MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

29.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 495/1

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Vejledning i deling af omkostninger og fordele i grænseoverskridende samarbejdsprojekter inden for vedvarende energi

(2022/C 495/01)

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning

Elementer til udformning af samarbejdet og finansieringsmuligheder

Cost-benefit-analyse som grundlag for deling af omkostninger og fordele

Metoder til deling af omkostninger og fordele

Principper for deling af omkostninger og fordele

Den praktiske gennemførelse af delingen af omkostninger og fordele

Eksempler på samarbejde

Resumé af anbefalinger vedrørende cost-benefit-analyser og deling af omkostninger og fordele

Model for mellemstatslig aftale

Bilag

1 INDLEDNING

Denne vejledning har til formål at hjælpe medlemsstater, der er villige til at deltage i grænseoverskridende samarbejdsprojekter vedrørende produktion af vedvarende energi, med at finde en gensidigt fordelagtig løsning til deling af de dermed forbundne omkostninger og fordele. Den skitserer mulighederne for deling af omkostninger og fordele i grænseoverskridende samarbejdsprojekter inden for vedvarende energi og indeholder anbefalinger og bedste praksis, idet medlemsstaterne samtidig får mulighed for fleksibilitet (1). Vejledningen kan anvendes i forbindelse med Connecting Europe-facilitetens (CEF) vindue for grænseoverskridende projekter inden for vedvarende energi og for projekter vedrørende vedvarende energi, der anvender samarbejdsmekanismer, i bredere forstand. Den er relevant for elektricitet fra vedvarende kilder og for projekter vedrørende varme og gas fra vedvarende kilder.

Retsgrundlag

Det omarbejdede direktiv 2018/2001 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (»direktivet«) udgør en retlig ramme for udviklingen af vedvarende energi i Den Europæiske Union. Som fastsat i direktivets artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne i fællesskab opfylde det bindende overordnede EU-mål for andelen af energi fra vedvarende energikilder i Unionens endelige bruttoenergiforbrug i 2030. Dette kollektive mål nås gennem de nationale bidrag, der skal fastsættes af alle medlemsstater som led i deres integrerede nationale energi- og klimaplaner. Direktivet anerkender også den grænseoverskridende dimension af udbredelsen af vedvarende energi og tilskynder medlemsstaterne til at samarbejde om dette ved hjælp af bl.a. tilgængelige samarbejdsmekanismer såsom statistiske overførsler, fælles projekter mellem medlemsstaterne, fælles projekter mellem medlemsstater og tredjelande eller fælles støtteordninger (2).

Som led i den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 er CEF Energi blevet suppleret med et instrument, der har til formål at støtte udbredelsen af grænseoverskridende projekter inden for vedvarende energi. Begrebet grænseoverskridende projekter inden for vedvarende energi som defineret i CEF-forordningen (3) er baseret på de samarbejdsmekanismer, der etableres i henhold til direktivet.

Bevæggrunde for samarbejde

Grænseoverskridende samarbejde kan lette opfyldelsen af Unionens mål samt nationale bidrag på en mere omkostningseffektiv måde ved at opskalere projektpipelinen og samtidig give medlemsstaterne yderligere fleksibilitet med hensyn til at nå deres mål. Desuden spiller grænseoverskridende regioner en vigtig rolle som »laboratorier for europæisk integration« (4). Da medlemsstaterne har forskellige geografiske og naturlige ressourcer til at udnytte vedvarende energi, varierer produktionsomkostningerne betydeligt fra land til land. En medlemsstat (»værtslandet«), der producerer et overskud af vedvarende energi, dvs. mere, end den har brug for til at opfylde sit eget bidrag, kan vælge at samarbejde med en anden medlemsstat (»aftagerlandet«), der er villig til at medfinansiere indsatsen. Begge lande vil drage fordel af et sådant samarbejde. Værtslandet vil opnå yderligere finansiering og ikkemonetære fordele i forbindelse med opførelsen og driften af det nye anlæg (f.eks. øget forsyningssikkerhed, jobskabelse, positive afsmittende virkninger af øget innovation), og aftagerlandet vil nå sit mål mere omkostningseffektivt end på hjemmemarkedet. Samarbejdsmekanismer bidrager også til udveksling af bedste praksis, tilpasning af de lovgivningsmæssige rammer og strømlining af den administrative procedure i medlemsstaterne.

Bevæggrundene for at vælge at samarbejde om vedvarende energi varierer fra projekt til projekt. De mest typiske grunde til at samarbejde omfatter opnåelse af billigere målopfyldelse, øget udbredelse af vedvarende energi, bidrag til forbedring af infrastrukturen, forbedring af energisikkerheden, forbedring af offentlighedens accept af en bestemt teknologi, (fælles) afprøvning af innovative teknologier eller infrastrukturløsninger samt fremme af markedsintegration af vedvarende energikilder med henblik på at styrke EU's indre energimarked.

Desuden kan markedsværdierne for vedvarende energi variere betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, bl.a. afhængigt af forskellige produktionsmiks, anlæggenes eksisterende kapacitet og antallet af sammenkoblinger og intern nettransportkapacitet. Ved at samarbejde med hinanden kan medlemsstater med lavere markedsværdier få adgang til projekter med højere markedsværdier end deres egne, hvilket reducerer støttebetalingerne.

Samarbejdet kan foregå mellem to eller flere lande/regioner eller grænseoverskridende områder (5), og kompleksiteten og koordineringskravene øges normalt i takt med antallet af involverede aktører.

Eksempel på grænseoverskridende samarbejde: Gensidigt åbne auktioner mellem Tyskland og Danmark (6)

I 2016 gennemførte Tyskland og Danmark to grænseoverskridende solcelleauktioner, der var åbne for deltagelse fra projekter beliggende i det andet land. De gensidigt åbne auktioner var baseret på en bilateralt forhandlet samarbejdsaftale. De åbne auktioner var hver især baseret på det eksisterende støttesystem for solceller i det pågældende land. Desuden omfattede samarbejdsaftalen også ordninger vedrørende lokale anlægsbegrænsninger, dataudveksling og bidrag til målene for vedvarende energi. Med hensyn til omkostningsdeling betaler auktioneringslandet støttebetalingerne til alle godkendte anlæg og modtager de fuldstændige VE-statistikker. Der er ikke medtaget yderligere omkostninger eller fordele.

De grænseoverskridende auktioner medførte, at alle vinderprojekterne blev placeret i Danmark. Den åbne tyske auktion nåede op på tildelingspriser, der lå betydeligt under de tidligere tyske nationale auktioner. I Danmark blev der ikke afholdt nationale auktioner i samme periode. Ingen tyske projekter deltog i den danske auktion. Dette skyldtes bl.a. den lave maksimale kapacitet, der var planlagt for projekter i Tyskland (kun 2,4 MW ud af en samlet auktionsmængde på 20 MW), en national auktion i Tyskland, der fandt sted blot få dage senere, transaktionsomkostninger i forbindelse med forståelsen af det danske auktionssystem samt den faste præmie, der benyttes i Danmark, som udsatte anlægsoperatørerne for langsigtede elprisrisici. For de projekter, der var placeret i Danmark, var det attraktivt at deltage i den tyske auktion, da der ikke blev afholdt nationale auktioner for solcelleanlæg i 2016. Årsagerne til de mere konkurrencedygtige bud fra Danmark er ikke klare, men vil sandsynligvis omfatte bedre solcelleressourcer på de anlæg, der deltager i auktionerne, muligheden for at opføre solcelleanlæg på landbrugsjord (udelukket i Tyskland) samt manglen på andre muligheder for at modtage indenlandsk støtte og dermed mere aggressive bud.

Disse gensidigt åbne auktioner har vist, at samarbejde mellem medlemsstaterne kan give effektivitetsgevinster sammenlignet med nationale auktioner. Desuden præciseres det udtrykkeligt, at der bør tages hensyn til nationale støtteordninger og auktionsplaner ved fastlæggelse af tidspunktet for og udformningen af samarbejdsaftalen. Desuden skal landene også tage hensyn til markedsordninger og andre faktorer, der påvirker projektomkostningerne, for at undgå overraskelser med hensyn til fordelingen af tildelinger mellem landene.

Eksempel på grænseoverskridende samarbejde: Fælles certifikatordning mellem Sverige og Norge

I 2012 blev den grænseoverskridende støtteordning for grøn elektricitet mellem Sverige og Norge operationel med det formål at fremme væksten inden for vedvarende energi i begge lande. Indtil videre er dette den eneste fælles støtteordning, der er gennemført inden for rammerne af de samarbejdsmekanismer, der er fastsat i direktivet om vedvarende energi. Forud for ordningens ikrafttræden gik en lang forhandlingsfase mellem de to lande. Det viste sig at være særligt vanskeligt at nå til enighed om en passende fordeling af omkostninger og fordele. En politisk aftale om en lige byrdefordeling banede vejen for den endelige aftale.

Ordningen nød godt af Sveriges årelange erfaring med at forvalte et sammenligneligt indenlandsk marked for certifikater. Et markedsbaseret instrument — ordningen belønner anlæg til produktion af vedvarende energi i begge lande ved at tildele et grønt certifikat for hver MWh produceret elektricitet fra vedvarende energikilder, som derefter kan handles på et marked. Svenske og norske elleverandører (og nogle slutbrugere) er forpligtet til at købe det antal certifikater, der er proportionalt med en andel af deres elproduktion/-forbrug.

I betragtning af ordningens succes — idet den planlagte opbygning af vedvarende energi, hovedsagelig vind- og vandkraft, blev mere end nået — lukkede systemet for nye deltagere i januar 2022. Selv om ordningens vigtigste karakteristika var de samme i begge lande, og Sverige og Norge arbejdede hen imod et fælles produktionsmål udtrykt i TWh, bevarede de også en vis fleksibilitet med hensyn til ordningens parametre. Der er heller ingen fælles myndighed med ansvar for gennemførelse og overvågning, men hvert land har udpeget en national enhed. Dette viste, at det kan være nyttigt at anerkende behovet for fleksibilitet ved udformningen af en fælles ordning. Desuden gjorde det relativt ensartede potentiale for vedvarende energi og sammenlignelige omkostningsstrukturer det lettere at nå til enighed om ordningens vigtigste elementer. Dette gælder også forhandlingerne om deling af omkostninger og fordele, som har tendens til at være mere udfordrende, hvis omkostninger og fordele varierer betydeligt mellem de samarbejdende lande.

Hindringer for samarbejde

På trods af de etablerede og velundersøgte fordele ved samarbejde om i fællesskab at nå EU's mål for vedvarende energi er kun få samarbejdsprojekter, der anvender samarbejdsmekanismerne, faktisk blevet gennemført siden 2009 (7), og udnyttelsen af samarbejdsmekanismerne er stadig begrænset. Der er dokumentation (8) for, at der fortsat er hindringer for anvendelsen af samarbejdsmekanismer, som kan være af politisk, teknisk, juridisk og reguleringsmæssig samt socioøkonomisk og miljømæssig karakter. Medlemsstaterne og andre interessenter melder også om administrative hindringer i forbindelse med de proceduremæssige skridt, der er nødvendige for at planlægge og gennemføre et samarbejdsprojekt, og hindringer med hensyn til kvantificering og deling af omkostninger og fordele. Drøftelserne mellem medlemsstaterne om anvendelsen af samarbejdsmekanismer er imidlertid blevet intensiveret i de senere år, og flere potentielle projekter drøftes i øjeblikket (9). Det øgede pres for hurtigt at dekarbonisere i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt, »Fit for 55«-pakken og RePowerEU-planen kræver hyppigere anvendelse af samarbejdsmekanismer.

Ramme

Denne vejledning har til formål at hjælpe medlemsstaterne med at planlægge, udforme og gennemføre grænseoverskridende samarbejdsprojekter ved hjælp af samarbejdsmekanismer (10). Ved at kaste lys over de muligheder og projektbestanddele, der er til rådighed for deling af omkostninger og fordele, har den til formål at gøre det lettere at overvinde denne hindring for øget anvendelse af samarbejdsmekanismerne.

Den tidligere vejledning om fordeling af omkostninger og fordele er begrænset til den metode til cost-benefit-analyse, som ENTSO-E har udarbejdet for netudviklingsprojekter i henhold til forordning (EU) 2022/869, og ingen vejledning fokuserede på deling af omkostninger og fordele ved produktionsaktiver. Denne vejledning har derfor til formål at skabe klarhed om de tilgængelige muligheder og frihedsgrader til at analysere og dele omkostninger og fordele, der gælder på tværs af forskellige vedvarende energiteknologier. Selv om den har til formål at dække samarbejdet om vedvarende energi generelt for alle vedvarende energiteknologier, tager den hensyn til aspekter, der er specifikke for (radiale) offshorevindenergiprojekter, idet et sådant samarbejde får stadig større betydning, samtidig med at man står over for særlige tekniske og praktiske udfordringer med gennemførelsen. Cost-benefit-analyser af og aspekter ved deling af omkostninger og fordele ved offshorehybridprojekter vil blive behandlet indgående i en kommende vejledning i 2024 om, hvordan man kan koordinere fordelingen af omkostninger og fordele pr. havområde for offshoreenergitransmissionsprojekter kombineret med udviklingen af projekter til produktion af energi fra vedvarende energikilder samt til deling af omkostninger og fordele ved individuelle hybridprojekter (11).

Denne vejledning er opbygget som følger: Først skitseres de vigtigste elementer i udformningen af støtteordninger for vedvarende energi med fokus på relevante aspekter vedrørende deling af omkostninger og fordele i grænseoverskridende samarbejdsprojekter. I det følgende afsnit beskrives de generelle tilgange og principper i cost-benefit-analysen, som er det centrale redskab til at vurdere de samlede samfundsmæssige fordele ved projekter vedrørende vedvarende energi og forudsætningen for deling af omkostninger og fordele. Derefter indeholder vejledningen oplysninger om, hvordan man håndterer fordelingen af omkostninger og fordele mellem de samarbejdende parter, og anbefalinger, eksempler og bedste praksis skitseres. En model for en samarbejdsaftale findes i afsnit 6.

2 ELEMENTER TIL UDFORMNING AF SAMARBEJDET OG FINANSIERINGSMULIGHEDER

Når medlemsstaterne når til enighed om et samarbejdsprojekt, skal de tilpasse sig en række aspekter, herunder de vigtigste mål og principper for samarbejdet, den eller de samarbejdsmekanisme(r), der kan anvendes til at nå disse mål, samt omfanget af og betingelserne for samarbejdet. Med hensyn til sidstnævnte kan medlemsstaterne være nødt til at vælge en støtteordning og skal nå til enighed om fordelingen af de deraf følgende omkostninger og fordele, som projektet vil medføre. Forskellige elementer til udformningen af samarbejdsmekanismen/samarbejdsmekanismerne og støtteordningen (hvis det er relevant) kan føre til forskellige resultater med hensyn til omkostninger og fordele.

Som beskrevet ovenfor kan medlemsstaterne ønske at forfølge forskellige mål, når de bliver enige om et samarbejdsprojekt. Under alle omstændigheder vil de ønske at sikre, at samarbejdet er gensidigt fordelagtigt, og at omkostninger og fordele deles på en måde, der afspejler dette mål. Den overordnede logik er, at aftagermedlemsstaten vil bidrage til støtteomkostningerne til gengæld for at modtage VE-statistikker. Medlemsstaternes delmål kan f.eks. omfatte målet om at reducere omkostningerne ved integration af vedvarende energikilder ved at flytte etableringen til lande med lavere systemintegrationsomkostninger. På den anden side vil værtsmedlemsstaterne også tage hensyn til disse omkostninger og til, i hvilken udstrækning de afspejles i støttebetalingerne, dvs. enten afholdes af initiativtagere til projekter vedrørende vedvarende energi eller af andre interessenter såsom TSO'er eller de endelige forbrugere. Eftersom systemintegrationsomkostningerne kan være betydelige, kan værtsmedlemsstaterne inkludere en passende kompensation.

Valg af samarbejdsmekanisme

Valget af samarbejdsmekanisme afhænger af de specifikke mål, som medlemsstaterne forfølger. Generelt kan det siges, at hvis det eneste formål er at søge at opnå lavere omkostninger på kort sigt eller hurtigt lukke et resterende hul i forhold til målet med en begrænset indenlandsk indsats, er statistiske overførsler det mest hensigtsmæssige valg, da de har de laveste transaktionsomkostninger og har tendens til at være mindre komplekse. På den anden side fører statistiske overførsler ikke til indsættelse af yderligere kapacitet til vedvarende energi, medmindre salgslandet øremærker indtægterne til nye projekter vedrørende vedvarende energi.

Fælles projekter kan også forfølges, hvis målet er at udvikle eller afprøve (nye) teknologier. Fælles støtteordninger er den mest komplekse samarbejdsmekanisme og medfører de største transaktionsomkostninger. Fælles støtteordninger kan dog forbedre omkostningseffektiviteten og øge markedsstabiliteten på lang sigt samt likviditeten. Jo større samarbejdsvolumen i projekter vedrørende vedvarende elektricitet, der skal gennemføres over tid, desto mere berettiget er det at vælge en kompleks mekanisme.

Det skal også bemærkes, at samarbejdsmekanismerne ikke udelukker hinanden, og at medlemsstaterne frit kan kombinere mere end én mekanisme i samme aftale. Med hensyn til deling af omkostninger og fordele anbefales det at holde omkostninger og fordele strengt adskilt for de enkelte projekter og ikke lægge dem sammen i kombinationer af projekter.

Valg af støtteform

Selv om den markedsbaserede udbredelse af vedvarende energi er stigende, er den fortsat hovedsagelig baseret på en støtteordning — dette gælder også for grænseoverskridende samarbejde. I princippet har medlemsstaterne valget mellem at anvende værtsmedlemsstatens støtteordning, åbne den bidragydende medlemsstats støtteordning eller oprette en ny skræddersyet fælles støtteordning. Det er nødvendigt at definere en række bestanddele for denne ordning. Det skal også bemærkes, at en støtteordning ikke nødvendigvis indebærer faktiske støttebetalinger, da disse kan blive forældede i en situation, hvor der er tilbud til nulpriser, dvs. initiativtagere, der er villige til at gå videre med projektet uden tilskud.

Anvendelsen af værtslandets støtteordning har den fordel, at den sikrer en gnidningsløs integration i den nationale lovgivning. Valget af den bidragydende medlemsstats støtteordning vil tværtimod føre til to ordninger, der eksisterer parallelt i den medlemsstat, hvor anlægget er beliggende, og som kan være i strid med dens lovgivningsbestemmelser. Oprettelsen af en ny fælles støtteordning medfører på den anden side højere transaktionsomkostninger, men har den fordel, at den er formålstjenlig og mere effektiv i forbindelse med større samarbejdsplaner. I så fald skal de nationale eller regionale institutioner, der forvalter ordningen, identificeres. Medlemsstaterne kan også vælge værtslandets eller det bidragydende lands ordning som udgangspunkt, men aftale afvigende bestanddele for individuelle aspekter.

Følgende elementer skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af en støtteordning, idet det bemærkes, at den nøjagtige udformning og de særlige forhold vil være forskellige fra sag til sag.

Forudgående undersøgelse, valg af lokalitet, tilladelse og udvikling i den prækompetitive fase

Samlet set kan der skelnes mellem centraliserede (regeringsstyrede) og decentraliserede (styret af initiativtagerne) tilgange til forundersøgelse, udvælgelse af lokaliteter, tilladelser og udvikling i den prækompetitive fase. Den centraliserede tilgang er kendetegnet ved, at et statsligt eller statsejet organ er ansvarligt for, fremmer og bærer omkostningerne og risiciene i forbindelse med disse processer (12). I en decentraliseret model udvælges lokaliteter, der undersøges og udvikles på forhånd af initiativtagerne til projektet i en foruddefineret zone. Afhængigt af, hvem der i første omgang afholder udgifterne til forundersøgelse, udvælgelse af lokaliteter og udvikling på forhånd, kan det være nødvendigt med kompensation.

Ordning for fordeling af netomkostninger

De samarbejdende medlemsstater vil også skulle træffe afgørelse om grænsefladen mellem initiativtagere til projekter vedrørende vedvarende energi og TSO'er i forbindelse med netordningen. I tilgangen med fordeling af lave omkostninger afholder initiativtagere til projekter vedrørende vedvarende energi tilslutningsomkostningerne til det tættest egnede tilslutningspunkt i det allerede eksisterende net, normalt en understation, og TSO'erne omkostningerne ved enhver nødvendig netforstærkning. Tilgange med lave omkostninger er den billigste løsning for projektudviklere (fordi netforstærkninger generelt bæres af TSO'er/DSO'er) og giver mulighed for god omkostningsgennemsigtighed og konsekvens. Projekter kan imidlertid blive forsinket på grund af nødvendige forstærkninger, der skal udføres af TSO'er/DSO'er, inden tilslutningen er mulig.

I tilgangen med fordeling af høje omkostninger skal initiativtagere til projekter vedrørende vedvarende energi bære alle tilslutningsomkostninger samt eventuelle yderligere omkostninger til forstærkning som følge af integrationen af det nye anlæg i systemet. En stor ulempe ved ordningen med fordeling af høje omkostninger er, at de indledende tilslutningsomkostninger kan være meget høje, og at omkostningerne til netforstærkning normalt er uvisse og vanskelige at forudsige for initiativtagerne (13). Initiativtagere til projekter er imidlertid ofte ikke forpligtet til at betale systemafgifter for løbende netforstærkninger i henhold til denne tilgang.

Der er også mulighed for hybride modeller. Afhængigt af deres nøjagtige specifikationer kan hybride modeller omfatte ulemper/fordele fra begge ordninger.

Former for finansiel støtte

De vigtigste muligheder for finansiel støtte er »driftsstøtte« og »investeringsstøtte« (engangsstøtte eller tilbagevendende støtte, f.eks. årligt). De mest relevante former for driftsstøtte er faste præmier, ensidige glidende præmier og tosidede glidende præmier (differencekontrakter) (14).

I tilfældet med faste præmier afhænger den samlede støtte ikke af elpriserne. Faste præmier er også lettere at administrere, men de er til ulempe for initiativtagere, der står over for potentielt store markedsindtægtsrisici, og skaber incitamenter til også at producere på tidspunkter, hvor der ikke er behov for yderligere produktion. Den langsigtede risiko vedrørende markedsindtægter kan imødegås ved hjælp af glidende præmier, som dog kan være på bekostning af de samlede støtteomkostningers eksponering for elpriser, der er lavere end auktionsprisen, og som betales af forbrugerne. I tilfælde af forudgående eller årlig investeringsstøtte er anlæggene i princippet udsat for fuld indtægtsrisiko på elektricitetsmarkedet.

Investeringstilskud eller -støtte adskiller sig fra driftsstøtte ved at dække en del af projektets investeringsomkostninger, inden det rent faktisk tages i brug og begynder at producere. Selv om investeringsstøtte sjældent ses på medlemsstatsniveau, forventes den at blive mere relevant i forbindelse med EU's finansieringsmekanismer, såsom den nye budgetpost for grænseoverskridende projekter under Connecting Europe-faciliteten (CEF).

Når der træffes beslutning om udformningen af den finansielle støtte, anbefales det at indlede drøftelserne med udgangspunkt i den eksisterende udformning af støtteordninger i de involverede medlemsstater, forudsat at mindst en af de samarbejdende parter har indført en national ordning for den pågældende teknologi. Hvis der ikke findes en sådan ordning i de samarbejdende stater, kan erfaringerne fra medlemsstater med lignende karakteristika og mål tjene som eksempel. Når de samarbejdende stater træffer afgørelse om projektbestanddelene, bør de bestræbe sig på at sikre regelmæssig drift og vedligeholdelse af det nye anlæg, minimere de nødvendige støtteomkostninger i dets levetid, begrænse risikoen for over- eller underkompensation, mindske de finansielle risici generelt og overveje støtteordningens konsekvenser for forbrugerne.

I tilfælde af grænseoverskridende samarbejde kan medlemsstaterne anvende en glidende præmie (ensidig eller tosidet), f.eks. differencekontrakter. Navnlig differencekontrakter sikrer prisstabilitet og begrænser samtidig uforholdsmæssigt store uventede fortjenester, der kan opnås i situationer med meget høje markedspriser. Det skal bemærkes, at når der er tale om to elektricitetsmarkeder med to forskellige elpriser, komplicerer det beregningen af støttebetalinger til tilsynsmyndigheden/myndighederne og øger sandsynligvis risikoen for investorer i vedvarende energi. Dette øger administrations- og transaktionsomkostningerne, og der kan være behov for kompensationsbetalinger, som det ikke er let at anslå på forhånd. For at afbøde disse risici bør referencemarkedet derfor aftales på forhånd mellem medlemsstaterne. Hvis sådanne hindringer overvindes, kan fælles støtteordninger sikre mere effektive og lavere støttebeløb til eventuelle nødvendige manglende investeringer i forbindelse med projekter for vedvarende energi end nationale støtteordninger og dermed sænke de samlede støttebeløb, der finansieres af skatteyderne i hver medlemsstat.

Selv om det ikke falder ind under anvendelsesområdet for foranstaltninger, der kan gennemføres af medlemsstater, der overvejer at gennemføre grænseoverskridende samarbejdsprojekter vedrørende vedvarende energi, er det relevant at bemærke, at initiativtagere til projekter vedrørende vedvarende energi kan have adgang til andre konkurrencedygtige finansieringskilder, f.eks. via EIB-instrumenter eller indgåelse af elkøbsaftaler med aftagerne.

Udformning af udbud/auktioner

I forbindelse med støtten til vedvarende energikilder i EU er betydningen af administrativt fastsatte takster eller kvoter generelt faldende, mens antallet af auktioner generelt er stigende. Der er mange muligheder for at udforme udbud/auktioner med henblik på tildeling af støtte til vedvarende energi. De vigtigste elementer i udformningen er auktionsteknologi, mængde, tidsplan, budstørrelse, typen af udbetalt støtte, prækvalifikations- og tildelingskriterier, og om der anvendes udbud med flere elementer eller kun ét element.

I forbindelse med samarbejde kan auktioner antage forskellige former, navnlig ensidige, gensidige og fælles auktioner. Den valgte auktionstype vil igen påvirke støttemekanismen, f.eks. i forbindelse med ensidige auktioner vil støtteordningen i aftagermedlemsstaten eller den bidragydende medlemsstat blive anvendt, dvs. svarende til en ensidig åbning af støtteordningen for projekter fra værtsmedlemsstaten. Ved gensidige auktioner åbner begge lande deres respektive støtteordninger, mens de samarbejdende parter ved fælles auktioner udformer en skræddersyet støtteordning, som tilpasses alle aspekter af samarbejdsprojektet. Som hovedregel bør den medlemsstat, der betaler støtteomkostningerne, modtage de tilsvarende VE-statistikker. Medlemsstaterne kan også indgå forskellige aftaler med hensyn til tidsrammen for overførsel af målopfyldelsen, og hvorvidt overførslen af andele til den bidragydende medlemsstat skal fortsætte efter støtteperiodens udløb indtil anlæggets tekniske ophør. Dette vil påvirke den deraf følgende deling af omkostninger og fordele. Medlemsstaterne kan f.eks. aftale, at anlægget vil begynde at bidrage til værtslandets målopfyldelse efter udløbet af støtteperioden for at kompensere for, at anlægget stilles til rådighed, og at det medfører systemintegrationsomkostninger.

Finansiering af samarbejdet

Ud over at udvælge samarbejdsmekanismen og (hvor det er relevant) tilpasse støtteordningens projektbestanddele vil medlemsstaterne også skulle nå til enighed om, hvordan samarbejdet skal finansieres, og hvordan støtteomkostningerne eventuelt kan dækkes (15). De vigtigste finansieringsmuligheder er offentlige finansieringskilder (nationale budgetter, EU-finansieringsmekanismer og -fonde), støtteafgifter på forbrugere eller hybride former, dvs. kombinationer af disse. Selv om offentlige finansieringskilder i bund og grund er en omfordeling fra alle skatteydere til energiforbrugere, omfordeler afgifterne omkostningerne ved vedvarende energi til elforbrugerne, idet de lægges oven i elprisen. Medlemsstaterne kan også vælge at finansiere dele af omkostningerne fra én kilde, samtidig med at de benytter en anden kilde til resten. Retningslinjerne for statsstøtte til klima, miljøbeskyttelse og energi 2022 (16) danner rammen for, at de offentlige myndigheder kan støtte målene i den europæiske grønne pagt effektivt og med mindst mulig konkurrenceforvridning.

3 COST-BENEFIT-ANALYSE SOM GRUNDLAG FOR DELING AF OMKOSTNINGER OG FORDELE

I forbindelse med samarbejdsprojekter identificerer og sammenligner man i cost-benefit-analysen systematisk alle positive eller negative, bevidste eller ubevidste, direkte eller indirekte, virkninger af et givet samarbejdsprojekt. Cost-benefit-analysen dækker i princippet projektets virkninger i alle de involverede medlemsstater.

For at fastslå, om et planlagt samarbejdsprojekt skaber nettofordele for samfundet, skal omkostninger og fordele bestemmes, kvantificeres og afvejes i forhold til hinanden. Når fordelene opvejer omkostningerne over en bestemt periode til diskonteret nutidsværdi, har samarbejdsprojektet en positiv nettonutidsværdi (NNV) og anses for at være gavnligt ud fra et samfundsmæssigt og holistisk synspunkt.

Desuden skal projektets nettonutidsværdi sammenlignes med et alternativt projekt, der anvender vedvarende energikilder uden samarbejde (et kontrafaktisk projekt). Et kontrafaktisk projekt bør først og fremmest være en realistisk repræsentation af projektinitiativtagernes sandsynlige alternative projektudformning med henblik på at nå deres mål i overensstemmelse med europæiske og nationale klima- og energimål, hvis samarbejdet ikke bliver til virkelighed. Hvis samarbejdsprojektets nettonutidsværdi er større end det kontrafaktiske projekt, anses samarbejdsprojektet for at være gavnligt ud fra et systemisk perspektiv, og der kan tages yderligere skridt.

For at afgøre, om der skal arbejdes videre med et samarbejdsprojekt eller ej, er en omfattende cost-benefit-analyse en absolut nødvendighed.

Som udgangspunkt for gennemførelsen af en cost-benefit-analyse kan de samarbejdende medlemsstater henholde sig til eksisterende metoder og praksis. Generelt omfatter dette vejledningen om cost-benefit-analyse af investeringsprojekter under samhørighedspolitikken 2014-2020 (17) og andre tilgange såsom den tilgang til økonomisk vurdering af investeringsprojekter, der anvendes i Den Europæiske Investeringsbank (EIB) (18). For VE-produktionsaktiver findes der relevant vejledning i principperne for cost-benefit-analyser for grænseoverskridende VE-projekter under CEF, hvor der anbefales et omfattende, men håndterbart sæt indikatorer (19). For så vidt angår netudviklings- og investeringsprojekter er den mest relevante ressource den metode til cost-benefit-analyse af energisystemet som helhed, der anvendes til netinvesteringsprojekter i henhold til forordning (EU) 2022/869 (TEN-E) (20). På grundlag af denne skal ENTSO-E gennemføre en cost-benefit-analyse som led i TYNDP-processen. For grænseoverskridende elinfrastruktur anvendes som udgangspunkt den etablerede metode til cost-benefit-analyser, der er udviklet af ENTSO-E og godkendt af Europa-Kommissionen.

Indikatorer for cost-benefit-analyser for produktionsaktiver

For at holde transaktionsomkostningerne så lave som muligt skal de samarbejdende parter fokusere cost-benefit-analysen på de vigtigste kategorier af direkte og indirekte omkostninger og fordele, der følger af deres potentielle samarbejde. Selv om visse indikatorer sandsynligvis vil blive medtaget i alle cost-benefit-analyser, f.eks. produktionsomkostninger til energi, har medlemsstaterne en vis frihed til i fællesskab at nå til enighed om de kategorier af omkostninger og fordele, de ønsker at undersøge. Jo længere fremskreden planlægningsprocessen er, jo mere omfattende er cost-benefit-analysen og listen over indikatorer, der skal undersøges. I princippet anbefales det, at de samarbejdende parter begynder med en enkel og mindre omfattende cost-benefit-analyse, som derefter gradvist kan udvides med flere indikatorer, efterhånden som processen skrider frem.

Når man går fra »simpelt samarbejde« til mere komplekse former, f.eks. projekter, der kombinerer infrastruktur og produktionsaktiver, vil tilgangen til vurdering af omkostninger og fordele ved samarbejdet generelt også blive mere omfattende og omfatte yderligere og forskellige indikatorer.

Støtteomkostninger skal ikke medtages i cost-benefit-analysen, da de udgør en samfundsmæssig nettooverførsel, men det anbefales kraftigt at kvantificere dem allerede i cost-benefit-analysen (21).

Begrænsninger ved cost-benefit-analysen

Selv om en cost-benefit-analyse er nødvendig for at afgøre, om samarbejdsprojektet skal videreføres eller ej, skal det bemærkes, at der findes nogle betydelige begrænsninger, som de samarbejdende parter skal være opmærksomme på. Som beskrevet ovenfor skal cost-benefit-analysen finde den rette balance mellem at begrænse kompleksiteten og transaktionsomkostningerne til et håndterbart niveau og samtidig bestræbe sig på at inddrage alle relevante faktorer. Dette kan være en udfordring, især hvis projektet stadig befinder sig i en tidlig fase. Det er derfor nødvendigt at anvende antagelser og værdivurderinger.

Endelig vil cost-benefit-analysen heller ikke give indsigt i projektets indvirkning på forskellige interessentgrupper. På trods af en positiv nettonutidsværdi er det muligt og endog sandsynligt, at ikke alle berørte aktører vil blive bedre stillet med projektet. Dette er særligt vigtigt, når det drejer sig om det næste skridt, deling af omkostninger og fordele.

4 METODER TIL DELING AF OMKOSTNINGER OG FORDELE

Grænseoverskridende samarbejdsprojekter vil typisk medføre en unik vifte af omkostninger og fordele, som er asymmetrisk fordelt. Ved hjælp af tilgangen med cost-benefit-analysen kan de samarbejdende parter afgøre, om et projekt er gavnligt ud fra et samfundsmæssigt synspunkt og dermed i princippet er værd at forfølge. Cost-benefit-analyserne udtaler sig imidlertid ikke om de fordelingsmæssige virkninger mellem de involverede lande og de enkelte interessenter.

Anvendelsen af samarbejdsmekanismerne skaber fordele, f.eks. lavere omkostninger ved måloverholdelse. Ikke desto mindre kan disse fordele være ulige fordelt mellem de involverede medlemsstater. Dette skaber i bund og grund et problem med fordeling af fordele, og udfordringen består i at finde en løsning på fordelingsproblemet på en sådan måde, at alle de involverede medlemsstater kan få del i fordelene ved samarbejdet, og så de samarbejdende parter anser fordelingen for at være retfærdig, idet den afspejler hver parts bidrag. Da der ikke findes noget centralt marked for denne tildeling, skal de samarbejdende parter forhandle om en omkostningsdelingsmetode eller vedtage en mekanisme for fordeling af fordele i henhold til tidligere aftalte kriterier, regler eller formler.

Samlet set skal de samarbejdende lande besvare to centrale spørgsmål. For det første med hvilken finansieringsmekanisme og til hvilken pris vil afsenderlandet bidrage til projektets støtteomkostninger? For det andet om og med hvilken mekanisme vil aftagerlandet kompensere værtslandet for de indenlandske omkostninger? Begge disse spørgsmål har direkte konsekvenser for den deraf følgende deling af omkostninger og fordele, hvor den ene part typisk yder kompensation til den anden.

Når det er sagt, er den underliggende logik for kompensation enkel, hvilket tyder på, at interessenter, der bærer omkostninger, men som ikke (i tilstrækkelig grad) drager fordel af samarbejdsprojektet, bør kompenseres i overensstemmelse hermed. Hidtil har de fleste tilfælde af omkostningsdeling eller kompensation været begrænset til netinfrastruktur, hvor der findes anbefalinger og vejledning fra Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) (22), mens fordelingen af fordele og omkostninger fra produktionsaktiver har været baseret på en selektiv og pragmatisk tilgang til at identificere de vigtigste omkostninger og fordele, der skal tages i betragtning. De vigtigste elementer, der behandles, er normalt støtteomkostninger og statistikker over vedvarende energikilder på medlemsstatsniveau. Den deraf følgende kompensation aftales derefter under en forhandlingsproces mellem de primære involverede parter og/eller deres repræsentanter.

Principper for deling af omkostninger og fordele

Delingen af omkostninger og fordele bør baseres på rimelighed, dvs. at ingen part modtager en uforholdsmæssig fordel/bærer uforholdsmæssigt store omkostninger som følge af samarbejdet, hvilket kan opnås ved at kompensere alle parter i et rimeligt forhold til deres bidrag, praktisk gennemførlighed, dvs. reduktion af kompleksiteten og dermed transaktionsomkostningerne til et håndterbart beløb ved at begrænse antallet af parter og kategorierne af omkostninger og fordele til de vigtigste, og afspejle de faktiske omkostninger og fordele (og først på et senere tidspunkt aftale potentielle ordninger, der afviger fra disse).

Ud over at tage hensyn til de tre ovennævnte principper bør interessenterne ideelt set anlægge et langsigtet perspektiv og vurdere ikke blot de kortsigtede, men også de langsigtede resultater af samarbejdet.

Berørte interessenter

Generelt vil den overordnede drivkraft til samarbejdsprojekter komme fra regeringerne. De vil derfor i sidste ende ønske at opnå en samlet nettofordel af samarbejdet (herunder alle aktivkomponenter). For de fleste grænseoverskridende samarbejdsprojekter kan det også antages, at medlemsstaterne eller tredjelande er dem, der bærer de største omkostninger og modtager størstedelen af fordelene. De er således de naturlige forhandlingspartnere og vil som standard repræsentere deres interessenter.

Selv om et større antal interessenter kan blive berørt af samarbejdsprojektet, er det sandsynligt, at kun få vil skulle bære store konsekvenser. De vigtigste interessenter, der berøres af samarbejdsprojekter, er medlemsstater/tredjelande (der repræsenterer deres borgere, dvs. elforbrugere), udviklere af produktionsaktiver, TSO'er eller andre infrastrukturprojektiværksættere (f.eks. i tilfælde af hybride projekter og nogle gange for radiale offshoreprojekter) og nationale tilsynsmyndigheder. Det anbefales også at inddrage civilsamfundet proaktivt og tidligt i forberedelsen af samarbejdsprojekterne.

For at forenkle forhandlingerne og holde transaktionsomkostningerne nede bør de samarbejdende parter dog holde antallet af parter, der er involveret i de faktiske forhandlinger, så lavt som muligt, navnlig i mindre komplekse situationer. Normalt bør repræsentanter for de nationale regeringer inddrages. Andre nationale interessenter kan inddrages direkte i forhandlingerne eller i parallelle processer på nationalt plan.

Andre interessenter kan f.eks. inddrages, hvis de når en vis tærskel, f.eks. en vis procentdel af de samlede nettoomkostninger. I nogle tilfælde kan interessenter i tredjelande blive berørt af samarbejdsprojektet og skal muligvis inddrages i processen.

Overvejelser om deling af støtteomkostninger og VE-statistikker

De samarbejdende parter vil i sidste ende skulle nå til enighed om en fordelingsmekanisme, der fordeler fordelene ved samarbejdet. Modeller for deling af omkostninger og fordele vil for det meste variere afhængigt af, hvordan de behandler støtteomkostninger.

I de fleste samarbejdsprojekter vil støtteomkostningerne blive fordelt mellem aftagerlandet eller det bidragydende land og værtslandet, men der kan også være tilfælde, hvor støtteomkostningerne afholdes ensidigt af det bidragydende land. Hvis værtsstaten er interesseret i at beholde en del af VE-statistikkerne for at opfylde sit eget mål, kan det bidragydende land og værtslandet indgå en aftale om, at begge skal bidrage til støtteomkostningerne. For at kompensere værtslandet for eventuelle lokalt afholdte omkostninger, f.eks. systemintegrationsomkostninger, vil de VE-andele, som det modtager, skulle opveje den andel af støtteomkostningerne, som det har bidraget med. På den anden side kan der også tages hensyn til lokale fordele såsom fordele for forsyningssikkerheden.

Pro rata-tilgang

Omfanget af den bidragydende parts bidrag til støttebetalingerne definerer herefter den andel af VE-statistikkerne, der overføres. Ifølge denne pro rata-tilgang vil en medlemsstat, der betaler halvdelen af støtteomkostningerne, også få overført halvdelen af VE-målstatistikkerne. Dette kan justeres, hvis der findes andre indikatorer for omkostninger og fordele, som de samarbejdende parter anser for væsentlige.

Metoden med faste overførselspræmier

Alternativt kan de samarbejdende lande finde det mere hensigtsmæssigt at nå til enighed om en overførselspris. Dette vil betyde, at værtsmedlemsstaten tilføjer et fast tillæg pr. overført statistisk VE-enhed, f.eks. EUR pr. kWh, for at få dækket sine (indirekte) omkostninger. Præmien skal betales enten af aftagermedlemsstaten eller direkte af projektudvikleren og kan også være teknologispecifik.

Fysisk kontra virtuel transmission af elektricitet i samarbejdsprojekter

Der kan også sondres mellem samarbejdsprojekter, alt efter om de kræver fysisk transmission af produceret elektricitet eller ej. Især lande, der ønsker at øge deres langsigtede energisikkerhed, kan finde fysisk transmission attraktiv. Det kan også øge offentlighedens opbakning til samarbejdsprojektet i aftagerlandet og gøre projektet mere »håndgribeligt«. Fysisk transmission er dog ikke altid en mulighed, da den indebærer specifikke tekniske udfordringer, der kræver tilstrækkelig sammenkobling og netinfrastruktur mellem de samarbejdende lande. Kravet om fysisk transmission af elektricitet kan blive kompliceret, når de samarbejdende lande ikke er naboer, da andre lande skal inddrages i udformningen af og forhandlingerne om samarbejdet. Mange lande finder det derfor lettere ikke at kræve fysisk transmission af elektricitet. Et andet argument for ikke at kræve fysisk transmission er, at de europæiske elektricitetsmarkeder bliver stedse mere indbyrdes forbundne gennem markedskobling. I denne logik kan fysisk transmission gribe ind i principperne for det indre marked for elektricitet, dvs. den mest effektive udnyttelse af grænseoverskridende kapacitet. Med hensyn til fælles projekter med tredjelande bør det bemærkes, at artikel 11 i direktivet om fremme af vedvarende energi kræver tilstrækkelig sammenkoblingskapacitet, for at den producerede elektricitet kan medregnes i medlemsstatens andel af vedvarende energi (23).

Grænsebetingelser

En række faktorer har stor indflydelse på fordelingen af omkostninger og fordele i forbindelse med VE-samarbejdsprojekter, og disse skal tages i betragtning. Eventuelle grænsebetingelser, der påvirker driften af projektet og dets integration i energisystemet i bred forstand, skal præciseres, da de vil påvirke indikatorerne for omkostninger og fordele.

Samarbejdsmekanisme og støttebetalinger: Ud over den valgte samarbejdsmekanisme er en af de vigtigste overvejelser de potentielle omkostninger til støttebetalinger. Selv om omkostninger til støtte kan negligeres ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, da de blot udgør en overførsel fra en part til en anden (f.eks. fra regering til initiativtager), kommer de i spil, når der planlægges en overdragelse af VE-andele.

Valg af anlægsplacering og nettilslutningsordning: Proceduren for valg af anlægsplacering og nettilslutningsordningen har også stor indvirkning på den indledende fordeling af omkostninger og fordele og behovet for kompensation, da de dermed forbundne omkostninger enten vil blive afholdt af TSO'erne og fremgå af nettarifferne eller vil blive inkluderet i buddet på en auktion og blive finansieret af støtteordningen og som følge heraf af afgiftsbetalerne. Dette har konsekvenser for, hvilken part der skal kompenseres.

Støttebetalingstype: Afhængigt af støttebetalingens art, dvs. en fast præmie eller en glidende præmie, er omkostningerne til VE-støtte fastlagt helt fra starten eller vil afhænge af udviklingen i elmarkedspriserne i værtslandet eller i de lande, som de samarbejdende parter har aftalt. Betalingerne kan også variere mellem de enkelte anlæg, der indgår i det fælles projekt, hvis der tildeles forskellige støttesatser. Disse forskelle skal tages i betragtning ved fordelingen af værdierne til specifikke VE-statistikker.

Den praktiske gennemførelse af delingen af omkostninger og fordele

Figur 1 giver et overblik over de konkrete skridt til gennemførelse af delingen af omkostninger og fordele for samarbejdsprojekter, der fokuserer på produktionsaktiver. Disse forklares nærmere i de følgende afsnit.

Figur 1

Trin i delingen af omkostninger og fordele for produktionsaktiver

Trin 1: Revision af den oprindelige cost-benefit-analyse

En grundig cost-benefit-analyse for samfundet er en forudsætning for fordelingen af omkostninger og fordele mellem medlemsstaterne og andre parter. Den er dog muligvis ikke tilstrækkelig som grundlag for forhandlinger om deres fordeling. Den gennemførte cost-benefit-analyse skal derfor vurderes på ny og udvides. De samarbejdende lande skal afvige fra listen over omkostninger og fordele i cost-benefit-analysen og tilføje støtteomkostninger. De vil skulle overveje, om der skal tilføjes yderligere indikatorer for omkostninger og fordele, som vil påvirke den indledende fordeling af omkostninger og fordele pr. interessent, der vurderes på ny.

For at bevare sammenhængen med de vigtigste identificerede virkninger bør fordelingen af omkostninger og fordele så vidt muligt baseres på cost-benefit-analysen, og de vigtigste grænsebetingelser bør bevares. Af tekniske eller lovgivningsmæssige årsager og som følge af projektets udformning vil omkostninger og fordele i første omgang blive tildelt den ene eller den anden part. Disse nettoomkostninger og -fordele pr. interessent, der er identificeret i cost-benefit-analysen, vil danne udgangspunkt for eventuelle yderligere overvejelser. Når man har forstået den indledende fordeling af omkostninger og fordele, skal der aftales en koordineret tilgang til omfordeling mellem alle berørte parter, idet hvert af de samarbejdende lande frit kan omfordele de nationale omkostninger i henhold til særlige nationale forhold.

Nedenstående tabel viser indikatorer for omkostninger og fordele, de berørte parter, og hvordan disse kan justeres eller indføres ved at gå fra cost-benefit-analyser til deling af omkostninger og fordele. Den enkleste tilgang er at afvige fra den oprindelige cost-benefit-analyse og blot erstatte produktionsomkostningerne med støtteomkostninger.

Indikator for omkostninger og fordele	Berørt part	Virkning
Kapitaludgifter og driftsudgifter (CAPEX/OPEX) til produktion	Initiativtagere til produktionsaktiver	CAPEX/OPEX til produktion afholdes i første omgang af initiativtageren til produktionsaktiver og refinansieres normalt via markedsindtægter og/eller betalinger under støtteordninger.
Markedsindtægter	Initiativtagere til produktionsaktiver	Afhængigt af markedsordningen vil initiativtageren opnå indtægter fra elektricitetsmarkedet.
Støttebetalinger	Stater/initiativtagere til produktionsaktiver	Anlæg til vedvarende energi modtager normalt støttebetalinger. I princippet finder finansieringsordningen i den stat, hvor anlægget er beliggende, anvendelse. Den mulige deling af støttebetalinger mellem staterne er ikke en markedsbaseret omfordelingseffekt, men en grundlæggende beslutning inden for rammerne af samarbejdsstrategien.
Opfyldelse af VE-mål	Medlemsstater	I første omgang tildeles målene for vedvarende energikilder den medlemsstat, hvor anlægget er beliggende. Ligesom det er tilfældet med støttebetalinger, vil tildelingen af VE-mål i form af VE-statistikker bero på forhandlinger mellem medlemsstaterne.
Virkninger for elpriserne (engrospris)	Stater	Samarbejdsprojekter kan påvirke elpriserne i de pågældende budområder. Dette har igen en indvirkning på elpriserne for forbrugerne. Selv om det er usandsynligt, at der vil blive kompenseret for disse virkninger, kan det være en del af de politiske overvejelser i forbindelse med et samarbejdsprojekt.
CO2-emissioner og andre emissioner	Stater	Ændringer i CO2- og ikke-CO2-emissionsniveauer som følge af samarbejdsprojektet.
Udnyttelse af VE-potentialet	Stater	Den stat, hvor samarbejdsfaciliteten er beliggende, kan have mindre potentiale til rådighed til at nå de nationale mål.
Udsættelse af investeringer i yderligere VE-produktionskapacitet	Stater	Udsættelse af andre (indenlandske) projekter som følge af, at man indgår i samarbejdsprojektet.
Yderligere virkninger	Stater	Der kan være andre indvirkninger såsom indvirkninger på arbejdsmarkedet, miljøet, innovation osv. Afhængigt af deres karakter kan disse yderligere indvirkninger være vanskelige at kvantificere, men kan spille en rolle i de politiske forhandlinger.
Kapitaludgifter og driftsudgifter (CAPEX/OPEX) til infrastruktur	TSO’er	I de fleste tilfælde er TSO’er ansvarlige for forfinansiering af infrastrukturaktivet, herunder tilslutning til forstærkning af offshore- og onshoreinfrastrukturen. CAPEX/OPEX for infrastruktur omfatter samkøringslinjer og potentielt nettilslutningsomkostninger. De blev oprindeligt tildelt en eller flere TSO’er og refinansieres via overbelastningsafgifter og netafgifter i de respektive budområder/lande.
Overbelastningsafgifter	TSO	Afhængigt af markedsordningen kan der opstå indtægter i form af overbelastningsafgifter.
Supplerende specialregulering eller specialreguleringsreserver	TSO	TSO’erne kan øge eller reducere specialreguleringen som følge af samarbejdsprojektet. Omkostningerne ved specialreguleringen dækkes af TSO’en via nettariffer.
Yderligere virkninger, f.eks. indvirkning på systemfleksibilitet eller udsættelse af investeringer i infrastruktur	TSO	Positive eller negative virkninger for systemets fleksibilitet eller virkninger såsom udsættelse af infrastrukturforstærkninger.

For at forenkle forhandlingerne om deling af omkostninger og fordele bør forhandlingsparterne forsøge at begrænse listen over indikatorer, der skal indgå i fordelingen af omkostninger og fordele, til en håndterbar størrelse. De vigtigste indikatorer for de samarbejdende lande er støtteomkostninger samt VE-statistikker. De samarbejdende parter kan frit medtage yderligere virkninger eller gøre dem til et tema i forhandlingerne, hvis de forventer, at de er væsentlige med hensyn til virkning eller politisk vægt.

Trin 2: Fordeling af omkostninger og fordele mellem de involverede lande

I næste trin fordeler de samarbejdende lande alle omkostninger og fordele, herunder støtteomkostninger, mellem sig i overensstemmelse med resultaterne af cost-benefit-analysen og primært afhængigt af, hvor VE-anlæggene etableres/er beliggende (idet værtslandet bærer størstedelen af de indirekte indvirkninger). Det skal bemærkes, at andre lande, der hverken er værtslande eller aftagerlande, også kan blive berørt, f.eks. af problemer med overbelastning af nettet. I sådanne tilfælde kan aftalen om deling af omkostninger og fordele udvides til at omfatte disse lande.

Typen af tildelingsregel påvirkes i høj grad af valget af støtteordning. De samarbejdende stater kan aftale at oprette en fælles fond/ordning eller at udvide en af de samarbejdende staters nationale støtteordninger til forvaltning af støttebetalingsstrømme til samarbejdsprojektet og indføre en overførselspris som kompensation. I tilfælde af en fælles støtteordning vil de samarbejdende stater naturligvis oprette en fælles fond. Statistiske overførsler og fælles projekter er derimod mere tilbøjelige til at modtage kompensation via interne afregningspriser. Regeringerne vil i sidste ende skulle blive enige om, hvorvidt alle nye anlæg først skal tildeles ét land, eller om de skal »fordeles« efter, hvilket land der bærer støtteomkostningerne. Der opstår yderligere vanskeligheder, hvis anlæggenes endelige placering endnu ikke er fastlagt, i hvilket tilfælde den endelige tildeling først kan foretages, når udbuddet er gennemført. Under alle omstændigheder anbefales det, at regeringerne allerede er enige om de generelle betingelser for tildeling på forhånd og så foretager en efterfølgende tilpasning.

Trin 3: Fordeling af omkostninger på producerede energienheder

På grundlag af cost-benefit-analysen, der har fastsat den forventede samlede produktion i form af produceret energi (i GWh), skal de samarbejdende stater fordele omkostningerne på de producerede energienheder. For det første skal de sammenlægge alle omkostninger og fordele for hver af de samarbejdende parter, hvilket vil føre til en samlet nettofordel/nettoomkostning pr. land. Det næste skridt er at tildele dette beløb til den forventede elproduktion fra anlægget/anlæggene i hvert land for at opnå en »omkostning« pr. enhed af den producerede vedvarende energi. De samarbejdende stater kan påtage sig de gennemsnitlige omkostninger pr. anlæg.

Trin 4: Aftale om statistikker over vedvarende energi, der overføres til det andet land, og overførselspris (EUR/kWh)

I næste trin bør medlemsstaterne derefter fastsætte mængden af overført elektricitet og prisen pr. overført kWh. Overførslen kan finde sted fysisk eller udelukkende virtuelt via VE-statistikker. Overførselsprisen beregnes på grundlag af den samlede forventede mængde produceret elektricitet. Beregningen af overførselsprisen giver et godt fingerpeg om det passende niveau, men de samarbejdende lande har et vist råderum til at forhandle, hvilket skyldes besparelser på nettoomkostninger i forbindelse med samarbejdet.

Medlemsstater, der foretager en statistisk overførsel, kan aftale at anvende forskellige typer kontrakter, f.eks. efterfølgende spotaftaler, forudgående spotaftaler eller optionskontrakter. Kombinationer af disse kontrakttyper er også mulige og kan bidrage til at mindske risiciene for begge parter. De skal forhandle sig frem til en enhedspris, der afviger fra de indenlandske referencestøttepriser for forskellige vedvarende energiteknologier, og der skal tages højde for transaktionsomkostninger og potentielle omkostninger til netforstærkning. Indirekte fordele for værtslandet fratrækkes.

Det er også vigtigt at erkende, at der altid vil være en vis usikkerhed i den forudgående analyse af grænseoverskridende samarbejdsprojekter, som ikke kan fjernes. Parterne kan håndtere usikkerheden på forskellige måder, og den kan dæmpes af følsomhedsanalyser og robusthedskontroller. I mindre komplekse samarbejdsprojekter kan projektiværksættere beslutte blot at acceptere usikkerheden og de deraf følgende forskelle i omkostninger og fordele og politisk forhandle om et forudgående bidrag. For mere komplekse og omfattende samarbejdsaftaler er det imidlertid tilrådeligt at indføje en revisionsklausul i samarbejdsaftalen, som kan aktiveres af en af parterne eller dem begge for at tage fordelingen af omkostninger og fordele op til fornyet overvejelse i tilfælde af væsentlige afvigelser. Den kan f.eks. udløses, hvis afvigelserne når en aftalt tærskel. En tredje mulighed er at fastsætte regler for deling af kompensation, som f.eks. kan afhænge af de faktiske nødvendige støtteomkostninger som fastlægges efterfølgende.

Trin 5: Institutionalisering af finansielle overførsler

Endelig skal midlerne til den finansielle overførsel aftales mellem de samarbejdende parter. Hvad angår »valuta«, kan kompensationen tage form af enten kontant betaling eller overførsel af VE-statistikker. Selv om kompensation mellem TSO'er normalt sker ved hjælp af kontantbetalinger, kan staterne vælge at blive kompenseret kontant, gennem statistiske overførsler eller en blanding af begge.

Selv om det er dyrt at oprette en fælles fond for støttebetalinger, kan det gavne fordelingen af risici mellem de deltagende lande og dermed mindske den individuelle risiko for det enkelte land, og det kan være fordelagtigt at strømline procedurerne, navnlig når der er mere end to samarbejdende parter og opfølgende samarbejdsprojekter med tilsvarende parametre. Hvis der oprettes en fælles fond, bør betalingerne til fonden stå i et rimeligt forhold til fordelingen af VE-målet og fordelingen af omkostninger og fordele. Under alle omstændigheder kan det være nyttigt at udpege fælles kontaktpunkter for sådanne overførsler.

Eksempler på samarbejde

Eksempel 1: Statistisk overførsel

To medlemsstater (medlemsstat A og medlemsstat B) er enige om at anvende den statistiske overførselsmekanisme. Medlemsstat A (salgslandet) forventes at have et overskud af vedvarende energi på grund af sit store potentiale for vandkraft og landbaseret vindenergi og ønsker at sælge den forventede overskydende mængde. Dens vigtigste mål er derved at bidrage til at dække omkostningerne ved lokal produktion af vedvarende energikilder og mindske byrden for de indenlandske elforbrugere. Der findes et nationalt retsgrundlag for anvendelse af statistiske overførsler — det vil være første gang, det rent faktisk anvendes. Medlemsstat B (aftagerlandet) er ikke godt på vej til at nå sine nationale mål udelukkende ved hjælp af egne ressourcer og har i den nationale lovgivning og centrale strategiske dokumenter indarbejdet anvendelsen af statistiske overførsler i forventning om, at den vil være nødt til at gøre brug af dem for at opfylde sine nationale VE-mål.

For at øge planlægningssikkerheden vælger begge medlemsstater at fastsætte overførselsprisen på forhånd og også at fastsætte en minimumsmængde vedvarende energi, der skal handles. Medlemsstat A er villig til at indgå denne aftale, fordi den er på vej til at nå langt over sit eget VE-mål på nationalt plan og er sikker på at opnå et overskud fra vedvarende energikilder.

Med hensyn til deling af omkostninger og fordele er de vigtigste omkostninger, der skal tages i betragtning, støtteomkostninger. Størrelsen af de støtteomkostninger, der skal tages i betragtning, afhænger af, om der anvendes gennemsnitlige omkostninger eller marginalomkostninger, og hvilke referenceteknologier der anvendes.

Der er også transaktionsomkostninger i forbindelse med samarbejdet. Da disse kan forventes at være forholdsvis små og også ligeligt fordelt mellem medlemsstat A og B, kan de lades ude af betragtning i forbindelse med delingen af omkostninger og fordele. Med hensyn til indirekte virkninger kan værtslandet blive påvirket af en række af disse, såsom besparelser på drivhusgasemissioner, systemintegrationsomkostninger og forsyningssikkerhed, men det kan diskuteres, om disse kan tilskrives samarbejdsmekanismen, da medlemsstat A allerede havde et overskud fra vedvarende energikilder, inden den indgik i den statistiske overførsel med medlemsstat B. Derfor er medlemsstat A og B enige om at se bort fra disse virkninger ved delingen af omkostninger og fordele og kun koncentrere sig om støtteomkostninger.

Medlemsstat A og B vil først skulle nå til enighed om den nedre grænse og loftet for overførselsprisen. For at fastsætte mindsteprisen i forhandlingerne bør medlemsstat A overveje det nationale støtteniveau for forskellige teknologier. Hvis der er enighed om at understøtte den statistiske overførsel med en teknologi, bør støtteprisen for netop denne teknologi vælges. Hvis der ikke foreligger en sådan aftale, er det en mulighed at beregne en gennemsnitlig støttepris for vedvarende energikilder i medlemsstat A. Denne beregnede pris vil så fungere som mindstepris. Prisloftet bestemmes af prisen for lokal anvendelse af vedvarende energikilder i medlemsstat B. I teorien påvirkes den maksimumspris, som medlemsstat B er villig til at betale, også af den overførselspris, som andre medlemsstater tilbyder ved statistiske overførsler. Når der er opnået enighed om den teoretiske priskorridor, bør de samarbejdende medlemsstater forhandle om den faktiske overførselspris, som sandsynligvis vil ligge inden for korridoren. De vil skulle finde et mellemniveau med tilstrækkelige indtægter til medlemsstat A og en tilstrækkelig lav pris for medlemsstat B og dermed skabe fordele for begge parter.

Eksempel 2: Fælles projekt og statistisk overførsel for en radialt forbundet havvindmøllepark (uden fysisk grænseoverskridende overførsel af elektricitet)

Tre medlemsstater (medlemsstat A, medlemsstat B og medlemsstat C) når til enighed om et stort fælles projekt ved hjælp af den respektive samarbejdsmekanisme. Det fælles projekt består af en havvindmøllepark, der skal opføres og placeres i medlemsstat A's eksklusive økonomiske zone (EEZ) (herefter: værtslandet), mens medlemsstat B (herefter: aftagerlandet) bidrager til støtteomkostningerne. Desuden er aftagerlandet og medlemsstat C enige om en yderligere statistisk overførsel svarende til 10 % af fordelene ved elektriciteten produceret af vedvarende energikilder i det fælles projekt til en forhandlet pris. Medlemsstat C er blot interesseret i at købe en på forhånd fastsat mængde VE-statistikker for at opfylde sine nationale VE-mål hurtigere, men har ellers ingen særlig interesse i det fælles projekt.

Aftagerlandet er drivkraften bag projektet og koordinerer inddragelsen af de øvrige parter. Det kræver ikke fysisk import af elektricitet, projektet omfatter ingen samkøringslinjefunktioner, og vindmølleparken vil blive tilsluttet radialt til værtslandets kyst. Ved at samarbejde om dette fælles projekt forventer værtslandet og aftagerlandet at nå deres VE-mål frem til 2030 og derefter mere omkostningseffektivt, samtidig med at de opnår økonomiske, miljømæssige og sociale sidegevinster i form af jobskabelse og øget forsyningssikkerhed.

Eftersom både værtsmedlemsstaten og aftagermedlemsstaten ønsker at modtage VE-statistikker fra projektet, der tæller med i deres nationale mål, er de enige om begge at bidrage til støttebetalingerne. Vi antager, at de ikke opretter en fælles støtteordning, men i stedet aftaler at anvende deres nationale ordninger, der allerede er indført for offshorevindenergi, hvilket betyder, at hver af medlemsstaterne vil behandle havvindmølleparken, som om den var en del af deres egen støtteordning for vedvarende energi. Projektet tildeles gennem et fælles udbud. Der er enighed om, at værtsmedlemsstatens referencepris vil blive anvendt, dvs. aftagermedlemsstaten accepterer værtsmedlemsstatens referencepris i sin støtteordning som grundlag for fastsættelse af præmier. På grund af projektets karakter af pionerprojekt indrømmes der en undtagelse i henhold til den nationale støtteordning i aftagerlandet, som normalt ikke ville tillade dette.

Værtsmedlemsstaten og aftagermedlemsstaten underskriver en samarbejdsaftale om det fælles projekt. Det fremgår af den politiske aftale på højt plan, at de hver især skal tildeles den mængde VE-statistikker fra projektet, der svarer til den mængde elektricitet, der får støtte af det pågældende land. Da havvindmølleparken er beliggende i værtslandets eksklusive økonomiske zone, vil den automatisk få tildelt de VE-statistikker, som så skal fordeles i henhold til aftalen.

Værtslandet og aftagerlandet gennemfører en cost-benefit-analyse, der identificerer de mest relevante omkostninger og fordele og deres virkninger. I deres cost-benefit-analyse beslutter de at fokusere på omkostningerne ved energiproduktion, systemintegrationsomkostninger, drivhusgasemissioner, luftforurening og anden lokal forurening, forsyningssikkerhed og innovationseffekter. For at fastslå deres indvirkninger for delingen af omkostninger og fordele vurderer de også støtteomkostninger samt virkninger for VE-statistikker.

	Medlemsstat A (vært)	Medlemsstat B (aftager)	Medlemsstat C (statistisk overførsel)
Produktion af vedvarende energi	40 %	60 %	Ikke relevant
VE-statistikker	40 %	50 %	10 %
Støtteomkostninger	40 %	60 %	Ikke relevant
Systemintegrationsomkostninger (24)	100 %	Ikke relevant	Ikke relevant
Drivhusgasemissionsbesparelser	40 %	60 %	Ikke relevant
Luftforurening og anden lokal forurening	40 %	60 %	Ikke relevant
Forsyningssikkerhed	40 %	60 %	Ikke relevant

De to samarbejdende parter er enige om at fokusere på støtteomkostninger, VE-statistikker og systemintegration udelukkende i forbindelse med deling af omkostninger og se bort fra alle andre elementer af omkostninger og fordele.

I næste trin går værtslandet og aftagerlandet videre og sammenlægger alle omkostninger og fordele for hvert land, hvilket fører til en samlet nettofordel/omkostning for hver medlemsstat. Da værtslandet bærer alle systemintegrationsomkostningerne, bærer det en nettoomkostning og kræver, at systemintegrationsomkostningerne skal indregnes i overførselsprisen.

Generelt afhænger forhandlingsområdet for overførselsprisen af de samarbejdende medlemsstaters relative bidrag til støtteomkostningerne. Afhængigt af om støtteomkostningerne er højere i aftagermedlemsstaten eller værtsmedlemsstaten sammenlignet med hinanden, vil enten den ene eller den anden medlemsstat få gavn af samarbejdet med hensyn til støttebetalingerne. Generelt bestemmes den nedre grænse for afregningsprisen af de yderligere støtteomkostninger, der afholdes af enten medlemsstat A eller B, og loftet er de samlede besparelser på støtteomkostningerne.

Lad os antage, at de teknologispecifikke støtteomkostninger er højere i aftagermedlemsstaten end i værtsmedlemsstaten. Samarbejdet fører således til omkostningsbesparelser i aftagermedlemsstaten, mens støtteomkostningerne i værtsmedlemsstaten kan stige (sammenlignet med en situation uden samarbejde). Samarbejdet fører imidlertid til en nettoomkostningsbesparelse, da de samlede støtteomkostninger er lavere, når der samarbejdes, sammenlignet med en situation uden samarbejde. I eksemplet påføres værtsmedlemsstaten højere støtteomkostninger, end den ville have i en situation uden samarbejde, hvilket ville resultere i en økonomisk kompensation i form af en overførsel til værtsmedlemsstaten. Overførselsprisens størrelse vil blive fastsat gennem forhandling, men den bør fastsættes på en sådan måde, at den giver begge lande tilstrækkelige incitamenter til at anse samarbejdet for at være fordelagtigt, dvs. for værtsmedlemsstaten skal den være mindst lige så høj som, ideelt set højere end, de ekstra støtteomkostninger, der påløber, og for aftagermedlemsstaten skal den være lavere end dens samlede omkostningsbesparelser. Landene kan naturligvis også have ikke-økonomiske motiver til at fortsætte samarbejdet, hvilket kan påvirke deres vilje til at acceptere en lavere/højere overførselspris.

Med udgangspunkt i den planlagte samlede mængde vedvarende energi, der skal produceres, og de omkostninger, som begge lande skal afholde, beregner de en transferpris (EUR/kWh), som også tager højde for en ligelig fordeling af systemintegrationsomkostningerne.

Eksempel 3: Fælles projekt vedrørende solcelleanlæg og fysisk overførsel af elektricitet

To medlemsstater (medlemsstat A og medlemsstat B) når til enighed om et stort fælles projekt ved hjælp af den respektive samarbejdsmekanisme. Det fælles projekt består af et stort jordmonteret solcelleanlæg beliggende i medlemsstat A (herefter: værtslandet), mens medlemsstat B (herefter: aftagerlandet) betaler for støtteomkostningerne. Værtslandet har mange lokaliteter til rådighed til etablering af solcelleenergi og et stort potentiale for solenergi. Landet er godt på vej til at overgå sine egne nationale VE-mål og er interesseret i at samarbejde med andre medlemsstater om at udnytte sit overskydende potentiale og styrke det lokale arbejdsmarked. Medlemsstat B er derimod ikke på rette vej til at nå sit mål og er interesseret i at gøre brug af samarbejdsmekanismerne for at nå sit VE-mål til en lavere pris. På det politiske plan har EU allerede skabt forudsætningerne for at gøre brug af samarbejdsmekanismerne ved at gøre det muligt at åbne sin nationale, teknologineutrale VE-støtteordning for udenlandske projekter. Medlemsstat A er ikke interesseret i at beholde nogen af de VE-statistikker, der er knyttet til samarbejdsprojektet, for sig selv, hvilket betyder, at støtteomkostningerne vil blive afholdt fuldt ud af medlemsstat B, som vil integrere anlægget i sin egen nationale ordning.

Medlemsstat A kræver fysisk overførsel af elektricitet for at sikre, at projektet ikke påvirker balancen på hjemmemarkedet. Dette kræver, at der er tilstrækkelig grænseoverskridende transmissions- og sammenkoblingskapacitet mellem de samarbejdende medlemsstater. Dette er relevant for analysen af omkostninger og fordele ved samarbejdsprojekterne, da nødvendigheden af fysisk eksport af den producerede elektricitet sandsynligvis vil medføre betydelige omkostninger.

Værtslandet og aftagerlandet underskriver en samarbejdsaftale for det fælles projekt og gennemfører en cost-benefit-analyse. I deres cost-benefit-analyse beslutter de at fokusere på omkostningerne ved energiproduktion, systemintegrationsomkostninger, drivhusgasemissioner, luftforurening og anden lokal forurening, forsyningssikkerhed samt innovationseffekter. Med hensyn til delingen af omkostninger og fordele beslutter de kun at fokusere på de vigtigste, dvs. støtteomkostninger (afholdes af medlemsstat B alene), omkostninger til fysisk overførsel af energi (afholdes af medlemsstat B), beskæftigelsesvirkninger (for medlemsstat A) og systemintegrationsomkostninger (også medlemsstat A). For medlemsstat A er den største fordel, den ønsker at opnå ved samarbejdet, at stimulere det lokale arbejdsmarked, mens den primære interesse for medlemsstat B er at sænke de støttebetalinger, der er nødvendige for at nå dens nationale mål for vedvarende energi. Da begge medlemsstater er positive over for, at der er mulighed for en win-win-situation med store omkostninger og fordele, der udligner hinanden, er de enige om blot at tage hensyn til støtteomkostningerne.

Landene vil også skulle nå til enighed om en referencemarkedspris. Da det er aftalt, at medlemsstat B vil indarbejde anlægget i sin nationale støtteordning, kan referencemarkedsprisen i medlemsstat B anvendes. Den enkleste måde at håndtere omkostningerne ved overførsel af elektricitet på er at få initiativtagerne til at indregne disse omkostninger i deres bud, hvilket betyder, at støtteomkostningerne vil stige tilsvarende.

For at fastsætte den sandsynlige overførselspris, som medlemsstat B skal betale til medlemsstat A, skal man som det første beregne de besparelser, som medlemsstat B kan opnå som følge af samarbejdsprojektet, dvs. besparelser i støtteomkostninger. Dette indebærer beregning af omkostningerne til direkte støtte til solcelleenergi (25) i medlemsstat A og i medlemsstat B. Forskellen mellem de to danner grundlag for forhandlingerne om overførselsprisen.

5 RESUMÉ AF ANBEFALINGER VEDRØRENDE COST-BENEFIT-ANALYSER OG DELING AF OMKOSTNINGER OG FORDELE

Sammenfattende har medlemsstaterne og tredjelande en række muligheder for og frihedsgrader til at analysere og dele omkostninger og fordele, når de deltager i samarbejdsprojekter inden for vedvarende energi, og opnå gensidige fordele.

Samlet set skal de samarbejdende lande besvare to centrale spørgsmål. For det første med hvilken finansieringsmekanisme og til hvilken pris vil afsenderlandet bidrage til projektets støtteomkostninger? For det andet om og med hvilken mekanisme vil aftagerlandet kompensere værtslandet for de indenlandske omkostninger? Som hovedregel bør den medlemsstat, der betaler støtteomkostningerne, modtage de tilsvarende VE-statistikker.

I de følgende afsnit gengives de vigtigste trin og anbefalinger vedrørende deling af omkostninger og fordele på grundlag af en cost-benefit-analyse. Denne liste og disse kriterier berører ikke kriterierne for cost-benefit-analyser i henhold til CEF-forordningen, som er relevante for ansøgninger om at få status som grænseoverskridende projekt vedrørende vedvarende energi.

Generel tilgang og nødvendige trin i den indledende cost-benefit-analyse

Det anbefales, at projektiværksætterne følger denne ikke-udtømmende liste, når de gennemfører en cost-benefit-analyse:

—	Identificere relevante interessenter

—

Angive projektsammensætning for grænseoverskridende samarbejdsprojekter

—	Samarbejdende parter og enheder

—	Andre relevante myndigheder og interessenter, der kan blive påvirket af omkostninger eller fordele såsom initiativtagere, TSO'er, DSO'er osv.

—	Projektets placering

—	Anvendt teknologi og design

—	Andre relevante tekniske egenskaber eller karakteristika

—	Kapacitet/projektstørrelse

—	Tidshorisont

—	Type output og planlagte tjenester

—	Relevante yderligere komponenter

—	Definere en hensigtsmæssig kontrafaktisk situation, herunder dens sammensætning (samme aspekter som ovenfor)

—	Opstille liste over alle omkostninger og fordele, der skal medtages

—	Nå til enighed om beregningsmetoden og metoderne for indikatorer i cost-benefit-analysen

—	Indsamle de seneste data fra verificerede nationale, europæiske og internationale kilder

—	Kvantificere og værdiansætte indikatorer, hvis det ikke er for dyrt, og verbalt beskrive effekten af ikkeværdiansatte indikatorer

—	Beregne delta af NNV'er i det grænseoverskridende samarbejdsprojekt og den kontrafaktiske situation

—	Udarbejde analyser og ledsagende forklaringer

—	Kontrollere resultaterne sammen med de relevante myndigheder og andre (uafhængige) eksperter

—	Finjustere analysen efter behov ved at justere data og/eller metoder

Rækkefølgen af trinnene er ikke nødvendigvis sekventiel og kan i nogle tilfælde være iterativ. Medlemsstaterne kan overveje at oprette fælles kontaktpunkter til støtte for projektiværksættere i disse faser, navnlig specificering af projektudformningen for grænseoverskridende samarbejdsprojekter.

Så vidt muligt bygge videre på cost-benefit-analysen

De samarbejdende parter bør så vidt muligt bygge videre på cost-benefit-analysen for at bevare sammenhængen med de vigtigste identificerede virkninger. Projektdefinitionen, de anvendte data, det underliggende scenarie og grænsebetingelserne må ikke ændres, og de nettoværdier, der er beregnet i cost-benefit-analysen, bør anvendes som udgangspunkt for yderligere drøftelser. Eventuelle grænsebetingelser, der påvirker driften af projektet og dets integration i energisystemet i bred forstand, skal præciseres, da de vil påvirke indikatorerne for omkostninger og fordele.

Ordningen for deling af omkostninger og fordele vil i sidste ende være resultatet af en forhandlingsproces mellem de samarbejdende parter. De bør have fleksibilitet til at blive enige om, hvilke omkostninger og fordele der skal medtages. Cost-benefit-analysen skal finde den rette balance mellem at begrænse kompleksiteten og transaktionsomkostningerne til et håndterbart niveau, samtidig med at man tilstræber at inddrage alle relevante faktorer.

Principper for deling af omkostninger og fordele

Delingen af omkostninger og fordele bør baseres på rimelighed, dvs. at ingen parter får en uforholdsmæssig fordel/bærer uforholdsmæssigt store omkostninger som følge af samarbejdet, hvilket kan opnås ved at kompensere alle parter i et rimeligt forhold til deres bidrag, og praktisk gennemførlighed, dvs. reduktion af kompleksiteten og dermed transaktionsomkostninger til et håndterbart beløb ved at begrænse antallet af parter og kategorierne af omkostninger og fordele til de vigtigste og afspejle de faktiske omkostninger og fordele (og først på et senere tidspunkt nå til enighed om potentielle ordninger, der afviger fra disse).

Mindre kompleksitet

Tidligere erfaringer med samarbejdsmekanismer har vist, at kompleksitet kan være en uoverstigelig hindring, og at meget komplekse forhandlingsstrukturer med flere interessenter har større sandsynlighed for at slå fejl. Dette kan dog afhjælpes, hvis de samarbejdende lande først når til enighed om de grundlæggende principper og betingelser for samarbejdet og først derefter forhandler om detaljerne. Politiske aftaler på højt plan om deling af omkostninger og fordele kan også være en hjælp, således som det var tilfældet for Sverige og Norge, da de forhandlede om deres fælles støtteordning.

Håndtering af usikkerhed og indkalkulering af den i beslutningstagningen

Da man ikke har sikre oplysninger om omkostninger, fordele og risici, er usikkerhed en naturlig del af processen og skal indkalkuleres i overensstemmelse hermed. Den kan dæmpes af følsomhedsanalyser og robusthedskontroller.

Offentlighedens accept

Med hensyn til offentlighedens accept anbefales det, at ethvert samarbejdsprojekt søger at inddrage offentligheden på et tidligt tidspunkt og proaktivt for at undgå efterfølgende problemer. Alle direkte og indirekte omkostninger og fordele i forbindelse med samarbejdet samt den overordnede tilgang til fordelingen af dem mellem samarbejdspartnerne bør beskrives klart og formidles til offentligheden.

6 MODEL FOR MELLEMSTATSLIG AFTALE

Del I. Formål og definitioner

Artikel om målet

—	Medlemsstaterne bør notere sig formålet med den mellemstatslige aftale. Et eksempel i forbindelse med NSEC kan være at muliggøre opbygning af yderligere kapacitet til produktion af vedvarende energi i Nordsøen. Målet fastlægges af de samarbejdende medlemsstater.

Artikel om definitioner

—	Medlemsstaterne bør definere de vigtigste udtryk i den mellemstatslige aftale. Dette sikrer en fælles forståelse mellem de involverede parter og forbedrer aftalens juridiske robusthed.

Del II. Samarbejdsmekanisme

Artikel om samarbejdsmekanismen

—	Her bør man beskrive det retlige grundlag for samarbejdet i forbindelse med direktivet om fremme af vedvarende energi, dvs. om der er valgt statistisk overførsel, et fælles projekt (med en anden EU-medlemsstat eller et tredjeland) eller en fælles støtteordning.

Del III. Specifikationer for samarbejdet

Artikel om samarbejdets omfang

—	Medlemsstaterne bør præcisere samarbejdets omfang: 1) kun etablering af vedvarende energikilder, 2) tilføjelse af infrastruktur til samarbejdet, 3) tilføjelse af innovationsaspekter til samarbejdet (f.eks. oplagring, konverteringsfaciliteter osv.)

Artikel om den valgte støtteordning

—	Medlemsstaterne bør specificere, hvilken støtteordning der anvendes (værtsland, bidragydende medlemsstat eller en ny støtteordning). Hvis der anvendes en eksisterende ordning, bør medlemsstaterne henvise til det relevante retsgrundlag.

Artikel om ny støtteordning (gælder kun for fælles støtteordninger)

—

Medlemsstaterne bør specificere støtteordningens tekniske elementer. De elementer, der skal tages i betragtning, er:

a.	Enkeltprojekt/samarbejde om flere projekter

b.	Maksimal kapacitet/mængde (installeret mængde MW eller MWh, der skal overføres)

c.	Støtteberettiget teknologi (teknologier)

d.	Placering eller proces for udvælgelse af lokaliteter og udvikling i den prækompetitive fase

e.	Nettilslutningsordning

f.	Støtteform

g.	Udformning af udbud/auktioner

h.	Aftale om anmeldelse af statsstøtte

Artikel om den relevante markedsordning

—	Medlemsstaterne bør specificere den relevante markedsordning (f.eks. det udpegede referencemarked) for samarbejdsprojektet og eventuelle relevante supplerende bestemmelser, som dette kan omfatte.

Artikel om cost-benefit-analyse og grænseoverskridende omkostningsfordeling

—

Medlemsstaterne bør nå til enighed om cost-benefit-analysen og den grænseoverskridende omkostningsfordeling.

—	Ved et simpelt samarbejde kan VE-statistikkerne overføres på grundlag af den aftalte overførselspris. Ved et sådant samarbejde bør analysen af omkostninger og fordele holdes så enkel som mulig, så transaktionsomkostningerne reduceres.

—

Ved et mere komplekst samarbejde (eller når der søges adgang til grænseoverskridende VE-finansiering via Connecting Europe-faciliteten og/eller infrastrukturfinansiering) kan der være behov for en mere omfattende cost-benefit-analyse. I en mellemstatslig aftale bør der i dette afsnit henvises til tilgængelige beregninger i cost-benefit-analysen og den deraf følgende tilgang til afgørelser vedrørende grænseoverskridende omkostningsfordeling.

—	Identifikation af nettofordele for samfundet

—	Fordeling af de vigtigste omkostninger og fordele mellem parterne

—	Deraf følgende kompensationsbetalinger mellem medlemsstaterne (herunder andel af støtteomkostninger, der finansieres af hver af de samarbejdende parter, den deraf følgende fordeling af VE-statistikker med henblik på at bidrage til målet)

—	Betalingsprocedure

—	Anmeldelse til Europa-Kommissionen som krævet i direktivet om vedvarende energikilder

Artikel om parternes forpligtelser

—	Her bør de samarbejdende medlemsstater definere ansvarsområderne i henhold til den valgte samarbejdsform samt procedurer og et system, der giver mulighed for overvågning, sporing og udstedelse af beviser og verifikationer (inklusive dataoverførsel: indhold, format og tidsplan).

Artikel om et ansvarligt organ (gælder for fælles projekter og fælles støtteordninger)

—

Denne artikel bør beskrive det ansvarlige organ (f.eks. et agentur eller et centralt kontaktpunkt) og dets ansvarsområder. Ansvaret kan omfatte identificering af projekter, fastlæggelse af udbudsproceduren, udvælgelse af tilbudsgiver, tilsyn med gennemførelsen af de tildelte projekter, udbetaling af støttebetalinger og rapportering til de samarbejdende stater.

Artikel om anmeldelse til Europa-Kommissionen

—	Ifølge direktivet om vedvarende energi skal salgs-/værtsmedlemsstaten underrette Europa-Kommissionen om aftalen og det nøjagtige beløb for den deraf følgende statistiske overførsel.

7 BILAG

Tilgængelige samarbejdsmekanismer og grundlæggende principper for samarbejde

I overensstemmelse med artikel 8, 9, 11 eller 13 i direktivet om vedvarende energi er der tre primære samarbejdsmekanismer, som medlemsstaterne kan vælge at gøre brug af:

Statistiske overførsler (artikel 8): I tilfælde af statistiske overførsler indvilliger højst to medlemsstater i at samarbejde og virtuelt tildele en bestemt mængde vedvarende energi, der udgør overskudsproduktion i den ene medlemsstat, til den anden. Dette sker efterfølgende via en forhandlet overførselspris. Den energi, der »købes« af en medlemsstat, medregnes i dens nationale bidrag i henhold til direktivet. Der er ikke tale om overførsel eller levering af fysisk energi. Statistiske overførsler vedrører normalt ikke specifikke projekter, selv om medlemsstaterne kan beslutte at indgå en sådan aftale, hvis det anses for at være til gensidig gavn. Desuden er statistiske overførsler i princippet teknologineutrale. Medlemsstater, der foretager en statistisk overførsel, skal underrette Kommissionen herom senest 12 måneder efter udgangen af det år, hvor overførslen finder sted. Transaktionsomkostningerne i forbindelse med statistiske overførsler er relativt lave, da de er forholdsvis lette at etablere og forhandle og giver medlemsstaterne mulighed for at indgå i et begrænset samarbejde uden at skulle foretage ændringer i deres indenlandske støtteordninger. På grund af deres begrænsede kompleksitet er der behov for mindre vejledning om statistiske overførsler, men offentlighedens accept kan være et problem, fordi der ikke overføres produktion af vedvarende energi til gengæld for betalingen. Private aktører er udelukket fra at deltage i statistiske overførsler, dvs. at de er forbeholdt offentlige enheder.

Fælles projekter mellem medlemsstaterne (artikel 9): Medlemsstaterne kan også indgå i fælles projekter med hinanden for at samarbejde om projekter vedrørende vedvarende energi med hensyn til produktion af elektricitet eller opvarmning og køling fra vedvarende energikilder. Fælles projekter går videre end blot statistiske overførsler, og samarbejdet finder altid sted i forbindelse med et specifikt nyt projekt. Et fælles projekt kan eventuelt omfatte fysisk transmission af elektricitet. Ud over enkeltstående samarbejdsprojekter, f.eks. storstilede offshorevindkraftprojekter, er der også mulighed for ordninger med flere projekter, når en struktur vedrørende små eller mellemstore anlæg gentages. Ikke desto mindre skal der skelnes mellem disse ordninger med flere projekter og fælles støtteordninger på grund af deres begrænsede karakter. Projekterne kan enten vedrøre renovering af eksisterende anlæg eller vedrøre nye anlæg. Fordele og omkostninger ved disse projekter deles mellem de samarbejdende parter i henhold til aftalte regler. Medlemsstaterne kan aftale at gennemføre projektet via en eksisterende støtteordning hos en af de samarbejdende parter eller oprette en skræddersyet ordning.

Fælles projekter kan også være egnede til i fællesskab at investere i og indsamle erfaringer inden for nye teknologier. Graden af samarbejde og transaktionsomkostninger er højere end ved statistiske overførsler, men normalt lavere end for fælles støtteordninger, da samarbejdet er begrænset til et aftalt antal projekter. I modsætning til statistiske overførsler kan fælles projekter også involvere private aktører.

Fælles projekter mellem medlemsstaterne og tredjelande (artikel 11): Medlemsstaterne kan også gennemføre fælles projekter med tredjelande, som kan blive særligt relevante i forbindelse med samarbejdet med lande i Energifællesskabet eller Det Forenede Kongerige. Fælles projekter med tredjelande er imidlertid begrænset til elektricitet fra vedvarende energikilder (opvarmning og køling er ikke omfattet) og skal etablere en konkret fysisk forbindelse med tredjelandet. For at sikre et input til EU's elektricitetssystem skal den respektive sammenkoblingskapacitet reserveres i tide. Med undtagelse af investeringsstøtte til anlægget må den mængde elektricitet, der produceres og eksporteres, ikke have modtaget støtte fra en støtteordning i et tredjeland.

Fælles støtteordninger (artikel 13): En anden mulig samarbejdsmekanisme, som medlemsstaterne har til rådighed, er fælles støtteordninger. Dette indebærer delvis eller fuldstændig koordinering og/eller sammenlægning af to eller flere medlemsstaters nationale støtteordninger. Da fælles støtteordninger kan medføre betydelige transaktionsomkostninger, dækker de typisk flere projekter. De kan dog også anvendes til store enkeltprojekter med en meget specifik struktur. Fælles støtteordninger kan også kun vedrøre ét segment af det nationale marked for vedvarende energi, f.eks. et specifikt teknologisk eller geografisk område som f.eks. en grænseregion. Medmindre andet er angivet, træder den aftalte fælles støtteordning ikke i stedet for de eksisterende nationale støtteordninger, som fortsat eksisterer parallelt. Fælles støtteordninger er normalt mere krævende og komplekse end fælles projekter og kræver typisk ændringer i national lovgivning og/eller regulering.

Principper for samarbejde om vedvarende energi

Generelt er medlemsstaternes samarbejde om vedvarende energi underlagt følgende principper:

Valgfrihed: To eller flere medlemsstater, der indgår i et samarbejde med hinanden eller et tredjeland, gør det på frivillig basis. Når medlemsstaterne vælger at gå sammen om vedvarende energi, kan de desuden frit udforme detaljerne og betingelserne for et sådant samarbejde.

Skabelse af socioøkonomiske fordele: Grænseoverskridende samarbejdsprojekter skal skabe værdi ud fra et holistisk, samfundsmæssigt perspektiv. Generelt skal projektets socioøkonomiske fordele opveje omkostningerne ved at sammenligne det med udbredelsen af vedvarende energi uden samarbejde.

Etablering af et gensidigt fordelagtigt samarbejde: Ud over at skabe samfundsmæssige nettofordele vil grænseoverskridende samarbejdsprojekter kun blive til virkelighed, hvis projekterne sikrer gensidige fordele for alle deltagende lande og centrale interessenter i landene. Generelt er det usandsynligt, at alle interessenter vil være bedre stillet med projektet end uden det, og landene er derfor nødt til at blive enige om, hvilke interessenter der skal kompenseres, og hvilke der ikke skal.

Aftale om samarbejdsvilkår: Medlemsstater, der har til hensigt at etablere samarbejdet, skal indgå en samarbejdsaftale, der fastsætter vilkårene og betingelserne.

Anvendelse af lokale betingelser: De samarbejdende lande skal bestræbe sig på at tilpasse de relevante regler og bestemmelser i det omfang, det er nødvendigt, men der kan være naturlige grænser herfor. Sådanne grænser vil navnlig gælde for lokalitetsspecifikke betingelser såsom tilladelser og skatter. Derfor er det standard, at reglerne i det land, hvor projektet fysisk befinder sig, finder anvendelse, medmindre andet aftales og specificeres af de samarbejdende lande.

Sikring af håndgribelige virkninger: Medlemsstaterne kan vælge at strukturere samarbejdet på en sådan måde, at det har håndgribelige indvirkninger på deres elsystemer og markeder. Samarbejdende medlemsstater kan f.eks. kræve fysisk import af elektricitet (hvilket bliver en nødvendighed i fælles projekter med tredjelande).

Deling af omkostninger og fordele: I henhold til direktivet skal den producerede vedvarende energi medregnes i det land, der finansierer anlægget. Afhængigt af teknologien vil andre omkostninger og fordele ud over støtteomkostningerne også være relevante. Nettilslutnings- og systemintegrationsomkostninger er særligt relevante for havvindmølleprojekter, mens støtteomkostningernes relevans typisk mindskes med mere modne teknologier og graden af markedsintegration. Der er forskellige muligheder for regnskabsføring. Partnerlandene kan frit fastsætte detaljerne i samarbejdsaftalen.

(1) Den bygger på den tidligere »Guidance on the use of renewable energy cooperation mechanism« (SWD (2013) 440 final), som findes på https://ec.europa.eu/energy/sites/ener/files/documents/com_2013_public_intervention_swd05_en.pdf.

(2) En mere detaljeret beskrivelse af samarbejdsmekanismerne findes i bilaget. Det er kun EU-Domstolen, der har kompetence til at fortolke EU-lovgivningen autoritativt.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1153 af 7. juli 2021 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten (EUT L 249 af 14.7.2021, s. 38).

(4) COM(2021) 393: »EU's grænseregioner: levende laboratorier for europæisk integration«.

(5) Grænseregioner er områder på hver side af samme grænse (definition findes på: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Glossary:Border_region).

(6) Denne sagsbeskrivelse bygger på rapporten »Design options for cross-border auctions«, der er udarbejdet under AURES II-projektet om auktioner for støtte til vedvarende energi. Den fuldstændige rapport kan hentes på http://aures2project.eu/wp-content/uploads/2019/06/AURES_II_D6_1_final.pdf.

(7) I dag er 12 samarbejdsprojekter blevet gennemført/aftalt (heraf ti statistiske overførsler, et fælles projekt og en fælles støtteordning). Selv om dette tyder på, at gennemførelsen kan fremskyndes, ligger udnyttelsen af samarbejdsmekanismerne stadig under forventningerne. Følgende projekter er blevet gennemført og/eller godkendt: statistiske overførsler mellem Luxembourg og Litauen, Luxembourg og Estland, Malta og Estland, Nederlandene og Danmark, Irland og Danmark, Irland og Estland, Danmark og Belgien, Tjekkiet og Slovenien samt Litauen og Belgien, et fælles projekt mellem Tyskland og Danmark og en fælles støtteordning mellem Sverige og Norge. Når man ser på medlemsstaternes nationale handlingsplaner for vedvarende energi for 2020, er det indlysende, at planerne om at gøre brug af samarbejdsmekanismerne, fordi mekanismerne var nye og på grund af manglen på gennemførte projekter, stadig var uklare, forsigtige eller endda ikkeeksisterende. Nogle år senere var medlemsstaternes planer for anvendelse af samarbejdsmekanismerne i deres nationale energi- og klimaplaner allerede mere konkrete, navnlig på grund af samråd mellem medlemsstaterne på bi- eller multilateralt grundlag, individuelt eller via forskellige grupper og fora. I den forbindelse bør arbejdet i regionale energifora, herunder grupperne på højt niveau for energisamarbejde i Nordsøen (NSEC), planen for sammenkobling af det baltiske energimarked (BEMIP), energikonnektiviteten i Central- og Sydøsteuropa (CESEC) eller sammenkoblingerne for Sydvesteuropa (SWE) eller Det Pentalaterale Energiforum, fremhæves. Det er lykkedes disse fora at samle de vigtigste interessenter og fremme dialogen. Ikke desto mindre mangler der stadig konkrete rapporterede planer, hvilket afspejler de oplevede vanskeligheder med at anvende samarbejdsmekanismerne.

(8) Undersøgelser og projekter omfatter bl.a. projektet om samarbejdsmekanismer mellem EU's medlemsstater og interaktion med støtteordninger under direktivet om vedvarende energi (2009/28/EF) (https://res-cooperation.eu/), CA-RES-projektet (https://www.ca-res.eu/) og MUSTEC-projektet (https://mustec.eu/). Jf. også undersøgelsen om »Cooperation between EU countries under the RES directive«, 2014, som findes på https://energy.ec.europa.eu/topics/renewable-energy/renewable-energy-directive-targets-and-rules/cooperation-mechanisms_en#documents.

(9) Blandt de kendte eksempler kan nævnes et aftalememorandum om et eller flere offshoreenergiknudepunkter mellem Danmark og Nederlandene, et aftalememorandum mellem Letland og Estland om et fælles offshoreprojekt, en hensigtserklæring om analyse af fælles og hybride offshoreprojekter mellem Danmark og Tyskland og et aftalememorandum om undersøgelse af mulighederne for energiøer mellem Danmark og Belgien.

(10) For de fleste grænseoverskridende samarbejdsprojekter kan det antages, at det er medlemsstaterne eller tredjelande, der bærer de største omkostninger og får de fleste af fordelene. De er således de naturlige forhandlingspartnere og vil som standard repræsentere deres interessenter.

(11) I erkendelse af det stigende fokus på komplekse former for samarbejde om vedvarende energi, f.eks. i forbindelse med hybride offshorevindmølleparker, skal der gives »vejledning i, hvordan man koordinerer fordelingen af omkostninger og fordele på tværs af grænserne for energitransmissionsprojekter kombineret med udviklingen af energiproduktionsprojekter«. Denne vejledning vedrører artikel 15, stk. 1, i TEN-E-forordningen [forordning (EU) 2022/869] samt meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En EU-strategi for udnyttelse af potentialet i offshore vedvarende energi med en klimaneutral fremtid for øje« (COM(2020) 741 final), som findes på: https://ec.europa.eu/energy/sites/ener/files/offshore_renewable_energy_strategy.pdf.

(12) Elementer i den centraliserede model er en del af Kommissionens forslag af 18. maj 2022 om at revidere bestemmelserne vedrørende tilladelser til VE-projekter i direktivet om vedvarende energi (COM(2022) 222 final).

(13) Dette skyldes hovedsagelig netværkseffekter, men usikkerheden kan også vedrøre lovgivningsmæssige ændringer.

(14) I en ensidig præmieordning, hvor markedsprisen ligger under auktionsprisen, modtager producenterne støtte, der dækker forskellen, og hvis markedsprisen er højere, kan de beholde de overskydende indtægter. Den tosidede præmie fungerer på samme måde, men producenten skal tilbagebetale overskydende indtægter. Under ordningen med faste præmier modtager producenterne et fast beløb for overskydende indtægter oven i markedsprisen.

(15) Hvordan omkostningerne til støtte skal dækkes, kan også besluttes på nationalt plan af de enkelte lande i samarbejdet, undtagen i tilfælde af fælles støtteordninger.

(16) 2022/C 80/01.

(17) Jf. https://ec.europa.eu/regional_policy/en/information/publications/guides/2014/guide-to-cost-benefit-analysis-of-investment-projects-for-cohesion-policy-2014-2020.

(18) »The Economic Appraisal of Investment Projects at the EIB. Version March 2013 — Under review«, findes på https://www.eib.org/attachments/thematic/economic_appraisal_of_investment_projects_en.pdf.

(19) »Methodologies for assessing the contribution of cross-border projects to the general criteria and for producing the cost-benefit analysis specified in Part IV of the Annex to the Regulation (EU) 2021/1153 establishing the Connecting Europe Facility«, findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX:52021SC0429&qid=1564520971474.

(20) Se https://tyndp.entsoe.eu/cba.

(21) Hvis det er nødvendigt med statsstøtte for at gennemføre projektet vedrørende vedvarende energi, bør den analyse af finansieringsbehovet, der foretages i henhold til retningslinjerne for statsstøtte til klima, energi og miljø, være i overensstemmelse med de vigtigste antagelser i cost-benefit-analysen.

(22) Hvad angår infrastruktur viste den fjerde overvågningsrapport om afgørelser vedrørende grænseoverskridende omkostningsfordeling, som ACER har offentliggjort, at størstedelen af de transeuropæiske energiprojekter, der omfatter grænseoverskridende infrastruktur, vælger »traditionelle« omkostningsfordelingsmetoder. De fleste onshoreprojekter følger det såkaldte »territoriale princip«, hvor hvert land bærer de omkostninger, der er forbundet med gennemførelsen af projektet på sit eget område, uanset hvilke fordele projektet kan medføre på tværs af landene, mens »50/50« er det fremherskende for offshoreprojekter. Denne tilgang kan vise sig at være ineffektiv i tilfælde som f.eks. nye formaskede offshorenet, der potentielt kan påvirke et større antal parter.

(23) Jf. navnlig betingelserne i artikel 11, stk. 2, litra a) og c), i direktiv (EU) 2018/2001.

(24) Afholdes af TSO'en.

(25) En alternativ teknologi kan anvendes til beregningen, hvis en direkte sammenligning ikke er mulig eller realistisk.

29.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 495/24

Meddelelse fra Kommissionen Vejledning til medlemsstaterne om ajourføring af de nationale energi- og klimaplaner for 2021-2030

(2022/C 495/02)

De rekordhøje energipriser siden anden halvdel af 2021, som er blevet forværret af Ruslands uberettigede og ulovlige militære aggression mod Ukraine, giver et stærkt incitament til at fremskynde gennemførelsen af den europæiske grønne pagt og styrke energiunionens modstandsdygtighed ved at fremskynde omstillingen til ren energi og sætte en stopper for enhver afhængighed af russiske fossile brændstoffer. Samtidig har den seneste tids ekstreme vejrforhold lagt yderligere pres på energiforsyningerne og påvirket høstudbyttet og sejlads på indre vandveje og borgernes velfærd, hvilket er en kraftig advarsel om behovet for tilpasning til virkningerne af klimaændringerne.

Denne nylige udvikling fremhæver relevansen af integreret planlægning for energi- og klimapolitikker. I dag er en stærk energiunion og en koordineret klimaindsats mere end nogensinde en forudsætning for solidaritet, velstand og bæredygtighed i Den Europæiske Union. For at øge energisikkerheden og fremskynde omstillingen til klimaneutralitet hurtigt og på en retfærdig måde skal medlemsstaterne og Den Europæiske Union bygge videre på det stærke forvaltningssystem, der er etableret på europæisk plan.

Med forordningen om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen (forvaltningsforordningen) (1) indføres et fleksibelt, men robust forvaltningssystem for et gennemsigtigt og gensidigt forstærkende samarbejde mellem EU's medlemsstater og Europa-Kommissionen. Dette bidrager til at sikre en konsekvent tilgang mellem energi- og klimapolitikker og en koordineret indsats på tværs af medlemsstaterne.

De nationale energi- og klimaplaner (i det følgende benævnt nationale planer eller nationale energi- og klimaplaner) er det centrale strategiske planlægningsværktøj i henhold til forvaltningsforordningen. De nationale energi- og klimaplaner skaber forudsigelighed for investeringer på kort, mellemlang og lang sigt, navnlig i usikre tider, og er afgørende for at mobilisere de massive investeringer, der er nødvendige for at nå den fælles ambition om klimaneutralitet og for at opnå en retfærdig omstilling og samtidig bevare energisikkerheden og prisoverkommeligheden. De gør det lettere for medlemsstaterne at samarbejde om opfyldelsen af energi- og klimamålene i den europæiske grønne pagt, den europæiske klimalov (2) og Fit for 55-pakken af forslag (3), herunder det højere ambitionsniveau for energieffektivitet og vedvarende energi samt EU's internationale forpligtelser i henhold til Parisaftalen.

De nationale energi- og klimaplaner spiller også en central rolle i gennemførelsen af REPowerEU-planen (4) i lyset af de øgede udfordringer for en mere modstandsdygtig energiunion. På baggrund af energipriserne, der begyndte at stige i midten af 2021, har EU vedtaget et omfattende og skræddersyet nødberedskab for at håndtere energikrisen udløst af den seneste geopolitiske udvikling. Dette vil omdefinere energiunionen i tiden op til 2030 og derefter. Der skal tages højde for de kritiske udfordringer i forbindelse med energisikkerhed og prisoverkommelighed i de nationale planer. Dette omfatter behovet for hurtigt at diversificere energiforsyningen, udvikle en sammenhængende tidsplan for gaslagring (5), afspejle reduktionen af efterspørgslen i nødsituationer (6) og nødindgrebet for at imødegå høje energipriser og styrke solidariteten (7).

Medlemsstaterne skal ajourføre deres nationale planer for 2021-2030 senest i juni 2023 (udkast til planer) og juni 2024 (endelige planer) (8). I betragtning af de væsentligt udviklede politikker og geopolitiske omstændigheder på energi- og klimaområdet siden udarbejdelsen af de oprindelige nationale energi- og klimaplaner i 2019-2020 bør der i ajourføringerne fokuseres på behovet for en mere ambitiøs klimaindsats, en hurtigere omstilling til ren energi og øget energisikkerhed. De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør gøre det muligt for EU at bevæge sig i retning af en mere modstandsdygtig og bæredygtig energiunion, herunder ved hurtigt at mindske afhængigheden af russiske fossile brændstoffer, uden at nogen lades i stikken.

Dette dokument indeholder vejledning til medlemsstaterne om processen for og omfanget af udarbejdelsen af udkastene til og de endelige ajourførte nationale energi- og klimaplaner, navnlig ved at identificere god praksis og gøre rede for konsekvenserne af den seneste politiske og geopolitiske udvikling inden for de retlige rammer, der blev indført ved forvaltningsforordningen, navnlig bilag I (9).

I forbindelse med udarbejdelsen af denne vejledning samarbejdede Kommissionen fuldt ud med medlemsstaterne på teknisk plan og hørte interessenterne gennem en særlig interessentworkshop den 8. september 2022 (10), eksterne arrangementer og bilaterale kontakter. Denne vejledning bør ses som ét element i den løbende udveksling og samarbejdet gennem hele processen.

Tekstboks 1: Principper og god praksis for ajourføring af nationale energi- og klimaplaner

—

Sætte højere ambitioner for at fremskynde den grønne omstilling til klimaneutralitet og styrke energisystemets modstandsdygtighed i overensstemmelse med klimaloven, Fit for 55-pakken og REPowerEU. Der bør lægges særlig vægt på vedvarende energi, energieffektivitet, energisikkerhed og begrænsning af drivhusgasemissioner.

—

Styrke planlægningen inden for rammerne af de nationale energi- og klimaplaner for at sikre en retfærdig omstilling, afbøde de sociale og beskæftigelsesmæssige virkninger, tackle manglen på arbejdskraft og færdigheder, mindske energifattigdom og sikre økonomisk overkommelig adgang til væsentlige tjenester for alle.

—	Fastsætte nationale målsætninger og mål, herunder om finansiering, der viser konkrete veje hen imod 2030 og 2050, i overensstemmelse med de nationale langsigtede strategier.

—	Integrere tilpasningsmål og afspejle dem, hvor det er relevant, i de fem dimensioner af de ajourførte nationale energi- og klimaplaner.

—	Fastsætte målsætninger og mål for reduktion af metanemissioner og integrere øgede mål samt modvirknings- og tilpasningsforanstaltninger i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren for CO2-emissioner og ikke-CO2-emissioner og CO2-optag.

—	Udnytte synergier mellem energidagsordenen og den digitale dagsorden for at fremme digitaliseringen af energisystemet.

—	Forbedre dimensionen vedrørende forskning, innovation og konkurrenceevne, navnlig med hensyn til specifikke mål og målsætninger, og samtidig integrere diversificeringen af produktionskapaciteten og udviklingen af færdigheder for at fremskynde omstillingen til ren energi.

—	Indlede en bred og inklusiv høring af civilsamfundet, lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og sektorspecifikke interessenter tidligt i processen.

—	Styrke det regionale samarbejde som en integreret del af de nationale planer, navnlig vedrørende energisikkerhedsdimensionen, for at identificere konsekvente politikker og reel solidaritet.

—	Undersøge synergier mellem målsætninger, mål og bidrag og politikker og foranstaltninger i energiunionens fem dimensioner (11).

—	Tage ved lære af de indledende nationale energi- og klimaplaner, Kommissionens vurdering heraf og status for deres gennemførelse med henblik på at identificere mangler og områder, hvor der kan ske forbedringer i retning af øgede ambitioner og resultater.

—	Sikre overensstemmelse med andre planlægningsinstrumenter og afspejle de relevante politikker, foranstaltninger og investeringer i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner (12).

—	Formulere et omfattende, ajourført og detaljeret analytisk grundlag, der integrerer økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sociale, forsknings-, innovations-, konkurrence- og miljømæssige virkninger samt bidraget fra den cirkulære økonomi.

—	Fremlægge en detaljeret finansieringsplan, der tager højde for investeringsbehovene for hver af de fem dimensioner gennem omkostningseffektiv anvendelse af offentlig budgetstøtte og mobilisering af private investeringer, herunder via finansielle instrumenter og innovative finansieringsordninger.

—	Tage hensyn til og sikre overensstemmelse med de landespecifikke henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester.

1 Afspejling af den nye retlige, socioøkonomiske, politiske og geopolitiske kontekst

I dette afsnit redegøres for, hvordan de betydelige ændringer siden 2019 i den lovgivningsmæssige, socioøkonomiske og geopolitiske ramme for energi- og klimapolitikkerne påvirker ajourføringerne af de nationale energi- og klimaplaner med hensyn til ambitionsniveau og anvendelsesområde. Dette suppleres af en liste med henvisninger i tabel 1, der opsummerer de vigtigste målsætninger, mål og bidrag og de politikker og foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dem, i lovgivning, strategier og forslag. Medlemsstaterne opfordres til at afspejle disse henvisninger i deres udkast til ajourførte nationale planer. De endelige ajourførte planer bør afspejle enhver ny væsentlig udvikling i en lovgivningsmæssig, socioøkonomisk og geopolitisk kontekst i konstant forandring, og der skal tages behørigt hensyn til Kommissionens henstillinger om udkastene til ajourførte planer (13).

1.1 Forøgelse af 2030-ambitionerne hen imod klimaneutralitet

Den europæiske grønne pagt har givet et stærkt momentum til at øge ambitionerne på energi- og klimaområdet, samtidig med at ingen lades i stikken. Med den europæiske klimalov er målene om at opnå klimaneutralitet på EU-plan senest i 2050 og en reduktion af nettodrivhusgasemissioner med mindst 55 % inden 2030 i forhold til 1990-niveauerne blevet juridisk bindende. Disse mål er betydeligt strengere end dem, som medlemsstaterne baserede deres oprindelige nationale energi- og klimaplaner på (14).

For at opfylde ambitionen i den europæiske klimalov opgraderer Fit for 55-pakken rammen for energi og klima frem til 2030. Den vil nødvendigvis tilskynde medlemsstaterne til at ajourføre de målsætninger og mål, der er fastsat i deres oprindelige nationale energi- og klimaplaner, og de politikker og foranstaltninger, der er nødvendige for at nå dem, navnlig når det drejer sig om dimensionerne dekarbonisering (herunder vedvarende energi), energieffektivitet og det indre energimarked.

Sideløbende hermed og for at gennemføre den øgede ambition er der også blevet vedtaget centrale europæiske energi- og klimastrategier, navnlig vedrørende integration af energisystemer (15), brint (16), offshoreenergi (17), vedvarende solenergi (18), tilpasning til klimaændringer (19), bæredygtige kulstofkredsløb (20) og EU's handlingsplan for digitalisering af energisystemet (21) .. Kommissionen har også foreslået andre relevante strategier, nemlig for nulforurening (22), biodiversitet (23), skove (24) og bæredygtig og intelligent mobilitet (25), for at bidrage til at nå klima- og energimålene.

Tidligere på året blev der inden for rammerne af REPowerEU-planen foreslået specifikke foranstaltninger for at mindske EU's energiafhængighed af russiske fossile brændstoffer og for at fremskynde gennemførelsen af den europæiske grønne pagt med nye tiltag, der bygger på Fit for 55-pakken. Planen sigter mod mere økonomisk overkommelig, sikker og bæredygtig energi for at skabe et mere modstandsdygtigt energisystem og en ægte energiunion. Kommissionen opfordrede medlovgiverne til at øge målene i direktiverne om energieffektivitet og vedvarende energi inden for rammerne af denne plan. Gennemførelsen af REPowerEU-planen vil fremskynde udbredelsen af alternativer til naturgas og vedvarende energikilder, navnlig bæredygtig biometan, vedvarende brint, solcelleenergi og offshorevindenergi, og vil udløse strukturelle energieffektivitetsforanstaltninger på mellemlang til lang sigt.

Udkastene til ajourførte nationale planer bør afspejle denne øgede ambition. Medlemsstaterne bør fuldt ud indarbejde de nye og reviderede energi- og klimamål i Fit for 55- og REPowerEU-forslagene (26), selv om lovgivningsprocessen med henblik på vedtagelse endnu ikke er afsluttet. Medlemsstaterne bør allerede nu overveje de foreslåede øgede nationale mål i henhold til forordningen om indsatsfordeling og forordningen om arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF), hvor medlovgiverne i begge retsakter godkendte det ambitionsniveau, som Kommissionen har foreslået. Medlemsstaterne bør også overveje de nye mål i det omarbejdede direktiv om energieffektivitet og det reviderede direktiv om vedvarende energi.

Siden udarbejdelsen af de oprindelige nationale energi- og klimaplaner har medlemsstaterne også arbejdet på deres egne nationale langsigtede strategier i henhold til forvaltningsforordningen. I overensstemmelse med forvaltningsforordningen bør de ajourførte nationale energi- og klimaplaner være i overensstemmelse med disse langsigtede strategier samt med det mål om klimaneutralitet, der er fastsat i den europæiske klimalov.

De ajourførte planer bør også afspejle den internationale udvikling i forbindelse med Parisaftalen, navnlig den proces, der er fastsat i Glasgow-klimapagten med henblik på at øge ambitionen om modvirkning af klimaændringer (27). Dette omfatter flere beslutninger om energi- og klimaplanlægning, herunder udfasning af kulkraft, udfasning af subsidier til fossile brændstoffer og overvejelser om yderligere tiltag til at reducere ikke-CO2-emissioner, herunder metanemissioner, inden 2030.

1.2 Forøgelse af energisikkerheden og prisoverkommeligheden i retning af en mere modstandsdygtig energiunion

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner skal styrke beredskabet og de foranstaltninger i EU, der sigter mod kollektiv energisikkerhed. Den seneste geopolitiske situation har ført til en hidtil uset stigning i engros- og detailenergipriserne, hvor ændringerne fra år til år toppede med henholdsvis 360 % og 55 % (august 2022). Denne ekstreme volatilitet på energimarkedet berører alle medlemsstater og påvirker husholdningernes købekraft og økonomiens konkurrenceevne. Samtidig indebærer situationen et stigende pres på den europæiske energisikkerhed.

De ajourførte nationale planer bør afspejle foranstaltningerne i REPowerEU-planen, der vil indebære en gennemgribende omstilling af energisystemet på lang sigt.

I henhold til den nye forordning om gaslagring (28) skal medlemsstaterne styrke planlægningen af deres energisikkerhed. Det er afgørende at diversificere energiforsyningen ved at undersøge nye muligheder for energiimport, herunder af nukleart brændsel, og erstatte fossile brændstoffer. Medlemsstaterne bør integrere forsyningssikkerhedshensyn i deres overvejelser i forbindelse med energimikset i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner.

Medlemsstaterne opfordres også til at overveje fremskridt og planlægning i forbindelse med de infrastrukturprojekter, der er udpeget som væsentlige for at opfylde målene i den europæiske grønne pagt og REPowerEU. TEN-E (29) og projekterne af fælles interesse har gjort vores energimarkeder mere sikre, bedre integrerede og mere konkurrencedygtige. Den 5. liste over projekter af fælles interesse (30) og den begrænsede yderligere infrastruktur, der er identificeret i bilag 3 til REPowerEU-planen, vil bidrage til at afhjælpe de resterende flaskehalse i nettene og yderligere diversificere gasruter og -kilder, styrke onshore-elnet og bidrage til at forfølge ambitiøse mål for vedvarende offshoreenergi i alle europæiske havområder. Samtidig bør infrastrukturprojekter ikke føre til en fastlåsning af fossile brændstoffer og strandede aktiver, der hæmmer den langsigtede omstilling til en klimaneutral økonomi.

Medlemsstaterne bør desuden udnytte det fulde potentiale i den umiddelbare reaktion på energikrisen til at konsolidere energisikkerhedsdimensionen i de nationale planer.

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør afspejle meddelelsen »Spar på gassen til en sikker vinter« (31) og Rådets forordning om koordinerede foranstaltninger til reduktion af efterspørgslen efter gas (32) , der fastsætter foranstaltninger til forberedelse af potentielle afbrydelser af gasforsyningen. Disse kortsigtede foranstaltninger har til formål at styrke EU's kollektive beredskab i en ånd af solidaritet. De foranstaltninger, der vedtages inden for denne ramme, hænger sammen med REPowerEU-planen, og navnlig EU's meddelelse om energibesparelser — EU 'Save Energy'.

Kommissionen fremlagde også øjeblikkelige foranstaltninger til imødegåelse af den kraftige stigning i energipriserne. Den 6. oktober 2022 vedtog Rådet nødforanstaltninger for at imødegå høje energipriser (33). En reduktion af efterspørgslen efter elektricitet i spidsbelastningstimer kombineret med tilstrækkelig støtte til de endelige forbrugere som følge af indtægtsloftet for inframarginale teknologier og solidaritetsbidraget vil bidrage til sikker og mere økonomisk overkommelig energi i de kommende måneder. Den 18. oktober 2022 fremlagde Kommissionen yderligere nødforslag for at bremse energipriserne og sikre større solidaritet i beredskabet (34).

Solidaritet og kollektive tiltag er af afgørende betydning for de nationale energi- og klimaplaner, da de påvirker energisikkerheden i de enkelte medlemsstater, overkommelige energipriser og i sidste ende EU's kollektive modstandsdygtighed.

De ajourførte nationale planer bør afspejle, hvordan nødforanstaltninger til begrænsning af virkningen af høje energipriser er: i) integreret i planlægningen på mellemlang sigt frem mod 2030 og ii) i overensstemmelse med alle energiunionens fem dimensioner. Selv om disse foranstaltninger tager sigte på at støtte slutforbrugerne, bør de udformes på en sådan måde, at de ikke undergraver de mere langsigtede, generelle mål i den grønne pagt, herunder målene om dekarbonisering, nulforurening, biodiversitet, ressourceeffektivitet og energieffektivitet. De skal også være finansielt bæredygtige og må ikke bringe forsyningssikkerheden og de lige konkurrencevilkår på det indre marked i fare.

Medlemsstaterne bør beskrive, hvordan de agter at give forbrugerne fordelene ved billigere vedvarende energi og lavemissionsteknologier, i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Med henblik på at dekarbonisere elsektoren fuldt ud bør medlemsstaterne undersøge incitamenter til at investere i fleksibilitet, (intelligente) net, digitale understøttende løsninger for elnet og uafbrydelig kapacitet. Det forekommer også relevant at sikre mere likvide terminsmarkeder og beskytte forbrugerne bedre mod overdreven prisvolatilitet, høje priser og overdreven risikoadfærd hos leverandørerne. De nationale energi- og klimaplaner bør også have fokus på, hvordan effektiviteten af den grænseoverskridende handel kan forbedres, samtidig med at det sikres, at alle former for elektricitet kan handles frit mellem medlemsstaterne. Sideløbende hermed har Kommissionen involveret sig i en presserende gennemgribende og omfattende reform af elmarkedets udformning.

Medlemsstaterne opfordres til at anvende den integrerede tilgang i de nationale planer bedst muligt og fuldt ud undersøge synergier på tværs af de relevante dimensioner i planerne. Hurtige fremskridt inden for lagring, diversificering af energiforsyningen og efterspørgselsreaktion vil f.eks. øge energisikkerheden og bidrage til at fremskynde udbredelsen af vedvarende energi, øge energieffektiviteten i det overordnede energisystem og forbedre integrationen af det indre energimarked.

Hvor det er relevant, skal det regionale samarbejde og relevante fora mobiliseres fuldt ud for at udvikle kollektive tiltag og solidaritetsmekanismer, som vil sikre alternative forsyninger, forebygge afbrydelser og øge beredskabet og modstandsdygtigheden.

Endelig bør de ajourførte nationale planer i overensstemmelse med REPowerEU-planen afspejle EU's eksterne engagement på energiområdet (35). Medlemsstaterne bør henvise til relevante initiativer eller projekter, der er blevet iværksat eller gennemført i overensstemmelse med Global Gateway-strategien (36).

Tekstboks 2: Anvendelse af det europæiske semester som springbræt

I henhold til forvaltningsforordningen skal medlemsstaterne i deres vurdering tage hensyn til de seneste landespecifikke henstillinger i forbindelse med det europæiske semester (37). I landerapporterne for det europæiske semester 2022 identificeres centrale udestående eller nye makroøkonomiske udfordringer, som ikke er tilstrækkeligt dækket af de tilsagn, der er givet i genopretnings- og resiliensplanerne.

I de landespecifikke henstillinger for 2022 for de enkelte medlemsstater er der fokus på disse strukturelle udfordringer, herunder med hensyn til gennemførelsen af REPowerEU-planen, under behørig hensyntagen til social retfærdighed i forbindelse med omstillingen til ren energi (38). På det energi- og klimapolitiske område tager disse henstillinger først og fremmest sigte på at mindske afhængigheden af russiske fossile brændstoffer og på yderligere dekarbonisering af økonomien. Der opfordres til at fremskynde udbredelsen af vedvarende energi og den nødvendige infrastruktur, støtte den nødvendige omskoling og opkvalificering af arbejdsstyrken, tackle manglen på arbejdskraft og færdigheder, øge energieffektiviteten og øge sammenkoblingskapaciteten i hele EU. For et betydeligt antal medlemsstater vedrører henstillingerne også bæredygtig mobilitet, mens henstillingerne for nogle få medlemsstater vedrører miljøaspekter såsom cirkulær økonomi.

Ved ajourføringen af deres nationale energi- og klimaplaner bør medlemsstaterne tage fuldt ud hensyn til de landespecifikke henstillinger for 2022 og 2023 inden for rammerne af det europæiske semester. De bør også medtage oplysninger om, hvordan relevante politikker og foranstaltninger i hver dimension af de ajourførte nationale planer bidrager til opfyldelsen af de landespecifikke henstillinger vedrørende klima og energi.

1.3 Sikring af en retfærdig omstilling

1.3.1 Afbødning af de sociale og beskæftigelsesmæssige virkninger og gennemførelse af en retfærdig energi- og klimaomstilling

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør afspejle de socioøkonomiske virkninger bedre end de oprindelige nationale planer. Retfærdighed og solidaritet er centrale mål og en integreret del af den europæiske grønne pagt, hvori det anerkendes, at ingen person eller intet sted bør lades i stikken. Håndtering af de socioøkonomiske virkninger af energi- og klimaomstillingen og beskyttelse af husholdninger, udsatte industrier og arbejdstagere gennem hele processen fra starten er en forudsætning for at tackle den nuværende energikrise og bane vejen for en retfærdig omstilling.

I Rådets henstilling om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet skitseres en række politikpakker til støtte for en retfærdig grøn omstilling, og medlemsstaterne opfordres til at tage fuldt ud hensyn hertil i forbindelse med ajourføringen af deres nationale energi- og klimaplaner (39). Medlemsstaterne bør navnlig udvikle klare strategier, der identificerer og måler de sociale, beskæftigelsesmæssige og kompetencemæssige konsekvenser samt andre fordelingsmæssige konsekvenser af energiomstillingen og tager behørigt hensyn til, hvordan disse udfordringer kan tackles. De ajourførte nationale planer bør klart prioritere finansiering til en retfærdig omstilling, omskoling og opkvalificering og støtte til tilpasninger af arbejdsmarkedet.

Udviklingen og gennemførelsen af politikker og foranstaltninger bør følge både en tilgang, som inddrager hele samfundet, og en specifik tilgang med fokus på de hårdest ramte regioner, industrier og befolkningsgrupper, navnlig dem, der allerede befinder sig i en sårbar situation.

Tekstboks 3: Centrale politikker og foranstaltninger for en retfærdig omstilling i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner

—

Fremme energieffektivitetsforbedringer, herunder i sektoren for alment boligbyggeri til overkommelige priser. Give enkeltpersoner finansielle incitamenter og rådgivning, samtidig med at der tages behørigt hensyn til problemet med skæv incitamentfordeling for ejere og lejere og problemet med udviklingen i boligudgifterne.

—

Give alle forbrugere, navnlig sårbare husholdninger, adgang til skræddersyet information og rådgivning, herunder ved hjælp af digitale værktøjer, om, hvordan energiefterspørgslen kan reduceres, og hvordan deres energiregninger kan sænkes. Målrette energibesparelsesforanstaltninger mod forbrug og produktion med høj energiefterspørgsel.

—

Styrke energiforbrugerne ved at lette adgangen til energi fra vedvarende energikilder, forenkle tilladelsesprocedurerne og udvikle selvforsyning via borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber ledsaget af kampagner med særligt fokus på sårbare grupper og forbrugere, der bor i landdistrikter og fjerntliggende områder (f.eks. regionerne i EU's yderste periferi (40)).

—	Forebygge udfordringer for bæredygtig transport, herunder problemet med prisoverkommelighed for sårbare husstande, gennem direkte støtteforanstaltninger og ved at udvikle den nødvendige infrastruktur.

—

Støtte adgangen til beskæftigelse af høj kvalitet, navnlig gennem offentlige arbejdsformidlinger, skræddersyet hjælp til jobsøgning og andre aktive arbejdsmarkedspolitikforanstaltninger (f.eks. læringskurser, ansættelses- og omstillingsincitamenter, målrettede og tidsbestemte beskæftigelsesprogrammer, støtteordninger for lærlingeuddannelser og praktikophold af høj kvalitet).

—	Fremme jobskabelse og iværksætteri inden for grønne aktiviteter, f.eks. gennem finansielle og ikkefinansielle foranstaltninger, sikre adgang til støtte for underrepræsenterede og sårbare grupper og tilskynde til fremme af grønne tildelingskriterier for iværksættere.

—

Udstyre folk med de færdigheder, der er brug for for at få adgang til kvalitetsjob og tackle manglen på arbejdskraft med henblik på den grønne og den digitale omstilling ved at fremme: 1) inkluderende uddannelse i overensstemmelse med prognoser for færdigheder og gennem interessentpartnerskaber som pagten for færdigheder (41), 2) lærlingeordninger, lønnede praktikophold og »job shadowing«-ordninger og 3) voksenuddannelse med henblik på opkvalificering og omskoling, f.eks. gennem individuelle læringskonti (42), bredt anerkendte kurser eller ved at tilslutte sig EU's pagt for færdigheder (43).

—	Sikre en afbalanceret og lige adgang til uddannelse og jobmuligheder på alle niveauer og i alle sektorer, f.eks. ved at mindske den nuværende ubalance mellem kønnene, som hidtil har kendetegnet STEM-studerende og energisektoren.

—

Sikre retfærdige skatte- og socialsikringssystemer for at støtte de mest berørte personer og husstande, navnlig personer i sårbare situationer, herunder ved at: 1) yde målrettet og midlertidig direkte indkomststøtte som supplement til investeringsforanstaltninger, 2) flytte skattebyrden væk fra arbejdsindkomster i retning af grønne mål og 3) tilvejebringe innovative job-til-job-overgangsordninger for at sikre indkomstsikkerhed i forbindelse med omstillinger på arbejdsmarkedet.

1.3.2 Tackling af de presserende udfordringer i forbindelse med energifattigdom

Prisoverkommelighed er en prioritet for energiunionen, og det bør afspejles i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Alle medlemsstaterne opfordres til at fastsætte en klar, specifik, realiserbar, målbar og tidsbestemt målsætning for mindskelse af energifattigdom. Medlemsstaterne skal vurdere antallet af husstande, der er ramt af energifattigdom (44). Kommissionens henstilling om energifattigdom (45) indeholder vejledning om passende indikatorer til måling heraf. Medlemsstaterne opfordres til at redegøre for, hvordan denne definition og indikatorerne anvendes, og hvordan data om energifattigdom indsamles, herunder på nationalt og lokalt plan.

I de ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør der tages hensyn til den seneste lovgivningsmæssige udvikling, navnlig den foreslåede definition af energifattigdom i energieffektivitetsdirektivet og den foreslåede sociale klimafond og ovennævnte rådshenstilling om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet.

Hvis en medlemsstat på grundlag af en sådan vurdering konstaterer, at et betydeligt antal husstande er ramt af energifattigdom, skal den i sin ajourførte nationale plan medtage en national vejledende målsætning om at mindske energifattigdom, herunder en tidsplan for, hvornår målsætningen skal være opfyldt (46).I betragtning af den nuværende stigning i energipriserne opfordres alle medlemsstaterne imidlertid til at fastsætte en målsætning for mindskelse af energifattigdom. Hvis en målsætning ikke anses for at være nødvendig, bør medlemsstaterne begrunde denne beslutning og fastsætte det minimumsantal af husstande, der kan betegnes som »betydeligt« i denne sammenhæng. Medlemsstaterne bør i de nationale planer desuden skitsere de politikker og foranstaltninger, der imødegår energifattigdom, herunder socialpolitiske foranstaltninger og andre relevante nationale programmer. Medlemsstaterne bør skitsere, hvordan målsætningen blev fastsat, og for at tage højde for den aktuelle stigning i energipriserne bør de anvende de senest tilgængelige data.

2 Tematiske spørgsmål

2.1 Fremme af omstillingen til ren energi

Den etablerede ramme for energiforvaltning har vist sig at være gunstig, da EU's mål for energieffektivitet og vedvarende energi for 2020 blev mere end nået. En hurtig og nødvendig erstatning af russiske fossile brændstoffer vil kræve en massiv opskalering af omstillingen til ren energi ved at prioritere strukturelle foranstaltninger til energieffektivitet og fortsætte det kraftige skub i udbredelsen af vedvarende energi. Desuden vil udbredelsen af digitale energiløsninger spille en vigtig rolle med hensyn til at støtte omstillingen af energisektoren, fremme samarbejdet mellem energiaktører og digitale aktører og skabe synergier mellem dagsordenen for energisystemet og den digitale dagsorden. Forvaltningsmekanismens potentiale skal udnyttes fuldt ud, og de nationale planer skal ajourføres i denne henseende.

2.1.1 Fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi og brint

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør være i overensstemmelse med det øgede ambitionsniveau, der foreslås i det reviderede direktiv om vedvarende energi, ved at yde et nationalt bidrag til opfyldelsen af det bindende overordnede EU-mål. De nationale planer bør også omfatte sektorspecifikke bidrag, der står i et rimeligt forhold til dette overordnede mål, og opfylde delmålene for transportsektoren, fjernvarme og fjernkøling og industri- og byggesektoren. En fremskyndet og massiv udbredelse af vedvarende energi i hele EU er nødvendig for at yde et afgørende bidrag til EU's ambition om at udfase fossile brændstoffer fra Rusland og nå målet om klimaneutralitet.

I overensstemmelse med REPowerEU-planen bør der lægges særlig vægt på erstatning af naturgas ved at opskalere bæredygtig produktion af biometan (dvs. primært baseret på organisk affald og restprodukter fra skove og landbrug) og fremskynde udbredelsen af vedvarende brint i de sektorer inden for transport og i industrien, som er svære at dekarbonisere.

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør afspejle udbredelsen af de nødvendige infrastrukturer og incitamenter i overensstemmelse med REPowerEU-målet om 10 mio. ton indenlandsk produktion af vedvarende brint og 35 mia. m3 bæredygtig produktion af biometan inden 2030. Desuden bør der redegøres for tilgangen til oliebaseret erstatning af brændstof til transport gennem elektrificering og vedvarende brint inden for landtransport. I overensstemmelse med målet om import af 10 mio. ton brint inden 2030 bør de ajourførte nationale planer også afspejle initiativer eller foranstaltninger, der er iværksat eller planlagt, eller internationale partnerskaber, der vil blive eller er blevet etableret, med det formål at lette importen af vedvarende brint.

Medlemsstaterne opfordres også til at integrere en komponent om produktion og anvendelse af bæredygtig biogas og biometan og vurdere de nationale potentialer og fastlægge forløb for at nå disse inden 2030 og 2050 i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner (47).

Der er behov for en omfattende ramme for politikker og foranstaltninger, der fremmer udbredelsen af vedvarende energi i alle relevante økonomiske sektorer. En hurtigere udbredelse af vedvarende energi er særlig relevant for sektorer, hvor fremskridtene hidtil har været langsommere (såsom transport, bygninger og industri, navnlig i industrisektorer, hvor det er vanskeligt at nedbringe emissionerne). Der bør fokuseres på at fremme udbredelsen af elektrificering, vedvarende teknologier (herunder vedvarende brint i industrisektorer) energilagring og efterspørgselsreaktion, der øger fleksibiliteten i energisystemet og letter integrationen af vedvarende energi i energisystemet.

En særlig udfordring i forbindelse med udvikling og udbredelse af de fleste projekter for vedvarende energi, som skal tackles i de nationale energi- og klimaplaner, vedrører udstedelse af tilladelser. I denne forbindelse bør medlemsstaterne tilpasse deres nationale politikker og foranstaltninger til forslaget om ændring af direktivet om vedvarende energi (48) fra maj 2022, EU's strategi for solenergi og den tilknyttede henstilling om fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne for projekter om vedvarende energi (49).

Medlemsstaterne bør samtidig med ajourføringen af deres nationale planer også udvikle foranstaltninger til at lette elkøbsaftaler og oprindelsesgarantier. Politikkerne bør også omhandle udrulningen af vedvarende løsninger i bygninger i overensstemmelse med forslaget om omarbejdning af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, navnlig i forbindelse med opvarmning (f.eks. varmepumper) og solenergi på tage i overensstemmelse med REPowerEU's ambition.

2.1.2 Bygge videre på strukturelle energieffektivitetsforanstaltninger

Energieffektivitetsforanstaltninger kan ofte være den billigste, sikreste og reneste måde til at mindske vores afhængighed af import af fossile brændstoffer fra Rusland på og sikre en retfærdig vej hen imod omstillingen til ren energi. Desuden bidrager et lavere energiforbrug til at øge forsyningssikkerheden og energilagringen og mindske energifattigdom og øger konkurrenceevnen i det globale landskab.

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør være i overensstemmelse med det øgede ambitionsniveau, der foreslås i det omarbejdede direktiv om energieffektivitet, ved at yde et nationalt bidrag til opfyldelsen af EU's overordnede bindende mål og slutbrugersektorernes andel af energiforbruget. De ajourførte nationale planer bør også indeholde nærmere oplysninger om metoden til beregning af energibesparelser i forbindelse med energispareforpligtelsen og de krævede oplysninger om det samlede etageareal, der skal renoveres, eller tilsvarende årlige energibesparelser for offentlige bygninger.

Politikker, foranstaltninger og programmer vedrørende energieffektivitet i de ajourførte nationale planer bør omfatte alle energiforbrugende sektorer, herunder bygninger (bolig- og tertiærsektoren), industri og transport. Princippet om energieffektivitet først (50) bør anvendes som et overordnet princip, og dets anvendelse bør forklares. Desuden bør beregningsmetoden og de underliggende data til beregning af primærenergifaktoren oplyses.

For så vidt angår bygninger bør de ajourførte nationale energi- og klimaplaner tilpasses de ajourførte og øgede ambitioner og krav i forslaget til direktiv om bygningers energimæssige ydeevne og den øgede indsats inden for energirenovering af bygninger med det formål at fordoble renoveringsprocenten (renoveringsbølgen (51)). De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør i overensstemmelse med forpligtelserne i de nationale langsigtede renoveringsstrategier omfatte de foranstaltninger, der er truffet for gradvist at dekarbonisere bygningsmassen, herunder de understøttende finansielle og tekniske bistandsforanstaltninger, som også vedrører adgangen til kvalificeret arbejdskraft.

I overensstemmelse med REPowerEU og meddelelsen om energibesparelser — EU 'Save Energy' (52) — bør medlemsstaterne medtage oplysninger om deres bidrag og om, hvordan de gennemfører REPowerEU, ved at medtage foranstaltninger vedrørende adfærdsændringer, kommunikationskampagner og finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført eller planlagt for at fremme energibesparelser.

2.1.3. Udforskning af den dobbelte grønne og digitale omstillings fulde potentiale

En dybtgående digital omstilling af EU's energisystem er også et af de afgørende elementer for at opfylde målene i REPowerEU og den europæiske grønne pagt. Energi- og ressourceeffektivitet, dekarbonisering, elektrificering, sektorintegration og decentralisering af energisystemet kræver alt sammen en enorm digitaliseringsindsats.

Medlemsstaterne opfordres til at identificere synergier mellem energirelaterede og digitale nationale aktiviteter, mål og målsætninger og til at overveje, hvordan de kan udnyttes yderligere gennem politikker og foranstaltninger i overensstemmelse med meddelelsen »Digitalisering af energisystemet — EU-handlingsplan« (53). Digitalisering vil være afgørende for at øge forbrugernes engagement og udviklingen af en elinfrastruktur, der er egnet til det fremtidige energisystem. Investeringer i digitaliseringen af elnettet vil også muliggøre en omkostningseffektiv omstilling af energisystemet.

På grundlag af erfaringerne med deres genopretnings- og resiliensplaner opfordres medlemsstaterne også til at tilstræbe synergier mellem de nationale energi- og klimaplaner og de nationale strategiske køreplaner for det digitale årti, der er forelagt under 2030-politikprogrammet for det digitale årti (54), for at sikre, at digitale infrastrukturer og teknologier bidrager til en bæredygtig cirkulær og klimaneutral økonomi og et bæredygtigt klimaneutralt samfund i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt. Medlemsstaterne opfordres til at overveje, hvordan de vil udnytte processen og værktøjerne for det digitale årti, navnlig flerlandeprojekter, til at fremskynde den grønne omstilling.

2.2 Integrering af kravene til klimatilpasning

Ekstreme vejrforhold bliver stadig hyppigere og mere alvorlige. Siden udarbejdelsen af de oprindelige nationale energi- og klimaplaner er betydningen af klimatilpasning i stigende grad blevet anerkendt globalt (55). I 2021 offentliggjorde Kommissionen en ny EU-strategi for tilpasning til klimaændringer, som understregede betydningen af at integrere modstandsdygtigheden over for klimaændringer i de nationale finanspolitiske rammer og af naturbaserede løsninger. I den europæiske klimalov understreges betydningen af, at sektorspecifikke foranstaltninger er modstandsdygtige over for klimaændringernes potentielle negative virkninger (56).

Medlemsstaterne opfordres til at fastsætte tilpasningsmål i deres ajourførte nationale planer for at støtte opfyldelsen af nationale målsætninger, mål og bidrag under energiunionen (57) i overensstemmelse med EU's tilpasningsstrategi. Risici i forbindelse med klimaændringer skal integreres i investerings- og planlægningsbeslutninger og øge medlemsstaternes tilpasningskapacitet, styrke modstandsdygtigheden og mindske sårbarheden over for klimaændringer. Det er vigtigt at bemærke, at tilpasningsforanstaltninger, hvis de udformes korrekt, også kan give sidegevinster i form af modvirkning af klimaændringer og forbedre den sociale og økonomiske modstandsdygtighed på en retfærdig måde i betragtning af de ulige regionale og samfundsmæssige virkninger af klimaændringer og ekstreme vejrforhold. Investeringer i modvirkning af klimaændringer skal være klimasikre.

Tilpasningsmålene bør kvantificeres, hvor det er muligt, og være klart forbundet med de specifikke målsætninger og politikker for energiunionen, som de støtter. Henvisninger til den nationale tilpasningsstrategi eller -plan kan medtages i de relevante afsnit i kapitlet om politikker og foranstaltninger i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Det kan f.eks. fastsættes i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner, hvilke foranstaltninger der vil sikre potentialet for kulstofbinding i forbindelse med arealanvendelse (dekarboniseringsdimensionen), elproduktionskapacitet (energisikkerhedsdimensionen) eller energibesparelser i boliger (energieffektivitetsdimensionen) i lyset af vandstress og -knaphed, tørke, oversvømmelser, skovbrande eller hedebølger. De planlagte og gennemførte naturbaserede løsninger kan beskrives sammen med deres faktiske eller forventede virkninger med hensyn til klimatilpasning (f.eks. beskyttelse mod ørkendannelse, byvarme, oversvømmelser osv.). Der bør lægges særlig vægt på vand, navnlig på energisystemernes modstandsdygtighed over for strukturel eller sæsonbetinget vandknaphed. Innovative tilgange såsom forsikringspolitikker og finanspolitiske foranstaltninger til afhjælpning af klimabeskyttelseskløften kan også overvejes ud over investeringer i bevarelse af biodiversitet, der bidrager til klimatilpasning.

2.3 Forbedring af planlægningen af arealanvendelse, skovbrug og landbrug

Arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren vil komme til at spille en afgørende rolle med hensyn til at nå EU's mål om klimaneutralitet og tilpasning gennem en betydelig reduktion af drivhusgasemissioner, øget CO2-optag og forbedrede økosystemtjenester for at forbedre modstandsdygtigheden. EU's kulstofdræn har været støt faldende. Drivkræfterne omfatter en stigning i efterspørgslen efter træ, en stigende andel af høstmodne skove og en stigning i forstyrrelser i skovene. Samtidig er fremskridtene med emissionsreduktioner i EU's landbrugssektor gået i stå på trods af øget støtte til klimaindsatsen. De vigtigste kilder til drivhusgasemissioner i landbrugssektoren er metanemissioner fra husdyr — både fra tarmgæring og håndtering af husdyrgødning — og dinitrogenoxidemissioner som følge af brugen af kunstgødning og gødningshåndtering.

Som beskrevet i afsnit 1.1 bør de ajourførte nationale energi- og klimaplaner afspejle det øgede ambitionsniveau, der foreslås i forbindelse med revisionen af LULUCF-forordningen, ved at udstikke vejen hen imod de nationale mål. Det bør angives i de nationale planer, hvordan de vil øge arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektorens bidrag til EU's forbedrede klimamål gennem politikker og foranstaltninger og øgede ambitioner. Medlemsstaterne bør i højere grad integrere modvirknings-, tilpasnings- og naturgenopretningsforanstaltninger i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren i forbindelse med relaterede initiativer vedrørende biodiversitet og bioenergi. Det nylige forslag til forordning om naturgenopretning (58) omhandler også aspekter af arealforvaltning, der er relevante for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer.

Politikker og foranstaltninger bør afspejle de øgede ambitioner vedrørende tilpasning til og modvirkning af klimaændringer, herunder CO2-emissioner og ikke-CO2-emissioner og CO2-optag i forbindelse med energieffektivitet, produktion og anvendelse af vedvarende energi og bevarelse, beskyttelse og genopretning af økosystemer.

Tekstboks 4: Indholdet af de ajourførte nationale energi- og klimaplaner vedrørende LULUCF. Planlægning og kvantificering af følgende aktiviteter:

—

Identifikation af de forbedringer af systemet til indsamling og overvågning af oplysninger, der er nødvendige for effektive politiske valg og en effektiv udformning og gennemførelse i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren (f.eks. via satellitbilleder). Systemet bør imødegå behovet for at sikre en effektiv gennemførelse af målene om at beskytte og genoprette økosystemerne.

—	Reduktion af drivhusgasemissionerne i landbrugets ikke-CO2-sektor, herunder fra tarmgæring, håndtering af husdyrgødning og gødningshåndtering.

—

Forøgelse af nettooptaget i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren, herunder gennem kulstofbindende dyrkning, og langvarige CO2-lagringsmaterialer (såsom træbaserede byggevarer) med fokus på integrerede tilgange såsom naturbaserede løsninger for også at bidrage til målene om beskyttelse og genopretning af økosystemer samt andre miljømål (f.eks. biodiversitet, nulforurening, stop for udtømning af naturressourcer).

—	Fremme og gennemførelse af energieffektivitetsforanstaltninger vedrørende biomasse, herunder forsyningen af biobaserede isoleringsmaterialer.

2.4 Reduktion af metanemissioner

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at fastsætte sektorspecifikke målsætninger og mål for reduktion af metanemissioner og tilsvarende politikker og foranstaltninger i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner under hensyntagen til målene i EU's metanstrategi (59).

En reduktion af metanemissionerne bidrager direkte til at sænke hastigheden af opvarmningen. Da metan er en prækursor for ozon, mindsker reduktionen desuden også luftforureningen. Metan har et globalt opvarmningspotentiale, der er 28 gange større end CO2 over en periode på 100 år. I EU kommer mere end halvdelen af de menneskeskabte metanemissioner fra landbruget, og husdyrsektoren tegner sig for 54 % af EU's samlede metanemissioner (over 6 % af EU's samlede drivhusgasemissioner) (60). Omkring en fjerdedel af metanemissionerne stammer fra fast affald og spildevand og næsten en femtedel fra energi.

Metan er omfattet af forordningen om indsatsfordeling (61) , som giver medlemsstaterne fleksibilitet til at vælge passende politikker til reduktion af metanemissioner. Derudover har EU flere sektorpolitikker, der bidrager til at reducere metanemissionerne (62), såsom den fælles landbrugspolitik, deponeringsdirektivet og de foreslåede og planlagte revisioner af direktivet om industrielle emissioner, direktivet om rensning af byspildevand og direktivet om vedvarende energi og den nye foreslåede forordning om reduktion af metanemissioner i energisektoren.

Tekstboks 5: Eksempler på politikker og foranstaltninger til reduktion af metanemissioner:

—

Landbrug — indføre incitamenter for avl, der forbedrer sundheden og frugtbarheden, foderforvaltningen og fodertilsætningsstofferne for at reducere metanemissioner fra tarmgæring og samtidig forhindre kompromiser, når det drejer sig om andre miljøproblemer såsom ammoniakemissioner, fremme teknikker til oplagring af husdyrgødning (f.eks. afkøling af gylle, forsuring af gylle, overdækning af gødnings- og gyllelagre, indførelse af emissionsgrænseværdier og overvågningskrav) og anaerob nedbrydning med biogasgenvinding for at reducere metan fra håndtering af husdyrgødning, der har den yderligere fordel, at det mindsker afhængigheden af import af naturgas og forebygger ammoniakemissioner, fremme en mere bæredygtig kost med mindre rødt og forarbejdet kød og flere plantebaserede proteinkilder.

—

Fast affald og spildevand — reducere deponeringen af organisk affald gennem fuld og hurtig gennemførelse af lovgivningen om affald og deponering, kildesortering og anaerob nedbrydning med biogasgenvinding for at reducere metanemissioner fra fast affald, anaerob nedbrydning af slam med biogasgenvinding for at reducere metanemissioner fra spildevand.

—

Energi — i overensstemmelse med forslaget til forordning om reduktion af metanemissioner (63) skal målingen, rapporteringen og verifikationen af metanemissioner i energisektoren forbedres, og emissionerne skal reduceres gennem en forpligtelse til at foretage lækagedetektion og reparation og et forbud mod udluftning og afbrænding.

2.5 Integrering af langsigtet geologisk lagring af CO2

Medlemsstaterne opfordres til i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner at medtage den indsats, der er planlagt for at gøre det muligt for deres industrier at opfange og lagre deres procesafhængige emissioner i geologiske lagringsanlæg permanent i overensstemmelse med direktiv 2009/31/EF. For at nå målet om klimaneutralitet kræves det, at de resterende drivhusgasemissioner og -optag i hele EU fra sektorer, hvor det er svært at reducere emissionerne, er i balance i EU senest i 2050, og at EU derefter opnår negative emissioner.

Flere aktiviteter, herunder energiintensive industrier såsom cement, jern og stål, aluminium, papirmasse og papir og raffinaderier samt landbrug, har procesafhængige emissioner fra selve produktionsprocesserne. CO2-opsamling og -lagring eller CO2-opsamling og -anvendelse kan yde et vigtigt bidrag til at tackle disse sektorers emissioner.

Det kan desuden bidrage til at optage CO2 fra atmosfæren gennem CO2-optag ved hjælp af teknikker såsom BECCS (bioenergi med CO2-opsamling og -lagring) og DACCS (direkte opsamling fra atmosfæren og lagring af kulstof). Anvendelse af BECCS bør ske under fuld hensyntagen til grænserne for og tilgængeligheden af bæredygtig biomasse, hvilket bør afspejles i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner.

Tekstboks 6: Fastsættelse af målsætninger, mål og bidrag til CO2-opsamling og -lagring.

Medlemsstaterne opfordres til at tilvejebringe følgende oplysninger:

—	årlig aggregeret fremskrivning af procesafhængige emissioner, der skal reduceres ved hjælp af CO2-opsamling

—	årlig mængde biogent CO2 og CO2 opsamlet direkte fra luften, der vil være til rådighed til geologisk lagring af CO2

—	geologisk CO2-lagringskapacitet, der kan stilles operationelt til rådighed hvert år

—	årlig CO2-lagringskapacitet, der kan blive tilgængelig ved afslutningen af udnyttelsen af kulbrintereservoirer

—	planlagt CO2-transportinfrastruktur

—	offentlig støtte til investeringer i CO2-opsamling, -transport og -lagring

—	andre foranstaltninger til støtte for udbredelsen af muligheder for langvarig geologisk CO2-lagring.

2.6 Fremme af dimensionen vedrørende forskning, innovation og konkurrenceevne

På grundlag af vurderingen fra 2020 af de oprindelige nationale energi- og klimaplaner (64) og i betragtning af de aktuelle geopolitiske omstændigheder og den seneste politiske udvikling opfordres medlemsstaterne til at styrke dimensionen vedrørende forskning, innovation og konkurrenceevne i deres ajourførte planer.

En vellykket tilgang til forskning og innovation (FoI) inden for ren energi og lavemissionsteknologier forudsætter, at der er et tilstrækkeligt antal eksperter og iværksættere, som understøttes af en synergistisk anvendelse af EU-programmer og nationale og regionale programmer. Klare nationale FoI-mål og -målsætninger frem til 2030 (og, hvor det er relevant, 2050), øget samarbejde mellem medlemsstaterne og løbende overvågning af nationale FoI-aktiviteter er afgørende for at styrke EU's konkurrenceevne og opfylde målene i den grønne pagt. Disse elementer er også af afgørende betydning for at slå bro over kløften mellem FoI og markedsudbredelsen, styrke EU's konkurrenceevne og i sidste ende sikre en fremskyndet udrulning af teknologier, der forventes at bidrage til målene i den grønne pagt. FoI-strategier bør også omfatte og fremme ikketeknologiske, tværfaglige aspekter, der er af afgørende betydning for at fremskynde den økologiske omstilling og energiomstillingen, stimulere adfærdsændringer, klimabevidste livsstilsvalg og fremme institutionelle, forvaltningsmæssige og politiske innovationer for at skabe gunstige betingelser for en klimaneutral omstilling.

I de ajourførte nationale planer bør der redegøres for medlemsstaternes målsætninger og politikker til fremme af opskalering af kommercielt tilgængelige lavemissionsteknologier og udstyr og komponenter (f.eks. ved at afspejle den nuværende situation og tendenser for investeringer, merværdi) på deres område samt deres målsætninger og politikker for at opnå dette gennem diversificering i tredjelande. Ifølge REPowerEU-planen er det i denne forbindelse nødvendigt at diversificere udbuddet af udstyr til vedvarende energi og kritiske råstoffer, mindske sektorafhængigheden, overvinde flaskehalse i forsyningskæden og udvide EU's produktionskapacitet inden for ren energiteknologi. De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør i højere grad afspejle behovene i forbindelse med produktionskapacitet og industrielle værdikæder i centrale lavemissionsenergiteknologier.

Tekstboks 7: Bedste praksis for forbedring af dimensionen vedrørende forskning, innovation og konkurrenceevne

—	Identificere og beskrive behovet for FoI inden for ren energi for at nå energi- og klimamålene, herunder aspekter som miljøvirkninger og retfærdig omstilling (65) og vurderingen af de socioøkonomiske virkninger af den grønne omstilling.

—	Beskrive de nationale FoI-målsætninger og finansieringsmål, der viser konkrete og kvantitative veje til at opfylde 2030- og 2050-målene for specifikke centrale teknologier for ren energi og CO2-opsamling og -lagring.

—	Integrere de industrielle trin i værdikæder for ren energi, f.eks. ved at fokusere på produktionskapaciteten for vedvarende energiteknologier og dermed også støtte den europæiske industris konkurrenceevne.

—	Undersøge synergier mellem relevante nationale fonde og aktiviteter sammen med innovationsplatforme og arbejdsgrupperne vedrørende gennemførelse af den strategiske energiteknologiplan (SET-plan) og, hvor det er relevant, inden for rammerne af de fire indsatsområder under EU's grønne pagt (66).

—	Forbedre samarbejdet mellem landene i SET-planen, navnlig, men ikke udelukkende, gennem Horisont Europa-partnerskabet om omstilling til ren energi.

—	Beskrive, hvordan samarbejdet med globale partnere om forskning og innovation inden for ren energi kan forbedres.

—	Forbedre støtten og adgangen til finansiering for virksomhedsinnovation, herunder for nystartede virksomheder, vækstvirksomheder og SMV'er.

—	Integrere opskalering og diversificeret produktionskapacitet for ren energi og lavemissionsteknologi i nationale mål og politikker og foranstaltninger vedrørende konkurrenceevne.

—	Integrere den udvikling af færdigheder, der er nødvendig for omstillingen til ren energi, f.eks. ved at tilslutte sig pagten for færdigheder inden for vedvarende energi.

—	Integrere begreberne genanvendelighed og cirkularitet og behovet for at mindske afhængigheden og effektivt diversificere kilderne for importerede råmaterialer, komponenter, der er nødvendige for at fremstille rene energiteknologier.

—	Identificere og beskrive, hvordan konkurrenceevnen for rene energiteknologier på det globale marked kan forbedres, herunder de vigtigste drivkræfter og udfordringer på både det indre og det globale marked.

2.7 Integrering af målet om klimaneutralitet

Medlemsstaterne skal i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner medtage elementer, der øger sammenhængen og overensstemmelsen med EU's mål om klimaneutralitet, på grundlag af deres nationale langsigtede strategier. For at sikre overensstemmelse og sammenhæng med EU's mål om klimaneutralitet ændrede den europæiske klimalov forvaltningsforordningen med henblik på at medtage målet om klimaneutralitet i de relevante bestemmelser i forvaltningsforordningen (67). Medlemsstaterne kan bl.a. forbedre sammenhængen og konsekvensen:

—	i deres vurdering af virkningerne af de planlagte politikker og foranstaltninger ved at analysere overensstemmelsen med EU's mål om klimaneutralitet som fastsat i artikel 2, stk. 1, i klimaloven (artikel 3, stk. 2, litra f), i forvaltningsforordningen)

—

i det analytiske grundlag for planen ved at beskrive, hvordan eksisterende politikker og foranstaltninger og planlagte politikker og foranstaltninger bidrager til at nå EU's mål om klimaneutralitet som fastsat i artikel 2, stk. 1, i klimaloven (artikel 8, stk. 2, litra e), i forvaltningsforordningen og bilag 1, del 1, afdeling B, punkt 5.5, i forvaltningsforordningen)

—	i forbindelse med fastlæggelsen af politikker og foranstaltninger vedrørende drivhusgasemissioner og -optag ved at give et perspektiv på EU's mål om klimaneutralitet (bilag I, del 1, afdeling A, punkt 3.1.1, nr. i), i forvaltningsforordningen).

3 Tværgående spørgsmål, der skal fokus på ved ajourføringen af de nationale energi- og klimaplaner

3.1 Bygge videre på erfaringerne fra de oprindelige nationale energi- og klimaplaner

De oprindelige nationale energi- og klimaplaner indsendt af medlemsstaterne udgør grundlaget for at øge ambitionerne og nå målene i den europæiske grønne pagt og REPowerEU-planen. Udarbejdelsen heraf var baseret på den iterative proces fastsat i forvaltningsforordningen og på omfattende høringer mellem Kommissionen og medlemsstaterne samt høringer af interessenter og civilsamfundet. Kommissionen vurderede de første udkast til planer individuelt og på EU-plan (68) og fremsatte henstillinger til medlemsstaterne (69) om at færdiggøre planerne. De endelige planer blev indsendt, om end nogle med forsinkelser, inden den 31. december 2019, og Kommissionen vurderede de endelige planer individuelt og samlet (70).

3.1.1 Forbedring af nationale energi- og klimaplaner frem til 2030

»En tilgang på tværs af ministerier og myndigheder« var en central del af udarbejdelsen af de oprindelige planer og er et af de ledende principper i forvaltningsforordningen. Dette bidrager til at forbedre sammenhængen på tværs af energiunionens fem dimensioner og skaber synergier mellem forskellige politikområder.

Medlemsstaterne opfordres til at henvende sig til alle relevante myndigheder og interessenter i forbindelse med udarbejdelsen af ajourføringen af deres udkast til og endelige integrerede nationale planer. Disse relevante myndigheder bør samarbejde på tværs af deres forskellige porteføljer om ajourføringen af de nationale planer og opnåelsen af de fælles mål for energiunionen, den europæiske grønne pagt, det europæiske semester, genopretnings- og resiliensfaciliteten, REPowerEU-planen og den øvrige udvikling inden for EU's energi- og klimapolitikker. En sådan proces bør sikre, at myndighederne påtager sig ansvaret for gennemførelsen af de integrerede nationale planer.

Medlemsstaterne opfordres til at bygge videre på deres oprindelige nationale planer under fuld hensyntagen til den hermed forbundne vurdering, som Kommissionen har foretaget.

3.1.2 Synergier med integrerede statusrapporter

Medlemsstaterne opfordres til at anvende de første integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter i forbindelse med udarbejdelsen af deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Rapporten kan anvendes til at: i) gøre det lettere at redegøre for den nuværende situation, herunder med hensyn til tilpasning til klimaændringer, ii) vurdere de resterende mangler, når det drejer sig om at nå de målsætninger, mål og bidrag, der er fastsat i de første nationale planer og iii) drage konklusioner om tilstrækkeligheden af politikkerne, foranstaltningerne og investeringerne i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter for hver dimension og sektor, herunder deres indvirkning på luftkvaliteten og emissioner af luftforurenende stoffer.

Medlemsstaterne skal for første gang indsende integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter til Kommissionen senest den 15. marts 2023 (71). . Rapportering og overvågning af fremskridt er to af forvaltningsforordningens hovedtræk. De integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter vil bidrage til en evidensbaseret vurdering af fremskridtene med gennemførelsen af de oprindelige nationale energi- og klimaplaner og er dermed en værdifuld metode til at identificere potentielle områder, hvor der kan ske forbedringer. Formatet for statusrapportering og -overvågning blev udviklet med henblik på at analysere gennemførelsen af energi- og klimapolitikkerne i de nationale energi- og klimaplaner under hensyntagen til behovet for at begrænse den administrative byrde for medlemsstaterne og Kommissionen.

De oplysninger, der indsamles med henblik på rapportering om fremskridt, kan anvendes i den analytiske del af de ajourførte nationale planer samt i planlagte politikker og foranstaltninger. Hvis der imidlertid henvises til el- og gasmarkeder, energipriser og opdelingen af de nuværende priselementer (i priskomponenterne energi, net, skatter/afgifter), bør medlemsstaterne fremlægge en analyse, der er ajourført i forhold til tidspunktet for indsendelse af de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter.

3.2 En tidlig og inklusiv offentlig deltagelse i overensstemmelse med Århuskonventionen

Ligesom det var tilfældet med de oprindelige planer, skal medlemsstaterne ajourføre de nationale energi- og klimaplaner i en dialog med lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, det sektorspecifikke erhvervsliv, investorer og andre interessenter. I henhold til artikel 10 i forvaltningsforordningen skal medlemsstaterne sørge for, at offentligheden tidligt får reel lejlighed til at deltage i udarbejdelsen af udkastene til nationale energi- og klimaplaner. Medlemsstaterne er parter i Århuskonventionen (72), og de er derfor forpligtet til at sikre, at offentligheden får mulighed for på et tidligt tidspunkt og reelt at deltage i udarbejdelsen af udkast til ajourførte nationale planer inden for en gennemsigtig og retfærdig ramme (73). Offentligheden skal navnlig have rimelig tid til at deltage i de forskellige faser og skal høres, når alle muligheder stadig er åbne (74). Grundig høring indebærer, at offentligheden bør have adgang til alle relevante dokumenter, rapporter og antagelser ved høringsperiodens begyndelse. Medlemsstaterne opfordres til at overveje bedste praksis, f.eks. ved at tilrettelægge høringen via et særligt websted for de nationale energi- og klimaplaner med alle oplysningerne.

I henhold til artikel 11 i forvaltningsforordningen skal medlemsstaterne etablere en energi- og klimadialog på flere niveauer. De skal udgøre en platform, hvor interessenterne kan drøfte de forskellige scenarier, der opstilles for energi- og klimapolitikken, og nå EU's mål om klimaneutralitet som fastsat i klimaloven (75). Medlemsstaterne skal oplyse om fremskridt med etableringen af denne dialog i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. I forbindelse med offentlige høringer opfordres medlemsstaterne til at styrke dialogen på flere niveauer og samarbejde med regionale og lokale enkeltpersoner og grupper, som kan fremlægge konkrete foranstaltninger. De bør også undersøge synergier med eksisterende fora såsom EU's borgmesterpagt. Medlemsstaterne skal også sikre fuld og rettidig høring og inddragelse af arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med de relevante nationale regler og praksis. Social dialog og en tilgang, som inddrager hele samfundet, er afgørende for at udvikle og gennemføre effektive energi- og klimapolitikker i overensstemmelse med principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder.

I de ajourførte nationale energi- og klimaplaner skal medlemsstaterne medtage et resumé af høringerne og af offentlighedens synspunkter eller foreløbige synspunkter. Medlemsstaterne bør redegøre for, hvordan offentlighedens synspunkter er blevet taget i betragtning, inden forelæggelsen af udkastene og de endelige nationale planer. Medlemsstaterne forventes også at beskrive, hvordan processen gjorde det muligt for offentligheden at deltage på en gennemsigtig og retfærdig måde.

3.3 Styrkelse af regionalt samarbejde med henblik på en bedre koordineret reaktion og fremme af solidaritet

Medlemsstaterne opfordres til at styrke det regionale samarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af de ajourførte nationale planer. Det anbefales så vidt muligt at koordinere dette samarbejde gennem et etableret regionalt samarbejdsforum. Regionale grupper oprettet under EU's energiplatform (76) samt regionale risikogrupper knyttet til gasforsyningssikkerheden på EU-markedet kan også yde støtte, hvor det er nødvendigt. Selv om forvaltningsmekanismen er udformet med henblik på at stimulere samarbejdet mellem medlemsstaterne på tværs af grænserne og på regionalt plan (77), udnyttede medlemsstaterne ikke det regionale samarbejdes fulde potentiale fuld ud under udarbejdelsen af de oprindelige nationale energi- og klimaplaner.

Medlemsstaterne opfordres også til at gå sammen om frivilligt at udarbejde fælles udkast til dele af deres integrerede nationale energi- og klimaplaner, både på territorialt og sektorspecifikt plan. Dette er en mulighed for at lette den administrative byrde for medlemsstaterne og forbedre indholdet af de nationale energi- og klimaplaner. Kommissionen er rede til at lette dette samarbejde, hvis medlemsstaterne anmoder herom under udarbejdelsen af udkastene til ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Regionalt samarbejde om energi- og klimapolitikker gør det muligt at tilstræbe synergier med henblik på at nå de nationale energi- og klimamål på effektiv vis og sikre, at planerne er mere sammenhængende. Koordineringsområder kan f.eks. omfatte fælles projekter eller støtteordninger for vedvarende energi (f.eks. sammenhængende tidsrammer og foranstaltninger til etablering af en fælles ordning) og konsekvente tilgange til udvikling af vedvarende energi i en region eller samarbejde inden for rammerne af SET-planen.

Medlemsstaterne opfordres til at sammenfatte resultatet af de regionale høringer i deres udkast til ajourførte nationale planer, herunder bemærkninger fra andre medlemsstater, og forklare, hvordan sådanne bemærkninger er blevet taget i betragtning.

Medlemsstaterne opfordres også til at inddrage regionale partnere for at sikre konsekvent planlægning og imødegå forsyningssikkerhedsmæssige risici. Dette er også vigtigt for at sikre etableringen af tilstrækkelig elinfrastruktur og energitransmissionsinfrastruktur (den fysiske dimension) samt for at fremme markedsintegration. Den seneste udvikling i energipolitikken har vist, at der er behov for regionalt samarbejde for at styrke energisystemets modstandsdygtighed og beredskab og fremskynde omstillingen til ren energi. I dag er regionalt samarbejde og europæisk solidaritet mere end nogensinde det stærkeste EU-aktiv til at opnå en diversificeret energiforsyning, styrke energisikkerhedsdimensionen i de nationale energi- og klimaplaner og i sidste ende opnå en mere modstandsdygtig energiunion. For at lette regionalt samarbejde offentliggør Kommissionen specifik vejledning om cost-benefit-deling i samarbejdsprojekter vedrørende vedvarende energi.

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at sammenfatte deres deltagelse i EU's energiplatform i deres udkast til ajourførte nationale planer og mulige foranstaltninger som følge af dette arbejde. EU's energiplatform blev oprettet for at koordinere arbejdet med at dreje EU's gasforsyning væk fra russiske kilder og diversificere denne. Dette vil til dels betyde, at der skal oprettes en frivillig mekanisme til køb af gas og vedvarende brint til EU, hvor EU's kollektive politiske og markedsmæssige vægt udnyttes optimalt. Der blev desuden oprettet fem regionale grupper (Sydøsteuropa, Central- og Østeuropa, Nordvesteuropa, Sydvesteuropa og Baltikum), som skulle udarbejde handlingsplaner for operationalisering af EU-energiplatformens tiltag.

3.4 Udforskning af det fulde potentiale for synergier og indbyrdes forbindelser med andre planlægningsinstrumenter for en grøn og retfærdig omstilling

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør afspejle de nye planlægningsfinansieringsinstrumenter, der er blevet oprettet, siden de første endelige nationale energi- og klimaplaner blev indsendt i 2019. Adgangen til visse midler er betinget af godkendelsen af medlemsstaternes særlige planer. De nationale energi- og klimaplaner bør på en konsekvent og integreret måde afspejle alle relevante politikker og foranstaltninger, der bidrager til at henholdsvis opfylde, nå og yde de nationale energi- og klimamålsætninger, -mål og -bidrag, herunder tiltag og finansieringsmuligheder inden for rammerne af andre finansierings- og planlægningsinstrumenter (78).

3.4.1 Genopretnings- og resiliensfaciliteten

Det er vigtigt, at medlemsstaterne fuldt ud afspejler energi- og klimainvesteringerne og reformerne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner (79) og bygger videre herpå for at nå deres ajourførte 2030-mål, -målsætninger og -forpligtelser. Kvantitativt er genopretnings- og resiliensfaciliteten den største nye finansieringskilde for energi- og klimapolitikken. Frem til august 2026 (80) vil genopretnings- og resiliensplanerne i forskellig grad fortsat sætte skub i medlemsstaternes energi- og klimareform- og investeringsdagsordener. Genopretnings- og resiliensplanerne blev udarbejdet med sigte på at bidrage til de nationale energi- og klimaplaners målsætninger, mål og bidrag i lyset af det øgede ambitionsniveau for 2030 og 2050. I henhold til REPowerEU-planen bør medlemsstaterne afspejle yderligere politikker og foranstaltninger i deres genopretnings- og resiliensplaner ved at medtage et særligt REPowerEU-kapitel.

For at sikre gennemsigtighed og sammenhæng opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at redegøre klart for genopretnings- og resiliensplanernes rolle, herunder REPowerEU-kapitlerne, i forbindelse med gennemførelsen af de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Med henblik herpå bør de ajourførte nationale planer indeholde kvantitative oplysninger om bidraget fra foranstaltningerne i genopretnings- og resiliensplanen til de ajourførte klima- og energimålsætninger og -mål, også med hensyn til finansiering. Desuden opfordres medlemsstaterne til at krydshenvise til genopretnings- og resiliensplanen og REPowerEU-kapitlet for hver relevant politik og foranstaltning i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Medlemsstaterne bør angive, om politikken eller foranstaltningen helt eller delvist er en del af genopretnings- og resiliensplanen og REPowerEU-kapitlet, og hvilken rolle den nationale energi- og klimaplan spiller med hensyn til at supplere genopretnings- og resiliensplanerne og REPowerEU-kapitlerne.

Hvor det er relevant, bør de indeholde en henvisning til Rådets gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af deres genopretnings- og resiliensplan. Medlemsstaterne bør overveje enhver udvidelse af investeringer og reformer, der kan bidrage yderligere til 2030-målsætningerne, -målene og -bidragene i deres ajourførte nationale planer.

Kommissionen opfordrer også medlemsstaterne til at udnytte deres erfaringer med processen for genopretnings- og resiliensplanerne. Dette kan yderligere forbedre detaljeringsgraden af investeringer og reformer i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner med hensyn til omkostningsoverslag, finansiering, beskrivelse af anvendelsesområdet og specifikke delmål og mål. Sammenhængen mellem de to instrumenter skal bevares.

Selv om det ikke er et krav i den nuværende forvaltningsforordning, opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at anvende kriterierne om »ikke at gøre væsentlig skade« (DNSH) ved fastlæggelsen af politikker og foranstaltninger i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Fuld overholdelse af disse DNSH-kriterier er et centralt element i genopretnings- og resiliensfaciliteten. Det sikrer, at planerne bidrager til den grønne omstilling og til en bæredygtig genopretning, samtidig med at man begrænser skaderne på biodiversitet og vand- og havressourcer, fremmer cirkularitet og forebygger forurening og undgår fastlåsning af ikkebæredygtige aktiver og aktiviteter. Kommissionen udarbejdede en teknisk vejledning om anvendelsen af DNSH-kriterierne i forbindelse med genopretnings- og resiliensplanerne (81).

3.4.2 Fonden for Retfærdig Omstilling

Mekanismen for retfærdig omstilling (82), navnlig Fonden for Retfærdig Omstilling, er oprettet for at mobilisere investeringer i perioden 2021-2027. Dette investeringsværktøj vil hjælpe de europæiske regioner, der er mest berørt af omstillingen til klimaneutralitet på grund af deres store afhængighed af udvinding af fossile brændstoffer — herunder kul, tørv og olieskifer — og af kulstofintensive industriprocesser. Fonden for Retfærdig Omstilling, som er oprettet inden for rammerne af samhørighedspolitikken, anvender også princippet om ikke at gøre væsentlig skade og investerer ikke i fossile brændstoffer. Den udgør en stærk forvaltningsramme med fokus på de territoriale planer for retfærdig omstilling, som er ved at blive færdiggjort. De territoriale planer for retfærdig omstilling er strategiske dokumenter, der forklarer processen for en retfærdig omstilling i hver medlemsstat og de aktiviteter, der skal afbøde de forventede socioøkonomiske virkninger i de mest berørte områder. De territoriale planer for retfærdig omstilling vil udgøre rammen for de foranstaltninger og investeringer i kulafhængige regioner og/eller regioner med højemissionssektorer (såsom kemikalier, stål og cement), der påvirkes mest negativt af omstillingen.

Medlemsstaterne skal afspejle den omstillingsproces, der er beskrevet i de territoriale planer for retfærdig omstilling, i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. Medlemsstaterne bør redegøre for synergierne mellem klima- og energimålene for 2030 og overgangen fra fossile brændstoffer. De bør også beskrive, hvordan opfyldelsen af de nationale mål vil afbøde de socioøkonomiske virkninger på en målrettet måde på regionalt plan.

3.4.3 Den Sociale Klimafond

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til så vidt muligt at medtage den underliggende analyse, der er nødvendig for at udarbejde de sociale klimaplaner, i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. De bør forklare, hvordan de planlægger at anvende indtægterne fra Den Sociale Klimafond til at nå de relevante målsætninger, mål og bidrag. Den Sociale Klimafond (83) er et forslag i Fit for 55-pakken, og fonden har til formål at imødegå de sociale virkninger for sårbare husstande, transportbrugere og mikrovirksomheder, der kan opstå som følge af medtagelsen af bygninger og vejtransport i et emissionshandelssystem (ETS). Formålet med Den Sociale Klimafond er at støtte sårbare grupper i at mindske deres afhængighed af dyre fossile brændstoffer ved at gøre bygninger mere effektive, dekarbonisere opvarmning og køling af bygninger (herunder integrere energi fra vedvarende energikilder) og øge adgangen til bæredygtig transport. Den Sociale Klimafond har også til formål at støtte sårbare grupper gennem nationale foranstaltninger, der yder målrettet midlertidig direkte indkomststøtte, samtidig med at der anvendes investeringsforanstaltninger.

Når forhandlingerne om Fit for 55-pakken er afsluttet, vil der være en tæt forbindelse mellem de nationale energi- og klimaplaner og planerne for Den Sociale Klimafond, fordi den politiske ramme for Den Sociale Klimafonds funktion er skitseret i de nationale energi- og klimaplaner. Planerne for Den Sociale Klimafond vil være omfattet af de planlagte reformer og de forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået i henhold til de nationale energi- og klimaplaner. Der vil være fokus på konkrete foranstaltninger og investeringer, der finansieres af Den Sociale Klimafond, i planerne. De vil også sikre sammenhæng og udvikle synergier med de nationale energi- og klimaplaner og andre relevante EU-programmer og -instrumenter.

3.4.4 Den fælles landbrugspolitik

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at tilstræbe synergier mellem de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og de nationale energi- og klimaplaner. Medlemsstaterne har udformet støtteordninger, herunder med fokus på klima-, energi-, sundheds- og biodiversitetsmål, inden for rammerne af deres nationale strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. Kommissionen har fremsat henstillinger og bemærkninger vedrørende de enkelte medlemsstaters strategiske planer. Medlemsstaterne har desuden identificeret eller planlagt nationale foranstaltninger uden for rammerne af de strategiske planer, som kan bidrage til disse ambitioner. På baggrund af disse mål er medlemsstaterne forpligtet til at revurdere og om nødvendigt tilpasse deres strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, når de mere ambitiøse mål, der er indført ved LULUCF-forordningen og den ændrede forordning om indsatsfordeling (endnu ikke vedtaget), træder i kraft (84). Medlemsstaterne bør ajourføre de nationale energi- og klimaplaner og de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og undersøge synergier mellem planerne, hvor det er muligt.

Forbindelsen mellem de to processer kan forbedres yderligere ved at: i) styrke indsatsen for at vurdere virkningerne af landbrugspolitikker og -foranstaltninger vedrørende reduktion af drivhusgasemissioner, ii) øge CO2-optaget og iii) identificere relevante vedvarende energikilder såsom biometan. Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur tilrettelægger kapacitetsopbygning som led i aktiviteterne for at forbedre rapporteringen om klimapolitikker og -foranstaltninger (85).

3.4.5 Samhørighedspolitikken

Medlemsstaterne opfordres til at overveje synergier med eksisterende planlægningsdokumenter, der er udarbejdet inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik for 2021-2027, i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner. EU's samhørighedspolitik (der gennemføres gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Socialfond Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling) bidrager til at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed (86).

I 2021-2027 fokuserer samhørighedspolitikken (mobilisering af 392 mia. EUR i EU-investeringer) på fem politiske målsætninger (herunder et om en grøn, kulstoffattig omstilling til en klimaneutral økonomi) og den europæiske grønne pagt. For at kunne modtage midler under samhørighedspolitikken skal medlemsstaterne udarbejde partnerskabsaftaler og herefter operationelle programmer. I de operationelle programmer skal der tages hensyn til de nationale energi- og klimaplaner, og eventuelle identificerede udfordringer skal afhjælpes. Medlemsstaterne skal også opfylde grundforudsætningerne, herunder vedrørende udarbejdelse af en fuldstændig national energi- og klimaplan, energieffektivitet, renovering af beboelsesejendomme og erhvervsbygninger og vedvarende energi.

3.5 Et stærkt analytisk grundlag

Pålidelige ajourførte nationale planer skal afspejle en strategisk vision og understøttes af en solid og solid kvantitativ analyse af den nuværende situation og fremskrivninger. Et stærkt analytisk grundlag vil også sikre, at de forskellige dele af planen er omfattende og sammenlignelige. Afdelingen om det analytiske grundlag i de nationale energi- og klimaplaner indledes med den nuværende situation, herunder fremskrivninger med eksisterende politikker og foranstaltninger (87), som har udviklet sig betydeligt siden de oprindelige nationale energi- og klimaplaner. Afdelingen om den nuværende situation i den ajourførte plan for hver af energiunionens fem dimensioner skal afspejle eventuelle relevante ændringer baseret på de seneste tilgængelige oplysninger. Der bør navnlig tages højde for de sociale og økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien samt den aktuelle geopolitiske situation, der påvirker energipriserne, og det indre energimarked og energisikkerheden og emissionstendenserne mere generelt.

Medlemsstaterne opfordres til at gøre brug af de nyeste modelleringsværktøjer og -tilgange. For at sikre en konsekvent tilgang bør medlemsstaterne anvende de samme vigtige parametre for importpriser for olie, gas og kul samt kulstofpriserne inden for EU's emissionshandelssystem som dem, der anvendes til rapportering i henhold til artikel 18 i forvaltningsforordningen. Medlemsstaterne bør klart henvise til de kilder, der ligger til grund for deres analyse, for at sikre gennemsigtighed i de anvendte data. Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at anvende officielle europæiske statistikker, når det er muligt.

3.5.1 Scenarier og tidsramme

I de ajourførte nationale energi- og klimaplaner skal der redegøres for den nuværende situation (88) ved at medtage drivhusgasfremskrivninger for sektorudvikling og fremskrivninger for andre dimensioner af energiunionen med eksisterende foranstaltninger (dvs. et WEM-scenarie — (WEM: fremskrivninger med foranstaltninger)) som minimum frem til 2040, herunder 2030 (89). De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør desuden indeholde fremskrivninger med supplerende planlagte politikker og foranstaltninger (dvs. et WAM-scenarie — (WAM: fremskrivninger med supplerende foranstaltninger) (90). Disse fremskrivninger vil gøre det muligt at vurdere indvirkningen af sådanne planlagte politikker og foranstaltninger og sammenligne deres indvirkning med indvirkningen af eksisterende politikker og foranstaltninger, der som minimum løber frem til 2040 (91) , (92). Medlemsstaterne skal også redegøre for, hvordan eksisterende politikker og foranstaltninger og planlagte politikker og foranstaltninger bidrager til at nå Unionens mål om klimaneutralitet som fastsat i artikel 2, stk. 1, i den europæiske klimalov (93). .

Den europæiske klimalov ændrer kravene til fremskrivninger af menneskeskabte drivhusgasemissioner (94) til en sekvens af seks i stedet for fire fremtidige år, der ender på 0 eller 5, umiddelbart efter rapporteringsåret. Da medlemsstaterne skal udarbejde fremskrivninger af drivhusgasemissioner frem til 2050 med henblik på rapportering i henhold til artikel 18 i forvaltningsforordningen senest den 15. marts 2023, opfordres de til at medtage fremskrivninger frem til 2050 for både WEM- og WAM-scenarier i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner for at vise udviklingen i retning af klimaneutralitet i EU.

Medlemsstaterne skal gøre en nærmere redegørelse for de antagelser, parametre og metoder, der ligger til grund for scenarierne og fremskrivningerne, tilgængelig for offentligheden under hensyntagen til statistiske restriktioner, licensbegrænsninger for kommercielle datasæt og overholdelse af databeskyttelsesreglerne (95). Open access-værktøjer og -data bør så vidt muligt anvendes til at fremme gennemsigtighed, validering og sammenlignelighed af resultaterne.

3.5.2 Vurdering af økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser

Medlemsstaterne skal vurdere den makroøkonomiske indvirkning på nationalt og, hvor det er relevant, regionalt plan af de planlagte politikker og foranstaltninger eller grupper af politikker og foranstaltninger i de ajourførte nationale planer. Hvor det er muligt, skal deres indvirkning på sundhed, miljø, konkurrenceevne, beskæftigelse, kompetencer og samfundet også vurderes. Dette bør omfatte en sammenligning med fremskrivningerne baseret på eksisterende politikker og foranstaltninger eller grupper af foranstaltninger (96) med særligt fokus på vurderingen af fordelingsmæssige virkninger (97) og energifattigdom (98). Kommissionen stiller regelmæssigt resultaterne af forskningsprojekter på dette område til rådighed, herunder makro- og mikromodeller til vurdering af de beskæftigelsesmæssige, sociale og fordelingsmæssige virkninger af omstillingen til ren energi eller den geopolitiske udvikling (f.eks. energiprisscenarier) (99). Disse elementer kan understøtte ajourføringen af de nationale planer.

Medlemsstaterne opfordres til at overveje spørgsmål såsom mulige flaskehalse i hele økonomien eller i bestemte sektorer, navnlig inden for energiforsyning, vand og råstoffer, samt tilgængeligheden af arbejdskraft og færdigheder. Der bør desuden redegøres for forventede ændringer i sektorsammensætningen af medlemsstaternes økonomi, da nogle industrier vil være i tilbagegang, nye vil dukke op og/eller vokse, og andre vil ændre sig. I denne forbindelse bør der tages hensyn til forskning, innovation og konkurrenceevnen i sektoren for ren energi. De positive virkninger af energiomstillingen bør også vurderes fuldt ud.

De miljøvirkninger, der adresseres i de ajourførte planer, bør afspejle resultaterne af de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter (100). I planerne bør der også tages højde for det nuværende og fremtidige samspil mellem dekarbonisering og reduktion af emissioner af forurenende stoffer (forureningsbekæmpelse). Forbindelserne mellem vand, energi og klima spiller en afgørende rolle for opfyldelsen af energiunionens målsætninger. Ekstreme hændelser såsom tørke og høje temperaturer presser energisystemerne og påvirker kraftværkernes drift. Lave vandstande forværrer Europas energikrise og påvirker produktionen af vandkraft og kernekraft og sejlads ad indre vandveje. Medlemsstaterne opfordres til at redegøre for indvirkningen af de planlagte politikker og foranstaltninger i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner på vandforvaltningen (herunder tørke, oversvømmelser og vandefterspørgsel) og vandøkosystemerne, navnlig på energisikkerhedsdimensionen. Medlemsstaterne opfordres til at udarbejde de ajourførte nationale energi- og klimaplaner i overensstemmelse med de relevante planlægningsdokumenter for vandforvaltning såsom vandområdeplaner, risikostyringsplaner for oversvømmelser og tørkeforvaltningsplaner.

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde de ajourførte nationale energi- og klimaplaner i nøje overensstemmelse med ajourføringen af deres nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening (NAPCP'er) (101). I forhold til de oprindelige nationale energi- og klimaplaner er der stadig mulighed for at forbedre og styrke vurderingen af de planlagte politikkers og foranstaltningers indvirkning på luftforurenende emissioner. Som led i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter skal medlemsstaterne også rapportere om kvantificeringen af indvirkningen af politikkerne og foranstaltningerne eller grupperne af politikker og foranstaltninger på luftkvaliteten og emissioner af luftforurenende stoffer. En vurdering i de nationale energi- og klimaplaner giver imidlertid medlemsstaterne mulighed for at prioritere de foranstaltninger, der maksimerer de samlede fordele. Politikkerne og foranstaltningerne bør desuden være i overensstemmelse med EU's biodiversitetsstrategi (102), handlingsplanen for den cirkulære økonomi (103), handlingsplanen for nulforurening (104) og den europæiske kræfthandlingsplan (105).

De miljømæssige virkninger, der adresseres i de ajourførte planer, bør også afspejle klima- og energipolitikkens indvirkning på biodiversiteten. Klimaændringer og tab af biodiversitet hænger sammen. Energi- og klimapolitikker kan føre til synergier, men også til afvejninger med hensyn til biodiversitet (f.eks. afvejninger mellem naturgenopretning eller naturbaserede løsninger med henblik på at øge dræn og skovrydning eller skovforringelse med henblik på produktion af biomasse til energi). Disse virkninger bør afspejles og kvantificeres i de ajourførte nationale planer.

3.5.3 Integration og modellering af den cirkulære økonomis bidrag til klimaomstillingen

Medlemsstaterne opfordres til at fastlægge deres vigtigste politikker og foranstaltninger for den cirkulære økonomi, som påvirker drivhusgasemissionerne, energiforbruget og anvendelsen af kritiske råstoffer, i deres ajourførte nationale plan. Den cirkulære økonomi reducerer affald (herunder organisk affald, der er en kilde til metanemissioner) og anvendelsen af nye ressourcer (herunder energi og kritiske råstoffer) og reducerer dermed drivhusgasemissionerne. Den skaber arbejdspladser, som ligger tæt på de produkter, der skal bevares, renoveres eller deles (106). Desuden forbedrer cirkularitet tilgængeligheden af råstoffer og mindsker den europæiske økonomis afhængighed af import. Den cirkulære økonomi skaber også nye job og muligheder på forskellige kvalifikationsniveauer, herunder for ofte underrepræsenterede grupper på arbejdsmarkedet såsom kvinder, personer med handicap og sårbare grupper. Der bør krydshenvises til disse strategier, handlingsplaner og lovgivning vedrørende cirkulær økonomi, der indvirker på energi- og drivhusgasemissionerne, i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner. De nationale energi- og klimaplaner bør også indeholde estimater over de faktiske og forventede reduktioner af drivhusgasemissionerne, der opnås takket være foranstaltninger vedrørende cirkulær økonomi, beregnet ved hjælp af tilgængelige modelleringsværktøjer.

Medlemsstaterne bør rapportere om centrale affalds- og spildevandspolitikker og -foranstaltninger, der har til formål at reducere metanemissionerne. De bør kvantificere sådanne politikkers og foranstaltningers faktiske eller anslåede indvirkning på drivhusgasemissionerne. Medlemsstaterne opfordres også til at give oplysninger om de modeller, der anvendes til at anslå virkningerne.

3.6 Finansiering af energi- og klimaomstillingen: matchning af investeringsbehov med tilgængelig offentlig og privat finansiering

Medlemsstaterne opfordres til at medtage en omfattende og konsekvent oversigt over de offentlige og private investeringer, der er nødvendige for at opfylde deres energi- og klimamålsætninger, -mål og -bidrag, i deres ajourførte nationale planer. I forbindelse med forelæggelsen af de nationale planer i 2020 angav alle medlemsstaterne deres energiinvesteringsbehov, herunder opdelt på sektor. Det var imidlertid ikke alle medlemsstater, der angav investeringsbehovene for alle fem dimensioner af energiunionen eller tilvejebragte en samlet oversigt over investeringsbehovene i forbindelse med klimaomstillingen, herunder klimatilpasningsforanstaltninger. Desuden var de metoder og skabeloner, der blev anvendt til at præsentere de forskellige tal, ofte inkonsekvente. Forskellene i tilgange og analysens dybde gjorde det vanskeligt at sammenligne investeringsestimater på tværs af alle nationale planer. Dette betød, at der ikke var tilstrækkelig forudsigelighed for investorerne, og at de nationale planers overordnede robusthed blev mindre.

For at sikre en konsekvent oversigt over investeringsbehov og finansiering opfordres medlemsstaterne til at tilvejebringe en samlet oversigt over de enkelte politikker eller foranstaltninger eller grupper af politikker og foranstaltninger. Der skal der gives oplysninger om den forventede investering og om finansieringen heraf med offentlige midler (på nationalt plan og EU-plan) og med private midler for de enkelte politikker eller foranstaltninger eller grupper. Skabelonen i bilag XIII om fremskridt hen imod finansiering af integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter kan anvendes som en rapporteringsstruktur.

3.6.1 Vurdering af de investeringer, der er behov for

Medlemsstaterne skal fremlægge oplysninger om omfanget af de investeringer, de forventer at få behov for i forbindelse med de planlagte politikker og foranstaltninger, i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner (107) . Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at beskrive kilderne til finansiering af gennemførelsen af planlagte centrale politikker og foranstaltninger eller grupper af politikker og foranstaltninger (se afsnit 3.6.2 nedenfor). For politikker og foranstaltninger, der allerede er vedtaget og gennemført, bør medlemsstaterne give et overblik over den anslåede initialinvestering og, hvor det er muligt, den faktiske investering ved hjælp af oplysninger indsamlet via de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter, hvor det er muligt. Hvis det er muligt, bør denne oversigt opdeles efter centrale politikker og foranstaltninger eller grupper af politikker og foranstaltninger. Et godt analytisk grundlag gør det lettere at identificere investeringsbehov. Sådanne behov kan anslås på forskellige måder ved hjælp af komplementære top-down- eller bottom-up-tilgange. Top-down-tilgange er bedst egnede til at sammenligne alternative politiske scenarier, mens bottom-down-tilgange gør det lettere at afdække behovene for individuelle investeringer og reformer.

Tekstboks 8: God praksis for beskrivelse af de anslåede investeringsbehov

For at forbedre gennemsigtigheden opfordres medlemsstaterne navnlig til at medtage følgende elementer i deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner:

—	En beskrivelse af den metode, der er anvendt til at beregne estimaterne.

—	En beskrivelse af referencescenariet (dvs. et scenarie uden den yderligere investering).

—	En klar angivelse af, hvad tallene henviser til (f.eks. kumulative versus årlige yderligere investeringer, nominelle versus tilbagediskonterede værdier) og eventuelt de omfattede investeringstyper (f.eks. kapital, varige goder, driftsudgifter).

—	En opdeling af investeringerne i veldefinerede grupper af centrale politikker og foranstaltninger, eventuelt energiunionens fem dimensioner og/eller sektorer i overensstemmelse med den integrerede statusrapport.

—

Oplysninger om omfanget af investeringer, der forventes at blive mobiliseret, og om det forventede investeringsbehov for at gennemføre de enkelte politikker og foranstaltninger, og om finansieringskilden (offentlige midler (på nationalt plan, EU-plan, herunder genopretnings- og resiliensfaciliteten) og private midler — hvis tilgængelige).

—	Basisåret for investeringsværdien og den relative diskonteringssats.

3.6.2 Offentlig og privat finansiering

Medlemsstaterne opfordres til at beskrive finansieringen af de enkelte politikker og foranstaltninger, der indgår i de ajourførte nationale energi- og klimaplaner, i både kvantitativ og kvalitativ henseende. Dette omfatter oplysninger om, hvordan EU's og de nationale finansieringsinstrumenter vil blive anvendt (108), f.eks. om, hvordan programmer under EU-budgettet såsom genopretnings- og resiliensfaciliteten, indtægter fra EU ETS (herunder moderniseringsfonden, innovationsfonden samt nationale auktionsindtægter) og andre nationalt tilgængelige ressourcer anvendes. Da forskellige EU-instrumenter og nationale instrumenter kan supplere hinanden, opfordres medlemsstaterne til at beskrive, hvordan de har skabt omkostningseffektive synergier og blandede løsninger for offentlig finansiel støtte, hvordan dobbeltfinansiering undgås, og hvordan offentlige instrumenter forventes at mobilisere yderligere private investeringer.

Medlemsstaterne opfordres til at beskrive den rolle, som udviklingsbanker spiller med hensyn til at finansiere energi- og klimainvesteringer og tiltrække privat kapital. Den Europæiske Investeringsbank har f.eks. fastsat en række mål (både i EU og i dens globale operationer) som EU's »klimabank«: 50 % af bankens operationer skal støtte klimaindsatsen og miljømæssig bæredygtighed senest i 2025, hele finansieringen heraf siden udgangen af 2020 er blevet tilpasset Parisaftalen, og banken har fastsat et overordnet mål om at mobilisere mindst 1 bio. EUR i klima- og miljøprojekter i indeværende årti.

De ajourførte nationale energi- og klimaplaner bør også indeholde en oversigt over det forventede omfang af den private sektors finansiering af planlagte politikker og foranstaltninger. Med hensyn til energieffektivitet bør medlemsstaterne f.eks. fremlægge detaljerede oplysninger om det forventede omfang af private investeringer og forbrugernes anvendelse af energieffektive låneprodukter (grønne lån og realkreditlån til energieffektivisering).

4 En iterativ proces med Kommissionen og vejen frem

Kommissionen forventer, at alle medlemsstater overholder den tidsplan, der er fastsat i artikel 14 i forvaltningsforordningen. Medlemsstaterne bør prioritere udarbejdelsen af udkastene til endelige ajourførte planer i betragtning af de højere ambitioner og den begrænsede tid, der er tilbage inden 2030.

Kommissionen er fuldt engageret i at støtte medlemsstaterne i ajourføringen af de nationale energi- og klimaplaner. Kommissionen vil navnlig fortsat samarbejde med medlemsstaterne på teknisk plan for at sikre yderligere dybtgående udvekslinger og tilvejebringe yderligere oplysninger om specifikke aspekter af denne vejledning. Kommissionen vil organisere relevante arbejdsgrupper og bilaterale udvekslinger og engagere sig i sektorspecifikke og regionale rammer for at støtte et godt samarbejde gennem hele processen.

Ud over regelmæssige udvekslinger anvender Kommissionen flere instrumenter, herunder det europæiske semester og instrumentet for teknisk støtte, samt en række støtteforanstaltninger og undersøgelser såsom støttekontrakter med henblik på forberedelse og vurdering af ajourføringer af de nationale energi- og klimaplaner. Når medlemsstaterne har indsendt udkastene til ajourførte nationale planer (109), vil Kommissionen vurdere dem og kan udstede landespecifikke henstillinger til medlemsstaterne som fastsat i forvaltningsforordningen.

Som led i den iterative proces mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil Kommissionen vurdere de nationale energi- og klimaplaner i forhold til kravene i forvaltningsforordningen under fuld hensyntagen til vejledningen i dette dokument. Kommissionen vil være særlig opmærksom på, om de målsætninger, mål og bidrag, som medlemsstaterne har fastsat, er tilstrækkelige til i fællesskab at nå energiunionens mål, herunder målene i den relevante lovgivning, der i øjeblikket forhandles, samt i vurderingen af de individuelle planer.

Tabel 1:

Centrale målsætninger, mål og bidrag samt politikker og foranstaltninger i lovgivning, strategier og forslag.

Bemærk:

Denne tabel er ikke udtømmende, men opsummerer de centrale elementer, der skal tages i betragtning i forbindelse med ajourføringen af de nationale energi- og klimaplaner.

Initiativ

Henvisning

Type

Målsætninger og mål

Politikker og foranstaltninger

Den europæiske grønne pagt

Den europæiske klimalov

COM(2019) 640 final

Forordning (EU) 2021/1119

Meddelelse

Vedtaget lovgivning

—	Klimaneutralitet på EU-plan senest i 2050

—	Øge EU's 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner til mindst 50 % og op til 55 %.

i/r

Styrkelse af en klimaneutral økonomi: En EU-strategi for integration af energisystemet

COM(2020) 299 final

Meddelelse

—	Ingen yderligere mål

Foranstaltninger til at:

—	anvende integrationen af energisystemet til at skabe balance i elnettet og sikre integration af elektricitet fra vedvarende energikilder

—	forbinde varme- og elsektoren for at sikre større integration af vedvarende energi i begge sektorer

—	forbinde forskellige slutbrugersektorer og energisektoren for at sikre genbrug af spildvarme

—	sikre adgang til data for brugere af elektriske køretøjer.

En strategi for brint med henblik på et klimaneutralt Europa

COM(2020) 301 final

Meddelelse

—	6 GW vedvarende brintelektrolysører i EU senest i 2024 og 40 GW vedvarende brintelektrolysører senest i 2030.

i/r

Kommissionens henstilling om energifattigdom

COM (2020) 9600

Meddelelse

—	Ingen yderligere mål

Foranstaltninger til at:

—	mindske og/eller afhjælpe energifattigdom gennem energieffektivitet

—	sikre adgang til energi for alle forbrugergrupper, navnlig de mest sårbare.

En EU-strategi for udnyttelse af potentialet i offshore vedvarende energi med en klimaneutral fremtid for øje

COM(2020) 741 final

Meddelelse

—	Installeret kapacitet offshore på mindst 60 GW vindenergi og mindst 1 GW havenergi senest i 2030 med henblik på senest i 2050 at nå 300 GW og 40 GW installeret kapacitet

—	Medlemsstaterne skal integrere målene for udvikling af offshore vedvarende energi i deres nationale fysiske planer for det maritime rum.

i/r

Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer

COM(2021) 82 final

Meddelelse

—	Et klimarobust samfund i EU, der er fuldt ud tilpasset klimaændringernes uundgåelige virkninger.

—	Der er 48 offentlige politiske tilsagn i strategien

—	Udbredelse af naturbaserede løsninger for at bidrage til at mindske klimarisici og trusler mod sundheden og øge klimabeskyttelsen og sikre adgang til ferskvand

—	Tørkeforvaltningsplaner, foranstaltninger til at øge jordens vandbindingskapacitet og sikkert genbrug af vand.

Fit for 55: realisering af EU’s klimamål for 2030 på vej mod klimaneutralitet

COM(2021) 550 final

Meddelelse

i/r (målsætningerne er omfattet af ledsagende forslag)

i/r (foranstaltningerne er omfattet af ledsagende forslag)

Omarbejdning af direktivet om energieffektivitet (110)

COM(2021) 558 final

Lovgivningsforslag

—	EU-mål på 9 % for energieffektivitet i 2030 og medlemsstaternes reviderede bidrag til dette mål

—	Energispareforpligtelse — delmål for energibesparelser relateret til energifattigdom og økonomisk overkommelige almene boliger

—	Mål for reduktion af alle offentlige organers samlede endelige energiforbrug

—	Krav om at renovere alle offentlige bygninger til næsten energineutrale bygninger.

—	Foranstaltninger, der afspejler princippet om »energieffektivitet først«

—	Foranstaltninger til at fjerne hindringer for energieffektive offentlige indkøb

—	Liste over offentlige organer, der skal bidrage til målet om at reducere offentlige organers samlede endelige energiforbrug

—	Foranstaltninger til at opfylde kravet om energibesparelser

—	Foranstaltninger vedrørende energiomdannelsessektoren og distributions- og transmissionssektorerne, herunder effektiv fjernvarme- og fjernkølingsinfrastruktur

—	Foranstaltninger til fremme af energisyn og energistyringssystemer

—	Omfattende vurdering af opvarmning og køling (gælder for den endelige nationale energi- og klimaplan 2024)

—	Foranstaltninger til at fremme og lette slutkundernes og slutbrugernes effektive anvendelse af energi

—	Foranstaltninger til at tilskynde offentlige organer til at anvende kontrakter om energimæssig ydeevne ved renovering af store bygninger

—	Foranstaltninger til fremme af energitjenester i den offentlige sektor

—	Certificeringsordninger og/eller tilsvarende kvalificeringsordninger for erhverv inden for energieffektivitet

—	Finansiering af energieffektivitetsprogrammer og -ordninger.

Revision af direktivet om vedvarende energi (hoveddirektivet)[1]

COM(2021) 557 final

Lovgivningsforslag

—	Det opjusterede EU-mål på 40 % for vedvarende energikilder i 2030 og medlemsstaternes reviderede bidrag til dette mål

—	Det opjusterede mål for drivhusgasintensitet og -reduktion i transportsektoren

—	Det opjusterede delmål for avancerede biobrændstoffer for 2025 og 2030

—	De nye delmål for brændstoffer fra vedvarende energikilder, der ikke er af biologisk oprindelse, inden for transport

—	Den nye årlige stigning i andelen af vedvarende energikilder inden for opvarmning og køling, herunder den bindende del af stigningen, og medlemsstaternes frivillige forøgelse af stigningstakter

—	Den opjusterede vejledende årlige stigning i fjernvarme og fjernkøling

—	De nye vejledende benchmarks for andelen af vedvarende energi i den nationale byggesektor i 2030

—	Den nye vejledende årlige stigning i andelen af vedvarende energikilder i industrien for 2021-2030

—	Det nye mål for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, i industrien for 2030 og 2035.

—	Fælles projekter vedrørende produktion af vedvarende energi (artikel 9)

—	Certificeringsordninger for designere og installatører af vedvarende energi (artikel 18)

—	Foranstaltninger vedrørende systemintegration (artikel 20 og 20a)

—	Foranstaltninger til at opnå den årlige gennemsnitlige stigning i andelen af vedvarende energi inden for opvarmning og køling i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1-2, og foranstaltninger anvendt fra listen i artikel 23, stk. 4

—	Vurdering af det nationale potentiale for energi fra vedvarende energikilder (artikel 23, stk. 1a)

—	Foranstaltninger til at opnå den årlige gennemsnitlige stigning i andelen af vedvarende energi inden for fjernvarme og fjernkøling

—	Foranstaltninger til at øge andelen af vedvarende energi inden for køling og fjernkøling

—	Rammer for sektorintegration mellem energinet

—	Kreditmekanisme i henhold til transportforpligtelsen (artikel 25)

—	Foranstaltninger vedrørende bæredygtighedskriterierne, herunder forbudte områder for skovbiomasse

—	Foranstaltninger, der sikrer princippet om kaskadeudnyttelse af biomasse.

Reduktion af metanemissioner i energisektoren

COM(2021) 805 final

Lovgivningsforslag

i/r

—	Afhjælpningsplaner og -foranstaltninger for metan og måling af metanemissioner fra forladte metanminer og inaktive brønde.

CO2-grænsetilpasningsmekanismen

COM(2021) 564 final

Lovgivningsforslag

—	Håndtering af drivhusgasemissioner, der er indlejret i specifikke varer, ved import til EU's toldområde med henblik på at forebygge risikoen for kulstoflækage.

i/r

Revision af energibeskatningsdirektivet

COM(2021) 563 final

Lovgivningsforslag

—	Sikre, at tydelige beskatningsregler for energiprodukter og elektricitet fortsat bidrager til et velfungerende indre marked og samtidig sikre, at beskatningen i højere grad afspejler deres miljø- og sundhedsmæssige virkninger

—	Foranstaltninger til beskatning af energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med direktivet.

Sikring af lige konkurrencevilkår for bæredygtig lufttransport (ReFuelEU Aviation) (111)

COM(2021) 561 final

Lovgivningsforslag

—	Bæredygtige flybrændstoffer skal udgøre mindst 2 % af flybrændstofferne senest i 2025, 5 % senest i 2030 og 63 % senest i 2050.

i/r

Anvendelse af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport (FuelEU Maritime) (111)

COM(2021) 562 final

Lovgivningsforslag

—	Grænse for drivhusgasintensiteten af den energi, der bruges om bord på et skib

—	Forpligtelse til at anvende landstrøm eller nulemissionsteknologi i havne.

i/r

Etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (111) (112)

COM(2021) 559 final

Lovgivningsforslag

—	Nationale mål for etablering af en tilstrækkelig infrastruktur for alternative brændstoffer i Unionen for vejkøretøjer, fartøjer og stationære luftfartøjer.

i/r

Emissionshandelssystem (ETS) (hovedsystem) — herunder søfart, bygninger og transport

COM(2021) 551 final

Lovgivningsforslag

—	Bidrag fra de sektorer, der er omfattet af EU ETS, på – 61 % i 2030 i forhold til 2005

—	Emissionsreduktioner på 43 % i 2030 i forhold til 2005 for bygnings- og vejtransportsektoren.

—	CO2-prissætning og tilvejebringelse af klimafinansiering gennem auktionsindtægter, moderniseringsfonden og innovationsfonden med markedsstabilitetsreserven (MSR) som et redskab til at sikre stabilitet på kulstofmarkedet.

ETS-markedsstabilitetsreserven

COM(2021) 571 final

Lovgivningsforslag

—	Videreførelse af de nuværende parametre for markedsstabilitetsreserven efter 2023 for at sikre forudsigelighed på markedet: tilførselsrate på 24 % og minimumsmængde på 200 mio. kvoter, der skal overføres til reserven.

i/r

ETS-luftfart

COM(2021) 552 final

Lovgivningsforslag

—	Fuld udfasning af gratis emissionskvoter i luftfartssektoren i 2027 og konsolidering af den samlede mængde luftfartskvoter på de nuværende niveauer ved anvendelse af den lineære ETS-reduktionsfaktor.

i/r

ETS og meddelelse om CORSIA

COM(2021) 567 final

Lovgivningsforslag

i/r

Den Sociale Klimafond

COM(2021) 568 final

Lovgivningsforslag

i/r

—	Nationale sociale klimaplaner

—	Foranstaltninger til at øge energieffektiviteten i bygninger

—	Foranstaltninger til at øge dekarboniseringen af opvarmning og køling af bygninger

—	Foranstaltninger, der giver bedre adgang til nul- og lavemissionsmobilitet og -transport.

Fonden for Retfærdig Omstilling

Forordning (EU) 2021/1056

Vedtaget lovgivning

i/r

—	Aktiviteter, der støttes i henhold til artikel 8

Revision af forordningen om indsatsfordeling

COM/2021/555 final

Lovgivningsforslag

—	Forøgelse af EU's mål for reduktion af drivhusgasemissioner inden 2030 i indsatsfordelingssektorer til 40 % i forhold til 2005-niveauet og opdeling af EU's mål i bindende nationale tildelinger.

i/r

Revision af forordningen om arealudnyttelse, ændringer i arealudnyttelse og skovbrug

COM(2021) 554 final

Lovgivningsforslag

—	Højere mål for EU's CO2-optag senest i 2030 i sektoren for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug til 310 mio. ton og nationale bindende mål for 2026-2030

—	Mål om klimaneutralitet senest i 2035 i arealsektoren.

—	Integrerede afbødningsplaner for arealsektoren

—	Sammenhæng med biodiversitet og naturgenopretning.

CO2 for biler og varevogne

COM(2021) 556 final

Lovgivningsforslag

—	Personbiler: EU-flådedækkende mål for 2030 svarende til en reduktion på 37,5 % i forhold til målet i 2021. Mål for 2035 er en reduktion på 100 %.

—	Erhvervskøretøjer: EU-flådedækkende mål for 2030 svarende til en reduktion på 31 % i forhold til målet i 2021. Mål for 2035 er en reduktion på 100 %.

i/r

Omarbejdning af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne

COM(2021) 802 final

Lovgivningsforslag

—	Nationalt fastsatte mål for at sikre en yderst energieffektiv og dekarboniseret national bygningsmasse og omdannelse af eksisterende bygninger til energineutrale bygninger senest i 2050

—	Nye minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

—	Opdatering af definitionen af »næsten energineutral bygning« for nye og eksisterende bygninger.

—	National plan for renovering af bygninger

—	Foranstaltninger til støtte for overholdelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (artikel 9, stk. 3).

Brint/gas

Revision af forordning

COM(2021) 804 final

Lovgivningsforslag

i/r

—	Forebyggende foranstaltninger og nødforanstaltninger til sikring af gasforsyningen

—	Foranstaltninger vedrørende cybersikkerhed.

Brint/gas

Revision af direktiv

COM(2021) 803 final

Lovgivningsforslag

i/r

—	Foranstaltninger til støtte for et brintmarked, navnlig infrastrukturen

—	Foranstaltninger vedrørende forbrugernes ret til brint.

Henstilling

om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet

2022/C 243/04

Rådets henstilling

—	Sikre, at EU's omstilling til en klimaneutral og miljømæssigt bæredygtig økonomi senest i 2050 er retfærdig og ikke lader nogen i stikken.

—

Omfattende og sammenhængende politiske pakker om:

a)	aktiv støtte beskæftigelse af høj kvalitet

b)	uddannelse og livslang læring

c)	retfærdige skatte- og socialsikringssystemer

d)	adgang til basale tjenester og boliger.

Forsyningssikkerhed og overkommelige energipriser: Løsningsmodeller for øjeblikkelige foranstaltninger og forberedelser til næste vinter

COM(2022) 138 final

Meddelelse

i/r

—	Finansiel kompensation på detail- og engrosmarkedet såsom indkomststøtte, nedsatte afgifter og aggregeringsmodel

—	Fast pris for elproducenter.

Forpligtelser vedrørende gaslagringsniveau

Forordning (EU) 2022/1032

Forordning

—	Et gaslagringsniveau på mindst 80 % inden den 1. november 2022, stigende til 90 % i de følgende år

—	Nationale målsætninger om at øge fleksibiliteten i energisystemer, herunder energilagring.

—	Foranstaltninger til at sikre, at fyldningsforløbene overholdes og fyldningsmålene nås i de følgende år, og til at sikre fyldningen af underjordiske lagre

—	Indførelse af foranstaltninger til koordinering med medlemsstaterne.

REPowerEU-planen

COM(2022) 230 final

Meddelelse

—	Nationale målsætninger om udfasning af russisk gas

—	Nationale målsætninger om diversificering af energikilder og forsyning fra tredjelande

—	Nationale målsætninger om at erstatte russiske fossile brændstoffer ved at anvende indenlandske energikilder, navnlig vedvarende energi og kulstoffattige gasser

—	Mål om at producere vedvarende gasser, navnlig ved at bidrage til at øge metanproduktionen til 35 mia. m3 inden 2030

—	Mål for brintproduktion.

—	Reviderede forebyggende handlingsplaner og nødplaner

—	Diversificering af gas- og olieforsyningsruter

—	Diversificering af varmekilder

—	Solidaritetsmekanismer mellem medlemsstaterne

—	Foranstaltninger til fremme af regionalt samarbejde og forbindelser med internationale partnere

—	Politikker og foranstaltninger, der skaber de rette betingelser for et skift fra fossile brændstoffer til vedvarende og kulstoffattige gasser, navnlig bæredygtig biometan, og vedvarende brint.

EU ’Save Energy’

COM(2022) 240 final

Meddelelse

i/r

—	Foranstaltninger til kortsigtet reduktion af efterspørgslen

—	Styrkelse af energieffektivitetsforanstaltninger som anført i meddelelsens afsnit 3.2

—	Foranstaltninger til at øge energieffektiviteten på transportområdet og fremme overgangen til effektive vedvarende energiformer

—	Finansieringsforanstaltninger, der skal ledsage sådanne investeringer.

EU’s strategi for solenergi

COM(2022) 221 final

Meddelelse

—	En EU-solcellekapacitet på næsten 600 GW i 2030

—	Nationale målsætninger om at oprette et energifællesskab baseret på vedvarende energi i alle kommuner med mere end 10 000 indbyggere.

—	Foranstaltninger til at muliggøre et effektivt egetforbrug i ejendomme med flere lejligheder (gennemførelse af direktivet om vedvarende energi II)

—	Foranstaltninger til at sikre, at energifattige og sårbare forbrugere har adgang til solenergi

—	Investeringsramme og foranstaltninger til fremskyndelse af solenergiinvesteringer i kombination med renoveringer, lagring og varmepumper

—	Foranstaltninger til at fjerne administrative hindringer for omkostningseffektive udvidelser af allerede installerede systemer

—	Foranstaltninger til at støtte bygningsintegrerede solcelleanlæg for både nye bygninger og renoveringer

—	Foranstaltninger til at vurdere og fjerne uberettigede hindringer for udviklingen af vedvarende energifællesskaber og borgerenergifællesskaber

—	Foranstaltninger til at fjerne hindringer for udbredelsesformer for solenergi.

EU’s eksterne engagement på energiområdet i en verden i forandring

JOIN(2022) 23 final

Meddelelse

i/r

—	Foranstaltninger til at forberede EU på handel med vedvarende brint ved at prioritere lokalbefolkningens energi- og vandbehov

—	Foranstaltninger til at lette tilgængeligheden af og adgangen til finansiering til investeringer i energieffektivitet og energibesparelser.

Ændringer af direktivet om vedvarende energi, direktivet om bygningers energimæssige ydeevne og direktivet om energieffektivitet

COM(2022) 222 final

Lovgivningsforslag

—	Det opjusterede mål på 45 % for vedvarende energikilder på EU-plan i 2030

—	EU-mål på 13 % for energieffektivitet i 2030 og medlemsstaternes reviderede bidrag til dette mål

—	Nationale målsætninger om fastlæggelse af »særligt egnede områder for vedvarende energi«.

—	Kortlægning af de områder, som er nødvendige for nationale bidrag til opfyldelse af EU's 2030-mål for vedvarende energikilder

—	Særligt egnede områder for vedvarende energi

—	Foranstaltninger til at overholde fristerne for udstedelse af tilladelser.

—	Foranstaltninger til at begrænse varigheden af tilladelsesproceduren for tagmonterede solcelleanlæg (RED II-revision)

—	Foranstaltninger til at sikre, at alle nye bygninger er »solcelleparate«, og til at gøre solenergi obligatorisk for visse kategorier af bygninger (revision af bygningsdirektivet).

Henstilling om godkendelsesprocedurer og elkøbsaftaler

C/2022/3219 final

Henstilling

—	Nationale målsætninger og mål for opkvalificering og omskoling af personale for at afhjælpe mangler i kvalifikationerne hos det personale, der arbejder med tilladelsesprocedurer og miljøvurderinger

—	Langsigtede forløb for planlagt udvidelse af produktionskapaciteten for vedvarende energi.

Foranstaltninger til at:

—	fremskynde og forenkle tilladelsesprocesserne

—	forenkle ordningerne for energifællesskaber om vedvarende energi

—	strømline godkendelsesproceduren og tilrettelægge en kvikskranke

—	indføre digitaliserede procedurer

—	strømline miljøprocedurer

—	forenkle opgraderingen af eksisterende anlæg til produktion af vedvarende energi

—	tilskynde til innovative projekter

—	fremme udbredelsen af erhvervselkøbsaftaler.

Vejledning om godkendelsesprocedurer og elkøbsaftaler

SWD(2022) 149

Vejledning

—	Samme som for henstillingen om tilladelser.

—	Samme som for henstillingen om tilladelser.

Ændring af genopretnings- og resiliensfaciliteten (REPowerEU-kapitler)

COM(2022) 231 final

Lovgivningsforslag

i/r

—	Et kapitel om REPowerEU skal medtages i genopretnings- og resiliensplanen.

Vejledning om genopretnings- og resiliensplaner i forbindelse med REPowerEU

C(2022)3300 final

Meddelelse fra Kommissionen

i/r

—	Nye foranstaltninger, der bidrager til REPowerEU-målene (liste over mulige investeringer og reformer i meddelelsen).

Spar på gassen til en sikker vinter

COM(2022) 360 final.

Meddelelse

—	Nationale målsætninger om at nå målet i planen for reduktion af efterspørgslen efter gas på 15 %.

—	Foranstaltninger til at reducere opvarmning og køling i bygninger

—	Foranstaltninger til at spare gas i el- og varmeproduktionen

—	Foranstaltninger til at fremme af brændstofskift i industrien.

Koordinerede foranstaltninger til reduktion af efterspørgslen efter gas

Forordning (EU) 2022/1369

Forordning

—	Reduktion af det nationale gasforbrug fra den 1. august 2022 til den 31. marts 2023 med mindst 15 % i forhold til det gennemsnitlige gasforbrug fra 1. august til 31. marts i de fem på hinanden følgende år.

i/r

Nødindgreb for at imødegå høje energipriser

COM(2022) 473 final

Lovgivningsforslag

—	Reduktion af elforbruget med 10 % i forhold til referenceperioden

—	Reduktion af elforbruget i spidsbelastningstimer med 5 %.

—	Foranstaltninger til at fremskynde udbredelsen af VE-elkøbsaftaler, navnlig i SMV'er.

Digitalisering af energisystemet — EU’s handlingsplan

COM(2022) 552 final

Meddelelse

i/r

Foranstaltninger til at:

—	øge investeringerne i forskning og innovation i digitale energiløsninger, herunder vækstvirksomheder

—	øge investeringerne i udvikling, udrulning og test- og pilotprojekter samt markedsudbredelse af digitale energiløsninger

—	fremme investeringer i elnettets intelligens

—	fremme integration af energisystemer og planlægning af digital infrastruktur, f.eks. ved at genanvende overskudsvarme fra datacentre

—	undersøge alle muligheder for offentlige net (navnlig 5G-basisstationer) og frekvensbånd til energinet, der kræver konnektivitet i hele Europa

—	styrke forbrugerne, øge deres digitale færdigheder og tilbyde dem intelligente energitjenester

—	begrænse informations- og kommunikationsteknologiers CO2-fodaftryk

—	fremme samarbejdet mellem energiaktører og digitale aktører og skabe synergier mellem dagsordenen for energisystemet og den digitale dagsorden.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen (forvaltningsforordningen) (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om rammerne for at opnå klimaneutralitet (den europæiske klimalov) (EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1).

(3) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Fit for 55«: realisering af EU's klimamål for 2030 på vej mod klimaneutralitet (COM (2021) 550 final), pakken om brint og dekarboniseret gas (COM(2021) 803 og COM(2021) 804).

(4) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: REPowerEU-planen, af 18. maj 2022 (COM(2022) 230 final).

(5) Efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1032 af 29. juni 2022 om ændring af forordning (EU) 2017/1938 og (EF) nr. 715/2009 for så vidt angår gasoplagring (EUT L 173 af 30.6.2022, s. 17).

(6) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Spar på gassen til en sikker vinter« (COM(2022) 360 final) og Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (EUT L 261 I af 7.10.2022, s. 1).

(7) Forslag til Rådets forordning Styrkelse af solidariteten gennem bedre koordinering af indkøb af gas, udveksling af gas på tværs af grænserne og pålidelige prisbenchmarks (COM(2022) 549 final).

(8) Se artikel 14 og kravene i kapitel 2 og bilag I til forvaltningsforordningen.

(9) Det er kun EU-Domstolen, der har kompetence til at fortolke EU-lovgivningen autoritativt.

(10) klimaplaner. Europa.

(11) Energiunionens fem dimensioner, jf. artikel 1, stk. 2, i forvaltningsforordningen, er tæt forbundne og gensidigt forstærkende: energisikkerhed, det indre energimarked, energieffektivitet, dekarbonisering samt forskning, innovation og konkurrenceevne.

(12) Se afsnit 3.4.

(13) I henhold til artikel 9, stk. 2, i forvaltningsforordningen skal Kommissionen vurdere udkastene til ajourførte nationale energi- og klimaplaner senest seks måneder før tidsfristen for indsendelse af de endelige planer.

(14) Artikel 2, stk. 11, i forvaltningsforordningen.

(15) Styrkelse af en klimaneutral økonomi: En EU-strategi for integration af energisystemet (COM(2020) 2999).

(16) En strategi for brint med henblik på et klimaneutralt Europa (COM(2020) 301).

(17) En EU-strategi for udnyttelse af potentialet i vedvarende offshoreenergi med en klimaneutral fremtid for øje (COM(2020) 741 final).

(18) EU's strategi for solenergi (COM(2022) 221).

(19) Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer (COM(2021) 82 final).

(20) Bæredygtige kulstofkredsløb (COM(2021) 800 final).

(21) Digitalisering af energisystemet — EU's handlingsplan (COM (2022) 552).

(22) Vejen til en sund planet for alle, EU-handlingsplan: »Mod nulforurening for vand, luft og jord« (COM(2021) 400 final).

(23) EU's biodiversitetsstrategi for 2030 — Naturen skal bringes tilbage i vores liv (COM(2020) 380 final).

(24) Ny EU-skovstrategi for 2030 (COM(2021) 572 final).

(25) Strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet (COM(2020) 789 final).

(26) Forordning (EU) 2022/1032.

(27) Beslutning 1/CMA.3.

(28) Forordning (EU) 2022/1032.

(29) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/869 af 30. maj 2022 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2009, (EU) 2019/942 og (EU) 2019/943 og af direktiv 2009/73/EF og (EU) 2019/944 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 347/2013 (EUT L 152 af 3.6.2022, s. 45).

(30) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/564 af 19. november 2021 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 hvad angår EU-listen over projekter af fælles interesse (EUT L 109 af 8.4.2022, s. 14).

(31) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Spar på gassen til en sikker vinter« (COM(2022) 360 final) .

(32) Rådets forordning (EU) 2022/1369 af 5. august 2022 om koordinerede foranstaltninger til reduktion af efterspørgslen efter gas. (EUT L 206 af 8.8.2022, s. 1)

(33) Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (EUT L 261 I af 7.10.2022, s. 1).

(34) Forslag til Rådets forordning Styrkelse af solidariteten gennem bedre koordinering af indkøb af gas, udveksling af gas på tværs af grænserne og pålidelige prisbenchmarks (COM(2022) 549 final).

(35) EU's eksterne engagement på energiområdet i en verden i forandring (JOIN(2022) 23 final).

(36) Global Gateway, JOIN (2021) 30 final.

(37) Artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2018/1999.

(38) Se bilag 8 til landerapporterne for det europæiske semester 2022.

(39) Rådets henstilling af 16. juni 2022 om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (EUT C 243 af 27.6.2022, s. 35).

(40) EU har ni regioner i den yderste periferi beliggende i det vestlige Atlanterhav, Det Caribiske Hav, regnskoven i Amazonas og Det Indiske Ocean. Der bor 4,8 mio. statsborgere i disse regioner. Regionerne i den yderste periferi er øer, øgrupper og ét landområde (Fransk Guyana) og er ikke en del af det europæiske kontinentale net. I henhold til artikel 5, stk. 1, litra e), nr. iv), i forvaltningsforordningen skal medlemsstaterne tage hensyn til geografiske, miljømæssige og naturlige begrænsninger, også i form af ikkesammenkoblede områder og regioner, ved fastsættelsen af mål for vedvarende energi.

(41) https://pact-for-skills.ec.europa.eu/index_en.

(42) Rådets henstilling om individuelle læringskonti.

(43) Se også JRC's rapport, Czako V., Skills for the clean energy transition, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2022, JRC129676.

(44) Artikel 3, stk. 3, litra d), i forvaltningsforordningen.

(45) Kommissionens henstilling (EU) 2020/1563 af 14. oktober 2020 om energifattigdom (EUT L 357 af 27.10.2020, s. 35).

(46) Artikel 3, stk. 3, litra d), i forvaltningsforordningen.

(47) Arbejdsdokument om gennemførelse af REPowerEU-handlingsplanen: investeringsbehov, brintfremmende initiativ og opfyldelse af målene for biometan (SWD(2022) 230 final, s. 35).

(48) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv (EU) 2018/2001 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne og direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet (COM(2022) 222 final).

(49) EU's strategi for solenergi (COM(2022) 221 final), Vejledning til medlemsstaterne om god praksis for fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne for projekter om vedvarende energi og fremme af elkøbsaftaler (SWD(2022) 0149 final).

(50) Artikel 2, nr. 18), i forvaltningsforordningen.

(51) Meddelelsen om renoveringsbølgen (COM(2020) 662 final).

(52) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU 'Save Energy' (COM(2022) 240 final).

(53) Digitalisering af energisystemet — EU's handlingsplan (COM (2022) 552).

(54) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om etablering af politikprogrammet for 2030: »Vejen mod det digitale årti« (COM(2021) 574 final).

(55) F.eks. på FN's klimatopmøde, det globale topmøde om tilpasning og forskellige COP'er inden for rammerne af UNFCCC og Parisaftalen.

(56) I henhold til artikel 5 i den europæiske klimalov skal medlemsstaterne sikre, at politikkerne for klimatilpasning er sammenhængende, gensidigt understøttende, giver gensidige fordele i samspillet med sektorspecifikke politikker og arbejder for en bedre integration af tilpasning til klimaændringer på en konsekvent måde på alle politikområder.

(57) Artikel 4, litra a), nr. 1), nr. iii), og bilag I til forvaltningsforordningen.

(58) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om naturgenopretning (COM(2022) 304 final).

(59) EU's metanstrategi (COM(2020) 663 final).

(60) Det Europæiske Miljøagentur.

(61) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissionerne fra medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på at opfylde forpligtelserne i Parisaftalen (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26).

(62) F.eks. den fælles landbrugspolitik, deponeringsdirektivet og de foreslåede og planlagte revisioner af direktivet om industrielle emissioner, direktivet om rensning af byspildevand og direktivet om vedvarende energi.

(63) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om reduktion af metanemissioner i energisektoren og om ændring af forordning (EU) 2019/942 (COM(2021) 805 final).

(64) Vurdering af de nationale energi- og klimaplaner i hele EU — Fremme af den grønne omstilling og økonomisk genopretning gennem integreret energi- og klimaplanlægning.

(65) Se Rådets henstilling af 16. juni 2022 om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (EUT C 243 af 27.6.2022, s. 35).

(66) Tilpasning til klimaændringer, Genopretning af vores oceaner og farvande, Klimaneutrale og intelligente byer og En jordpagt for Europa.

(67) Artikel 13 i den europæiske klimalov.

(68) Fælles gennemførelse af energiunionen og klimaindsatsen – etablering af grundlaget for en vellykket omstilling til ren energi (COM(2019) 285 final). Se også M. Economidou, M. Ringel, M. Valentova, P. Zancanella, S. Tsemekidi Tzeiranak, P. Zangheri, D. Paci, T. Ribeiro Serrenho, V. Palermo og P. Bertoldi, »National Energy and Climate Plan for 2021-2030 under EU Energy Union«, EUR 30487 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2020, ISBN 978-92-76-27013-3, doi: 10.2760/678371, JRC122862.

(69) Nationale energi- og klimaplaner. Europa-Kommissionen (europa.eu).

(70) Vurdering af de nationale energi- og klimaplaner i hele EU Fremme af den grønne omstilling og økonomisk genopretning gennem integreret energi- og klimaplanlægning (COM(2020) 564 final).

(71) I henhold til artikel 17-25 i forvaltningsforordningen.

(72) Aarhus (europa.eu).

(73) Artikel 6 i Århuskonventionen.

(74) Artikel 7 i Århuskonventionen.

(75) NECPlatform-projektet, der finansieres under Life-programmet, har til formål at støtte seks EU-medlemsstater (Bulgarien, Kroatien, Frankrig, Italien, Portugal og Rumænien) i forbindelse med etableringen og forvaltningen af permanente platforme for klima- og energidialoger på flere niveauer og hjælpe dem med at overholde artikel 11 i forvaltningsforordningen ved at fremme vertikal og horisontal integration af energi- og klimapolitikker. Flere oplysninger: Funding & tenders (europa.eu).

(76) EU's energiplatform (europa.eu).

(77) Artikel 12 i forvaltningsforordningen.

(78) En oversigt over EU's finansieringsværktøjer og -instrumenter til en retfærdig grøn omstilling findes i bilag 3 til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager Kommissionens forslag til Rådets henstilling om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (SWD(2021) 452 final).

(79) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17).

(80) Ca. 40 % af tildelingerne i genopretnings- og resiliensplaner vedrører foranstaltninger til støtte for klimamål, og en række genopretnings- og resiliensplaner overstiger i væsentlig grad tærsklen på 37 % for klimafinansiering, der er fastsat i forordningen. De samlede klimaudgifter i de 26 planer, der blev vedtaget inden den 5. oktober 2022, beløber sig til 199,9 mia. EUR. Desuden omfatter planerne yderligere miljøudgifter på 18,4 mia. EUR, idet de samlede udgifter, der er tagget som bidrag til enten klima- eller miljømål, sættes til 218,2 mia. EUR eller 44,1 % af den samlede tildeling.

(81) COM(2021) 1054 final.

(82) Bebudet som en del af meddelelsen om investeringsplanen for den europæiske grønne pagt den 14. januar 2020.

(83) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en social klimafond (COM(2021) 568 final).

(84) Forordning (EU) 2021/2115 om strategiske planer, artikel 120.

(85) Webinar om evaluering af politikker og foranstaltninger vedrørende drivhusgasemissioner i landbruget, juli 2022, se https://www.eionet.europa.eu/etcs/etc-cm/products/webinars-and-workshops/2021-webinar-on-the-evsaluation-of-agricultural-greenhouse-gas-policies-and-measures.

(86) I 2014-2020 har den været EU's vigtigste kilde til finansiering af investeringer i klima og energi med investeringer på næsten 70 mio. EUR. Samhørighedspolitik til støtte for energiunionen, de europæiske struktur- og investeringsfonde (europa.eu).

(87) Artikel 8 i forvaltningsforordningen.

(88) I overensstemmelse med afsnit B i bilag I til forvaltningsforordningen.

(89) Bilag I, afdeling B, punkt 4.2.1, nr. ii), i forvaltningsforordningen.

(90) Bilag I, afdeling B, punkt 5, i forvaltningsforordningen.

(91) Som minimum indtil ti år efter den periode, der omfattet af planen.

(92) Bilag I, afdeling B, punkt 5.1, nr. i), i forvaltningsforordningen.

(93) Artikel 8, stk. 2, litra e), i forvaltningsforordningen.

(94) Nationale energi- og klimaplaner. Europa-Kommissionen (europa.eu).

(95) Artikel 8, stk. 3, i forvaltningsforordningen.

(96) Artikel 8, stk. 2, litra b), i forvaltningsforordningen.

(97) Se meddelelse om vurdering af den fordelingsmæssige virkning (COM(2022) 494 final).

(98) Artikel 3, stk. 3, litra d), i forvaltningsforordningen.

(99) Se f.eks. GD-AMEDI- og AMEDI±-projekterne, der gennemføres af GD EMPL og GD JRC. De vigtigste resultater af begge projekter vil blive præsenteret og gjort tilgængelige på et websted for de fælles projekter.

(100) Artikel 14, stk. 4, i forvaltningsforordningen.

(101) Denne ajourføring skal foretages i 2023 for de fleste medlemsstaters vedkommende, dvs. fire år efter vedtagelsen af det første nationale program for bekæmpelse af luftforurening (NAPCP), i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, i direktiv 2016/2284 om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer.

(102) COM(2020) 380 final.

(103) COM(2020) 98 final.

(104) COM(2021) 400 final.

(105) https://ec.europa.eu/health/sites/health/files/non_communicable_diseases/docs/eu_cancer-plan_en.pdf.

(106) Handlingsplan for den cirkulære økonomi (COM(2020) 98).

(107) Bilag I, afdeling B, punkt 5.3, nr. i), i forvaltningsforordningen.

(108) Rapporten om status over energiunionen 2022 (COM(2022) 547) indeholder en liste over tilgængelige EU-finansieringsinstrumenter.

(109) Artikel 31 i forvaltningsforordningen.

(110) I COM/2022/222 final (se andetsteds i tabellen) foreslås en yderligere forhøjelse af nogle af målene i dette forslag.

(111) Forslag med et andet retsgrundlag end forvaltningsforordningen. Medlemsstaterne bør sikre overensstemmelse mellem den nationale energi- og klimaplan og målsætningerne og målene og politikkerne og foranstaltningerne til opfyldelse heraf, jf. dette forslag. Medlemsstaterne opfordres til at medtage politikker og foranstaltninger i forbindelse med dette forslag i den nationale energi- og klimaplan, hvis de har vigtige klima- og energielementer.

(112) Medlemsstaterne bør sikre overensstemmelse mellem den nationale energi- og klimaplan og de nationale politikrammer i dette forslag til forordning.

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

29.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 495/56

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om at befordre den intergenerationelle dimension på ungdomsområdet for at fremme dialog og social samhørighed

(2022/C 495/03)

RÅDET OG REPRÆSENTANTERNE FOR MEDLEMSSTATERNES REGERINGER, FORSAMLET I RÅDET,

SOM ANERKENDER FØLGENDE:

Det europæiske ungdomsmål #3 i EU-strategien for unge med titlen »Inklusive samfund« har til formål »at tilvejebringe flere rum, muligheder, ressourcer og programmer for at fremme dialog (1) og social samhørighed og bekæmpe forskelsbehandling og segregering«, og det europæiske ungdomsmål #4 med titlen »Oplysning og konstruktiv dialog« har til formål at sikre, at unge deltager i en deltagelsesbaseret og konstruktiv dialog.

Med udgangspunkt i de eksisterende muligheder på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan anerkendes det i forbindelse med det europæiske ungdomsår (2022), at der er behov for at styrke, hædre, støtte og engagere unge med henblik på at sikre, at der tages behørigt hensyn til deres interesser og behov i forbindelse med politiske tiltag på alle politikområder (2). Ungdomspolitikkernes intergenerationelle dimension har vist sig at være afgørende for at nå målene for året og sikre dets arv på en socialt sammenhængende måde.

Ungdomsarbejde har bl.a. potentiale til at bidrage til at engagere unge med forskellig baggrund og forskellige levevilkår, herunder unge med færre muligheder, i forskellige typer projekter og aktiviteter på tværs af generationerne og kan tjene som et værdifuldt instrument til at fremme dialog mellem generationerne, solidaritet mellem generationerne og lighed mellem generationerne samt til at opbygge positive forbindelser mellem mennesker fra forskellige generationer.

Ungdomsråd, ungdomsorganisationer, strukturer for ungdomsarbejde, ungdomsnetværk og ikkeformelle grupper af unge kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme dialog, lighed og solidaritet mellem generationerne. Med unges ekspertise (3) og unges viden skaber de et rum til at eksperimentere og kan bidrage til at finde innovative løsninger og former for samarbejde mellem generationerne.

Covid-19-pandemien og den russiske angrebskrig mod Ukraine, som i 2022 har forårsaget en hidtil uset tilstrømning af ukrainske flygtninge til Europa, har vist, at frivillige i alle aldre er vigtige for samfundet med henblik på at fremme den samfundsmæssige modstandsdygtighed i krisesituationer. De unge, der har udført frivilligt arbejde i medlemsstaterne under pandemien og i forbindelse med tilstrømningen af flygtninge, har vist deres potentiale til at fremme solidaritet mellem generationerne og skabe bånd på tværs af generationerne mellem unge og andre aldersgrupper (4).

6.	Frivilligt arbejde på tværs af generationerne bringer unge og ældresammen i målrettede og gensidigt fordelagtige aktiviteter, programmer og projekter, der fremmer solidaritet, dybere forståelse og respekt mellem generationerne og bidrager til at opbygge mere sammenhængende lokalsamfund.

Den digitale kløft illustrerer en langvarig ulighed med hensyn til at udvikle færdigheder og give adgang til nye teknologier. I Kommissionens grønbog om aldring anerkendes det, at »[i]nvesteringer i digitale færdigheder, udvikling af lokalsamfundet og samhørighed på tværs af generationer kan bidrage til, at den mentale sundhed og trivslen ikke lider skade, og at ulighederne mindskes« (5). Deling af digitale færdigheder og digital viden er et område, hvor unge kan spille en ledende rolle og bidrage til at skabe en stærkere følelse af forbindelse mellem generationerne med mennesker, der er ældre end dem selv (6).

EU-programmer og -initiativer såsom Erasmus+, Det Europæiske Solidaritetskorps, EU’s ungdomsdialog, det europæiske ungdomsår 2022, konferencen om Europas fremtid, det nye europæiske Bauhaus samt de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), herunder ALMA (Aim, Learn, Master, Achieve) under Den Europæiske Socialfond Plus og EU-genopretningsinstrumentet (NextGenerationEU), har potentiale til at være værdifulde instrumenter til at fremme dialog mellem generationerne og tilskynde til solidaritet mellem generationerne på ungdomsområdet på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan. Projekter baseret på frivilligt arbejde og solidaritetsaktiviteter er et levende bevis på unges vilje til at engagere sig aktivt i bl.a. dialog og solidaritet mellem generationerne.

Fremme af lighed mellem generationerne gennem ungdomsrelaterede politikker (7) på alle niveauer er yderst relevant, navnlig i landdistrikter, fjerntliggende områder, randområder, mindre udviklede områder og regioner i den yderste periferi. Den faldende andel af yngre generationer i forskellige medlemsstater (8) og »hjerneflugten« udgør en alvorlig udfordring for mange af disse lokalsamfund, hvor det er afgørende at prioritere lighed mellem generationerne højere ved at udforme understøttende ungdomsrelaterede politikker (9) for at sikre samhørighed.

10.

Der skal sikres ligestilling mellem kønnene (10), når det drejer sig om at lette en intergenerationel dimension i ungdomsrelaterede politikker og udbuddet af ungdomsarbejde. Dette kræver ikke blot en indsats fra regeringernes side, men også fra civilsamfundets side, herunder ungdomsorganisationer, ungdomsledere, ungdomsarbejdere, medierne og den private sektor.

11.

EU’s ungdomsdialog giver som den største mekanisme for unges deltagelse i EU og Europarådets fælles forvaltningssystem plads til konceptualisering af dialogen mellem generationerne som en proces, hvor mennesker i forskellige aldre har plads til fælles refleksion og fælles produktion. På EU’s ungdomskonference i Prag den 11.-13. juli 2022 gav unge udtryk for det synspunkt, at dialogen mellem generationerne ikke bør erstatte en direkte ungdomsdialog med politiske beslutningstagere, men bør finde sted sideløbende hermed;

MENER FØLGENDE:

12.

Det er vigtigt at fremme dialogen både blandt unge og mellem dem og ældre generationer. Fordelene ved at samle forskellige generationers erfaringer og kompetencer er betydelige og bidrager til at opbygge fredelige og sammenhængende samfund baseret på gensidig respekt, empati, solidaritet og forståelse af alle aldersgruppers behov.

13.

Unges engagement i dialogen mellem generationerne og i solidaritetsprojekter på tværs af generationerne, herunder frivilligt arbejde, gør det muligt for unge at erhverve tværgående kompetencer og sociale færdigheder, som kan anvendes på andre områder af deres liv. Forskellige generationers aktive engagement i dialogen mellem generationerne bidrager til udviklingen af mellemmenneskelige færdigheder og gensidig tilpasningsevne og medvirker til at opbygge samfundsmæssig modstandsdygtighed og trivsel gennem socialt engagement, dyrkning af sociale forbindelser og forebyggelse af social isolation.

14.

Fremme af lighed mellem generationerne gennem en holistisk og fremsynet tilgang til udvikling af ungdomsrelaterede politikker bidrager til social samhørighed. Politiske beslutningstagere, der støttes af forskere, ungdomsarbejdere, ungdomsorganisationer, andre fagfolk (11) og andre relevante interessenter, bør udvise et stærkt politisk engagement i at handle over for uligheder både inden for og mellem forskellige generationer og tackle udfordringer på tværs af generationerne. De bør have adgang til eksisterende data og dokumentation på nationalt eller europæisk niveau, opdelt efter alder, som overvåger uligheder mellem unge med forskellig baggrunde og forskellige levevilkår og på tværs af aldersgrupper.

15.

Politiske beslutningstagere, ungdomsorganisationer, herunder lokale ungdomsråd, unge, ungdomsarbejdere, ungdomsledere, forskere, undervisere og andre relevante interessenter bør, hvor det er relevant, overveje yderligere foranstaltninger og innovative tilgange, der kan bringe unge sammen med andre aldersgrupper som led i beslutningsprocesser.

16.

Generationernes heterogene karakter med hensyn til forskellige individuelle karakteristika og gruppekarakteristika, herunder mentale og fysiske evner, socioøkonomiske forhold og de identiteter, som de repræsenterer, skal respekteres, så alle generationer har lige muligheder for at deltage fuldt ud og effektivt i en dialog mellem generationerne på alle beslutningsniveauer, der berører deres personlige, erhvervsmæssige og sociale liv.

17.

Det er vigtigt at støtte lønnede og frivillige ungdomsarbejdere i at fremme og gennemføre den intergenerationelle dimension i deres arbejde. Uddannelse af lønnede og frivillige ungdomsarbejdere i den intergenerationelle dimension bør tilpasses, hvor det er relevant, for at fremme solidaritet og lighed mellem generationerne inden for udbuddet af ungdomsarbejde og frivilligt arbejde.

18.

Forskernes deltagelse i udviklingen af langsigtede strukturforanstaltninger til fremme af solidaritet og retfærdighed mellem generationerne, f.eks. gennem tilvejebringelse af indikatorer for lighed mellem generationerne eller gennem regelmæssigt udkommende forskningspublikationer, der undersøger ligheden mellem generationerne, bør undersøges.

19.

Innovative initiativer vedrørende dialog mellem generationerne om udvikling af digitale færdigheder kan tilskynde unge europæere til at lette inddragelsen af deres jævnaldrende og ældre i den digitale omstilling. Sådanne initiativer, der har til formål at sætte samfundet i stand til at styrke deres digitale færdigheder, kan mindske ensomhed hos samfundets medlemmer, bidrage til deres trivsel og øge deres sociale inklusion og dermed medvirke til at opbygge sammenhængende samfund.

20.

Begrebet bæredygtig udvikling som omhandlet i De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling og behovet for at styrke den sociale dimension i forbindelse hermed indebærer aktiv inddragelse af borgere i alle aldre i opbygningen af sikre, inklusive og sammenhængende samfund. Samfundets anerkendelse af de forskellige aldersgruppers forskelligartede behov og ansvar kan styrkes gennem arrangementer og frivilligt arbejde, der samler repræsentanter for forskellige aldersgrupper, så yngre og ældre generationer får mulighed for at interagere og udveksle synspunkter om de emner, der er forbundet med et bæredygtigt Europa.

21.

Forståelse af den generationsmæssige mangfoldighed har stor betydning for opbygningen af kapacitet til at udvikle sunde relationer mellem generationerne og social samhørighed. For at fremme dialogen mellem yngre og ældre generationer bør børn også have mulighed for at indgå i dialog mellem generationerne med henblik på at skabe fælles erfaringer med konstruktiv dialog og samtidig udvikle gensidig respekt og empati fra en tidlig alder;

OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE TIL PÅ DE RELEVANTE NIVEAUER

22.	at øge bevidstheden om overvejelser om lighed mellem generationerne blandt de politiske beslutningstagere og give dem den dokumentation, de oplysninger, de data og andre relevante ressourcer, der er nødvendige for at styrke aldersbaseret lighed i den politiske beslutningsproces

23.

at undersøge mulighederne for i ungdomsstrategier og -politikker, hvor det er relevant, at medtage mål og foranstaltninger, der afspejler den intergenerationelle dimension. Disse mål og foranstaltninger bør udvikles på grundlag af viden, dokumentation og god praksis og i samråd med forskellige grupper af unge, deres repræsentative organisationer og andre relevante interessenter for at opnå mere målrettede og inklusive politiske resultater

24.

i tæt samarbejde med ungdomsorganisationer, ungdomsråd og lokale, regionale og nationale myndigheder og lokalsamfund at fremme og lette høringer af unge og deres aktive og meningsfulde deltagelse i udviklingen, gennemførelsen og evalueringen af den intergenerationelle dimension af alle ungdomsrelaterede politikker

25.

at lette skabelsen af muligheder og tilgængelige rum for unge til at indgå i en meningsfuld dialog mellem generationerne i offentlige beslutningsprocesser på tværs af alle politikområder, der berører deres liv og trivsel, ved at gennemføre målrettede foranstaltninger, som gør det muligt at inddrage navnlig unge med færre muligheder og underrepræsenterede grupper af unge

26.

at undersøge, hvordan der kan skabes rum til at bringe politiske beslutningstagere, forskere, ungdomsarbejdere og unge sammen, så de kan udvikle værktøjer til dialog mellem generationerne såsom værktøjskasser med værktøjer til dialog mellem generationerne, og fremme lige adgang til oplysninger om, hvordan unges stemme kan høres gennem muligheder for dialog mellem generationerne

27.

at gøre brug af de muligheder, som programmerne Det Europæiske Solidaritetskorps og Erasmus+ giver for at støtte udviklingen og gennemførelsen af kapacitetsopbyggende strategier hos ungdomsorganisationer og unge, som bidrager til at udvikle frivilligt arbejde i samfundet ved at skabe partnerskaber, der afspejler mangfoldigheden i hele samfundet og de forskellige generationers behov

28.	at undersøge mulighederne for, at eksisterende kompetencebaserede rammer (12) for formel og ikkeformel uddannelse og læring inden for ungdomsarbejde kan bidrage til at afspejle den intergenerationelle dimension i aktiviteter inden for ungdomsarbejde;

OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE OG EUROPA-KOMMISSIONEN TIL INDEN FOR DERES RESPEKTIVE KOMPETENCEOMRÅDER OG PÅ DE RELEVANTE NIVEAUER UNDER OVERHOLDELSE AF NÆRHEDSPRINCIPPET

29.

at undersøge anvendelsen af eksisterende retningslinjer, værktøjskasser (13) og mekanismer som f.eks. borgerpaneler (14) for at støtte medtagelsen af ungdomsdimensionen i sektorpolitikker og dermed øge sammenhængen i politikkerne med henblik på at levere politikker og tjenester, der er mere lydhøre over for unges behov

30.

fortsat at anvende eksisterende deltagelsesmekanismer og -platforme såsom simuleringsmøder i ungdomsparlamentet og politisk dialog med politiske beslutningstagere på lokalt, nationalt, regionalt og europæisk plan for at fremme dialogen mellem generationerne mellem unge og interessenter med beslutningsmandater på alle niveauer

31.

at anvende eksisterende netværk og værktøjer, herunder Eurodesk og Den Europæiske Ungdomsportal, til at fremme brugervenlig information om de forskellige EU-muligheder for at udvikle og gennemføre projekter og initiativer, der støtter dialog mellem generationerne, solidaritet mellem generationerne og lighed mellem generationerne

32.

at lette udvekslingen af god praksis, som omfatter fælles inddragelse af yngre og ældre borgere i solidaritetsaktiviteter samt lokalplanlægning, som udviklet i programmer såsom Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps, og livslang læring gennem eksisterende EU-værktøjer og -platforme med henblik på at øge den sociale samhørighed i lokalsamfundene

33.

at tilrettelægge gensidige læringsaktiviteter såsom seminarer, peerlæringsaktiviteter eller andre relevante former for samarbejde mellem interessenter fra forskellige politikområder, unge og ungdomsorganisationer om fremme af dialog mellem generationerne, solidaritet mellem generationerne og lighed mellem generationerne

34.

inden for de eksisterende finansielle rammer og programmer at støtte og, hvor det er muligt, undersøge mulighederne for at etablere rum og initiativer for unge; at sætte dem i stand til at udvikle og deltage i aktiviteter, der fremmer dialogen mellem generationerne, for at styrke den sociale samhørighed;

OPFORDRER EUROPA-KOMMISSIONEN TIL I OVERENSSTEMMELSE MED NÆRHEDSPRINCIPPET:

35.

at fremme synergier mellem ungdomspolitik og andre ungdomsrelevante politikker og programmer med henblik på at opfylde målene i EU-strategien for unge, herunder de europæiske ungdomsmål #3 »Inklusive samfund« og #4 »Oplysning og konstruktiv dialog«, med sidstnævntes mål om at inkludere dialog og social samhørighed samt deltagelse i en respektfuld og ikkevoldelig dialog

36.	at fremhæve den rolle, som EU-ungdomskoordinatoren spiller med hensyn til at øge bevidstheden om behovet for at medtage generationshensyn på alle relevante politikområder

37.

at lette udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne om fremme af dialog mellem generationerne og solidaritet mellem generationerne ved at gøre brug af Den Europæiske Ungdomsportal, Youth Wiki og EU-programmer og -initiativer såsom Erasmus+, Det Europæiske Solidaritetskorps, Et Kreativt Europa og det nye europæiske Bauhaus

OPFORDRER ALLE AKTØRER, DER ER INVOLVERET I EUROPÆISKE SAMARBEJDSAKTIVITETER PÅ UNGDOMSOMRÅDET, TIL

38.

at fremme den europæiske dag for solidaritet mellem generationerne, som er blevet fejret den 29. april hvert år siden 2009, og som frembyder en god lejlighed for Unionen til at forny sit engagement i styrkelsen af solidaritet og samarbejde mellem generationerne for at fremme et retfærdigt og bæredygtigt samfund (15)

39.	at stimulere dialogen mellem generationerne for at bekæmpe diskrimination på grund af alder ved at bringe forskellige aldersgrupper sammen og sætte dem i stand til at lære hinanden bedre at kende, lære af hinanden og samarbejde i deres dagligdag

40.

at gøre en fælles indsats for at gennemføre det europæiske ungdomsmål #4 ved at inddrage forskellige generationer gennem fælles aktiviteter med henblik på at inddrage lokalsamfund i bekæmpelsen af målrettede desinformations- og propagandakampagner. Hvor det er relevant, bør mediekompetenceprogrammer, der har til formål at opbygge modstandsdygtighed i samfundet over for målrettede desinformations- og misinformationskampagner, evalueres og overvejes med henblik på udvidelse i både formelle og ikkeformelle læringsmiljøer. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med desinformations- og misinformationskampagner i krisesituationer som f.eks. covid-19-pandemien og den russiske angrebskrig mod Ukraine i 2022.

(1) I disse rådskonklusioner forstås ved »dialog«»dialog mellem generationerne«.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2021/2316 af 22. december 2021 om et europæisk ungdomsår (2022) (EUT L 462 af 28.12.2021, s. 1).

(3) Ved unges ekspertise forstås unges indsigt i, hvad de har konstateret, virker og fungerer godt.

(4) Medlemsstaternes svar i regelmæssigt ajourførte spørgeskemaer om de foranstaltninger, medlemsstaterne vedtog på uddannelses- og ungdomsområdet under covid-19-pandemien under det kroatiske, tyske, portugisiske og slovenske formandskab.

(5) Kommissionens grønbog om aldring: Fremme af solidaritet og ansvar mellem generationerne, COM(2021) 50 final (EUT C 50 af 27.1.2021, s. 21).

(6) EURACTIV's særberetning »Golden years: Opportunities for Europe's ageing population« (gyldne år: muligheder for Europas aldrende befolkning), den 22. juni 2022, med henvisning til Edwards Lifesciences' »Unifying Generations: Building the Pathway to Intergenerational Solidarity« (forening af generationerne: opbygning af vejen til solidaritet mellem generationerne), den 21. juni 2022.

(7) Ungdomsrelaterede politikker er politikker, der berører unges liv, og der som en integrerende del har forbedring af unges levevilkår og muligheder tillige med støtte til lige muligheder for at deltage i det økonomiske, sociale og politiske liv.

(8) UNECE Policy Brief on Ageing, nr. 18, marts 2017.

(9) Understøttende ungdomsrelaterede politikker er baseret på en vurdering af unges behov og omhandler forskellige aspekter af offentlige politikker, som ikke er omfattet af mere generelle politikdokumenter, f.eks. trivsel, mental sundhed, bolig, adgang til infrastruktur eller tjenester osv.).

(10) Strategien for ligestilling mellem mænd og kvinder 2020-2025 udgør en ramme for Europa-Kommissionens indsats for ligestilling mellem mænd og kvinder og fastlægger de politiske mål og nøgleaktioner for perioden 2020-2025. Meddelelse fra Kommissionen, COM(2020) 152 final.

(11) I disse rådskonklusioner forstås ved »andre fagfolk« personer, der – afhængigt af de forskellige nationale forhold – normalt betragtes som en mentor, underviser, akademiker, instruktør eller træner, der giver politiske beslutningstagere, ungdomsarbejdere og frivillige, der arbejder på ungdomsområdet, undervisning med henblik på at sætte dem i stand til at tilegne sig de færdigheder, de har brug for til deres arbejde eller aktiviteter.

(12) Europarådets henstilling CM/Rec(2017)4 fra Ministerkomitéen til medlemsstaterne om ungdomsarbejde.

(13) OECD (2020), Governance for Youth, Trust and Intergenerational Justice: Fit for All Generations? OECD Public Governance Reviews, OECD Publishing, Paris or United Nations Youth Strategy, youth marker methodology, Youth 2030 Working with and for young people.

(14) COM(2022) 404 final: Borgerpaneler giver borgerne mulighed for i fællesskab at overveje emner, der er relevante for dem. EU-borgerpanelerne var f.eks. et centralt element i konferencen om Europas fremtid. Som det var tilfældet med denne konference, bør deltagerne udvælges tilfældigt, men de skal også afspejle Europas diversitet og demografi. Unge bør udgøre en tredjedel af deltagerne. Hvor det er relevant, vil en »borgerrapport« blive integreret i konsekvensanalysen, som opsummerer resultaterne af disse deltager- og samtaleorienterede processer. Hvis alle deltagere er unge, vil det blive kaldt en »ungdomstest«. Det første af denne nye omgang af borgerpaneler vil blive iværksat i forbindelse med talen om Unionens tilstand 2022.

(15) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 940/2011/EU af 14. september 2011 om det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne (2012) (EUT L 246 af 23.9.2011, s. 5).

BILAG

a) HENVISNINGER

I forbindelse med vedtagelsen af disse konklusioner har Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, noteret sig følgende dokumenter:

—	Rådets henstilling af 5. april 2022 om unge volontørers mobilitet i Den Europæiske Union (EUT C 157 af 11.4.2022, s. 1).

—	Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet – Fremme af engagement blandt unge som forandringsaktører for at beskytte miljøet (EUT C 159 af 12.4.2022, s. 9).

—	Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2021/2316 af 22. december 2021 om et europæisk ungdomsår (2022) (EUT L 462 af 28.12.2021, s. 1).

—	Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om sikring og skabelse af civilsamfundsmæssige råderum for unge, der letter meningsfuld deltagelse af unge (EUT C 501 I af 13.12.2021, s. 19).

—	Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om styrkelse af flerniveaustyringen i forbindelse med fremme af unges deltagelse i beslutningsprocesser (EUT C 241 af 21.6.2021, s. 3).

—	Europa-Kommissionens grønbog om aldring: Fremme af solidaritet og ansvar mellem generationerne (COM(2021) 50 final).

—	Rådets konklusioner om integration af aldring i offentlige politikker (6976/21).

—	Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fremme af demokratisk bevidsthed og demokratisk engagement blandt unge i Europa (EUT C 415 af 1.12.2020, s. 16).

—	Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om bedre muligheder for unge i landdistrikter og fjerntliggende områder (EUT C 193 af 9.6.2020, s. 3).

—	Resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om retningslinjer for forvaltningen af EU's ungdomsdialog – EU-strategien for unge 2019-2027 (EUT C 189 af 5.6.2019, s. 1).

—	Resolution vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om rammerne for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet – EU-strategien for unge 2019-2027 (EUT C 456 af 18.12.2018, s. 1).

—	Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 940/2011/EU af 14. september 2011 om det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne (2012) (EUT L 246 af 23.9.2011, s. 5).

—	Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Det nye europæiske Bauhaus: Smukt, bæredygtigt, sammen (COM(2021) 573).

—	Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: EU-strategi om barnets rettigheder (COM(2021) 142 final).

—	European Council on Foreign Relations, policy brief, September 2021, Europe's invisible divides: How covid-19 is polarising European politics.

—	Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Et EU med ligestilling: strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2020-2025 (COM(2020) 152).

—	Europa-Kommissionen, Mapping study on the intergenerational dimension of sport: final report to the European Commission, Publikationskontoret, 2020.

—	Europa-Kommissionen, Handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder.

—	Europa-Kommissionen, Den europæiske søjle for sociale rettigheder – de 20 principper.

—	OECD, Recommendation of the Council on Creating Better Opportunities for Young People OECD/LEGAL/0474, 10. juni 2022.

—	OECD report on »Governance for Youth, Trust and Intergenerational Justice: Fit for all Generations?«, 22. november 2020.

—	OECD report on Youth and Covid-19: Response, Recovery and Resilience, 11. juni 2020.

—	Europa-Kommissionen, arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene– Better Regulation Guidelines (SWD(2021) 305 final, 3. november 2021).

—	De Forenede Nationer, Youth Strategy Youth 2030: Working with and for young people.

—	Deležan Tomaž, Derailing modern democracies: the case of youth absence from an intergenerational perspective, Annales, 2018.

—	Deležan Tomaž, Intergenerational dialogue for democracy. International IDEA Discussion Paper 1/2017.

—	Letter to EU institutions by the Parents for Future in Europe, 12. juni 2020.

b) DEFINITIONER AF HOVEDBEGREBERNE I FORBINDELSE MED DISSE KONKLUSIONER

Ved »fremme af den intergenerationelle dimension inden for politikudformning på ungdomsområdet og ungdomsarbejde« forstås fremme af dialog mellem generationerne, solidaritet mellem generationerne og retfærdighed/lighed mellem generationerne på ungdomsområdet inden for rammerne af mandatet for EU-strategien for unge 2019-2027 gennem:

—

innovative tværsektorielle ungdomspolitikker (f.eks. indførelse af den intergenerationelle dimension som en af de horisontale prioriteter, en af de horisontale søjler eller et af de horisontale strategiske eller operationelle mål i ungdomspolitiske dokumenter), der fremmer dialog i beslutningsprocesserne for at give unge mulighed for at få lige indflydelse på beslutninger, der berører deres liv, og dermed fremme aldersdiversitet og alderslighed i det offentlige liv på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan

—	styrkelse af leveringen af ungdomsarbejde ved at integrere solidaritet mellem generationerne og dialog mellem generationerne i aktiviteter inden for ungdomsarbejde og frivilligt arbejde.

Ved »dialog mellem generationerne« forstås et interaktivt og sikkert deltagelsesorienteret rum eller en mulighed, der samler yngre og ældre generationer med henblik på at skabe fælles viden og en kollektiv erfaring. Den kan føres gennem forskellige mekanismer (f.eks. undersøgelser, møder, rundbordsdiskussioner, borgerpaneler, fora eller rådgivende råd) med det formål at opnå et højt niveau af informeret medborgerskab, fælles beslutningstagning og integration af lighed mellem generationerne og retsprincipper på forskellige forvaltningsniveauer.

Ved »ligestilling mellem generationerne« forstås lige muligheder for og bistand til alle aldersgrupper i samfundet. Det sikrer, at alle aldersgrupper har de samme rettigheder og pligter.

Ved »lighed mellem generationerne« forstås anerkendelse af, at forskellige aldersgrupper har forskelligartede behov, og at der skal foretages justeringer af ubalancer. Processen er kontinuerlig og kræver, at forsætlige og utilsigtede barrierer, der skyldes skævheder eller systemiske strukturer, identificeres og overvindes. Ved lighed forstås, at der ydes støtte og bistand på forskellige niveauer afhængigt af de forskellige aldersgruppers specifikke behov eller evner. Det sikrer, at alle aldersgrupper får de ressourcer, de har brug for til at få adgang til de samme muligheder.

»Retfærdighed mellem generationerne« henviser til retfærdighed mellem generationerne baseret på idéen om, at den nuværende generations stræben efter velfærd ikke bør mindske mulighederne for et godt og anstændigt liv for de kommende generationer (De Forenede Nationer, 2013 (1)). I forbindelse med disse rådskonklusioner beskriver retfærdighed mellem generationerne forbindelserne mellem nutidige generationer, dvs. mellem yngre og ældre generationer.

»Solidaritet mellem generationerne« henviser til gensidig støtte og samarbejde mellem forskellige aldersgrupper med henblik på at opnå et samfund, hvor mennesker i alle aldre har en rolle at spille i overensstemmelse med deres behov og evner og kan drage fordel af deres samfunds økonomiske og sociale fremskridt på lige fod.

c) RESUMÉ AF DEN ENDELIGE RAPPORT OM DE NATIONALE HØRINGER UNDER 9. CYKLUS AF EU’s UNGDOMSDIALOG:

Høringsfasen i 9. cyklus af EU's ungdomsdialog (EUYD9) løb fra januar til august 2022. Dette resumé af resultaterne af EUYD9 omfatter høringsaktiviteter, der er gennemført af nationale arbejdsgrupper, input fra internationale ikkestatslige ungdomsorganisationer, der deltager i EUYD9, og resultaterne af EUYD9-ungdomskonferencen i Prag, Den Tjekkiske Republik (2). Resultaterne af midtvejsindsamlingen af god praksis (3) er også indarbejdet.

Resultater af underemne 1: »information og uddannelse«

Ifølge de unge, der deltog i høringerne, bør informationskilder og muligheder for at lære om klimaændringer:

—	være ungdomsvenlige, tilgængelige og disponible i flere forskellige formater og på flere forskellige sprog

—	vise klimaændringernes relevans for en bred vifte af unges liv

—	være omfattende, pålidelige og videnskabeligt funderede, dække flere miljøemner og vise politiske processer og udviklinger vedrørende bæredygtighed

—	fremhæve sammenhængen mellem klimaændringer og ulighed, som mange unge ikke var bekendt med under høringerne

—	gå videre end informationsudveksling og sigte mod at motivere og sætte unge i stand til at handle til gavn for bæredygtighed, herunder gennem politisk handling og ved at træffe bæredygtige livsstilsvalg

—	undgå »dommedagsprofetier«, der skaber en følelse af håbløshed og indvirkning på unges mentale sundhed.

For at øge læringsmulighederne vedrørende bæredygtighed blev det foreslået at udnytte skolerne bedre og at medtage emnet i deres læseplaner. Selv om skolerne var det forum, der hyppigst blev foreslået med henblik på disse muligheder, var civilsamfundet, ungdomsklubber, ungdomsorganisationer, digitale værktøjer og peerprogrammer også blandt de udpegede gavnlige læringsmiljøer. Behovet for finansiering af ungdomsarbejde og ungdomsorganisationer med henblik på at udvide læringsmulighederne vedrørende bæredygtighed blev fremhævet.

Resultater af underemne 2: »handling og mobilisering«

En fælles holdning blandt deltagerne i høringen var, at de politiske beslutningstagere og politikerne har udvist manglende handling i forbindelse med bæredygtigheds- og miljøspørgsmål, og at unge har meget begrænsede muligheder for at drage beslutningstagerne til ansvar for disse emner. Der var en følelse af mistillid og utilfredshed over for politikere. Mange, men ikke alle, unge var i stand til at identificere en række tilgængelige deltagelsesmekanismer (f.eks. protester, andragender og civilsamfundsorganisationer). Generelt blev det dog nævnt, at disse mekanismer ikke medførte ændringer i bæredygtigheden på grund af manglende handling fra de relevante politiske beslutningstageres side. Ingen specifikke typer mekanismer blev generelt udpeget som mere effektive. Unge, der er involveret i formelle strukturer (f.eks. ungdomsråd og rådgivende råd), nævnte, at disse strukturer havde en vis virkning, når de blev integreret i den politiske beslutningsproces. Mange unge var dog ikke bekendt med disse strukturer. Det blev nævnt, at mulighederne for at drage beslutningstagerne til ansvar kan forbedres ved:

—	at politiske beslutningstagere forpligter sig til mere omfattende foranstaltninger baseret på resultaterne af deltagelsesmekanismerne

—	at forbedre tilgængeligheden af deltagelsesmekanismer og sikre, at de fokuserer på marginaliserede gruppers problemstillinger samt flertalsspørgsmål og gør det muligt for marginaliserede unge at påtage sig lederroller

—	at øge antallet af muligheder for deltagelse inden for bæredygtighed, navnlig uformel og regelmæssig dialog med valgte repræsentanter

—	at fremme og beskytte ungdomsråd ved at øge ressourcerne, oprette flere lokale ungdomsråd og sikre lovgivningsmæssig opbakning.

Resultater af underemne 3: »forvaltning«

På EUYD9-ungdomskonferencerne i Frankrig og Den Tjekkiske Republik og det uformelle ministermøde i Strasbourg den 22. januar 2022 blev der peget på unges bekymringer med hensyn til youthwashing. De unge, der deltog i høringsfasen, var ikke særlig fortrolige med konceptet, men var ofte i stand til at genkende det. Det blev nævnt, at youthwashing var et engagement mellem politikere eller politiske beslutningstagere og unge, som ikke har nogen reel mulighed for at skabe politiske forandringer trods forventninger om at gøre det. Høringerne viste, at deltagelsesmekanismer kan begrænse youthwashing ved:

—	at øge gennemsigtigheden og synligheden ved at give de unge klare oplysninger om, hvorvidt det er muligt at gennemføre deres krav, og sikre, at de politiske beslutningstageres tilsagn registreres offentligt og fremmes

—

at følge op på og give feedback til unge om de foranstaltninger, som de politiske beslutningstagere har truffet efter deltagelsesaktiviteter, idet de politiske beslutningstagere offentligt rapporterer om de opnåede ændringer eller begrunder manglen på ændringer, der er opnået inden for fastsatte frister, samt deltagelse i en løbende dialog med unge

—	at udvikle mere konsekvente og stærkere forbindelser mellem deltagelsesmekanismer og politikområder knyttet til bæredygtighed.

Resultater af underemne 4: »mobilitet og solidaritet«

I høringen blev unge med marginaliseret baggrund af forskellig art spurgt, hvordan de kunne drage fordel af EU-dækkende mobilitetsmuligheder i forbindelse med miljø. Finansielle hindringer eller opfattede finansielle hindringer var et stort problem. Det omfattede bl.a. direkte omkostninger, manglende mulighed for at kunne tage en beskæftigelsespause eller risiko for at miste social bistand. Sprogbarrierer og mangel på tilgængelig information om mulighederne spillede også en rolle. Nogle unge mente, at EU's mobilitetsmuligheder ikke var beregnet til unge med deres baggrund. En tendens til at fokusere på umiddelbare livsbehov eller lokale spørgsmål snarere end miljøspørgsmål var også en faktor. De unge, der blev hørt, fandt, at der er behov for:

—	at sænke tærsklen for at have adgang til muligheder ved at fjerne omkostninger, tilbyde kortsigtede (2-3 dage) muligheder, forenkle de administrative procedurer og skabe direkte forbindelse via skoler eller lokale projekter

—	at øge finansieringen og støtten til organisationer, der fremmer mobilitets- og solidaritetsprojekter

—	at fokusere på lokale miljøinitiativer, der er forbundet med og berører marginaliserede unges egne lokalsamfund

—	at øge oplysningsindsatsen og det opsøgende arbejde, bl.a. ved at skabe mobilitetsmuligheder i forbindelse med skoler og ved at samarbejde med organisationer, fagfolk og tidligere deltagere, som har »tillidsbånd« til unge under marginaliserede omstændigheder

—	at fremhæve de personlige fordele ved at deltage, navnlig med hensyn til beskæftigelsesegnethed og erhvervskompetencer, og gøre mulighederne mere attraktive

—	at yde fleksibel og professionel støtte af høj kvalitet, der er i stand til at opfylde en række forskellige tilgængelighedsbehov, herunder ressourcer til organisationer, der arbejder med unge under marginaliserede omstændigheder, for at støtte miljømæssige mobilitetsmuligheder.

Resultater af underemne 5: »adgang til infrastruktur«

Økonomiske begrænsninger blev udpeget som en af de vigtigste faktorer, der forhindrer unge i at træffe mere bæredygtige valg. De deltagere, der deltog i høringen, opfordrede til, at der udvikles bæredygtig infrastruktur, som er økonomisk overkommelig for unge. Den generelle mangel på infrastruktur i landdistrikterne blev også fremhævet. De typer infrastruktur, der blev ytret ønske om, omfattede:

—	prismæssigt overkommelig og forbedret offentlig transport sammen med sikrere og mere udbredte cykelfaciliteter, så de bliver realistiske alternativer til biler

—	økonomisk tilgængelige boligmuligheder, da de unge nævnte, at økonomiske hindringer var en vigtig faktor for dem, der gør det vanskeligt at tage hensyn til bæredygtighed, når de skal vælge bolig

—	mere grønne, åbne offentlige rum og fremme af vedvarende energi

—	bæredygtige fødevare- og forbrugsmuligheder til en overkommelig pris, herunder genanvendelse og genbrug. Dette var vigtigt for mange unge, om end ikke så høj en prioritet som andre forslag.

På EU's ungdomskonference i Prag identificerede man en rolle, som ungdomspolitikken og ungdomssektoren kan spille med hensyn til at støtte unges deltagelse inden for de politikområder, der er mere direkte relateret til infrastruktur, f.eks. transport, boliger, byplanlægning, energi og landbrug.

Resultater af et tværgående tema: dialog mellem generationerne

På EU's ungdomskonference i Prag blev det konstateret, at bæredygtighed og inklusion ikke er »ungdomsspørgsmål«, men derimod spørgsmål, der berører hele samfundet. Det blev derfor nævnt, at god praksis inden for politikudformning kræver dialog mellem generationerne på tværs af alle generationer. Der var ingen stærke krav om dialog mellem generationerne under EUYD9-høringerne, men der var en vis støtte, da emnet blev præsenteret for de unge, der deltog. Det blev nævnt, at dialogen mellem generationerne havde potentiale til:

—	at legitimere og opbygge anerkendelse af unges ønsker og indsats med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål

—	at opbygge gensidig solidaritet og støtte mellem generationerne

—	at fremme læring mellem generationerne og sætte unge i stand til at påvirke ældre generationers syn på bæredygtighed.

Det blev anført, at dialogen mellem generationerne ikke bør erstatte eksisterende mekanismer for unges deltagelse eller direkte dialog mellem unge og politiske beslutningstagere, men bør finde sted sideløbende med disse aktiviteter.

(1) De Forenede Nationer, Intergenerational solidarity and the needs of future generations, Report of the Secretary-General, A/68/322, 2013.

(2) EUYD9 EU's ungdomskonference i Prag, Den Tjekkiske Republik. Endelig konferencerapport: Deliberations on Sustainability and Inclusion, 25. juli 2022.

(3) EUYD9-midtvejsrapport. Good Practices and Consultation Processes, 30. juni 2022.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 495

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	65. årgang 29. december 2022

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,0640
JPY	japanske yen	142,21
DKK	danske kroner	7,4365
GBP	pund sterling	0,88058
SEK	svenske kroner	11,1038
CHF	schweiziske franc	0,9863
ISK	islandske kroner	151,90
NOK	norske kroner	10,4495
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	24,252
HUF	ungarske forint	403,30
PLN	polske zloty	4,7008
RON	rumænske leu	4,9460
TRY	tyrkiske lira	19,9144
AUD	australske dollar	1,5660
CAD	canadiske dollar	1,4361
HKD	hongkongske dollar	8,2931
NZD	newzealandske dollar	1,6772
SGD	singaporeanske dollar	1,4323
KRW	sydkoreanske won	1 348,59
ZAR	sydafrikanske rand	18,2890
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,4224
HRK	kroatiske kuna	7,5365
IDR	indonesiske rupiah	16 765,93
MYR	malaysiske ringgit	4,7055
PHP	filippinske pesos	59,613
RUB	russiske rubler
THB	thailandske bath	36,953
BRL	brasilianske real	5,6109
MXN	mexicanske pesos	20,6856
INR	indiske rupee	88,0943

Indhold		Side
	II Meddelelser
	MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Kommissionen
2022/C 495/01	Meddelelse fra Kommissionen — Vejledning i deling af omkostninger og fordele i grænseoverskridende samarbejdsprojekter inden for vedvarende energi	1
2022/C 495/02	Meddelelse fra Kommissionen Vejledning til medlemsstaterne om ajourføring af de nationale energi- og klimaplaner for 2021-2030	24

	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Rådet
2022/C 495/03	Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om at befordre den intergenerationelle dimension på ungdomsområdet for at fremme dialog og social samhørighed	56
	Europa-Kommissionen
2022/C 495/04	Euroens vekselkurs — 28. december 2022	66