21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/1

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/3

(1)

Som følge af Fællesskabets internationale forpligtigelser som led i de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-runden (2), har Fællesskabet forpligtet sig til at indføre en vis mængde majs til Spanien.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1839/95 af 26. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser for toldkontingenter for indførsel af henholdsvis majs og sorghum til Spanien og majs til Portugal (3), indeholder de særlige supplerende bestemmelser, der er nødvendige for licitationens iværksættelse.

(3)

Under hensyn til det eksisterende behov på markedet i Spanien bør der åbnes en licitation over nedsættelsen af importtolden for majs.

(4)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/4

(1)

Som følge af Fællesskabets internationale forpligtelser som led i, de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-runden (2), har Fællesskabet forpligtet sig til at indføre en vis mængde sorghum til Spanien.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1839/95 af 26. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser for toldkontingenter for indførsel af henholdsvis majs og sorghum til Spanien og majs til Portugal (3) fastlægger de særlige bestemmelser, der er nødvendige for licitationens iværksættelse.

(3)

Under hensyn til det eksisterende behov på markedet i Spanien bør der åbnes en licitation over nedsættelsen af importtolden for sorghum.

(4)

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2286/2002 af 10. december 2002 om ordninger for landbrugsprodukter og varer fremstillet af landbrugsprodukter med oprindelse i AVS-staterne (4), skal importtolden for sorghum nedsættes med 60 % inden for et kontingent på 100 000 tons pr. kalenderår og med 50 % ud over dette kontingent. Den samlede virkning af denne fordel og fordelen som følge af licitationen over nedsættelsen af importtolden vil kunne skabe forstyrrelser på det spanske kornmarked. Den pågældende samlede virkning bør derfor udelukkes.

(5)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/6

(1)

For at Kommissionen kan overvåge markedsudviklingen i råtobaksektoren under den fælles markedsordning, som er fastsat i forordning (EØF) nr. 2075/92, skal medlemsstaterne meddele de nødvendige oplysninger.

(2)

Til dette formål blev Kommissionens forordning (EF) nr. 604/2004 af 29. marts 2004 om meddelelse af oplysninger vedrørende tobak fra og med 2000-høsten (2) vedtaget.

(3)

De oplysninger, der skal meddeles, bør give et generelt overblik over hele EF’s tobaksmarked og bør især tage hensyn til bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (3) og gennemførelsesbestemmelserne til nævnte forordning.

(4)

Med henblik på at sikre en effektiv forvaltning vil det være hensigtsmæssigt at gruppere de meddelte oplysninger efter tobakssort og at opstille en tidsplan for fremsendelse af disse oplysninger.

(5)

Det er derfor hensigtsmæssigt at vedtage tilsvarende bestemmelser om de oplysninger, der skal meddeles.

(6)

Af klarheds- og rationaliseringshensyn bør forordning (EF) nr. 604/2004 ophæves og erstattes af en ny forordning.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Tobak —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/13

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 550/2004 skal Kommissionen fastlægge fælles krav til udøvelse af luftfartstjenester overalt i Fællesskabet. En forordning, der gælder umiddelbart, er det bedst egnede middel hertil.

(2)

Udøvelsen af luftfartstjenester i Fællesskabet bør undergives krav om certificering fra medlemsstaterne. Der bør i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 550/2004 udstedes et certifikat til luftfartstjenesteudøvere, som opfylder de fælles krav. De luftfartstjenesteudøvere, som må drive virksomhed uden certifikat, bør bestræbe sig på at opfylde de fælles krav i hele den udstrækning, deres retlige status gør det muligt.

(3)

Anvendelsen af de fælles krav, der skal fastlægges i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 550/2004, bør ikke berøre medlemsstaternes højhedsret over deres luftrum og medlemsstaternes krav, for så vidt angår den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvarsspørgsmål som omhandlet i artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (rammeforordningen) (2). De fælles krav bør ikke omfatte militære operationer og militær træningsflyvning, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 549/2004.

(4)

Ved fastlæggelsen af fælles krav til udøvelse af luftfartstjenester bør der tages behørigt hensyn til den retlige status, som luftfartstjenesteudøverne har i medlemsstaterne. Når en organisation udøver anden virksomhed end luftfartstjenester, bør de fælles krav, der skal fastlægges i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 550/2004, desuden ikke finde anvendelse på sådan anden virksomhed eller på ressourcer, der anvendes til andre aktiviteter end udøvelse af luftfartstjenester, medmindre andet er fastsat.

(5)

Anvendelsen af de fælles krav til luftfartstjenesteudøvere bør stå i et rimeligt forhold til de risici, der er forbundet med særtrækkene ved den enkelte tjeneste såsom antallet, arten og/eller andre kendetegn ved de behandlede flybevægelser. Hvis nogle luftfartstjenesteudøvere vælger ikke at benytte sig af muligheden for at udøve tjenester på tværs af grænserne og derved giver afkald på retten til gensidig anerkendelse i det fælles europæiske luftrum, bør en national tilsynsmyndighed kunne give disse tjenesteudøvere mulighed for i rimeligt omfang at opfylde visse almindelige krav for udøvelse af luftfartstjenester og visse særlige krav for udøvelse af lufttrafiktjenester. De betingelser, der knyttes til certifikatet, bør derfor afspejle undtagelsens art og anvendelsesområde.

(6)

For at sikre, at certificeringsordningen fungerer hensigtsmæssigt bør medlemsstaterne i forbindelse med deres årsrapporter give Kommissionen alle relevante oplysninger om de undtagelser, som deres nationale tilsynsmyndighed indrømmer.

(7)

Der fastlægges ikke nødvendigvis samme krav til de forskellige typer luftfartstjenester. Det er derfor nødvendigt at tilpasse de fælles krav til særtrækkene ved hver type tjeneste.

(8)

Bevisbyrden for, at kravene er opfyldt i hele certifikatets gyldighedsperiode og for alle omfattede tjenester, bør påhvile luftfartstjenesteudøverne.

(9)

For at sikre en effektiv anvendelse af de fælles krav bør der oprettes et system for regelmæssigt tilsyn med og regelmæssig inspektion af opfyldelsen af de fælles krav og af de i certifikatet fastsatte betingelser. Den nationale tilsynsmyndighed bør undersøge en tjenesteudøvers egnethed, før den udsteder et certifikat, og den bør årligt vurdere, om kravene fortsat opfyldes af de luftfartstjenesteudøvere, som den har certificeret. Den bør derfor fastlægge og årligt ajourføre et vejledende inspektionsprogram, som omfatter alle de tjenesteudøvere, som den har certificeret, på grundlag af en risikovurdering. Programmet bør gøre det muligt at inspicere alle luftfartstjenesteudøvernes relevante afdelinger inden for en passende tidsramme. Ved vurderingen af udpegede lufttrafik- og vejrtjenesteudøveres opfyldelse af kravene bør den nationale tilsynsmyndighed bemyndiges til at efterprøve relevante krav i henhold til de internationale forpligtelser, som påhviler medlemsstaten.

(10)

Overalt i Fællesskabet bør en fælles fremgangsmåde for tilsyn med luftfartstjenesteudøvere fremmes under anvendelse af kollegiale evalueringer (peer reviews) udført af de nationale tilsynsmyndigheder. Kommissionen bør i samarbejde med medlemsstaterne tilrettelægge disse kollegiale evalueringer, som bør koordineres med de aktiviteter, der gennemføres inden for rammerne af overvågnings- og støtteprogrammet til implementering (ESIMS) af Eurocontrols sikkerhedskrav (ESARR) og det universelle evalueringsprogram for kontrol med sikkerheden (USOAP), der administreres af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO). Derved undgås dobbeltarbejde. For at gøre det muligt at udveksle erfaringer og bedste praksis under en kollegial evaluering bør de nationale eksperter helst komme fra en national tilsynsmyndighed eller en anerkendt organisation.

(11)

Eurocontrol har udviklet sikkerhedskrav (ESARR), der er af den allerstørste betydning for sikker udøvelse af lufttrafiktjenester. I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 550/2004 bør Kommissionen fastlægge og vedtage de relevante bestemmelser i ESARR 3 om den brug, som tjenesteudøvere inden for lufttrafikstyring (ATM) gør af flyvesikkerhedsstyringssystemer, ESARR 4 om risikovurdering og -reduktion i ATM og ESARR 5 om ATM-tjenesternes personale og kravene til det tekniske personale, som udfører operative flyvesikkerhedsrelaterede opgaver. I henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 550/2004 har Kommissionen fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om et EU-flyveledercertifikat (3), som omfatter bestemmelserne i ESARR 5 vedrørende flyveledere. Disse bestemmelser bør derfor ikke gentages i denne forordning. Dog bør der træffes bestemmelse om, at en national tilsynsmyndighed skal efterprøve, om en lufttrafiktjenesteudøvers personale, navnlig flyveledere, er behørigt certificeret, hvis en sådan certificering kræves.

(12)

Det er ikke hensigtsmæssigt at gentage bestemmelserne i ESARR 2 om indberetning og vurdering af flyvesikkerhedshændelser i ATM, som er fastsat i Rådets direktiv 94/56/EF af 21. november 1994 om fastlæggelse af de grundlæggende principper for undersøgelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart (4) og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/42/EF af 13. juni 2003 om indberetning af hændelser inden for civil luftfart (5). Dog bør der fastsættes nye bestemmelser om flyvesikkerhedshændelser med henblik på at kræve, at en national tilsynsmyndighed efterprøver, om en lufttrafiktjenesteudøver og en udøver af kommunikations-, navigations- eller overvågningstjenester opfylder kravene til indberetning og vurdering af sådanne hændelser. De relevante bestemmelser i ESARR 1 om kontrol med flyvesikkerheden i ATM og i ESARR 6 om software i ATM-systemer bør fastlægges og vedtages ved separate fællesskabsretsakter.

(13)

Det bør navnlig anerkendes, for det første at flyvesikkerhedsstyring er den funktion inden for udøvelse af lufttrafiktjenester, som sikrer, at alle flyvesikkerhedsrisici er identificeret, vurderet og reduceret på tilfredsstillende vis, og for det andet at en formel og systematisk fremgangsmåde for flyvesikkerhedsstyring vil øge flyvesikkerheden på en synlig og konstaterbar måde. Kommissionen bør ajourføre flyvesikkerhedskravene til luftfartstjenester og præcisere dem med henblik på at sikre det højest mulige flyvesikkerhedsniveau uden at dette dog bør begrænse den fremtidige rolle, som måtte blive fastlagt for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur på dette område.

(14)

Luftfartstjenesteudøvere bør arbejde i overensstemmelse med de relevante ICAO-standarder. For at lette udøvelsen af tjenester på tværs af grænserne bør medlemsstaterne og Kommissionen i tæt samarbejde med Eurocontrol arbejde for at reducere de forskelle, som medlemsstaterne har indberettet vedrørende anvendelsen af ICAO-standarderne på området luftfartstjenester med henblik på at nå frem til et fælles sæt standarder for medlemsstaterne i det fælles europæiske luftrum, navnlig med det formål at udvikle fælles lufttrafikregler.

(15)

Forskelle mellem nationale ordninger om erstatningsansvar bør ikke forhindre en luftfartstjenesteudøver i at indgå aftaler om udøvelse af tjenester på tværs af grænserne, når der ved disse er fastsat ordninger til dækning af tab som følge af skader, hvortil der er knyttet et erstatningsansvar i henhold til gældende ret. Den benyttede metode bør følge kravene i henhold til national ret. Medlemsstater, der tillader udøvelse af luftfartstjenester uden certificering i hele eller en del af det luftrum, som hører ind under deres ansvarsområde, i henhold til forordning (EF) nr. 550/2004, bør hæfte for de pågældende tjenesteudøveres erstatningsansvar.

(16)

Medens der i ESARR 4 er fastlagt en maksimal tolerabel sandsynlighed for, at ATM direkte medvirker til havarier i området dækket af ECAC (European Civil Aviation Conference), er der endnu ikke fastlagt maksimale tolerable sandsynligheder for alle alvorlighedsgrader. Medlemsstaterne og Kommissionen bør i samarbejde med Eurocontrol færdiggøre og ajourføre disse sandsynligheder og udvikle mekanismer til anvendelse deraf under forskellige omstændigheder.

(17)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for det fælles luftrum, der er nedsat ved artikel 5 i forordning (EF) nr. 549/2004 —

a)

andre aktiviteter end en tjenesteudøvers udøvelse af luftfartstjenester

b)

ressourcer, der afsættes til andre aktiviteter end udøvelse af luftfartstjenester.

a)

ESARR 3 om den brug, som tjenesteudøvere inden for lufttrafikstyring (ATM-udøvere) gør af flyvesikkerhedsstyringssystemer, udstedt den 17. juli 2000

b)

ESARR 4 om risikovurdering og -reduktion i ATM, udstedt den 5. april 2001

c)

ESARR 5 om ATM-tjenesternes personale og kravene til det tekniske personale, som udfører operative flyvesikkerhedsrelaterede opgaver, udstedt den 11. april 2002.

a)

»arbejdsflyvning«: en flyvning, hvor et luftfartøj anvendes til særlige tjenester såsom landbrug, bygge- og anlægsvirksomhed, fotografering, landmåling, overvågning og patruljering, eftersøgnings- og redningsarbejde eller reklameflyvning

b)

»erhvervsmæssig lufttransport«: en flyvning, hvor der befordres passagerer, gods eller post mod betaling af vederlag eller leje

c)

»funktionssystem«: en kombination af systemer, procedurer og menneskelige ressourcer, der er organiseret med henblik på at udfylde en funktion i lufttrafikstyringen

d)

»almenflyvning«: al civil luftfart, bortset fra erhvervsmæssig lufttransport og arbejdsflyvning

e)

»national tilsynsmyndighed«: det eller de organer, der er udpeget eller oprettet af medlemsstaterne som deres nationale myndighed i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 549/2004

f)

»fare«: ethvert forhold og enhver begivenhed eller omstændighed, som kan føre til et havari

g)

»driftsorganisation«: en organisation, der er ansvarlig for de tekniske tjenester, som støtter lufttrafik-, kommunikations-, navigations- eller overvågningstjenester

h)

»risiko«: kombinationen af den overordnede sandsynlighed for eller hyppighed af en skadelig virkning, der er forårsaget af en fare, og alvoren af en sådan virkning

i)

»sikring af flyvesikkerhed«: alle planlagte og systematisk udførte handlinger, som er nødvendige for at skabe tilstrækkelig tillid til, at et produkt, en tjeneste, en virksomhed eller et funktionssystem opnår acceptabel eller tolerabel flyvesikkerhed

j)

»flyvesikkerhedsmål«: en kvalitativ eller kvantitativ opgørelse, som fastlægger den maksimale hyppighed eller sandsynlighed for, at en fare kan imødeses at blive virkelighed

k)

»flyvesikkerhedskrav«: et middel til risikoreduktion, der er fastlagt på grundlag af strategien for risikoreduktion, og hvorved der opfyldes et særligt flyvesikkerhedsmål, herunder krav, der vedrører organisation, drift, procedure, funktion, resultater, interoperabilitet eller miljøegenskaber

l)

»tjenester«: enten en luftfartstjeneste eller et bundt af luftfartstjenester.

a)

almenflyvning

b)

arbejdsflyvning

c)

erhvervsmæssig lufttransport begrænset til luftfartøjer med en maksimal startmasse på mindre end 10 tons eller færre end 20 passagersæder

d)

erhvervsmæssig lufttransport med færre end 10 000 flybevægelser om året uanset den maksimale startmasse og antallet af passagersæder, idet »flybevægelser« opgøres som summen af starter og landinger og beregnes som de foregående tre års gennemsnit.

a)

del 1, teknisk og operativ kompetence og kapacitet

b)

del 3.1, flyvesikkerhedsstyring

c)

del 5, menneskelige ressourcer

d)

del 8.1, åben og gennemskuelig udøvelse af tjenester.

a)

ansvar for flyvesikkerhedsstyring og eksterne tjenester og leverancer (under del 3.1.2)

b)

flyvesikkerhedsundersøgelser (under del 3.1.3)

c)

flyvesikkerhedskrav med henblik på risikovurdering og -reduktion i henseende til ændringer (del 3.2).

a)

i de betingelser, der knyttes til certifikatet, specificere arten af og anvendelsesområdet for undtagelsen under angivelse af dens retsgrundlag

b)

begrænse certifikatets gyldighedsperiode

c)

overvåge, om luftfartstjenesteudøverne fortsat er berettigede til at være omfattet af undtagelsen.

a)

at undersøge relevante opgørelser, data og procedurer samt ethvert andet materiale af relevans for udøvelsen af luftfartstjenester

b)

at tage kopier eller uddrag af sådanne opgørelser, data og procedurer samt andet materiale

c)

at anmode om en mundtlig forklaring på stedet

d)

at få adgang til relevante lokaler, arealer og transportmidler.

a)

fastsætte passende flyvesikkerhedsrelaterede regler for det tekniske personale, som udfører operative flyvesikkerhedsrelaterede opgaver

b)

sikre hensigtsmæssigt og passende flyvesikkerhedsmæssigt tilsyn med det tekniske personale, som af en driftsorganisation udpeges til at udføre operative flyvesikkerhedsrelaterede opgaver

c)

med rimelig begrundelse og efter behørig undersøgelse træffe passende foranstaltninger over for den driftsorganisation og/eller dennes tekniske personale, som ikke overholder bestemmelserne i bilag II, del 3.3

d)

forvisse sig om, at der er fastsat passende metoder til sikring af, at tredjeparter, der udpeges til at udføre operative flyvesikkerhedsrelaterede opgaver, overholder bestemmelserne i bilag II, del 3.3.

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/31

(1)

I Rådets forordning (EF) nr. 27/2005 af 22. december 2004 om fastsættelse for 2005 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (3), er der fastsat kvoter for 2005.

(2)

Den 6. juni 2005 indstillede Litauen fiskeriet efter dybvandsrejer i NAFO-afsnit 3L fra fartøjer, der fører medlemsstatens flag.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1170/2005 (4) blev der indført forbud mod fiskeri efter dybvandsrejer i NAFO-afsnit 3L fra fartøjer, der fører litauisk flag eller som er registreret i Litauen.

(4)

Den 30. oktober 2005 overførte Japan en kvote på 144 t dybvandsrejer til Litauen i NAFO-afsnit 3L. Fartøjer, der fører litauisk flag eller er registreret i Litauen, bør derfor have tilladelse til at fiske efter dybvandsrejer i NAFO-afsnit 3L. Kommissionens forordning (EF) nr. 1170/2005 bør derfor ophæves —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/32

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 27/2005 af 22. december 2004 om fastsættelse for 2005 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (3), fastsættes der kvoter for 2005.

(2)

Den 9. oktober 2005 indstillede Danmark fiskeriet efter brisling i ICES-afsnit III a for fartøjer, der fører dansk flag.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1779/2005 (4) blev der indført forbud mod fiskeri efter brisling i ICES-afsnit III a fra fartøjer, der fører dansk flag eller som er registreret i Danmark.

(4)

Den 15. november 2005 overførte Sverige en kvote på 1 000 t brisling i ICES-afsnit III a til Danmark. Fartøjer, der fører dansk flag eller som er registreret i Danmark, bør derfor have tilladelse til at fiske efter brisling i ICES-afsnit III a. Kommissionens forordning (EF) nr. 1779/2005 bør derfor ophæves —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/33

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 27/2005 af 22. december 2004 om fastsættelse for 2005 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (3), fastsættes der kvoter for 2005.

(2)

Den 4. november 2005 indstillede Spanien fiskeriet efter kulmule i ICES-område V b (EF-farvande), VI, VII, XII og XIV fra fartøjer, der fører spansk flag.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1894/2005 (4) blev der indført forbud mod fiskeri efter kulmule i ICES-område V b (EF-farvande), VI, VII, XII og XIV fra fartøjer, der fører spansk flag eller som er registreret i Spanien.

(4)

Den 28. november 2005 overførte Det Forenede Kongerige en kvote på 300 t kulmule i ICES-område V b (EF-farvande), VI, VII, XII og XIV til Spanien. Fartøjer, der fører spansk flag eller som er registreret i Spanien, bør derfor have tilladelse til at fiske efter kulmule i ICES-område V b (EF-farvande), VI, VII, XII og XIV. Forordning (EF) nr. 1894/2005 bør derfor ophæves —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/34

(1)

Bilag I til forordning (EF) nr. 881/2002 indeholder en liste over de personer, grupper eller enheder, der ifølge forordningen er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer.

(2)

Sanktionskomitéen under FN’s Sikkerhedsråd besluttede den 15. december 2005 at ændre listen over de personer, grupper og enheder, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer. Bilag I bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(3)

For at sikre, at de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er effektive, skal denne forordning træde i kraft straks

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/36

(1)

De repræsentative priser og tillægstolden ved import af hvidt sukker, råsukker og visse sirupper for produktionsåret 2005/06 blev fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1011/2005 (3). Disse repræsentative priser og denne tillægstold er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2019/2005 (4).

(2)

Under hensyn til de oplysninger, som Kommissionen for tiden råder over, bør de pågældende beløb ændres i overensstemmelse med bestemmelserne og betingelserne i forordning (EF) nr. 1423/95 —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/38

(1)

Ifølge artikel 4 i forordning (EF) nr. 1051/2001 fastsættes der regelmæssigt en verdensmarkedspris for ikke-egreneret bomuld på grundlag af den konstaterede verdensmarkedspris for egreneret bomuld under hensyntagen til det historiske forhold mellem den fastlagte verdensmarkedspris for egreneret bomuld og den beregnede pris for ikke-egreneret bomuld. Dette historiske forhold er fastlagt i artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1591/2001 af 2. august 2001 om gennemførelsesbestemmelser for støtteordningen for bomuld (3). Hvis verdensmarkedsprisen ikke kan fastsættes således, beregnes den på grundlag af den seneste fastsatte pris.

(2)

I henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 1051/2001 fastsættes verdensmarkedsprisen for ikke-egreneret bomuld for et produkt med visse egenskaber under hensyntagen til de højeste af de udbud og noteringer på verdensmarkedet, der anses for at være repræsentative for markedets faktiske tendens. Ved denne fastsættelse tages der hensyn til et gennemsnit af udbuddene og noteringerne konstateret på en eller flere repræsentative europæiske børser for et produkt leveret cif en havn i Fællesskabet fra de forskellige leverandørlande, der anses for at være mest repræsentative for den internationale handel. Der er dog fastsat justeringer af disse kriterier ved fastsættelsen af verdensmarkedsprisen for egreneret bomuld af hensyn til forskelle, der er begrundet i det leverede produkts kvalitet eller udbuddenes og noteringernes art. Disse justeringer er fastsat i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1591/2001.

(3)

Anvendelsen af ovennævnte kriterier fører til fastsættelsen af verdensmarkedsprisen for ikke-egreneret bomuld på nedennævnte niveau —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/39

(1)

Italien har udstedt lovdekret nr. 269 af 30. september 2003 om hasteforanstaltninger til fremme og korrektion af udviklingen i de offentlige regnskaber (»lovdekret 267/2003«), som blev offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende nr. 229 den 2. oktober 2003. Artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 269/2003 omhandler særlige skattelettelser ved udstilling af produkter på messer i udlandet og er uden ændringer blevet ophøjet til lov nr. 326 af 24. november 2003 (»lov 326/2003«), der blev offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende nr. 274 af 25. november 2003.

(2)

Ved brev af 22. oktober 2003 (D/56756) opfordrede Kommissionen de italienske myndigheder til at give oplysninger om de pågældende foranstaltninger og deres ikrafttræden, for at den kunne fastslå, om der var tale om støtte efter traktatens artikel 87. I samme brev erindrede Kommissionen Italien om, at det er forpligtet til at anmelde alle foranstaltninger, der vil kunne betragtes som støtte efter traktatens artikel 88, stk. 3, inden de iværksættes.

(3)

Italien fremsendte de ønskede oplysninger ved brev af 11. november 2003 (A/37737) og af 26. november 2003 (A/38138). Den 19. december 2003 (D/58192) gjorde Kommissionen på ny Italien opmærksom på de forpligtelser, der påhviler det efter EF-traktatens artikel 88, stk. 3, og opfordrede de italienske myndigheder til at underrette de potentielle støttemodtagere i forbindelse med disse skattelettelser om, hvilke konsekvenser det i henhold til traktaten og artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (2) vil få, hvis skattelettelserne skal betragtes som en støtteforanstaltning, der er gennemført, uden at Kommissionen har godkendt den på forhånd.

(4)

Ved brev af 18. marts 2004 (SG 2004 D/201066) meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til Italiens skattelettelser til virksomheder, der deltager i udstillinger i udlandet. De italienske myndigheder fremsatte deres bemærkninger dertil ved brev af 1. juni 2004 (A/35042).

(5)

Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende med en opfordring til interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger (3). Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger i denne forbindelse.

(6)

I artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 269/2003 er det fastsat, at virksomheder, der er selskabsskattepligtige i Italien og i drift på dekretets ikrafttrædelsestidspunkt, er fritaget for beskatning af udgifter, som er direkte knyttet til udstilling af produkter på messer i udlandet. Bestemmelsen gælder udelukkende for udgifter, som er blevet afholdt i beskatningsperioden efter den beskatningsperiode, hvori lovdekret 269/2003 træder i kraft (2.10.2003); for virksomheder, hvis regnskabsår falder sammen med kalenderåret, har foranstaltningen derfor betydning for fastlæggelsen af deres skattepligtige indkomst for 2004. Efter artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 269/2003 forhøjer dette indkomstskattefradrag det ordinære fradrag for udgifter til deltagelse i udstillingsmesser i udlandet i de pågældende virksomheders selvangivelse.

(7)

Hvad angår de generelle regler for fradrag af virksomhedsudgifter til deltagelse i udstillingsmesser i udlandet, kan der på grundlag af principperne i artikel 108, stk. 2, i den konsoliderede indkomstskattelov (TUIR) skelnes mellem udgifter til reklamevirksomhed og salgskampagner (herunder udgifter til udstillinger) på den ene side og repræsentationsudgifter på den anden. Mens de førstnævnte er fradragsberettigede i det regnskabsår, hvor de er afholdt, eller kan fradrages med faste rater i det samme regnskabsår og de fire følgende, er repræsentationsudgifterne kun fradragsberettigede for en tredjedels vedkommende og kan ligeledes fradrages i faste rater over en femårig periode.

(8)

Med hensyn til de forskellige udgiftskategorier i forbindelse med deltagelse i udstillinger, er det fastsat i artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 269/2003, at de skattelettelser, der er fastsat ved ordningen, er begrænset til udstilling af produkter, og at det støtteberettigede beløb ifølge ordningen ikke omfatter eventuelle andre omkostninger i forbindelse med deltagelse i udstillinger.

(9)

De italienske myndigheder har præciseret, at skattefordelen i det foreliggende tilfælde er uafhængig af udgiftskategorierne, der normalt er undergivet forskellig skattemæssig behandling, som anført ovenfor. Italien har nemlig præciseret, at samtlige udgifter til deltagelse i messer behandles ens for at undgå problemer med klassificering i de forskellige udgiftskategorier. I artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 269/2003 er det dog udtrykkeligt anført, at udgifter til sponsorering, der udgør en del af reklameudgifterne, som normalt er fuldt fradragsberettigede efter ovennævnte artikel 108, stk. 2, i TUIR, ikke er støtteberettigede.

(10)

Kommissionen anførte i brev af 18. marts 2004, hvorved den indledte den formelle undersøgelsesprocedure, at foranstaltningen opfyldte betingelserne for at kunne betragtes som statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(11)

I denne forbindelse mente Kommissionen især, at ordningen gav de begunstigede en selektiv fordel, fordi den så ud til udelukkende at gavne virksomheder, som beskæftiger sig med udstilling af produkter til eksport, og at udelukke de øvrige erhvervsaktiviteter. F.eks. omfatter ordningen ikke italienske virksomheder, der udelukkende afsætter deres produkter på det italienske marked, virksomheder, der præsterer tjenesteydelser, virksomheder, der afsætter produkter, som ikke egner sig til udstilling på messer, og virksomheder, der deltager i messer i Italien.

(12)

Kommissionen mente desuden, at ordningen gavnede de italienske virksomheder, der deltager i udstillingsmesser i udlandet, ved at styrke deres stilling i forhold til udenlandske konkurrenter, herunder udenlandske virksomheder, som konkurrerer med de pågældende italienske virksomheder på det italienske marked og på udenlandske markeder, og udenlandske virksomheder med driftssted i Italien, som konkurrerer med de begunstigede på det italienske marked.

(13)

Endelig var Kommissionen af den opfattelse, at de pågældende skattelettelsers selektive karakter ikke kunne begrundes i det italienske skattesystems art eller struktur, og heller ikke syntes at give nogen kompensation for eventuelle udgifter i udlandet på grund af deltagelsen i sådanne messer, da støtten ikke er betinget af, at virksomhederne pålægges nogen skattemæssig eller finansiel byrde i udlandet. Det så heller ikke ud til, at ordningen kunne falde ind under en af undtagelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2 og 3. Skattefordelene var forbundet med udgifter, der ikke var støtteberettigede efter Fællesskabets gruppefritagelsesforordninger eller retningslinjer; hvad især angår gruppefritagelsesforordningen for SMV, er støtte til deltagelse i messer kun tilladt, hvis den ikke overstiger 50 % af de støtteberettigede omkostninger, og hvis det er første gang en sådan virksomhed deltager i en bestemt messe eller udstilling, mens skattelettelserne i den foreliggende sag vedrører alle virksomheder og alle omkostninger ved deltagelse i en hvilken som helst udstillingsmesse i udlandet.

(14)

Som svar på Kommissionens brev af 18. marts 2004 om indledning af proceduren har de italienske myndigheder fremsat tre hovedargumenter som bevis på, at der i den pågældende ordning ikke skelnes mellem potentielle støttemodtagere fra de forskellige erhvervssektorer, men at den skal betragtes som en generel foranstaltning, som alle virksomheder, der udøver erhvervsaktiviteter, kan få adgang til.

(15)

De italienske myndigheder har for det første fremført, at foranstaltningen gælder uden forskel for samtlige erhvervssektorer og for alle virksomheder, der er undergivet italiensk selskabsbeskatning, på betingelse af, at de afholder omkostninger ved deltagelse i messer i udlandet. De italienske myndigheder understreger desuden, at den pågældende skattelettelse også gælder for virksomheder med fast driftssted i udlandet. Endvidere bemærker de italienske myndigheder, at den pågældende skattelettelse er direkte knyttet til omkostningerne ved deltagelse i udstillingsmesser i udlandet og ikke giver urimelige skattefordele. De italienske myndigheder mener ikke, at ordningen fremmer deltagelse i udstillingsmesser i udlandet som en særskilt erhvervsaktivitet, men som en investering, alle virksomheder har adgang til, og som den italienske regering vil fremme som et generelt økonomisk-politisk mål. Endelig præciserer de italienske myndigheder, at skattefordelen også gælder for virksomheder med fast driftssted i udlandet, hvis omkostningerne ved deltagelse i udstillingsmesser afholdes af hovedkontoret i Italien.

(16)

For det andet fremfører de italienske myndigheder, at foranstaltningen ikke defavoriserer virksomheder, som ikke eksporterer, men at den derimod vil være et incitament for dem til at deltage i denne type messer. Hvis en virksomhed opererer inden for en sektor, der fremstiller varer eller tjenester, der ikke kan omsættes frit eller eksporteres, vil den nemlig ikke konkurrere med de virksomheder, der opererer i de sektorer, som producerer disse varer eller tjenester.

(17)

For det tredje understreger de italienske myndigheder, at foranstaltningen kun gælder et år, og at fordelene for de virksomheder, der deltager i udstillingsmesser i udlandet, derfor ikke medfører en mærkbar konkurrencefordrejning inden for fællesmarkedet.

(18)

Efter at have behandlet de italienske myndigheders bemærkninger bekræfter Kommissionen sin holdning i brev af 18. marts 2004 om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, nemlig at den pågældende ordning skal betragtes som statsstøtte, da den opfylder samtlige betingelser derfor i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(19)

For det første skal en foranstaltning for at kunne betragtes som støtte give modtagerne en fordel, der nedbringer de omkostninger, som de normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med deres erhvervsvirksomhed. Alle virksomheder i Italien er underlagt selskabsskat, som beregnes på grundlag af overskuddet, dvs. forskellen mellem deres bruttoindtægter og deres udgifter som specificeret i regnskaberne. Ordningen giver modtagerne en økonomisk fordel i form af en nedsættelse af den skattepligtige indkomst med et beløb svarende til udgifterne ved deltagelse i udstillinger i udlandet, ud over det ordinære skattefradrag i virksomhedens bruttoindtægter. En støttemodtagende virksomhed, der afholder sådanne omkostninger, foretager en nedjustering på sin balance, hvilket medfører en nedsættelse af beskatningen af virksomhedens skattepligtige indkomst i det pågældende skatteår. Det giver sig i sidste instans udslag i en lavere skat for det pågældende skatteår med en deraf følgende finansiel fordel for støttemodtageren.

(20)

Italien har i sine bemærkninger fremført, at den pågældende ordning ikke medfører mærkbare konkurrencemæssige fordele for støttemodtagerne, da den kun vedrører de omkostninger, der rent faktisk er afholdt, og at der anvendes samme mekanismer som fastsat i den konsoliderede indkomstskattelov for andre fradrag.

(21)

Kommissionen mener dog — hvad de italienske myndigheder også har erkendt — at fradraget i den foreliggende sag er af ekstraordinær karakter i forhold til det normale skattefradrag og derfor må betragtes som en fordel, der reducerer de byrder, som normalt påhviler indkomstskattepligtige virksomheder i Italien. Kommissionen bekræfter derfor sin vurdering af, at den pågældende ordning giver støttemodtagerne en økonomisk og finansiel fordel i form af en nedsættelse af den skattepligtige indkomst i Italien.

(22)

For det andet skal virksomhederne have fået den pågældende fordel af staten eller opnået den ved hjælp af statsmidler. Da Italien ikke har rejst indvendinger, fastholder Kommissionen den vurdering, den anlagde ved indledningen af den formelle procedure, nemlig at det er staten, der giver denne fordel, da statskassen giver afkald på en normal skatteindtægt.

(23)

For det tredje skal foranstaltningen være specifik eller selektiv i den forstand, at den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. De italienske myndigheder fastholder især, at støtteforanstaltningen gælder for alle virksomheder, der er skattepligtige i Italien og foretager bestemte investeringer, som den italienske regering ønsker at fremme i overensstemmelse med den pågældende ordnings økonomisk-politiske målsætninger.

(24)

På grundlag af en indgående analyse bekræfter Kommissionen, at den ekstraordinære skattefradragsordning, som Italien har indført, må betragtes som en specifik ordning, som kun begunstiger virksomheder, der afholder bestemte støtteberettigede udgifter i forbindelse med deltagelse i udstillingsmesser i udlandet, og udelukker andre virksomheder, der ikke deltager i sådanne messer. Selv om ordningen principielt kan anvendes på alle virksomheder, der deltager i messer i udlandet på frivilligt grundlag, begunstiger den i virkeligheden ikke virksomheder i andre erhvervssektorer end eksportsektoren. Ifølge EF-Domstolens retspraksis er de fordele, der indrømmes virksomheder, som udøver eksportaktiviteter, og som afholder bestemte udgifter i forbindelse hermed, af selektiv karakter (4).

(25)

Kommissionen kan ikke godtage de italienske myndigheders argumentation, der går ud på, at virksomheder, der ikke udøver erhvervs- og eksportaktiviteter, ikke skulle kunne sammenlignes med virksomheder, der udøver sådanne aktiviteter, og at ordningen derfor skulle være generel. Kommissionen mener ikke, at den fordel, der består i, at nogle specifikke udgifter udelukkes fra skattegrundlaget, kan betragtes som en generel foranstaltning, da den kun gælder for virksomheder, der udøver eksportaktiviteter, og anvendes ud over det almindelige skattefradrag. Kommissionen understreger desuden, at de italienske myndigheder ikke har påvist, at foranstaltningen er begrundet i skattesystemets art eller struktur. Under alle omstændigheder er fordele, der indrømmes støttemodtagere, logisk set ikke i overensstemmelse med det italienske skattesystem og er af ekstraordinær og midlertidig karakter.

(26)

Kommissionen fastholder, at den vil betragte ordningen som specifik, idet den f.eks. kun begunstiger virksomheder, der opererer i eksportsektoren, og som dermed »udstiller produkter« på messer i udlandet, i modsætning til virksomheder, der præsterer tjenesteydelser, virksomheder, der forhandler produkter, som ikke egner sig til udstilling på messer, og virksomheder, der deltager i lokale messer.

(27)

Som Kommissionen oprindeligt fremførte, tvivler den fortsat på, at alle skattepligtige virksomheder i Italien har ret til samme støtte, når det gælder deltagelse i udstillingsmesser i udlandet. De italienske myndigheder har bekræftet, at de udgifter, der kan komme i betragtning i forbindelse med det pågældende skattefradrag, også omfatter udgifter afholdt af en italiensk virksomheds faste driftssted i udlandet, der er uafhængigt af hovedsædet, som fastsat i artikel 162 i den konsoliderede indkomstskattelov eller de relevante skatteaftaler med det land, hvor det faste driftssted er beliggende.

(28)

Italien fastholder dog, at den pågældende fordel kun gælder, hvis de pågældende udgifter afholdes direkte af en italiensk støttemodtager, som fastsat i artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 267/2003. Det betyder, at italienske virksomheders faste driftssteder eller filialer i udlandet skal debitere de pågældende udgifter direkte hos et italiensk hovedsæde for at kunne opnå skattefradraget, og herved kommer faste driftssteder i udlandet, som tilhører virksomheder med hjemsted i Italien, ikke til at nyde godt af denne skattemæssige fordel. Kommissionen konkluderer derfor, at ordningen tilsyneladende ikke anvendes på lige vilkår på samtlige skattepligtige virksomheder i Italien.

(29)

Endelig skal foranstaltningen påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. Italien hævder især, at foranstaltningen på ingen måde påvirker konkurrencen, subsidiært at dens virkninger på konkurrencen ikke er mærkbare på grund af ordningens korte gyldighedsperiode.

(30)

I betragtning af foranstaltningens virkninger fastholder Kommissionen den vurdering, den anlagde i forbindelse med indledningen af den formelle procedure. For at en foranstaltning kan anses for at fordreje konkurrencen, er det ifølge EF-Domstolens faste retspraksis (5) tilstrækkeligt, at støttemodtageren konkurrerer med andre virksomheder på konkurrenceudsatte markeder. Kommissionen mener især, at den pågældende foranstaltning fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, fordi ordningen specielt tilsigter og indebærer en forbedring af støttemodtagernes betingelser for at eksportere deres produkter til udenlandske markeder og dermed direkte berører de virksomheder, der beskæftiger sig med international handel, herunder handelen mellem EU's medlemsstater. Selv støtte til eksport uden for EU kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen inden for Fællesskabet (6).

(31)

Kommissionen kan ikke godtage argumentationen for ordningens begrænsede indvirkning på konkurrencen, fordi det forhold, at den kun gælder i et år, ikke udelukker, at støttebeløbene er så store, at de kan få væsentlig indvirkning på bestemte markeder. Det gælder især, når støttemodtagerne er store virksomheder, der normalt deltager i mange messer. Da støtten ikke er begrænset absolut set, kan støttebeløbet også være betydeligt. Under alle omstændigheder er støttebeløbet ikke tilstrækkelig begrænset til at udelukke mulighederne for fordrejning af konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

(32)

Det må endvidere antages, at foranstaltningens korte gyldighedsperiode ikke giver virksomheder, der normalt ikke deltager i messer, mulighed for at opnå disse fordele, især hvis de skal træffe beslutning om at trænge ind på et nyt marked. Det ser derfor ud til, at foranstaltningen i højere grad tager sigte på at begunstige virksomheder, som i forvejen deltager i messer, herunder virksomheder, hvis vigtigste formål er specielt at tilrettelægge og administrere udstilling af produkter på messer, og som i uforholdsmæssig stor udstrækning nyder godt af den pågældende skattelettelse, da de ikke udtrykkeligt er udelukket fra anvendelsen af artikel 1, stk. 1, litra b), i lovdekret 269/2003.

(33)

De italienske myndigheder har gennemført ordningen uden at have anmeldt den til Kommissionen på forhånd, og de har derfor ikke opfyldt forpligtelsen i EF-traktatens artikel 88, stk. 3. I det omfang foranstaltningen skal betragtes som statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og er gennemført, uden at Kommissionen har godkendt den på forhånd, er der tale om ulovlig støtte.

(34)

Hvis foranstaltningen skal betragtes som statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, skal det vurderes på grundlag af undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, og artikel 87, stk. 3, om den er forenelig med fællesmarkedet.

(35)

De italienske myndigheder har ikke udtrykkeligt bestredet den vurdering, som Kommissionen gav udtryk for i sit brev af 18. marts 2004 om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, nemlig at undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag, hvilket ellers ville have gjort statsstøtten forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen bekræfter derfor vurderingen i punkt 25 32 i brev af 18. marts 2004.

(36)

Fordelene i den foreliggende sag er knyttet til udgifter, der ikke er støtteberettigede efter Fællesskabets gruppefritagelsesforordninger eller retningslinjer for statsstøtte. Hvad angår især deltagelse i messer, er det fastsat i artikel 5, litra b), i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (7)  (8) at støtte til deltagelse i messer og udstillinger kun er forenelig med fællesmarkedet, hvis den ikke overstiger 50 % af de støtteberettigede omkostninger, og at der kun kan ydes støtte første gang, en SMV deltager i en bestemt messe eller udstilling, mens skattelettelsen i den foreliggende sag gælder for alle virksomheder og alle omkostninger i forbindelse med deltagelse i en hvilken som helst udstilling i udlandet.

(37)

Undtagelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, for støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre udsædvanlige begivenheder, og støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder kan ikke anvendes i denne sag.

(38)

Undtagelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), for støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, kan heller ikke anvendes.

(39)

Ordningen kan heller ikke betragtes som et vigtigt projekt af fælles europæisk interesse, og støtten skal ikke afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den italienske økonomi som fastsat i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Støtten tager heller ikke sigte på fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven som fastsat i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(40)

Endelig skal ordningen vurderes på grundlag af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), som tillader støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Skattelettelserne i den foreliggende sag er ikke forbundet med bestemte investeringer, oprettelse af arbejdspladser eller særlige projekter. De indebærer blot en reduktion af de byrder, som de pågældende virksomheder normalt selv skulle have afholdt som led i deres eksportvirksomhed, og må derfor betragtes som eksportrelateret driftsstøtte. I overensstemmelse med Kommissionens faste praksis kan en sådan støtte ikke anses for at være forenelig med fællesmarkedet.

(41)

Kommissionen bemærker desuden, at den, selv om man fastslog, at ordningen ville fremme udviklingen af visse erhvervsgrene, såsom globaliseringen af de italienske virksomheder med en deraf følgende stigning i samhandelen, ikke kan udelukke, at ordningens indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne ville stride mod den fælles interesse.

(42)

Kommissionen konkluderer, at skattelettelserne i den foreliggende sag skal betragtes som statsstøtte til virksomhedernes drift, at støtten ikke kan falde ind under nogen af de fastsatte undtagelser, og at den derfor er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen mener desuden, at Italien har iværksat den pågældende foranstaltning ulovligt.

(43)

Når det fastslås, at statsstøtte, der er ydet ulovligt, er uforenelig med fællesmarkedet, er det en naturlig konsekvens, at støtten skal kræves tilbagebetalt af støttemodtagerne. Gennem tilbagebetalingen af støtten genetableres så vidt muligt den konkurrencemæssige situation, der eksisterede, inden støtten blev ydet.

(44)

Selv om denne procedure er blevet afsluttet inden udløbet af det skatteår, hvor ordningen har virkninger, og dermed inden den skat, som størstedelen af støttemodtagerne skal betale, er blevet definitiv, kan Kommissionen ikke udelukke, at virksomhederne allerede har modtaget støtte, som f.eks. i form af mindre skattebetalinger for indeværende skatteår. Kommissionen bemærker, at de italienske myndigheder som følge af indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure offentligt har underrettet potentielle støttemodtagere om de mulige konsekvenser, hvis Kommissionen skulle konstatere, at den pågældende ordning er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen finder det dog nødvendigt af hensyn til tilbagebetalingen af den støtte, der eventuelt allerede måtte være udbetalt, at Italien pålægger de potentielle støttemodtagere inden to måneder efter vedtagelsen af denne beslutning at tilbagebetale støtten med renter i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (9). Hvis støtten allerede er ydet i form af reduktion af den skyldige skat for indeværende skatteår, skal Italien opkræve hele den skyldige skat i forbindelse med sidste betaling for 2004. Under alle omstændigheder skal hele støtten være tilbagebetalt senest ved udgangen af det første skatteår efter tidspunktet for meddelelse af denne beslutning.

(45)

Italien skal ved hjælp af vedlagte oplysningsskema give Kommissionen en liste over støttemodtagerne og klart anføre, hvilke foranstaltninger der er planlagt eller allerede gennemført, for at den ulovlige statsstøtte kan tilbagebetales omgående og effektivt. Senest to måneder efter denne beslutning skal Kommissionen også have tilsendt fuld dokumentation for, at proceduren for tilbagebetaling er iværksat over for modtagerne af den ulovlige støtte (såsom cirkulærer, pålæg om tilbagebetaling osv.).

(46)

Den foreliggende beslutning vedrører ordningen som sådan og skal efterkommes omgående, og det gælder også tilbagebetalingen af den støtte, der er ydet i henhold til ordningen. Dette udelukker dog ikke muligheden for, at den støtte, der er ydet i enkelte konkrete tilfælde, helt eller delvis kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, især i henhold til artikel 5, litra b), i gruppefritagelsesforordningen for støtte til SMV —

a)

pålægger Italien samtlige modtagere af den i artikel 1 omhandlede støtte at tilbagebetale den ulovlige støtte med renter

b)

fremlægger Italien fuld dokumentation for, at proceduren for tilbagebetaling er iværksat over for modtagerne af den ulovlige støtte.

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/48

(1)

Foranstaltningen blev anmeldt ved brev af 6. november 1997 med henvisning til artikel 88, stk. 3, i EF-traktaten. Støttemodtageren havde åbenbart allerede tidligere fået en lignende støtte. Derfor blev foranstaltningen anført i registret over ikke-anmeldt statsstøtte. Ved brev af 4. februar 1998, brev af 10. juni 1998 og brev af 4. februar 1999 meddelte Tyskland Kommissionen yderligere oplysninger.

(2)

Ved brev af 7. juni 1999 meddelte Kommissionen Tyskland, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til støtteforanstaltningen.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til foranstaltningen.

(4)

Tyskland fik tilsendt bemærkningerne med anmodning om en udtalelse. Tyskland forelagde sine bemærkninger ved brev af 23. februar 2000.

(5)

Ved brev af 18. maj 2005, som blev modtaget den 23. maj 2005, anmodede Tyskland under henvisning til artikel 7, stk. 7, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (3) Kommissionen om at træffe beslutning på grundlag af de oplysninger, den rådede over.

(6)

Den støttemodtagende virksomhed, Greußener Salamifabrik GmbH, var en kødforarbejdningsvirksomhed, der fremstillede og markedsførte forskellige former for pølse- og kødprodukter. Virksomheden slagtede ikke dyrene selv, men forarbejdede kun slagtekødet. I henhold til de oplysninger, som Tyskland har fremlagt, blev der den 1. oktober 1999 indledt konkursbehandling af Greußener Salamifabrik GmbH. Kommissionen modtog ikke oplysninger om resultatet af konkursbehandlingen. Det ser dog ud til, at i det mindste virksomhedens anlæg — nu under navnet »Greußener Salami- und Schinkenfabrik GmbH« — stadig anvendes. Bemærkningerne i nærværende beslutning vedrører dog virksomheden Greußener Salamifabrik GmbH, som senere gik konkurs.

(7)

Et vedvarende fald i omsætningen medførte fra 1995 tab for virksomheden og et negativt cashflow. Af et dokument, der blev udarbejdet af Dr. Zimmermann & Partner i 1996, fremgår det, at virksomhedens cashflow-situation var yderst kritisk på daværende tidspunkt. I Kommissionens beslutning om at indlede proceduren (4) er det omtalt, at virksomheden befandt sig i økonomiske vanskeligheder, hvilket ikke blev anfægtet i forbindelse med undersøgelsen. En omstrukturering af Greußener Salamifabrik blev anset for at være nødvendig, og til finansiering heraf måtte virksomheden i fjerde kvartal i 1996 optage yderligere lån (på 375 000 DEM i Dresdner Bank AG og 725 000 DEM i Sparkasse Erfurt). Thüringer Aufbaubank har for begge låns vedkommende stillet en opfyldelsesgaranti på 80 %, således at der er stillet garanti for et beløb på 880 000 DEM. I modstrid med bestemmelserne i Kommissionens brev til medlemsstaterne (SG(89) D/4328) af 5. april 1989 er denne garanti ikke blevet anmeldt til Kommissionen — den benævnes i det følgende støtte 1.

(8)

Den 8. januar 1997 overtog Ergewa GmbH 75 % af den støttemodtagende virksomheds aktiver. Den nye ejer foretog værdireguleringer af fordringer vedrørende eksport til Rusland, der ikke var stillet garanti for, og en nedskrivning af varelageret til en værdi af i alt 1,2 mio. DEM. Dette medførte sammen med et yderligere fald i salget en forringelse af regnskabet, der nødvendiggjorde endnu en omstrukturering.

(9)

I sin anmeldelse af 6. november 1997 gjorde Tyskland det klart, at Greußener Salamifabrik ikke nåede sine mål for omsætning og overskud i 1997, at virksomheden til stadighed var konkurstruet, og at det kunne antages, at virksomheden ikke længere var i stand til at opfylde sine tilbagebetalingsforpligtelser over for bankerne. Derfor udarbejdede Schitag, Ernst & Young Deutsche Allgemeine Treuhand AG i august 1997 en ny saneringsplan for Greußener Salamifabrik GmbH. Saneringsplanen omfattede tre forskellige typer foranstaltninger:

(10)

Som en del af omstruktureringen gav Sparkasse Erfurt afkald på en fordring på 1,7 mio. DEM. Som kompensation blev den garanti for et lån på 725 000 DEM (jf. betragtning 7), som tidligere var blevet overtaget af Thüringer Aufbaubank (en statsbank), delvist anvendt; der blev inden for rammerne af omstruktureringen indbetalt 370 000 DEM (64 % af garantibeløbet) til Sparkasse Erfurt. Derudover blev en garanti for et lån på 1 mio. DEM, som Bürgschaftsbank Thüringen GmbH (en privatbank) havde overtaget i 1993, delvist anvendt; der blev indbetalt 590 000 DEM (74 % af garantibeløbet) til Sparkasse Erfurt.

(11)

Ydermere refinansierede Dresdner Bank Erfurt et lån på 2,5 mio. DEM, som Sparkasse Erfurt havde bevilget. Dresdner bank ydede dog kun dette lån under betingelse af, at Thüringer Aufbaubank ville stille garanti for 80 % af lånet.

(12)

Den nye garanti på 2 mio. DEM samt den delvise anvendelse (370 000 DEM) af den tidligere garanti blev anmeldt til Kommissionen ved brev af 6. november 1997 i henhold til artikel 88, stk. 3, i EF-traktaten og i henhold til Kommissionens brev til medlemsstaterne (SG(89) D/4328) af 5. april 1989. Disse to foranstaltninger benævnes i det følgende støtte 2. Tyskland oplyste i brev af 4. februar 1999 og igen i brev af 18. maj 2005, at Thüringer Aufbaubank kun ville stille garantien på 2 mio. DEM, hvis den blev godkendt af Kommissionen.

(13)

Dresdner Bank Erfurts lån på 2,5 mio. DEM blev udbetalt til Greußener Salamifabrik GmbH.

(14)

Sluttelig ydede Ergewa GmbH, som rådede over 75 % af virksomheden, et efterstillet lån på 1,5 mio. DEM.

(15)

Markedsføringsstrategien omfatter følgende tre mål: produktudvikling, produktpolitik og fremme af salget. Overordnet set skulle der derved opnås en stærkere markedsorientering.

(16)

De besparelser, som det var lettest at realisere, blev allerede gennemført inden for rammerne af en tidligere omstrukturering. Saneringsplanen omfattede dog yderligere omkostningsbesparelser, navnlig med henblik på at reducere udgifterne til el og transportudgifterne.

(17)

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen har modtaget, skulle disse foranstaltninger tilsammen kunne gøre virksomheden levedygtig og rentabel igen. Dette ville dog kræve en stigning i omsætningen fra 6 845 000 DEM i 1996 til 7 mio. DEM i 1998 og til 8 mio. DEM i 1999.

(18)

Kommissionen har indledt proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, for så vidt angår ovennævnte foranstaltninger til fordel for Greußener Salamifabrik. Foranstaltningerne kan sammenfattes således:

(19)

Da garantierne blev overtaget på vegne af en virksomhed, der havde økonomiske vanskeligheder, må Kommissionen gå ud fra, at støtteelementet på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet, udgjorde 100 % af det beløb, der blev stillet garanti for, dvs. 880 000 DEM i 1996 og 2 mio. DEM i 1997, altså i alt 2,88 mio. DEM.

(20)

Kommissionen har indledt proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, for så vidt angår ovennævnte foranstaltninger, fordi den betvivlede, om foranstaltningerne er i overensstemmelse med Kommissionens brev (SG(89) D/4328) af 5. april 1989 om statsgarantier og Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder fra 1994 og 1997 (5). Hvad angår rammebestemmelserne betvivlede Kommissionen, at virksomhedens rentabilitet kunne genoprettes ved hjælp af omstruktureringen, at princippet om, at omstruktureringsstøtte kun må ydes én gang, blev overholdt, og at kravet om fuldstændig gennemførelse af omstruktureringsplanen blev overholdt.

(21)

Støtte 1 var en statsgaranti, hvilket medfører, at den skal være i overensstemmelse med Kommissionens brev til medlemsstaterne SG(89) D/4328 af 5. april 1989. Det fremgår af dette brev, at Kommissionen kun vil tillade garantier, hvis anvendelsen heraf er underlagt en række kontraktmæssigt fastlagte betingelser, som rent faktisk kan omfatte forelæggelse af den støttemodtagende virksomheds konkurserklæring. Det fremgår ikke af de oplysninger, som Kommissionen har modtaget, at anvendelsen af de nævnte garantier er underlagt særlige betingelser.

(22)

Støtten blev ydet, fordi virksomheden var i økonomiske vanskeligheder og skulle saneres. Derfor skulle støtten undersøges på grundlag af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, der var gældende, da garantien blev stillet. Hvad angår støtte 1, råder Kommissionen ikke over oplysninger, som kan bruges til at undersøge, om den er i overensstemmelse med ovennævnte rammebestemmelser. Hvad angår støtte 2, er det åbenlyst, at tre af betingelserne i rammebestemmelserne for omstrukturering ikke var opfyldt. Tilsyneladende blev virksomhedens rentabilitet ikke genoprettet ved hjælp af støtteforanstaltningen. Derudover har virksomheden tilsyneladende forsøgt at genoprette rentabiliteten ved at overvinde sine problemer ved hjælp af en ekspansion. Konkurrencen kunne blive fordrejet på urimelig vis på grund af en sådan ekspansion. Sluttelig var det uklart, om omstruktureringsplanen er blevet gennemført i sin helhed.

(23)

Kommissionen har modtaget bemærkninger fra Kemper Fleischwarenfabrik (Nortrup), Bundesverband der Deutschen Fleischwarenindustrie e.V. (den nationale sammenslutning for den tyske kødvareindustri) (Bonn) samt en tredje interesseret part, der ønsker at være anonym. Alle tre interesserede parter mener, at en omsætningsstigning kun kunne have været opnået ved hjælp af prissænkninger, som ville have været skadelige for sektoren. Sammenslutningen for den tyske kødvareindustri gjorde opmærksom på, at 1 % af de tyske kødforarbejdningsvirksomheder må forlade markedet hvert år. På dette konkurrenceintensive marked overlever kun de bedste. Hvis man holder en virksomhed kunstigt i live, skader man sektorens interesser. Ydermere følger næsten alle virksomheder den foreslåede markedsføringsstrategi. Efter sammenslutningens mening kræver en sådan strategi betydelige midler, som virksomheden ikke rådede over.

(24)

Tyskland har ud over ansøgningerne om forlængelse af svarfristen fremsendt bemærkninger ved brev af 22. juli 1999, brev af 28. juli 1999, brev af 6. august 1999 og brev af 23. februar 2000.

(25)

I det første brev meddelte Tyskland, at en del af virksomheden var blevet afhændet.

(26)

Tyskland meddelte i den anden skrivelse, at garantiaftalen med betingelserne for garantien ville blive fremsendt, redegjorde for omstruktureringsplanen for den anden omstrukturering og oplyste, at også en redegørelse for de forventede økonomiske resultater af den anden omstrukturering ville blive fremsendt. Sluttelig blev det oplyst, at der ville blive fremsendt yderligere oplysninger om, hvorfor målene for omsætningen efter den anden omstrukturering ikke var blevet nået.

(27)

Ydermere gjorde Tyskland i brev af 28. juli 1999 opmærksom på, at virksomheden ikke planlagde at udvide produktionskapaciteten, men derimod ville fortsætte med at producere samme mængde som tidligere (1994-1995). Virksomhedens problemer skyldtes eksterne faktorer som f.eks. udbruddene af svinepest, afmatningen på det russiske marked og BSE-krisen. Sluttelig var det usandsynligt, at støtten ville medføre konkurrencefordrejning, da der var tale om en virksomhed i kategorien små og mellemstore virksomheder, som kun var aktiv i Thüringen.

(28)

Tyskland havde i det tredje brev af 6. august 1999 vedlagt garantiaftalen og saneringsplanen for den første omstrukturering.

(29)

I brev af 23. februar 2000 meddelte Tyskland, at der var blevet indledt konkursbehandling mod Greußener Salamifabrik GmbH, og at bankerne havde opsagt deres kreditter. Derudover blev der vedlagt en skrivelse fra virksomhedens hovedbank, Dresdner bank, hvori banken konstaterer, at konkurrenterne utvivlsomt ville være imod støtteforanstaltningen.

(30)

Ved hjælp af foranstaltningerne ydes der statsstøtte til en kødforarbejdningsvirksomhed. I henhold til artikel 40 i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød (6) og artikel 21 i Rådets forordning (EØF) nr. 2759/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for svinekød (7) gælder artikel 87, 88 og 89 i EF-traktaten for de produkter, der er omfattet af disse forordninger. De sektorer, som støtteforanstaltningerne vedrører, er derfor omfattet af EF-bestemmelserne vedrørende statsstøtte.

(31)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(32)

Støtten blev ydet i form af statsgarantier. Takket være disse garantier kunne den støttemodtagende virksomhed få en kapitaltilførsel og således overleve og undgå konkurs eller omstrukturering.

(33)

Støtte 1 blev givet i 1996. Statsstøtte, som ikke anmeldes, skal vurderes på grundlag af de retsforskrifter, der fandt anvendelse, da den blev ydet. Retsgrundlaget for vurdering af statsgarantier var i 1996 Kommissionens brev til medlemsstaterne SG(89) D/4328 af 5. april 1989. Det fremgår af denne skrivelse, at Kommissionen mener, at alle statsgarantier falder ind under EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Hvad angår kreditgarantier for en kriseramt virksomhed, må det i henhold til punkt 2.3 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (rammebestemmelserne fra 1994) ydermere formodes, at finansielle overførsler omfatter statsstøtte. Som nævnt i betragtning 7 var den støttemodtagende virksomhed kriseramt på det tidspunkt, hvor støtte 1 blev givet. I henhold til punkt 2.1 i rammebestemmelserne fra 1994 er faldende indtjeningsevne, faldende omsætning og forringet cashflow et typisk symptom på, at en virksomhed er kriseramt.

(34)

Støtte 2 blev anmeldt i 1997. Statsstøtte, som anmeldes, skal vurderes på grundlag af de retsforskrifter, der fandt anvendelse, da den blev ydet. Under punkt 4 i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier (8) opremses de fire betingelser for, at individuelle statsgarantier ikke betragtes som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, i EF-traktaten. Da Tyskland har gjort det klart, at låntager, Greußener Salamifabrik GmbH, på det tidspunkt, hvor den anden garanti blev stillet, måtte betragtes som en kriseramt virksomhed (jf. betragtning 9), kan det konstateres, at den første af betingelserne ikke er opfyldt.

(35)

Dermed udgør foranstaltningen en støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler (gennem Thüringer Aufbaubank).

(36)

Da garantierne blev overtaget på vegne af en virksomhed, der havde finansielle vanskeligheder, går Kommissionen ud fra, at støtteelementet udgør 100 % af det beløb, der blev stillet garanti for, dvs. 880 000 DEM for den første og 2 mio. DEM for en anden garanti, altså i alt 2,88 mio. DEM.

(37)

Støtteforanstaltningen begunstiger bestemte virksomheder, i dette tilfælde en enkelt virksomhed, Greußener Salamifabrik GmbH.

(38)

Når en finansiel støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det ifølge EF-domstolens retspraksis antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (9). Hverken støttens forholdsvis ringe omfang eller den støttemodtagende virksomheds forholdsvis ringe størrelse udelukker på forhånd muligheden for, at samhandelen inden for Fællesskabet påvirkes (10).

(39)

En foranstaltning påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, hvis den hæmmer import fra andre medlemsstater eller letter eksport til andre medlemsstater. Det afgørende forhold er, om der er risiko for, at samhandelen inden for Fællesskabet vil udvikle sig anderledes eller må forventes at udvikle sig anderledes som følge af den pågældende foranstaltning.

(40)

De produkter, som den omhandlede støtteordning vedrører, er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne (11) og er således udsat for konkurrence. Der er derfor risiko for, at samhandelen inden for Fællesskabet har udviklet sig anderledes som følge af foranstaltningen.

(41)

Den pågældende foranstaltning udgør således støtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(42)

Undtagelserne fra forbuddet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er fastsat i stk. 2 og 3 i samme artikel.

(43)

De i artikel 87, stk. 2, anførte undtagelser kan ikke anvendes i betragtning af støtteforanstaltningens art og formål. Tyskland har heller ikke anført, at artikel 87, stk. 2, finder anvendelse.

(44)

I artikel 87, stk. 3, er der opregnet forskellige former for støtte, som kan anses for at være forenelige med fællesmarkedet. Deres forenelighed med traktaten skal vurderes ud fra Fællesskabets synspunkt og ikke blot fra en enkelt medlemsstats. For at sikre, at fællesmarkedet kan fungere korrekt, må undtagelserne i artikel 87, stk. 3, fortolkes snævert.

(45)

Med hensyn til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), skal det påpeges, at den støttemodtagende virksomhed hører hjemme i en region, hvor den økonomiske situation er meget ugunstig i forhold til niveauet i Fællesskabet, jf. Retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte (12), (med et bruttonationalprodukt pr. indbygger målt i købekraftsstandarder på under 75 % af fællesskabsgennemsnittet). I henhold til ovennævnte retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte (og en tidligere udgave af disse retningslinjer (13) finder reglerne om statsstøtte i regionerne i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), ikke anvendelse på landbrugssektoren. Følgelig kan EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), ikke anvendes som begrundelse for støtte til fremstilling, forarbejdning og markedsføring af varer omfattet af bilag I.

(46)

Med hensyn til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), kan det konstateres, at den pågældende foranstaltning hverken har til formål at støtte virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller at afhjælpe en alvorlig økonomisk forstyrrelse i Tyskland.

(47)

Derudover er foranstaltningen hverken beregnet eller egnet til at virkeliggøre målene i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra d.

(48)

Støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner kan Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), betragte som forenelig med fællesmarkedet, når den fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner og ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(49)

Normalt ville Kommissionen bruge Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (14) fra 2004 (rammebestemmelserne fra 2004) som grundlag for at undersøge, om støtte til en virksomhed, der har økonomiske vanskeligheder, er i overensstemmelse med artikel 87, stk. 3, litra c). I henhold til rammebestemmelsernes punkt 103 og 104 vurderer Kommissionen dog anmeldelser om støtte, der indgår til Kommissionen før den 10. oktober 2004, og rednings- eller omstruktureringsstøtte, der er blevet ydet fuldt ud før offentliggørelsen af rammebestemmelserne fra 2004, og som ikke er blevet anmeldt, på grundlag af de på henholdsvis anmeldelses- og ydelsestidspunktet gældende kriterier. Støtte 1 blev givet i 1996, og støtte 2 blev anmeldt i november 1997. På dette tidspunkt var rammebestemmelserne fra 1994 i kraft. I henhold til punkt 2.2 i rammebestemmelserne fra 1994 kan medlemsstaterne fastlægge, om landbrugssektoren stadig skal anvende Kommissionens særregler for rednings- eller omstruktureringsstøtte til enkelte støttemodtagere i denne sektor, som gjaldt før nævnte rammebestemmelsers ikrafttræden. Tyskland har ikke ansøgt om anvendelse af denne mulighed. Følgelig vurderes foranstaltningen på grundlag af rammebestemmelserne fra 1994.

(50)

Støtte 1 vedrører en statsgaranti på 80 % for lån på 1,1 mio. DEM. Kommissionen har indledt proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, af følgende grunde:

(51)

Tyskland har fremsendt en kopi af garantiaftalen. Af den fremgår det, at garantien kun kan anvendes, hvis den støttemodtagende virksomhed har økonomiske vanskeligheder (konkursbehandling o.l.), og hvis det lån, der stilles garanti for, ikke kan indfries gennem salg af en del af virksomhedens aktiver. Følgelig var den betingelse, der er anført i Kommissionens brev til medlemsstaterne SG(89) D/4328 af 5. april 1989 (15), opfyldt. Det betyder, at garantien var i overensstemmelse med de særlige betingelser for statsgarantier.

(52)

Da den støttemodtagende virksomhed, Greußener Salamifabrik GmbH, på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet, måtte betragtes som en kriseramt virksomhed, skal støtten dog undersøges på grundlag af de fællesskabsrammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, der var gældende på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet (jf. betragtning 49). Garantien blev stillet inden for rammerne af omstruktureringen af den støttemodtagende virksomhed.

(53)

Tyskland har fremsendt en rapport fra Dr. Zimmermann & Partner af 9. september 1996. Ifølge Tysklands oplysninger udgør denne rapport den saneringsplan, der blev fremlagt på det tidspunkt, hvor den første statsstøtte blev ydet. Rapporten er dog af to grunde uegnet som saneringsplan: Rapportens status er uklar, og den omhandler ikke nogen omstrukturering.

(54)

Rapporten ser i langt højere grad ud til at være en beskrivelse af virksomheden med skæringsdag den 9. september 1996. I henhold til rapporten skyldtes virksomhedens vanskeligheder BSE-krisen og sammenbruddet på de vigtigste eksportmarkeder i Østeuropa. I rapporten var der dog tal, der — formodentlig på et senere tidspunkt — var blevet ændret med håndskrift. Disse rettelsers status er uklar. Det er også uklart, om planen er blevet godkendt af virksomhedens ejere.

(55)

Rapporten indeholder oplysninger om virksomhedens omkostningsstruktur og kapitalbehov i september 1996. Bortset fra en beskrivelse af en styrkelse af virksomhedens daværende ledelse er det uklart, hvorledes virksomheden skulle omstruktureres. Hvis rapporten var tænkt som omstruktureringsplan, da den blev udarbejdet, hvilket er uklart, kan den forstås sådan, at virksomheden kunne overvinde sine vanskeligheder gennem ekspansion og uden nogen form for omstrukturering.

(56)

I henhold til rammebestemmelserne fra 1994 kan en støtte betragtes som forenelig med det indre marked, hvis følgende betingelser er opfyldt:

(57)

I henhold til Dr. Zimmermann & Partners rapport er den støttemodtagende virksomheds omsætning faldet støt siden 1994. I henhold til rapporten skulle omsætningen dog stige igen det følgende år. Der redegøres dog ikke for baggrunden for den forventede udvikling, selv om genoprettelsen af rentabiliteten var afhængig af en sådan vending i udviklingen. I henhold til punkt 3.2.2.i) i rammebestemmelserne fra 1994 skal rentabilitetsperspektiverne »primært bedømmes ud fra de interne reorganiseringsforanstaltninger, der er indeholdt i omstruktureringsplanen, og må kun baseres på eksterne faktorer, såsom pris- og efterspørgselsstigninger, (…) hvis markedsforventningerne er generelt anerkendte.« Da denne betingelse ikke er opfyldt, mener Kommissionen ikke, at støtten i form af en garanti fører til en genoprettelse af rentabiliteten.

(58)

Rentabiliteten skulle genoprettes ved hjælp af en omsætningsstigning. Selv om omsætningsstigningen åbenbart kunne nås med den bestående produktionskapacitet, ville rentabiliteten kun kunne genoprettes, hvis de konkurrerende virksomheder mistede markedsandele (hvis markedet derimod var stabilt som beskrevet i »omstrukturerings«-rapporten, ville efterspørgslen falde). Derfor konkluderer Kommissionen, at støtten ikke er af en art, der forhindrer urimelige konkurrencefordrejende virkninger, da genoprettelsen af rentabiliteten ville have medført en forringelse af de konkurrerende virksomheders stilling.

(59)

Det er svært at vurdere, om kravet om en fornuftig sammenhæng mellem støttebeløbets størrelse samt omkostningerne og fordelene ved omstruktureringen er opfyldt. Det forventes normalt af støttemodtagende virksomheder, at de kan yde et væsentligt bidrag til omstruktureringen ved hjælp af egne midler eller eksterne kommercielle finansieringskilder. I henhold til Dr. Zimmermann & Partners rapport skulle ejerne tilføre virksomheden ny kapital, men det er uklart, om dette rent faktisk er sket. Derfor kan Kommissionen ikke konkludere, om støtten på dette punkt er i overensstemmelse med ovennævnte rammebestemmelser fra 1994.

(60)

Sluttelig er det uklart, hvorledes »omstruktureringen« skulle overvåges. Følgelig er heller ikke denne betingelse i rammebestemmelserne opfyldt.

(61)

Greußener Salamifabrik GmbH opfylder kriterierne for at blive betragtet som tilhørende kategorien små og mellemstore virksomheder (SMV). I henhold til punkt 3.2.4 i rammebestemmelserne fra 1994 indtager Kommissionen en mindre restriktiv holdning over for omstruktureringsstøtte til SMV’er end til omstruktureringsstøtte til store virksomheder, fordi en sådan støtte normalt forandrer handelsbetingelserne i mindre omfang. Denne mindre restriktive holdning ved vurderingen af omstruktureringsstøtte til SMV’er vedrører dog hovedsageligt kapacitetsnedskæringer i erhvervsgrene med strukturel overkapacitet og forpligtelsen til at aflægge rapporter. Uanset denne mindre restriktive holdning ved vurderingen af SMV’er var det allerede blevet fastslået, at støtten ikke ville medføre genoprettelse af den støttemodtagende virksomheds rentabilitet (jf. betragtning 57), og at den ville medføre en urimelig konkurrencefordrejning.

(62)

Af ovennævnte grunde betragter Kommissionen den første støtte til Greußener Salamifabrik GmbH, som havde form af statsgarantier for et beløb på op til 880 000 DEM, som uforenelig med EF-traktatens artikel 87 og 88. Da den ydede støtte var ulovlig og er uforenelig med traktaten, skal den tilbagebetales.

(63)

Den anden støtteforanstaltning vedrører den delvise anvendelse af den første garanti og udbetalingen af 370 000 DEM til Sparkasse Erfurt inden for rammerne af denne garanti i forbindelse med omlægningen af lån/omstruktureringen i 1997 samt statsgarantien på 80 % for et lån på 2,5 mio. DEM, som blev ydet af Dresdner Bank i 1997.

(64)

Da den første statsgaranti som beskrevet i betragtning 62 udgør en støtte, der ulovligt er blevet givet Greußener Salamifabrik GmbH, og som er uforenelig med EF-traktatens artikel 87 og 88, gælder ovennævnte konstateringer også den delvise anvendelse af den første garanti inden for rammerne af den anden omstruktureringsplan.

(65)

Statsgarantien for et lån på 2,5 mio. DEM skal vurderes i henhold til bestemmelserne i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier (jf. betragtning 34). Det fremgår af de almindelige betingelser for garantier, som Thüringer Aufbaubank har anvendt, og som Kommissionen er blevet tilsendt et eksemplar af, at garantien kun kan anvendes, hvis den støttemodtagende virksomhed har økonomiske vanskeligheder (konkursbehandling o.l.), og hvis det lån, der stilles garanti for, ikke kan indfries gennem salg af en del af virksomhedens aktiver (jf. også betragtning 51). De særlige betingelser, der er anført under punkt 5.3 i ovennævnte meddelelse fra Kommissionen, er således opfyldt.

(66)

I henhold til punkt 2.1 i rammebestemmelserne fra 1994 omfatter de typiske symptomer på, at en virksomhed er kriseramt, faldende indtjeningsevne eller voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overkapacitet, forringet cashflow, øget rente- og afdragsbyrde og lav nettoformue.

(67)

Da Tyskland har gjort det klart, at virksomheden til stadighed var konkurstruet, blev det fastslået, at Greußener Salamifabrik GmbH var en kriseramt virksomhed, da garantien blev stillet (jf. betragtning 9 og 34). Derfor skal støtten vurderes på grundlag af de gældende fællesskabsrammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. Som beskrevet i betragtning 49 er der her tale om rammebestemmelserne fra 1994. For så vidt angår denne støtte har Kommissionen indledt proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, fordi den betvivlede, om følgende betingelser i rammebestemmelserne fra 1994 var opfyldt:

(68)

I henhold til punkt 3.2.2.i) i rammebestemmelserne fra 1994 bør der normal kun ydes omstruktureringsstøtte én gang. Tyskland har ikke ytret sig om dette punkt.

(69)

Den omstændighed, at der inden for rammerne af den anden omstrukturering blev givet yderligere støtte, er i strid med princippet om, at der kun må gives omstruktureringsstøtte én gang.

(70)

Kommissionen betvivlede, at den omstruktureringsplan, der blev forelagt som begrundelse for den anden omstruktureringsstøtte (i form af den anden garanti), ville kunne medføre en genoprettelse af virksomhedens rentabilitet. Dette ville have krævet en betragtelig omsætningsstigning. Det forekom dog usandsynligt, at dette ville ske, først og fremmest fordi de første prognoser for omsætningen allerede ved indledningen af proceduren havde vist sig at være for optimistiske. Tyskland har ikke fremsendt nogen begrundelse eller redegørelse for de prognoser for omsætningen, der blev anført. Derfor betvivler Kommissionen stadig, at betingelsen vedrørende genoprettelse af virksomhedens rentabilitet på lang sigt er opfyldt.

(71)

Hvad angår kriteriet om at undgå urimelige konkurrencefordrejende virkninger, har Tyskland forelagt to argumenter. For det første er den pågældende virksomhed for lille til at fordreje konkurrencen eller at påvirke samhandelen inden for Fællesskabet. For det andet vil virksomheden ikke udvide sin produktionskapacitet, men kun udnytte den bestående kapacitet bedre.

(72)

Det første argument er i modstrid med EF-domstolens retspraksis (jf. betragtning 38). Til det andet argument kan det fremføres, at Kommissionen i henhold til punkt 3.2.2.ii) i rammebestemmelserne fra 1994 kun forlanger kapacitetsnedskæringer, hvis der er tale om bestående strukturel overkapacitet inden for Fællesskabet. Da proceduren blev indledt, havde Kommissionen konstateret, at der ikke var overkapacitet i den pågældende sektor. Kommissionen stillede dog spørgsmålstegn ved, hvordan foranstaltningen kunne betragtes som værende af fælles interesse, når målet var en produktionsstigning, og produktionsstigninger automatisk medfører, at de konkurrerende virksomheder mister markedsandele.

(73)

Tyskland har på ingen måde redegjort for, hvordan den højere produktion kan absorberes på markedet uden negative virkninger for konkurrenterne. Derudover har Tyskland ikke afgivet oplysninger om forholdet mellem fordelene for den pågældende virksomhed og omkostningerne for sektoren som sådan. Derfor kan Kommissionen ikke vurdere, om urimelige konkurrencefordrejende virkninger undgås med støtten.

(74)

Tyskland har ikke fremsendt oplysninger om tilsynet med gennemførelsen af omstruktureringsplanen.

(75)

Den 8. januar 1997 overtog Ergewa GmbH 75 % af den støttemodtagende virksomheds aktiver. Det er uklart, om Ergewa kan kategoriseres som SMV som omhandlet i rammebestemmelserne fra 1994, og om der således foreligger en ændring af den status, der gælder for Greußener Salamifabrik GmbH, som Ergewa ejer 25 % af. Selv når man tager udgangspunkt i den mindre restriktive holdning ved vurderingen af omstruktureringsstøtte til SMV’er (punkt 3.2.4 i rammebestemmelserne fra 1994), kan det dog som beskrevet i betragtning 72 konstateres, at der ikke findes overkapacitet, og at der ikke kunne gennemføres en vurdering af den krævede kontrol, da der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger. Den omstændighed, at den støttemodtagende virksomhed i 1997 sandsynligvis stadig kunne kategoriseres som SMV, ændrer således ikke ved vurderingen af den pågældende støtte.

(76)

Af ovennævnte grunde betragter Kommissionen den anden støtteforanstaltning til fordel for Greußener Salamifabrik GmbH, som havde form af en statsgaranti for et beløb på op til 2 mio. DEM, som uforenelig med EF-traktatens artikel 87 og 88. Tyskland oplyste i brev af 4. februar 1999 og igen i brev af 18. maj 2005, at garantien kun ville blive stillet, hvis den blev godkendt af Kommissionen. Da der ikke er blevet foretaget udbetalinger inden for rammerne af denne garanti, skal denne støtte, der er uforenelig med traktaten, ikke tilbagebetales.

(77)

Kommissionen konstaterer, at den statsstøtte, der blev ydet i form af statsgarantier på henholdsvis 880 000 DEM (støtte 1) og 2 mio. DEM (støtte 2), altså i alt 2,88 mio. DEM, for lån på henholdsvis 1,1 mio. DEM og 2,5 mio. DEM, altså i alt 3,6 mio. DEM, er uforenelig med fællesmarkedet.

(78)

Støtte, der er ydet ulovligt og er uforenelig med traktaten, skal tilbagebetales. Kommissionen konstaterer, at der blev indledt konkursbehandling af Greußener Salamifabrik GmbH den 1. oktober 1999. Da Kommissionen ikke ved, om konkursbehandlingen medførte lukning af virksomheden, kan der på et senere tidspunkt muligvis blive tale om tilbagebetaling.

(79)

Kommissionen henleder Tysklands opmærksomhed på, at i henhold til punkt 6.4 og 6.5 i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier skal spørgsmålet om, hvorvidt støttens ulovlighed påvirker den retlige forbindelse mellem staten og tredjeparter, undersøges i henhold til national ret. De nationale domstole skal måske undersøge, om den nationale ret forhindrer garantikontrakter i at blive indfriet, og i forbindelse med den vurdering mener Kommissionen, at de bør tage hensyn til overtrædelsen af fællesskabsretten —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/57

(1)

Den 9. december 2004 vedtog Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité afgørelse EUPOL Kinshasa/1/2004 (2) om udnævnelse af Adílio Custódio til missionschef for EUPOL »Kinshasa«.

(2)

Ovennævnte afgørelse udløber den 31. december 2005.

(3)

Den 7. november 2005 vedtog Rådet at forlænge EUPOL »Kinshasa«-missionens mandat for en periode på yderligere 12 måneder.

(4)

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant har foreslået, at Adílio Custódios mandat som missionschef for EUPOL »Kinshasa« forlænges indtil missionens ophør.

(5)

Mandatet for missionschefen for EUPOL »Kinshasa« bør derfor forlænges indtil missionens ophør —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/58

(1)

Ifølge artikel 9, stk. 1, i fælles aktion 2005/824/FUSP bemyndiger Rådet Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité til at træffe de relevante afgørelser i overensstemmelse med traktatens artikel 25, herunder afgørelse om efter indstilling fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant at udnævne en missionschef/politichef.

(2)

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant har indstillet Vincenzo COPPOLA til udnævnelse —

21.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/59

»—

34 t med oprindelse i Botswana«

»—

34,1 t med oprindelse i Botswana«.