ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 301

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

62. årgang
5. september 2019


Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

HENSTILLINGER

 

Rådet

2019/C 301/01

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Belgiens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Belgiens stabilitetsprogram for 2019

1

 

HENSTILLINGER

2019/C 301/02

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Bulgariens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Bulgariens konvergensprogram for 2019

8

2019/C 301/03

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Tjekkiets nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Tjekkiets konvergensprogram for 2019

15

2019/C 301/04

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Danmarks nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Danmarks konvergensprogram for 2019

20

2019/C 301/05

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Tysklands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Tysklands stabilitetsprogram for 2019

24

2019/C 301/06

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Estlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Estlands stabilitetsprogram for 2019

30

2019/C 301/07

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Irlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Irlands stabilitetsprogram for 2019

35

2019/C 301/08

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Grækenlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Grækenlands stabilitetsprogram for 2019

42

2019/C 301/09

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Spaniens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Spaniens stabilitetsprogram for 2019

48

2019/C 301/10

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Frankrigs nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Frankrigs stabilitetsprogram for 2019

55

2019/C 301/11

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Kroatiens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Kroatiens konvergensprogram for 2019

64

2019/C 301/12

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Italiens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Italiens stabilitetsprogram for 2019

69

2019/C 301/13

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Cyperns nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Cyperns stabilitetsprogram for 2019

80

2019/C 301/14

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Letlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Letlands stabilitetsprogram for 2019

86

2019/C 301/15

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Litauens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Litauens stabilitetsprogram for 2019

91

2019/C 301/16

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Luxembourgs nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Luxembourgs stabilitetsprogram for 2019

97

2019/C 301/17

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Ungarns nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Ungarns konvergensprogram for 2019

101

2019/C 301/18

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Maltas nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Maltas stabilitetsprogram for 2019

107

2019/C 301/19

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Nederlandenes nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Nederlandenes stabilitetsprogram for 2019

112

2019/C 301/20

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Østrigs nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Østrigs stabilitetsprogram for 2019

117

2019/C 301/21

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Polens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Polens konvergensprogram for 2019

123

2019/C 301/22

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Portugals nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Portugals stabilitetsprogram for 2019

129

2019/C 301/23

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Rumæniens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Rumæniens konvergensprogram for 2019

135

2019/C 301/24

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Sloveniens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2019

143

2019/C 301/25

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Slovakiets nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Slovakiets stabilitetsprogram for 2019

148

2019/C 301/26

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Finlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Finlands stabilitetsprogram for 2019

154

2019/C 301/27

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Sveriges nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Sveriges konvergensprogram for 2019

159

2019/C 301/28

Rådets henstilling af 9. juli 2019 om Det Forenede Kongeriges nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Det Forenede Kongeriges konvergensprogram for 2018-2019

163


DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

HENSTILLINGER

Rådet

5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/1


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Belgiens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Belgiens stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Belgien ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), hvori der fremsættes fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Belgien har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union bør Belgien sikre en fuldstændig og rettidig implementering af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 4 nedenfor. Foranstaltningerne til at forbedre tjenesteydelserne vil navnlig bidrage til at imødekomme den første henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår robuste tjenestemarkeder, foranstaltningerne til at forbedre de offentlige finansers bæredygtighed, effektivitet og sammensætning og anvendelsen af ekstraordinære indtægter til at nedbringe den offentlige gæld vil bidrage til at imødekomme den anden henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår investeringsfremme, forbedring af de offentlige finanser og genopbygning af finanspolitiske stødpuder, og foranstaltningerne til at styrke arbejdsmarkedspolitikkernes effektivitet vil bidrage til at imødekomme den tredje henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår støtte til vellykket omstilling af arbejdsmarkedet.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Belgien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Belgiens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Belgiens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Belgien fremlagde den 26. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Belgien er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. I sit stabilitetsprogram for 2019 har regeringen planlagt en gradvis forbedring af den samlede saldo fra et underskud på 0,7 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 0,0 % af BNP i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning om strukturel budgetbalance ikke at blive opfyldt i den periode, som stabilitetsprogrammet for 2019 omfatter. Efter at have nået et højdepunkt på næsten 107 % af BNP i 2014 faldt den offentlige gældskvote til 102 % af BNP i 2018, og ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventes den at falde yderligere til 94 % af BNP i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. De foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål fra og med 2020, er imidlertid ikke specificeret, hvilket er en del af grunden til, at Kommissionen i sin forårsprognose 2019 under antagelse af en uændret politik regner med en forringelse af den strukturelle saldo i 2020.

(7)

Den 5. juni 2019 udarbejdede Kommissionen en rapport i henhold til traktatens artikel 126, stk. 3, grundet Belgiens manglende overholdelse af gældsreglen i 2018. Efter en vurdering af alle relevante faktorer blev det i rapporten konkluderet, at det ikke fremgår helt klart af den nuværende analyse, om gældskriteriet som fastlagt i traktaten og forordning (EF) nr. 1467/1997 er opfyldt.

(8)

Belgien bekræfter i sit stabilitetsprogram for 2019, at det i sit udkast til budgetplan for 2019 anmodede om at gøre brug af fleksibiliteten under den forebyggende del i henhold til »den fælles holdning til fleksibilitet i stabilitets- og vækstpagten«, der blev godkendt af Rådet den 12. februar 2016. Belgien anmodede om en midlertidig afvigelse på 0,5 % af BNP fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning med henblik på gennemførelsen af større strukturreformer med positive virkninger for den langsigtede finanspolitiske holdbarhed. Strukturreformerne omfatter en pensionsreform, en »skatteomlægning« samt reformer af selskabsbeskatningen, arbejdsmarkedet og den offentlige forvaltning. Kommissionens forårsprognose 2019 bekræfter, at Belgien overholder minimumskravet i 2019, således at der er en sikkerhedsmargen i forhold til grænseværdien for det offentlige underskud på 3 % af BNP. Der er på nuværende tidspunkt lovgivet fuldt ud om samtlige foranstaltninger på nær reformen af den offentlige forvaltning. I betragtning af disse foranstaltningers karakter og navnlig i lyset af skatteomlægningen og den tilknyttede selskabsskattereform er der stadig tvivl om deres kortsigtede virkning, ikke mindst på grund af deres neutrale karakter uden for budgettet, hvilket har forværret budgetstillingen. Eftersom foranstaltningerne har øget det økonomiske vækstpotentiale, sænket arbejdsløsheden og mindsket risikoen for makroøkonomiske ubalancer, har de imidlertid en positiv indvirkning på gældsbæredygtigheden på mellemlang og lang sigt. På dette grundlag kan Belgien på nuværende tidspunkt anses for at være berettiget til at anvende den midlertidige afvigelse på 0,5 % af BNP i 2019, som landet har anmodet om, forudsat at landet på hensigtsmæssig vis gennemfører de aftalte reformer, som vil blive overvåget inden for rammerne af det europæiske semester.

(9)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Belgien sikrer, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter (7) ikke overstiger 1,8 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP. Eftersom Belgien i henhold til klausulen om strukturreformer er berettiget til den midlertidige afvigelse på 0,5 % af BNP, som landet har anmodet om, kan den påkrævede strukturelle tilpasning for 2019 sænkes til 0,1 % af BNP, hvilket svarer til en nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på højst 2,8 % i 2019. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra den anbefalede finanspolitiske tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning for 2018 og 2019 samlet set.

(10)

I lyset af Belgiens offentlige gældskvote på over 60 % af BNP og det forventede produktionsgab på 0,1 % bør den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter i 2020 ikke overstige 1,6 % i overensstemmelse med den strukturelle tilpasning på 0,6 % af BNP, som kræves ifølge den tilpasningsmatrix, der er fastlagt efter fælles aftale som led i stabilitets- og vækstpagten. På basis af Kommissionens forårsprognose 2019 er der under antagelse af en uændret politik risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2020. Belgien forventes ikke umiddelbart at overholde gældsreglen i 2019 og 2020. Generelt er Rådet af den opfattelse, at der er behov for at træffe foranstaltninger fra og med 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Det vil være vigtigt at anvende eventuelle ekstraordinære indtægter til at reducere den offentlige gældskvote yderligere. Belgiens offentlige finanser risikerer på mellemlang og lang sigt fortsat at være uholdbare grundet kombinationen af en høj gældskvote og en forventet stigning i de aldersrelaterede udgifter, navnlig i forbindelse med pensioner og langtidspleje. Som følge af en række pensionsreformer, der blev vedtaget i 2015, hæves den lovbestemte pensionsalder fra 65 til 66 år fra og med 2025 og til 67 år fra og med 2030. Derudover er der indført strengere alders- og anciennitetskrav for at kunne gå på pension tidligt. Alligevel vil de offentlige udgifter til pensioner især de kommende to årtier stadig stige med 2,9 procentpoint af BNP mellem 2016 og 2070. Derudover nyder flere store grupper af tjenestemænd fortsat godt af betingelser for tidlig pensionering, som er mere favorable end standardbetingelserne. De offentlige udgifter til langtidspleje forventes at stige med 1,7 procentpoint af BNP mellem 2016 og 2070, hvilket er en stigning over gennemsnittet fra et niveau, der allerede er et af de højeste i Unionen. Den organisatoriske fragmentering inden for langtidspleje, hvor kompetencerne på nuværende tidspunkt er spredt ud på forskellige forvaltningsniveauer, er problematisk for visse aspekter af omkostningseffektiviteten, hvorfor der stadig ikke ses nogen klar nettovirkning af den nylige ansvarsoverførsel. En styrket forvaltning ville bidrage til at opnå de tilsigtede effektivitetsgevinster. Det er eventuelt muligt at optimere plejens sammensætning for at gøre langtidsplejesystemet mere omkostningseffektivt.

(11)

Sammensætningen og effektiviteten af de offentlige udgifter kan forbedres for at skabe plads til flere offentlige investeringer. Trods et nyligt fald er Belgiens samlede udgifter som en andel af BNP stadig blandt de højeste i euroområdet. Det høje offentlige udgiftsniveau tyder på, at der er mulighed for en mere udgiftsbaseret finanspolitisk tilpasning. I betragtning af de høje offentlige udgifter sammenholdt med resultaterne af visse politikker og kvaliteten af visse offentlige tjenester kan der sættes spørgsmålstegn ved omkostningseffektiviteten. Ved hjælp af udgiftsanalyser og politiske evalueringer kan Belgien blive bedre til at prioritere og få større udbytte af de offentlige udgifter. Udgiftsanalyser kan derudover anvendes til at vurdere virkningsgraden af den indirekte offentlige støtte til erhvervsmæssig forskning og udvikling, som i procent af BNP er en af de højeste i Union, og som fortsat steg sidste år. Føderale og regionale myndigheder har for nylig udtrykt interesse for at indarbejde udgiftsanalyser i deres budgetmekanisme.

(12)

Den nuværende budgetkoordinering mellem de forskellige enheder er ikke tilstrækkelig fleksibel til, at der er plads til offentlige investeringer i store projekter. En effektiv budgetkoordinering er afgørende i en føderal medlemsstat som Belgien, hvor en stor del af udgiftsbeføjelserne er blevet uddelegeret til subnationale myndigheder. Budgetkoordineringen besværliggøres af, at der på trods af samarbejdsaftalen fra 2013 stadig mangler en formel aftale om de årlige mål på alle forvaltningsniveauer. I modsætning til praksis i tidligere stabilitetsprogrammer, hvor samordningsudvalget noterede sig den finanspolitiske kurs, godkendte alle forvaltningsniveauer den overordnede finanspolitiske kurs, der blev fremlagt i stabilitetsprogrammet for 2018, og bakkede op om, at de finanspolitiske mål for alle forvaltningsniveauer skal nås senest i 2020. Selv om denne godkendelse øgede troværdigheden af den overordnede kurs, er der ikke indgået nogen formel aftale om de årlige finanspolitiske mål for hvert forvaltningsniveau. En manglende aftale om målene for hvert forvaltningsniveau kan underminere holdbarheden af den overordnede kurs hen imod den mellemfristede budgetmålsætning. Det hindrer desuden det højtstående finanspolitiske råds afdeling for den offentlige sektors lånebehov i effektivt at overvåge overholdelsen af disse mål. Stabilitetsprogrammet for 2019 indeholder kun vejledende overordnede målsætninger og delmål, idet der den 26. maj 2019 blev afholdt føderale og regionale valg samt valg til regeringerne for de tre sprogfællesskaber.

(13)

Den seneste tids økonomiske vækst har været jobskabende, og beskæftigelsen er højere, end den har været de sidste ti år. Det er dog stadig kun en lille andel af de passive eller ledige, der kommer i arbejde, og Belgien går ikke i den rigtige retning, hvis Europa 2020-målet på 73,2 % skal nås. Der ses stadig store regionale forskelle på arbejdsmarkedet. Trods en støt tilbagegang de seneste fem år ligger ungdomsarbejdsløsheden i Bruxelles et godt stykke over EU-gennemsnittet. Arbejdsmarkedsdeltagelsen er lav blandt de lavtuddannede, personer med indvandrerbaggrund, ældre arbejdstagere og personer med handicap, hvilket tyder på, at både strukturelle og gruppespecifikke forhold hindrer dem i at blive integreret på arbejdsmarkedet, samtidig med at de eksisterende aktiveringsforanstaltninger ikke er lige effektive for alle befolkningsgrupper. Beskæftigelsesfrekvensen blandt ældre arbejdstagere (55-64 år) ligger fortsat under EU-gennemsnittet, og for personer over 60 år er kløften i forhold til EU-gennemsnittet stadig dyb. Blandt personer med indvandrerbaggrund, navnlig kvinder, ses der fortsat højere arbejdsløshed, en lavere erhvervsfrekvens, overkvalificering samt højere fattigdom blandt personer i arbejde. Der er truffet foranstaltninger for at bekæmpe forskelsbehandling og hjælpe nyankomne med at blive integreret, men der er stadig ingen koordineret tilgang til at tage hånd om de udfordringer, som personer med indvandrerbaggrund står over for. Som led i den såkaldte »job deal«-reform er der truffet foranstaltninger, der skal afhjælpe den lave arbejdsmarkedsdeltagelse, men virkningerne heraf er endnu ikke vurderet.

(14)

Der er stadig stærke økonomiske incitamenter til ikke at arbejde. Skønt skatteomlægningen har sænket skattekilen på arbejde, er den gennemsnitlige skattekile undtagen for de meget lavt lønnede stadig høj for alle lønmodtagere (50 % af gennemsnitslønnen). Belgien er fortsat den eneste medlemsstat, hvor arbejdsløshedsunderstøttelsen ikke er tidsbegrænset, om end den falder gradvist. Der er økonomiske ulemper ved at tage fuldtidsarbejde for sekundære forsørgere og modtagere af sygedagpenge eller invalidepension. Især enlige forældre (og i mindre grad par med børn) har kun ringe økonomiske incitamenter til at arbejde (fuldtids) på grund af en blanding af omkostninger og bortfald af ydelser. Der kan derudover opstå koordineringsproblemer, idet ansvaret for at yde social beskyttelse er delt mellem de føderale, regionale og lokale niveauer. Socialsikringssystemet dækker ikke formelt selvstændige for så vidt angår arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykker på arbejdspladsen og erhvervssygdomme.

(15)

De forringede uddannelsesmæssige resultater i den undervisningspligtige periode og den store ulighed i uddannelsessystemet giver fortsat anledning til bekymring. Der bør sættes ind for at reducere antallet af unge, der ikke behersker de grundlæggende færdigheder, navnlig i det franske fællesskab, hvor denne procentdel af sådanne unge ligger over OECD-gennemsnittet. Der er store forskelle på de unges uddannelsesresultater afhængigt af deres socioøkonomiske baggrund og eventuelle indvandrerbaggrund. Lærerne behøver mere støtte til at tage højde for elevernes forskelligartethed, og der er behov for at tilpasse lærernes løbende faglige udvikling. Det er nødvendigt at fremskynde reformer for at forbedre uddannelsesresultaterne med henblik på at fremme en videnintensiv, bæredygtig og inklusiv vækst og social inklusion. Det går fremad med at gennemføre den såkaldte »kvalitetspagt« (»pacte d'excellence«), det franske fællesskabs højtprofilerede skolereform, der skal styrke de grundlæggende færdigheder, sikre højere effektivitet og bedre forvaltning samt bekæmpe ulighed. Nyligt vedtagne dekreter, som træder i kraft i september 2020, omhandler tilrettelæggelsen af lærernes arbejde, det fælles grundlæggende uddannelsesprogram, skolelederes status og en styrkelse af nye elevers franskkundskaber. Det flamske fællesskab gennemfører visse reformer af ungdomsuddannelserne fra og med 2019/2020, men den tidlige niveaudeling af eleverne er fortsat et problem. Virkningen af disse reformer og foranstaltninger vil også afhænge af deres praktiske gennemførelse og overvågningen af dem. Belgiens føderale parlament har derudover sænket den skolepligtige alder fra seks til fem år. I lyset af det allerede høje udgiftsniveau på uddannelsesområdet er det nødvendigt at gennemføre reformer, der mere målrettet sigter mod at gøre systemet mere produktivt og effektivt og bedre i stand til at udstyre eleverne med fremtidsorienterede og arbejdsmarkedsrelevante kompetencer.

(16)

Produktivitetsvæksten hæmmes af lav jobmobilitet og et misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer. Til trods for adskillige regionale og føderale foranstaltninger, der skal afbøde manglen på kvalificeret arbejdskraft og øge aktiveringen, herunder som led i den såkaldte »job deal«-reform, ses der i mange sektorer mangel på arbejdskraft, navnlig inden for informations- og kommunikationsteknologi samt i bygge- og sundhedssektoren. Væksten i byggesektoren bremses af mangel på kvalifikationer og arbejdskraft. I visse sektorer er der et væsentligt behov for omskoling og opkvalificering af arbejdsstyrken. Jobmobiliteten og deltagelsen i voksenundervisning og voksenuddannelse er lav. Ringe sprogfærdigheder er et stort problem, navnlig i Bruxelles, hvor ca. 50 % af jobtilbuddene i overensstemmelse med det nationale reformprogram for 2019 forudsætter kendskab til både fransk og nederlandsk. Uddannelsesniveauet på videregående uddannelser er højt, men der er for få universitetsuddannede inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvæsen og matematik (STEM). I 2016 var Belgien nr. 26 i Unionen hvad angår nyuddannede fra videregående STEM-uddannelser, samtidig med at der kun startede få, især få kvinder, på beslægtede videregående uddannelser. Det går fremad med den overordnede gennemførelse af »STEM-handlingsplanen for 2012-2020« i Flandern, men antallet af dimittender fra STEM-ungdomsuddannelserne blandt de tekniske uddannelser og erhvervsuddannelserne er stagneret siden 2010. Det franske fællesskab har ingen STEM-handlingsplan og mangler stadig at gennemføre sin nyligt vedtagne »strategi for digitale uddannelser« på skolerne. Udviklingen af nye virksomheder hæmmes af mangel på fagfolk med viden om entreprenørskab og naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik. De digitale færdigheder ligger generelt på et godt niveau, men stiger ikke. I det nationale reformprogram for 2019 fremhæves enigheden mellem Flandern og Vallonien og den planlagte aftale mellem Flandern og hovedstadsregionen Bruxelles for at forbedre arbejdskraftmobiliteten i regionen.

(17)

Forskning og udvikling er koncentreret på nogle få industrier, og innovation udbredes ikke i tilstrækkelig grad til resten af økonomien, hvilket i sidste ende tynger produktivitetsvæksten. Den offentligt finansierede forskning synes at ligge under EU-gennemsnittet. Der er også regionale og subregionale forskelle med hensyn til forskning, udvikling og innovation. I den nationale pagt vedrørende strategiske investeringer udpeges en styrkelse af digitaliseringen som en lovende mulighed for at øge Belgiens produktivitet og innovationskapacitet. Dette kræver investeringer i digital infrastruktur, herunder effektive skridt til en vellykket udrulning af 5G, samt menneskelig kapital, iværksætterånd og en hurtigere udbredelse af digital teknologi, navnlig i de virksomheder, som indtil nu har haltet bagefter.

(18)

Kvaliteten af vejinfrastrukturen er faldende efter flere år med lave offentlige investeringer. Samtidig synes vedligeholdelsen af det store og tætte vejnet ikke at være omkostningseffektiv for regionerne og de lokale myndigheder. De belgiske veje er nogle af de mest overbelastede i EU. Jernbanenettet er tæt og af god kvalitet, men det er fortsat en udfordring at færdiggøre og opgradere det, og der er trængsel omkring Bruxelles og ved adgangen til havnene i Antwerpen og Zeebrugge. Der er planlagt betydelige investeringer i jernbaneinfrastruktur og -signalsystemer for nærtrafiktog, men de bremses især af forskellige regler for budgetallokering på tværs af regionerne. Forvridende incitamenter samt hindringer for konkurrence og for investeringer i de indenlandske passagerjernbanetjenester og intercitybustjenester begrænser desuden udbuddet af og efterspørgslen efter alternative kollektive og kulstoffattige transporttjenester. Den stigende overbelastning skyldes delvis det stadig voksende antal personbiler fremmet af afgiftsfrie veje, firmabilfradraget og lave miljøskatter. Høje skatter på overdragelse af fast ejendom har sammen med firmabilordningen en negativ indvirkning på mobiliteten. Jernbanetjenesternes kvalitet er dalet, og udbuddet af den kollektive trafik i byerne og mellem by og land kan forbedres, især i Vallonien, hvor jobsøgende i betydelig grad begrænses af manglende adgang til beskæftigelse. Ifølge det nationale reformprogram for 2019 er der større investeringer og reformer på vej i alle regioner, mens der på føderalt niveau og i samarbejde med regionerne sker fremskridt med færdiggørelsen af nettet af nærtrafiktog omkring Bruxelles. Selv om Belgien har vedtaget en lov om at åbne de indenlandske jernbanemarkeder, har landet fortsat en meget høj andel af passagertransport underlagt offentlige serviceforpligtelser med kontrakter, der er tildelt uden forudgående udbud. Private busselskaber må ikke drive intercitybustjenester. De lokale myndigheder har forskellige regler for taxakørsel. Regionerne har udarbejdet deres egne trafikplaner, men en indviklet koordinering forhindrer en sammenhængende vision for mobilitet inden for Belgien og om muligt med de tilstødende byer og regioner. Det er muligt for jernbanemyndigheden at udvide omfanget af sine reguleringsaktiviteter.

(19)

Energiomstillingen skal understøttes af betydelige investeringer. Renovering af den gamle bygningsmasse, som blev bygget før indførelsen af energinormer, vil bidrage til at nå emissionsreduktionsmålene for 2020 og 2030. Udrulningen af en alternativ brændstofinfrastruktur sker forholdsvis langsomt. Det er nødvendigt at investere betragteligt i elproduktion, sammenkoblingskapacitet, intelligente elnet, energilagring og energieffektivitet.

(20)

På trods af regeringens bestræbelser bærer virksomhederne fortsat en tung administrativ og lovgivningsmæssig byrde, hvilket hæmmer iværksætteri. Nystartede og små virksomheder har fået skattelettelser, men skattesystemet er stadig komplekst, når det drejer sig om finansielle investeringer. Belgien har med sin reform af selskabsloven reduceret antallet af juridiske selskabsformer, lettet den juridiske elektroniske kommunikation, sænket minimumskapitalkravene og ændret insolvenslovgivningen ifølge det nationale reformprogram for 2019, således at især liberale erhverv nu er omfattet. Til trods for denne indsats ses der imidlertid store forsinkelser på byggetilladelser, dyre ejendomsregistreringer og langvarige retssager. Forvaltningsdomstolene er udfordret af manglende ressourcer og langvarige retssager, hvilket forårsager betydelige forsinkelser, især på byggetilladelser, men også med hensyn til udbudsprocedurer. Samordningen af klima-, energi- og transportpolitikken samt den digitale politik er derudover kompleks og kan forbedres. Samarbejdet mellem toldmyndighederne og markedsovervågningsmyndighederne er ikke optimalt, hvilket øger risikoen for, at varer, der ikke er i overensstemmelse med de gældende regler, kommer ind i Unionen via de belgiske grænser. Konsekvensanalyser kan indarbejdes bedre i den politiske beslutningsproces. De digitale offentlige tjenester for erhvervslivet er af lav kvalitet. Den manglende digitalisering af retssystemet udgør stadig et alvorligt problem, især i forbindelse med dataindsamling. En fuldstændig digitalisering af retsvæsenet er en vigtig forudsætning for yderligere kvalitetsforbedringer af retssystemet, såsom en ajourføring af forretningsprocedurerne og bedre forvaltning af de menneskelige og finansielle ressourcer ved domstolene.

(21)

I flere erhvervstjenester er der konkurrence- og investeringshindringer, hvilket hæmmer vækst og produktivitet. Mens antallet af nye tjenesteudbydere ligger betydeligt under EU-gennemsnittet, ligger fortjenesten over gennemsnittet i Unionen. Kommissionens restriktionsindikator viser, at den belgiske lovgivningsramme for revisorer, skatterådgivere, arkitekter og ejendomsmæglere er betydeligt mere restriktiv end EU-gennemsnittet. Der er med en nyligt vedtaget lov indført strengere krav for patentagenter. Det føderale planlægningsorgan skønner, at en ambitiøs reduktion af regelbyrden inden for arkitektvirksomhed og juridiske og regnskabsmæssige tjenester vil øge arbejdsproduktiviteten. De høje lovregulerede notargebyrer ved handel med fast ejendom øger de allerede betydelige registreringsafgifter. Regionerne har i forskellig grad reformeret håndværks- og handelserhvervene. Detailsektoren kæmper stadig med driftsmæssige begrænsninger, som lægger en dæmper på produktiviteten og investeringerne. Konkurrenceevnen i supermarkedssektoren er ikke optimal på grund af en høj koncentration og en lav udskiftning i branchen. Ifølge restriktionsindikatoren for detailsektoren har de belgiske detailhandlere de sjette mest restriktive operationelle rammer i EU. I det nationale reformprogram for 2019 fremhæves de seneste reformer i hovedstadsregionen Bruxelles, der skal gøre det lettere at etablere detailhandel. Telekommunikationsmarkedet er præget af en høj koncentrationsgrad (forstærket af nylige overtagelser) og ringe konkurrence. Dette illustreres også af de relativt høje priser på faste tjenester i forhold til andre tilsvarende lande. Hvad angår faste net kendetegnes detailmarkedet ved geografisk afgrænsede duopoler af etablerede operatører og kabelnetoperatører. Dette kan være en hindring for visse operatørers levering af bundtede tjenester med konvergens mellem fastnet- og mobiltelefoni. I det nationale reformprogram for 2019 fremhæves den nyligt vedtagne reform af den økonomiske lovgivning, som skal sikre, at konkurrencereglerne i højere grad overholdes, og at den belgiske konkurrencemyndighed fungerer bedre, ved at skabe mere effektive procedurer og mindske risikoen for yderligere tvister indbragt for Cour des Marchés/Marktenhof. Den belgiske konkurrencemyndighed har begrænsede ressourcer i forhold til de andre medlemsstaters konkurrencemyndigheder.

(22)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette vil gøre det muligt for Belgien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(23)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Belgiens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Belgien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Belgien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(24)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (8) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Belgien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 1,6 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 0,6 % af BNP, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den generelle offentlige gældskvote, fortsætte reformer, der skal sikre finanspolitisk holdbarhed på langtidspleje- og pensionsområdet, herunder ved at begrænse muligheden for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, forbedre effektiviteten og sammensætningen af de offentlige udgifter, især ved hjælp af udgiftsanalyser, og samordningen af finanspolitikken på alle offentlige forvaltningsniveauer for at skabe plads til offentlige investeringer

2.   

fjerne de negative incitamenter, der afholder folk fra at arbejde, og styrke effektiviteten af aktive arbejdsmarkedspolitikker, især for de lavtuddannede, ældre arbejdstagere og personer med indvandrerbaggrund, højne kvaliteten af uddannelsessystemet og gøre det mere rummeligt samt udbedre misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod bæredygtig transport, herunder en opgradering af jernbaneinfrastrukturen, og mod overgangen til en lavemissionsøkonomi, energiomstillingen samt forskning og innovation, navnlig inden for digitalisering, idet der tages hensyn til regionale forskelle, imødegå de stadig større udfordringer i forbindelse med mobilitet ved at styrke incitamenterne til og fjerne hindringerne for at øge udbuddet af og efterspørgslen efter lavemissionstransport og kollektiv transport

4.   

mindske den lovgivningsmæssige og administrative byrde for at fremme iværksættervirksomhed og fjerne hindringer for konkurrencen inden for servicesektoren, navnlig inden for telekommunikation, detailhandel og liberale erhverv.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 1.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden modregnes.

(8)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


HENSTILLINGER

5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/8


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Bulgariens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Bulgariens konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/02)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Bulgarien blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Bulgarien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Bulgariens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Bulgariens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede af sin analyse, at Bulgarien er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Sårbarhederne i den finansielle sektor ledsages navnlig af en høj gældsætning og store misligholdte lån i virksomhederne. Mens der er gjort fremskridt med hensyn til at tackle kilderne til ubalancerne, er det af afgørende betydning, at de seneste reformer af tilsynet med og forvaltningen af banksektoren og andre finansielle sektorer gennemføres fuldt ud.

(3)

Bulgarien fremlagde den 24. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Bulgarien er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 sigter regeringen med udgangspunkt i et overskud på den offentlige saldo på 2 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 mod et underskud på 0,3 % af BNP i 2019, et overskud på 0,4 % af BNP i 2020, 0,2 % i 2021 og 0,1 % i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (5) er den mellemfristede budgetmålsætning — et strukturelt underskud på 1 % af BNP — fortsat mere end nået i hele programperioden. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde gradvist fra 22,6 % af BNP i 2018 til 16,7 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at udvise et overskud på 0,7 % af BNP i 2019 og 0,6 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Rådet er af den generelle opfattelse, at Bulgarien forventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(6)

Der kan konstateres fremskridt hvad angår skatteindtægter og overholdelse af skattelovgivningen, og der er taget en række initiativer. Skatteopkrævningen lader dog ikke til at blive bedre i samme tempo alle steder. Dette er navnlig tilfældet for arbejdsrelaterede skatter og sociale bidrag samt nogle former for punktafgifter. Der er også dokumentation for, at sort arbejde og ulovlig handel med brændstoffer fortsat udgør en udfordring. En fortsættelse af indsatsen for at forbedre skatteopkrævningen og flere målrettede foranstaltninger med henblik på at håndtere udfordringerne på specifikke områder er af afgørende betydning for bestræbelserne på at mindske den stadig store sorte økonomi yderligere.

(7)

Regeringen har taget skridt til at forbedre effektiviteten hvad angår udnyttelsen af de offentlige udgifter. Verdensbanken har udarbejdet en udgiftsoversigt, som dækker en række offentlige institutioner (ministerier og kommuner), og to pilotundersøgelser, en om politiarbejde og brandslukning og en om affaldshåndtering, og også lavet en manual for fremtidige vurderinger fra regeringens side. I den mellemfristede finanspolitiske strategi fra 2018 indførte regeringen en række resultatindikatorer med henblik på at vurdere udgifternes indvirkning på de forskellige politikområder over tid og oplyse evalueringen og planlægningen af budgettet. Opfølgningen på disse initiativer forventes at øge kvaliteten, effektiviteten og gennemsigtigheden af de offentlige udgifter og dermed kvantiteten og kvaliteten af de offentlige goder.

(8)

Statsejede virksomheder lider under svag virksomhedsledelse, hvilket også i vid udstrækning afspejles i deres økonomiske resultater. En reform af den retlige ramme for ledelsen af statsejede virksomheder er i gang i samarbejde med Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og med støtte fra Kommissionens strukturreformtjeneste. Reformen har til formål at afhjælpe de nuværende svagheder ved at tilpasse den nationale lovgivning til OECD's retningslinjer for ledelse af statsejede virksomheder. Vedtagelse og effektiv gennemførelse af rammen vil sikre kontinuiteten og have afgørende betydning for reformens succes.

(9)

På grundlag af gunstige makroøkonomiske forhold er bankernes kapital- og likviditetsgrader generelt blevet forbedret. Samtidig er antallet af misligholdte lån til ikkefinansielle virksomheder faldet, selv om det fortsat er højt. Det sekundære marked for misligholdte lån er blevet mere dynamisk. Den 30. maj 2019 vedtog BNB en beslutning om at gennemføre EBA's retningslinjer for styring af misligholdte og omlagte eksponeringer. De opfølgende foranstaltninger på grundlag af undersøgelserne af den finansielle sektor har styrket banksektoren, men der er stadig visse sårbarheder. Nye lovgivningsmæssige initiativer i 2018 omfattede reglerne for store eksponeringer og identificering af forbundne kunder, en forøgelse af den kontracykliske kapitalbuffersats og indførelsen af makroprudentielle værktøjer til låntagerbaserede foranstaltninger. Opfølgning på lovgivningsinitiativer vedrørende eksponeringer i forbindelse med nærtstående parter og en løbende tilsynsindsats med henblik på at begrænse lån til nærtstående parter og straffe overtrædelser af bestemmelserne om sikkerhedsstillelse er afgørende for at understøtte god forretningspraksis. Forbedring af regelsættet for bankafvikling er endnu en igangværende foranstaltning, som vil bidrage til at gøre den finansielle sektor mere modstandsdygtig.

(10)

En gennemførelse af insolvensreformen kan være med til at nedbringe den høje gæld i den private sektor og den stadig høje andel af misligholdte lån. Visse manglende elementer reducerer effektiviteten af insolvensreglerne, hvilket resulterer i langsomme og dyre insolvensbehandlinger. Samtidig forhindrer manglen på passende overvågningsværktøjer en ordentlig analyse af aktuelle og nye procedurer forud for og i forbindelse med insolvens og gør det umuligt at identificere flaskehalse og konkrete svage punkter. I oktober 2018 anmodede Bulgarien om bistand fra Kommissionens strukturreformtjeneste for at hjælpe landet med at fremskynde reformen af insolvensreglerne. Dette projekt identificerer huller i insolvensreglerne og omfatter udarbejdelsen af en køreplan for håndteringen heraf. Det er vigtigt at fastholde reformtempoet og gennemføre den kommende køreplan.

(11)

Bulgarien har vedtaget lovændringer i 2018 og efterfølgende i maj 2019 og arbejder i retning af en fuldstændig konsekvent gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (6) (det fjerde hvidvaskdirektiv). Der bør lægges vægt på en effektiv gennemførelse af disse foranstaltninger. Myndighederne har stadig ikke færdiggjort og indberettet den nationale risikovurdering, som er en hjørnesten i bestræbelserne på at udforme nationale politikker, der er tilstrækkelige til at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Derudover tyder den seneste udvikling i banksektoren på, at der er behov for at styrke det nationale tilsyn med internationale finansielle transaktioner og sikre en effektiv håndhævelse af rammerne for bekæmpelse af hvidvask af penge (AML). Der er behov for en bedre håndtering af risikoen for korruption, fordi det er en prædikatforbrydelse for hvidvask af penge. De bulgarske myndigheder er nødt til at vise konkrete resultater og udarbejde en resultatliste, som bekræftes af endelige afgørelser i sager om korruption på højt plan. Anvendelsen af finansiel efterforskning og finansiel profilering er begrænset.

(12)

Der gennemføres reformer af tilsynet med finansielle institutioner, som ikke er banker. Finanstilsynskommissionen vedtog i samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger i september 2017 en handlingsplan for en reform af tilsynet med finansielle institutioner, som ikke er banker. En fuldstændig og rettidig gennemførelse og håndhævelse af handlingsplanen, som stadig er i gang, vil bidrage til et passende tilsyn med den finansielle sektor uden for bankerne. Der er gennemført ændringer af sekundær lovgivning, hvilket har til formål at forbedre værdiansættelsesreglerne og anvendelsen af dem. Effektiv gennemførelse og håndhævelse af disse regler vil gøre noget ved de resterende problemer med værdiansættelse, som tidligere er konstateret. Endelig er koncerntilsynet fortsat en udfordring med hensyn til at sikre et tilstrækkeligt tilsyn med risikobaseret forsikring.

(13)

Der er visse sårbarheder i bilforsikringssektoren. Veldefinerede regler om kompensation vil fremme en mere ensartet tilgang blandt dommere, når de træffer afgørelse i de enkelte sager. På længere sigt vil en sådan metode bidrage til at reducere udgifter, ustabilitet og forsikringsrisiko i branchen for ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Sektorens bæredygtighed vil også kunne drage nytte af bedre prissætning, som tager hensyn til kundens kørselshistorik. Finanstilsynskommissionen har foreslået en bonus-malus-ordning, som i øjeblikket er genstand for en bred offentlig debat. Endelig har kontoret for grønne korts likviditet givet anledning til betydelige betænkeligheder, hovedsagligt på grund af et bulgarsk forsikringsselskabs manglende betaling af påkrav. Hele systemets troværdighed og effektivitet afhænger af, at alle medlemmer nøje overholder deres forpligtelser.

(14)

Infrastrukturen lider under store investeringsmangler. Transportinfrastrukturens dækning og kvalitet er forbedret, men ligger fortsat under EU-gennemsnittet. Det transeuropæiske transportnet i Bulgarien er stadig ufuldstændigt. Desuden er drivhusgasemissionerne fra vejtransport steget kraftigt i de seneste fem år. Der er behov for yderligere udvikling af dele af jernbane- og vejnettet samt af de respektive europæiske systemer til styring af jernbanetrafikken og intelligente transportsystemer. Bulgarien har lav tilslutnings- og behandlingsgrad med hensyn til byspildevand, høje luftforureningsniveauer og deponeringskvoter for kommunalt affald og en genanvendelsesprocent, der ligger væsentligt under EU-gennemsnittet. Der er behov for investeringer til fremme af bæredygtig vandforvaltning, ressourceeffektivitet og overgangen til en cirkulær økonomi. Derudover er investeringsbehovet inden for energi samt afbødning af og tilpasning til klimaændringerne betydeligt. Økonomiens høje energiintensitet og de langsomme fremskridt i retning af at opfylde energieffektivitetsmålene, navnlig i byggesektoren, hæmmer de bulgarske virksomheders produktivitet og konkurrenceevne. Det er derfor nødvendigt at øge indsatsen for at sikre, at der opnås betydelige energibesparelser ved hjælp af målrettede investeringer i industri-, transport- og byggesektoren. Øgede investeringer i ren energiinfrastruktur (såsom rene og kulstoffattige kraftværker, energisammenkobling og intelligente net) i overensstemmelse med prioriteterne i Bulgariens udkast til en national klima- og energiplan vil yderligere bidrage til at forbedre økonomiens konkurrenceevne og borgernes livskvalitet.

(15)

På trods af en stigning i det offentlige forskningsbudget i 2018 er udgifterne til forskning og udvikling (FoU) fortsat meget lave i både den private og den offentlige sektor. De private investeringer i FoU domineres af store multinationale virksomheder og er koncentreret i hovedstadsregionen. Det lave tempo med hensyn til gennemførelsen af reformer og den høje grad af fragmentering i forsknings-, udviklings- og innovationssystemet begrænser det bidrag, som investeringerne i FoU giver til produktivitet og vækst. Et stort antal universiteter og forskningsinstitutter klarer sig fortsat dårligt med hensyn til videnskabelig forskning af høj kvalitet. Forbindelserne mellem videnskaben og erhvervslivet er fortsat meget begrænsede, og tilgængeligheden af menneskelig kapital i FoU-systemet giver anledning til stor bekymring. Klynger og deres potentiale i Bulgarien er underudviklede, idet de ofte mangler en kritisk masse. Yderligere reformer kombineret med effektiv styring og mere effektive offentlige investeringer kan maksimere indvirkningen på produktiviteten og forbedre økonomiens konkurrenceevne. Derudover er øget digitalisering af virksomhederne og indførelse af nye forretningsmodeller afgørende for landets produktivitet.

(16)

Reformerne af den offentlige forvaltning og e-forvaltning går fortsat langsomt og fører ikke til tilstrækkelige forbedringer, og erhvervsklimaet er fortsat dårligt. Der er vedtaget en række reformer, men den praktiske gennemførelse af dem halter bagefter. Institutionelle mangler, lovgivningsmæssig usikkerhed, korruption og utilstrækkelig arbejdskraft udgør fortsat de vigtigste hindringer for investeringer. Styringen i den offentlige sektor kunne drage nytte af mere gennemsigtighed, tydeligere regler og et mere langsigtet perspektiv. Manglerne er også tydelige inden for produktprøvning og produktsikkerhed på grund af begrænsede finansielle og menneskelige ressourcer. Selv om langt størstedelen af foranstaltningerne i den nationale indkøbsstrategi er blevet vedtaget, kræver gennemførelsen af dem løbende overvågning, kontrol og vurdering. Den hyppige anvendelse af kontrakt uden forudgående udbud og det store antal af udbud, hvor der kun modtages ét enkelt bud, udgør en trussel mod systemets gennemsigtighed og effektivitet. Den administrative kapacitet i sektoren for offentlige indkøb er en løbende udfordring lige som professionaliseringen af offentlige købere og samlede indkøb. Den væsentlige forsinkelse i anvendelsen af elektroniske udbud forhindrer yderligere forbedring af gennemsigtigheden og effektiviteten i forbindelse med offentlige indkøbsprocesser.

(17)

Forholdene på arbejdsmarkedet er blevet bedre, men der er stadig udfordringer. Beskæftigelsesfrekvensen har nået det højeste niveau, siden Bulgarien tiltrådte Unionen, og arbejdsløshedsprocenten ligger under EU-gennemsnittet. På trods af denne positive udvikling har visse grupper såsom lavtuddannede, unge, romaer og handicappede stadig svært ved at finde arbejde. Der gennemføres særlige foranstaltninger med henblik på at understøtte de langtidsledige, som udgjorde 3 % af den erhvervsaktive befolkning i 2018. En kombination af effektive og vedvarende opsøgende foranstaltninger, aktive arbejdsmarkedspolitikker og integrerede beskæftigelsesmæssige og sociale tjenester kan forbedre de dårligt stillede gruppers beskæftigelsesegnethed og muligheder for at finde arbejde.

(18)

Bulgariens stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft retfærdiggør betydelige investeringer. Unge mennesker var måske mere beskæftigelsesegnede, hvis kvaliteten og effektiviteten af praktikophold og lærepladser blev forbedret. Derudover er den voksne befolknings deltagelse i opkvalificering og omskoling meget lav. På trods af foranstaltninger, der er iværksat for at fremme udviklingen af digitale færdigheder, er færdighedsniveauet for grundlæggende digitale færdigheder i Bulgarien fortsat blandt de laveste i Unionen (29 % af befolkningen har grundlæggende digitale færdigheder sammenlignet med EU-gennemsnittet på 57 %).

(19)

Til trods for ratificeringen af Den Internationale Arbejdsorganisations konvention vedrørende fastsættelse af mindsteløn og adskillige forhandlingsrunder i 2018 ser arbejdsgivere og fagforeninger stadig forskelligt på de kriterier, der skal anvendes ved fastsættelsen af mindstelønnen. Der er mulighed for større enighed om en objektiv og gennemsigtig mekanisme for lønfastsættelse. Selv om inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af politikker og reformer synes at være øget, er løbende støtte til en styrket social dialog fortsat nødvendig.

(20)

Uddannelsesresultaterne er stadig ringe og er fortsat kraftigt påvirket af forældrenes socioøkonomiske status. Dette afspejler udfordringer med hensyn til uddannelsessystemets kvalitet og rummelighed. Bulgarien investerer ikke tilstrækkeligt i uddannelse, navnlig inden for førskoleundervisning og almen uddannelse, to områder, som er afgørende for skabelsen af lige muligheder fra en tidlig alder. Deltagelsen i førskoleundervisning og -pleje af høj kvalitet er lav, navnlig for romaer og børn fra andre dårligt stillede grupper. Frafaldet i de små klasser er stadig højt og har negative konsekvenser for den fremtidige beskæftigelsesegnethed og resultaterne på arbejdsmarkedet. Erhvervsuddannelsernes relevans for arbejdsmarkedet og tilgængeligheden af vekseluddannelse er fortsat utilstrækkelig. Selv om en række foranstaltninger er på vej, er der behov for yderligere bestræbelser for at sikre, at færdighederne hos nyuddannede fra videregående uddannelser konsekvent kan afhjælpe mangler på kort og mellemlang sigt. Der er gennemført foranstaltninger med henblik på at efteruddanne lærere og gøre professionen mere attraktiv. Indledende og løbende uddannelsesprogrammer for lærere skal dog styrkes yderligere, og der er stadig behov for at forbedre arbejdsvilkårene for uddannelsespersonale.

(21)

Indkomstuligheden og risikoen for fattigdom eller social eksklusion i Bulgarien er stadig høj. Selv om andelen af personer, der oplever fattigdom eller social eksklusion, falder, lå den i 2018 på 32,8 %, hvilket stadig er langt over EU-gennemsnittet. Det sociale sikringssystem dækker ikke alle i beskæftigelse, og det sociale beskyttelsessystem er utilstrækkeligt til at løse de væsentlige sociale problemer. Dette afspejler det lave sociale udgiftsniveau, de sociale tjenesters ulige fordeling i landet og skattesystemets begrænsede omfordelingsvirkninger. I 2018 havde de rigeste 20 % af befolkningen en indkomst, der var 7,7 gange højere end indkomsten for de fattigste 20 %, hvilket stadig er en af de største forskelle i Unionen. Til trods for en række foranstaltninger er mindsteindkomsternes tilstrækkelighed og dækning fortsat begrænset, og der mangler stadig en objektiv mekanisme til regelmæssig ajourføring heraf. De sociale tjenester hæmmes af ringe kvalitet og mangel på en integreret tilgang til aktiv inklusion. Der er fortsat uligheder med hensyn til adgang til sociale tjenester, sundhedsydelser og langtidspleje. Dette underminerer tjenesternes mulighed for at yde omfattende støtte til de mest sårbare personer såsom romaer, børn, ældre, handicappede og personer, der bor i landområder. En del af befolkningen har svært ved at få adgang til økonomisk overkommelige boliger. Der er derfor behov for en større indsats for at skabe aktiv inklusion, fremme den socioøkonomiske integration af sårbare grupper, herunder romaer, forbedre adgangen til kvalitetstjenester og gøre noget ved materielle afsavn.

(22)

Sundhedssektoren er stadig kendetegnet ved lave offentlige udgifter. Indbyggerne i Bulgarien har begrænset adgang til sundhedsydelser, hvilket skyldes en uensartet fordeling af begrænsede ressourcer og lav dækning for så vidt angår sundhedsforsikring. Niveauet af egenbetaling er betydeligt, fordi der er behov for at kompensere for de lave offentlige udgifter. Den begrænsede adgang til praktiserende læger begrænser leveringen af primær pleje. Der er en betydelig mangel på sygeplejersker, og antallet af sygeplejersker pr. indbygger er blandt de laveste i Unionen. Hurtigere og mere effektiv gennemførelse af den nationale sundhedsstrategi vil bidrage til at afhjælpe disse svagheder.

(23)

Kommissionen fortsætter inden for rammerne af samarbejds- og kontrolmekanismen med at overvåge reformen af retsvæsenet og bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet i Bulgarien. Disse områder dækkes derfor ikke af de landespecifikke henstillinger til Bulgarien, men er relevante for udviklingen af et positivt erhvervsklima i landet. I rapporten om samarbejds- og kontrolmekanismen fra november 2018 blev det anført, at Bulgarien har fortsat sine bestræbelser på at reformere retsvæsenet og gøre noget ved manglerne i bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet, men at der er behov for en yderligere indsats på en række områder. Kommissionen forventer at vurdere fremskridtene igen i begyndelsen af efteråret 2019.

(24)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Bulgarien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(25)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Bulgariens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet konvergensprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Bulgarien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Bulgarien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(26)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Bulgariens konvergensprogram for 2019 og er af den opfattelse (7), at Bulgarien ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten.

(27)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og konvergensprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 2 nedenfor,

HENSTILLER, at Bulgarien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

forbedre skatteopkrævningen gennem målrettede foranstaltninger på områder såsom skat på brændstof og arbejde, opgradere forvaltningen af statsejede virksomheder ved at vedtage og gennemføre den kommende lovgivning

2.   

sikre stabiliteten i banksektoren ved at styrke tilsynet, fremme passende værdiansættelse af aktiver, herunder sikkerhed i banker, og fremme et velfungerende sekundært marked for misligholdte lån, sikre et effektivt tilsyn med og håndhævelse af AML-reglerne, styrke den finansielle sektor uden for bankerne gennem effektiv håndhævelse af risikobaseret tilsyn, de nyligt vedtagne retningslinjer for værdiansættelse og koncerntilsyn, gennemføre den kommende køreplan for håndtering af de konstaterede huller i insolvensreglerne, fremme stabiliteten i sektoren for bilforsikring ved at håndtere markedsudfordringerne og de resterende strukturelle svagheder

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod forskning og innovation, transport, især bæredygtigheden heraf, vand- affalds- og energiinfrastruktur samt energieffektivitet, idet der tages hensyn til regionale forskelle, og forbedring af erhvervsklimaet

4.   

styrke beskæftigelsesegnetheden ved at styrke færdigheder, herunder digitale færdigheder, forbedre uddannelsernes kvalitet, relevans for arbejdsmarkedet og inklusivitet, navnlig for romaer og andre dårligt stillede grupper, adressere social inklusion gennem forbedret adgang til integreret beskæftigelse og sociale tjenester og mere effektiv minimumsindkomststøtte, forbedre adgangen til sundhedstjenester, herunder ved at mindske egenbetalingen og gøre noget ved manglen på sundhedspersonale.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 7.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).

(7)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/15


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Tjekkiets nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Tjekkiets konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/03)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 for samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Tjekkiet ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Tjekkiet offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Tjekkiets fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Tjekkiets fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(3)

Tjekkiet fremlagde den 30. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Tjekkiet er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. I sit konvergensprogram for 2019 forventer regeringen at bevæge sig fra et budgetoverskud i 2019 på 0,3 % af bruttonationalproduktet (BNP) til et underskud i 2020 på 0,2 %, der ventes at forringes gradvist til 0,5 % senest i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (5) er den mellemfristede budgetmålsætning — som er blevet ændret fra et strukturelt underskud på 1 % i 2019 til 0,75 % af BNP fra 2020 — fortsat mere end opfyldt i hele programperioden. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote gradvist at falde til 29,7 % af BNP i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. De risici, der knytter sig til opnåelsen af budgetmålene, synes i det store og hele at være i balance, med en forventet yderligere vækst i de offentlige lønninger og sociale overførsler i modsætning til en lille reduktion af de samlede indtægter som en andel af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 ventes den strukturelle saldo at falde til ca. -0,1 % af BNP i 2019 og -0,4 % af BNP i 2020; den vil således fortsat ligge over den mellemfristede budgetmålsætning. Rådet er af den generelle opfattelse, at Tjekkiet ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(6)

På lang sigt er der en mellemhøj risiko for Tjekkiets finanspolitiske holdbarhed, hovedsagelig på grund af omkostningerne forbundet med befolkningens aldring. Det er først og fremmest pensionsudgifterne, der på lang sigt påvirker holdbarheden negativt, da de forventes at vokse med omkring 2 procentpoint af BNP frem til 2070. De langsigtede risici skyldes ugunstige demografiske forhold kombineret med nedsættelsen af den lovbestemte pensionsalder til 65 år. Ældrekvoten, som angiver forholdet mellem antallet af ældre og antallet af personer i den erhvervsaktive alder, fordobles næsten som følge heraf, så den når op på ca. 50 % i 2070. De seneste foranstaltninger øger pensionernes tilstrækkelighed. Ud over en mere generøs indeksregulering af pensionsydelser forhøjede regeringen pensionens grundbeløb og supplerede ældre pensionisters pensionsydelser. Disse skridt ledsages imidlertid ikke af politikker, der vil gøre de offentlige finanser mere holdbare. Der sker f.eks. ikke en automatisk tilpasning mellem stigningen i den forventede levetid og den lovbestemte pensionsalder. På nuværende tidspunkt skal enhver ændring af pensionsalderen (både den lovbestemte samt alderen for tidlig pensionering) foreslås af regeringen og godkendes af parlamentet. Sådanne foranstaltninger kan også kombineres med arbejdsmarkedspolitikker, der understøtter et længere arbejdsliv og deltagelsen af underrepræsenterede grupper. Den forventede stigning i de aldersrelaterede offentlige udgifter til sundhedspleje beløber sig til 1,1 procentpoint af BNP frem til 2070, hvilket også er med til at reducere den finanspolitiske holdbarhed på lang sigt. I den forbindelse kan en yderligere konsolidering af hospitalssektoren samt investeringer i primær og integreret social- og sundhedspleje gøre sundhedsvæsenet mere omkostningseffektivt.

(7)

Den tjekkiske nationalbank kan fastsætte vejledende begrænsninger for makroprudentielle realkreditlån, men har i henhold til gældende lovgivning er dens sanktionsbeføjelser begrænsede, da den mangler formel beføjelse til at håndhæve dem. Selv om de tjekkiske banker generelt efterlever henstillingerne, ville bindende lovgivningsmæssige begrænsninger sandsynligvis få tjekkiske banker og andre udbydere af realkreditlån til i højere grad at følge disse retningslinjer og derved sikre finansiel stabilitet og en lavere risiko for låntagerne. Et forslag til retsakt om ændring af loven om den tjekkiske nationalbank drøftes fortsat.

(8)

På trods af mindre forbedringer udgør korruption stadig et problem for virksomheder, hvilket kan hæmme de økonomiske aktiviteter. Set fra den positive side er reformen af offentlige udbud samt de andre reformer, der blev indført i 2017, nu ved at blive gennemført, og regeringen har endeligt vedtaget visse udestående foranstaltninger, som er sendt til parlamentet til yderligere drøftelser. Heri indgår forslag om at udvide det øverste revisionskontors rolle til regionerne og kommunerne samt forslag om udnævnelser til statsejede virksomheder, som er et felt, hvor regulering er afgørende, idet der er fare for interessekonflikter. Forslagene om beskyttelse af whistleblowere og om lobbyvirksomhed er imidlertid endnu ikke vedtaget.

(9)

Tjekkiet har opnået gode resultater på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen er steget støt de seneste syv år, og arbejdsløsheden er faldet betydeligt. Imidlertid udgør kvinder med små børn, lavtuddannede personer samt personer med handicap et arbejdsmarkedspotentiale, som stadig ikke udnyttes fuldt ud. På baggrund af manglen på arbejdskraft er der klart mulighed for at øge disse gruppers arbejdsmarkedsdeltagelse. Forskellene i beskæftigelsesfrekvensen og de kønsbestemte lønforskelle er fortsat høje trods de seneste foranstaltninger, der har gjort reglerne om forældreorlov mere fleksible og øget antallet af børnepasningsfaciliteter. Kvinders beskæftigelsesfrekvens ligger fortsat et godt stykke under mændenes. Deres arbejdsmarkedsdeltagelse påvirkes stadig i høj grad af den begrænsede adgang til økonomisk overkommelig børnepasning, langvarig forældreorlov, den begrænsede anvendelse af fleksible arbejdsordninger og manglende faciliteter til langtidspleje. I 2017 var kun 6,5 % af børnene under tre år i formelle børnepasningsordninger (sammenlignet med et EU-gennemsnit på 34,2 %). Selv om de lavtuddannede udgør en lille del af befolkningen, ligger deres beskæftigelsesfrekvens langt under de mellem- og højtuddannedes. Ligeledes ses der en uændret lav beskæftigelsesfrekvens blandt personer med handicap. Den offentlige arbejdsformidling er på grund af den begrænsede kapacitet i øjeblikket ikke i stand til at yde jobsøgende personaliseret og vedvarende støtte. En styrkelse af den offentlige arbejdsformidlings opsøgende aktiviteter vil sammen med en effektiv og målrettet aktiv arbejdsmarkedspolitik kunne få flere fra dårligt stillede grupper på arbejdsmarkedet.

(10)

De arbejdsmæssige og demografiske begrænsninger i en produktionsintensiv økonomi kræver, at der investeres mere i uddannelse, herunder af voksne arbejdstagere, for at landet kan tage hånd om de udfordringer, som strukturændringer i økonomien medfører, såsom fremtidige teknologiske forandringer. Der kan opstå et misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer, bl.a. grundet fremtidig automatisering og robotisering i navnlig den digitale sektor. De nye typer job vil kræve nye kompetencer og betydelige investeringer, især i højere erhvervstekniske og digitale færdigheder, som forventes at blive nødvendige som følge af, at det arbejde, der nu udføres mekanisk, fremover vil blive automatiseret. Selv om der i de seneste år er blevet iværksat forskellige initiativer til at indføre en samlet færdighedsstrategi, er de endnu ikke integreret i et egentligt omfattende system.

(11)

De studerendes socioøkonomiske baggrund har fortsat en kraftig indvirkning på de uddannelsesmæssige resultater. I 2016 blev der med støtte fra Den Europæiske Socialfond indført en reform med henblik på at gøre uddannelsessystemet mere rummeligt. Hvorvidt reformen lykkes, afhænger af, om der er tilstrækkelige og holdbare offentlige midler til rådighed, om der sikres yderligere uddannelse af lærere og undervisningsassistenter, og om kendskabet til fordelene ved inklusiv uddannelse øges i offentligheden. Selv om udviklingen generelt er positiv, har den inklusive uddannelsesreform fortsat kun ringe betydning for romabørns deltagelse i det almene uddannelsessystem. Uddannelsesniveauet hæmmes af lave investeringer, lærerfagets ringe status samt socioøkonomiske uligheder. Der er mangel på lærere som følge af jobbets lave prestige, begrænsede muligheder for karriereudvikling samt lønninger, der trods nylige stigninger er lave sammenlignet med andre fag. Lærerfaget tiltrækker stadig ikke så mange talentfulde unge. I lyset heraf peger manglen på kvalificerede lærere kombineret med en forventet ugunstig demografisk udvikling på, at det i fremtiden kan blive en stor udfordring at rekruttere og fastholde lærere.

(12)

Tjekkiet er et transitland, men færdiggørelsen af det europæiske transportnet, herunder TEN-T-korridorerne, er langt fra afsluttet. Transportinfrastrukturen nær byområderne er fortsat mangelfuld, hvilket gør det svært for folk at pendle til og fra arbejde samt at finde boliger til en overkommelig pris. Svage transportforbindelser i navnlig de fjerntliggende regioner virker også afskrækkende på erhvervslivet. Mens der i storbyområderne sker en suburbanisering, udvikles transportnettet, navnlig jernbaneinfrastrukturen, i de bynære områder ikke i samme tempo. Landets omstilling til lavemission halter bagefter, navnlig er andelen af vedvarende energi inden for transport og udbredelsen af elkøretøjer lav. Desuden er den planlagte udbygning af genopladningsinfrastrukturen til elektriske køretøjer muligvis utilstrækkelig til at dække den fremtidige efterspørgsel. Hvis der investeres mere i bæredygtig transport, kan det særligt i byområderne mindske luft- og støjforureningen og derved have en gavnlig indvirkning på folkesundheden. Den digitale infrastruktur er blevet bedre, men der er stadig en kløft mellem byområderne og landdistrikterne, hvor blot 59 % af husstandene har højhastighedsbredbåndsdækning. Hvis konnektivitetsmålene for 2025 skal nås, vil det ikke være tilstrækkeligt at supplere de faste trådløse netløsninger med en opgradering af de ældre net, der er baseret på kobberinfrastrukturen. For at kunne opfylde de fremtidige behov for konnektivitet skal der investeres i net med meget høj kapacitet (dvs. optiske fibernet) samt passende efterspørgselsforanstaltninger.

(13)

Den tjekkiske økonomi er fortsat blandt de mest energiintensive i Unionen, eftersom det især inden for byggesektoren kun går langsomt fremad med energieffektiviteten. Energiintensiteten er højest i industri- og boligsektoren. En bedre energieffektivitet vil gøre det muligt for Tjekkiet at øge sin konkurrenceevne ved at sænke energiomkostningerne for virksomheder og husholdninger, udvikle renere industrier og rykke højere op i værdikæden. Energisektoren domineres af kul, som er den største kilde til kulstofemissioner og udgør en betydelig trussel mod den lokale luftkvalitet. Drivhusgasemissionerne fra vejtransporten er steget kraftigt i de seneste fem år. Der mangler passende klimatilpasnings- og risikoforebyggelsestiltag for så vidt angår relevante forebyggende foranstaltninger, beredskab og katastrofemodstandsdygtighed.

(14)

Administrative og lovgivningsmæssige byrder kan hæmme investeringerne. Mange tjekkiske virksomheder ser de administrative og lovgivningsmæssige byrder som en betydelig hæmsko for investeringer. En omskiftelig lovgivning og komplekse administrative procedurer er fortsat væsentlige hindringer for at drive virksomhed. Omkostningerne til håndhævelse af kontrakter, hyppige ændringer af skatte- og arbejdsmarkedslovgivningen samt vanskeligheder med at opnå byggetilladelser kan være med til at hæmme lysten til at investere i landet. Der er også betydelig forskel på størrelsen af den administrative byrde fra region til region. De seneste forslag har til formål at forenkle procedurerne i forbindelse med planlægning af især store infrastrukturprojekter. Derudover gør regeringen klar til senest i 2021 at udarbejde en ny byggelov med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Ansvaret for markedsovervågningen af produkter er spredt ud på forskellige organisationer, lider under overlapninger og skaber hindringer for en effektiv koordinering og et effektivt samarbejde.

(15)

Selv om der nu er større gennemsigtighed og bedre uddannelse i den offentlige udbudspraksis, halter det stadig bagefter med konkurrenceevnen (på grund af den høje andel af udbud med kun ét modtaget bud), anvendelsen af kvalitetskriterier og tilliden til offentlige institutioner. I langt de fleste afgørelser om offentlige udbud er den laveste pris stadig det afgørende kriterium, da der endnu ikke er vedtaget en strategisk tilgang på området. Der er blevet lagt mere vægt på udnyttelse af fælles ekspertise og på centraliserede udbud, som imidlertid udbredes forholdsvis langsomt trods det påviste potentiale.

(16)

Tjekkiet har endnu ikke oprettet et velfungerende innovationsøkosystem på grundlag af indenlandsk forskning og udvikling. På EU-plan er landet fortsat en moderat innovator til trods for en øget forsknings- og udviklingsintensitet. Dette kan skyldes, at der i forbindelse med offentlige investeringer mangler en fuldt sammenhængende strategi for, hvordan de beskedne forskningsresultater og samarbejdet mellem den private sektor og den akademiske verden kan forbedres. Det er som regel de store udenlandske selskaber, der bidrager til produktivitetsgevinster, mens de indenlandske virksomheder ikke i samme grad skaber værditilvækst. Desuden ses der en forholdsvis langsom vækst i totalfaktorproduktiviteten, som er en indikator for, hvor effektivt kapitalen og arbejdskraften anvendes i produktionen. Et øget fokus på indenlandsk innovation kan sætte gang i produktiviteten på tværs af erhvervslivet, herunder små og mellemstore virksomheder.

(17)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Tjekkiet at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(18)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Tjekkiets økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet konvergensprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Tjekkiet i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Tjekkiet, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(19)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Tjekkiets konvergensprogram for 2019 og er af den opfattelse (6), at Tjekkiet ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

HENSTILLER, at Tjekkiet i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

forbedre den finanspolitiske holdbarhed på lang sigt inden for pensions- og langtidsplejeområdet, vedtage de endnu ikke vedtagne foranstaltninger til bekæmpelse af korruption

2.   

fremme beskæftigelsen blandt dårligt stillede grupper og kvinder med små børn, herunder gennem øget adgang til økonomisk overkommelig børnepasning, forbedre uddannelsessystemets kvalitet og rummelighed, herunder ved at fremme tekniske og digitale færdigheder og understøtte lærerfaget

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod transport, navnlig bæredygtig transport, og digital infrastruktur samt mod omstillingen til en lavemissionsøkonomi og energiomstillingen, herunder energieffektivitet, idet der tages hensyn til de regionale forskelle, mindske den administrative byrde i forbindelse med investeringer og støtte en mere kvalitetsbaseret konkurrence inden for offentlige udbud, fjerne de hindringer, der hæmmer udviklingen af et velfungerende innovationsøkosystem.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 12.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den i fællesskab aftalte metode.

(6)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/20


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Danmarks nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Danmarks konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/04)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Danmark ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Danmark offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Danmarks fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Danmarks fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(3)

Danmark fremlagde den 15. marts 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 10. april 2019 sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Danmark er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 forventer regeringen et samlet underskud på 0,1 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019 og 2020. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (5) er den mellemfristede budgetmålsætning — et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP — fortsat mere end nået i hele programperioden frem til 2025. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde til 33,4 % i 2019 og forblive uændret i 2020, før den atter vil stige til 37,8 % af BNP frem mod 2025. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk i hele programperioden. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at udvise et overskud på 0,9 % af BNP i 2019 og 1,0 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Risiciene vedrører indtægtstab fra volatile komponenter, navnlig pensionsafkastskatten. Rådet er af den generelle opfattelse, at Danmark ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(6)

Det danske forsknings- og innovationssystem er kendetegnet ved høje investeringer, et solidt fundament i form af menneskelige ressourcer og videnskabelig topkvalitet. Imidlertid er de danske forsknings- og innovationsaktiviteter koncentreret på forholdsvis få spillere såsom store virksomheder og fonde, hovedsagelig inden for medicinalindustrien og den bioteknologiske sektor, hvilket kan gøre forsknings- og innovationssystemet sårbart over for eksterne chok. Der synes således at være plads til forbedringer med hensyn til at investere i stærkt innovative virksomheders vækst.

(7)

I tider med demografiske og teknologiske forandringer er det centralt for at skabe bæredygtig og inklusiv vækst i Danmark, at der sikres et udbud af arbejdskraft, og at manglen på arbejdskraft, især faglært arbejdskraft og IKT-specialister, afhjælpes. Reformer og investeringer, som forbedrer erhvervsuddannelsernes attraktivitet og dermed øger deltagelsen, må forventes at have en positiv virkning på udbuddet af faglært arbejdskraft. Fortsatte investeringer i voksenuddannelse og livslang læring samt digitale færdigheder kan også bidrage til at håndtere denne udfordring. Det vil desuden være fordelagtigt at fokusere på bedre integration af marginaliserede og udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Det gælder navnlig unge med et lavt uddannelsesniveau og personer med indvandrerbaggrund, nedsat arbejdsevne eller handicap. Desuden er det fortsat en udfordring, at børn med indvandrerbaggrund klarer sig dårligere i skolen.

(8)

Vejene er af høj kvalitet, men trafiktætheden på vejene stigende, navnlig omkring de store byer. Det er endvidere nødvendigt at afkarbonisere transportsektoren, hvilket peger på investeringsmuligheder i bæredygtig transportinfrastruktur, herunder udrulning af alternativ brændstofinfrastruktur, med henblik på at afkarbonisere transportsektoren og afhjælpe trafiktætheden på vejene. […] Regeringen har fremlagt en plan for at mindske trafiktætheden omkring de større byer. Denne plan, hvori der forudsættes afsat 112 mia. DKK (næsten 6 % af BNP) i perioden 2020-2030, er endnu ikke vedtaget.

(9)

Dansk økonomis produktivitet er stadig blandt de højeste i Unionen, men produktivitetsvæksten har været aftagende i årtier. Produktivitetsvæksten er højere i eksportvirksomheder end i virksomheder, som er afskærmet fra udenlandsk konkurrence. Danmark har truffet foranstaltninger for at understøtte produktivitetsvæksten i virksomheder i indenlandsk orienterede serviceerhverv, men produktivitetsvæksten og konkurrencen i disse sektorer halter fortsat bagefter. Danmark har gennemført foranstaltninger for at øge konkurrencen i den finansielle sektor og har fortsat gennemførelsen af forsyningsstrategien.

(10)

Boligpriserne synes efter flere år med høj vækst overvurderede, især i de større byområder. Stigningen i boligpriserne var dog mere afdæmpet i 2018. Desuden er husholdningernes gæld i forhold til disponibel indkomst trods et fortsat fald stadig Unionens højeste. Andelen af realkreditlån med variabel rente og afdragsfrihed er gradvis aftagende, men stadig høj. Nye makroprudentielle foranstaltninger synes at have standset stigningen i nye realkreditlån med en meget høj gæld i forhold til indkomst og en meget høj belåningsgrad. De danske myndigheder har i de senere år også aktiveret den kontracykliske kapitalbuffer, truffet foranstaltninger til at øge bankernes modstandsdygtighed og vedtaget en ejendomsskattereform (med virkning fra 2021), som skal gøre en ende på det procykliske ejendomsskattesystem. Ikke desto mindre udgør kombinationen af et meget højt forhold mellem gæld og indkomst, en stor gæld med høj rentefølsomhed og overvurderede boligpriser en risiko for den økonomiske og finansielle stabilitet, og fortsat overvågning er derfor berettiget.

(11)

Bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering er blevet en prioritet i Danmark på baggrund af en stor skandale om hvidvask af penge, som involverede den største finansielle institution i Danmark. Folketinget er nået til politisk enighed om at styrke tilsynet og om en ny pakke til bekæmpelse af hvidvask, herunder en strategi til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Strategien bygger på otte søjler, bl.a. en styrkelse af samarbejdet mellem tilsynsmyndigheder, den finansielle efterretningsenhed og andre relevante interessenter. Der er dog stadig udfordringer, og den finansielle tilsynsmyndighed mangler stadig at vedtage yderligere foranstaltninger og retningslinjer for, hvordan man kan styrke tilsynet på disse områder. Der bør lægges vægt på en effektiv gennemførelse af disse foranstaltninger, når de er vedtaget.

(12)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Danmark at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(13)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af den danske økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet konvergensprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Danmark i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Danmark, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(14)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Danmarks konvergensprogram for 2019 og er af den opfattelse (6), at Danmark ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

HENSTILLER, at Danmark i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod uddannelse og færdigheder, forskning og innovation for at udvide innovationsgrundlaget, så det omfatter flere virksomheder, samt mod bæredygtig transport for at afhjælpe trafiktætheden på vejene

2.   

sikre et effektivt tilsyn og håndhævelse af reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 16.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(6)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/24


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Tysklands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Tysklands stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/05)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Tyskland blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dato vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen for 2019 vedrørende euroområdet«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Tyskland har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Tyskland sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen for 2019 vedrørende euroområdet som afspejlet i henstilling 1 og 2 nedenfor. Navnlig vil investeringsforanstaltninger og fremme af lønvæksten bidrage til efterlevelse af den første henstilling vedrørende euroområdet (genoprettelse af balancen), mens omlægningen af beskatningen væk fra arbejde vil bidrage til efterlevelse af den tredje henstilling vedrørende euroområdet (arbejdsmarkedets funktion).

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Tyskland offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Tysklands fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Tysklands fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderer på baggrund af sin analyse, at Tyskland er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Navnlig er det kun langsomt faldende overskud på betalingsbalancens løbende poster fortsat højt og har betydning ud over landegrænserne. Overskuddet faldt en smule i 2018 i forbindelse med en stigning i den indenlandske efterspørgsel og forventes at falde gradvist i de kommende år, men dog at holde sig over den tærskel, der er fastsat i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer. Overskuddet er forårsaget af de lave indenlandske investeringer i forhold til opsparingen i både den private og den offentlige sektor. Takket være foranstaltninger til fremme af de private og offentlige investeringer er disse vokset betydeligt. Derfor bæres væksten nu i højere grad frem af den indenlandske efterspørgsel. I betragtning af de gunstige finansieringsbetingelser, efterslæbet af offentlige investeringer, især på kommunalt plan, og det finanspolitiske råderum kunne der imidlertid have været forventet en større vækst i investeringerne og forbruget i forhold til bruttonationalproduktet (BNP). Lønvæksten er steget noget med stramningen af arbejdsmarkedet, selv om væksten i reallønnen fortsat er beskeden.

(4)

Tyskland fremlagde den 16. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 17. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for perioden 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Tyskland er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. I sit stabilitetsprogram for 2019 forventer regeringen et budgetoverskud på mellem 0,5 % og 0,75 % af BNP i perioden 2019-2023. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) er den mellemfristede budgetmålsætning — et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP — fortsat mere end nået i hele programperioden. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote i 2019 at falde til under den traktatfæstede referenceværdi på 60 % af BNP og frem til 2023 at falde gradvist til 51,25 % af BNP. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er gunstigt. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at udvise et overskud på 1,1 % af BNP i 2019 og 0,8 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Den offentlige bruttogæld forventes fortsat at falde støt. Rådet er af den generelle opfattelse, at Tyskland ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020. Samtidig bør finans- og strukturpolitikken under hensyntagen til den mellemfristede budgetmålsætning benyttes til at opnå en vedholdende positiv udvikling i de private og offentlige investeringer, navnlig på regionalt og kommunalt niveau.

(7)

Selv om de offentlige og private investeringer steg kraftigt i 2018, ligger investeringskvoten fortsat under gennemsnittet i euroområdet. Således steg de offentlige investeringer i 2018 med 7,7 % nominelt og 3,8 % i faste priser, men der er stadig behov for en yderligere indsats for at indhente efterslæbet, navnlig for investeringer i infrastruktur og uddannelse. Efter en periode med negative vækstrater har realvæksten i de offentlige investeringer i de sidste tre år været positiv. De nominelle investeringer på kommunalt plan er vokset med næsten en femtedel alene i 2018. Denne forbedring er frugten af regeringens bestræbelser på at fremme investeringerne. Investeringerne på kommunalt plan var imidlertid stadig lavere end afskrivningerne. Ifølge KfW's kommunepanel for 2019 lå det konstaterede investeringsefterslæb i 2018 på 4 % af BNP. Sammen med den gunstige budgetstilling tyder dette på, at der er råderum til at øge investeringerne på alle forvaltningsniveauer, navnlig på regionalt og kommunalt niveau. Investeringerne i den offentlige infrastruktur bremses fortsat af kapacitets- og planlægningsmæssige begrænsninger på kommunalt plan. Der er truffet foranstaltninger til at overvinde disse begrænsninger, men de har endnu ikke ført til konkrete og varige resultater. Også for de digitale offentlige tjenester og de offentlige indkøb er der mulighed for forbedringer. De private investeringer er steget mærkbart, men ikke i samme omfang for alle typer aktiver. Investeringerne i udstyr er som følge af en rekordhøj kapacitetsudnyttelse vokset kraftigt. Væksten i boliginvesteringer fortsætter. Bygge- og anlægssektoren melder imidlertid nu om kapacitetsbegrænsninger og prisstigninger. Erhvervsbyggeriet har i reale termer kun været svagt stigende, hvilket tyder på, at vigtige dele af infrastrukturen muligvis ikke har holdt trit med kravene i økonomien.

(8)

De offentlige udgifter til uddannelse var på 4,1 % af BNP i 2017, hvilket fortsat er under EU-gennemsnittet på 4,6 %. Af de samlede offentlige udgifter var 9,3 % afsat til uddannelse, hvilket også er under EU-gennemsnittet på 10,2 %. Udgifterne til uddannelse og forskning var i 2017 på 9 % af BNP, hvorved det nationale mål på 10 % af BNP ikke blev nået. Selv om uddannelsesudgifterne steg i faste priser, voksede det store investeringsefterslæb yderligere som følge af den demografiske udvikling. De lovgivningsmæssige ændringer i form af den såkaldte DigitalPakt, der giver forbundsregeringen mulighed for at investere direkte i digital uddannelse ud over de af delstaterne tildelte midler, er lovende, men har endnu ikke givet resultater. Udfordringer såsom det stigende antal studerende, manglen på lærere, digitaliseringen og den yderligere udbygning af førskoleundervisning og børnepasning vil kræve en passende offentlig finansiering. For at styrke Tysklands vækstpotentiale og fremme tilpasningen til teknologiske forandringer er det af afgørende betydning, at udgifterne til uddannelse, forskning og innovation øges.

(9)

Tyskland har i de senere år gjort fremskridt med hensyn til at øge sin forsknings- og udviklingsintensitet (FoU-intensitet), hovedsagelig som følge af en stigning i udgifterne til FoU i store virksomheder, navnlig inden for sektorerne mellemhøj- og højteknologisk fremstillingsindustri (og navnlig bilindustrien). I små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ligger FoU-intensiteten betydeligt under EU-gennemsnittet, og denne forskel øges fortsat. SMV'er har tendens til at drage mindre fordel af samarbejdet med offentlige forskningsinstitutter end store virksomheder. Disse to faktorer er til skade for innovationen i virksomhederne, der udviser en på lang sigt faldende tendens. Yderligere investeringer i FoU er af afgørende betydning, ikke blot for at øge innovationskapaciteten i hele økonomien og øge produktiviteten, men også for at lette overgangen til en kulstoffattig og cirkulær økonomi, navnlig på områderne bæredygtig transport, grønne energiteknologier, økoinnovation og genanvendelse, og for yderligere at forbedre den offentlige forskningssektors resultater og dens bidrag til opnåelse af disse mål.

(10)

Digitaliseringen af den tyske økonomi skrider kun langsomt frem, og SMV'ers omstilling til digitale teknologier forløber fortsat trægt. Tyskland halter bagefter med hensyn til den landsdækkende udbygning af bredbånd med meget høj kapacitet (gigabithastigheder), især i landdistrikter, hvor øgede investeringer ville kunne forbedre produktivitetsvæksten. Kun 9 % af Tysklands husholdninger havde medio 2018 adgang til fiberbaseret internet med høj ydeevne i forhold til et EU-gennemsnit på 30 %. Modernisering af de eksisterende kobbernet (»vectoring«) er fortsat den etablerede udbyders foretrukne teknologiske løsning. Selv om mange tjenesteydelser er afhængige af højhastighedsforbindelser, var 23 700 erhvervsparker i 2017 ikke tilsluttet et fibernet, og 28 % af alle virksomheder havde ikke adgang til et net med en hastighed på mindst 50 Mbit/s. Manglende adgang til sådanne hurtige forbindelser bremser investeringerne, navnlig for SMV'er, der ofte er beliggende i landdistrikter og overgangszoner mellem by og land. I landdistrikter afhænger udbredelsen af ultrahurtige bredbåndsinfrastrukturer (≥ 100 Mbit/s) fortsat af offentlige interventioner; her kan forskellige muligheder, der går videre end subsidier, undersøges. Hvad angår resultaterne inden for digitale offentlige tjenester og e-sundhed ligger Tyskland langt under EU-gennemsnittet. Kun 43 % af de tyske internetbrugere anvendte i 2018 e-forvaltningstjenester (sammenlignet med et EU-gennemsnit på 64 %). Med hensyn til e-sundhed har 7 % af tyskerne anvendt sundheds- og plejeydelser, der udbydes på nettet (sammenlignet med et EU-gennemsnit på 18 %). 19 % af de praktiserende læger anvender e-recept-udskrivning (sammenlignet med et EU-gennemsnit på 50 %).

(11)

For at tage fat på udfordringerne i forbindelse med luftkvalitet og for at støtte modvirkning af og tilpasning til klimaændringer må Tyskland investere mere i transportinfrastruktur og rene mobilitetsløsninger. Drivhusgasemissionerne fra vejtransport er steget kraftigt i løbet af de seneste fem år. Luftkvaliteten i Tyskland giver anledning til alvorlig bekymring, især i byområder, hvor ca. 60 % af de skadelige emissioner af kvælstofoxider stammer fra trafikken. Bedre udviklede intermodalitetsløsninger ville komme fragttransporten til gode. I den daglige bolig-arbejdsstedtrafik er bilen stadig langt det oftest anvendte transportmiddel, og tyskerne tilbringer gennemsnitligt ca. 30 timer om året i trafikkøer. Omkostningerne til trafikpropper og til søgning efter parkeringspladser anslås at udgøre 110 mia. EUR om året, svarende til ca. 4 % af Tysklands BNP. Selv om køretøjer, der anvender alternative brændstoffer, udgør den største stigning blandt nye indregistreringer, er de absolutte tal fortsat lave. Bildeling og samkørsel benyttes stadig alt for lidt. Der er også behov for betydelige offentlige og private investeringer med henblik på nye forsyningskæder for batterier og råvarer af kritisk betydning.

(12)

Tysklands elnet tilpasser sig kun langsomt til produktion fra vedvarende energi, og der er stadig behov for betydelige investeringer i transmissions- og distributionsnet. De store forsinkelser i gennemførelsen af mange projekter har medført betydelige omkostninger for tyske og europæiske elnet og elmarkeder. Således var kun ca. 800 km af de i loven om udbygning af energinettet fra 2009 udpegede 1 800 km netprojekter gennemført i andet kvartal af 2018, hvilket til dels skyldes modstand i offentligheden. Forsinkelser i udbygningen af nettet vil både i Tyskland og uden for Tysklands grænser føre til højere omkostninger i forbindelse med overbelastning af nettet og i stigende grad forvride markederne. Med henblik på at nå energi- og klimamålene er investeringer i energinet, der fremmer sammenkobling af sektorer, diversificering og en passende netinfrastruktur, afgørende for energisystemets fleksibilitet og for en bedre integration mellem de forskellige sektorer af økonomien.

(13)

Boliger til overkommelige priser er blevet en mangelvare i Tyskland. Siden 2015 er både huslejer og boligpriser navnlig i storbyer steget hurtigere end deres langsigtede gennemsnit. I 2017 stod 20 % af Tysklands befolkning på 65 år og derover over for uforholdsmæssigt høje boligudgifter (dvs. de samlede boligudgifter udgjorde mere end 40 % af den disponible indkomst) sammenlignet med 10 % af befolkningen på 65 år og derover i resten af Europa. For befolkningsgruppen med den laveste indkomst lå procentdelen af befolkningen i husstande, hvor de samlede boligudgifter udgør 40 % eller mere af den disponible indkomst, 10 procentpoint over EU-gennemsnittet på 35,3 %. Forbundsregeringen har reageret herpå med foranstaltninger såsom en »prisbremse«, der begrænser huslejestigninger (Mietpreisbremse), en støtteordning for køb af ny ejendom (Baukindergeld) samt en ændring af grundloven, der gør det muligt for de føderale myndigheder at yde økonomisk støtte til opførelsen af socialt boligbyggeri. Ikke desto mindre ligger antallet af nyopførte boliger langt under efterspørgslen og også betydeligt under forbundsregeringens mål om 375 000 nyopførte boliger om året. Der kan være behov for yderligere foranstaltninger, f.eks. fremskyndelse af opførelsen af sociale boliger, forbedring af transportforbindelserne samt en reform af arealanvendelsen og bygningsreglementet.

(14)

Tyskland har i stort omfang nydt godt af integrationen i det indre marked og spiller en vigtig rolle for dets videre udvikling. Der er dog fortsat store hindringer for konkurrencen i sektoren for erhvervstjenester i Tyskland i forhold til i andre medlemsstater. Dette vedrører flere områder, herunder lovregulerede erhverv som arkitektur, ingeniørvæsen og juridiske tjenesteydelser, hvor lovgivningsmæssige begrænsninger som f.eks. aktiviteter, der er forbeholdt bestemte erhverv, og pris- og gebyrregulering hæmmer konkurrencen. Men også for ikkeregulerede erhvervstjenester gælder der i forhold til andre medlemsstater flere begrænsninger i det generelle erhvervsklima. Ændringer i reguleringen af erhvervstjenester med henblik på at øge konkurrencen ville forbedre effektiviteten og virkningen af investeringer og øge den økonomiske aktivitet.

(15)

Efter nogle forbedringer i de foregående år er der i det forløbne år kun gjort små fremskridt med hensyn til at fremme de private investeringer og væksten gennem reformer af det tyske skattesystem. Skattesystemet er fortsat komplekst, det forvrider beslutningsprocessen (f.eks. vedrørende arbejdsmarkedsdeltagelse, investeringer og finansiering), og det kunne give mere effektive incitamenter til investering og forbrug. De fleste fremskridt er gjort i forbindelse med skatten på arbejde, men det fremgår endnu ikke af tallene. Der er stadig muligheder for at mindske den forvridende beskatning af arbejde gennem en omlægning af beskatningen til indtægtskilder, som i højere grad fremmer inklusiv og bæredygtig vækst. Skatten på arbejde (skattekilen) var i 2018 fortsat blandt de højeste i Unionen, både for arbejdstagere med gennemsnitsindtægt og for lavtlønnede. Arbejdstagernes socialsikringsbidrag er meget høje sammenlignet med andre lande og udgør samlet set ca. to tredjedele af skattekilen, mens indkomstskatten udgør en tredjedel. Til gengæld er indtægterne fra miljøafgifter i forhold til BNP blandt de laveste i Unionen. Kapitalomkostningerne og den gennemsnitlige faktiske selskabsskattesats, der varierer fra region til region, er blandt de højeste i Unionen. Den effektive gennemsnitlige skattesats var på 28,8 % (samlet nationalt tal) sammenlignet med et EU-gennemsnit på 20 %. Som følge af samspillet mellem selskabsskatten, erhvervsskatten og solidaritetsbidraget er systemet for selskabsbeskatning komplekst, det forårsager høje omkostninger i forbindelse med skatteforvaltningen, og det forvrider investeringernes niveau og placering. Desuden forvrider selskabsskatten finansieringsbeslutninger, idet den fremmer lånefinansiering, der ifølge data fra 2017 anslås til at være den tredjehøjeste i Unionen. En sænkning af kapitalomkostningerne for egenkapital kunne øge de private investeringer og styrke det relativt underudviklede venturekapitalmarked.

(16)

Arbejdsmarkedet er fortsat stærkt, men visse gruppers arbejdsmarkedspotentiale udnyttes ikke fuldt ud. I fjerde kvartal 2018 nåede beskæftigelsesfrekvensen for aldersgruppen 20-64 op på 79,9 % og er dermed en af de højeste i Unionen. Arbejdsløsheden faldt i begyndelsen af 2019 til et rekordlavt niveau på 3,2 %. Den høje andel af ledige stillinger og manglen på arbejdskraft bliver mere og mere mærkbar og begrænser produktionen betydeligt i visse regioner og sektorer. Alligevel udnyttes visse gruppers arbejdsmarkedspotentiale ikke fuldt ud, f.eks. kvinder og personer med indvandrerbaggrund. Andelen af kvinder i Tyskland med deltidsarbejde er med 46,7 % meget høj. Skatten på arbejde er fortsat forholdsvis høj i Tyskland, også for lavtlønnede. De særlige regler om fælles indkomstbeskatning for ægtepar (Ehegattensplitting) mindsker navnlig sekundære forsørgeres incitamenter til at forøge arbejdstiden. Personer med indvandrerbaggrund har en betydeligt lavere beskæftigelsesfrekvens end indfødte, og forskellen er især stor for kvinder. Der er truffet foranstaltninger til at støtte integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet, men der er stadig udfordringer, herunder utilstrækkeligt kendskab til tysk, manglende kvalifikationer eller kvalifikationer, der ikke kan overføres, omsorgspligt for børn og slægtninge samt manglende erfaring med uskrevne regler på det tyske arbejdsmarked.

(17)

Tyskland er hårdere ramt af babyboomgenerationens tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet end andre medlemsstater. På lang sigt vil denne demografiske udvikling lægge pres på Tysklands offentlige finanser, udfordre pensionernes tilstrækkelighed og kunne forøge den i øjeblikket begrænsede andel af den ældre befolkning (på 65 år og derover), der er truet af fattigdom eller social udstødelse. Frem til 2040 forventes Tyskland at opleve en af de største stigninger i Unionen i udgifterne til offentlige pensioner i forhold til BNP (en stigning på 1,9 procentpoint af BNP), mens forholdet mellem den gennemsnitlige offentlige pension og gennemsnitslønnen forventes at falde med 4,4 procentpoint til 37,6 % ifølge rapporten fra 2018 om befolkningens aldring (Europa-Kommissionen, 2018d). De seneste pensionsreformer førte til en forhøjelse af pensionsydelserne for visse grupper, men der hersker stadig ikke klarhed om, hvorvidt de derved opnåede sociale fordele står i et rimeligt forhold til deres betragtelige finanspolitiske omkostninger. Regeringen har også fastlagt en »dobbelt stoplinje« (doppelte Haltelinie): en maksimal pensionsbidragssats på 20 % og en minimal indkomstkompensation på 48 % frem til 2025. Overholdelse af disse grænseværdier forventes at kræve betydelige budgetoverførsler, hvilket vil øge byrden yderligere for de yngre generationer. Desuden er tilstrækkeligheden af lavtlønnede arbejdstageres pensionsindkomst fortsat et problem.

(18)

På trods af den stigende mangel på arbejdskraft er væksten i reallønnen fortsat beskeden, mens de nominelle lønninger steg med 3,1 % i 2018. Den samlede lønvækst i 2018, der også lå lidt højere end produktivitetsvæksten, skyldes bl.a., at beskæftigelsen især voksede for bedre betalte fuldtidsjob, og at andelen af marginalt deltidsarbejde i den samlede beskæftigelse er faldet. Således faldt andelen af arbejdstagere, der er omfattet af kollektive overenskomster, yderligere (med 2 procentpoint fra 2016 til 2017) til 49 % i den vestlige del af landet og 34 % i den østlige del af landet. Der er betydelige forskelle mellem de forskellige sektorer, idet flere arbejdstagere er omfattet af kollektive overenskomster i den offentlige sektor og industrien end i servicesektoren. Lavtlønnede arbejdstagere har generelt draget fordel af den i 2015 indførte mindsteløn. I den nedre ende af lønskalaen, navnlig de to nederste løndeciler, er timelønningerne steget betydeligt. Andelen af lavtlønnede, der udgjorde 22,5 % i 2017, ligger imidlertid stadig langt over EU-gennemsnittet. Antallet af personer, der udelukkende var beskæftiget i minijob, faldt i perioden 2010-2018 med 6,8 %, mens antallet af arbejdspladser, der var omfattet af social sikring, i den samme periode steg med ca. 18,1 %. En forbedring af de betingelser, der fremmer lønvæksten, ville stimulere den indenlandske efterspørgsel og bidrage til at genoprette balancen i euroområdet.

(19)

Den opadgående sociale mobilitet inden for uddannelse er lav i Tyskland. Ifølge nationale kilder er der kun gjort få fremskridt med hensyn til at mindske den socioøkonomiske baggrunds indflydelse på uddannelsesresultaterne. Tyskland har vist gode resultater hvad angår indslusning af nyankomne migranter og flygtninge i uddannelser og erhvervsuddannelser. Personer med migrantbaggrund står imidlertid generelt over for større udfordringer end indfødte (hvilket f.eks. andelen af elever, der forlader skolen tidligt, og vanskeligheder med at finde praktikpladser viser). Da der allerede er en betydelig lærermangel, er der i lyset af de stadig mere heterogene klasser behov for en stor indsats for at styrke lærerfaget. Arbejdstageres deltagelse i voksenuddannelse er af stor betydning for arbejdsstyrkens fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet, hvilket især gælder for de 6,2 millioner personer, der ikke har grundlæggende læse- og skrivefærdigheder.

(20)

Selv om antallet af personer, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, er faldet siden toppunktet i 2014, er der stadig udfordringer med hensyn til lige muligheder. Således var risikoen for fattigdom eller social udstødelse i 2017 67 procentpoint højere for børn af lavtuddannede forældre end for børn af højtuddannede forældre. Denne forskel ligger betydeligt over EU-gennemsnittet (53,9 procentpoint).

(21)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Tyskland at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(22)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Tysklands økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Tyskland i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Tyskland, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(23)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Tysklands stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (7), at Tyskland ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten.

(24)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger fremsat efter artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 og 2 nedenfor, Disse henstillinger bidrager også til gennemførelsen af henstillingen for 2019 vedrørende euroområdet, navnlig den første henstilling vedrørende euroområdet. De finanspolitikker, der er omhandlet i henstilling 1 nedenfor, bidrager bl.a. til at afhjælpe ubalancer i forbindelse med overskuddet på de løbende poster,

HENSTILLER, at Tyskland i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på:

1.   

under hensyntagen til den mellemfristede budgetmålsætning at benytte finans- og strukturpolitikken til at opnå en vedholdende positiv udvikling i de private og offentlige investeringer, især på regionalt og kommunalt niveau; at målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod uddannelse, forskning og innovation, digitalisering og bredbånd med meget høj kapacitet, bæredygtig transport samt energinet og boliger til overkommelige priser, idet der tages hensyn til regionale forskelle; at omlægge beskatningen væk fra arbejde til kilder, som er mindre skadelige for en inklusiv og bæredygtig vækst; at styrke konkurrencen inden for erhvervstjenester og lovregulerede erhverv.

2.   

at mindske de negative incitamenter til at arbejde flere timer, herunder den høje skattekile, især for lavtlønnede og sekundære forsørgere, at træffe foranstaltninger til at sikre pensionssystemets langsigtede holdbarhed og samtidig opretholde pensionernes tilstrækkelighed, at forbedre betingelserne for at fremme en højere lønvækst, idet der tages hensyn til den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller, at forbedre uddannelsesresultaterne og kvalifikationsniveauerne for dårligt stillede grupper.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 19.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/30


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Estlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Estlands stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/06)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Estland ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen for 2019 vedrørende euroområdet«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Estland har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Estland sikre en fuldstændig og rettidig implementering af henstillingen for 2019 vedrørende euroområdet som afspejlet i henstilling 2 og 3 nedenfor. Navnlig vil en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod de specifikke områder bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler støtte til investeringer.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Estland offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Estlands fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Estlands fremskridt mod opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Estland fremlagde den 30. maj 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 30. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Estland er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Stabilitetsprogrammet for 2019 blev forelagt på basis af en uændret politik. I programmet forventes landet at bevæge sig fra et offentligt underskud på 0,6 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til et underskud på 0,2 % af BNP i 2019, 0,3 % af BNP i 2020 og et underskud på 0,7 % af BNP i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning om et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP ikke at blive nået i løbet af den periode, som stabilitetsprogrammet for 2019 omfatter. Den offentlige gældskvote forventes at falde til 5,3 % af BNP i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er gunstigt. De foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål, er ikke blevet specificeret, hvilket udgør en risiko for provenuantagelserne.

(7)

På baggrund af Kommissionens efterårsprognose 2018, ifølge hvilken Estland vil ligge tættere på sin mellemfristede budgetmålsætning i 2019, og i overensstemmelse med reglerne om ophævelse af fastfrysningen af den krævede tilpasning, bør den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstige 4,9 %, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,3 % i 2019. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2019.

(8)

I lyset af Estlands forventede produktionsgab på 2,7 % af BNP og med en forventet BNP-vækst under den potentielle vækstrate bør den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstige 4,1 % i 2020 i overensstemmelse med den strukturelle tilpasning på 0,6 % af BNP, som kræves ifølge den tilpasningsmatrix, der er fastlagt efter fælles aftale som led i stabilitets- og vækstpagten. På basis af Kommissionens forårsprognose 2019 er der under antagelse af en uændret politik risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2020. Generelt er Rådet af den opfattelse, at der er behov for at træffe foranstaltninger i 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten.

(9)

På baggrund af store skandaler i forbindelse med hvidvask af penge er forebyggelse heraf blevet en prioritet for Estland. Estland har styrket sin lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge, og andelen af valutaudlændinges indskud i den estiske banksektor er faldet betydeligt. Der er dog stadig udfordringer. Den estiske regering har vedtaget yderligere foranstaltninger og retningslinjer for, hvordan forebyggelsen på dette område kan styrkes, men det estiske parlament har endnu ikke vedtaget et lovgivningsinitiativ, der skal styrke tilsynet med bekæmpelse af hvidvask af penge. Der bør arbejdes på at gennemføre disse foranstaltninger effektivt, når de er vedtaget.

(10)

Mangel på kvalificeret arbejdskraft og misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer er blandt de største hindringer for erhvervsinvesteringer og begrænser øgede produktivitetsgevinster. I de seneste år har Estland gennemført omfattende reformer, men udviklingen på arbejdsmarkedet og faldet i antallet af personer i den erhvervsaktive alder indebærer langsigtede udfordringer for uddannelsessystemet. Blandt disse udfordringer er den fortsatte høje andel af unge, der forlader skolen tidligt, den ufuldstændige omlægning af skoleinfrastrukturen, den utilstrækkelige arbejdsmarkedsrelevans af de videregående uddannelser og de udfordringer, der er forbundet med en aldrende lærerstab og lærerfagets ringe tiltrækningskraft. Selv om stadig flere deltager i voksenuddannelse, foregår opkvalificeringen og omskolingen af arbejdsstyrken ikke hurtigt nok til at holde trit med udviklingen på arbejdsmarkedet. Centralt i de konstaterede behov for kvalifikationer står en utilstrækkelig evne til at innovere. Til trods for den høje procentdel af specialister inden for informations- og kommunikationsteknologi tilbyder virksomhederne kun begrænset uddannelse i digitale færdigheder. Ved at forbedre uddannelsessystemets arbejdsmarkedsrelevans, herunder investere i erhvervsvejledning, bekæmpe skolefrafald og i højere grad være på forkant med kvalifikationsbehovet, kan man bidrage til at sikre, at befolkningen får de nødvendige færdigheder. Desuden vil man ved at forbedre lærernes arbejdsvilkår, kvaliteten af undervisningen og uddannelsespolitikken i tråd med den demografiske og økonomiske udvikling kunne styrke kapaciteten i uddannelsessystemet.

(11)

Trods visse forbedringer er forekomsten af fattigdom, social udstødelse og indkomstulighed fortsat høj, især blandt de ældre. Ca. 42 % i aldersgruppen 65 år og derover var i risiko for fattigdom og social udstødelse i 2017, sammenlignet med et EU-gennemsnit på 15 %. De sociale ydelser kan stadig ikke reducere fattigdommen i tilstrækkelig grad, og det sociale sikkerhedsnet er svagt. Den ringe koordinering mellem sundheds- og socialvæsenet og de store forskelle mellem kommunernes evne til at kortlægge behovet for sociale ydelser og til at føre dem ud i livet gør det vanskeligt at sikre sociale tjenesteydelser af god kvalitet og til overkommelige priser. Modtagerne skal desuden dække en stor del af omkostningerne ved de tjenester, som myndighederne yder. Estlands offentlige udgifter til langtidspleje udgjorde mindre end halvdelen af EU-gennemsnittet (0,6 % af BNP sammenlignet med 1,6 % af BNP i 2016). Der findes hverken forebyggende foranstaltninger eller et støttesystem til at lette byrden for de uformelle plejere. Andelen af personer med uopfyldte medicinske behov er fortsat blandt de højeste i Unionen (11,7 %), hvilket tyder på tilgængeligheds- og effektivitetsproblemer i sundhedssystemet. Disse udfordringer peger i retning af, at der er behov for at levere integrerede sociale tjenester og sundhedsydelser af god kvalitet og til en overkommelig pris og udvikle et omfattende regelsæt for langtidspleje. Ved at investere i den social inklusion, herunder i social infrastruktur, vil den inklusive vækst blive fremmet.

(12)

Den kønsbestemte lønforskel på 25,6 % i 2017 er blandt de højeste i Unionen og lidt større end i det foregående år. De konsekvenser, som forældreskab har for kvinders beskæftigelse, ligger desuden et godt stykke over EU-gennemsnittet (henholdsvis 25,2 % og 9,0 %). Langvarig forældreorlov fører ofte til en langsommere karriereudvikling for kvinder. Kvinder har tendens til at arbejde i økonomiske sektorer og erhverv med lavere løn, selv om deres uddannelsesniveau er højere end mænds. De seneste foranstaltninger har gjort reglerne for forældreorlov og understøttelse mere fleksible for at gøre det lettere for forældre at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Brugen af børnepasning er blevet mere udbredt. Faktorer som økonomisk aktivitet, beskæftigelse, alder, erhvervserfaring og arbejdstid forklarer imidlertid kun en del af lønforskellen mellem mænd og kvinder og efterlader et uforklarligt gab på 20 % i forhold til EU-gennemsnittet på 11,5 %. Løngennemsigtighed kan bidrage til en bedre forståelse af årsagerne til denne store lønforskel mellem mænd og kvinder. Fortsatte investeringer i børnepasning og aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger kan øge beskæftigelsen blandt kvinder. Det er desuden vigtigt i en bredere sammenhæng at sikre samarbejdet med arbejdsmarkedets parter og styrke deres kapacitet.

(13)

Estland er et afsides beliggende land med en lav befolkningstæthed, og derfor er et velfungerende og indbyrdes forbundet transportsystem af afgørende betydning for Estlands økonomiske aktivitet og eksport. Estlands transportinfrastruktur er mangelfuld med hensyn til konnektivitet og bæredygtighed. Jernbanetransport og intermodal transport skal udvikles mere. Desuden er drivhusgasemissionerne fra vejtransport steget i de seneste 5 år. Yderligere innovative og bæredygtige løsninger kan bidrage til at løse problemerne med hensyn til trængsel og offentlig transport. Synkronisering af Estlands elsystem med det kontinentale europæiske net er afgørende for at sikre elforsyningen i hele Østersøregionen. Investeringer i infrastruktur vil bidrage til at gøre de estiske virksomheder mere konkurrencedygtige.

(14)

Med et lavt investeringsniveau i forskning og udvikling, navnlig fra den private sektor, har Estlands produktivitet haltet bagefter. I 2017 lå de offentlige udgifter til forskning og udvikling lidt under EU-gennemsnittet, og erhvervsinvesteringerne var kun på 0,61 % af BNP — ca. halvdelen af EU-gennemsnittet. Kun en lille andel af virksomhederne, især blandt de små og mellemstore virksomheder (SMV'er), indberetter forsknings- og innovationsaktiviteter. Andre innovationsudgifter end forsknings- og udviklingsudgifter er faldende, og der er kun begrænset samarbejde mellem forskning og erhvervsliv. En del af disse faktorer påvirker landets innovationsresultater og produktivitet i negativ retning. Mere målrettede investeringer i forskning, udvikling og innovation, herunder i digitalisering og automatisering af virksomheder, vil kunne øge Estlands produktivitet og konkurrenceevne. Det samme gælder en bedre prioritering af forskningsemner på områder af økonomisk betydning. De estiske myndigheder har udformet og gennemført en række foranstaltninger for at afhjælpe manglerne i forsknings- og innovationssystemet, men deres virkning er stadig begrænset.

(15)

Der er fortsat udfordringer med hensyn til ressource- og energieffektiviteten. Estlands miljøinnovationsresultater afspejler ikke fuldt ud landets potentiale, og dets samlede miljøinnovative score på 60 ligger 40 % under EU-gennemsnittet. På trods af visse forbedringer i de seneste år ligger Estland omkring tre gange lavere end EU-gennemsnittet med hensyn til ressourceproduktivitet, og kløften i forhold til resten af Unionen bliver stadig større. Kun en lille del af landets SMV'er træffer foranstaltninger til at forbedre deres ressourceeffektivitet og miljøvenlighed. Desuden er økonomien meget energiintensiv med et energiforbrug, der ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet. Alle estiske regioner halter bagefter med hensyn til at forbedre ressource- og energieffektiviteten. Med 0,4 % i 2017 lå Estland langt under det nationale mål på 10 % vedvarende energi i transportsektoren. Fremme af ressource- og energieffektivitet, navnlig i bygningssektoren, og støtte til den cirkulære økonomi, herunder ved at øge investeringerne, vil kunne bidrage yderligere til en mere konkurrencedygtig og bæredygtig økonomi.

(16)

Insolvensprocedurerne i Estland tager omkring tre år, og inddrivelsessatsen ligger på lidt over 40 %. Dette bevirker, at arbejdskraft og finansielle ressourcer er fanget i mindre produktive virksomheder. Dermed mindskes incitamenterne til at investere og yde finansiering til virksomhederne. Det er vigtigt at ændre insolvensreglerne for at afkorte insolvensbehandlingen og øge inddrivelsessatsen for kreditorerne. Det bør navnlig indebære at tilskynde til at anvende rekonstruktionsprocedurerne før og efter en konkurs og forhindre stykvise likvidationer af virksomheder.

(17)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Estland at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(18)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Estlands økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Estland i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Estland, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(19)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (7) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Estland i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,1 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 0,6 % af BNP, og sikre et effektivt tilsyn og håndhævelse af reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge

2.   

afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft og fremme innovation ved at forbedre uddannelsessystemets kapacitet og arbejdsmarkedsrelevans, forbedre tilstrækkeligheden af det sociale sikkerhedsnet og adgangen til prismæssigt overkommelige og integrerede sociale tjenester samt træffe foranstaltninger til at mindske den kønsbestemte lønforskel, herunder ved at forbedre løngennemsigtigheden

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod bæredygtig transport og energiinfrastruktur, herunder sammenkoblinger, fremme af forskning og innovation samt ressource- og energieffektivitet, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 24.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/35


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Irlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Irlands stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/07)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Irland blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dato vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Irland har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Irland sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 og 3 nedenfor. Navnlig vil en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod de specifikke områder og indførelse af skatteforanstaltninger bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til at støtte investeringer, forbedre de offentlige finanser og bekæmpe aggressiv skatteplanlægning.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Irland offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Irlands fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Irlands fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderer i sin analyse, at Irland er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Navnlig gør store gældsbeholdninger i den offentlige og private sektor og nettoforpligtelser over for udlandet Irland sårbar over for negative chok, hvor strømstørrelserne dog bedres. Den private gæld er fortsat høj, men den økonomiske vækst bidrager til at mindske den. De multinationale virksomheders aktiviteter påvirker fortsat virksomhedernes gæld. Husholdningernes gæld forekommer stort set at være i overensstemmelse med de underliggende forhold, selv om den er høj i forhold til den disponible indkomst. Den offentlige gæld forventes at blive ved med at falde, mens underskuddet er tæt på at blive udlignet. Boligpriserne er steget hurtigt i en årrække, men er aftaget for nylig. Boligpriserne er i vid udstrækning drevet af udbudsbegrænsninger, og der er ikke noget klart tegn på overvurdering. Beholdningen af misligholdte lån, der fortsat er høj, er faldet yderligere, selv om de langfristede restancer falder i et langsommere tempo.

(4)

Irland fremlagde den 17. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 29. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Irland er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventer regeringen en forbedring af den nominelle saldo, nemlig til 0,2 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019, og at det herefter forbedres gradvist til 1,3 % af BNP i 2023. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning, der er fastsat ud fra et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP, at blive nået inden 2020. Ifølge stabilitetsprogrammet ventes den offentlige gældskvote at falde til 61,1 % i 2019 for derefter at falde yderligere til 51,6 % i 2023. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Samtidig er de foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål fra og med 2020, ikke blevet tilstrækkeligt præciseret.

(7)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Irland skulle nå sin mellemfristede budgetmålsætning i 2019. Dette svarer til en maksimal nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter (7) på 7,0 % i 2019 svarende til en tilladt forringelse af den strukturelle saldo med 0,3 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes Irland at overholde den anbefalede finanspolitiske tilpasning i 2019.

(8)

I 2020 bør Irland nå sin mellemfristede budgetmålsætning. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 svarede dette til en maksimal nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på 3,7 % (8) svarende til en årlig strukturel tilpasning på 0,7 % af BNP. Irland forventes at nå den mellemfristede budgetmålsætning. Den offentlige gældkurve forventes at falde støt til under kravene i gældskriteriet. Rådet er af den generelle opfattelse, at Irland ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020. Det ville i lyset af forskellen på målingerne af BNP og indenlandsk produktion i Irland og de dermed forbundne virkninger for gældskvoten, Irlands nuværende konjunkturforhold og de øgede eksterne risici være en vigtig disposition at anvende eventuelle ekstraordinære indtægter til at reducere den offentlige gældskvote yderligere.

(9)

De offentlige finanser er blevet yderligere forbedret som følge af en robust vækst i produktionen, men der er fortsat risiko for volatilitet i indtægterne, og der er mulighed for at gøre indtægtssiden mere modstandsdygtig over for økonomiske udsving og negative chok. Det vil øge indtægtsstabiliteten i en situation med økonomiske udsving, hvis omfanget og antallet af skatteudgifter begrænses, og skattegrundlaget udvides. Mens Irland har hævet den lavere moms på turismeaktiviteter, er der i nogle af de seneste skatteforanstaltninger fokuseret på nedskæringer og skattelettelser. Irland har desuden flere muligheder for at forbedre måden, hvorpå dets skattesystem kan støtte miljømålsætninger. Sådanne bestræbelser kunne indbefatte færre subsidier til fossile brændstoffer og at sende et styrket prissignal til investorerne ved at udarbejde en plan for stigninger i kulstofafgifterne de næste ti år.

(10)

Bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning er vigtig for at gøre skattesystemet mere effektivt og mere retfærdigt, således som det fremgik af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019. De afsmittende virkninger af skatteyderes aggressive skatteplanlægning mellem medlemsstater kræver en koordineret indsats fra nationalt politisk hold som supplement til EU-lovgivningen. Irland har truffet foranstaltninger mod aggressiv skatteplanlægning, men de meget store royalties- og udbyttebetalinger i procent af BNP tyder på, at Irlands skatteregler udnyttes af virksomheder, der beskæftiger sig med aggressiv skatteplanlægning. Da Irland opkræver begrænset skat af udgående (dvs. fra personer med hjemsted i Unionen til personer med hjemsted i tredjelande) royalties og udbytte, som udbetales af virksomheder baseret i Irland, risikerer disse betalinger at blive fuldstændig fritaget for skat, hvis de heller ikke beskattes i modtagerlandet.

(11)

Udfordringerne for den finanspolitiske holdbarhed på længere sigt er fortsat forbundet med omkostningerne i forbindelse med aldring. Sundhedsudgifterne forventes at stige fra 4,1 % af BNP i 2016 til 5,1 % af BNP i 2070 og topper med 5,2 % i 2063. Selv om der er aspekter af sundhedssystemet i Irland, som fungerer godt eller er blevet forbedret, er systemet ineffektivt, efterspørgslen svær at imødekomme, og der ydes ikke koordineret og integreret sundhedspleje. For at afbøde det stigende efterspørgselspres har den irske regering vedtaget Sláintecare-gennemførelsesstrategien og oprettet Sláintecare-programmets gennemførelsesmyndighed til at gennemføre en omfattende reform og modernisere Irlands sundheds- og socialydelser i løbet af de næste ti år. Den planlagte reform bygger på en troværdig vision om at give alle adgang til et holdbart sundhedssystem, imødekomme den aldrende befolknings behov og overgå fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet med større fokus på forebyggelse. Dette vil sandsynligvis bevirke, at afhængigheden af den akutte behandling mindskes, hvorfor sundhedsområdet bliver mere omkostningseffektivt. Der er imidlertid problemer med at gennemføre reformen på grund af vanskeligheder med at håndtere dobbeltforsikringsproblematikken på sygesikringsmarkedet og på kort sigt forvalte landets budget, indsats og arbejdsstyrke effektivt. De kortsigtede omkostninger vil også skulle begrænses for at opfylde Sláintecare-visionen på lang sigt.

(12)

På trods af regeringens tidligere bestræbelser på at begrænse udgifterne til de offentlige pensioner forventes pensionssystemet at vokse betydeligt på lang sigt som følge af en stigning i pensionsudgifterne fra 5 % af BNP i 2016 til 6,6 % i 2070 med den største stigning på 7,5 % i 2053. En fuldstændig og rettidig gennemførelse af den fremlagte køreplan for en pensionsreform er helt central for at gøre det irske pensionssystem mere finansielt holdbart.

(13)

Øgede investeringer i færdigheder, uddannelse og social inklusion er afgørende for at forbedre Irlands produktivitet og inkluderende vækst på lang sigt. Det strammere arbejdsmarked, manglen på kvalificeret arbejdskraft og misforholdet mellem de efterspurgte og udbudte kvalifikationer i visse sektorer bevirker, at der er behov for en indsats for at nå ud til inaktive grupper af mulige arbejdstagere og investere i dette potentiale. Der er behov for at fremme opkvalificeringsprogrammerne og tilpasse uddannelsesplanerne og erhvervsuddannelse bedre, så de svarer til arbejdsmarkedets behov. Da kun en lille andel af arbejdsstyrken har de grundlæggende IT-kompetencer på plads, er der behov for flere investeringer i mere arbejdspladsbaseret efteruddannelse og opkvalificering af den voksne arbejdsstyrke. Investering i adgang til økonomisk overkommelig børnepasning af høj kvalitet og indførelse af en national børnepasningsordning vil bidrage til at øge kvinders forholdsvis lave beskæftigelsesfrekvens. Erhvervsfrekvensen for personer med handicap på arbejdsmarkedet er blandt de laveste i Europa. Antallet af personer, der lever i husstande med lav arbejdsintensitet, er fortsat blandt de højeste i Unionen, og det understreger behovet for mere integrerede og målrettede aktiveringsstrategier til støtte af denne særlige gruppe.

(14)

År med lave investeringsniveauer efter den økonomiske afmatning bevirker, at der nu mangler billige og almene boliger samt passende infrastruktur inden for ren transport og energi, vand og lynhurtigt bredbånd, hvilket også udgør en hindring for virksomhedernes investeringer. Desuden er drivhusgasemissionerne fra vejtransport steget kraftigt i løbet af fem år. Forbedret infrastruktur er sammen med fysisk planlægning en kritisk faktor for at øge boligudbuddet, fremme de private investeringer, sætte skub i produktivitetsvæksten og sikre en afbalanceret økonomisk udvikling i regionerne. Fremtidssikret konnektivitet og tilstrækkelige digitale færdigheder er fortsat afgørende for, at indenlandske virksomheder kan anvende digital teknologi effektivt og for en blomstrende national informations- og kommunikationsteknologisektor. Der er fortsat betydelige udfordringer med hensyn til adgangen til lynhurtigt bredbånd, navnlig i landdistrikterne. Flere infrastrukturinvesteringer inden for ren energi og ren offentlig transport og vandforsyning samt en øget indsats på områderne dekarbonisering, energieffektivitet, vedvarende energi og cirkulær økonomi vil hjælpe Irland med at gå over til en mere klimarobust økonomi med færre kulstofudledninger.

(15)

Selv om iværksættelsen af den nationale udviklingsplan vil kunne føre til udbygning af den grundlæggende infrastruktur, kan den svage kapacitet i bygge- og anlægssektoren forsinke det. Endvidere kan diversificering af søtransporten og energiforbindelserne med det kontinentale Europa øge økonomiens modstandsdygtighed over for eksterne chok. Irland har hidtil undladt at afkoble sin økonomiske vækst fra drivhusgasudledninger og luftforurenende stoffer. Drivhusgasemissionerne er steget støt, især inden for transport, landbrug, energi og bebyggede områder. Manglende fremskridt på dette område vil gøre det vanskeligere for Irland at opfylde sine EU-forpligtelser og samtidig øge omkostningerne ved den fremtidige indsats.

(16)

Vedvarende forsyningsknaphed kombineret med stigende efterspørgsel bidrager til stadig stigende ejendomspriser. Selv om priserne i 2017 ikke syntes at være for høje, er prisoverkommelighed alligevel ved at blive et problem. Boligmanglen påvirker også de almene boliger på grund af utilstrækkelige investeringer og nybyggeri de seneste ti år. Efterspørgslen efter almene boliger anslås til ca. 72 000 enheder, hvor der blot forventes 10 000 opført i 2019. 17 000 husstande forventes at få hjælp gennem Irlands boligstøtte- og lejeboligordninger, hvilket dog kan bidrage til at forværre huslejestigningerne på det private lejemarked, hvor udbuddet allerede er begrænset. Et stort antal af de almene boliger udnyttes ikke fuldt ud, navnlig i Dublinområdet, til dels på grund af forældet praksis i arvesager. Den utilstrækkelige mængde af forskellige typer almene boliger sammenholdt med det meget begrænsede antal af billige lejeboliger er faktorer, der forværrer situationen yderligere. Dette er en væsentlig grund til en støt stigning i antallet af personer og familier, der lever i midlertidige boliger, og hvor antallet af hjemløse toppede i februar 2019.

(17)

Det er helt afgørende at fremme den innovationsbaserede produktivitet i indenlandske virksomheder for at støtte en mere robust og modstandsdygtig produktivitetsvækst i landet. Udgifterne til erhvervsmæssig forskning og udvikling (FoU) fortsætter med at stige, men ligger fortsat under EU-gennemsnittet og er ganske koncentreret i de udenlandsk ejede virksomheder. Der er mulighed for at tilpasse innovationspolitikken med henblik på at støtte irske små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Indirekte støtte (dvs. skattefradrag) er fortsat det vigtigste instrument til offentlig FoU-støtte i Irland (der udgør 80 % af den samlede offentlige støtte). Tættere bånd mellem multinationale selskaber og indenlandske virksomheder kan bidrage til at brede innovationen ud til hele økonomien. Desuden vil et tættere samarbejde mellem virksomheder og offentlige forskningscentre også øge innovationspotentialet.

(18)

Selv om de lave niveauer for offentlig FoU fortsat giver anledning til bekymring (1,05 % af BNP sammenlignet med et EU-gennemsnit på 2 %), udgør Irlands nyligt vedtagne 2019-program for fremtidens beskæftigelse en lovende ramme til at stimulere innovation og teknologiske ændringer og forbedre SMV'ernes produktivitet. Programmets fulde gennemførelse vil imidlertid afhænge af en betydelig stigning i de offentlige udgifter til forskning og innovation og af, at det nyligt vedtagne program bliver omsat til konkrete politiske foranstaltninger. Denne liste over ambitiøse foranstaltninger mangler stadig vigtige detaljer og konkrete gennemførelsesdatoer. For eksempel er der i forbindelse med foranstaltninger, der skal træffes i 2019, ingen foranstaltninger til at øge adgangen til langsigtede egenkapitalinvesteringer med henblik på at hjælpe de lokale virksomheder med at udvide deres forretningsområder. Endvidere kombineres der i de politikker, der skal tilskynde SMV'er til at investere i nye teknologier, skattelettelser og skattemæssige incitamenter for at tilskynde SMV'er til at investere i innovation, men det relative omfang af disse foranstaltninger er stadig ukendt. Irlands 2019-program for fremtidens beskæftigelse indeholder ingen konkrete foranstaltninger eller resultater for at mindske kløften mellem Irland og andre medlemsstater, når det drejer sig om at udbrede et fremtidssikret bredbåndsnet i overensstemmelse med Unionens 2025-mål for gigabitsamfundet. Den nationale bredbåndsplan forventes at bidrage til at mindske denne kløft.

(19)

De regionale forskelle i Irland er betydelige og er blevet øget de seneste ti år. Irland har forholdsvis store økonomiske forskelle regionalt i forhold til andre medlemsstater målt i BNP pr. indbygger. Mellem 2000 og 2016 steg BNP pr. indbygger i den sydlige og østlige region med 74 %, hvilket er 63 procentpoint mere end i regionerne Border, Midland og Western, og stigningen accelererede efter 2012. I 2016 var BNP pr. indbygger i den sydlige og østlige region 2,6 gange højere end i regionerne Border, Midland og Western. Dublinområdet med 40 % af Irlands befolkning bidrog med 62 procentpoint til BNP-væksten i perioden 2000–2016.

(20)

Reguleringsmæssige hindringer for iværksætteri (navnlig visse bestemmelser vedrørende kommerciel ejendomsret og juridiske tjenesteydelser) har en negativ indvirkning på, om udenlandske virksomheder etablerer sig i landet eller forlader det, og dermed også på de lokale irske virksomheders produktivitet. Hindringerne for adgangen til detailmarkederne udgør en udfordring. Irland er på top fem over de lande, der har flest administrative krav til virksomheder i opstartsfasen. Detailhandlerne kæmper med tung administration, hvilket virker hæmmende og fordyrende i en opstartsfase og kan have en negativ indvirkning på markedsstrukturen og -dynamikken.

(21)

Den nye lov om regulering af juridiske tjenester er endnu ikke gennemført, da indførelsen af regler stadig giver betydelige forsinkelser, selv om der pågår forberedende høringer. Det er stadig usikkert, hvilke muligheder der er for at give direkte professionel adgang til procederende advokater (barristers) i stridsspørgsmål, samt for at juridiske personer kan blive partnere i alle typer retspraksis. Alt for komplekse regler for drift og forvaltning i forbindelse med tværfaglig praksis bør dog undgås. En ambitiøs gennemførelse af de tidsubegrænsede reformer har højeste prioritet. Med »ambition 2.3« i Irlands 2019-program for fremtidens beskæftigelse forventes problemerne med omkostningerne i forbindelse med juridiske tjenester løst, men det eneste reelle resultat i 2019 er foreløbigt, og tidsplanen tvetydig. Den forsinkede gennemførelse af denne reform har været medvirkende til de høje omkostninger i forbindelse med juridiske tjenester i Irland til skade for erhvervsliv, SMV'er i særdeleshed og enkeltpersoner. Eftersom juridiske tjenesteydelser udgør et vigtigt redskab for andre erhvervstjenester, er restriktioner i denne sektor medvirkende til de høje omkostninger i andre brancher (f.eks. forsikringsbranchen).

(22)

Andelen af misligholdte lån er fortsat med at falde og faldt med 4,4 procentpoint til 5,5 % i året frem til fjerde kvartal af 2018. Bankerne er godt på vej til at opfylde deres reduktionsmål, støttet af porteføljesalg, omstruktureringsbestræbelser og stigende ejendomspriser. De langfristede restancer (over to år i restance) er fortsat forholdsvis høje og bidrager til at holde andelen af misligholdte lån over gennemsnittet i euroområdet. Der er blevet foreslået en række initiativer og lovudkast, såsom loven om »intet samtykke, intet salg« til afhjælpning af de sociale og økonomiske virkninger af afviklingen af misligholdte lån, herunder for sårbare husholdninger. Kreditregistret blev fuldt funktionsdygtigt for forbrugslån i 2018 og vil være afgørende for vurderingen af, om låntagerne er i stand til at betale renter og afdrag af på deres gæld. Der er fortsat et begrænset omfang af insolvensprocedurer og lille brug af inden- og udenretlige muligheder for afvikling af restancer. Det er fortsat en udfordring at finde ud af, hvordan de længerevarende restancer kan mindskes samtidig med, at initiativer for sårbare husholdninger udbygges uden at skabe unødige hindringer for de misligholdte lån, og der er stadig behov for at overvåge området.

(23)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Irland at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(24)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Irlands økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Irland i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Irland, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(25)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Irlands stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (9), at Irland ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

(26)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Rådets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 og 3 nedenfor, Disse henstillinger bidrager også til gennemførelsen af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019, navnlig den anden henstilling vedrørende euroområdet. De finanspolitikker, der er omhandlet i henstilling 1 nedenfor, bidrager bl.a. til at afhjælpe ubalancer i forbindelse med høj offentlig gæld,

HENSTILLER, at Irland i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

nå den mellemfristede budgetmålsætning i 2020, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den offentlige gældskvote, begrænse antallet og omfanget af skatteudgifter og udvide skattegrundlaget, fortsat undersøge, hvilke dele af skattesystemet der kan give anledning til aggressiv skatteplanlægning, og fokusere særligt på udgående betalinger, håndtere den forventede stigning i aldersrelaterede udgifter ved at øge omkostningseffektiviteten af sundhedssystemet og gennemføre planerne for pensionsreformerne fuldt ud,

2.   

yde individuel aktiv støtte til integration og fremme opkvalificering, navnlig for sårbare grupper og personer, der lever i husstande med lav arbejdsintensitet, øge adgangen til økonomisk overkommelig børnepasning af høj kvalitet,

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod lav kulstofudledning og energiomstilling, reducering af drivhusgasemissioner, bæredygtig transport, vand, digital infrastruktur og alment boligbyggeri, idet der tages hensyn til regionale forskelle, gennemføre foranstaltninger, herunder foranstaltninger som led i fremtidens beskæftigelsesstrategi, for at diversificere økonomien og forbedre de irske virksomheders produktivitet, navnlig SMV'er, ved at anvende flere direkte finansieringsinstrumenter til at stimulere forskning og innovation og ved at mindske de reguleringsmæssige hindringer for iværksætteri.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 27.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet. Udgiftsmålet for Irland afspejler en tilpasning, der skal korrigere for en skævvridning af den 10-årige referencesats for potentiel vækst, som skyldes den exceptionelle stigning i den reale BNP-vækst i 2015. I overensstemmelse med de irske myndigheders fremgangsmåde ved beregningen af 2017-budgettet har Kommissionen lagt gennemsnittet af de potentielle vækstrater i 2014 og 2016 til grund for sine beregninger.

(8)  Som i 2019 afspejler udgiftsmålet en tilpasning, der skal korrigere for en skævvridning af den 10-årige referencesats for potentiel vækst, som skyldes den exceptionelle stigning i den reale BNP-vækst i 2015.

(9)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/42


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Grækenlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Grækenlands stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/08)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Grækenland blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Grækenland har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Grækenland sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 og 2 nedenfor. Navnlig vil reformer, der er i tråd med de forpligtelser, som Grækenland påtog sig efter programmets afslutning, og en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod de specifikke områder bidrage til efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Grækenland offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Grækenlands fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderer på baggrund af sin analyse, at Grækenland er berørt af uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer. De konstaterede ubalancer vedrørte navnlig den høje offentlige gæld, den negative nettostilling over for udlandet, det store omfang af misligholdte lån på bankernes balancer og den stadig høje arbejdsløshed. Desuden vil de omfattende institutionelle og strukturelle reformer, der er påbegyndt i de seneste år for at modernisere økonomien og staten, kræve mange års vedholdende gennemførelse for at kunne mærkes fuldt ud.

(4)

Grækenland fremlagde den 26. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 30. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter de europæiske struktur- og investeringsfondes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring (5).

(6)

Grækenland er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet. Grækenland bør også fastholde en sund finanspolitisk stilling, som sikrer overholdelse af det mål for det primære overskud, der blev fastsat ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1226 (6) til 3,5 % af bruttonationalproduktet (BNP) for 2018 og på mellemlang sigt. I foråret 2018 vedtog Rådet ingen landespecifik henstilling til Grækenland som led i det europæiske semester, idet Grækenland i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 (7) var fritaget fra overvågningen og vurderingen under det europæiske semester på det tidspunkt, fordi landet var underlagt et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Efter afslutningen af programmet indebærer rammerne for Grækenland, at der indledes skærpet overvågning, samtidig med at Grækenland integreres i det europæiske semesters rammer for samordning af den økonomiske politik og socialpolitikken, samtidig med at synergien mellem den skærpede overvågning og processerne i forbindelse med det europæiske semester maksimeres.

(7)

Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventer regeringen et samlet overskud på mellem 1,1 % og 1,7 % af BNP i perioden 2019-2022. Regeringen har fastsat sin mellemfristede budgetmålsætning — et strukturelt budgetoverskud på 0,25 % af BNP i 2020. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (8) forventes denne mellemfristede budgetmålsætning mere end nået i hele programperioden, og den offentlige gældskvote forventes gradvis at falde til 153,3 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er blevet godkendt af et uafhængigt organ og er positivt. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at udvise et overskud på 1,9 % af BNP i 2019 og 0,8 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Den offentlige gæld forventes at fortsætte sin nedadgående trend og at overholde overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet i 2019 og gældskriteriet i 2020. På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 og dermed uden hensyntagen til de nye foranstaltninger, der blev vedtaget efter skæringsdatoen, forventedes Grækenland samlet set at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020. På samme grundlag ansås Grækenland også for at overholde målet om et primært overskud på 3,5 % af BNP, som overvåges inden for rammerne af den skærpede overvågning.

(8)

Stabilitetsprogrammet og Kommissionens forårsprognose 2019 omfatter ikke de nye permanente foranstaltninger, der blev bebudet og vedtaget kort efter deres forelæggelses- og skæringsdatoer. Kommissionen anslår de finanspolitiske virkninger af disse foranstaltninger til at overstige 1,0 % af BNP i 2019 og de efterfølgende år. Det vurderes også, at vedtagelsen af disse nye foranstaltninger udgør en risiko for det aftalte mål for det primære overskud, som overvåges inden for rammerne af den skærpede overvågning, og som blev fastsat ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1226. Desuden forventes de nye foranstaltninger at reducere den strukturelle saldo, hvilket giver anledning til bekymring med hensyn til opfyldelsen af den mellemfristede budgetmålsætning i 2020. Der vil imidlertid blive gennemført en fornyet vurdering i efteråret 2019, som vil omfatte en revision af det gældende benchmark for nettoudgiftsvæksten i 2020. Den offentlige gæld forventes fortsat at falde, men der kan være en vis risiko med hensyn til overholdelsen af gældsreduktionsmålet. Dette må underkastes en fornyet vurdering i efteråret i lyset af de nyligt vedtagne foranstaltninger.

(9)

Efter den vellykkede gennemførelse af programmet for finansiel bistand under den europæiske stabilitetsmekanisme er Grækenland underlagt en ramme for overvågning efter programmets afslutning, som er integreret i det europæiske semester, og er underlagt skærpet overvågning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 472/2013. Med indledningen af skærpet overvågning af Grækenland i henhold til Kommissionens gennemførelsesafgørelser (EU) 2018/1192 (9) og (EU) 2019/338 (10) anerkendes det faktum, at Grækenland på mellemlang sigt fortsat vil skulle vedtage foranstaltninger for at tage fat på kilderne eller de mulige kilder til de makroøkonomiske ubalancer, samtidig med at der gennemføres strukturreformer for at støtte en robust og bæredygtig økonomisk vækst. Grækenland forpligtede sig på mødet i Eurogruppen den 22. juni 2018 til at fortsætte alle de vigtigste reformer, der blev vedtaget under programmet, indtil de er fuldt gennemført. Grækenland har også forpligtet sig til at gennemføre særlige foranstaltninger inden for budgetpolitik samt finans- og strukturpolitik, social velfærd, finansiel stabilitet, arbejds- og produktmarkederne samt privatisering og offentlig forvaltning. Grækenland er omfattet af kvartalsvis rapportering om fremskridt med gennemførelsen af sine forpligtelser under skærpet overvågning, hvor en positiv rapport hver sjette måned kan bane vej for frigivelsen af gældssaneringsforanstaltninger til en værdi af 0,7 % af BNP årligt. Frigivelsen af den første tranche af politisk betingede gældsforanstaltninger til en værdi af 970 mio. EUR blev vedtaget af Eurogruppen i april 2019. Den tredje rapport om skærpet overvågning, der vurderer de fremskridt, som Grækenland har gjort med gennemførelsen af sine forpligtelser, blev offentliggjort den 5. juni 2019.

(10)

Reformer, der forbedrer erhvervsklimaet og kvaliteten af institutionerne, navnlig effektiviteten af retssystemet, vil fremme den økonomiske modstandsdygtighed i Grækenland samt forbedre betalingsdisciplinen og ventes desuden at have en betydelig indvirkning på investeringsbeslutninger og tiltrække virksomheder. På trods af de seneste forbedringer står det græske retssystem stadig over for udfordringer og udviser ineffektivitet, da tiden for at træffe en afgørelse ofte er for lang og ophobningen af sager påvirker domstolenes produktivitet. En yderligere målrettet indsats på dette område er derfor af afgørende betydning, også for at fremme et velfungerende finansielt system og bidrage til at frigøre investeringsmuligheder.

(11)

Flere års underinvesteringer har ført til et stort investeringsunderskud i Grækenland. Øgede vækstfremmende investeringer vil være med til at understøtte den langsigtede vækst og mindske de regionale forskelle. Reformer i den finansielle sektor, der fremmer udvidelsen af kreditudbuddet, vil spille en central rolle med hensyn til at støtte investeringer. I landerapporten for 2019 blev der peget på prioriterede områder for offentlige og private investeringer.

(12)

Højere investeringer i uddannelse er afgørende for at forbedre Grækenlands produktivitet, fremme inklusiv vækst på lang sigt og fjerne hindringerne for vækst i innovative sektorer. Det græske uddannelsessystem står over for en række udfordringer med utilstrækkelige ressourcer, ringe handlefrihed, dårlige resultater i grundlæggende færdigheder (herunder digitale) og vedvarende kvalifikationsmismatch. Generelt mangler der på alle niveauer ansvarlighed og overvågning, som er nødvendige for en forbedring af kvaliteten i uddannelsessystemet. Det er vigtigt at fremme inklusiv uddannelse af høj kvalitet, etablering af tættere forbindelser mellem uddannelser og arbejdsmarkedsbehov, forbedring af erhvervsuddannelsernes attraktivitet og øget deltagelse i livslang læring for at understøtte bæredygtig vækst.

(13)

Til trods for forbedringer i den seneste tid er andelen af langtidsledige, som udgjorde 70 % af de arbejdsløse i Grækenland i 2018, meget høj, og den høje ungdomsarbejdsløshed og kvinders lave deltagelse på arbejdsmarkedet giver også anledning til bekymring. Foranstaltninger bør fokusere på at forbedre beskæftigelsesudsigterne, fremme arbejdsmarkedsdeltagelsen og skabe betingelser for jobskabelse. En effektiv social dialog og et ansvarligt socialt partnerskab i Grækenland kan bane vejen for gennemførelse og ejerskabsfølelse af fortsatte reformer med et mere velfungerende arbejdsmarked til følge.

(14)

Selv om der er indledt reformer, er Grækenland kendetegnet ved en høj indkomstulighed, og virkningen af sociale overførsler på nedbringelsen af risikoen for fattigdom er en af de laveste i Unionen (15,83 % i 2017 mod et EU-gennemsnit på 33,98 %). Investeringerne bør fokusere på at forbedre adgangen til inklusive sociale tjenester af høj kvalitet til overkommelige priser samt på at udvikle daginstitutioner. Støtte til de socialt dårligst stillede og fremme af den sociale integration af børn, der er truet af fattigdom, personer med handicap samt migranter og flygtninge, under hensyntagen til geografiske forskelle, vil forbedre den sociale inklusion i Grækenland.

(15)

Grækenland indledte i 2017 en omfattende reform af det primære sundhedsvæsen, som er afgørende for at sikre adgang til sundhedsvæsenet og kræver fortsatte investeringer gennem udbredelsen af lokale sundhedscentre (»TOMY'er«).

(16)

Det græske transportsystem står over for betydelige udfordringer. Det er i vid udstrækning vejbaseret og stærkt afhængig af olie med alle vigtigste forbindelser etableret omkring Athen-Thessaloniki-ruten. Transportomkostningerne er stadig høje, mens servicekvaliteten, sikkerhedsstandarderne og udbredelsen af intelligente transportsystemer fortsat er lav. Der er behov for nye investeringer for at øge den multimodale transport og fremme regional integration og byudvikling.

(17)

Behandling af fast affald samt by- og industrispildevand er det område, hvor der er størst behov for yderligere investeringer for at tilpasse landets miljøbeskyttelsesstandarder til resten af Unionen. Håndteringen af fast affald er fortsat en stor strukturel udfordring, idet Grækenland stadig er stærkt afhængig af deponering og mekanisk-biologisk behandling i stedet for mere moderne teknikker. Andelen af kommunalt affald, der genanvendes, er desuden kun ca. en tredjedel af EU-gennemsnittet. Der er også behov for investeringer for at forbedre vandrensning, bekæmpe forsaltning af grundvandet og støtte foranstaltninger til at forhindre oversvømmelser og genoprette flodernes naturlige strømning.

(18)

Underudviklede infrastrukturer øger energiomkostningerne for virksomheder og husholdninger og udgør en hindring for udbredelsen af vedvarende energi. Grækenland står her over for en særlig udfordring med elektricitetsforbindelsen til øerne og forbindelsen til nabolandene. En yderligere udvikling af den erhvervsmæssige gasinfrastruktur ville bidrage til vækst på dette marked. I forbindelse med reformen af både gas- og elmarkederne bør det tilstræbes at drage fordel af disse nye infrastrukturmuligheder.

(19)

Med begrænset adgang til bredbåndsnet med høj hastighed og digitale færdigheder, som ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet, er den digitale omstilling af økonomien og samfundet fortsat en udfordring. Grækenland har især behov for at investere i informations- og kommunikationsteknologi, også for at opveje faldet i investeringerne under krisen. Utilstrækkelige bredbåndsforbindelser med høj hastighed skaber store flaskehalse for dynamiske eksportorienterede virksomheder. Investeringerne i innovation og befolkningens kvalifikationer er ikke tilstrækkelige til at fremme produktivitetsvæksten, og manglen på digitale færdigheder blandt den brede befolkning forhindrer den i at finde beskæftigelse og hæmmer udviklingen af innovative virksomheder.

(20)

Der er behov for nye »intelligente specialiseringsstrategier« på nationalt og regionalt plan og yderligere foranstaltninger til afhjælpning af de mest presserende svagheder i forsknings- og innovationssystemet for at fremme markedsorienterede investeringer i forskning og udvikling (FoU), som fortsat er lave og begrænser Grækenlands muligheder for vækst. Videnskabelig topkvalitet hindres af den lave offentlige FoU-intensitet, manglen på et resultatbaseret finansieringssystem og svage forbindelser mellem videnskab og erhvervsliv. Der er også behov for større investeringer for at sætte skub i den svage teknologiske udvikling, som afspejles i det meget lave antal patenter i forhold til andre medlemsstater, og for fuldt ud at udnytte mulighederne i nystartede virksomheder og vækstvirksomheder.

(21)

Som en tværgående problemstilling er der behov for investeringer i genopretning af forsømte by- og højlandsområder samt øer for at imødegå det tab af fysisk og menneskelig kapital — og den forringelse i kvaliteten heraf — der fandt sted i Grækenland under den økonomiske krise. Bæredygtig sanering af ugunstigt stillede og/eller afindustrialiserede områder i byagglomerationerne Athen-Piræus og Thessaloniki og i nogle af de vigtigste perifere byområder er en særlig prioritet på kort og mellemlang sigt. Langsigtede prioriteter omfatter udvikling af bæredygtige produktionsaktiviteter, opgradering af mobilitets- og sikkerhedssystemer, energieffektivitet og vedvarende energi, miljøbeskyttelse samt forbedring af modstandsdygtigheden over for naturbetingede risici og socioøkonomiske kriser. Der bør også sættes målrettet ind for at fremme den sociale inklusion, integrationen af migranter, erhvervelsen af færdigheder med henblik på at nedbringe arbejdsløsheden og kulturelle aktiviteter for at gøre dårligt stillede områder mere attraktive. En løsning af disse udfordringer gennem integrerede byfornyelsesstrategier vil maksimere chancerne for at opnå de bedste økonomiske, sociale og miljømæssige resultater.

(22)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Det ville gøre det muligt for Grækenland at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. En styrkelse af landets administrative kapacitet med henblik på forvaltningen af disse midler er vigtig for, at en investering bliver en succes.

(23)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Grækenlands økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019 og det nationale reformprogram for 2019. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Grækenland, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(24)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Grækenlands stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (11), at Grækenland ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten.

(25)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger fremsat efter artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 og 2 nedenfor. Disse henstillinger bidrager også til efterlevelsen af de første fire henstillinger vedrørende euroområdet,

HENSTILLER, at Grækenland i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

opnå en holdbar økonomisk genopretning og rette op på de uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer ved at fortsætte og gennemføre reformer, som er i tråd med de forpligtelser, som Grækenland påtog sig efter programmets afslutning på mødet i Eurogruppen den 22. juni 2018

2.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod bæredygtige transport- og logistikløsninger, miljøbeskyttelse, energieffektivitet, vedvarende energi og sammenkoblingsprojekter, digital teknologi, FoU, uddannelse, færdigheder, beskæftigelsesegnethed, sundhed og byfornyelse, idet der tages hensyn til regionale forskelle og behovet for at sikre social inklusion.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  COM(2014) 494 final.

(6)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1226 af 30. juni 2017 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/544 om godkendelse af Grækenlands makroøkonomiske tilpasningsprogram (2015/1411) (EUT L 174 af 7.7.2017, s. 22).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet (EUT L 140 af 27.5.2013, s. 1).

(8)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(9)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1192 af 11. juli 2018 om indledning af skærpet overvågning over for Grækenland (EUT L 211 af 22.8.2018, s. 1).

(10)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/338 af 20. februar 2019 om forlængelse af skærpet overvågning over for Grækenland (EUT L 60 af 28.2.2019, s. 17).

(11)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/48


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Spaniens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Spaniens stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/09)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Spanien blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som fastsætter fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Spanien har euroen som valuta og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Spanien sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 4 nedenfor. Navnlig vil foranstaltninger til forbedring af produktiviteten bidrage til at efterleve første henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår produktivitetsforbedringer til genoprettelse af balancen i euroområdet, anvendelsen af ekstraordinære indtægter til at nedbringe den offentlige gæld og en fokuseret økonomisk politik vedrørende investeringer inden for de nærmere anførte områder vil bidrage til at efterleve anden henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår genopbygning af stødpuder og støtte til investeringer, og foranstaltninger til forbedring af færdigheder og beskæftigelsesegnethed vil bidrage til at efterleve tredje henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår arbejdsmarkedets funktion.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Spanien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Spaniens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Spaniens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede i sin analyse, at Spanien er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Stor indenlandsk og udenlandsk gæld — offentlig såvel som privat — og høj arbejdsløshed i forbindelse med svag produktivitetsvækst udgør fortsat svagheder med betydning ud over landegrænserne. Gældsnedbringelsen i den private sektor skrider frem, men der er stadig et stykke vej endnu. Selv om væksten i bruttonationalproduktet (BNP) fortsat er robust, er den offentlige gæld som andel af BNP stadig høj. Arbejdsløsheden er blevet ved med at falde hurtigt, men er fortsat meget høj, og den store segmentering af arbejdsmarkedet mellem tidsbegrænsede og tidsubegrænsede kontrakter forhindrer en hurtigere vækst i arbejdsproduktiviteten. Efter de mange reformer i perioden 2012-2015 har en skiftende politisk kontekst i løbet af det seneste år bidraget til endnu et år med begrænsede fremskridt med at gennemføre de landespecifikke henstillinger fra de foregående år. Den nuværende gunstige økonomiske situation udgør en mulighed for at imødekomme de aktuelle behov for reformer, der kan gøre den spanske økonomi mere modstandsdygtig og øge produktivitetsvæksten.

(4)

Spanien fremlagde den 30. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

I stabilitetsprogrammet for 2019 redegøres der for de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre de forebyggende og korrigerende værktøjer, der er fastsat i Spaniens stabilitetslov. Der er dog ingen planer om at gøre håndhævelsen af disse værktøjer automatisk og om at gennemgå stabilitetslovens udgiftsregel med henblik på at styrke dens bidrag til den finanspolitiske konsolidering, navnlig i økonomiske opgangstider. På området offentlige udbud vil den ambitiøse gennemførelse af den i 2017 vedtagne lov om offentlige kontrakter have afgørende betydning for at forbedre effektiviteten af de offentlige udgifter og bidrage til forebyggelsen af uregelmæssigheder. Det er især vigtigt, at den nye forvaltningsstruktur, navnlig det uafhængige regulerings- og tilsynskontor, kan udføre de opgaver, det pålægges, effektivt, og at den omfattende nationale strategi for offentlige udbud vedtages hurtigt — med aktiv inddragelse af ordregivende myndigheder og enheder på nationalt, regionalt og lokalt plan. Endelig vil der i 2019 blive foretaget en række udgiftsanalyser, og gennemførelsen af de hermed forbundne henstillinger burde bidrage til at øge effektiviteten af de offentlige udgifter.

(6)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af de foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(7)

Efter en rettidig og varig korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud og Rådets afgørelse (EU) 2019/1001 (6) om ophævelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud er Spanien underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet. Den offentlige saldo ventes at stige fra – 2,5 % af BNP i 2018 til – 2,0 % af BNP i 2019 og skabe balance i budgettet i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (7) forventes den mellemfristede budgetmålsætning om et ligevægtigt strukturelt budget ikke at blive opfyldt inden for tidshorisonten for stabilitetsprogrammet for 2019. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde fra 97,1 % i 2018 til 95,8 % i 2019, før den når ned på 88,7 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Risikoen for ikke at nå de finanspolitiske mål, der er fastsat i stabilitetsprogrammet for 2019, vedrører primært indtægtssiden, hvor der er stor usikkerhed om udbyttet af eller mulighederne for at få vedtaget mange af foranstaltningerne på indtægtssiden.

(8)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Spanien sikrer, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter (8) ikke overstiger 0,6 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,65 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra den anbefalede finanspolitiske tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning for 2019.

(9)

I betragtning af Spaniens offentlige gældskvote, som ligger over traktatens referenceværdi på 60 % af BNP, og det forventede positive produktionsgab på 2,0 % af BNP burde de nominelle primære offentlige nettoudgifter ikke stige i 2020, hvilket stemmer overens med den strukturelle tilpasning på 1,0 % af BNP, som kræves ifølge den tilpasningsmatrix, der er fastlagt efter fælles aftale som led i stabilitets- og vækstpagten. Der er samtidig tegn på, at den uudnyttede økonomiske kapacitet er undervurderet med en forventet inflation, der fortsat ligger under 2 % i 2019 og 2020, og en afmatning på arbejdsmarkedet (høj arbejdsløshed og en meget høj andel af ufrivilligt deltidsarbejde, midlertidigt ansatte og fattigdom blandt personer i arbejde). Desuden er der ifølge sandsynlighedsredskabet også stor usikkerhed omkring det skønnede produktionsgab som beregnet ved den i fællesskab aftalte metode. På grundlag heraf forekommer en årlig strukturel tilpasning på 0,65 % af BNP, hvilket svarer til en maksimal vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter på 0,9 %, at være passende. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019, der er baseret på en uændret politik, er der risiko for en væsentlig afvigelse fra den påkrævede finanspolitiske tilpasning i 2020. Desuden forventes Spanien ikke at opfylde kravene i overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet i 2019 og 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at de nødvendige foranstaltninger bør træffes fra 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Det vil være vigtigt at anvende eventuelle ekstraordinære indtægter til at reducere den offentlige gældskvote yderligere.

(10)

Beskæftigelsen i Spanien er fortsat støt stigende. Arbejdsløsheden er fortsat faldende, men ligger stadig et godt stykke over gennemsnittet i Unionen, navnlig blandt unge og lavtuddannede. Der er fortsat stor forskel i kønnenes beskæftigelsesfrekvens og karrierelængde. Dette udgør et uudnyttet potentiale, ikke mindst i betragtning af den hurtigt aldrende befolkning.

(11)

Den stadig udbredte, om end gradvist reducerede, anvendelse af tidsbegrænsede kontrakter, herunder i sektorer, der er mindre sæson- og konjunkturfølsomme, er en af de højeste i Europa og kan hæmme Spaniens vækstpotentiale og sociale samhørighed. De mest berørte heraf er unge, lavtuddannede og tredjelandsstatsborgere, der ofte har begrænset adgang til sociale ydelser og risiko for fattigdom. Tidsbegrænsede kontrakter er ofte af meget kort varighed og udgør for både arbejdstagere og arbejdsgivere et begrænset incitament til at investere i uddannelse, hvilket igen hæmmer produktivitetsvæksten. Det er fortsat vanskeligt at gå fra en tidsbegrænset til en tidsubegrænset kontrakt, og hindringer for arbejdskraftens bevægelighed mindsker de jobsøgendes muligheder og hæmmer en effektiv fordeling af arbejdskraften på tværs af landet.

(12)

Spanien har styrket støtten til langtidsledige, som i 2018 fortsat udgjorde 6,4 % af den erhvervsaktive befolkning. Nyligt iværksatte initiativer sigter mod at gøre unge mennesker beskæftigelsesegnede gennem rådgivning og karrierevejledning, men de offentlige arbejdsformidlinger håndterer fortsat kun et beskedent antal ledige stillinger, og der er behov for en yderligere indsats til forbedring af arbejdsformidlingernes rolle i jobsøgnings- og jobformidlingsprocessen. Navnlig samarbejdet med arbejdsgiverne er i visse regioner beskedent, og profilværktøjer til bedre at matche jobsøgende med arbejdsgivernes behov befinder sig stadig i en indledende fase. Partnerskaber mellem offentlige arbejdsformidlinger og socialkontorer skrider frem, men samarbejdet er fortsat begrænset i visse regioner. Øget investering i moderne offentlige arbejdsformidlinger kombineret med støtte til arbejdskraftens bevægelighed kan bidrage til at forbedre arbejdstageres beskæftigelsesegnethed og tilpasningsevne samt lette omstillingen på arbejdsmarkedet, hvilket vil forbedre Spaniens produktivitet og inklusive vækst på lang sigt.

(13)

Bestræbelser på at styrke arbejdstilsynenes muligheder for at bekæmpe misbrug af tidsbegrænsede kontrakter har givet visse resultater, og af nettotilvæksten i beskæftigelsen er andelen af tidsubegrænsede kontrakter stigende. Arbejdsgivere benytter sig dog fortsat i vid udstrækning af kontrakter af kort varighed. Tidligere erfaringer viser, at de mange incitamenter til støtte for jobskabelsen har begrænsede virkninger, når det gælder om at fremme beskæftigelse af høj kvalitet. Spanien har lanceret en ny evaluering med henblik på at forenkle systemet, men der foreligger endnu ingen resultater. For at nå målet på 8 % inden afslutningen af udvælgelsesprøverne for 2020 skal de udvælgelsesprøver, der skal til for at reducere andelen af tidsbegrænsede kontrakter i den offentlige sektor på alle forvaltningsniveauer, fremskyndes. Indførelsen af trepartsrundbordsmøder er et godt skridt i retning af en større inddragelse af arbejdsmarkedets parter i politikudformningen, men der er mulighed for dybere og mere rettidige høringer.

(14)

Andelen af personer, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, samt indkomstuligheden er faldende, men ligger fortsat over EU-gennemsnittet. Andelen af fattige i beskæftigelse er høj blandt midlertidige eller lavtuddannede arbejdstagere eller personer født uden for EU. Andelen af børn, der lever i fattigdom, er stadig meget høj, selv om den er faldende. Når det gælder om at mindske fattigdom, er virkningen af andre overførselsindkomster end pensioner fortsat blandt de laveste i Unionen, navnlig hvad angår børn. De sociale udgifter som andel af BNP i Spanien til husstande med børn i Spanien er blandt de laveste i Unionen og ikke tilstrækkeligt målrettede trods en nylig lille stigning i det indtægtsbestemte børnetilskud. Trods en positiv udvikling er der fortsat betydelige mangler i dækningen af personer med et stort eller moderat støttebehov. Det nationale kontanthjælpssystem er stadig fragmenteret, idet der findes flere ordninger for forskellige grupper af jobsøgende. Nylige foranstaltninger til forbedring af dækningen og beskyttelsen af indkomststøtte for ældre langtidsledige (i alderen 52 eller derover) kan samtidig svække denne særlige gruppes incitament til at arbejde. Samtidig er der store regionale forskelle mellem de regionale mindsteindkomstordninger for så vidt angår adgangsbetingelser, dækning og tilstrækkelighed, og de begrænsede muligheder for at overføre dem mellem regionerne mindsker incitamenterne til arbejdskraftens bevægelighed. Som følge heraf er der mange med behov for støtte, som ikke modtager den. Lanceringen af den universelle socialkortsordning vil gøre bevillingen af sociale ydelser mere gennemsigtig og dermed bedre målrettet. Selv om det økonomiske opsving fortsat nedbringer fattigdommen, er der for at opnå inklusiv vækst behov for investering i politikker for social inklusion og social infrastruktur (f.eks. sociale boliger). Desuden står Spanien over for særlige udfordringer med hensyn til territorial samhørighed, f.eks. akut affolkning og aldrende befolkning i visse landdistrikter. Foranstaltninger til fremme af iværksætteri, digitalisering og den sociale økonomi kan bidrage til at imødegå disse udfordringer inden for rammerne af integrerede territoriale udviklingsstrategier.

(15)

Under krisen spillede det spanske pensionssystem en vigtig rolle i sikringen af levestandarden for ældre, som har lavere risiko for fattigdom. Ifølge prognoserne i rapporterne om befolkningsaldringen og om pensionernes tilstrækkelighed for 2018 har reformerne i 2011 og 2013 bidraget til at sikre pensionernes bæredygtighed og relative tilstrækkelighed på lang sigt. Skal forhøjelsen af pensionsydelserne fortsat knyttes til inflationen (således som det blev besluttet i 2018 og 2019), og bæredygtighedsfaktoren udsættes, er det dog nødvendigt at træffe kompenserende foranstaltninger for på lang sigt at sikre pensionssystemets bæredygtighed. Der vil desuden i en situation med høj arbejdsløshed og udbredt anvendelse af tidsbegrænsede kontrakter og deltidsbeskæftigelse skulle gøres en indsats for at klare de væsentligste udfordringer, som kommende pensionister vil stå over for med hensyn til tilstrækkeligheden af deres indkomst, og hvor længe og hvor meget de skal arbejde.

(16)

Spaniens innovationsresultater og produktivitetsvækst hæmmes af begrænsede investeringer i forskning og udvikling og af et misforhold mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer. Udgifterne til forskning og udvikling i den spanske erhvervssektor er kun halvt så store som EU-gennemsnittet, navnlig i store virksomheder, men der er betydelige regionale forskelle. Denne forskel forstærkes af den lave og faldende udnyttelsesgrad i det offentlige budget til forskning og udvikling, navnlig for så vidt angår lån. Mangel på kvalificeret arbejdskraft og et misforhold mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer udgør en anden stor hindring for udviklingen og anvendelsen af avancerede teknologier, især i små og mellemstore virksomheder. Beskæftigelsen inden for højteknologiske sektorer og vidensintensive tjenesteydelser ligger i mange spanske regioner et godt stykke under EU-gennemsnittet. Selv om der er ved at blive udviklet regionale innovationsstrategier for intelligent specialisering, og forvaltningen af den nationale forsknings- og innovationspolitik er ved at blive strømlinet, er den nationale og regionale koordinering, hvad angår politikudformningen, -gennemførelsen og -evalueringen, dog fortsat beskeden. For at forbedre Spaniens innovationsresultater er det nødvendigt at foretage betydelige investeringer med henblik på at fremme iværksætteri og nystartede virksomheder og hjælpe dem med at vokse og fremme samtlige virksomheders konkurrenceevne og tilpasning, bl.a. gennem digitalisering, til aktiviteter med en højere merværdi, således at de får en større tilstedeværelse på internationale markeder. Det kræver også et stærkere fokus på offentlig-private partnerskaber, samarbejde mellem den akademiske verden og erhvervslivet og teknologioverførsel, især til fordel for små og mellemstore virksomheder, en bedre styring af forsknings- og innovationspolitikken på tværs af forvaltningsniveauer og en større tilpasning af forsknings- og udviklingsinfrastruktur og -projekter til regionale og nationale innovationsstrategier.

(17)

Selv om skolefrafaldet i Spanien er mindsket, er det fortsat meget højt med betydelige regionale forskelle. Der er plads til forbedringer af de uddannelsesmæssige resultater, som er meget forskellige fra region til region. Begge faktorer indvirker negativt på produktivitetsvækstens langsigtede potentiale. Bestræbelserne på at reformere uddannelsessystemet er gået i stå. Virksomhederne finder det vanskeligt at finde de færdigheder, der skal til for at kunne satse på innovation, navnlig når det drejer sig specialister inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Spanien har godkendt foranstaltninger til opgradering af vekseluddannelsessystemet, hvilket vil kunne spille en central rolle i tilvejebringelsen af de færdigheder og kvalifikationer, som er nødvendige for at fremme innovation, men optagelsen på disse uddannelser er fortsat beskeden. Andelen af personer med en videregående uddannelse i Spanien ligger over EU-gennemsnittet, men det er svært for nyuddannede at finde et passende job. Udviklingen af menneskelig kapital på alle uddannelsesniveauer, herunder videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, og et større samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder med henblik på at afhjælpe det eksisterende misforhold mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer kan styrke unge færdiguddannedes adgang til arbejdsmarkedet. Det kan også give virksomhederne adgang til de færdigheder og kvalifikationer, som er nødvendige for at styrke deres innovationskapacitet og få størst udbytte af det vækstpotentiale, som digitaliseringen tilbyder. Ved at omskole arbejdstagere i digitale færdigheder kan spanske virksomheder forblive konkurrencedygtige i en stadig mere digitaliseret økonomi. Alle disse foranstaltninger vil kunne bidrage til at mindske regionale forskelle.

(18)

Den restriktive og fragmenterede regulering i Spanien forhindrer virksomheder i at udnytte stordriftsfordele, og den hæmmer produktiviteten. Loven om markedsenhed udgør fortsat et vigtigt redskab til at løse disse problemer. En mere beslutsom gennemførelse af denne lov samt fjernelsen af konstaterede restriktioner for tjenesteydelser, navnlig for visse liberale erhverv som f.eks. civilingeniører og arkitekter samt inden for juridiske tjenester, vil kunne forbedre vækstmulighederne og konkurrencen. Som på andre områder, hvor regionerne spiller en afgørende rolle for en vellykket gennemførelse af reformer, kan en stærkere og vedvarende koordinering mellem nationale og regionale myndigheder gøre politikken på dette område mere effektiv.

(19)

Ufuldstændige forbindelser til jernbanegodstransport og en begrænset integration på EU's el- og gasmarkeder forhindrer Spanien i at få fuldt udbytte af Unionens indre marked. Derfor er Spanien også nødt til at investere yderligere i elsammenkoblinger med resten af Unionen for at nå målet om mindst 10 % af landets installerede elproduktionskapacitet senest i 2020. For at muliggøre en større anvendelse af jernbanegodstransport, herunder grænseoverskridende forbindelser med Frankrig og Portugal og forbindelser med havne og logistikknudepunkter, er det også nødvendigt med investeringer.

(20)

Der er desuden fortsat betydelige investeringsmangler på området for forvaltning af naturressourcer for at sikre en mere bæredygtig udviklingsmodel. En nedbringelse af energiforbruget i bygninger samt udviklingen af intelligente energinet og muligheder for lagring af vedvarende energi vil kunne bidrage til en bedre styring af efterspørgslen. En yderligere indsats bør fremme bæredygtig transport og den cirkulære økonomi. Visse områder i Spanien er blandt de mest udsatte områder i Europa, når det gælder klimaændringer, idet de eksisterende vandressourcer er under pres og kræver yderligere infrastrukturinvesteringer til forbedring af vandforvaltningen, f.eks. spildevandsbehandling, håndtering af lækager i nettet og vandforsyning. Selv om der i de seneste år er gjort konstante fremskridt, er Spanien fortsat nødt til at opfylde visse krav i Unionens vandlovgivning. Fremskridt med at opfylde alle disse mål vil være til miljømæssig, økonomisk og social fordel for Spanien.

(21)

Hvad angår samtlige konstaterede investeringsmangler, bør der tages hensyn til de specifikke regionale forskelle i investeringsbehov. De territoriale forskelle i BNP pr. indbygger er beskedne, men de er stadig større end før krisen, hovedsagelig på grund af de asymmetriske virkninger af jobnedlæggelser på tværs af regionerne. De største regionale forskelle fremgår i øjeblikket af indikatorerne for arbejdskraft og sociale resultater, hvor de fleste spanske regioner i forhold til EU-gennemsnittet klarer sig dårligere. Andre socioøkonomiske indikatorer viser, at der er store territoriale forskelle, f.eks. hvad angår innovation, iværksætteri og konkurrenceevne. Den økonomiske politik på investeringsområdet bør tage behørigt hensyn til regionale forskelle i investeringsbehov.

(22)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Spanien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle og den særlige situation i den yderstliggende region De Kanariske Øer. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(23)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af den spanske økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Spanien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Spanien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(24)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (9) afspejles især i henstilling 1 nedenfor.

(25)

Rådet har på baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 til 4 nedenfor. Disse henstillinger bidrager også til gennemførelsen af henstillingerne vedrørende euroområdet for 2019, navnlig den første, anden og tredje henstilling vedrørende euroområdet. Den finanspolitik, der er omhandlet i henstilling 1, bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til høj offentlig gæld,

HENSTILLER, at Spanien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 0,9 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,65 % af BNP, styrke de finanspolitiske rammer og reglerne for offentlige udbud på alle forvaltningsniveauer, sikre, at pensionssystemet fortsat er holdbart, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den offentlige gældskvote

2.   

sikre, at arbejdsformidlinger og sociale tjenester har kapacitet til at yde effektiv støtte, fremme overgangen til tidsubegrænsede kontrakter, herunder ved at forenkle ordningerne for ansættelsesincitamenter, forbedre familiestøtten og mindske fragmenteringen i nationale kontanthjælpsordninger og udbedre mangler i regionale mindsteindkomstordninger, mindske skolefrafaldet og forbedre de uddannelsesmæssige resultater under hensyntagen til regionale forskelle, øge samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder med henblik på at forbedre udbuddet af arbejdsmarkedsrelevante færdigheder og kvalifikationer, navnlig inden for informations- og kommunikationsteknologi

3.   

målrette den økonomiske politik på investeringsområdet med henblik på at fremme innovation og ressource- og energieffektivitet, opgradere banegodsinfrastruktur og udvide elsammenkoblingerne med resten af Unionen under hensyntagen til regionale forskelle, øge virkningen af politikker til støtte for forskning og innovation

4.   

yderligere gennemføre loven om markedsenhed ved at sikre, at de regler, der gælder for adgang til og udøvelse af økonomiske aktiviteter, navnlig for tjenesteydelser, på alle forvaltningsniveauer stemmer overens med principperne i denne lov, samt ved at forbedre samarbejdet mellem administrationerne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 33.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Rådets afgørelse (EU) 2019/1001 af 14. juni 2019 om ophævelse af beslutning 2009/417/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Spanien (EUT L 163 af 20.6.2019, s. 59).

(7)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(8)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(9)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/55


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Frankrigs nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Frankrigs stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/10)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Frankrig blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som fastsætter fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillinger vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Frankrig har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Frankrig sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 4 nedenfor. Navnlig vil foranstaltninger til anvendelse af ekstraordinære indtægter til at nedbringe den offentlige gæld, anvende de offentlige udgifter mere rationelt og målrette den økonomiske politik vedrørende investering i de specificerede områder bidrage til at efterleve anden henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår genopbygningen af finanspolitiske stødpuder, forbedringen af de offentlige finanser og støtten til investeringer. Foranstaltninger til forenkling af skattesystemet og mindskelse af lovgivningsmæssige begrænsninger vil bidrage til at efterleve første henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår erhvervsklimaet. Endelig vil foranstaltninger til forbedring af beskæftigelsesegnetheden bidrage til at efterleve tredje henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår arbejdsmarkedets funktion.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Frankrig offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Frankrigs fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Frankrigs fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede i sin analyse, at Frankrig er berørt af makroøkonomiske ubalancer. De konstaterede ubalancer vedrører især stor offentlig gæld og en svag konkurrenceevne i en situation med lav produktivitetsvækst.

(4)

Frankrig fremlagde den 26. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Frankrig er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet. Regeringen planlægger i sit stabilitetsprogram for 2019 at lade det samlede underskud stige fra 2,5 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 3,1 % af BNP i 2019 og derefter gradvist falde til 1,2 % af BNP i 2022. Den planlagte stigning i det samlede underskud i 2019, som bekræftes i Kommissionens forårsprognose 2019, skyldes hovedsagelig den underskudsforøgende engangspåvirkning fra omlægningen af skattefradrag for beskæftigelse og konkurrenceevne til en permanent nedsættelse af arbejdsgivernes socialsikringsbidrag. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning — et strukturelt underskud på 0,4 % af BNP — ikke at blive opfyldt i den periode, som stabilitetsprogrammet for 2019 omfatter. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at stige fra 98,4 % af BNP i 2018 til 98,9 % af BNP i 2019 for derefter at falde til 96,8 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. De foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål fra og med 2020, er dog ikke blevet præciseret.

(7)

Den 5. juni 2019 udsendte Kommissionen en rapport i medfør af artikel 126, stk. 3, i traktaten, eftersom der i stabilitetsprogrammet for 2019 forventes et samlet underskud, der overskrider den traktatfæstede referenceværdi på 3 % af BNP i 2019, og at dømme ud fra de indberettede oplysninger blev overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet ikke umiddelbart overholdt i 2018. Efter en vurdering af alle relevante faktorer blev det konkluderet i rapporten, at underskudskriteriet og gældskriteriet som fastlagt i traktaten og forordning (EF) nr. 1467/1997 p.t. bør anses for at være opfyldt.

(8)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Frankrig sikrer, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter (7) ikke overstiger 1,4 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra den anbefalede finanspolitiske tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2019.

(9)

I lyset af Frankrigs offentlige gældskvote på over 60 % af BNP og det forventede produktionsgab på 0,7 % bør den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter i 2020 ikke overstige 1,2 % i overensstemmelse med den strukturelle tilpasning på 0,6 % af BNP, som kræves ifølge den tilpasningsmatrix, der er fastlagt efter fælles aftale som led i stabilitets- og vækstpagten. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der med en uændret politik risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2020. Frankrig forventes ikke umiddelbart at overholde overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet i 2019 og 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at der er behov for at træffe foranstaltninger fra 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Det vil være vigtigt at anvende eventuelle ekstraordinære indtægter til at reducere den offentlige gældskvote yderligere.

(10)

Bestræbelserne på at konsolidere de offentlige finanser har kun i begrænset omfang nedbragt den offentlige udgiftskvote, som var på 56 % i 2018 og dermed fortsat den højeste i Unionen. En stabil nedbringelse af den offentlige gæld afhænger af, om regeringen er i stand til at begrænse de offentlige udgifter. I 2017 iværksatte regeringen en ny strategi for finanspolitisk konsolidering frem til udløbet af præsidentens femårige embedsperiode. Hvorvidt strategien lykkes afhænger af, om de planlagte udgiftsmål for de centrale og lokale myndigheder og for sundhedsvæsenet opfyldes.

(11)

Sundhedsudgifterne er vokset støt. Det anslås, at de samlede udgifter androg 11,5 % af BNP i 2017, hvilket er det højeste niveau blandt de medlemsstater, som er medlem af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). I efteråret 2018 blev der bebudet en ny reform af sundsvæsenet, som der den 13. februar 2019 blev fremsat et lovforslag om. Hvorvidt reformen bliver en succes afhænger af, om der kan etableres klare retlige og organisatoriske rammer, som giver de rette incitamenter og skaber samarbejde mellem offentlige og private aktører. Den bebudede reform af sundhedsvæsenet indeholder ikke nogen revision af vækstloftet for sundhedsudgifterne (Objectif National de Dépenses d'Assurance Maladie, ONDAM). Dette udgiftsloft omfatter en tredjedel af de sociale udgifter. Skønt dette mål er opfyldt fra og med 2010, er ONDAM-målet allerede hævet tre gange siden 2017. Det blev hævet for perioden 2018-2020 fra det oprindelige mål på en vækst på 2,1 % til et revideret mål på 2,3 % i finansloven for 2018 og blev yderligere hævet til 2,5 % i loven om socialsikringsbudgettet for 2019. Dette afspejler i nogen grad de forventede ekstraudgifter til »Ma santé 2022«.

(12)

På lokalt plan oversteg de offentlige udgifter det planlagte vækstmål i 2017. Siden 2014 har de lokale myndigheders offentlige udgifter været underlagt et udgiftsloft, der angiver årlige ikkebindende vækstmål for både offentlige driftsudgifter og finansieringsbehov på lokalt plan (Objectif d'évolution de la Dépense Locale). I 2018 blev dette udgiftsloft ledsaget af juridisk bindende kontraktaftaler mellem staten og 71 % af de 322 største lokale myndigheder med gyldighed i perioden 2018-2020. Den begrænsede nedbringelse af antallet af kommuner risikerer imidlertid at vanskeliggørelse overholdelsen af udgiftsloftet. Den territoriale reform i årene 2014-2016 halverede antallet af regioner, men antallet af kommuner faldt kun marginalt og ligger fortsat på over 34 000, hvilket er langt det højeste antal i Unionen.

(13)

Regeringens gennemførelse af strategien for finanspolitisk konsolidering frem til udløbet af præsidentens femårige embedsperiode forudsætter også, at programmet »Public Action 2022«, som endnu er på tegnebrættet, gennemføres. Programmet skal skabe betydelige effektivitetsgevinster med hensyn til de offentlige udgifter og samtidig skabe en mere velfungerende national offentlig forvaltning. Regeringen har klart prioriteret programmets metodiske og procesrelaterede aspekter, men har ikke fokuseret på en forudgående og samlet kvantificering af de mulige besparelser. Denne tilgang skyldes muligvis en kompleks reformproces og behovet for at tage hensyn til den offentlige debat om følsomme emner, men den gør det også vanskeligt at foretage en kvantitativ vurdering af den samlede strategi og dens bidrag til den finanspolitiske konsolidering. Navnlig står det ikke klart, hvordan og inden for hvilken tidsramme reformprogrammet — herunder ministeriernes ændringsplaner, som indeholder en lang række forskelligartede foranstaltninger — vil bidrage konkret til at nå det helt præcise mål om at nedbringe udgiftskvoten senest i 2022. Samlet set viser de foreliggende oplysninger, at vejledningen i de udgiftsanalyser, som Eurogruppen vedtog i 2016, delvist er blevet fulgt.

(14)

Risiciene for så vidt angår den offentlige gælds holdbarhed er fortsat høje på mellemlang sigt. Den høje offentlige gæld og det høje strukturelle offentlige underskud skaber udfordringer med hensyn til holdbarheden, navnlig på mellemlang sigt. Det er vigtigt med en finanspolitisk indsats, der afgørende forbedrer Frankrigs strukturelle primære saldo, for at afbøde disse risici. Hvis den offentlige gældskvote nedbringes, vil det også forbedre vækstudsigterne for fransk økonomi og dens modstandsdygtighed.

(15)

Den planlagte pensionsreform kan bidrage til at nedbringe den offentlige gæld på mellemlang sigt og dermed afbøde risiciene for så vidt angår gældens holdbarhed. Den budgetmæssige ligevægt i pensionssystemet afhænger i høj grad af makroøkonomiske antagelser. Ifølge den seneste årsberetning fra Frankrigs rådgivende pensionsråd (Conseil d’orientation des retraites) udgjorde udgifterne til pensioner 13,8 % af BNP i 2018 og forventes at ligge på 13,8 % i 2022 for derefter at forblive i intervallet 11,8-13,8 % frem til 2070, alt afhængig af hvilken vækst i BNP og beskæftigelsen der forudsættes. Der findes over 40 forskellige pensionsordninger i Frankrig. Forskellige grupper af arbejdstagere har forskellige ordninger, der fungerer efter forskellige regelsæt. Inden årets udgang forventes der fremlagt et lovforslag, der gradvist skal harmonisere reglerne for disse ordninger med henblik på at forenkle den måde, hvorpå pensionssystemet fungerer, så det navnlig gøres mere gennemsigtigt, rimeligt og effektivt.

(16)

Beskæftigelsesfrekvensen fortsatte med at stige og nåede op på 71,3 % i 2018. Arbejdsløsheden faldt yderligere til 9,1 % i 2018, men ligger fortsat et godt stykke over gennemsnittet i Unionen (6,8 %) og euroområdet (8,2 %). Desuden er det franske arbejdsmarked fortsat stærkt segmenteret. Næsten 85 % af nyansættelserne sker på midlertidige kontrakter, og den andel, der overgår til tidsubegrænsede kontrakter, er blandt de laveste i Unionen. Andelen af det samlede deltidsarbejde, der er ufrivilligt, er også særdeles høj (42,3 % i 2018). Den planlagte reform af arbejdsløshedsunderstøttelsessystemet (Unédic) har til formål at sætte ind over for segmenteringen af arbejdsmarkedet ved at mindske incitamenterne til ansættelse på meget kortvarige kontrakter og genansættelser. Forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter om arbejdsløshedsunderstøttelsessystemet blev indledt i efteråret 2018. Målet var at i) nedbringe systemets gæld, ii) gennemgå incitamenterne for arbejdsløse til at komme i arbejde og iii) finde frem til en incitamentsordning, som kunne mindske incitamenterne til at ansætte på meget kortvarige kontrakter. Imidlertid lykkedes det ikke arbejdsmarkedets parter at nå til enighed om et nyt regelsæt. Reformens skæbne afgøres nu af regeringen, som er fast besluttet på at offentliggøre, hvilke foranstaltninger der skal bevares, senest i sommeren 2019.

(17)

Udsatte gruppers arbejdsmarkedsvilkår er fortsat forholdsvist vanskeligere end andre gruppers. Beskæftigelsesfrekvensen for personer, der er født uden for EU, lå i 2018 på 57,5 % (mod 73,1 % af dem, der er født i Frankrig), hvilket er en af de laveste i Unionen. Der er dokumentation for, at der er tendens til, at personer med migrantbaggrund er dårligere stillet i ansættelsesforløb. Det er også bekymrende, at de er koncentreret i fattige kvarterer. Indbyggere i de dårligst stillede områder (f.eks. Quartiers prioritaires de la politique de la ville), herunder personer med migrantbaggrund, støder fortsat på vanskeligheder på arbejdsmarkedet og havde i 2017 en arbejdsløshed på 24,7 %. Trods en vis politisk handlen har socioøkonomisk baggrund og migrantbaggrund stadig stor indflydelse på de uddannelsesmæssige resultater, og det hæmmer integrationen på arbejdsmarkedet.

(18)

Unge og lavtuddannede er også fortsat dårligere stillet på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden blandt lavtuddannede faldt i 2017 for første gang siden 2008, men 16,2 % (2018) er fortsat et godt stykke over niveauet før krisen. Ungdomsarbejdsløsheden (aldersgruppen 15-24 år) faldt med 1,6 procentpoint i 2018 til 20,7 %, men ligger stadig et godt stykke over gennemsnittet i Unionen (15,2 %). Arbejdsløsheden blandt unge lavtuddannede er fortsat særdeles høj (35,6 % i 2018). Effektiv og aktiv beskæftigelsesstøtte, herunder intensiv erhvervsvejledning og hjælp til jobsøgning, adgang til opkvalificering, opsøgende innovative foranstaltninger over for de mest udsatte unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, samt en mere konsekvent indsats over for diskriminerende praksis er afgørende vigtigt for indsatsen for at fremme lige muligheder på arbejdsmarkedet. Regionerne i den yderste periferi må kæmpe med yderligere udfordringer og fortjener særlig opmærksomhed.

(19)

Samtidig med at vilkårene på arbejdsmarkedet forbedres, tyder flere indikatorer på misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer. Arbejdsløsheden og underbeskæftigelsen er fortsat høj, men samtidig er der stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft, navnlig i bestemte sektorer. Mangel på bestemte kvalifikationer og kompetencer er blandt de centrale faktorer, der kan forklare ubesatte stillinger. Ifølge data fra Frankrigs arbejdsformidling Pôle Emploi blev 150 000 ud af de 3,2 mio. registrerede ledige job i 2017 sløjfet igen, da der ikke meldte sig ansøgere. Der er tegn på, at et stigende misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer både under krisen og det følgende opsving har bidraget til et langsommere fald i arbejdsløsheden og til højere langtidsledighed. Arbejdsmarkedsresultaterne af erhvervsrettet grunduddannelse er blevet bedre. Regeringen indførte i 2018 en omfattende pakke med foranstaltninger, der skal øge adgangen til grundlæggende erhvervsuddannelse samt efter- og videreuddannelse og revidere forvaltningen og finansieringen af erhvervsuddannelsessystemet. Kvalifikationsinvesteringsplanen (Plan d’investissement dans les compétences), der afrunder disse reformer, har til formål at bibringe uddannelse og intensiv vejledning til 1 mio. unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, og til 1 mio. lavtuddannede jobsøgende, i perioden 2018-2022.

(20)

Generelt reducerer det franske socialsikringssystem ulighed og fattigdom effektivt. Andelen af personer, der risikerer fattigdom eller social udstødelse, er faldet yderligere til et historisk lavt niveau på 17,1 % (2017) sammenlignet med gennemsnittet i Unionen på 22,4 %. Indkomstforskellene ligger dog fortsat et godt stykke over niveauet før krisen. Desuden er den opadgående mobilitet mellem indkomstkvintilerne faldet, navnlig for den laveste kvintils vedkommende. Nogle grupper, f.eks. familier med enlige forældre og personer, der er født uden for Unionen, har en øget risiko for fattigdom og social udstødelse. Rådgivningen af modtagere af garanteret minimumsindkomst er ikke altid tilstrækkelig, idet de regionale forskelle er betydelige. Yderligere og bedre koordinerede investeringer i social inklusion, sådan som det påtænkes i den nationale strategi mod fattigdom, der blev fremlagt i september 2018, kan bidrage til at imødegå disse udfordringer. Sundhedssystemet er samlet set velfungerende, men de regionale forskelle i adgangen til ydelser kunne nedbringes gennem yderligere investeringer, navnlig i regionerne i den yderste periferi.

(21)

Ifølge den europæiske resultattavle for innovation har Frankrig trods nylige initiativer ikke været i stand til at mindske kløften i forhold til EU's førende innovationslande. Investeringerne i forskning og udvikling stagnerer fortsat, og nye virksomheder har vanskeligt ved at ekspandere. Samlet set er Frankrig ikke på rette spor til at opfylde sine mål for forsknings- og udviklingsintensitet på 3 % i 2020, og niveauet for investeringer fra erhvervslivets side i forskning og udvikling ligger stadig langt under målet på 2 %. De offentlige udgifter til forskning og udvikling ligger over EU-gennemsnittet og omfatter en bred vifte af direkte og indirekte ordninger til støtte for erhvervslivets forsknings- og innovationsindsats, herunder skattefradrag for forskning og udvikling (Crédit d’Impôt Recherche), som er en af de mest favorable ordninger i et OECD-land. Samlet set fungerer økosystemet for forskning og innovation imidlertid ikke lige så godt, som det kunne forventes i betragtning af det store offentlige støttebeløb. De eksisterende værktøjer, herunder Crédit d’Impôt Recherche, blev evalueret for nylig, men en samlet evaluering af den generelle politiksammensætning ville give et nyttigt input til gennemførelsen af den fremtidige politik. Innovationsrådet (»Conseil de l'innovation«), der blev nedsat i juli 2018, har til opgave at føre tilsyn med forenklingsforanstaltningerne, hvilket omfatter bedre koordinering mellem regional, national og europæisk innovationsfremme. Innovation kunne også udbredes ved at bygge bro mellem forskningsverdenen og erhvervslivet, navnlig gennem ordninger for videnoverførsel, idet Frankrig fortsat ligger under EU-gennemsnittet for offentlig forskning og udvikling finansieret af erhvervslivet. Støtten til kompetenceklynger (»pôles de compétitivité«) er blevet fornyet i en fjerde fase (2019-2022), og der vil blive givet høj prioritet til klyngeorganisationer, der er velforbundne med andre strukturer på lokalt plan med fokus på nationale industrielle prioriteter og allerede opnåede resultater i EU-projekter. Innovations- og industrifonden (»Fonds pour l’innovation et l’industrie«), der finansieres gennem privatiseringer, vil også bidrage til at skaffe finansiering af kunstig intelligens til veje. Rettidig udvikling af dertil knyttede teknologier, f.eks. tingenes internet, 5G-net, højtydende databehandling og mere generelt dataøkonomi, har stor betydning for, at disse initiativer lykkes. Der er også store regionale forskelle med hensyn til investeringer i forskning og udvikling samt med hensyn til innovationsresultater. Flere landdistrikter og regioner, som befinder sig i en industriel omstillingsproces, ligger under EU-gennemsnittet. Regionerne i den yderste periferi ligger i den lave ende af skalaen.

(22)

I øjeblikket klarer Frankrig sig godt inden for energipolitik og politik til afbødning af klimaændringer og er på rette spor til at opfylde sit 2020-mål for reduktion af drivhusgasemissioner. Landet skal dog intensivere sin investeringsindsats betydeligt for at nå sine 2020-mål for vedvarende energi og energieffektivitet samt sine mere ambitiøse 2030-klima- og energimål, navnlig med hensyn til udnyttelsen af vedvarende energi og energieffektiv renovering af bygningsmassen. Eftersom over halvdelen af den nuværende finansiering af sådanne investeringer er offentlig, er det nødvendigt med økonomiske og lovgivningsmæssige vilkår, der gør projektfinansieringen mere holdbar for den private sektor, for at udnytte de betydelige investeringsmuligheder. Udvidet anvendelse af vedvarende energi i sektoren for opvarmning og køling frembyder et særligt stort uudnyttet potentiale. Der er også et stort behov for investeringer i bygningers energieffektivitet. Det gælder især renovering af boligsektoren, som udgør en stor andel af det samlede klimainvesteringsunderskud, eftersom størstedelen af boligmassen er gammel og indeholder 7-8 mio. boliger med stort varmetab (svarende til ca. 20 % af den samlede boligmasse). Den andel af bygningsmassen, der angiveligt lever op til høje standarder for energieffektivitet, lå i 2017 lavere for virksomheder i Frankrig (25 %) end for Unionen som helhed (39 %). Der er fortsat betragtelige regionale forskelle i energisektoren. Energiintensiteten er faldende i næsten alle regioner, men i forskelligt tempo, og der er også betydelige forskelle i udnyttelsen af vedvarende energi. Yderligere investeringer i sammenkoblinger, navnlig med Den Iberiske Halvø, kan bidrage til større integration i det indre energimarked i Unionen, samtidig med at der skabes større konkurrence, og udnyttelsen af vedvarende energi fremmes.

(23)

Den nationale køreplan for cirkulær økonomi fra 2018 (Feuille de Route pour l'Économie Circulaire) er en ambitiøs politisk ramme for ressourceeffektivitet, hvis gennemførelse afhænger af, at det er muligt at sørge for, at de tilhørende investeringer foretages. Skønt genanvendte materialers bidrag til den samlede efterspørgsel efter materialer (graden af cirkulær materialeanvendelse) ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet (19,5 % mod 11,7 % i 2016), ligger genanvendelsesprocenten stadig lidt lavere end EU-gennemsnittet (41,8 % mod 46,4 % i 2016). I den henseende er vedtagelsen af en lov om den cirkulære økonomi et skridt i den rigtige retning, herunder i retning af større anvendelse af sekundære råvarer, navnlig plastic. Nye ressourceeffektive forretningsmodeller og fremstillingsprocesser, bl.a. industriel symbiose, skal fremmes yderligere, ikke mindst blandt små og mellemstore virksomheder. Dette kan muliggøres ved at udvikle innovative finansieringsinstrumenter og finansiering af økoinnovation.

(24)

Investeringer i konnektivitetsforbedringer, særlig i mere ugunstigt stillede områder, kan bidrage til at bekæmpe ulighed i Frankrig. Frankrig ligger under EU-gennemsnittet for adgang til højhastighedsbredbåndsnet, og udbredelsen af højhastighedsinternet er begrænset (20 % af husstandene mod 41 % i EU i gennemsnit i 2018). Anvendelsen af mobile bredbåndstjenester ligger også fortsat under gennemsnittet i EU. Udbredelsen af bredbånd varierer i høj grad fra region til region er fortsat begrænset i nogle få landdistrikter og i regionerne i den yderste periferi. Frankrigs plan for ultrahurtigt bredbånd (Plan France Très Haut Débit) og hermed forbundne foranstaltninger forventes at yde et væsentligt bidrag til, at landet kan nå sine konnektivitetsmål. Det vil blive afgørende nøje at overvåge gennemførelsen af disse foranstaltninger, navnlig i områder med dårlig dækning, i betragtning af den overvejende decentrale tilgang og de mulige flaskehalse, hvis der ikke er tilstrækkeligt mange faglærte til at udbygge nettet.

(25)

På trods af igangværende bestræbelser på at øge sikkerheden for skatteyderne (Loi pour un État au service d'une société de confiance) og forenkle systemet er det franske skattesystem fortsat komplekst, hvilket indvirker negativt på erhvervsklimaet. Skatteloven omfatter en lang række satssystemer og skatteudgifter (skattefradrag, undtagelser og skattenedsættelser). Denne kompleksitet skyldes ofte ønsket om at nå specifikke politiske mål, f.eks. lette skattebyrden for de mest sårbare husstande og tilskynde til eller afhjælpe bestemte adfærdsmønstre. Forståeligheden risikerer imidlertid at gå tabt med den konsekvens, at både omkostningerne til efterlevelse og retsusikkerheden øges, hvilket skader Frankrigs tiltrækningskraft og skaber smuthuller.

(26)

En strømlining af skatteudgifterne og en nedbringelse af antallet af små skatter og afgifter kan bidrage til yderligere forenkling af skattesystemet. De samlede skatteudgifter skønnes at være på 4 % af BNP i 2019. I modsætning til den foregående flerårige ramme indeholder den indeværende budgetramme (2018-2022) ingen beløbsgrænser for skatteudgifter. I stedet indeholder den et ikkebindende mål om, at forholdet mellem på den ene side skatteudgifter og på den anden side summen af nettoskatteprovenu og skatteudgifter højst må være på 28 %. I finansloven for 2018 forventes forholdet at ligge under målet (28 %) i den flerårige budgetramme for 2018-2022, men det forventes at stige fremover (25,5 % ved udgangen af 2018 og 26 % i 2019).

(27)

I budgettet for 2019 opereres der med, at det samlede skatteudgiftsbeløb falder til under 100 mia. EUR, hvorved der sættes en stopper for en periode på fem år, hvor omfanget steg konstant. Mellem 2018 og 2019 steg antallet af skatteudgifter fra 457 til 474. I 2018 anbefalede den franske revisionsret en forenkling af de eksisterende skatteudgifter og henledte opmærksomheden på den manglende kontrol med og evaluering af dem. Der bør fortsat gøres in indsats for at afskaffe skatter og afgifter, som kun indbringer et begrænset provenu, eller som er ineffektive. I finansloven for 2019 blev 26 skatter og afgifter, der indbringer et lavt provenu, afskaffet, 20 svarende til et samlet beløb på 132 mio. EUR blev afskaffet i 2019, og 6 svarende til et samlet beløb på 208 mio. EUR skal afskaffes i 2020. Afskaffelsen af små skatter og afgifter forventes at fortsætte i 2020 i samme tempo.

(28)

Andre produktionsskatter indvirker fortsat negativt på erhvervslivet. Produktionsskatterne lå på 3,1 % af BNP i 2016, hvilket er højere end i Italien (1,4 %), Spanien (1,0 %) og Tyskland (0,4 %). Sådanne skatter har forskellige beskatningsgrundlag (omsætning, forædlingsværdi, lønninger, grunde og bygninger) og kan forøge de samlede produktionsomkostninger. Det kan indvirke negativt på konkurrenceevnen, navnlig fremstillingssektorens. Kun én produktionsskat, der opkræves nationalt og indbringer 660 EUR mio. EUR årligt, når den er fuldt gennemført i 2020 (forfait social), nedsættes i henhold til finansloven for 2019.

(29)

Trods fremskridt og vedtagelsen af ambitiøse reformer, er der stadig hindringer for markedsadgang, og konkurrencen inden for forretningsservice og regulerede erhverv er fortsat lav. Det nye OECD-indeks over restriktioner inden for handel med tjenesteydelser inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) viser, at der er større lovgivningsmæssige begrænsninger i Frankrig end gennemsnitligt i EØS inden for sektorer som bogføring og revision, juridisk bistand og distributionstjenester. De vigtigste hindringer har form af restriktive godkendelseskrav, forbeholdte aktiviteter, restriktioner vedrørende ejerforhold og krav til stemmerettigheder. I detailsektoren har Frankrig gennemført en række reformer for at mindske den reguleringsmæssige byrde. En række operationelle restriktioner har dog fortsat negativ indflydelse på detailvirksomhedernes effektivitet og stiller dem ufordelagtigt sammenlignet med e-handelsvirksomheder. Det nationale reformprogram for 2019 indeholder nye foranstaltninger, der skal skærpe konkurrencen i nogle få specifikke sektorer (f.eks. køreskoler, ejendomsadministrerende virksomheder og salg af reservedele til motorkøretøjer). Den 4. april 2019 udtalte konkurrencemyndigheden sig for at lempe begrænsningerne med hensyn til lægemiddeldistribution, men samtidig opretholde et højt niveau for beskyttelse af folkesundheden.

(30)

Hindringer på tjenesteydelsesområdet har begrænset konkurrencen, ført til høje fortjenester og priser og skadet den samlede økonomis konkurrenceevne. Virksomhedernes udskiftningshastighed i vigtige sektorer for forretningsservice er lavere i Frankrig sammenlignet med resten af Unionen. Den manglende konkurrence inden for tjenesteydelser har sammen med høje arbejdskraftomkostninger bidraget til at fastholde et højt prisniveau, navnlig inden for handel med fast ejendom, boligsektoren, restaurationsvirksomhed, juridisk bistand samt bogføring og revision. Eftersom omkostningerne til disse tjenesteydelser også afholdes af andre virksomheder, der anvender dem som produktionsfaktorer, udgør de en yderligere hæmsko for Frankrigs konkurrenceevne, herunder for industriens.

(31)

PACTE-loven (loi relative à la croissance et la transformation des entreprises) har til formål at understøtte virksomhedernes vækst og omstilling. Den skal nedbringe antallet af tærskler, som virksomheder i vækst rammer, til trods for at de resterende tærskler er blevet bredere og dyrere at komme over. Der indføres med loven også en femårig overgangsperiode, inden en tærskel betragtes som nået, og små og mellemstore virksomheder tilskyndes til at anvende incitamenter og ordninger for medarbejderdeltagelse knyttet til virksomhedens resultater. Endelig indføres der ved loven forenklede procedurer i forbindelse med oprettelse og registrering af virksomheder samt nye regler, der giver iværksættere en ny chance. Loven nedbringer også tidsforbruget og omkostningerne i forbindelse med insolvensbehandling, navnlig for små og mellemstore virksomheder, særlig ved at gøre den mere forudsigelig. Ifølge de franske myndigheders egne estimater er PACTE-lovens potentielle indvirkning på BNP en stigning på 0,32 % senest i 2025 og 1 % på lang sigt. En fuldstændig og rettidig gennemførelse af den er fortsat vigtig for at høste det fulde udbytte af denne reform.

(32)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Frankrig at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale og territoriale forskelle og den særlige situation i regionerne i den yderste periferi.

(33)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Frankrigs økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Frankrig i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Frankrig, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(34)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (8) afspejles især i henstilling 1 nedenfor.

(35)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 til 4 nedenfor. Disse henstillinger bidrager også til gennemførelsen af henstillingerne vedrørende euroområdet for 2019, navnlig den første og anden henstilling vedrørende euroområdet. Den finanspolitik, der er omhandlet i henstilling 1, bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til høj offentlig gæld,

HENSTILLER, at Frankrig i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre, at den nominelle vækstrate i de primære nettoudgifter ikke overstiger 1,2 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den offentlige gældskvote, opnå udgiftsnedskæringer og effektivitetsgevinster i alle den offentlige sektors delsektorer, bl.a. ved fuldt ud at faslægge og overvåge gennemførelsen af de konkrete foranstaltninger, der er behov for i forbindelse med Public Action 2022, reformere pensionssystemet, således at reglerne for de forskellige pensionsordninger harmoniseres med henblik at gøre dem mere retfærdige og bæredygtige

2.   

fremme integrationen af alle jobsøgende på arbejdsmarkedet, sikre lige muligheder med særligt fokus på sårbare grupper, herunder personer med migrantbaggrund, og afhjælpe mangel på kvalificeret arbejdskraft og misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer

3.   

målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod forskning og udvikling (samtidig med at offentlige støtteordninger, herunder ordninger for videnoverførsel, forbedres), vedvarende energi, energieffektivitet og sammenkoblinger med resten af Unionen, samt digital infrastruktur, idet der tages hensyn til territoriale forskelle

4.   

fortsat forenkle skattesystemet, navnlig ved at begrænse anvendelsen af skatteudgifter, afskaffe flere ineffektive skatter og afgifter og mindske produktionsskatterne, mindske lovgivningsmæssige begrænsninger, navnlig i servicesektoren, og fuldt ud gennemføre de foranstaltninger, der skaber vækst i virksomhederne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 39.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(8)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/64


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Kroatiens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Kroatiens konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/11)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Kroatien blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Kroatien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Kroatiens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Kroatiens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede i sin analyse, at Kroatien befinder sig i en situation med makroøkonomiske ubalancer i forbindelse med den store offentlige og private gæld samt udlandsgælden i en situation med svag potentiel vækst. Ubalancerne er imidlertid blevet mindre i de senere år understøttet af en robust nominel vækst og en forsigtig finanspolitik. Den negative nettostilling over for udlandet er blevet forbedret som følge af fortsat overskud på de løbende poster. Den offentlige gæld er faldet betydeligt, siden den toppede i 2015. Gældsreduktionen i den private sektor er i gang, men tempoet daler i takt med, at kreditvæksten tiltager, og investeringerne genoprettes. Den finansielle sektor har et solidt kapitalgrundlag, men andelen af misligholdte lån er, om end dalende, fortsat høj. De politiske tiltag er blevet styrket, men den fulde gennemførelse af strukturelle foranstaltninger er fortsat af afgørende betydning for at styrke økonomiens modstandsdygtighed. Trods nogle fremskridt er det fortsat vanskeligt at få fuldstændige, præcise og rettidige statistikker om økonomien og de offentlige finanser.

(3)

Kroatien fremlagde den 18. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er til en vis grad taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for perioden 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Kroatien er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 er det hensigten med udgangspunkt i et offentligt overskud på 0,2 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 at få den offentlige saldo til at falde til -0,3 % af BNP i 2019 og derefter gradvist forbedre den til et overskud på 0,8 % af BNP i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (5) forventes den mellemfristede budgetmålsætning — som er blevet ændret fra et strukturelt underskud på 1,75 % af BNP i 2019 til 1 % af BNP fra 2020 — at være mere end opfyldt i hele programperioden. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde fra 71,6 % af BNP i 2019 til 68,5 % i 2020 og derefter at fortsætte med at falde til 62 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. De planlagte budgetmål forekommer dog forsigtige. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 ventes den offentlige saldo at ligge på henholdsvis 0,1 % og 0,5 % af BNP i 2019 og 2020. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 ventes den strukturelle saldo at være på -0,8 % af BNP i 2019 og -0,5 % af BNP i 2020; den vil således fortsat ligge over den mellemsigtede budgetmålsætning. Kroatien forventes at overholde gældsreglen i 2019 og 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at Kroatien ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(6)

I december 2018 vedtog det kroatiske parlament loven om finanspolitisk ansvarlighed. Formålet er at styrke den finanspolitiske kommissions struktur og mandat og fastsætte numeriske finanspolitiske regler, herunder en regel om strukturel budgetbalance. I marts 2019 blev statsrevisionens mandat styrket gennem indførelsen af sanktionsmekanismer i tilfælde af manglende overholdelse af dens henstillinger og en udvidelse af revisionens omfang. Den finanspolitiske ramme vil blive styrket yderligere med vedtagelsen af den ændrede budgetlov. Dette forventes at forbedre den budgetmæssige planlægning og indsamlingen af budgetdata og kriterierne for udstedelse af statsgarantier.

(7)

Den territoriale opsplitning af Kroatiens offentlige forvaltning påvirker dens effektivitet og forværrer de regionale forskelle. Mange små lokale myndigheder mangler ofte tilstrækkelige økonomiske og administrative ressourcer til at kunne levere de tjenesteydelser, der hører under deres ansvarsområde. Det skaber store forskelle i leveringen af offentlige tjenester mellem økonomisk og administrativt stærke og svage lokale myndigheder i hele Kroatien. På det statslige niveau arbejder myndighederne på at forenkle statens uforholdsmæssigt mange decentrale kontorer, men den retlige ramme, der skulle bevirke en højere grad af homogenitet på området, mangler stadig. Planen er at overføre ansvaret for de afdelinger af centraladministrationen, der opererer på lokalt plan, til distriktsforvaltningen.

(8)

På sundhedsområdet er der akkumuleret yderligere gæld i 2018, hvilket udgør en risiko for de offentlige finanser. Finansieringen af sundhed er baseret på bidrag fra den erhvervsaktive befolkning og overførsler fra statsbudgettet, selv om sidstnævnte konsekvent ikke har ydet fuld omkostningsdækning. Den økonomiske situation på sundhedsområdet forventes at blive forbedret grundet stigende sundhedsforsikringspræmier, der blev indført i 2019, og tobaksafgifter i december 2018. Den igangværende funktionelle integration af hospitaler og foranstaltningerne til forbedring af den primære sundhedspleje vil kunne øge omkostningseffektiviteten, men arbejdet skrider kun langsomt frem.

(9)

Der er ikke ensartede regler for lønfastsættelse i den offentlige forvaltning og de offentlige tjenester, hvilket påvirker ligebehandlingen, og er til hinder for en overordnet kontrol med de offentlige lønninger. En ny lov om fastsættelse af lønninger for tjenestemænd er blevet udsat flere gange. Formålet med loven er at opnå større harmonisering i hele den offentlige forvaltning ved at indføre fælles lønrammer og koefficienter for jobkompleksitet på grundlag af mere ensartede jobbeskrivelser og kompetencerammer. Kroatien har en ramme for den sociale dialog, men arbejdsmetoderne og -procedurerne skal forbedres med henblik på en reel social dialog. Fragmenteringen af fagforeningerne svækker også effektiviteten af den sociale dialog.

(10)

I 2018 faldt beskæftigelsesfrekvensen drastisk. Ungdomsarbejdsløsheden faldt også betydeligt, men er dog fortsat høj. Erhvervsfrekvensen og beskæftigelsesfrekvensen i Kroatien er imidlertid stadig lav, og førtidspensionering og omsorgsforpligtelser spiller en vigtig rolle med hensyn til manglende erhvervsaktivitet. Adgangen til beskæftigelse skal forbedres, f.eks. ved kompetenceudvikling og uddannelse. Der er stadig mange incitamenter til at forblive ikkeerhvervsaktiv, og de nuværende foranstaltninger til at hjælpe de ikkeerhvervsaktive ind på arbejdsmarkedet er formentlig ikke tilstrækkelige. Arbejdsmarkedsinstitutionernes kapacitet er fortsat begrænset, og samarbejdet mellem arbejdsformidlinger, socialforvaltninger og andre relevante interessenter er svagt. En vigtig reformpakke på pensionsområdet trådte i kraft i 2019. Reformen har tre hovedformål: i) at afhjælpe udformningsmæssige uoverensstemmelser, der har ført til uretfærdig behandling af visse grupper af pensionister, ii) at forbedre pensionssystemets tilstrækkelighed ved at forlænge arbejdslivet og iii) at styrke den institutionelle struktur og gennemførelsen af den anden pensionssøjle.

(11)

Socioøkonomiske forskelle er en vigtig faktor for, hvor mange der gennemfører en uddannelse i Kroatien. Landet ligger under EU-gennemsnittet på uddannelsesområdet, navnlig hvad angår førskoleundervisning og børnepasning, grundlæggende kompetencer, gennemførelse af videregående uddannelser, voksenuddannelse og arbejdsmarkedsrelevant erhvervsuddannelse. Kroatien har gennemført en reform af læseplanerne som et pilotprojekt, men reformen vil først nå sit fulde potentiale, hvis den gennemføres fuldt ud og ledsages af efteruddannelse af lærerne.

(12)

Trods af den stadig relativt høje arbejdsløshed er der i visse økonomiske sektorer mangel på arbejdskraft, hovedsagelig på grund af manglende kompetencer. Hvis de digitale kompetencer øges, vil produktiviteten stige, og nogle af kompetencehullerne fyldes hermed ud. Erhvervsuddannelsernes begrænsede arbejdsmarkedsrelevans bidrager til en lav beskæftigelsesfrekvens blandt nyuddannede. Kun en lille del af de studerende deltager i programmer, der omfatter arbejdsbaseret læring. Oprettelsen af de regionale kompetencecentre og forsøgsprogrammet inden for tosporet uddannelse bør forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne og lette analysen af, hvilke kompetencer der bliver behov for. Kun få deltager i de voksenuddannelsesprogrammer, der indgår i beskæftigelses- eller uddannelsestilbuddene. Dette gælder især dem, der har størst behov for uddannelse, f.eks. lavtuddannede og arbejdsløse.

(13)

Andelen af befolkningen i risiko for fattigdom eller social udstødelse er faldende, men ligger fortsat over EU-gennemsnittet. Denne risiko vedrører hovedsageligt ældre og personer med handicap. Der er fortsat kun begrænsede sociale ydelser til nedbringelse af fattigdom sammenholdt med EU-gennemsnittet. Myndighederne har taget skridt til at forbedre registreringen af sociale ydelser på lokalt plan ved at harmonisere klassificeringen af ydelserne. Dette kan give et bedre overblik over de ydelser, der tildeles rundt om i landet, hvilket i givet fald kunne anvendes til at forbedre det sociale beskyttelsessystem for at nå dem med det største behov.

(14)

Transportnettet er ude af balance med en jernbaneinfrastruktur, der halter væsentligt bagefter, hvilket resulterer i dårlig service og hindringer for arbejdstagernes mobilitet. Den offentlige transport i mindre byer har utilstrækkelig infrastruktur. Drivhusgasemissionerne fra vejtransport er steget betydeligt i løbet af de seneste fem år. Andelen af vedvarende energikilder i transportsektoren er langt under 2020-målet på 10 %. Der er behov for en større indsats og investeringer for seriøst at mindske den høje andel af biler, der kører på fossile brændstoffer, fremme intermodalitet og mere generelt begrænse de stigende drivhusgasemissioner fra transportsektoren.

(15)

Kroatiens høje energiintensitet bør reduceres med investeringer i energieffektivitet og intelligente energisystemer. Der bør lægges særlig vægt på at reducere energiforbruget i bygninger og forbedre energieffektiviteten i fjernvarmenet. Der er også et betydeligt potentiale for investeringer i vind- og solenergi, da der er tale om vedvarende energikilder til opvarmning og køling. Flere af disse kilder vil også gøre det muligt for Kroatiens øer at blive selvforsynende med energi i overensstemmelse med initiativet »Ren energi til EU's øer«. Herudover er Kroatien særligt sårbar over for klimarisici, navnlig oversvømmelser og skovbrande.

(16)

Investeringer kan også fremme overgangen til cirkulær økonomi. De er nødvendige for at støtte særskilt indsamling og genanvendelse af affald som alternativer til deponering, udvikle alternativer til råmaterialer og øge efterspørgslen efter genanvendt indhold og øge offentlighedens bevidsthed om bæredygtige forbrugsmønstre og adfærd. Desuden er der behov for betydelige investeringer for at sikre opsamling og behandling af spildevand i byområder med mere end 2 000 personækvivalenter. Investeringer i vandnettene kan reducere udslip af drikkevand og opfylde uopfyldte kvalitetskrav.

(17)

Forsknings- og innovationskapaciteten og udbredelsen af avancerede teknologier kræver investeringer for at styrke innovationsresultaterne og fremme produktivitetsvæksten, som hæmmes af splittede og ineffektive forsknings- og innovationspolitikker. Kroatiens strategi for »intelligent specialisering« 2016-2020 (RIS3) har til formål at fremme innovation, udligne det splittede system og sikre, at der organiseres forsknings- og udviklingsaktiviteter vedrørende de centrale økonomiske prioriteter, men gennemførelsen af den forventes at gå hurtigere. Investeringer vil kunne støtte samarbejdet mellem universiteter og virksomheder for at muliggøre overførsel af teknologi og kommercialisering af forskningsresultater og vil kunne styrke forvaltningen.

(18)

Det går langsomt fremad med foranstaltninger til forbedring af forvaltningen i de statsejede virksomheder. Der er vedtaget en ny kodeks for god selskabsledelse og givet mandat til midtvejsplanlægning og resultatrapportering. Kombinationen af det store antal statsejede virksomheder i mange sektorer og deres lave rentabilitet og produktivitet fylder fortsat meget i økonomien. I 2018 blev listen over virksomheder af særlig interesse afkortet endnu mere, og flere virksomheder vil nu kunne sælges, men der er ikke fastlagt en klar privatiseringsstrategi. Myndighedernes indsats ser ud til at fokusere på at afhænde den resterende aktiebeholdning med minoritetsandele og aktivere de ikkeproduktive aktiver. Korruption anses for at være udbredt og i vækst. Der mangler virksomme redskaber til at forhindre og sanktionere korruption, navnlig på lokalt plan. Der er stadig behov for, at de udpegede ansatte på lokale offentlige virksomheder får styrkede tilsyns- og sanktionsmekanismer.

(19)

Overdrevne administrative og lovgivningsmæssige krav og skattelignende afgifter (ikke skatter) tynger virksomhederne, navnlig de mindre virksomheder. Myndighederne har fundet frem til de administrative flaskehalse, så der kan indføres relevante aflastningstiltag. Det går kun langsomt fremad med at reducere de skattelignende afgifter. Det høje antal af alt for regulerede erhverv hæmmer konkurrencen. Der er gjort fremskridt inden for visse sektorer, navnlig taxikørsel, men der er fortsat for mange restriktioner i mange økonomisk vigtige erhverv.

(20)

Trods fremskridt mindsker betydelige forsinkelser og langvarige retssager ved civile domstole og handelsdomstole retssikkerheden, mens ineffektivitet på det strafferetlige område hæmmer bekæmpelsen af økonomiske og finansielle forbrydelser. Opfattelsen af retsvæsenets uafhængighed er blevet yderligere forværret. Ændringer til loven om statens domstolsråd blev vedtaget i 2018. Bortset fra i handelsrettens appelret blev efterslæbet langsomt indhentet hovedsagelig på grund af et fald i antallet af sager. I nogle domstole er der forsøg med elektronisk kommunikation, men det er endnu ikke udbredt på landsplan.

(21)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Kroatien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringerne skal blive en succes. Den institutionelle struktur for offentlige indkøb skal styrkes for at forbedre overholdelsen og muliggøre strategiske indkøb for at nå de politiske mål og sikre, at de offentlige midler anvendes på en effektiv måde.

(22)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Kroatiens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet konvergensprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Kroatien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Kroatien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer. Dette afspejler behovet for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(23)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Kroatiens konvergensprogram for 2019 og er af den opfattelse (6), at Kroatien ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten.

(24)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og konvergensprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 til 4 nedenfor. Den finanspolitik, der er omhandlet i henstilling 1, bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til høj offentlig gæld,

HENSTILLER, at Kroatien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

styrke budgetrammerne for og overvågningen af eventualforpligtelser på centralt og lokalt plan, mindske den territoriale opsplitning af den offentlige administration og strømline den funktionelle fordeling af kompetencer

2.   

gennemføre uddannelsesreformen og forbedre både adgangen til uddannelse på alle niveauer og uddannelsernes kvalitet og relevans for arbejdsmarkedet, konsolidere de sociale ydelser og forbedre deres fattigdomsbekæmpende kapacitet, styrke arbejdsmarkedsforanstaltninger og -institutioner og koordineringen heraf med sociale tjenester, indføre i samråd med arbejdsmarkedets parter harmoniserede rammer for lønfastsættelse på tværs af den offentlige forvaltning og de offentlige tjenester

3.   

målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod forskning og innovation, bæredygtig by- og jernbanetransport, energieffektivitet, vedvarende energi og miljøinfrastruktur, idet de regionale forskelle tages i betragtning, øge administrationens kapacitet til at udforme og gennemføre offentlige projekter og politikker

4.   

forbedre forvaltningen i statsejede virksomheder og øge salget af disse virksomheder og ikkeproduktive aktiver, øge indsatsen med hensyn til at forhindre og sanktionere korruption, navnlig på lokalt niveau, afkorte varigheden af retssager og forbedre anvendelsen af elektroniske kommunikationsmidler i retterne, sænke de mest belastende skattelignende afgifter og den overdrevne regulering af markeder for produkter og tjenesteydelser.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 44.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(6)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/69


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Italiens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Italiens stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/12)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 for samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Italien blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som fastsætter fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillinger vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Italien har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Italien sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 5 nedenfor. Navnlig vil foranstaltninger på området offentlig forvaltning, retlige anliggender og konkurrence bidrage til at efterleve den første henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår robuste produktmarkeder og institutionernes kvalitet; en målretning af den økonomiske politik vedrørende investering i de specificerede områder og anvendelse af ekstraordinære indtægter til at nedbringe den offentlige gæld vil bidrage til at efterleve anden henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår fremme af investeringer og genopbygning af stødpuder; foranstaltninger til forbedring af beskæftigelsesegnetheden og omlægning af skattetrykket væk fra produktionsfaktorer vil bidrage til at efterleve tredje henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår arbejdsmarkedets virke, og foranstaltninger til at forbedre bankernes balancer vil bidrage til at efterleve fjerde henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår nedbringelsen af misligholdte lån.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Italien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Italiens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Italiens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede i sin analyse, at Italien er berørt af uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer. Især den høje offentlige gæld og den langvarige svage produktivitetsdynamik indebærer risici, der har betydning ud over landegrænserne. Behovet for tiltag, der kan mindske risikoen for negative konsekvenser for den italienske økonomi og for Den Økonomiske og Monetære Union, er særlig stort i betragtning af den italienske økonomis størrelse og grænseoverskridende relevans.

(4)

Italien fremlagde den 19. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen. I Italiens nationale reformprogram for 2019 tages der kun delvist fat på de strukturelle problemer, der blev gjort opmærksom på i de landespecifikke henstillinger for 2018, og der mangler ofte nærmere oplysninger om de få tilsagn, det indeholder, samt om fristen for deres gennemførelse. Reformstrategien bygger dog på større reformer, som allerede er forberedt på forskellige områder, hvilket viser, at der generelt er kontinuitet i forhold til tidligere nationale reformprogrammer.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Italien er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. Regeringen forventer i sit stabilitetsprogram for 2019, at det samlede underskud vil stige fra 2,1 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 2,4 % i 2019 for derefter gradvist at falde til 2,1 % i 2020 og 1,5 % frem mod 2022. I disse prognoser forudsættes en momsforhøjelse (1,3 % af BNP i 2020 og 1,5 % af BNP fra 2021), som der er lovgivet om som en »sikkerhedsklausul« for at nå budgetmålene fra 2020. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning — som er blevet ændret fra strukturel budgetbalance i 2019 til et strukturelt overskud på 0,5 % af BNP fra 2020 — ikke at blive nået i programmeringsperioden. Efter at den offentlige gældskvote er steget i 2018 (til 132,2 % af BNP fra 131,4 % i 2017) ventes den ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 at stige med 0,4 procentpoint af BNP til 132,6 % i 2019 og at falde til 128,9 % frem mod 2022. I disse prognoser forudsættes et privatiseringsprovenu på 1 % af BNP i 2019 og 0,3 % i 2020. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. I de senere år er de momsforhøjelser, der er lovgivet om som en »sikkerhedsklausul« imidlertid systematisk blevet ophævet, uden at der er truffet hensigtsmæssige alternative foranstaltninger, og privatiseringsmålene er derfor ikke nået. Ud fra antagelsen om en uændret politik forventes der i Kommissionens forårsprognose 2019 en lavere nominel vækst i BNP og et større offentligt underskud for 2020 end forventet i stabilitetsprogrammet for 2019. I Kommissionens prognose indgår ikke den momsforhøjelse, som der er lovgivet om som en »sikkerhedsklausul« i 2020.

(7)

Den 5. juni 2019 udarbejdede Kommissionen en rapport i henhold til artikel 126, stk. 3, i traktaten grundet Italiens manglende overholdelse af gældsreglen i 2018. Efter en vurdering af alle relevante faktorer blev det konkluderet i rapporten, at gældskriteriet som fastlagt i traktaten og forordning (EF) nr. 1467/1997 bør anses for ikke at være opfyldt, og at det derfor er berettiget at indlede proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

(8)

Efter anmodningen i det reviderede udkast til budgetplan for 2019 bekræftes det i stabilitetsprogrammet for 2019, at sammenstyrtningen af Morandi-broen i Genova og de usædvanligt dårlige vejrforhold i 2018 havde en væsentlig budgetmæssig virkning, og der gives tilstrækkelig dokumentation for omfanget og arten af disse ekstra budgetmæssige omkostninger. Navnlig anføres det i stabilitetsprogrammet for 2019, at budgettet for 2019 omfatter ekstraordinære udgifter, der beløber sig til 0,2 % af BNP i forbindelse med et ekstraordinært vedligeholdelsesprogram for vejnettet og en forebyggende plan, der skal begrænse hydrogeologiske risici. På grund af den direkte forbindelse med sammenstyrtningen af Morandi-broen ved Genova og de dårlige vejrforhold i 2018 kan det overvejes at give udgifter til ekstraordinære vejvedligeholdelse og forebyggelse af hydrogeologiske risici særlig behandling ved brug af »bestemmelsen om usædvanlige begivenheder«. Ifølge Kommissionen beløber de ekstra udgifter til disse foranstaltninger i 2019 sig til 0,18 % af BNP. Disse ekstraudgifter kan høre ind under bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1466/97, idet sammenstyrtningen af Morandi-broen i Genova og de usædvanligt dårlige vejrforhold er usædvanlige begivenheder, deres virkning for Italiens offentlige finanser er betydelig, og holdbarheden bringes sandsynligvis ikke i fare ved en sådan midlertidig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. På grundlag af observerede data for 2019, som indgives af de italienske myndigheder, vil der i foråret 2020 blive foretaget en endelig vurdering, herunder af, hvilke beløb der kan tages hensyn til.

(9)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Italien sikrer, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter (7) ikke overstiger 0,1 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose for 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra den anbefalede finanspolitiske tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2019. Denne konklusion ville ikke ændre sig, selv om der i kravet i den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten i 2019 blev set bort fra den budgetmæssige virkning af det ekstraordinære vedligeholdelsesprogram for vejnettet som følge af sammenstyrtningen af Morandi-broen i Genova og af en forebyggende plan for at begrænse hydrogeologiske risici som følge af usædvanligt dårlige vejrforhold.

(10)

I lyset af Italiens offentlige gældskvote på over 60 % af BNP og et forventet outputgab på -0,1 % bør Italiens primære offentlige nettoudgifter i 2020 falde nominelt med 0,1 % i overensstemmelse med den strukturelle tilpasning på 0,6 % af BNP, som kræves ifølge matrixen under stabilitets- og vækstpagten. På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 er der med en uændret politik risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2020. Italien forventes ikke umiddelbart at overholde gældsreglen i 2019 og 2020. Endvidere tyder Italiens høje offentlige gældskvote på ca. 132 % på, at store ressourcer er øremærkede til at dække gældsbetjeningsbyrden på bekostning af mere vækstfremmende tiltag som f.eks. uddannelse, innovation og infrastruktur. Rådet er af den generelle opfattelse, at der er behov for at træffe foranstaltninger fra 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Det vil være vigtigt at anvende eventuelle ekstraordinære indtægter til at reducere den offentlige gældskvote yderligere.

(11)

Italiens skattesystem har stor indflydelse på produktionsfaktorerne, hvilket går ud over den økonomiske vækst. Det høje skattetryk på arbejde og kapital hæmmer beskæftigelsen og investeringerne. Selvstændige erhvervsdrivende og små virksomheder beskattes mindre i budgettet for 2019. Imidlertid er skattetrykket også hævet midlertidigt på virksomheder samlet set, navnlig på finansielle institutioner. Der gøres ikke i tilstrækkelig grad brug af skattegrundlag, der er mindre skadelige for væksten, såsom ejendom og forbrug, og som kunne give mulighed for at flytte skattetrykket væk fra arbejde og kapital på en budgetneutral måde. Den løbende ejendomsskat på den primære faste ejendom blev ophævet i 2015 også for velstående husstande. Derudover er jord- og ejendomsværdierne (eller »matrikelværdierne«), som danner grundlag for beregningen af ejendomsskat, utidssvarende, og den reform, som skulle tilpasse dem til aktuelle markedsværdier, er endnu ikke gennemført. Antallet og størrelsen af skatteudgifter er stort, især hvad angår de reducerede momssatser, og forenklingen af dem er systematisk blevet udsat i de senere år. Det er også muligt at mindske byrden for de firmaer og husstande, som overholder reglerne, ved at gøre skatteloven mindre kompliceret og øge den overordnede grad af overholdelse af skattereglerne. Momsgabet (forskellen mellem de teoretiske momsindtægter og de faktisk opkrævede momsindtægter) er blandt de højeste i Unionen. En af grundene er det store omfang af skatteunddragelse, som især skyldes manglende fakturering. Den obligatoriske brug af elektronisk overførsel af kvitteringer for alle handelstransaktioner med endelige forbrugere er et positivt skridt i retning af at mindske gabet. De lovpligtige lofter på tilladte kontantbetalinger er dog blevet sat op i de senere år, hvilket kunne virke hæmmende på brugen af elektronisk betaling. Ved at fremme brugen af elektronisk betaling kunne man i stedet skabe incitament til at udstede regninger og dermed forbedre overholdelsen af skattereglerne.

(12)

Italiens udgifter til pension, som udgjorde ca. 15 % af BNP i 2017, er blandt de højeste i Unionen, og de forventes at stige på mellemlang sigt på grund af den øgede ældrekvote. Budgettet for 2019 og lovdekretet om gennemførelsen af den nye ordning om tidlig pensionering fra januar 2019 modarbejder dele af de hidtidige pensionsreformer, hvilket på mellemlang sigt gør de offentlige finanser mindre holdbare. Disse nye bestemmelser vil øge pensionsudgifterne yderligere på mellemlang sigt. Mellem 2019 og 2021 vil den nye ordning om tidlig pensionering (»quota 100«) gøre det muligt for folk at gå på pension, når de er fyldt 62, hvis de har betalt bidrag i 38 år. Derudover er anvendelsesområdet for de gældende bestemmelser om tidlig pensionering blevet udvidet, bl.a. ved frem til 2026 at suspendere den indeksering af det krævede minimumsbidrag til den forventede levetid, som ellers blev indført ved tidligere reformer. Som følge af disse bestemmelser blev der i 2019-budgettet afsat midler til en værdi af 0,2 % af BNP i 2019 og 0,5 % af BNP i 2020 og 2021, men det forventes, at der vil være yderligere omkostninger i de følgende år. De store offentlige udgifter til pension betyder, at der kan afholdes færre andre sociale og vækstfremmende udgifter til f.eks. uddannelse og investeringer, og at mulighederne for at reducere det generelt høje skattetryk og den store offentlige gæld begrænses. Større mulighed for at gå på pension tidligt kan også påvirke arbejdsudbuddet negativt i en situation, hvor Italien allerede ligger under Unionens gennemsnit for ældre arbejdstageres (55-64-årige) deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket skader den potentielle vækst og gør den offentlige gæld mindre holdbar. De pensionsreformer, der tidligere er vedtaget for at begrænse de implicitte forpligtelser, der følger af en aldrende befolkning, bør nu gennemføres fuldt ud, således at stigningen i pensionsudgifterne begrænses. Der kan desuden opnås besparelser ved at gribe ind over for de høje pensionsrettigheder, der ikke er modsvaret af bidrag, idet principperne om rimelighed og proportionalitet skal respekteres.

(13)

På trods af den økonomiske afmatning steg beskæftigelsen fortsat i 2018, om end lidt langsommere end de foregående år. Antallet af beskæftigede nåede op på 23,2 millioner ved årets udgang og lå dermed over niveauet før krisen. Beskæftigelsesfrekvensen (20-64-årige) steg til 63 % sidste år, men ligger dog fortsat langt under EU-gennemsnittet (73,2 %). De regionale forskelle er desuden store, og arbejdsmarkedet er fortsat segmenteret, idet andelen af tidsbegrænsede kontrakter er steget yderligere i 2018. Arbejdsløsheden er faldet til 10,6 %. Langtidsledigheden og ungdomsarbejdsløsheden er fortsat høj til skade for den potentielle vækst og sociale samhørighed. Det er især kvinder, ufaglærte og unge, der er uden arbejde. Desuden er andelen af unge (15-24-årige), der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse på 19,2 % i 2018 den højeste i Unionen. Ufrivilligt deltidsarbejde er også udbredt, hvilket tyder på en vedvarende træghed på arbejdsmarkedet.

(14)

Der er store uligheder i indkomst og høj risiko for fattigdom med store regionale og territoriale forskelle. I 2017 var 28,9 % af befolkningen truet af fattigdom eller social udelukkelse, hvilket er højere end niveauet før krisen og langt over gennemsnittet i Unionen i 2017 (22,4 %). Børn, og især dem med indvandrerbaggrund, er hårdest ramt. Fattigdom blandt personer i arbejde er høj og stigende, især blandt midlertidigt ansatte og personer med indvandrerbaggrund. Selvstændige, som tegner sig for 20,8 % af arbejdsstyrken (i forhold til EU-gennemsnittet på 13,7 %), er generelt mindre beskyttet mod sociale risici end lønmodtagere. Det er stadig svært at få en ordenlig bolig, der prismæssigt er overkommelig, og udbuddet af sociale ydelser er underudviklet og fragmenteret. De sociale overførsler er blandt dem i Unionen, der har den laveste effekt på bekæmpelsen af fattigdom og uligheder. Den ordning for fattigdomsbekæmpelse, der blev indført i 2018, er blevet erstattet af en ny og mere omfattende ordning (borgerløn), som i højere grad handler om aktiv inklusion på visse betingelser. Den store administrative byrde på arbejdsformidlinger og sociale tjenester udgør en udfordring for gennemførelsen af reformen. Den reelle virkning vil afhænge af, hvor effektive politikkerne er med hensyn til at få folk i arbejde eller under uddannelse, hvor individualiserede de sociale tjenester er, og af kontrollen. Det er især den reelle kapacitet til at nå ud til dem med størst behov, der får betydning for, hvor meget fattigdommen og den sociale udelukkelse bliver nedbragt. Sundhedssystemet giver generelt gode resultater, på trods af at udgifterne ligger under EU-gennemsnittet. Ikke desto mindre er der stor forskel på sundhedsydelserne i de forskellige regioner, hvilket har betydning for adgangen til dem, ligheden og effektiviteten. Det er et punkt, der kan forbedres gennem bedre forvaltning og overvågning af, at der garanteres et standardniveau for tjenesterne. Mere hjemmepleje, pleje i nærmiljøet og langtidspleje er nøglen til at hjælpe personer med et handicap og andre ugunstigt stillede grupper.

(15)

Sort arbejde er udbredt i Italien, især i de sydlige regioner. Ifølge skøn fra det nationale statistiske institut var den uobserverede økonomi på 210 mia. EUR (12,4 % af BNP) i 2016. Ca. 37,2 % skyldes arbejde, der ikke opgives til skattevæsenet. Dette påvirker især udsatte grupper, såsom migranter, kvinder og mindreårige. Det nye arbejdstilsyn, som har været operationelt siden 2017, har især fokus på fænomenet »caporalato« i landbrugssektoren, som er kendetegnet ved en høj grad af ulovlighed og risiko for, at arbejdskraften, især irregulære migranter, udnyttes. Der er behov for at overvåge de nyligt vedtagne foranstaltninger og for at tage yderligere skridt til at tackle og forebygge sort arbejde og udnyttelse af arbejdstagere og sikre fair og sikre arbejdsvilkår. Endelig er det vigtigt at sikre, at borgerlønnen administreres på en sådan måde, at der skabes mest muligt incitament til at få et regulært arbejde og til at få omlagt sort arbejde til regulært arbejde både gennem nøje overvågning og positive incitamenter.

(16)

Det er vigtigt at forbedre de offentlige arbejdsformidlinger ved at stille flere ressourcer og tjenester af bedre kvalitet til rådighed, hvis reformen om den nye ordning med borgerløn skal gennemføres. I forbindelse med den nye ordning med borgerløn for lavtlønnede og arbejdsløse er en aktiv arbejdsmarkedspolitik et vigtigt middel til at mindske gnidninger på arbejdsmarkedet og give folk incitament til at søge arbejde. Det er vigtigt, at arbejdsformidlingerne får tilstrækkeligt og velkvalificeret personale. Effektiv bistand til jobsøgning med det formål at øge uddannelse og kvalifikationer er vigtigt, hvis arbejdskraftens mobilitet skal forbedres, og hvis arbejdstagerne skal have de rette kvalifikationer til det fremtidige arbejdsmarked og et arbejdsmiljø, som bliver mere og mere udfordrende og konkurrencepræget. Der er for nylig taget visse skridt til at gøre den aktive arbejdsmarkedspolitik mere effektiv, bl.a. er der defineret overvågningsindikatorer og minimumsstandarder, vedtaget en strategi for langtidsledige og udviklet et kvalitativt profileringsværktøj. Ikke desto mindre er effektiviteten i de offentlige arbejdsformidlinger og deres evne til at få folk i arbejde generelt set stadig lav, der er store regionale forskelle på deres resultater, og integrationen med social- og uddannelsespolitikken er begrænset. Samarbejdet med arbejdsgiverne er også begrænset.

(17)

Forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens i Italien er blandt de højeste i Unionen, og beskæftigelsesfrekvensen for kvinder er, selv om den er svagt stigende, væsentlig lavere end EU-gennemsnittet (53,1 % mod 67,4 % i 2018). Investeringerne i plejeordninger og kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet er fortsat utilstrækkelige, hvilket også gælder de foranstaltninger, der skal fremme ligestilling og politikker, der kan skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv. Alligevel er der endnu ikke lagt en omfattende strategi for, hvordan kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet kan blive bedre. Den obligatoriske fædreorlov blev udvidet marginalt fra 4 til 5 dage, men ordningen for fædreorlov er stadig ikke god. Dette sammen med utilstrækkelige børnepasningsordninger og langtidsplejeydelser betyder ofte, at kvinder, der har børn eller andre familiemedlemmer med behov for pleje, ikke kommer ud på arbejdsmarkedet. I 2017 modtog kun 28,6 % børn under tre år formel førskoleundervisning, hvilket er et godt stykke under EU-gennemsnittet. De store geografiske forskelle i udbuddet af tjenester bør tages i betragtning, når der foretages investeringer i børnepasning og sundheds- og langtidspleje. Desuden betyder en stor skattekile for sekundære forsørgere, at kvinder har mindre økonomisk incitament til at tage arbejde. En højere deltagelse i arbejdsstyrken blandt kvinder samt en højere deltagelse generelt kunne fremme den økonomiske vækst ved at øge arbejdsudbuddet og begrænse fattigdommen og de sociale og økonomiske risici, der er forbundet med befolkningens aldring.

(18)

Den reform af reglerne for kollektive overenskomster, som oprindeligt var påtænkt, havde til formål at sikre, at lønningerne i højere grad stemmer overens med de økonomiske vilkår på regionalt niveau og virksomhedsniveau. I marts 2018 undertegnede Confindustria en rammeaftale med de tre største italienske fagforeninger (Cgil, Cisl og Uil) for at udvide de decentrale forhandlinger. Aftalen øger desuden retssikkerheden ved at fastlægge klarere regler for arbejdsmarkedsparternes repræsentation ved forhandlingerne og fastlægger en bedre algoritme for fastsættelsen af mindsteløn. Den første gennemførelsesaftale om repræsentation og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen blev undertegnet i slutningen af 2018 af arbejdsgiverforeningen og de tre store fagforeninger.

(19)

Investeringer i uddannelse og færdigheder er helt afgørende for at fremme intelligent, inklusiv og bæredygtig vækst. Den træge produktivitetsudvikling i Italien lider under svaghederne i uddannelsessystemet og den ringe efterspørgsel efter høje kvalifikationer. Det er en stor udfordring at forbedre uddannelsessystemets kvalitet. Frafaldsprocenten i skolen ligger stadig noget over EU-gennemsnittet (i 2018 var den 14,5 % mod 10,6 %), og der er store regionale og territoriale forskelle på uddannelsesresultaterne. Selv om den andel af midler, der afsættes til primær og sekundær uddannelse, stort set stemmer overens med EU-gennemsnittet, kunne undervisningsresultaterne blive bedre, hvis der blev gjort mere for at tiltrække, ansætte og motivere lærerne. Ansættelsessystemet bygger i for høj grad på viden frem for kompetencer, samtidig med at det praktiske uddannelsesaspekt er begrænset. Dertil kommer, at italienske læreres lønninger fortsat er lave sammenlignet med internationale standarder og i forhold til arbejdstagere med en videregående uddannelse. Lønningerne stiger langsommere end blandt internationale kolleger, og karrieremulighederne er mere begrænsede, idet der ofte er tale om én karrierevej. Derudover sker forfremmelser kun på grundlag af anciennitet og ikke merit. Dette betyder, at arbejdet som lærer hverken er særlig attraktivt for højt kvalificerede personer eller motiverende for dem, der underviser, hvilket igen påvirker elevernes resultater negativt. Lærlingeordningen var begyndt at vinde frem i de senere år, men der er nu vedtaget foranstaltninger, som begrænser den. Italienske studerende og voksne er blandt dem i Unionen, der har de ringeste nøglekompetencer og grundlæggende færdigheder. Deltagelsen i voksenundervisning er meget begrænset og faldende i en tid, hvor forskellen i beskæftigelsesfrekvensen mellem højtuddannede og ufaglærte er blandt de højeste i Unionen. Det er især vigtigt at få øget de digitale færdigheder. Hidtil er der kun sket begrænsede fremskridt med udviklingen af digitale færdigheder og infrastruktur. Investering af menneskellig kapital er en forudsætning for at få gang i offentlige og private investeringer, og der mangler en overordnet plan for de aktuelle foranstaltninger, der skal øge de digitale færdigheder og voksenuddannelsen. De grundlæggende og mere avancerede digitale færdigheder ligger under EU-gennemsnittet — kun 44 % alle mellem 16 og 74 år har grundlæggende digitale færdigheder (57 % i Unionen).

(20)

Ringe investering i færdigheder bremser Italiens overgang til en videnbaseret økonomi, lægger en dæmper på produktivitetsvæksten og begrænser mulighederne for at forbedre den ikkeprisbaserede konkurrenceevne og BNP-væksten. Uddannelsesmanglerne kan også forklare, hvorfor italienske mikrovirksomheder og små virksomheder har så lav en produktivitet i forhold til de lande, de sammenlignes med. Der mangler både finansiering og personale inden for videregående uddannelser, og udbredelsen af erhvervsorienterede videregående uddannelser er lav på trods af, at de giver høj beskæftigelsesegnethed. Andelen af universitetsuddannede er fortsat lav (27,9 % af befolkningen i aldersgruppen 30-34 i 2018), og da der samtidig er forholdsvis få kandidater med en videregående uddannelse til rådighed, især inden for videnskabelige og tekniske områder, skal der foretages målrettede investeringer i færdigheder, hvis man vil fremme såvel offentlige som private investeringer, især i immaterielle aktiver. Der er behov for at styrke studierne på de områder, som er relevante for videnintensive sektorer, og styrke specifikke færdigheder såsom digitale og finansielle færdigheder.

(21)

Det er stadig kun en lille del af de mindre virksomheder, der lægger strategier for, hvordan produktiviteten kan øges, såsom produkt-, proces- og organisationsinnovation, især i Syditalien. Investeringerne i immaterielle aktiver har ligget betydeligt under EU-gennemsnittet siden starten af 2000'erne. Erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling er næsten halvdelen af det gennemsnitlige niveau i euroområdet. Den offentlige støtte til erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling er stadig lav, selv om den er blevet en smule bedre takket være skattemæssige incitamenter. De offentlige udgifter til forskning og udvikling ligger også under gennemsnittet i euroområdet. Lav innovation kan også bremse overgangen til en grøn økonomi. Hvis Italiens innovationsresultater skal blive bedre, kræver det flere investeringer i immaterielle aktiver med større fokus på teknologioverførsel, idet der skal tages hensyn til regionale svagheder virksomhedernes størrelse. Der er for nylig blevet bekendtgjort nogle foranstaltninger i budgettet til fremme af innovative teknologier. Den offentlige støtte til erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling kan gøres bedre ved hjælp af en afbalanceret blanding af direkte og indirekte foranstaltninger og en grundig vurdering af de eksisterende midlertidige skatteincitamenter med henblik på at gøre de mest effektive permanente. Foranstaltninger, der støtter viden (såsom teknologiklynger) og samarbejde blandt mindre virksomheder, hjælper de mindre virksomheder til at løse disse problemer og øge deres lave produktivitet.

(22)

Der er brug for investeringer, hvis landets infrastruktur skal blive bedre og mere bæredygtig. I transportsektoren har Italien ikke gennemført sin strategi for investering i infrastrukturen (Connettere l'Italia). Der er gjort meget begrænsede fremskridt med gennemførelsen af de planlagte investeringer i jernbane-, vej- og bæredygtig bytrafik. Dette skyldes administrative forsinkelser, manglende udgiftseffektivitet og en ufuldstændig gennemførelse af reglerne om udbud, koncessioner og retstvister. Unionens resultattavle for transport viser, at kvaliteten af Italiens infrastruktur ligger under EU-gennemsnittet. Den manglende vedligeholdelse er helt klart et problem, hvilket sammenstyrtningen af Morandi-broen i Genova også viser. Regeringen har prioriteret vedligeholdelse og sikkerhed ved at lægge en plan for, hvordan tilstanden af al infrastruktur skal overvåges, og ved at oprette et nyt agentur med ansvar for jernbane- og vejnettet. I den forbindelse har Italien i overensstemmelse med Unionens finanspolitiske regler til 2019 fået en bevilling på 1 mia. EUR til en investeringsplan med henblik på at sikre vejinfrastruktur i stil med Morandi-broen. Investeringer i bæredygtig transport og infrastruktur er også en måde at tackle miljøproblemer på. Der er brug for bæredygtige grønne investeringer for at nå Unionens ambitiøse energi- og klimamål for 2030. Den integrerede nationale energi- og klimaplan indeholder nyttig vejledning om kortlægningen af investeringsbehovene på områderne fossile brændsler og energi. Der er behov for investeringer for at forbedre energiinfrastrukturen, hvilket vil bidrage til et renere, mere solidt, sikkert og fleksibelt energisystem, samtidig med at markedsintegrationen styrkes, og prisforskellene mindskes. Det italienske elnet er endnu ikke i stand til at kunne klare hverken en større udveksling på tværs af grænser eller omfanget af forskellige vedvarende energikilder som planlagt for 2030. Der er behov for at investere i forebyggelsen af hydrogeologiske og seismiske risici, således at udgifter i forbindelse med nødsituationer, bl.a. til infrastruktur, kan begrænses. Italien har til 2019 fået en bevilling på 2,1 mia. EUR i overensstemmelse med Unionens finanspolitiske regler til at sikre forebyggelse mod større hydrogeologiske risici. Endelig er der ikke tilstrækkeligt effektive investeringer i spildevandsbehandling og vandinfrastruktur i Syditalien, selv om der fortsat er risiko for vandknaphed og tørke. Den opsplittede sektor samt mindre operatørers dårlige kreditprofil står fortsat i vejen for investeringer. Investeringer, bl.a. i klimaindsatsen, miljømæssig bæredygtighed, risikobegrænsning samt konnektivitet i landdistrikter, ville også bidrage til at mindske regionale forskelle. I landdistrikterne er man også bagud med bredbåndsnettet. Hvad angår udbredelsen af ultrahurtigt bredbånd (100 Mbps og derover) halter Italien stadig bagud (kun 24 % i forhold til Unionens gennemsnit på 60 %) og rangerer blandt de ringeste (27. pladsen) med en meget beskeden vækstrate. Resultaterne for både udbredelsen og anvendelsen af ultrahurtigt bredbånd er langt under Unionens gennemsnit.

(23)

Den offentlige sektors ringe kapacitet til at forvalte midler, især på lokalt plan, udgør en investeringsbarriere på tværs af sektorer på grund af vanskelige procedurer, overlappende ansvarsområder og dårlig forvaltning af offentlige ansatte. Utilstrækkelige færdigheder i den offentlige sektor hæmmer evnen til at vurdere, udvælge og forvalte investeringsprojekter. Dette undergraver også anvendelsen af EU-midler, hvor Italien er bagud i forhold til EU-gennemsnittet. Det forhold, at forvaltningskvaliteten i Syditalien er lavere end i resten af landet, begrænser i alvorlig grad forbrugsevnen og kapaciteten til at lægge politikker. Hvis de offentlige investeringer og anvendelsen af EU-midler skal være effektive og have en positiv afsmitning på private investeringer og BNP-væksten, forudsætter det, at den administrative kapacitet forbedres. Sådanne forbedringer kunne betyde, at investeringer i bredbåndsnet, transport, vandforvaltning og den cirkulære økonomi, især i Syditalien, får større virkning. Syditalien halter bagefter især med hensyn til investering i immaterielle aktiver. Hvis de centrale og lokale organers administrative kapacitet blev bedre, ville det bidrage positivt til planlægningen, evalueringen og overvågningen af investeringsprojekter og til at få identificeret og afhjulpet eventuelle flaskehalse.

(24)

Hvis Italiens offentlige forvaltning blev mere effektiv og bedre til at tilgodese erhvervslivets behov, ville det have en positiv indflydelse på erhvervsklimaet, investeringerne og virksomhedernes evne til at udnytte innovationsmulighederne. Der blev i 2015 vedtaget omfattende lovgivning med henblik på at omstrukturere den offentlige forvaltning. Med reformen blev der taget fat på de fleste kilder til ineffektivitet, såsom procedurernes længde og kompleksitet, manglende gennemsigtighed, ineffektiv forvaltning af offentlige ansatte, ineffektiv forvaltning af offentligt ejede virksomheder og ringe digitaliseringsgrad. Ved udgangen af 2017 var det meste af reformen gennemført, og håndhævelsen er i gang understøttet af den nye lov »Concretezza«, der skal sikre en konkret gennemførelse. Inkonsekvent planlægning, knappe økonomiske ressourcer og utilstrækkelig koordinering forsinker gennemførelsen af digitale offentlige tjenester inden for vigtige områder som f.eks. onlinebetalingssystemer, som kunne bidrage til at gøre tingene enklere og mere gennemsigtige. Den høje gennemsnitsalder og de ringe digitale færdigheder blandt offentlige ansatte forsinker processen yderligere. Hvis klare mål kombineres med en effektiv håndhævelse, giver det tydeligvis resultater, hvilket var tilfældet med den hurtige udvikling af det elektroniske marked for offentlige forvaltninger og elektronisk fakturering. I forbindelse med reformen af den offentlige forvaltning i 2015 blev det også påtænkt at indføre nye regler om ændring af forvaltningen af de lokale offentlige tjenester. I november 2016 erklærede Italiens forfatningsdomstol imidlertid, at den procedure, der var fulgt i forbindelse med vedtagelsen af en række lovdekreter, bl.a. om lokale offentlige tjenester, var forfatningsstridig. Der er derfor brug for et nyt lovgivningsinitiativ for at gøre de lokale offentlige tjenester bedre og mere effektive, bl.a. ved at prioritere konkurrencedygtige bud frem for interne løsninger eller direkte tilskud.

(25)

I ajourføringen af det økonomiske og finansielle dokument for 2018 (NADEF 2018) blev det konstateret, at projektforberedelse og en kvalitativ forbedring af projektcyklussen var vigtige faktorer for at genskabe effektive investeringsudgifter i Italien. Samme dokument omhandlede etableringen af en særlig støttefond til projektforberedelse og projektrevision af vigtige infrastrukturprojekter. Det beskrev også planer om en anden støttefond til forberedelse af mindre projekter, som gennemføres af lokale instanser. Der er dog endnu ikke udstedt dekreter om gennemførelsen af nogen af de nævnte fonde, og den bevilling til fondene, der oprindeligt blev anført i DEF 2018, kan vise sig at blive mindre. I budgetloven for 2019 nævnes oprettelsen af organet »Centrale per la progettazione«, men det er endnu ikke operationelt, og oprettelsen ser ud til at kræve en mere langsigtet indsats. Det er ikke klart, hvordan Centrale per la progettazione skal interagere med kommuner og andre lokale instanser.

(26)

Et bedre erhvervsklima ville fremme iværksætteriet, og bedre rammebetingelser for konkurrencen ville fremme en mere effektiv tildeling af ressourcer og produktivitetsgevinster. Den årlige konkurrencelov for 2015, som blev vedtaget i august 2017, skal nu gennemføres korrekt. Der er dog stadig væsentlige hindringer for konkurrencen i bestemte sektorer, såsom erhvervstjenester og detailhandel. Hvis det relevante regelkompleks forbedres, vil det skabe lige vilkår for både innovative platforme og traditionelle erhvervsdrivende, hvilket vil frigøre den kollaborative økonomis fulde potentiale og skabe en mere fair konkurrence i alle sektorer. Mere konkurrenceprægede procedurer for tildeling af offentlige kontrakter og koncessioner på adgangen til offentlige goder ville påvirke ydelsernes kvalitet positivt. Manglende lovgivningsmæssig stabilitet i systemet for offentlige indkøb kan bringe nogle af de vigtigste fordele ved tidligere reformer i fare og bidrage til at udskyde investeringer. Markedsovervågningen af produkter er spredt ud på forskellige organisationer, der er mange overlapninger, og der mangler systemer til at sikre effektiv koordinering. Det betyder, at den kontrol, der skal forhindre urimelig konkurrence fra virksomheder, som ikke overholder reglerne, bliver mindre effektiv.

(27)

Det vækker stadig bekymring, at Italiens civilretlige system ikke er særlig effektivt. I 2017 var Italien stadig blandt de lande i Unionen, hvor det uanset instansen tog længst tid at løse civil- og handelsretlige sager. Selv om retssagerne i første instans varede længere i forhold til 2016, begynder de hidtidige reformer at have en positiv effekt på længden af retssager ved de højere instanser; der kan dog gøres mere for at begrænse misbruget af retssager og sikre, at domstolene fungerer mere effektivt. Ved den øverste kassationsret lider retten under et stort antal indkomne sager i kombination med en lav sagsbehandlingsprocent i rettens skatteafdeling, og det rejser tvivl ved systemets skattemæssige retfærdighed i første og anden instans. Generelt kunne en hensigtsmæssig håndhævelse af enklere procedureregler bidrage til at afkorte sagsbehandlingstiden i civilretlige sager betydeligt. Der er i den forbindelse bebudet en reform, som skal strømline den civile retspleje, men den er endnu ikke forelagt Parlamentet. Af andre udfordringer kan nævnes brugen af uantagelighedsfilteret for appeller i anden instans, som stadig er begrænset og inkonsekvent, de mange ledige administrative stillinger og de forskelle, der fortsat er på, hvor effektiv sagsbehandlingen i de forskellige retter er.

(28)

Italien har for nylig gjort visse fremskridt med at forbedre reglerne for bekæmpelse af korruption, bl.a. ved at sikre en bedre beskyttelse af whistleblowere, styrke den rolle, den nationale korruptionsbekæmpende myndighed spiller for gennemførelsen af reglerne, og indføre en ny lov for bekæmpelse af korruption i januar 2019. Sidstnævnte skal øge opdagelsen og bekæmpelsen af korruption ved at sikre strengere straffe, bedre efterforskningsteknikker og en ordning for strafnedsættelse for de personer, der anmelder korruption. Med loven fjernes også forældelsesfristen efter en dom i første instans, men først fra 2020. Dette er et længe ventet positivt skridt, der er i overensstemmelse med internationale normer. Bekæmpelsen af korruption i Italien er dog stadig ineffektiv, primært fordi straffesagerne trækker uforholdsmæssigt længe ud, hvilket skyldes, at der ikke er blevet gennemført en hårdt tiltrængt reform af strafferetssystemet, herunder appelsystemet, for at bekæmpe misbruget af retssager. Derudover er der stadig huller i reglerne for retsforfølgelse for bestemte lovovertrædelser, såsom underslæb med offentlige midler.

(29)

De italienske banker har fortsat gjort gode fremskridt med at forbedre balancen på trods af fornyet markedspres. Grundet bankernes omfattende eksponering mod statsobligationer har markedsvolatiliteten imidlertid påvirket deres kapitalpositioner negativt, hvilket har lagt pres på finansieringsomkostningerne og gjort det vanskeligere for dem at få adgang til usikret engrosfinansiering Det er stadig nødvendigt at nedbringe beholdningen af misligholdte lån og lån, der sandsynligvis ikke vil blive betalt, især for små og sekundære banker, således at den finansielle stabilitet sikres, og långivningen til økonomien styrkes. Systemet ville også være bedre rustet til at klare eksterne chok, hvis bankerne, især de mindre, gør fremskridt med at opfylde de forskriftsmæssige finansieringskrav. Det er også vigtigt at afhjælpe bankernes strukturelt lave rentabilitet ved at øge effektiviteten og forbedre forretningsmodellen. En rettidig gennemførelse af dekreterne om insolvensreformen ville gøre de noget langsommelige procedurer for afskærmning og håndhævelse af sikkerhedsstillelse hurtigere og gøre banksektoren mere robust. En eventuel godtgørelse fra staten til aktionærer og private indehavere af efterstillet gæld tilhørende banker, som er omfattet af tidligere iværksatte administrative likvidationsprocedurer, bør udelukkende have til formål at afhjælpe de sociale konsekvenser af tidligere vildledende salg. Forvaltningen i banksystemet bør forbedres yderligere ved straks at fuldføre 2015-reformen af de store kooperative banker, når der er skabt juridisk klarhed.

(30)

Banklån er fortsat den største kilde til virksomhedsfinansiering. Mindre og innovative virksomheder har dog stadig svært ved at få adgang til lån, især i Syditalien. Kapitalmarkedet er underudviklet sammenlignet med andre medlemsstater, også på grund af faktorer, der lægger en dæmper på efterspørgslen, såsom lav finansiel uddannelse, frygt for at miste kontrol over virksomheden og tunge administrative krav. Der er i de seneste få år indført mange foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til finansiering, især ved at fokusere på bankkreditkanalen, selv om markedsbaserede foranstaltninger, såsom miniobligationer, det alternative investeringsmarked, venturekapital og direkte offentlig støtte også har hjulpet mindre og innovative virksomheder til at få adgang til finansiering. Afskaffelsen af godtgørelsen for virksomheders egenkapital med 2019-budgettet kan mindske virksomhedernes incitament til at benytte egenkapitalfinansiering. Hvis man skal fremme adgangen til finansiering uden for banksektoren, skal der tages hensyn til de mindre og innovative virksomheders behov samt til investorernes evne til at vurdere investeringsprojekterne. Virksomhedernes investeringer ville være bedre beskyttet mod chok i banksektoren, hvis finansieringskilderne diversificeres, samtidig med at innovation og vækst fremmes.

(31)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Italien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(32)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Italiens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Italien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Italien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(33)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (8) afspejles især i henstilling 1 nedenfor.

(34)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 til 5 nedenfor. Disse henstillinger bidrager også til gennemførelsen af de første fire henstillinger vedrørende euroområdet. Den finanspolitik, der er omhandlet i henstilling 1, bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til høj offentlig gæld,

HENSTILLER, at Italien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre en nominel reduktion af de primære offentlige nettoudgifter på 0,1 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 0,6 % af BNP, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den generelle offentlige gældskvote, flytte beskatningen væk fra arbejdet, bl.a. ved at nedsætte skatteudgifter og omlægge de utidssvarende matrikelværdier, bekæmpe skatteunddragelse, især i form af manglende fakturering, herunder ved at fremme den obligatoriske brug af elektronisk betaling, bl.a. ved at fastsætte lavere lovpligtige lofter på tilladte kontantbetalinger, fuldt ud gennemføre de tidligere pensionsreformer for at mindske den andel, som udgifterne til pension udgør af de offentlige udgifter, og skabe mulighed for at afholde andre sociale og vækstskabende udgifter

2.   

øge indsatsen for at komme sort arbejde til livs, sikre, at den aktive arbejdsmarkedspolitik og socialpolitikken integreres effektivt og når ud til navnlig unge og udsatte grupper, støtte kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet ved hjælp af en omfattende strategi, bl.a. ved at sikre adgang til børnepasning og langtidspleje af ordentlig kvalitet, forbedre uddannelsesresultaterne, bl.a. ved relevant og målrettet investering, og fremme opkvalificeringen ved f.eks. at styrke de digitale færdigheder

3.   

målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod forskning og udvikling og kvaliteten af infrastruktur, idet der tages hensyn til regionale forskelle, effektivisere den offentlige forvaltning, bl.a. ved at investere i offentligt ansattes kvalifikationer, fremskynde digitaliseringen og gøre de lokale offentlige tjenester bedre og mere effektive, fjerne begrænsninger på konkurrencen, især i detailsektoren og i erhvervstjenester, bl.a. ved en ny årlig konkurrencelov

4.   

afkorte længden af civilretlige sager ved alle instanser ved at håndhæve og strømline retsplejereglerne, herunder dem, som lovgiveren er ved at behandle, og med særlig fokus på insolvensordninger, effektivisere bekæmpelsen af korruption ved at reformere procedurereglerne, således at længden af strafferetssager afkortes

5.   

fremme omstruktureringen af bankernes saldo, især for små og mellemstore banker, ved at øge effektiviteten og forbedre aktivernes kvalitet, fortsætte nedbringelsen af beholdningen af misligholdte lån og diversificere finansieringen, forbedre adgangen til finansiering uden for banksektoren for små og innovative virksomheder.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 48.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, der er genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(8)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/80


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Cyperns nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Cyperns stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/13)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION —

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Cypern blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dato vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Cypern har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Cypern sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019, som er afspejlet i henstilling 1 til 5 nedenfor. Navnlig vil foranstaltninger, der mindsker den administrative byrde, bidrage til efterlevelse af den første henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til erhvervsklimaet og produktivitetsforbedringer og dermed til genopretning af balancen i euroområdet; en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik på specifikke områder vil bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til støtte til investeringer; skatteforanstaltninger og foranstaltninger til et kompetenceløft vil bidrage til efterlevelsen af den tredje henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning og arbejdsmarkedets funktion; og foranstaltninger til forbedring af det statsejede porteføljeadministrationsselskab vil bidrage til efterlevelse af den fjerde henstilling om nedbringelse af misligholdte lån.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Cypern offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Cyperns fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderer af sin analyse, at Cypern er berørt af uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer. Det er navnlig vigtigt, at medlemsstaten får afhjulpet situationen med det store omfang af privat og offentlig gæld og udenlandsgæld samt misligholdte lån.

(4)

Cypern fremlagde den 15. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 30. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Cypern er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventes den offentlige saldo, der i 2018 udviste et underskud på 4,8 % af bruttonationalproduktet (BNP), og som dermed overskred traktatens referenceværdi på 3 % af BNP, at udvise et nominelt overskud på 3,0 % af BNP i 2019 og mere end 2,0 % af BNP i hele programperioden. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning om strukturel budgetbalance at blive opfyldt mellem 2019 og 2022. Efter at være steget til omkring 102,5 % af BNP i 2018 ventes den offentlige gældskvote ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 at falde til 95,7 % i 2019 for derefter fortsat at falde støt til 77,5 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. De makroøkonomiske og budgetmæssige antagelser i stabilitetsprogrammet er forbundet med risici for nedgang, som hovedsagelig knytter sig til den eksterne udvikling samt den potentielle finanspolitiske virkning af domstolsafgørelser om tidligere finanspolitiske reformer og de offentlige sygehuses finansieringsbehov i de første år med det nationale sundhedssystem. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 vil det offentlige overskud udgøre 3,0 % af BNP i 2019 og 2,8 % af BNP i 2020. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at være på 1,1 % af BNP i 2019 og 0,7 % af BNP i 2020; den vil således fortsat ligge over den mellemsigtede budgetmålsætning. Cypern forventes at overholde gældsreglen i 2019 og i 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at Cypern ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(7)

Den 5. juni 2019 udsendte Kommissionen en rapport udarbejdet i medfør af traktatens artikel 126, stk. 3, da det samlede underskud at dømme ud fra de indberettede data så ud til at overskride den traktatfæstede referenceværdi på 3 % af BNP 2018. Konklusionen i rapporten var, at der ikke bør tages yderligere skridt i retning af en afgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Det er fortsat et problem, at den offentlige forvaltning og de lokale myndigheder er så ineffektive, skønt der er visse fremskridt inden for e-forvaltningstjenester. Dette påvirker erhvervsklimaet. Visse afgørende lovgivningsforslag, som skal løse disse problemer, er stadig under behandling. Det drejer sig f.eks. om lovforslag om en reform af den offentlige forvaltning og de lokale forvaltninger. Mangelfulde rammer for ledelsen af statsejede enheder er formodentlig med til at fremme ophobningen af offentlige eventualforpligtelser og hindre investeringer i centrale forsyningssektorer såsom telekommunikation og energi. Begrænsningen af den offentlige sektors lønudgifter, der har spillet en væsentlig rolle for Cyperns finanspolitiske konsolidering, bør fortsætte.

(8)

Bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning er vigtig for at gøre skattevæsenet mere effektivt og retfærdigere, således som det fremgik af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019. De afsmittende virkninger af skatteyderes aggressive skatteplanlægning mellem medlemsstater kræver en koordineret indsats fra nationalt politisk hold som supplement til EU-lovgivningen. Cypern har truffet foranstaltninger mod aggressiv skatteplanlægning, men de meget store udbytte- og rentebetalinger (i forhold til BNP) viser, at Cyperns skatteregler kan udnyttes af virksomheder, der beskæftiger sig med aggressiv skatteplanlægning. Da Cypern ikke opkræver skat af udgående (dvs. fra personer med hjemsted i Unionen til personer med hjemsted i tredjelande) udbytte, renter og, i mange tilfælde, royalties, som virksomheder baseret i Cypern udbetaler til personer bosat uden for Unionen, risikerer disse betalinger at blive fuldstændig fritaget for skat, hvis de heller ikke beskattes i modtagerlandet. Fraværet af sådanne skatter risikerer sammen med reglerne om skattemæssigt hjemsted for virksomheder at fremme aggressiv skatteplanlægning. Det er nødvendigt nøje at overvåge NID-ordningen (»Notional Interest Deduction«) for at forhindre ethvert misbrug af aggressiv skatteplanlægning. Undtagelsesordningen for naturalisation af investorer i Cypern og den cypriotiske ordning for opholdstilladelse gennem investeringer giver desuden adgang til opnå en lav personbeskatning af indtægter fra udenlandske finansielle aktiver og kræver ikke, at de berørte personer tilbringer et væsentligt tidsrum i den jurisdiktion, der tilbyder ordningen. Ordningerne er opført på OECD's liste over ordninger, der potentielt kan indebære en høj risiko for at blive misbrugt til at omgå den automatiske udveksling af oplysninger om finansielle konti.

(9)

Der er blevet gennemført betydelige foranstaltninger i forbindelse med en omfattende strategi for misligholdte lån. Dette har ført til en markant mindskelse af de misligholdte lån i banksektoren, hovedsagelig som følge af salget og afviklingen af Cyprus Cooperative Bank og overførslen af porteføljen af misligholdte lån til et statsejet porteføljeadministrationsselskab. Derudover er loven om videresalg af lån blevet forbedret, og der er blevet vedtaget en lov om securitisering af lån. For at maksimere provenuet fra salget af aktiver og i sidste instans være med til at mindske den private gæld er det vigtigt, at det statsejede porteføljeadministrationsselskab har en effektiv forvaltningsstruktur, en højt specialiseret ledelse, operationel uafhængighed fra den cypriotiske stat samt veldefinerede mål i overensstemmelse med de tilsagn, regeringen har afgivet i forbindelse med afgørelsen om statsstøtte i forbindelse med salget af Cyprus Cooperative Bank, som Europa-Kommissionen har godkendt. Derudover er det vigtigt at fastsætte passende tilsynsrammer for virksomheder, der opnår lån, da antallet af virksomheder, der opnår lån, bl.a. det statsejede porteføljeadministrationsselskab, er steget, og der fremover er planlagt flere videresalg af porteføljer af misligholdte lån. Forvaltningen af og den administrative kapacitet hos de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og pensionsfondene, er stadig for svag. Integreringen af dette tilsyn bør hurtigt afsluttes. Mere generelt bør tilsynsrammen for kapitalmarkederne styrkes i lyset af de relativt omfattende grænseoverskridende aktiviteter i selskaber inden for sektoren for finansielle tjenesteydelser, som ikke er banker, og den eksponentielle vækst i antallet af selskaber med licens de senere år.

(10)

Beskæftigelsen er stigende, arbejdsløsheden er faldende, og de offentlige arbejdsformidlingers kortsigtede kapacitet til at yde aktiv støtte til at komme i beskæftigelse er blevet bedre. Der er imidlertid stadig problemer med de offentlige arbejdsformidlingers langsigtede bæredygtighed, da det ekstra personale kun er rekrutteret for en toårsperiode. I 2018 var andelen af unge, der ikke var under uddannelse eller i beskæftigelse, blandt de højeste i Unionen. De offentlige arbejdsformidlingers lave effektivitet og deres begrænsede udbredelse og deltagelse i aktivering for at hjælpe borgerne med at finde arbejde udgør fortsat en udfordring. Der er derfor brug for at styrke indsatsen for at nå ud til og aktivere borgerne, så de kan finde beskæftigelse, navnlig unge og langtidsledige. Dette omfatter fremme af selvstændig erhvervsvirksomhed og den sociale økonomi samt modernisering af arbejdsmarkedets institutioner og tjenester for at hjælpe borgerne med at erhverve kvalifikationer, der i højere grad svarer til behovene på arbejdsmarkedet.

(11)

Manglen på kvalifikationer og misforholdet mellem de efterspurgte og de udbudte kvalifikationer er blandt de største hindringer for erhvervsinvesteringer, hvilket understreger behovet for at investere mere i uddannelse af det uudnyttede eller underudnyttede arbejdskraftpotentiale, bedre tilpasning af uddannelseslæseplanerne til arbejdsmarkedets behov og investering i infrastruktur til faglig uddannelse, der passer til disse behov. De fremskridt, der gøres med vigtige uddannelsesreformer såsom forbedring af udnævnelsen og evalueringen af lærere, er uensartede. Uddannelsesresultaterne er fortsat lave i lighed med deltagelsen i førskoleundervisning og børnepasningsordninger, som husholdningerne i mindre grad har råd til, da deres indtægter under krisen faldt hurtigere end udgifterne til børnepasning. En fortsat indsats for at modernisere uddannelsessystemet på alle niveauer vil kunne være med til at forbedre uddannelsesresultaterne og øge muligheden for at skabe en bæredygtig vækst i Cypern. En ændring af læseplanerne for erhvervsuddannelser udgør et lovende skridt hen imod en mindskelse af misforholdet mellem de efterspurgte og de udbudte kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Det udbredte misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer for så vidt angår nyuddannede med en tertiær uddannelse og den lave deltagelse i voksenuddannelse, navnlig blandt de lavt kvalificerede, tyder på, at der er behov for forbedrede opkvalificerings- og omskolingsforanstaltninger.

(12)

Cypern har gjort fremskridt på sundhedsområdet ved at vedtage lovgivning om oprettelse af et nyt nationalt sundhedssystem. Det nye system skal sikre bedre adgang, indføre universel dækning, nedbringe den høje grad af egenbetaling og effektivisere sundhedsydelserne i den offentlige sektor. Systemet bliver fuldt operationelt i 2020, men der består fortsat store udfordringer med hensyn til gennemførelsen, og der kræves omfattende investeringer. Det er fortsat af afgørende betydning, at systemets langsigtede bæredygtighed bevares, herunder at de offentlige hospitalers finansielle og operationelle uafhængighed sikres som planlagt. Foranstaltninger til at modernisere og forbedre effektiviteten af sundhedstjenesteudbyderne, bl.a. i primærsektoren, indføre e-sundhed og oprette en national lægemiddelorganisation vil yderligere styrke sundhedssystemet. Omfanget af tilbud om langtidspleje er fortsat ringe og udgør en udfordring i lyset af den aldrende befolkning.

(13)

Cyperns ringe resultater på miljøområdet vækker stor bekymring, og landet er fortsat sårbart over for klimaforandringer. Det er nødvendigt, at Cypern i væsentlig grad forbedrer sit affaldshåndteringssystem og sin cirkulære økonomi. Affaldsproduktionen er fortsat betydeligt højere end EU-gennemsnittet og er steget siden 2014. De nuværende affaldsbehandlingsanlæg sikrer ikke en høj genanvendelsesrate, og manglende økonomiske instrumenter såsom deponeringsafgifter gør genbrug økonomisk uinteressant. Vandforvaltningen, især i byområder, er ineffektiv. Vandknaphed i kombination med overindvinding af grundvand udgør hovedudfordringen for Cypern. En væsentlig del af byspildevandet udledes stadig uden at blive opsamlet eller behandlet — kun omkring halvdelen af det samlede spildevand underkastes sekundær rensning. Tørke og vandknaphed udgør større problemer, og en utilstrækkelig politisk indsats kan påvirke økonomien og turismen i Cyperns landdistrikter. En bæredygtig forvaltning og en effektiv anvendelse af Cyperns naturressourcer sammen med en streng håndhævelse af miljø- og klimalovgivningen er derfor vigtig for landet for at afbøde de negative virkninger af klimaforandringerne, bevare og genskabe det naturlige miljø og sikre en holdbar økonomisk vækst på lang sigt.

(14)

Cypern kan udnytte sine vedvarende energikilder meget bedre — især solenergien — og således afhjælpe den nuværende ineffektive energianvendelse. De vedvarende energikilders andel i Cypern udgjorde i 2017 9,72 %, og målet for 2020 er 13 %. Erhvervs- og beboelsesejendomme, der er opført uden eller med ringe varmebeskyttelse, navnlig i byområder, udgør en væsentlig kilde til den ineffektive energianvendelse. Rammebetingelserne for investeringer i sektoren for vedvarende energi er blevet bedre, og der er blevet truffet en række foranstaltninger, bl.a. installering af solcellesystemer og indførelse af støtteordninger til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og husholdninger. Cypern udnytter imidlertid endnu ikke fuldt ud sit betydelige potentiale, hvad angår generering af vedvarende energi, især solenergi. Anvendelsen af vejnettet til indenlandsk transport skaber en række politiske udfordringer, navnlig hvad angår bekæmpelse af luftforurening og drivhusgasemissioner, og medfører desuden alvorlige trafikbelastningsproblemer i byområder i myldretiden og på vejene til og fra havne. I 2016 udgjorde vedvarende energikilder til transport 2,7 %, hvilket betyder, at landet halter bagefter og kan have svært ved at nå det bindende mål på 10 % i 2020.

(15)

Investeringer i den digitale økonomi og forbedring af arbejdstagernes digitale færdigheder er vigtige for at opnå øget produktivitet. Cypern placerer sig i den lave ende i Europa-Kommissionens indikatorindeks for 2019 over den digitale økonomi og det digitale samfund (DESI). Kun 50 % af cyprioterne i alderen 16-74 år besidder grundlæggende digitale færdigheder, og informations- og kommunikationsteknologispecialister udgør en lavere andel af arbejdsstyrken sammenlignet med Unionen som helhed (2,3 % mod 3,7 %), hvilket hæmmer potentialet i den digitale sektor. Onlineinteraktionen mellem offentlige myndigheder og borgere er lav, idet kun 50 % af cyprioterne har onlineinteraktion. Den elektroniske handel er stigende, men ligger stadig under EU-gennemsnittet.

(16)

Cypern er fortsat et moderat innovatorland, og innovationsresultaterne er faldet siden 2010. Udgifterne til offentlig og privat forskning og udvikling er blandt de laveste i EU, hvilket er til hinder for forskningscentrenes og erhvervssektorens kapacitet til at innovere. Samspillet mellem den akademiske verden og erhvervslivet er også meget begrænset. Det er vigtigt at øge kapaciteten i erhvervssektoren til at innovere og fremme adgangen til finansiering og investeringer, som er fokuseret på veldefinerede områder for intelligent specialisering, for at forbedre Cyperns konkurrenceevne og navnlig SMV'ers konkurrenceevne.

(17)

Den administrative byrde er stor, navnlig i forbindelse med iværksættelse af strategiske investeringer. Der er mulighed for i væsentlig grad at forenkle procedurerne for at opnå tilladelse til strategiske investeringer. Den relevante lovgivning er endnu ikke vedtaget.

(18)

Gennemførelsen af handlingsplanen for vækst har skabt visse fremskridt inden for iværksættervirksomhed og SMV'ers adgang til finansiering. De finansielle støtteforanstaltninger for SMV'er er imidlertid stadig hovedsagelig baseret på tilskud og bankfinansiering med støtte fra Unionen og/eller nationale fonde. Alternative finansieringskilder såsom venturekapital, egenkapitalfinansiering og crowdfunding fylder fortsat meget lidt blandt cypriotiske virksomheder. En bedre koordinering af erhvervsstøtten kunne forbedre udnyttelsen. Privatiseringsindsatsen, som skal tiltrække produktivitetsforøgende udenlandske investeringer, er i mange tilfælde gået i stå, og kun få privatiseringsprojekter skrider gradvist fremad.

(19)

Vedvarende ineffektivitet i retssystemet påvirker fortsat håndhævelsen af kontrakter og forhindrer en hurtig afgørelse i civil- og handelsretlige sager og efterforskningen af grov kriminalitet. Tunge og forældede civile retsplejeregler og et lavt omfang af fuldbyrdelse af retsafgørelser undergraver bankernes incitamenter til at benytte insolvens- og fuldbyrdelsesreglerne til at nedbringe beholdningerne af misligholdte lån. En række reformer for at løse nogle af de største problemer i retssystemet, navnlig de forældede civile retsplejeregler, retternes lave specialiseringsgrad og digitalisering, afviklingen af det store efterslæb af sager og manglen på løbende efteruddannelse af dommere, er begyndt at virke. Men der sker fortsat kun langsomt fremskridt. Reformen skal være i overensstemmelse med de tilsagn, regeringen har afgivet i forbindelse med afgørelsen om statsstøtte i forbindelse med salget af Cyprus Cooperative Bank, som Europa-Kommissionen har godkendt. I 2018 blev der vedtaget forbedrede insolvens- og fuldbyrdelsesregler. En konsekvent gennemførelse af de nye love i kombination med sikring af et effektivt domstolssystem og en strengere fuldbyrdelse af retsafgørelser burde hjælpe med til at forbedre gældstilbagebetalingsdisciplinen. I december 2017 blev der indført en national strategi for korruptionsbekæmpelse, og den er blevet styrket af ministerrådets vedtagelse i maj 2019 af en national horisontal handlingsplan om korruptionsbekæmpelse. Lovudkast om oprettelse af et nyt uafhængigt agentur til korruptionsbekæmpelse og beskyttelse af whistleblowere er forelagt parlamentet, men er endnu ikke vedtaget. Disse love ville kunne styrke de nationale rammer for bekæmpelse af korruption. Der skal sættes skub i reformerne til korruptionsbekæmpelse ved hurtigt at gennemføre handlingsplanen for bekæmpelse af korruption. Anklagemyndighedens uafhængighed skal garanteres, og kapaciteten til at håndhæve lovgivningen styrkes.

(20)

Selv om der er gjort en vis indsats for at mindske efterslæbet i udstedelsen af skøder, er dette stadig stort. Der mangler fortsat en strukturel løsning på uhensigtsmæssighederne i systemet for ejendomshandel (dvs. udstedelse og overførsel af skøder). Dette er vigtigt for at lette fuldbyrdelsesprocedurerne og muliggøre realiseringen af sikkerhedsstillelsen.

(21)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Det ville gøre det muligt for Cypern at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til territorielle forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(22)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Cyperns økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Cypern i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Cypern, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(23)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Cyperns stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (7), at Cypern ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten.

(24)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger efter artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 til 5 nedenfor. Disse henstillinger bidrager også til efterlevelsen af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019, navnlig første, tredje og fjerde henstilling vedrørende euroområdet,

HENSTILLER, at Cypern i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

vedtage centrale lovgivningsreformer for at effektivisere den offentlige sektor, og navnlig forbedre den offentlige forvaltning samt forvaltningen af statsejede enheder og lokale myndigheder, ændre på de dele af skattesystemet, der kan fremme enkeltpersoners og multinationale virksomheders aggressive skatteplanlægning, navnlig ved hjælp af udgående betalinger fra multinationale selskaber

2.   

mindske omfanget af misligholdte lån, bl.a. ved at oprette en effektiv forvaltningsstruktur for det statsejede porteføljeadministrationsselskab, tage skridt til at forbedre betalingsdisciplinen og styrke tilsynet med virksomheder, der opnår lån, øge tilsynskapaciteten i den finansielle sektor uden for banksektoren, herunder ved fuldt ud at integrere tilsynet med forsikrings- og pensionsfonde

3.   

afslutte reformerne med sigte på at forbedre effektiviteten af de offentlige arbejdsformidlinger og styrke indsatsen for at nå ud til og aktivere unge, gennemføre reformen af uddannelsessystemet, herunder evalueringen af lærere, og øge arbejdsgivernes engagement og undervisernes deltagelse i erhvervsuddannelse, samt sikre førskoleundervisning og børnepasning til en overkommelig pris, træffe foranstaltninger til at sikre, at det nationale sundhedssystem er fuldt funktionsdygtigt i 2020 som planlagt, samtidig med at dets langsigtede bæredygtighed bevares

4.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod bæredygtig transport, miljø, navnlig affalds- og vandforvaltning, energieffektivitet og vedvarende energi, digitalisering, herunder digitale færdigheder, og forskning og innovation, idet der tages hensyn til de territoriale forskelle i Cypern, vedtage lovgivning for at forenkle procedurerne for strategiske investorer, så de kan opnå de nødvendige tilladelser og licenser, forbedre SMV'ers adgang til finansiering og genoptage gennemførelsen af privatiseringsprojekter

5.   

intensivere indsatsen for at forbedre effektiviteten i domstolssystemet, bl.a. den måde, hvorpå forvaltningsdomstolene fungerer, og ændre de civilretlige procedurer, øge specialiseringen af domstole og indføre et operationelt e-retssystem, træffe foranstaltninger til at forbedre tvangsfuldbyrdelsen af krav og sikre pålidelige og hurtige systemer til udstedelse af skøder og overdragelse af fast ejendom, fremskynde reformerne til bekæmpelse af korruption og øge anklagemyndighedens uafhængighed og kapaciteten til at håndhæve lovgivningen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 55.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/86


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Letlands nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Letlands stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/14)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Letland ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Letland har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Letland sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 4 nedenfor. Navnlig vil en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik på specifikke områder og foranstaltninger med henblik på forbedring af færdigheder bidrage til efterlevelse af den første henstilling vedrørende euroområdet omhandlende produktivitetsforbedringer og dermed til genopretning af balancen i euroområdet, og skatteforanstaltninger vil bidrage til efterlevelse af den tredje henstilling vedrørende euroområdet omhandlende arbejdsmarkedets funktion.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Letland offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Letlands fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Letlands fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Letland fremlagde den 15. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 17. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Letland er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. I sit stabilitetsprogram for 2019 forventer regeringen en forbedring af den samlede saldo fra et underskud på 1,0 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til et underskud på 0,5 % af BNP i 2019 og 0,4 % af BNP i 2020 og 0,2 % i 2021. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) forventes den mellemfristede budgetmålsætning, der er fastsat til et underskud på 1 % af BNP i strukturelle termer, at blive nået i 2019 under hensyntagen til den midlertidige afvigelse, der er tilladt i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformerne. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde til 33,1 % af BNP frem mod 2022. Vækstfremskrivningerne for BNP i stabilitetsprogrammet for 2019 forekommer realistiske. Risiciene for budgetstillingen er afbalancerede.

(7)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Letland opfylder sin mellemfristende budgetmålsætning i 2019 under hensyntagen til den midlertidige afvigelse, der er tilladt i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformerne. Dette svarer til en maksimal nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter (7) på 4,8 % i 2019, hvilket svarer til en forbedring af den strukturelle saldo på 0,2 % af BNP. Letland forventes på grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 at være tæt på at opfylde sin mellemfristende budgetmålsætning under hensyntagen til den midlertidige afvigelse, der er tilladt i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformerne. Derfor viser den nuværende vurdering, at der er risiko for en vis afvigelse i 2019. Samtidig tyder den forventede nominelle vækstrate for de primære offentlige nettoudgifter på nuværende tidspunkt på en risiko for en væsentlig afvigelse fra kravet i 2019. Hvis den strukturelle saldo under hensyntagen til den midlertidige afvigelse, der er tilladt i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformerne, ifølge fremtidige vurderinger ikke længere forventes at ligge tæt på den mellemfristede budgetmålsætning, skal der i en samlet vurdering tages hensyn til en eventuel afvigelse fra kravet.

(8)

I lyset af Letlands forventede produktionsgab på 1,3 % bør den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter i 2020 ikke overstige 3,5 % i overensstemmelse med den strukturelle tilpasning på 0,5 % af BNP, som kræves ifølge den tilpasningsmatrix, der er fastlagt efter fælles aftale som led i stabilitets- og vækstpagten. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes Letland under antagelse af en uændret politik at ligge tæt på den mellemfristede budgetmålsætning. Derfor viser den nuværende vurdering, at der er risiko for en vis afvigelse i 2020. Samtidig tyder den forventede nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter på nuværende tidspunkt på en risiko for en væsentlig afvigelse fra kravet i 2020. Hvis den strukturelle saldo ifølge fremtidige vurderinger ikke længere forventes at ligge tæt på den mellemfristede budgetmålsætning, skal der i en samlet vurdering tages hensyn til en eventuel afvigelse fra kravet. Rådet er af den generelle opfattelse, at Letland skal være klar til at træffe yderligere foranstaltninger fra og med 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten.

(9)

Skatteindtægternes andel af Letlands BNP er lav sammenlignet med gennemsnittet for Unionen og begrænser i et vist omfang udbuddet af offentlige tjenester, særlig sundhedsydelser, og foranstaltninger inden for social inklusion. Beskatningen af kapital og fast ejendom er forholdsvis lempelig, og fastfrysningen af de værdier, der anvendes ved beregning af skatterne på jord og fast ejendom, reducerer provenuet yderligere. Samtidig er skatten på arbejdskraft fortsat høj for lavindkomstmodtagere set i forhold til EU-gennemsnittet, selv om den er reduceret. Forskellige skøn tyder på et fald i den sorte økonomis andel over de senere år. Den aktivitet, der ikke indberettes, udgør dog en større andel af økonomien i Letland end i de andre baltiske stater. Navnlig manglende indberetning af lønninger (udbetaling af løn i kontanter), særlig i byggesektoren, tegner sig for en stor andel af den sorte økonomi.

(10)

Efter at landets tredjestørste bank er lukket som følge af påstande om hvidvask af penge har Letland strammet reguleringen af ikkehjemmehørende kunder. Som følge heraf er valutaudlændinges indskud, som er den vigtigste kilde til hvidvask af penge i Letland, faldet betydeligt siden maj 2018, men der er stadig udfordringer med hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge. Desuden har Letland fremlagt en detaljeret handlingsplan for at forbedre sin strategi til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. De vigtigste prioriteter i handlingsplanen er at styrke risikobaseret tilsyn, sikre de nødvendige menneskelige ressourcer til tilsynsmyndighederne og sikre en effektiv udveksling af oplysninger og et effektivt samarbejde mellem undersøgelsesmyndighederne og med den private sektor. Der bør lægges vægt på en effektiv gennemførelse af disse foranstaltninger, når de er vedtaget. Endelig er det også nødvendigt at øge de retshåndhævende og judicielle myndighedernes kapacitet.

(11)

Letland står over for udfordringer med hensyn til at efterleve flere af principperne vedrørende social beskyttelse og inklusion i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Indkomstuligheden i Letland er høj, da omfordelingen over skatter og ydelser er lav. De sociale overførsler er fortsat utilstrækkelige, og overførslernes virkning i henseende til nedbringelse af fattigdom og ulighed er begrænset. Risikoen for fattigdom blandt de ældre og personer med handicap er forholdsvis høj og stigende, eftersom overførslerne ikke holder trit med lønudviklingen. Andelen af ældre i risiko for fattigdom eller social udstødelse var på 49,0 % i 2018 (EU-gennemsnit: 18,2 % i 2017), og for personer med handicap var andelen på 40,7 % i 2017 (EU-gennemsnit: 29,3 % i 2017). Den statslige sociale ydelse for personer med handicap og mindstebeløbet for alderspensionen er ikke blevet revideret siden 2006. Reformen af mindstelønnen, som blev bebudet i 2014, er endnu ikke blevet gennemført, hvilket er til skade for de fattigste husstande. Adgangen til langtidspleje er stadig mangelfuld. Der er således behov for investeringer til bekæmpelse af social udstødelse, herunder fødevarehjælp og materiel bistand til de dårligst stillede. Desuden er der behov for investeringer, herunder infrastruktur, for at forbedre adgangen til børnepasning, langtidspleje, beskæftigelse og andre sociale tjenester og for at gøre det muligt at integrere sundhedstjenester og sociale tjenester, bl.a. i forbindelse med overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet. Andelen af personer uden basal boligstandard er blandt de højeste i Europa (15,2 % mod et gennemsnit på 4,0 % i 2017 i Unionen), og der er kun begrænset adgang til socialt boligbyggeri. Der er behov for investeringer for at forbedre udbuddet af boliger til overkommelige priser.

(12)

Den samlede beskæftigelse er høj og stigende, men antallet af beskæftigede påvirkes negativt af den negative demografiske udvikling og af emigration. Desuden varierer beskæftigelsen mellem regioner og kvalifikationsniveauer. Ældre mennesker med forældede færdigheder har flere vanskeligheder. Ringe digitale færdigheder blandt medlemmerne af arbejdsstyrken begrænser virksomhedernes anvendelse af digitale teknologier og mulighederne for innovation. De voksnes deltagelse i undervisning og de arbejdsløses deltagelse i aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger ligger under gennemsnittet for Unionen.

(13)

Uddannelsessystemet står over for en udfordring med på en og samme tid at konsolidere ressourcerne og forbedre kvaliteten og effektiviteten. Letlands uddannelsessystem klarer sig godt med hensyn til læringsresultater, men adgangen til uddannelse af høj kvalitet er fortsat afhængig af bopæl og skoleform. Det skrider fremad med at reformere undervisningsplanerne på erhvervsuddannelserne med det formål at tilpasse dem til nye kvalifikationskrav, og erhvervsskolemiljøet er væsentligt forbedret. Disse uddannelser er dog fortsat ikke særlig attraktive, og andelen af optagede og beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede er under EU-gennemsnittet.

(14)

Sikring af arbejdsstyrkens kvalifikationer er et af de områder, hvor det fortsat er behov for betydelige investeringer. Det er nødvendigt med målrettede investeringer, herunder gennem infrastrukturen, for at forbedre uddannelsernes kvalitet, effektivitet og arbejdsmarkedsrelevans og fremme livslang læring, navnlig fleksible opkvalificerings- og omskolingsmuligheder. Det er også nødvenligt med investeringer for at forbedre såvel adgangen til beskæftigelse, herunder aktive arbejdsmarkedspolitikkers rækkevidde og dækning, som anvendeligheden af arbejdskraften samt dennes mobilitet på tværs af sektorer og regioner. Set i en større sammenhæng er det vigtigt at styrke kapaciteten hos arbejdsmarkedets parter for at fremme rimelige arbejdsvilkår og leve op til den europæiske søjle for sociale rettigheder.

(15)

Lave offentlige udgifter til sundhedsydelser og en usund livsstil er hovedårsagerne til de dårlige resultater inden for folkesundheden. Den nylige forøgelse af midlerne til sundhedsområdet afhjælper nogle af de problemer med tilgængelighed som er forbundet med de årlige ydelsesbegrænsninger og lange ventetider. De offentlige midler til sundhedsydelser er imidlertid stadig et godt stykke under EU-gennemsnittet. Rettidig og lige adgang til sundhedsydelser er begrænset. Dette medfører meldinger om et stort uopfyldt behov for sundhedspleje på grund af en høj egenbetaling, navnlig for sårbare grupper, samt om ulige muligheder. De reformer, der skal øge effektiviteten og kvaliteten på sundhedsområdet, skrider frem, men er i en tidlig fase og bør fremskyndes, herunder for så vidt angår effektive forebyggende foranstaltninger, strømlining af hospitalssektoren, styrkelse af den primære sundhedspleje og målretning af kvalitetsstyringen. Derudover står Letland over for en mangel på sundhedspersonale, især sygeplejersker, som gør det vanskeligt at levere offentlige sundhedsydelser og indebærer en risiko for, at målene for sundhedsreformerne ikke kan opfyldes. Hvis opdelingen af sundhedstjenesterne i to strenge (»fuld dækning« og »minimal dækning«) får virkning, er der risiko for en yderligere begrænsning af den lige adgang til sundhedspleje med negative sundhedsresultater til følge. Det er nødvendigt med målrettede investeringer i sundhedsydelser, herunder infrastruktur, for at øge tilgængeligheden, den prismæssige overkommelighed og kvaliteten af sundhedsydelserne og dermed forbedre befolkningens sundhedstilstand og sikre et sundere og længere arbejdsliv.

(16)

Letland investerer kun lidt i forskning og udvikling, og investeringsunderskuddet inden for innovation er betydeligt. I 2017 var udgifterne til forskning og udvikling i Letland relativt set blandt de laveste i Unionen, og andelen har været forholdsvis stabil i det seneste årti. Desuden er finansieringen af forskningen næsten udelukkende afhængig af EU-midler. Som følge heraf er Letland en moderat innovator med visse stærke sider, f.eks. IKT-infrastrukturen, mens resultaterne er mere beskedne inden for menneskelige ressourcer, inden for samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor og i forbindelse med investeringer i intellektuel ejendomsret.

(17)

Der er fortsat et stort investeringsbehov, hvis der skal rettes op på regionale forskelle. Der er stadig betydelige økonomiske forskelle mellem Riga og Letlands andre regioner. Mens Letland som helhed udvikler sig i samme retning som Unionen, er forskellen i de økonomiske resultater mellem hovedstadsområdet og de øvrige regioner ikke blevet mindre, siden Letland tiltrådte Unionen. Konkurrenceevnen og kvaliteten af de offentlige tjenester varierer betydeligt mellem de forskellige lettiske regioner og påvirker områdernes attraktivitet. Investeringerne bør derfor afhjælpe de betydelige regionale forskelle for så vidt angår mobilitet og digital infrastruktur, navnlig på de digitale forbindelsers yderste del. Der er stadig meget store huller i forbindelserne i det transeuropæiske transportnet og til perifere regioner og grænseregioner med negative virkninger for Letlands økonomiske aktiviteter og eksport til følge. Der er også behov for investeringer til færdiggørelse af Rail Baltica-projektet og de centrale elinfrastrukturprojekter, der indgår i sammenkoblingsplanen for det baltiske energimarked. Der er desuden også behov for investeringer i ressourceeffektivitet for at fremskynde Letlands energiomstilling. Der er behov for en større indsats for at forbedre den overordnede energieffektivitet, navnlig i bolig- og transportsektoren.

(18)

Den nylige vedtagelse af loven om whistleblowere er et positivt skridt, og landets antikorruptionsorgan har på det seneste fået vind i sejlene takket være afdækningen en række højtprofilerede korruptionssager. Den politiske beslutningsproces opfattes imidlertid stadig som værende præget af favoritisme, og udbudsprocessen anses for at være følsom over for korruption på grund af manglende gennemsigtighed, navnlig i kommuner og i statsejede og kommunale virksomheder. Ændringer i konkurrencelovgivningen, der træder i kraft den 1. januar 2020, vil mindske statsejede og kommunale virksomheders evne til at påvirke konkurrencen på negativ vis med deres aktiviteter. De lovmæssige ændringer af ordningen til håndtering af interessekonflikter kan give anledning til misbrug. Den nyligt vedtagne etiske kodeks dækker ikke politisk udpegede personer.

(19)

De offentlige tjenester er ikke blevet tilpasset til det faldende befolkningstal og befolkningens aldring. Det faldende befolkningstal og urbaniseringen betyder, at infrastrukturen og de offentlige tjenester ikke udnyttes i tilstrækkelig grad i landdistrikterne. Der er brug for strategier i offentlig forvaltning, uddannelse og sundhedsydelser, som sikrer, at adgangen til kvalitetsydelser i tyndt befolkede og affolkningstruede områder bevares, samtidig med at der sikres en større effektivitet. Der er for nylig bebudet en generel administrativ territorial reform, som skal gennemføres senest i december 2021. En rettidig gennemførelse af denne reform kan bidrage til at øge ansvarligheden og effektiviteten i den offentlige sektor, så meget desto mere set i lyset af det operationelle program for EU-midler, der skal godkendes senest i 2020.

(20)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Letland at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(21)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Letlands økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Letland i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Letland, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(22)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Letlands stabilitetsprogram for 2019, og dets holdning (8) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Letland i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,5 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 0,5 % af BNP, sænke beskatningen af lavtlønnede ved at flytte skatten over på andre kilder, især kapital og fast ejendom, og ved at forbedre overholdelsen af skattereglerne, sikre et effektivt tilsyn med og håndhævelse af reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge

2.   

afhjælpe den sociale udstødelse, navnlig ved at øge mindstebeløbene for indkomstoverførsler og ældrepension og indkomststøtten til personer med handicap, således at disse bliver mere tilstrækkelige, øge kvaliteten og effektiviteten på uddannelsesområdet, navnlig for personer med lav uddannelse og jobsøgende, herunder ved at styrke deltagelsen i erhvervsuddannelse og voksenuddannelse, forbedre mulighederne for adgang til samt kvaliteten og omkostningseffektiviteten af sundhedssystemet

3.   

målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod innovation, forbedring af udbuddet af boliger til overkommelige priser, transport (især dens bæredygtighed), ressource- og energieffektivitet, energisammenkoblinger og digital infrastruktur, idet der tages hensyn til de regionale forskelle

4.   

styrke ansvarligheden og effektiviteten i den offentlige sektor, navnlig hvad angår de lokale myndigheder og statsejede og kommunale virksomheder samt ordningen til håndtering af interessekonflikter.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 60.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(8)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/91


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Litauens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Litauens stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/15)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Litauen ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Litauen har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Litauen sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 2 og 3 nedenfor. Navnlig vil investeringsforanstaltninger bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet omhandlende understøttelse af investeringer, og uddannelsesforanstaltninger vil bidrage til efterlevelse af den tredje henstilling vedrørende euroområdet omhandlende arbejdsmarkedets funktion.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Litauen offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Litauens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Litauens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Litauen fremlagde den 10. maj 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 30. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring, redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse.

(6)

Litauen er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. I sit stabilitetsprogram for 2019 forventer regeringen at opnå et samlet overskud på 0,4 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019 og 0,2 % i 2020, før det ifølge fremskrivningerne vil falde yderligere til 0,1 % af BNP i 2021. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) er den mellemfristede budgetmålsætning om et underskud på 1 % af BNP i strukturelle termer mere end opfyldt i hele programperioden. I 2017 fik Litauen tilladelse til en midlertidig afvigelse i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformerne. Denne afvigelse fremføres i en periode på tre år. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde fra 34,2 % af BNP i 2018 til 32,9 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Til gengæld er de foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte overskudsmål fra og med 2020, ikke tilstrækkeligt præciseret. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at udvise et underskud på 1 % af BNP i 2019 og 0,9 % af BNP i 2020, hvilket er i overensstemmelse med den mellemfristede budgetmålsætning. Samtidig bør udviklingen i udgifterne følges nøje på kort og mellemlang sigt, navnlig i lyset af mulige risici med hensyn til stabiliteten af fremtidige indtægter. Rådet er af den generelle opfattelse, at Litauen ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(7)

I juni 2018 vedtog regeringen en række love til gennemførelse af en omfattende pakke bestående af seks strukturreformer inden for nøgleområderne uddannelse, sundhed, beskatning, uformel økonomi, pensioner og innovation.

(8)

Litauen har videreført bestræbelserne på at bekæmpe den sorte økonomi og forbedre overholdelsen af skattelovgivningen. Selv om disse foranstaltninger har vist opmuntrende resultater, er den overordnede overholdelse af skattereglerne fortsat lav. Litauen har stadig et af de største momsgab i Unionen. En endnu bedre overholdelse af skattelovgivningen vil øge indtægterne og gøre skattesystemet mere retfærdigt. Der er ikke truffet foranstaltninger til at udvide skattegrundlaget til at omfatte kilder, der er mindre skadelige for væksten. Miljø- og ejendomsskatterne ligger fortsat under EU-gennemsnittet, og der er ingen planer om ændringer af bilbeskatningen eller vejafgifter for private passagerer.

(9)

Siden 2018 reguleres de offentlige pensioner automatisk med udgangspunkt i lønudviklingen. Dette forventes at reducere de offentlige pensionsudgifter fra 6,9 % af BNP i 2016 til 5,2 % i 2070. Som følge af det forventede fald i beskæftigelsen ventes pensionernes tilstrækkelighed imidlertid at falde, fordi pensionsydelserne ikke vil kunne holde trit med lønstigningerne. Ydelsesandelen — dvs. forholdet mellem den gennemsnitlige pensionsydelse og gennemsnitslønnen — forventes at falde støt fra et niveau, som allerede er et af de laveste i Unionen. I henhold til gældende lovgivning skal regeringen foreslå korrigerende foranstaltninger, når dette forhold falder. På grund af usikkerhed om den nøjagtige beskaffenhed af og tidspunktet for sådanne fremtidige foranstaltninger tages der ikke højde for dem i fremskrivningerne af befolkningsaldringen. De udgør dog en risiko for de offentlige finansers holdbarhed. Hvis den samlede ydelsesandel blev holdt uændret indtil 2070, ville pensionsudgifterne stige til 7 % af BNP i stedet for at falde til 5,2 % som forventet. Der er derfor usikkerhed om, hvordan pensionslovgivningen vil blive anvendt i praksis, og om konsekvenserne heraf for den finanspolitiske holdbarhed og pensionernes tilstrækkelighed over tid.

(10)

Den høje andel af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, udgør sammen med den store indkomstulighed fortsat betydelige udfordringer for Litauen og mindsker udsigten til en inklusiv økonomisk vækst. Trods fortsat økonomisk vækst er store dele af det litauiske samfund (eksempelvis ældre, personer med handicap, børn, enlige forsørgere og ledige) i udpræget grad i risiko for fattigdom og social udstødelse. Selv om det sociale sikkerhedsnet i Litauen er blevet forbedret i de senere år, er den samlede udligning over skatter og ydelser og udgifterne til social sikring i forhold til BNP fortsat blandt de laveste i Unionen. Der er blevet iværksat visse indledende tiltag til afhjælpning af den store fattigdom og den høje indkomstulighed, bl.a. indførelsen af et »mindstenødvendighedsforbrug«, stigningen i den universelle børneydelse og indekseringen af alderspensionen. Men den vedvarende store fattigdom og høje ulighed viser, at der stadig er langt igen, før landets sociale sikring kommer på højde med EU-gennemsnittet, og at der er behov for investeringer for at bekæmpe social udstødelse. Aktive inklusionsstrategier for sårbare grupper er mere effektive, når de kombinerer en øget tilstrækkelighed af minimumsindkomst- og pensionsordninger samt aktiv arbejdsmarkedspolitik og øget udbud af sociale tjenesteydelser, herunder børnepasning og socialt boligbyggeri.

(11)

Situationen på arbejdsmarkedet er strammet til som følge af væksten i beskæftigelsen, men også på grund af en negativ befolkningsudvikling i form af bl.a. emigration. Investeringer i menneskelig kapital og bedre adgang til arbejdsmarkedet for alle er påkrævet for at afbøde virkningerne af faldet i den erhvervsaktive befolkning. I lyset af den mangel på kvalificeret arbejdskraft og det manglende sammenfald mellem udbudte og efterspurgte færdigheder, som til stadighed præger arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at Litauen fremskynder de reformer, som skal forbedre kvaliteten og effektiviteten på alle uddannelsesniveauer, og sikrer lige adgang til inklusiv uddannelse af høj kvalitet. Den befolkningsmæssige tilbagegang har affødt et pres på skoleinfrastrukturen. Den befolkningsmæssige forskydning kræver strategier for at bevare adgangen til uddannelse af høj kvalitet for alle, samtidig med at effektiviteten af skoleinfrastrukturen sikres og lærere, der er berørt af skolekonsolidering, støttes. Der kræves stadig væsentlige tiltag med hensyn til konsolidering inden for de videregående uddannelser, der omfatter mere end 40 statsejede og private universiteter og højere læreanstalter. Det er nødvendigt at modernisere undervisningsplanerne inden for erhvervsuddannelserne og sikre, at de i højere grad afspejler de lokale og regionale arbejdsmarkeders behov. Effektive og let tilgængelige voksenuddannelser, omskolingsmuligheder og opkvalificeringstilbud vil sammen med tilstedeværelsen af sociale tjenesteydelser kunne bringe flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Deltagelsen i voksenuddannelse er fortsat lav, nemlig 6,6 % i 2018, hvilket er et godt stykke under EU-gennemsnittet på 11,1 %. Den litauiske økonomi kan efter al sandsynlighed drage fordel af investeringer i såvel opkvalificering, herunder af digitale færdigheder, som innovation og bedre integration af den dårligt stillede del af befolkningen på arbejdsmarkedet (f.eks. personer med handicap, ældre, arbejdsløse eller ikkeerhvervsaktive voksne). Set i en større sammenhæng er det vigtigt at styrke kapaciteten hos arbejdsmarkedets parter for at øge deres engagement.

(12)

Dårlige resultater og lave investeringer på sundhedsområdet er vedvarende udfordringer. Der er fortsat betydelige muligheder for at rationalisere ressourceanvendelsen gennem en yderligere omlægning fra hospitalsindlæggelse til ambulant behandling. Forbruget af hospitalstjenester er fortsat højt med en høj andel af hospitalsindlæggelser i forbindelse med kroniske sygdomme kombineret med relativt lave belægningsgrader. Yderligere rationalisering af ressourceanvendelsen på hospitalerne samt målrettede investeringer til styrkelse af den primære pleje, herunder mht. sundhedspersonale, er nødvendige for at sikre effektivitetsgevinster og forbedre resultaterne på sundhedsområdet. Kvaliteten af plejen er en af hovedårsagerne til de dårlige resultater på sundhedsområdet. Foranstaltningerne til forbedring af plejens kvalitet er spredte; akkreditering anvendes meget lidt inden for den primære sundhedspleje, og på hospitalerne anvendes akkrediteringssystemet ikke. Navnlig investeringerne i sygdomsforebyggende foranstaltninger er lave. Desuden mangler de tiltag, der er iværksat for at styrke de sygdomsforebyggende foranstaltninger på lokalt plan, en overordnet vision, og virkningen svækkes af manglende systemisk samarbejde mellem de offentlige sundhedsmyndigheder og den primære sundhedspleje. Endelig har lave sundhedsudgifter sammen med forholdsvis høje beløb i form af uformelle betalinger og en høj egenbetaling negative følgevirkninger for den lige adgang til sundhedsydelser.

(13)

Der er truffet visse foranstaltninger til bekæmpelse af korruption, men der mangler stadig et integreret register over interesseerklæringer. Der blev vedtaget gennemførelsesbestemmelser til loven om beskyttelse af whistleblowere i 2018, og en ny lov om lobbyvirksomhed drøftes. Der er fortsat uregelmæssigheder i bekæmpelsen af korruption på sundhedsområdet.

(14)

Investeringernes andel af BNP ligger i Litauen fortsat under gennemsnittene for både Unionen og andre baltiske lande. Innovationsomfanget i Litauen er beskedent, og de litauiske virksomhedernes teknologiabsorptionskapacitet er lille. Der er behov for større investeringer i forskning og innovation, navnlig i den private sektor. Dette vil øge produktiviteten, som trods en nylig stigning, fortsat ligger et godt stykke under EU-niveauet. Manglen på specialister inden for informations- og kommunikationsteknologi peger på et behov for at investere i digitale færdigheder, som understøtter konkurrenceevnen, innovationen og Litauens teknologiabsorptionskapacitet, fremmer overgangen til en mere videnbaseret økonomi og øger værditilvæksten.

(15)

Økonomien er forholdsvis ressourceintensiv og i vid udstrækning afhængig af import af energi og materialer. Ressourceproduktiviteten er lav, mens energiforbruget er højt, især i bolig- og transportsektoren. Større investeringer i energieffektivitet, navnlig i byggesektoren, og indenlandsk produktion af energi fra vedvarende kilder, ville bidrage til en grøn økonomi og en mere bæredygtig vækst og samtidig mindske afhængigheden af energiimport.

(16)

Litauen lider stadig under lav international tilgængelighed for så vidt angår jernbane-, vej-, sø- og lufttransport, og det er nødvendigt yderligere at forbedre sammenhængen med transportnettet i resten af Europa. Bedre transportforbindelser vil øge produktiviteten i økonomien og give mulighed for at drage fuld fordel af det indre marked. Transportsektorens resultater ligger langt under EU-gennemsnittet hvad angår udstrækningen af TEN-T-vej- og -jernbanenettet, investeringer i forskning og innovation i transportsektoren samt bæredygtighedsaspekter og trafiksikkerhed. Jernbanetrafikken domineres af øst-vest-trafik, mens nord-syd-aksen stadig er underudviklet. Der er derfor behov for betydelige investeringer for at udvikle et bæredygtigt, klimarobust, intelligent, sikkert og intermodalt TEN-T-net — samt tilgængeligheden heraf — og for at fremme bæredygtig mobilitet i byerne. Desuden er drivhusgasemissionerne fra vejtransport steget kraftigt i de seneste fem år. Synkroniseringen af Litauens elsystem med det kontinentaleuropæiske net er afgørende for at sikre elforsyningssikkerheden i hele Østersøområdet.

(17)

De regionale forskelle i Litauen er større end i Unionen som helhed og er øget i de sidste to årtier. Det er især de to storbyområder, der har høstet fordelene ved Litauens hurtige økonomiske konvergens. Overvejende landlige områder, som dækker størstedelen af området og omfatter næsten 55 % af befolkningen, oplever en stærk befolkningsnedgang, som forværres af forringet adgang til offentlige tjenester af høj kvalitet. De betydelige socioøkonomiske forskelle i landet vidner om, at visse regioner har særlige investeringsbehov. Det er også fortsat en udfordring at intensivere forbindelserne, herunder transportforbindelserne og de digitale forbindelser, mellem naboområder i Litauen.

(18)

De litauiske myndigheder har for at forbedre effektiviteten af de offentlige investeringer opdateret reglerne for forberedelse og udvælgelse af investeringsprojekter, der finansieres over statsbudgettet. Fra 2018 bør alle nye investeringsprojekter underkastes en cost-benefit-analyse og opfylde supplerende udvælgelseskriterier. Dette er et vigtigt første skridt, men der er behov for en større indsats for at maksimere virkningen af de offentlige investeringer med hensyn til forøgelse af vækstmulighederne på lang sigt og afhjælpning af de voksende regionale forskelle. Myndighederne har påbegyndt revisionen af statens budgetsystem med det formål at forlænge tidshorisonten for budgettering og styrke forbindelsen mellem udgifter og de overordnede økonomiske mål. Det er afgørende at sikre, at det nye system til strategisk investeringsplanlægning er klar til budgetteringen for 2021-2023 og starten på den nye EU-finansieringscyklus i 2021.

(19)

Litauen har ikke nogen samlet strategi for forskning og innovation. Området præges af spredte politikker og støtteordninger uden synergivirkninger. En flerhed af implementerende organer, som ikke samlet bakker op om policy-mixet inden for forskning og innovation, bidrager til et komplekst forvaltningssystem, der synes at begrænse brugernes adgang til viften af tilgængelige instrumenter. Denne situation er særlig skadelig for samarbejdet mellem videnskab og erhvervsliv og hæmmer innovationsaktiviteten. Den nye fordeling af ansvaret for forsknings- og innovationspolitikken mellem ministeriet for økonomi og innovation og ministeriet for uddannelse og videnskab har indtil nu ikke virket befordrende for en sammenhængende politikramme med synergi mellem støtteordninger, som den ville kunne tilvejebringes via en one-stop-shop for mulige støttemodtagere.

(20)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Litauen at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(21)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Litauens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Litauen i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Litauen, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(22)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Litauens stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (7), at Litauen ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

HENSTILLER, at Litauen i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

forbedre overholdelsen af skattereglerne og udvide skattegrundlaget til at omfatte kilder, der er mindre skadelige for væksten, afhjælpe indkomstulighed, fattigdom og social udstødelse, herunder ved at forbedre udformningen af systemet for skatter og ydelser

2.   

forbedre kvaliteten og effektiviteten på alle uddannelsesniveauer, herunder inden for voksenuddannelse, forbedre sundhedssystemets kvalitet, prismæssige overkommelighed og effektivitet

3.   

målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod innovation, energi- og ressourceeffektivitet, bæredygtig transport og energisammenkoblinger, idet der tages hensyn til regionale forskelle, fremme produktivitetsvæksten ved at øge effektiviteten af de offentlige investeringer, udvikle en sammenhængende politikramme til støtte for samarbejdet mellem videnskab og erhvervsliv og konsolidere de implementerende organer for forskning og innovation.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 64.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/97


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Luxembourgs nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Luxembourgs stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/16)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Luxembourg ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Luxembourg har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Luxembourg sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 4 nedenfor. Navnlig vil en målretning af den investeringsrelaterede økonomiske politik på de specificerede områder og en passende behandling af de udgående betalinger bidrage til at gennemføre den anden henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår investeringsstøtte og aggressiv skatteplanlægning, og foranstaltninger til at forbedre ældres deltagelse på arbejdsmarkedet vil bidrage til at gennemføre den tredje henstilling vedrørende euroområdet for så vidt angår sikring af et tilstrækkeligt og bæredygtigt socialsikringssystem.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Luxembourg offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Luxembourgs fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Luxembourgs fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Luxembourg fremlagde den 30. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af de foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Luxembourg er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. I sit stabilitetsprogram for 2019 planlægger regeringen en nedgang i overskuddet på den offentlige saldo fra 2,4 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 1,0 % af BNP i 2019 efterfulgt af en næsten støt stigning, indtil der nås et overskud på 2,2 % af BNP i 2023. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) vil den mellemfristede budgetmålsætning, som er blevet ændret fra et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP i 2019 til et strukturelt overskud på 0,5 % af BNP fra 2020, være mere end opfyldt gennem hele programperioden. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventes den offentlige gældskvote at holde sig et pænt stykke under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er optimistisk for hele den periode, der er omfattet af stabilitetsprogrammet for 2019, bortset fra 2023, hvor det er realistisk. Baseret på Kommissionens forårsprognose 2019 ventes den strukturelle saldo at udvise et overskud på 0,9 % af BNP i 2019 og 0,5 % af BNP i 2020, hvilket er lavere — især for 2020 — end i stabilitetsprogrammet for 2019, men stadig over eller i overensstemmelse med den mellemfristede budgetmålsætning. Samtidig bør udviklingen i udgifterne følges nøje på kort og mellemlang sigt, navnlig i lyset af mulige fremtidige risici mod indtægternes robusthed. Rådet er af den generelle opfattelse, at Luxembourg ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(7)

Til trods for nylige reformer forventes Luxembourgs aldersrelaterede udgifter (udgifter til pensioner, sundhedspleje og langtidspleje) at stige markant på lang sigt. Dette kan under antagelse af, at der ikke foretages politiske ændringer af det nuværende system, true de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. Dette er til trods for den i øjeblikket lave offentlige gæld og de akkumulerede reserver i det sociale sikringssystem, som forventes at sikre systemets holdbarhed frem til 2041. Der er siden 2011 rettet henstillinger til Luxembourg om denne udfordring, men der er indtil videre kun gjort begrænsede fremskridt. Regeringens pensionsarbejdsgruppe har i sin rapport fra 2018 drøftet forskellige metoder til at forbedre pensionssystemets holdbarhed på lang sigt, bl.a. ved gradvist at øge bidragssatsen, hæve pensionsalderen for at tage højde for en længere forventet levetid og opfordre til gradvis pensionering. I rapporten foreslås en flerstrenget strategi, der omfatter kalibrerede reformer for at sikre systemets holdbarhed på lang sigt, samtidig med at konsekvenserne for både økonomien og pensionisterne minimeres. Forventede stigninger i de aldersrelaterede udgifter truer også sundheds- og langtidsplejesystemernes holdbarhed på lang sigt. Mere end tre fjerdedele af udgifterne til langtidspleje finansieres via offentlige kilder. Langtidsplejeforsikringssystemet bør — ifølge en undersøgelse udført i 2013 af overinspektionen for social sikring — forblive i finansiel balance indtil 2030, hvis bidragssatsen hæves gradvist fra 1,4 % til 1,7 % for at fastholde omkostningerne på et niveau svarende til andelen af omsorgskrævende personer. Virkningerne hvad angår den langsigtede finanspolitiske holdbarhed er dog endnu ikke klare. For at sikre social samhørighed og de offentlige finanser på lang sigt vil befolkningspolitikken skulle falde sammen med uddannelsespolitikken, idet der i betragtning af de forventede virkninger af befolkningens aldring for udbuddet af arbejdskraft i den nærmeste fremtid bør anlægges en holistisk tilgang til vurdering af udfordringerne såvel som mulighederne ved ændringerne i demografien og i den digitale økonomi. Inden for visse sektorer er der for nylig opstået mangel på arbejdskraft, hvilket kan hæmme produktivitetsvæksten og mindske det langsigtede vækstpotentiale.

(8)

Selv om der overordnet set er opnået gode resultater på arbejdsmarkedet, er beskæftigelsesfrekvensen stagnerende, og visse grupper står fortsat over for særlige vanskeligheder på arbejdsmarkedet. Navnlig beskæftigelsesfrekvensen for ældre er fortsat meget lav, og der er behov for yderligere foranstaltninger for at forbedre deres deltagelse på arbejdsmarkedet. Førtidspensionsordninger, der tilskynder arbejdstagere til at forlade arbejdsmarkedet, er fortsat udbredte, idet 57,5 % af nytildelte pensioner var førtidspensioner i 2017. I 2018 afskaffede regeringen en af de førtidspensioneringsordninger, som gjorde det muligt for arbejdstagere at gå på pension i en alder af 57 år, men virkningen af denne reform svækkedes af, at der for andre førtidspensioneringsordninger blev lempet på restriktionerne. Den lave erhvervsfrekvens blandt ældre arbejdstagere skyldes også i vid udstrækning manglen på økonomiske incitamenter til at arbejde som følge af skatte- og socialsikringssystemet, som er forholdsvis højt for denne aldersgruppe. For at fremme beskæftigelsen af ældre arbejdstagere er der behov for en omfattende strategi med foranstaltninger, der hjælper dem med at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Den såkaldte »alderspagt«, et lovudkast, der blev forelagt parlamentet i april 2014, og som har til formål at tilskynde virksomheder med mere end 150 ansatte til at ansætte og fastholde ældre arbejdstagere via aldersforvaltningstiltag, mangler stadig at blive vedtaget af parlamentet.

(9)

Selv om Luxembourg fortsat er fast besluttet på at forbedre de reguleringsmæssige rammer for sektoren for erhvervstjenester, er der ifølge Kommissionens indikator til vurdering af restriktioner (7) stadig mange reguleringsmæssige hindringer inden for adskillige sektorer, f.eks. juridisk rådgivning, regnskabsførelse og arkitekt- og ingeniørvirksomhed. OECD's indeks over restriktioner inden for handel med tjenesteydelser i EØS, der blev offentliggjort i december 2018, bekræftede også, at i forhold til andre medlemsstater er niveauet for reguleringsmæssige restriktioner i Luxembourg højere end gennemsnittet i det indre marked for disse sektorer.

(10)

Luxembourgs økonomiske model kendetegnes ved gode resultater, der stemmer overens med en stabil og vedvarende oprettelse af kvalificerede arbejdspladser. Dette understøttes af et højt produktivitetsniveau, der i vid udstrækning afspejler effektivitetsgevinster som følge af deltagelse på globale markeder, navnlig i den finansielle sektor. Produktivitetsvæksten er imidlertid stagneret i de seneste år og hæmmet af et lavt erhvervsinvesteringsniveau inden for innovation og digital integration. Luxembourgs strategi til diversificering af landets økonomi ved at udvikle centrale videnintensive sektorer i en overgang til en datadreven økonomi udviser et stort potentiale til at stimulere investeringer med høj værditilvækst og sætte skub i produktivitetsvæksten. I den forbindelse er den offentlige investering fortsat høj og fokuseret på disse sektorer, herunder en stærk sektor for informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Dette har imidlertid ikke medvirket til at stimulere private investeringer i innovation og digitalisering. For at forbedre produktivitetsvæksten og yderligere diversificere Luxembourgs økonomi er det vigtigt, at der investeres mere i forskning og innovation samt i digital integration, navnlig i virksomheder og særligt i små og mellemstore virksomheder. For at gøre det muligt for Luxembourg at få fuldt udbytte af landets innovationsøkosystem er det vigtigt at udvikle en sammenhængende og integreret national ramme for strategier og støtteinstrumenter inden for forskning og innovation, herunder klare prioriteter med udgangspunkt i en solid vurdering af de forventede økonomiske virkninger.

(11)

For at forbedre produktiviteten, beskæftigelsen og det langsigtede vækstpotentiale i Luxembourg og fremme lige muligheder er det vigtigt at øge investeringerne i færdigheder, navnlig IKT-færdigheder, beskæftigelsesegnethed, uddannelse og erhvervsuddannelse, bl.a. ved bedre at tilpasse uddannelserne til arbejdsmarkedets behov og fremme teknologisk og digital omstilling.

(12)

Luftforurening og trængsel i myldretiden udgør fortsat store problemer for Luxembourg, både ud fra et konkurrencemæssigt og miljømæssigt synspunkt. Desuden bidrager CO2-udledningerne fra vejtransport til klimaændringer. Ifølge de nationale fremskrivninger for 2017, som er forelagt Kommissionen, forventes det, at Luxembourg i mangel af yderligere foranstaltninger ikke vil kunne nå sit 2020-mål om at nedbringe sine drivhusgasudledninger med 3 procentpoint og sit 2030-mål med 20 procentpoint. Antallet af grænsearbejdere, som i øjeblikket udgør ca. 45 % af Luxembourgs arbejdsstyrke, den lave beskatning af brændstof til transport og de høje boligpriser stimulerer øget brug af biler og udgør en hindring for forbedringen af luftkvaliteten og trafikforholdene. Samtidig er anvendelsen af alternative brændstoffer i nye personbiler, der sælges i Luxembourg, steget i de seneste år.

(13)

Det utilstrækkelige boligudbud kan gøre Luxembourg mindre attraktivt. Den store efterspørgsel efter boliger kan fortsat tilskrives befolkningstilvæksten, gunstige finansieringsvilkår og en stor grænseoverskridende arbejdsstyrke. Med de begrænsninger, der ligger i utilstrækkeligheden af tilgængelig jord og lav bebyggelsestæthed, forekommer boligudbuddet og -investeringerne at være utilstrækkelige, hvilket hovedsagelig skyldes manglende incitamenter for jordejere til at opføre nye boliger eller sælge. Udbuddet af socialt boligbyggeri synes også at være utilstrækkeligt og peger på et behov for betydelige investeringer for at lette de stigende spændinger på boligmarkedet. I denne henseende tager politiktiltag i regeringsprogrammet for 2018-2023 sigte på at øge boligudbuddet. De omfatter bl.a. ændringer i byplanlægningslovgivningen for at opnå flere bebyggelige områder og udvikle økonomisk overkommelige boliger og socialt boligbyggeri.

(14)

Bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning er vigtig for at gøre skattesystemet mere effektivt og retfærdigt, således som det blev erkendt i henstillingen vedrørende euroområdet for 2019. De afsmittende virkninger af skatteyderes aggressive skatteplanlægning mellem medlemsstater kræver en koordineret indsats fra nationalt politisk hold som supplement til EU-lovgivningen. Luxembourg har truffet foranstaltninger mod aggressiv skatteplanlægning, men det høje niveau for udbytte-, rente- og royaltybetalinger som en procentdel af BNP viser, at landets skatteregler kan udnyttes af virksomheder, der driver aggressiv skatteplanlægning. De fleste direkte udenlandske investeringer varetages af special purpose-enheder (SPE'er). Den manglende kildebeskatning af udgående (dvs. fra personer med bopæl i Unionen til personer med bopæl i tredjelande) rente- og royaltybetalinger samt fritagelsen fra kildebeskatning af udbyttebetalinger under specifikke omstændigheder kan medføre, at der slet ikke betales skat af de pågældende betalinger, hvis de heller ikke beskattes i den modtagende jurisdiktion.

(15)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Det ville gøre det muligt for Luxembourg at anvende disse midler bedst muligt, hvad angår de indkredsede sektorer.

(16)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Luxembourgs økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Luxembourg i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Luxembourg, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(17)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Luxembourgs stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (8), at Luxembourg forventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

HENSTILLER, at Luxembourg i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

øge beskæftigelsesfrekvensen for ældre arbejdstagere ved at styrke deres beskæftigelsesmuligheder og beskæftigelsesegnethed, forbedre pensionssystemets holdbarhed på lang sigt, bl.a. ved at begrænse førtidspensionering yderligere

2.   

mindske hindringer for konkurrencen i forbindelse med regulerede erhvervsmæssige tjenesteydelser

3.   

målrette den investeringsrelaterede økonomiske politik mod at fremme digitalisering og innovation, stimulere udviklingen af færdigheder, forbedre den bæredygtige transport og øge boligudbuddet, bl.a. ved at øge incitamenterne til at bygge og fjerne hindringer i forbindelse hermed

4.   

undersøge, hvilke dele af skattesystemet der kan give anledning til aggressiv skatteplanlægning, navnlig ved hjælp af udgående betalinger.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 68.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  SWD(2016) 436 final.

(8)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/101


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Ungarns nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Ungarns konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/17)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Ungarn ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Ungarn offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Ungarns fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Ungarns fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(3)

Ungarn fremlagde den 30. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Ungarn er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 forventer regeringen en forbedring af det samlede underskud, således at det reduceres til 1,8 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019 fra 2,2 % i 2018. Underskuddet forventes derefter fortsat gradvist at blive forbedret til 1,2 % i 2021 og at nå en strukturel budgetbalance i 2023. Det forventes på grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (5), at Ungarn i 2022 vil ligge tæt på den mellemfristede budgetmålsætning, som er blevet ændret fra et strukturelt underskud på 1,5 % af BNP i 2019 til 1,0 % af BNP i 2020, og at landet vil nå denne målsætning i det efterfølgende år. Ifølge konvergensprogrammet ventes den offentlige gældskvote at falde gradvist til under 60 % inden udgangen af 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk for 2019 og særdeles optimistisk for 2020 og frem, hvilket medfører risici for gennemførelsen af underskudsmålene. Samtidig er de foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål fra og med 2020, ikke blevet tilstrækkeligt præciseret.

(6)

Den 22. juni 2018 fastslog Rådet i henhold til artikel 121, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at der i Ungarn var konstateret en væsentlig afgivelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2017. I betragtning af den konstaterede væsentlige afvigelse fremsatte Rådet den 22. juni 2018 en henstilling (6), hvori det henstillede, at Ungarn træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter (7) ikke overstiger 2,8 % i 2018, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1,0 % af BNP. Den 4. december 2018 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2018/2028 (8), hvori det fastslog, at Ungarn ikke havde truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på dets henstilling af 22. juni 2018 og fremsatte en revideret henstilling (9). I henstillingen af 4. december 2018 anmodede Rådet Ungarn om at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,3 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1,0 % af BNP. Den 14. juni 2019 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2019/1003 (10), hvori det fastslog, at Ungarn ikke havde truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018. På grundlag af de endelige tal for 2018 blev det endvidere konstateret, at Ungarn havde en væsentlig afvigelse fra den anbefalede tilpasning i 2018.

(7)

Kommissionen rettede en advarsel til Ungarn den 5. juni 2019 om, at der var konstateret en væsentlig afvigelse fra den mellemfristede budgetmålsætning i 2018, jf. traktatens artikel 121, stk. 4, og artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Den 14. juni 2019 vedtog Rådet efterfølgende en henstilling (11), som bekræftede nødvendigheden af, at Ungarn træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,3 % i 2019, svarende til en årlig strukturel tilpasning på mindst 1,0 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en afvigelse fra henstillingen i 2019.

(8)

I henstillingen af 14. juni 2019 henstillede Rådet, at Ungarn træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,7 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,75 % af BNP. Dette vil bringe Ungarn ind på en passende tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der med en uændret politik risiko for en afvigelse fra dette krav i 2020. Generelt er Rådet af den opfattelse, at der i 2019 bør træffes væsentlige nye foranstaltninger for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i overensstemmelse med Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at rette op på den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningen i retning af den mellemfristede budgetmålsætning.

(9)

Den samlede beskæftigelsesfrekvens er blevet væsentligt forbedret som følge af en stærk økonomisk ekspansion, men dette er ikke kommet alle grupper lige meget til gavn. Beskæftigelses- og lønkløfterne mellem faggrupper samt mellem mænd og kvinder er fortsat brede sammenlignet med EU-gennemsnittet. Den kønsbetingede kløft i beskæftigelsesfrekvensen er bred, hvilket delvis kan forklares med et begrænset udbud af børnepasning. Resultaterne på arbejdsmarkedet for forskellige sårbare grupper, herunder romaer og handicappede, er dårlige. Den offentlige beskæftigelsesordning, som ikke er god til at få deltagerne i job på det primære arbejdsmarked, er trods en indskrænkning fortsat omfattende. Andre politikker, som har til formål at hjælpe arbejdsløse eller ikkeerhvervsaktive med at finde arbejde eller uddannelse, er ikke tilstrækkeligt målrettede. Udviklingen af digitale færdigheder kan bidrage til at forbedre beskæftigelsesegnetheden. Nylige foranstaltninger har til formål at få flere pensionerede arbejdstagere tilbage i job og øge deres antal over tid. Fattigdomssituationen i Ungarn er forbedret siden 2013. Dagpengeperioden på tre måneder, som er den korteste i Unionen, er betydeligt kortere end den tid, det i gennemsnit tager at finde et job.

(10)

Andelen af personer, der risikerer fattigdom og social eksklusion, er faldende. Der er sket et tydeligt skift væk fra sociale ydelser og over i retning af understøttelse af familier gennem arbejdsrelaterede aktiviteter og naturalydelser, som dog ikke i tilstrækkelig grad er målrettet mod de fattige. Selv om muligheden for at modtage tilskud til boligejerskab er blevet udvidet, er udbuddet af socialt boligbyggeri ikke blevet øget.

(11)

Uddannelsesresultaterne ligger under EU-gennemsnittet og udviser store regionale forskelle. Skolefrafaldet er højere og andelen af personer med videregående uddannelse er lavere end EU-gennemsnittet. Uddannelsessystemet hæmmer den sociale mobilitet. Eleverne ledes tidligt over i forskellige skoletyper, som udviser store forskelle hvad angår uddannelsesresultater og erhvervsvalg. Andelen af skoler, hvor flertallet af eleverne er romaer, er øget fra 10 % i 2008 til 15 % i 2017. Virkningen af nylige foranstaltninger, der har til formål at fordele dårligt stillede elever blandt skolerne, er begrænset af, at ikkestatslige skoler er fritaget fra kravet om at tage dårligt stillede elever. Dårligt stillede børn har en tendens til at være koncentreret på erhvervsfaglige skoler, hvor ringere grundlæggende færdigheder, højere frafald og dårligere løn- og karriereudsigter er fremherskende. Dårligt stillede gruppers, navnlig romaers, lave deltagelse i uddannelse af god kvalitet er en spildt mulighed for at opbygge menneskelig kapital. Lærermanglen er også fortsat en udfordring. Lærernes lønninger er steget i de seneste år, men er stadig forholdsvis lave sammenlignet med andre færdiguddannede fra videregående uddannelser. Det lave antal studerende, der tager en videregående uddannelse, er ude af trit med den store efterspørgsel efter højt kvalificeret arbejdskraft og den løngevinst, som personer med en videregående uddannelse får gavn af, og som er den højeste i Unionen. De højere læreanstalter i Ungarn har den laveste finansielle autonomi i Unionen. Derudover blev der i forbindelse med ændringen i april 2017 af loven om højere uddannelse, som fastsatte yderligere krav til internationale universiteter, der ønsker at virke i Ungarn, givet udtryk for yderligere bekymring vedrørende den akademiske frihed. I 2018 meldte det ungarske universitet, som er bedst placeret på internationale ranglister, at det har til hensigt at forlade landet på grund af den reguleringsmæssige usikkerhed, som denne ændring skaber.

(12)

Sundhedsresultaterne halter bagefter de fleste andre medlemsstater, hvilket afspejler både usund livsstil og begrænset effektivitet med hensyn til levering af sundhedsydelser. Udbredelsen af rygning, alkoholmisbrug og fedme er blandt de højeste i Unionen. Ungarerne er blandt de EU-borgere, der har den største risiko for at dø for tidligt på grund af dårlig luftkvalitet. Antallet af undgåelige dødsfald er blandt de højeste i Unionen, til dels på grund af utilstrækkelig screening og forvaltning af den primære sundhedspleje. Der er betydelige socioøkonomiske forskelle i adgangen til kvalitetspleje. De offentlige udgifter til sundhedspleje ligger under EU-gennemsnittet, og borgerne er afhængige af egenbetaling for at få adgang til kvalitetspleje, hvilket risikerer at øge den socioøkonomiske sundhedskløft yderligere. Systemet er fortsat stærkt hospitalscentreret og udviser svagheder i den primære sundhedspleje, navnlig inden for tidlig påvisning og forebyggelse af kroniske sygdomme. En betydelig mangel på sundhedspersonale, især alment praktiserende læger og sygeplejersker, hæmmer adgangen til pleje i mindre velstående områder.

(13)

En udvidelse af forsknings- og innovationskapaciteten kan forbedre Ungarns beskedne innovationsresultater og øge produktiviteten. Den begrænsede akkumulering af intellektuelle aktiver afspejles i det lave antal patent-, varemærke- og designansøgninger, det lave antal innovative virksomheder og den lave grad af internationalisering blandt små og mellemstore virksomheder. Mindre virksomheder er særligt tilbageholdende med at innovere, hvilket hæmmer deres deltagelse i globale værdikæder. FoU i erhvervslivet er koncentreret i nogle få store virksomheder, som hovedsagligt har udenlandske ejere og nyder godt af rundhåndet statsstøtte. Støtte til samarbejdet mellem videnskaben og erhvervslivet vil bidrage til bedre innovationsresultater og teknologioverførsel. Kvaliteten af den offentlige forskning lider under ineffektive FoU-politikker og underfinansiering, idet udgifterne til FoU i den offentlige sektor ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet. Nylige politiske foranstaltninger, der har til formål at reducere finansieringen til og begrænse uafhængigheden for akademiske fora og forskningsfora, skaber usikkerhed i disse fora, hvilket kan føre til, at de bedste forskningstalenter udvandrer, og medføre en risiko for et vedvarende fald i forskningskvaliteten.

(14)

Dårlige lokale offentlige transportforbindelser og høje pendlingsomkostninger bidrager til arbejdsløsheden i dårligt stillede områder. Vejnettets og jernbanenettets dårlige tilstand hæmmer mobiliteten og mindsker rejsesikkerheden, idet mere end halvdelen af vejnettet er i dårlig stand, navnlig i dårligt stillede regioner. Transportnettene er centreret om Budapest, mens lokale netværk og tværgående forbindelser gennem landet er underudviklede. Trængslen på vejene er en voksende udfordring og en barriere for produktiviteten i Ungarns byområder. Desuden er drivhusgasemissionerne fra vejtransport steget kraftigt i de seneste fem år.

(15)

Energieffektiviteten i boligsektoren er fortsat dårlig. Det er nødvendigt at forberede elnettet på den voksende rolle, som decentral elproduktion baseret på vedvarende energi vil spille fremover. Halvdelen af det ungarske område er i betydelig grad udsat for risici i forbindelse med klimaændringer, herunder tørke og oversvømmelse, hvilket skaber behov for investeringer i vandforvaltning i de vigtigste floder. Luftforureningen og vandkvaliteten giver fortsat anledning til bekymring. De vigtigste forureningskilder er udledninger fra fast brændsel til boligopvarmning, landbruget og transportsektoren. Den cirkulære økonomi er stadig i den indledende fase, genanvendelsen af kommunalt affald er underudviklet og de økonomiske instrumenter er utilstrækkelige til at håndtere Ungarns udfordringer på miljøområdet.

(16)

Forebyggelsen og retsforfølgelsen af korruption giver stadig anledning til bekymring. Adskillige indikatorer peger i retning af, at omfanget af korruption i Ungarn er øget i de seneste år. Risikoen for korruption og favoritisme skævvrider fordelingen af ressourcer, idet disse ikke kanaliseres i retning af de mest produktive virksomheder. En velfungerende anklagemyndighed er af afgørende betydning for bekæmpelsen af korruption. Selv om det lader til, at foranstaltninger til bekæmpelse af korruption på lavt niveau er blevet anvendt med nogen succes, er der stadig ingen tegn på en målrettet indsats for at retsforfølge korruption, som omfatter højtstående tjenestemænd eller deres umiddelbare omgangskreds, når disse er genstand for alvorlige beskyldninger. Ansvarligheden i forbindelse med afgørelser om at lukke undersøgelser giver anledning til bekymring, fordi der ikke findes effektive retsmidler til at anfægte sådanne afgørelser. Forebyggelsen af korruption hæmmes derudover af, at offentlige institutioner pålægger restriktioner, herunder afskrækkende gebyrer, på adgangen til oplysninger.

(17)

Retssystemets uafhængighed, effektivitet og kvalitet er afgørende for at tiltrække virksomheder og åbne mulighed for økonomisk vækst. Kontrolforanstaltninger, som har afgørende betydning for sikring af retsvæsenets uafhængighed, anses for at være under yderligere pres i det almindelige retssystem. Det nationale domstolsråd står over for stadig større udfordringer med hensyn til at danne modvægt til de beføjelser, der er tildelt formanden for det nationale kontor for retsvæsenet. Der er blevet rejst spørgsmål om konsekvenserne af dette i forhold til retsvæsenets uafhængighed. Med hensyn til loven om forvaltningsdomstole bemærkes det, at regeringen har fremsat et lovforslag om at trække retsakten om ikrafttræden og overgangsbestemmelser for forvaltningsdomstolene tilbage den 30. maj 2019.

(18)

Rammerne for offentlige udbud er forbedret i de seneste år, men der er stadig hindringer for konkurrencen. Der er bl.a. tale om anvendelse af procedurer, som kun i begrænset omfang offentliggøres, og systematiske uregelmæssigheder i udbudsprocedurerne, navnlig vedrørende utilstrækkelige udvælgelses- og tildelingskriterier og ulige behandling af tilbudsgivere. Selv om nogle indikatorer tyder på forbedringer, er antallet af procedurer med én enkelt tilbudsgiver stadig højt. En effektiv anvendelse af e-udbud kan øge effektiviteten og gennemsigtigheden yderligere.

(19)

De ungarske strukturer og processer for social dialog er fortsat underudviklede og giver ikke mulighed for at inddrage arbejdsmarkedets parter i politikudformning og -gennemførelse på en meningsfuld måde. Manglerne i interessenternes engagement og den begrænsede gennemsigtighed undergraver evidensgrundlaget for og kvaliteten af politikudformningen. Dette medfører hyppige og uforudsigelige ændringer i lovgivningen og modvirker investeringer med stor merværdi.

(20)

Der er gennemført foranstaltninger med henblik på at forbedre skattesystemet yderligere, men der er fortsat udfordringer. Skatten på arbejde er faldet, men er fortsat høj for lavtlønnede. Sektorspecifikke skatter og en lang række mindre skatter komplicerer skattesystemet og øger omkostningerne til overholdelse af reglerne, navnlig for mindre virksomheder.

(21)

Reguleringsmæssige hindringer og statslig indblanding på produktmarkederne hæmmer udvælgelsen af effektive virksomheder og begrænser konkurrencen. Myndighederne overdrager fortsat visse tjenester til statsejede virksomheder eller private virksomheder, som er oprettet specielt til disse formål. Visse skræddersyede love og foranstaltninger og ad hoc-undtagelser fra konkurrencekontrol hindrer markedet i at fungere og hæmmer investeringer. Den retlige rammes uforudsigelighed udgør endnu et problem, navnlig i detailbranchen, som i de seneste år har oplevet, at reglerne ofte er blevet ændret. Der er i løbet af det seneste år blevet indført lovgivning, som indeholder krav om en ekstra særlig tilladelse i forbindelse med ændringer af anvendelsen eller udformningen af detailforretningssteder. Reguleringen af erhverv er også fortsat restriktiv. Den manglende konkurrence i disse sektorer kan blive skadelig for innovation og effektivitet.

(22)

Bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning er vigtig for at gøre skattesystemet mere effektivt og retfærdigere. De afsmittende virkninger af skatteyderes aggressive skatteplanlægning mellem medlemsstater kræver en koordineret indsats fra nationalt politisk hold som supplement til EU-lovgivningen. Ungarn har truffet foranstaltninger mod aggressiv skatteplanlægning, men oplever relativt høj kapitaltilstrømning og -udstrømning via enheder med særligt formål, som kun har ringe eller slet ingen indvirkning på realøkonomien. Manglende tilbageholdelse af skat på udgående (dvs. fra personer bosiddende i Unionen til personer bosiddende i tredjelande) udbytte, renter og royalties, der betales af virksomheder, der er hjemmehørende i Ungarn, kan medføre, at disse betalinger helt undgår at blive beskattet, hvis de heller ikke beskattes i modtagerpartens jurisdiktion.

(23)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Ungarn at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(24)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Ungarns økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet konvergensprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Ungarn i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Ungarn, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(25)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået konvergensprogrammet for 2019, og dets holdning (12) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Ungarn i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre efterlevelse af Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at rette op på den væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning

2.   

fortsætte integrationen på arbejdsmarkedet af de mest sårbare grupper, navnlig gennem opkvalificering, og forbedre tilstrækkeligheden af den sociale bistand og arbejdsløshedsunderstøttelsen, forbedre resultaterne på uddannelsesområdet og øge deltagelsen af dårligt stillede grupper, navnlig romaer, i almen uddannelse af høj kvalitet, forbedre sundhedsresultaterne ved at støtte forebyggende sundhedsforanstaltninger og styrke den primære sundhedspleje

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod forskning og udvikling, lavemissionsenergi, transportinfrastruktur og affaldshåndtering og energi- og ressourceeffektivitet under hensyntagen til regionale forskelle, forbedre konkurrencen i forbindelse med offentlige udbud

4.   

styrke rammen til bekæmpelse af korruption, herunder ved at forbedre anklagemyndighedens indsats og adgangen til offentlige oplysninger, og styrke retsvæsenets uafhængighed, forbedre beslutningsprocessens kvalitet og gennemsigtighed gennem social dialog og engagement med andre interessenter samt regelmæssige og passende konsekvensanalyser, fortsætte med at forenkle skattesystemet og samtidig styrke dets modstandsdygtighed over for aggressiv skatteplanlægning, forbedre konkurrencen og den reguleringsmæssige forudsigelighed i servicesektoren.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 72.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(6)  Rådets henstilling af 22. juni 2018 med henblik på at korrigere den væsentlige konstaterede afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn (EUT C 223 af 27.6.2018, s. 1).

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(8)  Rådets afgørelse (EU) 2018/2028 af 4. december 2018 om konstatering af, at Ungarn ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 22. juni 2018 (EUT L 325 af 20.12.2018, s. 29).

(9)  Rådets henstilling af 4. december 2018 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn (EUT C 460 af 21.12.2018, s. 4).

(10)  Rådets afgørelse (EU) 2019/1003 af 14. juni 2019 om konstatering af, at Ungarn ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018 (EUT L 163 af 20.6.2019, s. 64).

(11)  Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn (EUT C 210 af 21.6.2019, s. 4).

(12)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/107


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Maltas nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Maltas stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/18)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Malta ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dato vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Malta har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union bør Malta sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 2 og 3 nedenfor. Navnlig vil en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod de specifikke områder og skattetiltag bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler investeringsstøtte og bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Malta offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Maltas fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Maltas fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Malta fremlagde den 16. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 30. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Malta er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventer regeringen en nedgang i overskuddet på den offentlige saldo fra 2 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 0,9 % af BNP i 2019 efterfulgt af en marginal stigning til 1,0 % af BNP i 2020 og yderligere til 1,1 % af BNP i 2021 og 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) er den mellemfristede budgetmålsætning — en strukturel ligevægt på budgettet — fortsat mere end nået i hele programperioden. Ifølge stabilitetsprogrammet ventes den offentlige gældskvote at forblive under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP og gradvist at falde fra 46 % af BNP i 2018 til omkring 33 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at udvise et overskud på 0,6 % af BNP i 2019 og 0,8 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Rådet er af den generelle opfattelse, at Malta ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020. Samtidig bør udviklingen i udgifterne følges nøje på kort og mellemlang sigt, navnlig i lyset af de risici indtægternes robusthed kan blive udsat for fremover.

(7)

Stigningen i de aldersrelaterede udgifter udgør en risiko for de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. De aldersrelaterede offentlige udgifter til pensions- og sundhedssystemerne forventes at stige betydeligt i forhold til andre medlemsstater, hvilket tyder på en risiko for stigende gæld på længere sigt. En række foranstaltninger har til formål at øge pensionernes tilstrækkelighed, bl.a. ved at styrke incitamenterne til private pensionsopsparinger og frivillige arbejdsmarkedsrelaterede pensioner. De igangværende bestræbelser har bidraget til at øge arbejdsudbuddet og forlænge arbejdslivet med en positiv indvirkning på beskæftigelsesfrekvensen for kvinder og ældre arbejdstagere. Regeringen foretog i 2018 justeringer for at medtage bidrag efter pensionsalderen og tillod selvstændige og deltidsarbejdende pensionister under 65 år at indbetale bidrag i forhold til deres indtjening og dermed fremme et længere arbejdsliv. Den lovbestemte pensionsalder, der gradvis stiger fra det nuværende niveau på 63 år, forventes dog at forblive uændret efter 2027 på 65 år til trods for en forventet yderligere vækst i den forventede levetid. Pensionsstrategigruppen, der blev nedsat i 2018, forventes at offentliggøre en rapport inden december 2020 med anbefalinger til, hvordan pensionssystemet kan gøres bedre og mere holdbart. På sundhedsområdet arbejdes der stadig på at decentralisere ydelser fra hospitalsvæsenet til primærsektoren og forbedre udbuddet af langtidsplejeydelser. De nuværende planer om at udvide kapaciteten af offentlig ambulant behandling kan bidrage til at nedbringe de lange ventetider for visse specialer. Der er dog andre foranstaltninger til begrænsning af unødvendige henvisninger til specialister og omdirigering af uhensigtsmæssig anvendelse af akut ambulant behandling, der endnu ikke blevet udnyttet fuldt ud, hvilket forhindrer forbedringer i systemets effektivitet. Der er iværksat et nyt koncept for sundhedscentre og investeringer med henblik på i højere grad at overgå til e-sundhed med det formål at decentralisere ydelser fra hospitaler til primærsektoren. For at dække den stigende efterspørgsel efter langtidspleje blev der i 2017-2018 indført nye former for sundhedspleje i nærmiljøet og hjemmepleje. På trods af disse tiltags potentiale har man dog endnu ikke konstateret nogen effekt på de offentlige finansers holdbarhed på pensionsområdet og sundhedsområdet.

(8)

I det seneste årti er Maltas servicesektor blevet markant større, navnlig på de internationale områder, f.eks. finansielle tjenesteydelser, turisme og onlinekasino. Den voksende servicesektor har bidraget til at fremme den økonomiske vækst og til at skabe et stort overskud på de løbende poster. Samtidig skaber den stigende afhængighed af sektorer, der betragtes som sårbare over for risici for den finansielle integritet, udfordringer for den forvaltningsmæssige ramme og lægger pres på tilsyns- og håndhævelseskapaciteten. Størrelsen af den finansielle sektor og spillesektoren samt indsatsen for at tiltrække kryptovalutaoperatører kræver effektiv bekæmpelse af hvidvask af penge. Det er positivt, at den finansielle efterretningsanalyseenhed for nylig har fået flere menneskelige og økonomiske ressourcer, samt at den har fået forbedret sine procedurer og processer. Forvaltningsmæssige mangler, navnlig i korruptionsbekæmpelsen, kan også skade erhvervsklimaet og påvirke investeringerne negativt. Særligt er der en risiko for interessekonflikt på forskellige forvaltningsniveauer. Ydermere er politienheden for økonomisk kriminalitet for øjeblikket underbemandet. I denne forbindelse er det vigtigt at kombinere en styrket lovgivningsmæssig ramme med rettidig og grundig gennemførelse. Forbedring af de forvaltningsmæssige rammer og sikring af en effektiv gennemførelse er helt centralt, for at Malta kan bevare sin tiltrækningskraft og beskytte økonomien mod omdømmemæssige risici.

(9)

I forsikringssektoren er der risiko for passivt tilsyn, hvor et samarbejde mellem nationale og eksterne tilsynsmyndigheder er afgørende. I modsætning til banksektoren er tilsynet med datterselskaber i forsikringssektoren underlagt hjemlandstilsyn, hvilket vil sige, at forsikringsselskaber, der er registreret i Malta og driver forretninger i andre lande, er under direkte tilsyn af den maltesiske tilsynsmyndighed. Tilsynskapaciteten er dog endnu ikke blevet styrket i tilstrækkelig grad. Desuden kræver kompleksiteten af forsikringsforretningsmodeller og -produkter kombineret med de specialiserede forsikringsselskabers øgede appetit på etablering og udvidelse, at der føres nøje tilsyn.

(10)

Der pågår reformer med henblik på at øge dommernes og retsvæsenets uafhængighed. Dette omfatter navnlig oprettelsen af en ny anklagemyndighed, der er uafhængig af statsadvokaten og politiet, som anbefalet af Europarådets Kommission for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen) i en udtalelse om Malta, der blev vedtaget i december 2018. Desuden er en styrket forvaltningsmæssig ramme, herunder effektiv retlig håndhævelse og korruptionsbekæmpelse, en forudsætning for at opnå det fulde udbytte af investeringerne.

(11)

Antallet af innovative virksomheder halter stadig bagefter. Forsknings- og innovationsresultaterne skal styrkes ved intelligent specialisering med henblik på at opnå produktivitetsvækst. Malta har endnu ikke udarbejdet en sammenhængende og langsigtet strategi for konkurrenceevnen for, hvordan den indenlandske økonomi kan flyttes op i værdikæden. Da Malta har specialiseret sig i hurtigt voksende tjenester og har et ønske om blockchainteknologi, er det helt afgørende at investere mere i administrations- og tilsynskapaciteten. Hvis Malta skal blive mere innovativ, vil det desuden kræve flere investeringer i immaterielle aktiver, herunder forskning og udvikling (FoU), håndtering af kvalifikationsunderskud og -mangler, samt at der skabes tættere bånd mellem videnskab og erhvervsliv, alt sammen inden for rammerne af en mere effektiv forvaltning af forsknings- og innovationssystemet.

(12)

Malta skal fremme overgangen til en mere holdbar og ressourceeffektiv økonomi, f.eks. ved at investere i det uudnyttede potentiale for energieffektivitet og vedvarende energi, vandforvaltningscyklussen, affaldshåndtering, håndtering af det stigende antal emissioner fra klimaanlæg, klimaindsats og bæredygtig mobilitet, herunder emissionsreduktion fra vejtransport. Da der er begrænsede transport- og pendleralternativer til bilkørsel og en høj koncentration af biler, er trafiktætheden en akilleshæl i Maltas erhvervsmiljø og udgør fortsat en stor udfordring. Desuden er drivhusgasemissionerne fra vejtransport steget i de seneste fem år. Andelen af vedvarende energikilder i energimikset er steget til 7,2 % i 2017, hvilket er lidt over det vejledende forløb for 2017/2018 på 6,5 %. Maltas samlede energiforbrug er imidlertid konstant stigende. Der er behov for yderligere investeringer på tværs af sektorer på kort sigt for at nå de nationale 2020-mål for vedvarende energi og energieffektivitet. Der bør foretages investeringer eller gennemføres støtteforanstaltninger inden for FoU for at udvikle nye/forbedrede teknologier til håndtering af miljø- og klimaændringerne. De miljømæssige og sociale omkostninger ved opsvinget i byggebranchen skal nøje overvåges. Principperne for den cirkulære økonomi bør anvendes ved bortskaffelse af byggeaffald for at begrænse indvirkningen på miljøet. Opmærksomheden henledes på de økonomiske og sociale konsekvenser af de stigende boligudgifter.

(13)

Beskæftigelsesfrekvensen i Malta, som nu ligger over EU-gennemsnittet, er stadig stigende. Personer med handicap udgør i den forbindelse en skjult ressource. Den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvensen er fortsat den største i Unionen, og kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet falder fra 40-årsalderen, overvejende af familiehensyn. Mere arbejdsmarkedsstøtte til arbejdsløse plejere i den uformelle sektor ville kunne rette op på denne skævhed. Den stigende afhængighed af udenlandsk arbejdskraft på grund af mangel på arbejdskraft og kvalifikationer skaber sociale problemer og er uholdbar. De politiske initiativer på områderne arbejdsmarked, færdigheder og social inklusion kunne med fordel overvåges og evalueres bedre.

(14)

Malta investerer relativt store beløb i uddannelse, men trods øget deltagelse og målopfyldelse afspejles dette endnu ikke i bedre resultater for alle. I investeringsstrategien kunne der med fordel være mere fokus på at rette op på de sociale skævheder for at overholde princippet i den europæiske søjle for sociale rettigheder om inklusiv uddannelse af høj kvalitet. De seneste ti års foranstaltninger har resulteret i et fald i antallet af unge, der går tidligt ud af skolen, men denne andel er fortsat blandt de højeste i Unionen. De seneste foranstaltninger har også til formål at få flere unge gennem de videregående uddannelser, men målopfyldelsen på dette niveau ligger fortsat under EU-gennemsnittet og medfører problemer i form af manglende kompetencer. Deltagelsesprocenten i voksenuddannelse er stigende, men er stadig lav for lavtuddannede og inaktive.

(15)

Bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning er vigtig for at gøre skattesystemet mere effektivt og retfærdigere, således som det blev erkendt i henstillingen vedrørende euroområdet for 2019. De afsmittende virkninger af skatteyderes aggressive skatteplanlægning mellem medlemsstater kræver en koordineret indsats fra nationalt politisk hold som supplement til EU-lovgivningen. Malta har truffet foranstaltninger mod aggressiv skatteplanlægning, men de meget store royalties og udbytter som en procent af BNP viser, at Maltas skatteregler kan udnyttes af virksomheder, der beskæftiger sig med aggressiv skatteplanlægning. Da Malta ikke opkræver skat af udgående (dvs. fra personer med hjemsted i Unionen til personer med hjemsted i tredjelande) udbytte, renter eller royalties, som foretages af selskaber baseret i Malta, risikerer disse betalinger at blive fuldstændig fritaget for skat, hvis de heller ikke pålægges skat i modtagerlandet. Skønt Maltas NID-regler (»Notional Interest Deduction«) vil medføre færre skattefordele ved gældsfinansiering, kan reglerne i ordningen til bekæmpelse af misbrug kombineret med en fordelagtig rente og en aktiebaseret ordning retfærdiggøre en nøje overvågning for at forhindre ethvert misbrug med henblik på aggressiv skatteplanlægning. Selv om Maltas individuelle investorprogram og Maltas opholds- og visumprogram ikke automatisk giver skattemæssigt hjemsted i Malta, kan en indtægt, hvis visse krav er opfyldt, være fritaget i henhold til »non-dom«-ordningen, hvis indtægten ikke overføres til Malta, uden at der stilles væsentlige krav om fysisk tilstedeværelse. Ordningerne kan fremme aggressiv skatteplanlægning og er opført på OECD's liste over ordninger, der potentielt kan indebære en høj risiko for at blive misbrugt til at omgå den automatiske udveksling af oplysninger om finansielle konti.

(16)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Malta at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer.

(17)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Maltas økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Malta i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Malta, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(18)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Maltas stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (7), at Malta forventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

HENSTILLER, at Malta i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre sundheds- og pensionssystemets finanspolitiske holdbarhed, bl.a. ved at begrænse den lovbestemte tidlige tilbagetrækningsalder på baggrund af den forventede stigning i den forventede levetid

2.   

gøre noget ved de dele af skattesystemet, der kan fremme enkeltpersoners og multinationale virksomheders aggressive skatteplanlægning, navnlig ved hjælp af udgående betalinger, styrke den overordnede forvaltningsmæssige ramme, herunder ved at fortsætte bestræbelserne på at opdage og retsforfølge korruption, fortsætte det fremskridt, der er gjort med hensyn til at styrke reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge, især hvad angår håndhævelse, styrke retsvæsenets uafhængighed, navnlig sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med udnævnelser og afskedigelser af ansatte i retsvæsenet, og oprette en særskilt anklagemyndighed

3.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod forskning og innovation, forvaltning af naturressourcer, ressource- og energieffektivitet, bæredygtig transport, der mindsker trafiktætheden, og uddannelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 76.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/112


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Nederlandenes nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Nederlandenes stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/19)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Nederlandene blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dato vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Nederlandene har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Nederlandene sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 og 3 nedenfor. Navnlig vil investeringsforanstaltninger og foranstaltninger, der støtter lønvækst, bidrage til efterlevelse af den første henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til genoprettelse af balancen i euroområdet, skatteforanstaltninger vil bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning, og mindskelse af husholdningernes fordele ved gældsfinansiering vil bidrage til efterlevelse af den fjerde henstilling vedrørende euroområdet med hensyn til at mindske de skattemæssige fordele ved gældsfinansiering.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Nederlandene offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Nederlandenes fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Nederlandenes fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderer af sin analyse, at Nederlandene er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Navnlig den store private gæld og det store overskud på betalingsbalancens løbende poster udgør ubalancer med betydning ud over landegrænserne. Den private gældskvote har, understøttet af den økonomiske vækst, fortsat sin nedadgående tendens for både virksomheders og husholdningers gæld, om end den stadig er høj. Den nominelle husholdningsgæld er ikke desto mindre langsomt voksende som følge af stigende boligpriser.

(4)

Nederlandene fremlagde den 29. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Nederlandene er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventer regeringen et fald i det offentlige overskud fra 1,5 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 0,0 % af BNP i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) er den mellemfristede budgetmålsætning — et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP — fortsat mere end nået i hele programperioden. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde fra 52,4 % af BNP i 2018 til 44,6 % af BNP i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at falde fra et overskud på 0,8 % af BNP i 2018 til 0,7 % af BNP i 2019 og 0,2 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Den offentlige bruttogæld forventes at fortsætte sin nedadgående tendens. Rådet er af den generelle opfattelse, at Nederlandene ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020. Samtidig vil det under hensyntagen til den mellemfristede budgetmålsætning være vigtigt at benytte finans- og strukturpolitikken til at støtte en positiv udvikling i investeringerne.

(7)

Som følge af den forventede stigning i de offentlige udgifter til langtidspleje er der en mellemhøj risiko for den finanspolitiske holdbarhed på lang sigt. I 2015 overførte regeringen en stor del af langtidsplejesystemet til kommunerne for at forbedre dets effektivitet og sænke de offentlige udgifter. Denne reforms indvirkning på den finanspolitiske holdbarhed skal overvåges.

(8)

Fra og med november 2018 er midlerne i indskudsgarantifonden, en uafhængig juridisk enhed, blevet overført fra en særskilt konto i den nederlandske centralbank til en konto hos finansministeriet. Den nederlandske indskudsgarantifond fik tilført midler gradvist og var indtil da nået op på ca. 1 mia. EUR, hvortil yderligere 4 mia. EUR skulle indbetales af bankerne frem til 2024; disse midler skulle i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (7) (direktivet om indskudsgarantiordninger) have været investeret i en diversificeret portefølje af aktiver med lav risiko. Overførslen af fondens midler reducerer bruttogælden, men har ingen indvirkning på det offentlige underskud. Efter denne overførsel vil finansministeriet kunne anvende midlerne til finansiering af offentlige udgifter, men hvis fonden i overensstemmelse med sit juridiske mandat skal foretage udbetalinger til indskydere eller finansiere interventioner, der kan have konsekvenser for den finansielle stabilitet, skal finansministeriet stille midlerne til rådighed.

(9)

De nederlandske husholdninger har store illikvide aktiver i form af boliger og pensioner og samtidig en høj gæld. Husholdningernes såkaldte lange balancer gør dem sårbare over for finansielle og økonomiske chok. Husholdningernes høje gæld kan forklares af det gavmilde skattefradrag for renter på realkreditlån, men også af fraværet af et velfungerende midtersegment på lejeboligmarkedet og de store tvungne pensionsopsparinger. En nøgleudfordring hvad angår husholdningernes høje gældsætning er boligmarkedet, hvor de stivheder og forvridende incitamenter, der er blevet opbygget gennem årtier, præger mønstrene for boligfinansiering og opsparing. Siden 2012 er der gennemført en række foranstaltninger, der delvis afhjælper disse problemer. Den bebudede fremskyndelse af nedsættelsen af rentefradrag i forbindelse med realkreditlån er blevet vedtaget ved lov og starter i 2020. På trods af dette er skattefradraget for realkreditlån stadig generøst og giver fortsat husholdningerne betydelige fordele ved gældsfinansiering. Samtidig er det private lejemarked, som er det eneste ikkesubsidierede segment, stadig underudviklet og udgør kun 13 % af det samlede antal boliger. Da der ikke findes et velfungerende midtersegment på lejeboligmarkedet, tilskyndes husholdningerne imidlertid til at købe snarere end at leje, hvilket fører til en stor gæld i forhold til indkomsten og økonomisk sårbarhed.

(10)

Pensionssystemet er velfungerende med hensyn til pensionernes tilstrækkelighed og den finanspolitiske holdbarhed, men der er ulemper ved systemet hvad angår retfærdighed mellem generationerne, gennemsigtighed med hensyn til pensionsrettigheder samt fleksibilitet. Endvidere er bidragene til arbejdsmarkedsrelateret pension høje, og de varierer, alt efter hvilke resultater pensionsfondene opnår. Dette kan have en procyklisk effekt på husholdningernes udgifter til forbrug. En reform af pensionssystemet vil kunne føre til lavere obligatoriske pensionsbidrag og et mere stabilt forbrug (eller en udjævning af samme) i løbet af livet. Regeringen har til hensigt at foretage en gennemgribende reform af pensionssystemets anden søjle for at forbedre dækningen og skabe en mere gennemsigtig, fleksibel og aktuarmæssigt retfærdig ordning. En samtidig reform af boligmarkedets institutioner og pensionssystemet vil kunne nedbringe husholdningernes lange balancer og gøre husholdningerne mindre sårbare over for finansielle og økonomiske chok, hvilket igen har en gunstig indvirkning på den makroøkonomiske modstandsdygtighed og den økonomiske vækst.

(11)

Trods lav arbejdsløshed, mange ledige stillinger og den voksende mangel på arbejdskraft har væksten i de nominelle lønninger hidtil været moderat (1,1 % i 2017 og 2,4 % i 2018). De overenskomstmæssige lønninger steg i gennemsnit med 2,1 % i 2018, mens lønningerne i den offentlige sektor steg hurtigere (med 3 % i anden halvdel af 2018). Desuden blev der indgået lønaftaler, som førte til en nominel stigning på 7 % i løbet af to år for alle tjenestemænd i centraladministrationen. Der er stillet yderligere midler til rådighed til at øge lønningerne til folkeskolelærere. Derudover har regeringen iværksat flere finanspolitiske foranstaltninger, der mindsker skatten på arbejde og har til formål at øge husholdningernes disponible indkomst for personer, der arbejder. En yderligere stigning i husholdningernes disponible indkomst ved at forbedre betingelserne for at fremme lønvæksten samt en reform af pensionssystemets anden søjle for at gøre den mere gennemsigtig, mere retfærdig på tværs af generationerne og mindre følsom over for økonomiske udsving vil stimulere den indenlandske efterspørgsel og bidrage til at genoprette balancen i euroområdet.

(12)

Bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning er vigtig for at gøre skattesystemet mere effektivt og retfærdigt, således som det blev erkendt i henstillingen vedrørende euroområdet for 2019. De afsmittende virkninger af skatteyderes aggressive skatteplanlægning mellem medlemsstater kræver en koordineret indsats fra nationalt politisk hold som supplement til EU-lovgivningen. Nederlandene har truffet foranstaltninger mod aggressiv skatteplanlægning, men de meget store udbytte-, royalty- og rentebetalinger, der foretages via Nederlandene, tyder på, at landets skatteregler udnyttes af virksomheder, der beskæftiger sig med aggressiv skatteplanlægning. En stor del af de udenlandske direkte investeringer varetages af special purpose-enheder (SPE'er). Da der ikke opkræves kildeskat på udgående (dvs. fra personer med hjemsted i Unionen til personer med hjemsted i tredjelande) royalty- og rentebetalinger, kan det føre til, at disse betalinger helt friholdes for beskatning, hvis de heller ikke pålægges skat i modtagerlandet. Bebudelsen af reformdagsordenen på skatteområdet, herunder kildeskat på royalty- og rentebetalinger i tilfælde af misbrug eller betalinger til lavbeskatningslande, er et positivt skridt med hensyn til at mindske aggressiv skatteplanlægning og bør overvåges nøje.

(13)

De seneste års vækst i beskæftigelsen kan hovedsagelig tilskrives midlertidig beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse, selv om væksten i beskæftigelse for arbejdstagere med tidsubegrænsede kontrakter på det seneste har været højere end væksten i beskæftigelsen for arbejdstagere med midlertidig ansættelse. Ikke desto mindre er andelen af fleksibel beskæftigelse fortsat høj og udgør en betydelig del af arbejdsmarkedet. Den høje andel af tidsbegrænsede kontrakter og den hurtige stigning i antallet af selvstændige uden ansatte bemærkes i forbindelse med de store forskelle i de gældende arbejdsmarkedsregler, beskyttelse af arbejdstagere samt forskelle i skatte- og socialsikringslovgivning. Der er vedtaget en pakke af foranstaltninger (lov om et arbejdsmarked i balance — »Wet arbeidsmarkt in balans«) for at gøre det lettere at hyre fastansat arbejdskraft og for at gøre fleksible kontrakter mindre fleksible. Gennemførelsen af disse foranstaltninger (som efter planen skal træde i kraft i 2020) bør overvåges nøje. Desuden er der bebudet foranstaltninger, der skal lette arbejdsgivernes forpligtelse til i tilfælde af sygdom fortsat at udbetale løn i to år. Der er imidlertid ikke hidtil blevet vedtaget andre konkrete foranstaltninger. Derfor giver nogle af disse institutionelle faktorer stadig arbejdstagerne økonomiske incitamenter til at begynde at arbejde som selvstændige eller foretrække en status som selvstændige uden ansatte. Selvstændige har oftere utilstrækkelige invaliditets-, arbejdsløsheds- og aldersforsikringer, hvilket kan påvirke holdbarheden af det sociale sikringssystem på lang sigt. Endvidere er håndhævelsen af foranstaltninger til at bekæmpe proformaselvstændighed blevet suspenderet indtil 2020.

(14)

Selv om arbejdsmarkedet samlet set klarer sig godt, er fremme af lige muligheder med hensyn til beskæftigelse og aktiv inklusion fortsat en vigtig udfordring, navnlig for personer med indvandrerbaggrund, personer i udkanten af arbejdsmarkedet og ikkeerhvervsaktive personer. Dertil kommer, at der stadig er et uudnyttet arbejdskraftpotentiale, navnlig blandt det store antal deltidsbeskæftigede kvinder.

(15)

Tekniske og digitale færdigheder og kvalificerede fagfolk er af afgørende betydning for den nederlandske økonomis innovationskapacitet og for produktivitetsvæksten. Der er behov for yderligere investeringer i uddannelse, herunder uddannelse i digitale færdigheder, samt for at fremme fleksible muligheder for opkvalificering og omskoling. For at forbedre samfundets innovationskapacitet skal der også investeres i uddannelse inden for naturvidenskab, teknologi, teknik og matematik. Det er desuden af afgørende betydning, at der investeres mere i færdigheder, uddannelse og erhvervsuddannelse for at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet og beskæftigelsesegnetheden for personer i udkanten af arbejdsmarkedet, samtidig med at lige muligheder og aktiv inklusion fremmes.

(16)

Forsknings- og udviklingsintensiteten er i Nederlandene steget til over 2 %, men den ligger stadig et godt stykke under det nationale mål på 2,5 % og niveauet i de lande, der går forrest. Hvad angår arbejdsproduktivitet er Nederlandene i mange sektorer et af de lande, der har de bedste resultater. En fortsat produktivitetsvækst er derfor stærkt afhængig af innovation. Yderligere investeringer i forskning og udvikling samt innovation, navnlig i den private sektor, vil støtte dette.

(17)

Energiomstillingen og reduktionen af drivhusgasemissioner kræver betydelige investeringer for at sikre en mere bæredygtig og ressourceeffektiv økonomisk udvikling. Nederlandene vil sandsynligvis overgå sine 2020-mål for reduktion af drivhusgasemissioner, men det vil kræve yderligere foranstaltninger at nå 2030-målene. Nederlandene vil ikke uden yderligere foranstaltninger kunne nå 2020-målene for primærenergieffektivitet og vedvarende energi. Takket være investeringer i havvindmølleparker forventes Nederlandene imidlertid at nå sit 2023-mål for vedvarende energi, som er fastlagt i den nederlandske energiaftale. Regeringen har til hensigt inden udgangen af 2019 at vedtage en national energi- og klimaplan, som vil give et overblik over landets investeringsbehov indtil 2030 for de forskellige dimensioner af energiunionen, herunder vedvarende energi, energieffektivitet, forsyningssikkerhed samt reduktion af og tilpasning til klimaændringer.

(18)

Trafiktrængsel er fortsat en udfordring i Nederlandene, som er et tætbefolket land med en god infrastruktur, der samtidig har en vigtig rolle inden for EU-logistik med Unionens største havn i Rotterdam og en af de største lufthavne i Schiphol. Problemet er takket være yderligere infrastrukturarbejder blevet mindsket, men de sociale omkostninger er stadig høje, og der går mange timer til spilde i trafikkøer.

(19)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de behov, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Nederlandene at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer.

(20)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Nederlandenes økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Nederlandene i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Nederlandene, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(21)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Nederlandenes stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (8), at Nederlandene ventes at overholde stabilitets- og vækstpagten.

(22)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 og 3 nedenfor. Disse henstillinger bidrager også til efterlevelsen af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019, navnlig den første og fjerde henstilling vedrørende euroområdet. Den i henstilling 3 omhandlede finanspolitik bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til overskuddet på betalingsbalancens løbende poster,

HENSTILLER, at Nederlandene i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

mindske fordelene ved gældsfinansiering for husholdninger og fjerne forvridningerne på boligmarkedet, herunder ved at fremme udviklingen af den private udlejningssektor; sikre, at pensionssystemets anden søjle er mere gennemsigtig, mere retfærdig på tværs af generationerne og mindre følsom over for økonomiske udsving; gennemføre politikker med henblik på at øge husholdningernes disponible indkomst, herunder ved at forbedre betingelserne for at fremme lønvæksten, idet der tages hensyn til den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller; tage fat på elementer i skattesystemet, der kan lette aggressiv skatteplanlægning, navnlig ved hjælp af udgående betalinger, især ved at gennemføre de bebudede foranstaltninger

2.   

mindske incitamenterne for selvstændige uden ansatte, og samtidig fremme en passende social beskyttelse for selvstændige og bekæmpe proformaselvstændighed; styrke livslang læring og opkvalificering, navnlig for personer i udkanten af arbejdsmarkedet og ikkeerhvervsaktive personer

3.   

under hensyntagen til den mellemfristede budgetmålsætning benytte finans- og strukturpolitikken til at støtte en positiv udvikling i investeringerne; målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod forskning og udvikling, navnlig i den private sektor, mod vedvarende energi, energieffektivitet og strategier til reduktion af drivhusgasemissioner samt mod afhjælpning af transportflaskehalse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 80.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149).

(8)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/117


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Østrigs nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Østrigs stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/20)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. I forbindelse med undersøgelsen blev der taget behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Østrig ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Østrig har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Østrig sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 3 nedenfor. Navnlig vil en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod de specifikke områder bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler investeringsstøtte, og henstillingen om at flytte skatten væk fra arbejde efterlever den tredje henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler arbejdsmarkedets funktion.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Østrig offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Østrigs fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Østrigs fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Østrig fremlagde den 24. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for perioden 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Østrig er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. I sit stabilitetsprogram for 2019 forventer regeringen en forbedring af den samlede saldo fra et overskud på 0,1 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til et overskud på 0,3 % af BNP i 2019, hvilket gradvis vil mindskes til et budget i balance i 2023. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (6) er den mellemfristede budgetmålsætning om et strukturelt underskud på 0,5 % af BNP fortsat mere end opfyldt i hele programperioden. Ifølge stabilitetsprogrammet ventes den offentlige gældskvote at falde gradvist fra 73,8 % af BNP i 2018 til 59,8 % i 2023. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er positivt. De risici, der er knyttet til den mellemfristede budgetplanlægning, forekommer moderate og vedrører hovedsagelig den annoncerede gennemførelse af omkostningsbesparelser i den offentlige forvaltning, som skal anvendes til at finansiere den planlagte reform af den personlige indkomstskat og selskabskatten.

(7)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet til Østrig at opfylde sin mellemfristede budgetmålsætning i 2019 under hensyntagen til de midlertidige afvigelser, der er tilladt i forbindelse med usædvanlige begivenheder. Dette svarer til en nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter (7) på højst 2,9 %, hvilket svarer til en forbedring af den strukturelle saldo på 0,3 % af BNP. På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 forventes den strukturelle saldo at blive forbedret fra -0,1 % af BNP i 2019 til 0,0 % af BNP i 2020, hvilket er over den mellemfristede budgetmålsætning. Østrig forventes at overholde gældskriteriet i 2019 og 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at Østrig ventes at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i 2019 og 2020.

(8)

På lang sigt er der mellemstore risici for Østrigs finanspolitiske holdbarhed. Disse risici skyldes den forventede stigning i de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet, langtidspleje og pensioner. Mens dækningen med sundhedstjenester generelt er høj i Østrig, forventes de offentlige sundhedsudgifter at stige med 1,3 procentpoint til 8,3 % af BNP i 2070 og dermed mere end EU-gennemsnittet på 0,9 procentpoint. De offentlige udgifter til langtidspleje forventes at blive fordoblet fra 1,9 % til 3,8 % af BNP i 2070. Med indførelsen af udgiftslofter gennem loven om finansiel udligning fra 2017 og reformen til styrkelse af den primære sundhedspleje, som havde til formål at mindske den overdrevne afhængighed af hospitalssektoren, er man begyndt at gøre noget ved spørgsmålet om bæredygtighed. Den nyligt vedtagne lov om en socialsikringsordning kan medføre besparelser i forvaltningen og de administrative udgifter, men vil være forbundet med startomkostninger. Mere effektive offentlige udbud (f.eks. EU-udbud, anvendelse af andre tildelingskriterier end pris og samling af udbud på tværs af regioner) og en mere udbredt anvendelse af e-sundhedsløsninger vil bidrage til at forbedre kvaliteten og omkostningseffektiviteten yderligere. Hvad angår langtidspleje forventes nye politiske foranstaltninger —såsom beslutningen om at afskaffe patienternes forpligtelse til at anvende deres egne private aktiver til at finansiere langtidspleje i forbindelse med indlæggelse — at øge snarere end begrænse udgifterne.

(9)

Pensionsudgifterne vil toppe i 2036 med et niveau, der ligger 1,2 procentpoint af BNP over referencepunktet for 2016. Tidligere reformer har med succes skabt incitamenter til at gå senere på pension (den faktiske alder for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet steg mellem 2014 og 2017 med ca. 1,5 år for mænd og 1 år for kvinder). Det er dog fortsat en udfordring at få lukket hullet mellem den lovpligtige og den faktiske tilbagetrækningsalder, og længere arbejdsliv bør fremmes. Derudover vil en justering af minimumsalderen for både tidlig og lovbestemt pensionering bidrage til at forbedre den langsigtede holdbarhed mere effektivt i en situation med et aldrende samfund. Indføring af en automatisk forbindelse mellem den lovbestemte tilbagetrækningsalder og stigningen i den forventede levetid kan i fremtiden nedbringe de offentlige udgifter til pension. En sådan reduktion forventes at svare til 2,4 procentpoint af BNP i perioden 2016-2070 og vil således opveje den stigning, som ville være resultatet af en uændret politik.

(10)

Østrigs finanspolitiske føderalisme fører til et betydeligt misforhold mellem ansvaret for indtægtstilvejebringelse og ansvaret for udgifter på subnationalt plan. Subnationale budgetter finansieres gennem et komplekst system for deling af skatteindtægter og mellemstatslige overførsler i stedet for at forlade sig på skatteautonomi. Dette hæmmer både den finanspolitiske gennemsigtighed og den politiske ansvarlighed og giver kun begrænsede incitamenter til at anvende de offentlige midler på en effektiv måde. Loven om mellemstatslige finanspolitiske forbindelser fra 2017 har medført en række ændringer med det formål at strømline de finanspolitiske forbindelser mellem de forskellige forvaltningsniveauer. Ændringerne omfatter forenkling af fordelingen af fælles skatter, tildeling af en egen indtægtskilde til delstaterne og enighed om yderligere reformer med henblik på en mere gennemsigtig fordeling af lovgivende og udøvende ansvar mellem forvaltningsniveauerne. Hvad det sidstnævnte angår, er pakken med henblik på fordeling af kompetencer mellem stat og delstater, den såkaldte Kompetenzbereinigungspaket, et første skridt i retning af en fordeling af ansvaret, idet den omfordeler fælles politiske områder til enten (udelukkende) forbundsstatsniveau eller delstatsniveau og mindsker de gensidige godkendelsesbeføjelser. Loven påvirker dog kun et begrænset antal politikområder.

(11)

Skattestrukturen i Østrig er kendetegnet ved et højt skattetryk på arbejde (lønskat og lovpligtige sociale bidrag). Dette skattetryk forventes at stige over tid, så længe skatteskalaen ikke indeksreguleres. Skatten på arbejde udgjorde i 2017 55,3 % af skatteindtægterne, hvilket er blandt de højeste i Unionen (gennemsnit: 49,7 %). Nylige reformer, der omfatter mindskelse af lovpligtige sociale bidrag for lavtlønnede og arbejdsgivere samt skattelettelser for erhvervsaktive forældre under den nye Family Bonus plus-ordning, har været med til at mindske skattekilen på arbejde. Der er stadig muligheder for at omlægge skattemikset til kilder, som understøtter mere inklusiv og bæredygtig vækst. Navnlig løbende ejendomsskatter anses som forholdsvis vækstfremmende og progressive, fordi højtlønnede forventes at have større boligformuer. Men på grund af et i stor udstrækning forældet skattegrundlag er indtægterne fra løbende ejendomsskatter i Østrig fortsat lave og ligger væsentligt under EU-gennemsnittet. En revurdering af skattegrundlaget vil bidrage til at generere flere indtægter og gøre noget ved spørgsmål om rimelighed, som opstår, når værdien af jord/fast ejendom afkobles fra markedspriserne. Effektive og veludformede formuerelaterede skatter kan også gøre skattesystemet mere retfærdigt, navnlig på baggrund af Østrigs markante formueulighed og fraværet af skat på arv og gaver. Endelig bidrager miljøafgifter til at internalisere de negative eksterne virkninger af ressourceforbrug og forurenende aktiviteter med forbindelse til sundhed og klima. På denne baggrund bør den fordelagtige skattemæssige behandling, som sådanne aktiviteter på nuværende tidspunkt nyder godt af, revurderes.

(12)

Arbejdsmarkedet er i bedring. Underudnyttelsen af potentialet i de menneskelige ressourcer hæmmer dog produktiviteten og den langsigtede vækst, og der er navnlig behov for ændringer for kvinder, lavtuddannede arbejdstagere, ældre arbejdstagere og personer med indvandrerbaggrund. På trods af en samlet set høj beskæftigelsesfrekvens for kvinder (71,7 % i Østrig sammenholdt med 67,4 % i hele Unionen i 2018) er antallet af kvinder i fuldtidsbeskæftigelse fortsat temmelig lavt. Andelen af kvinder i deltidsbeskæftigelse ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet (47,6 % i Østrig sammenholdt med 30,8 % i hele Unionen i 2018) og skyldes hovedsagelig utilstrækkelige børnepasningsfaciliteter og en høj andel af kvinder, der udfører ulønnede omsorgsopgaver. Den nuværende udformning af børnepasningstilbud og barsel bidrager ikke i tilstrækkelig grad til at skabe lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Yderligere investeringer i økonomisk overkommelige fuldtidsbørnepasningsordninger og heldagsskoler vil gøre det muligt for flere kvinder at arbejde på fuld tid, medføre en bedre udnyttelse af kvinders potentiale på arbejdsmarkedet og forbedre produktiviteten og den langsigtede inklusive vækst. Antallet af kvinder på deltid forklarer også en væsentlig del af den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel, som stadig ligger væsentligt over EU-gennemsnittet (19,9 % i Østrig sammenholdt med 16,0 % i hele Unionen i 2017). Andre centrale årsager til denne forskel er kvinders overrepræsentation i lavtlønssektorerne, forskelle med hensyn til valg af uddannelse, kvinders underrepræsentation i ledende stillinger og karriereafbrydelser. Samlet set er den betydelige kønsbestemte forskel med hensyn til pensionsindkomst (40,5 % for Østrig sammenholdt med 35,2 % for hele Unionen i 2017) hovedsagligt en konsekvens af disse kønsspecifikke indkomstuligheder, der skabes i løbet af arbejdslivet. Derudover er personer på kanten af arbejdsmarkedet, hvoraf de fleste er kvinder, ikke omfattet af arbejdsløshedsunderstøttelsesordninger. Den høje arbejdsløshed blandt lavtuddannede peger i retning af et underudnyttet arbejdsmarkedspotentiale. Mere end 44 % af alle arbejdsløse har kun afsluttet grundskolen (op til folkeskoleniveauet »Pflichtschule«). Aktive arbejdsmarkedspolitikker, der tilskynder flere mennesker til at arbejde eller søge efter et job, herunder muligheder for livslang læring, er fortsat af afgørende betydning for udnyttelsen af arbejdskraftpotentialet hos arbejdstagere med indvandrerbaggrund og lavtuddannede voksne. Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i beslutningsprocessen vedrørende disse politikker er blevet anfægtet på trods af, at den traditionelt har været stærk.

(13)

Mangel på faglært arbejdskraft peger i retning af et behov for at investere mere i almen og faglig uddannelse. Læringsresultaterne for dårligt stillede elever er ikke blevet bedre. Der er fortsat meget stor forskel på resultaterne for elever med og uden indvandrerbaggrund. Nationale test i 2016 viste, at det grundlæggende færdighedsniveau udgør en udfordring, idet ca. en fjerdedel af eleverne på 8. klassetrin ikke eller kun delvis opfylder det fastsatte niveau i tysk. Resultaterne for personer, der kommer med en svag socioøkonomisk baggrund og/eller indvandrerbaggrund, er stort set ikke blevet bedre i de nationale test. Nye internationale test bekræftede også, at elever med en dårlig socioøkonomisk baggrund eller indvandrerbaggrund kommer stadig længere bagud. I programmet for international elevevaluering klarer elever, der er født i Østrig, sig så meget bedre end førstegenerationsindvandrere, at det svarer til næsten tre års skolegang. Nylige uddannelsesreformer undergraver delvist tidligere reformbestræbelser og er ikke i overensstemmelse med bedste praksis i Unionen og OECD. På denne baggrund er udbredelsen af heldagsskole gået ned i tempo, og inddelingen af elever i skolerne intensiveres. Der er behov for investeringer for at gøre noget ved de ulige uddannelsesresultater, som skyldes socioøkonomisk baggrund eller indvandrerbaggrund. Selv om Østrigs resultater ligger over gennemsnittet i Unionen med hensyn til borgernes digitale færdigheder, sakker landet bagud i forhold til de førende lande. Der er stigende mangel på kvalificerede IT-medarbejdere i økonomien, fordi den øgede efterspørgsel ikke dækkes af et tilstrækkeligt udbud af IT-uddannede.

(14)

Østrig er et land, der investerer kraftigt i forskning og udvikling og har ambitiøse nationale mål. De videnskabelige og innovationsmæssige resultater er dog ikke på niveau med de lande i Unionen, der er førende på innovationsområdet (8). Øgede investeringer i forskning og udvikling omsættes ikke fuldt ud til innovationsresultater og produktivitetsvækst. Østrig klarer sig navnlig dårligt med hensyn til beskæftigelsen i hurtigtvoksende innovative virksomheder. Investeringer i forskning og udvikling ville være mere effektive, hvis de blev omsat fuldt ud til videnskabelig topkvalitet og banebrydende innovation. For at opnå dette bør der skabes flere og bedre forbindelser mellem videnskaben og erhvervslivet, og der bør tilskyndes til samarbejde om prioriteter for intelligent specialisering mellem forskellige regioner og med andre lande. Derudover kan yderligere investeringer skabe store produktivitetsgevinster og innovationsresultater, herunder inden for miljøinnovation, små og mellemstore virksomheders (SMV'ers) innovationskapacitet og komplementære immaterielle aktiver.

(15)

Selv om Østrig klarer sig bedre end EU-gennemsnittet med hensyn til de overordnede fremskridt med digitalisering, når landet ikke op på niveauet for Unionens »førende innovationslande«. Dette vedrører anvendelsen af digitale teknologier, men også udviklingen af dem. Østrigs informations- og teknologisektor er forholdsvis lille og har ikke oplevet den samme vækst som lignende sektorer i de »førende innovationslande«. Derudover mangler landdistrikterne højhastighedsforbindelser, hvilket øger kløften mellem regionerne med hensyn til digitalisering og innovationskapacitet. Der er også fortsat væsentlige kløfter med hensyn til digital infrastruktur i skoler, eksempelvis hvad angår wi-fi-dækning. Østrig har indført en række finansieringsprogrammer for at forbedre højhastighedsinternetforbindelserne i landet. En relancering af Østrigs samlede digitaliseringsstrategi giver mulighed for at vedtage mål og indikatorer og for at overvåge fremskridtene med de nødvendige offentlige og private investeringer i digitalisering.

(16)

En forbedring af energieffektiviteten og en forøgelse af den andel af energiforbruget, som dækkes af vedvarende energiressourcer, vil styrke Østrigs potentiale for bæredygtig vækst og bidrage til at opfylde landets klima- og energimål for 2030. Det vil dog kræve ekstra bestræbelser at nå disse mål. Desuden ligger de offentlige investeringer i forskning og udvikling inden for miljø- og energiområdet under EU-gennemsnittet. En forbedring af energieffektiviteten og øget anvendelse af vedvarende energi i SMV'er vil bidrage til at mindske energiforbruget. Investeringer i renovering af bygninger, elproduktion fra vedvarende energikilder og bæredygtig mobilitet kan give et betydeligt løft til den østrigske økonomi. En overgang i retning af en cirkulær økonomi kræver en overordnet strategi og øgede investeringer fra virksomhederne.

(17)

På trods af en nylig stigning, som er forbundet med det fordelagtige økonomiske klima, har Østrig endnu ikke formået at genskabe væksten i den samlede faktorproduktivitet og bevæge sig ud af den årtilange stagnation, som har kendetegnet denne vigtige drivkraft for økonomisk vækst og konkurrenceevne. Løftestænger for produktivitetsvækst vedrører digitalisering af virksomhederne, virksomhedsvækst og konkurrence inden for tjenesteydelser. Selv om de større virksomheder i Østrig indfører digitale teknologier og forretningsmodeller i et godt tempo, sakker de mindre virksomheder bagud. Digitalisering af mindre virksomheder, herunder mikrovirksomheder, er særlig vigtig, fordi de udgør rygraden i den østrigske økonomi. Den betydelige anvendelse af programmet »KMU Digital« viser, at der er efterspørgsel efter og interesse i at modtage rådgivning vedrørende digitalisering blandt SMV'er. En forlængelse og udvidelse af dette program vil være et positivt skridt, og det samme gælder for yderligere politisk fokus på digitalisering af virksomheder i Østrigs samlede digitaliseringsstrategi.

(18)

Der er fortsat strukturelle udfordringer i forbindelse med opstart og opskalering af virksomheder i Østrig, navnlig meget innovative virksomheder. Østrig halter efter sammenlignelige medlemsstater med hensyn til beskæftigelse i hurtigtvoksende innovative virksomheder. Dette peger i retning af et behov for at forbedre betingelserne for opskalering af innovative virksomheder, som fortsat hæmmes af faktorer såsom et venturekapitalmiljø, der er mindre udviklet og forskelligartet end i »førende innovationslande«. Finansiering i en senere fase, f.eks. i form af venturekapital og adgang til offentlige kapitalmarkeder for opskalerede virksomheder, udgør en flaskehals. Segmentet for nyoprettede SMV'er på børsen i Wien er et skridt i den rigtige retning. Virksomheder med høj vækst er afgørende for spredning af nye teknologier og forretningsmodeller, herunder digitale, og dermed for produktivitetsvæksten.

(19)

Østrig har væsentlige hindringer for markedsadgang og strenge regler for udøvelsen af erhvervstjenester og lovregulerede erhverv. Disse omfatter særlige krav til kapitalandele, et omfattende register af aktiviteter forbeholdt erhvervet og tværfaglige begrænsninger. Lovgivningsmæssige hindringer, navnlig hvad angår den daglige drift af butikker, bidrager til den relativt svage udvikling af den østrigske detailsektor. En stor administrativ byrde er fortsat et påtrængende problem for virksomhederne i Østrig. En fortsat indsats for at mindske byrderne og den planlagte evaluering af Østrigs lov om næringsbrev (Gewerbeordnung) udgør vigtige redskaber med henblik på at forbedre erhvervsklimaet. Øget konkurrence i servicesektoren vil også bidrage til at håndtere Østrigs udfordringer med at udbrede digitale teknologier og forretningsmodeller.

(20)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Østrig at anvende disse midler bedst muligt under hensyntagen til de udpegede sektorer, idet der tages hensyn til de regionale forskelle.

(21)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Østrigs økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Østrig i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Østrig, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer. Dette afspejler behovet for at styrke Unionens overordnede økonomiske forvaltning ved at give input på EU-plan til kommende nationale beslutninger.

(22)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået Østrigs stabilitetsprogram for 2019 og er af den opfattelse (9), at Østrig forventes at overholde stabilitets- og vækstpagten,

HENSTILLER, at Østrig i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre bæredygtigheden af sundhedspleje-, langtidspleje- og pensionssystemet, bl.a. ved at justere den lovbestemte pensionsalder på baggrund af den forventede stigning i den forventede levetid, forenkle og rationalisere de finanspolitiske forbindelser og ansvarsområder på tværs af forvaltningsniveauer og tilpasse de finansielle og udgiftsmæssige forpligtelser

2.   

flytte skatten væk fra arbejde til kilder, der er mindre skadelige for inklusiv og bæredygtig vækst, støtte fuldtidsbeskæftigelse blandt kvinder, bl.a. ved at forbedre børnepasningsmulighederne, og fremme arbejdsmarkedsresultaterne for lavtuddannede i løbende samarbejde med arbejdsmarkedets parter, hæve niveauerne for grundlæggende færdigheder for dårligt stillede grupper, herunder personer med indvandrerbaggrund

3.   

målrette den investeringsrelaterede økonomiske politik mod forskning og udvikling, innovation, digitalisering og bæredygtighed, idet der tages hensyn til regionale forskelle, understøtte produktivitetsvæksten ved at stimulere digitalisering af virksomheder og virksomhedsvækst og ved at mindske reguleringsmæssige hindringer i servicesektoren.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 84.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(8)  Som fastsat af den europæiske resultattavle for 2018 for innovation — førende innovationsland: SE, DK, FI, NL, UK, LU, innovationsstærkt land: DE, BE, IE, AT, FR, SI.

(9)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/123


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Polens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Polens konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/21)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Polen ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Polen offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Polens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Polens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(3)

Polen fremlagde den 26. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 29. april 2019 sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for perioden 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Polen er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Regeringen forventer i sit konvergensprogram for 2019 en mindre forringelse af den samlede saldo fra et underskud på 0,4 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018 til 0,6 % af BNP i 2022, med et underskud på 1,7 % af BNP i 2019 og et overskud på 0,2 % af BNP i 2020. Den genberegnede strukturelle saldo vil med et underskud på 1,1 % af BNP komme tæt på den mellemfristede budgetmålsætning, som er blevet fastsat til et strukturelt underskud på 1,0 % af BNP i 2022. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at falde fra 48,9 % af BNP i 2018 til 40,6 % frem mod 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk. Samtidig er detaljerne vedrørende nogle af de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de planlagte underskudsmål fra og med 2020, ikke blevet tilstrækkeligt præciseret.

(6)

Det fremgår af konvergensprogrammet for 2019, at Polen har gennemført kompensationsforanstaltninger i forbindelse med tørken, hvis budgetmæssige virkning i 2018 var betydelig. I konvergensprogrammet gives der tilstrækkelig dokumentation for omfanget og arten af de ekstra omkostninger, der budgetteres med. Det kan overvejes at give udgifter i forbindelse med tørke særlig behandling ved brug af »bestemmelsen om usædvanlige begivenheder«. Ifølge Kommissionen beløb de ekstra udgifter i forbindelse hermed sig til 0,07 % af BNP i 2018. Disse ekstra udgifter kan være omfattet af bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1466/97, idet den alvorlige tørke udgør en usædvanlig begivenhed, dens virkning for Polens offentlige finanser er betydelig, og holdbarheden sandsynligvis ikke bringes i fare ved en sådan midlertidig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. Den påkrævede tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2018 er derfor justeret for at tage hensyn til disse ekstra udgifter.

(7)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Polen sikrer, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter (5) ikke overstiger 4,2 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP. På basis af Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra denne anbefalede tilpasning i 2019.

(8)

I lyset af Polens forventede produktionsgab på 2,0 % af BNP bør den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter i 2020 ikke overstige 4,4 % i overensstemmelse med den strukturelle tilpasning på 0,6 % af BNP, som kræves ifølge den tilpasningsmatrix, der er fastlagt efter fælles aftale som led i stabilitets- og vækstpagten. På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 er der med en uændret politik risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at der er behov for foranstaltninger fra 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten.

(9)

Polen har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at øge overholdelsen af skattereglerne. Samtidig har landet haft en stærk økonomisk vækst, arbejdsmarkedet har været gunstigt, og andelen af arbejdskontrakter med bidragspligt til socialsikring har været gradvist stigende. Alle disse faktorer bidrog til at øge de offentlige indtægter. En del af de øgede indtægter er af cyklisk karakter og kan aftage, hvis de makroøkonomiske forhold forværres. Samtidig er de offentlige udgifter som andel af BNP steget i de seneste år. Flere nye udgiftskategorier er af permanent karakter og vil muligvis ikke let kunne ændres i den nærmeste fremtid. Desuden vil Polens offentlige finanser fremover komme under pres på grund af højere udgifter, navnlig som følge af befolkningens aldring. Disse faktorer forstærker behovet for nye værktøjer til at styrke udgiftsforvaltningen, herunder en regelmæssig vurdering af udgifternes virkning og effektivitet. Polen fortsatte i 2018 arbejdet med at forbedre budgetsystemet, men den overordnede reform er kompleks og vil blive gennemført i faser over en årrække. Selv om de finanspolitiske rammer generelt er stærke, og uafhængige institutioner dækker nogle af de funktioner, der normalt varetages af finansråd, er Polen fortsat den eneste medlemsstat, der ikke har et uafhængigt finansråd. Polen ikke har gjort fremskridt med hensyn til at begrænse den udbredte anvendelse af reducerede merværdiafgiftssatser, men regeringen har iværksat en reform, der kan gøre systemet med reducerede satser mindre komplekst og mindre fejlbehæftet.

(10)

Som følge af tidligere reformer, f.eks. afskaffelse af muligheden for tidlig pensionering og en gradvis forhøjelse af den lovbestemte pensionsalder, steg den gennemsnitlige pensionsalder i årene frem til 2017. I 2018 faldt den gennemsnitlige pensionsalder for både mænd og kvinder, hvilket afspejler nedsættelsen af den lovbestemte pensionsalder i slutningen af 2017. I betragtning af det faldende antal personer i den erhvervsaktive alder er en fortsat stigning i den faktiske pensionsalder afgørende for arbejdsmarkedsdeltagelsen og dermed for den økonomiske vækst. Det er også afgørende at sikre tilstrækkeligheden af fremtidige pensioner, at forebygge fattigdom i alderdommen og dermed også at forbedre pensionssystemets finanspolitiske holdbarhed. Nedsættelsen af den lovbestemte pensionsalder til 60 år for kvinder og 65 år for mænd, som blev vedtaget i efteråret 2017, vil få en betydelig negativ indvirkning på de fremtidige pensionsydelser og skabe en betydelig forskel mellem kønnene med hensyn til pensioner. De eksisterende præferencepensionsordninger indebærer skattemæssige omkostninger og mindsker arbejdskraftens mobilitet mellem forskellige sektorer. Det særlige socialsikringssystem for landbrugere, der støttes med midler svarende til omkring 0,8 % af BNP, hæmmer arbejdskraftens mobilitet og bidrager til skjult arbejdsløshed i landbruget.

(11)

De gunstige makroøkonomiske forhold har bidraget til, at det polske arbejdsmarked i de seneste år har klaret sig godt. Beskæftigelsesfrekvensen er fortsat med at stige, mens arbejdsløsheden efter flere års fald har stabiliseret sig på et historisk lavt niveau på under 4 % i 2018. Visse gruppers deltagelse i arbejdsstyrken, navnlig lavtuddannede, personer med handicap og deres plejere samt ældre mennesker, er imidlertid fortsat lav i sammenligning med andre medlemsstater. Det polske socialsikringssystem skaber ikke tilstrækkelige incitamenter til at tage arbejde. Børneydelsen har mindsket fattigdom og ulighed, men har på grund af dens størrelse og udformning haft en negativ indvirkning på forældres, især kvinders, deltagelse på arbejdsmarkedet. Andelen af børn under tre år, der er indskrevet i formelle børnepasningsordninger, er fortsat blandt de laveste i Unionen. Desuden varetages langtidspleje hovedsagelig af familiemedlemmer, næsten uden støtte fra institutioner, hvilket forhindrer plejere i at arbejde. Nedsættelsen af den lovbestemte pensionsalder har tilskyndet nogle ældre erhvervsaktive til at forlade arbejdsstyrken. Migration fra lande uden for Unionen har bidraget til at imødekomme den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft, men der er tegn på, at det kan være vanskeligt at opnå en fortsat tilstrømning af vandrende arbejdstagere.

(12)

Mellem 2015 og 2017 traf Polen yderligere foranstaltninger mod segmenteringen af arbejdsmarkedet ved at begrænse muligheden for misbrug af tidsbegrænsede ansættelser, øge bidragene til socialsikring for visse atypiske arbejdskontrakter, og indføre en mindstetimeløn for nogle af disse kontrakter. Selv om andelen af tidsbegrænsede kontrakter som følge af de trufne foranstaltninger og manglen på arbejdskraft har været faldende siden 2015, og denne udvikling tog fart i 2018, er denne andel stadig blandt de højeste i Unionen. Der blev ikke foretaget yderligere lovgivningsmæssige ændringer til håndtering af denne udfordring, da reformen af arbejdsloven i sidste ende ikke blev gennemført. Tilstrækkeligheden af fremtidige pensioner for selvstændige og arbejdstagere med visse atypiske kontrakter udgør et potentielt problem.

(13)

Et uddannelsessystem af høj kvalitet baseret på livslang læring og opkvalificering, der støttes af tilstrækkelige investeringer, kan være en afgørende faktor for bedre fremtidige vækstudsigter i Polen. Det er afgørende, at befolkningen får de nødvendige færdigheder og kompetencer til at finde beskæftigelse på et arbejdsmarked under hastig forandring, hvis både deltagelsen i arbejdsstyrken og innovationskapaciteten i økonomien skal fremmes. Andelen af voksne, der deltager i uddannelse, ligger langt under EU-gennemsnittet, og erhvervsuddannelse i virksomheder benyttes ikke i tilstrækkeligt omfang. Kombineret med visse svagheder i digitale færdigheder samt læse-, skrive- og regnefærdigheder, især blandt voksne uden videregående uddannelse, begrænser dette deres beskæftigelsesegnethed. Læreruddannelsernes utilstrækkelige kvalitet og en række mangler i lærernes færdigheder kan forventes at få en negativ indvirkning på kvaliteten af uddannelse. Der er også svagheder i kvalitetssikringssystemet i de videregående uddannelser. På trods af de seneste reformer af erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser mangler der stadig en effektiv koordinering af voksenuddannelsen, og det er ikke klart, hvilken indvirkning forskellige politiske foranstaltninger har på kvaliteten af den udbudte uddannelse og kvalifikationsniveauerne.

(14)

De langsigtede økonomiske udsigter for Polen afhænger af, hvordan innovationskapaciteten i økonomien udvikler sig. Polen rangerer imidlertid stadig lavt hvad angår innovation, idet lavteknologiske sektorer udgør en betydelig del af landets økonomiske struktur, og der er betydelige regionale forskelle med hensyn til innovationsresultater. Der er truffet visse foranstaltninger for at forbedre samarbejdet mellem den videnskabelige verden og erhvervslivet, men der er stadig en række økonomiske og ikkeøkonomiske hindringer. Navnlig udgør komplekse administrative procedurer og akademikeres begrænsede kvalifikationer inden for styring af fælles offentlig-private forsknings- og udviklings- (FoU-) projekter stadig store hindringer. Klynger og formaliserede virksomhedsnetværk, navnlig mellem små og mellemstore virksomheder og store virksomheder, spiller kun en begrænset rolle med hensyn til udbredelsen af innovative løsninger. Reformen af de videregående uddannelser i 2018 har forbedret visse aspekter af det polske videnskabelige miljø, men tager kun delvist fat på vigtige spørgsmål som f.eks. fragmenteringen af forskningssektoren, forskernes lønninger og internationaliseringen af den polske videnskab. De nationale bruttoudgifter til FoU var i 2017 fortsat ca. 50 % lavere end EU-gennemsnittet, men med betydelige regionale forskelle.

(15)

Der er sket en fortsat forbedring af resultaterne på sundhedsområdet, men de ligger stadig under EU-gennemsnittet, idet den forventede levealder for mænd var 7,9 år kortere i 2017 end for kvinder, mens forskellen mellem de polakker, der har det højeste og det laveste uddannelsesniveau, var ti år i 2016. Adgangen til og effektiviteten af sundhedssystemet påvirkes af lave budgetter og mangel på personale. Antallet af praktiserende læger og sygeplejersker i forhold til befolkningens størrelse er blandt de laveste i Unionen, og en fjerdedel af lægepersonalet har allerede overskredet pensionsalderen. De udækkede behov for lægehjælp faldt i 2017, men er fortsat blandt de højeste i Unionen, og ventetiderne til visse behandlinger er steget betydeligt siden 2010. Polen har udarbejdet oversigter over behovet for sundhedsydelser, men de er endnu ikke blevet anvendt ved beslutninger om indkøb af sundhedstjenesteydelser og investeringer. Sundhedssystemet er fortsat i alt for stort omfang hospitalsbaseret, og både den primære sundhedspleje og den ambulante sundhedspleje er fortsat underudviklet. Langtidsplejesystemet er svagt, idet det mangler standardiserede ydelser og en sammenhængende strategisk tilgang. Hovedparten af langtidsplejen varetages af uformelle plejere, ofte familiemedlemmer, og med kun ringe støtte fra institutioner. I 2017 udgjorde Polens offentlige udgifter til sundhedsvæsenet i alt 4,7 % af BNP, hvilket er et godt stykke under EU-gennemsnittet på 7 % af BNP. Der er planer om gradvist at øge disse udgifter i de kommende år. Dette kan imidlertid blive vanskeligt at nå, da de nyligt bebudede planer om at øge de sociale overførsler til mellem- og højindkomsthusstande vil begrænse det finanspolitiske råderum i fremtiden.

(16)

Infrastrukturen i Polen er forbedret betydeligt, men i nogle sektorer er der fortsat problemer med manglende forbindelser. De investeringer i vejnettet, der efter det nationale vejanlægsprogram skal gennemføres senest i 2024, vil hovedsagelig være koncentreret i den østlige del af Polen, hvorved visse nordlige regioner vil få relativt mindre gode forbindelser. Der er stadig store huller i det transeuropæiske transportnet, og investeringerne i jernbaner går langsommere end investeringerne i veje. Antallet af trafikdræbte er fortsat blandt de højeste i Unionen. Byerne står over for stadig større udfordringer i forbindelse med mobilitet, f.eks. i form af trafiktrængsel og luftforurening som følge af det voksende antal personbiler og den store andel af gamle køretøjer. Drivhusgasemissionerne fra vejtransport er steget kraftigt i de seneste fem år. De nuværende incitamenter til at benytte offentlig transport, transport med lav emission og aktive transportformer er ikke tilstrækkelige til at håndtere disse udfordringer. Adgangen til fast internetforbindelse i Polen er fortsat blandt de laveste i Unionen, og adgangen til ultrahurtigt bredbånd er stort set begrænset til storbyerne.

(17)

Den polske økonomi er blandt de mindst CO2-effektive i Unionen. Den dårlige isolering af offentlige og private bygninger fører til et højere energiforbrug og energifattigdom. Polen er desuden det land i Unionen, hvor luftforureningen i byer er størst, navnlig i landets sydlige og centrale regioner. Investeringer i højere energieffektivitet, navnlig i byggesektoren, en forøgelse af andelen af kulstoffattig og renere energiproduktion samt støtte til reducering af emissioner fra transport kan mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, begrænse luftforureningen og samtidig mindske de sociale omkostninger og forbedre livskvaliteten. De nuværende lovgivningsrammer, herunder loven om opbygning af gaslagre, loven om fastfrysning af elektricitetspriser samt reglerne for landbaserede vindmølleparker kan være en hindring for investeringerne i el- og gasmarkederne og påvirke den polske energisektors og de energiintensive industriers konkurrenceevne på lang sigt.

(18)

For at opretholde gunstige økonomiske vilkår og støtte stigningen i private investeringer er kvaliteten af ny og ændret lovgivning og et stabilt og forudsigeligt erhvervsklima af stor betydning. De ustabile lovgivningsmæssige rammer og andre hindringer for virksomhedernes ekspansion påvirker investeringsaktiviteterne og produktiviteten negativt. Etablering af en effektiv dialog med alle interessenter ville bidrage til at forbedre kvaliteten af lovgivningen og — i og med at behovet for revisioner begrænses— bidrage positivt til stabiliteten i erhvervsklimaet. Derfor ville en styrkelse af høringen af arbejdsmarkedets parter og offentlige høringer — ved at sikre tilstrækkelig tid til høringer, tage mere hensyn til interessenternes høringsbidrag og begrænse antallet af love, der er fritaget for høringer, til et minimum — i væsentlig grad bidrage til at mindske den administrative byrde i forbindelse med hyppige ændringer i lovgivningen, øge investeringerne og fremme en bæredygtig økonomisk vækst på lang sigt. Sikring af retsstatsprincippet og retsvæsenets uafhængighed er også afgørende i den forbindelse. Der mindes om, at Kommissionen i december 2017 forelagde Rådet et begrundet forslag, der skulle fastlægge, at der foreligger en klar risiko for, at Polen groft overtræder retsstatsprincippet. Disse bekymringer er genstand for en dom og verserende sager for Den Europæiske Unions Domstol. Retssikkerheden og tillid til kvaliteten og forudsigeligheden af politik og institutioner, navnlig inden for lovgivning og skat, er vigtige faktorer for investeringsklimaet.

(19)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Polen at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle.

(20)

I de seneste år er statens rolle stærkt udvidet i sektorerne bank og forsikring samt energi. Den øgede grad af statsligt ejerskab udgør en ny udfordring for konkurrencen, lovrammerne og de styringsmæssige rammer. Kvaliteten af styringen og regulerings- og tilsynsmyndighedernes uafhængighed bliver derfor stadig vigtigere i lyset af potentielt modstridende interesser og de tættere forbindelser mellem den finansielle sektor og staten.

(21)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået konvergensprogrammet for 2019, og dets holdning (6) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Polen i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,4 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 0,6 % af BNP, tage yderligere skridt til at forbedre effektiviteten af de offentlige udgifter, bl.a. gennem en forbedring af budgetproceduren

2.   

sikre tilstrækkeligheden af fremtidige pensionsydelser og pensionssystemets holdbarhed ved at træffe foranstaltninger, der skal øge den faktiske pensionsalder, og ved at reformere præferencepensionsordningerne, træffe foranstaltninger til at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen, bl.a. ved at forbedre adgangen til børnepasning og langtidspleje og ved at fjerne de resterende hindringer for mere permanente ansættelsesformer, fremme uddannelse af høj kvalitet og færdigheder med relevans for arbejdsmarkedet, navnlig gennem voksenuddannelse

3.   

styrke innovationskapaciteten i økonomien, bl.a. ved at støtte forskningsinstitutioner og et tættere samarbejde mellem disse og erhvervslivet, målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod innovation, transport (især dens bæredygtighed), digital infrastruktur, energiinfrastruktur, sundhedspleje og renere energi, idet der tages hensyn til de regionale forskelle, forbedre de lovgivningsmæssige rammer, navnlig ved at styrke den rolle, som høringer af arbejdsmarkedets parter og offentlige høringer spiller i lovgivningsprocessen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 88.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(6)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/129


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Portugals nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Portugals stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/22)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Portugal blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Portugal har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Portugal sikre en fuldstændig og rettidig implementering af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 4 nedenfor. Navnlig vil en målretning af investeringstiltagene inden for den økonomiske politik i de specifikke områder og en anvendelse af ekstraordinære indtægter til at nedbringe den offentlige gæld bidrage til efterlevelse af den anden henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler investeringsstøtte og genopbygning af stødpuder. Foranstaltninger til mindskelse af segmenteringen på arbejdsmarkedet og til forbedring af færdigheder og effektiviteten af det sociale sikkerhedsnet vil bidrage til efterlevelse af den tredje henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler arbejdsmarkedets og de sociale beskyttelsessystemers funktion. Foranstaltninger til mindskelse af den reguleringsmæssige byrde vil bidrage til efterlevelse af den første henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler erhvervsklimaet og produktivitetsforbedringer til genoprettelse af balancen i euroområdet. En yderligere effektivisering af insolvens- og rekonstruktionsbehandlingen vil bidrage til efterlevelse af den fjerde henstilling vedrørende euroområdet, der omhandler nedbringelsen af misligholdte lån.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Portugal offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Portugals fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Portugals fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede i sin analyse, at Portugal er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Det er især den store nettogæld over for udlandet og den ligeledes store private og offentlige gæld og høje andel af misligholdte lån, der gør økonomien sårbar i en situation med svag produktivitetsvækst. Der er stadig områder, hvor der er behov for en yderligere indsats, især med hensyn til gennemførelsen af de skitserede foranstaltninger, der skal reducere antallet af misligholdte lån og forbedre rammevilkårene for erhvervslivet. Det er nødvendigt at holde øje med, at der vedtages og gennemføres flere reformplaner, herunder finanspolitiske strukturreformer, som skal gøre de offentlige finanser mere holdbare.

(4)

Portugal fremlagde den 30. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af de foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Portugal er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 forventer Portugal et samlet underskud på 0,2 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019, et overskud på 0,3 % af BNP i 2020 og en yderligere forbedring til et overskud på 0,7 % af BNP inden 2022. Disse planer omfatter kun delvist den potentielt underskudsforøgende virkning af støtteforanstaltninger til fordel for bankerne fra 2020. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo forventes den mellemfristede budgetmålsætning — som er blevet ændret fra et strukturelt overskud på 0,25 % af BNP i 2019 til et strukturelt set ligevægtigt budget fra 2020 — at blive nået i 2020. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote at nå 118,6 % i 2019 og 115,2 % i 2020; kvoten vil således ligge på 103,7 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er realistisk for 2019 og 2020 og optimistisk for de efterfølgende år. Samtidig er de foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål fra og med 2019, ikke blevet tilstrækkeligt præciseret.

(7)

Stabilitetsprogrammet for 2019 indeholder ingen oplysninger om den budgetmæssige virkning af de ekstraordinære udgifter i forbindelse med forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af Portugals område mod naturbrande efter de omfattende naturbrande i 2017. De portugisiske myndigheder har ved brev af 9. maj 2019 dog fremlagt tilstrækkelig dokumentation for omfanget og karakteren af disse ekstra budgetomkostninger. I brevet anføres det bl.a., at der i budgetgennemførelsen for 2018 indgår ekstraordinære udgifter, der beløber sig til 0,04 % af BNP i forbindelse med forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af Portugals område mod naturbrande. I brev af 9. maj 2019 fastsættes der udgifter til krisehåndtering, der klassificeres som engangsforanstaltninger, og udgifter til forebyggelse. Grundet den integrerede karakter af disse udgifter og den direkte forbindelse med de omfattende naturbrande i 2017 kan det overvejes at give udgifter til forebyggelse af naturbrande særlig behandling ved brug af »bestemmelsen om usædvanlige begivenheder«. Ifølge Kommissionen beløber de ekstra udgifter til forebyggende foranstaltninger i 2018 sig til 0,04 % af BNP. Disse ekstra udgifter kan være omfattet af bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1466/97, idet de mest omfattende naturbrande nogensinde udgør en usædvanlig begivenhed, deres virkning for Portugals offentlige finanser er betydelig, og holdbarheden sandsynligvis ikke bringes i fare ved en sådan midlertidig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. Derfor er den påkrævede tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2018 justeret for at tage hensyn til disse ekstra udgifter.

(8)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Portugal sikrer, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter (6) ikke overstiger 0,7 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP. På basis af Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra denne anbefalede tilpasning i 2019.

(9)

Portugal bør i 2020 opfylde sin mellemfristede budgetmålsætning under hensyntagen til de midlertidige afvigelser, der er tilladt i forbindelse med usædvanlige begivenheder. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 svarer dette til en maksimal nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på 1,5 %, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,5 % af BNP. På basis af Kommissionens forårsprognose 2019 er der under antagelse af en uændret politik risiko for en væsentlig afvigelse fra dette krav i 2020. Samtidig forventes Portugal som følge af den tilladte årlige afvigelse på 0,25 % at overholde overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet i 2019, men forventes umiddelbart ikke at overholde gældsreglen i 2020. Generelt er Rådet af den opfattelse, at der er behov for at træffe foranstaltninger i 2019 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Det vil være vigtigt at anvende eventuelle ekstraordinære indtægter til at reducere den offentlige gældskvote yderligere.

(10)

Styrkelsen af Portugals finanspolitiske bæredygtighed er afhængig af, at der fortsat sker en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering. Der er imidlertid mulighed for at forbedre kvaliteten af de offentlige finanser og gøre udgifterne mere vækstfremmende ved at støtte investeringer (se nedenfor). Selv om de offentlige investeringer steg i 2018, har de fortsat ligget meget lavt sammenlignet med niveauet i Unionen generelt og konstant under regeringens egne mål. Det er fortsat vigtigt at håndhæve loven om kontrol med forpligtelser, gennemføre loven om budgetrammen strengt og rettidigt og fortsætte rationaliseringsindsatsen for at forbedre kontrollen med udgifterne og sikre en mere effektiv brug af midlerne. Nyere enkeltstående udgiftsanalyser efter bottom-up-princippet i specifikke sektorer har ført til generelt begrænsede effektivitetsbesparelser. For at opnå større effektivitetsforøgelser bør udgiftsanalyser i stedet være et fast element i Portugals budgetramme. Der er desuden stadig behov for mere dybtgående reformer for at øge effektiviteten og et topstyret fokus på at dæmme op for de samlede udgifter. Dette bør i vid udstrækning tage udgangspunkt i en strategi for reform af den offentlige forvaltning med henblik på at tilpasse antallet af offentligt ansatte til behovet for at levere effektive tjenester, hvilket omfatter støtte til omfordeling og omskoling af medarbejdere, fremme af den enkelte medarbejders indsats og forbedring af den offentlige sektors tiltrækning for højtuddannede medarbejdere.

(11)

Portugals offentlige finanser er under fortsat pres på grund af en ugunstig demografisk udvikling, navnlig befolkningens aldring, hvilket har negative konsekvenser, navnlig for pensions- og sundhedssystemets bæredygtighed. Selv om tidligere reformer har forbedret pensionssystemets langsigtede bæredygtighed, har løbende forøgelser af særlige pensioner og reformer med henblik på tidlig pensionering ført til yderligere forhøjelser i pensionsudgifterne oven i den bagvedliggende opadgående tendens, der skyldes befolkningens aldring. Pensionssystemets overordnede bæredygtighed kan blive påvirket på negativ vis, hvis der ikke træffes passende kompenserende foranstaltninger. I sundhedssektoren blev omkostningseffektiviteten fortsat fremmet i 2018, bl.a. via øget brug af centraliserede indkøb og større brug af generiske og biosimilære lægemidler. Samtidig skyldes de konstant høje hospitalsrestancer uhensigtsmæssig budgetplanlægning og -gennemførelse samt svagheder i regnskabskontrollen og forvaltningspraksis. De midlertidige fald i hospitalsrestancerne i 2018 er hovedsagelig resultatet af væsentlige ekstraordinære foranstaltninger i forbindelse med regnskabsafslutningen. Et nyt program for 2019 har til formål strukturelt at mindske hospitalsrestancerne ved at indføre en ny forvaltningsmodel for offentlige hospitaler, samtidig med at deres årlige budgetter øges væsentligt. Hvorvidt det ved hjælp af programmet er muligt at mindske akkumuleringen af hospitalsrestancer på kort sigt og derved opnå en strukturel mindskelse af deres samlede størrelse, afhænger i høj grad af en rettidig og effektiv gennemførelse af programmet.

(12)

En forøgelse af de statsejede virksomheders nettoindtægter og en mindskelse af deres gæld ville være med til at gøre Portugals offentlige finanser mere holdbare. Myndighederne planlægger at få størrelsen af de statsejede virksomheders nettoindtægter som helhed til næsten at balancere i 2019, hvilket udgør en forsinkelse i forhold til det, myndighederne tidligere har bebudet om at opnå et lignende resultat allerede i 2018. Derudover blev foranstaltninger med henblik på at sikre overholdelsen af de oprindelige aktivitetsplaner og indsatsen for at sikre en mere rettidig, gennemsigtig og omfattende overvågning forsinket, og de er kun langsomt blevet omsat til korrigerende foranstaltninger, når der har været behov herfor. Der er navnlig ikke blevet sikret en tilstrækkelig grad af forudgående åbenhed for så vidt angår finansieringen af statsejede virksomheder gennem rekapitaliseringer og lån.

(13)

Trods den igangværende gennemførelse af visse foranstaltninger for at mindske segmenteringen på arbejdsmarkedet såsom en styrkelse af arbejdstilsynet og iværksættelse af et integrationsprogram for arbejdstagere med usikre ansættelsesforhold i den offentlige sektor ligger antallet af midlertidigt ansatte arbejdstagere i Portugal stadig over EU-gennemsnittet. Der blev mellem regeringen og repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere opnået enighed om mere specifikke foranstaltninger, der sigtede mod yderligere at mindske segmenteringen på arbejdsmarkedet og usikre ansættelsesforhold samt mod at fremme overenskomstforhandling, og som dog stadig skal godkendes af parlamentet og føre til konkret lovgivning.

(14)

Bedre arbejdsmarkedsvilkår har ført til, at færre er truet af fattigdom eller social udstødelse. Trods denne forbedring er indkomstforskellene fortsat store, og sociale overførslers virkning i henseende til nedbringelse af fattigdom er begrænset. Selv om indkomstforskellene i Portugal bliver mindre, er de fortsat betydeligt større end EU-gennemsnittet. Minimumsindkomstordningen er en af de mest utilstrækkelige i Unionen, idet den kun sikrer indtægter svarende til 40 % af den nationale fattigdomsgrænse. Medmindre der sker en ændring, kan de sociale overførslers lave effektivitet i alvorlig grad blive sat på prøve i tilfælde af en fremtidig økonomisk afmatning, som særligt vil påvirke sårbare mennesker.

(15)

Arbejdstagernes lave kvalifikationsniveau udgør en hindring for investeringer og produktivitetsvækst. Ca. 50 % af befolkningen i alderen 25-64 år har et lavt uddannelsesniveau, hvilket ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet i 2018 på 22 %. Ifølge virksomhederne udgør det lave antal kvalificerede medarbejdere den største hindring for investeringer. For så vidt angår navnlig voksenundervisning er der mulighed for yderligere at inddrage de lavt uddannede (hvis deltagelse i voksenundervisning ligger under EU-gennemsnittet) og at udvide de målrettede offentlige incitamenter til små og mellemstore virksomheder til at uddanne deres medarbejdere. Navnlig manglen på digitale færdigheder udgør et problem, idet 50 % af Portugals befolkning mangler grundlæggende digitale færdigheder sammenlignet med EU-gennemsnittet på 43 %. Det er vigtigt at investere i uddannelse, herunder infrastruktur, for at forbedre beskæftigelsesevnen og den sociale mobilitet.

(16)

Der er ved at blive gennemført foranstaltninger for at øge optagelsen på de videregående uddannelser, bl.a. i form af en betydelig forøgelse af stipendierne, som en del af indsatsen for at øge antallet af nyuddannede fra videregående uddannelser. Blandt de 30-34-årige i Portugal har 33,5 % afsluttet en videregående uddannelse, hvilket stadig ligger under EU-gennemsnittet på 40,7 %. Det konstant lave antal nyuddannede fra videregående uddannelser, navnlig inden for informations- og kommunikationsteknologi, naturvidenskab, matematik og statistik, kan have negative konsekvenser for Portugals produktivitetsvækst og innovationskapacitet. Selv om regeringen forsøger at løse problemet ved at øge antallet af studiepladser på disse områder og gennemføre en analyse af systemet for videregående uddannelser, er der brug for en større indsats.

(17)

Andelen af misligholdte lån i det finansielle system er stadig relativ høj, nemlig 9,4 %. Til trods herfor har de fleste banker gjort betydelige fremskridt med hensyn til at opfylde målet om at mindske andelen af misligholdte lån, og de samlede misligholdte lån faldt med 50 % mellem toppunktet i juni 2016 og december 2018. Det sekundære marked for nødlidende aktiver har vokset sig stærkere, samtidig med at bankerne har fremskyndet indsatsen med hensyn til afskrivninger og misligholdte lån. Fordelingen af misligholdte lån viser fortsat en konstant høj andel (65 %) af misligholdte erhvervslån. De seneste par år har myndighederne gennemført en række retlige og institutionelle reformer vedrørende insolvens og gældsinddrivelse. Den gennemsnitlige varighed af insolvensbehandlinger er imidlertid konstant lang, således som det også er tilfældet for antallet af verserende retssager. Rets- og domstolsrammerne påvirker i høj grad inddrivelsesprocessen og udsigten til en effektiv realisering af sikkerhedsstillelsen. Den gennemsnitlige langvarige inddrivelsesproces påvirker markedets priser for misligholdte lån.

(18)

Reformerne med henblik på en administrativ forenkling har i det væsentlige været begrænset til en tværgående gennemførelse af dematerialiseringen af procedurer og engangsprincippet. Resultaterne inden for den administrative modernisering bør suppleres med en mere væsentlig administrativ forenkling. Det bør prioriteres navnlig at begrænse antallet af dokumenter, der skal indgives, og enten erstatte tilladelsesordningerne med enkle erklæringer om opfyldelse af de gældende betingelser eller for mere følsomme sektorer forenkle tilladelserne ved at afkorte beslutningstiden og indføre stiltiende godkendelse. Procedurerne for specifikke sektorer mangler stadig at blive strømlinet. De administrative byrder er fortsat alt for store, navnlig i bygge- og anlægssektoren. Derudover er manglende planlægning og tilsyn med offentlige udbud til hinder for konkurrencen. Effektiviteten af de offentlige udbud kunne forbedres ved at indføre en struktureret og kvantitativ planlægning og sikre et bedre tilsyn i forbindelse med gennemførelsen af kontrakter. Selv om antallet af underhåndsaftaler er faldet væsentligt mellem 2017 og 2018, er brugen heraf fortsat stor.

(19)

I forbindelse med programmet for finansiel bistand har Portugal gjort en indsats for at mindske den reguleringsmæssige byrde for stærkt regulerede erhverv, navnlig med indførelsen af rammeloven fra 2013. I nogle tilfælde blev disse fremskridt imidlertid bragt til ophør, eller det gik endog tilbage som følge af vedtagelsen af regulativer for individuelle erhverv og indførelsen af forbud mod koncerner. Reguleringsmæssige og administrative restriktioner for erhvervsvirksomheder og liberale erhverv er fremherskende, hvilket giver anledning til bekymring, hvad angår konkurrencen, prisniveauet, innovation og kvaliteten af tjenesteydelser. Hidtil er der ikke bebudet reformplaner som reaktion på Kommissionens henstillinger vedrørende reguleringen af liberale erhverv eller som reaktion på Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD's) vurdering fra 2018 af konkurrencen for Portugals selvregulerende erhverv (i samarbejde med den portugisiske konkurrencemyndighed).

(20)

Betingelserne for virksomheders adgang til finansiering er blevet bedre de seneste få år, og andelen af virksomheder, der angiver adgang til finansiering som den vigtigste hindring for investeringer, er nu på linje med EU-gennemsnittet. De portugisiske myndigheder lancerede og styrkede adskillige initiativer på dette område såsom Capitalizar-programmet og andre programmer, der er målrettet specifikke typer virksomheder eller sektorer. De portugisiske virksomheder har imidlertid en tendens til at være stærkt afhængige af deres egne midler til at finansiere investeringer, og en utilstrækkelig andel af banklånene ender i virksomheder med højere produktivitet. Den lave andel af kapital, der investeres pr. arbejdstager, udgør en stor hindring for en opgradering af produktionsstrukturen i portugisisk økonomi. Det er i den forbindelse vigtigt, at de produktive investeringer øges, samtidig med at de gradvist omdirigeres over mod virksomheder med stort vækstpotentiale og i sektorer med høj produktivitet. Selv om andre kilder til finansiering såsom venture kapital og egenkapital er vokset de seneste få år, ligger de fortsat bemærkelsesværdigt langt under EU-gennemsnittet.

(21)

Retsvæsenet er ved at blive mere effektivt, men står stadig over for betydelige udfordringer med langvarige retssager og et stort efterslæb af sager, navnlig forvaltnings- og skatteretterne. Indsatsen for at bekæmpe korruption fortsætter, men det er fortsat et problem at forebygge korruption som følge af, at der mangler en koordineret strategi, og ansvaret herfor er fragmenteret.

(22)

Investeringerne i forskning og udvikling (FoU) er for nylig steget igen, men er stadig utilstrækkelige til at opgradere Portugals nationale forsknings- og innovationssystem. Efter i årevis at være faldet er andelen af midler, der anvendes på FoU i relation til BNP, for nylig steget, og i 2017 var erhvervslivets FoU-intensitet en smule højere end det offentliges FoU-intensitet. Der er sket små fremskridt med hensyn til at opgradere Portugals økonomiske struktur til højere andele af merværdien i højteknologiske fremstillingsvirksomheder og i videnintensive tjenester. Fremme af investeringer i immaterielle aktiver, herunder FoU og ledelsesmæssige færdigheder, finansiel forståelse og digitale færdigheder for at gøre det muligt for virksomheder at vokse, øge deres innovationskapacitet og komme ind på eksportmarkederne giver Portugal et betydeligt potentiale til at fremme væksten i investeringer og produktivitet.

(23)

Utilstrækkelige skibs- og jernbaneforbindelser gør det svært for eksportorienterede virksomheder fuldt ud at nyde godt af det potentiale, det indre marked giver. På grund af Portugals geografiske placering udgør landet et naturligt maritimt indførselssted, navnlig for transatlantiske ruter. Rettidige investeringer i nye containerterminaler i Sines (Terminal Vasco da Gama), Leixões og Barreiro og afslutningen af de igangværende investeringsprojekter i andre vigtige portugisiske havne (Viana do Castelo, Leixoes, Aveiro, Figueira da Foz og Setubal) ville øge disse havnes kapacitet til at håndtere gods. Jernbanerne underudnyttes stadig i vid udstrækning i forhold til Spanien (både den øst-vestlige og den nord-sydlige korridor). Udviklingen af en omfattende plan for Den Iberiske Halvø, som omfatter kortlægningen af de mellemliggende faser, terminaler, de sammenkoblinger, der er nødvendige for at udnytte opgraderingen af det spanske jernbanenet, og udvikling af Den Internationale Jernbaneunions sporvidde, ville kunne være med til at sætte gang i Portugals internationale baners ydeevne.

(24)

Investeringer i ressourceeffektivitet og modvirkning af og tilpasning til klimaændringer ville kunne bidrage til at opnå en langsigtet bæredygtig vækst. Foregribelsen af de negative virkninger af klimaændringerne som f.eks. oversvømmelser og skovbrande udgør fortsat en udfordring i Portugal. Det er fortsat svært at nå målet for energieffektivitet for 2020, og de seneste data for 2017 viser, at energiforbruget er stigende. Der er stadig rige muligheder for at forbedre energieffektiviteten i bygninger og mindske erhvervslivets energiforbrug. Bedre energikonnektivitet på tværs af grænserne ville muliggøre mere konkurrence og lette udnyttelsen af vedvarende energi.

(25)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Det ville gøre det muligt for Portugal at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle og den særlige situation i de yderstliggende regioner. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(26)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Portugals økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Portugal i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Portugal, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(27)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (7) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

(28)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og stabilitetsprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1 til 4 nedenfor, Disse henstillinger bidrager også til efterlevelsen af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019, navnlig den første, anden og fjerde henstilling vedrørende euroområdet. Den finanspolitik, der er omhandlet i henstilling 1 nedenfor, bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til høj offentlig gæld,

HENSTILLER, at Portugal i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

opfylde den mellemfristede budgetmålsætning i 2020 under hensyntagen til de midlertidige afvigelser, der er tilladt i forbindelse med usædvanlige begivenheder, anvende ekstraordinære indtægter til at fremskynde nedbringelsen af den offentlige gældskvote, forbedre kvaliteten af de offentlige finanser ved at prioritere vækstfremmende udgifter, samtidig med at den overordnede kontrol med udgifterne styrkes, og at der sikres en omkostningseffektiv og passende budgettering, navnlig med fokus på en varig mindskelse af hospitalsrestancerne, forbedre de statsejede virksomheders finansielle holdbarhed, samtidig med at der sikres en mere rettidig, gennemsigtig og omfattende overvågning

2.   

vedtage foranstaltninger for at bekæmpe segmenteringen på arbejdsmarkedet, forbedre befolkningens kvalifikationsniveau, navnlig deres digitale færdigheder, herunder ved at gøre voksenundervisningen mere relevant i forhold til behovene på arbejdsmarkedet, øge antallet af nyuddannede fra videregående uddannelser, navnlig inden for videnskab og informationsteknologi, forbedre effektiviteten og tilstrækkeligheden af det sociale sikkerhedsnet

3.   

målrette investeringstiltagene inden for den økonomiske politik mod forskning og udvikling, jernbanetransport og havneinfrastruktur, omstilling til en lavemissionsøkonomi, energiomstilling og udvidelse af energisammenkoblinger under hensyntagen til regionale forskelle

4.   

muliggøre en hurtigere realisering af sikkerhedsstillelsen i forbindelse med misligholdte lån ved at forbedre effektiviteten af insolvens- eller rekonstruktionsbehandlingen, mindske den administrative og reguleringsmæssige byrde på virksomheder, hovedsagelig ved at mindske de sektorspecifikke hindringer for licensgivning, udvikle en køreplan for at mindske restriktionerne for stærkt regulerede erhverv, forbedre forvaltnings- og skatteretternes effektivitet, især ved at nedbringe sagsbehandlingstiden.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 136 af 12.4.2019, s. 1.

(4)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 92.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(7)  I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/135


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Rumæniens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Rumæniens konvergensprogram for 2019

(2019/C 301/23)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (2), særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Rumænien blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse.

(2)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Rumænien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Rumæniens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (3), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Rumæniens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål. Den indeholdt desuden en dybdegående undersøgelse efter artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011, hvis resultater også blev offentliggjort den 27. februar 2019. Kommissionen konkluderede i sin analyse, at Rumænien er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Sårbarhederne er navnlig knyttet til tab af omkostningskonkurrenceevne og et voksende underskud på betalingsbalancens løbende poster i forbindelse med en ekspansiv finanspolitik og et uforudsigeligt erhvervsklima. Nye lovgivningsinitiativer skaber risici for den finansielle sektors virke og kan skade private investeringer.

(3)

Rumænien fremlagde den 9. maj 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 8. maj 2019 sit konvergensprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(4)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(5)

Rumænien er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Ifølge konvergensprogrammet for 2019 forventer regeringen et samlet underskud på 2,8 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019 og derefter en gradvis forbedring til 2,0 % % af BNP i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo (5) forventes den mellemfristede budgetmålsætning om et strukturelt underskud på 1 % af BNP ikke at blive nået i løbet af programperioden. Ifølge konvergensprogrammet ventes den offentlige gældskvote at forblive under 40 % i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er gunstigt. Endvidere er de foranstaltninger, der er nødvendige for at understøtte de planlagte underskudsmål, ikke tilstrækkeligt udspecificeret.

(6)

Den 22. juni 2018 fastslog Rådet i henhold til artikel 121, stk. 4, i traktaten, at der i Rumænien var konstateret en væsentlig afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i 2017. I betragtning af den konstaterede væsentlige afvigelse fremsatte Rådet den 22. juni 2018 en henstilling (6), hvori det henstillede, at Rumænien træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter (7) ikke overstiger 3,3 % i 2018 og 5,1 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,8 % af BNP i hvert år. Den 4. december 2018 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2018/2020 (8), hvori det fastslog, at Rumænien ikke havde truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på dets henstilling af 22. juni 2018 og fremsatte en revideret henstilling (9). I henstillingen af 4. december 2018 anmodede Rådet Rumænien om at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,5 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1,0 % af BNP. Den 14. juni 2019 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2019/1002 (10), hvori det fastslog, at Rumænien ikke havde truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018. På grundlag af de endelige tal for 2018 blev det endvidere konstateret, at Rumænien havde en væsentlig afvigelse fra den anbefalede tilpasning i 2018. Kommissionen rettede en advarsel til Rumænien den 5. juni 2019 om, at der var konstateret en væsentlig afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i 2018, jf. traktatens artikel 121, stk. 4, og artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Den 14. juni 2019 vedtog Rådet efterfølgende en henstilling (11), som bekræftede nødvendigheden af, at Rumænien træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,5 % i 2019, svarende til en årlig strukturel tilpasning på mindst 1,0 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en afvigelse fra henstillingen i 2019.

(7)

I henstillingen af 14. juni 2019 henstillede Rådet, at Rumænien træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 5,1 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,75 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 er der med en uændret politik risiko for en afvigelse fra dette krav i 2020. I Kommissionens forårsprognose 2019 blev der desuden forventet et offentligt underskud på over den traktatfæstede referenceværdi på 3 % af BNP i 2019 og 2020. Generelt er Rådet af den opfattelse, at der i 2019 i lyset af de stærkt forværrede budgetudsigter bør træffes væsentlige nye foranstaltninger for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten i overensstemmelse med Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning.

(8)

I Rumæniens budgetplanlægning ses der jævnligt bort fra bestemmelserne i landets finanspolitiske ramme. Ifølge den nationale regel om strukturelt underskud skal der for et strukturelt underskud, som ikke må overstige 1 % af BNP, være overensstemmelse med eller konvergens hen imod den mellemfristede budgetmålsætning. I 2016 afveg Rumænien fra den mellemfristede budgetmålsætning og har afveget siden da i strid med den nationale regel om underskud. De to ændringer af budgettet for 2018, som blev vedtaget i efteråret 2018, afveg endnu en gang fra adskillige supplerende regler, som forbyder stigninger i underskuds- og udgiftslofterne i løbet af det igangværende finansår. Budgettet for 2019, som blev vedtaget af regeringen i februar 2019 og godkendt af parlamentet i marts, afveg nok engang fra flere finanspolitiske regler, bl.a. reglen om strukturelt underskud. Derudover sendte myndighederne ligesom i tidligere år ikke en opdatering af den mellemfristede finanspolitiske strategi til parlamentet inden for den lovbestemte frist i august, hvorved de undergravede dets ledende rolle. Ligesom i tidligere år opfyldte myndighederne heller ikke kravet om at underskrive en erklæring om, at budgettet for 2019 og den finanspolitiske strategi vil overholde de finanspolitiske regler og principperne om finanspolitisk ansvarlighed.

(9)

Overholdelsen af skattereglerne er stadig lav. Med hensyn til moms er der stadig stor forskel på de indtægter, der teoretisk kan forventes, og de indtægter, der rent faktisk inddrives. Den store uformelle økonomi udgør endnu en udfordring for efterlevelsen af skattereglerne, og det høje niveau af sort arbejde betyder, at statsbudgettet går glip af store ressourcer. Den udbredte brug af kontantbetaling gør også skatteunddragelsen lettere. I det forgangne år har Rumænien kun gjort begrænsede fremskridt med at efterleve den landespecifikke henstilling om at øge overholdelsen af skattereglerne og skatteinddrivelsen, som er blevet fremsat gentagne gange. Det går meget langsomt med at få indført elektroniske kasseapparater, som er forbundet til skattemyndighedernes informationssystem. Skatteforvaltningen arbejder på at få indført et risikovurderingssystem til revision af skatteydere.

(10)

Efter flere års fortsatte bestræbelser på at konsolidere den finansielle sektor, kom den finansielle stabilitet i 2018 igen under pres på grund af en række lovgivningsinitiativer fra regeringen og parlamentet. Den skat på bankernes aktiver, der blev vedtaget af regeringen ved hjælp af en hastebekendtgørelse i slutningen af december 2018 uden hverken konsekvensanalyse eller høring af interessenter, medførte en række alvorlige problemer med hensyn til dens negative indvirkning på bankernes tilsynsmæssige stilling, gennemførelsen af den monetære politik og i sidste ende investeringer og økonomisk vækst. Den måde, bekendtgørelsen blev vedtaget på, og dens bestemmelser har haft en betydelig negativ indvirkning på valutakursen, statens evne til at optage lån på markedet og endelig på interessenternes opfattelse af operationelle risici. Selv om visse kontroversielle aspekter af skatten blev ændret i marts 2019, blev disse ændringer også vedtaget ved en hastebekendtgørelse fra regeringen og uden en konsekvensanalyse. De mest problematiske aspekter af skatten på bankernes samlede aktiver blev fjernet. Ifølge den nye ordlyd kan skatten dog forvride låneforholdene, hvilket kan resultere i en långivning, der er uhensigtsmæssig for økonomien. Der bør foretages en vurdering af de potentielle konsekvenser af disse ændringer for den pengepolitiske transmission. Adskillige af de lovgivningsinitiativer, som parlamentet vedtog i slutningen af 2018, men som blev erklæret forfatningsstridige af forfatningsdomstolen i marts 2019, har lagt yderligere pres på banksektoren og styrket den generelle opfattelse af, at regelværket er uforudsigeligt. Tidligere erfaringer har vist, at sådanne initiativer kan blive foreslået igen af den lovgivende myndighed.

(11)

Den nye pensionslov, som parlamentet vedtog i december 2018, vil sandsynligvis udgøre en risiko for de offentlige finansers bæredygtighed. Pensionspointet, dvs. den vigtigste parameter, der anvendes til pensionsindekseringen, forventes at stige med 15 % i september 2019 og med 40 % i september 2020. Med pensionsloven vil adskillige parametre, der anvendes til at beregne pensionsydelserne, blive ændret. Navnlig forventes værdien af pensionspointet at stige, da indekseringsfaktoren for gældende pensioner ikke længere vil nærme sig priserne, men i stedet vil forblive fast sammensat af lønninger og priser. Den bidragsperiode, der benyttes til at beregne en persons pension vil desuden blive afkortet, hvilket vil føre til højere pensionsudgifter for nye pensioner. Imidlertid vil afskaffelsen af korrektionsindekset for nye pensioner (som tidligere delvis knyttede den første pension til lønninger) begrænse den samlede stigning i pensionsudgifter, som skyldes de øvrige parametre. Nogle af de strukturelle udfordringer, der har betydning for, om pensionen er tilstrækkelig, er der endnu ikke taget hånd om. Den gennemsnitlige pensionsalder er tæt på EU-gennemsnittet, men er ikke den samme for kvinder og mænd. Da kvinder ofte har en kortere bidragsperiode, medfører det en betydelig forskel på mænds og kvinders pension.

(12)

Den reform af pensionssystemet, som blev indført i 2008, er gradvist blevet sat i stå. Efter gentagne udsættelser af de planlagte stigninger i bidragene til pensionsfondene under anden søjle, som skulle have været nået op på 6 % af bruttolønningerne i 2016, blev bidragene reduceret til 3,75 % af bruttolønningerne pr. 2018. Pensionsfondene under anden søjle blev svækket yderligere af en række foranstaltninger, som regeringen vedtog ved hjælp af en hastebekendtgørelse ved udgangen af 2018. Det blev gjort frivilligt at bidrage til disse fonde efter at have bidraget i en periode på mindst fem år. Minimumskapitalkravene til de selskaber, der forvalter pensionsfonde under anden søjle, blev sat betydeligt op, hvilket medførte en risiko for, at forvaltningsselskaberne trak sig ud af det rumænske marked. De administrative gebyrer på bruttobidrag blev også nedsat betydeligt, hvilket potentielt påvirker forvaltningsselskabernes finansielle resultater og øger sandsynligheden for, at de trækker sig ud af markedet. Dette kunne få negative konsekvenser for udviklingen af det lokale kapitalmarked og puljen af institutionelle investorer samt betyde, at økonomien går glip af en kilde til hårdt tiltrængte langsigtede investeringer. Hvis anden søjle svækkes eller afvikles, vil det desuden betyde, at pensionsindkomsten bliver mindre diversificeret, og at pensionerne udsættes for større politiske og demografiske risici. I marts 2019 valgte regeringen via et hastedekret at fastholde de nye minimumskapitalkrav til fondsforvaltningsselskaber, men udsatte fristen for at indbetale hele den supplerende kapital til december 2019. I maj 2019 sænkede regeringen minimumskapitalkravene for pensionsfondsforvaltningsselskaber væsentligt, hvilket delvist udlignede den forhøjelse, der blev besluttet i december 2018. Der ændres ikke ved de øvrige bestemmelser i hastedekretet fra december 2018, hvilket kan betyde, at pensionsfondene under anden søjle ikke er rentable.

(13)

Udfordringer i forbindelse med uddannelsessystemets kvalitet og rummelighed har en negativ indvirkning på Rumæniens potentiale for inklusiv vækst. Selv om budgettet blev forøget i 2019, er udgifterne til uddannelse fortsat blandt de laveste i Unionen, især på de uddannelsesniveauer, der er vigtige for at forebygge tidligt frafald (som stadig er højt), sikre lige muligheder og bekæmpe uligheder senere i livet. Deltagelsen i førskoleuddannelse og -pasning ligger stadig under EU-gennemsnittet, delvis på grund af manglende faciliteter. Dette har konsekvenser for kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse og for den tidlige erhvervelse af færdigheder. Modernisering og optimering af skoleinfrastrukturen med henblik på at afhjælpe den demografiske udvikling halter bagefter, og 10 % af skolerne er overfyldte, mens 58 % har ledig kapacitet. Erhvervelsen af basale og digitale færdigheder giver store udfordringer. Lærernes evner til at anvende en tilgang med fokus på de studerende er ikke tilstrækkeligt udviklede. Der er fortsat store forskelle mellem by og land, og udsatte grupper, herunder romaerne, har stadig kun begrænset adgang til inklusiv uddannelse af høj kvalitet.

(14)

Arbejdsmarkedet har været under stigende pres, idet arbejdsløsheden (4,2 % i 2018) er meget lav, mens arbejdsstyrken er faldende, og der fortsat er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Erhvervsfrekvensen for kvinder, især for de unge og midaldrende, er lav. Det skyldes først og fremmest personlige og familiemæssige forpligtelser samt, at kun en lille del af børn i alderen 0-3 deltager i en formel børnepasningsordning. En aktiv arbejdsmarkedspolitik kan kun delvist dække arbejdsmarkedets behov, idet foranstaltningerne primært fokuserer på finansielle incitamenter snarere end på skræddersyede og helhedsorienterede tilgange. Forsinkelserne i forbindelse med den planlagte reform af den offentlige arbejdsformidling er stadig en væsentlig hindring for tilvejebringelse af en moderne service til arbejdsgivere og ledige. Opkvalificeringen og integrerede tjenesteydelser er også begrænset. Færdighederne udvikler sig ikke i takt med behovet i de ekspanderende økonomiske sektorer, idet 81 % af arbejdsgiverne har svært ved at få besat ledige stillinger. IKT-sektoren er i vækst, samtidig med at antallet af rumænere i aldersgruppen 20-29 med en grad inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvæsen og matematik er faldet mellem 2014 og 2016. På nuværende tidspunkt findes der ingen overordnet eller sektorvis vurdering af, hvilke færdigheder der er behov for, og prognoserne for færdigheder anvendes stadig ikke, hvilket gør det vanskeligt at tilpasse uddannelsessystemet til arbejdsmarkedets behov. Udrulningen af vekseluddannelser for at afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft er påbegyndt. Erhvervsuddannelser anses dog stadig for at være andenrangsuddannelser blandt studerende og forældre, og den forholdsvis lave beskæftigelsesfrekvens for studerende, der har afsluttet en erhvervsuddannelse, tyder på, at uddannelserne måske ikke er relevante for arbejdsmarkedet. Videregående uddannelser er ikke tilstrækkeligt tilpasset til arbejdsmarkedet. Selv om antallet af studerende med en videregående uddannelse er fordoblet i løbet af dette årti, er det stadig lavt.

(15)

På trods af de seneste forbedringer er der stadig stor fattigdom og indkomstuligheder, og de regionale forskelle bliver større og større. En ud af tre rumænere risikerer stadig fattigdom og social udelukkelse, idet bestemte grupper, såsom børn, romaer, personer med handicap og ældre, er mest udsatte. De sociale tjenesters kvalitet og dækning er utilstrækkelig, og de er geografisk skævt fordelt og ikke afstemt efter lokalsamfundenes specifikke behov. Kun ca. 20 % af de administrative territoriale enheder har godkendte sociale tjenester. Tjenesterne er normalt koncentreret omkring mere velstående områder eller byområder, selv om behovet er langt større i fattige landdistrikter og regioner. Den begrænsede integration af arbejds-, uddannelses- og sundhedstjenester og sociale tjenester gør det ikke muligt at sikre en mere vedvarende inklusion af forskellige dårligt stillede grupper. Personer med handicap får kun begrænset støtte til at kunne klare sig selv og få adgang til beskæftigelse. Der er ikke noget, der tyder på, at romasamfundets situation er blevet meget bedre. Boligmanglen er den højeste i Unionen og hæmmer social inklusion. Boligpolitikkerne er blevet decentraliseret uden nogen strategisk ramme, og de fattige samfund mangler ofte økonomiske ressourcer. Det sociale referenceindeks, der danner grundlag for de fleste sociale ydelser, er ikke blevet ajourført siden 2008 og er også faldet betydeligt for mindstelønnens vedkommende. Andelen af fattige med lav og meget lav arbejdsintensitet er derfor steget med 50 % siden 2010. Socialsikringen for atypiske arbejdstagere er desuden utilstrækkelig. En ud af tre atypiske arbejdstagere er i fare for at lide alvorlige materielle afsavn. Daglejere og sæsonarbejdere har ingen formel adgang til socialsikringsrettigheder i forbindelse med arbejdsløshed, barsel, ulykker og arbejdsskader. Gennemførelsen af den reform af minimumsinklusionsindkomsten, der blev indledt i 2016, og som skulle øge socialhjælpens dækning og gøre den mere tilstrækkelig, er blevet udsat nok en gang til 2021.

(16)

Den sociale dialog er præget af lav kollektiv dækning, især på sektorniveau, til dels på grund af den aktuelle definition af sektorer. Myndighederne har taget initiativ til at revidere definitionerne af de økonomiske sektorer, men er ikke nået frem til nogen aftale endnu. Ud over reglerne for kollektive overenskomstforhandlinger, er det begrænset, i hvor høj grad arbejdsmarkedets parter er blevet inddraget i politiske spørgsmål og reformer i rette tid og på en meningsfuld måde. Dialogen mellem arbejdsmarkedets parter antager normalt en formel karakter og finder sted i det økonomiske og sociale råd og i de sociale dialogudvalg. Trods den etablerede dialog- og høringsramme er stabiliteten og den rolle, som disse institutioner spiller, imidlertid blevet svækket i løbet af det seneste år.

(17)

Efter år med moderat lønvækst er Rumænien nu blandt de lande i Unionen, hvor stigningen i lønningerne er hurtigst. Det skyldes statslige politikker, der har øget lønningerne i det offentlige og mindstelønnen, samt den rekordlave arbejdsløshed og den strukturelle mangel på arbejdskraft. Mindstelønnen fastsættes fortsat på en usystematisk måde uden nogen objektiv mekanisme. Flere stigninger lige efter hinanden gennem årene har betydet, at en ud af tre arbejdstagere i 2017 tjente mindstelønnen, hvilket er omtrent fire gange så meget som i 2011.

(18)

Sundhedssystemet står over for mange udfordringer. Få midler, ineffektiv anvendelse af de offentlige midler og reformer, som udebliver, betyder, at sundhedssystemet ikke er særligt effektivt. Den konstante udvandring har skabt en betydelig mangel på læger og sygeplejersker. Sundhedsinfrastrukturen og den hyppige forekomst af uformel betaling er stadig et problem. Personer i landdistrikter og udsatte grupper har begrænset adgang til sundhedsydelser. Disse faktorer har igen en negativ indvirkning på folkesundheden, som på trods af de seneste forbedringer er under EU-gennemsnittet. Der er stort behov for at forbedre de lokale behandlings- og plejetilbud, men forbedringerne lader vente på sig. Pilotprojektet vedrørende oprettelse af lokale centre for behandling og pleje er startet med en forsinkelse, der påvirker udrulningen af integrerede behandlings- og plejetjenester. Sektoren for langtidspleje er ikke i stand til at håndtere en situation med en hastigt aldrende befolkning. Der er meget få tjenester, der tilbyder hjemmepleje og daglig pleje, og de er især koncentreret i velstillede områder. De offentlige udgifter til langtidspleje er blandt de laveste i Unionen og har også den dårligste dækning, og der er ringe adgang til langtidspleje, rehabilitering og palliativ pleje.

(19)

Kvaliteten af infrastrukturen, bl.a. inden for transport-, energi- samt affalds- og spildevandssektorerne, er stadig ringe og begrænser Rumæniens vækstmuligheder. På trods af at der er foretaget væsentlige offentlige investeringer, siden Rumænien blev medlem af Unionen, er den fysiske infrastruktur stadig underudviklet. Vej- og jernbanenettets generelle tilstand og pålidelighed er meget dårlig. Infrastrukturen kan ikke følge med den mængde trafik, der følger af en ekspanderende økonomi. Vejnettet er blandt de mindst udviklede i Unionen, og reformen af jernbanesektoren halter bagefter. Drivhusgasemissionerne fra vejtransport er steget kraftigt i løbet af de seneste fem år. Endvidere har en meget utilstrækkelig investering i vedligeholdelse reduceret toghastigheden og påvirket transporttiden for jernbanegods. Bytransporten lider af kronisk underfinansiering, dårlig organisering af sektoren og ringe administrativ kapacitet hos de lokale udbydere. Derudover ses der stadig mangler i energi-, affalds-, vand- og spildevandsinfrastrukturen og i energinettet. Spildevandsrensningssystemet er stadig kendetegnet ved meget lav genanvendelse af kommunalt affald og en meget høj deponeringsgrad. Der skal stadig gøres en stor indsats for at nå energimålene, især kan energieffektiviteten i bygninger blive meget bedre.

(20)

Den generelle innovative kapacitet i Rumænien er fortsat lav, og landets fremtidige konkurrenceevne trues af de store produktivitets- og innovationsforskelle, der er mellem udenlandsk ejede og nationale virksomheder. Rumænien har den laveste investering i forskning og udvikling i Unionen (0,5 % af BNP) og de offentlige forsknings- og udviklingsudgifter faldt yderligere fra 0,32 % af BNP i 2011 til 0,21 % af BNP i 2017, hvilket vanskeliggør enhver form for kapacitetsopbygning. Kvaliteten af forskningen i offentligt regi er derfor stadig meget lav, og forbindelsen mellem naturvidenskab og erhvervsliv er underudviklet. Da antallet af personer med en videregående uddannelse inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik også er faldet yderligere, udgør manglen på kvalificeret arbejdskraft et stort problem for den rumænske økonomis innovative potentiale. Hvis Rumæniens innovation og konkurrenceevne skal blive bedre, er det afgørende, at der sker fremskridt med digitaliseringen. Rumænien scorer lavt på mange områder i indekset for den digitale økonomi og det digitale samfund, bl.a. på digitale offentlige tjenester, digitale færdigheder i befolkningen generelt og digitaliseringen i erhvervslivet.

(21)

Rumænien har gjort begrænsede fremskridt med at efterleve den landespecifikke henstilling om at styrke projektprioriteringen og -forberedelsen i forbindelse med offentlige investeringer. Finansministeriet har ansvaret for at udarbejde en prioriteret liste over offentlige investeringsprojekter til en værdi af over 100 mio. RON (21 mio. EUR) og for at overvåge gennemførelsen heraf, men det er fagministerierne, der forvalter projekterne. Der er i øjeblikket 136 projekter på listen over prioriterede projekter, de fleste på transportområdet. De fleste af disse prioriterede projekter vil kunne medfinansieres af EU-midler. Brugen af EU-midler bremses imidlertid af faktorer som begrænset administrativ kapacitet til at forberede, prioritere og gennemføre store investeringsprojekter. Der er for nyligt udarbejdet store infrastrukturprojekter, som er sendt til Europa-Kommissionen til godkendelse, men der mangler stadig vigtige projekter, såsom Sibiu-Pitești-motorvejen (som skal sikre forbindelse med korridoren TEN-T Rhinen-Donau og korridoren mellem Østen og det østlige Middelhav), og gennemførelsen halter generelt langt bagefter. Absorptionen af EU-midler er hidtil blevet drevet af projekter, der er udarbejdet for den foregående programmeringsperiode, men de nye projekter for den aktuelle periode er endnu ikke fuldt udviklede.

(22)

Effektive offentlige udbud er nøglen til at nå vigtige politiske mål i Rumænien, herunder effektiv brug af offentlige midler, modernisering af den offentlige forvaltning og fremme af innovation og bæredygtig og inklusiv vækst. Rumænien har kun gjort begrænsede fremskridt med hensyn til efterlevelsen af den landespecifikke henstilling om at øge gennemsigtigheden i forbindelse med offentlige udbud. Der er fortsat problemer med effektiviteten i forbindelse med offentlige udbud, hvilket kan få negativ indflydelse på, om visse foranstaltninger, bl.a. strømliningen af den forudgående kontrol, kan fastholdes. Det understreges i den nationale strategi for offentlige indkøb, at det er vigtigt at have en ensartet forudgående kontrol, som foretages af det nationale agentur for offentlige indkøb. Tilbagevendende lovgivningsmæssige initiativer kan undergrave opfyldelsen af målene i strategien. Det er fortsat en udfordring at sikre, at lovgivningen om offentlige indkøb er forudsigelig og stabil, og den nationale strategi for offentlige indkøb er ikke fuldt ud gennemført.

(23)

Den politiske beslutningstagning er blevet mere og mere uforudsigelig, hvilket påvirker erhvervslivet. Som et af de seneste eksempler kan nævnes, at der ved hjælp af en hastebekendtgørelse blev vedtaget en stribe vidtrækkende foranstaltninger, der påvirker banksektoren, forvalterne af pensionsfonde under anden søjle samt energi- og telekommunikationsvirksomheder, uden forudgående høring af interessenter eller konsekvensanalyser. Konsekvensanalyser af lovgivningen er fortsat en formalitet, og der er stor forskel på deres kvalitet og på brugen af dem i de forskellige sektorer. Der er kun begrænset kvalitetskontrol af konsekvensanalyser af lovgivning og politikudformning. Der findes ingen fast mekanisme til politikovervågning med et gennemsigtigt rapporteringssystem og efterfølgende evalueringer. Vigtige lovgivningsmæssige initiativer meddeles ofte kort før vedtagelsen. De relevante parter inddrages kun i ringe grad i udformningen og gennemførelsen af reformer, og der finder sjældent en reel dialog sted, selv om de institutionelle rammer er til stede. Tunge administrative procedurer påvirker især små og mellemstore virksomheder. Tunge administrative procedurer for etablering af virksomheder og lovkrav, som pålægges tjenesteudbydere, bl.a. regulerede erhverv, står f.eks. i vejen for markedsudviklingen. Vedtagelsen af relevant lovgivning om forvaltning af menneskelige ressourcer i den offentlige forvaltning er stadig forsinket. Den store opsplitning af ansvarsområder og ressourcer betyder, at der især på lokalt plan ikke altid er adgang til de samme offentlige tjenester. De nationale og regionale strategier for forskellige offentlige tjenester omsættes ikke godt til sammenhængende foranstaltninger på regionalt og lokalt plan. Finansieringen af de offentlige tjenester er meget uens forskellige steder i landet og svarer ikke altid til de lokale behov. Forskellige forhold overses, såsom en fælles strategisk tilgang per type tjeneste, eksisterende mangler samt behov for at udvikle nye tjenester. Der er ingen stabilitet og forudsigelighed i de lokale myndigheders indtægter. Det er begrænset, hvad der er gjort for at forbedre balancen mellem de opgaver, der skal decentraliseres, og tildelingen af finansielle ressourcer, som skal gøre det muligt for de lokale myndigheder at levere tjenester af ordentlig kvalitet. Der er behov for at gøre mere for at øge den administrative kapacitet på lokalt plan.

(24)

Statsejede virksomheder spiller en central rolle i vigtige infrastruktursektorer, såsom energi og jernbanetransport. Deres økonomiske og finansielle resultater er blevet bedre på det seneste på grund af et mere gunstigt makroøkonomisk klima. Gennemsigtigheden og offentliggørelsen af finansielle og operationelle resultater er dog ikke blevet bedre, og reglerne for selskabsledelse anvendes fortsat kun i begrænset omfang. Som eksempler kan nævnes den gentagne udnævnelse af midlertidige bestyrelser, afvigelser fra formålet med en given lov og manglende brug af de håndhævelsesværktøjer, lovgivningen giver mulighed for, over for virksomheder, der ikke overholder den. Risikoen for, at lovgivningen om statsejede virksomheder kunne blive meget svag, er ikke blevet mindre. Dette skyldes, at de fremskridt, der var gjort med hensyn til at efterleve de landespecifikke henstillinger fra 2015 og 2016, er blevet sat tilbage. Det går ud over forhold, som er vigtige for at fremme den effektive udnyttelse af offentlige ressourcer, og det giver mulighed for at forvride investeringsbeslutninger. Overdragelsen af ejerskabet af flere af de større statsejede virksomheder til den nye statsejede udviklings- og investeringsfond forudsætter, at de strenge regler for virksomhedsledelse både for fonden og virksomhederne i dens portefølje gennemføres nøje.

(25)

Udviklingen i det seneste år har sat spørgsmålstegn ved retsstatsprincippet og styrket den tvivl, der tidligere har hersket om, hvorvidt Rumæniens hidtidige fremskridt med at reformere retsvæsenet og tackle korruption på højt niveau virkelig er vedvarende og holdbare. Disse problemstillinger er omfattet af overvågning under mekanismen for samarbejde og kontrol. Ændringer af tre retsplejelove er nu trådt i kraft og indeholder en række foranstaltninger, der svækker de retlige garantier for retsvæsenets uafhængighed. De vil sandsynligvis undergrave både effektiviteten i dommernes og anklagernes daglige arbejde og offentlighedens tillid til retsvæsenet. Der lægges pres på de retslige institutioner og på de enkelte dommere, bl.a. ved at oprette en særlig afdeling for retsforfølgning af forbrydelser, der påstås at være begået af dommere. Igangværende bestræbelser på at ændre straffelovbogen og strafferetsplejeloven vil gå ud over effektiviteten i strafferetlige efterforskninger og straffesager, og betyde, at omfanget af korruption, der anses for en strafbar handling, indskrænkes. Andre betænkeligheder vedrører procedurerne for afskedigelse og udnævnelse af højtstående dommere. Nylige tilkendegivelser antyder, at foranstaltninger i tilknytning til reformen af retssystemet kan genovervejes.

(26)

Som led i mekanismen for samarbejde og kontrol følger Kommissionen fortsat retsreformerne og bekæmpelsen af korruption i Rumænien. Disse områder er derfor ikke omhandlet i de landespecifikke henstillinger til Rumænien, men er relevante for udviklingen af et positivt samfundsøkonomisk klima i landet.

(27)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Rumænien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til regionale forskelle. Det er vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte midlerne styrkes, hvis investeringen skal blive en succes.

(28)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Rumæniens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet konvergensprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Rumænien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Rumænien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(29)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået konvergensprogrammet for 2019, og dets holdning (12) afspejles især i henstilling 1 nedenfor.

(30)

På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram for 2019 og konvergensprogrammet for 2019. Dets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles i henstilling 1, 2, 3 og 5 nedenfor. Den finanspolitik, der er omhandlet i henstilling 1 nedenfor, bidrager bl.a. til at afhjælpe de ubalancer, der er knyttet til konkurrenceevnen og stillingen over for udlandet,

HENSTILLER, at Rumænien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at:

1.   

sikre efterlevelse af Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at korrigere den væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning, sikre den fulde anvendelse af de finanspolitiske rammer, styrke overholdelsen af skattelovgivningen og skatteinddrivelsen

2.   

sikre finansiel stabilitet og en robust banksektor, sikre, at det offentlige pensionssystem er bæredygtigt, og at pensionsfondene under anden søjle er rentable også på længere sigt

3.   

forbedre kvaliteten af uddannelse og gøre den mere inklusiv, især for romaer og andre dårligt stillede grupper, øge færdighederne, især de digitale, bl.a. ved at gøre erhvervsrelaterede uddannelser og videregående uddannelser mere relevante for arbejdsmarkedet, øge de sociale tjenesters dækning og kvalitet og afslutte reformen af minimumsinklusionsindkomst, forbedre den sociale dialog, sikre, at mindstelønnen fastsættes ud fra objektive kriterier i overensstemmelse med jobskabelse og konkurrenceevne, forbedre adgangen til sundhedspleje, som skal gøres mere omkostningseffektiv, bl.a. ved at omlægge til ambulant behandling

4.   

målrette investeringstiltag inden for den økonomiske politik mod transport, især mod bæredygtighed, kulstoffattig energi, energieffektivitet, miljøinfrastruktur og innovation, idet der tages hensyn til regionale forskelle, forbedre udarbejdelsen og prioriteringen af store projekter og fremskynde deres gennemførelse, gøre offentlige indkøb mere effektive og sikre en fuldstændig og bæredygtig gennemførelse af den nationale strategi for offentlige indkøb

5.   

sikre, at lovgivningsmæssige initiativer ikke underminerer retssikkerheden, ved at gøre beslutningstagningen bedre og mere forudsigelig, bl.a. ved høring af interessenter, effektive konsekvensanalyser og strømlinede administrative procedurer, styrke virksomhedsledelsen i statsejede virksomheder.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2019.

På Rådets vegne

M. LINTILÄ

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

(3)  EUT C 320 af 10.9.2018, s. 98.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(5)  Den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, som genberegnet af Kommissionen efter den metode, der er aftalt i fællesskab.

(6)  Rådets henstilling af 22. juni 2018 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien (EUT C 223 af 27.6.2018, s. 3).

(7)  De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårsperiode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden er modregnet.

(8)  Rådets afgørelse (EU) 2018/2020 af 4. december 2018 om konstatering af, at Rumænien ikke har truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 22. juni 2018 (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 16).

(9)  Rådets henstilling af 4. december 2018 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien (EUT C 460 af 21.12.2018, s. 1).

(10)  Rådets afgørelse (EU) 2019/1002 af 14. juni 2019 om konstatering af, at Rumænien ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018 (EUT L 163 af 20.6.2019, s. 62).

(11)  Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien (EUT C 210 af 21.6.2019, s. 1).

(12)  I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97.


5.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/143


RÅDETS HENSTILLING

af 9. juli 2019

om Sloveniens nationale reformprogram for 2019 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2019

(2019/C 301/24)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til Det Europæiske Råds konklusioner,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det europæiske semester 2019 om samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Den 21. marts 2019 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne i den årlige vækstundersøgelse. Den 21. november 2018 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (2) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Slovenien ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig den 21. marts 2019. Den 9. april 2019 vedtog Rådet henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (3) (»henstillingen vedrørende euroområdet for 2019«), som indeholder fem henstillinger vedrørende euroområdet (»henstillingerne vedrørende euroområdet«).

(2)

Da Slovenien har euroen som valuta, og i betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem økonomierne i Den Økonomiske og Monetære Union, bør Slovenien sikre en fuldstændig og rettidig efterlevelse af henstillingen vedrørende euroområdet for 2019 som afspejlet i henstilling 1 til 3 nedenfor. Især gælder det, at mindre reguleringsmæssige begrænsninger vil understøtte de første henstillinger om euroområdet, hvad angår robuste markeder for varer og tjenesteydelser, og at en fokusering af den økonomiske politik på investeringer på de specifikke områder vil hjælpe med at løse anden henstilling vedrørende euroområdet om støtte til investeringer.

(3)

Den 27. februar 2019 blev landerapporten for 2019 for Slovenien offentliggjort. Den indeholdt en vurdering af Sloveniens fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger, som Rådet vedtog den 13. juli 2018 (4), opfølgningen på de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget de foregående år, og Sloveniens fremskridt med opfyldelsen af dets nationale Europa 2020-mål.

(4)

Slovenien fremlagde den 15. april 2019 sit nationale reformprogram for 2019 og den 26. april 2019 sit stabilitetsprogram for 2019. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(5)

De relevante landespecifikke henstillinger er taget i betragtning ved programmeringen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (»ESI-fondene«) for 2014-2020. I henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) kan Kommissionen, hvor det er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af relevante rådshenstillinger, anmode en medlemsstat om at evaluere og foreslå ændringer i sin partnerskabsaftale og sine relevante programmer. Kommissionen har redegjort nærmere for, hvordan den agter at anvende den nævnte bestemmelse, i retningslinjer for anvendelsen af foranstaltninger, der knytter ESI-fondenes effektivitet til forsvarlig økonomisk styring.

(6)

Slovenien er på nuværende tidspunkt underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og omfattet af gældsreglen. I sit stabilitetsprogram for 2019 forventer regeringen, at det samlede overskud stiger til 0,9 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019, og at det herefter stiger til 1,2 % af BNP i 2022. På grundlag af den genberegnede strukturelle saldo forventes den mellemfristede budgetmålsætning — som er justeret fra et strukturelt overskud på 0,25 % af BNP i 2019 til et strukturelt underskud på 0,25 % af BNP fra 2020 — opfyldt i 2021 (6). Ifølge stabilitetsprogrammet for 2019 ventes den offentlige gældskvote fortsat at falde fra 65,4 % af BNP i 2019 til 54,7 % af BNP i 2022. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for disse budgetfremskrivninger, er gunstigt.

(7)

Den 13. juli 2018 henstillede Rådet, at Slovenien sikrer, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter (7) ikke overstiger 3,1 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,65 % af BNP. Ifølge fremskrivningerne i Kommissionens forårsprognose 2019 er der risiko for en væsentlig afvigelse fra anbefalede tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2019.

(8)

I 2020 skulle Slovenien nå sin mellemfristede budgetmålsætning. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 svarede dette til en maksimal nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på 4,0 % svarende til en årlig strukturel tilpasning på 0,5 % af BNP. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 skulle Slovenien med en uændret politik være tæt på sin mellemfristede budgetmålsætning i 2020. Derfor peger den nuværende vurdering på en risiko for en vis afvigelse i 2020. Selv om den beregnede nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter i øjeblikket tyder på en risiko for en vis afvigelse fra kravet i 2020, tyder den på en risiko for en væsentlig afvigelse fra kravet i 2019 og 2020 samlet set. Hvis den strukturelle saldo ikke længere ventes at ligge tæt på den mellemfristede budgetmålsætning, skal der i fremtidige vurderinger indgå en samlet vurdering, der tager højde for en mulig afvigelse fra kravet. Slovenien forventes at overholde gældsreglen i 2019 og 2020. Rådet er af den generelle opfattelse, at de nødvendige foranstaltninger bør træffes fra 2019, og at Slovenien bør være klar til at træffe yderligere foranstaltninger i 2020 for at overholde bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten.

(9)

Den aldrende befolkning vil i stigende grad sætte Sloveniens sundheds- og langtidsplejesystem under pres. Finansieringen af sundhedssystemet er ikke indrettet til at bære de forventede udgifter, der følger af en aldrende befolkning. Indtil videre har Slovenien ikke vedtaget omfattende foranstaltninger til at sikre kvalitet, tilgængelighed og langsigtet finanspolitisk holdbarhed for sundhedssystemet i Slovenien. Der er ved at blive udarbejdet et lovforslag om langtidspleje som led i Sloveniens strategi for aktiv aldring. Det står dog stadig ikke klart, hvordan de påtænkte foranstaltninger vil gøre sundhedsplejen mere omkostningseffektiv, tilgængelig og øge dens kvalitet, bortset fra at offentlige indkøb på sundhedsområdet ventes at blive mere omkostningseffektive på grund af bedre koordinering. Investeringer i sundheds- og langsigtede plejestrukturer og udstyr kan hjælpe med at mindske det fremtidige pres på plejesystemerne.

(10)

Problemerne med pensionssystemets langsigtede holdbarhed og hensigtsmæssighed trænger sig stadig mere på, da Sloveniens befolkning ældes hurtigere end befolkningen i de fleste andre medlemsstater. I dokumentet om de første skridt til modernisering af pensions- og invalidforsikringssystemet i Republikken Slovenien, som det økonomiske og sociale råd vedtog i 2017, besluttede arbejdsmarkedets parter og den foregående regering at vedtage en reform senest i 2020, og det nationale reformprogram for 2019-2020 nævner muligheden for en gennemgribende reform af pensionssystemet med henblik på at støtte systemets bæredygtighed på mellemlang og lang sigt og hensigtsmæssige pensioner. Det går også efter at forlænge arbejdslivet og give bedre muligheder for at udnytte de ældre arbejdstageres menneskelige ressourcer, men det fortæller ikke konkret, hvordan dette mål skal nås. Hvis pensionsalderen justeres i overensstemmelse med den stigende gennemsnitslevealder, og der tages skridt til at fremme senere pensionering, vil systemet blive mere bæredygtigt. Det er stadig en udfordring at sikre passende pensioner, da visse modtagere stadig befinder sig på eller under fattigdomsgrænsen. Næsten 70 % af alle selvstændige i Slovenien vælger at indbetale sociale sikringsbidrag på mindsteniveauet, hvilket kun berettiger dem til den mindste alderspensionssats. Pensionerne kan gøres mere passende, hvis dækningen af tillægspensionsordningerne øges, så de i tilstrækkelig grad tager højde for en ændret karrierevej og mindsker risikoen for fattigdom i alderdommen.

(11)

Beskæftigelsen steg fortsat, og ledigheden faldt yderligere i 2019. Samtidig ligger den langsigtede ledighed over niveauet før krisen og tegner sig fortsat for næsten halvdelen af arbejdsløsheden. Der er fortsat udfordringer for lavtuddannede og ældre arbejdstagere, da deres erhvervsfrekvens og beskæftigelsesgrad stadig ligger blandt de laveste i Unionen. Deres deltagelse i voksenundervisning er meget lav. Evalueringen af de politikker, der skal tilskynde folk til at komme i arbejde eller tage kurser, viser, at de fleste nuværende programmer fungerer godt. Imidlertid er bevillingerne til dette område begrænsede, og det samme gælder lavtuddannedes og ældre lediges deltagelse i programmerne. Derfor er det særlig vigtigt, at der investeres i effektive foranstaltninger, der øger de lavtuddannedes og ældre arbejdstageres beskæftigelsesegnethed, især hvad angår digitale færdigheder. Hvis de ældre arbejdstageres beskæftigelsesgrad øges, vil det også være med til at lette presset på pensionssystemet. Selv om arbejdsmarkedsreformen i 2013 tydeligvis hjalp visse udsatte grupper med at komme i arbejde, er der fortsat problemer med midlertidig beskæftigelse. Andelen af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, er faldet, men ligger fortsat over EU-gennemsnittet for de ældres vedkommende.

(12)

Der er ved at opstå mangel på arbejdskraft i stadig flere økonomiske sektorer. Der er asymmetri mellem de kvalifikationer, de unge får under uddannelsen, og de kvalifikationer, som arbejdstagerne efterspørger, hvilket lader til at bidrage til disse mangler. Samtidig med at manglerne i, hvordan økosystemerne for innovation fungerer, bremser disse mangler den erhvervsmæssige omstilling inden for de prioriterede områder i den smarte specialiseringsstrategi, som er defineret efter høring af interessenterne. Hvis økonomiens behov skal opfyldes, er det afgørende, at fremtidens arbejdsstyrke får udviklet sine digitale kvalifikationer.

(13)

Der er eller vil blive vedtaget en række foranstaltninger til bedre finansieringsmuligheder for virksomheder i Slovenien, så de får alternativer til banklån. De slovenske virksomheder er dog stadig meget afhængige af banklån og -pengestrømme, når deres finansieringsbehov skal opfyldes. Virksomhedernes adgang til aktiefinansiering fra de private markeder er fortsat meget begrænset. Udbuddet af risikovillig kapital vokser, men det sker fra et meget lavt niveau. Markedskapitaliseringen på børsen i Ljubljana er meget lav og falder fortsat. Det begrænsede og underudviklede kapitalmarked og de ugunstige rammebetingelser, herunder en lav grad af finansiel forståelse i mindre virksomheder, hæmmer tilstrømningen af aktiekapital og risikovillig kapital til landet. Den ringe adgang til aktiekapitalfinansiering er en vækstbarriere for både innovative virksomheder og for etablerede virksomheder, der kan få gavn af ændret finansiering.

(14)

De slovenske virksomheder bremses af landets reguleringsmæssige og administrative byrder, der fortsat ligger højt. Denne byrde betragtes som et centralt problem, hvis man ønsker at gøre forretninger i Slovenien. Der er tale om bl.a. tilladelser, regnskabskrav, skatteprocedurer og ofte langtrukne handelsretlige sager. Problemerne med at retsforfølge økonomisk kriminalitet påvirker også erhvervsmiljøet. Slovenien har skabt redskaber, der skal mindske de administrative byrder, bl.a. SPOT-portalen (»Slovenska poslovna točka«) og »det fælles dokument«, der beskæftiger sig med adskillige af de konstaterede byrder. Mange af de foranstaltninger, der skal mindske byrderne, er stadig ikke gennemført, og visse gennemførte foranstaltninger har ikke givet de ventede resultater. Slovenien har også gennemført reformer til liberalisering af restriktive faglige kvalifikationskrav. Imidlertid er der ikke fulgt op på visse dele af Kommissionens henstillinger fra 2017, især hvad angår advokater og ejendomsmæglere.

(15)

Trods visse fremskridt er der svage punkter med hensyn til konkurrence og åbenhed i offentlige indkøb i Slovenien, hvilket især afspejler sig i den store andel af kontrakter, der aftales gennem procedurer med forhandling (dvs. uden indkaldelse af tilbud). Sikkerhedsforanstaltningerne mod korruption og hemmelige aftaler blandt tilbudsgiverne, især i lokalforvaltninger og statsejede virksomheder, er fortsat svage. Det uafhængige tilsyn med offentlige indkøb mangler tilstrækkelige retlige garantier mod pres eller indblanding udefra, især hvad angår disciplinærsager og forslaget om udpegelse af medlemmer af den nationale revisionskommission. Der er iværksat en handlingsplan, som skal øge professionaliseringen blandt dem, som beskæftiger sig med offentlige indkøb, men professionaliseringen er fortsat på et lavt niveau. Selv om myndighederne vurderer, at økonomisk kriminalitet og korruption har gjort væsentlig skade i de seneste år, mangler visse reformer til bekæmpelse af korruption stadig at blive gennemført.

(16)

På trods af delvis privatisering af 75 % af aktierne minus en aktie i Sloveniens største bank, Nova Ljubljanska Banka, er staten stadigvæk meget involveret i økonomien, også i finanssektoren. De hidtil offentliggjorte planer for privatisering er blevet gennemført langsomt. Hvis der gås videre med privatiseringerne, vil virksomhederne blive mere levedygtige på lang sigt, og samtidig vil risikoen for de offentlige finanser samt risikoen for fordrejning af konkurrencen og ressourceallokeringen blive mindsket. Yderligere salg af aktier i børsnoterede selskaber vil også hjælpe med at udvikle Sloveniens kapitalmarked.

(17)

Økosystemet for forskning, udvikling og innovation kræver forbedringer for at kunne fungere fuldt ud, og der mangler ofte sammenhæng i støtteforanstaltningerne. Der er begrænset støtte til erhvervsuddannelser og teknologioverførsel og mere generelt ringe samarbejde mellem forskningsverdenen og erhvervslivet, hvilket hæmmer oprettelse af og vækst i innovative virksomheder. De fleste små og mellemstore virksomheder har ringe innovationskapacitet, og andelen af innovative virksomheder i Slovenien, som ligger under EU-gennemsnittet, er dalende. Sloveniens langsomme digitale omstilling begrænser produktivitetsvæksten. Der er skævhed i innovationsresultaterne mellem Sloveniens østlige og vestlige regioner, hvilket hæmmer samarbejde og netværk. Slovenien gør ikke længere fremskridt i retning af 2020-udgiftsmålet for forskning og udvikling, og samtidig gælder det, at øgede investeringer i forskning, udvikling og innovation vil styrke landets vækstpotentiale. Slovenien tiltrækker en lav andel af internationale studerende på alle videregående uddannelsesniveauer, især på ph.d.-niveau, mens der fortsat er begrænset international mobilitet blandt forskere og mellem den akademiske verden og erhvervslivet.

(18)

I sit udkast til en national energi- og klimaplan har Slovenien for perioden frem til 2030 fastlagt målsætninger for energiinfrastrukturen, energieffektivitet og vedvarende energi, som alt sammen vil kræve hensigtsmæssige investeringer. Især gælder det, at Sloveniens økonomi er mere kulstofintensiv end EU-gennemsnittet, og de vedvarende energikilders andel af den samlede energiproduktion stagnerer. Det går især langsomt med udviklingen af vedvarende energikilder bortset fra træ og vandkraft. Sloveniens industri-, tjenesteydelse- og boligsektor tegner sig for en større andel af det endelige samlede energiforbrug end EU-gennemsnittet. Desuden er den nuværende energilagringskapacitet er underudviklet og dækker således ikke de behov, der skyldes en ikkeintegreret lokal produktion af vedvarende energi.

(19)

Transporten har udviklet sig til den største kilde til CO2-emissioner: dens andel af de samlede emissioner ligger over gennemsnittet for denne sektor i Unionen. Slovenien er meget afhængigt af transport ad landevejen, hvilket skaber problemer med høj energi- og kulstofintensitet samt luftforurening og trafikulykker. Der er store muligheder for forbedring af jernbaneinfrastrukturen samt inden for lavkulstofenergi og bæredygtig transport i almindelighed, hvilket kan hjælpe til med at mindske disse negative konsekvenser. Der er også væsentlige investeringshuller inden for naturressourcer, som skal sikre en mere bæredygtig udviklingsmodel. Sloveniens økonomi er afhængig af landets naturlige miljø, som er ved at blive forringet. Den store afhængighed af importerede råmaterialer hæmmer sammen med de lave genanvendelsesprocenter omstillingen til en cirkulær økonomi. Systemet for byspildevand, herunder infrastrukturen for opsamling og behandling, opfylder ikke fuldt ud Unionens krav. Store dele af Sloveniens økonomi er sårbare over for naturkatastrofer, især oversvømmelser.

(20)

Programmeringen af EU-midler for perioden 2021-2027 kan bidrage til at afhjælpe nogle af de mangler, der blev konstateret i henstillingerne, navnlig på de områder, der er omfattet af bilag D til landerapporten for 2019. Dette ville gøre det muligt for Slovenien at optimere anvendelsen af disse midler i relation til de identificerede sektorer, idet der tages hensyn til de regionale forskelle. Hvis denne investering skal blive en succes, er det vigtigt, at landets administrative kapacitet til at forvalte disse midler styrkes.

(21)

Som led i det europæiske semester 2019 har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Sloveniens økonomiske politik, som blev offentliggjort i landerapporten for 2019. Den har også vurderet stabilitetsprogrammet for 2019, det nationale reformprogram for 2019 og de foranstaltninger, der er truffet som opfølgning på de henstillinger, der er blevet rettet til Slovenien i de foregående år. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Slovenien, men også til deres overensstemmelse med Unionens regler og retningslinjer. Dette afspejler behovet for at styrke den samlede økonomiske styring i Unionen ved på EU-plan at give input til de kommende nationale beslutninger.

(22)

Rådet har på baggrund af denne vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2019, og dets holdning (8) afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Slovenien i 2019 og 2020 træffer foranstaltninger med henblik på at: