European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/4184

4.8.2025

Sag anlagt den 18. juni 2025 – Pro.Loca.Tur. mod Rådet

(Sag T-393/25)

(C/2025/4184)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Associazione proprietari alloggi dati in locazione turistica (Pro.Loca.Tur.) (Milano, Italien) (ved advokaterne A. de Moncuit de Boiscuillé og C. Worms)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv (EU) 2025/516 af 11. marts 2025 om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler for den digitale tidsalder annulleres, for så vidt som det indsætter artikel 28a, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF.

Artikel 3, stk. 3, litra a), i Rådets direktiv (EU) 2025/516 af 11. marts 2025 om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler for den digitale tidsalder annulleres, for så vidt som det ændrer artikel 135, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF ved at indsætte et afsnit efter det første afsnit, hvorved korttidsudlejningstjenester anses for at have en funktion, der svarer til hotelsektoren.

Artikel 1, stk. 8, i gennemførelsesforordning (EU) 2025/518 af 11. marts 2025 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 annulleres, for så vidt som det ændrer artikel 30 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 ved at indsætte et nyt stk. 2 (herefter »de anfægtede bestemmelser«).

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

1.

Første anbringende om et åbenbart urigtig skøn – de anfægtede bestemmelser er baseret på et antal ukorrekte antagelser, navnlig at korttidsudlejning og hoteller står i direkte konkurrence, og at der er en »forvredet konkurrence« blandt de to, samt på upålidelige data og uunderbyggede udsagn.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – de anfægtede bestemmelser pålægger uforholdsmæssige foranstaltninger, selv om mindre indgribende foranstaltninger kunne opnå de samme mål. Ordningen med en faktisk leverandør vil uberettiget stille korttidsudlejningssektoren ringere.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af princippet om afgiftsneutralitet og ligebehandlingsprincippet – de anfægtede bestemmelser har til følge, at sammenlignelige og ikke-sammenlignelige tjenesteydelser undergives uens momsbehandling, og de forskelsbehandler mellem salgskanaler og markedsaktører.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning – de anfægtede bestemmelser redegør ikke for et antal bekymringer vedrørende deres konkrete anvendelse og vil føre til afvigende gennemførelse i medlemsstaterne.

5.

Femte anbringende om en tilsidesættelse af medlemsstaternes skattemæssige autonomi og subsidiaritetsprincippet – de anfægtede bestemmelser pålægger en harmoniseret momsordning på områder, der bedre kan løses på nationalt plan, og uden at godtgøre nødvendigheden af tiltag på EU-plan.

6.

Sjette anbringende om en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten – de anfægtede bestemmelser pålægger reguleringsmæssige og finansielle byrder, som i strid med chartrets artikel 16 og 17 truer den økonomiske levedygtighed for små markedsdeltagere.

7.

Syvende anbringende om, at Rådet overskred sine gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 397 direktiv 2006/112/EF, jf. artikel 291, stk. 2, TEUF, idet det indsatte en definition af »formidlingstjeneste« i gennemførelsesforordning nr. 282/2011 i stedet for i direktiv 2006/112/EF.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/4184/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)