ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 110

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

62. årgang
22. marts 2019


Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

EØSU's 539. plenarforsamling, 12.12.2018-13.12.2018

2019/C 110/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om omkostningerne ved manglende indvandring og manglende integration (initiativudtalelse)

1

2019/C 110/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en bæredygtig inklusiv bioøkonomi — nye muligheder for den europæiske økonomi (initiativudtalelse)

9

2019/C 110/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af ikkestatslige aktørers adgang til klimafinansiering (initiativudtalelse)

14

2019/C 110/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om romakvinders situation (sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet)

20

2019/C 110/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ligestilling mellem mænd og kvinder på de europæiske arbejdsmarkeder (sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet)

26

2019/C 110/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om gennemførelse af EU's miljølovgivning: luftkvalitet, vand og affald (sonderende udtalelse)

33


 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

EØSU's 539. plenarforsamling, 12.12.2018-13.12.2018

2019/C 110/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En europæisk detailsektor, der er tilpasset det 21. århundrede (COM(2018) 219 final)

41

2019/C 110/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Beretning om konkurrencepolitikken 2017 (COM(2018) 482 final)

46

2019/C 110/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte (COM(2018) 398 final — 2018/0222 (NLE))

52

2019/C 110/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Unionens indsats efter tiltrædelsen af Genèveaftalen om Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (COM(2018) 365 final — 2018/0189 (COD))

55

2019/C 110/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 345/2013 om europæiske venturekapitalfonde, forordning (EU) nr. 346/2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordning (EU) 2015/760 om europæiske langsigtede investeringsfonde, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, forordning (EU) 2017/1129 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (COM(2018) 646 final — 2017/0230 (COD))

58

2019/C 110/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af Rådets fælles aktion 98/700/RIA, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1052/2013 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 — Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i Salzburg den 19.-20. september 2018(COM(2018) 631 final — 2018/0330 (COD))

62

2019/C 110/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggelse af udbredelsen af terrorrelateret onlineindhold — Et bidrag fra Europa-Kommissionen til ledernes møde i Salzburg den 19.-20. september 2018(COM(2018) 640 final — 2018-0331 (COD))

67

2019/C 110/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 for så vidt angår en kontrolprocedure vedrørende overtrædelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet (COM(2018) 636 final — 2018/0328 (COD))

72

2019/C 110/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond (COM(2018) 476 final)

75

2019/C 110/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) (COM(2018) 380 final)

82

2019/C 110/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2021-2027) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1295/2013 (COM(2018) 366 final)

87

2019/C 110/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om mindstekrav til genbrug af vand (rullende program) (COM(2018) 337 final)

94

2019/C 110/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning af rapporteringsforpligtelserne på det miljøpolitiske område og om ændring af direktiv 86/278/EØF, 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010 og Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005 (COM(2018) 381 final — 2018/0205 (COD))

99

2019/C 110/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 (COM(2018) 390 final — 2018/0210 (COD))

104

2019/C 110/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg: Et Europa, der beskytter: Ren luft til alle (COM(2018) 330 final)

112

2019/C 110/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 1967/2006 og (EF) nr. 1005/2008 og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 for så vidt angår fiskerikontrol (COM(2018) 368 final — 2018/0193 (COD))

118

2019/C 110/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2008/106/EF om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv og ophævelse af direktiv 2005/45/EF (COM(2018) 315 final — 2018/0162 (COD))

125

2019/C 110/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram for perioden 2021-2025, som komplementerer Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation (COM(2018) 437 final — 2018/0226 (NLE))

132

2019/C 110/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om ændring af beslutning 2007/198/Euratom om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det (COM (2018) 445 final — 2018/0235 (NLE))

136

2019/C 110/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af programmet for nuklear dekommissionering af Ignalina-atomkraftværket i Litauen (Ignalina-programmet), og om ophævelse af Rådets forordning (EU) nr. 1369/2013 (COM(2018) 466 final —2018/0251 (NLE)), om forslag til Rådets forordning om oprettelse af et særskilt finansielt program til dekommissionering af nukleare anlæg og håndtering af radioaktivt affald og om ophævelse af Rådets forordning (Euratom) nr. 1368/2013 (COM(2018) 467 final — 2018/0252 (NLE)) og om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om evalueringen og gennemførelsen af EU's program for bistand til dekommissionering af kernekraftværker i Bulgarien, Litauen og Slovakiet (COM(2018) 468 final)

141

2019/C 110/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om henstilling med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en konvention om oprettelse af en multilateral domstol til bilæggelse af tvister vedrørende investeringer (COM(2017) 493 final)

145

2019/C 110/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et instrument til førtiltrædelsesbistand (IPA III) (COM(2018) 465 final — 2018/0247 (COD))

156

2019/C 110/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde samt instrumentet for samarbejde om sikkerhed på det nukleare område (COM(2018) 460 final — 2018/0243 (COD))

163


DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

EØSU's 539. plenarforsamling, 12.12.2018-13.12.2018

22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om omkostningerne ved manglende indvandring og manglende integration

(initiativudtalelse)

(2019/C 110/01)

Ordfører:

Pavel TRANTINA

Medordfører:

José Antonio MORENO DÍAZ

Plenarforsamlingens beslutning

15.2.2018

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 2

 

Initiativudtalelse

 

 

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget i sektionen

7.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

149/09/13

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1.

EØSU anser indvandring for at have positiv indvirkning på befolkningens og arbejdskraftens tilvækst. Hvis den naturlige befolkningstilvækst bliver negativ, kan indvandring være en hjælp til at holde befolkningen og arbejdskraften på et konstant niveau samlet set. Udvalget erkender dog, at det ikke er indvandring, der endeligt kan tackle konsekvenserne af den demografiske aldring i Europa. Men indvandring kan afhjælpe den mangel på arbejdskraft og kompetencer, som ikke er relateret til den demografiske udvikling.

1.2.

Et Europa uden indvandring ville betyde følgende:

Medlemsstaternes økonomier ville blive hårdt ramt, presset på arbejdsmarkederne ville kunne blive uholdbart, hele industrier ville blive tvunget til at lukke, landbrugsproduktionen ville falde, og byggeriet ville ikke kunne holde trit med efterspørgslen.

De demografiske udfordringer ville blive forværret, pensionssystemerne ville muligvis ikke længere være bæredygtige, sundheds- og plejesektoren kunne bryde sammen, affolkningen af visse områder ville ske meget hurtigt, og den sociale samhørighed ville i realiteten blive undergravet.

Et fuldstændigt forbud mod lovlig migration ville helt naturligt føre til langt flere forsøg på irregulær migration, hvilket igen ville føre til alt for omfattende sikkerhedsforanstaltninger, undertrykkelse og kontrol med enorme omkostninger til følge. Der ville blive skabt grobund for sorte jobmarkeder, udnyttelse og moderne slaveri og desperate forsøg på familiesammenføring.

Racisme og fremmedhad ville få endnu bedre vilkår end nu og allerede fastboende personer med indvandrerbaggrund, heriblandt anden- og tredjegenerationsindvandrere, ville blive mål for borgernes mistillid og vrede.

1.3.

I modsætning hertil har migration en række potentielle gevinster for værtslandene: Ledige job besættes, og kompetencegab udfyldes, den økonomiske vækst opretholdes, og tjenesteydelser vil fortsat kunne leveres til en aldrende befolkning, selv om der ikke er tilstrækkeligt mange unge lokalt. Pensionsgabet kan udfyldes af bidraget fra nye, unge migrantarbejdere. Indvandrere medbringer energi og innovation. Værtslande bliver rigere af kulturel og etnisk mangfoldighed. Der kan pustes nyt liv i områder med affolkning, og bl.a. skoler kan blive forvandlet. Gevinsterne for oprindelseslandene er pengeoverførsler (penge, som migranterne sender til hjemlandet), som beløber sig til mere end udlandsbistand. Hjemvendte migranter medbringer opsparede midler, kompetencer og internationale kontakter.

1.4.

Udnyttelse af det fulde potentiale ved migration kræver en strategi, hvor bl.a. migranternes kompetencer udnyttes bedre. Hertil er der efter EØSU's klare opfattelse brug for hensigtsmæssige politikker og mekanismer for kompetencevalidering, og udvalget opfordrer EU og medlemsstaterne til hurtigt at få udviklet disse politikker og mekanismer. Derudover ville en fornuftig gennemførelse af kompetencepartnerskaber med tredjelande være til fælles gavn for både EU og migranternes oprindelseslande.

1.5.

EU bør indføre politikker og foranstaltninger, som baner vej for sikker og lovlig migration under ordentlige forhold og tillige forbedrer inklusionen og den sociale samhørighed.

1.6.

Med manglende integration følger økonomiske, sociokulturelle og politiske risici og omkostninger. Således er investeringer i integration af migranter den bedste forsikring mod eventuelle fremtidige omkostninger, problemer og spændinger. Offentlige politikker bør håndtere frygt, bekymringer og ængstelse i forskellige befolkningsgrupper i EU, så vi undgår EU-fjendtlig og fremmedfjendtlig tale. Med henblik derpå bør de relevante politikker rumme klare, konsekvente og begrundede forpligtelser for migranterne, og ligeledes konsekvent fordømme indvandrerfjendsk tale og handling.

1.7.

EØSU understreger, at fremme af integration er helt afgørende for at styrke EU's grundlæggende værdier og principper, hvoraf mangfoldighed, lighed og ikkeforskelsbehandling er nogle af de vigtigste. Integration gælder hele samfundet, herunder migranter, der slår sig ned i et værtsland, uanset deres status eller oprindelse. Dog kræves der særlige politikker for personer, som er særligt sårbare (f.eks. flygtninge), og en lokalsamfundsbaseret tilgang snarere end en universalløsning på alle situationer kan give de bedste resultater. Det er derfor absolut nødvendigt, at EU's medlemsstater lærer af hinanden og helt oprigtigt stræber efter at fremme et miljø, hvor migranter kan integreres, og risici undgås.

2.   Baggrund for og formål med udtalelsen

2.1.

De største migrationsstrømme i Europa siden Anden Verdenskrig har skabt bekymring blandt borgerne for yderligere ukontrollerede migrationsstrømme og understreget vigtigheden af en fælles tilgang til bekæmpelsen af irregulær migration og af at sikre, at EU evner at handle. EU's medlemsstater har skullet håndtere udfordringer som forvaltning og finansiering af migration og kommunikation herom samt befolkningens frygt i denne henseende. Situationen er blevet misbrugt af visse politikere, og EØSU er overbevist om, at det er absolut nødvendigt at få ændret fortællingen om migration og igen føre en rationel faktabaseret debat. Flygtninge og migranter bør ikke betragtes som en trussel, men som en chance for Europas økonomiske og sociale model.

2.2.

De nuværende politikker, der sætter migrationskontrol øverst på udenrigsdagsordenen, undergraver EU's stilling i udenrigsanliggender, gør EU sårbart over for afpresning og betyder, at EU kan miste troværdighed i menneskerettighedsanliggender. EØSU er overbevist om, at EU og medlemsstaterne må gå bort fra den nuværende model og sørge for at fremme lovlige adgangsveje, som letter den lovlige migration og en vellykket inklusion. Sikre og lovlige ruter vil kunne mindske presset på EU's asylsystem.

2.3.

Samtidig vil der, så længe markederne i EU efterspørger arbejdskraft, være migration, lovlig eller ikkelovlig. Efterspørgslen vil stige i hvert fald i nogle erhverv (plejesektoren, husligt arbejde, sociale tjenesteydelser, byggeri osv.) (1).

2.4.

Under civilsamfundsdagene i juni 2017 holdt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, en hovedtale om et globalt Europa og dets rolle i forhold til fred og stabilitet (2). I talen sagde hun, at Europa af økonomiske og kulturelle årsager har brug for migration. Hun foreslog EØSU at udarbejde en studie af eller rapport om omkostningerne ved manglende migration, da det var hendes opfattelse, at hele sektorer af den europæiske økonomi ville kollapse, hvis alle migranter forsvandt fra den ene dag til den anden. En sådan rapport kunne fremstille økonomiske og sociale aktørers syn på, hvordan Europa ville se ud uden migranter. Denne initiativudtalelse er en opfølgning på hendes idé.

2.5.

Migration antager mange former: den kan være lovlig, ulovlig eller — som det har været tilfældet i de seneste tre år — humanitær efter krigen i Syrien og andre steder i verden. Desuden er migrantstrømme blandede, og arbejdskraftmigration kan være sæsonbetinget, ufaglært eller højt kvalificeret. Hovedfokus i dette dokument er på sikker, lovlig EU-støttet arbejdskraftmigration (og deraf følgende familiesammenføring), men det konstateres også, at der er andre former for indvandring til EU, og at der er et potentielt bidrag fra migranter, som ankommer på (midlertidigt) humanitært grundlag (asylsøgere), og fra irregulær migration.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.   Demografi — en aldrende befolkning og faldende befolkningstal i EU

3.1.1.

Her i begyndelsen af det 21. århundrede skal Europa tackle en aldrende befolkning, stagnerende eller ligefrem faldende befolkningstal blandt landenes egne indbyggere, høj arbejdsløshed og — i nogle af EU's centrale medlemsstater — tillige langsom økonomisk vækst. Samtidig er Europa fortsat en af hoveddestinationerne for migration (3).

3.1.2.

Ændringer i arbejdsstyrkens størrelse er en af de største udfordringer for Den Europæiske Union. Da udbuddet af arbejdskraft (arbejdsstyrkens størrelse) ikke udvikler sig uafhængigt af arbejdskraftbehovet, kan den fremtidige udvikling i arbejdskraftudbuddet anslås ved at kombinere forskellige scenarier for arbejdsmarkedsdeltagelsen med befolkningsprognoser, som identificeret af forfatterne til »European Demographic Data Sheet« for 2018 (4). Den nuværende arbejdsstyrke i EU består af ca. 245 mio. arbejdstagere. For at beregne størrelsen af det fremtidige arbejdskraftudbud frem til 2060 definerede forfatterne tre scenarier for arbejdsmarkedsdeltagelse, nemlig 214, 227 og 245 mio. arbejdstagere.

3.1.3.

Andre prognoser, bl.a. i Kommissionens faktablad til det sociale topmøde i Göteborg i 2017, anslår, at der i 2060 for hver ældre person vil være to personer i den erhvervsaktive alder. I dag er der fire. Dette indebærer alvorlige risici for, om vi kan bevare den europæiske sociale model, som vi kender i dag.

3.1.4.

På den anden side har indvandring en positiv indvirkning på befolkningens og arbejdskraftens tilvækst. Hvis den naturlige befolkningstilvækst bliver negativ, kan indvandring være en hjælp til at holde befolkningen og arbejdskraften på et konstant niveau samlet set. Indvandring kan også afhjælpe mangel på arbejdskraft og kompetencer, som ikke er relateret til den demografiske udvikling. Men som Hamborgs Institut for International Økonomi (HWWI) anfører i sin rapport »The Costs and Benefits of European Immigration« (5), er det ikke indvandring, der endeligt kan tackle konsekvenserne af den demografiske aldring i Europa (da migranter også bliver ældre).

3.2.   Muligheder forbundet med arbejdskraftmigration fra tredjelande

Der kan peges på følgende virkninger (6):

3.2.1.

For værtslandene:

Besættelse af ledige job og udfyldelse af kompetencegab.

Fortsat økonomisk vækst.

Fortsat levering af tjenesteydelser til en aldrende befolkning, når der ikke er tilstrækkeligt mange unge lokalt.

Udfyldelse af pensionsgabet gennem bidrag fra nye, unge migrantarbejdere, som også betaler skat.

Indvandrere medbringer energi og innovation.

Værtslandene bliver rigere af kulturel og etnisk mangfoldighed.

Der kan pustes nyt liv i områder med affolkning, bl.a. i skoler med faldende elevtal.

3.2.2.

For oprindelseslandene:

For udviklingslande er gevinsterne pengeoverførsler (penge, som migranterne sender til hjemlandet), som i dag ofte beløber sig til mere end udlandsbistand (7), og kulturel udveksling.

Arbejdsløsheden falder, og livsmulighederne for unge migranter forbedres.

Hjemvendte migranter medbringer opsparede midler, kompetencer og internationale kontakter.

4.   Omkostninger ved manglende indvandring

4.1.   Fortsat økonomisk vækst og opfyldelse af arbejdsmarkedets behov

4.1.1.

Indvandring fra tredjelande påvirker den økonomiske vækst direkte og indirekte. Der synes at være en klar sammenhæng imellem arbejdskraftens tilvækst i kraft af indvandring og væksten i aggregeret BNP. For eksempel har Sverige i de senere år givet tusindvis af arbejdstilladelser til IT-udviklere, bærplukkere og kokke. Indvandring af arbejdskraft yder et betydeligt bidrag til den svenske økonomi: Virksomheder, der ansætter indvandrede arbejdstagere, vokser hurtigere end andre tilsvarende virksomheder. Hvert år bidrager arbejdstagere, der er indvandret fra lande uden for EU/EØS, med mere end 1 000 mio. EUR til Sveriges BNP og mere end 400 mio. EUR i skatteindtægter (8).

4.1.2.

Migranter tegnede sig for en stigning på 70 % i arbejdskraften i Europa i perioden 2004-2014 (9). Det er vanskeligt at udspecificere, hvad arbejdskraftmangel i denne størrelsesorden ville betyde for den europæiske økonomi og de enkelte medlemsstater. Desuden integreres borgere født i udlandet typisk i markedsnicher (segmentering), som enten er i hastig vækst eller i nedgang, hvilket skaber større fleksibilitet i forhold til at dække arbejdsmarkedsefterspørgslen i EU.

4.1.3.

Ligeledes spiller migranter en rolle for beskæftigelsen i det enkelte land ved at bidrage til forbruget og skabelsen af nye job. Som iværksættere bidrager migranter til økonomisk vækst og beskæftigelse, idet de ofte genopliver forsømte håndværk og erhverv og i stigende grad er med til at levere varer og tjenesteydelser med merværdi (10). EØSU anbefaler derfor, at der træffes specifikke foranstaltninger på europæisk, nationalt og lokalt niveau, hvis indvandrede iværksætteres »kreativitet og innovationskapacitet« skal styrkes. Det skal ske med henblik på at udrydde diskrimination og skabe lige muligheder for alle, så de kan bidrage til inklusiv vækst og kvalitetsjob (11).

4.1.4.

Det er endvidere EØSU's opfattelse, at socialøkonomiske virksomheder, fordi de overvejende er aktive inden for pleje, deleøkonomien og den cirkulære økonomi, ikke blot kan skabe nye arbejdspladser, men også fremme og understøtte tredjelandsmigranters iværksætteri og adgang til erhvervsaktiviteter (12).

4.1.5.

Det er vanskeligt at måle den skattemæssige virkning af indvandring. Imidlertid mener OECD (13), at migranter samlet set har haft en neutral skattemæssig virkning igennem de seneste halvtreds år, dvs. at eventuelle omkostninger foranlediget af migration er blevet dækket af de indtægter, der er blevet indhentet via skatter og afgifter.

4.1.6.

En analyse fra Oxford Economics (14) konkluderer, at migrantarbejdere bidrog til at opretholde et tilstrækkeligt arbejdskraftudbud til at stimulere højkonjunkturen i 2004-2008. Migrantarbejdskraft ser ud til at have haft betydning for, at nogle virksomheder overlevede eller ikke var tvunget til at flytte produktionen udenlands (forfatterne citerer en rundspørge blandt 600 virksomheder, hvor 31 % svarede, at migranter spillede en vigtig rolle for deres virksomheds overlevelse; på sundheds- og plejeområdet og inden for landbruget var tallet oppe på 50 %).

4.1.7.

Der er ingen tvivl om, at indvandring kan være en økonomisk gevinst for både oprindelses- og værtslande. Men med de nuværende økonomiske og handelsmæssige strukturer er det de rige og magtfulde lande, der vinder mest. Migration kan desuden bringe folk sammen kulturelt og fremme forståelsen, men der opstår gnidninger, hvis der ikke gøres en indsats for at fjerne misforståelser, fordomme og myter i lokalbefolkningen og blandt migranterne.

4.2.   Udfyldelse af kompetencegabet

4.2.1.

Den europæiske økonomi taber samlet set mere end 5 % i produktivitet hvert år på grund af et misforhold mellem arbejdstagernes kompetencer og arbejdsmarkedets behov ifølge en undersøgelse fra Institute for Market Economics (IME) (15) bestilt af EØSU og offentliggjort den 24. juli 2018. Ifølge undersøgelsen svarer dette til et tab på 80 eurocent pr. arbejdet time. De hårdest ramte erhverv er IT og kommunikation, læger og mere generelt videnskab, teknologi og ingeniørfaget. Også lærere, sygeplejersker og jordemødre mærker misforholdet. Tendensen forværres af det faldende befolkningstal og udviklingen inden for teknologi, siger forfatterne. Dette kompetencegab kan delvist udfyldes ved hjælp af arbejdskraftmigration.

4.2.2.

Udnyttelse af det fulde potentiale ved migration på dette område kræver imidlertid en tilgang, hvor bl.a. migranternes kompetencer og kvalifikationer udnyttes bedre. Indvandrere er for det meste overkvalificerede til de jobs, de får tilbudt (16).

4.2.3.

Kun hvis indvandrernes kompetencer og kvalifikationer valideres, kan kompetencegabet delvist udfyldes. EU's valideringsmekanismer er imidlertid stadig ved at blive udviklet og afhænger af medlemsstaterne. EU's redskab for færdighedsprofiler bruges ikke nok af medlemsstaterne og de relevante aktører. Der findes dog ikkestatslige initiativer, bl.a. Bertelsmann Stiftungs kompetencekort og onlineselvevaluering af erhvervskompetencer (17).

4.2.4.

En fornuftig gennemførelse af kompetencepartnerskaber med tredjelande ville være til fælles gavn for både EU og migranternes oprindelseslande.

4.3.   Opretholdelse af plejesektoren

4.3.1.

Manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren er en »tikkende bombe«. Der er allerede tale om en krise (18), og manglen på arbejdskraft vil blive mere udtalt, hvis der ikke findes de rigtige politiske løsninger. Helt tilbage i 1994 pegede Kommissionen på plejeområdet som en sektor af strategisk betydning. I 2010 advarede Kommissionen om, at der i 2020 ville mangle 2 mio. arbejdstagere i sundhedssektoren, hvis der ikke straks blev grebet ind for at afhjælpe udbudsunderskuddet på op til 1 mio. arbejdstagere inden for langtidsplejen (19).

4.3.2.

Der er en udbredt mangel på arbejdskraft inden for plejesektoren i mange medlemsstater. Ansættelse af både lovligt og udokumenteret plejepersonale afhjælper denne mangel. Særligt sundhedssystemerne i Sydeuropa er stærkt afhængige af indeboende plejere. I Italien udgør migranter, der arbejder som indeboende plejere, eksempelvis ca. tre fjerdedele af arbejdsstyrken inden for hjemmeplejen (20).

4.3.3.

Også lande i Central- og Østeuropa mærker manglen på arbejdskraft i plejesektoren og den stigende efterspørgsel efter pleje i Vesteuropa. F.eks. arbejder der mange arbejdstagere fra Polen i plejesektoren i andre lande, til trods for at Polen selv mangler arbejdstagere i sektoren. Denne mangel dækkes af arbejdstagere fra Ukraine og fra andre tredjelande (21).

4.3.4.

Det er ligeledes vigtigt at gøre opmærksom på migrantkvinders betydelige økonomiske bidrag fra betalt arbejde til familier og lokalsamfund og behovet for at gøre noget ved ulighederne mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkederne (22). Undersøgelser viser, at de fleste arbejdende migrantkvinder er beskæftiget i servicesektoren (f.eks. catering, husarbejde, sundhed og pleje). Ulovligt arbejde, underbeskæftigelse og midlertidig kontraktansættelse kan være årsager til migrantkvinders dårligere stilling på arbejdsmarkederne i EU, og foranstaltninger for at garantere ligebehandling og beskytte sårbare personer bør videreudvikles.

4.4.   Afhjælpning af affolkning i landdistrikter og afsidesliggende områder

4.4.1.

Landdistrikter, bjergegne og øer affolkes, hvilket skaber en nedadgående økonomisk og social spiral, som forstærkes, i takt med at flere flytter til byerne. Befolkningstabet mindsker den pengemængde, der er i omløb i lokalsamfundet, hvilket igen har betydning for de lokale virksomheders, forretningers og transportforbindelsers overlevelse, samt for udbuddet af faciliteter og tjenester.

4.4.2.

I nogle områder af EU, f.eks. i Irland og Brandenburg i Tyskland, kompenserer migranter, der slår sig ned, for denne affolkning. Landbruget i Nordirland har f.eks. haft alvorlige problemer med hensyn til arbejdskraftudbud og en aldrende arbejdsstyrke, og bidraget fra migrantarbejdskraft har været afgørende for sektorens overlevelse. Migrantbefolkningen er villig til at tage jobs til en løn og på vilkår, som lokalbefolkningen ikke accepterer, og til at bo i landsbyer, hvor risikoen for affolkning er stor, til trods for at der er tale om en stærkt ureguleret sektor, hvor der er en risiko for at blive udnyttet som arbejdstager (23).

4.4.3.

Inden for rammerne af EU's politik for landdistriktudvikling er der muligheder for at hjælpe lokale landbosamfund med at håndtere ankomsten af migranter. En række organisationer for udvikling af landdistrikter har peget på de muligheder, landdistrikter har for at hjælpe migranter, hvis ankomst kan have betydning for at få skabt nyt liv i områder, der er mærket af underbefolkning og/eller økonomisk tilbagegang. Europa-Parlamentet understregede i sin analyse fra 2017 (24) vigtigheden af, at migranternes sociale inklusion og integration på arbejdsmarkedet understøttes.

4.5.   Bidrag til kulturel mangfoldighed

4.5.1.

Uden en migrantbefolkning påvirkes mangfoldigheden i EU-landene negativt, hvilket fører til fremmedhad og selvtilfredshed, som er i modstrid med EU's grundprincipper. Desuden ville vi miste et bidrag til udbygningen af værdier, som f.eks. ligebehandling og ikkeforskelsbehandling, hvilket er et område, hvor der i de senere år er opnået fremskridt takket være synligheden af befolkningen med en migrantbaggrund.

4.6.

Af alle de ovennævnte årsager må manglende indvandring i EU afvises som et urealistisk, uigennemførligt og umådeligt skadeligt fremtidsperspektiv.

5.   Omkostningerne ved manglende integration (og hvordan de undgås)

5.1.

For at udnytte det fulde potentiale ved migration til Europa, som beskrevet ovenfor, og samtidig minimere de dertil knyttede, langsigtede risici og undgåelige samfundsøkonomiske omkostninger er det altafgørende, at der er de rette betingelser for en vellykket integration af migranter.

5.2.

Hovedelementerne i EU's forståelse af begrebet er nedfældet i de fælles grundprincipper for politikken for integration af indvandrere i EU, som Rådet vedtog i 2004 (25). Integration forstås deri som en dynamisk tovejsproces af gensidig imødekommenhed, der må udvises af alle indvandrere og indbyggere i medlemsstaterne. Dette står i kontrast til den udbredte fejlopfattelse af integration som assimilation, der er envejsproces, hvor den enkelte opgiver sine nationale og kulturelle karakteristika og i stedet overtager det nye opholdslands (26). Dog er forståelse og accept af EU's grundlæggende værdier som understreget i EU's handlingsplan for integration af tredjelandsstatsborgere fra 2016 en vigtig del af det at bo i og være en del af EU (27).

5.3.

Det skal understreges, at integration gælder alle migranter, der slår sig ned i et værtsland, uanset deres status eller oprindelse. Dog kræves der særlige politikker for personer, som er særligt sårbare (f.eks. flygtninge), og en lokalsamfundsbaseret tilgang snarere end en universalløsning på alle situationer kan give de bedste resultater.

5.4.

Beskæftigelse er et centralt element i integrationsprocessen. Medlemsstaterne og de økonomiske og sociale partnere opfatter derfor migranters integration på arbejdsmarkedet som en prioritet. Efterspørgslen efter migrantarbejdstagere er da også fortsat en af de vigtigste og første faktorer for indvandring.

5.5.

Andre vigtige variabler for integrationen af migranter i modtagerlandet er: sikkerhed for og forudsigelighed af migrantstatus, muligheder og hindringer for at opnå statsborgerskab, muligheder for familiesammenføring, adgang til sprogkurser, krav til sprog og kulturviden, politiske rettigheder og samfundets generelle åbenhed og villighed til at inddrage, hjælpe og interessere sig for de nyankomne (dette gælder begge veje).

5.6.

Desuden er integration af migranter tæt forbundet med et væld af politikker med hensyn til beskyttelse på arbejdspladsen, bolig, sundhed, uddannelse, kvinders rettigheder, lighed og ikkeforskelsbehandling — for blot at nævne nogle få.

5.7.

I et forsøg på at kvantificere de eksisterende politikker har man oprettet MIPEX-indekset (Migrant Integration Policy Index), som giver sammenlignelige data for EU-medlemsstater og flere andre lande (28). Resultaterne viser tydeligt de eksisterende forskelle mellem medlemsstaterne, herunder den vedvarende kløft mellem øst og vest.

5.8.

Tænker man scenariet »manglende integration af migranter« til ende, kan der identificeres følgende risici og/eller omkostninger:

5.8.1.   Økonomiske

Migranters udelukkelse fra formelt arbejde (og en voldsom stigning i sort arbejde).

Øgede omkostninger til at løse sociale problemer, når de er opstået, i stedet for at forebygge dem.

Migranters manglende muligheder for at udnytte deres potentiale fuldt ud (hvilket ofte smitter af på de næste generationer).

5.8.2.   Sociokulturelle

Manglende identificering med og accept af værtslandets værdier og normer.

Skærpelse af de sociokulturelle forskelle mellem migrant- og værtssamfund.

Strukturel diskrimination af migranter, herunder utilstrækkelig adgang til serviceydelser.

Øget fremmedhad og gensidig mistillid.

Gentagelse af sprogbarrierer.

Fysisk adskillelse og i sidste ende ghettodannelse.

Generel opløsning af samfundets sammenhængskraft.

5.8.3.   Sikkerhed

Stigning i antallet af hadefulde udtalelser og hadforbrydelser.

Tilbagegang i retshåndhævelsen og mulig stigning i kriminalitet, især i socialt marginaliserede områder.

Mulig radikalisering og øget støtte til ekstreme ideologier (i både migrant- og værtssamfund).

5.9.

I betragtning af ovennævnte er investeringer i integration af migranter den bedste forsikring mod eventuelle fremtidige omkostninger, problemer og spændinger.

5.10.

De relevante politikker bør omfatte klare, konsekvente og begrundede forpligtelser for migranterne og ligeledes konsekvent fordømme indvandrerfjendsk tale og handling.

5.11.

Det er derfor bydende nødvendigt, at EU's medlemsstater lærer af hinanden og oprigtigt stræber efter at fremme et miljø, hvor migranter kan integreres og ovennævnte risici undgås.

5.12.

Der må ikke herske tvivl om, at statsledede bestræbelser på at kriminalisere eller på anden vis marginalisere migranter, bære ved til etnisk nationalisme og skære i midler til integrationstiltag (herunder undladelse af at fordele midler afsat af EU) — som har kunnet konstateres i nogle medlemsstater på det seneste — er i direkte modstrid med disse mål og kan gøre uoprettelig skade i det lange løb.

5.13.

Sidst, men ikke mindst er fremme af integration afgørende for at styrke EU's grundlæggende værdier og principper, hvoraf mangfoldighed, lighed og ikkeforskelsbehandling er nogle af de vigtigste.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Af de 4,3 mio. indvandrere i EU i 2016 kom ca. 2 mio. fra tredjelande, 1,3 mio. var statsborgere i et andet EU-land end det, de var migreret til, ca. 929 000 var migreret til et EU-land, hvor de var statsborgere (f.eks. tilbagevendte statsborgere eller statsborgere født i udlandet), og omkring 16 000 var statsløse.

(2)  Federica Mogherinis hovedtale under civilsamfundsdagene 2017.

(3)  Migrationsdataportal.

(4)  European Demographic Data Sheet 2018.

(5)  The costs and benefits of European immigration, Econstor.

(6)  Inspireret af og baseret på konklusionerne i »The pros and cons of Migration«, Embrace.

(7)  Perspectives on Global Development 2017, OECD.

(8)  DAMVAD Analytics (2016): Labour immigration contributes to Swedish economic development.

(9)  OECD (2014): »Is migration good for the economy?« Migration Policy Debates.

(10)  Rath, J., Eurofound (2011), Promoting ethnic entrepreneurship in European cities, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.

(11)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 16.

(12)  EUT C 283 af 10.8.2018, s. 1.

(13)  International Migration Outlook 2013, OECD.

(14)  Det britiske ministerium for arbejde og læring: The Economic, Labour Market and Skills Impacts of Migrant Workers in Northern Ireland.

(15)  EØSU (2018): Skills Mismatches — An Impediment to the Competitiveness of EU Businesses, (ISBN: 978-92-830-4159-7).

(16)  LABOUR-INT: »Integration of migrants and refugees in the labour market through a multi-stakeholder approach«.

(17)  Meine Berufserfahrung zählt.

(18)  UNI Europa UNICARE (2016).

(19)  Kommissionen (2013).

(20)  Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (2016).

(21)  EUT C 487 af 28.12.2016, s. 7.

(22)  Rapporten »Migrant women in the EU labour force. Summary of findings«, Kommissionen.

(23)  Nori, M. (2017). »The shades of green: migrants' contribution to EU agriculture: context, trends, opportunities, challenges«.

(24)  »EU rural development policy and the integration of migrants«, EP.

(25)  Fælles grundprincipper for integration af indvandrere i EU.

(26)  Der kan læses mere om den begrebsmæssige forskel f.eks. her: Assimilation vs integration, Centre for the Study of Islam in the UK, RE teachers Resource Area.

(27)  Handlingsplan for integration af tredjelandsstatsborgere.

(28)  Migrant Integration Policy Index 2015: How countries are promoting integration of immigrants.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/9


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en bæredygtig inklusiv bioøkonomi — nye muligheder for den europæiske økonomi

(initiativudtalelse)

(2019/C 110/02)

Ordfører:

Mindaugas MACIULEVIČIUS

Medordfører:

Estelle BRENTNALL

Plenarforsamlingens beslutning

15.2.2018

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 2

Initiativudtalelse

 

 

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i CCMI

25.9.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

205/3/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Indførelse af en langsigtet, sammenhængende og gennemsigtig politisk ramme og incitamenter for at fremme bioøkonomien. Det kræver et stort politisk engagement at tackle de mange tværgående samfundsmæssige udfordringer, og EU's politiske rammer kunne skabe gunstigere betingelser for innovative biobaserede produkter og råmaterialer, der dyrkes efter bæredygtige metoder i EU. Økonomiske incitamenter og skatteincitamenter kunne bidrage til at tiltrække de nødvendige investeringer, idet det er medlemsstaterne og regionerne, og ikke EU, der har kompetencen inden for disse områder. Klyngeorganisationer af SMV'er og primærproducenter af bæredygtig biomasse spiller en afgørende rolle med hensyn til at skabe kontakt mellem aktører i forsyningskæden. Vedvarende og ajourført kortlægning (1) kunne sammen med evalueringer af bioøkonomiens indvirkning bruges til at identificere de eksisterende klynger, der er aktive på det biobaserede område, og der bør gøres en indsats for at fremme udviklingen af nye klynger på europæisk, regionalt og nationalt niveau på områder, hvor de mangler.

1.2.

Landbrugere, skovejere og deres kooperativer spiller en afgørende rolle for at sikre effektiv brug af naturressourcer og bidrager til en cirkulær økonomi. Der er behov for en stærk flerårig finansiel ramme, fælles landbrugspolitik og europæisk skovstrategi som grundlag for rådgivningstjenester, uddannelse og videnudveksling, der mere effektivt imødekommer landbrugernes og landbrugskooperativernes behov. Det er nødvendigt at udbrede kendskabet til konkrete eksempler for at øge bevidstheden og synliggøre fordelene ved bioøkonomien for hele værdikæden. Det vil få unge landbrugere og nytilkomne til at starte ny virksomhed på området. Også producentorganisationer og kooperativer bør fremmes, da de er vigtige redskaber for at øge anvendelsen og merværdien af den eksisterende biomasse i EU. Det er derfor helt afgørende, at EU's landbrugs- og skovbrugssektorer støttes for at fremme investeringer og innovation inden for bæredygtig produktion af biomasse.

1.3.

Støtte til markedsskabelse og hjælp til forbrugerne og borgerne, så de kan træffe informerede valg om de produkter og industrier, de støtter via deres daglige indkøb. For at afhjælpe forbrugernes manglende viden og udsende sammenhængende og korrekte budskaber om biobaserede produkter er Den Europæiske Union nødt til at udvikle en kommunikationsstrategi, som omfatter alle partnere i værdikæden samt alle andre interessenter. Som et første vigtigt skridt er der blevet faslagt klare EU-standarder for biobaserede produkter, der kan bane vejen for indførelse af markedsskabende foranstaltninger for at sætte yderligere gang i det offentlige og private indkøb af biobaserede produkter fremstillet i EU.

1.4.

Sikring af et bæredygtigt investeringsafkast gennem en central fond. Intelligent regulering og konsekvent gennemførelse på flere niveauer i hele EU bør prioriteres for at fjerne hindringer og nedbringe den administrative byrde, samtidig med at man sikrer bæredygtigheden. Et webbaseret værktøj kunne f.eks. bidrage til at identificere tilgængelige midler, og hvorvidt ansøgeren opfylder kriterierne for støtteberettigelse fra denne mekanisme. Systemet kunne også indeholde de links og ressourcer, der er nødvendige for at ansøge direkte til finansieringsmekanismen. Det kunne fungere som en markedsplads med adgang til oplysninger om finansiering, og hvor personer, der søger finansiering, kan komme i kontakt med potentielle finansieringskilder (f.eks. et crowdfunding-site). Videreførelsen af fællesforetagendet for biobaserede industrier (BBI JU 2.0) efter den aktuelle flerårige finansielle ramme er endvidere afgørende for at fremme nye og eksisterende værdikæder af biobaserede produkter og øge de eksisterende produktionsfaciliteters konkurrenceevne og for at bidrage til landdistriktudvikling, jobskabelse og virksomhedsfremme.

1.5.

EU-politikken for regionaludvikling efter 2020 bør tilføre tilstrækkelige midler til videreudviklingen af landdistrikter. Fokus bør hovedsageligt være på at fremme investeringer i den infrastruktur og de tjenester, der er nødvendige for effektive og bæredygtige virksomheder i bioøkonomien i landdistrikter.

1.6.

Udnyttelse af forskningsmuligheder og støtte til ibrugtagning af innovation ved hjælp af en fleksibel, forholdsmæssig og robust retlig ramme. Forskning er afgørende for at bane vejen for, etablere og evaluere innovation i bioøkonomien. Kommerciel udnyttelse afhænger ikke blot af forskning i topklasse, men også af at der er de rette strategiske, juridiske og samfundsmæssige rammer for hurtig videnoverførsel til industrien. Frontløberne bør få den plads og støtte, de skal bruge til at udvikle og vokse inden for de reguleringsmæssige rammer. Der bør indgås innovationsaftaler og grønne aftaler med interessenter i de situationer, hvor regulering i højere grad kan fremme udviklingen af den overordnede bioøkonomi, og hvor der er behov for kreative løsninger. Derudover har innovation afgørende betydning for at øge bæredygtigheden af produktionen af biomasse i EU.

1.7.

Forbedring af uddannelses- og efteruddannelsesprogrammer for nye talenter og nuværende medarbejdere. Frigørelse af bioøkonomiens potentiale kan føre til skabelse af nye arbejdspladser. Dog er indførelsen af nye teknologier ensbetydende med store udfordringer knyttet til tilrettelæggelsen af arbejdet og de færdigheder, medarbejderne skal have. Derfor er fortsat udvikling og tilpasning af medarbejdernes kompetencer gennem hele livet helt afgørende. Alle relevante interessenter — biomasseproducenter, uddannelsesinstitutioner, virksomheder, fagforeninger, offentlige arbejdsformidlinger og myndigheder — er nødt til at engagere sig i at forbedre kvaliteten og fleksibiliteten i uddannelsessystemet, hvis mismatchet mellem udbudte og efterspurgte kompetencer skal mindskes gennem tættere forbindelser mellem uddannelsessystemerne og arbejdsmarkederne. Den generelle kompetenceudvikling og politikkerne for at matche udbudte og efterspurgte kompetencer bør imidlertid være en integreret del af en bredere samling af foranstaltninger, som omfatter beskæftigelses-, industri-, investerings-, innovations- og miljøpolitikker.

1.8.

Udforskning af anvendelsesmulighederne for biomasse. Mere effektiv udnyttelse af den eksisterende biomasse må prioriteres for at imødekomme det voksende behov for råmaterialer. Det følger heraf, at også kvaliteten og mængden af produktionsjord skal øges af hensyn til landbruget, og at der må være incitamenter for anvendelse af forladte, marginale og underudnyttede jorder. Råmaterialeproducenter, primært landbrugere og skovejere, spiller en afgørende rolle i udviklingen af bioøkonomien. Det er nødvendigt at udbrede kendskabet til potentielle muligheder (ved anvendelse af forskellige afgrøder) og udvikle infrastruktur til indsamling, oplagring og transport af biomasse. Det kan også få stor betydning, at ordningerne for bæredygtighedsrapportering gøres mindre komplekse, og at produktionen og forarbejdningskapaciteten af biomasse til forskellige formål udbygges. Affalds- og restprodukter som alternative biomassekilder og bæredygtig forvaltning af de europæiske skove rummer muligheder for bioøkonomien og bioenergi. Der er behov for en vurdering af bæredygtige affaldsstrømme og for yderligere investeringer i anvendelse af træ og restprodukter. Dertil kommer, at der skal udvikles teknologier til at håndtere den variabilitet, der naturligt er i disse produkter. I nogle tilfælde skal de nationale politikker muligvis tilpasses for at gøre det muligt at anvende affaldsprodukter i biobaserede produkter.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Bioøkonomien omfatter produktion af vedvarende biologiske ressourcer og omdannelse heraf til mad, foder, biobaserede produkter og bioenergi. Landbrug, skovbrug, fiskeri, fødevarer, fremstilling af papirmasse og papir samt dele af den kemiske og bioteknologiske sektor og af energisektoren deltager i bioøkonomien. I denne udtalelse behandles forskning i genomer, celleprocesser og bioinformatik ikke specifikt. EU's strategi for bioøkonomien fra 2012 havde som mål at »bane vej for et mere innovativt, ressourceeffektivt og konkurrencedygtigt samfund, der forener fødevaresikkerhed med bæredygtig udnyttelse af vedvarende ressourcer til industrielle formål uden at miljøbeskyttelsen forringes«. Kommissionen foretog i 2017 en revision af EU's strategi for bioøkonomien fra 2012 og konkluderede, at strategien har vist, at dens mål er relevante, og at betydningen af de muligheder, som bioøkonomien frembyder, i stigende grad anerkendes i Europa og resten af verden.

2.2.

Selv om målene for EU's strategi for bioøkonomien fra 2012 stadig er relevante for at tackle udfordringerne forbundet med fødevare- og ernæringssikkerhed, og målene i den ledsagende handlingsplan er opfyldt, er der brug for at omlægge foranstaltningerne og revurdere strategiens rækkevidde i lyset af den seneste politiske udvikling, herunder FN's mål for bæredygtig udvikling og klimakonventionen (COP21). Verdens befolkning forventes at vokse til næsten 10 milliarder frem mod 2050, og de biologiske ressourcer skal udnyttes mere effektivt, så der er sikre og nærende fødevarer af høj kvalitet til overkommelige priser til flere mennesker med mindre miljø- og klimabelastning pr. produceret enhed samt tilstrækkeligt vedvarende biologisk materiale til sammen med vind, sol og andre vedvarende kilder at producere en betydelig del af den energi, vi i dag får fra fossil råolie.

2.3.

På den baggrund har den bæredygtige bioøkonomi tværsektoriel karakter og er overalt i verden kernen i bæredygtige økonomiske strategier. Bioøkonomien kan få afgørende betydning for den europæiske konkurrenceevne, og det er nu vigtigt at identificere og udnytte dens muligheder, både på europæisk plan og i medlemsstaterne/på regionalt plan. I andre tredjelande som USA har man f.eks. anvendt en top-down-metode til at udvikle en bioøkonomi, hvilket har genereret næsten 400 mia. USD og sikret over fire millioner job gennem direkte, indirekte og afledte bidrag (2).

2.4.

Bioøkonomien skaber muligheder, som både kan bidrage til at reducere CO2-emissionerne og gøre os mindre afhængige af importerede fossile ressourcer. Skovene i EU binder således en mængde kulstof, der svarer til 10 % af EU's årlige udledning og er samtidig en bæredygtig og konstant kilde til biomasse til vedvarende energi. Endvidere skønnes det, at 100 000 kemikalier, som i øjeblikket er i produktion, i teorien kan udvindes af vedvarende råmaterialer. Det betyder ikke, at de alle skal udvindes på den måde, men teoretisk er det muligt. Det vil ikke kun åbne mulighed for at producere vores husholdningsartikler lokalt og på en vedvarende måde, men vil også bidrage til at skabe arbejdspladser og vækst i Europa, hvor det teknologiske forspring stadig er stort.

2.5.

Der er imidlertid stadig store hindringer på vejen mod større innovation i EU's bioøkonomi. En stor hindring vedrører omkostningskonkurrenceevnen ved produkterne sammenlignet med fossile alternativer og tilsvarende produkter fra andre steder i verden. Omkostningskonkurrenceevnen påvirkes af mange faktorer, herunder det teknologiske modenhedsniveau, lønomkostninger, subsidier til fossile brændstoffer, afskrivninger og den begrænsede markedsstøtte til biobaserede produkter. Her spiller det også ind, at det kan være vanskeligt at få adgang til finansiering til innovative projekter og produktionsfaciliteter, og at forbrugerne i mange tilfælde stadig mangler viden om biobaserede produkter, og at der ikke er de kompetencer og operationelle forbindelser, der skal til for at drive sektoren fremad. Desuden er procedurerne for godkendelse af nye biobaserede projekter langtrukne, og de er besværlige, hvilket medfører betydelig juridisk usikkerhed og finansielle risici for de økonomiske aktører.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

Det anslås, at bioøkonomisektorerne i EU har en årlig omsætning på omkring 2 billioner EUR og beskæftiger omkring 19,5 millioner mennesker (3) svarende til ca. 8,5 % af arbejdsstyrken i EU-28, heraf flest i landdistrikter og kystområder. Landbruget, den skovbaserede sektor og landbosamfund forventes at mærke de positive virkninger af den biobaserede sektor, der er ved at udvikle sig i EU, i form af beskæftigelse og indtægtsskabelse. Forarbejdning af biomasse og fremstilling af biobaserede produkter skaber nye forretningsmuligheder i form af dyrkning og markedsføring af forskellige afgrøder. Sammen med konventionelle afgrøder som korn, oliefrø, kartofler og sukkerroer anses nye afgrøder som græs, træbaserede afgrøder, tang og mikroalger som potentielle fremtidige indtægtsskabende afgrøder i landdistrikter og kystområder.

3.2.

De eksisterende bioraffinaderier skaber allerede nu et indtjeningsgrundlag og økonomiske muligheder for familier og lokalsamfund i landdistrikter. Bioraffinaderier — fabrikker, der anvender vedvarende råmaterialer (dvs. biomasse, biprodukter, afledte produkter og affald) i stedet for fossile ressourcer er kernen i bioøkonomien. De ligger i landdistrikter og kystområder, tæt på de vedvarende råmaterialer, de forarbejder, i hjertet af fødevare-, foder-, industri- og energiproduktion.

3.3.

Bioraffinaderier forbedrer hver enkelt del af den plante, de forarbejder, og frembringer en minimal mængde affald. Ved hjælp af effektive og/eller innovative teknologier fremstiller bioraffinaderier i EU en lang række forskellige produkter, herunder fødevarer, foder, kemikalier, fibre og brændstoffer, der på en og samme tid er vedvarende, kan genbruges, er genanvendelige, er komposterbare og bionedbrydelige. De biobaserede produkter og bestanddele er så alsidige, at de kan bruges til en bred vifte af formål, såsom fiskefoder, byggeri, kosmetik, pap, vaskemidler, brændstoffer, smøremidler, maling, papir, lægemidler, plastik og andre industrielle produkter, således at fossilbaserede bestanddele erstattes med vedvarende bestanddele.

3.4.

Etablering af nye bioraffinaderier, udvikling og udvidelse af eksisterende bioraffinaderier er en investering i et nyskabende anlæg. Bioraffinaderier er kapitalintensive, har lange tilbagebetalingstider og er eksponeret for teknologi- og markedsrisici. Derfor er det vigtigt, at der er en klar, stabil og støttende reguleringsmæssig og finansiel ramme for at fremme disse investeringer i Europa. I dag findes der en lang række forskellige instrumenter, der kan yde lån og garantier, herunder Horisont 2020 (det nye forslag til lovgivning om Horisont Europa er et ambitiøst innovations- og forskningsprogram, der hilses velkommen) og fællesforetagendet for biobaserede industrier, de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), InnovFin, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og sidst, men ikke mindst Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Det kan dog være vanskeligt at få adgang til instrumenterne. Flaskehalse ville kunne fjernes ved at etablere en étstedsordning (one-stop-shop), hvor virksomhederne kan få adgang til detaljerede, skræddersyede oplysninger, som opfylder deres behov.

3.5.

I den forbindelse er der et kritisk behov for at inddrage civilsamfundet, landmænd, skovejere og industrien for at sætte gang i debatten om udvikling af en mere konkurrencedygtig bioøkonomi for Europa, som kommer alle til gode. Hjælp til at formidle fordelene ved bioøkonomien er afgørende for dette paradigmeskift i retning mod en lavemissionsøkonomi baseret på vedvarende energi. Troværdige certificerings- og mærkningsordninger kan i den forbindelse være vigtige værktøjer til at udvikle en bæredygtig og pålidelig bioøkonomiindustri og indgyde tillid i de industrielle kunder, offentlige indkøbere og forbrugerne.

3.6.

EU, medlemsstaterne og de regionale myndigheder kan i høj grad bidrage til at få bioøkonomien til at vokse ved at stimulere efterspørgslen på markedet efter vedvarende, intelligente og ressourceeffektive produkter og tjenester. I de fremtidige strategiske planer for den fælles landbrugspolitik bør medlemsstaterne medtage konkrete foranstaltninger til udvikling og/eller yderligere fremme af investeringer og støtte for bæredygtige løsninger for EU's landbrugere, skovejere og deres kooperativer for at øge deres konkurrencedygtighed og effektivitet. Potentialet for at erstatte produkter baseret på fossilt kulstof med biobaserede produkter på en bæredygtig måde bør fremmes både ved at udarbejde ny lovgivning, som f.eks. pakken om den cirkulære økonomi, og gennem eventuel revision af anden relevant eksisterende lovgivning for at tilskynde anvendelse af lokalt producerede biobaserede alternativer til traditionelle kulstofprodukter. De eksisterende standardiseringsaktiviteter som TC411 og certificeringsordninger og/eller nye frivillige mærkningsordninger som Biobased% kan desuden tages i anvendelse.

3.7.

Offentlige indkøbere på nationalt og regionalt plan bør i højere grad henvise til denne slags troværdige certificerings- og mærkningsordninger for biobaseret indhold. Det nederlandske standardiseringsorgan NEN iværksatte for eksempel i 2016 en ny biobaseret certificeringsordning, Biobased% (http://www.biobasedcontent.eu/). Den fastsætter den mængde biomasse, der er indeholdt i et produkt, og hjælper virksomheder med at formidle gennemsigtige og troværdige oplysninger om det biobaserede indhold i et produkt, både mellem virksomheder og mellem virksomheder og forbrugere. Ordningen er baseret på den europæiske standard EN 16785-1:2015 (en metode til bestemmelse af det biobaserede indhold i faste, flydende og gasformige produkter ved hjælp af kulstof 14-analyse og grundstofanalyse). Overensstemmelsesvurderingerne udføres af certificeringsorganer, som har indgået en aftale med NEN. Nu hvor denne certificering er på plads, er det vigtigt at udbrede kendskabet til og tilskynde til brugen af vedvarende råmaterialer i den nuværende og fremtidige EU-lovgivning.

3.8.

Inden for skovbruget spiller certificeringsordninger en vigtig rolle for at garantere bæredygtig anvendelse af biomasse. 60 % af skovene i EU er for eksempel certificeret under det fælleseuropæiske skovcertificeringsprojekt, PEFC, og/eller FSC-ordningen (Forest Stewardship Council). Dertil kommer, at skovbruget i EU producerer efter de højeste miljøstandarder i verden i medfør af lovgivning som EU's tømmerforordning, bestemmelser om arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF), fugle- og habitatdirektiverne og pakken om den cirkulære økonomi.

3.9.

En bedre B2B- og B2C-kommunikation er derfor vigtig. Bevidstgørelse af borgerne på grundlag af korrekt, relevant og tilgængelig information er afgørende for at sikre udviklingen af en intelligent, bæredygtig og inklusiv bioøkonomi, for at udvikle et marked for bæredygtige biobaserede produkter og for at fremme et mere bæredygtigt forbrug og en mere bæredygtig produktion. Der er behov for oplysningskampagner, navnlig på regionalt og lokalt plan, herunder priser samt udstillinger om teknologiens og videnskabens rolle i bioøkonomien.

3.10.

Det har derfor stor betydning, at budskaberne til borgerne er klare og korrekte. Da bioøkonomien rummer adskillige muligheder for at tackle samfundsmæssige udfordringer, skal der foretages en omfattende økonomisk vurdering af den. En sådan vurdering vil oplyse om bioøkonomiens størrelse på tværs af sektorer og om dens bidrag til den økonomiske vækst og den dermed forbundne indvirkning på arbejdsmarkedet. I den henseende spiller forskerverdenen en central rolle, og derfor er det vigtigt at fortsætte investeringerne i tværfaglig og grundlæggende forskning, så EU af hensyn til fødevare- og ernæringssikkerheden, konkurrenceevnen og den videnbaserede bioøkonomi kan udnytte sit potentiale og bidrage til den globale forskning og innovation. Det er altafgørende, at EU's lovgivningsmæssige holdning fuldt ud baseres på fremskridtene inden for forskning og på erfaringerne på verdensplan, og at beslutningsprocesserne vedrørende tilsyn er gennemsigtige.

3.11.

Det er vigtigt at uddanne skole- og gymnasieelever for at opfostre en generation, som forstår udfordringerne og udnytter mulighederne ved bioøkonomien. Blandt andet undervisning i principperne om cirkularitet og i at handle globalt og lokalt på samme tid (glokalt) samt interesseskabelse for efterforskning vil hjælpe den nye generation til at finde sin egen vej. Der er allerede udviklet nye læseplaner på universiteterne, hvor f.eks. biovidenskaber kombineres med ingeniørvidenskab og markedsføring. Denne tværfaglige tilgang og gunstige betingelser for opstartsvirksomheder kan tilskynde studerende til at blive bioøkonomiske iværksættere. Erhvervsuddannelsen skal videreudvikles for at opfylde kravene til færdigheder inden for den primære produktion, fremstilling, transport og andre relevante sektorer. Arbejdstagerne skal også senere i livet sørge for at holde deres færdigheder og kompetencer ajour. Programmer for livslang læring, der skaber forbindelse mellem uddannelsesinstitutioner og producenter, arbejdsgivere, arbejdstagere, forskere og innovatorer, kan hjælpe dette på vej.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  https://biconsortium.eu/news/mapping-european-biorefineries

(2)  Se faktablad fra det amerikanske landbrugsministerium: An Economic Impact Analysis of the U.S. Biobased Products Industry: 2016 Update at: https://www.biopreferred.gov/BPResources/files/BiobasedProductsEconomicAnalysis2016FS.pdf.

(3)  Alle tal er hentet fra »JRC science for policy report: 2016 Bioeconomy Report«, som kan findes på http://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/bitstream/JRC103138/kjna28468enn.pdf.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/14


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af ikkestatslige aktørers adgang til klimafinansiering

(initiativudtalelse)

(2019/C 110/03)

Ordfører:

Cillian LOHAN (IE-III)

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 2

 

Initiativudtalelse

Plenarforsamlingens beslutning

15.2.2018

 

 

Kompetence

Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø

Vedtaget i sektionen

27.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

114/6/7

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Selv om der er blevet afsat betragtelige midler i klimafinansieringsaftalerne, ønsker EØSU at fremhæve de små ikkestatslige klimaaktørers problemer med at få adgang til finansiering til initiativer med forandringspotentiale og sikre støtte til deres gennemførelse.

1.2.

Klimafinansieringsstrømmene i EU har brug for en omgående overvågning og kortlægning. Dette vil gøre det nemmere at måle indvirkningen for ikkestatslige klimaaktører og sikre, at fremskridtene med en bredere omstilling af økonomien til en lavemissionsmodel kan vurderes.

1.3.

Finansieringskilderne er spredte, og det samme er de bottom-up-initiativer, der har behov for adgang til dem. Der findes ingen mekanismer til håndtering af denne afkobling. Derfor bør der oprettes et inklusivt klimafinansieringsforum på EU-plan.

1.4.

EØSU forslår, at et klimafinansieringsforum tager centrale spørgsmål op og bringer nøgleaktører sammen med henblik på at identificere barrierer, udarbejde løsninger og finde de mest effektive mekanismer til en bedre fordeling af finansieringen, herunder en form for matchingtjeneste, der sætter projekter i forbindelse mellem passende klimafinansieringskilder.

1.5.

Der skal oprettes en mekanisme, som gør det muligt at nå ud til initiativer, der kræver mindre beløb. Alle relevante interessenter skal informeres om mekanismen, og den skal omfatte:

en forenklet ansøgningsprocedure

forenklede indberetningskrav

matchfinansiering

støtte til projekter i designfasen, forhåndsansøgning om finansiering

støtte til kapacitetsopbygning, netværk, udveksling og udvikling af platform på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan.

1.6.

Den omstændighed, at der fokuseres på klimafinansiering, bør ikke betyde udelukkelse af ansvarlig finansiering på andre områder. Al finansiering skal klimasikres, således at enhver finansiering uden for den specifikke klimafinansiering ikke modarbejder klimaforpligtelserne og -målene. Dette skal overholdes i henhold til Parisaftalens artikel 2.1, litra c), idet eksisterende finansieringsstrømme skal være i overensstemmelse med kursen mod lave drivhusgasemissioner og en klimaresistent udvikling.

1.7.

Der skal udvikles et værktøj med en klar kommunikationsstrategi, der giver ikkestatslige aktører på alle planer mulighed for at forstå og få adgang til klimafinansiering. Værktøjet skal gøre det muligt for projektudviklere at designe projekter, der bidrager til en lavemissions- og klimaresistent økonomi.

2.   Introduktion

2.1.

Denne udtalelse bygger på EØSU's tidligere udtalelser om »Koalition til sikring af overholdelsen af Parisaftalens forpligtelser« (1) og om »Fremme af ikkestatslige aktørers klimaforanstaltninger« (2) samt den seneste EØSU-undersøgelse (3), der fremhævede de hindringer, der står i vejen for en større inddragelse af ikkestatslige aktører i klimaindsatsen.

2.2.

I 2018 har EØSU opfordret til en »europæisk dialog om den ikkestatslige klimaindsats« for at styrke og øge omfanget af den europæiske ikkestatslige klimaindsats. EØSU fastslog, at formålet med dialogen ikke kun bør være at vise og fremhæve foranstaltninger, men også at reagere på ikkestatslige aktørers behov ved at inspirere til nye partnerskaber mellem statslige og ikkestatslige aktører, fremme peerlæring, uddannelse og udveksling af rådgivning mellem ikkestatslige aktører, øge den tilgængelige finansiering og lette adgangen til finansiering.

2.2.1.

Begrebet »ikkestatslige aktører« henviser til aktører, der ikke er en del af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). Denne brede definition omfatter forskellige typer virksomheder, herunder små, mellemstore og helt små virksomheder, investorer, kooperativer, byer og regioner, fagforeninger, lokalsamfund og borgergrupper, trosbaserede organisationer, ungdomsgrupper og andre ikkestatslige organisationer.

2.2.2.

Den foreslåede europæiske dialog om den ikkestatslige klimaindsats bør fremme adgangen til finansiering for ikkestatslige foranstaltninger. Den bør omfatte:

kortlægning af finansieringsmuligheder

rådgivning om finansierbare planer

undersøgelse af, hvordan den eksisterende finansielle værdikæde (både offentlig og privat) yder finansiering til klimainvesteringer, som ikkestatslige aktører har til hensigt at gennemføre

analyse af mulighederne for en effektiv fordeling af støtte/finansiering til mindre projekter med et forandringspotentiale

analyse af igangværende dialoger med og høringer af ikkestatslige aktører med henblik på at fastlægge nye metoder og bedste praksis for udvidet brug af de eksisterende europæiske og internationale midler

fortaler for, at EU's kommende flerårige finansielle ramme bør være med til at højne ikkestatslige aktørers klimaambitioner og skabe incitamenter for foranstaltninger fra disse aktørers side

afsøgning af innovativ finansiering (peer-to-peer-finansiering, crowdfunding, mikrofinansiering, grønne obligationer osv.).

2.3.

Klimafinansiering kan fortolkes på mange måder, men De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringers (UNFCCC) stående udvalg for finansiering definerer begrebet som finansiering, der tager sigte på at nedbringe emissionerne og øge dræn af drivhusgasser, samt at reducere sårbarheden og samtidig opretholde og styrke modstandsdygtigheden hos mennesker og økosystemer over for de negative indvirkninger af klimaforandringerne.

2.4.

Denne udtalelse ser på klimafinansiering i forhold til medlemsstaterne og dem, der ikke er en del af UNFCCC i disse lande, således at civilsamfundsorganisationer, kommuner og lokalregeringer kan få adgang til de finansielle instrumenter, der er nødvendige for, at de kan bistå med udformning og gennemførelse af projekter, initiativer og foranstaltninger, der bidrager til nedbringelse af emissioner og klimasikring i lokalsamfundene.

2.5.

Det er vigtigt, at denne udtalelse ses i lyset af klimaretfærdighed (4) som et middel til at sikre, at omkostningerne til klimaindsatsen ikke lægges uforholdsmæssigt på de fattigste og mest sårbare i samfundet.

2.6.

Finansiering af de første trin i omstillingen til en lavemissionsøkonomi samt af tilpasning og afbødning er afgørende for at sikre en retfærdig omstilling og for at fremskynde foranstaltninger på græsrodsniveau.

2.7.

Det kan være vanskeligt at opnå beløb i en størrelsesorden mellem 2 000 og 250 000 EUR til mikroprojekter og små projekter. Det er nødvendigt at indføre effektive mekanismer, som kan være med til at sikre, at mindre foranstaltninger ledet af lokalsamfundet ikke udelukkes fra klimafinansieringens forandringspotentiale.

2.8.

EU har i løbet af det sidste årti med succes udviklet en række finansieringsmekanismer skræddersyet til sådanne behov — EIDHR (europæisk instrument for demokrati og menneskerettigheder), GCCA (global klimaalliance), NGO-samfinansiering og decentraliserede finansielle samarbejdsmekanismer — der kan inspirere udviklingen af passende instrumenter til bekæmpelse af klimaforandringer.

3.   Konstaterede problemer

Baggrund

3.1.

EØSU støtter fuldt ud FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og Parisaftalen. Men den vej, vi befinder os på nu, vil højst kunne begrænse temperaturstigningen til i bedste fald 3 oC (eller mere), hvilket er langt mere, end hvad der fastsættes i Parisaftalen. Skiftet mod bæredygtighed vil kræve en stor indsats og betydelige investeringer. Den samlede årlige gennemsnitlige investering for perioden 2015 til 2050 i energirelaterede afbødningsforanstaltninger til veje, der begrænser opvarmningen til 1,5 oC, anslås at være på omkring 900 mia. USD ifølge Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC) særberetning om virkningerne af den globale opvarmning til mere end 1,5 oC over de førindustrielle niveauer.

3.2.

Selv om den investering, der er nødvendig for at tackle klimaforandringerne, er stor, så er den ikke så stor som den investering, der er medgået til at redde den kollapsende finanssektor i de seneste år. Der blev i denne forbindelse mobiliseret investeringer på mere end 2,5 bio. EUR. Det potentielle sammenbrud i de økosystemer, der er grundlaget for vores eksistens, bør i det mindste tildeles de samme midler.

3.3.

Alt for ofte koncentrerer klimafinansieringsdiskussionen sig om at skabe nye eksplicitte finansieringslinjer, mens Parisaftalen kræver, at alle finansieringsstrømme skal være i overensstemmelse med vejen mod lave drivhusgasemissioner og klimabestandig udvikling.

3.4.

Marrakech-partnerskabet og den globale klimadagsorden åbner mulighed for at inddrage ikkestatslige aktører i den formelle UNFCCC-proces. Der fokuseres ikke på at finde frem til foranstaltninger i EU og på at finansiere foranstaltninger med henblik på at optimere deres potentielle virkninger ved udformningen af finansieringspakker.

3.5.

Selv om der er gjort fremskridt med hensyn til finansiering af bekæmpelsen af den globale opvarmning og virkningerne heraf, er disse utilstrækkelige. Det fremgår klart af den seneste rapport (5) fra IPCC, at vi befinder os i en kritisk periode, og at der er behov for radikale foranstaltninger i det kommende tiår for at begrænse virkningerne til et håndterbart niveau. Der bør på politisk plan gives prioritet til en bæredygtig finansiering og økonomi, som navnlig opnås gennem en klar, stabil og incitamentbaseret lovgivning.

3.6.

Det er ikke tilstrækkeligt at tildele en fast procentdel af budgettet til klimafinansiering, hvis en anden del af budgettet anvendes til klimaskadelige foranstaltninger. Enhver udgift skal vurderes i forhold til dens klimaindvirkning. I et arbejdsdokument fra Den Internationale Valutafond anslås det, at de direkte og indirekte subsidier til fossile energikilder på globalt plan beløber sig til 5,3 bio. USD om året, dvs. mere end 15 mia. USD om dagen. Selv med den foreslåede Grønne Klimafond på 100 mia. USD/år kan de negative konsekvenser af disse subsidier ikke udlignes.

3.7.

Energitransitionen vil ikke blive gennemført i god tid og i overensstemmelse med de europæiske forpligtelser i henhold til Parisaftalen, hvis spørgsmålet om energifattigdom forsømmes politisk. Det er nødvendigt med en retfærdig fordeling af både økonomiske og sociale omkostninger og fordele forbundet med Europas overgang til bæredygtig energi på alle planer, herunder inden for regeringen og hos markedsaktører, herunder borgere. Den videnskabelige undersøgelse Heat Roadmap Europe (6) viser, at Europa med de eksisterende teknologier på en overkommelig og omkostningseffektiv måde kan reducere sine drivhusgasemissioner med 86 % i 2050 sammenlignet med 1990.

3.8.

Det fremgår af undersøgelser, der er blevet foretaget med henblik på denne udtalelse, viste klart, at der mangler information om kortlægning af de øremærkede klimafinansieringsstrømme i medlemsstaterne. Det er vanskeligt at vurdere, om midlerne opdeles i mindre, tilgængelige pengekasser, eller hvilken forandringsvirkning støtten har. Denne manglende overvågning og indberetning øger tvetydigheden omkring problemets art og hindrer udviklingen af de mest effektive løsninger.

Adgang for virksomheder og SMV'er

3.9.

Adgang til finansiering er fortsat den største udfordring for alle ikkestatslige aktører, herunder de forskellige udfordringer som SMV'er og større virksomheder står over for. Denne udfordring indebærer ikke blot, at der skal stilles større og supplerende støtte til rådighed, men også at de eksisterende finansieringsmekanismer skal tydeliggøres.

3.10.

Endvidere er det også vanskeligt at definere, hvad der udgør en »grøn investering«. Investorer beskæftiger sig primært med risiko og afkast, og for dem er det vanskeligt at vurdere den potentielle indvirkning på klimaet for et foreslået projekt og måle chancerne for succes. Private långivere vil være tilbageholdende med at finansiere et projekt uden en klar forståelse af investeringsrisici samt risikoreducerende mekanismer — med andre ord uden garantier.

Adgang for lokale og regionale myndigheder

3.11.

Subnationale regeringers adgang til finansiering begrænset blandt andet af følgende faktorer: lave kreditvurderinger; begrænset kapacitet til at mobilisere privat finansiering på grund af utilstrækkelig stort marked for lavt kulstofinfrastrukturinvesteringer og urentable risikoprofiler. Endvidere fastsætter suveræne nationale regeringer grænser for, hvor meget eller om en subnational regering kan låne fra den private sektor.

Adgang for fællesskabsinitiativer

3.12.

Der findes i øjeblikket tusindvis af græsrodsinitiativer inden for klimaforandringer og bæredygtighed i Europa. Disse initiativer kan yde et væsentligt bidrag til EU's mål inden for klima, energi og bæredygtighed, men de er for det meste afhængige af frivillige, og den manglende finansiering og professionelle støtte udgør en stor hindring for udvikling og opskalering af disse initiativer. Ofte er der blot behov for meget beskedne ressourcer, uden hvilke initiativerne kæmper for at opnå fremskridt og lancere projekter. Disse initiativers forandringspotentiale udnyttes ikke.

3.13.

I mange tilfælde finder lokale græsrodsinitiativer det vanskeligt at få adgang til traditionelle finansieringskilder. Ofte er det minimumsbeløb, der kræves for at ansøge om finansiering, for højt og ligger et godt stykke over de små lokale initiativers behov eller forvaltningskapacitet. Medfinansieringskrav skaber yderligere hindringer.

3.14.

Tilpasning af finansieringskravene, meget papirarbejde og komplicerede processer er en del af de problemer, som mindre grupper støder på, når de ønsker at få adgang til finansiering. Selv om disse former for projekter/initiativer hver især er små, kan deres samlede virkning være stor. Når små lokalsamfundsbaserede programmer modtager en passende finansiering, medfører det også mange andre følgevirkninger og fordele på lokalt plan.

3.15.

De fleste, om end ikke alle, midler er projektorienterede og tager ikke højde for behovet for ressourcer til støtte for processer på forskellige planer fra samfundsorganisation og kapacitetsopbygning på lokalt plan til netværk, udveksling og udvikling af platform på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan. Finansieringsstøtte på dette område kan i høj grad bidrage til at fremme borgernes og samfundets engagement i klimaaktioner og også bidrage til at sikre, at der er tilstrækkelig organisation og samarbejde til at støtte opskalering og bidrage til politikudvikling.

Adgang til innovationsmidler

3.16.

Iværksættere i de tidlige stadier står endvidere over for udfordringer med hensyn til adgang til finansiering, manglende viden og erfaring, adgang til markeder og skalering ud over opstartsfasen. Finansiering af innovation er en vigtig del af løsningen på klimakrisen, men der er ligeledes behov for innovative finansieringsmekanismer og en innovativ anvendelse af dem. Initiativer som EIT Climate-KIC sigter mod at imødekomme disse udfordringer ved at integrere klimaaspektet på de finansielle markeder, demokratisere informationen om klimarisici og støtte investeringer i innovative nystartede virksomheder.

4.   Løsningsforslag

4.1.

EØSU foreslår, at der oprettes en type klimafinansieringsforum på EU-plan med et decentralt netværk. Dette ville bringe alle relevante parter sammen og lette et samordnet svar på de problemer, der er identificeret her. Det ville en kanal ad hvilken de påkrævede mekanismer, som fremgår af denne udtalelse, vil kunne udvikles.

4.2.

En af funktionerne for dette klimafinansieringsforum bør være at fungere som en platform for dialog, som kan hjælpe til at skabe kontakt mellem særligt lovende og effektive ikkestatslige løsninger og private og institutionelle investorer. Derudover er der behov for et stærkt fokus på opskalering og replikationspotentiale i EU-medlemsstaterne og andre steder med henblik på at maksimere effekten. EØSU indtager med sit netværk af organiserede civilsamfundsgrupper i hele Europa en stærk position som en del af et klimafinansieringsforum, som en stemme, der kan repræsentere problemerne med adgang til finansiering på græsrodsniveau.

4.3.

Effektiv kommunikation vil være en væsentlig del af enhver vellykket strategi til løsning af problemerne med klimafinansiering. Kommunikation skal ske i alle retninger og være tydeligt rettet til et identificeret publikum. Kommunikationen skal på effektivt, præcist og passende sprog oplyse om mulighederne og tilgængeligheden af finansieringsmuligheder.

4.4.

Kommissionen og andre EU-institutioner bør udarbejde vejledninger for ikkestatslige aktører, så de kan udnytte de eksisterende finansieringsmekanismer. Der er behov for et system, der kan finde frem til, analysere, sammenfatte og udbrede information om en række forskellige finansieringskilder, der er tilgængelige for ikkestatslige aktørers klimaindsats. Dette system kan bygge på det arbejde, som udføres af Regionsudvalget, der identificerer skridt til udvikling af et værktøjssæt med letforståelige oplysninger til de lokale og regionale myndigheder om støttemidler og finansiering til rådighed for klimaaktioner.

4.5.

Der er behov for en overvågningsmekanisme for at kortlægge klimafinansieringsstrømmene og bidrage til at identificere blokeringerne, således at der kan fokuseres på praktiske løsninger for at fjerne disse blokeringer. Dette er et presserende første skridt. En kortlægning vil endvidere være et afgørende skridt til at forstå hindringerne for adgang for små ikkestatslige aktører. En kortlægning af finansieringen vil også bidrage til at påvise huller i indfangningen af de positive klimaforanstaltninger, som bør udgøre en del af processen i forbindelse med den globale klimadagsorden.

4.6.

EØSU opfordrer EU til at gå i front og skabe en model for, hvordan de ikkestatslige aktørers bidrag kan udnyttes til at nå klimamålene. De ikkestatslige klimaaktører i Europa — særlig de mindre aktører — forventer hjælp fra de europæiske institutioner til at mobilisere øremærkede klimamidler og til at opnå bedre adgang til finansiering via enklere procedurer og rapportering. Dette vil gøre det lettere at indfange mange foranstaltninger, der ellers ikke anerkendes i kampen mod klimaforandringerne. For eksempel kan der indføres en forenklet ansøgning på en enkelt side og et indberetningsskema på en enkelt side for projekter under en vis beløbsgrænse, f.eks. 50 000 EUR.

4.7.

Der er behov for yderligere finansiering i form af små tilskud med forenklede ansøgnings- og indberetningsprocedurer, som navnlig henvender sig til lokale græsrodsforanstaltninger inden for klimaforandringer og bæredygtighed, uden uforholdsmæssigt høje medfinansieringsrater. Der kan udformes mekanismer, som gør det muligt for projekter at slå sig sammen med henblik på at forbedre finansieringens virkning og fremme adgangen til den. Udviklingen af disse værktøjer er presserende.

4.8.

Der bør udvikles en støttemekanisme, som gør det muligt for projekter at benytte sig af ekspertise i fasen forud for ansøgning om finansiering, så projekterne udformes effektivt og præsenteres på passende vis.

4.9.

Der er behov for generelle overvejelser på EU-plan omkring de innovative finansieringsmekanismer der skal udvikles. De ikkestatslige aktører bør inddrages i disse drøftelser fra starten for at sikre, at tildelingskriterierne forbliver enkle og klare.

4.10.

Generelt bør der etableres et tættere samarbejde mellem etablerede klima- og bæredygtighedsfonde og finansielle programmer og netværk bestående af ikkestatslige aktører. Det er et spørgsmål om videndeling, kommunikation og dialog. Et klimafinansieringsforum kan fremme dette.

4.11.

Finansielle foranstaltninger kan også tilskynde til foranstaltninger på ikkestatsligt niveau eller til en klimavenlig adfærd blandt de ikkestatslige aktører. F.eks. kan skattenedsættelser på nationalt plan bidrage til at fremme lavemissionsproduktion og til at fremme de ikkestatslige aktørers deltagelse i klimaindsatsen.

4.12.

I forbindelse med udformningen af den nye flerårige finansielle ramme kan der måske skabes muligheder for, at en bottom-up, ikkestatslig klimaindsats kan bidrage effektivt til realiseringen af EU's klimaforpligtelser i henhold til Parisaftalen. EØSU efterlyser i den forbindelse en stigning på mindst 40 % i EU's udgifter til klimamålene (7). Endvidere opfordrer EØSU til en hurtig udfasning af subsidier til fossile brændstoffer og ingen direkte eller indirekte (med-)finansiering af fossilbaseret energi gennem europæiske fonde.

4.13.

Der skal udvikles et klimasikringsværktøj for at sikre, at ingen offentlige udgifter støtter aktiviteter, der forværrer klimakrisen. Dette bør også gælde private finansieringsprogrammer. Den omstændighed, at der afsættes specifikke midler til klimafinansiering, bør ikke betyde, at de resterende dele af budgettet eller af en finansiering afsættes til foranstaltninger, der modarbejder klimamålene. Målet fastsat i Parisaftalens artikel 2.1, litra c), skal opfyldes.

4.14.

EU's vigtigste finansielle instrument til støtte for bottom-up lokal udvikling er lokaludvikling styret af lokalsamfundet. Det er ideelt placeret til at støtte disse bottom-up-initiativer og har mulighed for at yde tilskud og støtte, der er skræddersyet til lokale forhold. I december 2017 vedtog EØSU en udtalelse om »Fordelene ved lokaludvikling styret af lokalsamfundet for den integrerede lokaludvikling og udviklingen af landdistrikterne« (8), hvori det på det kraftigste anmodede Kommissionen om indgående at undersøge og analysere mulighederne for at oprette en reservefond for lokaludvikling styret af lokalsamfundet på EU-plan. Uanset dette anbefalede det Kommissionen at sikre, at alle medlemsstater råder over en national fond for lokaludvikling styret af lokalsamfundet med bidrag fra alle fire ESI-fonde (ELFUL, EFRU, ESF og EHFF). CLLD-strukturen kan være en af de kanaler, der benyttes til at støtte mikro- og små projekt, jf. 2.7.

4.15.

For at gøre den finansielle værdikæde som helhed mere bæredygtig støtter EØSU Kommissionens køreplan om finansiering af bæredygtig vækst (9), som blev vedtaget i marts 2018. EØSU har fremsat konkrete anbefalinger til denne handlingsplan i sine respektive udtalelser (10).

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om Koalition til sikring af overholdelsen af Parisaftalens forpligtelser (EUT C 389 af 21.10.2016, s. 20).

(2)  EØSU's udtalelse om Fremme af ikkestatslige aktørers klimaforanstaltninger (EUT C 227 af 28.6.2018, s. 35).

(3)  EØSU-undersøgelse om Toolbox for multi-stakeholder climate partnerships — A policy framework to stimulate bottom-up climate actions.

(4)  EØSU's udtalelse om Klimaretfærdighed (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 22).

(5)  IPCC's særberetning om virkningerne af den globale opvarmning til mere end 1,5 oC over de førindustrielle niveauer (oktober 2018).

(6)  Horisont 2020-forsknings- og innovationsprogram iht. tilskudsaftale nr. 695989 — Heat Roadmap Europe.

(7)  EØSU's udtalelse om Den europæiske klimafinansieringspagt (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 8).

(8)  EØSU's udtalelse om Fordelene ved lokaludvikling styret af lokalsamfundet (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 36).

(9)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst.

(10)  EØSU's udtalelser om Handlingsplan om bæredygtig finansiering, Bæredygtig finansiering: klassificering og benchmarks (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 103) og Institutionelle investorers og kapitalforvalteres forpligtelser med hensyn til bæredygtighed (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 97).


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/20


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om romakvinders situation

(sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet)

(2019/C 110/04)

Ordfører:

Ákos TOPOLÁNSZKY

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 30.5.2018

Retsgrundlag

Artikel 304, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget i sektionen

7.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

196/2/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Mange romakvinder (og -piger) er udsat for en mangeartet og intersektionel diskrimination, som fastholder dem i en situation, hvor de har begrænsede muligheder for at udøve deres rettigheder. Romakvinderne udgør den mest sårbare minoritetsgruppe i EU. Det er en yderst vigtig opgave og forpligtelse for de europæiske demokratier at bringe denne situation til ophør.

1.2.

EØSU takker de mange romakvinder for deres nuværende eller tidligere så beslutsomme og modige kamp imod diskriminerende strukturer og institutionel vold til fordel for sameksistens i frihed i et Europa uden diskrimination.

1.3.

Der bør straks sættes en stopper for segregeret undervisning, hvis ringe niveau netop hænger sammen med den diskrimination, der er kendetegnende for den, samtidig med at det sikres, at unge romapiger ligeledes har adgang til alle dele af et offentligt uddannelsessystem af høj kvalitet. Retningslinjerne for specialskolerne og vejledningsprocedurerne bør snarest muligt revideres meget grundigt.

1.4.

EØSU forventer af medlemsstaterne, at de prioriterer afskaffelse af sundhedspraksis, der er i strid med fornuftige fagetiske standarder og den dermed forbundne lovgivning, og at illegal praksis såsom tvangssterilisation, at nægte adgang til lægehjælp på grund af etnisk tilhørsforhold eller sundhedsydelser af ringe kvalitet gøres til en strafbar handling.

1.5.

Medlemsstaterne bør straks fjerne de diskriminerende beskæftigelsesformer og -bestemmelser og samtidig indføre detaljerede politikker, der øger romakvindernes chancer for at finde et arbejde.

1.6.

Det er vigtigt at fastlægge, vedtage og sikre overholdelse af en acceptabel minimumsstandard for boliger og offentlige tjenesteydelser som en grundlæggende ret, eventuelt ved at den stadfæstes i medlemsstaternes forfatning.

1.7.

Der er behov for en konsekvent og ikkediskriminerende indgriben over for alle de former for menneskehandel og hadforbrydelser, som romaer, og navnlig romakvinderne, er ofre for.

1.8.

Romakvinder har meget få muligheder for at udforme og vurdere politikker, der vil kunne påvirke deres egen skæbne. Deres deltagelse i sådanne programmer bør sikres i et passende forhold.

1.9.

I modsætning til hvad der på nuværende tidspunkt sker i de fleste medlemsstater, bør der navnlig fokuseres på romakvindernes bekymringer og interesser i EU's strategier for indhentning efter 2020.

2.   Romakvinders situation i EU

2.1.

Mange romakvinder (og -piger) er udsat for en mangeartet og intersektionel diskrimination, som fastholder dem i en situation, hvor de har begrænsede muligheder for at udøve deres rettigheder. Romakvinderne udgør den mest sårbare minoritetsgruppe i EU. Denne situation må betragtes som en systemisk krænkelse af demokratiet, retsstaten og de grundlæggende rettigheder, hvilket kraftigt svækker den europæiske idé, der er baseret på de værdier, der nævnes i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (1) samt i EU’s charter om grundlæggende rettigheder (2). Der er kun gjort få fremskridt på dette område i de senere år.

2.2.

Til trods for at der ikke findes oplysninger opdelt ud fra etnisk tilhørsforhold og køn i størstedelen af medlemsstaterne, tegner Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) et nøjagtigt billede af den ugunstige situation, som romakvinderne befinder sig i (hovedsageligt inden for rammerne af EU-MIDIS II-undersøgelsen (3)). Det fremgår, at romakvinderne er ugunstigt stillet i alle dele af samfundet, ikke blot i forhold til befolkningen som helhed, men også i forhold til romamændene.

2.3.

EØSU er overbevist om, at den europæiske idés styrke, som nævnt tidligere, er proportional med det omfang, i hvilket de svageste blandt EU-borgerne kan drage fordel af den. Det er grunden til, at EU-institutionerne og -medlemsstaterne ikke blot har pligt til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at forbedre romakvinders og -pigers situation og styrke deres indflydelse og status, det er samtidig en test af deres demokratiske organisation og deres retsstats modenhed.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

I EU-traktatens artikel 2 nævnes blandt de vigtigste værdier, der ligger til grund for den europæiske idé, ligestilling og respekt for menneskerettighederne, herunder mindretalspersoners rettigheder. Der kan kun være tale om en effektiv anvendelse af disse rettigheder, hvis der også sikres konkrete ændringer til fordel for de mest marginaliserede og diskriminerede samfundsgrupper, idet diskrimination, segregering og romafjendtlighed er udtryk for en klar afvisning af disse værdier.

3.2.

Den økonomiske styrkelse af romakvinderne og anvendelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, som der er grundlag for at de nyder godt af på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og civile plan, og som skal stadfæstes forfatningsmæssigt, forudsætter ligestilling mellem romamænd og romakvinder.

3.3.

I denne forbindelse tilslutter EØSU sig i tråd med sine tidligere udtalelser (4) målene for EU's rammestrategi, idet opmærksomheden navnlig henledes på behovet for at sikre en sammenhængende gennemførelse og på de utilstrækkelige fremskridt, der er gjort.

3.4.

Udvalget bemærker ligeledes, at romafjendtlighed kan opleves på næsten alle aktivitetsniveauer i medlemsstaterne, i administrationer såvel som i institutioner. Dette fratager romaerne en lige adgang til offentlige tjenester og forhindrer dem i at gøre deres lige rettigheder og forpligtelsen til ligebehandling af dem gældende, i at deltage i den politiske beslutningstagning i spørgsmål, der angår dem, på en måde, der står i forhold til den procentdel, de udgør af den samlede befolkning, og i at beskytte sig mod konsekvenserne af diskrimination. Alt dette gælder i endnu højere grad for romakvinderne.

3.5.

Udvalget kræver, at der med henblik på udarbejdelse af en oversigt over de systematiske tilsidesættelser af romakvindernes rettigheder udarbejdes hvidbøger i samarbejde med uafhængige og troværdige organisationer i romasamfundet, som høres og anerkendes officielt, således at der dannes grundlag for en historisk forsoning.

3.6.

EØSU takker de mange romakvinder for deres nuværende eller tidligere så beslutsomme og modige kamp imod diskriminerende strukturer og institutionel vold til fordel for sameksistens i frihed i et Europa uden diskrimination.

4.   Specifikke områder af den offentlige politik (5)

4.1.   Uddannelse

4.1.1.

Segregeret undervisning er altid ulovlig og medfører nødvendigvis et dårligt resultat. De negative konsekvenser af segregering i skolerne går hårdt ud over de unge romapiger og fratager dem mulighederne for social mobilitet. Det er derfor nødvendigt at udnytte alle lovlige midler og den offentlige politiks øremærkede støtte og at dække ekstraomkostningerne for i overensstemmelse med EU's forventninger at afhjælpe den segregerede undervisnings ringe niveau, der skyldes diskrimination, samtidig med at det sikres, at de unge romapiger ligeledes har adgang til alle dele af et offentlig uddannelsessystem af høj kvalitet. Regeringerne skal sikre, at der findes passende menneskelige ressourcer, uddannelsesprogrammer og pædagogiske programmer.

4.1.2.

Ubegrundet diagnosticering af mental retardering og segregering i skolerne, som romabørn kan udsættes for, skal betragtes som et af de alvorligste angreb på deres rettigheder, der ødelægger deres fremtid, og derfor bør disse vurderinger regelmæssigt kontrolleres af uafhængige specialiserede organer. Det skal sikres, at kontrolproceduren kan iværksættes uden hindringer på anmodning fra alle berørte parter, først og fremmest en forælder eller en værge eller skolen.

4.1.3.

Hvis der foreligger mistanke om gentagne og navnlig systematiske fejlvurderinger, der tilsigter eller resulterer i en segregering, skal medlemsstaterne være forpligtede til hurtigst muligt at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af årsagerne hertil, til at offentliggøre konklusionerne, til at vurdere disse inden for rammerne af de nationale mekanismer til bekæmpelse af segregering og til at træffe de nødvendige lovgivningsmæssige foranstaltninger.

4.1.4.

I mellemtiden bør man sørge for at tilnærme specialklassernes pædagogiske niveau til den almindelige undervisning, så der ikke blot er tale om en pædagogisk parkeringsplads, hvor eleverne sygner hen.

4.1.5.

EØSU går stærkt ind for, at EU-støtten begrænses, indefryses eller i tilfælde af systematiske problemer helt fjernes til lande, hvor segregeringen i skolerne ikke mindskes eller endog er stigende. Udvalget håber, at EU's retsbeskyttelsesmekanismer (artikel 7 og EU's procedure til beskyttelse af retsstatsprincippet) hurtigt og effektivt vil blive taget i anvendelse i sådanne situationer.

4.1.6.

For at øge romakvindernes uddannelsesmuligheder og mindske risikoen for skolefrafald bør der iværksættes en række uddannelses- og videreuddannelsesprogrammer, som giver dem en ny chance, så de kan få adgang til andet end job, der støttes af de offentlige myndigheder, eller andenrangsjob, »gråt« arbejde eller atypisk arbejde, som fratager dem muligheden for social mobilitet.

4.2.   Sundhed

4.2.1.

Romakvinder, der ofte lever i ghettoer eller vanskeligt tilgængelige områder, oplever ofte forkastelse, ringeagt, eller fysisk og psykisk vold i forbindelse med levering af sundhedsydelser. I forbindelse med deres reproduktive sundhed har de ofte kun en meget begrænset adgang til deres rettigheder. EØSU opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at oprette og drive mobile enheder med passende udstyr og kapacitet, der henvender sig til befolkningsgrupper, der lever adskilt fra resten af samfundet. Udvalget efterlyser ligeledes en evaluering af driften af tjenester vedrørende moderskab og graviditet, og at der iværksættes de nødvendige forbedringer.

4.2.2.

EØSU forventer, at medlemsstaterne prioriterer afskaffelse af sundhedspraksis, der er i strid med fornuftige, fagetiske standarder og dertil hørende lovgivning, og at de, når det forekommer, systematisk indleder retsforfølgelse. Der skal sikres gratis og lettilgængelige klagemuligheder, så rettighederne på sundhedsområdet kan gøres gældende, ligesom der skal indføres særlige ydelser, der afspejler de berørte personers reelle behov, som f.eks. oprettelse af sundhedsoplysningscentre, uddannelse og udbredelse af en ombudsmandsordning på sundhedsområdet eller iværksættelse af initiativer på folkesundhedsområdet, der omfatter befolkningerne i ghettoområder.

4.2.3.

Det er presserende, at regeringerne tydeligt og offentligt forpligter sig til princippet om lige adgang til sundhedspleje og konkret iværksættelse heraf samt bekæmpelse af praksis, der modvirker dette mål, samt at de indfører bevidstgørelsesprogrammer rettet mod de berørte personer. Det er nødvendigt at indføre den nødvendige lovgivning med henblik på at sikre, at romakvinder og -børn uden en grundlæggende sygeforsikring er dækket.

4.3.   Tvangssterilisation

4.3.1.

I en række lande, hvor kvindernes reproduktive sundhed tidligere er blevet systematisk undertrykt, og hvor tvangssterilisation i stort omfang er blevet anvendt som et statsligt politisk instrument, har den politiske offentlighed end ikke undskyldt eller påtaget sig et ansvar. Dér, hvor det er sket, er der hverken ydet retlig genoprejsning eller økonomisk erstatning. Udvalget foreslår, at EU's lovgivere gør, hvad man kan, for at medlemsstaterne i forbindelse med harmoniseringen af strafferetten i EU væsentligt forlænger eller endog helt ophæver forældelsesfristen for disse forbrydelser, som kan sidestilles med forbrydelser mod menneskeheden, og vedtager en særlovgivning, så ofrene kan få en reel genoprejsning og en økonomisk kompensation.

4.3.2.

Man bør oprigtigt kaste lys over denne situation og sikre fuldstændig gennemsigtighed med henblik på at fremme forsoning og forhindre ethvert fremtidigt overgreb fra de offentlige myndigheders side. EØSU anbefaler derfor, at udvalg bestående af uafhængige historikere i de berørte medlemsstater i samarbejde med ofrene og deres repræsentanter undersøger de overgreb, der tidligere er blevet begået på dette område, og offentliggør resultaterne inden for rammerne af nationale forsoningsprocesser, som det er sket i Sverige med »hvidbogen«.

4.4.   Beskæftigelse

4.4.1.

Romakvindernes situation på arbejdsmarkedet er endnu værre end romamændenes. Samtlige beskæftigelsesindikatorer for romakvinder ligger på et dramatisk lavt niveau.

4.4.2.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at træffe de målrettede og generelle foranstaltninger, der er nødvendige, for at styrke romakvindernes økonomiske frigørelse og for at give dem de nødvendige kompetencer med henblik herpå. Fremme af socialøkonomiske virksomheder, indførelse af mikrolåneprogrammer og fri adgang uden diskrimination til arbejdsmarkedsydelser har særlig betydning for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

4.4.3.

Iværksættere er blevet endnu vigtigere som jobskabere og nøgleaktører for trivslen i lokal- og regionalsamfundene. Dette er et særlig vigtigt aspekt for romasamfundene. I forbindelse med politiske foranstaltninger vedrørende de behov, som romakvindelige iværksættere og SMV'er har, er man nødt til at træffe specifikke foranstaltninger ikke blot med henblik på at gøre romakvinder autonome, men også for at støtte deres initiativer vedrørende fællesskabsprojekter og virksomhedsetablering. En sådan politik, der er skræddersyet til at støtte romakvinder, er i øjeblikket fuldstændig ikke eksisterende i de fleste medlemsstater. Derfor efterlyser EØSU et tilsagn om at undersøge de muligheder, den kan tilbyde.

4.4.4.

Udvalget opfordrer de offentlige myndigheder på alle niveauer i samfundet til at tilrettelægge arbejdsmarkedsuddannelser, skabe beskæftigelse og tilstrækkeligt med arbejdspladser med offentligt tilskud. De bør tilbyde transportgodtgørelse og hjælp til efter- og videreuddannelse og professionel udvikling, og gennem målrettede offentlige politikværktøjer støtte udsatte romakvinders mulighed for at forene arbejdsliv og familieliv.

4.4.5.

Medlemsstaterne skal gøre alt for at sikre, at romakvinderne kommer ud af den sårbare situation på arbejdsmarkedet, og at man udrydder de former for (noget nær) tvangsarbejde på det grå eller sorte arbejdsmarked, som de er ofre for.

4.4.6.

Med henblik herpå, og da det er afgørende, at disse kvinder integreres på arbejdsmarkedet, er det vigtigt at indføre programmer for »en ny chance« og sørge for, at de kan få bistand fra en ombudsmand, modtage transportgodtgørelse samt hjælp til uddannelse. Man bør desuden gøre, hvad man kan, for at udrydde diskrimination på arbejdspladsen og for at bevidstgøre virksomhedsledere.

4.5.   Bolig, offentlige tjenesteydelser

4.5.1.

Når der forekommer segregering, er det kvinderne og børnene, der lider mest under de katastrofale følger af segregeringen i dagligdagen. EØSU lægger derfor stor vægt på behovet for også i disse områder at fastsætte en acceptabel minimumsstandard for bolig, offentlige tjenesteydelser og infrastrukturer, som skal anvendes som en grundlæggende ret og om muligt forankres i medlemsstaternes forfatninger.

4.5.2.

EØSU foreslår, at opfyldelsen af disse behov (f.eks. forsyning med drikkevand, elektricitet, kloakering eller spildevandsbehandling, asfaltering af veje, fjernelse af affald, adgang til offentlige tjenesteydelser osv.) er en forhåndsbetingelse for fortsatte investeringer i byudvikling samt bevilling og anvendelse af støtte.

4.5.3.

Der bør sættes en stopper for uberettigede og ulovlige udsættelser, ligesom det bør sikres, at romakvinder, der er ofre herfor, kan nyde godt af en særlig og lettilgængelig retsbeskyttelse. Kvinder, der er traumatiserede af disse tvangsudsættelser, bør kunne få erstatning.

4.6.   Fjernelse af voldsstrukturer

4.6.1.

Romakvinder og -piger er særligt udsatte i situationer med diskrimination og segregering og bliver let ofre for forbrydelser og voldshandlinger. De rammes i uforholdsmæssig grad af alle de kendte former for udnyttelse af mennesker og menneskehandel.

4.6.2.

Udvalget er af den opfattelse, at menneskehandel og vold mod romakvinder udgør åbenlyse overtrædelser af de grundlæggende menneskerettigheder, som udtrykkeligt er forbudt i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at medlemsstaterne bør handle ud fra dette grundlag (6). Der er tale om alvorlige forbrydelser, der imødekommer en efterspørgsel, og som i meget forskellige former viser sig at være yderst rentable for den grænseoverskridende organiserede kriminalitet, og som romakvinder og -børn i uforholdsmæssig grad er ofre for.

4.6.3.

EØSU håber, at medlemsstaterne snarest muligt vil indarbejde strafforfølgelse af disse nye former for overtrædelser, der til stadighed udvikler sig, i deres nationale strafferet, og at de i denne forbindelse vil træffe koordinerede og målrettede retlige foranstaltninger for at afbryde eller endog så vidt muligt fjerne indtjeningsmuligheder baseret på tvang. Man bør se på den mere generelle socioøkonomiske sammenhæng, som disse forbrydelser begås i, identificere situationer præget af elendighed, diskrimination og sårbarhed og på sammenhængende vis indføre (strategiske, lovgivningsmæssige, økonomiske, uddannelsesmæssige, forskningsmæssige osv.) socialpolitiske værktøjer, som gør det muligt at rette op på disse situationer.

4.6.4.

Volden mod romakvinderne kan stamme fra såvel samfundet generelt som fra deres egne kredse. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der gribes konsekvent ind over for alle specifikke former for organiseret vold i en kønsspecifik tilgang, der fokuserer på offeret, og som tager hensyn til kvinders og børns særlige sårbarhed og den særlige beskyttelse, som de bør nyde godt af, og som er baseret på menneskerettighederne.

4.6.5.

Udvalget glæder sig over, at EU med Kommissionens underskrivelse er blevet part i Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, der almindeligvis er kendt som Istanbulkonventionen. Udvalget opfordrer indtrængende alle EU's medlemsstater til at ratificere konventionen og begynde at anvende den uden forbehold og med beslutsomhed, idet der tages hensyn til romakvindernes særlige udsathed i denne forbindelse.

4.6.6.

Romakvinder og -piger er desuden i uforholdsmæssig grad mål og ofre for hadforbrydelser og navnlig hadefuld tale. Der bør vedtages foranstaltninger med henblik på at lette domstolsadgangen for de berørte personer og med civilsamfundsorganisationers hjælp indføres værktøjer, der gør det muligt at udføre et oplysningsarbejde, der medvirker til, at denne form for forbrydelser opdages.

4.6.7.

EØSU støtter den geografiske udvidelse og gennemførelse af Europarådets og Kommissionens fælles program JUSTROM med henblik på at sikre romakvinders adgang til retssystemet.

4.6.8.

Udvalget henleder opmærksomheden på, at alle institutionelle former for romafjendtlighed og segregering ligeledes kan betragtes som en form for voldelig overtrædelse. Udvalget understreger betydningen af at sikre beskyttelse mod denne form for overtrædelser i de institutionelle tjenester, der finansieres af staten (børneværn, sociale tjenester og sundhedstjenester) samt i statslige strukturer, der opretholder lov og orden, og dertil knyttede strukturer (politi, det strafferetlige system og fængselsvæsenet), som er sammenhænge, i hvilke romakvinderne er særligt sårbare. Udvalget gør opmærksom på betydningen af at sikre let og gratis adgang til retlig beskyttelse i sådanne tilfælde.

4.6.9.

I national ret såvel som i folkeretten bør begrebet tidligt tvangsægteskab sidestilles med en form for menneskehandel, og der bør handles i overensstemmelse hermed. Alle de redskaber og programmer til forebyggelse og beskyttelse, der findes i kampen mod menneskehandel, skal stilles til rådighed for ofrene for tvangsægteskaber af børn.

4.7.   Inklusion og deltagelse

4.7.1.

Romakvinder har meget få muligheder for at udforme og vurdere politikker, der vil kunne påvirke deres egen skæbne. EØSU understreger derfor, at det på grundlag af princippet om »intet om os uden os« er helt nødvendigt at inddrage romakvinderne på et passende niveau i udformningen, planlægningen og evalueringen af alle programmer vedrørende dem eller deres samfund. EØSU foreslår, at aktive romakvinders deltagelse mindst svarer til et flertal for programmer specifikt vedrørende romakvinder og mindst 30 % for programmer, der henvender sig til romasamfundene. Der bør indføres en evalueringsordning, der gør det muligt at måle disse deltagelsesgrader på en pålidelig måde.

4.7.2.

EØSU foreslår, at disse deltagelsessatser gennemføres på en kontrollerbar måde i de organer, der har ansvaret for nationale og regionale inklusionspolitikker (koordineringsråd på nationalt, regionalt og amts- eller departementsniveau, udvalg til bekæmpelse af segregering osv.).

4.7.3.

Udvalget opfordrer regeringerne og myndighederne til at indlede en konkret politisk dialog med romakvindernes repræsentanter på alle niveauer i samfundet og til at etablere de institutionelle strukturer med henblik på en sådan dialog. I den forbindelse anbefaler EØSU at oprette specifikke, retlige institutioner, f.eks. kvindeudvalg i forbindelse med nationale romaplatforme, hvor romakvinder kan sikre deres repræsentation på en målrettet måde, eller oprettelsen af en uafhængig ombudsmandsinstitution for romakvinder.

4.7.4.

Udvalget bemærker, at romakvinders synspunkter sjældent kommer til udtryk, eller kun er repræsenteret i begrænset omfang såvel i den nuværende europæiske rammestrategi som i de nationale integrationsstrategier vedrørende romaer. Der bør lægges meget større vægt på holdningerne blandt romakvindernes repræsentanter, ikke blot i forbindelse med processen efter 2020, men også i udarbejdelsen af fremtidige strategier for social inklusion.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A12012M%2FTXT.

(2)  https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:12012P/TXT&from=en.

(3)  Findes kun på engelsk: http://fra.europa.eu/en/project/2015/eu-midis-ii-european-union-minorities-and-discrimination-survey/publications.

(4)  EUT C 248 af 25.8.2011, s. 16, EUT C 67 af 6.3.2014, s. 110, EUT C 11 af 15.1.2013, s. 21.

(5)  Blandt de mange forslag, der til dato er fremsat af romasamfundet, civilsamfundsorganisationer, der arbejder til støtte for romaernes rettigheder, forskermiljøet, internationale organer og EØSU, nævner udtalelsen her kun dem, som er særlig relevante for gennemførelsen af romakvinders rettigheder.

(6)  Artikel 5, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/26


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ligestilling mellem mænd og kvinder på de europæiske arbejdsmarkeder

(sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet)

(2019/C 110/05)

Ordfører:

Helena DE FELIPE LEHTONEN

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 3.5.2018

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 1

Plenarforsamlingens beslutning

DD/ΜΜ/YYYY

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget i sektionen

7.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

151/2/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Med henblik på at forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkederne er det efter EØSU's mening nødvendigt at udarbejde en integreret og ambitiøs europæisk strategi for at tackle systemiske og strukturelle hindringer og opnå passende politikker, foranstaltninger og EU-finansieringsprogrammer, der sigter mod at forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder og dermed fremmer mere lige økonomisk uafhængighed for kvinder og mænd. Dette vil også bidrage til gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

1.2.

I denne udtalelse gentages behovet for yderligere at tage hånd om visse veldefinerede udfordringer, som EØSU allerede har afgivet udtalelser om (1), såsom kønsbestemte lønforskelle og balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

1.3.

EØSU mener, at en yderligere indsats er nødvendig for at rette op på de vedvarende kønsbestemte lønforskelle. Det bakker fuldt op om Equal Pay International Coalitions målsætninger om at arbejde hen imod en udligning af de kønsbestemte lønforskelle senest i 2030. Udvalget beklager, at Kommissionens henstilling om løn og åbenhed fra 2014 kun er gennemført i begrænset omfang og opfordrer indtrængende medlemsstaterne og EU til at træffe passende foranstaltninger til at fremskynde gennemførelsen.

1.4.

EØSU minder om, at løngennemsigtighed og lønrevisioner har en vigtig rolle at spille i bekæmpelsen af kønsbestemte lønforskelle (2). Udvalget anbefaler kønsneutrale lønsystemer som et middel til at fremme en fordomsfri tilgang til løn og ansættelse.

1.5.

EØSU er enig i, at der er behov for skærpede foranstaltninger til nedbringelse af den horisontale kønsopdeling inden for uddannelse og på arbejdsmarkedet. Der bør iværksættes informationskampagner og andre foranstaltninger for at bekæmpe kønsstereotyper og kønsopdeling i forbindelse med uddannelse og erhvervsuddannelse samt karrierevalg, med fuld anvendelse af de nye teknologier. Bedre løn- og arbejdsforhold i sektorer, hvor der overvejende arbejder kvinder, kunne få flere mænd til at søge ind i disse erhverv.

1.6.

Der bør gøres yderligere bestræbelser på at integrere og skabe flere muligheder for kvinder, der tilhører sårbare grupper, på arbejdsmarkedet efter en tværsektoriel tilgang (3).

1.7.

EØSU værdsætter Kommissionens indsats med hensyn til nøjere overvågning af børnepasning og langtidspleje som led i det europæiske semester. Dette bør fortsat være en prioritet på mellemlang og lang sigt. EØSU er tilhænger af, at der indledes fornyede overvejelser med medlemsstaterne om Barcelonamålene fra 2002 vedrørende børnepasning med henblik på at gøre målene mere ambitiøse og udvide området til at omfatte pasning af andre omsorgskrævende personer.

1.8.

EØSU opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at indføre nye passende indikatorer i de fremtidige europæiske strukturfonde for nøjere at overvåge EU's finansielle bidrag til de mange forskellige omsorgstjenester og til indsatsen for ligestilling mellem mænd og kvinder.

1.9.

EØSU glæder sig over det forslag vedrørende ESF+ i den flerårige finansielle ramme for 2021-2027, der sigter mod at støtte ligestilling mellem mænd og kvinder og fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet gennem foranstaltninger til forbedring af balancen mellem arbejdsliv og privatliv samt adgangen til børnepasning og andre omsorgstjenester. Det er af den opfattelse, at EU-midler bør tildeles på en mere kønsbevidst måde, og at ligestilling mellem kønnene bør være et særskilt mål frem for at blive lagt sammen med ikkeforskelsbehandling og bekæmpelse af racisme til ét mål.

1.10.

EØSU bifalder desuden InvestEU-programmet for 2021-2027, som støtter investeringer i social infrastruktur. Udvalget opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til kraftigt at støtte denne nye mulighed for at udløse de nødvendige investeringer i børnepasning (og fritidsordninger).

1.11.

Der er for få kvindelige iværksættere, og kvinders iværksætteri bør fremmes for at udnytte den digitale økonomis og den teknologiske innovations enorme potentiale. Adgangen til finansiering skal forbedres og overgangen til andre typer jobstatus lettes.

2.   Baggrund og udfordringer

2.1.

Denne udtalelse fra EØSU er udarbejdet efter anmodning fra Europa-Parlamentet om en sonderende udtalelse vedrørende »Ligestilling mellem mænd og kvinder på de europæiske arbejdsmarkeder«. På anmodning af Europa-Parlamentet tages der i denne udtalelse stilling til virkningerne af de foranstaltninger, der er beskrevet i Kommissionens henstilling om »Styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed«, og til behovet for yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle.

2.2.

I EU-traktatens artikel 2 og artikel 3, stk. 3, og i EU's charter om grundlæggende rettigheder anerkendes det, at retten til ligestilling mellem kvinder og mænd er en af Unionens grundlæggende værdier og dermed udgør en vigtig opgave. I den europæiske søjle for sociale rettigheder fastslås det, at ligestilling mellem mænd og kvinder og retten til lige løn for lige arbejde er et af de 20 principper, der er nødvendige for fair og velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer.

2.3.

EU og medlemsstaterne har fremmet ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet gennem en blanding af lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige instrumenter, henstillinger, politiske retningslinjer og finansiel støtte. I sin strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019 bekræftede Kommissionen de prioriteter, der skal håndteres: økonomisk uafhængighed på lige fod for kvinder og mænd, lige løn for arbejde af samme værdi og ligestilling i beslutningstagningen, værdighed, integritet og bekæmpelse af kønsbaseret vold samt fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder uden for EU.

2.4.

I 2017 fortsatte beskæftigelsesprocenten for kvinder langsomt, men støt med at vokse på linje med mændenes og nåede rekordhøje 66,5 % sammenlignet med 78,1 % for mænd. Men forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens på 11,5 procentpoint har ikke ændret sig siden 2013. Dertil kommer, at det ikke er sandsynligt, at EU 2020-strategiens mål om 75 % kvinder og mænd i beskæftigelse vil kunne nås. Scoren i ligestillingsindekset steg fra 62 point i 2005 til 65 point i 2012, men kun til 66,2 point i 2015, hvilket til dels skyldes krisen. I en række medlemsstater blev der i forbindelse med foranstaltningerne til at tackle krisen ikke taget passende hensyn til den negative indvirkning på ligestillingen mellem mænd og kvinder.

2.5.

På trods af de generelle fremskridt på ligestillingsområdet på de europæiske arbejdsmarkeder er der fortsat uligheder mellem kvinder og mænd. Horisontal og vertikal kønsopdeling er vigtige faktorer, der medvirker til at skabe den ukorrigerede forskel mellem kønnene med hensyn til bruttotimelønnen, som i øjeblikket er ca. 16 %. Forskellen forværres af, at det overvejende er kvinder, der arbejder nedsat tid og i de lavtlønnede sektorer, og af at en større andel af kvinder end mænd tager orlov, hvilket fører til karriereafbræk, et ringere karriereforløb og en lavere optjening af pensionsydelser.

2.6.

Den aktuelle kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvensen udgør et stort økonomisk og socialt tab for EU, der anslås til 370 mia. EUR om året. Med den demografiske udfordring og den skrumpende erhvervsaktive befolkning er Europa nødt til fuldt ud at udnytte alle kvinders potentiale for deltagelse på arbejdsmarkedet under hensyntagen til skæringspunktet mellem race, etnisk oprindelse, social klasse, alder, seksuel orientering, nationalitet, religion, køn, handicap, status som flygtninge eller migranter, der kan udgøre særlige hindringer for deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

2.7.

Mens der ofte er flertal af kvinder i lavtlønnede og lavtkvalificerede job og i sektorer såsom social- og sundhedssektoren, uddannelse, offentlig administration og detailhandel, er mænd i højere grad repræsenteret inden for ingeniørvirksomhed, konstruktion og transport. Manglen på mænd i uddannelsessektoren og social- og sundhedssektoren er tiltagende og forstærkes af, at der mangler rollemodeller og af, at der ofte er tale om mindre attraktive arbejdsvilkår og løn. Det samme gælder for kvinder, som er underrepræsenterede inden for STEM-fagene (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik). I 2016 var kun 17 % af IKT-specialisterne i EU kvinder.

2.8.

Mens ny EU-lovgivning bliver drøftet i Rådet (balance mellem arbejdsliv og privatliv), straffes kvinder fortsat på arbejdspladsen for at være mødre. Forskelsbehandling af gravide og kvinder, som har født for nylig, er fortsat et problem i mange medlemsstater. Den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvensen er særlig høj for mødre og kvinder med omsorgsforpligtelser. I 2016 var mere end 19 % af de inaktive kvinder inaktive, fordi de skulle passe børn eller voksne. I gennemsnit er beskæftigelsesprocenten for kvinder med et barn under 6 år 9 % lavere end for kvinder uden børn, og denne forskel når helt op på 30 % i nogle lande.

2.9.

EØSU er alvorligt bekymret over, hvor hyppigt kvinder udsættes for seksuel chikane på arbejdspladsen, og at cyberchikane mod kvinder er blevet et udbredt fænomen. Det minder om behovet for bedre håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (4), der forbyder chikane og forskelsbehandling på arbejdspladsen (5).

2.10.

EØSU efterlyser endvidere foranstaltninger, der er integreret i andre politikker, og specifikke foranstaltninger med sigte på kvinder, der tilhører sårbare grupper, da de ofte har større vanskeligheder med at komme ud på arbejdsmarkedet. Udvalget understreger behovet for en tværsektoriel tilgang med henblik på at øge mulighederne på arbejdsmarkedet for kvinder, der udsættes for mange former for forskelsbehandling.

2.11.

Der er stadig for få kvindelige iværksættere. Kvinder udgør 52 % af hele EU's befolkning, men kun 34,4 % af de selvstændige i EU og 30 % af iværksætterne med nystartede virksomheder. Selvstændige kvinder er mindre velstillede end selvstændige mænd. 76,3 % af de selvstændige kvinder i EU-28 er selvstændige erhvervsdrivende uden ansatte mod 69 % af mændene. Mænd er altså oftest virksomhedsejere med ansatte, mens kvinder typisk er selvstændige uden ansatte og med en højere risiko for en lav indkomst. Kvinders kreativitet og iværksætterpotentiale er en underudnyttet kilde til økonomisk vækst og arbejdspladser, som skal udvikles yderligere for at skabe succesrige virksomheder.

2.12.

Deltidsarbejde kan være et værdifuldt redskab til at forbedre balancen mellem arbejdsliv og privatliv for både mænd og kvinder. Kvinder arbejder imidlertid oftere på deltid end mænd (mere end 70 % af alle deltidsansatte er kvinder), og der er dokumenteret en stigning i lavtlønnede job (detailhandel, rengøring og assistance). Omfanget af ufrivilligt deltidsarbejde for både mænd og kvinder giver fortsat grund til bekymring. Europa 2020-strategiens beskæftigelsesmål på 75 % kan kun opnås ved hjælp af en integreret strategi bestående af en sammenhængende kombination af forskellige politikker og foranstaltninger til at fremme deltagelsen på arbejdsmarkedet, skabe kvalitetsjob, sikre ligebehandling på beskæftigelsesområdet og tilskynde til en mere afbalanceret ansvarsfordeling mellem forældre og plejere i forbindelse med pleje af andre omsorgskrævende pårørende.

3.   Yderligere indsatsområder for at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder på de europæiske arbejdsmarkeder

3.1.   Anvendelse af løngennemsigtighed med henblik på at udligne kønsbestemte lønforskelle

3.1.1.

Den kønsbestemte lønforskel mellem mænd og kvinder er en af de mest sejlivede hindringer for ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og i samfundet og for økonomisk vækst. EØSU bakker fuldt op om Equal Pay International Coalition (EPIC), som er et globalt initiativ iværksat af ILO, UN Women og OECD med deltagelse af regeringer, arbejdsgivere, fagforeninger og civilsamfundet med det mål, at de kønsbestemte lønforskelle skal være udlignet i 2030. EØSU opfordrer EU til at intensivere indsatsen for at sikre, at lønforskellene i EU er udlignet senest i 2030.

3.1.2.

EØSU gentager sine anbefalinger med hensyn til EU's handlingsplan for bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle (6). EØSU erkender desuden, at det omarbejdede direktiv om ligebehandling, 2006/54/EF, og Kommissionens henstilling til medlemsstaterne om styrkelse af princippet om lige løn mellem mænd og kvinder, 2014/124/EU, har været afgørende for bekæmpelsen af kønsbestemte lønforskelle og stadig er vigtige. Der er imidlertid brug for en større indsats. Kommissionens beretning fra 2013 om anvendelsen af direktiv 2006/54/EF konkluderede, at den praktiske anvendelse af ligelønsbestemmelserne i medlemsstaterne er et af direktivets mest problematiske områder.

3.1.3.

EPIC har gjort gældende, at manglende løngennemsigtighed er en væsentlig faktor i lønforskellene mellem mænd og kvinder, og at øget løngennemsigtighed kan medvirke til at mindske de kønsbestemte lønforskelle. Løngennemsigtighed har en vigtig rolle at spille i bekæmpelsen af eventuel lønmæssig forskelsbehandling. EØSU er bekymret over, at henstillingen fra 2014 om løngennemsigtighed kun er gennemført i begrænset omfang. De fleste medlemsstater har indført visse foranstaltninger, der sigter mod at øge løngennemsigtigheden, men sådanne foranstaltninger er ikkeeksisterende i en tredjedel af medlemsstaterne. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde gennemførelsen af henstillingen, for eksempel ved at give enkeltpersoners mulighed for at anmode om oplysninger vedrørende indberetning om lønniveauer eller fastlægge, at virksomheder af en vis størrelse skal rapportere om lønniveauer eller gennemføre lønundersøgelser, da dette ville fremme en retfærdig tilgang til ansættelse og løn. Behovet for fuld respekt for arbejdstagernes data- og privatlivsbeskyttelse og for de generelle arbejdsmarkedsforhold bør også tages i betragtning.

3.1.4.

Med henblik på at gennemføre princippet om lige løn og for at bekæmpe kønsbestemte lønforskelle er der behov for større synergier mellem forskellige tilgængelige foranstaltninger. Blandt disse anbefales kønsneutrale lønsystemer på det kraftigste, idet de fremmer en fordomsfri tilgang til ansættelse og løn.

3.1.5.

Arbejdsmarkedets parter er bedst placeret til at foretage en fornyet vurdering af værdien af færdigheder og beskæftigelse. Social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger er afgørende for at nå dette mål og rette op på kønsbestemte lønforskelle.

3.1.6.

Som led i det europæiske semester er der også fokus på lønforskelle på europæisk plan. I 2017 blev kønsbestemte lønforskelle fremhævet i ni medlemsstaters landerapporter. Der blev rettet landespecifikke henstillinger med fokus på investeringer i børnepasningsmuligheder og negative skatteincitamenter samt andre foranstaltninger vedrørende kønsbestemte lønforskelle til 12 medlemsstater.

3.1.7.

Der bør være særligt fokus på at skabe øget opmærksomhed om ubevidste fordomme og på forstærkelsen af lønforskelle ved ansættelse eller forfremmelse. Støtte fra erhvervsorganisationer og samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, myndigheder og ligestillingsorganer om at finde passende løsninger er også vigtigt for at mindske kønsbestemte lønforskelle.

3.2.   Uddannelse, kønsopdeling og stereotyper

3.2.1.

Fra de tidlige barndomsår og fremefter skal der tages hånd om den vedvarende horisontale kønsopdeling inden for uddannelse og på arbejdsmarkedet. Der er en tæt forbindelse mellem en sådan kønsopdeling og kønsbestemte lønforskelle. Tendensen til at undervurdere visse erhverv, herunder i lederstillinger, bør fremhæves tydeligere. Bedre løn- og arbejdsforhold i sektorer, hvor der overvejende arbejder kvinder, kan fungere som et incitament for flere mænd til at søge ind i disse erhverv og dermed medvirke til at bekæmpe den erhvervsmæssige kønsopdeling.

3.2.2.

Selv om kvinder klarer sig bedre under uddannelse, møder de adskillige hindringer, når de forsøger at gøre karriere i visse mandsdominerede sektorer som f.eks. IKT. Selv om nogle piger vælger en uddannelse inden for STEM-fagene, fortsætter blot 10 % af kvinderne en karriere inden for disse områder bagefter. Der bør derfor i højere grad fokuseres på at bekæmpe kønsopdeling og stereotyper på uddannelsesområdet, og sektoren bør promoveres bedre blandt kvinder.

3.2.3.

Manglen på mænd i uddannelses-, sundheds- og velfærdssektoren er ved at antage et foruroligende omfang. EØSU efterlyser bevidstgørelseskampagner og fremme af rollemodeller på EU-niveau og på nationalt niveau for at skabe interesse for IKT og STEM-fag blandt kvinder og uddannelses-, sundheds- og velfærdsområderne blandt mænd.

3.3.   Omsorgstjenester skal skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv

3.3.1.

En af de største udfordringer for forældre og andre med omsorgsforpligtelser er at forene arbejdsliv, privatliv og familieliv. Kvinder rammes uforholdsmæssigt hårdt, idet de sædvanligvis har ansvaret for pleje af omsorgskrævende pårørende. Det er særlig vanskeligt for husstande bestående af en enkelt person og personer, som tilhører sårbare grupper, at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. EØSU bifaldt Kommissionens initiativ til at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen for forældre med børn og hjælpe dem med at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

3.3.2.

At dele forældreansvaret og andre omsorgsforpligtelser er et vigtigt mål med henblik på ligelig deltagelse på arbejdsmarkedet (7). Fædre anvender kun i ringe omfang fædre- og forældreorlov og tager som regel kun betalt orlov. Det er vigtigt at træffe foranstaltninger, der tilskynder mænd til at engagere sig mere i familielivet, og samtidig tackle de eventuelle omkostninger og den organisatoriske indsats, dette indebærer for virksomhederne, især små virksomheder og mikrovirksomheder.

3.3.3.

Da omsorgsforpligtelser er en af hovedårsagerne til kvinders lave deltagelse på arbejdsmarkedet, er Barcelonamålene af afgørende betydning, men de er ikke blevet opfyldt i tilstrækkelig grad. Det kan dokumenteres, at der er en positiv sammenhæng mellem børnepasningsfaciliteter og kvinders beskæftigelsesprocent. EØSU beklager, at et så lavt antal lande har opfyldt Barcelonamålene mere end 15 år efter vedtagelsen. Udvalget opfordrer til en eventuel revision for at fastsætte mere ambitiøse mål som et incitament til at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

Adgang til børnepasning og andre omsorgstjenester til overkommelige priser er fortsat en udfordring, især for familier med lav indkomst. En god blanding af offentlige og private pasnings- og plejefaciliteter af kvalitet er derfor vigtig. Derudover er børnepasningsfaciliteternes åbningstider fortsat en reel hindring for arbejdende forældre.

3.3.4.

EØSU henleder i øvrigt opmærksomheden på, at der er behov for faciliteter til pasning af børn af arbejdende forældre uden for skoletiden. De bør findes i lande, hvor skoledagen slutter tidligt, og forældre har tendens til at vælge deltidsarbejde for at få skole- og arbejdstid til at hænge sammen. Der er behov for flere oplysninger for at kunne forstå omfanget og konsekvenserne af dette strukturelle problem vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

3.3.5.

Væksten i plejesektoren, der har et betydeligt uudnyttet jobpotentiale, kræver særlig opmærksomhed på grund af vedvarende kønsopdeling og i mange tilfælde dårlige arbejdsforhold og lav løn. Som udvalget tidligere har påpeget, er der behov for at indsamle relevante data om forskellige aspekter af systemer og præferencer i forbindelse med aflønnet pleje i Europa. Dette bør omfatte det hurtigt voksende område omsorgstjenester i hjemmet og den særlige situation med indeboende plejere (8), hvoraf mange benytter sig af mobilitet inden for EU eller er migranter fra tredjelande og rapporterer om dårlige arbejds- og lønforhold. EØSU opfordrer Kommissionen til at vedtage en integreret strategi for plejesektoren.

3.3.6.

EØSU værdsætter Kommissionens indsats med hensyn til nøjere overvågning af børnepasning og langtidspleje som led i det europæiske semester og de landespecifikke henstillinger til medlemsstaterne.

3.4.   Finansiering af ligestilling mellem mænd og kvinder — den flerårige finansielle ramme

3.4.1.

EØSU glæder sig over forslaget vedrørende ESF+ inden for den flerårige finansielle ramme for 2021-2027, der sigter mod at støtte ligestilling mellem mænd og kvinder, lige muligheder og ikkeforskelsbehandling og fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet gennem foranstaltninger til forbedring af balancen mellem arbejdsliv og privatliv samt adgangen til børnepasning. EØSU tilskynder EU-institutionerne og medlemsstaterne til at følge udvalgets anbefaling om, at ESF+ skal støtte ligestilling mellem mænd og kvinder (9).

3.4.2.

EØSU er af den opfattelse, at EU-midler bør tildeles på en mere kønsbevidst måde. EØSU er bekymret for, at man ved at gøre målene om ligestilling mellem kønnene, ikkeforskelsbehandling og bekæmpelse af racisme til ét samlet mål gør dem mindre synlige, og at det bliver mindre klart, hvilke beløb de hver især har fået tildelt. Det bør overvejes, hvilken måde dette bedst kan gribes an på.

3.4.3.

EØSU understreger behovet for investeringer i prismæssigt overkommelige og tilgængelige omsorgstjenester og -faciliteter af høj kvalitet for alle. Kommissionens forslag til ESF+ er et skridt i den rigtige retning, idet det indebærer større investeringer i børnepasning. En sådan finansiering bør fremmes yderligere med udgangspunkt i god praksis, der sammenfattes af Kommissionen.

3.4.4.

EØSU bifalder også InvestEU-programmet som led i den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og programmets prioritering af at fremme investeringer i social infrastruktur, hvilket kan have en positiv indvirkning på ligestillingen mellem mænd og kvinder.

3.4.5.

EØSU er bekymret over, at der endnu ikke er foretaget nogen vurdering af medlemsstaternes anvendelse af EU-midler til at støtte tilvejebringelsen af omsorgstjenester. Dette må der rettes op på i de kommende finansieringsprogrammer gennem indførelse af passende indikatorer for medlemsstaterne i de fremtidige strukturfonde, herunder ESF+, så EU's finansielle bidrag til de forskellige omsorgstjenester og ligestilling mellem mænd og kvinder lettere kan overvåges.

3.5.   Skatte- og socialsikringssystemer

3.5.1.

Den foreliggende dokumentation viser, at det ofte er stærkt økonomisk demotiverende for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet eller søge at arbejde mere. Den måde skatte- og socialsikringssystemerne er tilrettelagt på, kan virke afskrækkende på sekundære forsørgere — oftest kvinder. De direkte konsekvenser af dette er lave eller ingen bidrag til pensionssystemerne, hvilket følgeligt resulterer i lave pensionsindkomster og endog fattigdom.

3.5.2.

Det europæiske semester har allerede understreget nødvendigheden af at tilpasse skatte- og socialsikringssystemerne for at forhindre stærke negative incitamenter for de sekundære forsørgere, der ønsker at tage et arbejde eller at arbejde mere. Der vil være behov for en nøje overvågning af udviklingen i medlemsstaterne.

3.6.   Kvindelige iværksættere

3.6.1.

Iværksætteri kan gøre kvinder økonomisk uafhængige med job af høj kvalitet og vellykkede karrierer, så de kan gøre op med fattigdom og social udstødelse, og kan bidrage til en mere afbalanceret kønsfordeling i beslutningstagningen. Kvindelige iværksættere bør støttes ved at forbedre adgangen til og kvaliteten af socialsikringsforanstaltninger (10) og ved at integrere undervisning i iværksætteri i uddannelser og erhvervsuddannelser.

3.6.2.

Hvad angår selvstændige er kvinder oftest selvstændige erhvervsdrivende uden ansatte og har derfor større risiko for fattigdom, selv om de er i arbejde, mens mænd typisk ejer virksomheder med ansatte. Kvinder møder desuden flere strukturelle barrierer, når det gælder adgangen til finansiering, stereotyper og mangel på tillid. Sådanne hindringer skal fjernes. Business angels i form af mentorer og nye finansieringsformer kan være nyttige til at overvinde hindringer. Der bør gøres en mere aktiv indsats for at fremme og udbrede de eksisterende netværk i erhvervsorganisationerne.

3.7.   Den digitale økonomi

3.7.1.

Ændringer på arbejdsmarkedet på grund af globaliseringen, den teknologiske udvikling og de demografiske ændringer giver nye perspektiver for både ansatte og iværksættere. Nye sektorer og vækstsektorer (f.eks. IKT, grøn økonomi, Industri 4.0 og e-handel) giver mange muligheder for kvinder i velbetalte job. EØSU har også fremhævet problemet med den kønsbestemte digitale kløft, som giver en række udfordringer, der skal håndteres. Udvalget har desuden fremsat anbefalinger til, hvordan man kan fjerne skævhederne i uddannelsessystemerne og på arbejdsmarkedet (11).

3.7.2.

For at sikre, at kvinder og mænd trygt kan arbejde i den digitale økonomi, er det nødvendigt at skabe større klarhed omkring status på nationalt plan, hvad angår rettigheder, ret til social sikring og forpligtelser, både i ansættelseskontrakter og i B2B-kontrakter. Uddannelse og erhvervsuddannelse bør være i fokus i strategierne for fremme af IKT, STEM-fag og grønne karrierer for kvinder, og kønsperspektivet bør integreres i strategien for et digitalt indre marked.

3.8.   Øget samarbejde mellem alle aktører

3.8.1.

Arbejdsmarkedsparterne spiller en vigtig rolle i overenskomstforhandlinger med hensyn til at tackle de forskellige aspekter af ligestilling mellem mænd og kvinder og lige løn på de europæiske arbejdsmarkeder. På EU-niveau vedtog de europæiske arbejdsmarkedsparter i 2005 en aktionsramme om ligestilling mellem mænd og kvinder, der blev fulgt op af fælles aktioner på nationalt plan for at se nærmere på kønsrollerne, fremme kvinder i beslutningstagende stillinger, støtte balancen mellem arbejdsliv og privatliv og bekæmpe kønsbestemte lønforskelle. I 2008 reviderede parterne deres aftale fra 1996 vedrørende forældreorlov (Rådets direktiv 2010/18/EF (12)), og i 2012 udviklede de et sæt værktøjer til forbedring af ligestillingen mellem mænd og kvinder i praksis.

3.8.2.

Civilsamfundsorganisationerne kan også bidrage nyttigt til at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, navnlig for sårbare grupper.

3.8.3.

EØSU opfordrer til, at en fornyet og ambitiøs EU-strategi for opnåelse af ligestilling mellem mænd og kvinder på de europæiske arbejdsmarkeder udformes, så der er sammenhæng med en eventuel fremtidig europæisk beskæftigelsesstrategi, den europæiske søjle for sociale rettigheder og den europæiske dimension af FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 44, EUT C 262 af 25.7.2018, s. 101.

(2)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 44.

(3)  EUT C 367 af 10.10.2018, s. 20.

(4)  EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.

(5)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 12; EUT C 242 af 23.7.2015, s. 9; EUT C 367 af 10.10.2018, s. 20.

(6)  EUT C 262 af 25.7.2018, s. 101.

(7)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 44.

(8)  EUT C 487 af 28.12.2016, s. 7.

(9)  Se EØSU's udtalelse om »Den Europæiske Socialfond Plus« (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 16).

(10)  EUT C 173 af 31.5.2017, s. 45.

(11)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 37.

(12)  EUT L 68 af 18.3.2010, s. 13.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om gennemførelse af EU's miljølovgivning: luftkvalitet, vand og affald

(sonderende udtalelse)

(2019/C 110/06)

Ordfører:

Arnaud SCHWARTZ

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 3.5.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

Sonderende udtalelse

Præsidiets henvisning

17.4.2018 (foregribende)

 

 

Kompetence

Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø

Vedtaget i sektionen

27.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

117/2/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over formålet med revisionen af miljøreglerne (EIR), nemlig at give et detaljeret overblik over situationen i de enkelte medlemsstater med fokus på de væsentligste mangler i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten på miljøområdet, anbefale korrigerende foranstaltninger og støtte de medlemsstater, der er forsinkede med hensyn til gennemførelsen, navnlig ved hjælp af et nyt peer-to-peer-værktøj for teknisk bistand.

1.2.

I EØSU's udtalelse (1) om emnet henviser udvalget imidlertid til, at det i EU's EIR påvises, at en utilstrækkelig, fragmenteret og uensartet gennemførelse af Unionens miljølovgivning er et alvorligt problem i mange EU-medlemsstater. Nu som før mangler der — ud over de underliggende årsager til den utilstrækkelige gennemførelse, der fremhæves i EIR — fortsat politisk vilje i mange medlemsstaters regeringer til at gøre væsentlige forbedringer af gennemførelsen til en politisk prioritet og afsætte tilstrækkelige ressourcer til dette formål (f.eks. via den flerårige finansielle ramme — FFR). EØSU minder således om, at en korrekt gennemførelse af EU's miljølovgivning er i de europæiske borgeres interesse og er forbundet med reelle økonomiske og sociale fordele.

1.3.

Som anført i ovennævnte udtalelse (2) bekræfter EØSU, at en effektiv gennemførelse af miljøbeskyttelsesforanstaltningerne til dels afhænger af, at civilsamfundet — arbejdsgivere, lønmodtagere og andre samfundsrepræsentanter — tildeles en aktiv rolle. Derfor gentager EØSU sit krav om øget struktureret inddragelse af civilsamfundet, hvilket vil kunne styrke EIR'er. Udvalget mener, at man skal give civilsamfundsorganisationer på nationalt niveau mulighed for med deres ekspertise og viden at bidrage til landerapporterne og de strukturerede landedialoger samt opfølgningen på disse. Derfor er EØSU parat til at lette dialogen med civilsamfundet på EU-niveau inden for rammerne af en reelt bæredygtig og cirkulær økonomi.

1.4.

Med henblik på at forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet (3) understreger EØSU med udgangspunkt i sin udtalelse om EU-handlingsplanen, der skal forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet, på ny, at de aktuelle overtrædelser undergraver borgernes tillid til EU-lovgivningens effektivitet og gentager derfor sin opfordring til medlemsstaterne og Kommissionen om at afsætte omfattende finansiering til ansættelse af ekstra personale, så forvaltningen af miljøet og gennemførelsen af miljølovgivningen kan overvåges.

1.5.

EØSU understreger, at der i visse tilfælde også er brug for miljøinvesteringer, bevidstgørelseskampagner for offentligheden og stærke håndhævelseskæder, og at Europa og medlemsstaterne desuden har brug for specialiserede dommere og anklagere, selv om der allerede anvendes miljøinspektører.

1.6.

EØSU minder derfor som anført i sin udtalelse (4) om, at der ud over tiltag for de berørte medlemsstater og offentligheden med henblik på at formidle og skabe opmærksomhed omkring de regler, der skal overholdes, skal træffes foranstaltninger på EU-niveau vedrørende Kommissionens overvågning og håndhævelse i dens egenskab af »traktaternes vogter«. Handlingsplanen (5) omhandler ikke årsagerne til manglende overholdelse af reglerne, f.eks. opportunisme og mangel på politisk vilje. Selv om det er nødvendigt at støtte medlemsstaterne, præciserer EØSU endnu en gang, at de ikkebindende foranstaltninger i den foreslåede handlingsplan ikke kan udgøre den eneste strategi til en bedre overholdelse af miljølovgivningen.

1.7.

Både EIR og ovennævnte handlingsplan følger en cyklus på to år. EØSU lægger således vægt på, at udvalget bør spille en aktiv rolle i opfølgningen på disse og i den planmæssige udvikling af deres indhold, så civilsamfundets stemme kan blive hørt i den løbende proces for forbedring af EU's miljøpolitikker.

1.8.

Som det fremgår af forskellige dokumenter fra Kommissionen, opstår et stort antal mangler som følge af manglende samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer (nationalt, regionalt, lokalt), der har til opgave at gennemføre miljølovgivningen, og EØSU opfordrer også EU til at inddrage civilsamfundet i den løbende opfølgning på og evaluering af gennemførelsen.

1.9.

Borgerne i EU mener, at miljøbeskyttelse er af stor betydning. De fleste europæere mener imidlertid, at Unionen og de nationale regeringer ikke gør nok for at beskytte miljøet. Derfor bør Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen med hjælp fra EØSU i højere grad samarbejde om at leve op til borgernes forventninger. Denne ambition kan navnlig efterleves, hvis EØSU anmodes om en sonderende udtalelse om, hvordan civilsamfundet yderligere kan bidrage til udarbejdelsen og anvendelsen af EU's miljølovgivning.

1.10.

Her og nu anmoder EØSU Kommissionen om at gøre EIR's liste over alle konstaterede mangler i de enkelte medlemsstater med hensyn til gennemførelsen af EU's miljølovgivning vedrørende luftkvalitet, vand og affald tilgængelig. Listen bør delvist være baseret på anvisninger til Kommissionen og høring af det organiserede civilsamfund. Udvalget opfordrer ligeledes Kommissionen til at definere manglerne og efterfølgende træffe foranstaltninger til at udbedre disse. Inden for rammerne af sine midler og ekspertise er EØSU parat til at bidrage til en sådan definition og deltage i evalueringen af den fremtidige gennemførelse af sådanne foranstaltninger.

1.11.

Efter EØSU's mening bør Kommissionen ikke kun foreslå lovgivning, men også lette og støtte dennes gennemførelse og gøre de eksisterende retsakter mere indbyrdes sammenhængende og bringe dem i overensstemmelse med de videnskabelige fremskridt og de internationale forpligtelser, der har til formål at beskytte befolkningens sundhed og genoprette økosystemernes funktion. Uden økosystemerne vil hverken økonomisk udvikling eller social retfærdighed være mulig. Navnlig gennemførelsen af miljølovgivningen er af afgørende betydning for at opnå FN's mål for bæredygtig udvikling og gennemføre klimaaftaler i praksis. EØSU henleder derfor de kompetente myndigheders opmærksomhed på de forskellige eksempler på forbedringer af miljølovgivningen vedrørende luft- og vandkvalitet og affald, der er medtaget i denne udtalelse.

1.12.

Endelig synes det i lyset af det nye forslag til direktiv om engangsplastprodukter at ligge fast, at en bred accept af de foreslåede foranstaltninger skyldes informationskampagner og kampagner i medierne om plastforurening af oceanerne, der har gjort borgerne mere bevidste om dette problem. EØSU vurderer, at det samme gælder for mange andre foranstaltninger, der kan sikre borgerne i Unionen et sundt miljø at leve i og tilpasning til klimaforandringerne samt bringe tabet af biodiversitet til ophør. EØSU bekræfter i denne forbindelse på ny, at civilsamfundets engagerede deltagelse er nødvendig for at sikre, at befolkningen modtager de rette oplysninger, og at de europæiske samt de nationale og lokale myndigheder gør en øget indsats for at gøre borgerne og de offentlige og private beslutningstagere (navnlig i SMV-SMI'er) opmærksomme på disse store udfordringer i det 21. århundrede.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg glæder sig over den samarbejdsvilje, som Europa-Parlamentet har udvist ved at anmode om denne sonderende udtalelse om gennemførelsen af Den Europæiske Unions miljølovgivning vedrørende luft- og vandkvalitet og affald.

2.2.

Gennemførelsen af EU's miljølovgivning vedrørende luft- og vandkvalitet og affald har især betydning for beskyttelsen af økosystemerne og baner ligeledes vejen for nye økonomiske muligheder og en udvikling, der gavner de europæiske borgeres sundhed. Gennemførelsen består ikke kun i at gennemføre direktivet i national ret — dette er kun en første etape — men fører også til etablering af de nødvendige offentlige myndigheder eller tildeling af eksisterende midler såsom menneskelige ressourcer, kompetencer og ansvar, viden og økonomiske midler. I mange tilfælde er der behov for miljøinvesteringer (offentlige og/eller private) (f.eks. til behandling af vand og affald), og i andre skal der lovgives om aktiviteter, der påvirker miljøet negativt (f.eks. for at bevare luftkvaliteten).

2.3.

I alle medlemsstater bør det være en prioritet at forbedre gennemførelsen af EU's miljølovgivning, og de offentlige myndigheder, der har ansvar på dette område, bør styrkes. EØSU har i talrige udtalelser tidligere fremsat anbefalinger i denne retning og i mere bred forstand om gennemførelsen af EU's eksisterende miljølovgivning vedrørende luft- og vandkvalitet og affald. Derfor henviser EØSU til disse udtalelser om luft (6), vand (7) og affald (8).

2.4.

Ud over disse udtalelser om specifikke emner indeholder mere generelle udtalelser fra EØSU også anbefalinger, der kan være relevante i forbindelse med denne anmodning. Det drejer sig om udtalelser vedrørende adgang til klage og domstolsprøvelse (9), overholdelse af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet (10), varetagelse af forbrugernes kollektive interesser (11), strategiske udtalelser (12) og udtalelser rettet mod et større geografisk område end Den Europæiske Union, som navnlig vedrører mål for bæredygtig udvikling (13), frihandelsaftaler (14) og klimaet (15).

2.5.

Det er tvingende nødvendigt at gennemføre den eksisterende lovgivning, der letter indførelsen af et fælles marked, som gavner fri og uhindret konkurrence og gør sig fortjent til borgernes tillid, hvad enten der er tale om producenter eller forbrugere — en lovgivning, som kan fremme de høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder for beskyttelse af befolkningen og miljøet. Derudover er det afgørende at forsøge at afhjælpe manglerne i den eksisterende lovgivning ved også at sikre, at EU i forbindelse med bilaterale og multilaterale handelsforhandlinger systematisk sikrer ækvivalens mellem lovgivningen på social- og miljøområdet for importerede produkter.

2.6.

I denne forbindelse bør alle bemærkninger, anbefalinger og konklusioner i denne sonderende udtalelse ikke ses som en trussel, men snarere som en mulighed for at målrette vores aktiviteter med henblik på at opnå fordele af konkurrencemæssig eller samarbejdsmæssig art, som gør det muligt at bevæge sig i den rigtige retning og sikre fremtiden på det økonomiske, sociale og miljømæssige plan.

2.7.

Afslutningsvis minder udvalget om, at man — uanset om der er tale om luft, vand eller affald — skal undgå, at medlemsstaterne anvender EU-retten forskelligt, idet der ellers er fare for konkurrenceforvridning, miljømæssige og sociale uligheder samt kunstige barrierer, der hæmmer forvaltningen af de fælles ressourcer, som af natur er grænseoverskridende. For at styrke alle eksisterende og kommende foranstaltninger bør man skabe mulighed for at harmonisere afgifterne på forurening og ressourcer og opfylde behovet for en bedre kalibrering af de eksisterende værktøjer i henhold til de eksterne forhold, der skal tages hensyn til. Miljøpolitikkerne må ikke benyttes som en justeringsvariabel, men skal gøres til en vigtig løftestang for en strategisk omlægning af menneskelige, kunstneriske, landbrugsmæssige og industrielle aktiviteter inden for Unionen og via en positiv afsmittende virkning også slå igennem i andre regioner, hvor EU's politiske partnere og handelspartnere befinder sig.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.   Gennemførelsen af EU's miljølovgivning vedrørende luftkvalitet

Sammen med vand, natur og affald er luftkvalitet en af de sektorer, der har det højeste antal overtrædelsessager. I maj 2018 øgede Kommissionen håndhævelsen over for seks medlemsstater, som har misligholdt EU's regler om luftkvalitet, ved at indbringe dem for Domstolen (16). EØSU anerkender, at Kommissionen i øjeblikket foretager en kvalitetskontrol af direktivet om luftkvalitet, hvor resultaterne af luftkvalitetsdirektiverne vurderes for perioden 2008-2018. Især bestræbelserne på at forbedre gennemførelsen af lovgivningen vedrørende den udendørs luftkvalitet vil bidrage til at opfylde mål 11 for bæredygtig udvikling, der omhandler bæredygtige byer.

Hvad angår luftkvaliteten, minder udvalget om, at luftforurening påvirker tre faktorer:

1)

sundhed i en sådan grad, at luftforurening indendørs og udendørs fortsat udgør en stor risiko i Den Europæiske Union (17) og andre steder. Der er sågar tale om den væsentligste sundheds- og miljørisiko på verdensplan (18) med 6,5 mio. tidlige dødsfald om året og høje udgifter for samfundet, sundhedssystemerne, økonomien og alle, hvis helbred er berørt af luftforurening. I Europa vurderes antallet af tidlige dødsfald at ligge på omkring 400 000 om året ifølge en nylig beretning fra Den Europæiske Revisionsret om luftforurening, hvori det bemærkes, at de europæiske borgeres sundhed ikke er tilstrækkeligt beskyttet, og at EU's indsats ikke har haft de forventede virkninger

2)

biodiversiteten (indvirkning på afgrøder, skove osv.)

3)

moderne og naturligvis historiske bygninger, som selv er knyttet til turistaktiviteter.

3.1.1.   Indendørs luftkvalitet

a)

For at forbedre den indendørs luftkvalitet bør man ved hjælp af mærkning gøre forbrugerne opmærksomme på udledningen fra de produkter, de køber, uanset om det er byggematerialer, pyntegenstande, møbler eller husholdningsprodukter. Med henblik herpå bør Unionen efter at have foretaget en sammenligning af medlemsstaternes lovgivning udforme en sammenhængende ramme baseret på bedste eksisterende praksis.

b)

Når en bygnings opførelses- og leveringsfase er afsluttet, bør der indføres en forpligtelse til regelmæssig vedligeholdelse af og tilsyn med udluftningskvaliteten. En sådan langsigtet overvågning af bygningerne vil helt klart have en positiv indvirkning, ikke blot på sundheden, men også på energiforbruget.

c)

Med henblik på at beskytte sårbare personer, hvis luftveje er svækkede eller under udvikling, og som derfor har behov for en bedre luftkvalitet, bør der indføres handlingsplaner i institutioner, der tager imod den brede offentlighed, især mindre børn.

d)

Endelig vil det være nyttigt at harmonisere praksis for luftrensning. Unionen bør udforme en definition af kriterierne for måling af effektiviteten og sikkerheden, navnlig for at undgå enhver form for kommercielle eller sundhedsmæssige skadevirkninger, der skyldes den relative mangel på regler i øjeblikket.

3.1.2.   Udendørs luftkvalitet

a)

For at sikre en bedre luftkvalitet og skabe større tillid mellem borgerne og de europæiske institutioner er det nødvendigt, at den nuværende lovgivning gennemføres mere stringent, og at manglende overholdelse straffes hårdere, samt at standarderne i EU-direktiverne endelig medtager de manglende anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), når disse sikrer en bedre beskyttelse af befolkningens sundhed.

b)

På nuværende tidspunkt overvåger man kun PM10- og PM2,5-partikler (i mikrometer). Rent sundhedsmæssigt har visse ultrafine partikler imidlertid endnu større indvirkning (i nanometer), idet de trænger længere ind i menneskets krop og kan ophobe sig i de livsvigtige organer. Derfor bør der i den europæiske lovgivning tages højde for dette forhold og indføres krav om, at disse partikler overvåges, så man gradvist kan reducere deres tilstedeværelse i luften.

c)

Det samme gælder polycykliske aromatiske kulbrinter (PAH) og forskellige andre forurenende stoffer, som ikke allerede kontrolleres, navnlig fra forbrændingsanlæg, skibstransport, køretøjer, anlægsmaskiner osv., ikke mindst fordi de fortsatte fremskridt med hensyn til videnskabelig viden og tekniske muligheder gør det muligt allerede nu at sikre en bedre beskyttelse af sundheden og økosystemerne.

d)

I denne henseende er direktivet om nationale emissionsstandarder (19) af afgørende betydning for, at medlemsstaterne nedbringer deres udledninger af luftforurenende stoffer. I overensstemmelse med nærhedsprincippet indeholder direktivet imidlertid kun vejledende foranstaltninger, så medlemsstaterne kan opfylde deres emissionsreduktionsforpligtelser. Fleksibiliteten med hensyn til gennemførelse gør denne lovgivning alt for svag.

e)

Et andet aspekt, der kan forbedres, er at direktivet ikke indeholder noget mål for reduktion af metan, et luftforurenende stof, som er af stor betydning, da det er udgangsstof for ozon, samt en meget kraftig drivhusgas.

f)

For at sikre en harmonisering af de forskellige EU-retsakter burde man i den fælles landbrugspolitik indføre mål for luftforurening, der stammer fra landbrugssektoren. Denne tegner sig f.eks. for mere end 95 % af emissionerne af ammoniak, et forurenende stof, der er omfattet af NEC-direktivet. For at medlemsstaterne kan nå deres reduktionsmål på området, bør den fælles landbrugspolitik tilbyde passende værktøjer.

g)

Endelig minder udvalget om, at kvantificeringen af forurenende stoffer i øjeblikket baseres på stoffernes vægt (i μg/m3), selv om toksikologer i flere år på videnskabelige kongresser har understreget, at det ville være mere hensigtsmæssigt at kvantificere dem i partikeltal. En sådan fremgangsmåde giver så meget desto mere mening, fordi der er tale om ultrafine partikler, der indåndes (20).

3.2.   Gennemførelse af EU's miljølovgivning på vandområdet

Med hensyn til vandkvalitet skal det indledningsvis understreges, at rammedirektivet på dette område overordnet set er tilfredsstillende, men at dets gennemførelse i de fleste medlemsstater ikke har ført til sikring af den forventede positive miljøsituation i 2015. Det samme gælder Natura 2000, idet det kontraktlige instrument samlet set har været en fiasko. Der kan foretages forskellige forbedringer og nyskabelser, især i forbindelse med de videnskabelige fremskridt på området — på den ene side med hensyn til jordbundens funktion og på den anden spredningen af og samspillet mellem bestemte forurenende stoffer. Dette vil blive gennemgået i det følgende. Fremskridt med hensyn til gennemførelse af EU-lovgivningen om vand vil bidrage til at nå flere mål med relation til mål 6 om rent vand og sanitet.

Et af de mest kritiske områder med hensyn til vand er gennemførelsen af direktivet om rensning af byspildevand, hvor der er store overensstemmelsesmæssige forskelle blandt medlemsstaterne på grund af en kombination af forvaltningsspørgsmål og finansiering. Selv om Kommissionen har gjort en betydelig indsats i den nuværende mandatperiode, er der stadig betydelige finansieringsbehov på dette område og forvaltningesrelaterede problemer, der skal løses. På baggrund af dokumenteret erfaring inden for forvaltning af fast affald bør der udvikles nye metoder til at gøre producenterne ansvarlige for finansieringen af supplerende spildevandsrensning til opsamling af nye forurenende stoffer — f.eks. lægemidler og mikroplast.

3.2.1.   Overfladevand

a)

For at forbedre situationen for overfladevand og ligeledes undgå tilbageskridt med lovgivningen og forvaltningen på miljøområdet bør bestemte begreber som f.eks. »miljøkontinuitet«, »vandløb« og »vådområde« defineres. Det er f.eks. helt nødvendigt, at reglerne for definition af vådområder præciseres på europæisk plan, idet en metode, der udelukkende er baseret på formålet med beskyttelsen, som bekendt er for kompleks til at kunne gennemføres korrekt i national ret, i det mindste i visse medlemsstater.

b)

På samme måde vil det være nyttigt at råde over en ensartet ramme, der giver mulighed for at foretage præcise evalueringer, og som er fælles for alle aktører, der beskæftiger sig med gennemførelse af lovgivningen på området.

c)

Uanset om der er tale om nanopartikler, som f.eks. stammer fra tekstilindustrien og fødevareindustrien, eller hormonforstyrrende stoffer, f.eks. fra lægemiddelindustrien og landbruget, bør man reducere kilderne til deres udbredelse i miljøet og indføre grænseværdier, der ikke må overskrides i overfladevand og grundvand i lyset af deres indvirkning på økosystemerne og navnlig på de animalske fødekæder, der også omfatter mennesker. I den forbindelse bør man endelig sikre sig, at der er mulighed for også på længere sigt at fastsætte grænseværdier for cocktaileffekterne mellem disse stoffer, de forskellige stoffer, der allerede overvåges, og deres nedbrydningsprodukter.

3.2.2.   Grundvand

a)

Hvad angår lovgivningen om vand, er bestemmelserne om dækning af omkostninger, der skyldes forskellige kategorier af brugere, internaliseringen af eksterne virkninger og prisfastsættelse i henhold til omkostningerne — som defineret i direktivet om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (21) — ikke tilstrækkeligt bindende eller præcise til at kunne skabe en tilstrækkelig virkning.

b)

Med klimaforandringerne kan det blive endnu vanskeligere at få fyldt grundvandslagrene. Dette skyldes, at byudviklingen eller landbrugspraksis visse steder medfører en uønsket afbrydelse af vandets kredsløb på grund af uigennemtrængelige overflader eller jordbund med for ringe biologisk aktivitet, hvilket fremmer afstrømning, erosion og mudderstrømme frem for naturlig filtrering, rensning og oplagring. For at undgå, at disse fænomener forværres yderligere, bør EU vedtage lovgivning, der fremmer en levende jordbund. Dette vil desuden være en fordel, idet der således tages fat på problemerne med vandkvaliteten og mængden af vand til økosystemer og drikkevand samt til landbrugs- og industriaktiviteter.

c)

I lyset af den rolle, som skove og hegn og i mindre udstrækning også permanente græsarealer og agerjord, som i lange perioder ligger upløjet hen, spiller med hensyn til at skabe regn gennem evapotranspiration samt filtrere, rense og oplagre vand i jorden og i grundvandslagene, bør der rettes større opmærksomhed mod disse. De bør desuden så vidt muligt forefindes og være fordelt på hele Unionens område, især fordi de også giver en ikke ubetydelig håndsrækning til andre levende organismer, herunder de mange vækstfremmende organismer, i forbindelse med hedebølger og andre ekstreme klimabegivenheder, som der bliver stadig flere af.

3.2.3.   Direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger

Med henblik på en bedre gennemførelse af vandrammedirektivet vil det være hensigtsmæssigt at ændre teksten om visse aspekter, der er nævnt ovenfor, og som vedrører følgende punkter:

a)

Vands status i præamblen »Vand er ikke en almindelig handelsvare« erstattes med »Vand er ikke en handelsvare«.

b)

Anvendelsen af principperne om forebyggelse og forsigtighed kræver i lyset af vandets tilstand i Europa, at alle undtagelser fjernes, f.eks. i artikel 4, stk. 5, og i artikel 7, stk. 4.

c)

Som følge af vandets tilstand bør der kræves en miljøvurdering af alle projekter, der kan medføre skade på vandet og vandmiljøet. Derfor bør den »forenklede vurderingsprocedure« (artikel 16) udgå.

d)

Princippet om, at forureneren betaler, bør revideres, navnlig for så vidt angår gennemførelsesbestemmelserne, med:

en omformulering af artikel 9: »Medlemsstaterne tager hensyn til princippet om, at alle omkostninger i forbindelse med forsyningspligtydelser, herunder miljømæssige og ressourcerelaterede omkostninger, skal dækkes, under hensyn til den økonomiske analyse, der foretages i henhold til bilag III, og navnlig i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler« bør erstattes med: »Medlemsstaterne benytter dækning af direkte og indirekte omkostninger for vandet som følge af menneskelige aktiviteter i henhold til princippet om, at forureneren betaler«

sletning af undtagelserne i artikel 9, stk. 4

tilføjelse af alle sektorer med præcisering af de tre områder (landbrug, industri, husholdninger), hvor staterne indfører regler med henblik på at afskaffe eksternaliseringen af omkostningerne. I en årlig rapport præciseres bestemmelserne for iværksættelse af denne proces for de enkelte sektorer.

e)

Alle formuleringer af typen »sørger for« erstattes med en reel forpligtelse (f.eks. i artikel 11, stk. 5, eller artikel 14, stk. 1).

f)

Samtidig er det nødvendigt at sænke grænseværdierne for forurenende stoffer, blandt andet i kombination med andre direktiver (f.eks. om nitrat, kemiske produkter osv.), og at ajourføre de prioriterede stoffer (ved f.eks. at medtage perfluorerede forbindelser, nanoteknologier osv.).

g)

Det er nødvendigt at øge offentlighedens inddragelse (artikel 14), navnlig i forbindelse med planlægning. Dette gælder også for programmerne med grundlæggende og supplerende foranstaltninger og alle forudgående administrative kontrolforanstaltninger.

h)

Med hensyn til sanktioner (artikel 23) bør det tilføjes, at medlemsstaterne i henhold til Aarhuskonventionen bør indføre regler og procedurer, der fremmer offentlig adgang til søgsmål vedrørende vand.

3.3.   Gennemførelse af EU's miljølovgivning på affaldsområdet

Den konsekvensanalyse, der ligger til grund for den nyligt vedtagne affaldslovgivning, har identificeret adskillige problemer i forbindelse med gennemførelse: juridiske/reguleringsmæssige samt spørgsmål vedrørende forvaltning og oplysningskampagner. Mangler i gennemførelsen af affaldsrammedirektivet skyldes ofte manglende økonomiske instrumenter, f.eks. til at gøre genanvendelse mere attraktiv end deponering. Det kan imidlertid være problematisk for kommunerne at indføre sådanne økonomiske instrumenter. De lokale myndigheder har ofte ikke kapacitet til at omsætte EU's foranstaltninger og instrumenter på lokalt niveau, hvilket vidner om et forvaltningsproblem. Håndhævelse er også et stort problem i flere medlemsstater. EØSU anerkender, at Kommissionen i de seneste år har arbejdet sammen med medlemsstaterne om at komme manglerne i forbindelse med gennemførelse til livs, for eksempel ved at levere teknisk bistand og specifikke retningslinjer for, hvad der skal ændres, gennem to tiltag for fremme af overholdelse, som blev foretaget i 2012 og 2015.

De nyligt vedtagne lovgivningsmæssige forslag om affald bør løse nogle af problemerne med gennemførelse og medvirke til at opfylde mål 12 for bæredygtig udvikling, der omhandler bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion, men spørgsmål vedrørende forvaltning og håndhævelse bør stadig behandles nationalt. Sammen med Kommissionen har EØSU etableret en europæisk interessentplatform for cirkulær økonomi, som allerede har opnået betydelige resultater og letter indsamlingen og formidlingen af eksisterende ekspertise og god praksis hos de forskellige interessenter. Platformen er et vigtigt redskab, som bør anvendes i større udstrækning til at tilskynde til gennemførelse af EU-lovgivningen på dette område.

3.3.1.   Affaldsforebyggelse

a)

Den nylige revision af politikken på affaldsområdet (22) er en anledning til at støtte foranstaltninger, der har til formål at reducere de europæiske borgeres behov ved kilden (herunder behovene for råstoffer og sekundære råstoffer) samt produktionen af fremtidigt affald, navnlig affald, som er farligt for økosystemerne og menneskers sundhed. Dette indebærer, at der må sættes spørgsmålstegn ved borgernes behov og produkter samt måden, hvorpå de udformes, og produkterne bør have længere levetid for derefter at blive omdannet med mindst muligt tab af materiale, hvilket generelt påvirker miljøet, energisuveræniteten og den økonomiske bæredygtighed.

b)

For at kunne tale om »vedvarende materialer« frem for »affald« og en økonomi, der er så cirkulær som mulig, må man allerede ved udformningen af produkter fjerne toksiske eller farlige bestanddele, som kan besværliggøre en senere genanvendelsesfase.

c)

Med hensyn til emballage bør enkelhed have forrang, og det vil være nyttigt at sikre en maksimal, gradvis og obligatorisk udvikling for at undgå enhver form for konkurrenceforvridning i forbindelse med de forskellige pant- og genbrugssystemer, der allerede findes, eller som vil blive udviklet.

d)

Forebyggelse af affald hænger også sammen med samfundenes evne til at genbruge og reparere produkter. For at sikre dette er der behov for en ambitiøs europæisk lovgivning med obligatoriske mål frem for foranstaltninger, der udelukkende er baseret på frivillighed.

e)

For at afkoble den økonomiske udvikling fra forbruget af naturressourcer og den miljøpåvirkning, som dette indebærer, må EU sætte sig mere ambitiøse mål om at styrke en effektiv ressourceanvendelse i produktionssystemerne.

3.3.2.   Affaldshåndtering

a)

For at vinde og bevare befolkningens, producenternes og forbrugeres tillid skal den cirkulære økonomi — med regelmæssig hensyntagen til den nyeste videnskabelige viden — gardere sig mod fremtidige skandaler, navnlig af sundhedsmæssig art, der kan knyttes til koncentrationen eller spredningen af forurenende stoffer i genanvendte materialer (f.eks. brom eller hormonforstyrrende stoffer) eller i miljøet (nanomaterialer eller mikroplast).

b)

En sådan fremgangsmåde vil være meget mere troværdig og effektiv, fordi man for at forbedre genanvendelsesgraden af alle typer af materialer vil indføre sporbarhed for de forskellige bestanddele allerede i fremstillingsfasen og sikre den størst mulige gennemsigtighed frem til deres kontakt med forbrugeren.

c)

Dermed vil det samme beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet gælde for genanvendte materialer såvel som for nye materialer i EU. Materialer, der kan genanvendes, bør ikke føre til et længerevarende forbrug af farlige kemiske produkter i høje koncentrationer. Derfor bør Det Europæiske Kemikalieagentur, når der er indført restriktioner og fastsat grænseværdier for kemiske produkter inden for rammerne af REACH-forordningen (23), lægge sig fast på samme grænseværdier for genanvendte materialer. Materialer, der ikke overholder disse værdier, bør behandles således, at stoffet fjernes eller gøres uegnet til genbrug eller genanvendelse.

d)

Ud over miljødesign, som smartphones og andre elektriske og elektroniske produkter bør være underlagt, bør EU udvikle og indføre en affaldsforvaltningspolitik, der gør sig fortjent til denne betegnelse, inden for Unionens område i stedet for at sende affaldet til lande uden for EU.

e)

Under hensyntagen til livscyklusanalysen er alle muligheder inden for genanvendelse at foretrække frem for forbrænding (navnlig på grund af den såkaldte grå energi, f.eks. i plast), undtagen træ i visse særlige tilfælde og visse farlige affaldsprodukter/-materialer. Forbrænding bør i lighed med nedgravning gradvist forsvinde, og der bør fastsættes ambitiøse mål på dette område.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Udtalelse om EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne (EUT C 345 af 13.10.2017, s. 114).

(2)  Jf. fodnote 1.

(3)  Udtalelse om EU-tiltag, der skal forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 83).

(4)  Jf. fodnote 3.

(5)  COM(2018) 10 final.

(6)  Udtalelse om programmet ren luft i Europa (EUT C 451 af 16.12.2014, s. 134), og om et EU uden asbest (EUT C 251 af 31.7.2015, s. 13).

(7)  Udtalelse om handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 90), om international havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid (EUT C 209 af 30.6.2017, s. 60), og om kvaliteten af drikkevand (EUT C 367 af 10.10.2018, s. 107).

(8)  Udtalelse om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer (EUT C 345 af 13.10.2017, s. 110), om løsningsmuligheder vedrørende samspillet mellem kemikalie-, produkt- og affaldslovgivningen (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 56), om en EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi (herunder behandling af affald fra skibe) (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 61), om affald-til-energis rolle i den cirkulære økonomi (EUT C 345 af 13.10.2017, s. 102), og om pakken om cirkulær økonomi (EUT C 264 af 20.7.2016, s. 98).

(9)  Udtalelse om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 65).

(10)  Jf. fodnote 1 og 3.

(11)  Udtalelse om nye aftalebetingelser for forbrugerne (EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66).

(12)  Udtalelse om omstillingen til en mere bæredygtig europæisk fremtid (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 44), og om nye bæredygtige økonomiske modeller (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 57).

(13)  Udtalelse om dagsordenen for 2030 — En Europæisk Union, der arbejder for bæredygtig udvikling på globalt niveau, vedtaget den 20. oktober 2016 (EUT C 34 af 2.2.2017, s. 58), og om handels og investeringers centrale rolle i forbindelse med opfyldelse og gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 27).

(14)  Udtalelse om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler (EUT C 227 af 28.6.2018, s. 27).

(15)  Udtalelse om Parisprotokollen — En plan for bekæmpelsen af globale klimaændringer efter 2020 (EUT C 383 af 17.11.2015, s. 74), og om klimaretfærdighed (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 22).

(16)  http://europa.eu/rapid/press-release_IP-18-3450_da.htm.

(17)  Ifølge Det Europæiske Miljøagentur.

(18)  Ifølge WHO.

(19)  NEC-direktivet.

(20)  https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0048969711005730?via%3Dihub.

(21)  Vandrammedirektivet.

(22)  http://ec.europa.eu/environment/waste/target_review.htm.

(23)  REACH-forordningen — Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1, som ændret i EUT L 136 af 29.5.2007, s. 3).


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

EØSU's 539. plenarforsamling, 12.12.2018-13.12.2018

22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En europæisk detailsektor, der er tilpasset det 21. århundrede

(COM(2018) 219 final)

(2019/C 110/07)

Ordfører:

Ronny LANNOO

Medordfører:

Gerardo LARGHI

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 18.6.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

21.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

171/3/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens meddelelse om modernisering af detailsektoren. Udvalget betoner igen den økonomiske og sociale betydning af detailsektoren for alle interessenter og for samfundet som helhed (1). EØSU påpeger, at udvalget allerede i tidligere udtalelser har anbefalet, at der skabes et åbent økonomisk miljø med det formål at sikre fair konkurrence og skabe forudsætningerne for positiv sameksistens og samarbejde mellem store, mellemstore og små detailhandlere og mikrodetailhandlere.

1.2.

Diversiteten i detailsektoren skal beskyttes og fremmes for at opfylde forbrugernes behov og beskytte og fremme det europæiske produktionssystem. Derfor mener EØSU, at der skal sikres en balance mellem foranstaltninger til gavn for store detailhandlere, som skitseres meget klart i meddelelsen, og tilsvarende foranstaltninger, som opfylder mikrovirksomheders og små virksomheders behov.

1.3.

EØSU bemærker, at Kommissionens forslag fokuserer for meget på »prisen« som det mest interessante parameter for forbrugerne på bekostning af andre vigtige aspekter, som f.eks. information, produktkvalitet og personliggørelse, nærhed, mobilitet, den cirkulære økonomi og holdbarhed, værdi for pengene og service før og efter købet. Produktdiversificering bør beskyttes tilstrækkeligt af Kommissionen i alle parters interesse.

1.4.

Udvalget mener, at spørgsmålet om etableringsfrihed bør tackles i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og at indgåelse af overenskomster på nationalt, regionalt og lokalt niveau er den bedste måde at imødekomme alle interessenters behov på.

1.5.

Nærmere bestemt mener EØSU, at der i øjeblikket i nogle medlemsstater er visse barrierer for etableringsfriheden og driftsmæssige restriktioner, som hindrer etableringen af nye virksomheder, men udvalget mener ikke, at fuld liberalisering kan sikre den nødvendige balance mellem store virksomheder, små virksomheder og familievirksomheder.

1.6.

EØSU opfatter nationale bestemmelser om butikkers åbningstider og arbejdstid som afgørende for at sikre lige konkurrencevilkår for virksomheder af forskellig størrelse og først og fremmest garantere tilstrækkelig social sikring af både ansatte og selvstændige, men at der også bør tages højde for ændrede forbrugervaner.

1.7.

EØSU gentager, at indgåelse af overenskomster på nationalt eller subnationalt niveau er den bedste måde at fastsætte åbningstider og -dage på og på den ene side imødekomme forbrugernes behov for adgang til bestemte produkter og serviceydelser og nogle virksomheders ønske om at holde søn- og helligdagsåbent og på den anden side sikre en balance mellem arbejds- og familieliv for selvstændige og ansatte med tid til videreuddannelse.

1.8.

EØSU påpeger desuden behovet for i overensstemmelse med den sociale søjle at garantere fair lønninger og kvalitet i arbejdet for alle arbejdstagere i sektoren i både online- og offlinevirksomheder. Det henleder især opmærksomheden på arbejdskontrakter for de tusinder, der arbejder for onlinevirksomheder, som stadig ikke er omfattet af kollektive overenskomster, samt på kontrakter hos store detailhandlere, hvis formål udelukkende er at dække øget kundetrafik i weekender (hvilket resulterer i flere løse kontrakter), eller hvor weekend- og natarbejde ikke tæller som overtid. Endelig har EØSU den holdning, at etablering af en effektiv mekanisme for social dialog, hvori også små virksomheder og mikrovirksomheder deltager, vil give virksomhederne bedre muligheder for at udvikle sig og arbejdstagerne et system, der sikrer dem bedre.

1.9.

Udvalget er enig med Kommissionen i behovet for at tilskynde til og støtte innovation i detailsektoren, livslang læring for arbejdsgivere og arbejdstagere samt salgsfremstød for produkter på lang sigt. Men udvalget mener, at der sideløbende med Kommissionens forslag bør være en køreplan for denne proces i lyset af digitaliseringen med tilstrækkelig finansiering og særligt fokus på små virksomheder og mikrovirksomheder i samarbejde med organisationer, der repræsenterer SMV'er.

1.10.

EØSU opfordrer myndigheder på alle niveauer til at indgå i et tæt samarbejde med alle interessenter med henblik på at udarbejde en specifik handlingsplan for fremtiden for den europæiske detailsektor i det 21. århundrede (dvs. information, uddannelse, finansiering, god praksis osv.).

2.   Resumé af Kommissionens dokument

2.1.

Formålet med meddelelsen er at levere et input til, hvordan detailsektorens potentiale kan frigøres til gavn for EU's økonomi ved at identificere bedste praksis. Der er derfor brug for, at EU's institutioner og medlemsstater træffer skridt til at understøtte sektorens konkurrenceevne på et tidspunkt, hvor sektoren er i forandring på grund af den hurtige vækst i e-handel og ændrede forbrugervaner.

2.2.

For at det indre marked kan fungere effektivt, skal der træffes passende foranstaltninger på alle niveauer. Produktiviteten i EU's detailsektor er ikke på niveau med andre sektorer. Det skyldes et stigende antal skatte- og afgiftsregler på alle niveauer, og at omstillingen til det digitale marked er blevet forsinket.

2.3.

Detailhandlere er underlagt utallige restriktioner med hensyn til etablering og drift af butikker. Mange af disse restriktioner er begrundet i legitime samfundsmæssige hensyn, men de kan også skabe hindringer for nystartede virksomheder og produktiviteten.

2.4.

Det er afgørende for sektorens levedygtighed, at der åbnes nye kommercielle salgssteder. Det er vigtigt, at der er mulighed for at gennemføre strategier for markedsadgang, som kombinerer tilstedeværelse online og offline på markedet. Enkle, gennemsigtige og effektive etableringsprocedurer skaber mulighed for, at detailsektoren kan forbedre sin produktivitet.

2.5.

Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne vurderer og om nødvendigt moderniserer deres lovrammer ved i relevante tilfælde at hente inspiration fra bedste praksis, som allerede er udviklet i andre medlemsstater.

2.6.

Driftsmæssige restriktioner rammer især detailhandlere med fysiske butikker. De offentlige myndigheder bør vurdere balancen i og proportionaliteten og effektiviteten af disse restriktioner for at sikre lige vilkår i forhold til e-handel.

2.7.

Detailhandlernes omkostninger til overholdelse af reglerne udgør 0,4-6 % af deres årlige omsætning. For mikrovirksomheder er dette en særlig tung byrde. Fremme af detailsektorens udvikling til gavn i sidste ende for forbrugerne kræver en bred tilgang: Lovrammerne skal forenkles, og det skal sikres, at de er de rigtige til et miljø med flere salgskanaler, ligesom de alt for belastende og bekostelige foranstaltninger og procedurer, der pålægges detailhandlere for at sikre overholdelsen af disse regler, skal reduceres.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens bestræbelser for at modernisere detailsektoren med henblik på at tackle de nye udfordringer i relation til digitalisering og e-handel.

3.2.

I sine tidligere udtalelser, navnlig INT/682 om en europæisk handlingsplan for detailhandelen (2), har udvalget allerede anbefalet at skabe et åbent økonomisk miljø med det formål at sikre fair konkurrence mellem virksomheder af samme størrelse. EU bør især skabe forudsætningerne for diversitet, positiv sameksistens og samarbejde mellem store, mellemstore og små detailhandlere og mikrodetailhandlere, der driver virksomheder online og offline. Fremme af diversiteten i EU's detailsektor er en god måde at imødekomme forbrugernes forskellige behov på og samtidig beskytte og fremme det europæiske produktionssystem.

3.3.

EØSU bemærker, at Kommissionen fokuserer for meget på »prisen« som det mest interessante parameter for forbrugerne, hvorimod det primære mål bør være at give forbrugerne nøjagtig information (forbrugeroplysning). Forbrugerne bør frit kunne tage andre aspekter med i deres overvejelser om køb af et produkt, bl.a. kvalitet, personliggørelse, holdbarhed, forbrugermobilitet, nærhed, værdi for pengene, service før og efter købet, indvirkning på den cirkulære økonomi og miljøkriterier. Produktdiversificering udgør en værditilførelse til EU's produktions- og detailsektor og bør beskyttes tilstrækkeligt af Kommissionen (3).

3.4.

EØSU anser Kommissionens tilgang for at være skæv og til fordel for store detailhandlere og mener, at det er vigtigt, at der findes en balance i forhold til mikrovirksomheders og små virksomheders behov. Navnlig mener udvalget, at der må være garanti for, at store virksomheder og mikrovirksomheder og familiedrevne virksomheder kan eksistere side om side.

3.5.

EØSU er enig i, at visse restriktioner for etableringsfriheden og for driften i nogle medlemsstater kan udgøre hindringer for etablering af nye virksomheder og opskalering af disse. Men udvalget mener ikke, at en fuld liberalisering af etableringsfriheden er en patentløsning. I denne forbindelse bør nærhedsprincippet desuden overholdes, og der bør indgås overenskomster på nationalt, regionalt og lokalt niveau, der på passende vis tilgodeser de lokale behov og alle interessenters behov.

3.6.

EØSU er ikke enig i Kommissionens negative udlægning af Visser-dommen. For EØSU bekræfter denne sag lovgiverens formål med tjenesteydelsesdirektivet, idet den kodificerer den retspraksis, der er etableret af Domstolen for Den Europæiske Union med hensyn til etableringsfriheden. Dommen forbyder kun bestemte krav, som f.eks. økonomiske behovsprøver, hvorimod den anerkender, at »et sådant formål om beskyttelsen af bymiljøet kan udgøre et tvingende hensyn af almen interesse, der kan begrunde en territorial restriktion«. Det er vigtigt at afveje den slags behov i forhold til proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet.

3.7.

I den forbindelse kan der som led i processen for at skabe et indre europæisk marked gøres meget for at forenkle procedurerne for at starte virksomhed og for at gøre disse procedurer gennemsigtige og ensartede og på samme tid respektere de eksisterende legitime territoriale begrænsninger, som er fastlagt i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

3.8.

EØSU anser det for yderst vigtigt at bevare og beskytte bestemte økonomiske miljøer, især når de er forbundet med bevarelse af den nationale historiske og kunstnerisk arv og social- og kulturpolitiske målsætninger. En anderledes tilgang kan have en ødelæggende indvirkning på lokalsamfund og lokale forbrugere (4).

3.9.

Generelt mener EØSU, at grænseoverskridende ekspansion, opskalering og e-handel bør opfattes som en seriøs mulighed, og at virksomhederne i koordination med deres organisationer bør støttes i denne proces. Men det må ikke anses som en forpligtelse eller den eneste vækstmulighed for hver eneste virksomhed set i lyset af forbrugernes primære interesser (distribution via forskellige kanaler og service). Derfor er det vigtigt at tilskynde til og fortsætte innovationsprocesser, videreuddannelse og salgsfremstød for produkter på lang sigt, og herunder støtte små virksomheder og mikrovirksomheder samt deres repræsentative organisationer med passende finansiering.

3.10.

En velfungerende politik for detailsektoren skal finde den rette balance mellem rentabilitet og effektivitet i forhold til beliggenhed. Der skal gøres nogle (mellem)langsigtede overvejelser især i forhold til detailhandlere med fysiske butikker, og om hvordan de indgår i den aktuelle og eventuelle fremtidige udvikling (boliger, servicetilbud mv. og dermed i nuværende bycentre og kvarterer). EØSU mener, at Kommissionen i samarbejde med de relevante nationale og regionale organisationer bør supplere sit forslag med strukturforanstaltninger med henblik på at inddrage faktorer, der er bestemmende for den territoriale udvikling af lokalsamfund og bycentre (turistområder, lokale områdeplaner, bygningsreglementer, forhold mv.).

3.11.

EØSU mener, at nationale bestemmelser om butikkers åbningstider og arbejdstid i tråd med nye teknologiske løsninger spiller en vigtig rolle i at sikre lige konkurrencevilkår for virksomheder af forskellig størrelse og garantere tilstrækkelig social sikring af både ansatte og selvstændige, og at de først og fremmest er et vigtigt redskab til social sikring af selvstændige og ansatte.

3.12.

EØSU gentager, at indgåelse af overenskomster på nationalt eller subnationalt niveau med de relevante organisationer er den bedste måde at fastsætte åbningstider og -dage på. Det er særdeles vigtigt på den ene side at imødekomme forbrugernes behov for adgang til bestemte produkter og serviceydelser og visse virksomheders ønske om at holde åbent på helligdage eller om aftenen og på den anden side beskytte det behov, ejere af mikrovirksomheder og deres ansatte har for at holde fri, og sikre en balance mellem arbejds- og familieliv med tid til videreuddannelse.

3.13.

EØSU påpeger desuden behovet for i overensstemmelse med den sociale søjle at garantere fair lønninger og kvalitet i arbejdet for alle arbejdstagere i sektoren, uanset om det er i online- eller offlinevirksomheder. Det henleder især opmærksomheden på arbejdskontrakter for de tusinder, der arbejder for onlinevirksomheder, som stadig ikke er omfattet af kollektive overenskomster, samt på kontrakter hos store detailhandlere, hvis formål udelukkende er at dække øget kundetrafik i weekender (hvilket resulterer i flere løse kontrakter), eller hvor weekend- og natarbejde ikke tæller som overtid. Endelig har EØSU den holdning, at etablering af en effektiv mekanisme for social dialog, hvori også små virksomheder og mikrovirksomheder deltager, vil give virksomhederne bedre udviklingsmuligheder og arbejdstagerne et system, der sikrer dem bedre.

3.14.

EØSU bifalder anbefalingen om, at offentlige myndigheder bør medvirke til at gøre det let for små virksomheder at indføre digital teknologi. Dette kan dog ikke være den eneste vej frem. Traditionelle butikker er fortsat vigtige ikke blot for væksten i EU, men også for den sociale samhørighed, navnlig i lokalsamfundene og for forbrugere, som ikke er født digitale. Derfor bør onlinehandel og fysiske butikker eksistere side om side. I den forbindelse mener EØSU, at Kommissionen undervurderer vanskelighederne for små virksomheder og mikrovirksomheder forbundet med at tage del i og kunne tjene på e-handel.

3.15.

Udvalget er enig med Kommissionen i behovet for kvalitetsvidereuddannelse for arbejdsgivere, som ønsker at give sig i kast med e-handel. Udvalget opfatter dog situationen som mere kompleks, og SMV'er, især små virksomheder og mikrovirksomheder, skal tackle en lang række udfordringer som: a) omlægning og tilpasning af deres interne organisation, b) kendskab til fremmedsprog, c) anskaffelse og forståelse af juridisk og administrativ information, d) etablering af et effektivt og konkurrencedygtigt leveringssystem, e) overvindelse af skattedumping og social dumping på EU-plan (momssvindel, forfalskning mv.). Derfor opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte SMV'er og deres organisationer igennem hele overgangsfasen til e-handel med en bred tilgang, der tager højde for alle de betingelser, der er nødvendige for at skabe succesrige onlinevirksomheder.

3.16.

EØSU anser e-handel som en stor mulighed for mange SMV'er. Desuden påpeger udvalget, at Kommissionen netop har offentliggjort det første forslag rettet mod at regulere forbindelserne mellem platforme og virksomheder på det digitale marked. Denne foranstaltning skal skabe gennemsigtighed, men tackler ikke visse hyppigt forekommende former for misbrug, som hindrer fair konkurrence (f.eks. klausuler om prisparitet, skattedumping, varierende afgifter mv.) mellem erhvervsmæssige brugere og store onlineplatforme (5). Derfor anbefaler udvalget, at Kommissionen skaber lige konkurrencevilkår på det digitale marked.

3.17.

Efter EØSU's mening er der behov for forskellige foranstaltninger for at skabe de rette betingelser for, at detailsektoren og især SMV'er og mikrovirksomheder, som er dem, der skaber den største nettovækst i beskæftigelsen, kan tackle uoverensstemmelsen mellem udbudte og efterspurgte færdigheder: bedre kortlægning og foregribelse af behovet for færdigheder, herunder vejledning, bedre udbytte af uddannelse og erhvervsuddannelse i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov, herunder fremme af erhvervsrettet uddannelse, forbedring af rammebetingelserne, så der bliver bedre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, bedre støtte til SMV'ers og mikrovirksomheders videreuddannelsesbehov.

3.18.

EØSU bifalder Kommissionens fokus på omkostningerne til overholdelse af reglerne, især for små virksomheder, samt at Kommissionen fremhæver den manglende forståelse af denne sektors særlige karakteristika.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til at tackle det voksende problem med fraflytning fra bycentre og de sociale og miljømæssige konsekvenser heraf. Hvor stor livskvaliteten er i store og små byer, afhænger ikke mindst af overlevelsesmulighederne for mange små virksomheder og mikrovirksomheder (lokale butikker), der dækker mange forbrugeres behov, men som er i risiko for at bukke under på grund af den voksende koncentration af store detailkoncerner.

4.2.

EØSU beklager manglen på henvisninger til en bæredygtig detailsektor og til den rolle, som små detailhandlere og mikrodetailhandlere kan spille i denne proces. Der er brug for gunstigere rammer, der kan gøre disse erhvervsdrivende opmærksomme på koblingen mellem bæredygtige valgmuligheder og konkurrencedygtighed og give dem skræddersyet information og teknisk bistand samt de nødvendige kreditordninger til at gennemføre forbedringer. På grund af deres svage stilling i forhold til at påvirke forbrugere og producenter bør små detailhandlere og mikrodetailhandlere ikke påtvinges bestemte valg.

4.3.

Meddelelsen kommer ikke ind på gnidningerne i kontraktforholdene mellem virksomheder, f.eks. ulige franchisekontrakter, betalingsforsinkelser og illoyal handelspraksis. Især skaber den stigende magtkoncentration hos store detailhandlere i Europa alvorlige udfordringer (6). For at tackle konkurrenceforvridningen og opretholde konkurrencedygtigheden burde begge disse problemstillinger have været behandlet i meddelelsen.

4.4.

Som allerede påpeget i udtalelsen om nye aftalebetingelser for forbrugerne henstiller EØSU til Kommissionen, at der etableres og indføres et effektivt system for tvistbilæggelse, der gør det muligt at håndtere situationer, hvor misbrug af økonomisk styrke og praksis fører til konkurrenceforvridning.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Omsætning i 2016: 9 864 468,4 mio. EUR; antal virksomheder (i 2015): 6 205 080; produktionsværdi (i 2015): 2 687 115 mio. EUR. I 2016 var 33 399 447 mennesker beskæftiget i sektoren, heraf var 27 892 082 lønmodtagere.

(2)  EUT C 327 af 12.11.2013, s. 20.

(3)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 165.

(4)  Se fodnote 2.

(5)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 177.

(6)  Se fodnote 3.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/46


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Beretning om konkurrencepolitikken 2017

(COM(2018) 482 final)

(2019/C 110/08)

Ordfører:

Baiba MILTOVIČA

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 5.9.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

21.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

188/1/9

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over 2017-beretningens koncise udformning og målrettethed og det forhold, at den er ledsaget af et omfattende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. En effektiv konkurrencepolitik, der håndhæves, er fundamentet for en bæredygtig markedsøkonomi. Den kan sikre lige vilkår for producenter af varer og tjenesteydelser, berolige forbrugerne, stimulere konkurrencen og opfylde grundlæggende sociale målsætninger som f.eks. forbrugernes valgfrihed samt politiske målsætninger, herunder EU-borgernes velfærd og fremme af europæisk markedsintegration. Over for tredjelande spiller den også en vigtig rolle med hensyn til at støtte en positiv forretningsmæssig, miljømæssig og social dynamik i den internationale handel.

1.2.

I 2017-beretningen lægges der stor vægt på overholdelse og håndhævelse, og der gives eksempler på den energiske indsats, Kommissionen har ydet. Forbrugere og små og mellemstore virksomheder bliver ofte stillet i en ufordelagtig situation af store virksomheder, der måske misbruger deres dominerende stilling på markedet, og derfor er tiltag rettet mod konkurrencebegrænsende praksis særligt velkomne.

1.3.

På baggrund af den hyppigere forekomst af konkurrencebegrænsende aktiviteter på EU's markeder er der sket en støt udvikling af de nationale konkurrencemyndigheder som vigtige håndhævere af konkurrenceretten. ECN+-direktivet, der forbedrer de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at blive mere effektive, styrker den nationale kapacitet på dette område.

1.4.

Det er helt afgørende at styrke de nationale konkurrencemyndigheders autonomi og afsætte de nødvendige ressourcer. Reel uafhængighed, sagkundskab og uddannelse er nødvendigt for en effektiv indsats, og ECN+-direktivet bør følges nøje for at sikre, at disse mål nås. Der bør tilskyndes til forebyggende foranstaltninger til modvirkning af konkurrencebegrænsende adfærd og bøderne bør forhøjes, så de udgør et effektivt afskrækkelsesmiddel.

1.5.

EØSU støtter Kommissionen med hensyn til privatretlig håndhævelse af konkurrencereglerne og mener, at kollektive søgsmål bør lettes i alle medlemsstaters retssystemer. Kommissionen bør fortsat overvåge effektiviteten af kollektive klagemuligheder ved konkurrenceretskrænkelser i de forskellige medlemsstater og om nødvendigt træffe yderligere foranstaltninger. I den forbindelse skuffer Kommissionens forslag med hensyn til kollektive søgsmål i forslaget om en ny aftale for forbrugerne (New Deal for Consumers).

1.6.

Det bør overvejes at medtage yderligere forslag om franchising i gruppefritagelsesforordningen (1) med henblik på at genoprette den forretningsmæssige og kontraktmæssige balance mellem franchisegiveren og franchisetagerne.

1.7.

I tilfælde hvor der er betydelige parakommercielle aktiviteter, som drives af lokale myndigheder, og som kan drage fordel af offentlige tilskud, hvilket giver unfair konkurrence, bør sådanne aktiviteter undersøges nærmere for at se, om det er nødvendigt at tilpasse statsstøttereglerne eller indføre andre instrumenter.

1.8.

Med hensyn til direktivet om whistleblowere anbefales det, at den nationale lovgivning i forbindelse med direktivets omsætning og gennemførelse skal bekræfte, at whistleblowere har adgang til fagforeningsrepræsentanter til enhver tid, og at der gives fuld beskyttelse til whistlebloweren i alle situationer.

1.9.

Hvor det er relevant for håndhævelsen af konkurrencelovgivningen, foreslås det, at en detaljeret analyse foretaget af Kommissionen af den praksis, der følges af energireguleringsmyndigheder i samtlige medlemsstater, i forbindelse med CEER og ACER muligvis vil kunne pege på tiltag, der vil kunne eliminere konkurrencebegrænsende praksis, som er til fortsat skade for forbrugerne.

1.10.

En ny evaluering i fremtidige beretninger om konkurrencepolitikken af, hvordan distributionskæden for fødevarer fungerer, kunne pege på og foreslå løsninger på problemet med dominerende detailkæders fortsatte udøvelse af markedsstyrke, som kan vise sig at være uhensigtsmæssig.

1.11.

I den digitale økonomi findes og udvikles der til stadighed en række former for konkurrencebegrænsende praksis. EØSU er bekymret over, at der ikke afsættes tilstrækkelige ressourcer til at overvåge denne hurtigt voksende og økonomisk blomstrende sektor, og opfordrer til, at der vedtages konkrete bestemmelser med dette for øje inden for den flerårige finansielle ramme.

1.12.

En række faktorer er ikke umiddelbart omfattet af konkurrencepolitikken, men giver ikke desto mindre anledning til bekymring om markedsforvridninger: store forskelle i selskabsbeskatningen mellem medlemsstaterne, forskellige former for ansættelsespraksis som samlet kan betegnes som social dumping, praksis som opstår inden for opgaveøkonomien og spørgsmål relateret til den cirkulære økonomi og global økonomisk bæredygtighed. Udvalget opfordrer Kommissionen til at udnytte sine beføjelser og sin kapacitet fuldt ud for, i det omfang det er muligt, at sikre, at de gråzoner, hvor der forekommer konkurrencebegrænsende adfærd, overvåges og afklares med henblik på at rette op på situationen.

1.13.

Konkurrencereglerne er en af de ældste dele af EU's regelværk, men står ikke altid i forhold til dette århundredes udfordringer. En omfattende og systematisk revision af EU's konkurrencelovgivning, der tager hensyn til økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige mål, vil være gavnlig, navnlig i lyset af den kunstige adskillelse, der er sket mellem markedet på den ene side og samfunds- og miljøforhold på den anden side.

2.   Indholdet i beretningen om konkurrencepolitikken 2017

2.1.

Konkurrencepolitikken er fundamentet for det indre marked, og den har eksisteret siden Romtraktaten og oprettelsen af det, der i dag er Den Europæiske Union. Den er nærmere fastlagt i bestemmelser som artikel 101 og 102 i TEUF, der præciserer dens indhold og omfang.

2.2.

I 2017 blev der gennemført konkrete tiltag til gavn for forbrugere og europæisk industri på en række nøgleområder: den digitale økonomi, energi, den farmaceutiske og agrokemiske sektor, netværksindustrier og finansielle markeder. Denne sammenfatning fremhæver hovedpunkterne i rapporten, som selv er en sammenfatning af omfattende arbejde inden for en række økonomiske sektorer.

2.3.

Politik skal omsættes til regler, og regler skal håndhæves. Kommissionen deltog i oprettelsen af Det Internationale Konkurrencenetværk og er også aktiv i alle internationale fora, der beskæftiger sig med konkurrence, herunder OECD, UNCTAD, WTO og Verdensbanken. Kommissionen arbejder navnlig tæt sammen med nationale konkurrencemyndigheder og har foreslået nye regler i form af et direktiv (2), som skal sætte medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i stand til at håndhæve EU's kartel- og monopolregler mere effektivt.

2.4.

Det er vigtigt, at personer, som har viden om eksistensen af et kartel eller andre former for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne eller om, hvordan disse fungerer, har midlerne til at bringe den pågældende praksis frem i lyset. Der er lanceret et nyt anonymt whistleblowerværktøj, som gør dette nemmere, og det er i aktiv brug.

2.5.

Kravene vedrørende underretning om mindre, og mindre problematiske, statsstøtteforanstaltninger er blevet forenklet, der er indført undtagelser, og 24 medlemsstater har tilsluttet sig Transparency Award Module, der giver oplysninger om statsstøtte.

2.6.

Der er blevet indledt en streng håndhævelse af konkurrencepolitikken på koncentrerede markeder. Lægemiddelsektoren var genstand for Kommissionens første undersøgelse af betænkeligheder ved urimeligt høje priser inden for medicinalindustrien. Flere fusioner i den agrokemiske sektor blev undersøgt, og en fusion inden for cementindustrien, som ville have begrænset konkurrencen, blev forbudt.

2.7.

Inden for energisektoren blev der iværksat håndhævelsesforanstaltninger i forhold til statsstøtte og kapacitetsmekanismer, og undersøgelsen af Gazproms forretningsmetoder i Central- og Østeuropa blev fortsat med en foreløbig konklusion om, at EU's konkurrenceregler bliver tilsidesat.

2.8.

Inden for transportområdet blev opkøb af virksomheder i luftfartssektoren undersøgt, og der blev afdækket konkurrencestridige aktiviteter inden for jernbanetransport i Litauen, hvilket resulterede i bøder og afhjælpende foranstaltninger, og statsstøtte til denne sektor i Grækenland og Bulgarien blev støttet. Der blev gennemført en kartelsag mod Scania med hensyn til vejtransport, og adskillige virksomheder inden for sektoren for bildele blev pålagt alvorlige bøder.

2.9.

Udvidelsen af den generelle gruppefritagelsesforordning til havne og lufthavne lettede mulighederne for at yde passende statsstøtte.

2.10.

Kommissionens undersøgelse af den planlagte fusion mellem Deutsche Börse og London Stock Exchange Group konkluderede, at den ville være monopolistisk, og følgelig blev den forbudt.

2.11.

Det bemærkes, at EU's konkurrencepolitik er nødt til at reagere konstruktivt og kreativt på udfordringen ved Det Forenede Kongeriges udtræden af EU. Som fastsat af Det Europæiske Råd bør eventuelle fremtidige handelsaftaler sikre lige konkurrencevilkår, navnlig hvad angår konkurrence og statsstøtte.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over beretningen for 2017, som indeholder talrige eksempler på, at Kommissionen lægger vægt på at fremme forbrugernes trivsel og forebygge, at forbrugerne lider skade. En følgevirkning af denne tilgang er ikke blot at styrke integrationen på det indre marked, men også at styrke den økonomiske udvikling og hermed forbundne socialpolitiske målsætninger.

3.2.

I det forløbne år har EØSU's udtalelser ofte påpeget vigtigheden af en effektiv og gennemført konkurrencepolitik. Benchmarks for forbrugervelfærd og -trivsel skaber sammen med opretholdelsen af en effektiv konkurrencestruktur tillige rationalet for at rette opmærksomheden mod udnyttelse, eliminerende adfærd og konkurrencebegrænsende aftaler. Ved at tilskynde til bedste økonomiske praksis fremmer en fast konkurrencepolitik styrkelsen af europæisk erhvervsliv på konkurrenceprægede verdensmarkeder og befordringen af de sociale målsætninger, som den bygger på.

3.3.   Emissioner fra motorkøretøjer

3.3.1.

I EØSU's udtalelse om EU-tiltag, der skal forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet (3), anførtes det, at den utilstrækkelige overholdelse af de mekanismer, der skal sikre gennemførelsen af miljølovgivningen og forvaltningen af miljøet, på beklagelig vis også spiller en rolle i forbindelse med illoyal konkurrence og økonomisk skade. Udvalget bemærker, at overholdelse og efterlevelse af retsstatsprincippet er en grundlæggende forudsætning for en effektiv konkurrencepolitik.

3.3.2.

Set i dette perspektiv hilser EØSU det velkommen, at Kommissionens foreløbige undersøgelse af et muligt kartel, der implicerer BMW, Daimler, Volkswagen, Audi og Porsche, med hensyn til, om virksomhederne begrænsede udviklingen af selektive katalytiske reduktionssystemer og partikelfiltre, hvilket potentielt kunne begrænse udbredelsen af mere miljøvenlige teknologier, nu har ført til, at kartelteamet har indledt en formel undersøgelsesprocedure.

3.4.   Kollektive søgsmålsmekanismer

3.4.1.

Udvalget noterer sig den endelige gennemførelse af direktivet om erstatning i konkurrencesager (4), som til dels afhjælper problemet med at tilvejebringe en retlig mekanisme for gruppesøgsmål. Tilbagetrækningen af direktivforslaget, der blev udarbejdet i 2009 af GD COMP, sammenholdt med det nylige forslag om pakken til en ny aftale for forbrugerne er signaler om manglende politisk vilje til at tage afgørende skridt imod en definition af en virkelig effektiv ordning for kollektive søgsmål på europæisk plan. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til fortsat at overvåge effektiviteten af kollektive klagemuligheder ved konkurrenceretskrænkelser i de forskellige medlemsstater og om nødvendigt træffe yderligere foranstaltninger.

3.5.   Franchising i detailhandlen

3.5.1.

EØSU konstaterer, at der er et voksende problem i forbindelse med franchiseaftaler i detailsektoren, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for konkurrencen. F.eks. har en stor strid i Nederlandene mellem franchisegiveren HEMA og en række franchisetagere vedrørende eksisterende kontrakter og andelen af indtægterne fra internetsalg resulteret i ophævelse af franchiseaftaler. Udvalget opfordrer Kommissionen til at analysere situationen og fremsætte yderligere forslag om franchise, der ville kunne indføjes i gruppefritagelsesforordningen med henblik på at genoprette den forretningsmæssige og kontraktmæssige balance mellem franchisegiveren og franchisetagerne.

3.6.   Støtte på kommunalt plan

3.6.1.

I mange medlemsstater er lokale myndigheder begyndt at udvikle forretningsmæssige aktiviteter, hvortil de benytter offentligt ejede ressourcer og faciliteter. Dette kan føre til konkurrenceforvridning, hvis der er et støtteelement til stede. F.eks. står små og mellemstore virksomheder inden for turist- og restaurationsbranchen over for støttede aktiviteter i kantiner i sportsklubber og fritidscentre mv. Lokale myndigheder ejer eller giver offentlige tilskud til disse klubber og foreninger, der ofte er fritaget for at betale moms og nyder godt af sociale fordele, f.eks. frivilligt arbejde. Disse parakommercielle aktiviteter er ofte organiseret (målt i omsætning og overskud) som en normal kommerciel virksomhed. Udvalget opfordrer Kommissionen til at overvåge fænomenet og se på, om der kan gennemføres en tilpasning på EU-plan af statsstøttereglerne eller andre instrumenter med henblik på at regulere disse lokale aktiviteter, som i nogle tilfælde endog støttes med EU-midler!

3.7.   Oplysninger om statsstøtte

3.7.1.

Tilgængeligheden og brugen af Transparency Award Module (TAM) er særligt velkommen, fordi modulet gør det muligt for interesserede aktører (Kommissionen, konkurrenter og den brede offentlighed) at kontrollere statsstøttens overensstemmelse med reglerne. Til dato er ca. 30 000 støttesager blevet offentliggjort.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.   ECN+-direktivet

4.1.1.

EØSU glæder sig over den vægt, der i beretningen er lagt på håndhævelse, og har benyttet lejligheden til at gentage sit syn (5) på ECN+ (6)-direktivet, som giver konkurrencemyndighederne de nødvendige beføjelser til at blive mere effektive.

4.1.2.

Udvalget har tidligere givet udtryk for, at en forordning ville være et mere effektivt lovgivningsinstrument på området, men anerkender behovet for proportionalitet. Desuden bør konkurrencepolitikken sikre lige muligheder, og de nationale konkurrencemyndigheder bør råde over de juridiske redskaber og instrumenter, der er nødvendige for håndtere hemmelige karteller.

4.1.3.

Selv om ECN+-direktivet skulle sikre uafhængighed, ressourcer og en effektiv værktøjskasse til at gennemføre håndhævelse, er der stadig åbne spørgsmål om de nationale konkurrencemyndigheders selvstændighed og kompetencer. Reel uafhængighed, sagkundskab og uddannelse er nødvendigt for en effektiv indsats. Der bør tilskyndes til forebyggende foranstaltninger til modvirkning af konkurrencebegrænsende adfærd og bøderne bør forhøjes, så de udgør et effektivt afskrækkelsesmiddel. De nationale konkurrencemyndigheder bør også have beføjelse til på egen hånd at indlede retsforfølgning.

4.2.   Beskyttelse af whistleblowere

4.2.1.

Der bør arbejdes kraftigere på at informere offentligheden om konkurrencereglerne. Dette vil øge effektiviteten af nye værktøjer, der er tilgængelige for indberetning af overtrædelser, f.eks. whistleblowerværktøjet. Selv om EØSU finder det opmuntrende at se, at dette værktøj er i regelmæssig brug, har udvalget en række betænkeligheder ved det foreslåede direktiv, der har til formål at styrke beskyttelsen af whistleblowere (7).

4.2.2.

EØSU henviser til sin udtalelse om dette direktiv (8), hvor udvalget anbefaler, at direktivets anvendelsesområde ikke bør begrænses til overholdelse af EU-retten, men i stedet udvides til at omfatte overholdelse af national lovgivning.

4.2.3.

Det er også vigtigt, at der henvises til, at arbejdstagernes rettigheder bør omfattes, og at fagforeningsrepræsentanter og NGO'er nævnes som eksempler på juridiske personer. Whistleblowere bør have adgang til fagforeningsrepræsentanter på et hvilket som helst stadium i processen.

4.3.   Den digitale økonomi

4.3.1.

EØSU bemærker, at den nye forordning om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (9) blev vedtaget i slutningen af 2017 og bør sikre en bedre koordinering mellem forbrugernetværk med henblik på at håndhæve foranstaltninger mod grænseoverskridende konkurrencebegrænsende praksis. F.eks. peger forordningen på geoblokeringspraksis inden for e-handel, som af natur er et grænseoverskridende problem. Europæiske forbrugercentre har arbejdet med dette emne i mange år gennem indsamling af grænseoverskridende eksempler og praksis. Sammen med Det Europæiske Konkurrencenetværk og netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde forventes der nu en bedre koordineret håndhævelse.

4.3.2.

I den hastigt voksende digitale økonomi skabes der hele tiden mange andre former for konkurrencebegrænsende praksis, herunder anvendelse af avancerede algoritmer, som, baseret på en persons data indsamlet fra forskellige internetkilder, kan tilpasse priser, og som også gør det lettere for virksomheder at deltage i hemmelige aftaler på nettet. Kommissionen er nødt til at råde over tilstrækkelige budgetmidler for at overvåge og imødegå sådanne praksisser.

4.4.

EØSU mener, at et bedre samarbejde mellem de nationale konkurrencemyndigheder og forbrugerorganisationer vil være til gavn for begge parter, navnlig fordi de nationale forbrugerorganisationer har særdeles gode forudsætninger for at informere de nationale konkurrencemyndigheder om formodede overtrædelser. De kan nemlig forsyne myndighederne med værdifulde data fra deres egen klagebehandling.

4.5.

Energiunionen kan stimulere den igangværende proces med at skabe fair konkurrence i energisektoren i EU, som fortsat er et område, hvor der er et vidt spektrum af forbruger- og industripriser, og hvor udvalget på markedet kan være begrænset. EØSU mener, at en detaljeret analyse af reguleringspraksis — der varierer betydeligt mellem medlemsstaterne — vil danne grundlag for en konstruktiv dialog med henblik på at løse uoverensstemmelser, og dette bør udføres i fællesskab af de nationale konkurrencemyndigheder, de nationale tilsynsmyndigheder på energiområdet og Kommissionen. Det vil måske kaste lys over manglende valgmuligheder og over restriktiv praksis inden for eksempelvis fjernvarmeproduktion.

4.6.

Den urimelige udøvelse af en stærk markedsposition i detailleddet er et verserende spørgsmål. Kommissionen rejser spørgsmålet om, hvorvidt de store detailkæder har fået for stor forhandlingsstyrke (i de bilaterale forhandlinger med deres leverandører) og købekraft (på markedet som helhed) takket være deres dobbeltrolle som kunder hos og konkurrenter (via egne mærker) til deres leverandører (10). EØSU opfordrer til handling i overensstemmelse med udvalgets nylige udtalelse om dette spørgsmål (11) og gentager sin anbefaling til Kommissionen om, at fremtidige beretninger om konkurrencepolitikken skal omfatte overvågning af, hvordan distributionskæden for fødevarer fungerer.

4.7.   Konkurrencelovgivningen og den bredere offentlige interesse

4.7.1.

Markedsforvridninger kan skyldes en række faktorer, som ligger uden for konkurrencepolitikkens område. Blandt disse er store forskelle i selskabsbeskatningen mellem medlemsstaterne, forskellige former for ansættelsespraksis som samlet kan betegnes som social dumping, praksis som opstår inden for opgaveøkonomien og spørgsmål relateret til den cirkulære økonomi og global økonomisk bæredygtighed.

4.7.2.

Konkurrencelovgivningen, der bygger på økonomiske perspektiver fra midten af det 20. århundrede, skal nu leve op til det 21. århundredes udfordringer. For at overvinde den kunstige adskillelse mellem markedet på den ene side og samfunds- og miljøforhold på den anden side bør der indledes en omfattende og systematisk revision af EU's konkurrencelovgivning, der tager hensyn til økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige mål.

4.7.3.

EØSU mener, at der i gennemførelsen af konkurrencelovgivningen ud over forbrugernes interesser også bør tages hensyn ikke kun til de eksisterende forpligtelser i traktaterne, men også til EU's forpligtelser i forbindelse med målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen om klimaændringer.

4.7.4.

Virkningerne af markedskoncentration på de kommende generationer af forbrugere og producenter bør anerkendes. Forskellige beregningsmodeller for skadelige langsigtede virkninger bør vurderes, som det f.eks. er sket ved offentlige indkøb via anvendelse af livscykluskalkulation.

4.8.

EØSU har i flere nylige udtalelser (12) krævet, at de foranstaltninger, Kommissionen træffer vedrørende rimelig beskatning (med hensyn til multinationale selskaber og enkeltpersoner), styrkes, idet der fortsat er mange udestående problemer, herunder bekæmpelse af skattesvig, skattely, aggressiv skatteplanlægning og illoyal skattekonkurrence mellem medlemsstaterne.

4.9.

Navnlig forekommer der vedvarende og betydelige markedsforvridninger på grund af medlemsstaternes meget forskellige systemer for virksomhedsbeskatning. Denne beskatning svinger fra 9 % til 35 %, og der kan endda i nogle lande opnås lavere satser inden for kategorier som f.eks. intellektuel ejendomsret. Da skattepolitikken er et nationalt anliggende, vil EU's konkurrencepolitik altid have vanskeligt ved at mindske forvridningerne.

4.10.

Direktivet om bekæmpelse af skatteundgåelse, der skal være gennemført i medlemsstaternes lovgivning senest den 1. januar 2019, fastsætter regler rettet mod skatteundgåelsespraksis, der direkte indvirker på funktionen af det indre marked, og indeholder elementer, der skulle medvirke til at undgå divergerende nationale tilgange, hvilket er positivt.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 (EUT L 102 af 23.4.2010, s. 1)

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:32010R0330.

(2)  http://ec.europa.eu/competition/antitrust/proposed_directive_da.pdf.

(3)  EUT C 283 af 10.8.2018, s. 69.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU om erstatningssøgsmål i konkurrencesager (EUT L 349 af 5.12.2014, s. 1).

(5)  EUT C 345 af 13.10.2017, s. 70.

(6)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked (COM(2017) 142 final).

(7)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-lovgivningen [COM(2018) 218 final].

(8)  EØSU's udtalelse om øget whistleblowerbeskyttelse på EU-plan. Ordfører: Franca Salis-Madinier (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 155).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (EUT L 345 af 27.12.2017, s. 1).

(10)  Kommissionens arbejdsdokument SWD(2018) 349 final.

(11)  EUT C 283 af 10.8.2018, s. 69.

(12)  EUT C 262 af 25.7.2018, s. 1; EUT C 197 af 8.6.2018, s. 29; EUT C 81 af 2.3.2018, s. 29.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/52


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte

(COM(2018) 398 final — 2018/0222 (NLE))

(2019/C 110/09)

Ordfører:

Jorge PEGADO LIZ

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 12.7.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

21.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

205/3/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU noterer sig forslaget til forordning om ændring af Rådets forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte (COM(2018) 398 final), hvis formål kort fortalt er at tilføje to nye kategorier til bemyndigelsesforordningen, som gør det muligt for Kommissionen at vedtage gruppefritagelser (Rådets forordning (EU) 2015/1588 (1) af 13. juli 2015).

1.2.

EØSU anser dette forslag for at være nødvendigt og hensigtsmæssigt i forbindelse med en hel række nye forslag, som navnlig drejer sig om den næste flerårige finansielle ramme, da det er et vigtigt instrument for, at flere af foranstaltningerne i disse nye initiativer kan fungere effektivt. Forslaget bidrager i afgørende grad til, at Kommissionen spiller en nøglerolle i udvælgelsen af de finansielt støttede projekter, der er af fælles interesse for hele EU, og at den offentlige støtte udgør et supplement til de private investeringer på en fuldstændigt gennemsigtig måde.

1.3.

EØSU bifalder og støtter således dette nye forslag fra Kommissionen. Udvalget anser det ligeledes for hensigtsmæssigt at opfordre de relevante interesserede parter til at følge retningslinjerne i adfærdskodeksen.

2.   Kommissionens forslag

2.1.

Den 6. juni 2018 fremlagde Kommissionen forslaget til forordning om ændring af forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte (2) i forbindelse med en hel række nye forslag, som navnlig drejer sig om den næste flerårige finansielle ramme (FFR) (3).

2.2.

Da formålet med dette forslag er at forbedre samspillet mellem visse EU-finansieringsprogrammer, navnlig i forbindelse med programmerne COSME, Horisont Europa eller programmet for det digitale Europa, den nye InvestEU-fond og styrkelsen af det europæiske territoriale samarbejde samt statsstøttereglerne, skal forslaget gøre det muligt at foretage målrettede ændringer af de aktuelle statsstøtteregler for at sikre en så gnidningsløs kombination som muligt af medlemsstaternes offentlige midler — herunder midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde, der forvaltes på nationalt plan — og de EU-midler, der forvaltes på centralt plan af Kommissionen, uden at dette fordrejer konkurrencen på EU's indre marked.

2.3.

Forslagets formål er kort fortalt at tilføje to nye kategorier til bemyndigelsesforordningen, som gør det muligt for Kommissionen at vedtage gruppefritagelser (forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015) med udgangspunkt i en definition af klare forenelighedskriterier, der sikrer, at virkningerne for konkurrencen og samhandelen er begrænsede. Vedtagelsen af disse gruppefritagelser vil gøre det muligt at forenkle de administrative procedurer for medlemsstaterne og Kommissionen betydeligt på grundlag af klart definerede forudgående betingelser for forenelighed.

2.4.

Kommissionen foreslår således kort sagt at tilføje de to følgende punkter til artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2015/1588:

»xv)

finansiering, der kanaliseres gennem eller støttes af EU's centralt forvaltede finansielle instrumenter eller budgetgarantier, hvor støtten udgør supplerende finansiering fra statsmidler

xvi)

projekter, der støttes af EU-programmer for europæisk territorialt samarbejde.«

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

I udtalelser, der er vedtaget for ganske nylig, har EØSU givet udtryk for sin støtte til Kommissionens nye programinitiativer, navnlig i forbindelse med udtalelserne om:

a)

InvestEU (4)

b)

Horisont Europa-programmet (5)

c)

Kunstig intelligens for Europa (6)

d)

En ny europæisk dagsorden for forskning og innovation (7)

e)

Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden (8)

f)

Forordning om det europæiske territoriale samarbejde 2021-2027 (9)

g)

Connecting Europe-faciliteten (10)

h)

Gennemførelse af TEN-T-projekterne (11)

i)

Opkoblet og automatiseret mobilitet (12)

j)

Program for et digitalt Europa (13).

3.2.

Dette forslag fra Kommissionen er nødvendigt for, at flere af foranstaltningerne i disse nye initiativer kan fungere effektivt. Listen over dem er vejledende, eftersom drøftelserne mellem medlovgiverne stadig er i gang, og forslaget bidrager i afgørende grad til, at Kommissionen spiller en nøglerolle i udvælgelsen af de støttede projekter og ordninger, der er af fælles interesse for hele EU, og at den offentlige støtte udgør et supplement til de private investeringer på en fuldstændigt gennemsigtig måde.

3.3.

Artikel 107, 108 og 109 i kapitlet om de fælles konkurrenceregler udgør således de bærende bestemmelser i den grundlæggende EU-lovgivning (TEUF) om statsstøtte.

3.4.

Hvad angår anvendelsen heraf, omhandler forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 anvendelsen af artikel 107 og 108 i TEUF på visse former for horisontal statsstøtte, hvad enten der er tale om investeringer eller statsgarantier.

3.5.

Denne forordning bør tilpasses, så målsætningerne i Kommissionens forslag — som EØSU giver sin fulde støtte — kan gennemføres.

3.6.

EØSU bakker således op omkring de ændringer, der skal foretages af forordning (EU) 2015/1588, sådan som de fremgår af Kommissionens forslag, da udvalget betragter dem som væsentlige for at nå de nævnte målsætninger.

3.7.

EØSU glæder sig desuden over, at Kommissionen nogle dage efter offentliggørelsen af det forslag, der behandles her, også offentliggjorde en »kodeks for god praksis ved behandling af statsstøttesager« (14), som ophæver kodeksen fra 2009 og integrerer meddelelsen om en forenklet procedure (15).

3.8.

EØSU bifalder dette initiativ, der tager sigte på at få mest muligt ud af de moderniserede statsstøtteregler, sådan som de fremgår af nærværende forslag, at give vejledning til medlemsstaterne, støttemodtagere og interesserede parter om, hvordan statsstøtteprocedurerne fungerer i praksis, og at »gøre statsstøtteprocedurerne så gennemsigtige, enkle, klare, forudsigelige og hurtige som muligt«.

3.9.

Denne kodeks for god praksis fra 2018 er ikke beregnet på at være udtømmende og skaber ingen nye rettigheder. Den beskriver proceduren og opstiller nogle retningslinjer i den forbindelse. Ifølge teksten skal denne kodeks læses sammen med alle de andre dokumenter, der er vedtaget tidligere.

3.10.

Dens hovedformål er at fremme samarbejdet mellem de interesserede parter og Kommissionen i forbindelse med kontrollerne og at gøre proceduren mere forståelig for virksomhederne og staterne.

3.11.

Den forbedrer også proceduren for behandling af klager, som vedrører statsstøtte, da den giver den klagende part pligt til at godtgøre en berørt interesse allerede ved indgivelsen af klageformularen og fastsætter vejledende frister for klagernes behandling.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 248 af 24.9.2015, s. 1.

(2)  COM(2018) 398 final.

(3)  COM(2018) 321 final af 2. april 2018.

(4)  ECO/474 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 131).

(5)  INT/858 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 33).

(6)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 51.

(7)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 73.

(8)  ECO/462 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 90).

(9)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 116.

(10)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 191.

(11)  TEN/669 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 269).

(12)  TEN/673 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 274).

(13)  TEN/677 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 292).

(14)  Meddelelse fra Kommissionen C(2018) 4412 final af 16.7.2018.

(15)  EUT C 136 af 16.6.2009, s. 13.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/55


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Unionens indsats efter tiltrædelsen af Genèveaftalen om Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser

(COM(2018) 365 final — 2018/0189 (COD))

(2019/C 110/10)

Ordfører:

Arnold PUECH D'ALISSAC

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 10.9.2018

Rådet, 17.10.2018

Retsgrundlag

Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

21.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

208/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Geografiske betegnelser er en enestående og værdifuld ressource for EU's producenter på et stadig mere liberaliseret og konkurrencepræget globalt marked.

1.2.

Kommissionen bør til enhver tid gøre sit til at beskytte produktionsmodeller og kvalitetsordninger, der anerkendes verden over for deres bæredygtighed til gavn for både forbrugere og producenter.

1.3.

De geografiske betegnelser er således kendetegnet ved, at de understreger produktets lokale dimension og dermed sætter fokus på de kulturelle aspekter og den lokale knowhow, området og dets agroøkologiske kendetegn. Disse særpræg bør bevares.

1.4.

Der ses på globalt plan en mærkbar tendens til udvikling af officiel kvalitets- og oprindelsesmærkning (SIQO).

1.5.

EØSU understreger dette positive aspekt og glæder sig over Kommissionens forslag, som har til formål at beskytte registrerede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser på internationalt niveau gennem Genèveaftalen og sin egen retspraksis. Efter udvalgets opfattelse er det bydende nødvendigt at forsøge at skabe en harmoniseret ramme for beskyttelse af kvalitetsmærker på internationalt niveau. Udvalget mener imidlertid, det er afgørende at arbejde inden for rammerne af en overordnet tilgang, som har til formål at beskytte og fremme ordningen for kvalitetsmærker som helhed.

1.6.

Der bør stilles forslag om en ordning, som sikrer en retfærdig behandling af alle europæiske producenter, der ønsker, at deres geografiske betegnelse også anerkendes på internationalt niveau.

1.7.

Efter EØSU's opfattelse bør rettigheder erhvervet i kraft af disse geografiske betegnelser, som allerede er registreret og beskyttet på europæisk niveau, bevares, så man undgår negative konsekvenser og forskelsbehandling.

2.   Forslaget til forordning

2.1.

Formålet med Kommissionens forslag er at sikre den retlige ramme for Den Europæiske Unions effektive deltagelse i WIPO's Lissabonunion vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, når Unionen er blevet kontraherende part i Genèveaftalen.

2.2.

Genèveaftalen fastlægger, at hver kontraherende part forpligter sig til at beskytte registrerede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser på sit område gennem sit eget retssystem og sin egen retspraksis. En registreret oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse er således beskyttet af hver af de kontraherende parter, med mindre de har afslået at beskytte den.

2.3.

Når Den Europæiske Union er blevet kontraherende part i Genèveaftalen, foreslår Kommissionen, at Unionen fremsender en liste over sine geografiske betegnelser (efter aftale med medlemsstaterne) med henblik på beskyttelse efter Lissabonsystemet. Efter Unionens tiltrædelse af Lissabonunionen vil det være muligt på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat eller en berørt producentgruppe at indgive ansøgning om international registrering af yderligere geografiske betegnelser, som er beskyttet og registreret i Unionen.

2.4.

Der indføres hensigtsmæssige procedurer for Kommissionens vurdering af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der har oprindelse i kontraherende tredjelandsparter og er registreret i det internationale register. Unionens håndhævelse af oprindelsesbetegnelserne og de geografiske betegnelser, der har oprindelse i kontraherende tredjelandsparter og er registreret i det internationale register, skal foregå i overensstemmelse med Genèveaftalens kapitel III.

2.5.

Aftalen pålægger hver kontraherende part at tilvejebringe effektive retsmidler til beskyttelse af registrerede oprindelsesbetegnelser og registrerede geografiske betegnelser (jf. artikel 14 i Genèveaftalen om Lissabonaftalen) (1).

2.6.

Syv EU-medlemsstater er medlem af Lissabonunionen og har som sådan accepteret beskyttelsen af betegnelser fra tredjelande. For at disse medlemsstater kan opfylde de internationale forpligtelser, de har påtaget sig inden Unionens tiltrædelse af Lissabonunionen, bør der tilvejebringes en overgangsordning, som alene får retsvirkninger på nationalt plan og ikke berører handel i Unionen eller international handel.

2.7.

Det er den medlemsstat, hvori en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse har sin oprindelse, som betaler gebyrerne i henhold til Genèveaftalen og de fælles gennemførelsesforskrifter for at indgive en ansøgning om international registrering af en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse (jf. artikel 11 i Genèveaftalen om Lissabonaftalen) (2).

2.8.

EU har etableret ensartede og udtømmende beskyttelsessystemer til geografiske betegnelser for landbrugsprodukter. Disse systemer yder vidtrækkende beskyttelse i hele EU til de beskyttede betegnelser for de omfattede produkter i kraft af blot én ansøgningsproces. Forslaget er i overensstemmelse med EU's generelle politik om at fremme og styrke beskyttelsen af geografiske betegnelser gennem bilaterale, regionale og multilaterale aftaler.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, som har til formål at beskytte registrerede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser på internationalt niveau gennem Genèveaftalen og sin egen retspraksis. I en situation med stadig større globalisering, ikke mindst når det gælder handelen med landbrugsfødevarer, er det bydende nødvendigt, at man forsøger at skabe en harmoniseret ramme for beskyttelse af kvalitetsmærker på internationalt niveau.

3.2.

Kommissionen bør til enhver tid gøre sit til at beskytte produktionsmodeller og kvalitetsordninger, der anerkendes verden over for deres positive indvirkning på forbrugernes sundhed og på den økonomiske og miljømæssige bæredygtighed.

3.3.

For EU's producenter er de geografiske betegnelser en enestående og værdifuld ressource (5,7 % af fødevareindustriens omsætning eller mere end 54 mia. EUR i 2010) (3) på et stadig mere liberaliseret verdensmarked. Indsatsen for at konkurrere på kvaliteten vil imidlertid være spildt, hvis ikke den vigtigste parameter for vores kvalitetsprodukter, dvs. de geografiske betegnelser, beskyttes tilstrækkeligt på de internationale markeder.

3.4.

EØSU understreger, at de geografiske betegnelser udgør et særligt kendetegn, som gør det muligt at skelne produkterne fra konkurrerende produkter og informere forbrugerne om et produkts oprindelse. Til forskel fra handelsmærker har en geografisk betegnelse til formål at fremhæve forbindelsen mellem et produkt og dets hjemegn. De geografiske betegnelser er således kendetegnet ved, at de understreger produktets lokale dimension og dermed sætter fokus på de kulturelle aspekter og den lokale knowhow, området og dets agroøkologiske kendetegn. Disse særpræg bør bevares.

3.5.

Allerede i 2008 understregede EØSU i sin udtalelse om geografiske betegnelser (4), at man i det europæiske civilsamfund har kunnet konstatere en tendens til, at forbrugerne er blevet gradvis mere bevidste om fødevareprodukters egenskaber, hvilket udmønter sig i en stigende efterspørgsel efter kvalitetsprodukter. Mere end nogensinde før er dette udsagn relevant i dag, hvor de europæiske forbrugere i stadig stigende omfang efterspørger kvalitetsprodukter hidrørende fra et specifikt område, en specifik region eller et specifikt land, og hvis kvalitet og omdømme er grundlæggende forbundet med denne geografiske oprindelse (5).

3.6.

Ifølge en nylig udtalelse fra det franske økonomiske, sociale og miljømæssige råd med titlen »Officielle kvalitetsmærker og oprindelsesbetegnelser for fødevarer« (Les signes officiels de qualité et d’origine des produits alimentaires) ses der på globalt plan en mærkbar tendens til udvikling af officiel kvalitets- og oprindelsesmærkning (SIQO). De geografiske betegnelser får stadig større betydning, for de imødekommer en stigende efterspørgsel blandt forbrugerne og værdisætter ligeledes den historie, kulturarv og nedarvede knowhow, der er knyttet til et givent område.

3.7.

EØSU minder om, at man ifølge FAO (6) kan se en yderst positiv effekt af de geografiske betegnelser på priserne, og det gælder uafhængigt af produkttype, oprindelsesregion og registreringens varighed.

3.8.

I alle de bilaterale aftaler, der enten er blevet indgået eller er under forhandling, indtager aspekter forbundet med beskyttelse af geografiske betegnelser en stadig mere central plads. EØSU vil gerne understrege dette positive aspekt. Udvalget mener imidlertid, det er afgørende at arbejde inden for rammerne af en overordnet tilgang, som har til formål at beskytte og fremme ordningen for kvalitetsmærker som helhed.

3.9.

EØSU finder det derfor nødvendigt at genoverveje forslaget om at indføre en positivliste på EU-niveau, som ikke er foreneligt med kravet om en overordnet beskyttelse af ordningen for geografiske betegnelser. Der bør således stilles forslag om en ordning, som sikrer en retfærdig behandling af alle europæiske producenter, der ønsker, at deres geografiske betegnelse også anerkendes på internationalt niveau. Dette gælder så meget desto mere, fordi de valgte kriterier ikke tager hensyn til andre socioøkonomiske kriterier, som spiller en afgørende rolle for den økonomiske udvikling i visse regioner i Den Europæiske Union. I forbindelse med de geografiske betegnelser udvikles der ofte en lokal økonomi, som skaber beskæftigelse, har stor betydning for andre økonomiske sektorer såsom turisme, og som gavner den fysiske planlægning og arealanvendelsen i området.

3.10.

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til konsekvenserne af de nye fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Storbritannien og den virkning, som udarbejdelsen af en positivliste vil kunne få for de igangværende forhandlinger, som bør gennemføres med udgangspunkt i beskyttelsen af EU's kvalitetsordning som helhed. Efter Det Forenede Kongeriges udtræden af EU bør landet fortsat respektere de geografiske betegnelser, som sikres af en ordning, som UK indtil nu har nydt godt af.

3.11.

EØSU understreger, at den europæiske landbrugsfødevaresektor er stærkt truet af forfalskede produkter. En rapport (7), der blev offentliggjort af Kommissionen for nylig, bekræfter, at de produkter, som oftest forfalskes, er landbrugsfødevareprodukter.

3.12.

EØSU minder om, at der indtil videre er syv EU-lande, som er medlemmer af Lissabonaftalen (Bulgarien, Frankrig, Italien, Portugal, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn), og at denne aftale i dag omfatter mere end 1 000 registrerede geografiske betegnelser, som nyder international beskyttelse i kraft af beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB) eller beskyttede geografiske betegnelser (BGB) ved hjælp af blot en enkelt registreringsprocedure.

3.13.

Efter EØSU's opfattelse bør rettigheder erhvervet i kraft af disse geografiske betegnelser, som allerede er registreret og beskyttet på europæisk niveau, bevares, så man undgår sanktioner og forskelsbehandling.

3.14.

Afslutningsvis henleder EØSU opmærksomheden på undersøgelsen fra 2012 om den kommercielle værdi af geografiske betegnelser i EU (8), som indtil nu er den eneste undersøgelse af sin art. Det kunne imidlertid se ud som om, at værditillægget (»value premium rate«) for produkter med en geografisk betegnelse ikke har ændret sig væsentligt siden da.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://www.wipo.int/edocs/pubdocs/en/wipo_pub_239.pdf.

(2)  Ibid.

(3)  Se offentligt udbud nr. AGRI-2011-EVAL-04.

(4)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 57.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1540542863415&uri=CELEX:32012R1151.

(6)  De Forenede Nationers levnedsmiddel- og landbrugsorganisation.

(7)  https://ec.europa.eu/taxation_customs/sites/taxation/files/report_on_eu_customs_enforcement_of_ipr_2017_en.pdf (findes i øjeblikket kun på engelsk).

(8)  https://ec.europa.eu/agriculture/external-studies/value-gi_en (findes i øjeblikket kun på engelsk).


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/58


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 345/2013 om europæiske venturekapitalfonde, forordning (EU) nr. 346/2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordning (EU) 2015/760 om europæiske langsigtede investeringsfonde, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, forordning (EU) 2017/1129 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme

(COM(2018) 646 final — 2017/0230 (COD))

(2019/C 110/11)

Hovedordfører:

Petr ZAHRADNÍK

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 4.10.2018

Rådet for Den Europæiske Union, 12.11.2018

Retsgrundlag

Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

121/0/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har reageret fleksibelt på de problemer, der er opstået i banker og finansielle institutioner, og at den er i færd med at vedtage supplerende foranstaltninger med henblik på at skride ind over for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

1.2.

EØSU mener tillige, at der, samtidig med at koordineringen mellem tilsynsmyndighederne styrkes, og effektiviteten i samspillet mellem disse øges, bør ske en koordinering af aktiviteterne med de øvrige berørte organer, så man kan komme dette yderst farlige problem til livs.

1.3.

EØSU advarer om, at de teknologiske og kommunikationsmæssige muligheder ikke blot baner vej for innovative finansielle produkter, som kommer indskydere og investorer til gode, men at de også udgør en stor fristelse for kriminelle elementer med henblik på hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Derfor opfordrer udvalget til, at det sikres, at de løsninger, som vedtages, frem for alt har til formål at eliminere eventuelle fremtidige risici.

1.4.

EØSU fremhæver den voksende betydning af dette problem i forhold til tredjelande i en situation med øgede geopolitiske, sikkerhedsmæssige og politiske risici og påpeger, at det er nødvendigt, at EU er bedst muligt forberedt på at udrydde hvidvask af penge og finansieringen af terrorisme og gøre en ende på misbruget af EU's marked og finansielle institutioner.

1.5.

EØSU erkender, at de foranstaltninger, der foreslås i forslaget til lovgivning, udgør ganske vist vigtige, men også ufuldstændige etaper inden for koordinering, organisering og kompetencer, og at de bør suppleres af flere sæt foranstaltninger, hvis det skal lykkes at løse problemet. Samtidig er udvalget enig med Kommissionen i, at hvis det skal kunne lade sig gøre at holde sig til den valgte kurs også fremover, vil det være mere hensigtsmæssigt at gå mere gradvist til værks, så man undgår, at det eksisterende system destabiliseres og mister sin funktionsdygtighed.

1.6.

Efter EØSU's overbevisning er det i forbindelse med den nye balance mellem tilsynsmyndighedernes beføjelser ønskeligt at finde frem til et afbalanceret forhold mellem en Europæisk Banktilsynsmyndighed (EBA), som får nye styrkede beføjelser, og de nationale tilsynsmyndigheder, således at alle berørte enheder udnytter deres kapacitet bedst muligt med henblik på at løse problemet på den ønskede måde.

1.7.

EØSU understreger, at både intern og ekstern kommunikation om hvidvask af penge og finansiering af terrorisme spiller en stor rolle, hvis man skal nå målet med de foreslåede foranstaltninger. For så vidt angår den interne kommunikation er det vigtigt at optimere og beskytte udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente tilsynsmyndigheder. Med hensyn til ekstern kommunikation består udfordringen i at oplyse og bevidstgøre den berørte offentlighed, da information og bevidstgørelse udgør en form for forebyggelse og forberedelse på, at sådanne forbrydelser eventuelt måtte blive begået.

1.8.

EØSU spørger sig selv, på hvilket grundlag banksektoren er blevet udpeget som den mest sårbare over for misbrug til kriminelle formål som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, sådan at man har valgt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds position og beføjelser, men ikke EU's to øvrige tilsynsmyndigheder.

1.9.

EØSU ville sætte pris på en yderligere præcisering af, hvordan det nye forhold mellem Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og de øvrige tilsynsmyndigheder — hvad enten der er tale om myndigheder på EU-niveau, i medlemsstaterne eller især i tredjelande — kommer til at se ud, når det gælder koordinering og fælles indsatser inden for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

2.   Generel baggrund for forslaget og hovedfakta

2.1.

Siden 2011 har et nyt finanstilsynssystem været i kraft i EU, og det har i høj grad bidraget til at stabilisere finansmarkederne og begrænse risiciene Det har ført til en harmonisering af reglerne for de finansielle markeder i EU og en tilnærmelse af tilsynsaktiviteterne på disse markeder. Imidlertid har den øgede teknologiske og finansielle innovation, som har fundet sted siden da, udvidet viften af kriminelle aktiviteter, som misbruger finanssektoren til lyssky formål og til at legalisere den gevinst, de opnår. Disse to former for kriminel adfærd er selvsagt ikke blot uvelkomne og forkastelige set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. De skader også de finansielle markeders funktionsdygtighed og effektivitet, for deres primære mål er ikke at optimere en gevinst, der stammer fra objektive muligheder for at få deres aktiver til at yngle, men derimod at skjule, mørklægge og undgå enhver form for afsløring af deres aktiviteter. En sådan adfærd betyder, at de finansielle ressourcer ikke nødvendigvis anvendes optimalt.

2.2.

De foreslåede foranstaltninger har derfor ikke kun til formål at forhindre eller begrænse mulighederne for at begå kriminelle handlinger eller legalisere udbyttet heraf, men også at holde de finansielle institutioner, der misbruges, sunde og sikre deres stabilitet og sikkerhed af hensyn til kunder og investorer. Det vil også begrænse såvel den politiske risiko som risikoen for et dårligt omdømme både for de enkelte medlemsstater og EU som helhed.

2.3.

Da de finansielle markeder i den tid, vi lever i, er multinationale og indbyrdes forbundne som aldrig før, er det afgørende, at der ved hjælp af det foreliggende forslag oprettes et system, som udfører sine opgaver i en grænseoverskridende sammenhæng, for empiriske analyser viser, at disse forbrydelser stadig oftere begås på tværs af grænserne og bl.a. involverer enheder fra tredjelande. Hvor effektiv den end måtte være, er nedkæmpelsen af sådanne forbrydelser ikke tilstrækkelig til at sikre et godt resultat, hvis den kun sker i en enkelt medlemsstat. Derfor er det yderst vigtigt med en effektiv indsats, der sker i samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder, når det gælder hvidvask af penge, og de nationale finansielle tilsynsorganer og EU's tilsvarende organer og i øvrigt også i samarbejde med tilsynsmyndigheder i tredjelande.

2.4.

Den foreslåede foranstaltning, som er genstand for denne udtalelse, er kun en del af en samlet løsning. For at kunne måle dens succes er det absolut nødvendigt at koordinere med andre elementer, så helheden udgør en sammenhængende og konsekvent strategi, der hæmmer de kriminelle mest muligt i udøvelsen af deres forbrydelser.

2.5.

Forslaget tager navnlig sigte på:

at optimere anvendelsen af ekspertise og ressourcer, der er til rådighed takket være centraliseringen af opgaver i Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA's) i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme på hele det finansielle marked

at præcisere rækkeviden og indholdet af de opgaver i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge, der pålægges EBA

at styrke redskaberne med henblik på opgaver vedrørende hvidvask af penge

at styrke EBA's koordineringsrolle i forbindelse med internationale spørgsmål vedrørende hvidvask af penge.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Efter EØSU's opfattelse bliver bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme stadig vigtigere. Ikke blot som følge af den hurtige teknologiske udvikling og innovationen på det finansielle område, men også på grund af de mange sager, vi i den senere tid har været vidner til, hvor bank- og finanssystemet i flere lande i EU er blevet misbrugt til at udføre disse kriminelle handlinger. I den forbindelse kan man ligeledes pege på den øgede geopolitiske risiko, også når det gælder terrorvirksomhed.

3.2.

EØSU er bekymret over, at det nævnte problem forværres som følge af, at disse kriminelle handlinger og forsøgene på at legalisere den gevinst, der opnås, gennem den finansielle sektor, ikke blot sker på tværs af EU's indre grænser, men også omfatter kriminelle aktiviteter, som trækker tråde til tredjelande. EØSU glæder sig over, at Kommissionen med sit forslag aktivt forsøger at løse dette problem.

3.3.

EØSU peger i den forbindelse på, at selv om det europæiske finanstilsynssystem allerede blev taget op til revision i 2017 (1) og udvalget i den forbindelse fremsatte en udtalelse herom (2), som blev vedtaget på udvalgets plenarforsamling den 15. februar 2018, har ny viden og nye forhold ført til, at det har været nødvendigt at opdatere forslaget og supplere det med yderligere elementer for at styrke dets effektivitet. Ovennævnte udtalelse fra EØSU har dog på ingen måde mistet hverken sin gyldighed eller relevans. Samtidig glæder EØSU sig over, at Kommissionen har reageret så fleksibelt på en række bankskandaler i flere forskellige EU-lande, som har bekræftet, at de personer, der begår disse forbrydelser, er i stand til at misbruge både teknologiske redskaber, kommunikationsredskaber og den gældende lovgivning. I den forbindelse kastes der lys på manglerne i EU's system, når det gælder hvidvask af penge.

3.4.

EØSU bemærker, at de nye elementer i forslaget primært er af teknisk og organisatorisk karakter, men påpeger, at en løsning på den aktuelle situation bør være bredere og mere omfattende. Udvalget tilføjer, at det foreliggende forslag omhandler et snævert udvalg af spørgsmål, som har med udvidelsen af Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser at gøre og med dens samspil med de nationale tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvidvask og i et vist omfang — i særlige tilfælde — også med en vis kontrol med dem. I øvrigt behandler forslaget ikke arbejdet i finansielle efterretningsenheder. Forslaget omhandler generelt koordineringen af aktiviteter og procedurer og ikke så meget den konkrete bekæmpelse af hvidvask.

3.5.

EØSU advarer kraftigt om, at hvidvask af penge gør det muligt at legalisere gevinsten fra kritisable aktiviteter, der er uforenelige med lovgivningen, men samtidig fører til en irrationel fordeling af ressourcer, idet der i forbindelse med sådanne operationer ikke nødvendigvis søges opnået en gevinst, men frem for alt stræbes efter »at holde sig ude af søgelyset« og »legalisere« de investerede ressourcer eller overføre dem til et sted, hvor der vil blive begået yderligere strafbare handlinger. EØSU konstaterer, at den foreliggende opdatering heller ikke indeholder en analyse af de nye tendenser og de omstændigheder, hvorunder hvidvask af penge sker i øjeblikket. I forbindelse med bekæmpelsen af disse former for illoyal praksis retter forslaget sig målrettet mod en række udvalgte områder, herunder især styrkelse af Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds rolle blandt de europæiske tilsynsorganer i forbindelse med håndteringen af problematikken om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og styrkelse af EBA's samspil og kommunikation med de nationale tilsynsmyndigheder i sager om hvidvask af penge, som primært er tilsynsorganer på bankmarkedet og det finansielle marked.

3.6.

EØSU mener, at det er helt afgørende i den forbindelse at fordele beføjelserne korrekt mellem EBA og de nationale myndigheder under hensyn til nærhedsprincippet. Det er helt igennem nødvendigt, legitimt og berettiget at styrke EBA's beføjelser til at beskæftige sig med grænseoverskridende aktiviteter. Til gengæld påpeger EØSU, at når det handler om at løse sager, som begrænser sig til et enkelt land, som EBA ikke kan gennemskue fuldt ud, er det nødvendigt at sikre, at de nationale myndigheder har de fornødne beføjelser.

3.7.

Eftersom bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme er helt og aldeles afgørende for at sikre et sundt økonomisk og finansielt miljø i hele EU, spørger EØSU sig selv, om ikke det ville være hensigtsmæssigt at oprette en specifik organisation under EU's udøvende magt, eksempelvis et nyt generaldirektorat med ansvar for dette område. Dette tema kommer til at haste desto mere i betragtning af, at der vil blive indsat en ny Kommission til efteråret 2019.

3.8.

EØSU undrer sig endvidere over, hvad grunden er til forslaget om, at det skal være EBA, som skal spille en afgørende rolle som koordinator med henblik på at få løst dette problem. Betyder det, at Kommissionen mener, at hvis man vil hvidvaske penge og finansiere terrorisme i EU, findes de bedste muligheder i banksektoren?

3.9.

EØSU støtter, at der i forbindelse med Kommissionens forslag satses på effektiv kommunikation om det foreliggende problem. Denne kommunikation bør ikke blot sigte mod at effektivisere overførslen af kommunikation mellem alle de involverede tilsynsorganer (intern kommunikation), men også mod at sikre en tilstrækkelig grad af information i det offentlige rum (kunderne i den finansielle sektor og den brede offentlighed).

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU efterlyser en tydelig afgrænsning i forslaget af de områder og de relationer, hvor EBA skal spille en dominerende rolle i forhold til de øvrige tilsynsorganer i EU inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og opfordrer til, at dette sker under et mere overordnet mandat, som omfatter hele det finansielle marked.

4.2.

På samme måde efterlyser EØSU en mere præcis forklaring på de vilkår, som tillader EBA at føre tilsyn med de nationale tilsynsmyndigheders procedurer eller at foretage afgørelser rettet direkte mod individuelle operatører i finanssektoren.

4.3.

EØSU er samtidig yderst interesseret i retningslinjerne for den fælles indsats med tilsynsorganer i tredjelande.

4.4.

EØSU opfordrer ligeledes til, at der kastes mere lys over, hvordan centraliseringen af alle de relevante oplysninger vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som leveres af de nationale myndigheder, skal ske, når det drejer sig om kilder, der er klassificeret som »hemmelige« eller »yderst hemmelige«, og den måde, hvorpå disse vil blive beskyttet.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se det oprindelige lovforslag COM(2017) 536 final, 20.9.2017. Formålet med dette var at styrke de europæiske tilsynsmyndigheders kapacitet og sikre konvergens og effektivitet i forbindelse med det finansielle tilsyn. Det behandlede dog ikke specifikt en styrkelse af organernes mandat i spørgsmålet om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(2)  EUT C 227 af 28.6.2018, s. 63.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/62


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af Rådets fælles aktion 98/700/RIA, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1052/2013 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624

Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i Salzburg den 19.-20. september 2018

(COM(2018) 631 final — 2018/0330 (COD))

(2019/C 110/12)

Hovedordfører:

Antonello PEZZINI

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 29.10.2018

Europa-Parlamentet, 22.10.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

127/1/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Udvalget er af den overbevisning, at de ydre grænser i et område med fri bevægelighed bliver fælles grænser, og at personer, der rejser ind i EU, uanset hvor, rejser ind i EU's fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed med alle de rettigheder og forpligtelser, som dette medfører for borgerne og for de nationale og europæiske institutioner.

1.2.

EØSU opfordrer kraftigt til, at migrationsstyringen forbedres ved i en fælles indsats med landene at bekæmpe de underliggende årsager, der får folk til at søge et bedre liv væk fra deres hjemland.

1.3.

Eftersom der ikke er fastlagt en ramme for en fælles politik for migration og udviklingsbistand i oprindelseslandene, som alle medlemsstater er enige om, anbefaler EØSU, at Kommissionen ikke tillægges beføjelser til selvstændigt at kunne vedtage retsakter.

1.4.

EØSU støtter fuldt ud forslaget om, at agenturet får sin egen stående, operative enhed på 10 000 personer, som dermed i samarbejde med medlemsstaterne vil have de nødvendige ressourcer til at:

beskytte EU's ydre grænser

forhindre irregulære bevægelser

forvalte lovlig indvandring

gennemføre en effektiv tilbagesendelse af irregulære migranter.

1.5.

Udvalget anbefaler, at det nødvendige samarbejde mellem agenturet og de nationale myndigheder, som traditionelt er ansvarlige for grænsekontrollen, fastlægges og tilrettelægges på EU-niveau.

1.6.

Efter EØSU's opfattelse er det også vigtigt at fastlægge en klar og fælles definition af agenturets opgaver for at undgå overlapninger og kompetencekonflikter, og det efterlyser en klar og gennemskuelig kommandovej for agenturets ansatte og de nationale embedsmænd.

1.7.

EØSU anbefaler, at agenturet i tilfælde af specifikke og uforholdsmæssigt store udfordringer ved de ydre grænser på den berørte medlemsstats anmodning kan gribe ind ved at foranstalte og koordinere hurtige grænseindsatser — som er aftalt og koordineret med den berørte medlemsstat, der skal bevare ansvaret for kontrollen og forvaltningen — gennem indsættelse af hold fra det stående korps med eget moderne teknisk udstyr.

1.8.

EØSU er enig i anbefalingerne til agenturets personale, både hvad angår respekten for menneskeliv og begrænsningerne for brug af skydevåben og hvad angår afvisning og udstedelse af visa ved grænsen, idet der i begge tilfælde er tale om vigtige beføjelser, der tilfalder myndighederne med ansvar for den offentlige orden i medlemsstaterne.

1.8.1.

I begge tilfælde anbefaler udvalget, at medlemsstaterne skal kunne påberåbe sig nærhedsprincippet, og at der i medfør af agenturets personalevedtægt fastlægges et højt niveau af forpligtelser, især hvad angår fortrolighedskrav.

1.9.

EØSU anbefaler på det kraftigste en udvidelse af kontrolmekanismerne, jf. forslagets bilag V, afsnit 3, i tilfælde af personalets overtrædelse af reglerne. Mekanismerne bør muliggøre henvisning til EU-domstole.

1.10.

I betragtning af den opgave som agenturet får, hvis personer skal tilbageholdes og eventuelt tilbagesendes til oprindelseslandet, anbefaler udvalget, at der for det vedtægtsomfattede personale er garanti for uddannelseskurser rettet mod at sikre overholdelsen af grundlæggende rettigheder.

1.11.

Udvalget finder det helt afgørende, at agenturet øremærker en betragtelig del af sit budget til modernisering af det udstyr, det råder over.

1.12.

EØSU vurderer, at den flerårige strategiske politikcyklus for europæisk integreret grænseforvaltning bør fastlægges af Europa-Parlamentet og Rådet efter høring af udvalget, mens den årlige planlægning bør overdrages til grænse- og kystvagten med en pligt til årligt at aflægge beretning om afsluttede aktioner, budgetforpligtelser og gennemførte missioner.

1.13.

Hvad angår det internationale samarbejde anbefaler udvalget en tæt sammenhæng mellem de aktioner, der beskrives i forslaget til forordning, og udviklingen af andre relevante politikker, navnlig Cotonouaftalen.

1.14.

Udvalget anbefaler, at det rådgivende forum, der bistår agenturet, styrkes med deltagelse af relevante organisationer, og det opfordrer til, at også det organiserede civilsamfund tilknyttes dette forums aktiviteter via EØSU.

2.   Indledning

2.1.

I et område med fri bevægelighed bliver de ydre grænser fælles grænser: I dag strækker de sig over mere end 50 000 kilometer med den konsekvens, at et sikkerhedsproblem i én medlemsstat eller ved de ydre grænser potentielt kan påvirke alle medlemsstater.

2.1.1.

Gensidig tillid er derfor fundamentet for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, især i lyset af nye udfordringer, udbredte trusler og uforudsigelige hændelser, som kræver større samarbejde, indsættelse af kvalificerede ressourcer, bedre information. Kort sagt skal målet være, at der i praksis udvises solidaritet, som er summen af og en styrkelse af de enkelte medlemsstaters værdier.

2.2.

I Lissabontraktaten findes bestemmelserne om grænser i tredje del, afsnit V, i TEUF i kapitlet om visum-, asyl- og indvandringspolitik, hvis formål er at skabe et »integreret system for forvaltning af de ydre grænser«, som det er fastsat i artikel 77, stk. 1, litra c), i TEUF. Disse rammebestemmelser tager sigte på at skabe »et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«.

2.3.

En læsning af traktaterne viser, at den fri bevægelighed for borgerne internt i EU nødvendigvis skal følges af en fælles politik for forvaltning og kontrol af personer fra tredjelande.

2.3.1.

Fortsætter den nuværende og utilstrækkelige kontrol ved de ydre grænser, eller genindføres der imod den historiske udvikling nye kontroller ved de indre grænser, vil det medføre store økonomiske omkostninger for EU som helhed og være til alvorlig skade for det indre marked, som er et af de mest vellykkede resultater af den europæiske integration.

2.4.

Den europæiske integrerede grænseforvaltning, som er baseret på en adgangskontrolmodel på fire niveauer, omfatter:

foranstaltninger i tredjelande af samme type som dem, der er fastsat inden for den fælles visumpolitik

foranstaltninger med tilgrænsende tredjelande

foranstaltninger med henblik på mere omfattende og bedre kontrol ved de ydre grænser

risikoanalyser og foranstaltninger inden for Schengenområdet og tilbagesendelse.

2.5.

Efter først at have oprettet et netværk af nationale eksperter under en fælles instans kaldet SCIFA (1) i 2002-2003 blev der med oprettelsen af Frontex skabt et europæisk agentur for koordination og grænsekontrol (2).

2.6.

Koordinationsagenturet blev i 2016 erstattet (3), idet erfaringerne fra Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning blev brugt til at forbedre kontrollen med medlemsstaternes ydre grænser og med Schengenområdet med henblik på at:

udarbejde sårbarhedsvurderinger af medlemsstaternes kapacitet til at kontrollere personer ved grænserne

foranstalte fælles operationer og hurtige grænseindsatser til styrkelse af medlemsstaternes kapacitet til at kontrollere de ydre grænser og tackle udfordringerne som følge af ulovlig indvandring og organiseret kriminalitet

bistå Kommissionen med koordineringen af støttehold, når en medlemsstat står over for et uforholdsmæssigt stort migrationspres bestemte steder langs de ydre grænser

sikre en praktisk løsning i situationer, der kræver en hurtig indsats ved de ydre grænser

sørge for teknisk og operationel bistand til støtte for eftersøgnings- og redningsaktioner i forbindelse med personer i havsnød under grænseovervågningsoperationer

bidrage til oprettelse af en reserve på mindst 1 500 grænsevagter til hurtige interventioner

udpege agenturets forbindelsesofficerer i medlemsstaterne

tilrettelægge, koordinere og gennemføre tilbagesendelsesoperationer og -indsatser

fremme et operationelt samarbejde mellem medlemsstater og tredjelande om grænseforvaltning.

2.7.

Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning er siden oprettelsen i oktober 2016 blevet EU's centrale omdrejningspunkt for tilbagesendelser (4), idet det kan bistå medlemsstaterne effektivt i forbindelse med tilbagesendelse af personer, der ikke har ret til ophold i EU.

2.8.

Europa-Parlamentet har udtalt sig om emnet i forskellige beslutninger og har udtrykt stor bekymring over gennemførelsen af forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt ((EU) 2016/1624) og har understreget behovet for, at Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning udfører operationer med flere formål for både at imødekomme behovet for tilstedeværelse af eftersøgnings- og redningsfartøjer (5) og behovet for at indføre en egentlig strategi for integreret grænseforvaltning.

2.9.

Udvalget har vedtaget en resolution (6) til støtte for Schengenområdet, hvori det har anmodet Rådet og medlemsstaterne om at garantere udøvelsen af den frie bevægelighed, og har i en udtalelse understreget (7) behovet for, at forslaget »ledsages af større gennemsigtighed med hensyn til styring og operationer og større ansvarlighed (»accountability«) for agenturet«.

2.10.

EØSU har desuden lagt den allerstørste vægt på (8) behovet for at forbedre »samarbejdet mellem Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og nationale myndigheder«, »koordineringen mellem de forskellige agenturer og institutioner med ansvar for grænsekontrol, kystbevogtning, søfartssikkerhed, maritim redning, told og fiskeri« og har understreget, at »forvaltning af de ydre grænser bør besluttes som supplement til indførelsen af ændringer i det fælles asylsystem«.

2.11.

Når der ved de ydre sø- og landgrænser befinder sig mennesker, hvis liv og sikkerhed er i fare, bør den vigtigste opgave for grænsevagten og andre institutioner, der er aktive på stedet, være at redde og yde passende bistand til disse mennesker (9).

2.12.

EØSU understreger kraftigt — som det blev fremhævet både i EU's dagsorden for migration og i FN's globale aftale om sikker, velordnet og regulær migration (10) — behovet for at forbedre migrationsstyringen ved at bekæmpe de underliggende årsager til, at folk søger et bedre liv andre steder.

3.   Kommissionens forslag

3.1.

Formålet med Kommissionens forslag er at reformere den europæiske grænse- og kystvagt ved at oprette agenturets nye kapacitet, nærmere bestemt den europæiske grænse- og kystvagts stående korps, ved at agenturet erhverver eget udstyr og ved på passende vis at tage fat på andre nye eller opgraderede opgaver.

3.2.

På baggrund af de samlede omkostninger ved det aktuelle og fremtidige mandat på 1,22 mia. EUR for perioden 2019-2020 og 11,27 mia. EUR for perioden 2021-2027 foreslår Kommissionen at etablere en europæisk grænse- og kystvagt med et stående korps på 10 000 operationelle medarbejdere med udøvende beføjelser (EBCG (11)) inden 2020, således at agenturet får sin egen effektive og fleksible operative enhed, og dets indsats kan afpasses efter de operationelle behov.

3.3.

Oprettelsen af det stående korps bør integreres i en velfungerende europæisk grænse- og kystvagt, hvor medlemsstaterne, EU og EU-agenturerne (12), navnlig Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, er velkoordinerede og arbejder hen imod fælles politiske målsætninger.

3.4.

Forslagene finder ikke anvendelse for Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige (medmindre der etableres et eventuelt samarbejde), mens anvendelsen er suspenderet for Gibraltar. Derimod er Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein omfattet af forslagene, eftersom der er tale om en videreudvikling af Schengenreglerne.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

Udvalget er af den overbevisning, at de ydre grænser i et område med fri bevægelighed skal betragtes som fælles grænser, og at personer, der rejser ind i EU, uanset hvor, rejser ind i EU's fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed med alle de rettigheder og forpligtelser, som dette medfører.

4.2.

EØSU mener, at det har taget alt for lang tid at gennemføre et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser — som fastsat i artikel 77, stk. 2, litra d), i TEUF — og at medlemsstaterne ikke kan vente længere.

4.3.

Udvalget er enig i, at man ved at give agenturet dets egen store operative enhed sikrer, at EU råder over den nødvendige kapacitet til at beskytte de ydre grænser, forhindre sekundære bevægelser og effektivt gennemføre tilbagesendelser af irregulære migranter.

4.4.

Udvalget var den første institution, der foreslog oprettelse af en europæisk grænsevagt (13), og det støtter fuldt ud målet om at sikre de ydre grænser med et stående korps og effektiv europæisk integreret forvaltning af de ydre grænser. Under udvisning af fælles ansvar bør agenturet have til opgave regelmæssigt at overvåge forvaltningen af de ydre grænser, ikke kun via situationskendskab og risikoanalyser, men også via tilstedeværelsen af eksperter fra agenturets eget personale i medlemsstaterne.

4.5.

EØSU mener, at agenturet i tilfælde af specifikke og uforholdsmæssigt store udfordringer ved de ydre grænser på en medlemsstats anmodning bør kunne gribe ind ved at foranstalte og koordinere hurtige grænseindsatser — som er aftalt og koordineret med den berørte medlemsstat, der skal bevare ansvaret for kontrollen og forvaltningen af sin del af den ydre grænse — gennem indsættelse af hold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps.

4.6.

Udvalget anser det for hensigtsmæssigt med enkeltstående indsatser fra agenturets side efter Kommissionens beslutning »i nødstilfælde og i henhold til en gennemsigtig procedure med omgående information til EU's lovgivende institutioner« (14), men mener, at det — eftersom der ikke er fastlagt en ramme for en fælles politik for migration og udviklingsbistand i oprindelseslandene, som alle medlemsstater er enige om — er for tidligt at give Kommissionen permanent beføjelse til selvstændigt at vedtage retsakter vedrørende de politiske prioriteter og strategiske retningslinjer for integreret grænseforvaltning.

4.7.

Udvalget er derimod enig i, at det er hensigtsmæssigt at tillægge Kommissionen gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår Eurosurhåndbogen og FADO-håndbogen, de fælles regler for udarbejdelse af specifikke efterretningsbilleder og for risikostyring samt for den finansielle støtte til det stående korps.

4.8.

Ifølge EØSU bør den flerårige strategiske politikcyklus for europæisk integreret grænseforvaltning fastlægges af Europa-Parlamentet og Rådet efter høring af udvalget, mens den årlige planlægning bør overdrages til grænse- og kystvagten og følge en køreplan, der fastlægges af agenturets bestyrelse med en pligt til årligt at aflægge beretning om afsluttede aktioner, budgetforpligtelser og gennemførte missioner.

4.9.

Udvalget anser det for vigtigt, at det rådgivende forum, der bistår agenturets administrerende direktør og bestyrelse i spørgsmål om grundlæggende rettigheder og gennemførelse af den flerårige strategiske politikcyklus, styrkes med deltagelse af Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, FN's Flygtningehøjkommissariat og andre relevante organisationer, og det opfordrer til, at det organiserede civilsamfund tilknyttes forummets aktiviteter via EØSU.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.

EØSU anbefaler på det kraftigste en udvidelse af kontrolmekanismerne, jf. forslagets bilag V, både hvad angår brugen af skydevåben og hvad angår afvisning og udstedelse af visa ved grænsen, idet der i begge tilfælde er tale om vigtige beføjelser, der tilfalder myndighederne med ansvar for den offentlige orden i medlemsstaterne.

5.1.1.

Det samme gælder bilag III og bilag V for at sikre overensstemmelse mellem nationale og europæiske regler og forhindre, at personer, som arbejder samme sted og med samme kompetencer og kvalifikationer, men efter forskellige regler for magtanvendelse, agerer forskelligt.

5.2.

Der skal være udtrykkelige garantier for samme niveau af forpligtelser, som er gældende i medlemsstaterne, især hvad angår fortrolighedskrav.

5.3.

I betragtning af at der ved grænserne opererer myndigheder og organer med forskellige opgaver — told, plantebeskyttelse, sikkerhed, finans, immigration og tilbagesendelse, kulturel formidling, grundlæggende rettigheder, EASO-personale, ETIAS-ansatte, Eurosuranalytikere, forbindelsesofficerer og nationalt grænsepersonale og agenturets personale — er det vigtigt med EU-pakker for livslang læring for de forskellige korps og agenturer (15).

5.4.

Det bør endvidere sikres, at der ikke forekommer forskelsbehandling og forskelle i arbejdsvilkår mellem agenturets personale og det nationale personale, idet der skal være samme uddannelse, kompetencer og kvalifikationer for samme arbejdsopgaver.

5.5.

Hvad angår det internationale samarbejde anbefaler udvalget en tæt sammenhæng mellem de aktioner, der beskrives i forslaget til forordning, og andre relevante politikker og med foranstaltningerne under økonomi- og handelsaftaler og navnlig Cotonouaftalen inden for rammerne af dialogen mellem EU og AVS-landene.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Det Strategiske Udvalg for Indvandring, Grænser og Asyl (SCIFA).

(2)  Det blev etableret med Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 (EUT L 349 af 25.11.2004, s. 1), efterfølgende ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 863/2007 (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 30), (EU) nr. 1168/2011 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 1) og (EU) nr. 1052/2013 (EUT L 295 af 6.11.2013, s. 11).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 (EUT L 251 af 16.9.2016, s. 1) , der trådte i kraft den 6. oktober 2016.

(4)  EU har indtil videre indgået 17 tilbagetagelsesaftaler. Cotonouaftalen (rammen for EU's forbindelser med 79 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet) indeholder også bestemmelser om tilbagesendelse af irregulære migranter til deres oprindelseslande.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 656/2014 (EUT L 189 af 27.6.2014, s. 93).

(6)  EUT C 133 af 14.4.2016, s. 1.

(7)  EUT C 303 af 19.8.2016, s. 109.

(8)  Jf. fodnote 7.

(9)  Ibid.

(10)  https://www.iom.int/global-compact-migration.

(11)  European Border and Coast Guard.

(12)  Se bl.a. Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA), EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) og EU-Satellitcentret, Europol eller Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA).

(13)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 29, EUT C 303 af 19.8.2016, s. 109; EØSU's udtalelse om Asyl- og Migrationsfonden (AMF) og Fonden for Integreret Grænseforvaltning (SOC/600, EUT C 62 af 15.2.2019, s. 184).

(14)  Jf. fodnote 7.

(15)  Artikel 69 indeholder bestemmelser om agenturets samarbejde med 12 andre EU-agenturer og -tjenester.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/67


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggelse af udbredelsen af terrorrelateret onlineindhold

Et bidrag fra Europa-Kommissionen til ledernes møde i Salzburg den 19.-20. september 2018

(COM(2018) 640 final — 2018-0331 (COD))

(2019/C 110/13)

Ordfører:

José Antonio MORENO DÍAZ

Anmodning om udtalelse

Det Europæiske Råd, 24.10.2018

Europa-Parlamentet, 22.10.2018

Retsgrundlag

Artikel 114, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Præsidiets beslutning

11.12.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

126/0/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder initiativet, der skal øge sikkerheden for EU's indbyggere, selv om udvalget i diskussionen om sikkerhed kontra frihed altid har støttet det nødvendige forsvar for frihed, bl.a. ytringsfriheden, fri adgang til information og kommunikation samt friheden til kommunikationshemmelighed, adgangen til effektiv domstolsbeskyttelse og retfærdig rettergang uden forsinkelser.

1.2.

De seneste terrorangreb på EU's område har vist, hvordan terrorister misbruger de sociale netværk til at rekruttere følgere og træne dem. Terrorister bruger krypteret kommunikation til at planlægge og iværksætte terroraktiviteter og til at glorificere deres ugerninger og opfordre andre til at følge deres eksempel samt til at skabe frygt hos den almindelige befolkning.

1.3.

EØSU opfordrer til, at man så præcist som muligt konkretiserer kriterierne for definition af de juridiske begreber såsom terrorrelateret information, terrorhandlinger, terrorgrupper og forherligelse af terrorisme.

1.4.

Terrorrelateret indhold, der deles online til sådanne formål, udbredes via hostingtjenesteydere, som tillader upload af tredjepartsindhold. Dette indhold har ved forskellige nylige terrorangreb i Europa vist sig at spille en stor rolle med hensyn til at radikalisere og inspirere såkaldte »ensomme ulve« til angreb.

1.5.

Den teknologiske beskyttelse (automatiserede parametre, algoritmer, søgemaskiner osv.) er meget anvendelig, men det er afgørende, at mennesker medvirker i en passende vurdering af indholdet.

1.6.

EØSU mener, at det er nødvendigt at bekæmpe udbredelsen af terrorrelateret information og den digitale rekruttering på de sociale netværk. Samtidig skal censur og selvcensur på internettet bekæmpes. Udvalget minder om, at det i forbindelse med internettet er af afgørende vigtighed at sikre alle EU's indbyggere retten til oplysning og til at ytre deres holdning.

1.7.

Beskyttelsen af internettet og bekæmpelsen af radikale grupper bør bidrage til at forbedre tilliden til internettet og derved sikre den økonomiske udvikling af denne sektor.

1.8.

EØSU mener, at det skal evalueres, hvilke virkninger gennemførelsen af dette forslag får for små og mellemstore virksomheder, ligesom man bør overveje en overgangsordning, der kan hjælpe disse med at tilpasse sig, og som ikke forvrider konkurrencen til fordel for de store operatører.

1.9.

De foreslåede lovgivningstiltag til internetbeskyttelse, som skal sikre beskyttelsen af unge og befolkningen generelt, bør reguleres nøje via lovgivningen og sikre alle retten til information og prøvelse af administrative afgørelser.

1.10.

EØSU fastholder, at der er behov for også at vurdere internetudbyderne, og for at administratorerne af sociale netværk tilrettelægger proaktive foranstaltninger, der skal fremme indberetninger og en direkte indsats fra foreningers, NGO'ers og brugeres side til bekæmpelse af dette indhold. Disse »mod-diskurser« bør fremhæves for deres forebyggelseseffekt.

1.11.

Der bør i forbindelse med tilpasning af forslagets bestemmelser til disse små virksomheder tages højde for det store antal digitale platforme på europæisk plan og størrelsesforskellen mellem virksomhederne.

1.12.

EØSU insisterer på, at brugerne bør mindes utvetydigt om de nationale regelsæt for brug eller produktion af terrorrelateret indhold. Desuden opfordrer udvalget til at sikre retten til at appellere en administrativ afgørelse gennem tydelig information om denne ret og onlineredskaber til udøvelse af retten.

2.   Baggrund for forslaget

2.1.

Internettets allestedsnærværelse gør det muligt for brugerne at kommunikere, arbejde og omgås hinanden samt skabe, indhente og dele oplysninger og indhold med hundreder af millioner mennesker verden over. Det er på den baggrund, at Kommissionen foreslår at etablere mekanismer for at forhindre kommunikation om og udbredelse af terrorrelateret indhold (1).

2.2.

Det er vigtigt at skelne mellem de forskellige begreber, og ordet »internet« er for bredt. Internet er på én gang nettet og sociale netværk som DarkNet. Det er også tingenes internet, som udgør indlysende sikkerhedshuller i en elektronisk krig. F.eks. kommunikerer ISIS' rekrutteringsagenter nu om dage lettere gennem spillekonsoller online end via internettet. Udtrykket »med henblik på at forberede og gennemføre terroraktiviteter« finder ikke anvendelse på internettet eller på de sociale netværk, men på DarkNet. Desuden har de store internetvirksomheder GAFAM ikke aktiviteter på DarkNet eller på krypterede netværk.

2.3.

Muligheden for med minimale omkostninger at nå ud til så stort et publikum tiltrækker imidlertid også kriminelle, som har til hensigt at misbruge internettet til ulovlige formål. Nylige terrorangreb i EU har vist, hvordan terrorister misbruger internettet til at træne og rekruttere tilhængere, forberede og fremme terroraktiviteter, forherlige deres ugerninger og tilskynde andre til at følge trop samt skabe frygt blandt den almindelige befolkning.

2.4.

Det er et faktum, at EU's forum om internettet har samlet forskellige aktører, men for det første har ikke alle hostingtjenesteydere deltaget i forummet, og for det andet er omfanget og hastigheden af de fremskridt, der sker hos hostingtjenesteyderne, under ét ikke tilstrækkeligt til at afhjælpe problemet. Der bør gøres en specifik indsats for en passende uddannelse af dem, der styrer kommunikationen på de sociale netværk.

2.5.

Terrorrelateret indhold, der deles online til sådanne formål, udbredes via hostingtjenesteydere, som tillader upload af tredjepartsindhold. Dette onlineindhold har ved forskellige terrorangreb i Europa vist sig at spille en stor rolle med hensyn til at radikalisere og inspirere såkaldte »ensomme ulve« til angreb. Samtidig har man kunnet iagttage stor indflydelse på de unge befolkningssegmenter.

3.   Resumé af og generelle kommentarer til forslaget til forordning

3.1.

EØSU har allerede udtalt sig (2) om ulovligt indhold på internettet. Dette nye initiativ fra Kommissionen drejer sig specifikt om terrorrelateret indhold på internettet.

3.2.

Forslagets anvendelsesområde omfatter hostingtjenesteydere, som udbyder tjenester i EU, uanset hvor de er etableret, eller hvor store de er.

3.3.

Udvalget mener, at informationsudbydere og søgemaskiner samt hostingwebsteder og -netværk bør omfattes.

3.4.

Små og mellemstore internetvirksomheder har ikke de tekniske, personalemæssige og økonomiske muligheder for effektivt at skride ind over for terrorrelateret indhold. EØSU finder det nødvendigt, at frister og procedurer tilpasses til denne type virksomheder. Der kan gives en frist for små og mellemstore virksomheders gennemførelse af forordningens bestemmelser.

3.5.

Samtidig bør man fremhæve NGO'ernes, fagforeningernes og det generelle civilsamfunds forebyggende og proaktive foranstaltninger.

3.6.

For at sikre, at terrorrelateret indhold bliver fjernet, indføres der med forordningen et påbud om fjernelse, der kan udstedes som en administrativ eller retslig afgørelse af en kompetent myndighed i en medlemsstat. I sådanne tilfælde er hostingtjenesteyderen forpligtet til enten at fjerne indholdet eller blokere adgangen hertil inden for en time.

3.7.

Definitionen på terrorrelateret indhold kan være forskellig i de enkelte lande, og det er vigtigt at præcisere denne, således at vilkårlighed og juridisk usikkerhed undgås.

3.8.

Fristen på en time vil ikke være realistisk, da den tid, der i øjeblikket går i f.eks. Frankrig, fra der er foretaget en underretning, til indholdet er fjernet, er 16 timer for pædofilt indhold og 21 timer for terrorrelaterede websteder. Dette skyldes, at det tager meget lang tid at analysere webstederne. EØSU mener, at der skal fastsættes en mere realistisk og effektiv frist.

3.9.

Forordningen indeholder krav om, at hostingtjenesteydere, hvis det er relevant, træffer proaktive foranstaltninger, der står i et rimeligt forhold til risikoen, og fjerner terrormateriale fra deres tjenester, herunder ved hjælp af instrumenter til automatisk sporing. Dette er meget vigtigt, og en innovativ teknologisk indsats, der kan befordre udviklingen af teknologiske redskaber, bør fremmes og støttes.

3.10.

Kommissionen foreslår, at der blandt andre midler anvendes instrumenter til automatisk sporing, og opfordrer virksomhederne til at gøre en betydelig indsats for at fremme en udvikling med henblik på udformning af passende teknologiske redskaber.

3.11.

Som en del af de foranstaltninger, der skal beskytte indhold, som ikke er terrorrelateret, mod fejlagtig fjernelse, er der i forslaget ligeledes fastsat forpligtelser til at indføre retsmidler og klagemekanismer, der skal sikre, at brugerne kan gøre indsigelse mod fjernelsen af deres indhold. Dertil kommer, at der med forordningen indføres forpligtelser vedrørende gennemsigtighed for så vidt angår de foranstaltninger, som hostingtjenesteyderne træffer for at bekæmpe terrorrelateret indhold, så ansvarligheden over for brugere, borgere og offentlige myndigheder sikres.

3.12.

Udvalget mener, det er nødvendigt at fastholde indsatsen, ikke alene når det gælder kontrol og gennemgang af indhold, men også den menneskeligt og teknologisk baserede formidlingsindsats. Spørgsmålet om, hvorvidt medarbejdere hos hostingtjenesteyderne skal gennemføre censur, kan give anledning til bekymring for arbejdstagernes rettigheder, reglerne om retten til information og respekten for privatlivets fred for alle EU's indbyggere.

3.13.

EØSU mener, at udbyderen bør underrette indehaveren om det websted eller de oplysninger, som udbyderen ønsker at censurere. Der mindes om, at folk har en ret til at blive oplyst om en administrativ afgørelse.

3.14.

For at sikre denne ret opfordrer EØSU internetudbyderne til i deres indholdsregler at beskrive kundernes rettigheder og forpligtelser, herunder hvordan producenter af information oplyses om afgørelser vedrørende fjernelse af indhold, og hvilke retsmidler kunderne har til rådighed.

4.   Forklaring til de enkelte bestemmelser i forslaget

4.1.

Terroristers onlinepropaganda har til formål at tilskynde enkeltpersoner til at udføre terrorangreb, herunder ved at give dem detaljerede instruktioner om, hvordan der gøres størst mulig skade. Yderligere propaganda offentliggøres typisk efter sådanne ugerninger med henblik på at forherlige handlingerne og opfordre andre til at følge trop. Denne forordning bidrager til beskyttelsen af den offentlige sikkerhed ved at begrænse adgangen til terrorrelateret indhold, som promoverer og opfordrer til krænkelse af grundlæggende rettigheder.

4.2.

Forslaget indeholder med virkning for denne forordning bl.a. følgende definitioner:

»hostingtjenesteyder«: en udbyder af informationssamfundstjenester, der består i oplagring af information fra en tjenestemodtager på dennes anmodning og tilrådighedsstillelse af de lagrede informationer til tredjeparter (3)

»indholdsleverandør«: en bruger, der har leveret oplysninger, som er eller har været lagret af en hostingtjenesteyder på brugerens anmodning (4).

EØSU foreslår, at der indføjes et nyt punkt, som omfatter:

»leverandører af information«: søgemaskiner, som tillader identifikation af indholdet og giver adgang hertil.

4.3.

I forordningen defineres »terrorrelateret indhold« som en eller flere af følgende oplysninger:

a)

opfordring til eller slåen til lyd for, herunder forherligelse, udførelse af terrorhandlinger, hvorved der forårsages fare for, at sådanne handlinger begås

b)

opfordring til at bidrage til terrorhandlinger

c)

promovering af en terrorgruppes aktiviteter, navnlig ved opfordring til deltagelse i eller støtte til en terrorgruppe i den artikel 2, stk. 3, i direktiv (EU) 2017/541 fastsatte betydning

d)

instruktioner i metoder eller teknikker til udførelse af terrorhandlinger (5)

EØSU foreslår, at der indføjes et nyt punkt, som omfatter:

rekruttering og træning af personer med henblik på at begå eller støtte terrorhandlinger.

4.4.

Definitionen af det indhold, der skal censureres, er meget kort, eftersom der er mange tekster, billeder, videoer og andre indholdstyper og formater, der ikke forherliger, da de ikke tilskynder til konkrete handlinger, men som fremmer og berømmer ekstremistiske doktriner, som fører til vold.

4.5.

Forordningen bidrager også til bekæmpelsen af de virksomheder, der i deres aktiviteter fremmer og berømmer ekstremistiske doktriner, som fører til vold. Forordningen bør desuden bidrage til bekæmpelse af aktiviteter med rekruttering på de sociale netværk.

4.6.

Artikel 1 fastlægger forordningens formål, og det anføres, at der med forordningen fastsættes regler, som skal forhindre misbrug af hostingtjenester til onlineudbredelse af terrorrelateret indhold, herunder hostingtjenesteydernes forpligtelse til at udvise rettidig omhu, samt foranstaltninger, som medlemsstaterne bør træffe.

4.7.

Udtrykket misbrug af hostingtjenester til udbredelse af terrorrelateret onlineindhold bør ændres ved tilføjelse af udbredelse af propagandaindhold, -meddelelser og -medier og bør også inkludere angivelse af URL samt oplysninger om adgang til terrorrelateret indhold eller terrorrelaterede meddelelser, eftersom dette vil omfatte søgemaskiner.

4.8.

Artikel 5 indeholder et krav til hostingtjenesteyderne om at træffe foranstaltninger til hurtig vurdering af det indhold, hvorom der er modtaget en indberetning fra enten en kompetent myndighed i en medlemsstat eller et EU-organ, uden at der dog pålægges et krav om at fjerne det indberettede indhold eller fastsættes en specifik frist for handling.

4.9.

EØSU er af den opfattelse, at hvis indsatsen skal være effektiv, bør der indledes et arbejde med udformning af en liste med et afgrænset antal kriterier for at definere de typer indhold og meddelelser, der har en terrororienteret karakter eller forherliger terrorisme, af hensyn til retssikkerheden, med henblik på at undgå vilkårlighed i afgørelser om fjernelse af indhold og samtidig beskytte retten til information og ytringsfriheden. Samtidig bør denne forordning ledsages af kriterier, hvormed det på EU-plan er muligt at karakterisere indhold som f.eks. oplysninger om terrorgrupper, information, som forherliger terrorisme eller retfærdiggør terrorhandlinger, teknisk information, oplysninger om metoder, der befordrer fremstilling af våben, der kan bruges ved angreb, og hvervningsaktiviteter.

4.10.

Artikel 14 indeholder bestemmelser om, at både hostingtjenesteyderne og medlemsstaterne skal etablere kontaktpunkter, der skal fremme den indbyrdes kommunikation, navnlig hvad angår indberetninger og påbud om fjernelse. Af hensyn til menneskerettighederne mener EØSU, at disse kontaktpunkter bør omfatte dommere, der er specialiseret i at identificere problemerne og er uddannet ikke alene til at identificere holdninger, adfærd og handlinger med terrorpræg, men også teknologisk kunnen. Disse kvaliteter bør kræves både for hostingtjenesteyderne og for tjenesteydere, der er udpeget af medlemsstaterne, med henblik på at fremme kommunikationen imellem dem, navnlig i forbindelse med krav og ordrer om fjernelse af indhold.

4.11.

Forordningen bør indeholde en præcisering af forpligtelsen for hostingtjenesteydere til at gøre oplysninger tilgængelige for alle, så kontaktpunkterne kan fungere hensigtsmæssigt, og til at definere indholdet af og formen for kontakt med medlemmerne af punkterne.

4.12.

Artikel 16 indeholder krav om, at hostingtjenesteydere, som ikke er etableret i en medlemsstat, men som udbyder tjenester i EU, skal udpege en retlig repræsentant i EU. I den forbindelse finder EØSU det nødvendigt, at det omtalte krav udvides til udbydere af internetadgang og internetindustrier for at inkludere søgemaskiner, sociale netværk, internetapplikationer til telefoner og spilindustrier.

4.13.

Hostingtjenesteydere, som er aktive på internettet, spiller en afgørende rolle i den digitale økonomi, idet de skaber forbindelse mellem erhvervslivet og borgerne og faciliterer offentlig debat samt formidling og modtagelse af oplysninger, synspunkter og idéer, hvorved de bidrager betydeligt til innovation, økonomisk vækst og jobskabelse i EU. EØSU mener, at der bør udvides med udbydere af internettjenester, indholdshosting, digitalt baserede sociale netværk og virksomheder, som leverer digital telefoni.

4.14.

Forslaget til forordning lægger op til en række foranstaltninger, som medlemsstaterne bør gennemføre for at identificere terrorrelateret indhold, for at gøre det muligt for hostingtjenesteyderne hurtigt at fjerne indholdet og for at fremme samarbejdet med de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, med hostingtjenesteydere og, hvis det findes relevant, med relevante EU-organer. EØSU mener, at alt dette vil inddæmme indhold, der er relateret til terrorisme, og gøre det muligt for hostingtjenesteydere hurtigt at fjerne indholdet og reducere propagandaaktiviteter og rekruttering af terrorister på internettet.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2018) 640 final.

(2)  EUT C 237 af 6.7.2018, s. 19.

(3)  COM(2018) 640 final, artikel 2, stk. 1.

(4)  COM(2018) 640 final, artikel 2, stk. 2.

(5)  COM(2018) 640 final, artikel 2, stk. 5.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/72


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 for så vidt angår en kontrolprocedure vedrørende overtrædelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet

(COM(2018) 636 final — 2018/0328 (COD))

(2019/C 110/14)

Hovedordfører:

Marina YANNAKOUDAKIS

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 1.10.2018

Rådet, 24.10.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Præsidiets beslutning

16.10.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

109/2/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er enig med Kommissionen i, at der er behov for denne forordning i lyset af de seneste begivenheder med Facebook/Cambridge Analytica-sagen om påstået ulovlig behandling af personoplysninger.

1.2.

EØSU erkender, at teknologisk udvikling, sociale medier og virksomheders lagring af personoplysninger i hele EU er en selvfølge i dagens samfund. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved disse værktøjer, eftersom vi lever i en global højteknologisk verden. Udfordringen består i at regulere dette område på en måde, der beskytter EU's borgere, skaber gennemsigtighed og sikrer de grundlæggende menneskerettigheder.

1.3.

Brug af data og sociale medier har fundamentalt ændret den måde, som politiske partier gennemfører valgkampagner på og givet dem mulighed for at gå målrettet efter potentielle vælgere. Denne udvikling har ført til en større indsats på de sociale medier for at påvirke den enkeltes stemmeintentioner. EØSU forventer, at myndigheden for europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (1) (»myndigheden«) ser nærmere på områder, hvor der er risiko for, at databeskyttelsesreglerne overtrædes. Myndigheden bør foreslå metoder til at standse dette og indføre kontrolmekanismer, der sikrer databeskyttelse og brug af data inden for veldefinerede parametre.

1.4.

EØSU støtter målsætningerne med forslaget og er enig i, at demokrati er en af de grundlæggende værdier, som EU bygger på. For at sikre, at et repræsentativt demokrati kan fungere på europæisk plan, fastsættes det i traktaterne, at EU's borgere repræsenteres direkte i Europa-Parlamentet (EP).

1.5.

Denne repræsentation består af enten folkevalgte medlemmer af politiske partier eller fysiske personer i medlemsstaterne, der opstiller til valg. Valgplatformen har udviklet sig i løbet af det seneste årti, og de sociale medier spiller nu en større rolle. Kommissionen må tage højde for denne udvikling, og myndigheden, der får flere ansatte, udgør ét af værktøjerne til at sikre, at personoplysninger beskyttes og ikke misbruges til politiske formål. Ved håndteringen af dette spørgsmål er det en prioritet at sikre, at valg afholdes på lige vilkår, hvor ingen enkelt gruppe kan opnå en fordel gennem brugen af data.

1.6.

For at sikre, at myndigheden fungerer korrekt, er der imidlertid brug for sikre parametre, der definerer dens beføjelser og kompetencer. På nuværende tidspunkt er det databeskyttelsesmyndighederne i medlemsstaterne, der sikrer, at de politiske partier ikke misbruger data. Vilkårene for samarbejdet mellem myndigheden og de nationale databeskyttelsesmyndigheder skal defineres klart. Derudover kæmper databeskyttelsesmyndighederne i mange medlemsstater med begrænsede ressourcer, og Kommissionen bør gøre sig overvejelser om deres finansiering, så de får mulighed for at samarbejde med myndigheden.

1.7.

EØSU har gjort opmærksom på eventuelle problemer med misbrug af data i sin udtalelse om beskyttelse af personoplysninger (2), der omhandler områder, som giver anledning til bekymring.

1.8.

EØSU støtter tildelingen af yderligere personale til myndigheden med henblik på, at dette personale vil være bedre rustet til at samarbejde med medlemsstaternes databeskyttelsesmyndigheder om at sikre, at overtrædelser af databeskyttelsen efterforskes behørigt, og der pålægges sanktioner, når de konstateres.

1.9.

EØSU erkender, at procedurerne for valg til Europa-Parlamentet forvaltes af medlemsstaterne inden for EU's rammer. EØSU forventer også, at overtrædelser af databeskyttelsesreglerne meddeles myndigheden af enten databeskyttelsesmyndighederne eller af de enkelte parter.

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1.

De seneste begivenheder har demonstreret risikoen for, at borgerne bliver mål for desinformationskampagner på internettet i stort omfang med det formål at miskreditere og svække et valgs legitimitet. Borgernes personoplysninger antages også at være blevet anvendt ulovligt til at påvirke den demokratiske debat og frie valg.

2.2.

I maj 2018 trådte den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR) i kraft, der fastsætter strenge regler om behandling og beskyttelse af personoplysninger. Den omfatter alle europæiske og nationale politiske partier og andre aktører i forbindelse med valg, herunder dataformidlere og sociale medieplatforme.

2.3.

Forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019 har Kommissionen stillet forslag om en række målrettede ændringer til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU; Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (3), som har til formål at sikre, at valget finder sted i henhold til strenge demokratiske regler og med fuld respekt for de europæiske værdier som demokrati, retsstatsprincippet og respekten for de grundlæggende rettigheder.

2.4.

De foreslåede ændringer vil navnlig gøre det muligt at sanktionere europæiske politiske partier eller fonde, der påvirker eller forsøger at påvirke valg ved at overtræde databeskyttelsesreglerne. Sanktionerne vil udgøre 5 % af årsbudgettet for det pågældende europæiske politiske parti eller den pågældende fond. Myndigheden håndhæver sanktionen. Hertil kommer, at den aktør, som har overtrådt reglerne, ikke vil kunne ansøge om midler fra Den Europæiske Unions almindelige budget i det år, hvor sanktionen er blevet pålagt.

2.5.

Forslaget fastsætter også en procedure til efterprøvelse af, hvorvidt en overtrædelse af databeskyttelsesreglerne, der er påvist af en national tilsynsmyndighed for databeskyttelse, er blevet anvendt til at påvirke resultatet af valg til EP. Dette involverer et »udvalg af uafhængige fremtrædende personer«, der handler på anmodning af myndigheden. Udvalget af uafhængige fremtrædende personer oprettes ved forordningens artikel 11. Det består af seks eksperter, der er udpeget, men som ikke er ansat af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet.

2.6.

For at sikre, at myndigheden har tilstrækkeligt personale til at udføre sine opgaver på en uafhængig og effektiv måde, foreslås det desuden at tilføje syv ansatte (til det nuværende personale på tre, herunder direktøren).

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU støtter målsætningerne med forslaget og er enig i, at demokrati er en af de grundlæggende værdier, som EU bygger på. For at sikre, at et repræsentativt demokrati kan fungere på europæisk plan, fastsættes det i traktaterne, at EU's borgere repræsenteres direkte i Europa-Parlamentet. Derfor er det afgørende, at borgerne kan udøve deres demokratiske ret uden hindringer. Ethvert indgreb i det frie valg under valgprocessen er udemokratisk og uacceptabelt.

3.2.

EØSU anerkender den øgede anvendelse af personoplysninger i valgkampagner. Ved det britiske valg i 2017 blev over 40 % af reklamemidlerne brugt på digitale kampagner. Under disse forhold er det forståeligt, at der er et ønske om at anvende personoplysninger til at nå bestemte grupper. Det er imidlertid ikke acceptabelt, at personoplysninger videregives uden den pågældendes viden. Dette er udtryk for en grundlæggende krænkelse af menneskerettighederne.

3.3.

Udviklingen af internettet, den hastighed, hvormed oplysninger videregives, og de globale følgevirkninger kræver en stærk strategi for sikker datalagring. Den generelle forordning om databeskyttelse fastsætter robuste regler for dette. Navnlig personoplysninger skal behandles på en lovlig og rimelig måde. Som situationen er nu, kan politiske partier på lovlig vis anvende data ifølge databeskyttelsesforordningens regler inden for visse parametre. »Canvassing« under valgkampagner foregår i stigende grad på de sociale medier. Helt at forsøge at forhindre dette ville ikke nødvendigvis tjene den demokratiske proces, idet det ville begrænse de politiske partiers muligheder for at informere potentielle vælgere om deres valgprogram.

3.4.

EØSU anerkender medlemsstaternes suverænitet i valgprocessen, og Kommissionen skal arbejde på grundlag af de enkelte medlemsstaters suverænitet. EU kan ikke lovgive om sanktioner over for nationale politiske partier, da dette hører under medlemsstaternes kompetenceområde. EU kan derfor kun foreslå foranstaltninger til sanktionering af politiske partier på europæisk plan. Med henblik herpå foreslår Kommissionen en ændring af den forordning, der regulerer deres statut og finansiering. Dette vil give myndigheden gennemslagskraft i sine konklusioner, når misbrug er bevist.

4.   Særlige bemærkninger og anbefalinger

4.1.

EØSU anerkender, at myndigheden for øjeblikket er underbemandet. Direktøren og de to ansatte har allerede en meget høj arbejdsbyrde, og det kommende valg til Europa-Parlamentet vil lægge endnu større pres på dem. EØSU støtter derfor forslaget om at tildele myndigheden fast personale og give direktøren beføjelser som ansættelsesmyndighed, idet det er vigtigt, at myndigheden har tilstrækkelige personalemæssige ressourcer til at overvåge valget korrekt.

4.2.

Brug af data og sociale medier har fundamentalt ændret den måde, som politiske partier gennemfører valgkampagner på og givet dem mulighed for at gå målrettet efter potentielle vælgere. Denne udvikling har ført til en større indsats på de sociale medier for at påvirke den enkeltes stemmeintentioner. EØSU forventer, at myndigheden ser nærmere på områder, hvor der er risiko for, at databeskyttelsesreglerne overtrædes. Myndigheden bør foreslå metoder til at standse dette og indføre kontrolmekanismer, der sikrer databeskyttelse og brug af data inden for veldefinerede parametre.

4.3.

EØSU mener, at der er behov for en præcisering af, hvad der udgør et forsøg på at påvirke valg via en overtrædelse af databeskyttelsesreglerne. Mulighederne for at oprette en arbejdsgruppe bestående af medlemsstaternes databeskyttelsesmyndigheder og myndigheden bør undersøges nærmere med det formål at opstille bedste arbejdspraksis for både myndigheden og databeskyttelsesmyndighederne, idet databeskyttelse ikke kender nogen grænser inden for EU.

4.4.

Myndighedens direktør udpeges via den procedure, der er fastlagt i forordningens artikel 6, stk. 3. Han/hun er uafhængig og er ikke ansvarlig over for EU-institutionerne. Han/hun er forpligtet til at indgive en årlig rapport til Kommissionen og Europa-Parlamentet, og det ville være hensigtsmæssigt at give EP beføjelse til at stille spørgsmål til denne rapport og til at stemme om den. Dette vil sikre, at myndigheden til en vis grad stilles til ansvar, og at processen er gennemsigtig.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  www.appf.europa.eu.

(2)  EUT C 248 af 25.8.2011, s. 123.

(3)  EUT L 317 af 4.11.2014, s. 1.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond

(COM(2018) 476 final)

(2019/C 110/15)

Ordfører:

Aurel Laurenţiu PLOSCEANU

Medordfører:

Eric BRUNE

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 2.7.2018

Rådet, 4.7.2018

Præsidiets henvisning

10.7.2018

Retsgrundlag

Artikel 173, stk. 3, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i CCMI

22.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

200/1/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU mener, at det er yderst vigtigt, at EU's globale strategi og gennemførelsesplanen for sikkerhed og forsvar gennemføres konsekvent og i overensstemmelse med EU's og NATO's fælles erklæring fra juli 2016 samt De Forenede Nationers princip om kollektiv sikkerhed.

1.2.

EØSU har siden 2017 været fortaler for oprettelsen af en europæisk forsvarsunion og støttet den europæiske forsvarshandlingsplan, herunder skabelsen af en europæisk forsvarsfond. EØSU mener, at en sådan styrkelse af det europæiske forsvar ikke har til hensigt at svække NATO og de transatlantiske forbindelser, men derimod at styrke dem.

1.3.

EØSU bakker helhjertet op om forslaget til en forordning om oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond under FFR for 2021-2027, som offentliggjort af Kommissionen den 13. juni 2018.

1.4.

EØSU efterlyser et betydeligt kvalitativt skridt fremad i det europæiske samarbejde på forsvarsområdet. Det er nødvendigt, fordi begrænset samarbejde mellem medlemsstaterne på forsvarsområdet afføder dobbeltarbejde og opretholder en stærkt fragmenteret forsvarsindustri. Den manglende integrering på markedets efterspørgselsside stimulerer ikke tværnationalt samarbejde mellem virksomheder og yderligere integrering af industrien. Det medfører ineffektiv ressourceanvendelse, overlappende industriel kapacitet, teknologiske huller og mangel på nye programmer, herunder især samarbejdsprogrammer.

1.5.

EØSU støtter målet om strategisk uafhængighed med udvikling af centrale teknologier på kritiske områder samt strategisk kapacitet. Dette mål hænger uløseligt sammen med behovet for grundige vurderinger og koordination for at sikre, at disse teknologier kan mestres, fastholdes og produceres på europæisk plan, så EU kan træffe afgørelser og handle på egen hånd om nødvendigt.

1.6.

EØSU mener, at det er en grundlæggende forudsætning for at udvikle en fælles forsvarskapacitet, at det teknologiske og industrielle grundlag for Europas forsvar styrkes.

1.7.

EØSU understreger, at EU er nødt til at arbejde på at opretholde, forny og udvikle en højt kvalificeret arbejdsstyrke og sikre arbejdstagere med sådanne kvalifikationer.

1.8.

EØSU foreslår, at EU øger indsatsen for at harmonisere eksportreglerne i Unionen.

1.9.

EØSU støtter udtrykkeligt, at der tages særligt hensyn til SMV'er, herunder nystartede virksomheder, også inden for forskning og udvikling til forsvarsformål.

1.10.

Efter EØSU's opfattelse bør EU's budget til forsvarsaktiviteter ikke træde i stedet for nationale forsvarsudgifter, men snarere styrke og fremskynde et øget og bedre forsvarssamarbejde. På samme måde bør EU's budget til forsvarsforskning ikke tildeles på bekostning af civil forskning i andre sektorer. Selv om beslutninger om forsvarsrelaterede investeringer og udviklingsprogrammer forbliver medlemsstaternes beføjelse, kan Den Europæiske Forsvarsfond tilføre EU merværdi ved at fremme fælles forskning i og udvikling af produkter og teknologier på forsvarsområdet.

1.11.

EØSU er overbevist om, at en mere harmoniseret og strømlinet europæisk forsvarspolitik kan medføre effektivitetsgevinster, idet det vil øge markedsandelen for det europæiske forsvars industrielle og teknologiske grundlag og fordele produkterne mellem stater, regioner og virksomheder bedre.

1.12.

Den europæiske forsvarsfond vil kun kunne gøre en forskel, hvis den støtter aktiviteter, der virkelig betyder noget. Arbejdsprogrammerne bør derfor fastlægges på grundlag af en solid europæisk forsvarsplanlægning, hvor Europas vigtigste kapacitetsprioriteter fastsættes.

1.13.

EØSU støtter en samarbejdspolitik, som vil fremme inddragelsen af SMV'er samt lande, der ikke har underskrevet hensigtserklæringen, uden dog at glemme hvilke kompetencer, de kan bidrage med til forsvarsindustriens industrielle og teknologiske grundlag.

1.14.

EØSU støtter forslaget om at begrænse tildelingen af EU-midler, hvor der er tale om europæiske virksomheder, som kontrolleres af den samme enhed, og om at kræve garanti i de tilfælde, hvor et tredjeland deltager i udvikling med støtte fra Den Europæiske Forsvarsfond.

1.15.

EØSU støtter tanken om, at europæiske midler forvaltes af Kommissionen, men mener, at Det Europæiske Forsvarsagentur kunne bidrage nyttigt til at fastsætte behovet for forsvarsmateriel og deltage i Den Fælles Organisation for Forsvarsmaterielsamarbejde (OCCAR), samtidig med at der blev draget nytte af de ikke altid positive erfaringer. Agenturet kunne deltage i programforvaltningen, eftersom overlapning af kompetencer på dette område vil være katastrofalt for systemets effektivt.

1.16.

EØSU støtter idéen om, at forskning og udvikling skal kontrolleres af etiske råd. Etiske betingelser skal angives tydeligt og vurderes allerede i evalueringen af forslaget for at sikre retssikkerhed og klarhed.

1.17.

EØSU er bekymret over det fremtidige samarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit og slår til lyd for en høj grad af sikkerhed og et stærkt forsvar, som omfatter Det Forenede Kongeriges deltagelse i Den Europæiske Forsvarsfond.

1.18.

EØSU mener, at vores aldrende kontinent føler sig truet, og at der er en tendens til at skyde skylden på og sammenblande problemer som terrorisme og migrationsstrømme, samtidig med at der mangler solidaritet både i og mellem medlemsstaterne i en tid, hvor nationalisme og autoritære regimer får nyt liv rundt om i EU, hvilket sætter vores demokrati under pres. Selv om Den Europæiske Forsvarsfond er et interessant industripolitisk redskab, er vi stadig nødt til at gøre os yderligere overvejelser om den europæiske forsvarspolitik.

2.   Redegørelse for forslaget

2.1.

Den geopolitiske kontekst er blevet ustabil i løbet det seneste årti, og vi står over for et komplekst og udfordrende miljø, hvor nye trusler såsom hybride trusler og cyberangreb er opstået, og mere traditionelle udfordringer er genopstået.

2.2.

I den fælles erklæring, som blev underskrevet den 25. marts 2017 i Rom, fastslog lederne af de 27 medlemsstater og Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Kommissionen, at Unionen vil styrke sin fælles sikkerhed og sit fælles forsvar samt skabe grobund for en mere konkurrencedygtig og integreret forsvarsindustri.

2.3.

Det europæiske forsvar står over for betydelige effektivitetsproblemer på markedet på grund af uudnyttede stordriftsfordele (fragmentering af de nationale markeder med kun én køber) og overlapning af ressourcer på europæisk plan.

2.4.

Efterspørgslen kommer næsten udelukkende fra medlemsstaterne, men deres forsvarsbudgetter, især til forskning og udvikling (FoU), har været udsat for store budgetnedskæringer i de seneste 10 år.

2.5.

I 2015 blev kun 16 % af forsvarsmateriellet indkøbt gennem europæiske fællesindkøb, hvilket er langt fra det fælles benchmark på 35 %, som er aftalt inden for rammerne af Det Europæiske Forsvarsagentur.

2.6.

Forsvarssektoren er i høj grad fragmenteret på tværs af de nationale grænser, hvilket medfører betydelige overlapninger og ineffektivitet i form af manglende udnyttelse af stordriftsfordele og læring.

2.7.

Den nuværende situation er ikke holdbar, og udviklingen af et større forsvarssystem af næste generation er i stigende grad uden for de enkelte EU-medlemsstaters rækkevidde.

2.8.

Det manglende samarbejde mellem medlemsstater medfører en yderligere svækkelse af den europæiske forsvarsindustris evne til at fastholde den industrielle og teknologiske kapacitet, som er nødvendig for at bevare EU's strategiske uafhængighed og imødekomme de nuværende og fremtidige sikkerhedsbehov.

2.9.

Den 7. juni 2017 vedtog Kommissionen en meddelelse om iværksættelsen af Den Europæiske Forsvarsfond, der består af »vinduer« for henholdsvis forskning og kapacitetsopbygning. Meddelelsen var ledsaget af et forslag til forordning om etablering af et program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri i kapacitetsvinduet.

2.10.

Forslaget til en forordning om oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond under FFR for 2021-2027 blev offentliggjort af Kommissionen den 13. juni 2018.

2.11.

Den Europæiske Forsvarsfond skal fungere som et instrument til at gøre det teknologiske og industrielle grundlag for EU's forsvar mere konkurrencedygtigt og innovativt og dermed bidrage til EU's strategiske uafhængighed. Fonden fungerer ved at udløse samarbejdsprogrammer, der ikke ville se dagens lys uden bidrag fra EU, og ved at tilvejebringe de nødvendige incitamenter til at fremme samarbejde i alle faser af den industrielle proces.

2.12.

Der vil især blive opfordret til betydelig grænseoverskridende deltagelse af små og mellemstore virksomheder i samarbejdsprojekter. Derved sikres det, at Den Europæiske Forsvarsfond er åben for modtagere fra alle medlemsstater uanset størrelse og geografisk placering.

2.13.

Forslaget forudsættes anvendt fra den 1. januar 2021 og forelægges en Union af 27 medlemsstater.

2.14.

Mens forsvarsforskning hører under rammeprogrammet for forskning og innovation (Horisont Europa), er de tilsvarende specifikke bestemmelser om forsvarsforskning såsom målsætninger, regler for deltagelse og gennemførelsesmekanismer præciseret i dette forslag.

2.15.

Forslaget har til formål at sikre synergier med andre EU-initiativer inden for civil forskning og udvikling, såsom sikkerhed og cybersikkerhed, grænsekontrol og kystvagt, søtransport og rummet.

2.16.

Der vil blive sørget for tætte forbindelser mellem fonden og de projekter, der gennemføres inden for rammerne af det permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet (PESCO).

2.17.

Fonden vil tage hensyn til EU's kapacitetsudviklingsplan (CDP), som fastlægger prioriteterne for forsvarskapacitet og EU's samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD).

2.18.

I denne forbindelse kan der ligeledes tages hensyn til relevante aktiviteter, som udføres af Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) og andre partnere, når de tjener Unionens sikkerheds- og forsvarsinteresser.

2.19.

Fonden tager desuden hensyn til forsvarsaktiviteter, som gennemføres gennem Den Europæiske Fredsfacilitet, der er et instrument, som ikke hører under EU-budgettet og foreslås uden for den flerårige finansielle ramme.

2.20.

Det foreliggende forslag giver også mulighed for at kombinere støtte fra fonden med finansiering fra InvestEU.

2.21.

Fonden bør anvendes til at imødekomme markedssvigt eller suboptimale investeringsforhold, på en forholdsmæssigt afpasset måde, som ikke medfører overlapning eller fortrænger privat finansiering, og som bør have en klar europæisk merværdi.

2.22.

Unionen vil være nødt til at tage større ansvar for beskyttelsen af sine interesser, værdier og den europæiske levevis i komplementaritet og samarbejde med NATO.

2.23.

For at være rustet til fremtidens trusler og beskytte sine borgere er Unionen nødt til at styrke sin strategiske uafhængighed. Dette kræver udvikling af centrale teknologier på kritiske områder samt strategisk kapacitet med henblik på at sikre en teknologisk førerposition.

2.24.

Beslutninger om forsvarsrelaterede investeringer og udviklingsprogrammer forbliver medlemsstaternes beføjelse og ansvar.

2.25.

Den foreslåede politiske tilgang er proportional med omfanget og alvoren af de problemer, der er afdækket. Initiativet er begrænset til de mål, som medlemsstaterne ikke selv kan opfylde på tilfredsstillende vis, og hvor EU kan forventes at gøre det bedre.

2.26.

Den forberedende foranstaltning vedrørende forskning på forsvarsområdet blev lanceret i april 2017 med et samlet budget på 90 mio. EUR over tre år. Den har allerede givet de første konkrete resultater med de første tilskudsaftaler, der blev undertegnet i 2018, men alle projekter kører stadig.

2.27.

Den foreslåede forordning om programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri for 2019-2020 vil få et budget på 500 mio. EUR, og det bør være operationelt fra den 1. januar 2019.

2.28.

Der blev foretaget en åben offentlig høring om Den Europæiske Forsvarsfond med alle interesserede parter fra den 13. januar til 9. marts 2018. Der blev udtrykt nogen kritik ud fra et etisk synspunkt, men de direkte berørte interesserede parter støtter initiativet. Reglerne om intellektuel ejendomsret bør tilpasses forsvarsområdet.

2.29.

Den foreslåede budgettildeling for 2021-2027 er 13 mia. EUR (i løbende priser), hvoraf 4,1 mia. EUR går til forskning, og 8,9 mia. EUR går til udvikling.

2.30.

Fonden kan med forbehold af bekræftelse af omkostningseffektiviteten gennem en cost-benefit-analyse forvaltes af et forvaltningsorgan under Kommissionen.

2.31.

Der foreslås en overvågningsordning til støtte for performancerapportering og -evaluering. Resultaterne vil foreligge gradvist.

2.32.

I Kommissionens forslag til den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 blev der opstillet et mere ambitiøst mål for klimaintegrering på tværs af alle EU-programmer med et overordnet mål om, at mindst 25 % af EU's udgifter skal bidrage til klimamålene. Fondens bidrag til at opnå dette overordnede mål vil blive fulgt via et EU-klimamarkørsystem med en passende detaljeringsgrad og med anvendelse af mere præcise metoder, såfremt de er til rådighed.

2.33.

Forslaget forudsættes anvendt fra den 1. januar 2021.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU henviser til de i udtalelse CCMI/149 (2017), CCMI/116 (2013) og CCMI/100 (2012) indeholdte anmodninger. EU's globale strategi og gennemførelsesplanen for sikkerhed og forsvar tilvejebringer også vigtige strategier i dette øjemed. Det er efter EØSU's mening vigtigt, at disse initiativer gennemføres konsekvent i overensstemmelse med EU's og NATO's fælles erklæring fra juli 2016 samt De Forenede Nationers princip om kollektiv sikkerhed.

3.2.

I lyset af de faktiske geostrategiske omstændigheder og udviklingen på sikkerhedsområdet er Europa nødt til at styrke sin sikkerheds- og forsvarskapacitet. Det er afgørende at have en klar forståelse af Unionens fælles strategiske mål, som stadig ikke er fastlagt og skal udvikles hurtigst muligt. Det er en forudsætning for at fastlægge den nødvendige forsvarskapacitet, der skal bygge på et bæredygtigt teknologisk og industrielt grundlag for det europæiske forsvar.

3.3.

USA's udtræden af atomaftalen, der blev indgået med Iran i 2015, krisen i Ukraine, Ruslands bekymrende tilstedeværelse ved grænserne til de baltiske stater og EU's østlige grænse, krigene i Libyen-Irak-Syrien-bæltet, den konstante ustabilitet i Sahel-bæltet, den potentielle politiske og militære konfrontation mellem en amerikansk-israelsk-saudiarabisk akse og en iransk-syrisk-russisk akse: Disse ting er sket og sker i en tid med trusler om cyberangreb, en øget udbredelse af autoritarisme i Europa og en større uforudsigelighed i amerikansk diplomati, og de gør det til en sjældent vanskelig og bekymrende strategisk balanceakt for EU.

3.4.

Sikkerhedsspørgsmål både i og omkring EU er noget af det, der ligger både borgere og statsledere mest på sinde.

3.5.

Der er mindst fire udfordringer, som EU skal tackle på den mest samstemmige måde, nemlig uafhængig beslutningstagning, foregribelse af kriser, politisk indflydelse og samhørighed mellem vores interesser og vores demokratiske principper.

3.6.

I 2017 gik EØSU ind for etableringen af en europæisk forsvarsunion og har støttet den europæiske handlingsplan for forsvarsområdet, herunder oprettelsen af en europæisk forsvarsfond.

3.7.

EØSU har opfordret til et betydeligt kvalitativt skridt fremad i det europæiske samarbejde på forsvarsområdet. Det er nødvendigt, fordi begrænset samarbejde mellem medlemsstaterne på forsvarsområdet afføder dobbeltarbejde og opretholder en stærkt fragmenteret forsvarsindustri. Den manglende integrering på markedets efterspørgselsside stimulerer ikke tværnationalt samarbejde mellem virksomheder og yderligere integrering af industrien. Det medfører ineffektiv ressourceanvendelse, overlappende industriel kapacitet, teknologiske huller og mangel på nye programmer, herunder især samarbejdsprogrammer.

3.8.

EØSU støtter målet om strategisk uafhængighed på bestemte kritiske kapacitets- og teknologiområder. Dette mål hænger uløseligt sammen med behovet for grundige vurderinger og koordination for at sikre, at disse teknologier kan mestres, fastholdes og produceres på europæisk plan, så EU kan træffe afgørelser og handle på egen hånd om nødvendigt.

3.9.

EØSU bifalder beslutningen om at støtte forsvarssektoren som en efterspørgselsdrevet industripolitik.

3.10.

EØSU er enig i, at mere effektive nationale budgetter burde gøre det muligt at dække hele det europæiske behov for forsvarsmateriel.

3.11.

EØSU er enig i, at sammenhæng mellem programmerne på EU-plan bør gøre det muligt at øge størrelsen af det europæiske marked, som betjenes af den europæiske forsvarsindustri.

3.12.

EØSU har påpeget, at det er en grundlæggende forudsætning for at udvikle en fælles forsvarskapacitet, at det teknologiske og industrielle grundlag for Europas forsvar styrkes.

3.13.

EØSU understreger, at EU må arbejde på at udvikle højt kvalificeret arbejdskraft og på at tilvejebringe arbejdstagere med sådanne kompetencer.

3.14.

EØSU foreslår, at EU øger indsatsen for at harmonisere eksportreglerne i Unionen.

3.15.

EØSU støtter udtrykkeligt, at der tages særligt hensyn til SMV'er, også inden for forskning og udvikling til forsvarsformål.

3.16.

EØSU har afvist at åbne eksisterende fonde, der tjener økonomiske og sociale formål, til forsvarspolitiske formål.

3.17.

EØSU har modsat sig, at der tages særligt hensyn til de nationale budgetmidler, som afsættes til forsvaret inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten. Forsvarsudgifter bør ikke destabilisere de offentlige finanser.

3.18.

EØSU har bakket op om oprettelsen af en forsvarsfond med to vinduer til henholdsvis forskning og udvikling af kapacitet. Dette kunne understøtte udformningen af en proces for integreret planlægning af investeringer i hele teknologicyklussen. Beslutninger vedrørende offentlige udbud hører fortsat under medlemsstaternes kompetence. En form for fælles indkøb kan imidlertid forbedre effektiviteten på efterspørgselssiden og øge den europæiske forsvarsindustris konkurrenceevne og effektivitet. EU's budget til forsvarsaktiviteter bør ikke træde i stedet for nationale forsvarsudgifter, men snarere styrke og fremskynde et øget og bedre forsvarssamarbejde. På samme måde bør EU's budget til forsvarsforskning ikke tildeles på bekostning af civil forskning i andre sektorer. Formålet med Den Europæiske Forsvarsfond er at udløse samarbejdsprogrammer og, ved at støtte forsknings- og udviklingsaktiviteter, at tilvejebringe de nødvendige incitamenter til at fremme samarbejde i alle faser af den industrielle proces. Selv om beslutninger om forsvarsrelaterede investeringer og udviklingsprogrammer fortsat er forbeholdt medlemsstaterne, vil Den Europæiske Forsvarsfond kunne tilføre EU øget værdi ved at tilskynde til fælles forskning og udvikling af produkter og teknologier på forsvarsområdet.

3.19.

Forsvarsindustrien er ikke blot en strategisk vigtig sektor for EU-borgeres sikkerhed og forsvar, men også en stor bidragyder til den europæiske økonomi og socialsektor med en årlig omsætning på ca. 100 mia. EUR og ca. 500 000 højt kvalificerede, direkte og indirekte ansatte. Forsvarssektoren er kilden til avancerede produkter, tjenesteydelser og teknologier, hvor indsatsen inden for innovation samt forskning og udvikling (FoU) er afgørende for konkurrencedygtigheden.

3.20.

Forsvarsindustrien og udgifterne til FoU i Europa er mest koncentreret i de seks lande, der har underskrevet hensigtserklæringen (Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige), og som tegner sig for 95 % af investeringerne, hovedparten af SMV'er og midcapselskaber og de største virksomheder. En mere harmoniseret og strømlinet europæisk forsvarspolitik vil kunne give effektivitetsgevinster via øget specialisering i bestemte teknologier i de enkelte lande, regioner og virksomheder.

3.21.

De lande, der har underskrevet hensigtserklæringen, dominerer det europæiske forsvarsmarked, når man ser på antallet af aktive virksomheder og deres våbensalg. Eksempelvis er BAE Systems den største producent af produkter til forsvarsindustrien i Det Forenede Kongerige. Saab er den største svenske luftfarts- og forsvarsvirksomhed, mens det i Frankrig er Dassault Aviation, Naval Group, Safran og Thales. I Tyskland er Rheinmetall, ThyssenKrupp Marine Systems og Diehl vigtige virksomheder. I Italien er de to største selskaber Leonardo og Fincantieri. Airbus, som er et transeuropæisk selskab, er næststørst i Europa efter BAE Systems. En anden relevant tværnational virksomhed er MBDA, et joint venture mellem de tre førende europæiske virksomheder inden for luftfart og forsvar (Airbus, BAE Systems og Leonardo), som er aktiv inden for missil- og missilsystemproduktion. Derudover er KNDS, der ejer Nexter og KMW, også ved at udvikle sig til et transeuropæisk selskab. Bemærk, at nogle af disse selskaber ikke kun opererer på forsvarsmarkedet, hvilket forklarer de afvigende forhold mellem omsætning og ansatte.

Ser man på mindre virksomheder, viser en nylig undersøgelse fra IHS, at næsten 1 600 SMV'er er aktive inden for forsvarssektoren i Europa, og det samlede antal SMV'er i forsyningskæder i forsvarssektoren vurderes til 2 000-2 500. En række af disse virksomheder arbejder både på det civile område og på forsvarsområdet. Under alle omstændigheder spiller SMV'er en vigtig rolle i forsvarsindustrien og er en primær faktor for konkurrenceevnen.

3.22.

Den europæiske forsvarsindustri er ikke jævnt fordelt i EU. Det tyder på, at øgede militærudgifter i EU-medlemsstaterne måske ikke vil få lige stor betydning for alle medlemsstater. Hvis øgede udgifter i ét land medfører indtjening for virksomheder i andre lande, kan det resultere i nye handelsstrømme.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Den europæiske forsvarsfond vil kun kunne gøre en forskel, hvis den støtter aktiviteter, der virkelig betyder noget. Arbejdsprogrammerne bør derfor fastlægges på grundlag af en solid europæisk forsvarsplanlægning, hvor Europas vigtigste kapacitetsprioriteter fastsættes.

4.2.

EØSU støtter en samarbejdspolitik, der fremmer grænseoverskridende samarbejde — med inddragelse af SMV'er, også fra stater, som ikke har underskrevet hensigtserklæringen, uden dog at gå tilbage til tilbagetagelsesprincipperne, der undertiden har forstærket kompetenceoverlapningen.

4.3.

EØSU støtter forslaget om at begrænse tildelingen af EU-midler til europæiske virksomheder, der kontrolleres af europæiske interesser, og kræve garantier, når et tredjeland deltager i udviklingstiltag med støtte fra Den Europæiske Forsvarsfond.

4.4.

EØSU støtter tanken om, at tildelingen af europæiske midler forvaltes af Kommissionen, men mener, at Det Europæiske Forsvarsagentur kunne bidrage nyttigt til at fastsætte behovet for forsvarsmateriel og deltage i OCCAR, samtidig med at der blev draget nytte af de ikke altid positive erfaringer. Agenturet kunne deltage i forvaltningen af programmer, eftersom kompetenceoverlapning på dette område kunne gøre systemet mindre effektivt.

4.5.

EØSU støtter idéen om, at forskning og udvikling skal kontrolleres af etiske råd. Etiske betingelser skal angives tydeligt og vurderes allerede i evalueringen af forslaget for at sikre retssikkerhed og klarhed.

4.6.

EØSU støtter ideen om europæisk industriel suverænitet i Europa, men er stadig kritisk over for, hvordan det omsættes politisk, eftersom de fleste af EU-medlemsstaterne ser sig selv som en del af Atlantpagten, mens andre fastholder en national tilgang til suverænitet.

4.7.

EØSU er bekymret over det fremtidige samarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit og slår til lyd for en høj grad af sikkerhed og partnerskab, som omfatter Det Forenede Kongeriges deltagelse i Den Europæiske Forsvarsfond.

4.8.

Europas borgere, som er ramt af globaliseringen med en lang række disruptive konsekvenser til følge, er allerede klar over nogle af deres fejl og illusioner. Den største fejl er passivitet. Den strategisk tilbageholdende politik, som gjorde det muligt for os at fokusere på økonomien og bragte os så stor velstand under den kolde krig og frem til årtusindskiftet, er i dag blevet til Europas største hæmsko.

4.9.

Europa har længe påtvunget verden sin vilje, først på egen hånd og senere sammen med USA. I en verden, hvor global opvarmning bliver værre, og autoritære regimer vokser sig stærkere, er den ulige udvikling både imellem lande og internt i de enkelte lande ved at blive uholdbar. Vores aldrende kontinent føler sig truet, og der er en tendens til at skyde skylden på og sammenblande problemer som terrorisme og migrationsstrømme, og desuden mangler der solidaritet både i og mellem medlemsstaterne i en tid, hvor nationalisme og autoritære regimer får nyt liv, hvilket sætter vores demokrati under pres. Selv om Den Europæiske Forsvarsfond er et interessant industripolitisk redskab, er Den Europæiske Union stadig nødt til at reflektere over, hvad vi ønsker at forsvare og hvordan.

4.10.

Europas forsvar handler ikke kun om strategiske trusler, intervention udefra, militær kapacitet, teknologisk innovation og industriel kompetence. Den største trussel, som europæerne i dag står over for, er udfordringen mod selve demokratiet i Europa, og den fælles forsvarspolitik kan ikke længere ignorere denne politiske dimension.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/82


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF)

(COM(2018) 380 final)

(2019/C 110/16)

Ordfører:

Vladimír NOVOTNÝ

Medordfører:

Pierre GENDRE

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 11.6.2018

Rådet, 22.6.2018

Retsgrundlag

Artikel 175, stk. 3, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i CCMI

22.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

201/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, der sikrer, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) kan fortsætte med at fungere efter den 31. december 2020. EØSU anbefaler, at anvendelsesområdet for EGF, der er blevet udvidet til ikke kun at omfatte afskedigelser som følge af alvorlige økonomiske forstyrrelser, men også som følge af en eventuel ny global finansiel og økonomisk krise, tager hensyn til de væsentlige ændringer i beskæftigelsen som følge af f.eks. den digitale udvikling, udviklingen af kunstig intelligens, overgangen til en kulstoffattig økonomi og de eventuelle følger af en indskrænkning af verdenshandlen. EGF bør således blive et permanent instrument til afhjælpning af de negative virkninger på arbejdsmarkedet af det 21. århundredes udfordringer.

1.2.

EØSU har konstateret, at der hersker en vis forvirring omkring de forskellige europæiske fondes roller, og anbefaler derfor, at der formidles klar og enkel information til alle de berørte parter om rækkevidden af de respektive interventioner og deres mulige komplementaritet. Udvalget minder om, at EGF ikke har til formål at træde i stedet for nationale lovbestemmelser eller bestemmelser, der følger af kollektive overenskomster, men at den med fordel kan supplere disse.

1.3.

EØSU anmoder medlemsstaternes regeringer om i samarbejde med Kommissionen at udforme mekanismer på nationalt plan, der kan styrke de administrative strukturers kapacitet med henblik på at lette og effektivisere udarbejdelsen af små og mellemstore virksomheders ansøgninger om intervention fra EGF og tildelingen af støtte til de arbejdstagere, der har mistet deres arbejde.

1.4.

EØSU gentager sin anmodning om, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets øvrige organisationer inddrages i ansøgningerne om finansiering allerede fra procedurens start og i løbet af alle faser af behandlingen af ansøgningerne om støtte fra EGF, både på virksomhedsniveau og i regionerne, medlemsstaterne og EU.

1.5.

Udvalget er positivt over for Kommissionens forslag om, at arbejdstagere, der er blevet afskediget, og selvstændige erhvervsdrivende, hvis aktivitet er ophørt, bør have samme adgang til EGF, uanset hvilken ansættelseskontrakt eller hvilket ansættelsesforhold de har haft.

1.6.

Udvalget opfordrer medlemsstaterne og de EU-institutioner, der deltager i beslutningsprocessen i forbindelse med EGF, til at bestræbe sig mest muligt på at begrænse behandlingstiden og forenkle procedurerne, således at afgørelser om mobilisering af EGF kan vedtages gnidningsløst og hurtigt.

1.7.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at tage særligt hensyn til udsatte grupper, herunder unge og ældre arbejdsløse og personer, der er truet af fattigdom, da disse grupper har særlig vanskeligt ved igen at finde varig beskæftigelse.

1.8.

Udvalget minder om, at støtten i støttemodtagernes interesse bør stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt.

2.   Baggrund for udtalelsen, herunder det omhandlede lovforslag

2.1.   Baggrunden for og udviklingen af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen

2.1.1.

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 (1) for programmeringsperioden 2007-2013 med det formål at fremme arbejdstagernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet inden for områder, sektorer, geografiske områder eller på arbejdsmarkeder, der kommer ud for pludselige, alvorlige økonomiske forstyrrelser. EGF yder støtte til personer, men har ikke til formål at støtte virksomheder, der er i vanskeligheder.

2.1.2.

På baggrund af udviklingen af den økonomiske og finansielle krise foretog Kommissionen i 2008 en revision af EGF med henblik på at udvide anvendelsesområdet mellem den 1. maj 2009 og den 30. december 2011 og hæve medfinansieringssatsen fra 50 % til 65 % for at lette byrden for medlemsstaterne.

2.1.3.

Anvendelsesområdet for EGF blev i 2009 udvidet, således at fonden ligeledes omfattede arbejdstagere, der havde mistet deres job som en direkte følge af den globale finansielle og økonomiske krise.

2.1.4.

I forbindelse med den flerårige finansielle ramme 2014-2020 blev EGF's anvendelsesområde atter udvidet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 (2). Denne udvidelse af anvendelsesområdet gjorde det muligt at dække afskedigelser ikke blot som følge af større ændringer i verdenshandlens struktur, men også som følge af enhver ny finansiel og økonomisk krise.

2.1.5.

Den 17. november 2017 blev den europæiske søjle for sociale rettigheder proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fællesskab. Principperne for denne søjle vil fungere som en overordnet vejledende ramme for Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen.

2.2.   Nyt forslag vedrørende EGF efter 2020

2.2.1.

Hovedformålet med det nye forslag er at sikre, at EGF, der er et særligt instrument uden for den flerårige finansielle rammes lofter, fortsat kan fungere efter den 31. december 2020 uden en tidsmæssig begrænsning.

2.2.2.

EGF vil også kunne yde støtte i tilfælde af uforudsete kriser, der fører til alvorlige forstyrrelser i den lokale, regionale eller nationale økonomi. Sådanne uventede kriser kan f.eks. omfatte en større økonomisk afmatning hos vigtige handelspartnere eller et kollaps i det finansielle system.

2.2.3.

Støtten fra EGF er tilgængelig for arbejdstagere uanset deres ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold. Det er muligt at dække ikke blot arbejdstagere med ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed, men også arbejdstagere med tidsbegrænsede kontrakter, vikaransatte og ejere og ledere af mikrovirksomheder samt selvstændige erhvervsdrivende.

2.2.4.

En ansøgning om EGF-støtte til arbejdstagere kan indgives, når antallet af afskedigelser når en minimumstærskel. Tærsklen på 250 er lavere end tærsklen for programmeringsperioden 2014-2020. I mange medlemsstater er de fleste arbejdstagere beskæftiget i små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

2.2.5.

EGF lægger vægten på de aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, som har til formål at sikre en hurtig tilbagevenden til stabil beskæftigelse for afskedigede arbejdstagere. EGF kan ikke bidrage til finansieringen af passive foranstaltninger. Tilskud kan kun ydes, hvis de er udformet som incitamenter, der skal gøre det lettere for afskedigede arbejdstagere at deltage i aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger. Der er lagt et loft over, hvor stor en andel tilskuddene må udgøre af en samordnet pakke af aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger.

2.2.6.

Medlemsstaterne kan kun anmode om, at fonden mobiliseres i tilfælde af nødsituationer. EGF kan ikke træde i stedet for foranstaltninger, der allerede er omfattet af EU-fonde og -programmer inden for den flerårige finansielle ramme, eller af nationale foranstaltninger eller foranstaltninger, der gennemføres af de virksomheder, der har foretaget afskedigelserne, i henhold til national ret eller kollektive overenskomster.

2.2.7.

Der bør indsendes en støtteansøgning, når en større omstrukturering får betydelige konsekvenser for den lokale eller regionale økonomi.

2.2.8.

En efterfølgende evaluering af den nuværende forordning skal foretages senest den 31. december 2021.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, der sikrer, at EGF kan fortsætte med at fungere efter den 31. december 2020. Udvalget har tidligere vedtaget en række udtalelser vedrørende denne fond, hvori det har givet udtryk for sin støtte til den. Disse udtalelser er fortsat gyldige (3) (4) (5) (6).

3.2.

Udvalget understreger, at EGF fortsat spiller en vigtig rolle som en fleksibel fond, der skal støtte arbejdstagere, som mister deres job i større omstruktureringsrunder, og hjælpe disse med at finde et nyt job så hurtigt som muligt. Det anbefaler, at der tages hensyn til den situation, som arbejdstagere, der må acceptere en varig nedsættelse af arbejdstiden uden nogen kompensation for lønnedgangen, befinder sig i.

3.3.

Efter udvalgets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt at indsamle mere udførlige overvågningsdata, navnlig hvad angår arbejdstagerkategorien, arbejdstagernes faglige og uddannelsesmæssige baggrund, deres beskæftigelsesmæssige status og arten af den fundne beskæftigelse. Henset til den administrative kompleksitet, der er forbundet med en sådan foranstaltning, og den byrde, den repræsenterer, støtter udvalget alternativt indsamling af sådanne oplysninger ved hjælp af et onlinespørgeskema henvendt til støttemodtagerne, sådan som Kommissionen har foreslået.

3.4.

Udvalget er positivt over for Kommissionens forslag om, at arbejdstagere, der er blevet afskediget, og selvstændige erhvervsdrivende, som er ophørt med deres hovedaktivitet, bør have samme adgang til EGF, uanset hvilken ansættelseskontrakt eller hvilket ansættelsesforhold de har haft.

3.5.

EØSU mener, at de økonomiske bidrag fra EGF hovedsageligt skal gå til aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, der har til formål hurtigt at få arbejdstagerne tilbage i varig beskæftigelse. Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt at fremme støtte til arbejdstagernes faglige og geografiske mobilitet for at lette deres genplacering.

3.6.

EØSU noterer sig, at fondens maksimumsbeløb er fastsat til 225 mio. EUR om året i perioden 2021-2027, og mener, at dette budget er hensigtsmæssigt set i forhold til den nuværende økonomiske situation i EU. Det skal imidlertid understreges, at såfremt der skulle opstå en dybere krise eller situationer som f.eks. en hurtig teknologisk ændring og energiomstilling, vil denne bevillingsramme kunne vise sig at være utilstrækkeligt.

3.7.

Udvalget anbefaler, at der midtvejs i den flerårige finansielle ramme foretages en gennemgang af EGF, både for så vidt angår anvendelsen af bevillinger og minimumstærsklen på 250 afskedigede medarbejdere, og udvalget opfordrer derfor Kommissionen til i samarbejde med EU's budgetmyndighed at foretage en tilpasning af finansieringen af EGF.

3.8.

Kommissionen bør i det foreliggende tilfælde forhøje de tilsvarende økonomiske midler til omkring 1 mia. EUR. Eftersom EGF er udformet som en nødfond, bør det endvidere sikres, at beslutningsprocedurerne i tilknytning til en sådan budgetforøgelse går i gang så hurtigt som muligt.

3.9.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at tage særligt hensyn til udsatte grupper, herunder unge og ældre arbejdsløse og personer, der er truet af fattigdom, da disse grupper har særlig vanskeligt ved igen at finde varig beskæftigelse.

3.10.

Medlemsstaterne og de EU-institutioner, der deltager i beslutningsprocessen i forbindelse med EGF, bør bestræbe sig mest muligt på at begrænse behandlingstiden og forenkle procedurerne, således at afgørelser om mobilisering af EGF kan vedtages gnidningsløst og hurtigt. Udvalget minder om, at støtten i støttemodtagernes interesse bør stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt.

3.11.

EØSU glæder sig over, at den europæiske søjle for sociale rettigheder vil fungere som en overordnet vejledende ramme for EGF, som gør det muligt for Unionen at gennemføre principperne i tilfælde af omfattende omstruktureringer. Henset til problemerne med at påvise en bestemt årsag til afskedigelsen, anbefaler EØSU, at mobiliseringen af EGF i fremtiden først og fremmest baseres på kriteriet om omfanget af omstruktureringens virkninger i tilknytning ikke blot til globaliseringsprocessen, men også navnlig til andre større ændringer som f.eks. dekarbonisering, digitalisering og industri 4.0, de teknologiske ændringer og omstillingsprocessen i forbindelse hermed samt ændringer som følge af en lang række årsager, der kan ligge til grund for udflytninger eller omfattende afskedigelser, en finansiel eller økonomisk krise. EØSU glæder sig i denne forbindelse særligt over udvidelsen af EGF's anvendelsesområde til at omfatte risici på arbejdsmarkedet, der skyldes strukturelle ændringer forårsaget af digitaliseringen og udviklingen inden for dekarbonisering.

3.12.

EØSU er overbevist om, at det vil være hensigtsmæssigt at bringe EGF bedre på linje med EU's øvrige politikker, og at der på et tidligere tidspunkt bør fastsættes mere detaljerede retningslinjer for EGF's og andre fondes og programmers (som f.eks. FEAD, ESF, EaSI, EU-sundhedsprogrammet) fælles indsats og for interaktionen mellem dem.

3.13.

Under hensyn til fondens nuværende udformning og de modstridende mål, den skal opfylde, og med tanke på det formålstjenlige i at bevare fondens engelske forkortelse »EGF« foreslår EØSU, at »Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen« ændres til »Den Europæiske Fond for Tilpasning og Globalisering« eller et lignende navn, som vil kunne forkortes »EGF«.

3.14.

Udvalget mener, at det vil være hensigtsmæssigt i den kommende periode at udvide virkefeltet for støtte fra EGF til at omfatte programmer som f.eks. de programmer, der udformes på nationalt plan i forbindelse med kortvarig beskæftigelse (»Kurzarbeit«) eller delvis arbejdsløshed (»short time«).

4.   Små og mellemstore virksomheder

4.1.

De små og mellemstore virksomheder tegner sig for omkring 80 % af beskæftigelsen i EU, og er samtidig de virksomheder, der er mest sårbare, når der opstår krise eller gennemføres omstillingsprocesser. EØSU anmoder derfor medlemsstaternes regeringer om i samarbejde med Kommissionen at udforme mekanismer på nationalt plan og styrke de administrative strukturers kapacitet med henblik på at lette og effektivisere små og mellemstore virksomheders udarbejdelse af ansøgninger om intervention fra EGF og tildelingen af støtte til de arbejdstagere, der har mistet deres arbejde.

4.2.

EØSU støtter forslaget om, at arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, sidestilles (artikel 7), forudsat at den selvstændige beskæftigelse og den lønnede beskæftigelse ikke kumuleres, og hvis hovedbeskæftigelsen ophører.

4.3.

Udvalget bifalder beskyttelsen af ejere af meget små virksomheder, som risikerer at miste deres job som følge af en økonomisk eller finansiel krise eller teknologiske forandringer, og bakker tillige op om, at disse personer også får mulighed for at opnå støtte fra EGF. Dette burde ikke indebære, at en »selvstændig erhvervsdrivende« defineres som »en person, som maksimalt har beskæftiget 10 arbejdstagere« som anført i artikel 4 i Kommissionens forslag til forordning. Denne definition vil få en lang række forskellige virkninger i EU's retsakter, for den vil føre til, at forskellige kategorier af erhvervsmæssige og økonomiske aktiviteter klassificeres på samme måde. Kommissionen opfordres derfor til at finde en anden løsning for at opfylde målsætningen om at beskytte ejerne af meget små virksomheder, hvilket ellers er en målsætning, som udvalget bakker op om.

4.4.

EØSU foreslår, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne forbedrer EGF's resultater ved hjælp af en informationskampagne, som også henvender sig til små og mellemstore virksomheder, så deres ansatte lettere kan få del i mulighederne for støtte fra EGF.

4.5.

EØSU glæder sig over den nye udformning af interventionskriterierne (artikel 5), der lægger større vægt på situationen i de små og mellemstore virksomheder, der tegner sig for en stor del af den lønnede beskæftigelse. Uanset tærsklen på 250 arbejdstagere bør der navnlig tages hensyn til begrebet koncern og/eller territorial enhed, når flere datterselskaber i den samme koncern står over for nedlæggelser af arbejdspladser, der ikke hver for sig når op på denne tærskel.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.

EØSU anbefaler, at beregningen af antallet af afskedigelser og aktivitetsophør (artikel 6), støtteberettigede modtagere (artikel 7) og støtteberettigede foranstaltninger (artikel 8) gøres mere fleksibel, således at hjælpen når frem til de berørte arbejdstagere hurtigst muligt.

5.2.

Udvalget anbefaler ligeledes, at de administrative skridt i tilknytning til indgivelse af ansøgninger (artikel 9) forenkles mest muligt, og at hele processen således fremskyndes. Forenklingen af dokumenterne og indførelsen af teknisk bistand til medlemsstaterne, hvor det er nødvendigt, er elementer, der kan udvide rækkevidden af fondens interventioner.

5.3.

Udvalget er overbevist om, at det er absolut nødvendigt at forenkle de administrative foranstaltninger (punkt 2 i bilaget til forslaget til forordning), navnlig bestemmelserne om kontrol og rapportering, forvaltnings- og kontrolsystemer og foranstaltninger til forebyggelse af svig og uregelmæssigheder.

5.4.

EØSU støtter den begrænsning af retten til økonomisk støtte fra EGF, som nævnes i artikel 8, stk. 2, litra b), hvori det forklares, at støtte fra EGF ikke kan træde i stedet for det ansvar, virksomhederne bærer i medfør af national lov eller kollektive overenskomster. Denne bestemmelse bør ikke generelt udelukke, at markedsforanstaltninger baseret på kollektive overenskomster vil kunne støttes af EGF.

5.5.

Udvalget forventer, at Kommissionen i forbindelse med den efterfølgende evaluering af EGF lægger stor vægt på en analyse af årsagerne til forskellene i EU-medlemsstaternes anvendelse af EGF, og navnlig årsagerne til, at den kun i ringe omfang eller slet ikke anvendes i lande som Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Kroatien, Cypern, Letland, Luxembourg, Ungarn, Malta, Slovakiet og Det Forenede Kongerige.

5.6.

EØSU gentager sin anmodning om, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets øvrige organisationer inddrages i ansøgningerne om finansiering allerede fra procedurens start og i løbet af alle faser af behandlingen af ansøgningerne om støtte fra EGF, både på virksomhedsniveau og i regionerne, medlemsstaterne og EU. De regionale myndigheder og kommunerne bør ligeledes spille en vigtig rolle, da de har et præcist kendskab til situationen på lokalt plan og til de lokale særpræg.

5.7.

Udvalget anbefaler Kommissionen at præcisere i forordningen, at begrebet »ansatte« også dækker kooperativers ansatte medlemmer.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 855).

(3)  EUT C 318 af 23.12.2006, s. 38.

(4)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 141.

(5)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 92.

(6)  EUT C 143 af 22.5.2012, s. 17.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/87


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2021-2027) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1295/2013

(COM(2018) 366 final)

(2019/C 110/17)

Ordfører:

Emmanuelle BUTAUD-STUBBS

Medordfører:

Zbigniew KOTOWSKI

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 14.6.2018

Rådet, 21.6.2018

Præsidiets henvisning

19.6.2018

Retsgrundlag

Artikel 173, stk. 3, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i CCMI

22.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

207/2/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2021-2027) (COM(2018) 366 final) og de indikatorer, der er opstillet i bilag II. Opbygningen af et stærkt og forenet Europa skal ske på grundlag af de kulturelle rødders mangfoldighed, som bør formidles gennem uddannelse. En videreførelse af dette program bør betragtes som yderst gavnlig for udviklingen af europæisk kultur og af de enkelte medlemsstaters kulturer, der er grundlaget for vores samfund og et afgørende element i demokratiske værdier.

1.2.

EØSU har i mange år fremhævet de kulturelle og kreative sektorer og industriers væsentlige bidrag til skabelsen af værdi og beskæftigelse, inklusion og vækst i EU (1). I 2012 tegnede de ophavsretintensive industrier (2) i EU sig ifølge OECD for 4,2 % af BNP og 3,2 % af beskæftigelsen. I henhold til artikel 2 i forslaget til forordning (COM(2018) 366 final) omfatter disse sektorer bl.a. »arkitektur, arkiver, biblioteker og museer, kunsthåndværk, audiovisuelle produktioner (såsom film, TV, videospil og multimedier), materiel og immateriel kulturarv, design (herunder modedesign), festivaler, musik, litteratur, udøvende kunstarter, bøger og forlagsvirksomhed, radio og visuelle kunstarter«.

1.3.

Idet EØSU holder sig den særlige karakter af kreative handlinger og processer, som ikke altid er nemme at kategorisere inden for arbejdsmarkedslovgivningens generelle rammer, for øje, er udvalget fuldt bevidst om de sociale udfordringer, der skal håndteres i nogle medlemsstater: forbedring af arbejdsvilkårene, fjernelse af ubetalt arbejde, bekæmpelse af kønsskævheder, fremme af en ordentlige arbejdsforhold, bedre arbejdsmiljø, fremme af mobilitet, inklusion af handicappede og udstødte personer, politik om sexchikane osv.

1.4.

EØSU er af den opfattelse, at det planlagte budget på 1,8 mia. EUR ikke er tilstrækkeligt til at nå de ambitiøse mål, der er fastsat i programmet Et Kreativt Europa 2021-2027. Netop derfor opfordrer EØSU til, at der afsættes et større budget. Denne betydelige investering i Europas kreativitet, dets kunstnere, kreatører, musikere, forfattere, fotografer, arkitekter, opfindere af videospil, filmskabere osv. vil hjælpe EU til at klare sig godt i konkurrencen med store lande med målrettede »soft power«-strategier (USA, Japan, Sydkorea) på nationalt plan og i internationale organisationer. Finansieringen fra EU bør suppleres med offentlig finansiering på nationalt og regionalt plan. Specifikke skatteincitamenter vil også kunne tiltrække filantroper (f.eks. restaurering af kulturarv) og lette crowdfunding med henblik på skabelse af nye forretningsmodeller.

1.5.

EØSU mener ligeledes, at det er nødvendigt at investere i juridiske og tekniske værktøjer med henblik på at bekæmpe alle former for fremme af vold og forskelsbehandling mere effektivt, navnlig i forbindelse med produktion af onlinevideospil, der henvender sig til børn og unge.

1.6.

EØSU går ind for, at der indarbejdes en kreativ og kulturel dimension i EU's udenrigspolitik (handelspolitik, internationale forbindelser osv.) (3).

1.7.

Denne enestående økonomiske indsats bør ske ved hjælp af følgende tre faktorer:

et øget budget til »Et Kreativt Europa« på 1 930 000 EUR i stedet for 1 850 000 EUR for perioden 2021-2027, som vil omfatte en ekstra finansiering på 80 mio. EUR til det »TVÆRSEKTORIELLE« programområde, hvilket vil muliggøre »krydsbefrugtnings«-projekter mellem de kulturelle og kreative industrier og andre industrier, og flere økonomiske ressourcer til yderligere uddannelse inden for medier i en sammenhæng, hvor der på det seneste er blevet sat spørgsmålstegn ved mediepluralismen i EU

økonomisk støtte til kultur og skabelse inden for en lang række EU-programmer med henblik på at »styrke processen med at integrere kultur i andre sektorpolitikker, hvilket vil resultere i gensidige fordele for både kulturen og den pågældende sektor« (4): Horisont 2020, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Erasmus

fortsat støtte til finansieringsgarantifaciliteten til fordel for de »kulturelle og kreative industrier« med det formål at stille garantier og om nødvendigt yde støtte i form af egenkapital til SMV'er og opstartsvirksomheder.

1.8.

Denne fornyede ambition om et mere kulturelt og kreativt Europa vil også være til gavn for sektorer og industrielle værdikæder i EU lige fra tekstil, beklædning, læder, møbler, keramik, legetøj, turisme og kunsthåndværk til biler, bygge- og anlægsvirksomhed, sundhed og velfærd, grøn teknologi osv. takket være integreringen af kreativitet, design og de nyeste teknologier. Der findes mange eksempler i Europa på nogle industriområders eller -byers vellykkede omstilling til kreative industrier, der skaber større merværdi (Torino).

1.9.

De muligheder, som den »digitale revolution« medfører inden for de ophavsretintensive industrier, er særlig vigtige, og tilstrækkelige investeringer i udstyr og software (f.eks. kunstig intelligens, blockchain, 3D-printning, digitalisering af arkiver) samt uddannelse bør fremmes.

1.10.

Disse industriers innovationspotentiale er ubegrænset, fordi de for det meste er afhængige af individuel kreativitet og fantasi og individuelle færdigheder. Derfor bør de kulturelle og kreative industrier have et specifikt budget under »Horisont 2020« (mindst 3 mia. EUR, hvilket er lidt mindre end deres andel af EU's BNP (4,2 %)).

1.11.

Der gennemføres store fusioner på det amerikanske marked, som vil påvirke de kulturelle og kreative industrier i EU. EØSU opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at iværksætte en udbudsprocedure vedrørende en business intelligence-rapport for 2019 om de store økonomiske og teknologiske tendenser i USA, der berører medier, film og den audiovisuelle sektor, og de sandsynlige konsekvenser heraf for deres modparter i EU inden for produktion, forbrug og distribution.

1.12.

Eftersom EU-27 kan drage stor fordel af en fortsat dialog med Det Forenede Kongerige, som er en central aktør i disse sektorer, opfordrer EØSU Kommissionen til at støtte enhver bilateral dialog mellem regeringer og netværk, der vil kunne bane vejen for en bilateral aftale med henblik på at forfølge ambitiøse bilaterale programmer inden for rammerne af Et Kreativt Europa 2021-2027. Der er tidligere (2014-2020) blevet indgået tilsvarende bilaterale aftaler med tredjelande som f.eks. Georgien, Serbien og Ukraine.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.   Et nyt ambitionsniveau

2.2.

Forslaget til forordning (COM(2018) 366 final) er baseret på artikel 3 i TEU: EU's mål er »at fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd«, EU »respekterer medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikrer, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles«. Men der er en klar opfattelse af, at der findes flere udfordringer, navnlig konkurrencen fra onlineplatforme og søgemaskiner, sektorens koncentration omkring et lille antal store aktører eller udbredelsen af »misinformation«.

2.3.

Med dette nye program ønsker Kommissionen at give aktørerne mulighed for at udvikle teknologisk og kunstnerisk innovative og grænseoverskridende initiativer i Europa med henblik på udveksling, fælles skabelse, samproduktion og distribution af europæiske værker. Formålet hermed er også at styrke EU-aktørernes stilling i EU og på de globale markeder. Eksempler på bedste praksis på dette område kan findes i aktiviteterne under Europarådets »Eurimages«-fond.

2.4.   Et større budget, men stadig ikke nok

2.4.1.

Det foreslåede budget på 1,85 mia. EUR til 27 medlemsstater er større end det nuværende budget, men udgør kun en tusindedel af den flerårige finansielle ramme 2021-2027: 1 135 mia. EUR.

2.5.

Det budget, som Kommissionen har foreslået, er opdelt i tre dele:

KULTUR-programområdet med 609 mio. EUR (33 % af det samlede budget mod 31 % af det samlede budget for Et Kreativt Europa 2014-2020).

MEDIA-programområdet med 1 081 mio. EUR, (58 % af det samlede budget mod 56 % af det samlede budget for Et Kreativt Europa 2014-2020).

Det TVÆRSEKTORIELLE programområde med 160 mio. EUR (9 % af det samlede budget mod 13 % af det samlede budget for Et Kreativt Europa 2014-2020).

2.5.1.

EØSU opfordrer til, at der afsættes et ekstra budget på 80 mio. EUR til det TVÆRSEKTORIELLE programområde med henblik på udvikling af »krydsbefrugtnings«-projekternes fulde potentiale (5) (digital økonomi, turisme, kunst, luksusprodukter, kultur, digitaltryk osv.) og på at finde frem til mere praktiske svar inden for mediekendskab.

2.5.2.

Målet om fortrinsvis at støtte projekter, der henvender sig til et stort publikum, er velegnet for den audiovisuelle sektor (MEDIA-programområdet), men bør ikke finde anvendelse på alle kulturelle aktiviteter, særlig i landdistrikter. Social samhørighed og social inklusion er i centrum for det europæiske projekt.

2.6.   Skabelse og kultur i tilknytning til brexit

2.6.1.

Det nye program vil blive gennemført i EU-27 efter Det Forenede Kongeriges udtræden, idet Det Forenede Kongerige er en af de medlemsstater, i hvilke de kulturelle og kreative industrier spiller en central rolle (90 mia. GBP i 2016, 2 mio. arbejdstagere). EØSU finder det afgørende for dynamikken i »Et Kreativt Europa«, at der opretholdes stærke kulturelle forbindelser med Det Forenede Kongerige, og at der, når det er muligt og nødvendigt, tilskyndes til bilateralt samarbejde. Målet med en specifik og skræddersyet bilateral aftale med Det Forenede Kongerige med henblik på at videreføre foranstaltninger og programmer bør søges på grundlag af artikel 8 i forslaget til forordning og i overensstemmelse med det reviderede direktiv om audiovisuelle medietjenester.

2.7.   Erfaringer indhøstet i forbindelse med det foregående program Et Kreativt Europa 2014-2020

2.7.1.

I de forskellige evalueringsundersøgelser, som Kommissionen har anmodet om, udgjordes de væsentligste begrænsninger af:

budgetter, der ikke er tilstrækkelige til at have nogen større indvirkning på EU-plan eller sektorplan

finansiering af MEDIA-programområdet, der er for spredt

en alt for kompliceret adgang og administrativ rapportering til EU-programmer og -finansiering, særlig for SMV'er og enkeltpersoner samt førstegangsansøgere

en ulige fordeling af midlerne ifølge medlemsstaterne.

2.7.2.

Under en høring tilrettelagt i Paris (6. oktober 2016) af Sylvia Costa, formand for Kultur- og Uddannelsesudvalget, gjorde aktører andre konkrete spørgsmål gældende:

succesraten for indkaldelsen af bud under KULTUR-programområdet er for lav: 11 %

den maksimale varighed af litterære oversættelser er for kort: 2 år

antallet af tredjelande, der kan inddrages i nogle projekter, er for lavt

begrebet »eksperimenterende« bør fremmes og støttes, og det samme gælder »innovation«.

For at tage hensyn til denne kritik foreslår Kommissionen visse forenklinger for perioden 2021-2027

større fleksibilitet for at tilpasse arbejdsprogrammer til uforudsete omstændigheder

flere partnerskabsrammeaftaler og kaskadetilskud

flere incitamenter, der belønner resultater vedrørende kapacitet til at nå ud til et stort publikum

systematisk anvendelse af e-formularer og e-rapporter samt forenklede indberetningskrav.

2.8.   Kultur-programområdet:

2.8.1.

Det samlede budget på 609 mio. EUR vil gå til at støtte grænseoverskridende bevægelser af værker og kreative aktørers mobilitet, til at fremme partnerskaber, netværk og platforme, der søger et bredere publikum i Europa og uden for Europa, til europæiske kulturelle og kreative aktører og værker og til fremme af europæisk identitet, kulturarv og værdier via kulturel bevidstgørelse, kunstuddannelse og kreativitet i uddannelsen. Der vil også blive ydet støtte til særlige EU-foranstaltninger som f.eks. europæiske kulturhovedstæder, EU's kulturpriser og det europæiske kulturarvsmærke. Et andet prioriteret område er fremme af international kapacitetsopbygning med henblik på at sætte de europæiske kulturelle og kreative sektorer i stand til at være aktive på internationalt plan.

EØSU vil gerne tilføje et afsnit til forslaget til forordning om »amatørers« kreativitet, da det netop er denne form for kreativitet, der lagde grunden til udviklingen og formidlingen af en reel humanistisk og kunstnerisk følsomhed.

2.9.   Media-programområdet

2.9.1.

Dette program omfatter de audiovisuelle medier, biografer og videospil og har et samlet budget på 1 081 000 EUR. Det er knyttet til visse specifikke lovgivningsværktøjer: revision af den ophavsretlige ramme og det reviderede direktiv om audiovisuelle medietjenester.

2.9.2.

Førstnævnte (COM(2016) 593 final) blev vedtaget af Europa-Parlamentet (12. september 2018) ved førstebehandlingen.

De tre hovedformål med dette forslag er: a) at forbedre adgangen til indhold online og på tværs af grænserne til TV- og radioprogrammer på videostreamingplatforme, b) at harmonisere og modernisere undtagelserne fra ophavsret i EU-lovgivningen på områder såsom undervisning, forskning og bevarelse af kulturarven, c) at indføre en velfungerende markedsplads for ophavsrettigheder for presseudgivere, forfattere og udøvende kunstnere, der producerer indhold til onlineplatforme.

2.9.3.

Det reviderede direktiv om audiovisuelle medietjenester har flere mål: at skabe yderligere muligheder for at fremme europæiske værker i (mindst 30 % af EU-værker på onlinevideoplatforme) og uden for EU, at fremme samarbejde i hele værdikæden, lige fra de tidligste stadier af produktionen til distribution og fremvisning og at forbedre beskyttelsen af børn og forbrugere.

2.9.4.

Budgettet på 1 081 000 EUR til den europæiske audiovisuelle sektor, herunder filmindustrien, TV og videospil, skal opfylde følgende mål: a) at stimulere samarbejde og innovation inden for produktion af europæiske audiovisuelle værker, b) at forbedre biograf- og onlinedistributionen på tværs af grænserne, c) at støtte de europæiske audiovisuelle værkers internationale indflydelse via bedre international beskyttelse og distribution af europæiske værker og innovativ historiefortælling, herunder virtual reality.

2.10.   Det tværsektorielle programområde

2.10.1.

Der er afsat et samlet budget på 160 mio. EUR til støtte til udformning af tværsektorielle projekter mellem kulturelle og kreative aktører (musik, medier, litteratur, kunst mv.), til at hjælpe Et Kreativt Europas kontorer med at fremme programmet i deres respektive lande og til at fremme »et frit, mangfoldigt og pluralistisk medielandskab, kvalitetsjournalistik og mediekendskab« (artikel 6, litra c), COM(2018) 366 final).

2.10.2.

Det sidste mål anses af EØSU for at være afgørende: I 2017 tabte flere medlemsstater terræn inden for pressefrihed. I denne særlige sammenhæng anmoder EØSU om yderligere finansiering til støtte for fremme af ytringsfriheden og af et mangfoldigt og pluralistisk medielandskab, fremme af høje standarder for mediers kvalitet med hensyn til indhold og programmer om mediekendskab for at give borgerne mulighed for at udvikle en kritisk forståelse af medierne.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.   Ophavsretten i den digitale æra

3.1.1.

En OECD-undersøgelse fra 2015 om »Ophavsretten i den digitale æra« bekræfter de juridiske og offentlige debatter om, hvordan og med hvilke midler de nationale rammer for ophavsrettigheder skal tilpasses til internetrevolutionen.

De vigtigste spørgsmål, der drøftes, er: a) ophavsrettens omfang, b) forældreløse værker, c) undtagelser fra og begrænsninger af ophavsret, d) registrering af ophavsret, e) håndhævelse.

3.1.2.

EØSU vil gerne forsvare den nye ophavsret for udgivere af publikationer til den digitale anvendelse af deres pressepublikationer, som fremgår af artikel 11 i forslaget til direktiv om ophavsret på det digitale indre marked, onlinetjenesters beskyttelse af indhold som foreslået i artikel 13, aftalejusteringsordningen (artikel 15) og tvistbilæggelsesordningen (artikel 16).

3.2.

Skarp konkurrence på internationalt plan, der burde føre til en klar EU-strategi for de kulturelle og kreative industrier både i politikkerne for det indre marked og eksternt (international dagsorden for kultur, kulturelt diplomati, handelspolitik).

3.2.1.

Amerikanske selskaber som Apple med iTunes, der har været den største onlinemusikforretning i verden siden 2010, Netflix med 130 mio. abonnenter i 2017 og Youtube med 1 300 000 brugere om måneden og over 5 mia. visninger af videoer hver dag indtager fremtrædende stillinger inden for onlineplatforme.

3.2.2.

Inden for filmindustrien f.eks. (6), tegnede »produktioner og samproduktioner fra USA (…) sig for 90 % af de mest sete biograffilm det år [2012]«, hvilket naturligt resulterede i, at »der er en klar og næsten ubestridt dominans af det engelske sprog«.

3.2.3.

Der er for nylig blevet gennemført store fusioner i USA, der bekræfter de store ændringer, som finder sted inden for produktion, distribution og forbrug af audiovisuelt indhold. Hvilken indvirkning vil disse store ændringer i USA have på den audiovisuelle sektor i EU, som forbliver fragmenteret med mindre offentlig finansiering og en vedvarende lav udbredelse på tværs af grænserne på grund af et begrænset budget og sprogbarrierer? En uafhængig undersøgelse med kvantitative og kvalitative data vil være til stor hjælp.

Andre store lande som Kina, Japan, Indien og Canada har indført effektive og langsigtede tilskyndelsespolitikker med henblik på både internt og eksternt at støtte de aktiver, der udgør en del af deres »soft power«. EU bør gøre det samme.

3.3.   Spredning og fornyelse af forretningsmodellerne

3.3.1.

Innovative forretningsmodeller for de ophavsretintensive industrier i EU bør fremmes i tre henseender:

a)

anvendelse af alle digitale værktøjer (kunstig intelligens, blockchain, big data, 3D-printning osv.) som en mulighed for at berige indholdet af kulturelle goder og tjenester og den måde, hvorpå de gøres tilgængelige for forbrugerne

b)

muligheder i tilknytning til forbedret portabilitet af indhold i grænseoverskridende projekter

c)

søgning efter nye metoder til at generere indtægter (abonnementer, pay per view osv.) uden at udelukke sårbare forbrugere.

3.3.2.

Afsmitningseffekten mellem de kulturelle og kreative industrier og flere økonomiske sektorer med en indbygget kulturel eller kreativ komponent er blevet påvist i mange undersøgelser. I grænsefladen mellem de kulturelle og kreative industrier på den ene side og de digitale teknologier på den anden side ligger en stærk kilde til såvel gennembrud som gradvis innovation.

3.3.3.

Naturligvis bør nogle kulturelle aktiviteter, der modtager offentlige eller private midler, ikke udelukkende have til formål at skabe et overskud. Det nye program bør også omfatte aktiviteter, der »ikke er markedsorienterede«.

3.4.   Adgang til finansiering

3.4.1.

Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer lancerede en ny garantifacilitet i juni 2016 til gavn for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder inden for de kulturelle og kreative sektorer, som har problemer med at få adgang til lån i deres egne lande. Oprindeligt var der afsat 121 mio. EUR til denne nye mekanisme, som forventes at skabe 600 mio. i lån og andre finansielle produkter.

3.4.2.

Efter en langsom opstart har ni medlemsstater — Spanien, Frankrig, Rumænien, Belgien, Tjekkiet, Finland, Italien, Luxembourg og Det Forenede Kongerige — underskrevet aftaler med Den Europæiske Investeringsfond (EIF) om en global kapacitet på mere end 300 mio. EUR i potentielle lån. I 2017 besluttede EIF at afsætte yderligere 70 mio. EUR. Ifølge en rapport fra EIF om anvendelsen af CCI-garantien (marts 2018) modtog 418 kulturelle og kreative »aktører« lån fra denne facilitet til et samlet beløb af 76 mio. EUR, hvilket svarer til gennemsnitligt omkring 182 000 EUR pr. enhed.

3.4.3.

EØSU opfordrer på det kraftigste de kompetente myndigheder på nationalt og regionalt plan, i byer og i landdistrikter, til at fremme denne specifikke facilitet for at skabe vækst i de kulturelle og kreative industrier og for at tiltrække investeringer og nye virksomheder til disse sektorer. Det er deres ansvar at undgå at skabe kløfter mellem »intelligente byer«, hvor de kulturelle og kreative industrier er koncentreret (7), og landdistrikterne.

3.5.   Sociale spørgsmål

3.5.1.

De data, der foreligger i nogle medlemsstater, viser uretfærdige og utilfredsstillende sociale arbejdsvilkår: ubetalt arbejde, regelmæssigt overarbejde, midlertidige kontrakter, utilsigtede deltidsjob, ringe sundheds- og sikkerhedsvilkår, underinvestering i uddannelse, kønsskævheder (8), manglende etnisk diversitet, sexchikane, en lav grad af social beskyttelse, utilstrækkelig mobilitet på grund af dobbeltbeskatning og vanskelig adgang til visa for tredjelandsstatsborgere.

Nogle medlemsstater har gennemført sociale krav, som de kulturelle og kreative industrier skal opfylde for at få adgang til EU-støtte, hvorved de støtter den europæiske sociale model i tråd med den rolle, som potentielt udfyldes af offentlig støtte.

3.5.2.

Den sociale dialog på nationalt plan bør fremmes med henblik på at finde passende løsninger, som kan forbedre situationen. På EU-plan er der behov for flere uafhængige undersøgelser af arbejdsvilkårene, der kan fungere som inspiration til fornyede politikker. Et nyere resultat viser f.eks., at kriteriet »fag« kan være mere effektivt end kriteriet »sektorbestemt«, fordi kun 30,7 % af de »kreative« job findes i de kulturelle og kreative industrier (9)!

3.5.3.   Klynger og netværk

Regionale klynger spiller en central rolle i forbindelse med fremme af nye samarbejdsmodeller og grænseoverskridende partnerskaber. Oprettelse af nye regionale klynger og netværk for de kulturelle og kreative industrier bør fremmes med det nye program og via frugtbare partnerskaber mellem eksisterende klynger og netværk (Emilia-Romagna, Hamborg, Milano osv.), der vil kunne sætte skub i opskalering og bedste praksis.

Bruxelles, den 12. december 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 13 af 15.1.2016, s. 83, NAT/738 (EUT C 440 af 6.12.2018, s. 22), SOC/590 (EUT C 62 af 15.2.2019, s. 148).

(2)  De vigtigste ophavsretintensive industrier omfatter ni sektorer: presse og litteratur, musik, opera- og teaterproduktioner, film og video, fotografi, software og databaser, visuel og grafisk kunst, reklame og kunst, virksomheder, der varetager kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder.

(3)  »En EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser«, JOIN(2016) 29 final.

(4)  Citat fra det bulgarske formandskabs debatoplæg: Vejen frem: langsigtet vision for kulturens bidrag til EU efter 2020, 27.4.2018.

(5)  Se punkt 4.6 i EØSU's udtalelse: EUT C 13 af 15.1.2016, s. 83.

(6)  Diversity and the film industry: An analysis of the 2014 UIS Survey on Feature Film Statistics, marts 2016, s. 31.

(7)  64 % af beskæftigelsen inden for de kreative industrier befinder sig i byområder, J. Vlegels, W. Ysebaert Creativiet, diversiteit en werkomstandigheden: eien analyse van de drieand van culturele en creative arbeid in België, Sociologos 39, s 241.

(8)  Jf. Framework for action on gender equality fra Audiovisual Social Dialogue Committee.

(9)  J. Vlegels, W. Ysebaert, Sociologos 39, s. 210-241.


22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/94


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om mindstekrav til genbrug af vand (rullende program)

(COM(2018) 337 final)

(2019/C 110/18)

Ordfører:

Mindaugas MACIULEVIČIUS

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 2.7.2018

Rådet, 26.6.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Præsidiets henvisning

19.9.2017

 

 

Kompetence

Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø

Vedtaget i sektionen

27.11.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.12.2018

Plenarforsamling nr.

539

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

140/1/0

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Forslaget er et meget positivt initiativ fra Kommissionens side og kommer på det helt rigtige tidspunkt. Den foreslåede forordning vil i høj grad fremme udviklingen af sikre, supplerende vandressourcer til kunstvanding i landbruget — vand, der kan behandles til sikker brug i landbruget og tillige, når det er hensigtsmæssigt, bevarer et værdifuldt indhold af nyttige næringsstoffer og hensigtsmæssigt og jordberigende organisk materiale.

1.2.

Merværdien af foranstaltningen ligger først og fremmest i, at presset på drikkevandsforsyningen lettes, men også i at både offentlige og private investeringer i at skabe disse supplerende vandressourcer fremmes. Disse særskilte og formålsbestemte behandlings- og forsyningsinfrastrukturer til landbruget vil supplere de eksisterende kilder og forsyningsinfrastrukturer, der er væsentlige tjenester, som afhængig af medlemsstat, forvaltes af staten, kommunerne eller private.

1.3.

EØSU hilser forslaget til forordning velkommen som et nyttigt bidrag til opfyldelse af målene i vandrammedirektivet og til pakken om den cirkulære økonomi. Forordningen vil fremme en mere bæredygtig brug af de eksisterende vandressourcer og øge forbrugernes tillid til de landbrugsprodukter, der berøres.

1.4.

I øjeblikket er forbrugerne ikke bevidste om de forskellige standarder for genbrug af vand i medlemsstaterne, og mange ved ikke, at genvundet vand i vidt omfang anvendes til kunstvanding. Da der med forordningen indføres en ensartet model baseret på solid videnskabelig rådgivning, kan den ses som en nødvendig grundsten i fødevaresikkerhedspolitikken.

1.5.

Forslaget er snævert fokuseret på genbrug af byspildevand til kunstvanding, selv om forordningens titel kunne give et andet indtryk. I redegørelsen for forordningen er dette nævnt, men det bør fremgå tydeligere for at mindske bekymringer for, at mulighederne for genbrug i industrien og husholdninger ignoreres.

1.6.

Mulighederne for at genbruge vand til grundvandsdannelse (som ikke er emnet for forordningen) er dog interessante, og der bør iværksættes yderligere tekniske analyser for at løse de komplekse problemer, der peges på i konsekvensanalysen.

1.7.

For at forordningen i videst muligt omfang får den ønskede virkning, anbefaler udvalget kraftigt, at der i alle medlemsstater foretages effektiv kontrol med vandressourcerne, og at ansvars- og håndhævelsesordninger aktivt implementeres. Især skal forbuddene mod ulovlig vandudvinding håndhæves langt mere konsekvent.

1.8.

Der er gode forretningsmæssige argumenter for at foretage de påkrævede kapitalinvesteringer i etablering af den infrastruktur, der er nødvendig til genbrug af vand, men anlæg af infrastrukturen ville blive fremmet med støtte fra strukturfondene, især fonden for landdistriktudvikling og Samhørighedsfonden.

1.9.

Selv om indvirkningen på konkurrencen med importerede varer fra tredjelande forventes at være neutral, opfordrer EØSU indtrængende Kommissionen til at bruge udviklingen af standarder på EU-niveau som en lejlighed til sammen med Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet at styrke EU's position i internationale drøftelser om standarder for genbrug af vand, således at importerede varer fra tredjelande opfylder samme standarder. EØSU har til stadighed argumenteret for overensstemmelse mellem internationale landbrugsstandarder, og denne forordning kan sætte et globalt benchmark for genbrug af vand (1).

2.   Indledning

2.1.

Som følge af klimaændringerne og den stigende efterspørgsel er der allerede i dag vandstress mange steder i EU (2), og knaphed og kvalitetsproblemer påvirker en tredjedel af EU's område hele året rundt (3). I tidligere udtalelser har udvalget rettet lyset mod disse bekymringer, opfordret til flere investeringer i behandling af spildevand til genbrug og påpeget, at målsætningen om lukkede vandkredsløb ikke længere forekommer urealistisk (4). En stor del af vandressourcerne anvendes til kunstvanding i landbruget, navnlig i de sydlige medlemsstater, hvor landbrugsprodukter bidrager væsentligt til økonomien. Formålet med forordningen er ikke at udvide det areal, som kunstvandes i dag, men at anvende de eksisterende vandressourcer mere sikkert og effektivt.

2.2.

En af EU's højeste prioriteter er forståeligt nok at sikre, at forbrugerne fortsat har tillid til fødevareforsyningen og til det regel- og kontrolsystem, der garanterer deres sikkerhed. Forordningen vil øge sikkerheden på dette område, hvor medlemsstaternes standarder i dag varierer betydeligt. Forordningen kan potentielt forøge den vandmængde, der er til rådighed til kunstvanding, med 4,9 mia. m3 om året og samlet set mindske presset på vandressourcerne med mere end 5 %. Den vil garantere, at det genvundne vand er sikkert, og sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet.

2.3.

Forordningen kan ses som en styrkelse af den cirkulære økonomi, en forbedring af fødevaresikkerheden