Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2018/C 285/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 276 af 6.8.2018

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 268 af 30.7.2018

EUT C 259 af 23.7.2018

EUT C 249 af 16.7.2018

EUT C 240 af 9.7.2018

EUT C 231 af 2.7.2018

EUT C 221 af 25.6.2018

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. juni 2018 — Europa-Kommissionen mod Republikken Malta

(Sag C-557/15) (1)

((Traktatbrud - direktiv 2009/147/EF - beskyttelse af vilde fugle - fangst og hold i fangeskab af levende fugle - arter tilhørende finken - forbud - national undtagelsesordning - medlemsstaternes ret til at fravige ordningen - betingelser))

(2018/C 285/02)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved K. Mifsud-Bonnici og C. Hermes, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Malta (ved A. Buhagiar, som befuldmægtiget, advocaat J. Bouckaert og avukat L. Cassar Pullicino)

Konklusion

1)

Republikken Malta har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, litra a) og e), og artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, sammenholdt med dette direktivs artikel 9, stk. 1, idet den har vedtaget en undtagelsesordning, der tillader, at levende fugle af syv arter af vilde finker (bogfinke Fringilla coelebs, tornirisk Carduelis cannabina, stillids Carduelis carduelis, grønirisk Carduelis chloris, kernebider Coccothraustes coccothraustes, gulirisk Serinus serinus og grønsisken Carduelis spinus) fanges levende.

2)	Republikken Malta betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 7 af 11.1.2016.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. juni 2018 — Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-5/16) (1)

((Annullationssøgsmål - afgørelse (EU) 2015/1814 - fastlæggelse af retsgrundlaget - hensyntagen til retsaktens virkninger - foreligger ikke - artikel 192, stk. 1, TEUF - artikel 192, stk. 2, første afsnit, litra c), TEUF - foranstaltninger, der i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning - princippet om loyalt samarbejde - artikel 15 TEU - Det Europæiske Råds beføjelser - retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - proportionalitetsprincippet - konsekvensanalyse))

(2018/C 285/03)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna og K. Rudzińska, som befuldmægtigede, bistået af ekspert I. Tatarewicz)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved A. Tamás og A. Pospíšilová Padowska, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Simm, A. Sikora og K. Pleśniak, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Kongeriget Danmark (ved M. Wolff, J. Nymann-Lindegren og C. Thorning, som befuldmægtigede), Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze, som befuldmægtiget), Kongeriget Spanien (ved A. Gavela Llopis og M.A. Sampol Pucurull, som befuldmægtigede), Den Franske Republik (ved D. Colas, G. de Bergues J. Traband, T. Deleuil og S. Ghiandoni, som befuldmægtigede), Kongeriget Sverige (ved A. Falk, C. Meyer-Seitz, U. Persson, N. Otte Widgren og L. Swedenborg, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann, A.C. Becker, E. White og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Republikken Polen betaler de af Parlamentet og Rådet afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige samt Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 98 af 14.3.2016.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. juni 2018 — Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht mod Ewald Baumeister (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Tyskland)

(Sag C-15/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - direktiv 2004/39/EF - artikel 54, stk. 1 - rækkevidden af den tavshedspligt, der påhviler de nationale finanstilsynsmyndigheder - begrebet »fortrolige oplysninger«))

(2018/C 285/04)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht

Sagsøgt: Ewald Baumeister

Procesdeltager: Frank Schmitt som likvidator for Phoenix Kapitaldienst GmbH

Konklusion

1)

Artikel 54, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF skal fortolkes således, at alle oplysninger om den tilsynsbelagte virksomhed, som denne virksomhed har meddelt den kompetente myndighed, og alle udtalelser fra denne myndighed, der indgår i virksomhedens tilsynsakter, herunder myndighedens korrespondance med andre instanser, ikke ubetinget udgør fortrolige oplysninger, der således er omfattet af den pligt til at opretholde den tavshedspligt, som er fastsat i denne bestemmelse. Denne kvalificering omfatter oplysninger, som de myndigheder, som er udpeget af medlemsstaterne til at varetage de opgaver, der er fastlagt i dette direktiv, er i besiddelse af, der for det første ikke er af offentlig karakter, og hvis videregivelse for det andet risikerer at skade interesserne for den fysiske eller juridiske person, der leverede oplysningerne, eller for tredjemand, eller den korrekte funktion af den ordning om tilsyn med investeringsselskabers virksomhed, som EU-lovgiver har indført ved vedtagelsen af direktiv 2004/39.

2)

Artikel 54, stk. 1, i direktiv 2004/39 skal fortolkes således, at bedømmelsen af, om oplysningerne om den tilsynsbelagte virksomhed, som er meddelt de myndigheder, som er udpeget af medlemsstaterne til at varetage de opgaver, der er fastlagt i dette direktiv, er af fortrolig karakter, skal foretages på det tidspunkt, hvor disse myndigheder skal foretage en vurdering med henblik på at træffe afgørelse om begæringen om videregivelse af de nævnte oplysninger, uafhængigt af kvalificeringen af disse oplysninger, da de blev meddelt de nævnte myndigheder.

3)

Artikel 54, stk. 1, i direktiv 2004/39 skal fortolkes således, at oplysninger, som de myndigheder, som er udpeget af medlemsstaterne til at varetage de opgaver, der er fastlagt i dette direktiv, er i besiddelse af, og som har kunnet udgøre forretningshemmeligheder, men som er mindst fem år gamle, med tiden principielt anses for historiske og derfor for at have mistet deres hemmelige karakter, medmindre den part, der har påberåbt sig denne karakter, undtagelsesvis påviser, at disse oplysninger stadig udgør væsentlige faktorer i dennes eller i den berørte tredjeparts forretningsmæssige stilling, på trods af oplysningernes alder. Sådanne betragtninger gælder derimod ikke for så vidt angår oplysninger, som disse myndigheder er i besiddelse af, og hvis fortrolighed kan være berettiget af andre grunde end deres betydning for de pågældende virksomheders forretningsmæssige stilling.

---

(1)  EUT C 111 af 29.3.2016.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. juni 2018 — Sadikou Gnandi mod État-belge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Belgien)

(Sag C-181/16) (1)

([Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - direktiv 2008/115/EF - artikel 3, nr. 2) - begrebet »ulovligt ophold« - artikel 6 - vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse inden udfaldet af det søgsmål, der er blevet anlagt til prøvelse af den ansvarlige myndigheds afslag på en ansøgning om international beskyttelse - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 18, artikel 19, stk. 2, og artikel 47 - princippet om non-refoulement - retten til effektive retsmidler - tilladelse til at forblive i en medlemsstat])

(2018/C 285/05)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sadikou Gnandi

Sagsøgt: État-belge

Konklusion

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115 /EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne, skal i lyset af det princip om non-refoulement og den adgang til effektive retsmidler, som er fastsat i artikel 18, artikel 19, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at der over for en tredjelandsstatsborger, som har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, træffes afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115, så snart den ansvarlige myndighed meddeler afslag på denne ansøgning eller samtidig hermed i en og samme administrative retsakt, og dermed inden udfaldet af det søgsmål, der er blevet anlagt ved en domstol til prøvelse af dette afslag, forudsat bl.a., at den pågældende medlemsstat sikrer, at samtlige retsvirkninger af afgørelsen om tilbagesendelse suspenderes indtil udfaldet af det nævnte søgsmål, at ansøgeren i dette tidsrum kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af Rådets direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne, samt at vedkommende kan påberåbe sig enhver ændring i omstændighederne, der er indtrådt efter vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse, og som kan have en væsentlig indvirkning på bedømmelsen af den berørtes situation i lyset af direktiv 2008/115, herunder direktivets artikel 5, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

---

(1)  EUT C 191 af 30.5.2016.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. juni 2018 — Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)

(Sag C-480/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - frie kapitalbevægelser og frihed til at foretage betalinger - restriktioner - beskatning af udbytter, der modtages af institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) - udbytter, som selskaber hjemmehørende i en medlemsstat betaler til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter - fritagelse for udbytter, som selskaber hjemmehørende i en medlemsstat betaler til hjemmehørende investeringsinstitutter - begrundelser - afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne - sammenhængen i beskatningsordningen - proportionalitet))

(2018/C 285/06)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Fidelity Funds m.fl.

Sagsøgt: Skatteministeriet

Procesdeltager: NN (L) SICAV

Konklusion

Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer.

---

(1)  EUT C 419 af 14.11.2016.

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 21. juni 2018 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-543/16) (1)

((Traktatbrud - direktiv 91/676/EØF - artikel 5, stk. 5 og 7 - bilag II, A, punkt 1-3 og 5 - bilag III, stk. 1, punkt 1-3, og stk. 2 - beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget - gældende foranstaltninger utilstrækkelige - supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger - revision af handlingsprogrammet - begrænsning af tilførslen - afbalanceret gødskning - perioder for tilførsel - kapaciteten i anlæg til opbevaring af gødning - tilførsel på stejle skråninger og på frosne eller snedækkede jorder))

(2018/C 285/07)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Hermes og E. Manhaeve, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze og J. Möller, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for den anden part i sagen: Kongeriget Danmark (ved C. Thorning og M. Wolff, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 5 og 7, i Rådets direktiv af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 22. oktober 2008, sammenholdt med bilag II, A, punkt 1-3 og 5, samt bilag III, stk. 1, punkt 1-3, og stk. 2, til dette direktiv, idet den ikke har vedtaget supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger, efter af det blev konstateret, at foranstaltningerne i det tyske handlingsprogram var utilstrækkelige, og idet den ikke reviderede dette handlingsprogram.

2)	Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 6 af 9.1.2017.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. juni 2018 — Pfizer Ireland Pharmaceuticals, Operations Support Group mod Orifarm GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Düsseldorf — Tyskland)

(Sag C-681/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - intellektuel og industriel ejendomsret - patentret - akterne om tiltrædelse af Den Europæiske Union af 2003, af 2005 og af 2012 - særlig ordning - anvendelse på parallelimport - forordning (EF) nr. 469/2009 - produkt, der er beskyttet af et supplerende beskyttelsescertifikat i en medlemsstat og markedsført af indehaveren af grundpatentet i en anden medlemsstat - konsumption af intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder - intet grundpatent i de nye medlemsstater - forordning (EF) nr. 1901/2006 - forlængelse af beskyttelsesperioden))

(2018/C 285/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pfizer Ireland Pharmaceuticals, Operations Support Group

Sagsøgt: Orifarm GmbH

Konklusion

1)

De særlige ordninger, der er fastsat i punkt 2 i bilag IV til akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, i punkt 1 i bilag V til akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på, og i punkt 1 i bilag IV til akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, skal fortolkes således, at de gør det muligt for indehaveren af et supplerende beskyttelsescertifikat, der er tildelt i en anden medlemsstat end de nye medlemsstater, der er omfattet af disse tiltrædelsesakter, at modsætte sig parallelimport af et lægemiddel hidrørende fra disse nye medlemsstater i en situation, hvor retsordenerne i disse sidstnævnte stater fastsatte muligheden for at opnå en tilsvarende beskyttelse, ikke på datoen for indgivelsen af ansøgningen om grundpatentet, men på datoen for offentliggørelsen af ansøgningen om grundpatentet og/eller indgivelsen af ansøgningen om det supplerende beskyttelsescertifikat i importmedlemsstaten, således at det var umuligt for indehaveren at opnå et patent og et tilsvarende supplerende beskyttelsescertifikat i eksportmedlemsstaterne.

2)

De særlige ordninger, der er fastsat i punkt 2 i bilag IV til akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, i punkt 1 i bilag V til akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på, og i punkt 1 i bilag IV til akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, skal fortolkes således, at de finder anvendelse på den forlængelse, der er fastsat i artikel 36, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1901/2006 af 12. december 2006 om lægemidler til pædiatrisk brug og om ændring af forordning (EØF) nr. 1768/92, direktiv 2001/20/EF, direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004.

---

(1)  EUT C 104 af 3.4.2017.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. juni 2018 — Petronas Lubricants Italy SpA mod Livio Guida (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte di Appello di Torino — Italien)

(Sag C-1/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - samarbejde om civilretlige spørgsmål - forordning (EF) nr. 44/2001 - kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler - artikel 20, stk. 2 - arbejdsgiveren sagsøgt ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl - arbejdsgiverens modkrav - afgørelse af, hvilken ret der er kompetent))

(2018/C 285/09)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte di Appello di Torino

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Petronas Lubricants Italy SpA

Sagsøgt: Livio Guida

Konklusion

Artikel 20, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den i en situation som den i hovedsagen omhandlede giver arbejdsgiveren ret til — ved den ret, hvor en arbejdstager forskriftsmæssigt har anlagt sag om hovedkravet — at fremsætte et modkrav, der støttes på en aftale om overdragelse af et tilgodehavende indgået mellem arbejdsgiveren og tilgodehavendets oprindelige indehaver på et senere tidspunkt end tidspunktet for anlæggelsen af sagen om dette hovedkrav.

---

(1)  EUT C 112 af 10.4.2017.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. juni 2018 — sag anlagt af Vincent Pierre Oberle (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kammergericht Berlin — Tyskland)

(Sag C-20/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - forordning (EU) nr. 650/2012 - artikel 4 - en medlemsstats rets generelle kompetence til i arvesager at træffe afgørelse om hele arven - national lovgivning, der regulerer den internationale kompetence til udstedelse af nationale arvebeviser - europæisk arvebevis))

(2018/C 285/10)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Kammergericht Berlin

Parter i hovedsagen

Appellant: Vincent Pierre Oberle

Konklusion

Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter, at, selv om arvelader på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, er retterne i sidstnævnte stadig kompetente til at udstede nationale arvebeviser i forbindelse med en arvesag med grænseoverskridende virkninger, når aktiver i boet befinder sig på nævnte medlemsstats område, eller hvis arvelader var statsborger i samme medlemsstat.

---

(1)  EUT C 112 af 10.4.2017.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 20. juni 2018 — UAB »Enteco Baltic« mod Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vilniaus apygardos administracinis teismas — Litauen)

(Sag C-108/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 143, stk. 1, litra d), og artikel 143, stk. 2 - fritagelse for moms ved indførsel - indførsel efterfulgt af en levering inden for Fællesskabet - betingelser - bevis for forsendelse eller transport af varer til en anden medlemsstat - transport under en ordning med suspension af punktafgifter - overdragelse af retten til at råde over varerne til køberen - momssvig - ingen forpligtelse for den kompetente myndighed til at bistå den afgiftspligtige person med at indsamle de oplysninger, der er nødvendige for at godtgøre opfyldelsen af betingelserne for fritagelse))

(2018/C 285/11)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Vilniaus apygardos administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UAB »Enteco Baltic«

Sagsøgt: Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos

Konklusion

1)

Artikel 143, stk. 1, litra d), og artikel 143, stk. 2, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2009/69/EF af 25. juni 2009, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at de kompetente myndigheder i en medlemsstat nægter fritagelse for merværdiafgift ved indførsel alene med den begrundelse, at de omhandlede varer — som følge af en ændring i omstændighederne indtrådt efter indførslen — er blevet leveret til en anden afgiftspligtig person end den, hvis merværdiafgiftsregistreringsnummer var angivet i indførselsangivelsen, skønt importøren har afgivet alle oplysninger om den nye købers identitet til de kompetente myndigheder i indførselsmedlemsstaten, på betingelse af, at det er fastslået, at de materielle betingelser for fritagelsen for den efterfølgende levering inden for Fællesskabet faktisk er opfyldt.

2)

Artikel 143, stk. 1, litra d), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2009/69, sammenholdt med direktivets artikel 138 og artikel 143, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at: — visse dokumenter, som bekræfter transporten af varerne fra et afgiftsoplag i indførselsmedlemsstaten ikke til køberen, men til et afgiftsoplag i en anden medlemsstat, kan betragtes som tilstrækkeligt bevis for forsendelse eller transport af disse varer til en anden medlemsstat — dokumenter såsom ekspeditionsbreve, der er udfærdiget på grundlag af konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej, undertegnet i Genève den 19. maj 1956, som ændret ved protokollen af 5. juli 1978 og elektroniske administrative dokumenter, der ledsager varebevægelserne under punktafgiftssuspension, kan tages i betragtning for at godtgøre, at på tidspunktet for indførslen til en medlemsstat var de omhandlede varer bestemt til at blive forsendt eller transporteret til en anden medlemsstat som omhandlet i artikel 143, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/112, som ændret, forudsat at disse dokumenter fremlægges på dette tidspunkt og indeholder alle de nødvendige oplysninger. Disse dokumenter samt de elektroniske bekræftelser på leveringen af disse varer og modtagelsesrapporterne udstedt efter en varebevægelse under punktafgiftssuspension kan godtgøre, at de pågældende varer faktisk er forsendt eller transporteret til en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 138, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret.

3)

Artikel 143, stk. 1, litra d), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2009/69, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat nægter at give en importør mulighed for at drage fordel af retten til fritagelse for merværdiafgift i henhold til denne bestemmelse, for indførsel af varer, som han har foretaget i denne medlemsstat, som er blevet efterfulgt af en levering inden for Fællesskabet, med den begrundelse, at disse varer ikke blev sendt direkte til køberen, men er blevet overdraget til transportvirksomheder og afgiftsoplag, som sidstnævnte har udpeget, når retten til som ejer at råde over de pågældende varer er blevet overdraget fra importøren til køberen. I denne forbindelse bemærkes, at begrebet »levering af varer« som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i dette direktiv, som ændret, skal fortolkes på samme måde som i forbindelse med artikel 167 i nævnte direktiv, som ændret.

4)

Artikel 143, stk. 1, litra d), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2009/69, skal fortolkes således, at den er til hinder for en administrativ praksis, hvorefter retten til fritagelse for merværdiafgift ved indførsel under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er nægtet en importør i god tro, når betingelserne for fritagelse for den efterfølgende levering inden for Fællesskabet ikke er opfyldt på grund af afgiftssvig begået af køberen, medmindre det er godtgjort, at importøren vidste eller burde have vidst, at transaktionen var involveret i svig begået af køberen, og importøren ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå sin egen deltagelse i denne svig. Den omstændighed, at importøren og køberen har kommunikeret via e-mails, giver ikke i sig selv mulighed for at antage, at importøren vidste eller burde have vidst, at han var involveret i svig.

5)

Artikel 143, stk. 1, litra d), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2009/69, skal fortolkes således, at de kompetente nationale myndigheder ved vurderingen af overdragelse af retten til som ejer at råde over varerne ikke er forpligtede til at indsamle oplysninger, som alene de offentlige myndigheder har adgang til.

---

(1)  EUT C 161 af 22.5.2017.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 26. maj 2017 — EUflight.de GmbH mod TUIfly GmbH

(Sag C-307/17)

(2018/C 285/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EUflight.de GmbH

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 8. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 29. maj 2017 — Jeannine Wieczarkowiecz mod TUIfly GmbH

(Sag C-311/17)

(2018/C 285/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jeannine Wieczarkowiecz

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 8. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 30. maj 2017 — Rainer Hadamek m.fl. mod TUIfly GmbH

(Sag C-316/17)

(2018/C 285/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Rainer Hadamek, Heike Hadamek, Florian Hadamek og Carina Hadamek

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 30. maj 2017 — Gerhard Schneider og Christa Schneider mod TUIfly GmbH

(Sag C-317/17)

(2018/C 285/15)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøgt: Gerhard Schneider og Christa Schneider

Sagsøger: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Iris Michardt og Detlef Michardt mod TUIfly GmbH

(Sag C-353/17)

(2018/C 285/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Iris Michardt og Detlef Michardt

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Birgit Förg mod TUIfly GmbH

(Sag C-354/17)

(2018/C 285/17)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Birgit Förg

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Lutz Leupolt mod TUIfly GmbH

(Sag C-355/17)

(2018/C 285/18)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lutz Leupolt

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2018 — Johannes Büker og Ursula Münsterteicher mod TUIfly GmbH

(Sag C-356/17)

(2018/C 285/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Johannes Büker og Ursula Münsterteicher

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Lydia Wieczorek og Paul Wieczorek mod TUIfly GmbH

(Sag C-357/17)

(2018/C 285/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lydia Wieczorek og Paul Wieczorek

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Walter Langguth og Elke Langguth mod TUIfly GmbH

(Sag C-358/17)

(2018/C 285/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Walter Langguth og Elke Langguth

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Marcel Lutz, Janine Lutz, Michelle Lutz og Sarah Lutz mod TUIfly GmbH

(Sag C-359/17)

(2018/C 285/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Marcel Lutz, Janine Lutz, Michelle Lutz og Sarah Lutz

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 18. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2018 — Nicole Hofmann mod TUIfly GmbH

(Sag C-360/17)

(2018/C 285/23)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nicole Hofmann

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2017 — Ole Feuser mod TUIfly GmbH

(Sag C-361/17)

(2018/C 285/24)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ole Feuser

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 9. juni 2018 — Boris Feuser mod TUIfly GmbH

(Sag C-362/17)

(2018/C 285/25)

Processprog: Tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Boris Feuser

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgerichts Hannover (Tyskland) den 30. juni 2017 — Ines Ewen mod TUIfly GmbH

(Sag C-394/17)

(2018/C 285/26)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgerichts Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøgt: Ines Ewen

Sagsøger: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 4. juli 2018 — Petra Nünemann mod TUIfly GmbH

(Sag C-403/17)

(2018/C 285/27)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Petra Nünemann

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 17. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover (Tyskland) den 7. juli 2017 — Barbara Yvette Müller m.fl. mod TUIfly GmbH

(Sag C-409/17)

(2018/C 285/28)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Barbara Yvette Müller, Stefanie Müller og Michelle Müller

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 17. juli 2017 — Bially m.fl. mod TUIfly GmbH

(Sag C-429/17)

(2018/C 285/29)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Bially m.fl.

Sagsøgt: TUIfly GmbH

Ved Domstolens kendelse af 28. maj 2018 blev sagen slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien (Østrig) den 23. april 2018 — Minoo Schuch-Ghannadan mod Medizinische Universität Wien

(Sag C-274/18)

(2018/C 285/30)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Arbeits- und Sozialgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Minoo Schuch-Ghannadan

Sagsøgt: Medizinische Universität Wien

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal princippet om pro rata temporis i henhold til § 4, stk. 2, i rammeaftalen i bilaget til Rådets direktiv 97/81/EF (1) af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, sammenholdt med princippet om ikke-forskelsbehandling i § 4, stk. 1, anvendes på en lovbestemmelse, hvorved den samlede varighed af umiddelbart på hinanden følgende ansættelser for en arbejdstager, der er ansat ved et østrigsk universitet i forbindelse med projekter med ekstern finansiering eller forskningsprojekter, for fuldtidsansatte er 6 år, i tilfælde af deltidsansættelse dog 8 år, og hvorved der endvidere, hvis der foreligger en objektiv begrundelse, særligt med henblik på fortsættelse eller færdiggørelse af forskningsprojekter eller publikationer, tillades en yderligere engangsforlængelse op til samlet 10 år for fuldtidsansatte og i tilfælde af deltidsansættelse op til samlet 12 år?

2)

Er en lovbestemmelse som beskrevet i spørgsmål 1 en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), hvis der ud af alle de ansatte, for hvem denne bestemmelse gælder, rammes en væsentligt højere procentdel af kvindelige end mandlige ansatte.

3)

Skal artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (2) af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) fortolkes således, at en kvinde, der inden for anvendelsesområdet for en lovbestemmelse som anført i spørgsmål 1 hævder at være blevet indirekte forskelsbehandlet på grundlag af køn, fordi væsentligt flere kvinder end mænd er ansat på deltid, skal gøre denne omstændighed, særligt at kvinder rammes statistisk betydeligt hårdere, gældende ved fremlæggelse af konkrete statistiske tal eller konkrete forhold og påvise denne omstændighed med passende dokumentation?

---

(1)  EFT 1998, L 14, s. 9.

(2)  EUT 2006, L 204, s. 23.

Appel iværksat den 25. april 2018 af The Green Effort Ltd til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 23. februar 2018 i sag T-794/17 — The Green Effort Ltd mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

(Sag C-282/18 P)

(2018/C 285/31)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: The Green Effort Ltd (ved Rechtsanwalt A. Ziehm)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Afgørelse truffet af Retten (Anden Afdeling) den 23. februar 2018 i sag T-794/17 ophæves i sin helhed.

—	De omtvistede afgørelser annulleres.

—	Fortabelsen af det registrerede EU-varemærke 9 528 001 annulleres.

—	Der meddeles afslag på begæringen om fortabelse af rettighederne.

—	Appellantens begæring om »restitutio in integrum« tages til følge.

—	Der foretages indhentelse af og henvisning til dokumenterne i EUIPO-sagerne Ugyldighedssag 12343 C, 10757 C og 10524 C, og indsigelsessag B 002165119, B 002199274, B 002344565, B 002367038, B 002513086 og B 002513151.

—	EUIPO og indgiveren af ugyldighedsbegæringen tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betaler de af appellanten afholdte omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat følgende seks appelanbringender, ifølge hvilke Rettens afgørelse var baseret på det første appelanbringende, og det andet til sjette appelanbringende påviser, at afgørelsen ikke er korrekt af andre årsager.

Det første appelanbringende: Tilsidesættelse af artikel 3, stk. 4, i afgørelse nr. 17-4 om kommunikation via elektroniske midler truffet den 16. august 2017 af den administrerende direktør ved EUIPO.

Argumenter til støtte for appellen: Retten så bort fra den omstændighed, at dokumentet betragtes som meddelt på femtedagen efter den dag, hvor dokumentet blev oprettet i EUIPO’s systemer. Af denne grund fejlberegnede Retten fristen for at anlægge sag til prøvelse af afgørelsen truffet den 11. september 2017 af Andet Appelkammer ved EUIPO.

Det andet appelanbringende: Appellen skal tages til følge, idet de anfægtede afgørelser fra EUIPO tilsidesætter appellantens rettigheder, eftersom begæringen om fortabelse fra indgiveren af ugyldighedsbegæringen ikke kunne antages til realitetsbehandling på grund af ond tro og ukorrekt fremstilling af de faktiske omstændigheder.

Det tredje appelanbringende: Appellen skal tages til følge, idet de anfægtede afgørelser fra EUIPO tilsidesætter appellantens rettigheder, eftersom indehaverens bevis for reel brug blev indleveret til EUIPO inden for de lovbestemte tidsfrister i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 (1).

Det fjerde appelanbringende: Appellen skal tages til følge, idet de anfægtede afgørelser fra EUIPO tilsidesætter appellantens rettigheder, eftersom indehaverens bevis for reel brug blev indleveret til EUIPO inden for de af EUIPO fastsatte tidsfrister.

Det femte appelanbringende: Appellen skal tages til følge, idet de anfægtede afgørelser fra EUIPO tilsidesætter appellantens rettigheder, eftersom det forhold, at EUIPO ikke modtog beviset for reel brug via det elektroniske kommunikationssystem og/eller ved overførsel via telefax, i så fald skyldtes tekniske fejl i disse systemer.

Det sjette appelanbringende: Appellen skal tages til følge, idet de anfægtede afgørelser fra EUIPO tilsidesætter appellantens rettigheder, eftersom EUIPO, og derefter Det Andet Appelkammer, uretmæssigt har givet afslag på appellantens begæring om »restitutio in integrum«.

---

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Handelsgericht Wien (Østrig) den 26. april 2018 — KAMU Passenger & IT Services GmbH mod Türk Hava Yollari A.O. — T.H.Y. Turkish Airlines

(Sag C-289/18)

(2018/C 285/32)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Handelsgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KAMU Passenger & IT Services GmbH

Sagsøgt: Türk Hava Yollari A.O. — T.H.Y. Turkish Airlines

Præjudicielt spørgsmål

Skal en tilslutningsforbindelse fra destinationslufthavnen for den forudgående flyvning, hvilken en flypassager havde reserveret samtidig med den første flyvning, og til hvilke han alene havde fået udstedt én billet med ét billetnummer, anses for en »direkte tilsluttet flyforbindelse« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 2, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (1) i betragtning af, at det planmæssige tidsinterval mellem de to flyvninger er på lidt over 13 timer?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Düsseldorf (Tyskland) den 2. maj 2018 — Stefan Neldner mod Eurowings GmbH

(Sag C-299/18)

(2018/C 285/33)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Stefan Neldner

Sagsøgt: Eurowings GmbH

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan en kompensation i henhold til forordningens artikel 7 (1) modregnes i en kompensation, som en national lovgivning indrømmer til refusion af yderligere rejseudgifter, der er opstået som følge af aflysning af en reserveret flyafgang, hvis luftfartsselskabet har opfyldt sine forpligtelser i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1?

2)	Såfremt en sådan modregning kan finde sted: Gælder dette også for udgifterne til erstatningsrejsen til et andet sted end flyrejsens endelige bestemmelsessted, hvis passageren afslår et tilbud fra luftfartsselskabet om en erstatningsrejse til flyrejsens endelige bestemmelsessted?

3)	Såfremt en sådan modregning kan finde sted: Kan luftfartsselskabet altid foretage en modregning, eller afhænger modregningen af, om den nationale lovgivning tillader modregning, eller om retten finder den rimelig?

4)	Såfremt den nationale lovgivning er afgørende, eller retten skal træffe en skønsmæssig afgørelse: Skal kompensationen i henhold til forordningens artikel 7 alene dække gener og det tab af tid, som passagererne har lidt som følge af aflysningen, eller også økonomiske skader?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Bonn (Tyskland) den 4. maj 2018 — Thomas Leonhard mod DSL Bank

(Sag C-301/18)

(2018/C 285/34)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Bonn

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Thomas Leonhard

Sagsøgt: DSL Bank

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 7, stk. 4, i direktiv 2002/65/EF (1) fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som efter erklæret fortrydelse af en ved fjernsalg indgået forbrugerkreditaftale fastsætter, at udbyderen ud over det beløb, som han har modtaget af forbrugeren i henhold til fjernsalgsaftalen, også skal betale forbrugeren erstatning for værdien af anvendelsen af dette beløb?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23.9.2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271, s. 16).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 14. maj 2018 — Schiaffini Travel SpA mod Comune de Latina

(Sag C-322/18)

(2018/C 285/35)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Schiaffini Travel SpA

Sagsøgt: Comune de Latina

Præjudicielle spørgsmål

1)	Finder artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1370/2007 (1) (særligt forbuddet i henhold til litra b) og d) for en intern operatør mod at deltage i extra moenia-udbud) ligeledes anvendelse på kontrakter, der er tildelt før denne forordnings ikrafttræden?

2)

Kan en offentligretlig juridisk person, der er blevet tildelt en kontrakt vedrørende en lokal transporttjeneste af en statslig myndighed uden forudgående udbud, abstrakt set anses for at være en »intern operatør« som omhandlet i samme forordning og efter omstændighederne analogt med den retspraksis, der er udviklet på området for in house providing, såfremt førstnævnte person er direkte forbundet med den statslige myndighed på det organisatoriske og kontrolmæssige plan, og såfremt pågældende offentligretlige juridisk persons selskabskapital er ejet af staten (fuldt ud eller i sameje med andre offentligretlige organer)?

3)

Indebærer en tildeling af en tjenesteydelseskontrakt uden forudgående udbud inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1370/2007, i tilfælde af, at den ovennævnte statslige myndighed efter tildelingen opretter et offentligt forvaltningsorgan med organisatoriske beføjelser i forhold til de pågældende tjenester (idet beføjelsen til at tildele koncessioner dog fortsat forbeholdes staten) — et organ, der ikke udøver nogen »tilsvarende kontrol« med modtageren af den kontrakt, der er tildelt uden forudgående udbud — at den pågældende tildeling falder uden for ordningen i forordningens artikel 5, stk. 2?

4)

Såfremt en kontrakt, der er tildelt uden forudgående udbud, udløber efter den 30-årige frist, der udløber den 3. december 2039 (en frist, der begynder at løbe fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1370/2007), har dette da til følge, at tildelingen ikke er i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i samme forordnings artikel 5, sammenholdt med artikel 8, stk. 3, eller skal en sådan retsstridighed anses for automatisk afhjulpet i retlig henseende gennem en implicit forkortelse ex lege af kontraktens varighed?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23.10.2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (EUT L 315, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 15. maj 2018 — Sicilville Srl mod Comune di Brescia

(Sag C-324/18)

(2018/C 285/36)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sicilville Srl

Sagsøgt: Comune di Brescia

Præjudicielt spørgsmål

Er EU-retten, nærmere bestemt artikel 57, stk. 4, i direktiv 2014/24/EU (1) om offentlige udbud, sammenholdt med 101. betragtning til dette direktiv, samt proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, til hinder for en national lovgivning som i den i det foreliggende tilfælde omhandlede, der, idet en »alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af et erhverv« defineres som en obligatorisk grund til udelukkelse af en økonomisk aktør, bestemmer, at denne aktør, såfremt denne alvorlige forsømmelse har medført en førtidig ophævelse af en udbudskontrakt, alene kan udelukkes, hvis ophævelsen ikke er anfægtet ad rettens vej eller stadfæstet ved afslutningen af en retssag?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94, s. 65).

Appel iværksat den 21. maj 2018 af Mytilinaios Anonumos Etairia — Omilos Epicheiriseon til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 13. marts 2018 i sag T-542/11 RENV, Alouminion tis Ellados VEAE mod Europa-Kommissionen

(Sag C-332/18 P)

(2018/C 285/37)

Processprog: græsk

Parter

Appellant: Mytilinaios Anonymos Etairia — Omilos Epicheiriseon (ved rechtsanwalt N. Korogiannakis, N. Keramidas, E. Chrysafis, D. Diakopoulos, dichigori og K. Struckmann)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Dimosia Epicheirisi Ilektrismou AE (DEI)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 13. marts 2018 i sag Τ-542/11 RENV (EU:T:2018:132) ophæves.

—	Domstolen træffer selv afgørelse i sagen.

—	Kommissionens afgørelse af 13. juli 2011 annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale, foruden sine egne omkostninger, de omkostninger, som appellanten har afholdt i forbindelse med hele sagsforløbet.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat tre anbringender:

1)

Retten har begået retlige fejl og foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder i forbindelse med sin vurdering af, hvorvidt den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, og navnlig af hvorvidt foranstaltningen indebærer en »fordel«, ved vurderingen af fordelen, ved at afvise at undersøge vederlaget og ved at anvende bevisbyrden forkert, eftersom Den Hellenske Republik ikke fremførte sådanne argumenter i forbindelse med den administrative procedure, og en retlig fejl ved at anfægte appellantens argumenter for så vidt angår »kriteriet om den private investor«.

2)	Retlig fejl ved vurderingen af fordelens »selektivitet«.

3)	Retlig fejl og en urigtig gengivelse af beviserne for så vidt angår den pågældende foranstaltnings konsekvenser for handelen og konkurrencen.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 23. maj 2018 — Lombardi Srl mod Comune di Auletta m.fl.

(Sag C-333/18)

(2018/C 285/38)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lombardi Srl

Sagsøgt: Comune di Auletta m.fl.

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, og stk. 3, i Rådets direktiv 89/665/EØF (1) om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EØF (2) af 11. december 2007, fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at vurderingen af, om den interesse i hovedsøgsmålet, som er gjort gældende af den tilbudsgiver, mod hvem der er blevet anlagt et særskilt udelukkelsessøgsmål, der er blevet anset for at være begrundet, er konkret i et tilfælde, hvor flere virksomheder deltager, og hvor de samme virksomheder ikke er blevet indstævnt (og der under alle omstændigheder ikke er blevet iværksat appel mod tilbuddene), forelægges retten i medfør af den processuelle autonomi, som medlemsstaterne er tillagt, under anvendelse af de processuelle instrumenter, som retten råder over i henhold til lovgivningen, hvorved beskyttelsen af dette subjektive synspunkt sikres i forhold til de etablerede nationale principper om en parts ret til at anlægge søgsmål (artikel 112 i codice di procedura civile (den civile retsplejelov)), om bevis for, at der foreligger den påståede interesse (artikel 2697 i codice civile (den civile lovbog)), og om de subjektive grænser for dommen, der kun har virkning i forhold til sagens parter og ikke kan vedrøre retsstillingen for parter uden for tvisten (artikel 2009 i codice civile)?

---

(1)  (EFT L 395, s. 33).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11.12.2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter (EUT L 335, s. 319).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 23. maj 2018 — Via Lattea Scrl m.fl. mod Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA) og Regione Veneto

(Sag C-337/18)

(2018/C 285/39)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Via Lattea Scrl, Alba Gilberto, Antonio Barausse, Gabriele Barausse, Azienda Agricola Benvegnù Gianni Battista e Giangaetano s.s., Domenico Brogliato s.s., Cesare Filippi, Michele Filippi, Fontana Fidenzio e Fabrizio s.s., Giovanni Gastaldello, Tiziano Giaretta, Azienda Agricola Guadagnin Gianni ed Emanuele s.s., Il Moretto di Martinazza Laura s.s., Marini Alessandro e Domenico s.s., Azienda Agricola Milan Sergio & C. s.s., Matteo Mosele, Luciano Mosele, Ennio Mosele, Renato Munaretto, Azienda Agricola Pain di Gazzola Luigi, Azienda Agricola Parise Luigi, Angelo, Francesco e Giancarlo, Sillo Zefferino Maurizio s.s., Storti Danilo e Nicoletta s.s., Tosatto Paolo e Federico s.s., Vivaldo Emilio e Pierino s.s. og Giuseppe Zanettin

Sagsøgte: Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA) og Regione Veneto

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal EU-retten i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den omstændighed, at en national bestemmelse er i strid med artikel 2, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EØF) nr. 3950/92 (1), har som konsekvens, at producenter ikke er forpligtet til at betale tillægsafgiften, såfremt de i den nævnte forordning anførte vilkår er opfyldt?

2)

Skal EU-retten, og særligt det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning, i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den berettigede forventning ikke kan beskyttes hos personer, som har opfyldt en af en medlemsstat fastsat forpligtelse, og som har draget fordel af de virkninger, der er forbundet med overholdelsen af denne forpligtelse, såfremt denne forpligtelse har vist sig at være i strid med EU-retten?

3)

Er artikel 9 i forordning (EF) nr. 1392/2001 (2) af 9. juli 2001 og det EU-retlige begreb »prioriteret kategori« i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, til hinder for en medlemsstats bestemmelse, såsom artikel 2, stk. 3, i lovdekret nr. 157/2004 vedtaget af Den Italienske Republik, som fastsætter forskellige metoder til tilbagebetaling af den overskydende tillægsafgift, idet der med hensyn til tilbagebetalingstider og -metoder sondres mellem producenter, som har forladt sig på pligten til at overholde en national bestemmelse, der har vist sig at være i strid med EU-retten, og producenter, som ikke har overholdt denne bestemmelse?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28.12.1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT, L 405, s. 1).

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1392/2001 af 9.7.2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EUT, L 187, s. 19).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 23. maj 2018 — Cooperativa Novalat Scrl m.fl. mod Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA) og Regione Veneto

(Sag C-338/18)

(2018/C 285/40)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Cooperativa Novalat Scrl, Antico Giuseppe e Figli s.s., Impresa Barutta Livio, Impresa Cusinato Giulio, Impresa Danesa Cisino, Impresa Faggian Rudi, Furlan Diego e Stefano s.s., Impresa Furlan Marco, Impresa Massaro Leo Valter, Impresa Reginato Guido, Impresa Sachespi Lucio, Impresa Salmaso Luigi, Impresa Schiavon Denis og Impresa Zanetti Narciso

Sagsøgte: Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA) og Regione Veneto

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal EU-retten i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den omstændighed, at en national bestemmelse er i strid med artikel 2, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EØF) nr. 3950/92 (1), har som konsekvens, at producenter ikke er forpligtet til at betale tillægsafgiften, såfremt de i den nævnte forordning anførte vilkår er opfyldt?

2)

Skal EU-retten, og særligt det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning, i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den berettigede forventning ikke kan beskyttes hos personer, som har opfyldt en af en medlemsstat fastsat forpligtelse, og som har draget fordel af de virkninger, der er forbundet med overholdelsen af denne forpligtelse, såfremt denne forpligtelse har vist sig at være i strid med EU-retten?

3)

Er artikel 9 i forordning (EF) nr. 1392/2001 (2) af 9. juli 2001 og det EU-retlige begreb »prioriteret kategori« i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, til hinder for en medlemsstats bestemmelse, såsom artikel 2, stk. 3, i lovdekret nr. 157/2004 vedtaget af Den Italienske Republik, som fastsætter forskellige metoder til tilbagebetaling af den overskydende tillægsafgift, idet der med hensyn til tilbagebetalingstider og -metoder sondres mellem producenter, som har forladt sig på pligten til at overholde en national bestemmelse, der har vist sig at være i strid med EU-retten, og producenter, som ikke har overholdt denne bestemmelse?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28.12.1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT, L 405, s. 1).

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1392/2001 af 9.7.2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EUT, L 187, s. 19).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 23. maj 2018 — Veneto Latte Scrl m.fl. mod Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA), Regione Veneto

(Sag C-339/18)

(2018/C 285/41)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Veneto Latte Scrl, Bovolenta Luca e Matteo s.s., Greco Andrea e Alessando s.s., Ruzza Vanel e Gloriano s.s. og Azienda Agricola Marangona di Tamiso Rossano

Sagsøgt: Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA), Regione Veneto

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal EU-retten i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den omstændighed, at en national bestemmelse er i strid med artikel 2, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EØF) nr. 3950/92 (1), har som konsekvens, at producenter ikke er forpligtet til at betale tillægsafgiften, såfremt de i den nævnte forordning anførte vilkår er opfyldt?

2)

Skal EU-retten, og særligt det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning, i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den berettigede forventning ikke kan beskyttes hos personer, som har opfyldt en af en medlemsstat fastsat forpligtelse, og som har draget fordel af de virkninger, der er forbundet med overholdelsen af denne forpligtelse, såfremt denne forpligtelse har vist sig at være i strid med EU-retten?

3)

Er artikel 9 i forordning (EF) nr. 1392/2001 (2) af 9. juli 2001 og det EU-retlige begreb »prioriteret kategori« i en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens genstand, til hinder for en medlemsstats bestemmelse, såsom artikel 2, stk. 3, i lovdekret nr. 157/2004 vedtaget af Den Italienske Republik, som fastsætter forskellige metoder til tilbagebetaling af den overskydende tillægsafgift, idet der med hensyn til tilbagebetalingstider og -metoder sondres mellem producenter, som har forladt sig på pligten til at overholde en national bestemmelse, der har vist sig at være i strid med EU-retten, og producenter, som ikke har overholdt denne bestemmelse?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28.12.1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT, L 405, s. 1).

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1392/2001 af 9.7.2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EUT, L 187, s. 19).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Milano (Italien) den 28. maj 2018 — Avv. Alessandro Salvoni mod Anna Maria Fiermonte

(Sag C-347/18)

(2018/C 285/42)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Milano

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Avv. Alessandro Salvoni

Sagsøgt: Anna Maria Fiermonte

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 53 i forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til hinder for, at den ret i domsstaten, som anmodningen om udstedelse af attesten i medfør af artikel 53 i forordning (EU) nr. 1215/2012 med henvisning til en endelig retsafgørelse er rettet til, udøver beføjelser ex officio med det formål at undersøge, om bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningens kapitel II, afdeling 4, er blevet tilsidesat, idet forbrugeren således kan orienteres om den eventuelt konstaterede tilsidesættelse og bevidst kan overveje, om vedkommende vil benytte det i forordningens artikel 45 fastlagte retsmiddel?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia de Reus (Spanien) den 30. maj 2018 — Jaime Cardus Suárez mod Catalunya Caixa S.A.

(Sag C-352/18)

(2018/C 285/43)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia de Reus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jaime Cardus Suárez

Sagsøgt: Catalunya Caixa S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

1.1 Skal artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 (1) fortolkes således, at et kontraktvilkår, hvori der indgår et officielt indeks, IRPH, som reguleres ved en lovbestemmelse, ikke er omfattet af direktivets bestemmelser, selv hvis dette indeks ikke finder obligatorisk anvendelse, uafhængigt af om det er tilvalgt, og ikke har supplerende karakter i mangel af en aftale mellem parterne? 1.2 Skal artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at et kontraktvilkår, hvori der indgår et officielt indeks, IRPH, som reguleres ved en lovbestemmelse, er omfattet af direktivets bestemmelser, når der i det nævnte kontraktvilkår ændres på det, der er fastsat i den administrative bestemmelse, som definerer IRPH-indekset, vedrørende det negative rentespænd, der skal anvendes, såfremt det nævnte indeks anvendes som et kontraktmæssigt krav, for at udligne lånets årlige omkostninger i procent med markedets, idet det derved må antages, at den kontraktmæssige ligevægt, som den nationale lovgiver har indført, er blevet ændret?

2)

2.1. Er den omstændighed, at det IRPH-referenceindeks, som den erhvervsdrivende har indsat i et vilkår i en lånekontrakt, reguleres af lovbestemmelser eller administrative bestemmelser, til hinder for, at en national ret efterprøver, om forbrugeren er blevet oplyst om alle de forhold, der kan få indflydelse på omfanget af dennes forpligtelser, for at denne ret kan lægge til grund, at vilkåret er affattet klart og forståeligt som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13? 2.2. Er direktiv 93/13 til hinder for en retspraksis, hvorefter kravet om gennemsigtighed er opfyldt alene ved en henvisning i det forberedte vilkår til det officielle indeks, uden at der stilles krav om, at den erhvervsdrivende, der har udarbejdet vilkåret, afgiver andre oplysninger herom, eller er det derimod nødvendigt for at opfylde pligten til gennemsigtighed, at koncipisten giver oplysning om referenceindeksets udformning og rækkevidde, samt om indeksmekanismens konkrete funktionsmåde? 2.3. Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at undladelsen af at oplyse forbrugeren om IRPH’s udformning, funktionsmåde og hidtidige udvikling samt den forudsigelige fremtidige udvikling, i det mindste kortfristet eller mellemfristet, idet den erhvervsdrivendes kendskab til de nævnte forhold på tidspunktet for kontraktens indgåelse, gør det muligt at antage, at det vilkår, hvori indekset indgår, ikke er affattet klart og forståeligt som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13? 2.4 Skal kravet i direktivets artikel 4, stk. 2, om vilkårets gennemsigtighed fortolkes således, at det indebærer, at forbrugeren skal oplyses om selve de administrative bestemmelser, der regulerer referenceindekset og dets indhold, idet der er tale om relevante oplysninger med henblik på at opnå indsigt i hvilken økonomisk og retlig betydning, indeksvilkåret har? 2.5. Kan koncipistens reklame og oplysninger, der vil kunne bringe forbrugeren i vildfarelse, når denne indgår en lånekontrakt, der henviser til IRPH, udgøre et forhold, hvorpå retten kan støtte sin vurdering af, om kontraktvilkåret er urimeligt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13?

3)

3.1 . Såfremt et vilkår findes at være urimeligt og lånet skal tilbagebetales rentefrit, fordi vilkåret om en variabel rente erklæres ugyldigt og fjernes, hvilket medfører, at grundlaget for indgåelsen af kontrakten set udelukkende fra bankens perspektiv er forsvundet, skal det da tillades, at den nævnte kontrakt fuldstændiggøres ved at ændre det urimelige vilkår ved anvendelse af ethvert andet referenceindeks i stedet for det, der er erklæret ugyldigt? Er en sådan fortolkning og fuldstændiggørelse i givet fald i strid med artikel 6 i direktiv 93/13?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Justice de paix du troisième canton de Charleroi (Belgien) den 5. juni 2018 — Frank Casteels mod Ryanair DAC, tidligere Ryanair Ltd

(Sag C-368/18)

(2018/C 285/44)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Justice de paix du troisième canton de Charleroi

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Frank Casteels

Sagsøgt: Ryanair DAC, tidligere Ryanair Ltd

Præjudicielle spørgsmål

Afgørelsen vedrørende sagens realitet skal Den Europæiske Unions Domstol forelægges en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 5, stk. 3, i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (1), der har følgende ordlyd:

—

Er den i nærværende tvist omhandlede begivenhed, dvs., at personalet i handlingsselskabet i den lufthavn, hvorfra flyet afgår, strejker, omfattet af begrebet »begivenhed« som omhandlet i præmis 22 i dom af 22. december 2008, Wallentin-Hermann (C-549/07, EU:C:2008:771), eller af begrebet en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i 14. betragtning til nævnte forordning, således som det er fortolket i dom af 31. januar 2013, McDonagh (C-12/11, EU:C:2013:43), eller overlapper disse to begreber hinanden?

—

Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 fortolkes således, at en begivenhed som den i nærværende tvist omhandlede, dvs., at personalet i handlingsselskabet i den lufthavn, hvorfra flyet afgår, strejker, anses for en begivenhed, som er et led i det transporterende luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse og følgelig ikke kan kvalificeres som en »usædvanlig omstændighed«, der fritager det transporterende luftfartsselskab for forpligtelsen til at betale kompensation til passagerer i tilfælde af en aflysning af en flyvning, som skulle foretages af det pågældende luftfartstøj?

—

Såfremt en begivenhed, som den i nærværende tvist omhandlede, dvs., at personalet i handlingsselskabet i den lufthavn, hvorfra flyet afgår, strejker, skal anses for en »usædvanlig omstændighed«, følger det da heraf, at der for det transporterende luftfartsselskab er tale om en »usædvanlig omstændighed«, som ikke kunne have været undgået, selv om luftfartsselskabet faktisk havde truffet alle forholdsregler, som det med rimelighed kunne træffe?

—

Skal den omstændighed, at strejken var varslet, anses for at indebære, at en sådan begivenhed som den i hovedsagen omhandlede, dvs., at personalet i handlingsselskabet i den lufthavn, hvorfra flyet afgår, strejker, ikke er omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91?

---

(1)  EFT L 46, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Justice de paix du troisième canton de Charleroi (Belgien) den 5. juni 2018 — Giovanni Martina mod Ryanair DAC, tidligere Ryanair Ltd

(Sag C-369/18)

(2018/C 285/45)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Justice de paix du troisième canton de Charleroi

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Giovanni Martina

Sagsøgt: Ryanair DAC, tidligere Ryanair Ltd

Præjudicielle spørgsmål

Inden der træffes afgørelse om realiteten, skal Afgørelsen vedrørende sagens realitet udsættes med henblik på at forelægge Den Europæiske Unions Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 5, stk. 3, i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (1), der har følgende ordlyd:

1)

Er den i nærværende tvist omhandlede omstændighed, dvs. benzinudslippet på en startbane, som førte til denne banes lukning, omfattet af begrebet »begivenhed« som omhandlet i præmis 22 i dom af 22. december 2008, Wallentin-Hermann (C-549/07, EU:C:2008:771), eller af begrebet en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i 14. betragtning til nævnte forordning, således som det er fortolket i dom af 31. januar 2013, McDonagh (C-12/11, EU:C:2013:43), eller overlapper disse to begreber hinanden?

2)

Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 fortolkes således, at en begivenhed som den i nærværende tvist omhandlede, dvs. benzinudslippet [org. s. 8] på en startbane, som førte til denne banes lukning, skal anses for en begivenhed, som er et led i et transporterende luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse og følgelig ikke kan kvalificeres som en »usædvanlig omstændighed«, der fritager det transporterende luftfartsselskab for forpligtelsen til at betale kompensation til passagerer i tilfælde af en lang forsinkelse på en flyvning, der foretages af dette fly?

3)

Såfremt en begivenhed, som den i nærværende tvist omhandlede, dvs. benzinudslippet på en startbane, som førte til denne banes lukning, skal anses for en begivenhed, der udgør en »usædvanlig omstændighed«, følger det da heraf, at der for det transporterende luftfartsselskab er tale om en »usædvanlig omstændighed«, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet?

---

(1)  EFT L 46, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour administrative d'appel de Nancy (Frankrig) den 7. juni 2018 — Ministre de l’Action et des Comptes publics mod Hr. og fru Raymond Dreyer

(Sag C-372/18)

(2018/C 285/46)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour administrative d'appel de Nancy

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ministre de l’Action et des Comptes publics

Sagsøgt: Hr. og fru Raymond Dreyer

Præjudicielt spørgsmål

Har de bidrag, der skal henføres til Caisse nationale de solidarité pour l’autonomie (national solidaritetsfond for selvstændighed) til finansieringen af de omtvistede ydelser, [dvs. den personlige ydelse til selvstændighed og invaliditetsydelsen] en direkte og tilstrækkelig relevant sammenhæng med visse af de sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 3 forordning (EF) nr. 883/2004 (1), og er de derfor omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, alene fordi disse ydelser vedrører en af de risici, der er nævnt i artikel 3, og skal tildeles uden skønsmæssig bedømmelse på grundlag af en ved lov fastlagt situation?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Najvyšší súd Slovenskej republiky (Slovakiet) den 7. juni 2018 — Slovenské elektrárne a.s. mod Daňový úrad pre vybrané daňové subjekty

(Sag C-376/18)

(2018/C 285/47)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Najvyšší súd Slovenskej republiky

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Slovenské elektrárne a.s.

Sagsøgt: Daňový úrad pre vybrané daňové subjekty

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF (1) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (herefter »tredje elektricitetsdirektiv«) fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der indfører en særforanstaltning, som består i en obligatorisk afgift, der opkræves hos regulerede enheder, herunder hos indehaverne af en tilladelse til forsyning af elektricitet, der er udstedt af den kompetente regulerende myndighed i den pågældende medlemsstat (herefter »den regulerende myndighed« og »den regulerede enhed«), og som er fastsat på baggrund af det økonomiske resultat, som enhederne har opnået ikke alene på nationalt plan, men også under udøvelsen af deres virksomhed i udlandet, er i strid med direktivets mål og navnlig med direktivets artikel 3, idet denne lovgivning i) påvirker de regulerede enheders frihed til at fastsætte en fuldt ud konkurrencedygtig pris for forsyning af elektricitet på udenlandske elektricitetsmarkeder, og dermed også konkurrenceprocessen på nævnte markeder ii) svækker konkurrenceevnen for regulerede enheder i forhold til udenlandske elleverandører, der er aktive på det slovakiske elektricitetsmarked, såfremt begge ligeledes forsyner et bestemt udenlandsk marked med elektricitet, for så vidt som en udenlandsk elleverandør ikke er underlagt en sådan afgiftspligt med hensyn til forsyning af elektricitet til udlandet iii) afskrækker nye konkurrenter fra at indtræde på markedet for elforsyning i Den Slovakiske Republik og i udlandet, eftersom en sådan afgiftspligt vil finde tilsvarende anvendelse på indtægter, der hidrører fra deres ikke-regulerede virksomhed, selv hvis disse efterfølgende inden for en bestemt periode får en tilladelse til elforsyning, men ikke har nogen indtægter i forbindelse med denne forsyning iv) kan nødsage de slovakiske regulerede enheder til at anmode [den slovakiske] regulerende myndighed om at trække deres tilladelse til elforsyning tilbage, eller nødsage de udenlandske elleverandører til i deres respektive oprindelseslande at anmode den regulerende myndighed, som har udstedt dem den pågældende tilladelse, om at trække den tilbage, henset til, at for en enhed, som ikke ønsker, at også dens indtægter fra øvrig virksomhed pålægges den omhandlede afgift, udgør tilbagetrækning af tilladelsen til elforsyning enhedens eneste mulighed for at frigøre sig fra sin status af reguleret enhed i henhold til den omhandlede lovgivning?

2)

Skal tredje elektricitetsdirektiv fortolkes således, at en særforanstaltning som den i hovedsagen omhandlede, som består i en obligatorisk afgift, der opkræves hos regulerede enheder, herunder hos indehaverne af en tilladelse til forsyning af elektricitet, der er udstedt af en regulerende myndighed, og som er fastsat på baggrund af enhedernes økonomiske resultat, herunder resultatet af virksomhed udøvet i udlandet, ikke henhører under de foranstaltninger, som direktivet tillader medlemsstaterne at vedtage, selv hvis de er i strid med de mål, som nævnte direktiv forfølger, henset til, at nævnte foranstaltning hverken udgør et middel til bekæmpelse af klimaændringer eller et middel til forsyningssikkerhed og heller ikke forfølger nogen som helst anden målsætning i tredje elektricitetsdirektiv?

3)

Skal tredje elektricitetsdirektiv fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der indfører en særforanstaltning, som består i en afgiftspligt for regulerede enheder, herunder hos indehaverne af en tilladelse til forsyning af elektricitet, der er udstedt af den regulerende myndighed, og som er fastsat på baggrund af enhedernes økonomiske resultat, herunder resultatet af virksomhed udøvet i udlandet, ikke opfylder kravene om gennemsigtighed [org. s. 3], ikke-diskrimination og lige adgang til kunderne som omhandlet i direktivets artikel 3, eftersom den for så vidt angår en reguleret enhed også rammer indtægter opnået (fra elforsyning eller på anden vis) i udlandet, mens den for så vidt angår indehaveren af en tilladelse til elforsyning på grundlag af en »pas«-tilladelse til elforsyning, som er udstedt i indehaverens oprindelsesland, alene rammer indtægter opnået i Den Slovakiske Republik?

---

(1)  EFT L 211, s. 55.

Sag anlagt den 8. juni 2018 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien

(Sag C-384/18)

(2018/C 285/48)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved H. Tserepa-Lacombe og L. Malferrari, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Belgien

Sagsøgerens påstande

—	Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 25 i direktiv 2006/123/EF (1) og artikel 49 TEUF.

—	Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 25 i direktiv 2006/123/EF og artikel 49 TEUF ved i) at forbyde samtidig udøvelse af, på den ene side, regnskabsvirksomhed og, på den anden side, enhver bankvirksomhed eller finansielle tjenesteydelser og ii) at tillade Det Belgiske Institut for Regnskabsførere og Skatteeksperter (IPCF) at forbyde samtidig udøvelse af, på den ene side, regnskabsvirksomhed og, på den anden side, enhver landbrugsvirksomhed, håndværksvirksomhed og erhvervsvirksomhed.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36).

Sag anlagt den 29. juni 2018 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-434/18)

(2018/C 285/49)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Patakia og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 4, i Rådets direktiv 2011/70/Euratom af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald (1), sammenholdt med dette direktivs artikel 13, stk. 1, idet den ikke har meddelt Kommissionens dens nationale program for håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 15, stk. 4, i Rådets direktiv 2011/70/Euratom af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, sammenholdt med dette direktivs artikel 13, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne første gang meddeler Kommissionen indholdet af deres nationale program omfattende alle punkterne i direktivets artikel 12 »snarest muligt«, dog senest den 23. august 2015.

Kommissionen har gjort gældende, at det af de oplysninger, som Den Italienske Republik har fremlagt under den administrative procedure, fremgår, at der ikke er afgivet nogen meddelelse, idet de italienske myndigheder endnu ikke har meddelt Kommissionen det endelige nationale program, der er vedtaget til håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

---

(1)  EUT 2011, L 199, s. 48.

Sag anlagt den 17. maj 2018 — Adis Higiene mod EUIPO — Farecla Products (G3 EXTRA PLUS)

(Sag T-309/18)

(2018/C 285/50)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Adis Higiene, SL (Pozuelo de Alarcón, Spanien) (ved advokat M. Sanmartín Sanmartín)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Farecla Products Ltd (Ware, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Farecla Products Ltd

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket »G3 EXTRA PLUS« — EU-varemærkeregistrering nr. 15 064 207

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. marts 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2134/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 42 i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med regel 22 i forordning nr. 2868/95

—	Tilsidesættelse af artikel 94, 95 og 107, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001

—	Tilsidesættelse af begrundelsespligten.

Sag anlagt den 23. maj 2018 — Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet

(Sag T-330/18)

(2018/C 285/51)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Armando Carvalho (Santa Comba Dão, Portugal), og 36 andre (ved professsor G. Winter, advokat R. Verheyen og barrister H. Leith)

Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—	Det fastslås, at »drivhusgasemissionsretsakterne« (1) er ulovlige, for så vidt som de for perioden 2021 til 2030 tillader emission af drivhusgasser svarende til 80 % af emissionerne for 1990 i 2021, faldende til 60 % af emissionerne for 1990 i 2030.

—

Drivhusgasemissionsretsakterne annulleres, for så vidt som de fastsætter mål om at reducere drivhusgasemissionerne i 2030 med 40 % af 1990-niveauet, og navnlig annulleres artikel 9, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF, som senest ændret ved direktiv 2018/410, artikel 4, stk. 2, i forordning 2018/842 og bilag I dertil, og artikel 4 i forordning 2018/841.

—	De sagsøgte pålægges at vedtage foranstaltninger i henhold til drivhusgasemissionsretsakterne, som kræver reduktion af drivhusgasemissionerne i 2030 med 50 % til 60 % af 1990-niveauet, eller sådanne højere reduktioner, som Retten måtte finde passende.

—

Subsidiært, hvis Retten ikke ønsker at udstede et påbud, og hvis dens afgørelse om at annullere reduktionsmålene kommer for sent, til at de relevante bestemmelser kan ændres inden 2021, nedlægger sagsøgerne påstand om, at Retten skal træffe afgørelse om, at de anfægtede bestemmelser i drivhusgasemissionsretsakterne fortsat skal være i kraft indtil en nærmere fastsat dato, på hvilken disse mål skal ændres i overensstemmelse med de højere rangerende retlige krav.

—	Rådet og Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført ti anbringender.

1.

Første anbringende vedrører påstanden om annullation, hvorved det gøres gældende, at Unionen er forpligtet af højere rangerende retsregler til at undgå skade forårsaget af klimaændringer i henhold til den forpligtelse under folkeretlig sædvaneret, som forbyder stater at forårsage skade, og til at forebygge skade i henhold til artikel 191 TEUF. Unionen er ligeledes forpligtet til at forebygge krænkelser af grundlæggende rettigheder beskyttet af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som forårsages af klimaændringer. Disse rettigheder omfatter retten til livet og til fysisk integritet, retten til at udøve et erhverv, ejendomsretten, børns rettigheder og retten til ligebehandling.

2.

Andet anbringende vedrører påstanden om annullation, hvorved det gøres gældende, at Unionen, henset til kausaliteten mellem emissionen af drivhusgasser og farlige klimaændringer, er ansvarlig for at træffe foranstaltninger med henblik på at regulere drivhusgasemissionerne inden for Unionen og derved undgå denne skade og forebygge krænkelser af grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende vedrører påstand om annullation, hvorved det gøres gældende, at klimaændringer allerede forårsager skade og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder, og at de fortsat vil gøre dette. Enhver yderligere emission af drivhusgasser, som bidrager til disse virkninger, vil derfor være ulovlig, med mindre denne emission kan begrundes i objektive forhold, og såfremt Unionen har søgt at foretage reduktioner inden for grænserne af dens tekniske og økonomiske formåen.

4.

Fjerde anbringende vedrører påstanden om annullation, hvorved det gøres gældende, at der af følgende grunde ikke forelå nogen sådan begrundelse ved Unionens vedtagelse af de mål, der blev fastsat ved drivhusgasemissionsretsakterne: — Målene tillader emissioner i et omfang, der væsentligt overskrider EU’s rimelige andel af det emissionsbudget, der implicit følger af de mål, der blev fastsat ved Parisaftalen, om en maksimal forøgelse af den globale gennemsnitstemperatur på 1,5 oC eller væsentligt under 2 oC. — Målene blev fastsat, uden at de sagsøgte undersøgte grænserne for Unionens tekniske og økonomiske evne til at foretage reduktioner. De valgte mål blev snarere valgt som den mest omkostningseffektive måde til at opfylde et tidligere langfristet emissionsmål, som siden er blevet erstattet af Parisaftalen. — De oplysninger, der er tilgængelige for de sagsøgte, viser, at Unionen faktisk havde evne til at iværksætte foranstaltninger, der ville resultere i reduktioner af drivhusgasser på mindst 50 % til 60 % under 1990-niveauet i 2030.

5.

Femte anbringende vedrører påstanden om påbud, hvorved det gøres gældende, at Unionen er forpligtet af højere rangerende retsregler til at undgå skade forårsaget af klimaændringer i henhold til den forpligtelse under folkeretlig sædvaneret, som forbyder stater at forårsage skade, og til at forebygge skade i henhold til artikel 191 TEUF. Unionen er også i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forpligtet til at undgå og forebygge krænkelser af grundlæggende rettigheder, som forårsages af klimaændringer.

6.

Sjette anbringende vedrører påstanden om påbud, hvorved det gøres gældende, at Unionen i medfør af dens ansvar for emission af drivhusgasser tidligere har tilsidesat disse pligter: — Unionen har tilsidesat pligten til at undgå at påføre skade siden 1992, da FN’s rammekonvention om klimaændringer blev vedtaget og viden om klimaændringer blev almindeligt udbredt. — Unionens tilsidesættelse af sine pligter blev forstærket i 2009, da både artikel 191 TEUF og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder var i kraft. — På disse tidspunkter var den fortsatte emission af drivhusgasser forbudt, med mindre denne adfærd var begrundet i objektive forhold. Unionen har ikke og kan ikke gøre gældende, at det niveau af emissioner, som den fortsatte med at tillade i denne periode, var foreneligt med dens tekniske og økonomiske evne til at reducere emissionerne.

7.

Syvende anbringende vedrører påstanden om påbud, hvorved det gøres gældende, at Unionen fortsat tilsidesætter sine forpligtelser ved vedtagelsen af målene for reduktion af emission i drivhusgasemissionsretsakterne. Som anført i anbringenderne vedrørende påstanden om annullation reducerer drivhusgasemissionsretsakterne ikke emissionerne, og de tillader fortsatte emissioner på niveauer, som er ulovlige, og som ikke kan begrundes.

8.

Ottende anbringende vedrører påstanden om påbud, hvorved det gøres gældende, at Unionens tilsidesættelse af forpligtelser er en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som tillægger borgerne rettigheder. Unionen råder ikke over et skøn, der tillader den at nægte at overveje eller vedtage foranstaltninger inden for dens tekniske og økonomiske formåen med henblik på reduktion af emissioner.

9.	Niende anbringende vedrører påstanden om påbud, hvorved det gøres gældende, at tilsidesættelserne af pligter har forårsaget farlige klimaændringer, som har forårsaget alvorlig skade for visse af sagsøgerne, og som vil forårsage yderligere skade og skade af anden karakter for sagsøgerne i fremtiden.

10.

Tiende anbringende vedrører påstanden om påbud, hvorved det gøres gældende, at Unionen er forpligtet til at sikre, at dens adfærd er i overensstemmelse med dens retlige forpligtelse til at foretage emissionsreduktioner i overensstemmelse med dens tekniske og økonomiske formåen, hvilket beviserne viser er en reduktion på mindst 50 % til 60 % i 2030 af 1990-niveauet for emissioner. Sagsøgerne søger et påbud fra Retten med denne virkning.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/410 af 14.3.2018 om ændring af direktiv 2003/87/EF for at styrke omkostningseffektive emissionsreduktioner og lavemissionsinvesteringer og afgørelse (EU) 2015/1814 (EUT 2018, L 76, s. 3), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30.5.2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT 2018, L 156, s. 26) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30.5.2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU (EUT 2018, L 156, s. 1). Sagsøgerne har i deres stævning henvist til forordning 2018/842 og forordning 2018/841 i de versioner, Rådet vedtog den 14.5.2018, før underskrift og offentliggørelse i EU-Tidende.

Sag anlagt den 1. juni 2018 — Laboratoire Pareva mod Kommissionen

(Sag T-337/18)

(2018/C 285/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Laboratoire Pareva (Saint Martin de Crau, Frankrig) (ved advokaterne K. Van Maldegem og S. Englebert)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—	Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/619 (1) af 20. april 2018 om ikke at godkende PHMB (1415; 4,7) som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 1, 5 og 6 i henhold til forordning nr. 528/2012 (2) (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget af Kommissionen i strid med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), den afledte EU-ret og principperne i EU-retten. Sagsøgeren har følgelig nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse på grundlag af de følgende tre anbringender:

1.

Første anbringende om væsentlige proceduremæssige fejl: — Kommissionen har ikke overholdt de proceduremæssige skridt, som den skulle følge før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Kommissionen har tilsidesat væsentlige proceduremæssige regler i artikel 6, stk. 7, litra a), og artikel 6, stk. 7, litra b), i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (3), der, såfremt de var blevet efterlevet, kunne have ført til et andet resultat.

2.

Andet anbringende om et åbenbart fejlskøn: — Kommissionen har foretaget et åbenbart fejlskøn, idet den tog hensyn til irrelevante faktorer i forbindelse med dens vurdering af PHMB, og idet den har undladt at tillægge faktorer, der er specifikke og relevante for sagsøgerens PHMB, tilstrækkelig og passende vægt.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af grundlæggende principper i EU-retten og retten til forsvar: — Kommissionen har ikke sikret, at sagsøgeren fik en fuldstændig, passende og effektiv mulighed for at indgive bemærkninger under sagen.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/619 af 20.4.2018 om ikke at godkende PHMB (1415; 4,7) som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 1, 5 og 6 (EUT 2018, L 102, s. 21).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22.5.2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (EUT 2012, L 167, s. 1).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 af 4.8.2014 om det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EUT L 294, s. 1).

Sag anlagt den 1. juni 2018 — Laboratoire Pareva og Biotech3D mod Kommissionen

(Sag T-347/18)

(2018/C 285/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Laboratoire Pareva (Saint Martin de Crau, Frankrig) og Biotech3D Ltd & Co. KG (Gampern, Østrig) (ved advokaterne K. Van Maldegem og S. Englebert)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—	Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/613 (1) af 20. april 2018 om at godkende PHMB (1415; 4.7) som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 4 i henhold til forordning nr. 528/2012 (2) (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført 3 anbringender, som i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er anført i sag T-337/18, Laboratoire Pareva mod Kommissionen.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/613 af 20.4.2018 om godkendelse af PHMB (1415; 4.7) som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 4 (EUT 2018, L 102, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22.5.2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (EUT 2012, L 167, s. 1).

Sag anlagt den 8. juni 2018 — Spanien mod Kommissionen

(Sag T-355/18)

(2018/C 285/54)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved M. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Meddelelsen annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Nærværende søgsmål er anlagt til prøvelse af meddelelse om almindelige udvælgelsesprøver med henblik på ansættelse af administratorer inden for den offentlige forvaltning (AD 6) EPSO/AD/340/18 og EPSO/AD/341/18.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 1 og 2 i forordning nr. 1/58, artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 1d i vedtægten for tjenestemænd, idet kommunikationen mellem EPSO og ansøgeren blev begrænset og udelukkende foregik på engelsk, fransk og tysk, herunder for så vidt angår ansøgningsformularen.

2.

Andet anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 1 og 6 i forordning nr. 1/58, chartrets artikel 22, artikel 1d, stk. 1 og 6, i vedtægten for tjenestemænd og dennes artikel 27 og artikel 28, litra f), idet meddelelsen uretmæssigt begrænser valget af det andet sprog til blot fire sprog, der udgøres af engelsk, fransk, tysk og italiensk, og udelukker de øvrige officielle sprog i Den Europæiske Union.

3.

Tredje anbringende er baseret på den omstændighed, at valget af engelsk, fransk, tysk og italiensk udgør et vilkårligt valg, der medfører forskelsbehandling på grundlag af sprog, som er forbudt i henhold til artikel 1 i forordning nr. 1/58, chartrets artikel 22, artikel 1d, stk. 1 og 6, i vedtægten for tjenestemænd og dennes artikel 27 og artikel 28, litra f).

4.

Fjerde anbringende er baseret på den omstændighed, at den anfægtede meddelelse ikke udtrykkeligt specificerer, at det første sprog skal være et sprog, som ansøgerne har kendskab til på niveau C 1 som minimum (indgående kendskab), og indebærer en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og forskelsbehandling på grundlag af sprog (det »talte«), hvorved artikel 1 i forordning nr. 1/58, chartrets artikel 22, artikel 1d, stk. 1 og 6, i vedtægten for tjenestemænd og dennes artikel 27 og artikel 28, litra f), er blevet tilsidesat.

Sag anlagt den 19. juni 2018 — Labiri mod EØSU

(Sag T-374/18)

(2018/C 285/55)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Vassiliki Labiri (Bruxelles, Belgien) (ved advokat J.-N. Louis)

Sagsøgt: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgte opfordres til inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse at fremlægge afgørelsen truffet af EØSU’s generalsekretær den 30. marts 2016, hvorved denne besluttede, at der ikke bliver rejst tiltale mod sagsøgerens kontorchef.

—	Det fastslås, at — afgørelsen truffet af EØSU’s generalsekretær den 30. marts 2016 om ikke at rejse tiltale mod sagsøgerens kontorchef og om at henlægge sagsøgerens ansøgning om bistand/klage af 14. december 2007, annulleres. — EØSU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Det første anbringende angår tilsidesættelsen af den begrundelsespligt, der følger af artikel 25, stk. 2, i Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og tilsidesættelsen af det samarbejdsprincip, der følger af den administrative samarbejdsaftale mellem Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og Regionsudvalget af 17. december 2007.

2.

Det andet anbringende angår tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 24, stk. 1, og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter enhver person har ret til en god forvaltning. Den anfægtede afgørelse blev bl.a. blevet truffet i strid med sagsøgerens ret til at blive hørt og i strid med overholdelsen af retten til forsvar.

3.

Det tredje anbringende angår det åbenbart urigtige skøn, som EØSU foretog, idet det vedtog en afgørelse om henlæggelse, der på ulovlig vis henviste til et forlig, som blev indgået i en sag for Personaleretten, og til konklusionerne fra den administrative undersøgelse, hvorved det på intet tidspunkt blev undersøgt, om de faktiske omstændigheder, der lå til grund for sagsøgerens klage, objektivt set kunne udgøre psykisk chikane.

Sag anlagt den 25. juni 2018 — Aldi mod EUIPO — Crone (CRONE)

(Sag T-385/18)

(2018/C 285/56)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Aldi GmbH & Co. KG (Mülheim an der Ruhr, Tyskland) (ved advokaterne N. Lützenrath, U. Rademacher, C. Fürsen og M. Minkner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Christoph Michael Crone (Krefeld, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Christoph Michael Crone

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærke CRONE nr. 14 854 533

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. marts 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1100/2017-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001.

Sag anlagt den 25. juni 2018 — Delta-Sport mod EUIPO — Delta Enterprise (DELTA SPORT)

(Sag T-387/18)

(2018/C 285/57)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Delta-Sport Handelskontor GmbH (Hamburg, Tyskland) (ved advokat M. Krogmann)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Delta Enterprise Corp. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Delta-Sport Handelskontor GmbH

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket »DELTA SPORT« — registreringsansøgning nr. 14 327 911

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 17. april 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1894/2017-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder dem vedrørende sagens behandling for Femte Appelkammer.

—	Der træffes alle andre foranstaltninger, som Retten finder passende.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 21. juni 2018 — Nonnemacher mod EUIPO — Ingram (WKU)

(Sag T-389/18)

(2018/C 285/58)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Klaus Nonnemacher (Karlsruhe, Tyskland) (ved advokat C. Zierhut)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Paul Ingram (Birmingham, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Klaus Nonnemacher

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket WKU — EU-varemærkeregistrering nr. 11 482 841

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 17. april 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 399/2017-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 61 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 21. juni 2018 — Nonnemacher mod EUIPO — Ingram (WKU WORLD KICKBOXING AND KARATE UNION)

(Sag T-390/18)

(2018/C 285/59)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Klaus Nonnemacher (Karlsruhe, Tyskland) (ved advokat C. Zierhut)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Paul Ingram (Birmingham, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Klaus Nonnemacher

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket WKU WORLD KICKBOXING AND KARATE — EU-varemærkeregistrering nr. 11 523 958

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 17. april 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 409/2017-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 61 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 28. juni 2018 — Innocenti mod EUIPO — Gemelli (Innocenti)

(Sag T-392/18)

(2018/C 285/60)

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Innocenti SA (Lugano, Schweiz) (ved advokat N. Ferretti)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Filippo Gemelli (Torino, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Innocenti SA

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket Innocenti — registreringsansøgning nr. 7 502 181

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 19. april 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2336/2010-5)

Påstande

—	Afgørelse truffet af Femte Appelkammer (sag R 2336/2010-5) annulleres og omgøres, og Filippo Gemellis indsigelse mod varemærke 007502181 forkastes.

Anbringender

—	Manglende overholdelse af fristen for fremlæggelse af dokumentation for, at der ved Tribunale di Torino (retten i Torino) er anlagt en sag om fortabelse som følge af manglende brug

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 25. juni 2018 — Pielczyk mod EUIPO — Thalgo TCH (DERMAEPIL SUGAR EPIL SYSTEM)

(Sag T-398/18)

(2018/C 285/61)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Radoslaw Pielczyk (Klijndijk, Nederlandene) (ved advokat K. Kielar)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Thalgo TCH (Roquebrune-sur-Argens, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Radoslaw Pielczyk

Det omtvistede varemærke: EU-varemærkeregistrering nr. 11 649 324

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 13. april 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 979/2017-4 og R 1070/2017-4)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres delvist, for så vidt som appelkammeret a) afslog sagsøgerens klage R 979/2017-4 b) delvist gav medhold i Thalgo TCH’s klage R 1070/2017-4 vedrørende varer i klasse 3 i Niceklassifikationen c) erklærede EU-varemærkeregistrering nr. 11 649 324 ligeledes ugyldig for de anførte varer i klasse 3 d) opretholdt EUIPO’s afgørelse af 21. marts 2017 (ugyldighedssag nr. 11 974 C), for så vidt som sagsøgerens varemærke i henhold til afgørelsen blev erklæret ugyldigt for varer i klasse 3.

—	Thalgo TCH tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for annullationsafdelingen ved EUIPO og appelkammeret.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne i nærværende sag.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af regel 22, stk. 3 og 4, sammenholdt med regel 40, stk. 6, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95

—	Tilsidesættelse af artikel 64, stk. 2 og 3, sammenholdt med artikel 18, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 4. juli 2018 — Silgan Closures og Silgan Holdings mod Kommissionen

(Sag T-410/18)

(2018/C 285/62)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Silgan Closures GmbH (München, Tyskland) og Silgan Holdings Inc. (Stamford, Connecticut, De Forenede Stater) (ved advokaterne H. Wollmann, D. Seeliger, R. Grafunder og V. Weiss)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres i henhold til artikel 264 TEUF, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har med det foreliggende søgsmål nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 2466 final af 19. april 2018 om indledning af en procedure efter artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 (1) i sag AT.40522 — Pandora.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført følgende anbringender.

1.

Der foreligger en tilsidesættelse af nærhedsprincippet Sagsøgerne har i forbindelse med det første anbringende anført, at Kommissionen med den anfægtede afgørelse fratager en procedure for det tyske Bundeskartellamt i den samme sag, der på nuværende tidspunkt allerede har verseret i mere end tre år og nu er moden til afgørelse, sit retlige grundlag.

2.

Der foreligger en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet Sagsøgerne har i forbindelse med det andet anbringende anført, at den anfægtede afgørelse ikke var nødvendig for, at Kommissionen kunne iværksætte de kontroltiltag, som den ønskede at foretage, og den er heller ikke passende i forhold til dens ulemper for sagsøgerne ved en afvejning af alle parters interesser.

3.

Der foreligger en utilstrækkelig begrundelse Sagsøgerne har i forbindelse med det tredje anbringende anført, at Kommissionen i strid med artikel 296 TEUF har ikke har anført nogen begrundelse i den anfægtede afgørelse om, hvorfor den i betragtning af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet anså det for nødvendigt og begrundet at indlede proceduren.

4.	Der foreligger magtfordrejning Sagsøgerne har i forbindelse med det fjerde anbringende anført, at Kommissionen indledte proceduren med det formål at gøre det muligt pålægge sagsøgerne en sanktion efter sanktionssystemet i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (2)

---

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004, L 123, s. 18).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).