UDTALELSE Nr. 1/2018

(artikel 322, stk. 1, litra a), i TEUF)

om forslag af 2. maj 2018 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet

(2018/C 291/01)

INDHOLD

	Punkt	Side
INDLEDNING…	1 - 8	2
Baggrund…	1 - 4	2
Kommissionens forslag…	5 - 8	3
GENERELLE BEMÆRKNINGER…	9 - 18	3
Det overordnede mål om at beskytte Unionens budget…	9 - 11	3
Ny mekanisme med store skønsbeføjelser til Kommissionen…	12 - 16	4
Ingen specifik høring af de berørte parter…	17	4
Ingen konsekvensanalyse…	18	4
SÆRLIGE BEMÆRKNINGER…	19 - 30	5
Vejledningskilder og kriterier er ikke klart præciserede…	19 - 23	5
Ingen tidsfrister for Kommissionen…	24	6
Ingen klar forpligtelse for Kommissionen til at vurdere muligheden for at ophæve foranstaltninger på eget initiativ…	25	6
Intet krav om at Kommissionen skal vurdere de potentielle konsekvenser for de endelige støttemodtagere og det nationale budget…	26 - 29	6
Samarbejdet med Den Europæiske Anklagemyndighed finder ikke anvendelse på alle medlemsstater…	30	7

REVISIONSRETTEN FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 322, stk. 1, litra a), sammenholdt med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106A,

under henvisning til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet (»forslaget«) (1),

under henvisning til Kommissionens anmodning af 3. maj 2018 om en udtalelse om ovennævnte forslag, som Revisionsretten modtog den 14. maj 2018 —

VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

INDLEDNING

Baggrund

1.

I Kommissionens meddelelse fra 2014 »En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet« (2) fastsættes en ny ramme for sikring af en effektiv og konsekvent beskyttelse af retsstatsprincippet i alle medlemsstaterne. Denne ramme indførte en struktur til at håndtere og løse en systemisk trussel mod retsstatsprincippet og således undgå fremtidige trusler mod retsstatsprincippet i medlemsstaterne, inden betingelserne for at iværksætte mekanismerne i artikel 7 i TEU er opfyldt. Formålet med rammen var at supplere mekanismerne i artikel 7 i TEU og berører ikke anvendelsen af traktatbrudsprocedurerne i henhold til artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

2.

Det hedder i Kommissionens meddelelse fra 2018 »En ny, moderniseret flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020« (3), at »Unionen er et retssamfund, og dets værdier udgør selve grundlaget for dens eksistens. De præger hele dens retlige og institutionelle struktur og alle dens politikker og programmer. Respekten for disse værdier skal derfor sikres i alle områder af Unionens politik. Dette gælder også for EU's budget, da respekten for de grundlæggende værdier er en afgørende forudsætning for en forsvarlig økonomisk forvaltning og en effektiv EU-finansiering. Respekten for retsstatsprincippet er både af betydning for de europæiske borgere og for iværksætteri, innovation og investeringer. Den europæiske økonomi blomstrer bedst dér, hvor den juridiske og institutionelle ramme er i fuld overensstemmelse med EU's fælles værdier«.

3.

Den 14. marts 2018 opfordrede Europa-Parlamentet »Kommissionen til at foreslå en mekanisme, hvorved medlemsstater, der ikke respekterer de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), kan gøres til genstand for økonomiske sanktioner«, idet det imidlertid advarede om, »at de endelige modtagere af midler fra Unionens budget på ingen måde bør berøres af overtrædelser af reglerne, som de ikke er ansvarlige for«. Det fastslog, at det derfor var »overbevist om, at EU's budget ikke [var] det rette instrument til at løse problemerne med den manglende overholdelse af artikel 2 i TEU, og at eventuelle finansielle konsekvenser bør bæres af medlemsstaten, uafhængigt af gennemførelsen af budgettet« (4).

4.

Ifølge Kommissionen »findes der i øjeblikket ikke nogen mekanisme til at beskytte de europæiske skatteyderes penge i tilfælde af mangler for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat« (5). De nuværende regler forpligter medlemsstaterne til at påvise, at deres forvaltnings- og kontrolsystemer og -procedurer for gennemførelse af EU-midler i tilstrækkelig grad beskytter Unionens finansielle interesser (6), idet Kommissionen ellers vil træffe korrigerende foranstaltninger (f.eks. suspension af betalinger eller anvendelse af finansielle korrektioner). Såfremt Kommissionen konstaterer, at EU-retten er overtrådt, kan den indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat på grundlag af artikel 258 i TEUF. Hvis en medlemsstat ikke overholder de grundlæggende værdier, der er nævnt i artikel 2 i TEU, herunder retsstatsprincippet, kan Kommissionen endvidere udløse mekanismen i artikel 7 i TEU, der i sidste instans kan føre til suspension af visse rettigheder (herunder stemmeret i Rådet, jf. punkt 15).

Kommissionens forslag

5.

I lyset af forslagets overordnede mål om at bidrage til en korrekt gennemførelse af EU-budgettet har Kommissionen valgt at basere forslaget på artikel 322, stk. 1, litra a) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som også er retsgrundlag for finansforordningen. Forslaget er en selvstændig forordning i lovgivningspakken vedrørende den flerårige finansielle ramme 2021-2027.

6.

Kommissionens forslag tager mere specifikt sigte på at fastlægge »de regler, der er nødvendige for at beskytte Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet«, der påvirker eller risikerer at påvirke principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning eller beskyttelse af Unionens finansielle interesser. Det giver derfor Kommissionen ret til at indlede en procedure, før disse risici er blevet en realitet. Ved at styrke beskyttelsen mod eventuelle praksis eller undladelser fra nationale myndigheders side, der er i strid med retsstatsprincippet, skal forslaget have en positiv indflydelse på den forsvarlige økonomiske forvaltning af EU-budgettet.

7.

Forslaget indeholder bestemmelser om, at Kommissionen, efter at den har taget hensyn til modtagne oplysninger og bemærkninger fra den berørte medlemsstat, forelægger Rådet et forslag til en gennemførelsesretsakt om passende foranstaltninger (afhængigt af arten, alvoren og omfanget af den generaliserede mangel for så vidt angår retsstatsprincippet). Forslaget betragtes som vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste eller ændre Kommissionens forslag inden for en måned. Passende foranstaltninger kan bestå af suspension, nedsættelse eller begrænsning af en medlemsstats adgang til EU-finansiering, enten helt eller delvis.

8.

I henhold til forslaget skal Kommissionen vurdere situationen, hvor den berørte medlemsstat har forelagt dokumentation for, at den konstaterede generaliserede mangel er blevet afhjulpet eller er ophørt med at eksistere helt eller delvis, og forelægge Rådet et forslag til afgørelse om fuldstændig eller delvis ophævelse af disse foranstaltninger, hvis vurderingen er positiv. Uden en sådan afgørelse senest i år n+2 vil de suspenderede forpligtelser for år n definitivt være tabt for den berørte medlemsstat.

GENERELLE BEMÆRKNINGER

Det overordnede mål om at beskytte Unionens budget

9.

Vi glæder os over målet med Kommissionens lovgivningsinitiativ om beskyttelse af Unionens budget mod generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat (jf. tekstboks 1), der påvirker eller risikerer at påvirke den forsvarlige økonomiske forvaltning eller beskyttelsen af Unionens finansielle interesser.

Tekstboks 1 — Retsstatsprincippet i Unionen Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis samt en række dokumenter, som Europarådet har udarbejdet, og som navnlig bygger på ekspertisen i Venedigkommissionen, udstikker retningslinjer for kernebetydningen af retsstatsprincippet som en fælles værdi i EU, jf. artikel 2 i TEU. Disse principper omfatter legalitetsprincippet, som indebærer en åben, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk lovgivningsproces, retssikkerhed, forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, uafhængige og upartiske domstole, en effektiv domstolsprøvelse, hvorved det bl.a. kontrolleres, at de grundlæggende rettigheder overholdes, og lighed for loven.

10.

Vi noterer, at Kommissionen baserer sin foreslåede mekanisme på behovet for at overholde retsstatsprincippet som en forudsætning for at sikre overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning af EU-midler. Vi er enige med Kommissionen i, at ulovlige og vilkårlige beslutninger, der træffes af offentlige myndigheder med ansvar for forvaltning af midler og domstolsprøvelse, kan skade Unionens finansielle interesser.

11.

Som Unionens overordnede revisionsorgan anerkender vi, at alle EU-borgeres og nationale myndigheders tillid til, at retsstatsprincippet overholdes, er af særlig vigtighed for den videre udvikling af EU til et »område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser« (7). Vi anerkender også, at retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed er afgørende for at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning og beskyttelse af EU-budgettet, navnlig for så vidt angår håndhævelsen af retskrav, bekæmpelsen af svig og andre legitime interesser i EU.

Ny mekanisme med store skønsbeføjelser til Kommissionen

12.

Vi noterer os, at den foreslåede mekanisme er mere specifik end mekanismerne i artikel 7 i TEU for så vidt angår mål, anvendelsesområde og den række foranstaltninger, der kan træffes, og at den er hurtigere at anvende. Udkastet til forordning giver Kommissionen større skønsbeføjelser i løbet af processen end de nuværende regler til at modvirke enhver tilsidesættelse af de grundlæggende værdier, der er omhandlet i artikel 2 i TEU.

13.

Kommissionen vil indlede proceduren, hvis den finder, at der er »rimelige grunde« til at mene, at betingelserne i forslagets artikel 3 er opfyldt. Den kan i denne forbindelse tage hensyn til alle relevante oplysninger, der er nævnt i forslagets betragtning 12, herunder afgørelser fra Domstolen, beretninger fra Revisionsretten samt konklusioner og henstillinger fra relevante internationale organisationer (jf. punkt 19). Kriterierne for at indlede proceduren og for den kvalitative vurdering er imidlertid ikke klart definerede (jf. punkt 20-23).

14.

Som reaktion på Kommissionens konstatering bør den berørte medlemsstat forelægge alle nødvendige oplysninger og kan fremsætte bemærkninger, som Kommissionen bør tage hensyn til. Kommissionen vil i hver enkelt sag fastlægge, hvilken foranstaltning der er passende. I forslaget hedder det, at Kommissionen vil gøre dette i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og at den vil vurdere hver sag individuelt (alvor, tid, varighed, gentagelse, intentionen med den pågældende adfærd samt vilje til at samarbejde og konsekvenserne af manglerne for de respektive EU-midler). Kriterierne for valg og omfang af foranstaltninger er heller ikke klart definerede (jf. punkt 20).

15.

I henhold til artikel 7 i TEU kræves der et flertal på fire femtedele i Rådet for at fastslå, at der er en klar fare for en grov overtrædelse af de værdier, der er nævnt i artikel 2. Det kræver endvidere enstemmighed i Det Europæiske Råd — på grundlag af et forslag fra Kommissionen og efter godkendelse fra Europa-Parlamentet — at fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan efter at have fastslået, at der foreligger en sådan overtrædelse, suspendere visse af den berørte medlemsstats medlemsrettigheder, herunder dens stemmeret i Rådet. Den foreslåede mekanisme lægger imidlertid op til, at Kommissionens forslag anses for accepteret, medmindre det forkastes eller ændres af Rådet. Det vil kræve kvalificeret flertal i Rådet inden for en frist på en måned (»omvendt kvalificeret flertal«) at blokere forslaget. Europa-Parlamentet vil kun blive orienteret om foreslåede eller vedtagne foranstaltninger.

16.

Manglen på kriterier vedrørende vigtige afgørende afgørelser i forbindelse med gennemførelsen af den foreslåede forordning og vedtagelsen af Kommissionens forslag på grundlag af omvendt kvalificeret flertal i Rådet bidrager til de skønsbeføjelser, som Kommissionen gives i forslaget.

Ingen specifik høring af de berørte parter

17.

Artikel 11, stk. 3, i TEU kræver, at Kommissionen »foretager brede høringer af de berørte parter for at sikre sammenhæng og gennemsigtighed i Unionens handlinger«. Mere specifikt hedder det i artikel 2 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet til traktaten, at »Inden Kommissionen fremsætter forslag til en lovgivningsmæssig retsakt, foretager den omfattende konsultationer«. Vi konstaterer, at emnet er blevet debatteret bredt, bl.a. i Europa-Parlamentet og Rådet, men finder, at det ville have været afgørende for Kommissionen at foretage en specifik høring af de berørte parter, før den offentliggjorde forslaget.

Ingen konsekvensanalyse

18.

Ifølge den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning skal Kommissionen foretage konsekvensanalyser af alle sine lovgivnings- og ikkelovgivningsinitiativer, delegerede retsakter og gennemførelsesforanstaltninger, som forventes at få betydelige økonomiske, miljømæssige eller sociale indvirkninger. På trods af de potentielle konsekvenser for de endelige støttemodtagere (jf. punkt 26) og det forhold, at dele af Unionens budget sandsynligvis vil blive holdt uden for mekanismen (jf. punkt 28), konstaterer vi, at der ikke er foretaget en konsekvensanalyse. Kommissionen mener, at de regler, der er vedtaget i henhold til artikel 322 i TEUF, udgør den generelle ramme for gennemførelse af udgiftsprogrammer, hvilket indebærer, at der ikke er nogen direkte økonomiske, miljømæssige eller sociale indvirkninger, der med fordel kan analyseres. Vi mener dog, at det ville have muliggjort beslutningstagning på et mere velinformeret grundlag for de lovgivende myndigheder, hvis der var foretaget en konsekvensanalyse, før forslagets offentliggørelse.

SÆRLIGE BEMÆRKNINGER

Vejledningskilder og kriterier er ikke klart præciserede

19.

Forslaget præciserer ikke klart, hvilke tilgængelige vejledningskilder Kommissionen bør anvende til at udføre sin kvalitative vurdering til identifikation af en generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet, der sætter den forsvarlige økonomiske forvaltning på spil. Det hedder blot, at Kommissionen kan basere sin vurdering på oplysninger fra alle tilgængelige kilder. Efter vores opfattelse ville en klarere præcisering fremme gennemsigtigheden, sporbarheden og muligheden for revision af den foreslåede mekanisme samt retssikkerheden og forbuddet mod vilkårlighed for så vidt angår de gennemførelsesbeføjelser, der foreslås givet til Kommissionen. Tekstboks 2 viser en række mulige vejledningskilder.

Tekstboks 2 — Eksempler på mulige vejledningskilder Kommissionen kan finde kilder til vejledning fra kapitel 23 (retsvæsenet og grundlæggende rettigheder) og kapitel 24 (retfærdighed, frihed og sikkerhed), der anvendes i forbindelse med EU-tiltrædelsesforhandlinger, samt mekanismen for samarbejde og kontrol med Bulgarien og Rumænien, der anvendtes for at afhjælpe mangler inden for reform af retsvæsenet, korruption eller organiseret kriminalitet. Andre eksempler på mulige relevante vejledningskilder er Venedigkommissionens tjekliste for retsstatsprincippet, Europarådets henstilling CM/Rec (2010)12 »Dommere: uafhængighed, effektivitet og ansvar«, Venedigkommissionens rapport om retssystemets uafhængighed, del I om dommernes uafhængighed (CDL-AD(2010)004) og Venedigkommissionens rapport om del II om anklagemyndigheden (CDL-AD(2010)040).

20.

I forslagets artikel 4, stk. 3, hedder det, at de foranstaltninger, der træffes, skal stå i et rimeligt forhold til arten, alvoren og omfanget af den generaliserede mangel. Der bør sikres proportionalitet ved at tage højde for situationens alvor, dens varighed og gentagelse, medlemsstatens intention om og vilje til at samarbejde og konsekvenserne af manglerne for de respektive EU-midler.

21.

De foreslåede foranstaltninger skal også »så vidt muligt være rettet mod de EU-foranstaltninger, der berøres eller potentielt berøres af den pågældende mangel«. Der er imidlertid ikke fastsat kriterier for vigtige afgørende afgørelser, som f.eks. indledning af proceduren eller fastlæggelse af valget og omfanget af foranstaltninger, hvilket ikke sikrer en konsekvent anvendelse af bestemmelserne.

22.

Kommissionen mener, at en yderligere detaljering af kriteriet ikke er nødvendig, og at den vil være kontraproduktiv, da de generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet skal konstateres på grundlag af en kvalitativ vurdering, der ikke giver mulighed for anvendelse af kvantitative kriterier. En kvantitativ tilgang ville svække mekanismen væsentligt på grund af risikoen for, at ikke alle mulige tilfælde er omfattet. Den hævder endvidere, at bevisbyrden for dens kvalitative vurdering, som er underlagt domstolsprøvelse, ligger hos Kommissionen og Rådet.

23.

Inden for rammen af vores revisioner af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (8) konstaterede vi, at der forelå klare kriterier, hvilket gjorde det muligt for os at konkludere, at der var svagheder i den konsekvente og gennemsigtige anvendelse af de to procedurer. På den baggrund mener vi, at der er behov for at udvikle kriterier, der muliggør en kritisk forståelse af konsekvens i anvendelsen af bestemmelser med henblik på at sikre ligebehandling af medlemsstaterne i tilfælde af generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet, der sætter den forsvarlige økonomiske forvaltning på spil.

Anbefaling 1 Vi anbefaler, at de lovgivende myndigheder fastsætter klare og specifikke kriterier til definition af, hvad der udgør en generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet, som sætter den forsvarlige økonomiske forvaltning på spil, og til fastlæggelse af omfanget af foranstaltninger, enten i den foreslåede forordning eller i eventuelle gennemførelsesbestemmelser. Ved fastsættelsen af kriterierne kan der tages hensyn til de vejledningskilder, som Kommissionen anvendte i forbindelse med forhandlingerne om EU-tiltrædelse samt mekanismen for samarbejde og kontrol, med henblik på at følge en medlemsstats fremskridt.

Ingen tidsfrister for Kommissionen

24.

Selv om udkastet til forordning ikke fastsætter tidsfrister for Kommissionen, fastsætter den strenge tidsfrister for, hvornår den berørte medlemsstat skal besvare Kommissionens meddelelse (inden for en frist på mindst en måned), og for, hvornår Rådet skal forkaste en foreslået afgørelse med kvalificeret flertal (inden for en måned). Det bemærkes, at traktaten ikke fastsætter nogen frister for mekanismen i henhold til artikel 7 i TEU eller traktatbrudsproceduren i henhold til artikel 258 i TEUF. Kommissionen meddelte os, at den under alle omstændigheder er forpligtet til at handle inden for en rimelig tidsfrist (9)

Anbefaling 2 Vi anbefaler, at de lovgivende myndigheder præciserer grundlaget for at fastsætte tidsfrister for den berørte medlemsstats fremlæggelse af de krævede oplysninger og indfører lignende frister for Kommissionen, når det er relevant, f.eks. i forbindelse med ophævelsen af foranstaltninger, hvis de tilgrundliggende generelle mangler er ophørt med at eksistere.

Ingen klar forpligtelse for Kommissionen til at vurdere muligheden for at ophæve foranstaltninger på eget initiativ

25.

I henhold til forslagets artikel 6, stk. 2, er Kommissionen forpligtet til at foretage en vurdering med hensyn til en ophævelse af foranstaltninger efter anmodning fra den berørte medlemsstat. Vi bemærker dog, at forslaget ikke indeholder en bestemmelse, der indeholder et krav om, at Kommissionen skal foretage en vurdering på eget initiativ i mangel af en sådan anmodning, hvis der er begrundelse herfor. Kommissionen har meddelt os, at den alligevel ville gøre dette.

Intet krav om at Kommissionen skal vurdere de potentielle konsekvenser for de endelige støttemodtagere og det nationale budget

26.

Passende foranstaltninger kan vedtages inden for rammerne af direkte, indirekte og delt forvaltning, hvor konsekvenserne ifølge forslagets begrundelse bør »falde på dem, der er ansvarlige for påviste mangler«. Medmindre andet er fastsat i Rådets afgørelse, bør indførelsen af foranstaltninger ikke berøre offentlige enheders eller medlemsstaternes forpligtelse til at gennemføre det program eller den fond, der berøres af foranstaltningen, og forpligtelse til at foretage betalinger til endelige støttemodtagere (10). Vi bemærker, at forslaget ikke indeholder en bestemmelse om, hvordan dette kan sikres. Dette vil i praksis kræve, at den berørte medlemsstat træder ind og betaler eller på anden måde sørger for finansieringen af projekterne eller programmerne.

27.

I denne sammenhæng bemærker vi, at udbetalinger af nationale midler og EU-midler kan være betinget af disponible budgetmidler, som det blev konstateret under vores revisioner (11). Kommissionen har meddelt os, at den har foreslået regler (12) for den næste FFR, som vil pålægge de nationale myndigheder en række forpligtelser med henblik på at sikre betalinger til støttemodtagerne, fuldt ud og til tiden. Vi konstaterer imidlertid, at den foreslåede forordning om fælles bestemmelser også indeholder en bestemmelse, der gør den nationale myndigheds forpligtelse til at sikre betaling af støttemodtageren afhængig af disponible midler (13).

28.

Formålet med udkastet til forordning er at beskytte Unionens budget i sin helhed. I den forbindelse bestræber det sig imidlertid på at sikre, at eventuelle konsekvenser af de trufne foranstaltninger falder på de offentlige enheder, der er ansvarlige for de konstaterede generelle mangler, og ikke på de ikkestatslige endelige støttemodtagere (14) (såsom Erasmus-studerende, forskere og civilsamfundsorganisationer) eller andre medlemsstater (f.eks. gennem programmerne for europæisk territorialt samarbejde). Med dette mål for øje fastsætter forslaget, at der i forbindelse med direkte og indirekte forvaltning kun kan gennemføres foranstaltninger, hvis støttemodtageren er en offentlig enhed. Hvis støttemodtageren er en ikkestatslig enhed, vil de EU-midler, som denne enhed modtager, derfor blive holdt uden for Kommissionens foreslåede foranstaltninger. Uden en konsekvensanalyse, der kunne have præciseret, hvor mange EU-budgetmidler, der nødvendigvis vil være uden for den foreslåede mekanismes beskyttelse, er det vanskeligt at fastslå det potentielle omfang heraf.

Anbefaling 3 Vi anbefaler, at de lovgivende myndigheder anmoder Kommissionen om i sit forslag til Rådet at foretage en nøje vurdering af, hvordan de endelige støttemodtageres legitime interesser vil blive beskyttet. For så vidt angår alle foranstaltninger i henhold til artikel 4, stk. 1, i forslaget (såsom nedsættelse af forpligtelser eller suspension af forpligtelser eller betalinger) bør de endelige støttemodtageres rettigheder være sikret.

29.

I tilfælde hvor der anvendes nationale midler til at dække suspenderede eller reducerede EU-midler, vil disse midler skulle komme fra den berørte medlemsstats nationale budget. Dette fører til budgetmæssige konsekvenser for medlemsstaten (15), navnlig i forbindelse med betydelige suspensioner eller reduktioner.

Anbefaling 4 Vi anbefaler, at de lovgivende myndigheder anmoder Kommissionen om, at den, før den beslutter, hvilke passende foranstaltninger der skal foreslås, vurderer de mulige budgetmæssige konsekvenser af en reduktion af EU-finansieringen for den berørte medlemsstats nationale budget under behørig hensyntagen til principperne om proportionalitet og ikkediskrimination.

Samarbejdet med Den Europæiske Anklagemyndighed finder ikke anvendelse på alle medlemsstater

30.

En generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat kan vedrøre det effektive og rettidige samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Den Europæiske Anklagemyndighed. Vi henleder opmærksomheden på, at ikke alle medlemsstater deltager i samarbejdet med Den Europæiske Anklagemyndighed, hvilket medfører, at bestemmelserne vedrørende Den Europæiske Anklagemyndighed, efter oprettelsen heraf, kun finder anvendelse på de deltagende medlemsstater.

Anbefaling 5 Vi anbefaler, at de lovgivende myndigheder præciserer, at bestemmelserne vedrørende Den Europæiske Anklagemyndighed, efter oprettelsen heraf, kun kan finde anvendelse på de deltagende medlemsstater.

---

(1)  COM(2018) 324 final af 2. maj 2018.

(2)  COM(2014) 158 final af 11. marts 2014.

(3)  COM(2018) 98 final af 14. februar 2018.

(4)  Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2018 om den næste FFR: forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020 (2017/2052(INI)).

(5)  Jf. Kommissionens folder »Et EU-budget for fremtiden — forsvarlig økonomisk forvaltning og retsstatsprincippet«, https://publications.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/20d5496b-526a-11e8-be1d-01aa75ed71a1/language-da

(6)  I henhold til artikel 59, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (finansforordningen) (EUT L 298 af 26.10.2012, p. 1) »træffer medlemsstaterne ved udførelsen af deres opgaver i tilknytning til gennemførelsen af budgettet alle nødvendige foranstaltninger, herunder lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger for at beskytte Unionens finansielle interesser […].«

(7)  Artikel 3, stk. 2, i TEU og artikel 67 i TEUF; COM(2014) 158 final af 11. marts 2014.

(8)  Særberetning nr. 10/2016 »Det kræver yderligere forbedringer at sikre, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud gennemføres effektivt« og særberetning nr. 3/2018 »Revision af proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU)«.

(9)  Se forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P Falck SpA og Acciaierie di Bolzano SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, EU:C:2002:524, præmis 139-141 http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=47692&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=263967

(10)  Dette afspejler punkt 119 i Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2018, »Den næste FFR: forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020«, hvori det nævnes, at »de endelige modtagere af midler fra Unionens budget på ingen måde bør berøres af overtrædelser af reglerne, som de ikke er ansvarlige for«.

(11)  Som led i vores revisioner inden for delt forvaltning fandt vi kontrakter indgået mellem nationale myndigheder og endelige støttemodtagere, som indeholdt betingelsesklausuler, der knytter betalinger til disponible budgetmidler.

(12)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (COM(2018) 393 final) og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om finansielle regler for nævnte fonde og for Asyl- og Migrationsfonden, Fonden for Intern Sikkerhed og instrumentet for grænseforvaltning og visa (COM(2018) 375 final).

(13)  Jf. artikel 68, stk. 1, litra b), i forslaget til forordning om fælles bestemmelser.

(14)  Afhængig af den forordning, i henhold til hvilken EU-finansieringen ydes, omtales endelige støttemodtagere også som slutmodtagere.

(15)  I sin beslutning af 14. marts 2018 har Europa-Parlamentet angivet, at »EU's budget ikke er det rette instrument til at løse problemerne med den manglende overholdelse af artikel 2 i TEU, og at eventuelle finansielle konsekvenser bør bæres af medlemsstaten, uafhængigt af gennemførelsen af budgettet«.