22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/1

(1)

I forordning (EF) nr. 1165/98 (3) blev der etableret en fælles ramme for indsamling, udarbejdelse, indberetning og evaluering af Fællesskabets erhvervsstatistikker til analyse af konjunkturudviklingen.

(2)

Med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1165/98 ved Kommissionens forordning (EF) nr. 586/2001 (4), (EF) nr. 588/2001 (5) og (EF) nr. 606/2001 (6) om henholdsvis definitionen af industrihovedgrupper, definitionen af variabler og dispensationer til medlemsstaterne blev der samlet en lang række praktiske erfaringer, som gør det muligt at fastlægge foranstaltninger til yderligere forbedring af konjunkturstatistikken.

(3)

I sin handlingsplan om statistikkrav i ØMU og i efterfølgende situationsrapporter om gennemførelsen af denne plan har Rådet (økonomi og finans) peget på yderligere fundamentale kriterier for forbedring af de statistikker, som er omfattet af forordning (EF) nr. 1165/98.

(4)

For at Den Europæiske Centralbank kan gennemføre sin pengepolitik, er det som nævnt i dokumentet »Den Europæiske Centralbanks statistiske krav inden for generel økonomisk statistik« vigtigt, at konjunkturstatistikken videreudvikles, og især at banken råder over aktuelle, pålidelige og relevante aggregater for euroområdet.

(5)

Udvalget for det Statistiske program, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (7), har fastlagt vigtige europæiske økonomiske indikatorer (PEEI), som ligger uden for rammerne af forordning (EF) nr. 1165/98.

(6)

Det er derfor nødvendigt at ændre forordning (EF) nr. 1165/98 på områder, som er særligt relevante for pengepolitikken og for analysen af konjunkturudviklingen.

(7)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Statistiske program.

(8)

Gennemførelse af Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse indebærer mindskelse af unødvendige byrder for virksomhederne og udbredelse af nye teknologier —

1)

I artikel 4, stk. 2, foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 10 foretages følgende ændringer:

3)

Artikel 12, stk. 1, affattes således:

4)

Artikel 14, stk. 2, affattes således:

5)

I artikel 17 tilføjes følgende litra:

6)

Bilag A til D ændres som anført i bilaget.

22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/16

(1)

Efter forordning (EF) nr. 2236/95 (3) kan der bl.a. foretages samfinansiering af projektundersøgelser af fælles interesse til et beløb, der normalt ikke kan overstige 50 % af de samlede omkostninger, mens det maksimale bidrag til projekter inden for telekommunikation ikke kan overstige 10 % af de samlede investeringsomkostninger.

(2)

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1336/97/EF af 17. juni 1997 om et sæt retningslinjer for transeuropæiske telenet (4) fastlægger projekter af fælles interesse. Erfaringerne med denne beslutnings gennemførelse viser, at mindre end et projekt ud af tyve omfatter etablering af en tjeneste, da de øvrige er undersøgelser i tilknytning til etableringen. Den direkte virkning af støtte til transeuropæiske telekommunikationsnet er derfor begrænset.

(3)

Omkostningerne ved etablering af en transeuropæisk tjeneste, som bygger på elektroniske datakommunikationsnet, er betydelig større end omkostningerne ved en tilsvarende tjeneste i en enkelt medlemsstat på grund af de hindringer, som udgøres af sprog, kultur, lovgivning og administration.

(4)

Omkostningerne ved forberedende undersøgelser i forbindelse med en tjeneste i telekommunikationssektoren har vist sig at udgøre en stor del af den samlede investering, der kræves til etablering af tjenesten, og det maksimale bidrag, som forordning (EF) nr. 2236/95 tillader til sådanne undersøgelser, udelukker derfor støtte til etableringen af tjenester. Støtte, som ydes i henhold til nævnte forordning, har derfor kun haft ringe direkte virkning, når det drejer sig om at fremme etableringen af tjenester.

(5)

Fællesskabets støtte bør fortrinsvis gives til projekter, som går ud på at fremme tjenesternes etablering og dermed yder det største bidrag til informationssamfundets udvikling. Det maksimale bidrag bør derfor øges i forhold til de faktiske omkostninger, en tjenestes transeuropæiske karakter medfører. En forhøjelse af Fællesskabets bidrag bør imidlertid kun gælde tjenester af offentlig interesse, som overvinder de hindringer, der udgøres af sprog, kultur, lovgivning og administration —

22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/18

(1)

Ifølge artikel 9 i Rådets direktiv 1999/37/EF af 29. april 1999 om registreringsdokumenter for motorkøretøjer (3) skal medlemsstaterne bistå hinanden med gennemførelsen af direktivet, og de kan udveksle oplysninger bilateralt eller multilateralt, navnlig for hver gang et køretøj registreres forinden at kontrollere, om køretøjet opfylder formaliteterne om nødvendigt i den medlemsstat, hvor det tidligere var registreret. Denne kontrol vil især kunne indebære brug af sammenkoblede edb-systemer.

(2)

Schengen-informationssystemet (i det følgende benævnt »SIS«), som er oprettet i medfør af afsnit IV i konventionen af 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (4)(i det følgende benævnt »Schengen-konventionen af 1990«), og som er integreret i Den Europæiske Union i medfør af den protokol, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, består af sammenkoblede edb-systemer mellem medlemsstaterne og indeholder bl.a. oplysninger om stjålne, ulovligt handlede eller forsvundne motorkøretøjer med et slagvolumen på over 50 cm3. I henhold til artikel 100 i Schengen-konventionen af 1990 optages oplysninger om sådanne motorkøretøjer, der eftersøges med henblik på beslaglæggelse eller som bevismidler i en straffesag, i SIS.

(3)

I Rådets afgørelse 2004/919/EF af 22. december 2004 om bekæmpelse af grænseoverskridende køretøjskriminalitet (5) indgår anvendelsen af SIS som en integreret del af retshåndhævelsesstrategien vedrørende køretøjskriminalitet.

(4)

I henhold til artikel 101, stk. 1, i Schengen-konventionen af 1990 er adgang til oplysningerne i SIS samt ret til direkte søgning i disse oplysninger forbeholdt myndigheder med ansvar for grænsekontrol og anden politi- og toldkontrol inde i landet samt samordning heraf.

(5)

I artikel 102, stk. 4, i Schengen-konventionen af 1990 præciseres det, at oplysningerne i princippet ikke må benyttes til administrative formål.

(6)

De tjenester, der i medlemsstaterne har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for køretøjer, og hvis opgaver i så henseende er klart definerede, bør have adgang til oplysninger i SIS om motorkøretøjer med et slagvolumen på over 50 cm3, påhængsvogne og campingvogne med en egenvægt på over 750 kg og stjålne, ulovligt handlede, forsvundne eller ugyldige registreringsattester og nummerplader til køretøjer med henblik på at kontrollere, om køretøjer, der ønskes registreret, er stjålet, ulovligt handlet eller forsvundet. Til det formål er det nødvendigt at vedtage regler, som giver disse tjenester adgang til de pågældende oplysninger, og at give dem mulighed for at benytte oplysningerne til administrative formål med henblik på korrekt udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer.

(7)

Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 100, stk. 2, i Schengen-konventionen af 1990 nævnte foranstaltninger træffes i tilfælde af et søgeresultat.

(8)

I Europa-Parlamentets henstilling til Rådet af 20. november 2003 om anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II) redegøres der kort for en række vigtige betænkeligheder og overvejelser i forbindelse med udviklingen af SIS, navnlig med hensyn til adgangen til SIS for private organer som f.eks. bureauer for registrering af køretøjer.

(9)

I det omfang de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer, ikke er statslige tjenester, bør adgang til SIS gives indirekte, dvs. gennem en af de myndigheder, der i henhold til artikel 101, stk. 1, i Schengen-konventionen af 1990 har ansvaret for at sikre overholdelsen af de foranstaltninger, som de pågældende medlemsstater har truffet i henhold til artikel 118 i konventionen.

(10)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6) og de specifikke regler om databeskyttelse i bestemmelserne i Schengen-konventionen af 1990, som supplerer eller præciserer de principper, der er fastsat i direktivet, finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for køretøjer.

(11)

Målet for denne forordning, nemlig at give de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer, adgang til SIS, så de lettere kan udføre de opgaver, der påhviler dem i henhold til direktiv 1999/37/EF, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da SIS er et fælles informationssystem, og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(12)

Medlemsstaterne bør have en tilstrækkeligt lang periode til at træffe de praktiske foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på anvendelsen af denne forordning.

(13)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en videreudvikling af de bestemmelser i Schengen-reglerne — som omhandlet, i den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne — som falder inden for det område, der er omhandlet i artikel 1, litra G, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den pågældende aftale (7).

(14)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en videreudvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne — som omhandlet i den aftale, som Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab har indgået med Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne — som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra G, i afgørelse 1999/437/EF, sammenholdt med artikel 4, stk. 1 i Rådets afgørelse 2004/860/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i den pågældende aftale (8).

(15)

I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som især anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(16)

Denne forordning udgør en udbygning af Schengen-reglerne, eller har på anden måde forbindelse til dem, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 —

22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/22

(1)

I den handlingsplan om statistikkrav i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), som blev godkendt af Rådet (økonomi og finans) i september 2000, hedder det, at der er et presserende behov for et begrænset sæt kvartalsregnskaber efter sektorer, og at disse bør foreligge inden 90 dage efter udgangen af det pågældende kvartal.

(2)

I den fælles rapport fra Rådet (økonomi og finans) og Kommissionen til Det Europæiske Råd om statistikker og indikatorer for euroområdet, som blev vedtaget af Rådet (økonomi og finans) den 18. februar 2003, understreges det, at højt prioriterede aktioner på flere områder, herunder kvartalsvise nationalregnskaber efter institutionelle sektorer, bør være gennemført fuldt ud i 2005.

(3)

For at kunne foretage en analyse af konjunkturudsvingene i Den Europæiske Unions økonomi og føre pengepolitik i ØMU'en er der behov for makroøkonomiske statistikker over de enkelte institutionelle sektorers økonomiske adfærd og samspillet imellem dem, idet disse ikke kan udledes af data, der er opstillet for økonomien som helhed. Der er derfor behov for at udarbejde kvartalsregnskaber efter institutionelle sektorer både for Den Europæiske Union som helhed og for euroområdet.

(4)

Udarbejdelsen af disse regnskaber er en del af den overordnede målsætning om at udarbejde et system af års- og kvartalsregnskaber for Den Europæiske Union og for euroområdet. Systemet omfatter de vigtigste makroøkonomiske aggregater samt finansielle- og ikke-finansielle regnskaber efter institutionelle sektorer. Formålet er at opnå konsistens mellem alle disse regnskaber og, hvad angår regnskaberne for udlandet, mellem betalingsbalancedata og nationalregnskabsdata.

(5)

Udarbejdelse af europæiske regnskaber efter institutionelle sektorer i overensstemmelse med principperne i det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab som fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 (3) forudsætter, at medlemsstaterne indberetter kvartalsvise nationalregnskaber efter institutionelle sektorer. De europæiske regnskaber skal imidlertid afspejle økonomien i det europæiske område som helhed og kan være forskellige fra en simpel aggregering af medlemsstaternes regnskaber. Formålet er navnlig at medregne transaktioner foretaget af Den Europæiske Unions institutioner og organer i regnskaber inden for det pågældende område (Den Europæiske Union eller euroområdet alt efter tilfældet).

(6)

Udarbejdelsen af specifikke EF-statistikker reguleres af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (4).

(7)

Målet for denne forordning, nemlig udarbejdelse af ikke-finansielle kvartalsregnskaber efter institutionelle sektorer for Den Europæiske Union og for euroområdet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af aktionens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Navnlig bør det ikke kræves, at medlemsstater, der kun i ringe grad bidrager til de europæiske totaler, skal indberette fuldt detaljerede data.

(8)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(9)

Udvalget for det Statistiske Program, nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (6) og Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistik, nedsat ved Rådets afgørelse 91/115/EØF (7), er blevet hørt —

a)

fastlæggelse af tidsplanen for indberetning af posterne P.1, P.2, D.42, D.43, D.44, D.45 og B.4G i henhold til artikel 2, stk. 2

b)

krav om opdeling af de i bilaget anførte transaktioner efter modsektor i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2

c)

justering af tidsplanen for kvartalsindberetninger i henhold til artikel 2, stk. 4

d)

justering af andelen (1 %) af fællesskabstotalen med henblik på fastlæggelse af forpligtelsen til at indberette data for alle institutionelle sektorer i henhold til artikel 3, stk. 3

e)

fastlæggelse af kvalitetsstandarder i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1.

a)

oplysninger om kvaliteten af de udarbejdede statistikker

b)

en vurdering af, hvor stor gavn Fællesskabet, medlemsstaterne samt leverandørerne og brugerne af de statistiske oplysninger har af de udarbejdede statistikker set i forhold til, hvad det koster at udarbejde dem

c)

en redegørelse for mulige forbedringer og ændringer, der anses for nødvendige på baggrund af de opnåede resultater.

22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/29

(1)

Forskellene mellem de enkelte medlemsstaters love og administrative bestemmelser om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter kan skabe handelshindringer og virke konkurrenceforvridende i Fællesskabet og således have en direkte indflydelse på oprettelsen af det indre marked og på dets funktion. Kun ved at harmonisere medlemsstaternes lovgivning er det muligt at undgå sådanne handelshindringer og illoyal konkurrence.

(2)

Energiforbrugende produkter tegner sig for en stor del af forbruget af naturressourcer og energi i Fællesskabet. De har også en række andre væsentlige indvirkninger på miljøet. Inden for langt de fleste af de produktkategorier, der findes på Fællesskabets marked, påvirker produkterne miljøet i meget forskellig grad, selv om de har samme funktionelle egenskaber. Af hensyn til en bæredygtig udvikling bør en løbende forbedring af disse produkters generelle miljøpåvirkning fremmes, navnlig ved at indkredse de vigtigste kilder til negative miljøpåvirkninger og undgå overførsel af forurening, når denne forbedring ikke medfører urimelige omkostninger.

(3)

Miljøvenligt design af produkter er et centralt aspekt af fællesskabsstrategien for en integreret produktpolitik. Det miljøvenlige design repræsenterer en forebyggende tilgang, der har til formål at optimere produkternes miljømæssige egenskaber og samtidig bevare deres brugsegenskaber, og det giver dermed nye reelle muligheder for producenten, for forbrugeren og for samfundet som helhed.

(4)

Øget energieffektivitet — og her er en af mulighederne en mere effektiv udnyttelse af elektriciteten hos slutbrugerne — betragtes som noget, der bidrager væsentligt til at nå målene for drivhusgasemissioner i EU. Elektricitetsefterspørgslen hos slutbrugerne er den hurtigst voksende energianvendelseskategori og anslås at ville stige i løbet af de næste 20-30 år, hvis der ikke træffes politiske foranstaltninger til at modvirke denne tendens. En betydelig nedsættelse af energiforbruget som foreslået af Kommissionen i dens europæiske klimaændringsprogram (ECCP) er mulig. Klimaændringer er en af prioriteterne i det sjette miljøhandlingsprogram som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF (3). Energibesparelser er den mest omkostningseffektive måde, hvorpå man kan øge forsyningssikkerheden og reducere afhængigheden af import. Det er derfor nødvendigt, at der vedtages væsentlige foranstaltninger og mål med henblik på at påvirke efterspørgslen.

(5)

Det er nødvendigt at gribe ind i designfasen for det energiforbrugende produkt, da alt tyder på, at den forurening, der opstår i produktets livscyklus, og de fleste af omkostningerne bestemmes i denne fase.

(6)

Der bør fastlægges en sammenhængende ramme for anvendelsen af fællesskabskrav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter med det formål at sikre fri bevægelighed for de produkter, der opfylder kravene, og at begrænse deres generelle miljøpåvirkning. Sådanne fællesskabskrav bør være i overensstemmelse med principperne for loyal konkurrence og international handel.

(7)

Krav til miljøvenligt design bør fastsættes under hensyntagen til målene og prioriteterne i det sjette miljøhandlingsprogram, herunder, når det er hensigtsmæssigt, anvendelige mål i dette programs relevante tematiske strategier.

(8)

Formålet med dette direktiv er at opnå et højt beskyttelsesniveau for miljøet ved at reducere energiforbrugende produkters potentielle miljøpåvirkninger, hvilket i sidste ende vil gavne forbrugerne og andre slutbrugere. En bæredygtig udvikling kræver også, at der tages behørigt hensyn til de påtænkte foranstaltningers sundhedsmæssige, samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser. En forbedring af produkternes energieffektivitet bidrager til energiforsyningssikkerheden, som er en forudsætning for en sund økonomi og dermed for en bæredygtig udvikling.

(9)

En medlemsstat, der skønner det nødvendigt at fastholde nationale bestemmelser på grundlag af vægtige miljøbeskyttelseshensyn eller at indføre nye bestemmelser, der bygger på nye videnskabelige forskningsresultater inden for miljøbeskyttelse, på grundlag af et for den pågældende medlemsstat konkret problem, som er opstået efter vedtagelse af den for produktet gældende gennemførelsesforanstaltning, kan gøre dette i henhold til de i traktatens artikel 95, stk. 4, 5 og 6, fastlagte bestemmelser om forudgående underretning af Kommissionen og godkendelse fra denne.

(10)

For at maksimere miljøfordelene ved forbedret design kan det være nødvendigt at informere forbrugerne om miljømæssige kendetegn og egenskaber ved energiforbrugende produkter og rådgive dem om, hvordan produkterne anvendes på en miljøvenlig måde.

(11)

Strategien i grønbogen om en integreret produktpolitik, som er et væsentligt innovativt element i det sjette miljøhandlingsprogram, har til formål at begrænse miljøpåvirkningen fra produkterne i hele deres livscyklus. Hvis der allerede i designfasen tages hensyn til miljøpåvirkningen fra et produkt i hele dets livscyklus, er der store muligheder for at fremme miljøforbedringer på en omkostningseffektiv måde. Der bør være tilstrækkelig fleksibilitet til at gøre det muligt at integrere denne faktor i produktdesignet og samtidig tage hensyn til tekniske, funktionelle og økonomiske forhold.

(12)

Selv om en bred tilgang til miljømæssige egenskaber er ønskelig, bør en reduktion af drivhusgasemissionerne gennem øget energieffektivitet være et prioriteret miljømål indtil vedtagelsen af en arbejdsplan.

(13)

Det kan være nødvendigt og begrundet at fastsætte særlige kvantitative krav til miljømæssigt design for en række produkter eller miljømæssige aspekter deraf for at sikre, at deres miljøpåvirkning minimeres. I betragtning af det presserende behov for at bidrage til opfyldelsen af forpligtelserne inden for rammerne af Kyoto-protokollen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og uden at det berører den integrerede tilgang, der fremmes med dette direktiv, bør foranstaltninger med et stort potentiale for reduktion af drivhusgasemissionerne uden store omkostninger have en vis prioritet. Sådanne foranstaltninger kan også bidrage til en bæredygtig anvendelse af ressourcerne og udgøre et vigtigt bidrag til de tiårsrammeprogrammer om bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug, som der blev opnået enighed om på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i september 2002.

(14)

Som et generelt princip bør energiforbrugende produkters energiforbrug i standby- eller off-mode reduceres til det minimumsniveau, der er nødvendigt for, at de kan fungere efter hensigten.

(15)

Med udgangspunkt i de produkter eller teknologier på markedet — også internationalt — der har opnået de bedste resultater, bør niveauet for kravene til miljøvenligt design fastlægges på grundlag af tekniske, økonomiske og miljømæssige egenskaber. Fleksible metoder til fastlæggelse af niveauet for kravene kan gøre det lettere hurtigt at opnå bedre miljømæssige egenskaber. De involverede berørte parter bør høres og samarbejde aktivt i denne analyse. Fastsættelse af obligatoriske foranstaltninger kræver, at de involverede parter høres på behørig vis. Ved en sådan høring vil det også fremgå, om der er behov for en gradvis indførelse eller for overgangsforanstaltninger. Indførelsen af midlertidige mål gør den førte politik mere forudsigelig, gør det muligt at tilpasse produktudviklingscyklusserne og gør det lettere for de berørte parter at planlægge på lang sigt.

(16)

Alternative fremgangsmåder som f.eks. selvregulering fra industriens side bør foretrækkes, hvis de med en vis sandsynlighed vil kunne opfylde de politiske målsætninger hurtigere eller billigere end obligatoriske krav. Det kan være nødvendigt at indføre lovgivningsmæssige foranstaltninger, hvis markedskræfterne ikke udvikler sig i den rigtige retning eller hurtigt nok.

(17)

Selvregulering, herunder frivillige aftaler i form af ensidige tilsagn fra industriens side, kan fremskynde processen takket være hurtig og omkostningseffektiv gennemførelse og giver mulighed for en fleksibel og hensigtsmæssig tilpasning til de teknologiske muligheder og markedsforholdene.

(18)

Til vurdering af frivillige aftaler eller andre selvreguleringsforanstaltninger, der fremlægges som alternativer til gennemførelsesforanstaltninger, bør der foreligge oplysninger om mindst følgende: fri deltagelse, merværdi, repræsentativitet, angivelse af eksisterende målsætningers omfang, inddragelse af civilsamfundet, kontrol og rapportering, omkostningseffektiviteten ved forvaltningen af et selvregulerende initiativ samt bæredygtighed.

(19)

Kapitel 6 i Kommissionens meddelelse »Miljøaftaler på fællesskabsplan i tilknytning til handlingsplanen om bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer« kan give nyttig vejledning ved vurdering af industriens selvregulering i forbindelse med dette direktiv.

(20)

Dette direktiv bør ligeledes fremme integrationen af miljøvenligt design i små og mellemstore virksomheder og meget små virksomheder. En sådan integration kan lettes ved udbredt tilgængelighed af og let adgang til information vedrørende deres produkters bæredygtighed.

(21)

Energiforbrugende produkter, der opfylder de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i gennemførelsesforanstaltningerne til dette direktiv, bør forsynes med CE-mærkning og oplysninger i tilknytning dertil, så de kan markedsføres på det indre marked og omsættes frit. En streng håndhævelse af gennemførelsesforanstaltningerne er nødvendig for at begrænse de regulerede energiforbrugende produkters indvirkning på miljøet og sikre loyal konkurrence.

(22)

Ved udarbejdelse af gennemførelsesforanstaltningerne og arbejdsplanen bør Kommissionen høre både medlemsstaternes repræsentanter og berørte parter i forhold til den pågældende produktgruppe, såsom industrien, herunder små og mellemstore virksomheder og håndværksvirksomheder, faglige organisationer, handlende, detailhandlere, importører, miljøorganisationer og forbrugerorganisationer.

(23)

Ved udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltninger bør Kommissionen også tage behørigt hensyn til gældende national miljølovgivning, som medlemsstaterne mener bør bevares, særlig vedrørende giftige stoffer, uden derved at begrænse de gældende og berettigede beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne.

(24)

Der bør tages hensyn til de moduler og regler, der er fastsat med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering, jf. Rådets afgørelse 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af »CE-overensstemmelsesmærkningen«, med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering (4).

(25)

Tilsynsmyndighederne bør udveksle oplysninger om de påtænkte foranstaltninger på dette direktivs område med henblik på at forbedre markedsovervågningen. I dette samarbejde bør der gøres størst mulig brug af elektroniske kommunikationsmidler og de relevante fællesskabsprogrammer. Udveksling af information om et produkts miljømæssige egenskaber i hele dets livscyklus og om de opnåede resultater ved designløsninger bør ligeledes fremmes. Indsamling og formidling af al den viden, der fremkommer ved producenternes indsats til fordel for miljøvenligt design, er et af de vigtigste eksempler på den merværdi, der tilføres med nærværende direktiv.

(26)

Et kompetent organ er almindeligvis et offentligt eller privat organ, der er udpeget af de offentlige myndigheder, og som sikrer den nødvendige upartiskhed og tilgængelighed af teknisk ekspertise til at kontrollere produktets overensstemmelse med de gældende gennemførelsesforanstaltninger.

(27)

I betragtning af hvor vigtigt det er at undgå manglende overensstemmelse, bør medlemsstaterne sikre, at de nødvendige midler er til rådighed for at kunne foretage en effektiv markedsovervågning.

(28)

Med hensyn til uddannelse og information vedrørende miljøvenligt design for små og mellemstore virksomheder kan det være hensigtsmæssigt at overveje tilknyttede aktiviteter.

(29)

Det gavner det indre marked, at der findes standarder, der er harmoniseret på fællesskabsplan. Når referencen til en sådan standard er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, bør overensstemmelse med denne danne grundlag for en formodning om, at de tilsvarende krav i den gennemførelsesforanstaltning, der er vedtaget på grundlag af dette direktiv, er opfyldt, men andre midler til at påvise en sådan overensstemmelse bør også tillades.

(30)

Et af hovedformålene med harmoniserede standarder bør være at bistå producenterne med at anvende de gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv. Sådanne standarder kan være afgørende ved fastlæggelsen af måle- og prøvningsmetoder. I tilfælde af generiske krav til miljøvenligt design kan harmoniserede standarder i betydelig grad bidrage til at vejlede producenterne i at fastlægge deres produkters miljøprofil i overensstemmelse med kravene i den gældende gennemførelsesforanstaltning. Disse standarder bør klart angive forholdet mellem deres bestemmelser og de omhandlede krav. Formålet med harmoniserede standarder bør ikke være at fastsætte grænser for miljømæssige aspekter.

(31)

For så vidt angår de definitioner, der anvendes i dette direktiv, er det nyttigt at henvise til internationale standarder som f.eks. ISO 14040.

(32)

Dette direktiv er i overensstemmelse med visse principper for gennemførelse af den nye metode som fastsat i Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (5) og for henvisninger til harmoniserede europæiske standarder. I Rådets resolution af 28. oktober 1999 om standardiseringens rolle i Europa (6) blev det anbefalet, at Kommissionen skulle undersøge, om principperne i den ny metode kunne udvides til sektorer, der endnu ikke var omfattet, som et middel til om muligt at forbedre og forenkle lovgivningen.

(33)

Dette direktiv supplerer gældende fællesskabsinstrumenter som f.eks. Rådets direktiv 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (8), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2422/2001 af 6. november 2001 om et fællesskabsprogram for energieffektivitetsmærkning af kontorudstyr (9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (10), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (11) og Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (12). Synergierne mellem dette direktiv og de eksisterende fællesskabsinstrumenter bør bidrage til at forøge deres respektive virkninger og til at opbygge en sammenhængende lovgivningsramme for producenterne.

(34)

Eftersom Rådets direktiv 92/42/EØF af 21. maj 1992 om krav til virkningsgrad i nye varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel (13), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/57/EF af 3. september 1996 om energieffektivitetskrav til elektriske køleskabe, dybfrysere og kombinationsskabe til husholdningsbrug (14) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/55/EF af 18. september 2000 om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning (15) allerede indeholder bestemmelser om revision af energieffektivitetskravene, bør de integreres i nærværende rammer.

(35)

Direktiv 92/42/EØF indeholder bestemmelser om stjernemærkning til angivelse af kedlers energimæssige ydeevne. Da medlemsstaterne og branchen er enige om, at stjernemærkningsordningen ikke har givet de forventede resultater, bør direktiv 92/42/EØF ændres for at bane vej for mere effektive ordninger.

(36)

I stedet for kravene i Rådets direktiv 78/170/EØF af 13. februar 1978 om ydelsen i varmeproducerende anlæg, der anvendes til rumopvarmning og produktion af varmt vand i nye eller allerede eksisterende ikke-industrielle bygninger, samt om isolering af fordelingen af varme og varmt brugsvand i ikke-industrielt nybyggeri (16) gælder nu bestemmelserne i direktiv 92/42/EØF, Rådets direktiv 90/396/EØF af 29. juni 1990 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om gasapparater (17) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF af 16. december 2002 om bygningers energimæssige ydeevne (18). Direktiv 78/170/EØF bør derfor ophæves.

(37)

Rådets direktiv 86/594/EØF af 1. december 1986 om luftbåren støj fra husholdningsapparater (19) fastsætter betingelserne for, at medlemsstaterne kan kræve offentliggørelse af oplysninger om den støj, som sådanne apparater afgiver, og indfører en procedure for bestemmelse af støjniveauet. Af harmoniseringshensyn bør støjafgivelsen indgå i en integreret vurdering af miljømæssige egenskaber. Da dette direktiv indeholder bestemmelser om en sådan integreret tilgang, bør direktiv 86/594/EØF ophæves.

(38)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (20).

(39)

Medlemsstaterne bør fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(40)

Det bør erindres, at det i pkt. 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (21) hedder, at »Rådet tilskynder medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem direktiverne og gennemførelsesforanstaltningerne.«

(41)

Målene for denne foranstaltning, nemlig at sikre, at det indre marked fungerer gennem krav om, at produkter skal være tilstrækkeligt miljøvenlige, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af dens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(42)

Regionsudvalget er blevet hørt, men har ikke afgivet udtalelse —

1)

»energiforbrugende produkt«: et produkt, der, når det først er markedsført og/eller taget i brug, er afhængigt af energitilførsel (elektricitet, fossilt brændstof og vedvarende energikilder) for at kunne fungere efter hensigten, eller et produkt til frembringelse, overførsel og måling af sådan energi, herunder dele, der er afhængige af energitilførsel og er beregnet til at indgå i et energiforbrugende produkt omfattet af dette direktiv, som markedsføres og/eller ibrugtages som særskilte dele til slutbrugere, og hvis miljømæssige egenskaber kan vurderes selvstændigt

2)

»komponenter og delkomponenter«: dele, der er beregnet til at indgå i energiforbrugende produkter, og som ikke markedsføres og/eller ibrugtages som særskilte dele til slutbrugere, eller hvis miljømæssige egenskaber ikke kan vurderes selvstændigt

3)

»gennemførelsesforanstaltninger«: foranstaltninger vedtaget i medfør af dette direktiv, hvori der fastlægges krav til miljøvenligt design af bestemte energiforbrugende produkter eller for miljømæssige aspekter deraf

4)

»markedsføring«: den første gang et energiforbrugende produkt gøres tilgængeligt på Fællesskabets marked med henblik på distribution eller anvendelse i Fællesskabet enten mod betaling eller gratis og uanset salgsmetode

5)

»ibrugtagning«: en slutbrugers første anvendelse i Fællesskabet af et energiforbrugende produkt i overensstemmelse med dets formål

6)

»producent«: den fysiske eller juridiske person, der producerer energiforbrugende produkter, der er omfattet af dette direktiv, og som er ansvarlig for de energiforbrugende produkters overensstemmelse med dette direktiv, med henblik på deres markedsføring og/eller ibrugtagning under producentens eget navn eller varemærke eller med henblik på producentens egen anvendelse. Hvis der ikke er en producent som defineret i første punktum eller en importør som defineret i nr. 8, anses enhver fysisk eller juridisk person, der markedsfører og/eller ibrugtager energiforbrugende produkter i henhold til dette direktiv, som producent

7)

»repræsentant«: enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Fællesskabet, og som har fået skriftligt mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af de forpligtelser og formaliteter, der er fastsat i dette direktiv

8)

importør: enhver fysisk eller juridisk person i Fællesskabet, der som led i sin erhvervsudøvelse markedsfører et produkt fra et tredjeland på Fællesskabets marked

9)

»materialer«: alle materialer, der anvendes i løbet af et energiforbrugende produkts livscyklus

10)

»produktdesign«: den række processer, hvorved de retlige, tekniske, sikkerhedsmæssige, funktionelle, markedsmæssige eller øvrige krav, som et energiforbrugende produkt skal opfylde, omsættes til den tekniske specifikation for det pågældende energiforbrugende produkt

11)

»miljøaspekt«: et element eller en funktion ved et energiforbrugende produkt, der kan indgå i et samspil med miljøet i løbet af dets livscyklus

12)

»miljøpåvirkning«: enhver ændring af miljøet, der helt eller delvis skyldes et energiforbrugende produkt i løbet af dets livscyklus

13)

»livscyklus«: et energiforbrugende produkts fortløbende og indbyrdes forbundne faser fra dets anvendelse som råmateriale til endelig bortskaffelse

14)

»genbrug«: enhver proces, hvorved energiforbrugende produkter eller komponenter herfra, når de er udtjent, anvendes til samme formål, som de blev fremstillet til, herunder fortsat anvendelse af energiforbrugende produkter, som er afleveret til indsamlingssteder, distributører, genvindingsvirksomheder eller producenter, samt genbrug af energiforbrugende produkter efter renovering

15)

»genvinding«: oparbejdning i en produktionsproces af affaldsmaterialer til deres oprindelige formål eller andre formål bortset fra energiudnyttelse

16)

»energiudnyttelse«: anvendelse af brændbart affald som et middel til energifremstilling gennem direkte forbrænding med eller uden andet affald, men med udnyttelse af varmen

17)

»nyttiggørelse«: en af de processer, der er omhandlet i bilag II B til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (22)

18)

»affald«: ethvert stof eller enhver genstand, der henhører under en af kategorierne i bilag I til direktiv 75/442/EØF, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med

19)

»farligt affald«: alt affald, der er omfattet af artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (23)

20)

»miljøprofil«: en beskrivelse i overensstemmelse med den gennemførelsesforanstaltning, der er gældende for det energiforbrugende produkt, af den udveksling med omgivelserne (såsom materialer, emissioner og affald), der er forbundet med det energiforbrugende produkt i hele dets livscyklus, og som er af betydning for dets miljøpåvirkning og udtrykkes i fysiske mængder, der kan måles

21)

»et energiforbrugende produkts miljømæssige egenskaber«: resultaterne af producentens håndtering af det energiforbrugende produkts miljøaspekter, som afspejlet i dets tekniske dokumentationssæt

22)

»forbedring af de miljømæssige egenskaber«: proces til forbedring af et energiforbrugende produkts miljømæssige egenskaber i løbet af en række produktgenerationer, men ikke nødvendigvis af alle produktets miljøaspekter samtidig

23)

»miljøvenligt design«: integration af miljøaspekter i produktdesignet med henblik på at forbedre det energiforbrugende produkts miljømæssige egenskaber i hele dets livscyklus

24)

»krav til miljøvenligt design«: ethvert krav i tilknytning til et energiforbrugende produkt eller til designet af et energiforbrugende produkt, der har til formål at forbedre dets miljømæssige egenskaber, eller ethvert krav om levering af oplysninger om et energiforbrugende produkts miljøaspekter

25)

»generisk krav til miljøvenligt design«: ethvert krav til miljøvenligt design, der er baseret på et energiforbrugende produkts miljøprofil som helhed uden fastsatte grænseværdier for enkelte miljøaspekter

26)

»specifikt krav til miljøvenligt design«: et kvantitativt og måleligt krav til miljøvenligt design vedrørende et bestemt miljøaspekt af et energiforbrugende produkt, f.eks. energiforbrug under anvendelse beregnet på grundlag af en given output-effekt;

27)

»harmoniseret standard«: en teknisk specifikation vedtaget af et anerkendt standardiseringsorgan i henhold til et mandat fra Kommissionen efter proceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (24) med det formål at fastlægge et europæisk krav, som det ikke er obligatorisk at opfylde.

i)

at foretage relevante kontrolundersøgelser af de energiforbrugende produkters overensstemmelse i et passende omfang og at påbyde producenter eller deres repræsentanter at trække ikke-overensstemmende energiforbrugende produkter tilbage fra markedet i henhold til artikel 7

ii)

at kræve forelæggelse af alle nødvendige oplysninger fra de berørte parter, som præciseret i gennemførelsesbestemmelserne

iii)

at udtage prøver af produkterne og underkaste dem overensstemmelseskontrol.

—

sikre, at det markedsførte eller ibrugtagne energiforbrugende produkt overholder bestemmelserne i dette direktiv og den for produktet gældende gennemførelsesforanstaltning

—

opbevare overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation.

a)

om oplysningerne kan gives ved hjælp af harmoniserede symboler eller anerkendte koder eller andre foranstaltninger

b)

hvilken type bruger det energiforbrugende produkt henvender sig til, og hvilken type oplysninger der skal stilles til rådighed.

a)

manglende opfyldelse af kravene i den for produktet gældende gennemførelsesforanstaltning

b)

ukorrekt anvendelse af harmoniserede standarder som omhandlet i artikel 10, stk. 2

c)

mangler ved harmoniserede standarder som omhandlet i artikel 10, stk. 2.

—

den rolle, de kan spille i forbindelse med en bæredygtig anvendelse af produktet

—

produktets økologiske profil og fordelene ved miljøvenligt design, når dette er påkrævet i henhold til gennemførelsesforanstaltningen.

a)

salget af og handelen med det energiforbrugende produkt skal være af en væsentlig størrelse, dvs. normalt over 200 000 enheder om året i Fællesskabet i henhold til de seneste tilgængelige tal

b)

det energiforbrugende produkt skal under hensyn til de mængder, der markedsføres og/eller ibrugtages, have en væsentlig miljøpåvirkning i Fællesskabet, jf. Fællesskabets strategiske prioriteter i afgørelse nr. 1600/2002/EF

c)

det energiforbrugende produkt skal have et betydeligt potentiale med hensyn til at mindske dets miljøpåvirkning, uden at det medfører urimelige omkostninger, navnlig hvor:

a)

Fællesskabets prioriteter på miljøområdet, som f.eks. fastsat i afgørelse nr. 1600/2002/EF eller i Kommissionens europæiske klimaændringsprogram (ECCP)

b)

relevant fællesskabslovgivning og selvregulering som f.eks. frivillige aftaler, der efter en vurdering i henhold til artikel 17 forventes at opfylde de politiske mål hurtigere eller til lavere omkostninger end obligatoriske krav.

a)

tage hensyn til det energiforbrugende produkts livscyklus og alle dets væsentlige miljøaspekter, bl.a. energieffektiviteten. Analysen af miljøaspekterne og gennemførligheden af deres forbedring skal ikke være mere indgående, end at den står i et rimeligt forhold til deres betydning. Vedtagelsen af krav til miljøvenligt design med hensyn til de væsentlige miljøaspekter for energiforbrugende produkter skal ikke forsinkes unødigt pga. uvished omkring de øvrige aspekter

b)

gennemføre en vurdering, der omhandler påvirkningerne af miljøet, forbrugerne og producenterne, herunder små og mellemstore virksomheder, med hensyn til konkurrenceevne, også på markeder uden for Fællesskabet, innovation, markedsadgang og cost-benefit

c)

tage hensyn til gældende national miljølovgivning, som medlemsstaterne finder relevant

d)

gennemføre en relevant høring af interessenterne

e)

udarbejde en begrundelse for udkastet til gennemførelsesforanstaltning på grundlag af den i litra b) nævnte vurdering

f)

fastsætte gennemførelsesdato(er) og eventuelle indfasnings- eller overgangsforanstaltninger eller -perioder, navnlig under hensyntagen til de mulige konsekvenser for små og mellemstore virksomheder eller for særlige produktgrupper, der især fremstilles af små og mellemstore virksomheder.

a)

Der må ikke være nogen væsentlig negativ indvirkning på produktets brugsegenskaber set fra brugerens synspunkt.

b)

Der må ikke være nogen negativ indvirkning på sundhed, sikkerhed og miljø.

c)

Der må ikke være væsentlige negative konsekvenser for forbrugerne, navnlig hvad angår produktets pris og livscyklusomkostninger.

d)

Der må ikke være væsentlige negative konsekvenser for industriens konkurrenceevne.

e)

I princippet må fastlæggelsen af et krav til miljøvenligt design ikke have til følge, at det pålægges producenterne at anvende en teknologi, der er omfattet af en industriel ejendomsret.

f)

Producenterne må ikke pålægges en uforholdsmæssig stor administrativ byrde.

—

gennemførelsesforanstaltninger, navnlig for de produkter, der ifølge ECCP frembyder et stort potentiale for en omkostningseffektiv nedbringelse af drivhusgasemissionerne som f.eks. varme- og varmtvandsanlæg, elmotorsystemer, belysning i hjemmet og i servicesektoren, husholdningsapparater, kontorudstyr i hjemmet og i servicesektoren, forbrugerelektronik og HVAC-systemer (heating ventilating air conditioning systems)

—

en separat gennemførelsesforanstaltning til reducering af en produktgruppes tab ved standby.

1)

Artikel 6 udgår.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 10a

Dette direktiv udgør en gennemførelsesforanstaltning i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter (26) med hensyn til energieffektivitet under anvendelse, i overensstemmelse med det nævnte direktiv og kan ændres eller ophæves i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i direktiv 2005/32/EF.

3)

Bilag I, punkt 2, udgår.

4)

Bilag II udgår.

22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/59

(1)

Fællesskabets miljøpolitik, som opstillet i handlingsprogrammerne på miljøområdet, navnlig i sjette EF-miljøhandlingsprogram, som blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF (4) på grundlag af principperne i traktatens artikel 174, skal sikre luftkvalitet på et niveau, der ikke medfører en uacceptabel belastning af og risiko for menneskers sundhed og miljøet.

(2)

Rådets direktiv 1999/32/EF af 26. april 1999 om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer (5) fastsætter det maksimale svovlindhold i fuelolie, gasolie og marinegasolie, der anvendes i Fællesskabet.

(3)

I henhold til direktiv 1999/32/EF skal Kommissionen overveje, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at nedsætte det bidrag til forsuring, der skyldes forbrænding af andre skibsbrændstoffer end marinegasolier, og om fornødent fremsætte forslag herom.

(4)

Emissioner fra skibsfart, som skyldes brug af skibsbrændstoffer med et højt svovlindhold, bidrager til forurening af luften med svovldioxid og partikler. Dette er skadeligt for menneskers sundhed og skader også miljøet, offentlig og privat ejendom samt kulturarven og bidrager til forsuringen.

(5)

Mennesker og natur i kyst- og havneområder er særlig hårdt ramt af forurening fra skibe, der bruger stærkt svovlholdige brændstoffer. Derfor er særlige foranstaltninger på dette område nødvendige.

(6)

Foranstaltningerne i dette direktiv supplerer medlemsstaternes nationale foranstaltninger for at overholde emissionslofterne for luftforurenende stoffer som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF (6).

(7)

En reduktion af svovlindholdet i skibsbrændstoffer indebærer en række fordele med hensyn til drift og vedligeholdelse og gør det lettere at anvende visse teknologier til emissionsreduktion, såsom selektiv katalytisk reduktion, effektivt.

(8)

I henhold til traktaten skal der tages hensyn til de særlige karakteristika, der gør sig gældende i regionerne i Fællesskabets yderste periferi, dvs. de franske oversøiske departementer samt Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer.

(9)

I 1997 blev der på en diplomatisk konference vedtaget en protokol om ændring af den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe fra 1973, som ændret ved protokollen hertil fra 1978 (i det følgende benævnt »Marpol-konventionen«). Protokollen tilføjer et nyt bilag VI til Marpol-konventionen med regler vedrørende luftforurening fra skibe. Protokollen fra 1997, og dermed bilag VI til Marpol-konventionen, træder i kraft den 19. maj 2005.

(10)

I bilag VI til Marpol-konventionen hedder det, at visse områder skal udpeges som særlige områder med henblik på begrænsning af emissionen af svovloxid (i det følgende benævnt »SOx-kontrolområder«). Østersøen er allerede udpeget som et sådant område. Drøftelser i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har ført til enighed om princippet i at udpege Nordsøen, herunder Den Engelske Kanal, som et SOx-kontrolområde efter bilag VI's ikrafttræden.

(11)

På grund af skibsfartens globale karakter bør der gøres en aktiv indsats for at finde internationale løsninger. Kommissionen og medlemsstaterne bør bestræbe sig på inden for rammerne af IMO at sikre en reduktion på verdensplan af det maksimalt tilladte svovlindhold i skibsbrændstoffer og i den forbindelse også undersøge, om yderligere farvande bør udpeges som SOx-kontrolområder i overensstemmelse med Marpol-konventionens bilag VI.

(12)

For at opfylde målene med dette direktiv er det nødvendigt at håndhæve forpligtelserne med hensyn til svovlindholdet i skibsbrændstoffer. Det er nødvendigt at indføre effektiv prøvetagning og afskrækkende bøder i hele Fællesskabet for at sikre en troværdig gennemførelse af dette direktiv. Medlemsstaterne bør træffe håndhævelsesforanstaltninger over for fartøjer, der fører deres flag, og over for fartøjer uanset flag, når de befinder sig i den pågældende medlemsstats havne. Medlemsstaterne bør også arbejde tæt sammen om at træffe yderligere håndhævelsesforanstaltninger over for andre fartøjer i overensstemmelse med international havret.

(13)

For at søfartssektoren kan få tilstrækkelig tid til at foretage de tekniske tilpasninger til et maksimalt vægtindhold af svovl på 0,1 % i skibsbrændstoffer, der anvendes af fartøjer til sejlads på indre vandveje og af skibe, som ligger ved kaj i fællesskabshavne, bør dette krav gælde fra den 1. januar 2010. Denne frist vil muligvis indebære tekniske problemer for Grækenland, og der bør derfor indføres en midlertidig undtagelse for visse nærmere bestemte fartøjer, der udfører sejlads inden for græsk territorium.

(14)

Dette direktiv bør betragtes som det første skridt i en løbende proces til reduktion af skibes svovlemissioner, og det bør åbne mulighed for yderligere emissionsreduktioner ved hjælp af lavere grænseværdier for svovlindhold og reduktionsteknologier samt for udvikling af økonomiske instrumenter som et incitament til at opnå væsentlige reduktioner.

(15)

Det er af afgørende betydning at styrke medlemsstaternes holdning i forhandlingerne i IMO for især under revisionen af bilag VI til Marpol-konventionen at fremme overvejelserne om mere ambitiøse foranstaltninger med henblik på en nedsættelse af grænseværdierne for svovlindholdet i fuelolie til skibe samt anvendelsen af tilsvarende alternative foranstaltninger til emissionsreduktion.

(16)

IMO-forsamlingens resolution A.926(22) opfordrer regeringerne, navnlig i regioner, hvor der er udpeget SOx-kontrolområder, til at sikre, at der inden for deres jurisdiktion er adgang til skibsbrændstoffer med lavt svovlindhold og til at opfordre olie- og skibsfartsindustrien til at lette adgangen til og brugen af skibsbrændstoffer med lavt svovlindhold. Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at lokale leverandører stiller forskriftsmæssige skibsbrændstoffer til rådighed i mængder, der kan dække efterspørgslen.

(17)

IMO har vedtaget retningslinjer for prøvetagning af skibsbrændstof til påvisning af overensstemmelse med bilag VI til Marpol-konventionen og skal udarbejde retningslinjer for rensningssystemer for udstødningsgas og andre teknologiske metoder til begrænsning af SOx-emissionerne i SOx-kontrolområderne.

(18)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/80/EF af 23. oktober 2001 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg (7) indebar en omarbejdning af Rådets direktiv 88/609/EØF (8). Direktiv 1999/32/EF bør revideres i overensstemmelse hermed som fastsat i dets artikel 3, stk. 4.

(19)

Det eksisterende Udvalg for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (9) bør bistå Kommissionen i forbindelse med godkendelse af teknologier til emissionsreduktion.

(20)

Teknologier til emissionsreduktion kan, forudsat at de ikke indvirker negativt på økosystemerne, og forudsat at de udvikles i henhold til relevante godkendelses- og kontrolordninger, føre til mindst den samme eller endog en større reduktion af emissioner end anvendelsen af brændstoffer med lavt svovlindhold. Det er af afgørende betydning, at der findes de rette betingelser for at fremme udviklingen af nye reduktionsteknologier.

(21)

Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed bør i fornødent omfang bistå Kommissionen og medlemsstaterne med at overvåge gennemførelsen af dette direktiv.

(22)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (10).

(23)

Direktiv 1999/32/EF bør ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1, stk. 2, affattes således:

2)

Artikel 2 ændres således:

3)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Maksimalt svovlindhold i fuelolie

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at fuelolie ikke anvendes på deres område fra den 1. januar 2003, hvis svovlindholdet overstiger 1 vægtprocent.

3.   Bestemmelserne i stk. 2 gennemgås og revideres om nødvendigt i lyset af en eventuel fremtidig ændring af direktiv 2001/80/EF.«

4)

Artikel 4 ændres således:

5)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 4a

Maksimalt svovlindhold i skibsbrændstoffer, der anvendes i SOx-kontrolområder og af passagerskibe, som sejler i rutefart til eller fra havne i Fællesskabet

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at skibsbrændstoffer ikke anvendes i de områder af deres territorialfarvande, eksklusive økonomiske zoner og forureningskontrolzoner, der omfattes af SOx-kontrolområder, hvis svovlindholdet i de pågældende brændstoffer overstiger 1,5 vægtprocent. Dette gælder alle fartøjer uanset flag, herunder fartøjer, hvis rejse er påbegyndt uden for Fællesskabet.

2.   Stk. 1 finder anvendelse fra følgende datoer:

3.   Medlemsstaterne er ansvarlige for at håndhæve stk. 1, i det mindste over for

Medlemsstaterne kan også træffe yderligere håndhævelsesforanstaltninger over for andre fartøjer i overensstemmelse med international havret.

4.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at passagerskibe, som sejler i rutefart til eller fra havne i Fællesskabet, fra datoen i stk. 2, litra a), ikke anvender skibsbrændstoffer i deres territorialfarvande, eksklusive økonomiske zoner og forureningskontrolzoner, hvis svovlindholdet i de pågældende brændstoffer overstiger 1,5 vægtprocent. Medlemsstaterne er ansvarlige for at håndhæve dette krav i det mindste over for fartøjer, der fører deres flag, og fartøjer uanset flag, når de befinder sig i den pågældende medlemsstats havne.

5.   Fra datoen i stk. 2, litra a), kræver medlemsstaterne korrekt logbogsføring, herunder over brændstofskift, som betingelse for, at skibe kan anløbe Fællesskabets havne.

6.   Fra datoen i stk. 2, litra a), og i overensstemmelse med regel 18 i Marpol-konventionens bilag VI skal medlemsstaterne

7.   Fra datoen i stk. 2, litra a), sikrer medlemsstaterne, at der ikke markedsføres marine dieselolier på deres område, hvis svovlindholdet i de pågældende dieselolier overstiger 1,5 vægtprocent.

8.   Kommissionen underretter medlemsstaterne om anvendelsesdatoerne i stk. 2, litra b), og offentliggør disse i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4b

Maksimalt svovlindhold i skibsbrændstoffer, der anvendes af fartøjer til sejlads på indre vandveje og af skibe, som ligger ved kaj i fællesskabshavne

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til fra den 1. januar 2010 at sikre, at følgende fartøjer ikke anvender skibsbrændstoffer med et svovlindhold, der overstiger 0,1 vægtprocent:

2.   Stk. 1 gælder ikke:

3.   Fra den 1. januar 2010 sikrer medlemsstaterne, at marine gasolier ikke markedsføres på deres område, hvis svovlindholdet i de pågældende marine gasolier overstiger 0,1 vægtprocent.

Artikel 4c

Forsøg med og anvendelse af nye teknologier til emissionsreduktion

1.   Medlemsstaterne kan i samarbejde med andre medlemsstater, når dette er hensigtsmæssigt, godkende forsøg med teknologier til emissionsreduktion på skibe, der sejler under medlemsstaternes flag, eller i farvande inden for deres jurisdiktion. Under disse forsøg er anvendelse af skibsbrændstoffer, der opfylder kravene i artikel 4a og 4b, ikke påkrævet, forudsat at

2.   Teknologier til emissionsreduktion for skibe, der sejler under en medlemsstats flag, godkendes efter proceduren i artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 af 5. november 2002 om oprettelse af et udvalg for sikkerhed til søs og forebyggelse af forurening fra skibe (USS) (13) under hensyn til

3.   Der fastsættes kriterier for anvendelsen af teknologier til emissionsreduktion for skibe uanset flag i beskyttede trafikhavne, anløbssteder og flodmundinger i Fællesskabet efter proceduren i artikel 9, stk. 2. Kriterierne meddeles IMO af Kommissionen.

4.   Som et alternativ til anvendelsen af skibsbrændstof med lavt svovlindhold, som opfylder kravene i artikel 4a og 4b, kan medlemsstaterne tillade, at skibe anvender en godkendt teknologi til emissionsreduktion, forudsat at disse skibe

6)

Artikel 6 ændres således:

7)

Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

Rapportering og gennemgang

1.   På grundlag af resultaterne af det prøvetagnings-, analyse- og inspektionsarbejde, der udføres i overensstemmelse med artikel 6, forelægger medlemsstaterne senest den 30. juni hvert år Kommissionen en kortfattet rapport om svovlindholdet i de flydende brændstoffer, der er omfattet af dette direktiv, og som er anvendt på deres område i det foregående kalenderår. Rapporten skal indeholde en fortegnelse over det samlede antal undersøgte prøver pr. brændstoftype med angivelse af den anvendte mængde af de pågældende brændstoftyper og det beregnede gennemsnitlige svovlindhold. Medlemsstaterne rapporterer også antallet af inspektioner, der er foretaget om bord på skibe, og fører en fortegnelse over det gennemsnitlige svovlindhold i skibsbrændstoffer, der er anvendt på deres område, og som ikke den 11. august 2005 er omfattet af dette direktiv.

2.   På grundlag af bl.a.:

forelægger Kommissionen senest i 2008 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.

Kommissionen kan sammen med rapporten forelægge forslag til ændring af dette direktiv, herunder navnlig vedrørende

Kommissionen skal navnlig lægge vægt på forslag om

3.   Kommissionen forelægger inden den 31. december 2005 en rapport om den eventuelle anvendelse af økonomiske instrumenter, herunder mekanismer såsom differentierede afgifter og kilometerafgifter, omsættelige emissionstilladelser og modregning.

Kommissionen kan overveje at forelægge forslag om økonomiske instrumenter som alternative eller supplerende foranstaltninger som led i 2008-evalueringen, hvis der kan dokumenteres klare miljø- og sundhedsmæssige fordele.

4.   De ændringer, der er nødvendige for den tekniske tilpasning af artikel 2, nr. 1), 2), 3), 3a), 3b) og 4), eller artikel 6, stk. 2, på baggrund af den videnskabelige og tekniske udvikling, vedtages efter proceduren i artikel 9, stk. 2. Tilpasningen må ikke resultere i nogen direkte ændringer i dette direktivs anvendelsesområde eller de grænseværdier for svovlindholdet i brændstoffer, der er fastlagt i dette direktiv.«

8)

Artikel 9 affattes således:

»Artikel 9

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF (14), jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3.   Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.«

9)

Teksten i bilaget til dette direktiv tilføjes som bilag.

22.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 191/70

(1)

I 2003 nedsatte Kommissionen en gruppe af fremtrædende personer inden for sikkerhedsforskning, hvis vigtigste opgave var at foreslå principperne og prioriteringerne i et europæisk program for sikkerhedsforskning (EPSF).

(2)

I fortsættelse af rapporten »Forskning for sikkerheden i Europa« forelagt af Gruppen af fremtrædende personer i 2004 foreslog Kommissionen i sin meddelelse af 7. september 2004, »Sikkerhedsforskning: de næste skridt« (1), at der blev nedsat et europæisk rådgivende udvalg for sikkerhedsforskning (ESRAB).

(3)

Det er nødvendigt at nedsætte ESRAB og fastlægge dets arbejdsopgaver og dets struktur.

(4)

ESRAB bør bidrage til indholdet af EPSF og gennemførelsen heraf.

(5)

Medlemmerne af ESRAB bør omfatte eksperter fra de forskellige interessegrupper: brugerne, erhvervslivet og forskningsinstitutterne. Under hensyn til de forskellige arbejdsområder bør ESRAB opdeles i to underudvalg med forskellige funktioner, der skal supplere hinanden.

(6)

Der bør fastsættes regler om udvalgsmedlemmers videregivelse af oplysninger, uden at dette bør berøre Kommissionens forskrifter om sikkerhed i bilaget til Kommissionens afgørelse om ændring af dens forretningsorden 2001/844/EF, EKSF, Euratom (2).

(7)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte en anvendelsesperiode for denne afgørelse. Kommissionen vil til sin tid tage stilling til, om det er hensigtsmæssigt at forlænge denne periode —

a)

strategiske opgaver, fokuseringsområder og fastsættelse af prioriteringer for EPSF på grundlag af rapporten »Forskning for sikkerheden i Europa«, udarbejdet af Gruppen af Fremtrædende Personer, under hensyntagen til oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsagentur og til nationale og mellemstatslige aktiviteter

b)

den teknologiske kapacitet, der skal tilvejebringes hos interessegrupperne i Europa; udvalget anbefaler en strategi til forbedring af den europæiske industris teknologiske basis for dermed at forbedre dens konkurrenceevne

c)

de strategiske og operationelle aspekter af EPSF under hensyntagen til erfaringer og resultater indhentet fra den forberedende foranstaltning til fremme af Europas industrielle potentiale inden for sikkerhedsforskning (3) og leveret af de af Kommissionens tjenestegrene, der er aktivt engageret på sikkerhedsområdet, herunder forskning omfattet af Fællesskabets rammeprogram for forskning, og af andre eksperter eller rådgivere

d)

gennemførelsesaspekter såsom udveksling af fortrolige oplysninger og intellektuel ejendomsret

e)

forbedring af anvendelsen af den offentlige forsknings- og evalueringsinfrastruktur i EPSF

f)

en kommunikationsstrategi med henblik på udbredelse af kendskabet til EPSF og tilvejebringelse af information om interessegruppernes forskningsprogrammer.

a)

et underudvalg, der beskæftiger sig med at opstille efterspørgslens krav til sikkerhedsforskning

b)

et underudvalg, der beskæftiger sig med at definere den teknologi, der er nødvendig for at opfylde kravene til udbyderne.