![]() |
Tidende |
DA Serie C |
C/2023/437 |
23.10.2023 |
Rådets konklusioner
om den reviderede EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner
(C/2023/437)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
1. |
UNDERSTREGER betydningen af at fremme og styrke god forvaltningspraksis på skatteområdet, herunder på området fair beskatning og gennemsigtighed på skatteområdet, og bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, både på EU-plan og globalt; |
2. |
SÆTTER PRIS PÅ det arbejde, som Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen har udført, og dens formænds bidrag til at opfylde mandatet og målene som afspejlet i adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning (»Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen«) i løbet af de sidste 25 år; |
3. |
SÆTTER PRIS PÅ det fortsatte produktive samarbejde om skattespørgsmål mellem Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen og de fleste jurisdiktioner rundtom i verden; |
4. |
GLÆDER SIG OVER fremskridtene i de relevante jurisdiktioner gennem de aktive skridt inden for de aftalte frister og de nye tilsagn med henblik på at afhjælpe de mangler, som Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen havde peget på; |
5. |
FINDER DET BEKLAGELIGT, at nogle jurisdiktioner er blevet nedgraderet af Det Globale Forum med hensyn til deres status vedrørende udveksling af oplysninger efter anmodning eller ikke var i stand til at afhjælpe de konstaterede mangler; |
6. |
FINDER DET BEKLAGELIGT, at nogle skattejurisdiktioner stadig ikke er samarbejdsvillige, og at en række jurisdiktioner ikke har opfyldt deres tilsagn over for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen med hensyn til kravene om økonomisk substans i kriterium 2.2 eller reformen af skadelige skatteordninger i kriterium 2.1; OPFORDRER disse jurisdiktioner TIL at samarbejde med Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen med henblik på at løse de resterende spørgsmål; |
7. |
FINDER DET BEKLAGELIGT, at Tyrkiet ikke har gjort fremskridt med én medlemsstat med hensyn til effektiv automatisk udveksling af oplysninger; GENTAGER sin opfordring til Tyrkiet om at optage de udestående automatiske informationsudvekslingsforbindelser med én medlemsstat og om fuldt ud at opfylde kravene i Økofinrådets konklusioner af 22. februar 2021, 5. oktober 2021, 24. februar 2022, 4. oktober 2022 og 14. februar 2023; GENTAGER, at effektiv automatisk udveksling af oplysninger med alle medlemsstater er en betingelse for, at Tyrkiet kan opfylde kriterium 1.1 på EU-listen; OPFORDRER gruppen TIL at orientere Rådet om udviklingen i denne henseende og TIL fortsat at behandle de udestående spørgsmål, hvor der ikke er gjort fremskridt; |
8. |
GODKENDER rapporten fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen i dokument 13650/23; |
9. |
GODKENDER i overensstemmelse hermed den reviderede EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner (»EU-listen«), jf. bilag I; |
10. |
TILSLUTTER SIG statussen, jf. bilag II, med hensyn til tilsagn, som samarbejdsvillige jurisdiktioner har givet om at gennemføre god forvaltningspraksis på skatteområdet. |
BILAG I
EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner
1. Amerikansk Samoa
Amerikansk Samoa anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret, herunder gennem den jurisdiktion, de er underlagt, OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand som ændret, har ikke givet tilsagn om at anvende minimumsstandarderne vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overskudsflytning (BEPS-minimumsstandarderne) og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål.
2. Anguilla
Anguilla har ikke status af mindst »Largely Compliant« ifølge Det Globale Forum for udveksling af oplysninger efter anmodning. Anguilla fremmer også offshorekonstruktioner og -ordninger, der skal tiltrække overskud uden reel økonomisk substans, ved at undlade at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en effektiv gennemførelse af substanskravene i kriterium 2.2.
3. Antigua og Barbuda
Antigua og Barbuda har ikke status af mindst »Largely Compliant« ifølge Det Globale Forum for udveksling af oplysninger efter anmodning.
4. Bahamas
Bahamas fremmer offshorekonstruktioner og -ordninger, der skal tiltrække overskud uden reel økonomisk substans, ved at undlade at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en effektiv gennemførelse af substanskravene i kriterium 2.2.
5. Belize
Belize har ikke status af mindst »Largely Compliant« ifølge Det Globale Forum for udveksling af oplysninger efter anmodning.
Belize har også forpligtet sig til at imødekomme Det Globale Forums anbefalinger med hensyn til automatisk udveksling af oplysninger i god tid, således at der som minimum kan træffes afgørelse om »In place, but needs improvement« med hensyn til de centrale krav 1 og 2 i Det Globale Forums peerreviewrapport i efteråret 2024.
6. Fijiøerne
Fiji er ikke medlem af Det Globale Forum, har ikke undertegnet og ratificeret OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand som ændret, har skadelige skattebegunstigelsesordninger (eksporterende virksomheder, incitament vedrørende indkomstkommunikationsteknologi samt nedsat skattesats for regionale eller globale hovedsæder), er ikke blevet medlem af den inklusive ramme eller har ikke gennemført BEPS-minimumsstandarderne og har endnu ikke løst disse spørgsmål.
7. Guam
Guam anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret, herunder gennem den jurisdiktion, de er underlagt, OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand som ændret, har ikke givet tilsagn om at anvende BEPS-minimumsstandarderne og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål.
8. Palau
Palau anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand som ændret og har endnu ikke løst disse spørgsmål.
9. Panama
Panama har ikke status af mindst »Largely Compliant« ifølge Det Globale Forum for udveksling af oplysninger efter anmodning, har en skadelig ordning for fritagelse af udenlandsk indkomst og har endnu ikke løst disse spørgsmål.
10. Den Russiske Føderation
Den Russiske Føderation har en skadelig skattebegunstigelsesordning (internationale holdingselskaber) og har ikke løst dette spørgsmål.
11. Samoa
Samoa har en skadelig skattebegunstigelsesordning (offshorevirksomhed) og har endnu ikke løst dette spørgsmål.
12. Seychellerne
Seychellerne har ikke status af mindst »Largely Compliant« ifølge Det Globale Forum for udveksling af oplysninger efter anmodning.
13. Trinidad og Tobago
Trinidad og Tobago har ikke status af mindst »Largely Compliant« ifølge Det Globale Forum for udveksling af oplysninger efter anmodning, har ikke undertegnet og ratificeret OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand som ændret, har skadelige skattebegunstigelsesordninger (frizoner), gennemfører ikke BEPS-minimumsstandarden for landeopdelt rapportering og har endnu ikke løst disse spørgsmål.
Trinidad og Tobago har også forpligtet sig til at imødekomme Det Globale Forums anbefalinger med hensyn til automatisk udveksling af oplysninger (kriterium 1.1) i god tid, således at der som minimum kan træffes afgørelse om »In place, but needs improvement« med hensyn til de centrale krav 1 og 2 i Det Globale Forums peerreviewrapport i efteråret 2024.
14. Turks- og Caicosøerne
Turks- og Caicosøerne fremmer offshorekonstruktioner og -ordninger, der skal tiltrække overskud uden reel økonomisk substans, ved at undlade at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en effektiv gennemførelse af substanskravene i kriterium 2.2.
15. De Amerikanske Jomfruøer
De Amerikanske Jomfruøer anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret, herunder gennem den jurisdiktion, de er underlagt, OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand som ændret, har skadelige skattebegunstigelsesordninger (økonomisk udviklingsprogram, fritagne virksomheder og lov om internationalt bankcenter), har ikke givet tilsagn om at anvende BEPS-minimumsstandarderne og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål.
16. Vanuatu
Vanuatu fremmer offshorekonstruktioner og -ordninger, der skal tiltrække overskud uden reel økonomisk substans, og har endnu ikke løst dette spørgsmål.
Vanuatu afventer en supplerende gennemgang foretaget af Det Globale Forum vedrørende udveksling af oplysninger efter anmodning.
BILAG II
Status for samarbejdet med EU vedrørende de tilsagn, der er givet af samarbejdsvillige jurisdiktioner om at gennemføre principper for god forvaltning på skatteområdet
1. Gennemsigtighed
1.1 Automatisk udveksling af oplysninger
Følgende jurisdiktion forventes effektivt at udveksle oplysninger med alle 27 medlemsstater i overensstemmelse med den tidsplan, der er omhandlet i punkt 6 i Rådets konklusioner af 22. februar 2021, punkt 4 i Rådets konklusioner af 5. oktober 2021, punkt 4 i Rådets konklusioner af 24. februar 2022, punkt 4 i Rådets konklusioner af 4. oktober 2022 og punkt 7 i Rådets konklusioner af 14. februar 2023.
|
Tyrkiet |
Følgende jurisdiktioner har forpligtet sig til at imødekomme Det Globale Forums anbefalinger med hensyn til automatisk udveksling af oplysninger i god tid, således at der som minimum kan træffes afgørelse om »In place, but needs improvement« med hensyn til de centrale krav 1 og 2 i Det Globale Forums peerreviewrapport i efteråret 2024:
|
Aruba, Costa Rica, Curaçao og Israel |
1.2 Medlemskab af Det Globale Forum og tilfredsstillende status med hensyn til udveksling af oplysninger efter anmodning
Følgende jurisdiktioner afventer en supplerende gennemgang foretaget af Det Globale Forum:
|
Botswana, De Britiske Jomfruøer og Dominica |
2. Fair beskatning
2.1 Tilstedeværelse af skadelige skatteordninger
Følgende jurisdiktioner, som forpligtede sig til at ændre eller afskaffe deres skadelige ordninger for fritagelse af udenlandsk indkomst inden udgangen af 2022 og viste håndgribelige fremskridt med hensyn til disse reformer i 2022, fik indtil udgangen af 2023 til at tilpasse deres lovgivning med hensyn til behandlingen af kapitalgevinster:
|
Hongkong og Malaysia |
Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om at ændre eller afskaffe skattebegunstigelsesordninger inden for rammerne af Forummet om Skadelig Skattepraksis senest den 31. december 2023:
|
Albanien (industrifremmeordninger), Armenien (økonomiske frizoner og informationsteknologiske projekter) og Eswatini (særlig økonomisk zone) |
3. Forebyggelse af udhuling af skattegrundlaget og overskudsflytning
3.2 Gennemførelse af minimumsstandarden for landeopdelt rapportering (BEPS-aktion 13)
Følgende jurisdiktion har givet tilsagn om at gennemføre minimumsstandarden for landeopdelt rapportering og aktivere udvekslingsforbindelser vedrørende landeopdelt rapportering med alle EU's medlemsstater inden for den aftalte frist (senest den 31. august 2024):
|
Vietnam |
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/437/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)