ISSN 1725-2520

Den Europæiske Unions

Tidende

L 165

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

48. årgang
25. juni 2005


Indhold

 

I   Retsakter, hvis offentliggørelse er obligatorisk

Side

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 971/2005 af 24. juni 2005 om faste importværdier med henblik på fastsættelsen af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

1

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 972/2005 af 24. juni 2005 om fastsættelse af, i hvilket omfang ansøgningerne om importrettigheder for frosset oksekød under det kontingentet, som er fastsat i forordning (EF) nr. 715/2005, kan imødekommes

3

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 973/2005 af 24. juni 2005 om fastsættelse af, i hvilken udstrækning ansøgninger om importrettigheder indgivet i juni 2005 for frosset oksekød til forarbejdning kan imødekommes

4

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 974/2005 af 24. juni 2005 om fastsættelse af, i hvilket omfang der kan accepteres ansøgninger, der blev indgivet i juni 2005 om importlicenser for visse produkter inden for svinekødssektoren i forbindelse med Rådets forordning (EF) nr. 774/94 om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter

5

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 975/2005 af 24. juni 2005 om fastsættelse af, i hvilket omfang der kan accepteres ansøgninger, der blev indgivet i juni 2005 om importlicenser for toldkontingenter for indførsel af bestemte svinekødsprodukter for perioden 1. juli til 30. september 2005

7

 

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 976/2005 af 24. juni 2005 om fastsættelse af maksimumsrestitutionen ved udførsel af skoldet sleben langkornet ris B til visse tredjelande inden for rammerne af den i forordning (EF) nr. 2032/2004 omhandlede licitation

9

 

 

II   Retsakter, hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk

 

 

Rådet

 

*

Afgørelse nr. 1/2004 truffet af associeringsrådet EU/Marokko af 19. april 2004 om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser til konkurrencereglerne

10

 

*

Meddelelse om ikrafttrædelsen af tillægsprotokollen til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Bulgarien på den anden side for at tage hensyn til Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union

14

 

 

Kommissionen

 

*

Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 om den statsstøtte, som Belgien påtænker at yde til Sioen Fibres SA (meddelt under nummer K(2004) 1622)  ( 1 )

15

 

*

Kommissionens beslutning af 30. juni 2004 om den støtteordning, som Sverige har gennemført for fritagelse fra energiafgift fra den 1. januar 2002 til den 30. juni 2004 (meddelt under nummer K(2004) 2210)  ( 1 )

21

 

*

Kommissionens beslutning af 24. juni 2005 om tredje ændring af beslutning 2004/614/EF for så vidt angår anvendelsesperioden for beskyttelsesforanstaltninger over for aviær influenza i Sydafrika (meddelt under nummer K(2005) 1863)  ( 1 )

31

 

*

Kommissionens afgørelse af 24. juni 2005 om afslutning af undersøgelsesproceduren vedrørende piratkopiering af EF-båndoptagelser i Thailand og virkningerne for Fællesskabets handel med båndoptagelser

32

 

 

Berigtigelser

 

*

Berigtigelse til Kommissionens afgørelse 2005/465/EF af 22. juni 2005 om markedsføring i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af et rapsprodukt (Brassica napus L., linje GT73), der er genetisk modificeret med henblik på tolerance over for herbicidet glyphosat (EUT L 164 af 24.6.2005)

34

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


I Retsakter, hvis offentliggørelse er obligatorisk

25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 971/2005

af 24. juni 2005

om faste importværdier med henblik på fastsættelsen af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 3223/94 af 21. december 1994 om gennemførelsesbestemmelser til importordningen for frugt og grøntsager (1), særlig artikel 4, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

De faste importværdier, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 3223/94, fastsættes som anført i tabellen i bilaget.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 25. juni 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

J. M. SILVA RODRÍGUEZ

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EFT L 337 af 24.12.1994, s. 66. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1947/2002 (EFT L 299 af 1.11.2002, s. 17).


BILAG

til Kommissionens forordning af 24. juni 2005 om faste importværdier med henblik på fastsættelsen af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager

(EUR/100 kg)

KN-kode

Tredjelandskode (1)

Fast importværdi

0702 00 00

052

62,6

204

35,2

999

48,9

0707 00 05

052

85,7

999

85,7

0709 90 70

052

89,1

999

89,1

0805 50 10

388

66,5

528

56,5

624

71,1

999

64,7

0808 10 80

388

93,3

400

102,8

508

107,1

512

67,0

524

46,4

528

63,7

720

47,6

804

93,7

999

77,7

0809 10 00

052

187,8

624

188,8

999

188,3

0809 20 95

052

266,1

068

148,4

400

325,6

999

246,7

0809 30 10, 0809 30 90

052

157,0

999

157,0

0809 40 05

624

166,0

999

166,0


(1)  Den statistiske landefortegnelse, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 750/2005 (EUT L 126 af 19.5.2005, s. 12). Koden »999« repræsenterer »anden oprindelse«.


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/3


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 972/2005

af 24. juni 2005

om fastsættelse af, i hvilket omfang ansøgningerne om importrettigheder for frosset oksekød under det kontingentet, som er fastsat i forordning (EF) nr. 715/2005, kan imødekommes

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød (1),

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 715/2005 af 12. maj 2005 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for frosset kød af hornkvæg henhørende under KN-kode 0202 og for varer henhørende under KN-kode 0206 29 91 (1. juli 2005 til 30. juni 2006) (2), særlig artikel 5, og

ud fra følgende betragtning:

I artikel 1 i forordning (EF) nr. 715/2005 fastsættes den samlede mængde for det kontingent, for hvilken EF-erhvervsdrivende kan ansøge om importrettigheder, til 53 000 tons på grundlag af en referencemængde, der er lig med de mængder oksekød henhørende under KN-kode 0201, 0202, 0206 10 95 eller 0206 29 91, der blev importeret af ham/hende eller på hans/hendes vegne efter de relevante toldbestemmelser mellem den 1. maj 2004 og den 30. april 2005. Da de importrettigheder, der er ansøgt om, overstiger den disponible mængde, der er nævnt i artikel 1, bør der fastsættes en nedsættelseskoefficient efter bestemmelserne i artikel 5 i forordning (EF) nr. 715/2005 —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Ansøgninger om importrettigheder, der er indgivet i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2005, imødekommes i et omfang på 18,363334 % af de importrettigheder, der er ansøgt om.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 25. juni 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

J. M. SILVA RODRÍGUEZ

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1899/2004 (EUT L 328 af 31.10.2004, s. 67).

(2)  EUT L 121 du 13.5.2005, s. 48.


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/4


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 973/2005

af 24. juni 2005

om fastsættelse af, i hvilken udstrækning ansøgninger om importrettigheder indgivet i juni 2005 for frosset oksekød til forarbejdning kan imødekommes

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød (1),

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 716/2005 af 12. maj 2005 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for indførsel af frosset oksekød bestemt til forarbejdning (1. juli 2005 til 30. juni 2006) (2), særlig artikel 5, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 716/2005 fastsættes de mængder frosset oksekød til forarbejdning, der kan indføres på særlige betingelser i perioden 1. juli 2005 til 30. juni 2006.

(2)

I henhold til artikel 5, stk. 4, i forordning (EF) nr. 716/2005 kan de mængder, der er ansøgt om, nedsættes. De samlede mængder, for hvilke der er indgivet ansøgninger, overstiger de disponible mængder. For at sikre en ligelig fordeling af de disponible mængder bør de mængder, hvorom der er ansøgt, derfor nedsættes forholdsmæsigt —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Alle ansøgninger om importrettigheder, der er indgivet i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 716/2005 for perioden 1. juli 2005 til 30. juni 2006, imødekommes i et omfang svarende til følgende mængder, udtrykt i ikke-udbenet kød:

a)

5,166817 % af den mængde, der ansøges om, for så vidt angår kød til fremstilling af konserves som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 716/2005

b)

32,725815 % af den mængde, der ansøges om, for så vidt angår kød til fremstilling af produkter som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 716/2005.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 25. juni 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

J. M. SILVA RODRÍGUEZ

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1899/2004 (EUT L 328 af 30.10.2004, s. 67).

(2)  EUT L 121 af 13.5.2005, s. 53.


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/5


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 974/2005

af 24. juni 2005

om fastsættelse af, i hvilket omfang der kan accepteres ansøgninger, der blev indgivet i juni 2005 om importlicenser for visse produkter inden for svinekødssektoren i forbindelse med Rådets forordning (EF) nr. 774/94 om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1432/94 af 22. juni 1994 om gennemførelsesbestemmelser for svinekød til den importordning, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 774/94 om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter (1), særlig artikel 4, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De ansøgninger om importlicenser, der er indgivet for tredje kvartal 2005, vedrører for visse produkters vedkommende mængder, der er mindre end de disponible mængder, og de kan derfor imødekommes fuldt ud.

(2)

Den disponible mængde i den følgende periode bør bestemmes.

(3)

De handlende bør gøres opmærksom på, at licenserne kun kan anvendes for produkter, der opfylder alle gældende EF-bestemmelser på veterinærområdet —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Ansøgninger om importlicenser for perioden 1. juli til 30. september 2005, der er indgivet i henhold til forordning (EF) nr. 1432/94, imødekommes som anført i bilag I.

2.   For perioden 1. oktober til 31. december 2005 kan der i henhold til forordning (EF) nr. 1432/94 indgives ansøgninger om importlicenser for en samlet mængde som fastsat i bilag II.

3.   Licenserne kan kun anvendes for produkter, der opfylder alle gældende EF-bestemmelser på veterinærområdet.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 1. juli 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

J. M. SILVA RODRÍGUEZ

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EFT L 156 af 23.6.1994, s. 14. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 341/2005 (EUT L 53 af 26.2.2005, s. 28).


BILAG I

Gruppe nr.

Procentsats for accept af forelagte importlicensansøgninger for perioden fra 1. juli til 30. september 2005

1

100,00


BILAG II

(t)

Gruppe nr.

Samlet mængde, der er disponibel i perioden fra 1. oktober til 31. december 2005

1

7 000,0


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/7


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 975/2005

af 24. juni 2005

om fastsættelse af, i hvilket omfang der kan accepteres ansøgninger, der blev indgivet i juni 2005 om importlicenser for toldkontingenter for indførsel af bestemte svinekødsprodukter for perioden 1. juli til 30. september 2005

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1458/2003 af 18. august 2003 om åbning og forvaltning af toldkontingenter for bestemte svinekødsprodukter (1), særlig artikel 5, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De ansøgninger om importlicenser, der er indgivet for tredje kvartal 2005, vedrører mængder, der er mindre end de disponible mængder, og de kan derfor imødekommes fuldt ud.

(2)

Den restmængde, der skal lægges til den disponible mængde i den følgende periode, bør bestemmes —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Ansøgninger om importlicenser for perioden 1. juli til 30. september 2005, der er indgivet i henhold til forordning (EF) nr. 1458/2003, imødekommes som anført i bilag I.

2.   For perioden 1. oktober til 31. december 2005 kan der i henhold til forordning (EF) nr. 1458/2003 indgives ansøgninger om importlicenser for samlet mængde som fastsat i bilag II.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 1. juli 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

J. M. SILVA RODRÍGUEZ

Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter


(1)  EUT L 208 af 19.8.2003, s. 3. Ændret ved forordning (EF) nr. 341/2005 (EUT L 53 af 26.2.2005, s. 28).


BILAG I

Gruppe nr.

Procentsats for accept af forelagte importlicensansøgninger i perioden fra 1. juli til 30. september 2005

G2

100

G3

100

G4

100

G5

100

G6

100

G7

100


BILAG II

(t)

Gruppe nr.

Samlet mængde, der er disponibel i perioden fra 1. oktober til 31. december 2005

G2

15 875,0

G3

2 500,0

G4

1 500,0

G5

3 050,0

G6

7 500,0

G7

2 750,0


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/9


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 976/2005

af 24. juni 2005

om fastsættelse af maksimumsrestitutionen ved udførsel af skoldet sleben langkornet ris B til visse tredjelande inden for rammerne af den i forordning (EF) nr. 2032/2004 omhandlede licitation

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1785/2003 af 29. september 2003 om den fælles markedsordning for ris (1), særlig artikel 14, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2032/2004 (2) blev der åbnet en licitation over restitutionen ved udførsel af ris.

(2)

I overensstemmelse med artikel 5 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 584/75 (3) kan Kommissionen på grundlag af de indgivne bud efter fremgangsmåden i artikel 26, stk. 2 i forordning (EF) nr. 1785/2003 vedtage at fastsætte en maksimumseksportrestitution. Ved fastsættelse af denne skal der bl.a. tages hensyn til kriterierne i artikel 14, stk. 4 i forordning (EF) nr. 1785/2003. Tilslagsmodtager bliver enhver bydende, hvis bud er lig med eller ligger under maksimumseksportrestitutionen.

(3)

Anvendelsen af ovennævnte kriterier på den nuværende markedssituation for den pågældende ris medfører, at maksimumseksportrestitutionen fastsættes til det i artikel 1 nævnte beløb.

(4)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Maksimumsrestitutionen ved udførsel af skoldet sleben langkornet ris B til visse tredjelande fastsættes på grundlag af bud, der er indgivet fra den 20. til den 23. juni 2005, til 57,00 EUR/t inden for rammerne af den i forordning (EF) nr. 2032/2004 omhandlede licitation.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den 25. juni 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 270 af 21.10.2003, s. 96.

(2)  EUT L 353 af 27.11.2004, s. 6.

(3)  EFT L 61 af 7.3.1975, s. 25. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1948/2002 (EFT L 299 af 1.11.2002, s. 18).


II Retsakter, hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk

Rådet

25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/10


AFGØRELSE Nr. 1/2004 TRUFFET AF ASSOCIERINGSRÅDET EU/MAROKKO

af 19. april 2004

om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser til konkurrencereglerne

(2005/466/EF)

ASSOCIERINGSRÅDET EU/MAROKKO HAR —

under henvisning til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (»aftalen«) (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der bør etableres et frihandelsområde mellem EU og Marokko senest den 28. februar 2012.

(2)

I aftalens artikel 36, stk. 3, forudses muligheden for administrative bestemmelser for samarbejde mellem parterne for at lette gennemførelsen af nævnte artikels stk. 1 og 2 samt muligheden for at indføre tekniske samarbejdsforanstaltninger.

(3)

I aftalens artikel 36, stk. 3, fastsættes det, at Associeringsrådet skal vedtage de nødvendige regler for gennemførelsen af konkurrencereglerne inden for en frist på fem år fra datoen for aftalens ikrafttræden —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

1.   Der oprettes ved bilag en ordning for samarbejde mellem parternes myndigheder med ansvar for gennemførelse af konkurrencereglerne.

2.   Parternes konkurrencemyndigheder underretter Associeringsudvalgets underudvalg for »Det indre marked« om iværksættelsen af den i stk. 1 omhandlede ordning, og det samarbejde, der etableres inden for rammerne heraf.

3.   Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. april 2004.

På Associeringsrådets vegne

B. COWEN


(1)  EFT L 70 af 18.3.2000, s. 2. Senest ændret ved brevveksling af 30. december 2003 (EUT L 345 af 31.12.2003, s. 119).


BILAG

ASSOCIERINGSAFTALE EU/MAROKKO

Ordning for samarbejde mellem parternes myndigheder med ansvar for gennemførelse af konkurrencereglerne

KAPITEL I.

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

1.   Mål

1.1.

Tilfælde af praksis, der strider mod artikel 36, stk. 1, litra a) og b), i aftalen, løses i overensstemmelse med relevant lovgivning med henblik på at undgå enhver form for skadelig virkning for handelen og den økonomiske udvikling og negativ indvirkning, som en sådan praksis kan have på den anden parts væsentlige interesser.

1.2.

Den kompetence, som parternes konkurrencemyndigheder har til at løse sådanne tilfælde, følger af parternes respektive konkurrenceregler, også når disse regler anvendes på virksomheder, der er beliggende uden for parternes respektive områder.

1.3.

Formålet med bestemmelserne er at fremme samarbejdet og koordinationen mellem parterne med hensyn til anvendelsen af deres konkurrenceregler med henblik på at undgå, at konkurrencebegrænsninger hindrer eller ophæver de positive virkninger, der burde fremkomme som følge af den gradvise liberalisering af samhandelen mellem Det Europæiske Fællesskab og Marokko.

2.   Definitioner

I forbindelse med disse regler forstås ved

a)

»konkurrenceret«:

i)

for det Europæiske Fællesskabs vedkommende (»Fællesskabet«) artikel 81 og 82 i EF-traktaten, Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med virksomhedssammenslutninger (1) og den afledte ret, der er vedtaget af Fællesskabet

ii)

for Marokkos vedkommende lov nr. 06/99 om fri prisfastsættelse og konkurrence af 2 rabii I 1421 (5. juni 2000) samt dermed forbunden afledt ret

b)

»konkurrencemyndighed«:

i)

for Fællesskabets vedkommende Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved udøvelsen af de beføjelser, som Fællesskabets konkurrenceret tillægger den, og

ii)

for Marokkos vedkommende det delegerede ministerium med ansvar for økonomiske og generelle anliggender og fremme af den økonomiske vækst.

c)

»håndhævelsesforanstaltninger«: enhver aktivitet til håndhævelse af konkurrenceretten i form af undersøgelse eller procedure, der iværksættes af en parts konkurrencemyndighed, og som kan føre til fastsættelse af sanktioner eller korrigerende foranstaltninger

d)

»konkurrencebegrænsende aktivitet« og »konkurrencebegrænsende adfærd og praksis«: enhver adfærd eller transaktion, som ikke er tilladt ifølge en parts konkurrenceret, og som kan føre til fastsættelse af sanktioner eller korrigerende foranstaltninger.

KAPITEL II.

SAMARBEJDE OG KOORDINATION

3.   Underretning

3.1.

Hver parts konkurrencemyndighed underretter den anden parts konkurrencemyndighed om de håndhævelsesforanstaltninger, den træffer, hvis

a)

den underrettende part finder, at de er af interesse for den anden parts håndhævelsesforanstaltninger

b)

de vil kunne få betydelig indflydelse på den anden parts væsentlige interesser

c)

de vedrører konkurrencebegrænsninger, der vil kunne få direkte og betydelige virkninger på den anden parts område, og

d)

de vedrører konkurrencebegrænsende aktiviteter, der hovedsageligt udføres på den anden parts område

e)

de betyder, at en procedure på den anden parts område underkastes visse betingelser eller forbydes.

3.2.

Underretningen skal så vidt muligt, og forudsat at dette ikke strider mod parternes konkurrenceregler og ikke har negativ indflydelse på en igangværende undersøgelse, finde sted i procedurens indledende fase for at gøre det muligt for den underrettede konkurrencemyndighed at gøre rede for sine synspunkter. Sidstnævnte konkurrencemyndighed skal i sin beslutningstagning tage behørigt hensyn til de synspunkter, den har modtaget.

3.3.

De i punkt 3.1 omhandlede underretninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til at muliggøre en vurdering af den anden parts interesser.

3.4.

Parterne forpligter sig til så vidt muligt at foretage ovennævnte underretninger afhængigt af de administrative ressourcer, de har til rådighed.

4.   Udveksling af oplysninger og fortrolighed

4.1.

Parterne udveksler oplysninger, som kan fremme en korrekt anvendelse af deres respektive konkurrenceregler og et bedre kendskab til deres respektive juridiske rammer.

4.2.

Udvekslingen af oplysninger er omfattet af de fortrolighedsstandarder, som anvendes i henhold til parternes respektive lovgivning. Fortrolige oplysninger, hvis udbredelse udtrykkelig er forbudt, eller som kan have skadelige virkninger for parterne, hvis de udbredes, må ikke meddeles uden informationskildens udtrykkelige samtykke. Hver konkurrencemyndighed fortroligholder i videst muligt omfang alle oplysninger, som den anden konkurrencemyndighed i henhold til reglerne har meddelt som fortrolige, og afviser så vidt muligt enhver anmodning om videregivelse af sådanne oplysninger, der fremsættes af en tredjepart uden tilladelse fra den konkurrencemyndighed, der oprindelig afgav oplysningerne.

5.   Koordination af håndhævelsesaktiviteterne

5.1.

En konkurrencemyndighed kan underrette den anden om, at den ønsker at koordinere håndhævelsesaktiviteterne i forbindelse med en bestemt sag. Denne koordination forhindrer ikke konkurrencemyndighederne i at træffe autonome afgørelser.

5.2.

Ved fastlæggelsen af koordinationens omfang tager konkurrencemyndighederne hensyn til:

a)

de resultater, der kan forventes af koordinationen

b)

de yderligere oplysninger, der kan indhentes

c)

udgiftsformindskelsen for konkurrencemyndighederne og de involverede økonomiske beslutningstagere og

d)

fristerne i henhold til parternes respektive lovgivninger.

6.   Konsultationer, hvis den ene parts væsentlige interesser tilsidesættes på den anden parts område

6.1.

Hver part tager i forbindelse med iværksættelsen af sine håndhævelsesaktiviteter så vidt muligt og i overensstemmelse med sin egen lovgivning hensyn til den anden parts væsentlige interesser. Hvis en konkurrencemyndighed finder, at en håndhævelsesforanstaltning, der er truffet af den anden parts konkurrencemyndighed i henhold til dennes konkurrenceregler, kan skade de væsentlige interesser hos den part, den repræsenterer, meddeler den den anden konkurrencemyndighed sine synspunkter eller anmoder om en konsultation med denne. Den konkurrencemyndighed, som der således er rettet henvendelse til, skal, uden at dette er til hinder for, at den viderefører sin procedure i henhold til sine konkurrenceregler eller dens fulde frihed til at træffe den endelige afgørelse, omhyggeligt og velvilligt undersøge de synspunkter, den anmodende konkurrencemyndighed har fremsat, og navnlig eventuelle forslag til alternative muligheder for at opfylde håndhævelsesforanstaltningens behov og mål.

6.2.

Hvis en parts konkurrencemyndighed finder, at én eller flere virksomheder, der er beliggende på en parts område, er eller har været involveret i konkurrencebegrænsende aktiviteter (uanset oprindelse), som i alvorlig grad skader interesserne hos den part, den repræsenterer, kan den anmode om konsultationer med den anden konkurrencemyndighed under forståelse af, at sådanne konsultationer ikke tilsidesætter en eventuel procedure i medfør af dens konkurrenceregler eller den pågældende konkurrencemyndigheds frihed til at træffe den endelige afgørelse. Den konkurrencemyndighed, som der er rettet henvendelse til, træffer passende korrigerende foranstaltninger i henhold til gældende lovgivning.

7.   Fagligt samarbejde

7.1.

Parterne stiller sig åbent over for fagligt samarbejde, hvorved de kan udnytte deres respektive erfaringer og styrke gennemførelsen af deres konkurrenceret og -politik i det omfang, de har ressourcer hertil.

7.2.

Følgende samarbejdsaktiviteter vil kunne overvejes i forbindelse med ledsageprogrammet for gennemførelsen af aftalen:

a)

uddannelsesaktiviteter, der skal give embedsmænd praktisk erfaring

b)

seminarer, navnlig for embedsmænd, og

c)

undersøgelser af konkurrenceret og -politik for at fremme udviklingen.

8.   Forvaltning af gennemførelsesbestemmelserne

Opfølgningen og evalueringen af samarbejdet på dette område varetages af det underudvalg for »Det indre marked«, der er nedsat under aftalen i kraft af Associeringsrådets afgørelse af 24. februar 2003.

9.   Ændring og ajourføring af regler

Associeringsrådet kan efter forudgående konsultation med konkurrencemyndighederne ændre disse regler.


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1310/97 (EFT L 180 af 9.7.1997, s. 1).


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/14


Meddelelse om ikrafttrædelsen af tillægsprotokollen til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Bulgarien på den anden side for at tage hensyn til Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union

Den tillægsprotokol til Europaaftalen med Bulgarien for at tage hensyn til de ti nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union, som Rådet og Kommissionen besluttede at indgå den 18. april 2005 (1), træder i kraft den 1. juli 2005, efter at notifikationerne vedrørende afslutningen af procedurerne i protokollens artikel 10 blev fuldført den 13. juni 2005.


(1)  EUT L 155 af 17.6.2005, s. 1.


Kommissionen

25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/15


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 19. maj 2004

om den statsstøtte, som Belgien påtænker at yde til Sioen Fibres SA

(meddelt under nummer K(2004) 1622)

(Kun den franske og den nederlandske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2005/467/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler (1) og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFORLØB

(1)

Ved brev af 20. december 2002 anmeldte de belgiske myndigheder planer om støtte til virksomheden Sioen Fibres SA (herefter kaldet »Sioen«) til investeringer i et produktionsanlæg til industrigarn af polyester. Ved brev af 12. februar 2002 bad Kommissionen om yderligere oplysninger, som de belgiske myndigheder fremsendte ved brev af 11. marts 2003.

(2)

Ved brev af 2. maj 2003 underrettede Kommissionen Belgien om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtte.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(4)

Kommissionen modtog Belgiens bemærkninger den 8. juli 2003. International Rayon and Synthetic Fibres Committee (IRSFC) og den spanske sammenslutning af kunstfiberproducenter (Profibra) fremsendte deres bemærkninger henholdsvis den 10. og den 15. juli 2003. Disse bemærkninger fra interesserede parter blev videresendt til Belgien, som fremlagde sine bemærkninger den 8. oktober 2003. Der blev holdt et møde med de belgiske myndigheder og Sioen den 7. november 2003. Den 27. november 2003 accepterede IRSFC, at nogle af oplysningerne i sammenslutningens bidrag af 10. juli 2003, der oprindelig var klassificeret som strengt fortrolige, blev stillet til de belgiske myndigheders rådighed. Disse oplysninger blev fremsendt til Belgien den 1. december 2003. Belgien fremsatte sine bemærkninger den 19. januar 2004.

II.   DETALJERET BESKRIVELSE

(5)

Sioen er en stor virksomhed, som er aktiv inden for kunstfiberindustrien. 99,99 % ejes af Sioen Industries SA, der i 2001 havde en omsætning på 226,02 mio. EUR og beskæftigede ca. 3 900 personer.

(6)

Sioen anmelder et støtteberettiget beløb på 19,46 mio. EUR for perioden maj 2001 til juni 2003. Formålet med investeringen er at udvikle produktionskapaciteten for polyestergarn med høj styrke (3). Garnet skal anvendes til produktion af belagt stof til brug i slutprodukter, som f.eks. lastbilpresenninger, teltdug eller airbags. Ifølge de belgiske myndigheder skal garnet ikke anvendes inden for tekstilsektoren (produktion af tøj eller tæpper). Med investeringen forventes der skabt 39 nye arbejdspladser.

(7)

Med investeringen forøges produktionskapaciteten fra 8 500 t pr. år i 2002 til 14 850 t pr. år fra og med 2003 (4). Belgien anfører, at det ikke vil være let at tilpasse produktionsudstyret med få omkostninger for at producere andre fibertyper. Den faktiske årlige produktion var i 2002 på 7 650 t, og den steg i 2003 til 13 543 t om året. Inden for Sioen Industries' vertikale integrationsstruktur anvendes hele produktionen udelukkende til internt brug inden for koncernen.

(8)

Den foreslåede støtte på 2,86 mio. EUR ydes som led i en godkendt støtteordning (5), der imidlertid ikke dækker støtte til produktion af kunstfibre. Ansøgningen om støtte blev indgivet til de vallonske myndigheder den 18. maj 2001 og godkendt af disse den 29. august 2002 med forbehold af Kommissionens godkendelse. Det gældende støtteloft, der er tilladt i henhold til EU-reglerne for Hainaut-området (traktatens artikel 87, stk. 3, litra c)), er på 17,5 % i nettosubventionsækvivalent for store virksomheder.

(9)

I beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren og på baggrund af markedssituationen og den støttede investerings virkning på produktionskapaciteten betvivler Kommissionen, at støtten opfylder de kriterier for forenelighed med fællesmarkedet, der er fastsat i rammebestemmelserne for støtte til kunstfiberindustrien (6) (herefter kaldet »rammebestemmelserne«).

III.   BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

(10)

IRSFC’s bemærkninger kan resumeres som følger:

(11)

IRSFC bemærker, at kunstfiberindustrien er særlig følsom over for konkurrenceforvridning som følge af statsstøtte. I denne sektor, som industrigarner af polyester med høj styrke hører ind under, vil statsstøtte, medmindre den er stærkt kontrolleret, ubetinget have en tendens til at påvirke samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(12)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der er et strukturelt underskud på udbudssiden, bemærker IRSFC, at de belgiske myndigheders beregning ikke nævner et sådant underskud, hvis man ser på gennemsnittet i de to år forud for anmeldelsen. Denne hypotese stemmer overens med IRSFC’s fortrolige data, der er frembragt på basis af erklæringer fra IRSFC's medlemmer og skøn vedrørende ikke-medlemmer, ifølge hvilke kapaciteten i Fællesskabet i 2000 blev udnyttet 91,45 %, i 2001 88,06 % og i 2002 88,23 %.

(13)

Hvad angår virkningen på markedet, bemærker IRSFC, at de investeringer, som Sioen efter planen skal modtage støtte til, vil medføre en betragtelig kapacitetsforøgelse, både for Sioen og for sektoren som helhed. I den henseende bemærker IRSFC ligeledes, at ingen producenter blandt sammenslutningens medlemmer på nuværende tidspunkt har en tilfredsstillende forrentning hverken af kapitalen eller af salget, hvilket betyder, at statsstøtte vil påvirke deres konkurrencesituation meget negativt. Endvidere forklarer IRSFC, at en konkurrerende producent netop er kommet ovenpå igen efter en betalingsstandsningsprocedure, og virksomhedens saneringsplan kunne blive alvorligt påvirket, hvis en konkurrent modtager statsstøtte. Andre fællesskabsproducenter har investeret ca. 59 mio. EUR i denne aktivitetssektor i løbet af de sidste fem år uden at have modtaget investeringsstøtte, herunder også producenter beliggende i støtteberettigede regioner. Endelig forventer IRSFC, at markedet fortsat vil være stærkt konkurrencepræget og margenerne små i flere år fremover, ikke bare på grund af konkurrencen mellem fællesskabsproducenter, men også på grund af dumping i forbindelse med import.

(14)

Kommentarerne fra Profibra kan resumeres som følger:

(15)

Profibra gav udtryk for sin holdning til støtten til Sioen i brev af 15. juli 2003. Ingen omstændigheder kan begrunde Sioens ansøgning om støtte. Profibra gør gældende, at den kapacitetsforøgelse, som Sioen planlægger, udgør 74,4 % af virksomhedens nuværende kapacitet, hvilket svarer til 3,5 % af den samlede europæiske kapacitet. I den nuværende beskæftigelsessituation, i en globaliseret verden og da der ikke er adgangshindringer til det europæiske marked, kan ansøgningen om støtte ikke begrundes, hverken ud fra et virksomhedsmæssigt eller økonomisk synspunkt. Profibra afviser ligeledes påstanden om et underskud på udbudssiden, da kapacitetsudnyttelsen var på 86,7 % i 2000 og 89,5 % i 2001. Profibra nævner ligeledes en betydelig stigning i importen og understreger, at en virksomhed i denne sektor, der ikke har en kapacitetsudnyttelse på mindst 85-90 %, efter al sandsynlighed vil lide tab.

IV.   BELGIENS KOMMENTARER

(16)

Man kan resumere Belgiens kommentarer til den tvivl, Kommissionen gav udtryk for i beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren, og til bemærkningerne fra interesserede parter som følger:

(17)

Belgien bemærker, at IRSFC og Profibra er faglige organisationer, der repræsenterer de største producenter af industrigarner af polyester med høj styrke. Sioen er ikke medlem af disse. Belgien rejser tvivl om disse bemærkningers upartiskhed og betragter dem som ubegrundede, upræcise og uklare. Belgien beder Kommissionen om at behandle oplysningerne med varsomhed, så meget mere som man ikke råder over officielle statistikker for det omhandlede marked.

(18)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der er et strukturelt underskud på udbudssiden, bemærker Belgien, at der ikke foreligger officielle statistikker for industrigarner af polyester med høj styrke. Sioen har indsamlet oplysninger om produktionskapacitet og forbrug hos de største producenter på markedet for at få den bedst mulige vurdering af kapacitetsudnyttelsen. På grundlag af disse oplysninger, der blev fremlagt in tempore non suspecto, anfører Belgien, at kapacitetsudnyttelsen for industrigarner af polyester med høj styrke er på over 90 %. De belgiske myndigheder konkluderer, at sektoren var præget af et strukturelt underskud på udbudssiden i perioden 2000-2002, hvilket skulle være blevet bekræftet af flere eksperter.

(19)

Sioen forklarer i den henseende, at de garner, virksomheden producerer, har en høj merværdi, og at markedet siden 1999 har været præget af en betydelig prisstabilitet. Virksomheden afviser ligeledes IRSFC’s påstande, ifølge hvilke overskudsmargenen i denne sektor skulle være under stærkt pres. Virksomheden nævner i den henseende, at medlemmerne af IRFSC handler på mindre rentable markeder end markedet for polyestergarn med høj styrke, hvorimod Sioens gode resultater skyldes virksomhedens betydelige F&U aktiviteter, der tager sigte på en konstant kvalitetsforbedring og en tilstedeværelse på meget rentable nichemarkeder.

(20)

Belgien mener, at Sioens kapacitetsforøgelse er i overensstemmelse med rammebestemmelserne. For at vurdere om en kapacitetsændring er væsentlig eller ej, skal Kommissionen ifølge rammebestemmelserne tage højde for forskellige forhold.

(21)

For det første gør Belgien gældende, at den produktionsstigning, som følger af en kapacitetsforøgelse hos Sioen, helt og holdent går til eget forbrug inden for koncernen. Sioens produktion vil ikke få indflydelse på priser eller overskudsmargen hos andre producenter af polyestergarner med høj styrke.

(22)

For det andet vedrører støtten en højteknologisk investering, der giver Sioen mulighed for at tilbyde koncernen et produkt med helt særlige karakteristika. Dette polyestergarn, der er udviklet internt og konstant forbedret, findes ikke på markedet. Sioens kapacitetsforøgelse skyldes derfor virksomhedens vertikale integration, og produktionen vil helt og holdent gå til eget forbrug inden for koncernen.

(23)

For det tredje understreger Belgien, at en kapacitetsforøgelse på 3,5 % ikke er væsentlig i forhold til det europæiske marked, og at den ligger under de 5 %, der betragtes som en væsentlig stigning ifølge Kommissionens beslutning fra 1999 om Sioen (7). Hvis Kommissionen i denne sag skulle beslutte at vurdere kapacitetsforøgelsen på virksomhedsniveau og ikke i forhold til det europæiske marked, ville det være i modstrid med dens beslutning fra 1999.

(24)

Endelig understreger Belgien også, at en vurdering af kapacitetsforøgelsen på virksomhedsniveau vil udgøre en forskelsbehandling i forhold til små producenter, da en given kapacitetsforøgelse vil medføre en forholdsvis mindre stigning i en stor virksomhed, der allerede har en høj produktionskapacitet.

V.   VURDERING AF STØTTEN

1.   Statsstøtte

(25)

Traktatens artikel 87, stk. 1, fastslår princippet om, at — medmindre der foreligger andre bestemmelser — statsstøtte, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(26)

Den støtte, der er planlagt til fordel for Sioen, er et tilskud ydet ved hjælp af statsmidler. Det skal give virksomheden mulighed for at foretage den omhandlede investering uden selv at oppebære alle omkostningerne. Sioen driver forretning i en sektor, hvor samhandelen mellem medlemsstaterne er stor, og hvor konkurrencevilkårene er vanskelige, hvilket fremgår af de sektorspecifikke rammebestemmelser, der var gældende indtil den 31. december 2002 (8). Støtten til fordel for Sioen udgør derfor støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

2.   Støttens forenelighed

(27)

I traktatens artikel 87, stk. 2, præciseres de former for støtte, der er forenelige med traktaten. I betragtning af den påtænkte støttes art og formål samt virksomhedens geografiske beliggenhed kan litra a), b) og c) i nævnte stykke ikke finde anvendelse. I traktatens artikel 87, stk. 3, nævnes andre former for støtte, der kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet. Kommissionen bemærker, at projektet er beliggende i området Blanc Ballot i Mouscron (Hainaut), der er en støtteberettiget region i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Den tilladte maksimale støtteintensitet er på 17,5 % i nettosubventionsækvivalent for store virksomheder. Belgien har til hensigt at yde en støtteintensitet på 50 % af det regionale støtteloft.

(28)

Siden 1977 har betingelserne for støtte til producenter af kunstfibre, der fremmer sådanne aktiviteter, været fastsat i nogle rammebestemmelser, hvis tekst og anvendelsesområde er blevet ændret flere gange, senest i 1996 (9). Siden den 1. januar 2003 har rammebestemmelserne ikke været gældende, og det er ikke tilladt at yde støtte til kunstfiberproduktion (10). Det hedder i punkt 39, sidste punktum, i Kommissionens meddelelse om multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (11): »Anmeldelser, der er modtaget ved Kommissionen inden den 1. januar 2003 for […] og kunstfiberindustrien vil dog blive behandlet på grundlag af de kriterier, der gjaldt på anmeldelsestidspunktet«. Da den omhandlede støtte blev anmeldt den 20. december 2002, skal den vurderes på baggrund af rammebestemmelserne.

(29)

Ifølge rammebestemmelserne skal der ske anmeldelse af ethvert forslag om at yde direkte støtte til kunstfiberproducenter uanset form, og uanset om Kommissionen har godkendt den pågældende støtteordning, forudsat at støtten ikke opfylder de minimis-kravet. Der er tale om:

ekstrudering/teksturering af alle generiske typer fibre og garn fremstillet på basis af polyester, polyamid, acryl eller polypropylen uden hensyntagen til deres endelige anvendelse

polymerisation (herunder polykondensation), når den er integreret med ekstruderingen på produktionsplan, eller

enhver anden industriproces forbundet med samtidig installation af ekstruderings-/tekstureringskapacitet hos den potentielle støttemodtager eller af et andet selskab i samme koncern, og som i forbindelse med denne specifikke erhvervsaktivitet normalt er integreret med denne kapacitet på produktionsplan.

(30)

I det konkrete tilfælde er støtten bestemt til produktion af kunstfibre, der henhører under rammebestemmelsernes anvendelsesområde, dvs. indførelse af et nyt anlæg til ekstrudering af industrigarner af polyester. Den er således blevet korrekt anmeldt til Kommissionen.

(31)

I retningslinjerne fastsættes de kriterier, som Kommissionen skal anvende ved undersøgelse af forslag, der er omfattet af dens kontrol. Det fastslås bl.a., at det vigtigste ved vurderingen af, om en foreslået støtte er forenelig med reglerne, er at vurdere, hvilken virkning støtten har på markedet for de relevante produkter, dvs. den fiber/garnproduktion, som der ydes støtte til. Ifølge retningslinjerne godkendes der kun investeringsstøtte til større virksomheder, dvs. virksomheder, der ikke er små og mellemstore virksomheder, på op til 50 % af det gældende støtteloft, hvis støtten medfører en væsentlig nedskæring af den relevante kapacitet, eller i tilfælde af at markedet for de relevante produkter er præget af et strukturelt underskud på udbudssiden, og støtten ikke resulterer i en betydelig forøgelse af den relevante kapacitet. Sioen er en stor virksomhed, da den koncern, virksomheden hører til, beskæftiger over 250 personer og har en omsætning på over 40 mio. EUR (12).

(32)

Kommissionen mener, at kapacitetsforøgelsen skal vurderes på virksomhedsniveau. For at vurdere de kapacitetsændringer, der følger af det støttede projekt, skal der foretages en sammenligning med støttemodtagerens kapacitet før og efter støtten (ved at tage højde for den kapacitetsforøgelse, der følger af planen, og fratrække den produktionskapacitet, der nedlægges).

(33)

Belgien henviser i sine bemærkninger til Kommissionens beslutning af 28. juli 1999 (13), hvori der ikke blev gjort indsigelse mod støtte til Sioen. Belgien bemærker, at Sioens kapacitetsforøgelse var blevet vurderet i forhold til markedets samlede kapacitet, og at den deraf følgende kapacitetsforøgelse på 5 % ikke var blevet betragtet som væsentlig. Kommissionen mener imidlertid, at man i den sag var i en helt særlig situation, der ikke kan sammenlignes med den nuværende, da virksomheden på daværende tidspunkt ikke havde nogen ekstruderingskapacitet før investeringen. Vurderingen af den nye produktionskapacitet i forhold til den samlede kapacitet på markedet var i dette tilfælde begrundet, da Sioen var en ny markedsdeltager, der ikke havde produktionsanlæg til det pågældende produkt. Hvis Kommissionen havde vurderet kapaciteten på virksomhedsniveau, ville enhver ny produktionskapacitet hos den nye markedsdeltager pr. definition have medført en »væsentlig« forøgelse. En sådan tilgang ville have været diskriminerende i forhold til nye markedsdeltagere. Sioen er på nuværende tidspunkt en etableret producent, der har rådighed over en allerede eksisterende produktionskapacitet, og der er derfor ingen grund til at afvige fra Kommissionens faste praksis med at vurdere kapaciteten på virksomhedsniveau.

(34)

Hvad angår Belgiens argument, ifølge hvilket en kapacitetsforøgelse i tilfælde af et strukturelt underskud på udbudssiden skal vurderes i forhold til markedets samlede kapacitet, bemærker Kommissionen, at rammebestemmelserne ikke indeholder forskellige bestemmelser, afhængig af om der er tale om et strukturelt underskud på udbudssiden eller ej. Rammebestemmelserne fastsætter allerede mindre strenge betingelser, hvis der er tale om et strukturelt underskud på udbudssiden, da de ikke for store virksomheders vedkommende kræver, at støtten medfører »en væsentlig nedskæring af den relevante kapacitet«, men blot at den ikke medfører »en betydelig forøgelse af den relevante kapacitet«. De foreskriver ikke, som en yderligere fordel, at en kapacitetsforøgelse — i tilfælde af et strukturelt underskud på udbudssiden — ikke vurderes på virksomhedsniveau, men i forhold til den samlede kapacitet på markedet. Det vil sige, at uanset om markedet er præget af et strukturelt underskud på udbudssiden eller ej, må støtten under ingen omstændigheder medføre en væsentlig kapacitetsforøgelse.

(35)

Efter indledningen af proceduren har Belgien på basis af dokumenter fra producenter af maskiner over for Kommissionen bekræftet og forklaret, at særlige maskiner ikke let kan indrettes til produktion af forskellige fibertyper. På dette grundlag har Kommissionen accepteret den metode, der bruges til vurdering af kapacitet. Ifølge Belgien forøger investeringen produktionskapaciteten for industrigarner af polyester fra 8 500 t om året i 2002 til 14 850 t om året fra 2003 (på basis af et gennemsnitligt decitex på 1 100 dtex), hvilket udgør en væsentlig stigning på omkring 75 % for virksomheden.

(36)

Kommissionen mener, at det forhold, at Sioen øger sin kapacitet væsentligt, betyder, at det ikke er nødvendigt at tage stilling til, om der eksisterer et strukturelt underskud på markedet i denne sag.

(37)

Kommissionen kan ikke acceptere Sioens argument, ifølge hvilket den produktion, der følger af kapacitetsforøgelsen, helt og holdent går til eget forbrug inden for Sioen-koncernen, hvorfor den ikke vil få følger for priser eller overskudsmargener hos andre producenter af industrigarner af polyester. Selv om den nye produktion helt og holdent forbruges inden for Sioen-koncernen på grund af virksomhedens vertikale integrationsstruktur, kan det ikke udelukkes, at garnet under andre forhold kunne tilbydes af andre producenter, hvilket også fremgår af reaktionerne fra de to interesserede parter.

(38)

Da den investering, som støtten skal bidrage til, vil få følger for produktionskapaciteten, mener Kommissionen ikke, at støtten opfylder de vigtigste kriterier for forenelighed med fællesmarkedet, således som de fremgår af rammebestemmelserne, da den vil føre til en væsentlig forøgelse af den relevante produktionskapacitet. Det er derfor ikke nødvendigt at tage stilling til de to andre kriterier i rammebestemmelserne (situation på det pågældende marked, det omhandlede produkts innovative karakter). Kommissionen bemærker under alle omstændigheder, at det ikke er klart fastslået, at markedet for det omhandlede produkt er præget af et strukturelt underskud på udbudssiden i betragtning af de oplysninger, der er modtaget fra interesserede parter (IRSFC og Profibra) om kapacitetssituationen i Fællesskabet, og de oplysninger, Belgien har fremsendt i den oprindelige anmeldelse om de to år forud for anmeldelsen (kapacitetsudnyttelsesgrad på under 90 %).

(39)

Ingen af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, kan finde anvendelse i det konkrete tilfælde. Investeringen sker ikke i et område, der henhører under traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). Det er klart, at støtten ikke har til formål at fremme virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse eller at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, som foreskrevet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Endelig har de belgiske myndigheder ikke gjort gældende og Kommissionen ikke konstateret, at støtten kunne have til formål at opfylde et andet horisontalt eller sektorspecifikt formål ifølge traktatens artikel 87, stk. 3, litra c) eller d) —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den statsstøtte, som Belgien planlægger at gennemføre til fordel for Sioen Fibres SA på 2,86 mio. EUR, er uforenelig med fællesmarkedet.

Støtten kan derfor ikke ydes.

Artikel 2

Senest to måneder fra meddelelsen af denne beslutning meddeler Belgien Kommissionen, hvilke foranstaltninger det har truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. maj 2004.

På Kommissionens vegne

Mario MONTI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT C 141 af 17.6.2003, s. 4.

(2)  Se fodnote 1.

(3)  Koden i den kombinerede nomenklatur er 5402 20 00.

(4)  Tekstureringskapaciteten er beregnet på grundlag af et gennemsnitligt decitex på 1 100 dtex.

(5)  Statsstøtte N 226/2000, Belgien, Støtteordning med regionalt sigte i henhold til lov af 30.12.1970 om økonomisk ekspansion, som ændret ved dekret af 25.6.1992, i Vallonien (EFT C 37 af 3.2.2001, s. 48).

(6)  EFT C 94 af 30.3.1996, s. 11. Gyldighed forlænget i EFT C 24 af 29.1.1999, s. 18, og EFT C 368 af 22.12.2001, s. 10.

(7)  Statsstøtte N 118/99 (EFT C 340 af 27.11.1999, s. 5).

(8)  Se fodnote 6.

(9)  Se fodnote 6.

(10)  Se Kommissionens meddelelse — Multilaterale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (EFT C 70 af 19.3.2002, s. 8), navnlig punkt 30 og 39 for år 2003, og Kommissionens meddelelse om ændring af de multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (2002) med hensyn til opstilling af en liste over sektorer med strukturproblemer og forslag til foranstaltninger efter EF-traktatens artikel 88, stk. 1, angående motorkøretøjsindustrien og kunstfiberindustrien (EUT C 263 af 1.11.2003, s. 3), navnlig andet afsnit.

(11)  Se fodnote 10.

(12)  Se Kommissionens henstilling 96/280/EF af 3.4.1996 vedrørende definitionen af små og mellemstore virksomheder (EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4).

(13)  Se fodnote 7.


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/21


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 30. juni 2004

om den støtteordning, som Sverige har gennemført for fritagelse fra energiafgift fra den 1. januar 2002 til den 30. juni 2004

(meddelt under nummer K(2004) 2210)

(Kun den svenske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2005/468/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler (1), og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFORLØB

(1)

Ved brev af den 11. juni 2003 underrettede Kommissionen Sverige om sin beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, over for fritagelsen fra energiafgift på elektricitet til fordel for fremstillingsindustrien.

(2)

Ved brev af den 9. juli 2003, registreret af Kommissionen samme dag (A/34842), fremsatte Sverige sine bemærkninger til indledningen af proceduren.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 9. august 2003 (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(4)

Kommissionen modtog bemærkninger fra den svenske arbejdsgiverforening, Svenskt Näringsliv, den 29. september 2003.

(5)

Bemærkningerne fra Svenskt Näringsliv blev modtaget inden fristens udløb (3) og blev videresendt af Kommissionen til den svenske regering, som fik mulighed for at kommentere dem. Sverige afgav ingen kommentarer.

II.   DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

(6)

Energiafgiften blev indført i Sverige i 1957. Ifølge loven opkræves afgiften på fossilt brændstof og el. Afgiften har positive miljømæssige virkninger med hensyn til energibesparelser og energieffektivitet.

(7)

Afgiften på el betales fuldt ud af husstande og virksomheder i servicesektoren samt af fremstillingsvirksomheder, når der er tale om el til opvarmning, der ikke udgør et led i fremstillingsprocessen.

(8)

I henhold til kapitel 11, § 3, i loven om energiafgift fritages el, der anvendes ved fremstillingsprocesser i industrien (NACE Rev. 1, sektor C og D) helt fra energiafgift (4). Afgiftsfritagelsen blev indført i sin nuværende form den 1. januar 1993, dvs. inden Sverige blev optaget i EØS og EU. Den er ikke ændret siden.

(9)

Afgiftssatsen på el steg i den periode, der undersøges, til mellem 0,198 og 0,241 SEK pr. kWh.

(10)

De svenske myndigheder erkender, at den fuldstændige afgiftsfritagelse vil føre til tabte afgiftsindtægter på ca. 11 mia. SEK om året (ca. 1,190 mia. EUR).

(11)

Kommissionen indledte proceduren på grund af sine betænkeligheder vedrørende foranstaltningens karakter af statsstøtte og om en eventuel statsstøttes forenelighed med fællesmarkedet. Kommissionen fandt, at systemet med afgiftsfritagelse udgjorde statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen stillede spørgsmålstegn ved, om den angivelige støtte var forenelig med EF-rammebestemmelser for statsstøtte til miljøbeskyttelse (5) (herefter kaldet »rammebestemmelserne«).

III.   DE BERØRTE PARTERS BEMÆRKNINGER

(12)

Svenskt Näringsliv mener, at afgiften på el og CO2-udslip bør betragtes som to komponenter i samme energiafgiftssystem. Årsagen hertil er, at der en tæt sammenhæng mellem de to afgifter. For ikke at skabe en alt for høj efterspørgsel efter el skal en forhøjelse af CO2-afgiften opvejes af en tilsvarende forhøjelse af elafgiften.

(13)

Sammenlagt steg energiafgiften fra 1993 til 2004 med 27 mia. SEK (ca. 3 mia. EUR). Denne stigning ville ikke have været mulig uden en fuldstændig fritagelse for energiafgift til fremstillingssektoren. Dermed fører den fuldstændige fritagelse for afgift på el ikke til et fald i statens indtægter, dvs. at foranstaltningen ikke finansieres med statsmidler.

(14)

Svenskt Näringsliv mener, at det er i overensstemmelse med systemets logik at fritage den svenske fremstillingsindustri, eftersom industrien har tilstrækkelige årsager til at spare på el, da den udgør en stor del af disse virksomheders omkostninger. For at bevare den svenske industris konkurrenceevne, mens energiafgiften som helhed forhøjes, må man fritage industrien for elafgiften.

(15)

Af de årsager, den svenske regering angiver i betragtning 21 i denne beslutning, mener Svenskt Näringsliv, at foranstaltningerne hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen eller begunstiger visse produktioner.

(16)

Af følgende årsager bestrider Svenskt Näringsliv, at der stilles krav om tilbagebetaling i noget tilfælde:

(17)

For det første kan der i henhold til artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (6) kun stilles krav om tilbagebetaling af ulovlig støtte, der i samme forordnings artikel 1, litra f), defineres som »ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 93, stk. 3«. Eftersom Kommissionen i punkt 2.2 i sin beslutning om at indlede undersøgelsesproceduren konkluderer, at foranstaltningen udgør eksisterende støtte, kan der ikke stilles krav om tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft.

(18)

For det andet kan der ikke stilles krav om tilbagebetaling på grund af støttemodtagernes berettigede forventninger. Den svenske regering stillede forslag om den pågældende lov, og den svenske rigsdag vedtog den. Virksomheder skal ikke være nødsaget til at stille spørgsmålstegn ved beslutninger truffet af deres eget parlament. Dette gælder i endnu højere grad, når der foreligger tidligere kommissionsbeslutninger (7), som godkender foranstaltninger til fordel for fremstillingssektoren som generelle foranstaltninger. Endvidere åbner Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (8) mulighed for at bevare nulafgiftssatsen på el for store elforbrugere fra den 1. januar 2004. En forsigtig erhvervsdrivende skal have ret til en berettiget forventning om, at det også var tilfældet to år før denne dato.

(19)

For det tredje ville tilbagebetaling være i strid med proportionalitetsprincippet. Formålet med tilbagebetalingen er at genoprette den påståede fordrejning af konkurrencen. Da Svenskt Näringsliv ikke mener, at foranstaltningen fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, er der ikke tale om nogen berettiget almen interesse i tilbagebetalingen. Desuden ville mange af de berørte virksomheder have svært ved at tilbagebetale støtten, og for nogle virksomheder kan man ikke udelukke en risiko for konkurs.

(20)

Endelig deler Svenskt Näringsliv den svenske regerings opfattelse, jf. betragtning 28 i denne beslutning, om at Kommissionen ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999.

IV.   DEN SVENSKE REGERINGS BEMÆRKNINGER

(21)

Den svenske fremstillingsindustri bruger langt mere el end dens konkurrenter i andre lande, som i stedet bruger kul eller naturgas. Da disse energikilder i mange medlemsstater har været afgiftsfrie, mener Sverige, at det ville være rimeligt at fritage den svenske fremstillingsindustri fra afgiften på el. Endvidere er det svenske afgiftsniveau på energiområdet generelt højt i forhold til niveauet i de fleste øvrige medlemsstater. Det ville ikke have været muligt at nå dette niveau uden en fritagelse fra afgiften på el for visse sektorer.

(22)

Den svenske regering er derfor ikke enig i, at en afgiftsfritagelse giver den svenske industri en fordel i forhold til andre medlemsstater.

(23)

Ved brev af 16. marts 2001 accepterede den svenske regering de foranstaltninger, som foreslås i rammebestemmelsernes punkt 75-77.

(24)

Den 8. november 2001 fastslog Domstolen i sin dom om Østrigs energiafgiftsrabat, at fritagelse af en erhvervsgren for energiafgift udgør statsstøtte, sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline  (9).

(25)

Den svenske regering hævder, at det på det tidspunkt, hvor Sverige accepterede de foreslåede foranstaltninger i henhold til rammebestemmelserne, ikke klart fremgik, hvorvidt foranstaltningerne udgjorde statsstøtte. Efter dommen i sagen Adria-Wien Pipeline blev det klart for den svenske regering, at foranstaltningen indeholdt elementer, som skaber problemer på statsstøtteområdet. Sverige hævder derfor, at eftersom energiafgiften er teknisk kompliceret, er der behov for en rimelig tidsfrist fra regeringens beslutning til, at de ændrede regler kan træde i kraft. Man planlægger at opkræve en energiafgift på el til fremstillingsindustrien fra og med den 1. juli 2004, som overholder minimumsværdierne i det nye energidirektiv 2003/96/EF.

(26)

I Sverige pålægges fossile brændstoffer og el en energiskat, mens fossile brændstoffer pålægges en CO2-afgift. Den svenske regering betragter afgifterne som dele af samme afgiftssystem, som skal sikre højere energieffektivitet og mindske CO2-udslippet. Den svenske regering hævder derfor, at Kommissionen i sin vurdering af foreneligheden med fællesmarkedet skal tage hensyn til skattebyrden fra alle dele af afgiftssystemet i stedet for at betragte fritagelsen fra afgiften på el som en isoleret foreteelse.

(27)

Den svenske regering fremsendte ved gentagne lejligheder oplysninger til Kommissionen, hvor den pågældende støtteordning fremstod i sin helhed (10). Sverige mener dermed at have opfyldt sin forpligtelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 om at afgive alle nødvendige oplysninger med henblik på Kommissionens revision af eksisterende støtteordninger.

(28)

Den svenske regering hævder, at Kommissionen overtrådte artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999, som kræver, at Kommissionen underretter den pågældende medlemsstat om, at den mener, at en foranstaltning er blevet uforenelig med fællesmarkedet, inden den foreslår passende foranstaltninger. Kommissionen foreslog uden at underrette de svenske myndigheder foranstaltninger ikke for enkelte ordninger, men for samtlige ordninger, der gjaldt på det tidspunkt, hvor de nye miljørammebestemmelser trådte i kraft.

(29)

Som følge af denne formelle procedurefejl er støtten ikke ulovlig og kan således ikke kræves tilbagebetalt.

(30)

I henhold til grundlovens kapitel 2, § 10, stk. 2, kan der ikke opkræves afgift, hvis den ikke er baseret på en forskrift, som gjaldt, da den omstændighed indtraf, der udløste afgiften.

(31)

Eftersom den svenske lov om energiafgift ikke indeholder regler, der siger, at virksomheder i fremstillingsindustrien skal betale afgift af el, ville en ændring af loven indebære en sådan beskatning med tilbagevirkende kraft, som er ulovlig ifølge den svenske grundlov.

V.   VURDERING AF STØTTEN

(32)

I sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, fandt Kommissionen, at foranstaltningen udgjorde eksisterende støtte som defineret i artikel 1, litra b), i forordning (EF) nr. 659/1999 på det tidspunkt, hvor Sveriges tiltrådte Den Europæiske Union, og frem til den 1. januar 2002. Sverige har udtrykkeligt accepteret de foranstaltninger, Kommissionen har foreslået, ifølge hvilke samtlige eksisterende miljøstøtteordninger skulle tilpasses rammebestemmelserne (jf. punkt 77). Kommissionen fandt, at dette ikke var sket i den foreliggende sag. Den anmodede derfor Sverige om at fremsætte alle relevante bemærkninger for undersøgelsen for perioden mellem den 1. januar 2002 og den 31. december 2005.

(33)

Den svenske regerings bemærkninger i brevet af 9. juli dækker udtrykkelig den periode, som Kommissionen havde anmodet om oplysninger om. Den svenske regering har benyttet sin ret til at forsvare sig for hele perioden.

(34)

Interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til tilpasningen af støtteordningen i samme periode. Svenskt Näringsliv fremsatte sine bemærkninger til fritagelsen fra energiafgiften i brev af 29. september 2003. Dermed er interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger overholdt.

(35)

Ved loven om ændring af loven om energiafgift (1994:1776) (11) indføres et nyt elafgiftssystem. Loven skal træde i kraft den 1. juli 2004, og anmeldtes til Kommissionen i et brev af 1. april 2004 (12). Kommissionen vil derfor træffe en separat beslutning om denne foranstaltning.

(36)

Derfor gælder vurderingen af foreneligheden med fællesmarkedet perioden fra den 1. januar 2002, indtil det nuværende system udløber.

(37)

For at en foranstaltning kan betragtes som statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, skal fire kriterier være opfyldt samtidig. Den skal begunstige visse virksomheder, den skal være selektiv, den skal være finansieret med statsmidler, og den skal påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(38)

Ved sin vurdering af, hvorvidt foranstaltningen begunstiger støttemodtagerne, skal Kommissionen sammenligne virksomheder, som faktisk og retligt befinder sig i sammenlignelige situationer (13). Kommissionen kan derfor ikke bedømme den svenske fremstillingsindustris stilling i forhold til andre europæiske fremstillingsindustrier, men skal bedømme den svenske fremstillingsindustris fordele i forhold til situationen for andre virksomheder i Sverige. I denne forbindelse giver det faktum, at foranstaltningen fritager virksomheder i fremstillingssektoren fra omkostninger, som de ellers skulle have båret, disse virksomheder en fordel i forhold til andre sektorer i den svenske industri. Ved kun at indrømme visse virksomheder en afgiftsfritagelse begunstiger foranstaltningen dem i forhold til andre virksomheder, hvilket kan fordreje konkurrencen.

(39)

Fritagelsen er begrænset til virksomheder i fremstillingssektoren (NACE Rev. 1, sektor C og D). EF-Domstolen har fastslået (14), at »hverken den omstændighed, at ordningen omfatter et stort antal virksomheder, eller at disse virksomheder hører til i forskelligartede og store erhvervssektorer, gør det muligt at fastslå, at en statslig foranstaltning udgør en generel økonomisk-politisk foranstaltning«. Svenskt Näringsliv henviser til, at Kommissionen i beslutning N 255/96 og NN 72/A/00 godkendte den svenske CO2-afgiftsordning som en generel foranstaltning. Det er ikke korrekt. I førstnævnte beslutning fandt man, at CO2-afgiftsordningen indeholdt statsstøtte, som var forenelig med fællesmarkedet. Den anden beslutning vedrører en forlængelse af den samme ordning, som godkendes efter samme bestemmelser. Derimod er det Kommissionens faste praksis (15), hvilket bekræftes af EF-Domstolens retspraksis (16), at betragte fritagelser for den energiintensive industri eller for en given økonomisk sektor som en særskilt foranstaltning. Dermed konkluderer Kommissionen, at afgiftsfritagelsen er selektiv.

(40)

Kommissionen finder, at foranstaltningens selektivitet ikke er begrundet af logikken i systemet, eftersom den ikke stemmer overens med afgiftens underliggende logik. Tværtimod er fritagelsen en klar afvigelse fra afgiftens overordnede struktur og funktion. Formålet med afgiften er at give virksomhederne et incitament til at træffe energibesparende foranstaltninger. Selv om de pågældende virksomheder allerede i vid udstrækning træffer energibesparende foranstaltninger for at mindske deres energiudgifter, har energiafgiften en supplerende virkning. Energiforbruget er generelt afhængigt af teknik og kan kun fastsættes på kort sigt. På lang sigt er det normalt muligt at opnå yderligere effektivitet blandt andet gennem tekniske fremskridt og innovation. I denne forbindelse kan en fritagelse fra energiafgift for virksomheder i fremstillingssektoren, som samtidig er forurenere, fordi energiforbruget i alle sektorer er lige skadeligt for miljøet, ikke indgå i systemets logik.

(41)

Foranstaltningen ligger staten til last og finansieres ved hjælp af statsmidler, eftersom staten accepterer et tab af afgiftsindtægter. Kommissionen er ikke enig med Svenskt Näringsliv i, at der ikke er tale om tab af afgiftsindtægter som følge af, at de faktiske afgifter på el og CO2 faktisk er steget. Tværtimod fører en højere afgiftssats til et endnu større tab af skatteindtægter som følge af fritagelsen.

(42)

I hvert fald nogle af støttemodtagerne er aktive i sektorer, hvor der er samhandel mellem medlemsstaterne. Foranstaltningen kan således påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

(43)

Det kan konkluderes, at Kommissionen finder, at foranstaltningen udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(44)

Kommissionen fastholder sin opfattelse af, at energiafgiften på el ikke kan vurderes sammen med energiafgiften på CO2. Som anført i beslutningen om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, er der to årsager hertil. For det første opkræves CO2-afgiften ikke af elforbruget. For det andet har energiafgiften på el ikke samme virkning på CO2-udslippet som CO2-afgiften, eftersom 90 % af elektriciteten i Sverige produceres i atom- og vandkraftanlæg. Energiafgiften på el skal derfor vurderes separat.

(45)

Frem til den 31. december 2001 udgjorde støtteordningen eksisterende statsstøtte, som defineret i artikel 1, litra b), i forordning (EF) nr. 659/1999. I henhold til rammebestemmelsernes punkt 77 og som følge af Sveriges accept af de passende foranstaltninger skulle alle former for statsstøtte til miljøbeskyttelse efter den 1. januar 2002 være justeret, så de blev forenelige med rammebestemmelserne.

(46)

Den svenske regering hævder, at der kræves et rimeligt tidsrum til at indføre et nyt energiafgiftssystem, som er foreneligt med rammebestemmelserne. For det første er der gået 2 1/2 år mellem tidsfristen for at tilpasse støtteordningen, så den blev forenelig med rammebestemmelserne, og ikrafttrædelsen af et revideret energiafgiftssystem. Selv om Kommissionen indrømmer, at energibeskatning er et kompliceret emne, finder den, at en periode på 2 1/2 år er urimeligt lang. For det andet udnyttede den svenske regering ikke muligheden for at forlænge tidsfristen for gennemførelse af rammebestemmelserne for visse foranstaltninger, hvilket både Frankrig og Tyskland gjorde (17). Tværtimod accepterede de svenske myndigheder i et brev af den 16. marts 2001 de foranstaltninger, som Kommissionen foreslog. Hvis den svenske regering havde problemer med at ændre støtteordningen inden for den fastsatte tidsfrist, kunne den have accepteret de foreslåede foranstaltninger med undtagelse af anvendelsen på den foreliggende ordning.

(47)

Som følge heraf har Kommissionen vurderet støttens forenelighed efter rammebestemmelserne. I beslutningen om at indlede proceduren gav Kommissionen udtryk for, at ingen af de øvrige undtagelser i traktatens artikel 87, stk. 2 eller 3, forekom relevante. Dette standpunkt skal bekræftes efter gennemførelsen af proceduren efter artikel 88, stk. 2. Under denne procedure er der ikke fremkommet nye omstændigheder, som kan fjerne de betænkeligheder, som Kommissionen gav udtryk for i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Kommissionen konkluderer derfor følgende:

(48)

I punkt 51.2 i rammebestemmelserne hedder det, at bestemmelserne i punkt 51.1 kan anvendes, hvis en afgift har en mærkbar positiv virkning på miljøbeskyttelsen, eller fritagelsen er nødvendig på grund af en betydelig ændring af de økonomiske vilkår, som stiller virksomhederne i en særlig vanskelig situation i konkurrencemæssig henseende. Energiafgiftens formål er at tilskynde til energibesparelser og energieffektivitet. Det nuværende svenske energiafgiftssystem har ikke været ændret siden 1993. I denne forbindelse sidestilles foranstaltningen med en fritagelse fra en eksisterende afgift, som blev vedtaget, da afgiften blev indført. Den er derfor omfattet af rammebestemmelsernes punkt 51.2, som henviser til vilkårene for forenelighed i punkt 51.1.

(49)

For perioden 1. januar 2002 til 31. december 2003 gælder rammebestemmelsernes punkt 51.1.b, andet led, eftersom afgiften omhandler en national afgift, som blev indført i mangel på en EF-afgift. I henhold til denne bestemmelse skal de virksomheder, som får tildelt nedsættelsen, alligevel betale en betydelig del af den nationale afgift. Begrundelsen herfor er at bevare et incitament for disse virksomheder til at forbedre deres miljøindsats. Dette fremgår af ordlyden af punkt 51.1.b, første led, som tillader en nedsættelse af en harmoniseret afgift, hvis den afgift, de virksomheder, der nyder godt af nedsættelsen, faktisk betaler, er højere end EF-minimumsbeløbet, »så niveauet tilskynder virksomhederne til at arbejde for en forbedring af miljøbeskyttelsen«. Den foreliggende fritagelse fører til en nulafgiftssats på el, som fremstillingssektoren bruger i produktionsprocessen. Kommissionen kan således konkludere, at virksomhederne ikke betalte en væsentlig del af den nationale afgift. Foranstaltningen kan derfor i sin nuværende form ikke erklæres forenelig med rammebestemmelserne for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2003. Eftersom den heller ikke er forenelig af nogen anden grund, må den erklæres for uforenelig med fællesmarkedet.

(50)

Som nævnt i betragtning 18 trådte direktiv 2003/96/EF i kraft den 1. januar 2004. I dette direktiv tages udtrykkeligt hensyn til målet om at beskytte miljøet (se især betragtning 3, 6, 7 og 12). Kommissionen finder derfor, at overholdelse af de minimumsafgiftssatser, der er fastsat i 2003/96/EF, giver virksomhederne et incitament til at forbedre miljøbeskyttelsen. Derfor kan Kommissionen acceptere overholdelsen af minimumsafgiftsniveauerne som svarende til en betydelig del af den nationale afgift, som det kræves i rammebestemmelsernes punkt 51.1.b, andet led. Derfor kan den svenske foranstaltning for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2003 kun erklæres for forenelig med fællesmarkedet i det omfang, den afgift, støttemodtagerne skal betale, overholder de minimumssatser, der er fastsat i direktiv 2003/96/EF. Den uforenelige støtte bliver således det beløb, som bliver resultatet af at anvende minimumsniveauerne i direktiv 2003/96/EF.

(51)

I perioden fra den 1. januar 2004 frem til det nuværende systems ophør er den pågældende afgift harmoniseret gennem direktiv 2003/96/EF. Punkt 51.1b, første led, finder derfor anvendelse. Ifølge denne bestemmelse kan en lempelse godkendes, hvis det faktisk betalte beløb efter fradrag stadig er højere end EF-minimumsbeløbet. I henhold til artikel 10 i direktiv 2003/96/EF er minimumsafgiftssatserne for elektricitet fastsat til 0,5 EUR pr. MWh til erhvervsmæssig anvendelse. Den fastsatte minimumssats er således ikke overholdt i den foreliggende sag. Ifølge samme direktivs artikel 17, stk. 2 og 4, er afgiftssatser ned til nul tilladt for energiintensive virksomheder, som har indgået aftaler eller lignende, hvori de påtager sig at gennemføre foranstaltninger, for at miljøbeskyttelsesmål nås, eller at energieffektiviteten forbedres svarende til, hvad der ville være opnået, hvis EF's standardminimumsafgiftssatser var blevet anvendt. I den foreliggende sag er betingelserne for at anvende en nulafgiftssats ikke opfyldt. For perioden efter den 1. januar 2004 kan den svenske foranstaltning derfor også kun erklæres for forenelig i den udstrækning, støttemodtagerne betaler de minimumssatser, der er fastsat i direktiv 2003/96/EF.

(52)

Kommissionen drager derfor den konklusion, at foranstaltningen i perioden mellem den 1. januar 2002 og frem til udløbet af fritagelsen i dens nuværende form ikke er forenelig med rammebestemmelserne og direktiv 2003/96/EF. Den uforenelige støtte bliver således det beløb, som bliver resultatet af at anvende minimumsniveauet i direktiv 2003/96/EF.

(53)

Når ulovligt tildelt statsstøtte erklæres uforenelig med fællesmarkedet, skal den i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 tilbagebetales af støttemodtageren. Gennem tilbagebetaling genoprettes så vidt muligt den konkurrencesituation, der fandtes, inden støtten blev givet. At støtten gives i overensstemmelse med national lov, hvilket normalt er tilfældet, berører ikke kravet om tilbagebetaling, eftersom fællesskabsretten har forrang frem for national ret.

(54)

Det hedder i artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999, at »Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen«. I EF-Domstolens retspraksis (18) og Kommissionens egen beslutningspraksis er det fastslået, at når støttemodtageren som følge af Kommissionens foranstaltninger har en berettiget forventning om, at støtten er tildelt i overensstemmelse med fællesskabsretten, er en anmodning om tilbagebetaling af støtten i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.

(55)

Det påhviler medlemsstaterne at sørge for, at nationale foranstaltninger gøres forenelige med fællesskabsreglerne for statsstøtte for at forhindre konkurrencefordrejning, at anmelde al statsstøtte til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3, og at afstå fra at gennemføre den, indtil undersøgelsen er afsluttet. I princippet kan virksomheder ikke påberåbe sig berettigede forventninger, når det er tale om ulovlig statsstøtte. Hvis virksomhederne faktisk kunne henvise til national ret, selv når den er vedtaget i god tro, men ikke er forenelig med statsstøttereglerne og derfor fordrejer konkurrencen, ville man ikke nå målet for Fællesskabets statsstøttekontrol.

(56)

I dommen i sag C-265/85, Van den Bergh en Jurgens BV mod Kommissionen (19) fastslog Domstolen, at »[…] adgangen til at påberåbe sig princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning står åben for enhver erhvervsdrivende i forbindelse med begrundede forventninger, som en institution har givet anledning til. Når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne gennemførelsen af en fællesskabsforanstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig et sådant princip, når foranstaltningen gennemføres.«

(57)

De svenske myndigheder hævder, at støtten ikke skal tilbagebetales, eftersom Kommissionen ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999. I denne forbindelse foreslog Kommissionen medlemsstaterne, at de for at tilpasse eksisterende støtte til de nye rammebestemmelser skulle ændre deres eksisterende miljøstøtteordninger, så de senest den 1. januar 2002 blev forenelige med rammebestemmelserne. I Domstolens retspraksis (20) er det bekræftet, at et sådant forslag, som fremsættes i rammebestemmelserne, er en måde, hvorpå man kan gennemføre et fast og regelmæssigt samarbejde, hvor Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne fortløbende gransker eksisterende støtteprogrammer og forelægger dem forslag til passende foranstaltninger. En aftale om en komplet fortegnelse over alle eksisterende støtteordninger mellem Kommissionen og hver enkelt medlemsstat ville være upraktisk, og det er rimeligt at overdrage medlemsstaterne ansvaret for tilpasningen af støtteordningerne. Dette er især tilfældet, fordi de deltager i udarbejdelsen af nye rammebestemmelser og er klar over, hvordan de vil påvirke de eksisterende støtteordninger, inden de træder i kraft. På dette punkt hævder de svenske myndigheder, at Sverige har underrettet Kommissionen om støtteordningen, f.eks. ved at forelægge den hele den svenske lov om energiafgifter. Kommissionen mener, at disse oplysninger blev fremsendt og anvendt i andre sammenhænge, og at afgivelsen af disse oplysninger under alle omstændigheder ikke kan erstatte den formelle anmeldelse, der kræves i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(58)

Svenskt Näringsliv gør gældende, at støtten udgør eksisterende støtte, og at man derfor ikke kan kræve tilbagebetaling. Kommissionen mener, at foranstaltningen kun udgjorde eksisterende støtte frem til den 31. december 2001. Fra og med den 1. januar 2002 blev støtten ny støtte, eftersom den skulle tilpasses rammebestemmelserne. Kommissionen tilslutter sig derfor ikke Svenskt Näringslivs argument.

(59)

Sammenfattende finder Kommissionen ikke, at Sveriges argument giver nogen grund til at frafalde tilbagebetalingskravet. Det fremgår af EF-domstolens retspraksis, at Kommissionen på eget initiativ skal inddrage exceptionelle omstændigheder, som i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 begrunder, at den afstår fra at kræve ulovligt tildelt støtte tilbagebetalt, hvis tilbagebetalingen er i modstrid med et generelt princip i fællesskabsretten, som respekten for modtagernes berettigede forventninger.

(60)

Ifølge artikel 19 i forordning (EF) nr. 659/1999 bliver medlemsstaten kun forpligtet til at gennemføre de foreslåede foranstaltninger, hvis den accepterer dem. Dette er bekræftet af retspraksis (21). Dermed er ændringen af foranstaltningens status fra eksisterende til ny støtte en følge af den svenske regerings accept af de passende foranstaltninger, der blev foreslået i rammebestemmelserne.

(61)

På grundlag af artikel 26, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 kan man forestille sig, at det faktum, at Kommissionen ikke offentliggjorde den svenske regerings accept af rammebestemmelserne, kan have fået visse modtagere til i god tro at have formodet, at den nationale foranstaltning stadig blev betragtet som eksisterende støtte. I artikel 26 hedder det, at Kommissionen skal offentliggøre »et resumé af de beslutninger, den vedtager i henhold til […] artikel 18 sammenholdt med artikel 19, stk. 1«. I artikel 18 i samme forordning hedder det: »Finder Kommissionen […], at den eksisterende støtteordning ikke eller ikke længere er forenelig med fællesmarkedet, fremsætter den en henstilling, hvori den foreslår den pågældende medlemsstat passende foranstaltninger«. I artikel 19, stk. 1, i hedder det, at når medlemsstaten accepterer de foreslåede foranstaltninger, »tager Kommissionen dette til efterretning« og underretter medlemsstaten herom.

(62)

Kommissionen offentliggjorde ikke alle medlemsstaters accept af Kommissionens forslag til foranstaltninger for at gennemføre rammebestemmelserne. Det er derfor svært for Kommissionen at bevise, at modtagerne var korrekt informeret om den svenske regerings accept og den deraf følgende ændring i støttens status fra eksisterende til ny støtte. På tidspunktet for offentliggørelsen af Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, må det dog have stået klart for modtagerne, at foranstaltningen ikke længere var eksisterende støtte, og at den kunne være uforenelig med rammebestemmelserne. Offentliggørelsen heraf fandt sted den 9. august 2003.

(63)

På baggrund af alle disse betragtninger konkluderer Kommissionen, at tilbagebetaling af støtte, som er tildelt før datoen for offentliggørelsen af beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren, ville være i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger. Kommissionen beslutter derfor i henhold til artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999, at den ikke vil kræve tilbagebetaling for perioden mellem 1. januar 2002 og 8. august 2003.

(64)

Støtte tildelt under støtteordningen efter den 9. august 2003 skal dog tilbagebetales.

VI.   KONKLUSION

(65)

Kommissionen finder, at Sverige ulovligt har opretholdt loven (1994:1776) om energiafgift uden ændringer siden den 1. januar 2002 i strid med landets forpligtelser i kraft af den svenske accept af de passende foranstaltninger, som Kommissionen foreslog, og med traktatens artikel 88, stk. 3.

(66)

Støtteordningen udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(67)

Støtten er fra og med den 1. januar 2002 uforenelig med rammebestemmelserne, særlig punkt 51.1.b, og alle andre undtagelser i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3. Da der ikke findes andre årsager til at betragte støtteordningen som forenelig, er den uforenelig med fællesmarkedet.

(68)

Den ulovligt udbetalte støtte skal tilbagebetales i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999. Derfor indledes tilbagebetalingsperioden på datoen for offentliggørelsen af Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, over for foranstaltningen og afsluttes på den dato, hvor det nye energiafgiftssystem trådte i kraft. Det vil sige, at den støtte, som blev ydet mellem den 9. august 2003 og den 30. juni 2004, skal tilbagebetales.

(69)

Denne beslutning vedrører den omhandlede støtteordning og skal gennemføres straks, især hvad angår tilbagebetalingen af alle individuelle støtteudbetalinger under ordningen. Kommissionen bemærker endvidere, at en beslutning om en støtteordning ikke berører muligheden for, at individuel støtte kan erklæres helt eller delvis forenelig med fællesmarkedet på baggrund af sine egne karakteristika, f.eks. fordi den individuelle støtte er omfattet af de minimis-reglerne, en kommende kommissionsbeslutning eller en fritagelsesforordning —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den afgiftsfritagelse, som Sverige siden den 1. januar 2002 har indrømmet i henhold til lov (1994:1776) om energiafgift, er en statsstøtteordning, som Sverige ulovligt har anvendt i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Denne støtte er uforenelig med fællesmarkedet i den udstrækning, støttemodtagerne ikke skal betale de minimumssatser, der er fastsat i Rådets direktiv 2003/96/EF. Eftersom ingen anden årsag til forenelighed finder anvendelse, er støtten uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

Sverige skal ophæve den støtteordning, der nævnes i artikel 1, i det omfang den stadig har virkninger.

Artikel 3

1.   Sverige træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den støtte, der er omhandlet i artikel 1, og som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtagerne.

2.   Sverige indstiller udbetalingen af støtte, som endnu ikke er udbetalt på datoen for denne beslutnings ikrafttræden.

3.   Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt.

4.   Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er blevet tilbagebetalt.

5.   Renterne beregnes på grundlag af de bestemmelser, der er anført i artikel 9-11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (22).

Artikel 4

Sverige underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er planlagt eller allerede truffet for at efterkomme beslutningen. Disse oplysninger afgives ved hjælp af den formular, der er vedlagt som bilag I.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Sverige.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juni 2004.

På Kommissionens vegne

Mario MONTI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT C 189 af 9.8.2003, s. 6.

(2)  Se fodnote 1.

(3)  I henhold til Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1), navnlig artikel 3, udløb fristen for at fremsætte bemærkninger den 10. september 2003. Ved brev af den 15. august 2003 anmodede Svenskt Näringsliv om en forlængelse af tidsfristen frem til den 30. september 2003, hvilket Kommissionen imødekom ved brev af 9. september 2003.

(4)  Fritagelsen gælder også drivhusvirksomheder. Kommissionen vedtager en separat beslutning om sådanne virksomheder.

(5)  EFT C 37 af 3.2.2001, s. 3.

(6)  EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1. Ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(7)  F.eks. sag N 255/96 — Sverige — Lov om energiafgift (EFT C 71 af 7.3.1997, s. 10) og NN 72a/2000 — Sverige — Forlængelse af CO2-afgiftsordningen (EFT C 117 af 21.4.2001, s. 19).

(8)  EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51. Senest ændret ved direktiv 2004/75/EF (EUT L 157 af 30.4.2004, s. 100).

(9)  Domstolens dom af 8. november 2001, sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline GmbH og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke GmbH mod Finanzlandesdirektion für Kärnten. Sml. 2001 I, s. 8365.

(10)  F.eks. fremlagde de svenske myndigheder i deres svar på Kommissionens brev af 7. maj 1996 (D/50485) den fuldstændige tekst til loven om energiafgift, hvoraf den fuldstændige fritagelse fra elafgiften for fremstillingssektoren klart fremgik. Endvidere vedlagdes en sammenfattende beskrivelse af foranstaltningen i brevene af 15. april 1998 og 31. maj 1999 fra de svenske myndigheder til Kommissionen.

(11)  Svensk författningssamling (SFS) 2003:810.

(12)  Se N 156/04 – Sverige – Energiafgift på el, der anvendes i fremstillingssektoren (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(13)  Se f.eks. dommen i sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline (fodnote 9 til denne beslutning).

(14)  Adria-Wien Pipeline, præmis 48 (fodnote 9 til denne beslutning).

(15)  Kommissionens beslutning 2002/676/EF, EKSF af 3. april 2002 om Det Forenede Kongeriges påtænkte fritagelse efter bestemmelsen om dobbelt anvendelsesformål fra klimaændringsafgiften og den udvidede fritagelse for visse konkurrerende processer (EFT L 229 af 27.8.2002, s. 15); sag N 449/01 — TysklandVidereførelse af miljøafgiftsreformen efter 31. marts 2002 (EFT C 137 af 8.6.2002, s. 24); sag N 74/A/02 — FinlandStøtte til energiintensive virksomheder (EUT C 104 af 30.4.2003, s. 9) og sag C-33/03 (ex NN 34/03) — ØstrigTilbagebetaling af energiafgift i 2002 og 2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(16)  Sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline (se fodnote 9).

(17)  EFT C 34 af 7.2.2002, s. 13.

(18)  Domstolens dom af 24. november 1987, sag 223/85, Rijn-schelde-verolme (rsv) machinefabrieken en scheepswerven nv mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Sml. 1987, s. 4617.

(19)  Domstolens dom af 11. marts 1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens BV og Van Dijk Food Products (Lopik) BV mod Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Sml. 1987, s. 1155, særlig præmis 44.

(20)  Domstolens dom af 18. juni 2002, sag C-242/00, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Sml. 2002 I, s. 5603, særlig præmis 28.

(21)  Sag C-242/00, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (se fodnote 20), Domstolens dom af 5. oktober 2000, sag C-311/94, IJssel-Vliet Combinatie BV mod Minister van Economische Zaken, Sml. 1996 I, s. 5023, særlig præmis 36 og 37, samt Domstolens dom af 5. oktober 2000, sag C-288/96, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Sml. 2000 I, s. 8237, særlig præmis 62-65.

(22)  EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1.


BILAG

Oplysninger om gennemførelsen af Kommissionens beslutning 2005/468/EF

1.   Antal støttemodtagere og det samlede støttebeløb, som skal tilbagebetales

1.1.

Angiv udførligt, hvordan det støttebeløb, som skal tilbagebetales af de enkelte støttemodtagere, er beregnet:

Kapital

Renter.

1.2.

Angiv det samlede ulovlige støttebeløb, som skal tilbagebetales (bruttosubventionsækvivalent, i det relevante års priser), og som er ydet under støtteordningen.

1.3.

Angiv det samlede antal støttemodtagere, som skal tilbagebetale støtte, de ulovligt har fået udbetalt under den pågældende ordning.

2.   Foranstaltninger, som er planlagt eller allerede gennemført for at tilbagesøge støtten

2.1.

Angiv udførligt, hvilke foranstaltninger der er planlagt, og hvilke der allerede er gennemført for en umiddelbar og effektiv tilbagebetaling af støtten. Angiv i givet fald også retsgrundlaget for de gennemførte eller planlagte foranstaltninger.

2.2.

På hvilken dato skal tilbagebetalingen være afsluttet?

3.   Oplysninger om de enkelte støttemodtagere

I nedenstående tabel anføres oplysninger om de støttemodtagere, der skal tilbagebetale støtte, der er udbetalt ulovligt inden for rammerne af støtteordningen.

Støttemodtagerens navn

Ulovligt tildelt støttebeløb (1)

Valuta:

Tilbagebetalt beløb (2)

Valuta:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


(1)  Det støttebeløb, som er stillet til rådighed for støttemodtageren (udtrykt i bruttosubventionsækvivalent, i det relevante års priser).

(2)  Bruttobeløb, som er tilbagebetalt (inklusive renter).


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/31


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 24. juni 2005

om tredje ændring af beslutning 2004/614/EF for så vidt angår anvendelsesperioden for beskyttelsesforanstaltninger over for aviær influenza i Sydafrika

(meddelt under nummer K(2005) 1863)

(EØS-relevant tekst)

(2005/469/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF (1), særlig artikel 18, stk. 7,

under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (2), særlig artikel 22, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2004/614/EF af 24. august 2004 om beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza i Den Sydafrikanske Republik (3) vedtog Kommissionen en række beskyttelsesforanstaltninger over for aviær influenza i strudsefugleflokke i Sydafrika.

(2)

Kommissionen modtog i december 2004 oplysninger fra Sydafrika, hvoraf det fremgik, at sygdomssituationen i strudsefugleflokke var forbedret. Oplysningerne var dog ikke tilstrækkeligt grundlag for Kommissionen til at konkludere, at sygdommen var helt under kontrol. Sydafrika har ikke fremlagt yderligere oplysninger, og den aktuelle sygdomssituation synes uklar.

(3)

Under disse omstændigheder bør anvendelsesperioden for beslutning 2004/614/EF forlænges med yderligere seks måneder. Beslutningen vil dog kunne blive ændret inden udløbet af denne seksmåneders periode på grundlag af eventuelle yderligere oplysninger fra Sydafrika.

(4)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I artikel 7 i beslutning 2004/614/EF ændres »30. juni 2005« til »31. december 2005«.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(2)  EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1). Berigtiget i EUT L 191 af 28.5.2004, s. 1.

(3)  EUT L 275 af 25.8.2004, s. 20. Senest ændret ved beslutning 2005/210/EF (EUT L 68 af 15.3.2005, s. 43).


25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/32


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 24. juni 2005

om afslutning af undersøgelsesproceduren vedrørende piratkopiering af EF-båndoptagelser i Thailand og virkningerne for Fællesskabets handel med båndoptagelser

(2005/470/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 af 22. december 1994 om fastsættelse af fællesskabsprocedurer på området for den fælles handelspolitik med henblik på at sikre udøvelsen af Fællesskabets rettigheder i henhold til internationale handelsregler, navnlig regler fastlagt i Verdenshandelsorganisationens regi (1), særlig artikel 11, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 5. juni 1991 en klage i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2641/84 af 17. september 1984 om styrkelse af den fælles handelspolitik, særlig med hensyn til beskyttelse mod uretmæssig handelspraksis (2) fra det europæiske kontor for IFPI (International Federation of the Phonographic Industry), som repræsenterer næsten alle producenter af båndoptagelser i Fællesskabet.

(2)

Det blev hævdet i klagen, at piratkopiering af EF-båndoptagelser fandt sted i stor målestok i Thailand, og at denne piratkopiering forvoldte den pågældende EF-erhvervsgren skade og særlig påvirkede eksporten af EF-båndoptagelser til Thailand og andre tredjelande.

(3)

Kommissionen fastslog, at klagen indeholdt tilstrækkelige beviser til at berettige iværksættelsen af en undersøgelsesprocedure. Der blev offentliggjort en meddelelse herom i De Europæiske Fællesskabers Tidende  (3).

(4)

Efter at proceduren var blevet indledt, iværksatte Kommissionen en undersøgelse af de faktiske og retlige forhold og fremlagde den 20. februar 1992 sin undersøgelsesrapport for det rådgivende udvalg. Det fremgik af rapporten, at piratkopiering af båndoptagelser (internationalt repertoire) sandsynligvis havde andraget 90 % i referenceperioden, især fordi de thailandske myndigheder ikke var i stand til at håndhæve den daværende thailandske copyrightlovgivning, og at dette havde påført EF-erhvervsgrenen væsentlig skade, specielt i form af salgsnedgang på det thailandske marked (såvel som på visse andre tredjelandsmarkeder).

(5)

Kommissionen afholdt derefter konsultationer med de thailandske myndigheder med det resultat, at den thailandske regering i september 1992 forpligtede sig til at sikre, at piratkopiering af EF-båndoptagelser blev reduceret til ubetydelige mængder inden for det kortest mulige tidsrum og i første omgang blev kraftigt reduceret inden for et år. Den nye thailandske copyrightlov trådte i kraft den 21. marts 1995. Den indførte adskillige bestemmelser, der skulle gøre det lettere at gribe ind over for piratkopister, og som havde den nødvendige afskrækkende virkning over for såvel potentielle som eksisterende overtrædere, bl.a. i form af langt højere bødestraffe. Ved Kommissionens afgørelse 96/40/EF (4) blev det under disse omstændigheder besluttet at suspendere undersøgelsesproceduren, men fortsat føre nøje kontrol med forholdene.

(6)

Kommissionen gennemførte endnu en undersøgelse af de faktiske og retlige forhold og fremlagde den 29. maj 2002, den 13. oktober 2003 og den 29. juni 2004 tre undersøgelsesrapporter for det rådgivende udvalg. Det fremgår af rapporterne, at Thailand har taget forholdsregler til effektivt at nedbringe piratkopieringen af båndoptagelser: Det thailandske parlament har således vedtaget en lov om optiske medier, håndhævelsesforanstaltningerne over for piratkopister af musik er blevet styrket, der er etableret et tættere samarbejde mellem de forskellige thailandske myndigheder, der er involveret i bekæmpelsen af denne form for piratkopiering, og mellem de thailandske myndigheder og erhvervssammenslutninger inden for musikindustrien, og der er blevet afholdt kampagner for at gøre forbrugerne opmærksomme på de negative virkninger af piratkopiering.

(7)

På trods af disse initiativer er piratkopiering af båndoptagelser (internationalt repertoire) stadig et alvorligt problem i Thailand, og der eksporteres fortsat et betydeligt antal båndoptagelser til Fællesskabet. Disse vedvarende problemer vil imidlertid kunne løses bedre inden for andre rammer end ved en undersøgelse i henhold til forordning (EF) nr. 3286/94.

(8)

Man bør kunne opnå bedre resultater med bekæmpelsen af piratkopieringer af EF-båndoptagelser i Thailand inden for de permanente bilaterale og regionale samarbejdsordninger mellem Thailand og Fællesskabet.

(9)

Der kan også udvikles foranstaltninger til bekæmpelse af piratkopiering inden for en bilateral partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem Thailand og Fællesskabet.

(10)

Fællesskabet kan også forsætte med at støtte de thailandske myndigheders tekniske kapacitet til at bekæmpe piratkopiering af båndoptagelser ved finansielle støtteprogrammer.

(11)

Thailands bestræbelser for at løse problemet med piratkopiering af EF-båndoptagelser kan overvåges ved hjælp af de strukturer, der er foreslået i Kommissionens meddelelse om en strategi for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i tredjelande (5).

(12)

Det er derfor hensigtsmæssigt at afslutte undersøgelsesproceduren.

(13)

De i denne afgørelse fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det rådgivende udvalg —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Undersøgelsesproceduren vedrørende piratkopiering af EF-båndoptagelser i Thailand og virkningerne for Fællesskabets handel med båndoptagelser afsluttes herved.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2005.

På Kommissionens vegne

Peter MANDELSON

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 349 af 31.12.1994, s. 71. Ændret ved forordning (EF) nr. 356/95 (EFT L 41 af 23.2.1995, s. 3).

(2)  EFT L 252 af 20.9.1984, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 522/94 (EFT L 66 af 10.3.1994, s. 10).

(3)  EFT C 189 af 20.7.1991, s. 26.

(4)  EFT L 11 af 16.1.1996, s. 7.

(5)  EUT C 129 af 26.5.2005, s. 3.


Berigtigelser

25.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/34


Berigtigelse til Kommissionens afgørelse 2005/465/EF af 22. juni 2005 om markedsføring i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af et rapsprodukt (Brassica napus L., linje GT73), der er genetisk modificeret med henblik på tolerance over for herbicidet glyphosat

( Den Europæiske Unions Tidende L 164 af 24. juni 2005 )

Offentliggørelsen af afgørelse 2005/465/EF skal betragtes som ugyldig.