20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/1

(1)

I bilagene til forordning (EF) nr. 1346/2000 er anført de betegnelser, der benyttes i medlemsstaternes nationale lovgivning for de bobehandlinger og kuratorer, på hvilke forordningen finder anvendelse. I bilag A til nævnte forordning er anført bobehandlinger omhandlet i forordningens artikel 2, litra a). I bilag B til nævnte forordning er anført bobehandlinger omhandlet i forordningens artikel 2, litra c), og i bilag C er anført kuratorer omhandlet i forordningens artikel 2, litra b).

(2)

Bilag A, B og C til forordning (EF) nr. 1346/2000 blev ændret ved tiltrædelsesakten af 2003, så de også kom til at omfatte bobehandlinger og kuratorer i de nye medlemsstater.

(3)

Belgien, Spanien, Italien, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Østrig, Polen, Portugal og Det Forenede Kongerige har i medfør af artikel 45 i forordning (EF) nr. 1346/2000 underrettet Kommissionen om ændringer af listerne i bilag A, B og C til nævnte forordning.

(4)

Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(5)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(6)

Forordning (EF) nr. 1346/2000 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Bilag A erstattes af teksten i bilag I til nærværende forordning.

2)

Bilag B erstattes af teksten i bilag II til nærværende forordning.

3)

Bilag C erstattes af teksten i bilag III til nærværende forordning.

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/9

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/11

(1)

Ifølge artikel 3 i Kommissionens forordning (EF) nr. 296/96 (2) informerer medlemsstaterne Kommissionen periodisk løbende om de udgifter, de har betalt. For at undgå overflødige meddelelser bør det fastsættes, at disse oplysninger fremsendes månedligt, uden at dette berører medlemsstaternes pligt til at stille oplysninger på ugebasis til rådighed for Kommissionen, for at muliggøre et passende tilsyn med udgiftsudviklingen.

(2)

Visse oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele, skal fremsendes med elektronisk post og digitaliseres, således at Kommissionen kan benytte oplysningerne direkte til forvaltning af regnskaberne. Fremsendelse af oplysninger på andre måder bør dog fortsat være mulig i begrundede tilfælde.

(3)

For at forenkle og lette de administrative procedurer bør den samtidige fremsendelse af en papirudgave af oplysningerne nu kun kræves for de månedlige oversigter.

(4)

I praksis er angivelsen af visse mængder eller arealer i den detaljerede anmeldelse, som medlemsstaterne fremsender, kun af ringe interesse i forbindelse med de månedlige forskud. Disse oplysninger bør derfor ikke længere kræves.

(5)

De betalinger, Kommissionen foretager i henhold til budgettet for EUGFL, Garantisektionen, foretages udelukkende i euro. Medlemsstaterne bevarer valget mellem euro og deres nationalvaluta ved udbetaling til støttemodtagerne. Betalingsorganerne i de medlemsstater, der ikke deltager i euroen, og som foretager betalinger i national valuta og euro, bør føre forskellige regnskaber pr. betalingsvaluta. For at undgå en dobbelt omregning af disse betalinger bør muligheden for at anmelde beløb, der er udbetalt i euro, i national valuta ophæves.

(6)

Når det samlede beløb for forudgående forpligtelser, der kan tillades ifølge artikel 150, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (3), på grundlag af udgiftsanmeldelserne fra medlemsstaterne overskrider halvdelen af samtlige tilsvarende bevillinger i det løbende regnskabsår, har Kommissionen pligt til at nedsætte disse beløb. For at sikre en korrekt forvaltning bør denne nedsættelse fordeles proportionalt på alle medlemsstater på grundlag af de udgiftsanmeldelser, der er modtaget fra dem.

(7)

Når fællesskabsbudgettet ikke er vedtaget ved regnskabsårets begyndelse, er det i artikel 13, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 fastsat, at der for hvert kapitel kan foretages månedlige betalinger på indtil en tolvtedel af det foregående regnskabsårs godkendte bevillinger for det pågældende kapitel. For at fordele de disponible bevillinger ligeligt på medlemsstaterne bør det fastsættes, at i så fald ydes forskuddene med en procentdel pr. kapitel af de udgiftsanmeldelser, som hver medlemsstat har fremsendt, og at det restbeløb, der ikke blev udnyttet i en måned, genfordeles ved Kommissionens senere beslutninger om månedlige betalinger.

(8)

I forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik og iværksættelsen af ordningen med enkeltbetaling, er det af afgørende betydning, at medlemsstaterne overholder betalingsfristerne for at sikre en korrekt anvendelse af reglerne om finansiel disciplin. Der bør derfor fastsættes specifikke regler, der i så stor udstrækning som muligt gør det muligt at undgå risiko for, at de disponible årlige bevillinger på fællesskabsbudgettet overskrides.

(9)

For at sikre en korrekt administrativ forvaltning bør Kommissionens betalinger til medlemsstaten for september kunne overføres til den følgende måned, når der konstateres forsinkelser i fremsendelsen af bilag for betalinger, der foretages i forbindelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 817/2004 af 29. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (4).

(10)

50 % af udgifterne til oplagring i september konteres under oktober og resten under november. For at forenkle forvaltningen af betalingsorganernes regnskaber bør det fastsættes, at 100 % af udgifterne til oplagring konteres i oktober.

(11)

Udgifter, der medfinansieres over fællesskabsbudgettet og de nationale budgetter i forbindelse med udvikling af landdistrikterne, anmeldes senest i den anden måned efter udbetalingen til støttemodtagerne. For at harmonisere regnskabsreglerne for EUGFL, Garantisektionen, bør det fastsættes, at disse udgifter skal anmeldes i den måned, hvor beløbene udbetales til støttemodtagerne.

(12)

Forordning (EF) nr. 296/96 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra EUGFL-Komitéen —

1)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

3)

Artikel 5, stk. 2, affattes således:

»2.   Betalingsorganerne bogfører de i stk. 1 nævnte udgifter i løbet af den måned, der følger efter den måned, som transaktionerne vedrører. De transaktioner, der skal tages hensyn til i de regnskaber, der afsluttes ved en måneds udgang, er dem, der blev gennemført fra regnskabsårets begyndelse til udgangen af samme måned.

For transaktioner i september bogfører betalingsorganerne dog udgifterne senest den 15. oktober.«

4)

Artikel 7, stk. 1, litra b), udgår.

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/15

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 (2) er der med virkning fra 2005 fastsat gennemførelsesbestemmelser til enkeltbetalingsordningen. I forbindelse med medlemsstaternes administrative og operationelle gennemførelse af denne ordning har det vist sig, at der på nogle områder er behov for yderligere gennemførelsesbestemmelser, mens der på andre er behov for en præcisering og en tilpasning af de gældende bestemmelser.

(2)

I henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning (EF) nr. 795/2004 fastsætter medlemsstaterne begyndelsen af den timånedersperiode, der er omhandlet i artikel 44, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1782/2003, for hver enkelt landbruger til en bestemt dato inden for en periode mellem den 1. september i kalenderåret før året for indsendelse af ansøgningen om deltagelse i enkeltbetalingsordningen og 30. april i det følgende kalenderår, eller lader landbrugerne selv vælge inden for den fastsatte periode. Landbrugerne bør have større fleksibilitet med hensyn til fastsættelsen af begyndelsen af timånedersperioden for de enkelte parceller, når særlige landbrugsforhold berettiger dertil.

(3)

Medlemsstaterne kan tillade dyrkning af biafgrøder på de støtteberettigede hektarområder i en periode på højst tre måneder, der begynder hvert år den 15. august, jf. artikel 51 i forordning (EF) nr. 1782/2003, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 864/2004 (3), og som skal anvendes fra den 1. januar 2005 i henhold til forordning (EF) nr. 394/2005. Denne dato bør rykkes frem for at gøre det muligt at dyrke midlertidige vegetabilske afgrøder i de regioner, hvor kornet af klimatiske årsager normalt høstes tidligere, jf. de pågældende medlemsstaters oplysninger til Kommissionen.

(4)

Forordning (EF) nr. 795/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Da forordning (EF) nr. 795/2004 anvendes fra den 1. januar 2005, bør nærværende forordning anvendes med tilbagevirkende kraft fra samme dato.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger —

1)

I artikel 24, stk. 2, indsættes følgende som andet afsnit:

»Medlemsstaterne kan dog i områder, hvor særlige landbrugsforhold berettiger dertil, give landbrugerne mulighed for inden for den fastsatte periode, der er omhandlet i første afsnit, at fastsætte to forskellige datoer for begyndelsen af timånedersperioden for deres bedrift. Landbrugere, der benytter sig af denne mulighed, skal i enkeltansøgningen angive deres valg for hver enkelt parcel foruden de oplysninger, de skal anføre i henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 796/2004.«

2)

Følgende indsættes som artikel 28a:

»Artikel 28a

Tremånedersperioden, jf. artikel 51, litra b), i forordning (EF) nr. 1782/2003

De medlemsstater, der er anført i bilaget, kan give tilladelse til dyrkning af biafgrøder på de støtteberettigede hektarområder i en periode på højst tre måneder, der begynder hvert år på den dato, der er fastsat for hver medlemsstat i nævnte bilag.«

3)

Som bilag indsættes bilaget til nærværende forordning.

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/17

(1)

Bilag I til forordning (EF) nr. 1763/2004 indeholder en liste over de personer, der i henhold til forordningen er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer.

(2)

Kommissionen har beføjelse til at ændre nævnte bilag under hensyntagen til Rådets afgørelser om gennemførelse af Rådets fælles holdning 2004/694/FUSP af 11. oktober 2004 om yderligere foranstaltninger til støtte for den effektive gennemførelse af mandatet til Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) (2). Ved Rådets afgørelse 2005/316/FUSP (3) gennemføres ovennævnte fælles holdning. Bilag I til forordning (EF) nr. 1763/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(3)

For at sikre, at de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er effektive, skal denne forordning træde i kraft straks —

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/19

(1)

Ved brev af 20. september 2002, registreret den 25. september 2002, anmeldte Italiens Faste Repræsentation ved EU over for Kommissionen en støtteforanstaltning til afhjælpning af ferskendyrkningskrisen i Piemonte.

(2)

Ved brev af 10. april 2003, registreret den 15. april 2003, og af 7. august 2003, registreret den 8. august 2003, sendte Italiens Faste Repræsentation ved EU Kommissionen de supplerende oplysninger, som denne havde anmodet om ved brev af 13. november 2002 og af 5. juni 2003.

(3)

Ved brev af 2. oktober 2003 underrettede Kommissionen Italien om sin beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtte.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (1). Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(5)

Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra de interesserede parter.

(6)

Støtteforanstaltningen blev fremstillet som værende forårsaget af de dårlige vejrforhold, navnlig haglbyger, som havde ramt Piemonte i 2002, og som havde skadet dyrkningen af ferskner og nektariner. Støtten bestod i første omgang i tilbagekøb fra markedet af 6 000 t frugt (ferskner og nektariner) med henblik på kompostering. Ifølge de italienske myndigheder skulle støtten kunne omfattes af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(7)

Tilbagekøbet fandt sted den 25., 26., 27. og 30. september 2002 og omfattede i alt 204,16 t ferskner (værdi: 18 782 EUR ) og 977,94 t nektariner (værdi: 89 970,48 EUR). I alt blev således 1 182,10 t frugt tilbagekøbt fra markedet. Med et bidrag på 0,092 EUR pr. tilbagekøbt kg svarede støttebevillingen til 108 752 EUR.

(8)

Ifølge angivelserne i anmeldelsen af støtten havde de pågældende producenter, der tilhørte sammenslutningen Asprofrut (2) som følge af de nævnte vejrforhold lidt tab på over 30 % af den gennemsnitlige historiske produktion.

(9)

Den regionale gennemsnitlige produktion i de seneste tre år lå på i alt 144 692 tons (86 059 t fersken og 58 633 t nektariner).

(10)

Af oplysningerne i anmeldelsen syntes følgende faktorer at ligge til grund for anvendelsen af statsstøtte:

(11)

Kommissionen har indledt proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, fordi den nærede tvivl om støtteordningens forenelighed med fællesmarkedet af følgende grunde:

(12)

For det første fremgik det stadig klarere af de oplysninger, de italienske myndigheder var fremkommet med i forbindelse med brevvekslingen med Kommissionen, at krisesituationen ikke skyldtes vejrforholdene, men derimod en ugunstig markedsudvikling, dvs. en faktor, der hører til de normale risici ved landbrugsaktiviteter (f.eks. erklærede de italienske myndigheder i deres brev af 7. august 2003, at krisesituationen i højere grad skyldtes markedssituationen end nedgangen i produktionen; endvidere var tabet beregnet i omsætning og ikke i produktion — jf. betragtning 13).

(13)

For det andet har de italienske myndigheder, efter at have nævnt et tab i forhold til en historisk gennemsnitlig produktion, erkendt, at tabene var beregnet i forhold til virksomhedernes omsætning, mens punkt 11.3 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«) (4) — der tjener som grundlag for vurdering af støtte, som skal kompensere landbrugere for tab forårsaget af ugunstige vejrforhold — beskriver en metode til beregning af tab bestående i produktionstab (prisfaktoren tages kun i betragtning, efter at produktionstabet er beregnet).

(14)

For det tredje tegnede den gennemsnitlige produktion af ferskner og nektariner i 2002 — ifølge de italienske myndigheders oplysninger — til at blive større end for de tre foregående år, mens det i punkt 11.3.1 i rammebestemmelserne hedder, at støtte kun kan komme på tale, hvis skadeniveauet når op på 20 % af normal produktion i ugunstigt stillede områder og 30 % i andre områder (som fremhævet i betragtning 9 var den regionale gennemsnitsproduktion i de tre år forud for den påberåbte begivenhed på i alt 144 692 t — 86 059 t for ferskner og 58 633 t for nektariner; for 2002 var produktionen anslået til 147 300 t — 86 300 t for ferskner og 61 000 t for nektariner).

(15)

For det fjerde stillede Kommissionen spørgsmålstegn ved de år, der var valgt som grundlag for fastsættelsen af produktionen for et normalt år med henblik på beregning af tabet. Ifølge punkt 11.3.2 i rammebestemmelserne skal bruttoproduktionen i et normalt år beregnes på grundlag af den gennemsnitlige bruttoproduktion i de foregående tre år, eksklusive år, hvor der er betalt kompensation som følge af ugunstige vejrforhold. De italienske myndigheder har imidlertid beregnet tabet på grundlag af de tre år forud for de ovennævnte ugunstige vejrforhold. Imidlertid havde — som myndighederne selv erkender — bedrifter, der dyrkede disse to frugttyper, i løbet af de pågældende tre år modtaget rentegodtgørelser for lån til kompensation for skader som følge af dårlige vejrforhold, svarende til mindst 35 % af den salgbare bruttoproduktion, uden at der dog blev ydet specifik kompensation til fersken- og nektarinsektoren. Med disse oplysninger in mente er det vanskeligt at forestille sig, at fersken- og nektarindyrkningen havde været skånet for det dårlige vejr, som ellers havde ramt hele bedriften, og at en landbruger, hvis bedrift var ramt i sin helhed, havde kunnet modtage støtte for alle sine afgrøder bortset fra fersken- og nektarinafgrøderne.

(16)

For det femte tvivlede Kommissionen på, at metoden til beregning af støtten var korrekt. Til beregning af støttebeløbet (0,092 EUR pr. kg) havde de italienske myndigheder således udelukkende anvendt markedets gennemsnitspriser i september 2002 for friske emballerede produkter (0,50 EUR pr. kg for nektariner og 0,45 EUR pr. kg for ferskner) og ikke gennemsnitspriserne i de tre år forud for begivenheden, eksklusive ethvert år, hvor der er betalt kompensation som følge af ugunstige vejrforhold, som fastsat i punkt 11.3.2 i rammebestemmelserne. Ifølge de italienske myndigheder skulle denne metode gøre det muligt at undgå overkompensation af landbrugernes tab, eftersom tabet skyldtes manglende salg af produkterne, og kostprisen på et kg kunne anslås til ca. 50 % af markedsprisen. På grundlag af disse oplysninger har Kommissionen måttet konstatere, at rammebestemmelsernes punkt 11.3.2 ikke var overholdt, og at støtten syntes at have til formål at kompensere for tab, der ikke skyldtes produktionstab, men derimod tab som følge af en ugunstig markedsudvikling.

(17)

Med hensyn til dette spørgsmål har Kommissionen endvidere udtrykt tvivl om, hvorvidt grundlaget for beregningen af støtten var korrekt, eftersom de italienske myndigheder ikke havde givet nærmere oplysninger om nedsættelse af støttebeløbet med de omkostninger, landbrugerne ikke havde haft som følge af de dårlige vejrforhold, og heller ikke om nedsættelse af støttebeløbet med eventuelle beløb, der var modtaget under forsikringsordninger, og med eventuelle direkte støttebeløb, der var udbetalt, skønt punkt 11.3.2 og 11.3.6 i rammebestemmelserne indeholder krav herom.

(18)

For det sjette sætter Kommissionen spørgsmålstegn ved overholdelsen af punkt 11.3.8 i rammebestemmelserne, hvor det hedder, at støtte til en producentorganisation ikke må overstige landbrugerens faktiske tab. Opfattelsen af begrebet »faktisk tab« er allerede draget i tvivl ovenfor (tab af omsætning og ikke af produktion; ukorrekt metode til beregning af tabene). Da de italienske myndigheder har anført, at producentorganisationen ville udbetale hele støttebeløbet til landbrugerne, efter at have fratrukket organisationens egne udgifter, har Kommissionen, i mangel af nærmere oplysninger, ikke kunnet afgøre, om de pågældende udgifter, hvis art ikke var oplyst, var overdrevne, og om den støtte, den pågældende producentorganisation havde fået udbetalt, var blevet overført til de pågældende landbrugere i forhold til deres tab.

(19)

For det syvende foreligger der formodning om overtrædelse af bestemmelserne om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager i forordning (EF) nr. 2200/96. Eftersom producentorganisationerne i regionen Piemonte allerede havde udtømt muligheden for tilbagekøb som fastsat i den nævnte forordning (jf. betragtning 10), ville ydelse af statsstøtte til tilbagekøb, som indebar overskridelse af de fastsatte muligheder, være i strid med den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, hvilket ville have forstyrret fællesmarkedets rette funktion. Ifølge punkt 3.2 i rammebestemmelserne kan Kommissionen under ingen omstændigheder godkende en støtte, som er uforenelig med de bestemmelser, der regulerer en fælles markedsordning, eller som ville hindre denne i at fungere tilfredsstillende.

(20)

Som følge af utilstrækkelige oplysninger har Kommissionen endelig ikke kunnet kontrollere, om støtten allerede er udbetalt, og om den kan kumuleres med andre støtteordninger med samme formål.

(21)

Ved brev af 16. januar 2004, registreret den 19. januar 2004, sendte Italiens Faste Repræsentation ved EU Kommissionen et brev fra de italienske myndigheder med disses kommentarer til indledningen af proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, i anledning af den pågældende støtte.

(22)

Hvad angår nedsættelsen af støttebeløbet med de omkostninger, landbrugeren ikke har haft (jf. betragtning 17), understreger de italienske myndigheder, at da det ikke drejer sig om et problem med manglende produktion, var alle dyrkningsfaserne bragt til ende og de hertil knyttede omkostninger afholdt.

(23)

Hvad angår nødvendigheden af at undgå overkompensation af tabene (jf. betragtning 15 og 16), har de italienske myndigheder erklæret, at de — uanset spørgsmålet om korrekt beregningsmetode — mente at have afgivet talmæssige oplysninger, som klart viste, at en hvilken som helst form for overkompensation kunne betragtes som højst usandsynlig. Endvidere slog de fast, at det var vanskeligt at forestille sig, at sektorens tab havde været for små til at udløse støtteudbetaling, i betragtning af misforholdet mellem støttebeløbet og den anvendte markedspris og den kendsgerning, at kostprisen svarer til ca. halvdelen af den ovennævnte markedspris.

(24)

Hvad endelig angår overholdelsen af punkt 11.3.8 i rammebestemmelserne (jf. betragtning 18), har de italienske myndigheder erklæret, at medlemmerne af producentorganisationen skulle fordele støtten i forhold til modtagernes tab (beregnet efter den leverede mængde), og at de ville have sørget for, at den del af støtten, som gik til producentorganisationen selv, udelukkende skulle bruges til at dække dennes basisomkostninger.

(25)

Brevet af 16. januar 2004 fra Italiens Faste Repræsentation ved EU indeholder endvidere en reaktion fra den producentorganisation, som ville kunne få del i støtten (Asprofrut). Denne erklærer, at produktionsåret 2002 var meget vanskeligt, navnlig på grund af vejrforholdene i regionen i august måned og det dårlige vejr i samme tidsrum i de centraleuropæiske lande, som sædvanligvis er blandt dens kunder. Den understreger, at den havde anmodet regionen om, og fået tilkendt, tilbagekøb fra markedet af et produkt, som ikke var skadet som følge af haglbyger, og som opfyldte Fællesskabets handelsnormer, selv om produktet var nedklassificeret til industriprodukt på grund af den forringelse af produktet, der var sket mellem anmodningen om tilbagekøb og påbegyndelsen heraf.

(26)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Den her omhandlede foranstaltning svarer til denne definition, da den begunstiger visse produktioner og vil kunne påvirke samhandelen, i betragtning af Italiens stilling i den pågældende produktion (i 2001 var Italien den næststørste producent af ferskner og den største producent af nektariner i EU).

(27)

I de i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, omhandlede tilfælde kan visse foranstaltninger imidlertid undtagelsesvist anses for at være forenelige med fællesmarkedet.

(28)

I det foreliggende tilfælde havde de italienske myndigheder forklaret, at skaderne på de pågældende produkter skyldtes ugunstige vejrforhold.

(29)

Som nævnt i betragtning 12 havde Kommissionen af brevvekslingen med de italienske myndigheder fået det indtryk, at krisesituationen ikke skyldtes vejrforholdene, men snarere den ugunstige markedssituation, dvs. en faktor, som hører til de normale risici ved landbrugsaktiviteter.

(30)

De kommentarer, som de italienske myndigheder har fremsendt efter indledningen af proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, har ikke indeholdt oplysninger, der svækker dette indtryk. Tværtimod må Kommissionen fortsat tvivle på sammenhængen mellem tilbagekøbet fra markedet, der ledsagede støtten, og et produktionstab som følge af dårlige vejrforhold. Her henviser den til oplysningerne fra de italienske myndigheder, hvoraf det fremgår, at alle dyrkningsfaserne var bragt til ende, eftersom krisen ikke skyldtes et problem med manglende produktion, og navnlig til forklaringerne fra organisationen Asprofrut, som erklærer, at den havde anmodet regionen om, og fået tilkendt, tilbagekøb fra markedet af et produkt, som ikke var beskadiget af haglbygerne, og som opfyldte Fællesskabets handelsnormer, også selv om produktet var nedklassificeret til industriprodukt som følge af den forringelse heraf, der var sket mellem datoen for anmodningen om tilbagekøb og påbegyndelsen heraf (jf. betragtning 22 og 25). Støtteforanstaltningen synes snarere at hænge sammen med en ugunstig markedsudvikling, med andre ord en begivenhed, som hører til de normale risici ved landbrugsaktiviteter.

(31)

Hvad angår den tvivl, der gives udtryk for i betragtning 13, 14 og 15 vedrørende metoden til beregning af tabene, kan Kommissionen ikke finde noget i de italienske myndigheders bemærkninger, der kan tjene til hverken at retfærdiggøre anvendelsen af en tabsberegningsmetode baseret på omsætningen snarere end på produktionen eller valget af referenceår, også selv om Kommissionen, uden hensyntagen til betragtningerne i betragtning 30, fulgte samme fremgangsmåde som de italienske myndigheder med hensyn til kompensation for tab som følge af naturkatastrofer.

(32)

Hvad angår valget af beregningsmetode, skal det understreges, at når punkt 11.3.2 i rammebestemmelserne giver mulighed for alternative metoder til beregning af tabene, skal en sådan alternativ metode kunne anvendes til at bestemme produktionstabet (jf. princippet (5), hvor det hedder: »Kommissionen vil dog acceptere alternative metoder til beregning af normal produktion, herunder regionale referenceværdier, hvis den finder det godtgjort, at de er repræsentative og ikke baseret på unormalt høje udbytter.«) Henvisningen til omsætningen kan derfor ikke retfærdiggøres i lyset af bestemmelserne i punkt 11.3.2 i rammebestemmelserne.

(33)

Kommissionen mærker sig endvidere, at de italienske myndigheder i brevet af 16. januar 2004 ikke havde givet nogen begrundelse for valget af referenceår for beregning af tabet, og at de heller ikke havde forklaret, hvordan et produktionstab på 20 % og 30 % var muligt, samtidig med at overslagene over regionens produktion for 2002 viste, at produktionen ville blive større end i de tre år, der var anvendt som referencegrundlag for tabsberegningen.

(34)

Uden disse oplysninger er Kommissionen stadig uvidende om, hvorfor de italienske myndigheder som referencegrundlag har anvendt år, hvor visse producenter af ferskner og nektariner — som de selv erkender — havde modtaget rentegodtgørelser for lån, der var ydet til kompensation for tab som følge af dårlige vejrforhold, og som svarede til mindst 35 % af den salgbare bruttoproduktion (som nævnt i betragtning 15, er det vanskeligt at forestille sig, at fersken- og nektarinafgrøderne skulle være skånet for dårlig vejr, som har ramt bedriften som helhed, og at en landbruger, hvis bedrift er blevet ramt i sin helhed, har kunnet modtage støtte for alle sine afgrøder, bortset fra ferskner og nektariner). Kommissionen er endvidere ikke klar over, hvordan de italienske myndigheder har kunnet retfærdiggøre et tab på 20 % eller 30 % med dårlige vejrforhold, mens det — ud over den kendsgerning, at produktionsoverslagene for 2002 var gunstigere end tallene for de tre år, der var anvendt som beregningsgrundlag — af bemærkningerne fra organisationen Asprofrut fremgår, at de tilbagekøbte produkter ikke var skadet af hagl, men var nedklassificeret til industriprodukt som følge af den forringelse, der var sket mellem datoen for anmodningen om tilbagekøb og påbegyndelsen heraf (jf. betragtning 31).

(35)

På denne baggrund ville Kommissionen — også selv om den havde kunnet acceptere de italienske myndigheders fremgangsmåde, hvad angår kompensation for tab som følge af naturkatastrofer — ikke desto mindre fortsat have sat spørgsmålstegn ved metoden til beregning af den tabstærskel, der udløste retten til støtte, ved overskridelsen af denne tærskel og ved fersken- og nektarinproducenternes adgang til støtte i henhold til punkt 11.3 i rammebestemmelserne. Anvendelsen af omsætningen (dvs. en parameter, der klart følger efter den klimatiske begivenhed) understøtter kun konstateringen i betragtning 30, nemlig at tilbagekøbsforanstaltningen, som ledsagede støtten, snarere synes at skyldes ugunstige markedsforhold, dvs. en begivenhed, der hører til de normale risici ved udøvelsen af landbrugsaktiviteter.

(36)

Hvad angår tvivlsspørgsmålene i betragtning 16 vedrørende metoden til beregning af støtten, erkender de italienske myndigheder i brevet af 16. januar 2004, at deres beregningsmetode var ukorrekt, inden de understreger, at de fremlagte tal burde vise Kommissionen, at der ikke kunne være tale om overkompensation af tabene. Selv om Kommissionen havde kunnet acceptere de italienske myndigheders fremgangsmåde, hvad angår kompensation for tab som følge af naturkatastrofer, ville den heller ikke i dette tilfælde, i betragtning af den erkendte mangel ved beregningsmetoden, kunne have undladt at sætte spørgsmålstegn ved den påtænkte støttes forenelighed med fællesmarkedet.

(37)

Det grundlæggende problem beror endnu engang på at de pågældende bedrifters tab — som erklæret af de italienske myndigheder — skyldes manglende afsætning (jf. betragtning 16) og ikke manglende produktion (jf. betragtning 30). Kommissionen kan derfor ikke undlade at tvivle på, at den påtænkte støtte skulle tjene andre formål end kompensation for manglende indtægter som følge af den ugunstige markedsudvikling — et fænomen, der hører til de normale risici ved udøvelsen af landbrugsaktiviteter.

(38)

Hvad angår tvivlsspørgsmålene i betragtning 17 og 18 (vedrørende grundlaget for beregning af støtten, fordi de italienske myndigheder ikke havde fremsendt oplysninger om nedsættelsen af beløbet med de omkostninger, landbrugeren ikke havde haft som følge af de dårlige vejrforhold, eller om nedsættelsen af støttebeløbet med eventuelle beløb, der var modtaget under forsikringsordninger, og med eventuelle modtagne støttebeløb), mærker Kommissionen sig, at de italienske myndigheder i deres brev af 16. januar 2004 kun har præciseret, at — i og med at det ikke drejede sig om et problem med manglende produktion — skulle det påtænkte støttebeløb ikke nedsættes med omkostninger, som landbrugeren ikke havde haft, da alle dyrkningsfaserne var bragt til ende og alle hermed forbundne omkostninger derfor afholdt.

(39)

Over for dette svar må Kommissionen konstatere, at de italienske myndigheder ganske vist har besvaret spørgsmålet om eventuel nedsættelse af støttebeløbet med omkostninger, som landbrugeren ikke har haft, men at de derimod ikke har givet nærmere oplysninger om nedsættelse af støttebeløbet med eventuel modtaget direkte støtte og med eventuelle beløb, der er modtaget under forsikringsordninger. Selv om Kommissionen havde kunnet acceptere de italienske myndigheders — allerede gentagne gange nævnte — fremgangsmåde, ville denne mangel på oplysninger i sig selv have været tilstrækkelig til, at den fortsat ikke kunne være sikker på, at alle betingelserne i punkt 11.3 i rammebestemmelserne var opfyldt.

(40)

Hvad angår tvivlsspørgsmålene i betragtning 18 vedrørende overholdelsen af punkt 11.3.8 i rammebestemmelserne, mærker Kommissionen sig oplysningerne fra de italienske myndigheder, hvor det hedder, at støtten skulle fordeles af producentorganisationens medlemmer i forhold til den lidte skade (bestemt på grundlag af den leverede mængde), og at myndighederne selv skal føre tilsyn med, at den del af støtten, producentorganisationen tilbageholder til sig selv, udelukkende anvendes til at dække dens basisomkostninger. Selv om Kommissionen havde kunnet acceptere de italienske myndigheders fremgangsmåde, ville den fortsat have tvivlet på, om punkt 11.3.8 i rammebestemmelserne var overholdt, eftersom den leverede mængde ikke ville være en objektiv faktor til bestemmelse af tabet, fordi tilbagekøbsproceduren omfattede frugt, der ikke var skadet af haglbyger, men var nedklassificeret til industriprodukt som følge af den forringelse af produktet, der var sket mellem datoen for anmodningen om tilbagekøb (jf. betragtning 30) og påbegyndelsen heraf, og fordi den i mangel af oplysninger (som den havde anmodet om) om arten af de omkostninger, producentorganisationen Asprofrut havde haft, ikke havde kunnet være sikker på, at disse ikke var overvurderet, hvilket ville have været ensbetydende med ydelse af driftsstøtte til den pågældende organisation.

(41)

Hvad angår tvivlsspørgsmålene i betragtning 19 vedrørende formodningen om overtrædelse af reglerne om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager i forordning (EF) nr. 2200/96, må Kommissionen konstatere, at de italienske myndigheder ikke har fremlagt argumenter, der afkræfter denne formodning. I betragtning af tidspunktet for tilbagekøbet, dvs. på et tidspunkt, hvor producentorganisationerne i Piemonte allerede havde udtømt muligheden for tilbagekøb som fastsat i nævnte forordning (jf. betragtning 10), kan Kommissionen kun konkludere, at ydelsen af statsstøtte til tilbagekøb, som overstiger de fastsatte muligheder, ville stride mod reglerne for den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, hvilket ville forstyrre fællesmarkedets rette funktion.

(42)

Hvad endelig angår spørgsmålet om støttens udbetaling og eventuel kumulering med anden støtte, skal Kommissionen bemærke, at de italienske myndigheder i brevet af 16. januar 2004 havde anført, at støtten ikke var blevet udbetalt, og producentorganisationen Asprofrut har bekræftet, at den ikke har modtaget noget beløb. Kommissionen har imidlertid ikke fået svar på spørgsmålet om muligheden for kumulering med anden støtte, der tjener samme formål. En eventuel kumulering ville nemlig kunne betyde overkompensation for det påberåbte tab, hvilket ville være i strid med punkt 11.3 i rammebestemmelserne.

(43)

Af ovennævnte fremgår det, at den påtænkte støtte til producentorganisationen Asprofrut til dækning af tilbagekøb fra markedet af ferskner og nektariner ikke kan anses for at have til formål at kompensere for tab som følge af dårlige vejrforhold, men at der er tale om et middel til kompensation til visse producenter for manglende indtægter som følge af en ugunstig markedsudvikling — en faktor, der hører til de normale risici ved landbrugsaktiviteter. At dække en normal risiko ved en landbrugsaktivitet med støtte svarer til at yde den eller de pågældende støttemodtagere driftsstøtte, hvilket er uforeneligt med fællesmarkedet.

(44)

Også selv om det havde været muligt at acceptere de italienske myndigheders fremgangsmåde med hensyn til kompensation for et tab, der skyldtes dårlige vejrforhold, indeholder oplysningerne fra de samme myndigheder for mange uklarheder til, at Kommissionen kan gå ud fra, at støtten er ydet i overensstemmelse med punkt 11.3 i rammebestemmelserne. Ud fra denne synsvinkel ville støtten således hverken være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), som påberåbt af de italienske myndigheder, eller af undtagelsesbestemmelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), eftersom støtten ikke ville have bidraget til at fremme udviklingen af den pågældende erhvervsgren. Støtten ville altså have været uforenelig med fællesmarkedet.

(45)

Endelig er der formodning om overtrædelse af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 2200/96. Da tilbagekøbet har fundet sted på et tidspunkt, hvor mulighederne for tilbagekøb for producentorganisationerne i Piemonte var udtømt, ville ydelsen af støtte til finansiering af en operation, der gik ud over de grænser, der er fastsat i en forordning til regulering af markederne for frugt og grøntsager på europæisk plan, kunne true med at forstyrre disses rette funktion. I medfør af punkt 3.2 i rammebestemmelserne kan Kommissionen ikke under nogen omstændigheder godkende en støtte, der strider mod bestemmelserne til regulering af en fælles markedsordning, eller som ville forstyrre dennes rette funktion. Støtten må derfor betragtes som uforenelig med fællesmarkedet.

(46)

Da støtten ikke er udbetalt, skal den ikke kræves tilbagebetalt —

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/26

(1)

Ved brev af 18. november 2002, der blev registreret samme dag (i det følgende benævnt »anmeldelsen«), gav Frankrig Kommissionen meddelelse om sine planer om at yde finansiel støtte til reparationsværftet Compagnie Marseille Réparation (CMR). Sagen blev registreret under nr. N 728/02.

(2)

Ved brev af 13. december 2002 anmodede Kommissionen Frankrig om supplerende oplysninger. Frankrig svarede ved brev af 6. marts 2003, der blev registreret den 7. marts 2003.

(3)

Kommissionen gav ved brev af 13. maj 2003 Frankrig meddelelse om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til de anmeldte foranstaltninger. Sagen blev registreret under nr. C 34/03.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til de pågældende foranstaltninger.

(5)

Frankrig fremsendte sine bemærkninger ved brev af 31. juli 2003, der blev registreret den 4. august 2003. Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra tredjemand.

(6)

Frankrig gav supplerende oplysninger ved brev af 2. oktober 2003, der blev registreret den 3. oktober 2003, og ved brev af 10. oktober 2003, der blev registreret samme dag. Ved brev af 21. november 2003 stillede Kommissionen Frankrig en række supplerende spørgsmål, som Frankrig besvarede ved brev af 29. december, der blev registreret den 8. januar 2004, og ved brev af 29. januar 2004, der blev registreret samme dag. Kommissionen stillede yderligere spørgsmål ved brev af 10. maj 2004, som Frankrig besvarede ved brev af 29. juni 2004, der blev registreret samme dag.

(7)

Støttemodtageren er reparationsværftet CMR, der ligger i Marseille. CMR blev oprettet den 20. juni 2002 med det formål at overtage aktiverne fra det konkursramte skibsværft, Compagnie Marseillaise de Réparations (CMdR).

(8)

Tidligere blev skibsreparationer i Marseilles havn varetaget af følgende tre værfter, Marine Technologie, Travofer og CMdR. Disse værfter havde i 1996 ca. 430 ansatte (310 hos CMdR, 70 hos Marine Technologie og 50 hos Travofer). I 1996 kom CMdR i vanskeligheder og måtte gå i betalingsstandsning. Der blev iværksat en social plan, mens konkursproceduren var i gang, for at hjælpe CMdR med at betale udgifterne i forbindelse med førtidspensionering og omskoling af en del af personalet, inden der blev fremsat et overtagelsestilbud. Ifølge Frankrig blev denne plan finansieret af de offentlige myndigheder.

(9)

I 1997 blev CMdR overtaget af det italienske selskab Marinvest, som i juli 2000 solgte værftet videre til den britiske koncern Cammell Laird. Samtidig overtog Cammell Laird også de to andre reparationsværfter i Marseille, Marine Technologie og Travofer. Cammell Laird ville samle de tre selskaber i ét enkelt, nemlig CMdR, og omlægge deres arbejde fra skibsreparationer til ombygning af skibe.

(10)

Fra juli 2000 til juli 2002 blev antallet af ansatte hos CMdR betydeligt formindsket på grund af »asbestafgangen«, dvs. pensionering af arbejdstagere, der var blevet syge på grund af asbest. I betragtning af den forventede omstrukturering blev disse ansatte ikke erstattet. CMdR's aktiviteter blev derfor reduceret, men værftet fortsatte ikke desto mindre med at reparere skibe indtil betalingsstandsningen.

(11)

Som følge af Cammell Lairds konkurs i 2001 kom CMdR i vanskeligheder. Den 31. juli 2001 indledte handelsretten i Marseille en konkursprocedure mod CMdR.

(12)

Selskabet CMR, der blev oprettet den 20. juni 2002, fremsatte et overtagelsestilbud for CMdR til handelsretten i Marseille, der godkendte overtagelsesplanen den 20. juni 2002.

(13)

Som led i konkursproceduren overtog CMR således CMdR's aktiver til en pris af 1 001 EUR (dvs. en symbolsk euro for aktiverne og 1 000 EUR for lagrene). Ifølge CMR's balance indledte selskabet sin virksomhed i 2002 uden gæld.

(14)

Frankrig havde oprindeligt oplyst, at CMR også havde overtaget det igangværende arbejde.

(15)

I henhold til den franske sociallovgivning i forbindelse med indstilling af kommercielle aktiviteter (artikel L 122 12, stk. 2, i arbejdsloven) var CMR også forpligtet til at overtage samtlige arbejdskontrakter og bibeholde deres betingelser med hensyn til kvalifikationer, aflønning og anciennitet. Desuden skulle CMR overtage dels lønforpligtelser, der var indgået før overtagelsen, på 500 000 EUR i forbindelse med »asbestafgangen«, dels skyldige lønninger (betalt ferie) på 620 000 EUR, og disse to tal svarer til de tal, som Frankrig oprindeligt fastsatte.

(16)

Frankrig har meddelt Kommissionen, at CMR i marts 2003 havde 100 beskæftigede inden for produktion, mod et gennemsnit på 184 i de foregående fem år.

(17)

CMR ejes af fem aktionærer, hvoraf den ene er administrerende direktør.

(18)

For at genskabe rentabiliteten inden for skibsreparationer i Marseille må der ifølge Frankrig træffes en række interne foranstaltninger i CMR. Der er derfor udarbejdet en femårig driftsplan.

(19)

CMR skulle fra CMdR have arvet en række omkostninger (»asbestafgangen«, lønninger (betalt ferie)) og en række vanskeligheder, som f.eks. færre kunder inden for skibsreparationer i Marseilles havn. At værftet havde mistet kunder skulle være foranlediget af Cammell Lairds politik, der var koncentreret om ombygning af skibe i stedet for skibsreparationer. Frankrig hævder derfor, at CMR må omstruktureres. Frankrig erkender, at et enkelt skibsreparationsværft i Marseille (nemlig CMR) opfylder behovene på skibsreparationsmarkedet.

(20)

Driftsplanen, som Frankrig kalder en omstruktureringsplan, omfatter en række foranstaltninger, som skal løse CMR's problemer. Først og fremmest skal Cammell Lairds tidligere strategi, der bestod i at omlægge reparationsvirksomheden til ombygning af skibe, ændres, således at CMR vender tilbage til sin traditionelle reparationsvirksomhed. Desuden skal CMR træffe følgende foranstaltninger, som beskrevet af Frankrig: nedbringelse af strukturomkostningerne, computerstøttet forarbejdning, styrkelse af ledelsens ansvar, streng styring af udlicitering og udvikling af multifunktionel kapacitet. Endelig skal den foretage en række investeringer og lægge særlig vægt på uddannelse og specialisering af personalet.

(21)

Så snart virksomheden har genvundet sin markedsstilling, vil den også kunne søge at tiltrække skibsredere uden for Marseille, som ejer mere specielle skibe (f.eks. krydstogtskibe, færger og gastankskibe), og som ikke betragter prisen som det eneste kriterium, når de skal afgive ordrer.

(22)

Frankrig har fremlagt to versioner af CMR's driftsplan. Anmeldelsen var baseret på en plan med en optimistisk hypotese, nemlig en omsætning på 30 mio. EUR i 2006, mens en mere forsigtig plan (i det følgende benævnt »den forsigtige hypotese«) var blevet udarbejdet efter anmodning fra handelsretten i Marseille (en omsætning begrænset til 20 mio. EUR om året fra det tredje år og indtil driftsplanens ophør). Vurderingen af virksomhedens drift er derfor blevet ændret, og tabel 1 indeholder denne nye vurdering.

Tabel 1

Den forventede udvikling i CMR's drift (den forsigtige hypotese) (4)

(23)

Ifølge Frankrig bygger driftsplanen på reparationsværfternes omsætning i Marseille, før Cammell Laird-koncernen kom i vanskeligheder i 2000, og på CMR's mulighed for at opnå tilsvarende resultater i løbet af to år. Frankrig understreger desuden, at planen tager hensyn til kundestagnationen på overtagelsestidspunktet, og at den vedtagne fremgangsmåde er endnu mere forsigtig end den forsigtige hypotese.

(24)

Omkostningerne ved gennemførelsen af driftsplanen på grundlag af den forsigtige hypotese, dvs. det, Frankrig kalder omstruktureringsomkostningerne, er nærmere angivet i del 1 i tabel 2.

(25)

Som omstruktureringsomkostninger betragter Frankrig også udgifterne i forbindelse med »asbestafgangen«, og de skyldige lønninger, (betalt ferie), da alle disse omkostninger påhvilede virksomheden inden overtagelsen. Disse omkostninger figurerer i del 2 i tabel 2, og der er taget hensyn til de ændrede tal, som Frankrig fremsendte ved brev af 29. januar 2004.

Tabel 2

Omkostningerne ved CMR's omstrukturering

(26)

De samlede omkostninger, der betragtes som nødvendige for at sætte CMR i drift igen, beløber sig således til 3 649 494 EUR.

(27)

Frankrig oplyser, at de 3 649 494 EUR, som CMR har brug for, finansieres gennem lån og tilskud fra offentlige og private kilder, jf. tabel 3. Frankrig vedtog den 3. maj 2002 en foreløbig beslutning om at yde CMR statsstøtte, det vil endda sige, inden CMR blev oprettet, og inden selskabet overtog CMdR's aktiver. En juridisk bindende beslutning om støtte blev vedtaget den 26. juni 2002.

Tabel 3

Finansielle foranstaltninger i forbindelse med omstruktureringen af CMR

(28)

Den franske stat yder CMR et rentefrit lån på 1 600 000 EUR. Frankrig har fastsat lånets nettosubventionsækvivalent (NSÆ) til 404 640 EUR på grundlag af Kommissionens referencesats for 2002, dvs. 5,06 %. Frankrig anfører, at lånebetingelserne kan opstilles som i tabel 4. I september 2003 fik CMR udbetalt et beløb på 800 000 EUR.

Tabel 4

Betingelserne for udbetaling og tilbagebetaling af lånet til CMR

(29)

Regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur, departementet Bouches-du-Rhône og Marseille by yder hver især CMR et tilskud på 630 000 EUR. Allerede i september 2003 var de lokale myndigheders samlede støtte (1 890 000 EUR) blevet udbetalt og anvendt til dækning af selskabets tab i det første halve driftsår (2002).

(30)

Den private støtte blev ydet som kapitaltilførsel fra CMR's aktionærer (610 000 EUR) og banklån (1 830 000 EUR). Bankerne havde ikke krævet nogen form for særgaranti for banklånene, undtagen hvad følgende angår. En del af CMR's aktiver finansieres gennem en leasingkontrakt, dvs. at den forbliver bankernes ejendom, indtil lånet er tilbagebetalt. En anden del af CMR's aktiver er pantsat, og det betyder, at CMR kan miste ejendomsretten til fordel for bankerne, hvis lånet ikke tilbagebetales på de aftalte betingelser. Den bank, der har ydet lånet, er den kooperative bank i Banque populaire- koncernen.

(31)

Frankrig oplyser, at der i de sidste 20 år har været foretaget omstruktureringer inden for den franske skibsreparationssektor på grund af den kraftige forringelse af dette marked. I Marseille kom reparationsværfterne i vanskeligheder, fordi de ikke havde taget hensyn til den dårlige markedsudvikling. Frankrig oplyser, at opretholdelsen af tre reparationsværfter i Marseille (Marine Technologie, Travofer og CMdR) skabte overkapacitet på markedet indtil 2002, hvor de blev overtaget af Cammell Laird. Frankrig mener således, at ét enkelt reparationsværft i Marseille kan opfylde markedets behov.

(32)

Hvad angår CMR's personale arbejdede 100 i produktionssektoren i marts 2003 mod gennemsnitlig 184 i de foregående fem år. Denne nedgang i antallet af beskæftigede skyldtes også »asbestafgangen« (30 personer). Frankrig bemærker dog, at disse personer vil blive erstattet i det omfang, hvor CMR får brug for at nyansætte arbejdskraft.

(33)

Frankrig understreger, at CMR's kapacitet ikke desto mindre er blevet reduceret på grund af lukningen af Marine Technologies og Travofers tidligere anlæg, der er blevet overdraget til Marseille havn og ikke længere anvendes til skibsreparationer.

(34)

I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (i det følgende benævnt »procedurebeslutningen«) antog Kommissionen, at de pågældende foranstaltninger måtte betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1. Disse foranstaltninger blev dernæst vurderet på grundlag af Rådets forordning (EF) nr. 1540/98 af 29. juni 1998 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien (7) (i det følgende benævnt »skibsbygningsforordningen«) og Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (8) (i det følgende benævnt »omstruktureringsbestemmelserne«).

(35)

I procedurebeslutningen udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt de pågældende finansielle foranstaltninger kunne godkendes som omstruktureringsstøtte, dels fordi CMR tilsyneladende var en nystiftet virksomhed, der var oprettet som følge af CMdR's afvikling, dels fordi det i punkt 7 i omstruktureringsbestemmelserne er fastsat, at en nystiftet virksomhed ikke er berettiget til rednings- og omstruktureringsstøtte, selv om den i begyndelsen befinder sig i en vanskelig finansiel situation.

(36)

Selv om CMR kunne anses for berettiget til omstruktureringsstøtte, tvivlede Kommissionen desuden på, at de øvrige kriterier, der var nødvendige for, at der kunne ydes omstruktureringsstøtte, var opfyldt.

(37)

Kommissionen bemærkede især, at Frankrig ikke beskrev de strukturproblemer, som omstruktureringen skulle afhjælpe, men kun erklærede, at CMR's vanskeligheder fortrinsvis skyldtes CMdR's konkurs. Kommissionen tvivlede derfor på, at CMR faktisk havde været udsat for sådanne strukturproblemer, og tvivlede derfor også på, at CMR's driftsplan blev vedtaget for at sikre, at CMR på ny kunne blive levedygtig inden for en rimelig frist.

(38)

Desuden udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt der var foretaget kapacitetsnedskæringer som fastsat i artikel 5 i skibsbygningsforordningen. Den bemærkede, at Frankrig ikke havde givet mere præcise oplysninger om det antal beskæftigede, der reelt var overtaget af CMR, og at underleverancerne tilsyneladende ville blive kraftigt forøget.

(39)

Kommissionen tvivlede ligeledes på, at støtten blev sat i forhold til omkostningerne og fordelene ved omstruktureringen. I denne forbindelse lagde Kommissionen til grund, at omstruktureringsomkostningerne beløber sig til 3 649 494 EUR, og at den samlede offentlige og private støtte beløber sig til 5 930 000 EUR. Finansieringen dækker dermed mere end de anførte omstruktureringsbehov.

(40)

Med hensyn til proportionaliteten rejste procedurebeslutningen spørgsmålet om fastsættelse af nettosubventionsækvivalenten for det lån, som staten havde ydet CMR, idet den fastslog, at det i Kommissionens meddelelse om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (9) er anført, at referencesatsen kan forhøjes i tilfælde af særlige risici (f.eks. en virksomhed i vanskeligheder), og at præmien i sådanne tilfælde kan sættes op til 400 basispoint og endda mere. Kommissionen betvivlede derfor, at hele lånet kunne betragtes som støtte.

(41)

Hvad videre angår proportionaliteten, tvivlede Kommissionen også på, at samtlige omkostninger kunne betragtes som omstruktureringsomkostninger, idet den bl.a. nævnte omkostningerne til uddannelse af ansatte hos CMR's underleverandører.

(42)

Frankrig fremsatte følgende bemærkninger i sit svar på procedurebeslutningen og i sine efterfølgende supplerende oplysninger.

(43)

Over for Kommissionens tvivl om, at CMR skulle være berettiget til omstruktureringsstøtte, gør Frankrig gældende, at CMR ganske vist er en ny virksomhed, men alligevel stadig er i vanskeligheder. Frankrig erkender, at overtagelsen af de menneskelige og materielle ressourcer kan være en potentiel gevinst for en ny virksomhed, men påpeger, at der samtidig er tale om en væsentlig byrde. Frankrig bekræfter således sin oprindelige holdning, nemlig at CMR, selv om selskabet er nyt, må sidestilles med en eksisterende kriseramt virksomhed.

(44)

Frankrig bekræfter desuden, at CMR indledte sin virksomhed gældfri. Ifølge den franske konkurslovgivning kan en kriseramt virksomhed, inden den går i betalingsstandsning, forsøge at stabilisere sin stilling ved at indgå en aftale med sine kreditorer gennem en kurator, der er udpeget af en handelsret. CMdR havde anmodet om, at der blev udpeget en kurator. Kuratoren førte tilsyn med, at alt igangværende arbejde blev afsluttet, og at kreditorerne blev betalt. Forsøget på at stabilisere CMdR's stilling mislykkedes dog, og på grund af en forringelse af aktiverne og mangel på ordrer måtte virksomheden til sidst gå i betalingsstandsning den 31. juli 2001. Derfor havde CMdR ikke længere nogen gæld på overtagelsestidspunktet.

(45)

I modsætning til, hvad Frankrig oprindelig havde fremført, blev det desuden understreget, at CMdR havde afsluttet alt igangværende arbejde, inden den gik i betalingsstandsning, og at en af årsagerne til betalingsstandsningen netop var, at ordrebogen var tom (jf. betragtning nr. 44).

(46)

Med hensyn til Kommissionens tvivl om, hvorvidt CMR's omstruktureringsplan var rentabel, har Frankrig præciseret flere punkter i planen nærmere. CMR vil genoptage skibsreparationerne, som CMdR opgav til fordel for ombygning af skibe. Virksomheden vil delvis erstatte »asbestafgangen« med unge, bedre kvalificerede arbejdstagere og vil udfolde de hidtil største bestræbelser på at uddanne sit personale. Den vil desuden indføre en årsbaseret arbejdstid som led i lovgivningen, der begrænser den ugentlige arbejdstid til 35 timer, og harmonisere sine forskellige personalevedtægter. Endvidere vil den modernisere sine anlæg og arbejdsmetoder, forbedre sikkerheden og udarbejde en ISO 9001-kvalitetsplan. Frankrig mener, at disse foranstaltninger sammen med de oprindeligt anmeldte vil sikre CMR's rentabilitet inden for en rimelig frist.

(47)

Frankrig fremfører desuden, at planens rentabilitet sikres af realistiske kommercielle hypoteser, der bygger på skibsreparationsværfternes reelle virksomhed i Marseille, før de blev integreret i Cammell Laird. Frankrig bemærker endvidere, at CMR har indgået en aftale med sine ansatte, som sikrer fred på arbejdspladsen. Endelig bemærker Frankrig, at CMR's driftsresultater i 2002 og i første halvår 2003 viser, at virksomheden sandsynligvis vil blive rentabel fra 2003 som fastsat i omstruktureringsplanen.

(48)

Med hensyn til det nødvendige i at undgå enhver form for konkurrenceforvridning gør Frankrig gældende, at nedskæringen i skibsreparationskapaciteten er sikret ved lukningen af de to andre reparationsanlæg i Marseille (Marine Technologie og Travofer).

(49)

Desuden fremfører Frankrig i denne forbindelse, at skibsreparationsværfterne i den nordlige del af Middelhavet supplerer hinanden og reelt ikke konkurrerer med hinanden.

(50)

Frankrig bekræfter også, at CMR er en SMV som defineret i artikel 2, litra b), i Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (10).

(51)

Endelig understreger Frankrig, at 132 ansatte hos CMdR blev overtaget af CMR, og at 58 forlader virksomheden i perioden 2002-2004, fordi de er blevet syge af asbest.

(52)

Med hensyn til de pågældende foranstaltningers proportionalitet påpeger Frankrig, at den offentlige og private støtte på 5 930 000 EUR dækker dels omstruktureringsomkostningerne (3 649 494 EUR), dels en del af virksomhedens behov for driftskapital, der ikke er forbundet med omstruktureringen.

(53)

Frankrig forklarer, at omkostningerne ved uddannelse af underleverandører indgår i omstruktureringsomkostningerne og bemærker i denne forbindelse, at mange aktiviteter, der er væsentlige for CMR's drift, udøves af udenforstående specialvirksomheder. Da disse virksomheder som underleverandører berøres af problemerne i skibsreparationssektoren i Marseille, er de ikke i stand til at finansiere deres ansattes uddannelse. CMR påtager sig derfor denne finansiering i sin egenskab af ordregiver, med det fulde ansvar over for skibsrederne.

(54)

Sideløbende med anmodningen om omstruktureringsstøtte har Frankrig anmodet Kommissionen om at undersøge direkte på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), om de pågældende finansieringsforanstaltninger er forenelige med fællesmarkedet, såfremt støtten ikke skulle være forenelig med omstruktureringsbestemmelserne. Frankrig gør gældende, at skibsbygningen er af væsentlig betydning for Marseilles havn, dvs. at den er nødvendig for at sikre modtagelsen af skibe, vedligeholdelsen af skibe, der er nødvendig for havneaktiviteterne, samt tjenester forbundet med sikkerheden til søs og med turistvirksomhed (reparation af lystbåde). Frankrig hævder også, at opretholdelse af skibsreparationerne i Marseille er i Fællesskabets interesse, fordi den er i overensstemmelse med den fælles transportpolitik, der fremmer søtransport. Endelig understreger Frankrig de historiske og strategiske årsager til, at skibsreparationerne bør bevares i Marseilles havn.

(55)

Efter traktatens artikel 87, stk. 1, »er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(56)

For det første må det tilskud på 1 600 000 EUR, som den franske stat har ydet CMR, betragtes som en finansiel fordel, der skyldes statsmidler. Desuden finder kriteriet statsmidler også anvendelse på økonomiske fordele, der ydes af medlemsstaternes regionale eller lokale myndigheder. Det første kriterium for anvendelse af traktatens artikel 87, stk. 1, er derfor også opfyldt med hensyn til de tilskud (på hver 630 000 EUR), som CMR har modtaget fra regionen Provence-Alpes Côte d'Azur, departementet Bouches-du-Rhône og Marseille by.

(57)

For det andet var de pågældende tilskud øremærket en bestemt virksomhed, nemlig CMR, og selektivitetskriteriet, der er en betingelse for anvendelse af traktatens artikel 87, stk. 1, er derfor opfyldt.

(58)

For det tredje giver de tre støtteforanstaltninger, som de regionale og lokale myndigheder har gennemført, samt det rentefrie lån fra den franske stat CMR en økonomisk fordel, som virksomheden ikke ville have fået fra den private sektor. Disse støtteforanstaltninger kan derfor på grund af deres art fordreje konkurrencevilkårene.

(59)

For det fjerde er det kriterium, der går ud på, at foranstaltningen skal påvirke samhandelen, opfyldt, fordi støttemodtageren udøver erhvervsvirksomhed, der berører samhandelen mellem medlemsstaterne. Dette er nemlig tilfældet med CMR's skibsreparationer. I en følsom sektor som skibsreparationssektoren, kan det formodes, at samhandelen påvirkes, i hvert fald potentielt. Denne formodning danner nemlig grundlag for den konsekvente politik, der føres med hensyn til særreglerne for statsstøtte til værftsindustrien. Disse regler gælder fuldt ud for skibsreparationer, der er underlagt de samme principper som skibsbygning. Desuden er CMR i kraft af sin geografiske beliggenhed en i hvert fald potentiel konkurrent til reparationsværfterne i Italien og Spanien.

(60)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at den offentlige støtte til CMR, som den er beskrevet i tabel 3, del 1, fuldt ud må betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

(61)

Kommissionen bemærker også, at Frankrig ikke har opfyldt sin forpligtelse efter traktatens artikel 88, stk. 3, til ikke at gennemføre de planlagte foranstaltninger, før proceduren har ført til endelig beslutning (suspensionsbestemmelse). Støtten betragtes derfor som ulovlig.

(62)

Da CMR opererer inden for skibsreparationssektoren, er den støtte, som virksomheden modtager, omfattet af særreglerne for statsstøtte til værftsindustrien. Fra den 1. januar 2004 har disse regler været fastsat i rammebestemmelserne for statsstøtte til skibsbygning (11), der afløste skibsbygningsforordningen. Men i henhold til Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (12), skal ulovlig statsstøtte, dvs. støtteforanstaltninger, der er gennemført i strid med traktatens artikel 88, stk. 3, vurderes efter de gældende regler på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Skibsbygningsforordningen finder derfor anvendelse i den foreliggende sag. For fuldstændighedens skyld må det understreges, at det ikke påvirker konklusionerne med hensyn til, om støtten er forenelig med fællesmarkedet, om Kommissionen anvender skibsbygningsforordningen, eller om den anvender de rammebestemmelser, der har afløst den (13); de grundlæggende kriterier for vurderingen af støtte til redning og omstrukturering, regionalstøtte og uddannelsesstøtte er nemlig de samme (14).

(63)

Frankrig har anmodet Kommissionen om at undersøge direkte på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), om de pågældende finansielle foranstaltninger er forenelige med fællesmarkedet, og har i denne forbindelse gjort gældende, at skibsreparationer er af stor betydning for, at en havn af Marseilles' størrelse kan fungere tilfredsstillende.

(64)

Kommissionen bemærker først og fremmest, at de reparationsydelser, der udbydes af CMR, hvis de i praksis var af væsentlig betydning for, at havnen kunne fungere tilfredsstillende, principielt burde finansieres over havnens egne indtægter, uden at der var behov for statsstøtte. Desuden godkender Kommissionen en del af støtten som regional investeringsstøtte og tager derfor hensyn til de regionale problemer, der gør sig gældende.

(65)

Desuden er skibsbygningsforordningen en samling af særlige og udtømmende regler for sektoren, i den foreliggende sag skibsreparationssektoren, og må betragtes som en slags særlov i forhold til traktaten. Godkendelse af støtten ved direkte anvendelse af traktaten ville ødelægge de målsætninger, der søges opfyldt med fastsættelsen af særlige, restriktive regler for denne sektor.

(66)

Kommissionen kan derfor ikke vurdere den pågældende støtte direkte på grundlag af traktaten.

(67)

I artikel 2 i skibsbygningsforordningen er det fastsat, at støtte, der ydes til reparation af skibe, kun kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder forordningens bestemmelser.

(68)

Ifølge Frankrig tager den pågældende støtte sigte på omstrukturering af CMR's aktiviteter. I henhold til artikel 5 i skibsbygningsforordningen kan støtte til redning og omstrukturering af virksomheder inden for skibsreparationssektoren undtagelsesvis betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den er i overensstemmelse med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder og opfylder de særlige betingelser, der er fastsat i artikel 5.

(69)

Kommissionen har derfor undersøgt, om kriterierne i omstruktureringsbestemmelserne er opfyldt.

(70)

Ifølge omstruktureringsbestemmelserne skal en virksomhed for at være berettiget til omstruktureringsstøtte kunne anses for at være kriseramt i disse bestemmelsers forstand. Selv om der ikke findes nogen fællesskabsdefinition på kriseramt virksomhed, mener Kommissionen, at en virksomhed er kriseramt, når den ikke med egne finansielle midler eller med de midler, som dens ejere/aktionærer og kreditorer er villige til at skyde ind i virksomheden, er i stand til at bremse de tab, som med rimelig stor sikkerhed vil kvæle virksomheden på kort eller mellemlang sigt, medmindre de offentlige myndigheder griber ind (punkt 4 i omstruktureringsbestemmelserne). En virksomheds vanskeligheder viser sig f.eks. ved voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overskudskapacitet, faldende selvfinansiering, stigende gældsætning, stigende finansieringsudgifter og nedgang i eller endog tab af nettoformuen.

(71)

I punkt 7 i omstruktureringsbestemmelserne er det dog fastsat, at en nystiftet virksomhed ikke er berettiget til omstruktureringsstøtte, selv om virksomhedens finansielle stilling er vanskelig. Det gælder bl.a., når den nye virksomhed er opstået ved likvidation af en tidligere virksomhed eller ved erhvervelse af dens aktiver.

(72)

Bestemmelsen om, at nystiftede virksomheder ikke er berettigede til omstruktureringsstøtte, bygger på det princip, at oprettelsen af en virksomhed skal være resultatet af en beslutning, der er truffet på baggrund af markedssituationen. En virksomhed bør således kun oprettes, hvis den har en chance for at udøve sine aktiviteter på det pågældende marked, med andre ord hvis dens kapitalgrundlag og rentabilitet er sikret fra begyndelsen.

(73)

En ny virksomhed kan ikke være berettiget til omstruktureringsstøtte, for selv om den naturligvis kan støde på startvanskeligheder, kan den ikke blive udsat for de vanskeligheder, der er beskrevet i omstruktureringsbestemmelserne. Disse vanskeligheder, der er anført i betragtning nr. 70, er forbundet med virksomhedens fortid og skyldes dens drift. En ny virksomhed kan i sagens natur ikke blive udsat for denne type vanskeligheder.

(74)

En ny virksomhed kan derimod lide tab i begyndelsen, da den skal finansiere investeringer og driftsomkostninger, som måske ikke i begyndelsen kan dækkes af dens indtægter. Disse omkostninger er dog forbundet med virksomhedens påbegyndelse af driften og ikke med dens omstrukturering. De kan derfor ikke finansieres ved omstruktureringsstøtte, uden at det går ud over denne støttes specifikke formål og begrænsede rækkevidde.

(75)

Denne begrænsning i omstruktureringsbestemmelsernes anvendelsesområde gælder for nye virksomheder, der er opstået ved likvidation af eksisterende virksomheder eller ved erhvervelse af deres aktiver. I sådanne tilfælde overtager den nye virksomhed principielt ikke sine forgængeres gæld, hvilket betyder, at den ikke udsættes for de vanskeligheder, der er beskrevet i omstruktureringsbestemmelserne.

(76)

I beslutningen om indledning af proceduren udtrykte Kommissionen tvivl om, at CMR var berettiget til omstruktureringsstøtte, da der tilsyneladende var tale om en ny virksomhed.

(77)

I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at CMR er en ny juridisk person, der adskiller sig fra CMdR's, hvilket Frankrig også har erkendt.

(78)

Desuden mener Kommissionen, at CMR økonomisk set er en ny enhed, der adskiller sig fra CMdR. CMR fortsætter ganske vist med at udøve erhvervsvirksomhed af samme type som CMdR (skibsreparationer), men det kan ikke konkluderes, at CMR er den samme økonomiske enhed som CMdR. Tværtimod mener Kommissionen, at overtagelsen betegner et brud på kontinuiteten mellem de gamle og de nye aktiviteter, selv om CMR har overtaget CMdR's aktiver og goodwill samt personalet og en række socialsikringsudgifter, og opererer inden for samme erhvervssektor som CMdR. Den omstændighed, at overtagelsen ikke omfattede overtagelse af gælden i forbindelse med de tidligere aktiviteter, er bevis på dette brud på kontinuiteten. CMR befandt sig derfor ikke i samme finansielle situation som CMdR. Det skal i denne forbindelse understreges, at årsagerne til denne situation, dvs. enten at forgængeren har påtaget sig ansvaret for sin gæld, eller at der ikke var nogen gæld, ikke har nogen betydning i den foreliggende sag. CMR's faktiske situation på det tidspunkt, hvor den påbegyndte sine aktiviteter, kan beskrives som en ny start. Bruddet på kontinuiteten fremgår også af, at der ikke blev overtaget noget af det igangværende arbejde; alt det igangværende arbejde blev afsluttet og leverandørerne betalt, inden CMdR trådte i likvidation.

(79)

Det må derfor konkluderes, at CMR i praksis er en ny virksomhed.

(80)

Frankrig bestrider da heller ikke denne konklusion, men gør gældende, at CMR, selv om den er en ny virksomhed, befinder sig i de samme vanskeligheder som en eksisterende virksomhed på grund af overtagelsen af personalet og de dertil knyttede sociale udgifter.

(81)

Med hensyn til dette argument bemærker Kommissionen, at CMR ikke kan karakteriseres som en kriseramt virksomhed som omhandlet i omstruktureringsbestemmelserne, jf. betragtning nr. 70. Den står blot over for de normale etableringsomkostninger og de normale tab i begyndelsen, som skyldes, at investeringsprojektet først lige er påbegyndt.

(82)

Omkostningerne ved at indlede en erhvervsaktivitet er uundgåelige og er ikke forbundet med virksomhedens fortid. CMR skulle have båret den samme type omkostninger, hvis aktionærerne havde besluttet at oprette et selskab, der var helt uafhængigt af den tidligere skibsreparationsvirksomhed; i så fald ville det have medført iværksættelsesomkostninger, bl.a. til køb af maskiner, ansættelse og uddannelse af personale osv.

(83)

Kommissionen mener især, at overtagelsen af personalet på uændrede vilkår med hensyn til kvalifikationer, aflønning og anciennitet samt overtagelse af en række sociale forpligtelser (skyldig feriebetaling, »asbestafgang«) blot var en følge af den franske sociallovgivning (15) (som på dette punkt svarer til lovgivningen i mange andre lande), som investor var bekendt med. Med andre ord var der her tale om en forudsætning for, at virksomheden kunne overtage aktiverne. Desuden skulle der have været taget hensyn til alle omkostningerne i forbindelse med de erhvervede aktiver ved fastsættelsen af købsprisen.

(84)

Endvidere bemærker Kommissionen, at det personale, som CMR har overtaget, indgår i de overtagne aktiver og ikke skal betragtes som en byrde. Overtagelsen af de ansatte skulle nemlig gøre det lettere for CMR at komme ind på markedet, fordi virksomheden herved bliver fritaget for de omkostninger, der er forbundet med ansættelse og uddannelse af nyt personale.

(85)

Frankrig gør desuden gældende, at CMR er en kriseramt virksomhed, fordi den udøver samme type aktiviteter som CMdR, og fordi den er forpligtet til at overholde socialsikringsforpligtelserne i den franske lovgivning, som er en byrde, den har overtaget fra CMdR.

(86)

Endelig gør Frankrig gældende, at CMdR's vanskeligheder var forbundet med dens aktiviteters art, men bemærker dog også, at en enkelt skibsreparationsvirksomhed i Marseille opfylder markedets behov. Det er indlysende, at CMR i praksis er den eneste skibsreparationsvirksomhed af sin art i Marseille efter lukningen af Marine Technologie og Travofer. CMR's skibsreparationsvirksomhed burde derfor ikke være årsag til dens finansielle vanskeligheder og nødvendiggøre en omstrukturering.

(87)

Kommissionen konkluderer, at CMR ikke har overtaget CMdR's passiver, hvilket ville have bekræftet, at den tidligere skibsreparationsvirksomhed var blevet videreført. CMR er en nystiftet virksomhed, og den er ikke kriseramt som omhandlet i omstruktureringsbestemmelserne. Kommissionen mener, at investeringsstøtte kunne være mere velegnet til eventuelle andre finansielle problemer, som CMR måtte støde på.

(88)

Ifølge den praksis, som Kommissionen har fulgt, siden omstruktureringsbestemmelserne trådte i kraft i 1999, betragtes en virksomhed som »ny« i to år, efter at den er oprettet. Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at CMR blev stiftet som nyt selskab den 20. juni 2002. Den juridisk bindende beslutning om at yde CMR støtte blev vedtaget den 26. juni 2002, dvs. i den toårige periode efter selskabets oprettelse.

(89)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at CMR ikke er berettiget til omstruktureringsstøtte. I de efterfølgende betragtninger undersøger Kommissionen, om Frankrigs oplysninger har kunnet fjerne den tvivl med hensyn til støttens forenelighed med de øvrige betingelser for omstruktureringsstøtte, som Kommissionen gav udtryk for i procedurebeslutningen. Kommissionens konklusioner med hensyn til disse betingelser ville gælde i det tilfælde, hvor CMR ikke var en ny virksomhed, men en virksomhed, der var kriseramt og dermed berettiget til omstruktureringsstøtte.

(90)

For fuldstændighedens skyld bemærker Kommissionen, at de pågældende foranstaltninger ikke kan betragtes som redningsstøtte. Reglerne for, om en virksomhed er berettiget til redningsstøtte, er de samme som for omstruktureringsstøtte. I henhold til punkt 7 i omstruktureringsbestemmelserne er nystiftede virksomheder ikke berettiget til redningsstøtte. Da CMR er en nystiftet virksomhed, der ikke er kriseramt som omhandlet i omstruktureringsbestemmelserne, er den derfor ikke berettiget til denne type støtte.

(91)

Ifølge omstruktureringsbestemmelserne er støtten betinget af, at der iværksættes en omstruktureringsplan, som inden for en rimelig tidshorisont og på basis af en realistisk vurdering af de fremtidige driftsbetingelser skal kunne gøre virksomheden rentabel på længere sigt, så den kan drives uden støtte. Dette mål skal først og fremmest nås gennem interne foranstaltninger, bl.a. nedlæggelse af aktiviteter, som selv efter omstruktureringen ville blive ved med at være tabsgivende af strukturbestemte årsager.

(92)

Kommissionen har givet udtryk for sin tvivl, fordi Frankrig ikke har beskrevet, hvilke strukturelle vanskeligheder omstruktureringen skulle afhjælpe, men blot har oplyst, at CMR's vanskeligheder fortrinsvis skyldtes CMdR's konkurs. Kommissionen var derfor i tvivl om, hvorvidt CMR befandt sig i sådanne vanskeligheder, og hvorvidt driftsplanen ville kunne genoprette dens rentabilitet.

(93)

Frankrig har forklaret, at CMR's vanskeligheder skyldtes Cammell Lairds forretningspolitik, idet dette selskab havde forsøgt at omlægge selskabernes aktiviteter i Marseille fra skibsreparationer til ombygning af skibe. Denne omlægning var resulteret i, at selskabet havde mistet de traditionelle kunder inden for skibsreparationssektoren. Frankrig har uddybet dette nærmere og har forklaret, at CMdR havde fortsat reparationsaktiviteterne, om end i begrænset udstrækning, og at dens ordrebog var fuldstændig tom på det tidspunkt, hvor den indstillede driften.

(94)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at CMR's vanskeligheder beror på selve den situation, der gør sig gældende på det pågældende marked for skibsreparationer, og som er præget af et fald i efterspørgslen og af et behov for at genskabe denne sektors troværdighed, som den tidligere virksomheds politik har skadet.

(95)

Kommissionen konkluderer desuden, at den driftsplan, som Frankrig har anmeldt, vil kunne genoprette CMR's rentabilitet inden for en rimelig frist. Den mener dog, at det bedst egnede middel til løsning af denne type vanskeligheder er investeringsstøtte.

(96)

Kommissionen nærer også tvivl om, hvorvidt CMR foretager en reel og definitiv kapacitetsnedskæring som fastsat i skibsbygningsforordningens artikel 5, stk. 1, andet afsnit.

(97)

Denne kapacitetsnedskæring skal stå i forhold til støtteniveauet, og den lukkede kapacitet skal regelmæssigt have været benyttet til nybygning, reparation eller ombygning af skibe frem til tidspunktet for anmeldelsen af støtten og skal forblive lukket i mindst ti år fra Kommissionens godkendelse af støtten. Der tages heller ikke hensyn til kapacitetsnedskæringer i andre virksomheder i den samme medlemsstat, medmindre det er umuligt at foretage kapacitetsnedskæringer i den støttemodtagende virksomhed, uden at underminere omstruktureringsplanens bæredygtighed. Endelig vil den nødvendige kapacitetsnedskæring blive fastlagt på grundlag af den faktiske produktion i de fem år, der går forud for omstruktureringen.

(98)

For det første bemærker Kommissionen med hensyn til det franske argument, der går ud på, at kapacitetsnedskæringen sker ved lukning af to andre reparationsværfter i Marseille (Marine Technologie og Travofer), at der i henhold til skibsbygningsforordningens artikel 5, stk. 2, ikke kan tages hensyn til disse lukninger i det omfang, de vedrører andre virksomheder end støttemodtageren, medmindre det er umuligt at foretage kapacitetsnedskæringen uden at underminere omstruktureringsplanens bæredygtighed.

(99)

I den foreliggende sag er Marine Technologie og Travofer virksomheder, som er juridisk adskilt fra CMR, og lukningen af dem skyldes et forhold, som CMR ikke har indflydelse på, nemlig moderselskabet Cammell Lairds konkurs. Frankrig har heller ikke fremført, at en kapacitetsnedskæring hos CMR ville skade driftsplanens bæredygtighed.

(100)

Kommissionen kan derfor ikke godtage dette argument som begrundelse for en nedskæring af CMR's kapacitet.

(101)

For det andet er der fremsat flere andre punkter, som kunne være af betydning for spørgsmålet om urimelige konkurrencefordrejninger (jf. betragtning nr. 48-51).

(102)

Kommissionen bemærker først og fremmest, at omstruktureringsbestemmelserne principielt fritager små og mellemstore virksomheder for den forpligtelse, der påhviler støttemodtagerne til at mindske støttens uheldige følger for konkurrenterne, medmindre statsstøttereglerne for den pågældende sektor indeholder andre bestemmelser herom. Sådanne bestemmelser findes i skibsbygningsforordningen, der ikke indeholder en sådan undtagelse for SMV.

(103)

Det forhold, at andre reparationsværfter i området ikke konkurrerer med CMR, er heller ikke afgørende. I skibsbygningsforordningen antages det, at støtte til omstrukturering inden for denne sektor påvirker konkurrencen, og den tillader ingen fleksibilitet på grundlag af den konkrete markedsstilling, i modsætning til punkt 36 i omstruktureringsbestemmelserne. Støttemodtagerne er forpligtede til at træffe foranstaltninger til nedskæring af kapaciteten, og dette skal ske i et omfang, der står i forhold til støtteniveauet. Disse strengere regler for skibsbygning er begrundet i den overkapacitet, som præger sektoren. Skibsreparationssektoren er en anden følsom sektor, som er underlagt de samme regler og principper som skibsbygning, hvilket også er begrundet i overkapacitet.

(104)

Endelig bemærker Kommissionen, at CMdR havde 310 ansatte i 1996, hvor vanskelighederne indtrådte. På det tidspunkt, hvor CMR overtog CMdR's aktiver, var der 132 ansatte. Denne personalenedskæring har således fundet sted inden for CMdR, før der blev ydet omstruktureringsstøtte til CMR. Den kan derfor ikke betragtes som en foranstaltning, der begrænser konkurrencefordrejningen.

(105)

Med hensyn til det argument, at kapaciteten var skåret ned på grund af »asbestafgangen«, viser de nyeste oplysninger (januar 2004), at der her var tale om 58 personer i perioden 2002-2004. Det er dog klart, at i hvert fald en del af disse personer vil blive erstattet (30 ifølge brev af 6. marts 2003).

(106)

Alle disse oplysninger har dog ikke kunnet fjerne Kommissionens tvivl om, hvorvidt CMR har foretaget en reel og definitiv nedskæring af kapaciteten i forhold til støtteniveauet. Selv om CMR kunne modtage støtte som kriseramt virksomhed, ville denne støtte dog ikke have været forenelig med skibsbygningsforordningen.

(107)

Ifølge omstruktureringsbestemmelserne skal støttens størrelse og intensitet være begrænset til det strengt nødvendige, så omstruktureringen gennemføres under hensyn til virksomhedens finansielle muligheder. Støttemodtagerne skal selv yde et betydeligt bidrag til omstruktureringsplanen over deres egne midler eller gennem fremmedfinansiering på markedsvilkår.

(108)

Kommissionen tvivler på, at denne betingelse er opfyldt, da de disponible finansielle, private og offentlige, midler oversteg de anførte behov. Frankrig havde svaret, at den offentlige og private støtte på i alt 5 930 000 EUR dækkede dels omstruktureringsomkostningerne (3 649 494 EUR), dels den del af behovet for driftskapital, der oversteg det behov, der var forbundet med omstruktureringen.

(109)

I denne forbindelse havde Kommissionen rejst spørgsmålet om fastsættelse af nettosubventionsækvivalenten for lånet til CMR. Ifølge Kommissionens meddelelse om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten kan referencesatsen forhøjes i tilfælde af særlige risici. Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at der, hvis CMR stod over for vanskeligheder, der nødvendiggjorde en omstrukturering — hvilket er det argument, som Frankrig fremfører, og som Kommissionen er uenig i — rent faktisk ville være tale om en særlig risiko. Ingen privat investor ville yde CMR et lån på de pågældende betingelser, dvs. rentefrit og uden sikkerhed. Hele lånet må derfor betragtes som støtte, og den samlede støtte beløber sig dermed til 3 490 000 EUR.

(110)

Det oplyste finansieringsbehov i forbindelse med omstruktureringen andrager 3 649 494 EUR. Da støtten beløber sig til 3 490 000 EUR, udgør støttemodtagerens private bidrag til omstruktureringen 159 494 EUR. Støttemodtageren yder således ikke noget betydeligt bidrag, hvilket er i strid med omstruktureringsbestemmelserne.

(111)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at proportionalitetskriteriet ikke ville være opfyldt, og at støtten ikke ville være forenelig med omstruktureringsbestemmelserne, selv om CMR havde været en kriseramt virksomhed, der var berettiget til omstruktureringsstøtte.

(112)

I procedurebeslutningen undersøgte Kommissionen foranstaltningerne på grundlag af de omstruktureringsbestemmelser, der blev vedtaget i 1999. Frankrig bestred ikke denne fremgangsmåde i sit svar på ovennævnte beslutning. Det skal bemærkes, at skibsbygningsforordningens artikel 5 henviser til rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder af 1994 (16) (i det følgende benævnt »omstruktureringsbestemmelserne af 1994«), som i 1999 blev afløst af nye rammebestemmelser for støtte til omstrukturering. Kommissionen mener dog ikke, at det ville ændre ovennævnte begrundelse, hvis omstruktureringsbestemmelserne af 1994 blev anvendt. For det første kan en nystiftet virksomhed ifølge sagens natur ikke være kriseramt. Selv om omstruktureringsbestemmelserne af 1994 er mindre præcise, tager de dog, bl.a. i definitionen af kriseramt virksomhed, klart sigte på redning og omstrukturering af bestående, og ikke nystiftede, virksomheder. For det andet eksisterede det kriterium, at støtten skal begrænses til det absolut nødvendige, allerede i omstruktureringsbestemmelserne af 1994 (17), og kriteriet er ikke opfyldt i denne sag.

(113)

Støtten ville derfor ikke være forenelig med fællesmarkedet i henhold til omstruktureringsbestemmelserne af 1994.

(114)

Betingelserne for, at regional investeringsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, er fastsat i skibsbygningsforordningens artikel 7. For det første skal foranstaltningerne vedrøre en region, der er omfattet af traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) eller c). For det andet kan støtteintensiteten ikke overstige det loft, der er fastsat i forordningen. For det tredje skal foranstaltningerne tage sigte på at støtte investeringer i opgradering eller modernisering af værfterne med henblik på at forbedre produktiviteten i bestående anlæg. For det fjerde må støtten ikke være forbundet med en finansiel omstrukturering af værftet. For det femte må støtten kun anvendes til støtteberettigede udgifter som defineret i de gældende EF-retningslinjer for regionalstøtte (18) (i det følgende benævnt »retningslinjerne for regionalstøtte«).

(115)

Regionen Marseille er et støtteberettiget område i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). I henhold til skibsbygningsforordningen og det kort over regionalstøtte, som Kommissionen har godkendt, kan støtteintensiteten for dette område ikke overstige 12,5 % netto (19).

(116)

I henhold til punkt 4.5 i retningslinjerne for regionalstøtte beregnes de støtteberettigede udgifter efter en ensartet udgiftsmodel for følgende investeringselementer: grund, bygninger og udstyr. I henhold til punkt 4.6 i disse retningslinjer kan de støtteberettigede udgifter også omfatte visse former for immaterielle investeringer.

(117)

Ved brev af 29. juni 2004 beskrev Frankrig CMR's regionalstøtteberettigede investeringer: lagre samt investeringer i udstyr og bygninger. Da lagerudgifterne omfatter driftsomkostninger, kan de ikke være berettigede til støtte til initialinvesteringer. Kommissionen beskriver i tabel 5 de udgifter, som den finder berettigede til støtte til initialinvesteringer.

Tabel 5

Udgifter (20), der er berettigede til regional investeringsstøtte

(118)

Kommissionen erkender, at disse investeringer bidrager til opfyldelse af målsætningerne i CMR's driftsplan, som beskrevet i betragtning nr. 20, og til opgradering og modernisering af værftet med henblik på at øge dets produktivitet. Disse investeringer opgøres desuden efter en ensartet udgiftsmodel: investeringer i bygninger (punkt 5 i tabel 5) og investeringer i udstyr (punkt 1-4 i tabel 5).

(119)

Det kan konkluderes, at de samlede udgifter, der er berettigede til regional investeringsstøtte, beløber sig til 421 108 EUR (401 152 EUR i nutidsværdi, basisår 2002, kalkulationsrente 5,06 %).

(120)

Den tilladte maksimale støtteintensitet er 12,5 % netto (hvilket i denne sag svarer til 18,9 % brutto (21)). Den tilladte støtte andrager derfor 75 737 EUR.

(121)

Kommissionen når frem til den konklusion, at støtten til CMR kan godkendes delvis som støtte til initialinvesteringer på 75 737 EUR.

(122)

Kommissionen har bemærket, at nogle af de udgifter, som CMR har anført i sin driftsplan, vedrører uddannelse. Støtten blev ydet, efter at Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på uddannelsesstøtte (22) (i det følgende benævnt »forordningen om uddannelsesstøtte«) var trådt i kraft.

(123)

Forordningen om uddannelsesstøtte blev vedtaget af Kommissionen på grundlag af Rådets forordning (EF) nr. 994/98 af 7. maj 1998 om anvendelse af artikel 92 og 93 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab på visse former for horisontal statsstøtte (23). Forordningen om uddannelsesstøtte, der er vedtaget senere end skibsbygningsforordningen, medfører en ændring af sidstnævnte, der ikke i sig selv giver mulighed for at yde støtte til uddannelse inden for skibsbygningssektoren. I artikel 1 i forordningen om uddannelsesstøtte er det fastsat, at den gælder for uddannelsesstøtte inden for alle sektorer, hvilket indebærer, at den også gælder for skibsbygningssektoren.

(124)

I henhold til forordningen om uddannelsesstøtte er individuel støtte forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder alle forordningens betingelser, dvs. at den ikke må overstige den maksimale støtteintensitet og skal omfatte de omkostninger, der er støtteberettigede i henhold til artikel 4, stk. 7.

(125)

Frankrig beskriver CMR's uddannelsesbehov som særlig uddannelse af 20 ansatte om året hos CMR og 50 ansatte om året hos CMR's underleverandører. Kommissionen bemærker, at artikel 2 i forordningen om uddannelsesstøtte definerer særlig uddannelse som uddannelse, som arbejdstageren primært kan benytte direkte til udførelse af sine nuværende eller fremtidige arbejdsopgaver i den støttemodtagende virksomhed, dvs. CMR. De ansatte hos CMR's underleverandører uddannes ikke med henblik på deres arbejde i CMR og kan derfor ikke være omfattet af den uddannelsesstøtte, der ydes CMR. Desuden har Frankrig ikke givet Kommissionen nogen sikkerhed for, at den del af støtten, der er bestemt til uddannelse af ansatte hos CMR's underleverandører, bliver udbetalt fuldt ud til disse, da CMR kun formidler denne støtte. Kommissionen kan derfor ikke betragte denne støtte som støtte, der indirekte ydes CMR's underleverandører. Da Frankrig ikke har besvaret Kommissionens spørgsmål om fordeling af uddannelsesudgifterne mellem CMR's ansatte og de ansatte hos CMR's underleverandører, foretager Kommissionen en proportional opgørelse af de støtteberettigede udgifter.

(126)

De samlede uddannelsesomkostninger, som Frankrig har opgivet, beløber sig til 896 000 EUR. Udgifterne til CMR's 20 ansatte andrager derfor 256 000 EUR. Kommissionen mener, at disse udgifter er berettigede til uddannelsesstøtte.

(127)

I henhold til artikel 4 i forordningen om uddannelsesstøtte må støtteintensiteten ikke overstige 40 % i forbindelse med særlig uddannelse, når der er tale om små og mellemstore virksomheder i områder, der er regionalstøtteberettigede i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(128)

Den samlede uddannelsesstøtte beløber sig derfor til 102 400 EUR.

(129)

Kommissionen når frem til den konklusion, at støtten til CMR kan godkendes delvis som uddannelsesstøtte på op til 102 400 EUR.

(130)

Kommissionen konkluderer, at Frankrig ulovligt har ydet støtte på 3 490 000 EUR i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen fastslår på grundlag af sin vurdering af støtten, at den er uforenelig med fællesmarkedet som støtte til omstrukturering af CMR, fordi den ikke opfylder betingelserne i skibsbygningsforordningen og omstruktureringsbestemmelserne. Kommissionen mener dog, at støtten er delvis forenelig med fællesmarkedet som regional investeringsstøtte i henhold til skibsbygningsforordningens artikel 7 og som uddannelsesstøtte i henhold til forordningen om uddannelsesstøtte. Forskellen mellem det allerede udbetalte beløb (3 490 000 EUR) og det beløb, der er foreneligt med fællesmarkedet (75 737 EUR + 102 400 EUR = 178 137 EUR), dvs. 3 311 863 EUR, skal kræves tilbagebetalt —

a)

er et beløb på 75 737 EUR foreneligt med fællesmarkedet som regional investeringsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra e)

b)

er et beløb på 102 400 EUR foreneligt med fællesmarkedet som uddannelsesstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra c)

c)

er et beløb på 3 311 863 EUR uforeneligt med fællesmarkedet.

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/46

(1)

Den 6. marts 2003 og den 29. marts 2003 modtog Kommissionen to klager vedrørende forlængelsen af lov nr. 383 af 18. oktober 2001 i bestemte kommuner i Italien, som i løbet af 2002 var blevet ramt af naturkatastrofer.

(2)

Den 20. marts 2003 bad Kommissionen de italienske myndigheder om oplysninger om denne forlængelse. Efter at de italienske myndigheder både den 2. maj 2003 og den 21. maj 2003 havde bedt om forlængelse af svarfristen, sendte de den 10. juni 2003 en meddelelse til Kommissionen. Den 4. juli 2003 modtog Kommissionen endnu en meddelelse fra de italienske myndigheder.

(3)

Eftersom støtteordningens ikrafttrædelse ikke på forhånd var godkendt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 87 ff., blev ordningen opført i registeret over uanmeldt støtte under nummer NN 58/03.

(4)

Med brev af 17. september 2003 underrettede Kommissionen Italien om sin beslutning om at indlede procedure efter traktatens artikel 88, stk. 2, over for de pågældende foranstaltninger. Sagen blev registreret under nummer N 57/03. Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede foranstaltning.

(5)

Med brev af 23. oktober 2003 anmodede de italienske myndigheder om en forlængelse af fristen for at fremsætte bemærkninger. Med brev af 5. november 2003 imødekom Kommissionen denne anmodning, og den 16. december 2003 fremsendte den en påmindelse.

(6)

Italien fremsatte bemærkninger i brev af 18. februar 2004, registreret den 23. februar 2004, og i brev af 10. september 2004, registreret den 15. september 2004. Ingen andre interesserede parter har fremsat bemærkninger.

(7)

I medfør af artikel 5 e i lovdekret nr. 282/2002, ophøjet til lov nr. 27 af 21. februar 2003, forlænges de fordele, der er nævnt i artikel 4, i lov nr. 383 af 18. oktober 2001, for virksomheder, der foretager investeringer i kommuner, der i løbet af 2002 blev ramt af naturkatastrofer. Artikel 5 e i lovdekret nr. 282/2002 af 24. december 2002 blev klarlagt den 31. juli 2003 af det italienske økonomi- og finansministerium i cirkulære nr. 43E fra kontoret for offentlige indtægter. De berørte kommuner ligger i de områder, der er omhandlet i:

(8)

Endvidere er det påkrævet, at der i de pågældende kommuner blev udstedt en evakueringsordre eller et forbud mod trafik på de vigtigste indfaldsveje til kommunen.

(9)

Kommissionen har i pressen erfaret, at en liste over kommuner, som blev ramt af usædvanlige meteorologiske hændelser i regionerne Liguria, Lombardia, Piemonte, Veneto, Friuli-Venezia Giulia og Emilia Romagna, blev udarbejdet efter en kendelse af 28. maj 2003 fra ministerpræsidenten og offentliggjort i det italienske statstidende nr. 126 den 3. juni 2003.

(10)

Foranstaltningen vedrørende forlængelsen af lov nr. 383 af 18. oktober 2001 trådte i kraft den 23. februar 2003, dvs. dagen efter offentliggørelsen den 22. februar 2003 af lov nr. 27 af 21. februar 2003 i supplement nr. 29 til det italienske statstidendes nr. 44.

(11)

Ordningen tager sigte på at genskabe investeringerne i de områder, der er ramt af de naturkatastrofer, der er nævnt i dekreterne fra ministerpræsidenten i betragtning 7.

(12)

Alle virksomheder fra enhver sektor, som har foretaget investeringer i kommuner, der er ramt af ovennævnte naturkatastrofer, kan nyde godt af foranstaltningen. I cirkulære nr. 43/E af 31. juli 2003 fra kontoret for offentlige indtægter hedder det, at formålet med foranstaltningen er at motivere virksomhederne til at investere, når de på grund af alvorlige vanskeligheder som følge af naturkatastroferne i de pågældende kommuner direkte eller indirekte har lidt økonomisk tab. Et sådant tab kan kun regnes for påvist for et flertal af virksomhederne i en kommune:

Ifølge cirkulæret gælder tildelingen i andre tilfælde kun virksomheder, som har forretningssteder på de veje eller i de bygninger, som var omfattet af ovennævnte kommunale beslutninger.

(13)

Foranstaltningen giver mulighed for at forlænge lov nr. 383 af 18. oktober 2001 indtil to beskatningsperioder efter den igangværende beskatningsperiode den 25. oktober 2001 for investeringer foretaget indtil den 31. juli 2003. Disse bestemmelser giver ret til at fradrage den del af investeringerne, der er foretaget efter den 1. juli 2001, svarende til 50 % af de investeringer, der overstiger de gennemsnitlige investeringer i de seneste fem år, inden beskatning af virksomhedens eller selvstændige arbejdstageres indtægter. Ved beregningen af gennemsnittet medregnes investeringerne ikke i det år, hvor beløbet er størst. For investeringer i fast ejendom gælder forlængelsen investeringer foretaget indtil den tredje beskatningsperiode efter den igangværende beskatningsperiode den 25. oktober 2001, dvs. ikke senere end den 31. juli 2004.

(14)

Ordningen tager sigte på investeringer til oprettelse af nye anlæg, udvidelse, genetablering og modernisering af eksisterende anlæg, afslutning af arbejder, der er suspenderet, og indkøb af nyt udstyr.

(15)

I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (herefter »beslutningen om at indlede proceduren«) blev foranstaltningen undersøgt for at afgøre, om den kunne komme i betragtning til en undtagelse i medfør af artikel 87, stk. 2, litra b), som støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder.

(16)

Kommissionen undersøgte endvidere, om foranstaltningen kunne omfattes af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) og/eller c), i medfør af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (3), Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (4), eller for landbrugets vedkommende EF-rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren (5), og for fiskeriet og akvakulturens vedkommende retningslinjer for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri og akvakultur (6).

(17)

Hvad angår undtagelsen i medfør af traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), gav Kommissionen i beslutningen om at indlede proceduren udtryk for tvivl om, hvorvidt støtten er begrænset til at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer, og hvorvidt det kan udelukkes, at den enkelte støttemodtager ikke har nydt godt af overkompensation for skaderne. Den har således ikke haft mulighed for at godkende støtten som støtte til udbedring af skader forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder.

(18)

De italienske myndigheder har ikke fastslået omfanget af de materielle skader forårsaget af ovennævnte naturkatastrofer. De har påpeget, at ordningen er baseret på skadens makroøkonomiske virkninger, og begrunder denne fremgangsmåde med, at det er umuligt at fastslå skadens omfang for den enkelte virksomhed uden at gøre støttetildelingen ineffektiv og langsommelig.

(19)

I beslutningen om at indlede proceduren fastslog Kommissionen således, at oplysningerne fra de italienske myndigheder ikke gjorde det muligt at afgøre, om foranstaltningen via sin art og måde at fungere på havde til formål at udbedre skader som følge af naturkatastrofer. På baggrund af den måde, foranstaltningen fungerede på, kunne Kommissionen ikke afgøre:

(20)

Hvad angår anvendelse af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) og/eller c), fastslog Kommissionen i beslutningen om at indlede proceduren, at støtten var omfattet af undtagelserne som investeringsstøtte.

(21)

I forbindelse med disse undtagelser stillede Kommissionen sig dog tvivlende over for det forhold, at støtten efter ordningen udelukkende ydes til regioner, der er berettiget til støtte med regionalt sigte i medfør af det italienske regionalstøttekort for perioden 2000-2006. Kommissionen gav endvidere udtryk for tvivl på følgende punkter:

(22)

Som svar på indledningen af proceduren har de italienske myndigheder fremlagt supplerende oplysninger og fremsat bemærkninger, hvoraf de vigtigste er gengivet nedenfor.

(23)

De italienske myndigheder har bemærket, at det område, der er omfattet af foranstaltningen, er de kommuner, der er nævnt i ministerpræsidentens dekreter af 29. oktober 2002, 31. oktober 2002 og 8. november 2002. I henhold til artikel 1 i dekretet af 29. oktober 2002 gives støtten udelukkende i kommuner, der blev ramt af oversvømmelserne, og hvor kommunen udstedte evakueringsordrer, eller hvor trafik ad de vigtigste indfaldsveje til kommunen var forbudt. De pågældende kommuner er nævnt i ministerpræsidentens bekendtgørelse nr. 3290.

(24)

Hvad angår tvivlen om, hvorvidt støttemodtageren er en virksomhed, der faktisk har lidt skade, og hvorvidt denne skade udelukkende skyldes naturkatastrofer, har de italienske myndigheder påpeget, at skaden kun kan siges generelt at have påvirket virksomhederne i en bestemt kommune:

(25)

De italienske myndigheder konkluderer derfor, at de vigtigste konkrete støttemodtagere er de virksomheder, som har modtaget erstatning, og som har forretningssteder på de veje eller i de bygninger, som var omfattet af evakueringsordrerne.

(26)

Vedrørende forbindelsen mellem den lidte skade og udbetalt støtte fastholder de italienske myndigheder i øvrigt, at traktaten ikke udelukker muligheden for at tage hensyn til de samlede skader i et bestemt område. Ordningen er baseret på skadens makroøkonomiske virkninger, fordi det er umuligt at anslå skadens omfang for den enkelte virksomhed effektivt og hurtigt. De italienske myndigheder benytter således makroøkonomiske data til at påvise, at støtten i henhold til ordningen er langt lavere end den forvoldte skade.

(27)

De italienske myndigheder har endvidere bemærket, at Kommissionen i nogle tilfælde har godkendt støtte til genetablering af en bestemt sektor eller mere indirekte skadeserstatning.

(28)

I deres brev af 10. september 2004 bekræftede de italienske myndigheder, at støtten var baseret på en makroøkonomisk vurdering, men påpegede dog, at virksomhederne vil blive anmodet om at fremlægge beviser eller afgive erklæringer, for at man konkret kan påvise den specifikke skade for de enkelte virksomheder. De finansielle myndigheder kan derefter foretage den nødvendige kontrol. En sådan certificering bør indeholde elementer, der påviser, at virksomheden var berettiget til at modtage støtte, fordi den ligger i et støtteberettiget område. Virksomhederne skal endvidere påvise, at støttebeløbet ikke overstiger den forvoldte skade, og at der ikke er tale om overkompensation.

(29)

Hvad angår analysen af foranstaltningens forenelighed i medfør af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) og/eller c), som blev foretaget på grundlag af de bestemmelser, der er omhandlet i betragtning 16, bemærkede de italienske myndigheder blot, at udvælgelsen af de områder, der var omfattet af foranstaltningen, var direkte og uløseligt forbundet med naturkatastroferne.

(30)

De italienske myndigheder understreger, at støttens forenelighed skal vurderes på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), når der er tale om støtte til at råde bod på skader forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige hændelser.

(31)

Endvidere bemærkede de i deres brev af 10. september 2004, at støtten skulle betragtes som forenelig med fællesmarkedet i medfør af denne undtagelse, og at der således ikke var behov for en yderligere undersøgelse på baggrund af andre undtagelser eller retningslinjer.

(32)

For at afgøre, om ordningen udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, skal det undersøges, om den begunstiger modtagerne, om den ydes ved hjælp af statsmidler, om de pågældende foranstaltninger påvirker konkurrencen, og om de kan forventes at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(33)

Det første element i artikel 87, stk. 1, er muligheden for, at foranstaltninger begunstiger visse specifikke virksomheder. Det skal derfor afgøres, om modtagerne på den ene side opnår en økonomisk fordel, som de ikke ville have opnået under normale markedsvilkår, eller undgår omkostninger, som de principielt skulle have dækket med virksomhedens egne ressourcer, og på den anden side, om denne fordel gives til en bestemt kategori af virksomheder. Muligheden for at fradrage en del af investeringerne indebærer en økonomisk fordel for støttemodtagerne, fordi deres beskatningsgrundlag og dermed deres skat sænkes i forhold til det, virksomhederne i princippet skulle betale. Endvidere er foranstaltningerne rettet mod virksomheder, der er aktive — og især foretager investeringer — i bestemte italienske regioner, og dermed begunstiger dem i forhold til virksomheder, der ligger uden for disse regioner.

(34)

I henhold til den anden betingelse for anvendelse af artikel 87 skal støtten ydes ved hjælp af statsmidler. I den foreliggende sag er der tale om negativ anvendelse af statsmidler, da det offentlige går glip af indtægter. Skattenedsættelsen mindsker statens skatteprovenu.

(35)

I henhold til den tredje og fjerde betingelse for anvendelse af traktatens artikel 87, stk. 1, skal støtten fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke eller kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I den foreliggende sag truer foranstaltningerne med at fordreje konkurrencevilkårene, eftersom de styrker støttemodtagernes finansielle stilling og handlemuligheder i forhold til deres konkurrenter, som ikke modtager støtte. Hvis denne virkning opstår i samhandelen mellem medlemsstaterne, påvirkes samhandelen af foranstaltningerne. Sådanne foranstaltninger fordrejer især konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, når støttemodtagerne eksporterer en del af deres produktion til andre medlemsstater. Analogt hermed begunstiges den nationale produktion, hvis støttemodtagerne ikke eksporterer, eftersom mulighederne for virksomheder i andre medlemsstater for at eksportere deres produkter til det italienske marked dermed mindskes (7). Det samme er tilfældet, når en medlemsstat yder støtte til virksomheder i servicesektoren og inden for distribution (8).

(36)

Derfor er foranstaltninger i princippet forbudt i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, og kan kun betragtes som forenelige med fællesmarkedet, hvis de kan påberåbe sig en af undtagelserne i traktaten.

(37)

Kommissionen understreger dog, at den støtte, der er udbetalt under ordningen, ikke udgør statsstøtte, hvis den opfylder betingelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 (9) eller de gældende minimis-regler på tildelingstidspunktet.

(38)

Da der er tale om foranstaltninger, der allerede er trådt i kraft, beklager Kommissionen, at de italienske myndigheder ikke har overholdt deres forpligtelser i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, til at anmelde dem.

(39)

Efter et have fastslået, at foranstaltningerne indeholder statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, skal Kommissionen undersøge, om den er forenelig med fællesmarkedet i medfør af artikel 87, stk. 2 eller 3.

(40)

Med hensyn til anvendelsen af undtagelserne i traktaten fastholder Kommissionen, at støtten ikke kan komme i betragtning til undtagelsen i artikel 87, stk. 2, litra a), eftersom der ikke er tale om støtte af social karakter, og den er heller ikke omfattet af artikel 87, stk. 2, litra c). Af indlysende årsager kan undtagelserne i artikel 87, stk. 3, litra b) og d) heller ikke anvendes.

(41)

Hvad angår muligheden for at anvende undtagelserne i artikel 87, stk. 3, litra a) og c), henviser Kommissionen til den tvivl, den gav udtryk for ved indledningen af proceduren, og bider mærke i de italienske myndigheders udtalelser om, at støtten ikke tager sigte på nogen af de målsætninger, der er omhandlet i undtagelserne. De italienske myndigheder har ikke fremlagt de oplysninger, der er nødvendige, for at Kommissionen kan vurdere, om ordningen er forenelig i medfør af disse undtagelser, og det er således ikke muligt at vurdere ordningen på denne baggrund i denne beslutning. Denne konstatering udelukker ikke muligheden for, at støtte, der er ydet efter ordningen, erklæres for forenelig efter en individuel undersøgelse, eller at den er omfattet af fritagelsesforordningerne.

(42)

Kommissionen har undersøgt, om foranstaltningerne kan fritages i medfør af artikel 87, stk. 2, litra b), som støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder. Det skal bemærkes, at de italienske myndigheder under proceduren har understreget, at støtten har dette formål.

(43)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), kan der gives erstatning for skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder. Det er Kommissionens faste praksis at betragte vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser og jordskred som naturkatastrofer som omhandlet i denne artikel.

(44)

Ordningen omhandler støtte som erstatning for skader, virksomheder har lidt som følge af naturkatastrofer, der har ramt visse dele af Italien. De naturkatastrofer og jordskælv, der er tale om, er specificeret og afgrænset i administrative skrivelser.

(45)

Som de italienske myndigheder i øvrigt bekræfter i deres brev af 10. september 2004, er foranstaltningen baseret på en makroøkonomisk vurdering. På baggrund af traktaten og i overensstemmelse med Kommissionens faste praksis skal der dog være en klar og direkte forbindelse mellem den hændelse, der har forvoldt skaden, og den statsstøtte, der skal kompensere for den. Forbindelsen skal fastslås for hver enkelt virksomhed og ikke på makroøkonomisk plan (10).

(46)

Hvad angår mere indirekte former for skade, hedder det i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet: om Det Europæiske Fællesskabs svar på oversvømmelserne i Østrig, Tyskland og en række ansøgerlande: »For så vidt angår kompensation for mere indirekte former for skader forårsaget af oversvømmelser, f.eks. produktionsforsinkelser som følge af strømafbrydelser, vanskeligheder ved at levere produkter som følge af en række blokerede transportforbindelser, hvor der kan etableres en klar årsagsforbindelse mellem skaden og oversvømmelsen, er det muligt at få fuld kompensation (11)«. På grund af de italienske myndigheders makroøkonomiske vurdering er det imidlertid ikke muligt at fastslå en klar årsagssammenhæng mellem den skade, foranstaltningen kompenserer for, og naturkatastroferne. Også hvad angår de indirekte skader, skal forbindelsen fastslås for hver enkelt virksomhed og ikke på makroøkonomisk plan.

(47)

I den foreliggende sag begunstiger ordningen alle virksomheder, der foretager investeringer ud over en tærskelværdi, der fastsættes i forhold til gennemsnittet for de foregående år, i de kommuner, de italienske myndigheder har udpeget, hvoraf nogle er meget store, har mange indbyggere og omfattende økonomiske aktiviteter (f.eks. Milano, Torino og Genova). Det er tydeligt, at mange af støttemodtagerne ikke har lidt direkte skade, og der foreligger intet sikkert bevis for indirekte skader. Det er i øvrigt ikke påvist, at den eventuelle skade udelukkende er forvoldt af de naturkatastrofer, de italienske myndigheder omtaler.

(48)

Støtteordningen og det beløb, den enkelte har modtaget, har ingen forbindelse med den faktiske skade, men afhænger af omfanget af investeringer foretaget i et bestemt tidsrum, omfanget af investeringer i de foregående år og af beskatningsgrundlaget. Under sådanne omstændigheder, hvor støttemodtageren faktisk har lidt skade som følge af naturkatastroferne, kan støttebeløbet overstige skadesbeløbet.

(49)

Man må derfor konstatere, at den formelle undersøgelsesprocedure ikke har kunnet fjerne Kommissionens tvivl, og at den pågældende ordning er en statsstøtteordning, der er uforenelig med fællesmarkedet.

(50)

I deres brev af 10. september 2004 præciserede de italienske myndigheder imidlertid, at virksomhederne vil blive anmodet om at fremlægge beviser eller afgive erklæringer, for at man konkret kan påvise den specifikke skade for de enkelte virksomheder, og at der senere kunne blive foretaget den nødvendige kontrol.

(51)

Man kan ikke udelukke, at støtten efter denne ordning i specifikke tilfælde opfylder betingelserne for at blive betragtet som forenelig med fællesmarkedet. De italienske myndigheder kan foretage en kontrol af de enkelte støttemodtagende virksomheder for at fastslå, om der er tale om en klar og direkte forbindelse mellem naturkatastroferne og den statsstøtte, der skulle kompensere for skaden. Denne kontrol skulle gøre det muligt at udelukke enhver form for overkompensation for den enkelte virksomheds skader.

(52)

For at udelukke enhver form for overkompensation bør de italienske myndigheder kræve, at der fra støtten trækkes det beløb, støttemodtagerne har modtaget fra forsikringer. De italienske myndigheder bør i øvrigt foretage en kontrol af kumulering af den støtte, der gives som led i ordningen, med andre foranstaltninger for at udelukke enhver form for overkompensation.

(53)

Denne beslutning vedrører ordningen som helhed og skal efterkommes øjeblikkeligt, især hvad angår tilbagebetalingen af den ulovligt udbetalte støtte, som er erklæret for uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen minder om, at en negativ beslutning om en støtteordning ikke udelukker muligheden for, at konkrete tilskud ydet som led i ordningen ikke betragtes som statsstøtte eller kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet på grund af specifikke forhold (f.eks. fordi den enkelte støttetildeling er omfattet af de minimis-regler, eller fordi den blev givet i henhold til en beslutning, der betegnede den som forenelig, eller den er omfattet af en fritagelsesforordning).

(54)

Kommissionen konstaterer, at Italien ulovligt har ydet den omhandlede støtte i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

(55)

På grundlag af sin undersøgelse konkluderer Kommissionen, at ordningen er uforenelig med fællesmarkedet, fordi den ikke opfylder betingelserne for at opnå undtagelsen i artikel 87, stk. 2, litra b) for støtte, hvis formål er at råde bod på skade, der er forårsaget af naturkatastrofer, eller af andre usædvanlige begivenheder, som er den eneste undtagelse, Italien har påberåbt sig.

(56)

I henhold til artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (12), bestemmer Kommissionen i negative beslutninger om ulovlig støtte, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. Kommissionen kræver ikke, at støtten tilbagebetales, når det er i strid med et generelt princip i fællesskabsretten. I den foreliggende sag er tilbagebetaling ikke i strid med noget princip. Kommissionen bemærker endvidere, at hverken de italienske myndigheder eller støttemodtagerne har påberåbt sig sådanne principper.

(57)

Italien bør træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at støtten betales tilbage af modtagerne, undtagen i individuelle tilfælde, som i overensstemmelse med betragtning 50, 51 og 52 opfylder betingelserne for forenelighed med fællesmarkedet i medfør af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Med henblik herpå bør Italien kræve, at støttemodtagerne tilbagebetaler støtten senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, skal indeholde renter beregnet efter reglerne i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (13).

Italien tilsender Kommissionen en særlig formular om udviklingen i tilbagebetalingen af støtten og udarbejder en liste over støttemodtagere, der skal tilbagebetale støtte, og angiver tydeligt, hvilke konkrete foranstaltninger man har truffet for at sikre en øjeblikkelig og effektiv tilbagebetaling af støtten. I løbet af to måneder efter meddelelsen af denne beslutning fremsender Italien endvidere dokumentation for, at procedurerne for inddrivelse af den ulovligt udbetalte støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet, er påbegyndt over for støttemodtagerne (f.eks. meddelelser, tilbagebetalingsordrer m.m.) —

20.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/54

(1)

Ved fælles holdning 2004/694/FUSP vedtog Rådet foranstaltninger med henblik på at indefryse alle midler og økonomiske ressourcer, der tilhører de fysiske personer, mod hvem Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende Det Tidligere Jugoslavien (ICTY) har rejst tiltale.

(2)

Rådet vedtog den 21. februar 2005 afgørelse 2005/148/FUSP, ved hvilken listen i bilaget til fælles holdning 2004/694/FUSP blev ændret.

(3)

Som følge af at Ljubomir BOROVCANIN, Gojko JANKOVIC, Sreten LUKIC, Drago NIKOLIC og Vinko PANDUREVIC er overført til ICTY’s forvaringsenhed, bør deres navne fjernes fra listen.

(4)

ICTY har derimod sat Zdravko TOLIMIR, som der offentligt blev rejst tiltale mod den 10. februar 2005, på listen over anklagede personer på flugt. Hans navn bør derfor tilføjes på listen i bilaget til fælles holdning 2004/694/FUSP.

(5)

Listen i bilaget til fælles holdning 2004/694/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed —