oplysninger, der behøves til at afbøde de faktiske eller potentielle miljøskader. Disse særlige krav bør ikke finde anvendelse på de affaldsanlæg i udvindingsindustrien, der er omfattet af direktiv 96/82/EF.

(15)

Et affaldsanlæg bør ikke klassificeres i kategori A udelukkende på grundlag af risici for sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, der arbejder i udvindingsindustrier, da disse risici er omfattet af anden EF-lovgivning, navnlig direktiv 92/91/EØF (10) og 92/104/EØF (11).

(16)

Som følge af den særlige karakter, som håndtering af affald fra udvindingsindustrien har, er det nødvendigt at indføre særlige ansøgnings‐ og godkendelsesprocedurer for alle affaldsanlæg, der modtager sådant affald. Derudover bør medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de kompetente myndigheder med mellemrum revurderer og om nødvendigt ajourfører betingelserne for tilladelsen.

(17)

Det bør pålægges medlemsstaterne at sikre, at offentligheden informeres om indgivelse af ansøgninger om tilladelse til affaldshåndtering, og at de berørte personer høres, inden der meddeles tilladelse til affaldshåndtering, jf. UNECE-konventionen af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århus-konventionen).

(18)

Det er nødvendigt klart at angive, hvilke krav der bør gælde for de anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien, med hensyn til placering, ledelse, kontrol, lukning samt forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger mod enhver trussel mod miljøet såvel på kort som på lang sigt, herunder navnlig foranstaltninger mod forurening af grundvandet som følge af perkolatnedsivning i jorden.

(19)

Det er nødvendigt præcist at definere affaldsanlæg i kategori A, der behandler affald fra udvindingsindustrien, idet der tages hensyn til de potentielle virkninger af eventuel forurening under driften af sådanne anlæg eller ved et uheld med udslip af affald herfra.

(20)

Affald, der redeponeres i tomme brud med henblik på disses rehabilitering eller til anlægsformål, der har relation til mineraludvindingsprocessen, eksempelvis anlæg eller vedligeholdelse i tomme brud af adgangsveje for maskiner, ramper, afstivninger, sikkerhedsbarrierer eller volde, skal også være omfattet af visse krav, således at overfladevand og grundvand beskyttes, affaldet gøres stabilt, og der sikres passende overvågning, efter at disse aktiviteter er ophørt. Dette affald bør derfor ikke være omfattet af kravene i dette direktiv, som udelukkende vedrører »affaldsanlæg«, bortset fra de krav, der er nævnt i den specifikke bestemmelse om tomme brud.

(21)

For at sikre, at anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien, bygges og vedligeholdes på forsvarlig måde, bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger til at sikre, at konstruktion, placering og ledelse af sådanne affaldsanlæg forestås af teknisk kompetente personer. Det er nødvendigt at sikre, at driftsherrer og personale har et uddannelses- og kundskabsniveau, som giver dem den fornødne kompetence. Herudover bør de kompetente myndigheder sikre sig, at driftsherrerne træffer passende foranstaltninger ved bygning og vedligeholdelse af nye affaldsanlæg og ved udvidelse eller ændring af bestående anlæg, herunder i tidsrummet efter lukning.

(22)

Det er nødvendigt at fastlægge overvågningsprocedurer under driften og efter lukningen af affaldsanlæg. Der bør fastsættes en periode efter lukning af affaldsanlæg for overvågning og kontrol af anlæg i kategori A, der står i forhold til den risiko, det enkelte anlæg udgør, på samme måde som det kræves i direktiv 1999/31/EF.

(23)

Det er nødvendigt at definere, hvornår og hvordan anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien, bør lukkes, og fastsætte driftsherrens forpligtelser og ansvar i tiden efter lukningen.

(24)

Medlemsstaterne bør kræve, at driftsherrerne i udvindingsindustrien anvender overvågning og administrativ kontrol til at forhindre vand‐ og jordforurening og identificere mulig miljø‐ eller sundhedsbelastning fra deres affaldsanlæg. Med henblik på at mindske vandforureningen mest muligt bør deponering af affald i ethvert vandområde finde sted i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (12). Endvidere bør koncentrationen af cyanid og cyanidforbindelser i tailingsdamme hos nogle udvindingsvirksomheder, på grund af disse stoffers skade‐ og giftvirkninger, bringes ned på det lavest mulige niveau ved hjælp af den bedste tilgængelige teknik. For at forhindre sådanne skade‐ og giftvirkninger bør der således fastsættes passende tærskelværdier for koncentrationen af disse stoffer, som under alle omstændigheder skal være i overensstemmelse med de specifikke krav i dette direktiv.

(25)

Driftsherren for et anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien, bør pålægges at stille finansiel sikkerhed eller tilsvarende efter procedurer, som medlemsstaterne træffer afgørelse om, så det sikres, at alle de forpligtelser, som følger af tilladelsen, også i forbindelse med lukningen af affaldsanlægget og i perioden efter lukning, opfyldes. Sikkerhedsstillelsen bør være tilstrækkelig til at dække omkostningerne ved rehabilitering ved en eller flere behørigt kvalificerede og uafhængige tredjeparter af det område, som påvirkes af affaldsanlægget, og som omfatter selve affaldsanlægget, som beskrevet i affaldshåndteringsplanen, der er udarbejdet i henhold til artikel 5 og krævet i forbindelse med tilladelsen efter artikel 7. Det er også nødvendigt, at sikkerhedsstillelsen foreligger, inden deponering på affaldsanlægget påbegyndes, og at den justeres regelmæssigt. I overensstemmelse med forureneren betaler-princippet og bestemmelserne i Europa-Parlaments og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og genopretning af miljøskader (13), er det vigtigt at præcisere, at en driftsherre for et anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien, er ansvarlig for miljøskader eller overhængende fare herfor, som skyldes hans virksomhed.

(26)

Ved drift af anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien, der kan påregnes at få væsentlige grænseoverskridende virkninger på miljøet og deraf følgende risici for menneskers sundhed på en anden medlemsstats område, bør der forefindes en fælles procedure til fremme af samråd mellem nabolande. Formålet er at sikre passende udveksling af oplysninger mellem myndighederne, og at offentligheden informeres behørigt om affaldsanlæg, som kan få negative følger for miljøet i denne anden medlemsstat.

(27)

Medlemsstaterne bør sørge for, at de kompetente myndigheder indfører en effektiv ordning for inspektioner eller andre kontrolforanstaltninger rettet mod anlæg, der behandler affald fra udvindingsindustrien. Uden at driftsherrens forpligtelser i henhold til driftstilladelsen berøres, bør det, inden deponering påbegyndes, ved inspektion kontrolleres, at betingelserne for tilladelsen er opfyldt. Herudover bør medlemsstaterne sikre, at driftsherrerne og deres efterfølgere fører løbende journaler for sådanne affaldsanlæg, og at driftsherrerne videregiver oplysninger om affaldsanlæggets tilstand og drift til deres efterfølgere.

(28)

Medlemsstaterne bør sende Kommissionen regelmæssige beretninger om gennemførelsen af dette direktiv, herunder oplysninger om uheld og næsten-uheld. På grundlag af disse indberetninger aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet.

(29)

Medlemsstaterne bør indføre sanktioner for overtrædelse af dette direktivs bestemmelser og sikre, at de anvendes. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

(30)

Det er nødvendigt, at medlemsstaterne sikrer, at der udarbejdes en fortegnelse over nedlukkede, herunder forladte, affaldsanlæg, der befinder sig på deres område, for at kunne identificere dem, som har alvorlige miljøskadelige virkninger, eller som potentielt kan blive en alvorlig trussel mod menneskers sundhed og miljøet på kort eller mellemlang sigt. Disse fortegnelser bør udgøre et grundlag for et hensigtsmæssigt program for foranstaltninger.

(31)

Kommissionen bør sørge for passende udveksling af videnskabelige og tekniske oplysninger om, hvordan en opgørelse over nedlukkede anlæg etableres på medlemsstatsplan, og om udvikling af metoder, der kan hjælpe medlemsstaterne med at efterkomme dette direktiv i forbindelse med rehabilitering af lukkede affaldsanlæg. Der bør også sikres udveksling af oplysninger i og mellem medlemsstaterne om den bedste tilgængelige teknik.

(32)

Med sigte på en konsekvent anvendelse af traktatens artikel 6 skal miljøbeskyttelseskrav integreres i gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.

(33)

Dette direktiv kan være et nyttigt redskab, når det skal undersøges, om projekter, der modtager fællesskabsmidler som et led i udviklingsstøtte, omfatter de nødvendige foranstaltninger til så vidt muligt at forebygge eller mindske eventuelle negative indvirkninger på miljøet. En sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med traktatens artikel 6, navnlig for så vidt angår integrering af miljøbeskyttelseskrav i Fællesskabets politik inden for udviklingssamarbejde.

(34)

Målet for dette direktiv, nemlig bedre håndtering af affald fra udvindingsindustrien, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig, da uhensigtsmæssig håndtering af sådant affald kan føre til grænseoverskridende forurening. Ifølge forureneren betaler-princippet bør der bl.a. tages hensyn til miljøskader forårsaget af affald fra udvindingsindustrien, og det forhold, at dette princip ikke anvendes på samme måde i medlemsstaterne, kan betyde, at de økonomiske beslutningstagere pålægges forskellige finansielle byrder. Indbyrdes afvigelser mellem medlemsstaternes foranstaltninger til håndtering af affald fra udvindingsindustrien forringer samtidig muligheden for at nå målet om at sikre et mindsteniveau for sikker og ansvarlig håndtering af dette affald og maksimere nyttiggørelsen heraf i hele Fællesskabet. Da dette direktivs mål har et sådant omfang og sådanne virkninger, at det bedst kan gennemføres på fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet i samme artikel går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(35)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (14).

(36)

Der bør gives regler for driften af de affaldsanlæg, der findes på tidspunktet for gennemførelsen af dette direktiv, med henblik på, at der inden for en nærmere fastsat frist træffes de nødvendige foranstaltninger for deres tilpasning til kravene i dette direktiv.

(37)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (15) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

a)

affald, der opstår i forbindelse med efterforskning, udvinding og oparbejdning af mineralressourcer samt ved stenbrudsdrift, men som ikke er knyttet direkte til disse aktiviteter

b)

affald fra offshore-efterforskning, udvinding og oparbejdning af mineralressourcer

c)

injektion af vand og reinjektion af grundvand, der er pumpet op, jf. artikel 11, stk. 3, litra j), første og andet led, i direktiv 2000/60/EF, for så vidt den nævnte artikel tillader det.

1)

»affald«: det samme som i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442/EØF

2)

»farligt affald«: det samme som i artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (16)

3)

»inert affald«: affald, der ikke undergår signifikante fysiske, kemiske eller biologiske forandringer. Inert affald er hverken opløseligt eller brændbart eller på anden måde fysisk eller kemisk reaktivt; det er ikke bionedbrydeligt og har ingen negativ indflydelse på andet materiale, det kommer i berøring med, på en sådan måde, at det sandsynligvis vil medføre forurening af miljøet eller skade menneskers sundhed. Affaldets samlede perkolatafgivelse og indhold af forurenende stoffer og perkolatets økotoksicitet skal være af ubetydeligt omfang og må navnlig ikke bringe overfladevandets og/eller grundvandets kvalitet i fare

4)

»ikke-forurenet jord«: jord, der er fjernet fra det øverste jordlag i forbindelse med udvindingsaktiviteter, og som ikke anses for forurenet i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor anlægsstedet befinder sig, eller til fællesskabslovgivningen

5)

»mineralressource« eller »mineral«: en naturlig forekomst i jordskorpen af et organisk eller uorganisk stof såsom energibrændstoffer, metalmalme, industri- og byggemineraler, men ikke vand

6)

»udvindingsindustrien«: alle virksomheder og foretagender, der tager del i udvinding af mineralressourcer på jordoverfladen eller i undergrunden i erhvervsmæssigt øjemed herunder udvinding ved boring, eller oparbejdning af det udvundne materiale

7)

»off-shore«: det hav- og havbundsområde, der strækker sig udad fra middellavvandsmærket

8)

»oparbejdning«: behandling af mineralressourcer, herunder drift af stenbrud, ved hjælp af en eller flere mekaniske, fysiske, biologiske, termiske eller kemiske processer med henblik på udvinding af mineralet, herunder deling, sortering, separation og udvaskning; fornyet behandling af tidligere affald er omfattet af definitionen, men ikke udsmeltning, metallurgiske operationer eller termiske fremstillingsprocesser (bortset fra brænding af kalksten)

9)

»tailings«: det faste affald eller slam, der bliver tilovers efter oparbejdning af malmen ved separationsprocesser (f.eks. knusning, formaling, sortering, flotation og andre fysisk/kemiske teknikker), hvorved de værdifulde mineraler isoleres fra det mindre værdifulde stenmateriale

10)

»dynge«: et anlæg til deponering af fast affald på jordoverfladen

11)

»dæmning«: en konstruktion, der tilbageholder eller omslutter vand og/eller affald i en dam

12)

»dam«: et naturligt eller kunstigt anlæg til deponering af finkornet affald, normalt tailings, sammen med varierende mængder frit vand, som stammer fra oparbejdning af mineralressourcer og fra rensning og recirkulering af procesvand

13)

»cyanid dissocierbart med svag syre«: cyanider og cyanidforbindelser, der dissocieres med svag syre ved et nærmere fastlagt pH

14)

»perkolat«: enhver væske, der siver gennem deponeret affald og ledes ud fra eller forefindes i et affaldsanlæg, herunder forurenet drænvand, og som kan skade miljøet, hvis den ikke behandles

15)

»affaldsanlæg«: et område, der er udpeget til akkumulering eller deponering af udvindingsaffald, fast eller flydende, opløst eller opslæmmet, med følgende tidsmæssige begrænsninger:

Til sådanne anlæg medregnes dæmninger og andre konstruktioner, der skal indeholde, tilbageholde, indeslutte eller på anden måde afgrænse et sådant anlæg, samt bl.a. dynger og damme, men ikke tomme brud, hvori der placeres affald efter udvinding af mineralet med henblik på rehabilitering eller til anlægsformål

16)

»større uheld«: en hændelse på et anlægssted ved håndtering af udvindingsaffald i en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv, som fører til, at menneskers sundhed og/eller miljø bringes i alvorlig fare, enten umiddelbart eller på længere sigt, på selve anlægsstedet eller uden for

17)

»farligt stof«: stoffer, blandinger og præparater som er farlige ifølge definitionen i direktiv 67/548/EØF (17) eller direktiv 1999/45/EF (18)

18)

»bedste tilgængelige teknik«: det samme som i artikel 2, nr. 11), i direktiv 96/61/EF

19)

»recipientvand«: overfladevand, grundvand, overgangsvande og kystvand som defineret i henholdsvis artikel 2, nr. 1), 2), 6) og 7), i direktiv 2000/60/EF

20)

»rehabilitering«: behandling af det landområde, der påvirkes af et affaldsanlæg, på en sådan måde, at det bringes tilbage til en tilfredsstillende tilstand med hensyn til bl.a. jordbundskvalitet, dyre- og planteliv, naturlige levesteder, ferskvandssystemer, landskab og anvendelsesmuligheder

21)

»efterforskning«: søgning efter mineralforekomster af økonomisk værdi, herunder prøveudtagning, bulkprøveudtagning, boring og udgravning, bortset fra arbejder, der er nødvendige for udviklingen af sådanne forekomster, samt aktiviteter, der er direkte forbundet med en eksisterende udvinding

22)

»offentligheden«: en eller flere fysiske eller juridiske personer og, i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, foreninger, organisationer eller grupper heraf

23)

»den berørte offentlighed«: den del af offentligheden, der påvirkes eller må formodes at blive påvirket af, eller som har en interesse i beslutningsprocessen på miljøområdet i artikel 6 og 7 i dette direktiv; i forbindelse med denne definition anses en sådan interesse at foreligge for ikke-statslige organisationer, der beskæftiger sig med miljøbeskyttelse og opfylder eventuelle krav i henhold til den nationale lovgivning

24)

»driftsherre«: den fysiske eller juridiske person, der har ansvaret for håndtering af udvindingsaffald ifølge den nationale lovgivning i den medlemsstat, som affaldet håndteres i, såvel i forbindelse med midlertidig oplagring af udvindingsaffald som i driftsfasen og i perioden efter lukning

25)

»affaldsindehaver«: producenten af udvindingsaffaldet eller den fysiske eller juridiske person, der er i besiddelse af affaldet

26)

»kompetent person«: en fysisk person, som er i besiddelse af den nødvendige tekniske viden og erfaring, jf. lovgivningen i den medlemsstat, hvor personen har sine aktiviteter, til at opfylde de forpligtelser, der følger af dette direktiv

27)

»kompetent myndighed«: den eller de myndigheder, medlemsstaten udpeger som ansvarlig for opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af dette direktiv

28)

»anlægssted«: hele det landområde på et bestemt geografisk sted, som en driftsherre har ledelsesmæssig kontrol over

29)

»væsentlig ændring«: en ændring i et affaldsanlægs struktur eller drift, der efter den kompetente myndigheds vurdering kan få betydelige negative virkninger for menneskers sundhed eller miljøet.

a)

at forhindre eller begrænse affaldsproduktionen og dens skadevirkninger, især ved, at der tages hensyn til:

b)

at fremme nyttiggørelse af udvindingsaffald ved genanvendelse, genbrug eller udnyttelse, hvis dette kan gøres miljømæssigt forsvarligt i overensstemmelse med gældende EF-miljønormer samt de relevante krav i dette direktiv

c)

at garantere sikker bortskaffelse af udvindingsaffald på kort og lang sigt, navnlig ved under konstruktionsfasen at tage hensyn til håndtering under et affaldsanlægs drift og efter dets lukning og ved at vælge en konstruktion, der

a)

i givet fald den foreslåede klassificering af affaldsanlægget i overensstemmelse med kriterierne i bilag III:

b)

en specificering af affaldet i overensstemmelse med bilag II og et skøn over den samlede udvindingsaffaldsmængde, der produceres i driftsfasen

c)

en beskrivelse af den aktivitet, hvorved affaldet opstår, og af en eventuel efterfølgende behandling af affaldet

d)

en beskrivelse af, hvilke skader på menneskers sundhed og miljøet deponering af affaldet kan afstedkomme, og hvilke forebyggende foranstaltninger der skal træffes med henblik på at begrænse miljøpåvirkningen under driften og efter nedlukningen mest muligt, jf. også aspekterne i artikel 11, stk. 2, litra a), b), d) og e)

e)

forslag til kontrol‐ og overvågningsprocedurer, jf. artikel 10 (når det er relevant) og artikel 11, stk. 2, litra c)

f)

forslag til plan for procedurer for lukning, herunder rehabilitering, procedurer og overvågning efter lukning, jf. artikel 12

g)

foranstaltninger til forebyggelse af forringet vandtilstand i overensstemmelse med direktiv 2000/60/EF og til forebyggelse eller minimering af luft- og jordforurening, jf. artikel 13

h)

en kortlæggelse af tilstanden i det område, der påvirkes af affaldsanlægget.

a)

at bringe større uheld og andre hændelser under kontrol, således at deres virkninger mindskes, især at skader på menneskers sundhed og miljøet begrænses

b)

at gennemføre foranstaltninger til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet mod virkningerne af større uheld og andre hændelser

c)

at give offentligheden og de berørte instanser og myndigheder i området de nødvendige oplysninger

d)

at rehabilitere, genoprette og rense miljøet efter et større uheld.

a)

driftsherrens identitet

b)

forslag til placering af affaldsanlægget samt eventuelle alternative placeringer

c)

affaldshåndteringsplanen som omhandlet i artikel 5

d)

passende ordninger i form af en finansiel sikkerhed eller tilsvarende, jf. artikel 14

e)

de oplysninger, som gives af driftsherren i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 85/337/EØF (19), når der i henhold til samme direktiv kræves en vurdering af indvirkningen på miljøet.

a)

driftsherren opfylder de relevante krav i dette direktiv

b)

affaldshåndteringen ikke direkte strider mod eller på anden måde hindrer gennemførelsen af den eller de relevante affaldshåndteringsplaner, der er nævnt i artikel 7 i direktiv 75/442/EØF.

—

hvis der er afgørende ændringer i driften af affaldsanlægget eller det deponerede affald

—

på grundlag af de overvågningsresultater, der indberettes af driftsherren i medfør af artikel 11, stk. 3, eller de kontroller, der foretages i medfør af artikel 17

—

i lyset af udvekslingen af oplysninger om væsentlige ændringer med hensyn til den bedste tilgængelige teknik i medfør af artikel 21, stk. 3.

a)

ansøgningen om tilladelse

b)

oplysning om, at en beslutning vedrørende en ansøgning om tilladelse er omfattet af samråd mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 16, hvis dette er tilfældet

c)

nærmere oplysninger om de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for beslutningen, dem, som der kan indhentes relevante oplysninger fra, og dem, som bemærkninger og spørgsmål kan stiles til, samt nærmere oplysninger om tidsfristerne for indsendelse af bemærkninger og spørgsmål

d)

de mulige beslutningers art

e)

nærmere oplysninger om forslaget om ajourføring af en tilladelse eller af betingelserne for en tilladelse

f)

omtrentligt hvornår og hvor, eller hvordan, de relevante oplysninger bliver givet

g)

nærmere oplysninger om, hvordan deltagelse af offentligheden er tilrettelagt, jf. stk. 7.

a)

i overensstemmelse med den nationale lovgivning de vigtigste rapporter og udtalelser, der var tilgået de kompetente myndigheder på det tidspunkt, hvor offentligheden blev underrettet som anført i stk. 1

b)

i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (20), alle oplysninger ud over de i stk. 1 nævnte, som er relevante for beslutningen i overensstemmelse med artikel 7 i nærværende direktiv, og som først er blevet tilgængelige efter, at offentligheden er underrettet som anført i stk. 1 i nærværende artikel.

a)

beslutningens indhold, herunder en kopi af tilladelsen

b)

de grunde og betragtninger, der ligger til grund for beslutningen.

1)

at sikre udvindingsaffaldets stabilitet, idet artikel 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse

2)

at forebygge forurening af jord, overfladevand og grundvand, idet artikel 13, stk. 1, 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse

3)

at sikre, at udvindingsaffaldet og det tomme brud overvåges, idet artikel 12, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

a)

at anlægget er hensigtsmæssigt placeret under særlig hensyntagen til forpligtelser på fællesskabsplan eller nationalt plan vedrørende beskyttede områder samt geologiske, hydrologiske, hydrogeologiske, seismiske og geotekniske forhold og således udformet, at forudsætningerne på kort og lang sigt for forebyggelse af forurening af jord, luft, grundvand og overfladevand er til stede under særlig hensyntagen til direktiv 76/464/EØF (21), 80/68/EØF (22) og 2000/60/EF, at forurenet vand og perkolat kan opsamles effektivt, når og hvis det kræves ifølge tilladelsen, og at vand- og vinderosion reduceres til et rimeligt omfang i den udstrækning, dette er teknisk muligt og økonomisk rimeligt

b)

at anlægget opføres, forvaltes og vedligeholdes på en sådan måde, at det er fysisk stabilt, at jord, luft, overfladevand og grundvand ikke forurenes på kort og lang sigt, og at skader på landskabet begrænses mest muligt

c)

at der er lagt passende planer og taget passende skridt til, at anlægget regelmæssigt overvåges og tilses af kompetente personer, og at der skrides ind, hvis der er tegn på ustabilitet eller forurening af vand eller jord

d)

at der er taget passende skridt til rehabilitering af landområdet og lukning af affaldsanlægget

e)

at der er taget passende skridt vedrørende affaldsanlægget for perioden efter lukning.

a)

De relevante betingelser i tilladelsen er opfyldt.

b)

Der er givet tilladelse fra den kompetente myndighed efter anmodning fra driftsherren.

c)

Den kompetente myndighed træffer en begrundet beslutning herom.

a)

at alle anlægsstrukturer overvåges og bevares, og at kontrol- og måleapparatur konstant er klar til brug

b)

at eventuelle overløbskanaler og afløb holdes rene og ryddede.

a)

at evaluere det deponerede affalds potentiale for perkolatproduktion, herunder også perkolatets indhold af forureningsstoffer, såvel under anlæggets drift som efter lukningen, og beregne anlæggets vandbalance

b)

at forebygge eller at minimere perkolatproduktion og forurening af jord og overfladevand eller grundvand fra affaldet

c)

at opsamle og behandle forurenet vand og perkolat fra anlægget, så det opnår en sådan kvalitet, at det kan udledes.

a)

at alle forpligtelser ifølge den tilladelse, der er udstedt i henhold til dette direktiv, herunder forskrifter vedrørende tidsrummet efter lukning, opfyldes

b)

at der på ethvert tidspunkt er midler til rådighed til rehabilitering af det område, der påvirkes af affaldsanlægget, som beskrevet i affaldshåndteringsplanen, der er udarbejdet i henhold til artikel 5 og krævet i forbindelse med tilladelsen efter artikel 7.

a)

affaldsanlæggets forventede miljøpåvirkninger med særlig hensyntagen til anlæggets kategori, affaldets specifikationer og det rehabiliterede landområdes fremtidige anvendelse

b)

en forudsætning om, at uafhængige og velkvalificerede tredjeparter kan bedømme og udføre eventuelt påkrævet rehabiliteringsarbejde.

a)

gennemførelse af artikel 20

b)

rehabilitering af de lukkede affaldsanlæg, der er udpeget i henhold til artikel 20, således at de opfylder kravene i artikel 4. Metoderne skal give mulighed for opstilling af de mest hensigtsmæssige procedurer for risikovurdering og afhjælpende foranstaltninger, når der henses til de meget forskellige geologiske, hydrogeologiske og klimatologiske forhold i Europa.

a)

harmonisering og regelmæssig fremsendelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 7, stk. 5, og artikel 12, stk. 6

b)

gennemførelse af artikel 13, stk. 6, herunder de tekniske krav vedrørende definitionen af cyanid dissocierbart med svag syre og metoden til måling heraf

c)

tekniske retningslinjer for beregning af den finansielle sikkerhed, jf. artikel 14, stk. 2

d)

tekniske retningslinjer for kontrol, jf. artikel 17

e)

færdiggørelse af de tekniske krav til specificering af affald i bilag II

f)

fortolkning af definitionen i artikel 3, nr. 3)

g)

fastlæggelse af kriterierne for klassificering af affaldsanlæg i bilag III

h)

fastlæggelse af de harmoniserede prøveudtagningsstandarder og analysemetoder, som er nødvendige for den tekniske gennemførelse af direktivet.

—

der ophørte med at modtage affald før den 1. maj 2006

—

er ved at afslutte lukningsprocedurerne i henhold til gældende fællesskabslovgivning eller ‐programmer eller national lovgivning eller nationale programmer, der er godkendt af den kompetente myndighed, og

—

som reelt vil være lukket senest den 31. december 2010.

11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 102/35

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport (3) og (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (4) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (5) er af væsentlig betydning for etableringen af et fælles marked for transport ad vej, jernbane eller indre vandveje samt for færdselssikkerheden og arbejdsvilkårene.

(2)

I hvidbogen »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — de svære valg« har Kommissionen tilkendegivet, at det er nødvendigt at skærpe kontrollen og sanktionerne, navnlig hvad angår de sociale bestemmelser vedrørende vejtransportvirksomhed, og specifikt at øge antallet af kontrolforanstaltninger, tilskynde til systematisk udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, koordinere kontrolaktiviteter og fremme uddannelse af kontrolpersonale.

(3)

Det er derfor nødvendigt at sikre en korrekt anvendelse og harmoniseret fortolkning af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport ved fastsættelse af mindstekrav med henblik på en ensartet og effektiv kontrol i medlemsstaterne af overholdelsen af de relevante bestemmelser. Denne kontrol bør tjene til at begrænse og forebygge overtrædelser. Desuden bør der indføres et system, som sikrer, at virksomheder i en høj risikoklasse kontrolleres grundigere og hyppigere.

(4)

Risici som følge af træthed hos førere bør endvidere modvirkes gennem håndhævelse af direktiv 2002/15/EF.

(5)

Foranstaltningerne i dette direktiv bør ikke blot føre til forbedring af færdselssikkerheden, men også til harmonisering af arbejdsvilkårene i Fællesskabet samt til fremme af lige konkurrencevilkår.

(6)

Udskiftning af analoge kontrolapparater med digitale vil gradvis gøre det muligt at kontrollere større mængder data hurtigere og mere præcist. Derfor vil medlemsstaterne i stigende grad være i stand til at gennemføre mere kontrol. Andelen af arbejdsdage, der skal kontrolleres, for førere af køretøjer, som er omfattet af de sociale bestemmelser, bør derfor gradvis hæves til 4 %.

(7)

Hvad angår kontrolordningerne må det være målet, at nationale løsninger udvikles i retning af europæisk interoperabilitet og praktisk anvendelighed.

(8)

Alle kontrolmyndigheder bør råde over tilstrækkeligt standardudstyr og hensigtsmæssige lovmæssige beføjelser, således at de kan udføre deres opgaver virkningsfuldt og effektivt.

(9)

Uden at det berører den korrekte udførelse af de opgaver, der er fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne tilstræbe at sikre, at vejkontrol udføres effektivt og hurtigt med henblik på at gennemføre kontrollen på kortest mulig tid og med mindst mulig forsinkelse for føreren.

(10)

I hver medlemsstat bør der være et enkelt organ for forbindelserne inden for Fællesskabet med andre relevante kompetente myndigheder. Dette organ bør også udarbejde relevante statistikker. Medlemsstaterne bør også anvende en sammenhængende national håndhævelsesstrategi på deres område og kan udpege et enkelt organ, der skal koordinere gennemførelsen.

(11)

Samarbejdet mellem medlemsstaternes kontrolmyndigheder bør fremmes yderligere gennem samordnede kontrolforanstaltninger, fælles uddannelsesinitiativer, elektronisk udveksling af oplysninger samt udveksling af oplysninger og erfaringer.

(12)

Bedste praksis inden for håndhævelse af reglerne for vejtransport, navnlig med hensyn til at sikre en harmoniseret fremgangsmåde ved udstedelse af attester for en førers årlige ferie eller sygeorlov, bør fremmes gennem et forum for medlemsstaternes kontrolmyndigheder.

(13)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (6).

(14)

Målet for dette direktiv, nemlig at indføre klare, fælles regler om minimumsbetingelserne for kontrol af, at forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (7) gennemføres korrekt og ensartet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan på grund af behovet for en samordnet indsats på tværs af grænserne bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(15)

Rådets direktiv 88/599/EØF (8) om standardkontrolprocedurer for gennemførelse af forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 bør derfor ophæves —

a)

for så vidt angår kontrol på vejene:

b)

for så vidt angår kontrol hos virksomhederne:

a)

der træffes fyldestgørende foranstaltninger til at indrette kontrolsteder på eller i nærheden af eksisterende og planlagte veje, og om nødvendigt til at servicestationer og andre sikre steder langs motorvejene kan fungere som kontrolsteder

b)

kontrollen foretages efter et system med tilfældig rotation og under hensyntagen til en passende geografisk balance.

a)

køretøjets indregistreringsland

b)

førerens bopælsland

c)

virksomhedens etableringsland

d)

turens start- og bestemmelsessted

e)

kontrolapparattype, analog eller digital.

a)

en liste over de vigtigste elementer, der skal kontrolleres, som fastlagt i bilag I, del A

b)

standardkontroludstyr som fastlagt i bilag II.

a)

en liste over de vigtigste elementer, der skal kontrolleres, som fastlagt i bilag I, del A og B

b)

standardkontroludstyr som fastlagt i bilag II.

a)

at sørge for koordinering med tilsvarende organer i andre berørte medlemsstater med hensyn til aktioner, der gennemføres i henhold til artikel 5

b)

hvert andet år at fremsende statistiske oplysninger til Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 3820/85

c)

at være hovedansvarlig for at yde de kompetente myndigheder i andre medlemsstater bistand i henhold til artikel 4, stk. 6.

a)

mindst én gang hvert halve år efter dette direktivs ikrafttræden

b)

efter særlig anmodning fra en medlemsstat i specifikke tilfælde.

a)

at fremme en fælles tilgang til dette direktivs gennemførelse

b)

at tilskynde kontrolmyndighederne til at følge en samordnet fremgangsmåde og en harmoniseret fortolkning af forordning (EØF) nr. 3820/85

c)

at fremme dialogen mellem transportsektoren og kontrolmyndighederne.