27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/2

P8_TA(2018)0243

Status over det rekreative fiskeri i Den Europæiske Union

Europa-Parlamentets beslutning af 12. juni 2018 om status over det rekreative fiskeri i Den Europæiske Union (2017/2120(INI))

(2020/C 28/02)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 43,

—	der henviser til sin beslutning af 6. juli 2017 om fremme af samhørighed og udvikling i regionerne i EU's yderste periferi: anvendelse af artikel 349 i TEUF (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (2),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (4), særlig artikel 129, stk. 77,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1004 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af en EU-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren samt støtte til videnskabelig rådgivning vedrørende den fælles fiskeripolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 199/2008 (5), navnlig artikel 5,

—

der henviser til forskningsundersøgelsen med titlen "Marine recreational and semi-subsistence fishing - its value and its impact on fish stocks"(rekreativt fiskeri og delvis selvforsynende fiskeri - dets værdi og dets konsekvenser for fiskebestande), som blev offentliggjort af Temaafdelingen for Struktur- og Samhørighedspolitik i juli 2017,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0191/2018),

der henviser til, at den definition, der er fastlagt i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i 2013, beskriver rekreativt fiskeri som fangst eller forsøgt fangst af levende akvatiske ressourcer, hovedsagelig som fritidsbeskæftigelse og/eller til eget forbrug. Dette omfatter aktiv fangstmetoder, herunder fangst med harper og med hånd samt passive fiskemetoder såsom net, fælder og bundsatte liner; der henviser til, at klare definitioner af rekreativt fiskeri og rekreativt havfiskeri er nødvendige under hensyntagen til artikel 55, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1224/2009, hvori det hedder "afsætning af fangster fra rekreativt fiskeri er forbudt";

der henviser til, at det er vigtigt at forstå forskellen mellem rekreativt fiskeri og delvis selvforsynende fiskeri, fordi de to bør vurderes og reguleres særskilt, og det bør tydeliggøres, at lystfiskeri ikke er delvis selvforsynende fiskeri; der henviser til, at forordningen om den fælles fiskeripolitik ikke indeholder nogen henvisning til sidstnævnte; der henviser til, at de to derfor bør derfor vurderes og reguleres særskilt;

C.	der henviser til, at EU-lovgivningen kun opererer med et tostrenget system, der omfatter kategorierne rekreativt fiskeri og erhvervsfiskeri, og dermed ikke anerkender delvis selvforsynende fiskeri og halvkommercielt fiskeri;

D.	der henviser til, at fritidsfiskeri, i betragtning af dets omfang, kan have en betydelig indvirkning på fiskebestandene, men at regulering af spørgsmålet primært henhører under medlemsstaternes kompetence;

E.	der henviser til, at FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation har defineret subsistensfiskeri som "fiskeri efter akvatiske dyr, der i væsentlig grad bidrager til at opfylde den enkeltes ernæringsmæssige behov";

F.	der henviser til, at uden en klar retlig sondring mellem rekreativt fiskeri, delvis selvforsynende fiskeri og halvkommercielt fiskeri kan visse former ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU) fiskeri gå uopdaget hen ved ikke at blive optalt eller ordentligt reguleret;

der henviser til, at findes der ikke nogen entydig vedtaget, klar definition af rekreativt fiskeri på EU-plan, og der henviser til, at dette gør det meget vanskeligt at kontrollere, indsamle data om rekreativt fiskeri og vurdere dets indvirkning på fiskebestandene og miljøet eller dets økonomiske betydning;

der henviser til, at en ordentlig forvaltning af fiskeriet, herunder det rekreative fiskeri, og regelmæssige og solide dataindsamlinger og tidsintervaller er påkrævet for at vurdere virkningen på fiskebestandene eller andre marine organismer og miljøet; der henviser til, at sådanne oplysninger mangler eller er ufuldstændige: der henviser til, at foruden den direkte indvirkning på fiskebestande er yderligere miljøindvirkning af rekreativt fiskeri også blevet utilstrækkeligt undersøgt;

der henviser til, at undersøgelser har vist, at en betydelig mængde af det plasticaffald, der kan spores i havet, søer og floder, har oprindelse i vandbaserede fritidsaktiviteter som f.eks. sejlsport, turisme og fiskeri; bemærker, at affald i form af mistet udstyr til rekreativt fiskeri, kan forårsage alvorlige ødelæggelse af levesteder og miljøskader;

J.	der henviser til, at Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) yder finansiel støtte til dataindsamling, herunder om rekreativt fiskeri;

K.	der henviser til, at målene i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1380/2013 henviser til behovet for at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele og for at genoprette fiskebestandene og andre marine organismer og opretholde dem over niveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte;

L.	der henviser til, at ifølge en nylig undersøgelse bestilt af Parlamentet kan virkningen af det rekreative fiskeri variere mellem fiskebestande, hvilket svarer til 2 % (makrel) - 43 % (lubbe) af den samlede fangst;

der henviser til, at for at nå målene for den fælles fiskeripolitik, bør fiskebestandene og fiskeriet forvaltes på en afbalanceret måde; der henviser til, at disse mål ikke kan nås, hvis en del af dataene om fangster og om den økonomiske betydning af fiskeaktiviteter, herunder rekreativt fiskeri, mangler;

der henviser til, at medlemsstaterne har en forpligtelse til at indsamle data, herunder skøn over antallet af fangster fra rekreativt fiskeri og genudsættelse af arter, der er opført i forordning (EU) 2017/1004, og som kan være omfattet af flerårige forvaltningsplaner; der i denne forbindelse henviser til, at det kun er nogle medlemsstater, der har omfattende data om rekreativt fiskeri, der udøves på deres område;

der henviser til, at selv om en lang række marine arter fanges ved lystfiskeri, er der kun obligatorisk krav om at indsamle data for nogle få arter, og mere landespecifikke analyser og undersøgelser af flere arter er derfor nødvendig; der henviser til, at rekreative fangster bør medtages i den samlede fiskeridødelighed og skøn over biomassen;

P.	der henviser til, at tilgængeligheden af data om rekreativt fiskeri varierer fra region til region med bedre information om marint rekreativt fiskeri i Nordsøen og Østersøen end i Middelhavet og Sortehavet eller Atlanterhavet;

Q.	der henviser til, at det anslåede antal, af dem, der praktiserer marint rekreativt fiskeri i Europa, ligger på mellem 8,7 og 9 mio. mennesker, dvs. 1,6 % af EU's befolkning, og at disse fisker i skønsmæssigt 77 millioner dage hvert år;

der henviser til, at ifølge artikel 3, stk. 2, nr. 6), i forordning (EU) nr. 508/2014 om EHFF betyder "fisker"en person, der udøver erhvervsfiskeri, som fastsat af medlemsstaten, og der henviser til, at det derfor er nødvendigt at finde en anden definition, der omfatter dem, der er beskæftiget i rekreativt fiskeri, som omhandlet i betragtning A;

der henviser til, at de anslåede økonomiske virkninger af europæisk rekreativt fiskeri (uden værdien af turistfiskeri) er 10,5 mia. EUR, herunder 5,1 mia. EUR direkte og 2,3 mia. EUR indirekte udgifter og 3,2 mia. EUR andre udgifter; der henviser til, at alene i EU, anslås beløbet til at være 8,4 mia. EUR (herunder 4,2 mia. EUR direkte og 1,8 mia. EUR indirekte udgifter og 2,5 mia. EUR andre udgifter);

der henviser til, at der er en direkte forbindelse mellem bestandenes størrelse/struktur, adgang til fiskerimuligheder og de deraf følgende beskæftigelsesmæssige og økonomiske og socioøkonomiske indvirkninger; der henviser til, at det er vigtigt at evaluere virkningen af alt fiskeri på en bestemt bestand, samt dens økonomiske værdi, med henblik på at indføre forvaltningsforanstaltninger, som bidrager til at opfylde både miljømæssige mål og de økonomiske;

der henviser til, at marint rekreativt fiskeri støtter et anslået tal på 99 000 fuldtidsækvivalente job i Europa, herunder 57 000 direkte, 18 000 indirekte og 24 000 andre arbejdspladser og genererer en gennemsnitlig økonomisk værdi på 49 000 EUR pr. år pr. fuldtidsækvivalent job; der henviser til, at alene i EU anslås tallet til at være 84 000 fuldtidsækvivalente job (50 000 direkte, 15 000 indirekte og 20 000 afledte job);

V.	der henviser til, at rekreativt maritimt turismefiskeri samt andre turismerelaterede fiskeriaktiviteter er meget vigtig for økonomien i mange regioner og lande og derfor bør analyseres med henblik på bedre at vurdere dens værdi, indvirkning og udviklingspotentiale;

der henviser til, at alle former for rekreativt fiskeri har større økonomisk og social indvirkning på lokalt og regionalt plan end på nationalt plan ved at støtte lokalsamfundene og kystsamfundene gennem turisme, produktion, detailsalg og leje af udstyr til rekreativt fiskeri og andre relaterede tjenester;

der henviser til, at rekreativt fiskeri i visse tilfælde udgør en betydelig del af den samlede fiskeridødelighed for bestanden og derfor bør tages i betragtning ved fastsættelsen af fiskerimuligheder; der henviser til, at det rekreative fiskeris skønsmæssige procentvise bidrag til de samlede fangster varierer meget afhængigt af målarter - fra 2 % for makrel til 43 % for lubbe, i følge en nylig undersøgelse bestilt af Parlamentet;

Y.	der henviser til, at det er vigtigt at evaluere de forskellige fiskerimetoder individuelt eller segmenter af rekreativt fiskeri, der er beskrevet i definitionen på ICES 2013;

der henviser til, at evalueringen af virkningen af det rekreative fiskeri på fiskebestande omfatter opbevaring af fangster og dødeligheden blandt genudsatte fisk; der henviser til, at overlevelsesraten for fisk, der fanges med stang og snøre (fangst og genudsætning) i de fleste tilfælde er højere end det tilsvarende tal for fisk fanget med andre fiskeredskaber og andre former for fiskeri, og at dette bør tages i betragtning i disse tilfælde; der henviser til, at der er behov for yderligere oplysninger om de vigtigste redskaber, der anvendes i rekreativt fiskeri, således at der kan foretages en sammenligning mellem overlevelseschancer for udsmid i erhvervsfiskeri og genudsatte fisk i rekreativt fiskeri;

AA.	der henviser til, at rekreativt fiskeri omfatter en lang række redskaber og teknikker med forskellige bestand og miljømæssig indvirkning på miljøet og bør derfor vurderes og reguleres i overensstemmelse hermed;

AB.

der henviser til, at på baggrund af den dårlige tilstand for havbars i Nordsøen og torskebestanden i den vestlige del af Østersøen er rekreative fiskerirestriktioner blevet indført på EU-niveau ved at fastsætte fangstposegrænser eller forbyde at holde fisk tilbage (havbars) for at bidrage til genopretningen af disse bestande; der henviser til, at nødforvaltningsforanstaltninger træffes, når det vurderes, at en bestands tilstand påvirkes af rekreativt fiskeri, der ikke giver sektoren den nødvendige synlighed;

AC.	der henviser til, at visse rekreative fiskere fisker efter diadrome arter såsom laks, ørred og ål; der henviser til, at indsamlingen af data om disse arter bør gennemføres i både ferskvands- og saltvandsområder med henblik på at vurdere, hvordan fiskebestandene ændrer sig over tid;

AD.

der henviser til, at de områder, der er mest tilgængelige for størstedelen af rekreative fiskere er kystområder, hvor ud over fiskearter fanges der ofte hvirvelløse vanddyr og tang; der henviser til, at disse spiller en afgørende rolle for økologi inden for disse områder; der henviser til, at virkningen af fangster af disse arter også vil skulle vurderes, ikke blot med hensyn til de pågældende bestande, men også de økosystemer, som de er en del af;

AE.	der henviser til, at laks vender tilbage til deres oprindelige farvande, og at de ideelt set kun bør være målrettet i flodsystemer, hvor effektiv kontrol og håndhævelse er mulig; der henviser til, at vilkårligt at gå efter laks på havet fjerner laks fra både sunde samt sårbare populationer;

AF.

der henviser til, at rekreativt fiskeri kan udgøre en væsentlig kilde til fiskeridødeligheden, mens de højeste anslåede miljømæssige konsekvenser for rekreativt fiskeri i ferskvand er forbundet med muligheden for indførelse af ikkehjemmehørende arter i økosystemet, mens der kun er en lille sådan indvirkning på rekreativt fiskeri på havet;

AG.	der henviser til, at den fælles fiskeripolitik blev indført for at forvalte erhvervsfiskeri uden at tage hensyn til rekreativt fiskeris særlige situation og behovet for specifikke instrumenter og planlægning;

AH.	der henviser til, at de miljømæssige konsekvenser af det rekreative fiskeri medfører andre former, udover at fisk fjernes, men manglen på klare oplysninger gør det vanskeligt at adskille dem fra andre menneskeskabte kilder;

AI.	der henviser til, at Det Forenede Kongeriges udtrædelse af Unionen bør tages i betragtning i forbindelse med den fremtidige forvaltning af maritimt rekreativt fiskeri i lyset af betydningen af denne aktivitet i Det Forenede Kongerige og dens betydning for de fælles fiskebestande;

AJ.	der henviser til, at rekreativt fiskeri har mange sociale og folkesundhedsmæssige bidrag, som f.eks. øger deltagernes livskvalitet og fremmer samspillet mellem unge og uddannelse, hvad angår miljøet og betydningen af dets bæredygtighed;

understreger, at det er vigtigt at indsamle tilstrækkelige data om rekreativt fiskeri og maritimt rekreativt fiskeri, navnlig med henblik på at vurdere de samlede niveauer for fiskedødelighed for alle bestande;

understreger, at rekreativt fiskeri stiger i de fleste europæiske lande, og at denne type fiskeri udgør en vigtig aktivitet med samfundsmæssige, økonomiske, beskæftigelsesmæssige og miljømæssige virkninger, navnlig den betydelige indvirkning, den kan have på fiskeressourcerne; fremhæver, at medlemsstaterne derfor bør sikre, at sådanne aktiviteter udføres på en bæredygtig måde, der er forenelig med den fælles fiskeripolitiks mål;

fremhæver behovet for at beskytte den ikkeindustrielle flåde og sikre dens overlevelse og generationsskifte i lyset af udvidelsen af rekreative aktiviteter i tilknytning til rekreative havne og sæsonbestemt turisme;

mener, at der bør indsamles data om antallet af lystfiskere, deres fangstmængder og den værditilvækst, som de genererer i kystsamfundene;

opfordrer Kommissionen til at medtage og forbedre de gældende bestemmelser for rekreativt fiskeri i den nye kontrolforordning;

opfordrer indtrængende Kommissionen til at vurdere og, om nødvendigt, udvide dataindsamlingen for rekreativt fiskeri, således at den omfatter flere fiskebestande og andre marine organismer, at udarbejde en gennemførlighedsundersøgelse om ensartet indsamling af data vedrørende rekreativt fiskeris socioøkonomiske virkning og gøre indsamlingen af sådanne oplysninger obligatorisk;

understreger behovet for forbedret rapportering og overvågning af fangster i forbindelse med rekreativt fiskeri; minder om, at Europa-Parlamentet godkendte et pilotprojekt i vedtagelsen af EU's budget for 2018, der tager sigte mod at indføre en ordning for en månedlig indberetning af fangster af havbars, og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at finansiere yderligere overvågning af projekterne for de arter, der er mest sårbare over for rekreativt fiskeri; minder om vigtigheden af sporbarhed og opfordrer Kommissionen til at medtage og forbedre de gældende bestemmelser for rekreativt fiskeri i den nye kontrolforordning;

opfordrer Kommissionen til at foretage en konsekvensvurdering af rekreativt fiskeri i EU; anser vurderingen af de forvaltningsplaner, der omfatter rekreativt fiskeri, til også at være forankret i Kommissionens endelige rapport om konsekvensanalyse;

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige tekniske foranstaltninger til gennemførelse af den nuværende forordning om dataindsamling og udvide den til at omfatte flere bestande og aspekter af rekreativt fiskeri;

10.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle de nødvendige data om rekreativt fiskeri indsamles regelmæssigt med henblik på at give en fuldstændig vurdering af fiskebestandene og andre marine organismer og for at give sektoren større synlighed; advarer om, at uden en sådan samlet evaluering og passende foranstaltninger, der træffes på grundlag af denne evaluering, vil fiskeriforvaltningsplanerne og de tekniske foranstaltninger måske ikke nå målene i forordning (EU) nr. 1380/2013 eller en balance mellem rekreativt fiskeri og erhvervsfiskeri;

11.

mener, at eftersom rekreativt fiskeri har en betydelig indvirkning på bestanden, bør det medtages som en integrerende del af økosystemet og i de sociale og økonomiske aspekter af de flerårige forvaltningsplaner med henblik på at fremme fiskerimuligheder og vedtage relevante tekniske foranstaltninger; opfordrer derfor Kommissionen til, hvor det er nødvendigt, også at omfatte det rekreative fiskeri i de flerårige forvaltningsplaner, der allerede var vedtaget eller er ved at blive vedtaget;

12.

understreger, at indsamling af oplysninger er en forpligtelse for medlemsstaterne; påpeger imidlertid, at en ordentlig definition af rekreativt fiskeri vil forbedre kvaliteten af data; opfordrer Kommissionen til at foreslå en harmoniseret definition af rekreativt fiskeri på EU-plan, som klart adskiller sig fra kommercielt og delvist selvforsynende fiskeri, der bygger på princippet om, at registrering af fangster fra rekreativt fiskeri aldrig bør sælges;

13.

anser, på grundlag af data og konsekvensanalyserapporten og under hensyntagen til medlemsstaternes kompetencer om rekreativt fiskeri, at Kommissionen bør evaluere rekreativt fiskeris rolle i den fremtidige fælles fiskeripolitik, således at begge former for havfiskeri - kommercielt fiskeri og rekreativt fiskeri - kan forvaltes på en afbalanceret, retfærdig og bæredygtig måde med henblik på at nå de ønskede målsætninger;

14.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte udviklingen, herunder finansiel støtte, af rekreativt fiskeri i turistsektoren som et vigtigt bidrag til udviklingen af den blå økonomi i små lokalsamfund, kystsamfund og øer, navnlig i regionerne i den yderste periferi; mener, at dette vil have en positiv indvirkning på bestræbelserne for at forlænge turistsæsonen ud over sommermånederne; foreslår, at Kommissionen udråber rekreativt fiskeri som en del af EDEN-projektet om bæredygtig turisme og iværksætter projekter, der skal fremme rekreativ fiskeriturisme i små kystsamfund under COSME-fonden;

15.

påpeger, at uden for rammerne af normal forvaltning af fiskeressourcerne, der er baseret på solide videnskabelige data, må udviklingen af rekreativt fiskeri ikke medføre en nedsættelse af faglige fiskerimuligheder eller en fordeling af knappe ressourcer mellem erhvervsmæssige og rekreative aktiviteter, navnlig i tilfælde af fiskeri i lille målestok og ikkeindustrielt fiskeri;

16.

anerkender, at rekreativt fiskeri er blevet praktiseret i århundreder i hele EU og er en integreret del af kultur, traditioner og kulturarv i mange kyst- og øsamfund; bemærker, at de forskellige former for rekreativt fiskeri er lige så forskelligartede som kulturerne i EU, og at der bør tages hensyn til dette forhold i ethvert forsøg på at lovgive på dette område;

17.

opfordrer Kommissionen til at indføre passende foranstaltninger for at sikre, at fremtidige bestemmelser til regulering af rekreativt fiskeri er hensigtsmæssige og ikke til skade for erhvervsfiskeriaktiviteter;

18.

understreger nødvendigheden af at fastlægge grundlæggende regler for forvaltningen af rekreativt fiskeri og foreslår, at der udarbejdes en fortegnelse over rekreativt fiskeri, som bør omfatte fiskeri med oplysninger om fiskeredskaber og fiskeriaktiviteter, og der bør også udarbejdes en beskrivelse af fangstområder samt af målarter og utilsigtede fangster;

19.

påpeger betydningen af, at EHFF bidrager til at udvikle den videnskabelige kapacitet, der sikrer fuldstændige og pålidelige vurderinger af maritime ressourcer for rekreativt fiskeri; minder om, at EHFF leverer midler til dataindsamling og opfordrer Kommissionen til at udvide anvendelsesområdet for den fremtidige EHFF for at yde finansiel støtte til forskning og analyse af de indsamlede data;

20.

understreger, den store og afgørende nødvendighed af at dele data og påpeger, at EHFF støtter dataindsamling, herunder med hensyn til rekreativt fiskeri; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at indsamle data og opfordrer desuden Kommissionen til yderligere at udvikle en fælles database, der indeholder omfattende og pålidelige data, som står til rådighed for forskere for at sætte dem i stand til at overvåge og vurdere fiskeressourcernes tilstand; foreslår, at disse foranstaltninger kan omfatte anvendelsen af støtte fra EHFF;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0316.

(2) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.

(3) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.

(4) EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.

(5) EUT L 157 af 20.6.2017, s. 1.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/8

P8_TA(2018)0247

Modernisering af uddannelser i EU

Europa-Parlamentets beslutning af 12. juni 2018 om modernisering af uddannelser i EU (2017/2224(INI))

(2020/C 28/03)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 med titlen "Fremme af vækst og beskæftigelse - en dagsorden for moderniseringen af Europas videregående uddannelser"(COM(2011)0567),

—	der henviser til retten til uddannelse, som defineret i artikel 14 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om effektiv læreruddannelse (1),

—	der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om kvalitetssikring til støtte for uddannelse (2),

—	der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikkeformel og uformel læring (3),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 18. og 19. maj 2015 om, hvilken rolle førskoleundervisningen og primæruddannelsen spiller i skabelsen af kreativitet, innovation og digital kompetence (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 om "En ny dagsorden for færdigheder i Europa – En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen"(COM(2016)0381) og Europa-Parlamentets beslutning af 14. september 2017 om "En ny dagsorden for færdigheder for Europa" (5),

—	der henviser til artikel 2 i tillægsprotokollen til Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som omhandler retten til uddannelse,

—	der henviser til Europarådets resolution nr. 1904 (2012) om retten til et frit uddannelsesvalg,

—	der henviser til Rådets og Kommissionens fælles rapport fra 2015 om gennemførelse af strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) med titlen "Nye prioritetsområder for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet " (6),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af afgørelse nr. 1719/2006/EF, 1720/2006/EF og 1298/2008/EF (7),

—	der henviser til Pariserklæringen af 17. marts 2015 om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikkediskrimination ved hjælp af uddannelse,

—	der henviser til sin beslutning af 28. april 2015 om opfølgning på implementeringen af Bolognaprocessen (8),

—	der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 10. juni 2016 om "En ny dagsorden for færdigheder i Europa – En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen"(SWD(2016)0195),

—

der henviser til sin beslutning af 2. februar 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af afgørelse nr. 1719/2006/EF, nr. 1720/2006/EF og nr. 1298/2008/EF (9),

—	der henviser til Rådets henstilling af 19. december 2016 om opkvalificeringsforløb og nye muligheder for voksne (10),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. december 2016 med titlen "Forbedret og moderniseret uddannelse"(COM(2016)0941),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. maj 2017 med titlen "Skoleudvikling og fremragende undervisning for en god begyndelse i livet"(COM(2017)0248),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. maj 2017 om en ny EU-dagsorden for videregående uddannelse (COM(2017)0247),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 30. maj 2017 til Rådets henstilling om sporing af færdiguddannede (COM(2017)0249),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 5. oktober 2017 til Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (COM(2017)0563 – SWD(2017)0322),

—	der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 30. november 2017 om modernisering af skoler og videregående uddannelser,

—	der henviser til udtalelse af 19. oktober 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om en ny EU-strategi for uddannelse,

—	der henviser til Kommissionens forslag af 17. januar 2018 til Rådets henstilling om fremme af fælles værdier, inklusiv uddannelse og den europæiske dimension i undervisningen (COM(2018)0023),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 17. januar 2018 til Rådets henstilling om nøglekompetencer for livslang læring (COM(2018)0024),

—	der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikkeformel og uformel læring (11),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. januar 2018 om handlingsplanen for digital uddannelse (COM(2018)0022),

—	der henviser til den endelige rapport fra det sociale topmøde om fair job og vækst, der blev afholdt i Göteborg, Sverige, den 17. november 2017 (12),

—	der henviser til Rådets konklusioner om førskolepædagogik: hvordan vi giver alle vores børn den bedste begyndelse i fremtidens verden – den 3090. samling i Rådet for Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport (13) afholdt den 19. og 20. maj 2011,

—	der henviser til sin beslutning af 14. marts 1984 om det frie valg af undervisning i Det europæiske Fællesskab (14),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 11. maj 2010 om internationalisering af højere uddannelse (15),

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet og Rådet af 8. juni 2016"En EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser"JOIN(2016)0029 og til Parlamentets beslutning af 5. juli 2017 herom (16),

—	der henviser til artikel 26 i verdenserklæringen om menneskerettighederne,

—	der henviser til Europarådets charter om uddannelse i demokratisk medborgerskab og menneskerettighedsuddannelse, der blev vedtaget inden for rammerne af henstilling CM/Rec(2010)7,

—	der henviser til artikel 10 i konventionen fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

—	der henviser til det strategiske mål B i Beijingerklæringen og -handlingsprogrammet (1995),

—	der henviser til artikel 6, 28 og 29 i FN's konvention om barnets rettigheder,

—	der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i september 2015, og som trådte i kraft den 1. januar 2016, og navnlig målene for bæredygtig udvikling 4 og 5,

—	der henviser til forretningsordenes artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0173/2018),

A.	der henviser til, at i henhold til artikel 6e i TEUF ligger kompetencen for uddannelse og erhvervsuddannelse hos medlemsstaterne, men Den Europæiske Union spiller en vigtig støttende rolle med hensyn til fastlæggelse af udfordringer og mål og fremme og udveksling af bedste praksis;

B.	der henviser til, at retten til uddannelse er en grundlæggende menneskeret, og uddannelse i alle dens former og på alle niveauer skal have følgende indbyrdes forbundne og væsentlige kendetegn: a) tilgængelighed b) adgang c) accept og d) tilpasning;

C.	der henviser til, at den vigtigste prioritet for den europæiske søjle for sociale rettigheder er sikring af inklusiv almen og faglig uddannelse samt livslang læring af høj kvalitet;

der henviser til, at lige muligheder er et af hovedformålene med uddannelse, og adgang til uddannelse skal derfor være ikke-diskriminerende; der henviser til, at med henblik herpå skal der gøres en yderligere indsats for at sikre, at alle og især de mest sårbare grupper, personer med handicap og særlige behov samt dårligt stillede grupper har de samme muligheder for at få adgang til og afslutte en uddannelse og erhvervsuddannelse og erhverve færdigheder på alle niveauer;

E.	der henviser til, at de europæiske uddannelsessystemer repræsenterer en enorm rigdom af kulturel, social og sproglig mangfoldighed, samtidig med at medlemsstaterne har sammenfaldende mål og udfordringer, såsom sikring af lige adgang til uddannelse for alle, hvilket kan tages op på europæisk plan;

F.	der henviser til, at uddannelsessystemernes mulighed for at imødekomme samfundsmæssige, økonomiske og personlige behov afhænger af deres kvalitet, tilgængelighed, diversitet, effektivitet og lighed samt af tilstrækkelige menneskelige, finansielle og materielle ressourcer;

der henviser til, at det er vigtigt at huske på, at uddannelsessystemerne, herunder læreruddannelserne, er blevet påvirket den økonomiske og finansielle krise, og at offentlige midler til uddannelse spiller en grundlæggende rolle i EU's uddannelsessystemer; der henviser til, at løbende og øget finansiel støtte til uddannelse, herunder til uddannelse af lærere og deres arbejdsvilkår samt til forskning derfor er afgørende for at sikre fri, inklusiv og tilgængelig offentlig uddannelse;

der henviser til, at almen og faglig uddannelse bør bidrage til unges personlige udvikling og vækst for at gøre dem til proaktive og ansvarlige borgere, der er klædt på til at leve og arbejde i en teknologisk avanceret og globaliseret verden, og give dem det grundlæggende sæt af kompetencer til livslang læring, der er defineret som en kombination af den viden, de færdigheder og de holdninger, som er nødvendige for personlig udfoldelse og udvikling, aktivt medborgerskab og beskæftigelse;

I.	der henviser til, at kvaliteten af undervisningen er en vigtig faktor for elevernes og de studerendes resultater, og at stærk støtte til fremme af kvaliteten i undervisningen og kvalifikationerne hos underviserne derfor er blandt prioriteterne i EU-samarbejdet på uddannelsesområdet;

J.	der henviser til, at retten til uddannelse omfatter friheden til at grundlægge uddannelsesinstitutioner under overholdelse af de demokratiske principper samt forældres ret til at sikre, at deres børn undervises i henhold til deres religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning;

der henviser til, at den åbne koordinationsmetode, der benyttes inden for uddannelse, giver medlemsstaterne mulighed for at udforme og gennemføre en fælles strategi for almen og faglig uddannelse, herunder onlineplatformen ET 2020 (2020-rammen for almen og faglig uddannelse); der henviser til, at benchmarks for denne strategi årligt analyseres og evalueres i Uddannelsesovervågningsrapporten, der både behandler situationerne i medlemsstaterne og i hele EU;

L.	der henviser til, at i den seneste Uddannelsesovervågningsrapport, som blev offentliggjort i 2017, anerkender Kommissionen, at på trods af vedvarende fremskridt i nedbringelsen af antallet af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, er antallet af dem fortsat meget højt i hele EU;

der henviser til, at det fremgår af de seneste PISA-tests, at 20,6 % af EU's skoleelever har problemer med erhvervelsen af grundlæggende færdigheder inden for læsning, matematik og naturvidenskab, og at et betydeligt antal europæiske borgere mangler læse- og skrivefærdigheder; der henviser til, at dette giver anledning til alvorlig bekymring med hensyn til videre læring, personlig udvikling og passende deltagelse i det offentlige liv og på arbejdsmarkedet;

N.	der henviser til, at sikring af adgang til førskoleundervisning og pasningsordninger af høj kvalitet for alle børn er nøglen til en god start på livet og et godt uddannelsesforløb;

O.	der henviser til, at velkvalificeret personale er en grundlæggende faktor i førskoleundervisnings- og pasningsordningstjenester;

der henviser til, at fremme af mobilitet for studerende og personale er en vigtig del af Europas videregående uddannelsessystemer, og at mobilitet bidrager til unges udvikling og kan fremme økonomiske og sociale fremskridt; der henviser til, at der er behov for en kvalitativ forbedring og øget finansiel støtte for at øge mobiliteten for studerende og ansatte under Erasmus +;

der henviser til, at innovationer inden for metodologi og digital teknologi har potentiale til at udvide adgangen til indhold og viden, men at de ikke kan erstatte den personlige kontakt og informationsudvekslingen, hverken blandt de studerende eller mellem de studerende og lærerne, og ikke bør blive prioriteret af uddannelsessystemerne;

R.	der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er et grundlæggende princip i Den Europæiske Union, som er fastsat i traktaterne, og som bør afspejles i alle EU's politikker, ikke mindst inden for uddannelse og kultur;

der henviser til, at uddannelse er et stærkt instrument til at imødegå kønsbestemt ulighed og diskrimination, men det kan også ofte videreføre eller forværre eksisterende forskelsbehandling; der henviser til, at uligheden mellem mænd og kvinder i uddannelsessystemet både hindrer den personlige udvikling og beskæftigelse og påvirker en lang række sociokulturelle områder;

T.	der henviser til, at den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvens var 11,6 procentpoint i 2015, selv om tre femtedele (57,6 %) af alle kandidater fra videregående uddannelser var kvinder (17);

Viden er en vigtig økonomisk ressource samt en kilde til borgernes velfærd

erklærer, at almen uddannelse af høj kvalitet er et afgørende element i den personlige, kulturelle, samfundsmæssige og erhvervsmæssige udvikling i et videnbaseret samfund;

mener, at beskyttelsen af de europæiske fælles værdier og opfyldelsen af EU's økonomiske og sociale målsætninger for konkurrenceevne og bæredygtig vækst er knyttet til uddannelse af høj kvalitet gennem fremme af demokratiske værdier, menneskerettigheder, social samhørighed, integration og individuel fremgang;

understreger den afgørende rolle, som uddannelse spiller i udformningen af fremtidens Europa både økonomisk og socialt, samtidig med at de europæiske borgeres behov imødekommes, og der opbygges et samfund, hvor forskellige borgere forenes gennem deres fælles grundlæggende værdier;

understreger, at uddannelses- og videreuddannelsessystemer af høj kvalitet fremmer aktivt borgerskab og fælles værdier og dermed medvirker til at skabe et åbent, inklusivt, pluralistisk, demokratisk og tolerant samfund;

understreger den rolle, som uddannelse spiller i at hjælpe de studerende med at udvikle etiske og borgerretlige værdier og blive til aktive, ansvarlige og fordomsfrie samfundsborgere, der er i stand til at udøve og forsvare deres demokratiske rettigheder og påtage sig deres ansvar i samfundet, værdsætte diversitet, spille en aktiv rolle i det demokratiske liv og tage ansvar for sig selv og for deres fællesskaber; understreger i denne forbindelse betydningen af uddannelse i medborgerskab, samfundsforhold, etik og miljø;

understreger, at for at de unge kan imødegå udfordringer og blive aktive europæiske borgere og have fremgang i deres liv og på arbejdsmarkedet og samtidig skabe verdens fremtid skal kvalitetsfuld og inklusiv uddannelse give dem den viden, de færdigheder, det mediekendskab og den kritiske og selvstændig tænkning, der er nødvendig, samt demokratiske holdninger;

understreger, at sikring af lige adgang til inklusiv uddannelse af høj kvalitet er nøglen til at opnå fortsat social samhørighed gennem bekæmpelse af fattigdom, social udelukkelse af personer, der er dårligt stillede og fra udsatte miljøer, og kønsstereotyper, og derfor stadig udgør den største hjælp til social mobilitet;

bemærker, at uddannelse af høj kvalitet kan fremme forskning og innovation i Europa, som både er relevant og til gavn for samfundet;

anerkender betydningen af uddannelse i at udvikle kulturelle kompetencer og tilskynde til kulturel udvikling; opfordrer til et tættere samspil mellem den uddannelsesmæssige og kulturelle sektor ved at give kunst og kultur en aktiv rolle i formelle, uformelle og ikkeformelle uddannelsesmæssige sammenhænge;

10.

bemærker den rolle, som uddannelse spiller i udviklingen af en positiv holdning til livslang læring, som sætter mennesker i stand til at tilpasse sig de ændrede krav i den moderne verden;

11.

minder om, at skoler og uddannelsesinstitutioner spiller en central rolle med hensyn til at fostre og fremme en positiv holdning til læring, herunder livslang læring;

Ændringerne i den uddannelsesmæssige virkelighed og de dermed forbundne udfordringer

12.

mener, at en altomfattende tilgang til uddannelsespolitikken, der nyder stærk politisk og offentlig støtte, er afgørende for den uddannelsesmæssige reformproces, og at det for at nå disse mål er afgørende at inddrage både samfundet som helhed og alle relevante og interesserede aktører, herunder forældre;

13.

mener, at en effektiv forvaltning og en tilstrækkelig finansiering af alle uddannelsessystemer, uddannelsesressourcer og undervisning, der er moderne og af høj kvalitet, samt motiverede og kompetente lærere og livslang læring er afgørende for at opnå både lighed, mangfoldighed og topkvalitet i uddannelserne;

14.

understreger de muligheder, som nye informations- og kommunikationsteknologier (IKT) og innovation kan give som instrumenter til at tilbyde nye muligheder inden for uddannelse, opfylde de enkelte elevers behov mere effektivt (herunder særlige uddannelsesmæssige behov) og øge fleksibiliteten i lærings- og undervisningsformer, individualisering og ansvarsforhold samt fremme interaktive former for samarbejde og kommunikation;

15.

understreger de muligheder, som digitalisering og oprettelse af fælles uddannelsesplatforme giver for moderne uddannelse, specielt med hensyn til fjernundervisning og blandet læring, hvilket skulle give mulighed for mere fleksibilitet i uddannelsesformerne ved at skræddersy dem bedre til de lærendes individuelle livsvilkår og dermed fremme livslang læring, uddannelse af høj kvalitet, tilgængelighed og udvikling af fremtidige kvalifikationer; understreger behovet for alderspassende IKT og medielæseplaner, som respekterer barnets udvikling og trivsel, og fremhæver vigtigheden af både ansvarligt brug og kritisk tænkning;

16.

bemærker, at effektiv undervisning og læring ved hjælp af digitale teknologier kræver lige adgang, et godt niveau af digitale færdigheder, læringsressourcer af høj kvalitet, uddannelse i at tilpasse teknologien til pædagogiske formål samt fremme af de holdninger og den motivation, der kræves for meningsfyldt digital deltagelse; mener, at digitale færdigheder og mediekendskab bør være en væsentlig del af uddannelsespolitikker og bl.a. omfatte medborgerlige kompetencer og kritisk tænkning; understreger i denne henseende vigtigheden af at kunne foretage en kritisk vurdering af kilder og deres pålidelighed og af mediekendskabsprojekter;

17.

erkender, at i en stadig mere globaliseret og digitaliseret verden er innovative og relevante former for læring, undervisning og evaluering nødvendige sammen med en tilstrækkelig uddannelsesinfrastruktur, som muliggør gruppearbejde og gruppeundervisning og stimulerer kreativ tænkning og problemløsning sammen med andre progressive uddannelsesmetoder; minder om betydningen af at inddrage studerende, lærere og andet skolepersonale i evalueringen af om og hvordan, læringsmålene er blevet opfyldt;

18.

bemærker, at der skal gøres en ekstra indsats for at tilpasse det uddannelsesmæssige paradigme, således, at der bliver bedre balance mellem en tilgang, der fokuserer på lærer og indhold, og som individuelt og specifikt er tilpasset de lærende og deres livsbetingelser, og en forståelsesbaseret tilgang, der kombinerer læringsmetoder, der er tilpasset både traditionelle og internetbaserede læringsmoduler, hvilket vil styrke individualiseringen af uddannelsesprocessen og øge fastholdelsesprocenten og beståelsesprocenten;

19.

understreger, at uddannelsessystemerne bør fremme og udvikle tværfaglige, samarbejdsfokuserede og kreative tilgange og teamwork, der har til formål at give eleverne og de studerende viden og færdigheder herunder tværfaglige og bløde kompetencer samt professionelle tværfaglige, sociale og medborgerskabsmæssige kompetencer;

20.

minder om, at undervisning og læring af høj kvalitet er en kontinuerlig proces, som omfatter dialog, en evne til at dele og til at stille spørgsmål, og at det bør gives forrang, når uddannelsessystemerne moderniseres;

21.

understreger, at fremme af lige adgang til inklusiv uddannelse af høj kvalitet er afgørende for integration i samfundet af elever med handicap og for deres autonomi; opfordrer medlemsstaterne til at lette adgangen til almen inkluderende kvalitetsuddannelse under hensyntagen til behovene hos alle elever med alle former for handicap, hvilket eksempelvis vil sige at give døve børn tosproget inklusiv uddannelse, der tager højde for deres særlige sproglige behov; opfordrer skolerne til at tilbyde både formelle og uformelle differentierede tjenester og ekstra støtte, bl.a. ved at udnytte potentialet i nye teknologier, således at de individuelle behov hos alle lærende kan opfyldes; opfordrer Kommissionen til at overvåge skolerne med hensyn til deres ikkeafvisningspolitik og opstille handicapspecifikke indikatorer i Europa 2020-strategien;

22.

fastholder, at de europæiske uddannelsessystemer først og fremmest skal tage sigte på at udvikle ræsonnement, refleksion og videnskabelige nysgerrighed, at de skal kunne bygge på grundlagene af en kunstnerisk, videnskabelig og teknisk humanistiske kultur, og at de med udgangspunkt i den konkrete lokale, regionale, nationale og europæiske virkelighed skal kunne give den uddannelse, der er nødvendig for at løse de nationale og europæiske problemer og øge bevidstheden om problemer i det internationale samfund;

23.

anerkender tilstedeværelsen af individuelle forskelle i kognitive evner og personlighedstræk, som i samspil med sociale og miljømæssige faktorer har betydning for uddannelsesresultaterne; fremhæver i denne sammenhæng, at uddannelse er mere effektiv, egalitær og retfærdig, når der tages højde for disse forskelle;

24.

anerkender, at det i en konkurrencepræget verden er afgørende at opdage og fremme europæiske talenter så tidligt som muligt;

25.

understreger, at det er muligt at forbedre de gennemsnitlige uddannelsesresultater og samtidig stimulere talentfulde studerende til at opnå topresultater; bemærker i denne forbindelse betydningen af at udforme passende interventionsprogrammer til at styrke de psykologiske træk, der er relevante for at maksimere folks potentiale;

26.

fremhæver behovet for at lægge vægt på visuelle færdigheder som en ny livskompetence i erkendelse af, at mennesker nu om dage i langt højere grad kommunikerer via billeder end via traditionelle kommunikationsformer;

27.

bemærker forslaget om at oprette et europæisk uddannelsesområde, som det blev fremlagt på det sociale topmøde om fair job og vækst, der blev afholdt i Göteborg i 2017; minder om, at dette initiativ bør fremme samarbejde, gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationer og øget mobilitet og vækst;

28.

støtter Rådets konklusioner af 14. december 2017, hvori der opfordres til at fremme studerendes mobilitet og deltagelse i uddannelsesmæssige og kulturelle aktiviteter, bl.a. gennem et "europæisk studiekort", der skal lette anerkendelsen af beståede eksamener på videregående uddannelser i andre medlemsstater;

29.

mener, at Erasmus+ er EU's flagskibsprogram inden for uddannelse, og at dets virkninger og popularitet er blevet fuldt ud bekræftet gennem årene; opfordrer derfor til, at der bevilliges væsentlig flere midler til dette program i den kommende flerårige finansielle ramme for 2021-2027 med henblik på at gøre det mere tilgængeligt og inklusivt og nå ud til flere studerende og lærere;

30.

understreger, at ungdomsarbejdsløshed er et fælleseuropæisk fænomen, som ifølge indberetningerne er dobbelt så høj som den gennemsnitlige samlede arbejdsløshedsprocent; udtrykker sin bekymring med hensyn til de alarmerende høje tal (Eurostat) for ungdomsarbejdsløsheden i medlemsstaterne i Middelhavsområdet i Spanien (44,4 %), Italien (37,8 %) og Grækenland (47,3 % og for tallet på 30,5 % af unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er));

31.

påpeger, at uagtet at der er to millioner ledige stillinger i EU, sidder 30 % af de kvalificerede unge med eksamensbeviser i job, der ikke svarer til deres kvalifikationer og ambitioner, mens 40 % af de europæiske arbejdsgivere har svært ved at finde folk med de nødvendige færdigheder (18);

32.

fastholder, at der på alle niveauer i uddannelsessystemerne er behov for at holde sig kønsaspektet for øje og derfor tage hensyn til behovet hos personer, der er udsat for forskellige former for forskelsbehandling, herunder personer med handicap, LGBTI-personer og personer fra marginaliserede samfundsgrupper;

Førskoleundervisning og børnepasning

33.

understreger, at adgang til førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet skaber et grundlag for mere retfærdige og effektive uddannelsessystemer samt sikrer den enkeltes personlige udvikling og trivsel og lægger grunden til effektiv læring senere i skolen;

34.

understreger de store fordele for alle børn ved at deltage i førskoleundervisning, navnlig børn fra dårligt stillede grupper og understreger i denne forbindelse vigtigheden af at sikre, at alle børn har adgang til førskoleundervisning og børnepasningsordninger; noterer sig med bekymring, at efterspørgslen efter førskoleundervisning og børnepasning i flere lande er højere end udbuddet, navnlig for småbørn;

35.

understreger betydningen af at overvåge kvaliteten af førskoleundervisning og børnepasning for at give børn mulighed for at udvikle deres kognitive færdigheder og for at afgøre, om der tages hensyn til barnets tarv;

Skoleuddannelse

36.

betragter skoler som selvstændige centre, der fremmer kritisk og kreativ tænkning, demokratiske værdier og aktivt borgerskab; mener, at skoler bør fokusere på at hjælpe unge med at erhverve de kvalifikationer, der er nødvendige for at forstå og anvende de tilgængelige oplysninger, og på at udvikle deres læringsautonomi og sprogfærdigheder;

37.

påpeger, at alle skoleelevers specifikke behov bør være i fokus i et effektivt skolesystem, hvilket kræver fastsættelse af fælles mål og en klar dagsorden for gennemførelsen af disse samt et nært samarbejde mellem hele skolesamfundet og interessenterne, hvor det er relevant;

38.

mener, at moderne læseplaner bør være kompetencedrevne, forbedre personlige færdigheder og sundheds- og fremtidsorienterede livsfærdigheder og fokusere på formativ evaluering og elevernes fysiske og følelsesmæssige trivsel; mener, at enhver elev skal have mulighed for at udnytte sit fulde intellektuelle potentiale; understreger, at udvikling og styrkelse af færdigheder er en kontinuerlig proces, som er nyttig på alle uddannelsesniveauer og på arbejdsmarkedet, og at færdigheder og kompetencer bør tages i betragtning både i uddannelsesprocessen og i anerkendelsen af uddannelsesmæssige kvalifikationer;

39.

understreger, at beherskelse af grundlæggende skrive-, læse- og regnefærdigheder er afgørende for eleverne for at sikre deres videre læring, personlige udvikling og erhvervelse af digitale kompetencer; understreger, at strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET2020) og Kommissionens dagsorden for nye kvalifikationer bør supplere nationale foranstaltninger og støtte medlemsstaterne i denne henseende; opfordrer medlemsstaterne og uddannelsesinstitutionerne til at styrke de grundlæggende færdigheder via blandt andre løsninger projekt- og problembaseret undervisning;

40.

mener, at medlemsstaterne bør sikre, at ingen forlader skolen uden grundlæggende færdigheder, herunder grundlæggende digitale færdigheder; understreger, at de fleste job nu kræver større læse- og regnefærdigheder, digitale færdigheder og andre centrale færdigheder, og at moderne uddannelsessystemer derfor bør kombinere alle de otte nøglekompetencer, der er skitseret i Kommissionens forslag til Rådets henstilling om nøglekompetencer for livslang læring, som også omfatter viden og holdninger; glæder sig over, at også digitale færdigheder defineres som grundlæggende færdigheder i forslaget;

41.

mener, at uanset den nye teknologis indvirkning på uddannelse bør skolen fortsat være en grundlæggende læringsmiljø, hvor potentialer udvikles, og hvor den enkelte kan finde plads og tid til personlig og social udvikling;

42.

henleder opmærksomheden på, at det at give skoler mere autonomi med hensyn til læseplaner, evaluering og finansiering har vist sig at øge elevernes præstationer, forudsat at der udøves en effektiv skolestyring og skolebaseret ansvarlighed for elevernes læring;

43.

fremhæver den positive virkning af kulturel mangfoldighed og flersprogethed i skolerne på elevernes sproglige og kognitive udvikling og på fremme af interkulturel bevidsthed, respekt og pluralisme;

44.

understreger behovet for at styrke sprogindlæringen med henblik på at beherske to sprog ud over modersmålet og på gymnasieniveau at fremme undervisning på et ikke-modersmål i mindst to fag;

45.

understreger, at udveksling af elever mellem gymnasier skaber et stærkt incitament hos eleverne til at tilegne sig færdigheder, kompetencer, holdninger og værdier, der hører til et dynamisk EU-borgerskab, og udvikle en konstruktiv og kritisk tankegang;

46.

understreger behovet for at gøre skolerne mere åbne med henblik på at fremme anerkendelsen af ikke-formel og uformel læring og sikre en mere gnidningsfri overgang mellem forskellige uddannelsesveje, såsom tekniske og akademiske;

47.

understreger, at elever skal tilskyndes til at bruge selvvurderingsteknikker til at måle deres læringsfremskridt; opfordrer uddannelsesinstitutionerne til at sikre, at feedbackværktøjer giver nyttige informationer gennem brug af forskellige instrumenter, såsom elevspørgeskemaer, fokusgrupper og forslagskasser;

48.

understreger betydningen af at føre et aktivt liv med sport; understreger i denne sammenhæng behovet for at fremme fysiske aktiviteter og idræt og give dem større betydning i læseplanerne på alle niveauer samt styrke mulighederne for at indgå samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner og lokale idrætsforeninger; tilskynder også til uddannelsesinitiativer og aktiviteter uden for den almindelige skolegang med henblik på at støtte opfyldelsen af elevernes individuelle behov og interesser, samtidig med at der bygges bro til lokalsamfund;

49.

understreger, at uddannelse, erhvervsuddannelse samt frivilligt og lokalt samfundsarbejde af høj kvalitet spiller en vigtig rolle med henblik på at øge status for de arbejdsbaserede erhverv;

50.

bemærker, at der skabes et betydeligt antal nye job i brancher, som beskæftiger sig med vedvarende energi, og at de grønne sektorer og erhverv bør afspejles i skolernes undervisningsplaner i overensstemmelse hermed;

51.

understreger, at informationshåndteringsfærdigheder, kritisk tænkning og evnen til at anvende erhvervet viden er vigtige mål for den akademiske uddannelse;

52.

anerkender nødvendigheden af at styrke videntrekanten og forbedre forbindelserne mellem forskning og undervisning ved at afsætte tilstrækkelige ressourcer til relevante programmer og ved at sikre, at studerende, der er involveret i forskningsprogrammer, bevilges tilstrækkelige finansielle midler til at udføre deres forskning;

53.

mener, at de videregående uddannelsessystemer bør være mere fleksible og åbne, at vekseluddannelsesforløb på universiteter og højere læreanstalter bør fremmes, navnlig ved at fremme lærlingeuddannelser, at der bør gives mulighed for anerkendelse af uformel og ikke-formel læring, at der bør sikres en mere gnidningsfri overgang mellem de forskellige uddannelsesniveauer, herunder mellem erhvervsuddannelse og videregående uddannelser, og at forskellige former for programgennemførelse bør fremmes; fremhæver, at ovennævnte bør være baseret på en bedre forståelse af de færdiguddannedes kunnen;

Videregående uddannelse

54.

understreger med henblik på at skabe et europæisk uddannelsesområde betydningen af at støtte samarbejde og af at tage udgangspunkt i alle de europæiske universiteters potentiale og de studerende for at stimulere netværkssamarbejde, internationalt samarbejde og konkurrence;

55.

er af den opfattelse, at en altomfattende tilgang til internationalisering, herunder øget mobilitet for personale og studerende (også praktikanter og lærlinge), og en international dimension i læseplanen samt inden for undervisning, forskning, samarbejde og yderligere aktiviteter bør være et væsentligt element af Europas videregående uddannelsesinstitutioner;

56.

går ind for mere fokus på tværdisciplinære studieprogrammer og opfordrer til, at man samtidig fremmer STEAM-fag (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed, kunst, matematik), humaniora og samfundsvidenskab; understreger nødvendigheden af at støtte kvinders og andre underrepræsenterede gruppers interesse for STEAM-fag og de relevante erhverv;

57.

er fortaler for et samspil mellem højere uddannelse og samfundet i bred forstand med henblik på at fremme innovativ vækst og social velfærd; mener, at samarbejde mellem højere uddannelsesinstitutioner og eksterne aktører er ønskeligt, da eksterne aktører kan bidrage med viden og ekspertise vedrørende udformningen og gennemførelsen af programmer for videregående uddannelser; understreger dog, at ansvaret for beslutningstagningen altid skal ligge hos de studerende og de pædagogiske eksperter;

58.

anerkender den centrale rolle, som akademikere og studerende spiller, når det gælder udbredelsen af viden, empiriske fund og fakta til den bredere offentlighed; tilskynder i denne forbindelse til økonomisk og politisk uafhængig forskning, som er relevant og gavnlig for samfundet;

59.

fremhæver den rolle, som forskningsbaseret uddannelse og pædagogisk forskning spiller som et værktøj til at fremme aktiv læring, styrke udviklingen af færdigheder og forbedre undervisningsmetoderne;

60.

understreger, at elever skal opmuntres til at bruge selvvurderingsteknikker til at måle deres læringsfremskridt;

Læreren som garant for undervisningens kvalitet

61.

mener, at lærerne og deres færdigheder, engagement og effektivitet er grundlaget for uddannelsessystemerne;

62.

understreger behovet for at tiltrække flere motiverede ansøgere med en sund akademisk eller erhvervsmæssig baggrund og pædagogiske kompetencer til lærererhvervet; ser gerne, at der indføres egnede udvælgelsesprocedurerne og specifikke foranstaltninger og initiativer til at forbedre lærernes status, uddannelse, faglige muligheder, arbejdsforhold, herunder aflønning, der undgår usikre former for beskæftigelse, sociale rettigheder, sikkerhed og beskyttelse, og at lærerne tilbydes støttemateriale, herunder i form af mentorprogrammer, peer-to-peer-undervisning og udveksling af bedste praksis; opfordrer Kommissionen til at fremme større ligestilling mellem kønnene i lærerfaget;

63.

understreger betydningen af at reformere og investere i læreuddannelse helt fra de første faser og gennem hele lærernes faglige udvikling for at give dem solid og opdateret viden, færdigheder og kompetencer, der er grundlæggende for at sikre høje undervisningsstandard, hvilket omfatter forskelligartede undervisningsmetoder såsom fjernundervisning, som de digitale undervisningsteknologier har gjort mulig; understreger betydningen af løbende faglig udvikling af lærere, herunder programmer for livslang læring, efter- og videreuddannelse, omskoling og opkvalificering gennem hele deres karriere, der giver praktiske løsningsmuligheder på de udfordringer, som lærere står over for i klasseværelset, samt af, at lærerne har mulighed for at deltage i internationale udvekslinger, således at en institutionel læringskultur fremmes;

64.

er enig i, at pædagogisk, psykologisk og metodisk uddannelse af høj kvalitet af lærere og undervisere i skoler og på videregående uddannelser er en central forudsætning for en vellykket uddannelse af de kommende generationer; understreger i denne forbindelse betydningen af udveksling af bedste praksis og udvikling af færdigheder og kompetencer gennem internationalt samarbejde og mobilitetsprogrammer såsom Erasmus+ og lønnede praktikophold i andre medlemsstater;

65.

understreger lærerens vigtige rolle, når det gælder om at skabe et rummeligt læringsmiljø, som forudsætter anvendelse af en række metoder og tilgange, der opfylder forskellige behov og dermed giver alle elever mulighed for at blive inddraget i tilrettelæggelsen, opnåelsen og vurderingen af deres læringsresultater; anerkender lærernes afgørende funktion som proaktive vejledere og mentorer, der lærer eleverne, hvordan de skal evaluere informationer, har en støttende rolle i forhold til udfordringer og ruster eleverne til livet;

66.

mener, at inddragelsen af lærere og skoleledere i moderniseringen af uddannelsessystemerne er af afgørende betydning for effektive reformprocesser og for at motivere uddannelsespersonalet til at foretage yderligere forbedringer af skolepolitikkerne;

67.

er af den opfattelse, at en samlet skolepolitik skal sikre effektiv støtte til lærerne, således at uddannelsesmålene nås, der skabes et gunstigt skolemiljø, skolerne bliver velfungerende og udvikles effektivt og styringen bliver præget af samarbejde;

68.

anerkender betydningen af undervisere samt af samarbejdet mellem forældre, lærere og skolemyndigheder inden for formel, ikkeformel eller uformel uddannelse i støtten til nuværende og kommende generationer; opfordrer i den forbindelse til et styrket samarbejde mellem alle relevante aktører inden for formel, ikke-formel og uformel læring;

69.

er af den opfattelse, at et styrket samarbejde mellem skolelærere, forskere og akademikere er gavnligt for alle berørte parter og medfører en forbedring og ajourføring af undervisningsindhold, læringspraksis og pædagogik, ligesom det fremmer innovation, kreativitet og nye færdigheder;

Henstillinger

70.

mener, at det europæiske uddannelsesområde bør fokusere på at nå fælles mål, herunder sikring af undervisning af høj kvalitet for alle og bør udformes i overensstemmelse med eksisterende politikker og bygge på en kritisk vurdering af disse samt på uddannelsesmæssige tendenser og tal i EU og uden for EU for at sikre sammenhæng, konsekvens og opnåelige resultater, samtidig med at der sikres en udvikling af disse politikker, og samtidig med at princippet om kompetencefordeling, nærhedsprincippet og frihedsprincippet overholdes, og den institutionelle og uddannelsesmæssige autonomi sikres;

71.

mener, at det europæiske uddannelsesområde ikke må bringe Bolognaprocessen i fare eller træde i stedet for den, og at Bolognaprocessen snarere bør udvikles og styrkes; understreger vigtigheden af gensidige forbindelser og komplementaritet mellem det europæiske uddannelsesområde og det europæiske område for videregående uddannelse;

72.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte oprettelsen af et europæisk uddannelsesområde og styrke samarbejdet om at udvikle og gennemføre målene for det; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at sørge for, at idéer og god praksis deles med henblik på at nå disse mål;

73.

støtter som et grundlag for øget samarbejde, der omfatter institutioner for videregående uddannelse både i og uden for EU, oprettelsen af et europæisk netværk af universiteter, der er baseret på en bottom-up-tilgang og universiteternes egne initiativer, og som bl.a. bør bidrage til, at det europæiske uddannelsesområde bliver til et mere innovativt, vitalt og tiltrækkende lærings- og forskningsområde;

74.

opfordrer medlemsstaterne til at anerkende uddannelse som en investering i menneskelig kapital og til at sikre større offentlig finansiering på en gennemsigtig måde af initiativer, der tager sigte på at forbedre kvalitet, inklusivitet og lighed i undervisning og læring;

75.

understreger, at større investeringer i uddannelsessystemer såvel som en modernisering og tilpasning af disse er en afgørende forudsætning for social og økonomisk fremgang; understreger derfor betydningen af at sikre, at sociale investeringer, især i almen uddannelse og erhvervsuddannelse for alle, prioriteres i den kommende programmeringsperiode for den flerårige finansielle ramme for 2020-2026;

76.

opfordrer med hensyn til øget inklusion og uddannelsesvalg til, at der ydes passende finansiel støtte til skoler af alle kategorier og på alle niveauer, dvs. både statslige skoler og almennyttige private skoler, forudsat at det uddannelsesprogram, der tilbydes, er baseret på de principper, der er nedfældet i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, og overholder de retlige systemer og regler og forskrifter vedrørende kvaliteten af uddannelse og anvendelsen af sådanne midler i den pågældende medlemsstat;

77.

mener, at det er på høje tid at foretage de nødvendige investeringer i uddannelsesinfrastruktur i mindre udviklede regioner, idet den koordinerede investering dog altid skal tilpasses de særlige kendetegn i den relevante region; understreger, at det i denne forbindelse navnlig er vigtigt at tillade større støtte fra Den Europæiske Investeringsbank og de europæiske fonde for regionale initiativer, som er rettet mod udvikling af uddannelse;

78.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udveksle erfaringer og bedste praksis om offentlige finansieringsmekanismer og -metoder, herunder resultatbaseret finansiering og konkurrencemæssig forskningsfinansiering med henblik på at opnå bæredygtig og gennemsigtig diversificering af finansieringen;

79.

opfordrer til øget samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med moderniseringen af uddannelse; opfordrer medlemsstaterne til at begynde at gennemføre principperne under den europæiske søjle for sociale rettigheder, der omfatter metoder til at reducere ulighed i Europa gennem uddannelse, efteruddannelse og livslang læring;

80.

understreger det europæiske semesters rolle med hensyn til at fremme nationale reformer, nemlig ved at fastlægge de uddannelsesrelaterede landespecifikke henstillinger;

81.

forventer, at handlingsplanen for digital uddannelse vil støtte medlemsstaterne og uddannelsesinstitutionerne med hensyn til i højere og mere effektiv grad at gøre brug af den nyeste teknologi inden for læring, undervisning og evaluering, som opfylder standarder for kvalitetssikring; er af den opfattelse, at enhver digital uddannelsesplan regelmæssigt bør foretage en vurdering af forbindelsen mellem digitale undervisningsmidler og kvalifikationsrammer, der baserer sig på læringsresultater;

82.

anbefaler, at medlemsstaterne og uddannelsesinstitutionerne fremmer elevcentrerede og individuelle læringsmetoder, herunder skræddersyede kurser, der er baseret på og som kombinerer den akademiske og faglige erfaring hos den lærende, samt fremmer innovative metoder og interaktion mellem undervisere og studerende med henblik på at støtte videreuddannelse og fremme realiseringen af de forventede læringsresultater, hvor eleverne deltager aktivt i deres egen læringsproces;

83.

opfordrer medlemsstaterne til at følge en helhedsmodel på uddannelsesområdet og også tilbyde de lærende specifikke, fleksible læringstilbud, som kan give dem de nødvendige kernekompetencer til en vellykket indtræden på arbejdsmarkedet;

84.

opfordrer til øget brug af undersøgende, aktiv, projekt- og problembaseret læring i uddannelsesprogrammerne på alle niveauer med henblik på at fremme samarbejde og teamwork; anbefaler, at uddannelsessystemerne bestræber sig på at styrke tværgående og bløde færdigheder og livskompetencer;

85.

understreger, at retten til uddannelse skal sikres for alle handicappede, lige fra førskoleundervisning til universitetet; understreger endvidere vigtigheden af at råde over tilstrækkelige didaktiske og tekniske bevillinger, vurderingsforanstaltninger og kvalificeret personale for at sikre, at handicappede reelt sikres denne ret;

86.

støtter og anerkender gennemførelsen af foranstaltninger vedrørende udvikling af mediekendskab og kritisk tankegang gennem uddannelse og efteruddannelse; minder om de eksisterende forpligtelser på dette område, som er beskrevet i Rådets konklusioner af 30. maj 2016; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at samordne de politiske udviklinger på EU-plan inden for mediekendskab med henblik på at formidle den nyeste viden og bedste praksis på dette område; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle specifikke foranstaltninger for at fremme og støtte medie- og IT-kompetenceprojekter, f.eks. pilotprojektet Media Literacy for All (mediekendskab for alle) og at udvikle en omfattende politik for mediekendskab og IT-kompetence med særligt fokus på skoleuddannelse;

87.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der findes muligheder for at udvikle nøglekompetencer med henblik på at bevare og tilegne sig færdigheder med særligt fokus på grundlæggende færdigheder, STEAM-fag, sproglige kompetencer, iværksætterfærdigheder, digitale færdigheder, kreativitet, kritisk tænkning og teamwork; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme brugen af EU's ramme for nøglekompetencer i forbindelse med alle uddannelser og gøre det muligt at anvende den til formel, ikke-formel og uformel læring og dermed højne dens potentiale som et vigtigt værktøj til livslang læring;

88.

opfordrer medlemsstaterne til at øge offentlighedens kendskab til livslang læring og til at integrere et kønsperspektiv i udviklingen af relevante politikker og programmer med særligt fokus på kvinder, der har et lavere uddannelsesniveau, både i byer og landdistrikter for på at give dem muligheder for opkvalificering;

89.

støtter det styrkede EU-benchmark for deltagelse i livslang læring; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at foreslå former for bedste praksis med henblik på at nå dette ambitiøse mål; opfordrer til, at der lægges større vægt på livslang læring på alle uddannelsesniveauer; understreger i denne forbindelse de videregående uddannelsesinstitutioners rolle i gennemførelsen af en strategi for livslang læring, uddannelsen af erhvervsaktive personer, udviklingen af kompetencer og skabelsen af en læringskultur for folk i alle aldre og med forskellig baggrund;

90.

opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne i at udvikle, fremme og styrke efteruddannelses- og uddannelsesprogrammer, der fremmer voksenlæring og aktiv inklusion af voksne i uddannelsessystemet; minder om, at voksenlæring og -uddannelse bør tilbyde en række forskellige læringsveje og fleksible læringsmuligheder, herunder støtte til mennesker til selv at forvalte deres livslange læring og programmer for at give en ny chance til personer, som aldrig har gået i skole, er gået tidligt ud af skolen eller er droppet ud af skolen; opfordrer Kommissionen til at virkeliggøre indgåede forpligtelser, såsom færdighedsgarantien, som er omhandlet i EU's nye dagsorden for færdigheder, og til at gøre en indsats for at forbedre beskæftigelsesmulighederne for lavt kvalificerede voksne i EU;

91.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle projekter på tværs af generationer, der fremmer forståelsen for de udfordringer, som ældre personer står over for, samt giver dem mulighed for at dele deres kvalifikationer, viden og erfaring;

92.

opfordrer til udvikling af synergier og samarbejde mellem formelle, ikke-formelle og uformelle uddannelsesformer; glæder sig over fremskridtene i de seneste år i gennemførelsen af Rådets henstilling om validering af ikke-formel og uformel læring inden udgangen af 2018; opfordrer imidlertid medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser ud over 2018 for yderligere at forbedre gennemførelsen af disse henstillinger og til at etablere relevante juridiske rammer og udforme omfattende valideringsstrategier for at muliggøre validering; fremhæver, at anerkendelse af uformel og ikke-formel læring, herunder gennem gratis onlinekurser er af central betydning for idéen om at gøre uddannelse tilgængelig for de dårligere stillede personer;

93.

understreger den vigtige rolle, som forældre spiller som led i uddannelsestrekanten med hensyn til at støtte børns læring; fremhæver fordelene ved forældrenes deltagelse i børns uddannelse med hensyn til at forbedre elevernes præstationer og sikre deres trivsel og skolemæssige udvikling;

94.

opfordrer Kommissionen til at støtte grænseoverskridende initiativer inden for åben læring på internettet;

95.

understreger, at uddannelseskvaliteten bør måles på, i hvor høj grad en elev har tilegnet sig ikke blot viden og kompetencer, men også på evnen til at forfølge og udvikle livslang læring og kreative bestræbelser;

96.

bakker op om Kommissionens indsats for at udarbejde en resultattavle, der skal støtte udvikling af nøglekompetencer samt kompetencebaseret uddannelse, læring og efteruddannelse;

97.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe kønsstereotyper inden for uddannelse for at sikre, at kvinder har de samme muligheder og den samme valgfrihed med hensyn til den karriere, de ønsker at forfølge; er i denne forbindelse bekymret over de stereotyper, der stadig eksisterer i undervisningsmaterialet i nogle medlemsstater, og lærernes forskellige adfærdsmæssige forventninger til piger og drenge; påpeger, at det er nødvendigt at indarbejde princippet om kønsligestilling både i lærernes grund- og videreuddannelse samt i undervisningspraksisser med henblik på at fjerne alle hindringer for, at eleverne kan indfri deres fulde potentiale uanset deres køn; opfordrer medlemsstaterne til ved gennemførelsen af ligestillingsforanstaltninger i regionale uddannelsessystemers uddannelsesprogrammer og læseplaner at tage særligt hensyn til regionerne i den yderste periferi i betragtning af den omfattende vold mod kvinder, som registreres der; understreger, at uddannelsessystemer på alle niveauer skal omfatte et kønsaspekt og tage hensyn til behovet hos personer, der udsættes for forskelsbehandling;

98.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme principperne om lighed og ikke-diskrimination i uddannelsesinstitutionerne gennem både formel og uformel læring;

99.

anbefaler, at Kommissionen og/eller medlemsstaterne indfører og fremmer en europæisk/national pris, der har fokus på spørgsmålet om kønsligestilling i uddannelsesinstitutionerne, med henblik på at fremme bedste praksis på området;

100.

understreger, at uddannelse er et vigtigt redskab til social integration og forbedring af færdigheder og kvalifikationer blandt indvandrere og flygtninge, både mindreårige og voksne; tilskynder i den forbindelse til at udveksle bedste praksis om integration gennem uddannelse og formidling af fælles værdier, til at forbedre og lette anerkendelsen af eksamensbeviser og kvalifikationer og til at tilbyde stipendier og etablere partnerskaber med universiteter i oprindelseslande samt til at bygge videre på de værdifulde erfaringer med uddannelseskorridorerne;

101.

understreger, at der bør gøres en større indsats for at sikre adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse på alle niveauer for elever fra indfødte mindretal og for at støtte uddannelsesinstitutioner, der underviser på modersmålet blandt indfødte etniske eller sproglige mindretal; opfordrer Kommissionen til at fremme programmer, der har fokus på udveksling af erfaringer og bedste praksis med hensyn til undervisning i regionale sprog og mindretalssprog i Europa opfordrer medlemsstaterne til at fremme udviklingen af undervisning i elevers og studerendes modersmål;

102.

opfordrer medlemsstaterne til at øge niveauerne af sproglige kompetencer ved at gøre brug af god praksis såsom officiel certificering af fremmedsproglige færdigheder, der er erhvervet før en vis alder;

103.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at indføre et system af innovative og fleksible tilskud til fremme af talenter, kunstneriske evner og sportstalenter på uddannelsesområdet; støtter de medlemsstater, som søger at indføre stipendieordninger for studerende med dokumenterede sportslige eller kunstneriske evner;

104.

glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens meddelelse om en ny dagsorden for færdigheder i Europa 8COM(2016)0381), som indeholder bud på løsninger på problemerne med kvalifikationsmismatch og manglende kvalifikationer og på måder til at finde frem til det rigtige system til anerkendelse af kvalifikationer; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at etablere kvalitetsbaserede tosporede uddannelsessystemer (med den største værdi, hvad angår holistisk personlig vækst og udvikling af kvalifikationer for livslang læring) og erhvervsuddannelsessystemer i samarbejde med lokale og regionale aktører og i overensstemmelse med de enkelte uddannelsessystemers specifikke natur; bemærker fordelene ved og den stigende tiltrækningskraft af hybride erhvervsuddannelsessystemer, der i lige høj grad kombinerer skolebaserede og arbejdspladsbaserede forløb;

105.

anbefaler en styrkelse af uddannelsesvejledningssystemerne, som er et vigtigt instrument til på en fleksibel måde at gennemgå de forskellige uddannelsessystemer, samtidig med at viden og færdigheder øges og ajourføres;

106.

giver sin fulde støtte til uddannelses- og erhvervsvejledning, der er en vigtig uddannelsesmæssig opgave med henblik på at sikre de unge generationers individuelle og sociale udvikling;

107.

mener, at iværksætterånd er en drivkraft for vækst og jobskabelse og en måde til at gøre økonomierne mere konkurrencedygtige og innovative, hvilket bidrager til at styrke kvinders stilling;

108.

fremhæver, at socialt iværksætteri er et område i vækst, som kan sætte skub i økonomien og samtidig afhjælpe afsavn, social udstødelse og andre samfundsproblemer; mener derfor, at iværksætteruddannelser bør indeholde en social dimension og behandle emner såsom fairtrade, sociale virksomheder, virksomhedernes sociale ansvar og alternative forretningsmodeller såsom kooperativer med henblik på at tilstræbe virkeliggørelsen af en mere social, inklusiv og bæredygtig økonomi;

109.

opfordrer medlemsstaterne til at fokusere på uddannelse i iværksætteri og finansielle forhold, frivilligt arbejde og fremmedsprogsfærdigheder i uddannelsen og til også at prioritere disse færdigheder inden for erhvervsuddannelser;

110.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme kendskabet til de konkrete beskæftigelsesmuligheder, som erhvervsuddannelser giver adgang til, samt til deres relevans for arbejdsmarkedet;

111.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle former for karrierevejledning, der kan fremme indkredsningen af elevers og studerendes evner og tilbøjeligheder og styrker processen med individualiseret undervisning;

112.

understreger den særlige uddannelsessituation for børn og unge, hvis forældre rejser i Europa i medfør af deres arbejde, og opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af disse børn og unges særlige situation med hensyn til de udfordringer, de oplever i forbindelse med førskole- og skolegang;

113.

anbefaler Kommissionen, at den i medfør af artikel 349 i TEUF yder større hjælp til medlemsstater, som har ultraperifære regioner, for at forbedre deres uddannelsessystemer på alle uddannelsesniveauer;

114.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale myndigheder til regelmæssigt at vurdere og overvåge relevansen af uddannelsespolitikkerne, -strategierne, og -programmerne og heri også tage hensyn til tilbagemeldinger fra lærere og lærende for at sikre, at uddannelsessystemerne fortsat imødekommer de skiftende behov og den skiftende samfundsøkonomiske situation i det pårørende land; anbefaler at styrke de indbyrdes forbindelser blandt uddannelsespolitikker og andre politikker med henblik på at fremme og vurdere effektiviteten og resultaterne af uddannelsesreformer;

115.

gentager, at det er vigtigt at overvåge resultaterne og konsekvensanalyserne af de EU- programmer, der sigter mod ungdomsbeskæftigelse; bemærker vigtigheden af effektive og bæredygtige investeringer;

116.

sætter pris på Kommissionens aktiviteter inden for modernisering af uddannelsessystemerne og opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til i højere grad at involvere og engagere sig i gennemførelsen af de foreslåede forbedringer;

117.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at støtte uddannelsesinstitutionerne i at modernisere reformprocesser ved at oprette særlige kontaktpunkter på nationalt og/eller regionalt plan, der kan give relevante oplysninger, vejledning og bistand;

118.

fremhæver atter nødvendigheden af at skabe rettighedsbaserede læringsmiljøer, hvor der tages hensyn til kønsaspektet, så de studerende bliver i stand til at lære om og kæmpe for menneskerettigheder, herunder kvinders og børns rettigheder, de grundlæggende værdier og aktivt medborgerskab, borgeres rettigheder og forpligtelser, demokrati og retsstatsprincippet, så de bliver mere identitetsbevidste, bliver bevidste om, at deres stemme bliver hørt, og føler sig værdsat af de fællesskaber, de hører til;

Førskoleundervisning og børnepasning

119.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre fri og fair adgang til førskoleundervisning og børnepasningsordninger af høj kvalitet, opfordrer dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de materielle og finansielle betingelser er opfyldt for, at alle børn uden forskelsbehandling har adgang til førskoleundervisning, og opfordrer dem til at oprette flere pladser i vuggestuer og børnehaver;

120.

opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre en fælles europæisk ramme for førskoleundervisning og børnepasning, der bygger på de principper, som foreslås i kvalitetsrammen; støtter fastlæggelsen af et europæisk benchmarkssystem over kvaliteten af førskoleundervisning og børnepasning, der bør udformes i samarbejde med lærere og fagfolk på området og på linje med nationale eller regionale kvalitetsindikatorer;

121.

mener, at medlemsstaterne bør gøre en større indsats for at tilskynde ledelsesorganerne i førskole- og børnehaveinstitutioner til at undersøge muligheden for at gennemføre EU-dækkende projekter; understeger, at fagfolk dermed vil kunne følge de pædagogiske innovationer og gøre førskoleundervisningen mere meningsfuld;

122.

understreger vigtigheden af, at man ikke ekskluderer børnehaver fra det europæiske uddannelsesområde; mener, at disse institutioner også bør fremme vidensudvekslingen mellem medlemsstaterne, især hvad angår deling af information om implementering af innovationsprojekter;

123.

anbefaler, at samarbejdet mellem børnepasningspersonale og lærerne inden for førskoleundervisning styrkes med henblik på at forbedre kvaliteten af undervisningen og forbindelsen mellem uddannelsesniveauer, forberede børn i førskolealderen på overgangen til grundskolen og sætte fokus på børns udvikling; fremhæver betydningen af relationer mellem førskoleundervisnings- og børnepasningsinstitutioner og børnenes forældre og værger samt mellem skolepersonale og børn og blandt børnene selv;

124.

opfordrer medlemsstaterne til at øge finansieringen af førskoleundervisning, yde mere støtte og iværksætte initiativer (såsom skattelettelser og tilskud og nedsat betaling) til forældre og værger, navnlig over for personer med en svag socioøkonomisk baggrund for at gøre det muligt for dem at gøre brug af førskoleundervisnings- og børnepasningstilbud;

125.

opfordrer medlemsstaterne til at investere yderligere i personale for at tilskynde flere personer til at vælge denne karriere og således sikre, at der er højt kvalificeret personale til rådighed for førskoleundervisning og børnepasning;

126.

opfordrer medlemsstaterne til at reformere og forbedre deres systemer med henblik på at nå Barcelonamålet om, at mindst 33 % af børn under tre år skal deltage i førskoleundervisnings- og børnepasningsprogrammer;

Skoleuddannelse

127.

anbefaler gennemførelsen af en samlet tilgang for hele skolen med henblik på at øge social inklusion, tilgængelighed, demokratisk styring og kvalitet og diversitet inden for uddannelse såvel som for at løse problemet med skolefrafald og med NEET'er (unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse), samtidig med at det bør tilstræbes at sætte læringsresultater, de lærendes behov, trivsel og engagement i skolelivet i centrum for alle aktiviteter; opfordrer til fremme af og støtte til demokratiske repræsentative strukturer for skoleelever;

128.

understreger, at det store antal NEET'er – næsten 6,3 millioner unge i aldersgruppen 15-24 år – kan nedbringes ved at forebygge tidligt skolefrafald og ved at gøre skoler mere praktisk orienterede og forbundet med deres nærmiljø og ved at udvikle forbindelser til lokale virksomheder, lokale myndigheder, sociale institutioner og NGO'er; er af den opfattelse, at tidligt skolefrafald, der er en af grundene til, at unge senere bliver NEET'er, kunne bekæmpes ved at tackle fattigdom og social udstødelse; mener, at det også er vigtigt at give elever støtte til at finde frem til deres egne læringsmetoder, herunder onlinekurser og blandet læring; glæder sig over indførelsen af relevante og engagerende læseplaner og stærke og veludviklede vejledningssystemer med rådgivnings- og vejledningstjenester af høj kvalitet for alle studerende;

129.

understreger behovet for at styrke mulighederne og strukturerne for internt og eksternt samarbejde på skoleniveau, herunder tværfagligt samarbejde, gruppeundervisning, skoleklynger og interaktion med aktører, der beskæftiger sig med udformning og gennemførelse af læringsveje, herunder forældre; bemærker betydningen af international udveksling og partnerskaber mellem skoler via programmer såsom Erasmus+ og eTwinning;

130.

understreger, at skoleuddannelsen også bør udformes mere fleksibelt for at passe bedre til elevernes faktiske livsbetingelser, f.eks. ved øget brug af online-tilbud, således at f.eks. også mulighederne for blandet læring kan forbedres;

131.

mener, at jo tidligere personer tilegner sig STEAM-færdigheder, jo større vil deres chance være for fremtidig uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig succes; ser gerne flere STEAM-initiativer på skoleniveau og opfordrer til, at humaniora og samfundsvidenskab samtidig fremmes gennem bl.a. styrket og differentieret samarbejde med videregående uddannelsesinstitutioner og videnskabelige forskningsinstitutioner;

132.

opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af sprogkundskaber blandt unge europæere inden for både formelle og ikke-formelle uddannelsesrammer ved at udvikle innovative flersproglige pædagogikker, dele former for bedste praksis inden for flersproglig pædagogik og styrke lærernes sprogkompetencer;

133.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte igangværende initiativer og til at udvikle og implementere altomfattende politikker om inkluderende uddannelse og strategier, der retter sig mod imødekommelse af specifikke behov, fremme af rettighederne for de mest sårbare grupper, skabelse af mere inkluderende læringsmiljøer og fremme af åbenhed og engagement; opfordrer Kommission til sammen med Det Europæiske Agentur for Inklusion og Specialundervisning at udvikle innovative metoder og undervisningsredskaber til at fremme inklusion og til at imødekomme de enkelte elevers behov;

134.

anbefaler, at medlemsstaterne integrerer undervisning om EU i gymnasiernes læseplaner for at gøre eleverne bekendt med Unionens funktionsmåde, dens historie og værdien af europæisk medborgerskab;

135.

understreger betydningen af, at der i skolernes undervisningsplaner og i det uddannelsesmæssige indhold medtages og fremmes viden om kvinders historiske løsrivelse og især kvinders valgret, herunder i forbindelse med symbolske årsdage (f.eks. 100-års dagen for kvinders valgret i Polen og Tyskland i 2018) med henblik på at øge kendskabet hertil og således, at kvinders rettigheder fremmes inden for en uddannelsesmæssig ramme;

136.

understreger vigtigheden af undervisning i sundhed og relationer, der skal omfatte, at børn og unge lærer om relationer baseret på lighed, samtykke, respekt og gensidighed samt om kvinders og pigers rettigheder, herunder den reproduktive og seksuelle sundhed og de reproduktive og seksuelle rettigheder, hvilket vil være et værktøj til at bekæmpe stereotyper og kønsbaseret vold og fremme trivsel;

137.

tilskynder til Røde Kors-undervisning på skoler for elever, lærere og andet personale som hjælp til at lære om grundlæggende førstehjælpsfærdigheder og til at kunne reagere i nødsituationer;

138.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en pilotordning for at støtte udvekslinger af elever på gymnasialt niveau med ophold på mindst et halvt studieår i en anden medlemsstat;

139.

opfordrer medlemsstaterne til at begrænse brugen af standardiserede prøver som instrumenter til at bedømme niveauet af de erhvervede kundskaber og færdigheder til det nødvendige minimum;

140.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at træffe foranstaltninger til at sikre anerkendelse af skoleperioder i udlandet, der ikke resulterer i et eksamensbevis eller en kvalifikation; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at foreslå retningslinjer for anerkendelse af uddannelsesperioder i udlandet, der tager hensyn til medlemsstaternes eksisterende bedste praksis, princippet om gensidig anerkendelse mellem uddannelsessystemer, den nøglekompetencebaserede tilgang samt de særlige kendetegn ved de nationale uddannelsessystemer og kulturer;

141.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at håndtere mobning, cybermobning, chikane, afhængighed og vold gennem udvikling af forebyggelsesprogrammer og oplysningskampagner på skolerne og i samarbejde med alle de direkte modtagere og alle berørte parter (navnlig lærere, forældreorganisationer og specialiserede NGO'er);

142.

anbefaler, at medlemsstaterne, deres uddannelsesinstitutioner og Kommissionen engagerer sig mere aktivt i at fremme sportsudøvelse blandt eleverne;

Videregående uddannelse

143.

opfordrer til, der er oprettes et europæisk uddannelsesområde, der bygger på potentialet i de eksisterende rammer, f.eks. det europæiske forskningsrum og "Innovation i EU"og det europæiske område for videregående uddannelse, således at de styrker og supplerer hinanden;

144.

opfordrer medlemsstaterne til at investere mindst 2 % af deres BNP i højere uddannelse og til at opfylde EU's mål om at investere 3 % af EU's BNP i FoU senest i 2020;

145.

foreslår, at medlemsstaterne og de regionale myndigheder ved anvendelsen af de nationale og regionale midler og ved tildelingen af midler fra europæiske struktur- og investeringsfonde prioriterer uddannelsesprogrammer samt fremmer samarbejdet mellem højere uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedet, industrien, forskningssamfund og samfundet som helhed;

146.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme mere inklusiv og tilgængelig mobilitet for studerende, undervisere, forskere og administrativt personale, da dette både bidrager til deres personlige og faglige udvikling og til øget kvalitet i læring, undervisning, forskning og administration; går ind for at fremme mobilitet for alle ved hjælp af blandt andre foranstaltninger smidig anerkendelse af meritter og eksamensbeviser og faglige kvalifikationer, der er opnået i udlandet, tilstrækkelig finansiering og personlig bistand, garanti for sociale rettigheder og, hvis det er relevant, integrering af uddannelsesmæssig mobilitet som en del af uddannelsesprogrammerne; bemærker i denne forbindelse de nye initiativer fra Kommissionens side, herunder eCard-systemet til at lette studerendes mobilitet på tværs af grænserne;

147.

anser det for nødvendigt at øge finansieringen til læreres og forskeres mobilitet ved at indføre stipendier til studier/forskning foruden godtgørelse af udgifter, forlængelse af opholdsperioderne i udlandet, forenkling af godkendelsesprocedurerne og fremme af forskellige former for lærer/forsker-vejledning i fællesskab;

148.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at fremme mobilitet i forbindelse med voksenundervisning, hvilket allerede er en del af Erasmus+;

149.

understreger vigtigheden af at garantere gensidig anerkendelse på tværs af grænserne samt sikre kvalifikationers og akademiske graders kompatibilitet med henblik på at styrke et system, der sikrer kvalitet på europæisk plan og i alle lande, der har tilsluttet sig det europæiske område for videregående uddannelse;

150.

understreger behovet for at udvikle omfattende strategier og egnede redskaber til at bestemme kvaliteten af nye former for undervisning og indlæring, f.eks. e-læring, MOOC'er (massive open online course) og ressourcer med åben adgang; anerkender i denne sammenhæng ENQA's (Den Europæiske Sammenslutning for Kvalitetssikringsorganisationer inden for Videregående Uddannelse og de relevante europæiske netværks rolle med hensyn til at bidrage til indførelsen af kvalitetssikring;

151.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme den fornyede EU-dagsorden for videregående uddannelse blandt højere uddannelsesinstitutioner, regionale og lokale myndigheder og arbejdsgivere med henblik på at tackle højere uddannelsesinstitutioners og studerende behov og udfordringer, skabe forbindelser med lokale og regionale aktører og nå ud til lokalsamfundene, fremme lokal og regional udvikling og innovation, opbygge inkluderende og forbundne videregående uddannelsessystemer, styrke samarbejdet med arbejdsmarkedet og tackle de regionale behov for færdigheder; opfordrer ligeledes de højere læreanstalter til at involvere sig mere i den lokale og regionale udvikling ved blandt andre foranstaltninger at deltage i lokale kooperative projekter;

152.

opfordrer til opfyldelse af forpligtelsen i den nye dagsorden for færdigheder, der bl.a. består i at hjælpe medlemsstaterne med at give flere oplysninger om, hvordan nyuddannede kommer videre på arbejdsmarkedet; glæder sig i denne forbindelse over forslaget om at oprette et europæisk system til sporing af færdiguddannede inden 2020; mener, at oplysninger og indsamling af nøjagtige og relevante oplysninger om færdiguddannede (ikke kun på nationalt, men også på EU-plan) er afgørende for kvalitetssikringen og udviklingen af uddannelser af høj kvalitet;

153.

opfordrer Kommissionen til at øge sin indsats for at mindske forsknings- og innovationskløften blandt medlemsstater og regioner ved at foreslå nye initiativer inden for rammerne af Marie Skłodowska-Curie-aktiviteterne og til at støtte kombinationen af forsknings- og undervisningsaktiviteter for de modtagere af Marie Skłodowska-Curie-aktiviteter, der forbereder en akademisk karriere;

154.

ser gerne, at EU-STE(A)M-koalitionen inkluderer en lang række discipliner for at forberede de studerende til at leve og arbejde i en dynamisk foranderlig virkelighed;

155.

støtter tildeling af ECTS-meritpoint (det europæiske meritoverførselssystem) til studerende for udført frivilligt samfundsarbejde som et middel til at bidrage til de studerendes faglige og personlige udvikling;

156.

understreger, at de internationale samarbejdsprogrammer, det kulturelle diplomati og de politiske dialoger med tredjelande angående videregående uddannelse ikke blot gør det muligt, at viden udbredes mere frit, men de bidrager også til forbedret kvalitet og international status af de videregående uddannelser i Europa og øger samtidig forskning og innovation, fremmer mobilitet og interkulturel dialog og tilgodeser den internationale udvikling i overensstemmelse med målene for EU's optræden udadtil;

157.

er af den opfattelse, at fremtidssikrede uddannelsessystemer bør omfatte undervisning i bæredygtighed og fredsopbygning, og dette bør blive en del af en bredere overvejelse om erhvervsfærdigheder set i lyset af en stigende digitalisering og robotisering af de europæiske samfund, idet der ikke blot skal fokuseres på økonomisk vækst, men også på de studerendes personlige udvikling, sundhed og trivsel;

158.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og arbejdsverdenen med henblik på bedre at forberede de studerende til at komme ind på arbejdsmarkedet samt til at træffe foranstaltninger om behovet for at tackle misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer og manglen på kvalifikationer; tilskynder i denne forbindelse til inddragelse af relevante praktikophold af høj kvalitet, som anerkendes gennem ECTS-meritpoint, i programmer for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, til samarbejde mellem højere uddannelsesinstitutioner, arbejdslivet, forskningssektoren og lokale og regionale økonomiske aktører i skabelsen af kvalitetsbaserede tosporede uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer, erhvervsvejledning, lærepladser, praktikophold og også til virkelighedsbaseret praktik, der bør være en del af de erhvervsfaglige og videregående uddannelsers læseplaner; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at sikre retten for alle unge i EU til at blive tilbudt et job, en læreplads, efteruddannelse eller en kombination af arbejde og uddannelse;

159.

mener, at det med henblik på at sikre, at der tilbydes lærepladser og praktikpladser af høj kvalitet, er afgørende, at der eksisterer kontrakter, som skitserer roller og ansvarsområder for alle parter og fastsætter varighed, læringsmål og opgaver svarende til klart identificerede målfærdigheder, beskæftigelsesstatus, passende løn/godtgørelse, herunder for overarbejde, social beskyttelse og socialsikringsordninger i henhold til gældende national ret, gældende overenskomster eller begge;

160.

understreger, at det er nødvendigt at tilbyde passende lærings- og uddannelsesindhold og anstændige arbejdsvilkår under praktikophold og lærlingeuddannelser for at sikre, at de fortsat spiller en vigtig rolle i overgangen fra uddannelse til arbejdsliv; understreger, at praktikophold og lærlingeuddannelser aldrig bør anvendes som en erstatning for arbejdspladser, ligesom praktikanter og lærlinge ikke bør betragtes som billig eller sågar gratis arbejdskraft;

161.

foreslår, at universiteter og uddannelsescentre tilbyder grunduddannelse og videregående uddannelse af lærerne på erhvervsuddannelserne med bidrag fra specialister på de arbejdsområder, der svarer til erhvervsuddannelsernes kurser;

Læreren som garant for undervisningens kvalitet

162.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte lærere i at indarbejde innovation og teknologi i undervisningen via styrkelse af lærernes digitale færdigheder samt ved at give dem relevante ressourcer og støtte ved f.eks. at tilbyde opfriskningskurser og ved at udvikle onlinefællesskaber, åbne uddannelsesressourcer og kurser;

163.

støtter oprettelsen af et akademi for undervisning og læring som en supplerende facilitet, der kan give lærere mulighed for at øve og udveksle god praksis på europæisk plan, og som kan være et centrum for onlineudveksling af bedste praksis, deling af erfaringer og gensidig læring samt et sted for regelmæssige møder i form af workshopper, seminarer og konferencer for at fremme samarbejde mellem lærere, forbedre undervisningens kvalitet og fremme lærernes faglige udvikling; opfordrer Kommissionen til at foreslå et projekt til etablering af et sådant akademi, som også er baseret på knowhow fra European Schoolnet Academy;

164.

minder om vigtigheden af, at lærere på videregående uddannelsesinstitutioner undervises i pædagogik, og af at betragte pædagogiske kompetencer som mindst lige så vigtige som forskningskompetencer i forbindelse med ansættelsen; fremhæver, at forskningsbaseret undervisning og pædagogisk forskning kan fungere som middel til at stimulere en tilgang til læring og undervisning, der har den studerende i centrum, og som et middel til aktiv læring og til at øge udviklingen af færdigheder og forbedre undervisningsmetoderne;

165.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre incitamenter for at tiltrække og motivere unge og kvalificerede undervisere til at indgå i og arbejde i uddannelsessystemet;

166.

understreger behovet for at anerkende den erhvervsmæssige status for ansatte inden for førskolepædagogik;

167.

opfordrer til at støtte lærere, der giver flersprogede timer, eftersom disse er en vigtig faktor for internationalisering af uddannelse;

168.

fremhæver den tværkulturelle lærings store rolle i læreruddannelsen, der har til formål at øge lærernes interkulturelle kompetencer og fremme europæisk kultur og fælles værdier og en europæisk dimension i undervisningen; bemærker, at tværkulturelle kompetencer er grundlæggende for at kunne arbejde i stadigt mere forskelligartede samfund og for at fremme internationaliseringen på skoleniveau;

169.

erkender nødvendigheden af at skabe synergier mellem lærernes viden og elevernes teknologiske potentiale for at maksimere læringsresultaterne;

170.

anbefaler, at praktikpladser for lærere under vejledning af uddannede mentorer bliver en del af hele læreruddannelsen;

171.

opfordrer lærere og skoleledere til at fremme og indtage en førende rolle med hensyn til at gennemføre innovation i skolemiljøet og fremme udvikling af det;

172.

opfordrer videregående uddannelsesinstitutioner til at prioritere, støtte og belønne forbedring og opdatering af den pædagogiske viden hos undervisere og forskere ved videregående uddannelser, inklusive de uddannelsesmuligheder, der tilbydes af den moderne teknologi, som et middel til at forbedre de studerendes resultater og undervisningens effektivitet;

173.

støtter udviklingen af nye, innovative og ambitiøse undervisningsteknikker og uddannelsesstandarder for bedre at reagere på de studerendes og de videregående uddannelsesinstitutioners behov og på udfordringerne i en verden i hastig udvikling;

o o

174.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 183 af 14.6.2014, s. 22.

(2) EUT C 183 af 14.6.2014, s. 30.

(3) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.

(4) EUT C 172 af 27.5.2015, s. 17.

(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0360.

(6) EUT C 417 af 15.12.2015, s. 25.

(7) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 50.

(8) EUT C 346 af 21.9.2016, s. 2.

(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0018.

(10) EUT C 484 af 24.12.2016, s. 1.

(11) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.

(12) http://www.socialsummit17.se/wp-content/uploads/2017/11/Concluding-report-Gothenburg-summit.pdf

(13) https://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/educ/122123.pdf

(14) EFT C 104 af 16.4.1984, s. 69.

(15) EUT C 135 af 26.5.2010, s. 12.

(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0303.

(17) http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Gender_statistics

(18) http://www.cedefop.europa.eu/en/publications-and-resources/publications/3072, https://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef1502en_0.pdf

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/26

P8_TA(2018)0248

På vej til en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk akvakultursektor

Europa-Parlamentets beslutning af 12. juni 2018 om På vej til en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk akvakultursektor: status og fremtidige udfordringer (2017/2118(INI))

(2020/C 28/04)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Strategiske retningslinjer for en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren i EU"(COM(2013)0229),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 304/2011 af 9. marts 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur (1),

—	der henviser til Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål (2),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 710/2009 af 5. august 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser for økologisk produktion af akvakulturdyr og tang (3),

—	der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97 (4),

—	der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 af 5. september 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter, for så vidt angår økologisk produktion, mærkning og kontrol (5),

—	der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2092/91 (6),

—

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 (8),

—

—	der henviser til sin beslutning af 4. december 2008 om udarbejdelse af en europæisk plan for forvaltning af skarver med henblik på at minimere skarvernes stigende indvirkning på fiskebestande, fiskeri og akvakultur (11),

—	der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur (12),

—	der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om EU's importordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter i lyset af reformen af den fælles fiskeripolitik (13),

—	der henviser til sin holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 23. november 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur (14),

—	der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 om udnyttelse af potentialet i forskning og innovation i den blå økonomi til at skabe vækst og beskæftigelse (15),

—	der henviser til sin beslutning af 12. maj 2016 om sporbarhed for fiske- og akvakulturprodukter i restaurant- og detailhandelsektoren (16),

—	der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om anvendelsen af vandrammedirektivet og havstrategirammedirektivet i relation til akvakultur (SWD(2016)0178),

—	der henviser til Kommissionens dokument af 2015 med titlen "Oversigtsrapport: Gennemførelse af reglerne for akvakultur (fisk)"(GD(SANTE) 2015-7406 – MR),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2017 om en europæisk One Health-handlingsplan mod antimikrobiel resistens (COM(2017)0339),

—	der henviser til den økonomiske rapport om EU's akvakultursektor af 2016 fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF),

—	der henviser til Eurobarometerrapporten om "EU's forbrugsvaner vedrørende fiskevarer og akvakulturprodukter"(2017) og den supplerende analyse fra Det Europæiske Markedsobservatorium for Fiskevarer og Akvakulturprodukter (EUMOFA),

—	der henviser til den videnskabelige udtalelse med titlen "Mad fra havet", som er udarbejdet af gruppen på højt niveau af videnskabelige rådgivere i november 2017,

—	der henviser til FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri,

—	der henviser til Verdensorganisationen for Dyresundheds (OIE) sundhedskodeks for akvatiske dyr,

—	der henviser til artikel 42 og 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til sin beslutning af 6. juli 2017 om fremme af samhørighed og udvikling i regionerne i EU's yderste periferi: anvendelse af artikel 349 i TEUF (17),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0186/2018),

der henviser til, at akvakultursektoren, herunder havbrug og dambrug samt opdræt af bløddyr, skaldyr, tang og pighuder, er en innovativ økonomisk sektor, der udgør den hurtigst voksende fødevareproduktionsaktivitet, og potentielt en højteknologisk sektor, der kræver strukturelle investeringer og forskningsinvesteringer samt langsigtet driftsmæssig og finansiel planlægning;

der henviser til, at fiskeopdræts- og skaldyrsindustrien spiller en vigtig og værdifuld rolle inden for økonomi, beskæftigelse og sociale og miljømæssige spørgsmål med hensyn til at forbedre livskvaliteten i Unionens kyst- og indlandsområder og i regionerne i den yderste periferi samt med hensyn til at bidrage til EU-borgernes ernærings- og fødevaresikkerhed; der henviser til, at der er visse faktorer, som indvirker negativt på akvakulturproduktion, herunder miljømæssige og klimarelaterede faktorer, men først og fremmest rovdyr; der henviser til, at disse problemer med rovdyroverfald, som det fremgår af en række undersøgelser, har en væsentlig indvirkning på produktionen;

der henviser til, at der i Kommissionens meddelelse "Strategiske retningslinjer for en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren i EU"fremhæves fire prioriterede områder, der skal tages op med henblik på at frigøre potentialet i EU's akvakultur: administrative procedurer, koordineret fysisk planlægning, konkurrencedygtighed, i særdeleshed ved at knytte sektoren sammen med forskning, og lige vilkår;

der henviser til, at det i samme meddelelse anbefales medlemsstaterne at udarbejde flerårige nationale strategiske planer for akvakultursektoren med analyse af de væsentligste mangler og problemer, som der skal findes en løsning på, fastlæggelse af fælles mål og, om muligt, indikatorer til vurdering af fremskridtene hen imod disse mål;

E.	der henviser til, at opretholdelse af de lokale økosystemer og fiskebestande skal være et højt prioriteret mål, der skal forebygge fortrængning og nedbrydning af det lokale fiskeri og fiskeopdræt;

F.	der henviser til, at EU's akvakultur trods gode hensigter og bestræbelser er stagnerende, hvilket står i kontrast til den stigende vækst, som kan iagttages i andre dele af verden;

G.	der henviser til, at det anslås, at akvakulturproduktionen i EU kun dækker 10 % af den indenlandske efterspørgsel efter fisk, og at mere end halvdelen af efterspørgslen efter fiskevarer stammer fra import fra tredjelande;

H.	der henviser til, at akvakultur bør betragtes og behandles som en form for landbrug, navnlig i tilfælde af dambrugsvirksomhed;

I.	der henviser til, at underudviklingen i regionerne i den yderste periferi med hensyn til udvikling af akvakultur er særlig udpræget;

der henviser til, at den nylige udtalelse fra gruppen på højt niveau af videnskabelige rådgivere på kommissær Karmenu Vellas forespørgsel til gruppen, nemlig: "Hvordan kan der opnås flere fødevarer og mere biomasse fra havet, uden at kommende generationer berøves deres udbytte?", indeholder følgende anbefalinger: "Integrere et paradigme for ansvarlig kultur for så vidt angår fødevarer fra havet i EU's generelle politiske dagsordener samt i de globale systemer"og "Bringe udviklingen af havbrug i Europa op på et højere og mere strategisk plan ved hjælp af en omfattende og samordnet politisk ramme – dette omfatter udstedelse af retningslinjer om medtagelse af krav vedrørende havbrug i gennemførelsen af EU-direktivet om maritim fysisk planlægning fra 2014 og udvidelse af det teknologiske samarbejde til havbrug inden for rammerne af partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri mellem EU og de sydlige partnerlande";

der henviser til, at der for at starte eller udvide et akvakulturbrug i EU kræves forskellige tilladelser og godkendelser, og at proceduren for opnåelse af disse officielle dokumenter ikke er harmoniseret på EU-plan og generelt er langsommelig, kompliceret og mangler retssikkerhed og økonomisk forudsigelighed; der henviser til, at denne situation risikerer at hæmme udviklingen i sektoren og kan modvirke erhvervsinvesteringer og medføre uforholdsmæssigt store udgifter for sektoren, ud over at det indirekte kan anspore til import fra tredjelande;

der henviser til, at de mest komplekse procedurer for akvakulturdrift er dem, der knytter sig til miljøkrav (miljøkonsekvensvurderinger, strategiske miljøvurderinger og overvågningsprocedurer), men at langsommeligheden og kompleksiteten af disse administrative procedurer paradoksalt nok ikke altid sikrer miljøbeskyttelse, men undertiden faktisk gør det vanskeligt at etablere socioøkonomiske, miljømæssigt bæredygtige akvakulturbrug af høj kvalitet; der henviser til, at der er forskelle mellem ferskvandsakvakultur og marin akvakultur; der henviser til, at forskellene i akvakulturens delsektorer kræver forskellige praksisser med hensyn til forvaltning af bestande, fodring og avl; der henviser til, at der skal tages behørigt hensyn til disse forskelle ved udarbejdelsen af regler for EU's akvakultur og især af bæredygtige miljøstandarder;

der henviser til, at bureaukratisk kompleksitet og forsinkelser, navnlig dem, der vedrører udstedelse af tilladelser og planlægning, udgør passivitet, som uvægerligt medfører økonomiske og sociale og arbejdsmarkedsmæssige omkostninger for potentielle investorer i de områder, hvor akvakulturbrugene er etableret, med særlig indvirkning på kvinders og unges beskæftigelse;

der henviser til, at der med henblik på fyldestgørende fysisk planlægning skal tages højde for de forskellige behov hos de forskellige brugere samt for behovet for at beskytte naturen, og at der skal gøres en indsats for at få dem til at stemme overens; der henviser til, at manglen på lokaliteter, manglen på fyldestgørende fysisk planlægning og sammenstødet med andre økonomiske aktiviteter har en betydelig indvirkning på udviklingen af EU's akvakultur i visse regioner, da akvakultursektoren kan have mindre vægt end andre "magtfulde"sektorer;

O.	der henviser til, at fysisk planlægning er en af forudsætningerne for den langsigtede udvikling af akvakultur og et nødvendigt middel til at sikre passende planlægning af lokaliteter til akvakultur, under hensyntagen til andre aktiviteter i de pågældende områder;

der henviser til, at EU's miljølovgivning er baseret på direktiver (havstrategidirektivet, fugle- og habitatdirektivet), og at det derfor er op til medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder at gennemføre og anvende dem med en vis skønsmargen; der henviser til, at gennemførelsen af lovgivningen derfor ikke er ensartet i hele EU, og at dette fører til juridisk usikkerhed for virksomheder og landbrugsbedrifter og en mangel på forudsigelighed for investorerne, samt at det skaber ulige vilkår;

Q.	der henviser til, at den eneste måde, hvorpå der på kort tid fås betydeligt flere fødevarer og mere biomasse ud af havet, ifølge den videnskabelige udtalelse "Mad fra havet"er at høste organismer i bunden af fødekæden, som f.eks. makroalger og toskallede bløddyr;

R.	der henviser til, at de forskellige nationale eller regionale retlige rammer for akvakultur kan føre til, at virksomhederne bliver udsat for forskellige retskrav, selv om de er aktive i det samme havområde, hvilket på sin side risikerer at fordreje konkurrencen;

der henviser til, at eksemplerne på godt samarbejde på basis af frivillige aftaler og andre aftaler mellem miljøforkæmpere og sektoren bør hilses velkommen; der henviser til, at selv om man bør glæde sig over eksemplerne på, at akvakulturen har bidraget til bevaring af en god vandkvalitet og akvatiske økosystemtjenester, er det vigtigt også at erkende den negative indvirkning, akvakultur kan have på det lokale miljø og på vandkvaliteten og behovet for at begrænse denne virkning; tilskynder derfor til yderligere innovation og initiativer med henblik på at sikre en bæredygtig og profitabel sektor på lang sigt;

T.	der henviser til, at opdræt af toskallede bløddyr og dyrkning af makroalger kræver en afbalanceret tilførsel af næringssalte i miljøet;

U.	der henviser til, at denne type ferskvandsakvakulturbrug i lyset af ovenstående også kan betragtes som en miljøbeskyttelsestjeneste, der sikrer vandkvaliteten og -mængden og fortjener langt mere anerkendelse og støtte fra EU's beslutningstagere, end det er tilfældet i øjeblikket;

der henviser til, at EU-produkter skal opfylde en række strenge regler for miljø, dyresundhed, dyrevelfærd og forbrugerbeskyttelse samt standarder vedrørende produktionsprocesser, foder, dyrevelfærd, transport, forarbejdning og sociale vilkår for beskæftigelse, der direkte berører produktionsomkostningerne; der henviser til, at resultatet er fremragende kvalitet og bæredygtige varer, som kan være dyrere og dermed ofte mindre konkurrencedygtige end importvarer, der – på grund af praksisser, som ud fra et miljømæssigt, socialt og arbejdsmarkedsmæssigt synspunkt ikke er bæredygtige – ofte markedsføres i EU til lave priser, og hvis produktion er forbundet med dårlige standarder for dyrevelfærd og -sundhed;

W.	der henviser til, at nogle akvakulturbrug er meget afhængige af energiressourcer, hvilket lægger yderligere omkostninger over på akvakulturproduktionen;

der henviser til, at forbruget af fisk – en fødevare, der indeholder proteiner, fedtsyrer, vitaminer, mineraler og essentielle mikronæringsstoffer, som er til gavn for menneskers sundhed – bør øges, og at den fremragende kvalitet af fisk og skaldyr fra EU bør udgøre en væsentlig konkurrencefordel for EU's akvakultursektor;

Y.	der henviser til, at det globale forbrug af fisk er støt stigende sideløbende med den globale befolkningstilvækst;

der henviser til, at der desuden ikke altid er sammenhæng mellem EU's handels-, social- og miljøpolitikker: således giver EU eksempelvis generelle toldpræferenceordninger (GSP og GSP+) til sårbare udviklingslande med henblik på at give dem mulighed for at betale lavere eller slet ingen told på eksport til EU, hvilket giver dem en vigtig adgang til EU-markedet og bidrager til deres vækst; der samtidig henviser til, at nogle af disse lande, f.eks. visse asiatiske lande, fremstiller akvakulturprodukter, der ikke opfylder de standarder for miljø, dyrevelfærd og sundhed samt de sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder, som EU's aktører skal opfylde, og som i nogle tilfælde er i strid med menneskerettighederne;

AA.	der henviser til, at EU endvidere er stærkt afhængig af import af fiskerivarer fra tredjelande for så vidt angår akvakulturfoder, og at mere bæredygtigt, alternativt foder hidtil ikke er blevet tilstrækkeligt udforsket og promoveret;

AB.	der henviser til, at EU's udenrigshandel inden for akvakultur er i underskud, og at der finder illoyal konkurrence sted mellem akvakulturprodukter, der importeres fra tredjelande, og EU-produkter på bekostning af fødevarekvaliteten og forbrugernes sundhed;

AC.	der henviser til, at akvakultur i tredjelande giver mulighed for EU-investeringer;

AD.

der henviser til, at forskellene mellem europæiske akvakulturprodukter og dem fra tredjelande med hensyn til kvalitet, miljøpåvirkning, social adfærd og respekt for dyrs velfærd ikke kan opfanges af europæiske forbrugere, når de oplysninger, de får herom, er utilstrækkelige eller unøjagtige (navnlig med hensyn til oprindelsesland, optøning eller identifikation af arter);

AE.

der henviser til, at EU-lovgivningen om informationer om akvatiske produkter til forbrugerne er klar, og at myndighederne i medlemsstaterne er ansvarlige for kontrollen heraf; der imidlertid henviser til, at det er velkendt, at såvel fiskehandlere som restauranter undlader at give disse vigtige informationer; der henviser til, at denne situation med utilstrækkelig gennemførelse undergraver konkurrenceevnen for EU's akvakultur;

AF.

der henviser til, at bæredygtigt fiskeopdræt er baseret på opdræt af sunde dyr, og at det er af afgørende betydning at udvikle specifikke og nyskabende veterinære værktøjer, navnlig vacciner og antibiotika, som bør benyttes på en ansvarlig og begrænset måde, der sikrer dyrenes og forbrugernes sundhed og velfærd og giver sikre og ernæringsrigtige akvakulturprodukter uden at være til skade for miljøet og de vilde arter; der henviser til, at der i EU's dyresundhedsmæssige bestemmelser også skal tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for akvakultur, og til fiskearternes specificiteter i forbindelse med behandling af infektioner og sygdomme og deres indvirkning på produktkvaliteten;

AG.	der henviser til, at det i den europæiske One Health-handlingsplan mod antimikrobiel resistens (AMR) bemærkes, at immunisering ved hjælp af vaccination er en omkostningseffektiv offentlig sundhedsindsats i kampen mod antimikrobiel resistens (18), hvilket gælder tilsvarende for akvakultur;

AH.	der henviser til, at det billede, det europæiske samfund og forbrugerne har af akvakultur, varierer fra den ene medlemsstat til den anden, men at det generelt helt klart kan blive bedre;

AI.

der henviser til, at skønt det altid er muligt at foretage forbedringer i form af bedre praksisser, skyldes det dårlige image, som er knyttet til denne aktivitet, ikke altid reelle problemer (af miljø-, kvalitets- eller sikkerhedsmæssig art), men forbrugernes forudfattede mening om akvakultur; der henviser til, at denne situation i væsentlig grad skyldes opfattelsen af, at de reelle indvirkninger af akvakultur i visse tredjelande (udviklingslande) også gør sig gældende i EU, hvilket ikke er tilfældet;

AJ.	der henviser til, at de meget forskellige praksisser med hensyn til akvakultur fører til betydelige forskelle inden for bl.a. kvalitet, miljøbelastning og sanitære forhold, hvilket ofte efterlader forbrugeren uafklaret om det endelige produkt;

AK.	der henviser til, at akvakultursektorens dårlige omdømme påvirker de offentlige myndigheders forvaltning (udstedelse af tilladelser, planlægning osv.), men også sektorens afsætningsvilkår;

AL.	der henviser til, at det er vigtigt at notere sig potentialet for ferskvandsakvakultur, landbaseret akvakultur med inddæmmet vand, integreret multitrofisk akvakultur og recirkulationsanlæg eller akvaponi i byområder med henblik på forbedring af fødevaresikkerheden og udvikling af landdistrikterne;

AM.	der henviser til, at krebsdyr, bløddyr og vandplanter, f.eks. alger, også er en vigtig ressource for akvakultur;

AN.

der henviser til, at forskning og innovation har en afgørende rolle at spille med hensyn til at frigøre potentialet for bæredygtig akvakultur; der henviser til, at produktionen kan øges på bæredygtig vis ved hjælp af innovationsbaseret ekspansion, genvinding og rensning af vand, anvendelse af vedvarende energi samt energi- og ressourceeffektivitet, samtidig med at miljøpåvirkningerne mindskes og der ydes miljøtjenester;

AO.	der henviser til, at de standardprotokoller på EU-plan for videnskabelige data, som muliggør tilsyn med og forbedring af forvaltnings- og produktionsmetoderne såvel som deres miljømæssige og sundhedsmæssige virkninger, er af stor betydning;

AP.	der henviser til, at opdræt af hjemmehørende eller endemiske arter bør prioriteres for at mindske miljøbelastningen og gøre akvakulturen mere bæredygtig;

AQ.	der henviser til, at vanskelighederne ved at få adgang til kredit og en betydelig tidsafstand mellem investering og første salg (generelt tre år eller mere) risikerer at afskrække investorerne;

AR.	der henviser til, at de forfinansieringsbetingelser, som banker og finansielle institutioner tilbyder, er stadigt mere stramme;

AS.

der henviser til, at procedurerne, der i de fleste tilfælde ikke er tilstrækkeligt overskuelige for brugerne, og den voldsomme mængde af dokumenter, der skal fremlægges med henblik på at opnå finansiering fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), er demotiverende for ansøgeren; der henviser til, at de ca. 1 280 mio. EUR, der er til rådighed i den nuværende programperiode (2014-2020), ikke er tilstrækkelige til at udvikle den europæiske akvakultursektor; der henviser til, at medlemsstaterne desuden har en ekstremt lav absorptionsgrad;

AT.	der henviser til, at bæredygtig akvakultur skal tage hensyn til den potentielle indvirkning på de vildtlevende fiskebestande og vandkvaliteten, men omvendt også har behov for sunde fiskebestande og fremragende vandkvalitet;

AU.

der henviser til, at de foreliggende oplysninger viser en voksende kløft på anslået 8 mio. tons mellem forbruget af fisk og skaldyr i EU og fiskerisektorens samlede fangster; der henviser til, at bæredygtig akvakultur sammen med bæredygtigt fiskeri kan bidrage til at sikre fødevare- og ernæringssikkerhed på langt sigt, herunder fødevareforsyning, samt vækst og beskæftigelse for EU's borgere, og dække den stigende globale efterspørgsel efter akvatiske fødevarer, under forudsætning af at de bæredygtige foderkilder anvendes til akvakulturvirksomhed, og at det undgås at ødelægge miljøet; der henviser til, at bæredygtig akvakultur således kan bidrage til det overordnede mål om at fjerne kløften mellem forbrug og produktion af fisk og skaldyr i EU;

AV.	der henviser til, at et kilo fisk af lav værdi inden for akvakultur kan omdannes til et kilo fisk af høj værdi (f.eks. i tilfældet lodde til pighvar, hvor værdien stiger fra 0,10 EUR til 7 EUR pr. kg);

AW.	der henviser til, at unge er mindre interesserede i at arbejde inden for akvakultursektoren eller i at investere i og udvikle den, hvilket skyldes dårlig kommunikation og manglende økonomiske udsigter og stabilitet, hvilket ikke gør det attraktivt for de yngre generationer;

AX.	der henviser til, at bæredygtig akvakultur, der ejes og forvaltes af lokalsamfundet, kan være til socioøkonomisk gavn for de perifere kystområder og spille en positiv rolle i den blå økonomi;

AY.

der henviser til, at ferskvandsakvakultur tegner sig for 20 % af sektorens resultater i EU som helhed, og at EU's støtte bør svare til denne andel; der henviser til, at den forskelligartede karakter af ferskvandsakvakultur betyder, at der er behov for særlige regler og et særskilt kapitel i lovgivningen om EU's fælles fiskeripolitik;

AZ.	der henviser til, at forskning og innovation er afgørende for at opnå større bæredygtighed og konkurrenceevne for akvakultursektoren på EU-markedet;

BA.

der henviser til, at ferskvandsakvakulturprojekter også kan gennemføres med efterfølgende finansiering, og at dette ofte kræver en uforholdsmæssig stor indsats fra investorerne med det resultat, at fiskeopdrætterne i mange tilfælde ikke tør iværksætte sådanne projekter; der henviser til, at støtteintensiteten i de fleste tilfælde er utilstrækkelig;

Frigørelse af potentialet for EU's akvakultur

anerkender de positive virkninger, som bæredygtig akvakultur, herunder både hav- og ferskvandssektoren, generelt kan have på Unionens beskæftigelse og økonomi, hvilket forbedrer produktiviteten og livskvaliteten i kystområderne og de indre landområder; understreger behovet for at sætte gang i dens udvikling, diversificering og innovation ved at fremme højere produktionsniveauer for fisk, krebsdyr, bløddyr, alger og pighuder fra akvakultur og forbedre konkurrenceevnen for disse produkter (med henblik på forbedring af EU's akvakulturproduktion, således at den mindst når den nuværende globale vækstrate for akvakultur inden for fem år, og tilskyndelse til investeringer i mere energieffektivt og rentabelt udstyr) samt ved at øge deres forbrug og deres bidrag til EU-borgernes fødevare- og ernæringssikkerhed; insisterer på, at dette skal ske, samtidig med at selve den måde, hvorpå de marine økosystemer fungerer, bevares, hvorved der gives mulighed for fortsat praksis med rentabel akvakultur, kommercielt fiskeri og andre bæredygtige anvendelser af havmiljøet;

mener, at EU er nødt til at øge sin produktion i akvakultursektoren, navnlig med henblik på at mindske presset på de naturlige fangstområder; er af den opfattelse, at fiskebaseret foder bør have en bæredygtig oprindelse og ikke bør bringe den fælles fiskeripolitiks mål om et maksimalt bæredygtigt udbytte i fare, samt at næringsstofbelastningen bør kontrolleres; fremhæver betydningen af samarbejde mellem forskere, akvakulturindustrien, foderproducenter og miljøorganisationer og -forvaltninger; understreger, at EU's akvakultur bør tage hensyn til kvalitet, bæredygtighed, fødevaresikkerhed, miljøaspekter og dyrs og menneskers sundhed og bør være et forbillede i denne henseende; bemærker med tilfredshed de nye initiativer med landbaseret akvakultur, navnlig i følsomme havområder og EU-områder med lukkede farvande, og mener, at der er brug for stærkere foranstaltninger for at gøre akvakultur til en mere effektiv, økonomisk rentabel, socialt ansvarlig og miljøvenlig sektor, som dækker en større andel af den europæiske efterspørgsel efter fisk og mindsker EU's afhængighed af import;

glæder sig over Kommissionens meddelelse om "Strategiske retningslinjer for en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren i EU"og dens udpegelse af områder, hvor indsatsen bør koncentreres for at frigøre potentialet i EU's akvakultur, så den sammen med det bæredygtige fiskeri kan bidrage til at udligne kløften mellem forbrug og produktion af fisk og skaldyr i EU på en miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtig måde;

fremhæver, at ferskvandsakvakultur stadig er en utilstrækkeligt udforsket mulighed for at forbedre fødevaresikkerheden og udvikle landdistrikterne;

understreger, at bæredygtig vækst skal bygge på: forudsigelighed i henseende til erhvervsinvesteringer og retssikkerhed, hvilket kan opnås ved at skabe mere effektive administrative rammer, forbedret gennemsigtighed i forvaltningen, klare, ensartede og forenklede kriterier for tildeling af tilladelser i hele EU, fælles procedurer for håndtering af sygdom og adgang til passende dyrlægebehandling, der ikke er skadelig for dyrs og menneskers sundhed, effektiv fysisk planlægning, tilgængelighed af vejledende dokumenter, udveksling af bedste praksis, støtte fra Det Rådgivende Råd for Akvakultur samt passende finansiel støtte; påpeger, at alle disse faktorer kan bidrage til bæredygtig vækst;

glæder sig over konklusionerne og anbefalingerne i den videnskabelige udtalelse om "Mad fra havet"fra november 2017 vedrørende udvikling og gennemførelse af hav-, fiskeri- og akvakulturpolitikkerne i de kommende år for at bidrage til at øge mængden af bæredygtige fødevarer fra havet;

opfordrer Kommissionen til at støtte industrien i dens bestræbelser på at reducere sin afhængighed af vilde fiskebestande til fremstilling af fiskefoder, herunder gennem øget brug af tang og andre alger;

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til fortsat udvikling af den nye tangakvakultursektor;

anerkender potentialet for, at akvakultur kan bidrage til fødevare- og ernæringssikkerhed for EU's borgere, og behovet for en bæredygtig og sund kost, klimasmarte, dyrevelfærdsvenlige og miljømæssigt bæredygtige fødevaresystemer samt cirkularitet og ressourceeffektivitet i fødevaresystemerne, så der tilskyndes til innovation og styrkelse af lokalsamfundene;

10.

gentager, at udviklingen af europæisk akvakultur skal være knyttet til de grundlæggende og vitale behov for selvforsynende, sikker, ernæringsrigtig og bæredygtig fødevareproduktion og bør placeres højere på EU's overordnede dagsorden;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere i forskning, undersøgelser og pilotprojekter vedrørende innovative, fremtidsorienterede, miljømæssigt ansvarlige metoder for akvakultur, herunder integrerede multitrofiske akvakultursystemer (IMTA), akvaponi og akvakultursystemer med recirkulation, som mindsker akvakulturanlæggenes indvirkning på levesteder, vilde dyrepopulationer og vandkvaliteten og dermed bidrager til en økosystembaseret tilgang;

12.

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig analyse og sikre en passende opfølgning vedrørende hver af anbefalingerne fra gruppen på højt niveau af videnskabelige rådgivere;

13.

understreger, at enhver bæredygtig europæisk politik for akvakultur skal tage hensyn til de særlige karakteristika ved og forskellige behov og udfordringer for de forskellige former for akvakulturproduktion og udvikle skræddersyede foranstaltninger, der også tager højde for geografiske forskelle og de potentielle virkninger af klimaændringerne; opfordrer derfor Kommissionen til i den fælles fiskeripolitik efter 2020 at fastsætte særlige regler, der er skræddersyet til forholdene i hver enkelt delsektor;

14.

fremhæver potentialet i ferskvandsakvakultur og landbaseret akvakultur med inddæmmet vand, integreret multitrofisk akvakultur og recirkulationsanlæg samt akvaponi i byområder; understreger, at ferskvandsakvakultur stadig udgør en utilstrækkeligt udforsket mulighed for at forbedre fødevaresikkerheden og udvikle landdistrikterne, men at den spiller en vigtig social rolle ved at skabe beskæftigelse på landet i de fattigste områder og spiller en miljømæssig rolle ved at bevare værdifulde vådområder og levere en bred vifte af økosystemtjenester, der rækker langt ud over dens økonomiske værdi;

15.

understreger betydningen af at iværksætte samordningsinstrumenter, studiegrupper og EU-aktiviteter for at fastlægge de tilfælde, hvor bløddyrsproduktion bringes betydeligt i fare på grund af rovdyrsaktivitet fra guldbrasen (Sparus aurata), og for at finde bæredygtige og miljøvenlige løsninger;

16.

anerkender akvakultursektorens potentiale og den supplerende forarbejdning og eksport af fiskevarer som en indenlandsk industri, der skaber beskæftigelse og økonomisk udbytte, navnlig i landlige kyst- og øsamfund;

17.

understreger, hvor vigtigt det er, at vandrammedirektivet og havstrategirammedirektivet yder beskyttelse af områder med bløddyrsproduktion, jf. det nu ophævede "bløddyrsdirektiv";

18.

påpeger, at der ved mindskning af næringsstoftilførslen for at opnå en god miljøtilstand i et miljø, hvor der skal produceres makroalger eller toskallede bløddyr, skal tages hensyn til de opdrættede eller fremavlede organismers naturlige evne til at nedbryde stoffer;

Forenkling af de administrative procedurer

19.

fremhæver den afgørende rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for udviklingen af europæisk akvakultur, herunder gennemførelsen af de flerårige strategiske planer, som medlemsstaterne har fastlagt;

20.

understreger, at bæredygtig vækst inden for akvakultur skal være baseret på forudsigelighed for erhvervsinvesteringer og retssikkerhed, som kan opnås gennem:

a)	en forenkling og fremskyndelse af de administrative procedurer - mindre bureaukrati - på EU-plan og nationalt og regionalt plan og ved at gøre størst mulig brug af informations- og kommunikationsteknologier, samtidig med at det sikres, at havmiljøet ikke yderligere forringes

b)	forbedret gennemsigtighed og god planlægning

c)	bedre koordinering for så vidt angår de delte kompetencer mellem EU, medlemsstaterne og, hvor det er relevant, regionale og lokale myndigheder

d)	hurtige, klare og gennemsigtige tilladelsesprocedurer med tidsfrister for tildeling af godkendelser, så investorer ikke afskrækkes

e)	nøje overvågning fra Kommissionens side af medlemsstaternes flerårige nationale strategiske planer

f)	retningslinjer fra Kommissionens side for nationale strategiske planer med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af EU-lovgivningen (især med hensyn til miljøet og sundhedsbeskyttelse og for at sikre, at hverken økosystemer eller fiskeriet skades)

g)	en koordineret lovgivningsramme mellem regioner og medlemsstater, der deler de samme farvande, for at sikre loyal konkurrence og effektive miljøpolitikker

h)	tæt samarbejde mellem Kommissionen og de kompetente myndigheder (nationale, men også lokale og regionale) ved gennemførelsen af EU's lovgivning (hovedsageligt sundheds- og miljølovgivningen) samt støtte til samordning af national eller regional lovgivning, hvor det er nødvendigt

i)	mekanismer til udveksling af oplysninger og bedste praksis mellem medlemsstaterne ved hjælp af en åben metode til koordinering af nationale foranstaltninger vedrørende forretningssikkerhed, adgang til EU-farvande og -områder og forenkling af procedurerne for tildeling af tilladelser

j)	tilstrækkelig offentlig finansiel støtte på EU-plan og på nationalt plan til bæredygtig og ansvarlig akvakulturproduktion, -innovation og -udvikling

k)	bedre indarbejdelse af akvakultur- og fiskeridimensionen i EU's handelsaftaler;

21.

foreslår, for så vidt angår det administrative system, at der hurtigst muligt etableres en kvikskranke, hvor alle beføjelser samles, således at relevante dokumenter kan indgives til ét enkelt administrativt organ; mener, at dette vil forbedre forholdet mellem slutbrugeren og forskellige niveauer i den offentlige administration;

22.

foreslår, at der etableres et forenklet system eller et "fast-track"-system for tildeling af tilladelser, hvor den kompetente forvaltning giver en foreløbig tilladelse, som gør det muligt for aktører, der opfylder visse forud fastsatte kriterier, at påbegynde aktiviteterne; påpeger, at disse kriterier kunne baseres på ansøgerens tidligere virksomhed, på, at det fremlagte akvakulturprojekt er banebrydende med hensyn til innovation og/eller bæredygtighed, eller på udlægning af områder til akvakultur, hvor de anvendelser, der er uforenelige med akvakultur, er fastlagt på forhånd;

Fairness i samspillet med andre sektorer

23.

understreger, at der i forbindelse med en passende fysisk planlægning bør tages hensyn til alle sektorer (holistisk tilgang), bæredygtighed og fødevaresikkerhed uden at begunstige magtfulde økonomiske sektorer på bekostning af akvakultur; understreger, at fysisk planlægning ikke nødvendigvis skal indebære adskillelse af aktiviteter på visse områder, men snarere afbalanceret kompatibilitet mellem dem, og at dette kan give fordele til alle;

24.

foreslår at støtte en mere aktiv og vigtig rolle til og større inddragelse af akvakulturorganisationer og lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet i beslutningsprocessen, ved hjælp af regionalisering, for at sikre den bedste tilgang for hver enkelt region;

25.

påpeger, at der skal tages behørigt hensyn til akvakultursektorens interesser, og at den skal behandles retfærdigt, når den interagerer med andre sektorer, f.eks. i forbindelse med fysisk planlægning;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde fysisk planlægningskort med henblik på at identificere mulige områder, hvor akvakultur og andre aktiviteter kan eksistere side om side;

27.

påpeger, at fysisk planlægning og betingelserne for at opnå tilladelser er de mest sandsynlige årsager til den manglende vilje hos andre vigtige eller magtfulde sektorer til at dele områder;

28.

påpeger, at for at sikre lige vilkår hvad angår adgangen til marine ressourcer, bør de socioøkonomiske og miljømæssige konsekvensanalyser, som der er krav om for akvakultur, også kræves af de sektorer, akvakultur konkurrerer med, som f.eks. turisme eller råstofudvinding;

29.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og de nationale myndigheder til at overholde EU's lovgivning om havområder og om regenerering og rensning af forurenede områder;

30.

understreger, at lovgivningen bør vedtages efter høring af alle berørte aktører på lige fod;

Tilpasning af lovgivningen til akvakultursektorens behov

31.

understreger, at miljømæssig bæredygtighed skal gå hånd i hånd med social og økonomisk bæredygtighed (bæredygtig udvikling omfatter tre søjler), og at der skal tages behørigt hensyn til de nuværende og potentielle bidrag fra akvakultur til fødevaresikkerheden i EU;

32.

glæder sig over bedste praksis i sektoren og over eksemplerne på godt samarbejde på basis af frivillige aftaler og andre aftaler mellem miljøforkæmpere og sektoren, herunder i Natura 2000-områder; glæder sig over de mange eksempler på, at akvakulturen har bidraget til bevaring af en god vandkvalitet; anerkender de akvatiske økosystemtjenester, der leveres af sektoren, og efterlyser incitamenter til at styrke dem; understreger, at indførelsen af yderligere juridiske komplikationer, der rammer akvakulturerhvervet, er uønsket ud fra hensyn til bæredygtighed og socioøkonomisk udvikling;

33.

understreger, at EU's lovgivning i højere grad bør tilpasses realiteterne for akvakultur og dens særlige forhold og behov inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik og i sammenhæng med bl.a. EU's miljølovgivning, i overensstemmelse med målet om at opnå en god miljøtilstand for alle havområder inden 2020 og under hensyntagen til betydningen af kvinders og unges beskæftigelse i sektoren;

34.

understreger, at der, når gennemførelsen af EU's lovgivning er problematisk eller inkonsekvent, bør udstedes retningslinjer for fortolkningen heraf og for bedste praksis;

35.

gentager, at sektoren i højere grad bør inddrages i beslutningsprocessen;

36.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre akvakulturproduktionens begrænsede bidrag til den indenlandske efterspørgsel efter fisk, der anslås til 10 %, og vende tendensen til, at mere end halvdelen af efterspørgsel i EU efter fisk kommer fra importerede produkter;

Forbedring af konkurrenceevnen for EU’s akvakultur inden for og uden for vores grænser

37.

opfordrer til, at der stilles krav om, at importerede akvakulturprodukter opfylder de samme miljø-, fødevaresikkerheds- og sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder og respekt for menneskerettighederne, som EU-producenter skal opfylde, og beklager, at der stadig ikke er lige vilkår på dette område, og at farlige konkurrencefordrejninger er et alvorligt problem for erhvervsdrivende i EU;

38.

fremhæver den aktuelle situation for de europæiske dambrugere, da de kæmper med betydelige tab, der berører hele bestande, på grund af rovdyr som oddere, hejrer og skarv; understreger, at disse rovdyr også dræber yngel af sandart og karpe og dermed i betydelig grad begrænser opdræt og reproduktion af ferskvandsfisk; opfordrer derfor medlemsstaterne til at anvende de eksisterende undtagelsesbestemmelser for så vidt angår hejrer og skarv og opfordrer Kommissionen til at foretage en revision af odderens bevaringsstatus og give tilladelse til at fjerne og kontrollere disse rovdyr, hvor det er nødvendigt;

39.

opfordrer til mere og bedre oprindelses- og grænsekontrol for importerede produkter og - på internt plan - til foranstaltninger til bekæmpelse af ulovligt eller "skjult"akvakultur, der påvirker udviklingen af sektoren internt;

40.

påpeger, at EU bør eksportere sine bæredygtighedsstandarder og -knowhow; mener, at dette navnlig er relevant i forhold til naboregioner, der producerer arter, som svarer til dem, der produceres i EU, og navnlig tredjelande, som EU deler farvande med;

41.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at handelsaftaler, der omfatter præferentiel markedsadgang for tredjelande, gør denne markedsadgang betinget af respekt for bæredygtighed og dyrevelfærdsstandarder svarende til dem, der gælder i EU;

42.

opfordrer Kommissionen til som led i EU's politik for samarbejde med udviklingslande at sponsorere støtte- og uddannelsesforanstaltninger, som har til mål at bidrage til at fremme bæredygtig akvakultur og lede bevidstheden hos akvakulturproducenterne i disse lande i retning af en politik for kvalitet og højere produktionsstandarder, navnlig for så vidt angår miljø, hygiejne samt sociale standarder;

43.

opfordrer indtrængende til, at der tages skridt til at fremme EU-investeringer i akvakulturprojekter i tredjelande;

44.

opfordrer Kommissionen til fortsat at sikre, at EU's importregler overholdes, herunder for så vidt angår at sikre, at dambrugsmetoder i eksporterende tredjelande er i overensstemmelser med miljømæssige, hygiejniske og sociale standarder, således at der sikres lige konkurrencevilkår på internationalt plan; mener samtidig, at resultaterne af overvågningen af fremgangsmåderne inden for akvakultur i tredjelande bør have afgørende indflydelse på fornyelsen af tilladelsen til eksport af produkter til EU;

45.

anmoder Kommissionen om at vurdere virkningerne af brexit på akvakultur;

Forbedring af forbrugeroplysninger

46.

insisterer på fuldstændig og komplet gennemførelse af EU-lovgivningen om mærkning og forbrugeroplysning, både på fiskemarkeder og i hotel-, restaurant- og cateringsektoren (HORECA); mener, at dette er vigtigt for alle fiskevarer (og ikke kun akvakulturprodukter), både de importerede og dem, der er produceret i EU; mener, at kontrolforordningen bør tilpasses og styrkes med henblik herpå;

47.

opfordrer til, at der indføres et specifikt mærke til genkendelse af produkter fra bæredygtig akvakultur i EU og understreger behovet for gennemsigtighed for forbrugerne, også i forbindelse med akvakulturprodukter importeret fra tredjelande, ved at styrke sporbarhed;

Sikring af dyrevelfærd

48.

er af den opfattelse, at strategien om slagtning bør indeholde forslag til at sikre processer til udvikling af effektive parametre til humane metoder til aflivning af fisk i overensstemmelse med OIE's og EFSA's retningslinjer og til at sikre, at det udstyr, der anvendes til aflivning af fisk, fungerer i overensstemmelse med disse parametre, og at en effektiv human aflivning af opdrættede fisk gennemføres, vurderes, evalueres og certificeres i hele EU;

Tilgængelighed af veterinærlægemidler

49.

påpeger, at der er behov for en bedre tilpasning af EU's veterinære lovgivning til akvakultursektorens virkelighed og behov under hensyntagen til forskellige arter og driftsmæssige forskelle;

50.

understreger, at der er behov for et egentligt fælles EU-marked for vacciner og andre veterinærlægemidler, der beskytter dyrs og menneskers sundhed, navnlig til "mindre"arter;

51.

bemærker, at de relativt højere omkostninger forbundet med diagnosticering, antimikrobielle alternativer og vaccination i forhold til almindeligt anvendte antibiotika desværre udgør en hindring for at opnå øget anvendelse af vaccination og en øget vaccinationsrate, hvilket tilstræbes i handlingsplanen (19); glæder sig over, at Kommissionen i handlingsplanen bebuder incitamenter til at øge anvendelsen af diagnosticering, antimikrobielle alternativer og vaccination (20);

52.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastsætte en forpligtelse til at give oplysninger om anvendelsen af vacciner og antibiotika i akvakultur i betragtning af de mulige risici for menneskets sundhed og for økosystemet;

53.

mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør udtænke praktiske incitamenter og tiltag, herunder en forbedret gennemførelse af, og om nødvendigt ændringsforslag til, direktiv 2006/88/EF, for at fremme en integreret tilgang i hele kæden til antimikrobiel resistens og øge anvendelsen af alternativer til antimikrobielle stoffer, af diagnosticering og af vacciner i akvakultur og derved forebygge, kontrollere og udrydde sygdomme og antibiotikaresistens hos akvatiske dyr på en omkostningseffektiv måde og maksimere overlevelse, vækst og produktionseffektivitet for akvatiske dyr;

54.

understreger behovet for at fremme videnskabelig forskning i europæiske og nationale programmer for skaldyrs og fisks sundhed og udvikle nye veterinærlægemidler til akvatiske arter;

55.

bemærker i denne forbindelse, at antibiotikaresistens er et alvorligt problem i human- og veterinærmedicin, og opfordrer Kommissionen til at begrænse brugen af antibiotika til situationer, hvor der er en risiko for en epidemisk sygdom i akvakulturanlægget og ikke blot som en forebyggende foranstaltning, og til at vurdere deres indvirkning på risikoen for overførsel af resistens til forbrugerne;

Bedre oplysningskampagner og kommunikation

56.

påpeger, at der er behov for bedre oplysningskampagner og kommunikation på EU-plan om fordelene ved akvakultur og forbrug af fisk;

57.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til omfattende og langvarige generiske EU-kampagner, der forklarer bæredygtigheden af EU's akvakulturprodukter og fokuserer på deres høje kvalitet, dyrevelfærd og miljøstandarder i forhold til produkter, der importeres fra tredjelande, som i tilfældet med "Farmed in the EU"-mærket;

58.

understreger behovet for at tilskynde til og finansiere oplysningskampagner for regionale kvalitetsordninger, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1151/2012, såsom beskyttede oprindelsesbetegnelser; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at iværksætte en oplysningskampagne i hele EU, der retter sig mod forbrugere og virksomheder, om akvakultur i almindelighed og navnlig om forskellene mellem de strenge og omfattende standarder på det europæiske marked og de lavere standarder, der gælder for importerede produkter fra tredjelande, og gerne med særligt fokus på de problemer, det har skabt for fødevaresikkerheden og folkesundheden, at der er blevet indført særligt resistente mikroorganismer og antimikrobiel resistens til Unionen; understreger værdien af EU's lovgivning om opdrættede fisks velfærd i forbindelse med opdræt, transport og aflivning med hensyn til at opfylde forbrugernes forventninger samt af at reklamere for den produktkvalitet, der er sikret ved EU's standarder, i sammenligning med importerede produkter fra tredjelande;

59.

opfordrer Kommissionen til at afsætte et passende beløb fra EU's reklamebudget til at gøre reklame for fisk og fiskeriprodukter og akvakulturprodukter; mener, at der bør iværksættes en omfattende markedsføringskampagne baseret på fælles principper, og som omfatter alle medlemsstater og iværksættes som en kollektiv foranstaltning og med 80-100 % støtteintensitet, med henblik på at øge borgernes bevidsthed om og accept af EU's akvakulturprodukter;

60.

støtter FARNET-netværkets lokale akvakultur-fiskeriaktionsgrupper i at fremme deres aktiviteter på lokalt, nationalt og europæisk plan;

Støtte til forskning og innovation

61.

påpeger, at EHFF, som afsætter 1,2 mia. EUR til bæredygtig udvikling af EU's akvakultur, og andre finansieringskilder, såsom Horisont 2020, giver mulighed for innovation;

62.

påpeger betydningen af lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet, der bidrager til udviklingen af fiskeri og akvakultur i bestemte områder ved at styrke de lokale fiskeressourcer og tilskynde til innovation og diversificering inden for fiskeri og akvakultur;

63.

opfordrer Kommissionen til at støtte forskning i bekæmpelse af ostreid herpesvirus;

64.

er bekymret over den virkning, som visse invasive ikkehjemmehørende arter har på europæisk akvakultur; fremhæver betydningen af en videnskabeligt baseret, effektiv og forholdsmæssig gennemførelse af forordning (EU) nr. 1143/2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter for at beskytte både akvakultursektoren i EU og hjemmehørende arter og økosystemer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte forskning og innovation med henblik på at bekæmpe de mest problematiske invasive ikkehjemmehørende arter;

65.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte kampen mod de japanske østersborer;

66.

understreger, at Horisont 2020 og det niende rammeprogram (RP9) fortsat bør støtte forskningsaktiviteter inden for akvakultur, som forbedrer sektorens konkurrenceevne og leverer løsninger på de spørgsmål, der blev fremhævet på Kommissionens "FOOD2030"-konference i 2016 samt i udtalelsen fra gruppen på højt niveau af videnskabelige rådgivere, "Food from the Oceans";

67.

mener, at Kommissionen bør rådføre sig med den europæiske teknologi- og innovationsplatform og Det Rådgivende Råd for Akvakultur med hensyn til prioriterede emner, som skal inddrages i de nationale strategiske planer;

68.

opfordrer indtrængende til, at der foretages investeringer i forskning, undersøgelser og pilotprojekter vedrørende akvakulturpraksisser baseret på økosystemet, navnlig for regioner i den yderste periferi og regioner med demografiske ulemper;

69.

påpeger, at samarbejdet mellem det videnskabelige samfund på den ene side og akvakulturproducenter og andre aktører - både opstrøms og nedstrøms - på den anden side bør styrkes;

70.

anmoder om, at der på grundlag af de bedste videnskabelige henstillinger etableres standardprotokoller på EU-plan for indsamling af data med henblik på at kontrollere og forbedre akvakulturforvaltning og -produktionsmetoder og de sociale, sundhedsmæssige, økonomiske og miljømæssige indvirkninger af sådanne produktionsmetoder for både havbrug og dambrug;

71.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme innovative og miljøvenlige teknologier inden for akvakultur, som f.eks. akvaponi, med henblik på at fremstille fødevarer på en bæredygtig og ressourceeffektiv måde og undgå negative virkninger på miljøet;

72.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at videreudvikle tangdyrkning, som er en sektor med økologisk og økonomisk værdi, hvor der tages behørigt hensyn til social og miljømæssige bæredygtighed;

Tilskyndelse til uddannelse og beskæftigelse

73.

opfordrer medlemsstaterne til, når det er fordelagtigt med bistand fra Kommissionen, at sikre, at der findes relevant erhvervsuddannelse inden for akvakultur og noterer sig muligheden for at omskole erhvervsfiskere til alternative metoder til forvaltning af vandmiljøer og dermed desuden bidrage til at skabe arbejdspladser for kvinder og unge i land- og kystområderne og i regioner i den yderste periferi, på øer og generelt i regioner, der i vidt omfang er afhængige af fiskeri- og akvakulturaktiviteter;

Øge bæredygtigheden af EU's akvakultursektor

74.

fremhæver den vigtige rolle, som kvinder spiller i akvakultursektoren, og behovet for at tilpasse lovgivningen til denne realitet samt behovet for at tage behørigt hensyn til de øvrige aktiviteter, der er knyttet til akvakultur, som har udviklet sig, bl.a. fiskegarnsvæveri og pakkeriarbejde;

75.

bemærker, at innovative systemer, hvis formål er opdræt af fisk så tæt som muligt men i overensstemmelse med økosystemet, og som anvender naturligt foder, har hidtil ikke haft en tilstrækkelig tilstedeværelse på det europæiske marked; opfordrer til, at rammevilkårene for sådanne systemer forbedres;

76.

mener, at det er nødvendigt at foretage investeringer for at udnytte potentialet og sikre bæredygtigheden i akvakultursektoren og for beskyttelsen af miljøet og leveringen af offentlige goder, og opfordrer derfor til at øge bevillingerne til forskning, innovation og kvalitetsorienterede projekter om bæredygtig produktion; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at forenkle og mindske den bureaukratiske byrde for akvakultursektoren, herunder for dambrugerne;

77.

understreger, at fremme af samarbejdet mellem forskning og innovation inden for akvakultursektoren og specifikke universitetsprogrammer vil bibringe nye idéer til og stimulere interessen for denne økonomiske sektor;

Sikring af tilstrækkelig finansiering gennem EHFF og andre strukturfonde

78.

glæder sig over, at fremme af en bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur er blandt EHFF's prioriteter; udtrykker imidlertid bekymring over, at forgængeren, Den Europæiske Fiskerifond (EFF), i henhold til konklusionerne af den undersøgelse, der blev offentliggjort i 2014 af Den Europæiske Revisionsret, ikke støttede den bæredygtige udvikling af akvakultur effektivt; bemærker, at støtteforanstaltningerne på europæisk plan blev anset for at være dårligt udformet og overvåget og for ikke at have udgjort en tilstrækkeligt klar ramme for udvikling af akvakultur; bemærker endvidere, at støtteforanstaltningerne på nationalt plan hverken blev korrekt udformet eller gennemført, at de nationale strategiplaner og operationelle programmer ikke udgjorde et tilstrækkelig klart grundlag for fremme af akvakultur, og at situationen reelt set ikke er blevet forbedret af EHFF's støtte;

79.

påpeger, at uddannelse og god kommunikation vil tiltrække unge til denne sektor, sikre dens fremtid og dens konkurrenceevne og bringe ny teknologi og innovation ind i udviklingen heraf;

80.

opfordrer Kommissionen, Parlamentet og Rådet til at øge støtteintensiteten for investeringsstøtte til ferskvandsakvakultur til 75 % i fiskeripolitikken efter 2020 med henblik på at øge viljen til at investere og yde meget nødvendig hjælp til akvakulturbrugere; opfordrer desuden Kommissionen til sammen med Den Europæiske Investeringsbank at udarbejde en rentestøtteordning på EU-plan til investering i akvakultur og finansiering af likvide aktiver;

81.

foreslår endvidere at øge den fremtidige EU-støtte til akvakulturrelateret forskning, udvikling og innovation, navnlig med hensyn til områder, der berører den økonomiske bæredygtighed og den internationale konkurrenceevne, som f.eks. energi- og ressourceeffektivitet, finansiering af udvikling af biologiske materialer, der reducerer presset på miljøet og giver bedre miljømæssige tjenester, osv.;

82.

bemærker, at forsinkelsen i vedtagelsen af EHFF-forordningen og i godkendelsen af medlemsstaternes operationelle programmer betød, at aktørerne ikke reelt var i stand til at begynde at udnytte EHFF-midlerne før tidligst i slutningen af 2016, dvs. med en forsinkelse på næsten tre år;

83.

opfordrer til en forenkling for så vidt angår procedurerne og de dokumenter, der skal forelægges for at opnå støtte fra EHFF;

84.

opfordrer til at alle ordninger, der forhindrer fremme af akvakultur, herunder gennem EU's øvrige finansielle instrumenter (såsom EFRU), revurderet for så vidt angår tilskud;

85.

opfordrer Kommissionen til at gøre en yderligere indsats og yde den supplerende bistand, der er nødvendig for at give brugerne af EHFF adgang til finansiering;

86.

understreger, at der er behov for stærkere støtte til producent- og brancheorganisationerne, således at de kan blive til søjler af den fælles markedsordning;

Harmonisk symbiose med fiskeri

87.

påpeger, at der ikke bør være et modsætningsforhold mellem fiskeri og akvakultur, og at begge sektorer sagtens kan forenes og supplere hinanden, navnlig i kystområder eller på øer, der er stærkt afhængige af disse aktiviteter, og hvor der drives ikkeindustrielt fiskeri; opfordrer derfor til at udvikle offshore akvakulturanlæg yderligere;

88.

understreger, at akvakultur i havområder er forenelig med og et supplement til kystfiskeri i regionerne i den yderste periferi, og opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af opdræt og forædlingsteknikker i de varme farvande i tropiske og subtropiske områder; opfordrer Kommissionen til at fremhæve den rolle, som kvinder spiller i forbindelse med ikke-industrielt kystfiskeri og alle dertil knyttede aktiviteter;

89.

opfordrer Kommissionen til at afsætte flere midler til miljøvenlige produktionsmetoder inden for akvakultur såsom lukkede indeslutningssystemer for akvakultur i havet og landbaserede recirkulationssystemer med henblik på at reducere de negative virkninger af akvakultur på habitater, vilde fiskebestande og vandkvaliteten;

90.

bekræfter de synspunkter, det gav udtryk for i sin beslutning om vedtagelse af en europæisk forvaltningsplan for skarver, og erindrer om, at begrænsning af de skader, som skarver og andre rovfugle forvolder på akvakulturbrug, spiller en stor rolle for produktionsomkostningerne og dermed for sektorens overlevelse og konkurrenceevne; opfordrer medlemsstaterne til at anvende de eksisterende undtagelser for hejrer og skarver og Kommissionen til at gøre status over odderens bevaringsstatus;

91.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at træffe foranstaltninger til kraftigt at skære ned på bestandene af skarver ved hjælp af alle metoder, således at bestanden af skarver på den ene side sikres, at der på den anden side ikke skabes nogen trusler mod andre arter, og at skader på de pågældende akvakulturer afværges;

o o

92.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 88 af 4.4.2011, s. 1.

(2) EFT L 221 af 8.8.1998, s. 23.

(3) EUT L 204 af 6.8.2009, s. 15.

(4) EUT L 3 af 5.1.2005, s. 1.

(5) EUT L 250 af 18.9.2008, s. 1.

(6) EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1.

(7) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.

(8) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1.

(9) EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.

(10) EUT L 157 af 20.6.2017, s. 1.

(11) EUT C 21 E af 28.1.2010, s. 11.

(12) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 132.

(13) EUT C 351 E af 2.12.2011, s. 119.

(14) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 177.

(15) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 64.

(16) EUT C 76 af 28.2.2018, s. 40.

(17) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0316.

(18) Europa-Kommissionen (29. juni 2017): En europæisk One Health-handlingsplan mod antimikrobiel resistens, s. 10.

(19) "A European One Health Action Plan against antimicrobial resistance (AMR)", s. 15.

(20) Ibid, s. 12.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/40

P8_TA(2018)0254

Samhørighedspolitikken og den cirkulære økonomi

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om samhørighedspolitikken og den cirkulære økonomi (2017/2211(INI))

(2020/C 28/05)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 3, og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 4, 11, 174-178, 191 og 349,

—	der henviser til Parisaftalen, afgørelse 1/CP.21 og den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC samt den 11. samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (CMP11), og som afholdtes i Paris, Frankrig, fra den 30. november til den 11. december 2015,

—	der henviser til artikel 7, stk. 2, og artikel 11, stk. 2, i Parisaftalen, der anerkender den lokale, subnationale og regionale dimension af klimaændringer og klimapolitik,

—	der henviser til FN's nye mål for bæredygtig udvikling, særlig udviklingsmål 7 om at "sikre adgang til billig, pålidelig og bæredygtig og moderne energi for alle"og udviklingsmål 11 om at "gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige",

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (1) ("forordningen om de generelle bestemmelser"),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (2),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 (3),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1302/2013 af 17. december 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), for så vidt angår klarhed, forenkling og forbedring af oprettelsen af sådanne grupper og af deres funktion (5),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 (6),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (7),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om en overvågningsramme for den cirkulære økonomi (COM(2018)0029),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2017 med titlen "Affald-til-energis rolle i den cirkulære økonomi"(COM(2017)0034),

—	der henviser til Kommissionens rapport af 26. januar 2017 om gennemførelse af handlingsplanen for den cirkulære økonomi (COM(2017)0033),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. december 2015 med titlen "Investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde"(COM(2015)0639),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 med titlen "Kredsløbet lukkes – en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi"(COM(2015)0614),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen "Omstilling til en cirkulær økonomi: et program for et Europa uden affaldsproduktion"(COM(2014)0398),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen "En grøn handlingsplan for SMV'er: Sætte SMV'erne i stand til at gøre miljøudfordringer til nye forretningsmuligheder"(COM(2014)0440),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst"(COM(2010)2020),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. februar 2012 med titlen "Nye veje til bæredygtig vækst: Bioøkonomi i Europa"(COM(2012)0060),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juli 2012 om "Intelligente byer og samfund – Det Europæiske Innovationspartnerskab"(C(2012)4701),

—	der henviser til den undersøgelse fra december 2017 med titlen "Integration of environmental concerns in Cohesion Policy Funds (ERDF, ESF, CF) – Results, evolution and trends through three programming periods (2000-2006, 2007-2013, 2014-2020)", som blev bestilt af Kommissionen,

—	der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af den i artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser nævnte rapport (8),

—	der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om europæisk territorialt samarbejde – bedste praksis og innovative foranstaltninger (9),

—	der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om synergi for at fremme innovation: De europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont 2020 og andre europæiske innovationsfonde og EU-programmer (10),

—	der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om ressourceeffektivitet: overgang til en cirkulær økonomi (11),

—	der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om grønne vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder (12),

—	der henviser til sin erklæring af 28. marts 2017 om intelligente øer,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

—	der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0184/2018),

der henviser til, at lokale og regionale myndigheder, som er de mest fortrolige med lokale og regionale spørgsmål og er vigtige aktører for en effektiv gennemførelse af samhørighedspolitikken, også går forrest i forbindelse med overgangen til en cirkulær økonomi; der henviser til, at en europæisk model for forvaltning på flere myndighedsniveauer, der er baseret på et aktivt og konstruktivt samarbejde mellem forskellige forvaltningsniveauer og interessenter, sammen med passende information og aktiv inddragelse af borgerne er nøglen til at opnå denne ændring;

B.	der henviser til, at byerne udgør blot 3 % af jordens overflade, men huser over halvdelen af verdens befolkning, forbruger over 75 % af verdens ressourcer og udleder 60-80 % af drivhusgasemissionerne, og der henviser til, at 70 % af verdens befolkning forventes at flytte til byerne inden 2050;

der henviser til, at overgangen til en stærkere og mere cirkulær økonomi både er en stor mulighed og en udfordring for EU, medlemsstaterne og EU-borgerne med hensyn til at modernisere den europæiske økonomi og styre den i en mere bæredygtig retning; der henviser til, at overgangen navnlig er en mulighed for alle europæiske regioner og lokale myndigheder, som er det myndighedsniveau, der er tættest på lokalsamfundene; der henviser til, at overgangen skaber muligheder for udvikling og vækst i de europæiske regioner og kan hjælpe dem med at opbygge en bæredygtig model, hvorved der opnås økonomisk udvikling, eksisterende sektorer ændres, deres balance med hensyn til handel og industriel konkurrenceevne med øget produktivitet forbedres, og der skabes nye vellønnede job af høj kvalitet og nye værdikæder;

D.	der henviser til, at ca. 60 % af EU's affald i øjeblikket ikke genanvendes, og at der kan skabes store omkostningsfordele og erhvervsmuligheder ved at udforske og indføre nye cirkulære forretningsmodeller til gavn for EU's SMV'er;

E.	der henviser til, at opfyldelsen af Parisaftalens mål kræver et skift i retning af en mere cirkulær økonomi og er et afgørende bidrag til udviklingen af en økonomisk model, som ikke kun har fortjeneste som mål, men også beskyttelse af miljøet;

der henviser til, at samhørighedspolitikken ikke kun giver mulighed for investeringer, som modsvarer lokale og regionale behov via de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), men også tilvejebringer en integreret politisk ramme for at mindske de udviklingsmæssige forskelle mellem de europæiske regioner og hjælpe dem med at håndtere rækken af udfordringer for deres udvikling, herunder gennem støtte til ressourceeffektivitet og bæredygtig udvikling samt territorialt samarbejde og kapacitetsopbygning, og også med henblik på at tiltrække og fremme private investeringer;

der henviser til, at den nuværende lovgivningsmæssige ramme for samhørighedspolitikken ikke nævner overgangen til en cirkulær økonomi som et mål, og at bæredygtig udvikling er et horisontalt princip for brugen af ESI-fondene som defineret i artikel 8 i forordningen om fælles bestemmelser og i den fælles strategiske ramme (bilag I), hvilket vil gøre det muligt at skabe sammenhæng mellem de eksisterende instrumenter, således at projekter inden for den cirkulære økonomi kan styrkes;

H.	der henviser til, at mange af de tematiske mål, der er fastsat for ESI-fondene for at overholde Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og de relaterede forhåndsbetingelser, er relevante for målene for en cirkulær økonomi;

I.	der henviser til, at artikel 6 i forordningen om fælles bestemmelser gør det obligatorisk for operationer, der støttes af ESI-fondene, at overholde gældende EU-ret og national lovgivning vedrørende anvendelse af EU-retten, herunder navnlig miljølovgivning;

J.	der henviser til, at den cirkulære økonomis målsætninger er at reducere affald, som føres til deponering, og der henviser til, at sikring og oprydning af lovlige og ulovlige deponeringsanlæg i medlemsstaterne bør betragtes som en absolut prioritet;

K.	der henviser til, at Kina har forbudt import af plastskrot og usorteret papiraffald fra den 1. januar 2018, og at dette forbud vil give Unionen udfordringer på genanvendelsesområdet, som skal håndteres på regionalt og lokalt plan;

Samhørighedspolitikkens rolle i forbindelse med fremme af den cirkulære økonomi

glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at støtte den cirkulære økonomi gennem samhørighedspolitikken, navnlig gennem opsøgende aktiviteter for at bistå medlemsstaterne og regionerne i EU med at udnytte midler fra samhørighedspolitikken i relation til den cirkulære økonomi;

bemærker, at EU-støtten for perioden 2014-2020 til innovation, SMV'er, en økonomi med lave kulstofemissioner og miljøbeskyttelse ifølge Kommissionens rapport om gennemførelse af handlingsplanen for den cirkulære økonomi udgør 150 mia. EUR, og at mange af disse områder bidrager til opnåelsen af en cirkulær økonomi;

bemærker, at analysen af resultatet af forhandlingerne om partnerskabsaftaler og Den Europæiske Socialfonds (ESF's) operationelle programmer for den nuværende programmeringsperiode viste, at ESF er blevet anvendt til at støtte foranstaltninger til introduktion af grønnere modeller for organisering af arbejdet og foranstaltninger i den grønne sektor;

bemærker imidlertid, at den nuværende politiske ramme ikke åbner mulighed for, at samhørighedspolitikken kan yde sit fulde bidrag til den cirkulære økonomi, hvilket understreges i en undersøgelse, der er bestilt af Kommissionen; påpeger i denne henseende, at definitionen af de nuværende kategorier for "interventionsområder", der bruges til finansielle bevillinger, ikke dækker den cirkulære økonomi som sådan;

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre de planlagte foranstaltninger for den cirkulære økonomi under iagttagelse af god reguleringspraksis og understreger behovet for at overvåge gennemførelsesforanstaltningerne;

understreger nødvendigheden af at gennemføre Kommissionens tilsagn om en ramme for overvågning af den cirkulære økonomi (13) med henblik på at øge og evaluere fremskridt i overgangen til en cirkulær økonomi på EU- og medlemsstatsniveau, samtidig med at den administrative byrde mindskes;

opfordrer Kommissionen til at træffe ekstraordinære foranstaltninger til at rydde op i områder, der er blevet anvendt til ulovlig udtømning og deponering af farligt affald, som skader de berørte borgeres sundhed og økonomiske og sociale velfærd;

understreger den rolle, som Horisont 2020 – EU's rammeprogram for forskning og innovation og LIFE-programmet 2014-2020 spiller med hensyn til at finansiere innovative projekter og støtte projekter vedrørende begrænsning, genanvendelse og genbrug af affald, der er relevante for den cirkulære økonomi;

glæder sig over, at adskillige regioner har anvendt deres strategier for intelligent specialisering til at fastsætte prioriteter for den cirkulære økonomi og styre deres samhørighedspolitiske investeringer på forsknings- og innovationsområdet mod dette mål, hvorved de spiller en grundlæggende rolle med hensyn til at støtte investeringer og infrastruktur, der opfylder SMV'ers behov; opfordrer de regionale myndigheder til at anvende denne gode praksis som en fælles modus operandi og gennemføre disse strategier for intelligent specialisering;

10.

glæder sig over oprettelsen af et europæisk ekspertisecenter for ressourceeffektivitet for SMV'er og finansieringsplatformen for den cirkulære økonomi;

11.

gentager sit synspunkt om, at den cirkulære økonomi går videre end affaldshåndtering og omfatter områder såsom grønne job, vedvarende energi, ressourceeffektivitet, bioøkonomien, landbrugs- og fiskeripolitikker med deres biobaserede industrier, der skal have til formål at erstatte fossile brændstoffer, vandforvaltning, energieffektivitet, fødevarespild, havaffald, forbedring af luftkvaliteten, forskning og udvikling og innovation inden for beslægtede områder; anerkender imidlertid, at affaldsinfrastruktur er en afgørende faktor for at reducere lineære produktions- og forbrugsmønstre, og at det er nødvendigt at støtte innovationer inden for miljøvenligt design med henblik på at mindske omfanget af plastaffald;

12.

minder om, at det grundlæggende problem, som først skal løses, er markedet for sekundære råstoffer, for hvis råstoffer koster mindre end genanvendte materialer, er det klart, at indsatsen hen imod en grøn økonomi aftager betydeligt, og at midlerne fra strukturfondene risikerer at gå tabt i en ond cirkel; mener i denne forbindelse, at visse ad hoc-retsakter (såsom Kommissionens kommende forslag om engangsplastprodukter) og en passende skat på EU-plan som en del af de egne indtægter i den næste flerårige finansielle ramme kan yde et afgørende bidrag i retning af en cirkulær økonomi;

13.

understreger, at genanvendte materialer i gennemsnit kun dækker ca. 10 % af EU's efterspørgsel efter materialer; erkender for så vidt angår den nye udvikling på verdensmarkederne, navnlig Kinas seneste forbud mod plastskrot og usorteret papiraffald, at regionerne og lokalsamfundene har fået en ny mulighed for at investere i infrastruktur for genanvendelse, skabe nye grønne job og håndtere de nuværende udfordringer, som EU står over for;

14.

fremhæver eksistensen og betydningen af forhåndsbetingelser knyttet til ESI-fondene med relation til særlig målsætningen om bevarelse og beskyttelse af miljøet og fremme af ressourceeffektivitet; fremhæver især forhåndsbetingelsen om "at fremme økonomisk og miljømæssigt bæredygtige investeringer i affaldssektoren"; beklager imidlertid den manglende hensyntagen til affaldshierarkiet og manglen på en grundig miljøvurdering af de langsigtede resultater af investeringer inden for rammerne af ESI-fondene;

15.

opfordrer til samordning og større samarbejde mellem regioner, SMV'er og andre offentlige/private enheder med henblik på at lancere nye tematiske platforme for intelligent specialisering, navnlig mellem landbrugsfødevare-, energi- og industrisektorerne;

16.

understreger betydningen af at anvende affaldshierarkiet som en forudsætning for at opnå en cirkulær økonomi og behovet for større gennemsigtighed i forsyningskæden, således at udtjente produkter og materialer kan overvåges og nyttiggøres på effektiv vis; erkender desuden en negativ tendens, hvor ESI-fondsmidler investeres på de lavere niveauer af affaldshierarkiet, navnlig i mekanisk-biologiske behandlingsanlæg og forbrænding, hvilket i visse tilfælde kan medføre overkapacitet og langsigtet teknologisk fastlåsning og dermed potentielt forhindre, at EU's genanvendelsesmål nås; minder om, at tilskyndelse af erhvervslivet til at følge hierarkiet bør generere yderligere materialer i ressourcestrømmen og tilbyde afsætningsmuligheder for deres anvendelse i fremstillingsprocessen;

17.

minder om de nye affaldsmål for 2025, 2030 og 2035, der er fastsat i revisionen af EU's affaldslovgivning, og understreger, at opfyldelsen af disse mål forudsætter politisk engagement på nationalt, regionalt og lokalt plan samt økonomiske investeringer; opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuld brug af de tilgængelige EU-midler til støtte for sådanne investeringer, og understreger, at disse vil skabe betydelige afkast i form af økonomisk vækst og jobskabelse;

18.

understreger betydningen af regionale projekter til behandling af restaffald, der ikke kan genanvendes på nogen måde, med henblik på at producere bæredygtige andengenerationsbiobrændstoffer efter omhyggelig adskillelse eller særskilt indsamling i overensstemmelse med affaldshierarkiet;

19.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle definitioner vedrørende affald er i overensstemmelse med affaldsrammedirektivet, og at der foreligger sammenlignelige data om de fremskridt, der bliver gjort af medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder;

20.

understreger betydningen af initiativet om nyskabende foranstaltninger i byerne, inden for hvilket der hidtil er blevet bevilget EFRU-midler til otte innovative projekter med tilknytning til den cirkulære økonomi inden for bymyndighederne, og opfordrer Kommissionen til at overvåge og evaluere gennemførelsen heraf med henblik på at udforme bredere politikker for en cirkulær økonomi;

Den cirkulære økonomi som drivkraft for bæredygtig og regional udvikling

21.

understreger betydningen af partnerskabsprincippet og den vigtige rolle, som alle aktører, navnlig de regionale og lokale myndigheder og den ikkestatslige sektor, herunder SMV'er og sociale virksomheder, spiller under udarbejdelsen af partnerskabsaftaler og operationelle programmer; opfordrer til en reel inddragelse af partnere i politiske processer med oprettelse af tværgående partnerskaber og til en passende indarbejdelse af mål relateret til den cirkulære økonomi i programmeringsdokumenter; tilskynder medlemsstaterne til at udvikle deres egne nationale strategier på dette område i samordning med EU's tilgang til den cirkulære økonomi; påpeger den ledende rolle, som de lokale myndigheder kan spille i gennemførelsen af den cirkulære økonomi;

22.

understreger betydningen af den rolle, som offentlig-private partnerskaber spiller i udformningen og planlægningen af nye produkter og tjenesteydelser, som tager hensyn til livscyklus, med henblik på at gennemføre de fire designmodeller, der kan anvendes i en cirkulær økonomi: design med henblik på lang levetid, design med henblik på leje/service, design med henblik på genbrug inden for fremstilling og design med henblik på materialenyttiggørelse;

23.

understreger, at det er nødvendigt at ændre og tilpasse de nuværende strategier og markedsmodeller, der skal ledsage regionerne i overgangen til denne mere bæredygtige form for økonomi og samtidig styrke den økonomiske, industrielle og miljømæssige konkurrenceevne;

24.

opfordrer til gennemførelse af den cirkulære økonomi inden for rammerne af den koordinerede forvaltning på flere myndighedsniveauer og partnerskabsprincippet, i fuld åbenhed, med inddragelse af lokalsamfundet og med bred offentlig deltagelse;

25.

fremhæver behovet for at fremme en større grad af samarbejde mellem alle interessenter, der er involveret i den cirkulære økonomis processer;

26.

bemærker, at projekter, der har forbindelse med den cirkulære økonomi, og som har modtaget støtte under samhørighedspolitikken, har skabt større fordele til mere udviklede regioner; anerkender den begrænsede administrative kapacitet i mindre udviklede regioner og opfordrer derfor medlemsstaternes nationale myndigheder og Kommissionen til at udnytte alle de eksisterende muligheder for at yde ekspertbistand og styrke kapaciteten i disse regioner for at hjælpe dem med at øge deres bestræbelser og skabe betingelser for at opnå teknologiske kvantespring ved at gennemføre flere projekter, som opfylder principperne for cirkulær økonomi, og ved at udvikle partnerskaber og et tættere samarbejde med interessenter såsom materialeeksperter, kemikere, fabrikanter og genanvendelsesvirksomheder, navnlig inden for rammerne af initiativet "Industri 2020 i den cirkulære økonomi";

27.

understreger, at skøn viser, at et skift til biologiske råstoffer og forarbejdningsmetoder kan spare op til 2,5 mia. ton CO2-ækvivalenter om året inden 2030 og dermed øge markederne for biobaserede råstoffer og nye forbrugerprodukter væsentligt; understreger den afgørende betydning af en bæredygtig forvaltning af naturressourcer og bevarelsen af biodiversitet, samtidig med at ressourcer omdannes til biobaserede produkter, materialer og brændstoffer;

28.

mener, at bioøkonomien er af afgørende betydning for den regionale og lokale udvikling, eftersom den øger samhørigheden mellem regioner gennem sit potentiale til at skabe beskæftigelse og vækst i landdistrikterne; opfordrer til en øget anvendelse af ESI-fondene til gennemførelsen af eksisterende innovationer gennem politikker, der skal tilskynde interessenter, samtidig med at innovation i forbindelse med udviklingen af biobaserede, bionedbrydelige, genanvendelige og komposterbare materialer fremstillet af bæredygtigt forvaltede bioråmaterialer yderligere fremmes; minder om, at en konsekvent gennemførelse af bioøkonomien også kan løse problemet med fødevarespild; opfordrer til et bedre samarbejde mellem nationale, regionale og lokale myndigheder med hensyn til at oprette systemer og platforme, der forbinder forskellige aktører fra sektorerne for fødevareproduktion, transport, detailhandel, forbrugere og affald og andre berørte interessenter, således at der opnås større synergi for at skabe effektive løsninger;

29.

påpeger, at der ud over til de lokale, regionale og nationale myndigheder også bør gives incitamenter til forbrugerne, som konstant bør underrettes og tilskyndes til at ændre deres forbrugeradfærd med hensyn til affaldshåndtering og -produktion, genanvendelse og spørgsmål om bæredygtige løsninger til deres hverdag;

30.

opfordrer til en bedre, nemmere og mere gennemsigtig adgang til finansiering for lokale og regionale myndigheder, herunder gennem en styrkelse af deres administrative kapaciteter og gennem øget samarbejde med EIB inden for rammerne af Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning med henblik på at muliggøre øgede investeringer i grønne job, affaldshåndtering, intelligent specialisering, yderligere udvikling af landdistrikter, herunder for så vidt angår den nødvendige infrastruktur og miljøvenlige teknologier, overgangen fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder og lokal energiomstilling, herunder energieffektivitet, decentraliseret distribution af energi, innovation inden for ren energi og den cirkulære økonomi; glæder sig over, at EIB i løbet af de sidste fem år har ydet omkring 2,4 mia. EUR i samfinansiering til projekter vedrørende den cirkulære økonomi med henblik på affaldshåndtering, vandforvaltning eller forskning og udvikling på landbrugsområdet; understreger vigtigheden af bedre samordning af ESI-fondene og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) inden for den cirkulære økonomi, også med henblik på at sikre, at programmer omfatter en regional tilgang og gør bedre brug af det regionale potentiale til bæredygtige energikilder;

31.

opfordrer medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder til at tilskynde til etablering af og støtte til genbrugs- og reparationsnetværk, navnlig dem, der fungerer som sociale virksomheder, med henblik på at forlænge produkters levetid gennem genbrug, reparation og genanvendelse, ved at lette disse netværks adgang til affaldsindsamlingssteder og ved at fremme anvendelsen af ESI-fondene, økonomiske instrumenter, indkøbskriterier eller andre foranstaltninger i denne henseende;

32.

understreger, at livscyklusbæredygtigheden ved genbrug og genanvendelse også afhænger af energiforbruget til transport; understreger, at dette navnlig er relevant i landdistrikterne, hvor de længere afstande mellem indsamlingssteder og forarbejdningsanlæg bør indregnes; opfordrer indtrængende Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at tage højde for livscyklustilgangen i deres strategier for en cirkulær økonomi i landdistrikterne for at undgå, at de samlede virkninger for miljøet og klimaet bliver negative;

33.

gør opmærksom på, at en stikprøve af 32 operationelle programmer, der blev vurderet til en undersøgelse af integrationen af miljøhensyn i samhørighedspolitikfondene, viste, at ni tager hånd om den cirkulære økonomi, og seks beskæftiger sig med grønne job; glæder sig over nationale og regionale myndigheders nuværende indsats, men opfordrer samtidig medlemsstaterne til en bedre integration af den cirkulære økonomi i deres operationelle og regionale programmer og partnerskabsaftaler; opfordrer indtrængende til, at der ydes støtte til regionerne med henblik på at sikre en så problemfri overgang som muligt til den cirkulære økonomi;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at den cirkulære økonomi indarbejdes på passende vis i uddannelses-, erhvervsuddannelses- og omskolingsprogrammer som et tværgående emne for at danne nye holdninger, der vil bidrage til at definere nye forretningsmodeller og skabe nye arbejdspladser;

35.

opfordrer de nationale og regionale myndigheder med ansvar for at udarbejde operationelle programmer til i højere grad at integrere den cirkulære økonomi i de territoriale samarbejdsprogrammer, navnlig i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, med henblik på at iværksætte grænseoverskridende løsninger, der kan skabe mere effektive og billigere resultater;

36.

mener, at den fremtidige planlægning af ESI-fondene i den næste programmeringsperiode bør samordnes bedre med de nationale energi- og klimaplaner for 2030 ved at anvende indikatorer, der svarer til dem, som er fastsat i forordningen om forvaltning af energiunionen, hvis det er muligt; opfordrer til en ambitiøs og sammenhængende strategi for medlemsstaterne med henblik på at opfylde de allerede eksisterende obligatoriske mål på EU-plan om modvirkning af klimaændringer;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at udnytte muligheden for yderligere at integrere den cirkulære økonomi i deres nuværende operationelle programmer under revisionsperioden; mener, at Kommissionen bør fremme denne proces og samtidig bistå medlemsstaterne med at analysere den nuværende situation og mulige områder, hvor den cirkulære økonomi og dens principper kan anvendes og tilføjes;

38.

mener, at det europæiske territoriale samarbejdes rolle med hensyn til at håndtere udfordringer i tilknytning til gennemførelsen af den cirkulære økonomi bør styrkes yderligere; opfordrer medlemsstaterne til at fremme det grænseoverskridende samarbejde, navnlig gennem det europæiske territoriale samarbejde, for at gennemføre projekter inden for den cirkulære økonomi; understreger endvidere, at det er vigtigt at finde bæredygtige løsninger gennem førtiltrædelsesaftaler med tredjelande for at håndtere de aktuelle udfordringer, især inden for luftforurening;

39.

understreger de igangværende makroregionale strategiers uudnyttede potentiale, som skal bidrage til at håndtere udfordringer forbundet med gennemførelsen af den cirkulære økonomi, ikke kun i medlemsstaterne, men også i tredjelande beliggende i det samme geografiske område; understreger, at disse strategier bør fokusere på prioriteter, der kunne støtte skabelsen af et marked for sekundære råstoffer i Unionen; opfordrer til, at der udarbejdes EU-initiativer vedrørende samarbejde med nabolande;

40.

gentager sin holdning om vigtigheden af tilstrækkelig kapacitetsopbygning og -vedligeholdelse hos lokale, regionale og nationale offentlige myndigheder, hvilket også er yderst relevant for overgangen til en cirkulær økonomi; understreger den vigtige rolle, som teknisk bistand kan spille på dette område; anerkender, at regioner og byer spiller en afgørende rolle for at fremme ejerskab af bottom up-energiomstillingen og er bedst egnede til at afprøve og gennemføre integrerede energiløsninger i direkte forbindelse med borgerne; understreger den rolle, som initiativerne om "intelligente byer"kan spille i den cirkulære økonomi ved at fremme grønne teknologimodeller som led i strategierne for bæredygtig byudvikling; understreger, at bæredygtige og "cirkulære"byer er et instrument til at opnå en effektiv cirkulær økonomi;

41.

understreger vigtigheden af grønne offentlige indkøb som en drivkraft for den cirkulære økonomi med et potentielt marked på ca. 1,8 billioner EUR om året til levering af offentlige anlægsarbejder, varer og tjenesteydelser (14);

42.

understreger behovet for lovgivning på energiområdet, som tilskynder borgere og energisamfund til at deltage i energiomstillingen gennem retten til selv at producere og forbruge og gennem vedvarende støtteordninger, garanteret prioriteret netadgang og forrang ved lastfordeling for vedvarende energi;

43.

tilskynder regionale og lokale myndigheder til at investere yderligere i uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelse og omskoling af arbejdstagere og i oplysningskampagner for offentligheden om fordelene ved alle foranstaltninger, der tager sigte på at gennemføre den cirkulære økonomi via projekter under samhørighedspolitikken, og dermed øge borgernes deltagelse og påvirke kundeadfærd; understreger i denne forbindelse de muligheder, som ESF tilbyder; understreger, at den skal tilskynde unge iværksættere til at bevæge sig hen imod den cirkulære økonomi, navnlig i områder med lav indkomst og vækst; understreger også, at den cirkulære økonomi er en mulighed for landdistrikterne for at modvirke affolkningen, diversificere deres økonomier og opnå sikkerhed mod risici; påpeger i denne forbindelse, at landdistrikter har behov for incitamenter til overgangen til bæredygtige værdikæder; understreger betydningen af at udvikle en specifik strategi for øområder;

44.

tilskynder Kommissionen til at fremme anvendelsen af lokaludvikling styret af lokalsamfundet og integrerede territoriale investeringer for at hjælpe lokale aktører med at kombinere finansieringsstrømme og planlægge lokale initiativer, der er rettet mod den cirkulære økonomi;

45.

bemærker, at 80 % af havaffaldet stammer fra landbaserede kilder; understreger derfor betydningen af at bekæmpe henkastning af affald på land og i havet gennem lokale og regionale tiltag, som indebærer fordele for både miljøet og menneskers sundhed; opfordrer medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder til at fokusere deres bestræbelser på at forebygge henkastning af affald på land;

46.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med det europæiske semester at undersøge, hvordan beregningen af offentlige underskud påvirkes af regionale og nationale investeringer, der samfinansieres af ESI-fonde, i projekter med relation til den cirkulære økonomi;

47.

glæder sig over det forslag om at revidere drikkevandsdirektiv 98/83/EF, der vil lette overgangen til en cirkulær økonomi ved at reducere plastaffald fra vandflasker, hvilket indebærer store energibesparelser og en effektiv forvaltning af drikkevandsressourcerne;

Den cirkulære økonomi i samhørighedspolitikken efter 2020

48.

opfordrer Kommissionen til for den næste programmeringsperiode at udarbejde en relevant sporingsmetode med passende indikatorer, der skal muliggøre en bedre overvågning af samhørighedspolitikkens bidrag til opnåelsen af en cirkulær økonomi, med henblik på at give et mere præcist billede af miljømæssige og socioøkonomiske forhold;

49.

påpeger, at andre programmer, som f.eks. LIFE, COSME og Horisont 2020, også yder betydelig støtte til gennemførelsen af overgangen til en cirkulær økonomi; understreger behovet for at forbedre synergieffekterne mellem ovennævnte instrumenter med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat i Kommissionens handlingsplan for den cirkulære økonomi;

50.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med de nye lovgivningsmæssige forslag om den kommende samhørighedspolitiske ramme at udvikle passende forhåndsbetingelser knyttet til opnåelsen af en cirkulær økonomi; mener, at strategier for den cirkulære økonomi bør udvikles i partnerskab med de nationale, regionale og lokale myndigheder samt arbejdsmarkedets parter og andre repræsentanter for erhvervslivet;

51.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at Horisont 2020-programmet i endnu større grad øger opmærksomheden på og finansieringen af innovations- og forskningsprojekter inden for den cirkulære økonomi;

52.

understreger vigtigheden af at styrke støtten inden for rammerne af samhørighedspolitikken til bæredygtig byudvikling og udvikling af landdistrikterne og opfordrer til, at mål relateret til den cirkulære økonomi i den forbindelse får en mere fremtrædende rolle; opfordrer til, at innovative foranstaltninger for byer og landdistrikter på dette område fortsættes, og opfordrer Kommissionen til at gøre maksimal brug af erfaringerne fra perioden 2014-2020, når den udarbejder forslag vedrørende fremtiden; opfordrer til en fleksibel og skræddersyet tilgang til gennemførelsen af dagsordenen for byerne, der indeholder incitamenter og vejledning til fuldt ud at udnytte byers potentiale til at gennemføre den cirkulære økonomi;

53.

opfordrer Kommissionen til at gøre den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi til et sted, hvor der udveksles bedste praksis, med henblik på at gøre bedst mulig brug af de samhørighedspolitiske ressourcer i forbindelse med overgangen til en cirkulær økonomi;

54.

understreger den indbyrdes afhængighed mellem den cirkulære økonomi og modvirkning af klimaændringer og opfordrer derfor til betydeligt flere investeringer i den cirkulære økonomi og klimarelaterede områder i samhørighedspolitikken efter 2020; understreger desuden, at klimarelaterede bevillinger generelt bør øges i den næste flerårige finansielle ramme (FFR) i forhold til den nuværende;

o o

55.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.

(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289.

(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470.

(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259.

(5) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 303.

(6) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 281.

(7) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0053.

(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0321.

(10) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 111.

(11) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 65.

(12) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 27.

(13) Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om en overvågningsramme for den cirkulære økonomi (COM(2018)0029).

(14) "Køb grønt! Håndbog om grønne offentlige indkøb", 3. udgave, Europa-Kommissionen, 2016.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/49

P8_TA(2018)0257

Forbindelserne mellem EU og NATO

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om forbindelserne mellem EU og NATO (2017/2276(INI))

(2020/C 28/06)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Lissabontraktaten,

—	der henviser til den nordatlantiske traktat,

—	der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. december 2013, 26. juni 2015, 28. juni og 15. december 2016 samt af 9. marts, 22. juni og 15. december 2017,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 18. maj 2015 og af 14. november 2016 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, af 6. december 2016 om samarbejdet mellem EU og NATO, af 6. marts, 18. maj og 17. juli 2017 om EU's globale strategi og af 19. juni og 5. december 2017 om gennemførelsen af det fælles sæt af forslag, som blev godkendt af EU og NATO den 6. december 2016,

—

der henviser til dokumentet "Shared Vision, Common Action: A Stronger Europe – A Global Strategy for the European Union's Foreign and Security Policy"("Fælles vision, fælles aktion: Et stærkere Europa – En global strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik"), som blev fremlagt af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) den 28. juni 2016,

—

der henviser til den fælles erklæring af 8. juli 2016 fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær om det fælles sæt af 42 forslag, som blev godkendt af EU-Rådet og NATO-Rådet den 6. december 2016, og statusrapporterne af 14. juni og 5. december 2017 om gennemførelsen af dem samt til det nye sæt af 32 forslag, som blev godkendt af begge råd den 5. december 2017,

—	der henviser til resultaterne af møderne i Rådet (udenrigs- og forsvarsanliggender) den 13. november 2017 og den 6. marts 2018, som særligt handlede om samarbejdet mellem EU og NATO,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den europæiske forsvarshandlingsplan (COM(2016)0950),

—	der henviser til den fælles meddelelse af 10. november 2017 fra Kommissionen og NF/HR til Europa-Parlamentet og Rådet om fremme af militær mobilitet i Den Europæiske Union (JOIN(2017)0041) og den tilhørende handlingsplan, der blev fremlagt i marts 2018 (JOIN(2018)0005),

—	der henviser til den forsvarspakke, som Kommissionen forelagde den 7. juni 2017,

—	der henviser til NATO's generalsekretærs årsberetning for 2017, som blev offentliggjort den 15. marts 2018,

—	der henviser til NATO's Parlamentariske Forsamlings resolution nr. 439 af 9. oktober 2017 om et tættere samarbejde mellem NATO og EU,

—	der henviser til NATO's Parlamentariske Forsamlings resolution nr. 440 af 9. oktober 2017 om det europæiske forsvars industrielle basis,

—	der henviser til rapporten af 8. oktober 2017 fra Udvalget om Forsvar og Sikkerhed under NATO's Parlamentariske Forsamling om samarbejdet mellem NATO og EU efter Warszawa, herunder bilaget hertil, som er udarbejdet af Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sin beslutning af 13. april 2016 om EU i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden (1),

—	der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion (2),

—	der henviser til sine beslutninger af hhv. 23. november 2016 og 13. december 2017 om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) (3),

—	der henviser til sine beslutninger af hhv. 14. december 2016 og 13. december 2017 om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (4),

—	der henviser til sin beslutning af 16. marts 2017 om forfatningsmæssige, retlige og institutionelle følger af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik: mulighederne i Lissabontraktaten (5),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0188/2018),

der henviser til, at vore værdier, såsom liberalt demokrati, multilateralisme, menneskerettigheder, fred, udvikling og retsstatsprincippet, som EU og det transatlantiske bånd er baseret på, såvel som det regelbaserede internationale system og den europæiske enhed og samhørighed er under pres i en tid med geopolitisk uro og hurtig nedbrydning af det strategiske miljø;

der henviser til, at Vestens to største organisationer, EU og NATO, gør fremskridt med hensyn til at øge deres samarbejde om at imødegå komplekse udfordringer, risici og trusler, både konventionelle og hybride, som skabes af statslige og ikke-statslige aktører og hovedsagelig kommer fra øst og syd; der henviser til, at akkumuleringen af kriser, der destabiliserer den europæiske naboskabspolitik, både skaber interne og eksterne sikkerhedstrusler; der henviser til, at ingen af organisationerne har den fulde vifte af værktøjer til at tackle disse udfordringer på egen hånd, og at alle vil være bedre i stand til at tackle dem i samarbejde med de andre; der henviser til, at EU og NATO er absolut nødvendige for at garantere sikkerheden for Europa og for dets borgere;

der henviser til, at samarbejde mellem EU og NATO ikke bør opfattes som et mål i sig selv, men som et middel til at opnå fælles sikkerhedsprioriteter og -mål gennem komplementaritet mellem opgaver og de til rådighed værende midler; der henviser til, at EU's medlemsstater og NATO's allierede har et sæt fælles styrker; der henviser til, at de sammen kan gøre effektivt brug af ressourcerne og mere effektivt kan mobilisere en bred vifte af eksisterende instrumenter med henblik på at reagere på udfordringer på sikkerhedsområdet;

der henviser til, at NATO er en militær alliance, og at EU ikke er; der henviser til, at EU er en global strategisk aktør og formidler af sikkerhed, som har en enestående og bred vifte af instrumenter og værktøjer til sin rådighed til på en omfattende måde at håndtere de nuværende udfordringer gennem sine forskellige politikker; der henviser til, at EU i overensstemmelse med målsætningerne i den globale strategi og i kølvandet derpå styrker sit ansvar for sin egen sikkerhed og sit eget forsvar samt sin rolle som partner for fred og international sikkerhed såvel som sin evne til at handle på egen hånd, samtidig med at det styrker sit bidrag til NATO og fremmer et tættere samarbejde;

der henviser til, at NATO har det primære ansvar for det kollektive forsvar af dets medlemmer; der henviser til, at det noterer sig NATO's retningslinje for allierede om at bruge 2 % af deres BNP på forsvar inden for et årti for at opretholde en passende forsvarskapacitet; der henviser til, at NATO som EU's centrale sikkerhedspartner fortsat giver en væsentlig garanti for interoperabilitet inden for de allierede styrkers kapacitet og for sammenhæng i deres anskaffelsesindsatser;

der henviser til, at EU's og NATO's handlinger bør supplere hinanden på sikkerhedsområdet, så der bedre kan reageres på nye, hidtil usete og flerstrengede sikkerhedsudfordringer; der henviser til, at de fælles områder mellem de to organisationer endvidere kræver et tættere og mere effektivt samarbejde;

der henviser til, at EU og NATO, som begge beskæftiger sig med krisestyring, ville være mere effektive i dette forehavende, hvis de agerede på en virkelig velkoordineret måde og udnyttede deres ekspertise og ressourcer bedst muligt; der henviser til, at EU som opfølgning på EU's globale strategi styrker sin samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser og reagerer på trusler og udfordringer ud fra sammenhængen mellem intern og ydre sikkerhed ved anvendelse af civile og militære midler;

der henviser til, at NATO og EU på NATO-topmødet i Warszawa i 2016 skitserede områder for styrket samarbejde i lyset af de fælles udfordringer mod øst og syd, herunder bekæmpelse af hybride trusler, forbedring af modstandsdygtigheden, opbygning af forsvarskapacitet, cyberforsvar, maritim sikkerhed og øvelser; der henviser til, at NATO's udenrigsministre i december 2016 vedtog 42 foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem NATO og EU inden for bestemte områder, og at man nåede til enighed om yderligere samarbejdsområder i december 2017;

der henviser til, at der er behov for et partnerskab mellem EU og NATO for at imødegå hybride trusler, herunder for at imødegå misinformation og desinformation og for at øge modstandsdygtigheden; der henviser til, at det kræver en klar skelnen med hensyn til de to institutioners kompetencer og politiske strategier;

der henviser til, at der er en kraftig stigning i Ruslands aktiviteter; der henviser til, at idet risikoen for svækkelse af det transatlantiske bånd og af solidariteten mellem EU's medlemsstater fortsætter, er der behov for, at deres fælles, strategiske tilgang med hensyn til Rusland bliver styrket; der henviser til, at både EU og NATO er bekymrede over Ruslands selvhævdende militære adfærd; der henviser til, at politisk manipulation og cyberangreb ligeledes er årsag til bekymring; der henviser til, at EU har reageret på den russiske indblanding i europæiske indre anliggender, der er i strid med folkeretten og de internationale normer; der henviser til, at modstandsdygtighed er og fortsat vil være et centralt element i det kollektive forsvar;

K.	der henviser til, at de sydlige nabolande er vidne til en hidtil uset ustabilitet og udgør en strategisk vigtig udfordring for såvel EU-medlemsstaterne som NATO-medlemmerne, især dem, der ligger i frontlinjen;

der henviser til, at cyberangreb bliver stadig hyppigere og mere sofistikerede; der henviser til, at NATO i 2014 definerede cyberforsvar som en af alliancens hovedopgaver inden for kollektivt forsvar og i 2016 anerkendte cyberspace som et operationelt område på linje med land, luft og hav; der henviser til, at EU og NATO kan supplere hinandens bestræbelser; der henviser til, at et styrket samarbejde mellem EU-medlemsstaterne inden for cybersikkerhed skal fremmes, og at der er brug for en koordineret tilgang fra alle EU-medlemsstaternes side på dette område;

M.	der henviser til, at NATO og EU i december 2017 besluttede at booste deres samarbejde i forbindelse med kampen mod terrorisme, primært ved at øge informationsudvekslingen og forbedre den nationale modstandsdygtighed;

N.	der henviser til, at både EU og NATO benytter samme transportinfrastruktur i Europa, en afgørende faktor for hurtig militær deployering, og til, at militær mobilitet for nylig blev udpeget som et prioriteret samarbejdsområde mellem de to organisationer;

O.	der henviser til, at ifølge de seneste meningsmålinger fra Pew Research Center er den offentlige opbakning til NATO stor og i stadig fremgang i de fleste NATO-lande;

Et mere betydningsfuldt partnerskab

er overbevist om, at EU og NATO deler samme værdier i deres stræben efter international fred og sikkerhed, at de står over for de samme strategiske udfordringer, og at de på grund af overlappende medlemskab for 22 medlemsstaters vedkommende har sammenfaldende sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser, herunder beskyttelse af deres befolkninger mod eventuelle trusler; mener, at det strategiske partnerskab mellem EU og NATO er afgørende for at imødegå disse sikkerhedsmæssige udfordringer; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO bør være komplementært og bør respektere begges særlige karakteristika og roller;

fremhæver åbenhed og gennemsigtighed samt fuld overholdelse af den selvstændige beslutningstagning og procedurerne i begge organisationer såvel som rummelighed og gensidighed, uden at det berører den pågældende medlemsstats sikkerheds- og forsvarspolitik, som vigtige principper i det strategiske partnerskab mellem EU og NATO; understreger, at samarbejde med EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, og NATO-lande, der ikke er medlem af EU, er en integreret del af samarbejdet mellem EU og NATO;

er overbevist om, at NATO for dets medlemmer er hjørnestenen i Europas kollektive forsvar og afskrækkelse; er endvidere overbevist om, at et stærkere EU, der gennem flere projekter mellem medlemsstaterne får en mere effektiv FSFP og er i stand til at opfylde bestemmelserne i artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union, på grundlag af hvilken medlemsstaterne kan anmode om bistand, bidrager til et stærkere NATO; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO også skal tage hensyn til sikkerheds- og forsvarspolitikken i de seks EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, og de syv NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU;

er af den faste overbevisning, at en effektiv respons på hele spektret af sikkerhedsmæssige udfordringer kræver en strategisk vision, yderligere strukturel tilpasning og en kombination af hårde og bløde magtmidler for både EU og NATO; understreger, at tidsfaktoren er afgørende for at styrke partnerskabet mellem EU og NATO, under hensyntagen til forskellene mellem begge organisationer;

bemærker, at selv om en fælles europæisk strategisk kultur bør udvikles yderligere, vil opnåelse af en fælles trusselsopfattelse have en positiv virkning; er af den opfattelse, at Unionen skal arbejde på at styrke sin strategiske autonomi; opfordrer derfor EU's medlemsstater til i samarbejde med EU's institutioner at finde frem til en fælles forståelse af trusselsmiljøet, der hele tiden udvikler sig, og fortsætte indsatsen inden for f.eks. fælles briefinger, civil nødhjælpstræning og fælles trusselsvurderinger; glæder sig over den seneste indsats i denne retning;

understreger, at de europæiske borgere, idet det erkendes, at rent nationale reaktioner på terrorisme og usikkerhed er utilstrækkelige, forventer, at EU beskytter dem mod disse trusler, og at et tæt samarbejde mellem EU og NATO vil gøre det muligt for medlemsstaterne at supplere hinanden mere og blive mere effektive;

fremhæver behovet for at styrke samarbejdet mellem EU og NATO om missioner og operationer, både på strategisk og taktisk plan;

understreger, at det strategiske partnerskab mellem EU og NATO er lige så afgørende for EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der er under udvikling, som for alliancens fremtid samt for forbindelserne mellem EU og Det Forenede Kongerige efter brexit;

mener, at potentialet i forbindelserne mellem EU og NATO kan udnyttes bedre, og at den videre udvikling og uddybning af partnerskabet ikke bør begrænses til en fælles reaktion på kriser uden for Europa, navnlig i naboskabsområdet, men også bør omfatte kriser på kontinentet;

10.

fremhæver behovet for at samarbejde om forebyggelse, analyse og tidlig varsling gennem en effektiv udveksling af oplysninger med henblik på at imødegå nye trusler ved hjælp af fælles foranstaltninger;

11.

mener, at fælleserklæringen mellem EU og NATO og de efterfølgende gennemførelsesforanstaltninger markerer en ny og afgørende fase i det strategiske partnerskab; glæder sig over de håndgribelige resultater af gennemførelsen af den fælles erklæring, navnlig hvad angår imødegåelsen af hybride trusler, strategisk kommunikation, sammenhæng i resultaterne af de respektive forsvarsplanlægningsprocesser og maritimt samarbejde; tilskynder til yderligere fremskridt og glæder sig over det nye sæt foranstaltninger, der blev tilføjet den 5. december 2017, især dem vedrørende terrorbekæmpelse, militær mobilitet og kvinder, fred og sikkerhed; glæder sig over ændringen af dialogkulturen og det velfungerende samarbejde på medarbejderniveau om gennemførelsen af de enkelte foranstaltninger; gentager, at selv om selve processen styres af institutioner, er succesen med gennemførelsen af aftalte fælles mål og handlinger afhængig af alle medlemsstaters vedvarende politiske vilje; glæder sig i denne sammenhæng ligeledes over engagementet hos både EU's og NATO's medlemmer; understreger, at en vellykket gennemførelse af fælleserklæringen afhænger af alle medlemsstaters politiske vilje hele vejen igennem; finder det vigtigt at styrke samarbejdet og dialogen mellem EU og NATO for at sikre politisk vilje og behørige ressourcer til brug for fortsat gennemførelse og yderligere forbedring af samarbejdet; ser frem til en EU-NATO-erklæring, der skal vedtages på NATO-topmødet i Bruxelles den 11.-12. juli 2018;

12.

noterer sig de regelmæssige fælles briefinger fra NF/HR og NATO's generalsekretær i henholdsvis EU's Råd for Udenrigsanliggender og NATO's Nordatlantiske Råd (NAC) og de fortsatte regelmæssige møder mellem EU's Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité og NAC;

13.

glæder sig over, at USA på ny har bekræftet sit engagement i NATO og Europas sikkerhed; minder om, at EU og USA er vigtige internationale partnere, og at dette partnerskab også gør sig gældende via NATO; fremhæver værdien af bilaterale forbindelser mellem EU's medlemsstater og USA; er overbevist om, at en styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO konsoliderer det transatlantiske bånd, og at NATO's evne til at udføre sine opgaver er knyttet til de transatlantiske forbindelser; bemærker derfor, at den seneste politiske udvikling kan påvirke de transatlantiske forbindelsers styrke; bemærker, at USA, som generelt har tilskyndet til og udtrykt tilfredshed med den betydelige udvikling af EU's forsvar, bør fortsætte indsatsen med at opnå en bedre forståelse af de europæiske strategiske interesser, herunder udviklingen af den europæiske forsvarskapacitet; påpeger, at EU's bestræbelser på at opnå strategisk selvstændighed styrker alliancens sikkerhedsmiljø;

14.

glæder sig over NATO's forstærkede fremskudte tilstedeværelse på NATO's østlige flanke; glæder sig over NATO's indsættelse af fire multinationale kampgrupper i Estland, Letland, Litauen og Polen, der ledes af henholdsvis Det Forenede Kongerige, Canada, Tyskland og USA; mener, at samarbejdet mellem EU og NATO bør styrkes yderligere på de østlige og sydlige flanker af hensyn til begge organisationers sikkerhed, og at den russiske indtrængen, der tillige foregår i landene på den østlige flanke med hybride eller konventionelle midler, bør forebygges og imødegås på passende vis; understreger, at den nuværende infrastruktur i Europa, som primært er vest-øst-orienteret, bør suppleres med udviklingen af en ny nord-syd-dimension for at imødekomme kravene om militær mobilitet; understreger, at bestræbelserne på militær mobilitet bør bidrage til en effektiv gennemførelse af FSFP-opgaver og -operationer og til at styrke alliancens forsvarsposition; mener, at veje, broer og jernbaner bør opgraderes for at muliggøre hurtig indsættelse af militært personel og udstyr;

15.

understreger i denne henseende vigtigheden af at forbedre NATO's hurtige reaktionskapacitet ved at forbedre EU's og den nationale infrastruktur, fjerne bureaukratiske og infrastrukturmæssige hindringer for hurtig mobilisering af styrker samt ved at oplagre militært udstyr og militære forsyninger, hvilket styrker vores kollektive sikkerhed;

16.

hilser iværksættelsen af det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) velkommen; fremhæver dets potentiale til at styrke det europæiske bidrag inden for NATO; mener, at det kan øge synergierne og effektiviteten, og at det er et afgørende skridt for at styrke EU's sikkerheds- og forsvarskapacitet og de europæiske NATO-medlemmers potentielle bidrag, og er overbevist om, at et stærkere EU og et stærkere NATO kan styrke hinanden;

17.

fremhæver PESCO's komplementaritet med NATO, og at denne bør være en drivkraft for yderligere samarbejde mellem EU og NATO inden for kapacitetsudvikling, da den har til formål at styrke EU's forsvarskapacitet og til generelt at gøre FSFP mere effektiv og relevant med hensyn til at imødegå de nuværende sikkerhedsmæssige og militære udfordringer; understreger vigtigheden af gennemsigtighed og kommunikation om PESCO over for USA og andre NATO-medlemmer for at undgå misforståelser;

18.

understreger, at den næste fælles EU-NATO-erklæring bør insistere på, at den kapacitet, der udvikles multinationalt af EU-medlemsstaterne, herunder under PESCO, og NATO-medlemmerne, er til rådighed for både EU's og NATO's operationer; fremhæver, at de nylige afgørelser fra EU (den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD), PESCO, Den Europæiske Forsvarsfond), der har til formål at sikre, at europæerne tager et større ansvar for deres egen sikkerhed, bidrager til at styrke NATO samt til at sikre en rimelig transatlantisk byrdefordeling, under hensyntagen til målet om sammen at løse fælles sikkerhedsmæssige udfordringer, undgå unødvendig overlapning og udvikle sammenhængende, komplementære og interoperable forsvarskapaciteter; mener, at udvikling af fælles standarder, procedurer, uddannelse og øvelser bør betragtes som en vigtig drivkraft for et mere effektivt samarbejde mellem EU og NATO;

19.

bemærker, at 80 % af NATO's forsvarsudgifter efter brexit vil blive dækket af lande uden for EU, og at tre ud af fire bataljoner i øst vil være ledet af ikke-EU-lande;

20.

opfordrer indtrængende EU og NATO til at afholde regelmæssige øvelser på strategisk niveau med deltagelse af de øverste politiske ledere fra begge organisationer; glæder sig i denne forbindelse over den estiske øvelse EU CYBRID 2017, hvor NATO's generalsekretær for første gang deltog i en EU-øvelse;

Primære samarbejdsområder

21.

bemærker, at sikkerhedstruslerne er blevet mere hybride og mindre konventionelle, og at der kræves internationalt samarbejde for at tackle dem; opfordrer EU og NATO til yderligere at opbygge modstandsdygtighed og udvikle en fælles situationsbevidsthed med hensyn til hybride trusler; tilskynder EU og NATO til at samordne deres kriseberedskabsmekanismer for at tilvejebringe sammenhængende løsninger på hybride trusler; glæder sig over den seneste fælles indvielse af det Helsinki-baserede hybride ekspertisecenter ved NATO's generalsekretær og NF/HR, og opfordrer EU-medlemsstaterne til at oprette hybride ekspertisecentre, der trækker på erfaringerne med centret i Helsinki; glæder sig i denne forbindelse over de to separate, men sideløbende øvelser, PACE17 og CMX17, der blev gennemført i 2017, hvor henholdsvis EU's og NATO's personale testede deres respektive procedurer for kommunikation og udveksling af oplysninger under en begyndende fiktiv hybrid trussel; glæder sig over den fælles indsats fra vestlige allierede i forbindelse med det formodede russiske kemiske angreb i Det Forenede Kongerige;

22.

mener, at den kommende fælles EU-NATO-erklæring bør bifalde de fremskridt, der er gjort, og anmode om konkret gennemførelse af samtlige forslag, som er vedtaget af begge institutioner; mener, at der er behov for en yderligere indsats med hensyn til gennemførelsen af de mange forpligtelser, der allerede er indgået;

23.

mener i denne sammenhæng, at initiativerne om at styrke Europas forsvar må komme begge organisationer til gode, da EU-medlemsstaterne derved vil kunne styrke deres strategiske selvstændighed og være i stand til sammen at gribe ind militært på en troværdig måde; påpeger, at disse initiativer er komplementære til NATO-initiativer;

24.

mener, at det også er vigtigt at sikre gennemførelsen af principperne om rummelighed, gensidighed og fuld overholdelse af begge organisationers selvstændige beslutningstagning, som fastsat i Rådets konklusioner af 5. december 2017;

25.

glæder sig over den vellykkede parallelle og koordinerede krisestyringsøvelse i 2017, som tilvejebragte en platform, der er nyttig for udveksling af bedste praksis; ser frem til at gennemgå erfaringer samt til at fortsætte samarbejdet om fælles øvelser mellem EU og NATO, herunder den EU-ledede øvelse, der er planlagt i 2018;

26.

bemærker, at de eksisterende procedurer for udveksling af klassificerede oplysninger mellem de to organisationer er besværlige og ineffektive; mener, at begge organisationer står over for lignende strategiske udfordringer og dermed implicit vil skulle håndtere konsekvenserne sammen; mener, at samarbejdet om udveksling af klassificerede oplysninger og efterretningsanalyser skal forbedres, herunder med hensyn til terrorbekæmpelse, gennem opbygning af gensidig tillid; understreger, at EU vil skulle øge sin kapacitet ved at stille flere EU-medarbejdere med sikkerhedsgodkendelse til rådighed, afholde særlig uddannelse om behandling af klassificerede oplysninger og investere i sikker kommunikation; er af den opfattelse, at fremme af gensidighed og en tilgang, der understreger "behovet for at udveksle relevante oplysninger", også vil gavne begge organisationers opgaver og operationer; er af den opfattelse, at den parallelle og koordinerede efterretningsvurdering kan anvendes til at bekæmpe hybride trusler mere effektivt i fælleskab;

27.

anmoder EU og NATO om at udbygge deres samarbejde om strategisk kommunikation, bl.a. ved at styrke partnerskabet mellem NATO's ekspertisecenter for strategisk kommunikation og StratCom-afdelingen i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten);

28.

glæder sig over den nye EU-enhed for analyse og udveksling af oplysninger om hybride trusler og dens samarbejde med NATO's enhed for analyse af hybride trusler om udveksling af situationsbevidsthed og gennem udveksling af analyser af potentielle hybride trusler;

29.

er overbevist om, at samarbejde og udveksling af oplysninger er afgørende på cybersikkerhedsområdet, og anerkender de fremskridt, der er sket på dette område; understreger, at det er nødvendigt at forbedre forebyggelsen, opsporingen og modvirkningen af cyberhændelser; anmoder begge organisationer om at koordinere deres overvågningsaktiviteter og om nødvendigt udveksle cyberforsvarsrelaterede oplysninger og derved fremme EU-NATO-efterretningsindsatsen; tilskynder EU og NATO til at øge deres operationelle samarbejde og koordinering og til at fremme interoperabilitet ved at udveksle bedste praksis om de redskaber, metoder og processer, der anvendes til at bestemme ansvaret for cyberangreb; anser stigningen i udvekslingen af oplysninger mellem EU og NATO for en prioritet med henblik på at gøre det muligt at identificere alle ansvarlige cyberangrebskilder og gennemføre deraf følgende retlige foranstaltninger; mener, at det også er vigtigt at harmonisere uddannelsesaktiviteter og samarbejde om forskning og teknologi på cyberområdet; glæder sig over aftalen mellem EU's IT-Beredskabsenhed (Computer Emergency Response Team) og NATO's "Computer Incident Response Capability"; mener, at de nye aktiviteter med relation til cyberforsvarssamarbejde inden for rammerne af det nye mandat for Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) kan være af interesse for NATO;

30.

finder det vigtigt at sikre komplementaritet og undgå unødvendig overlapning i bestræbelserne på maritim kapacitetsopbygning for at beskytte den maritime sikkerhed mere effektivt; glæder sig over det øgede operative samarbejde og den øgede koordinering mellem EU og NATO, herunder udveksling af situationskendskab på basis af erfaringerne fra Middelhavet og Afrikas Horn, og fortsat søgen efter yderligere muligheder for gensidig logistisk støtte og udveksling af informationer om operationelle aktiviteter mellem de to organisationers personale, herunder foranstaltninger mod ulovlig indvandring;

31.

glæder sig over det øgede taktiske og operationelle samarbejde, bl.a. gennem direkte forbindelser mellem NATO's allierede søværnskommando og Frontex samt mellem Operation Sea Guardian og EUNAVFOR MED Sophia, der hjælper EU og dets missioner med at dæmme op for den irregulære migration og bekæmpe netværk, der udøver ulovlig handel, herunder ulovlig handel med våben; bemærker, at NATO efter anmodning kan yde logistisk støtte og andre funktioner, såsom genoptankning på havet og medicinsk støtte; bemærker, at dette følger efter et vellykket EU-NATO-samarbejde mellem Operation Ocean Shield og EUNAVFOR's Operation Atalanta om bekæmpelse af pirater ud for Afrikas Horn;

32.

opfordrer til yderligere synergier mellem EU og NATO på indsatsstederne og til yderligere forbedringer, navnlig hvad angår koordineringen af efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsindsatsen (ISR);

33.

gentager, at EU's initiativer med sigte på at styrke europæisk sikkerhed og forsvar også bør bidrage til at sikre, at de EU-medlemsstater, der er NATO-medlemmer, opfylder deres forpligtelser i forhold til NATO; mener, at det ikke bør have negative følger for nogen stat at være både EU-medlemsstat og NATO-medlem; understreger ligeledes, at visse EU-medlemsstaters status som ikke-NATO-medlem bør betyde, at de har andre forpligtelser i en europæisk forsvarsunion; understreger, at EU's medlemsstater bør være i stand til at iværksætte selvstændige militære missioner, også når NATO ikke er villig til at skride til handling, eller hvis en EU-indsats er mere hensigtsmæssig;

34.

glæder sig over den fortsatte tendens til at øge forsvarsudgifterne blandt NATO-medlemmerne; opfordrer alle EU-medlemsstater, der også er medlemmer af NATO, til at gøre en indsats for at følge retningslinjerne om forsvarsudgifter på 2 % af BNP, heraf 20 % til vigtigt nyt udstyr; mener, at de EU-medlemsstater, der overholder NATO's retningslinjer for forsvarsudgifterne, bør overveje at afsætte et bestemt beløb, inden for de 20 % for indkøb, specifikt til forskning og udvikling for at garantere, at der øremærkes et minimumsbeløb til innovation, som dermed kan få en spillovereffekt med teknologi til den civile sektor;

35.

minder om anmodningen i den fælles EU-NATO-erklæring fra Warszawa til medlemmerne om at "fremme en stærkere forsvarsindustri og yderligere forskning på forsvarsområdet"; er af den faste overbevisning, at medlemmerne af EU og NATO er nødt til at samarbejde og søge synergier inden for styrkelse og udvikling af deres teknologiske og industrielle fundament for at kunne reagere på prioriteter på kapacitetsområdet, navnlig via den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar og NATO's forsvarsplanlægningsproces; finder det vigtigt, at et effektivt og afbalanceret transatlantisk forsvarsteknologi- og forsvarsindustrisamarbejde er en strategisk prioritet for begge organisationer; støtter, at der med de påtænkte foranstaltninger inden for rammerne af den europæiske forsvarsfond opfordres til fælles forskning og udvikling af europæisk kapacitet; mener, at et øget engagement i forskning og kapacitetsplanlægning kan medføre større effektivitet;

36.

gentager, at det er nødvendigt at sikre sammenhæng med hensyn til resultater og frister mellem EU's samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar, kapacitetsudviklingsplanen og de respektive NATO-processer, som f.eks. NATO's forsvarsplanlægningsproces; fremhæver behovet for at sikre, at multinationale initiativer inden for kapacitetsudvikling af både EU og NATO er komplementære og gensidigt forstærkende; understreger, at den kapacitet, der anvendes i FSFP og udvikles under PESCO, fortsat er ejet af medlemsstaterne, som også kan stille den til rådighed for andre rammer;

37.

fremhæver behovet for i et tæt samarbejde mellem EU og NATO at tackle de fysiske og juridiske hindringer for hurtig flytning af militært personel og militære aktiver i og uden for EU for efter behov at sikre en gnidningsløs bevægelighed for materiel og styrker i hele Europa, herunder anvendelighed af kritisk infrastruktur såsom veje, broer og jernbaner, navnlig via gennemførelsen af den handlingsplan, som blev fremlagt af NF/HR og Kommissionen ud fra den køreplan, som EU-medlemsstaterne har fastlagt inden for rammerne af Det Europæiske Forsvarsagentur; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til hurtigt at følge op herpå og udnytte det momentum, der er blevet skabt indtil nu; understreger behovet for kompatible forsvarskapaciteter for at fremme deployering og samarbejde på tværs af EU og NATO; anbefaler, at EU og NATO også tager hånd om mobiliteten af NATO-styrker fra ikke-EU-lande, der befinder sig på europæisk territorium;

38.

mener, at EU og NATO bør gøre mere i fælleskab for at styrke modstandsdygtigheden, forsvaret og sikkerheden hos begge organisationers naboer og partnere; støtter kraftigt, at bistand til nabo- og partnerlandene med henblik på at opbygge deres kapaciteter og skabe modstandsdygtighed, herunder med hensyn til terrorbekæmpelse, strategisk kommunikation, cyberforsvar, lagring af ammunition og reform af sikkerhedssektoren, er et fælles mål, navnlig i tre pilotlande (Bosnien-Hercegovina, Moldova og Tunesien);

39.

minder om, at det er i både EU's og NATO's interesse at løse sikkerhedsproblemerne på Vestbalkan og i EU's naboskabsområder og at samarbejde på visse konkrete områder; glæder sig over EU's og NATO's bestræbelser på at yde politisk og praktisk støtte til landene i det vestlige Balkan, Østeuropa og det sydlige Kaukasus; foreslår, at EU's medlemsstater fortsætter disse bestræbelser på at sikre fortsat demokratisk udvikling og reform af sikkerhedssektoren; understreger, at samarbejde mellem EU og NATO og landene på Vestbalkan er afgørende for at fjerne sikkerhedstruslerne mod kontinentet som helhed;

40.

understreger vigtigheden af principperne i Wien-dokumentet, navnlig princippet om åbenhed og gennemsigtighed; glæder sig i denne forbindelse over, at EU's og NATO's militære øvelser og fælles øvelser er åbne for internationale observatører;

41.

gentager, at kvinder spiller en vigtig rolle i FSFP- og NATO-missioner, navnlig i mødet med kvinder og børn i konfliktområder; glæder sig over, at både EU og NATO har anerkendt denne vigtige rolle; anbefaler, at EU og NATO proaktivt fremmer kønsdiversitet i deres strukturer og operationer;

42.

understreger behovet for, at EU sikrer et tæt sikkerheds- og forsvarssamarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit, i lyset af at Det Forenede Kongerige også som ikke-EU-land fortsat vil være en førende bidragyder til det europæiske forsvar som både NATO-medlem og europæisk nation;

o o

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, NATO's generalsekretær, EU-agenturerne på sikkerheds- og forsvarsområdet, EU-medlemsstaternes regeringer og nationale parlamenter samt NATO's Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 109.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0435.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0440 og P8_TA(2017)0492.

(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0503 og P8_TA(2017)0493.

(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0092.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/57

P8_TA(2018)0258

Cyberforsvar

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om cyberforsvar (2018/2004(INI))

(2020/C 28/07)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

—	der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. december 2013, 26. juni 2015, 15. december 2016, 9. marts 2017, 22. juni 2017, 20. november 2017 og 15. december 2017,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. juni 2017 med titlen "Oplæg om fremtiden for det europæiske forsvar"(COM(2017)0315),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. juni 2017 med titlen "Oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond"(COM(2017)0295),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 om en europæisk handlingsplan for forsvarsområdet (COM(2016)0950),

—

der henviser til fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 7. februar 2013 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en "EU-strategi for cybersikkerhed: et åbent, sikkert og beskyttet cyberspace"(JOIN(2013)0001),

—	der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 13. september 2017 med titlen "Assessment of the EU 2013 Cybersecurity Strategy"("Vurdering af EU's cybersikkerhedsstrategi 2013") (SWD(2017)0295),

—	der henviser til rammen for EU's cyberforsvarspolitik af 18. november 2014,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 10. februar 2015 om cyberdiplomati,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 19. juni 2017 om en ramme for EU's fælles diplomatiske reaktion på ondsindede cyberaktiviteter ("cyberdiplomatisk værktøjskasse"),

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 13. september 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet om modstandsdygtighed, afskrækkelse og forsvar: opbygning af en stærk cybersikkerhed for EU (JOIN(2017)0450),

—	der henviser til "Tallinn Manual 2.0 on the International Law Applicable to Cyber Operations"("Tallinnmanualen 2.0 om den internationale lov for cyberoperationer") (1),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (2),

—	der henviser til arbejdet i den globale kommission for stabilitet i cyberspace (Global Commission on the Stability of Cyberspace),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. april 2015 med titlen "Den europæiske dagsorden om sikkerhed"(COM(2015)0185),

—	der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 6. april 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet om en "Fælles ramme for imødegåelse af hybride trusler – Den Europæiske Unions indsats"(JOIN(2016)0018),

—	der henviser til sin beslutning af 3. oktober 2017 om bekæmpelse af cyberkriminalitet (3),

—

der henviser til den fælles erklæring af 8. juli 2016 afgivet af formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær om det fælles sæt af forslag om gennemførelse af den fælles erklæring, som blev godkendt af Det Europæiske Råd og NATO-Rådet den 6. december 2016 og den 5. december 2017 og til statusrapporten om gennemførelsen af disse af 14. juni og 5. december 2017,

—	der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om cybersikkerhed og -forsvar (4),

—	der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion (5),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 13. september 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ENISA, "EU's Agentur for Cybersikkerhed", om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 og om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi ("forordningen om cybersikkerhed") (COM(2017)0477,

—	der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) (6),

—	der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) (7),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0189/2018),

A.	der henviser til, at cyber- og hybridudfordringer, -trusler og -angreb udgør en stor trussel imod EU's, medlemsstaternes og borgernes sikkerhed, stabilitet og konkurrenceevne; der henviser til, at cyberforsvar tydeligvis indebærer både militære og civile dimensioner;

B.	der henviser til, at EU og medlemsstaterne står over for en hidtil uset trussel i form af politisk motiverede, statsstøttede cyberangreb samt cyberkriminalitet og -terrorisme;

C.	der henviser til, at cyberspace generelt er anerkendt som militærets femte operationelle domæne, der giver mulighed for at udvikle cyberforsvarskapacitet; der henviser til, at det drøftes, om cyberspace skal anerkendes som det femte område for krigsførelse;

der henviser til, at den fælles forsvarsklausul, artikel 42, stk. 7, i TEU, indeholder en fælles forpligtelse til at yde al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen, hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på dens område; der henviser til, at dette ikke berører den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik; der henviser til, at solidaritetsklausulen, artikel 222 i TEUF, supplerer den fælles forsvarsklausul ved at fastsætte, at EU's medlemsstater er forpligtede til at handle sammen, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller menneskeskabt katastrofe; der henviser til, at solidaritetsklausulen omfatter brug af både civile og militære strukturer;

der henviser til, at cyberforsvar fortsat er en af medlemsstaternes kernekompetencer, men at EU har en afgørende rolle at spille med hensyn til at tilvejebringe en platform for europæisk samarbejde og sikre, at disse nye bestræbelser koordineres nøje fra begyndelsen på internationalt plan og inden for den transatlantiske sikkerhedsarkitektur for at undgå huller og den ineffektivitet, som præger mange traditionelle forsvarsindsatser; der henviser til, at vi skal gøre mere end blot forbedre vores samarbejde og koordinering; der henviser til, at vi er nødt til at sikre en effektiv forebyggelse ved at øge EU's evne til at opdage, forsvare og afskrække; der henviser til, at det er nødvendigt med et troværdigt cyberforsvar og afskrækkelse for at opnå effektiv cybersikkerhed i EU og samtidig sikre, at de lande, der er mindst forberedt, ikke bliver nemme mål for cyberangreb, og der henviser til, at en omfattende cyberforsvarskapacitet bør være en nødvendig del af FSFP og af udviklingen af den europæiske forsvarsunion; der henviser til, at vi befinder os i en situation, hvor der er permanent mangel på højt kvalificerede specialister inden for cyberforsvar; der henviser til, at en nøje koordinering af beskyttelsen af de væbnede styrker mod cyberangreb er en nødvendig del af udviklingen af en effektiv FSFP;

der henviser til, at EU-medlemsstaterne ofte er udsat for cyberangreb, der udføres af fjendtlige og farlige statslige og ikkestatslige aktører mod civile eller militære mål; der henviser til, at den nuværende sårbarhed primært skyldes fragmenteringen af de europæiske forsvarsstrategier og -kapaciteter, der giver udenlandske efterretningstjenester mulighed for igen og igen at udnytte sikkerhedsmæssige sårbarheder i IT-systemer og -netværk, der er af afgørende betydning for Europas sikkerhed; der henviser til, at medlemsstaternes regeringer ofte har undladt at informere de relevante interessenter rettidigt i forhold til at give dem mulighed for at tage hånd om deres sårbarheder i deres produkter og tjenester; der henviser til, at disse angreb kræver, at den europæiske offensive og defensive kapacitet på civilt og militært plan straks styrkes og udvikles for at undgå mulige grænseoverskridende økonomiske og samfundsmæssige virkninger af cyberhændelser;

G.	der henviser til, at skillelinjen mellem civil og militær indblanden er uklar i cyberspace;

der henviser til, at mange cyberhændelser muliggøres af den private og offentlige netværksinfrastrukturs manglende robusthed og sikkerhed, af dårligt beskyttede eller dårligt sikrede databaser og af andre mangler i den kritiske informationsstruktur; der henviser til, at kun få medlemsstater tager ansvaret for beskyttelsen af deres respektive netværks- og informationssystemer og tilknyttede data som en del af deres respektive diligenspligt, hvilket forklarer de generelle manglende investeringer i uddannelse og i den nyeste sikkerhedsteknologi samt i udvikling af passende retningslinjer;

I.	der henviser til, at retten til privatliv og databeskyttelse er fastlagt i EU's charter om grundlæggende rettigheder og artikel 16 i TEUF og reguleres af EU's generelle forordning om databeskyttelse, som trådte i kraft den 25. maj 2018;

J.	der henviser til, at en aktiv og effektiv cyberpolitik er en, der er i stand til at afskrække fjender samt ødelægge deres kapacitet og forebygge og reducere deres mulighed for angreb;

der henviser til, at flere terrorgrupper og -organisationer anvender cyberspace som et billigt redskab til at rekruttere, radikalisere og udbrede terrorpropaganda; der henviser til, at terrorgrupper, ikkestatslige aktører og grænseoverskridende kriminelle netværk bruger cyberoperationer til at rejse midler anonymt, samle efterretninger og udvikle cybervåben til at føre cyberterrorkampagner, til at afbryde, skade eller ødelægge kritisk infrastruktur, til at angribe finansielle systemer og til at forfølge andre illegale aktiviteter, der har konsekvenser for de europæiske borgeres sikkerhed;

der henviser til, at cyberforsvar og afskrækkelse inden for Europas væbnede styrker og kritiske infrastrukturer er blevet et kritisk spørgsmål i forbindelse med debatter om modernisering af forsvaret, Europas fælles forsvarsindsats, den fremtidige udvikling af de væbnede styrker og deres operationer og Den Europæiske Unions strategiske autonomi;

der henviser til, at adskillige medlemsstater har foretaget betydelige investeringer i etableringen af velbemandede cyberkommandoer for at imødegå disse nye udfordringer og forbedre modstandsdygtigheden over for cyberangreb, men at der skal gøres langt mere, da det bliver stadig vanskeligere at modstå cyberangreb på medlemsstatsniveau; der henviser til, at de enkelte medlemsstaternes cyberkommandoer varierer med hensyn til deres offensive og defensive mandat; der henviser til, at andre cyberforsvarsstrukturer er meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat og ofte fortsat er fragmenterede; der henviser til, at cyberforsvar og afskrækkelse er aktiviteter, der bedst kan løses i fællesskab på europæisk plan og i samarbejde med vores partnere og allierede, da det operationelle område herfor hverken anerkender nationale eller organisatoriske grænser; der henviser til, at den militære og civile cybersikkerhed er tæt forbundne, og at der derfor er behov for mere synergi mellem civile og militære eksperter; der henviser til, at private virksomheder har en betydelig ekspertise på dette område, hvilket rejser grundlæggende forvaltnings- og sikkerhedsmæssige spørgsmål om staternes evne til at forsvare deres borgere;

der henviser til, at der er et presserende behov for at styrke EU's kapaciteter inden for cyberforsvar, idet der er en mangel på rettidige reaktioner på det ændrede trusselsbillede inden for cybersikkerhed; der henviser til, at reaktionshastighed og passende beredskab er afgørende for at sikre sikkerheden på dette område;

der henviser til, at både det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) og den europæiske forsvarsfond (EUF) er nye initiativer, der har det nødvendige råderum til at fremme et økosystem, der kan forbedre mulighederne for SMV'er og nystartede virksomheder, og til at lette samarbejdsprojekter på cyberforsvarsområdet, og begge vil bidrage til at forme de lovgivningsmæssige og institutionelle rammer;

P.	der henviser til, at de medlemsstater, der deltager i PESCO, har forpligtet sig til at sikre, at samarbejdet om cyberforsvar – såsom udveksling af oplysninger, uddannelse og operationel støtte – fortsat vil vokse;

Q.	der henviser til, at blandt de 17 udvalgte PESCO-projekter handler de to om cyberforsvar;

der henviser til, at EUF skal støtte den europæiske forsvarsindustris globale konkurrenceevne og innovationsevne ved at investere i digitale teknologier og cyberteknologier samt fremme udviklingen af intelligente løsninger ved at give SMV'er og nystartede virksomheder mulighed for at deltage i denne indsats;

der henviser til, at Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) har iværksat en række projekter for at imødekomme medlemsstaternes behov for at udvikle deres cyberforsvarskapacitet, herunder projekter om uddannelse og træning såsom samordningsplatformen for uddannelse inden for cyberforsvar, træning og øvelser (CD TEXP), efterspørgselspuljen vedrørende samordningsplatformen for uddannelse inden for cyberforsvar støttet af den private sektor (DePoCyTE) og projektet om cybertestmiljøer (Cyber Ranges);

T.	der henviser til, at der findes andre løbende EU-projekter om situationsforståelse, opdagelse af malware og deling af oplysninger (platformen til deling af oplysninger om malware (MISP), multiagentsystemer for avanceret opdagelse af vedvarende trusler (MASFAD));

U.	der henviser til, at kapacitetsopbygning og uddannelsesbehovet på cyberforsvarsområdet er omfattende og stigende og opfyldes mest effektivt i fællesskab på EU- og NATO-plan;

der henviser til, at FSFP-missioner og -operationer, i lighed med alle andre moderne organisationers indsats, er dybt afhængige af velfungerende IT-systemer; der henviser til, at der kan forekomme cybertrusler mod FSFP-missioner og -operationer i flere lag, lige fra det taktiske lag (FSFP-missioner og -operationer) og det operationelle lag (EU-net) til det bredere lag i den globale IT-infrastruktur;

der henviser til, at kommando- og kontrolsystemer, informationsudveksling og logistik er afhængige af klassificeret og uklassificeret IT-infrastruktur, navnlig på det taktiske og operationelle plan; der henviser til, at disse systemer er attraktive mål for ondsindede aktører, som ønsker at angribe missioner; der henviser til, at cyberangreb kan have alvorlige konsekvenser for EU's infrastruktur; der henviser til, at cyberangreb mod navnlig EU's energiinfrastruktur vil have alvorlige konsekvenser og skal derfor beskyttes imod dette;

der henviser til, at det fremgår, at cyberforsvar bør være en vigtig del af overvejelserne i alle faser af planlægningsprocessen for FSFP-missioner og -operationer, at det kræver konstant overvågning, og at der skal være tilstrækkelig kapacitet til rådighed for at kunne integrere det fuldstændigt i missionsplanlægningen, og for at det løbende skal kunne yde den nødvendige og afgørende støtte;

der henviser til, at Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademis (ESDC's) netværk er den eneste europæiske undervisningsudbyder inden for FSFP-strukturer, -missioner og -operationer; der henviser til, at dets rolle med hensyn til at samle europæisk uddannelseskapacitet ifølge de nuværende planer skal øges væsentligt;

Z.	der henviser til, at NATO i sin erklæring fra topmødet i Warszawa i 2016 anerkendte cyberspace som et operativt område, hvor NATO skal forsvare sig selv lige så effektivt som i luften, på landjorden og til søs;

AA.

der henviser til, at EU og NATO har bidraget til at forbedre medlemsstaternes cyberforsvarskapacitet gennem forskningprojekter i teknologi med dobbelt anvendelse, der koordineres af EDA og NATO, og ved at forbedre medlemsstaternes modstandsdygtighed over for cyberangreb gennem støtte fra EU's Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA);

AB.

der henviser til, at NATO i 2014 fastlagde cyberforsvarsoperationer som en del af alliancens kollektive forsvar og i 2016 anerkendte cyberspace som et operationelt område på linje med land, luft og hav; der henviser til, at EU og NATO som partnere supplerer hinanden i opbygningen af deres modstandsdygtighed over for cyberangreb og deres cyberforsvarskapacitet; der henviser til, at cybersikkerhed og -forsvar allerede er en af de stærkeste søjler i samarbejdet mellem de to og et vigtigt område, hvor begge har unik kapacitet; der henviser til, at EU og NATO i den fælles EU-NATO-erklæring af 8. juli 2016 blev enige om en bred dagsorden for samarbejde; der henviser til, at fire ud af 42 forslag om tættere samarbejde vedrører cybersikkerhed og -forsvar, og at yderligere forslag er rettet mod hybride trusler i bredere forstand; der henviser til, at dette suppleres af yderligere forslag vedrørende cybersikkerhed og forsvar, der blev forelagt den 5. december 2017;

AC.

der henviser til, at FN's gruppe af regeringseksperter om informationssikkerhed (UNGGE) har afsluttet sin sidste forhandlingsrunde; der henviser til, at selv om den ikke var i stand til at udarbejde en konsensusrapport i 2017, gælder rapporterne fra 2013 og 2015 stadig, herunder anerkendelsen af, at den eksisterende folkeret, og navnlig FN-pagten, finder anvendelse og er afgørende for at opretholde fred og stabilitet og fremme et åbent, sikkert, fredeligt og tilgængeligt IKT-miljø;

AD.

der henviser til, at den nyligt iværksatte ramme for en fælles diplomatisk reaktion fra EU's side på ondsindede cyberaktiviteter, EU's cyberdiplomatiske værktøjskasse, som har til formål at udvikle EU's og medlemsstaternes kapacitet til at påvirke adfærden hos potentielle gerningsmænd, fastsætter, at der skal anvendes forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger inden for FUSP, herunder restriktive foranstaltninger;

AE.

der henviser til, at forskellige aktører - bl.a. Rusland, Kina og Nordkorea, men også ikke-statslige aktører (herunder organiserede kriminelle grupper), inspireret, engageret eller sponsoreret af stater, sikkerhedsagenturer eller private virksomheder - har været involveret i ondsindede cyberaktiviteter med henblik på at nå politiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige mål, herunder angreb på kritisk infrastruktur, cyberspionage, masseovervågning af EU-borgere, støtte til misinformationskampagner og formidling af malware (Wannacry og NotPetya, osv.), der begrænser adgangen til internettet og IT-systemernes funktion; der henviser til, at sådanne aktiviteter tilsidesætter og er i strid med folkeretten, menneskerettighederne og EU's grundlæggende rettigheder og samtidig er til fare for demokratiet, sikkerheden, den offentlige orden og EU's strategiske autonomi og derfor bør føre til en fælles reaktion fra EU's side, såsom anvendelse af en fælles ramme for EU's diplomatiske reaktion, herunder anvendelse af de restriktive foranstaltninger, der er indeholdt i EU's cyberdiplomatiske værktøjskasse, som f.eks. bøder og begrænset adgang til det indre marked for private virksomheder;

AF.

der henviser til, at der flere gange tidligere har været iværksat sådanne angreb i stor målestok mod IKT-infrastruktur, herunder i Estland i 2007, i Georgien i 2008, og nu næsten dagligt i Ukraine; der henviser til, at der også anvendes offensiv cyberkapacitet mod EU- og NATO-medlemsstater i et hidtil uset omfang;

AG.

der henviser til, at cybersikkerhedsteknologier, der er relevante både på det millitære og det civile område, er teknologier med "dobbelt formål", hvilket giver mange muligheder for at udvikle synergier mellem civile og militære aktører på en række områder såsom kryptering, værktøjer til forvaltning af sikkerhed og sårbarhed og systemer til afsløring og forebyggelse af uautoriseret indtrængen;

AH.	der henviser til, at udviklingen af cyberteknologier over de kommende år vil påvirke nye områder såsom kunstig intelligens, tingenes internet, robotteknologi og mobile enheder, og at alle disse elementer også kan få flere sikkerhedsmæssige konsekvenser for forsvarsområdet;

AI.	der henviser til, at cyberkommandoer i flere medlemsstater i høj grad kan bidrage til at beskytte vigtig civil infrastruktur, og der henviser til, at cyberforsvarsrelateret viden ofte er lige så nyttigt på det civile område;

Kapacitetsudvikling inden for cyberforsvar og afskrækkelse

understreger, at en fælles cyberforsvarspolitik og en betydelig cyberforsvarskapacitet bør udgøre kerneelementer i udviklingen af den europæiske forsvarsunion;

glæder sig over Kommissionens initiativ til en cybersikkerhedspakke, som skal fremme EU's modstandsdygtighed over for cyberangreb, afskrækkelse og -forsvar;

minder om, at cyberforsvar har både militære og civile dimensioner, og at dette betyder, at der er behov for en integreret politisk tilgang og et tæt samarbejde mellem militære og civile interessenter;

opfordrer til at, at der sker en sammenhængende udvikling af cyberkapacitet på tværs af alle EU-institutioner og -organer samt i medlemsstaterne og til at tilvejebringe de nødvendige politiske og praktiske løsninger til at overkomme de resterende politiske, lovgivningsmæssige og organisatoriske hindringer for samarbejde om cyberforsvar; mener, at løbende og forbedret udveksling og samarbejde mellem relevante offentlige interessenter på EU-plan og nationalt plan om cyberforsvar er afgørende;

understreger kraftigt, at medlemsstaternes cyberforsvarskapacitet inden for rammerne af den nye europæiske forsvarsunion bør være i front og så vidt muligt være forbundet fra begyndelsen for at sikre maksimal effektivitet; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen i udviklingen af deres respektive cyberforsvar ved hjælp af en klar køreplan og dermed indgå i en proces, som koordineres af Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og EDA for bedre at effektivisere cyberforsvarsstrukturerne i medlemsstaterne ved hurtigst muligt at gennemføre de tilgængelige kortsigtede foranstaltninger og fremme udvekslingen af ekspertise; mener, at vi bør udvikle et europæisk sikkert net til kritiske oplysninger og infrastruktur; anerkender endvidere, at stor kapacitet til at finde de ansvarlige er en vigtig del af et effektivt cyberforsvar og cyberforsvar med afskrækkende virkning, og at effektiv forebyggelse vil kræve udvikling af betydelig mere teknologisk ekspertise; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge de finansielle og menneskelige ressourcer, navnlig eksperter inden for cyberkriminalteknik, for at forbedre kapaciteten til at finde kilden til cyberangreb; understreger, at et sådant samarbejde også bør gennemføres gennem fremme af ENISA;

erkender, at mange medlemsstater anser deres egen cyberforsvarskapacitet for at være kernen i deres nationale sikkerhedsstrategi og for at udgøre en væsentlig del af deres nationale suverænitet; understreger imidlertid - på grund af cyberspaces grænseløse karakter - at det målestok og den viden, der er nødvendig for at skabe en egentlig tværgående og effektiv styrke, der kan sikre EU's mål om strategisk selvstændighed i cyberspace, rækker ud over hver enkelt medlemsstats kapacitet og derfor kræver en styrket og koordineret indsats fra alle medlemsstaternes side på EU-plan; bemærker på denne baggrund, at EU og dens medlemsstater er under tidspres med hensyn til at udvikle sådanne kræfter og skal handle omgående; bemærker, at EU som følge af EU-initiativer som det digitale indre marked er godt placeret i forhold til at indtage en førende rolle i udviklingen af europæiske cyberforsvarsstrategier; minder om, at udviklingen af det et cyberforsvar på EU-plan skal øge EU's kapacitet til at beskytte sig selv; glæder sig i denne henseende over det foreslåede permanente mandat og den styrkede rolle for ENISA;

opfordrer i denne forbindelse indtrængende medlemsstaterne til at gøre bedst mulig brug af den ramme, der er fastlagt af PESCO og EUF, til at foreslå samarbejdsprojekter;

noterer sig det store stykke arbejde, som EU og dets medlemsstater har gjort på cyberforsvarsområdet; bemærker navnlig EDA's projekter om cybertestmiljøer ("cyber ranges"), den strategiske forskningsdagsorden om cyberforsvar og udarbejdelsen af pakker om cybersituationskendskab, som kan benyttes af hovedkvarterer;

glæder sig over de to projekter, som vil blive iværksat inden for rammerne af PESCO, nemlig platformen til informationsudveksling om reaktion på cybertrusler og -hændelser og cyberberedskabsholdene og gensidig bistand inden for cybersikkerhed; understreger, at disse to projekter har fokus på en defensiv cyberpolitik, der bygger på udveksling af efterretninger om cybertrusler gennem en netværksplatform for medlemsstaterne og etablering af cyberberedskabshold (Cyber Rapid Response Teams - CRRT'er), som giver medlemsstaterne mulighed for at hjælpe hinanden med at sikre større modstandsdygtighed over for cyberangreb og sammen afsløre, genkende og mindske cybertrusler; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bygge videre på PESCO-projekterne om nationale CRRT'er og gensidig bistand inden for cybersikkerhed ved at oprette et europæisk CRRT, som skal koordinere, afsløre og modvirke kollektive cybertrusler til støtte for de deltagende medlemsstaters indsats;

10.

bemærker, at EU's kapacitet til at udvikle cyberforsvarsprojekter afhænger af dets kendskab til teknologier, udstyr, tjenester, data og databehandling samt af, at det kan støtte sig til en betroet gruppe af aktører inden for sektoren;

11.

minder om, at et af formålene med indsatsen for at forbedre ensartetheden i kommandosystemerne er at sikre, at de til rådighed værende kommandoressourcer er interoperable med kommandoressourcerne i NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU, samt med lejlighedsvise partnere, og sikre en gnidningsfri informationsudveksling for at fremskynde beslutningsprocessen og bevare kontrollen over oplysningerne i en cyberrisikosammenhæng;

12.

henstiller, at der findes måder til at supplere NATO's projekter vedrørende intelligent forsvar (f.eks. kapacitetsudvikling til multinationalt cyberforsvar, platformen til deling af oplysninger om malware (MISP) og samordningsplatform for uddannelse og træning inden for cyberforsvar (Multinational Cyber Defence Education & Training - MNCDE&T));

13.

anerkender den udvikling, der er sket på områder som nanoteknologi, kunstig intelligens, big data, e-affald og avanceret robotteknologi; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og EU til at være særligt opmærksomme på eventuel udnyttelse af disse områder fra fjendtlige statslige aktørers og organiserede kriminelle gruppers side; opfordrer til udvikling af uddannelse og kapacitet med henblik på at beskytte mod forekomsten af avancerede kriminelle systemer såsom kompleks identitetsbedrageri og forfalskning af varer;

14.

understreger behovet for mere terminologisk præcisering af sikkerhed i cyberspace samt for en omfattende og integreret tilgang til og fælles bestræbelser for at modvirke cybertrusler og hybride trusler, opdage og udrydde sikre onlinehavne for ekstremister og kriminelle ved at styrke og øge udvekslingen af oplysninger mellem EU og EU-agenturer som Europol, Eurojust, EDA og ENISA;

15.

understreger den voksende rolle, som kunstig intelligens spiller, både inden for cyberangreb og cyberforsvar; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at være særligt opmærksomme på dette område, både i forbindelse med forskning og med den praktiske udvikling af deres cyberforsvarskapacitet;

16.

understreger kraftigt, at der med anvendelsen af ubemandede luftfartøjer, uanset om de er væbnede eller ej, bør træffes yderligere foranstaltninger for at reducere deres potentielle cybersårbarheder;

Cyberforsvar inden for FSFP-missioner og -operationer

17.

understreger, at cyberforsvar bør betragtes som en operationel opgave for FSFP-missioner og -operationer, og at det bør integreres i alle FSFP-planlægningsprocesser for at sikre, at der i hele planlægningsprocessen tages højde for cybersikkerhed, og at cybersårbarhedshuller dermed reduceres;

18.

anerkender, at planlægning af en vellykket FSFP-mission eller -operation kræver betydelig cyberforsvarsekspertise og sikre infrastrukturer og netværk, både i de operationelle hovedkvarterer og inden for selve missionen, for at kunne foretage en grundig trusselsvurdering og yde tilstrækkelig beskyttelse i marken; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og de medlemsstater, der stiller hovedkvarterer til rådighed for FSFP-operationer, til at styrke den cyberforsvarsekspertise, de yder EU's missioner og operationer; bemærker, at der er en grænse for, hvor godt en FSFP-mission kan være forberedt på at beskytte sig mod cyberangreb;

19.

understreger, at planlægning af alle FSFP-missioner og -operationer skal ledsages af en grundig vurdering af cybertrusselsbilledet; bemærker, at den trusselsklassificering, som er udarbejdet af ENISA, er en passende skabelon for en sådan vurdering; anbefaler, at FSFP-hovedkvarterer får kapacitet til at vurdere modstandsdygtigheden over for cyberangreb;

20.

anerkender navnlig, at det er vigtigt, at FSFP-missioners og -operationers digitale fodaftryk og angrebsflader begrænses til det nødvendige minimum; opfordrer indtrængende de planlæggere, der er involveret, til at tage hensyn hertil fra begyndelsen af planlægningsprocessen;

21.

anerkender EDA's analyse af uddannelsesbehov, som har afsløret store mangler i cyberforsvarsfærdigheder og -kompetencer hos beslutningstagerne og ikke kun i medlemsstaterne, og glæder sig over EDA-initiativerne om kurser for de øverste beslutningstagere i medlemsstaterne til støtte for planlægning af FSFP-missioner og -operationer;

Cyberforsvarsuddannelse og -træning

22.

bemærker, at et strømlinet uddannelses- og træningslandskab inden for EU-cyberforsvar i høj grad vil mindske trusler, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge deres samarbejde inden for uddannelse, træning og øvelser;

23.

støtter kraftigt det militære Erasmusprogram og andre fælles uddannelses- og udvekslingsinitiativer, der tager sigte på at fremme interoperabiliteten mellem medlemsstaternes væbnede styrker og udviklingen af en fælles strategisk kultur gennem en øget udveksling af unge militærfolk, idet det erindres, at denne interoperabilitet er nødvendig blandt alle medlemsstater og NATO-allierede; mener imidlertid, at udvekslinger om uddannelse og træning inden for cyberforsvar bør række ud over dette initiativ og omfatte militært personale i alle aldersgrupper og af alle grader samt studerende fra alle akademiske institutioner, der udbyder uddannelsesprogrammer inden for cybersikkerhed;

24.

understreger, at der er behov for flere eksperter på cyberforsvarsområdet; opfordrer medlemsstaterne til at lette samarbejdet mellem civile uddannelsesinstitutioner og militærakademier med henblik på at fylde dette hul og skabe flere uddannelsesmuligheder inden for cyberforsvar og til at afsætte flere ressourcer til specialiseret operationel cybertræning, herunder om kunstig intelligens; opfordrer militærakademier til at integrere cyberforsvar i deres læseplaner og dermed bidrage til at øge den cybertalentmasse, der er til rådighed for FSFP-missioner;

25.

opfordrer alle medlemsstater til i tilstrækkelig grad og proaktivt at informere om, gøre opmærksom på og rådgive virksomheder, skoler og borgere om cybersikkerhed og de vigtigste digitale trusler; glæder sig i denne henseende over cybervejledninger som et redskab til at vejlede borgere og organisationer til en bedre cybersikkerhedsstrategi, fremme viden om cybersikkerhed og forbedre modstandsdygtigheden over for cyberangreb generelt;

26.

bemærker, at medlemsstaterne i lyset af behovet for mere specialiseret personale ikke kun bør fokusere på at rekruttere kompetent personale til deres væbnede styrker, men også på at fastholde de fornødne specialister;

27.

glæder sig over, at elleve medlemsstater (Østrig, Belgien, Tyskland, Estland, Grækenland, Finland, Irland, Letland, Holland, Portugal og Sverige) inden for projektet "Cyber Ranges Federation Project"har gennemført det første af fire cyberforsvarsprojekter, der blev iværksat inden for rammerne af EDA's sammenlægnings- og delingsdagsorden; opfordrer de resterende medlemsstater til at tilslutte sig initiativet; opfordrer medlemsstaterne til at fremme større gensidig adgang til virtuel uddannelse inden for cyberforsvar og cybertestmiljøer; mener i denne henseende, at ENISA's rolle og dets ekspertise også bør overvejes;

28.

mener, at sådanne initiativer bidrager til at forbedre kvaliteten af uddannelse på cyberforsvarsområdet på EU-plan, især gennem etableringen af en bred vifte af tekniske platforme og oprettelsen af et fællesskab af EU-eksperter; mener, at europæiske væbnede styrker kan virke mere appellerende, hvis de tilbyder omfattende træning i cyberforsvar for at tiltrække og fastholde cybertalenter; understreger behovet for at påvise svagheder i både medlemsstaters og EU-institutioners computersystemer; anerkender, at menneskelige fejl er den hyppigst afdækkede årsag til svagheder i cybersikkerhedssystemer, og opfordrer derfor til regelmæssig efteruddannelse for både militærpersonnel og civilt personale, der arbejder for EU's institutioner;

29.

opfordrer EDA til at iværksætte samordningsplatformen for uddannelse inden for cyberforsvar, træning og øvelser (CD TEXP) for at støtte projektet "Cyber Ranges Federation"hurtigst muligt med fokus på at styrke samarbejdet om harmoniserede krav, fremme cyberforsvarsforskning og teknologisk nytænkning samt kollektivt bistå tredjelande i at opbygge deres kapacitet med henblik på at skabe modstandsdygtighed inden for cyberforsvar; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at supplere disse initiativer med et særligt europæisk ekspertisecenter for uddannelse i cyberforsvar, som skal give de mest lovende rekrutter ekspertundervisning til støtte for de deltagende medlemsstaters cyberuddannelser;

30.

glæder sig over, at der inden for rammerne af ESDC etableres en samordningsplatform for uddannelse inden for cyberforsvar, træning, øvelser og evaluering (ETEE) med henblik på at opskalere mulighederne for uddannelse og træning i medlemsstaterne;

31.

opfordrer til mere udveksling af situationsforståelse gennem skrivebordscyberøvelser og koordinering af arbejdet med at udvikle kapacitet med det formål at opnå større interoperabilitet og bedre forebyggelse af og reaktioner på fremtidige angreb; opfordrer til, at sådanne projekter gennemføres med NATO's allierede, EU-medlemsstaternes væbnede styrker og andre partnere med stor erfaring i bekæmpelse af cyberangreb for at udvikle en operationel parathed, fælles procedurer og standarder til sammen at kunne stå imod forskellige cybertrusler; glæder sig i denne henseende over EU's deltagelse i cyberøvelser såsom Cyber Offence and Defence Exercise (CODE);

32.

minder om, at et modstandsdygtigt cyberspace kræver pletfri cyberhygiejne; opfordrer alle offentlige og private interessenter til at gennemføre regelmæssige kurser i cyberhygiejne for alle personalemedlemmer;

33.

anbefaler, at udvekslingen af ekspertise og indhøstet erfaring øges mellem de væbnede styrker, politiet og andre statslige organer i medlemsstaterne, som deltager aktivt i bekæmpelsen af cybertrusler;

EU-NATO-samarbejde om cyberforsvar

34.

gentager, at EU og NATO på grundlag af deres fælles værdier og strategiske interesser har et særligt ansvar for og kapacitet til at tackle de stigende udfordringer med hensyn til cybersikkerhed og cyberforsvar mere effektivt og i tæt samarbejde ved at undersøge muligheden for yderligere tiltag, undgå overlapning og anerkende deres respektive ansvarsområder;

35.

opfordrer Rådet til i samarbejde med andre relevante EU-institutioner og -strukturer at overveje, hvordan man hurtigst muligt kan yde EU-støtte til integrering af cyberområdet i medlemsstaternes militære doktriner på en harmoniseret måde og i tæt samarbejde med NATO;

36.

opfordrer til, at de foranstaltninger, der allerede er aftalt, gennemføres; opfordrer til, at der findes nye initiativer til at øge samarbejdet mellem EU og NATO, idet der også tages hensyn til mulighederne for samarbejde inden for NATO's cyberforsvarscenter (CCD COE) og NATO's akademi for kommunikation og information (NIC), som har til formål inden for cyberforsvar at øge træningskapaciteterne i IT og cybersystemer for så vidt angår både software og hardware; bemærker, at dette kunne omfatte en dialog med NATO om muligheden for, at EU tiltræder CCD COE med henblik på at øge komplementariteten og samarbejdet; glæder sig over den nylige oprettelse af det europæiske ekspertisecenter for imødegåelse af hybride trusler; opfordrer indtrængende alle relevante institutioner og allierede til regelmæssigt at drøfte deres aktiviteter for at undgå overlapninger og opfordre til en koordineret tilgang til cyberforsvar; mener, at det er afgørende på grundlag af gensidig tillid at fremme udveksling af oplysninger om cybertrusler blandt medlemsstaterne og med NATO;

37.

er overbevist om, at et styrket samarbejde mellem EU og NATO er vigtigt og nyttigt på cyberforsvarsområdet som et middel til at forebygge, opdage og afskrække cyberangreb; opfordrer derfor begge organisationer til at øge deres operationelle samarbejde og samordning og til at udvide deres fælles bestræbelser på at opbygge kapacitet, især i form af fælles øvelser og træning for civilt og militært personale inden for cyberforsvar og gennem medlemsstaternes deltagelse i NATO's intelligente forsvarsprojekter; mener, at det er afgørende, at EU og NATO øger deres udveksling af oplysninger for at sikre en formel tilskrivelse af ansvaret for cyberangreb og dermed gøre det muligt at indføre restriktive sanktioner mod de ansvarlige; opfordrer indtrængende begge organisationer til at samarbejde tættere, også om cyberaspekterne af krisestyring;

38.

glæder sig over udvekslingen af koncepter til integrering af krav og standarder for cyberforsvar i planlægningen og gennemførelsen af missioner og operationer med det formål at fremme interoperabilitet og udtrykker håb om, at dette bliver fulgt op af mere operationelt samarbejde til at sikre cyberforsvarsaspektet af de respektive missioner og synkroniseringen af operationelle tilgange;

39.

glæder sig over aftalen mellem EU's IT-Beredskabsenhed (CERT-EU) og NATO's "Computer Incident Response Capability"(NCIRC), der tager sigte på at lette udvekslingen af oplysninger, logistisk støtte, fælles trusselsvurderinger, personaleerhvervelse og udveksling af bedste praksis, alt sammen for at sikre, at der er mulighed for at reagere på trusler i realtid; understreger, at det er vigtigt at tilskynde til udveksling af oplysninger mellem CERT-EU og NCIRC og til at arbejde på at øge graden af tillid; mener, at der er en formodning om, at oplysninger, der indehaves af CERT-EU, kan være nyttige for forskningen i cyberforsvar og for NATO, og at disse oplysninger derfor bør deles, forudsat at der sikres fuld overensstemmelse med EU's databeskyttelseslovgivning;

40.

glæder sig over samarbejdet om cyberforsvarsøvelser mellem de to organisationer; noterer sig deltagelsen af EU-repræsentanter i den årlige "Cyber Coalition"-øvelse; anerkender de fremskridt, som EU's deltagelse via de parallelle og koordinerede øvelser (PACE 17) i NATO's krisestyringsøvelse 2017 udgør, og hilser især medtagelsen af en cyberforsvarskomponent velkommen; opfordrer indtrængende begge organisationer til at intensivere disse bestræbelser;

41.

42.

bemærker, at der er betydelige muligheder for et mere ambitiøst og konkret program for cyberforsvarssamarbejde, der rækker ud over de begrebsmæssige aspekter af samarbejdet i forbindelse med specifikke operationer; opfordrer indtrængende begge organisationer til i praksis og effektivt at gennemføre alt det, der allerede findes, og til at fremlægge mere ambitiøse forslag til den næste gennemgang af gennemførelsen af den fælles erklæring;

43.

glæder sig over NATO's industrielle cyberpartnerskab (NICP), som blev oprettet i 2014, og efterlyser EU's deltagelse i en samarbejdsbaseret indsats under NICP med henblik på at knytte samarbejdsindsatsen mellem NATO og EU med industrielle ledere, som er specialiseret i cyberteknologier med det formål at fremme cybersikkerhed gennem et fortsat samarbejde, hvor der især er fokus på: træning, øvelser og uddannelse for NATO, EU samt repræsentanter for industrien, EU's og industriens optagelse i NATO's "Smart Defence"-projekter, samarbejdsbaseret udveksling af oplysninger og bedste praksis for beredskab og genopretning mellem NATO, EU og erhvervslivet, forfølgelse af fælles udviklede kapaciteter for cyberforsvar og samarbejdsorienterede reaktioner på cyberhændelser, når og hvor det er hensigtsmæssigt;

44.

bemærker det igangværende arbejde med forslaget til forordning om revision af ENISA-forordningen ((EU) nr. 526/2013) og fastsættelse af en europæisk ramme for IKT-sikkerhedscertificering og -mærkning; opfordrer ENISA til at indgå en aftale med NATO for at udvide deres praktiske samarbejde, herunder udveksling af oplysninger og deltagelse i cyberforsvarsøvelser;

Internationale normer for cyberspace

45.

opfordrer til at integrere cyberforsvarskapaciteter i FUSP og EU's optræden udadtil og dets medlemsstater som en tværgående opgave og opfordrer til tættere samordning om cyberforsvar mellem medlemsstaterne, EU-institutionerne, NATO, De Forenede Nationer, USA og andre strategiske partnere, navnlig hvad angår regler, normer og håndhævelsesforanstaltninger i cyberspace;

46.

beklager, at FN's gruppe af regeringseksperter (UNGGE) i 2016-2017 efter flere måneders forhandlinger ikke var i stand til at udarbejde en ny konsensusrapport; minder om, at således som det anerkendes i rapporten fra 2013, finder den eksisterende folkeret og navnlig De Forenede Nationers pagt – som forbyder truslen eller magtanvendelsen mod politisk uafhængighed af enhver stat, herunder tvangsmæssige cyberoperationer, som har til formål at forstyrre den tekniske infrastruktur, der er væsentlig for forløbet af de officielle inddragende procedurer, herunder valg, i en anden stat – anvendelse og bør håndhæves i cyberspace; noterer sig, at UNGGE-rapporten fra 2015 indeholder en liste over normer for den ansvarlige stats adfærd, herunder forbuddet mod, at stater udfører eller bevidst støtter cyberaktiviteter i strid med deres forpligtelser i henhold til internationale regler; opfordrer EU til at påtage sig en førende rolle i den igangværende og fremtidige debat om og gennemførelse af internationale normer i cyberspace;

47.

bemærker relevansen af Tallinnmanualen 2.0, som er et grundlag for en debat og en analyse af, hvordan den eksisterende folkeret kan finde anvendelse på cyberspace; opfordrer medlemsstaterne til at begynde at analysere og anvende det, som eksperterne har anført i Tallinnmanualen, og til at blive enige om yderligere frivillige normer om international adfærd; bemærker navnlig, at enhver offensiv brug af cyberkapacitet bør baseres på folkeretten;

48.

bekræfter sit fulde tilsagn om et åbent, frit, stabilt og sikkert cyberspace, som respekterer de grundlæggende værdier demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, og hvor internationale tvister løses med fredelige midler på grundlag af FN's charter og folkerettens principper; opfordrer medlemsstaterne til at fremme den videre gennemførelse af den fælles og samlede EU-strategi for cyberdiplomati og eksisterende cybernormer og til sammen med NATO at udarbejde kriterier på EU-plan for og definitioner på, hvad der udgør et cyberangreb, for at forbedre EU's evne til hurtigt at indtage en fælles holdning efter en internationalt retsstridig handling i form af et cyberangreb; støtter på det kraftigste gennemførelsen af 2015 UNGGE-rapportens frivillige, ikke-bindende normer for ansvarlig statslig adfærd i cyberspace, herunder respekt for privatlivets fred og borgernes grundlæggende rettigheder og oprettelsen af regionale tillidsskabende foranstaltninger; støtter i denne forbindelse arbejdet i den globale kommission om stabilitet i cyberspace med at udarbejde forslag til normer og politikker til forbedring af international sikkerhed og stabilitet og til at sikre en ansvarlig statslig og ikkestatslig adfærd i cyberspace; støtter forslaget om, at statslige og ikkestatslige aktører ikke bør gennemføre eller bevidst tillade aktiviteter, som bevidst eller i væsentlig grad skader den generelle tilgængelighed eller integritet af internettets offentlige kerne og dermed stabiliteten af cyberspace;

49.

anerkender, at størstedelen af den teknologiske infrastruktur ejes eller drives af den private sektor, og at tæt samarbejde, høring og integration af den private sektor og civilsamfundsgrupper gennem en dialog med flere interessenter derfor er afgørende for at sikre et åbent, frit, stabilt og sikkert cyberspace;

50.

anerkender, at bilaterale aftaler mellem medlemsstater ikke altid giver de forventede resultater på grund af vanskeligheder med håndhævelsen; mener derfor, at opbygningen af koalitioner inden for grupper af ligesindede lande, der er villige til at skabe konsensus, udgør et effektivt middel til at supplere indsatsen med flere aktører; understreger den vigtige rolle, som de lokale myndigheder skal spille i processen med teknologisk innovation og datadeling, når det drejer sig om at styrke bekæmpelsen af kriminalitet og terroraktiviteter;

51.

glæder sig over Rådets vedtagelse af en ramme for EU's fælles diplomatiske reaktion på ondsindede cyberaktiviteter, den såkaldte cyberdiplomatiske værktøjskasse; støtter muligheden for, at EU kan træffe restriktive foranstaltninger mod fjender, der angriber EU's medlemsstater i cyberspace, herunder gennemførelsen af sanktioner;

52.

opfordrer til en tydelig proaktiv tilgang til cybersikkerhed og cyberforsvar og til en forstærkning af EU's cyberdiplomati som en tværgående opgave i EU's udenrigspolitik og dets kapaciteter og instrumenter over hele linjen, således at de effektivt kan styrke EU's normer og værdier samt bane vejen for at nå til enighed om regler, normer og håndhævelsesforanstaltninger i cyberspace; bemærker, at opbygningen af cybermodstandsdygtighed i tredjelande bidrager til international fred og sikkerhed, hvilket i sidste ende gør de europæiske borgere sikrere;

53.

mener, at cyberangreb som NotPetya og WannaCry enten er statsstyrede eller gennemføres med den pågældende stats vidende og godkendelse; bemærker, at disse cyberangreb, som forårsager alvorlig og varig økonomisk skade og udgør en livsfare, er klare overtrædelser af folkeretten og retlige normer; mener derfor, at NotPetya og WannaCry udgør overtrædelser af folkeretten, som henholdsvis Den Russiske Føderation og Nordkorea er ansvarlige for, og at EU og NATO bør reagere sammen og på passende vis over for de to lande;

54.

opfordrer til, at Europols Center til Bekæmpelse af Cyberkriminalitet bliver et fokuspunkt for retshåndhævelsesdivisioner og regeringsagenturer for cyberkriminalitet, hvis primære ansvar vil være at forvalte forsvaret af såvel .eu-domæner og kritisk infrastruktur i EU-nettet i forbindelse med et angreb; understreger, at der også bør findes et sådant fokuspunkt til udveksling af oplysninger og til at yde medlemsstaterne bistand;

55.

understreger, at det er vigtigt at udvikle normer vedrørende privatliv og sikkerhed, kryptering, hadefuld tale, forkerte oplysninger og terrortrusler;

56.

anbefaler, at hver medlemsstat forpligter sig til at bistå de øvrige medlemsstater under et cyberangreb og til at sikre national cyberansvarlighed i tæt samarbejde med NATO;

Civilt-militært samarbejde

57.

opfordrer alle interessenter til at styrke partnerskaber om vidensoverførsel, indføre passende forretningsmodeller og opbygge tillid mellem virksomheder og forsvarspolitiske og civile slutbrugere, samt til at forbedre overførslen af akademisk viden til praktiske løsninger, med henblik på at skabe synergier og overføre løsninger mellem de civile og militære markeder, dvs. dybest set et europæisk indre marked for cybersikkerhed og cybersikkerhedsprodukter, der er baseret på gennemsigtige procedurer og er i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten med henblik på at bevare og styrke EU's strategiske selvstændighed; bemærker den afgørende rolle, som private cybersikkerhedsvirksomheder spiller i forbindelse med tidlig varsling og opdagelse af ansvaret for cyberangreb;

58.

understreger kraftigt vigtigheden af FoU, navnlig i lyset af de høje sikkerhedskrav på forsvarsområdet; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at yde mere praktisk støtte til den europæiske cybersikkerhedsindustri og andre relevante økonomiske aktører, til at reducere den bureaukratiske byrde, navnlig for SMV'er og nystartede virksomheder (som er vigtige kilder til innovative løsninger på cyberforsvarsområdet), og til at fremme et tættere samarbejde med universiteters forskningsorganisationer og store aktører med henblik på at mindske afhængigheden af cybersikkerhedsprodukter fra eksterne kilder og til at skabe en strategisk forsyningskæde inden for EU for at styrke dets strategiske autonomi; bemærker i denne forbindelse det værdifulde bidrag, som EUF og andre instrumenter under den flerårige finansielle ramme (FFR) kan yde;

59.

opfordrer Kommissionen til at integrere cyberforsvarselementer i et netværk af europæiske kompetence- og forskningscentre for cybersikkerhed, også med henblik på at yde tilstrækkelige ressourcer til cyberkapacitet og -teknologier med dobbelt anvendelse inden for den flerårige finansielle ramme;

60.

bemærker, at beskyttelsen af offentlige og andre civilkritiske infrastrukturaktiver, navnlig informationssystemer og relaterede data, er en vigtig forsvarsopgave for medlemsstaterne og navnlig for de myndigheder, der har ansvaret for sikkerheden i forbindelse med informationssystemer, og at det bør være en del af de beføjelser, som er tillagt enten nationale cyberforsvarsstrukturer eller disse myndigheder; understreger, at dette vil kræve en tilstrækkelig grad af tillid og det tættest mulige samarbejde mellem militære aktører, cyberforsvarsagenturer, andre relevante myndigheder og de berørte industrier, hvilket kun kan opnås ved tydeligt at fastlægge opgaver, roller og ansvar for civile og militære aktører, og opfordrer indtrængende alle interessenter til at tage hensyn hertil i deres planlægningsprocesser; opfordrer til mere grænseoverskridende samarbejde med fuld respekt for EU's databeskyttelseslovgivning, om retshåndhævelse i forbindelse med fjernelse af ondsindet cyberaktivitet;

61.

opfordrer alle medlemsstater til at fokusere deres nationale cybersikkerhedsstrategier på beskyttelsen af informationssystemer og tilknyttede data og til at overveje beskyttelsen af denne kritiske infrastruktur som en del af deres pligt til at udvise rettidig omhu; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage og gennemføre strategier, retningslinjer og instrumenter, der sikrer en rimelig grad af beskyttelse mod rimeligt identificerbare trusselsniveauer, hvor omkostningerne og byrderne ved beskyttelsen står mål med de sandsynlige skadevirkninger, som de berørte parter risikerer at stå overfor; opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at forpligte juridiske personer under deres jurisdiktion til at beskytte de personoplysninger, der er i deres varetægt;

62.

anerkender, at det som følge af det ændrede miljø inden for cybertrusler kunne være tilrådeligt med et stærkere og mere struktureret samarbejde med politiet, navnlig på visse kritiske områder, f.eks. når der spores trusler under overskrifter som cyberjihad, cyberterrorisme, radikalisering online og finansiering af ekstremistiske eller radikale organisationer;

63.

opfordrer til tæt samarbejde mellem EU-agenturer som EDA, ENISA og Det Europæiske Center for Bekæmpelse af Cyberkriminalitet i en tværfaglig tilgang, der skal fremme synergier og undgå overlapning;

64.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en køreplan for en koordineret tilgang til europæisk cyberforsvar, herunder ajourføre rammen for EU's cyberforsvarspolitik for at sikre, at den fortsat er egnet til formålet som den relevante politiske mekanisme til at nå EU's mål for cyberforsvar i tæt samarbejde med medlemsstaterne, EDA, Parlamentet og EU-Udenrigstjenesten; bemærker, at denne proces skal være en del af en bredere strategisk tilgang til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

65.

opfordrer til, at der opbygges cybersikkerhedskapacitet gennem udviklingssamarbejde og konstant uddannelse og træning i cyberopmærksomhed under hensyntagen til, at millioner af nye internetbrugerne, hvoraf de fleste bor i udviklingslande, i de kommende år vil begynde at gå på nettet og således styrke modstandsdygtigheden i lande og samfund over for cyber- og hybridtrusler;

66.

opfordrer til internationalt samarbejde og multilaterale initiativer til opbygning af strenge rammer for cyberforsvar og cybersikkerhed for at modgå statslig fastholdelse gennem korruption, finansielt svig, hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og for at håndtere de udfordringer, som cyberterrorisme og kryptovalutaer udgør, og andre alternative betalingsmetoder;

67.

bemærker, at cyberangreb som NotPetya spredes hurtigt og derved forårsager vilkårlige skader, medmindre der er en generel global modstandsdygtighed; mener, at uddannelse og træning i cyberforsvar bør udgøre en del af EU's foranstaltninger udadtil, og at opbygning af modstandsdygtigheden over for cyberangreb i tredjelande bidrager til international fred og sikkerhed, som i sidste ende gør Europas borgere sikrere;

Institutionel styrkelse

68.

opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig i et mere ambitiøst samarbejde på cyberområdet med PESCO; foreslår, at medlemsstaterne lancerer et nyt PESCO-cybersamarbejdsprogram med henblik på at støtte hurtig og effektiv planlægning, styring og kontrol af nuværende og fremtidige EU-operationer og -missioner; bemærker, at dette bør føre til bedre koordinering af operationel kapacitet i cyberspace og kan føre til udviklingen af en fælles cyberforsvarskommando, hvis Det Europæiske Råd beslutter dette;

69.

gentager sin opfordring til medlemsstaterne og næstformanden/den højtstående repræsentant om at fremlægge en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar; opfordrer medlemsstaterne og næstformanden/den højtstående repræsentant til at gøre cyberforsvar og afskrækkelse til en hjørnesten i hvidbogen, der omfatter både beskyttelse af cyberområdet for operationer, som er fastsat i artikel 43 i TEU, og det fælles forsvar, som er fastsat i artikel 42, stk. 7, i TEU;

70.

bemærker, at det nye PESCO-cybersamarbejdsprogram bør ledes af højtrangerende militært og civilt personale fra hver medlemsstat efter rotationsprincippet, som skal stå til ansvar over for EU's forsvarsministre i PESCO-format og næstformanden/den højtstående repræsentant, for at fremme principperne om tillid blandt medlemsstaterne og EU-institutionerne og -agenturerne, når de udveksler oplysninger og efterretninger;

71.

gentager sin opfordring til at oprette et EU-råd om forsvar, der bygger på det eksisterende ministerielle EDA-styringsråd og PESCO-formatet for EU's forsvarsministre, med henblik på at garantere prioritering, operationalisering af ressourcer og effektivt samarbejde og integration blandt medlemsstaterne;

72.

minder om behovet for at sikre, at den europæiske forsvarsfond fastholdes eller endog fremmes i næste flerårige finansielle ramme med et tilstrækkeligt budget, der er øremærket til cyberforsvar;

73.

opfordrer til øgede ressourcer til modernisering og strømlining af cybersikkerhed og formidling af efterretninger mellem EU-Udenrigstjenesten/Den Europæiske Unions Efterretningsanalysecenter (INTCEN), Rådet og Kommissionen;

Offentlig-private partnerskaber

74.

anerkender, at private virksomheder spiller en vigtig rolle med hensyn til at forebygge, afsløre, inddæmme og reagere på cybersikkerhedshændelser, ikke kun som udbydere af teknologi, men også som udbydere af tjenester, der ikke omfatter IT;

75.

anerkender den rolle, som den private sektor spiller med hensyn til at forebygge, afsløre, inddæmme og reagere på cybersikkerhedshændelser samt dens rolle med hensyn til at fremme innovation inden for cyberforsvar, og opfordrer derfor til øget samarbejde med den private sektor for at sikre fælles indsigt i EU's og NATO's krav og hjælpe med at finde fælles løsninger;

76.

opfordrer EU til at foretage en omfattende revision af software-, IT- og kommunikationsudstyr og -infrastruktur, der anvendes i institutionerne for at udelukke potentielt farlige programmer og anordninger og forbyde dem, der er bekræftet som værende ondsindede, såsom Kaspersky Lab;

o o

77.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-agenturerne på forsvars- og cybersikkerhedsområdet, NATO's generalsekretær og medlemsstaternes nationale parlamenter.

(1) Cambridge University Press, februar 2017, ISBN 9 781 316 822 524, https://doi.org/10.1017/9781316822524.

(2) EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0366.

(4) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 145.

(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0435.

(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0493.

(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0492.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/71

P8_TA(2018)0259

Rusland, navnlig sagen vedrørende den politiske fange Oleg Sentsov

Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om Rusland, navnlig sagen om den ukrainske politiske fange Oleg Sentsov (2018/2754(RSP))

(2020/C 28/08)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland, særlig sin beslutning af 16. marts 2017 om ukrainske politiske fanger i Rusland og situationen på Krim (1),

—	der henviser til redegørelsen af 25. maj 2018 fra talspersonen for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) vedrørende sagerne om en række fængslede i eller fra det ulovligt annekterede Krim og Sevastopol,

—	der henviser til drøftelsen om Rusland i Udenrigsrådet den 16. april 2018,

—

der henviser til kendelsen af 19. april 2017 fra Den Internationale Domstol vedrørende anmodningen om indikation for midlertidige foranstaltninger, som Ukraine har indgivet i sagen om anvendelse af den internationale konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme og af den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (Ukraine mod Den Russiske Føderation),

—

der henviser til artikel 5 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som begge fastslår, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og som Den Russiske Føderation har tiltrådt,

—	der henviser til De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 9. december 1998,

—	der henviser til Genèvekonventionen om beskyttelse af civile personer i krigstid,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

der henviser til, at den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov, der protesterede mod Ruslands ulovlige annektering af Krimhalvøen, blev arresteret i maj 2014 i forbindelse med påståede aktiviteter på Krim; der henviser til, at han blev behandlet som russisk statsborger, til trods for at han har ukrainsk statsborgerskab;

B.	der henviser til, at der i Oleg Sentsovs sag har været påstande om tortur og alvorlig mishandling, som har ført til ulovlig aftvingelse af vidneudsagn, der sidenhen er blevet tillagt retlig værdi;

C.	der henviser til, at Oleg Sentsov den 25. august 2015 blev dømt ved en domstol, hvis jurisdiktion ikke anerkendes af EU, i strid med folkeretten og elementære retlige standarder;

D.	der henviser til, at Oleg Sentsov, som i øjeblikket afsoner en fængselsdom i Ruslands nordligste fængsel i Labytnangi Yamalo-Nenets, den 14. maj 2018 bekendtgjorde, at han agtede at sultestrejke på ubestemt tid;

E.	der henviser til, at antallet af politiske fanger i Rusland er steget markant i de senere år; der henviser til, at Human Rights Centre Memorial, som blev tildelt Sakharovprisen i 2009, den 29. maj 2018 offentliggjorde en liste med navnene på 158 politiske fanger;

der henviser til, at Oyub Titiev, direktøren for Human Rights Centre Memorials Tjetjenienkontor, blev anholdt af det lokale politi den 9. januar 2018 og anklaget for narkotikabesiddelse; der henviser til, at Titiev har nægtet sig skyldig i disse anklager, og NGO'er og andre menneskerettighedsforkæmpere har fordømt dem som opdigtede;

G.	der henviser til, at anholdelsen af Oyub Titiev er et led i en foruroligende tendens med anholdelser, overfald, trusler og miskreditering af uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere;

H.	der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsaktører, navnlig krimtatarer, er blevet udsat for trusler, intimidering og anholdelser;

der henviser til, at der i forskellige sager er meldinger om anvendelse af tortur og anden grusom og nedværdigende behandling; der henviser til, at disse påstande stadig ikke er blevet behørigt undersøgt; der henviser til, at der er blevet anvendt tortur til at opnå tilståelser og understøtte falske indrømmelser;

J.	der henviser til, at mange af de indsatte og tilbageholdte har været udsat for hårde og umenneskelige forhold i fængslerne, hvilket har skabt fysiske og psykologiske risici for deres sundhed; der henviser til, at der er indsatte, der har behov for akut lægehjælp og behandling;

der henviser til, at restriktiv russisk lovgivning om politiske og borgerlige rettigheder er blevet udvidet til at gælde det midlertidigt besatte Krim, hvilket har ført til en drastisk begrænsning af forsamlings-, ytrings-, forenings- og religionsfriheden, adgangen til information og religion såvel som til troværdige rapporter om intimidering, tvungne forsvindinger og tortur;

der henviser til, at vilkårlige anholdelser, tvungne forsvindinger, censur og forbud mod fredelige forsamlinger er blevet dagligdag på Krim; der henviser til, at adskillige krimtatarer er blevet anholdt, efterforskes eller retsforfølges; der henviser til, at man også er gået efter advokater fra Krim, som yder retshjælp til disse arrestanter, og menneskerettighedsforkæmpere, som indberetter tilfælde af politisk motiverede tvungne forsvindinger i Krim, samt journalister, der rapporterer om krimtatarernes situation;

der henviser til, at besættelsesmagten på Krim systematisk og med fuldt overlæg har undertrykt ytringsfriheden på Krim, skubbet uafhængige medier ud og lagt hindringer i vejen for professionelle journalisters arbejde; der henviser til, at Nariman Memedeminov, en borgerjournalist og krimtatar-aktivist, som dækkede besættelsesmagtens lovbrud, den 22. marts 2018 blev tilbageholdt af russiske sikkerhedsstyrker og anholdt på grundlag af urigtige beskyldninger; der henviser til, at russiske sikkerhedsstyrker den 21. maj 2018 tilbageholdt endnu en borgerjournalist, Server Mustafaiev, efter en ransagning af hans hus på det russisk besatte Krim, navnlig på grundlag af religion;

N.	der henviser til, at Rusland taber et betydeligt antal sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og undlader at fuldbyrde de afsagte domme;

der henviser til, at Den Russiske Føderation som fuldgyldigt medlem af Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og De Forenede Nationer har forpligtet sig til at fremme og beskytte principperne om demokrati, retsstat og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne; der henviser til, at der på grund af talrige alvorlige krænkelser af retsstatsprincippet og vedtagelsen af restriktive love i de senere år er alvorlig bekymring for så vidt angår Ruslands overholdelse af internationale og nationale forpligtelser; der henviser til, at Den Europæiske Union gentagne gange har tilbudt yderligere bistand og ekspertise for at hjælpe Rusland med at modernisere og håndhæve dets forfatning og retsorden i overensstemmelse med Europarådets standarder;

der henviser til, at NGO'er, der modtager udenlandsk finansiering og er engageret i "politisk virksomhed", i henhold til den russiske lov om "udenlandske agenter"skal ansøge om at blive optaget på en særlig regeringsliste over udenlandske agenter, som skal underkastes ekstra og omhyggelig kontrol fra statslig side, og i alle deres publikationer, pressemeddelelser og rapporter skal angive, at disse er produceret af en udenlandsk agent;

Q.	der henviser til, at EU som reaktion på den ulovlige annektering af Krim og den hybride krig, der er indledt mod Ukraine, trinvis har vedtaget en række restriktive foranstaltninger over for Rusland;

kræver, at de russiske myndigheder omgående og betingelsesløst løslader Oleg Sentsov og alle andre ulovligt tilbageholdte ukrainske statsborgere i Rusland og på Krimhalvøen; minder om, at der i øjeblikket er over 70 (2) ukrainske politiske fanger i alt i Rusland og på det besatte Krim;

kræver omgående og betingelsesløs løsladelse af Oyub Titiev, direktør for Human Rights Centre Memorial i Tjetjenien, og alle andre politiske fanger i Den Russiske Føderation;

kræver, at de russiske myndigheder standser intimideringen af og chikanen over for Human Rights Centre Memorial, dets personale og andre menneskerettighedsforkæmpere, og giver dem mulighed for at udføre deres arbejde for menneskerettighederne;

understreger, at behandlingen af alle indsatte skal leve op til internationale standarder, og at alle tilbageholdte bør have adgang til juridisk bistand, til deres familier, til deres diplomatiske repræsentanter og til medicinsk behandling; understreger, at de russiske myndigheder og personalet inden for retsvæsenet bærer det fulde ansvar for de tilbageholdtes sikkerhed og velbefindende, navnlig på Krim, i overensstemmelse med den fjerde Genèvekonvention;

minder Rusland om vigtigheden af, at det fuldt ud overholder sine internationale retlige forpligtelser som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og principperne om grundlæggende menneskerettigheder og retsstaten, som er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

understreger, at forsamlingsfriheden i Den Russiske Føderation er fastsat i artikel 31 i den russiske forfatning og i den europæiske menneskerettighedskonvention, som Rusland har undertegnet, hvilket forpligter de russiske myndigheder til at respektere denne frihed;

opfordrer indtrængende de russiske myndigheder på alle niveauer til at anerkende menneskerettighedsforkæmpernes yderst vigtige rolle som demokratiets grundpiller og retsstatens vagthunde og til offentligt at fordømme alle angreb mod menneskerettighedsforkæmpere, især i Tjetjenien;

udtrykker solidaritet med den ukrainske filminstruktør, politiske aktivist og politiske fange, Oleg Sentsov, som den 14. maj 2018 indledte en sultestrejke for at presse på for at opnå løsladelse af ulovligt tilbageholdte landsmænd, og er bekymret over virkningerne af denne sultestrejke for Oleg Sentsovs helbred; minder om, at Oleg Sentsov, der blev arresteret på Krim kort efter, at Rusland tog kontrol over halvøen i Sortehavet i 2014, og derefter blev dømt på grundlag af vidneudsagn, han fik udleveret under tortur, afsoner nu en dom på 20 års fængsel for en række anklager om terrorisme i en stærkt sikret fangelejr i regionen Yamal Nenets i det allernordligste Rusland;

beklager dybt, at en anden domfældt i sagen, Oleksandr Kolchenko, er blevet idømt ti års fængsel;

10.

bemærker, at en anden ulovligt tilbageholdt ukrainsk statsborger, Volodymyr Balukh, har sultestrejket siden den 19. marts 2018;

11.

opfordrer de ansvarlige russiske myndigheder og lægetjenester til at give disse fængslede personer passende lægehjælp og respektere de lægeetiske regler, bl.a. ved ikke at pålægge dem tvangsfodring eller anden uønsket behandling, som kan være ensbetydende med tortur og andre former for mishandling;

12.

giver udtryk for sin dybe bekymring over, at mange af de ukrainske politiske fanger, som f.eks. Mykola Karpiyuk, Volodymyr, Prysych, Oleksiy Chirniy og Yevhen Panov, er blevet tortureret i alvorlig grad;

13.

giver udtryk for sin dybe bekymring over den foruroligende tendens med anholdelser af, overfald på, intimidering og miskreditering af uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder i Rusland, navnlig i Tjetjenien; fremhæver vigtigheden af civilsamfundet og organisationer såsom Memorial samt budskabet om, at civilsamfundsaktivister overalt skal have frihed til at udøve deres mest grundlæggende rettigheder, nemlig tanke- og ytringsfriheden; opfordrer de tjetjenske og de russiske myndigheder til at overholde deres nationale lovgivning og deres internationale forpligtelser og værne om retsstatsprincippet;

14.

giver udtryk for alvorlig bekymring over det klima af straffrihed, der gør det muligt, at disse handlinger kan finde sted, og slår til lyd for, at der i samarbejde med civilsamfundet udvikles retlige og andre foranstaltninger for at forhindre, overvåge og effektivt at retsforfølge gerningsmændene bag sådanne voldshandlinger; understreger, at Rusland og dets regering bærer det endelige ansvar for at efterforske disse handlinger, retsforfølge gerningsmændene og beskytte alle russiske borgere imod ulovlig mishandling;

15.

henleder opmærksomheden på, at de russiske myndigheder på det besatte Krim tilbageholdt en række krimtatarer i maj 2018, herunder Sever Mustafayev, Edem Smailov og familiemedlemmer til den politiske fange Nuri Primov;

16.

fordømmer Ruslands krænkelse af folkeretten på det besatte Krim, herunder håndhævelsen af russisk lovgivning, den kraftige militarisering af Krimhalvøen, som truer den regionale sikkerhed, og de omfattende og systematiske menneskerettighedskrænkelser, navnlig rettet mod etniske ukrainere og krimtatarer;

17.

glæder sig over løsladelsen af krimtatarernes ledere, Akhtem Chiygoz og Ilmi Umerov, som i september 2017 blev idømt fængselsdomme af russiske domstole i det midlertidigt besatte ukrainske område Krim, og som af de russiske myndigheder fik tilladelse til at forlade halvøen den 25. oktober 2017; udtrykker sin taknemmelighed over for alle dem, der har arbejdet for deres frigivelse, herunder russiske menneskerettighedsorganisationer som Memorial;

18.

minder de russiske myndigheder om, at de i deres de facto-kapacitet som en besættelsesmagt, der udøver reel kontrol over Krim, er fuldt ud ansvarlige for beskyttelsen af Krims borgere mod vilkårlige retslige eller administrative foranstaltninger, og at de i samme kapacitet er bundet af den humanitære folkeret til at sikre beskyttelse af menneskerettighederne på halvøen;

19.

understreger, at russiske domstole, uanset om de er militære eller civile, ikke har kompetence til at dømme handlinger, der er begået uden for Ruslands internationalt anerkendte område, og påpeger, at domstolsprøvelsen i sådanne sager ikke kan betragtes som værende lovlig;

20.

gentager sine alvorlige betænkeligheder ved loven om "udenlandske agenter"og måden, den gennemføres på; mener, at definitionen på "politisk virksomhed"udøvet af NGO'er, som modtager udenlandsk finansiering, er så bred, at den i praksis sætter staten i stand til at udøve kontrol over snart sagt enhver organiseret aktivitet i samfundslivet;

21.

opfordrer indtrængende Rusland til at sikre ubetinget og uhindret adgang for internationale menneskerettighedsobservatører og overvågningsmissioner; opfordrer internationale organisationer som De Forenede Nationer, Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa til at overvåge menneskerettighedssituationen på Krim mere indgående og til at træffe passende foranstaltninger;

22.

opfordrer Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder til hele tiden at holde øje med menneskerettighedssituationen på Krimhalvøen og i de områder i det østlige Ukraine, som regeringen ikke har kontrol over;

23.

opfordrer Rådet og medlemsstaterne til fortsat at være urokkelige og stå sammen om deres engagement i de aftalte sanktioner over for Rusland og til at forlænge dem samt til at overveje målrettede foranstaltninger over for de enkeltpersoner, der er ansvarlige for tilbageholdelsen og retsforfølgelsen af de politiske fanger;

24.

understreger, at det er vigtigt, at Den Europæiske Unions delegation til Rusland og EU-medlemsstaternes ambassader overvåger retssagerne mod menneskerettighedsforkæmpere;

25.

opfordrer formændene for Rådet og Kommissionen samt Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) til fortsat at følge nøje med i tilfældene af manglende overholdelse af internationale retlige forpligtelser og til at tage disse spørgsmål op i forskellige sammenhænge og på møder med Rusland;

26.

gentager sin opfordring til NF/HR og EU-Udenrigstjenesten om at sikre, at alle sager, hvor personer retsforfølges af politiske grunde, tages op i forbindelse med menneskerettighedskonsultationerne mellem EU og Rusland, når disse genoptages, og at Ruslands repræsentanter ved disse konsultationer formelt afkræves svar om hver enkelt sag, samt til at rapportere tilbage til Parlamentet om deres drøftelser med de russiske myndigheder;

27.

opfordrer indtrængende NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at EU afsøger enhver mulighed inden for rammerne af russisk national ret for fortsat at samarbejde med og støtte russiske civilsamfundsorganisationer, herunder dem, der arbejder for at fremme værdierne demokrati, menneskerettigheder og retsstat;

28.

opfordrer EU til at fremsætte en erklæring for at fordømme menneskerettighedskrænkelser i Rusland og forsøget på at skjule dem under dække af VM i fodbold;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0087.

(2) Den ikke-udtømmende liste omfatter: Teimur Abdullaiev, Uzeir Abdullaiev, Taliat Abdurakhmanov, Rustem Abiltarov, Zevri Abseitov, Muslim Aliiev, Refat Alimov, Kiazim Ametov, Ernes Ametov, Ali Asanov, Marlen Asanov, Volodymyr Balukh, Ali Bariev, Enver Bekirov, Memet Belialov, Oleksii Bessarabov, Rustem Vaitov, Resul Velilyaev, Valentyn Vygovskii, Pavlo Hryb, Mykola Dadeu, Konstatin Davydenko, Bekir Dehermendzhi, Mustafa Dehermendzhi, Emil Dzhemadenov, Arsen Dzhepparov, Dmitrii Dolgopolov, Volodymyr Dudka, Andriy Zakhtei, Ruslan Zeitullaiev, Server Zekiriaiev, Timur Ibragimov, Rustem Ismailov, Yevgenii Karakashev, Mykola Karpiuk, Stanislav Klykh, Andriy Kolomiiets, Oleksandr Kolchenko, Oleksandr Kostenko, Emir-Usein Kuku, Hennadii Limeshko, Serhii Litvinov, Enver Mamutov, Nariman Memedeminov, Remzi Memetov, Emil Minasov, Igor Movenko, Seiran Muradosilov, Seiran Mustafaiev, Server Mustafaiev, Yevhen Panov, Nuri Primov, Volodymyr Prisich, Ismail Ramazanov, Fevzi Sagandzhi, Ferat Saifullaiev, Aider Saledinov, Seiran Saliiev, Enver Seitosmanov, Oleg Sentsov, Oleksii Sizonovich, Vadym Siruk, Edem Smailov, Oleksandr Steshenko, Oleksii Stohniy, Renat Suleimanov, Anna Sukhonosova, Roman Sushchenko, Roman Ternovsky, Ruslan Ametov, Asan Chapukh, Oleksii Chirnii, Hlib Shablii, Mykola Shiptur, Dmytro Shtyblikov, Oleksandr Shumkov, Viktor Shur.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/80

P8_TA(2018)0261

Situationen for rohingyaflygtninge, særlig den vanskelige situation for børn

Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om situationen for Rohingya-flygtninge, især den vanskelige situation for børn (2018/2756(RSP))

(2020/C 28/10)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om Myanmar og rohingyaernes situation,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om Bangladesh,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 20. juni 2016 om en EU-strategi for Myanmar/Burma,

—	der henviser til Rådets konklusioner af 26. februar 2018 om Myanmar/Burma,

—	der henviser til EU's retningslinjer for fremme og beskyttelse af børns rettigheder, der blev vedtaget af Rådet den 6. marts 2017,

—	der henviser til redegørelse af 30. marts 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, om Myanmarunionens nye regering,

—	der henviser til den fælles pressemeddelelse af 5. marts 2018 om den fjerde menneskerettighedsdialog mellem EU og Myanmar,

—	der henviser til FN-konventionen om flygtninges retsstilling fra 1951 og protokollen hertil fra 1967,

—	der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder,

—	der henviser til FN-konventionen fra 1954 om flygtninges retsstilling og konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed,

—	der henviser til FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) globale handlingsplan 2014-2024 for afskaffelse af statsløshed fra november 2014,

—	der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—	der henviser til den endelige rapport fra august 2017 fra det rådgivende udvalg om delstaten Rakhine,

—	der henviser til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationers (ASEAN) charter,

—	Der henviser til rapporten fra FN's Sikkerhedsråds generalsekretær om konfliktrelateret seksuel vold, der blev offentliggjort den 23. marts 2018,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.	der henviser til, at 720 000 rohingyabørn i Bangladesh og Myanmar har akut behov for humanitær bistand og beskyttelse;

der henviser til, at delstaten Rakhine i Myanmar har været hjemsted for næsten 1,3 millioner rohingyaer, et overvejende muslimsk mindretal, der udsættes for undertrykkelse og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder trusler mod deres liv og sikkerhed, nægtelse af retten til sundhedspleje og uddannelse, tvangsarbejde, seksuel vold og indskrænkning af deres politiske rettigheder; der henviser til, at rohingya-muslimer anses for at være verdens mest forfulgte mindretal og den største gruppe af statsløse;

der henviser til, at over 900 000 rohingyaer, heraf 534 000 børn, siden august 2017 er flygtet fra volden mod dem og har søgt tilflugt i Bangladesh, samtidig med at de frygter for deres liv; der henviser til, at det anslås, at omkring 1 000 rohingyabørn under fem år er blevet dræbt under voldshandlingerne i Myanmar; der henviser til, at 28 300 børn ifølge ASEAN's parlamentarikere for menneskerettigheder (APHR) har mistet mindst en forælder, mens yderligere 7 700 har indberettet, at de har mistet begge forældre, hvilket får antallet af mistede forældre helt op på 43 700;

der henviser til, at mere end 14 000 børn under fem år lider af alvorlig akut underernæring; der henviser til, at rohingyabørnene har oplevet eller været vidne til traumatiske hændelser, herunder i mange tilfælde tabet af en eller begge forældre, adskillelse fra deres familier, fysiske overgreb, psykiske lidelser, underernæring, sygdom og seksuel udnyttelse og været vidner til forbrydelser mod menneskeheden i delstaten Rakhine, herunder systematisk afbrænding af huse, fysiske angreb og voldtægt begået mod rohingyaerne;

E.	der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al Hussein, har beskrevet Myanmars regerings fremfærd som et "skoleeksempel på etnisk udrensning"og et "kynisk trick til tvangsflytning af et stort antal mennesker uden mulighed for at vende tilbage";

F.	der henviser til, at kriser ofte rammer kvinder og piger mere alvorligt og på andre måder end mænd og drenge ved at styrke, fastholde og forværre de allerede eksisterende vedvarende uligheder mellem mænd og kvinder, kønsbaseret vold og forskelsbehandling;

der henviser til, at Myanmars militær benytter voldtægt som et redskab i deres kampagne for etnisk udrensning i delstaten Rakhine; der henviser til, at seksuel vold anvendes til at splitte hele samfund og afholde kvinder og piger fra at vende tilbage til deres hjem; der henviser til, at ofre for voldtægt i lejrene kan risikere social udstødelse af deres samfund; der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråd har anmodet om oplysninger om det ansvar, som Myanmars militær bærer for den udbredte voldtægt af rohingyakvinder og -piger;

H.	der henviser til, at mange flygtninge er kvinder, der er gravide eller har små børn, og som har rejst mange kilometer til fods, når de ankommer til flygtningelejre i en tilstand af sygdom som følge af psykisk og fysisk stress, sult og tilskadekomster;

I.	der henviser til, at hjælpeorganisationer ni måneder efter, at soldater og militsfolk indledte angrebene på rohingyaerne i Myanmar blev indledt, forudser, at hele 48 000 spædbørn forventes at blive født i flygtningelejrene;

der henviser til, at der er meget begrænset adgang til sundhedspleje for kvinder og børn i flygtningelejrene i Bangladesh; der henviser til, at gravide kvinder og mødre bør modtage den vigtige sundhedspleje, de har brug for, herunder prænatal pleje, sikker forløsning, pleje af nyfødte, støtte til amning og vedvarende reproduktiv sundhedspleje;

der henviser til, at rohingyabørn og -kvinder er stærkt udsat for risikoen for at blive offer for menneskehandel med henblik på prostitution, samt for risikoen for seksuel chikane og vold i flygtningelejrene i Bangladesh; der henviser til, at bortkomne rohingyabørn i flygtningelejrene er de mest sårbare, og at de er tilbøjelige til at blive ofre for menneskehandel;

L.	der henviser til, at rohingyabørn ikke har tilstrækkelig adgang til formel uddannelse; der henviser til, at kun meget unge rohingyabørn modtager grundlæggende uddannelse gennem uformelle klasseværelser i flygtningelejrene, mens ældre børn har ringe eller ingen adgang til formel skolegang;

der henviser til, at monsunsæsonen er begyndt i Bangladesh, og at situationen forventes at forværres betydeligt; der henviser til, at mindst 200 000 mennesker i flygtningelejrene er i umiddelbar risiko for oversvømmelser og jordskred; der henviser til, at der er alvorlige trusler mod liv, husly og forsyning med fødevarer og drikkevand; der henviser til, at der er en høj risiko for spredning af sygdomme, herunder kolera og hepatitis, under monsunsæsonens oversvømmelser; der henviser til, at meget få Rohingya-flygtninge har haft adgang til lægehjælp eller vaccinationer, inden de ankom til Bangladesh;

der henviser til, at Myanmar hidtil har nægtet at lade en undersøgelsesmission i FN's Menneskerettighedsråd få adgang til landet og har forhindret FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Myanmar, Yanghee Lee, i at få adgang, idet landet har afvist næsten alle påstande om grusomheder begået af sikkerhedsstyrkerne i Rakhine;

der henviser til, at Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) bekræfter, at de mest alvorlige forbrydelser, der bekymrer det internationale samfund som helhed, navnlig folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, ikke må forblive ustraffede; der henviser til, at ICC-anklagemyndigheden i april 2018 anmodede retten om at udtale sig om, hvorvidt ICC kan udøve jurisdiktion over de påståede deportationer af rohingyaer fra Myanmar i Bangladesh; der henviser til, at en afgørelse, der bekræfter ICC's jurisdiktion, vil kunne bane vejen for at undersøge Myanmar for forbrydelser mod menneskeheden eller deportation;

P.	der henviser til, at Kina og Rusland i marts 2017 blokerede for vedtagelsen af en resolution i FN's Sikkerhedsråd om situationen for rohingyamindretallet i Myanmar;

der henviser til, at fraværet af en realistisk udsigt til sikker og frivillig tilbagevenden og manglen på politiske fremskridt i retning af en løsning på krisen i Myanmar tyder på, at denne situation ikke vil blive afhjulpet på kort sigt og derfor kræver en bæredygtig tilgang, navnlig med fokus på børns rettigheder og behov;

R.	der henviser til, at der den 6. juni 2018 blev undertegnet et trepartsaftalememorandum mellem Myanmar, UNHCR og De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP); der henviser til, at UNHCR har erklæret, at betingelserne endnu ikke er befordrende for frivillig tilbagevenden;

S.	der henviser til, at Kommissionen i maj 2018 frigjorde 40 mio. EUR i humanitær bistand for at yde livsvigtig støtte til sårbare civile blandt rohingyaer og værtssamfund i Bangladesh og i hele delstaten Rakhine; der henviser til, at dette kommer oven i de 51 mio. EUR, der blev mobiliseret i 2017;

T.	der henviser til, at FN i marts 2018 udsendte en appel om 951 mio. USD for at hjælpe rohingya-flygtninge i resten af 2018, men at kun omkring 20 % af dette målbeløb er modtaget til dato;

fordømmer på det kraftigste angrebene mod rohingyaerne i Myanmar, som ifølge FN's Menneskerettighedsråd gør det ud for etnisk udrensning; er dybt bekymret over den tiltagende alvor og omfanget af menneskerettighedskrænkelser, herunder drab, voldelige sammenstød, ødelæggelse af ejendom og fordrivelse af hundredtusinder af civile; opfordrer indtrængende Myanmars militær og sikkerhedsstyrker til omgående at ophøre med drab, chikane og voldtægter rettet mod rohingyafolket og afbrænding af deres hjem;

opfordrer indtrængende Myanmars regering til at tillade fuld og uhindret adgang til delstaten Rakhine for internationale observatører og menneskerettighedsorganisationer samt humanitære hjælpeorganisationer, herunder FN og internationale ngo'er, navnlig rapporten fra FN's undersøgelsesmission, som blev oprettet af UNHCR i marts 2017, for at sikre uafhængige og upartiske undersøgelser af påstande om alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af alle parter;

minder om behovet for, at der ydes medicinsk og psykologisk bistand i flygtningelejre, som er specielt tilpasset sårbare grupper, herunder kvinder og børn; opfordrer til mere omfattende støttetjenester for ofre for voldtægt og seksuelle overgreb; insisterer på, at alle kvinder og piger har adgang til oplysninger og tjenester vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, herunder prævention og sikker abort;

glæder sig over den støtte, som agenturer og organisationer yder før og efter fødslen; minder om betydningen af, at der oprettes registreringsfaciliteter og certifikater til nyfødte med henblik på at sikre, at de har dokumentation, og af, at der garanteres juridiske rettigheder og adgang til grundlæggende tjenester og ydes støtte til opsporing af familie i overensstemmelse med de tilsagn, som den bangladeshiske regering har givet om at sikre, at alle fødsler, der finder sted på dens område registreres; minder om, at bevarelse af familiens enhed er afgørende, hvis disse børn skal have adgang til deres rettigheder;

bemærker med stor bekymring, at der mangler tilstrækkelige uddannelsestilbud for rohingyabørn i flygtningelejre; opfordrer myndighederne i Bangladesh til at sikre, at rohingyabørn har fuld og tilstrækkelig adgang til uddannelse af høj kvalitet på deres eget sprog; påpeger risikoen for, at en generation vil gå tabt for hele lokalsamfundet, hvis de nødvendige foranstaltninger for at sikre behørig uddannelse for børn ikke træffes; understreger betydningen af at give fuld adgang til uddannelse, som den kan leveres i skolefaciliteter af FN-agenturer og ngo'er, så alle børn kan udfolde deres potentiale;

er dybt bekymret over den hyppige forekomst i lejrene af tvungen prostitution, menneskehandel og seksuel vold, herunder børneægteskaber, partnervold, seksuel udnyttelse og misbrug; opfordrer indtrængende myndighederne i Bangladesh og Myanmar til i samarbejde med UNHCR at drage omsorg for Rohingyaflygtningene sikkerhed på deres område, navnlig ved at intensivere bekæmpelsen af menneskehandel og børneprostitution og bryde de eksisterende netværker;

roser de bestræbelser, der gøres af regeringen og befolkningen i Bangladesh for at yde beskyttelse og sikkerhed for rohingyaflygtninge, og tilskynder dem til at fortsætte med at yde humanitær bistand til de flygtninge, der kommer fra Myanmar; opfordrer til yderligere international støtte til de samfund, der huser flygtninge, herunder ved at tackle indenlandske sociale, uddannelsesmæssige, økonomiske og sundhedsmæssige udfordringer; insisterer på vigtigheden af, at alle aktører lytter til og inddrager kvinder i udformningen af humanitære foranstaltninger og foranstaltninger til styrkelse af modstadsdygtigheden foranstaltninger;

insisterer på, at regeringen i Myanmar må garantere en sikker, frivillig og værdig tilbagevenden fuldt overvåget af FN for dem, der gerne vil vende tilbage til deres land; opfordrer indtrængende regeringerne i både Myanmar og Bangladesh til fuldt ud at respektere princippet om non-refoulement;

glæder sig over aftalememorandummet mellem Myanmar, UNHCR og UNDP, der blev vedtaget den 6. juni 2018 som et første konkret skridt hen imod fuld inddragelse af FN's agenturer i hjemvendelsesprocessen; understreger dog betydningen af at gøre aftalen offentligt tilgængelig hurtigst muligt;

10.

understreger betydningen af at sikre, at de humanitære aktører kan yde nødtjenester, herunder i forbindelse med seksuelt overførte sygdomme og seksuel vold; opfordrer indtrængende alle donorer til at øge finansieringen med henblik på at gøre hele spektret af sundhedsplejetjenester for mødre tilgængeligt;

11.

glæder sig over FN's kampagne for udryddelse af statsløshed senest i 2024; minder om, at rohingyaerne er en integreret del af befolkningen i Myanmar og derfor skal anerkendes som sådan i loven, som det anbefales af det rådgivende udvalg;

12.

minder om, at det økonomiske ansvar for at bistå flygtningene ikke i uforholdsmæssig høj grad kan falde på Bangladesh; opfordrer det internationale samfund og de internationale donorer til snarest muligt at intensivere deres engagement og stille de nødvendige midler til rådighed for fortsat at kunne yde den nødvendige humanitære hjælp og bistand og til effektivt at støtte rohingyakvinder og -børn, navnlig hvad angår gravide kvinder, børn og ofre for voldtægt samt til at støtte lokalsamfundene og værtssamfundene i Bangladesh;

13.

glæder sig over Rådets vedtagelse den 26. april 2018 af en ramme for målrettede foranstaltninger mod embedsmænd, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og af at styrke EU's våbenembargo; opfordrer indtrængende til, at EU og dets medlemsstater håndhæver alle foranstaltninger uden yderligere forsinkelse; opfordrer endvidere FN's Sikkerhedsråd til at indføre en omfattende global våbenembargo mod Myanmar, suspendere al direkte og indirekte levering, salg eller overførsel, herunder transit og omladning af alle våben, al ammunition og andet militær- og sikkerhedsudstyr, samt tilbud om uddannelse eller anden militær og sikkerhedsmæssig bistand;

14.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at overveje konsekvenserne i forbindelse med de handelspræferencer, som Myanmar nyder godt af, herunder til at overveje at iværksætte en undersøgelse i medfør af de mekanismer, der er fastsat i "alt undtagen våben"-ordningen;

15.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til i multilaterale fora at sørge for, at de, der er ansvarlige for forbrydelser i Myanmar, stilles til regnskab; noterer sig ICC's chefanklager's anmodning til domstolens dommere om at bekræfte ICC's jurisdiktion over forbrydelsen med udvisning af rohingyamigranter fra Burma/Myanmar til Bangladesh; opfordrer indtrængende til, at EU og dets medlemsstater går i spidsen for FN's Sikkerhedsråd og fremsætter en målrettet resolution om, at hele situationen i Myanmar/Rakhine forelægges for ICC; opfordrer indtrængende til, at EU-medlemsstaterne går i spidsen for FN's Generalforsamling og FN’s Menneskerettighedsråd og sikrer, at der straks oprettes en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at understøtte efterforskningen af de påståede masseforbrydelser;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Myanmars regering og parlament, statsrådgiver Aung San Suu Kyi, Bangladeshs regering og parlament, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, ASEAN's generalsekretær, ASEAN's Mellemstatslige Menneskerettighedskommission, FN's særlige rapportør for menneskerettighedssituationen i Myanmar, FN's højkommissær for flygtninge og FN's Menneskerettighedsråd.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/85

P8_TA(2018)0262

Strukturelle og økonomiske hindringer i adgangen til kultur

Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om strukturelle og økonomiske hindringer i adgangen til kultur (2017/2255(INI))

(2020/C 28/11)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 27 i verdenserklæringen om menneskerettighederne,

—	der henviser til artikel 15 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—	der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 22 og 25,

—	der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale (1),

—	der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse (2),

—	der henviser til sin beslutning af 13. december 2016 om en sammenhængende europæisk politik for kulturelle og kreative industrier (3),

—	der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om kulturindustrien i Europa (4),

—	der henviser til sin beslutning af 7. juni 2007 om kunstneres sociale status (5),

—	der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om de kulturelle dimensioner af EU's optræden udadtil (6),

—	der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om bredere adgang til kultur: Skolernes og undervisningens betydning (7),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen "På vej mod en akt for det digitale indre marked" (8),

—	der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 med titlen "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa" (9),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier (10),

—	der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden (11),

—	der henviser til sin holdning af 1. juni 2017 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momssatser for bøger, aviser og tidsskrifter (12),

—	der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om Europeana – næste fase (13),

—	der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om mobilitet og integrering af personer med handicap og den europæiske handicapstrategi for 2010-2020 (14),

—	der henviser til sin beslutning af 30. november 2017 om gennemførelsen af den europæiske handicapstrategi (15),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF (16),

—	der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og navnlig artikel 30 vedrørende deltagelse i kulturlivet, rekreative aktiviteter, fritidsaktiviteter og sport,

—	der henviser til mål 11 i FN' 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og de bæredygtige udviklingsmål, som blev underskrevet i 2015, der sigter mod at gøre byer og bebyggelser sikre, robuste og bæredygtige,

—	der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) den 20. oktober 2005,

—	der henviser til Europarådets rammekonvention om kulturarvens værdi for samfundet (Farokonventionen) af 27. oktober 2005,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF (17),

—	der henviser til Rådets resolution af 16. november 2007 om den europæiske kulturdagsorden (18),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 23. december 2014 om en arbejdsplan på kulturområdet (2015-2018) (19),

—	der henviser til EU's arbejdsplan på kulturområdet (2015-2018),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 18. og 19. maj 2015 om kulturelle og kreative krydsninger for at stimulere innovation, økonomisk bæredygtighed og social integration (20),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 31. maj 2016 om Europeanas rolle i forbindelse med digital adgang til, synlighed og brug af europæisk kulturarv (21),

—	der henviser til Rådets resolution af 6. maj 2003 om handicappedes adgang til kulturinfrastrukturer og kulturaktiviteter (22),

—	der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. juni 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "En EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser") (JOIN(2016)0029),

—	der henviser til Kommissionens rapport om gennemførelsen af den europæiske kulturdagsorden (COM(2010)0390),

—	der henviser til Kommissionens grønbog af 27. april 2010 med titlen "Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale"(COM(2010)0183),

—	der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et europæisk år for kulturarv (2018) (COM(2016)0543),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. september 2012 om fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU (COM(2012)0537),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. december 2012 om indhold på det digitale indre marked (COM(2012)0789),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. juli 2014 med titlen "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa"(COM(2014)0477),

—	der henviser til rapporten fra arbejdsgruppen bestående af eksperter fra medlemsstaterne fra 2012 om adgang til kultur,

—	der henviser til resultaterne af Eurobarometerundersøgelse nr. 399 om adgang til og deltagelse i kultur og nr. 466 om kulturarv,

—	der henviser til resultaterne af Eurostats statistiske undersøgelser (kulturelle statistikker) for 2016,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0169/2018),

der henviser til, at verdenserklæringen om menneskerettighederne i artikel 27 fastsætter, at "enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder"; der henviser til, at adgangen til kultur og til kreative udtryk er et vigtigt grundlag for et demokratisk samfund baseret på ytringsfrihed og lighed;

B.	der henviser til, at Farokonventionen anerkender retten til kulturarven og opfordrer til fremme af innovative metoder til forvaltning af kulturarven, således at de offentlige myndigheder samarbejder med andre aktører, herunder foreninger og private;

C.	der henviser til, at artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder en opfordring til respekt for den kulturelle mangfoldighed, og at de ældres ret til at deltage i kulturlivet anerkendes i medfør af artikel 25;

D.	der henviser til, at kultur har en stærk indvirkning på fremme, forståelse og udvikling af solidariteten mellem de europæiske og transeuropæiske fællesskaber;

E.	der henviser til, at de fleste forfatninger i EU's medlemsstater direkte eller indirekte henviser til kultur og tilgængeligheden heraf;

der henviser til, at EU kan supplere og tilskynde kulturpolitikker, selv om det i henhold til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fortsat er myndighederne på nationalt, regionalt og lokalt plan, der er de hovedansvarlige for kulturpolitikker i EU i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

G.	der henviser til, at enhver form for hindring, der hæmmer enkeltpersoners eller lokalsamfunds fulde deltagelse i kulturelle processer og kulturelle økosystemer, hæmmer udviklingen af et ægte demokratisk og inklusivt samfund;

H.	der henviser til, at kultur giver de europæiske borgere større muligheder for at udvikle personlige, sociale, kunstneriske og interkulturelle kompetencer;

der henviser til, at halvdelen af verdens befolkning, dvs. 3,5 mia. mennesker, ifølge FN's skøn aktuelt er bosat i byer, og at næsten 60 % af verdens befolkning i 2030 vil være bosat i byområder; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at udvikle strategier for effektive politikker for at løse de problemer, der stadig findes, og sikre tilstrækkelig tid til at foretage ændringer med henblik på at skabe byområder, der virkelig er inklusive;

der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/962/EF af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring (23) medregner kulturel bevidsthed og udtryksevne som grundlæggende kompetencer, som er nødvendige for personlig tilfredsstillelse og udvikling, aktivt medborgerskab, social samhørighed og beskæftigelse;

K.	der henviser til Kommissionen i sin meddelelse af 10. maj 2007 med titlen "Meddelelse om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden"(COM(2007)0242) understregede behovet for at lette adgangen til kultur og kulturelle frembringelser samt fremme kulturel mangfoldighed;

L.	der henviser til, at fremtiden for den kulturelle innovation i EU afhænger af, hvor meget der investeres i kreative ressourcer, viden og talenter;

M.	der henviser til, at arbejdsplanen på kulturområdet (2015-2018), der blev vedtaget af Rådet i december 2014, definerer tilgængelig og inklusiv kultur og fremme af kulturel mangfoldighed som prioriteter;

N.	der henviser til, at et af målene for EU og dets medlemsstater bør være at mindske de sociale og økonomiske uligheder med henblik på at fremme et inklusivt samfund, hvor alle kan være med; der henviser til, at en stærk, dynamisk og mangesidet kultursektor er grundlæggende i et inklusivt samfund;

der henviser til, at deltagelse i kulturelle aktiviteter er en måde at skabe en følelse af tilhørsforhold til et samfund på; der henviser til, at skabelsen af social identitet er nært forbundet med deltagelse i kultur; der henviser til, at deltagelse i kulturelle aktiviteter kan bidrage til at højne selvfølelsen og livskvaliteten, især hos mennesker, som oplever en form for marginalisering på grund af arbejdsløshed, sygdom eller af andre grunde;

P.	der henviser til, at en inklusivt kultursektor muliggør, at alle har de samme muligheder for at deltage og udvikle deres kreative kompetencer uafhængigt af deres socioøkonomiske, kulturelle eller religiøse baggrund og af enhver form for handicap;

Q.	der henviser til, at borgerne i mange regioner i vid udstrækning bruger offentlige biblioteker og kulturinstitutioner, og at de ofte er de eneste steder, hvor der er adgang til information og til kultur, hvilket især gælder i landområder eller i fjerntliggende områder;

R.	der henviser til den påvirkning, som de nye digitale teknologier kan have på forvaltningen af kulturområdet, på dialogen og på udbredelsen af kulturelle aktiviteter;

S.	der henviser til, at nye digitale teknologier og onlineplatforme tilbyder yderst vigtige muligheder for at styrke niveauet af deltagelse og kulturel skabelse;

T.	der henviser til, at folk fra tredjelande er underrepræsenteret på forskellige kulturelle områder i EU; der henviser til, at det også gælder for personer med handicap;

der henviser til, at rapporten fra arbejdsgruppen af eksperter fra EU's medlemsstater om adgang til kultur (24) definerer adgang som det at give nye målgrupper mulighed for at benytte tilgængelige kulturelle tilbud; der henviser til, at dette indebærer nye målgrupper eller borgere og at bringe dem nærmere til kulturarv og andre kulturelle ressourcer;

V.	der henviser til, at digitale teknologier har ændret den måde, hvorpå mennesker får adgang til, producerer, udbreder og anvender kulturelt indhold;

W.	der henviser til, at platformen Europeana, der blev lanceret i 2008, er blevet et fælles europæisk kulturelt projekt, der fremmer digital adgang til Europas kulturarv;

X.	der henviser til, at et af de specifikke mål for programmet "Et Kreativt Europa"er at nå ud til et nyt publikum og forbedre adgangen til kulturelle og kreative frembringelser i og uden for Unionen med særligt fokus på børn, unge, personer med handicap og underrepræsenterede grupper;

Y.	der henviser til, at der findes initiativer på fællesskabsplan og i medlemsstaterne med det formål at skabe bedre adgang til kulturel infrastruktur og kulturelle aktiviteter for personer med handicap;

Z.	der henviser til, at mangfoldigheden af EU-landenes skatteprocedurer og -systemer besværliggør kunstneres og alle kulturarbejderes bevægelighed ved at skabe et uforholdsmæssigt bureaukrati, som ofte ikke står i forhold til de konkrete, beskedne indtægter fra deres aktiviteter;

AA.

der henviser til, at udviklingen af pålidelige, sammenlignelige og ajourførte kulturelle statistikker, som danner grundlaget for fornuftig politikudformning på kulturområdet, er en af de tværgående prioriteter i arbejdsplanen på kulturområdet (2015-2018), der understøtter det økonomiske potentiale for kulturelle og kreative industrier og deres indflydelse på den sociale velfærd;

AB.	der henviser til, at adgangen til kvalitativ forskning og komparative dataressourcer er et middel til effektiv overvågning og analyse af kulturpolitikkernes kulturelle, økonomiske og sociale virkninger;

AC.	der henviser til, at kultur bidrager til at fremme et samfund baseret på viden, deling af oplevelser og i samklang med verdenshistorien;

AD.	der henviser til, at omkring 8,4 mio. personer er ansat på kulturområdet i EU (3,7 % af den samlede arbejdsstyrke) (25), og at deres økonomiske vækstpotentiale stadig ikke er fuldt ud realiseret;

AE.	der henviser til, at dem, der gennem kulturproduktion søger at bidrage til at udtrykke deres identitet og at udvide og på bæredygtig vis udvikle adgangen til kultur står over for problemer og udfordringer;

Adgang til og deltagelse i kultur

understreger, at det anerkender adgangen til kultur som en grundlæggende rettighed for alle borgere i overensstemmelse med artikel 27 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, som anerkender deltagelse i det kulturelle liv som en af de grundlæggende menneskerettigheder; minder endvidere om, at denne ret er nedfældet i Farokonventionen, som anerkender retten til at deltage i kulturlivet og fremhæver kulturarvens rolle i opbygningen af et fredeligt og demokratisk samfund; opfordrer derfor signatarmedlemsstaterne til at fremskynde ratificeringsprocessen og de øvrige stater, der ikke har tiltrådt konventionen, til at undertegne den og udnytte den unikke mulighed i det europæiske år for kulturarv;

minder om betydningen af en holistisk anvendelse af begrebet adgang og dets værdi som et redskab til at sikre, at enhver person, der nyder godt af kultur og kulturelle steder og initiativer, betragtes i sin bredeste og mest fuldkomne forstand, og at der derfor især tages hensyn til de særlige behov hos personer med handicap for at sikre dem lige muligheder, reel social integration og aktiv deltagelse i samfundslivet;

understreger den ubestridelige betydning af en aktiv og tilgængelig kulturel sektor for udviklingen af et inklusivt samfund og styrkelsen af en fælles kerne af universelle værdier og et aktivt europæisk medborgerskab, hvilket er grundlaget for, at borgerne på en frugtbar og meningsfuld måde kan deltage i det offentlige liv, og samtidig fremmer Europas kulturarv og udvikler den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa; opfordrer derfor medlemsstaterne og Unionen til, inden for deres kompetenceområder, at udvikle og gennemføre de specifikke nødvendige foranstaltninger, der skal sikre adgangen til og deltagelsen i kulturlivet;

opfordrer til at gøre inklusion og diversitet til en integreret del af programlægningen, den organisatoriske udvikling og af rekrutteringen på kulturområdet på europæisk, nationalt og regionalt plan; opfordrer også til, at medlemsstaterne foretager en systematisk overvågning af tiltagene til at nå dette mål;

minder om betydningen af EU's rolle i forbindelse med at fremme og lette en bedre koordinering af kulturpolitikker på alle niveauer; bemærker, at kun således vil aktører fra hele EU være i stand til at udvikle en omfattende og effektiv politik til fremme af adgang til og deltagelse i kultur og samtidig placere kultur som en vigtig del af det europæiske integrationsprojekt;

betragter adgangen til og deltagelsen i kultur som et tværgående anliggende, og understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt at samordne kulturpolitik med andre politikområder som f.eks. uddannelses-, social-, regional- og udenrigspolitikken, den økonomiske politik samt politikken for digitale medier;

anbefaler, at medlemsstaterne udvikler en strategi for kulturel handling rettet mod børn og unge;

anerkender fremme og opnåelse af inklusiv og meningsfuld adgang til kultur som en af prioriteterne på den politiske dagsorden og opfordrer til at integrere adgang til og deltagelse i kultur i andre politikområder, hvilket ikke kun vil være et positivt bidrag til disse områder, men også vil indvirke på det synergiskabende samarbejde på tværs af sektorerne i tråd med artikel 167 i TEUF;

fastslår, at kompendiet af nationale kulturpolitikker, som udformet og forvaltet af Europarådet og en platform af eksperter, har været et meget anvendeligt redskab for kulturpolitikker i og uden for Europa; beklager dog, at der siden 2011 har været begrænset fremgang med hensyn til indsamling og især analyse af data, og anbefaler derfor, at Rådet fortsætter med en evaluering af det nuværende indhold, herunder også kulturpolitikkernes lokale og regionale niveau;

10.

understreger, at begreberne adgang til og deltagelse i kultur er tæt forbundet; understreger, at strategier for styrkelse af tilgængeligheden af og deltagelsen i kulturelle aktiviteter bør gennemføres ved identificering af underrepræsenterede grupper, projektering og gennemførelse af initiativer eller programmer, der har til formål at øge disses deltagelse samt fjerne eksisterende barrierer;

11.

understreger nødvendigheden af at indsamle oplysninger om deltagelse af personer med handicap i kulturelle aktiviteter;

12.

beklager, at finansielle barrierer stadig forhindrer borgerne, især dem, som tilhører de dårligst stillede grupper, i fuldt ud at nyde deres grundlæggende ret til at deltage i kulturlivet og at have adgang til kultur, og at dette hæmmer den effektive udøvelse af denne grundlæggende rettighed;

13.

minder om, at det er vigtigt at udvikle platforme til deling og udveksling af erfaringer på regionalt, nationalt og europæisk plan;

14.

understreger, at det er vigtigt at sikre et kulturudbud af høj kvalitet til alle borgere som grundlag for at fremme et aktivt, demokratisk og inkluderende medborgerskab;

Økonomiske hindringer

15.

understreger, at offentlige midler spiller en afgørende rolle i at sikre et blomstrende kulturliv og fortsat er et uundværligt instrument til at støtte kulturelle aktiviteter i EU, således at de kan udnytte deres økonomiske potentiale til at bidrage til bæredygtig vækst og social samhørighed, og til at finansiere kulturel infrastruktur; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af deres beføjelser at afsætte en passende budgetandel til offentlig støtte til kultur og styrke synergierne med EFRU og andre kulturelle støttemidler, herunder programmer, som fremmer forskning og innovation og de tilgængelige samhørighedspolitiske instrumenter;

16.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den offentlige kulturstøtte ikke begrænses, uanset hvilke mulige økonomiske vanskeligheder medlemsstaterne i fremtiden måtte møde;

17.

beklager, at økonomiske recessioner ofte har medført og stadig alt for ofte først og fremmest medfører nedskæringer i de offentlige udgifter til kultur og har negative konsekvenser for bevillingerne til kulturelle aktiviteter;

18.

minder om, at investeringer i de kulturelle og kreative sektorer giver mulighed for at frigøre disse sektorers betydelige og stadig undervurderede potentiale til at fremme kulturel mangfoldighed og social innovation og samtidig skabe bæredygtig økonomisk velstand og kvalitetsjob, og at sådanne investeringer har en direkte indvirkning på udviklingen af nye færdigheder, digitalisering, innovation og nye forretningsmodeller og samtidig styrker konkurrenceevnen i Europas kulturelle og kreative sektorer, som griber mulighederne og opnår adgang til nye internationale muligheder, markeder og målgrupper; mener derfor, at den private sektor spiller en afgørende og supplerende rolle i de offentlige investeringer, og opfordrer medlemsstaterne til at overveje gennemførelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger, der giver mulighed for skattefradrag ved private pengedonationer til støtte for kulturen;

19.

påpeger, at den kreative sektor er fragmenteret, har en lav værdiskabelse og beskæftiger mange selvstændige mænd og kvinder, og minder om, at disse aktiviteter generelt betragtes som interessante aktivitetsprofiler, men at dette ikke må føre til, at den kulturelle og kreative økonomi bliver en model for dårligt betalt arbejde med dårlig social sikring; foreslår derfor, at der udarbejdes stabile evalueringsprocesser for godt arbejde i den kreative sektor;

20.

understreger, at befolkningens adgang til kulturelle varer og tjenesteydelser samt støtte til kulturproduktion og kulturelle udtryk styrker den kreative økonomi og bidrager til landets udvikling;

21.

påpeger, at manglen på finansiering til den kulturelle branche ville være mindre, hvis der var skattemæssige incitamenter knyttet til private sponsorater;

22.

henleder opmærksomheden på problemerne med opkrævning af indkomstskat på tværs af grænserne, som kunstnere, der optræder i hele Europa, må kæmpe med, og anbefaler derfor en standardmodel, som kommer ansatte og selvstændige til gode, og som forhindrer dobbeltbeskatning;

23.

anmoder om, at der investeres i mikrovirksomheder for at fremme kreativitet og innovation for således at fremme den regionale og lokale udvikling;

24.

understreger, at høje priser på kulturelle varer og tjenesteydelser er en af de hindringer for deltagelse i kultur, som respondenterne i Eurobarometer- og Eurostatundersøgelserne (26) har understreget; anbefaler på det kraftigste, at medlemsstaterne og regionerne i denne forbindelse træffer foranstaltninger, der er målrettet specifikke målgrupper, især studerende, familier med mange børn og ældre, og tager sigte på at fjerne økonomiske hindringer for adgang;

25.

understreger, at høje forsikringsudgifter for udstillingsobjekter og optræden også er årsagen til de høje entré- eller billetpriser på museer, teatre og gallerier og ofte gør det umuligt for mindre foretagender at udvikle deres programmer i overensstemmelse med deres publikum og ambitioner; mener, at denne situation skaber en stadigt større afstand mellem mindre foretagender, der er tæt på deres publikum, og større, internationalt anerkendte institutioner;

26.

understreger den rolle som en hensigtsmæssig finanspolitik i relation til de kulturelle og kreative sektorer kan spille med hensyn til at øge adgangen til og deltagelsen i kultur; bemærker imidlertid, at indirekte støtte til kulturarv gennem indførelse af reducerede momssatser ikke kan erstatte direkte støtte; opfordrer til bedre samordning af nationale kulturpolitikker og momssatser, der anvendes som et redskab til at fremme deltagelsen i kulturlivet;

27.

minder om, hvor vigtigt det er for medlemsstaterne at se på muligheden for en mere sammenhængende politik for beskatning af indtægter for kulturarbejdere og kunstnere, som opholder sig i kortere perioder i forskellige lande og kan være underkastet forskellig lovgivning og forvaltning i forbindelse med hver enkelt optræden, workshop eller ophold; foreslår, at et mindstemål af harmonisering for at støtte kunstneres og kulturarbejderes mobilitet skal ses som en prioritet med henblik på at fremme mangfoldigheden inden for kreativitet og kultur i hele EU og udenfor, i stedet for at der skabes barrierer i form af administrative byrder, som er ude af proportion med de faktiske indtægter fra kulturarbejde;

28.

opfordrer til, at medlemsstaterne og de offentlige institutioner investerer i decentralisering i afholdelsen af kulturelle aktiviteter, enten gennem oprettelsen af infrastrukturer i fjerntliggende regioner eller gennem forskellige midlertidige kulturelle arrangementer; opfordrer de private kulturinstitutioner til også at investere i geografisk decentralisering;

29.

glæder sig over forslaget om en ændring af momsdirektivet, som vil give medlemsstaterne mulighed for at anvende de samme momssatser for elektroniske og trykte publikationer; mener, at sondringen mellem momssatserne for fysiske og elektroniske publikationer er forældet og uholdbar i den digitale tidsalder; opfordrer Rådet til at vedtage Kommissionens forslag uden unødig forsinkelse;

30.

understreger vigtigheden af en forening mellem arbejdsliv og privatliv for at få adgang til, drage nytte af og deltage i forskellige kulturelle aktiviteter;

Uddannelsesmæssige hindringer og udfordringer

31.

understreger, at uddannelsesniveauet er en af de vigtigste faktorer, der har væsentlig indvirkning på niveauet af deltagelse i kultur; understreger, at et højere uddannelsesniveau giver sig udslag i større deltagelse i kulturelle arrangementer (27); understreger, at humaniora, sprogundervisning i skolen og kulturel dannelse er en integreret del af almen uddannelse, som kan medvirke til at nedbryde sociale skel og derfor bør fremmes som STEAM-fag;

32.

understreger, at viden opfattes som et produkt af et kulturelt samspil, som agerer og retroagerer i forhold til det menneske, der inkorporerer et kulturelt aftryk;

33.

opfordrer til, at der anvendes en interaktiv og inklusiv tilgang med forankring i lokalsamfundet til udvikling af kultur- og uddannelsespolitikker med henblik på at øge interessen for og deltagelsen i kulturlivet, promovere Europas kulturarv og udvikle kulturel og sproglig mangfoldighed i Europa;

34.

bemærker, at manglen på interesse er en af de oftest udtrykte hindringer for deltagelse i kultur blandt respondenterne i Eurobarometer- og Eurostatundersøgelserne (28); påpeger i denne forbindelse, at fremme af efterspørgslen, forstået som opbygning af interesse og forståelse for kultur gennem formaliseret, ikkeformaliseret og uformel uddannelse, bør være en prioriteret opgave med henblik på øget adgang til og deltagelse i kultur;

35.

anbefaler en almen udbredelse af det europæiske studiekort og at det kommer til at give gratis entré til kulturinstitutioner i EU;

36.

minder om den grundlæggende rolle, som skoler og familier spiller som centrale platforme, der kan bringe unge i kontakt med kultur og skabe behov og kulturelle kompetencer; opfordrer medlemsstaterne til at tage skridt hen imod en større integration af kulturel og kunstnerisk uddannelse i skolernes læseplaner og skolepensum, både inden for formel og uformel undervisning;

37.

understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne i tæt samarbejde med de regionale og lokale myndigheder, og via finansiering og/eller støtte, sikrer uddannelse i musik i de offentlige uddannelsesinstitutioner;

38.

anbefaler, at medlemsstaterne betragter uddannelse som en af de vigtigste aktiviteter på kulturområdet, da fremme af efterspørgslen på dette område især betyder, at man giver folk kompetencer og viden, som gør dem i stand til at værdsætte kunst; minder om, at stimuleringen af interessen for kultur er mere effektiv, når den foretages i en ung alder, og mener derfor, at kulturen derfor bør styrkes i skolernes læseplaner, og at der bør stilles flere menneskelige og materielle ressourcer til rådighed for at nå dette mål; foreslår, at skolerne modtager finansiering til museumsbesøg og besøg i andre kulturinstitutioner, eftersom dette på samme tid vil styrke interessen for kultur og unges deltagelse og give ekstra midler til kulturinstitutionerne;

39.

understreger vigtigheden af de offentlige uddannelsessystemer, når børn introduceres til kulturens mangfoldige univers, og at de hermed bidrager til at skabe nye publikumssegmenter og til udbredelsen af kultur; påpeger vigtigheden af, at kulturinstitutionerne skaber partnerskaber med de lokale, regionale og nationale uddannelsesinstitutioner;

40.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at støtte kulturelle uddannelsesprogrammer uden for skolen, som er for alle, især for ugunstigt stillede børn og unge, gennem programmer, der har til formål at indføre de unge de forskellige kunstarter eller at styrke kendskabet til den eksisterende kulturarv;

41.

understreger den rolle, som lokale kulturinstitutioner, herunder kulturcentre og biblioteker, spiller som centrale aktører for at overvinde hindringer for adgang til og deltagelse i kultur; opfordrer derfor medlemsstaterne til aktivt at støtte sådanne kulturinstitutioner;

42.

appellerer til en større værdsættelse og forståelse af offentlige bibliotekers og samfundenes kulturinstitutioners sociale rolle, især i landområder og fjerntliggende regioner, ikke kun ved at styrke den offentlige finansiering, men også ved dannelsen af partnerskaber, som giver dem passende IKT-ressourcer og menneskelige ressourcer med adgang til uddannelse, så de herigennem bliver til institutioner, som er i stand til at forbedre folks liv og bidrage til den lokale udvikling;

43.

understreger, at oprettelsen af partnerskaber er grundlæggende for at tiltrække potentielle målgrupper til kunstneriske aktiviteter, og at det kan gennemføres f.eks. via samarbejde med organisationer, der repræsenterer studerende, migranter eller personer med handicap, så man på passende vis imødekommer deres interesser og behov;

44.

understreger, at det er vigtigt at fremme initiativer på nationalt, regionalt og lokalt plan, som fremmer kontakt, samarbejde og erfaringsudveksling mellem de traditionelle kunstarter, kulturinstitutioner og forskellige multikulturelle institutioner eller minoritetsinstitutioner samt mellem professionelle kultursektorer og amatørkultursektorer;

45.

anbefaler, at der udvikles en sammenhængende strategi til støtte for pædagogiske projekter foreslået af kulturinstitutioner; understreger, at disse projekter er nyttige redskaber til at støtte og skabe bevidsthed og kulturelle kompetencer og interkulturel viden og derigennem tjener som udgangspunkt for langsigtet inddragelse af borgerne i kulturelle aktiviteter;

46.

opfordrer medlemsstaterne til at oprette programmer for fritidsaktiviteter for unge i kulturinstitutionerne;

47.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at sikre mere udbredt adgang til kulturinstitutioner og udvikle en omfattende europæisk strategi vedrørende adgangen til det offentlige rum, navnlig vedrørende kultur i bymæssig bebyggelse, såsom museer, teatre, biografer, biblioteker, koncertsale, osv.;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til oprettelsen af stipendier eller praktikpladser for studerende inden for offentlige eller private uddannelsesnetværk i kulturinstitutioner eller inden for kulturforvaltningsinstitutioner;

Strukturelle hindringer

49.

gør i denne forbindelse opmærksom på den strukturelt betingede, ofte lavere grad af deltagelse i kultur blandt indbyggere i landdistrikterne (29), og i denne forbindelse på den rolle, som små, lokale kulturcentre, transportinfrastruktur og støtte til bæredygtig kulturturisme spiller for at lette adgangen til kulturinstitutioner;

50.

understreger, at europæisk kulturarv er unik i verden, fordi den er mangfoldig og rig, og fremhæver, at kulturturisme har et enormt potentiale for at kunne bidrage til en bæredygtig økonomi og fostre social samhørighed og inklusion; opfordrer derfor medlemsstaterne til at øge deres indsatser og investeringer for at udvikle en politik for bæredygtig og langsigtet kulturturisme;

51.

opfordrer til større investeringer på kulturområdet for at stimulere de lokale økonomier og bidrage til kulturturisme; gør opmærksom på, at kulturturisme i synergi med videnskab, den primære sektor, centre for kunsthåndværk og industricentre samt mobilitet er afgørende faktorer for et mere nærværende og mere humanistisk Europa;

52.

foreslår større investering i adgangen til kultur for regionerne i den yderste periferi samt i bjergrige og fjerntliggende områder, så der skabes decentraliserede kulturtilbud;

53.

bemærker, at der er behov for at forbedre adgangen til en kulturinfrastruktur uden teknologiske eller fysiske hindringer og til kulturelle aktiviteter og medier for personer med handicap; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til inden for deres respektive kompetenceområder at fortsætte deres arbejde med at integrere personer med handicap gennem kultur og at bestræbe sig på at fjerne eksisterende hindringer;

54.

anerkender behovet for deltagelsesmetoder til forvaltning af kulturarven, der er baseret på en tilgang, der fokuserer på lokalsamfund, for at opfange efterspørgslen og involvere større dele af offentligheden under hensyntagen til især unge, personer med handicap og underrepræsenterede og marginaliserede grupper;

55.

anmoder medlemsstaterne og de kulturinstitutioner, der er afhængige af dem, om at sikre kulturtilbud, der er tilgængeligt for alle, med specifikke tiltag over for særlige befolkningsgrupper, som f.eks. børn og unge, ældre, personer med handicap eller migranter;

56.

understreger, at der er behov for, at medlemsstaterne foretager større investeringer i implementeringen af den universelle kodeks for læsning og skrivning ved berøring (Braille-systemet) i meget forskellige kulturelle infrastrukturer og teknologier; appellerer til større investering i produktion af bøger, magasiner og aviser i audioformat, og i anvendelsen af tegnsprog i teaterforestillinger;

57.

viser behovet for at fjerne hindringer, og først og fremmest skattemæssige hindringer, for mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere; understreger betydningen af disse aktiviteter for udbredelsen af kulturelle tilbud i Europa; hilser programmet Et Kreativt Europa velkomment, da det bidrager til, at den kulturelle mobilitet og de professionelles mobilitet på området lykkes bedre, og fordi det fremmer udbredelsen af kulturelle kvalitetsarrangementer og -projekter;

58.

minder om, at hindringerne i adgangen til kultur ses tydeligere på lokalt plan, hvorfor man bør styrke investeringer i forskellige kulturelle mobilitetsprojekter, så de udvikler og fremmer samhørigheden i lokalsamfund;

59.

opfordrer Kommissionen til at tage mobiliteten hos europæiske kunstnere og kunstnere fra tredjelande i betragtning som en merværdi til fremme af fred, deling af visioner og nedbrydning af sociale og kulturelle stereotyper;

60.

minder om, at sprogbarrierer kan have negativ indvirkning på kulturel efterspørgsel, og opfordrer derfor til at styrke flersprogetheden i kulturelle produktioner;

61.

anbefaler medlemsstaterne at gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at fremme transport og adgang til kulturinstitutioner for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet;

Digitale hindringer og udfordringer

62.

er overbevist om, at digitale værktøjer, når de anvendes og implementeres ordentligt og ledsages af et ensartet niveau af digitale færdigheder, kan hjælpe med at overvinde hindringer i adgangen til kultur, der er betinget af faktorer såsom ugunstig geografisk beliggenhed, handicap, social baggrund, sprog og manglende tidsmæssige og økonomiske ressourcer; påpeger, at digitale værktøjer også kan være et redskab til at overvinde sociale eller mentale barrierer, uden at det fører til manglende investeringer i den geografiske decentralisering af de kulturelle aktiviteter; mener derfor, at digital uddannelse i den forbindelse bør indgå i læringsprocessen fra en tidlig alder for at udvikle passende viden og færdigheder;

63.

anbefaler Kommissionen at udforme en sammenhængende digital strategi rettet mod kulturelle infrastrukturer og aktiviteter for at styrke deres kapacitet;

64.

bemærker problemet med digital eksklusion og understreger behovet for at bekæmpe det; minder i denne sammenhæng om, at digitalisering kræver, at kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner og forbrugerne selv opnår nye kompetencer og kvalifikationer og ny viden; understreger især behovet for kapacitetsopbygning i forbindelse med anvendelsen af nye digitale teknologier i kulturinstitutioner og for, at de tilpasses udfordringerne i forbindelse med den teknologiske udvikling;

65.

understreger, at digitalisering af og onlineadgang til kulturelt materiale i Europa til fulde bør respektere skaberne og de intellektuelle ejendomsrettigheder; mener i den forbindelse ikke, at intellektuelle ejendomsrettigheder bør hæmme det almene offentlige mål om at øge adgangen til, og favorisere udbredelsen af, kreativt indhold og kreativ information og viden; fremhæver desuden det presserende behov for at etablere et sikkert digitalt miljø, hvor kunstnere og ophavsmænd kan få et passende vederlag for deres arbejde, og som sikrer rimelige vederlag, med adgang på tværs af landegrænserne;

66.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte prioriteringen af innovative tilgange til publikumsudvikling og inddragelse af forbrugerne, bl.a. gennem nye teknologier, inden for rammerne af EU-programmer, navnlig programmet "Et Kreativt Europa"og dets fremtidige generationer;

67.

opfordrer medlemsstaterne til at tage højde for publikumsudvikling i deres kulturelle og digitale strategier samt støtte anvendelsen af digitale teknologier med henblik på at lette adgangen til kulturelt indhold;

68.

anerkender bidraget fra platformen Europeana og medlemsstaternes institutioner til digitaliseringen af og adgangen til kulturelt indhold; opfordrer til i forbindelse med det europæiske år for kulturarv varigt at støtte projektet med flere midler og at fremme offentlig adgang til digitale ressourcer og tjenesteydelser inden for kulturarv; efterspørger en reel omstrukturering af webstedet, så det er i bedre overensstemmelse med avancerede teknologier, og en reel kommunikationspolitik, der står mål med den rigdom af indhold, som er samlet på webstedet;

69.

understreger behovet for indsamling af kulturelle data og forvaltning af disse med henblik på digitale forbrugere, for at gøre det muligt for kulturelle organisationer at opnå bedre forståelse af modtagernes behov og udvikle en ensartet tilgang til det digitale publikum;

70.

er af den opfattelse, at kulturelt indhold spiller en hovedrolle i den bredere offentligheds accept af de pågældende nye teknologier og i udviklingen af EU-borgernes IT-færdigheder og mediekendskabsniveau;

o o

71.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 142.

(2) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 95.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0486.

(4) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 25.

(5) EUT C 125 E af 22.5.2008, s. 223.

(6) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 135.

(7) EUT C 98 E af 23.4.2004, s. 179.

(8) EUT C 11 af 12.1.2018, s. 55.

(9) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 88.

(10) EUT C 11 af 12.1.2018, s. 16.

(11) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 32.

(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0233.

(13) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 16.

(14) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 9.

(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0474.

(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0062.

(17) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 221.

(18) EUT C 287 af 29.11.2007, s. 1.

(19) EUT C 463 af 23.12.2014, s. 4.

(20) EUT C 172 af 27.5.2015, s. 13.

(21) EUT C 212 af 14.6.2016, s. 9.

(22) EUT C 134 af 7.6.2003, s. 7.

(23) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10.

(24) Rapport med titlen: "Policies and good practices in the public arts and cultural institutions to promote better access to and wider participation in culture", oktober 2012.

(25) Eurostat - Culture statistics - cultural employment (2017), http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Culture_statistics_-_cultural_employment

(26) Eurobarometer 399.

(27) Eurostat, Culture statistics, udgave 2016, s. 116-136; Eurostat (data fra 2015 - EU Survey on Income and Living Conditions (EU-SILC).

(28) Eurobarometer 399, Eurostat (data fra 2015 - EU Survey on Income and Living Conditions (EU-SILC).

(29) Eurostat (data fra 2015 - EU Survey on Income and Living Conditions (EU-SILC).

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/101

P8_TA(2018)0267

Forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem EU og AVS-landene

Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (2018/2634(RSP))

(2020/C 28/13)

Europa-Parlamentet,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen) samt til de reviderede udgaver fra 2005 og 2010 (1),

—	der henviser til Georgetownaftalen fra 1975 om oprettelse af AVS-gruppen og til revisionen heraf fra 1992 (2),

—	der henviser til sin beslutning af 4. oktober 2016 om fremtiden for forbindelserne AVS-EU efter 2020 (3),

—	der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet (4),

—	der henviser til Kommissionens henstilling af 12. december 2017 med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (COM(2017)0763),

—	der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 22. november 2016 om et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (JOIN(2016)0052),

—	der henviser til det fælles høringsdokument fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 6. oktober 2015 med titlen "Mod et nyt partnerskab mellem Den Europæiske Union og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet efter 2020"(JOIN(2015)0033),

—	der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og det slutdokument, som blev vedtaget af FN's generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling"og de 17 mål for bæredygtig udvikling,

—	der henviser til den fælles erklæring af 7. juni 2017 fra Parlamentet, Rådet, repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, og Kommissionen om den nye europæiske konsensus om udvikling – Vores verden, vores værdighed, vores fremtid,

—	der henviser til udtalelser fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 7. december 2017 om et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet og af 12. maj 2016 om EU's forbindelser med gruppen af AVS-stater i fremtiden,

—	der henviser til det 7. og 8. topmøde for AVS-staternes stats- og regeringschefer, der blev afholdt i Malabo (13.-14. december 2012) og Port Moresby (4. maj 2016),

—	der henviser til det 103. og 105. fælles AVS-EU-Ministerråd, der blev afholdt i Dakar (26.-27. april 2016) og Bruxelles (3.-4. maj 2017),

—	der henviser til EU's og Den Afrikanske Unions topmøde i Abidjan den 29.-30. november 2017,

—	der henviser til rapporten fra Gruppen af Fremtrædende Personer fra marts 2016 om AVS-Gruppens fremtid efter 2020,

—	der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2015 om de lokale myndigheders rolle i udviklingslandene i forbindelse med udviklingssamarbejde (5),

—	der henviser til erklæringen af 1. juni 2016 fra det 8. topmøde for AVS-staternes stats- og regeringschefer for Gruppen af AVS-Stater i Port Moresby (Papua New Guinea),

—	der henviser til sin beslutning af 11. februar 2015 om arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU (6) og de beslutninger, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU,

—	der henviser til erklæringen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU af 21. december 2016 om den parlamentariske dimension af forbindelserne mellem AVS-landene og EU efter Cotonouaftalens udløb (7),

—	der henviser til erklæringen af 9. december 2015 fra medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om fremtiden for forbindelserne AVS-EU (8),

—	der henviser til artikel 208 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning,

—	der henviser til forespørgsler til Rådet og Kommissionen om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (O-000043/2018 – B8-0025/2018 og O-000044/2018 – B8-0026/2018),

—	der henviser til forslag til beslutning fra Udviklingsudvalget,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

der henviser til, at Cotonouaftalens styrke og regelværk er baseret på en række enestående egenskaber, såsom dens juridisk bindende karakter, dens fuldstændighed med de tre søjler for udviklingssamarbejde, politisk samarbejde og økonomisk og handelsmæssigt samarbejde, og dens store budget i form af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF);

B.	der henviser til, at AVS-EU-partnerskabet har spillet en vigtig rolle for fremskridt i opnåelsen af årtusindudviklingsmålene (MDG-målene) på trods af EU's manglende evne til at nå sit mål om at afsætte 0,7 % af dets bruttonationalindkomst (BNI) til officiel udviklingsbistand;

C.	der henviser til, at AVS-EU-partnerskabet har ydet et væsentligt bidrag til udryddelse af fattigdom, til integration af AVS-landene i den globale økonomi og til at gøre dem til en mere effektiv global aktør i multilaterale handelsforhandlinger og klimaforhandlinger;

D.	der henviser til, at AVS-EU-partnerskabet har forbedret markedsadgangen for AVS-staterne og EU's medlemsstater og fremmet større gensidig forståelse af holdninger, værdier og normer gennem politisk dialog mellem dem;

der henviser til, at på trods af at AVS-EU-partnerskabet i stor grad har bidraget til opnåelse af årtusindudviklingsmålene, har fremgangen hen imod udryddelse af fattigdom og integration af AVS-landene i verdensøkonomien indtil videre været utilstrækkelig, eftersom halvdelen af AVS-landene stadig er blandt verdens mindst udviklede lande, og fremhæver, at AVS-landene tilsammen tegner sig for mindre end 5 % af verdenshandelen og ca. 2 % af det globale BNP;

der henviser til, at oprettelsen af Den Afrikanske Union og udarbejdelsen af den fælles strategi mellem Afrika og EU og de fælles partnerskabsstrategier mellem EU og henholdsvis Caribien og Stillehavsområdet viser EU's stadigt større regionale tilgang til spørgsmål af fælles interesse, såsom fred og sikkerhed, terrorisme og migration;

G.	der henviser til, at fred, sikkerhed og politisk stabilitet er en forudsætning for en bæredygtig udvikling;

H.	der henviser til, at det fælles grundlag og regionale aftaler skal tage hensyn til regionale og kontinentale særegenheder i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og komplementaritet;

der henviser til, at AVS-staterne har udpeget tre søjler for forhandling, nemlig:

—	Handel, investeringer og tjenesteydelser

—	Udviklingssamarbejde, videnskab og teknologi, forskning og innovation

—	Politisk dialog og fortaleraktiviteter;

der henviser til, at politisk dialog om de væsentlige elementer, jf. artikel 8 og 96 i Cotonouaftalen, udgør et konkret og juridisk instrument til at fastholde de fælles værdier i AVS-EU-partnerskabet og fremme demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder, som er afgørende for en bæredygtig udvikling;

K.	der henviser til, at der er et klart behov for at sikre, at menneskerettighedsbetingelserne opretholdes og for at styrke den politiske dialog i den nye aftale;

der henviser til, at der ganske vist har været udtrykt tydelig anerkendelse af den rolle, som de nationale parlamenter, lokale myndigheder, civilsamfundet og den private sektor har spillet i revisionen af Cotonouaftalen i 2010, men deres deltagelse i forhandlingerne om AVS-EU-politikkerne og -aktiviteterne, herunder i programmeringen, opfølgningen og evalueringsprocesserne har været begrænset;

M.	der henviser til, at politisk dialog i vid udstrækning er blevet anvendt på et sent tidspunkt under politiske kriser og ikke som en forebyggende foranstaltning;

N.	der henviser til, at civilsamfundsorganisationer står over for stadig mere restriktiv lovgivning og andre hindringer, som begrænser deres aktiviteter og den plads, de kan udfylde;

O.	der henviser til, at teknisk kapacitet i mange AVS-lande til at håndtere skattemæssige spørgsmål er en hindring for både mobiliseringen af indenlandske indtægter og deltagelsen i internationalt samarbejde på skatteområdet;

der henviser til, at EUF finansieres gennem direkte bidrag fra EU's medlemsstater og ikke er underlagt EU's normale budgetregler; der henviser til, at Parlamentet ikke har nogen beføjelser over EUF's budget på anden måde end ved meddelelse af decharge for udbetalinger, der allerede er foretaget, og at det heller ikke har nogen formel ret til kontrol over EUF's programmering;

Q.	der henviser til, at styrkelsen af den parlamentariske dimension i partnerskabet mellem EU og AVS-Gruppen samt styrkelsen af dens rådgivende rolle bør være et centralt element i det nye partnerskab;

der henviser til, at hyppigheden og forskelligartetheden af møderne i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har muliggjort en løbende dialog mellem Europa-Parlamentet og AVS-medlemmer og dermed konsolideret dens legitimitet og styrket det parlamentariske diplomati; der henviser til, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling er blevet brugt som model for parlamentarisk diplomati i forskellige politiske fora;

glæder sig over de vigtigste aspekter og den overordnede arkitektur for det fremtidige samarbejde mellem Gruppen af AVS-Stater og Den Europæiske Union, som Kommissionen har foreslået i sin henstilling med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en fremtidig partnerskabsaftale;

understreger, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, målene for bæredygtig udvikling og den europæiske konsensus om udvikling skal være i centrum for et fornyet AVS-EU-partnerskab;

glæder sig over, at opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling er et centralt mål, men beklager manglen på konkrete gennemførelsesforanstaltninger i de foreslåede aftaler; understreger behovet for at integrere tværgående spørgsmål som f.eks. miljømæssig bæredygtighed, klimaforandring, kønsaspektet og social retfærdighed i alle politikker, planer og foranstaltninger i den fremtidige aftale;

glæder sig over, at Kommissionens forslag til en ny partnerskabsaftale er åben for eksterne partnere;

minder om, at det første mål for bæredygtig udvikling er at udrydde fattigdom, hvilket fortsat er et stort problem i de fleste AVS-stater; understreger derfor, at bekæmpelse af fattigdom fortsat skal være et centralt element i den fremtidige aftale;

bemærker, at Kommissionen i vid udstrækning har taget hensyn til Parlamentets synspunkter, og at den fælles basisaftale og de regionale aftaler bliver lige så juridisk bindende, som Parlamentet har ønsket det;

minder om, at den fremtidige partnerskabsaftale omfatter principperne om lighed, gensidig respekt og fælles interesser;

fastholder, at de væsentlige elementer af Cotonoupartnerskabsaftalen, nemlig respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, de demokratiske principper og retsstatsprincippet og god forvaltning, skal bibeholdes som grundlag for samarbejdet efter 2020 og udgøre en integrerende del af basisaftalen og de regionale aftaler og protokoller; opfordrer Kommissionen og Rådet til udtrykkeligt i den del af mandatet, der omhandler menneskerettigheder, at medtage frihed fra forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder, seksuel orientering eller kønsidentitet samt seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder, som fastsat i 1995 i Beijing-handlingsprogrammet og i resultaterne af revisionskonferencerne;

understreger behovet for at behandle spørgsmålet om menneskerettigheder og god regeringsførelse på grundlag af eksisterende internationale retlige instrumenter, lovgivning, principper og mekanismer, der er indført af de regionale og panafrikanske forvaltningsorganer med henblik på at styrke ejerskab;

10.

minder om, at det fremtidige partnerskab mellem AVS-staterne og EU's medlemsstater skal indarbejde 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og bidrage til dens gennemførelse på alle niveauer;

11.

opfordrer forhandlerne fra EU og AVS-staterne til i den fælles del af aftalen at medtage en klar bestemmelse om alle parters fuldstændige gennemførelse af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;

12.

insisterer på behovet for at sikre sammenhæng mellem de principper, der er fastsat i det fælles grundlag, og de regionale prioriteter, der er fastlagt i aftalerne, og understreger, at grundlaget bør omfatte en udtrykkelig henvisning til ansvarlighed og overvågnings- og kontrolmekanismer i tilfælde af manglende overholdelse; understreger, at parternes ansvarlighed over for borgerne og civilsamfundet også bør sikres, og at de fælles institutioner bør indeholde mekanismer, der gør det muligt for civilsamfundet og borgerne at indberette tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne og andre væsentlige elementer;

13.

gentager over for alle parter i forhandlingerne, at politisk dialog udgør en grundlæggende del af Cotonouaftalen, og at politisk dialog fortsat skal være en central og retlig søjle i den overordnede ramme og på regionalt plan i den nye aftale;

14.

understreger, at politisk dialog er en integreret del af aftalen og et værdifuldt grundlag med hensyn til at forbedre situationen for befolkningerne i partnerlandene; opfordrer derfor til bedre overvågning af menneskerettighedssituationen i disse lande og understreger, at overvågningen skal være inklusiv, gennemsigtig og deltagelsesbaseret; understreger betydningen af at sikre en meningsfuld inddragelse af civilsamfundet i dialogen på alle niveauer;

15.

minder om, at den politiske dialog skal være afbalanceret og baseret på gensidig respekt;

16.

understreger, at samarbejdet mellem EU og AVS-landene bør omfatte en peer review-mekanisme til regelmæssig overvågning af fremskridt og huller i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling, der inddrager parlamenter, lokale myndigheder og civilsamfundet, samt en regelmæssig evaluering og rapportering til offentligheden om respekten for menneskerettighederne og andre væsentlige elementer; mener, at gennemførelsen af 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling kræver legitimitet, nærhed, respekt for subsidiaritetsprincippet og en høj grad af inddragelse af lokale myndigheder og ikke-statslige aktører, hvis den skal være effektiv; opfordrer til bedre kommunikation og dialog med henblik på at uddybe forbindelserne mellem AVS-landene og EU;

17.

gentager, at økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) udgør et grundlag for regionalt samarbejde og er instrumenter til udvikling og regional integration; opfordrer derfor til, at de integreres fuldt ud i den nye aftale mellem EU og AVS-landene;

18.

opfordrer til en styrkelse af den politiske indflydelse af AVS-EU-partnerskabet på den globale scene, således at partnerne kan blive mere effektive globale aktører;

19.

opfordrer til klare bestemmelser i den fremtidige aftale, der regulerer den private sektors rolle og ansvarsområder; understreger navnlig, at det er nødvendigt, at virksomheder, der er involveret i udviklingspartnerskaber, overholder principperne for virksomhedernes sociale ansvar igennem projekternes livscyklus, herunder ved at respektere FN's Global Compact-initiativ, FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende arbejdsstandarder, miljømæssige standarder og FN's konvention mod korruption; fremhæver behovet for, at både EU og AVS-landene udarbejder nationale planer til gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, og navnlig bestemmelserne om rettidig omhu;

20.

minder om, at mobiliseringen af de indenlandske ressourcer gennem beskatning er den vigtigste indtægtskilde til finansiering af bæredygtig udvikling; beklager, at foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme og skatteunddragelse ikke har fået en fremtrædende plads i udkastet til mandat; opfordrer forhandlingsparterne til i den nye aftale at medtage ambitiøse bestemmelser om økonomisk og teknisk bistand til udviklingslandene for at håndtere de nye globale standarder for bekæmpelse af skatteunddragelse, herunder automatisk udveksling af oplysninger, oplysninger om reelt ejerskab af selskaber og om multinationale selskabers offentlige landeopdelte rapportering med henblik på at forhindre udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud, på grundlag af G20- og OECD-modeller; opfordrer endvidere parterne til at forpligte sig til at støtte oprettelsen af et retligt bindende mellemstatsligt FN-organ om samarbejde på skatteområdet;

21.

beklager, at der i udkastet til forhandlingsmandat ikke forudses nogen bestemmelser om at sikre en bæredygtig udvikling inden for landbruget på trods af de enorme udfordringer, som landbrugerne i AVS-landene oplever som følge af klimaændringerne; opfordrer forhandlingsparterne til at medtage spørgsmålet om støtteordninger for bæredygtige landbrugsmetoder i den nye aftale;

22.

opfordrer til øget inddragelse af civilsamfundet i den politiske dialog, programmering, gennemførelse og støtte til kapacitetsopbygning; understreger vigtigheden af at inddrage civilsamfundet i den politiske dialog, herunder også de lokale grupper, som er direkte berørt af politikkerne; fremhæver i den forbindelse faren ved, at der bliver stadig mindre plads til civilsamfundet i nogle lande, og understreger behovet for også at inkludere grupper som f.eks. minoriteter, unge og kvinder, som ikke er i stand til at organisere deres interesser, eller som på trods af en legitim demokratisk interesse ikke anerkendes af deres regering;

23.

understreger, at inddragelsen af civilsamfundet bør være baseret på anerkendelsen af dets forskellige roller, og at dets rolle som en fuldgyldig aktør i aftalen bør styrkes;

24.

understreger, at principperne om effektivt udviklingssamarbejde bør indarbejdes fuldt ud i den nye AVS-EU-partnerskabsaftale, og at bestemmelserne til at sikre landenes ejerskab, fokus på resultater, en inklusiv udviklingsproces, gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed skal være hjørnestenene i aftalen og i de regionale protokoller; understreger behovet for at sikre en geografisk afbalanceret tilgang til tildeling af bistand med stort fokus på de mindst udviklede og svagt funderede stater; mener, at tildeling af støtte betinget af samarbejde med EU om migrationsspørgsmål ikke er forenelig med aftalte principper for udviklingseffektivitet;

25.

understreger, at den fornyede strategi for EU's og AVS-landenes samarbejde/partnerskab bør sikre en mere effektiv fælles indsats for at tackle de forskellige udfordringer, som verden står over for i dag, såsom bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet;

26.

gentager, at den kommende aftale skal give mulighed for at forbedre forpligtelserne og respekten for udviklingsvenlig politikkohærens og bør omfatte mekanismer til at overvåge den udviklingsvenlige politikkohærens; minder i den forbindelse om den rolle, som EU-delegationerne spiller i fremme af sammenhæng i udviklingspolitikken, og understreger behovet for, at de fører en dialog med jævne mellemrum på landeniveau;

27.

understreger betydningen af at tiltrække investeringer fra den private sektor, fremme den langsigtede udvikling af lokale kapitalmarkeder og øge de begrænsede budgetter for offentlig udviklingsbistand for at maksimere virkningerne og finansiere målene for bæredygtig udvikling;

28.

gentager betydningen af at styrke den parlamentariske dimension i den fremtidige aftale, der sikrer reelle rådgivende beføjelser til den fremtidige overordnede Blandede Parlamentariske Forsamling og som sikrer muligheden for en åben, demokratisk og omfattende parlamentarisk dialog; anmoder om, at den juridiske og operationelle autonomi garanteres; kræver, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling i høj grad inddrages i gennemførelsen af denne aftale, og at den regelmæssigt høres om alle spørgsmål af betydning for partnerskabet; mener, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling bør inddrages fuldt ud i forhandlingerne om det fremtidige partnerskab;

29.

opfordrer til yderligere bestræbelser på at forbedre Den Blandede Parlamentariske Forsamlings kontrol af udviklingsprogrammeringen;

30.

er overbevist om, at der er behov for regelmæssige møder mindst én gang årligt på AVS-EU-plan for at sikre kontinuitet og stabilitet i partnerskabet og for at give mulighed for regelmæssig rapportering om og peer-review af fremskridtene hen imod de bæredygtige udviklingsmål og respekten for menneskerettighederne og andre væsentlige elementer i aftalen, sådan som Parlamentet har anmodet om;

31.

anbefaler derfor, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling tilpasses den nye regionale struktur, og at der fortsat fokuseres på arbejdet i de regionale fora og samarbejdes tæt med de nationale og regionale parlamenter; mener, at AVS-EU-Ministerrådet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling bør mødes regelmæssigt, men mindre hyppigt end på nuværende tidspunkt, i plenum, i EU og i en AVS-stat på skift, men at plenarforsamlingen ikke bør være afhængig af, at Ministerrådet er indkaldt; opfordrer den EU-medlemsstat, der har det roterende rådsformandskab i EU, til at engagere sig mere indgående i forberedelserne til, tilrettelæggelsen af og værtsskabet for Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger;

32.

anmoder om, at der holdes møder mellem EU og AVS-parlamentsmedlemmerne på regionalt plan mindst en gang om året i hver region, og ser gerne, at de suppleres af et multiinteressentforum med inddragelse af ikke-statslige aktører, herunder civilsamfundet, de unge og den private sektor;

33.

er overbevist om, at Det Panafrikanske Parlament er nødt til at blive en stærk søjle inden for den fremtidige aftale mellem EU og Afrika, navnlig i forhold til og sammen med det fremtidige EU-Afrika-Råd; opfordrer i denne henseende både Kommissionen og AVS-landene til på et tidligt stadium af forhandlingerne at offentliggøre skriftlige forslag vedrørende den parlamentariske dimension og det Panafrikanske Parlaments rolle og til at rådføre sig med Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet i denne henseende;

34.

minder om, at Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF, straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af forhandlingsproceduren, og gentager, at det er nødvendigt at nå til enighed om forbedrede praktiske ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger under internationale aftalers hele livscyklus; opfordrer desuden Rådet og Kommissionen til at orientere Den Blandede Parlamentariske Forsamling straks og fuldt ud om forhandlingerne;

35.

opfordrer Rådet for Den Europæiske Union til at offentliggøre mandatet, som blev vedtaget af Rådet; opfordrer gruppen af AVS-stater til at gøre det samme for dens mandat;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og Præsidiet for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) http://www.europarl.europa.eu/intcoop/acp/03_01/pdf/mn3012634_en.pdf

(2) http://www.wipo.int/edocs/trtdocs/en/acp/trt_acp_3.pdf

(3) edtagne tekster.

(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0437.

(5) EUT C 349 af 17.10.2017, s. 11.

(6) EUT C 310 af 25.8.2016, s. 19.

(7) EUT C 170 af 30.5.2017, s. 36.

(8) http://www.europarl.europa.eu/intcoop/acp/2015_acp2/pdf/1081264en.pdf

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/108

P8_TA(2018)0268

Tilsyn med anvendelsen af EU-retten 2016

Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten 2016 (2017/2273(INI))

(2020/C 28/14)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 1, 2 og 3,

—	der henviser til Kommissionens 33. årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2015) (COM(2016)0463),

—	der henviser til Kommissionens 34. årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2016) (COM(2017)0370),

—	der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Evalueringsrapport for EU Pilot"(COM(2010)0070),

—	der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Den anden evalueringsrapport om EU Pilot"(COM(2011)0930),

—	der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2016 med titlen "Tilsyn med anvendelsen af EU-retten: Årsberetningen for 2014" (1),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016 med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse"(C(2016)8600),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (COM(2002)0141),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2012 om ajourføring af meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten (COM(2012)0154),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014)0158),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2015 med titlen "Bedre regulering for bedre resultater – En EU-dagsorden"(COM(2015)0215),

—	der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (2),

—	der henviser til Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (3),

—	der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning (4),

—	der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om 30. og 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2012-2013) (5),

—	der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder (6),

—	der henviser til sin beslutning af 9. juni 2016 for en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning (7) og beslutning af 15. januar 2013 med henstillinger til Kommissionen om Den Europæiske Unions forvaltningslov (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2016 om realisering af fordelene ved EU's miljøpolitikker gennem regelmæssig revision af gennemførelsen af miljøreglerne (COM(2016)0316) og af 3. februar 2017 med titlen "EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne: Fælles udfordringer og en samlet indsats for at levere bedre resultater"(COM(2017)0063),

—	der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 132, stk. 2,

—	der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A8-0197/2018),

A.	der henviser til, at artikel 17 i TEU definerer Kommissionens grundlæggende rolle som "traktaternes vogter";

der henviser til, at det i artikel 2 i TEU fastslås, at Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal; der henviser til, at en korrekt gennemførelse af EU-retten er afgørende for at nå EU's politiske mål, der er fastlagt i traktaterne og den afledte ret; der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder;

der henviser til, at ifølge artikel 2 i TEU og chartrets artikel 21 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er ligestilling mellem mænd og kvinder en af de grundlæggende værdier, som EU bygger på, og at Unionen i alle sine aktiviteter tilstræber at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, fjerne uligheder og fremme lige muligheder og ligebehandling;

der henviser til, at det i artikel 3 i TEU fastslås, at Unionens mål bl.a. er at fremme fred, dens værdier og befolkningernes velfærd og at arbejde for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt samt et højt beskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten, og at Unionen bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder;

der henviser til, at ifølge fast retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol skal medlemsstaterne forsyne Kommissionen med klare og præcise oplysninger om, hvordan de gennemfører EU-direktiver i national lovgivning; og til, at medlemsstaterne, ifølge den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 mellem Kommissionen og medlemsstaterne (9) og Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 (10), når de indberetter nationale gennemførelsesforanstaltninger til Kommissionen, også kan anmodes om at oplyse, hvordan de har gennemført direktiver i national ret;

der henviser til, at i henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU, samt artikel 288, stk. 3, og artikel 291, stk. 1, i TEUF har medlemsstaterne det primære ansvar for at gennemføre, anvende og implementere EU's lovgivning korrekt og inden for fristerne samt for at afsætte tilstrækkelige midler til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten;

G.	der henviser til, at den korrekte anvendelse af EU-retten garanterer alle EU-borgere fordelene ved Unionens politikker og lige vilkår for virksomhederne;

der henviser til, at Kommissionen efter vedtagelsen i december 2016 af meddelelsen med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse"har besluttet at koncentrere sig om tilfælde, hvor medlemsstaterne undlader at meddele gennemførelsesforanstaltninger, hvor disse foranstaltninger ikke omsætter direktiverne korrekt, eller hvor medlemsstaterne undlader at efterkomme en dom fra Den Europæiske Unions Domstol (i henhold til artikel 260, stk. 2, i TEUF), alvorligt skader EU's finansielle interesser eller indskrænker EU's enekompetence;

der henviser til, at chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i TEU har samme juridiske værdi som traktaterne og er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (artikel 51, stk. 1, i chartret);

der henviser til, at EU-Pilot-procedurerne har til formål at skabe et tættere og mere sammenhængende samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne med det formål at afhjælpe overtrædelser af EU-retten i en tidlig fase gennem bilaterale dialoger for så vidt muligt at undgå formelle traktatbrudsprocedurer;

der henviser til, at det – som en reaktion på det nuværende demokratiske underskud og under henvisning til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder – er nødvendigt at oprette en ny mekanisme, der giver en enkelt og sammenhængende ramme, der bygger på eksisterende instrumenter og mekanismer, som skal anvendes på en ensartet måde i alle EU-institutioner og medlemsstater;

L.	der henviser til, at formålet med EU Pilot, i henhold til de nye politikker, der er vedtaget af Kommissionen for at sikre overholdelse af EU-retten, imidlertid ikke er at forlænge traktatbrudsproceduren, som i sig selv udgør et middel til at indlede en problemløsningsdialog med en medlemsstat;

der henviser til, at Kommissionen – for at sikre en mere strategisk og effektiv tilgang til håndhævelse i forbindelse med overtrædelser – har besluttet, således som det er anført i dens meddelelse med titlen "Bedre resultater gennem bedre anvendelse", at iværksætte traktatbrudsprocedurer uden at være afhængig af EU Pilot-mekanismen, medmindre anvendelsen deraf skønnes nyttig i en given sag;

N.	der henviser til, at Kommissionen i 2016 modtog 3 783 nye klager over potentielle overtrædelser af EU-retten, og at størsteparten af klagerne vedrørte Italien (753), Spanien (424) og Frankrig (325);

der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 258, stk. 1 og 2, i TEUF afgiver en begrundet udtalelse over for en medlemsstat, når den finder, at denne har tilsidesat en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, og kan indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, såfremt den pågældende medlemsstat ikke retter sig efter udtalelsen inden for en frist, der fastsættes af Kommissionen;

P.	der henviser til, at Kommissionen i 2016 indledte 847 nye traktatbrudsprocedurer på grund af forsinket gennemførelse af direktiver;

Q.	der henviser til, at 95 traktatbrudssager stadig var åbne i 2016, selv om Domstolen har afsagt dom om de berørte medlemsstaters manglende overholdelse;

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 25. oktober 2016 om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder anmodede om, at Kommissionen inden september 2017 på grundlag af artikel 295 i TEUF fremlagde forslag til indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder i form af en interinstitutionel aftale, der fastsætter regler til lettelse af samarbejde mellem Unionens institutioner og medlemsstaterne inden for rammerne af artikel 7 i TEU;

der henviser til, at rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger om alle traktatbrudsprocedurer, der indledes med en åbningsskrivelse, men den omfatter ikke den uformelle EU Pilot-procedure forud for indledningen af formelle traktatbrudsprocedurer;

der henviser til, at artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder definerer retten til god forvaltning som enhver persons ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, og til, artikel 298 i TEUF fastsætter, at institutioner, organer, kontorer og agenturer i Unionen under udførelsen af deres opgaver støtter sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse af 3. februar 2017"EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne"hævder at have fremlagt en struktureret og bred dialog med medlemsstaterne om gennemførelsen af EU's miljølovgivning, og tilbyder uden at det berører dens håndhævelsesbeføjelser i henhold til EU-traktaterne, at gøre det lettere for medlemsstaterne gennem en ny målrettet ramme;

V.	der henviser til, at artikel 157 og 19 i TEUF giver mulighed for lovgivning til bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling, herunder på grund af køn;

der henviser til, at EU og medlemsstaterne i erklæring nr. 19, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, hvorpå Lissabontraktaten blev vedtaget, har forpligtet sig til "at bekæmpe alle former for vold i hjemmet […], forebygge og straffe disse kriminelle handlinger og støtte og beskytte ofrene";

der henviser til, at EU's lovgivning mod menneskehandel, især med kvinder og børn, er blevet vedtaget på grundlag af artikel 79 og 83 i TEUF; der henviser til programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab bl.a. finansierer foranstaltninger, der medvirker til udryddelsen af vold mod kvinder;

der henviser til, at en række EU-direktiver, navnlig dem, der fokuserer på ligestilling mellem kønnene, ikke er gennemført korrekt i en række medlemsstater, hvorved personer af forskelligt køn ikke er beskyttet mod forskelsbehandling i forbindelse med adgang til beskæftigelse og til varer og tjenesteydelser;

Z.	der henviser til, at kønsbaseret forskelsbehandling overlapper andre former for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grundlag af race og etnicitet, religion, handicap, sundhed, kønsidentitet, seksuel orientering, alder og/eller socioøkonomiske forhold;

AA.

der henviser til, at 33 % af alle kvinder i EU har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold og 55 % for seksuel chikane, i 32 % af tilfældene på arbejdspladsen; der henviser til, at kvinder er særligt sårbare over for seksuel, fysisk og internetbaseret vold, cybermobning og stalking; der henviser til, at mere end halvdelen af alle kvindelige mordofre myrdes af en partner eller et familiemedlem; der henviser til, at vold mod kvinder er en af verdens mest udbredte menneskerettighedskrænkelser, uanset ofrets alder, nationalitet, religion, uddannelse eller økonomiske og sociale status, og udgør en væsentlig hindring for lighed mellem kvinder og mænd; der henviser til, at problemet med kvindemord ikke er blevet mindre i medlemsstaterne;

AB.

der henviser til, at der i EU's LGBT-undersøgelse konkluderes, at lesbiske, biseksuelle og transpersoner udsættes for en uforholdsmæssig stor risiko for forskelsbehandling på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet; der henviser til, at 23 % af lesbiske og 35 % af transkønnede personer har været udsat for fysiske og/eller seksuelle overgreb eller er blevet truet med vold i hjemmet eller andre steder (på gaden, i offentlige transportmidler, på arbejdspladsen osv.) mindst en gang inden for de seneste fem år;

AC.

der henviser til, at gennemførelsen og håndhævelsen af EU's ligestillingsret i medlemsstaterne har vist sig at medføre specifikke problemer i forbindelse med omsætningen og gennemførelsen af de relevante direktiver, f.eks. i form af betydelige mangler i lovgivningen og de nationale domstoles inkonsekvente anvendelse af den;

AD.

der henviser til, at institutioner og mekanismer for ligestilling ofte er marginale i de nationale statslige strukturer, hvor de er opdelt mellem forskellige politikområder og hæmmes af komplekse mandater samt mangler passende personale, uddannelse, data og tilstrækkelige ressourcer og ikke får tilstrækkelig støtte fra de politiske ledere;

AE.

der henviser til, at der ifølge den komparative analyse, der i 2017 blev foretaget af det europæiske netværk af juridiske eksperter i ligestilling og ikke-forskelsbehandling i Europa, stadig i langt de fleste lande hersker alvorlig bekymring vedrørende opfattelse og bevidsthed, fordi folk ofte ikke er informeret om deres ret til beskyttelse mod forskelsbehandling og om beskyttelsesmekanismer; der henviser til, at det af denne analyse fremgår, at der i forbindelse med håndhævelsen af EU's direktiver om bekæmpelse af diskrimination er opstået yderligere problemer som f.eks. organisationers og foreningers manglende (eller for begrænsede) retlige beføjelser til at engagere sig i søgsmål på vegne af eller til støtte for ofre for forskelsbehandling, begrænset anvendelse af omvendt bevisbyrde samt en række hindringer for effektiv adgang til domstolsprøvelse, og at disse problemer udgør hindringer, der effektivt forhindrer borgerne i fuldt omfang at udøve og beskytte deres rettigheder i medfør af bestemmelserne i lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling;

AF.

der henviser til, at kønsligestillingsindekset 2017 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) kun viser en marginal fremgang, hvilket gør det klart, at EU stadig er langt fra at opnå ligestilling mellem kønnene, idet det samlede pointtal nu er 66,2 ud af 100, hvilket kun er fire point højere end for ti år siden;

AG.

der henviser til, at for så vidt angår området for beslutningstagning viser ovennævnte data vedrørende ligestilling en forbedring på næsten 10 point i de seneste ti år, idet det samlede pointtal nu er 48,5 point, men at dette område stadig har det laveste pointtal generelt set; der henviser til, at dette negative tal primært afspejler den ulige repræsentation af mænd og kvinder i politik, og peger på, at der er et demokratisk underskud i EU's forvaltning;

AH.	der henviser til, at der i Eurofounds rapport om den kønsbestemte forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens anslås, at denne forskel koster EU omkring 370 mia. EUR om året eller 2,8 % af EU's BNP;

AI.	der henviser til, at den sammensatte indikator for betalt og ubetalt arbejdstid ifølge Eurofounds undersøgelse af arbejdsbetingelser viser, at når betalte og ubetalte arbejdstimer lægges sammen, har kvinder længere arbejdstid;

AJ.	der henviser til, at på trods af EU's bestræbelser på at opnå ligestilling på beslutningstagningsområdet udviser EU-agenturernes bestyrelser en alvorlig mangel på balance mellem kønnene og et vedvarende mønster med kønsopdeling;

AK.

der henviser til, at feminiseringen af fattigdom er en realitet i EU, og at en korrekt og fuldstændig anvendelse og håndhævelse af EU's lovgivning om ligestilling bør gå hånd i hånd med politikker til bekæmpelse af den meget høje arbejdsløshed, fattigdom og sociale udelukkelse blandt kvinder; der henviser til, at manglende ligestillingspolitikker og mangelfuld gennemførelse af ligestillingslovgivning bringer kvinder yderligere i fare og øger risikoen for fattigdom og social udstødelse ved at udelukke dem fra arbejdsmarkedet;

AL.

der henviser til, at en korrekt gennemførelse af den eksisterende lovgivning er afgørende for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd; der henviser til, at selv om det omarbejdede direktiv 2006/54/EF klart forbyder både direkte og indirekte forskelsbehandling, og til trods for at kvinder i gennemsnit opnår et højt uddannelsesniveau, lå den kønsbestemte lønforskel stadig på 16,3 % i 2015;

AM.	der henviser til, at princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd skal være en væsentlig del af kontrollen med gennemførelsen af den eksisterende EU-lovgivning;

AN.	der henviser til, at indsamling af data, så vidt muligt opdelt efter køn, er særlig vigtig for at kunne kontrollere de fremskridt, der hidtil er gjort med hensyn til anvendelsen af EU-retten;

glæder sig over Kommissionens beslutning (11) om at sikre, at overtrædelser af EU-retten behandles hurtigt, og støtter dens bestræbelser på at løse problemer med hensyn til gennemførelsen af EU-retten på uformel vis; opfordrer Kommissionen til at forbedre EU Pilot-ordningens problemløsningsmekanisme;

er foruroliget over, at det samlede antal traktatbrudsprocedurer voksede i 2016, således at der blev registreret det højeste antal af sådanne sager i de seneste fem år;

glæder sig over Kommissionens årsberetning for 2016 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten og bemærker, at ifølge denne beretning var de fire områder, hvor der blev indledt flest traktatbrudssager mod medlemsstater på grund af forsinket gennemførelse i 2016, miljø, retlige anliggender og forbrugere, beskatning og det indre marked;

minder om, at retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet er en af grundpillerne i unionsborgerskabet, som nedfældet i artikel 20 og 227 i TEUF og i artikel 44 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at denne ret i henhold til nye undersøgelser indtager andenpladsen for, hvad der har betydning for borgerne; understreger betydningen af andragender som et middel for borgere og bosiddende til at føle sig involverede i Unionens aktiviteter og til at give udtryk for deres bekymring over tilfælde af forkert anvendelse eller overtrædelse af EU-lovgivning og mulige huller i lovgivningen, samtidig med at disse mangler fremhæves i håb om en hurtig og effektiv løsning af de problemer, der rejses; er enig med Kommissionen i, at det arbejde, der udføres for at sikre en effektiv håndhævelse af EU's eksisterende lovgivning, skal anerkendes som værende af samme betydning som arbejdet med at udarbejde ny lovgivning; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forbedre sin behandling af andragender ved at levere rettidige og grundige svar;

henleder opmærksomheden på en undersøgelse bestilt af Parlamentets Udvalg for Andragender via Temaafdeling C om "Monitoring the implementation of EU law: tools and challenges"(Tilsyn med gennemførelse af EU-lovgivningen: værktøjer og udfordringer), og glæder sig over de konkrete anbefalinger til Parlamentet om tiltag; henleder opmærksomheden på den nyligt offentliggjorte undersøgelse bestilt via Temaafdeling C om "Effektiv adgang til retsvæsenet"på grund af de tilbagevendende påstande, der er fremgået af behandlingen af adskillige andragender; støtter Kommissionens forslag om at fremme uddannelse af retsvæsenets aktører i EU-lovgivning for de forskellige medlemsstater med henblik på at sikre konsekvens i afgørelserne og dermed lige håndhævelse af rettigheder i hele Unionen;

glæder sig over den øgede gennemsigtighed og tilrådighedsstillelsen af flere statistiske oplysninger i Kommissionens rapport for 2016 sammenlignet med tidligere rapporter; beklager imidlertid, at den ikke indeholder præcise oplysninger om antallet af andragender, der har ført til indledning af en EU-pilotprocedure eller en traktatbrudsprocedure, og anmoder Kommissionen om at fremlægge disse specifikke oplysninger; bemærker med beklagelse, at hverken Parlamentet eller andragerne er inddraget i disse procedurer; gentager sin opfordring til Kommissionen om at dele oplysninger med Parlamentet om alle de EU-pilotprocedurer og traktatbrudsprocedurer, der indledes, med henblik på at øge gennemsigtigheden, reducere tidsrammen for bilæggelse af tvister gennem Udvalget for Andragender, opbygge tilliden til EU-projektet og i sidste ende øge legitimiteten af EU-pilotproceduren, navnlig når der er tale om traktatbrudsprocedurer; opfordrer Kommissionen til systematisk at meddele sine afgørelser og de forskellige foranstaltninger, der er truffet af kommissærkollegiet, og til at offentliggøre dagsordenen og de vigtigste resultater af pakkedrøftelser; anerkender Domstolens afgørelse fra maj 2017 i sag C-39/05 P, C-52/05 P og C-562/14 P, i henhold til hvilke dokumenter i EU-pilotproceduren ikke bør offentliggøres, hvis der er en risiko for, at dette vil påvirke arten af traktatbrudsproceduren, ændre procedurens forløb eller undergrave procedurens mål; opfordrer Kommissionen til at fremlægge de dokumenter, der udveksles med medlemsstaterne, når risikoen ikke længere eksisterer, nemlig når EU-pilotproceduren er afsluttet; støtter anbefalingerne fra Den Europæiske Ombudsmand vedrørende rettidighed og gennemsigtighed i sager forud for indledning af en traktatbrudsprocedure; understreger betydningen af at holde alle berørte aktører underrettet og af at skabe mere gennemsigtighed i EU-pilotprocedurer; beklager det manglende engagement fra Kommissionens side i forbindelse med dens reaktioner på de bekymringer, der rejses i EU-pilotprocedurer af MEP’er, og opfordrer Kommissionen til at informere Udvalget for Andragender om eventuelle væsentlige nye skridt i undersøgelser og den løbende dialog med medlemsstaterne, hvis de berører igangværende andragender; gentager sin opfordring til Kommissionen til i dens årlige rapport også at opføre gennemførelsesgraden for både EU-forordninger og -direktiver;

mener, at det høje antal traktatbrudsprocedurer viser, at det stadig er en stor udfordring og en prioritet at sikre rettidig og korrekt anvendelse af EU-retten i medlemsstaterne i betragtning af den nye, mere strategiske og effektive tilgang til håndhævelse, som Kommissionen vedtog for 2016; mener, at nogle af de pågældende traktatbrud er resultatet af manglen på ressourcer til den offentlige forvaltning i nogle medlemsstater;

understreger, at antallet af nye klager ligger på det højeste niveau siden 2011 svarende til en stigning på 67,5 % over det seneste år, hvor der er indgivet i alt 3 783 nye klager, hvilket er et rekordhøjt antal, mens der er sket et fald i antallet af afsluttede sager, og at 1 657 traktatbrudssager fortsat var uafsluttede ved udgangen af 2016, mens der blev påbegyndt 986 traktatbrudssager i 2016, heriblandt 847 sager om forsinket gennemførelse i national ret; noterer sig med bekymring, at 95 traktatbrudssager fortsat er uafsluttede, selv om der foreligger en afgørelse fra EU-Domstolen, fordi det er Kommissionens opfattelse, at de pågældende medlemsstater endnu ikke har efterlevet de domme, der er afsagt, jf. artikel 258 i TEUF, og at områderne beskæftigelse og forbrugerretlige spørgsmål er de mest fremtrædende, efterfulgt af det indre marked, industrien, iværksættervirksomhed og SMV’er, beskatning og told samt miljøet;

glæder sig over faldet i antallet af nye EU Pilot-sager, der blev indledt i 2016 (790 mod 881 i 2014) og over, at dette tal er faldet til det laveste niveau siden 2011, selv om Kommissionen ikke iværksætter EU Pilot-procedurer i forbindelse med forsinket gennemførelse af direktiver; noterer sig dog, at løsningsraten faldt en smule i forhold til 2015 (fra 75 % til 72 %); anmoder Kommissionen om at give nærmere oplysninger om, hvordan den fastsætter prioriteter for sin håndhævelsespolitik, hvori det hedder, at den vil fokusere håndhævelsesindsatsen på områder, hvor EU kan gøre en reel forskel, og på politisk prioriterede områder forfølge sager, som afslører systemiske svagheder i en medlemsstats retssystem;

10.

bemærker, at Kommissionens erklærede hensigt om at være mere strategisk, når det drejer sig om håndhævelse af EU-retten, for nyligt har ført til afslutning af traktatbrudssager af politiske grunde; opfordrer derfor Kommissionen til at forklare de overvejelser, der ligger bag sådanne beslutninger, i kommende tilsynsberetninger;

11.

understreger, at de fleste EU Pilot-sager, som førte til formelle traktatbrudsprocedurer, hovedsageligt vedrørte politikområder, der er forbundet med miljøet, det indre marked, industrien, iværksætteri og SMV'er, energi og beskatning og told; bemærker også, at Ungarn, Tyskland, Spanien og Polen havde de højeste antal sager i EU Pilot-ordningen, som blev behandlet gennem traktatbrudsprocedurer;

12.

anerkender, at det er medlemsstaterne, der har det primære ansvar for at gennemføre og anvende EU-retten korrekt, men påpeger, at dette ikke fritager EU-institutionerne fra deres pligt til at respektere den primære EU-ret, når de udarbejder afledt EU-ret, især når det gælder retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder med hensyn til chartret om grundlæggende rettigheder;

13.

påpeger, at korrekt gennemførelse og anvendelse af EU-retten er afgørende for at nå EU's politik med hensyn til det i traktaterne nedfældede princip om ligestilling mellem mænd og kvinder og for at tilskynde til og fremme den gensidige tillid mellem offentlige institutioner både på EU-niveau og nationalt niveau samt mellem institutioner og borgere, samtidig med at tillid og retssikkerhed tjener som grundlag for både et godt samarbejde og en effektiv anvendelse af EU-retten;

14.

er foruroliget over, at der i nogle medlemsstater fortsat foreligger væsentlige mangler ved gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning, især inden for områder som affaldshåndtering, infrastruktur til spildevandsbehandling og overholdelse af grænseværdier for luftkvalitet;

15.

fremhæver den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, EU-borgere og andre aktører spiller i tilsynet med og indberetningen af mangler i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne; glæder sig derfor over borgernes øgede engagement i forbindelse med gennemførelsen af EU's lovgivning, herunder den afgørende rolle, som whistleblowere spiller i den private og offentlige sektor; understreger, at EU-borgere ipso jure skal være de første til på en klar, effektiv, tilgængelig, gennemsigtig og rettidig måde at blive gjort opmærksomme på, hvorvidt og hvilke nationale love der er blevet vedtaget til gennemførelse af EU-retsakter, og hvilke nationale myndigheder der er ansvarlige for at sikre, at disse love gennemføres korrekt;

16.

noterer sig den betydning, som Kommissionen tillægger en rettidig og korrekt gennemførelse af EU-retten i national lovgivning og eksistensen af klare interne rammebestemmelser, der pålægger medlemsstaterne at prioritere denne målsætning for at undgå overtrædelser af EU-retten, samtidig med at det sikres, at enkeltpersoner og virksomheder vil kunne drage fordel af en effektiv og virkningsfuld gennemførelse heraf;

17.

påpeger imidlertid, at urealistiske frister for gennemførelsen af lovgivning kan gøre det umuligt for medlemsstaterne at opfylde kravene, hvilket indebærer stiltiende accept af forsinket gennemførelse; opfordrer indtrængende EU-institutionerne til at blive enige om mere realistiske tidsplaner for gennemførelsen af forordninger og direktiver, under behørig hensyntagen til den tid, der er nødvendig til kontrol og høringer; mener, at Kommissionen bør fremlægge rapporter, resuméer og lovgivningsmæssige revisioner på de datoer, som er aftalt mellem de to lovgivere, og som er i overensstemmelse med de retlige bestemmelser;

18.

påpeger, at der var 70 direktiver, der skulle gennemføres i 2016, i forhold til 56 i 2015; udtrykker bekymring over den kraftige stigning i antallet af nye traktatbrudssager om forsinket gennemførelse fra 543 til 847; beklager, at 868 traktatbrudssager om forsinket gennemførelse ved udgangen af 2016 stadig ikke var afsluttet, hvilket svarer til en stigning på 67,5 % i forhold til de 518 sager, der var åbne ved udgangen af 2015;

19.

udtrykker bekymring over, at det i 2015 ikke lykkedes medlemsstaterne at opfylde alle deres forpligtelser til at forelægge forklarende dokumenter sammen med de foranstaltninger, de havde truffet for at gennemføre direktiver i national lovgivning; mener, at Kommissionen i lyset af de forklarende dokumenters ujævne kvalitet bør yde mere bistand til medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelsen af dem og ved udarbejdelsen af sammenligningstabeller;

20.

understreger det faktum, at undladelse af at sikre rettidig og korrekt gennemførelse af den eksisterende EU-lovgivning om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med uddannelse, beskæftigelse og erhverv, lige løn for lige arbejde og ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser og de eksisterende bestemmelser for at forbedre balancen mellem arbejds- og privatliv og gøre en ende på alle former for vold mod kvinder og piger i sidste ende fratager borgerne og virksomhederne de fordele, som de har ret til i henhold til EU-retten;

21.

understreger det faktum, at EU blev oprettet som en union, der bygger på retsstaten og respekt for menneskerettighederne (artikel 2 i TEU); bemærker, at gennemførelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne til fulde skal overholde de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i traktaterne og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; gentager, at en omhyggelig overvågning af medlemsstaternes og EU-institutionernes handlinger og undladelser er af allerstørste betydning;

22.

gentager sin bekymring over antallet af andragender til Europa-Parlamentet og klager til Kommissionen om problemer, der angiveligt skulle være løst af Kommissionen;

23.

fremhæver betydningen af at beskytte integriteten af EU's retsorden, som omfatter primær og sekundær ret og blød lovgivning; opfordrer derfor til rettidig vedtagelse af de lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige initiativer, der kræves for at gøre den europæiske søjle for sociale rettigheder til en realitet for borgerne; opfordrer Kommissionen til at udvise størst mulig gennemsigtighed og sammenhæng i sine bestræbelser på at skabe en ny ramme, der er rettet mod en korrekt gennemførelse af EU’s lovgivning, som f.eks. revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne; opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en sådan ramme, som særligt vedrører en rimelig og afbalanceret udvikling, beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion i forbindelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder;

24.

gentager i forlængelse af sin beslutning af 25. oktober 2016 sin anmodning til Kommissionen om at forelægge et forslag til indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder og således effektivt samle de relevante årlige tematiske rapporter samt resultatet af de eksisterende overvågningsmekanismer og periodiske evalueringsredskaber, således at de alle fremlægges på samme tidspunkt; minder om, at Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter under fuld hensyntagen til principperne om god og effektiv forvaltning, jf. artikel 298 i TEUF og artikel 41 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, har pligt til at overvåge og evaluere medlemsstaternes samt alle Unionens institutioners og organers korrekte gennemførelse af EU-retten og respekten for traktaternes principper og målsætninger og til at overholde sit tilsagn om aktivt at hjælpe medlemsstaterne med at omsætte og gennemføre visse direktiver og forordninger; henstiller derfor, at denne opgave bliver taget i betragtning inden for rammerne af den politiske cyklus om demokrati, retsstat og grundlæggende rettigheder, således at Kommissionen fra 2018 samler de relevante årlige tematiske rapporter samt resultatet af de eksisterende overvågningsmekanismer og periodiske evalueringsredskaber, og de alle fremlægges på samme tidspunkt;

25.

minder om, at Parlamentet ved flere lejligheder har opfordret Kommissionen til at overvåge, styre og støtte gennemførelsen af miljølovgivning og -politik mere proaktivt;

26.

glæder sig over, at Kommissionen har forpligtet sig til aktivt at hjælpe medlemsstaterne med at omsætte og gennemføre EU-lovgivningen ved at udarbejde gennemførelsesplaner for visse direktiver og forordninger;

27.

mener, at da Parlamentet ifølge den interinstitutionelle aftale og i lyset af dets relevante kontrolfunktioner med hensyn til Kommissionen som fastlagt i artikel 14 i TEU er medansvarligt for at sikre gennemførelse og håndhævelse af EU's lovgivning, bør det automatisk underrettes om alle indledte EU-pilotprocedurer og traktatbrudsprocedurer og gives tilstrækkelig adgang til dokumenter vedrørende disse to typer procedurer, navnlig når de udspringer af andragender, samtidig med at den fortrolighed sikres, der er nødvendig for en vellykket håndtering af sager;

28.

foreslår, at repræsentanter fra medlemsstaterne er mere til stede ved drøftelser af andragender i Udvalget for Andragender;

29.

noterer sig det utilfredsstillende niveau for anvendelse af EU-retten blandt medlemsstaterne, således som det fremgår af det store antal klager, Kommissionen modtager, og den væsentlige strøm af andragender, der indgives til Parlamentet; bifalder Kommissionens hensigt, som udtrykt i dens meddelelse fra december 2016, om at øge anvendelsen af forebyggende værktøjer såsom pakkedrøftelser, gennemførelsesretningslinjer, ekspertgrupper OG specialiserede netværk, inklusive SOLVIT-netværket, og om at støtte kapacitetsopbygning i medlemsstaterne til at håndhæve EU-retten; opfordrer Kommissionen til at anvende bestemmelserne i artikel 197 i TEUF til at gennemføre denne fornyede håndhævelsespolitik i fuldt partnerskab med medlemsstaterne og EU-institutionerne; opfordrer Kommissionen til at forbedre sin behandling af andragender ved at levere rettidige og grundige svar;

30.

bemærker, at 95 traktatbrudsprocedurer stadig er åbne, og at EU-Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne ikke har overholdt deres forpligtelser, men at Kommissionen kun har indbragt tre af disse sager for Domstolen i henhold til artikel 260 i TEUF; mener, at det er af allerstørste betydning at sikre en fuldstændig og rettidig opfyldelse af Domstolens afgørelser og om nødvendigt gøre fuld brug af bestemmelserne i artikel 279 i TEUF med henblik på at undgå en underminering af EU-retten og EU-Domstolens myndighed; opfordrer Kommissionen til at afhjælpe denne situation og til regelmæssigt at rapportere til Parlamentet om de fremskridt, der bliver gjort i så henseende;

31.

fremhæver det faktum, at alle EU-institutionerne er bundet af EU-traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder (12);

32.

henstiller, at alle interparlamentariske debatter om demokrati, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder inddrager civilsamfundet og aktivt medborgerskab, f.eks. gennem andragender til Parlamentet og det europæiske borgerinitiativ;

33.

understreger, at aftalememoranda, der er indgået mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne, ikke betragtes som EU-retsakter i henhold til artikel 288 i TEUF;

34.

fremhæver den altafgørende betydning, som effektivitet, gennemsigtighed og klare ansvarsforhold spiller ved EU-institutionernes udarbejdelse og anvendelse af EU-retten, fremhæver navnlig princippet om demokratisk ansvarliggørelse – og den rolle, Parlamentet spiller for at garantere dette princip – samt EU-borgernes ret til retfærdighed og god forvaltning som fastsat i artikel 41 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder; påpeger, at disse rettigheder og principper kræver, at borgerne gives passende og let adgang til forslagene til de retsakter, som vedrører dem; minder om, at disse selvsamme rettigheder og principper også bør være af største betydning for medlemsstaterne, når de fremsætter forslag til retsakter til gennemførelse af EU-retten;

35.

opfordrer Kommissionen til, hvor det er muligt og nødvendigt, at styrke EU’s finansielle ressourcer, som f.eks. Den Europæiske Socialfond, hvor de er afsat til "styrkelse af den institutionelle kapacitet for offentlige myndigheder og interessenter og af effektiviteten i den offentlige forvaltning"for at fremme social velfærd og økonomisk udvikling og for at gøre en fordelagtig lovgivning mere effektiv; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gøre brug af artikel 197 i TEUF for at styrke kapacitetsopbygningen i medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen og håndhævelsen af EU-retten;

36.

opfordrer Kommissionen til at udvikle instrumenter, der er beregnet på at hjælpe medlemsstaterne med at genkende gennemførelsesproblemer, løse dem på et tidligt tidspunkt i traktatbrudsproceduren og finde fælles løsninger;

37.

minder om, at den lovgivning, der giver anledning til de mest åbenlyse traktatbrudsprocedurer, er resultatet af direktiver; minder om, at forordninger er bindende og gælder umiddelbart i alle medlemsstaterne; opfordrer derfor Kommissionen til at anvende forordninger så vidt muligt, når den påtænker at fremsætte lovgivningsforslag; mener, at en sådan tilgang kan mindske risikoen for overregulering;

38.

minder om, at præjudicielle afgørelser bidrager til at afklare, hvordan EU-retten skal anvendes; mener, at denne procedure giver mulighed for en ensartet fortolkning og gennemførelse af EU-lovgivningen; opfordrer derfor Kommissionen til mere effektivt at overvåge, hvorvidt de nationale domstole opfylder deres forpligtelse til at indhente præjudicielle afgørelser fra EU-Domstolen i overensstemmelse med artikel 267 i TEUF; tilskynder derfor de nationale domstole til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen i tilfælde af tvivl og dermed forhindre traktatbrudssager;

39.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på sin kontrol med gennemførelsen af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 af 12. juli 2016 om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion (13), og til, om nødvendigt, at indlede traktatbrudssager og herved være særlig på vagt med hensyn til ukorrekt eller mangelfuld anvendelse;

40.

glæder sig over Kommissionens fortsatte bestræbelser for at håndhæve EU's miljøregler med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår for alle medlemsstater og økonomiske aktører og for at afhjælpe mangler i gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning, herunder at ty til traktatbrudsprocedurer, hvis det er nødvendigt; fremhæver imidlertid de kendte begrænsninger i effektiviteten af EU's miljøregler og navnlig miljøansvarsdirektivet; opfordrer Kommissionen til at notere sig Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 (14) om gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet; påpeger, at retten til et sundt miljø i visse medlemsstater undergraves af mangler i gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning, navnlig når det drejer sig om at forebygge skader på luft og vand, affaldshåndtering og infrastruktur til spildevandsbehandling; understreger, at en konsekvent gennemførelse af EU-miljølovgivningen kunne give årlige besparelser for EU's økonomi på 50 mia. EUR med hensyn til navnlig sundhedsudgifter og direkte miljøomkostninger;

41.

understreger, at den gældende EU-ret også omfatter internationale aftaler, som EU har indgået; bemærker med alvorlig bekymring, at EU's miljøregler muligvis ikke er i overensstemmelse med Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (herefter "Århuskonventionen") (15), idet de ikke giver miljøorganisationer og borgere tilstrækkelig adgang til domstolsprøvelse; opfordrer derfor Kommissionen til at tage hensyn til konklusionerne og henstillingerne fra Århuskonventionens overvågningskomité (16) og Rådets holdning af 17. juli 2017 (17), og undersøge metoder og midler til at overholde Århuskonventionen på en måde, som er forenelig med de grundlæggende principper i Unionens retsorden og dens system for domstolsprøvelse;

42.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på gennemførelsen af vedtagne foranstaltninger på området asyl og migration med henblik på at sikre, at de overholder de principper, der er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder, til at samarbejde med medlemsstaterne om at løse eventuelle problemer ved denne gennemførelse og til at indlede de nødvendige traktatbrudsprocedurer, hvor dette er relevant; bemærker med bekymring, at visse medlemsstater ser bort fra deres forpligtelser på områderne asyl og migration, navnlig for så vidt angår omfordeling af asylansøgere; understreger, at det er nødvendigt at gøre noget ved manglen på solidaritet mellem visse medlemsstater med hensyn til asyl og migration, således at alle medlemsstater opfylder deres forpligtelser; opfordrer medlemsstaterne til at imødegå den voksende menneskehandel med henblik på udnyttelse som arbejdskraft og med henblik på seksuel udnyttelse;

43.

opfordrer Kommissionen til at reagere virkningsfuldt på den hastige udvikling på området migration og sikkerhed og til at håndhæve den europæiske dagsorden for migration og de dertil knyttede gennemførelsespakker på effektiv vis; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre tilbagesendelsesdirektivet (2008/115/EF) (18) korrekt og til regelmæssigt at aflægge beretning om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration;

44.

opfordrer Kommissionen til at kontrollere foreneligheden af ansættelseskontrakter uden fast timetal med EU's beskæftigelseslovgivning, herunder direktivet om deltidsbeskæftigelse, da mange af de andragender, der blev modtaget i 2016, vedrørte usikre ansættelsesforhold;

45.

glæder sig over, at beretningen anerkender den rolle, som Parlamentet udfylder, når det gør Kommissionen opmærksom på mangler i anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne ved hjælp af parlamentariske spørgsmål og forespørgsler samt andragender; påpeger, at en tættere kontrol fra de nationale parlamenters side med deres respektive regeringer, når disse er involveret i lovgivningsprocessen, vil fremme en mere effektiv anvendelse af EU-retten som foreskrevet i traktaterne;

46.

udtrykker bekymring over, at det på grund af uoverensstemmende oversættelser af mange direktiver til EU’s officielle sprog er sandsynligt, at forskellige sprogudgaver resulterer i uensartede fortolkninger af de respektive tekster og i forskelligheder ved gennemførelsen af dem i medlemsstaterne; beklager derfor dybt, at sådanne forskelligheder i gennemførelsen og den juridiske fortolkning af direktiver ikke kan afdækkes systematisk, men kun gennem de præciseringer, der gives i afgørelserne fra Den Europæiske Unions Domstol;

47.

minder om, at de nationale parlamenter har en vigtig rolle at spille både før lovgivningsprocessen ved at kontrollere forslag til EU-retsakter og efter lovgivningsprocessen ved at kontrollere, hvorvidt medlemsstaterne gennemfører EU-lovgivningen korrekt; opfordrer de nationale parlamenter til at varetage denne opgave proaktivt;

48.

mener, at der altid bør tages hensyn til anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i overensstemmelse med Kommissionens bestræbelser på at producere bedre og mere effektiv EU-regulering;

49.

gentager sin opfordring til, at der inden for de relevante generaldirektorater (GD IPOL, GD EXPO og GD EPRS) oprettes et uafhængigt system til efterfølgende vurdering af virkningerne af de vigtigste EU-retsakter, som er vedtaget af Parlamentet ved fælles beslutningstagning og i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure;

50.

opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på sin kontrol med gennemførelsen af EU-lovgivning, hvorved der fastlægges regler til bekæmpelse af korruptionspraksisser, som direkte indvirker på det indre markeds funktion, og til at træffe passende foranstaltninger til håndtering af sådanne fænomener;

51.

minder medlemsstaterne og EU-institutionerne om, at det fortsat er en prioritet for EU at sikre rettidig og korrekt anvendelse af lovgivningen i medlemsstaterne; understreger betydningen af at respektere princippet om kompetencetildeling, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i TEU, såvel som princippet om lighed for loven med henblik på et bedre tilsyn med anvendelsen af EU-retten; erindrer om betydningen af at øge bevidstheden om bestemmelserne i de eksisterende direktiver, der behandler forskellige aspekter af princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd, og gennemføre dette i praksis;

52.

opfordrer EU-institutionerne til vedvarende at opfylde deres pligt til at respektere den primære EU-ret, når de fastlægger bestemmelser i den afledte EU-ret og soft law, udvikler politikker og indgår aftaler eller overenskomster med institutioner uden for EU, til at bistå medlemsstaterne med alle til rådighed stående midler i disses bestræbelser på at gennemføre EU-lovgivningen på alle områder og til at overholde Unionens værdier og principper, navnlig på baggrund af de seneste udviklingstendenser i medlemsstaterne;

53.

er enig med Kommissionen i, at individuelle klagere spiller en vigtig rolle med hensyn til at indkredse bredere problemer i forbindelse med håndhævelsen og anvendelsen af EU-retten, som vedrører borgernes og virksomhedernes interesser;

54.

understreger, at manglen på et sammenhængende og omfattende sæt af kodificerede regler for god forvaltning i hele Unionen gør det svært for borgere og virksomheder let og fuldt ud at forstå deres rettigheder i henhold til EU-retten; understreger derfor, at kodificering af reglerne for god forvaltning i form af en forordning, hvori de forskellige aspekter af forvaltningsproceduren fastlægges – herunder anmeldelser, bindende tidsfrister, retten til at blive hørt og enhver persons ret til at få adgang til sine sagsakter – styrker borgernes rettigheder og sikrer gennemsigtighed; mener, at denne lovgivning vil skabe større tilgængelighed, klarhed og sammenhæng i fortolkningen af de eksisterende regler til gavn for borgere og virksomheder og for administrationen og tjenestemændene;

55.

minder om, at Parlamentet i sine beslutninger af 15. januar 2013 og 9. juni 2016 opfordrede til vedtagelse af en forordning om en åben, effektiv og uafhængig EU-forvaltning på grundlag af artikel 298 i TEUF, og noterer sig, at denne anmodning endnu ikke er blevet fulgt op af et forslag fra Kommissionen; opfordrer derfor igen Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag om en europæisk forvaltningslov under hensyntagen til de hidtidige skridt, som Parlamentet har taget på dette område;

56.

understreger, at en utilstrækkelig integration af miljørelaterede hensyn i andre politikområder er en af de grundlæggende årsager til mangelfuld gennemførelse af miljølovgivning og -politik;

57.

understreger, at der er behov for at opretholde et højt niveau for miljøbeskyttelse samt for sundhed og fødevaresikkerhed;

58.

understreger, at en effektiv håndhævelse af EU-reglerne på områderne sundhed, fødevaresikkerhed og miljø har stor betydning for de europæiske borgere, eftersom dette påvirker deres daglige tilværelse og tjener almenvellet;

59.

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge miljørelaterede traktatbrudssager med en grænseoverskridende dimension, navnlig hvad angår lovgivningen om ren luft, herunder korrekt gennemførelse og anvendelse af EU-retten i kommende medlemsstater; opfordrer endvidere Kommissionen til på en passende og gennemsigtig måde og rettidigt at informere klagerne om de argumenter, der er fremsat af de berørte medlemsstater som svar på klagen;

60.

noterer sig, at antallet af traktatbrudssager af relevans for miljøet faldt i 2016 i forhold til 2015, men er foruroliget over, at der skete en stigning i antallet af procedurer vedrørende sundhed og fødevaresikkerhed, og opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på dette forhold;

61.

understreger, at ligestilling mellem kvinder og mænd er et af EU's centrale principper, der bør integreres i alle politikker;

62.

understreger den grundlæggende rolle, som retsstatsprincippet spiller med hensyn til legitimiteten af enhver form for demokratisk regeringsførelse; understreger, at dette er en hjørnesten i EU's retsorden og som sådan er i overensstemmelse med konceptet for en Union baseret på retsstatsprincippet;

63.

erindrer om, at princippet om ligestilling – for så vidt angår lige løn for lige arbejde – har været nedfældet i traktaterne siden 1957 (jf. artikel 157 i TEUF), og fremhæver, at artikel 153 i TEUF gør det muligt for EU generelt at træffe foranstaltninger med hensyn til lige muligheder og ligebehandling i forbindelse med beskæftigelse og erhverv;

64.

noterer sig med tilfredshed, at EU-Domstolens brede fortolkning af begrebet lige løn for lige arbejde, som formuleret i dens afgørelser og dens omfattende retspraksis vedrørende den relevante artikel, i høj grad har udvidet mulighederne for at bekæmpe både direkte og indirekte kønsbetinget forskelsbehandling på lønområdet og for at mindske lønforskellene mellem kønnene, men understreger, at der stadig mangler at blive gjort mere for at afhjælpe de vedvarende kønsbestemte lønforskelle i EU;

65.

er dybt bedrøvet over, at indførelsen af retsprincipper, der forbyder lønforskel mellem mænd og kvinder, ikke har vist sig at være tilstrækkelig i sig selv til at udrydde de vedvarende kønsbestemte lønforskelle; understreger, at det omarbejdede direktiv 2006/54/EF kræver, at medlemsstaterne sikrer, at alle bestemmelser i kollektive overenskomster, løntariffer, lønaftaler og individuelle ansættelseskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, er eller kan erklæres ugyldige eller kan ændres;

66.

understreger, at både medlemsstaterne og Kommissionen bør være opmærksomme på gennemførelsen af EU-retten, især bestemmelserne om ligeløn; peger atter på betydningen af at integrere princippet om lighed mellem kvinder og mænd i en række EU-direktiver og mener, at alternative instrumenter kan være værdifulde redskaber til at sikre en korrekt gennemførelse af EU-retten; erindrer om betydningen af at øge bevidstheden om de bestemmelser i de eksisterende direktiver, der behandler forskellige aspekter af princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd, og gennemføre dette princip i praksis; fremhæver, at kollektive overenskomstforhandlinger kan fremme en bedre anvendelse af EU-retten om lige løn for lige arbejde mellem kvinder og mænd, forældreorlov, arbejdsvilkår og arbejdstid, herunder en fælles ugentlig hviledag, for at opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv for kvinder og mænd og forbedre deres situation på arbejdsmarkedet;

67.

erindrer om sin beslutning af 15. januar 2013, hvori der opfordres til vedtagelse af en EU-forordning om en europæisk forvaltningslov i henhold til artikel 298 i TEUF; bemærker med skuffelse, at Kommissionen har undladt at følge Parlamentets anmodning om at fremsætte et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt om en forvaltningslov;

68.

erkender betydningen af at indsamle data, så vidt muligt opdelt efter køn, for at evaluere fremskridt i bestræbelserne på at fremme kvinders rettigheder;

69.

beklager manglerne i Kommissionens tilgang til dyrevelfærd, da den ser stort på alvorlige uoverensstemmelser, som er blevet indberettet af et stort antal borgere, der har benyttet sig af deres ret til at indgive andragender; gentager sin opfordring til, at der iværksættes en ny strategi på EU-plan for at lukke alle de eksisterende huller og sikre fuld og reel beskyttelse af dyrs velfærd gennem en klar og udtømmende lovramme, der fuldt ud opfylder kravene i artikel 13 i TEUF;

70.

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig undersøgelse af andragender, der vedrører forskelle i kvaliteten på fødevareprodukter af samme mærke i forskellige medlemsstater; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sætte en stopper for urimelig handelspraksis og sikre, at alle forbrugere behandles på lige fod;

71.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0385.

(2) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.

(3) EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.

(4) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

(5) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 246.

(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0409.

(7) EUT C 86 af 6.3.2018, s. 126.

(8) EUT C 440 af 30.12.2015, s. 17.

(9) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

(10) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 15.

(11) EUT C 18 af 19.1.2017, s. 10.

(12) Den Europæiske Unions Domstols dom af 20. september 2016 i de forenede sager C-8/15 P - C-10/15 P, Ledra Advertising Ltd (sag C-8/15 P), Andreas Eleftheriou (sag C-9/15 P), Eleni Eleftheriou (sag C-9/15 P), Lilia Papachristofi (sag C-9/15 P), Christos Theophilou (sag C-10/15 P), Eleni Theophilou (sag C-10/15 P) mod Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECLI:EU:C:2016:701).

(13) EUT L 193 af 19.7.2016, s. 1.

(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0414.

(15) EUT L 124 af 17.5.2005, s. 4.

(16) ACCC/C/2008/32 (EU), Del II, vedtaget den 17. marts 2017.

(17) EUT L 186 af 19.7.2017, s. 15.

(18) EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/121

P8_TA(2018)0256

Forhandlingerne om den moderniserede associeringsaftale mellem EU og Chile

Europa-Parlamentets henstilling af 13. juni 2018 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om forhandlingerne om den moderniserede associeringsaftale mellem EU og Chile (2018/2018(INI))

(2020/C 28/15)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 2 og 3 og til afsnit V, særlig artikel 21 og 36, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) samt til del V i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til artikel 218 i TEUF,

—	der henviser til den eksisterende associeringsaftale mellem Republikken Chile og Den Europæiske Union,

—	der henviser til, at der den 16. november 2017 blev indledt forhandlinger mellem Den Europæiske Union og Chile om en moderniseret associeringsaftale,

—	der henviser til Rådets vedtagelse den 13. november 2017 af forhandlingsdirektiver vedrørende denne aftale,

—	der henviser til fælleserklæringen fra det 25. møde i Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Chile den 22. januar 2018,

—	der henviser til sin henstilling af 14. september 2017 til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om forhandlingerne om modernisering af handelssøjlen i associeringsaftalen mellem EU og Chile (1),

—	der henviser til sin beslutning af 13. september 2017 om EU's politiske forbindelser med Latinamerika (2),

—	der henviser til erklæringen fra civilsamfundsforummet mellem EU og CELAC af 11. maj 2015 med titlen "Ligestilling, rettigheder og demokratisk deltagelse for befolkningerne i Europa, Latinamerika og Caribien",

—	der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 4, og artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0158/2018),

A.	der henviser til, at Chile og EU har fælles værdier og tætte kulturelle, økonomiske og politiske forbindelser;

B.	der henviser til, at Chile og EU er nære partnere i bestræbelserne på at tackle regionale og globale udfordringer, såsom klimaændringer, international sikkerhed, bæredygtig udvikling og global styring;

der henviser til, at Chile er en stærk fortaler for demokrati og menneskerettigheder, fri og åben handel og multilateralisme; der henviser til, at landet også er et vigtigt medlem af Stillehavsalliancen, Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR), samt at det er et højindkomstland og medlem af OECD;

der henviser til, at Chile har været en vigtig aktør i regionale anliggender, f.eks. som garant i fredsprocessen i Colombia og i forhandlingerne i Santo Domingo mellem den venezuelanske regering og oppositionen; der henviser til, at Chile forlod Venezuela-samtalerne, da man ikke opnåede minimumsbetingelserne for demokratiske præsidentvalg og en institutionel normalisering;

der henviser til, at en rammedeltagelsesaftale for Chiles deltagelse i EU's krisestyringsoperationer har været i kraft siden januar 2014; der henviser til, at Chile deltager i EUFOR ALTHEA i Bosnien-Hercegovina samt i en række af FN's fredsbevarende operationer, hvilket afspejler landets engagement i global fred og sikkerhed;

der henviser til, at de seneste parlaments- og præsidentvalg endnu engang har vist, at det chilenske demokrati er stabilt og modent; der henviser til, at Chile har nydt godt af en stærk økonomisk vækst, og at landet inden for de seneste årtier har været en af Sydamerikas hurtigst voksende økonomier; der henviser til, at der stadig er reformbestræbelser i gang i landet;

G.	der henviser til, at den nylige afkriminalisering af abort under visse omstændigheder har demonstreret, at der i det chilenske samfund er en stigende åbenhed over for styrkelse af kvinders og pigers stilling;

H.	der henviser til, at Chile i 2016-indekset for menneskelig udvikling som det første latinamerikanske land er placeret i kategorien for meget høj menneskelig udvikling og er nr. 38 i verden, højere placeret end syv af EU's medlemsstater;

der henviser til, at den nuværende associeringsaftale har medvirket til at uddybe de politiske forbindelser mellem EU og Chile og i væsentlig grad har øget handels- og investeringsstrømmene; der henviser til, at en vedvarende overholdelse af retsstatsprincippet og en stabil retlig og politisk ramme gør det muligt for både Chile og EU frit at udøve erhvervsvirksomhed og fremme et egnet investeringsmiljø, som omfatter beskyttende klausuler vedrørende retssikkerhedsprincippet;

der henviser til, at EU og Chile har indgået mere ambitiøse og omfattende aftaler med andre partnere i de seneste år; der henviser til, at en modernisering af associeringsaftalen mellem EU og Chile derfor har potentiale til i væsentlig grad at uddybe de eksisterende forbindelser, herunder relationerne på de udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske områder;

K.	der henviser til, at den fremtidige associeringsaftale mellem EU og Chile fuldt ud skal afspejle den transformerende karakter af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og den rolle, som internationalt udviklingssamarbejde spiller i opnåelsen af FN's mål for bæredygtig udvikling;

der henviser til, at en ajourført associeringsaftale sammen med aftalerne med Mexico og Mercosur, der for øjeblikket er ved at blive (gen)forhandlet, vil styrke EU's rolle som en vigtig allieret i Latinamerika på et tidspunkt, hvor andre aktører i stigende grad forsøger at få indflydelse i regionen, som f.eks. Kina og Rusland;

M.	der henviser til, at Det Blandende Parlamentariske Udvalg EU-Chile gentagne gange har givet udtryk for sin støtte til en modernisering af associeringsaftalen, senest i en fælles erklæring, som blev vedtaget på udvalgets 25. møde den 22. januar 2018;

henstiller til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik:

Almindelige principper

i betydelig grad at styrke samarbejdet mellem Chile og EU, to ligesindede partnere i et klima, hvor der er fornyet usikkerhed i de internationale forbindelser, på grundlag af vores fælles værdier og principperne om demokrati, kampen mod klimaændringer, sikring af ligestilling mellem kønnene, retsstatsprincippet, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder

b)	at sikre, at den moderniserede aftale med Chile er ambitiøs, omfattende og afbalanceret, og at den skaber håndgribelige fordele for begge parters borgerne, virksomheder og økonomier; at sikre, at aftalen bliver førende blandt de mest avancerede aftaler, EU har indgået med tredjelande

at styrke menneskerettighedsdimensionen af samarbejdet mellem EU og Chile i lyset af EU-Chile-menneskeretsstrategien 2016-2020; at medtage en fælles forpligtelse med hensyn til at beskytte og fremme menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, ligestilling mellem kønnene og mindretals rettigheder, som f.eks. LGBTI-samfundet og oprindelige folk, med gennemførlige mekanismer til overvågning, regelmæssig rapportering og tvistbilæggelse; at tilskynde Chile til at finde en løsning på situationen med den oprindelige mapuche-befolkning og andre oprindelige folk; at fastholde praksissen med at inkludere en menneskerettighedsklausul i alle fremtidige associeringsaftaler; at fortsætte den regelmæssige dialog mellem EU og Chile om menneskerettigheder med henblik på at styrke den institutionelle ramme og de offentlige politikker til fremme af menneskerettighederne, herunder gennem multilateralt samarbejde

d)	at tilskynde Chile til at sikre adgang til en retfærdig procedure og retten til en retfærdig rettergang i fuld overensstemmelse med internationale standarder

e)	at sigte mod at fremme bæredygtig socioøkonomisk udvikling, bekæmpe fattigdom og nedbringe ulighed i lyset af Chiles forpligtelse til at nå 2030-dagsordenens mål for bæredygtig udvikling

at støtte Chile i at forbedre uddannelsesstandarder og uddannelsesprogrammer og sikre folk med de lavest indkomster fuld adgang til højere uddannelse; at styrke forbindelsen mellem universiteter og arbejdsmarkedet, bygge bro mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer og fremme ungdomsbeskæftigelsen

g)	at tilskynde til beskyttelsen af sociale og miljømæssige rettigheder og sikre en effektiv gennemførelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konventioner og udryddelse af tvangsarbejde og børnearbejde

Multilateralisme og regionalt og internationalt samarbejde

at styrke dialogen og samarbejdet om regionale og globale udfordringer såsom organiseret kriminalitet, narkotikahandel, stigende ulighed, migration, terrorisme og klimaforandringer, herunder gennemførelsen af 2030-dagsordenen; at støtte samarbejde mellem EU og Chile om forvaltning af migration og at etablere tilbagetagelsesmekanismer, herunder for statsløse personer og statsborgere fra tredjelande

i)	at huske på betydningen af den multilaterale dagsorden, og på, at bilaterale forhandlinger ikke må undergrave ambitionen om at gøre fremskridt på multilateralt plan

j)	at bidrage til en styrkelse af multilateralisme og internationalt samarbejde med henblik på at fremme international sikkerhed og tackle globale udfordringer på en effektiv måde; at øge samordningen om de synspunkter, som begge parter fremfører i internationale organisationer og fora

at tilskynde Chile til fortsat at støtte regionale integrations- og samarbejdsordninger, især Stillehavsalliancen, i lyset af dens opmuntrende resultater som en reel og aktiv drivmotor for økonomisk integration mellem medlemmerne af regionen, men også UNASUR og Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC); at undersøge muligheden for, at EU får observatørstatus i Stillehavsalliancen

Politisk dialog og samarbejde

l)	at skabe en meningsfuld regelmæssig dialog om alle anliggender af relevans, der bygger på og udvider eksisterende formater; at mobilisere de til rådighed stående ressourcer gennem partnerskabsinstrumentet med henblik på at nå strategiske mål

at sikre et nært samarbejde inden for områderne sikkerhed og forsvar, navnlig for så vidt angår konfliktforebyggelse, krisestyring, maritim sikkerhed, nedrustning og ikke-spredning; at muliggøre Chiles øgede deltagelse i missioner og operationer under EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)

at give mulighed for øget samarbejde i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet og med forebyggelsen af radikalisering og grænseoverskridende kriminalitet uden at underminere civile friheder og grundlæggende rettigheder; at iværksætte aktioner i forbindelse med den globale kamp mod terrorisme ved at optrappe mekanismer, foranstaltninger og organer for globalt og regionalt samarbejde i overensstemmelse med international lov og principperne for FN's charter

at styrke samarbejdet om bekæmpelse af korruption, hvidvaskning af penge og skatteunddragelse; at inkludere bestemmelser om god skatteforvaltning og gennemsigtighedsstandarder, der bekræfter parternes forpligtelse til at anvende internationale standarder i kampen mod skatteundgåelse og skatteunddragelse

at huske på, at korruption undergraver menneskerettigheder, lighed, social retfærdighed, handel og loyal konkurrence og dermed bremser den økonomiske vækst; at inkludere specifikke afsnit med en beskrivelse af klare og stærke forpligtelser og tiltag til bekæmpelse af korruption i alle dens former og at anvende internationale standarder og multilaterale konventioner til korruptionsbekæmpelse

at lette mobilitet mellem EU og Chile; at fremme udvekslinger af unge og studerende samt stipendieprogrammer og kurser, herunder gennem Erasmus+; at gøre en yderligere indsats for at opnå fuld gensidig anerkendelse af akademiske kvalifikationer og at modernisere og internationalisere de højere uddannelser og give adgang hertil

r)	at fremme overførsel af videnskabelig og teknologisk viden og intensivere samarbejdet inden for forskning og samarbejde, idet der gøres fuldt brug af eksisterende programmer såsom Horisont 2020

at fremme og styrke forbindelserne inden for internationalt samarbejde på grundlag af aftalememorandummet om internationalt samarbejde, der blev undertegnet i 2015; at skabe innovative mekanismer til at udvide og styrke trekantsamarbejde og regionalt samarbejde med tredjeparter inden for og uden for Latinamerika gennem programmerne EUROsociAL+, Euroclima+ og samarbejde om narkotikapolitikker som f.eks. COPOLAD

t)	at udvikle metoder til at vise virkningerne af den moderniserede aftale om mænd og kvinder og bruge resultaterne som en basis for udformning af politikker for opnåelse af en ligelig kønsfordeling

at bekræfte deres fælles forpligtelse til Parisaftalen om klimaændringer og til 2030-dagsordenen, og at skabe et nært samarbejde mellem EU og Chile om miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaændringer; at styrke partnerskabet med hensyn til teknisk samarbejde og politiksamarbejde på centrale miljøområder, herunder CO2-emissioner i forbindelse med international transport, bevarelse af biodiversitet og bæredygtighed i produktion og forbrug; at tilskynde til et udvidet samarbejde om cirkulær økonomi med henblik på at forbedre ressourceeffektiviteten, en bæredygtig anvendelse af naturressourcer, øko-innovation og forvaltning af vandressourcer; at øge støtten til projekter til afbødning af virkningerne af klimaændringer

v)	at styrke samarbejdet om forskning og udvikling og brugen af EU's Copernicus-program inden for satellitdata med observationer af jorden til miljømæssige formål

w)	at fremme kulturelt samarbejde og at støtte diasporasamfund både i Chile og EU med det formål at støtte udenlandske investeringer både i EU og Chile

x)	at bekræfte adgangen til vand som en menneskerettighed

Institutionelle bestemmelser

at sikre, at associeringsaftalen bygger på en solid parlamentarisk deltagelse, der styrker de nuværende bestemmelser og mekanismer for samarbejde med det formål at øge inputtet til og kontrollen med gennemførelsen heraf, navnlig gennem det eksisterende interparlamentariske format af det blandede parlamentariske udvalg; at give det blandede parlamentariske udvalg mulighed for at anmode om relevante oplysninger vedrørende gennemførelsen af associeringsaftalen

at sikre en hensigtsmæssig inddragelse af civilsamfundet både under forhandlingerne og i forbindelse med gennemførelsen af associeringsaftalen, herunder, men ikke begrænset til, det blandede rådgivende udvalg; understreger behovet for at etablere en institutionaliseret mekanisme til fremme af politisk dialog mellem civilsamfundsorganisationer i begge regioner

aa)

at holde Parlamentet underrettet straks og fuldt ud i alle faser af forhandlingerne, jf. artikel 218, stk. 10, i TEUF; dette omfatter at forsyne Parlamentet med forhandlingstekster fra og referater af hver forhandlingsrunde; glæder sig i denne forbindelse over Rådets beslutning af 22. januar 2018 om at offentliggøre det forhandlingsmandat, der blev givet til Kommissionen og næstformanden/den højtstående repræsentant i november 2017

ab)	at betragte den nylige offentliggørelse af forhandlingsdirektiverne som en vigtig præcedens og at forpligte sig til i fremtiden at offentliggøre alle forhandlingsdirektiver for internationale aftaler

ac)	at fremskynde forhandlingerne om en associeringsaftale med henblik på at muliggøre dens ratifikation af Parlamentet inden afslutningen af den nuværende valgperiode

ad)	at sikre respekt på alle niveauer for den langvarige praksis med ikke at anvende den nye aftale midlertidigt, før Parlamentet har givet sit samtykke;

pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til Republikken Chiles præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0354.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0345.

27.1.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 28/126

P8_TA(2018)0244

Clearingforpligtelsen, indberetningskrav og risikoreduktionsteknikker for OTC-derivater og transaktionsregistre ***I

Ændringer vedtaget af Europa-Parlamentet den 12. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår clearingforpligtelsen, suspension af clearingforpligtelsen, indberetningskrav, risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en central modpart, registrering af og tilsyn med transaktionsregistre samt krav til transaktionsregistre (COM(2017)0208 – C8-0147/2017 –2017/0090(COD)) (1)

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

(2020/C 28/16)

Ændring 1

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRING (*1)

til Kommissionens forslag

(1) Sagen blev henvist til fornyet behandling i det kompetente udvalg med henblik på interinstitutionelle forhandlinger, jf. forretningsordenens artikel 59, stk. 4, fjerde afsnit (A8-0181/2018).

(*1) Ændringer: Ny eller ændret tekst er markeret med fede typer og kursiv. Udgået tekst er markeret med symbolet ▌.

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår clearingforpligtelsen, suspension af clearingforpligtelsen, indberetningskrav, risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en central modpart, registrering af og tilsyn med transaktionsregistre samt krav til transaktionsregistre

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 648/2012 (4) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 27. juli 2012 og trådte i kraft den 16. august 2012. De krav, den omhandler, nemlig central clearing af standardiserede over-the-counter (OTC)-derivataftaler, marginkrav krav om reduktion af operationel risiko for OTC-derivataftaler, som ikke cleares centralt, indberetningspligt for derivataftaler, krav til centrale modparter (CCP'er) og transaktionsregistre, bidrager til at reducere den systemiske risiko ved at øge gennemsigtigheden på OTC-derivatmarkedet og reducere modpartskreditrisikoen og den operationelle risiko forbundet med OTC-derivater.

(2)

En forenkling af visse af de områder, som er omfattet af forordning (EU) nr. 648/2012, samt en mere hensigtsmæssig tilgang til disse områder er i overensstemmelse med Kommissionens program for målrettet og effektiv regulering (Refit), som understreger behovet for omkostningsreduktion og forenkling, således at de politiske målsætninger i Unionen nås på den mest omkostningseffektive måde, og sigter i særdeleshed mod at reducere den lovgivningsmæssige og administrative byrde, uden at det berører det overordnede mål med at bevare den finansielle stabilitet og reducere systemiske risici .

(3)	Omkostningsffektive og robuste efterhandelssystemer og markeder for sikkerhedsstillelse er væsentlige for en velfungerende kapitalmarkedsunion og styrker indsatsen for at understøtte investeringer, vækst og job i overensstemmelse med Kommissionens politiske prioriteter.

(4)

I 2015 og 2016 gennemførte Kommissionen to offentlige høringer om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012. Kommissionen modtog tillige input om anvendelsen af nævnte forordning fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Det fremgik af de nævnte offentlige høringer, at målene i forordning (EU) nr. 648/2012 nød opbakning fra interessenterne, og at en større revision af forordningen ikke var nødvendig. Den 23. november 2016 vedtog Kommissionen en rapport om revision i henhold til artikel 85, stk. 1, i forordning (EU) nr. 648/2012. Selv om ikke alle bestemmelserne i forordning (EU) nr. 648/2012 endnu anvendes fuldt ud og en omfattende evaluering af nævnte forordning derfor endnu ikke er mulig, blev der i rapporten identificeret områder, hvor en målrettet indsats er nødvendig for at sikre, at målene i forordning (EU) nr. 648/2012 nås på en mere hensigtsmæssig og effektiv måde.

(5)	Forordning (EU) nr. 648/2012 burde dække alle finansielle modparter, som kan udgøre en væsentlig systemisk risiko for det finansielle system. Definitionen af finansiel modpart bør derfor ændres.

(6)

Visse finansielle modparter har en aktivitet på OTC-derivatmarkederne, som er for lav til at udgøre en væsentlig systemisk risiko for det finansielle system og til, at central clearing er økonomisk levedygtig. Disse modparter, som almindeligvis kaldes små finansielle modparter , bør undtages fra clearingforpligtelsen, men vedblive med at være omfattet af kravet om udveksling af sikkerhedsstillelse for at reducere systemiske risici. En lille finansiel modparts overskridelse af clearinggrænseværdien for mindst én klasse af OTC-derivater bør imidlertid medføre en clearingforpligtelse for alle klasser af OTC-derivater i betragtning af den indbyrdes forbindelse mellem modparter samt den mulige systemiske risiko for det finansielle system, som kan opstå, hvis disse derivataftaler ikke cleares centralt.

(7)

Ikke-finansielle modparter er i mindre grad indbyrdes forbundne end finansielle modparter. Ofte er de endvidere kun aktive i én klasse af OTC-derivater. Deres aktivitet udgør derfor i mindre grad en systemisk risiko for det finansielle system end finansielle modparters aktivitet. Clearingforpligtelsens anvendelsesområde for ikke-finansielle modparter bør derfor indskrænkes, således at disse ikke-finansielle modparter kun omfattes af clearingforpligtelsen for så vidt angår den eller de aktivklasser, som overstiger clearinggrænseværdien ▌.

(7a)	Da finansielle modparter og ikke-finansielle modparter indebærer forskellige risici, er det nødvendigt at udarbejde to særskilte clearinggrænseværdier. For at tage hensyn til udviklingen på de finansielle markeder bør disse tærskler ajourføres regelmæssigt.

(8)

Kravet om clearing af visse OTC-derivataftaler indgået inden clearingforpligtelsen får virkning skaber retsusikkerhed og operationelle komplikationer samt få fordele. Kravet skaber navnlig yderligere omkostninger og besvær for modparterne i sådanne aftaler og kan tillige påvirke markedets gnidningsløse funktion uden at medføre nogen væsentlig forbedring med hensyn til en ensartet og sammenhængende anvendelse af forordning (EU) nr. 648/2012 eller tilvejebringelse af lige vilkår for markedsdeltagerne. Dette krav bør derfor fjernes.

(9)

Modparter med en begrænset aktivitet på OTC-derivatmarkederne står over for problemer med hensyn til adgangen til central clearing, det være sig som kunde hos et clearingmedlem eller gennem indirekte clearingordninger. Kravet til clearingmedlemmer om at fremme indirekte clearingydelser på rimelige forretningsmæssige vilkår er derfor ikke omkostningseffektivt. Clearingmedlemmer og kunder hos clearingmedlemmer, som leverer clearingydelser direkte til andre modparter eller indirekte ved at tillade deres egne kunder at levere disse ydelser til andre modparter, bør derfor udtrykkeligt pålægges at gøre dette på fair, rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige forretningsmæssige vilkår.

(10)

Det bør være muligt at suspendere clearingforpligtelsen i visse situationer. For det første bør en sådan suspension være mulig, hvis de kriterier, som har dannet grundlag for, at en bestemt OTC-derivatklasse er blevet omfattet af clearingforpligtelsen, ikke længere er opfyldt. Dette kunne være tilfældet, hvis en OTC-derivatklasse bliver uegnet til obligatorisk central clearing, eller hvis en af disse kriterier er ændret væsentligt for så vidt angår en bestemt OTC-derivatklasse. En suspension af clearingforpligtelsen bør også være mulig, hvis en CCP ophører med at levere clearingydelser for en bestemt OTC-derivatklasse eller en bestemt type modpart og en anden CCP ikke er i stand til tilstrækkelig hurtigt at overtage disse clearingydelser. Endelig bør suspensionen af clearingforpligtelsen også være mulig, hvor dette anses for nødvendigt for at undgå en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet i Unionen.

(11)

Indberetning af historiske transaktioner har vist sig at være vanskelig på grund af manglen på visse oplysninger, som ikke skulle indberettes, før forordning (EU) nr. 648/2012 trådte i kraft, men som skal indberettes nu. Dette har medført en høj fejlprocent i indberetningen og en ringe kvalitet af de indberettede oplysninger, samtidig med at indberetningsbyrden for disse oplysninger er væsentlig. Der er derfor stor sandsynlighed for, at disse historiske oplysninger vil forblive uudnyttede. Tilmed vil en række historiske transaktioner, og dermed de tilsvarende eksponeringer og risici, allerede være afsluttet ved udløb af indberetningsfristen for historiske transaktioner. For at afhjælpe denne situation bør kravet om indberetning af historiske transaktioner fjernes.

(12)

Koncerninterne transaktioner, som involverer ikke-finansielle modparter, udgør en relativt lille andel af alle OTC-derivattransaktioner og anvendes først og fremmest til intern afdækning inden for koncerner. Sådanne transaktioner bidrager derfor ikke væsentligt til systemisk risiko og indbyrdes forbundethed; ikke desto mindre medfører indberetningspligten for disse transaktioner betydelige omkostninger og byrder for ikke-finansielle modparter. Alle transaktioner mellem tilknyttede virksomheder i koncernen , hvor mindst en af modparterne er en ikke-finansiel modpart, bør derfor undtages fra indberetningspligten, uanset hvor den ikke-finansielle modpart er etableret .

(13)

Med kravet om at indberette børshandlede derivataftaler (ETD'er) pålægges modparter en væsentlig byrde, eftersom det volumen af ETD'er, der indgås på dagsbasis, er betydeligt. Kommissionens offentlige høring om kvalitetskontrol af tilsynsrapportering, som blev offentliggjort den 1. december 2017, har til formål at indhente dokumentation om omkostningerne ved overholdelse af eksisterende krav om tilsynsrapportering på EU-niveau og om sammenhængen, konsekvensen, effektiviteten og EU-merværdien ved disse krav. Høringen giver myndighederne mulighed for at vurdere EDT-rapportering ud fra et helhedsperspektiv sammen med alle eksisterende og fremtidige tilsynsrapporteringsregler, lader dem tage højde for de nye rapporteringsregler efter gennemførelsen af forordning (EU) nr. 600/2014 (5) og giver mulighed for at fremsætte forslag om at reducere byrden for de markedsdeltagere, som skal indberette ETD-transaktioner. Kommissionen bør tage højde for disse resultater, når den foreslår fremtidige ændringer til rapporteringskravene i artikel 9, stk. 1, i forhold til ETD-rapportering.

(14)

For at reducere indberetningsbyrden for små ikke-finansielle modparter, som ikke er omfattet af clearingforpligtelsen , bør den finansielle modpart være eneansvarlig — og juridisk ansvarlig — for indberetning af et enkelt datasæt for så vidt angår OTC-derivataftaler, som indgås med en ikke-finansiel modpart , som ikke er omfattet af clearingforpligtelsen, ▌ samt for at sikre de indberettede oplysningers nøjagtighed. For at sikre, at den finansielle modpart har de nødvendige oplysninger til at kunne opfylde sin indberetningspligt, bør den ikke-finansielle modpart fremlægge de detailoplysninger om OTC-derivattransaktionerne, som den finansielle modpart ikke med rimelighed kan forventes at ligge inde med. Det bør dog være muligt for en ikke-finansiel modpart at vælge at indberette sine OTC-derivataftaler. I så fald bør den ikke-finansielle modpart underrette den finansielle modpart derom og være ansvarlig og juridisk ansvarlig for indberetningen af de pågældende oplysninger og for at sikre deres nøjagtighed.

(15)

Ansvaret for indberetning af andre derivataftaler bør også fastlægges. Det bør derfor præciseres, at administrationsselskabet for et institut for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut) er ansvarlig — og juridisk ansvarlig — for indberetning på vegne af det pågældende investeringsinstitut for så vidt angår OTC-derivataftaler, som det pågældende investeringsinstitut har indgået, samt for at sikre de indberettede oplysningers nøjagtighed. På samme måde bør forvalteren af en alternativ investeringsfond (AIF) være ansvarlig — og juridisk ansvarlig — for indberetning på vegne af den pågældende AIF for så vidt angår OTC-derivataftaler, som den pågældende AIF har indgået, samt for at sikre de indberettede oplysningers nøjagtighed.

(16)

For at undgå uoverensstemmelser i Unionen med hensyn til anvendelsen af risikoreduktionsteknikker, bør tilsynsmyndighederne godkende risikostyringsprocedurer hos modparter, der kræver rettidig, præcis og passende adskilt udveksling af sikkerhedsstillelse, eller enhver væsentlig ændring i disse procedurer, inden de anvendes.

(16a)

For at undgå international lovgivningsmæssig divergens, og idet der mindes om sådanne derivattransaktioners særlige art, bør den obligatoriske udveksling af varierende marginer for fysisk afregnede valutaterminsforretninger og fysisk afregnede valutaswapderivater kun gælde for transaktioner mellem de mest systemiske modparter, nemlig kreditinstitutter og investeringsfirmaer.

(16b)

Efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion som f.eks. porteføljekomprimering kan føre til en reduktion af den systemiske risiko. Ved at reducere risici i eksisterende porteføljer af derivater uden at ændre porteføljens samlede markedsposition kan de sænke modpartseksponeringer og modpartsrisikoen i forbindelse med en opbygning af udestående bruttopositioner. "Porteføljekomprimering"er defineret i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 600/2014 og er ikke omfattet af EU-handelsforpligtelsen som fastsat i artikel 28 i forordning (EU) nr. 600/2014. For at tilpasse denne forordning til forordning (EU) nr. 600/2014, hvor dette er nødvendigt, under hensyn til forskellene mellem disse to forordninger og muligheden for at omgå clearingforpligtelsen, bør Kommissionen i samarbejde med ESMA og ESRB vurdere, hvilke efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion der kan indrømmes en undtagelse fra clearingforpligtelsen.

(17)

For at øge initialmarginernes gennemsigtighed og forudsigelighed og afskære CCP'er fra at ændre deres initialmarginmodeller på en måde, som kunne fremstå som procyklisk, bør CCP'er give deres clearingmedlemmer redskaber, således at de kan simulere deres initialmarginkrav, samt en detaljeret oversigt over de initialmarginmodeller, som de anvender. Dette er i overensstemmelse med de internationale standarder, som Udvalget om Betalings- og Markedsinfrastrukturer ("Committee on Payments and Market Infrastructures") og bestyrelsen for Den Internationale Børstilsynsorganisation har offentliggjort, særlig offentliggørelsesrammen fra december 2012 (6) og de offentlige kvantitative oplysningskrav for centrale modparter fra 2015 (7), som er relevante for at skabe en nøjagtig forståelse af de risici og omkostninger, som er forbundet med enhver form for deltagelse i en CCP fra clearingmedlemmers side, og for at fremme CCP'ers gennemsigtighed over for markedsdeltagere.

(18)

Der består fortsat usikkerhed med hensyn til, i hvilken udstrækning aktiver på konti af "omnibus segregated"- eller "individual segregated"-typen er insolvensbeskyttede. Det er derfor uklart, hvornår CCP'er med tilstrækkelig retssikkerhed kan overføre kundepositioner i tilfælde af misligholdelse fra et clearingmedlems side, eller hvornår CCP'er med tilstrækkelig retssikkerhed kan udbetale et likvidationsprovenu direkte til kunderne. For at tilskynde til clearing og forbedre adgangen hertil, bør reglerne vedrørende insolvensbeskyttelse af sådanne aktiver og positioner præciseres.

(19)

De bøder, ESMA kan pålægge transaktionsregistre underlagt dens direkte tilsyn bør være effektive, forholdsmæssige og tilstrækkeligt afskrækkende til at sikre måleffektiviteten af ESMA's tilsynsbeføjelser og øge OTC-derivatpositioners og OTC-derivateksponeringers gennemsigtighed. De oprindelige bestemmelser om bødebeløb i forordning (EU) nr. 648/2012 har vist sig ikke at være tilstrækkeligt afskrækkende set i lyset af transaktionsregistrenes nuværende omsætning, hvilket muligvis kan begrænse måleffektiviteten af ESMA's tilsynsbeføjelser over for transaktionsregistre i henhold til nævnte forordning. Den øvre grænse for bødernes grundbeløb bør derfor øges.

(20)

Tredjelandes myndigheder bør have adgang til oplysninger, som er indberettet til transaktionsregistre i Unionen, hvis det pågældende tredjeland opfylder visse betingelser vedrørende behandlingen af oplysningerne og indfører en retligt bindende forpligtelse, som kan håndhæves, til at give myndigheder i Unionen direkte adgang til oplysninger, som er indberettet til transaktionsregistre i det omhandlede tredjeland.

(21)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 (8) giver mulighed for en forenklet registreringsprocedure for transaktionsregistre, som allerede er registreret i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 og ønsker at udvide denne registrering til at levere deres ydelser i forbindelse med værdipapirfinansieringstransaktioner. En lignende forenklet registreringsprocedure bør indføres med henblik på registrering af transaktionsregistre, som allerede er registreret i henhold til forordning (EU) 2015/2365 og ønsker at udvide denne registrering til at levere deres ydelser i forbindelse med derivataftaler.

(22)

Den utilstrækkelige kvalitet og gennemsigtighed af transaktionsregisteroplysninger gør det vanskeligt for enheder, som har fået adgang til disse oplysninger, at anvende dem til overvågning af derivatmarkederne og forhindrer regulerings- og tilsynsmyndigheder i rettidigt at identificere risici for den finansielle stabilitet. For at forbedre oplysningernes kvalitet og gennemsigtighed og bringe indberetningskravene i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 i overensstemmelse med kravene i forordning (EU) 2015/2365 og (EU) nr. 600/2014 er en yderligere harmonisering af indberetningsregler og -krav nødvendig, og særlig en yderligere harmonisering af datastandarder og metoder og ordninger i forbindelse med indberetningen samt af de procedurer, som transaktionsregistre skal anvende ved validering af indberettede oplysningers fuldstændighed og nøjagtighed og ved afstemning af oplysninger med andre transaktionsregistre. Transaktionsregistre bør endvidere på anmodning give modparter adgang til alle oplysninger, som er indberettet på deres vegne, for at gøre det muligt for modparterne at kontrollere nøjagtigheden af disse oplysninger.

(22a)

For at reducere den administrative byrde og øge matchingen af transaktioner bør ESMA indføre en fælles standard i Unionen for indberetning til transaktionsregistre. Eftersom CCP'er og andre finansielle modparter påtager sig delegerede indberetningsforpligtelser, vil et fælles format øge effektiviteten for alle deltagere.

(23)

For så vidt angår de ydelser, som transaktionsregistre leverer, er der ved forordning (EU) nr. 648/2012 etableret et konkurrencepræget miljø. Modparter bør derfor være i stand til at vælge det transaktionsregister, som de ønsker at indberette til, og bør kunne skifte transaktionsregister, hvis de ønsker det. For at lette dette skift og sikre fortsat tilgængelighed af oplysninger uden duplikationer bør transaktionsregistre etablere passende politikker, således at de er i stand til at foretage korrekt overførsel af indberettede oplysninger til andre transaktionsregistre, hvis et selskab omfattet af indberetningspligten anmoder herom.

(24)

I henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 skal clearingforpligtelsen ikke finde anvendelse på pensionsordninger, før CCP'erne har udviklet en egnet teknisk løsning til overførsel af ikke-kontant sikkerhed som variationsmarginer. Da der indtil videre ikke er udviklet nogen levedygtig løsning, som kan lette pensionsordningers deltagelse i central clearing, bør denne midlertidige undtagelse forlænges med yderligere to år for langt de fleste pensionsordningers vedkommende . Central clearing bør imidlertid forblive det endelige mål, eftersom den nuværende lovgivnings- og markedsmæssige udvikling gør det muligt for markedsdeltagerne at udvikle egnede tekniske løsninger inden for denne periode. Kommissionen bør med bistand fra ESMA, EBA, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og ESRB overvåge udviklingen hos CCP'er, clearingmedlemmer og pensionsordninger hen imod levedygtige løsninger, som kan lette pensionsordningers deltagelse i central clearing, og udarbejde en rapport om denne udvikling. Rapporten bør også omfatte løsninger og hermed forbundne omkostninger for pensionsordningerne under hensyntagen til den lovgivnings- og markedsmæssige udvikling, herunder ændringer for så vidt angår den type modpart, der er omfattet af clearingforpligtelsen. ▌Kommissionen bør tillægges beføjelse til at forlænge nævnte undtagelse med yderligere et år, hvis den vurderer, at interessenterne er blevet enige om en løsning, og der er behov for yderligere tid til gennemførelsen heraf .

(24a)

Små pensionsordninger ud over dem, der er klassificeret som små finansielle modparter, indebærer ikke samme risici som større pensionsordninger, og det er på sin plads at give dem en længere undtagelse fra clearingforpligtelsen. For sådanne pensionsordninger bør Kommissionen udvide undtagelsen fra den pågældende forpligtelse til tre år. Hvis Kommissionen ved udgangen af denne periode skønner, at de små pensionsordninger har gjort de fornødne bestræbelser på at udvikle hensigtsmæssige tekniske løsninger til at deltage i central clearing, og at de skadelige virkninger af central clearing af derivataftaler for pensionisters pensionsydelser er uforandrede, bør Kommissionen have mulighed for at forlænge undtagelsen i yderligere to år. Efter undtagelsens udløb bør små pensionsordninger være omfattet af denne forordning på samme måde som alle andre enheder inden for dens anvendelsesområde. På grund af de lavere volumener af derivataftaler, der indgås af små pensionsordninger, må det forventes, at de ikke vil overstige de tærskelværdier, der udløser clearingsforpligtelsen. Selv efter undtagelsens udløb vil de fleste små pensionsordninger derfor stadig ikke være omfattet af clearingforpligtelsen.

(24b)

Undtagelsen for pensionsordninger bør fortsat finde anvendelse fra datoen for denne forordnings ikrafttræden, og hvis denne forordning træder i kraft efter den 16. august 2018, bør undtagelsen også finde anvendelse med tilbagevirkende kraft for alle OTC-derivataftaler, der gennemføres efter denne dato. Det er nødvendigt at anvende denne bestemmelse med tilbagevirkende kraft for at undgå et tomrum mellem udløbet af anvendelsen af den eksisterende undtagelse og den nye undtagelse, da begge tjener samme formål.

(25)

Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår præciseringen af, under hvilke betingelser de forretningsmæssige vilkår vedrørende leveringen af clearingydelser anses for at være fair, rimelige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende, og for så vidt angår forlængelsen af den periode, hvor clearingforpligtelsen ikke finder anvendelse på pensionsordninger.

(26)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning og særlig med hensyn til tilgængeligheden for de relevante myndigheder i tredjelande af oplysninger i Unionens transaktionsregistre bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9).

(27)

For at sikre en ensartet harmonisering af regler om risikoreduktionsprocedurer, registrering af transaktionsregistre og indberetningskrav bør Kommissionen vedtage udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA, EIOPA og ESMA vedrørende på den ene side tilsynsprocedurerne til sikring af indledende og løbende validering af de risikostyringsprocedurer, der kræver rettidig, præcis og passende adskilt sikkerhedsstillelse, og på den anden side oplysningerne i en forenklet ansøgning om udvidelse af registreringen af et transaktionsregister, som allerede er registreret i henhold til forordning (EU) 2015/2365, vedrørende de procedurer, som transaktionsregistret skal anvende for at kontrollere den indberettende modparts eller indgivende enheds overholdelse af indberetningskravene og fuldstændigheden og nøjagtigheden af de indberettede oplysninger og vedrørende procedurerne for afstemning af oplysninger mellem transaktionsregistre. Kommissionen bør vedtage disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder ved hjælp af delegerede retsakter, jf. artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (10), (EU) nr. 1094/2010 (11) og (EU) nr. 1095/2010 (12).

(28)

Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af ESMA ved hjælp af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår datastandarderne for de oplysninger, der skal indberettes for de forskellige klasser af derivater, samt metoderne og ordningerne i forbindelse med indberetningen.

(29)

Målene for denne forordning, nemlig at sikre forholdsmæssigheden af regler, som medfører unødvendige administrative byrder og overholdelsesomkostninger, uden at den finansielle stabilitet bringes i fare, og at øge OTC-derivatpositioners og OTC-derivateksponeringers gennemsigtighed, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(30)	Anvendelsen af visse bestemmelser i denne forordning bør udskydes, således at alle væsentlige gennemførelsesforanstaltninger kan træffes, og for at give markedsdeltagerene mulighed for at iværksætte de nødvendige overholdelsestiltag.

(31)	Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (13) og har afgivet en udtalelse om […].

(32)	Forordning (EU) nr. 648/2012 bør derfor ændres.

(32a)

Clearingforpligtelsen for derivater i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 og handelsforpligtelsen for derivater i henhold til forordning (EU) nr. 600/2014 bør tilpasses hinanden, når det er nødvendigt og hensigtsmæssigt. Kommissionen bør derfor udarbejde en rapport om, hvilke af de ændringer, der foretages for clearingforpligtelsen for derivater gennem denne forordning, navnlig vedrørende omfanget af de enheder, som er underlagt clearingforpligtelsen, samt suspensionsmekanismen, der også bør foretages for handelsforpligtelsen for derivater som fastlagt i forordning (EU) nr. 600/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) nr. 648/2012 foretages følgende ændringer:

-1)

Artikel 1, stk. 4, affattes således:

"4. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)	centralbanker og andre offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager heri

b)	Den Internationale Betalingsbank

c)	multilaterale udviklingsbanker, der er opført i artikel 117, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013."

-1a)

Artikel 1, stk. 5, litra a), udgår.

Artikel 2, nr. 8), affattes således:

»8)

"finansiel modpart": et investeringsselskab godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (14), et kreditinstitut godkendt i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU , et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (15), et investeringsinstitut godkendt i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF, undtagen hvis dette investeringsinstitut er knyttet til en medarbejderaktiekøbsordning , en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse som omhandlet i artikel 6, litra a), i direktiv 2003/41/EF, en AIF som defineret i artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/61/EU, som enten er etableret i Unionen eller forvaltet af en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF), som er godkendt eller registreret i henhold til direktiv 2011/61/EU, undtagen hvis denne AIF er knyttet til en medarbejderaktiekøbsordning, og som i givet fald etableret i Unionen, og en værdipapircentral, der er meddelt tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 (16) ▌.

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

I stk. 1, litra a), foretages følgende ændringer:

Nr. i)-iv) affattes således:

"i)	mellem to finansielle modparter, som er omfattet af betingelserne i artikel 4a, stk. 1, andet afsnit

ii)	mellem en finansiel modpart, som er omfattet af betingelserne i artikel 4a, stk. 1, andet afsnit, og en ikke-finansiel modpart, som er omfattet af betingelserne i artikel 10, stk. 1, andet afsnit

iii)	mellem to ikke-finansielle modparter, som er omfattet af betingelserne i artikel 10, stk. 1, andet afsnit

iv)

mellem på den ene side en finansiel modpart, som er omfattet af betingelserne i artikel 4a, stk. 1, andet afsnit, eller en ikke-finansiel modpart, som er omfattet af betingelserne i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, og på den anden side en enhed, der er etableret i et tredjeland, som ville være omfattet af clearingforpligtelsen, hvis den var etableret i Unionen".

Stk. 1, litra b), affattes således:

"b)

de er indgået eller nyordnet enten:

i)	på eller efter den dato, hvor clearingforpligtelsen får virkning, eller

ii)	på eller efter den dato, hvor begge modparter opfylder betingelserne i litra a)."

Følgende stykker indsættes:

"3a. Clearingmedlemmer og kunder, som direkte eller indirekte leverer clearingydelser, leverer disse ydelser på fair, rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige forretningsmæssige vilkår. Disse clearingmedlemmer og kunder træffer alle rimelige forholdsregler til identificering, forebyggelse, forvaltning og overvågning af interessekonflikter inden for en gruppe af tilknyttede enheder, navnlig mellem handelsenheden og clearingenheden, der kan skade den fair, rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige levering af clearingydelser.

Clearingmedlemmer og kunder har tilladelse til at kontrollere de risici, der er forbundet med de tilbudte clearingydelser.

3b. For at sikre en ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer, under hvilke omstændigheder de i stk. 3a omhandlede forretningsmæssige vilkår anses for fair, rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige.

ESMA forelægger det i første afsnit omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den ... [seks måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010 ."

Som artikel 4a tilføjes :

"Artikel 4a

Finansielle modparter omfattet af en clearingforpligtelse

1. En finansiel modpart, som tager positioner i OTC-derivataftaler, kan årligt beregne sin samlede gennemsnitlige position for de foregående 12 måneder i overensstemmelse med stk. 3.

Hvis den finansielle modpart ikke beregner sin position, eller resultatet af denne beregning overstiger de clearinggrænseværdier, der er omhandlet i artikel 10, stk. 4, litra b), skal den finansielle modpart:

a)	straks underrette ESMA og den relevante kompetente myndighed herom

b)	være omfattet af den clearingforpligtelse for fremtidige OTC-derivataftaler, der er omhandlet i artikel 4, uanset for hvilken eller hvilke aktivklasser clearinggrænseværdien er overskredet, og

c)	cleare de aftaler, der er omhandlet i litra b), inden for fire måneder efter at være blevet omfattet af clearingforpligtelsen.

2. En finansiel modpart, der er blevet omfattet af clearingforpligtelsen i overensstemmelse med stk. 1, og som efterfølgende over for den relevante kompetente myndighed godtgør, at dens samlede gennemsnitlige position ved månedens udgang for de foregående 12 måneder ikke længere overstiger den clearinggrænseværdi, der er omhandlet i stk. 1, er ikke længere omfattet af clearingforpligtelsen i henhold til artikel 4.

2a. Hvis en finansiel modpart, der hidtil har været undtaget fra clearingforpligtelsen, bliver omfattet deraf i henhold til stk. 1, clearer den sine OTC-derivataftaler inden for fire måneder efter at være blevet omfattet af clearingforpligtelsen.

3. Ved beregningen af de positioner, der er omhandlet i stk. 1, medtager den finansielle modpart alle OTC-derivataftaler, der er indgået af den pågældende finansielle modpart eller af andre enheder inden for den koncern, som den finansielle modpart tilhører."

4)	Artikel 5, stk. 2, litra c), udgår.

4a)

I artikel 6, stk. 2, tilføjes følgende litra efter litra d):

"da)	inden for hver klasse af OTC-derivater, der er omhandlet i litra d), oplysninger om de aftaletyper, for hvilke relevante CCP'er er meddelt clearingtilladelse, og datoen for, hvornår de pågældende CCP'er er meddelt tilladelse til at cleare de pågældende aftaler".

5)	Artikel 6, stk. 2, litra e), udgår.

Som artikel 6b tilføjes :

"Artikel 6b

Suspension af clearingforpligtelsen i andre situationer end afvikling

1. I andre situationer end dem, der er omhandlet i artikel 6a, stk. 1, kan ESMA anmode om, at Kommissionen midlertidigt suspenderer den i artikel 4, stk. 1, omhandlede clearingforpligtelse for en bestemt OTC-derivatklasse eller en bestemt type modpart, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

a)	OTC-derivatklassen er ikke længere egnet til clearing på baggrund af de kriterier, der er omhandlet i artikel 5, stk. 4, første afsnit, og stk. 5.

b)	En CCP vil kunne ophøre med at cleare den pågældende OTC-derivatklasse, og denne vil ikke uden afbrydelse kunne cleares af nogen anden CCP.

c)	Suspensionen af clearingforpligtelsen for en bestemt OTC-derivatklasse eller en bestemt type modpart er nødvendig for at undgå eller kunne håndtere en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet i Unionen, og den pågældende suspension står i rimeligt forhold til dette mål.

Med henblik på første afsnit, litra c), hører ESMA forud for den heri omhandlede anmodning ESRB.

Hvis ESMA anmoder om, at Kommissionen midlertidigt suspenderer den clearingforpligtelse, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, skal myndigheden fremlægge en begrundelse samt dokumentation for, at mindst én af betingelserne i første afsnit er opfyldt. Kommissionen underretter straks Europa-Parlamentet og Rådet om ESMA's anmodning.

1a. En kompetent myndighed udpeget i henhold til artikel 22 kan anmode om, at ESMA fremsætter en anmodning om suspension som omhandlet i nærværende artikels stk. 1. Hvis den kompetente myndighed anmoder om, at ESMA fremsætter en anmodning om suspension, skal den fremlægge en begrundelse samt dokumentation for, at mindst én af betingelserne i stk. 1, første afsnit, er opfyldt.

ESMA skal senest 48 timer efter modtagelsen af en anmodning fra den kompetente myndighed og på baggrund af den begrundelse samt den dokumentation, som den kompetente myndighed har fremlagt, enten anmode om, at Kommissionen suspenderer clearingforpligtelsen for den bestemte OTC-derivatklasse eller for den bestemte type modpart, der er omhandlet i stk. 1, eller afvise den kompetente myndigheds anmodning. ESMA underretter den kompetente myndighed om sin afgørelse og giver en detaljeret begrundelse som forklaring herfor.

2. Den anmodning, der er omhandlet i stk. 1, offentliggøres ikke.

3. På baggrund af den begrundelse samt den dokumentation, som ESMA har fremlagt, skal Kommissionen senest 48 timer efter den anmodning, der er omhandlet i stk. 1, enten suspendere den i stk. 1 omhandlede clearingforpligtelse for den bestemte OTC-derivatklasse eller den bestemte type modpart eller afvise suspensionsanmodningen. Kommissionen underretter ESMA om sin afgørelse og giver en detaljeret begrundelse som forklaring herfor. Kommissionen sender derefter straks de pågældende oplysninger til Europa-Parlamentet og Rådet.

4. Kommissionens afgørelse om at suspendere clearingforpligtelsen ▌offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, på Kommissionens websted og i det offentlige register, der er omhandlet i artikel 6.

5. Suspensionen af clearingforpligtelsen i henhold til denne artikel er gyldig i en periode på højst en måned fra datoen for suspensionens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

6. Hvis begrundelsen for suspensionen fortsat er gældende , kan Kommissionen efter høring af ESMA og ESRB forlænge den i stk. 5 omhandlede suspension med en eller flere perioder af en måneds varighed, der kumulativt ikke må overstige 12 måneder fra udløbet af den indledende suspensionsperiode. En forlængelse af suspensionen offentliggøres i overensstemmelse med artikel 4.

Med henblik på første afsnit underretter Kommissionen ESMA og Europa-Parlamentet og Rådet om sin hensigt om at forlænge en suspension af clearingforpligtelsen. ESMA afgiver udtalelse om forlængelsen af suspensionen senest 48 timer efter underretningen."

I artikel 9 foretages følgende ændringer:

Stk. 1 affattes således:

"1. Finansielle modparter, ikke-finansielle modparter, som opfylder betingelserne i artikel 10, stk. 1, andet afsnit , og CCP'er sikrer, at oplysningerne om enhver derivataftale, som de har indgået, og om enhver ændring eller ophævelse af aftalen indberettes til et transaktionsregister, der er registreret i henhold til artikel 55 eller anerkendt i henhold til artikel 77. Oplysningerne indberettes senest den første arbejdsdag efter aftalens indgåelse, ændring eller ophævelse.

Indberetningspligten gælder for derivataftaler, der ▌var indgået inden den 12. februar 2014.

Uanset artikel 3 finder indberetningspligten ikke anvendelse på OTC-derivataftaler inden for samme koncern , hvor mindst en af modparterne er en ikke-finansiel modpart eller ville være kategoriseret som en ikke-finansiel modpart, hvis den havde været etableret i Unionen, forudsat at:

a)	begge modparter er inkluderet i samme konsolidering på fuldt grundlag

b)	begge modparter er underlagt passende, centraliserede risikovurderings-, målings- og kontrolprocedurer, og

c)	moderselskabet ikke er en finansiel modpart ."

Som stk. 1a og 1b indsættes:

"1a. Oplysningerne om derivataftaler som omhandlet i stk. 1 indberettes på følgende måde:

▌

(b)

▌Oplysninger i OTC-derivataftaler, som er indgået mellem en finansiel modpart og en ikke-finansiel modpart, som ikke opfylder de betingelser, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, indberettes som følger:

Finansielle modparter er eneansvarlige og juridisk ansvarlige for indberetning af et enkelt datasæt samt for at sikre nøjagtigheden af de indberettede oplysninger. For at sikre, at den finansielle modpart har alle de nødvendige data til at opfylde indberetningspligten, giver den ikke-finansielle modpart den finansielle modpart de oplysninger om de OTC-derivataftaler, som er indgået mellem dem, som den finansielle modpart ikke med rimelighed kan forventes at være i besiddelse af. Den ikke-finansielle modpart er ansvarlig for at sikre, at de pågældende oplysninger er nøjagtige.

ii)

Uanset nr. i) kan ikke-finansielle modparter, der allerede har investeret i et indberetningssystem, vælge selv at indberette oplysningerne om deres OTC-derivataftaler med finansielle modparter til et transaktionsregister. I så fald underretter de ikke-finansielle modparter på forhånd de finansielle modparter, med hvilke de har indgået OTC-derivataftalerne, om deres beslutning. Ansvaret og det juridiske ansvar for indberetning og for at sikre nøjagtigheden af de pågældende oplysninger forbliver i denne situation hos de ikke-finansielle modparter.

ba)

Såfremt OTC-derivataftaler indgås af en ikke-finansiel modpart, der ikke er omfattet af de betingelser, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, med en enhed, der er etableret i et tredjeland, men som ville være en finansiel modpart, hvis den var etableret i Unionen, hvis en ikke-finansiel modpart, der er etableret i Unionen, behøver den pågældende ikke-finansielle modpart ikke at indberette i henhold til artikel 9 og er ikke juridisk ansvarlig for indberetning eller for at sikre nøjagtigheden af oplysningerne om sådanne OTC-derivataftaler, hvis:

i)	det pågældende tredjelands retlige ordning for indberetning er blevet anset for at være ækvivalent i henhold til artikel 13, og den finansielle modpart fra tredjelandet har indberettet sådanne oplysninger i henhold til tredjelandes retlige ordning for indberetning

ii)

det pågældende tredjelands retlige ordning for indberetning ikke er blevet erklæret for ækvivalent i henhold til artikel 13, og den finansielle modpart fra tredjelandet vælger at være underlagt kravene i denne artikel, som om den var en finansiel modpart, der er etableret i Unionen, og lader sig registrere hos ESMA.

ESMA offentliggør et EU-dækkende register, som er offentligt tilgængeligt på dets websted, over finansielle modparter fra tredjelande, der vælger at være omfattet af denne artikel i overensstemmelse med nr. ii).

c)	Administrationsselskabet for et investeringsinstitut er ansvarligt for at indberette de oplysninger om OTC-derivataftaler, som det pågældende investeringsinstitut er modpart i, samt for at sikre nøjagtigheden af de indberettede oplysninger.

d)	Forvalteren af en AIF er ansvarlig for at indberette de oplysninger om OTC-derivataftaler, som den pågældende AIF er modpart i, samt for at sikre nøjagtigheden af de indberettede oplysninger.

Modparter og CCP'er, der indberetter OTC-derivataftaler til et transaktionsregister , sikrer, at oplysningerne om deres derivataftaler indberettes nøjagtigt og uden duplikationer.

Modparter og CCP'er, som er omfattet af den i stk. 1 omhandlede indberetningspligt, kan delegere denne indberetningspligt.

1b. ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer, hvilke oplysninger der skal gives af en finansiel modpart fra et tredjeland for at blive registreret hos ESMA som omhandlet i stk. 1a, første afsnit, litra ba), nr. ii).

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den ... [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Stk. 6 affattes således:

"6. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af stk. 1 og 3 udarbejder ESMA i tæt samarbejde med ESCB udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som præciserer:

datastandarder og -formater for de oplysninger, der skal indberettes, som mindst skal omfatte:

i)	globale identifikatorer for juridiske enheder (LEI-koder)

ii)	internationale identifikationsnumre for værdipapirer (ISIN-koder)

iii)	unikke handelsidentifikatorer (UTI-koder)

b)	metoder og ordninger i forbindelse med indberetningen

c)	indberetningshyppighed

d)	den dato, inden udgangen af hvilken derivataftalerne skal indberettes, herunder en eventuel indfasning for aftaler, der er indgået, inden indberetningspligten gælder.

Ved udarbejdelsen af disse udkast til tekniske standarder skal ESMA tage hensyn til den internationale udvikling og standarder, der er blevet vedtaget på EU-plan eller globalt plan samt deres overensstemmelse med indberetningskravene i artikel 4 i forordning (EU) 2015/2365 (*1) og artikel 26 i forordning (EU) nr. 600/2014.

ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [ 12 måneder efter denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 10, stk. 1-4, affattes således:

"1. En ikke-finansiel modpart, som tager positioner i OTC-derivataftaler, kan årligt beregne sin samlede gennemsnitlige position for de foregående 12 måneder i overensstemmelse med stk. 3.

Hvis den ikke-finansielle modpart ikke beregner sin position, eller resultatet af den i første afsnit omhandlede beregning overstiger de clearinggrænseværdier, der er omhandlet i artikel 10, stk. 4, litra b), skal den ikke-finansielle modpart:

a)	straks underrette ESMA og den myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med stk. 5, herom

b)	hvis den ikke har beregnet sin position, være omfattet af den clearingforpligtelse, der er omhandlet i artikel 4, for fremtidige OTC-derivataftaler i alle aktivklasser og kravene i artikel 11, stk. 3

ba)

hvis resultatet af den i første afsnit omhandlede beregning overstiger de clearinggrænseværdier, der er omhandlet i stk. 4, litra b) , være omfattet af den clearingforpligtelse, der er omhandlet i artikel 4, for fremtidige OTC-derivataftaler i den eller de aktivklasser, for hvilke clearinggrænseværdien er overskredet, og fritaget for kravene i artikel 11, stk. 3, i den eller de andre aktivklasser, for hvilke clearinggrænseværdien ikke er overskredet

c)	cleare de aftaler, der er omhandlet i litra b), inden for fire måneder efter at være blevet omfattet af clearingforpligtelsen.

2. En ikke-finansiel modpart, der er blevet omfattet af clearingforpligtelsen i overensstemmelse med stk. 1, andet afsnit, og som efterfølgende over for den myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med stk. 5, godtgør, at dens samlede gennemsnitlige position for de foregående 12 måneder ikke længere overstiger den clearinggrænseværdi, der er omhandlet i stk. 1, er ikke længere omfattet af clearingforpligtelsen i henhold til artikel 4.

3. Ved beregningen af de positioner, der er omhandlet i stk. 1, medtager den ikke-finansielle modpart alle OTC-derivataftaler, der er indgået af den ikke-finansielle modpart eller af andre ikke-finansielle enheder inden for den koncern, som den ikke-finansielle modpart tilhører, og som ikke objektivt kan måles til at reducere risici direkte knyttet til den ikke-finansielle modparts eller den pågældende koncerns forretningsmæssige aktivitet eller likviditetsfinansiering.

4. For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder efter høring af ESRB og andre relevante myndigheder, som præciserer:

a)	kriterierne for, hvilke OTC-derivataftaler der er objektivt kan måles til at reducere risici direkte tilknyttet forretningsmæssige aktiviteter eller likviditetsfinansieringen, der er omhandlet i stk. 3, og

b)	tærskler for clearinggrænseværdierne, der fastsættes under hensyntagen til den systemiske relevans af summen af nettopositioner og eksponeringer for hver modpart og for hver OTC-derivatklasse.

ESMA kan udvikle bestemte clearinggrænseværdier for finansielle og ikke-finansielle modparter under hensyntagen til den indbyrdes forbindelse mellem finansielle modparter og deres højere systemiske risiko.

ESMA forelægger efter at have gennemført en åben offentlig høring Kommissionen disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder senest den 30. september 2012 og ajourfører dem regelmæssigt .

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

ESMA tager efter høring af ESRB og andre relevante myndigheder løbende de i litra b) omhandlede grænseværdier op til fornyet overvejelse, navnlig for at sikre øget deltagelse i central clearing , og foreslår, hvis det er nødvendigt, reguleringsmæssige tekniske standarder til at ændre dem."

8a)	I artikel 11 indsættes følgende stykke: "1a. Kravene i stk. 1 finder ikke anvendelse på de i artikel 3 omhandlede koncerninterne transaktioner, hvor en af modparterne er en ikke-finansiel modpart, som ikke er omfattet af clearingforpligtelsen i henhold til artikel 10, stk. 1, andet afsnit."

8b)

Artikel 11, stk. 3, affattes således:

"3. Finansielle modparter skal have risikostyringsprocedurer, der kræver rettidig, præcis og passende adskilt udveksling af sikkerhedsstillelse med hensyn til OTC-derivataftaler, der er indgået den eller efter den 16. august 2012. Ikke-finansielle modparter som omhandlet i artikel 10 må ikke anvende risikostyringsprocedurer, der kræver rettidig, præcis og passende adskilt udveksling af sikkerhedsstillelse med hensyn til OTC-derivataftaler, der er i den eller de aktivklasser, for hvilke clearinggrænseværdien ikke er overskredet."

I artikel 11, stk. 15, foretages følgende ændringer:

Litra a) affattes således:

"a)	risikostyringsprocedurerne, herunder de niveauer og typen af sikkerhedsstillelse og adskillelsesordninger, der er omhandlet i stk. 3, samt hermed forbundne tilsynsprocedurer til sikring af indledende og løbende validering af de pågældende risikostyringsprocedurer".

b)	Andet afsnit, første punktum, affattes således: "ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [ 12 måneder efter denne ændringsforordnings ikrafttræden]."

10)

I artikel 38 tilføjes følgende stk. 6 og 7:

"6. En CCP skal stille et simuleringsredskab til rådighed for sine clearingmedlemmer, som giver dem mulighed for på bruttobasis at bestemme den supplerende initialmargen, som CCP'en kan kræve efter clearing af en ny transaktion. Adgang til redskabet må kun foregå via en beskyttet adgang, og resultaterne af simuleringen er ikke bindende.

7. En CCP skal oplyse sine clearingmedlemmer om, hvilke initialmargenmodeller denne benytter. Oplysningerne skal opfylde samtlige følgende betingelser:

a)	Der skal gives en tydelig redegørelse for initialmargenmodellens struktur og virkemåde.

b)	Der skal gives en tydelig beskrivelse af de vigtigste antagelser bag initialmargenmodellen, dennes begrænsninger samt de omstændigheder, under hvilke de pågældende antagelser ikke længere er gyldige.

c)	Oplysningerne skal være dokumenterede."

11)	I artikel 39 tilføjes følgende stk. 11: "11. Medlemsstaternes nationale insolvenslove forhindrer ikke en CCP i at handle i overensstemmelse med artikel 48, stk. 5-7, for så vidt angår de aktiver og positioner, som er registreret på de konti, der er omhandlet i stk. 2-5 i denne artikel."

12)

I artikel 56 foretages følgende ændringer:

Stk. 1 affattes således:

"1. Med henblik på artikel 55, stk. 1, indgiver et transaktionsregister én af følgende ansøgninger til ESMA:

a)	en ansøgning om registrering

b)	en ansøgning om udvidelse af registreringen, hvis transaktionsregistret allerede er registreret i henhold til kapitel III i forordning (EU) 2015/2365."

Stk. 3 affattes således:

"3. For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer:

a)	oplysningerne i ansøgningen om registrering, jf. stk. 1, litra a)

b)	oplysningerne i en forenklet ansøgning om udvidelse af registreringen, jf. stk. 1, litra b).

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [ 12 måneder efter denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010."

Stk. 4 affattes således:

"4. For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af stk. 1 udarbejder ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som præciserer:

a)	formatet for ansøgningen om registrering, jf. stk. 1, litra a)

b)	formatet for ansøgningen om udvidelse af registreringen, jf. stk. 1, litra b).

Med henblik på første afsnit, litra b), udarbejder ESMA et forenklet format.

ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [9 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010."

12a)	I artikel 62 udgår stk. 5.

12b)

Artikel 63, stk. 1, affattes således:

"1. ESMA kan med henblik på varetagelse af sine opgaver i henhold til denne forordning foretage alle nødvendige kontrolbesøg på stedet i ethvert forretningslokale eller på enhver ejendom tilhørende de juridiske personer, der er omhandlet i artikel 61, stk. 1. ESMA kan, i det omfang det er nødvendigt for at udføre kontrolbesøget på stedet korrekt og effektivt, foretage besøget uvarslet."

12c)

Artikel 63, stk. 2, affattes således:

"2. De embedsmænd og andre personer, som ESMA har bemyndiget til at foretage kontrolbesøg på stedet, kan betræde forretningslokaler eller ejendom, som tilhører de juridiske personer, der er genstand for ESMA's afgørelse om undersøgelse, og udøve alle de beføjelser, der er omhandlet i artikel 62, stk. 1. De har også beføjelse til at forsegle alle forretningslokaler og bøger eller registre i det for kontrolbesøget nødvendige tidsrum og omfang."

12d)	I artikel 63 udgår stk. 8.

12e)

Artikel 64, stk. 4, affattes således:

"4. Ved indsendelse af dossieret med resultaterne til ESMA underretter efterforskningsembedsmanden de personer, der er genstand for undersøgelserne, herom. De pågældende personer har ret til aktindsigt i sagsakterne med forbehold af andre personers berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres. Retten til aktindsigt omfatter ikke fortrolige oplysninger eller ESMA's interne forberedende dokumenter."

12f)

Artikel 64, stk. 8 affattes således:

"8. ESMA henviser sager til strafferetlig behandling til de relevante nationale myndigheder til undersøgelse og eventuel strafferetlig forfølgelse, hvis ESMA i forbindelse med varetagelsen af sine opgaver i henhold til denne forordning fastslår, at der er betydelig grund til at antage, at der muligvis gør sig forhold gældende, der vides at kunne betragtes som en overtrædelse af straffeloven ifølge gældende lovgivning. Endvidere afholder ESMA sig fra at pålægge bøder eller tvangsbøder, hvis det vides, at en allerede truffet afgørelse om frifindelse eller idømmelse af straf på baggrund af et eller flere identiske forhold, eller forhold som i det væsentlige er ens, allerede har antaget retskraft som følge af en straffesag i henhold til national ret."

12g)	I artikel 65, stk. 1, udgår andet afsnit.

13)

I artikel 65, stk. 2, foretages følgende ændringer:

a)	I litra a) ændres "20 000 EUR"til "200 000 EUR".

b)	I litra b) ændres "10 000 EUR"til "100 000 EUR".

Følgende litra c) tilføjes:

"c)	for så vidt angår de overtrædelser, der er omhandlet i afsnit IV i bilag I, er bøden på mindst 5 000 EUR og højst 10 000 EUR."

13a)

I artikel 67, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

"Første afsnit anvendes ikke, hvis der er behov for en hurtig indsats for at undgå betydelig og overhængende skade på det finansielle system eller betydelig og overhængende skade på de finansielle markeders integritet, gennemsigtighed, effektivitet og ordnede funktion, herunder stabiliteten eller nøjagtigheden af data, der er indberettet til transaktionsregisteret. I et sådant tilfælde kan ESMA vedtage en foreløbig afgørelse og skal give de berørte personer mulighed for at blive hørt så hurtigt som muligt, efter denne afgørelse er truffet."

14)

Artikel 72, stk. 2, affattes således:

"2. De gebyrer, der pålægges et transaktionsregister, skal dække alle ESMA's rimelige administrative omkostninger i forbindelse med dens registrerings- og tilsynsaktiviteter og skal stå i et rimeligt forhold til det berørte transaktionsregisters omsætning samt typen af registrering og det gennemførte tilsyn."

15)

Som artikel 76a indsættes:

"Artikel 76a

Gensidig direkte adgang til oplysninger

1. Relevante myndigheder i tredjelande, hvor der er etableret et eller flere transaktionsregistre, skal, hvis det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver, have direkte adgang til oplysninger i transaktionsregistre etableret i Unionen, forudsat at Kommissionen har vedtaget en gennemførelsesretsakt i overensstemmelse med stk. 2 med henblik herpå.

2. Kommissionen kan på anmodning af de i stk. 1 omhandlede myndigheder vedtage gennemførelsesretsakter i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 86, stk. 2, til fastsættelse af, om den retlige ramme i den anmodende myndigheds tredjeland opfylder samtlige følgende betingelser:

a)	at transaktionsregistre etableret i det pågældende tredjeland er behørigt godkendt

b)	at der i det pågældende tredjeland løbende føres effektivt tilsyn med transaktionsregistre og foretages effektiv håndhævelse af deres forpligtelser

c)	at der er tavshedspligt, og at denne som minimum svarer til den i denne forordning omhandlede, herunder beskyttelse af forretningshemmeligheder, som myndighederne deler med tredjeparter

d)	at transaktionsregistre, som er godkendt i det pågældende tredjeland, er underlagt en retligt bindende forpligtelse, som kan håndhæves, til at give de enheder, der er omhandlet i artikel 81, stk. 3, direkte og øjeblikkelig adgang til oplysningerne."

16)

I artikel 78 tilføjes følgende stk. 9 og 10:

"9. Et transaktionsregister skal opstille følgende regler og procedurer:

a)	procedurer for effektiv afstemning af oplysninger mellem transaktionsregistre

b)	procedurer, der skal sikre fuldstændigheden og nøjagtigheden af de indberettede oplysninger

c)	regler for korrekt overførsel af oplysninger til andre transaktionsregistre, hvis de modparter eller CCP'er, der er omhandlet i artikel 9, anmoder herom, eller det af andre årsager er nødvendigt.

10. For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer:

a)	procedurerne for effektiv afstemning af oplysninger mellem transaktionsregistre

b)	de procedurer, som transaktionsregistret skal anvende for at kontrollere den indberettende modparts eller indgivende enheds overholdelse af indberetningskravene samt fuldstændigheden og nøjagtigheden af de oplysninger, der indberettes i henhold til stk. 9.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010."

17)

I artikel 81 foretages følgende ændringer:

I stk. 3 tilføjes følgende litra q):

"q)	de relevante myndigheder i et tredjeland, for hvilket der er vedtaget en gennemførelsesretsakt i henhold til artikel 76a."

b)	Som stk. 3a indsættes: "3a. Et transaktionsregister skal give de modparter og CCP'er, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1a, andet afsnit, de oplysninger, der er indberettet på deres vegne."

Stk. 5 affattes således:

"5. For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder ESMA efter høring af ESCB's medlemmer udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer:

a)	de oplysninger, der skal offentliggøres eller gøres tilgængelige i henhold til stk. 1 og 3

b)	offentliggørelseshyppigheden for de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1

c)	de operationelle standarder, der er nødvendige for at aggregere og sammenligne data på tværs af registre, og for at de i stk. 3 omhandlede enheder kan have adgang til disse oplysninger

d)	de vilkår og betingelser samt ordninger, i henhold til hvilke transaktionsregistre giver de enheder, der er omhandlet i stk. 3, adgang, samt den krævede dokumentation.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [ 12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Ved udarbejdelsen af disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder sikrer ESMA, at offentliggørelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, ikke afslører identiteten af nogen part i en aftale.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010."

18)	Artikel 82, stk. 2, affattes således: "2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 1, stk. 6, artikel 4, stk. 3, artikel 64, stk. 7, artikel 70, artikel 72, stk. 3, artikel 76a og artikel 85, stk. 2, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode."

19)

I artikel 85 foretages følgende ændringer:

a)	Stk. 1 affattes således: "1. Senest den ... [ tre år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden ] vurderer Kommissionen anvendelsen af denne forordning og udarbejder en generel rapport. Kommissionen fremsender rapporten til Europa-Parlamentet og Rådet sammen med eventuelle forslag."

aa)

Følgende stykke indsættes:

"1a. Senest den ... [tre år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] forelægger ESMA Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en rapport med analyse af virkningerne af de ændringer af indberetningsordningen, der indføres med forordning (EU) 2018/... [nærværende ændringsforordning], på markedsaktørerne. Rapporten skal navnlig vurdere anvendelse og gennemførelse af de respektive bestemmelser, der giver mulighed for at uddelegere indberetning til finansielle modparter og kræver indberetning af aftaler for CCP'er, samt undersøge, hvorvidt disse nye bestemmelser har haft den tilsigtede virkning og reduceret indberetningsbyrden for mindre modparter. Rapporten skal ligeledes undersøge, hvordan disse nye bestemmelser har påvirket konkurrencen mellem transaktionsregistre, og hvorvidt og i hvilket omfang de har ført til et mindre konkurrencepræget miljø og mindre valgfrihed for clearingmedlemmer og deres kunder."

Stk. 2 affattes således:

"2. Senest den [et år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] og hvert år herefter indtil [to år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] udarbejder Kommissionen en rapport om, hvorvidt der er udviklet levedygtige tekniske løsninger til pensionsordningers overførsel af kontant og ikke-kontant sikkerhed som variationsmarginer samt om behovet for eventuelle foranstaltninger, der kan lette sådanne løsninger.

Senest den [seks måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] og hvert år herefter indtil ... [to år måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] fremsender ESMA sammen med EIOPA, EBA og ESRB en rapport til Kommissionen om:

hvorvidt CCP'er, clearingmedlemmer og pensionsordninger har ydet en passende indsats og udviklet levedygtige tekniske løsninger, som kan lette pensionsordningers deltagelse i central clearing gennem stillelse af kontant og ikke-kontant sikkerhed som variationsmarginer, herunder sådanne løsningers konsekvenser for markedslikviditet og procyklikalitet samt deres potentielle juridiske eller andre konsekvenser

b)	omfanget og arten af pensionsordningers aktivitet på markeder for clearede og ikke-clearede OTC-derivater efter aktivklasse samt hermed forbundne systemiske risici for det finansielle system

c)	konsekvenserne af pensionsordningernes opfyldelse af clearingforpligtelsen for ordningernes investeringsstrategier, herunder ændringer i fordelingen på likvide og ikke-likvide aktiver

d)	konsekvenserne for pensionsordninger af de clearinggrænseværdier, der er omhandlet i artikel 10, stk. 4

e)	virkningen af andre retlige krav på omkostningsforskellen mellem clearede og ikke-clearede OTC-derivattransaktioner, herunder marginkrav for ikke-clearede derivater og beregningen af gearingsgrad i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013

f)	hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at tilvejebringe en clearingløsning for pensionsordninger.

Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, jf. artikel 82, for at forlænge den i artikel 89, stk. 1, omhandlede treårige periode én gang med to år, hvis den konkluderer, at der ikke er udviklet nogen levedygtig teknisk løsning, og at de skadelige virkninger af central clearing af derivataftaler for fremtidige pensionisters pensionsydelser er uforandret."

Stk. 3 affattes således:

»3. Senest den [to år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] skal Kommissionen enten:

a)	forelægge et forslag om en anden bindende løsning end permanente eller yderligere midlertidige undtagelser fra clearingforpligtelsen for pensionsordninger, hvis den vurderer, at interessenterne ikke har fundet en løsning, eller

vedtage en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 82 for at forlænge den toårsperiode, der er omhandlet i artikel 89, stk. 1, en gang med et år, men kun hvis den vurderer, at interessenterne er blevet enige om en løsning, og der er behov for yderligere tid til gennemførelsen af denne løsning, eller

c)	lade undtagelsen udløbe og samtidig opfordre interessenterne til at gennemføre deres løsning på forhånd, hvis den vurderer, at der er fundet en løsning. «

▌

ca)

Følgende stykker indsættes:

"3a. Senest den … [tre år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] vedtager Kommissionen en delegeret retsakt, jf. artikel 82, for at forlænge den i artikel 89, stk. 1a, omhandlede treårige periode én gang med to år, men kun hvis den vurderer, at de i artikel 89, stk. 1a, omhandlede små pensionsordninger har gjort de fornødne bestræbelser på at udvikle hensigtsmæssige tekniske løsninger, og at de skadelige virkninger af central clearing af derivataftaler for pensionisters pensionsydelser er uforandrede.

3b. ESMA forelægger senest den ... [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] en rapport for Kommissionen, hvori det vurderes, hvorvidt listen over finansielle instrumenter, der anses som højlikvide med minimal kredit- og markedsrisiko, i overensstemmelse med artikel 47, kan udvides, og om listen kan inkludere en eller flere pengemarkedsforeninger, der er godkendt i henhold til forordning (EU) nr. 2017/1131."

Følgende stykker tilføjes:

"6. Senest den … [seks måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] forelægger Kommissionen efter høring af ESMA en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om tilpasning af handelsforpligtelsen for derivater i henhold til forordning (EU) nr. 600/2014 til de ændringer, der foretages i henhold til forordning (EU) 2018/... [nærværende ændringsforordning] af clearingforpligtelsen for derivater, navnlig vedrørende omfanget af de enheder, som er underlagt clearingforpligtelsen, samt suspensionsmekanismen. Hvis en sådan tilpasning findes nødvendig, ledsages rapporten af et lovgivningsforslag om indførelse af de nødvendige ændringer.

7. ESMA forelægger senest den … [18 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] i samarbejde med EIOPA, EBA og ESRB Kommissionen en rapport, hvori det vurderes, hvorvidt princippet om fair, rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige forretningsmæssige vilkår som omhandlet i artikel 4, stk. 3a, effektivt har bidraget til at lette adgangen til clearing.

Kommissionen forelægger senest den ... [to år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, hvori den vurderer, hvorvidt princippet om fair, rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige forretningsmæssige vilkår effektivt har bidraget til at lette adgangen til clearing, og om nødvendigt foreslår forbedringer til det pågældende princip. Rapporten tager højde for konklusionerne i den rapport, der er omhandlet i første afsnit, og ledsages af et lovgivningsforslag, hvis det er relevant.

8. Senest den ... [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] udarbejder Kommissionen en rapport, hvori det vurderes, hvorvidt handler, der er et direkte resultat af efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion, herunder porteføljekomprimering, bør være undtaget fra den clearingforpligtelse, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1. I denne rapport tager Kommissionen navnlig hensyn til, i hvilket omfang de reducerer risici, navnlig modpartskreditrisikoen og den operationelle risiko, samt muligheden for at omgå clearingforpligtelsen og muligheden for et incitament til at undlade central clearing. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet denne rapport, eventuelt ledsaget af passende lovgivningsforslag.

Men henblik på at bistå Kommissionen med udarbejdelsen af den rapport, der er omhandlet i første afsnit, skal ESMA senest den … [seks måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] i samarbejde med ESRB forelægge Kommissionen en rapport, hvori det vurderes, hvorvidt handler, der er et direkte resultat af efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion, herunder porteføljekomprimering, bør være undtaget fra clearingforpligtelsen. Rapporten skal undersøge porteføljekomprimering og andre tilgængelige efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion, som reducerer ikke-markedsmæssige risici i derivatporteføljer uden at ændre porteføljernes markedsrisiko, såsom transaktioner til genskabelse af balance. Den skal også forklare formålet med og funktionen af sådanne efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion, i hvilket omfang de reducerer risici, navnlig modpartskreditrisikoen og den operationelle risiko, og vurdere behovet for at cleare sådanne handler eller undtage dem fra clearing for at håndtere systemiske risici. Den skal desuden vurdere, i hvilket omfang sådanne tjenesters eventuelle undtagelse fra clearingforpligtelsen virker som et incitament til at undlade central clearing og kan medføre, at modparter omgår clearingforpligtelsen.

9. Med udgangspunkt i bl.a. konklusionerne fra Kommissionens offentlige høring om kvalitetskontrol af tilsynsrapportering, som blev offentliggjort den 1. december 2017, og den rapport, ESMA har forelagt i henhold til andet afsnit, evaluerer Kommissionen anvendelsen af artikel 9, stk. 1a, og offentliggør en rapport herom senest [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden]. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet denne rapport, eventuelt ledsaget af passende lovgivningsforslag. I forbindelse med evalueringen af anvendelsen af artikel 9, stk. 1a, vurderer Kommissionen, hvorvidt forpligtelsen til at indberette handler i henhold til artikel 26 i forordning (EU) nr. 600/2014 fører til unødvendig overlappende transaktionsindberetning for ikke-OTC-derivater, og hvorvidt kravet om at indberette ikke-OTC-transaktioner i henhold til artikel 9, stk. 1a, vil kunne lempes uden urimeligt tab af information med henblik på en forenkling af indberetningskæden for ikke-OTC-derivater for alle modparter, navnlig for ikke-finansielle modparter, der ikke er omfattet af den clearingforpligtelse, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, andet afsnit.

ESMA forelægger senest ... [seks måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] i samarbejde med ESRB Kommissionen en rapport, hvori følgende vurderes:

a)	sammenhængen mellem indberetningskravene for ikke-OTC-derivater i henhold til forordning (EU) nr. 600/2014 og i henhold til artikel 9 i nærværende forordning for så vidt angår både oplysninger om den indberettede derivataftale og de relevante enheders adgang til data

b)	hvorvidt det er muligt at tilpasse indberetningskravene for ikke-OTC-derivater i henhold til forordning (EU) nr. 600/2014 og i henhold til artikel 9 i nærværende forordning for så vidt angår både oplysninger om den indberettede derivataftale og de relevante enheders adgang til data, og

gennemførligheden af en forenkling af indberetningskæden for alle modparter, herunder alle indirekte kunder, idet der tages højde for behovet for rettidig indberetning og de retsakter og foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 4, i nærværende forordning og artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) nr. 600/2014."

20)

Artikel 89, stk. 1, første afsnit, affattes således:

"1. Indtil den … [ to år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden ] finder den i artikel 4 fastsatte clearingforpligtelse ikke anvendelse på OTC-derivataftaler, der ved objektiv måling kan godtgøres at reducere investeringsrisici, der er direkte forbundet med den finansielle solvens for pensionsordninger, samt på enheder, der er etableret med det formål at yde kompensation til medlemmer af pensionsordninger i tilfælde af misligholdelse fra en pensionsordnings side.

Pensionsordninger, CCP'er og clearingmedlemmer gør deres yderste for at bidrage til udviklingen af tekniske løsninger, der letter pensionsordningernes clearing af sådanne OTC-derivataftaler.

Kommissionen nedsætter en ekspertgruppe bestående af repræsentanter fra pensionsordninger, CCP'er, clearingmedlemmer og andre relevante parter i sådanne tekniske løsninger med henblik på at overvåge deres indsats og vurdere de fremskridt, der er sket i udviklingen af tekniske løsninger, der letter pensionsordningernes clearing af sådanne OTC-derivataftaler. Ekspertgruppen mødes mindst én gang hvert halve år. Kommissionen tager højde for indsatsen fra pensionsordninger, CCP'er og clearingmedlemmer, når den udarbejder sine rapporter i henhold til artikel 85, stk. 2, første afsnit."

20a)

I artikel 89 indsættes følgende stykke:

»1a. Indtil den [tre år efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] finder den i artikel 4 fastsatte clearingforpligtelse uanset stk. 1 ikke anvendelse på OTC-derivataftaler, der ved objektiv måling kan godtgøres at reducere investeringsrisici, der er direkte forbundet med den finansielle solvens for pensionsordninger i kategorien små pensionsordninger, samt på enheder, der er etableret med det formål at yde kompensation til medlemmer af de pågældende pensionsordninger i tilfælde af misligholdelse fra en sådan pensionsordnings side.

Kommissionen vedtager en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 82 for at supplere denne forordning ved at fastlægge, hvilke pensionsordninger der kan anses for at være små pensionsordninger i overensstemmelse med første afsnit, under hensyntagen til at kategorien små pensionsordninger ikke må stå for mere end 5 % af de OTC-derivataftaler, der er indgået af pensionsordninger.«

21)	Bilag I ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning anvendes fra ... [fem måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Uanset nærværende artikels stk. 2 anvendes artikel 1, stk. 7, litra d), samt stk. 8, 10 og 11, fra den [▌seks måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden], og artikel 1, stk. 2, litra c), og stk. 7, litra e), samt stk. 9, stk. 12, litra b) og c), og stk. 16 anvendes fra den [▌18 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Hvis denne forordning træder i kraft senere end den 16. august 2018, anvendes artikel 89, stk. 1, med tilbagevirkende kraft for alle OTC-derivataftaler, som gennemføres af pensionsordninger efter den 16. august 2018 og inden forordningens ikrafttrædelsesdato.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …, den.

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) EUT C […] af […], s. […].

(2) EUT C […] af […], s. […].

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af ... (EUT ...) og Rådets afgørelse af …

(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).

(6) http://www.bis.org/cpmi/publ/d106.pdf

(7) http://www.bis.org/cpmi/publ/d125.pdf

(8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 af 25. november 2015 om gennemsigtighed af værdipapirfinansieringstransaktioner og vedrørende genanvendelse samt om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 1).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).

(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

(15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

(16) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler samt om ændring af direktiv 98/26/EF og 2014/65/EU samt forordning (EU) nr. 236/2012 (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 1).«

(*1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 af 25. november 2015 om gennemsigtighed af værdipapirfinansieringstransaktioner og vedrørende genanvendelse samt om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 1)."

BILAG

I bilag I foretages følgende ændringer:

I afsnit I tilføjes følgende som litra i), j) og k):

"i)	et transaktionsregister overtræder artikel 78, stk. 9, litra a), ved ikke at opstille passende procedurer for afstemning af oplysninger mellem transaktionsregistre

j)	et transaktionsregister overtræder artikel 78, stk. 9, litra b), ved ikke at opstille passende procedurer til sikring af fuldstændigheden og nøjagtigheden af de indberettede oplysninger

k)	et transaktionsregister overtræder artikel 78, stk. 9, litra c), ved ikke at opstille passende politikker til korrekt overførsel af oplysninger til andre transaktionsregistre, hvis de modparter og CCP'er, der er omhandlet i artikel 9, anmoder herom, eller det af andre årsager er nødvendigt."

I afsnit IV tilføjes som litra d):

"d)	et transaktionsregister overtræder artikel 55, stk. 4, ved ikke rettidigt at underrette ESMA om væsentlige ændringer i betingelserne for dets registrering."

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 28

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	63. årgang 27. januar 2020

	III Forberedende retsakter
	EUROPA-PARLAMENTET
2020/C 28/16	P8_TA(2018)0244 Clearingforpligtelsen, indberetningskrav og risikoreduktionsteknikker for OTC-derivater og transaktionsregistre ***I Ændringer vedtaget af Europa-Parlamentet den 12. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår clearingforpligtelsen, suspension af clearingforpligtelsen, indberetningskrav, risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en central modpart, registrering af og tilsyn med transaktionsregistre samt krav til transaktionsregistre (COM(2017)0208 – C8-0147/2017 – 2017/0090(COD)) 1 1	126
	Forslag tilEUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNINGom ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår clearingforpligtelsen, suspension af clearingforpligtelsen, indberetningskrav, risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en central modpart, registrering af og tilsyn med transaktionsregistre samt krav til transaktionsregistre	127
2020/C 28/17	P8_TA(2018)0245 Fælles regler for civil luftfart og oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 (COM(2015)0613 – C8-0389/2015 – 2015/0277(COD))	149
	P8_TC1-COD(2015)0277Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/... om fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2111/2005, (EF) nr. 1008/2008, (EU) nr. 996/2010, (EU) nr. 376/2014 og direktiv 2014/30/EU og 2014/53/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 552/2004 og (EF) nr. 216/2008 og Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91	150
2020/C 28/18	P8_TA(2018)0246 Nye tunge erhvervskøretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om overvågning og indberetning af nye tunge køretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug (COM(2017)0279 – C8-0168/2017 – 2017/0111(COD))	151
	P8_TC1-COD(2017)0111Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/… om overvågning og indberetning af nye tunge køretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug	152
2020/C 28/19	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Det Europæiske Råds afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning (00007/2018 – C8-0216/2018 – 2017/0900(NLE)) (Godkendelse)	154
2020/C 28/20	P8_TA(2018)0250 Insolvensbehandling: opdatering af bilagene til forordningen ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om erstatning af bilag A til forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling (COM(2017)0422 – C8-0238/2017 – 2017/0189(COD))	155
	P8_TC1-COD(2017)0189Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/... om erstatning af bilag A og B til forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling	156
2020/C 28/21	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Island om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (09228/2017 – C8-0101/2018 – 2017/0088(NLE)) (Godkendelse)	157
2020/C 28/22	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (06222/2018 – C8-0119/2018 – 2018/0032(NLE)) (Godkendelse)	158
2020/C 28/23	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Rådets afgørelse om anvendelse af de resterende bestemmelser i Schengenreglerne om Schengeninformationssystemet i Republikken Bulgarien og Rumænien (15820/1/2017 – C8-0017/2018 – 2018/0802(CNS)) (Høring)	159
2020/C 28/24	P8_TA(2018)0255 Supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine (COM(2018)0127 – C8–0108/2018 – 2018/0058(COD))	160
	P8_TC1-COD(2018)0058Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2018/... om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine	161
2020/C 28/25	P8_TA(2018)0263 Proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv (COM(2016)0822 – C8-0012/2017 – 2016/0404(COD))	163
	P8_TC1-COD(2016)0404Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/… om en proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv	164
2020/C 28/26	Ændringer vedtaget af Europa-Parlamentet den 14. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/1/EF om anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej (COM(2017)0282 – C8-0172/2017 – 2017/0113(COD)) 11	165
2020/C 28/27	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om Kommissionens delegerede forordning af 2. marts 2018 om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/118 om fastlæggelse af fiskeribevarelsesforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen (C(2018)01194 – 2018/2614(DEA))	172

Indhold		Side

	EUROPA-PARLAMENTET SESSIONEN 2018-2019 Mødeperioden fra den 11. til den 14. juni 2018 Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 178 af 23.5.2019 . VEDTAGNE TEKSTER	1

	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
	Europa-Parlamentet
2020/C 28/02	Europa-Parlamentets beslutning af 12. juni 2018 om status over det rekreative fiskeri i Den Europæiske Union (2017/2120(INI))	2
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
2020/C 28/03	Europa-Parlamentets beslutning af 12. juni 2018 om modernisering af uddannelser i EU (2017/2224(INI))	8
2020/C 28/04	Europa-Parlamentets beslutning af 12. juni 2018 om På vej til en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk akvakultursektor: status og fremtidige udfordringer (2017/2118(INI))	26
2020/C 28/05	Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om samhørighedspolitikken og den cirkulære økonomi (2017/2211(INI))	40
2020/C 28/06	Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om forbindelserne mellem EU og NATO (2017/2276(INI))	49
2020/C 28/07	Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om cyberforsvar (2018/2004(INI))	57
2020/C 28/08	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om Rusland, navnlig sagen om den ukrainske politiske fange Oleg Sentsov (2018/2754(RSP))	71
2020/C 28/09	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om menneskerettighedssituationen i Bahrain, navnlig sagen om Nabeel Rajab (2018/2755(RSP))	76
2020/C 28/10	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om situationen for Rohingya-flygtninge, især den vanskelige situation for børn (2018/2756(RSP))	80
2020/C 28/11	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om strukturelle og økonomiske hindringer i adgangen til kultur (2017/2255(INI))	85
2020/C 28/12	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018om besatte georgiske områder ti år efter den russiske invasion (2018/2741(RSP))	97
2020/C 28/13	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (2018/2634(RSP))	101
2020/C 28/14	Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten 2016 (2017/2273(INI))	108
	HENSTILLINGER
2020/C 28/15	Europa-Parlamentets henstilling af 13. juni 2018 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om forhandlingerne om den moderniserede associeringsaftale mellem EU og Chile (2018/2018(INI))	121

Kommissionens forslag		Ændring
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at deres virksomheder kan anvende udlejningskøretøjer til godstransport ad landevej på samme betingelser som køretøjer, der ejes af dem, såfremt betingelserne i artikel 2 er opfyldt.		1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at virksomheder, der er etableret inden for deres område , kan anvende udlejningskøretøjer til godstransport ad landevej på samme betingelser som køretøjer, der ejes af dem, såfremt betingelserne i artikel 2 er opfyldt.

Kommissionens forslag		Ændring
Senest den [indsæt den dato, hvor der er forløbet fem år efter fristen for gennemførelsen af direktivet] forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv. Rapporten skal indeholde oplysninger om anvendelsen af køretøjer lejet i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor virksomheden, der lejer køretøjet, er etableret. På grundlag af denne rapport vurderer Kommissionen, hvorvidt det er nødvendigt at foreslå yderligere foranstaltninger.		Senest den … [tre år efter fristen for gennemførelsen af dette ændringsdirektiv] forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv. Rapporten skal indeholde oplysninger om anvendelsen af køretøjer lejet i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor virksomheden, der lejer køretøjet, er etableret. Rapporten skal lægge særlig vægt på indvirkningen på trafiksikkerheden og skatteindtægterne, herunder skattemæssige fordrejninger, og på håndhævelse af cabotagereglerne i henhold til forordning (EF) nr. 1072/2009. På grundlag af denne rapport vurderer Kommissionen, hvorvidt det er nødvendigt at foreslå yderligere foranstaltninger.

Kommissionens forslag		Ændring
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love, regler og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den [indsæt datoen beregnet som 18 måneder efter ikrafttrædelsen] . De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.		Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest [20 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] . De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.