ISSN 1725-2520

Den Europæiske Unions

Tidende

L 255

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

48. årgang
30. september 2005


Indhold

 

I   Retsakter, hvis offentliggørelse er obligatorisk

Side

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1552/2005 af 7. september 2005 om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder ( 1 )

1

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1553/2005 af 7. september 2005 om ændring af forordning (EF) nr. 1177/2003 om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) ( 1 )

6

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1554/2005/EF af 7. september 2005 om ændring af Rådets beslutning 2001/51/EF om et EF-handlingsprogram vedrørende fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder og af afgørelse nr. 848/2004/EF om fastlæggelse af et EF-handlingsprogram med henblik på at fremme organisationer, der er aktive på europæisk plan hvad angår ligestilling mellem mænd og kvinder

9

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser

11

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer ( 1 )

22

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/39/EF af 7. september 2005 om ændring af Rådets direktiv 74/408/EØF om motorkøretøjer for så vidt angår sæder, disses forankringer og nakkestøtter ( 1 )

143

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/40/EF af 7. september 2005 om ændring af Rådets direktiv 77/541/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i motordrevne køretøjer ( 1 )

146

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/41/EF af 7. september 2005 om ændring af Rådets direktiv 76/115/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsselers forankring i motordrevne køretøjer ( 1 )

149

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/44/EF af 7. september 2005 om harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) på de indre vandveje i Fællesskabet

152

 

*

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/45/EF af 7. september 2005 om gensidig anerkendelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, og om ændring af direktiv 2001/25/EF ( 1 )

160

 

 

Retsakter vedtaget i henhold til afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union

 

*

Rådets rammeafgørelse 2005/667/RIA af 12. juli 2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe

164

 

 

Berigtigelser

 

*

Berigtigelsesprotokol til aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om luftfartsselskabers behandling og overførsel af PNR-oplysninger til United States Department of Homeland Security, Bureau of Customs and Border Protection (EUT L 183 af 20.5.2004)

168

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


I Retsakter, hvis offentliggørelse er obligatorisk

30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1552/2005

af 7. september 2005

om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

På Det Europæiske Råd i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 blev der fastlagt en strategisk målsætning for Den Europæiske Union, nemlig at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden med kapacitet til at skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed.

(2)

Borgernes beskæftigelsesegnethed, tilpasningsevne og mobilitet er af afgørende betydning for, at Unionen fortsat kan arbejde hen imod at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden.

(3)

Livslang læring er vigtig for udvikling og fremme af en kvalificeret, veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke.

(4)

I Rådets konklusioner af 5. maj 2003 om referenceværdier for europæiske gennemsnitsresultater på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet (benchmarks) (2) blev følgende referenceværdi fastsat for livslang læring: »Derfor bør EU-gennemsnittet for deltagelse i livslang læring i 2010 mindst udgøre 12,5 % af voksne i den erhvervsaktive alder (25-64 år)«.

(5)

Det Europæiske Råd i Lissabon bekræftede livslang læring som en grundlæggende bestanddel i den europæiske sociale model.

(6)

Den nye europæiske beskæftigelsesstrategi, der blev bekræftet ved Rådets afgørelse 2003/578/EF af 22. juli 2003 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik (3), har til formål at fremme Lissabon-strategien og gennemføre helhedsstrategier for livslang læring.

(7)

Ved anvendelsen af denne forordning bør der tages hensyn til begrebet »ugunstigt stillede grupper på arbejdsmarkedet«, som det benyttes i de nævnte retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik.

(8)

Der bør især sættes fokus på uddannelse på arbejdspladsen og i arbejdstiden, da begge er væsentlige aspekter af livslang læring.

(9)

Det er meget vigtigt for udviklingen af strategier for livslang læring og for opfølgningen af disses gennemførelse at råde over sammenlignelige statistiske oplysninger på fællesskabsplan om efter- og videreuddannelse i virksomheder.

(10)

Udarbejdelsen af specifikke EF-statistikker er underlagt bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (4).

(11)

For indberetningen af fortrolige oplysninger gælder bestemmelserne i forordning (EF) nr. 322/97 og Rådets forordning (Euratom, EØF) nr. 1588/90 af 11. juni 1990 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (5).

(12)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 831/2002 af 17. maj 2002 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker, for så vidt angår adgang til fortrolige data til videnskabelige formål (6), fastlægges betingelserne for adgang til fortrolige data, der indberettes til fællesskabsmyndigheden.

(13)

Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge fælles statistiske standarder, der gør det muligt at udarbejde harmoniserede oplysninger om efter- og videreuddannelse i virksomheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(14)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7). Disse foranstaltninger bør tage højde for den kapacitet, medlemsstaterne har til at indsamle og bearbejde data.

(15)

Udvalget for det Statistiske Program er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989 om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program (8)

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

I denne forordning opstilles en fælles ramme for udarbejdelse af EF-statistikker om efter- og videreuddannelse i virksomheder.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»virksomhed«: et foretagende, som defineret i Rådets forordning (EØF) nr. 696/93 af 15. marts 1993 om de statistiske enheder til observation og analyse af det produktive system i Det Europæiske Fællesskab (9)

2)

»NACE Rev. 1.1«: den fælles statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter i De Europæiske Fællesskaber, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 af 9. oktober 1990 om Den Statistiske Nomenklatur for Økonomiske Aktiviteter i De Europæiske Fællesskaber (10).

Artikel 3

Oplysninger, der skal indsamles

1.   Medlemsstaterne indsamler oplysninger med henblik på udarbejdelse af EF-statistikker til analyse af følgende aspekter af efter- og videreuddannelse i virksomhederne:

a)

virksomhedernes uddannelsespolitik og -strategier for udvikling af arbejdsstyrkens kvalifikationer

b)

styring, tilrettelæggelse af og former for efter- og videreuddannelse i virksomhederne

c)

arbejdsmarkedets parters rolle med hensyn til at sikre alle aspekter af efter- og videreuddannelse på arbejdspladsen

d)

adgangen til efter- og videreuddannelse samt omfanget og indholdet af uddannelserne, særlig på baggrund af økonomisk aktivitet og virksomhedsstørrelse

e)

specifikke efter- og videreuddannelsesforanstaltninger i virksomhederne med henblik på at forbedre arbejdsstyrkens færdigheder i informations- og kommunikationsteknologi (IKT)

f)

mulighederne for ansatte i små og mellemstore virksomheder (SMV) for at få adgang til efter- og videreuddannelse og for at tilegne sig nye færdigheder samt SMV's særlige behov i forbindelse med tilvejebringelse af uddannelse

g)

følgerne af det offentliges foranstaltninger for efter- og videreuddannelse i virksomhederne

h)

lige muligheder for adgang til efter- og videreuddannelse i virksomhederne for alle ansatte, navnlig hvad angår kønsaspektet og særlige aldersgrupper

i)

specifikke efter- og videreuddannelsesforanstaltninger for grupper, som er dårligt stillet på arbejdsmarkedet

j)

efter- og videreuddannelsesforanstaltninger afpasset efter forskellige former for arbejdskontrakter

k)

udgifter til efter- og videreuddannelse: finansieringsniveauer og -ressourcer samt incitamenter til efter- og videreuddannelse

l)

evaluerings- og kontrolprocedurer i virksomhederne med hensyn til efter- og videreuddannelse.

2.   Medlemsstaterne indsamler følgende specifikke oplysninger om erhvervsfaglig grunduddannelse i virksomhederne:

a)

antallet af deltagere i den erhvervsfaglige grunduddannelse, og

b)

de samlede udgifter til erhvervsfaglig grunduddannelse.

Artikel 4

Statistikkernes dækning

Statistikkerne over efter- og videreuddannelse skal mindst dække alle de økonomiske aktiviteter, der er omfattet af hovedafdeling C-K og O i NACE Rev. 1.1.

Artikel 5

Statistiske enheder

1.   De statistiske enheder, der skal anvendes til indsamlingen af oplysninger, udgøres af virksomheder, der henhører under de i artikel 4 omhandlede økonomiske aktiviteter, og som har mindst 10 ansatte.

2.   Medlemsstaterne kan udvide definitionen på statistisk enhed i deres respektive lande under hensyntagen til den specifikke nationale fordeling af virksomheder efter størrelse og udviklingen i politikbehovene. Kommissionen kan også vælge at udvide denne definition efter proceduren i artikel 14, stk. 2, hvis en sådan udvidelse vil gøre undersøgelsesresultaterne væsentligt mere repræsentative og føre til en markant forbedring af deres kvalitet i de pågældende medlemsstater.

Artikel 6

Datakilder

1.   Medlemsstaterne tilvejebringer de nødvendige oplysninger enten ved at foretage en undersøgelse i virksomhederne eller ved at kombinere en sådan undersøgelse med andre datakilder under hensyntagen til principperne om mindskelse af byrden for respondenterne og administrativ forenkling.

2.   Medlemsstaterne fastlægger reglerne for virksomhedernes deltagelse i undersøgelsen.

3.   I forbindelse med undersøgelsen opfordres virksomhederne til at give korrekte og fuldstændige oplysninger inden for de fastsatte frister.

4.   Andre datakilder, herunder administrative oplysninger, kan anvendes til at supplere de oplysninger, der indsamles, hvis disse kilder er relevante og aktuelle.

Artikel 7

Undersøgelseskarakteristika

1.   Der skal være tale om en stikprøveundersøgelse.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de oplysninger, de fremsender, er repræsentative for de statistiske enheders populationsstruktur. Undersøgelsen gennemføres således, at resultaterne kan opdeles på fællesskabsplan efter mindst:

a)

økonomiske aktiviteter i henhold til NACE Rev. 1.1, og

b)

virksomhedernes størrelse.

3.   Kravene til stikprøveudtagning og præcision og størrelsesordenen for de stikprøver, der er nødvendige for at opfylde disse krav, samt NACE Rev. 1.1-specifikationer og de størrelseskategorier, som resultaterne skal opdeles i, fastlægges efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

Artikel 8

Undersøgelsesmetode

1.   For at mindske byrden for respondenterne skal undersøgelsesmetoden gøre det muligt at tilpasse dataindsamlingen efter:

a)

virksomheder, der tilbyder uddannelse, og virksomheder, der ikke tilbyder uddannelse samt

b)

forskellige former for efter- og videreuddannelse.

2.   De specifikke oplysninger, der skal indsamles for henholdsvis virksomheder, der tilbyder uddannelse, og virksomheder, der ikke tilbyder uddannelse, og alt efter de forskellige former for efter- og videreuddannelse, fastlægges efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

Artikel 9

Kvalitetskontrol og -rapporter

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre kvaliteten af de oplysninger, de fremsender.

2.   Senest 21 måneder efter udløbet af hver referenceperiode, jf. artikel 10, forelægger medlemsstaterne en kvalitetsrapport for Kommissionen (Eurostat) med alle de oplysninger og data, denne anmoder om for at efterprøve kvaliteten af de indberettede oplysninger. Rapporten skal anføre eventuelle afvigelser fra metodekravene.

3.   Kommissionen (Eurostat) vurderer på grundlag af de i stk. 2 omhandlede rapporter kvaliteten af de fremsendte oplysninger, navnlig med henblik på at sikre sammenligneligheden af oplysningerne mellem de enkelte medlemsstater.

4.   Kvalitetskravene til de data, der skal indsamles og indberettes med henblik på EF-statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder, opbygningen af de i stk. 2 nævnte kvalitetsrapporter og de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at vurdere eller forbedre kvaliteten af oplysningerne, fastlægges efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

Artikel 10

Referenceperiode og hyppighed

1.   Dataindsamlingen skal dække en referenceperiode på ét kalenderår.

2.   Kommissionen fastlægger det første referenceår, for hvilket der skal indsamles oplysninger, efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

3.   Medlemsstaterne indsamler oplysningerne hvert femte år.

Artikel 11

Fremsendelse af oplysninger

1.   Medlemsstaterne og Kommissionen skaber inden for deres respektive kompetenceområder forudsætninger for at øge anvendelsen af elektronisk indsamling og indberetning af oplysninger samt automatisk bearbejdning heraf.

2.   Medlemsstaterne indberetter oplysningerne om de enkelte virksomheder til Kommissionen (Eurostat) i overensstemmelse med de eksisterende fællesskabsbestemmelser om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger, der er fastsat i forordning (EF) nr. 322/97 og forordning (Euratom, EØF) nr. 1588/90. Medlemsstaterne sikrer, at de fremsendte oplysninger ikke giver mulighed for direkte identifikation af de statistiske enheder.

3.   Medlemsstaterne indberetter oplysningerne elektronisk i overensstemmelse med et passende teknisk format og en udvekslingsstandard, der skal fastlægges efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

4.   Medlemsstaterne fremsender fuldstændige og korrekte oplysninger senest 18 måneder efter udløbet af hvert referenceår.

Artikel 12

Rapport om gennemførelsen

1.   Senest 20. oktober 2010 og efter høring af Udvalget for det Statistiske Program fremsender Kommissionen en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning. Rapporten skal bl.a.:

a)

vurdere fordelene for Fællesskabet, medlemsstaterne og brugerne af de udarbejdede statistikker i forhold til den byrde, der pålægges respondenterne, og

b)

påpege mulige forbedringer og ændringer, der anses for nødvendige på baggrund af de opnåede resultater.

2.   På grundlag af rapporten kan Kommissionen foreslå foranstaltninger til forbedring af forordningens gennemførelse.

Artikel 13

Gennemførelsesbestemmelser

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning, herunder foranstaltninger af hensyn til den økonomiske og tekniske udvikling vedrørende indsamling, indberetning og bearbejdning af oplysninger, vedtages efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

Artikel 14

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

Artikel 15

Finansiering

1.   For det første referenceår, for hvilket der udarbejdes EF-statistikker i henhold til denne forordning, yder Kommissionen et finansielt tilskud til medlemsstaternes omkostninger i forbindelse med indsamling, bearbejdning og indberetning af oplysninger.

2.   Størrelsen af det finansielle tilskud fastsættes som led i den relevante årlige budgetprocedure. Budgetmyndigheden bestemmer bevillingen.

3.   Kommissionen kan ved gennemførelsen af denne forordning benytte eksperter og ekstern teknisk bistand, som kan finansieres inden for forordningens samlede finansieringsramme. Kommissionen kan arrangere seminarer, kollokvier og andre ekspertmøder, der vil kunne fremme gennemførelsen af forordningen, og kan desuden udøve passende oplysnings-, publikations- og formidlingsvirksomhed.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 23. februar 2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 27. juni 2005.

(2)  EUT C 134 af 7.6.2003, s. 3.

(3)  EUT L 197 af 5.8.2003, s. 13.

(4)  EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(5)  EFT L 151 af 15.6.1990, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(6)  EFT L 133 af 18.5.2002, s. 7.

(7)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(8)  EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

(9)  EFT L 76 af 30.3.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(10)  EFT L 293 af 24.10.1990, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/6


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1553/2005

af 7. september 2005

om ændring af forordning (EF) nr. 1177/2003 om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1177/2003 af 16. juni 2003 om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) (2) fastlægger en fælles ramme for en systematisk udarbejdelse af EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår omfattende sammenlignelige og aktuelle tværsnits- og tidsseriedata om indkomstforhold og om omfanget af fattigdom og social udstødelse og om de berørte gruppers sammensætning på nationalt plan og EU-plan.

(2)

Som følge af de nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 er det nødvendigt at udvide bilag II til forordning (EF) nr. 1177/2003, eftersom der i dette bilag for hver medlemsstat er fastsat den mindste effektive stikprøvestørrelse, der kræves i henhold til EU-SILC.

(3)

Desuden har det vist sig, at de fleste nye medlemsstater og flere af de eksisterende medlemsstater har behov for længere tid til at tilpasse deres systemer til de harmoniserede metoder og definitioner, der anvendes til udarbejdelse af EF-statistikker.

(4)

Forordning (EF) nr. 1177/2003 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1177/2003 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 4, stk. 2, affattes således:

2.   »Som undtagelse fra stk. 1 kan Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Nederlandene, Polen, Slovenien, Slovakiet og Det Forenede Kongerige påbegynde den årlige tværsnits- og tidsseriedataindsamling i 2005.

Dette forudsætter, at disse medlemsstater for 2004 indsender sammenlignelige data for de fælles tværsnitsbaserede EU-indikatorer, som Rådet vedtog før den 1. januar 2003 som led i den åbne koordinationsmetode og som kan afledes af EU-SILC-instrumentet.«

2)

I artikel 13 indsættes følgende stykker:

4.   »Som undtagelse fra stk. 1 modtager Estland for de fire år at regne fra 2005, hvor dataindsamlingen finder sted, et finansielt bidrag fra Fællesskabet til dækning af de omkostninger, som arbejdet medfører.

5.   Året 2007 vil blive finansieret via et kommende fællesskabsprogram.«

3)

Bilag II ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 10.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 12.7.2005.

(2)  EUT L 165 af 3.7.2003, s. 1.


BILAG

»BILAG II

MINDSTE EFFEKTIVE STIKPRØVESTØRRELSE

 

Husstande

Personer på 16 år og derover, der skal interviewes

Tværsnit

Tidsserie

Tværsnit

Tidsserie

1

2

3

4

EU-medlemsstater

Belgien

4 750

3 500

8 750

6 500

Den Tjekkiske Republik

4 750

3 500

10 000

7 500

Danmark

4 250

3 250

7 250

5 500

Tyskland

8 250

6 000

14 500

10 500

Estland

3 500

2 750

7 750

5 750

Grækenland

4 750

3 500

10 000

7 250

Spanien

6 500

5 000

16 000

12 250

Frankrig

7 250

5 500

13 500

10 250

Irland

3 750

2 750

8 000

6 000

Italien

7 250

5 500

15 500

11 750

Cypern

3 250

2 500

7 500

5 500

Letland

3 750

2 750

7 650

5 600

Litauen

4 000

3 000

9 000

6 750

Luxembourg

3 250

2 500

6 500

5 000

Ungarn

4 750

3 500

10 250

7 750

Malta

3 000

2 250

7 000

5 250

Nederlandene

5 000

3 750

8 750

6 500

Østrig

4 500

3 250

8 750

6 250

Polen

6 000

4 500

15 000

11 250

Portugal

4 500

3 250

10 500

7 500

Slovenien

3 750

2 750

9 000

6 750

Slovakiet

4 250

3 250

11 000

8 250

Finland

4 000

3 000

6 750

5 000

Sverige

4 500

3 500

7 500

5 750

Det Forenede Kongerige

7 500

5 750

13 750

10 500

EU-medlemsstater i alt

121 000

90 750

250 150

186 850

Island

2 250

1 700

3 750

2 800

Norge

3 750

2 750

6 250

4 650

I alt med Island og Norge

127 000

95 200

260 150

194 300

NB: Der er tale om den effektive stikprøvestørrelse, som er den størrelse, der kræves, hvis undersøgelsen var baseret på simpel tilfældig stikprøveudvælgelse (stikprøveplaneffekt i forhold til fattigdomsrisikovariablen = 1,0). De faktiske stikprøvestørrelser skal være større, hvis stikprøveplaneffekten overstiger 1,0 og for at kompensere for alle former for manglende besvarelse. Desuden er stikprøvestørrelsen antallet af gyldige husstande, dvs. husstande — og samtlige medlemmer heraf — hvor samtlige eller næsten samtlige krævede oplysninger er blevet indhentet.«


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/9


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING Nr. 1554/2005/EF

af 7. september 2005

om ændring af Rådets beslutning 2001/51/EF om et EF-handlingsprogram vedrørende fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder og af afgørelse nr. 848/2004/EF om fastlæggelse af et EF-handlingsprogram med henblik på at fremme organisationer, der er aktive på europæisk plan hvad angår ligestilling mellem mænd og kvinder

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet fastlagde med beslutning 2001/51/EF (2) et EF-handlingsprogram vedrørende fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder for at forbedre kendskabet til forhold, som er forbundet med ligestilling mellem mænd og kvinder, for at fremme og udbrede de værdier og adfærdsnormer, der er en forudsætning for ligestilling mellem kvinder og mænd, og for at forberede aktørerne, således at de er bedre rustet til at varetage deres opgaver i ligestillingens interesse effektivt.

(2)

Europa-Parlamentet og Rådet fastlagde med afgørelse nr. 848/2004/EF (3) et EF-handlingsprogram til fremme af organisationer, der er aktive på europæisk niveau inden for området ligestilling mellem mænd og kvinder, for at støtte aktiviteter iværksat af sådanne organisationer, som har et løbende arbejdsprogram eller forestår specifikke aktioner, der fremmer et mål af almen europæisk interesse på ligestillingsområdet eller et mål, der indgår i Den Europæiske Unions politik på dette område.

(3)

Begge programmer udløber den 31. december 2005. Det er af afgørende betydning at sikre kontinuitet i Fællesskabets politik for fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder med henblik på de mål, der er fastsat i traktatens artikel 13.

(4)

Det er nødvendigt at forlænge programmerne med en etårig overgangsperiode, indtil der er fastlagt et nyt flerårigt rammeprogram for finansiering af aktioner inden for beskæftigelsesområdet og det social- og arbejdsmarkedspolitiske område i tidsrummet 2007-2013, herunder et emneområde om ligestilling mellem mænd og kvinder.

(5)

Beslutning 2001/51/EF bygger på traktatens artikel 13. Men med ændringerne i Nice-traktaten udgør artikel 13, stk. 2, det konkrete retsgrundlag for vedtagelse af Fællesskabets tilskyndelsesforanstaltninger, der skal bidrage til bekæmpelse af forskelsbehandling. Det er derfor hensigtsmæssigt at lade artikel 13, stk. 2, udgøre retsgrundlaget for ændringen af beslutning 2001/51/EF —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Beslutning 2001/51/EF ændres således:

1)

I artikel 1 ændres »31. december 2005« til »31. december 2006«.

2)

Artikel 11, stk. 1, affattes således:

1.   »Det finansielle referencebeløb til gennemførelsen af dette program er for perioden 2001-2006 på 61,5 mio. EUR.«

Artikel 2

Afgørelse nr. 848/2004/EF ændres således:

1)

I artikel 1, stk. 3, ændres »31. december 2005« til »31. december 2006«.

2)

Artikel 6, stk. 1, affattes således:

1.   »Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet er for perioden 2004-2006 fastlagt til 3,3 mio. EUR.«

Artikel 3

Denne beslutning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 26.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 12.7.2005.

(2)  EFT L 17 af 19.1.2001, s. 22.

(3)  EUT L 157 af 30.4.2004, s. 18. Berigtiget i EUT L 195 af 2.6.2004, s. 7.


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/11


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/35/EF

af 7. september 2005

om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fællesskabets politik for sikkerhed til søs har et højt niveau for sikkerhed og miljøbeskyttelse som mål og har som forudsætning, at alle parter, der er involveret i godstransport ad søvejen, bærer en del af ansvaret for, at skibe, der sejler i Fællesskabets farvande, overholder gældende regler og standarder.

(2)

Alle medlemsstaternes lovgivning om udtømning af forurenende stoffer fra skibe bygger på Marpol 73/78-konventionen; Disse regler tilsidesættes imidlertid dagligt af et meget stort antal skibe, der sejler i Fællesskabets farvande, uden at der skrides ind.

(3)

Marpol 73/78-konventionen er ikke ensartet gennemført i alle medlemsstaterne, og der er derfor behov for at harmonisere gennemførelsen på fællesskabsplan. Især er der betydelig forskel på, hvilken praksis medlemsstaterne følger, når de pålægger sanktioner for udtømning af forurenende stoffer fra skibe.

(4)

Afskrækkende foranstaltninger er en integrerende del af Fællesskabets politik for sikkerhed til søs, da de sikrer sammenhæng mellem ansvaret hos hver enkelt part, der er involveret i transport af forurenende gods ad søvejen, og dennes risiko for at få pålagt sanktioner. For en effektiv beskyttelse af miljøet er der derfor behov for sanktioner, der er effektive, har afskrækkende virkning og står i rimeligt forhold til overtrædelsen.

(5)

Med henblik herpå er det vigtigt, at der ved hjælp af passende retlige instrumenter foretages en indbyrdes tilnærmelse af eksisterende lovgivning, og især at der fastlægges en præcis definition af den pågældende overtrædelse, undtagelser herfra, minimumsregler for sanktioner, ansvar og jurisdiktion.

(6)

Dette direktiv suppleres af detaljerede bestemmelser om strafbare handlinger og sanktioner såvel som andre bestemmelser i Rådets rammeafgørelse 2005/667/RIA af 12. juli 2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe (3).

(7)

De internationale ordninger for civilretligt ansvar og kompensation for olieforurening og for forurening med andre farlige eller skadelige stoffer har ikke en tilstrækkelig afskrækkende virkning til, at de parter, der er involveret i transport af farligt gods ad søvejen, afholder sig fra at handle ukorrekt. Den nødvendige afskrækkende virkning kan kun opnås ved, at der indføres sanktioner, som finder anvendelse på enhver, der er årsag til eller medvirker til havforurening. Sanktionerne bør ikke blot finde anvendelse over for rederen og skibsføreren, men også over for ejeren af lasten, klassifikationsselskabet og andre involverede personer.

(8)

Udtømning af forurenende stoffer fra skibe bør betragtes som overtrædelser, hvis de begås forsætligt, hensynsløst eller groft uagtsomt. Disse overtrædelser betragtes som strafbare handlinger i henhold til og under forhold fastsat i rammeafgørelse 2005/667/RIA, der supplerer dette direktiv.

(9)

Sanktioner for udtømning af forurenende stoffer fra skibe er ikke knyttet til de pågældende parters civilretlige ansvar og falder således uden for regler, som måtte begrænse eller videregive det civilretlige ansvar, og de begrænser heller ikke effektiviteten ved kompensation af ofrene for forurening.

(10)

Der er behov for yderligere effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne for at sikre, at udtømning af forurenende stoffer fra skibe spores i tide, og at lovovertræderne bliver fundet. Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 (4), bør derfor spille en vigtig rolle ved at samarbejde med medlemsstaterne om at udvikle tekniske løsninger og yde teknisk bistand ved gennemførelsen af dette direktiv og ved at bistå det med at udføre opgaver, som pålægges Kommissionen med henblik på en effektiv gennemførelse af dette direktiv.

(11)

For bedre at forebygge og bekæmpe havforurening bør der skabes synergi mellem håndhævende myndigheder og nationale kystvagter. Kommissionen bør i denne forbindelse foretage en forundersøgelse om en europæisk kystvagt med ansvar for forureningsforebyggelse og -beredskab og oplyse om omkostninger og fordele. Denne undersøgelse bør i givet fald følges op af et forslag om en europæisk kystvagt.

(12)

Når der foreligger klare objektive beviser for en udtømning, der forvolder større skade eller truer med at forvolde større skade, forelægger medlemsstaterne sagen for deres kompetente myndigheder med henblik på at indlede retsforfølgning i overensstemmelse med artikel 220 i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982.

(13)

Håndhævelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF af 27. november 2000 om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe (5) udgør sammen med dette direktiv et vigtigt instrument i rækken af foranstaltninger til forebyggelse af forurening fra skibe.

(14)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (6).

(15)

Målene for dette direktiv, nemlig at gøre de internationale regler for forurening fra skibe til fællesskabsret og indføre sanktioner, herunder strafferetlige eller administrative sanktioner, for overtrædelse heraf for at opnå et højt sikkerheds- og miljøbeskyttelsesniveau inden for søtransport, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(16)

Dette direktiv er i fuld overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Personer, der er mistænkt for at have begået en overtrædelse, må sikres en redelig og uafhængig behandling af deres sag, og sanktionerne skal være forholdsmæssige —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål

1.   Formålet med dette direktiv er at gøre de internationale regler for forurening fra skibe til fællesskabsret og sikre, at der for at forbedre sikkerheden til søs og øge beskyttelsen af havmiljøet mod forurening fra skibe kan benyttes hensigtsmæssige sanktioner, jf. artikel 8, mod personer, der gør sig skyldige i udtømninger.

2.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender strengere bestemmelser til bekæmpelse af forurening fra skibe i overensstemmelse med folkeretten.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)

»Marpol 73/78«: den internationale konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe, og 1978-protokollen hertil, i den gældende affattelse

2)

»forurenende stoffer«: stoffer, der er omfattet af bilag I (olie) og II (skadelige flydende stoffer i bulk) til Marpol 73/78

3)

»udtømning«: enhver udledning fra et skib, jf. artikel 2 i Marpol 73/78

4)

»skib«: et søgående fartøj, uanset flag, af en hvilken som helst type, der opererer i havmiljøet, inklusive hydrofoilbåde, luftpudefartøjer, undervandsfartøjer og flydende materiel.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv anvendes i overensstemmelse med folkeretten på udtømning af forurenende stoffer i:

a)

en medlemsstats indre farvande, herunder havne, for så vidt Marpol-ordningen finder anvendelse

b)

en medlemsstats territorialfarvande

c)

stræder benyttet i international sejlads, som er omfattet af bestemmelserne om transitpassage i kapitel III, afsnit 2, i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982, for så vidt som sådanne stræder hører under en medlemsstats jurisdiktion

d)

en medlemsstats eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone som fastlagt i overensstemmelse med folkeretten, og

e)

det åbne hav.

2.   Dette direktiv anvendes på udtømning af forurenende stoffer fra alle skibe, uanset flag, dog ikke krigsskibe, marinehjælpeskibe og andre skibe, som ejes eller drives af en stat, og som på det pågældende tidspunkt udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste.

Artikel 4

Overtrædelser

Medlemsstaterne sikrer, at udtømning af forurenende stoffer i alle de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, betragtes som overtrædelser, hvis de begås forsætligt, hensynsløst eller groft uagtsomt. Disse overtrædelser betragtes som strafbare handlinger i henhold til og under forhold fastsat i rammeafgørelse 2005/667/RIA, der supplerer dette direktiv.

Artikel 5

Undtagelser

1.   En udtømning af forurenende stoffer i de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, betragtes ikke som en overtrædelse, hvis den opfylder betingelserne i bilag I, regel 9, 10 eller regel 11, litra a) eller c), eller i bilag II, regel 5 eller regel 6, litra a) eller c), i Marpol 73/78.

2.   En udtømning af forurenende stoffer i de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), d) og e), betragtes ikke som en overtrædelse fra ejerens, førerens eller besætningens side, når de handler på skibsførerens ansvar, hvis den opfylder betingelserne i bilag I, regel 11, litra b), eller i bilag II, regel 6, litra b), i Marpol 73/78.

Artikel 6

Håndhævelse over for skibe i en medlemsstats havn

1.   Hvis der som følge af uregelmæssigheder eller oplysninger opstår mistanke om, at et skib, der frivilligt befinder sig i en havn eller ved en offshore-terminal i en medlemsstat, har foretaget eller foretager udtømning af forurenende stoffer i et af de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, sikrer medlemsstaten, at der i overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksættes en behørig kontrol under iagttagelse af de relevante retningslinjer fra Den Internationale Søfartsorganisation (IMO).

2.   Hvis kontrollen i stk. 1 afdækker kendsgerninger, som kunne tyde på en overtrædelse som omhandlet i artikel 4, underrettes de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat og i flagstaten.

Artikel 7

Kyststaters håndhævelse over for skibe i transit

1.   Hvis den formodede udtømning af forurenende stoffer er foregået i de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), c), d) eller e), og hvis det mistænkte skib ikke anløber en havn i den medlemsstat, der er i besiddelse af oplysningerne om den formodede udtømning, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a)

Hvis skibets næste anløbshavn er i en anden medlemsstat, arbejder de pågældende medlemsstater tæt sammen om den kontrol, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, og om passende foranstaltninger vedrørende en sådan udtømning.

b)

Hvis skibets næste anløbshavn er i en stat uden for Fællesskabet, tager medlemsstaten de nødvendige skridt til at sikre, at skibets næste anløbshavn er underrettet om den formodede udtømning, og medlemsstaten anmoder den stat, som den næste anløbshavn ligger i, om at træffe passende foranstaltninger vedrørende en sådan udtømning.

2.   I tilfælde, hvor der foreligger klart objektivt bevis for, at et skib, der befinder sig i et af de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b) eller d), har begået en overtrædelse i det område, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra d), hvorved der er sket en udtømning, som har medført betydelig skade eller trussel om betydelig skade på den pågældende medlemsstats kystlinje eller beslægtede interesser eller på nogen ressourcer i de i artikel 3, stk. 1, litra b) eller d), omhandlede områder, skal denne stat — med forbehold af kapitel XII, afsnit 7, i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982 — såfremt beviserne berettiger dertil, forelægge sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på at indlede retsforfølgning, herunder tilbageholdelse af skibet, i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

3.   Flagstatens myndigheder underrettes under alle omstændigheder.

Artikel 8

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de overtrædelser, der er omhandlet i artikel 4, fører til sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og som kan omfatte strafferetlige eller administrative sanktioner.

2.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i stk. 1 omhandlede sanktioner finder anvendelse over for enhver, der er ansvarlig for en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 4.

Artikel 9

Overensstemmelse med folkeretten

Medlemsstaterne anvender bestemmelserne i dette direktiv uden formel eller reel forskelsbehandling af fremmede skibe og i overensstemmelse med folkeretten, herunder afsnit 7 i kapitel XII i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982, og de underretter straks skibets flagstat og alle andre berørte stater om foranstaltninger, der træffes i henhold til dette direktiv.

Artikel 10

Ledsageforanstaltninger

1.   I forbindelse med dette direktiv arbejder medlemsstaterne og Kommissionen alt efter behov tæt sammen med Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur og under hensyntagen til handlingsprogrammet for indsats i tilfælde af utilsigtet eller forsætlig havforurening som fastsat i beslutning nr. 2850/2000/EF (7) og i givet fald under hensyntagen til gennemførelsen af direktiv 2000/59/EF med henblik på at:

a)

udvikle de informationssystemer, der er nødvendige for effektiv gennemførelse af dette direktiv

b)

fastsætte fælles praksis og retningslinjer på grundlag af den praksis og de retningslinjer, der gælder på internationalt plan, navnlig for:

overvågning og hurtig identifikation af skibe, der i strid med dette direktiv udtømmer forurenende stoffer, herunder i givet fald for overvågningsudstyr om bord

pålidelige metoder til at henføre forurenende stoffer i havet til et bestemt skib, og

effektiv håndhævelse af dette direktiv.

2.   Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur skal i overensstemmelse med sine opgaver, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1406/2002

a)

samarbejde med medlemsstaterne om at udvikle tekniske løsninger og yde teknisk bistand i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv ved foranstaltninger som f.eks. sporing af udtømninger ved hjælp af satellitovervågning og -tilsyn

b)

bistå Kommissionen med gennemførelsen af dette direktiv, herunder i givet fald ved hjælp af besøg i medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 3 i forordning (EF) nr. 1406/2002.

Artikel 11

Forundersøgelse

Kommissionen forelægger inden udgangen af 2006 Europa-Parlamentet og Rådet en forundersøgelse om en europæisk kystvagt med ansvar for forureningsforebyggelse og -beredskab og oplyser om omkostninger og fordele.

Artikel 12

Rapportering

Hvert tredje år sender medlemsstaterne Kommissionen en rapport om de kompetente myndigheders anvendelse af dette direktiv. På baggrund af disse rapporter forelægger Kommissionen en fællesskabsrapport for Europa-Parlamentet og Rådet. I denne rapport vurderer Kommissionen bl.a., om det er ønskeligt at udvide anvendelsesområdet eller tage direktivet op til fornyet overvejelse. Den skal også beskrive udviklingen inden for den relevante retspraksis i medlemsstaterne og behandle muligheden for at oprette en offentlig database, hvor denne retspraksis registreres.

Artikel 13

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af det udvalg for sikkerhed til søs og forebyggelse af forurening fra skibe (USS), der er nedsat ved artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (8).

2.   Når der henvises til denne artikel anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til en måned.

Artikel 14

Underretning

Kommissionen underretter regelmæssigt det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 4 i beslutning nr. 2850/2000/EF, om alle forslag til foranstaltninger og andre relevante tiltag mod havforurening.

Artikel 15

Ændringsprocedure

I overensstemmelse med artikel 5 i forordning (EF) nr. 2099/2002 og efter proceduren i nærværende direktivs artikel 13, kan USS lade ændringer til Marpol 73/78 undtage fra direktivets anvendelsesområde.

Artikel 16

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. marts 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 17

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EUT C 220 af 16.9.2003, s. 72.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 13.1.2004 (EUT C 92 E af 16.4.2004, s. 77), Rådets fælles holdning af 7.10.2004 (EUT C 25 E af 1.2.2005, s. 29), Europa-Parlamentets holdning af 23.2.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 12.7.2005.

(3)  Se side 164 i denne EUT.

(4)  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 724/2004 (EUT L 129 af 29.4.2004, s. 1).

(5)  EFT L 332 af 28.12.2000, s. 81. Ændret ved direktiv 2002/84/EF (EFT L 324 af 29.11.2002, s. 53).

(6)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2850/2000/EF af 20. december 2000 om fastsættelse af EF-rammebestemmelser for samarbejde i tilfælde af utilsigtet eller forsætlig havforurening, (EFT L 332 af 28.12.2000, s. 1). Ændret ved beslutning nr. 787/2004/EF (EUT L 138 af 30.4.2004, s. 12).

(8)  EFT L 324 af 29.11.2002, s. 1. Ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 415/2004 (EUT L 68 af 6.3.2004, s. 10).


BILAG

Sammendrag af reglerne i Marpol 73/78 for udtømning af olie og skadelige flydende stoffer, jf. artikel 2, nr. 2)

Del I: Olie (Marpol 73/78, bilag I)

I Marpol 73/78, bilag I forstås ved »olie« enhver form for mineralolie, herunder råolie, brændselsolie, olieslam, olieaffald og raffinerede produkter (undtagen petrokemikalier, som er omfattet af bestemmelserne i Marpol 73/78, bilag II) og ved »olieholdig blanding« en blanding, som indeholder olie.

Uddrag af de relevante forskrifter i Marpol 73/78, bilag I:

 

Regel 9 - Kontrol med udtømning af olie

1)

Med forbehold af bestemmelserne i reglerne 10 og 11 og stk. 2 i denne regel er enhver udtømning i søen af olie eller olieholdige blandinger fra skibe, som omfattes af dette kapitel, forbudt, medmindre følgende betingelser alle er overholdt:

a)

for så vidt angår udtømning fra olietankskibe, jf. dog litra b):

i)

at tankskibet ikke befinder sig inden for et særligt havområde,

ii)

at tankskibet befinder sig mere end 50 sømil fra nærmeste kyst,

iii)

at tankskibet gør fart gennem vandet,

iv)

at den øjeblikkelige udtømningshastighed af olieindhold ikke overstiger 30 liter pr. sømil,

v)

at den samlede mængde olie, der udtømmes i søen, for eksisterende tankskibe ikke overstiger 1/15000 af den samlede mængde af den særlige last, hvoraf olieresten udgjorde en del, og for nye tankskibe 1/30000 af den samlede mængde af den særlige last, hvoraf olieresten udgjorde en del, og

vi)

at tankskibet anvender et system til overvågning og kontrol af olieudtømning samt et sloptankarrangement som foreskrevet i regel 15 i nærværende bilag

b)

for så vidt angår udtømning fra skibe med en bruttotonnage på 400 og derover, bortset fra olietankskibe, og fra maskinrumsrendestene, bortset fra lastpumperumsrendestene i et olietankskib, medmindre det indeholder olieholdige ladningsrester:

i)

at skibet ikke befinder sig inden for et særligt havområde,

ii)

at skibet gør fart gennem vandet,

iii)

at olieindholdet i udløbet, uden at blive fortyndet, ikke overstiger 15 ppm, og

iv)

at skibet anvender det udstyr [til registrering, kontrol og adskillelse], som er foreskrevet i regel 16.

2)

For så vidt angår et skib med en bruttotonnage på mindre end 400 bortset fra et olietankskib, som befinder sig uden for et særligt havområde, skal [flagstatens] administration påse, at det, så vidt det er praktisk muligt og rimeligt, er forsynet med installationer, der sikrer opbevaring af olierester om bord og udtømning af dem i modtageanlæg eller i søen i overensstemmelse med forskrifterne i stk. 1, litra b).

3)

[.....]

4)

Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på udtømning af ren eller adskilt ballast eller ubehandlede olieholdige blandinger, som uden fortynding har et olieindhold, der ikke overstiger 15 ppm, og som ikke stammer fra lastpumperum, og som heller ikke indeholder olierester fra lasttankene.

5)

Ingen udtømning i havet må indeholde kemikalier eller andre stoffer i mængder eller koncentrationer, som er skadelige for havmiljøet, eller kemikalier eller andre stoffer, som er anvendt for at omgå de betingelser for udtømning, som er anført i denne regel.

6)

De olierester, som ikke kan udtømmes i søen i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 4, skal forblive om bord eller udtømmes i modtageanlæg.

7)

[.....]

 

Regel 10 - Metoder til forebyggelse af olieforurening fra skibe, som befinder sig i særlige havområder

1)

I dette kapitel omfatter de særlige havområder: Middelhavsområdet, Østersøområdet, Sortehavsområdet, Rødehavsområdet, Golfområdet, Adenbugten, og det Antarktiske område og de Nord-Vest-Europæiske havområder, [som nærmere defineret i det følgende]

2)

Med forbehold af bestemmelserne i regel 11 gælder følgende:

a)

Enhver udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger fra olietankskibe og fra øvrige skibe med en bruttotonnage på 400 og derover er forbudt, medens skibet befinder sig i et særligt havområde. […]

b)

[…] Enhver udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger fra skibe med en bruttotonnage som er mindre end 400, bortset fra et olietankskib, er forbudt, mens skibet befinder sig i et særligt havområde, undtagen når olieindholdet i udløbet, uden at være fortyndet, ikke overstiger 15 ppm.

3)

a)

Bestemmelserne i stk. 2 gælder ikke for udtømning af ren eller adskilt ballast.

b)

Bestemmelserne i stk. 2, litra a), gælder ikke for udtømning af renset rendestensvand fra maskinrum, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

i)

Rendestensvandet må ikke stamme fra lastpumperum.

ii)

Rendestensvandet må ikke indeholde olierester, der stammer fra lasten.

iii)

Skibet skal gøre fart gennem vandet.

iv)

Olieindholdet i udløbet må uden fortynding ikke overstige 15 ppm.

v)

Skibet anvender et filtersystem, som opfylder bestemmelserne i regel 16, stk. 5.

vi)

Filtersystemet skal være forsynet med en stopanordning, der automatisk standser udtømningen, hvis olieindholdet i udløbet overstiger 15 ppm.

4)

a)

Ingen udtømning i havet må indeholde kemikalier eller andre stoffer i mængder eller koncentrationer, der er skadelige for havmiljøet, eller stoffer, indført for at omgå udtømningsbestemmelserne i denne regel.

b)

Olierester, som ikke kan udtømmes i havet i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2 og 3, skal opbevares om bord eller afleveres til modtageanlæg.

5)

Intet i denne regel skal forhindre et skib på en rejse, hvoraf kun en del går gennem et særligt havområde, i at foretage en udtømning uden for det særlige havområde i overensstemmelse med regel 9.

6)

[.....]

7)

[.....]

8)

[.....]

 

Regel 11 - Undtagelsesbestemmelser

 

Reglerne 9 og 10 finder ikke anvendelse på:

a)

udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger, som er nødvendig af hensyn til skibets sikkerhed eller for at redde menneskeliv på havet, eller

b)

udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger som følge af skade på et skib eller dets udstyr:

i)

under forudsætning af, at der efter skadens indtræden eller opdagelsen af udtømningen er blevet iagttaget alle rimelige forholdsregler med henblik på at undgå udtømningen eller begrænse den til det mindst mulige, og

ii)

undtagen hvis rederiet eller føreren handlede enten i den hensigt at volde skade eller skødesløst og med viden om, at der sandsynligvis ville opstå skade, eller

c)

udtømning i havet af olieholdige stoffer, når dette sker med [flagstatens] administrations godkendelse og med det formål at bekæmpe specifikke forureningshændelser og for at begrænse forureningsskaden mest muligt. En sådan udtømning skal godkendes af enhver regering, inden for hvis jurisdiktion udtømningen påtænkes foretaget.

Del II: Skadelige flydende stoffer (Marpol 73/78, bilag II)

Uddrag af de relevante forskrifter i Marpol 73/78, bilag II:

 

Regel 3 - Kategorisering af skadelige, flydende stoffer

1)

For anvendelsen af dette bilags regler skal skadelige flydende stoffer inddeles i følgende fire kategorier:

a)

Kategori A - skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde stor fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed eller ville volde stor skade på havenes rekreative værdier eller være til alvorlig gene for anden retmæssig udnyttelse af havet og derfor berettige iværksættelsen af strenge foranstaltninger til bekæmpelse af forurening.

b)

Kategori B - skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed eller ville volde skade på havenes rekreative værdier eller være til gene for anden retmæssig udnyttelse af havet og derfor berettige iværksættelsen af særlige foranstaltninger til bekæmpelse af forurening.

c)

Kategori C - skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde mindre fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed eller ville volde mindre skade på havenes rekreative værdier eller være til mindre gene for anden retmæssig udnyttelse af havet og derfor kræve særlige betingelser for deres behandling.

d)

Kategori D - skadelige, flydende stoffer, som, hvis de blev udtømt i havet ved tankrensning eller ved udtømning af ballast, ville frembyde en målelig fare enten for havenes ressourcer eller den menneskelige sundhed eller ville volde minimal skade på havenes rekreative værdier eller være til minimal gene for anden retmæssig udnyttelse af havene og derfor kræve nogen opmærksomhed med hensyn til de betingelser, hvorpå de kan behandles.

2)

[.....]

3)

[.....]

4)

[.....]

[Der er i regel 3, stk. 2-4, regel 4 og tillæggene til Marpol 73/78, bilag II, yderligere retningslinjer for kategorisering af stoffer, herunder en liste med kategoriserede stoffer.]

 

Regel 5 - Udtømning af skadelige flydende stoffer

Stoffer under kategorierne A, B og C uden for særlige områder og stoffer under kategori D i alle områder

Med forbehold af bestemmelserne i […] regel 6 i dette bilag:

1)

Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori A som defineret i regel 3, stk. 1, litra a), eller af stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori A, eller af ballastvand, tankskyllevand eller andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt. Hvis tanke, der indeholder sådanne stoffer eller blandinger, skal renses, skal de herved fremkomne rester udtømmes i et modtageanlæg, indtil koncentrationen af stoffet i udløbet til et sådant anlæg er på eller under 0,1 % (vægt) og indtil tanken er tom med undtagelse af hvidt eller gult fosfor, hvor restkoncentrationen skal være på eller under 0,01 % (vægt). Vand, der efterfølgende påfyldes tanken, kan udtømmes i havet, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

b)

udtømningen skal ske under vandlinjen under hensyntagen til søvandsindtagenes placering, og

c)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.

2)

Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori B som defineret i regel 3, stk. 1, litra b), eller af de stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori B, eller af ballastvand, tankskyllevand eller af andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt, medmindre følgende betingelser alle er opfyldt:

a)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

b)

fremgangsmåderne ved og anordningerne til udtømning skal være godkendt af [flagstatens] administration. Sådanne fremgangsmåder og anordninger skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO], og skal sikre, at udløbets koncentration og udtømningshastighed er sådan, at koncentrationen af stoffet ikke overstiger 1 ppm i skibets kølvand,

c)

den maksimale lastmængde, der udtømmes fra hver tank med tilhørende rørsystem, må ikke overstige den maksimale mængde, der kan godkendes efter dette stykkes litra b), og må i intet tilfælde overstige den største af værdierne 1 kbm eller 1/3000 af tankens totale kapacitet i kubikmeter,

d)

udtømningen skal ske under vandlinjen under hensyntagen til søvandsindtagenes placering, og

e)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.

3)

Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori C som defineret i regel 3, stk. 1, litra c), eller af de stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori C, eller af ballastvand, tankskyllevand eller af andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt, medmindre følgende betingelser alle er opfyldt:

a)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

b)

fremgangsmåderne ved og anordningerne til udtømning skal være godkendt af [flagstatens] administration. Sådanne fremgangsmåder og anordninger skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO], og skal sikre, at udløbets koncentration og udtømningshastighed er sådan, at koncentrationen af stoffet ikke overstiger 10 ppm i skibets kølvand,

c)

den maksimale lastmængde, der udtømmes fra hver tank med tilhørende rørsystem, må ikke overstige den maksimale mængde, der kan godkendes efter dette stykkes litra b), og må i intet tilfælde overstige den største af værdierne 3 kbm eller 1/1000 af tankens totale kapacitet i kubikmeter,

d)

udtømningen skal ske under vandlinjen under hensyntagen til søvandsindtagenes placering, og

e)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.

4)

Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori D som defineret i regel 3, stk. 1, litra d), eller af de stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori D, eller af ballastvand, tankskyllevand eller af andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt, medmindre følgende betingelser alle er opfyldt:

a)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

b)

sådanne blandinger må ikke være af en koncentration, der overstiger 1 del stof til 10 dele vand, og

c)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.

5)

Udluftning foretaget efter en af [flagstatens] administration godkendt fremgangsmåde kan benyttes til fjernelse af ladningsrester fra en tank. En sådan fremgangsmåde skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO]. Vand, der efterfølgende påfyldes tanken, skal anses for værende rent og er ikke omfattet af denne regels stk. 1, 2, 3 eller 4.

6)

Udtømning i havet af stoffer, som ikke er klassificeret eller midlertidigt bedømt eller vurderet som omtalt i regel 4, stk. 1, eller af ballastvand, tankskyllevand eller andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt.

Stoffer under kategorierne A, B og C inden for særlige områder [som defineret i Marpol 73/78, bilag II, regel 1, inkl. Østersøen]

Under forbehold af […] regel 6 i nærværende bilag:

7)

Udtømning i havet af stoffer under kategori A som defineret i regel 3, stk. 1, litra a), eller af de stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori A, eller af ballastvand, tankskyllevand eller af andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt. Hvis tanke, der rummer sådanne stoffer eller blandinger, skal renses, skal de herved fremkomne rester udtømmes i et modtageanlæg, som de stater, der grænser op til det særlige havområde, skal oprette i overensstemmelse med regel 7, indtil koncentrationen af stoffet i udløbet til modtageanlægget er nede på eller under 0,05 % (vægt) og indtil tanken er tom med undtagelse af hvidt og gult fosfor, hvor restkoncentrationen skal være på eller under 0,005 % (vægt). Vand, der efterfølgende påfyldes tanken, kan udtømmes i havet, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

b)

udtømningen skal ske under vandlinjen under hensyntagen til søvandsindtagenes placering, og

c)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.

8)

Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori B som defineret i regel 3, stk. 1, litra b), eller af de stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori B, eller af ballastvand, tankskyllevand eller af andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt, medmindre følgende betingelser alle er opfyldt:

a)

tanken er blevet forrenset i overensstemmelse med den af [flagstatens] administration godkendte metode, som skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO], og det fremkomne tankskyllevand er blevet udtømt i et modtageanlæg,

b)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

c)

fremgangsmåderne ved og anordningerne til udtømning og rensning skal være godkendt af [flagstatens] administration. Sådanne fremgangsmåder og anordninger skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO], og skal sikre, at udløbets koncentration og udtømningshastighed er sådan, at koncentrationen af stoffet ikke overstiger 1 ppm i skibets kølvand,

d)

udtømningen skal ske under vandlinjen under hensyntagen til søvandsindtagenes placering, og

e)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.

9)

Udtømning i havet af stoffer, der hører under kategori C som defineret i regel 3, stk. 1, litra c), eller af de stoffer, der midlertidigt er vurderet som hørende under kategori C, eller af ballastvand, tankskyllevand eller af andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt, medmindre følgende betingelser alle er opfyldt:

a)

skibet skal gøre mindst 7 knobs fart, såfremt det fremdrives ved egen kraft, eller mindst 4 knobs fart, såfremt det ikke fremdrives ved egen kraft,

b)

fremgangsmåderne ved og anordningerne til udtømning skal være godkendt af [flagstatens] administration. Sådanne fremgangsmåder og anordninger skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO], og skal sikre, at udløbets koncentration og udtømningshastighed er sådan, at koncentrationen af stoffet ikke overstiger 1 ppm i skibets kølvand,

c)

den maksimale lastmængde, der udtømmes fra hver tank med tilhørende rørsystem, må ikke overstige den maksimale mængde, der kan godkendes efter dette stykkes litra b), og må i intet tilfælde overstige den største af værdierne 1 kbm eller 1/3000 af tankens totale kapacitet i kubikmeter,

d)

udtømningen skal ske under vandlinjen under hensyntagen til søvandsindtagenes placering, og

e)

udtømningen skal ske i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og på en vanddybde af mindst 25 meter.

10)

Udluftning foretaget efter en af [flagstatens] administration godkendt fremgangsmåde kan benyttes til fjernelse af ladningsrester fra en tank. En sådan fremgangsmåde skal være baseret på standarder, der er udformet af [IMO]. Vand, der efterfølgende påfyldes tanken, skal anses for værende rent og er ikke omfattet af denne regels stk. 7, 8 eller 9.

11)

Udtømning i havet af stoffer, som ikke er klassificeret eller midlertidigt bedømt eller vurderet som omtalt i regel 4, stk. 1, eller af ballastvand, tankskyllevand eller andre rester eller blandinger, der indeholder sådanne stoffer, er forbudt.

12)

Intet i denne regel forbyder et skib at beholde resterne fra en ladning af stoffer hørende under kategori B eller C om bord og at udtømme sådanne rester i havet uden for et særligt område i overensstemmelse med stk. 2 henholdsvis stk. 3 i denne regel.

 

Regel 6 - Undtagelser

 

Regel 5 finder ikke anvendelse på:

a)

udtømning i havet af skadelige, flydende stoffer eller blandinger indeholdende sådanne stoffer, som er nødvendig af hensyn til et skibs sikkerhed eller for at redde menneskeliv på havet, eller

b)

udtømning i havet af skadelige flydende stoffer eller blandinger indeholdende sådanne stoffer som følge af skade på et skib eller dets udstyr:

i)

under forudsætning af, at der efter skadens indtræden eller opdagelsen af udtømningen er blevet iagttaget alle rimelige forholdsregler med henblik på at undgå udtømningen eller begrænse den til det mindst mulige, og

ii)

medmindre skibets reder eller fører har forårsaget skaden enten forsætligt eller ved grov fejl eller forsømmelse og med viden om, at der var fare for skade, eller

c)

udtømning i havet af skadelige, flydende stoffer eller blandinger indeholdende sådanne stoffer, når dette sker med [flagstatens] administrations godkendelse og med det formål at bekæmpe specifikke forureningshændelser for at begrænse forureningsskaden. Enhver sådan udtømning skal godkendes af den kontraherende part, inden for hvis jurisdiktion udtømningen forventes at ville finde sted.


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/22


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/36/EF

af 7. september 2005

om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 40, artikel 47, stk. 1, artikel 47, stk. 2, første og tredje punktum, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser et af Fællesskabets mål. Dette indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de bl.a. har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. Endvidere skal der i henhold til traktatens artikel 47, stk. 1, udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

(2)

Efter Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 vedtog Kommissionen meddelelsen »En strategi for tjenester i det indre marked«, som specielt har til formål at gøre den frie udveksling af tjenesteydelser lige så nem inden for Fællesskabet som inden for de enkelte medlemsstater. Med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse »Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle« gav Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 Kommissionen mandat til på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer.

(3)

Den garanti, som dette direktiv giver personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, for i en anden medlemsstat at kunne få adgang til samme erhverv og for at kunne udøve det med samme rettigheder som den anden medlemsstats statsborgere, er ikke til hinder for, at den migrerende erhvervsudøver skal opfylde eventuelle ikke-diskriminerende betingelser for erhvervsudøvelsen, som denne anden medlemsstat pålægger, forudsat at betingelserne er objektivt begrundede og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

(4)

For at lette den frie udveksling af tjenesteydelser bør der fastsættes særlige bestemmelser med henblik på at udvide mulighederne for at udøve erhvervsmæssig virksomhed under den i hjemlandet erhvervede titel. For informationssamfundstjenester, der leveres som distanceydelser, bør bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (4) også finde anvendelse.

(5)

På grund af de forskellige ordninger, der er indført for midlertidig og lejlighedsvis grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser på den ene side og for etablering på den anden side, bør der foretages en præcisering af kriterierne for sondringen mellem disse to begreber, i tilfælde af at tjenesteyderen flytter til værtsmedlemsstaten.

(6)

Udveksling af tjenesteydelser må lettes under fuld hensyntagen til den offentlige sundhed og sikkerhed og beskyttelse af forbrugeren. Der bør derfor fastsættes særlige bestemmelser for regulerede erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed eller sikkerhed, og hvis udøvere midlertidigt eller lejlighedsvis udfører grænseoverskridende tjenesteydelser.

(7)

Værtsmedlemsstaterne kan om nødvendigt og i overensstemmelse med fællesskabsretten fastlægge krav vedrørende anmeldelse. Disse krav bør ikke medføre en urimelig byrde for tjenesteyderne eller være til hinder for eller gøre fri udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv. Behovet for sådanne krav bør periodisk revideres i lyset af de fremskridt, der gøres i forbindelse med etableringen af en fællesskabsramme for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne.

(8)

Tjenesteyderen bør være underlagt de af værtsmedlemsstatens disciplinærbestemmelser, som har en direkte og specifik tilknytning til de erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definitionen af erhvervet, den virksomhed, der er omfattet af eller er forbeholdt det pågældende erhverv, benyttelse af titler eller grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed.

(9)

Samtidig med at de gældende principper og garantier vedrørende etableringsfriheden, der findes under de forskellige anerkendelsesordninger, bibeholdes, bør bestemmelserne om disse ordninger forbedres i lyset af de indhøstede erfaringer. Desuden er de pågældende direktiver blevet ændret flere gange, og det er nødvendigt at foretage en omstrukturering og forenkling af bestemmelserne, idet de principper, der skal anvendes, samtidig gøres ensartede. Det er derfor nødvendigt at erstatte Rådets direktiv 89/48/EØF (5) og 92/51/EØF (6) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF (7) om den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser og Rådets direktiv 77/452/EØF (8), 77/453/EØF (9), 78/686/EØF (10), 78/687/EØF (11), 78/1026/EØF (12), 78/1027/EØF (13), 80/154/EØF (14), 80/155/EØF (15), 85/384/EØF (16), 85/432/EØF (17), 85/433/EØF (18) og 93/16/EØF (19) om sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger, og samle dem i en enkelt tekst.

(10)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for i henhold til deres egen lovgivning at anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, som en tredjelandsstatsborger har erhvervet uden for Den Europæiske Unions område. Under alle omstændigheder bør de mindstekrav til uddannelse, der gælder for visse erhverv, altid overholdes ved anerkendelsen.

(11)

For erhverv, der er omfattet af den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, i det følgende benævnt »den generelle ordning«, bør medlemsstaterne fortsat kunne fastsætte minimumskvalifikationsniveauet med henblik på at sikre kvaliteten af de ydelser, der leveres på deres områder. I henhold til traktatens artikel 10, 39 og 43 bør de dog ikke pålægge en EF-statsborger at erhverve kvalifikationer, som de normalt fastsætter ved at henvise til eksamensbeviser udstedt i deres eget nationale uddannelsessystem, hvis den pågældende allerede har erhvervet alle eller en del af disse kvalifikationer i en anden medlemsstat. Det bør derfor bestemmes, at de værtsmedlemsstater, i hvilke et bestemt erhverv er lovreguleret, skal tage hensyn til de kvalifikationer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og vurdere, om de svarer til de kvalifikationer, som landet selv kræver. Denne generelle ordning for anerkendelse er imidlertid ikke til hinder for, at en medlemsstat kan stille specifikke krav til enhver person, der udøver et erhverv i den pågældende medlemsstat, som er begrundet i anvendelsen af faglige regler, der er berettiget af hensyn til almenhedens interesse. Disse regler vedrører f.eks. erhvervets organisation, faglige standarder, herunder vedrørende etik, kontrol og ansvar. Endelig sigtes der med dette direktiv ikke mod indgreb i medlemsstaternes berettigede interesse i at forhindre, at nogle af deres borgere gennem misbrug søger at unddrage sig deres nationale lovgivning på erhvervsområdet.

(12)

Dette direktiv vedrører medlemsstaternes anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der er erhvervet i andre medlemsstater. Det vedrører imidlertid ikke medlemsstaternes anerkendelse af beslutninger om anerkendelse, der er truffet i andre medlemsstater under henvisning til dette direktiv. Som følge heraf kan en person, der har fået sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt i henhold til dette direktiv, ikke henvise til denne anerkendelse med henblik på at opnå andre rettigheder i hjemlandet end dem, der følger af den erhvervsmæssige kvalifikation, han har erhvervet i denne medlemsstat, medmindre den pågældende kan godtgøre at have erhvervet yderligere erhvervsmæssige kvalifikationer i værtslandet.

(13)

For at kunne fastlægge ordningen for anerkendelse i henhold til den generelle ordning er det nødvendigt at inddele de forskellige nationale niveauer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse i grupper. Disse grupper, som udelukkende fastlægges med henblik på anvendelsen af den generelle ordning, har ingen indflydelse på de nationale strukturer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse eller på medlemsstaternes beføjelser på dette område.

(14)

Den ordning for anerkendelse, der er fastlagt med direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF ændres ikke. Det indebærer, at indehaveren af et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende med positivt resultat har gennemgået et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst et års varighed, bør have adgang til et lovreguleret erhverv i en medlemsstat, der som adgangsbetingelse forudsætter et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende har afsluttet en uddannelse af fire års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, uanset hvilket niveau den krævede eksamen i værtslandet befinder sig på. Omvendt bør adgangen i de tilfælde, hvor adgangen til et lovreguleret erhverv forudsætter en uddannelse af mere end fire års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, være forbeholdt indehavere af et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende har afsluttet en uddannelse af mindst tre års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt.

(15)

Da minimumsuddannelseskravene for adgang til erhverv, som er omfattet af den generelle ordning, ikke er harmoniseret, bør værtsmedlemsstaten have mulighed for at indføre en udligningsforanstaltning. Denne foranstaltning bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og bl.a. tage hensyn til ansøgerens erhvervserfaring. Erfaringen viser, at en egnethedsprøve eller en prøvetid efter migrantens eget valg er tilstrækkelig garanti for så vidt angår ansøgerens kvalifikationsniveau, og enhver undladelse af at give denne valgmulighed bør i hvert enkelt tilfælde være begrundet i et tvingende alment hensyn.

(16)

For at fremme erhvervsudøveres frie bevægelighed og samtidig sikre et passende kvalifikationsniveau bør de forskellige faglige sammenslutninger og organisationer eller medlemsstater kunne foreslå fælles platforme på EU-plan. Der bør tages hensyn til disse initiativer på visse betingelser og til stadighed under iagttagelse af medlemsstaternes kompetence til at fastsætte kravene til erhvervsmæssige kvalifikationer for udøvelsen af erhverv på deres område og indholdet og tilrettelæggelsen af deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer samt under overholdelse af fællesskabsretten, specielt på konkurrenceområdet, idet den mere automatiske anerkendelse under den generelle ordning i den forbindelse prioriteres højest. Faglige sammenslutninger, der kan foreslå fælles platforme, bør være repræsenteret på nationalt og europæisk plan. En fælles platform er en samlet række kriterier, der gør det muligt at bygge bro over så mange som muligt af de væsentlige forskelle, der er blevet identificeret mellem kravene til uddannelserne i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, herunder alle de medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv. Disse kriterier kan f.eks. omfatte krav som supplerende uddannelse, prøvetid under en kvalificeret fagmands ansvar, en egnethedsprøve eller et obligatorisk minimumsniveau for erhvervserfaring, eller kombinationer heraf.

(17)

For at tage højde for alle situationer, hvor der endnu ikke er nogen bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, bør den generelle ordning også omfatte tilfælde, som ikke er dækket af en særlig ordning, enten fordi det pågældende erhverv ikke er omfattet af en af disse ordninger, eller fordi ansøgeren, selv om erhvervet er omfattet af en sådan særlig ordning, af en særlig og usædvanlig årsag ikke opfylder betingelserne for at falde ind under den.

(18)

Der bør ske en forenkling af de bestemmelser, der giver adgang til visse former for industri-, handels- og håndværksvirksomhed i medlemsstater, hvor disse erhverv er reguleret, når denne virksomhed er blevet udøvet i en anden medlemsstat i et rimeligt langt tidsrum, der ikke ligger for langt tilbage, idet der for disse former for virksomhed fortsat anvendes en ordning med automatisk anerkendelse, baseret på erhvervserfaringen.

(19)

Den frie bevægelighed og den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter bør være baseret på det grundlæggende princip om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er harmoniseret. Adgangen i medlemsstaterne til erhvervet som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut bør desuden være betinget af, at den pågældende har et bestemt uddannelsesbevis, som sikrer, at den pågældende har fulgt en uddannelse, som opfylder de fastsatte minimumskrav. Denne ordning bør suppleres af en række erhvervede rettigheder, som de uddannede erhvervsudøvere nyder godt af på visse betingelser.

(20)

For at kunne tage højde for det særlige system for lægers og tandlægers erhvervsmæssige kvalifikationer og den tilknyttede fællesskabsret på området gensidig anerkendelse bør princippet om automatisk anerkendelse af læge- og tandlægespecialer, som er fælles for mindst to medlemsstater, fortsat finde anvendelse for alle specialer, der er anerkendt på tidspunktet for dette direktivs ikrafttrædelse. I et forsøg på at forenkle ordningen bør udvidelsen af den automatiske anerkendelse af nye lægespecialer efter tidspunktet for dette direktivs ikrafttrædelse derimod begrænses til de specialer, der er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne. Dette direktiv er desuden ikke til hinder for, at medlemsstaterne indbyrdes indfører en automatisk anerkendelse for visse læge- og tandlægespecialer, som de har fælles, og som ikke er omfattet af automatisk anerkendelse i medfør af dette direktiv, efter deres egne regler.

(21)

Automatisk anerkendelse af beviser for medicinsk grunduddannelse bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at lade dette bevis supplere med erhvervsmæssig virksomhed.

(22)

I alle medlemsstater bør tandlægeerhvervet anerkendes som et selvstændigt erhverv, der adskiller sig fra erhvervet som læge med eller uden odontostomatologi som speciale. Medlemsstaterne bør sikre, at uddannelsen til tandlæge giver den nødvendige kompetence inden for samtlige aktiviteter vedrørende forebyggelse, diagnosticering og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv. Tandlægeerhvervet bør udøves af indehavere af et uddannelsesbevis som tandlæge som omhandlet i dette direktiv.

(23)

Der har ikke været ønske om at fastlægge en ensartet uddannelse af jordemødre i alle medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør derimod have så stor frihed som muligt ved tilrettelæggelsen af jordemoderuddannelsen.

(24)

Af hensyn til forenklingen af dette direktiv bør benævnelsen »farmaceut« anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(25)

Indehavere af uddannelsesbeviser som farmaceut er specialister på lægemiddelområdet og bør i princippet i alle medlemsstater have adgang til et minimum af virksomhed på dette område. At dette minimumsområde er fastsat i dette direktiv, bør ikke indebære nogen begrænsning af de former for virksomhed, som farmaceuter har adgang til i medlemsstaterne, bl.a. med hensyn til biomedicinske analyser, og bør ikke give disse erhvervsudøvere noget monopol, idet indførelsen af et eventuelt monopol fortsat henhører under medlemsstaternes enekompetence. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan stille supplerende uddannelseskrav for adgangen til virksomhed, der ikke er omfattet af det samordnede minimumsområde. En værtsmedlemsstat, som stiller sådanne krav, bør således kunne lade disse være gældende for statsborgere, der er indehavere af uddannelsesbeviser, som automatisk anerkendes i henhold til dette direktiv.

(26)

Med dette direktiv tilsigtes der ikke en samordning af alle betingelser for adgang til og udøvelse af virksomhed på det farmaceutiske område. Spørgsmål i forbindelse med den geografiske fordeling af apoteker og medicinudleveringsmonopol bør fortsat henhøre under medlemsstaternes kompetence. Dette direktiv ændrer ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, som forbyder virksomheder at udøve visse former for farmaceutisk virksomhed, eller gør en sådan udøvelse betinget af, at en række betingelser er opfyldt.

(27)

Bygningsværkers arkitektoniske udformning, deres kvalitet, deres harmoniske indføjning i omgivelserne og hensynet til det naturlige miljø og bymiljøet samt til den fælles og private kulturarv er af offentlig interesse. Den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser bør derfor være baseret på kvalitative og kvantitative kriterier, som sikrer, at indehaverne af anerkendte uddannelsesbeviser er i stand til at forstå og omsætte enkeltpersoners, samfundsgruppers og institutioners behov inden for fysisk planlægning, udformning, tilrettelæggelse og opførelse af bygningsværker, bevaring og udnyttelse af den bygningshistoriske arv og bevaring af den naturlige ligevægt.

(28)

De nationale bestemmelser på arkitekturområdet og bestemmelserne om adgang til erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt har meget forskellig rækkevidde. I de fleste medlemsstater udøves virksomhed inden for arkitekturområdet de jure eller de facto af personer med titlen arkitekt, enten alene eller med tilføjelse af en anden titel, uden at disse personer derfor har eneret på udøvelse af disse former for virksomhed, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Disse former for virksomhed eller visse af dem kan ligeledes udøves af andre erhvervsudøvere, særlig ingeniører, der har fået en særlig uddannelse inden for byggeri eller bygningskunst. For at gøre dette direktiv så enkelt som muligt bør begrebet »arkitekt« anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser på arkitekturområdet, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(29)

Fremsætter en europæisk faglig sammenslutning eller et tilsvarende organ for et lovreguleret erhverv en begrundet anmodning om specifikke bestemmelser vedrørende anerkendelse af kvalifikationer på grundlag af koordinering af minimumsuddannelseskravene, tager Kommissionen stilling til behovet for at vedtage et forslag om ændring af dette direktiv.

(30)

For at gøre ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer effektiv bør der fastsættes ensartede formkrav og procedureregler for gennemførelsen samt visse bestemmelser for udøvelsen af erhvervet.

(31)

Et samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil lette gennemførelsen af dette direktiv og overholdelsen af de forpligtelser, som følger af det. Der bør derfor fastsættes bestemmelser for dette samarbejde.

(32)

Indførelse af erhvervspas til fremme af informationsudvekslingen mellem erhvervsudøverens værtsmedlemsstat og hjemland udstedt af faglige sammenslutninger og organisationer vil kunne lette erhvervsudøvernes mobilitet, især ved en hurtigere udveksling af informationer mellem værtslandet og hjemlandet. Dette erhvervspas bør gøre det muligt at følge med i karriereforløbet for de erhvervsudøvere, som etablerer sig i forskellige medlemsstater. Erhvervspas bør under fuldstændig overholdelse af databeskyttelsesbestemmelserne indeholde oplysninger om erhvervsudøverens uddannelse (universitetsuddannelse eller andre afsluttede uddannelsesforløb, kvalifikationer, erhvervserfaring), hans retmæssige etablering, eventuelle sanktioner, der er iværksat over for ham, og som vedrører hans erhverv, og detaljerne vedrørende den relevante kompetente myndighed.

(33)

Oprettelsen af et net af kontaktpunkter, der skal informere og bistå borgerne i medlemsstaterne, vil gøre det muligt at sikre, at anerkendelsesordningen er gennemsigtig. Kontaktpunkterne meddeler de borgere, der anmoder herom, og Kommissionen alle oplysninger og adresser, der er nyttige ved anerkendelsesproceduren. Hver medlemsstats udpegelse af et enkelt kontaktpunkt i dette net berører ikke kompetencefordelingen på nationalt plan. Navnlig forhindrer den ikke, at der på nationalt plan kan udpeges flere kontorer, idet det kontaktpunkt, der udpeges i ovennævnte net, tager sig af koordineringen med de andre kontorer og om nødvendigt oplyser borgerne om det relevante kompetente kontor.

(34)

Administrationen af de forskellige anerkendelsesordninger, som er indført ved sektordirektiverne og den generelle ordning, har vist sig at være tung og kompleks. Administrationen og ajourføringen af dette direktiv bør derfor forenkles for at tage højde for den videnskabelige og teknologiske udvikling, særlig når minimumsuddannelseskravene samordnes med henblik på automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser. Med henblik herpå bør der nedsættes et enkelt udvalg for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, og der bør sikres en passende inddragelse af repræsentanter for de faglige organisationer også på europæisk plan.

(35)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (20).

(36)

En periodisk rapport om gennemførelsen af dette direktiv udarbejdet af medlemsstaterne og indeholdende statistiske data vil give mulighed for at fastslå virkningen af ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

(37)

Der bør indføres en passende procedure for indførelsen af midlertidige foranstaltninger, hvis anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv indebærer større vanskeligheder i en medlemsstat.

(38)

Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til indretning af deres nationale ordning for social sikring og fastsættelsen af de former for virksomhed, der skal udøves som led i denne ordning.

(39)

I betragtning af den hurtige teknologiske og videnskabelige udvikling er livslang læring af særlig betydning for en lang række erhverv. Det påhviler i den forbindelse medlemsstaterne at vedtage detaljerede bestemmelser for, hvordan erhvervsudøverne gennem passende videreuddannelse kan holde sig orienteret om den tekniske og videnskabelige udvikling.

(40)

Målene for dette direktiv, nemlig rationalisering, forenkling og forbedring af bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41)

Dette direktiv berører ikke anvendelsen af traktatens artikel 39, stk. 4, og artikel 45 i forbindelse med erhvervet som notar.

(42)

Dette direktiv berører for så vidt angår etableringsret og udveksling af tjenesteydelser ikke andre specifikke retlige bestemmelser vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. bestemmelser der er gældende på transportområdet, inden for forsikringsformidling og for revisorer. Direktivet berører ikke anvendelsen af Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (21) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået (22). Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for advokater med henblik på omgående etablering under værtsmedlemsstatens advokattitel bør omfattes af dette direktiv.

(43)

Liberale erhverv, hvorved der i dette direktiv forstås erhverv, som udøves af enhver, der på grundlag af særlige erhvervsmæssige kvalifikationer personligt, på eget ansvar og erhvervsmæssigt leverer intellektuelle ydelser i opdragsgiverens og almenhedens interesse, er omfattet af dette direktiv, for så vidt de liberale erhverv er lovregulerede. Udøvelsen af et liberalt erhverv kan i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten være omfattet af specifikke juridiske forpligtelser i henhold til den nationale lovgivning og de autonomt fastsatte fagregler, som de respektive organisationer har fastlagt inden for rammerne heraf, og som er en garanti for og videreudvikler professionalisme, kvalitet og det til opdraggiveren bestående tillidsforhold.

(44)

Dette direktiv anfægter ikke de nødvendige foranstaltninger, der iværksættes for at sikre et højt niveau for sundheds — og forbrugerbeskyttelse —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

I dette direktiv fastsættes de regler, hvorefter en medlemsstat, der på sit område kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv (i det følgende benævnt »værtsmedlemsstaten«), anerkender de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i en eller flere andre medlemsstater (i det følgende benævnt »hjemlandet«) og som giver indehaveren af de pågældende kvalifikationer ret til dér at udøve det samme erhverv, med henblik på adgang til og udøvelse af det pågældende erhverv.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv gælder for enhver statsborger i en medlemsstat, der ønsker at udøve et lovreguleret erhverv som selvstændig eller som arbejdstager, herunder udøvere af et liberalt erhverv, i en anden medlemsstat end den, hvor han har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer.

2.   Enhver medlemsstat kan i henhold til sin egen lovgivning give medlemsstaternes statsborgere, der er indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ikke er erhvervet i en medlemsstat, tilladelse til at udøve et lovreguleret erhverv, som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), på sit område. For de erhverv, der er omfattet af afsnit III, kapitel III, sker denne første anerkendelse under overholdelse af de i nævnte kapitel omhandlede mindstekrav til uddannelse.

3.   Hvis der for et bestemt lovreguleret erhverv er indført andre specifikke ordninger i direkte forbindelse med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i et særskilt fællesskabsinstrument, finder de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv ikke anvendelse.

Artikel 3

Definitioner

1.   I dette direktiv forstås ved:

a)

»lovreguleret erhverv«: en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller udøvelse eller en form for udøvelse heraf; især vil anvendelsen af en faglig titel, der ifølge love eller administrative bestemmelser er begrænset til en person, der er i besiddelse af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation, være en form for udøvelse. Såfremt første punktum i denne definition ikke finder anvendelse, sidestilles erhverv omhandlet i stk. 2 med et lovreguleret erhverv

b)

»erhvervsmæssige kvalifikationer«: kvalifikationer, som er attesteret ved et uddannelsesbevis, et kursusbevis som omhandlet i artikel 11, litra a), nr. i), og/eller erhvervserfaring

c)

»uddannelsesbevis«: eksamensbeviser, certifikater og andre beviser for en erhvervskompetencegivende uddannelse, der overvejende har fundet sted i Fællesskabet, udstedt af en myndighed udpeget i overensstemmelse med love eller administrative bestemmelser i vedkommende medlemsstat. Såfremt første punktum i denne definition ikke finder anvendelse, sidestilles et uddannelsesbevis efter stk. 3 med et uddannelsesbevis

d)

»kompetente myndigheder«: alle myndigheder eller organer, der af en medlemsstat er særligt bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger og til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser

e)

»lovreguleret uddannelse«: enhver uddannelse, som er specifikt rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et uddannelsesforløb, om fornødent suppleret med en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik.

Erhvervsuddannelsens, den praktiske uddannelses og erhvervspraktikkens struktur og niveau fastlægges ved den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser eller kontrolleres eller godkendes af den myndighed, der er udpeget med henblik herpå

f)

»erhvervserfaring«: faktisk og lovmæssig udøvelse af et bestemt erhverv i en medlemsstat

g)

»prøvetid«: udøvelse af et lovreguleret erhverv, der finder sted i værtsmedlemsstaten på en kvalificeret fagmands ansvar og eventuelt er ledsaget af videreuddannelse. Prøvetiden afsluttes med en bedømmelse. Bestemmelserne for prøvetid og bedømmelse heraf samt den indvandrende praktikants status fastsættes af den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten.

Praktikantens status i værtsmedlemsstaten, navnlig med hensyn til opholdsret, arbejdsmarkedsmæssige og sociale forpligtelser, rettigheder og goder samt godtgørelser og løn, fastsættes af de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med gældende fællesskabsret

h)

»egnethedsprøve«: en kontrol udelukkende af ansøgerens faglige kundskaber, som foretages af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder, og hvis formål er at vurdere ansøgerens egnethed til at udøve et lovreguleret erhverv i dette land. Med henblik på denne kontrol opstiller de kompetente myndigheder en liste over de fag, der på grundlag af en sammenligning mellem den uddannelse, der kræves i den pågældende medlemsstat, og den uddannelse, som ansøgeren har fået, ikke er omfattet af eksamensbeviset eller det eller de uddannelsesbeviser, som ansøgeren fremlægger.

Ved egnethedsprøven skal der tages hensyn til det forhold, at ansøgeren i hjemlandet eller det land, han kommer fra, er en kvalificeret fagmand. Prøven skal vedrøre fag, som vælges blandt dem, der er opført på listen, og hvortil kendskab er en væsentlig forudsætning for, at ansøgeren kan udøve det pågældende erhverv i værtsmedlemsstaten. Prøven kan ligeledes omfatte kendskabet til den faglige etik, der gælder for de pågældende former for virksomhed i værtsmedlemsstaten.

De nærmere betingelser for egnethedsprøven og den status, der i værtsmedlemsstaten tilkommer den ansøger, der ønsker at forberede sig til egnethedsprøven i det pågældende land, fastsættes af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder

i)

»virksomhedsleder«: en person, som i en virksomhed inden for det pågældende erhvervsområde har virket:

i)

som leder af en virksomhed eller en filial af en virksomhed, eller

ii)

som stedfortræder for indehaveren eller lederen af en virksomhed, såfremt denne stilling er forbundet med et ansvar svarende til det, der påhviler den indehaver eller leder, som vedkommende er stedfortræder for, eller

iii)

i en ledende stilling med forretningsmæssige og/eller tekniske opgaver og med ansvar for mindst en af virksomhedens afdelinger.

2.   Et erhverv udøvet af medlemmerne af en sammenslutning eller organisation, der er anført i bilag I, sidestilles med et lovreguleret erhverv.

De sammenslutninger eller organisationer, der er nævnt i første afsnit, har især til formål at fremme og opretholde et højt niveau inden for den pågældende erhvervsgren. De har med henblik på virkeliggørelsen af denne målsætning modtaget en anerkendelse i en særlig form fra en medlemsstat, ligesom de udsteder et uddannelsesbevis til deres medlemmer, sikrer, at de overholder de faglige regler, som sammenslutningen eller organisationen har fastsat, og giver dem ret til at anvende en titel eller en forkortelse eller at opnå en stilling svarende til dette uddannelsesbevis.

Når en medlemsstat anerkender en sammenslutning eller en organisation som omhandlet i første afsnit, underretter den Kommissionen, der offentliggør en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Ethvert uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland sidestilles med et uddannelsesbevis, hvis indehaveren inden for det pågældende erhverv har en erhvervserfaring af tre års varighed på den medlemsstats område, som har anerkendt det pågældende bevis i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, og den pågældende medlemsstat har attesteret erhvervserfaringen.

Artikel 4

Anerkendelsens virkninger

1.   Værtsmedlemsstatens anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer giver den begunstigede adgang til i denne medlemsstat at optage det erhverv, som han er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det på samme vilkår som landets egne statsborgere.

2.   Med henblik på dette direktiv er det erhverv, som ansøgeren ønsker at udøve i værtsmedlemsstaten, det samme som det, han er kvalificeret til i hjemlandet, hvis det omfatter sammenlignelige former for virksomhed.

AFSNIT II

FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Artikel 5

Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser

1.   Med forbehold af særlige bestemmelser i fællesskabsretten samt artikel 6 og 7 i dette direktiv må medlemsstaterne ikke af grunde, der vedrører erhvervsmæssige kvalifikationer, begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser i en anden medlemsstat,

a)

hvis tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat med henblik på at udøve samme erhverv i denne medlemsstat (i det følgende benævnt »etableringsmedlemsstaten«), og

b)

hvis tjenesteyderen flytter til en anden medlemsstat og i etableringsmedlemsstaten har udøvet dette erhverv i mindst to år inden for de sidste ti år, der går forud for leveringen af tjenesteydelsen, når erhvervet ikke er lovreguleret i denne medlemsstat. Betingelsen, der kræver mindst to års erhvervsudøvelse, gælder ikke, hvis enten erhvervet eller uddannelsen til erhvervet er lovreguleret.

2.   Bestemmelserne i dette afsnit finder kun anvendelse i tilfælde, hvor tjenesteyderen flytter til værtsmedlemsstatens område for midlertidigt og lejlighedsvis at udøve det erhverv, der er omhandlet i stk. 1.

Tjenesteydelsens midlertidige og lejlighedsvise karakter vurderes fra sag til sag især på baggrund af ydelsens varighed, hyppighed, periodicitet og kontinuitet.

3.   En tjenesteyder, der flytter til en anden medlemsstat, er underlagt de faglige, fagretlige eller administrative adfærdsregler, der er direkte knyttet til erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definition af erhvervet, benyttelse af titler og grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed, samt disciplinærbestemmelser, som gælder i værtsmedlemsstaten for personer, som dér udøver samme erhverv.

Artikel 6

Fritagelser

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, fritager værtsmedlemsstaten de tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opfylde følgende krav, der stilles til erhvervsudøvere, der er etableret på værtsmedlemsstatens område:

a)

tilladelser fra og registrering eller optagelse i en faglig organisation eller et fagligt organ. For at de disciplinærbestemmelser, der gælder på medlemsstaternes område, lettere kan anvendes, jf. artikel 5, stk. 3, kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om enten midlertidig registrering, der sker automatisk, eller om proforma optagelse i en sådan faglig organisation eller et sådant fagligt organ, forudsat at en sådan bestemmelse på ingen måde forsinker eller vanskeliggør udførelsen af tjenesteydelsen og ikke medfører ekstraudgifter for tjenesteyderen. Den kompetente myndighed sender en genpart af den i artikel 7, stk. 1, omhandlede anmeldelse og i givet fald forlængelse til den relevante faglige organisation eller det relevante faglige organ, hvilket i denne forbindelse betragtes som automatisk midlertidig registrering eller proformaoptagelse; for de erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sikkerhed og sundhed, jf. artikel 7, stk. 4, eller som er omfattet af automatisk anerkendelse, jf. afsnit III, kapitel III, medsendes en genpart af de dokumenter, der er nævnt i artikel 7, stk. 2

b)

optagelse i et offentligretligt socialsikringsorgan for med et forsikringsorgan at afregne tjenesteydelser udført til fordel for personer, der er omfattet af de sociale sikringsordninger.

Tjenesteyderen underretter dog, forud eller i hastende tilfælde efterfølgende, det i litra b) omhandlede organ om udførelsen af tjenesteydelsen.

Artikel 7

Anmeldelse, der skal indgives forud i tilfælde af tjenesteyderens flytning

1.   Når tjenesteyderen første gang flytter fra en medlemsstat til en anden for at udføre tjenesteydelser, kan medlemsstaterne kræve, at han forud underretter den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten ved en skriftlig anmeldelse, der omfatter detaljerne vedrørende en eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar. Denne anmeldelse skal fornyes en gang om året, hvis tjenesteyderen agter at udføre midlertidige eller lejlighedsvise tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat i løbet af det pågældende år. Tjenesteyderen kan indgive anmeldelsen på en hvilken som helst måde.

2.   Endvidere kan medlemsstaterne kræve, at anmeldelsen ledsages af følgende dokumenter, når tjenesteyderen første gang udfører tjenesteydelsen eller hvis der er tale om en væsentlig ændring af situationen, som er godtgjort i dokumenterne,

a)

dokumentation for tjenesteyderens nationalitet

b)

en attestation for, at tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat for dér at udøve den pågældende virksomhed, og at det på tidspunktet for udstedelsen af attestationen ikke forbydes ham at udøve denne virksomhed, heller ikke midlertidigt

c)

bevis for de erhvervsmæssige kvalifikationer

d)

i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra b), en hvilken som helst form for bevis på, at tjenesteyderen har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to år i løbet af de sidste ti år

e)

for erhverv inden for sikkerhedssektoren, bevis for, at den pågældende ikke er idømt nogen straffedom, såfremt medlemsstaten stiller krav herom for sine egne statsborgere.

3.   Tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, når der i denne medlemsstat findes en lovreguleret titel for den pågældende erhvervsmæssige virksomhed. Titlen anføres på etableringsmedlemsstatens officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, således at man undgår enhver forveksling med værtsmedlemsstatens titel. Hvis titlen ikke findes i etableringsmedlemsstaten, anfører tjenesteyderen på denne stats officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, hvilket uddannelsesbevis han har. Undtagelsesvis udføres tjenesteydelsen under værtsmedlemsstatens titel for så vidt angår de tilfælde, der er omhandlet i afsnit III, kapitel III.

4.   Når tjenesteyderen første gang udfører en tjenesteydelse inden for lovregulerede erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og som ikke er omfattet af automatisk anerkendelse i henhold til afsnit III, kapitel III, kan den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, inden den pågældende første gang udøver tjenesteydelsen. Den forudgående kontrol kan kun foretages, når formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed på grund af tjenesteyderens manglende erhvervsmæssige kvalifikationer, og når den ikke er mere omfattende end nødvendigt med henblik herpå.

Den kompetente myndighed bestræber sig på inden højst en måned efter modtagelsen af anmeldelsen og de medfølgende dokumenter at underrette tjenesteyderen om enten sin beslutning om ikke at kontrollere hans kvalifikationer eller resultatet af en sådan kontrol. I tilfælde af vanskeligheder, der kan betyde forsinkelser, meddeler den kompetente myndighed inden for en måned tjenesteyderen grunden til forsinkelsen og tidshorisonten for en afgørelse, der skal være truffet senest to måneder efter modtagelse af den fuldstændige dokumentation.

Hvis der er en væsentlig forskel mellem tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, og denne forskel kan skade den offentlige sikkerhed eller sundhed, skal værtsmedlemsstaten give tjenesteyderen mulighed for at bevise, at han har erhvervet den manglende viden eller kompetence, navnlig ved hjælp af en egnethedsprøve. Under alle omstændigheder skal udførelsen af tjenesteydelsen kunne begynde inden en måned efter, at der er truffet afgørelse i henhold til foregående afsnit.

Foreligger der ikke svar fra den kompetente myndighed inden for de frister, der er fastsat i de foregående afsnit, kan tjenesteydelsen udføres.

I de tilfælde, hvor kvalifikationerne er blevet bekræftet i overensstemmelse med dette stykke, leveres tjenesteydelsen under den faglige titel, der anvendes i værtsmedlemsstaten.

Artikel 8

Administrativt samarbejde

1.   De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten for hver udførelse af tjenesteydelser kræve relevante oplysninger om, at tjenesteyderen er lovligt etableret, om redelig adfærd og om, at tjenesteyderen ikke har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner. De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten meddeler disse oplysninger i overensstemmelse med artikel 56.

2.   De kompetente myndigheder skal sikre udveksling af alle de oplysninger, der er nødvendige for, at klager fra en tjenestemodtager over en tjenesteyder kan behandles korrekt. Tjenestemodtageren skal underrettes om klagens resultat.

Artikel 9

Oplysninger til tjenestemodtagerne

Hvis tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, eller under tjenesteyderens uddannelsesbevis, kan værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kræve, at tjenesteyderen, ud over andre oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, meddeler tjenestemodtageren alle eller visse af følgende oplysninger:

a)

hvis tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, navnet på det pågældende register samt tjenesteyderens registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler, som findes i dette register

b)

navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed, såfremt virksomheden er omfattet af en godkendelsesordning i etableringsmedlemsstaten

c)

faglig sammenslutning eller lignende organ, som tjenesteyderen er optaget i

d)

tjenesteyderens faglige titel eller, hvis en sådan titel ikke findes, uddannelsesbeviset og den medlemsstat, i hvilken det er tildelt

e)

hvis tjenesteyderen udøver en momspligtig virksomhed, det registreringsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (23)

f)

eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.

AFSNIT III

ETABLERINGSFRIHED

KAPITEL I

Generel ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser

Artikel 10

Anvendelsesområde

Dette kapitel gælder for alle erhverv, som ikke er omfattet af kapitel II og III i dette afsnit, og i følgende tilfælde, hvor en ansøger af specifikke og særlige årsager ikke opfylder kravene i disse kapitler:

a)

for virksomhed som anført i bilag IV, hvis migranten ikke opfylder kravene i artikel 17, 18 og 19

b)

for læger på grunduddannelsesniveau og speciallæger, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for tandlæger, specialtandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, hvis migranten ikke opfylder kravene til faktisk og retmæssig erhvervserfaring som omhandlet i artikel 23, 27, 33, 37, 39, 43 og 49

c)

for arkitekter, hvis migranten er i besiddelse af et uddannelsesbevis, der ikke er anført i bilag V, punkt 5.7

d)

med forbehold af artikel 21, stk. 1, samt artikel 23 og 27 for læger, sygeplejersker, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.2.2, 5.3.2, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 og 5.7.1, og udelukkende med henblik på anerkendelse af det relevante speciale

e)

for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2, hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af specialsygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

f)

for sygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, af specialsygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, eller af specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2

g)

for migranter der opfylder kravene i artikel 3, stk. 3.

Artikel 11

Kvalifikationsniveauer

Med henblik på anvendelsen af artikel 13 placeres de faglige kvalifikationer på de nedenfor beskrevne niveauer:

a)

et kursusbevis udstedt af en kompetent myndighed i hjemlandet, udpeget ifølge denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser, for

i)

enten en uddannelse, som ikke er omfattet af et certifikat eller et eksamensbevis efter litra b), c), d) eller e), eller en specifik eksamen uden forudgående uddannelse eller udøvelse af erhvervet i en medlemsstat på fuld tid i tre på hinanden følgende år eller på deltid i en periode af tilsvarende varighed i løbet af de forudgående ti år

ii)

eller en almen uddannelse på primær- eller sekundærtrinnet, der attesterer, at indehaveren er i besiddelse af almene kundskaber.

b)

et certifikat for gennemførelsen af et uddannelsesforløb på sekundærtrinnet

i)

enten en almen uddannelse suppleret med et andet, eventuelt erhvervsrettet, uddannelsesforløb end dem, der er nævnt i litra c), og/eller med den praktiske uddannelse eller den erhvervspraktik, der kræves ud over det pågældende uddannelsesforløb

ii)

eller en teknisk eller erhvervsfaglig uddannelse i givet fald suppleret med et erhvervsrettet uddannelsesforløb som omhandlet i nr. i) og/eller med den praktiske uddannelse eller den erhvervspraktik, der kræves ud over det pågældende uddannelsesforløb.

c)

et eksamensbevis for

i)

enten en anden postgymnasial uddannelse end den, der er nævnt i litra d) og e), af mindst et års varighed eller af tilsvarende længde på deltidsbasis, hvortil et af adgangskravene som den generelle regel er gennemførelse af det uddannelsesforløb på sekundærtrinnet, der er adgangsgivende til universiteter og højere læreanstalter, eller gennemførelse af tilsvarende skoleuddannelse på sekundærtrinnet, samt den erhvervsmæssige uddannelse, der eventuelt kræves ud over denne postgymnasiale uddannelse

ii)

eller, hvis det drejer sig om et lovreguleret erhverv, en uddannelse med særlig struktur som omhandlet i bilag II, der svarer til uddannelsesniveauet i nr. i), og som har et tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med tilsvarende ansvar og opgaver. Listen i bilag II kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, for at tage hensyn til uddannelser, der opfylder kravene i første punktum.

d)

et eksamensbevis for et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst tre års og ikke over fire års varighed eller af tilsvarende varighed på deltidsbasis, der er gennemgået ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en uddannelsesinstitution med samme uddannelsesniveau, samt den erhvervsmæssige uddannelse, der eventuelt kræves ud over dette postgymnasiale uddannelsesforløb

e)

et eksamensbevis for gennemførelsen af et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst fire års varighed eller af tilsvarende varighed på deltidsbasis ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en anden institution på samme niveau samt den erhvervsuddannelse, der eventuelt kræves ud over dette postgymnasiale uddannelsesforløb.

Artikel 12

Sidestilling af uddannelsesbeviser

Med et uddannelsesbevis, der attesterer en uddannelse som omhandlet i artikel 11, også med hensyn til det pågældende niveau, sidestilles ethvert uddannelsesbevis eller samtlige sådanne uddannelsesbeviser under ét, som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, hvis der er tale om beviser for en uddannelse, der har fundet sted i Fællesskabet, og som i den pågældende medlemsstat anerkendes som værende på tilsvarende niveau, og hvis der i denne medlemsstat til disse beviser er knyttet de samme rettigheder vedrørende adgang til og udøvelse af et erhverv, eller som kvalificerer til udøvelsen af det pågældende erhverv.

Med et sådant uddannelsesbevis sidestilles ligeledes, på samme betingelser som anført i stk. 1, enhver erhvervsmæssig kvalifikation, som uden at opfylde kravene i henhold til hjemlandets lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage eller udøve et erhverv giver den pågældende erhvervede rettigheder i henhold til disse bestemmelser. Dette finder især anvendelse, såfremt hjemlandet stiller krav om et højere niveau for adgang til et erhverv og dets udøvelse, og såfremt en person, der tidligere har gennemført en uddannelse, som ikke opfylder de nye kvalifikationskrav, kan gøre brug af de erhvervede rettigheder i medfør af nationale love og administrative bestemmelser. I sådanne tilfælde betragter værtslandet efter artikel 13 den tidligere erhvervede uddannelse som svarende til niveauet for den nye uddannelse.

Artikel 13

Betingelser for anerkendelse

1.   Når der i en værtsmedlemsstat kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal denne medlemsstats kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at få adgang til dette erhverv og udøve det på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis han er i besiddelse af det kursus- eller uddannelsesbevis, som i en anden medlemsstat er foreskrevet som betingelse for at få adgang til eller for at udøve det samme erhverv.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a)

de skal være udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser

b)

de skal attestere, at den pågældende har erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, der ligger umiddelbart forud for det, der kræves i værtsmedlemsstaten, som omhandlet i artikel 11.

2.   Tilladelse til adgang til eller udøvelse af erhvervet som omhandlet i stk. 1 skal også gives til en ansøger, som på fuldtidsbasis har udøvet det i nævnte stykke omhandlede erhverv i to år i løbet af de forudgående ti år i en anden medlemsstat, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret, og hvis han er i besiddelse af et eller flere kursus- eller uddannelsesbeviser.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a)

de skal være udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser

b)

de skal attestere, at den pågældende er i besiddelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, der ligger umiddelbart forud for det, der kræves i værtsmedlemsstaten, som omhandlet i artikel 11

c)

de skal attestere, at indehaveren er forberedt til at udøve det pågældende erhverv.

Den i første afsnit omhandlede erhvervserfaring på to år kan dog ikke kræves, når det eller de uddannelsesbeviser, som ansøgeren er i besiddelse af, er udstedt som bevis for en lovreguleret uddannelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, e), på de kvalifikationsniveauer som er beskrevet i artikel 11, litra b), c), d) eller e). Som lovregulerede uddannelser på det i artikel 11, litra c), beskrevne niveau betragtes dem, der er omhandlet i bilag III. Listen i bilag III kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, for at tage hensyn til lovregulerede uddannelser, som har et tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med tilsvarende ansvar og opgaver.

3.   Værtsmedlemsstaten tillader uanset stk. 1, litra b), og stk. 2, litra b), adgang til og udøvelse af et lovreguleret erhverv på dets område, når adgangen hertil er betinget af, at den pågældende har et bevis for uddannelse, der er udstedt for en uddannelse på videregående niveau eller universitetsniveau af en varighed på fire år, og ansøgeren har et bevis for uddannelse , som omtalt i artikel 11, litra c).

Artikel 14

Udligningsforanstaltninger

1.   Artikel 13 er ikke til hinder for, at værtsmedlemsstaten af ansøgeren kræver, at han gennemgår en prøvetid, der dog ikke må overstige tre år, eller går op til en egnethedsprøve, såfremt:

a)

varigheden af den uddannelse, som han i henhold til artikel 13, stk. 1 eller 2, dokumenterer at have gennemgået, er mindst et år kortere end den uddannelsestid, der kræves i værtsmedlemsstaten

b)

den uddannelse, han har fået, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det uddannelsesbevis, som er foreskrevet i værtsmedlemsstaten

c)

det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, jf. artikel 4, stk. 2, og denne forskel er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som kræves i værtsmedlemsstaten, og som omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.

2.   Hvis værtsmedlemsstaten gør brug af den i stk. 1 fastsatte mulighed, skal det give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve.

Finder en medlemsstat, at det for så vidt angår et bestemt erhverv er nødvendigt at fravige reglen om, at ansøgeren har ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve i henhold til første afsnit, underretter den forud herfor de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den fremlægger passende begrundelse for fravigelsen.

Finder Kommissionen efter at have modtaget alle nødvendige oplysninger, at den i andet afsnit omhandlede fravigelse ikke er hensigtsmæssig, eller at den ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, anmoder den inden tre måneder den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe den påtænkte foranstaltning. Har Kommissionen ikke reageret inden udløbet af denne frist, kan fravigelsen anvendes.

3.   For de erhverv, hvis udøvelse kræver et præcist kendskab til den nationale ret, og som i det væsentlige og til stadighed består i at rådgive og/eller yde bistand vedrørende den nationale ret, kan værtsmedlemsstaten som en undtagelse fra princippet i stk. 2 om, at ansøgeren har ret til at vælge, kræve enten en prøvetid eller en egnethedsprøve.

Dette gælder også i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 10, litra b), c) og d), vedrørende læger og tandlæger, litra f) hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2, og for artikel 10, litra g).

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 10, litra a), kan værtsmedlemsstaten kræve en prøvetid eller en egnethedsprøve, hvis migranten har tænkt sig at udøve erhvervsvirksomhed som selvstændig eller som leder af en virksomhed, der kræver kendskab til og anvendelse af de specifikke gældende nationale bestemmelser, hvis dette kendskab til og denne anvendelse af disse bestemmelser kræves af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder for medlemsstatens egne statsborgeres adgang til dette erhverv.

4.   Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b) og c), forstås ved »fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige«, fag eller discipliner, som er væsentlige for udøvelsen af erhvervet, og med hensyn til hvilke den uddannelse, migranten har fået, udviser væsentlige forskelle i varighed og indhold i forhold til den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten.

5.   Stk. 1 anvendes under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Hvis værtsmedlemsstaten således agter at kræve af ansøgeren, at han gennemgår en prøvetid eller går op til en egnethedsprøve, skal den forud herfor kontrollere, om de kundskaber, ansøgeren har erhvervet i løbet af sin erhvervserfaring i en medlemsstat eller et tredjeland, helt eller delvist udligner den i stk. 4 omhandlede væsentlige forskel.

Artikel 15

Fritagelse for udligningsforanstaltninger på grundlag af fælles platforme

1.   I denne artikel forstås ved »fælles platforme« en samlet række kriterier for erhvervsmæssige kvalifikationer, som kan udligne de væsentlige forskelle, der er blevet identificeret mellem de enkelte medlemsstaters krav til uddannelsen til et bestemt erhverv. De væsentlige forskelle identificeres ved at sammenligne varighed og indhold af uddannelsen i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, herunder alle de medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv. Forskellene mellem uddannelsernes indhold kan skyldes væsentlige forskelle i den erhvervsmæssige virksomheds bredde.

2.   Fælles platforme i henhold til stk. 1 kan forelægges Kommissionen af medlemsstater eller af faglige sammenslutninger eller organisationer, der er repræsentative på nationalt og europæisk plan. Hvis Kommissionen efter høring af medlemsstaterne finder, at et udkast til fælles platform letter den gensidige anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, kan den forelægge udkast til foranstaltninger med henblik på vedtagelse efter proceduren i artikel 58, stk. 2.

3.   Når ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer opfylder de kriterier, der er fastlagt i den foranstaltning, som er vedtaget efter stk. 2, fritager værtsmedlemsstaten ansøgeren for de i artikel 14 omhandlede udligningsforanstaltninger.

4.   Stk. 1-3 berører ikke medlemsstaternes kompetence til at fastsætte kravene til erhvervsmæssige kvalifikationer for udøvelsen af erhverv på deres område og indholdet og tilrettelæggelsen af deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer.

5.   Hvis en medlemsstat mener, at de kriterier, som er fastsat i en foranstaltning, der er vedtaget i henhold til stk. 2, ikke længere giver tilstrækkelige garantier for erhvervsmæssige kvalifikationer, meddeler den dette til Kommissionen, som i givet fald forelægger et udkast til foranstaltning efter proceduren i artikel 58, stk. 2.

6.   Kommissionen forelægger senest den 20. oktober 2010 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne artikel, samt i givet fald forslag til ændring af artiklen.

KAPITEL II

Anerkendelse af erhvervserfaring

Artikel 16

Krav vedrørende erhvervserfaring

Hvis adgang til eller udøvelse af en af de i bilag IV anførte former for virksomhed i en medlemsstat er afhængig af besiddelse af almene, forretningsmæssige eller faglige kundskaber og færdigheder, anerkender medlemsstaten som tilstrækkeligt bevis for disse kundskaber og færdigheder den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed i en anden medlemsstat. Udøvelsen skal have fundet sted i overensstemmelse med artikel 17, 18 og 19.

Artikel 17

Virksomhed opført i liste I i bilag IV

1.   For de i liste I i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a)

i seks på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c)

i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

d)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager, eller

e)

i fem på hinanden følgende år i en ledende stilling, heraf mindst tre år med tekniske opgaver og med ansvar for mindst en afdeling af virksomheden, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.   I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

3.   Stk. 1, litra e), finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der henhører under ex 855 i ISIC-nomenklaturen, frisørsaloner.

Artikel 18

Virksomhed opført i liste II i bilag IV

1.   For de i liste II i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a)

i fem på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c)

i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde på mindst to år, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

d)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager, eller

e)

i fem på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

f)

i seks på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.   I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 19

Virksomhed opført i liste III i bilag IV

1.   For de i liste III i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b)

i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c)

i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst tre år som arbejdstager, eller

d)

i tre på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.   I de i litra a) og c) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 20

Ændring af listerne over former for virksomhed i bilag IV

De i bilag IV indeholdte lister over former for virksomhed, som i medfør af artikel 16 er omfattet af anerkendelse af erhvervserfaring, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på ajourføring eller tydeliggørelse af nomenklaturen, forudsat at dette ikke indebærer en ændring af virksomheden i de enkelte kategorier.

KAPITEL III

Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 21

Princippet om automatisk anerkendelse

1.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for farmaceuter og for arkitekter, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1, som er i overensstemmelse med de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i henholdsvis artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 44 og 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af disse former for erhvervsmæssig virksomhed.

Uddannelsesbeviserne skal være udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder og i givet fald være ledsaget af det tilhørende certifikat, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1.

Bestemmelserne i første og andet afsnit berører ikke de i artikel 23, 27, 33, 37, 39 og 49 omhandlede erhvervede rettigheder.

2.   Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med mindstekravene til uddannelse i artikel 28.

Bestemmelserne i første afsnit berører ikke de i artikel 30 omhandlede erhvervede rettigheder.

3.   Medlemsstaterne anerkender de i bilag V, punkt 5.5.2, anførte uddannelsesbeviser for jordemødre, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, som er i overensstemmelse med de i artikel 40 omhandlede mindstekrav til uddannelse, og som opfylder retningslinjerne i artikel 41, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af denne form for erhvervsmæssig virksomhed. Denne bestemmelse berører ikke de i artikel 23 og 43 omhandlede erhvervede rettigheder.

4.   Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at lade uddannelsesbeviser omhandlet i bilag V, punkt 5.6.2, få gyldighed med henblik på oprettelse af nye apoteker med adgang for offentligheden. I forbindelse med anvendelsen af dette stykke betragtes apoteker, der har været åbne i mindre end tre år, også som nye apoteker.

5.   De i bilag V, punkt 5.7.1, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, der anerkendes automatisk i henhold til stk. 1, vedrører en uddannelse, der er påbegyndt tidligst i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår.

6.   Medlemsstaterne gør adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, der yder garanti for, at den pågældende gennem hele sin uddannelse har erhvervet de kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i henholdsvis artikel 24, stk. 3, artikel 31, stk. 6, artikel 34, stk. 3, artikel 38, stk. 3, artikel 40, stk. 3, og artikel 44, stk. 3.

De kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i artikel 24, stk. 3, artikel 31, stk. 6, artikel 34, stk. 3, artikel 38, stk. 3, artikel 40, stk. 3, og artikel 44, stk. 3, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen for så vidt angår uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

7.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de love og administrative bestemmelser, de vedtager om udstedelse af uddannelsesbeviser på det område, der er omfattet af dette kapitel. De underretter desuden de øvrige medlemsstater om uddannelsesbeviser på det område, der er omhandlet i afdeling 8.

Kommissionen offentliggør en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende, hvori den angiver de benævnelser, medlemsstaterne har vedtaget for uddannelsesbeviserne, og, hvis det er relevant, det organ, der udsteder uddannelsesbeviset, det certifikat, der ledsager beviset, og den tilsvarende faglige titel, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 og 5.7.1.

Artikel 22

Fælles bestemmelser vedrørende uddannelse

For så vidt angår uddannelser omhandlet i artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40, 44 og 46:

a)

kan medlemsstaterne give tilladelse til deltidsuddannelse på de af de kompetente myndigheder godkendte betingelser; disse myndigheder sikrer, at denne uddannelse med hensyn til den samlede varighed, niveauet og kvaliteten svarer til heltidsuddannelsen

b)

skal efter- og videreuddannelse i overensstemmelse med den enkelte medlemsstats egne retningslinjer sikre, at personer, der har afsluttet deres studium, er i stand at følge den faglige udvikling i det omfang, der er nødvendigt for at opretholde en sikker og effektiv udøvelse af erhvervet.

Artikel 23

Erhvervede rettigheder

1.   Når de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for jordemødre og for farmaceuter, og som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, ikke opfylder alle de uddannelseskrav, der er omhandlet i artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 og 44, anerkender enhver medlemsstat — med forbehold af særlige erhvervede rettigheder for disse erhverv — som tilstrækkeligt bevis de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden de referencedatoer, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, hvis de er ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at indehaverne i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2.   De samme bestemmelser gælder for uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for jordemødre og for farmaceuter, og som er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, selv om de ikke opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 og 44, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden:

a)

den 3. oktober 1990 for så vidt angår læger på grunduddannelsesniveau, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger på grunduddannelsesniveau og specialtandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter og

b)

den 3. april 1992 for speciallægers vedkommende.

De i første afsnit omhandlede uddannelsesbeviser giver ret til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på hele Tysklands område på samme vilkår som de uddannelsesbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2.

3.   Med forbehold af artikel 37, stk. 1, anerkender medlemsstaterne de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Tjekkoslovakiet, eller hvis uddannelsen er påbegyndt, for Den Tjekkiske Republiks eller Slovakiets vedkommende, inden den 1. januar 1993, når en af de to ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de uddannelsesbeviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

4.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger og specialtandlæger, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Sovjetunionen, eller hvis uddannelse er påbegyndt

a)

for Estlands vedkommende inden den 20. august 1991

b)

for Letlands vedkommende inden den 21. august 1991

c)

for Litauens vedkommende inden den 11. marts 1990

når en af de tre ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de beviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, som tandlæge og specialtandlæge, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

For så vidt angår uddannelsesbeviser for dyrlæger, der er udstedt af det tidligere Sovjetunionen, eller hvis uddannelse for Estlands vedkommende er påbegyndt inden den 20. august 1991, skal den i foregående afsnit nævnte attestation være ledsaget af et certifikat udstedt af de estiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på Estlands område har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst fem på hinanden følgende år.

5.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger og specialtandlæger, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er blevet udstedt af det tidligere Jugoslavien, eller hvis uddannelse for Sloveniens vedkommende er påbegyndt inden den 25. juni 1991, når ovennævnte medlemsstats myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de uddannelsesbeviser, der for denne medlemsstats vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, som tandlæge og specialtandlæge, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

6.   Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter ikke svarer til de benævnelser, der er angivet for den pågældende medlemsstat i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, og som er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder eller organer.

Det i første afsnit omhandlede certifikat attesterer, at de pågældende uddannelsesbeviser er udstedt som bevis for en uddannelse, der er i overensstemmelse med henholdsvis artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40 og 44 i dette direktiv, og at den medlemsstat, der har udstedt dem, sidestiller dem med dem, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2.

Afdeling 2

Læge

Artikel 24

Den medicinske grunduddannelse

1.   Adgang til den medicinske grunduddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet.

2.   Den medicinske grunduddannelse omfatter mindst seks års studier eller 5 500 timers teoretisk og praktisk undervisning ved et universitet eller under tilsyn af et universitet.

For personer, som påbegyndte deres studier inden den 1. januar 1972, kan den i første afsnit omhandlede uddannelse omfatte en praktisk heltidsuddannelse på universitetsniveau af seks måneders varighed under tilsyn af de kompetente myndigheder.

3.   Den medicinske grunduddannelse skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som lægegerningen bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og bedømmelse af oplysningerne

b)

tilstrækkeligt kendskab til raske og syge menneskers anatomi, funktioner og adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

c)

fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og behandlinger, som giver den pågældende et sammenhængende billede af de mentale og fysiske sygdomme, af lægegerningen set ud fra den profylaktiske, den diagnostiske og den terapeutiske synsvinkel, og af den menneskelige forplantning

d)

passende klinisk erfaring på sygehuse under passende tilsyn.

Artikel 25

Speciallægeuddannelsen

1.   Adgang til speciallægeuddannelsen forudsætter gennemførelse og godkendelse af seks års studier inden for det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb, som har ført til erhvervelse af relevante grundlæggende medicinske kundskaber.

2.   Speciallægeuddannelsen omfatter teoretisk og praktisk undervisning, der finder sted på et universitet, på et universitetssygehus eller efter omstændighederne i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at varigheden af de i bilag V, punkt 5.1.3, anførte speciallægeuddannelser ikke er mindre end den i samme punkt anførte varighed. Uddannelsen finder sted under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter speciallægekandidatens personlige deltagelse i de pågældende afdelingers virksomhed og ansvar.

3.   Uddannelsen gennemføres på heltidsbasis ved bestemte institutioner, der er anerkendt af de kompetente myndigheder. Den indebærer, at den pågældende læge deltager i samtlige lægelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregår, således at han igennem hele arbejdsugen året igennem anvender hele sin arbejdsindsats på denne praktiske og teoretiske uddannelse på de af de kompetente myndigheder fastsatte betingelser. Stillingen aflønnes derfor med et passende beløb.

4.   Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for speciallægeuddannelsen betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1.

5.   De i bilag V, punkt 5.1.3, anførte mindstekrav til uddannelsens varighed kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning heraf til den videnskabelige og tekniske udvikling.

Artikel 26

Benævnelser for speciallægeuddannelser

De i artikel 21 omhandlede uddannelsesbeviser for speciallæger er de beviser, som udstedes af de i bilag V, punkt 5.1.2, anførte kompetente myndigheder eller organer, og som for den pågældende speciallægeuddannelses vedkommende svarer til de benævnelser, der anvendes i de enkelte medlemsstater, og som er anført i bilag V, punkt 5.1.3.

Nye lægespecialer, som er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne, kan tilføjes til bilag V, punkt 5.1.3, efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på ajourføringen af dette direktiv under hensyn til ændringer i de nationale lovgivninger.

Artikel 27

Speciallægers særlige erhvervede rettigheder

1.   Enhver værtsmedlemsstat kan for speciallæger, hvis speciallægeuddannelse på deltidsbasis er omfattet af love eller administrative bestemmelser, der var i kraft den 20. juni 1975, og som påbegyndte deres speciallægeuddannelse senest den 31. december 1983, kræve, at deres uddannelsesbeviser skal være ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at de i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er udstedt i Spanien til læger, der har afsluttet en speciallægeuddannelse inden den 1. januar 1995, selv om uddannelsen ikke opfylder de i artikel 25 omhandlede mindstekrav til uddannelse, hvis disse beviser er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente spanske myndigheder, der bekræfter, at de pågældende personer har bestået den særlige prøve i erhvervsmæssig kompetence, der er afholdt i forbindelse med de i kongeligt dekret 1497/99 fastsatte ekstraordinære reguleringsforanstaltninger med det formål at påvise, at disse personer har det samme kundskabs- og færdighedsniveau som de læger, der er i besiddelse af et af de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2 og 5.1.3, for Spanien.

3.   De medlemsstater, der har ophævet de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om udstedelse af de i bilag V, punkt 5.1.2, og 5.1.3, anførte uddannelsesbeviser for speciallæger, og som har truffet foranstaltninger vedrørende erhvervede rettigheder til fordel for deres egne statsborgere, indrømmer de øvrige medlemsstaters statsborgere ret til at nyde godt af disse foranstaltninger, hvis deres uddannelsesbeviser er udstedt inden det tidspunkt, hvor værtsmedlemsstaten ophørte med at udstede uddannelsesbeviser for det pågældende speciale.

Datoerne for ophævelse af disse bestemmelser fremgår af bilag V, punkt 5.1.3.

Artikel 28

Uddannelsen til alment praktiserende læge

1.   Adgang til den særlige uddannelse til alment praktiserende læge forudsætter gennemførelse og godkendelse af seks års studier som en del af det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb.

2.   Den særlige uddannelse til alment praktiserende læge, der fører til erhvervelse af uddannelsesbeviser, som udstedes inden den 1. januar 2006, omfatter mindst to års studier på heltidsbasis. For uddannelsesbeviser, der udstedes efter denne dato, omfatter uddannelsen mindst tre års studier på heltidsbasis.

Hvis det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb omfatter en praktisk uddannelse, der finder sted på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger inden for almen medicin, eller hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste, kan varigheden af denne praktiske uddannelse godskrives, dog højst med ét år, som en del af den varighed, der er fastsat i første afsnit for uddannelsesbeviser, som udstedes efter den 1. januar 2006.

Kun de medlemsstater, hvor varigheden af den særlige uddannelse til alment praktiserende læge inden 1. januar 2001 var på to år, kan benytte sig af den i andet afsnit omhandlede mulighed.

3.   Den særlige uddannelse til alment praktiserende læge gennemføres på heltidsbasis under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den er i højere grad praktisk end teoretisk orienteret.

Den praktiske del af uddannelsen finder sted dels i mindst seks måneder på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger, dels i mindst seks måneder hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste.

Den praktiske uddannelse foregår i samarbejde med andre institutioner eller organer i sundhedssektoren, der beskæftiger sig med almen medicin. Med forbehold af de i andet afsnit nævnte minimumsperioder kan den praktiske uddannelse dog i en periode på højst seks måneder gives i andre godkendte institutioner eller organer i sundhedssektoren, der beskæftiger sig med almen medicin.

Uddannelsen omfatter lægens personlige deltagelse i de faglige arbejds- og ansvarsopgaver, der påhviler de personer, som han arbejder sammen med.

4.   Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for uddannelsen til alment praktiserende læge betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1.

5.   Medlemsstaterne kan udstede de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbeviser til en læge, der ikke har gennemført den i denne artikel omhandlede uddannelse, men som har gennemgået en anden supplerende uddannelse, for hvilken de kompetente myndigheder i en medlemsstat har udstedt et uddannelsesbevis. De kan dog kun udstede dette uddannelsesbevis som bevis for kundskaber, der kvalitativt ligger på samme niveau som dem, der erhverves ved den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne fastsætter bl.a., i hvilket omfang den supplerende uddannelse, ansøgeren allerede har gennemgået, og hans erhvervserfaring kan erstatte den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne kan kun udstede det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis, hvis ansøgeren har erhvervet mindst seks måneders erfaring som alment praktiserende læge hos en alment praktiserende læge eller i et lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste som omhandlet i stk. 3.

Artikel 29

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som alment praktiserende læge

Medlemsstaterne gør med forbehold af bestemmelser om erhvervede rettigheder adgangen til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger betinget af besiddelse af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.1.4.

Medlemsstaterne kan give dispensation fra dette krav til personer, som er i færd med at gennemgå den særlige uddannelse i almen medicin.

Artikel 30

Alment praktiserende lægers særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne fastsætter nærmere regler for erhvervede rettigheder. De skal dog anse retten til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for den nationale socialsikringsordning for at være erhvervet, når en læge — uden at være i besiddelse af det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis — på den i dette punkt anførte referencedato besidder denne ret i medfør af bestemmelser om lægerhvervet, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau, og på denne dato er etableret på den pågældende medlemsstats område i henhold til artikel 21 eller 23.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder udsteder på begæring et certifikat, der bekræfter, at læger, der er indehavere af de i første afsnit omhandlede erhvervede rettigheder, har ret til inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning at udøve virksomhed som alment praktiserende læge uden at have erhvervet det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis.

2.   Medlemsstaterne anerkender de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede certifikater, der er udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, som de selv udsteder, og som giver adgang til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning.

Afdeling 3

Sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Artikel 31

Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

1.   Adgang til uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forudsætter ti års almen skolegang afsluttet med et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i en medlemsstat, eller med et certifikat som bevis for bestået adgangseksamen på samme niveau til sygeplejeskolerne.

2.   Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje gennemføres på heltidsbasis og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.2.1.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.2.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3.   Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje omfatter mindst tre års studier eller 4 600 timers teoretisk og klinisk uddannelse, hvor den teoretiske uddannelse udgør mindst en tredjedel og den kliniske uddannelse mindst halvdelen af uddannelsens mindstevarighed. Medlemsstaterne kan give delvis dispensation til personer, som har gennemgået en del af denne uddannelse i forbindelse med andre uddannelser, der mindst ligger på et tilsvarende niveau.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at den institution, der forestår sygeplejerskeuddannelsen, er ansvarlig for koordinationen af den teoretiske og kliniske uddannelse i det samlede uddannelsesprogram.

4.   Ved teoretisk uddannelse forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne erhverver de kundskaber, den indsigt og de faglige færdigheder og holdninger, som er nødvendige for at kunne planlægge, yde og vurdere almen sundheds- og sygepleje. Denne uddannelse foregår på sygeplejeskoler og andre uddannelsessteder, som skolen udpeger, og varetages af det personale, der underviser i sygepleje, og af andre kompetente personer.

5.   Ved klinisk uddannelse forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne som medlemmer af en gruppe og i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner og/eller grupper lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, der er behov for, på grundlag af de kundskaber og færdigheder, de har tilegnet sig. Sygeplejeeleven lærer ikke blot at være medlem af en gruppe, men også at være gruppeleder og at tilrettelægge den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, herunder sundhedspædagogik, såvel for den enkelte som for mindre grupper i institutioner inden for sundhedsvæsenet og i samfundet.

Denne uddannelse finder sted i sygehuse og andre institutioner inden for sundhedsvæsenet samt ude i samfundet under de undervisende sygeplejerskers ansvar og i samarbejde med og med bistand fra andre kvalificerede sygeplejersker. Andet kvalificeret personale kan inddrages i undervisningen.

Sygeplejeeleverne skal deltage i pågældende afdelingers arbejde, for så vidt dette har værdi for deres uddannelse og sætter dem i stand til at påtage sig det ansvar, der er forbundet med sundheds- og sygepleje.

6.   Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som den almene sundheds- og sygepleje bygger på, herunder tilstrækkeligt kendskab til raske og syge menneskers fysiologiske funktioner og adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

b)

tilstrækkeligt kendskab til fagets egenart og deontologi og til de almene principper for sundheds- og sygepleje

c)

fyldestgørende klinisk erfaring; denne skal af hensyn til dens uddannelsesmæssige værdi erhverves under tilsyn af kvalificeret sygeplejepersonale og under forhold, som med hensyn til omfanget af kvalificeret personale og udstyr opfylder kravene til god pleje af patienterne

d)

forudsætninger for at deltage i uddannelsen af personale inden for sundhedsvæsenet samt erfaring i samarbejde med dette personale

e)

erfaring i samarbejde med andre faggrupper inden for sundhedssektoren.

Artikel 32

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Ved erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forstås i dette direktiv virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.2.2, anførte titler.

Artikel 33

Særlige erhvervede rettigheder for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

1.   For at de almindelige regler for erhvervede rettigheder kan finde anvendelse på sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, skal den i artikel 23 omhandlede virksomhed have omfattet ansvar for planlægningen, tilrettelæggelsen og udførelsen af pleje af patienten.

2.   For så vidt angår polske uddannelsesbeviser for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje finder kun følgende bestemmelser om erhvervede rettigheder anvendelse. For så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje er udstedt af Polen, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, og som ikke opfylder de i artikel 31 omhandlede minimumsuddannelseskrav, anerkender medlemsstaterne følgende uddannelsesbeviser som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer faktisk og retmæssigt har udøvet virksomhed som sygeplejerske i Polen i den nedenfor specificerede periode:

a)

eksamensbevis for gennemførelse af sygeplejerskeuddannelsens primærtrin (dyplom licencjata pielęgniarstwa): mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse

b)

eksamensbevis for gennemførelse af sygeplejerskeuddannelsens sekundærtrin på en sygeplejeskole (dyplom pielęgniarki albo pielęgniarki dyplomowanej): mindst fem på hinanden følgende år i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse.

Den pågældende virksomhed skal have omfattet det fulde ansvar for planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af pleje af patienten.

3.   Medlemsstaterne anerkender uddannelsesbeviser for sygepleje udstedt i Polen for sygeplejersker, der afsluttede en uddannelse inden den 1. maj 2004, men som ikke opfylder minimumsuddannelseskravene i artikel 31, såfremt de forelægger bevis for gennemført uddannelse svarende til bachelorniveau, og beviset er udstedt, efter at de pågældende har fulgt et særligt efteruddannelsesprogram, der er beskrevet i artikel 11 i lov af 20. april 2004 om ændring af lov om erhvervene sygeplejerske og jordemoder og visse andre retsakter (jf. Republikken Polens Statstidende af 30. april 2004 nr. 92, pos. 885) samt sundhedsministerens forordning af 11. maj 2004 om de nærmere bestemmelser for uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) på den sundhedsfaglige gymnasielinje (sygepleje og fødselshjælp) (jf. Republikken Polens Statstidende af 13. maj 2004, nr. 110, pos. 1170), idet hensigten er at kontrollere, at den pågældende har viden og kompetence på samme niveau som sygeplejersker med de kvalifikationer, som for Polens vedkommende er defineret i bilag V, punkt 5.2.2.

Afdeling 4

Tandlæge

Artikel 34

Grundlæggende tandlægeuddannelse

1.   Adgang til den grundlæggende tandlægeuddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2.   Den grundlæggende tandlægeuddannelse består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.3.1.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.3.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3.   Den grundlæggende tandlægeuddannelse skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som tandlægevirksomhed bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og analyse af data

b)

fyldestgørende kendskab til raske og syge menneskers anatomi, funktioner og adfærd samt til den måde, hvorpå menneskets sundhedstilstand påvirkes af dets fysiske og sociale miljø, i det omfang disse forhold står i forbindelse med virksomheden som tandlæge

c)

fyldestgørende kendskab til opbygning og funktion af tænder, mund, kæber og det omgivende væv, såvel i rask som syg tilstand, samt til sammenhængen mellem disse forhold og patientens almene sundhedstilstand samt fysiske og sociale velbefindende

d)

fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og metoder, som giver tandlægen et sammenhængende billede af misdannelser, beskadigelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv, samt til tandlægegerningen set ud fra et forebyggende, diagnostisk og terapeutisk synspunkt

e)

fyldestgørende klinisk erfaring under passende tilsyn.

Tandlægeuddannelsen skal sætte den pågældende i stand til at udøve virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv.

Artikel 35

Specialtandlægeuddannelsen

1.   Adgang til specialtandlægeuddannelsen forudsætter enten gennemførelse og anerkendelse af fem års teoretisk og praktisk undervisning som led i det i artikel 34 omhandlede undervisningsforløb, eller at den pågældende er i besiddelse af de dokumenter, der er nævnt i artikel 23 og 37.

2.   Specialtandlægeuddannelsen omfatter en teoretisk og praktisk undervisning på et universitet, på et behandlings-, undervisnings- og forskningsinstitut eller, i givet fald, i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

Specialtandlægeuddannelsen følges på heltidsbasis i mindst tre år under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter specialtandlægekandidatens personlige deltagelse i de pågældende forvaltningers virksomhed og ansvar.

De i andet afsnit anførte mindstekrav til uddannelsens varighed kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning heraf til den videnskabelige og tekniske udvikling.

3.   Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for specialtandlægeuddannelsen betinget af besiddelse af et af de beviser for den grundlæggende tandlægeuddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2.

Artikel 36

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge

1.   Ved erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forstås i dette direktiv de i stk. 3 omhandlede former for virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte titler.

2.   Tandlægeerhvervet er baseret på den i artikel 34 omhandlede tandlægeuddannelse og udgør et særligt erhverv, der adskiller sig fra hvervet som læge, uanset om denne er speciallæge eller ej. Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forudsætter besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte uddannelsesbeviser. Indehavere af et sådant uddannelsesbevis sidestilles med personer, der er omfattet af artikel 23 eller 37.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at tandlæger generelt er berettiget til adgang til og udøvelse af virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænder, mund, kæber og omgivende væv, under overholdelse af de retsforskrifter og de etiske regler, der er gældende for dette erhverv på de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte referencedatoer.

Artikel 37

Tandlægers særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge under de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte titler de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien, Spanien, Østrig, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet til personer, som har påbegyndt deres lægeuddannelse senest på den referencedato, der er anført i dette bilag for den pågældende medlemsstat, og som er ledsaget af en attestation udstedt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende to betingelser er opfyldt:

a)

at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i den pågældende medlemsstat i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

b)

at disse personer er bemyndiget til at udøve de pågældende former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for denne medlemsstat.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede erhvervspraktik af tre års varighed.

For så vidt angår Den Tjekkiske Republik og Slovakiet anerkendes de uddannelsesbeviser, der er erhvervet i det tidligere Tjekkoslovakiet, på lige fod med tjekkiske og slovakiske uddannelsesbeviser og på samme betingelser som anført i de foregående afsnit.

2.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien til personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse på universitetsniveau efter den 28. januar 1980 og senest den 31. december 1984, og som er ledsaget af en attestation udstedt af de kompetente italienske myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende tre betingelser er opfyldt:

a)

at disse personer har bestået den særlige egnethedsprøve, der er afholdt af de kompetente italienske myndigheder med henblik på at påvise, at de pågældende personer har det samme kundskabs- og færdighedsniveau som de personer, der er i besiddelse af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Italien

b)

at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i Italien i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

c)

at de er bemyndiget til at udøve eller faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse udøver de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Italien.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af de kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede egnethedsprøve.

Personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse ved et universitet efter den 31. december 1984, sidestilles med de ovennævnte personer, på betingelse af at de ovennævnte tre års studier blev påbegyndt senest den 31. december 1994.

Afdeling 5

Dyrlæge

Artikel 38

Dyrlægeuddannelsen

1.   Dyrlægeuddannelsen består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.4.1.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.4.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

2.   Adgang til dyrlægeuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver vedkommende adgang til det pågældende studium ved et universitet eller ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

3.   Dyrlægeuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som dyrlægers virksomhed bygger på

b)

fyldestgørende kendskab til raske dyrs anatomi og funktioner, til deres opdræt og forplantning, til deres hygiejne i almindelighed samt til deres føde, herunder fremstillings- og opbevaringsmetoder for foder, der opfylder deres behov

c)

fyldestgørende kendskab til dyrs adfærd og beskyttelse

d)

fyldestgørende kendskab til årsager, art, forløb, virkninger, diagnoser og behandling af dyresygdomme, hvad enten de betragtes individuelt eller kollektivt, herunder særligt kendskab til sygdomme, der kan overføres til mennesker

e)

fyldestgørende kendskab til forebyggende medicin

f)

fyldestgørende kendskab til hygiejne og fremgangsmåder i forbindelse med frembringelse og fremstilling af samt handel med animalske levnedsmidler eller levnedsmidler af animalsk oprindelse bestemt til menneskeføde

g)

fyldestgørende kendskab til de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser for de ovenfor opregnede områder

h)

fyldestgørende klinisk og praktisk erfaring under passende tilsyn.

Artikel 39

Dyrlægers særlige erhvervede rettigheder

Med forbehold af artikel 23, stk. 4, anerkender medlemsstaterne for så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser for dyrlæger er udstedt af Estland, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, disse uddannelsesbeviser for dyrlæger, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i Estland i mindst fem på hinanden følgende år.

Afdeling 6

Jordemoder

Artikel 40

Jordemoderuddannelsen

1.   Jordemoderuddannelsen består mindst af følgende uddannelse:

a)

en specifik heltidsuddannelse til jordemoder bestående af mindst tre års praktiske og teoretiske studier (uddannelsesvej I), der mindst omfatter det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.1, eller

b)

en specifik heltidsuddannelse til jordemoder på 18 måneder (uddannelsesvej II), der mindst omfatter de fag i det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.1, som ikke har været omfattet af en tilsvarende uddannelse til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de institutioner, der forestår jordemoderuddannelsen, er ansvarlige for koordination af teori og praksis under hele uddannelsesprogrammet.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.5.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

2.   Adgang til jordemoderuddannelsen forudsætter, at en af følgende betingelser er opfyldt:

a)

gennemførelse af mindst ti års almen skolegang (for uddannelsesvej I), eller

b)

besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2 (for uddannelsesvej II).

3.   Jordemoderuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber som jordemodervirksomheden bygger på, især obstetrik og gynækologi

b)

fyldestgørende kendskab til fagets deontologi samt den for faget gældende lovgivning

c)

indgående kendskab til obstetrikkens og nyfødtes biologiske funktioner, anatomi og fysiologi, tillige med kendskab til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø samt dets adfærd

d)

fyldestgørende klinisk erfaring, erhvervet på godkendte institutioner under vejledning og instruktion af personale, der er kvalificeret inden for det obstetriske og jordemoderfaglige område

e)

fyldestgørende indsigt i uddannelse af personalet inden for sundhedsvæsenet og erfaring i samarbejde med dette personale.

Artikel 41

Retningslinjer for anerkendelse af uddannelsesbeviser for jordemødre

1.   De uddannelsesbeviser for jordemødre, der er anført i bilag V, punkt 5.5.2, anerkendes automatisk i medfør af artikel 21, hvis de svarer til en af følgende retningslinjer:

a)

En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst tre år:

i)

der enten er betinget af besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller et andet kvalifikationsbevis, der giver adgang til universiteter eller højere læreanstalter, eller som garanterer et tilsvarende kundskabsniveau

ii)

eller som efterfølges af to års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

b)

En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst to år eller 3 600 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2.

c)

En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst 18 måneder eller 3 000 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2, og efterfulgt af et års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

2.   Det i stk. 1 nævnte bevis udstedes af de kompetente myndigheder i hjemlandet. Det bekræfter, at den pågældende efter at have bestået eksamen som jordemoder på tilfredsstillende måde har varetaget alle de funktioner, der udøves af en jordemoder, på et sygehus eller en til dette formål godkendt behandlingsinstitution i den pågældende periode.

Artikel 42

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som jordemoder

1.   Bestemmelserne i denne afdeling gælder for virksomhed som jordemoder, således som den med forbehold af stk. 2 er defineret af hver medlemsstat, og som udøves under de i bilag V, punkt 5.5.2, anførte titler.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at jordemødre er berettiget til at få adgang til og udøve mindst følgende former for virksomhed:

a)

give fyldestgørende oplysninger og rådgivning om familieplanlægning

b)

konstatere svangerskab og overvåge det normale svangerskab, udføre undersøgelser, der er nødvendige for at føre tilsyn med det normale svangerskabs udvikling

c)

ordinere eller tilråde de undersøgelser, der er nødvendige for tidligst muligt at diagnosticere risikosvangerskaber

d)

opstille et program for de fremtidige forældres forberedelse til deres rolle, sørge for en fuldstændig forberedelse til fødslen, herunder rådgivning om hygiejne og ernæring

e)

pleje og bistå kvinden under fødslen og overvåge fostrets tilstand i livmoderen ved hjælp af egnede kliniske og tekniske metoder

f)

forestå spontant forløbende fødsler, herunder efter behov anlægge episiotomi, og i nødsfald foretage forløsning ved underkroppræsentation

g)

erkende tegn hos moder eller barn, som tyder på unormale forhold, der nødvendiggør en læges indgriben, og i givet fald bistå denne; træffe de fornødne nødforanstaltninger, når lægen ikke er til stede, især manuel placentaløsning, eventuelt fulgt af en manuel undersøgelse af livmoderen

h)

undersøge og pleje den nyfødte; tage alle nødvendige initiativer og i givet fald foretage øjeblikkelig genoplivning

i)

pleje og overvåge moderen i den postnatale periode og give hende alle fornødne råd om spædbørnspleje med henblik på at gøre det muligt for hende at sikre den bedst mulige udvikling af det nyfødte barn

j)

udføre lægeordineret behandling

k)

udarbejde de fornødne skriftlige rapporter.

Artikel 43

Jordemødres særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 40, men som i henhold til artikel 41 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 41, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater inden den i bilag V, punkt 5.5.2, anførte referencedato, og som er ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at disse statsborgere faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse.

2.   Bestemmelserne i stk. 1 gælder for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre er udstedt for en uddannelse, der er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, og som opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 40, men som i henhold til artikel 41 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 41, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den 3. oktober 1990.

3.   For så vidt angår polske uddannelsesbeviser for jordemødre finder kun følgende bestemmelser om erhvervede rettigheder anvendelse.

For så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre er udstedt af Polen, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, og som ikke opfylder de i artikel 40 omhandlede minimumsuddannelseskrav, anerkender medlemsstaterne følgende beviser for uddannelse som jordemoder, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer faktisk og retmæssigt har udøvet virksomhed som jordemoder i Polen i den nedenfor specificerede periode:

a)

uddannelsesbevis for gennemførelse af jordemoderuddannelsens primærtrin (dyplom licencjata położnictwa): mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse

b)

uddannelsesbevis for gennemførelse af jordemoderuddannelsens sekundærtrin på en sygeplejeskole (dyplom położnej): mindst fem på hinanden følgende år i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse.

4.   Medlemsstaterne anerkender uddannelsesbeviser for jordemødre udstedt i Polen for jordemødre, der afsluttede en uddannelse inden den 1. maj 2004, som ikke opfylder minimumsuddannelseskravene i artikel 40, såfremt de forelægger bevis for gennemført uddannelse svarende til bachelorniveau og beviset er udstedt, efter at de pågældende har fulgt et særligt efteruddannelsesprogram, der er beskrevet i artikel 11 i lov af 20. april 2004 om ændring af lov om erhvervene sygeplejerske og jordemoder og visse andre retsakter (jf. Republikken Polens Statstidende af 30. april 2004, nr. 92, pos. 885) samt sundhedsministerens forordning af 11. maj 2004 om de nærmere bestemmelser for uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) på den sundhedsfaglige gymnasielinje (sygepleje og fødselshjælp) (jf. Republikken Polens Statstidende af 13. maj 2004, nr. 110, pos. 1170), idet hensigten er at kontrollere, at den pågældende har viden og kompetence på samme niveau som sygeplejersker med de kvalifikationer, som for Polens vedkommende er defineret i bilag V, punkt 5.5.2.

Afdeling 7

Farmaceut

Artikel 44

Farmaceutuddannelsen

1.   Adgang til farmaceutuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2.   Uddannelsesbeviset for farmaceuter udstedes efter en uddannelse, der strækker sig over mindst fem år, og som mindst omfatter:

a)

fire års teoretisk og praktisk undervisning på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet

b)

seks måneders praktikanttjeneste på et offentligt tilgængeligt apotek eller på et hospital under tilsyn af dette hospitals farmaceutiske tjeneste.

Uddannelsen omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.6.1. Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.6.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3.   Farmaceutuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til lægemidler og de til fremstilling af lægemidler anvendte stoffer

b)

fyldestgørende kendskab til farmaceutisk teknologi samt til fysisk, kemisk, biologisk og mikrobiologisk kontrol med lægemidler

c)

fyldestgørende kendskab til lægemidlers nedbrydning og virkninger, til giftstoffers virkemåde samt til anvendelsen af lægemidler

d)

fyldestgørende kendskab der gør det muligt at vurdere de videnskabelige data vedrørende lægemidler, for på dette grundlag at kunne give de relevante oplysninger

e)

fyldestgørende kendskab til lovbestemte og andre betingelser for udøvelse af farmaceutisk virksomhed.

Artikel 45

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som farmaceut

1.   Ved farmaceutvirksomhed forstås i dette direktiv virksomhed, som i en eller flere medlemsstater er undergivet betingelser vedrørende erhvervsmæssige kvalifikationer for så vidt angår adgangen hertil og udøvelsen heraf, og som er tilgængelig for indehavere af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.6.2.

2.   Medlemsstaterne drager omsorg for, at indehavere af et uddannelsesbevis i farmaci, der er udstedt af et universitet eller en tilsvarende højere læreanstalt, og som opfylder betingelserne i artikel 44, mindst er berettiget til at optage eller udøve følgende former for virksomhed, med forbehold af et eventuelt krav om supplerende erhvervserfaring.

a)

galenisk fremstilling af lægemidler

b)

fremstilling af og kontrol med lægemidler

c)

kontrol med lægemidler i et hertil indrettet laboratorium

d)

oplagring, opbevaring og distribution af lægemidler i engrosleddet

e)

tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af lægemidler på offentligt tilgængelige apoteker

f)

tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af lægemidler på hospitaler

g)

information og rådgivning om lægemidler.

3.   Når der som betingelse for adgang til eller udøvelse af en af formerne for farmaceutvirksomhed i en medlemsstat foruden et uddannelsesbevis, jf. bilag V, punkt 5.6.2, kræves supplerende erhvervserfaring, anerkender denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis herfor et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder i den pågældendes hjemland, der bekræfter, at vedkommende har udøvet disse former for virksomhed i sit hjemland i en tilsvarende periode.

4.   Den i stk. 3 omhandlede anerkendelse gælder dog ikke for så vidt angår de to års erhvervserfaring, som Storhertugdømmet Luxembourg kræver med henblik på en statslig bevilling til drift af apoteker med adgang for offentligheden.

5.   Hvis der i en medlemsstat den 16. september 1985 fandtes en udvælgelsesprøve med det formål blandt de i stk. 2 omhandlede farmaceutiske kandidater at udvælge dem, som skal have tilladelse til at blive ejere af nye apoteker, der åbnes som led i en national ordning til bedre geografisk fordeling, kan denne medlemsstat, uanset stk. 1, opretholde denne udvælgelsesprøve og åbne adgang hertil for andre medlemsstaters statsborgere, der er i besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.6.2, anførte uddannelsesbeviser for farmaceuter, eller som er omfattet af bestemmelserne i artikel 23.

Afdeling 8

Arkitekt

Artikel 46

Arkitektuddannelsen

1.   Arkitektuddannelsen omfatter i alt mindst enten fire års studier på heltidsbasis eller seks års studier, hvoraf mindst tre på heltidsbasis, ved et universitet eller en tilsvarende læreanstalt. Uddannelsen skal være afsluttet med eksamen på universitetsniveau.

Uddannelsen, der skal være på universitetsniveau, og som hovedsagelig vedrører arkitektur, skal i lige grad tage hensyn til de teoretiske og praktiske sider ved arkitektuddannelsen og sikre erhvervelse af følgende kundskaber og færdigheder:

a)

færdighed i at udforme arkitektoniske projekter, der tager hensyn til både æstetiske og tekniske krav

b)

fyldestgørende kendskab til arkitekturens historie og teorier og dertil knyttede kunstarter, teknologier og humaniora

c)

kendskab til de skabende kunstarter for så vidt angår disses indflydelse på kvaliteten af arkitektonisk udformning

d)

fyldestgørende kendskab til byplanlægning, planlægning og den teknik, der anvendes i planlægningsprocessen

e)

forståelse af forholdet mellem mennesker og bygninger, mellem bygninger og deres omgivelser og behovet for at afpasse bygninger og områder efter hinanden i overensstemmelse med menneskets behov og forhold

f)

forståelse af arkitekterhvervet og af arkitektens rolle i samfundet, især ved udarbejdelsen af projekter, der tager hensyn til samfundsforhold

g)

forståelse af fremgangsmåden ved forundersøgelse og forberedelse af byggeprojekter til en projekteringsopgave

h)

forståelse af strukturelle, bygnings- og ingeniørmæssige problemer i forbindelse med bygningskonstruktion

i)

fyldestgørende viden om fysiske problemer og teknologier samt om bygningers funktion med henblik på at tilvejebringe komfort indendørs og beskyttelse mod de ydre klimatiske forhold

j)

sådanne tekniske færdigheder, at den pågældende bliver i stand til at udforme bygninger, der imødekommer de krav, brugerne stiller, samtidig med at nødvendige begrænsninger af budgethensyn eller på grund af byggelovgivningen respekteres

k)

fyldestgørende kendskab til de industrier, organisationer, forskrifter og fremgangsmåder, der er forbundet med projekters virkeliggørelse i form af bygninger og med at indpasse planer i den overordnede planlægning.

2.   De kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i stk. 1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

Artikel 47

Undtagelser fra kravene til arkitektuddannelsen

1.   Uanset artikel 46 anses også følgende for at opfylde kravene i artikel 21: den treårige uddannelse på »Fachhochschulen« i Forbundsrepublikken Tyskland, som fandtes den 5. august 1985, som opfylder kravene i artikel 46, og som i denne medlemsstat giver adgang til at udøve de i artikel 48 omhandlede former for virksomhed under titlen arkitekt, hvis uddannelsen suppleres med fire års erhvervserfaring i Forbundsrepublikken Tyskland, der attesteres ved et certifikat udstedt af den faglige sammenslutning, på hvis medlemsliste den arkitekt er optaget, som ønsker at udnytte dette direktivs bestemmelser.

Den faglige sammenslutning skal forud fastslå, at de af arkitekten udførte arbejder på arkitekturområdet er et vægtigt bevis på praktisk anvendelse af de i artikel 46, stk. 1, omhandlede kundskaber og færdigheder. Dette certifikat udstedes efter samme fremgangsmåde som den, der gælder for optagelse på den faglige sammenslutnings medlemsliste.

2.   Uanset artikel 46 anses følgende for at opfylde kravene i artikel 21: uddannelse som led i ordninger til forbedring af den sociale status eller i universitetsstudier på deltidsbasis, uddannelse, der opfylder kravene i artikel 46, og som afsluttes med en eksamen i arkitektur, der bestås af personer, som i mindst syv år har arbejdet i arkitektfaget hos en arkitekt eller i en arkitektvirksomhed. En sådan eksamen skal være på universitetsniveau og svare til den i artikel 46, stk. 1, første afsnit, omhandlede afsluttende eksamen.

Artikel 48

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt

1.   Ved erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt forstås i dette direktiv virksomhed, der sædvanligvis udøves under titlen arkitekt.

2.   En medlemsstats statsborgere, der har tilladelse til at benytte titlen arkitekt i medfør af en lov, der giver den kompetente myndighed i en medlemsstat mulighed for at tildele denne titel til statsborgere fra medlemsstaterne, som særlig måtte have udmærket sig ved kvaliteten af deres præstationer på arkitekturområdet, anses for at opfylde betingelserne for at udøve virksomhed som arkitekt under denne titel. De pågældende personers hjemland udsteder en attest, der godtgør, at deres virksomhed falder inden for arkitekturområdet.

Artikel 49

Arkitekters særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne anerkender de i bilag VI, punkt 6, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, som er udstedt af de øvrige medlemsstater for en uddannelse, der er påbegyndt senest i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår, selv om de ikke opfylder mindstekravene i artikel 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser for arkitekter, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt.

På samme vilkår anerkendes certifikater fra de kompetente myndigheder i Forbundsrepublikken Tyskland om ligestilling af uddannelsesbeviser udstedt efter den 8. maj 1945 af de kompetente myndigheder i Den Tyske Demokratiske Republik med de uddannelsesbeviser, der er anført i ovennævnte bilag.

2.   Med forbehold af stk. 1 anerkender medlemsstaterne certifikater udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de medlemsstater, der havde bestemmelser for adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt på nedenstående datoer, og giver dem samme virkning på deres område som de uddannelsesbeviser, medlemsstaterne selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt:

a)

1. januar 1995 for Østrigs, Finlands og Sveriges vedkommende

b)

1. maj 2004 for Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets vedkommende

c)

5. august 1987 for de øvrige medlemsstaters vedkommende.

De i stk. 1 omhandlede certifikater bekræfter, at indehaveren har fået tilladelse til at benytte titlen arkitekt senest på denne dato og rent faktisk inden for disse bestemmelsers rammer har udøvet den pågældende virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år inden for de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse.

KAPITEL IV

Fælles bestemmelser om etablering

Artikel 50

Dokumentation og formelle krav

1.   Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om en ansøgning om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv i medfør af dette afsnit, kan de kræve de i bilag VII anførte dokumenter og certifikater.

De i bilag VII, punkt 1, litra d), e) og f), omhandlede dokumenter må ved fremlæggelsen ikke være mere end tre måneder gamle.

Medlemsstater, organisationer og andre juridiske personer sørger for, at de afgivne oplysninger behandles fortroligt.

2.   I tilfælde af begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i en medlemsstat kræve en bekræftelse af ægtheden af certifikater og uddannelsesbeviser, der er udstedt i den pågældende medlemsstat, samt i givet fald en bekræftelse af, at ansøgeren for så vidt angår de erhverv, der er omhandlet i kapitel III i dette afsnit, opfylder de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i henholdsvis artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40, 44 og 46.

3.   I tilfælde af begrundet tvivl, når et uddannelsesbevis som defineret i artikel 3, stk. 1, litra c), er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat og omfatter en uddannelse, der helt eller delvis er taget på en læreanstalt, der er lovligt etableret på en anden medlemsstat område, kan værtsmedlemsstaten sammen med det kompetente organ i udstedelsesmedlemsstaten kontrollere,

a)

om uddannelsesforløbet ved den pågældende læreanstalt er formelt attesteret af den læreanstalt, der er etableret i udstedelsesmedlemsstaten

b)

om det udstedte uddannelsesbevis er det samme som det, der ville være udstedt, hvis uddannelsesforløbet var fulgt i sin helhed i udstedelsesmedlemsstaten, og

c)

om uddannelsesbeviset giver samme erhvervsrettigheder på udstedelsesmedlemsstatens område.

4.   Hvis en værtsmedlemsstat af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv kræver edsaflæggelse eller afgivelse af en højtidelig erklæring, og formuleringen af denne ed eller erklæring ikke kan anvendes af statsborgere fra de øvrige medlemsstater, sørger værtsmedlemsstaten for, at den pågældende kan anvende en passende og tilsvarende formulering.

Artikel 51

Procedure for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1.   Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten bekræfter modtagelsen af ansøgningen inden for en måned og oplyser ansøgeren om eventuelle manglende dokumenter.

2.   Ansøgninger om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv skal behandles hurtigst muligt, og værtsmedlemsstatens kompetente myndighed skal under alle omstændigheder senest tre måneder efter forelæggelsen af den fuldt dokumenterede ansøgning træffe en begrundet afgørelse. Denne frist kan dog forlænges med én måned i de tilfælde, der hører under kapitel I og II i dette afsnit.

3.   Afgørelsen, eller mangelen på samme inden for den fastsatte frist, skal kunne påklages efter national ret.

Artikel 52

Benyttelse af titel

1.   Hvis benyttelsen af den titel, der hører til en af de former for virksomhed, som udøves i forbindelse med det pågældende erhverv, er lovreguleret i en værtsmedlemsstat, benytter statsborgere fra de øvrige medlemsstater, der i medfør af afsnit III har ret til at udøve et lovreguleret erhverv, den titel, der i værtsmedlemsstaten svarer til erhvervet, og gør brug af den eventuelle forkortelse herfor.

2.   Hvis et erhverv i værtsmedlemsstaten er reguleret af en sammenslutning eller organisation, jf. artikel 3, stk. 2, kan medlemsstaternes statsborgere kun anvende den titel eller forkortelse, som denne sammenslutning eller organisation giver ret til, hvis de fremlægger bevis på medlemskab af nævnte sammenslutning eller organisation.

Hvis sammenslutningen eller organisationen gør opnåelse af medlemskab betinget af visse kvalifikationer, kan denne betingelse for så vidt angår statsborgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, kun gøres gældende på de vilkår, der er fastsat i dette direktiv.

AFSNIT IV

RETNINGSLINJER FOR ERHVERVSUDØVELSE

Artikel 53

Sprogkundskaber

De personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten.

Artikel 54

Benyttelse af uddannelsestitel

Med forbehold af artikel 7 og 52 sikrer værtsmedlemsstaten, at de pågældende har ret til at benytte deres uddannelsestitel fra hjemlandet, og eventuelt en forkortelse for den, på denne medlemsstats sprog. Værtsmedlemsstaten kan foreskrive, at denne titel efterfølges af navn og beliggenhed for den institution eller det bedømmelsesudvalg, der har tildelt den. Hvis uddannelsestitlen fra hjemlandet kan forveksles med en titel, som i værtsmedlemsstaten kræver en supplerende uddannelse, som den begunstigede ikke har erhvervet, kan denne værtsmedlemsstat foreskrive, at den begunstigede skal benytte sin uddannelsestitel fra hjemlandet i en passende udformning, som værtsmedlemsstaten angiver.

Artikel 55

Sygesikringsoverenskomster

Medlemsstater, der kræver, at personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer på deres område, skal gennemføre en forberedende praktikanttjeneste og/eller opnå erhvervserfaring som betingelse for at kunne anerkendes af en sygeforsikring, giver med forbehold af artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra b), indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer som læge og tandlæge, erhvervet i en anden medlemsstat, dispensation fra dette krav.

AFSNIT V

ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE OG GENNEMFØRELSESBEFØJELSER

Artikel 56

Kompetente myndigheder

1.   De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet arbejder tæt sammen og yder hinanden bistand med henblik på at lette anvendelsen af dette direktiv. De sørger for, at de oplysninger, de udveksler, behandles fortroligt.

2.   De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet udveksler oplysninger om disciplinære eller strafferetlige sanktioner eller om andre alvorlige, konkrete forhold, der vil kunne få følger for udøvelsen af en virksomhed i henhold til dette direktiv, under overholdelse af lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (24) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (25).

Hjemlandet undersøger rigtigheden af forholdene, og dets myndigheder bestemmer arten og omfanget af de undersøgelser, der skal foretages, og meddeler værtsmedlemsstaten de konsekvenser, de drager af de afgivne oplysninger.

3.   Hver medlemsstat udpeger senest den 20. oktober 2007 de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger, og de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser, og giver straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen meddelelse herom.

4.   Hver medlemsstat udpeger en koordinator for de i stk. 1 omhandlede myndigheders virksomhed og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

Koordinatorerne har til opgave:

a)

at fremme en ensartet gennemførelse af dette direktiv

b)

at indhente alle oplysninger af betydning for gennemførelsen af dette direktiv, herunder navnlig vedrørende betingelserne for at optage et lovreguleret erhverv i medlemsstaterne.

Med henblik på gennemførelsen af den i litra b) omhandlede opgave kan koordinatorerne rette henvendelse til de i artikel 57 omhandlede kontaktpunkter.

Artikel 57

Kontaktpunkter

Hver medlemsstat udpeger senest den 20. oktober 2007 et kontaktpunkt, der har til opgave:

a)

at meddele borgere og kontaktpunkter i de øvrige medlemsstater alle nødvendige oplysninger i forbindelse med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer som omhandlet i dette direktiv, især oplysninger om national lovgivning om erhvervsudøvelse, herunder social- og arbejdsmarkedslovgivning, og, hvis det er relevant, fagetiske regler

b)

at bistå borgerne med at udnytte de rettigheder, dette direktiv giver dem, om nødvendigt gennem samarbejde med de øvrige kontaktpunkter og værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder.

Kontaktpunkterne underretter på Kommissionens opfordring denne om resultatet af sager, de har behandlet i henhold til litra b) senest to måneder efter, at de har fået dem forelagt.

Artikel 58

Udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1.   Kommissionen bistås af et udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, i det følgende benævnt »udvalget«, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.

3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 59

Høringer

Kommissionen skal sikre, at der gennemføres høringer af eksperter fra de berørte erhvervsgrupper på en hensigtsmæssig måde, særlig i forbindelse med det arbejde, der udføres af det i artikel 58 omhandlede udvalg, ligesom den skal udsende en forklarende rapport om høringerne til udvalget.

AFSNIT VI

ANDRE BESTEMMELSER

Artikel 60

Rapporter

1.   Fra den 20. oktober 2007 aflægger medlemsstaterne hvert andet år rapport til Kommissionen om anvendelsen af den indførte ordning. Denne rapport omfatter generelle bemærkninger, en statistisk oversigt over de afgørelser, der er truffet, og en beskrivelse af de vigtigste problemer, der er opstået i forbindelse med anvendelsen af direktivet.

2.   Fra den 20. oktober 2007 udarbejder Kommissionen hvert femte år en rapport om dette direktivs gennemførelse.

Artikel 61

Undtagelsesbestemmelse

Hvis der ved anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv opstår større vanskeligheder inden for bestemte områder i en medlemsstat, undersøger Kommissionen disse vanskeligheder i samarbejde med medlemsstaten.

I givet fald træffer Kommissionen efter proceduren i artikel 58, stk. 2, beslutning om, at den pågældende medlemsstat i en begrænset periode kan undlade at anvende den pågældende bestemmelse.

Artikel 62

Ophævelse

Direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF, 89/48/EØF, 92/51/EØF, 93/16/EØF og 1999/42/EF ophæves med virkning fra den 20. oktober 2007. Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv, og retsakter, der er vedtaget på grundlag af de pågældende direktiver, berøres ikke heraf.

Artikel 63

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 20. oktober 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 64

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 65

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EFT C 181 E af 30.7.2002, s. 183.

(2)  EUT C 61 af 14.3.2003, s. 67.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 11.2.2004 (EUT C 97 E af 22.4.2004, s. 230), Rådets fælles holdning af 21.12.2004 (EUT C 58 E af 8.3.2005, s. 1) og Europa-Parlamentets holdning af 11.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 6.6.2005.

(4)  EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

(5)  EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF (EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1).

(6)  EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2004/108/EF (EUT L 32 af 5.2.2004, s. 15).

(7)  EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77.

(8)  EFT L 176 af 15.7.1977, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(9)  EFT L 176 af 15.7.1977, s. 8. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(10)  EFT L 233 af 24.8.1978, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(11)  EFT L 233 af 24.8.1978, s. 10. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(12)  EFT L 362 af 23.12.1978, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(13)  EFT L 362 af 23.12.1978, s. 7. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(14)  EFT L 33 af 11.2.1980, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(15)  EFT L 33 af 11.2.1980, s. 8. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(16)  EFT L 223 af 21.8.1985, s. 15. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(17)  EFT L 253 af 24.9.1985, s. 34. Ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(18)  EFT L 253 af 24.9.1985, s. 37. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(19)  EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(20)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(21)  EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(22)  EFT L 77 af 14.3.1998, s. 36. Ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(23)  EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).

(24)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(25)  EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.


BILAG I

Liste over faglige sammenslutninger eller organisationer, som opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2

IRLAND (1)

1.

The Institute of Chartered Accountants in Ireland (2)

2.

The Institute of Certified Public Accountants in Ireland (2)

3.

The Association of Certified Accountants (2)

4.

Institution of Engineers of Ireland

5.

Irish Planning Institute

DET FORENEDE KONGERIGE

1.

Institute of Chartered Accountants in England and Wales

2.

Institute of Chartered Accountants of Scotland

3.

Institute of Chartered Accountants in Ireland

4.

Chartered Association of Certified Accountants

5.

Chartered Institute of Loss Adjusters

6.

Chartered Institute of Management Accountants

7.

Institute of Chartered Secretaries and Administrators

8.

Chartered Insurance Institute

9.

Institute of Actuaries

10.

Faculty of Actuaries

11.

Chartered Institute of Bankers

12.

Institute of Bankers in Scotland

13.

Royal Institution of Chartered Surveyors

14.

Royal Town Planning Institute

15.

Chartered Society of Physiotherapy

16.

Royal Society of Chemistry

17.

British Psychological Society

18.

Library Association

19.

Institute of Chartered Foresters

20.

Chartered Institute of Building

21.

Engineering Council

22.

Institute of Energy

23.

Institution of Structural Engineers

24.

Institution of Civil Engineers

25.

Institution of Mining Engineers

26.

Institution of Mining and Metallurgy

27.

Institution of Electrical Engineers

28.

Institution of Gas Engineers

29.

Institution of Mechanical Engineers

30.

Institution of Chemical Engineers

31.

Institution of Production Engineers

32.

Institution of Marine Engineers

33.

Royal Institution of Naval Architects

34.

Royal Aeronautical Society

35.

Institute of Metals

36.

Chartered Institution of Building Services Engineers

37.

Institute of Measurement and Control

38.

British Computer Society


(1)  Irske statsborgere er også medlemmer af følgende sammenslutninger eller organisationer i Det Forenede Kongerige:

 

Institute of Chartered Accountants in England and Wales

 

Institute of Chartered Accountants of Scotland

 

Institute of Actuaries

 

Faculty of Actuaries

 

The Chartered Institute of Management Accountants

 

Institute of Chartered Secretaries and Administrators

 

Royal Town Planning Institute

 

Royal Institution of Chartered Surveyors

 

Chartered Institute of Building.

(2)  Kun i forbindelse med regnskabsrevision.


BILAG II

Liste over uddannelser med særlig struktur, der er omhandlet i artikel 11, litra c), nr. ii)

1.   Paramedicinske og socialpædagogiske uddannelser

Følgende uddannelser:

I Tyskland:

pædiatrisk sygeplejerske (»Kinderkrankenschwester/Kinderkrankenpfleger«)

fysioterapeut (»Krankengymnast(in)/Physiotherapeut(in)«) (1)

ergoterapeut/arbejdsterapeut (»Beschäftigungs- und Arbeitstherapeut(in)/Ergotherapeut«)

talepædagog (»Logopäde/Logopädin«)

ortoptist (»Orthoptist(in)«)

statsanerkendt pædagog (»Staatlich anerkannte(r) Erzieher(in)«)

statsanerkendt sundhedspædagog (»Staatlich anerkannte(r) Heilpädagoge(-in)«)

teknisk laboratorieassistent (»medizinisch-technische(r) Laboratoriums- Assistent(in)«)

teknisk assistent (radiologi) (»medizinisch-technische(r) Radiologie-Assistent(in)«)

teknisk assistent (funktionsdiagnostik) (»medizinisch-technische(r) Assistent(in) für Funktionsdiagnostik«)

teknisk assistent (veterinærmedicin) (»veterinärmedizinisch-technische(r) Assistent(in)«)

diætetiker (»Diätassistent(in)«)

farmacitekniker (»Pharmazieingenieur«), uddannelse gennemført inden den 31. marts 1994 på det tidligere DDR's områder eller på de nye delstaters område

psykiatrisk sygeplejerske (»Psychiatrische(r) Krankenschwester/Krankenpfleger«)

taleterapeut (»Sprachtherapeut(in)«).

I Den Tjekkiske Republik:

sygeplejer/plejeassistent (»Zdravotnický asistent«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 8 års grundskole og 4 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en »maturitní zkouška«-eksamen.

ernæringsassistent (»Nutriční asistent«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 8 års grundskole og 4 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en »maturitní zkouška«-eksamen.

I Italien:

tandtekniker (»odontotecnico«)

optiker (»ottico«).

I Cypern:

tandtekniker (»οδοντοτεχνίτης«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år omfattende mindst 6 års grundskole, 6 års uddannelse på sekundærtrinnet og 2 års post-gymnasial erhvervsuddannelse efterfulgt af 1 års erhvervsfaglig erfaring.

optiker (»τεχνικός oπτικός«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år omfattende mindst 6 års grundskole, 6 års uddannelse på sekundærtrinnet og 2 års post-gymnasial erhvervsfaglig uddannelse efterfulgt af 1 års erhvervserfaring.

I Letland:

klinikassistent (»zobārstniecības māsa«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 2 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet og efterfulgt af 3 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

biomedicinsk laboratorieassistent (»biomedicīnas laborants«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 2 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, efterfulgt af 2 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

tandtekniker (»zobu tehniķis«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 2 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, efterfulgt af 2 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

fysioterapeutassistent (»fizioterapeita asistents«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 3 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, efterfulgt af 2 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

I Luxembourg:

teknisk assistent (radiologi) (»assistant(e) technique médical(e) en radiologie«)

teknisk laboratorieassistent (»assistant(e) technique médical(e) de laboratoire«)

psykiatrisk sygeplejerske (»infirmier/ière psychiatrique«)

teknisk assistent (kirurgi) (»assistant(e) technique médical(e) en chirurgie«)

pædiatrisk sygeplejerske (»infirmier/ière puériculteur/trice«)

narkosesygeplejerske (»infirmier/ière anesthésiste«)

eksamineret massør (»masseur/euse diplômé(e)«)

pædagog (»éducateur/trice«).

I Nederlandene:

dyrlægeassistent (»dierenartsassistent«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år, herunder:

i)

enten mindst 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og eventuelt suppleret med en specialisering af 1 eller 2 års varighed, afsluttet med en prøve eller

ii)

mindst 21/2 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 6 måneders erhvervspraktik eller mindst 6 måneders praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed eller

iii)

mindst 2 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 1 års erhvervspraktik eller mindst 1 års praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed eller

iv)

med hensyn til dyrlægeassistent (»dierenartsassistent«) 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole (»MBO«-ordningen) eller 3 års erhvervsuddannelse i form af vekseluddannelse i lærlingeuddannelsessystemet (»LLW«), som begge afsluttes med en prøve.

I Østrig:

særlig grundlæggende uddannelse i pædiatrisk sygepleje (»spezielle Grundausbildung in der Kinder- und Jugendlichenpflege«)

særlig grundlæggende uddannelse i psykiatrisk sundheds- og sygepleje (»spezielle Grundausbildung in der psychiatrischen Gesundheits- und Krankenpflege«)

kontaktlinseoptiker (»Kontaktlinsenoptiker«)

fodterapeut (»Fußpfleger«)

høreapparattekniker (»Hörgeräteakustiker«)

drogist (»Drogist«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst 3 år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode med erhvervspraktik og -uddannelse, som afsluttes med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge

massør (»Masseur«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, bestående af en læretid på 2 år og en periode på 2 år med erhvervspraktik og -uddannelse samt et kursus på 1 år, som afsluttes med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge

børnehavepædagog (»Kindergärtner/in«)

pædagog (»Erzieher«)

der svarer til et uddannelsesforløb på 13 år, herunder 5 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve.

I Slovakiet:

lærer i dans på grundlæggende kunstskoler (»učiteľ v tanečnom odbore na základných umeleckých školách«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 141/2 år omfattende 8 års grundskole, 4 års fagskole på sekundærtrinnet og et 5 semesters kursus i dansepædagogik.

lærer ved særlige uddannelsesfaciliteter og ved socialservicefaciliteter (»vychovávatel' v špeciálnych výchovných zariadeniach a v zariadeniach sociálnych služieb«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år omfattende 8-9 års grundskole, 4 års pædagogikstudium eller andet studium på sekundærtrinnet og 2 års supplerende pædagogikstudium på deltid.

2.   Mesteruddannelser (»Mester/Meister/Maître«), der svarer til uddannelser inden for håndværksmæssig virksomhed, der ikke er omfattet af direktivets afsnit III, kapitel II

Følgende uddannelser:

I Danmark:

optometrist

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, heraf 5 års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på 21/2 år på en fagskole og en praktisk uddannelse på 21/2 år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen

ortopædimekaniker

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 121/2 år, heraf 31/2 års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på et 1/2 år på en fagskole og en praktisk uddannelse på 3 år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen

ortopædiskomager

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 131/2 år, heraf 41/2 års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på 2 år på en fagskole og en praktisk uddannelse på 21/2 år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen.

I Tyskland:

optiker (»Augenoptiker«)

tandtekniker (»Zahntechniker«)

bandagist (»Bandagist«)

audiologiassistent (»Hörgeräte-Akustiker«)

ortopædimekaniker (»Orthopädiemechaniker«)

ortopædisk håndskomager (»Orthopädieschuhmacher«).

I Luxembourg:

optiker (»opticien«)

tandtekniker (»mécanicien dentaire«)

audiologiassistent (»audioprothésiste«)

ortopædimekaniker-bandagist (»mécanicien orthopédiste/bandagiste«)

ortopædisk håndskomager (»orthopédiste-cordonnier«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, der er foregået dels i en virksomhed, dels på en fagskole, og som afsluttes med en prøve, der kræves bestået for at kunne udøve selvstændig håndværksvirksomhed, eller for som arbejdstager at opnå en stilling med et tilsvarende ansvar.

I Østrig:

bandagist (»Bandagist«)

korsetmager (»Miederwarenerzeuger«)

optiker (»Optiker«)

ortopædisk håndskomager (»Orthopädieschuhmacher«)

ortopæditekniker (»Orthopädietechniker«)

tandtekniker (»Zahntechniker«)

gartner (»Gärtner«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst 3 år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode på mindst 2 år med erhvervspraktik og -uddannelse, som afsluttes med en mesterprøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv, uddanne lærlinge og benytte titlen »Meister«.

Mesteruddannelser inden for land- og skovbrug, især:

mester i landbrug (»Meister in der Landwirtschaft«)

mester i landbrugsøkonomi (»Meister in der ländlichen Hauswirtschaft«)

mester i havebrug (»Meister im Gartenbau«)

mester i grøntsagsavl (»Meister im Feldgemüsebau«)

mester i frugtavl og -behandling (»Meister im Obstbau und in der Obstverwertung«)

mester i vinavl og -fremstilling (»Meister im Weinbau und in der Kellerwirtschaft«)

mester i mejeribrug (»Meister in der Molkerei- und Käsereiwirtschaft«)

mester i hesteopdræt (»Meister in der Pferdewirtschaft«)

mester i fiskeri (»Meister in der Fischereiwirtschaft«)

mester i fjerkræavl (»Meister in der Geflügelwirtschaft«)

mester i biavl (»Meister in der Bienenwirtschaft«)

mester i skovbrug (»Meister in der Forstwirtschaft«)

mester i skovbeplantning og -forvaltning (»Meister in der Forstgarten- und Forstpflegewirtschaft«)

mester i landbrugslagerforvaltning (»Meister in der landwirtschaftlichen Lagerhaltung«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år, herunder en uddannelse på mindst 6 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst 3 år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode på 3 år med erhvervspraktik, som afsluttes med en mesterprøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv, uddanne lærlinge og benytte titlen »Meister«.

I Polen:

lærer inden for erhvervsfaglig uddannelse (»Nauczyciel praktycznej nauki zawodu«)

der svarer til et uddannelsesforløb på:

i)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet eller tilsvarende uddannelse på sekundærtrinnet på et relevant område efterfulgt af et kursus i pædagogik af en samlet varighed på mindst 150 timer, kursus i arbejdssikkerhed og arbejdshygiejne og 2 års erhvervserfaring inden for det fag, der skal undervises i

ii)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse og afslutningsbevis fra en postgymnasial pædagogisk fagskole

iii)

8 års grundskole og 2-3 års grundlæggende erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet og mindst 3 års erhvervserfaring afsluttet med en mesterprøve inden for faget efterfulgt af et kursus i pædagogik af en varighed på mindst 150 timer.

I Slovakiet:

erhvervsskolelærer (»majster odbornej výchovy«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende 8 års grundskole, 4 års erhvervsfaglig uddannelse (fuldstændig erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet og/eller lærlingeuddannelse inden for den relevante (tilsvarende) erhvervsfaglige uddannelse eller lærlingeuddannelse), mindst 3 års erhvervserfaring inden for den afsluttede uddannelse eller lærlingeuddannelse og supplerende pædagogiske studier på universitetsniveau eller på tekniske universiteter, eller fuldstændig uddannelse eller lærlingeuddannelse på sekundærtrinnet inden for den relevante (tilsvarende) erhvervsfaglige uddannelse eller lærlingeuddannelse, mindst 3 års erhvervserfaring inden for den afsluttede uddannelse eller lærlingeuddannelse og supplerende pædagogiske studier på universitetsniveau, eller fra den 1. september 2005 specialiseret uddannelse inden for specialpædagogik, der gives på metodologicentre for erhvervsskolelærere på særlige skoler uden supplerende pædagogiske studier.

3.   Maritime erhverv

a)

Maritim sejlads

Følgende uddannelser:

i Den Tjekkiske Republik:

bådsmand (»palubní asistent«)

vagthavende navigatør (»námořní poručík«)

overstyrmand (»první palubní důstojník«)

skibsfører (»kapitán«)

maskinassistent (»strojní asistent«)

maskinofficer (»strojní důstojník«)

anden maskinmester (»druhý strojní důstojník«)

første maskinmester (»první strojní důstojník«)

elektriker (»elektrotechnik«)

chefelektriker (»elektrodůstojník«)

i Danmark:

skibsfører

overstyrmand

enestyrmand, vagthavende styrmand

vagthavende styrmand

maskinchef

l. maskinmester

l. maskinmester/vagthavende maskinmester

i Tyskland:

skibsfører (»Kapitän AM«)

skibsfører (»Kapitän AK«)

styrmand (»Nautischer Schiffsoffizier AMW«)

styrmand (»Nautischer Schiffsoffizier AKW«)

maskinmester (niveau C) (»Schiffsbetriebstechniker CT — Leiter von Maschinenanlagen«)

maskinist (niveau C) - maskinchef (»Schiffsmaschinist CMa — Leiter von Maschinenanlagen«)

maskinmester (niveau C) (»Schiffsbetriebstechniker CTW«)

maskinist (niveau C) — eneste maskinofficer (»Schiffsmaschinist CMaW — Technischer Alleinoffizier«)

i Italien:

styrmand (»ufficiale di coperta«)

maskinmester (»ufficiale di macchina«)

i Letland:

skibselektriker (»Kuģu elektromehāniķis«)

køleanlægstekniker (»kuģa saldēšanas iekārtu mašīnists«)

i Nederlandene:

styrmand i kystfart (med supplement) (»stuurman kleine handelsvaart (met aanvulling)«)

motormand (»diploma motordrijver«)

VTS-tjenestemand (»VTS-functionaris«)

der svarer til følgende uddannelser:

i Den Tjekkiske Republik:

i)

med hensyn til bådsmand (»palubní asistent«)

1.

Alder mindst 20 år.

2.

a)

Søfartsakademi eller søfartsskole — navigationsafdelingen, begge uddannelser skal afsluttes med »maturitní zkouška« og godkendt farttid på søgående skib på mindst 6 måneder under studierne, eller

b)

godkendt farttid på søgående skib på mindst 2 år som menig, der indgår i brovagten som støtte, og afslutning af en godkendt uddannelse, der opfylder de relevante kvalifikationskrav omhandlet i afsnit A-II/1 i STCW (International Convention on Standards of Training, Certification and Watchkeeping for Seafarers), gennemført på et søfartsakademi eller en søfartsskole hos STCW-konventionsparten, og bestået eksamen over for et bedømmelsesudvalg, der er anerkendt af Den Tjekkiske Republiks Søtransportkomité (MTC).

ii)

med hensyn til vagthavende navigatør (»námořní poručík«)

1.

Godkendt farttid på søgående skib som dæksassistent på skibe på 500 bruttotonnage eller mere i mindst 6 måneder for en afgangselev med eksamen fra en søfartsskole eller -akademi, eller 1 år for en afgangselev med eksamen fra en godkendt uddannelse, herunder mindst 6 måneder som menig, der indgår i brovagten.

2.

Behørigt udfyldt og godkendt uddannelsesbog for uddannelse om bord for styrmandselever.

iii)

med hensyn til overstyrmand (»první palubní důstojník«)

Bevis for kvalifikationer som vagthavende navigatør på skibe på 500 bruttotonnage eller mere og mindst 12 måneders godkendt farttid på søgående skib i den egenskab.

iv)

med hensyn til skibsfører (»kapitán«)

1.

Bevis for tjeneste som skibsfører på skibe mellem 500 og 3 000 bruttotonnage.

2.

Bevis for kvalifikationer som overstyrmand på skibe på 3 000 bruttotonnage eller mere og mindst 6 måneders godkendt farttid på søgående skib som overstyrmand på skibe på 500 bruttotonnage eller mere og mindst 6 måneders godkendt farttid på søgående skib som overstyrmand på skibe på 3 000 bruttotonnage eller mere.

v)

med hensyn til maskinassistent (»strojní asistent«)

1.

Alder mindst 20 år.

2.

Søfartsakademi eller søfartsskole — afdeling for teknologi og godkendt farttid på søgående skib på mindst 6 måneder under uddannelsen.

vi)

med hensyn til maskinofficer (»strojní důstojník«)

Godkendt farttid på søgående skib som maskinassistent på mindst 6 måneder for en afgangselev fra et søfartsakademi eller en søfartsskole.

vii)

med hensyn til anden maskinmester (»druhý strojní důstojník«)

Godkendt farttid på søgående skib på mindst 12 måneder som tredje maskinofficer på skibe, hvor hovedmaskineriets fremdrivningseffekt er på 750 kW eller derover

viii)

med hensyn til første maskinmester (»první strojní důstojník«)

Relevant bevis for tjeneste som anden maskinmester på skibe, hvor hovedmaskineriets fremdrivningseffekt er 3 000 kW eller derover, og som har mindst 6 måneders godkendt farttid på et søgående skib i den egenskab.

ix)

med hensyn til elektriker (»elektrotechnik«)

1.

Alder mindst 18 år.

2.

Søfarts- eller andet akademi, afdeling for elektromekanik eller teknisk skole for elektroteknik, alle uddannelser skal afsluttes med »maturitní zkouška« og mindst 12 måneders godkendt praktik inden for elektromekanik.

x)

med hensyn til chefelektriker (»lektro-důstojník«)

1.

Søfartsakademi eller søfartsskole, afdeling for maritim elektromekanik eller andet akademi eller anden skole på sekundærtrinnet inden for elektromekanik, alle uddannelser skal afsluttes med »maturitní zkouška« eller en statseksamen.

2.

Godkendt farttid på søgående skib som elektriker i mindst 12 måneder for en afgangselev fra et akademi eller en teknisk skole, eller 24 måneder for en afgangselev fra en skole på sekundærtrinnet.

i Danmark ni års folkeskole efterfulgt af en erhvervsfaglig grunduddannelse og/eller fartstid på mellem 17 og 36 måneder, som:

i)

for den vagthavende styrmand suppleres med et års videregående erhvervsuddannelse

ii)

for de øvrige suppleres med tre års videregående erhvervsuddannelse

i Tyskland et samlet uddannelsesforløb på mellem 14 og 18 år, heraf en 3-årig grundlæggende erhvervsuddannelse og 1 års fartstid, efterfulgt af en videregående erhvervsuddannelse på 1 til 2 år eventuelt suppleret med en erhvervspraktikperiode i navigation på 2 år

i Letland:

i)

med hensyn til skibselektriker (»kuģu elektromehāniķis«)

1.

En person på mindst 18 år.

2.

Svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år og 6 måneder, herunder mindst 9 års grundskole og mindst 3 års erhvervsfaglig uddannelse. Herudover tjeneste på mindst 6 måneder til søs som elektriker eller assisterende elektriker på skibe med en generatorydelse på over 750 kW. Den erhvervsfaglige uddannelse afsluttes med en særlig eksamen afholdt af den kompetente myndighed i overensstemmelse med det af transportministeriet godkendte uddannelsesprogram.

ii)

med hensyn til køleanlægstekniker (»kuģa saldēšanas iekārtu mašīnists«)

1.

En person på mindst 18 år.

2.

Svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år, herunder mindst 9 års grundskole og mindst 3 års erhvervsfaglig uddannelse. Herudover tjeneste på mindst 12 måneder til søs som køleanlægsteknikerassistent. Den erhvervsfaglige uddannelse afsluttes med en særlig eksamen afholdt af den kompetente myndighed i overensstemmelse med det af transportministeriet godkendte uddannelsesprogram.

i Italien et samlet uddannelsesforløb på 13 år, heraf mindst 5 års erhvervsuddannelse, afsluttet med en prøve, og i givet fald suppleret med en praktikperiode

i Nederlandene:

i)

med hensyn til styrmand i kystfart (med supplement) (»stuurman kleine handelsvaart (met aanvulling)«) og motormand (»diploma motordrijver«) et uddannelsesforløb på 14 år, heraf mindst 2 år i en fagskole, suppleret med en praktikperiode på 12 måneder

ii)

med hensyn til VTS-tjenestemand (»VTS-functionaris«) et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år, herunder mindst 3 års højere erhvervsuddannelse (HBO) eller erhvervsuddannelse på mellemniveau (MBO), der efterfølges af nationale eller regionale specialuddannelser, og som hver omfatter mindst 12 ugers teoretisk uddannelse og afsluttes med en prøve.

Disse uddannelser anerkendes inden for rammerne af den internationale STCW-konvention (den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978).

b)

Havfiskeri:

Følgende uddannelser:

i Tyskland:

skibsfører/fiskeri (»Kapitän BG/Fischerei«)

skibsfører/fiskeri (»Kapitän BLK/Fischerei«)

styrmand/fiskeri (»Nautischer Schiffsoffizier BGW/Fischerei«)

styrmand/fiskeri (»Nautischer Schiffsoffizier BK/Fischerei«)

i Nederlandene:

styrmand/maskinist V (»stuurman werktuigkundige V«)

maskinist IV, fiskeri (»werktuigkundige IV visvaart«)

styrmand IV, fiskeri (»stuurman IV visvaart«)

styrmand/maskinist VI (»stuurman werktuigkundige VI«)

der svarer til følgende uddannelser:

i Tyskland et samlet uddannelsesforløb på mellem 14 og 18 år, heraf en 3-års grundlæggende erhvervsuddannelse og 1 års fartstid, efterfulgt af en videregående erhvervsuddannelse på 1 til 2 år eventuelt suppleret med en erhvervspraktikperiode i navigation på 2 år

i Nederlandene et uddannelsesforløb på mellem 13 og 15 år, heraf mindst 2 år i en fagskole suppleret med en praktikperiode på 12 måneder.

Disse uddannelser er anerkendt inden for rammerne af Torremolinos-konventionen (den internationale konvention om fiskefartøjers sikkerhed, 1977).

4.   Tekniske erhverv

Følgende uddannelser:

i Den Tjekkiske Republik:

autoriseret tekniker, autoriseret konstruktør (»autorizovaný technik, autorizovaný stavitel«)

der svarer til mindst 9 års erhvervsfaglig uddannelse opdelt i 4 års teknisk uddannelse på sekundærtrinnet afsluttet med en »maturitní zkouška« (eksamen fra en teknisk skole på sekundærtrinnet) og 5 års erhvervserfaring afsluttet med en faglig kvalifikationsprøve med henblik på udøvelse af den valgte faglige aktivitet inden for byggesektoren (i henhold til lov nr. 50/1976 Sb. (lov om byggeri) og lov nr. 360/1992 Sb.)

fører af et sporbundet køretøj (»fyzická osoba řídící drážní vozidlo«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse afsluttet med »maturitní zkouška« og afsluttet med statseksamen i køretøjernes drivkraft

sporkontroltekniker (»drážní revizní technik«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grunduddannelse og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på en maskinskole eller en teknisk skole på sekundærtrinnet, afsluttet med en »maturitní zkouška«-eksamen.

kørelærer (»učitel autoškoly«)

Alder mindst 24 år og et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, der er fokuseret på trafik og maskineri og afsluttet med »maturitní zkouška«

statstekniker til inspektion af motorkøretøjer (»kontrolní technik STK«)

Alder mindst 21 år og et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med »maturitní zkouška«. Efterfulgt af mindst 2 års teknisk praksis, et kørekort, en ren straffeattest, og afslutning af den særlige uddannelse på mindst 120 timer samt beståelse af prøven

mekaniker til kontrol af udstødningsgasser fra biler (»mechanik měření emisí«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet afsluttet med »maturitní zkouška«. Desuden kræves afslutning af 3 års teknisk praktik og særlig uddannelse som »mekaniker til kontrol af udstødningsgasser fra biler« af mindst 8 timers varighed samt beståelse af prøven

skibsfører 1. klasse (»kapitán I. třídy«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år omfattende 8 års grundskole og 3 års erhvervsfaglig uddannelse afsluttet med »maturitní zkouška« og afsluttet med en eksamen bekræftet af et kvalifikationsbevis. Denne erhvervsfaglige uddannelse skal følges op af 4 års erhvervspraksis, eller afsluttes med en prøve

restaurator af monumenter inden for kunsthåndværk (»restaurátor památek, které jsou díly uměleckých řemesel«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 12 år, såfremt dette omfatter fuld teknisk uddannelse i restaurering på sekundærtrinnet; eller 10-12 års studier på en tilsvarende uddannelse plus 5 års erhvervserfaring, hvis der er tale om en fuld teknisk uddannelse på sekundærtrinnet, der afsluttes med »maturitní zkouška«, eller 8 års erhvervserfaring, hvis der er tale om en teknisk uddannelse på sekundærtrinnet, der afsluttes med den endelige svendeprøve

restaurator af kunstværker, der ikke er monumenter, og som opbevares i samlinger på museer og gallerier, og af andre genstande af kulturel værdi (»restaurátor děl výtvarných umění, která nejsou památkami a jsou uložena ve sbírkách muzeí a galerií, a ostatních předmětů kulturní hodnoty«),

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 12 år plus 5 års erhvervserfaring, hvis der er tale om en fuld teknisk uddannelse i restaurering på sekundærtrinnet, der afsluttes med »maturitní zkouška«

leder af affaldshåndtering (»odpadový hospodář«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse afsluttet med »maturitní zkouška«-eksamen og mindst 5 års erhvervserfaring inden for affaldshåndtering inden for de seneste 10 år.

leder af sprængningsteknologi (»technický vedoucí odstřelů«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år, herunder mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet afsluttet med »maturitní zkouška«

og efterfulgt af:

2 år som sprængningsarbejder under jorden og 1 år over jorden; herunder 6 måneder som assisterende sprængningsarbejder

uddannelseskursus på 100 timers teoretisk og praktisk undervisning efterfulgt af en prøve aflagt ved den relevante distriktsminemyndighed

mindst 6 måneders erhvervserfaring med planlægning og gennemføring af større sprængningsarbejder

uddannelseskursus på 32 timers teoretisk og praktisk undervisning efterfulgt af en prøve aflagt ved den tjekkiske minemyndighed

i Italien:

landmåler (»geometra«)

landbrugskonsulent (»perito agrario«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på det tekniske sekundærtrin på mindst 13 år, heraf 8 års pligtig skolegang efterfulgt af 5 års skolegang på sekundærtrinnet, hvoraf de 3 er koncentreret om det pågældende fag, afsluttet med en teknisk studentereksamen, suppleret

i)

for så vidt angår uddannelse som landmåler enten med et praktikophold på mindst 2 år i en virksomhed eller med 5 års faglig erfaring

ii)

for så vidt angår landbrugskonsulenter, med fuldførelsen af et praktikophold på mindst 2 år

efterfulgt af en statskontrolleret prøve

i Letland:

lokomotivførerassistent (»vilces līdzekļa vadītāja (mašīnista) palīgs«)

alder mindst 18 år; består af et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse. Den erhvervsfaglige uddannelse afsluttes med en særlig prøve aflagt over for en arbejdsgiver. Kvalifikationsbevis udstedes af en kompetent myndighed for 5 år

i Nederlandene:

foged (»gerechtsdeurwaarder«)

tandprotesemager (»tandprotheticus«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb:

i)

med hensyn til foged (»gerechtsdeurwaarder«) på i alt 19 år, herunder 8 års pligtig skolegang efterfulgt af 8 års skolegang på sekundærtrinnet, der omfatter 4 års teknisk undervisning, og som afsluttes med en statskontrolleret prøve og suppleres med 3 års teoretisk og praktisk erhvervsuddannelse

ii)

med hensyn til tandprotesemager (»tandprotheticus«) på i alt mindst 15 års heltidsuddannelse og 3 års deltidsuddannelse, herunder 8 års skolegang på primærtrinnet, 4 års almen sekundærundervisning og fuldførelse af 3 års erhvervsuddannelse, der omfatter teoretisk og praktisk uddannelse til tandtekniker suppleret med 3 års deltidsuddannelse til tandprotesemager, der afsluttes med en prøve

i Østrig:

forstmand (»Förster«)

teknisk konsulent (»Technisches Büro«)

leje af arbejdskraft (»Überlassung von Arbeitskräften — Arbeitsleihe«)

arbejdsformidler (»Arbeitsvermittlung«)

investeringskonsulent (»Vermögensberater«)

detektiv (»Berufsdetektiv«)

sikkerhedsvagt (»Bewachungsgewerbe«)

ejendomsmægler (»Immobilienmakler«)

ejendomsadministrator (»Immobilienverwalter«)

byggeleder (»Bauträger, Bauorganisator, Baubetreuer«)

inkassator (»Inkassobüro/Inkassoinstitut«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på mindst 15 år, heraf 8 års pligtig skolegang efterfulgt af mindst 5 års faglig uddannelse eller handelsuddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en prøve og suppleret med mindst 2 års praktikophold afsluttet med en erhvervsfaglig prøve

forsikringskonsulent (»Berater in Versicherungsangelegenheiten«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på 15 år, heraf 6 års erhvervsuddannelse som led i en struktureret uddannelse, opdelt på 3 års lærlingeuddannelse og 3 års erhvervspraktik og -uddannelse, afsluttet med en prøve

bygmester/projektleder (»Planender Baumeister«)

tømrermester/projektleder (»Planender Zimmermeister«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på mindst 18 år, heraf mindst 9 års erhvervsuddannelse opdelt i 4 års skolegang på det tekniske sekundærtrin og 5 års erhvervspraktik afsluttet med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge, for så vidt denne uddannelse vedrører bygningsprojektering, teknisk beregning og byggeledelse (Maria Theresia forret)

regnskabsfører (»Gewerblicher Buchhalter«) som omhandlet i Gewerbeordnung af 1994 (lov af 1994 om handel, håndværk og industri)

selvstændig regnskabsfører (»Selbständiger Buchhalter«) som omhandlet i Bundesgesetz über die Wirtschaftstreuhandberufe af 1999 (lov af 1999 om offentlig revision)

i Polen:

bilinspektionstekniker ved en bilinspektionsstation på grundniveau (»diagnosta przeprowadzający badania techniczne w stacji kontroli pojazdów o podstawowym zakresie badań«)

der svarer til 8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet koncentreret om motorkøretøjer samt 3 års praktik på en tankstation eller et værksted, herunder 51 timers grundlæggende uddannelse i inspektion af motorkøretøjer samt beståelse af en kvalifikationsprøve

bilinspektionstekniker ved en distriktsbilinspektionsstation (»diagnosta przeprowadzający badania techniczne pojazdu w okręgowej stacji kontroli pojazdów«)

der svarer til 8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet koncentreret om motorkøretøjer samt 4 års praktik på en tankstation eller på et værksted herunder 51 timers grundlæggende kursus i inspektion af motorkøretøjer og beståelse af en kvalifikationsprøve.

bilinspektionstekniker ved en bilinspektionsstation (»diagnosta wykonujący badania techniczne pojazdów w stacji kontroli pojazdów«)

der svarer til

i)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet koncentreret om motorkøretøjer, 4 års bekræftet praktik på en tankstation eller et værksted, eller

ii)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet på et andet område end motorkøretøjer samt 8 års praktik på en tankstation eller et værksted — 113 timers samlet kursus omfattende grundkursus og specialkursus med prøve efter hvert niveau.

De enkelte kursers varighed og generelle mål inden for den samlede uddannelse til bilinspektionstekniker er specificeret i infrastrukturministerens bekendtgørelse af 28. november 2002 om specifikke krav til bilinspektionsteknikere (Statstidende af 2002, nr. 208, pos. 1769)

jernbaneekspeditør (»dyżurny ruchu«)

der svarer til 8 års grundskole og 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet med speciale i jernbanetransport, kursus, der forbereder til arbejdet som jernbaneekspeditør på 45 dage og beståelse af kvalifikationsprøven, eller der svarer til 8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet med speciale i jernbanetransport, kursus, der forbereder til arbejdet som jernbaneekspeditør på 63 dage og beståelse af kvalifikationsprøven.

5.   Uddannelser i Det Forenede Kongerige, der er godkendt som National Vocational Qualifications eller som Scottish Vocational Qualifications:

Uddannelser til følgende erhverv:

godkendt dyresygeplejer(ske) (»listed veterinary nurse«)

mineelektroingeniør (»mine electrical engineer«)

minemaskiningeniør (»mine mechanical engineer«)

tandterapeut (»dental therapist«)

tandhygiejneekspert (»dental hygienist«)

ordinerende optiker(»dispensing optician«)

assisterende mineingeniør (»mine deputy«)

kurator (»insolvency practitioner«)

autoriseret notar i ejendomsoverdragelsessager (»licensed conveyancer«)

førstestyrmand på fragt- og passagerskibe (»first mate — freight/passenger ships — unrestricted«)

andenstyrmand på fragt- og passagerskibe (»second mate — freight/passenger ships — unrestricted«)

tredjestyrmand på fragt- og passagerskibe (»third mate — freight/passenger ships — unrestricted«)

dæksofficer på fragt- og passagerskibe (»deck officer — freight/passenger ships — unrestricted«)

maskinofficer på fragt- og passagerskibe (»engineer officer — freight/passenger ships — unlimited trading area«)

tekniker i affaldshåndtering (»certified technically competent person in waste management«)

der fører frem til de kvalifikationer, der er godkendt som National Vocational Qualifications (NVQs) eller godkendt i Skotland som Scottish Vocational Qualifications, og som ligger på niveau 3 og 4 i Det Forenede Kongeriges National Framework of Vocational Qualifications.

For disse niveauer gælder følgende definitioner:

Niveau 3: kompetence med hensyn til en bred vifte af forskellige arbejdsaktiviteter, der udføres i en lang række forskellige sammenhænge, og hvoraf de fleste er komplekse og ikke-rutinemæssige. Der er tale om en betydelig grad af ansvar og selvstændighed, ligesom der i mange tilfælde stilles krav om tilsyn med eller ledelse af andre.

Niveau 4: kompetence med hensyn til en bred vifte af komplekse, tekniske eller faglige arbejdsaktiviteter, der udøves i en lang række forskellige sammenhænge og med en høj grad af personligt ansvar og selvstændighed. Der er ofte tale om ansvar for andres arbejde og for fordeling af midler.


(1)  Titlen »Krankengymnast(in)« er fra den 1. juni 1994 erstattet af titlen »Physiotherapeut(in)«. De af erhvervets udøvere, som har opnået deres eksamensbevis inden denne dato, kan dog, hvis de ønsker det, fortsat anvende den tidligere titel »Krankengymnast(in)«.


BILAG III

Liste over lovregulerede uddannelser, der er omhandlet i artikel 13, stk. 2, tredje afsnit

I Det Forenede Kongerige:

De lovregulerede uddannelser, som fører frem til de kvalifikationer, der er godkendt som National Vocational Qualifications (NVQs) eller godkendt i Skotland som Scottish Vocational Qualifications, og som ligger på niveau 3 og 4 i Det Forenede Kongeriges National Framework of Vocational Qualifications.

For disse niveauer gælder følgende definitioner:

Niveau 3: kompetence med hensyn til en bred vifte af forskellige arbejdsaktiviteter, der udføres i en lang række forskellige sammenhænge, og hvoraf de fleste er komplekse og ikke-rutinemæssige. Der er tale om en betydelig grad af ansvar og selvstændighed, ligesom der i mange tilfælde stilles krav om tilsyn med eller ledelse af andre.

Niveau 4: kompetence med hensyn til en bred vifte af komplekse, tekniske eller faglige arbejdsaktiviteter, der udøves i en lang række forskellige sammenhænge og med en høj grad af personligt ansvar og selvstændighed. Der er ofte tale om ansvar for andres arbejde og for fordeling af midler.

I Tyskland:

Følgende lovregulerede uddannelser:

De lovregulerede uddannelser, som fører frem til erhvervene teknisk assistent (»technische(r) Assistent(in)«), handelsassistent (»kaufmännische(r) Assistent(in)«) og erhverv i den sociale sektor (»soziale Berufe«) samt erhvervet som statsprøvet vejrtræknings-, tale- og stemmepædagog (»staatlich geprüfte(r) Atem-, Sprech- und Stimmlehrer(in)«), af en samlet varighed på mindst 13 år, som forudsætter første trin af sekundærundervisningen (»mittlerer Bildungsabschluss«), og som omfatter:

i)

mindst 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole (1) (»Fachschule«), afsluttet med en prøve og eventuelt suppleret med en specialisering af 1 eller 2 års varighed, afsluttet med en prøve, eller

ii)

mindst 21/2 år på en fagskole (»Fachschule«), afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 6 måneders erhvervspraktik eller mindst 6 måneders praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed, eller

iii)

mindst 2 år på en fagskole (»Fachschule«), afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 1 års erhvervspraktik eller mindst 1 års praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed.

De lovregulerede uddannelser med henblik på erhvervene statsprøvet (»staatlich geprüfte(r)«) tekniker (»Techniker(in)«), virksomhedsøkonom (»Betriebswirt(in)«), designer (»Gestalter(in)«) og hjemmehjælper (»Familienpfleger(in)«) af en samlet varighed på mindst 16 år, der forudsætter afslutning af den pligtige skolegang eller en sidestillet uddannelse (mindst 9 år) samt en uddannelse på en erhvervsskole (»Berufsschule«) på mindst 3 år, og som efter mindst 2 års erhvervspraktik omfatter mindst 2 års fuldtidsuddannelse eller en deltidsuddannelse af tilsvarende varighed.

De lovregulerede uddannelser og de lovregulerede efteruddannelser af en samlet varighed på mindst 15 år, der almindeligvis forudsætter afslutning af den pligtige skolegang (mindst 9 år) og en fuldført erhvervsuddannelse (almindeligvis 3 år), og som almindeligvis omfatter mindst 2 års (almindeligvis 3 års) erhvervspraktik samt en prøve som led i efteruddannelse, til hvis forberedelse der almindeligvis træffes uddannelsesledsageforanstaltninger enten sideløbende med erhvervspraktikken (mindst 1 000 timer) eller på fuldtid (mindst 1 år).

De tyske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af nærværende bilag.

I Nederlandene:

De lovregulerede uddannelsesforløb af en samlet varighed på mindst 15 år, der forudsætter fuldførelse af 8 års skolegang på primærtrinnet, fulgt af enten 4 års almen sekundærundervisning på mellemniveau (MAVO) eller 4 års forberedende erhvervsuddannelse (VBO) eller almen sekundærundervisning på højere niveau, og hvor der kræves fuldførelse af en 3-årig eller 4-årig uddannelse på fagskole på mellemniveau (MBO), der afsluttes med en prøve.

De lovregulerede uddannelsesforløb af en samlet varighed på mindst 16 år, der forudsætter fuldførelse af 8 års skolegang på primærtrinnet, fulgt af mindst 4 års forberedende erhvervsuddannelse (VBO) eller almen sekundærundervisning på højere niveau, og hvor der kræves fuldførelse af mindst 4 års erhvervsuddannelse i lærlingeuddannelsessystemet, der omfatter mindst én slags teoretisk undervisning på skole hver uge og på de andre dage praktisk uddannelse på et praktikcenter eller i en virksomhed, og som afsluttes med en prøve.

De nederlandske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af dette bilag.

I Østrig:

Uddannelser på højere fagskoler (»Berufsbildende Höhere Schulen«) og højere land- og skovbrugsskoler (»Höhere Land- und Forstwirtschaftliche Lehranstalten«), herunder særlige typer (»einschließlich der Sonderformen«), hvis struktur og niveau er fastsat ved love eller administrative bestemmelser.

Uddannelserne har en samlet længde på ikke under 13 år og omfatter 5 års erhvervsuddannelse, som afsluttes med en prøve, hvis beståelse er bevis for faglig kompetence.

Uddannelser i mesterskoler (»Meisterschulen«), mesterklasser (»Meisterklassen«), værkførerskoler (»Werkmeisterschulen«) eller bygningshåndværkerskoler (»Bauhandwerkerschulen«), hvis struktur og niveau er fastsat ved love eller administrative bestemmelser.

Uddannelserne har en samlet længde på ikke under 13 år, der omfatter 9 års pligtig skolegang fulgt af enten 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole eller mindst 3 års uddannelse i en virksomhed og sideløbende hermed på en fagskole (»Berufsschule«), der begge afsluttes med en prøve, som suppleres med fuldførelse af mindst 1 års uddannelse i en mesterskole (»Meisterschule«), mesterklasse (»Meisterklassen«), værkførerskole (»Werkmeisterschule«) eller en bygningshåndværkerskole (»Bauhandwerkerschule«). I de fleste tilfælde er den samlede varighed på mindst 15 år, herunder perioder med erhvervspraktik, som enten går forud for uddannelserne på disse læreanstalter eller ledsages af deltidsuddannelser (mindst 960 timer).

De østrigske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der er omfattet af dette bilag.


(1)  Mindstevarigheden på 3 år kan nedsættes til 2 år, hvis den pågældende er indehaver af den kvalifikation, som er nødvendig for adgang til universitetet (»Abitur«), dvs. 13 års forudgående uddannelse, eller den kvalifikation, som er nødvendig for adgang til »Fachhochschulen« (»Fachhochschulreife«), dvs. 12 års forudgående uddannelse.


BILAG IV

Virksomhed i forbindelse med erhvervserfaringskategorierne, der er omhandlet i artikel 17, 18 og 19

Liste I

Klasser, der er omfattet af direktiv 64/427/EØF, ændret ved direktiv 69/77/EØF, og af direktiv 68/366/EØF, og 82/489/EØF

1   Direktiv 64/427/EØF

Klasse

23

Tekstilindustri

232

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på uldforarbejdningsmaskiner

233

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på bomuldsforarbejdningsmaskiner

234

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på silkeforarbejdningsmaskiner

235

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på hør- og hampforarbejdningsmaskiner

236

Anden tekstilfiberindustri (jute, hårdfibre osv.), rebslageri

237

Trikotage og strikvarer

238

Tekstilforædling

239

Anden tekstilindustri

Klasse

24

Fremstilling af sko, beklædning og hvidevarer

241

Seriefremstilling af sko (undtagen gummi- og træsko)

242

Reparation af sko og håndskomageri

243

Tilvirkning af beklædning og linned (undtagen buntmageri)

244

Fremstilling af hvidevarer

245

Buntmageri

Klasse

25

Træ- og korkindustri (undtagen møbelfremstilling)

251

Savværker og træbearbejdning

252

Fremstilling af halvfabrikata af træ

253

Seriefremstilling af byggeelementer af træ og parket

254

Fremstilling af træemballage

255

Fremstilling af andre trævarer (undtagen møbler)

259

Fremstilling af strå-, kurve-, kork-, flet- og børstenbindervarer

Klasse

26

260 Træmøbelindustrien

Klasse

27

Papir- og papirvareindustri

271

Fremstilling af træmasse og cellulose, papir og pap

272

Forarbejdning af papir og pap

Klasse

28

280 Trykkeri- og forlagsvirksomhed samt beslægtet industri

Klasse

29

Læderindustri

291

Tilvirkning af læder (garveri og pelsberedning)

292

Fremstilling af lædervarer

ex Klasse

30

Gummi- og kunststofindustri, kemisk fiberindustri, stivelsesindustri

301

Forarbejdning af gummi og asbest

302

Forarbejdning af kunststoffer

303

Produktion af kemiske fibre

ex Klasse

31

Kemisk industri

311

Fremstilling af kemiske grundstoffer og fremstilling af disse produkter med tilstødende videreforarbejdning

312

Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til anvendelse i industri og landbrug (her tilføjes: fremstilling af industrielle fedtstoffer og olie med vegetabilsk og animalsk oprindelse indbefattet i ISIC-gruppe 312)

313

Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til privat forbrug og forvaltninger (her udgår fremstillingen af medicinske og farmaceutiske produkter (ex ISIC-gruppe 319))

Klasse

32

320 Mineralolieindustri

Klasse

33

Fremstilling af ikke-metalliske mineralprodukter

331

Teglværker

332

Glasindustri

333

Fremstilling af stentøj, finkeramiske og ildfaste produkter

334

Fremstilling af cement, forarbejdning af kalk og gips

335

Fremstilling af bygningsmaterialer og materialer til offentlige arbejder af beton og gibs samt af cementvarer

339

Be- og forarbejdning af natursten samt fremstilling af andre ikke-metalliske mineralprodukter

Klasse

34

Jern- og metalværker

341

Jern- og stålværker (ifølge EKSF-traktaten inkl. koksværker)

342

Produktion af stålrør

343

Rørtrækningsforetagender og koldvalseværker

344

Fremstilling og første tilvirkning af ikke-jernholdige metaller

345

Støberier for jernholdige og ikke-jernholdige metaller

Klasse

35

Jern- og metalvareindustri (undtagen maskiner og transportmidler)

351

Smedjer, presse- og hammerværker

352

Stålformgivning og overfladeforædling

353

Fremstilling af stål- og letmetalkonstruktioner

354

Bygning af kedler og beholdere

355

Fremstilling af jern-, blik- og metalvarer, undtagen elektrisk materiel

359

Forskellige mekaniske virksomheder

Klasse

36

Maskinindustri

361

Fremstilling af landbrugsmaskiner og traktorer

362

Fremstilling af kontormaskiner

363

Fremstilling af metalbearbejdningsmaskiner, anordninger til maskiner og maskinværktøj

364

Fremstilling af tekstilmaskiner og tilbehør samt symaskiner

365

Fremstilling af maskiner og apparater til nærings- og nydelsesmiddelindustrien, den kemiske og beslægtede industri

366

Fremstilling af bjergværks- og valseværksindretninger, bjergværksmaskiner, støberimaskiner, entreprenørmateriel, hejsemateriel og transportører

367

Fremstilling af tandhjul, gear, rullelejer og andre drivelementer

368

Fremstilling af maskiner til andre bestemte industrigrene

369

Fremstilling af andre maskinbygningsprodukter

Klasse

37

Elektroindustri

371

Fremstilling af isolerede elektrokabler, -ledninger og -tråd

372

Fremstilling af elektromotorer, -generatorer og -transformatorer samt af kontakt- og installationsapparatur

373

Fremstilling af industrielt elektroudstyr

374

Bygning af fjernmeldeudstyr, fremstilling af målere, måle- og reguleringsudstyr og elektromedicinsk udstyr o.l.

375

Fremstilling af radio- og fjernsynsmodtagere, elektroakustisk udstyr og indretninger samt af elektroniske apparater og elektroniske anlæg

376

Fremstilling af elektriske husholdningsartikler

377

Fremstilling af lamper og belysningsartikler

378

Fremstilling af batterier og akkumulatorer

379

Reparation, montage og teknisk installation af elektrotekniske produkter

ex Klasse

38

Transportmiddelindustri

383

Bygning af motorkøretøjer og disses enkeltdele

384

Motorkøretøjs- og cykelreparationsværksteder

385

Fremstilling af motorcykler og cykler og disses enkeltdele

389

Anden transportmiddelindustri

Klasse

39

Anden fremstillingsvirksomhed

391

Fremstilling af finmekaniske produkter

392

Fremstilling af medicinmekaniske og ortopædisk-mekaniske produkter (undtagen ortopædisk fodtøj)

393

Fremstilling af optisk og fotografisk udstyr

394

Fremstilling og reparation af ure

395

Fremstilling af smykker og guldsmedevarer, bearbejdning af ædelstene

396

Fremstilling og reparation af musikinstrumenter

397

Fremstilling af legetøj og sportsartikler

399

Øvrige grene inden for de be- og forarbejdende erhverv

Klasse

40

Bygge- og anlægsvirksomhed

400

Bygge- og anlægsvirksomhed (uden nærmere angivelse) og nedrivningsvirksomhed

401

Byggevirksomhed vedrørende fundering, ydermure m.v.

402

Entreprenørvirksomheder (bro-, vej- og jernbanebygning m.v.)

403

Bygningsinstallation

404

Bygningsfærdiggørelse

2   Direktiv 68/366/EØF

Klasse

20 A

200 Fremstilling af olier og fedt af animalsk eller vegetabilsk oprindelse

20 B

Næringsmiddelindustri (undtagen fremstilling af drikkevarer)

201

Slagteri og fremstilling af kødvarer og kødkonserves

202

Mejeri og mælkeforarbejdning

203

Forarbejdning af frugt og grøntsager

204

Konservering af fisk og andre saltvandsprodukter

205

Møllerivirksomhed

206

Fremstilling af brød, konditorvarer og andet bagværk

207

Sukkerindustri

208

Fremstilling af chokolade- og sukkervarer

209

Øvrige næringsmiddelindustri

Klasse

21

Fremstilling af drikkevarer

211

Fremstilling af ætylalkohol ved forgæring, af gær og af spirituosa

212

Fremstilling af vin og lignende umaltede alkoholholdige drikkevarer

213

Bryggeri og maltfremstilling

214

Aftapning af mineralvand og fremstilling af alkoholfrie drikke

ex 30

Gummiindustri; fremstilling af plastic og syntetiske fibre, stivelsesindustri

304

Stivelsesindustri

3   Direktiv 82/489/EØF

ex 855

Frisørsaloner (bortset fra pedicurevirksomhed og fagskoler for skønhedspleje)

Liste II

Klasser fra direktiv 75/368/EØF, 75/369/EØF og 82/470/EØF

1   Direktiv 75/368/EØF (virksomhed, der omhandles i artikel 5, stk. 1)

ex 04

Fiskeri

043

Fiskeri i indre farvande

ex 38

Fremstilling af transportmateriel

381

Skibsbygning og reparation af skibe

382

Fremstilling af jernbanemateriel

386

Bygning af luftfartøjer (herunder fremstilling af rumfartsmateriel)

ex 71

Sekundær virksomhed i forbindelse med transport og anden virksomhed end transport inden for følgende grupper:

ex 711

Drift af sovevogne og spisevogne; vedligeholdelse af jernbanemateriel i reparationsværksteder; rengøring af jernbanevogne

ex 712

Vedligeholdelse af materiel til personbefordring i by- og forstadsområder samt til mellembystrafik

ex 713

Vedligeholdelse af andet materiel til personbefordring ad landevej (f.eks. biler, rutebiler, hyrevogne)

ex 714

Drift og vedligeholdelse af anlæg i forbindelse med landevejstransport (f.eks.: landeveje, tunneler og broer med vejafgift, rutebilstationer, parkeringspladser, bus- og sporvognsremiser)

ex 716

Virksomhed i forbindelse med sejlads på indre vandveje (f.eks. drift og vedligeholdelse af vandveje, havne og andre anlæg på indre vandveje; bugsering og lodsning i havne, afmærkning af farvande, lastning og losning af skibe og andre tilsvarende former for virksomhed, såsom bjærgning af skibe, forhaling af fartøjer og drift af bådeskure)

73

Kommunikation: postvæsen og telekommunikation

ex 85

Ydelser

ex 856

Fotografiske atelierer: portrætfotografering, kommerciel fotografering, bortset fra pressefotografer

ex 859

Ydelser ikke andetsteds anført (kun vedligeholdelse og rengøring af bygninger eller lokaler).

2   Direktiv 75/369/EØF (artikel 6: når virksomheden betragtes som industri- eller håndværksvirksomhed)

Udøvelse af følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted

a)

køb og salg af varer

ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

køb og salg af varer fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b)

de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

3   Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 1 og 3)

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

at tilrettelægge, tilbyde og sælge til fast pris eller mod provision begrænsede arrangementer i forbindelse med en rejse eller et ophold eller at koordinere sådanne (transport, overnatning, forplejning, udflugter, osv.), uanset rejsens motiv (artikel 2, litra B, litra a))

at optræde som mellemled mellem fragtførerne inden for de forskellige transportformer og afsendere eller modtagere af gods, samt at træffe forskellige hermed forbundne dispositioner:

aa)

for ordregivernes regning at afslutte kontrakter med fragtførerne

bb)

at vælge den transportform, det firma og den rute, der skønnes mest fordelagtig for ordregiveren

cc)

at sørge for den praktiske tilrettelæggelse af transporten (for eksempel den for transporten nødvendige emballage); at udøve forskellige biaktiviteter under transporten (for eksempel at sikre forsyningen af is til kølevogne)

dd)

at ordne de med transporten forbundne formaliteter, såsom udfærdigelse af fragtbreve; at gruppere og sortere forsendelserne

ee)

at koordinere de enkelte transportetaper: transit, videreforsendelse og omladning samt forskellige afsluttende aktiviteter

ff)

henholdsvis at fremskaffe fragter til transportvirksomhederne og transportmuligheder for afsendere og modtagere af gods

at beregne transportomkostningerne og kontrollere afregningen heraf

at foretage visse henvendelser, permanent eller lejlighedsvis, i en reders eller en søtransportvirksomheds navn og for dennes regning (til havnemyndigheder, skibsprovianteringsfirmaer osv.)

(Virksomhed, der omhandles i artikel 2, litra A, litra a), b) eller d)).

Liste III

Direktiv 64/222/EØF, 68/364/EØF, 68/368/EØF, 75/368/EØF, 75/369/EØF, 70/523/EØF og 82/470/EØF

1   Direktiv 64/222/EØF

1.

Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen, bortset fra engroshandelen med lægemidler og farmaceutiske produkter, med giftstoffer og sygdomsfremkaldende stoffer samt engroshandelen med kul (ex-gruppe 611)

2.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der har til opgave på grundlag af et eller flere hverv at forberede eller afslutte handler i en andens navn og for en andens regning

3.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der uden vedvarende at have dette til opgave, formidler kontakt mellem personer, som ønsker at afslutte kontrakter umiddelbart med hinanden, forbereder disses handler eller medvirker ved deres afslutning

4.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der i eget navn og for en andens regning afslutter handler

5.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der for en andens regning afholder engroshandelsauktioner

6.

Erhvervsvirksomhed som formidler, som går fra dør til dør for at optage ordrer

7.

Tjenesteydelser, der udføres erhvervsmæssigt af en ikke-selvstændig formidler, der står i tjenesteforhold til en eller flere handels-, industri- eller håndværksvirksomheder.

2   Direktiv 68/364/EØF

ex ISIC-gruppe 612 Detailhandelen

Undtagne erhverv:

012

Udlejning af landbrugsmaskiner

640

Handel med og udlejning af fast ejendom

713

Udlejning af automobiler, køretøjer og heste

718

Udlejning af jernbanevogne og -wagoner

839

Udlejning af maskiner til handelsforetagender

841

Udlejning af biografteaterpladser og udlejning af film

842

Udlejning af teaterpladser og udlejning af teaterudstyr

843

Udlejning af skibe og både, cykler og automater

853

Udlejning af møblerede værelser

854

Udlejning af hvidevarer

859

Udlejning af klæder

3   Direktiv 68/368/EØF

ex ISIC-klasse 85:

1.

Restaurations- og udskænkningsvirksomhed (ISIC-gruppe 852)

2.

Hotel- og campingpladsvirksomhed (ISIC-gruppe 853)

4   Direktiv 75/368/EØF (artikel 7)

ex 62

Banker og andre pengeinstitutter

ex 620

Patentbureauer og foretagender til udbetaling af afgifter

ex 71

Transport

ex 713

Personbefordring ad landevej (bortset fra befordring med motorkøretøjer)

ex 719

Drift af rørledninger til fremføring af flydende kulbrinter og andre flydende kemiske stoffer

ex 82

Tjenesteydelser til offentligheden

827

Biblioteker, museer, botaniske og zoologiske haver

ex 84

Forlystelser, sport m.m.

843

Forlystelser og sport, ikke andetsteds anført

sportsvirksomhed (sportspladser, arrangering af sportsstævner osv.), undtagen sportsinstruktører

spillevirksomhed (væddeløbsstalde, spillebaner, væddeløbsbaner osv.)

andre forlystelser (cirkus, forlystelsesparker og anden underholdning)

ex 85

Personlige tjenesteydelser

ex 851

Hushjælp

ex 855

Skønhedspleje og manicurevirksomhed, bortset fra pedicurevirksomhed, fagskoler for skønhedspleje og frisører

ex 859

Personlige tjenesteydelser ikke andetsteds anført, bortset fra idrætsmassage og paramedicinsk massage samt bjergførervirksomhed, omgrupperet som følger:

desinfektion og bekæmpelse af skadedyr

udlejning af klæder og opbevaring

ægteskabsbureauer og tilsvarende virksomhed

virksomhed, der har karakter af sandsiger- og spådomsvirksomhed

tjenesteydelser inden for hygiejne og dertil knyttet virksomhed

begravelsesvæsen og vedligeholdelse af kirkegårde

rejseledere og turisttolke

5   Direktiv 75/369/EØF (artikel 5)

Følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted:

a)

køb og salg af varer

ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b)

de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

6   Direktiv 70/523/EØF

Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen med kul og formidlervirksomhed inden for kulsektoren (ISIC-nomenklaturen ex gruppe 6112)

7   Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 2)

(Former for virksomhed, der er nævnt i artikel 2, litra A, litra c) eller e), litra B, litra b), litra C eller D)

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

at udleje jernbanevogne til personbefordring eller godstransport

at optræde som mellemled ved køb, salg eller leje af fartøjer

at udarbejde, forhandle og afslutte kontrakter vedrørende befordring af emigranter

for deponentens regning at modtage alle former for genstande og varer, uanset om disse er underlagt toldbehandling, til opbevaring i toldoplag, pakhuse, møbelopbevaringsmagasiner, kølehuse, siloer osv.

til deponenten at udstede et dokument vedrørende den genstand eller vare, som er modtaget til opbevaring

at stille folde, foder og salgssteder til rådighed for kvæg under midlertidig opstaldning, enten før salget eller i transit til eller fra et marked

at udføre kontrol eller teknisk besigtigelse af motorkøretøjer

at måle og veje varer.


BILAG V

Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

V.1.   LÆGE

5.1.1.   Beviser for medicinsk grunduddannelse

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Referencedato

België/Belgique/ Belgien

Diploma van arts/Diplôme de docteur en médecine

Les universités/De universiteiten

Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française/De bevoegde Examencommissie van de Vlaamse Gemeenschap

 

20. december 1976

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu všeobecné lékařství (doktor medicíny, MUDr.)

Lékářská fakulta univerzity v České republice

Vysvědčení o státní rigorózní zkoušce

1. maj 2004

Danmark

Bevis for bestået lægevidenskabelig embedseksamen

Medicinsk universitetsfakultet

Autorisation som læge, udstedt af Sundhedsstyrelsen og

Tilladelse til selvstændigt virke som læge (dokumentation for gennemført praktisk uddannelse), udstedt af Sundhedsstyrelsen

20. december 1976

Deutschland

Zeugnis über die Ärztliche Prüfung

Zeugnis über die Ärztliche Staatsprüfung und Zeugnis über die Vorbereitungszeit als Medizinalassistent, soweit diese nach den deutschen Rechtsvorschriften noch für den Abschluss der ärztlichen Ausbildung vorgesehen war

Zuständige Behörden

 

20. december 1976

Eesti

Diplom arstiteaduse õppekava läbimise kohta

Tartu Ülikool

 

1. maj 2004

Ελλάς

Πτυχίo Iατρικής

Iατρική Σχoλή Παvεπιστημίoυ,

Σχoλή Επιστημώv Υγείας, Τμήμα Iατρικής Παvεπιστημίoυ

 

1. januar 1981

España

Título de Licenciado en Medicina y Cirugía

Ministerio de Educación y Cultura

El rector de una Universidad

 

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat de docteur en médecine

Universités

 

20. december 1976

Ireland

Primary qualification

Competent examining body

Certificate of experience

20. december 1976

Italia

Diploma di laurea in medicina e chirurgia

Università

Diploma di abilitazione all'esercizio della medicina e chirurgia

20. december 1976

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Ιατρού

Ιατρικό Συμβούλιο

 

1. maj 2004

Latvija

ārsta diploms

Universitātes tipa augstskola

 

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą gydytojo kvalifikaciją

Universitetas

Internatūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą medicinos gydytojo profesinę kvalifikaciją

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de docteur en médecine, chirurgie et accouchements,

Jury d'examen d'Etat

Certificat de stage

20. december 1976

Magyarország

Általános orvos oklevél (doctor medicinae univer- sae, röv.: dr. med. univ.)

Egyetem

 

1. maj 2004

Malta

Lawrja ta' Tabib tal-Medi- ċina u l-Kirurġija

Universita’ ta' Malta

Ċertifikat ta' reġistrazzjoni maħruġ mill-Kunsill Mediku

1. maj 2004

Nederland

Getuigschrift van met goed gevolg afgelegd artsexamen

Faculteit Geneeskunde

 

20. december 1976

Österreich

1.

Urkunde über die Verleihung des akademischen Grades Doktor der gesamten Heilkunde (bzw. Doctor medicinae universae, Dr.med.univ.)

1.

Medizinische Fakultät einer Universität

 

1. januar 1994

2.

Diplom über die spezifische Ausbildung zum Arzt für Allgemeinmedizin bzw. Facharztdiplom

2.

Österreichische Ärztekammer

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku lekarskim z tytułem »lekarza«

1.

Akademia Medyczna

2.

Uniwersytet Medyczny

3.

Collegium Medicum Uniwersytetu Jagiellońskiego

Lekarski Egzamin Państwowy

1. maj 2004

Portugal

Carta de Curso de licenciatura em medicina

Universidades

Diploma comprovativo da conclusão do internato geral emitido pelo Ministério da Saúde

1. januar 1986

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »doktor medicine/doktorica medicine«

Univerza

 

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »doktor medicíny« (»MUDr.«)

Vysoká škola

 

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Lääketieteen lisensiaatin tutkinto/Medicine licentiatexamen

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

Kuopion yliopisto

Oulun yliopisto

Tampereen yliopisto

Turun yliopisto

Todistus lääkärin perusterveydenhuollon lisäkoulutuksesta/Examenbevis om tilläggsutbildning för läkare inom primärvården

1. januar 1994

Sverige

Läkarexamen

Universitet

Bevis om praktisk utbildning som utfärdas av Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Primary qualification

Competent examining body

Certificate of experience

20. december 1976

5.1.2.   Beviser for uddannelse som speciallæge

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Referencedato

België/Belgique/ Belgien

Bijzondere beroepstitel van geneesheer-specialist/Titre professionnel particulier de médecin spécialiste

Minister bevoegd voor Volksgezondheid/Ministre de la Santé publique

20. december 1976

Česká republika

Diplom o specializaci

Ministerstvo zdravotnictví

1. maj 2004

Danmark

Bevis for tilladelse til at betegne sig som speciallæge

Sundhedsstyrelsen

20. december 1976

Deutschland

Fachärztliche Anerkennung

Landesärztekammer

20. december 1976

Eesti

Residentuuri lõputunnistus eriarstiabi erialal

Tartu Ülikool

1. maj 2004

Ελλάς

Τίτλoς Iατρικής Ειδικότητας

1.

Νoμαρχιακή Αυτoδιoίκηση

1. januar 1981

2.

Νoμαρχία

España

Título de Especialista

Ministerio de Educación y Cultura

1. januar 1986

France

1.

Certificat d'études spéciales de médecine

1.

Universités

20. december 1976

2.

Attestation de médecin spécialiste qualifié

2.

Conseil de l'Ordre des médecins

3.

Certificat d'études spéciales de médecine

3.

Universités

4.

Diplôme d'études spécialisées ou spécialisation complémentaire qualifiante de médecine

4.

Universités

Ireland

Certificate of Specialist doctor

Competent authority

20. december 1976

Italia

Diploma di medico specialista

Università

20. december 1976

Κύπρος

Πιστοποιητικό Αναγνώρισης Ειδικότητας

Ιατρικό Συμβούλιο

1. maj 2004

Latvija

»Sertifikāts«—kompetentu iestāžu izsniegts dokuments, kas apliecina, ka persona ir nokārtojusi sertifikācijas eksāmenu specialitātē

Latvijas Ārstu biedrība

Latvijas Ārstniecības personu profesionālo organizāciju savienība

1. maj 2004

Lietuva

Rezidentūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą gydytojo specialisto profesinę kvalifikaciją

Universitetas

1. maj 2004

Luxembourg

Certificat de médecin spécialiste

Ministre de la Santé publique

20. december 1976

Magyarország

Szakorvosi bizonyítvány

Az Egészségügyi, Szociális és Családügyi Minisztérium illetékes testülete

1. maj 2004

Malta

Ċertifikat ta' Speċjalista Mediku

Kumitat ta' Approvazzjoni dwar Speċjalisti

1. maj 2004

Nederland

Bewijs van inschrijving in een Specialistenregister

Medisch Specialisten Registratie Commissie (MSRC) van de Koninklijke Nederlandsche Maatschappij tot Bevordering der Geneeskunst

Sociaal-Geneeskundigen Registratie Commissie van de Koninklijke Nederlandsche Maatschappij tot Bevordering der Geneeskunst

20. december 1976

Österreich

Facharztdiplom

Österreichische Ärztekammer

1. januar 1994

Polska

Dyplom uzyskania tytułu specjalisty

Centrum Egzaminów Medycznych

1. maj 2004

Portugal

1.

Grau de assistente

1.

Ministério da Saúde

1. januar 1986

2.

Titulo de especialista

2.

Ordem dos Médicos

Slovenija

Potrdilo o opravljenem specialističnem izpitu

1.

Ministrstvo za zdravje

1. maj 2004

2.

Zdravniška zbornica Slovenije

Slovensko

Diplom o špecializácii

Slovenská zdravotnícka univerzita

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Erikoislääkärin tutkinto/Specialläkarexamen

1.

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

1. januar 1994

2.

Kuopion yliopisto

3.

Oulun yliopisto

4.

Tampereen yliopisto

5.

Turun yliopisto

Sverige

Bevis om specialkompetens som läkare, utfärdat av Socialstyrelsen

Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Certificate of Completion of specialist training

Competent authority

20. december 1976

5.1.3.   Benævnelser for speciallægeuddannelser

Land

Anæstesiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Kirurgi eller kirurgiske sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Anesthésie-réanimation/Anesthesie reanimatie

Chirurgie/Heelkunde

Česká republika

Anesteziologie a resuscitace

Chirurgie

Danmark

Anæstesiologi

Kirurgi elsler kirurgiske sygdomme

Deutschland

Anästhesiologie

(Allgemeine) Chirurgie

Eesti

Anestesioloogia

Üldkirurgia

Ελλάς

Αvαισθησιoλoγία

Χειρoυργική

España

Anestesiología y Reanimación

Cirugía general y del aparato digestivo

France

Anesthésiologie-Réanimation chirurgicale

Chirurgie générale

Ireland

Anaesthesia

General surgery

Italia

Anestesia e rianimazione

Chirurgia generale

Κύπρος

Αναισθησιολογία

Γενική Χειρουργική

Latvija

Anestezioloģija un reanimatoloģija

Ķirurģija

Lietuva

Anesteziologija reanimatologija

Chirurgija

Luxembourg

Anesthésie-réanimation

Chirurgie générale

Magyarország

Aneszteziológia és intenzív terápia

Sebészet

Malta

Anesteżija u Kura Intensiva

Kirurġija Ġenerali

Nederland

Anesthesiologie

Heelkunde

Österreich

Anästhesiologie und Intensivmedizin

Chirurgie

Polska

Anestezjologia i intensywna terapia

Chirurgia ogólna

Portugal

Anestesiologia

Cirurgia geral

Slovenija

Anesteziologija, reanimatologija in perioperativna intenzivna medicina

Splošna kirurgija

Slovensko

Anestéziológia a intenzívna medicína

Chirurgia

Suomi/Finland

Anestesiologia ja tehohoito/Anestesiologi och intensivvård

Yleiskirurgia/Allmän kirurgi

Sverige

Anestesi och intensivvård

Kirurgi

United Kingdom

Anaesthetics

General surgery


Land

Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Gynækologi og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

Neurochirurgie

Gynécologie — obstétrique/Gynaecologie en verloskunde

Česká republika

Neurochirurgie

Gynekologie a porodnictví

Danmark

Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme

Gynækologi og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp

Deutschland

Neurochirurgie

Frauenheilkunde und Geburtshilfe

Eesti

Neurokirurgia

Sünnitusabi ja günekoloogia

Ελλάς

Νευρoχειρoυργική

Μαιευτική-Γυvαικoλoγία

España

Neurocirugía

Obstetricia y ginecología

France

Neurochirurgie

Gynécologie — obstétrique

Ireland

Neurosurgery

Obstetrics and gynaecology

Italia

Neurochirurgia

Ginecologia e ostetricia

Κύπρος

Νευροχειρουργική

Μαιευτική — Γυναικολογία

Latvija

Neiroķirurģija

Ginekoloģija un dzemdniecība

Lietuva

Neurochirurgija

Akušerija ginekologija

Luxembourg

Neurochirurgie

Gynécologie — obstétrique

Magyarország

Idegsebészet

Szülészet-nőgyógyászat

Malta

Newrokirurġija

Ostetriċja u Ġinekoloġija

Nederland

Neurochirurgie

Verloskunde en gynaecologie

Österreich

Neurochirurgie

Frauenheilkunde und Geburtshilfe

Polska

Neurochirurgia

Położnictwo i ginekologia

Portugal

Neurocirurgia

Ginecologia e obstetricia

Slovenija

Nevrokirurgija

Ginekologija in porodništvo

Slovensko

Neurochirurgia

Gynekológia a pôrodníctvo

Suomi/Finland

Neurokirurgia/Neurokirurgi

Naistentaudit ja synnytykset/Kvinnosjukdomar och förlossningar

Sverige

Neurokirurgi

Obstetrik och gynekologi

United Kingdom

Neurosurgery

Obstetrics and gynaecology


Land

Intern medecin

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Oftalmologi eller øjensygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Médecine interne/Inwendige geneeskunde

Ophtalmologie/Oftalmologie

Česká republika

Vnitřní lékařství

Oftalmologie

Danmark

Intern medicin

Oftalmologi eller øjensygdomme

Deutschland

Innere Medizin

Augenheilkunde

Eesti

Sisehaigused

Oftalmoloogia

Ελλάς

Παθoλoγία

Οφθαλμoλoγία

España

Medicina interna

Oftalmología

France

Médecine interne

Ophtalmologie

Ireland

General medicine

Ophthalmic surgery

Italia

Medicina interna

Oftalmologia

Κύπρος

Παθoλoγία

Οφθαλμολογία

Latvija

Internā medicīna

Oftalmoloģija

Lietuva

Vidaus ligos

Oftalmologija

Luxembourg

Médecine interne

Ophtalmologie

Magyarország

Belgyógyászat

Szemészet

Malta

Mediċina Interna

Oftalmoloġija

Nederland

Interne geneeskunde

Oogheelkunde

Österreich

Innere Medizin

Augenheilkunde und Optometrie

Polska

Choroby wewnętrzne

Okulistyka

Portugal

Medicina interna

Oftalmologia

Slovenija

Interna medicina

Oftalmologija

Slovensko

Vnútorné lekárstvo

Oftalmológia

Suomi/Finland

Sisätaudit/Inre medicin

Silmätaudit/Ögonsjukdomar

Sverige

Internmedicin

Ögonsjukdomar (oftalmologi)

United Kingdom

General (internal) medicine

Ophthalmology


Land

Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Pædiatri eller sygdomme hos børn

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Oto-rhino-laryngologie/Otorhinolaryngologie

Pédiatrie/Pediatrie

Česká republika

Otorinolaryngologie

Dětské lékařství

Danmark

Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme

Pædiatri eller sygdomme hos børn

Deutschland

Hals-Nasen-Ohrenheilkunde

Kinder- und Jugendmedizin

Eesti

Otorinolarüngoloogia

Pediaatria

Ελλάς

Ωτoριvoλαρυγγoλoγία

Παιδιατρική

España

Otorrinolaringología

Pediatría y sus áreas específicas

France

Oto-rhino-laryngologie

Pédiatrie

Ireland

Otolaryngology

Paediatrics

Italia

Otorinolaringoiatria

Pédiatria

Κύπρος

Ωτορινολαρυγγολογία

Παιδιατρική

Latvija

Otolaringoloģija

Pediatrija

Lietuva

Otorinolaringologija

Vaikų ligos

Luxembourg

Oto-rhino-laryngologie

Pédiatrie

Magyarország

Fül-orr-gégegyógyászat

Csecsemő- és gyermekgyógyászat

Malta

Otorinolaringoloġija

Pedjatrija

Nederland

Keel-, neus- en oorheelkunde

Kindergeneeskunde

Österreich

Hals-, Nasen- und Ohrenkrankheiten

Kinder- und Jugendheilkunde

Polska

Otorynolaryngologia

Pediatria

Portugal

Otorrinolaringologia

Pediatria

Slovenija

Otorinolaringológija

Pediatrija

Slovensko

Otorinolaryngológia

Pediatria

Suomi/Finland

Korva-, nenä- ja kurkkutaudit/Öron-, näs- och halssjukdomar

Lastentaudit/Barnsjukdomar

Sverige

Öron-, näs- och halssjukdomar (oto-rhino-laryngologi)

Barn- och ungdomsmedicin

United Kingdom

Otolaryngology

Paediatrics


Land

Medicinske lungesygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

Pneumologie

Urologie

Česká republika

Tuberkulóza a respirační nemoci

Urologie

Danmark

Medicinske lungesygdomme

Urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme

Deutschland

Pneumologie

Urologie

Eesti

Pulmonoloogia

Uroloogia

Ελλάς

Φυματιoλoγία- Πvευμovoλoγία

Ουρoλoγία

España

Neumología

Urología

France

Pneumologie

Urologie

Ireland

Respiratory medicine

Urology

Italia

Malattie dell'apparato respiratorio

Urologia

Κύπρος

Πνευμονολογία — Φυματιολογία

Ουρολογία

Latvija

Ftiziopneimonoloģija

Uroloģija

Lietuva

Pulmonologija

Urologija

Luxembourg

Pneumologie

Urologie

Magyarország

Tüdőgyógyászat

Urológia

Malta

Mediċina Respiratorja

Uroloġija

Nederland

Longziekten en tuberculose

Urologie

Österreich

Lungenkrankheiten

Urologie

Polska

Choroby płuc

Urologia

Portugal

Pneumologia

Urologia

Slovenija

Pnevmologija

Urologija

Slovensko

Pneumológia a ftizeológia

Urológia

Suomi/Finland

Keuhkosairaudet ja allergologia/Lungsjukdomar och allergologi

Urologia/Urologi

Sverige

Lungsjukdomar (pneumologi)

Urologi

United Kingdom

Respiratory medicine

Urology


Land

Ortopædisk kirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Patologisk anatomi eller vævs- og celleundersøgelser

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Chirurgie orthopédique/Orthopedische heelkunde

Anatomie pathologique/Pathologische anatomie

Česká republika

Ortopedie

Patologická anatomie

Danmark

Ortopædisk kirurgi

Patologisk anatomi eller vævs- og celleundersøgelser

Deutschland

Orthopädie (und Unfallchirurgie)

Pathologie

Eesti

Ortopeedia

Patoloogia

Ελλάς

Ορθoπεδική

Παθoλoγική Αvατoμική

España

Cirugía ortopédica y traumatología

Anatomía patológica

France

Chirurgie orthopédique et traumatologie

Anatomie et cytologie pathologiques

Ireland

Trauma and orthopaedic surgery

Morbid anatomy and histopathology

Italia

Ortopedia e traumatologia

Anatomia patologica

Κύπρος

Ορθοπεδική

Παθολογοανατομία — Ιστολογία

Latvija

Traumatoloģija un ortopēdija

Patoloģija

Lietuva

Ortopedija traumatologija

Patologija

Luxembourg

Orthopédie

Anatomie pathologique

Magyarország

Ortopédia

Patológia

Malta

Kirurġija Ortopedika

Istopatoloġija

Nederland

Orthopedie

Pathologie

Österreich

Orthopädie und Orthopädische Chirurgie

Pathologie

Polska

Ortopedia i traumatologia narządu ruchu

Patomorfologia

Portugal

Ortopedia

Anatomia patologica

Slovenija

Ortopedska kirurgija

Anatomska patologija in citopatologija

Slovensko

Ortopédia

Patologická anatómia

Suomi/Finland

Ortopedia ja traumatologia/Ortopedi och traumatologi

Patologia/Patologi

Sverige

Ortopedi

Klinisk patologi

United Kingdom

Trauma and orthopaedic surgery

Histopathology


Land

Neurologi eller medicinske nervesygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Psykiatri

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Neurologie

Psychiatrie de l'adulte/Volwassen psychiatrie

Česká republika

Neurologie

Psychiatrie

Danmark

Neurologi eller medicinske nervesygdomme

Psykiatri

Deutschland

Neurologie

Psychiatrie und Psychotherapie

Eesti

Neuroloogia

Psühhiaatria

Ελλάς

Νευρoλoγία

Ψυχιατρική

España

Neurología

Psiquiatría

France

Neurologie

Psychiatrie

Ireland

Neurology

Psychiatry

Italia

Neurologia

Psichiatria

Κύπρος

Νευρολογία

Ψυχιατρική

Latvija

Neiroloģija

Psihiatrija

Lietuva

Neurologija

Psichiatrija

Luxembourg

Neurologie

Psychiatrie

Magyarország

Neurológia

Pszichiátria

Malta

Newroloġija

Psikjatrija

Nederland

Neurologie

Psychiatrie

Österreich

Neurologie

Psychiatrie

Polska

Neurologia

Psychiatria

Portugal

Neurologia

Psiquiatria

Slovenija

Nevrologija

Psihiatrija

Slovensko

Neurológia

Psychiatria

Suomi/Finland

Neurologia/Neurologi

Psykiatria/Psykiatri

Sverige

Neurologi

Psykiatri

United Kingdom

Neurology

General psychiatry


Land

Diagnostisk radiologi eller røntgenundersøgelse

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Onkologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Radiodiagnostic/Röntgendiagnose

Radiothérapie-oncologie/Radiotherapie-oncologie

Česká republika

Radiologie a zobrazovací metody

Radiační onkologie

Danmark

Diagnostik radiologi eller røntgenundersøgelse

Onkologi

Deutschland

(Diagnostische) Radiologie

Strahlentherapie

Eesti

Radioloogia

Onkoloogia

Ελλάς

Ακτιvoδιαγvωστική

Ακτιvoθεραπευτική — Ογκολογία

España

Radiodiagnóstico

Oncología radioterápica

France

Radiodiagnostic et imagerie médicale

Oncologie radiothérapique

Ireland

Diagnostic radiology

Radiation oncology

Italia

Radiodiagnostica

Radioterapia

Κύπρος

Ακτινολογία

Ακτινοθεραπευτική Ογκολογία

Latvija

Diagnostiskā radioloģija

Terapeitiskā radioloģija

Lietuva

Radiologija

Onkologija radioterapija

Luxembourg

Radiodiagnostic

Radiothérapie

Magyarország

Radiológia

Sugárterápia

Malta

Radjoloġija

Onkoloġija u Radjoterapija

Nederland

Radiologie

Radiotherapie

Österreich

Medizinische Radiologie-Diagnostik

Strahlentherapie - Radioonkologie

Polska

Radiologia i diagnostyka obrazowa

Radioterapia onkologiczna

Portugal

Radiodiagnóstico

Radioterapia

Slovenija

Radiologija

Radioterapija in onkologija

Slovensko

Rádiológia

Radiačná onkológia

Suomi/Finland

Radiologia/Radiologi

Syöpätaudit/Cancersjukdomar

Sverige

Medicinsk radiologi

Tumörsjukdomar (allmän onkologi)

United Kingdom

Clinical radiology

Clinical oncology


Land

Plastikkirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Klinisk biologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique/Plastische, reconstructieve en esthetische heelkunde

Biologie clinique/Klinische biologie

Česká republika

Plastická chirurgie

 

Danmark

Plastikkirurgi

 

Deutschland

Plastische (und Ästhetische) Chirurgie

 

Eesti

Plastika- ja rekonstruktiivkirurgia

Laborimeditsiin

Ελλάς

Πλαστική Χειρoυργική

Χειρουργική Θώρακος

España

Cirugía plástica, estética y reparadora

Análisis clínicos

France

Chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique

Biologie médicale

Ireland

Plastic surgery

 

Italia

Chirurgia plastica e ricostruttiva

Patologia clinica

Κύπρος

Πλαστική Χειρουργική

 

Latvija

Plastiskā ķirurģija

 

Lietuva

Plastinė ir rekonstrukcinė chirurgija

Laboratorinė medicina

Luxembourg

Chirurgie plastique

Biologie clinique

Magyarország

Plasztikai (égési) sebészet

Orvosi laboratóriumi diagnosztika

Malta

Kirurġija Plastika

 

Nederland

Plastische Chirurgie

 

Österreich

Plastische Chirurgie

Medizinische Biologie

Polska

Chirurgia plastyczna

Diagnostyka laboratoryjna

Portugal

Cirurgia plástica e reconstrutiva

Patologia clínica

Slovenija

Plastična, rekonstrukcijska in estetska kirurgija

 

Slovensko

Plastická chirurgia

Laboratórna medicína

Suomi/Finland

Plastiikkakirurgia/Plastikkirurgi

 

Sverige

Plastikkirurgi

 

United Kingdom

Plastic surgery

 


Land

Klinisk mikrobiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Klinisk biokemi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

 

 

Česká republika

Lékařská mikrobiologie

Klinická biochemie

Danmark

Klinisk mikrobiologi

Klinisk biokemi

Deutschland

Mikrobiologie (Virologie) und Infektionsepidemiologie

Laboratoriumsmedizin

Eesti

 

 

Ελλάς

1.

Iατρική Βιoπαθoλoγία

2.

Μικρoβιoλoγία

 

España

Microbiología y parasitología

Bioquímica clínica

France

 

 

Ireland

Microbiology

Chemical pathology

Italia

Microbiologia e virologia

Biochimica clinica

Κύπρος

Μικροβιολογία

 

Latvija

Mikrobioloģija

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

Microbiologie

Chimie biologique

Magyarország

Orvosi mikrobiológia

 

Malta

Mikrobijoloġija

Patoloġija Kimika

Nederland

Medische microbiologie

Klinische chemie

Österreich

Hygiene und Mikrobiologie

Medizinische und Chemische Labordiagnostik

Polska

Mikrobiologia lekarska

 

Portugal

 

 

Slovenija

Klinična mikrobiologija

Medicinska biokemija

Slovensko

Klinická mikrobiológia

Klinická biochémia

Suomi/Finland

Kliininen mikrobiologia/Klinisk mikrobiologi

Kliininen kemia/Klinisk kemi

Sverige

Klinisk bakteriologi

Klinisk kemi

United Kingdom

Medical microbiology and virology

Chemical pathology


Land

Klinisk Immunologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

 

Chirurgie thoracique/Heelkunde op de thorax (1)

Česká republika

Alergologie a klinická imunologie

Kardiochirurgie

Danmark

Klinisk immunologi

Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske sygdomme

Deutschland

 

Thoraxchirurgie

Eesti

 

Torakaalkirurgia

Ελλάς

 

Χειρουργική Θώρακος

España

Immunología

Cirugía torácica

France

 

Chirurgie thoracique et cardiovasculaire

Ireland

Immunology (clinical and laboratory)

Thoracic surgery

Italia

 

Chirurgia toracica; Cardiochirurgia

Κύπρος

Ανοσολογία

Χειρουργική Θώρακος

Latvija

Imunoloģija

Torakālā ķirurģija

Lietuva

 

Krūtinės chirurgija

Luxembourg

Immunologie

Chirurgie thoracique

Magyarország

Allergológia és klinikai immunológia

Mellkassebészet

Malta

Immunoloġija

Kirurġija Kardjo-Toraċika

Nederland

 

Cardio-thoracale chirurgie

Österreich

Immunologie

 

Polska

Immunologia kliniczna

Chirurgia klatki piersiowej

Portugal

 

Cirurgia cardiotorácica

Slovenija

 

Torakalna kirurgija

Slovensko

Klinická imunológia a alergológia

Hrudníková chirurgia

Suomi/Finland

 

Sydän-ja rintaelinkirurgia/Hjärt- och thoraxkirurgi

Sverige

Klinisk immunologi

Thoraxkirurgi

United Kingdom

Immunology

Cardo-thoracic surgery


Land

Børnekirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Karkirurgi eller kirurgiske blodkarsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

 

Chirurgie des vaisseaux/Bloedvatenheelkunde (2)

Česká republika

Dětská chirurgie

Cévní chirurgie

Danmark

 

Karkirurgi eller kirurgiske blodkarsygdomme

Deutschland

Kinderchirurgie

Gefäßchirurgie

Eesti

Lastekirurgia

Kardiovaskulaarkirurgia

Ελλάς

Χειρoυργική Παίδωv

Αγγειoχειρoυργική

España

Cirugía pediátrica

Angiología y cirugía vascular

France

Chirurgie infantile

Chirurgie vasculaire

Ireland

Paediatric surgery

 

Italia

Chirurgia pediatrica

Chirurgia vascolare

Κύπρος

Χειρουργική Παίδων

Χειρουργική Αγγείων

Latvija

Bērnu ķirurģija

Asinsvadu ķirurģija

Lietuva

Vaikų chirurgija

Kraujagyslių chirurgija

Luxembourg

Chirurgie pédiatrique

Chirurgie vasculaire

Magyarország

Gyermeksebészet

Érsebészet

Malta

Kirurgija Pedjatrika

Kirurġija Vaskolari

Nederland

 

 

Österreich

Kinderchirurgie

 

Polska

Chirurgia dziecięca

Chirurgia naczyniowa

Portugal

Cirurgia pediátrica

Cirurgia vascular

Slovenija

 

Kardiovaskularna kirurgija

Slovensko

Detská chirurgia

Cievna chirurgia

Suomi/Finland

Lastenkirurgia/Barnkirurgi

Verisuonikirurgia/Kärlkirurgi

Sverige

Barn- och ungdomskirurgi

 

United Kingdom

Paediatric surgery

 


Land

Kardiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Medicinsk gastroenterologi eller medicinske mave-tarmsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

Cardiologie

Gastro-entérologie/Gastroenterologie

Česká republika

Kardiologie

Gastroenterologie

Danmark

Kardiologi

Medicinsk gastroenterologi eller medicinske mavetarmsygdomme

Deutschland

Innere Medizin und Schwerpunkt Kardiologie

Innere Medizin und Schwerpunkt Gastroenterologie

Eesti

Kardioloogia

Gastroenteroloogia

Ελλάς

Καρδιoλoγία

Γαστρεvτερoλoγία

España

Cardiología

Aparato digestivo

France

Pathologie cardio-vasculaire

Gastro-entérologie et hépatologie

Ireland

Cardiology

Gastro-enterology

Italia

Cardiologia

Gastroenterologia

Κύπρος

Καρδιολογία

Γαστρεντερολογία

Latvija

Kardioloģija

Gastroenteroloģija

Lietuva

Kardiologija

Gastroenterologija

Luxembourg

Cardiologie et angiologie

Gastro-enterologie

Magyarország

Kardiológia

Gasztroenterológia

Malta

Kardjoloġija

Gastroenteroloġija

Nederland

Cardiologie

Leer van maag-darm-leverziekten

Österreich

 

 

Polska

Kardiologia

Gastrenterologia

Portugal

Cardiologia

Gastrenterologia

Slovenija

 

Gastroenterologija

Slovensko

Kardiológia

Gastroenterológia

Suomi/Finland

Kardiologia/Kardiologi

Gastroenterologia/Gastroenterologi

Sverige

Kardiologi

Medicinsk gastroenterologi och hepatologi

United Kingdom

Cardiology

Gastro-enterology


Land

Reumatologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Hæmatologi eller blodsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

Rhumathologie/reumatologie

 

Česká republika

Revmatologie

Hematologie a transfúzní lékařství

Danmark

Reumatologi

Hæmatologi eller blodsygdomme

Deutschland

Innere Medizin und Schwerpunkt Rheumatologie

Innere Medizin und Schwerpunkt Hämatologie und Onkologie

Eesti

Reumatoloogia

Hematoloogia

Ελλάς

Ρευματoλoγία

Αιματoλoγία

España

Reumatología

Hematología y hemoterapia

France

Rhumatologie

 

Ireland

Rheumatology

Haematology (clinical and laboratory)

Italia

Reumatologia

Ematologia

Κύπρος

Ρευματολογία

Αιματολογία

Latvija

Reimatoloģija

Hematoloģija

Lietuva

Reumatologija

Hematologija

Luxembourg

Rhumatologie

Hématologie

Magyarország

Reumatológia

Haematológia

Malta

Rewmatoloġija

Ematoloġija

Nederland

Reumatologie

 

Österreich

 

 

Polska

Reumatologia

Hematologia

Portugal

Reumatologia

Imuno-hemoterapia

Slovenija

 

 

Slovensko

Reumatológia

Hematológia a transfúziológia

Suomi/Finland

Reumatologia/Reumatologi

Kliininen hematologia/Klinisk hematologi

Sverige

Reumatologi

Hematologi

United Kingdom

Rheumatology

Haematology


Land

Medicinsk endokrinologi eller medicinske hormonsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Fysiurgi eller rehabilitering

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Médecine physique et réadaptation/Fysische geneeskunde en revalidatie

Česká republika

Endokrinologie

Rehabilitační a fyzikální medicína

Danmark

Medicinsk endokrinologi eller medicinske hormonsygdomme

 

Deutschland

Innere Medizin und Schwerpunkt Endokrinologie und Diabetologie

Physikalische und Rehabilitative Medizin

Eesti

Endokrinoloogia

Taastusravi ja füsiaatria

Ελλάς

Εvδoκριvoλoγία

Φυσική Iατρική και Απoκατάσταση

España

Endocrinología y nutrición

Medicina física y rehabilitación

France

Endocrinologie, maladies métaboliques

Rééducation et réadaptation fonctionnelles

Ireland

Endocrinology and diabetes mellitus

 

Italia

Endocrinologia e malattie del ricambio

Medicina fisica e riabilitazione

Κύπρος

Ενδοκρινολογία

Φυσική Ιατρική και Αποκατάσταση

Latvija

Endokrinoloģija

Rehabilitoloģija Fiziskā rehabilitācija

Fizikālā medicīna

Lietuva

Endokrinologija

Fizinė medicina ir reabilitacija

Luxembourg

Endocrinologie, maladies du métabolisme et de la nutrition

Rééducation et réadaptation fonctionnelles

Magyarország

Endokrinológia

Fizioterápia

Malta

Endokrinoloġija u Dijabete

 

Nederland

 

Revalidatiegeneeskunde

Österreich

 

Physikalische Medizin

Polska

Endokrynologia

Rehabilitacja medyczna

Portugal

Endocrinologia

Fisiatria ou Medicina física e de reabilitação

Slovenija

 

Fizikalna in rehabilitacijska medicina

Slovensko

Endokrinológia

Fyziatria, balneológia a liečebná rehabilitácia

Suomi/Finland

Endokrinologia/Endokrinologi

Fysiatria/Fysiatri

Sverige

Endokrina sjukdomar

Rehabiliteringsmedicin

United Kingdom

Endocrinology and diabetes mellitus

 


Land

Neuropsykiatri

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Neuropsychiatrie (3)

Dermato-vénéréologie/Dermato-venerologie

Česká republika

 

Dermatovenerologie

Danmark

 

Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme

Deutschland

Nervenheilkunde (Neurologie und Psychiatrie)

Haut- und Geschlechtskrankheiten

Eesti

 

Dermatoveneroloogia

Ελλάς

Νευρoλoγία — Ψυχιατρική

Δερματoλoγία — Αφρoδισιoλoγία

España

 

Dermatología médico-quirúrgica y venereología

France

Neuropsychiatrie (4)

Dermatologie et vénéréologie

Ireland

 

 

Italia

Neuropsichiatria (5)

Dermatologia e venerologia

Κύπρος

Νευρολογία — Ψυχιατρική

Δερματολογία — Αφροδισιολογία

Latvija

 

Dermatoloģija un veneroloģija

Lietuva

 

Dermatovenerologija

Luxembourg

Neuropsychiatrie (6)

Dermato-vénéréologie

Magyarország

 

Bőrgyógyászat

Malta

 

Dermato-venerejoloġija

Nederland

Zenuw- en zielsziekten (7)

Dermatologie en venerologie

Österreich

Neurologie und Psychiatrie

Haut- und Geschlechtskrankheiten

Polska

 

Dermatologia i wenerologia

Portugal

 

Dermatovenereologia

Slovenija

 

Dermatovenerologija

Slovensko

Neuropsychiatria

Dermatovenerológia

Suomi/Finland

 

Ihotaudit ja allergologia/Hudsjukdomar och allergologi

Sverige

 

Hud- och könssjukdomar

United Kingdom

 

 


Land

Radiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Børne- og ungdomspsykiatri

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Psychiatrie infanto-juvénile/Kinder- en jeugdpsychiatrie

Česká republika

 

Dětská a dorostová psychiatrie

Danmark

 

Børne- og ungdomspsykiatri

Deutschland

Radiologie

Kinder- und Jugendpsychiatrie und -psychotherapie

Eesti

 

 

Ελλάς

Ακτιvoλoγία — Ραδιoλoγία

Παιδoψυχιατρική

España

Electrorradiología

 

France

Electro-radiologie (8)

Pédo-psychiatrie

Ireland

Radiology (9)

Child and adolescent psychiatry

Italia

Radiologia

Neuropsichiatria infantile

Κύπρος

 

Παιδοψυχιατρική

Latvija

 

Bērnu psihiatrija

Lietuva

 

Vaikų ir paauglių psichiatrija

Luxembourg

Électroradiologie (10)

Psychiatrie infantile

Magyarország

Radiológia

Gyermek-és ifjúságpszichiátria

Malta

 

 

Nederland

Radiologie (11)

 

Österreich

Radiologie

 

Polska

 

Psychiatria dzieci i młodzieży

Portugal

Radiologia

Pedopsiquiatria

Slovenija

 

Otroška in mladostniška psihiatrija

Slovensko

 

Detská psychiatria

Suomi/Finland

 

Lastenpsykiatria/Barnpsykiatri

Sverige

 

Barn- och ungdomspsykiatri

United Kingdom

 

Child and adolescent psychiatry


Land

Geriatri eller alderdommens sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Nefrologi eller medicinske nyresygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

 

 

Česká republika

Geriatrie

Nefrologie

Danmark

Geriatri eller alderdommens sygdomme

Nefrologi eller medicinske nyresygdomme

Deutschland

 

Innere Medizin und Schwerpunkt Nephrologie

Eesti

 

Nefroloogia

Ελλάς

 

Νεφρoλoγία

España

Geriatría

Nefrología

France

 

Néphrologie

Ireland

Geriatric medicine

Nephrology

Italia

Geriatria

Nefrologia

Κύπρος

Γηριατρική

Νεφρολογία

Latvija

 

Nefroloģija

Lietuva

Geriatrija

Nefrologija

Luxembourg

Gériatrie

Néphrologie

Magyarország

Geriátria

Nefrológia

Malta

Ġerjatrija

Nefroloġija

Nederland

Klinische geriatrie

 

Österreich

 

 

Polska

Geriatria

Nefrologia

Portugal

 

Nefrologia

Slovenija

 

Nefrologija

Slovensko

Geriatria

Nefrológia

Suomi/Finland

Geriatria/Geriatri

Nefrologia/Nefrologi

Sverige

Geriatrik

Medicinska njursjukdomar (nefrologi)

United Kingdom

Geriatrics

Renal medicine


Land

Infektionsmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Samfundsmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

 

 

Česká republika

Infekční lékařství

Hygiena a epidemiologie

Danmark

Infektionsmedicin

Samfundsmedicin

Deutschland

 

Öffentliches Gesundheitswesen

Eesti

Infektsioonhaigused

 

Ελλάς

 

Κοινωνική Iατρική

España

 

Medicina preventiva y salud pública

France

 

Santé publique et médecine sociale

Ireland

Infectious diseases

Public health medicine

Italia

Malattie infettive

Igiene e medicina preventiva

Κύπρος

Λοιμώδη Νοσήματα

Υγειονολογία/Κοινοτική Ιατρική

Latvija

Infektoloģija

 

Lietuva

Infektologija

 

Luxembourg

Maladies contagieuses

Santé publique

Magyarország

Infektológia

Megelőző orvostan és népegészségtan

Malta

Mard Infettiv

Saħħa Pubblika

Nederland

 

Maatschappij en gezondheid

Österreich

 

Sozialmedizin

Polska

Choroby zakaźne

Zdrowie publiczne, epidemiologia

Portugal

Infecciologia

Saúde pública

Slovenija

Infektologija

Javno zdravje

Slovensko

Infektológia

Verejné zdravotníctvo

Suomi/Finland

Infektiosairaudet/Infektionssjukdomar

Terveydenhuolto/Hälsovård

Sverige

Infektionssjukdomar

Socialmedicin

United Kingdom

Infectious diseases

Public health medicine


Land

Klinisk farmakologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Arbejdsmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Médecine du travail/Arbeidsgeneeskunde

Česká republika

Klinická farmakologie

Pracovní lékařství

Danmark

Klinisk farmakologi

Arbejdsmedicin

Deutschland

Pharmakologie und Toxikologie

Arbeitsmedizin

Eesti

 

 

Ελλάς

 

Iατρική της Εργασίας

España

Farmacología clínica

Medicina del trabajo

France

 

Médecine du travail

Ireland

Clinical pharmacology and therapeutics

Occupational medicine

Italia

Farmacologia

Medicina del lavoro

Κύπρος

 

Ιατρική της Εργασίας

Latvija

 

Arodslimības

Lietuva

 

Darbo medicina

Luxembourg

 

Médecine du travail

Magyarország

Klinikai farmakológia

Foglalkozás-orvostan (üzemorvostan)

Malta

Farmakoloġija Klinika u t-Terapewtika

Mediċina Okkupazzjonali

Nederland

 

Arbeid en gezondheid, bedrijfsgeneeskunde

Arbeid en gezondheid, verzekeringsgeneeskunde

Österreich

Pharmakologie und Toxikologie

Arbeits- und Betriebsmedizin

Polska

Farmakologia kliniczna

Medycyna pracy

Portugal

 

Medicina do trabalho

Slovenija

 

Medicina dela, prometa in športa

Slovensko

Klinická farmakológia

Pracovné lekárstvo

Suomi/Finland

Kliininen farmakologia ja lääkehoito/Klinisk farmakologi och läkemedelsbehandling

Työterveyshuolto/Företagshälsovård

Sverige

Klinisk farmakologi

Yrkes- och miljömedicin

United Kingdom

Clinical pharmacology and therapeutics

Occupational medicine


Land

Medicinsk allergologi eller medicinske overfølsomhedssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Médecine nucléaire/Nucleaire geneeskunde

Česká republika

Alergologie a klinická imunologie

Nukleární medicína

Danmark

Medicinsk allergologi eller medicinske overfølsomhedssygdomme

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Deutschland

 

Nuklearmedizin

Eesti

 

 

Ελλάς

Αλλεργιoλoγία

Πυρηvική Iατρική

España

Alergología

Medicina nuclear

France

 

Médecine nucléaire

Ireland

 

 

Italia

Allergologia ed immunologia clinica

Medicina nucleare

Κύπρος

Αλλεργιολογία

Πυρηνική Ιατρική

Latvija

Alergoloģija

 

Lietuva

Alergologija ir klinikinė imunologija

 

Luxembourg

 

Médecine nucléaire

Magyarország

Allergológia és klinikai immunológia

Nukleáris medicina (izotóp diagnosztika)

Malta

 

Mediċina Nukleari

Nederland

Allergologie en inwendige geneeskunde

Nucleaire geneeskunde

Österreich

 

Nuklearmedizin

Polska

Alergologia

Medycyna nuklearna

Portugal

Imuno-alergologia

Medicina nuclear

Slovenija

 

Nuklearna medicina

Slovensko

Klinická imunológia a alergológia

Nukleárna medicína

Suomi/Finland

 

Kliininen fysiologia ja isotooppilääketiede/Klinisk fysiologi och nukleärmedicin

Sverige

Allergisjukdomar

Nukleärmedicin

United Kingdom

 

Nuclear medicine


Land

Kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge)

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Belgique/België/ Belgien

 

Česká republika

Maxilofaciální chirurgie

Danmark

 

Deutschland

 

Eesti

 

Ελλάς

 

España

Cirugía oral y maxilofacial

France

Chirurgie maxillo-faciale et stomatologie

Ireland

 

Italia

Chirurgia maxillo-facciale

Κύπρος

 

Latvija

Mutes, sejas un žokļu ķirurģija

Lietuva

Veido ir žandikaulių chirurgija

Luxembourg

Chirurgie maxillo-faciale

Magyarország

Szájsebészet

Malta

 

Nederland

 

Österreich

Mund- Kiefer- und Gesichtschirurgie

Polska

Chirurgia szczekowo-twarzowa

Portugal

Cirurgia maxilo-facial

Slovenija

Maxilofaciálna kirurgija

Slovensko

Maxilofaciálna chirurgia

Suomi/Finland

 

Sverige

 

United Kingdom

 


Land

Blodtypeserologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Česká republika

 

Danmark

Klinisk blodtypeserologi (12)

Deutschland

 

Eesti

 

Ελλάς

 

España

 

France

Hématologie

Ireland

 

Italia

 

Κύπρος

 

Latvija

 

Lietuva

 

Luxembourg

Hématologie biologique

Magyarország

 

Malta

 

Nederland

 

Österreich

 

Polska

 

Portugal

Hematologia clinica

Slovenija

 

Slovensko

 

Suomi/Finland

 

Sverige

 

United Kingdom

 


Land

Stomatologi eller mundhulens sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Dermatologi eller hudsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

Česká republika

 

 

Danmark

 

 

Deutschland

 

 

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

Estomatología

 

France

Stomatologie

 

Ireland

 

Dermatology

Italia

Odontostomatologia (13)

 

Κύπρος

 

 

Latvija

 

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

Stomatologie

 

Magyarország

 

 

Malta

 

Dermatoloġija

Nederland

 

 

Österreich

 

 

Polska

 

 

Portugal

Estomatologia

 

Slovenija

 

 

Slovensko

 

 

Suomi/Finland

 

 

Sverige

 

 

United Kingdom

 

Dermatology


Land

Venerologi eller kønssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Tropemedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

Česká republika

 

 

Danmark

 

 

Deutschland

 

 

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

 

 

France

 

 

Ireland

Genito-urinary medicine

Tropical medicine

Italia

 

Medicina tropicale

Κύπρος

 

 

Latvija

 

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

 

 

Magyarország

 

Trópusi betegségek

Malta

Mediċina Uro-ġenetali

 

Nederland

 

 

Österreich

 

Spezifische Prophylaxe und Tropenhygiene

Polska

 

Medycyna transportu

Portugal

 

Medicina tropical

Slovenija

 

 

Slovensko

 

Tropická medicína

Suomi/Finland

 

 

Sverige

 

 

United Kingdom

Genito-urinary medicine

Tropical medicine


Land

Kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske mave-tarmsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Katastrofemedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Chirurgie abdominale/Heelkunde op het abdomen (14)

 

Česká republika

 

Traumatologie

Urgentní medicína

Danmark

Kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske mave-tarmsygdomme

 

Deutschland

Visceralchirurgie

 

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

Cirugía del aparato digestivo

 

France

Chirurgie viscérale et digestive

 

Ireland

 

Emergency medicine

Italia

Chirurgia dell'apparato digerente

 

Κύπρος

 

 

Latvija

 

 

Lietuva

Abdominalinė chirurgija

 

Luxembourg

Chirurgie gastro-entérologique

 

Magyarország

 

Traumatológia

Malta

 

Mediċina tal-Aċċidenti u l-Emerġenza

Nederland

 

 

Österreich

 

 

Polska

 

Medycyna ratunkowa

Portugal

 

 

Slovenija

Abdominalna kirurgija

 

Slovensko

Gastroenterologická chirurgia

Úrazová chirurgia

Urgentná medicína

Suomi/Finland

Gastroenterologinen kirurgia/Gastroenterologisk kirurgi

 

Sverige

 

 

United Kingdom

 

Accident and emergency medicine


Land

Klinisk neurofysiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Tand-, mund- og kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge og tandlæge) (15)

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Stomatologie et chirurgie orale et maxillo-faciale/Stomatologie en mond-, kaak- en aangezichtschirurgie

Česká republika

 

 

Danmark

Klinisk neurofysiologi

 

Deutschland

 

Mund-, Kiefer- und Gesichtschirurgie

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

Neurofisiología clínica

 

France

 

 

Ireland

Clinical neurophysiology

Oral and maxillo-facial surgery

Italia

 

 

Κύπρος

 

Στοματο-Γναθο-Προσωποχειρουργική

Latvija

 

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

 

Chirurgie dentaire, orale et maxillo-faciale

Magyarország

 

Arc-állcsont-szájsebészet

Malta

Newrofiżjoloġija Klinika

Kirurġija tal-għadam tal-wiċċ

Nederland

 

 

Österreich

 

 

Polska

 

 

Portugal

 

 

Slovenija

 

 

Slovensko

 

 

Suomi/Finland

Kliininen neurofysiologia/Klinisk neurofysiologi

Suu- ja leukakirurgia/Oral och maxillofacial kirurgi

Sverige

Klinisk neurofysiologi

 

United Kingdom

Clinical neurophysiology

Oral and maxillo-facial surgery

5.1.4.   Beviser for uddannelse som alment praktiserende læge

Land

Uddannelsesbevis

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Ministerieel erkenningsbesluit van huisarts/Arrêté ministériel d'agrément de médecin généraliste

Huisarts/Médecin généraliste

31. december 1994

Česká republika

Diplom o specializaci »všeobecné lékařství«

Všeobecný lékař

1. maj 2004

Danmark

Tilladelse til at anvende betegnelsen alment praktiserende læge/Speciallægel i almen medicin

Almen praktiserende læge/Speciallæge i almen medicin

31. december 1994

Deutschland

Zeugnis über die spezifische Ausbildung in der Allgemeinmedizin

Facharzt/Fachärztin für Allgemeinmedizin

31. december 1994

Eesti

Diplom peremeditsiini erialal

Perearst

1. maj 2004

Ελλάς

Tίτλος ιατρικής ειδικότητας γενικής ιατρικής

Iατρός με ειδικότητα γενικής ιατρικής

31. december 1994

España

Título de especialista en medicina familiar y comunitaria

Especialista en medicina familiar y comunitaria

31. december 1994

France

Diplôme d'Etat de docteur en médecine (avec document annexé attestant la formation spécifique en médecine générale)

Médecin qualifié en médecine générale

31. december 1994

Ireland

Certificate of specific qualifications in general medical practice

General medical practitioner

31. december 1994

Italia

Attestato di formazione specifica in medicina generale

Medico di medicina generale

31. december 1994

Κύπρος

Τίτλος Ειδικότητας Γενικής Ιατρικής

Ιατρός Γενικής Ιατρικής

1. maj 2004

Latvija

Ģimenes ārsta sertifikāts

Ģimenes (vispārējās prakses) ārsts

1. maj 2004

Lietuva

Šeimos gydytojo rezidentūros pažymėjimas

Šeimos medicinos gydytojas

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme de formation spécifique en medicine générale

Médecin généraliste

31. december 1994

Magyarország

Háziorvostan szakorvosa bizonyítvány

Háziorvostan szakorvosa

1. maj 2004

Malta

Tabib tal-familja

Mediċina tal-familja

1. maj 2004

Nederland

Certificaat van inschrijving in het register van erkende huisartsen van de Koninklijke Nederlandsche Maatschappij tot bevordering der geneeskunst

Huisarts

31. december 1994

Österreich

Arzt für Allgemeinmedizin

Arzt für Allgemeinmedizin

31. december 1994

Polska

Diplôme: Dyplom uzyskania tytułu specjalisty w dziedzinie medycyny rodzinnej

Specjalista w dziedzinie medycyny rodzinnej

1. maj 2004

Portugal

Diploma do internato complementar de clínica geral

Assistente de clínica geral

31. december 1994

Slovenija

Potrdilo o opravljeni specializaciji iz družinske medicine

Specialist družinske medicine/Specialistka družinske medicine

1. maj 2004

Slovensko

Diplom o špecializácii v odbore »všeobecné lekárstvo«

Všeobecný lekár

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Todistus lääkärin perusterveydenhuollon lisäkoulutuksesta/Bevis om tilläggsutbildning av läkare i primärvård

Yleislääkäri/Allmänläkare

31. december 1994

Sverige

Bevis om kompetens som allmänpraktiserande läkare (Europaläkare) utfärdat av Socialstyrelsen

Allmänpraktiserande läkare (Europaläkare)

31. december 1994

United Kingdom

Certificate of prescribed/equivalent experience

General medical practitioner

31. december 1994

V.2.   SYGEPLEJERSKER MED ANSVAR FOR DEN ALMENE SUNDHEDS- OG SYGEPLEJE

5.2.1.   Uddannelsesprogram for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Uddannelsesprogrammet for opnåelse af bevis for uddannelse som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje omfatter følgende to områder og mindst de deri anførte fag.

A.

Teoretisk undervisning

a.

Sygepleje:

Faglig orientering og erhvervsetik

Almene principper for sundheds- og sygepleje

Principper for sundheds- og sygepleje inden for:

almen medicin og medicinske specialer

almen kirurgi og kirurgiske specialer

barnepleje og pædiatri

barselshygiejne og pleje af moder og barn

mental hygiejne og psykiatri

geriatrisk pleje og geriatri

b.

Basisfag:

Anatomi og fysiologi

Patologi

Bakteriologi, virologi og parasitologi

Biofysik, biokemi og radiologi

Diætetik

Hygiejne:

profylakse

sundhedslære

Farmakologi

c.

Sociale fag:

Sociologi

Psykologi

Administrationsprincipper

Undervisningsprincipper

Sociallovgivning og sundhedslovgivning

Erhvervets juridiske aspekter

B.

Klinisk undervisning

Sundheds- og sygepleje inden for:

almen medicin og medicinske specialer

almen kirurgi og kirurgiske specialer

barnepleje og pædiatri

barselshygiejne og pleje af moder og barn

mentalhygiejne og psykiatri

geriatrisk pleje og geriatri

hjemmepleje

Undervisningen i ét eller flere af disse fag kan ske inden for eller i forbindelse med de øvrige fag.

Den teoretiske undervisning skal være afpasset efter og samordnet med den kliniske undervisning, således at de kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i dette bilag, kan erhverves på fyldestgørende måde.

5.2.2.   Beviser for uddannelse som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Diploma gegradueerde verpleger/verpleegster/Diplôme d'infirmier(ère) gradué(e)/Diplom eines (einer) graduierten Krankenpflegers (-pflegerin)

Diploma in de ziekenhuisverpleegkunde/Brevet d'infirmier(ère) hospitalier(ère)/Brevet eines (einer) Krankenpflegers (-pflegerin)

Brevet van verpleegassistent(e)/Brevet d'hospitalier(ère)/Brevet einer Pflegeassistentin

De erkende opleidingsinstituten/Les établissements d'enseignement reconnus/Die anerkannten Ausbildungsanstalten

De bevoegde Examencommissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française/Der zuständige Prüfungsausschüß der Deutschsprachigen Gemeinschaft

Hospitalier(ère)/Verpleegassistent(e)

Infirmier(ère) hospitalier(ère)/Ziekenhuisverpleger(-verpleegster)

29. juni 1979

Česká republika

1.

Diplom o ukončení studia ve studijním programu ošetřovatelství ve studijním oboru všeobecná sestra (bakalář, Bc.), ledsaget af følgende certifikat: Vysvědčení o státní závěrečné zkoušce

1.

Vysoká škola zřízená nebo uznaná státem

1.

Všeobecná sestra

1. maj 2004

2.

Diplom o ukončení studia ve studijním oboru diplomovaná všeobecná sestra (diplomovaný specialista, DiS.), ledsaget af følgende certifikat: Vysvědčení o absolutoriu

2.

Vyšší odborná škola zřízená nebo uznaná státem

2.

Všeobecný ošetřovatel

Danmark

Eksamensbevis efter gennemført sygeplejerskeuddannelse

Sygeplejeskole godkendt af Undervisningsministeriet

Sygeplejerske

29. juni 1979

Deutschland

Zeugnis über die staatliche Prüfung in der Krankenpflege

Staatlicher Prüfungsausschuss

Gesundheits- und Krankenpflegerin/Gesundheits- und Krankenpfleger

29. juni 1979

Eesti

Diplom õe erialal

1.

Tallinna Meditsiinikool

2.

Tartu Meditsiinikool

3.

Kohtla-Järve Meditsiinikool

õde

1. maj 2004

Ελλάς

1.

Πτυχίο Νοσηλευτικής Παν/μίου Αθηνών

1.

Πανεπιστήμιο Αθηνών

Διπλωματούχος ή πτυχιούχος νοσοκόμος, νοσηλευτής ή νοσηλεύτρια

1. januar 1981

2.

Πτυχίο Νοσηλευτικής Τεχνολογικών Εκπαιδευτικών Ιδρυμάτων (Τ.Ε.Ι.)

2.

Τεχνολογικά Εκπαιδευτικά Ιδρύματα Υπουργείο Εθνικής Παιδείας και Θρησκευμάτων

3.

Πτυχίο Αξιωματικών Νοσηλευτικής

3.

Υπουργείο Εθνικής 'Αμυνας

4.

Πτυχίο Αδελφών Νοσοκόμων πρώην Ανωτέρων Σχολών Υπουργείου Υγείας και Πρόνοιας

4.

Υπουργείο Υγείας και Πρόνοιας

5.

Πτυχίο Αδελφών Νοσοκόμων και Επισκεπτριών πρώην Ανωτέρων Σχολών Υπουργείου Υγείας και Πρόνοιας

5.

Υπουργείο Υγείας και Πρόνοιας

6.

Πτυχίο Τμήματος Νοσηλευτικής

6.

ΚΑΤΕΕ Υπουργείου Εθνικής Παιδείας και Θρησκευμάτων

España

Título de Diplomado universitario en Enfermería

Ministerio de Educación y Cultura

El rector de una universidad

Enfermero/a diplomado/a

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat d'infirmier(ère)

Diplôme d'Etat d'infirmier(ère) délivré en vertu du décret no 99-1147 du 29 décembre 1999

Le ministère de la santé

Infirmer(ère)

29. juni 1979

Ireland

Certificate of Registered General Nurse

An Bord Altranais (The Nursing Board)

Registered General Nurse

29. juni 1979

Italia

Diploma di infermiere professionale

Scuole riconosciute dallo Stato

Infermiere professionale

29. juni 1979

Κύπρος

Δίπλωμα Γενικής Νοσηλευτικής

Νοσηλευτική Σχολή

Εγγεγραμμένος Νοσηλευτής

1. maj 2004

Latvija

1.

Diploms par māsas kvalifikācijas iegūšanu

1.

Māsu skolas

Māsa

1. maj 2004

2.

Māsas diploms

2.

Universitātes tipa augstskola pamatojoties uz Valsts eksāmenu komisijas lēmumu

Lietuva

1.

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą bendrosios praktikos slaugytojo profesinę kvalifikaciją

1.

Universitetas

Bendrosios praktikos slaugytojas

1. maj 2004

2.

Aukštojo mokslo diplomas (neuniversitetinės studijos), nurodantis suteiktą bendrosios praktikos slaugytojo profesine kvalifikaciją

2.

Kolegija

Luxembourg

Diplôme d'Etat d'infirmier

Diplôme d'Etat d'infirmier hospitalier gradué

Ministère de l'éducation nationale, de la formation professionnelle et des sports

Infirmier

29. juni 1979

Magyarország

1.

Ápoló bizonyítvány

1.

Iskola

Ápoló

1. maj 2004

2.

Diplomás ápoló oklevél

2.

Egyetem/főiskola

3.

Egyetemi okleveles ápoló oklevél

3.

Egyetem

Malta

Lawrja jew diploma fl-istudji tal-infermerija

Universita’ ta' Malta

Infermier Registrat tal-Ewwel Livell

1. maj 2004

Nederland

1.

Diploma's verpleger A, verpleegster A, verpleegkundige A

1.

Door een van overheidswege benoemde examencommissie

Verpleegkundige

29. juni 1979

2.

Diploma verpleegkundige MBOV (Middelbare Beroepsopleiding Verpleegkundige)

2.

Door een van overheidswege benoemde examencommissie

3.

Diploma verpleegkundige HBOV (Hogere Beroepsopleiding Verpleegkundige)

3.

Door een van overheidswege benoemde examencommissie

4.

Diploma beroepsonderwijs verpleegkundige — Kwalificatieniveau 4

4.

Door een van overheidswege aangewezen opleidingsinstelling

5.

Diploma hogere beroepsopleiding verpleegkundige — Kwalificatieniveau 5

5.

Door een van overheidswege aangewezen opleidingsinstelling

Österreich

1.

Diplom als »Diplomierte Gesundheits- und Krankenschwester, Diplomierter Gesundheits- und Krankenpfleger«

1.

Schule für allgemeine Gesundheits- und Krankenpflege

Diplomierte Krankenschwester

Diplomierter Krankenpfleger

1. januar 1994

2.

Diplom als »Diplomierte Krankenschwester, Diplomierter Krankenpfleger«

2.

Allgemeine Krankenpflegeschule

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku pielęgniarstwo z tytułem »magister pielęgniarstwa«

Instytucja prowadząca kształcenie na poziomie wyższym uznana przez właściwe władze

(højere uddannelsesinstitution, der er anerkendt af de kompetente myndigheder)

Pielegniarka

1. maj 2004

Portugal

1.

Diploma do curso de enfermagem geral

1.

Escolas de Enfermagem

Enfermeiro

1. januar 1986

2.

Diploma/carta de curso de bacharelato em enfermagem

2.

Escolas Superiores de Enfermagem

3.

Carta de curso de licenciatura em enfermagem

3.

Escolas Superiores de Enfermagem; Escolas Superiores de Saúde

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »diplomirana medicinska sestra/diplomirani zdravstvenik«

1.

Univerza

2.

Visoka strokovna šola

Diplomirana medicinska sestra/Diplomirani zdravstvenik

1. maj 2004

Slovensko

1.

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »magister z ošetrovateľstva« (»Mgr.«)

1.

Vysoká škola

Sestra

1. maj 2004

2.

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »bakalár z ošetrovateľstva« (»Bc.«)

2.

Vysoká škola

3.

Absolventský diplom v študijnom odbore diplomovaná všeobecná sestra

3.

Stredná zdravotnícka škola

Suomi/ Finland

1.

Sairaanhoitajan tutkinto/Sjukskötarexamen

1.

Terveydenhuolto-oppilaitokset/ Hälsovårdsläroanstalter

Sairaanhoitaja/Sjukskötare

1. januar 1994

2.

Sosiaali- ja terveysalan ammattikorkeakoulututkinto, sairaanhoitaja (AMK)/Yrkeshögskoleexamen inom hälsovård och det sociala området, sjukskötare (YH)

2.

Ammattikorkeakoulut/ Yrkeshögskolor

Sverige

Sjuksköterskeexamen

Universitet eller högskola

Sjuksköterska

1. januar 1994

United Kingdom

Statement of Registration as a Registered General Nurse in part 1 or part 12 of the register kept by the United Kingdom Central Council for Nursing, Midwifery and Health Visiting

Various

State Registered Nurse

Registered General Nurse

29. juni 1979

V.3.   TANDLÆGE

5.3.1.   Uddannelsesprogram for tandlæger

Det uddannelsesprogram, som skal føre frem til et bevis for uddannelse som tandlæge, omfatter som et minimum nedennævnte fag. Undervisningen i ét eller flere af disse fag kan ske inden for eller i forbindelse med de øvrige fag

A.

Basisfag

Kemi

Fysik

Biologi

B.

Medikobiologiske og alment lægevidenskabelige fag

Anatomi

Embryologi

Histologi, herunder cytologi

Fysiologi

Biokemi (eller fysiologisk kemi)

Patologisk anatomi

Almen patologi

Farmakologi

Mikrobiologi

Hygiejne

Præventiv medicin og epidemiologi

Radiologi

Fysiurgi

Almen kirurgi

Intern medicin, herunder pædiatri

Oto-rhino-laryngologi

Dermato-venerologi

Almen psykologi, psykopatologi og neuropatologi

Anæstesiologi

C.

Fag med direkte relation til tandlægevirksomhed

Proteselære

Tandlægematerialer

Konserverende tandbehandling

Forebyggende tandpleje

Anæstesi og smertestillende midler inden for tandbehandling

Specialkirurgi

Specialpatologi

Klinisk odonto-stomatologi

Pædodonti

Ortodonti

Parodontologi

Odontologisk radiologi

Bidfunktionslære

Faglig organisation, etik og lovgivning

Sociale aspekter ved praktisk odontologi

5.3.2.   Beviser for grunduddannelse som tandlæge

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Diploma van tandarts/Diplôme licencié en science dentaire

De universiteiten/Les universités

De bevoegde Examen- commissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française

 

Licentiaat in de tandheelkunde/Licencié en science dentaire

28. januar 1980

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu zubní lékařství (doktor)

Lékařská fakulta univerzity v České republice

Vysvědčení o státní rigorózní zkoušce

Zubní lékař

1. maj 2004

Danmark

Bevis for tandlægeeksamen (odontologisk kandidateksamen)

Tandlægehøjskolerne, Sundhedsvidenskabeligt universitetsfakultet

Autorisation som tandlæge, udstedt af Sundhedsstyrelsen

Tandlæge

28. januar 1980

Deutschland

Zeugnis über die Zahnärztliche Prüfung

Zuständige Behörden

 

Zahnarzt

28. januar 1980

Eesti

Diplom hambaarstiteaduse õppekava läbimise kohta

Tartu Ülikool

 

Hambaarst

1. maj 2004

Ελλάς

Πτυχίo Οδovτιατρικής

Παvεπιστήμιo

 

Οδοντίατρος ή χειρούργος οδοντίατρος

1. januar 1981

España

Título de Licenciado en Odontología

El rector de una universidad

 

Licenciado en odontología

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat de docteur en chirurgie dentaire

Universités

 

Chirurgien-dentiste

28. januar 1980

Ireland

Bachelor in Dental Science (B.Dent.Sc.)

Bachelor of Dental Surgery (BDS)

Licentiate in Dental Surgery (LDS)

Universities

Royal College of Surgeons in Ireland

 

Dentist

Dental practitioner

Dental surgeon

28. januar 1980

Italia

Diploma di laurea in Odontoiatria e Protesi Dentaria

Università

Diploma di abilitazione all'esercizio della professione di odontoiatra

Odontoiatra

28. januar 1980

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Οδοντιάτρου

Οδοντιατρικό Συμβούλιο

 

Οδοντίατρος

1. maj 2004

Latvija

Zobārsta diploms

Universitātes tipa augstskola

Rezidenta diploms par zobārsta pēcdiploma izglītības programmas pabeigšanu, ko izsniedz universitātes tipa augstskola un »Sertifikāts« — kompetentas iestādes izsniegts dokuments, kas apliecina, ka persona ir nokārtojusi sertifikācijas eksāmenu zobārstniecībā

Zobārsts

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą gydytojo odontologo kvalifikaciją

Universitetas

Internatūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą gydytojo odontologo profesinę kvalifikaciją

Gydytojas odontologas

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de docteur en médecine dentaire

Jury d'examen d'Etat

 

Médecin-dentiste

28. januar 1980

Magyarország

Fogorvos oklevél (doctor medicinae dentariae, röv.: dr. med. dent.)

Egyetem

 

Fogorvos

1. maj 2004

Malta

Lawrja fil- Kirurġija Dentali

Universita’ ta Malta

 

Kirurgu Dentali

1. maj 2004

Nederland

Universitair getuigschrift van een met goed gevolg afgelegd tandartsexamen

Faculteit Tandheelkunde

 

Tandarts

28. januar 1980

Österreich

Bescheid über die Verleihung des akademischen Grades »Doktor der Zahnheilkunde«

Medizinische Fakultät der Universität

 

Zahnarzt

1. januar 1994

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych z tytułem »lekarz dentysta«

1.

Akademia Medyczna,

2.

Uniwersytet Medyczny,

3.

Collegium Medicum Uniwersytetu Jagiellońskiego

Lekarsko — Dentystyczny Egzamin Państwowy

Lekarz dentysta

1. maj 2004

Portugal

Carta de curso de licenciatura em medicina dentária

Faculdades

Institutos Superiores

 

Médico dentista

1. januar 1986

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »doktor dentalne medicine/doktorica dentalne medicine«

Univerza

Potrdilo o opravljenem strokovnem izpitu za poklic zobozdravnik/zobozdravnica

Doktor dentalne medicine/Doktorica dentalne medicine

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »doktor zubného lekárstva« (»MDDr.«)

Vysoká škola

 

Zubný lekár

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Hammaslääketieteen lisensiaatin tutkinto/Odontologie licentiatexamen

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

Oulun yliopisto

Turun yliopisto

Terveydenhuollon oikeusturvakeskuksen päätös käytännön palvelun hyväksymisestä/Beslut av Rättskyddscentralen för hälsovården om godkännande av praktisk tjänstgöring

Hammaslääkäri/Tandläkare

1. januar 1994

Sverige

Tandläkarexamen

Universitetet i Umeå

Universitetet i Göteborg

Karolinska Institutet

Malmö Högskola

Endast för examensbevis som erhållits före den 1 juli 1995, ett utbildningsbevis som utfärdats av Socialstyrelsen

Tandläkare

1. januar 1994

United Kingdom

Bachelor of Dental Surgery (BDS or B.Ch.D.)

Licentiate in Dental Surgery

Universities

Royal Colleges

 

Dentist

Dental practitioner

Dental surgeon

28. januar 1980

5.3.3.   Beviser for uddannelse som specialtandlæge

Ortodonti

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Titre professionnel particulier de dentiste spécialiste en orthodontie/Bijzondere beroepstitel van tandarts specialist in de orthodontie

Ministre de la Santé publique/Minister bevoegd voor Volksgezondheid

27. januar 2005

Danmark

Bevis for tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge i ortodonti

Sundhedsstyrelsen

28. januar 1980

Deutschland

Fachzahnärztliche Anerkennung für Kieferorthopädie;

Landeszahnärztekammer

28. januar 1980

Eesti

Residentuuri lõputunnistus ortodontia erialal

Tartu Ülikool

1. maj 2004

Ελλάς

Τίτλoς Οδovτιατρικής ειδικότητας της Ορθoδovτικής

Νoμαρχιακή Αυτoδιoίκηση

Νoμαρχία

1. januar 1981

France

Titre de spécialiste en orthodontie

Conseil National de l'Ordre des chirurgiens dentistes

28. januar 1980

Ireland

Certificate of specialist dentist in orthodontics

Competent authority recognised for this purpose by the competent minister

28. januar 1980

Italia

Diploma di specialista in Ortognatodonzia

Università

21. maj 2005

Κύπρος

Πιστοποιητικό Αναγνώρισης του Ειδικού Οδοντιάτρου στην Ορθοδοντική

Οδοντιατρικό Συμβούλιο

1. maj 2004

Latvija

»Sertifikāts«— kompetentas iestādes izsniegts dokuments, kas apliecina, ka persona ir nokārtojusi sertifikācijas eksāmenu ortodontijā

Latvijas Ārstu biedrība

1. maj 2004

Lietuva

Rezidentūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą gydytojo ortodonto profesinę kvalifikaciją

Universitetas

1. maj 2004

Magyarország

Fogszabályozás szakorvosa bizonyítvány

Az Egészségügyi, Szociális és Családügyi Minisztérium illetékes testülete

1. maj 2004

Malta

Ċertifikat ta' speċjalista dentali fl-Ortodonzja

Kumitat ta' Approvazzjoni dwar Speċjalisti

1. maj 2004

Nederland

Bewijs van inschrijving als orthodontist in het Specialistenregister

Specialisten Registratie Commissie (SRC) van de Nederlandse Maatschappij tot bevordering der Tandheelkunde

28. januar 1980

Polska

Dyplom uzyskania tytułu specjalisty w dziedzinie ortodoncji

Centrum Egzaminów Medycznych

1. maj 2004

Slovenija

Potrdilo o opravljenem specialističnem izpitu iz čeljustne in zobne ortopedije

1.

Ministrstvo za zdravje

2.

Zdravniška zbornica Slovenije

1. maj 2004

Suomi/Finland

Erikoishammaslääkärin tutkinto, hampaiston oikomishoito/Specialtand-läkarexamen, tandreglering

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

Oulun yliopisto

Turun yliopisto

1. januar 1994

Sverige

Bevis om specialistkompetens i tandreglering

Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Certificate of Completion of specialist training in orthodontics

Competent authority recognised for this purpose

28. januar 1980


Mundkirurgi

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Referencedato

Danmark

Bevis for tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge i hospitalsodontologi

Sundhedsstyrelsen

28. januar 1980

Deutschland

Fachzahnärztliche

Anerkennung für Oralchirurgie/Mundchirurgie

Landeszahnärztekammer

28. januar 1980

Ελλάς

Τίτλoς Οδovτιατρικής ειδικότητας της Γvαθoχειρoυργικής (up to 31 December 2002)

Νoμαρχιακή Αυτoδιoίκηση

Νoμαρχία

1. januar 2003

Ireland

Certificate of specialist dentist in oral surgery

Competent authority recognised for this purpose by the competent minister

28. januar 1980

Italia

Diploma di specialista in Chirurgia Orale

Università

21. maj 2004

Κύπρος

Πιστοποιητικό Αναγνώρισης του Ειδικού Οδοντιάτρου στην Στοματική Χειρουργική

Οδοντιατρικό Συμβούλιο

1. maj 2004

Lietuva

Rezidentūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą burnos chirurgo profesinę kvalifikaciją

Universitetas

1. maj 2004

Magyarország

Dento-alveoláris sebészet szakorvosa bizonyítvány

Az Egészségügyi, Szociális és Családügyi Minisztérium illetékes testülete

1. maj 2004

Malta

Ċertifikat ta' speċjalista dentali fil-Kirurġija tal-ħalq

Kumitat ta' Approvazzjoni dwar Speċjalisti

1. maj 2004

Nederland

Bewijs van inschrijving als kaakchirurg in het Specialistenregister

Specialisten Registratie Commissie (SRC) van de Nederlandse Maatschappij tot bevordering der Tandheelkunde

28. januar 1980

Polska

Dyplom uzyskania tytułu specjalisty w dziedzinie chirurgii stomatologicznej

Centrum Egzaminów Medycznych

1. maj 2004

Slovenija

Potrdilo o opravljenem specialističnem izpitu iz oralne kirurgije

1.

Ministrstvo za zdravje

2.

Zdravniška zbornica Slovenije

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Erikoishammaslääkärin tutkinto, suu- ja leuka-kirurgia/Specialtandläkar-examen, oral och maxillofacial kirurgi

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

Oulun yliopisto

Turun yliopisto

1. januar 1994

Sverige

Bevis om specialist-kompetens i tandsystemets kirurgiska sjukdomar

Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Certificate of completion of specialist training in oral surgery

Competent authority recognised for this purpose

28. januar 1980

V.4.   DYRLÆGE

5.4.1.   Uddannelsesprogram

Uddannelsesprogrammet, som skal føre frem til bevis for uddannelse som dyrlæge, omfatter som et minimum nedenstående fag.

Undervisningen i et eller flere af disse fag kan ske inden for eller i forbindelse med de øvrige fag.

A.

Basisfag

Fysik

Kemi

Zoologi

Botanik

Matematikkens anvendelse i biologien

B.

Særlige fag

a)

Grundlæggende videnskaber

Anatomi (herunder histologi og embryologi)

Fysiologi

Biokemi

Genetik

Farmakologi

Farmaci

Toksikologi

Mikrobiologi

Immunologi

Epidemilogi

Deontologi

b)

Kliniske videnskaber

Obestetrik

Patologi (herunder patologisk anatomi)

Parasitologi

Klinisk medicin og klinisk kirurgi (herunder anæstesiologi)

Klinisk undervisning omfattende husdyr, fjerkræ og andre dyrearter

Præventiv medicin

Radiologi

Forplantning og forplantningsforstyrrelser

Sundhedsvæsen

Veterinær retsmedicin og veterinærlovgivning

Terapeutik

Propædeutik

c)

Animalsk produktion

Animalsk produktion

Fodring

Agronomi

Landbrugsøkonomi

Husdyrs opdræt og sundhed

Veterinær hygiejne

Etologi og dyrebeskyttelse

d)

Levnedsmiddelhygiejne

Inspektion af og kontrol med levnedsmidler af animalsk oprindelse

Levnedsmiddelhygiejne og -teknologi

Praktisk arbejde (herunder på slagterier og andre steder, hvor levnedsmidler behandles)

Den praktiske uddannelse kan erhverves ved praktiktjeneste, for så vidt denne sker på heltidsbasis, under den kompetente myndigheds eller det kompetente organs direkte kontrol og ikke overstiger seks måneder inden for uddannelsens samlede studietid på fem år.

Fordelingen af den teoretiske og praktiske undervisning på de forskellige faggrupper bør afvejes og samordnes, således at viden og erfaring kan erhverves på passende måde for at gøre det muligt for dyrlægen at udføre alle sine opgaver.

5.4.2.   Beviser for uddannelse som dyrlæge

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Diploma van dierenarts/Diplôme de docteur en médecine vétérinaire

De universiteiten/Les universités

De bevoegde Examen-commissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française

 

21. december 1980

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu veterinární lékařství (doktor veterinární medicíny, MVDr.)

Diplom o ukončení studia ve studijním programu veterinární hygiena a ekologie (doktor veterinární medicíny, MVDr.)

Veterinární fakulta univerzity v České republice

 

1. maj 2004

Danmark

Bevis for bestået kandidateksamen i veterinærvidenskab

Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole

 

21. december 1980

Deutschland

Zeugnis über das Ergebnis des Dritten Abscnitts der Tierärztlichen Prüfung und das Gesamtergebnis der Tierärztlichen Prüfung

Der Vorsitzende des Prüfungsausschusses für die Tierärztliche Prüfung einer Universität oder Hochschule

 

21. december 1980

Eesti

Diplom: täitnud veterinaarmeditsiini õppekava

Eesti Põllumajandusülikool

 

1. maj 2004

Ελλάς

Πτυχίo Κτηvιατρικής

Πανεπιστήμιο Θεσσαλονίκης και Θεσσαλίας

 

1. januar 1981

España

Título de Licenciado en Veterinaria

Ministerio de Educación y Cultura

El rector de una universidad

 

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat de docteur vétérinaire

 

 

21. december 1980

Ireland

Diploma of Bachelor in/of Veterinary Medicine (MVB)

Diploma of Membership of the Royal College of Veterinary Surgeons (MRCVS)

 

 

21. december 1980

Italia

Diploma di laurea in medicina veterinaria

Università

Diploma di abilitazione all'esercizio della medicina veterinaria

1. januar 1985

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Kτηνιάτρου

Κτηνιατρικό Συμβούλιο

 

1. maj 2004

Latvija

Veterinārārsta diploms

Latvijas Lauksaimniecības Universitāte

 

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas (veterinarijos gydytojo (DVM))

Lietuvos Veterinarijos Akademija

 

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de docteur en médecine vétérinaire

Jury d'examen d'Etat

 

21. december 1980

Magyarország

Állatorvos doktor oklevél —

dr. med. vet.

Szent István Egyetem Állatorvos-tudományi Kar

 

1. maj 2004

Malta

Liċenzja ta' Kirurgu Veterinarju

Kunsill tal-Kirurġi Veterinarji

 

1. maj 2004

Nederland

Getuigschrift van met goed gevolg afgelegd diergeneeskundig/veeartse-nijkundig examen

 

 

21. december 1980

Österreich

Diplom-Tierarzt

Magister medicinae veterinariae

Universität

Doktor der Veterinärmedizin

Doctor medicinae veterinariae

Fachtierarzt

1. januar 1994

Polska

Dyplom lekarza weterynarii

1.

Szkoła Główna Gospodarstwa Wiejskiego w Warszawie

2.

Akademia Rolnicza we Wrocławiu

3.

Akademia Rolnicza w Lublinie

4.

Uniwersytet Warmińsko-Mazurski w Olsztynie

 

1. maj 2004

Portugal

Carta de curso de licenciatura em medicina veterinária

Universidade

 

1. januar 1986

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »doktor veterinarske medicine/doktorica veterinarske medicine«

Univerza

Spričevalo o opravljenem državnem izpitu s področja veterinarstva

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »doktor veterinárskej medicíny« (»MVDr.«)

Univerzita veterinárskeho lekárstva

 

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Eläinlääketieteen lisensiaatin tutkinto/Veterinärmedicine licentiatexamen

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

 

1. januar 1994

Sverige

Veterinärexamen

Sveriges Lantbruksuniversitet

 

1. januar 1994

United Kingdom

1.

Bachelor of Veterinary Science (BVSc)

1.

University of Bristol

 

21. december 1980

2.

Bachelor of Veterinary Science (BVSc)

2.

University of Liverpool

3.

Bachelor of Veterinary Medicine (BvetMB)

3.

University of Cambridge

4.

Bachelor of Veterinary Medicine and Surgery (BVM&S)

4.

University of Edinburgh

5.

Bachelor of Veterinary Medicine and Surgery (BVM&S)

5.

University of Glasgow

6.

Bachelor of Veterinary Medicine (BvetMed)

6.

University of London

V.5.   JORDEMODER

5.5.1.   Uddannelsesprogram for jordemødre (uddannelsesvej I og II)

Uddannelsesprogrammet med henblik på opnåelse af bevis for uddannelse som jordemoder omfatter følgende to områder:

A.

Teoretisk og teknisk undervisning

a)

Basisfag

Grundlæggende kendskab til anatomi og fysiologi

Grundlæggende kendskab til patologi

Grundlæggende kendskab til bakteriologi, virologi og parasitologi

Grundlæggende kendskab til biofysik, biokemi og radiologi

Pædiatri, især med hensyn til nyfødte

Hygiejne, sundhedslære, sygdomsforebyggelse, tidlig diagnosticering af sygdomme

Ernæringslære og diætetik, især med hensyn til kvindens, den nyfødtes og spædbarnets ernæring

Grundlæggende kendskab til sociologi og problemer i forbindelse med socialmedicin

Grundlæggende kendskab til farmakologi

Psykologi

Pædagogik

Sundheds- og sociallovgivning og sundhedsvæsenets opbygning

Jordemødrenes pligter og faglig lovgivning

Seksualundervisning og familieplanlægning

Moderens og barnets retsbeskyttelse

b)

Særlige fag for virksomheden som jordemoder

Anatomi og fysiologi

Embryologi og fostrets udvikling

Svangerskab, fødsel og barselperiode

Gynækologisk og obstetrisk patologi

Forberedelse til fødslen og forældrerollen, herunder de psykologiske aspekter

Fødselsforberedelse (herunder kendskab til og anvendelse af teknisk apparatur i obstetrikken)

Analgesi, anæstesi og genoplivning

Den nyfødtes fysiologi og patologi

Den nyfødtes pleje og pasning

Psykologiske og sociale faktorer

B.

raktisk og klinisk undervisning

Denne undervisning gives under hensigtsmæssigt tilsyn:

Konsultation for gravide kvinder omfattende mindst 100 prænatale undersøgelser

Observation og pleje af mindst 40 fødende

Elevens foreståelse af mindst 40 fødsler; såfremt dette antal ikke kan nås på grund af mangel på fødende, kan det nedsættes til mindst 30 fødsler under forudsætning af, at eleven desuden aktivt deltager i 20 fødsler

Aktiv deltagelse i fødsler i underkroppræsentation. Er dette ikke muligt på grund af et manglende antal fødsler i underkroppræsentation, bør undervisningen ske ved simulering

Anlæggelse af episiotomi og indførelse i efterfølgende sutur. Indførelsen skal omfatte en teoretisk undervisning og kliniske øvelser. Anvendelsen af sutur i praksis omfatter sutur af episiotomi og af mindre rifter i bækkenbunden. Hvis det er absolut nødvendigt, kan der anvendes simulering

Observation og pleje af 40 risikopatienter før, under og efter fødslen

Observation og pleje, herunder undersøgelse, af mindst 100 barselskvinder og normale nyfødte

Observation og pleje af nyfødte, der kræver særlig pleje, herunder for tidligt og for sent fødte børn samt nyfødte med unormalt lav fødselsvægt og syge nyfødte

Pleje af patologiske tilfælde inden for gynækologi og obstetrik

Indførelse i pleje inden for medicin og kirurgi. Indførelsen skal omfatte en teoretisk undervisning og kliniske øvelser.

Den teoretiske og tekniske undervisning (uddannelsesprogrammets del A) skal være afpasset efter og samordnet med den kliniske undervisning (programmets del B), således at de i dette bilag omhandlede kundskaber og erfaringer kan erhverves på fyldestgørende måde.

Den kliniske jordemoderundervisning (uddannelsesprogrammets del B) skal foregå i form af praktikanttjeneste under tilsyn af sygehusafdelinger eller i andre behandlingsinstitutioner inden for sundhedsområdet, som er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer. Under denne uddannelse skal jordemodereleverne deltage i de pågældende afdelingers arbejde i det omfang, det er et led i uddannelsen. Jordemodereleverne skal indføres i det ansvar, som er forbundet med virksomhed som jordemoder.

5.5.2.   Beviser for uddannelse som jordemoder

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Diploma van vroedvrouw/Diplôme d'accoucheuse

De erkende opleidingsinstituten/Les établissements d'enseignement

De bevoegde Examen- commissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française

Vroedvrouw/Accoucheuse

23. januar 1983

Česká republika

1.

Diplom o ukončení studia ve studijním programu ošetřovatelství ve studijním oboru porodní asistentka (bakalář, Bc.)

Vysvědčení o státní závěrečné zkoušce

1.

Vysoká škola zřízená nebo uznaná státem

Porodní asistentka/porodní asistent

1. maj 2004

2.

Diplom o ukončení studia ve studijním oboru diplomovaná porodní asistentka (diplomovaný specialista, DiS.)

Vysvědčení o absolutoriu

2.

Vyšší odborná škola zřízená nebo uznaná státem

Danmark

Bevis for bestået jordemodereksamen

Danmarks jordemoderskole

Jordemoder

23. januar 1983

Deutschland

Zeugnis über die staatliche Prüfung für Hebammen und Entbindungspfleger

Staatlicher Prüfungsausschuss

Hebamme

Entbindungspfleger

23. januar 1983

Eesti

Diplom ämmaemanda erialal

1.

Tallinna Meditsiinikool

2.

Tartu Meditsiinikool

Ämmaemand

1. maj 2004

Ελλάς

1.

Πτυχίο Τμήματος Μαιευτικής Τεχνολογικών Εκπαιδευτικών Ιδρυμάτων (Τ.Ε.Ι.)

1.

Τεχνολογικά Εκπαιδευτικά Ιδρύματα (Τ.Ε.Ι.)

Μαία

Μαιευτής

23. januar 1983

2.

Πτυχίο του Τμήματος Μαιών της Ανωτέρας Σχολής Στελεχών Υγείας και Κοινων. Πρόνοιας (ΚΑΤΕΕ)

2.

ΚΑΤΕΕ Υπουργείου Εθνικής Παιδείας και Θρησκευμάτων

3.

Πτυχίο Μαίας Ανωτέρας Σχολής Μαιών

3.

Υπουργείο Υγείας και Πρόνοιας

España

Título de Matrona

Título de Asistente obstétrico (matrona)

Título de Enfermería obstétrica-ginecológica

Ministerio de Educación y Cultura

Matrona

Asistente obstétrico

1. januar 1986

France

Diplôme de sage-femme

L'Etat

Sage-femme

23. januar 1983

Ireland

Certificate in Midwifery

An Board Altranais

Midwife

23. januar 1983

Italia

Diploma d'ostetrica

Scuole riconosciute dallo Stato

Ostetrica

23. januar 1983

Κύπρος

Δίπλωμα στο μεταβασικό πρόγραμμα Μαιευτικής

Νοσηλευτική Σχολή

Εγγεγραμμένη Μαία

1. maj 2004

Latvija

Diploms par vecmātes kvalifikācijas iegūšanu

Māsu skolas

Vecmāte

1. maj 2004

Lietuva

1.

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą bendrosios praktikos slaugytojo profesinę kvalifikaciją, ir profesinės kvalifikacijos pažymėjimas, nurodantis suteiktą akušerio profesinę kvalifikaciją

Pažymėjimas, liudijantis profesinę praktiką akušerijoje

1.

Universitetas

Akušeris

1. maj 2004

2.

Aukštojo mokslo diplomas (neuniversitetinės studijos), nurodantis suteiktą bendrosios praktikos slaugytojo profesinę kvalifikaciją, ir profesinės kvalifikacijos pažymėjimas, nurodantis suteiktą akušerio profesinę kvalifikaciją

Pažymėjimas, liudijantis profesinę praktiką akušerijoje

2.

Kolegija

3.

Aukštojo mokslo diplomas (neuniversitetinės studijos), nurodantis suteiktą akušerio profesinę kvalifikaciją

3.

Kolegija

Luxembourg

Diplôme de sage-femme

Ministère de l'éducation nationale, de la formation professionnelle et des sports

Sage-femme

23. januar 1983

Magyarország

Szülésznő bizonyítvány

Iskola/főiskola

Szülésznő

1. maj 2004

Malta

Lawrja jew diploma fl- Istudji tal-Qwiebel

Universita’ ta' Malta

Qabla

1. maj 2004

Nederland

Diploma van verloskundige

Door het Ministerie van Volksgezondheid, Welzijn en Sport erkende opleidings-instellingen

Verloskundige

23. januar 1983

Österreich

Hebammen-Diplom

Hebammenakademie

Bundeshebammenlehranstalt

Hebamme

1. januar 1994

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku położnictwo z tytułem »magister położnictwa«

Instytucja prowadząca kształcenie na poziomie wyższym uznana przez właściwe władze

(højere uddannelsesinstitution, der er anerkendt af de kompetente myndigheder)

Położna

1. maj 2004

Portugal

1.

Diploma de enfermeiro especialista em enfermagem de saúde materna e obstétrica

1.

Ecolas de Enfermagem

Enfermeiro especialista em enfermagem de saúde materna e obstétrica

1. januar 1986

2.

Diploma/carta de curso de estudos superiores especializados em enfermagem de saúde materna e obstétrica

2.

Escolas Superiores de Enfermagem

3.

Diploma (do curso de pós-licenciatura) de especialização em enfermagem de saúde materna e obstétrica

3.

Escolas Superiores de Enfermagem

Escolas Superiores de Saúde

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »diplomirana babica/diplomirani babičar«

1.

Univerza

2.

Visoka strokovna šola

diplomirana babica/diplomirani babičar

1. maj 2004

Slovensko

1.

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »bakalár z pôrodnej asistencie« (»Bc.«)

2.

Absolventský diplom v študijnom odbore diplomovaná pôrodná asistentka

1.

Vysoká škola

2.

Stredná zdravotnícka škola

Pôrodná asistentka

1. maj 2004

Suomi/ Finland

1.

Kätilön tutkinto/barnmorskeexamen

1.

Terveydenhuoltooppi-laitokset/hälsovårdsläroanstalter

Kätilö/Barnmorska

1. januar 1994

2.

Sosiaali- ja terveysalan ammattikorkeakoulututkinto, kätilö (AMK)/yrkeshögskoleexamen inom hälsovård och det sociala området, barnmorska (YH)

2.

Ammattikorkeakoulut/ Yrkeshögskolor

Sverige

Barnmorskeexamen

Universitet eller högskola

Barnmorska

1. januar 1994

United Kingdom

Statement of registration as a Midwife on part 10 of the register kept by the United Kingdom Central Council for Nursing, Midwifery and Health visiting

Various

Midwife

23. januar 1983

V.6.   FARMACEUT

5.6.1.   Uddannelsesprogram for farmaceuter

Plante- og dyrebiologi

Fysik

Almen og uorganisk kemi

Organisk kemi

Analytisk kemi

Farmaceutisk kemi, herunder lægemiddelanalyse

Almindelig og anvendt biokemi (medicinsk)

Anatomi og fysiologi; medicinsk terminologi

Mikrobiologi

Farmakologi og farmakoterapi

Farmaceutisk teknologi

Toksikologi

Farmakognosi

Lovgivning og i givet fald erhvervsetik

I fordelingen mellem teoretisk og praktisk uddannelse skal der for hvert fag i mindsteundervisningsprogrammet lægges tilstrækkeligt vægt på teorien til, at uddannelsens akademiske præg bevares.

5.6.2.   Beviser for uddannelse som farmaceut

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Diploma van apotheker/Diplôme de pharmacien

De universiteiten/Les universités

De bevoegde Examencommissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française

 

1. oktober 1987

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu farmacie (magistr, Mgr.)

Farmaceutická fakulta univerzity v České republice

Vysvědčení o státní závěrečné zkoušce

1. maj 2004

Danmark

Bevis for bestået farmaceutisk kandidateksamen

Danmarks Farmaceutiske Højskole

 

1. oktober 1987

Deutschland

Zeugnis über die Staatliche Pharmazeutische Prüfung

Zuständige Behörden

 

1. oktober 1987

Eesti

Diplom proviisori õppekava läbimisest

Tartu Ülikool

 

1. maj 2004

Ελλάς

Άδεια άσκησης φαρμακευτικού επαγγέλματος

Νομαρχιακή Αυτοδιοίκηση

 

1. oktober 1987

España

Título de Licenciado en Farmacia

Ministerio de Educación y Cultura

El rector de una universidad

 

1. oktober 1987

France

Diplôme d'Etat de pharmacien

Diplôme d'Etat de docteur en pharmacie

Universités

 

1. oktober 1987

Ireland

Certificate of Registered Pharmaceutical Chemist

 

 

1. oktober 1987

Italia

Diploma o certificato di abilitazione all'esercizio della professione di farmacista ottenuto in seguito ad un esame di Stato

Università

 

1. november 1993

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Φαρμακοποιού

Συμβούλιο Φαρμακευτικής

 

1. maj 2004

Latvija

Farmaceita diploms

Universitātes tipa augstskola

 

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą vaistininko profesinę kvalifikaciją

Universitetas

 

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de pharmacien

Jury d'examen d'Etat + visa du ministre de l'éducation nationale

 

1. oktober 1987

Magyarország

Okleveles gyógyszerész oklevél (magister pharmaciae, röv: mag. Pharm)

EG Egyetem

 

1. maj 2004

Malta

Lawrja fil-farmaċija

Universita’ ta' Malta

 

1. maj 2004

Nederland

Getuigschrift van met goed gevolg afgelegd apothekersexamen

Faculteit Farmacie

 

1. oktober 1987

Österreich

Staatliches Apothekerdiplom

Bundesministerium für Arbeit, Gesundheit und Soziales

 

1. oktober 1994

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku farmacja z tytułem magistra

1.

Akademia Medyczna

2.

Uniwersytet Medyczny

3.

Collegium Medicum Uniwersytetu Jagiellońskiego

 

1. maj 2004

Portugal

Carta de curso de licenciatura em Ciências Farmacêuticas

Universidades

 

1. oktober 1987

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naziv »magister farmacije/magistra farmacije«

Univerza

Potrdilo o opravljenem strokovnem izpitu za poklic magister farmacije/magistra farmacije

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »magister farmácie« (»Mgr.«)

Vysoká škola

 

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Proviisorin tutkinto/Provisorexamen

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

Kuopion yliopisto

 

1. oktober 1994

Sverige

Apotekarexamen

Uppsala universitet

 

1. oktober 1994

United Kingdom

Certificate of Registered Pharmaceutical Chemist

 

 

1. oktober 1987

V.7.   ARKITEKT

5.7.1.   Beviser for uddannelse som arkitekt, som anerkendes i henhold til artikel 46

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Akademisk referenceår

België/ Belgique/ Belgien

1.

Architect/Architecte

2.

Architect/Architecte

3.

Architect

4.

Architect/Architecte

5.

Architect/Architecte

6.

Burgelijke ingenieur-architect

1.

Nationale hogescholen voor architectuur

2.

Hogere-architectuur-instituten

3.

Provinciaal Hoger Instituut voor Architectuur te Hasselt

4.

Koninklijke Academies voor Schone Kunsten

5.

Sint-Lucasscholen

6.

Faculteiten Toegepaste Wetenschappen van de Universiteiten

6.

»Faculté Polytechnique« van Mons

 

1988/89

1.

Architecte/Architect

2.

Architecte/Architect

3.

Architect

4.

Architecte/Architect

5.

Architecte/Architect

6.

Ingénieur-civil — architecte

1.

Ecoles nationales supérieures d'architecture

2.

Instituts supérieurs d'architecture

3.

Ecole provinciale supérieure d'architecture de Hasselt

4.

Académies royales des Beaux-Arts

5.

Ecoles Saint-Luc

6.

Facultés des sciences appliquées des universités

6.

Faculté polytechnique de Mons

Danmark

Arkitekt cand. arch.

Kunstakademiets Arkitektskole i København

Arkitektskolen i Århus

 

1988/89

Deutschland

Diplom-Ingenieur,

Diplom-Ingenieur Univ.

Universitäten (Architektur/Hochbau)

Technische Hochschulen (Architektur/Hochbau)

Technische Universitäten (Architektur/Hochbau)

Universitäten-Gesamthochschulen (Architektur/Hochbau)

Hochschulen für bildende Künste

Hochschulen für Künste

 

1988/89

Diplom-Ingenieur,

Diplom-Ingenieur FH

Fachhochschulen (Architektur/Hochbau) (16)

Universitäten-Gesamthochschulen (Architektur/Hochbau) bei entsprechenden Fachhochschulstudiengängen

Eλλάς

Δίπλωμα αρχιτέκτονα — μηχανικού

Εθνικό Μετσόβιο Πολυτεχνείο (ΕΜΠ), τμήμα αρχιτεκτόνων — μηχανικών

Αριστοτέλειο Πανεπιστήμο Θεσσαλονίκης (ΑΠΘ), τμήμα αρχιτεκτόνων — μηχανικών της Πολυτεχνικής σχολής

Βεβαίωση που χορηγεί το Τεχνικό Επιμελητήριο Ελλάδας (ΤΕΕ) και η οποία επιτρέπει την άσκηση δραστηριοτήτων στον τομέα της αρχιτεκτονικής

1988/89

España

Título oficial de arquitecto

Rectores de las universidades enumeradas a continuación:

Universidad Politécnica de Cataluña, Escuelas Técnicas Superiores de Arquitectura de Barcelona o del Vallès;

Universidad Politécnica de Madrid, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Madrid;

Universidad Politécnica de Las Palmas, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Las Palmas;

Universidad Politécnica de Valencia, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Valencia;

Universidad de Sevilla, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Sevilla;

Universidad de Valladolid, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Valladolid;

Universidad de Santiago de Compostela, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de La Coruña;

Universidad del País Vasco, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de San Sebastián;

Universidad de Navarra, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Pamplona;

Universidad de Alcalá de Henares, Escuela Politécnica de Alcalá de Henares;

Universidad Alfonso X El Sabio, Centro Politécnico Superior de Villanueva de la Cañada;

Universidad de Alicante, Escuela Politécnica Superior de Alicante;

Universidad Europea de Madrid;

Universidad de Cataluña, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Barcelona;

Universidad Ramón Llull, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de La Salle;

Universidad S.E.K. de Segovia, Centro de Estudios Integrados de Arquitectura de Segovia;

Universidad de Granada, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Granada.

 

1988/89

1999/2000

1999/2000

1997/98

1998/99

1999/2000

1998/99

1999/2000

1994/95

France

1.

Diplôme d'architecte DPLG, y compris dans le cadre de la formation professionnelle continue et de la promotion sociale.

1.

Le ministre chargé de l'architecture

 

1988/89

2.

Diplôme d'architecte ESA

2.

Ecole spéciale d'architecture de Paris

3.

Diplôme d'architecte ENSAIS

3.

Ecole nationale supérieure des arts et industries de Strasbourg, section architecture

Ireland

1.

Degree of Bachelor of Architecture (B.Arch. NUI)

1.

National University of Ireland to architecture graduates of University College Dublin

 

1988/89

2.

Degree of Bachelor of Architecture (B. Arch)

(Previously, until 2002 -Degree standard diploma in architecture (Dip. Arch)

2.

Dublin Institute of Technology, Bolton Street, Dublin

(College of Technology, Bolton Street, Dublin)

3.

Certificate of associateship (ARIAI)

3.

Royal Institute of Architects of Ireland

4.

Certificate of membership (MRIAI)

4.

Royal Institute of Architects of Ireland

Italia

Laurea in architettura

Università di Camerino

Università di Catania — Sede di Siracusa

Università di Chieti

Università di Ferrara

Università di Firenze

Università di Genova

Università di Napoli Federico II

Università di Napoli II

Università di Palermo

Università di Parma

Università di Reggio Calabria

Università di Roma »La Sapienza«

Universtià di Roma III

Università di Trieste

Politecnico di Bari

Politecnico di Milano

Politecnico di Torino

Istituto universitario di architettura di Venezia

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

1988/89

Laurea in ingegneria edile — architettura

Università dell'Aquilla

Università di Pavia

Università di Roma»La Sapienza«

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

1998/99

Laurea specialistica in ingegneria edile — architettura

Università dell'Aquilla

Università di Pavia

Università di Roma »La Sapienza«

Università di Ancona

Università di Basilicata — Potenza

Università di Pisa

Università di Bologna

Università di Catania

Università di Genova

Università di Palermo

Università di Napoli Federico II

Università di Roma — Tor Vergata

Università di Trento

Politecnico di Bari

Politecnico di Milano

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

2003/04

Laurea specialistica quinquennale in Architettura

Laurea specialistica quinquennale in Architettura

Laurea specialistica quinquennale in Architettura

Laurea specialistica in Architettura

Prima Facoltà di Architettura dell'Università di Roma »La Sapienza«

Università di Ferrara

Università di Genova

Università di Palermo

Politecnico di Milano

Politecnico di Bari

Università di Roma III

Università di Firenze

Università di Napoli II

Politecnico di Milano II

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

Diploma di abilitazione all'esercizo indipendente della professione che viene rilasciato dal ministero della Pubblica istruzione dopo che il candidato ha sostenuto con esito positivo l'esame di Stato davanti ad una commissione competente

2002/03

1999/2000

2003/04

2004/05

Nederland

1.

Het getuigschrift van het met goed gevolg afgelegde doctoraal examen van de studierichting bouwkunde, afstudeerrichting architectuur

1.

Technische Universiteit te Delft

Verklaring van de Stichting Bureau Architectenregister die bevestigt dat de opleiding voldoet aan de normen van artikel 46.

1988/89

2.

Het getuigschrift van het met goed gevolg afgelegde doctoraal examen van de studierichting bouwkunde, differentiatie architectuur en urbanistiek

2.

Technische Universiteit te Eindhoven

3.

Het getuigschrift hoger beroepsonderwijs, op grond van het met goed gevolg afgelegde examen verbonden aan de opleiding van de tweede fase voor beroepen op het terrein van de architectuur, afgegeven door de betrokken examencommissies van respectievelijk:

de Amsterdamse Hogeschool voor de Kunsten te Amsterdam

de Hogeschool Rotterdam en omstreken te Rotterdam

de Hogeschool Katholieke Leergangen te Tilburg

de Hogeschool voor de Kunsten te Arnhem

de Rijkshogeschool Groningen te Groningen

de Hogeschool Maastricht te Maastricht

 

Österreich

1.

Diplom-Ingenieur, Dipl.-Ing.

1.

Technische Universität Graz (Erzherzog-Johann-Universität Graz)

 

1998/99

2.

Dilplom-Ingenieur, Dipl.-Ing.

2.

Technische Universität Wien

3.

Diplom-Ingenieur, Dipl.-Ing.

3.

Universität Innsbruck (Leopold-Franzens-Universität Innsbruck)

4.

Magister der Architektur, Magister architecturae, Mag. Arch.

4.

Hochschule für Angewandte Kunst in Wien

5.

Magister der Architektur, Magister architecturae, Mag. Arch.

5.

Akademie der Bildenden Künste in Wien

6.

Magister der Architektur, Magister architecturae, Mag. Arch.

6.

Hochschule für künstlerishe und industrielle Gestaltung in Linz

Portugal

Carta de curso de licenciatura em Arquitectura

Para os cursos iniciados a partir do ano académico de 1991/92

Faculdade de arquitectura da Universidade técnica de Lisboa

Faculdade de arquitectura da Universidade do Porto

Escola Superior Artística do Porto

Faculdade de Arquitectura e Artes da Universidade Lusíada do Porto

 

1988/89

1991/92

Suomi/Finland

Arkkitehdin tutkinto/Arkitektexamen

Teknillinen korkeakoulu /Tekniska högskolan (Helsinki)

Tampereen teknillinen korkeakoulu/Tammerfors

tekniska högskola

Oulun yliopisto/Uleåborgs universitet

 

1998/99

Sverige

Arkitektexamen

Chalmers Tekniska Högskola AB

Kungliga Tekniska Högskolan

Lunds Universitet

 

1998/99

United Kingdom

1.

Diplomas in architecture

1.

Universities

Colleges of Art

Schools of Art

Certificate of architectural education, issued by the Architects Registration Board.

The diploma and degree courses in architecture of the universities, schools and colleges of art should have met the requisite threshold standards as laid down in Article 46 of this Directive and in Criteria for validation published by the Validation Panel of the Royal Institute of British Architects and the Architects Registration Board.

EU nationals who possess the Royal Institute of British Architects Part I and Part II certificates, which are recognised by ARB as the competent authority, are eligible. Also EU nationals who do not possess the ARB-recognised Part I and Part II certificates will be eligible for the Certificate of Architectural Education if they can satisfy the Board that their standard and length of education has met the requisite threshold standards of Article 46 of this Directive and of the Criteria for validation.

1988/89

2.

Degrees in architecture

2.

Universities

 

3.

Final examination

3.

Architectural Association

 

4.

Examination in architecture

4.

Royal College of Art

 

5.

Examination Part II

5.

Royal Institute of British Architects

 


(1)  1. januar 1983.

(2)  1. januar 1983.

(3)  1. august 1987, medmindre det drejer sig om personer, som har påbegyndt uddannelsen inden denne dato.

(4)  31. december 1971.

(5)  31. oktober 1999.

(6)  Der udstedes ikke længere uddannelsesbeviser for uddannelser, der er påbegyndt efter den 5. marts 1982.

(7)  9. juli 1984.

(8)  3. december 1971.

(9)  31. oktober 1993.

(10)  Der udstedes ikke længere uddannelsesbeviser for uddannelser, der er påbegyndt efter den 5. marts 1982.

(11)  8. juli 1984.

(12)  1. januar 1983, medmindre det drejer sig om personer, som har påbegyndt uddannelsen inden denne dato og afsluttet den inden udgangen af 1988.

(13)  31. december 1994.

(14)  1. januar 1983.

(15)  Den uddannelse, der fører til udstedelse af et bevis for uddannelsen som speciallæge i tand-, mund- og kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge og tandlæge) forudsætter, at den pågældende har gennemført og fået godkendt den medicinske grunduddannelse (artikel 24), og at den pågældende desuden har gennemført og fået godkendt tandlægeuddannelsen (artikel 34).

(16)  Diese Diplome sind je nach Dauer der durch sie abgeschlossenen Ausbildung gemäß Artikel 47 Absatz 1 anzuerkennen.


BILAG VI

Erhvervede rettigheder, som finder anvendelse på erhverv, som er omfattet af anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

6.   Beviser for uddannelse som arkitekt med erhvervede rettigheder i henhold til artikel 49, stk. 1

Land

Uddannelsesbevis

Akademisk referenceår

België/Belgique/ Belgien

Eksamensbeviser udstedt af de statslige arkitekthøjskoler eller af institutterne for arkitektur (architecte — architect)

Eksamensbeviser udstedt af arkitekthøjskolen i Hasselt (architect)

Eksamensbeviser udstedt af de kongelige kunstakademier (architecte — architect)

Eksamensbeviser udstedt af Saint-Luc-skolerne (architecte — architect)

Universitetseksamensbeviser for civilingeniører ledsaget af et praktikcertifikat, som er udstedt af arkitektsammenslutningen, og som giver ret til at benytte titlen arkitekt (architecte — architect)

Eksamensbeviser for arkitekter udstedt af det centrale eller statslige bedømmelsesudvalg for arkitekter (architecte — architect)

Eksamensbeviser for civilingeniører (bygningskonstruktion) og bygningsingeniører udstedt af universiteternes fakulteter for anvendte videnskaber og af Faculté Polytechnique de Mons (ingénieur-architecte, ingénieur-architect)

1987/88

Česká republika

Eksamensbeviser udstedt af »České vysoké učení technické« (det tjekkiske tekniske universitet i Prag):

»Vysoká škola architektury a pozemního stavitelství« (højskolen for arkitektur og bygningskonstruktion) (indtil 1951)

»Fakulta architektury a pozemního stavitelství« (fakultetet for arkitektur og bygningskonstruktion) (1951-1960)

»Fakulta stavební« (fakultetet for ingeniørvæsen) (fra 1960) på følgende områder: Bygningskonstruktion og -strukturer, bygningskonstruktion, byggevirksomhed og arkitektur, arkitektur (herunder byplanlægning og fysisk planlægning), offentlige bygningsarbejder og bygningsarbejder for industri og landbrug, eller bygningskonstruktion og arkitektur inden for ingeniøruddannelsesprogrammet

»Fakulta architektury« (fakultetet for arkitektur) (fra 1976) på følgende områder: arkitektur, byplanlægning og fysisk planlægning, eller inden for uddannelsesprogrammet arkitektur og byplanlægning på følgende områder: arkitektur, arkitekturdesignteori, byplanlægning og fysisk planlægning, arkitekturhistorie og rekonstruktion af historiske monumenter, eller arkitektur og bygningskonstruktion

Eksamensbeviser udstedt af »Vysoká škola technická Dr. Edvarda Beneše« (indtil 1951) inden for arkitektur og bygningskonstruktion

Eksamensbeviser udstedt af »Vysoká škola stavitelství v Brně« (1951-1956) inden for arkitektur og bygningskonstruktion

Eksamensbeviser udstedt af »Vysoké učení technické v Brně« af »Fakulta architektury« (fakultetet for arkitektur) (fra 1956) inden for arkitektur og byplanlægning eller »Fakulta stavební« (civilingeniør)(fakultetet for ingeniørvæsen)(fra 1956) inden for konstruktion

Eksamensbeviser udstedt af »Vysoká škola báňská — Technická univerzita Ostrava,« (fakultetet for ingeniørvæsenet) (fra 1997) inden for uddannelsesstrukturer og arkitektur eller inden for civilingeniøruddannelsen

Eksamensbeviser udstedt af »Technická univerzita v Liberci«, »Fakulta architektury« (fakultetet for arkitektur)(fra 1994) inden for uddannelsesprogrammet for arkitektur og byplanlægning inden for arkitekturuddannelsen

Eksamensbeviser udstedt af »Akademie výtvarných umění v Praze« inden for programmet for de skabende kunstarter for så vidt angår arkitektonisk formgivning

Eksamensbeviser udstedt af »Vysoká škola umělecko-průmyslová v Praze« inden for programmet for de skabende kunstarter for så vidt angår arkitekturstudier

Et certifikat for godkendelsen udstedt af »Česká komora architektů« uden specifikation af område eller inden for bygningskonstruktion.

2006/07

Danmark

Eksamensbeviser udstedt af statens arkitektskoler i København og Århus (arkitekt)

Registreringsbevis udstedt af arkitektnævnet i henhold til lov nr. 202 af 28. maj 1975 (registreret arkitekt)

Eksamensbeviser udstedt af de byggetekniske højskoler (bygningskonstruktør) ledsaget af en attest fra de kompetente myndigheder om, at den pågældende har bestået en prøve på grundlag af kvalifikationsbeviser, der omfatter bedømmelser af projekter, som er udarbejdet og udført af kandidaten under faktisk udøvelse af den i artikel 48 i dette direktiv omhandlede virksomhed i mindst seks år

1987/88

Deutschland

Eksamensbeviser udstedt af kunstakademierne (Dipl.-Ing., Architekt (HfbK))

Eksamensbeviser udstedt af Technische Hochschulen, arkitektafdelingen (Architektur/Hochbau), af tekniske universiteter, arkitektafdelingen (Architektur/Hochbau), af universiteterne, arkitektafdelingen (Architektur/Hochbau), og, dersom disse institutioner indgår i Gesamthochschulen, af sådanne Gesamthochschulen, arkitektafdelingen (Architektur/Hochbau) (Dipl.-Ing. og andre benævnelser, der senere måtte blive fastsat for sådanne eksamensbeviser)

Eksamensbeviser udstedt af Fachhochschulen, arkitektafdelingen (Architektur/Hochbau), og, dersom disse institutioner indgår i Gesamthochschulen, af sådanne Gesamthochschulen, arkitektafdelingen (Architektur/Hochbau), ledsaget — når studietiden er på under fire år, men på mindst tre år — af en attest, der godtgør, at vedkommende har fire års erhvervserfaring i Forbundsrepublikken Tyskland, og som er udstedt af den faglige organisation i overensstemmelse med artikel 47, stk. 1. (Ingenieur grad. og andre benævnelser, der senere måtte blive fastsat for sådanne eksamensbeviser)

Certifikater (Prüfungszeugnisse) udstedt før 1. januar 1973 af arkitektafdelingerne på Ingenieurschulen og Werkkunstschulen, ledsaget af en attest fra de kompetente myndigheder om, at den pågældende har bestået en prøve på grundlag af kvalifikationsbeviser, der omfatter bedømmelser af projekter, som er udarbejdet og udført af kandidaten under faktisk udøvelse af den i artikel 48 i dette direktiv omhandlede virksomhed i mindst seks år

1987/88

Eesti

Diplom arhitektuuri erialal, väljastatud Eesti Kunstiakadeemia arhitektuuri teaduskonna poolt alates 1996, aastast (eksamensbevis inden for arkitektur udstedt af fakultetet for arkitektur på det estiske kunstakademi siden 1996), väljastatud Tallinna Kunstiülikooli poolt 1989-1995 aastal (udstedt af kunstuniversitetet i Tallinn i 1989-1995), väljastatud Eesti NSV Riikliku Kunstiinstituudi poolt 1951-1988 (udstedt af statens kunstinstitut i Estland i 1951-1988).

2006/07

Eλλάς

Eksamensbeviser for bygningsingeniører udstedt af Metsovion Polytechnion i Athen, ledsaget af en attest fra Grækenlands tekniske nævn om, at den pågældende har ret til at udøve virksomhed på arkitekturområdet

Eksamensbeviser for bygningsingeniører udstedt af Aristotelion Panepistimion i Thessaloniki, ledsaget af en attest fra Grækenlands tekniske nævn om, at vedkommende har ret til at udøve virksomhed på arkitekturområdet

Eksamensbeviser for civilingeniører (bygningskonstruktion) udstedt af Metsovion Polytechnion i Athen, ledsaget af en attest fra Grækenlands tekniske nævn om, at vedkommende har ret til at udøve virksomhed på arkitekturområdet

Eksamensbeviser for civilingeniører (bygningskonstruktion) udstedt af Aristotelion Panepistimion i Thessaloniki, ledsaget af en attest fra Grækenlands tekniske nævn om, at vedkommende har ret til at udøve virksomhed på arkitekturområdet

Eksamensbeviser for civilingeniører (bygningskonstruktion) udstedt af Panepistimion Thrakis, ledsaget af en attest fra Grækenlands tekniske nævn om, at vedkommende har ret til at udøve virksomhed på arkitekturområdet

Eksamensbeviser for civilingeniører (bygningskonstruktion) udstedt af Panepistimion Patron, ledsaget af en attest fra Grækenlands tekniske nævn om, at vedkommende har ret til at udøve virksomhed på arkitekturområdet

1987/88

España

Den officielle arkitektgrad (título oficial de arquitecto) udstedt af ministeriet for undervisning og videnskab eller af universiteterne

1987/88

France

Eksamensbeviser udstedt indtil 1959 af undervisningsministeriet og efter dette tidspunkt af kulturministeriet (architecte DPLG)

Eksamensbeviser udstedt af den særlige arkitektskole (architecte DESA)

Eksamensbeviser udstedt efter 1955 af Ecole nationale supérieure des Arts et Industries de Strasbourg (tidligere »école nationale d'ingénieurs de Strasbourg«), arkitektafdelingen (architecte ENSAIS)

1987/88

Ireland

Graden »Bachelor of Architecture«, som af »National University of Ireland« (B. Arch. (NUI.)) tildeles dem, der har opnået et diplom i arkitektur fra »University College« i Dublin

Det arkitektdiplom på universitetsniveau, der tildeles af »College of Technology«, Bolton Street, Dublin (Dipl. Arch.)

Certifikatet som associeret medlem af »Royal Institute of Architects of Ireland« (ARIAI)

Certifikatet som medlem af »Royal Institute of Architects of Ireland« (MRIAI)

1987/88

Italia

Eksamensbeviser (»laurea in architettura«) udstedt af universiteterne, de polytekniske læreanstalter og højskolerne for arkitektur i Venedig og Reggio-Calabria, ledsaget af et bevis, som berettiger til selvstændig udøvelse af arkitekterhvervet, og som er udstedt af undervisningsministeren, efter at kandidaten for en kompetent eksamenskommission har bestået den statseksamen, der berettiger til selvstændig udøvelse af arkitekterhvervet (dott. Architetto)

Eksamensbeviser på bygningsområdet (»laurea in ingegneria«) udstedt af universiteterne og de polytekniske læreanstalter, ledsaget af et bevis, som berettiger til selvstændig erhvervsudøvelse på arkitekturområdet, og som er udstedt af undervisningsministeren, efter at kandidaten for en kompetent eksamenskommission har bestået den statseksamen, der berettiger til selvstændig udøvelse af arkitekterhvervet (dott. Ing. Architetto eller dott. in ingegneria civile

1987/88

Κύπρος

Βεβαίωση Εγγραφής στο Μητρώο Αρχιτεκτόνων που εκδίδεται από το Επιστημονικό και Τεχνικό Επιμελητήριο Κύπρου, (registreringsbevis fra registret for arkitekter udstedt af det videnskabelige og tekniske nævn i Cypern (ETEK))

2006/07

Latvija

»Arhitekta diploms«, ko izsniegusi Latvijas Valsts Universitātes Inženierceltniecības fakultātes Arhitektūras nodaļa līdz 1958. gadam, Rīgas Politehniskā Institūta Celtniecības fakultātes Arhitektūras nodaļa no 1958 gada līdz 1991. gadam, Rīgas Tehniskās Universitātes Arhitektūras fakultāte kopš 1991. gada, un »Arhitekta prakses sertifikāts«, ko izsniedz Latvijas Arhitektu savienība (»eksamensbevis som arkitekt« udstedt af institut for arkitektur på fakultetet for civilingeniører på Letlands statsuniversitet indtil 1958, institut for arkitektur på fakultetet for ingeniørvæsen på Rigas polytekniske læreanstalt 1958-1991, fakultetet for arkitektur ved Rigas tekniske universitet siden 1991 og registreringsbevis fra arkitektsammenslutningen i Letland)

2006/07

Lietuva

Eksamensbevis for bygningsingeniører/arkitekter udstedt af Kauno politechnikos institutas indtil 1969 ((inžinierius architektas/architektas)

Eksamensbevis som arkitekt/bachelor/master inden for arkitektur udstedt af Vilnius inžinerinis statybos institutas indtil 1990, Vilniaus technikos universitetas indtil 1996, Vilnius Gedimino technikos universitetas siden 1996 (architektas/architektûros bakalauras/architektûros magistras)

Eksamensbeviser for specialister, der fuldførte uddannelsen inden for arkitektur, en bachelor-/mastergrad inden for arkitektur udstedt af LTSR Valstybinis dailës institutas indtil 1990; Vilniaus dailës akademija siden 1990 (architektûros kursas/architektûros bakalauras/architektûros magistras)

Bachelor-/mastergrad inden for arkitektur udstedt af Kauno technologijos universitetas siden 1997 (architektûros bakalauras/architektûros magistras)

alle ledsaget af et certifikat, der er udstedt af et godkendelsesudvalg, der giver ret til at udøve virksomhed som arkitekt (autoriseret arkitekt/atestuotas architektas)

2006/07

Magyarország

»okleveles építészmérnök« eksamensbevis (som arkitekt, mastergrad inden for arkitektur) udstedt af universiteter

»okleveles építész tervező művész« eksamensbevis (som arkitekt, mastergrad inden for arkitektur og bygningsingeniørkunst) udstedt af universiteter

2006/07

Malta

Perit: Lawrja ta' Perit udstedt af Universita’ ta' Malta, der giver ret til registrering som »Perit«

2006/07

Nederland

Attest for at have bestået den afsluttende arkitekteksamen, udstedt af arkitektafdelingerne ved de højere tekniske læreanstalter i Delft eller Eindhoven (bouwkundig ingenieur)

Eksamensbeviser udstedt af statsanerkendte bygningsakademier (architect)

Eksamensbeviser udstedt indtil 1971 af de tidligere arkitekthøjskoler (Hoger Bouwkunstonderricht) (architect HBO)

Eksamensbeviser udstedt indtil 1970 af de tidligere højskoler for bygningsvæsen (voortgezet Bouwkunstonderricht) (architect VBO)

Attest for at have bestået en eksamen, som er tilrettelagt af arkitektrådet for »Bond van Nederlandse Architecten« (det nederlandske arkitektforbund, BNA) (architect)

Eksamensbevis fra »Stichting Institut voor Architectuur« (stiftelsen »Arkitektinstituttet«) (I.V.A.), såfremt det er erhvervet efter et af denne stiftelse tilrettelagt kursus, som har strakt sig over mindst fire år (architect), ledsaget af en attest fra de kompetente myndigheder om, at den pågældende har bestået en prøve på grundlag af kvalifikationsbeviser, der omfatter bedømmelser af projekter, som er udarbejdet og udført af kandidaten under faktisk udøvelse af den i artikel 44 i dette direktiv omhandlede virksomhed i mindst seks år

En attest fra de kompetente myndigheder, der godtgør, at den pågældende inden den 5. august 1985 har bestået eksamen (»Kandidaat in de bouwkunde«) ved den højere tekniske læreanstalt i Delft eller Eindhoven, og at han i en periode på mindst fem år umiddelbart forud for dette tidspunkt har udøvet arkitektvirksomhed af en art og i et omfang, som ifølge de i Nederlandene anerkendte kriterier sikrer tilstrækkelig kompetence til at udøve sådan virksomhed (architect)

En attest fra de kompetente myndigheder, som kun udstedes til personer, der er fyldt 40 år inden den 5. august 1985, og som godtgør, at den pågældende i en periode på mindst fem år umiddelbart forud for dette tidspunkt har udøvet arkitektvirksomhed af en art og i et omfang, som ifølge de i Nederlandene anerkendte kriterier sikrer tilstrækkelig kompetence til at udøve sådan virksomhed (architect)

De i syvende og ottende led anførte attester behøver ikke mere at godkendes efter ikrafttrædelsesdatoen for retsforskrifterne om adgang til og udøvelse af arkitektvirksomhed under titlen arkitekt i Nederlandene, for så vidt disse attester i medfør at nævnte forskrifter ikke giver adgang til denne form for virksomhed under nævnte titel

1987/88

Österreich

Eksamensbeviser fra de tekniske universiteter i Wien og Graz og ved universitetet i Innsbruck, bygningsingeniør- og arkitekturfakultetet, studieretning arkitekt (Architektur), bygningsingeniør (Bauingenieurwesen Hochbau) og bygningsøkonomiingeniør (Wirtschaftingenieurwesen — Bauwesen)

Eksamensbeviser fra landbrugsuniversitetet, studieretning »Kulturtechnik und Wasserwirtschaft«

Eksamensbeviser fra skolen for anvendt kunst i Wien (Studium der Architektur)

Eksamensbeviser fra kunstakademiet i Wien (Studium der Architektur)

Ingeniøreksamensbeviser (Ing.), udstedt af højere, tekniske skoler eller bygningstekniske skoler samt et »Baumeister«-certifikat som bevis for mindst seks års faglig erfaring i Østrig, der udstedes på grundlag af en eksamen

Eksamensbeviser fra skolen for kunstnerisk og industrielt design i Linz (Studium der Architektur)

Kvalifikationsbeviser for civilingeniører eller rådgivende ingeniører inden for byggeri (Hochbau, Bauwesen, Wirtschaftsingenieurwesen — Bauwesen, Kulturtechnik und Wasserwirtschaft), i henhold til lov om civilteknikere (Ziviltechnikergesetz, BGBI, no 156/1994)

1997/98

Polska

Eksamensbeviser udstedt af arkitekturfakulteter:

ved Warszawas teknologiske universitet, fakultetet for arkitektur, (Politechnika Warszawska, Wydział Architektury); titlen som arkitekt: inżynier architekt, magister nauk technicznych; inżynier architekt; inżyniera magistra architektury; inżynier magister architektury, magister inżynier architektury; magistra inżyniera architekta; magister inżynier architekt (1945-1948, titel: inżynier architekta, magister nauk technicznych; (fra 1951-1956, titel: inżynier architekt; fra 1954-957, andet trin, titel: inżyniera magistra architektury; 1957-1959, titel: inżynier magister architektury; 1959-1964, titel: magister inżynier architekta; 1964-1982, titel: magistra inżyniera architekta; 1983-1990, titel: magister inżynier architekt; siden 1991, titel: magistra inżyniera architekta)

ved Krakows teknologiske universitet, fakultetet for arkitektur, (Politechnika Krakowska, Wydział Architektury) titlen som arkitekt: magister inżynier architekt (1945-1953, universitetet for minedrift og metallurgi, polyteknisk fakultet for arkitektur — Akademia Górniczo-Hutnicza, Politechniczny Wydział Architektury)

ved Wroclaws teknologiske universitet, fakultetet for arkitektur i Wroclaw, (Politechnika Wrocławska, Wydział Architektury); titlen som arkitekt: inżynier architekt, magister nauk technicznych; magister inżynier architektury; magister inżynier architekt (1949-1964, titel: inżynier architekt, magister nauk technicznych; 1956-1964, titel: magister inżynier architektury; siden 1964, titel: magister inżynier architekt)

ved det teknologiske Silesian-universitet, fakultetet for arkitektur i Gliwice (Politechnika Śląska, Wydział Architektury); titlen som arkitekt: inżynier architekt; magister inżynier architekt (1945-1955, fakultetet for ingeniørvæsen og bygningskonstruktion - Wydział Inżynieryjno-Budowlany, titel: inżynier architekt; 1961-1969, fakultetet for industriel bygningskonstruktion og ingeniørvæsen — Wydział Budownictwa Przemysłowego i Ogólnego, titel: magister inżynier architekt; fra 1969-1976, fakultetet for ingeniørvæsen og arkitektur - Wydział Budownictwa i Architektury, titel: magister inżynier architekt; siden 1977, fakultetet for arkitektur — Wydział Architektury, titel: magister inżynier architekt og siden 1995 inżynier architekt)

ved det teknologiske universitet i Poznań, fakultetet for arkitektur, (Politechnika Poznańska, Wydział Architektury) titlen som arkitekt: inżynier architektury; inżynier architekt; magister inżynier architekt (1945-1955, ingeniørskolen, fakultetet for arkitektur — Szkoła Inżynierska, Wydział Architektury, titel: inżynier architektury; siden 1978, titel: magister inżynier architekt og siden 1999 inżynier architekt)

ved det tekniske universitet i Gdańsk, fakultetet for arkitektur i Gdańsk, (Politechnika Gdańska, Wydział Architektury) titlen som arkitekt: magister inżynier architekt (1945-1969 fakultetet for arkitektur — Wydział Architektury, 1969-1971 fakultetet for ingeniørvæsen og arkitektur — Wydział Budownictwa i Architektury, 1971-1981 instituttet for arkitektur og byplanlægning — Instytut Architekturyi Urbanistyki, siden 1981 fakultetet for arkitektur — Wydział Architektury)

ved det tekniske universitet i Białystok, fakultetet for arkitektur, (Politechnika Białostocka, Wydział Architektury); titlen som arkitekt: magister inżynier architekt (1975-1989 institut for arkitektur — Instytut Architektury)

ved det tekniske universitet i Łódź, fakultetet for ingeniørvæsen, arkitektur og miljøteknologi i Łódź (Politechnika Łódzka, Wydział Budownictwa, Architekturyi i Inżynierii Środowiska); titlen som arkitekt: inżynier architekt; magister inżynier architekt (1973-1993 fakultetet for ingeniørvæsen og arkitektur — Wydział Budownictwa i Architektury og siden 1992 fakultetet for ingeniørvæsen, arkitektur og miljøteknologi Wydział Budownictwa, Architektury i Inżynierii Środowiska; titel: 1973-1978 inżynier architekt, siden 1978 magister inżynier architekt)

ved det tekniske universitet i Szczecin, fakultetet for ingeniørvæsen og arkitektur (Politechnika Szczecińska, Wydział Budownictwa i Architektury); titlen som arkitekt: inżynier architekt; magister inżynier architekt (1948-1954 højere læreanstalt for ingeniørvæsen, fakultetet for arkitektur — Wyższa Szkoła Inżynierska, Wydział Architektury, titel: inżynier architekt, siden 1970 titel: magister inżynier architekt og siden 1998 titel: inżynier architekt)

Alle eksamensbeviser skal ledsages af bevis for medlemskab udstedt af det relevante regionale arkitektkammer i Polen, der giver ret til at udøve arkitektvirksomhed i Polen.

2006/07

Portugal

»Diploma do curso especial de arquitectura« udstedt af kunstakademierne i Lissabon og Porto

»Diploma de arquitecto« udstedt af kunstakademierne i Lissabon og Porto

»Diploma do curso de arquitectura« udstedt af de højere kunstakademier i Lissabon og Porto

»Diploma de licenciatura em arquitectura« udstedt af det højere kunstakademi i Lissabon

»Carta de curso de licenciatura em arquitectura« udstedt af det tekniske universitet i Lissabon og universitetet i Porto

»Licenciatura em engenharia civil« udstedt af den tekniske højskole ved det tekniske universitet i Lissabon

»Licenciatura em engenharia civil« udstedt af det videnskabelige og teknologiske fakultet (de Engenharia) ved universitetet i Porto

»Licenciatura em engenharia civil« udstedt af det videnskabelige og teknologiske fakultet ved universitetet i Coimbra

»Licenciatura em engenharia civil, produção« udstedt af universitetet i Minho

1987/88

Slovenija

»Univerzitetni diplomirani inženir arhitekture/univerzitetna diplomirana inženirka arhitekture« (universitetseksamen i arkitektur) udstedt af fakultetet for arkitektur, ledsaget af et bevis fra den kompetente myndighed inden for arkitektur, der er anerkendt ved lov, og som giver ret til at udøve virksomhed inden for arkitektur

En universitetseksamen i arkitektur udstedt af fakultetet for arkitektur, der giver ret til titlen »univerzitetni diplomirani inženir (univ.dipl.inž.)/univerzitetna diplomirana inženirka« ledsaget af et bevis fra den kompetente myndighed inden for arkitektur, der er anerkendt ved lov, og som giver ret til at udøve virksomhed inden for arkitektur

2006/07

Slovensko

Eksamensbevis for uddannelsen »arkitektur og bygningskonstruktion« (»architektúra a pozemné staviteľstvo«) der udstedes af det slovakiske tekniske universitet (Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava i 1950-1952 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »arkitektur« (»architektúra«) udstedt af fakultetet for arkitektur og bygningskonstruktion ved det slovakiske tekniske universitet (Fakulta architektúry a pozemného staviteľstva, Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava i 1952-1960 (titel: Ing. ark.)

Eksamensbevis for uddannelsen »bygningskonstruktion« (»pozemné staviteľstvo«) udstedt af fakultetet for arkitektur og bygningskonstruktion ved det slovakiske tekniske universitet (Fakulta architektúry a pozemného staviteľstva, Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava i 1952-1960 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »arkitektur« (»architektúra«) udstedt af fakultetet for ingeniørvæsen ved det slovakiske tekniske universitet (Stavebná fakulta, Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava i 1961-1976 (titel: Ing.ark.)

Eksamensbevis for uddannelsen »bygningskonstruktion« (»pozemné stavby«) udstedt af fakultetet for ingeniørvæsen ved det slovakiske tekniske universitet (Stavebná fakulta, Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava i 1961-1976 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »arkitektur« (»architektúra«) udstedt af fakultetet for arkitektur ved det slovakiske tekniske universitet (Fakulta architektúry, Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava siden 1977 (titel: Ing. ark.)

Eksamensbevis for uddannelsen »byplanlægning« (»urbanizmus«) udstedt af fakultetet for arkitektur ved det slovakiske tekniske universitet (Fakulta architektúry, Slovenská vysoká škola technická) i Bratislava siden 1977 (titel: Ing. ark.)

Eksamensbevis inden for uddannelsen »bygningskonstruktion« (»pozemné stavby«) udstedt af fakultetet for bygningskonstruktion ved det slovakiske tekniske universitet (Stavebná fakulta, Slovenská technická univerzita) i Bratislava i 1977-1997 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »arkitektur og bygningskonstruktion« (»architektúra a pozemné stavby«) udstedt af fakultetet for ingeniørvæsen ved det slovakiske tekniske universitet (Stavebná fakulta, Slovenská technická univerzita) i Bratislava siden 1998 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »bygningskonstruktion — specialisering: arkitektur« (»pozemné stavby — špecializácia: architektúra«) udstedt af fakultetet for ingeniørvæsen ved det slovakiske tekniske universitet (Stavebná fakulta, Slovenská technická univerzita) i Bratislava i 2000-2001 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »bygningskonstruktion og arkitektur« (»pozemné stavby a architektúra«) udstedt af fakultetet for ingeniørvæsen ved det slovakiske tekniske universitet (Stavebná fakulta — Slovenská technická univerzita) i Bratislava siden 2001 (titel: Ing.)

Eksamensbevis for uddannelsen »arkitektur« (»architektúra«) udstedt af kunst- og designakademiet (Vysoká škola výtvarných umení) i Bratislava siden 1969 (titel: Akad. ark. indtil 1990; Mgr. i 1990-1992; Mgr. arch. i 1992-1996; Mgr. art. siden 1997)

Eksamensbevis inden for uddannelsen »bygningskonstruktion« (»pozemné staviteľstvo«) udstedt af fakultetet for ingeniørvæsen ved det tekniske universitet (Stavebná fakulta, Technická univerzita) i Košice i 1981-1991 (titel: Ing.)

Alle eksamensbeviser ledsages af:

et godkendelsescertifikat udstedt af den slovakiske arkitektsammenslutning (Slovenská komora architektov) i Bratislava uden specifikation af område eller inden for »bygningskonstruktion« (»pozemné stavby«) eller »landsplanlægning« (»územné plánovanie«)

et godkendelsescertifikat udstedt af den slovakiske civilingeniørsammenslutning (Slovenská komora stavebných inžinierov) i Bratislava inden for bygningskonstruktion (»pozemné stavby«).

2006/07

Suomi/Finland

Eksamensbeviser udstedt af fakulteterne for arkitektur på de tekniske universiteter og på universitetet i Oulu (arkkitehti/arkitekt)

Eksamensbeviser udstedt af de tekniske højskoler (rakennusarkkitehti/byggnadsarkitekt)

1997/98

Sverige

Eksamensbeviser udstedt af Arkitektskolen under Det Kongelige Teknologiske Institut, af Chalmers Institut for Teknologi og af Det Teknologiske Institut ved Universitetet i Lund (arkitekt, master-grad i arkitektur)

Bevis for medlemsskab af Svenska Arkitekters Riksförbund (SAR), hvis uddannelsen er gennemgået i en stat, der er omfattet af dette direktiv

1997/98

United Kingdom

Kvalifikationsbeviser for bestået eksamen på:

Royal Institute of British Architects

arkitekturfakulteter eller -afdelinger ved universiteter, polytekniske læreanstalter, »colleges«, akademier (private »colleges«), »Schools of Technology and Art«, som den 10. juni 1985 var anerkendt af »Architects Registration Council« i Det Forenede Kongerige med henblik på optagelse i arkitektregistret (Architect)

certifikat, hvorefter indehaveren har en erhvervet ret til at beholde sin titel som arkitekt i henhold til § 6 (1) a, 6 (1) b eller 6 (1) d i »Architects Registration Act« af 1931 (Architect)

Et certifikat, hvorefter indehaveren har en erhvervet ret til at beholde sin titel som arkitekt i henhold til § 2 i »Architects Registration Act« af 1938 (Architect)

1987/88


BILAG VII

Dokumenter og certifikater, der kan kræves i henhold til artikel 50, stk. 1

1.   Dokumenter

a)

Bevis for den pågældendes nationalitet.

b)

Kopi af kursus- eller uddannelsesbeviser, som giver adgang til det pågældende erhverv, og i givet fald attestation for den pågældendes erhvervserfaring.

De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan anmode ansøgeren om at fremlægge dokumentation for den pågældendes uddannelse i det omfang, det er nødvendigt med henblik på at klarlægge eventuelle substantielle forskelle i forhold til den krævede nationale uddannelse i overensstemmelse med artikel 14. Har ansøgeren ikke mulighed for at fremlægge sådan dokumentation, henvender de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten sig til kontaktpunktet, den kompetente myndighed eller et anden relevant organ i hjemlandet.

c)

Med hensyn til de i artikel 16 omhandlede tilfælde attestation for erhvervsudøvelsens art og varighed, udstedt af den kompetente myndighed eller det kompetente organ i hjemlandet eller i den medlemsstat, hvorfra den pågældende kommer.

d)

Den kompetente myndighed i en værtsmedlemsstat, der gør adgang til et lovreguleret erhverv betinget af, at ansøgeren fremlægger attest for hæderlighed, vandelsattest eller bevis for, at han ikke er under konkurs, og som kan suspendere eller inddrage retten til udøvelse af et sådant erhverv i tilfælde af grov forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af den pågældende virksomhed eller overtrædelse af straffeloven, skal som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra andre medlemsstater, der ønsker at udøve dette erhverv på dets område, godkende de dokumenter, der er udstedt af de kompetente myndigheder i hjemlandet, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt. Disse myndigheder skal fremsende de krævede dokumenter inden to måneder.

Hvis de dokumenter, der er omhandlet i første afsnit, ikke udstedes af de kompetente myndigheder i hjemlandet, erstattes de af en under ed afgivet erklæring — eller i de medlemsstater, hvor sådan edsaflæggelse ikke anvendes, af en højtidelig erklæring — afgivet af den pågældende for en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller i givet fald for en notar eller et statsanerkendt fagligt organ i hjemlandet eller i den medlemsstat, hvorfra den pågældende kommer, som udsteder en attestation med bekræftelse af denne ed eller højtidelige erklæring.

e)

Kræver den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten af statsborgerne i dette land dokumentation for fysisk og psykisk sundhed som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv, godkender den som tilstrækkeligt bevis herfor fremlæggelse af det dokument, der kræves i hjemlandet. Såfremt hjemlandet ikke kræver dokumentation af denne art, godkender værtsmedlemsstaten en attestation udstedt af en kompetent myndighed i dette land. De kompetente myndigheder i hjemlandet skal i disse tilfælde fremsende de krævede dokumenter inden to måneder.

f)

Hvis den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv af landets statsborgere kræver

bevis for ansøgerens økonomiske formåen

bevis for, at ansøgeren er forsikret mod de økonomiske risici i forbindelse med erhvervsansvaret i overensstemmelse med de gældende love og administrative bestemmelser i værtsmedlemsstaten om denne forsikrings nærmere indhold og omfang

godkender medlemsstaten som tilstrækkeligt bevis en attestation herfor, udstedt af banker og forsikringsselskaber i en anden medlemsstat.

2.   Certifikater

For at lette anvendelsen af afsnit III, kapitel III, i dette direktiv kan medlemsstaterne foreskrive, at ansøgere, der opfylder de opstillede krav til uddannelse, sammen med deres kvalifikationsbevis skal fremlægge et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder i hjemlandet, hvoraf det fremgår, at disse kvalifikationsbeviser svarer til de beviser, der er omhandlet i dette direktiv.


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/143


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/39/EF

af 7. september 2005

om ændring af Rådets direktiv 74/408/EØF om motorkøretøjer for så vidt angår sæder, disses forankringer og nakkestøtter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2),og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Undersøgelser har vist, at brugen af sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger kan bidrage til en betydelig reduktion af antallet af trafikdræbte og til at kvæstelser i tilfælde af ulykker bliver mindre alvorlige, også hvis køretøjet ruller rundt. Montering af sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i alle klasser af køretøjer vil uden tvivl være et vigtigt skridt fremad med hensyn til øget trafiksikkerhed og dermed med hensyn til at redde menneskeliv.

(2)

Der kan opnås en betydelig gevinst for samfundet, hvis alle køretøjer udstyres med sikkerhedsseler.

(3)

I sin beslutning af 18. februar 1986 om fælles foranstaltninger til nedsættelse af antallet af færdselsulykker som led i Fællesskabets program for færdselssikkerhedsåret (3) understregede Europa-Parlamentet behovet for at gøre anvendelse af sikkerhedsseler obligatorisk for alle passagerer, herunder børn, undtagen i køretøjer inden for kollektiv transport. Der må derfor sondres mellem busser til kollektiv transport og andre køretøjer med hensyn til obligatorisk montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger.

(4)

I henhold til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (4) er Fællesskabets typegodkendelsessystem kun blevet gennemført for alle nye køretøjer i klasse M1 siden 1. januar 1998. Det er derfor kun køretøjer i klasse M1, der er typegodkendt efter 1. januar 1998, der skal udstyres med sæder, sædeforankringer og nakkestøtter, der opfylder bestemmelserne i direktiv 74/408/EØF (5).

(5)

Indtil Fællesskabets typegodkendelsessystem udvides til at omfatte alle klasser af køretøjer, bør det med henblik på at fremme færdselssikkerheden kræves, at der i køretøjer, der tilhører andre klasser end klasse M1, monteres sæder og sædeforankringer, der er forenelige med montering af sikkerhedsseleforankringer.

(6)

Direktiv 74/408/EØF indeholder allerede tekniske og administrative bestemmelser, der tillader typegodkendelse af andre køretøjer end køretøjer i klasse M1. Medlemsstaterne behøver derfor ikke indføre yderligere bestemmelser.

(7)

Siden ikrafttrædelsen af Kommissionens direktiv 96/37/EF af 17. juni 1996 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 74/408/EØF (6) har flere medlemsstater allerede gjort bestemmelserne deri obligatoriske for visse andre klasser af køretøjer end klasse M1. Fabrikanterne og leverandørerne har derfor udviklet en passende teknologi.

(8)

Undersøgelser har vist, at det ikke er muligt at forsyne sidevendte sæder med sikkerhedsseler, der giver samme grad af sikkerhed for passagerne som fremadvendte sæder. Af sikkerhedsgrunde er det derfor nødvendigt at forbyde disse sæder i visse klasser af køretøjer.

(9)

De bestemmelser, der tillader sidevendte sæder med topunktsseler i særlige typer af køretøjer i klasse M3, bør være midlertidige og finde anvendelse indtil ikrafttrædelsen af fællesskabslovgivning om omarbejdning af direktiv 70/156/EØF og om udvidelse af kravet om EF-typegodkendelse til alle køretøjer, herunder køretøjer i klasse M3.

(10)

Direktiv 74/408/EØF bør derfor ændres.

(11)

Målet for dette direktiv, nemlig forbedring af trafiksikkerheden gennem indførelse af obligatorisk montering af sikkerhedsseler i visse klasser af køretøjer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer i direktiv 74/408/EØF

I direktiv 74/408/EØF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 ændres således:

a)

I stk. 1 tilføjes følgende afsnit:

»Køretøjer i klasse M2 og M3 underopdeles i grupper som fastlagt i del 2 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/85/EF af 20. november 2001 om særlige bestemmelser for køretøjer, der anvendes til personbefordring og har flere end otte siddepladser ud over førerens plads (7).

b)

Stk. 2 affattes således:

2.   »Dette direktiv finder ikke anvendelse på bagudvendte sæder.«

2)

Der indsættes følgende artikel:

»Artikel 3a

1.   Montering af sidevendte sæder i køretøjer i klasse M1, N1, M2 (gruppe III eller B) og M3 (gruppe III eller B) er ikke tilladt.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på ambulancer eller på de køretøjer, der er anført i artikel 8, stk. 1, første led, i direktiv 70/156/EØF.

3.   Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse på køretøjer i klasse M3 (gruppe III eller B) med en teknisk tilladt totalmasse på over 10 tons, hvor sidevendte sæder er placeret i køretøjets bagerste del og danner en hel afdeling med op til ti sæder. Sådanne sidevendte sæder skal mindst udstyres med en nakkestøtte og en topunktssele med retractor, der er typegodkendt i overensstemmelse med Rådets direktiv 77/541/EØF (8). Sikkerhedsselernes forankringer skal opfylde kravene i Rådets direktiv 76/115/EØF (9).

Denne undtagelse gælder i 5 år fra den 20. oktober 2005. Denne periode kan forlænges, hvis pålidelige ulykkesstatistikker er tilgængelige, og hvis der er sket en videreudvikling af fastholdelsesanordninger.

3)

Bilag II ændres således:

a)

Punkt 1.1 affattes således:

1.1.

»Kravene i dette bilag finder ikke anvendelse på bagudvendte sæder eller nakkestøtter monteret på sådanne sæder.«

b)

Punkt 2.3 affattes således:

2.3.

»»Sæde«: en anordning, som enten er sammenbygget med køretøjets konstruktion eller ikke, som er komplet med beklædning, og som giver siddeplads til én voksen. Udtrykket dækker både et enkelt sæde og en del af et bænkesæde med plads til én person.

Alt efter sædets retning forstås ved:

2.3.1.

»fremadvendt sæde«: et sæde, der kan anvendes, når køretøjet er i bevægelse, og som vender mod køretøjets forende på en sådan måde, at sædets lodrette symmetriplan danner en vinkel på mindre end + 10o eller — 10o i forhold til køretøjets lodrette symmetriplan

2.3.2.

»bagudvendt sæde«: et sæde, der kan anvendes, når køretøjet er i bevægelse, og som vender mod køretøjets bagende på en sådan måde, at sædets lodrette symmetriplan danner en vinkel på mindre end + 10o eller — 10o i forhold til køretøjets lodrette symmetriplan

2.3.3.

»sidevendt sæde«: et sæde, hvis placering i forhold til køretøjets lodrette symmetriplan hverken er omfattet af definitionen i 2.3.1 eller 2.3.2.«

c)

Punkt 2.9 udgår.

4)

I bilag III affattes punkt 2.5 således:

2.5.

»»Sæde«: en anordning, som kan forankres til køretøjets konstruktion, er komplet med beklædning og fastgøringsbeslag, er beregnet til anvendelse i et køretøj og giver siddeplads til én eller flere voksne.

Alt efter sædets retning forstås ved:

2.5.1.

»fremadvendt sæde«: et sæde, der kan anvendes, når køretøjet er i bevægelse, og som vender mod køretøjets forende på en sådan måde, at sædets lodrette symmetriplan danner en vinkel på mindre end + 10o eller — 10o i forhold til køretøjets lodrette symmetriplan

2.5.2.

»bagudvendt sæde«: et sæde, der kan anvendes, når køretøjet er i bevægelse, og som vender mod køretøjets bagende på en sådan måde, at sædets lodrette symmetriplan danner en vinkel på mindre end + 10o eller — 10o i forhold til køretøjets lodrette symmetriplan

2.5.3.

»sidevendt sæde«: et sæde, hvis placering i forhold til køretøjets lodrette symmetriplan hverken er omfattet af definitionen i 2.5.1 eller 2.5.2.«

5)

Bilag IV ændres således:

a)

Punkt 1.1 affattes således:

1.1.

»Kravene i dette bilag finder anvendelse på køretøjer i klasse N1, N2 og N3 samt på køretøjer i klasse M2 og M3, der ikke er omfattet af bilag III's anvendelsesområde. Med undtagelse af bestemmelserne i punkt 2.5 gælder kravene også for sidevendte sæder i alle klasser af køretøjer.«

b)

Punkt 2.4 affattes således:

2.4.

»Alle sæder, der kan vippes eller har nedfældelige ryglæn, skal automatisk spærres i normalstillingen. Dette krav gælder ikke for sæder, der er monteret i kørestolsområdet i køretøjer i klasse M2 eller M3, gruppe I, II eller A.«

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Fra den 20. april 2006 må medlemsstaterne for så vidt angår sæder, disses forankringer og nakkestøtter, hvis disse er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv:

a)

ikke nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse af en køretøjstype

b)

ikke forbyde registrering, salg eller ibrugtagning af nye køretøjer.

2.   Fra den 20. oktober 2006 skal medlemsstaterne for så vidt angår sæder, disses forankringer og nakkestøtter, hvis disse ikke er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv med hensyn til nye typer af køretøjer:

a)

ophøre med at udstede EF-typegodkendelse

b)

nægte at udstede national typegodkendelse.

3.   Fra den 20. oktober 2007 skal medlemsstaterne for så vidt angår sæder, disses forankringer og nakkestøtter, hvis disse ikke er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv:

a)

anse typeattester, som ledsager nye køretøjer, for ikke længere at være gyldige for så vidt angår bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i direktiv 70/156/EØF

b)

nægte registrering, salg og ibrugtagning af nye køretøjer, undtagen hvis bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 70/156/EØF gøres gældende.

Artikel 3

Gennemførelse i national ret

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 20. april 2006 de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

2.   Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 21. april 2006.

3.   Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

4.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EUT C 80 af 30.3.2004, s. 6.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 17.12.2003 (EUT C 91 E af 15.4.2004, s. 487), Rådets fælles holdning af 24.1.2005 (EUT C 111 E af 11.5.2005, s. 33), Europa-Parlamentets holdning af 26.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 12.7.2005.

(3)  EFT C 68 af 24.3.1986, s. 35.

(4)  EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2005/49/EF (EUT L 194 af 26.7.2005, s. 12).

(5)  EFT L 221 af 12.8.1974, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(6)  EFT L 186 af 25.7.1996, s. 28.

(7)  EFT L 42 af 13.2.2002, s. 1

(8)  EFT L 220 af 29.8.1977, s. 95. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(9)  EFT L 24 af 30.1.1976, s. 6. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 96/38/EF (EFT L 187 af 26.7.1996, s. 95).«


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/146


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/40/EF

af 7. september 2005

om ændring af Rådets direktiv 77/541/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i motordrevne køretøjer

(EØF-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Undersøgelser har vist, at brugen af sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger kan bidrage til en betydelig reduktion af antallet af trafikdræbte og alvorligheden af kvæstelser i tilfælde af ulykker, også hvis køretøjet ruller rundt. Montering af sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i alle klasser af køretøjer vil uden tvivl være et vigtigt skridt fremad med hensyn til øget trafiksikkerhed og dermed med hensyn til at redde menneskeliv.

(2)

Der kan opnås en betydelig gevinst for samfundet, hvis alle køretøjer udstyres med sikkerhedsseler.

(3)

I sin beslutning af 18. februar 1986 om fælles foranstaltninger til nedsættelse af antallet af færdselsulykker som led i Fællesskabets program for færdselssikkerhedsåret (3) understregede Europa-Parlamentet behovet for at gøre anvendelse af sikkerhedsseler obligatorisk for alle passagerer, herunder børn, undtagen i køretøjer inden for offentlig transport. Der skal derfor skelnes mellem busser til offentlig transport og andre køretøjer med hensyn til obligatorisk montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger.

(4)

I henhold til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (4) er Fællesskabets typegodkendelsessystem kun blevet gennemført for alle nye køretøjer i klasse M1 siden 1. januar 1998. Det er derfor kun disse køretøjer, der skal udstyres med sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der opfylder bestemmelserne i direktiv 77/541/EØF (5).

(5)

Indtil Fællesskabets typegodkendelsessystem udvides til at omfatte alle klasser af køretøjer, bør det med henblik på at fremme færdselssikkerheden kræves, at der i køretøjer, der tilhører andre klasser end klasse M1, monteres sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger.

(6)

Direktiv 77/541/EØF indeholder allerede tekniske og administrative bestemmelser, der tillader typegodkendelse af andre køretøjer end køretøjer i klasse M1. Medlemsstaterne behøver derfor ikke indføre yderligere bestemmelser.

(7)

Siden ikrafttrædelsen af Kommissionens direktiv 96/36/EF af 17. juni 1996 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 77/541/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i motorkøretøjer (6), har flere medlemsstater allerede gjort bestemmelserne deri obligatoriske for andre klasser af køretøjer end klasse M1. Fabrikanterne og leverandørerne har derfor udviklet en passende teknologi.

(8)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/85/EF af 20. november 2001 om særlige bestemmelser for køretøjer, der anvendes til personbefordring og har flere end otte siddepladser ud over førerens plads (7), indeholder bestemmelser om, hvorledes bevægelseshæmmede, herunder handicappede, sikres lettere adgang til køretøjer til persontransport med mere end otte sæder. Det er nødvendigt at give medlemsstaterne mulighed for at tillade montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der ikke er i overensstemmelse med de tekniske specifikationer i direktiv 77/541/EØF, men som er konstrueret specielt med henblik på at fastholde sådanne personer i sådanne køretøjer.

(9)

Direktiv 77/541/EØF bør derfor ændres.

(10)

Målet for dette direktiv, nemlig forbedring af trafiksikkerheden gennem indførelse af obligatorisk montering af sikkerhedsseler i visse klasser af køretøjer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 77/541/EØF

I direktiv 77/541/EØF foretages følgende ændringer:

1)

Der indsættes følgende artikel:

»Artikel 2a

1.   Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning tillade montering af andre sikkerhedsseler eller fastholdelsesanordninger end dem, der er omfattet af dette direktiv, forudsat at de er beregnet til handicappede.

2.   Medlemsstaterne kan også fritage fastholdelsesanordninger, der er konstrueret til at opfylde bestemmelserne i bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/85/EF af 20. november 2001 om særlige bestemmelser for køretøjer, der anvendes til personbefordring og har flere end otte siddepladser ud over førerens plads (8), fra bestemmelserne i nærværende direktiv.

3.   Kravene i bilag I, punkt 3.2.1, i nærværende direktiv finder ikke anvendelse på sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger, der er omfattet af stk. 1 og 2.

2)

I artikel 9 tilføjes følgende stykke:

»Køretøjer i klasse M2 og M3 underopdeles i grupper som fastlagt i del 2 i bilag I til direktiv 2001/85/EF.«

3)

I bilag I foretages følgende ændringer:

a)

Fodnoten til punkt 3.1 udgår.

b)

Punkt 3.1.1 affattes således:

3.1.1.

»Med undtagelse af sæder, der kun er beregnet til brug, når køretøjet holder stille, skal sæder i køretøjer, der falder ind under klasse M1, M2 (gruppe III eller B), M3 (gruppe III eller B) og N, udstyres med sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv.

Køretøjer i gruppe I, II eller A, der hører til i klasse M2 eller M3, kan udstyres med sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, hvis disse er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv.«

Artikel 2

Foranstaltninger for handicappede

Kommissionen undersøger senest den 20. april 2008 specifikke procedurer for harmonisering af kravene til sikkerhedsseler beregnet til handicappede på grundlag af eksisterende internationale standarder og nationale retsforskrifter med henblik på at give et sikkerhedsniveau, der svarer til niveauet i dette direktiv. Hvis det er relevant, fremlægger Kommissionen udkast til foranstaltninger. Dette direktiv ændres efter proceduren i artikel 13 i direktiv 70/156/EØF.

Artikel 3

Gennemførelse

1.   Fra den 20. april 2006 må medlemsstaterne for så vidt angår montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der er i overensstemmelse med kravene i direktiv 77/541/EØF som ændret ved nærværende direktiv:

a)

ikke nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse af en køretøjstype

b)

ikke forbyde registrering, salg eller ibrugtagning af nye køretøjer.

2.   Fra den 20. oktober 2006 skal medlemsstaterne for så vidt angår montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der ikke er i overensstemmelse med kravene i direktiv 77/541/EØF som ændret ved nærværende direktiv med hensyn til nye typer af køretøjer:

a)

ophøre med at udstede EF-typegodkendelse

b)

nægte at udstede national typegodkendelse.

3.   Fra den 20. oktober 2007 skal medlemsstaterne for så vidt angår montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der ikke er i overensstemmelse med kravene i direktiv 77/541/EØF som ændret ved nærværende direktiv:

a)

anse typeattester, som ledsager nye køretøjer, for ikke længere at være gyldige for så vidt angår bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i direktiv 70/156/EØF

b)

nægte registrering, salg eller ibrugtagning af nye køretøjer, undtagen hvis bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 70/156/EØF gøres gældende.

Artikel 4

Gennemførelse i national ret

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 20. april 2006 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

2.   Medlemsstaterne anvender disse love og bestemmelser fra den 21. april 2006.

3.   Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

4.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 5

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 6

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EUT C 80 af 30.3.2004, s. 10.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 17.12.2003 (EUT C 91 E af 15.4.2004, s. 491), Rådets fælles holdning af 24.1.2005 (EUT C 111 E af 11.5.2005, s. 28), Europa-Parlamentets holdning af 26.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EFT C 68 af 24.3.1986, s. 35.

(4)  EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2005/49/EF (EUT L 194 af 26.7.2005, s. 12).

(5)  EFT L 220 af 29.8.1977, s. 95. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(6)  EFT L 178 af 17.7.1996, s. 15.

(7)  EFT L 42 af 13.2.2002, s. 1.

(8)  EFT L 42 af 13.2.2002, s. 1


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/149


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/41/EF

af 7. september 2005

om ændring af Rådets direktiv 76/115/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsselers forankring i motordrevne køretøjer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Undersøgelser har vist, at brugen af sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger kan bidrage til en betydelig reduktion af antallet af trafikdræbte og alvorligheden af kvæstelser i tilfælde af ulykker, også hvis køretøjet ruller rundt. Montering af sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i alle klasser af køretøjer vil uden tvivl være et vigtigt skridt fremad med hensyn til øget trafiksikkerhed og dermed med hensyn til at redde menneskeliv.

(2)

Der kan opnås en betydelig gevinst for samfundet, hvis alle køretøjer udstyres med sikkerhedsseler.

(3)

I sin beslutning af 18. februar 1986 om fælles foranstaltninger til nedsættelse af antallet af færdselsulykker som led i Fællesskabets program for færdselssikkerhedsåret (3) understregede Europa-Parlamentet behovet for at gøre anvendelse af sikkerhedsseler obligatorisk for alle passagerer, herunder børn, undtagen i køretøjer inden for offentlig transport. Der skal derfor skelnes mellem busser til offentlig transport og andre køretøjer med hensyn til obligatorisk montering af sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger.

(4)

I henhold til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (4) er Fællesskabets typegodkendelsessystem kun blevet gennemført for alle nye køretøjer i klasse M1 siden 1. januar 1998. Det er derfor kun disse køretøjer, der skal udstyres med forankringer til sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger, der opfylder bestemmelserne i direktiv 76/115/EØF (5).

(5)

Indtil Fællesskabets typegodkendelsessystem udvides til at omfatte alle klasser af køretøjer, bør det med henblik på at fremme færdselssikkerheden kræves, at der i køretøjer, der tilhører andre klasser end klasse M1, monteres forankringer til sikkerhedsseler og/eller fastholdelsesanordninger.

(6)

Direktiv 76/115/EØF indeholder allerede tekniske og administrative bestemmelser, der tillader typegodkendelse af andre køretøjer end køretøjer i klasse M1. Medlemsstaterne behøver derfor ikke indføre yderligere bestemmelser.

(7)

Siden ikrafttrædelsen af Kommissionens direktiv 96/38/EF af 17. juni 1996 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 76/115/EØF om sikkerhedsselers forankringer i motordrevne køretøjer har flere medlemsstater allerede gjort bestemmelserne deri obligatoriske for visse andre klasser af køretøjer end klasse M1. Fabrikanterne og leverandørerne har derfor udviklet en passende teknologi.

(8)

Direktiv 76/115/EØF bør derfor ændres.

(9)

Målet for dette direktiv, nemlig forbedring af trafiksikkerheden gennem indførelse af obligatorisk montering af sikkerhedsseler i visse klasser af køretøjer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, på grund af foranstaltningens omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel 5, er dette direktiv ikke mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 76/115/EØF

I direktiv 76/115/EØF foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2 tilføjes følgende stykke:

»Køretøjer i klasse M2 og M3 underopdeles i grupper som fastlagt i del 2 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/85/EF af 20. november 2001 om særlige bestemmelser for køretøjer, der anvendes til personbefordring og har flere end otte siddepladser ud over førerens plads (6).

2)

I bilag I foretages følgende ændringer:

a)

Punkt 1.9 udgår.

b)

Punkt 4.3.1 affattes således:

»4.3.1.

Køretøjer, der falder ind under klasse M1, M2 (gruppe III eller B), M3 (gruppe III eller B) og N, skal udstyres med sikkerhedsseleforankringer, der opfylder kravene i dette direktiv.«

c)

Punkt 4.3.8 affattes således:

»4.3.8.

For sæder, der kun er beregnet til brug, når køretøjet holder stille, samt for andre sæder i alle køretøjer, der ikke er omfattet af punkt 4.3.1-4.3.5 kræves der ikke forankringer. Hvis køretøjet har forankringer til sådanne sæder, skal disse forankringer opfylde dette direktivs bestemmelser. Forankringer, der kun er beregnet til sikkerhedsseler til handicappede, eller andre fastholdelsesanordninger, der er nævnt i artikel 2a i Rådets direktiv 77/541/EØF af 28. juni 1977 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedsseler og fastholdelsesanordninger i motordrevne køretøjer (7), behøver dog ikke være i overensstemmelse med kravene i dette direktiv, hvis de er konstrueret og fremstillet i henhold til nationale retsforskrifter med henblik på at give det størst mulige praktiske sikkerhedsniveau.

Artikel 2

Foranstaltninger for handicappede

Kommissionen undersøger senest den 20. april 2008 specifikke procedurer for harmonisering af kravene til forankringer, der kun er beregnet til sikkerhedsseler til handicappede, eller andre fastholdelsesanordninger, der er nævnt i artikel 2a i direktiv 77/541/EØF, på grundlag af eksisterende internationale standarder og nationale retsforskrifter med henblik på at give et sikkerhedsniveau, der svarer til niveauet i nærværende direktiv. Kommissionen forelægger om nødvendigt udkast til foranstaltninger. Ændringer af dette direktiv vedtages efter artikel 13 i direktiv 70/156/EØF.

Artikel 3

Gennemførelse

1.   Fra den 20. april 2006 må medlemsstaterne for så vidt angår forankringer til sikkerhedsseler, der er i overensstemmelse med kravene i direktiv 76/115/EØF som ændret ved nærværende direktiv:

a)

ikke nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse af en køretøjstype

b)

ikke forbyde registrering, salg eller ibrugtagning af nye køretøjer.

2.   Fra den 20. oktober 2006 skal medlemsstaterne for så vidt angår forankringer til sikkerhedsseler, der ikke er i overensstemmelse med kravene i direktiv 76/115/EØF som ændret ved nærværende direktiv med hensyn til nye typer af køretøjer:

a)

ophøre med at udstede EF-typegodkendelse

b)

nægte at udstede national typegodkendelse.

3.   Fra den 20. oktober 2007 skal medlemsstaterne for så vidt angår forankringer til sikkerhedsseler, der ikke er i overensstemmelse med kravene i direktiv 76/115/EØF som ændret ved nærværende direktiv:

a)

anse typeattester, som ledsager nye køretøjer, for ikke længere at være gyldige for så vidt angår bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i direktiv 70/156/EØF

b)

nægte registrering, salg eller ibrugtagning af nye køretøjer, undtagen hvis bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 70/156/EØF gøres gældende.

Artikel 4

Gennemførelse i national ret

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 20. april 2006 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

2.   Medlemsstaterne anvender disse love og bestemmelser fra den 21. april 2006.

3.   Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

4.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 5

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 6

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EUT C 80 af 30.3.2004, s. 8.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 17.12.2003 (EUT C 91 E af 15.4.2004, s. 496), Rådets fælles holdning af 24.1.2005 (EUT C 111 E af 11.5.2005, s. 23), Europa-Parlamentets holdning af 26.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EFT C 68 af 24.3.1986, s. 35.

(4)  EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/78/EF (EUT L 153 af 30.4.2004, s. 102).

(5)  EFT L 24 af 30.1.1976, s. 6. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 96/38/EF (EFT L 187 af 26.7.1996, s. 95).

(6)  EFT L 42 af 13.2.2002, s. 1

(7)  EFT L 220 af 29.8.1977, s. 95. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.«


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/152


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/44/EF

af 7. september 2005

om harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) på de indre vandveje i Fællesskabet

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

i overensstemmelse med proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi på de indre vandveje bidrager i betydeligt omfang til vandvejstransportens sikkerhed og effektivitet.

(2)

I nogle medlemsstater benyttes der allerede nationale informationstjenester på de forskellige vandveje. For at sikre et harmoniseret, interoperabelt og åbent navigations- og informationssystem på Fællesskabets vandvejsnet må der indføres fælles krav og tekniske specifikationer.

(3)

Af sikkerhedsgrunde og med henblik på harmonisering på europæisk plan bør indholdet af disse fælles krav og tekniske specifikationer være baseret på arbejde udført på dette område af relevante internationale organisationer som »International Navigation Association« (PIANC), Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (CCNR) og De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).

(4)

Flodinformationstjenester (RIS) bør bygge på samvirkende systemer, som skal være baseret på åbne og offentlige normer, og som i en ikke-diskriminerende tilgængelig form er til rådighed for alle systemudbydere og systembrugere.

(5)

På sejlbare nationale vandveje, som ikke er forbundet med andre medlemsstaters sejlbare vandsystemer, behøver disse krav og tekniske specifikationer ikke at være obligatoriske. Det anbefales dog at indføre RIS som defineret i dette direktiv på disse indre vandveje og gøre de nuværende systemer interoperable med det.

(6)

Formålet med at udvikle RIS bør være sikker, effektiv og miljøvenlig indlandssejlads, og det kan opnås ved hjælp af aktiviteter som trafikregulering, transportstyring, miljø- og infrastrukturbeskyttelse og håndhævelse af bestemte regler.

(7)

Kravene til RIS bør som mindstemål dreje sig om de informationstjenester, medlemsstaterne skal levere.

(8)

Opstillingen af tekniske specifikationer bør omfatte systemer som elektroniske søkort, elektronisk skibsmelding, efterretninger for skippere og fartøjssporing, herunder et enkelt europæisk fartøjsnummereringssystem. Et udvalg bør sikre teknisk forenelighed for det udstyr, der er nødvendigt for anvendelsen af RIS.

(9)

Det bør være medlemsstaternes ansvar i samarbejde med Fællesskabet at opfordre brugerne til at følge procedurerne og opfylde udstyrskravene, idet der tages hensyn til, at virksomhederne i sektoren for indlandssejlads er små og mellemstore virksomheder.

(10)

Indførelsen af RIS indebærer behandling af personlige data. Denne behandling bør foregå i overensstemmelse med fællesskabsreglerne, således som de fremgår bl.a. af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (4). Indførelsen af RIS bør ikke føre til ukontrolleret behandling af markedsdeltageres økonomisk følsomme data.

(11)

Til brug for RIS, hvor der kræves nøjagtig positionsbestemmelse, bør det henstilles, at der anvendes satellitbaseret positionsbestemmelsesteknologi. Denne teknologi bør i videst muligt omfang være interoperabel med andre relevante systemer og integreres med dem i overensstemmelse med gældende afgørelser på dette område.

(12)

Målet for dette direktiv, nemlig at indføre harmoniseret RIS i Fællesskabet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af sin europæiske dimension bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(13)

De foranstaltninger, som kræves til gennemførelse af dette direktiv, bør træffes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(14)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (6) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål

1.   Dette direktiv opstiller rammerne for udnyttelse og anvendelse af harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) i Fællesskabet til støtte for vandvejstransporten for at øge dens sikkerhed, effektivitet og miljøvenlighed og fremme dens tilknytning til andre transportformer.

2.   Dette direktiv danner grundlag for etablering og videre udvikling af tekniske krav, specifikationer og betingelser, som skal sikre harmoniseret, samvirkende og åbent RIS på Fællesskabets indre vandveje. En sådan etablering og videre udvikling af tekniske krav, specifikationer og betingelser foretages af Kommissionen bistået af det udvalg, der er omhandlet i artikel 11. I den forbindelse tager Kommissionen behørigt hensyn til foranstaltninger udarbejdet af relevante internationale organisationer som PIANC, CCNR og UNECE. Sammenhængen med andre trafikreguleringstjenester, ikke mindst søfartens trafikregulerings- og informationstjenester, skal sikres.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv gælder indførelse og anvendelse af RIS på alle indre vandveje i medlemsstaterne, som hører til i klasse IV og højere, og som gennem en vandvej i klasse IV eller højere er forbundet med en vandvej i klasse IV eller højere i en anden medlemsstat, herunder også de havne på sådanne vandveje, der nævnes i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1346/2001/EF af 22. maj 2001 om ændring af beslutning nr. 1692/96/EF for så vidt angår søhavne, flod- og kanalhavne og intermodale terminaler samt projekt nr. 8 i bilag III (7). For så vidt angår dette direktiv, gælder klassificeringen af Europas indre vandveje som anført i UNECE-resolution nr. 30 af 12. november 1992.

2.   Medlemsstaterne kan lade dette direktiv finde anvendelse på indre vandveje og indlandshavne, der ikke er omfattet af stk. 1.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)

»flodinformationstjenester (RIS)«: harmoniserede informationstjenester til støtte for trafikregulering og transportstyring i indlandssejlads, herunder , hvis det er teknisk muligt, også tilknytningen til andre transportformer. RIS omfatter ikke interne forretningsaktiviteter mellem en eller flere af de involverede virksomheder, men står åbent for sammenknytning med forretningsaktiviteter. RIS omfatter tjenester som farvandsefterretninger, trafikinformation, trafikregulering, katastrofehjælp, transportstyringsoplysninger, statistik- og toldtjenester og vandvejs- og havneafgifter.

b)

»farvandsefterretninger«: geografiske, hydrologiske og administrative oplysninger om vandvejen (farvandet). Farvandsefterretninger er envejskommunikation: kyst til skib eller kyst til kontor.

c)

»taktisk trafikinformation«: oplysninger, som berører de direkte navigationsbeslutninger i den øjeblikkelige trafiksituation og i de nærmeste geografiske omgivelser.

d)

»strategisk trafikinformation«: oplysninger, der berører RIS-brugernes beslutninger på mellemlangt og langt sigt.

e)

»RIS-system«: levering af flodinformationstjenester ved hjælp af dertil bestemte systemer.

f)

»RIS-center«: det sted, hvor personalet udfører disse tjenester.

g)

»RIS-brugere«: alle de forskellige brugergrupper, herunder bådførere, RIS-personale, slusemestre, brovagter, vandvejsmyndigheder, havne- og terminalledere, personale på beredskabstjenesternes katastrofecentre, flådeledere, speditører og fragtmæglere.

h)

»interoperabilitet«: at tjenester, dataindhold, dataudvekslingsformater og frekvenser er harmoniseret på en sådan måde, at RIS-brugerne har adgang til de samme tjenester og oplysninger på europæisk plan.

Artikel 4

Oprettelse af RIS

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at indføre RIS på de indre vandveje, der falder ind under anvendelsesområdet i artikel 2.

2.   Medlemsstaterne udvikler RIS, således at RIS-systemet er effektivt og kan udvides, er interoperabelt og kan indgå i et samspil med andre RIS-systemer og om muligt med systemer til andre transportformer. Det skal også kunne knyttes til transportstyringssystemer og forretningsaktiviteter.

3.   For at kunne oprette RIS skal medlemsstaterne:

a)

give RIS-brugerne alle relevante oplysninger om sejladsen og ruteplanlægningen på indre vandveje. Disse oplysninger gives som mindstemål i et tilgængeligt elektronisk format

b)

sikre, at RIS-brugerne foruden oplysningerne i litra a) har adgang til anvendelige elektroniske søkort over alle deres indre vandveje, der ifølge klassificeringen af Europas indre vandveje hører til i klasse Va og derover

c)

sikre, at de kompetente myndigheder, når nationale eller internationale regler kræver skibsmelding, kan modtage elektroniske meldinger med de krævede oplysninger fra skibene. Ved grænseoverskridende transport skal disse oplysninger videresendes til nabostatens kompetente myndigheder, og sådan videresendelse skal være tilendebragt, inden fartøjerne ankommer til grænsen

d)

sikre, at efterretninger for skippere, herunder vandstands- og ismeldinger (eller meldinger om maksimalt tilladt dybgang) for de indre vandveje, udsendes som standardiserede, kodede og overførbare meddelelser. Den standardiserede meddelelse skal som mindstemål indeholde de oplysninger, som er nødvendige for sikker sejlads. Efterretningerne for skippere skal som mindstemål gives i et tilgængeligt elektronisk format.

Forpligtelserne i dette stykke opfyldes i overensstemmelse med specifikationerne i bilag I og II.

4.   De kompetente myndigheder i medlemsstaterne opretter RIS-centre efter regionalt behov.

5.   Hvis der anvendes automatiske identifikationssystemer (AIS) gælder den regionale ordning vedrørende radiotelefonitjeneste på indre vandveje, som blev vedtaget i Basel den 6. april 2000 inden for rammerne af den internationale telekommunikationsunions (ITU) radioreglementer.

6.   Medlemsstaterne opfordrer, eventuelt i samarbejde med Fællesskabet, førere og ejere af fartøjer, der sejler på deres indre vandveje, eller agenter for disse fartøjer eller speditører eller ejere af gods, som transporteres på dem, til at udnytte de tjenester, der stilles til rådighed i henhold til dette direktiv, fuldt ud.

7.   Kommissionen træffer relevante foranstaltninger til at sikre interoperabilitet, pålidelighed og sikkerhed i forbindelse med RIS.

Artikel 5

Tekniske retningslinjer og specifikationer

1.   For at støtte RIS og sikre tjenesternes interoperabilitet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, fastsætter Kommissionen i overensstemmelse med stk. 2 tekniske retningslinjer for planlægning, indførelse og praktisk anvendelse af disse tjenester (RIS-retningslinjer) samt tekniske specifikationer for navnlig følgende områder:

a)

det elektroniske kortvisnings- og informationssystem for indlandssejlads (indlands-ECDIS)

b)

elektronisk skibsmelding

c)

efterretninger for skippere

d)

fartøjssporingssystemer

e)

kompatibilitet for det udstyr, der er nødvendigt for anvendelsen af RIS.

Disse retningslinjer og specifikationer skal bygge på de tekniske principper i bilag II, idet der tages hensyn til arbejde, der er udført på dette område af relevante internationale organisationer.

2.   De tekniske retningslinjer og specifikationer i stk. 1 udarbejdes og ændres når relevant af Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 11, stk. 3 . Dette sker efter følgende tidsplan:

a)

RIS-retningslinjerne — senest den 20. juni 2006

b)

de tekniske specifikationer for indlands-ECDIS, elektroniske skibsmeldinger og efterretninger for skippere — senest den 20. oktober 2006

c)

de tekniske specifikationer for fartøjssporingssystemerne — senest den 20. december 2006.

3.   RIS-retningslinjerne og specifikationerne offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 6

Satellit-positionsbestemmelse

Til brug for RIS, hvor der kræves nøjagtig positionsbestemmelse, henstilles det, at der anvendes satellitbaseret positionsbestemmelses-teknologi.

Artikel 7

Typegodkendelse af RIS-udstyr

1.   Når det er nødvendigt for sejladsens sikkerhed og forlanges i de relevante tekniske specifikationer, typegodkendes RIS-terminal- og netværksudstyrs og RIS-terminal- og netværksprogrammels overensstemmelse med disse specifikationer , inden det tages i anvendelse på de indre vandveje.

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke nationale organer der er ansvarlige for typegodkendelsen. Kommissionen videresender disse oplysninger til de øvrige medlemsstater.

3.   Alle medlemsstaterne anerkender typegodkendelser, som er udstedt af de nationale organer i de andre medlemsstater, jf. stk. 2.

Artikel 8

Kompetente myndigheder

Medlemsstaterne udpeger myndigheder, som skal forestå RIS-systemerne og den internationale udveksling af data. Kommissionen underrettes om disse myndigheder.

Artikel 9

Regler for fortrolighed, sikkerhed og videreanvendelse af oplysninger

1.   Medlemsstaterne sikrer, at behandlingen af personlige data, som er nødvendige for brugen af RIS, sker i overensstemmelse med fællesskabsreglerne for beskyttelse af individuel frihed og fundamentale rettigheder, herunder direktiv 95/46/EF og 2002/58/EF.

2.   Medlemsstaterne indfører og opretholder sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte RIS-meddelelser og -registreringer mod uheldige tildragelser og misbrug, herunder uberettiget adgang, ændring eller tab.

3.   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (8) finder anvendelse.

Artikel 10

Ændringsprocedure

Bilag I og II kan ændres på grundlag af erfaringerne med dette direktivs anvendelse og tilpasses til den tekniske udvikling efter proceduren i artikel 11, stk. 3.

Artikel 11

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af det udvalg, som blev nedsat ved artikel 7 i Rådets direktiv 91/672/EØF af 16. december 1991 om gensidig anerkendelse af nationale bådførercertifikater for transport af varer og personer ad indre vandveje (9).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

4.   Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

5.   Kommissionen hører regelmæssigt repræsentanter for sektoren.

Artikel 12

Omsætning til national lovgivning

1.   Medlemsstater, der har indre vandveje, som falder ind under anvendelsesområdet for artikel 2, sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 20. oktober 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme kravene i artikel 4 senest 30 måneder efter, at de relevante tekniske retningslinjer og specifikationer, som omtales i artikel 5, er trådt i kraft. De tekniske retningslinjer og specifikationer træder i kraft dagen efter deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Efter anmodning fra en af medlemsstaterne kan Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 11, stk. 2, forlænge gennemførelsesfristen i stk. 2 for et eller flere af kravene i artikel 4, hvis det drejer sig om indre vandveje, som falder ind under anvendelsesområdet for artikel 2, men som har ringe trafiktæthed, eller hvis det drejer sig om indre vandveje, hvor udgifterne i forbindelse med en sådan gennemførelse ikke ville stå i forhold til udbyttet. Denne frist kan forlænges ved en beslutning truffet af Kommissionen, og forlængelsen kan fornyes. Medlemsstatens begrundelse for anmodningen skal henvise til den pågældende vandvejs trafiktæthed og økonomiske forhold. Indtil Kommissionen træffer sin beslutning, kan den medlemsstat, der har anmodet om en forlængelse, fortsætte, som om forlængelsen var godkendt.

4.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der omfattes af dette direktiv.

5.   Medlemsstaterne bistår om nødvendigt hinanden med at gennemføre dette direktiv.

6.   Kommissionen overvåger etableringen af RIS i Fællesskabet og aflægger beretning for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 20. oktober 2008.

Artikel 13

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14

Adressater

Dette direktiv er rettet til de medlemsstater, der har indre vandveje, som falder ind under anvendelsesområdet for artikel 2.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EUT C 157 af 28.6.2005, s. 56.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 23.2.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 27.6.2005.

(3)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(4)  EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.

(5)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(6)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(7)  EFT L 185 af 6.7.2001, s. 1.

(8)  EUT L 345 af 31.12.2003, s. 90.

(9)  EFT L 373 af 31.12.1991, s. 29. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003.


BILAG I

MINIMALE DATAKRAV

I henhold til artikel 4, stk. 3, litra a), skal navnlig følgende data leveres:

vandvejsakse med kilometerangivelse

restriktioner for fartøjer eller konvojer med hensyn til længde, bredde, dybgang og højde over vandlinjen

hæmmende anlægs, især slusers og broers, arbejdstider

havnes og omladningssteders beliggenhed

referencedata for vandstandsmålere, som har betydning for sejladsen.


BILAG II

PRINCIPPER FOR RIS-RETNINGSLINJER OG TEKNISKE SPECIFIKATIONER

1.   RIS-retningslinjer

De i artikel 5 nævnte RIS-retningslinjer udarbejdes efter følgende principper:

a)

angivelse af de tekniske krav til planlægning, indførelse og praktisk anvendelse af tjenesterne og de dertil knyttede systemer

b)

RIS's arkitektur og tilrettelæggelse, og

c)

henstillinger til fartøjerne om at deltage i RIS, henstillinger vedrørende de enkelte tjenester og henstillinger vedrørende gradvis udvikling af RIS.

2.   Indlands-ECDIS

De tekniske specifikationer, som ifølge artikel 5 skal opstilles for et elektronisk kortvisnings- og informationssystem (indlands-ECDIS), udarbejdes efter følgende principper:

a)

kompatibilitet med søfartens ECDIS for at lette indlandsfartøjers sejlads i blandede trafikzoner som flodmundinger og hav-flodsejlads

b)

fastlæggelse af minimumskrav til indlands-ECDIS-udstyr og af de elektroniske søkorts indhold for at sikre sejladsen, navnlig:

stor pålidelighed af og bred adgang til det benyttede indlands-ECDIS-udstyr

indlands-ECDIS-udstyrets holdbarhed, så det kan modstå de normale forhold om bord på et skib, uden at dets kvalitet og pålidelighed forringes

afsætning på de elektroniske søkort af alle geografiske forhold (f.eks. sejlløbets grænser, anlæg langs kystlinjen, afmærkninger), som har betydning for sejladsens sikkerhed

kontrol med det elektroniske søkort ved hjælp af et overlejret radarbillede, når det benyttes til styring af fartøjet

c)

indarbejdelse af oplysninger om farvandsdybde på det elektroniske søkort og angivelse af den forventede eller faktiske vandstand

d)

indarbejdelse af yderligere oplysninger (f.eks. fra andre end de kompetente myndigheder) i det elektroniske søkort og visning af dem på indlands-ECDIS, uden at det påvirker de oplysninger, som er nødvendige for sikker sejlads

e)

RIS-brugeres adgang til de elektroniske søkort

f)

alle systemfabrikanters adgang til de data, der benyttes til elektroniske søkort, eventuelt mod betaling af en rimelig omkostningsrelateret afgift.

3.   Elektronisk skibsmelding

De tekniske specifikationer for elektronisk skibsmelding i indlandssejladsen i henhold til artikel 5 udarbejdes efter følgende principper:

a)

fremme af elektronisk dataudveksling mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, mellem de forskellige deltagere i både indlands- og havsejlads og i kombineret transport, som omfatter indlandssejlads

b)

benyttelse af en standardiseret transportanmeldelse ved meddelelser fra skib til myndighed, fra myndighed til skib og fra myndighed til myndighed, så der opnås kompatibilitet med søfarten

c)

benyttelse af internationalt accepterede kodelister og klassifikationer eventuelt med yderligere suppleringer af hensyn til indlandssejladsens behov

d)

benyttelse af et enkelt europæisk fartøjsidentifikationsnummer.

4.   Efterretninger for skippere

De tekniske specifikationer for efterretninger for skippere i henhold til artikel 5, det gælder især farvandsefterretninger, trafikinformation og trafikregulering samt rejseplanlægning udarbejdes efter følgende principper:

a)

en standardiseret datastruktur, som benytter forudfastsatte tekstmoduler og i vid udstrækning er kodet for at muliggøre automatisk oversættelse af det vigtigste indhold til andre sprog og for at fremme inddragelse af efterretninger for skippere i rejseplanlægningssystemerne

b)

den standardiserede datastrukturs kompatibilitet med indlands-ECDIS's datastruktur for at fremme inddragelse af efterretninger for skippere i indlands-ECDIS.

5.   Fartøjssporingssystemer

De tekniske specifikationer for fartøjssporingssystemer i henhold til artikel 5 udarbejdes efter følgende principper:

a)

fastlæggelse af kravene til systemer og standardmeddelelser og til procedurer, så de kan udføres automatisk

b)

sondring mellem systemer, der opfylder den taktiske trafikinformations krav, og systemer, der opfylder den strategiske trafikinformations krav, både når det gælder positionsbestemmelsesnøjagtighed og den nødvendige ajourføringshyppighed

c)

beskrivelse af de relevante tekniske systemer til fartøjssporing som indlands-AIS (automatisk identifikationssystem til indlandssejlads)

d)

dataformatet skal være kompatibelt med søfartens AIS-system.


30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/160


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/45/EF

af 7. september 2005

om gensidig anerkendelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, og om ændring af direktiv 2001/25/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I sine konklusioner af 5. juni 2003 om forbedring af EF-søtransportens image og tiltrækning af unge til søfartserhvervet påpegede Rådet behovet for at fremme den faglige mobilitet for søfarende i Den Europæiske Union og lagde særlig vægt på, at der indføres procedurer for anerkendelse af søfarendes sønæringsbeviser, og at det samtidig sikres, at bestemmelserne i Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold af 1978 (STCW-konventionen), i den gældende affattelse, overholdes.

(2)

Søfarten er en sektor, som er i rivende udvikling og har et særligt internationalt præg. Da der er stigende mangel på søfarende i Fællesskabet, kan balancen mellem personaleudbud og personaleefterspørgsel lettere opretholdes på fællesskabsplan end på nationalt plan. Det er derfor vigtigt, at den fælles transportpolitik på søfartsområdet udvides, så den fremmer bevægeligheden blandt søfarende i Fællesskabet.

(3)

Hvad søfarendes kvalifikationer angår, har Fællesskabet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/25/EF af 4. april 2001 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (3) fastsat minimumskrav til søfartsuddannelser og udstedelse af sønæringsbeviser. Direktivet inkorporerer STCW-konventionens internationale standarder for uddannelse, sønæringsbeviser og vagthold i fællesskabsretten.

(4)

Ifølge direktiv 2001/25/EF skal søfarende være i besiddelse af et sønæringsbevis, som de kompetente myndigheder i en medlemsstat har udstedt og påtegnet i overensstemmelse med direktivet, og som giver den retmæssige indehaver ret til at gøre tjeneste og bestride funktioner på det i beviset specificerede ansvarsniveau om bord på et skib.

(5)

Ifølge direktiv 2001/25/EF er medlemsstaternes gensidige anerkendelse af søfarendes beviser, uanset om de søfarende er statsborgere i en medlemsstat, omfattet af direktiv 89/48/EØF (4) og 92/51/EØF (5) om indførelse af henholdsvis den første og den anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser. Disse direktiver fastsætter ikke automatisk anerkendelse af søfarendes formelle kvalifikationer, da søfarende kan underkastes supplerende foranstaltninger.

(6)

Medlemsstaterne bør anerkende ethvert bevis og enhver anden officiel kvalifikationsbekræftelse, som er udstedt af en anden medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2001/25/EF. Medlemsstaterne bør derfor tillade en søfarende, som i en anden medlemsstat har opnået et sønæringsbevis, der opfylder dette direktivs bestemmelser, at påbegynde eller udøve det søfartserhverv, den pågældende er uddannet til, uden at stille andre betingelser end dem, de stiller i forhold til deres egne statsborgere.

(7)

Eftersom dette direktiv har til formål at fremme gensidig anerkendelse af uddannelsesbeviser, omhandler det ikke vilkårene for adgang til beskæftigelse.

(8)

STCW-konventionen opstiller krav til søfarendes sprogkundskaber. Disse krav bør indføres i Fællesskabets lovgivning for at sikre effektiv kommunikation om bord på skibene og fremme den fri bevægelighed blandt søfarende i Fællesskabet.

(9)

På nuværende tidspunkt udgør udbredelsen af sønæringsbeviser, som er opnået ved forfalskning, en alvorlig fare for sikkerheden til søs og for beskyttelsen af havmiljøet. I de fleste tilfælde opfylder indehaverne af de forfalskede sønæringsbeviser ikke minimumskravene i STCW-konventionen. Disse søfarende kunne nemt blive impliceret i søulykker.

(10)

Medlemsstaterne bør derfor træffe og håndhæve særlige foranstaltninger for at forhindre og straffe forfalskninger i forbindelse med sønæringsbeviser, og fortsætte deres bestræbelser inden for IMO på at opnå, at der indgås og håndhæves strenge aftaler om bekæmpelse på internationalt plan af en sådan praksis. Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe (USS) er et velegnet forum til udveksling af information, erfaring og bedste praksis i den forbindelse.

(11)

Der blev ved forordning (EF) nr. 1406/2002 (6) oprettet et europæisk agentur for søfartssikkerhed (agenturet), som har til opgave at give søfarten et højt, ensartet og effektivt sikkerhedsniveau og forebygge forurening fra skibe. En af agenturets opgaver er at bistå Kommissionen med at udføre de hverv, der påhviler den i kraft af Fællesskabets lovgivning om søfolks uddannelse, uddannelsesbeviser og vagthold.

(12)

Agenturet bør derfor bistå Kommissionen med at påse, at medlemsstaterne overholder kravene i dette direktiv og i direktiv 2001/25/EF.

(13)

Medlemsstaternes gensidige anerkendelse af søfarendes beviser, uanset om de søfarende er statsborgere i en medlemsstat, bør ikke længere være omfattet af bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF, men derimod af dette direktivs bestemmelser.

(14)

Direktiv 2001/25/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(15)

Målet for dette direktiv, nemlig gensidig anerkendelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(16)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (7) tilskyndes medlemsstaterne til, i både egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde

Dette direktiv gælder for søfarende, som:

a)

er statsborgere i en medlemsstat

b)

ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som er indehavere af et bevis udstedt af en medlemsstat.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)

»søfarende«: en person, hvis uddannelse og bevis udstedt af en medlemsstat mindst svarer til de krav, der er fastsat i bilag I til direktiv 2001/25/EF

b)

»bevis«: et gyldigt dokument jf. artikel 4 i direktiv 2001/25/EF

c)

»behørigt bevis«: et bevis svarende til definitionen i artikel 1, nr. 27, i direktiv 2001/25/EF

d)

»påtegning«: et gyldigt dokument, som er udstedt af en medlemsstats kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2 og 6, i direktiv 2001/25/EF

e)

»anerkendelse«: en værtsmedlemsstats kompetente myndigheders accept af et bevis eller behørigt bevis, som er udstedt af en anden medlemsstat

f)

»værtsmedlemsstat«: en medlemsstat, hvori en søfarende anmoder om anerkendelse af sit/sine behørige bevis(er) eller andet/andre bevis(er)

g)

»STCW-konventionen«: den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold af 1978 i den gældende affattelse

h)

»STCW-koden«: den kode for uddannelse af søfarende, sønæring og vagthold, som blev vedtaget ved STCW-partskonferencens resolution nr. 2 i 1995, i den gældende affattelse

i)

»agenturet«: Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed, som blev oprettet ved forordning (EF) nr. 1406/2002.

Artikel 3

Anerkendelse af beviser

1.   Medlemsstaterne anerkender behørige beviser eller andre beviser, som en anden medlemsstat har udstedt i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2001/25/EF.

2.   Anerkendelsen af behørige beviser er begrænset til udøvelse af de stillinger, funktioner og ansvarsområder, der er angivet heri og ledsages af en påtegning, der attesterer denne anerkendelse.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at der i overensstemmelse med national lovgivning og procedurer kan gøres indsigelse mod afgørelser, hvorved der nægtes påtegning af et gyldigt bevis, og at der kan klages over manglende svar.

4.   Uanset stk. 2 kan en værtsmedlemsstats kompetente myndigheder indføre yderligere begrænsninger med hensyn til stillinger, funktioner og ansvarsområder, der vedrører kystfart, som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2001/25/EF eller alternative beviser, der er udstedt i henhold til reglement VII/1 i bilag I til direktiv 2001/25/EF.

5.   Værtsmedlemsstaten sikrer, at søfarende, der ønsker anerkendelse af beviser med henblik på at varetage funktioner på ledelsesplan, har et kendskab til den pågældende medlemsstats søfartslovgivning, der er passende og relevant for de funktioner, de får tilladelse til at udøve.

Artikel 4

Ændringer til direktiv 2001/25/EF

I direktiv 2001/25/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Bevis

Ved »bevis« forstås ethvert gyldigt dokument, uanset hvorledes det benævnes, som udstedes af en medlemsstats myndigheder eller med sidstnævntes tilladelse i overensstemmelse med artikel 5 og kravene i bilag I.«

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 7a

Forebyggelse af falskneri eller anden ulovlig adfærd

1.   Medlemsstaterne træffer og håndhæver passende foranstaltninger for at forebygge falskneri og anden ulovlig adfærd i forbindelse med bevisudstedelsen eller med beviser, som udstedes og påtegnes af deres kompetente myndigheder, og fastsætter sanktioner, der skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2.   Medlemsstaterne udpeger de nationale myndigheder, som har kompetence til at afsløre og bekæmpe falskneri og anden ulovlig adfærd og udveksle oplysninger med andre medlemsstaters og tredjelandes kompetente myndigheder om udstedelse af beviser til søfarende.

Medlemsstaterne underretter straks de andre medlemsstater og Kommissionen herom.

Medlemsstaterne underretter også straks de tredjelande, med hvilke de har indgået en aftale i overensstemmelse med reglement I/10, paragraf 1.2, i STCW-konventionen.

3.   På anmodning af værtsmedlemsstaten fremsender en anden medlemsstats kompetente myndigheder skriftlig bekræftelse eller benægtelse af ægtheden af søfarendes beviser, de tilsvarende påtegninger eller anden skriftlig dokumentation for uddannelse, som denne medlemsstat har udstedt.«

3)

Artikel 18, stk. 1 og 2, ophæves med virkning fra den 20. oktober 2007.

4)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 21a

Regelmæssig overvågning af overholdelsen

Uden at dette berører Kommissionens beføjelser i henhold til traktatens artikel 226, kontrollerer Kommissionen regelmæssigt og mindst hvert femte år med agenturets bistand som fastlagt i forordning (EF) nr. 1406/2002 (8), at medlemsstaterne overholder de minimumskrav, som er fastsat i dette direktiv.

Artikel 21b

Evalueringsrapport

Senest den 20. oktober 2010 forelægger Kommissionen en evalueringsrapport for Europa-Parlamentet og Rådet, der er udarbejdet på grundlag af oplysninger, som er indhentet i overensstemmelse med artikel 21a. I denne rapport undersøger Kommissionen medlemsstaternes overholdelse af direktivet og forelægger om fornødent forslag til supplerende foranstaltninger.

5)

I kapitel I i bilag I indsættes følgende punkt:

»1a.   Medlemsstaterne sikrer, at søfarende i overensstemmelse med kravene i STCW-kodens afsnit A-II/1, A-III/1, A-IV/2 og A-II/4 har tilstrækkelige sprogkundskaber til, at de kan udføre deres erhvervsopgaver om bord på et skib, der fører en værtsmedlemsstats flag.«.

Artikel 5

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 20. oktober 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 6

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 7

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EUT C 157 af 28.6.2005, s. 53.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 23.2.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 27.6.2005.

(3)  EFT L 136 af 18.5.2001, s. 17. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2005/23/EF (EUT L 62 af 9.3.2005, s. 14).

(4)  Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed (EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF (EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1).

(5)  Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF (EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25). Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2004/108/EF (EUT L 32 af 5.2.2004, s. 15).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1). Senest ændret ved forordning (EF) nr. 724/2004 (EUT L 129 af 29.4.2004, s. 1).

(7)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1). Senest ændret ved forordning (EF) nr. 724/2004 (EUT L 129 af 29.4.2004, s. 1).«


Retsakter vedtaget i henhold til afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union

30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/164


RÅDETS RAMMEAFGØRELSE 2005/667/RIA

af 12. juli 2005

om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 1, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres (2), samt konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, især punkt 48, efterlyser lovgivningsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af miljøkriminalitet, navnlig fælles sanktioner og sammenlignelige retsplejegarantier.

(2)

Bekæmpelse af forsætlig eller groft uagtsom forurening fra skibe udgør et af EU's prioriterede områder. Især punkt 32-34 i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i København den 12. og 13. december 2002 og erklæringen fra RIA-Rådet af 19. december 2002 efter olietankskibet Prestiges forlis viser EU's vilje til at vedtage alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå, at sådanne katastrofer sker igen.

(3)

Med henblik herpå er det vigtigt — således som Kommissionen anførte i sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om skærpelse af sikkerheden til søs efter olietankskibet Prestiges forlis — at medlemsstaternes lovgivning tilnærmes.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser (3) samt denne rammeafgørelse, der supplerer direktiv 2005/35/EF med detaljerede regler på det strafferetlige område, tager sigte på en sådan tilnærmelse.

(5)

Denne rammeafgørelse, der er er baseret på artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union, er det korrekte instrument til at forpligte medlemsstaterne til at fastsætte strafferetlige sanktioner.

(6)

På grund af adfærdens specifikke art bør der indføres fælles sanktioner for juridiske personer.

(7)

De Forenede Nationers havretskonvention fra 1982, som alle medlemsstaterne har undertegnet, og som Det Europæiske Fællesskab er kontraherende part i, er særlig vigtig i forbindelse med samarbejde.

(8)

Der bør tilvejebringes et optimalt samarbejde mellem medlemsstaterne for at sikre en hurtig udveksling af oplysninger medlemsstaterne imellem. Der bør udpeges og fastlægges kontaktpunkter.

(9)

Målene for denne rammeafgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne men kan på grund af den grænseoverskridende karakter af de skader, den omhandlede adfærd kan medføre, bedre gennemføres på EU-plan; EU kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne rammeafgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(10)

Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(11)

Denne rammeafgørelse indeholder ikke noget udtrykkeligt krav til medlemsstater, som grænser op til stræder, der benyttes i international sejlads og er omfattet af bestemmelserne om transitpassage i kapitel III, afsnit 2, i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982, om at fastlægge deres straffemyndighed med hensyn til overtrædelser begået i sådanne stræder. Straffemyndigheden for så vidt angår sådanne overtrædelser bør fastlægges i overensstemmelse med international ret, særlig artikel 34 i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982.

(12)

Kommissionen skal overvåge, hvorledes medlemsstaterne udmønter denne rammeafgørelse i praksis, og skal fem år efter datoen for gennemførelsen af denne rammeafgørelse forelægge Rådet en rapport. Denne rapport kan indeholde passende forslag —

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

Definitionerne i artikel 2 i direktiv 2005/35/EF finder anvendelse i denne rammeafgørelse.

Artikel 2

Strafbare handlinger

1.   Med forbehold af artikel 4, stk. 2, i denne rammeafgørelse, træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at overtrædelser som omhandlet i artikel 4 og 5 i direktiv 2005/35/EF, betragtes som en strafbar handling.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på besætningsmedlemmer for så vidt angår overtrædelser, der sker i stræder benyttet i international sejlads, i eksklusive økonomiske zoner eller på åbent hav, såfremt bestemmelserne i MARPOL 73/78-konventionen, bilag I, nr. 11, litra b), eller i bilag II, nr. 6, litra b), i øvrigt er overholdt.

Artikel 3

Medvirken og tilskyndelse

Hver medlemsstat træffer efter national ret de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at medvirken eller tilskyndelse til en i artikel 2 omhandlet handling er strafbar.

Artikel 4

Sanktioner

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning, herunder i det mindste i grove tilfælde også fængsel af en maksimal varighed på mindst mellem et og tre år.

2.   I mindre alvorlige sager, hvor den begåede handling ikke volder større skade på vandkvaliteten, kan medlemsstaten indføre en anden type sanktioner end dem, der er omhandlet i stk. 1.

3.   De i stk. 1 omhandlede strafferetlige sanktioner kan ledsages af andre sanktioner eller foranstaltninger, navnlig bøder, eller for en fysisk persons vedkommende forbud mod at udøve virksomhed, der forudsætter officiel autorisation eller godkendelse, eller mod at stifte, administrere eller lede et selskab eller en fond, såfremt de forhold, der har ført til den pågældendes domfældelse, viser en tydelig risiko for, at den samme form for kriminel aktivitet vil blive genoptaget.

4.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 omhandlede forsætligt begåede strafbare handling kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst fem til ti år, såfremt handlingen har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten, dyre- eller plantearter eller dele af disse, samt dødsfald eller alvorlig personskade.

5.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 omhandlede forsætligt begåede strafbare handling kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst to til fem år:

a)

hvis handlingen har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten eller på dyre- eller plantearter eller dele af disse, eller

b)

hvis handlingen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i Rådets fælles aktion 98/733/RIA af 21. december 1998 om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater (4), uanset det strafniveau, der er omhandlet deri.

6.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 omhandlede strafbare handling, når den er begået ved grov uagtsomhed, kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst to til fem år, såfremt handlingen har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten, dyre- eller plantearter eller dele af disse, samt dødsfald eller alvorlig personskade.

7.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 omhandlede strafbare handling, når den er begået ved grov uagtsomhed, kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst et til tre år, såfremt handlingen har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten eller på dyre- eller plantearter eller dele af disse.

8.   For så vidt angår frihedsstraf finder denne artikel anvendelse med forbehold af international ret og især artikel 230 i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982.

Artikel 5

Juridiske personers ansvar

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan kendes ansvarlige for de i artikel 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger, der, for at skaffe dem vinding, er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret på:

a)

beføjelser til at repræsentere den juridiske person, eller

b)

beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller

c)

beføjelse til at udøve intern kontrol.

2.   Ud over i de i stk. 1 omhandlede tilfælde træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person kan kendes ansvarlig, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en af de i stk. 1 omhandlede personers side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå den i artikel 2 omhandlede strafbare handling for at skaffe den juridiske person vinding.

3.   Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke strafferetlig forfølgelse af fysiske personer, der begår, tilskynder eller medvirker til den i artikel 2 og 3 omhandlede strafbare handling.

Artikel 6

Sanktioner over for juridiske personer

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person, der kendes ansvarlig i medfør af artikel 5, stk. 1, kan pålægges sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning. Disse sanktioner:

a)

skal i det mindste i tilfælde, hvor den juridiske person kendes ansvarlig for de i artikel 2 omhandlede strafbare handlinger, omfatte bøder:

i)

med et maksimum på mindst mellem 150 000 EUR og 300 000 EUR

ii)

med et maksimum på mindst mellem 750 000 EUR og 1 500 000 EUR i de mest graverende tilfælde, herunder i det mindste de forsætligt begåede strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 4, stk. 4 og 5

b)

kan i alle tilfælde omfatte andre sanktioner end bøder, f.eks.:

i)

udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud

ii)

midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed

iii)

anbringelse under retsligt tilsyn

iv)

likvidation efter retskendelse

v)

pligt til at træffe bestemte foranstaltninger for at undgå følgevirkningerne af den strafbare handling, der medførte den juridiske persons ansvar.

2.   Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, litra a), og uden at dette berører stk. 1, første punktum, anvender de medlemsstater, hvor euroen ikke er indført, den vekselkurs mellem euroen og deres valuta, som er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 12. juli 2005.

3.   En medlemsstat kan gennemføre bestemmelserne i stk. 1, litra a), ved at anvende en ordning, hvor bøden står i et rimeligt forhold til den juridiske persons omsætning, til den finansielle fordel, som opnås eller forventes opnået ved at begå den strafbare handling, eller til enhver anden værdi, som angiver den juridiske persons finansielle situation, under forudsætning af at denne ordning gør det muligt at idømme bøder, som mindst svarer til de i stk. 1, litra a), fastsatte minimumsniveauer for den maksimale bøde.

4.   En medlemsstat, der ønsker at gennemføre rammeafgørelsen i overensstemmelse med den i stk. 3 fastsatte valgmulighed, giver Generalsekretariatet for Rådet samt Kommissionen meddelelse herom.

5.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person, der kendes ansvarlig i medfør af artikel 5, stk. 2, kan pålægges sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning.

Artikel 7

Straffemyndighed

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed, for så vidt dette er hjemlet i international ret, med hensyn til de i artikel 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger, når den strafbare handling er begået:

a)

helt eller delvist på dens territorium

b)

i dens eksklusive økonomiske zone eller i en tilsvarende zone, der er oprettet i henhold til international ret

c)

om bord på et skib, der sejler under dens flag

d)

af en af dens statsborgere, hvis handlingen er strafbar efter den strafferetlige lovgivning dér, hvor den er begået, eller hvis det sted, hvor handlingen er begået, ikke er omfattet af nogen højhedsret

e)

til fordel for en juridisk person, som har sit vedtægtsmæssige hjemsted på dens territorium

f)

uden for dens territorium, men har medført eller sandsynligvis vil medføre skader inden for dens territorium eller dens økonomiske zone, og skibet frivilligt befinder sig i en havn eller en offshore-terminal i den pågældende medlemsstat

g)

på åbent hav, og skibet frivilligt befinder sig i en havn eller en offshore-terminal i den pågældende medlemsstat.

2.   En medlemsstat kan beslutte, at den ikke eller kun i specifikke tilfælde eller under specifikke omstændigheder vil anvende straffemyndighedsreglerne i:

a)

stk. 1, litra d)

b)

stk. 1, litra e).

3.   Medlemsstaterne underretter Generalsekretariatet for Rådet, hvis de beslutter at anvende stk. 2, og oplyser i givet fald, i hvilke specifikke tilfælde eller under hvilke specifikke omstændigheder beslutningen finder anvendelse.

4.   Hvis mere end én medlemsstat har straffemyndighed, tilstræber de pågældende medlemsstater en passende koordinering af deres indsats, navnlig for så vidt angår betingelserne for retsforfølgning og de nærmere bestemmelser vedrørende gensidig bistand.

5.   Der skal tages hensyn til følgende former for tilknytning:

a)

den medlemsstat, på hvis territorium, eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone den strafbare handling er begået

b)

den medlemsstat, på hvis territorium eller i hvis eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone følgerne af den strafbare handling gør sig gældende

c)

den medlemsstat, i hvis territorialfarvande, eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone et skib, hvorfra den strafbare handling er begået, er i transit

d)

den medlemsstat, hvor gerningsmanden er statsborger eller har bopæl

e)

den medlemsstat, på hvis område den juridiske person, på hvis vegne den strafbare handling er begået, har sit vedtægtsmæssige hjemsted

f)

den medlemsstat, der er flagstat for det skib, hvorfra den strafbare handling er begået.

6.   Ved anvendelsen af denne artikel omfatter territoriet det område, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2005/35/EF.

Artikel 8

Meddelelse af oplysninger

1.   Hvis en medlemsstat underrettes om, at der er begået en strafbar handling omfattet af artikel 2, eller at der er risiko for, at der vil blive begået en sådan handling, der medfører eller kan forventes at medføre en umiddelbar forurening, underretter den straks eventuelle andre medlemsstater, der kan blive ramt af disse skader, samt Kommissionen.

2.   Hvis en medlemsstat underrettes om, at der er begået en strafbar handling, der er omfattet af artikel 2, eller at der er risiko for, at der vil blive begået en sådan handling, der kan forventes at være omfattet af en medlemsstats straffemyndighed, underretter den straks den pågældende medlemsstat.

3.   Medlemsstaterne underretter straks flagstaten eller enhver anden berørt medlemsstat om de foranstaltninger, der er truffet i medfør af denne rammeafgørelse, særlig artikel 7.

Artikel 9

Udpegning af kontaktpunkter

1.   Hver medlemsstat udpeger eksisterende kontaktpunkter eller opretter om nødvendigt nye kontaktpunkter, navnlig med henblik på udveksling af oplysninger i henhold til artikel 8.

2.   Hver medlemsstat meddeler Kommissionen, hvilken eller hvilke myndigheder der fungerer som kontaktpunkter efter stk. 1. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater om disse kontaktpunkter.

Artikel 10

Territorialt anvendelsesområde

Denne rammeafgørelse har samme territoriale anvendelsesområde som direktiv 2005/35/EF.

Artikel 11

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den 12. januar 2007.

2.   Medlemsstaterne meddeler senest samme dato Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret. På grundlag af disse oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen undersøger Rådet senest den 12. januar 2009, i hvilket omfang medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelse.

3.   Senest den 12. januar 2012 forelægger Kommissionen på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne om anvendelsen af bestemmelserne om gennemførelse af denne rammeafgørelse Rådet en rapport og fremsætter de forslag, som den finder hensigtsmæssige, hvilket kan omfatte forslag om, at medlemsstaterne, for så vidt angår overtrædelser begået på deres søterritorium eller i deres eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone, ikke skal anse et fartøj, der fører en anden medlemsstats flag, for at være et fremmed fartøj som omhandlet i artikel 230 i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982.

Artikel 12

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 2005.

På Rådets vegne

G. BROWN

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 13. januar 2004 (EUT C 92 af 16.4.2004, s. 19).

(2)  EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.

(3)  Se s. 11 i denne EUT.

(4)  EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.


Berigtigelser

30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/168


Berigtigelsesprotokol til aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om luftfartsselskabers behandling og overførsel af PNR-oplysninger til United States Department of Homeland Security, Bureau of Customs and Border Protection

( Den Europæiske Unions Tidende L 183 af 20. maj 2004 )

Denne berigtigelse fik virkning ved en diplomatisk note, der blev undertegnet i Bruxelles den 4. august 2005 med Rådet som depositar.

Side 84, femte betragtning:

i stedet for:

»SOM TAGER HENSYN TIL Kommissionens afgørelse K(2004) 1799 af 17. maj 2004 i medfør af ...«

læses:

»SOM TAGER HENSYN TIL Kommissionens beslutning 2004/535/EF af 14. maj 2004 i medfør af ...«.