1)

Artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende medfører den blotte underskrift af en kontrakt indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, hvori det bestemmes, at denne forbruger ved kontrakten accepterer alle de kontraktvilkår, der forinden er blevet udarbejdet af den erhvervsdrivende, ikke en afvisning af formodningen for, at sådanne bestemmelser ikke har været genstand for en individuel forhandling.

2)

Artikel 3, stk. 3, i direktiv 93/13, sammenholdt med bilaget til direktivet, skal fortolkes således, at en udtrykkelig opsigelsesklausul og et bødevilkår, som de i hovedsagen omhandlede, som er indeholdt i en kontrakt indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende og som udelukkende er udfærdiget til fordel for sidstnævnte og som sidstnævnte har udarbejdet på forhånd, kan udgøre urimelige kontraktvilkår som omhandlet i dette bilags nr. 1, litra d)-f), hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

3)

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at i tilfælde af, at det fastslås, at en udtrykkelig opsigelsesklausul og et bødevilkår, der er indeholdt i en købskontrakt indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, er urimelige, kan den nationale ret kun afhjælpe sådanne urimelige kontraktvilkårs nullitet og sætte sin egen afgørelse i stedet herfor, hvis denne kontrakt ikke kan vedblive at eksistere i tilfælde af en fjernelse af disse urimelige kontraktvilkår og hvis en annullation af den nævnte kontrakt i sin helhed udsætter forbrugeren for særligt skadelige konsekvenser.

1)

Skal §§ 6, stk. 1, og 27, stk. 1, i Verordnung über die EG-Genehmigung für Kraftfahrzeuge und ihre Anhänger sowie für Systeme, Bauteile und selbstständige technische Einheiten für diese Fahrzeuge (1) (herefter »EG-FGV«) henholdsvis artikel 18, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF (2) fortolkes således, at fabrikanten tilsidesætter sin pligt til at udstede en gyldig attest i henhold til § 6, stk. 1, i EG-FGV (henholdsvis sin pligt til i henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF at vedlægge en typeattest), når han har monteret en ulovlig manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, og artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 (3) i køretøjet, og markedsføring af et sådant køretøj er i strid med forbuddet mod at markedsføre et køretøj uden gyldig typeattest som omhandlet i EG-FGV’s § 27, stk. 1 (henholdsvis med forbuddet mod at sælge uden gyldig typeattest som omhandlet i artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF)?

I bekræftende fald:

2)

Har artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 til formål netop også at beskytte slutkunden og navnlig også med hensyn til dennes dispositionsfrihed og formue? Hører en slutkundes erhvervelse af et køretøj, i hvilken der er monteret en ulovlig manipulationsanordning, til den gruppe af risici, som denne bestemmelse blev udstedt for at afværge?

—

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik anledning i lokal, tidsmæssig eller geografisk henseende

—

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med levering af offentligt tilgængelige telefontjenester – herunder formidling af sms-, multimedie- eller lignende beskeder samt ubesvarede eller forgæves opkald – er følgende data:

—

genstanden for pligten til lagring i forbindelse med levering af offentligt tilgængelige internetadgangstjenester er følgende data:

—

følgende data ikke må lagres:

—

lagringens varighed for lokaliseringsdata, dvs. betegnelsen for den benyttede radiocelle, udgør fire uger, og for de øvrige data ti uger

—

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data mod risici for misbrug samt mod enhver uberettiget adgang, og

—

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt grove straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare for en persons liv og helbred eller frihed eller for forbundsstatens eller en delstats beståen, med undtagelse af den internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i forbindelse med en stamdataoplysning (»Bestandsdatenauskunft«) med henblik på forfølgelse af enhver form for strafbare handlinger, for at afværge en fare for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde efterretningstjenesternes opgaver?

—

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik anledning i lokal, tidsmæssig eller geografisk henseende

—

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med levering af offentligt tilgængelige telefontjenester – herunder formidling af sms-, multimedie- eller lignende beskeder samt ubesvarede eller forgæves opkald – er følgende data:

—

genstanden for pligten til lagring i forbindelse med levering af offentligt tilgængelige internetadgangstjenester er følgende data:

—

følgende data ikke må lagres:

—

lagringens varighed for lokaliseringsdata, dvs. betegnelsen for den benyttede radiocelle, udgør fire uger, og for de øvrige data ti uger

—

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data mod risici for misbrug samt mod enhver uberettiget adgang, og

—

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt grove straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare for en persons liv og helbred eller frihed eller for forbundsstatens eller en delstats beståen, med undtagelse af den internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i forbindelse med en stamdataoplysning med henblik på forfølgelse af enhver form for strafbare handlinger, for at afværge en fare for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde efterretningstjenesternes opgaver?

1)

Er et apotek, som leverer lægemidler til en lovpligtig sygekasse, på grund af ydelse af en rabat til de sygeforsikrede berettiget til nedsættelse af afgiftsgrundlaget på grundlag af Den Europæiske Unions Domstols dom af 24. oktober 1996, Elida Gibbs Ltd, C-317/94 (EU:C:1996:400)?

2)

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Er det i strid med princippet om neutralitet og princippet om ligebehandling på det indre marked, hvis et apotek i indlandet kan nedsætte afgiftsgrundlaget, mens et apotek, som fra en anden medlemsstat leverer afgiftsfrit til den lovpligtige sygekasse inden for Fællesskabet, ikke kan?

1)

Finder artikel 21 i forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) anvendelse på et ansættelsesforhold, hvor der ganske vist blev indgået en ansættelseskontrakt i Østrig for arbejdsydelser i Tyskland, men hvor arbejdstageren, som i flere måneder i Østrig holdt sig parat til at arbejde, ikke udførte nogen arbejdsydelser?

2)

Skal artikel 21 i forordning (EU) nr. 1215/2012 fortolkes således, at en national bestemmelse, som [giver] en arbejdstager [mulighed for] (et lettere) sagsanlæg på stedet for den pågældendes bopæl, som denne har under ansættelsesforholdet eller havde ved ansættelsesforholdets ophør, såsom § 4, [org. s. 2] stk. 1, litra a), i Arbeits- und Sozialgerichtsgesetz (forbundslov om de arbejds- og socialretlige domstoles organisation (ASGG)), kan komme til anvendelse?

3)

Skal artikel 21 i forordning (EU) nr. 1215/2012 fortolkes således, at en national bestemmelse, som giver en arbejdstager mulighed for (et lettere) sagsanlæg på det sted, hvor lønnen skal betales eller skulle betales ved ansættelsesforholdets ophør, såsom ASGG’s § 4, stk. 1, litra d), kan komme til anvendelse?

4)

Såfremt det andet og det tredje spørgsmål besvares benægtende:

5)

Finder artikel 7, nr. 1), i forordning (EU) nr. 1215/2012 anvendelse på et ansættelsesforhold, hvor der ganske vist blev indgået en ansættelseskontrakt i Østrig for arbejdsydelser i Tyskland, men hvor arbejdstageren, som i flere måneder i Østrig holdt sig parat til at arbejde, ikke har leveret nogen arbejdsydelser, når en national bestemmelse, som giver en arbejdstager mulighed for (et lettere) sagsanlæg på stedet for den pågældendes bopæl, som denne har under ansættelsesforholdet eller havde ved ansættelsesforholdets ophør, såsom ASGG’s § 4, stk. 1, litra a), kan komme til anvendelse, eller når en national bestemmelse, som giver en arbejdstager mulighed for (et lettere) sagsanlæg på det sted, hvor lønnen skal betales eller skulle betales ved ansættelsesforholdets ophør, såsom ASGG’s § 4, stk. 1, litra d), kan komme til anvendelse?

1.

Skal §§ 6, stk. 1, og 27, stk. 1, i Verordnung über die EG-Genehmigung für Kraftfahrzeuge und ihre Anhänger sowie für Systeme, Bauteile und selbstständige technische Einheiten für diese Fahrzeuge (1) (herefter »EG-FGV«) henholdsvis artikel 18, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF (2) fortolkes således, at fabrikanten tilsidesætter sin pligt til at udstede en gyldig attest i henhold til § 6, stk. 1, i EG-FGV (henholdsvis sin pligt til i henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF at vedlægge en typeattest), når han har monteret en ulovlig manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, og artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 (3) i køretøjet, og markedsføring af et sådant køretøj er i strid med forbuddet mod at markedsføre et køretøj uden gyldig typeattest som omhandlet i EG-FGV’s § 27, stk. 1 (henholdsvis med forbuddet mod at sælge uden gyldig typeattest som omhandlet i artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF)?

I bekræftende fald:

2.

Har § 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 til formål også at beskytte slutkunden og – i tilfælde af videresalg på brugtvognsmarkedet – navnlig den efterfølgende bilkøber, også med hensyn til dennes dispositionsfrihed og formue? Hører en bilkøbers erhvervelse af en brugt bil, i hvilken der er monteret en ulovlig manipulationsanordning, til den gruppe af risici, som denne bestemmelse blev udstedt for at afværge?

3.

Skal EG-FGV’s §§ 6 og 27 henholdsvis artikel 18, stk. 1, artikel 26, stk. 1, og artikel 46 i direktiv 2007/46/EF og artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes således, at modregningen af en godtgørelse for den faktiske brug af køretøjet i slutkundens skade i tilfælde af overtrædelse af disse bestemmelser bortfalder helt eller delvist (i givet fald: på hvilken måde eller i hvilket omfang?), hvis slutkunden kan forlange og forlanger ophævelse af købekontrakten for bilen på grund af denne overtrædelse? Ændrer det ved fortolkningen, hvis overtrædelsen er kombineret med en vildledning af godkendelsesmyndighederne og slutkunden om, at alle godkendelsesbetingelser er opfyldt, og at det er lovligt at anvende køretøjet i trafikken uden begrænsninger, og overtrædelsen og vildledningen sker med henblik på at reducere omkostningerne og maksimere overskuddet gennem høje afsætningstal, idet man samtidig skaffer sig en konkurrencefordel på de intetanende kunders bekostning?

1.

Skal §§ 6, stk. 1, og 27, stk. 1, i Verordnung über die EG-Genehmigung für Kraftfahrzeuge und ihre Anhänger sowie für Systeme, Bauteile und selbstständige technische Einheiten für diese Fahrzeuge (1) (herefter »EG-FGV«) henholdsvis artikel 18, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF (2) fortolkes således, at fabrikanten tilsidesætter sin pligt til at udstede en gyldig attest i henhold til § 6, stk. 1, i EG-FGV (henholdsvis sin pligt til i henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF at vedlægge en typeattest), når han har monteret en ulovlig manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, og artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 (3) i køretøjet, og markedsføring af et sådant køretøj er i strid med forbuddet mod at markedsføre et køretøj uden gyldig typeattest som omhandlet i EG-FGV’s § 27, stk. 1 (henholdsvis med forbuddet mod at sælge uden gyldig typeattest som omhandlet i artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF)?

I bekræftende fald:

2.

Har artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 også til formål at beskytte netop slutkunden og også med hensyn til dennes dispositionsfrihed og formue? Hører en slutkundes erhvervelse af en bil, i hvilken der er monteret en ulovlig manipulationsanordning, til den gruppe af risici, som denne bestemmelse blev udstedt for at afværge?

3.

Skal EG-FGV’s §§ 6 og 27 henholdsvis artikel 18, stk. 1, artikel 26, stk. 1, og artikel 46 i direktiv 2007/46/EF og artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes således, at modregningen af en godtgørelse for den faktiske brug af køretøjet i slutkundens skade i tilfælde af overtrædelse af disse bestemmelser bortfalder helt eller delvist (i givet fald: på hvilken måde eller i hvilket omfang?), hvis slutkunden kan forlange og forlanger ophævelse af købekontrakten for bilen på grund af denne overtrædelse? Ændrer det ved fortolkningen, hvis overtrædelsen er kombineret med en vildledning af godkendelsesmyndighederne og slutkunden om, at alle godkendelsesbetingelser er opfyldt, og at det er lovligt at anvende køretøjet i trafikken uden begrænsninger, og overtrædelsen og vildledningen sker med henblik på at reducere omkostningerne og maksimere overskuddet gennem høje afsætningstal, idet man samtidig skaffer sig en konkurrencefordel på de intetanende kunders bekostning?

1)

Er udøvelsen blandt de ansatte i et luftfartsselskab af strejkeretten, som er varslet af en fagforening med henblik på at forbedre arbejdsvilkårene, og som ikke er ansporet af arbejdsgiverens forudgående beslutning, men af arbejdstagernes krav – at betragte som en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning 261/20[0]4 (1), eller er det derimod et led i luftfartsselskabets sædvanlige aktivitetsudøvelse?

2)

Er luftfartsselskabet under omstændigheder som dem, der er genstand for nærværende sag, herunder når selskabet på forhånd er blevet varslet om udøvelsen af strejkeretten i henhold til loven, forpligtet til at træffe enhver gyldig retlig foranstaltning, f.eks. ved at overføre passagerne til flyafgange hos andre selskaber, der ikke er berørt af strejken?

3)

Er den måde, hvorpå strejken afblæses, navnlig i tilfælde af gensidige indrømmelser fra konfliktens parter, relevant med henblik på, om en strejke blandt flykabinepersonalet kan betragtes som en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning 261/20[0]4?

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet denne medlemsstat ikke har iværksat alle de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Den Europæiske Unions Domstols dom af 12. april 2018, afsagt i sag C-110/17, Kommissionen mod Belgien.

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale en tvangsbøde på 22 076,55 EUR for hver dag gennemførelsen af dommen i sag C-110/17 er forsinket, regnet fra datoen for afsigelsen af nærværende dom, og indtil datoen for fuldstændig opfyldelse af dommen i sag C-110/17, hvilket beløb indbetales på en af Kommissionen angivet konto.

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale enten et fast beløb på minimum 2 029 000 EUR, eller, såfremt størrelsen af det faste minimumsbeløb overskrides, et fast dagligt beløb på 4 905,90 EUR, regnet fra datoen for afsigelsen af dommen i sag C-110/17 og indtil datoen for afsigelsen af nærværende dom, eller indtil datoen for opfyldelse af dommen i sag C-110/17, hvis denne opfyldelse indtræder tidligere, hvilket beløb indbetales på en af Kommissionen angivet konto.

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten herved afviste søgsmålet.

—

Det fastslås, at appellantens søgsmål kan antages til realitetsbehandling, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagens realitet.

—

Rådet tilpligtes at betale omkostningerne i denne sag såvel som i sagen for Retten.

1.

Retten anvendte et forkert kriterium med henblik på at fastslå, om Den Bolivariske Republik Venezuela var umiddelbart berørt af de anfægtede bestemmelser (1).

2.

Retten foretog en urigtig retsanvendelse, idet den så bort fra visse væsentlige omstændigheder i den foreliggende sag i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om at være umiddelbart berørt, således som det følger af Almaz-Antey-sagen.

3.

Retten undlod at tage hensyn til de anfægtede bestemmelsers faktiske indvirkninger på Den Bolivariske Republik Venezuela.

—

Kendelse afsagt af Retten den 10. oktober 2019, Aeris Invest mod SRB, T-599/18, EU:T:2019:740, ophæves, for så vidt som den bestemmer, at sagen afvises.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne – bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse – træffer afgørelse i overensstemmelse med de påstande, som denne part har nedlagt i første instans.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

—

Punkt 2 i konklusionen i den appellerede dom, afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling), den 24. september 2019 i sag T-105/17, HSBC Holdings plc m.fl. mod Kommissionen, ophæves.

—

Artikel 1(b) i Kommissionens afgørelse C(2016) 8530 final af 7. december 2016 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39914 – Rentederivater i euro) (1) annulleres, subsidiært annulleres artikel 1(b) for så vidt som den henviser til HSBC’s deltagelse i en samlet og vedvarende overtrædelse efter den 19. marts 2007, og

—

Kommissionen tilpligtes at betale HSBC’s omkostninger som følge af sag T-105/17 og nærværende appel.

—

Dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 24. september 2019 i de forenede sager T-755/15 og T-759/15 annulleres.

—

Kommissionens omtvistede afgørelse af 21. oktober 2015 (1) annulleres, eller, subsidiært, såfremt og for så vidt som Domstolen ikke kan træffe en endelig afgørelse, hjemvises sagen til Retten.

—

Kommissionen tilpligtes at betale de af Fiat Chrysler Finance Europe afholdte omkostninger i medfør af artikel 138, stk. 1, artikel 184, stk. 1 og 2, i Domstolens procesreglement og at betale Fiat Chrysler Finance Europes sagsomkostninger i første instans.

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Det andet led af det første anbringende i stævningen i første instans, som refereret i den appellerede dom, forkastes.

—

Domstolen træffer selv afgørelse vedrørende realiteten med hensyn til det andet led af det første anbringende i stævningen i første instans, som refereret i den appellerede dom.

—

Sagen hjemvises til Retten til afgørelse vedrørende sagsøgerens øvrige anbringender om tilsidesættelse af lovgivningen, og

—

Sagsøgeren tilpligtes at betale appellantens retlige udgifter og omkostninger i denne procedure og de retlige udgifter og omkostninger, der er afholdt i forbindelse med behandlingen i første instans og appelsagen.

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Første og andet anbringende i sagen i første instans forkastes som værende uden retligt grundlag.

—

Sagen hjemvises for så vidt angår det tredje og fjerde anbringende i sagen i første instans til Retten til fornyet prøvelse.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes, indtil Retten har truffet endelig afgørelse.

1)

Skal artikel 18 TEUF fortolkes således, at en medlemsstat i Den Europæiske Union, der træffer afgørelse om udlevering til et tredjeland af en statsborger fra en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men som er medlem i Schengenområdet, er forpligtet til at underrette nævnte Schengenmedlemsstat, hvori denne person er statsborger, om udleveringsanmodningen?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, og nævnte Schengenmedlemsstat har anmodet om overgivelse af den pågældende person med henblik på at gennemføre en procedure, med henblik på hvilken der kræves udlevering, skal den pågældende person da overgives til denne stat i overensstemmelse med aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge?

—

Det fastslås, at der ikke foreligger ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i Kommissionens afgørelse C (2019) 2526 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte SA.44896 vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som det heri blev fastslået, at der forelå ulovlig statsstøtte, og kravet om, at Det Forenede Kongerige tilbagesøger den angivelige ulovlige statsstøtte, som sagsøgerne havde modtaget i denne henseende (den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3), annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået den sammenhæng, hvori de britiske regler om kontrollerede udenlandske selskaber indgår, samt deres formål og anvendelse hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse er støttet på kumulative, åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl ved forståelsen af den overordnede britiske beskatningsordning, ved forståelsen af formålet med ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber, ved det konkrete formål med skattefritagelsen for koncernintern finansiering og ved definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med urette har anset skattefritagelsen for koncernintern finansiering for at være en skattefritagelse og dermed for en fordel. Hvad angår ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af fastlæggelsen af grænserne for reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, men ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt en kvantitativ analyse for at godtgøre, at det er en fordel, og idet der ikke foreligger tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning medfører en fordel, er den anfægtede afgørelse ugyldig.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identificering af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og at den med urette identificerede reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber som et særskilt regelsæt i forhold til den generelle, britiske selskabsskatteordning. Kommissionen har misforstået formålet med reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og den tog ikke hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsbeføjelser.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl i analysen af, om der forelå statsstøtte, og anvendte de forkerte kriterier ved vurderingen af sammenligneligheden, Kommissionen undlod at medgive, at der er et anderledes risikoniveau for det britiske beskatningsgrundlag for udlån til en koncernenhed, der skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og lån til en koncernenhed, der ikke skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og den konkluderede ubegrundet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv hvis det antages, at foranstaltningerne vedrørende kontrollerede udenlandske selskaber umiddelbart udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderedes det med urette i den anfægtede afgørelse, at der ikke var grundlag for, at de pågældende foranstaltninger kunne være forenelige med EU-statsstøttereglerne. Desuden er den anfægtede afgørelse irrationel og usammenhængende, for så vidt som Kommissionen korrekt accepterede, at kapitel 9 i del 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er begrundet, når den eneste grund til, at en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber skulle anvendes i henhold til referencescenariet i det nævnte kapitel 5, ville være »kriteriet om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige«, fordi dette kriterium kan være uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende i praksis, men samtidig, og uden passende begrundelse anførte Kommissionen, at det nævnte kapitel 9 aldrig er begrundet, når analysen af væsentlige personfunktioner ville føre til anvendelse af en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til nævnte kapitel 5. Analysen af væsentlige personfunktioner er nemlig uforholdsmæssigt vanskelig at anvende i praksis, hvorfor Kommissionen skulle have fundet, at det nævnte kapitel 9 var berettiget i forbindelse med denne analyse, ligesom den dermed burde have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne medføre en tilsidesættelse af grundlæggende EU-retlige principper, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de pågældende kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgernes tilfælde befinder sig i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at det pålæg om tilbagesøgning, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, er ubegrundet og i strid med grundlæggende EU-retlige principper.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen ikke gav en passende begrundelse for afgørende forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til det nævnte kapitel 5 uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige omkostninger kunne blive anvendt med analysen af væsentlige personfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes er i strid med princippet om god forvaltningsskik, som kræver, at Kommissionen gør den administrative procedure genemsigtig og forudsigelig og træffer afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at der gik mere end fire år, inden Kommissionen vedtog en afgørelse om at indlede undersøgelsen i det foreliggende tilfælde, og at den traf afgørelse mere end seks år, efter den omtvistede foranstaltning trådte i kraft.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at den angivelige støtteforanstaltning udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og for så vidt som det deri fastslås at støtten skal tilbagesøges med renter, herunder fra sagsøgerne.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, 3 og 4, for så vidt som der heri anordnes tilbagesøgning af uforenelig støtte med tillæg af renter, herunder fra sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, da den fastslog, at den angivelige støtteforanstaltning indebærer en selektiv fordel:

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den ikke godtgjorde, at den angivelige støtteforanstaltning kunne påvirke handelen mellem medlemsstater og kunne fordreje konkurrencen.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen subsidiært tilsidesatte artikel 49 TEUF, idet den kvalificerede den angivelige støtteforanstaltning som uforenelig statsstøtte, som ikke er i strid med etableringsfriheden som sikret ved artikel 49 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte det grundlæggende princip om ligebehandling/forbud mod forskelsbehandling ved

5.

Femte anbringende om subsidiært, at selv om den angivelige støtteforanstaltning falder under of artikel 107, stk. 1,TEUF, tilsidesatte Kommissionen artikel 16, stk. 1,i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (2), ved at anordne tilbagesøgning af angiveligt uforenelig støtte fra adressaterne for den angivelige støtteforanstaltning, fordi en sådan tilbagesøgning tilsidesætter almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgernes ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF eller frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter, er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 3711D i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgernes (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har de fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgernes etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning derfor ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF eller frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgernes ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF og/eller de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgernes (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskaberne fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgernes etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgernes ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF eller frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgernes (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har de fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgernes etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/11641164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/15891589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Det fastslås, at der ikke foreligger ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i afgørelse C(2019) 2526 Final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte SA.44896 vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som det heri blev fastslået, at der forelå ulovlig statsstøtte, og kravet om, at Det Forenede Kongerige tilbagesøger den angivelige ulovlige statsstøtte, som sagsøgerne havde modtaget i denne henseende (den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3), annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået den sammenhæng, hvori de britiske regler om kontrollerede udenlandske selskaber indgår, samt deres formål og anvendelse hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse er støttet på kumulative, åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl ved forståelsen af den overordnede britiske beskatningsordning, ved forståelsen af formålet med ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber, ved det konkrete formål med skattefritagelsen for koncernintern finansiering og ved definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med urette har anset skattefritagelsen for koncernintern finansiering for at være en skattefritagelse og dermed for en fordel. Hvad angår ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af fastlæggelsen af grænserne for reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, men ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt en kvantitativ analyse for at godtgøre, at det er en fordel, og idet der ikke foreligger tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning medfører en fordel, er den anfægtede afgørelse ugyldig.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identificering af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og at den med urette identificerede reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber som et særskilt regelsæt i forhold til den generelle, britiske selskabsskatteordning. Kommissionen har misforstået formålet med reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og den tog ikke hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsbeføjelser.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl i analysen af, om der forelå statsstøtte, og anvendte de forkerte kriterier ved vurderingen af sammenligneligheden, Kommissionen undlod at medgive, at der er et anderledes risikoniveau for det britiske beskatningsgrundlag for udlån til en koncernenhed, der skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og lån til en koncernenhed, der ikke skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og den konkluderede ubegrundet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv hvis det antages, at foranstaltningerne vedrørende kontrollerede udenlandske selskaber umiddelbart udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderedes det med urette i den anfægtede afgørelse, at der ikke var grundlag for, at de pågældende foranstaltninger kunne være forenelige med EU-statsstøttereglerne. Desuden er den anfægtede afgørelse irrationel og usammenhængende, for så vidt som Kommissionen korrekt accepterede, at kapitel 9 i del 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er begrundet, når den eneste grund til, at en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber skulle anvendes i henhold til referencescenariet i kapitel 5 i den nævnte del 9A, ville være »kriteriet om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige«, fordi dette kriterium kan være uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende i praksis, men samtidig, og uden passende begrundelse anførte Kommissionen, at det nævnte kapitel 9 aldrig er begrundet, når analysen af væsentlige personfunktioner ville føre til anvendelse af en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til nævnte kapitel 5. Analysen af væsentlige personfunktioner er nemlig uforholdsmæssigt vanskelig at anvende i praksis, hvorfor Kommissionen skulle have fundet, at det nævnte kapitel 9 var berettiget i forbindelse med denne analyse, ligesom den dermed burde have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, ville gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne medføre en tilsidesættelse af grundlæggende EU-retlige principper, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de pågældende kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgernes tilfælde befinder sig i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at det pålæg om tilbagesøgning, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, er ubegrundet og i strid med grundlæggende EU-retlige principper.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen ikke gav en passende begrundelse for afgørende forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til det nævnte kapitel 5 uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige omkostninger kunne blive anvendt med analysen af væsentlige personfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes er i strid med princippet om god forvaltningsskik, som kræver, at Kommissionen gør den administrative procedure genemsigtig og forudsigelig og træffer afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at der gik mere end fire år, inden Kommissionen vedtog en afgørelse om at indlede undersøgelsen i det foreliggende tilfælde, og at den traf afgørelse mere end seks år, efter den omtvistede foranstaltning trådte i kraft.

—

Kommissionens afgørelse C(2019) 2526) Final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den fastslog, at det relevante referencesystem er reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og ikke Det Forenede Kongeriges selskabsskatteordning. Navnlig indebærer Kommissionens konklusion om, at referencesystemet er reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, en urigtig anvendelse af Unionens retsinstansers praksis. Kommissionen skulle tværtimod have konkluderet, at det passende referencesystem var Det Forenede Kongeriges selskabsskatteordning, som reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber er en integreret og uadskillelig del af.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn vedrørende referencesystemets formål.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte begrundelsespligten ved at konkludere, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering udgør en selektiv undtagelse til referencesystemet, og navnlig at virksomheder, der har andre former for ikkehandelsrelaterede indtægter, befinder sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation med virksomheder, der har ikkehandelsrelaterede indtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold. Kommissionen begik således en fejl ved at konkludere, at ikkehandelsrelaterede indtægter fra lån til nærtstående parter og lån til tredjeparter ikke giver en væsentlig og materielt større risiko for kunstig overførsel end fritagelsesberettigede låneforhold. Kommissionen begik endvidere en fejl ved at fokusere på lovgivningsteknikken for frem for virkningerne af skattefritagelsen for koncernintern finansiering.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte begrundelsespligten ved at konkludere, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering ikke var begrundet af arten og den generelle opbygning af skattereglerne henset til analysen af væsentlige personfunktioner. Kommissionen begik navnlig en fejl ved at konkludere, at de administrative omkostninger ved at anvende analysen af væsentlige personfunktioner ikke begrunder skattefritagelsen for koncernintern finansiering, og at skattefritagelsen for koncernintern finansiering ikke er begrundet ved behovet for at opfylde frihederne fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn vedrørende forekomsten af en fordel, som det kræves i henhold til artikel 107 TEUF. Kommissionens vurdering er støttet på ubegrundede formodninger, og den undlod reelt at godtgøre, at der foreligger en fordel, og ikke at fastslå, at der kunne være en fordel under visse omstændigheder.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF eller frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om Rådets direktiv (EU) 2016/1164 først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 3711D i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning derfor ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019 L 216, s. 1) annulleres i sin helhed.

—

Subsidiært annulleres Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352, for så vidt som det heri konkluderes, at section 371ID I Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010) udgjorde ulovlig statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

—

Mere subsidiært annulleres artikel 2, 3 og 4 i Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen valgte et ugyldigt referencesystem med henblik på analysen af selektiviteten. Set i forhold til det passende referencesystem er skattefritagelsen for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) ikke en undtagelse og er ikke selektiv.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen grundlæggende misforstod arten af det væsentligste formål med det valgte referencesystem og ikke tog hensyn til dette systems formål, hvilket førte til et ufuldstændigt og hypotetisk referencesystem.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart forkert kvalificering af den omtvistede foranstaltnings rolle på et tilsyneladende upassende lovgivningsteknisk grundlag. Den omtvistede foranstaltning er ikke som sådan en undtagelse til Kommissionens valgte referencesystem.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen med urette konkluderede, at den omtvistede foranstaltning forskelsbehandlede virksomheder, der, henset til formålet med det valgte referencesystem, var sammenlignelige.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen ikke medgav, at den omtvistede foranstaltning ikke udgør en selektiv fordel, eftersom den følger af de vejledende principper og af arten af Kommissionens referencesystem og er en integreret mekanisme, der er nødvendig for systemets funktion og effektivitet.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionens afgørelse overskrider Kommissionens beføjelser på statsstøtteområdet i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionens gennemførelse af undersøgelsen af den omtvistede foranstaltning var i strid med artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (1) samt med dens forpligtelse til god forvaltning i medfør af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen ikke medgav, at section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var fuldstændigt berettiget og ikke udgjorde en selektiv fordel.

10.

Tiende anbringende om, at der ikke skulle pålægges tilbagesøgning, eftersom det i henhold til sag C-196/04 Cadbury Schweppes (2), ville være i strid med de generelle EU-retlige principper vedrørende etableringsfriheden.

11.

Ellevte anbringende om, at der ikke skulle pålægges tilbagesøgning, eftersom Kommissionens retningslinjer vedrørende tilbagesøgning udgør magtmisbrug og er i strid med generelle EU-retlige principper vedrørende tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning derfor ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Det fastslås, at der ikke foreligger ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i den anfægtede afgørelse C(2019) 2526 Final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte SA.44896 vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som det heri blev fastslået, at der forelå ulovlig statsstøtte, og kravet om, at Det Forenede Kongerige tilbagesøger den angivelige ulovlige statsstøtte, som sagsøgeren havde modtaget i denne henseende (den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3), annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået den sammenhæng, hvori de britiske regler om kontrollerede udenlandske selskaber indgår, samt deres formål og anvendelse hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse er støttet på kumulative, åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl ved forståelsen af den overordnede britiske beskatningsordning, ved forståelsen af formålet med ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber, ved det konkrete formål med skattefritagelsen for koncernintern finansiering og ved definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med urette har anset skattefritagelsen for koncernintern finansiering for at være en skattefritagelse og dermed for en fordel. Hvad angår ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af fastlæggelsen af grænserne for reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, men ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt en kvantitativ analyse for at godtgøre, at det er en fordel, og idet der ikke foreligger tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning medfører en fordel, er den anfægtede afgørelse ugyldig.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identificering af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og at den med urette identificerede reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber som et særskilt regelsæt i forhold til den generelle, britiske selskabsskatteordning. Kommissionen har misforstået formålet med reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og den tog ikke hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsbeføjelser.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl i analysen af, om der forelå statsstøtte, og anvendte de forkerte kriterier ved vurderingen af sammenligneligheden, Kommissionen undlod at medgive, at der er et anderledes risikoniveau for det britiske beskatningsgrundlag for udlån til en koncernenhed, der skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og lån til en koncernenhed, der ikke skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og den konkluderede ubegrundet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv hvis det antages, at foranstaltningerne vedrørende kontrollerede udenlandske selskaber umiddelbart udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderedes det med urette i den anfægtede afgørelse, at der ikke var grundlag for, at de pågældende foranstaltninger kunne være forenelige med EU-statsstøttereglerne. Desuden er den anfægtede afgørelse irrationel og usammenhængende, for så vidt som Kommissionen korrekt accepterede, at kapitel 9 i del 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er begrundet, når den eneste grund til, at en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber skulle anvendes i henhold til referencescenariet i kapitel 5 i den nævnte del 9A, ville være »kriteriet om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige«, fordi dette kriterium kan være uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende i praksis, men samtidig, og uden passende begrundelse anførte Kommissionen, at det nævnte kapitel 9 aldrig er begrundet, når analysen af væsentlige personfunktioner ville føre til anvendelse af en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til nævnte kapitel 5. Analysen af væsentlige personfunktioner er nemlig uforholdsmæssigt vanskelig at anvende i praksis, hvorfor Kommissionen skulle have fundet, at det nævnte kapitel 9 var berettiget i forbindelse med denne analyse, ligesom den dermed burde have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, ville gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgeren medføre en tilsidesættelse af grundlæggende EU-retlige principper, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de pågældende kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgerens tilfælde befinder sig i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at det pålæg om tilbagesøgning, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, er ubegrundet og i strid med grundlæggende EU-retlige principper.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen ikke gav en passende begrundelse for afgørende forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til det nævnte kapitel 5 uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige omkostninger kunne blive anvendt med analysen af væsentlige personfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes er i strid med princippet om god forvaltningsskik, som kræver, at Kommissionen gør den administrative procedure genemsigtig og forudsigelig og træffer afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at der gik mere end fire år, inden Kommissionen vedtog en afgørelse om at indlede undersøgelsen i det foreliggende tilfælde, og at den traf afgørelse mere end seks år, efter den omtvistede foranstaltning trådte i kraft.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres artikel 2 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den indebærer en tilsidesættelse af sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen vedrørende skattefritagelsen for koncernintern finansiering (herefter »den anfægtede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den anfægtede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den anfægtede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den anfægtede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den anfægtede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsskrivelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra et selskab i Det Forenede Kongerige af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den anfægtede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har sagsøgeren fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den anfægtede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgernes ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF eller de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgernes (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskaberne fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgernes etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres artikel 2 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den indebærer en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen vedrørende skattefritagelsen for koncernintern finansiering (herefter »den anfægtede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den anfægtede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den anfægtede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den anfægtede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den anfægtede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsskrivelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra et selskab i Det Forenede Kongerige af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den anfægtede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgernes (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har sagsøgerne fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den anfægtede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgernes etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den omtvistede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter«, ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019, L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2, for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den omtvistede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den omtvistede foranstaltning som umiddelbart selektiv, idet den fejlagtigt lagde til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved bedømmelsen af, om den omtvistede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument først trådte i kraft efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningsuafhængighed.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til beskatningen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« og »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til section 371ID i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil. Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne forbindelse, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af skat fra en britisk virksomhed af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den omtvistede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af de frihedsrettigheder, der er fastsat i traktaterne.

Til støtte for sagsøgerens (subsidiære) påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den omtvistede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og deres udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF og de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelses artikel 2 annulleres.

—

Det fastslås, at der ikke foreligger ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i den anfægtede afgørelse C(2019) 2526 Final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte SA.44896 vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som det heri blev fastslået, at der forelå ulovlig statsstøtte, og kravet om, at Det Forenede Kongerige tilbagesøger den angivelige ulovlige statsstøtte, som sagsøgerne havde modtaget i denne henseende (den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3), annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2 og 3, for så vidt som de pålægger Det Forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået den sammenhæng, hvori de britiske regler om kontrollerede udenlandske selskaber indgår, samt deres formål og anvendelse hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse er støttet på kumulative, åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl ved forståelsen af den overordnede britiske beskatningsordning, ved forståelsen af formålet med ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber, ved det konkrete formål med skattefritagelsen for koncernintern finansiering og ved definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med urette har anset skattefritagelsen for koncernintern finansiering for at være en skattefritagelse og dermed for en fordel. Hvad angår ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af fastlæggelsen af grænserne for reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, men ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt en kvantitativ analyse for at godtgøre, at det er en fordel, og idet der ikke foreligger tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning medfører en fordel, er den anfægtede afgørelse ugyldig.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identificering af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og at den med urette identificerede reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber som et særskilt regelsæt i forhold til den generelle, britiske selskabsskatteordning. Kommissionen har misforstået formålet med reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og den tog ikke hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsbeføjelser.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl i analysen af, om der forelå statsstøtte, og anvendte de forkerte kriterier ved vurderingen af sammenligneligheden, Kommissionen undlod at medgive, at der er et anderledes risikoniveau for det britiske beskatningsgrundlag for udlån til en koncernenhed, der skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og lån til en koncernenhed, der ikke skal svare skat i Det Forenede Kongerige, og den konkluderede ubegrundet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv hvis det antages, at foranstaltningerne vedrørende kontrollerede udenlandske selskaber umiddelbart udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderedes det med urette i den anfægtede afgørelse, at der ikke var grundlag for, at de pågældende foranstaltninger kunne være forenelige med EU-statsstøttereglerne. Desuden er den anfægtede afgørelse irrationel og usammenhængende, for så vidt som Kommissionen korrekt accepterede, at kapitel 9 i del 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (skatteloven (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er begrundet, når den eneste grund til, at en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber skulle anvendes i henhold til referencescenariet i kapitel 5 i den nævnte del 9A, ville være »kriteriet om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige«, fordi dette kriterium kan være uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende i praksis, men samtidig, og uden passende begrundelse anførte Kommissionen, at det nævnte kapitel 9 aldrig er begrundet, når analysen af væsentlige personfunktioner ville føre til anvendelse af en afgift på kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til nævnte kapitel 5. Analysen af væsentlige personfunktioner er nemlig uforholdsmæssigt vanskelig at anvende i praksis, hvorfor Kommissionen skulle have fundet, at det nævnte kapitel 9 var berettiget i forbindelse med denne analyse, ligesom den dermed burde have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, ville gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne medføre en tilsidesættelse af grundlæggende EU-retlige principper, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de pågældende kontrollerede udenlandske selskaber i sagsøgernes tilfælde befinder sig i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at det pålæg om tilbagesøgning, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, er ubegrundet og i strid med grundlæggende EU-retlige principper.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen ikke gav en passende begrundelse for afgørende forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for kontrollerede udenlandske selskaber i henhold til det nævnte kapitel 5 uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige omkostninger kunne blive anvendt med analysen af væsentlige personfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes er i strid med princippet om god forvaltningsskik, som kræver, at Kommissionen gør den administrative procedure genemsigtig og forudsigelig og træffer afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at der gik mere end fire år, inden Kommissionen vedtog en afgørelse om at indlede undersøgelsen i det foreliggende tilfælde, og at den traf afgørelse mere end seks år, efter den omtvistede foranstaltning trådte i kraft.

—

Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Subsidiært fastslås det, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes, da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning, og uanset deres automatiske karakter.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsøgerens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort, at koncernfinansieringsfritagelsen udgør en fordel. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har påvist, at der er tale om en fordel i hvert enkelt tilfælde, hvor der er anmodet om koncernfinansieringsfritagelse.

2.

Andet anbringende om, at der ikke var nogen indblanding fra statens side eller med statsmidler. Kommissionen har ikke godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af det selskabsskattetilsvar, der følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

3.

Tredje anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke begunstiger visse virksomheder eller produktionen af visse varer. Kommissionen har begået fejl ved i) at definere referencesystemet for snævert som reglerne i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 i stedet for som Det Forenede Kongeriges bredere selskabsskattesystem, ii) ikke at indse, at det nævnte Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 ikke udgør en undtagelse til Chapter 5 heri, og iii) ikke at anerkende, at selv såfremt det nævnte Chapter 9 udgjorde en undtagelse til Chapter 5, ville det være begrundet ved karakteren af eller den almindelige opbygning af det nævnte Part 9A.

4.

Fjerde anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke påvirker handelen mellem medlemsstater. Kommissionen har begået en fejl ved at konkludere, at koncernfinansieringsfritagelsen kan have indflydelse på multinationale koncerners valg med hensyn til, hvor i EU deres koncernfinansieringsopgaver skal udøves, og deres hovedkontor placeres.

5.

Femte anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Kommissionen har ikke godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af selskabsskattetilsvaret.

6.

Sjette anbringende om, at tilbagesøgningen af den angivelige støtte er i strid med generelle principper i EU-lovgivningen. Sagsøgeren har gjort gældende, at kriteriet om nøglepersonfunktioner i Section 371EB i det nævnte Chapter 5 mangler retssikkerhed, at Det Forenede Kongerige kunne anlægge et skøn med henblik på at afhjælpe denne usikkerhed, og at sagsøgte har tilsidesat sin pligt til at foretage en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Ved at pålægge tilbagesøgning af støtte har sagsøgte handlet i strid med artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (1), der forbyder tilbagesøgning af støtte, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.

7.

Syvende anbringende om, at den selektive fordel ville forsvinde, og at der ikke skulle tilbagebetales støtte, såfremt Det Forenede Kongerige med tilbagevirkende kraft udvidede koncernfinansieringsfritagelsen til også at omfatte udlån til foregående led og udlån til tredjepart. Kommissionen har ikke indset, at dette ville fjerne enhver selektiv fordel (det formodes her, at denne fordel foreligger), og i så fald ville der ikke være nogen ulovlig støtte, som skulle tilbagebetales i henhold til EU-retten.

8.

Ottende anbringende om, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes (det være sig ved et krav, et valg eller automatisk), da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette er en korrekt fortolkning af 203. betragtning til den anfægtede afgørelse, men for så vidt som dette ikke er tilfældet, er den anfægtede afgørelse forkert, idet manglende hensyntagen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser fører til en for høj fastsættelse af støttebeløbet, hvilket vil medføre en fordrejning på det indre marked.