Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udfordringer forbundet med hjemmearbejde: tilrettelæggelse af arbejdstid, balance mellem arbejde og privatliv og retten til at være offline

(sonderende udtalelse på anmodning af det portugisiske rådsformandskab)

(2021/C 220/01)

Ordfører:

Carlos Manuel TRINDADE

Anmodning fra det portugisiske rådsformandskab	26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	11.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	221/15/20

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er bevidst om, at hjemmearbejde under covid-19-pandemien har bidraget til at sikre, at økonomien fortsat fungerer, og til at redde arbejdspladser i medlemsstaterne ved at begrænse nedgangen i den økonomiske aktivitet. I Europa er flere millioner arbejdstagere begyndt at arbejde hjemmefra — ifølge Eurofounds skøn er der tale om ca. 40 % af arbejdstagerne.

1.2.

Når man se på situationen i Europa før pandemien, kan man konstatere, at hjemmearbejde var langt mindre udbredt end i USA og Japan (under halvdelen af andelen af arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, i disse lande). Samtidig har pandemien fremskyndet overgangen til hjemmearbejde, som er blevet en afgørende faktor i bekæmpelsen af sundhedskrisen. Som følge heraf står virksomhederne, arbejdstagerne og samfundet som helhed over for enorme udfordringer. Der vil naturligvis kunne drages mange konklusioner af denne pandemi, hvilket vil øge de muligheder og fjerne de risici, der er forbundet med hjemmearbejde.

1.3.

I den sammenhæng anerkender EØSU den fremsynethed, som de europæiske arbejdsmarkedsparter har udvist i forbindelse med aftalen om telearbejde fra 2002. Udvalget opfordrer arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne til at fortsætte den sociale dialog og de kollektive overenskomstforhandlinger og til at fastlægge regler og processer, der er tilpasset de enkelte medlemsstater og situationen i hver enkelt sektor.

1.4.

EØSU mener, at der bør findes løsninger, som tager højde for den økonomiske omstilling i retning af digitalisering, en mere bæredygtig udvikling og bekæmpelse af uligheder.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge gennemførelsen af aftalen om telearbejde fra 2002 og aftalen om digitalisering fra 2020. I lyset af erfaringerne fra pandemien kunne den eksisterende lovgivning i EU og medlemsstaterne tilpasses, og der kunne indføres ny lovgivning med henblik på at fremme de positive aspekter af hjemmearbejde og beskytte arbejdstagernes grundlæggende rettigheder. EØSU bemærker, at man skal være særlig opmærksom på tilrettelæggelsen af arbejdstiden, sundheds- og sikkerhedsrisiciene på arbejdspladsen, balancen mellem arbejdsliv og privatliv, retten til at være offline og arbejdstagernes udøvelse af deres rettigheder i forbindelse med hjemmearbejde. Det går stærkt med den teknologiske udvikling og udviklingen af nye arbejdsformer, hvilket gør det nødvendigt at overvåge, at lovgivning og praksis tilpasses de nye forhold, der vil være fremherskende i fremtiden.

1.6.

EØSU gør opmærksom på, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter skal sikre, at der findes passende nationale rammer for hjemmearbejde, der fastlægger spillereglerne for de berørte virksomheder og arbejdstagere.

1.7.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at omsætte og gennemføre direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv korrekt.

1.8.

EØSU understreger, at aftalerne mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter fra 2002 og 2020 indeholder de vigtigste principper, der gør det muligt at udnytte de positive virkninger af hjemmearbejde og begrænse de negative virkninger til et minimum.

1.9.

EØSU mener, at de vigtigste lovgivningsmæssige udfordringer består i at sikre, at hjemmearbejde er frivilligt og kan bringes til ophør, og at arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, har samme individuelle og kollektive rettigheder som tilsvarende arbejdstagere i samme virksomhed, bl.a. hvad angår tilrettelæggelsen af arbejdstiden, således at det sikres, at arbejdsbyrden er den samme. Reglerne for hjemmearbejde bør nedfældes skriftligt, og der bør, om nødvendigt, træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, kan udøve deres rettigheder, og at de behandles på samme måde som andre arbejdstagere, navnlig hvad angår sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

1.10.

EØSU er bevidst om, at det er nødvendigt at afklare alle spørgsmål vedrørende udstyr, ansvar og omkostninger, inden der indføres hjemmearbejde. Udvalget mener, at arbejdsgiverne som hovedregel er ansvarlige for at stille det udstyr, der er nødvendigt for hjemmearbejde, til rådighed og installere og vedligeholde det. Arbejdsgiveren bør direkte dække de omkostninger, der opstår som følge af hjemmearbejde, navnlig kommunikationsrelaterede omkostninger (forbrugsgoder, mobiltelefoni og internet).

1.11.

EØSU foreslår, at virksomhederne i forbindelse med hjemmearbejde bør anvende passende mekanismer til registrering af almindelig arbejdstid og overarbejde i overensstemmelse med EU-lovgivning og national lovgivning samt kollektive overenskomstaftaler på nationalt plan, regionalt plan, sektorplan eller virksomhedsplan.

1.12.

Udvalget mener, at de anvendte metoder til kontrol og registrering af arbejdstid udelukkende bør anvendes til dette formål, bør være kendt af arbejdstagerne, ikke må krænke privatlivets fred og skal være i overensstemmelse med principperne om databeskyttelse.

1.13.

EØSU understreger, at arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, ikke må stilles ringere i deres arbejdsliv, navnlig hvad angår deres karriereforløb, videreuddannelse, adgang til interne oplysninger i virksomheden, fagforeningsdeltagelse og -repræsentation, specifikke arbejdstagerrettigheder (arbejdsmedicin, forsikringer osv.) og andre særlige rettigheder i virksomheden.

1.14.

EØSU mener, at Kommissionen, ILO og OECD bør indlede en fælles proces på grundlag af undersøgelser om konsekvenserne af hjemmearbejde med henblik på at udarbejde en ILO-konvention om hjemmearbejde. EØSU mener endvidere, at vilkårene for hjemmearbejde bør indgå i ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og de dermed forbundne nationale programmer.

2.   Begrebsmæssige aspekter af og baggrund for hjemmearbejde

2.1.

I denne udtalelse besvares det portugisiske rådsformandskabs spørgsmål vedrørende de udfordringer, der er forbundet med hjemmearbejde, hvad angår tilrettelæggelse af arbejdstiden, balance mellem arbejdsliv og privatliv og retten til at være offline, med det formål at fremme den europæiske sociale model. Disse spørgsmål omfatter et kønsperspektiv, som er beskrevet i en særskilt udtalelse (SOC/662) — der også er en sonderende udtalelse ligesom denne udtalelse.

2.2.

EØSU værdsætter det arbejde, som Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og Eurofound har udført om metoder til hjemmearbejde og tilhørende begreber, og som gør det muligt at sammenligne data på europæisk og internationalt plan (1).

2.3.

EØSU anvender udtrykket »hjemmearbejde« som betegnelse for arbejde, som lønmodtagere udfører hjemmefra uden for virksomhedens lokaler og ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi. Det sted, hvor arbejdet udføres, samt anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologi er således to afgørende aspekter af hjemmearbejde. EØSU anerkender, at der findes forskellige former for hjemmearbejde, som afhænger af de forskellige landes gældende lovgivning og praksis. Nærværende udtalelse vedrører hjemmearbejde, der udføres af lønmodtagere. Den beskæftiger sig ikke med selvstændige erhvervsdrivendes problemstillinger, der vil blive behandlet på et senere tidspunkt i en særskilt udtalelse.

2.4.

Hjemmearbejde har været genstand for regulering. Selvom der ikke findes nogen specifikke europæiske og internationale direktiver eller regler for hjemmearbejde, findes der EU-lovgivning på området, bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF (2) om tilrettelæggelse af arbejdstiden, Rådets direktiv 89/391/EØF (3) om sikkerhed og sundhed under arbejdet, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1152 (4) om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 (5) om balance mellem arbejdsliv og privatliv. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at omsætte disse direktiver i deres lovgivning.

2.5.

Også de europæiske arbejdsmarkedsparter har haft særligt fokus på dette spørgsmål. Rammeaftalen om telearbejde (en selvstændig aftale) blev undertegnet i 2002, men dens gennemførelse har været uensartet i hele Europa. Blandt de mange aspekter, der fremhæves i rammeaftalen, kan nævnes følgende: hjemmearbejde skal være frivilligt; der skal være ligebehandling i forhold til tilsvarende arbejdstagere i virksomheden, særligt med hensyn til arbejdsbyrde samt adgang til uddannelse og kollektive rettigheder; mulighed for at bringe hjemmearbejde til ophør; overgangen til hjemmearbejde må ikke ændre på arbejdstagerens status; arbejdstagerens privatliv skal respekteres; personlige data skal beskyttes; standarder for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen skal respekteres. For at kontrollere, at sundheds- og sikkerhedsstandarder anvendes korrekt, skal arbejdsgiveren, arbejdstagerens fagforening/repræsentanter og andre kompetente myndigheder have adgang til arbejdspladsen i overensstemmelse med national lovgivning og kollektive overenskomstaftaler. Hvis arbejdstageren arbejder hjemmefra, skal denne adgang anmeldes og godkendes på forhånd. Arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, har ret til at anmode om kontrolbesøg.

2.6.

I juni 2020 indgik de europæiske arbejdsmarkedsparter en selvstændig rammeaftale om digitalisering, som omfatter fire specifikke områder, nemlig digitale færdigheder og ansættelsessikkerhed; betingelserne for at være online og offline; kunstig intelligens og bevarelse af menneskelig kontrol; respekt for den menneskelige værdighed og overvågning. EØSU anser det for nødvendigt at foretage en vurdering af resultaterne af gennemførelsen af de bestemmelser, der er fastsat i aftalen, så hurtigt som muligt. Udvalget opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at fremme en hurtig og korrekt gennemførelse af aftalen. Et EU-lovgivningsinitiativ kunne eventuelt lanceres i overensstemmelse med bestemmelserne i TEUF om social- og arbejdsmarkedspolitikken (artikel 151 ff.) og/eller på medlemsstatsniveau med henblik på at beskytte og gennemføre arbejdstagernes ret til at være offline.

2.7.

De europæiske arbejdsmarkedsparter har ligeledes gjort og vil fortsætte med at gøre et stort stykke arbejde inden for en lang række sektorer. Listen over indgåede aftaler om hjemmearbejde og digitalisering fremgår af bilaget til denne udtalelse. Listen er ganske vist ikke udtømmende, men vidner om den sociale dialog, der er blevet ført på området.

2.8.

I medlemsstaterne regulerer arbejdsretten visse aspekter af relevans for hjemmearbejde, såsom arbejdstidens længde og tilrettelæggelse, arbejdsforhold samt sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, i form af specifikke bestemmelser, herunder kravet om skriftlige ansættelseskontrakter. Rammeaftalen om telearbejde har påvirket indholdet af de regler, som vedtages.

2.9.

Hjemmearbejde har været og vil fortsætte med at være genstand for kollektive forhandlinger og overenskomster (undertiden trepartsforhandlinger og -overenskomster) på nationalt plan, sektorplan eller virksomhedsplan, hvis indhold ligeledes er blevet påvirket af den europæiske aftale fra 2002. Eftersom forhandlingerne ofte har fundet sted på virksomhedsniveau, er der begrænset kendskab til aftalernes indhold (6).

2.10.

De østeuropæiske EU-medlemsstater er en undtagelse herfra. EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter i disse lande til at forhandle overenskomster om hjemmearbejde eller om nødvendigt at ajourføre dem.

2.11.

Ifølge data fra den europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene fra 2015 var andelen af arbejdstagere, som arbejder hjemmefra, høj i de to nordiske lande — Danmark (37 %) og Sverige (33 %) — og i Nederlandene (30 %), mellemhøj i lande som Luxembourg (26 %), Frankrig (25 %), Estland (24 %), Belgien (24 %) og Finland (24 %) og lav i halvdelen af EU-medlemsstaterne, fra 12-13 % (Tyskland, Spanien, Bulgarien, Litauen og Rumænien) og helt ned til 7-11 % (Italien, Tjekkiet, Polen, Slovakiet, Portugal og Ungarn). Det skal bemærkes, at »lejlighedsvis hjemmearbejde« generelt vedrører halvdelen af de arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, og at »regelmæssig hjemmearbejde« vedrører lidt under en fjerdedel af dem (7).

2.12.

Blandt eksemplerne på nye forskningsresultater kan nævnes (8):

2.12.1.

I 2019 arbejdede kun 5,4 % af lønmodtagerne i EU-27 normalt hjemmefra — en andel, som stort set ikke har ændret sig i det seneste årti. Derimod steg andelen af arbejdstagere, der lejlighedsvis arbejdede hjemmefra, fra 5,2 % i 2009 til 9 % i 2019. Ifølge ILO's undersøgelser tegner hjemmearbejde (herunder »mobilt« hjemmearbejde) sig for 8 % af den samlede arbejdsstyrke i EU mod 20 % i USA og 16 % i Japan (9).

2.12.2.

Udbredelsen af hjemmearbejde varierer betydeligt mellem de enkelte sektorer og erhverv og er særligt stor i informations- og teknologisektorerne, i videnintensive sektorer og blandt højt kvalificerede arbejdstagere. Forskellene mellem medlemsstaterne, hvad angår andelen af arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, skyldes blandt andet den industrielle struktur, fordelingen af beskæftigelsen efter virksomhedernes størrelse, andelen af selvstændige erhvervsdrivende og arbejdstagernes digitale færdigheder i medlemsstaterne.

2.12.3.

Forskelle i adgangen til hjemmearbejde og beskyttelse af arbejdstagerne risikerer at øge ulighederne mellem arbejdstagerne, herunder med hensyn til kønsaspektet, der behandles i udtalelse SOC/662, og der skal derfor findes en løsning på dette problem.

2.12.4.

Udvikling af arbejdstagernes digitale færdigheder er afgørende for at løfte de udfordringer, der er forbundet med den teknologiske udvikling og de nye arbejdsformer — i 2019 uddannede i gennemsnit under 25 % af EU's virksomheder sine ansatte i digitale færdigheder, lige fra 6 % i Rumænien til 37 % i Finland.

2.13.

Som følge af covid-19-pandemien er flere millioner arbejdstagere i Europa begyndt at arbejde hjemmefra. Eurofound anslår, at ca. 40 % af arbejdstagerne er begyndt at arbejde hjemmefra på fuld tid på grund af pandemien. I de fleste tilfælde er hjemmearbejde obligatorisk som følge af afgørelser truffet af offentlige myndigheder af hensyn til sundhedskontrollen.

2.14.

EØSU gentager sin holdning som udtrykt i forskellige udtalelser (10) om fremtidens arbejde, digitalisering, tilrettelæggelse af arbejdstid og balance mellem arbejdsliv og privatliv.

3.   Muligheder og risici i forbindelse med hjemmearbejde

3.1.

For virksomhederne kan hjemmearbejde øge produktiviteten, men også give problemer med hensyn til virksomhedskulturen og tilrettelæggelsen af arbejdet. Set ud fra virksomhedernes synspunkt har anvendelsen af hjemmearbejde flere mål, bl.a. (11): i) en resultatbaseret tilrettelæggelse af arbejdet, hvor arbejdstagerne får større autonomi og større ansvar for resultaterne ii) øget produktivitet og effektivitet (færre afbrydelser) iii) pladsbesparelser i virksomhedernes lokaler og/eller kontorer og deraf følgende økonomiske besparelser iv) bedre mulighed for at ansætte visse kategorier af arbejdstagere (personer med omsorgsansvar eller nedsat funktionsevne).

3.2.

For arbejdstagerne kan hjemmearbejde gøre det nemmere at forene arbejdsliv og privatliv og mindske de omkostninger, der er forbundet med transport mellem hjemmet og arbejdspladsen. Generelt kan hjemmearbejde øge autonomien, forbedre koncentrationsevnen og øge produktiviteten (12). Autonomi opvejer dog ikke altid de negative konsekvenser for sundheden og trivslen og kan endda øge arbejdsintensiteten, når hjemmearbejde er forbundet med en for stor arbejdsbelastning og en konkurrencepræget virksomhedskultur, som kræver en høj indsats med en ekstra (ulønnet) arbejdsbyrde og utilstrækkelig fritid til følge (13).

3.3.

EØSU understreger, at hjemmearbejde bidrager positivt til bæredygtig udvikling og dekarbonisering af økonomien og til at fremme mobiliteten i byerne.

3.4.

EØSU konstaterer, at covid-19-pandemiens negative konsekvenser er blevet væsentligt begrænset takket være hjemmearbejde. Den betydelige vækst i hjemmearbejde har gjort det muligt for mange brancher at overleve.

3.5.

EØSU bemærker, at udviskningen af grænsen mellem arbejdstid og fritid risikerer at øge den reelle arbejdstid og arbejdsintensiteten og gøre det sværere at koble af fra arbejdet, hvilket kan gå ud over familielivet. Måling og overvågning af arbejdstid er en stor udfordring for medlemsstaternes arbejdstilsynsmyndigheder, som skal håndteres på passende vis.

3.6.

Forskning viser, at der er visse risici for arbejdstagerne: det drejer sig ikke blot om stress, depression og angst, der forbindes med forskellige former for isolation, men også om lidelser i bevægeapparatet, hovedpine, udbrændthed, søvnforstyrrelser og nye digitale fænomener som »virtuel tilstedeværelse«. Fænomenet »fremmøde trods sygdom« og dets indvirkning på arbejdslivet varierer. Ifølge Eurofound har nogle arbejdstagere negative erfaringer hermed, mens andre sætter pris på at kunne arbejde hjemmefra i stedet for at tage ind til deres arbejdsgivers lokaler, når de føler sig syge. Dette bør dog ikke gribe ind i retten til sygeorlov. Hjemmearbejde er også forbundet med store vanskeligheder med hensyn til tilrettelæggelse af og deltagelse i fagforeningsaktiviteter, manglende synlighed, krænkelse af privatlivets fred og spredning af telearbejdere.

3.7.

EØSU bemærker, at der også er andre risici forbundet med hjemmearbejde såsom dem, der vedrører cybersikkerhed. Disse bør håndteres på passende vis for at beskytte virksomhederne og de hjemmearbejdende arbejdstageres privatliv. En anden risiko forbundet med hjemmearbejde er dets potentielt negative indvirkning på eksisterende organisationskulturer, i enheder, der producerer varer eller tjenesteydelser, eller i foreningsstrukturer og/eller i forbindelse med frivilligt arbejde.

3.8.

Hjemmearbejde kræver færdigheder i informations- og kommunikationsteknologi og adgang til udstyr og tjenester samt boligforhold og andre forhold, der er forenelige med hjemmearbejde, hvilket rejser spørgsmålet om økonomiske og sociale uligheder.

3.9.

EØSU er bevidst om, at hjemmearbejde kan fremme integrationen på arbejdsmarkedet af visse grupper, der forskelsbehandles, navnlig personer med handicap, gravide kvinder og eneforsørgere, som ofte er nødt til at overvinde strukturelle hindringer for at få adgang til beskæftigelse.

3.10.

EØSU mener, at de vigtigste lovgivningsmæssige udfordringer består i at sikre, at hjemmearbejde er frivilligt og kan bringes til ophør — bortset fra undtagelsestilfælde som pandemien, hvor hjemmearbejde er pålagt af offentlige myndigheder — og at de arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, har samme individuelle og kollektive rettigheder som tilsvarende arbejdstagere i samme virksomhed, at reglerne for hjemmearbejde er nedfældet skriftligt, og at der om nødvendigt træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at arbejdstagerne kan udøve deres rettigheder, og at de behandles på samme måde som andre arbejdstagere.

3.11.

EØSU mener, at en regulering af hjemmearbejde vil kunne sikre anstændige arbejdsvilkår og bidrage til at mindske uligheder og fattigdom på arbejdspladsen (14).

3.12.

EØSU mener, at arbejdsgiverne er ansvarlige for at uddanne deres ansatte og for at stille det udstyr, der er nødvendigt for hjemmearbejde, til rådighed og installere og vedligeholde det. Arbejdsgiveren bør direkte dække de omkostninger, der opstår som følge af hjemmearbejde, navnlig kommunikationsrelaterede omkostninger (forbrugsgoder, mobiltelefoni og internet).

3.13.

Der bør træffes alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte data vedrørende hjemmearbejde, navnlig de hjemmearbejdende arbejdstageres personoplysninger.

3.14.

EØSU bemærker, at der i langt de fleste virksomheder har været en stærk vækst i systemer til overvågning af, kontrol med og tilsyn med de hjemmearbejdende arbejdstageres aktiviteter. Udvalget anbefaler, at anvendelsen af disse kontrolredskaber sker i tråd med principperne om databeskyttelse og, om nødvendigt, reguleres i fremtidig EU-lovgivning og/eller kollektive forhandlinger på nationalt plan, regionalt plan, sektorplan og virksomhedsplan mellem arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne.

4.   Udfordringer forbundet med hjemmearbejde

4.1.   Tilrettelæggelse af arbejdstid

4.1.1.

EØSU konstaterer, at forskningen er entydig med hensyn til virkningerne af hjemmearbejde på arbejdstiden — lang arbejdstid angives som værende den største ulempe ved denne arbejdsform (15). Hjemmearbejde gør det muligt for arbejdstageren at tilrettelægge sin arbejdsdag og undgå transport mellem sit hjem og sin arbejdsplads, men forlænger derimod arbejdstiden med aften- og weekendarbejde.

4.1.2.

EØSU bemærker med tilfredshed, at de europæiske arbejdsmarkedsparter for nylig er blevet enige om, at regelmæssige meningsudvekslinger mellem ledere og arbejdstagere og/eller deres repræsentanter om arbejdsbyrden og arbejdsprocesserne (16) er en af de foranstaltninger, der bør overvejes som led i den fælles partnerskabsproces, som danner grundlag for aftalen.

4.1.3.

En Eurofoundundersøgelse (17) viser følgende:

4.1.3.1.

Omkring 30 % af de arbejdstagere, der normalt arbejder hjemmefra, arbejder hver dag eller flere gange om ugen i deres fritid. Omkring 50 % af dem afbrydes i deres arbejde for at tage sig af uforudsete opgaver, og omkring 20 % arbejder over 48 timer om ugen (denne procentdel ligger på omkring 30 % for »mobile« hjemmearbejdende arbejdstagere og 10 % for de arbejdstagere, der lejlighedsvis arbejder hjemmefra).

4.1.3.2.

Omkring 40 % af de arbejdstagere, der normalt arbejder hjemmefra, har under 11 timers hviletid mellem arbejdsdagene (25 % af de arbejdstagere, der lejlighedsvis arbejder hjemmefra, og omkring 60 % af de »mobile« hjemmearbejdende arbejdstagere).

4.1.4.

Eurofounds undersøgelser viser, at arbejdsintensiteten er et problem, som er fælles for de europæiske lande (37 % af arbejdstagerne erklærer f.eks., at de er underlagt stramme tidsfrister), og at problemet er mere hyppigt blandt hjemmearbejdende arbejdstagere, især de mobile (18).

4.1.5.

Der bør foretages en evaluering af konsekvenserne for sundheden og trivslen af en intensiv anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier, f.eks. arbejde foran en skærm eller via smartphones. De negative konsekvenser, som kan forstærkes af hjemmearbejde, er psykisk pres (stress), øjentræthed, angst, hovedpine, udbrændthed, søvnforstyrrelser og lidelser i bevægeapparatet (19).

4.1.6.

Selvom der ganske vist findes EU-standarder for hjemmearbejde, bør det undersøges, om direktivet om arbejdstid og de øvrige direktiver, der omtales i punkt 2.4, aftalen om telearbejde (fra 2002) og aftalen om digitalisering (fra 2020) er tilstrækkelige til at beskytte arbejdstagerne (20). I den henseende fremhæver EØSU betydningen af den europæiske retspraksis, ifølge hvilken medlemsstaterne »skal […] pålægge arbejdsgiverne en forpligtelse til at indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system, der gør det muligt at måle længden af hver enkelt arbejdstagers daglige arbejdstid« (21). EØSU bemærker, at det er op til medlemsstaterne at beslutte, hvordan et sådant system specifikt skal implementeres bl.a. under hensyntagen til de forskelle, der måtte være mellem forskellige sektorer og aktiviteter (22).

4.1.7.

I den henseende foreslår EØSU, at virksomhederne i forbindelse med hjemmearbejde pålægges at anvende passende mekanismer til registrering af almindelig arbejdstid og overarbejde i overensstemmelse med EU-lovgivning og national lovgivning samt kollektive overenskomstaftaler på regionalt plan, sektorplan eller virksomhedsplan.

4.1.8.

EØSU mener, at ligebehandling i forhold til tilsvarende arbejdstagere i samme virksomhed også skal gælde sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på at sikre samme arbejdsbyrde og fagforeningers/arbejdstagerrepræsentanters ret til at få adgang til hjemmearbejdspladsen i overensstemmelse med national lovgivning og kollektive overenskomster.

4.1.9.

Arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, må ikke stilles ringere i deres arbejdsliv, navnlig hvad angår deres karriereforløb, videreuddannelse, adgang til interne oplysninger i virksomheden, fagforeningsdeltagelse og -repræsentation, specifikke arbejdstagerrettigheder (arbejdsmedicin, forsikringer osv.) og andre særlige rettigheder i virksomheden.

4.2.   Balance mellem arbejdsliv og privatliv

4.2.1.

En af drivkræfterne bag udviklingen inden for hjemmearbejde er, at denne arbejdsform ser ud til at give en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, øge produktiviteten og loyaliteten blandt personalet og mindske personaleudskiftning. Det er dog vanskeligt at drage endelige konklusioner om virkningerne af hjemmearbejde for arbejdslivet på basis af den aktuelle forskning på området, og virkeligheden kan derfor være langt mere kompleks og tvetydig end, og måske endda i modstrid med, disse potentielle gensidige fordele for arbejdstagere og arbejdsgivere (23).

4.2.2.

EØSU bemærker, at der er et modsætningsforhold mellem de stadig mere fleksible arbejdstider og målet om anstændigt arbejde, som ILO er fortaler for.

4.2.3.

Med hensyn til balancen mellem arbejdsliv og privatliv mener EØSU, at de negative virkninger forstærkes for arbejdstagere, der arbejder hjemmefra, og også varierer afhængigt af arbejdstagernes individuelle egenskaber, virksomhedskulturen og arbejdets tilrettelæggelse (24). EØSU mener, at den faktiske omsætning af direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv uden tvivl vil kunne bidrage til at forbedre arbejdsvilkårene for arbejdstagere, der arbejder hjemmefra (25). EØSU opfordrer medlemsstaterne til at omsætte og gennemføre dette direktiv korrekt.

4.2.4.

EØSU konstaterer, at virkningerne af hjemmearbejde på balancen mellem arbejdsliv og privatliv bestemt ikke er entydige, og opfordrer til mere dybtgående undersøgelser af balancen mellem arbejdsliv og privatliv (26).

4.2.5.

EØSU gør opmærksom på behovet for passende uddannelse af arbejdstagere og linjechefer i bedste praksis for håndtering af hjemmearbejde og overholdelse af de lovgivnings- og kontraktmæssige bestemmelser, navnlig hvad angår fremme af balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

4.2.6.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at foretage passende investeringer i tilvejebringelse og/eller udvikling af almindeligt tilgængelige sociale tjenester af høj kvalitet for ældre og børn, som kan bidrage til at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv.

4.3.   Retten til at være offline

4.3.1.

EØSU er bevidst om, at en »altid online«-kultur og de hjemmearbejdende arbejdstageres mangel på fritid sættes i forbindelse med alvorlige fysiske og psykosociale risici (27). At være online betyder, at det bliver vanskeligt at respektere grænserne mellem lønnet arbejde og privatliv.

4.3.2.

For så vidt angår retten til at være offline, blev der for nylig iværksat politikker i medlemsstaterne — omend de følger forskellige tilgange — og/eller tiltag fra arbejdsmarkedsparternes og virksomhedernes side, der skal begrænse disse negative virkninger og beskytte arbejdstagerne i deres fritid.

4.3.3.

At være online konstant har negative konsekvenser. Det er kvinderne, der rammes hårdest, da det typisk er dem, som tager sig af ulønnet husligt arbejde og pasning af børn, ældre og sengeliggende syge (28).

4.3.4.

Lovgivningen omfatter de fleste aspekter af hjemmearbejde, hvilket gør det så meget desto vigtigere at gennemføre den effektivt. Rammeaftalen om digitalisering, der blev undertegnet på europæisk plan i juni 2020, vedrører bl.a. retten til at være offline, overholdelse af lovgivningens og kollektive overenskomsters bestemmelser om arbejdstid samt andre kontraktmæssige bestemmelser, og den skal sikre, at arbejdstageren ikke er forpligtet til at stå til rådighed for sin arbejdsgiver uden for arbejdstiden. EØSU bemærker, at aftalen er ved at blive gennemført af arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne. Et lovgivningsinitiativ i overensstemmelse med bestemmelserne i TEUF om social- og arbejdsmarkedspolitikken (artikel 151 ff.) med henblik på at beskytte og gennemføre arbejdstagernes ret til at være offline og samtidig forhindre, at deres arbejdsvilkår forringes, er imidlertid stadig en mulighed.

4.3.5.

Medlemsstaterne har forskellige holdninger til indførelsen af en ret til at være offline (29). Fire lande (Belgien, Spanien, Frankrig og Italien) har vedtaget specifik lovgivning herom. I Portugal har man behandlet et lovforslag, og i Nederlandene er der indledt en høringsprocedure, men ingen af de to lande har vedtaget specifik lovgivning. I de øvrige medlemsstater anvendes der forskellige tilgange: i visse lande opfordrer fagforeningerne til, at der indføres specifikke regler, da den gældende lovgivning ikke anses for at være tilstrækkelig. I nogle lande vurderes det, at kollektive overenskomster er den bedste måde at regulere på, mens fagforeningerne i andre lande mener, at lovgivningen om arbejdstid er tilstrækkelig.

4.3.6.

På den baggrund bifalder EØSU den beslutning, som Europa-Parlamentet vedtog den 21. januar 2021, og som Kommissionen tog hensyn til i handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder af 4. marts i afsnittet om hjemmearbejde og retten til at være offline (30). Inden for disse rammer mener EØSU, at der bør tages passende hånd om retten til at være offline i handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder.

4.3.7.

Med hensyn til retten til at være offline understreger EØSU, at overarbejde ikke i sig selv er et problem, forudsat at det er i overensstemmelse med de gældende regler, navnlig hvad angår det maksimalt tilladte antal arbejdstimer, og at det sikres, at al arbejdstid aflønnes i overensstemmelse med de retlige rammer i de enkelte medlemsstater.

5.   Foranstaltninger truffet af Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter

5.1.

EØSU fremhæver, at der er behov for flere og bedre statistiske oplysninger og for mere forskning i hjemmearbejde med henblik på at identificere bedste praksis og undersøge virkningerne af hjemmearbejde på arbejdstagernes liv, virksomhederne og samfundet. EØSU opfordrer Kommissionen til at forbedre forskningen i hjemmearbejde og dens virkninger, fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne med hensyn til tilrettelæggelse af arbejdstid, balance mellem arbejdsliv og privatliv og retten til at være offline samt at støtte den nødvendige kompetenceomstilling, samtidig med at den sociale dialog og de kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter på forskellige niveauer respekteres.

5.2.

EØSU understreger, at aftalerne fra 2002 og 2020 indeholder de vigtigste principper, der gør det muligt at udnytte de positive virkninger af hjemmearbejde og så vidt muligt begrænse de negative virkninger.

5.3.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge gennemførelsen af aftalerne fra hhv. 2002 og 2020 og til om nødvendigt at tilpasse den eksisterende lovgivning på grundlag af erfaringerne fra pandemien og indføre ny lovgivning med henblik på at fremme de positive aspekter af hjemmearbejde og beskytte arbejdstagernes grundlæggende rettigheder. Det går stærkt med den teknologiske udvikling og udviklingen af nye arbejdsformer, hvilket kan gøre det nødvendigt at overvåge, at lovgivning og praksis tilpasses de nye forhold, der vil være fremherskende i fremtiden.

5.4.

EØSU gør opmærksom på, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter skal sikre, at der findes passende nationale rammer for hjemmearbejde, der fastlægger spillereglerne for de berørte virksomheder og arbejdstagere, idet der tages hensyn til førnævnte aftaler.

5.5.

Man skal være særlig opmærksom på tilrettelæggelsen af arbejdstiden, sundheds- og sikkerhedsrisiciene på arbejdspladsen, balancen mellem arbejdsliv og privatliv, retten til at være offline og arbejdstagernes udøvelse af deres rettigheder i forbindelse med hjemmearbejde.

5.6.

EØSU er af den opfattelse, at de problemer, der er forbundet med hjemmearbejde, bør tages op i tråd med principperne under den europæiske søjle for sociale rettigheder og FN's mål for bæredygtig udvikling.

5.7.

Udvalget mener, at arbejdsmarkedsparternes deltagelse og bistand på alle niveauer, bl.a. i forbindelse med kollektive forhandlinger, er afgørende for at finde afbalancerede, anstændige og retfærdige løsninger.

5.8.

EØSU mener, at Kommissionen, ILO og OECD bør indlede en fælles proces på grundlag af undersøgelser om konsekvenserne af hjemmearbejde med henblik på at udarbejde en ILO-konvention om hjemmearbejde. EØSU mener endvidere, at vilkårene for hjemmearbejde bør indgå i ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og de dermed forbundne nationale programmer.

---

(1)  Alex Soojung-Kim Pang (2017) Rest — Why you get more done when you work less (Penguin Life, 2018).

(2)  EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9 . .

(3)  EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1.

(4)  EUT L 186 af 11.7.2019, s. 105.

(5)  EUT L 188 af 12.7.2019, s. 79.

(6)  Eurofound og ILO, Working anytime, anywhere: The effects on the world of work, 2017, s. 51-54 (dette dokument benævnes i det følgende »Eurofound og ILO (2017)«).

(7)  Kommissionen (2020), Telework in the EU before and after the COVID-19: where we were, where we head to, Science for Policy Briefs.

(8)  Idem.

(9)  ILO (2019), Telework in the 21st century, s. 294.

(10)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 44, EUT C 197 af 8.6.2018, s. 45, EUT C 237 af 6.7.2018, s. 8, EUT C 367 af 10.10.2018, s. 15, EUT C 440 af 6.12.2018, s. 37, EUT C 232 af 14.7.2020, s. 18.

(11)  Eurofound og ILO (2017), s. 51.

(12)  Eurofound (2020), Telework and ICT-based mobile work: Flexible working in the digital age, s. 53 (dette dokument benævnes i det følgende »Eurofound (2020)«).

(13)  Eurofound og ILO (2017), s. 40.

(14)  Se Europa-Parlamentets nyligt vedtagne beslutning.

(15)  Telework in the 21st century, ILO (2019), s. 298.

(16)  Rammeaftale mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter om digitalisering, juni 2020, s. 10.

(17)  Further exploring the working conditions of ICT-based mobile workers and home-based teleworkers, arbejdsdokument (2020), s. 23-33.

(18)  Eurofound (2016) 6th European Working Conditions Survey, Overview report, s. 47-51. Se også foregående fodnote.

(19)  For yderligere oplysninger om konsekvenserne af hjemmearbejde for sundheden og trivslen se: Eurofound (2020), s. 27-35.

(20)  Eurofound (2020), s. 54.

(21)  EU-Domstolens dom, sag C-55/18, ECLI:EU:C:2019:402, præmis 60. For så vidt angår hjemmearbejde, henvises der til den øvrige retspraksis: C-518/15, C-344/19, C-580/19, C-214/20 og C-84/94.

(22)  Idem, EU-Domstolens dom, sag C-55/18, ECLI:EU:C:2019:402, præmis 63.

(23)  Telework in the 21st century, ILO (2019) s. 302.

(24)  Primær kilde: Eurofound (2020), s. 13-26.

(25)  Eurofound (2020), s. 54.

(26)  Eurofound and ILO (2017), s. 33 og 40.

(27)  Eurofound og ILO (2017), s. 37.

(28)  Se EØSU's udtalelse SOC/662 (se side 13 i denne EUT).

(29)  Primær kilde: Eurofound (2020), s. 13-26.

(30)  Se Europa-Parlamentets nyligt vedtagne beslutning.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Hjemmearbejde og ligestilling mellem kønnene — betingelser, der sikrer, at hjemmearbejde ikke forværrer den ulige fordeling af ubetalt omsorgsarbejde og husligt arbejde mellem mænd og kvinder og i stedet bliver en drivkraft for fremme af ligestilling mellem kønnene«

(Sonderende udtalelse på anmodning af det portugisiske rådsformandskab)

(2021/C 220/02)

Ordfører:	Milena ANGELOVA
Medordfører:	Erika KOLLER

Anmodning fra det portugisiske rådsformandskab	Brev af 26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	11.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	219/10/18

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Hjemmearbejde er en velkendt arbejdsform, men det blev markant udbredt som følge af covid-19-pandemien med den konsekvens, at mere end en tredjedel af alle arbejdstagere arbejdede hjemmefra med en større andel af kvinder end mænd (1). Da kvinder normalt udfører hovedparten af omsorgsarbejdet og det huslige arbejde, så de hjemmearbejde som den eneste mulighed for at kombinere dette ulønnede arbejde med aflønnet beskæftigelse. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ønsker at gøre opmærksom på risikoen for, at hjemmearbejde resulterer i, at kvinder påtager sig en dobbelt byrde i form af såvel lønnet som ulønnet arbejde. Derfor glæder EØSU sig over Kommissionens kampagne for bekæmpelse af kønsbetingede stereotyper (2), gentager behovet for en kulturændring og fjernelse af strukturelle hindringer med henblik på at opnå en mere lige fordeling af ubetalt husligt arbejde og opfordrer kraftigt medlemsstaterne til straks og effektivt at gennemføre direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv.

1.2.

Da pandemien har skabt en ekstraordinær situation, er det nødvendigt at vurdere forbindelsen mellem hjemmearbejde og ligestilling mellem kønnene ved at anlægge et mere generelt og langsigtet perspektiv. Under pandemien har hjemmearbejde så vidt muligt været obligatorisk som en sundhedsbeskyttende foranstaltning og været ledsaget af mange ekstraordinære og restriktive elementer. Under normale forhold er hjemmearbejde som regel frivilligt i den hensigt at tilrettelægge arbejdet på en måde, der bedst tilgodeser virksomhedernes og organisationernes overordnede mål og behov, og imødekomme både arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov med respekt for EU's og medlemsstaternes retlige og normative rammer (3) samt resultaterne af den sociale dialog, idet alle de praktiske forhold fastsættes som en del af arbejdsaftaler og kollektive overenskomster.

1.3.

Hjemmearbejde rummer mange muligheder for at bidrage til ligestillingen mellem kønnene som f.eks. øget deltagelse på arbejdsmarkedet; øget fleksibilitet med hensyn til at tilrettelægge arbejdstid og kombinere ubetalt omsorgsarbejde med aflønnet beskæftigelse, hvilket kan øge deltagelsen på arbejdsmarkedet; produktivitetsstigninger gennem bedre præstationer; bedre geografisk sammenfald mellem efterspørgsel og udbud af arbejdskraft uden behov for at bevæge sig et andet sted hen; tids- og omkostningsbesparelser på grund af eliminering eller mindskelse af behovet for at pendle osv. Omvendt knytter der sig nogle risici til hjemmearbejde, hvilket især kan henføres til udfordringer forbundet med, at arbejdstageren bliver usynlig i arbejdsfællesskabet; går glip af formelle og uformelle støtteordninger, personlig kontakt med kollegaer og adgang til information, forfremmelse og uddannelsesmuligheder; mulig forværring af ulighederne mellem kønnene samt øget risiko for vold og chikane. For kvinder kan dette gøre eksisterende uligheder mellem kønnene endnu større. For reelt at mindske disse risici skal der foretages en egentlig kønsanalyse, da selv politikker, som på papiret ser kønsneutrale ud, kan være kønsblinde i praksis og have negative virkninger for kvinder. Der må derfor gøres alt for at sikre, at virkningen bliver positiv.

1.4.

EØSU noterer sig de eksisterende retlige og øvrige rammer af relevans for hjemmearbejde. De omfatter arbejdstidsdirektivet, direktivet om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv, de europæiske arbejdsmarkedsparters selvstændige rammeaftaler om telearbejde fra 2002 og om digitalisering fra 2020. Det noterer sig endvidere, at der ikke findes en konsolideret europæisk ramme for hjemmearbejde. Europa-Parlamentet har tilkendegiet, at »en lovgivningsmæssig ramme med henblik på at regulere vilkår for distancearbejde i hele EU er nødvendig for at sikre anstændige arbejds- og ansættelsesforhold i den digitale økonomi og derved bidrage til at mindske uligheder og løse problemet med fattigdom blandt personer i arbejde«. EØSU anbefaler derfor en vurdering af de eksisterende regler for at afgøre, hvor effektive de er i lyset af den hurtige udbredelse af hjemmearbejde, bevidstheden om nye risici og de indhøstede erfaringer. Det opfordrer navnlig arbejdsmarkedets parter til at revidere rammeaftalen om telearbejde fra 2020 og puste nyt liv i den.

1.5.

Arbejdsmarkedets parter kan spille en væsentlig rolle med hensyn til at fremme hjemmearbejde på en måde, som bidrager til ligestilling mellem kønnene, fremmer trivsel på arbejdspladsen og produktivitet, f.eks. gennem kollektive overenskomster. Da arbejdspladser er meget forskellige, opnås de bedste resultater gennem skræddersyede tiltag på virksomheds- og arbejdspladsniveau. Selv om det er op til arbejdsgiverne at træffe beslutninger om arbejdets tilrettelæggelse, er den sociale dialog på arbejdspladserne et afgørende vigtigt instrument til at løse spørgsmål som lønninger, arbejdstid, online- og offlinetid, sundhed og sikkerhed samt efteruddannelse og kompetenceudvikling i forbindelse med hjemmearbejde.

1.6.

Nogle af de grundlæggende forudsætninger for kønsneutralt hjemmearbejde er, at de nødvendige teknologier, faciliteter og færdigheder er tilgængelige. EØSU gentager sin opfordring til at investere i digitale infrastrukturer og konnektivitet for alle, herunder lokale delearbejdspladser, der gør det nemmere at arbejde på afstand uden for hjemmet, samt til at styrke digitale færdigheder med særlig fokus på kvinder, så de kan deltage fuldt ud på arbejdsmarkederne og håndtere enhver form for digital kløft (4).

1.7.

Adgang til pasnings- og plejeinfrastrukturer og -tilbud for børn, personer med særlige behov og ældre til overkommelige priser er en anden afgørende forudsætning for ligestilling mellem kønnene i forhold til hjemmearbejde og arbejde i almindelighed. EØSU opfordrer til en »plejepagt for Europa«, der sikrer tjenester af højere kvalitet for alle gennem hele livet. EØSU opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at sikre og investere i tilgængelige og mangeartede pasnings- og plejetilbud af høj kvalitet og til en overkommelig pris for at dække forskellige behov og situationer.

1.8.

Hjemmearbejde indebærer en risiko for, at arbejdstageren bliver usynlig i arbejdsfællesskabet, må undvære formelle og uformelle støttestrukturer, mister den personlige kontakt med kollegerne og ikke har adgang til information. Dette kan resultere i, at de ikke kommer i betragtning til forfremmelse og uddannelsesmuligheder, og at de ikke får vigtig information om løn og gældende arbejdstagerrettigheder. For kvinder er der en risiko for, at dette forøger de eksisterende uligheder mellem kønnene, f.eks. lønforskellene mellem mænd og kvinder. Forslaget til direktiv om løngennemsigtighed, som Kommissionen offentliggjorde den 4. marts, kan blive et vigtigt redskab til at afhjælpe den mangel på information, der følger af manglende synlighed.

1.9.

Det er vigtigt, at EU skaber gunstige vilkår for iværksætteri og erhvervsvirksomhed og fremmer digitaliseringen, således at den private sektor, og især mikrovirksomheder og SMV'er, får mulighed for og tilskyndes til at innovere og investere i nye metoder og skabe nye job med henblik på inklusiv beskæftigelse. Den offentlige sektor er ligeledes en stor arbejdsgiver, og der er behov for passende investeringer for at sikre anstændige arbejdsvilkår og modernisering af infrastrukturer, således at målene for den digitale omstilling opfyldes. Der er også behov for et tæt og gnidningsløst samarbejde mellem den offentlige og den private sektor på det praktiske plan inden for digital infrastruktur, uddannelse, sundhed og sociale ydelser, forskning og innovation.

1.10.

EØSU efterlyser forskning i de kønsbestemte følgevirkninger af og forudsætninger for hjemmearbejde under forhold, der ikke er bestemt af pandemien, og hvor der tages hensyn til den langsigtede udvikling i de forskellige sektorer af økonomien og samfundet, og eksisterende god praksis indsamles og formidles i hele EU. Det ville skabe grundlag for en kønssensitiv tilgang til opnåelse af den nødvendige teknologiske og sociale innovation med henblik på at sikre, at hjemmearbejde bidrager til ligestilling mellem kønnene (5).

1.11.

Da samfundsmæssige traditioner og den enkeltes indstilling er bestemmende for, hvordan hjemmearbejde indvirker på ligestillingen mellem kønnene, efterlyser EØSU målrettede tiltag og kampagner for at begrænse og nedbryde stereotype opfattelser. EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne på EU-plan og på nationalt plan til at indtage en aktiv rolle med hensyn til at fremme ikkestereotype familieroller og valg af studie, erhverv og job.

1.12.

EØSU opfordrer beslutningstagerne i EU og i medlemsstaterne til i dialog og samarbejde med arbejdsmarkedets parter at gøre alt for at bekæmpe enhver form for vold mod kvinder, herunder på arbejdet, i hjemmet og online, og opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) 2019-konvention om vold og chikane (nr. 190) og Istanbulkonventionen.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU glæder sig over, at det portugisiske rådsformandskab har taget initiativ til at anmode om to sonderende udtalelser, der vil supplere hinanden, og hvis sigte er en mere dybtgående analyse af hjemmearbejde, idet der gøres status over erfaringerne under pandemien. Dette vil også kunne være en hjælp ved gennemførelsen af direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv og fremme bedste praksis ved udbredelsen af hjemmearbejde. Udtalelserne vil kunne udgøre input til udkastene til fremtidige rådskonklusioner i første halvår af 2021.

2.2.

Den hastige digitalisering af økonomien og samfundet, som er blevet stærkt fremskyndet af covid-19-pandemien, har ført til en markant udbredelse af hjemmearbejde og betød, at 34 % af arbejdstagerne udelukkende og 14 % delvist arbejdede hjemmefra i juli 2020 (6). Pandemien muliggør et indblik i den store udbredelse af hjemmearbejde, men fokus bør være på de normale arbejdsvilkår for hjemmearbejde, som ikke er bestemt af pandemien.

2.3.

Ligestilling mellem kønnene afhænger af mange faktorer, og hjemmearbejde har forskellige andre økonomiske og sociale følgevirkninger end dem, der vedrører ligestilling mellem kønnene, men emnet for denne sonderende udtalelse er sammenhængen mellem hjemmearbejde og ligestilling mellem kønnene, jf. det portugisiske rådsformandskabs anmodning. Målet er at undersøge, hvordan hjemmearbejde kan gøres til en af drivkræfterne for fremme af ligestilling mellem kønnene og forhindre, at det forværrer den ulige fordeling af ubetalt omsorgsarbejde og husligt arbejde mellem kvinder og mænd, da hjemmearbejde både kan påvirke ligestillingen mellem kønnene i positiv retning, men også er forbundet med risici, der trækker i den modsatte retning. EØSU understreger behovet for integration af ligestillingsaspektet i den politiske beslutningstagning med henblik på at bidrage til at modvirke risici og udnytte muligheder.

2.4.

Hvis mulighederne i hjemmearbejde udnyttes, og de dermed forbundne risici samtidig begrænses, kan det medvirke til at bevare de globale fremskridt inden for ligestilling mellem kønnene (7). Selv om der er flere mænd end kvinder, der har mobilt arbejde uden for arbejdsgiverens lokaler, er det oftere kvinder, der fast arbejder hjemmefra. Dette kan til en vis grad forklares ved specifikke lande- og kulturbetingede kønsroller og arbejdsmodeller og familieliv (8). Kvinder står som regel for hovedparten af ubetalt omsorgsarbejde i familien (9), og selv om dette er en afgørende vigtig del af det socioøkonomiske liv, anerkendes det ikke som sådan. Hjemmearbejde kan bidrage til en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, men indebærer også en risiko for, at byrden på kvinder øges, ved at de påtager sig en større andel af det ubetalte huslige arbejde, samtidig med at de er udsat for andre risici såsom vold i hjemmet og online eller at gå glip af karrieremuligheder.

2.5.

Både samfundet som helhed og erhvervslivet skal gøre deres yderste for at aflive disse kønsbetingede stereotyper og anerkende kvinder som fuldgyldige arbejdstagere ud over deres mange andre roller og kvaliteter. De økonomiske og sociale omkostninger ved disse fordomme er meget store for samfundet. Arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer inden for alle sektorer bør kunne optræde som spydspidser på dette område, der ikke kun er vigtigt af hensyn til menneskerettighederne og kvinders rettigheder, men også for den europæiske økonomi (10).

2.6.

Ved evalueringen af effekten af hjemmearbejde er det vigtigt at holde sig for øje, at følgevirkningerne under pandemien kan afvige betydeligt fra følgevirkningerne under normale forhold. Det er sandsynligt, at fordelene og ulemperne ved hjemmearbejde er mere udtalte under pandemien, hvor hjemmearbejde har været obligatorisk, og hvor folks liv på mange måder har været underlagt restriktioner, og hjemmet eksempelvis er blevet til et fælles arbejds-/studie-/leverum for alle familiemedlemmer. Det er således nødvendigt ikke kun at anlægge et kortsigtet syn, men frem for alt et langtidsperspektiv ved vurderingen af hjemmearbejdets følgevirkninger for ligestillingen mellem kønnene og arbejdsmarkedet og i den forbindelse også sikre normale arbejdsvilkår i forbindelse med hjemmearbejde. I normale tider bør hjemmearbejde være frivilligt efter gensidig aftale, og alle de praktiske forhold fastlægges som en del af en kontraktlig aftale og/eller via kollektive overenskomster.

2.7.

EØSU benytter også lejligheden til at sætte nogle elementer i udtalelsen i sammenhæng med indsatsen for at opfylde FN's verdensmål i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, især verdensmål 5 (ligestilling mellem kønnene) og 8 (anstændigt arbejde og økonomisk vækst). Sigtet med verdensmål 5 er afskaffelse af alle former for forskelsbehandling og udryddelse af alle former for vold mod kvinder og piger, anerkendelse og værdsættelse af ubetalt omsorgsarbejde og husligt arbejde ved at tilvejebringe offentlige tjenester, infrastrukturer og politikker for social sikring samt fremme af delt ansvar i hjemmet og familien. Et andet mål er at forbedre anvendelsen af støtteteknologier, navnlig IKT, for at skabe flere muligheder for kvinder. Verdensmål 8 sigter mod vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og et anstændigt arbejde for alle og rummer en målsætning om opnåelse af højere produktivitet gennem bl.a. teknologiske forbedringer og innovation.

3.   Erfaringer fra perioden med pandemi: kønsperspektivet

3.1.

Perioden under pandemien har givet os nogle erfaringer, der kan bruges i overvejelserne om de kønsbestemte aspekter af hjemmearbejde. Pandemien understreger betydningen af kvinders rolle i økonomien — som vigtige plejere, der ofte arbejder »i frontlinjen« (11). Undersøgelser viser (12), at mange eksisterende strukturelle uligheder mellem kønnene på arbejdsmarkedet og i samfundet er blevet forværret af pandemien med uforholdsmæssigt store virkninger for kvinder. Dette afsnit er koncentreret om nogle af de vigtigste konklusioner vedrørende arbejde på afstand (først og fremmest hjemmefra) under pandemien, da medtagelse af kønsaspektet kan bruges med henblik på at fremme ligestillingen.

3.2.

Selv om hjemmearbejde så vidt muligt blev gjort obligatorisk i kampen mod pandemien, var det ikke en mulighed for alle arbejdstagere. Hjemmearbejde var mere almindeligt i byer end i landdistrikter og blandt personer med en videregående uddannelse. Der er også forskelle fra sektor til sektor med en højere forekomst af hjemmearbejde inden for uddannelse, finansielle tjenester og offentlig forvaltning og en lavere forekomst inden for sundhedspleje, transport, landbrug, handel samt hotel- og restaurationsbranchen (13). Det fremgår af den seneste forskning, hvilke erhverv der egner sig for hjemmearbejde, men der er behov for yderligere analyse (14). Det er også klart, at visse job ikke kan udføres på afstand og andre kun i meget begrænset omfang (15).

3.3.

Flere kvinder end mænd har arbejdet hjemmefra under pandemien. Mens den ugentlige arbejdstid er blevet reduceret mere for mænd end for kvinder i perioden, forlod flere kvinder midlertidigt arbejdsmarkedet (orlov). En sandsynlig forklaring er, at arbejdende kvinder og mødre har båret hovedparten af omsorgs- og plejeforpligtelserne i hjemmet under covid-19 som følge af lukning af arbejdssteder, skoler og børnepasningsinstitutioner. I familier, hvor både manden og kvinden arbejder, og hvor der var et valg, har kvinder været mere tilbøjelige til at udnytte orlovsmulighederne end mænd (16). I mange medlemsstater blev forældres situation, og især kvinders og mødres situation, forværret af et begrænset udbud af børnepasningsmuligheder og andre pasningsordninger og manglende fleksibilitet i børnepasningsinstitutionerne og andre typer af plejeinstitutioner under pandemien.

3.4.

En fjerdedel af dem, der arbejdede hjemme, var forældre til børn under 12 år, og af disse havde 22 % langt sværere end andre grupper ved at koncentrere sig om arbejdet og finde en passende balance mellem arbejdsliv og privatliv (17). Især for kvinder med omsorgs- og plejeforpligtelser blev hjemmearbejdet undergravet af flere faktorer, f.eks. manglen på et sted med ro, hvor arbejdet kunne udføres uden forstyrrelser, men også mangel på tid til arbejdet kombineret med en tendens til at arbejde længere og være online døgnet rundt og manglende respekt for online- og offlinetid. Dette viser, at der er behov for en bedre håndhævelse af den relevante gældende lovgivning og en tættere overvågning fra arbejdstilsynets side og en vurdering af, om den eksisterende ramme er velegnet. Enlige forældre, hvoraf 85 % er kvinder i EU, var særligt sårbare, idet pandemien forværrede deres i forvejen skrøbelige balance mellem arbejdsliv og privatliv (18).

3.5.

Der er ligeledes tegn på, at kvinder, der arbejder i krævende og konkurrenceprægede højkompetencesektorer, f.eks. akademikere, blev hårdere ramt end deres mandlige kollegaer (19), fordi ubetalt omsorgsarbejde og husligt arbejde gjorde det sværere for dem at være produktive, hvilket har undergravet deres karriereudsigter yderligere. På samme vis oplevede kvindelige iværksættere med små og mellemstore virksomheder alvorlige tidsmæssige begrænsninger oven i alvorlige økonomiske problemer i deres bestræbelser for at holde deres virksomhed kørende under nedlukningerne (20).

3.6.

Perioden under pandemien har også medført en foruroligende stigning i vold mod kvinder, både fysisk og online, hvor ofrene for sidstnævnte er betydeligt mere afskåret fra potentielle ressourcer og muligheder for hjælp (21). Vold i hjemmet er steget med en tredjedel under pandemien, hvor folk så vidt muligt blev bedt om at holde sig hjemme og arbejde hjemmefra for dermed at begrænse udbredelsen af pandemien (22). Der er desuden belæg for, at hjemmearbejdet har medført, at seksuel chikane på arbejdspladsen er blevet mere udbredt online.

4.   Muligheder, risici og forudsætninger i forbindelse med hjemmearbejde

4.1.

For at få det bedste ud af hjemmearbejde med hensyn til at fremme ligestilling mellem kønnene og fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv er det nødvendigt med et samlet billede af hjemmearbejdets potentielle fordele og risici for kvinder og mænd. Uden en egentlig kønsanalyse kan politikker, der fremstår »kønsneutrale«, i virkeligheden være »kønsblinde« og påvirke kvinder negativt.

4.2.

Mulighederne i forbindelse med hjemmearbejde inkluderer: — øget fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdstiden generelt og til en vis grad ved at give den enkelte bedre muligheder for at tilrettelægge deres tid med henblik på at opnå det forventede output — øget fleksibilitet med hensyn til at kombinere ubetalte omsorgsforpligtelser med betalt beskæftigelse, hvilket kan forbedre arbejdsmarkedsdeltagelsen — mulighed for at dele børnepasningen eller plejen af omsorgskrævende familiemedlemmer mere lige, når begge forældre arbejder hjemme — bedre integrering på arbejdsmarkedet af dem, der er hæmmet af barrierer i samfundet eller på arbejdspladsen, f.eks. personer, der oplever begrænsninger som følge af handicap — produktivitetsgevinster som følge af bedre præstationer — bedre geografisk sammenfald mellem efterspørgsel og udbud af arbejdskraft uden behovet for at bevæge sig et andet sted hen, hvilket kan udmønte sig i, at den regionale fordeling af arbejdspladser mellem byer og landdistrikter vendes om (23) — tids- og omkostningsbesparelser på grund af eliminering eller mindskelse af behovet for at pendle.

4.3.

Omvendt knytter der sig følgende risici til hjemmearbejde, hvilket især kan henføres til udfordringer forbundet med: — indretning af hjemmearbejdspladsen og koncentration om arbejdet, navnlig når andre familiemedlemmer arbejder eller studerer hjemmefra, og når der er for lidt plads i hjemmet til, at der kan indrettes en separat arbejdsplads — adgang til egnede kontorfaciliteter, herunder ergonomiske møbler og specialiseret eller tilpasset udstyr og programmer samt uddannelse — mangel på personlig kontakt og fornemmelse af samarbejde mellem kolleger og risiko for at blive »usynlig« i arbejdsfællesskabet — en forstærkning af den ulige fordeling af omsorgsarbejdet og det huslige arbejde baseret på stereotype arbejds- og familieroller — en stigning i kønsbaseret vold og chikane, herunder onlinechikane, mangel på social støtte i isolation — mangel på motion og pauser i den daglige rutine og de daglige vaner samt pres med hensyn til at skulle kombinere arbejdet med huslige pligter og undgå at udviske grænserne mellem arbejdsliv og privatliv, hvad der kan medføre mentale og fysiske sundhedsproblemer, herunder flere tilfælde af udbrændthed — misbrug af de nye muligheder for overvågning og af personoplysninger — udfordringer i forbindelse med overvågning af arbejdsvilkårene ved hjemmearbejde — både for arbejdsgivere og fagforeninger — problemer i forhold til cybersikkerhed og beskyttelse af persondata — øget social kontrol — risiko for længere arbejdstid og for for korte hvileperioder, som skyldes manglende respekt for online- og offlinetid — fagforeningers manglende mulighed for eller vanskeligheder med at beskytte arbejdstagernes rettigheder — uvished med hensyn til arbejdsgiverens ansvar for at sikre sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen, arbejdsvilkårene og håndhævelsen af kollektive overenskomster.

4.4.

De mest konkrete forudsætninger for hjemmearbejde er adgang til de nødvendige infrastrukturer og teknologier. Den øgede konnektivitet når ikke ud til alle — visse grupper af kvinder (f.eks. ældre, fra dårligt stillede socioøkonomiske grupper, lavtuddannede) har ikke samme adgang til konnektivitet og digitale teknologier, hvilket bidrager til den digitale kløft (24). Der er derfor behov for robuste offentlige politikker, der understøtter adgangen til netværk og lokale fællesområder med henblik på fremme af arbejde på afstand uden for hjemmet. EØSU understreger behovet for at undgå situationer, hvor arbejdstagere, som arbejder hjemmefra, som fastsat i arbejdsmarkedsparternes rammeaftale (EU SP) om telearbejde og relevant national lovgivning, skal bære udgiften til udstyr, der er nødvendigt for udførelsen af arbejde på afstand, navnlig IKT-udstyr, ergonomiske møbler, foranstaltninger vedrørende sikkerhed og sundhed samt øgede udgifter i det rum, hvor arbejdet udføres.

4.5.

Digitale færdigheder og digital uddannelse er en anden vigtig forudsætning for hjemmearbejde. Her står mænd oftest stærkere end kvinder — kun i seks medlemsstater opnåede kvinder en højere score end mænd inden for internetfærdigheder (Finland, Slovenien, Litauen, Letland, Cypern og Bulgarien) (25). Kønskløften inden for digitale færdigheder udvides med alderen. Også disse forskelle skal indgå i evalueringen af de kønsbestemte aspekter af hjemmearbejde.

4.6.

Udover digitale færdigheder kræver hjemmearbejde færdigheder i at tilpasse sig til nye ledelsesteknikker og arbejdsformer og indebærer dermed udfordringer for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere, ikke mindst for SMV'er. Virksomheds- og personaleledelse på afstand kræver særlige ledelsesfærdigheder, fleksibilitet, robusthed og innovative metoder at tilrettelægge arbejdet på, da hjemmearbejde kræver resultatorienteret frem for procesbaseret ledelse. Ledere/tilsynsførende bør tilbydes særlige kurser i effektiv ledelse af arbejdstagere på afstand.

4.7.

For arbejdstagere kræver mere fleksibilitet og frihed til at tilrettelægge arbejdet også øget ansvarlighed og engagement samt færdigheder i selvledelse og et tillidsforhold mellem arbejdstagerne og deres ledelse. En række studier har påvist, at hjemmearbejde i visse sektorer kan være en kilde til produktivitetsgevinster, og forståelsen heraf kunne fremmes med særlige kurser for ledere. Hjemmearbejde kan øge de krav, som arbejdstagerne selv stiller til deres eget arbejde, og forbedre præstationen.

4.8.

Arbejdstagere, som arbejder hjemmefra, bør have lige adgang til uddannelse og løbende faglig udvikling samt de samme muligheder for forfremmelse og karriereudvikling. Dette er især vigtigt for kvinder, der arbejder hjemmefra, som kan have mindre tid til og færre muligheder for at deltage i karriereudviklende aktiviteter uden for arbejdstiden.

4.9.

Forudsat at alle har de nødvendige faciliteter og færdigheder, er hjemmearbejde en arbejdsform, der er til rådighed og tilgængelig for både mænd og kvinder. Adgang til offentlige omsorgs- og plejetjenester af høj kvalitet og til en overkommelig pris er således afgørende for at få det bedste ud af hjemmearbejde. Nogle medlemsstater har indført økonomisk støtte og særlige skatteincitamenter til fremme af børnepasning, herunder i hjemmet, ved uddannede fagfolk — et initiativ, der er værd at benchmarke.

4.10.

Hjemmearbejde kan øge efterspørgslen efter visse tjenester, men kan også skabe dårligere forhold for nogle SMV'er, som overvejende drives af kvinder, og hvis kunder først og fremmest er kvinder på vej til/hjem fra arbejde. Dette gælder f.eks. for små fødevarebutikker og andre mindre forretninger, markeder og servicecentre. Hvis denne risiko skal begrænses, skal der være et brud med stereotype valg af erhverv. Det samme gælder en udligning af forskellene i mulighederne for hjemmearbejde for mænd og kvinder, der skyldes sektorbestemt segregation og de forskellige sektorers egnethed til hjemmearbejde.

5.   Veje til integration af ligestilling mellem kønnene

5.1.

Selv om det er arbejdsgiverne, der træffer beslutningerne om arbejdets tilrettelæggelse, kan arbejdsmarkedets parter, f.eks. via kollektive overenskomster, spille en væsentlig rolle med hensyn til at fremme hjemmearbejde på en måde, der bidrager til ligestilling mellem kønnene og øget produktivitet og trivsel på arbejdspladsen. Rammeaftalen om telearbejde, der blev indgået af arbejdsmarkedsparterne i EU i 2002 og gennemført af alle medlemsstater i 2008 (26), indeholder de generelle rammebestemmelser for hjemmearbejde på en måde, hvor der er balance mellem arbejdsgiverens og arbejdstagerens behov. Den sociale dialog er et vigtigt instrument til håndtering af spørgsmål som lønninger, arbejdstider, vilkår for konnektivitet, sundhed og sikkerhed samt udvikling af færdigheder i forbindelse med hjemmearbejde. EØSU opfordrer endvidere til formidling af bedste praksis for, hvordan kvinder og mænd kan kombinere arbejdsliv og familieliv på lige vilkår, og for fremme og finansiering af fælles tiltag fra arbejdsmarkedets parters side.

5.2.

Da hjemmearbejde forudsætter teknologisk infrastruktur og forbindelser, understreger EØSU, at det er af største betydning, at der investeres i egnet digital infrastruktur, og at der er adgang til stabile digitale forbindelser og egnet hardware og software, så alle samfundsgrupper har mulighed for at kunne arbejde effektivt hjemmefra, og således at man undgår problemer inden for andre aspekter af digitaliseringen af økonomien og af samfundet.

5.3.

EØSU gentager sin opfordring til at styrke de digitale færdigheder for alle for at sætte folk i stand til at følge med og forme den digitale udvikling og til fulde udnytte mulighederne ved e-læring. Dette er et spørgsmål om formel, uformel og ikkeformel uddannelse og valideringen af denne, herunder grunduddannelse, opkvalificering og omskoling i overensstemmelse med idéen om kontinuerlig og livslang læring. Der skal være særlig fokus på kvinders færdigheder, så de både kan deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet samt håndtere praktiske digitale anliggender i dagligdagen.

5.4.

EØSU understreger behovet for en »plejepagt for Europa«, idet investeringer i plejesektoren vil sikre tjenester af højere kvalitet til alle gennem hele livet og anerkende mænd og kvinder som værende lige både med hensyn til indtjening og karriere. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at investere i alle typer plejeinfrastrukturer. De nationale genopretnings- og resiliensplaner under NextGenerationEU giver mulighed for at målrette investeringer mod plejesektoren. EØSU opfordrer endvidere til formidling af bedste praksis for, hvordan kvinder og mænd kan kombinere arbejdsliv og familieliv på lige vilkår, og for fremme og finansiering af fælles tiltag fra arbejdsmarkedets parters side. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at revidere Barcelonamålene (27) for at sikre adgang til fleksibel og forskelligartet børnepasning af høj kvalitet og til en overkommelig pris (28). EØSU understreger endvidere vigtigheden af en omstilling fra institutionel pasning til fællesskabsbaserede og personcentrerede tjenester for sårbare børn og voksne med særlige behov, således som det er nedfældet i de fælles europæiske retningslinjer, som Kommissionen har offentliggjort (29).

5.5.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv effektivt og rettidigt, så familier kan træffe de rette valg, der sikrer mere lige vilkår, samtidig med at der tages hensyn til virksomhedernes og navnlig SMV'ernes behov. Mindre virksomheder, hvis aktiviteter pr. definition er baseret på arbejde i et mindre team, har endnu mere end andre brug for kontinuitet og stabilitet i tilrettelæggelsen af deres produktion. Baseret på de hidtidige erfaringer kunne man overveje at indføre fleksible ordninger, hvor arbejde med fysisk fremmøde kombineres med hjemmearbejde.

5.6.

Der bør tages et særligt hensyn til forholdene for sårbare grupper af kvinder, f.eks. kvinder med handicap, eneforældre, ældre, migranter og romakvinder. Kvindeorganisationer og organisationer, der repræsenterer familier, skal støttes, herunder gennem målrettede foranstaltninger, der finansieres med EU-midler og nationale midler.

5.7.

Hele spektret af støttetjenester bør tages i anvendelse i tilfælde af voldelige situationer (da vold i hjemmet er øget betragteligt som følge af nedlukningsforanstaltningerne under pandemien (30)), ligesom overholdelse af lovgivningen mod vold skal håndhæves. EØSU opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at udvikle og gennemføre foranstaltninger til hindring af enhver form for vold mod kvinder, såvel fysisk som online. Der er behov for at skride skrappere ind i forhold til vold og sexchikane på arbejdspladsen, herunder ved hjemmearbejde. Hvis der ikke er en »sikker« arbejdsplads (f.eks. på grund af hjemmearbejde), har personer, der har været udsat for vold i hjemmet, ingen social kontrol og kun begrænset eller ingen adgang til relevant information og hjælp (31). Arbejdsmarkedets parter bør tilskyndes til og støttes i at udvikle politikker for forebyggelse af vold i hjemmet, herunder i form af særlige fælles tiltag og tilbud om passende overvågnings- og indberetningssystemer, også — og især — når der er tale om distancearbejde (32). EØSU bifalder Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere ILO's 2019-konvention om vold og chikane (nr. 190). Det opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at ratificere konventionen (33) og opfordrer EU til at tilskynde lande uden for EU til at gøre det samme. EØSU bemærker, at Rådet har opfordret de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret Istanbulkonventionen, til at gøre dette, og bifalder Kommissionens intentioner om — som beskrevet i den europæiske søjle for sociale rettigheder, at fremlægge lovgivning for at bekæmpe kønsbestemt vold mod kvinder, herunder chikane på arbejdspladsen på grund af køn.

5.8.

Selv om hjemmearbejde ikke er en ny arbejdsform, er der fortsat mange ukendte følgevirkninger, der bør undersøges nærmere. Det ville f.eks. være nyttigt at undersøge følgevirkningerne af og forudsætningerne for hjemmearbejde under forhold, der ikke er bestemt af pandemien og under hensyntagen til den langsigtede udvikling i forskellige erhvervs- og samfundssektorer. Da universelt udformede teknologiske og sociale innovationer er nøglen til at gøre bedst brug af hjemmearbejde og samtidig løse problemerne med ligestilling mellem kønnene, opfordrer EØSU til, at disse spørgsmål integreres i politikkerne for forskning, udvikling og innovation både på nationalt plan og på EU-plan. Der bør også indsamles og deles gode eksempler på eksisterende praksis i hele EU for at sætte skub i avancerede løsninger.

5.9.

Da investeringer i universelt udformet teknisk, social og innovativ infrastrukturer er centrale bestanddele af de statslige budgetter, kan den rette allokering af økonomiske midler spille en afgørende rolle med hensyn til at fremme ligestilling mellem kønnene, når det gælder hjemmearbejde. EU's fonde, herunder strukturfondene og genopretnings- og resiliensfaciliteten, bør også anvendes til at fremme dette mål.

5.10.

Konnektivitet er et samfundsfænomen. På arbejdspladserne er der behov for at udvikle praksis for f.eks. anvendelse af værktøjer såsom arbejdsmarkedsparternes aftale om digitalisering. Hertil kommer, at EU-OSHA i øjeblikket er i færd med at forberede en EU-kampagne for et sikkert og sundt arbejdsmiljø i forbindelse med digitalisering med start i 2023.

5.11.

EØSU henviser også til AFAD (34) og opfordrer Kommissionen til at yde særlig økonomisk støtte til fælles målrettede tiltag fra arbejdsmarkedets parters side samt støtte civilsamfundsorganisationer, der bidrager til balancen mellem arbejdsliv og privatliv. AFAD omhandler metoder til håndtering af spørgsmål om online- og offlinetid i digitaliserede arbejdsmiljøer, herunder de underliggende årsager til uforholdsmæssigt meget tid online og lange arbejdstider, og der kan forventes fremlagt en lang række nationale eksempler på, hvordan AFAD kan implementeres, herunder sektor- eller virksomhedsaftaler og -vejledninger.

5.12.

Hvad angår nationale tilgange til online- og offlinetid, har Frankrig, Belgien, Italien og Spanien indført lovgivning om retten til at være offline for at afklare spørgsmål om rettigheder, øge bevidstheden om behovet for at ændre arbejdstidsmønstre eller sågar fremme en kulturændring i retning af en sundere arbejdstilrettelæggelse. I Nederlandene og i Portugal er der fremsat lovforslag. I Tyskland, Finland, Irland, Luxembourg, Litauen, Malta, Sverige og Slovenien pågår der en debat, mens diskussionen herom endnu ikke er startet i de resterende 13 medlemsstater. Europa-Parlamentet vedtog for nylig en beslutning om retten til at være offline, hvori Kommissionen opfordres til at foreslå lovgivning, der sikrer dem, der arbejder digitalt, retten til at være offline uden for arbejdstiden, og fastsætter mindstekrav til hjemmearbejde og præcisering af arbejdsvilkår, arbejdstid og hvileperioder (35). Der er forskellige syn på, om der er behov for lovgivning, eller om de eksisterende regler er tilstrækkelige, og om man alene bør henholde sig til kollektive overenskomster. Uanset de forskellige holdninger er der en relativt bred konsensus blandt arbejdsmarkedets parter om, at der skal fastlægges og aftales nærmere bestemmelser om online- og offlinetid via den sociale dialog på virksomheds- (og/eller sektor-)niveau for at sikre, at de er afpasset efter sektorernes, virksomhedernes og andre organisationers særlige behov, idet der også skal tages hensyn til arbejdstagernes behov, især deres sundhed og sikkerhed.

5.13.

Hertil kommer, at der er behov for, at arbejdsmarkedets parter høres af de politiske beslutningstagere, når der udformes arbejds- og beskæftigelsesrelaterede politikker, herunder politikker, der berører hjemmearbejde og de kønsbetingede følgevirkninger heraf. EØSU understreger, at kønsaspektet bør integreres i alle politikområder. Da hjemmearbejde også vedrører borgernes dagligdag samt miljø- og klimapolitikker, bør de relevante civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med kvinde-, familie-, forbruger- og miljøanliggender, også høres i forbindelse med udformningen af politikkerne.

5.14.

Det er vigtigt, at EU skaber gunstige vilkår for iværksætteri og erhvervsvirksomhed, således at den private sektor får mulighed for og tilskyndes til at innovere og investere i nye metoder og skabe nye job på en måde, der fremmer betingelserne for ligestilling mellem kønnene, når det gælder hjemmearbejde. En vellykket styring af hjemmearbejde kræver også et tæt og gnidningsløst samarbejde mellem den offentlige og den private sektor på det praktiske plan. Dette er f.eks. relevant inden for digital infrastruktur, uddannelse, sundhed og sociale ydelser, forskning og innovation.

5.15.

Der er endvidere nødvendigt med et nyt tankesæt hos den enkelte og i familierne. Hvis stereotype opfattelser skal begrænses og nedbrydes, kræver det øget bevidsthed og engagement. En organisationskultur, der sikrer kønsbevidsthed, f.eks. ligelønsprincipper, og garanterer, at alle forbliver »synlige« mv., skal også fremmes aktivt sammen med støtte til ledelsen til udvikling og indførelse af hjemmearbejdsvenlig praksis. Dette bør f.eks. i forbindelse med gennemførelsen af direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv styrkes gennem bevidstgørelseskampagner. EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne til i denne sammenhæng at indtage en aktiv rolle med hensyn til at slå til lyd for ikkestereotype familieroller og valg af studie, erhverv og job. Ligestilling mellem kønnene skal også integreres i uddannelsessystemet, fra børnehaver og grundskoler til erhvervsfaglige uddannelser og universiteter.

---

(1)  Eurofoundrapport »Living, working and COVID-19«. I sammenligning med 2018, hvor under 5 % af arbejdstagerne regelmæssigt arbejdede hjemmefra og under 10 % lejlighedsvis, som rapporteret af Kommissionen i 2020.

(2)  https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/qanda_20_357

(3)  EU's rammeaftale mellem arbejdsmarkedets parter om digitalisering fra 2020 og om distancearbejde fra 2002 og Kommissionens rapport om gennemførelsen af de europæiske arbejdsmarkedsparters rammeaftale om distancearbejde, KOM(2008) 412 — http://erc-online.eu/european-social-dialogue/database-european-social-dialogue-texts/.

(4)  EUT C 237 af 6.7.2018, s. 8.

(5)  http://erc-online.eu/european-social-dialogue/database-european-social-dialogue-texts/ og http://resourcecentre.etuc.org/.

(6)  Eurofoundrapport »Living, working and COVID-19«.

(7)  EPRS: Gender equality: a review in progress — FN advarer nu om, at covid-19-pandemien kan vende de globale fremskridt inden for ligestilling mellem kønnene, netop som det internationale samfund står til at sætte fornyet skub i udviklingen på dette område.

(8)  Ligestillingsindeks 2020: Digitalisation and the future of work, EIGE.

(9)  Ligestillingsindeks 2020: Digitalisation and the future of work, EIGE.

(10)  UNAPL-, FEPIME Catalunya- og AFAEMME-dokumenter.

(11)  https://data.unwomen.org/features/covid-19-and-gender-what-do-we-know-what-do-we-need-know

(12)  Europa-Parlamentets Forskningstjeneste »Achieving gender equality in the face of the pandemic and existing challenges«: https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/ATAG/2021/659440/EPRS_ATA(2021)659440_EN.pdf; https://eige.europa.eu/topics/health/covid-19-and-gender-equality.

(13)  Eurofound, 2020. Living, working and COVID-19.

(14)  E-undersøgelse, COVID-gruppen, lønstrukturundersøgelsen. Eurofound (2020) Teleworkability and the COVID-19 crisis: a new digital divide?

(15)  Generelt skønnes ca. 37 % af jobs i EU at egne sig for hjemmearbejde (jf. data fra Eurofound).

(16)  Eurofound (2021), COVID-19: Some implications for employment and working life, Publications Office of the EU, Luxembourg — forthcoming.

(17)  Eurofound, 2020. »Living, Working and COVID-19«.

(18)  Ligestillingsindeks 2020: Digitalisation and the future of work, EIGE.

(19)  https://www.nature.com/articles/d41586-020-01294-9

(20)  UNAPL-, FEPIME Catalunya- og AFAEMME-dokumenter.

(21)  https://www.opendemocracy.net/en/5050/covid19-sexual-harassment-work-online/

(22)  https://www.europarl.europa.eu/news/en/press-room/20200406IPR76610/covid-19-stopping-the-rise-in-domestic-violence-during-lockdown

(23)  https://ec.europa.eu/commission/commissioners/2019-2024/suica/announcements/speech-vice-president-suica-demographic-change-eu-epc_en, https://horizon-magazine.eu/article/teleworking-here-stay-here-s-what-it-means-future-work.html

(24)  https://www.oecd.org/going-digital/bridging-the-digital-gender-divide-key-messages.pdf

(25)  Gender Equality Index 2020: Digitalisation and Future of Work, EIGE.

(26)  http://erc-online.eu/european-social-dialogue/database-european-social-dialogue-texts/

(27)  I overensstemmelse med den nye »EU-strategi for ligestilling mellem kønnene 2020-2025«.

(28)  De europæiske arbejdsmarkedsparters fælles erklæring om børnepasningsmuligheder i EU, 24. november 2020.

(29)  https://deinstitutionalisationdotcom.files.wordpress.com/2017/07/guidelines-final-english.pdf/

(30)  https://unric.org/en/who-warns-of-surge-of-domestic-violence-as-covid-19-cases-decrease-in-europe/, https://www.europarl.europa.eu/news/en/press-room/20200406IPR76610/covid-19-stopping-the-rise-in-domestic-violence-during-lockdown

(31)  I udgivelsen »Brief no 3 — Domestic violence and its impact on the world of work« af marts 2020, fremlagde ILO de høje omkostninger for nationaløkonomier i forbindelse med vold i hjemmet https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---dgreports/---gender/documents/briefingnote/wcms_738117.pdf).

(32)  Et eksempel på bedste praksis er: Vodafone Toolkit on domestic violence and abuse at work: Recognise, respond and refer https://www.vodafone.com/content/dam/vodcom/files/vodafone_domestic_violence_toolkit_2020.pdf.

(33)  https://ec.europa.eu/transparency/regdoc/rep/1/2020/EN/COM-2020-24-F1-EN-MAIN-PART-1.PDF

(34)  https://www.ceep.eu/wp-content/uploads/2020/06/Final-22-06-20_Agreement-on-Digitalisation-2020.pdf

(35)  https://www.europarl.europa.eu/news/da/press-room/20210114IPR95618/retten-til-at-vaere-offline-bor-vaere-en-grundlaeggende-rettighed-i-eu, 472 stemmer for, 126 imod og 83 hverken for eller imod.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »det fælles europæiske jernbaneområde«

(Sonderende udtalelse efter anmodning fra det portugisiske formandskab)

(2021/C 220/03)

Ordfører:

Stefan BACK

Anmodning om udtalelse	Det portugisiske formandskab for EU-Rådet, 26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	9.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	149/68/10

1.   Konklusioner og anbefalinger

Vedrørende de spørgsmål, som det portugisiske formandskab har stillet

1.1.

EØSU mener, at selv om meget er sket med hensyn til åbning af markeder og teknisk harmonisering i løbet af 30 års liberalisering, er der stadig meget, der skal gøres på lovgivningsmæssigt og kulturelt plan. I forbindelse med foranstaltningerne skal der i højere grad lægges vægt på udvikling, tilpasning og effektiv gennemførelse af social lovgivning. De skal sigte mod at opnå en øget markedsandel, som det fremgår af Kommissionens strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet og forbedre den miljømæssige og sociale bæredygtighed.

1.2.

Der er brug for foranstaltninger til at lette grænseoverskridende operationer ved at mindske behovet for grænsekontrol og fjerne administrative problemer og forsinkelser ved grænseovergange.

1.3.

Trafikplanlægningsprioriteter, kapacitetsplanlægning og information skal forbedres for at skabe såvel større fleksibilitet som optimeret kapacitetsplanlægning, både med hensyn til jernbaneinfrastruktur og f.eks. terminaler, med henblik på at optimere den multimodale trafik.

1.4.

Der er brug for investeringer i infrastruktur, men også i digitalisering og modernisering af rullende materiel, f.eks. digitalisering gennem indførelse af ERTMS og automatiske koblinger, herunder investeringer til støtte for retfærdig omstilling og i udvikling af færdigheder, med henblik på at opnå en mere glidende trafik og optimere ressourceanvendelsen samt sikre beskæftigelse.

1.5.

For at forbedre jernbanegodstransporten anbefaler EØSU indførelse af yderligere foranstaltninger, f.eks. samarbejde mellem virksomheder og transportformer for bedre at opnå miljømæssig og social bæredygtighed og effektivitet, relancering af et fælles europæisk vognladningssystem, tilknytning af strategisk infrastruktur (f.eks. havne) til jernbaneløsninger, investeringer i industrielle skinneanlæg, inddragelse af store logistikvirksomheder i en modal omlægning af deres transportstrømme og sikring af eksemplariske miljømæssige og sociale resultater inden for alle transportformer.

1.6.

Med hensyn til offentlig gæld anbefaler EØSU en undtagelse fra Maastrichtkriterierne for offentlige investeringer i transportinfrastruktur, også efter covid-19-krisen. Bestræbelser på at tilskynde til investeringer i jernbanesektoren bør fremmes med henblik på at promovere socialt og miljømæssigt bæredygtig transport.

1.7.

Udvikling af infrastruktur, herunder rettidig gennemførelse af korridorerne i TEN-T-hovednettet og godstogskorridorerne, er afgørende og bør med hensyn til finansiering og planlægning have høj prioritet. I lyset af udviklingen af EU's jernbanenet efter 2030 er det særlig vigtigt at fortsætte udviklingen af et højhastighedsnet, der forbinder alle EU's hovedstæder og større byer.

1.8.

EØSU understreger, at kvalificerede og motiverede arbejdstagere og gode arbejdsforhold er af afgørende betydning for en vellykket udvikling af jernbanetransporten. Derfor er det vigtigt, at der findes passende social lovgivning, også med hensyn til udstationering af jernbanepersonale. EØSU understreger i denne forbindelse betydningen af en velfungerende social dialog.

1.9.

Erfaringerne fra covid-19-krisen bør føre til udvikling af et mere robust og effektivt jernbanesystem. Resiliensplanlægning skal vedtages i tæt samråd med arbejdsmarkedets parter.

1.10.

Infrastrukturforvalterens oprindelige status har uden tvivl bidraget til at sikre tildeling af infrastrukturkapacitet på en uafhængig, retfærdig og ikkediskriminerende måde og har øget operatørernes tillid til, at de får en retfærdig behandling. Efterfølgende ændringer af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (1) har imidlertid givet et bredere udvalg af organisationsmodeller og rettet fokus mod infrastrukturforvalterens uafhængighed i de såkaldte væsentlige funktioner (slottildeling, opkrævning af afgifter) og den gennemsigtighed, som særskilte regnskaber medfører. De nuværende bestemmelser er fuldt ud tilstrækkelige til at sikre den uafhængighed og gennemsigtighed, der er nødvendig for et velfungerende indre marked.

1.11.

EØSU understreger, at integrerede jernbanesystemer lige så vel som ikkeintegrerede systemer kan sikre en retfærdig fordeling. EØSU påpeger, at mange af de store og succesrige jernbanelande i Europa har valgt at benytte integrerede jernbanevirksomheder for at sikre synergier, bedre koordinering, fleksibilitet og et indre arbejdsmarked med henblik på beskyttelse af beskæftigelsen.

1.12.

Mekanismen til koordinering mellem infrastrukturforvaltere og operatører og Det europæiske netværk af infrastrukturforvaltere er afgørende elementer for opnåelsen af optimeret effektivitet.

Yderligere konklusioner

1.13.

Det er nødvendigt, at infrastrukturforvaltere fokuserer mere på flaskehalse, byområder, grænseoverskridende forbindelser og trafikstrømme over grænserne og samarbejde.

1.14.

Muligheden for at koordinere trafik- og ressourcestyringen på korridorniveau eller på EU-plan er interessant og bør undersøges som led i f.eks. gennemførelsen af godstogskorridorerne eller som et element af korridorerne i TEN-T-hovednettet.

1.15.

EØSU rejser spørgsmålet om, hvorvidt der — hvad togtrafikken angår — er brug for en ændret kultur og en tilgang, der har meget mere fokus på kundernes behov, både med hensyn til passagertransport og godstransport. Det europæiske år for jernbanetransport 2021 bør betragtes som en anledning til at fremme en sådan adfærdsændring og udvikle et mere gnidningsløst samarbejde mellem operatører og kunder og i videst muligt omfang udnytte de muligheder, som digitaliseringen giver.

1.16.

EØSU bemærker, at covid-19 har forsinket og blokeret projekter. Det er nu vigtigt at genvinde den tabte tid.

1.17.

Det synes klart, at de aktuelle behov for politiske foranstaltninger og forbedringer af jernbanesystemet bør tages i betragtning, for at opnå målene for modal-splittet, og så systemet kan udfylde sin rolle i et bæredygtigt multimodalt europæisk transportsystem. Statsstøtte og statslige indgreb er fortsat afgørende for at sikre væsentlige tjenester, også efter covid-19-krisen.

1.18.

Virkningen af covid-19 er skadelig for alle former for jernbanepassagertransport og navnlig for internationale ruter. Under hensyntagen til de særlige forhold i jernbanesektoren, dens indtægtstab i 2020, som beløb sig til 26 mia. euro, tabene i 2021 og den forventede langsomme genopretning, er der brug for tilstrækkelig og fleksibel finansiel støtte til jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere. En sådan støtte skal udrulles effektivt for at støtte udviklingen af jernbanemarkedet og sektorens konkurrenceevne i forhold til andre transportformer.

1.19.

Kontrakter om offentlig trafikbetjening er afgørende for at sikre tilgængelige, økonomisk overkommelige og inklusive passagertransporttjenester for alle. EØSU ser direkte tildeling af kontrakter om offentlig trafikbetjening som en af de mest effektive foranstaltninger til at fremme passagertransport med jernbane.

1.20.

Det europæiske år for jernbanetransport 2021 er en glimrende lejlighed til at gøre status over udviklingen indtil nu og opstille mål for fremtiden. Derfor efterlyser EØSU en objektiv analyse af EU's jernbanepolitik og dens resultater i overensstemmelse med de rammer, der er beskrevet i punkt 7.2, og med de mål for transportpolitikken, der er fastsat i TEUF's artikel 90 og 91, under behørig hensyntagen til retten til passende tjenesteydelser af almen interesse i tilfælde af markedssvigt som anført i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 (2), artikel 14, protokol nr. 26 i TEUF og artikel 36 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.   Generelle bemærkninger/Det portugisiske formandskabs spørgsmål

2.1.

Formandskabet har anmodet om, at udtalelsen fokuserer på de tre følgende spørgsmål:

2.2.

Hvilke erfaringer kan der drages af tre årtiers indsats for at liberalisere jernbanesektoren i EU-landene (og Det Forenede Kongerige)?

2.3.

Har den organisatoriske adskillelse af jernbanesystemet som helhed forbedret eller skadet dets funktion?

2.4.

Bør adskillelsen af infrastrukturforvalterne fra jernbaneoperatørerne følge en standardmodel, eller bør man fremme en mangfoldighed af modeller?

3.   Det fælles europæiske jernbaneområde

3.1.

Det fælles europæiske jernbaneområde blev skitseret i hvidbogen »En strategi for et effektivt og moderne jernbanesystem i EU« fra 1996. Det er blevet gennemført ved hjælp af fire lovgivningspakker fra 2001, 2004, 2007 og 2016. Jernbanernes godstransportandel (af landtransporten) lå i 2001 på 17,5 %, i 2006 på 17,0 % og i 2018 på 17,9 %. Jernbanernes passagertransportandel (af alle former for passagertransport) har udviklet sig således: 6,6 % i 2007, 6,6 % i 2010 og 6,9 % i 2018. Med hensyn til landtransport alene: 6,9 % i 2007, 7,0 % i 2011 og 7,9 % i 2018 (3). Udviklingen i de forskellige medlemsstater har på trods af de samme lovgivningsmæssige rammer været forskellig.

3.2.

Kort sagt har pakkerne åbnet markederne for national og international passager- og godstransport, teknisk harmonisering, som omfatter krav vedrørende infrastruktur og rullende materiel, herunder det fælles ERTM-system (European Rail Traffic Management System), der primært skal bruges i TEN-T-nettet.

3.3.

Lovrammen sikrer infrastrukturforvalteres uafhængighed med hensyn til centrale funktioner såsom tildeling af slots og indeholder bestemmelser om særskilte regnskaber for infrastrukturforvaltere.

3.4.

Lovgivningsrammen omfatter også Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF (4) om certificering af lokomotivføreres kompetencer og sundhedsmæssige egnethed, herunder sprogkundskaber i forbindelse med international transport og Rådets direktiv 2005/47/EF (5) om betingelserne for anvendelse af mobile arbejdstagere, der udfører interoperable grænseoverskridende tjenester, som begge bygger på aftaler med de europæiske arbejdsmarkedsparter, i overensstemmelse med artikel 155 i TEUF.

3.5.

Rammen indeholder også bestemmelser om en national koordineringsmekanisme mellem infrastrukturforvaltere og operatører om vedligeholdelse af infrastruktur og kapacitetsmål, intermodalitet og interoperabilitet, adgang til og anvendelse af infrastruktur samt intramodalitet og servicekvalitet. Et europæisk netværk af infrastrukturforvaltere sikrer samarbejde og udveksling af synspunkter.

3.6.

Reglerne om passagertransport indeholder bestemmelser vedrørende kontrakter om offentlig trafikbetjening og offentlige udbud samt en mulighed for at bekendtgøre generelle regler om prissætning og serviceniveauer. Offentlig personbefordring reguleres af forordning (EF) nr. 1370/2007 om offentlig personbefordring (som ændret ved forordning (EU) 2016/2338), som pålægger de kompetente myndigheder at tildele kontrakter om offentlig trafikbetjening i henhold til de regler, der fastlægges i forordningen. De omfatter de kompetente myndigheders og medlemsstaternes beføjelser til at indføre sociale kriterier og sociale standarder og overføre personale i tilfælde af ændring af operatør.

4.   Status for gennemførelsen — resterende problemer efter 30 år

4.1.

Næsten tre årtier med bestræbelser på at åbne EU's internationale og nationale markeder for gods- og passagertog og harmonisere forskellige tekniske og sikkerhedsmæssige regler og dermed skabe et fælles europæisk jernbaneområde har samlet set endnu ikke givet de ønskede resultater.

4.2.

Det bør også erindres, at for så vidt angår internationale jernbanepassagerruter og udvikling af kapaciteten i dette markedssegment sigter EU-strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet mod senest i 2050 at opnå et fuldt operationelt, multimodalt transeuropæisk transportnet (TEN-T) for bæredygtig og intelligent transport med højhastighedsforbindelser. Denne form for konnektivitet bør kunne forbinde EU's større byer med bæredygtige jernbanetjenester, der gradvist og i det mindste delvist kan erstatte intrakontinentale flyforbindelser.

4.3.

Trods den fulde åbning af markedet, foranstaltninger til at sikre fri og ikkediskriminerende adgang til infrastruktur, harmoniserede tekniske regler og administrativ forenkling mangler jernbanerne stadig meget med hensyn til systemets evne til at øge sit modal-split af såvel passager- som godstransport. Der er udpeget en række fortolkningsmomenter i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager Kommissionens meddelelse om en strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet (»arbejdsdokument«), sammen med en række forslag (6). Med hensyn til godstransport optræder de samme synspunkter i Den Europæiske Revisionsrets særberetning »Jernbanegodstransport i EU: Stadig ikke på rette spor« fra 2016.

4.4.

Efter EØSU's opfattelse er en analyse, som alene vedrører gennemførelsen af EU's retlige rammer, og en måling af graden af markedsåbning ikke tilstrækkeligt til at sikre en fuld analyse og forståelse af det fælles europæiske jernbaneområdes mangler. EØSU efterlyser derfor en bred og omfattende analyse af succesfaktorer og problemer med en vurdering af de aktuelle rammer, herunder deres indvirkning på arbejdsvilkårene, idet der tages hensyn til forpligtelsen i TEUF’s artikel 90 og 91 til at etablere et indre marked med harmoniserede regler for international transport og fastlægge betingelserne for udøvelse af cabotage samt artikel 14 i TEUF om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, under behørig hensyntagen til principperne for det indre marked og konkurrencelovgivningen vedrørende jernbanetransport i henhold til forordning (EF) nr. 1370/2007, under hensyntagen til medlemsstaternes rolle i denne henseende i henhold til protokol 26 i TEUF og artikel 36 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

4.5.

Der er tale om en blandet succes med markedsåbning. Der er dog en række succeshistorier. F.eks. har Østrig, Tyskland og Sverige opnået forbedrede resultater for modal-split og godsvolumen, der fragtes med jernbane, på trods af den generelle nedgang i hele EU (7).

4.6.

Det statsejede østrigske jernbaneselskab ÖBB har med succes udviklet et netværk af internationale nattogsforbindelser til passagertransport, mens selskabets indenlandske markedsandel i 2018 faldt fra 88,4 % til 86,5 %. Af den samlede omsætning i 2019 på 2,2 mia. EUR, som vedrører passagertransport, ser omkring 1,4 mia. EUR ud til at være knyttet til offentlige serviceforpligtelser (8).

4.7.

Offentlige serviceforpligtelser er afgørende for at sikre borgerne tilgængelige, økonomisk overkommelige og inklusive passagertransporttjenester. Markedsadgangen er åben for kommerciel persontransport, ofte langdistancetjenester. Fjerntrafikken og den regionale trafik kan dog ikke ses særskilt. Ethvert langdistancetog udfører regionale opgaver for passagererne, navnlig når de standser i forstadsområder. Regionale strækninger sikrer det nødvendige antal passagerer og forsyner hovedstrækningerne. De letter også infrastrukturen for de største strækninger og sikrer fordelingen i området. Medlemsstaterne tager yderligere initiativer til at etablere vigtige forbindelser med nye togtjenester, herunder nattog, og de pågældende jernbaneoperatører står i spidsen for denne udvikling. Konkret er der allerede meldt ud om sådanne planer fra Tysklands (TEE 2.0), Nederlandenes og Sveriges side. EØSU mener, at disse initiativer viser jernbanesystemets kompleksitet, og at den frie markedsadgang — som har været gældende siden 2010 for international personbefordring — ikke er det rette instrument til at fremme udviklingen af (international) langdistancepassagertransport. Det er nødvendigt med politisk vilje og politiske beslutninger om at prioritere miljøvenlige og inklusive løsninger ledsaget af de nødvendige investeringer og god forvaltning.

4.8.

EØSU ser direkte tildeling af kontrakter om offentlig trafikbetjening som en af de mest effektive foranstaltninger til at fremme passagertransport med jernbane. Det udgør rygraden i jernbanesystemerne i f.eks. Østrig og Schweiz, som er de førende lande med hensyn til markedsandele. EØSU bemærker endvidere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem graden af markedsåbning og kundernes tilfredshed eller billetprisen.

4.9.

Ifølge ovennævnte arbejdsdokument fra Kommissionen er der imidlertid fortsat en række problemer med hensyn til åbning af markedsadgang og etableringen af attraktive jernbaneforbindelser. Væsentlige elementer, der omtales, er:

4.9.1.

Adgang til hensigtsmæssig information, der gør det muligt for operatører at afgive passende tilbud i udbudsprocedurer — til trods for de ændringer, der blev indført med den fjerde jernbanepakke i 2016 med det formål at sikre tilgængeligheden af passende information for tilbudsgivere.

4.9.2.

Adgang til rullende materiel er fortsat et stort problem for nye markedsdeltagere. Adgangen til sådant rullende materiel med certificering, der er gyldig i hele EU, er stadig forholdsvis sparsom for rullende materiel til både passager- og godstransport.

4.9.3.

Hvad angår tilgængeligheden af rullende materiel møntet på den offentlige serviceforpligtelse inden for personbefordring, giver bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1370/2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej de kompetente myndigheder mulighed for, hvis det betragtes som nødvendigt, at iværksætte foranstaltninger til at fremme en sådan tilgængelighed.

4.9.4.

Gennemgående eller kombinerede billetter til togrejser er fortsat problematiske, navnlig med hensyn til opdateret information om takster, reservationer og trafik.

4.10.

På trods af bestemmelserne i den fjerde jernbanepakke, som giver operatører mulighed for at få et EU-sikkerhedscertifikat fra det europæiske jernbaneagentur til at operere overalt i EU, er en række regler endnu ikke harmoniseret, hvilket indebærer større kompleksitet og øgede omkostninger forbundet med grænseoverskridende operationer og navnlig giver anledning til forsinkelser ved grænseovergange. Harmonisering af disse regler kan derfor være en væsentlig opgave fremover og en forudsætning for fremtidige fælles digitaliserings- og automatiseringsløsninger.

4.11.

EØSU understreger, at teknisk harmonisering og modernisering af infrastrukturen er en nøglefaktor for opnåelsen af et velfungerende fælles europæisk jernbaneområde. Investeringer i moderniseringen af infrastruktur og rullende materiel er meget omkostningsfulde. Faktisk er innovation på jernbaneområdet, såsom højhastighedsjernbaner, udviklet af statsejede operatører med offentlige støtte. Der findes særlige statsstøtteregler for forskning og innovation.

4.12.

EØSU noterer sig, at Kommissionen samarbejder med jernbanesektoren og medlemsstaterne om at lette grænsepassagen langs godstogskorridorerne. Det er efter EØSU's mening vigtigt, at Kommissionen udarbejder en bred fortegnelse over eksisterende hindringer, herunder forskellige problemer med hensyn til indstillingen, og foreslår løsninger. I den forbindelse opfordrer EØSU til, at arbejdsmarkedets parter inddrages i Kommissionens forberedende arbejde.

4.13.

Med hensyn til godstransport viser der sig en række specifikke problemer. De har givet anledning til følgende observationer og forslag i arbejdsdokumentet.

4.13.1.

Markedet for godstransport har ændret karakter. En større andel af gods, der kræver både fleksibilitet og en højere grad af pålidelighed i komplekse forsyningskæder af høj værdi, stiller ofte jernbanen konkurrencemæssigt ringere på grund af dens manglende punktlighed, pålidelighed, forudsigelighed og fleksibilitet. F.eks. var mere end 50 % af togene i godstogskorridoren gennem Alperne i første kvartal 2018 forsinket med over tre timer.

4.13.2.

Trafikinformationen er sparsom, f.eks. med hensyn til togenes placering og forventede ankomsttider. Desuden koordineres kapacitets- og trafikstyring generelt ikke mellem jernbaneinfrastruktur og -faciliteter såsom terminaler. Dette forhindrer optimering af ressourcestyringen.

4.13.3.

Manglen på moderne automatiske koblingssystemer inden for EU — systemer, der er vidt udbredt i resten af verden — hæmmer udnyttelsen af de enkelte togvogne.

4.13.4.

Godstransport prioriteres lavt i forbindelse med kapacitetsplanlægning, med hensyn til grænseoverskridende transport og på nationalt plan.

4.13.5.

Langsigtet planlægning af kapacitet og køreplaner står i vejen for markedsdrevne forretningsmodeller og gør det umuligt for jernbanevirksomhederne at reagere på kunders forespørgsler med kort tidshorisont. Markedssegmenter, der er tildelt indenlandsk trafik, og manglende koordinering af planlægning på tværs af grænserne skaber yderligere problemer for grænseoverskridende godstransport.

4.13.6.

Lav rentabilitet begrænser investeringerne, og investeringerne i infrastruktur koordineres ikke tilstrækkeligt på tværs af grænserne og ikke engang langs hovedkorridorerne.

4.13.7.

Forhåbentlig kan i det mindste en del af koordinerings- og planlægningsproblemerne med hensyn til godstransport over grænserne blive løst under den igangværende evaluering af den forordning, der indeholder bestemmelserne om de europæiske godstogskorridorer (9).

4.14.

Det ser generelt ud til, at det er nødvendigt med en reform af forvaltningsprocessen for jernbanekapacitet for at gøre det muligt for operatører at levere en service, der imødekommer deres kunders behov, med tilstrækkelig pålidelighed, punktlighed og fleksibilitet. Dette kræver bl.a. et samlet perspektiv for kapacitetsforvaltning, som omfatter både passager- og godstransport, hvilket vil fremme en optimeret kapacitetsanvendelse.

4.15.

Med hensyn til godstransport har Den Europæiske Revisionsret i sin Særberetning om jernbanegodstransport, som er omtalt ovenfor, gjort observationer svarende til de observationer, som Kommissionen har fremsat i arbejdsdokumentet. Særberetningen indeholder en række anbefalinger til forbedring af godstransportmarkedets funktion, herunder bedre tilsyn for at bekæmpe konkurrenceforvridende adfærd fra nuværende operatørers og infrastrukturforvalteres side, forbedret trafikstyring i godstogskorridorer, performanceovervågning og bedre målretning af infrastrukturbehovene.

4.16.

Den Europæiske Revisionsrets særberetning rejser også spørgsmålet om lokomotivførere, bl.a. med hensyn til bestemmelserne om sprogordningen, jf. direktiv 2007/59 om certificering af lokomotivførere, og foreslår, at sprogkravene, der er fastlagt i Bilag VI, punkt 8, bør erstattes af krav om kendskab til et enkelt sprog, der kan anvendes i forbindelse med international jernbanetransport.

4.17.

Det konkluderes i særberetningen, at de udpegede strategiske og lovgivningsmæssige udfordringer er af en sådan art, at problemerne — hvis der ikke sættes ind over for dem — ikke kan løses gennem yderligere finansiering.

4.18.

Der bør også være fokus på ministererklæringen om godstogskorridorer af 21. september 2020, som fremhæver vigtigheden af digitalisering og rettidig gennemførelse af korridorerne i TEN-T-hovednettet og udrulningen af ERTMS.

4.19.

Der synes at være generel enighed om vigtigheden af uddannet jernbanepersonale med gode arbejdsforhold. Det kræver en indsat for at forhindre den sociale dumping i jernbanesektoren, som udvikler sig i takt med den igangværende markedsåbning ligesom i EU's øvrige transportsektorer. De eksisterende bestemmelser — såsom direktivet om udstationering af arbejdstagere — behandler ikke altid jernbanearbejdernes situation på passende vis, da de ikke tager højde for de særlige krav til meget mobile arbejdstagere i eksempelvis jernbanesektoren. Det gør det også vanskeligt at foretage overvågning. Derfor mener EØSU, at der i lighed med vejtransport kan være behov for særlige regler for arbejdstagere inden for jernbanetransport.

4.20.

EØSU noterer sig i denne forbindelse også manglerne med hensyn til sociale bestemmelser og regler i jernbanesektoren og gennemførelsen og håndhævelsen deraf som rapporteret af arbejdsmarkedets parter i jernbanesektoren. Det gælder bl.a. gennemførelsen af de sociale bestemmelser i public service-forordningen og gennemførelsen, overvågningen og håndhævelsen af direktiv 2005/47/EF om betingelserne for anvendelse af mobile arbejdstagere, der udfører interoperable grænseoverskridende tjenester.

4.21.

EØSU tilslutter sig fuldt ud den fælles forståelse af betydningen af et kvalificeret jernbanepersonale med gode arbejdsvilkår og noterer sig aftalen fra 2004 om køre- og hviletider for mobile arbejdstagere, der beskæftiger sig med interoperable grænseoverskridende tjenester, der blev indgået mellem arbejdsmarkedets parter i januar 2004 inden for rammerne af den sociale dialog og gennemført ved direktiv 2005/47/EF.

4.22.

EØSU noterer sig, at arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at fortsætte arbejdet inden for rammerne af den sociale dialog for at forbedre overvågningen af aftalens gennemførelse. Gennem en fælles erklæring har de forpligtet sig til at fremme grænseoverskridende aktiviteter, undgå konkurrence, der udelukkende er baseret på forskelle i arbejdsvilkår, og opretholde lige vilkår for virksomheder, der udfører grænseoverskridende aktiviteter (10). Med hensyn til direktiv 2005/47/EF har arbejdsmarkedets parter fremhævet, at et af projektresultaterne er, at en tilstrækkelig overvågning og håndhævelse af aftalen på medlemsstatsniveau hindres af manglende klarhed om de nationale kompetente myndigheder. Selv i situationer, hvor en myndighed er klart udpeget — sædvanligvis det nationale arbejdsmarkedstilsyn — synes den at mangle de nødvendige ressourcer, den nødvendige kapacitet og/eller det nødvendige kendskab til aftalen og det direktiv, der gennemfører den, til at kunne udføre sine opgaver effektivt. EØSU mener, at der er behov for handling fra EU's side.

4.23.

EØSU noterer sig en erklæring fra arbejdsmarkedets parter vedrørende public service-forordningen (EF) nr. 1370/2007 om, at konsekvenserne af konkurrence ikke bør påvirke personalets arbejdsvilkår med hensyn til arbejdsvilkårene for ansatte, der leverer tjenester, ved at kræve bindende sociale standarder på nationalt, regionalt eller lokalt niveau og/eller obligatorisk personaleoverførsel i tilfælde af ændring af operatør (11). Dette er ikke tilstrækkeligt gennemført og sikret i praksis, og der er behov for en indsats fra EU's side. EØSU anmoder Kommissionen om at overvåge gennemførelsen af disse bestemmelser nøje og træffe de nødvendige foranstaltninger.

4.24.

Der synes at være generel enighed blandt operatørerne om, at sektoren nu har brug for tid til at fordøje og tilpasse sig den fjerde jernbanepakke.

5.   Covid-19-pandemikrisen — en modstandsdygtighedstest

5.1.

Covid-19-krisen har været en prøvelse og en udfordring for jernbanetransporten såvel som for alle andre transportsektorer samt for alle transportarbejdere. Jernbanernes pålidelighed, sikkerhed og centrale rolle i forbindelse med transport af mennesker og gods er et positivt faktum, som er blevet fremhævet af covid-19-pandemien, bl.a. på grund af jernbanepersonalets indsats under meget vanskelige omstændigheder. Statsstøtte har hjulpet mange jernbaneselskaber gennem en vanskelig periode med faldende trafikmængde.

5.2.

Ifølge data indsamlet af Den Europæiske Jernbanesammenslutning er virkningen af covid-19 skadelig for alle former for jernbanepassagertrafik og navnlig for de internationale ruter. Indtægtstabene beløb sig til 26 mia. euro i 2020 og fortsætter i de første måneder af 2021. Det forventes desuden, at genopretningen vil ske langsomt.

5.3.

Covid-19-krisen har dog også skabt forståelse for nødvendigheden af at udvikle resiliensforanstaltninger og forbedre sammenhængen og koordineringen af nettet for at prioritere udviklingen af grænseoverskridende infrastruktur højere (12). Pandemien har imidlertid også vist, at byerne spiller den vigtigste rolle med hensyn til at løse trafikproblemer — de bør ikke efterlades alene, og EU bør være yderst opmærksom på dem.

5.4.

Under pandemien var statsligt ejede operatører forpligtet til at fortsætte passager- og godstransport og samtidig sørge for sikker drift. Statsstøtte og statslige indgreb har mange gange sikret, at jernbanesystemet ikke brød sammen, hvilket var nødvendigt for at garantere væsentlige tjenester.

6.   Formandskabets uafhængige spørgsmål

6.1.

De to uafhængige spørgsmål, som formandskabet har rejst, synes at være godt besvaret af bestemmelserne i kapitel II, Afdeling I og II, i direktiv 2012/34/EU, som ændret, der sigter mod at sikre jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres forvaltningsmæssige uafhængighed (Afdeling I) samt adskillelse af infrastrukturforvaltning og transportvirksomhed og forskellige former for transportvirksomhed (Afdeling II).

6.2.

Disse bestemmelser giver en lang række muligheder vedrørende organisationsform under forudsætning af, at uafhængigheden af den virksomhed, som står for infrastrukturforvaltningen, sikres med hensyn til kanaltildeling og afgiftsopkrævning. Det samme synes at være tilfældet med hensyn til forpligtelsen til at føre særskilte regnskaber mellem infrastrukturforvaltning og driftsaktiviteter og mellem passager- og godstransport, og til gennemsigtighed omkring de offentlige midler, der betales til offentlige serviceopgaver.

6.3.

Garantien med hensyn til neutralitet vedrørende kanaltildeling og afgiftsopkrævning samt den gennemsigtighed, hvorom der er krav i bestemmelserne om regnskabsføring, bør anses for at være fordelagtige, eftersom disse elementer sikrer lige konkurrencevilkår og gennemsigtighed.

6.4.

Det bør bemærkes, at store jernbanelande som Tyskland, Polen, Italien og Østrig har fastholdt en integreret jernbanevirksomhed, mens infrastrukturforvalterens uafhængighed sikres med hensyn til de vigtige funktioner vedrørende slottildeling og opkrævning af afgifter. Frankrig har for eksempel reintegreret infrastrukturforvaltningen og driftsaktiviteterne. Disse lande ser det som en fordel for jernbanesystemet med henblik på at udnytte synergier og sikre tættere samarbejde, større fleksibilitet osv. Det bør også tages i betragtning, at et stort indre arbejdsmarked er til gavn for jernbanepersonalet og navnlig for sikkerhedsrelevant personale med psykiske og fysiske helbredskrav.

6.5.

Friheden til at vælge organisationsform bør imidlertid betragtes som en fordel, og medlemsstaterne bør derfor ikke pålægges krav om organisatorisk adskillelse.

7.   Afsluttende bemærkninger

7.1.

Det fremgår af ovenstående, at det europæiske jernbaneområde på ingen måde er fuldkomment. Der er behov for en mere indgående analyse af succesfaktorerne og af indvirkningen på arbejdsvilkårene. Tilgængelige analyser har vurderet problemerne med hensyn til gennemførelsen af den eksisterende lovgivning, heriblandt markedsadgangen, interoperabiliteten og den tekniske harmonisering, herunder ufuldstændig harmonisering af de operationelle og tekniske regler. Men de har også udpeget problemer vedrørende omkostninger, manglende punktlighed, mangel på rullende materiel, der er i stand til at bevæge sig inden for hele EU, og generelle problemer med at tilpasse sig et åbent marked. Der er ikke foretaget nogen analyse af markedsåbningens mulige virkninger på arbejdsvilkårene. Mange ting kan og bør forbedres, så systemet kan fungere bedre, blive mere konkurrencedygtigt og øge sin markedsandel i EU som helhed og derved fuldt ud blive en spiller i et effektivt bæredygtigt multimodalt transport- og mobilitetssystem, der er til gavn for kunderne og miljøet.

7.2.

EØSU mener, at tiden er inde til en generel statusopgørelse over EU's jernbanesystem. EØSU efterlyser derfor en bred og omfattende analyse af succesfaktorer og problemer med en vurdering af de aktuelle rammer, herunder deres indvirkning på arbejdsvilkårene. EØSU anmoder om en objektiv vurdering, idet der tages hensyn til forpligtelsen i TEUF’s artikel 90 og 91 til at etablere et indre marked med harmoniserede regler for international transport og fastlægge betingelserne for udøvelse af cabotage under behørig hensyntagen til bestemmelserne om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i henhold til TEUF’s artikel 14 og protokol nr. 26 samt artikel 36 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Analysen bør tage hensyn til miljøaspekterne og målene i den europæiske grønne pagt, jernbanetransportens rolle som tjenesteydelse af almen interesse og den sociale og økonomiske samhørighed, jernbanernes konkurrenceevne og deres funktion i et multimodalt grænseoverskridende transportsystem, som er baseret på samarbejde, ressourceeffektiviteten, serviceniveauerne og kunde-/forbrugertilfredsheden, og alt sammen med særlig opmærksomhed på indvirkningerne på de ansattes arbejdsvilkår. Det europæiske år for jernbanetransport 2021 er en glimrende lejlighed til at gøre status over udviklingen indtil nu og opstille mål for fremtiden.

---

(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32.

(2)  EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1.

(3)  Fra forskellige brochurer med EU-statistik.

(4)  EUT L 315 af 3.12.2007, s. 51.

(5)  EUT L 195 af 27.7.2005, s. 15.

(6)  SWD(2020) 331 final.

(7)  Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 8/2016 »Jernbanegodstransport i EU: Stadig ikke på rette spor«, punkt 23-27.

(8)  OBB Holding Geschäftsbericht 2019, s. 61 og 65-66.

(9)  EUT L 276 af 20.10.2010, s. 22.

(10)  Vurdering af gennemførelsen og anvendelsen af aftalen om visse aspekter af arbejdsvilkårene for mobile arbejdstagere, der udfører interoperable grænseoverskridende tjenester i jernbanesektoren. »Rail mobile workers«-projektet — fælles konklusioner fra European Rail Social Partners CER og ETF.

(11)  https://www.etf-europe.org/resource/joint-cer-etf-opinion-protection-of-staff-september-2013/

(12)  Se f.eks. Bundesministerium für Verkehr und digitale Infrastruktur »Folgerungen für die zukünftige Verkehrspolitik nach den Erfahrungen und dem Umgang mit der COVID-19 Pandemie«; Wissenschaftlicher Beirat beim Bundesminister für Verkehr und digitale Infrastruktur Nr 2/Jahr 2020.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — 2020-rapport om status over energiunionen i henhold til forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen«

(COM(2020) 950 final)

og om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Vurdering af de nationale energi- og klimaplaner i hele EU — Fremme af den grønne omstilling og økonomisk genopretning gennem integreret energi- og klimaplanlægning«

(COM(2020) 564 final)

(2021/C 220/04)

Ordfører:TBL

Lutz RIBBE

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 11.11.2020 og 27.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	9.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	236/4/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er imponeret over den omhu og præcision, som Kommissionen har lagt i dokumentationen og evalueringen af energiunionens udvikling. Den måde, som de nationale energi- og klimaplaner er blevet udarbejdet og vurderet på, viser, at forvaltningen af energiunionen fungerer.

1.2.

EØSU noterer med lettelse, at energi- og klimamålene for 2020 i det store og hele er nået, selv om nogle medlemsstater klart halter bagefter. Dette må dog ikke føre til, at man stiller sig tilfreds med tingenes tilstand. Målene for de næste 30 år, begyndende med 2020'erne, er betydeligt mere ambitiøse. Omstillingstempoet skal øges betydeligt, uden at den sociale og økonomiske situation i de enkelte medlemsstater tabes af syne. Ellers vil den sociale accept af investeringer og reformer, der tager sigte på at fremskynde energiomstillingen, være i fare. Energiomstillingen bringes også i fare, hvis politikerne giver tilsagn om at inddrage store dele af samfundet, men i realiteten ikke tager dette løfte alvorligt og ikke lever op til det!

1.3.

Så meget desto vigtigere er det ikke kun at se på de overordnede (klima-)mål, men også de specifikke mål, som Kommissionen satte for sig selv med rammestrategien for en modstandsdygtig energiunion og pakken om ren energi for alle europæere. Og her falder resultatet langt mere negativt ud.

1.4.

I rammestrategien talte Kommissionen om, at det vigtigste mål er, at borgerne skal stå i centrum for energiunionen. I sin meddelelse om status over energiunionen nævner Kommissionen ikke med et ord, hvordan det går med at nå dette mål, og hvilke strategier man vil forfølge i fremtiden for at nå målet. Dette er helt uacceptabelt for EØSU.

1.5.

I vurderingen af de nationale energi- og klimaplaner anfører Kommissionen, at udviklingen af borgerproduceret energi ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i medlemsstaternes nationale energi- og klimaplaner. Dette er bekymrende. Det er skuffende, at Kommissionen ikke drager andre konklusioner af dette end at rette en meget generel appel til medlemsstaterne. Hvis ambitiøse mål som dem, der er formuleret i pakken om ren energi for alle europæere og i rammestrategien for energiunionen, ikke bliver forfulgt seriøst, er det ikke kun skadeligt for energiunionen. Det er også EU-politikkens troværdighed som helhed, der er på spil.

1.6.

Derfor anser EØSU det for nødvendigt, at Kommissionen i kommende rapporter i højere grad undersøger graden og kvaliteten af gennemførelsen, overholdelsen og håndhævelsen af den tredje energipakke i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til, hvordan de vil sætte »borgerne i centrum«. Tidligere har gennemførelsen af bestemmelser på energiområdet trukket ud, og det har ofte ikke været til gavn for borgerne.

1.7.

Det er også på sin plads med et mere kritisk blik på tre andre mål i energiunionen, nemlig reduktion af energiafhængigheden gennem reduktion af energiimport, fjernelse af subsidier til klima- og miljøskadelige energikilder og indtagelse af en førende rolle inden for vedvarende energi, energieffektivitet og elektromobilitet. Som det fremgår af Kommissionens meddelelser, er ingen af disse tre mål nået. Man er imidlertid tavs med hensyn til årsagerne. Ligeledes søger man forgæves efter udsagn om, hvad man har lært af fejlene, og hvad dette betyder for de fremtidige foranstaltninger, f.eks. i forbindelse med Genopretningsfonden.

1.8.

EØSU mener, at medlemsstaternes nationale energi- og klimaplaner viser, at der mangler sammenhæng i EU's energipolitik. EØSU mener også, at de fleste nationale energi- og klimaplaner er for upræcise, navnlig med hensyn til de vigtige spørgsmål om energisikkerhed og retfærdig omstilling (just transition).

1.9.

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til, at den ved vurderingen af de nationale energi- og klimaplaner er mere opmærksom på, om strategierne egner sig til at opfylde målet om retfærdig omstilling. Den bør navnlig evaluere opfyldelsen af følgende mål: — lettelse af jobskift — støtte til arbejdstagere, som mister deres arbejdsplads på grund af dekarboniseringen (en tabt arbejdsplads bør som minimum erstattes af en anden, ligeværdig arbejdsplads) — bekæmpelse af energifattigdom samt udligning af degressive fordelingsvirkninger og — udnyttelse af det regionale økonomiske potentiale, som bygger på vedvarende energikilder og nye former for deltagelse i elektricitetsproduktionen.

2.   Generelle bemærkninger til Kommissionens dokumenter

2.1.

Den 25. februar 2015 fremlagde Kommissionen sin meddelelse om en rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (1). Strategien kom ind på følgende mål: — energisikkerhed, bl.a. gennem reduktion af afhængigheden af energiimport — et fuldt integreret europæisk energimarked — en bæredygtig og klimavenlig lavemissionsøkonomi — forskning, innovation og konkurrenceevne, så Europa kan indtage en global førerrolle inden for vedvarende energi — uddannelse af de europæiske arbejdstagere, så de kan indgå i fremtidens energisystem — opbygning af investorernes tillid via prissignaler, som afspejler behovene på lang sigt og politiske målsætninger.

2.2.

Kommissionen anførte på daværende tidspunkt, at vigtigst af alt er visionen om en energiunion, »hvor borgerne er i centrum, og hvor de tager ejerskab af energiomstillingen, drager fordel af nye teknologier, der gør deres regninger mindre, og deltager aktivt på markedet, alt imens de sårbare forbrugere beskyttes«. Desuden fremhævede Kommissionen inddragelse af interessenterne i udformningen af energiunionen som en prioritet og en socialt retfærdig overgang som et grundlæggende princip for energiomstillingen.

2.3.

Kommissionen fremhævede også behovet for integreret forvaltning og overvågning af energiunionen. Med Europa-Parlamentets og Rådets forordningen (EU) 2018/1999 (2) fik EU et retsgrundlag for forvaltningen af energiunionen. På grundlag af denne forordning er medlemsstaterne forpligtet til regelmæssigt at fremlægge nationale energi- og klimaplaner, hvor de også skal beskrive deres bidrag til at opfylde målene for energiunionen.

2.4.

I sin 2020-rapport om status over energiunionen henviser Kommissionen nu til fremskridtene og samler dem under fem overskrifter: — Dekarbonisering (herunder udbygning af vedvarende energi) — Energieffektivitet med særlig vægt på princippet om »energieffektivitet først« — Energisikkerhed (herunder reduktion af energiimporten i EU, øget fleksibilitet og større resiliens i de nationale energisystemer) — Det indre marked for energi — Forskning og innovation samt konkurrenceevne Den kommer desuden ind på emnet »Energiunionen i et bredere grøn pagt-perspektiv«.

2.5.

På den baggrund fremsætter fremlægger Kommissionen ideer under overskriften »Stræben efter grøn genopretning og en bæredygtig økonomi« og undersøger som det første de eksisterende strategier for integration af energisystemet og udviklingen af brint i Europa.

2.6.

Kommissionen begrunder desuden nødvendigheden af at hæve reduktionsmålet for CO2-emissioner til mindst 55 % i forhold til 1990 og annoncerer en strategi for reduktion af metanemissioner samt en »vision for offshore-energi«. I den forbindelse kritiserer den, at de strategier, som medlemsstaterne har fremlagt i forbindelse med deres nationale energi- og klimaplaner, ofte er uklare og ikke konkrete nok.

2.7.

Samlet set betegner Kommissionen situationen som endnu ikke tilfredsstillende, selv om det fastholdes, at man i hele EU er godt på vej til at nå 2020-målene for vedvarende energi. Nogle medlemsstater er nødt til »at gøre større fremskridt«.

2.8.

Den tilskynder til, at der gøres en større indsats på området for energieffektivitet, og især inden for bygningsrenovering konstateres der store mangler.

2.9.

Rapporten er for første gang ledsaget af en udførlig analyse af energisubsidier (3), hvori det entydigt konstateres, at der a) stadig er behov for bedre data om energisubsidier (4), og b) er et »tydeligt behov for at styrke indsatsen« for at reducere subsidier til fossile brændstoffer. De retlige instrumenter, der i dag findes på EU-niveau, betegnes som utilstrækkelige.

2.10.

Det betegnes desuden som »ikke opmuntrende«, at der i de seneste år er blevet investeret stadig færre FoU-midler i denne sektor i EU-27, og at Europa i forhold til andre økonomiske regioner er kommet alvorligt bagud på dette felt. Kommissionen annoncerer tiltag, f.eks. inden for batterier og brint, for at sætte skub i forskning og innovation og modvirke de faldende investeringer, der er konstateret på nationalt plan.

2.11.

Det konstateres, at udgifterne til energiimport i de seneste år igen er steget (til over 330 mia. EUR årligt), og at den tidligere nedadgående tendens dermed er vendt.

2.12.

Kommissionen afslutter sin rapport med at bekræfte, at Europa i forbindelse med genopretningen efter covid-19 står over for en enestående mulighed for at foretage investeringer, der kan støtte genopretningen af EU's økonomi og samtidig fremskynde den grønne og digitale omstilling.

2.13.

I sin meddelelse om vurdering af de nationale energi- og klimaplaner i hele EU når Kommissionen til en positiv konklusion, eftersom fremskridtene inden for reduktion af drivhusgasser og vedvarende energi gjorde det muligt at hæve 2030-målene på disse områder markant allerede i 2021. På den anden side anerkender Kommissionen, at der er behov for massive forbedringer inden for energieffektivitet, investeringer i forskning samt innovationer. For at afhjælpe manglerne på disse områder er det nødvendigt, at medlemsstaterne tager højde for de nye finansieringsmuligheder i forbindelse med den flerårige finansielle ramme og genopretnings- og resiliensfaciliteten.

3.   Generelle bemærkninger fra EØSU

3.1.

Indledningsvis skal Kommissionen have stor ros: Den omhu, den lægger i forvaltningen af energiunionen, og som kommer til udtryk i de omfangsrige dokumenter (inklusive bilag), vidner om stor seriøsitet. Dette er også ubetinget på sin plads, da de hidtidige mål for klimabeskyttelsen, som skal skærpes, kun lige netop er nået — hvis overhovedet. Målet om at gøre EU klimaneutralt senest i 2050 er af epokegørende betydning og kræver en historisk enestående strategisk planlægning og koordinering af meget forskellige politikker, som skal være langt mere vidtrækkende end det, der hidtil er blevet besluttet.

3.2.

På den baggrund er EØSU helt enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne udvikler tydeligere strategier og gennemfører disse hurtigst muligt. I den forbindelse skal der i højere grad tages hensyn til de sociale, beskæftigelsesmæssige og kvalifikationsmæssige konsekvenser og andre fordelingsrelaterede virkninger af energiomstillingen, og det skal fremgå, hvordan disse udfordringer skal tackles.

3.3.

Langt størstedelen af Kommissionens konklusioner er logiske og bør støttes. Dette gælder navnlig for konstateringen af, at fremskridtene med hensyn til at nå målene for reduktion af drivhusgasemissionerne, øget energieffektivitet og udbygning af vedvarende energiformer udgør et springbræt for endnu højere mål.

3.4.

EØSU er også enig med Kommissionen i, at der er behov for ny fremdrift. Det ville dog være hensigtsmæssigt, hvis Kommissionen konkretiserer, hvori denne nye fremdrift skal bestå.

3.5.

Det forekommer endvidere logisk, at Kommissionen knytter udviklingen af energiunionen sammen med den europæiske grønne pagt og genopretningspolitikken efter pandemien, idet begge dele er tiltag, som ikke kunne forudses, da den strategiske ramme for energiunionen og forvaltningsforordningen blev udviklet. EØSU understreger, at den europæiske energiunion udgør et ideelt handlingsgrundlag for den grønne pagt. Det ville derfor have været så meget desto vigtigere, at man i den nuværende vurdering mere præcist havde peget på de konstaterede mangler og udviklet modstrategier. Dette er ikke sket i mindst tre tilfælde, som behandles nærmere i det følgende.

Manglende gennemførelse af målsætningen om »borgerne i centrum for energiunionen«

3.6.

Som citeret i punkt 2.2 betegnede Kommissionen i den strategiske ramme for energiunionen en politik, hvor borgerne er i centrum, og hvor de tager et medansvar for energiomstillingen, som det vigtigste mål (!). Derfor bør dette mål også få en særlig plads i rapporten om status over energiunionen, navnlig gennem konkrete forslag til, hvordan borgerne, arbejdsmarkedets parter og interessenter kan inddrages på gennemsigtig og aktiv vis i beslutningsprocesserne, f.eks. de nationale energi- og klimaplaner, og aktivt tage et medansvar for og deltage i aktiviteter på markedet. Aspektet inddragelse bliver imidlertid slet ikke nævnt i rapporten, og der mangler også en vurdering af, om de foreslåede foranstaltninger eksplicit tjener dette mål.

3.7.

I øjeblikket viser problemet sig også i bl.a. Kommissionens strategi for integration af energisystemet, hvor borgerne kun optræder som forbrugere, og ikke som aktive markedsaktører. Også i forbindelse med de centrale prioriteter, som Kommissionen (5) beskriver, nemlig brintstrategien samt den annoncerede »vision for offshore-energi«, er det vanskeligt at forestille sig, at borgernes deltagelse overhovedet er mulig eller tiltænkt. Derfor er det yderst kritisabelt, at Kommissionen i meddelelsen om vurdering af de nationale energi- og klimaplaner skriver, at den især vil anvende EU-finansieringsmekanismen for vedvarende energi til at fremme offshoreteknologier.

3.8.

Kommissionen ignorerer dermed gældende EU-ret, eftersom det i betragtning 43 til Europa-Parlamentets og Rådets direktivet om det indre marked for elektricitet (EU) 2019/944 (6) anføres, at »energifællesskaber [er] blevet et virkningsfuldt og omkostningseffektivt middel til at opfylde borgernes behov og forventninger […]. […] Ved direkte at inddrage forbrugerne viser energifællesskabsinitiativer deres potentiale for at fremme brugen af ny teknologi og nye forbrugsmønstre, herunder intelligente net og fleksibelt elforbrug, på en integreret måde. Energifællesskaber kan også fremme energieffektiviteten på husstandsniveau og bidrage til at bekæmpe energifattigdom ved at reducere forbruget og sikre lavere energitariffer. […] Vellykkede initiativer af denne art har skabt økonomiske, sociale og miljømæssige fordele for lokalsamfundet.« Energifællesskaber kan altså efter EU-lovgivernes opfattelse afhjælpe adskillige af de misforhold, som Kommissionen beklager i dokumenterne. Desto mere uforståeligt er det, at Kommissionen ikke fremhæver dette i sine egne dokumenter. Der er et eklatant misforhold mellem ambition og virkelighed, og EØSU kan stadig ikke se nogen klar strategi fra Kommissionens side, når det handler om at gøre borgerne til aktive partnere.

3.9.

Denne kritik kan imidlertid også rettes mod de fleste medlemsstater. Medlemsstaterne skal på grundlag af artikel 20 i forvaltningsforordningen, (EU) 2018/1999, behandle energifællesskaber i deres nationale energi- og klimaplaner. Kommissionen fremhæver i sin vurdering, at medlemsstaterne ikke eller kun i utilstrækkeligt omfang lever op til dette krav. EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå mere konkrete regler til fremme af energifællesskaber i forbindelse med den forestående revision af direktivet om vedvarende energi.

Manglende gennemførelse af målene om forsyningssikkerhed og reduceret energiimport

3.10.

Det er et strategisk mål for energiunionen at øge energiforsyningssikkerheden, bl.a. ved at reducere importen af energi. Kommissionen konstaterer nærmest i forbifarten, at der ikke kan konstateres fremskridt — tværtimod er udgifterne til energiimport steget igen. Brintens voksende betydning kan sågar bidrage til, at importen stiger yderligere i fremtiden, da Kommissionen bevidst satser på import i forbindelse med sin brintstrategi! EØSU forventer, at Kommissionen kommer med klare udmeldinger på dette område.

3.11.

EØSU opfordrer også til, at idéen om europæisk solidaritet lægges til grund for sikringen af den energiimport, der ikke findes alternativer til. National enegang såsom Nord Stream 2-gasledningsprojektet kan bringe ikke blot klimabeskyttelsen, men også forsyningssikkerheden i fare. Sådanne aktioner, der underminerer den europæiske solidaritet, bringer borgernes tillid til EU og EU's anseelse i tredjelande i fare.

Manglende gennemførelse af målet om innovation og globalt lederskab

3.12.

Også med hensyn til innovation er billedet negativt. Energiunionens store ambition om at indtage en global førerrolle modsiges af det billede af investeringer i forskning og innovation samt patentanmeldelser, der tegnes i rapporten om status over energiunionen. I lyset af denne bekymrende konstatering er det nødvendigt at foretage en nøjagtig og tilbundsgående analyse af fejlene, således at årsagen til den uheldige udvikling kan kortlægges og bestemmes på en minutiøs måde. Konkrete modforanstaltninger bør herefter udvikles på dette grundlag.

3.13.

På baggrund af den situation, der er beskrevet i punkt 3.6-3.11, må det siges helt klart, at det ikke er tilstrækkeligt at gentage de samme paroler igen og igen, hvis de ikke følges op af konkrete tiltag. Ellers bliver EU-politikkens troværdighed draget i tvivl. I ingen af de foreliggende dokumenter fra Kommissionen, herunder strategien for integration af energisystemet og om brint, nævnes der konkrete foranstaltninger, som kunne bidrage til at nå de ovenfor nævnte mål.

Energiunionens social- og regionalpolitiske relevans

3.14.

Kommissionen kommer i kapitel 2.6 og 3.3 i sin rapport om status over energiunionen også med nogle socialpolitiske betragtninger. Disse betragtninger er rigtige, og EØSU støtter især, at covid-19-genopretningsstøtten knyttes til de klima- og energipolitiske mål. Også de planlagte foranstaltninger for en retfærdig omstilling (just transition) er rigtige og udgør et grundlag for, at det kan lykkes at vinde befolkningens opbakning til opfyldelsen af de klima- og energipolitiske mål. Om det dermed rent faktisk kan lykkes at realisere princippet om, at »ingen lades i stikken«, vil konkret afhænge af den operationelle tilgang og finansieringen af de enkelte instrumenter samt den konkrete gennemførelse af dem på nationalt niveau.

3.15.

EØSU minder, som påpeget i tidligere udtalelser (7), om, at det ikke kun er midlerne til fremme af den sociale og regionale samhørighed samt genopretningsstøtten, der skal anvendes på en sådan måde, at de støtter klimabeskyttelsen og energiomstillingen. Tværtimod skal (og kan) klima- og energipolitikken også udformes således, at den fremmer den sociale og regionale samhørighed. Sådanne tiltag findes allerede, og nogle af dem er sågar nævnt i meddelelsen om vurdering af de nationale energi- og klimaplaner, f.eks. projekter til etablering af solenergianlæg i tidligere brunkulsområder i Portugal og Grækenland og den meget strategisk orienterede prosumentstøtte i Litauen. Disse eksempler er imidlertid langt fra almindelig praksis eller mainstream.

3.16.

Og dermed er der en risiko for, at energiomstillingen øger de sociale og regionale forskelle, f.eks. hvis Kommissionen integrerer energisystemet, udbygger brintinfrastrukturen og fremmer offshore-energien som planlagt, da den i så fald foretrækker centralistiske koncepter frem for decentrale.

3.17.

Under alle omstændigheder er den parallelle opbygning af centralistiske og decentrale infrastrukturer problematisk, og den risikerer at forårsage fejlinvesteringer. F.eks. vil der være tale om konkurrence mellem et omfattende brintrørledningsnet og den udbygning af kolde fjernvarmenet, som kræves i Kommissionens meddelelse om vurdering af de nationale energi- og klimaplaner. EØSU har derfor — af hensyn til investeringssikkerheden — anmodet om, at der træffes principielle afgørelser på dette område (8). Disse har også strategisk betydning for energiunionens succes, men der er ikke taget hensyn til dem i de dokumenter, der behandles i denne udtalelse.

3.18.

Ligesom det er tilfældet i næsten alle energipolitiske dokumenter fra Kommissionen i den seneste tid, spiller digitaliseringen ingen rolle i rapporten om status over energiunionen. Digitaliseringen giver imidlertid mulighed for interessante koncepter som f.eks. smart micro grids og smart markets, micro trading, virtuelle kraftværker osv. De kan alle bidrage til højere effektivitet og bedre resultater på det indre marked for energi, også fordi de styrker de aktive forbrugeres rolle. I rammestrategien for energiunionen kom Kommissionen ind på dette, om end noget kortfattet (9). Det er uforståeligt, at den ignorerer dette aspekt i rapporten om status over energiunionen, især da anvendelsen af digitale teknologier skal kontrolleres omhyggeligt med hensyn til relevans og eventuelle etiske problemer, især vedrørende datasuverænitet.

3.19.

Under alle omstændigheder skal digitaliseringen udformes efter slutbrugerens behov. Borgerne venter stadig på bedre tjenesteydelser som følge af den stigende digitalisering, som f.eks. dagligt skift af leverandør, omgående tilbagemelding om fejl på målere eller mistænkelige forbrugsmønstre og smidige procedurer for tilslutning af egenproduktion til nettet.

4.   Særlige bemærkninger

Kapitlet om dekarbonisering i rapporten om status over energiunionen

4.1.

Kommissionen påpeger med rette, at anvendelsen af vedvarende energi indebærer mange fordele. Svaret på spørgsmålet om, hvem der får gavn af disse fordele, afhænger imidlertid af, om energiomstillingen grundlæggende bliver udformet decentralt eller centralistisk (10). Dette punkt omtaler Kommissionen ikke i sin rapport.

Kapitlet om energisikkerhed i rapporten om status over energiunionen

4.2.

Kommissionen lægger med rette stor vægt på spørgsmålet om »forsyningssikkerhed« og i den forbindelse energisikkerhed. Dennes betydning for samfundsøkonomien er uvurderligt stor. Ud over det klassiske spørgsmål om afhængighed af import bør man især også tænke på modstandsdygtigheden over for angreb udefra, f.eks. gennem cyberkriminalitet. I den forbindelse viser de seneste forskningsresultater (11), at den bedste strategi for en høj modstandsdygtighed er at styrke decentrale strukturer, som kan fungere selvstændigt. Kommissionen bør tage større hensyn til disse konklusioner.

4.3.

Det står klart, at grøn brint i fremtiden kommer til at yde et bidrag til et forsyningssikkert europæisk energisystem. EØSU henviser til sine udtalelser om brintstrategien (12) og strategien for integration af energisystemet (13).

4.4.

Også her må der ikke kun tænkes på teknologier i stor målestok (herunder udvikling af brintimportinfrastrukturer). Der findes en lang række innovative, miljøvenlige og frem for alt regionale/lokale løsninger, der kan gennemføres direkte på stedet (herunder produktion af regional brint eller syntetiske e-brændstoffer). Dette vil øge forsyningssikkerheden, mindske importafhængigheden og fremme lokal beskæftigelse i form af grønne job og merværdi i regionerne. Mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder bør også have mulighed for at deltage i og drage fordel af den grønne pagt, hvilket vil øge accepten af den grønne pagt og energiomstillingen.

Kapitlet om det indre marked for energi i rapporten om status over energiunionen og statusrapporten om det indre energimarked

4.5.

Kommissionen påpeger, at der med pakken om ren energi er skabt bedre betingelser for at fremme forbrugernes deltagelse på energimarkederne og lige konkurrencevilkår for nye markedsdeltagere. Det er imidlertid kun bestemmelserne i direktivet om det indre marked for elektricitet, der er relevante i den forbindelse. Det er endnu ikke muligt at afgøre, i hvilket omfang medlemsstaterne har gennemført disse bestemmelser effektivt. Kommissionens konklusion er derfor forhastet. EØSU anmoder indtrængende om en seriøs evaluering af det vigtige mål om forbrugerdeltagelse, også med hensyn til fordelingspolitiske konsekvenser i form af deltagelse af husholdninger med en lav indkomst.

4.6.

Kommissionen fremhæver vigtigheden af markedsprissignaler, bl.a. for investorer. Dette er utvivlsomt et vigtigt aspekt. Det er imidlertid nødvendigt at se mere differentieret på dette spørgsmål. De fleste engrosmarkedspladser for elektricitet afspejler kortsigtede priser. Det er et omstridt spørgsmål inden for energiøkonomien, om disse overhovedet udsender signaler til investorerne. Dette har EØSU allerede peget på i tidligere udtalelser (14). Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at Kommissionen i denne forbindelse taler udifferentieret om et »indre energimarked«. Hvis energiunionen skal lykkes, er der behov for en ny markedsstruktur, i hvert fald på elektricitetsområdet. Et fuldt balanceansvar for vedvarende energi vil i sig selv ikke være tilstrækkeligt. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge sine overvejelser vedrørende nye markedsstrukturer. I den forbindelse bør alle markedsaktører have samme betingelser på balancemarkederne. Dette er absolut nødvendigt, hvis integrationen af energisystemet skal blive en succes (15).

4.7.

Samtidig skal der tages hensyn til, at målene om forsyningssikkerhed og klimaneutralitet ikke kan nås med prissignaler alene.

4.8.

Kommissionen fremhæver i statusrapporten om det indre energimarked med stor ret, at det fortsat bør være en prioritet i den nationale energipolitik og i EU's energipolitik at skabe mulighed for konkurrence på produktions- og forsyningsniveau. Den beskriver imidlertid ikke, hvad dette konkret betyder. Det er ikke korrekt og heller ikke i overensstemmelse med den EU-lovgivning, der er forankret i pakken om ren energi, at konkurrencen kun kan fremmes gennem markedskobling. I forbindelse med anvendelsen af principperne for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger i henhold til artikel 16 i forordningen om elektricitetsmarkedet bør der tages hensyn til medlemsstaternes geografiske beliggenhed, som også kan berettige en forlængelse af fristen for at etablere kapacitet. Under alle omstændigheder er det især markedsadgangen, der er vigtig for at opnå en aktiv konkurrence, især for små aktører. Her kan bl.a. digitaliseringen være til stor nytte.

4.9.

I statusrapporten om det indre energimarked beskriver Kommissionen desuden, at varmeværker som f.eks. gaskraftværker med kraftvarmeproduktion ganske vist kan give systemet vigtig fleksibilitet, men at dårligt udformede kapacitetsmekanismer kan medføre en stærk konkurrenceforvridning på det indre marked. EØSU henviser i den forbindelse til de synspunkter, som udvalget gav udtryk for i sin udtalelse TEN/625. Udvalget opfordrer Kommissionen til at foretage en kritisk evaluering af de kapacitetsmekanismer, der findes i medlemsstaterne, også med hensyn til overholdelse af kravene i artikel 22 i forordningen om det indre marked for elektricitet, som bl.a. fastsætter en grænseværdi på 550 g CO2/kWh.

4.10.

Kommissionen minder i statusrapporten om det indre energimarked om, at operatører af transmissions- eller distributionssystemer generelt er udelukket fra at eje og drive elektricitetslagringssystemer. EØSU tilslutter sig principielt denne afgørelse (16), om end operatører af distributionsnet bør have mulighed for at eje og drive elektricitetslagringssystemer til formål, der tjener nettet. Udvalget er endvidere af den opfattelse, at dette bør gå hånd i hånd med styrkelsen af smart markets, således at operatører af elektricitetslagringssystemer har et incitament til at reagere på signaler fra netoperatørerne og udforme deres lagringssystemer, så de er hensigtsmæssige for systemet. Netoperatørerne har brug for passende incitamenter til at sende disse signaler.

4.11.

Distributionsnettene spiller en afgørende rolle for udbredelsen af smart markets og generelt for en vellykket energiomstilling. I fremtiden skal EU's energipolitik derfor i højere grad fokusere på at modernisere dem.

4.12.

EØSU er enig i Kommissionens opfattelse af, at det primære mål for Rådets energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF (17) ikke længere bliver nået. Udvalget støtter derfor Kommissionens intentioner og opfordrer til en ambitiøs revision af dette direktiv og andre mekanismer til afvikling af subsidier til fossile energiformer samt internalisering af eksterne omkostninger.

4.13.

EØSU understreger på ny problematikken med energifattigdom og opfordrer Kommissionen til at træffe konkrete foranstaltninger, som går videre end de abstrakte retningslinjer vedrørende definitionen og et overvågningscenter. EØSU har flere gange fremhævet, at en bred inddragelse af borgerne på energiområdet er en af flere modeller, som kan bidrage til at løse problemet.

4.14.

I denne sammenhæng minder EØSU om, at det for enhver pris skal forhindres, at der opstår et samfund, der er opdelt i to energiklasser. Det er ikke rimeligt, at det kun er finansielt og teknisk veludrustede husholdninger, der drager fordel af energiomstillingen, og at alle andre husholdninger skal dække omkostningerne. De borgere, der er berørt af energifattigdom, er som regel ikke dem, der står politisk stærkest. Derfor bør Kommissionen gøre mere for at sikre, at medlemsstaterne aktivt stræber efter at imødegå energifattigdommen på effektiv vis. Både den tilstræbte bølge af energirenoveringer på bygningsområdet og en aktiv inddragelse af borgerne i produktionen af vedvarende elektricitet kan bidrage til at lindre energifattigdom. Det skal bemærkes, at en eventuel udvidelse af emissionshandelssystemet til også at omfatte opvarmnings- og transportsektoren kan have konsekvenser for en retfærdig fordeling.

Kapitlet om forskning, innovation og konkurrenceevne i rapporten om status over energiunionen

4.15.

EØSU frygter, at en af årsagerne til, at EU halter bagud på bestemte områder såsom solbatterier og lithium-ion batterier er, at efterspørgslen er for lav. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at anlægge en bredere strategi. EU har brug for aktive, industripolitiske initiativer for at bryde Kinas markedsdominans. Kommissionens forslag om en forordning om batterier er et eksempel på et skridt i den rigtige retning. Desuden bør decentrale strukturer styrkes i det fremtidige energisystem. Det sætter nemlig skub i efterspørgslen efter f.eks. batterier, sørger for stordriftsfordele og gør dermed batterier attraktive prismæssigt.

Kapitlet om energiunionen i et bredere grøn pagt-perspektiv i rapporten om status over energiunionen

4.16.

EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at fremme ambitiøse klimaaftaler på globalt plan. Dette kræver, at der indføres en grænseudligningstold i forbindelse med en mere ambitiøs og konkret inddragelse af klimabeskyttelsen (og andre bæredygtighedsmål) i internationale handelsaftaler (18).

Meddelelsen om vurdering af de nationale energi- og klimaplaner

4.17.

EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen begrænser sin kritik af den utilstrækkelige vurdering af de vedvarende energikilders potentiale til offshoreområdet. Udvalget opfordrer Kommissionen til at opgive sin ensidige præference for offshoreteknologier til skade for solcelleenergi og vindmøller på land og fremlægge særskilte udviklingsstrategier for de sidstnævnte teknologier.

4.18.

EØSU bemærker og bifalder, at Kommissionen værdsætter de vedvarende energikilders potentiale til at skabe arbejdspladser. Udvalget fremhæver, at den fuldstændige udnyttelse af dette potentiale ikke sker af sig selv, men kræver en aktiv politik, navnlig med hensyn til kvaliteten af arbejdspladserne. I den forbindelse er det helt uforståeligt, at Kommissionen ofrer så lidt opmærksomhed på solceller, især da disse, som beskrevet i meddelelsen, er den mest beskæftigelsesintensive sektor.

4.19.

I forbindelse med den forestående revision af direktivet om vedvarende energi opfordrer EØSU Kommissionen til at formulere udbudsreglerne på en sådan måde, at det bliver lettere for vedvarende energifællesskaber og SMV'er at deltage.

4.20.

EØSU er enig med Kommissionen i, at der er et presserende behov for investeringer i lavtemperaturfjernvarmesystemer. Et sådant initiativ bør sættes i gang.

4.21.

Kulstofdræn er et vigtigt klimabeskyttelsesinstrument. Den bekymring for tiltagende naturlige forstyrrelser, som er formuleret i medlemsstaternes energi- og klimaplaner, bør imidlertid tages alvorligt. Derfor bør LULUCF-kreditter altid kun betragtes som et supplement til andre klimabeskyttelsesmuligheder.

---

(1)  COM(2015) 80 final.

(2)  EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1.

(3)  COM(2020) 950 final, Bilag 2.

(4)  Hvilket kan undre i betragtning af, at man i over 30 år har talt om behovet for at afvikle miljøskadelige subsidier i EU.

(5)  Og det tyske rådsformandskab.

(6)  EUT L 158 af 14.6.2019, s. 125.

(7)  EUT C 47 af 11.2.2020, s. 30, EUT C 62 af 15.2.2019, s. 269.

(8)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 85.

(9)  COM(2015) 80 final, s. 13.

(10)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 85.

(11)  Se B. Hirschl, A. Aretz, M. Bost, M. Tapia and S. Gößling-Reisemann, (2018): Vulnerabilität und Resilienz des digitalen Stromsystems. Schlussbericht. Berlin, Bremen, kan findes på: www.strom-resilienz.de

(12)  EUT C 123 af 9.4.2021, s. 30.

(13)  EUT C 123 af 9.4.2021, s. 22.

(14)  EUT C 82 af 3.3.2016, s. 13.

(15)  EUT C 364 af 28.10.2020, s. 158.

(16)  EUT C 288 af 31.8.2017, s. 91.

(17)  EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51.

(18)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 44.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en EU-strategi for reduktion af metanemissioner«

(COM(2020) 663 final)

(2021/C 220/05)

Ordfører:

Udo HEMMERLING

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 27.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	9.3.2021
Vedtaget på plenum	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	252/5/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter målsætningerne og det grundlæggende fokus i EU's metanstrategi, der er rettet mod en yderligere markant reduktion af metanemissioner til gavn for klimabeskyttelsen.

1.2.

Fokuseringen på sektorerne med de væsentligste metanemissioner, nemlig landbrug, energisektoren og affaldssektoren, er logisk.

1.3.

Metanstrategien bør knyttes sammen med strategierne for bioøkonomi og cirkulær økonomi.

1.4.

Udvalget støtter udtrykkeligt, at der er fokus på bedre registrering af metanemissioner og på internationale afbødningsinitiativer. Metanemissioner kommer ofte fra decentrale, diffuse kilder langs internationale produktions- og forsyningskæder. Der foreslås følgende tilføjelser til EU's metanstrategi:

1.5.

De meget diffuse kilder til metan og den komplekse registrering af metanemissioner gør det ofte vanskeligt at overvåge emissionerne. Der bør udvikles en bedre overvågningsmekanisme på en konsekvent og sammenlignelig måde for relevante sektorer som f.eks. landbrug, energi, affald og den kemiske industri. Den direkte inddragelse eller prisfastsættelse af diffuse metanemissioner i et system for handel med drivhusgasser er meget vanskelig og ofte umulig. Men så vidt det er muligt at registrere emissioner fra punktkilder skal dette tilstræbes under anvendelse af den samme tilgang for alle udledende sektorer.

1.6.

I deres klimaplaner bør medlemsstaterne vise status og potentiale vedrørende udnyttelsen af biogas fra gylle og gødning, fra bioaffald, fra spildevand, fra lossepladser og minegas og træffe foranstaltninger til at øge brugen af denne.

1.7.

I landbruget findes der stadig et betydeligt potentiale for at reducere metanemissionerne, især gennem gæring af gylle og gødning i biogasanlæg samt fremskridt med hensyn til fodring og opdræt af husdyr samt spredning af gødning med beskeden emission. Dette potentiale bør yderligere konkretiseres i forbindelse med gennemførelsen af EU's metanstrategi.

1.8.

Inden for affaldssektoren bør separat indsamling og genanvendelse af biogent affald gradvis blive standarden i hele EU. Dette skaber betingelserne for at undgå yderligere metanemissioner i denne sektor.

2.   Et overblik over Kommissionens metanstrategi

2.1.

Metan tegner sig for 10,5 % af EU's samlede drivhusgasemissioner på 3,76 mia. ton CO2-ækvivalenter (2018). Metanemissionerne er reduceret med næsten 34 % siden 1990.

2.2.

Metanstrategien tager sigte på de vigtigste menneskeskabte metanemissioner og udledende sektorer såsom landbrug (53 % af EU's metanemissioner), affald (26 % af EU’s metanemissioner) og energi (19 % af metanemissionerne) og foreslår afbødende foranstaltninger inden for hver enkelt sektor. Naturlige metanemissioner, f.eks. fra vildtlevende drøvtyggere eller vådområder, indgår derfor ikke i strategien.

2.3.

En global reduktion af metanemissioner kan yde et vigtigt bidrag til modvirkning af klimaændringer. En halvering af de nuværende globale metanemissioner ville have en global afkølende effekt på 0,18 oC i 2050.

2.4.

EU er årsag til 5 % af den samlede metanemission på verdensplan. EU fremkalder i betydelig grad yderligere metanemissioner i tredjelande via import af fossil gas, olie og kul. Kommissionen foreslår derfor tiltag, der skal reducere disse emissioner langs internationale forsyningskæder.

2.5.

Kommissionen foreslår en tydelig forbedring af registreringen og rapporteringen af metanemissioner.

2.6.

Metanstrategien adresserer ikke specifikt det aktuelle videnskabelige kendskab til metanens særlige virkning som en kortlivet drivhusgas (se afsnit 3).

3.   Kendskabet til metanens klimapåvirkning og konsekvenser for en politik om klimaneutralitet

3.1.

En af de grundlæggende egenskaber ved metan (CH4) som drivhusgas er, at den har en relativt kort levetid, og at den nedbrydes til vand (H2O) og CO2 i atmosfæren over en periode på ca. 12 år. Dette har afgørende konsekvenser for klimapåvirkningen og sammenligningen med CO2, der bruges som reference i klimabalancerne.

3.2.

CO2 er stabil i atmosfæren og nedbrydes i modsætning til metan ikke, hvorfor CO2 også kaldes en langlivet drivhusgas (»stock gas«). Dette fører til, at CO2-emissioner f.eks. ved forbrænding af fossile brændstoffer (alt andet lige) akkumuleres stadig mere i atmosfæren og dermed til stadighed øger koncentrationen af CO2.

3.3.

Til forskel herfra udlignes emissionerne af kortlivede drivhusgasser (»flow gasses«) som metan gennem deres naturlige nedbrydningsproces. Den korte levetid betyder altså, at emissionerne udlignes gennem nedbrydningen, hvilket ved stabile emissioner fører til en stabil atmosfærisk koncentration.

3.4.

Ud over metans korte levetid er dens oprindelse også afgørende for dens klimapåvirkning, da der ved nedbrydningen af den opstår drivhusgassen CO2. Den CO2, der opstår ved nedbrydningen af biogen metan (f.eks. fra drøvtyggeres fordøjelse eller dyrkningen af våd ris) blev tidligere taget ud af atmosfæren i fotosyntesen gennem plantevæksten og befinder sig derfor som udgangspunkt i et kredsløb, i hvilket CO2-koncentrationen i atmosfæren ikke bliver ændret.

3.5.

I modsætning hertil udgør nedbrydningen af fossil metan (f.eks. fra naturgas, olie eller kulproduktion) til CO2 og vand en yderligere CO2-kilde i atmosfæren og øger dermed dens CO2-koncentration.

3.6.

Disse egenskaber ved metan har en række konsekvenser for klimapåvirkningen og udformningen af klimapolitikken. Dette gælder særligt for målet om klimaneutralitet. En konstant emission af (biogen) metan som kortlivet drivhusgas fører på mellemlang sigt til en konstant metankoncentration i atmosfæren, som har en konstant indvirkning på klimasystemet og dermed en konstant temperatureffekt. Hvis metanemissionerne falder, falder koncentrationen i atmosfæren, hvilket fører til et fald i påvirkningen og dermed et fald i temperaturen (afkølingsvirkning).

3.7.

Heroverfor fører en konstant CO2-emission til en stigning i CO2-koncentrationen i atmosfæren, så længe CO2-kilden udleder. Også efter afslutningen af CO2-emissionen bliver den derigennem skabte CO2-koncentration i atmosfæren og resulterer således i fortsat påvirkning og en permanent opvarmningseffekt.

3.8.

For at opnå en klimaneutral virkning er det derfor nødvendigt med forskellige tilgange til kortlivede og langlivede drivhusgasser. For at føre den permanente temperaturstigning udløst af den fortsatte CO2-påvirkning tilbage til temperaturniveauet før CO2-emissionen, er det nødvendigt med en aktiv reduktion af CO2-koncentrationen i atmosfæren gennem CO2-dræn, og for at holde temperaturniveauet stabilt ved vedvarende (uundgåelige) CO2-emissioner, skal der konstant udtrækkes den samme mængde CO2 af atmosfæren, som der tilføres (»netto nul« emissioner). Dette kommer til udtryk i målet om drivhusgasneutralitet. Ved (biogene) metankilder opnås der imidlertid allerede en klimaneutral effekt ved stabile emissioner, mens en udligning af metanemissionerne omregnet til CO2-ækvivalenter ved at fjerne drivhusgasser fra atmosfæren fører til en afkølingsvirkning.

3.9.

»Netto-nul« udtrykt i CO2-ækvivalenter er derfor ikke en passende politisk tilgang til metan som kortlivet drivhusgas. F.eks. indeholder New Zealands »Zero Carbon Act« en særlig betragtning om metanemissioner. Klimapåvirkningen fra kortlivede drivhusgasser bør dokumenteres med en passende måleenhed i drivhusgasbalancerne. (Jf. undersøgelser fra University of Oxford: https://iopscience.iop.org/article/10.1088/1748-9326/ab6d7e).

4.   Reduktion af metanemissioner — yderligere supplerende bemærkninger

4.1.

En ændring i forbrugeradfærden har uden tvivl potentiale til at reducere drivhusgasemissionerne. Dette gælder også ernæring — konkret anbefalingen om at reducere forbruget af animalske produkter. I klimapolitikken må man imidlertid tage i betragtning, at der i et åbent samfund er tale om frivillige adfærdsmæssige ændringer i menneskers livsstil.

4.2.

I landbruget skal der ud over muligheder for reduktion af metanemissioner i dyreholdet også tages hensyn til sammenhængen med arealanvendelsen. Konkret er drøvtyggere det afgørende grundlag for anvendelsen og bevarelsen af græsarealer. Set i et klimapolitisk perspektiv er det meget vigtigt at bevare disse på grund af den CO2, der er bundet i jordens humus.

4.3.

For så vidt angår metangasser fra affaldsdepoter, fra spildevandsrensningsanlæg og fra lukkede kulminer findes der i nogle EU-lande fortsat ingen landsdækkende forholdsregler til indfangning og energimæssig anvendelse.

4.4.

Med hensyn til affaldsindsamling har mange medlemsstater endnu ingen komplette systemer til separat indsamling og genanvendelse af biogent affald. Dette forhindrer den maksimale undgåelse af metanemissioner ved kompostering eller gæring (biogas) i behandlingen af bioaffald.

4.5.

Ved import af fossile brændstoffer som naturgas, råolie og kul har EU hidtil ikke stillet særlige krav til natur-, miljø- og klimabeskyttelse. Den bebudede udvikling af krav til reduktion af metanemissioner bør være en del af et bredere initiativ til at reducere det økologiske fodaftryk af denne energiimport som en del af den grønne pagt.

4.6.

I forbindelse med den udvidelse af overvågningen af menneskeskabte metanemissioner, der skal ske, bør de naturlige metanemissioner også vises vejledende for at få et samlet billede.

4.7.

Forskningen i, udviklingen af og yderligere markedsindtrængning af teknologier til reduktion af metanemissioner bør fremmes i europæiske netværk under inddragelse af erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af forordning (EU) nr. 347/2013

(COM(2020) 824 final — 2020/0360 (COD))

(2021/C 220/06)

Ordfører:

Philippe CHARRY

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 18.1.2021 Rådet for Den Europæiske Union, 19.1.2021
Retsgrundlag	Artikel 172 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	9.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	252/3/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU går ind for en tilpasning af EU's regler om transeuropæiske energinet (TEN-E) til den grønne pagts mål om en »ren, økonomisk overkommelig og sikker energiforsyning«, navnlig ved at knytte an til dekarboniseringen af energisystemet, omstillingen til klimaneutralitet, udviklingen af vedvarende energikilder, energieffektivitet samt forebyggelsen af risikoen for energifattigdom. I den sammenhæng anerkender udvalget, at Europa har brug for et energisystem, der sikrer samtlige EU-lande energiforsyningssikkerhed og adgang for alle til økonomisk overkommelig energi. Energisystemet skal være baseret på hurtig elektrificering ledsaget af en fordobling af elproduktionen fra vedvarende kilder. EØSU ser gerne, at forordningens retsgrundlag suppleres med en udtrykkelig henvisning til artikel 194 i TEUF.

1.2.

EØSU minder om, at det er vigtigt at nå alle målene for energipolitikken, som gennemføres via TEN-E-forordningen. Energinettene spiller en central rolle med hensyn til at skabe balance og modstandsdygtighed i energisystemet samt udvikle dette, og udvalget mener derfor, at forordningen bør være mere målrettet mod energisystemets integration med henblik på at fremme alle former for kulstofneutral energi, og at der bør sættes en stopper for enhver form for desintegration.

1.3.

EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at fremme kulstofneutrale energikilder, samtidig med at teknologineutraliteten respekteres. Udvalget efterlyser desuden støtte til indsatsen inden for rammerne af det internationale termonukleare forsøgsreaktorprojekt (ITER), så man kan opnå ren og økonomisk overkommelig energi til alle efter 2050. Udvalget ser gerne, at der udvikles projekter, som kan skabe de nødvendige forudsætninger for en æra med brint og fusion.

1.4.

EØSU mener, at der bør gives prioritet til innovation og udformning af energinetværk, der kan reducere energitab i forbindelse med transport.

1.5.

Hvad angår offshore-vindenergi, mener EØSU, at der bør gives prioritet til radiale sammenkoblingsprojekter og til udarbejdelsen af en samlet miljøvurdering af denne teknologi.

1.6.

EØSU slår til lyd for, at projekter vedrørende infrastruktur til transport af naturgas ikke udelukkes fra forordningens støtteberettigelseskriterier for projekter af fælles eller gensidig interesse.

1.7.

Udvalget mener, at man i forslaget til forordning bør anvende formuleringen »vedvarende og/eller dekarboniseret« i stedet for »vedvarende« i støtteberettigelseskriterierne for projekter af fælles eller gensidig interesse.

1.8.

EØSU opfordrer til, at der i forordningen udtrykkeligt henvises til EU's mål om at sikre hele sin befolkning en økonomisk overkommelig energiforsyning, der er af høj kvalitet og sikker, samtidig med at der sikres ligebehandling, universel adgang og brugerrettigheder.

1.9.

Med hensyn til styring ønsker EØSU, at Kommissionens brug af delegerede retsakter begrænses til et minimum, og at der indføres styring med flere aktører omfattende repræsentanter for civilsamfundet, herunder brancheorganisationer, fagforeninger og brugerorganisationer.

1.10.

Udvalget foreslår, at EU i forordningen tildeles et ansvar for finansieringen af projekter af fælles interesse ved at kombinere finansieringsmetoder uden at rangordne dem.

1.11.

For at sikre systemets overordnede balance og kontinuitet i forsyningen med transmissionsnet med meget høj spænding i hele EU opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette en transeuropæisk operatør af transmissionsnet med meget høj spænding, der både er integreret og decentraliseret.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Kommissionen foreslår en revision af reglerne om transeuropæiske energinet (TEN-E).

2.2.

Med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 (1) i 2013 blev der fastsat regler for de transeuropæiske energinets udvikling og interoperabilitet. I sit forslag understreger Kommissionen, at dette har gjort det muligt at nå EU's energipolitiske mål om at øge energisammenkoblingerne i hele Unionen.

2.3.

I Kommissionens evaluering konkluderes det imidlertid, at »den nuværende ramme ikke har været i stand til at udvise tilstrækkelig fleksibilitet til at tilpasse sig ændrede politiske mål i Unionen«, hvilket har fået Kommissionen til at foreslå en revision af forordningen.

2.4.

Denne ajourføring ændrer især på betingelserne for udvælgelse af projekter af fælles interesse med henblik på EU-finansiering, navnlig forpligtelsen til at opfylde kriteriet om bæredygtighed og til at respektere princippet om »ikke at gøre skade« som beskrevet i den grønne pagt.

2.5.

Forslaget ændrer på de infrastrukturkategorier, der er støtteberettiget i henhold til TEN-E-reglerne, med en afskaffelse af støtten til olie- og gasinfrastruktur.

2.6.

I forslaget lægges der særlig vægt på offshore-elnet og deres integration i onshore-infrastruktur gennem oprettelsen af en one-stop-shop.

2.7.

Der tages bedre hensyn til infrastruktur, der anvender brint, herunder transport og visse typer elektrolysatorer.

2.8.

Forordningsforslaget fremmer udviklingen af intelligente elnet med henblik på at lette hurtig elektrificering og øge elproduktionen fra vedvarende energikilder.

2.9.

Nye bestemmelser skal tilskynde til investeringer i intelligente net for at integrere rene gasser (såsom biogas og vedvarende brint) i eksisterende net. Der lægges vægt på moderniseringen af elnet samt net til kulstoflagring og -transport.

2.10.

Der foreslås nye bestemmelser, som skal forbedre støtten til sammenkoblingsprojekter med tredjelande — f.eks. landende på Vestbalkan — og projekter af gensidig interesse, der bidrager til EU's overordnede energi- og klimamål med hensyn til forsyningssikkerhed og dekarbonisering.

2.11.

Med forslaget revideres styringsrammen med det formål at forbedre infrastrukturplanlægningen og sikre, at den er i tråd med klimamålene og principperne for integration af EU's energisystem. Dette skal sikre en øget deltagelse af interessenter under hele processen, en styrkelse af den rolle, som Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) spiller, og en skærpet overvågning fra Kommissionens side.

2.12.

Der foreslås desuden forskellige foranstaltninger til forenkling af de administrative procedurer, således at der kan sættes skub i gennemførelsen af projekter.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

Forslaget falder inden for rammerne af den europæiske energipolitik som fastlagt i traktaterne (2), forordningen om forvaltning af energiunionen (3), udviklingen af de transeuropæiske net (4) samt en omfattende »pakke«, som fastlægger EU's nye strategi, nemlig »at omstille EU til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi« (5). EU sigter således mod at kombinere fællesskabsmålene — et velfungerende indre marked for energi, forsyningssikkerhed, energieffektivitet, energibesparelse, udvikling af vedvarende energi, bekæmpelse af klimaændringer og sammenkobling af net — dog uden at dette »berører […] en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning«. EØSU opfordrer derfor til, at forslagets retsgrundlag suppleres med en udtrykkelig henvisning til artikel 194 i TEUF.

3.2.

EØSU går ind for en tilpasning af EU's regler til den grønne pagts mål om en »ren, økonomisk overkommelig og sikker energiforsyning«, navnlig ved at knytte an til dekarboniseringen af energisystemet, omstillingen til klimaneutralitet, udviklingen af vedvarende energikilder, energieffektivitet samt forebyggelsen af risikoen for energifattigdom.

3.3.

EØSU støtter målet om at opnå klimaneutralitet inden 2050 og større reduktion af drivhusgasemissionerne senest i 2030. I den sammenhæng anerkender udvalget, at Europa har brug for et energisystem, der sikrer samtlige EU-lande energiforsyningssikkerhed og adgang for alle til økonomisk overkommelig energi. Energisystemet skal være baseret på hurtig elektrificering ledsaget af en fordobling af elproduktionen fra vedvarende kilder, sikre dekarbonisering af gassektoren og i højere grad gøre brug af innovative løsninger.

3.4.

I sin meddelelse om Styrkelse af en klimaneutral økonomi: En EU-strategi for integration af energisystemet (6) fremhæver Kommissionen, at »en koordineret planlægning og drift af energisystemet som helhed på tværs af flere forskellige energibærere, infrastrukturer og forbrugssektorer […] er vejen til en effektiv, økonomisk overkommelig og omfattende dekarbonisering af den europæiske økonomi«. Desuden fremhæver Kommissionen, at »det energisystem, vi har i dag, stadig bygger på flere parallelle, vertikale energiværdikæder, der nøje forbinder specifikke energiressourcer med specifikke slutbrugersektorer«, og at »denne model med separate siloer ikke er egnet til at sikre en klimaneutral økonomi«.

3.5.

Fra 1950'erne til 1970'erne fandtes der integrerede energisystemer (produktion-transmission-distribution) på nationalt og regionalt plan — det være på sektorplan eller et mere overordnet plan — i alle europæiske lande. Fra 1980'erne førte oprettelsen af europæiske indre markeder på grundlag af de fire grundlæggende frihedsrettigheder til forskellige former for desintegration og åbning af konkurrencen med det formål at fremme kvalitet og effektivitet til gavn for forbrugerne.

3.6.

EØSU støtter integrationsstrategien, som skal fremme alle dimensioner af den europæiske energipolitik. Dette indebærer en gradvis reintegration og afbrydelse af alle nye initiativer til desintegration, som kunne føre til oprettelsen af flere »siloer«, da målet er at sikre en koordineret planlægning og drift af energisystemet. Udvalget ser gerne, at forordningen bliver en del af indsatsen for at integrere energisystemet, og at der sættes en stopper for alle former for desintegration.

3.7.

EØSU minder om, at det er vigtigt at nå alle målene for energipolitikken, som gennemføres via TEN-E-forordningen. Energinet sikrer forbindelserne mellem producenter og brugere. De udgør på sin vis »reaktorkernen« i energisystemet. For at nå det primære mål om balance og modstandsdygtighed i energisystemet og udvikling af dette ville forordningsforslaget have gavn af i højere grad at afspejle denne integrationsbaserede tilgang, herunder udviklingen af »producent-forbrugere« og kooperativer, og ikke blot begrænse sig til en beskeden henvisning til betragtning 13 (i forslaget henvises der ganske vist til »integration af energisystemer«, men det præciseres ikke nærmere, hvilken rolle den transeuropæiske energiinfrastruktur skal spille i den strategiske proces for koordineret planlægning og drift). I den henseende bør det præciseres, i hvilket omfang sammenkoblingskapaciteten mellem de enkelte medlemsstater skal udbygges, og der skal fokuseres mere på at fjerne flaskehalse end på det samlede gennemsnit (10 % i 2020, 15 % i 2030). EØSU mener, at forslaget især savner ambitioner og ressourcer.

3.8.

EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at fremme kulstofneutrale energikilder, samtidig med at teknologineutraliteten respekteres. Udvalget bakker desuden op om den indsats, der gøres inden for rammerne af det internationale termonukleare forsøgsreaktorprojekt (ITER) for at opnå ren og økonomisk overkommelig energi til alle efter 2050. I forbindelse med udformningen af energinet skal innovation og effektiviteten af infrastruktur samt nedbringelse af de høje omkostninger ved energitab under transport have prioritet.

3.9.

EØSU har forståelse for, at offshore-vindkraft tillægges stor betydning i forslaget til forordning. Udvalget ser dog gerne, at der gives prioritet til radiale sammenkoblingsprojekter, og at der foretages en omfattende miljøvurdering for al offshore-vindkraft, der tager hensyn til demontering og genanvendelse af vindmøller. Oprettelsen af en one-stop-shop for offshore-vindkraft risikerer desuden at medføre en stor administrativ byrde uden at have nogen påviste fordele, idet der i flere medlemsstater er meget få projekter, der kræver forudgående tilladelse. I øvrigt kommer det forståelige ønske om at planlægge offshore-vindkraft til udtryk i et unødvendigt tungt system for fastsættelse af kapacitetsmål, hvilket er i modstrid med målene i de nationale energi- og klimaplaner og med retten til frit at vælge energimiks som nedfældet i traktaten.

3.10.

EØSU undrer sig over, at Kommissionen har til hensigt helt at udelukke støtte til gasinfrastruktur, selv om denne på nuværende tidspunkt har afgørende betydning for forsyningssikkerheden i visse EU-regioner, og naturgas betragtes som en overgangsenergi (7), der er mindre skadelig end kul og olie. Udvalget har allerede i tidligere udtalelser argumenteret for, at naturgasinfrastruktur eventuelt vil kunne genanvendes til vedvarende gas, og at det derfor er hensigtsmæssigt at fortsætte med at investere i den (8). På den baggrund finder udvalget det ikke ønskeligt at udelukke naturgas, så længe den ikke effektivt kan erstattes med andre energikilder til en tilsvarende pris. Udvalget mener, at projekter vedrørende infrastruktur til transport af naturgas bør medtages i de kriterier for støtteberettigelse, der opstilles i forordningen for projekter af fælles eller gensidig interesse.

3.11.

EØSU bemærker, at den tilbagevendende anvendelse af udtrykket »vedvarende« i udvælgelseskriterierne for projekter (9) rejser tvivl om, hvorvidt kulstofneutrale energitransportprojekter, som EU har et kritisk behov for med henblik på at nå klimadimensionen af sine mål, er medtaget. Netop derfor mener udvalget, at der i forslaget til forordning fortrinsvis bør benyttes »vedvarende og/eller kulstofneutral«.

3.12.

EØSU er ikke enig i den »tretrinsmodel« for finansiering af projekter af fælles interesse, der omtales i betragtning 46, og som går ud på, at markedet skal »have prioritet til at investere«, selv om der er tale om infrastruktur, der er absolut nødvendig for at nå EU's mål, og som derfor bør bygge på solidaritet og lige fordeling på EU-niveau ved at kombinere finansieringsformerne uden at rangordne dem. Udvalget foreslår, at EU i forordningen tildeles et ansvar for finansieringen af projekter af fælles interesse ved at kombinere finansieringsmetoder uden at rangordne dem.

3.13.

Som repræsentant for det organiserede civilsamfund lægger EØSU særlig vægt på brugernes — især borgernes — rettigheder og demokratisk styring.

3.14.

Det ligger EØSU meget på sinde at forhindre, at der opstår energiulighed i EU, og forbedre vilkårene for de dårligst stillede og for de grupper, der har en lav indkomst. Udvalget fremhæver derfor ligesom i sine mange tidligere udtalelser (10) behovet for at forsyne alle borgere med økonomisk overkommelig energi i tråd med de fælles mål om »et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder« (11), hvilket er et prioriteret kriterie i udvælgelsen af projekter af fælles interesse. Udvalget opfordrer også til, at der i forordningen udtrykkeligt henvises til EU's mål om at forsyne alle borgere med økonomisk overkommelig energi og sikre et højt niveau af kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser samt lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder.

3.15.

Med hensyn til styring lægges der i forslaget til forordning overdreven vægt på Kommissionens — anvendelsen af delegerede retsakter i henhold til artikel 3 bør begrænses til et absolut minimum — og ACER's rolle, uden at det nævnes, hvordan de eksisterende skævheder med hensyn til information og kompetencer kan afhjælpes med henblik på at indføre styring med flere aktører omfattende repræsentanter for civilsamfundet, herunder brancheorganisationer, fagforeninger og brugerorganisationer. EØSU opfordrer til, at Kommissionens anvendelse af delegerede retsakter begrænses til et absolut minimum, og at der indføres en effektiv styring med flere aktører.

3.16.

I lyset af de særlige forhold, der gør sig gældende for elnet, foreslår EØSU, at Kommissionen sammen med alle interessenter og inden for rammerne af en bred debat undersøger muligheden for at oprette en transeuropæisk operatør af transmissionsnet med meget høj spænding, der både er integreret og decentraliseret, og som bygger på flerniveaustyring: — operatøren skal være integreret for at sikre systemets overordnede balance og kontinuitet i forsyningen med transmissionsnet med meget høj spænding i hele EU; operatøren skal have opgaver og forpligtelser til offentlig tjeneste/tjenester af almen europæisk interesse, idet en sådan offentlig operatør skal støtte sig op ad nationale og subnationale operatører — operatøren skal således være decentraliseret på det mest relevante territoriale niveau, idet der tages hensyn til de enkelte medlemsstaters særlige forhold. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette en transeuropæisk operatør af transmissionsnet med meget høj spænding.

---

(1)  EUT L 115 af 25.4.2013, s. 39.

(2)  EUT C 326 af 26.10 2012, s. 134.

(3)  EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1.

(4)  EUT C 115 af 9.5.2008, s. 124, EUT C 202 af 7.6.2016, s. 125, EUT C 202 af 7.6.2016, s. 125.

(5)  COM(2019) 640 final.

(6)  COM(2020) 299 final.

(7)  Det Europæiske Råds konklusioner, 10.-11. december 2020.

(8)  COM(2020) 301 final, EUT C 123 af 9.4.2021, s. 30.

(9)  F.eks. i artikel 4.3 eller bilag IV til COM(2020) 824 final.

(10)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 77, EUT C 47 af 11.2.2020, s. 98, EUT C 14 af 15.1.2020, s. 105, EUT C 353 af 18.10.2019, s. 96, EUT C 353 af 18.10.2019, s. 79, EUT C 282 af 20.8.2019, s. 51, EUT C 262 af 25.7.2018, s. 86, EØSU's evaluering af den europæiske energiunion — Den sociale og samfundsmæssige dimension af energiomstillingen.

(11)  EUT C 115 af 9.5 2008, s. 308.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — Handlingsplan for at bringe toldunionen til det næste niveau«

(COM(2020) 581 final)

(2021/C 220/07)

Ordfører:

Anastasis YIAPANIS

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 11.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	2.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	259/0/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over den meget konkrete handlingsplan for de næste fem år til støtte for de nationale toldmyndigheder. Når den er gennemført, med regelmæssige konsekvensanalyser, vil den føre til en reel modernisering af toldvæsenet i hele EU.

1.2.

Selv om moderniseringen blev påbegyndt i 2016 med indførelsen af EU's toldkodeks (1), kræver den nylige udvikling med f.eks. voksende handelsstrømme, en blomstrende e-handelssektor, toldafgifts- og momsundgåelse, ulovlig handel og undervurdering af varer alt sammen en omgående, koordineret reaktion. Det Forenede Kongeriges udtræden af toldunionen skaber allerede en større arbejdsbyrde og særlige udfordringer for toldmyndighederne.

1.3.

En så ambitiøs plan kræver passende delt finansiering. EØSU er ikke sikker på, at alle medlemsstater er klar til at tage fat på den foreslåede tidsplan og lægge deres andel af beløbet på bordet.

1.4.

Der er et presserende behov for samarbejde og interoperabilitet mellem toldmyndighederne og andre retshåndhævende myndigheder og forvaltninger. Deling af bedste praksis kan også fremme toldmyndighedernes produktivitet, mens god forvaltning af den store mængde tilgængelige data kunne give mulighed for at indføre intelligent overvågning af forsyningskæderne og styrke fremsynskapaciteten.

1.5.

Der bør stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for toldmyndighederne til alle ikkefinansielle forpligtelser, og der bør indføres minimumsstandarder for kontrol og for det antal medarbejdere, der kræves. EØSU anser det for yderst vigtigt, at der hurtigst muligt vedtages gennemførelsesretsakter vedrørende forordningen om markedsovervågning (2).

1.6.

Den utrolig langvarige godkendelsesproces for den næste flerårige finansielle ramme og EU-27-ledernes vanskeligheder med at blive enige om meget vigtige tiltag bringer såvel den reelle genopretning af EU's økonomi som den omgående støtte, som både borgerne og virksomhederne har brug for, i fare.

1.7.

EØSU anbefaler, at mulighederne for at indføre blockchainteknologi i den foreslåede handlingsplan undersøges med det samme. De teknologiske fremskridt og eksisterende innovative løsninger, som robotter og kunstig intelligens indebærer, kan nemt gennemføres med omgående, relevante resultater til følge.

1.8.

EØSU foreslår, at der rettes særlig opmærksomhed mod de mest sårbare ind- og udførselssteder, og mener, at toldunionens styrke bestemmes af dens svageste led. En mere koordineret og integreret risikostyring, der er i overensstemmelse med reglerne, ville udjævne forskellen mellem myndighederne og styrke de svageste led i kæden. Den nye risikostyringsstrategi, der er bebudet for andet kvartal 2021, hilses derfor velkommen.

1.9.

Der skal leveres specifikke økonomiske ressourcer til sammenkoblingen af ICS2 med andre elektroniske systemer. EØSU fremhæver vigtigheden af god forvaltning af et sådant komplekst netværk.

1.10.

EØSU påpeger behovet for at sikre tilstrækkelige menneskelige ressourcer samt korrekt uddannelse af dette personale i forbindelse med gennemførelsen af analyser af forhåndsindsendte lastoplysninger. Udvalget har allerede opfordret til, at der udvikles en fælles uddannelsesramme, der tager udgangspunkt i EU's kompetenceramme for told (3).

1.11.

Etableringen af et EU-knudepunkt for skatteoplysninger inden for Eurofisc-netværket for bekæmpelse af skattesvig er en væsentlig forbedring, og EØSU ser frem til Kommissionens analyse heraf.

1.12.

E-handel er en meget vigtig sektor for SMV'er. EØSU er bekymret over, at meddelelsen ikke nævner oprettelsen af en gunstig ramme for SMV'er via denne ambitiøse handlingsplan.

1.13.

EØSU mener, at platformene har vigtige data, som toldvæsenet kan bruge, men at de vil skulle foretage specifikke investeringer i it-software som f.eks. automatiserede robotsystemer. Der bør ydes finansiering til indsamling af data, som platformene ellers ikke ville have brug for. EØSU glæder sig over Kommissionens aktuelle revision af onlinemarkedspladsernes rolle og forpligtelser.

1.14.

Der er et presserende behov for en omfattende analyse af EU's systemer for internationalt samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål. Dette ville føre til en bedre håndhævelse.

1.15.

EØSU glæder sig over forslaget om at udnytte EU-kvikskranken på toldområdet og udtrykker sin fulde støtte til dette.

1.16.

EØSU er bekymret over, at forvaltningen af et sådant komplekst og indbyrdes forbundet system vil pålægge Kommissionens tjenestegrene en yderligere byrde, hvis det kontroversielle forslag om et EU-toldagentur ikke godkendes af medlemsstaterne.

1.17.

EØSU er af den faste overbevisning, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer vil bidrage til at gennemføre en sådan ambitiøs handlingsplan, samtidig med at det sikrer en bred fordeling af de fordele, dette medfører for både offentligheden og virksomhederne.

2.   Indledning

2.1.

EU's toldunion har eksisteret siden 1968 og håndterer al handel med varer mellem de 27 medlemsstater. Toldunionen letter handel med varer til en værdi af 3,5 billioner EUR om året, mens EU's toldmyndigheder behandler 27 angivne genstande i sekundet.

2.2.

Den 28. september 2020 offentliggjorde EU, med udgangspunkt i de politiske retningslinjer, som Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremlagde ved begyndelsen af sin embedsperiode, en ambitiøs handlingsplan for at opgradere toldunionen ved at gøre den mere intelligent, mere enkel og mere digitalt effektiv inden 2025. Dette vil påvirke både EU's indtægter og de europæiske borgeres sikkerhed positivt. Virksomhederne vil desuden drage fordel af mere enkle indberetningsforpligtelser, der kan afvikles hurtigere.

2.3.

EØSU har allerede understreget, at »en effektiv toldunion er en forudsætning for den europæiske integrationsproces for at sikre effektiv, sikker og gennemsigtig fri bevægelighed for varer med maksimal beskyttelse af forbrugerne og miljøet og den bedst mulige beskæftigelse og for effektivt at bekæmpe svig og forfalskning« (4).

2.4.

EØSU glæder sig derfor over den meget konkrete handlingsplan for de næste fem år, med 30 planlagte og skemalagte foranstaltninger under fire strategiske politikområder til støtte for de nationale toldmyndigheder: risikostyring, håndtering af e-handel, fremme af overensstemmelse og toldmyndigheder, der handler som en enhed.

2.5.

Det nuværende toldsystem har udvist mangler og svage led, mens de store mængder af data, der deles på tværs af toldmyndighederne i alle medlemsstater, ikke udnyttes effektivt. Europa-Parlamentet og Den Europæiske Revisionsret har allerede udtrykt bekymring over tabet af indtægter som følge af ineffektive toldkontroller på importerede varer.

2.6.

Toldafgifter udgør en vigtig del af EU-budgettet, idet de tegner sig for ca. 14 % af de samlede indtægter. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har rapporteret, at toldsvig er udbredt og har anbefalet, at der inddrives mere end 2,7 mia. EUR i toldafgifter for perioden 2017-2019. Værdien af forfalskede importvarer fra tredjelande skønnes at være 121 mia. EUR om året, mens overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder genererer mere end 83 mia. EUR i salg og medfører, at der tabes 15 mia. EUR i skatteindtægter.

2.7.

På den positive side sendes næsten 100 % af toldangivelserne elektronisk.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Toldunionen har brug for hurtige investeringer for at opnå en koordineret opdatering af både software og menneskelig kapacitet. Selv om moderniseringen blev påbegyndt i 2016 med indførelsen af EU-toldkodeksen (5), kræver voksende handelsstrømme, en blomstrende e-handelssektor, toldafgifts- og momsundgåelse, ulovlig handel og undervurdering af varer alt sammen en omgående og koordineret reaktion. Toldmyndighederne er desuden ansvarlige for kontrollen af varer til mange ikkefinansielle formål. EØSU anerkender, at toldunionens styrke bestemmes af dens svageste led og foreslår derfor, at der lægges særlig vægt på de mest sårbare ind- og udførselssteder. Medlemsstaterne bør udnytte det nye instrument for toldkontroludstyr, som er designet specielt til at hjælpe med indkøb, vedligeholdelse og udskiftning af det mest avancerede toldudstyr.

3.2.

UK's udtræden af toldunionen skaber allerede en større arbejdsbyrde og særlige udfordringer for toldmyndighederne. Antallet af toldangivelser forventes at vokse markant, sammen med genindførelsen af toldkontroller.

3.3.

Der er behov for øget samarbejde og interoperabilitet mellem toldmyndighederne og andre retshåndhævende myndigheder og forvaltninger. EØSU har allerede advaret om, at »samarbejdet mellem de forskellige myndigheder og institutioner — politi og efterretningsvæsen, domstole og told- og skattemyndigheder — er langt fra at være optimalt« (6).

3.4.

Toldmyndighederne er i høj grad involverede i bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet. Alene i 2019 beslaglagde toldmyndighederne 400 ton narkotika, 3 699 våben og 3,5 mia. tobaksprodukter og cigaretter. 11,5 % af alle kontantangivelser, hvilket svarer til et beløb på ca. 331 mio. EUR (7), har været ukorrekte.

3.5.

Datahåndtering er ekstremt vigtig for en sektor, der nyder godt af store mængder af toldangivelser, vareoplysninger, afgifter osv. En effektiv håndtering af de store mængder af tilgængelige data ville udgøre en omgående og stor forbedring af det nuværende toldsystem og ville også gøre det muligt at reagere bedre og fyldestgørende på de voksende udfordringer. Det ville også muliggøre en intelligent overvågning af forsyningskæder og forbedrede fremsynskapaciteter.

3.6.

EØSU er ret skuffet over, at Kommissionen i den allersidste sætning i meddelelsen KUN har inviteret Europa-Parlamentet og Rådet til at støtte denne handlingsplan, mens EØSU ikke inddrages. Udvalget er overbevist om, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer vil bidrage til at gennemføre en sådan ambitiøs handlingsplan, samtidig med at det sikrer en bred fordeling af de fordele, som dette medfører for både offentligheden og virksomheder.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Som udgangspunkt påskønner EØSU den ambitiøse køreplan og de konkrete tidsfrister for gennemførelsen af foranstaltningerne. Dette er et tydeligt skridt fremad og vil, når det er gennemført, og sammen med regelmæssige konsekvensanalyser, føre til en reel modernisering af toldvæsenet i hele EU.

4.2.

En så ambitiøs plan kræver passende finansiering. Nogle af de foreslåede foranstaltninger kræver delt finansiering, og EU er klar til at opfylde sin rolle, men EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om medlemsstaterne er klar til at tage fat på den foreslåede tidsplan og lægge deres del af beløbet på bordet. Forslaget vil kun få succes med en omhyggeligt koordineret finansiering og gennemførelse.

4.3.

EU har dog vist, at dets strukturer er sårbare, og har reageret forsinket og ukoordineret på kritiske situationer, herunder covid-19-pandemien. Den franske præsident Emmanuel Macrons opfordring til at reorganisere Schengenområdet og hans anmodning om at analysere den frie bevægelighed for personer i EU på ny er både alvorlig og bekymrende.

4.4.

Desuden bringer den utrolig langvarige godkendelsesproces for den næste flerårige finansielle ramme gennemførelsen af en reel genopretning af EU's økonomi og den øjeblikkelige støtte, som både offentligheden og virksomhederne har brug for, i fare. Det forekommer mere og mere kompliceret for EU-27-lederne at blive enige om meget vigtige foranstaltninger, mens varigheden og den ubestemte karakter af løsningerne viser, at EU's forvaltningssystem er forældet og ineffektivt.

4.5.

Selv om dette allerede blev drøftet og analyseret i 2018, så indeholder det nuværende forslag ikke noget om brugen af blockchainteknologi. EØSU mener, at toldsystemet har den helt rette struktur med henblik på at rumme en sådan udvikling, og anbefaler, at man omgående undersøger mulighederne for at indføre blockchainteknologi i den foreslåede handlingsplan.

4.6.

EØSU bemærker endvidere, at der slet ikke er nogen analyse af den mulige brug af robotter og kunstig intelligens til opdatering af toldsamarbejdet. Udvalget mener, at de teknologiske fremskridt og eksisterende innovative løsninger, som robotter og kunstig intelligens indebærer, nemt kunne gennemføres i en sådan kompleks handlingsplan med omgående og relevante resultater til følge.

4.7.   Risikostyring

4.7.1.

Siden indførelsen af de sikringsmæssige ændringer, der blev foretaget i EU's toldkodeks i 2005, har EU allerede gennemført risikostyringstiltag baseret på en todelt forsvarsstrategi: forudgående vurdering og kontrol før og efter varernes overgang til toldområdet. EØSU mener, at den største udfordring stammer fra den ukoordinerede anvendelse af procedurer på tværs af medlemsstaterne og manglen på oplysninger, der deles mellem landene. Sikring af en mere koordineret og integreret risikostyring, der er i overensstemmelse med reglerne, ville udjævne forskellen mellem myndighederne og styrke de svageste led i kæden. Den nye risikostyringsstrategi, der er bebudet for andet kvartal 2021, er derfor meget lovende.

4.7.2.

Digitaliseringen og stigningen i e-handel gør det nemmere for kunderne at handle online fra hele verden. Det er dog ikke alle produkter, der overholder de høje europæiske standarder for produktsikkerhed og/eller forbrugerbeskyttelse. Dette kommer ofte som en overraskelse for forbrugerne. EØSU glæder sig over målet om at styrke risikostyringsprocessen for at beskytte det indre marked og især dets borgere bedre imod farlige produkter og produkter, der ikke overholder de gældende regler.

4.7.3.

Forslaget om at iværksætte et initiativ om fælles analysefunktioner er helt sikkert et skridt fremad. Delingen af data med retshåndhævende myndigheder for bekæmpelse af svig skal også hilses velkommen. EØSU er dog i tvivl om, hvorvidt den nødvendige finansiering vil være tilgængelig for sammenkoblingen af ICS2 med andre elektroniske systemer. Det næste, der giver anledning til umiddelbar bekymring, vedrører håndteringen af et sådant komplekst netværk og de nødvendige specialiserede og korrekt uddannede menneskelige ressourcer.

4.7.4.

EØSU er bekymret for, om håndteringen af et sådant komplekst og indbyrdes forbundet system vil pålægge Kommissionens eksisterende tjenestegrene en yderligere byrde, hvis det kontroversielle forslag om et EU-toldagentur ikke godkendes af medlemsstaterne.

4.7.5.

Kommissionen har foreslået, at der skal gennemføres analyser af forhåndsindsendte lastoplysninger for alle produkter og alle transportformer frem til 2024. Det står dog ikke klart, hvilken slags menneskelige ressourcer, der er brug for i den enkelte medlemsstat, og hvilket niveau og hvilken varighed af uddannelse, der kræves til dette personale. Tilsvarende gælder for den supplerende risikostyringsproces, der er planlagt for procedurerne efter varernes ankomst. EØSU har allerede opfordret til, at der udvikles en fælles uddannelsesramme, der tager udgangspunkt i EU's kompetenceramme for told, og som har til formål at harmonisere og højne kvaliteten af toldarbejdet i hele EU (8).

4.8.   Håndtering af e-handel

4.8.1.

E-handel har givet vigtige fordele og muligheder for både offentligheden og virksomhederne. Den giver dog betydelige udfordringer med hensyn til overholdelse af skatte- og toldreglerne for handlede varer og også med hensyn til det store antal anmodninger om toldklarering for en lang række kontroller til ikkefinansielle formål, herunder sikkerhed, beskyttelse og intellektuel ejendomsret. EØSU anerkender den vigtige rolle, som toldmyndighederne spiller med hensyn til at forhindre produkter, der ikke overholder de gældende regler, og/eller farlige produkter i at komme ind på det indre marked, og konkluderer, at disse myndigheder også skal tildeles tilstrækkelige ressourcer til alle de ikkefinansielle forpligtelser.

4.8.2.

Gennemførelsen af pakken om momsregler for e-handel (9) fra 2021 forventes at resultere i betydelige indtægter for medlemsstaternes budgetter og skabe ensartede konkurrencevilkår for erhvervslivet. Oprettelsen af et EU-knudepunkt for skatteoplysninger inden for Eurofiscs tjenester til bekæmpelse af skattesvig anses for at være en væsentlig forbedring med henblik på at give toldmyndighederne adgang til oplysninger. EØSU glæder sig til at se Kommissionens analyse heraf.

4.8.3.

EØSU mener, at den bedste måde at regulere og håndtere e-handel på er gennem et styrket samarbejde med andre lande i OECD og G20. Udvalget har allerede fremhævet, at skattepolitikkerne for den digitale økonomi og udviklingen af instrumenter og praktiske løsninger bør koordineres på internationalt plan (10).

4.8.4.

E-handel er en meget vigtig sektor for SMV'er. Grænseoverskridende handel er dog allerede fragmenteret pga. de forskellige eksisterende hindringer, og EØSU er bekymret over, at meddelelsen ikke omtaler oprettelsen af en gunstig ramme for SMV'er via denne ambitiøse handlingsplan. Ifølge Eurobarometer-undersøgelsen fra september er det kun 4 % af SMV'erne, der sælger deres varer til kunder i andre medlemsstater (11).

4.8.5.

Forslaget om at pålægge toldindberetningsforpligtelser for platforme er en potentiel byrde for lovlige virksomheder. Platforme har vigtige data, som toldvæsenet kan bruge, men de vil skulle foretage specifikke investeringer i it-software, der kan indsamle og levere disse data. Brugen af automatiserede robotsystemer bør undersøges omgående, da de kan være uvurderlige med hensyn til at lette processen med indberetningsforpligtelser. EØSU mener endvidere, at disse virksomheder bør have stillet den nødvendige finansiering til rådighed, hvis de bliver bedt om at indsamle data, de ellers ikke ville have haft brug for. Behandlingen af disse data er ekstremt vigtig med hensyn til at håndtere told- og momssvig, undervurdering, falske oprindelseserklæringer osv. EØSU har allerede opfordret til, at der udvikles en europæisk standard for indsamling af data og oplysninger om deres egne brugere, som platformene vil skulle indberette (12).

4.8.6.

EØSU glæder sig imidlertid over Kommissionens aktuelle revision af onlinemarkedspladsernes rolle og forpligtelser, idet disse bør have mere ansvar og flere forpligtelser med hensyn til kontrollen af, at de varer, der sælges på deres platforme, overholder gældende regler og er sikre.

4.9.   Fremme af overensstemmelse

4.9.1.

Pålidelige virksomheder belønnes allerede med en fordelsordning for deres overholdelse af EU's toldregler. EØSU støtter den foreslåede overvågning af eksisterende præferenceaftaler med tredjelande. En omfattende analyse af EU's systemer for internationalt samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål ville føre til bedre håndhævelse.

4.9.2.

Forslaget om at udnytte EU-kvikskranken er et win-win-projekt, og EØSU udtrykker sin fulde støtte. Den private sektor ville drage fordel af muligheden for indberetning ét sted, mens forskellige myndigheder ville kunne udvælge de nødvendige data. Dette er et klart skridt fremad for alle involverede parter og forventes at generere besparelser på op til 690 mio. EUR i toldforvaltning for virksomhederne i de første syv år af gennemførelsen.

4.9.3.

Det er imidlertid svært at forstå, hvordan den foreslåede analyse af EU-toldkodeksen kan give indtryk af, at de elektroniske systemer er forældede, mindre end fire år efter vedtagelse af forslaget.

4.9.4.

De fragmenterede sanktioner for overtrædelse af reglerne, der anvendes i medlemsstaterne, skaber konkurrenceforvridninger på det indre marked, samtidig med at der kan opstå svagere led internt i systemet. Etableringen af en solid og ensartet ramme ville styrke toldunionen som helhed. Idéen er fremragende, men EØSU er i tvivl om, hvordan Kommissionen planlægger at indarbejde dette, eftersom forslaget fra 2013 om samme emne blev afvist.

4.9.5.

Det er desuden vanskeligt at opretholde samme kontrolniveau, hvis antallet af toldembedsmænd varierer fra 7 til 70 for hver 100 000 indbyggere, afhængigt af medlemsstaten (13). EØSU anbefaler, at der tilføjes minimumsstandarder for kontrol og for det antal medarbejdere, der kræves.

4.9.6.

Covid-19-krisen har sat fokus på toldsystemets mangler med adskillige tilfælde af farlige produkter og produkter, der ikke overholder de gældende regler, der er nået frem til EU's område. EØSU anser det for meget vigtigt, at der hurtigst muligt vedtages gennemførelsesretsakter vedrørende forordningen om markedsovervågning (14).

4.9.7.

EØSU støtter desuden forslaget om, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod anvendelsen af reglerne og procedurerne vedrørende præferenceoprindelse i EU's 41 frihandelsaftaler. Hvad angår andre handelspartnere, især Kina, har den eksponentielle vækst i e-handel gjort, at udfordringerne for toldmyndighederne er blevet større. Det er årsagen til, at der er et helt normalt ønske om, at der vurderes og lovgives, hvor der er behov for det.

4.10.   Toldmyndigheder, der handler som en enhed

4.10.1.

Analysen viser, at samarbejdet på tværs af landegrænserne kan forbedres væsentligt. EØSU anerkender, at den eneste vej frem består i at sikre mere og bedre samarbejde mellem toldmyndighederne fra forskellige medlemsstater og mellem toldmyndighederne og andre nationale myndigheder. Udveksling af bedste praksis kan også øge toldtjenesternes produktivitet.

4.10.2.

Der er behov for betydelige investeringer i indkøb af det udstyr til toldkontrol, der er nødvendigt for at føre dette samarbejde ud i livet. EØSU bemærker, at Kommissionen i det oprindelige forslag (15) kun har indvilget i at dække 80 % af de nødvendige investeringer. De resterende 20 % afholdes af medlemsstaterne, og set i lyset af den finansielle situation, som disse lande befinder sig i som følge af covid-19-pandemien, forventer EØSU ikke, at alle 27 medlemsstater vil være i stand til at investere disse beløb i 2021.

4.10.3.

Endelig fremlægger Kommissionen modigt det kontroversielle forslag om senest i 2023 at udarbejde en konsekvensanalyse om oprettelse af et EU-toldagentur. EØSU tvivler på, at medlemsstaterne vil acceptere dette.

---

(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1.

(3)  EØSU's udtalelse om Instrumentet for finansiel støtte til toldkontroludstyr som en del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 67).

(4)  EUT C 367 af 10.10.2018, s. 39.

(5)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(6)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 22.

(7)  Anden toårige rapport om fremskridtene hen imod udvikling af EU-toldunionen og dens forvaltning.

(8)  EUT C 62 af 15.2.2019, s. 67.

(9)  Modernisering af momsen for grænseoverskridende e-handel.

(10)  EUT C 364 af 28.10.2020, s. 62.

(11)  Flash Eurobarometer-undersøgelse nr. 486.

(12)  EUT C 364 af 28.10.2020, s. 62.

(13)  Undersøgelse fra Union of Finance Personnel in Europe.

(14)  EUT L 169 af 25.6.2019 s. 1.

(15)  COM(2018) 321 final.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions kvikskrankemiljø på toldområdet og om ændring af forordning (EU) nr. 952/2013«

(COM(2020) 673 final — 2020/306 (COD))

(2021/C 220/08)

Ordfører:

Athanasios IOANNIDIS

Anmodninger om udtalelse	Europa-Parlamentet, 11.11.2020 Rådet, 13.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 3, 114, og 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	2.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.3.2021
Plenarforsamling nr.	559
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	268/0/3

1.

Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) hilser Kommissionens forslag om oprettelse af Den Europæiske Unions kvikskrankemiljø på toldområdet og om ændring af forordning (EU) nr. 952/2013 velkommen. Formålet med forslaget er at gøre noget ved den fragmenterede interoperabilitet mellem toldmyndighederne og de kompetente partnermyndigheder ved forvaltningen af toldbehandlingen af varer.

1.2.

EØSU mener, at forslaget er i overensstemmelse med EU's vision og strategiske mål, både i forhold til handlingsplanen for at bringe toldunionen til det næste niveau — En handlingsdagsorden for en stærk og moderne toldunion og i forhold til meddelelsen om Udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning.

1.3.

Efter EØSU's opfattelse støtter forslaget den strategiske plan fra Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion 2016-2020 og EU-handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020, som indgik i Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 (1), og som sigter mod at styrke de offentlige tjenesters effektivitet ved at fjerne eksisterende digitale hindringer, reducere bureaukratiet og forbedre kvaliteten af interaktionen mellem nationale myndigheder.

1.4.

EØSU peger på, at gennemførelsen af kvikskrankemiljøet på toldområdet vil løfte varehandelen ind i den nye digitale tidsalder gennem forenkling og automatisering. Handelen i almindelighed vil vokse i EU, og EU vil blive mere konkurrencedygtig, toldområdet vil blive moderniseret, og der vil være mange fordele for de involverede parter — medlemsstaternes toldmyndigheder, partnermyndigheder, økonomiske aktører og borgerne.

1.5.

Efter EØSU's mening bør EU's kvikskranke og de nationale kvikskranker ikke kun være en digital kanal for indsamling af data og informationsudvekslingsprocesser. I takt med at informationssystemer og processer udvikles, bør der i fremtiden også være mulighed for — som aftalt mellem medlemsstaterne og Rådet — at gå videre til mere komplekse automatiserede processer i forbindelse med varemængder. Dette vil gøre det muligt for den erhvervsdrivende at få et overordnet billede af transaktionen, som derfor bør betegnes som »intelligent«.

1.6.

EØSU mener, at integrationen af ikketoldrelaterede EU-formaliteter i EU-systemet til udveksling af certifikater på toldområdet (CSW-CERTEX) vil kræve ny IT-infrastruktur for at skabe forbindelse mellem de nationale kvikskrankemiljøer på toldområdet og de ikketoldrelaterede EU-systemer. Det skal fastsættes præcist, hvilke data der skal udveksles.

1.7.

EØSU anbefaler, at Kommissionen er særligt opmærksom på systemernes og kvikskrankernes cybersikkerhed ved at indføre sikkerhedssystemer med høje standarder, som beskytter mod angreb, der ville kunne ryste varehandlen i EU og have ødelæggende økonomiske virkninger.

1.8.

EØSU er enig i, at en effektiv gennemførelse af kvikskrankeprogrammet på toldområdet uden forsinkelser vil kræve et særligt fokus på de medlemsstater, som ikke indgik i pilotprojektet i 2015 om EU's fælles veterinærdokument til brug ved import (EU CSW-CVED), og som derfor ikke har udviklet nationale kvikskrankemiljøer på toldområdet, der er tilpasset EU's kvikskranke.

1.9.

Et lignende problem opstår i forbindelse med en række medlemsstater, som har udviklet deres egne nationale kvikskrankeinitiativer, der fortsat er isolerede og karakteriseret ved forskellige metoder baseret på den eksisterende IT-arkitektur, prioriteter og omkostningsstrukturer på toldområdet.

1.10.

Af de ovennævnte grunde går EØSU ind for en mere detaljeret tidsplan med målsætninger og foranstaltninger for medlemsstaterne, så de tilpasser deres nationale kvikskrankemiljøer til den europæiske kvikskranke.

1.11.

EØSU anerkender, at systemet er komplekst, og at der er behov for koordinering både internt i medlemsstaterne og mellem dem for at gennemføre det. Udvalget foreslår, at der udarbejdes en mere detaljeret tidsplan for overvågning og fremsendelse af rapporter om kvikskrankens funktion og udvikling med målsætninger og foranstaltninger, som medlemsstaterne og de nationale aktører skal træffe for at gennemføre systemet.

1.12.

EØSU anbefaler, at programmet bidrager til inden for sit anvendelsesområde at styrke overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og databeskyttelsen.

1.13.

EØSU anser det for helt afgørende at forberede og uddanne de medarbejdere, der bliver involveret i driften af IT-systemerne, de nationale kvikskrankemiljøer og EU's kvikskranke på toldområdet. Det aktuelle projekt bør derfor sørge for uddannelses- og opkvalificeringsprogrammer for arbejdstagerne, som bør modtage nationale og/eller EU-midler.

2.   Baggrund og indledning

2.1.

I 2008 forpligtede medlemsstaterne og Kommissionen sig til at fremme et elektronisk toldmiljø i EU ved at bestræbe sig på at etablere en ramme for kvikskranketjenester. I Venedigerklæringen fra 2014 blev der foreslået en progressiv handlingsplan med henblik på at gennemføre en EU-kvikskranke på toldområdet og udvikle dens retlige rammer. Dette blev gentaget i Kommissionens meddelelse fra 2016 om Udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning, som bebudede Kommissionens planer om at undersøge muligheden for at finde en brugbar løsning til at udvikle og oprette en EU-kvikskranke på toldområdet. Strategien blev understøttet af Økofinrådets konklusioner af 23. maj 2017.

2.2.

Kommissionen iværksatte et pilotprojekt i 2015 om EU's fælles veterinærdokument til brug ved import (EU CSW-CVED). Projektet blev forvaltet i fællesskab af Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion (GD TAXUD) og Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed (GD SANTE) for at give toldmyndighederne mulighed for at foretage automatisk kontrol af tre ikketoldretlige formaliteter, der fremlægges sammen med toldangivelsen som bevis for overensstemmelse. Indledningsvis deltog fem medlemsstaters toldmyndigheder frivilligt i dette pilotprojekt. Med dets efterfølger, EU-kvikskranken for systemet til udveksling af certifikater på toldområdet (EU CSW-CERTEX), blev lovkravenes anvendelsesområde udvidet, og der blev introduceret nye funktionaliteter såsom mængdemæssig forvaltning. Antallet af deltagende medlemsstater er steget fra fem til ni, og projektet dækker flere politikområder.

2.3.

Covid-19-pandemien har gjort det vigtigere end nogensinde at etablere en stærkere ramme for toldunionen og yderligere lette opfyldelsen af toldformaliteter og ikketoldrelaterede EU-formaliteter for at støtte den økonomiske genopretning. Den øgede digitalisering af toldformaliteterne og de ikketoldrelaterede EU-formaliteter, der gælder for den internationale handel, baner med henblik herpå vej for nye muligheder for, at medlemsstaterne kan forbedre det digitale samarbejde.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1.

Unionens internationale handel er underlagt både toldlovgivningen og Unionens lovgivning uden for toldområdet. De myndigheder, der er ansvarlige for ikketoldretlige EU-formaliteter (»kompetente partnermyndigheder«), og toldmyndighederne arbejder ofte i siloer, hvilket skaber komplekse og besværlige rapporteringsforpligtelser for erhvervsdrivende og ineffektiv toldbehandling af varer, der nemt giver anledning til fejl og svig. For at gøre noget ved den fragmenterede interoperabilitet mellem toldmyndighederne og de kompetente partnermyndigheder ved forvaltningen af toldbehandlingen af varer og koordinere indsatsen på dette område har Kommissionen og medlemsstaterne gennem årene påtaget sig en række forpligtelser til at udarbejde kvikskrankeinitiativer i forbindelse med toldbehandling af varer.

3.2.

Kommissionens forslag sigter mod at oprette et EU-kvikskrankemiljø på toldområdet, som leverer et integreret sæt interoperable elektroniske tjenester på EU-plan og nationalt plan gennem Den Europæiske Unions kvikskrankemiljø for systemet til udveksling af certifikater på toldområdet. Dette vil støtte interaktionen og informationsudvekslingen mellem de nationale kvikskrankemiljøer på toldområdet og de ikketoldrelaterede EU-systemer, der er omhandlet i bilaget til forslaget.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

Forslaget til forordning er det første, vigtige skridt til at forbedre samarbejdet mellem toldmyndighederne gennem et fælles elektronisk system. Der er tale om et samlet forslag, som giver en bred analyse af de resultater, indsatser og foranstaltninger, der indgår i funktionen af EU-kvikskrankemiljøet på toldområdet.

4.2.

Oprettelsen af kvikskranken vil give virksomheder og erhvervsdrivende mulighed for at indsende data elektronisk, både i form af dokumentation og ikketoldrelaterede EU-formaliteter, til en elektronisk kvikskranke (national kvikskranke) i hver medlemsstat, hvilket reducerer risikoen for dobbeltarbejde og sparer tid og transaktionsomkostninger. Kvikskranken vil give toldmyndigheder og andre myndigheder mulighed for at indsamle data indsendt på grundlag af et harmoniseret system for toldbehandlingsprocedurerne. Samtidig får EU et overblik over, hvilke varer der krydser ind og ud over dets grænser, ligesom det får mulighed for at kontrollere varemængderne med tanke på kvoter og forebyggelse af svig.

4.3.

Som specificeret i Kommissionens forslag vil gennemførelsen af programmet blive finansieret af EU-midler og nationale midler. De omkostninger, der er forbundet med udvikling, integration og drift af EU CSW-CERTEX-kvikskranken, vil blive afholdt af EU, mens medlemsstaterne afholder omkostninger i forbindelse med udvikling, integration og drift af deres nationale kvikskrankemiljøer og deres forbindelse med EU CSW-CERTEX. I betragtning af at covid-19-pandemien har ført til økonomisk krise i alle EU's medlemsstater, ønsker EØSU oplyst, hvordan Kommissionen kan sikre, at medlemsstaterne opfylder dette krav og stiller med øremærkede midler fra deres nationale budgetter til at gennemføre programmet.

4.4.

Hvis kvikskrankeinitiativet skal harmoniseres og oprettes, er det nødvendigt, at det bliver obligatorisk for medlemsstaterne af gennemføre det. Succesen for kvikskranken på toldområdet afhænger nemlig af samtidig opfyldelse, harmonisering og gennemførelse i alle lande. EØSU peger på, at der er risiko for, at nogle medlemsstater ikke gennemfører kvikskranken inden for den estimerede tidsramme på grund af budgetbegrænsninger (på baggrund af den finansielle krise som følge af covid-19) og andre politiske prioriteter. Dette vil give anledning til adskillige problemer for EU's told- og handelspolitik for ikke at tale om for medlemsstaterne. EØSU beder Kommissionen oplyse, om der er planlagt sanktioner i tilfælde af, at nogle medlemsstater ikke gennemfører kvikskranken eller overskrider den fastsatte tidsramme.

4.5.

Kvikskrankeforanstaltningerne bør gå hånd i hånd med en modernisering af toldområdet og toldmyndighederne. Det ville være yderst hensigtsmæssigt, hvis der først blev gennemført en undersøgelse, som beskriver den eksisterende situation ved medlemsstaternes indgangsveje, og at der foretages en vurdering af behovet for at investere i en opgradering af tjenesterne, så de kan understøtte kvikskranken. Samtidig kunne der sættes en vejledende dato for, hvornår den nationale del af kvikskranken skal være færdig.

4.6.

Kommissionen anfører i sit forslag til forordning, at hver enkelt medlemsstat skal udpege en myndighed, der skal fungere som national koordinator for gennemførelse og koordinering af foranstaltninger i forbindelse med kvikskranken. EØSU ønsker oplyst, om udpegelsen af den nationale koordinator udelukkende er den enkelte medlemsstats ansvar, eller om Kommissionen vil komme med anbefalinger.

4.7.

Med hensyn til at sikre databeskyttelsen er EØSU af den opfattelse, at den supplerende aktivitet med at beskytte de indsamlede data, sammen med alle toldangivelserne, bør tage hensyn til følgende: — hvilken offentlig myndighed, der skal have ansvaret for at sikre fortrolighed, og hvordan tolerancetærsklen vil blive fastsat på de enkelt niveauer — den sikkerhed, der vil blive givet til de erhvervsdrivende med kvikskranken, og detaljerne i de givne garantier.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.

EØSU er af den opfattelse, at det foreliggende forslag til forordning og det punkt, hvor der henvises til nærhedsprincippet, kan anses for at være det bidrag, som dette tiltag, dvs. oprettelsen af kvikskranken, giver til EU's BNP og øget konkurrenceevne.

5.2.

EØSU anser det endvidere for afgørende at gennemføre en konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat, der fremhæver fordelene ved at gennemføre denne politik, som en måde til at overbevise dem om at gøre det hurtigt. Samtidig opfordrer EØSU Kommissionen til at rapportere om effekterne af pilotprojektet for kvikskranken på toldområdet i hver af de medlemsstater, der deltager i pilotprojektet.

5.3.

I henhold til konsekvensanalysen, som analyseres i forslaget til forordning, mener EØSU, at pakken bestående af løsningsmodel 1 + 6+8ii (2) er den rigtige.

5.4.

EØSU understreger, at Kommissionen bør vedtage fælles tekniske specifikationer for det nationale kvikskrankemiljøs funktion som fastsat i artikel 2 i forslaget til forordning.

5.5.

EØSU peger på, at Kommissionen bør vedtage fælles tekniske specifikationer for det nationale kvikskrankemiljøs funktion som fastsat i bestemmelserne i artikel 8 for at undgå fejl i forbindelse med toldbehandlingen. EØSU mener, at det ville være nyttigt at etablere en fælles standard.

5.6.

EØSU er af den opfattelse, at hvis kvikskranken på toldområdet skal blive en succes, er det nødvendigt, at det nationale miljø fungerer gnidningsløst, med veluddannet personale. Eftersom antallet af toldere (3) pr. 100 000 indbyggere varierer mellem 7 og 70 alt efter medlemsstat, anbefaler EØSU. at der tilføjes minimumsstandarder for driften af systemet og for det nødvendige antal medarbejdere.

5.7.

EØSU anbefaler, at der i artikel 1 i forslaget til forordning tilføjes sætningen »for så vidt ikke andet er fastsat i den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR) eller i nærværende forordnings artikel 6«.

5.8.

EØSU bemærker, at artikel 3 både juridisk og indholdsmæssig kunne referere til den modsigelse, der opstår, fordi den henviser til EU's kvikskrankemiljø på toldområdet og samtidig inkluderer ikketoldrelaterede EU-systemer. Der kunne indføres et særskilt underafsnit til at dække disse systemer (med den nødvendige tilpasning af henvisningerne).

5.9.

EØSU anmoder om præcisering af, om Kommissionens arbejdsprogram kommer før forordningen, eller om det kommer, efter at forordningen er trådt i kraft. Hvis ikrafttrædelsen kommer først, hvordan kommer tidsplanen for at vedtage handlingsplanen da til at se ud?

5.10.

EØSU mener, at henvisningen til muligheden for at tilbagekalde beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i artikel 21, stk. 3, første punktum, er alt for vag, og anmoder om præcisering af, om tilbagekaldelsen vedrører en eller alle kategorierne i artikel 5, stk. 4, artikel 10, stk. 3, og artikel 13, stk. 4. Det er også uklart, om dette vedrører en retsakt i de ovennævnte kategorier eller muligheden for generelt at vedtage retsakter for en af disse kategorier. EØSU peger på, at der bør finde en dialog sted med medlovgiverne om processen for, hvordan de skal informeres.

---

(1)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020 — Fremskyndelse af forvaltningernes digitale omstilling (COM(2016) 179 final af 19. april 2016).

(2)  Løsningsmodel 1 gør EU CSW-CERTEX obligatorisk og dækker EU's lovkrav, for hvilke der findes relevante toldmæssige oplysninger på EU-plan for alle medlemsstater, hvilket giver mulighed for automatiseret mængdemæssig forvaltning. I løsningsmodel 6 etableres der kvikskranker på nationalt plan for at give økonomiske operatører harmoniserede enkelte kontaktpunkter til at opfylde told- og ikketoldrelaterede formaliteter. Løsningsmodel 8ii er baseret på øget brug af det eksisterende system til registrering og identificering af økonomiske operatører (EORI) udelukkende til validering. COM(2020) 673 final.

(3)  https://ufe-online.eu/wp-content/uploads/2020/04/2020-04-04.pdf