ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 262

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

61. årgang
25. juli 2018


Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

EØSU's 534. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 18.4.2018-19.4.2018

2018/C 262/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om finansiering af den europæiske søjle for sociale rettigheder (initiativudtalelse)

1

2018/C 262/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om LeaderSHIP 2020-strategien som en vision for industrien for maritim teknologi: mod en innovativ, bæredygtig og konkurrencedygtig maritim industri i 2020 (initiativudtalelse)

8

2018/C 262/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om økonomisk og social samhørighed og europæisk integration af det vestlige Balkan — udfordringer og prioriteter (sonderende udtalelse)

15

2018/C 262/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Fuldføring af dagsordenen om bedre regulering: Bedre løsninger for bedre resultater (COM(2017) 651 final) (initiativudtalelse)

22


 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

EØSU's 534. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 18.4.2018-19.4.2018

2018/C 262/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet og Den Europæiske Centralbank — Yderligere skridt hen imod fuldførelsen af Europas Økonomiske og Monetære Union: en køreplan (COM(2017) 821 final) — om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet og Den Europæiske Centralbank — Nye budgetinstrumenter som skal bidrage til at sikre et stabilt euroområde inden for EU's rammer (COM(2017) 822 final) — om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet og Den Europæiske Centralbank — En europæisk økonomi- og finansminister (COM(2017) 823 final) — om forslag til Rådets direktiv om bestemmelser til styrkelse af den finanspolitiske ansvarlighed og den mellemfristede budgetmæssige udvikling i medlemsstaterne (COM(2017) 824 final — 2017/0335 (CNS)) og om forslag til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond (COM(2017) 827 final — 2017/0333 (APP))

28

2018/C 262/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 1093/2010 (COM(2017) 790 final — 2017/0359 (COD)) og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2013/36/EU og 2014/65/EU (COM(2017) 791 final — 2017/0358 (COD))

35

2018/C 262/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (COM(2017) 563 final — 2017/0244 (NLE))

41

2018/C 262/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel (COM(2017) 647 final — 2017/0288 (COD))

47

2018/C 262/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/106/EØF om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (COM(2017) 648 final/2 — 2017/0290 (COD))

52

2018/C 262/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/33/EF om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer til vejtransport (COM(2017) 653 final — 2017/0291 (COD))

58

2018/C 262/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas (COM(2017) 660 final — 2017/0294 (COD))

64

2018/C 262/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mod den bredest mulige anvendelse af alternative brændstoffer — En handlingsplan om infrastruktur for alternative brændstoffer i henhold til artikel 10, stk. 6, i direktiv 2014/94/EU, herunder en vurdering af de nationale politikrammer, jf. artikel 10, stk. 2, i direktiv 2014/94/EU (COM(2017) 652 final)

69

2018/C 262/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Fremme af lavemissionsmobilitet. En Europæisk Union, der beskytter planeten, styrker forbrugernes rettigheder og forsvarer industrien og arbejdstagerne« (COM(2017) 675 final)

75

2018/C 262/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Styrkelse af EU's energinet (COM(2017) 718 final)

80

2018/C 262/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Investeringsbank — Den tredje rapport om status over energiunionen (COM(2017) 688 final)

86

2018/C 262/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union (COM(2017) 487 final — 2017/0224 (COD))

94

2018/C 262/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's handlingsplan 2017-2019 — Bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle (COM(2017) 678 final)

101


DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

EØSU's 534. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 18.4.2018-19.4.2018

25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om finansiering af den europæiske søjle for sociale rettigheder

(initiativudtalelse)

(2018/C 262/01)

Ordfører:

Anne DEMELENNE

Plenarforsamlingens beslutning

15.2.2018

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 2

 

Initiativudtalelse

Kompetence

Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

Vedtaget i sektionen

26.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

155/3/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Principperne for og gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder (»den sociale søjle«) bør tillige med gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling være et af forhandlingssporene for den næste flerårige finansielle ramme efter 2020.

1.2.

Skal den sociale søjle omsættes til virkelighed, kræver det forbedringer i medlemsstaterne. Den sociale resultattavle, der er udarbejdet til at ledsage søjlen, påviser mangler og betydelige forskelle i EU. En overvindelse af disse mangler kræver en engageret indsats på alle niveauer, herunder fra medlemsstater, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsaktører. Det kræver også et solidt budgetgrundlag, investeringer og løbende udgifter. Det er nødvendigt at gøre sig overvejelser om, hvordan dette skal finansieres.

1.3.

Udgiftsbehovet er særligt stort i de mindre velstående lande og i lande, hvor indkomsterne er faldet i de senere år. Alle er konfronteret med et vist omfang af begrænsninger som følge af EU's budget- og gældsregler. Der kan skabes muligheder for at øge udgifterne i medlemsstaterne og med hjælp fra forskellige EU-programmer.

1.4.

På nogle områder som f.eks. udbredelse af digital adgang kan investeringer fra den private sektor yde et bidrag, hvis der etableres de rette lovgivningsmæssige betingelser. Private investeringer vil dog ikke være nok og kan ikke sikre mod udstødelse af de socialt svageste, der er et af den sociale søjles vigtige temaer.

Det er muligt at øge de offentlige investeringer i medlemsstaterne med henvisning til en gylden regel for offentlige investeringer med et socialt mål om mere fleksible budgetregler (1) med henblik på at opfylde målene for den europæiske søjle for sociale rettigheder.

1.5.

De offentlige investeringer vil også kunne øges gennem anvendelsen af de eksisterende EU-instrumenter, især de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), hvis fokus i højere grad kan rettes mod de mål, der skal nås med den sociale søjle. Også via Den Europæiske Investeringsbank kan de offentlige investeringer fremmes, da den med hjælp fra Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) igennem de senere år har kunnet fastholde sit udlånsniveau. Denne investeringsfremme bør udtrykkeligt omfatte mål knyttet til den sociale søjle i overensstemmelse med dens mandat.

1.6.

Hensigtsmæssige skattepolitikker, herunder effektiv bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning, bør sætte medlemsstaterne og EU i stand til at rejse yderlige midler, der kan gå til finansieringen af den sociale søjle. Garanti for, at yderligere midler bruges effektivt, kræver, at handlingsprogrammer og køreplaner for gennemførelsen af den sociale søjle implementeres som en integreret del af det europæiske semester og især i forbindelse med udarbejdelsen af nationale reformprogrammer og konvergensprogrammer. I den forbindelse bør EU også undersøge nye idéer til, hvordan de egne indtægter kan forøges.

1.7.

En realisering af den sociale søjle kræver, at de berørte interessenter på alle niveauer, EU-institutioner, medlemsstater, regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsaktører, aktivt engagerer sig, tager ansvar og deltager.

2.   Baggrund

2.1.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder, der blev proklameret og undertegnet af Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Kommissionen den 17. november 2017, er tænkt som et tiltag i retning mod at styrke de sociale rettigheder og påvirke menneskers liv positivt på kort og mellemlang sigt. En realisering af målene for den sociale søjle er en fælles forpligtelse og et fælles ansvar for EU, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter.

2.2.

Søjlen er udtryk for en udtalt erkendelse hos lederne af 27 medlemsstater af behovet for omgående at gøre noget ved den økonomiske og sociale usikkerhed (2). Det akutte behov for den sociale søjle skyldes bl.a. de dårlige økonomiske og sociale resultater i mange lande siden 2008; de nye muligheder og nye udfordringer, som skabes af globaliseringen, klimaændringer, store migrationsstrømme, digitalisering og aldrende befolkninger; de øgede forskelle i økonomisk formåen og social velstand i EU i kølvandet på den økonomiske og finansielle krise; og den politiske udvikling i mange lande, som udgør en trussel mod den fremtidige enhed og samhørighed i EU. At løfte EU op til en AAA-vurdering på det sociale område blev præsenteret som lige så vigtig som en AAA-vurdering på det økonomiske og finansielle område af den nyvalgte kommissionsformand i Europa-Parlamentet i oktober 2014 (3). Det giver sig selv, at dette mål kun kan nås, hvis alle niveauer i EU påtager sig et ansvar. En realisering af målet kan forventes at forbedre samhørigheden, den politiske og sociale stabilitet og de økonomiske resultater uden at glemme betydningen af automatiske stabilisatorer i tilfælde af økonomiske chok.

2.3.

EØSU har erkendt (4), at den sociale søjle er en politisk hensigtserklæring, da der endnu ikke findes en klar køreplan for gennemførelsen. I den henseende er søjlen fortsat ufuldstændig, og anerkendelsen af nye rettigheder og forpligtelser er mangelfuld. En stærk økonomi og retfærdig beskatning indebærer, at der stilles tilstrækkelige økonomiske ressourcer til rådighed i medlemsstaterne med støtte fra Den Europæiske Union. Det vil være en afgørende faktor for gennemførelsen af den sociale søjle.

2.4.

Kommissionen fremlægger efter planen sine forslag til den næste flerårige finansielle ramme (FFR) i maj 2018. Det er vigtigt, at den sociale søjle og FN's mål for bæredygtig udvikling bliver en af retningslinjerne for EU-institutionernes og medlemsstaternes udarbejdelse af det næste langsigtede EU-budget, der skal gælde fra 2020.

2.5.

En realisering af den sociale søjle kommer til at afhænge af, at der i medlemsstaterne iværksættes de rette politiske reformer for bl.a. at etablere passende mekanismer til at skabe kvalitetsjob, udbygge færdigheder og sikre effektiv brug af offentlige midler. I overensstemmelse med sine tidligere udtalelser er EØSU fortaler for strukturreformer rettet mod social og økonomisk udvikling: flere og bedre jobs, bæredygtig vækst, administrativ og institutionel kvalitet og miljømæssig bæredygtighed (5). Disse reformer bør være landespecifikke og i overensstemmelse med de nationale reformprogrammer (NRP'er) for at øge velfærden og nyde demokratisk opbakning, og ikke en universalløsninger for alle medlemsstater (6).

2.6.

En realisering af den sociale søjle kræver endvidere, at der stilles flere økonomiske ressourcer til rådighed (7). For øjeblikket udgør EU's udgifter på det sociale område kun gennemsnitligt 0,3 % af de samlede offentlige sociale udgifter i EU, hvoraf langt den største del kommer fra medlemsstaternes budgetter (8). Det Forenede Kongeriges udtræden af EU vil få store konsekvenser for EU-budgettet. EØSU understreger, at der skal afsættes tilstrækkelige ressourcer til gennemførelsen af sociale politikker. Det bakker op om Europa-Parlamentets opfordring til, at det nuværende EU-udgiftsloft på 1 % forhøjes til 1,3 % af BNP (9), og mener, at en stigning i EU's egne indtægter ved f.eks. at forhøje momsen vil være særligt urimelig i social henseende. EØSU fremhæver endvidere behovet for at øremærke flere ressourcer til fremme af samhørighedspolitikken, støtte til arbejdstagere og borgerne generelt. Der vil være særlig fokus på arbejdstageres erhvervelse af færdigheder som en kilde til styrkelse af økonomien. Ligeledes er EØSU enig i, at der ikke blot bør tilføres flere midler til sikkerhed, forsvar og ekstern grænsekontrol. Den Europæiske Socialfond er en vigtig drivkraft for større konvergens, og EØSU gentager sin opfordring til, at dens budget ikke beskæres under EU's næste flerårige finansielle ramme, hvis de fremtidige udfordringer skal kunne tackles (10).

2.7.

Den sociale resultattavle, der ledsager Kommissionens præsentation af den sociale søjle (11), er tænkt som et værktøj, der skal bruges til at overvåge fremskridtene mod målet om et mere retfærdigt Europa med en stærkere social dimension. Der har været rejst kritik af nogle af de valgte indikatorer, de tidsperioder, der anvendes til sammenligninger, og i nogle tilfælde de ledsagende fortolkninger (12). EØSU har tidligere opfordret til, at den forbedres (13).

2.8.

I nogle tilfælde har der været anvendt åbenbart uhensigtsmæssige indikatorer. Det gælder for eksempel for fremskridt i retning mod at mindske forskelle i løn og beskæftigelse mellem mænd og kvinder. For både mænd og kvinder har der været et fald i arbejdstid, men det har været større for mænd end for kvinder, så en mindre forskel (den indikator, der anvendes i resultattavlen) viser ikke en klar forbedring. Desuden varierer tidsperioderne for vurdering af fremskridt, idet de i nogle tilfælde viser udviklingen over kun ét år og i andre tilfælde en længere periode, der går helt tilbage til, før krisen brød ud i 2008. Den længere tidsperiode giver et bedre billede af de mere langsigtede tendenser. Indikatorer skal også fortolkes fleksibelt og justeres over tid ved at gøre brug af den ekspertise, der udvikles, og data fra kilder som Eurofound. Revision og ajourføring af indikatorer bør være resultatet af en åben diskussion, hvori arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsaktører deltager.

2.9.

Trods forbeholdene giver resultattavlen en indikation af omfanget af den forestående opgave, hvis de erklærede mål skal nås. Den påviser mangler i alle medlemsstater og betydelige niveauforskelle mellem medlemsstater, hvilket kan føre til øget social ulighed. Indkomst, levestandard, social sikring, velfærdsydelser, afsluttet uddannelse og digital adgang er helt åbenbart ikke på et acceptabelt niveau i alle medlemsstater.

2.10.

Tallene for beskæftigelse og arbejdsløshed viser, hvor store forskellene er. Beskæftigelsesfrekvensen i Grækenland var 56 %, mens den i Sverige lå på 81 %. Arbejdsløsheden i Grækenland var på 23 % mod 4 % i Tyskland, den laveste i EU. Disse tal fra resultattavlen tyder på store forskelle i de sociale forhold i EU med en langt større andel uudnyttet potentiale i nogle lande end i andre.

2.11.

Mange andre indikatorer peger i samme retning. Som eksempel kan nævnes, at andelen af unge i aldersgruppen 18-24-årige, der forlader uddannelsessystemet tidligt, ligger på 20 % i Spanien, men på under 3 % i Kroatien. Sidstnævnte tal er også misvisende i forhold til situationen generelt for de unge, da indikatoren for ungdomsarbejdsløshed i Kroatien er en af de værste i EU. Andelen af befolkningen i risiko for fattigdom ligger på 40 % i Bulgarien mod et EU-gennemsnit på 23 %.

2.12.

Andelen af NEET (14) (andelen af 15-24-årige, som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse) svinger fra 20 % i Italien til under 5 % i Nederlandene. Af dem, der ønsker at arbejde, modtager 54 % aktiveringsstøtte (herunder efteruddannelse, beskæftigelsesincitamenter og lignende tiltag) i Danmark, mens det i Bulgarien er under 3 %.

2.13.

Andelen af børn i alderen 0-3 år, som er i en fuldtidspasningsordning, svinger fra 1,1 % i Slovakiet til over 77 % i Danmark. Uopfyldte sundhedsbehov, der som regel skyldes en stram økonomi, angives af 12 % i Estland og Grækenland, men er minimale i Østrig.

2.14.

I EU som helhed har 44 % ikke tilstrækkelige digitale færdigheder med 74 % i Bulgarien og 14 % i Luxembourg.

2.15.

En realisering af den sociale søjle vil derfor indebære bedre sociale forhold og arbejdsmarkedsvilkår for mange borgere og dermed også øge EU's økonomiske potentiale. Det vil også indebære opadgående konvergens for de lande, der for øjeblikket halter bagefter. Nogle indikatorer, men ikke alle, viser forbedringer i løbet af de allerseneste år, men der er stadig store forskelle.

2.16.

En realisering af den sociale søjle bliver en enorm udfordring, der kræver en engageret indsats fra medlemsstaterne med støtte fra Den Europæiske Union. Det vil også kræve fuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter, og at deres fælles aktioner tilskyndes og fremmes, og helt konkret at der indgås kollektive aftaler, og at disse bliver mere vidtrækkende, især hvad angår jobsikkerhed, arbejdets kvalitet, lønforhold og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Civilsamfundsorganisationer kan med deres erfaringer og viden om problemerne også yde et vægtigt bidrag. Også private virksomheder kan bidrage væsentligt gennem offentlig-private partnerskaber, investering i udvikling af færdigheder og kvalifikationer i virksomhederne.

3.   Politikområder

3.1.

Tiltag til fremme af gennemførelsen kan bl.a. være nye lovgivnings- og ikkelovgivningsinitiativer, herunder sikring af, at politikker, der allerede er truffet beslutning om, rent faktisk gennemføres i medlemsstaterne, anvendelsen af det europæiske semester og de landespecifikke henstillinger, der udstedes inden for rammerne af denne proces (15). Inddragelse af arbejdsmarkedets parter på alle niveauer er afgørende for en vellykket gennemførelse af disse initiativer.

3.2.

I 2015 og/eller 2016 omhandlede de landespecifikke henstillinger områder, der er omfattet af den sociale søjle, først og fremmest pensioner, offentlige tjenesteydelser, social omsorg, sundhedsydelser, børnepasning, boliger, udvikling af færdigheder, aktive arbejdsmarkedspolitikker og uddannelse.

3.3.

Men hvis den slags henstillinger skal give mening, må de bygge på en formodning om, at den nødvendige finansiering vil blive stillet til rådighed. EU kan spille en positiv rolle her gennem sine mange programmer og ved at udvise fleksibilitet, når det gælder reglerne om offentlige budgetter og offentlig gæld.

3.4.

Spørgsmålene om investeringer og finansiering er på forskellige måder aktuelle inden for alle områder omfattet af den sociale søjle. Den sociale resultattavle fungerer også som en hjælp til at påvise behovet for investeringer inden for specifikke områder i alle, og især de mindre velstående medlemsstater. Finansieringen af den sociale søjle knytter derfor an til makroøkonomiske spørgsmål, til politikker for økonomisk styring med fokus på social konvergens og ikke social divergens, til drøftelserne om styringen af euroområdet og til politikker for fremme af investeringer, herunder på det sociale område.

3.5.

EØSU har allerede argumenteret for de mange positive virkninger af velplanlagte, effektive og virkningsfulde fremtidsorienterede sociale investeringer, der — som anerkendt i Kommissionens sociale investeringspakke — ikke bør opfattes som en omkostning, men som en investering i Europas vækst- og beskæftigelsespotentiale. EØSU beklager, at der ikke er blevet gjort mere for at virkeliggøre disse målsætninger. Sociale investeringer giver økonomiske og sociale afkast over tid i form af øget beskæftigelse og arbejdsindtægter, bedre sundhed, mindre arbejdsløshed, bedre uddannelse, mindre fattigdom og social udstødelse osv. De øger desuden den enkeltes velfærd og velbefindende, samtidig med at økonomien styrkes i kraft af en mere kvalificeret arbejdsstyrke, højere produktivitet og beskæftigelse. Især når de fremmer en bæredygtig vækst kan denne slags investeringer tillige være med til at forbedre folks færdigheder og kvalifikationer og deres muligheder i samfundet og på arbejdsmarkedet og samtidig stimulere økonomien og hjælpe EU med at komme stærkere ud af krisen. Dertil kommer, at de vil sikre et mere effektivt og rationelt offentligt forbrug, hvilket på mellemlang og lang sigt vil føre til besparelser på de offentlige budgetter (16). EØSU har endvidere fremhævet de langsigtede omkostninger ved ikke at handle og ikke at investere i det sociale område. I den forbindelse har EØSU også gjort opmærksom på vigtigheden af investeringer i robuste sociale sikringssystemer, bl.a. i betragtning af at de fungerer som automatiske stabilisatorer (17).

3.6.

De områder under den sociale søjle, hvor der ikke vil kunne gøres noget uden flere investeringer eller løbende udgifter, er: retten til inkluderende uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring af kvalitet; hjælp til jobsøgning; forbedring af ligestillingen og mindskelse af lønforskellen mellem mænd og kvinder; forebyggelse af fattigdom blandt personer i arbejde; adgang til plejetjenester; børnepasningsordninger, der er til at betale; tilstrækkelig social beskyttelse; tilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse; pensioner, der sikrer en tilstrækkelig indkomst; en værdig alderdom; prismæssigt overkommelige forebyggende og helbredende sundhedsydelser af god kvalitet; prismæssigt overkommelig langtidspleje af god kvalitet; sociale boliger eller boligstøtte af høj kvalitet; og adgang til vand, sanitet, energi, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation.

3.7.

De vigtigste EU-fonde til økonomisk og social vækst er de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, programmerne for konkurrenceevne og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI). Investeringerne kan også komme fra medlemsstaternes egne budgetter og fra private kilder.

3.8.

De europæiske struktur- og investeringsfonde er den væsentligste kilde med komplekse procedurer for tilsyn med og vurdering af investeringer, hvilket EØSU i en tidligere udtalelse har peget på som et værktøj til at opnå flere investeringer i realøkonomien. Disse fonde har fået de offentlige investeringer i de mindre velstående lande til at stige, men dog ikke nok til at kompensere for faldet i investeringer fra andre kilder eller til at sikre en hurtig konvergens af de økonomiske og sociale niveauer. Det er vigtigt at sikre, at disse fonde styrkes og forøges, så de kan støtte bestræbelserne for at gennemføre den sociale søjle. EØSU gentager, at det er tilhænger af en revision af forordningen for ESI-fondene og af en bedre evaluering af midlernes effektivitet og nyttevirkning (18).

3.9.

Det er muligt at sikre, at investeringerne målrettes i overensstemmelse med målsætningerne for den sociale søjle både hvad angår de aktiviteter, der iværksættes, og hvad angår betingelserne for at sikre fair beskæftigelsesvilkår og støtte til ellers udstødte grupper.

3.10.

EFSI stiller en garanti over for Den Europæiske Investeringsbank, der gør sidstnævnte i stand til at fastholde udlånsniveauerne, som ellers ville skulle nedsættes. EFSI kan som EIB-projekter i det hele taget yde støtte til projekter, der er forenelige med den sociale søjle, og gør det også i nogle tilfælde (støtte til nogle sociale iværksætterprojekter og til sundhedspleje og socialomsorg). Der har været en præference for mere konventionelle kommercielle projekter, således at sociale fordele snarere er et biprodukt end et mål.

3.11.

EØSU har opfordret til, at den sociale dimension i anvendelsen af EFSI bliver mere fremtrædende, f.eks. inden for uddannelse, efteruddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på færdigheder og livslang læring, udvikling af de kreative og kulturelle industrier, innovation inden for sundhedspleje og medicin, sociale tjenester, sociale boliger og børnepasning og infrastruktur inden for turisme og miljøbeskyttelse. Investeringsplanen for Europa bør tydeligt støtte COP21-forpligtelserne (19).

3.12.

Der lægges heller ikke særligt vægt på at vurdere og føre tilsyn med projekter vedrørende beskæftigelsesvilkår, inklusion af dårligt stillede grupper og investeringer i fysisk infrastruktur til sociale tjenester.

3.13.

Oprindeligt blev tildelingen af EFSI-midler lagt an på, at der ikke skulle tages geografiske hensyn, og en række mindre velstående lande modtager meget lidt, trods et påviseligt større behov. Hensigtsmæssige ændringer af reglerne kan sikre, at de mindre udviklede lande prioriteres i den anden fase.

3.14.

Finansiering af gennemførelsen af den sociale søjle kommer også i høj grad til at afhænge af de disponible midler i medlemsstaterne. Det vil kræve midler fra de offentlige budgetter til investeringer og også til de løbende udgifter til de følgende års aktiviteter. EU's budget- og gældsregler kan lægge grænser for dette (20). Som EØSU allerede har understreget ved gentagne lejligheder (21), bør der ses på mulighederne for at øge fleksibiliteten inden for disse regler, f.eks. med en »gylden regel«, der muliggør offentlige investeringer med et socialt mål med henblik på at opfylde målene for den sociale søjle, først og fremmest ved at øge indkomstniveauer, styrke den sociale samhørighed og forebygge udstødelse af på anden måde dårligt stillede grupper, som ellers ikke kan deltage fuldt ud i samfundet, og samtidig skabe bæredygtig økonomisk vækst.

3.15.

Virksomheders sociale ansvar er også afgørende for finansieringen af sociale mål. Private investeringer vil ikke alene kunne virkeliggøre målsætningerne for den sociale søjle, men private investeringer bør ved siden af det offentlige ansvar kunne bidrage inden for mange af de berørte områder (herunder f.eks. beskæftigelse, forbedring af digitale færdigheder og social omsorg), især hvis der er nogle hensigtsmæssige rammebestemmelser og en vis økonomisk støtte fra offentlige kilder som de europæiske struktur- og investeringsfonde og/eller EIB.

3.16.

Behovet for finansiering for at gennemføre den sociale søjle bør anerkendes og indgå i planlægningen. De nødvendige institutionelle rammer er allerede på plads. Aktionsområdet for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og EFSI bør præciseres, så der udtrykkeligt henvises til den sociale søjle, og udgifter til at fremme målene herfor bør kunne medtages på EU-budgettet og på medlemsstaternes budgetter.

3.17.

Endelig bør Kommissionens foranstaltninger vedrørende fair beskatning og foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug og svig med EU-budgetmidler (22) trappes op som led i kampen mod skattesvig, skattely og aggressiv skatteplanlægning og for at mindske illoyal skattekonkurrence mellem medlemsstaterne (23). I forhold til bestræbelserne for at finde nye kilder til skatteindtægter til at finansiere den sociale søjle vil det under fuld overholdelse af nærhedsprincippet være passende at fremme beskatningsformer, der tager højde for den enkelte kildes bidragskapacitet, med samtidig respekt af incitamenterne for bæredygtig økonomisk vækst.

3.18.

Hvad angår finansieringen af EU-budgettet er EØSU enig i analysen i rapporten om EU's fremtidige finansiering fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter, hvori der efterlyses et EU-budget, der hovedsageligt består af autonome, gennemsigtige og rimelige egne indtægter (24). Derudover er det EØSU's opfattelse, at budgettet bør forhøjes.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Erfaringer fra krisen: hvordan undgås de hårde virkninger af EU's sparepolitik, punkt 1.6, endnu ikke offentliggjort; Den økonomiske politik i euroområdet 2018, punkt 1.8 og 3.6, endnu ikke offentliggjort (EUT C 327 af 12.11.2013, s. 11); Den årlige vækstundersøgelse 2018, punkt 1.4, endnu ikke offentliggjort (EUT C 226 af 16.7.2014, s. 21).

(2)  Den europæiske søjle for sociale rettigheder, hæfte, s. 6, (ISBN 978-92-79-74092-3).

(3)  http://europa.eu/rapid/press-release_SPEECH-14-1525_da.htm

(4)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145.

(5)  F.eks.: forbedring af rammerne for erhvervslivet, virksomhedsfinansiering og FoU-udgifter; forøgelse af produktiviteten i virksomheder, sektorer og økonomier; incitamenter for skabelse af jobs af høj kvalitet og med højere lønninger, og parallelt hermed reduktion af midlertidige og ustabile jobs med lave lønninger; styrkelse af kollektive overenskomstforhandlinger, arbejdsmarkedsparternes autonomi i denne forbindelse og social dialog på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan; reform af de offentlige forvaltninger, så de mere effektivt kan fremme økonomisk og social udvikling og bliver mere gennemsigtige for offentligheden; forbedre uddannelses- og efteruddannelsessystemerne for arbejdstagere for at skabe lige muligheder og resultater for alle samfundsgrupper.

(6)  Støtte til strukturreformer i medlemsstaterne, punkt 3.9, endnu ikke offentliggjort.

(7)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145.

(8)  Oplæg om Europas sociale dimension, s. 24.

(9)  Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2018 om den næste FFR: forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020 — (2017/2052(INI)), medordførere: Jan Olbrycht, Isabelle Thomas, punkt 14.

(10)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145; EUT C 81 af 2.3.2018, s. 131.

(11)  https://composite-indicators.jrc.ec.europa.eu/social-scoreboard/#

(12)  B. Galgoczi et al, »The Social Scoreboard Revisited«, ETUI, 2017.

(13)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145.

(14)  »Not in education, employment or training«.

(15)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145.

(16)  EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10.

(17)  EUT C 226 af 16.7.2014, s. 21.

(18)  EUT C 303 af 19.8.2016, s. 94.

(19)  EUT C 75 af 10.3.2017, s. 57.

(20)  EUT C 177 af 18.5.2016, s. 35.

(21)  Erfaringer fra krisen: hvordan undgås de hårde virkninger af EU's sparepolitik, punkt 1.6, endnu ikke offentliggjort; Den økonomiske politik i euroområdet 2018, punkt 1.8 og 3.6, endnu ikke offentliggjort (EUT C 327 af 12.11.2013, s. 11); Den årlige vækstundersøgelse 2018, punkt 1.4, endnu ikke offentliggjort (EUT C 226 af 16.7.2014, s. 21).

(22)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 131.

(23)  Den årlige vækstundersøgelse 2018, punkt 3.3.4, endnu ikke offentliggjort.

(24)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 131.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/8


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om LeaderSHIP 2020-strategien som en vision for industrien for maritim teknologi: mod en innovativ, bæredygtig og konkurrencedygtig maritim industri i 2020

(initiativudtalelse)

(2018/C 262/02)

Ordfører:

Marian KRZAKLEWSKI

Medordfører:

Patrizio PESCI

Plenarforsamlingens beslutning

1.6.2017

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 2

 

Initiativudtalelse

 

 

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i CCMI

4.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

197/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU anbefaler, at alle Kommissionens tjenestegrene øger indsatsen og påtager sig deres del af ansvaret for at færdiggøre LeaderSHIP 2020-strategien (LS 2020) og for at forberede og gennemføre den næste strategi for sektoren (LeaderSHIP 2030) i samarbejde med de berørte parter.

1.2.

Eftersom LeaderSHIP 2020 blev vedtaget i 2013, var det konsekvenserne af den økonomiske krise i 2008, der blev bestemmende for dens konklusioner og anbefalinger. Der er imidlertid sket mange ændringer i de senere år, hvilket har ført til store udfordringer og nye muligheder for de maritime erhverv i Europa. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til i højere grad at hjælpe de maritime erhverv med at håndtere udfordringerne og mulighederne.

1.3.

Med offentliggørelsen af LeaderSHIP 2020-strategien enedes Kommissionen og de berørte parter om 19 anbefalinger, som havde til formål at omsætte strategien i praksis. I forbindelse med høringen deltog aktører fra sektoren i en undersøgelse, hvor det blev evalueret, i hvor stort omfang disse anbefalinger er blevet gennemført. Resultaterne af undersøgelsen drøftes i afsnit 3.

1.3.1

EØSU bemærker, at fire år efter strategiens offentliggørelse har fremskridtene med hensyn til gennemførelse af anbefalingerne været ujævne — den gennemsnitlige gennemførelsesgrad er kun på 25 %. Anbefalinger vedrørende FUI-søjlen er blevet relativt godt gennemført. Langt mindre vellykket, men stadig effektiv, har gennemførelsen af anbefalingerne under søjlen for »beskæftigelse og færdigheder« været, dog ikke når det gælder uformel læring. Dette følges af indførelsen af foranstaltninger til »forbedring af markedsadgangen og fair konkurrence«. Fremskridt i forhold til sådanne foranstaltninger vurderes kun til omkring 20 %. Den søjle, hvor der er blevet gennemført mindst (i gennemsnit 15 %) er »adgang til finansiering«, dog med undtagelse af foranstaltninger til fremme af EIB-finansiering. EØSU opfordrer Kommissionen og de berørte parter til at øge gennemførelsen af strategien og overføre vigtige, udestående anbefalinger til den nye strategi for sektoren (LeaderSHIP 2030), som er blevet foreslået af de berørte parter.

1.4.

Høringen viste med al tydelighed, at den europæiske sektor for maritim teknologi er en vigtig strategisk sektor for Europa, og at den er i relativt god forfatning på trods af de mange vanskeligheder, sektoren har oplevet, ikke mindst i kølvandet på den økonomiske krise. Derimod lider asiatiske skibsværfter meget, bl.a. som et resultat af målrettede statsstøttepolitikker. Som følge af deres nuværende problemer kommer asiatiske konkurrenter, og navnlig Kina, til at øge presset på Europa. EØSU anbefaler, at Kommissionen vedtager en ramme, der muliggør reelt lige konkurrencevilkår på verdensplan for den europæiske sektor for maritim teknologi.

1.5.

Den kinesiske regering og kinesiske banker agter at yde al finansiel støtte til deres statsejede virksomheder for at gennemføre den nyligt annoncerede strategi om at overtage Europas position som førende inden for bygning af eksklusive skibe, såsom krydstogtskibe, og højteknologisk maritimt udstyr. På denne baggrund anbefaler EØSU, at Kommissionen vedtager en stærk industri- og produktionspolitik, der er baseret på gensidighed, som gør det muligt for den europæiske industri for maritim teknologi at overleve konkurrencen.

1.6.

De maritime erhverv slås i øjeblikket med et lovgivnings- og samfundsmæssigt pres. Fra lovgivningsmæssig side er sektoren under pres for at forbedre sine miljø- og sikkerhedsmæssige resultater. Samfundsmæssigt er digitalisering, automatisering, cybersikkerhed og tingenes internet potentielt disruptive teknologier, som kan ændre den maritime sektors fremtid fundamentalt. Samtidig skaber disse udfordringer interessante muligheder for den europæiske sektor for maritim teknologi. EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen stimulerer investeringer i forskning, udvikling og innovation (FUI), der foretages af den europæiske sektor for maritim teknologi — f.eks. ved hjælp af et offentligt-privat partnerskab — for at tage hånd om sektorens behov. FUI er afgørende, hvis den europæiske sektor for maritim teknologi skal holde sig foran de globale konkurrenter.

1.7.

Den europæiske sektor for maritim teknologi har en stigende interesse i at udnytte havenes økonomiske potentiale på en bæredygtig måde. Havbaseret vindkraft, havenergi og akvakultur er blot nogle af eksemplerne. For at udnytte dette potentiale fuldt ud og åbne op for nye muligheder (f.eks. energilagring til søs) anbefaler EØSU, at Kommissionen støtter den europæiske sektor for maritim teknologi med et blåt OPP.

1.8.

I modsætning til de asiatiske konkurrenter er adgang til finansiering et stort problem for europæiske skibsværfter og producenter af skibsudstyr. De europæiske finansielle værktøjer, der findes, er enten ikke tilstrækkeligt kendte, eller også er de komplet uegnede til anvendelse i en så kapitalintensiv sektor. EØSU opfordrer derfor Kommission til at søsætte et særligt finansielt instrument, der vil kunne øge investeringerne i en kapitalintensiv sektor som den europæiske industri for maritim teknologi.

1.9.

Det er EØSU's opfattelse, at delsektoren for flådemateriel spiller en afgørende rolle i at fastholde en kritisk masse i den samlede europæiske værftsindustri, og at den tillige er drivkraften bag forskning og innovation i og uden for sektoren for maritim teknologi. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at den maritime forsvarsindustri udgør en af søjlerne i opfølgningen på LeaderSHIP-strategien.

1.10.

For at forblive konkurrencedygtig og innovativ er den europæiske sektor for maritim teknologi nødt til at indføre nye teknologier og råde over en arbejdsstyrke med de rette kvalifikationer og den rette uddannelse. EØSU råder Kommissionen til at yde omfattende støtte til arbejdsmarkedets parter i skibsbygningssektoren, så de kan fortsætte deres arbejde i det europæiske råd for kvalifikationer i sektoren for maritim teknologi. EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på behovet for at fremme industristyrede initiativer og ekspertise for at løse det misforhold, der er tale om med hensyn til kvalifikationer i sektoren.

1.11.

EØSU har noteret sig resultaterne af rapporten om Nye tendenser inden for værfts- og søfartsforsyningsindustrierne (1) og opfordrer Kommissionen til at samarbejde med SEA Europe og IndustriALL og andre interesseparter om at gennemføre anbefalingerne i denne rapport.

2.   Baggrund for udtalelsen

Den nuværende situation i den europæiske industri for maritim teknologi

2.1.

Den europæiske industri for maritim teknologi omfatter alle virksomheder, der er involveret i design, konstruktion, vedligeholdelse og reparation af skibe og andre maritime strukturer, herunder hele forsyningskæden af systemer, udstyr og tjenester, og som kan støtte sig på forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Europæiske virksomheder er førende inden for innovation og producerer hvert år omkring halvdelen af verdens skibsudstyr.

2.2.

Europæiske skibsværfter har succes med bygning, reparation, vedligeholdelse og ombygning af meget komplekse og teknologisk avancerede civile skibe og flådeskibe, såsom krydstogtskibe, færger, offshorefartøjer og -anlæg, fregatter, ubåde osv. De producerer og leverer også teknologier i tilknytning til udviklingen af »blå vækst« (havenergi, akvakultur, havminedrift mv.). De skaber en årlig omsætning på ca. 31 mia. EUR, og beskæftiger over 200 000 personer direkte, og der er for øjeblikket omkring 300 skibsværfter i Europa (2).

2.3.

Producenter og leverandører af skibsudstyr fra EU er førende på det globale marked. De omfatter omkring 22 000 store, små og mellemstore virksomheder, der leverer forskellige materialer, systemer, teknologier og udstyr eller yder ingeniør- og konsulenttjenester. De genererer en årlig omsætning på ca. 60 mia. EUR, og de beskæftiger over 350 000 personer direkte. Deres andel af det globale marked er ca. 50 %.

2.4.

Den europæiske sektor for maritim teknologi investerer 9 % af sit overskud fra salg i forskning, udvikling og innovation — den største investering i FUI i Europa.

2.5.

Den globale værftsindustri står over for en af sine alvorligste kriser i mange år med 2016 som det hidtil værste år, men det forventes, at det vil blive værre i de kommende to til tre år. Mindre efterspørgsel på godstransport i Asien fik ordrebøgerne til at skrumpe dramatisk ind. Situationen i Europa er unik, fordi industrien har været i stand til at få ordrerne til at vokse siden 2012, uden økonomisk støtte eller tilskud. Samtidig mærker de europæiske producenter af skibsudstyr de negative følgevirkninger af, at ordrebøgerne i Asien er skrumpet markant.

2.6.

I 2016 var de europæiske skibsværfters nye ordrer større end værdien af de allerede leverede enheder. Europæiske kontrakter på nye skibe havde en værdi af 14,7 mia. USD, hvilket svarer til 55 % af værdien af alle nye ordrer verden over.

2.7.

Sydøstasiatiske landes konkurrenceevne er i vid udstrækning baseret på nationale protektionistiske politikker, herunder subsidier, anden finansiel støtte, krav om lokalt indhold osv. I modsætning til Europa bestiller disse lande endvidere konsekvent deres nye skibe fra egne skibsværfter. Omvendt har europæiske rederier flyttet deres ordrer på bygning af fragtskibe og offshoreforsyningsfartøjer fra Europa til skibsværfter i Asien. Derfor har de europæiske ordrebøger i det sidste årti ændret sig i retning af byggeri af avancerede fartøjstyper med en højere merværdi. Interessant nok fandt denne udvikling sted på et tidspunkt, hvor den europæiske søfartsindustri selv havde gavn af økonomiske eller skattemæssige støtteordninger.

Baggrunden for LeaderSHIP 2020-strategien

2.8.

LeaderSHIP 2020-strategien (3) har sin oprindelse i LeaderSHIP 2015-initiativet, der blev lanceret i 2003 med det formål at sikre et koordineret svar på de udfordringer, som den europæiske værftsindustri stod over for. Hovedvægten lå på videnbaserede aktiviteter og behovet for et bedre afkast af investeringer i skibsværfter med hensyn til forskning, udvikling og innovation.

2.9.

I 2008 blev den europæiske værftsindustri ramt af den globale økonomiske krise. Krisen har stadig konsekvenser for sektoren i dag. Der var derfor behov for et virkningsfuldt indgreb i form af den nye LeaderSHIP 2020-strategi (LS 2020).

2.10.

Dokumentet fra 2013, hvori der i detaljer redegøres for LS 2020-strategien, blev udarbejdet af en bred gruppe af interessenter under ledelse af industrirepræsentanter, Kommissionen, Parlamentet og arbejdsmarkedets parter (SEA Europe og IndustriALL).

2.11.

Strategien slår ned på industriens positive egenskaber, nemlig at den er innovativ, »grøn«, specialiseret inden for højteknologiske markeder, energieffektiv og i stand til at ekspandere til nye markeder.

2.12.

I den rapport, hvori LS2020-strategien præsenteres, identificeres følgende fire søjler:

Beskæftigelse og kvalifikationer

Forbedret markedsadgang og retfærdige markedsvilkår

Adgang til finansiering

Forskning, udvikling og innovation (FUI).

3.   Evaluering af fremskridtene med hensyn til gennemførelse af anbefalingerne fra LS 2020-strategien

3.1.

Vurderingen af, i hvilken udstrækning LS 2020-strategiens anbefalinger er blevet gennemført, blev baseret på en rundspørge blandt deltagerne i en offentlig høring. Resultaterne af rundspørgen beskrives nedenfor.

3.2.

Der har været moderate fremskridt når det gælder foranstaltninger under LS 2020's søjle for »beskæftigelse og kvalifikationer«. De anbefalinger, som er blevet gennemført mest effektivt, var anbefalingerne om oprettelse af en undergruppe inden for sektoren for maritim teknologi inden for ESCO-systemet og fremme af sektoren for maritim teknologi med en score på 30 %. Fremskridtene i forbindelse med planer om en undersøgelse om uformel læring blev betragtet som dårlige med en score på 0. De resterende anbefalinger i denne gruppe fik en score på 15-20 %.

3.3.

Gennemførelsen af anbefalingerne under den anden søjle om »forbedret markedsadgang og retfærdige markedsvilkår« blev betragtet som temmelig begrænset. Der er tre foranstaltninger i støbeskeen, nemlig henholdsvis OECD’s arbejdsgruppe om skibsbygning, et tættere samarbejde mellem industrien og Kommissionen om spørgsmål om beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og efterlevelse af IMO's regler samt endelig udnyttelse af forskellige handelspolitiske instrumenter og støtte til bestræbelserne på at indgå frihandelsaftaler. Omkring 20 % af disse foranstaltninger opfattes som værende blevet gennemført. Gennemførelsen af de øvrige foranstaltninger i denne gruppe er minimal.

3.4.

Hvad angår søjlen vedrørende adgang til finansiering kunne interessenterne kun konstatere fremskridt på et enkelt område, nemlig for så vidt angår undersøgelse og fremme af EIB-finansieringsmuligheder og muligheder for at udvide de lån, EIB stiller til rådighed, som høstede en score på 20-30 %. Gennemførelsen af anbefalingen om at undersøge muligheden for et blåt offentlig-privat partnerskab blev vurderet til 15 %, og anbefalingen om evaluering af mulighederne for langsigtet finansiering fra Kommissionen er stort set overhovedet ikke blevet omsat i praksis (5 %).

3.5.

Anbefalingerne vedrørende FUI giver anledning til forsigtig optimisme. Tre af anbefalingerne er halvvejs — eller endda mere end halvvejs — gennemført. Evalueringen af denne gruppe anbefalinger er som følger:

undersøge gennemførligheden af projekter vedrørende offentlig-private partnerskaber inden for FUI i sektoren for maritim teknologi — 50 %

Kommissionens indarbejdelse af bestemmelser om FUI i EU-bestemmelser med tanke på udløbet af rammebestemmelserne for statsstøtte til skibsbygning — 60 %

undersøge muligheden for at allokere strukturfondsmidler til en diversificering af sektoren for maritim teknologi inden for rammerne af regionale strategier for intelligent specialisering — 45 %

udvikling inden for industrien for maritim teknologi af et vidtspændende offentligt-privat partnerskab på EU-niveau, som skal fokusere den maritime forskning på bl.a. skibe uden emissioner og energieffektive skibe — 30 %.

4.   Generelle og specifikke kommentarer til gennemførelsen af LeaderSHIP 2020-strategiens prioriteter

Beskæftigelse og kvalifikationer

4.1.

Der er et stort behov for at udbedre manglen på kvalifikationer, for at opkvalificere arbejdstagerne og for at tilbyde relevant uddannelse og omskoling med det formål at opretholde en kritisk masse af ekspertise og knowhow i den europæiske industri for maritim teknologi. Det er derfor vigtigt at støtte og fortsætte det arbejde, der blev igangsat af arbejdsmarkedets parter med projektet om kvalifikationsråd (4). Det er desuden vigtigt, at arbejdsmarkedets parter inddrages og høres af de europæiske institutioner i den politiske beslutningsproces og om ethvert EU-initiativ, der har indvirkning på sektoren, samt at de faglige organisationer, der repræsenterer arbejdsgivere og arbejdstagere, fortsat er i dialog, bl.a. inden for rammerne af den sociale dialog.

4.2.

Arbejdstagerne skal have en passende uddannelse for at kunne klare udfordringerne i forbindelse med Industri 4.0 og fremtidige teknologiske forandringer (f.eks. digitalisering). Fremtidige arbejdstagere i industrien for maritim teknologi skal have færdigheder, som gør det muligt for dem at klare de muligheder og udfordringer, der er forbundet med den blå økonomi.

4.3.

Bestræbelserne på at forbedre sektorens tiltrækningskraft skal optrappes. Forskellige karriereforløb for arbejdstagere i denne sektor skal identificeres og samles, og de studerendes mobilitet (dvs. Erasmus for sektoren for maritim teknologi) skal øges. Kommissionen bør fortsat fuldt ud støtte SEA Europes og IndustriALL's aktiviteter på europæisk plan inden for rammerne af udvalget for social dialog.

Forbedret markedsadgang og rimelige konkurrencevilkår

4.4.

Europæisk industri slås stadig med unfair konkurrence fra tredjelande, både inden for skibsbygningsindustrien og — i stigende grad — inden for sektoren for skibsudstyr. Krisen i Asien, der skyldes overkapacitet i produktionen, hovedsagelig som et resultat af massiv statsstøtte, betyder, at de offentlige myndigheder i disse lande ønsker at støtte lokale skibsværfter såvel som lokale fabrikanter af skibsudstyr, hvilket betyder øget eksport og dermed yderligere konkurrencepres på europæiske skibsværfter og producenter af skibsudstyr.

4.5.

Asiatiske skibsværfter har nu rettet blikket mod de fremgangsrige europæiske markeder for mere avancerede fartøjstyper, såsom krydstogtskibe og passagerskibe. Desuden meddelte Kina i sine seneste officielle dokumenter »Made in China 2025« og »China Manufacturing 2025«, at landet har til formål at blive verdens førende producent af eksklusive skibe, herunder krydstogtskibe og højteknologisk skibsudstyr, hvilket betyder, at det vil konkurrere direkte med fremgangsrige europæiske markeder. Denne politik modtager fuld støtte fra regeringen gennem statsstøtte. Den udgør også en trussel mod den europæiske industri for maritim teknologi.

4.6.

Det amerikanske marked forbliver lukket på grund af den såkaldte »Jones Act«. Skulle denne lov blive lempet, og det amerikanske marked åbnet op, ville den europæiske værftsindustri få nogle interessante muligheder. EU bør presse på for dette, på trods af at det nuværende politiske klima i USA hælder mere til protektionisme.

4.7.

I lighed med Kina, USA, Japan og Sydkorea bør der hos de europæiske og nationale beslutningstagere være en erkendelse af, at den europæiske værftsindustri og produktionen af skibsudstyr er strategiske sektorer i den europæiske økonomi, der kræver særlig opmærksomhed og en dedikeret tilgang af såvel kommercielle som militære årsager.

4.8.

Kommissionen bør bestræbe sig på at indgå en vidtrækkende OECD-aftale (omfattende Kina), der fastsætter regler for tilskud og — potentielt — prisdisciplin, og bør støtte indsatsen i den retning.

4.9.

Gensidighed mellem Europa og tredjelande er af afgørende betydning og bør derfor være et ledende princip i både bilaterale og multilaterale handelsforhandlinger og spørgsmål knyttet til markedsadgang. Det er nøglen til at gøre den europæiske industri, herunder sektoren for maritim teknologi, mere konkurrencedygtig i forhold til sine globale konkurrenter. Hvis europæiske virksomheder støder på protektionistiske foranstaltninger i et tredjeland, bør EU derfor træffe de samme skridt over for virksomheder fra disse lande, hvis de ønsker at handle med Europa. Kun på den måde vil der være en mere fair konkurrence for europæiske skibsværfter og den europæiske industri for maritimt udstyr.

Adgang til finansiering

4.10.

Kommissionen præsenterer ofte EFSI — et finansielt værktøj i Junckerplanen — som et (finansielt) instrument for industrien, men dets anvendelsesområde og fordele er ikke fuldt kendte (det er primært rettet mod SMV'er). Dette værktøj og dets fordele for industrien for maritim teknologi bør forklares og formidles bedre.

4.11.

Værftsindustrien kræver store mængder kapital, men europæiske skibsværfter har på det seneste haft vanskeligere ved at få adgang til finansiering. Samtidig er der for udenlandske skibsværfter betydelige økonomiske incitamenter, herunder statsstøtte. Kommissionen bør derfor overveje at oprette et særligt system, der skal gøre det lettere for den kapitalintensive europæiske værftsindustri at få adgang til finansiering.

4.12.

Der bør gøres brug af økonomiske incitamenter (f.eks. gennem europæiske finansieringsprogrammer såsom Connecting Europe-faciliteten, incitamenter for redere til at investere i miljøvenlige fartøjer, udstyr og teknologi) med et investeringsafkast i Europa.

4.13.

Det bør undersøges nærmere, om der kan indføres en særlig sektorspecifik ordning med incitamenter, der vil forbedre den europæiske konkurrenceevne inden for maritim teknologi uden at skabe spænding mellem EU-medlemsstaterne. I den henseende kan eksempler på bedste praksis fra andre sektorer, især fra søfartssektoren, til en vis grad tjene som inspirationskilde.

4.14.

EU bør sammen med Norge overveje at oprette et særligt program for at stimulere miljøvenlig og energieffektiv nærskibsfart ved hjælp af den europæiske værftsindustri og sektoren for skibsudstyr. EØSU opfordrer til at gøre brug af udvalgets sonderende udtalelse om »Diversificeringsstrategier for båd- og havturisme« (5), der blev udarbejdet for det maltesiske formandskab

4.15.

Det bør også overvejes at oprette et finansieringsprogram for at skabe muligheder for, at europæiske ophugningsanlæg kan ophugge store skibstyper.

4.16.

For den højteknologiske sektor for maritim teknologi i EU er finansielle instrumenter, som støtter offentlige indkøb til søværnet, en stærk drivkraft, som yder et vigtigt bidrag til fastholdelsen af en kritisk masse i produktionen i hele EU's værftsindustri, samtidig med at de fremmer forskning og innovation i hele sektoren og på beslægtede områder. I den forbindelse bifalder EØSU den positive rolle, der spilles af den europæiske forsvarshandlingsplan, som for nylig blev udarbejdet af Kommissionen.

Forskning, udvikling og innovation

4.17.

Kommissionen bør oprette et kontraktligt offentlig-privat partnerskab for den maritime industri for at gøre det muligt for sektoren at investere yderligere i at håndtere lovgivningsmæssige og samfundsmæssige udfordringer for sektoren og i at udnytte det økonomiske potentiale i blå vækst. Et særligt (europæisk) innovationsstøtteprogram bør fremme europæiske nyskabelser.

4.18.

Europa bør yde økonomisk støtte til europæisk forskning og udvikling. På samme måde bør europæiske nyskabelser sikres ordentlig beskyttelse med hensyn til intellektuelle ejendomsrettigheder. Den Europæiske Patentmyndighed bør overvåge europæiske patenter effektivt, også i den europæiske sektor for maritim teknologi, og pålægge sanktioner i tilfælde af overtrædelser.

4.19.

Det fremtidige (niende) rammeprogram bør yde tilstrækkelig (økonomisk) støtte til den maritime industri, så den kan klare store fremtidige (internationale eller europæiske) lovgivningsmæssige eller samfundsmæssige udfordringer, som f.eks. grønnere søfart (6), digitalisering, nyskabende teknologier og tilsluttet eller automatiseret søfart.

4.20.

EØSU mener, at det kommende niende rammeprogram også bør indeholde et kapitel om økonomisk støtte til den europæiske industri for at gøre det muligt at udnytte det økonomiske potentiale i den blå økonomi i Europa fuldt ud.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  »Nye tendenser inden for værfts- og søfartsforsyningsindustrierne«.

(2)  SEA Europe — The Voice of Maritime Civil & Naval Industries in Europe, nyhedsbrev 2017.

(3)  http://ec.europa.eu/growth/sectors/maritime/shipbuilding/ec-support_da.

(4)  Råd for sektorspecifikke kvalifikationer.

(5)  EØSU's udtalelse (EUT C 209 af 30.6.2017, s. 1).

(6)  Som en international industri, der konkurrerer globalt, foretrækker søfartssektoren og sektoren for maritim teknologi internationale løsninger — gennem Den Internationale Søfartsorganisation i London — med hensyn til at gøre søfarten grønnere.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om økonomisk og social samhørighed og europæisk integration af det vestlige Balkan — udfordringer og prioriteter

(sonderende udtalelse)

(2018/C 262/03)

Ordfører:

Andrej ZORKO

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

Anmodning om udtalelse Det bulgarske formandskab,

5.9.2017

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Forretningsordenens artikel 30

 

 

Kompetence

REX

Vedtaget i sektionen

28.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

189/2/1

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at de vestlige Balkanlandes integration i EU og deres økonomiske og sociale samhørighed er en af prioriteterne for det bulgarske rådsformandskab.

1.2.

EØSU er overbevist om, at udvidelsen af Den Europæiske Union og navnlig udbredelsen af dens demokratiske værdier og juridiske standarder til den vestlige Balkanregion er i både de vestlige Balkanlandes og i EU's interesse. Udvidelsespolitikken er et centralt element i EU's globale strategi og også hjørnestenen for Europas stabilitet og velstand. Derfor foreslår EØSU, at integration af landene i det vestlige Balkan bliver en af de vigtigste prioriteter for EU i fremtiden, forudsat at disse lande fortsætter deres vej hen imod opfyldelsen af de nødvendige betingelser for EU-tiltrædelse (1).

1.3.

EØSU glæder sig over, at der den 17. maj i Sofia vil blive afholdt et topmøde mellem stats- og regeringscheferne i EU og det vestlige Balkan. EØSU vil i et samarbejde med sine partnere være medarrangør af konferencen »Civilsamfundet i det vestlige Balkan« (15. maj i Sofia) forud for topmødet. EØSU er fast besluttet på forud for ethvert topmøde af den art at tilrettelægge et fælles arrangement med repræsentanter for civilsamfundsorganisationer (2) fra det vestlige Balkan og EU. EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til regelmæssigt at inddrage stats- og regeringscheferne fra landene på Vestbalkan i EU's topmøder som et bevis på, at EU betragter denne region som en del af sin fremtid.

1.4.

EØSU håber, at topmødet i Sofia vil være med til at bekræfte den fornyede fremdrift i EU's engagement i regionen og tilskynde andre fremtidige rådsformandskaber til at blive ved med at prioritere integration af landene i det vestlige Balkan højt. Udvidelsen af EU med de vestlige Balkanlande bør ledsages af en styrkelse af det politiske projekt for EU og dets institutioner.

1.5.

EØSU opfordrer stats- og regeringscheferne på EU-topmødet i Sofia til at afgive et klart tilsagn om mere konsekvent og direkte støtte til civilsamfundets organisationer på alle niveauer. På topmødet bør man også tilskynde til mere direkte offentlig støtte til de uafhængige medier.

1.6.

EØSU tilskynder stats- og regeringscheferne på EU-topmødet i Sofia til at påtage sig en proaktiv rolle i bilaterale tvister ved at fremme et målrettet samarbejde med såvel OSCE og Europarådet og ved at støtte civilsamfundets rolle i bilæggelsen af bilaterale tvister.

1.7.

EØSU er tillige overbevist om, at den faktiske udvidelse af Den Europæiske Union og fremme af dens værdier i de vestlige Balkanlande garanterer sikkerhed og stabilitet, fremskynder social og økonomisk udvikling samt velstand, konsoliderer demokrati og retsstatsprincippet, letter menneskers og varers fri bevægelighed samt fremmer investeringspolitik og mobilitet.

1.8.

EØSU mener, at overholdelsen af retsstatsprincippet og mindretals rettigheder er af afgørende betydning for den demokratiske, økonomiske og sociale udvikling i landene på Vestbalkan.

1.9.

EØSU mener tillige, at den rolle, som uddannelse og fri og uafhængig mediedækning spiller, er meget vigtig for at overvinde fortidens uoverensstemmelser og styrke de demokratiske værdier.

1.10.

EØSU bemærker at EU-tiltrædelsesprocessen forbliver en afgørende motivationsfaktor for reformer i landene på Vestbalkan. EØSU påpeger den manglende fokus på de økonomiske og sociale virkninger af de reformer, der gennemføres, i betragtning af den store forskel på folks økonomiske og sociale sikkerhed mellem EU-medlemsstater og EU-kandidatlande. Derfor anbefaler EØSU, at den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed vurderes, når man evaluerer opfyldelsen af kriterierne for EU-medlemskab.

1.11.

EØSU mener, at infrastruktur-, transport- og energianliggender skal prioriteres højt i forhandlingerne med de vestlige Balkanlande. EØSU mener tillige, at etableringen af et digitalt samfund og udviklingen af digitale færdigheder i alle lande på Vestbalkan bør være til gavn for både den offentlige og den private sektor. EU kan og bør bidrage til at forbedre infrastrukturen og udbrede højhastighedsbredbånd i disse lande, som i nogle tilfælde er langt under det europæiske gennemsnit.

1.12.

EØSU foreslår, at EU-institutionerne overvejer at indføre en velfungerende social og civil dialog på nationalt plan som et af kriterierne for EU-medlemskab.

1.13.

EU bør udarbejde en specifik køreplan for forhandlingerne med landene i det vestlige Balkan med en præcis tidsplan og konkrete forpligtelser for hvert enkelt land på Vestbalkan. Det vil også være nødvendigt at udarbejde en kommunikationsstrategi for EU's medlemsstater, som skal fremhæve fordelene ved EU's udvidelsespolitik for de vestlige Balkanlande. Navnlig med hensyn til at sikre fred, stabilitet, velstand og økonomisk og social udvikling.

1.14.

EØSU opfordrer Kommissionen til at medtage overholdelse af mindretals rettigheder og ligestilling mellem kønnene blandt de vigtigste prioriteter under EU's tiltrædelsesforhandlinger med landene i det vestlige Balkan.

1.15.

EØSU glæder sig over Kommissionens nye strategi for det vestlige Balkan: »Et troværdigt udvidelsesperspektiv for landene på Vestbalkan og et øget engagement heri fra Den Europæiske Unions side« (3), der blev offentliggjort den 6. februar 2018, og dens seks flagskibsinitiativer, der spænder fra en styrkelse af retsstaten, styrkelse af samarbejdet om sikkerhed og migration gennem fælles efterforskningshold, den europæiske grænse- og kystvagt, udvidelse af EU's energiunion til det vestlige Balkan, sænkning af roamingtaksterne og udbredelse af bredbåndsnet i regionen.

1.16.

EØSU udtrykker sin beredvillighed til at inddrage civilsamfundet i det vestlige Balkan for at bidrage til at træffe konkrete tiltag på områderne retsstatsforhold, sikkerhed og migration, socioøkonomisk udvikling, konnektivitet, den digitale dagsorden og forsoning og gode naboskabsforbindelser, som angivet i handlingsplanen til støtte for omstilling af det vestlige Balkan for 2018-2020.

1.17.

EØSU er overbevist om, at Kommissionen kunne udvikle særlige programmer, der vil gøre det muligt for landene i det vestlige Balkan at opnå hurtigere social konvergens. Ujævne og langsomme fremskridt med at få løst disse problemer er helt klart en medvirkende årsag til deres langsomme integration i EU generelt. Der er hårdt brug for fornyet fremdrift i europæiseringen.

1.18.

Arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer, såvel på EU- som på nationalt plan, bør inddrages på en meningsfuld måde i hele processen for de vestlige Balkanlandes integrationen i EU. Det er nødvendigt at styrke civilsamfundsorganisationernes kapacitet gennem teknisk og økonomisk støtte ved at lette deres adgang til EU-finansieringskilder (Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank, EBRD osv.) samt orientere dem rettidigt og detaljeret om tiltrædelsesforhandlingernes forløb.

1.19.

EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i landene i det vestlige Balkan til at arbejde tæt sammen i processen hen imod EU-integration, både på nationalt og på regionalt plan.

2.   Den politiske situation

2.1.

Det vestlige Balkan er fortsat en politisk ustabil region, men det er også en region i vækst, som har et stort potentiale.

2.2.

EØSU anbefaler, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet intensiverer deres kommunikationsindsats for at videreformidle fordelene og udfordringerne ved udvidelsespolitikken til de europæiske borgere, og civilsamfundsorganisationerne bør være nære partnere og budbringere i denne proces (4).

2.3.

Det er særdeles vigtigt, at integration af det vestlige Balkan fortsat vil være en prioritet for EU i fremtiden — ikke kun under det bulgarske rådsformandskab — og at EU aktivt bidrager til stabiliteten og freden på Vestbalkan og giver udsigt til en optagelse i de euro-atlantiske organisationer. Sådanne medlemskaber kan også bidrage til stabilitet i regionen ved at garantere dens sikkerhed og velstand og giver nationer udsigt til at blive genforenet i et grænseløst Europa.

2.4.

EØSU glæder sig over det bebudede EU-topmøde i Sofia mellem lederne i EU og de vestlige Balkanlande, men er af den opfattelse, at EU-topmødet også bør sikre en mere aktiv rolle for repræsentanter for civilsamfundsorganisationer på EU-plan.

2.5.

EØSU glæder sig over den nyligt bebudede dagsorden (5): »Berlinprocessen Plus«, som giver særlige midler til udvikling af virksomheder, erhvervsuddannelse, infrastruktur og teknologi samt projekter, der omfatter transportforbindelser mellem de dårligst forbundne lande i regionen. Denne »Marshallplan« forventes at fremskynde en toldunion og et fælles marked på Balkan. Dette regionale samarbejde bør dog ikke forsinke udvidelsesprocessen eller betragtes som et alternativ til denne.

2.6.

EØSU gør opmærksom på, at der i landene på Vestbalkan er et ønske om og vilje til reformer, der vil føre til integration i Den Europæiske Union, men understreger, at succesen fortsat afhænger af, i hvor høj grad de statslige institutioner er i stand til på effektiv vis at gennemføre og håndhæve dem, samt hvor stor indflydelse civilsamfundsorganisationer og befolkningen generelt har på processen. En specifik køreplan for tiltrædelsesforhandlinger med en præcis tidsplan og konkrete forpligtelser for hvert enkelt land i det vestlige Balkan kunne tilskynde disse lande til hurtigere at gennemføre de nødvendige reformer.

2.7.

EØSU understreger, at det har udviklet gode forbindelser med civilsamfundsorganisationer i det vestlige Balkan, og at det er udmærket bekendt med situationen i disse lande. EØSU er overbevist om, at civilsamfundets blandede rådgivende udvalg bør forsøge at udfylde »tomme nicher«, som ikke dækkes af andre organer i forhandlingsprocessen, og fokusere på et antal udvalgte områder. I den henseende efterlyser EØSU en bedre informationsudveksling mellem de blandede rådgivende udvalg og Kommissionen, Rådet samt Europa-Parlamentet. EØSU opfordrer til en styrkelse af den rolle, som civilsamfundets blandede rådgivende udvalg spiller (6).

2.8.

Korruption og konsekvenserne af organiseret kriminalitet, de statslige institutioners og retsstatsprincippets generelle svaghed, bilaterale tvister samt forskelsbehandling af minoritetsgrupper udgør ligeledes større og vedvarende hindringer for såvel deltagelse som integration.

2.9.

Københavnskriterierne er de regler, der definerer, hvorvidt et land er berettiget til at tiltræde EU (7). Kriterierne medfører krav om, at et land har institutioner, der kan sikre demokratisk forvaltning og retsstatsforhold, overholdelse af menneskerettighederne, har en velfungerende markedsøkonomi samt overholder EU's forpligtelser og målsætninger.

2.10.

Alle landene på Vestbalkan kan ikke tiltræde EU samtidig. EØSU glæder sig over, at Serbien og Montenegro er de nuværende frontløbere i integrationsprocessen. Udvalget udtrykker desuden forventning om, at den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Albanien snarest muligt vil indlede forhandlinger med EU. Udvalget glæder sig over, at Bosnien-Hercegovina har indgivet sin besvarelse på Kommissionens spørgeskema, og at Kommissionen er i færd med at vurdere muligheden for at give landet status som kandidatland.

2.11.

Landene i det vestlige Balkan er stadig påvirkede af sårene efter krige og konflikter, etnisk had, genforeningsstrømninger og fastfrosne konflikter, som risikerer at blusse op igen. Det er nødvendigt kraftigt at tilskynde til afvikling af de mest presserende bilaterale spørgsmål inden landenes tiltrædelse, selv om det kan forsinke denne proces at insistere på at finde løsninger på alle udestående problemer.

2.12.

EØSU mener også, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle ved at samle de yngre generationer fra forskellige lande og indlede en offentlig dialog om en række emner, der er af altafgørende betydning for regionen. Økonomisk udvikling, forbedring af levestandarden og beskæftigelse samt social sikkerhed er befordrende for en fredelig regional sameksistens.

2.13.

Landene i det vestlige Balkan kunne oprette nationale råd for europæisk integration, som regelmæssigt samler højtstående politiske myndigheder og vigtige civilsamfundsorganisationer med henblik på at gøre EU-integrationsprocessen mere gennemsigtig og videreformidle den i større udstrækning (8).

2.14.

EØSU har allerede gjort civilsamfundets rolle klar under tiltrædelsesprocessen og gjort det helt tydeligt, at civilsamfundets engagement i tiltrædelsesprocessen består i: 1) direkte inddragelse i de egentlige forhandlinger (dvs. screening, udarbejdelse af de nationale synspunkter og tilsyn med forløbet, 2) den sociale og civile dialog i relation til udformningen af politikkerne og lovgivningens harmonisering med gældende EU-ret, 3) deltagelse i programmeringen af førtiltrædelsesfinansieringen og 4) uafhængig overvågning af fremskridt i reformprocesserne og de sociale virkninger. Varetagelsen af disse roller kræver passende finansiel støtte via nationale offentlige midler og førtiltrædelsesfinansiering (9).

2.15.

EØSU konstaterer, at EU's interesse for hurtigt og effektivt at integrere landene på Vestbalkan i EU er faldet som følge af andre politiske prioriteter og den manglende europæiske udvidelsesstrategi, men også på grund af forskellige tilgange fra medlemsstaternes side. I de seneste år har der på Vestbalkan været en stigende skepsis over for EU pga. skuffede forventninger. Dette har svækket virkningen af tiltrædelseskriterierne og bremset reformer. Dette er særligt tydeligt for så vidt angår sikring af retsstatsprincipperne, frie medier og forebyggelse af korruption.

2.16.

Landene på Vestbalkan er i færd med reformer, men i meget forskelligt tempo. Der bør gøres langt mere for at bekæmpe den omsiggribende korruption, organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge. Retsvæsenets uafhængighed er også afgørende for et sundt demokrati.

2.17.

EØSU anser det for nødvendigt at styrke kampen mod terrorisme i landene i det vestlige Balkan og støtter kraftigt de vestlige Balkanlandes initiativ om terrorbekæmpelse (WBCTi) (10).

2.18.

EØSU mener, at samarbejde mellem landene på Vestbalkan og EU og dets relevante agenturer (f.eks. Europol) bør udbygges yderligere for at fremskynde udvidelsesprocessen. Denne foranstaltning er særligt presserende for områder som sikkerhed og migration.

3.   Økonomisk stabilitet og velstand

3.1.

Økonomierne på Vestbalkan fortsætter med at vokse, og regionens reelle vækst i BNP forventedes at stige med 2,6 % i 2017. Tallet forventes at stige til 3 % i løbet af 2018 takket være privat forbrug og investering såvel som en gradvis genopretning af kreditmuligheder, pengeoverførsler og større infrastrukturprojekter. Set i forhold til situationen i 1995 er levestandarden steget betragteligt i alle seks vestlige balkanlande. På trods af dette er de seks lande stadig blandt de fattigste i Europa. Desuden har den økonomiske konvergens mellem landene på Vestbalkan mistet fremdrift siden krisen og når ikke op på det niveau for konvergens, der findes i nye EU-medlemsstater fra det centrale og sydlige Østeuropa.

3.2.

Processen med økonomisk konvergens i det vestlige Balkan er meget lang. Det er derfor afgørende at skabe et miljø, der vil muliggøre/fremskynde udenlandske investeringer, samt gennemføre passende økonomiske reformer, booste konkurrenceevnen og skabe arbejdspladser af høj kvalitet.

3.3.

EØSU bifalder de fremskridt, der er gjort med hensyn til den økonomiske integration af Vestbalkan, eftersom lederne af regionen har afgivet løfte om at ville uddybe forbindelser og samarbejde med henblik på at tiltræde Den Europæiske Union, og dette kræver større inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i udarbejdelsen af økonomiske reformprogrammer (ERP'er) samt fælles konklusioner med specifikke henstillinger til hvert enkelt land i regionen (11).

3.4.

EØSU er overbevist om, at kandidatlande har brug for stærkere incitamenter til reformer. Det er især nødvendigt at tilskynde til et tættere regionalt samarbejde med henblik på at lette opfyldelsen af kriterierne for medlemskab af EU.

3.5.

EØSU mener, at det er nødvendigt at tiltrække de nye tilstrømninger af direkte udenlandske investeringer i produktionssektorerne ved at støtte lokale forsyningskæder og opgradere SMV'ers færdigheder og teknologiske kapacitet.

3.6.

Energi og transport bør være en faktor for udvikling og sammenkobling i regionen. Dette vil være med til at sikre, at borgerne i det vestlige Balkan får en klar idé om de sociale, økonomiske og miljømæssige fordele ved en tiltrædelse af EU. Energieffektivitet og energibesparelser er eksempelvis faktorer, der fremmer aktivitetsmuligheder for virksomhederne og skaber såvel grønne som traditionelle job.

3.7.

EØSU støtter transportfællesskabstraktaten, der blev undertegnet af EU og de vestlige Balkanlande den 12. juli 2017, og opfordrer parterne til at videreudvikle den. I den henseende bør Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og de vestlige Balkanlande i deres investeringer fokusere på at skabe forbindelser mellem EU's TEN-T-hovednet og infrastrukturen på det vestlige Balkan. Et fælles program med angivelse af de disponible midler og fastlæggelse af en fælles tidsplan er derfor nødvendigt.

3.8.

En forbedring af infrastrukturen vil nedbringe transport- og energiomkostningerne og lette større investeringer i området. Fremme af den digitale omlægning på Vestbalkan vil desuden bidrage til erhvervsudvikling, øget produktivitet og forbedret livskvalitet.

3.9.

EØSU mener desuden, at investeringer i supplerende tilgange til traditionelle økonomiske politikker (cirkulær økonomi, socialøkonomi, integration af mål for bæredygtig udvikling) kan sikre overordnet vækst og beskæftigelse.

3.10.

EØSU bemærker, at statens rolle i alle vestlige Balkanlande stadig er overdimensioneret, mens den private sektor er mindre end i de syv små overgangsøkonomier i Europa (12).

3.11.

EØSU mener, at staten er nødt til at blive en mere effektiv og pålidelig leverandør af offentlige tjenester og dermed sikre et gunstigt miljø for private virksomheder.

3.12.

EØSU er af den opfattelse, at små og mellemstore virksomheder, som udgør størstedelen af virksomhederne, kan blive en drivkraft for økonomisk vækst i alle seks vestlige Balkanlande. For at dette kan opnås, er der behov for mindre bureaukrati, mere gennemsigtighed i den offentlige forvaltning, bekæmpelse af korruption og et fuldstændig uafhængigt retsvæsen.

3.13.

EØSU støtter konklusionerne fra det 6. civilsamfundsforum for det vestlige Balkan og udtrykker dyb bekymring over, at civilsamfundet får stadig mindre plads i stadig flere lande i det vestlige Balkan. Udvalget noterer sig, at EU og dets medlemsstater har forpligtet sig til at fremme civilsamfundets råderum og øge støtten til kapacitetsopbygning i civilsamfundsorganisationer for at styrke deres stemme i udviklingsprocessen og for at fremme den politiske, sociale og økonomiske dialog.

3.14.

EØSU gør opmærksom på, at civilsamfundsorganisationer bør inddrages på en meningsfuld måde i den økonomiske, sociale, offentlige og lovgivningsmæssige reformproces i alle landene i det vestlige Balkan. Det er nødvendigt at styrke deres kapacitet gennem teknisk og økonomisk støtte ved at lette deres adgang til europæiske finansieringskilder samt orientere dem rettidigt og detaljeret om tiltrædelsesforhandlingernes forløb.

4.   Social stabilitet — arbejdsløshed — udvandring

4.1.

Siden den økonomiske krise har indkomstkonvergensen og navnlig den sociale konvergens mellem de fattige og rige lande i EU været faldende og er i visse tilfælde gået den modsatte vej. Dette undergraver EU's egne ambitioner og sår tvivl om Unionens tiltrækningskraft over for fremtidige medlemmer. Fattigdom, høj arbejdsløshed, uformel økonomi, lave lønninger, korruption, embedsmisbrug, udvandring af kvalificeret arbejdskraft, diskrimination mod mindretal og hjerneflugt påvirker samtlige lande på Vestbalkan.

4.2.

Selv om landene på Vestbalkan viser konvergens i retning af EU28-niveauer, går det i temmelig langsomt tempo, og landene halter bagefter regionen EU. Ifølge data kan fuldstændig konvergens med EU's levestandard tage op til 40 år.

4.3.

Man har ikke opnået lønmæssig konvergens i de vestlige Balkanlande. I nogle lande er lønforskellene med EU endda blevet større, hvilket påvirker den økonomiske og sociale sikkerhed for borgerne i landene på Vestbalkan. De fleste lande i det vestlige Balkan har ikke oplevet nogen reallønstigning siden krisen. Selv om der findes lovbestemte minimumslønninger i alle lande på Vestbalkan, omfatter disse i mange tilfælde ikke et eksistensminimum for familier.

4.4.

EØSU noterer sig også, at som følge af den høje arbejdsløshed, er arbejdskraftmigration fra alle seks lande på Vestbalkan stadig et altoverskyggende problem. Det skønnes, at en fjerdedel af befolkningen i de seks vestlige Balkanlande er flyttet til udlandet. Selv om pengeoverførsler fra vandrende arbejdstagere er en vigtig indtægtskilde og bidrager til den indenlandske økonomi på kort sigt, har massemigration og faldende befolkningstal alvorlige langsigtede konsekvenser for disse landes økonomiske udviklingspotentiale (13).

4.5.

Med undtagelse af Montenegro er det hovedsageligt lavtuddannede unge og kvinder, der er blevet hårdest ramt af nedgangen i beskæftigelsen i den vestlige Balkanregion. Det er også afgørende, at mere end 70 % af de arbejdsløse i alle seks vestlige Balkanlande i 2015 i gennemsnit var uden arbejde i mere end et år (14).

4.6.

EØSU er overbevist om, at EU og landene i det vestlige Balkan bør lægge større vægt på livskvalitet og social sikring for disse staters borgere. EØSU foreslår, at man overvejer muligheden for at anvende principperne om den europæiske søjle for sociale rettigheder, når man vurderer hvorvidt betingelserne for medlemsskab af EU er opfyldt. Kommissionen kunne også udvikle særlige programmer, der vil sætte landene i det vestlige Balkan i stand til at opnå hurtigere social konvergens.

4.7.

EØSU udtrykker forventning om, at der er behov for yderligere at styrke konkurrenceevnen og at understøtte strukturreformerne i alle seks lande på Vestbalkan for at styrke arbejdsmarkedet og bremse udvandringen. Civilsamfundets organisationer bør reelt høres ved udarbejdelsen af strukturreformer (15).

4.8.

EØSU understreger, at tendenser på arbejdsmarkedet i regionen afslører lav erhvervsfrekvens blandt kvinder, og opfordrer regeringerne til at yde støtte for at sikre, at der opnås højere beskæftigelse for kvinder. EØSU opfordrer ligeledes Kommissionen til at medtage ligestilling mellem kønnene blandt de vigtigste prioriteter i EU's tiltrædelsesforhandlinger med landene i det vestlige Balkan.

4.9.

EØSU er overbevist om, at respekt for mindretals rettigheder og deres kultur er afgørende for udviklingen af et demokratisk civilsamfund i alle landene på Vestbalkan.

4.10.

EØSU mener, at uddannelse spiller en altafgørende rolle i alle landene på Vestbalkan, herunder lige adgang til uddannelsessystemerne, med hensyn til fremme af europæiske værdier, tolerance over for mindretal, bekæmpelse af fordomme og styrkelse af den sociale samhørighed.

4.11.

EØSU mener også, at en »social samhørighedsdagsorden« vil afhjælpe kompetencegab og manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte kompetencer ved at forbedre uddannelsessystemernes produktivitet og effektivitet. Øget finansiel støtte til programmer for faglig uddannelse ville bidrage til at rette op på misforholdet mellem udbuddet af og efterspørgslen efter kvalifikationer på arbejdsmarkedet samt nedbringe den høje arbejdsløshed.

4.12.

EØSU glæder sig over initiativer, der er iværksat af enten statslige uddannelses- og kulturinstitutioner eller civilsamfundsorganisationer med henblik på forsoning, gode naboskabsforbindelser og en kritisk tilgang til fortiden.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  De grundlæggende principper i EU's strategi for det vestlige Balkan blev fastlagt af Kommissionen den 6. februar 2018 i meddelelsen Et troværdigt udvidelsesperspektiv for landene på Vestbalkan og et øget engagement heri fra Den Europæiske Unions side, COM(2018) 65 final.

(2)  I henhold til EØSU's faste terminologi, indbefatter begreberne »civilsamfundet« og »civilsamfundsorganisationer« i denne udtalelse arbejdsmarkedets parter (dvs. arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger) og andre ikke-statslige aktører.

(3)  COM(2018) 65 final af 6.2.2018.

(4)  EUT C 133 af 14.4 2016, s. 31.

(5)  http://shtetiweb.org/berlin-process/

(6)  EUT C 133 af 14.4 2016, s. 31.

(7)  https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/policy/glossary/terms/accession-criteria_en

(8)  EUT C 133 af 14.4 2016, s. 31.

(9)  EUT C 133 af 14.4 2016, s. 31.

(10)  http://wbcti.wb-iisg.com/, https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/sites/near/files/ipa_ii_2016_039-858.13_mc_pcve.pdf

(11)  Endelig erklæring fra det 6. civilsamfundsforum for det vestlige Balkan

(12)  World Bank Group, The Western Balkans: Revving up the Engines of Growth and Prosperity, 2017

(13)  »Arbejdsløsheden i den vestlige Balkanregion er betydeligt højere end EU28-gennemsnittet med nogle forbedringer i de seneste år. Navnlig Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Montenegro lider under vedvarende høj arbejdsløshed, men selv den nuværende arbejdsløshedsprocent på 13,5 % i Serbien, bedste tal i regionen efter de seneste forbedringer, er alt for høj i sammenligning med EU's medlemsstater. Til trods for den foruroligende høje arbejdsløshed blev der skabt 230 000 arbejdspladser i regionen i de 12 måneder indtil juni 2017 (en stigning på 3,8 %) med mere end halvdelen i den private sektor. Som følge heraf nåede beskæftigelsen (målt i antal arbejdspladser, ikke i arbejdstimer) niveauet fra før 2008 i alle landene på Vestbalkan med undtagelse af Bosnien-Hercegovina«. World Bank Group, Western Balkans Regular Economic Report, nr. 12, Efteråret 2017.

(14)  Verdensbankgruppen, Western Balkans Labor Market Trends 2017

(15)  Som beskrevet i EØSU's udtalelse: EU's udvidelsesstrategi (EUT C 133 af 14.4.2016, s. 31) og i sluterklæringen fra EØSU's 6. forum for civilsamfundet i det vestlige Balkan, der blev afholdt i Sarajevo den 10.-11. juli 2017.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/22


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Fuldføring af dagsordenen om bedre regulering: Bedre løsninger for bedre resultater

(COM(2017) 651 final)

(initiativudtalelse)

(2018/C 262/04)

Ordfører:

Bernd DITTMANN

Plenarforsamlingens beslutning

15.2.2018

Retsgrundlag

Forretningsordenens artikel 29, stk. 2

 

 

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

9.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

185/0/0

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er af den opfattelse, at dagsordenen om bedre regulering bør gøres til et permanent program med henblik på at levere EU-lovgivning af høj kvalitet, uden at centrale politiske mål undermineres, eller der skabes pres om deregulering. Den bør videreføres, udvikles og forbedres yderligere af den nye Kommission efter 2019.

1.2.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fremlægge en detaljeret køreplan for den kommende evaluering af dagsordenen om bedre regulering og præcisere, på hvilken måde man påtænker at inddrage EØSU og øvrige interessenter.

2.   Kommissionens meddelelse om bedre regulering

2.1.

Den 24. oktober 2017 udsendte Kommissionen meddelelsen Fuldføring af dagsordenen om bedre regulering: Bedre løsninger for bedre resultater (1) (i det følgende benævnt »meddelelsen«).

2.2.

I denne meddelelse gør Kommissionen status over de fremskridt, der er blevet gjort i forhold til gennemførelsen af dagsordenen om bedre regulering (i det følgende benævnt »dagsordenen«), siden den blev vedtaget i maj 2015.

2.3.

I 2018 vil Kommissionen foretage en samlet evaluering af systemet til bedre regulering. Denne udtalelse gør det ud for et svar på meddelelsen og bidrager med input til forberedelserne til denne kommende evaluering.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens fortsatte engagement i bedre regulering og dens løbende bestræbelser, der som skitseret i meddelelsen er rettet mod at gennemføre de mål, som blev fastlagt i dagsordenen i maj 2015. Bedre regulering er en proces, som hele tiden kan blive bedre, og som kræver, at alle de involverede aktører udviser engagement og yder et bidrag.

3.2.

Bedre regulering bør bidrage til at skabe politiske beslutningsprocesser, som er ansvarlige, deltagelsesbaserede og gennemsigtige, og som leverer enkle, klare, sammenhængende, formålstjenlige og let gennemførlige regler. Dette er en forudsætning for at sikre, at offentligheden har tillid til EU og EU's institutioner. Bedre regulering bør bidrage til at skabe effektive og sammenhængende regelsæt, som skaber grobund for innovation og bæredygtig vækst og støtter fuldførelsen af et velfungerende indre marked.

3.3.

Bedre regulering bør ikke føre til en overbureaukratisering af EU's politikudformning. Politiske beslutninger må ikke erstattes af tekniske procedurer.

3.4.

I en tidligere udtalelse (2) understregede EØSU, at bedre regulering »ikke går på »mere« eller »mindre« regulering i EU eller en deregulering af specifikke politiske områder eller en underminering af andre prioriterede områder og dermed en anfægtelse af de værdier, EU står for, nemlig social sikring, miljøbeskyttelse og grundlæggende rettigheder (3). Bedre regulering fungerer helt overordnet som hjælpemiddel til sikring af en effektiv gennemførelse af politiske mål med udgangspunkt i et evidensbaseret grundlag i lyset af førnævnte værdier uden at begrænse miljørettigheder, forbrugerrettigheder og sociale standarder eller forårsage en kompetenceforskydning institutionerne imellem som følge af oprettelsen af organer. Bedre regulering kan og må ikke stå i stedet for politiske beslutninger.«

3.5.

EØSU anerkender de fremskridt, der indtil videre er gjort med gennemførelsen af dagsordenen. Udvalget bifalder navnlig den mere metodiske brug af konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer, den mere systematiske høring af de berørte parter, revisionen af retningslinjerne og værktøjskassen for bedre regulering, REFIT-programmet og REFIT-platformen samt nedsættelsen af Udvalget for Forskriftskontrol.

3.6.

EØSU er aktivt involveret i bedre regulering, ikke mindst gennem sin deltagelse i REFIT-platformen og udarbejdelsen af efterfølgende evalueringer. Udvalget henviser i den forbindelse til sine mange udtalelser herom (4). Ikke desto mindre refereres der hverken i dagsordenen eller meddelelsen til EØSU. Ej heller er udvalget med i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning. Dette viser, at Kommissionen og lovgiverne stadig ikke tager tilstrækkeligt hensyn til udvalgets rolle og funktion, således som disse defineres i traktaterne, eller til den viden og ekspertise, som ligger hos EØSU's medlemmer og det civilsamfund, de repræsenterer.

3.7.

Deltagelse i programmet for bedre regulering og dets forskellige instrumenter og procedurer kræver økonomiske og menneskelige ressourcer, som ikke alle civilsamfundsorganisationer har til rådighed (f.eks. datagenerering, deltagelse i offentlige høringer osv.). Det samme gælder små virksomheder. EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at programmet for bedre regulering bliver ved med at være åbent og tilgængeligt for alle organisationer og interessegrupper, uanset deres størrelse og økonomiske og menneskelige ressourcer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU er det institutionelle talerør for det organiserede civilsamfund i Europa og fungerer som mellemled mellem EU's lovgivere på den ene side og civilsamfundets organisationer og arbejdsmarkedets parter på den anden side. EØSU har opbygget stor erfaring og ekspertise vedrørende alle spørgsmål, der har med bedre regulering at gøre, og ønsker her at minde Kommissionen om nogle af udvalgets særlige anbefalinger vedrørende de aspekter, der indgår i meddelelsen, såvel som en række andre aspekter, som udvalget finder nødvendige at belyse.

4.2.

Efter EØSU's opfattelse giver meddelelsen et godt overblik over de fremskridt, der indtil videre er gjort med gennemførelsen af dagsordenen inden for de forskellige områder af bedre regulering. Meddelelsen er dog for vag omkring præcis hvilke foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anvende for yderligere at udvikle programmet for bedre regulering. Endvidere undlader Kommissionen at henvise til og skitsere den kommende evaluering af programmet for bedre regulering i 2018, dennes vigtigste fokusområder, og hvilken form for inddragelse af EØSU og andre berørte aktører Kommissionen påtænker.

4.3.   Principperne om proportionalitet og nærhed

4.3.1.

EØSU hilser Kommissionens fokus på hovedprioriteter og hensigten om at gøre en stor indsats på de væsentlige områder velkommen. Udvalget gentager, at Unionen kun bør handle, hvis principperne om proportionalitet og nærhed er overholdt, og hvis en fælles indsats bringer merværdi til alle.

4.3.2.

Som anført i sin udtalelse (5), efterlyser EØSU »en afklaring af principperne om nærhed og proportionalitet, som modstandere af lovgivningsinitiativer til tider fremfører som argumenter uden dog at begrunde dette tilstrækkeligt«.

4.3.3.

EØSU noterer sig, at der er blevet nedsat en Taskforce om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (6). Det opfordrer taskforcen til at tage behørigt hensyn til udvalgets udtalelser og anbefalinger i dette spørgsmål.

4.3.4.

EØSU efterlyser bedre overvågning af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og større inddragelse af medlemsstaterne og deres parlamenter i efterfølgende evalueringer.

4.3.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre bedre reklame for værktøj nr. 5 i værktøjskassen til bedre regulering (»retsgrundlag, proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet«) i sine forskellige tjenestegrene (horisontalt og vertikalt) med henblik på at øge anvendelsen af dette værktøj, når der udarbejdes konsekvensanalyser.

4.4.   Konsekvensanalyser

4.4.1.

EØSU henviser til de forslag, udvalget fremsatte i sin udtalelse (7), om hvordan man forbedrer det europæiske økosystem for konsekvensanalyse.

4.4.2.

Konsekvensanalyser bør være standardprocedure for ethvert nyt lovgivningsforslag. Det gælder også delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Hvis et forslag, der fremsættes, ikke ledsages af en konsekvensanalyse, skal Kommissionen give en detaljeret redegørelse for årsagerne hertil og fremlægge alle data og al dokumentation, som har ført til og/eller støtter forslaget.

4.4.3.

Retningslinjerne for bedre regulering henviser udtrykkeligt til, at konsekvensanalyser kan og skal foretages i forbindelse med lovgivningsinitiativer såvel som ved delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en mere indgående — og over for interessenter og EØSU — gennemsigtig vurdering af behovet for at gennemføre konsekvensanalyser af disse retsakter. Blot fordi der er foretaget en konsekvensanalyse af den lovgivningsmæssige tekst, der ligger til grund for de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, betyder det ikke, at man kan undlade at gennemføre en konsekvensanalyse af de afledte retsakter. Hver enkelt retsakt skal evalueres ud fra eget indhold, især fordi delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter kan have afgørende konsekvenser for de berørte parter og civilsamfundet som helhed.

4.4.4.

Retningslinjerne og værktøjskassen for bedre regulering (8) er den vigtigste håndbog for Kommissionens tjenestegrene, når de udfører konsekvensanalyser. EØSU påpeger imidlertid, at retningslinjerne og værktøjskassen primært er udviklet til brug for EU's tjenestegrene, og deres specifikationer giver ikke interessenterne mulighed for at forstå, hvordan de værktøjer, der er brug for til konsekvensanalyserne, reelt anvendes. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at gøre disse værktøjer tilgængelige for den brede offentlighed i form af en operationel udgave.

4.4.5.

Imidlertid konstaterer EØSU, at disse retningslinjer ikke altid overholdes, hvilket resulterer i mangelfulde konsekvensanalyser. Dette bekræftes og underbygges af Udvalget for Forskriftskontrols årsrapport for 2016 (9). EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at gøre bedre reklame for principperne om bedre regulering i sine forskellige tjenestegrene, eksempelvis gennem regelmæssige, obligatoriske uddannelsesprogrammer for medarbejderne.

4.4.6.

Udvalget for Forskriftskontrols årsrapport for 2016 påviser, at Kommissionens tjenestegrene kun delvist implementerer udvalgets anbefalinger efter at have modtaget en første negativ udtalelse. EØSU foreslår derfor, at Udvalget for Forskriftskontrol udstyres med en opsættende vetoret i tilfælde, hvor det afgiver en dobbelt-negativ udtalelse, som tvinger Kommissionens tjenestegren til at revidere sin konsekvensanalyse, indtil den opfylder de nødvendige kvalitetskrav. Udvalget for Forskriftskontrol bør ikke have nogen vetoret i forhold til politiske beslutninger.

4.4.7.

EØSU støtter »tænk småt først«-princippet og tilskynder Kommissionen til at styrke sit fokus på SMV'er, herunder på mikrovirksomheder og meget små virksomheder, i sine konsekvensanalyser.

4.5.   Gennemsigtighed, legitimitet og ansvarlighed

4.5.1.

Med hensyn til åbenhedsregisteret bifalder EØSU Kommissionens forslag fra 2016 til en juridisk bindende interinstitutionel aftale om et obligatorisk åbenhedsregister, der ud over Kommissionen og Europa-Parlamentet også skulle omfatte Rådet.

4.5.2.

EØSU glæder sig over, at offentlige høringer i forbindelse med vigtige initiativer nu vil være tilgængelige på alle officielle EU-sprog, mens alle andre vil blive offentliggjort på mindst engelsk, fransk og tysk. EØSU minder Kommissionen om, at det er nødvendigt at levere oversættelser af resuméer af konsekvensanalyserne på alle officielle EU-sprog (10).

4.5.3.

For så vidt angår inddragelse af aktører henviser EØSU til sin udtalelse (11) og til REFIT-platformens udtalelse (12), som EØSU's repræsentanter i platformen var med til at udarbejde. EØSU glæder sig over Kommissionens indsats for at forbedre sine mekanismer til høring af interessenter, men mener, at der er behov for yderligere bestræbelser for at øge deltagelsen, åbenheden og ansvarligheden samt effektiviteten af og sammenhængen i sådanne høringer. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at overveje de forslag, der er skitseret i de to ovennævnte udtalelser, og til at gennemføre dem fuldt ud.

4.5.4.

I medfør af sin repræsentative funktion er EØSU godt klædt på til at bistå med at identificere de interessenter, der påvirkes mest af en foreslået politisk foranstaltning, og hjælpe med at samle erfaringer i forhold til den allerede eksisterende lovgivning. Kommissionen bør i højere grad rådføre sig med EØSU, når den fastlægger høringsstrategier og identificerer relevante målgrupper, både på forhånd og efterfølgende.

4.6.   Forenkling af lovgivningen og håndtering af unødvendige omkostninger

4.6.1.

I sin udtalelse (13) påpeger EØSU, at »Den europæiske lovgivning er en væsentlig faktor for integration, der ikke bør opfattes som en byrde eller en omkostning, der skal nedbringes. En vel afpasset lovgivning er tværtimod en faktor for retlig beskyttelse, fremme og sikkerhed for alle berørte parter og europæiske borgere«.

4.6.2.

Samtidig anfører EØSU i sin udtalelse (14), at det er »vigtigt at undgå, at reguleringen medfører unødige omkostninger. Reguleringsomkostningerne bør stå i et rimeligt forhold til den nytteværdi, de skaber«.

4.6.3.

EØSU støtter fuldt ud princippet om »evaluering først«. Som udvalget gav udtryk for i sin udtalelse (15), kan EØSU »spille en nyttig rolle som mellemled mellem lovgiverne og brugerne af EU-retten. (…) EØSU tilpasser løbende sine arbejdsmetoder for dermed at bidrage til at vurdere kvaliteten af anvendelsen af EU-retten. Udvalget har således for [nylig] besluttet at indgå aktivt i evalueringen af lovgivningsprocessen ved at foretage egne efterfølgende evalueringer af EU-retten.«

4.6.4.

Som nævnt i udvalgets udtalelse (16), »opfordrer udvalget til en kvalitativ tilgang, der går hånd i hånd med den kvantitative analyse, og som også kigger på de forventede fordele af lovgivningen.« Ud over de reguleringsmæssige omkostninger bør også de reguleringsmæssige fordele, herunder nettofordele, om nødvendigt kvantificeres, og de bør på mere systematisk vis tages i betragtning i Kommissionens konsekvensanalyser.

4.6.5.

EØSU er af den opfattelse, at visse omkostninger er absolut nødvendige for at nå de politiske målsætninger. Omkostninger bør kun reduceres, når det kan bevises, at de ikke er nødvendige for at opfylde den politiske målsætning. EØSU er enig med Kommissionen i, at en reduktion af de unødvendige omkostninger bør baseres på dokumentation fra en vurdering, der foretages fra sag til sag, og ikke simple numeriske mål, således at de mål, der efterstræbes med lovgivningen, opretholdes fuldt ud.

4.6.6.

I forbindelse med REFIT henviser EØSU til sine relevante udtalelser (17). EØSU deltager i REFIT gennem sit medlemskab af REFIT-platformen med tre medlemmer fra sine tre grupper, der deltager i møder i platformen efter et rotationsprincip. Medlemmerne samarbejder tæt for at identificere de politiske prioriteter for EØSU og forberede fælles holdninger til platformens møder på baggrund af aftalte holdninger, som er kommet til udtryk i tidligere udtalelser.

4.6.7.

EØSU gentager, at fokus for REFIT-platformens arbejde er ex-post. Platformen har til opgave at behandle forslag, fremsat gennem webstedet »Lighten the Load« og udvikle forslag til, hvordan man kan forenkle allerede eksisterende EU-lovgivning. Platformen bør ikke anvendes til at foreslå ny lovgivning.

4.6.8.

EØSU bemærker, at SMV'ernes særlige interesser ikke er udtrykkeligt repræsenteret i REFIT-platformen. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at indbyde en passende repræsentant til at deltage i REFIT-platformens interessentgruppe.

4.7.   Vurdering af alternative tilgange til at forenkle og nedbringe omkostninger

4.7.1.

For så vidt angår fastsættelse af reguleringsmæssige målsætninger om reduktion af byrden på området for bedre lovgivning er EØSU af den opfattelse, at målsætninger om at nedbringe regelbyrden bør etableres ex-post inden for REFIT-programmet og med udgangspunkt i en omfattende evaluering med inddragelse af civilsamfundet og i dialog med interessenter.

4.7.2.

Da det i forvejen er vanskeligt at indhente de nødvendige data til etablering af et videnskabeligt velfunderet grundscenario for opstillingen af ex-ante reguleringsmæssige målsætninger om reduktion af byrden, går EØSU ikke ind for at fastsætte sådanne mål, hverken for individuelle sektorer eller for den samlede økonomi. Det samme gælder for politisk fastsatte numeriske mål såsom én ind/én ud princippet.

4.8.   Gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning

4.8.1.

Med hensyn til gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning henviser EØSU til sine mange udtalelser (18).

4.8.2.

Anvendeligheden af EU-lovgivningen bør komme i betragtning tidligt i den politiske beslutningsproces som led i konsekvensanalysen. EØSU opfordrer indtrængende Kommissionens tjenestegrene til en striks overholdelse af retningslinjerne for konsekvensanalyse, som beskrevet i kapitel IV i værktøjskassen til bedre regulering (»forslag til implementering, gennemførelse, og forberedelse«). Der bør knyttes særlig opmærksomhed til de forskellige nationale, politiske og juridiske systemers karakteristika og de forskellige ressourcer og kapaciteter, medlemsstaterne råder over til at gennemføre og anvende europæisk lovgivning.

4.8.3.

Den reguleringsmæssige byrde opstår hovedsageligt på nationalt niveau, når medlemsstaternes myndigheder gennemfører og anvender EU-lovgivningen (overregulering). EØSU anfører i sine udtalelser (19), at manglende anvendelse eller manglende gennemførelse af EU-lovgivning sandsynligvis ofte skyldes manglende gennemførelse af direktiverne i national lovgivning. EØSØ anbefaler derfor, at man i stedet for direktiver gør brug af forordninger for at undgå manglende overensstemmelse i lovgivningsrammerne i hele EU (20). Det nuværende beskyttelsesniveau for borgere, forbrugere, arbejdstagere og miljøet må imidlertid ikke reduceres i nogen af medlemsstaterne.

4.8.4.

EØSU er af den opfattelse, at en ordentlig gennemførelse af EU-lovgivningen sker gennem en fælles og koordineret indsats fra de vigtigste aktørers side, dvs. Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet samt medlemsstaterne og i videst muligt omfang inddrager det regionale og lokale niveau samt civilsamfundet og interessenter. EØSU opfatter Kommissionen som den førende aktør for koordineringen af denne indsats, og som nævnt i udvalgets udtalelse bør denne (21)»med henblik på at øge tilliden mellem de retshåndhævende myndigheder for at støtte netværk af offentlige myndigheder, foretage systematiske evalueringer af deres resultater og udpege og sprede eksempler på god praksis.«

4.8.5.

Kommissionen foreslår i sin meddelelse adskillige foranstaltninger til forbedring af gennemførelsen af EU-lovgivningen. Disse omfatter etablering af en mere systematisk tilgang til overvågning og evaluering af lovgivningens virkning i forbindelse med den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, støtte til medlemsstaternes gennemførelsesplaner og udarbejdelse af landerapporter, hvor nationale styrker og svagheder i gennemførelsen kortlægges. EØSU glæder sig over Kommissionens særlige opmærksomhed over for dette område og de foreslåede foranstaltninger, men finder det beklageligt, at ingen af dem inddrager EØSU.

4.8.6.

Som udvalget efterlyste i sin udtalelse (22): »når det drejer sig om gennemførelse af visse direktiver, ønsker EØSU at yde et særligt bidrag til Europa-Parlamentets initiativbetænkning om EU-medlemsstaternes gennemførelse af den europæiske lovgivning, ved at sætte fokus på medlemsstaternes tilføjelser under gennemførelsen«.

4.8.7.

Endelig glæder EØSU sig over den strategiske tilgang, Kommissionen har anlagt til sin traktatbrudspolitik i sin meddelelse »EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse« (23). Udvalget opfordrer Kommissionen til hurtigere og mere effektivt at forfølge sager, hvor medlemsstaterne ikke har omsat EU-lovgivningen korrekt eller slet ikke har omsat den.

4.9.   Samarbejde med de andre institutioner

4.9.1.

EØSU repræsenterer de organiserede slutbrugere af EU-lovgivning og bør derfor af Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen betragtes som en partner og en ressource i vurderingen af de lovgivningsmæssige projekters praktiske anvendelighed ud fra et konkret og empirisk perspektiv.

4.9.2.

Taget den aktive rolle i betragtning, som EØSU spiller for bedre regulering og lovgivning, som redegjort for ovenfor, opfordrer udvalget kraftigt Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til formelt at inddrage udvalget i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2017) 651 final.

(2)  EUT C 13 af 15.1.2016, s. 192.

(3)  COM(2015) 215 final.

(4)  Jf. bl.a.: Ad hoc-gruppe om Tilsyn med gennemførelsen af EU-lovgivningen EUT C 487 af 28.12.2016, s. 51; EUT C 303 af 19.8.2016, s. 45; EUT C 13 af 15.1.2016, s. 192; EUT C 345 af 13.10.2017, s. 67; EUT C 13 af 15.1.2016, s. 145; EUT C 434 af 15.12.2017, s. 11; EUT C 291 af 4.9.2015, s. 29; EUT C 230 af 14.7.2015, s. 66; EUT C 43 af 15.2.2012, s. 14; EUT C 248 af 25.8.2011, s. 87; EUT C 18 af 19.1.2011, s. 95; EUT C 128 af 18.5.2010, s. 103; EUT C 277 af 17.11.2009, s. 6; EUT C 100 af 30.4.2009, s. 28; EUT C 204 af 9.8.2008, s. 9.

(5)  EUT C 487 af 28.12 2016, s. 51.

(6)  C(2017) 7810.

(7)  EUT C 434 af 15.12 2017, s. 11.

(8)  SWD(2017) 350 og https://ec.europa.eu/info/better-regulation-toolbox_da.

(9)  Udvalget for Forskriftskontrol, årsrapport 2016, https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/2016-rsb-report_en.pdf. Jf. navnlig s. 13 og s. 15.

(10)  EUT C 434 af 15.12.2017, s. 11 (punkt 4.3.1).

(11)  EUT C 383 af 17.11 2015, s. 57.

(12)  REFIT-platformens udtalelse om henstilling XXII.4.a ved DIHK og XXII.4.b ved en borger om høringsmekanismerne for interessenter. Vedtagelsesdato: 7.6.2017.

(13)  EUT C 303 af 19.8 2016, s. 45.

(14)  EUT C 487 af 28.12 2016, s. 51.

(15)  Ad hoc-gruppen — Kontrol med EU-rettens anvendelse. Revisionsretten. Ad hoc-gruppen om »Tilsyn med gennemførelsen af EU-lovgivningen«, EUT C 81 af 2.3.2018, s. 81.

(16)  EUT C 434 af 15.12 2017, s. 11.

(17)  EUT C 230 af 4.7.2015, s. 66, EUT C 303 af 19.8.2016, s. 45.

(18)  Ad hoc-gruppen; EUT C 303 af 19.8.2016, s. 45; EUT C 291 af 4.9.2015, s. 29; EUT C 18 af 19.1.2011, s. 95; EUT C 175 af 28.7.2009, s. 26; EUT C 204 af 9.8.2008, s. 9; EUT C 325 af 30.12.2006, s. 3; EUT C 24 af 31.1.2006, s. 52; EUT C 24 af 31.1.2006, s. 39.

(19)  Ad hoc-gruppen; EUT C 13 af 15.1 2016, s. 192.

(20)  EUT C 18 af 19.1 2011, s. 95.

(21)  EUT C 24 af 31.1 2006, s. 52.

(22)  EUT C 303 af 19.8 2016, s. 45.

(23)  C(2016) 8600 (EUT C 18 af 19.1.2017, s. 10).


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

EØSU's 534. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 18.4.2018-19.4.2018

25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/28


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet og Den Europæiske Centralbank — Yderligere skridt hen imod fuldførelsen af Europas Økonomiske og Monetære Union: en køreplan

(COM(2017) 821 final)

om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet og Den Europæiske Centralbank — Nye budgetinstrumenter som skal bidrage til at sikre et stabilt euroområde inden for EU's rammer

(COM(2017) 822 final)

om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet og Den Europæiske Centralbank — En europæisk økonomi- og finansminister

(COM(2017) 823 final)

om forslag til Rådets direktiv om bestemmelser til styrkelse af den finanspolitiske ansvarlighed og den mellemfristede budgetmæssige udvikling i medlemsstaterne

(COM(2017) 824 final — 2017/0335 (CNS))

og om forslag til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond

(COM(2017) 827 final — 2017/0333 (APP))

(2018/C 262/05)

Ordfører:

Mihai IVAŞCU

Medordfører:

Stefano PALMIERI

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 12.2.2018 og 28.2.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

Vedtaget i sektionen

26.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

152/3/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU værdsætter den foreslåede køreplan for fuldførelsen af EU's Økonomiske og Monetære Union (ØMU), men har dog visse forbehold, eftersom en række sociale, politiske og økonomiske problemer, som udvalget har fremhævet i sine tidligere udtalelser, ikke er kommet i betragtning. Fuldførelsen af ØMU'en kræver først og fremmest et stærkt politisk engagement, en effektiv styring og bedre udnyttelse af de tilgængelige finansielle midler for reelt at kunne foretage såvel en risikoreduktion som en risikodeling mellem medlemsstaterne. Af disse grunde understreger EØSU, at principperne om ansvarlighed og solidaritet bør gå hånd i hånd på EU-niveau.

1.2.

EØSU er dybt skuffet over, at EU's to institutionelle rådgivende udvalg — EØSU og RU — er udeladt fra meddelelsen, og at Europa-Parlamentets rolle fortsat er ret begrænset. Desuden nævnes der intet om øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund i evalueringen af det europæiske semester.

1.3.

EØSU har ved flere lejligheder understreget, at der klart mangler en strategisk vision for fremtiden og kapacitet til at reagere hensigtsmæssigt på andre økonomiske og finansielle kriser. ØMU-pakken bør evalueres og gennemføres, samtidig med at der tages hensyn til, at europæerne har brug for mere og et bedre Europa.

1.4.

Den sociale union, som EØSU har gjort sig til fortaler for, mangler på listen over unioner, som indgår i ØMU'en, og der synes ikke at være noget tilsagn om at integrere den europæiske søjle for sociale rettigheder.

1.5.

EØSU er nødt til at advare om, at så længe den nuværende sparepolitik ikke ledsages af en effektiv investeringsplan, vil Europas velstand være i farezonen.

1.6.

At »reparere taget, mens det er godt vejr« har afgørende betydning og skal ske hurtigt efter, at årsagerne til, at taget er i stykker, er blevet evalueret, og ansvaret herfor er blevet placeret. EØSU fremhæver, at der er behov for at udvikle nye finansielle instrumenter til kriseforebyggelse og til modvirkning af konjunkturforstærkende foranstaltninger.

1.7.

Fuldførelsen af hhv. bankunionen og kapitalmarkedsunionen bør fortsat stå højt på dagsordenen. Det nuværende forslag indeholder absolut intet om den europæiske indskudsforsikringsordning, på trods af at EØSU allerede har afgivet en udtalelse om dette emne (1). Der skal endvidere tages skridt til omgående og på effektiv vis at løse problemet med misligholdte lån.

1.8.   Den Europæiske Monetære Fond (EMF)

1.8.1

EMF's nye opgave — at fungere som et sikkerhedsnet for Den Fælles Afviklingsinstans — er særdeles vigtig og støttes fuldt ud. EØSU understreger imidlertid, at det er nødvendigt at sikre, at denne foranstaltning ikke fungerer som en gylden faldskærm, der opmuntrer banker til at løbe unødvendige og farlige risici.

1.8.2

Det er særdeles vigtigt, at EMF spiller en mere aktiv rolle i EU-sammenhæng i lighed med Den Internationale Monetære Fond i international sammenhæng: den bør yde støtte til økonomisk udvikling og afbøde chok og ikke bare forebygge bankkriser.

1.9.   Traktaten om stabilitet, samordning og styring (TSSS)

1.9.1

TSSS bør integreres i EU's lovgivning, samtidig med at ESM omdannes til EMF uden mulighed for medlemsstaterne for at vælge og vrage.

1.9.2

EØSU noterer sig den fleksible fortolkning af stabilitets- og vækstpagten, men mener ikke, at den er tilstrækkelig, og anbefaler, at der indledes drøftelser på EU-plan om en eventuel undtagelse af værdiforøgende strategiske offentlige investeringer fra stabilitets- og vækstpagtens anvendelsesområde. Dette bør ikke betragtes som en omkostning, men snarere som en kilde til fremtidige indtægter, der resulterer i en smidig konjunkturudvikling og sikrer både skabelse af arbejdspladser og mindskelse af uligheder i tråd med anbefalingerne i EØSU's tidligere udtalelser (2) og FN's bæredygtige udviklingsmål (3).

1.9.3

Offentlige investeringer — herunder sociale investeringer — vil på kort sigt føre til en øget efterspørgsel, men også udvide vækstpotentialet på længere sigt og derved ligeledes løse spørgsmålet om den offentlige gælds bæredygtighed.

1.10.   Nye budgetinstrumenter

1.10.1

EØSU støtter fuldt ud forslaget om at indføre en særlig konvergensfacilitet for medlemsstater, der forbereder sig på at komme med i eurosamarbejdet. Teknisk bistand skal være målrettet mod at opnå reel konvergens.

1.10.2

Den makroøkonomiske stabiliseringsfunktion er særligt vigtig for at mindske de eksisterende forskelle mellem EU's økonomier, eftersom medlemsstaterne har stadig færre muligheder for at handle uafhængigt som følge af ØMU'ens begrænsninger.

1.11.   Økonomi- og finansminister

1.11.1

EØSU støtter indførelsen af en økonomi- og finansminister for ØMU'en som et første skridt til at forbedre sammenhængen i politikker, der på nuværende tidspunkt er fragmenterede. Vedkommende bør repræsentere euroområdet i internationale organer, forvalte den foreslåede særlige budgetpost for euroområdet med fuld gennemsigtighed samt fastlægge den ønskede samlede finanspolitiske kurs i euroområdet, og hvordan den skal føres ud i livet.

1.11.2

Kommissionens forslag risikerer imidlertid at lægge en overdreven konsolidering af den udøvende magt i hænderne på én enkelt person. EØSU opfordrer derfor til yderligere overvejelser om og styrkelse af den foreslåede ministers demokratiske ansvarlighed.

2.   Indledning og generelle bemærkninger

2.1.

Efter flere års krisestyring, hvor man har foretrukket den mellemstatslige metode til at råde bod på de institutionelle mangler, der følger i kølvandet på en ufuldstændig Økonomisk og Monetær Union (ØMU), bifalder EØSU denne nye tilgang med at anvende fællesskabsmetoden, der som den eneste metode kan sikre beslutningsprocessen på EU-niveau demokratisk legitimitet og uddybe EU-integrationsprocessen. Inden for denne ramme kræver fuldførelsen af ØMU'en først og fremmest et stærkt politisk engagement, en effektiv styring og bedre udnyttelse af de tilgængelige finansielle midler.

2.2.

EØSU glæder sig over, at den foreslåede køreplan er ambitiøs i omfang og tid og er et skridt i den rigtige retning som anført i dets tidligere udtalelser (4). Udvalget har dog visse forbehold, eftersom en række sociale, politiske og økonomiske problemer — der ligeledes er blevet fremhævet i udvalgets tidligere udtalelser — ikke er blevet taget i betragtning i denne pakke.

2.3.

For det første er Europa-Parlamentets rolle fortsat for begrænset, og EU's to institutionelle rådgivende organer — EØSU og RU — er blevet forbigået. Der nævnes intet om en styrket social og civil dialog om det europæiske semester gennem en mere aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund. EØSU har i en tidligere udtalelse foreslået, at »af hensyn til spørgsmål om demokratisk kontrol og ejerskab bør Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet inddrages i det europæiske semester. Der bør tages hensyn til den sociale dimension på lige fod med den økonomiske« (5).

2.4.

En hurtig og effektiv fuldførelse af bankunionen er af afgørende betydning for sikringen af et konkurrencedygtigt europæisk erhvervsliv og skabelsen af en reel fælles europæisk valuta.

2.5.

Derudover mangler den sociale union, som EØSU har gjort sig til fortaler for, på listen over unioner, som indgår i ØMU'en. Der er ikke noget tilsagn om at integrere den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev annonceret i november 2017 i Göteborg (6), i styringen af euroområdet. De sociale rettigheder bør ligestilles med de økonomiske friheder for derved at sikre, at det traktatfæstede begreb »social markedsøkonomi« efterleves.

2.6.

Desuden synes Kommissionen at være tilbageholdende med eller ligefrem bange for at anvende termen »politisk union« og har i stedet erstattet den med svagere og mindre eksplicitte termer som »demokratisk ansvarlighed« og »øget styring«. Dette er unødvendigt, hvis det forklares tydeligt, at en »politisk union« ikke nødvendigvis er ensbetydende med én fælles politisk enhed, men snarere er en række små skridt, som anerkender behovet for fælles politisk styring på EU-niveau inden for visse områder. EØSU har forklaret dette begreb særdeles godt i sine udtalelser (7).

2.7.

Pakken om Den Økonomiske og Monetære Union bør evalueres og gennemføres, samtidig med at der tages hensyn til, at europæerne har brug for mere og et bedre Europa. EØSU har ved flere lejligheder understreget, at der mangler en strategisk vision for fremtiden og kapacitet til at reagere hensigtsmæssigt på den økonomiske og finansielle krise. EU's økonomiske styring bør have som grundlæggende princip at skabe større merværdi på EU-niveau, end hvis medlemsstaterne handler hver for sig (8).

2.8.

På trods af det igangværende opsving kan virkningerne af den økonomiske krise fortsat mærkes i vores dagligdag og i medlemsstaternes nuværende politikker. EØSU har advaret om, at så længe den nuværende sparepolitik — som primært sigter mod udgiftsbesparelser — ikke ledsages af passende tiltag til skabelse af vækst, social samhørighed og solidaritet, vil den voksende sociale ulighed med al tydelighed true Europas økonomiske integration og velstand (9).

2.9.

Kapitalmarkederne er desuden langt fra at være integrerede og er endnu ikke i stand til at absorbere symmetriske og asymmetriske chok, som det var tilfældet med USA. I betragtning af udviklingen i Brexitforhandlingerne og den kommende udtræden af det indre marked af et af de største kapitalmarkeder i verden, vil man kunne forvente yderligere opsplitning. Der skal træffes foranstaltninger til at imødegå dette.

3.   Oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond (EMF)

3.1.

EØSU glæder sig over omdannelsen af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) til Den Europæiske Monetære fond (EMF) og mener, at den foreslåede institutionelle forandring vil øge tilliden til EU's evne til at reagere på fremtidige finansielle og økonomiske kriser yderligere.

3.2.

EØSU fremhæver, at der er behov for at udvikle nye finansielle instrumenter til kriseforebyggelse og fremme af kontracykliske foranstaltninger. Konceptet med at »reparere taget, mens det er godt vejr« kan anvendes her på samme måde som på hele pakken. Eftersom EMF vil afløse ESM, er det meget vigtigt i lyset af dens nuværende finansielle og institutionelle strukturer at udvikle dens evne og kapacitet under direkte overvågning af Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet og i tæt samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB).

3.3.

Et vigtigt nyt aspekt i Kommissionens forslag er EMF's evne til at fungere som et fælles sikkerhedsnet for Den Fælles Afviklingsfond som aftalt af medlemsstaterne i 2013. EØSU anerkender, at sikkerhedsnettet vil øge tilliden til banksektoren, men understreger, at det er nødvendigt at sikre, at denne foranstaltning ikke fungerer som en gylden faldskærm, der opmuntrer banker til at løbe unødvendige og farlige risici.

3.4.

EU behøver ikke at styrke den finansielle kontrol over medlemsstaterne, men bør i stedet gøre de eksisterende finansielle instrumenter mere effektive og bæredygtige. Den nye EMF bør spille en mere aktiv rolle i EU-sammenhæng i lighed med Den Internationale Monetære Fond i international sammenhæng ved at yde støtte til økonomisk udvikling i hele EU og afbøde symmetriske og asymmetriske chok og ikke bare forebygge bankkriser.

3.5.

Navnlig bør EMF være i stand til hurtigt at gribe ind og modvirke asymmetriske chok, der ikke kan håndteres på medlemsstatsniveau, og som potentielt kan sprede sig til andre EU-lande og således bringe euroområdets og det indre markeds integritet i fare. De medlemsstater, som ikke har euroen som valuta, men som deltager i bankunionen, bør også kunne drage fordel af EMF betinget af deres kapitalindskud i den autoriserede kapitalbeholdning.

3.6.

Et stigende antal misligholdte lån vejer fortsat tungt på bankernes balancer, og de udgør en betydelig hindring for yderligere finansiering af EU's økonomi. De mindsker långivningen, fordrejer kreditfordelingen, forringer markedstilliden og bremser den økonomiske vækst. Det er nødvendigt straks at iværksætte foranstaltninger for at reducere omfanget af misligholdte lån, og disse foranstaltninger bør stå øverst på den europæiske dagsorden.

3.7.

Behovet for at øge troværdigheden af den nye EMF bør ledsages af foranstaltninger til forebyggelse af kriser og beskyttelse af skatteyderne mod hæftelse for gæld i insolvente banker.

3.8.

EMF bør handle i samarbejde med ECB, idet førstnævnte kunne bidrage til at afværge spekulative angreb på medlemsstater, mens sidstnævnte kun kan aktivere finansielle ressourcer til at afværge angreb på større økonomiske systemer. I den forbindelse beklager EØSU, at Kommissionen i pakken ikke har foreslået at indlede en debat om forbedring af statutten for ECB med henblik på at indføre vækst og fuld beskæftigelse som det andet mål for den monetære politik efter prisstabilitet.

3.9.

EØSU støtter den rådgivende rolle, som Europa-Parlamentet har fået tildelt i proceduren for udnævnelse af den administrerende direktør for EMF, og forpligtelsen til at aflægge årlige rapporter til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

3.10.

Det nuværende forslag indeholder absolut intet om den europæiske indskudsforsikringsordning — faktisk fremlagde Kommissionen et forslag om emnet i november 2015, men lovgiverne har indtil videre ikke kunnet blive enige om det, selvom EØSU allerede har afgivet en udtalelse om dette emne (10).

4.   Indarbejdning af traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS) i EU's retlige rammer

4.1.

EØSU er overbevist om, at TSSS og ESM begge blev indført, da krisen var på sit højeste som mellemstatslige løsninger, der i vidt omfang udmønter principperne om ansvarlighed og solidaritet på EU-niveau. Efter udvalgets mening går disse principper hånd i hånd, og vi kan ikke gå videre med det ene uden at have det andet med. De bør derfor begge indarbejdes samtidigt og sættes på lige fod i EU-lovgivningen, uden at medlemsstaterne skal kunne vælge og vrage. Ansvarlighed og solidaritet bør indgå i én og samme pakke.

4.2.

Det foreslåede direktiv om indarbejdelse af TSSS i EU-lovgivningen tager ganske vist hensyn til Kommissionens fleksible fortolkning af stabilitets- og vækstpagten, men udvalget har allerede indvendt, at denne fleksibilitet ikke er tilstrækkelig, og opfordret til, at der indledes drøftelser på EU-plan om en fuldgyldig regel, som undtager værdiforøgende offentlige investeringer fra stabilitets- og vækstpagtens anvendelsesområde, generelt benævnt »den gyldne regel«.

4.3.

EØSU ser derfor med bekymring på forslaget om at indarbejde TSSS og ikke mindst den finanspolitiske aftale i EU's retlige rammer uden at indføre yderligere fleksibilitet, især når det gælder offentlige investeringer og sociale hensyn. Hvor der er behov herfor, bør denne type investeringer målrettes mod at forbedre produktivitet og konkurrenceevne gennem finansiering af projekter relateret til forskning og udvikling, fysisk og social infrastruktur, digitalisering af økonomien og vedvarende udvikling af kvalifikationer for at holde trit med den teknologiske udvikling og den globale åbenhed.

4.4.

Et krav om balance på budgettet, som ikke tillader gældsfinansierede offentlige investeringer, vil få en negativ indvirkning på den økonomiske udvikling (gennem skattestigninger og nedskæringer i de offentlige udgifter). Offentlige investeringer — som ligger på det laveste niveau i EU i de sidste 20 år — bør ikke ses som en omkostning og dermed en del af det offentlige underskud, men snarere som en kilde til fremtidige indtægter, der giver en smidig konjunkturudvikling og sikrer vækst og jobskabelse.

4.5.

EØSU bakker op om rapporten fra taskforcen på højt plan ledet af Romano Prodi og Christian Sautter om fremme af investeringer i social infrastruktur i Europa for at sætte skub i jobskabelsen og forbedre befolkningens velfærd, sundhed, boligforhold og færdigheder (11).

4.6.

Hvis der indgås en aftale om, at fremtidsorienterede produktive offentlige investeringer skal have en mere favorabel behandling, vil indarbejdningen af TSSS sammen med EMF i EU's retlige rammer have potentiale til at styrke den finanspolitiske værktøjskasse og bane vejen for en mere effektiv, legitim og demokratisk styring af ØMU'en.

5.   Nye budgetinstrumenter som skal bidrage til at sikre et stabilt euroområde

5.1.

Den stabiliserende makroøkonomiske funktion er særligt vigtig, eftersom manglen herpå var en af årsagerne til den strategiske krise i EU. Selvom medlemsstaterne har få muligheder for at handle på egen hånd og påvirke arbejdsmarkedet og velfærdssystemet, er der endnu ikke på EU-niveau blevet skabt et socialt sikkerhedsnet, der muliggør, at alle borgere mærker fordelene ved vækst og international konkurrence (12).

5.2.

EØSU støtter helt og fuldt ud forslaget om at indføre en særlig konvergensfacilitet for medlemsstater, der forbereder sig på at komme med i eurosamarbejdet. Dette vil styrke euroområdets rolle internationalt og vil øge brugen af euro som en valuta. Der bør ydes teknisk støtte til opnåelse af reel konvergens for at imødegå og afbøde de risici, der kan true almenvellet for borgerne og økonomierne i de lande, der kandiderer til at komme ind i euroområdet.

5.3.

Sunde finanspolitikker og investeringsorienterede udgifter bør være vejen frem, idet man må huske på, at høje gældskvotienter i forhold til BNP ofte er resultatet af økonomisk krise og recession. EØSU opfordrer derfor til indførelse af en velfungerende mekanisme, som hurtigt kan aktiveres i tilfælde af økonomisk nedgang, og anser den foreslåede sats på 1 % af BNP for passende.

5.4.

EØSU går ind for oprettelsen af et budget for euroområdet inden for EU-budgettet. Dermed ville man undgå at skabe nye institutioner, som kunne drive en politisk kile ind mellem landene i og uden for euroområdet. Under alle omstændigheder er der behov for gennemgribende reformer af EU-budgettet.

5.5.

Et selvstændigt og omfattende budget for euroområdet med egne særskilte skatteindtægter vil give mulighed for en midlertidig, men betydelig overførsel af midler i tilfælde af regionale chok, modvirke alvorlige recessioner i hele området og garantere den nødvendige finansielle stabilitet med en makroøkonomisk stabiliseringsfunktion for at beskytte investeringer og forebygge arbejdsløshed og jobusikkerhed, således som EØSU allerede har fremført (13).

6.   En europæisk økonomi- og finansminister

6.1.

EØSU har gentagne gange peget på (14) behovet for en økonomi- og finansminister for ØMU'en som et første skridt til at forbedre sammenhængen i politikker, der på nuværende tidspunkt er fragmenterede, fordi der er flere forskellige institutioner involveret. Vedkommende bør repræsentere euroområdet i internationale organer. Han eller hun bør forvalte sit eget særskilte budget styret af principperne om enkelhed, gennemsigtighed, lighed og demokratisk ansvarlighed. Ministeren bør også have til opgave at fastlægge den ønskede samlede finanspolitiske kurs i euroområdet, og hvordan den skal føres ud i livet.

6.2.

De funktioner og egenskaber, der beskrives i Kommissionens meddelelse, ville passe bedre til en finansminister for euroområdet end for hele EU. Men i Kommissionens forslag er der ikke tale om en reel og egentlig finansminister, og den misvisende betegnelse kan skabe forkerte forventninger og forvirring.

6.3.

EØSU mener, at sammenlægningen af en post med ansvar for euroområdets repræsentation på EU-plan med posterne som formand for Eurogruppen, formand for den nye europæiske stabiliseringsmekanisme og næstformand for Kommissionen vil være en overdreven konsolidering af den udøvende magt i hænderne på én enkelt person. Desuden finder EØSU det udemokratisk at foreslå, at formanden for Eurogruppen automatisk får to mandater alene med det formål at synkronisere Eurogruppens mandat og Kommissionens mandat.

6.4.

EØSU frygter, at den foreslåede struktur i sin nuværende form vil sammenblande Kommissionens rolle med Rådets og dermed underminere den fine balance mellem fællesskabets interesser og de nationale interesser, som EU bygger på. EØSU opfordrer derfor til yderligere overvejelser om og styrkelse af den foreslåede ministers demokratiske ansvarlighed.

6.5.

Det fremgår heller ikke klart af meddelelsen, om der vil blive oprettet flere ministerposter, eller om dette blot er et særskilt tilfælde. Denne post vil kun give mening, når EU får sit eget budget og egne skatteindtægter ledsaget af instrumenter og politikker til forvaltning af budgettet, så det bliver i stand til at fremme økonomisk vækst og social lighed.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den europæiske indskudsforsikringsordning (EUT C 177 af 18.5.2016, s. 21).

(2)  Den økonomiske politik i euroområdet (2016) (EUT C 177 af 18.5.2016, s. 41); Den økonomiske politik i euroområdet (2017) (EUT C 173 af 31.5.2017, s. 33); og Den økonomiske politik i euroområdet (2017) (tillægsudtalelse) (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 216).

(3)  Mål for bæredygtig udvikling.

(4)  Et instrument for konvergens og konkurrenceevne / Større reformer af den økonomiske politik (EUT C 271 af 19.9.2013, s. 45); Endelig gennemførelse af Den Økonomiske og Monetære Union — Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs forslag til EU's næste lovgivningsperiode (EUT C 451 af 16.12.2014, s. 10); og Fuldførelse af ØMU'en: den politiske søjle (EUT C 332 af 8.10.2015, s. 8).

(5)  Uddybning af ØMU'en inden 2025, punkt 1.5 (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 124).

(6)  Den europæiske søjle for sociale rettigheder.

(7)  Fuldførelse af ØMU'en: den politiske søjle (EUT C 332 af 8.10.2015, s. 8) og Uddybning af ØMU'en inden 2025 (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 124).

(8)  EU's finanser frem til 2025, punkt 1.2 og 1.3 (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 131).

(9)  En demokratisk og social ØMU med fællesskabsmetoden, punkt 1.2 (EUT C 13 af 15.1.2016, s. 33).

(10)  Den europæiske indskudsforsikringsordning (EUT C 177 af 18.5.2016, s. 21).

(11)  L. Fransen, G. del Bufalo og E. Reviglio, Boosting Investment in Social Infrastructure in Europe. Report of the High-Level Task Force on Investing in Social Infrastructure in Europe, European Economy Discussion Paper, nr. 74, januar 2018.

(12)  EU's økonomi i 2025, punkt 3.3.1 (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 131).

(13)  EU's finanser frem til 2025, punkt 3.3 (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 131).

(14)  Vækst og statsgæld i EU, punkt 3.2 (EUT C 143 af 22.5.2012, s. 10); Fuldførelse af ØMU'en: den politiske søjle, punkt 4.3.1 og 4.3.4 (EUT C 332 af 8.10.2015, s. 8); Den økonomiske politik i euroområdet (2016), punkt 3.5 (EUT C 177 af 18.5.2016, s. 41); Den økonomiske politik i euroområdet (2017), punkt 1.13 (EUT C 173 af 31.5.2017, s. 33) og Uddybning af ØMU'en inden 2025, punkt 1.11 (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 124).


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/35


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 1093/2010

(COM(2017) 790 final — 2017/0359 (COD))

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2013/36/EU og 2014/65/EU

(COM(2017) 791 final — 2017/0358 (COD))

(2018/C 262/06)

Ordfører:

Jarosław MULEWICZ

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet: COM(2017) 790 final:

18.1.2018 og COM(2017) 791 final: 18.1.2018

Rådet: COM(2017) 790 final:

14.2.2018 og COM(2017) 791 final: 14.2.2018

Retsgrundlag

Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

Vedtaget i sektionen

26.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

193/2/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens forslag og håber, at de på effektiv vis vil bidrage til opfyldelsen af de mål, som Kommissionen har opstillet.

1.1.1

EU behøver stærkere kapitalmarkeder for at fremme investering, udnytte de eksisterende og frigøre nye finansieringskilder for selskaber, give husstande bedre finansielle muligheder og styrke Den Økonomiske og Monetære Union. Kommission har forpligtet sig til at få alle komponenter til fuldendelse af kapitalmarkedsunionen på plads senest i 2019.

1.1.2

Den anden målsætning vedrører Brexit og EU's behov for at tiltrække investeringsselskaber. Som følge af Det Forenede Kongeriges beslutning om at forlade EU skal EU's lovramme ajourføres, så EU bliver attraktiv for finansielle virksomheder. Som et vigtigt knudepunkt for kapitalmarkeder og investeringsaktiviteter har Det Forenede Kongerige det største antal investeringsselskaber i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Omkring halvdelen af disse selskaber har også deres hjemsted i UK, efterfulgt af Tyskland, Frankrig, Nederlandene og Spanien. De fleste investeringsselskaber i EØS er små eller mellemstore. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) anslår, at otte investeringsselskaber, hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, kontrollerer ca. 80 % af aktiverne i alle investeringsselskaber i EØS.

1.1.3

Den tredje målsætning består i at fastlægge en specifik lovramme for investeringsselskaber. Den nuværende tilsynsmæssige ramme fokuserer først og fremmest på kreditinstitutter og de dermed forbundne risici. Investeringsselskaber modtager ikke indlån og yder ikke lån. De er derfor langt mindre eksponerede for kreditrisiko og risikoen for, at indskydere hæver deres penge med kort varsel. Deres tjenesteydelser drejer sig om finansielle instrumenter — som i modsætning til indlån ikke betales til pari, men hvis kurser svinger alt efter markedsbevægelserne. Investeringsselskaber konkurrerer dog med kreditinstitutter om levering af investeringstjenester, som kreditinstitutter kan udbyde til deres kunder i henhold til deres banktilladelse. Kreditinstitutter og investeringsselskaber er to forskellige slags institutter. Systemiske investeringsselskaber er dog ikke udelukket fra anvendelsesområdet for forordningen og direktivet om kapitalkrav (CRR/CRD IV) (1) og behandles som finansieringsinstitutter. Disse selskaber bør i kraft af, at de bliver kreditinstitutter, fortsat anvende forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU og være underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder med ansvar for kreditinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB), inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme.

1.1.4

Den fjerde målsætning for Kommissionen er at indføre en fælles integreret tilsynsmæssig ramme for investeringsselskaber. På grund af investeringsselskabernes forskellige forretningsprofiler findes der, alt efter hvor de hører hjemme, en lang række lovgivningsmæssige undtagelser. For mange selskaber, især dem, der opererer i flere lande, fører dette til retlig kompleksitet. Dette medfører yderligere risici. Medlemsstaternes gennemførelse af den nuværende lovramme resulterer i en fragmentering af den samlede lovgivning for investeringsselskaber, hvilket giver spillerum for skadelig regelarbitrage. Dette kan true det indre markeds integritet og funktion. Kommissionens forslag til tilsynsregler for investeringsselskaber gælder for hovedparten af de små og mellemstore investeringsselskaber i alle EU's medlemsstater.

1.2.

EØSU bemærker, at investeringsselskaber, som er etableret i Det Forenede Kongerige, nødvendigvis vil flytte deres aktiviteter til en medlemsstat, som er med i bankunionen eller euroområdet, først og fremmest til finanscentre i lande i euroområdet som Tyskland, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Irland. EU-medlemsstater, der ikke er en del af euroområdet, vil stå udenfor i den sammenhæng.

1.3.

EØSU glæder sig over, at SMV'er forventes at få størst gavn af direktivet og forordningen. Det forventes, at mere forholdsmæssige og hensigtsmæssige tilsynsrammer for dem vil forbedre betingelserne for at drive virksomhed og mindske barrierer for markedsadgang. Dette gælder navnlig på områderne kapitalkrav og den administrative byrde. EØSU påpeger, at disse regler alt andet lige bør skabe ny fremdrift for innovative selskaber, der satser på vækst ved hjælp af digitale midler. Dette omfatter lettere adgang til finansiering for SMV'er, der ikke er banker eller investeringsselskaber. En mere hensigtsmæssig tilsynsramme bør også bidrage til at frigøre kapital, der er bundet af ineffektive reguleringsmæssige procedurer, og give små investeringsselskaber mulighed for at tilbyde deres kunder, herunder SMV'er, bedre tjenesteydelser. Dette bør også gøre det muligt for investeringsselskaber at fungere som formidlere i mobiliseringen af opsparede midler i hele EU og dermed lette europæiske virksomheders adgang til alternative finansieringskilder uden for banksektoren.

1.4.

Forslaget til forordning og forslaget til direktiv om tilsynsmæssige krav til og tilsyn med investeringsselskaber indeholder de nødvendige regler og krav set i forhold til startkapital og eksisterende kapital, tilsynsbeføjelser, offentliggørelseskrav og aflønning. Dermed reduceres den risiko, der er forbundet med investeringsselskabers finansielle transaktioner. Det udestående spørgsmål er, i hvilket omfang investeringsselskabernes risiko overføres til deres kunder — de individuelle investorer og virksomheder. Hvis investeringsselskaber kun varetager formidlingsopgaver for deres kunder og begrænser sig til investeringsrådgivning eller porteføljepleje, er det hovedsageligt kunden, der bærer risikoen ved det finansielle instrument.

1.5.

Set i lyset af globaliseringen og den elektroniske handel er det et åbent spørgsmål, om den ensidige indførelse af en specifik lovramme for investeringsselskaber i EU, uden at der tages hensyn til markeder i USA, Japan, Kina og Indien, vil føre til, at investorerne flygter fra Europa. Den meget komplekse lovramme i MiFID II og kravet om registrering for finansielle produkter har betydet, at 20 til 50 % af produkterne ikke længere udbydes. Derfor bør de nye regler under en specifik lovramme for investeringsselskaber følges nøje og kunne ændres på fleksibel vis, hvis der kommer en negativ reaktion på de finansielle markeder. EØSU er enig i, at de finansielle transaktioner, som udgør op mod 54 % af det globale BNP, udgør en stor risiko. Ikke desto mindre skaber de også store muligheder for at finansiere udvikling. Hvis lovrammen ikke ændres på fleksibel vis, vil investeringsselskaberne fra Det Forenede Kongerige på trods af gode intentioner ikke udvandre til EU, men til USA.

2.   Baggrund

2.1.

I EU findes der mange forskellige typer af investeringsselskaber, der tilbyder forskellige tjenesteydelser til forskellige kunder. Ifølge oplysninger fra EBA fandtes der 6 051 investeringsselskaber i EØS ved udgangen af 2015. Hovedparten er SMV'er. Ifølge EBA kontrollerer ca. otte investeringsselskaber, hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, ca. 80 % af aktiverne i alle investeringsselskaber i EØS. I henhold til oplysninger fra EBA må ca. 40 % af investeringsselskaberne i EØS kun beskæftige sig med investeringsrådgivning. 80 % af investeringsselskaberne i EØS begrænser deres aktiviteter til investeringsrådgivning, modtagelse og formidling af ordrer, porteføljepleje og udførelse af ordrer. Omkring 20 % af selskaberne har tilladelse til at drive handel for egen regning eller varetage emissioner af værdipapirer. Disse tjenesteydelser er for nærværende underlagt de strengeste tilsynskrav.

2.2.

Det Forenede Kongerige, der fungerer som et vigtigt knudepunkt for kapitalmarkeder og investeringsaktiviteter, har det største antal investeringsselskaber i EØS, idet ca. halvdelen befinder sig der, derefter kommer Tyskland, Frankrig, Nederlandene og Spanien. De fleste investeringsselskaber i EØS er små eller mellemstore. For øjeblikket er investeringsselskaber, der opfattes som systemiske, som hovedregel datterselskaber af bankkoncerner eller børsmæglere hjemmehørende i USA, Schweiz eller Japan.

2.3.

EBA har hidtil inddelt investeringsselskaberne i elleve forskellige kategorier, først og fremmest baseret på de investeringstjenester, som de ifølge direktivet om markeder for finansielle instrumenter (2) har tilladelse til at udbyde, og på hvorvidt de opbevarer kundernes penge og værdipapirer. Investeringsselskaber, der tilbyder en bred vifte af tjenesteydelser, er underlagt de samme krav, der gælder for kreditinstitutter i forbindelse med kapitalkrav til långivning, markedsrisiko og operationel risiko, potentiel likviditet, aflønning og regler for virksomhedsledelse. Selskaber med begrænsede beføjelser (der generelt anses for mindre risikable, som f.eks. investeringsrådgivning samt modtagelse og formidling af ordrer) er derimod undtaget fra de fleste af disse krav. EBA foreslår en ny klassificering af investeringsselskaber med tre i stedet for elleve kategorier. I overensstemmelse med de oprindelige anbefalinger vil systemiske investeringsselskaber udgøre kategori 1 og fortsat være omfattet af CRR/CRD IV-rammen. Kategori 2 omfatter selskaber, der opfylder et af følgende kriterier: de handler for egen regning og er underlagt markeds- og modpartsrisici, de opbevarer og administrerer kundeaktiver, de opbevarer kunders penge eller overskrider en bestemt størrelsesorden (aktiver under forvaltning under både skønsmæssig porteføljepleje og faste (rådgivende) ordninger på over 1,2 mia. EUR, gennemførte kundeordrer med en minimumsværdi på 100 mio. EUR pr. dag for spothandler og/eller mindst 1 mia. EUR pr. dag for derivater, de råder over aktiver, hvis samlede værdi overstiger 100 mio. EUR, deres samlede bruttoafkast overstiger 30 mio. EUR). Disse selskaber skal beregne deres kapitalkrav på grundlag af de nye risikoparametre (K-faktorerne). Til kategori 3 hører selskaber, som ikke udfører nogen af de nævnte aktiviteter, og som ligger under de nævnte tærskler. Disse selskaber skal ikke overholde kapitalkravene i henhold til K-faktorerne.

2.4.

EU's lovramme for investeringsselskaber består af to hovedelementer: for det første direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) og fra januar 2018 af MiFID II/MiFIR (3), som fastlægger betingelserne for tilladelse samt krav til organisation og forretningsadfærd. For det andet er de på samme måde som kreditinstitutter underlagt den tilsynsmæssige ramme under CRR/CRD IV, idet de kan konkurrere med kreditinstitutter i forbindelse med gennemførelsen af disse investeringstjenester, som sidstnævnte takket være deres banktilladelse kan tilbyde deres kunder. Kreditinstitutter er til gengæld underlagt de centrale bestemmelser i MiFID, hvorved betingelserne for levering af investeringstjenester harmoniseres for investeringsselskaber og kreditinstitutter, både med hensyn til beskyttelse af investorerne og reglerne for god forretningsskik i MiFID og de centrale tilsynsmæssige krav i CRR/CRD IV.

2.5.

Som fastsat i kapitalkravsforordningens bestemmelser blev der gennemført en revision af de tilsynsmæssige rammer for investeringsselskaber i samråd med EBA, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og de nationale kompetente myndigheder. Efter at Kommissionen i december 2014 havde anmodet om en udtalelse, præsenterede EBA i december 2015 en rapport om de eksisterende tilsynsmæssige rammer for investeringsselskaber, som indeholdt en opfordring til at ændre den eksisterende tilgang. Efter Kommissionens anden anmodning om en udtalelse i juni 2016 offentliggjorde EBA i november 2016 et diskussionsoplæg om en mulig ny tilsynsmæssig ordning for størstedelen af investeringsselskaberne. Der kunne indgives bemærkninger til oplægget i 3 måneder. EBA offentliggjorde sine endelige anbefalinger i september 2017 under hensyntagen til den feedback og de yderligere oplysninger, der i et samarbejde med de nationale kompetente myndigheder var indsamlet fra investeringsselskaberne. Interessenter blev anmodet om at fremsætte bemærkninger. Den nøjagtige kalibrering af anbefalingerne vedrørende nye kapitalkrav blev understøttet af en omfattende indhentning af oplysninger, bl.a. om investeringsselskaber. Oplysningerne blev indhentet af nationale kompetente myndigheder på vegne af EBA i to etaper i 2016 og 2017.

2.6.

EBA's rapport indeholder en offentligt tilgængelig analyse af den aktuelle situation med data om antal og typer af investeringsselskaber i medlemsstaterne. I rapporten foreslås der også en ny ordning for de fleste investeringsselskaber, som går ud på at fjerne dem fuldstændigt fra CRR/CRD IV-rammen og kun fastholde de systemiske investeringsselskaber inden for anvendelsesområdet, der er identificeret i overensstemmelse med den reviderede tilgang, der indgår i forslaget. Forslaget er desuden i overensstemmelse med MiFID og MiFID II/MiFIR. Forslaget fastsætter tilsynsmæssige krav, der er skræddersyede til investeringsselskabers forretninger og risici, og gør det dermed klart, hvornår og hvorfor disse krav finder anvendelse. Dette vil afhjælpe nogle tilfælde af vilkårlig anvendelse af tilsynsmæssige krav i de eksisterende rammer, der opstår, fordi kravene er fastsat i forbindelse med de bankinvesteringstjenester, som er opført i MiFID, og ikke med udgangspunkt i investeringsselskabernes aktiviteter.

2.7.

Resultaterne af EBA's revision (4) blev drøftet med medlemsstaterne i Udvalget for Finansielle Tjenesteydelser i marts og oktober 2017 og i Ekspertgruppen om Bankvirksomhed, Betalinger og Forsikring i juni og september 2017. Der blev også taget hensyn til bidrag fra interessenter til Kommissionens indledende konsekvensanalyse, som blev offentliggjort i marts 2017. Endelig tog Kommissionen også hensyn til bidrag, der blev modtaget tidligere i forbindelse med den omfattende opfordring til indsendelse af dokumentation vedrørende effektiviteten og ensartetheden af og sammenhængen i EU's overordnede tilsynsmæssige rammer for finansielle tjenester. I lyset af den omfattende offentlige høring og dataindsamling, som EBA havde foretaget, fandt Kommissionen det ikke nødvendigt at gennemføre en sideløbende generel offentlig høring. I stedet har Kommissionens tjenestegrene gennemført målrettede høringer af interessenter. Disse høringer omfattede:

en rundbordsdialog med interessenter fra erhvervslivet (investeringsselskaber, investorer, advokatfirmaer, konsulenter) den 27. januar 2017 om EBA's udkast til forslag vedrørende en fremtidig ordning

en workshop om omkostningerne ved den aktuelle ordning den 30. maj 2017 og

en workshop om det endelige udkast til anbefalinger fra EBA den 17. juli 2017.

2.8.

EBA vurderer, at de nye regler samlet set vil øge kapitalkravene med 10 % for alle ikkesystemiske EU-investeringsselskaber sammenlignet med de aktuelle krav og nedbringe dem med 16 % sammenlignet med de samlede krav, der følger af søjle 1-add-ons. Hvordan disse følgevirkninger rammer de enkelte investeringsselskaber, afhænger af deres størrelse, de investeringstjenester, de udbyder, og hvordan de nye kapitalkrav anvendes på dem. Hvad angår til rådighed stående kapitalgrundlag finder EBA, at kun få selskaber ikke ville have tilstrækkelig kapital til at opfylde de nye krav. Det drejer sig kun om et beskedent antal investeringsrådgivere, handelsselskaber og selskaber, som udbyder flere tjenester. For selskaber i denne kategori, for hvilke stigningerne vil være mere end dobbelt så store som deres aktuelle krav, kan der dog i en årrække indrømmes et loft.

2.9.

Ved traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges EU kompetence til at vedtage passende regler for foranstaltninger, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion (artikel 114 i TEUF). Der udstedes direktiver med det formål at lette adgangen til og udøvelsen af kommercielle aktiviteter i EU (artikel 53 i TEUF). Dette omfatter også lovgivning om tilsyn med udbydere af finansielle tjenester, i dette tilfælde investeringsselskaber. Bestemmelserne i forslaget til direktiv erstatter bestemmelserne i CRD IV, der også er baseret på artikel 53 i TEUF, da de vedrører investeringsselskaber. Bestemmelserne i forslaget til forordning erstatter bestemmelserne i forordning (EU) nr. 575/2013, der også er baseret på artikel 114 i TEUF, da de vedrører investeringsselskaber.

2.10.

De nye regler får ingen konsekvenser for EU-budgettet.

3.   Bemærkninger og kommentarer

3.1.

EØSU bifalder, at forslaget fastlægger kravene til udpegelse af tilsynsmyndigheder, investeringsselskabers startkapital og eksisterende kapital, likviditet, koncentrationsrisiko, de tilsynsmæssige beføjelser og værktøjer til de kompetente myndigheders tilsyn med investeringsselskaber, indberetnings- og offentliggørelsesforpligtelsen, tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser, ledelse og aflønning. Direktivet opstiller dermed regler for overvågning og kontrol af investeringsselskaber og fører til en reduktion i alle former for risici, der kan opstå som følge af disse selskabers forretningsaktiviteter. Direktivet finder anvendelse på alle investeringsselskaber, der hører under MiFID II, som trådte i kraft i januar 2018.

3.2.

EØSU påpeger, at forslaget fastlægger, at medlemsstaterne skal udpege en myndighed, der skal udøve dette direktivs beføjelser til tilsyn. Medlemsstaterne kan enten tillægge en eksisterende myndighed disse beføjelser, der gives i medfør af CRD IV, eller overdrage dem til en ny myndighed. Kompetente myndigheder bør have beføjelser til at kontrollere og evaluere investeringsselskabers tilsynsmæssige situation og, om nødvendigt, til at udøve beføjelser for at kræve ændringer på områder såsom intern ledelse og kontrol, risikostyringsprocedurer og -processer og, i givet fald, fastsætte yderligere krav, herunder navnlig kapital- og likviditetskrav.

3.3.

Efter EØSU's mening er det vigtigt, at de kompetente myndigheder indgår i et tæt samarbejde med de offentlige myndigheder eller organer, som i deres medlemsstat er ansvarlige for at føre tilsyn med kreditinstitutter og finansieringsinstitutter. Medlemsstaterne skal sikre, at de kompetente myndigheder som parter i Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) samarbejder, og navnlig at de varetager et flow af relevante og pålidelige oplysninger mellem dem selv og de andre parter i ESFS. Myndighederne bør navnlig sikre udvekslingen af oplysninger om: investeringsselskabets ledelse og ejerforhold, overholdelse af kapitalkravene, investeringsselskabets koncentrationsrisiko og likviditet, administrative procedurer og kontrolmekanismer, investeringsselskabets interne kontrolmekanismer samt alle andre relevante faktorer, som kan have indflydelse på den risiko, der er forbundet med et investeringsselskab. EØSU mener, at det europæiske marked for investeringer på den måde bliver mere gennemsigtigt.

3.4.

De kompetente myndigheder kan give EBA, ESMA, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), medlemsstaternes centralbanker, Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og ECB i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder og, hvis det er relevant, offentlige myndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn med betalings- og afviklingssystemer, fortrolige oplysninger, hvis de nævnte oplysninger er nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver. På den måde vil der efter EØSU's opfattelse blive skabt et europæisk informationssystem om investeringsselskaber, som i teorien gør det umuligt for selskaber med en urimelig handelspraksis at udføre finansielle transaktioner.

3.5.

Den påkrævede startkapital for investeringsselskaber, navnlig SMV'er, som ikke forvalter kunders penge eller værdipapirer, stiger en smule fra 50 000 EUR til 75 000 EUR. Kravene til startkapital for et systemisk investeringsselskab reguleres af CRR/CRD IV. EØSU påpeger endnu en gang, at forslaget til direktiv om tilsyn med investeringsselskaber udgør en chance for SMV'er, navnlig for dem, der vokser ved hjælp af digitale midler.

3.6.

Datamateriale omfattende mere end 1 200 selskaber viser, at 80 % af selskaberne opfylder de foreslåede likviditetskrav. Omkring 70 % af selskaberne råder over mere end tre gange det nødvendige beløb. Derfor mener EØSU ikke, at de nye regler vil medføre, at hovedparten af de eksisterende investeringsselskaber forsvinder fra markedet.

3.7.

Aflønningspolitikken i investeringsselskaber skal være gennemsigtig og afhængig af risici og fortjeneste. Aflønningsordningerne skal kontrolleres og godkendes af tilsynsmyndighederne. Medlemsstaterne vil kræve, at investeringsselskaberne offentliggør deres aflønningspolitik, og de vil sikre, at investeringsselskaber, efter anmodning, forelægger de kompetente myndigheder oplysninger om antallet af fysiske personer, der aflønnes med 1 mio. EUR eller mere pr. regnskabsår. I sådanne tilfælde skal myndighederne også have oplysninger om disse personers ansvarsområder, det pågældende forretningsområde og hovedelementerne i lønnen samt bonus, langsigtede gratialer og pensionsbidrag. Disse oplysninger videregives til EBA og offentliggøres. EØSU mener i høj grad, at denne fremgangsmåde, der har til formål at skabe en sammenhæng mellem lønninger og de økonomiske resultater i investeringsselskaber, er berettiget.

3.8.

EØSU bifalder, at filialer af udenlandske investeringsselskaber kontrolleres og hvert år skal give oplysninger om navnet, aktiviteternes art, datterselskabers og filialers geografiske beliggenhed, omsætning, antal ansatte i fuldtidsækvivalenter, resultatet før skat, skat af resultatet samt modtagne offentlige tilskud.

3.9.

EØSU støtter ligeledes, at de kompetente myndigheder i henhold til artikel 33 i forslaget til direktiv træffer passende foranstaltninger, hvis den i stk. 1, litra e), omhandlede kontrol og vurdering har vist, at den økonomiske værdi af et investeringsselskabs egenkapital er faldet med mere end 15 % af dets kernekapital. Dette gælder almindeligvis også investeringsselskaber, der øger deres egenkapital.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU påpeger, at udvidelsen af MiFID til alle derivatmarkeder i 2007 resulterede i, at visse selskaber med speciale i handel med råvarederivater fuldstændig faldt uden for MiFID og tilsynsreglerne. Aktiviteterne i mange af disse selskaber, der beskæftiger sig med finansielle instrumenter, har som regel til formål at beskytte deres moderselskaber mod risikoen i tilknytning til den fysiske produktion, transport, opbevaring eller erhvervelse af de underliggende fysiske råvarer. Afhængigt af sektor (f.eks. energi, landbrug) kan disse afsikringsforanstaltninger være ret omfattende, hvilket under den nuværende retlige ramme har en større indvirkning på kapitalkravene. De pågældende selskaber omfattes nu af direktivforslaget om tilsyn med investeringsselskaber.

4.2.

EØSU mener, at det er vigtigt, at direktivforslaget og forslaget til forordning opstiller nye risikoparametre (K-faktorer) og giver mulighed for at indføre strengere krav gradvist og begrænse disse. K-faktorer tager højde for risici for kunder (»Risk-to-Customer«, RtC) og for selskaber, der handler for egen regning og udfører kundeordrer i eget navn, risici for marked (»Risk-to-Market«, RtM) og risici for selskab (»Risk-to-Firm«, RtF).

4.3.

EØSU bemærker, at det i sine udtalelser om »Bankreform — Ændringer vedrørende kapitalkrav og afviklingsramme« (ECO/424) (5) og »MiFID/MiFIR« (INT/790) (6) samt i tidligere udtalelser om CRR/CRD IV altid har støttet tilsynsregler for EU's kapitalmarkeder.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1). Sammen med direktiv 2013/36/EU (kapitalkravsdirektivet eller CRD IV) (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338) udgør denne forordning den aktuelle tilsynsmæssige ramme for investeringsselskaber.

(2)  Direktiv om markeder for finansielle instrumenter (MiFID): Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUTL 173 af 12.6.2014, s. 349) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).

(4)  EBA's rapport om investeringsselskaber som svar på Kommissionens anmodning om rådgivning af december 2014 (EBA/Op/2015/20). Som fastlagt i de relevante artikler i kapitalkravsforordningen (CRR) blev revisionen gennemført i samråd med EBA, ESMA og de nationale kompetente myndigheder, der er repræsenteret i disse europæiske tilsynsmyndigheder.

(5)  EUT C 209 af 30.6.2017, s. 36.

(6)  EUT C 303 af 19.8.2016, s. 91.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser

(COM(2017) 563 final — 2017/0244 (NLE))

(2018/C 262/07)

Ordfører:

Imse SPRAGG NILSSON

Medordfører:

Vladimíra DRBALOVÁ

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 17.11.2017

Retsgrundlag

Artikel 29, stk. 1, i TEUF

 

 

Plenarforsamlingens beslutning

17.10.2017

 

 

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget i sektionen

27.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

194/0/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over, at denne henstilling kommer på rette tidspunkt, idet vigtige reformer af lærlingeuddannelserne er ved at blive gennemført i de fleste medlemsstater, og roser Kommissionens intention om at finde frem til en fælles europæisk forståelse af, hvad der udgør en kvalitetspræget og effektiv lærlingeuddannelse.

1.2.

Udvalget er enigt i, at Kommissionens valgte retlige instrument fremmer koordineringen af en fælles indsats for at forbedre kvaliteten og effektiviteten af lærlingeuddannelser. Samtidig vil der fortsat være fleksibilitet på nationalt plan.

1.3.

EØSU bemærker, at den definition og de kriterier, som Kommissionen har udarbejdet i forslaget til Rådets henstilling, respekterer mangfoldigheden af de nationale ordninger på lærlingeområdet.

1.4.

EØSU bifalder, at medlemsstaterne i forslaget til Rådets henstilling opfordres til at fremme aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen, forvaltningen og gennemførelsen af lærlingeordninger i overensstemmelse med de nationale systemer for arbejdsmarkedsrelationer og uddannelsespraksis.

1.5.

EØSU mener, at udformningen, forvaltningen og gennemførelsen af lærlingeordninger også bør omfatte aktiv inddragelse af dem, der ikke traditionelt er blevet betragtet som naturlige interessenter på dette område, men som er lige så vigtige for processen, herunder ungdoms- og forældreorganisationer, studenterorganisationer og lærlingene selv.

1.6.

EØSU anerkender den positive rolle, som lærlingeuddannelser kan spille med hensyn til at styrke færdigheder og beskæftigelsesegnethed, især for de unge, men fremhæver, at arbejdsløshed er et komplekst fænomen, som kræver en holistisk tilgang for at tackle de underliggende årsager ud over spørgsmålet om den manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer.

1.7.

EØSU mener, at forslaget til henstilling i højere grad bør fokusere på de måder, hvorpå lærlingene kan udvikle et større medansvar for udformningen og forvaltningen af deres egne lærlingeforløb. Ved at give lærlinge mulighed for at påvirke deres egen læringserfaring, kan der skabes mere produktive læringserfaringer, som også vil være til gavn for dem, der udbyder praktikpladser.

1.8.

Udvalget opfordrer til en tydelig sammenkædning, effektiv koordinering og skabelse af synergi mellem dette initiativ og de initiativer, der allerede er iværksat gennem EQAVET-netværket (1) og i tilknytning til Eures (2).

1.9.

EØSU efterlyser initiativer, som udforsker potentialet i grænseoverskridende mobilitet for lærlinge i EU. Disse initiativer bør tage hensyn til de fremskridt, der er gjort i medlemsstaterne, især med hensyn til problemerne med at skabe de nødvendige forudsætninger for at støtte lærlingenes mobilitet.

1.10.

EØSU bifalder hensigten om at overvåge gennemførelsen af henstillingen med støtte fra Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsrettet Uddannelse (ACVT) og gennem det europæiske semester. Udvalget foreslår, at der udvikles indikatorer til at vurdere virkningen på nationalt plan. Udvalget er rede til at vurdere gennemførelsen af henstillingen i medlemsstaterne set fra det organiserede civilsamfunds perspektiv.

2.   Baggrunden for forslaget til Rådets henstilling

2.1.

Forslaget til en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser følger op på »En ny dagsorden for færdigheder i Europa« (3) og bidrager til opfyldelsen af EU's prioriter om at fremme beskæftigelse, vækst og investeringer. Forslaget supplerer de principper, der er fastsat i den europæiske søjle for sociale rettigheder og støtter dens gennemførelse på nationalt plan. Kvalitetsprægede lærlingeuddannelser har også stor betydning for en vellykket gennemførelse af ungdomsgarantien, og forslaget er en reaktion på den stadigt mere presserende opfordring til at sikre bedre praktikpladser under ungdomsgarantiinitiativet.

2.2.

Inden for rammerne af EU's sociale dialog om integrerede projekter 2014-2016 har de europæiske arbejdsmarkedsparter arbejdet på hver deres projekter om lærlingeuddannelser: EFS fokuserede på lærlingeuddannelsernes kvalitet, og BusinessEurope, UEAPME og CEEP fokuserede på omkostningseffektivitet. Deres arbejde resulterede i en fælles erklæring »Mod en fælles vision for lærlingeuddannelser« (4), hvori betydningen af både kvaliteten og omkostningseffektiviteten af lærlingeuddannelser blev fremhævet.

2.3.

I juli 2013 oprettedes Den Europæiske Alliance for Lærlingeuddannelser (EAfA) — en unik platform for statslige myndigheder og berørte aktører (virksomheder, arbejdsmarkedets parter, handelskamre, udbydere af erhvervsuddannelse, regioner, ungdomsrepræsentanter og tænketanke) med det formål at sikre flere og bedre lærlingeuddannelser i Europa og gøre dem mere attraktive (5).

2.4.

Den foreslåede retsakt, et forslag til Rådets henstilling, overholder nærheds- og proportionalitetsprincippet. Som juridisk instrument er det et tegn på medlemsstaternes opbakning til foranstaltningerne i henstillingen, og det udgør et solidt politisk grundlag for samarbejde på europæisk plan på dette område. Da lærlingeuddannelser normalt er baseret på en ansættelseskontrakt eller andre kontraktforhold, betragtes lærlinge derfor både som arbejdsbaserede lærende og som arbejdstagere. Retsgrundlaget for dette initiativ er derfor artikel 153, 166 og 292 i TEUF.

2.5.

Det overordnede mål med denne henstilling er at »gøre det lettere for lærlinge at finde beskæftigelse og opnå personlig udvikling og at bidrage til udviklingen af en højtkvalificeret arbejdsstyrke, som imødekommer behovene på arbejdsmarkedet« (6). Det specifikke mål er at »skabe en sammenhængende ramme for lærlingeuddannelser baseret på en fælles forståelse af, hvad der definerer kvalitet og effektivitet, idet der tages hensyn til forskellene i medlemsstaternes erhvervsuddannelsessystemer«.

2.6.

I denne henstilling forstås ved lærlingeuddannelser »formelle erhvervsuddannelsesordninger, der for en stor del består i arbejdsbaseret læring i virksomheder og på andre arbejdspladser kombineret med læring i uddannelsesinstitutioner, og som fører til nationalt anerkendte kvalifikationer. Disse er kendetegnet ved et kontraktforhold mellem lærlingen, arbejdsgiveren og/eller erhvervsuddannelsesinstitutionen, hvor lærlingen aflønnes eller kompenseres for sit arbejde«.

2.7.

For at sikre, at lærlingeordningerne tilrettelægges efter arbejdsmarkedets behov og skaber fordele for både studerende og arbejdsgivere, opstiller og anbefaler forslaget kriterier for gode og effektive lærlingeuddannelser på to komplementære områder. På det første område »læring og arbejdsvilkår« er de specifikke kriterier: skriftlig kontrakt, læringsresultater, pædagogisk støtte, arbejdspladsen, løn og/eller godtgørelse, social beskyttelse, arbejds-, sundheds- og sikkerhedsbetingelser. På det andet område »rammebetingelser« er de specifikke kriterier: reguleringsmæssige rammer, inddragelse af arbejdsmarkedets parter, støtte til virksomheder, fleksible læringsforløb og mobilitet, erhvervsvejledning og oplysningsaktiviteter, gennemsigtighed, kvalitetssikring og sporing af færdiguddannede.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU bifalder og støtter forslaget til henstilling, som bygger på og supplerer de seneste initiativer på alle niveauer, hvor der fokuseres på relanceringen af gode og effektive lærlingeuddannelser i Den Europæiske Union.

3.2.

I Rom-erklæringen af marts 2017 forpligtede de europæiske stats- og regeringschefer sig til at arbejde hen imod en »Union, hvor unge får den bedste uddannelse og kan studere og finde beskæftigelse på hele kontinentet«. En væsentlig del af dette tilsagn går på at give de unge færdigheder, som kan lette deres adgang til arbejdsmarkedet. En effektiv måde at gøre dette på er gennem lærlingeuddannelser.

3.3.

Det er klart, at lærlingeuddannelser ikke kan være løsningen på arbejdsløshedsproblemet. Lærlingeuddannelser kan være nyttige til at opkvalificere/omskole arbejdsløse i alle aldre med det mål at reintegrere dem på arbejdsmarkedet. Lærlingeuddannelser bør også være et tilbud til personer med migrantbaggrund som en effektiv politisk strategi til fremme af social integration og en integreret arbejdsstyrke. Samtidig må det undgås, at lærlingeuddannelser rettes mod lavt kvalificerede job og ringe uddannelse — dette vil kunne skade lærlingeuddannelsernes omdømme.

3.4.

Som en form for arbejdsbaseret læring giver lærlingeuddannelser den enkelte mulighed for at tilegne sig formelle kvalifikationer såvel som fagspecifikke færdigheder og kompetencer, der imødekommer arbejdsmarkedets behov og dermed forbedrer vedkommendes beskæftigelsesevne og beskæftigelsesmuligheder (7). Læringserfaringen bør resultere i robuste færdigheder og kompetencer, som er anvendelige også uden for den pågældende praktikplads. Det er en måde, hvorpå man kan støtte den enkeltes personlige udvikling og hjælpe vedkommende med at tilegne sig tekniske, digitale, bløde og sociale færdigheder på en integreret måde.

3.5.

De kan være særligt effektive redskaber til at lette overgangen fra uddannelse til arbejde (8). Denne overgangsperiode bliver stadigt længere for mange unge, og der bør lægges større vægt på at afkorte dette forløb. Derfor bør uddannelsesmuligheder som f.eks. lærlingeuddannelser gøres endnu mere relevante, ved at der fastsættes kvalitetsstandarder og indføres effektive ordninger.

3.6.

Selv om lærlinge som oftest er unge, vil udvalget gerne understrege, at lærlingeordninger bør udformes på en sådan måde, at de kan appellere til voksne. Lærlingeuddannelser for voksne giver mulighed for at erhverve kvalifikationer, der øger beskæftigelsesevnen og åbner nye muligheder for karriereudvikling.

3.7.

Arbejdsgivere oplever en stigende mangel på arbejdstagere med relevante færdigheder, der imødekommer deres behov, og som kan bidrage til, at de forbliver konkurrencedygtige. Lærlingeuddannelser kan udstyre lærlinge med færdigheder, der styrker deres beskæftigelsesevne, og som arbejdsmarkedet samtidig har brug for. Hvis der er overensstemmelse mellem de færdigheder, som både lærlinge og arbejdsgivere har brug for, kan lærlingeordningerne være attraktive for begge parter. Desuden giver lærlingeuddannelser en arbejdsgiver mulighed for at uddanne og investere i mennesker og med tiden fastholde kvalificerede og motiverede medarbejdere (9).

3.8.

EØSU er klar over, at virksomheder analyserer, hvordan de kan engagere sig i lærlingeordninger for at gøre dem mere attraktive og fordelagtige for dem. Endvidere understreger EØSU, at effektiviteten af lærlingeuddannelser er et mangesidet koncept, og at der ikke udelukkende er tale om en cost-benefit-analyse. På den ene side handler effektivitet om at anerkende, at udbydere af praktikpladser investerer i at skabe en læringserfaring og »forventer et afkast på investeringen over tid i form af færdigheder, der i højere grad matcher behovene, hvilket igen vil tilskynde til og fremme udbuddet af praktikpladser« (10). På den anden side handler det om effektivt at få sluset personer ind på arbejdsmarkedet på en kvalitativ måde.

4.   Udformning og gennemførelse af programmer for lærlingeuddannelser — en partnerskabstilgang

4.1.

I mange lande er der brug for at forbedre de eksisterende lærlingeordninger og styrke deres tiltrækningskraft. Udfordringerne omfatter offentlighedens negative opfattelse af lærlingeuddannelser, læringsværdien, den manglende tiltrækningskraft for arbejdsgiverne samt et begrænset eller manglende partnerskab med det organiserede civilsamfund i forbindelse med udformningen, gennemførelsen og evalueringen af ordningerne.

4.2.

Lærlingeuddannelser repræsenterer først og fremmest en mulighed for uddannelse og bør derfor baseres på elevcentrerede metoder og bygges op omkring den bedst muligt varetagelse af de lærendes interesser, deres kapacitet og muligheder, samtidig med at der tages hensyn til arbejdsmarkedets behov. Dette betyder, at det bør sikres, at lærlingene udnytter deres fulde potentiale og når deres læringsmål, hvilket også vil være til gavn for arbejdsgiverne.

4.3.

Lærlingenes synspunkter bør tages i betragtning i forbindelse med beslutninger, der direkte berører dem og deres rettigheder før, under og efter deres praktikophold. De bør have indflydelse på læringsmålene under deres praktikophold og have mulighed for at give feedback om kvaliteten og effektiviteten af deres lærlingeuddannelse. Manglen på repræsentative strukturer udgør en hindring for lærlinges mulighed for at komme til orde.

4.4.

Lærlingeuddannelser har potentiale til at hjælpe unge såvel som voksne med at erhverve fuld kompetence og egnethed til et job eller et erhverv og forbedre deres beskæftigelsesevne. I mange tilfælde udnyttes dette potentiale imidlertid ikke, da lærlingeuddannelsernes kvalitet er mangelfuld, værdien af læring ikke prioriteres og lærlinges rettigheder ikke respekteres, som de burde.

4.5.

Derudover mener EØSU, at et dynamisk arbejdsmarked i højere grad har brug for kompetencer end færdigheder. Derfor bør læringsresultater fokusere på solide kompetencer frem for kortsigtede færdigheder.

4.6.

Lærlingeuddannelser bør inkludere en stærk arbejdsbaseret dimension, hvor mindst halvdelen af uddannelsestiden bruges på at lære et fag i praksis. Når det er muligt bør dette kombineres med international erfaring.

4.7.

Undervisere, mentorer eller tilsynsførende på den arbejdsplads, hvor praktikopholdet gennemføres, bør være behørigt certificerede og udstyres med de nødvendige pædagogiske og fagspecifikke færdigheder, så de kan uddanne lærlinge. Desuden bør de have adgang til løbende efteruddannelse i overensstemmelse med princippet om livslang læring.

4.8.

Synergi mellem kvaliteten, effektiviteten og tiltrækningskraften af lærlingeuddannelser kan kun sikres gennem et tæt samarbejde mellem alle relevante aktører — uddannelsesudbydere, arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer samt lærlinge på nationalt, regionalt og lokalt plan.

4.9.

Der bør oprettes strukturer på alle forvaltningsniveauer under inddragelse af alle relevante socioøkonomiske aktører (f.eks. udbydere af lærlingeuddannelser, arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, handelskamre, ungdomsorganisationer, studenterorganisationer og lærlinge) med klare procedurer og roller, der sigter mod at påvirke og tage del i beslutninger vedrørende udformning, gennemførelse og overvågning af lærlingeordninger.

5.   Fremme af lærlingeuddannelser

5.1.

For at modvirke, at lærlingeuddannelser opfattes som et mindre attraktivt eller mindre prestigefyldt uddannelsesforløb, især for unge, er det nødvendigt at promovere lærlingeuddannelser som et værdifuldt valg og en læringsmulighed af samme kvalitet som andre og ikke som et aktivt arbejdsmarkedsinstrument.

5.2.

Fremme af lærlingeuddannelser bør kombineres med bestræbelser på at tackle kønsstereotyper, som er baseret på traditionelle sociale roller, og som stadig har en negativ indvirkning på udbuddet af praktikpladser, søgningen til dem og reklameringen for dem.

5.3.

Alle berørte parter, fra politiske beslutningstagere til arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer og uddannelsesinstitutioner, spiller en vigtig rolle i indsatsen for at øge lærlingeuddannelsernes tiltrækningskraft, og de er nødt til at arbejde sammen. Formidlingen af en bedre fortælling om lærlingeuddannelser skal gå hånd i hånd med — og er betinget af — en forbedring af ordningernes kvalitet og effektivitet.

5.4.

Offentlige myndigheder bør investere flere ressourcer i gennemførelsen af foranstaltninger til fremme af lærlingeuddannelser på lokalt plan over for potentielle lærlinge og tilskynde arbejdsgiverne til at tilbyde lærlingeuddannelser.

5.5.

EØSU mener, at der er mulighed for at anvende ESF til at støtte etableringen eller videreudviklingen af kvalitetsprægede og effektive lærlingeordninger i medlemsstater, som har brug for større finansiel og teknisk bistand til at opfylde målene i rammen.

5.6.

Det har afgørende betydning, at arbejdsgiverne, navnlig SMV'er og mikrovirksomheder, får den finansielle og ikkefinansielle støtte, som de har behov for, til at etablere gode og effektive praktikpladser og lærlingeordninger.

5.7.

Processen med at skabe et nyt image for lærlingeuddannelserne bør være baseret på en retfærdig, inklusiv, ikkediskriminerende og innovativ tilgang. De dårligst stillede i vores samfund bør have adgang til den bedste støtte og vejledning, så de kan få en uddannelse af høj kvalitet og en arbejdsbaseret læring, der passer til deres interesser og ambitioner. Der bør træffes foranstaltninger på alle niveauer for at bekæmpe forskelsbehandling på baggrund af migrantstatus, socioøkonomisk baggrund, etnisk tilhørsforhold, religion, alder, køn eller anden status, som hindrer lige adgang til lærepladser.

6.   Uddannelses- og arbejdsvilkår

6.1.

EØSU mener, at lærlingeuddannelser bør være baseret på et skriftligt og retligt bindende dokument, det være sig en uddannelsesaftale eller en skriftlig kontrakt mellem arbejdsgiveren, lærlingen og uddannelsesinstitutionen. Dette dokument bør klart beskrive alle parters rettigheder og pligter og omfatte en beskrivelse af læringsmål, opgaver, samt andre relevante oplysninger om forløbet (herunder, men ikke begrænset til varighed, arbejdstid, løn osv.).

6.2.

EØSU er overbevist om, at lærlinge har ret til en anstændig løn og/eller godtgørelse, der skal forhandles gennem kollektive overenskomster eller i overensstemmelse med nationale eller sektorielle bestemmelser. En passende løn eller godtgørelse kan sætte flere i stand til at tage en lærlingeuddannelse, især personer med en lavindkomstbaggrund, og kan bidrage til at modvirke misbrug af lærlingeuddannelser som en ulønnet, alt for fleksibel beskæftigelsesform.

6.3.

EØSU gentager, at det er vigtigt at sikre, at lærlinge i passende omfang og rettidigt informeres om eventuelle sundheds- og sikkerhedsmæssige risici for dem i forbindelse med deres lærlingeuddannelser, og at lærlinge er fuldt ud omfattet af sundheds- og sikkerhedsregler.

7.   Overvågning og evaluering af lærlingeordninger

7.1.

Alle udbydere af lærlingeuddannelser bør give tilsagn om at overholde kvalitetsnormer. Lærlingen bør altid have adgang til mentorvejledning fra en kompetent tilsynsførende før, under og efter sin lærlingeuddannelse for at sikre, at læringsmålene nås, at lærlingens rettigheder overholdes samt at kvaliteten opretholdes.

7.2.

Der bør indføres et overvågningssystem for at observere lærlingenes fremskridt hen imod opfyldelsen af deres læringsmål, samt kvaliteten og effektiviteten af de uddannelsesmæssige erfaringer. Resultaterne af en sådan evaluering bør deles med lærlinge og udbydere af lærlingeuddannelser for at give dem mulighed for at gennemføre forbedringer om nødvendigt. Hvor det er muligt vil et sådant overvågningssystem kunne bruges som en metode til at måle, hvor mange lærlingeuddannelser der senere fører til beskæftigelse.

8.   Anerkendelse af kvalifikationer

8.1.

Lærlingeordninger bør resultere i officielle kvalifikationer, der anerkendes på nationalt, europæisk og internationalt niveau i overensstemmelse med den europæiske referenceramme for kvalifikationer. Anerkendte kvalifikationer vil øge lærlingenes beskæftigelsesevne og mobilitet på nationalt plan og inden for EU. Programmerne bør gøre det muligt at gå forskellige veje i uddannelsessystemet og give lærlinge mulighed for at begynde på en videregående uddannelse efter lærlingeuddannelsen.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EQAVET — Den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse.

(2)  Eures — Den europæiske portal for jobmobilitet.

(3)  COM(2016) 381 final.

(4)  De europæiske arbejdsmarkedsparters fælles erklæring »Mod en fælles vision for lærlingeuddannelser«, 30. maj 2016.

(5)  Den Europæiske Alliance for Lærlingeuddannelser.

(6)  COM(2017) 563 final.

(7)  EØSU's udtalelse om »Forbedring af kvaliteten af medlemsstaternes vekseluddannelsessystemer« (EUT C 13 af 15.1.2016, s. 57).

(8)  Der findes dokumentation for, at 60-70 % af lærlingene går direkte til et job efter lærlingeuddannelsen, hvilket i nogle tilfælde stiger til 90 %. (Kommissionens websted om lærlingeuddannelser).

(9)  Cedefop, 2015, Notat — Making apprenticeships work for small and medium enterprises.

(10)  Udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsrettet Uddannelse om »A shared vision for quality and effective apprenticeships and work-based learning«, 2. december 2016.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel

(COM(2017) 647 final — 2017/0288 (COD))

(2018/C 262/08)

Ordfører:

Raymond HENCKS

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 29.11.2017

Rådet, 22.11.2017

Retsgrundlag

Artikel 91, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Præsidiets henvisning

17.10.2017

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

200/0/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU tilslutter sig Kommissionens målsætning om at forbedre borgernes mobilitet ved buskørsel over længere strækninger, øge brugen af bæredygtige transportformer og give mulighed for at udbyde tjenester, som i højere grad opfylder borgernes behov, navnlig borgere med lavere indkomster.

1.2.

Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for de fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel, så det kommer til at omfatte al rutekørsel for fremmed regning, herunder national rutekørsel, der udføres af en transportvirksomhed, som ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, betragtes i visse medlemsstater som problematisk.

1.3.

Hvis de nye regler om adgang til markedet for international og national buskørsel over strækninger på under 100 eller 120 km i luftlinje anvendes for buskørsel i byer og forstæder, kan det ifølge disse lande have alvorlige konsekvenser for udførelsen af opgaver og opfyldelsen af offentlige serviceforpligtelser i forbindelse med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

1.4.

Forslaget til forordning tager ikke højde for de væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til tilrettelæggelse af buskørsel og prisfastsættelse, navnlig hvad angår buskørsel i byer og forstæder, som ofte tilbydes gratis, er forbundet med generelle rabatter eller er begrænset til visse kategorier af rejsende, og som afdækker sociale og miljømæssige behov og begrænsninger, der kræver specifik og forskelligartet regulering. Der er dog også medlemsstater med en mere liberaliseret adgang til markederne for offentlig transport.

1.5.

Den foreslåede bestemmelse om, at adgangen til et marked i forbindelse med international og national rutekørsel (herunder buskørsel i byer og forstæder) over strækninger på under 100 km i luftlinje kun kan afslås, hvis en tilbudt kørsel vil bringe den økonomiske balance i en offentlig tjenesteydelseskontrakt i fare, kan i visse tilfælde være vanskelig at forene med en tjeneste af almen interesse, som skal være økonomisk overkommelig og af en passende kvalitet for alle. Markedet vil kunne tilbyde en omkostningsbaseret pris under hensyntagen til lovgivningen vedrørende fair konkurrence. Visse medlemsstater har imidlertid et helt eller delvist liberaliseret marked med forholdsvis gode resultater. Forslaget risikerer i sådanne tilfælde at udgøre et tilbageskridt.

1.6.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om forslaget til forordning er i fuld overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) vedrørende nærhedsprincippet, eftersom protokol 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten) giver nationale, regionale og lokale myndigheder vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse med henblik på at sikre et højt niveau af kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang samt af brugernes rettigheder. Da den nationale rutekørsel med bus på lange strækninger over 100 km allerede er liberaliseret i visse medlemsstater, kan der ikke drages tvivl om, at der tilstræbes fri markedsadgang for buskørsel som sådan.

1.7.

EØSU fastholder, at medlemsstaterne, såfremt det foregår i overensstemmelse med nærhedsprincippet, kan beholde de vide skønsbeføjelser, som traktaten giver dem til at tilrettelægge deres tjenesteydelser af almen interesse, så de opfylder befolkningens behov. Dette vil betyde, at også medlemsstater med liberaliserede markeder for bus- og rutebilskørsel kan fortsætte, og at Kommissionens mål om et indre marked for sådanne tjenester ikke vil blive opfyldt.

1.8.

Endelig understreger EØSU, at åbningen af nye buslinjer risikerer at underminere offentlige tjenesteydelser med mere bæredygtige transportformer. EØSU finder det derfor rimeligt, at myndighederne kan sikre, at tjenesterne anvender effektive kulstoffattige køretøjer, som ikke fører til øgede emissioner, navnlig jernbanetransport. EØSU opfordrer derfor på det kraftigste Kommissionen til i forbindelse med alle transportformer at knytte liberalisering af markedet for vejtransport til en mere klar anvendelse af princippet om, at forureneren betaler.

2.   Indledning

2.1.

I overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde deler Unionen kompetence med medlemsstaterne på transportområdet og fastlægger bl.a. i henhold til artikel 91 i EUF-traktaten:

»a)

fælles regler for international transport til eller fra en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder

b)

de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende […]

2

I forbindelse med vedtagelsen af [sådanne foranstaltninger] tages der hensyn til tilfælde, hvor deres anvendelse i alvorlig grad vil kunne påvirke levestandarden og beskæftigelsen i visse områder samt udnyttelsen af transportmateriellet«.

2.2.

Med en ændring af forordning (EF) nr. 1073/2009 om adgang til det internationale marked for buskørsel ønsker Kommissionen efter eget udsagn at forbedre mobiliteten for borgere, der rejser over længere strækninger, øge brugen af bæredygtige transportformer og give mulighed for at udbyde tjenester, der i højere grad opfylder borgernes behov, navnlig borgere med lavere indkomster.

2.3.

På visse europæiske sprog skelnes der ikke mellem forskellige typer af busser. Strækningen er ofte et af de væsentligste kriterier i reguleringen af buskørsel over længere strækninger. For eksempel skal den være længere end 50 mil i Det Forenede Kongerige og 100 kilometer i Frankrig og Sverige.

2.4.

I visse medlemsstater er markedet for buskørsel over længere strækninger allerede delvist eller helt liberaliseret. Eksempelvis er liberaliseringen af det tyske marked forbundet med to betingelser: linjernes strækninger skal være mindst 50 kilometer lange og må ikke konkurrere med jernbanetransporten. I Frankrig giver Macron-loven alle operatører mulighed for at tilbyde rutekørsel på strækninger på mere end 100 kilometer.

3.   De nuværende fællesskabsregler

3.1.

Forordning (EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober 2009 finder anvendelse for personbefordring med bus af mere end ni personer som led i international rutekørsel med passagerer samt, under visse betingelser og på midlertidig basis, for tilladelser til transportvirksomheder, der ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, til at udføre national personbefordring ad vej i en medlemsstat.

3.2.

Buskørsel fra medlemsstaterne til tredjelande er i vid udstrækning underkastet bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og de pågældende tredjelande. Fællesskabsreglerne gælder for transitmedlemsstaters område.

3.3.

De fælles regler gælder ikke for buskørsel i byer og forstæder. Cabotagekørsel udført af en transportvirksomhed, der ikke er hjemmehørende i værtsmedlemsstaten, er tilladt med undtagelse af befordring til opfyldelse af transportbehovene i en bymidte eller et byområde og af transportbehovene mellem dette centrum eller dette byområde og forstæderne. Cabotagekørsel må kun udføres i forbindelse med en international transport.

3.4.

Bestemmelserne om udstationering af arbejdstagere som led i udvekslingen af tjenesteydelser gælder til gengæld for bustransportvirksomheder, der udfører cabotagekørsel.

3.5.

Hvert år underretter medlemsstaterne Kommissionen om antallet af transportvirksomheder med fællesskabstilladelse pr. 31. december det foregående år samt antallet af bekræftede kopier svarende til køretøjer, som var i drift på denne dato. Den 31. december 2016 var der i EU 34 390 tilladelser til personbefordring ad vej og 300 155 busser, hvoraf ca. 46 000 primært blev anvendt til personbefordring over længere strækninger.

4.   Nye tiltag foreslået af Kommissionen

4.1.

Anvendelsesområdet udvides betydeligt og dækker alle former for (international og national) rutekørsel med bus i hele Unionen, der udføres af en transportvirksomhed, som ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat.

4.2.

Den nuværende lovgivning, der definerer cabotagekørsel som »national personbefordring med bus for fremmed regning, som en transportvirksomhed udfører i en begrænset periode i en værtsmedlemsstat«, ændres ved at fjerne den »midlertidige« karakter. Som følge heraf betragtes cabotagekørsel som rutekørsel.

4.3.

Regelmæssig cabotagekørsel vil fremover være tilladt, såfremt der foreligger en fællesskabstilladelse. Cabotagekørsel i en begrænset periode vil være tilladt, forudsat at der er indgået en aftale herom mellem arrangøren og transportvirksomheden, og hvis der er tale om lejlighedsvis kørsel.

4.4.

Hvad angår rutekørsel skelnes der i den nye forordning mellem på den ene side international og national personbefordring med bus over strækninger på under 100 km i luftlinje og på den anden side samme type befordring over strækninger på 100 km eller derover i luftlinje.

4.5.

Med hensyn til international rutekørsel med passagerer og national rutekørsel over strækninger på 100 km eller derover i luftlinje er adgangen til markedet fuldt liberaliseret.

4.6.

I forbindelse med international og national rutekørsel (herunder buskørsel i byer og forstæder) over strækninger på under 100 km i luftlinje kan adgangen til et marked afslås, hvis en tilbudt kørsel vil bringe den økonomiske balance i en offentlig tjenesteydelseskontrakt i fare. Strækningen på under 100 km kan forlænges til 120 km, hvis den rutekørsel, der skal indføres, skal betjene et afgangspunkt og et ankomstpunkt, der allerede betjenes i henhold til mere end en offentlig tjenesteydelseskontrakt.

4.7.

Eksprestjenester, dvs. personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse uden mellemliggende stoppesteder, betragtes nu som »rutekørsel« i lighed med kørsel, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder.

4.8.

For sektoren for personbefordring med bus oprettes der et uafhængigt tilsynsorgan, som skal udføre følgende opgaver:

gennemføre økonomiske analyser af, hvorvidt en ny rutekørsel vil bringe den økonomiske balance i en offentlig tjenesteydelseskontrakt i fare. Tilsynsorganets konklusioner er bindende for de tilladelsesudstedende myndigheder for så vidt angår retten til adgang til det internationale og nationale marked. Afgørelser truffet af tilsynsorganet kan prøves ved en domstol

indsamle og tilvejebringe oplysninger om adgang til terminaler

tage stilling til klager mod afgørelser truffet af terminaloperatører.

4.9.

Tekniske tilpasninger vedrørende fællesskabstilladelser, tilladelser til markedsadgang og andre attester foregår via en delegeret retsakt fra Kommissionen.

4.10.

Transportvirksomhederne har ret til adgang til parkeringspladser, der bruges af busser (terminaler) på lige, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår.

5.   Generelle bemærkninger

5.1.

En udvidelse af anvendelsesområdet for den forelagte forordning til alle former for rutekørsel for fremmed regning, der udføres af en ikkehjemmehørende transportvirksomhed, betyder, at transportvirksomheder kan udføre national rutekørsel i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende, på samme betingelser som hjemmehørende transportvirksomheder, og at cabotagekørsel betragtes som rutekørsel, når den er vedvarende og permanent. Forslaget til forordning finder således anvendelse på alle former for international og national rutekørsel med bus.

5.2.

For så vidt angår markederne for international og national rutekørsel over strækninger på 100 km i luftlinje eller derover, er der tale om et fuldstændig liberaliseret marked, og eventuelle offentlige tjenesteydelseskontrakter må ikke længere tages i betragtning som begrundelse for at nægte adgangen til et marked.

5.3.

Adgangen til markedet for international og national rutekørsel med bus over strækninger på under 100 eller 120 km i luftlinje kan afslås, hvis den økonomiske balance i en offentlig tjenesteydelseskontrakt bringes i fare, og hvis det uafhængige tilsynsorgan, som skal udføre en tilhørende økonomisk analyse, godkender dette.

5.4.

I modsætning til den nuværende forordning indeholder Kommissionens nye forslag ikke længere en udtrykkelig undtagelse for rutekørsel med bus i byer og forstæder, som derfor vil være omfattet af de nye regler.

5.5.

Myndigheder, der træffer afgørelse om markedsadgang, må i øvrigt ikke afslå en ansøgning alene med den begrundelse, at transportvirksomheden tilbyder priser, der er lavere end dem, som andre transportvirksomheder tilbyder. Det kan dog konstateres, at private transportvirksomheder, som ikke er omfattet af offentlige serviceforpligtelser, tilbyder priser (for eksempel en euro for en langdistancerute), der tydeligvis må betegnes som dumping. Den generelle affattelse uden begrænsninger af den pågældende bestemmelse risikerer at blive betragtet som »carte blanche« til illoyal konkurrence.

5.6.

Forslaget til forordning tager ikke højde for de væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til tilrettelæggelse af buskørsel og prisfastsættelse, navnlig hvad angår buskørsel i byer og forstæder, som ofte tilbydes gratis, er forbundet med generelle rabatter eller er begrænset til visse kategorier af rejsende, og som afdækker sociale og miljømæssige behov og begrænsninger, der kræver specifik og forskelligartet regulering. Der er dog også medlemsstater med en mere liberaliseret adgang til markederne for offentlig transport.

5.7.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om forslaget til forordning er i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) vedrørende nærhedsprincippet, og mener, at argumenterne i analysen (i henhold til artikel 5 i protokol nr. 2 vedrørende nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet) ikke er helt overbevisende. Da den nationale rutekørsel med bus på lange strækninger over 100 km allerede er liberaliseret i visse medlemsstater, kan der ikke drages tvivl om, at der tilstræbes fri markedsadgang for buskørsel som sådan.

5.8.

Personbefordring er imidlertid også en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse som fastlagt i traktaten og er som sådan underlagt artikel 106, stk. 2, i EUF-traktaten, i henhold til hvilken »virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse eller som har karakter af monopol, er underkastet denne traktats bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem.«

5.9.

Denne artikel henviser til, at en effektiv opfyldelse af opgaverne skal prioriteres, hvilket ikke afhænger af en tilgang baseret på økonomisk balance.

5.10.

De fælles værdier med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som fremgår af protokol 26 vedrørende tjenesteydelser af almen interesse (med henvisning til artikel 14 i EUF-traktaten), omfatter blandt andet: nationale, regionale og lokale myndigheders vigtige rolle og vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder.

5.11.

Økonomisk balance er således ikke en af de værdier, som der i forbindelse med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse nødvendigvis skal tages hensyn til. Økonomisk balance kan i øvrigt i visse tilfælde være vanskelig at forene med en tjeneste, som skal være prismæssigt overkommelig for alle. En omkostningsbaseret pris ville være det eneste, som markedet kunne tilbyde, men den vil ikke kunne sikre universel adgang til en tjenesteydelse til en overkommelig pris. Visse medlemsstater har imidlertid et helt eller delvist liberaliseret marked med forholdsvis gode resultater. Forslaget risikerer i sådanne tilfælde at udgøre et tilbageskridt.

5.12.

Tilsynsorganet, som blev oprettet i forslaget til forordning, vil derfor kun kunne afgøre, om betingelserne i artikel 106, stk. 2, i EUF-traktaten, og betingelserne i protokol 26 er opfyldt eller ej — en beføjelse (konstatering af et åbenbart urigtigt skøn), som indtil nu kun har været forbeholdt Kommissionen, med forbehold af indbringelse af klage for Den Europæiske Unions Domstol.

5.13.

I modsætning til Kommissionens nye forslag er bestemmelsen i den nuværende forordning (EF) nr. 1073/2009, navnlig artikel 8, stk. 4, litra d), (som Kommissionen foreslår at lade udgå), i overensstemmelse med traktaten, når den fastslår, at: »en medlemsstat på grundlag af en detaljeret analyse fastslår, at den pågældende kørsel i alvorlig grad vil true levedygtigheden af en tilsvarende rute, der er omfattet af en eller flere offentlige tjenesteydelseskontrakter, som er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen på de pågældende direkte forbindelser«.

5.14.

EØSU mener derfor, at man ikke bør ændre ovennævnte bestemmelse i artikel 8, men at medlemsstaterne i henhold til nærhedsprincippet bør opretholde de vide skønsbeføjelser, som traktaten giver dem, med hensyn til at tilrettelægge deres tjenesteydelser af almen interesse efter deres behov, medmindre Kommissionen konstaterer et åbenbart urigtigt skøn.

5.15.

EØSU understreger, at åbningen af nye buslinjer risikerer at underminere offentlige tjenesteydelser med mere bæredygtige transportformer, navnlig jernbanetransport. Det bør således ikke være muligt at opgive jernbanetransport på den samme strækning alene af økonomiske grunde.

5.16.

EØSU minder i denne forbindelse om, at formålet med lovgivningen for et fælles europæisk jernbaneområde er at skabe et europæisk jernbaneområde, som kan konkurrere bæredygtigt med de øvrige transportformer.

5.17.

Det må erkendes, at konkurrencen mellem jernbane- og vejtransport stadig er meget illoyal, idet de baneafgifter, som jernbaneoperatørerne skal betale, og driftsomkostningerne er ca. tre gange højere end omkostningerne for udbydere af rutekørsel med bus. Der er dog endnu ikke blevet fulgt op på Kommissionens meddelelse om »foranstaltninger med henblik på at internalisere de eksterne transportomkostninger på en koordineret og afbalanceret måde for alle transportformer, således at afgifterne afspejler omfanget af de eksterne omkostninger, samfundet som helhed påføres«.

5.18.

EØSU opfordrer derfor på det kraftigste Kommissionen til i forbindelse med alle transportformer at knytte liberalisering af markedet for vejtransport til en mere klar anvendelse af princippet om, at forureneren betaler.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/52


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/106/EØF om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne

(COM(2017) 648 final/2 — 2017/0290 (COD))

(2018/C 262/09)

Ordfører:

Stefan BACK

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 29.11.2017

Det Europæiske Råd, 4.12.2017

Retsgrundlag

Artikel 91, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

159/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU støtter forslaget om at ajourføre direktiv 92/106/EØF (»direktivet«) for at gøre den kombinerede transportform mere effektiv og attraktiv samt gøre transport mere bæredygtig i overensstemmelse med målene i hvidbogen om transportpolitikken fra 2011 og med forpligtelserne i Parisaftalen.

1.2.

EØSU er tilhænger af at udvide anvendelsesområdet for direktivet til at omfatte indenlandske tjenester for yderligere at begrænse vejtransporten.

1.3.

EØSU glæder sig også over bestræbelserne på at forenkle direktivet for at gøre transportformen mere attraktiv og forbedre retssikkerheden.

1.4.

EØSU finder især forenklingen af begrænsningerne mht. vejstrækning nyttig, herunder den fleksible valgmulighed, som medlemsstaterne har for tilpasning til lokale forhold. EØSU peger imidlertid på, at grænsen på 20 % af strækningen mellem første indladningspunkt og det endelige lossepunkt kan føre til vejtransportsstrækninger langt over den grænse på 300 kilometer for vejstrækninger, ud over hvilken hvidbogen om transportpolitik fra 2011 anbefaler en trinvis overgang til andre transportformer end vejtransport.

1.5.

For at lette adgangen til oplysninger om gennemførelsen af direktivet i hver medlemsstat og lette planlægningen af kombineret transport foreslår EØSU, at medlemsstaterne hver især forpligter sig til at gøre alle relevante oplysninger vedrørende gennemførelsen af direktivet tilgængelige på en særlig hjemmeside.

1.6.

EØSU bifalder den præcisering og forenkling, der er givet i den udtømmende fortegnelse over dokumentation, som bør være tilgængelig i forbindelse med kontrol med overholdelse, samt i bestemmelsen om, at disse dokumenter kan udarbejdes i elektronisk form. EØSU foreslår, at enhver national afgørelse, som tillader en længere vejstrækning, også bør være omfattet af den dokumentation, der skal udarbejdes, hvor dette er relevant.

1.7.

EØSU bifalder forslaget om, at medlemsstaterne skal være forpligtede til at investere i omladningsterminaler, og går især ind for, at de skal koordinere investeringer med nabomedlemsstaterne. EØSU tvivler dog på, om målsætningen om en maksimal strækning på 150 kilometer fra et hvilket som helst afskibningssted i EU til den nærmeste terminal er realistisk, når man tager tyndt befolkede områder og områder med begrænsede jernbanenet og havne i betragtning, og foreslår derfor, at der skal være en klar mulighed for fleksibilitet.

1.8.

For at styrke sikkerheden og accelerere virkningerne af incitamenterne til denne form for transport mener EØSU, at støtte til kombineret transport bør betragtes som værende kompatibel med det indre marked og bør fritages for indberetningspligten i forhold til reglerne om statsstøtte, forudsat at støtten er under et forud fastsat loft.

1.9.

EØSU spørgsmålstegn ved anvendeligheden af den foreslåede bestemmelse i artikel 1, stk. 2, andet afsnit, som fastsætter, at visse strækninger ad indre vandveje eller ad søvejen ikke skal tages i betragtning i forbindelse med kombineret transport. EØSU mener, at dette forslag er uklart og let kan lede til divergerende fortolkninger, og sætter spørgsmålstegn ved dets anvendelighed, eftersom ingen tilsvarende udvælgelseskriterier, som tydeligt er baseret på ideen om at ekskludere valgmuligheder, der ikke behøver tilskyndelse, har været anset for nødvendige i forbindelse med jernbanetransport.

1.10.

EØSU har også svært ved at forstå, hvorfor den såkaldte »cabotageundtagelse« i artikel 4 i direktivet forbliver uændret. Som et transportpolitisk spørgsmål henviser EØSU på dette punkt til de forslag, der er under behandling i øjeblikket, om markedsadgang i international vejtransport af gods i forbindelse med cabotage og den aktuelle debat om markedsadgang og konkurrence, herunder sociale aspekter. EØSU peger også på det overordnede princip om, at serviceydelser udført i et land, hvor serviceudbyderen ikke er etableret, bør udføres på midlertidig basis. EØSU mener ikke, at der står noget i vejen for en bestemmelse, der foreskriver, at godskørselsstrækningerne inden for rammerne af kombineret transport er separate transportoperationer, undtagen når hele transporten udføres med én lastbil eller ét vogntog, inklusive det trækkende køretøj, og at forordning (EF) nr. 1072/2009 gælder for alle transporter. Direktivets artikel 4 bør ændres i overensstemmelse dermed.

1.11.

EØSU er overrasket over, at bestemmelsen i artikel 2 i direktivet, som forpligter medlemsstaterne til inden den 1. juli 1993 at fritage kombineret transport fra alle kontingent- eller bevillingsordninger som omhandlet i artikel 1, ikke er inkluderet i forslagene til ændring af direktivet. I sin nuværende form og i lyset af det udvidede anvendelsesområde for direktivet, kan artiklen fortolkes, som om den har en mere omfattende effekt, end det egentlig er tilsigtet, især med hensyn til markedsadgangen. EØSU foreslår derfor, at artiklen omformuleres eller udgår.

1.12.

EØSU noterer sig, at forslaget om at ændre direktivet ikke nævner, om kombineret transport i direktiv 96/71/EF finder anvendelse på udstationering af arbejdstagere. EØSU antager, at direktivet også gælder for kombineret transport, og at dette også gælder i forbindelse med Kommissionens foreslåede lex specialis om udstationering i vejtransportsektoren (COM(2017) 278).

1.13.

EØSU understreger også det store potentiale i digitaliseringen til at lette og fremme kombineret transport. Ovenfor nævnes enkelte eksempler på mulige løsninger. Udviklingspotentialet inden for området er stort for transport som helhed, herunder kombineret transport.

1.14.

EØSU anbefaler, at Kommissionen med udgangspunkt i Rådets forordning (EF) nr. 1405/2006 også undersøger en mulig løsning for transportomkostninger for Cypern og Malta.

2.   Baggrund

2.1.

Den 8. november 2017 fremlagde Kommissionen anden del af sin mobilitetspakke, som indledes med den grundlæggende meddelelse »Fremme af lavemissionsmobilitet« (COM(2017) 675).

2.2.

Anden del af pakken indeholder følgende forslag:

Et forslag om nye CO2-standarder for personbiler og varevogne efter 2020 med et forslag til revision af forordning (EF) nr. 715/2007 med forhøjede standarder for emissioner.

Et forslag til revision af direktivet om renere køretøjer 2009/33/EF, der skal styrke de bestemmelser, som fremmer offentlige indkøb af sådanne køretøjer.

Et forslag til ændring af direktiv 92/106/EØF om kombineret transport for yderligere at fremme denne transportform med henblik at tilskynde til transportløsninger, der begrænser vejtransporten.

Et forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1073/2009 om adgang til det internationale marked for buskørsel for at åbne markedet yderligere op og derved fremme billigere offentlig bustransport, hvilket vil mindske bilkørslen.

Pakken indeholder også en handlingsplan om infrastruktur for alternative brændstoffer, som skal fremme investeringer i anlæggelsen af en sådan infrastruktur og derved lette mobiliteten på tværs af grænserne i EU ved brug af sådanne brændstoffer.

2.3.

Pakken omfatter en kombination af udbuds- og efterspørgselsorienterede foranstaltninger, der skal lede Europa ind på vejen til lavemissionsmobilitet og styrke den europæiske bilindustris og det europæiske økomobilitetssystems konkurrenceevne. Der sigtes efter at skabe øget politisk og lovgivningsmæssig sikkerhed og lige konkurrencevilkår.

2.4.

Det forslag, der behandles i denne udtalelse, ændrer direktiv 92/106/EØF om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (direktivet) (COM(2017) 648) (forslaget). Det består af følgende centrale elementer:

Kombineret transport behøver ikke længere have grænseoverskridende karakter. Kommissionen vurderer, at der er et betydeligt potentiale for indenlandsk kombineret transport i medlemsstaterne.

Kravet til mindsteafstanden for transportformer, som ikke benytter vejnettet, skal fjernes. Samtidig fastlår en ny bestemmelse, at transport ad søvejen og indre vandveje ikke kan tages i betragtning, når der ikke er nogen alternativer.

Hver lastenhed, som opfylder de kriterier, der er fastsat i ISO 6346 og EN 13044, eller et vejgående køretøj, som transporteres via jernbane, indre vandveje eller søvejen, kan benyttes i kombineret transport.

Den nuværende begrænsning af vejtransport ændres, så den indledende og/eller afsluttende vejstrækning inden for EU kan være maksimalt 150 km i en direkte linje eller 20 % af afstanden i lige linje mellem det første indladningspunkt og det sidste lossepunkt. Denne begrænsning gælder ikke for tomme lasteenheder eller for transport til og fra afhentningssted eller leveringssted.

Medlemsstaterne kan tillade længere afstande end angivet i det foregående punkt for at gøre det muligt at nå den nærmeste terminal med tilstrækkeligt udstyr og kapacitet.

For at vejtransport kan blive accepteret som en del af kombineret transport, skal operatøren påvise, at transporten er en del af kombineret transport. Forslaget angiver, hvilke oplysninger der skal gives i forbindelse med transportoperationen som helhed og med hensyn til de forskellige dele af transporten. Der må ikke kræves yderligere oplysninger. Oplysningerne skal gives i form af forskellige transportdokumenter, blandt andet i elektronisk form. Det skal være muligt at fremvise oplysningerne under vejkontrol.

Behørigt begrundede afvigelser fra den planlagte rute accepteres.

Medlemsstaterne er forpligtede til at gennemføre de foranstaltninger, der skal til for at støtte de nødvendige investeringer i omladningsterminaler i samarbejde med tilgrænsende medlemsstater.

Hver medlemsstat skal udnævne en eller flere myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af direktivet og fungerer som kontaktpunkt for spørgsmål vedrørende implementeringen.

Forslagene kræver også, at medlemsstaterne efterlever en indberetningspligt i forbindelse med udviklingen af kombineret transport.

Den nuværende fritagelse fra reglerne om cabotage gælder fortsat for vejtransportoperationer (vejstrækninger), som er en del af grænseoverskridende transport mellem medlemsstaterne, og som udelukkende foregår inden for en medlemsstats område. Kommissionen begrunder undtagelsen ved at henvise til, at høringer har vist, at denne bestemmelse bidrager til at gøre kombinerede transportløsninger mere attraktive. Kommissionen henviser også til Domstolens dom i sagen 2/84 (Kommissionen mod Italien), som fastslår, at kombineret transport bør anses for én enkelt forbundet international transportoperation.

I begrundelsen til forslaget påpeger Kommissionen også, at reglerne for udstationering af arbejdstagere skal gælde for indenlandsk kombineret transport på samme måde, som de gør for cabotage. Der gives dog ikke nogen klar udmelding med hensyn til reglerne for udstationering af arbejdstagere og international kombineret transport.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU støtter forslaget om at ajourføre direktivet om kombineret transport for at gøre den kombinerede transportform mere effektiv og attraktiv. Dette vil gøre transporten mere bæredygtig, mindske vejtransporten og drivhusgasemissionerne og bidrage både til målene i hvidbogen om transportpolitikken fra 2011 og overholdelse af EU's og medlemsstaternes forpligtelser under Parisaftalen.

3.2.

EØSU bifalder initiativet om at udvide direktivet ved at inddrage indenlandske transporter med hidtil uudnyttet potentiale til at udvikle kombineret transport og derved reducere vejtransporten.

3.3.

EØSU glæder sig også over forenklingen af lovrammen for kombineret transport, hvilket har til formål at gøre transportformen mere tilgængelig og forbedre retssikkerheden. Begge elementer skulle gøre denne form for transport mere attraktiv.

3.4.

I den forbindelse er de klarere kriterier for begrænsning af vejstrækninger især nyttig: kriterierne er enkle, tydelige og synes ikke at levne plads til divergerende fortolkninger. EØSU konkluderer imidlertid, at grænsen på 20 % for strækningen i en lige linje mellem første indladningspunkt og det endelige lossepunkt kan føre til vejtransportsstrækninger, der er over den grænse på 300 km for vejstrækninger, ud over hvilken hvidbogen om transportpolitik fra 2011 anbefaler en trinvis overgang til andre transportformer end vejtransport, især i områder med begrænsede transportnetværk eller lange afstande mellem terminaler. EØSU mener dog, at det er af almen interesse at gøre kombinerede transportformer mere attraktive for brugerne, og at dette samt merværdien ved klare og simple regler må have prioritet. Udvalget går derfor ind for løsningsforslaget.

3.5.

EØSU sætter også pris på den fleksibilitetsmulighed, som medlemsstaterne får for at forlænge vejstrækninger, når det kræves for at nå den geografisk nærmeste transportterminal, som har den nødvendige operationelle omladningskapacitet til læsning eller losning for så vidt angår omladningsudstyr, terminalkapacitet og passende jernbanegodstransport.

3.5.1

EØSU bemærker, at det forekommer at være op til medlemsstaterne at beslutte, hvorvidt denne tilladelse bør gives på grundlag af almindeligt gældende regler eller en vurdering fra sag til sag. EØSU understreger betydningen af gennemsigtighed og mener derfor, at de nationale bestemmelser på dette område samt eventuelle afgørelser i specifikke tilfælde bør gøres tilgængelige på en særskilt hjemmeside i overensstemmelse med den nye artikel 9a, stk. 2, som der henvises til i artikel 1, stk. 7, i forslaget.

3.6.

For at lette planlægningen af kombineret transport og gøre transportformen mere attraktiv foreslår EØSU, at alle relevante oplysninger vedrørende gennemførelsen af direktivet i den enkelte medlemsstat gøres tilgængelige på en særlig hjemmeside i hver medlemsstat, og at en bestemmelse herom tilføjes til artikel 9a, stk. 2, i forslaget.

3.7.

EØSU bifalder præciseringen i artikel 3 i forslaget vedrørende den dokumentation, der skal indleveres med det formål at kontrollere overholdelsen, forbuddet mod at kræve yderligere dokumentation og muligheden for at indlevere dokumentation i elektronisk form. Denne bestemmelse letter transporterne og forbedrer retssikkerheden. Ikke desto mindre stiller EØSU det spørgsmål, om en kopi af tilladelsen ikke også bør være tilgængelig i tilfælde, hvor en længere vejstrækning er blevet godkendt af en medlemsstat i henhold til artikel 1, stk. 3, og hvor tilladelsen er i form af en særskilt afgørelse.

3.8.

EØSU konstaterer med tilfredshed den vægt, der er lagt på investeringer i omladningsterminaler, og kravet om at samordne sådanne investeringer med nabomedlemsstater og Kommissionen for at sikre en afbalanceret og tilstrækkelig geografisk fordeling, navnlig langs TEN-T-hovednettet, og at det prioriteres at sikre, at intet sted i EU er over 150 km fra en sådan terminal. EØSU tvivler dog på, at målet er realistisk i tyndtbefolkede områder og områder med begrænsede jernbanenet og havne.

3.9.

Støtte til kombineret transport skal indberettes til Kommissionen og skal godkendes i forhold til reglerne om statsstøtte, inden den kan komme til udbetaling. Som følge af langsommelige procedurer modtager støttemodtageren som oftest støtten mere end tre år, efter at den nationale offentlige myndighed besluttede at yde støtten, ligesom modtageren i visse tilfælde, når ordningerne skal ændres, risikerer at miste alle fordele. For at mindske usikkerheden og accelerere processen mener EØSU, at støtte under en vis grænse, f.eks. 35 % af de samlede omkostninger, automatisk burde betragtes som værende i overensstemmelse med traktaten og fritages for indberetningspligten.

3.10.

EØSU ønsker også at gøre opmærksom på mulighederne for at videreudvikle kombineret transport ved hjælp af digitalisering. Forslaget tager et første skridt ved at tillade brugen af elektroniske dokumenter og oprettelsen af særlige hjemmesider i alle medlemsstaterne.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU noterer, at artikel 1, stk. 2, i forslaget udelukker indre vandveje eller søvejen, for hvilke der ikke findes et tilsvarende vejtransportalternativ, eller som er uundgåelige i en økonomisk bæredygtig transportoperation, fra at blive kategoriseret som kombineret transport. Denne bestemmelse synes at være knyttet til fjernelsen af kravet om en mindsteafstand for indre vandveje og søveje og bygger på betragtning 9 i præamblen: »Det ville derfor være nyttigt at fjerne minimumsafstanden, samtidig med at udelukkelsen af visse operationer bibeholdes, herunder oceangående transport eller korte færgeoverfarter«. EØSU har forbehold, både hvad angår indholdet og ordlyden af denne bestemmelse.

4.1.1

En af virkningerne af kravet om 100 km for indre vandveje og søveje i direktivets nuværende form synes at være at ekskludere korte færgetransporter og oceangående søtransport, til forskel fra nærskibsfart. Dette skyldes, at 100 km-kravet gælder for transport udført indenfor EU. Forslaget i artikel 2, stk. 2, har tydeligvis til formål at have samme effekt.

4.1.2

Det forekommer imidlertid sandsynligt, at den bestemmelse, der nu foreslås, vil skabe usikkerhed om, hvornår den gælder, muligvis i en sådan grad, at det kan skabe reguleringsmæssige hindringer for gennemførelsen af projekter om kombineret transport.

Herved lader kriteriet »der findes ikke et tilsvarende vejtransportalternativ« det stå åbent, om ækvivalensen skal gøres op i påkrævet tidsforbrug, strækning i kilometer eller omkostninger. På samme måde åbner kriteriet »uundgåelige i en økonomisk bæredygtig transportoperation« op for mange mulige fortolkninger.

4.1.3

EØSU sætter derfor spørgsmålstegn ved anvendeligheden af den foreslåede bestemmelse, specielt da lignende udvælgelseskriterier, som tydeligt er baseret på ideen om at ekskludere valgmuligheder, der ikke behøver tilskyndelse, ikke er blevet anset for nødvendige inden for jernbanetransport.

4.2.

EØSU har også svært ved at forstå, hvorfor den såkaldte »cabotageundtagelse« i artikel 4 i direktivet forbliver uændret. Som et transportpolitisk spørgsmål henviser EØSU her først og fremmest til de udestående forslag om markedsadgang inden for international vejtransport af gods i forbindelse med cabotage og den aktuelle fokus på markedsadgang og konkurrence, herunder sociale aspekter. EØSU er også opmærksom på det overordnede princip om, at serviceydelser udført i et land, hvor serviceudbyderen ikke er etableret, bør udføres på midlertidig basis.

4.2.1

EØSU noterer sig de to grunde, Kommissionen giver for at vælge denne løsning. En af disse er, at svar givet af virksomheder under høringer viser, at den nuværende løsning anses for at gøre kombineret transport mere attraktiv. Den anden grund er, at kombineret transport i henhold til definitionen i direktivet i dets nuværende form skal anses som en enkelt international transportoperation. Til at understøtte denne begrundelse henviser Kommissionen til Domstolens retspraksis, nærmere bestemt sag 2/84 (Kommissionen mod Italien).

4.2.2

Efter EØSU's opfattelse tager begrundelsen, som er baseret på Domstols retspraksis, ganske enkelt udgangspunkt i, at Domstolen var bundet af lovgiverens beslutning om at definere kombineret transport på en måde, der gjorde det muligt at se det som én transportoperation eller rejse. Det er derfor kun et spørgsmål om, hvorvidt lovgiveren beslutter at se kombineret transport som en helhed eller som et antal forskellige transporter, der foretages indenfor rammen af et transportkoncept. Under alle omstændigheder gør EØSU opmærksom på, at lovgiveren, da direktivet blev vedtaget, fandt det nødvendigt at indføre bestemmelser om fri markedsadgang til vognmænd vedrørende indledende og/eller afsluttende vejstrækninger, der udgør en integrerende del af den kombinerede transport, uanset om disse vejstrækninger passerer en grænse.

4.2.3

Efter EØSU's opfattelse er der intet til hinder for en bestemmelse, der foreskriver, at godskørselsstrækninger inden for rammerne af kombineret transport er separate transportoperationer, og at forordning (EF) nr. 1072/2009 finder anvendelse på alle vejtransporter. Direktivets artikel 4 bør ændres i overensstemmelse dermed.

4.3.

I denne kontekst er det også overraskende, at bestemmelsen i artikel 2 i direktivet, som forpligter medlemsstaterne til inden den 1. juli 1993 at fritage kombineret transport fra alle kontingent- eller bevillingsordninger som omhandlet i artikel 1, ikke er inkluderet i forslaget, især i lyset af, at direktivets rækkevidde udvides til at omfatte indenlandske kombinerede transporter.

4.3.1

Med udvidelsen af direktivet til at dække indenlandske kombinerede transporter kommer denne bestemmelse også til at gælde for sådanne transportoperationer. Formuleringen i bestemmelsen er ret bred og kunne tolkes derhen, at den fritager kombineret transport fra reglerne for adgang til erhvervet i forordning (EF) nr. 1071/2009 og fra begrænsninger i markedsadgangen for så vidt angår kombineret transport.

4.3.2

EØSU går ud fra, at dette ikke er hensigten, og foreslår derfor enten at slette denne artikel eller at omformulere den for at gøre det klart, at dispensation fra kontingent- eller bevillingsordninger gælder uden at berøre reglerne for adgang til erhvervet eller markedsadgangen i forbindelse med de enkelte transportformer.

4.4.

EØSU bemærker endvidere, at det i forslaget ikke nævnes, hvordan direktivet om udstationering af arbejdstagere skal anvendes i forhold til kombineret transport, bortset fra en henvisning i begrundelsen til anvendeligheden af det foreslåede lex specialis om udstationering af arbejdstagere indenfor vejtransport. Dette ville indebære, at reglerne for udstationering af arbejdstagere i henhold til direktiv 96/71/EF gælder for vejtransport i forbindelse med indenlandsk kombineret transport.

4.4.1

EØSU antager, at reglerne for udstationering af arbejdstagere også finder anvendelse på enhver anden udstationering inden for rammerne af kombineret transport, som opfylder kriterierne i artikel 1 i direktiv 96/71/EF og i det foreslåede lex specialis, når og hvis det bliver godkendt.

4.5.

EØSU noterer sig bekymringerne over omkostningerne ved lange søfartsforbindelser for fjerntliggende øer som Cypern og Malta og relevansen i den forbindelse af den støtteordning til kompensation for transportomkostninger på landbrugsområdet til fordel for visse mindre øer i Det Ægæiske Hav, der blev etableret ved Rådets forordning (EF) nr. 1405/2006. EØSU foreslår, at Kommissionen undersøger muligheden for en lignende løsning for Cypern og Malta.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/58


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/33/EF om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer til vejtransport

(COM(2017) 653 final — 2017/0291 (COD))

(2018/C 262/10)

Ordfører:

Ulrich SAMM

Høring

Europa-Parlamentet, 30.11.2017

Rådet for Den Europæiske Union, 4.12.2017

Retsgrundlag

Artikel 192 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

206/0/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bakker op om ræsonnementet bag direktivet om renere køretøjer, som er en del af pakken om ren mobilitet, selv om direktivet kun kommer til at få en lille effekt sammenlignet med den overordnede indsats, der er nødvendig, for at nå EU's klimamål og navnlig dekarbonisering af transportsektoren, eftersom direktivet er begrænset til offentlige udbud. Formålet med direktivet er at fremme visse klasser af køretøjer (uden udstødningsemissioner), som er baseret på de reneste (snarere end blot rene) teknologier, ved at fastsætte minimumsmål for offentlige udbud af sådanne køretøjer.

1.2.

EØSU ser kritisk på den manglende klarhed i direktivet. Det gælder navnlig den spredte information med forskellige definitioner og de komplicerede optællingsmetoder for »renere køretøjer« over to forskellige tidsperioder, i løbet af hvilke definitionerne af emissionstærskler højst sandsynligt atter vil blive ændret. Denne kompleksitet vil skabe alvorlig usikkerhed blandt interessenterne.

1.3.

I lyset af usikkerheden omkring emissionstærskler tvivler EØSU på, at overgangsperioden frem til 2025 reelt vil bidrage til at slå bro over den teknologiske kløft, indtil nulemissionsteknologien bliver bredt tilgængelig. Udvalget mener, at det snarere vil irritere dem, der skal træffe beslutningerne om offentlige udbud. Derfor kan udbuddene risikere enten at blive stærkt forsinket eller endda fremskyndet, men med gammel teknologi, som så vil blokere for mulige fremtidige investeringer i ny nulemissionsteknologi.

1.4.

Usikkerheden er størst, når det gælder tunge køretøjer. Der er ingen emissionsnormer, som kan anvendes i overgangsperioden, og nulemissionsteknologien er mindre udviklet i forhold til lette køretøjer. I overgangsperiodens første fase accepteres naturgas med tilsætning af biomethan, men med en reduceret vægtningsfaktor, mens der i den efterfølgende fase ikke er fastsat nogen tærskler eller definitioner overhovedet og ikke gives information om, hvordan man skal finde frem til de nye emissionstærskler. På den baggrund konkluderer EØSU, at direktivet er for tidligt ude, når det gælder tunge køretøjer, og anbefaler, at denne del adskilles fra det nuværende forslag og behandles på et senere tidspunkt.

1.5.

EØSU glæder sig over den generelt teknologineutrale tilgang, der er åben for nye udviklingstendenser, vi kan forvente at se, med tanke på de igangværende stærke F&U-bestræbelser, der støttes af EU. EØSU vil imidlertid gerne gøre opmærksom på, at direktivet ikke følger denne tilgang fuldt ud. Ud over batteridrevne elkøretøjer findes der også andre fremdriftsteknologier med et stort potentiale for ren mobilitet. EØSU beklager, at dette ikke anerkendes i tilstrækkeligt omfang i direktivet. Eksempelvis findes der 100 % fossilfri brændstoffer, og en gang i fremtiden vil vi måske få adgang til syntetiske brændstoffer fra affald eller CO2, som er produceret med overskydende elektricitet.

1.6.

I lyset af den igangværende udvikling inden for moderne transportteknologi anbefaler EØSU derfor en mere fleksibel tilgang over de kommende år i stedet for faste emissionstærskler og minimumsmål for udbud. Det ser ud til, at der som et minimum er behov for eksempelvis en midtvejsevaluering af minimumsmålene for at give mulighed for tilpasning af værdierne på et senere tidspunkt.

1.7.

En større andel af de offentlige udbud vedrører lokale offentlige transportorganisationer, som varetages af byer og kommuner, der typisk har et ret begrænset økonomisk råderum. EØSU har alvorlige betænkeligheder i forhold til, om denne tilgang er proportional, da den på ingen måde afspejler den ekstra økonomiske byrde for disse offentlige organer og ikke sammenligner forslaget med andre industripolitiske muligheder. Det er derfor ikke indlysende, at en ekstra byrde i forbindelse med offentlige udbud for navnlig byer og kommuner er den mest effektive metode til at få sat skub i aktiviteter og markedsudvikling i sektoren.

1.8.

EØSU understreger, at ekstraomkostninger kan føre til en betydelig byrde for borgerne i form af højere billetpriser, øgede lokale skatter eller endda en reduktion i udbuddet af offentlige transportydelser. Den store indsats for at skabe ren luft, som byerne og kommunerne har ydet, bl.a. ved at øge anvendelsen af offentlig transport, bør desuden anerkendes og ikke hindres af nye udbudsregler, som kræver minimumsmål for hele medlemsstaten, men er vanskelige at efterleve og kontrollere på kommuneniveau, hvor der findes en bred vifte af mindre og større offentlige transportorganisationer.

1.9.

Eftersom underentreprise også falder ind under anvendelsesområdet for Kommissionens forslag, er EØSU bekymret over de konsekvenser, forslaget kan få for små og mellemstore virksomheder. Faktisk bidrager mange mindre lokale busselskaber til leveringen af transporttjenester i større byområder som underleverandører for de lokale offentlige transportudbydere. Disse selskaber råder måske ikke over de køretøjer, som dette direktiv kræver, og vil måske derfor ikke længere være kvalificerede som underleverandører.

1.10.

EØSU konkluderer, at den væsentligste hindring for moderniseringen af den offentlige transport og offentlige udbud af renere køretøjer er manglen på finansiel støtte, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at genoverveje dette forslag med fokus på finansieringen, navnlig ved at tage højde for eksisterende instrumenter. Den særlige økonomiske støtte bør tage hensyn til, at lande, byer og regioner er meget forskellige hvad angår økonomisk styrke og andel af befolkningen, som bor i byområder. Det overordnede mål er at harmonisere udbud af renere køretøjer i alle medlemsstater.

1.11.

EØSU bemærker endvidere, at det ud over behovet for mere miljøvenlige køretøjer i den offentlige trafik er vigtigt at få flere borgere til at benytte denne form for transport ved at gøre den langt mere attraktiv (forbindelser, komfort), snarere end at fokusere på lave billetpriser.

2.   Indledning

2.1.

EU går fuldt og helt ind for et kulstoffattigt energisystem som beskrevet i »pakken om ren energi«, der sigter mod at fremskynde, omdanne og konsolidere den europæiske økonomis omstilling til renere energi i tråd med EU's COP21-forpligtelser, samtidig med at Unionen holder fast i vigtige mål om økonomisk vækst og jobskabelse.

2.2.

EU har allerede gjort meget. Udledningen af drivhusgasser i EU faldt med 23 % fra 1990 til 2016, mens økonomien i samme periode voksede med 53 %. Denne succes har været kendetegnende for mange sektorer. Det gælder dog ikke transportsektoren, som bidrager med omkring 24 % af Europas udledning af drivhusgasser (i 2015), og som oven i købet har oplevet vækst i udledningen, efterhånden som den europæiske økonomi er ved at komme på fode igen. Endvidere skærpes behovet for renere transport af, at det i høj grad haster med at begrænse luftforureningen i byerne.

2.3.

Derfor støttede EØSU den europæiske strategi for lavemissionsmobilitet (1)(2), herunder dens mål og metoder, som er i tråd med hvidbogen om transportpolitik i EU (3) fra 2011. Endvidere indeholdt pakken om ren energi til alle europæere fra november 2016 og strategien et mobilt Europa (2017) foranstaltninger til at fremskynde udbredelsen af renere køretøjer, hvilket blev positivt modtaget af EØSU (4)(5).

2.4.

Pakken om ren mobilitet (6), der kom for nylig, omfatter nu specifikke lovgivningsmæssige initiativer såsom direktivet om renere køretøjer (som behandles i denne udtalelse), nye CO2-standarder for køretøjer, en handlingsplan for transeuropæisk udbredelse af infrastruktur for alternative brændstoffer, en revision af direktivet om kombineret transport, forordningen om personbefordring med bus og et batteriinitiativ som en vigtig strategi for EU's integrerede industripolitik.

2.5.

Blandt de mange instrumenter til at nedbringe transportsektorens afhængighed af fossile brændstoffer, kan offentlige udbud af renere køretøjer spille en vigtig rolle som stimulans for efterspørgslen. Offentlige udbud kan udløse en markedsudvikling som eksempelvis i markedssegmentet bybusser. Indkøb af renere køretøjer til den offentlige flåde kan også tænkes at påvirke private køb af renere køretøjer.

3.   Mangler ved det nuværende (gamle) direktiv

3.1.

Med henblik på at fremme offentlige udbud af renere køretøjer offentliggjorde Kommissionen i 2009 direktiv 2009/33/EF om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer til vejtransport, som EØSU hilste velkommen (7)(8).

3.2.

Offentlige instanser i Europa har imidlertid kun indkøbt ret få køretøjer med lave eller ingen emissioner samt køretøjer, der bruger alternative brændstoffer, som alle er omfattet af direktivet om renere køretøjers anvendelsesområde. I perioden 2009-2015 var f.eks. gennemsnitligt kun ca. 1,7 % af alle nye busser batteridrevne elkøretøjer, brændselscelledrevne elkøretøjer, opladelige hybridkøretøjer eller naturgasdrevne køretøjer.

3.3.

Nogle medlemsstater og individuelle regioner eller byer har allerede iværksat ambitiøse rammer for offentlige udbud, som fastlægger minimumskrav til udbud af renere køretøjer, dvs. køretøjer med lave eller ingen emissioner eller køretøjer, der kører på alternative brændstoffer. Dette er imidlertid ikke nok til at skabe tilstrækkeligt med incitamenter og markedsstimuli inden for hele Unionen.

3.4.

En ex post-evaluering, der blev foretaget i 2015, kortlagde en række alvorlige mangler ved direktivet. Direktivet har haft ringe indvirkning på udbredelsen af renere køretøjer på markedet i EU, fordi det indtil videre ikke har stimuleret de offentlige udbud af renere køretøjer. De vigtigste af de mangler, der blev konstateret, var:

Direktivet definerer ikke »renere køretøjer« præcist.

Direktivet omfatter ikke andre former for praksis end offentlige organers direkte indkøb, og det omhandler ikke leje, leasing eller afbetalingskøb af køretøjer. Det omfatter heller ikke andre kontrakter om transportydelser end kontrakter om offentlig personbefordring.

Monetariseringsmetoden, som beskrives i direktivet, er sjældent blevet anvendt af offentlige organer, fordi den er for kompleks.

3.5.

Som en del af konsekvensanalysen blev aktørerne i 2016 og 2017 hørt om forskellige muligheder for at forbedre direktivet. Som resultat heraf er der blevet foreslået en række ændringer, som skal føre til en definition af renere køretøjer og fastsættelse af minimumsmål for udbud af lette køretøjer såvel som for tunge køretøjer. Der er endnu ikke indført sådanne harmoniserede kriterier på EU-niveau.

4.   Forslag til et revideret direktiv

4.1.

Revisionen sikrer, at det nye direktiv indeholder en definition af renere køretøjer og nu omfatter al relevant udbudspraksis med enklere og mere effektive procedurer. De vigtige nye elementer er:

en definition af renere køretøjer, som er baseret på en tilgang med ingen udstødningsemissioner for lette køretøjer og alternative brændstoffer for tunge køretøjer

en overgangsperiode frem til 2025, hvor lavemissionskøretøjer også anses for at være renere køretøjer, idet de dog kun medregnes med en vægtningsfaktor på 0,5

mulighed for at vedtage en delegeret retsakt i henhold til dette direktiv med henblik på at anvende den samme tilgang til tunge køretøjer som til lette køretøjer, efter at lovgivning om emissionsnormer for sådanne køretøjer i fremtiden er blevet vedtaget på EU-plan

en udvidelse til at omfatte andre former for udbud end indkøb, nemlig leasing, offentlige tjenesteydelseskontrakter for offentlig vejtransport, ikkerutekørsel, og udlejning af busser og turistbusser med chauffør

en definition af minimumsmål for udbud på medlemsstatsplan, der er opdelt efter medlemsstat og køretøjernes segmentklasser

udeladelse af metoden til monetarisering af eksterne virkninger

indførelse af en ordning, hvor medlemsstaterne aflægger rapport om gennemførelsen af direktivet hvert tredje år, første gang med en foreløbig rapport i 2023 og fuld rapportering i 2026 om gennemførelsen af målet for 2025.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.

EØSU bakker op om ræsonnementerne bag direktivet om renere køretøjer, selv om direktivet kun kommer til at få en lille effekt sammenlignet med den overordnede indsats, der er behov for, hvis vi skal nå EU's klimamål, eftersom direktivet udelukkende omhandler offentlige udbud og ikke private eller kommercielle indkøb af biler. Ikke desto mindre kan direktivet tænkes at komme til at spille en vigtig rolle, da offentlige investeringer kan fungere som rollemodel og bidrage til at udvikle infrastrukturen, som også vil kunne anvendes af den private sektor, og dermed også sætte gang i private investeringer. Offentlige investeringer i renere køretøjer har også en øjeblikkelig virkning i form af renere luft for borgerne. Det gælder især i bycentre (f.eks. omkring busterminaler).

5.2.

EØSU ser kritisk på den manglende klarhed i direktivet (9). Det gælder navnlig den spredte information med forskellige definitioner og de komplicerede optællingsmetoder for »renere køretøjer« over to forskellige tidsperioder (indtil 2025 og 2025-2030), i løbet af hvilke definitionerne af emissionstærskler højst sandsynligt atter vil blive ændret. Denne kompleksitet vil skabe alvorlig usikkerhed blandt interessenterne.

5.3.

Den eneste enkle regel i direktivet er definitionen og optællingen af køretøjer uden udstødningsemissioner. Denne gælder primært 100 % eldrevne køretøjer. Den giver imidlertid også mulighed for en afvigelse fra dette princip ved at acceptere gasdrevne tunge køretøjer som »renere«, forudsat at de fuldt ud drives af biomethan. Alle de øvrige regler er mere komplekse. Det gælder f.eks. det forhold, at visse køretøjer kun tælles som halve køretøjer, og viften af brændstoftyper afhængig af køretøjets klasse samt emissionsnormerne, som kan forventes at blive ændret i nær fremtid.

5.4.

I en overgangsperiode (frem til 2025) betragtes lette køretøjer med udstødningsemissioner under en vis tærskelværdi, også som »renere køretøjer«. De medregnes imidlertid kun med en vægtningsfaktor på 0,5. Tærsklerne er 40 CO2 g/km for varevogne og 25 CO2 g/km for minibusser, hvilket i øjeblikket kun kan opnås af opladelige hybridbiler. Disse tærskler vil blive ændret, så snart den nye verdensomspændende harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP) gennemføres, hvilket vil ske længe inden 2025. Overgangsperioden deles dermed op i to. Konsekvenserne af sådan en ændring er uforudsigelige for interessenterne med udgangspunkt i de oplysninger, der gives i direktivet. I lyset af denne usikkerhed tvivler EØSU på, at overgangsperioden frem til 2025 reelt vil bidrage til at slå bro over den teknologiske kløft, indtil nulemissionsteknologien bliver bredt tilgængelig. Udvalget mener, at det snarere vil irritere dem, der skal træffe beslutningerne om offentlige udbud. Derfor kan udbuddene risikere enten at blive stærkt forsinket eller endda fremskyndet, men med gammel teknologi, som så vil blokere for mulige fremtidige investeringer i ny nulemissionsteknologi.

5.5.

Usikkerheden er endnu større, når det gælder tunge køretøjer. Der er ingen emissionsnormer, som kan anvendes i overgangsperioden, og nulemissionsteknologien er mindre udviklet i forhold til lette køretøjer. I overgangsperiodens første fase accepteres naturgas med tilsætning af biomethan, men med en reduceret vægtningsfaktor, mens der i den efterfølgende fase ikke er fastsat nogen tærskler eller definitioner overhovedet. Kommissionen ønsker at indføre disse tærskler ved hjælp af en delegeret retsakt, så snart de er fastsat, men der er ingen oplysninger om kriterierne for at fastsætte disse nye emissionstærskler. På baggrund af dette konkluderer EØSU, at direktivet er for tidligt ude, når det gælder tunge køretøjer, og anbefaler, at denne del udskilles fra det nuværende forslag og behandles på et senere tidspunkt.

5.6.

EØSU glæder sig over den generelt teknologineutrale tilgang, der er åben for nye udviklingstendenser, vi kan forvente at se med tanke på de igangværende stærke F&U-bestræbelser, der støttes af EU. EØSU vil imidlertid gerne gøre opmærksom på, at direktivet ikke følger denne tilgang fuldt ud, idet eksempelvis flydende fossilfri brændstoffer ikke indgår.

5.7.

I mange lande verden over og blandt et stigende antal bilproducenter skubbes der i øjeblik på for at fremme batteridrevne elkøretøjer. Om markedet for elkøretøjer reelt kommer til at ekspandere afhænger imidlertid af en lang række faktorer, som bilindustrien kun til en vis grad kan øve indflydelse på, f.eks. batteripriser, genvinding af batterier, opladningsinfrastruktur, priserne på brændstof og offentlige udbud, som fremmes i dette direktiv.

5.8.

Ud over batteridrevne elkøretøjer findes der også andre fremdriftsteknologier med et stort potentiale for ren mobilitet. EØSU beklager, at dette ikke i tilstrækkeligt omfang anerkendes i direktivet. Her kan nævnes 100 % fossilfri brændstoffer (såsom biodiesel HVO100, som i vidt omfang anvendes i Sverige og andre lande) eller måske en gang i fremtiden syntetiske brændstoffer fremstillet ved hjælp af affald eller CO2 og produceret med overskydende elektricitet, som er til rådighed i stadig større omfang på grund af den igangværende udvidelse af fluktuerende vedvarende energikilder.

5.9.

I lyset af den igangværende udvikling inden for moderne transportteknologi anbefaler EØSU derfor en mere fleksibel tilgang over de kommende år i stedet for faste emissionstærskler og minimumsmål for udbud. Det ser ud til, at der som et minimum er behov for eksempelvis en midtvejsevaluering af minimumsmålene for at give mulighed for tilpasning af værdierne på et senere tidspunkt.

6.   Klimabeskyttelse eller industripolitik

6.1.

Det er tydeligt, at dette direktiv — på trods af sin titel — ikke primært er målrettet renere køretøjer, klimabeskyttelse og ren luft. Det handler derimod om offentlige udbud og industripolitik og sigter mod at fremme visse klasser af køretøjer, som er baseret på de reneste (snarere en blot renere) teknologier, der er til rådighed. En nærmere granskning af de forskellige typer af »renere køretøjer« og alternative brændstoffer som defineret i direktivet, afslører denne uoverensstemmelse. Visse brændstoffer kan bidrage til at forbedre luftkvaliteten i byerne, men de gavner ikke klimaet. Det gælder f.eks., hvis elektriciteten eller hydrogenet til elkøretøjerne kommer fra kulkraftværker. Omvendt er lavemissionskøretøjer, der kører på naturgas fra biomethan, ganske vist klimavenlige, men ikke desto mindre er de med til at øge den lokale luftforurening. I direktivets tidsramme frem til 2030 vil 100 % fossilfri biobrændstoffer, på trods af at de ikke accepteres i dette direktiv, komme til at spille en afgørende rolle for opfyldelsen af EU's klimamål. Endvidere afspejler tilgangen med ingen udstødningsemissioner på ingen måde et køretøjs CO2-fodaftryk i løbet af hele dets levetid.

6.2.

Direktivets primære fokus ligger på industripolitikken gennem anvendelse af offentlige udbud af renere køretøjer som en stimulans på efterspørgselssiden, der skal udløse en markedsudvikling som eksempelvis i markedssegmentet bybusser. Kommissionen går ud fra, at indkøb af renere køretøjer til den offentlige flåde også kan få indflydelse på private køb af renere køretøjer, eftersom forbrugerne vil blive påvirket af en øget tillid blandt borgerne, til at teknologierne er modne og pålidelige, og frem for alt af bedre offentlige infrastrukturer for genopladning og genoptankning (intelligent opladning), der er til rådighed for de private brugere. Det gælder ikke mindst personer, som ikke råder over egen garage.

6.3.

EØSU har imidlertid alvorlige betænkeligheder i forhold til, om denne tilgang er proportional. I forslaget hævdes det, at det er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Der gøres imidlertid ingen overvejelser over den ekstra økonomiske byrde, som de offentlige organer pålægges, og forslaget sammenlignes ikke med andre industripolitiske muligheder. Det er derfor ikke indlysende, at en ekstra byrde i forbindelse med offentlige udbud for navnlig byer og kommuner er den mest effektive metode til at få sat skub i aktiviteter og markedsudvikling i sektoren. Lokale offentlige transportorganisationer har givet udtryk for stærke bekymringer, og det samme gælder repræsentanter for byer og kommuner. De vigtigste punkter, der er blevet rejst af disse interessenter, er følgende:

der er brug for en større sum ekstra penge til investeringer, som rækker langt ud over deres kapacitet

mange byer har allerede gjort meget for miljøvenlig transport, men direktivet ser bort fra hele denne indsats

modern Euro VI dieselbusser omtales slet ikke, selv om de blev fastsat som en ny norm i 2011 (10) og kan skabe omkostningseffektive reduktioner af emissionerne fra offentlig transport

opladelige hybridbiler accepteres ikke efter 2025

infrastrukturen for elektrisk opladning af busser og lastbiler adskiller sig temmelig meget fra opladning af lette køretøjer som f.eks. personbiler, og derfor er synergieffekterne forholdsvis begrænsede

der er nødt til at blive gjort undtagelser for brandvæsen, politi og ambulancekøretøjer

i nogle kommuner indebærer offentlige udbud relativt få køretøjer (færre end 10), og det er ret usandsynligt, at minimumsmålene nås i de tilfælde

den foreslåede rapportering kan kun opnås med en acceptabel administrativ indsats, når der indføres en klasse for renere køretøjer i de officielle bilregistre.

6.4.

En større andel af de offentlige udbud vedrører lokale offentlige transportorganisationer, som varetages af byer og kommuner, der typisk har et ret begrænset økonomisk råderum. Yderligere investeringer i den mest avancerede teknologi med højere omkostninger (og risici) til følge kan føre til en betydelig byrde for borgerne i form af højere billetpriser, øgede lokale skatter eller endda en reduktion i udbuddet af offentlige transportydelser. Den store indsats for at skabe ren luft, som byerne og kommunerne har ydet, bl.a. ved at øge anvendelsen af offentlig transport, bør desuden anerkendes og ikke hindres af nye udbudsregler, som kræver minimumsmål for hele medlemsstaten, men er vanskelige at efterleve og kontrollere på kommuneniveau, hvor der findes en bred vifte af mindre og større offentlige transportorganisationer.

6.5.

Eftersom underentreprise også falder ind under anvendelsesområdet for Kommissionens forslag, er EØSU bekymret over de konsekvenser, forslaget kan få for små og mellemstore virksomheder. Faktisk bidrager mange mindre lokale busselskaber til leveringen af transporttjenester i større byområder som underleverandører for de lokale offentlige transportudbydere. Disse selskaber råder måske ikke over de køretøjer, som dette direktiv kræver, og vil måske derfor ikke længere være kvalificerede som underleverandører.

6.6.

EØSU konkluderer, at den væsentligste hindring for moderniseringen af den offentlige transport og udbuddet af renere køretøjer er manglen på finansiel støtte, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at genoverveje dette forslag med fokus på finansieringen, navnlig ved at tage højde for eksisterende instrumenter såsom de strategiske fonde og strukturfondene (EFSI og ESI-fondene) og Connecting Europe-faciliteten, samt frem for alt at definere de rette prioriteter for den næste flerårige finansielle ramme. Denne særlige økonomiske støtte bør tage hensyn til, at lande, byer og regioner er meget forskellige hvad angår økonomisk styrke og andel af befolkningen, som bor i byområder. Det overordnede mål er at harmonisere udbud af renere køretøjer i alle medlemsstaterne. EØSU bemærker endvidere, at det ud over behovet for mere miljøvenlige køretøjer i den offentlige trafik er vigtigt at få flere borgere til at benytte denne form for transport ved at gøre den langt mere attraktiv (forbindelser, komfort), snarere end at fokusere på lave billetpriser.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2016) 501 final.

(2)  EUT C 173 af 31.5.2017, s. 55.

(3)  COM(2011) 144 final.

(4)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 64.

(5)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 195.

(6)  COM(2017) 675 final.

(7)  EUT C 51 af 17.2.2011, s. 37.

(8)  EUT C 424 af 26.11.2014, s. 58.

(9)  COM(2017) 653 final Bilag 1.

(10)  Kommissionens forordning (EU) nr. 582/2011.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/64


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas

(COM(2017) 660 final — 2017/0294 (COD))

(2018/C 262/11)

Ordfører:

Baiba MILTOVIČA

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 29.11.2017

Rådet for Den Europæiske Union, 22.11.2017

Retsgrundlag

Artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Afstemningsresultat

(for/imod/hverken for eller imod)

149/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Civilsamfundet som helhed kan kun blomstre, hvis retsstatsprincippet håndhæves konsekvent. Selv om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ikke på alle punkter er enig med Kommissionen og beklager den oprindelige forsømmelse, der skabte det judiske tomrum, som dette direktiv søger at udfylde, støtter udvalget derfor hensigten med de foreslåede ændringer af 2009-gasdirektivet, som ventes at føre til bedre markedsintegration og forsyningssikkerhed.

1.2.

De foreslåede ændringer i gasdirektivet (1) har resulteret i omfattende debat og uenigheder på medlemsstatsniveau. Udvalget mener, at der er tale om vigtige spørgsmål om principper og solidaritet, som skal håndteres på utvetydig maner.

1.3.

Man skal fuldt ud anerkende politisk og økonomisk følsomme aspekter — hvilket ikke er tilfældet i dag — men EU vil samtidig skulle beslutte, hvorvidt målet om et kohærent, bæredygtigt og retfærdigt energimarked for alle medlemsstater kan nås under de nuværende politiske betingelser. Hvad der er på spil på kort sigt, er en udfordring for visse medlemsstater om at tilsidesætte, hvad de opfatter som deres egne nationale interesser til fordel for støtte til tydelige og konsekvente reguleringsprincipper, som anvendes på det indre marked med hensyn til energiforsyning og -sikkerhed. På lang sigt er udfordringen anderledes, og der er en risiko for, at man bliver låst fast i en omkostningstung infrastruktur for fossil brændsel, som gennem skabelse af øget afhængighed kan reducere EU's evne til at opfylde sine klimaforpligtelser.

1.4.

Udvalget bemærker, at en eliminering af den eksterne afhængighed er en langsigtet ambition, som forudsætter en yderligere udbygning af den indbyrdes sammenkobling af gasforsyningen mellem medlemsstaterne, hvor oplagringskapaciteten forbedres, og hvor der tilføres yderligere kapacitet til alternative forsyningsmuligheder såsom flydende naturgas (LNG), samtidig med at man anerkender vedvarende energikilders stigende betydning.

1.5.

Udvalget mener, at et område, hvor der er lovgivningsmæssig usikkerhed (vedrørende fremtidige anlæggelsesprogrammer som følge af manglende klarhed om den foreslåede undtagelsesprocedure), kan udgøre en risiko for investeringssikkerheden og blokere den fri markedskonkurrence mellem nationale og regionale myndigheder med hensyn til at tiltrække investeringer. Dette skal evalueres sammen med de betydelige forbedringer af gasmarkedet, der er opnået gennem de seneste to årtiers reguleringsprocesser.

1.6.

Udvalget har i et stort antal tidligere udtalelser om energi- og klimapolitik i de senere år (2) understreget, at disse følsomme aspekter vedrørende energiforsyning kun kan håndteres gennem en tydelig og effektiv styring samt en betydelig dosis politisk pragmatisme og goodwill. Dette forslag fra Kommissionen flugter med disse synspunkter og bør nyde hurtig fremme.

1.7.

Udvalget bemærker imidlertid, at ændringerne kan være forbundet med en række juridiske vanskeligheder, og at der uden tvivl vil være en betydelig politisk uenighed og kommercielle bekymringer fra visse erhvervsaktørers side. Det er på denne baggrund beklageligt, at der ikke foreligger en konsekvensanalyse.

1.8.

Udvalget støtter de foreslåede ændringer til gasdirektivet, som har til formål at sikre, at de grundlæggende principper i EU's energilovgivning såsom tredjepartsadgang, tarifregulering, ejerskabsmæssig adskillelse og gennemsigtighed vil gælde EU's gasforbindelser med tredjelande inden for EU's jurisdiktion. I denne forbindelse mener udvalget, at der hurtigst muligt bør vedtages nødvendige ændringer til gasdirektivet, og at der ikke bør skabes retsusikkerhed med hensyn til fuld anvendelse af EU-retten på eksisterende og planlagte forbindelser.

1.9.

Udvalget er af den opfattelse, at alle muligheder for undtagelse fra anvendelsen af de væsentligste bestemmelser i direktivet bør være strengt begrænsede og underlagt tidsbegrænsning (f.eks. højst ti år), kun tillades i særlige tilfælde efter en samlet vurdering fra Kommissionens side for at sikre, at fritagelser ikke er i strid med Unionens mål for energi og negativt påvirker konkurrencen og en effektiv funktion af EU's indre marked for gas eller gasforsyningssikkerheden i Unionen.

2.   Baggrund

2.1.

Gas er fortsat en af de vigtigste primære energikilder for EU, og et velfungerende indre gasmarked spiller i mange EU-medlemsstater en vigtig rolle både økonomisk og energisikkerhedsmæssigt. Det er også et faktum, at EU's afhængighed af import af alle former for energi er vokset støt i de seneste 25 år, fra 44 % i 1990 til 53 % i 2015. Det er nødvendigt at importere næsten 70 % af den naturgas, der anvendes i EU, hvoraf 90 % transporteres gennem rørledninger fra tredjelande. Den største leverandør er Rusland, der samlet tegner sig for ca. 40 %, skønt denne andel i visse lande i Østeuropa er betragteligt højere.

2.2.

I erkendelse af at denne afhængighed også kan medføre sårbarhed, har et af de vigtigste elementer i gasdirektivet været at forbedre den indbyrdes sammenkobling af gasforsyningsnettet mellem medlemsstaterne, forbedre oplagringskapaciteten og tilføje ny kapacitet til alternative forsyningsmuligheder såsom LNG. Det konstante mål for energiunionen er at styrke den indre modstandskraft, idet det erkendes, at en eliminering af den eksterne afhængighed er et langsigtet mål.

2.3.

Gasdirektivet fastsatte fælles regler for transmission, distribution, levering og oplagring af naturgas mellem medlemsstaterne, men omfatter ikke gasrørledninger, der forbinder medlemsstater med tredjelande. I kraft af en række foreslåede ændringer søger dette direktiv at udvide gasdirektivets principper til eksisterende og fremtidige rørledninger frem til EU's grænser. Nogle af disse rørledninger, f.eks. dem, der kommer fra Energifællesskabets område, er allerede omfattet af gasdirektivet, men der findes eksisterende gasrørledninger, der kommer ind i EU fra Norge, Algeriet, Libyen, Tunesien, Marokko og Rusland, som vil blive påvirket af dette forslag, ligesom forslaget — efter Brexit — også vil få betydning for rørledninger, der forbinder Storbritannien med EU's medlemsstater.

2.4.

EU-retten gælder naturligvis kun i EU's jurisdiktion og ikke i tredjelande, men disse ændringer vil sikre, at den gælder for enhver retlig eller kontraktmæssig aftale, der indgås mellem en medlemsstat og et tredjeland, fra det sted, hvor rørledningen løber ind i EU's jurisdiktion. Imidlertid kan individuelle medlemsstater, der indgår sådanne aftaler med tredjelandsleverandører, indrømme undtagelser for mange af gasdirektivets centrale principper, når det gælder eksisterende rørledninger. Nye rørledninger, som er planlagt eller under opførelse på det tidspunkt, hvor dette direktiv træder i kraft, vil være underlagt alle de krav, der gælder i det indre marked for naturgas. Såfremt de nationale myndigheder og Kommissionen anser en anmodning om undtagelse for berettiget, kan der imidlertid tilbydes en projektspecifik lovgivningsramme. I realiteten vil dette give Kommissionen en betydelig, hvis ikke afgørende, rolle med hensyn til lovgivnings- og markedsadgangsmæssige betingelser for enhver aftale om en ny rørledning. Disse beføjelser kan ses som en central overensstemmelsesmekanisme som led i udformningen af det generelle energiforsyningsmarked og opretholdelsen af en ligevægt mellem prisoverkommelighed, sikkerhed og bæredygtighed. Udvalget anerkender, at denne tilgang er konsistent i forhold til energiunionens styringsramme og overordnede målsætninger.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1.

Udvidelsen af gasdirektivets principper anses for vigtig, eftersom processen med at skabe et indre marked for naturgas i EU er nødt til at forholde sig til den realitet, at gastransmissionssystemer ligner et naturligt monopol. De enorme investeringer, der kræves for at etablere så massive infrastrukturvirksomheder, skaber en usædvanlig høj adgangsbarriere for andre markedsoperatører. Der er derfor brug for tiltag for at sikre en forpligtelse til at give tredjeparter adgang, en adskillelse af gasproduktions- og gasleveringsaktiviteter fra gastransmissionsaktiviteter gennem adskillelse af transmissionssystemoperatører, samt en forpligtelse for nationale regulerende myndigheder til at fastsætte eller godkende ikkediskriminerende og omkostningsbaserede takster for benyttelse af transmissionssystemerne.

3.2.

Forslaget omfatter en række ændringer af gasdirektivet, som falder ind under fire brede overskrifter:

fastlæggelse af et bredere anvendelsesområde: definitionen på »sammenkoblingslinje« udvides til rørledninger fra/til tredjelande

adskillelsesregler: alternative adskillelsesmodeller fremmes

høringskrav: EU's regulerende myndigheder skal høre relevante myndigheder i tredjelande om anvendelsen af gasdirektivet op til EU's grænser

undtagelser: en medlemsstat kan indrømme en undtagelse fra bestemmelserne i visse af gasdirektivets artikler for eksisterende gasrørledninger til og fra tredjelande.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

Det er vigtigt at bemærke, at skønt det vigtigste formål med forslaget er at forbedre det indre energimarkeds effektivitet på mellemlang og lang sigt, kan det hævdes, at disse ændringer i praksis på kort sigt risikerer at medføre en vis grad af retsusikkerhed. Dette hænger sammen med, at medlemsstaterne kan søge en række undtagelser fra visse krav i gasdirektivet for eksisterende rørledninger. Det skal imidlertid bemærkes, at denne usikkerhed med tiden vil blive fjernet, hvis kravene i gasdirektivet — herunder dette direktivs grundprincipper såsom ejerskabsmæssig adskillelse, tredjepartsadgang og tariffer baseret på alle anlægs- og driftsomkostninger — anvendes uforbeholdent og konsekvent.

4.2.

En række nye rørledningsprojekter er endvidere under udvikling — navnlig har Nord Stream 2-projektet affødt en betydelig modstand i nogle medlemsstater. Dette nye element af retsusikkerhed kan få konsekvenser for konstruktionsprogrammer og skabe forsinkelser. Der er også blevet argumenteret for, at ændringerne vil blokere den fri markedskonkurrence mellem nationale og regionale myndigheder med hensyn til at tiltrække udenlandske investeringer. Imidlertid har der som led i udviklingen af det indre marked været mange eksempler på, at national kontrol har veget pladsen af hensyn til EU-borgernes overordnede interesse i anerkendelse af de store fordele, som kan være resultatet af solidarisk handling.

4.3.

Højtryks- og langdistancerørledninger er en kompleks og omkostningstung infrastruktur, hvis omkostninger skal tjenes ind igen over mange år. Selv om der kan være et vist potentiale for at anvende sådanne aktiver til innovativ levering af kulstoffattig gas (bio/hydrogen), er der en betydelig risiko for, at man bliver låst fast i en omkostningstung infrastruktur for fossil brændsel, som gennem skabelse af øget afhængighed kan reducere EU's evne til at opfylde sine klimaforpligtelser.

4.4.

Det er tænkeligt, at nogle medlemsstater kan opfatte ændringerne som en delvis begrænsning af deres suverænitet. Dette skyldes, at det ikke vil være muligt for en medlemsstat at fravige EU-retten gennem en bilateralt forhandlet mellemstatslig aftale på det område, der er omfattet af gasdirektivet, et område, som ikke tidligere har været reguleret på EU-niveau. Udvalget er enig i, at det er logisk og hensigtsmæssigt at udfylde dette retlige tomrum.

4.5.

Det bekymrer i betragtning af ovenstående punkter udvalget, at Kommissionen ikke anså det for nødvendigt at udarbejde en konsekvensanalyse. Det er indlysende, at der på dette politisk følsomme område, hvor økonomiske faktorer kommer i spil, skal fremskaffes evidens til at understøtte argumenterne for de foreslåede ændringer. Det skal bemærkes, at en del af denne evidens er indeholdt i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene og i de grundige analyser, Kommissionen har foretaget, som f.eks. konsekvensanalysen af gasdirektivet.

4.6.

Der er endvidere behov for større klarhed over, hvordan det kommer det indre marked til gavn. Flere medlemsstater har endnu ikke implementeret den tredje energipakke, men det er ikke tydeligt, hvordan disse ændringer vil påvirke implementeringen.

4.7.

Det står imidlertid også klart, at forslaget søger at skabe mulighed for en betydelig intervention, hvor det er nødvendigt, og på det aftalte EU-politikniveau, hvilket kan hindre skabelsen af yderligere afhængighed af russisk gas og derved fremme forsyningsdiversiteten. Udvalget mener, at dette er en målsætning, der vil fremme EU's interesser.

5.   Specifikke bemærkninger

5.1.

Dette forslag er en del af et program til styrkelse af kohærens, solidaritet, sikkerhed, konkurrenceevne og markedsregulering for EU's energipolitik — som repræsenteret af energiunionen. I denne sammenhæng er der en målsætning på mellemlang sigt om at reducere afhængigheden af en dominerende gasleverandør gennem øget anvendelse af EØS-områdets egne gaskilder og LNG-terminaler, forbedret energieffektivitet og øget anvendelse af vedvarende energi. På kort sigt er der en beskeden mulighed for at substituere naturgas inden for visse områder af elproduktionen, f.eks. på visse kraftvarmeværker. Dette er navnlig tilfældet for fjernvarmesystemer. Hurtigt kontrollerbare gasfyrede kraftværker og kraftvarmeværker anvendes også til at afbøde de naturlige udsving i vedvarende energi og yder dermed et vigtigt bidrag til forsyningssikkerheden i både elektricitets- og fjernvarmesektoren. Der er ringe muligheder for substituering af naturgas inden for bolig- og erhvervsbyggeri, da det er urealistisk for sektoren at opretholde alternativt udstyr/infrastruktur.

5.2.

Det bør tillige bemærkes, at medlemsstaternes regeringer gentagne gange har påpeget, at »sammenkobling« (integration med nabolande, etablering af fælles markeder for naturgas, udvikling af regional naturgasinfrastruktur som f.eks. »Baltic Connector« osv.) vil tilvejebringe betingelserne for fair konkurrence mellem gasleverandører, et højere serviceniveau og flere valgmuligheder for alle forbrugere af naturgas. På de markeder, hvor naturgasforbruget falder fra år til år, er kun få leverandører interesserede i at forsyne de private forbrugere.

5.3.

Som led i den igangværende debat om naturgasforsyninger til EU fortolkes udtrykket »energisikkerhed« på to forskellige måder. På den ene side argumenteres der for, at man ved en betragtelig forøgelse af kapaciteten af de rørledninger, der fører gassen til Europa, vil styrke energimodstandskraften, i og med at man baner vej for, at supplerende naturgasforsyninger kan kompensere for mangelsituationer forårsaget af det vedvarende fald i produktionen af alle former for fossil brændsel i Europa (kul, olie og gas). Det kan tillige spille en rolle i forbindelse med mangelsituationer som følge af fluktuationer i leverancen af elektricitet fra vedvarende energikilder og en vigtig rolle for energiomstillingen. Naturgas, som har det mindste CO2-aftryk af de fossile brændsler, er tydeligvis førstevalget, når vedvarende energi eller kerneenergi enten ikke anses for hensigtsmæssig eller ikke er tilgængelig.

5.4.

På den anden side argumenteres der for, at Europas sårbarhed risikerer at blive forstærket, hvis en forøget kapacitet med hensyn til naturgas fremmer afhængigheden af et land (Rusland), hvis interesser kan afvige betydeligt fra EU's, og som kan anvende gasforsyningen som en økonomisk og udenrigspolitisk forhandlingsbrik. Medlemsstaternes økonomiske og politiske interesser er til en vis grad i konflikt på dette punkt, og det er vanskeligt at se, hvordan disse to fortolkninger kan harmoniseres på kort til mellemlang sigt.

5.5.

Alt i alt har udvalgets synspunkt, som det er blevet udtrykt i mange udtalelser i de seneste år og navnlig i udtalelserne vedrørende energiunionens oprettelse og virkemåde, været, at kun gennem en effektiv og aftalt styringsmekanisme kan EU's fastlagte klima- og energisikkerhedsmålsætninger blive indfriet. Dette omfatter en mindskelse af risikoen for at blive alt for afhængig af én energileverandør.

5.6.

Hensigten med dette direktiv er at håndtere en lovgivningsmæssig gråzone og at sikre, at det indre markeds regler og principper anvendes, samt at et ureguleret område kommer ind under EU-retten med stærkere involvering af Kommissionen i undersøgelsen af spørgsmål af fælles interesse.

5.7.

Ændringerne til gasdirektivet har til formål at sikre, at de grundlæggende principper i EU's energilovgivning såsom tredjepartsadgang, tarifregulering, ejerskabsmæssig adskillelse og gennemsigtighed vil gælde EU's gasforbindelser med tredjelande inden for EU's jurisdiktion. I denne forbindelse mener udvalget, at der hurtigst muligt bør vedtages nødvendige ændringer til gasdirektivet, og at der ikke bør skabes retsusikkerhed med hensyn til fuld anvendelse af EU-retten på eksisterende og planlagte forbindelser.

5.8.

Udvalget er af den opfattelse, at mulighederne for undtagelse fra anvendelsen af de væsentligste bestemmelser i direktivet bør være strengt begrænsede og underlagt tidsbegrænsning (f.eks. højst ti år) og kun tillades i særlige tilfælde efter en samlet vurdering fra Kommissionens side for at sikre, at eventuelle fritagelser ikke er i strid med Unionens mål for energi eller negativt påvirker konkurrencen og en effektiv funktion af EU's indre marked for gas eller gasforsyningssikkerheden i Unionen.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94.

(2)  EUT C 487 af 28.12.2016, s. 70; EUT C 487 af 28.12.2016, s. 81; EUT C 246 af 28.7.2017, s. 34.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/69


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mod den bredest mulige anvendelse af alternative brændstoffer — En handlingsplan om infrastruktur for alternative brændstoffer i henhold til artikel 10, stk. 6, i direktiv 2014/94/EU, herunder en vurdering af de nationale politikrammer, jf. artikel 10, stk. 2, i direktiv 2014/94/EU

(COM(2017) 652 final)

(2018/C 262/12)

Ordfører:

Séamus BOLAND

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 18.1.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

170/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Denne udtalelse omhandler hovedsageligt etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer i EU i lyset af Unionens forpligtelser i henhold til Parisaftalen. Den udgør derfor et supplement til de mange tidligere udtalelser om transport, som EØSU har vedtaget. Udvalget anbefaler på det kraftigste, at EU og alle berørte parter prioriterer gennemførelsen af handlingsplanen om infrastruktur for alternative brændstoffer.

1.2.

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativer til dekarbonisering af transportsektoren, navnlig beslutningen om, at etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer skal fremskyndes, så drivhusgasemissioner og luftforurenende emissioner kan bringes ned på nul inden 2050.

1.3.

EØSU er imidlertid bekymret over, at de erklærede mål og målsætninger i de nationale politikrammer, der blev aftalt med de enkelte medlemsstater som instrumenter til at opnå dekarbonisering, på nuværende tidspunkt langt fra er opfyldt. Derfor vil handlingsplanen om infrastruktur for alternative brændstoffer sandsynligvis slå fejl. Udvalget anbefaler på det kraftigste, at Kommissionen og medlemsstaterne betragter dette som en hastesag.

1.4.

EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen hurtigst muligt reviderer de nationale politikrammer for at sikre, at de angivne mål opfyldes.

1.5.

EØSU anbefaler, at alle hindringer, herunder tab af skatteindtægter fra fossile brændstoffer, kortlægges og fjernes af samtlige medlemsstater.

1.6.

EØSU noterer sig EU's betydelige finansielle forpligtelse med hensyn til etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer. Udvalget er imidlertid bekymret over, at overslagene over den nødvendige finansiering er for lave, og at man er bagud med mobiliseringen af finansiering fra den private sektor. EØSU anbefaler en hurtig revision af den finansiering, der forventes at blive rejst, og om nødvendigt passende foranstaltninger til at rette op på en situation, hvor de uomgængelige finansielle mål ikke nås.

1.7.

EØSU noterer sig skibsfarts- og luftfartsindustriens forpligtelser til at opfylde de dekarboniseringsmål, som alle berørte parter har godkendt. Udvalget anbefaler imidlertid, at den nødvendige dialog mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de to industrier intensiveres på kort sigt.

1.8.

EØSU er særdeles foruroliget over det lave niveau af forbrugerinddragelse og samspil med de relevante berørte parter. Udvalget anbefaler derfor på det kraftigste, at forbrugerne får en langt mere fremtrædende rolle i alle aspekter af indførelsen af alternative brændstoffer.

1.9.

EØSU anbefaler, at man identificerer og udforsker nye sjældne jordkilder. Det anbefaler endvidere, at Kommissionen i partnerskab med medlemsstaterne holder oplysningerne om de nyeste transportteknologier ajour.

1.10.

EØSU glæder sig over prioriteringen af foranstaltninger i byområder, men det er nødvendigt at udvikle programmer, der også egner sig til transport i landområder. Derfor anbefaler udvalget, at sådanne programmer omfatter etablering af infrastruktur baseret på anvendelse af biobrændstoffer, der hovedsageligt udvindes af landbrugsaffald og affald fra andre kilder, og at der anvendes teknologi, der støtter rådnetanke. Sådanne programmer kunne omfatte oprettelse af infrastruktur baseret på anvendelse af avancerede biobrændstoffer fra landbruget, skovbruget og andre affaldskilder.

2.   Indledning

2.1.

Denne udtalelse fokuserer på handlingsplanen, som finder anvendelse i forbindelse med etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer i EU. EØSU har allerede vedtaget udtalelser om den bredere mobilitetspakke og andre transportaspekter. Derfor omhandler denne udtalelse ikke transport i bredere forstand i forbindelse med klimaforandringer. Man må ikke undervurdere betydningen af at etablere en infrastruktur, som letter overgangen fra konventionelle til bæredygtige brændstoffer i tråd med Kommissionens strategi for gennemførelse af Parisaftalen.

2.2.

I november 2017 tog Kommissionen afgørende skridt mod opfyldelsen af EU's forpligtelser i henhold til Parisaftalen, som fastsatte et bindende mål for reduktion af EU's egne CO2-udledninger på mindst 40 % inden 2030. »Pakken om ren mobilitet« omfattede en handlingsplan og investeringsløsninger for den transeuropæiske udbredelse af infrastruktur for alternative brændstoffer. Målet er at fremme nationale politikrammer ved at støtte investeringer i transportnettet (det transeuropæiske transportnet eller »TEN-T«) i byområder. Dette vil sikre, at trafikanterne har adgang til infrastruktur for alternative brændstoffer.

2.3.

Handlingsplanen pålægger desuden medlemsstaterne at medtage mål om en reduktion af emissioner fra henholdsvis skibs- og luftfart.

2.4.

EØSU har — i mindst 15 nyere udtalelser om transport for så vidt angår dekarbonisering, COP21 og mange andre emner i relation til miljømæssig bæredygtighed — konsekvent støttet en forbedring af den offentlige adgang til infrastruktur for alternative brændstoffer.

2.5.

Som led i EU's erklærede ambition om at blive verdensførende inden for dekarbonisering har Kommissionen fremsat forslag til, hvordan en hurtig overgang fra brændstoffer med høje emissioner i transportsektoren til brændstoffer med lave eller ingen emissioner kan opnås inden 2025.

2.6.

Handlingsplanen om infrastruktur for alternative brændstoffer er en pakke af forslag, der er udformet til fuldstændigt og uden hindringer at reducere emissionerne i transportsektoren under overholdelse af en tidsplan, som er centreret omkring årene 2020, 2025 og 2030.

2.7.

EU har for nylig anslået, at hele 95 % af alle køretøjer og fartøjer anvender konventionelle brændstoffer. Dette gør sig gældende, selv om der er adgang til en række EU-finansierede instrumenter (for fossile brændstoffer og biobrændstoffer), som ikke er omfattet af handlingsplanen.

2.8.

Takket være EU-finansiering er der imidlertid sket visse fremskridt med hensyn til etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer. Det europæiske observatorium for alternative brændstoffer har registreret 118 000 offentligt tilgængelige ladestandere til elektriske køretøjer. 3 458 tankstationer til køretøjer og fartøjer anvender komprimeret naturgas, og i slutningen af september 2017 var der 82 tankstationer til køretøjer, som anvender brint. Imidlertid stiller kun to medlemsstater mere end 100 ladestandere til elektriske køretøjer til rådighed pr. 100 000 indbyggere i byerne.

2.9.

Alle medlemsstater skulle aflægge rapport om fremskridtene inden udgangen af 2017. To undlod at gøre dette (Malta og Rumænien). Det viser sig, at et stort flertal af de resterende medlemsstater sakker bagud i forhold til at nå deres mål, og at de på baggrund af de aktuelle forventninger overhovedet ikke vil kunne opfylde dem.

3.   Nationale politikrammer

3.1.

I henhold til direktiv 2014/94/EU har medlemsstaterne oprettet nationale politikrammer med henblik på at etablere minimumsinfrastruktur inden 2020, 2025 og 2030, alt efter hvilken type brændstof der er tale om. De enkelte nationale politikrammer fastlægger mål og målsætninger, og medlemsstaterne blev pålagt at aflægge rapport til Kommissionen inden 2017.

3.2.

Direktivet fokuserede på brændstoffer, hvor manglende markedskoordinering kan få alvorlige følger, f.eks. elektricitet, brint og naturgas (LNG og CNG). Biobrændstoffer anses også for at udgøre et vigtigt alternativ og forventes at tegne sig for størstedelen af de alternative brændstoffer på markedet på kort til mellemlang sigt. De vigtigste elementer for opbygningen af infrastruktur, der kan beskytte brugen af biobrændstoffer, eksisterer allerede.

3.3.

De nationale politikrammer er udformet til at skabe minimumsinfrastruktur for alternative brændstoffer i de enkelte medlemsstater inden 2020, 2025 og 2030. De vigtigste elementer i denne infrastruktur er elektricitet, komprimeret naturgas (CNG), flydende naturgas (LNG) og brint.

Ifølge overslag i direktiv 2014/94/EU over medlemsstaternes behov for infrastrukturinvesteringer gælder følgende tal:

Elektricitet: op til 904 mio. EUR frem til 2020. (De nationale politikrammer kræver kun mål for 2020).

CNG: op til 357 mio. EUR inden 2020 og op til 600 mio. EUR inden 2025 for køretøjer, som anvender CNG (Baseret på de samlede omkostninger for de 937 (inden 2020) og 1 575 (inden 2025) nye CNG-tankstationer, der planlægges anlagt ifølge de nationale politikrammer).

LNG: op til 257 mio. EUR inden 2025 for køretøjer, som anvender LNG. Hvad angår LNG til vandvejstransport, er der tale om op til 945 mio. EUR inden 2025 i TEN-T's hovednetkorridorer og op til 1 mia. EUR inden 2030 til indlandshavne i TEN-T's hovednetkorridorer.

Brint: op til 707 mio. EUR inden 2025 (se COM(2017) 652 final).

3.4.

Det blev vurderet, at blot otte ud af 25 medlemsstater havde opfyldt deres mål til fulde, og to medlemsstater havde ikke fremlagt deres rapporter i november 2017. Kommissionen forholder sig i sin vurdering meget kritisk til de fremskridt, der er gjort, og især til ambitionsniveauet, som er kommet til udtryk ved en række modstridende politikker i forskellige lande, der forhindrer landene i at overholde deres forpligtelser med hensyn til opfyldelse af egne målsætninger om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer.

3.4.1.

EØSU bemærker, at nogle af disse lande har gjort en større indsats, siden tallene blev offentliggjort.

3.5.

Kommissionens generelle konklusion er, at der i de nationale politikrammer i høj grad mangler dokumentation for reelle fremskridt mod en meningsfuld udbygning af infrastruktur for alternative brændstoffer.

3.6.

På baggrund af den skarpe kritik i vurderingen og den opmærksomhed, som arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene retter mod de nationale politikrammers begrænsede effekt, kan det konkluderes, at målene langt fra vil blive opfyldt, og at der som et minimum er behov for en hurtig revision.

4.   Baggrund og resumé af Kommissionens meddelelse

4.1.

Handlingsplanen har til formål at støtte de nationale politikrammer, så der skabes en »EU-omspændende interoperabel basisinfrastruktur inden 2025«. Formålet er at skabe hovedtransportkorridorer, der kan bruges over lange afstande og på tværs af grænser, såfremt der indgås en aftale mellem alle berørte parter.

4.2.

EU ønsker at fremskynde udbygningen på to områder. Først og fremmest i TEN-T's hovednet og samlede net. Dernæst prioriteres målet om i højere grad at opfylde behovene for infrastruktur i by- og forstadsområder.

4.3.

Hensigten med foranstaltningerne er at gavne forbrugere, erhvervsliv og offentlige myndigheder på det grundlag, at de offentlige myndigheder og erhvervslivet deler ansvaret. Der bør være et bæredygtigt niveau af tilgængelige køretøjer og fartøjer for at sikre kontinuitet i udbud og efterspørgsel.

4.4.

Elektricitet som infrastruktur for alternative brændstoffer er blevet den vigtigste prioritet i hele EU. Der er imidlertid kun gjort få fremskridt mod en udbygning af den nødvendige infrastruktur for elektriske køretøjer inden 2020. Det anslås, at sådanne køretøjer i 2020 vil udgøre 0,1-9,2 % af vognparken i de forskellige medlemsstater (SWD(2017) 365 final).

4.5.

I meddelelsen gøres det klart, at der er behov for en integreret tilgang i form af en fælles EU-omspændende politisk ramme for køretøjer, elektricitetsnet, økonomiske incitamenter og digitale tjenester. Ellers vil omstillingen til mobilitet med lave eller ingen emissioner være ulige og skabe en tilgang med flere hastigheder blandt medlemsstaterne.

4.6.

Planen fremhæver behovet for at tilføre betydelige offentlige og private investeringer. Den slår til lyd for, at støtte, der ikke skal tilbagebetales, blandes med lånefinansiering for at nå det høje finansieringsniveau, der kræves.

4.7.

Kommissionen har etableret to separate fora — forummet for bæredygtig transport (Sustainable Transport Forum) og European Sustainable Shipping Forum — med lignende funktioner, som sigter på medlemsstaternes, civilsamfundets og andre relevante berørte parters deltagelse.

5.   Udfordringer i forbindelse med etablering af alternativ infrastruktur

5.1.

EØSU påpeger forskellige udfordringer i forbindelse med etableringen af infrastruktur for alternative brændstoffer og beklager, at alle berørte parter udviser manglende handlekraft med hensyn til at håndtere udfordringerne.

5.2.

I hele EU er der alvorlig mangel på den nødvendige infrastruktur til opladning og optankning af køretøjer og fartøjer. EØSU mener, at en af de væsentligste medvirkende årsager til dette er en utilstrækkelig udvikling af intelligente net, hvilket skaber en situation, hvor forbrugerne ikke er i stand til at tage del i omstillingen.

5.3.

I betragtning af de langsomme fremskridt, der gøres af alle parter med hensyn til at gennemføre foranstaltninger, konkluderer EØSU, at der er varierende tilslutning til infrastruktur for alternative brændstoffer blandt medlemsstaterne, som det fremgår af Kommissionens evalueringer. Udvalget mener, at dette er en alvorlig hindring for opfyldelsen af EU's mål for bæredygtig udvikling. Der er imidlertid gjort betydelige fremskridt i EU, navnlig i visse medlemsstater, med hensyn til udvikling af biobrændstoffer (som ikke er dækket af direktivet fra 2014).

5.4.

På grund af de stigende omkostninger ved udvinding af de nødvendige nye råstoffer er der stadig en vis usikkerhed om teknologien i forbindelse med infrastruktur for alternative brændstoffer, bl.a. om fremstillingen af batterier, som er nødvendige for produktionen af elbiler. Brugen af nyttiggjorte sekundære råstoffer bør i overensstemmelse med principperne for den cirkulære økonomi derfor fremmes. Desuden ved forbrugerne ikke nok om sikkerheden ved komprimeret gas samt om anvendelsen og tilgængeligheden af brint. Dette bør tages op.

5.5.

Forbrugernes usikkerhed med hensyn til teknologi og manglende umiddelbare oplysninger om prissammenligninger har haft en betydelig indflydelse på forbrugernes opbakning. (EU-undersøgelse om gennemførelsen af artikel 7, stk. 3, i »direktiv om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer«, januar 2017.) Forbrugerne oplever også reelle begrænsninger i forbindelse med lange rejser, navnlig i landområder. Dette er en væsentlig hindring for succes.

5.6.

De høje omkostninger ved en omstilling i landområderne er en væsentlig afskrækkende faktor for udbygningen af infrastruktur for alternative brændstoffer. Det er ligeledes et presserende problem, at de berørte parter ikke tilskynder proaktivt til etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer, som passer til de forskellige behov, der findes i forbindelse med landbrug og kørsel over lange afstande i landområder med spredt bebyggelse.

5.7.

Ønsket om at blande offentlige og private finansieringsmekanismer kan kun realiseres, hvis de offentlige og private investorers forskelligartede behov opfyldes. Det kan forsinke udviklingen at forene disse behov, særligt hvis de offentlige og private kilder har forskellige forventninger.

5.8.

Handlingsplanens hovedformål er omstilling i de største befolkningscentre. En af grundene hertil er, at ladestandernes teknologi stadig er behæftet med begrænsninger, og da rejser i landområder ofte foregår over længere strækninger, bør der være en større tilgængelighed af standere. EØSU mener desuden, at der bør rettes betydeligt mere opmærksomhed mod etablering af den nødvendige infrastruktur i landområder.

5.9.

Handlingsplanen kræver stort engagement fra alle medlemsstater, så det kan garanteres, at deres respektive nationale politikrammer gennemføres rettidigt og effektivt.

5.10.

For at sikre dette har Kommissionen oprettet et forum for bæredygtig transport, som samler repræsentanter fra medlemsstaterne, transportsektoren og civilsamfundet og har til formål at nå frem til en effektiv gennemførelse af politikker rettet mod infrastruktur for alternative brændstoffer.

6.   EØSU's bemærkninger

6.1.

EØSU er bekymret over, at der med hensyn til ambitionsniveauet tydeligvis ikke udvises reelle fremskridt mod en meningsfuld udbygning af infrastruktur for alternative brændstoffer. Frygten for, at ingen af målene bliver opfyldt, vidner om, at der er et presserende behov for at revidere denne strategi og fremsætte anbefalinger til en vellykket model. Det skal imidlertid bemærkes, at der er divergerende synspunkter om forskellige brændstoffer i de forskellige medlemsstater og på de forskellige markeder. For eksempel betragtes LNG og CNG ikke som en hensigtsmæssig løsning for ny infrastruktur i de nordiske lande, hvor man til gengæld har opnået stor succes med og har fremmet biobrændstoffer. I andre dele af EU foretrækkes der helt andre brændstoffer.

6.2.

Der bør også tages højde for teknisk modenhed. Brint er for eksempel stadig i de tidlige testfaser på de fleste markeder. Det samme gælder for elektrisk batteridreven fremdrift for tunge køretøjer over længere afstande som TEN-T-korridorerne. Opladning af batterier til sådanne køretøjer er sandsynligvis mindre rentabel på mellemlang sigt. I flere medlemsstater gøres der imidlertid også forsøg med elektrisk fremdrift for tunge lastbiler gennem luftledninger eller skinner i kørebanens overflade (elmotorveje osv.). Denne infrastruktur er slet ikke nævnt i handlingsplanen, men må i dag betragtes som værende mere teknologisk udviklet end brintbrændstoffer.

6.3.

Det anslåede investeringsbehov for offentligt tilgængelig infrastruktur for alternative brændstoffer inden 2020 er 5,2-6 mia. EUR. Dette tal forventes at nå op på mindst 22 mia. EUR inden 2025. På trods af disse skøn er der ikke meget, der tyder på, at dette vil være tilstrækkeligt til at sikre opfyldelsen af de nødvendige mål.

6.4.

Det er muligt, at disse skøn er for konservative og må revideres for at tage højde for den teknologiske udvikling. Derfor bifalder EØSU Kommissionens ønske om at arbejde tættere sammen med bilindustrien om at udforme forskellige finansielle instrumenter, der kan opmuntre til private investeringer.

6.5.

EØSU bemærker imidlertid, at man med sådanne instrumenter er nødt til at sikre, at udbygningen af infrastruktur vil være til stor gavn for offentligheden med hensyn til adgang og overkommelige priser. Adgangen i landområder og isolerede områder vækker særlig bekymring.

6.6.

EØSU bemærker, at beskatning af brændstoffer i øjeblikket er en vigtig kilde til nationalindkomsten i alle EU's medlemsstater. En reduktion af indtægter på grund af opfyldelsen af miljømæssige mål ville klart være en udfordring for de enkelte medlemsstaters skattepolitikker. Det bør imidlertid bemærkes, at Kommissionens forslag i mobilitetspakken om vejafgifter (eurovignet, se TEN/640) indeholder en række nye muligheder for at internalisere eksterne omkostninger ved hjælp af infrastrukturafgifter.

6.7.

EØSU bemærker, at skibsfartssektoren anses for at være vanskelig at regulere, hovedsageligt på grund af den internationale kontekst, inden for hvilken regler og lovgivning bliver til. Der bør indledes et mere proaktivt samarbejde inden for skibsfart vedrørende infrastruktur for alternative brændstoffer, og det står klart, at der på lokalt plan er potentiale til at levere alternative brændstoffer (f.eks. methanol og LNG), navnlig til nærskibsfart og færger. Elektrisk infrastruktur til aktiviteter ved kajen osv. bør også nævnes i denne forbindelse.

6.8.

Selvom lufttransport i mindre grad er forbundet med handlingsplanen, bør det nævnes, at den forventes at stige eksponentielt frem til 2050. Opfyldelse af dekarboniseringsmålene kræver stor udbredelse af alternative brændstoffer med et højt potentiale for nedbringelse af drivhusgasemissioner. Anvendelsen af biobrændstoffer inden for dette område bør overvejes, og de nødvendige investeringer bør finde sted på baggrund af en meningsfuld dialog med alle relevante berørte parter og Kommissionen.

6.9.

Der er behov for at strømline de offentlige og private investeringer i infrastruktur for alternative brændstoffer. EØSU bifalder derfor Kommissionens forslag om at styrke koordineringen af EU's finansieringsinstrumenter og tilstræbe synergier, således at tiltag på nationalt og lokalt plan kan øge EU-støttens virkning.

6.10.

Forbrugeroplysning er altafgørende for en vellykket udbygning og ibrugtagning af infrastruktur. Dette omfatter oplysninger om prissammenligninger, sundhedsmæssige og miljømæssige fordele samt specifikke tiltag, der hjælper familier med lavere indtægtsniveauer.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Fremme af lavemissionsmobilitet. En Europæisk Union, der beskytter planeten, styrker forbrugernes rettigheder og forsvarer industrien og arbejdstagerne«

(COM(2017) 675 final)

(2018/C 262/13)

Ordfører:

Ulrich SAMM

Høring

Kommissionen, 18.1.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen:

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen:

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

201/0/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Denne meddelelse om vejtransport fokuserer på en industri, der er førende i verden inden for fremstilling og levering af tjenesteydelser. Denne stærke position skal bevares og anvendes til at fremskynde, omdanne og konsolidere den europæiske økonomis overgang til renere energi, med det vigtige mål også at blive førende inden for nye teknologier på verdensmarkedet.

1.2.

EØSU glæder sig over den generelt teknologineutrale tilgang, der er åben for nye udviklinger. EØSU ønsker imidlertid at gøre opmærksom på, at initiativerne ikke følger denne tilgang fuldt ud. Det er langt fra sikkert, at vores fremtidige mobilitet vil være helt eldreven, og andre fremdriftsteknologier som for eksempel brint eller fuldstændig fossilfri flydende brændstoffer såsom HVO100 giver også store muligheder for ren mobilitet. EØSU beklager, at dette ikke er tilstrækkeligt anerkendt.

1.3.

EØSU glæder sig over initiativerne, der skal genoprette forbrugernes tillid til bilindustrien og til kontrolsystemerne ved hjælp af realistiske emissionsstandarder og nye prøvningsprocedurer. I denne forbindelse er omhu og ansvarlighed fra branchens egen side afgørende.

1.4.

EØSU bemærker, at der på nuværende tidspunkt kommer ca. 14 millioner nye biler på vejene hvert år for at erstatte blot ca. 5 % af den samlede bilpark på 253 mio. biler i EU. Med denne udskiftning vil emissionerne falde, men det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, og EØSU ville glæde sig over ethvert initiativ, der kunne få udskiftningen af den eksisterende bilpark i Europa til at gå hurtigere, da det ville bidrage til hurtigere nedbringelse af emissionerne. Kommissionen bør dog være opmærksom på, at tilbagetrækningen af biler fra visse europæiske markeder ikke må gå ud over andre markeder, hvor disse biler fortsat vil kunne anvendes (se punkt 4.7).

1.5.

Vi må være klar over, at etableringen af en betydelig andel af lavemissionskøretøjer kræver en overgangsperiode, hvis længde afhænger af udviklingen i bilindustrien, hvor hurtigt kunderne accepterer den nye teknologi, de dermed forbundne omkostninger, samt andre faktorer, f.eks. opladningsinfrastruktur. EØSU påpeger, at overgangsperioder ikke er nogen undskyldning for at tillade dieselbiler at overskride emissionsgrænserne, og at man hurtigt bør få løst problemet vedrørende muligheden for at eftermontere et SCR-system i dieselbiler og de dermed forbundne forpligtelser til dækning af omkostningerne.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen til at foretage en bedre og klarere sondring mellem klimabeskyttelse og forbedret lokal luftkvalitet. Dette er vigtigt, hvis man vil overtale folk til at foretage offentlige og private investeringer. Visse former for brændstof kan måske bidrage til at forbedre luftkvaliteten i byerne, men er skadelige for miljøet — eksempelvis når elektriciteten eller brint til elektriske køretøjer kommer fra kulfyrede kraftværker. Samtidig kan lavemissionskøretøjer, der kører på naturgas (dette betyder overvejende methan fra en hvilken som helst kilde, dvs. fra underjordiske kilder, fra organisk materiale eller syntetiske kemiske processer eller en blanding af disse) fra biomethan, og som er miljøvenlige, alligevel bidrage til lokal luftforurening.

1.7.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til mere konsekvent at lette forbrugernes adgang til økonomisk overkommelige, nye og renere mobilitetsformer og at sørge for, at fordelene ved disse nye mobilitetstjenester er tilgængelige for alle og ligeligt fordelt i hele EU. Nogle af de foreslåede finansieringsinstrumenter kan måske bidrage til at løse dette problem, men udvalget mener ikke, at de er tilstrækkelige.

1.8.

EØSU glæder sig over den vigtige rolle, Kommissionen spiller for etableringen af en paneuropæisk alliance af industrier med henblik på at etablere en komplet værdikæde for udvikling og fremstilling af avancerede batterier i EU. En større andel af produktionen i værdikæden i EU er altafgørende for vore arbejdspladser, og garantien for, at batterierne er »rene«, kan bedst opnås under EU-miljøstandarder og -regler som for eksempel i en cirkulær økonomisk tilgang.

2.   Indledning

2.1.

EU forpligter sig til et dekarboniseret energisystem som beskrevet i »pakken om ren energi«, som sigter mod at fremskynde, omdanne og konsolidere den europæiske økonomis overgang til renere energi i henhold til COP21-forpligtelserne, samtidig med at den holder fast ved vigtige mål om økonomisk vækst og jobskabelse.

2.2.

EU har allerede gjort meget indtil nu. Drivhusgasemissionerne blev i perioden 1990-2016 nedbragt med 23 %, mens økonomien voksede med 53 % i samme periode. Denne succes er opnået i mange sektorer bortset fra transport — en sektor, som bidrager med 24 % af Europas drivhusgasemissioner (tal fra 2015), og som endda har oplevet en vækst i emissionerne, samtidig med at det økonomiske opsving i Europa er fortsat. Den europæiske strategi for lavemissionsmobilitet (1) vil tackle dette problem.

2.3.

EØSU bemærker, at EU allerede har gjort betragtelige forbedringer i retningen af ren mobilitet: i 2009 blev de gennemsnitlige værdier for CO2-emissioner for nye biler og lette erhvervskøretøjer sat til 130 g CO2/km for 2015 og 95 g CO2/km for 2020, hvilket er afgørende for at kunne nå EU's klimamål. Siden den europæiske standard blev indført i 1992 har lovgiverne sænket grænsen for kvælstofoxider for personbiler fra Euro 1 til Euro 6 med 97 % og for partikler med 98 %, hvilket udgør en betragtelig forbedring for lokal luftforurening i byerne.

2.4.

Alligevel er disse målinger for vejtransport ikke tilstrækkelige for så vidt angår COP21-forpligtelserne og de mest tvingende behov for ren luft i byerne. Selv om de gennemsnitlige emissioner pr. bil og km falder, er det ikke tilfældet for den samlede emission fra vejtransport, da den samlede trafik er steget, og bilparken i EU ikke udskiftes hurtigt nok.

2.5.

Kommissionen har derfor svaret igen med initiativet »Et mobilt Europa«, som omfatter en række juridiske initiativer, der leveres i tre pakker. Den første pakke, der blev fremlagt i 2017, afspejlede Europas ambition om, inden 2025, at gøre hurtige fremskridt i retning af at indføre et rent, konkurrencedygtigt og sammenbundet mobilitetssystem, der omfatter alle transportformer og dækker hele EU. Pakken blev positivt modtaget af EØSU (2) (3) som en nøgle til et velfungerende fælles europæisk transportområde med en passende lovgivningsmæssig ramme.

2.6.

Meddelelsen (4) om den anden pakke»Europa på vej«-strategien, som behandles i denne udtalelse, fokuserer mere på værktøjerne til at nedbringe emissionerne fra vejtransport såsom direktivet om renere køretøjer (5), nye CO2 standarder for køretøjer (6), en handlingsplan for transeuropæisk udbredelse af en infrastruktur for alternative brændstoffer (7), revisionen af direktivet om kombineret godstransport (8), forordningen om personbefordring (9) og et initiativ vedrørende batterier. De specifikke forslag behandles mere detaljeret i andre af EØSU's udtalelser. Den tredje pakke, som i højere grad vil fokusere på sikkerhedsspørgsmål, vil være klar i løbet af første halvdel af 2018.

3.   Resumé af Kommissionens meddelelse

3.1.

Den anden pakke indeholder adskillige juridiske initiativer til at fastlægge klare, realistiske regler, der kan håndhæves for at hjælpe med til at sikre fair konkurrencevilkår mellem industriens aktører med aktiviteter i hele Europa. Forbrugere vil blive opfordret til at gå over til renere køretøjer og andre rene mobilitetsmuligheder gennem styrket infrastruktur for alternative brændstoffer og ved at tilbyde interoperable tjenester på tværs af grænserne.

3.2.

Der foreslås en ny CO2-forordning for personbiler og lette erhvervskøretøjer efter 2020. Dette indebærer, at producenter af personbiler og lette erhvervskøretøjer skal nedbringe deres CO2-udledning fra den nye bilpark i EU med 15 % inden 2025 og med 30 % inden 2030. Disse relative reduktionsmål vil blive udskiftet med absolutte CO2-emissionsværdier, så snart der foreligger data fra den nye verdensomspændende testprocedure for lette køretøjer (WLTP) (forventes ikke før 2020).

3.3.

Indførelsen af WLTP som et solidt og mere realistisk testsystem for typegodkendelse af biler vil være afgørende for at overvinde den alvorlige krise i forbrugernes tillid og for at genoprette tilliden. Der vil også blive indført prøvninger for emissioner ved faktisk kørsel (RDE), der vil foregå på vejen og ikke en prøvebænk.

3.4.

Der foreslås en handlingsplan, der skal fremme investeringer i infrastruktur for alternative brændstoffer og udvikle et net af hurtige og interoperable genopladnings- og tankstationer i hele EU. Flere finansieringsinstrumenter er involverede, f.eks. faciliteten for ren transport, Connecting Europe-faciliteten, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

3.5.

Direktivet om kombineret godstransport revideres for at fremme kombineret anvendelse af forskellige godstransportformer (f.eks. lastbiler og tog).

3.6.

Direktivet om personbefordring med bus skal fremme udviklingen af nationale busforbindelser og busforbindelser over lange afstande i Europa, give alle borgere flere valgmuligheder med hensyn til transport og tilbyde alternativer til brugen af personbiler.

3.7.

Direktivet om renere køretøjer skal fremme metoder til ren mobilitet i forbindelse med offentlige udbud som en stimulering af efterspørgslen inden for bilindustrien.

3.8.

Et batteri-initiativ vil hjælpe en alliance af europæiske industrier med at blive mere uafhængig samt øge andelen i værdikæden af elektriske køretøjer. Kommissionen vil tillige afsætte 200 mio. EUR direkte til forskning og innovation i batterier under Horisont 2020 (arbejdsprogrammet for 2018-2020) oveni de 150 mio. EUR, der allerede er afsat.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

Denne meddelelse om vejtransport fokuserer på en industri, der er førende i verden inden for fremstilling og levering af tjenesteydelser. Produktionsdelen af denne sektor beskæftiger 11 % af alle arbejdstagere i fremstillingsindustrien i hele EU og står for 7 % af EU's BNP. Denne stærke position skal bevares og anvendes til at fremskynde, omdanne og konsolidere den europæiske økonomis overgang til renere energi, med det vigtige mål også at blive førende inden for nye teknologier på verdensmarkedet.

4.2.

EØSU glæder sig over den generelt teknologineutrale tilgang, der er åben for nye udviklinger, som vi kan forvente i betragtning af de igangværende stærke F&U-bestræbelser, der støttes af EU. EØSU ønsker imidlertid at gøre opmærksom på, at initiativerne ikke følger denne tilgang fuldt ud. Afhængigt af de teknologiske fremskridt er det langt fra sikkert, at vores fremtidige mobilitet vil være helt eldreven. Andre fremdriftsteknologier giver også store muligheder for ren mobilitet. I lyset af de kommende års hurtige udvikling inden for moderne teknologi anbefaler EØSU derfor en mere fleksibel tilgang i stedet for eksempelvis faste emissionsgrænseværdier eller indkøbsmål. Det ser ud til, at der som et minimum er behov for eksempelvis en midtvejsevaluering af emissionsgrænseværdier og minimumsmål for at give mulighed for tilpasning på et senere tidspunkt.

4.3.

EØSU glæder sig over initiativerne, der har til formål at genoprette forbrugernes tillid til bilindustrien og til kontrolsystemerne. Genopbygning af tillid ved hjælp af realistiske emissionsstandarder og nye prøvningsprocedurer er afgørende. EØSU bemærker, at mere realistiske emissionsværdier ikke blot afhænger af bilens teknologi, men også i vid udstrækning af førerens adfærd og af vejr- og vejforhold. Forbrugerne vil derfor blive konfronteret med en forholdsvis bred vifte af data selv for en enkelt biltype.

4.4.

Der lanceres hvert år ca. 14 millioner nye biler, som blot erstatter ca. 5 % af den samlede bilpark på 253 mio. biler i EU. Alene med denne udskiftning — og baseret på gældende emissionsstandarder — vil CO2-emissionerne være nedbragt med mere end 30 % inden 2030 i forhold til 2005 (rapport fra VDA). EØSU ville glæde sig over ethvert initiativ, der kunne få udskiftningen af den eksisterende bilpark i Europa til at gå hurtigere og dermed også nedbringe emissionerne yderligere. I lande uden en lang tradition og potentiale for bilproduktion er der en stigende tendens til innovation og til at finde nye produktionsløsninger. Denne positive tendens vil styrke konkurrenceevnen inden for udvikling af lavemissionsmobilitet.

4.5.

EØSU ønsker at påpege, at Kommissionen ud over at fokusere på nye teknologier såsom elbiler også bør overveje det store potentiale for forbedringer, der findes i den eksisterende bilpark. En nedbringelse af CO2-emissionerne med 1 g, der opnås gennem tilføjelse af fossilfri brændstoffer for hele bilparken er lige så effektiv som en 20 g forbedring i den nye bilpark (rapport fra VDA).

4.6.

Vi må gøre os selv klart, at etableringen af en betydelig andel af lavemissionskøretøjer kræver en overgangsperiode, hvis længde er uforudsigelige. Det afhænger af udviklingen i bilindustrien, hvor hurtigt kunderne accepterer den nye teknologi og de dermed forbundne omkostninger samt andre faktorer såsom opladningsinfrastruktur, brændstofpriser og offentlige indkøb.

Denne overgangsperiode må dog ikke opfattes som om, at der for dieselbiler er frit spil til at overskride grænserne og til at undgå at eftermontere et SCR-system, så de overholder EURO 6-normen. Kommissionen bør sikre, at medlemsstaternes nationale lovgivere hurtigst muligt iværksætter Euro 6-eftermontering, og at spørgsmålet om ansvarsfordeling og ansvaret for omkostninger bliver klarlagt.

4.7.

EØSU opfordrer bilindustrien til at benytte overgangsperioden på en sådan måde, at sammenhængen i EU forbedres ved at træffe de rigtige valg med hensyn til placering af industriområder, og at mulighederne for renere køretøjer er ens i alle medlemsstaterne. Det ville være uacceptabelt, hvis f.eks. ældre dieselbiler forbydes i nogle medlemsstater for derefter at blive solgt til medlemsstater med en svagere økonomi. Desuden spiller udviklingen uden for EU en væsentlig rolle, eftersom den europæiske bilindustri i vid udstrækning arbejder for verdensmarkedet. Det er yderst vigtigt, at EU's politik støtter de internationale aftaler, der er fair over for den europæiske bilindustri i forhold til konkurrenterne i USA og Asien.

4.8.

Hvorvidt der kommer et teknologisk gennembrud i fremtiden for eksempelvis batteriers ydeevne afhænger af forskningen og udviklingen. Et sådant gennembrud kunne ikke blot ske for elektriske batteridrevne køretøjer, men også på området for brændstoffer til brug i forbrændingsmotorer eller brændselsceller. Mens klimavenlige, fuldstændig fossilfri brændstoffer såsom HVO100 allerede er meget udbredt i visse lande (eksempelvis Sverige), kunne også nye former for brændstof blive tilgængelig, f.eks. syntetiske brændstoffer eller brint, som kunne produceres til rimelige priser med overskydende elektricitet til rådighed i større mængder som følge af den aktuelle udvidelse af fluktuerende vedvarende energikilder.

4.9.

EØSU opfordrer Kommissionen til at foretage en bedre og klarere sondring mellem de respektive målsætninger, der forfølges gennem indførelsen af renere køretøjer. Der findes to målsætninger: klimabeskyttelse og forbedret lokal luftkvalitet. Det er vigtigt at bemærke, at visse former for brændstof måske kan bidrage til at forbedre luftkvaliteten i byerne, men er skadelige for miljøet — eksempelvis når elektriciteten eller brint til elektriske køretøjer kommer fra kulfyrede kraftværker. Samtidig kan lavemissionskøretøjer, der kører på naturgas fra biomethan, og som er miljøvenlige, alligevel bidrage til lokal luftforurening. Nedbringelse af lokal luftforurening i byerne er et presserende spørgsmål og kræver en indsats på regionalt og lokalt plan, samtidig med at klimabeskyttelse er et globalt problem, som kun kan konkretiseres (og observeres) over flere årtier. Det er vigtigt at foretage en klar sondring mellem disse mål, hvis man vil overtale folk til at foretage offentlige og private investeringer.

4.10.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til mere konsekvent at lette forbrugernes adgang til økonomisk overkommelige, nye og renere mobilitetsformer og at sørge for, at fordelene ved disse nye mobilitetstjenester er tilgængelige for alle og ligeligt fordelt i hele EU. Potentielle problemer, navnlig ekstra omkostninger for forbrugerne, giver anledning til bekymring. Nogle af de foreslåede finansieringsinstrumenter kan bidrage til at løse dette problem, men udvalget mener ikke, at de er tilstrækkelige. I denne forbindelse glæder EØSU sig over Kommissionens initiativ til at forbedre forbrugernes forudsætninger for at træffe mere specifikke valg i forbindelse med køb eller anvendelse af køretøjer ved at skabe mere gennemsigtighed og tilbyde en metode til sammenligning af omkostninger.

4.11.

EØSU glæder sig over den vigtige rolle, Kommissionen spiller for etableringen af en paneuropæisk alliance af industrier med henblik på at etablere en komplet værdikæde for udvikling og fremstilling af avancerede batterier i EU. Der findes forskellige grunde til denne målsætning: større uafhængighed fra batteriproducenter uden for EU er af afgørende betydning. En større andel af produktionen i værdikæden i EU er altafgørende for vore arbejdspladser, og garantien for, at batterierne er »rene«, kan bedst opnås under EU-miljømæssige standarder og regler som for eksempel i en cirkulær økonomisk tilgang. Industriens større investeringer til dette mål er afgørende, mens Kommissionens rolle er at fastsætte passende rammebetingelser såsom tekniske standarder.

4.12.

EØSU støtter måling af udstødningsgas som grundlæggende for definitionen af »renere køretøjer«, fordi metoden er enkel. Udvalget vil imidlertid også gerne understrege, at denne tilgang ikke afspejler et køretøjs CO2-fodaftryk i løbet af dets levetid. For at undgå urimelig behandling af visse typer af køretøjer, er der behov for flere bestræbelser på lovgivningssiden for at gå endnu videre end målingen af udstødningsgas og også tage hensyn til problemer i forbindelse med fremstilling eller levering af ren energi.

4.13.

EØSU konkluderer, at den væsentligste hindring for moderniseringen af den offentlige transport er manglen på finansiel støtte, og opfordrer indtrængende Kommissionen til igen at overveje en revision af direktivet om offentlige indkøb med fokus på finansiering. EØSU bemærker, at det ud over behovet for mere miljøvenlige køretøjer i den offentlige trafik er vigtigt at overbevise flere borgere om at anvende denne form for transport ved at gøre den mere attraktiv (forbindelser, komfort), snarere end at fokusere på lave billetpriser.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2016) 501 final.

(2)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 64.

(3)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 195.

(4)  COM(2017) 675 final.

(5)  TEN/652 Rene og energieffektive køretøjer, ordfører: Ulrich Samm (.jf. side 58 i EUT).

(6)  INT/835 Revision af forordningerne om CO2-emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjer, ordfører: Dirk Bergrath (endnu ikke offentliggjort i EU-Tidende).

(7)  TEN/654 Handlingsplan om infrastruktur for alternative brændstoffer (meddelelse), ordfører: Séamus Boland. (.jf. side 69 i EUT).

(8)  TEN/651 Kombineret godstransport, ordfører: Stefan Back (.jf. side 52 i EUT).

(9)  TEN/650 Adgang til det internationale marked for buskørsel, ordfører: Raymond Hencks (jf. side 47 i EUT).


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/80


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Styrkelse af EU's energinet

(COM(2017) 718 final)

(2018/C 262/14)

Ordfører:

Andrés BARCELÓ DELGADO

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 12.2.2018

 

 

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

157/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

1.1.

deler visionen om, at et behørigt sammenkoblet europæisk energinet er afgørende for at nå energiunionens mål, nemlig at garantere prismæssigt overkommelig, sikker og bæredygtig energi, der på konkurrencedygtig vis muliggør energiomstillingen til en lavemissionsøkonomi;

1.2.

bekræfter på ny, at alle EU's klima- og energisikkerhedsmål er uløseligt forbundet, hvorfor ingen af dem bør betragtes som sekundære i forhold til de andre, selv om nogle af dem ikke er bindende for medlemsstaterne;

1.3.

mener, at investeringer i netinfrastruktur bør udvikles med samme intensitet som øvrige energiinvesteringer og navnlig sideløbende med udbredelsen af vedvarende energikilder, hvorfor EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre den rette udvikling af såvel tværnationale som nationale energinet med henblik på at understøtte en fælles udvikling, der gør det muligt at nå EU's mål;

1.4.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hvert andet år at udarbejde overvågningsrapporter om gennemførelsen af såvel målene for udvikling af vedvarende energikilder som de nationale og tværnationale net med henblik på at sikre en koordineret udbredelse heraf og under særlig hensyntagen til de flaskehalse, der hindrer transmissionen af vedvarende energi;

1.5.

bemærker, at flere medlemsstater ikke kan nå sammenkoblingsmålet for 2020 på 10 %, og at de vanskeligheder, der er forbundet med udviklingen af disse projekter (komplekse administrative procedurer, politiske konsekvenser, finansiering, modstand i befolkningen) bringer opfyldelsen af målene for 2030 i fare, hvilket igen vanskeliggør gennemførelsen af EU's samlede klimapolitik;

1.6.

mener, at aktiv inddragelse af det organiserede civilsamfund i udformningen af sammenkoblingsprojekter kan bidrage til at mindske den folkelige modstand, der er forbundet med visse projekter;

1.7.

opfordrer til, at arbejdet med forordningen om forvaltning af energiunionen intensiveres, så de foranstaltninger, der skal til for at lette udviklingen af sammenkoblinger i de områder, der for øjeblikket ligger under målet på 10 %, kan gennemføres;

1.8.

anbefaler, at man supplerer indikatoren for den procentvise opfyldelse af sammenkoblingsmålene med overvågning af sammenkoblingsgraden efter geografisk beliggenhed (eks.: Den Iberiske Halvø) og indarbejder overvågningsindikatorer for prisforskellene engrosmarkederne imellem med henblik på at prioritere projekter af fælles interesse i de områder, hvor der er størst forskel;

1.9.

anerkender, at den finansielle støtte fra Connecting Europe-faciliteten med et budget på 5 350 mio. EUR til energiinfrastruktur frem til 2020 sammen med anden støtte og arbejdet i de regionale grupper har gjort det muligt at udvikle et stigende antal projekter, der er medvirkende til, at EU bevæger sig hen imod fuldførelsen af det indre marked for energi;

1.10.

opfordrer til, at budgettet for støtte til sammenkoblingsprojekter revideres, eftersom de nuværende bevillinger kan vise sig at være utilstrækkelige til at nå målene;

1.11.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at styrke mekanismerne for solidaritet og fælles sikkerhed for på omkostningseffektiv vis at lette gennemførelsen af energiomstillingen og målene for forsyningssikkerhed til fordel for industriens konkurrenceevne og de europæiske borgere;

1.12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme brugen af forvaltningsredskaber (software), der gør driften af sammenkoblingerne mere effektiv.

2.   Politikken for de transeuropæiske energinet

2.1.

For at nå sine mål for klimaændringer, konkurrenceevne og energisikkerhed har EU fastsat en række mål for udviklingen af energitransmissionsnet, der skal muliggøre energiomstillingen hen imod en lavemissionsøkonomi.

Helt konkret består udfordringen i, at medlemsstaterne i 2020 skal have nået en grad af sammenkobling med nabolandene på 10 %. For at sikre at udviklingen af vedvarende energikilder holder trit med en behørig udvikling af sammenkoblingerne, vedtog Det Europæiske Råd desuden at hæve elsammenkoblingsmålet til 15 % for 2030.

2.2.

For at sikre at sammenkoblingsmålet på 10 % nås, vedtog EU i 2013 forordningen om retningslinjer for de transeuropæiske energinet (TEN-E) og lancerede Connecting Europe-faciliteten, som fastsætter grundlaget for at identificere, støtte og prioritere gennemførelsen af de projekter af fælles interesse, der er nødvendige for at opnå et modstandsdygtigt transeuropæisk energinet.

2.3.

Det anslås, at der frem til 2030 vil blive investeret 180 000 mio. EUR i de europæiske energinet, og når investeringerne er fuldført, forventes årlige besparelser på mellem 40 000 og 70 000 mio. EUR i form af undgåede omkostninger til energifremstilling og mere konkurrencedygtige engrospriser på gas, der igen vil sænke omkostningerne ved energiomstillingen.

På den tredje liste over projekter af fælles interesse, der stadig afventer Europa-Parlamentets godkendelse, udpeges 173 projekter, der skal bidrage til at nå sammenkoblingsmålene for 2020 og 2030.

På trods af ambitionerne og de eksisterende støtteforanstaltninger er både de tekniske vanskeligheder ved projekterne og de politiske og administrative virkninger samt modstanden i befolkningen medvirkende til, at mindre end 30 % af de 173 projekter, der er omfattet af den tredje revision af projekterne af fælles interesse i 2017, vil være fuldført i 2020.

TEN-E-reglerne anvendes endnu ikke er fuldt i medlemsstaterne, hvilket har bidraget til denne forsinkelse.

2.4.

For at nå nærmere målene har Kommissionen nedsat fire højniveaugrupper, der skal fremskynde udviklingen af infrastrukturen i fire udvalgte regioner.

2.4.1.   Planen for sammenkobling af det baltiske energimarked

Det er en politisk prioritet at synkronisere de baltiske landes elnet med det kontinentaleuropæiske net og få gjort en ende på de baltiske landes og Finlands energiisolation, når det gælder deres gasnet, og på afhængigheden af en enkelt kilde til gas.

EØSU bakker fuldt ud op om en politisk aftale, der skal bidrage til, at gasprojekterne af fælles interesse afsluttes i 2021, både for så vidt angår Estland-Finland-sammenkoblingen og Polen-Litauen-sammenkoblingen.

2.4.2.   Den Iberiske Halvø (Madriderklæringen)

Til trods for godkendelsen af Biscay Gulf-projektet er man for så vidt angår sammenkoblingen af Den Iberiske Halvø med resten af Europa desværre langt fra at nå målet for 2020 og endnu længere fra målet for 2030.

Sammenkoblingsgraden mellem Spanien og Portugal løser ikke det grundlæggende problem med de manglende sammenkoblinger mellem Den Iberiske Halvø og Frankrig. Den eneste måde, man kan sammenkoble Den Iberiske Halvø med det europæiske fastland og dermed integrere den i det indre marked er gennem sammenkoblinger med Frankrig, og p.t. ligger sammenkoblingen på ca. 2,8 %.

Denne ringe sammenkoblingsgrad bidrager til, at elpriserne på Den Iberiske Halvø er blandt de højeste i Europa, og at omkostningerne ved integrering af vedvarende energikilder også er meget høj, fordi der er behov for stor reservekapacitet og procedurer til håndtering af den store volatilitet i energisammensætningen. De seneste udtalelser fra præsident Macron udgør en uundværlig politisk støtte til to sammenkoblinger over Pyrenæerne, der endnu blot er på udviklingsstadiet.

2.4.3.   Energisammenkobling i Central- og Sydøsteuropa

Regionen er sårbar over for forsyningsafbrydelser og betaler en højere gaspris end resten af EU, på trods af den geografiske nærhed til gasleverandøren.

Det vigtigste mål er ibrugtagningen af sammenkoblingen Bulgarien-Serbien, påbegyndelsen af investeringen i LNG-terminalen i Krk (i første halvdel af 2018) og påbegyndelsen af den rumænske del af opførelsen af gastransmissionskorridoren Bulgarien-Østrig.

2.4.4.   Energisamarbejde mellem Nordsølandene

Det vigtigste mål har været at kombinere produktionen og transmissionen af vedvarende energi samt at etablere en retlig og lovgivningsmæssig ramme, der skal fremme sådanne projekter i et område med potentiale til at producere vindkraft, der kan dække 4-12 % af EU's energiforbrug i 2030.

3.   Tilpasning af infrastrukturpolitikken i et mere langsigtet perspektiv

3.1.

Selv om Kommissionen og medlemsstaterne har gjort en betydelig indsats, når det gælder udviklingen af projekter af fælles interesse, vil kun et begrænset antal af dem være fuldført i 2020 pga. tekniske vanskeligheder, såsom administrative byrder og finansielle begrænsninger. Det er derfor yderst vigtigt, at tidsplanen for fuldførelsen af projekterne af fælles interesse revideres, således at de mere fjerntliggende områder prioriteres med hensyn til at nå sammenkoblingsmålene.

3.2.

EØSU mener, at der bør indgå en række cybersikkerhedskriterier i projekterne af fælles interesse for at begrænse risikoen for de europæiske borgere.

Digitaliseringen indebærer, at andelen af nye investeringsprojekter, der beskæftiger sig med systemer, bliver stadig større.

3.3.

Der bør gives forrang til projekter af fælles interesse, som bidrager væsentligt til at sikre forsyningssikkerheden i medlemsstaterne, både når det gælder de risici, der opstår som følge af tredjelandes handlinger, og tekniske begrænsninger.

3.4.

Svagheden ved elsammenkoblingsmålene er, at hver enkelt medlemsstat betragtes separat. EØSU mener, at processen bør gentages for de forskellige geografiske områder med den pågældende gruppe af medlemsstater for at undgå flaskehalse i sammenkoblingen af net. Dette er især nødvendigt i de tilfælde, hvor en given medlemsstat kun er sammenkoblet med resten af Europa via en anden medlemsstat, som det er tilfældet med Den Iberiske Halvø, Cypern, Malta og Irland.

3.5.

Sammenkoblingen af medlemsstater med adgang til få sammenkoblinger, som landene på Den Iberiske Halvø og i Sydøsteuropa samt Polen og Irland, bør prioriteres, og EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at formulere de nødvendige foranstaltninger med henblik på dens gennemførelse uden unødig forsinkelse.

3.6.

I Cypern, Spanien, Italien, Polen og Det Forenede Kongerige nås elsammenkoblingsmålet på 10 % ikke i 2020, og det er også meget tvivlsomt, om Irland og Portugal når det.

Med udgangspunkt i Kommissionens egne oplysninger synes elsammenkoblingsmålet på 15 % i 2030 svært at nå, især hvis der udføres en korrekt analyse af »de geografiske flaskehalse« og ikke kun af medlemsstaterne.

3.7.

Der er blevet fastsat en række nye tærskler med henblik på at måle sammenkoblings- og integrationsbehovet i det indre marked og nå 2030-målene:

en tærskel på 2 EUR/MWh, når det gælder prisforskellen mellem medlemsstater, regioner eller budområder. Formålet er at gøre fremskridt med markedsharmoniseringen

elforsyningen skal sikres ved at trække på en blanding af hver enkelt medlemsstats kapacitet og importeret energi. Hvis den nominelle transmissionskapacitet på sammenkoblingerne er under 30 % af spidsbelastningen, bør nye sammenkoblinger overvejes

den tredje tærskel omhandler den optimale brug af vedvarende energikilder: hvis transmissionskapaciteten (eksporten) på sammenkoblingerne er under 30 % af deres installerede kapacitet til produktion af vedvarende energi, bør muligheden for flere sammenkoblinger undersøges.

Disse tre tærskler skaber en direkte forbindelse mellem målene for udvikling og integration af vedvarende energi i det indre marked og sammenkoblingsmålene og bidrager således til at opfylde alle disse mål.

3.8.

I betragtning af de nye tærskler og den begrænsning, som en analyse af hver medlemsstat indebærer, er der seks lande, som ikke lever op til nogen af de tre tærskler, nemlig Cypern, Spanien, Grækenland, Irland, Italien og Det Forenede Kongerige. Hertil kunne føjes Portugal og Malta, som lever op til to af tærsklerne, men udelukkende via sammenkobling med henholdsvis Spanien og Italien.

Både de baltiske lande samt Tyskland, Bulgarien, Polen og Rumænien lever op til to af de tre tærskler, mens de øvrige medlemsstater kan betragtes som fuldt ud integrerede, idet de lever op til alle tre tærskler.

3.9.

Både når det gælder analysen af de enkelte medlemsstaters procentvise sammenkoblingsgrad samt analysen af de tre nye tærskler, er det indlysende, at det i adskillige medlemsstater bliver meget svært at nå 2030-målene. Et af de største problemer er, at sammenkoblingsmålene ikke er bindende for medlemsstaterne, hvilket i kombination med de forsinkelser, der typisk forekommer i forbindelse med sådanne projekter (politisk konsensus, finansieringsbehov, økonomisk afkast, samfundets accept) gør dem vanskelige at nå. Alle EU's klima- og energisikkerhedsmål er uløseligt forbundet, hvorfor ingen af dem bør betragtes som sekundære i forhold til de andre.

3.10.

EU bør fortsat stimulere udarbejdelsen og vedtagelsen af forordningen om forvaltning af energiunionen med en ambitiøs tilgang, hvor sammenkoblingsmålet og målet om vedvarende energi betragtes på lige fod for at sikre, at medlemsstaterne og Kommissionen hurtigst muligt mobiliserer alle kræfter på snarest at nå sammenkoblingsmålet på 10 %, der giver adgang til det indre marked for energi.

Desuden bør alle tilgængelige finansieringsinstrumenter, såsom Connecting Europe-faciliteten, de europæiske struktur- og investeringsfonde og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, anvendes til projekter, der væsentligt vil øge den aktuelle sammenkoblingskapacitet de steder, hvor den ligger under målet på 10 %. Der bør gælde nogle særlige regler for sådanne projekter, og foranstaltningerne til en stærkere europæisk styring af projekterne bør styrkes for at fremskynde processen.

3.11.

De regionale grupper bør i samarbejde med Kommissionen foretage en løbende vurdering og prioritere gennemførelsen af projekter af fælles interesse, herunder vedtagelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at lette gennemførelsen, f.eks. forenkling af de administrative procedurer, og tilskynde medlemsstaterne til at indgå aftaler ved at holde møder på højeste niveau.

Der er behov for en samordnet indsats fra alle berørte parter, herunder medlemsstaterne, transmissionssystemoperatørerne, projektlederne og lovgiverne. Initiativer såsom energiinfrastrukturforummet, som afholdes hvert år i København, og som muliggør aktiv inddragelse af de nævnte aktører, er meget nyttige, når det handler om at finde løsninger på problemerne med udviklingen af sammenkoblingsprojekter.

4.   Forsyningssikkerhed

4.1.

Samtlige EU-medlemsstater er meget afhængige af eksterne energikilder, og et af EU's primære mål er derfor at forbedre forsyningssikkerheden. Der er i den henseende sket betydelige fremskridt i de seneste år, navnlig når det gælder naturgasnet og -sammenkoblinger. Men udviklingen af disse projekter af fælles interesse bør stadig prioriteres for at sikre, at de enkelte landes gasforsyningssystemer opfylder N-1-kriteriet fastsat i forordning (EU) nr. 994/2010, og at landene derefter snarest muligt har adgang til tre alternative gaskilder.

4.2.

Der bør lægges særlig vægt på indsatsen med at afhjælpe de mangler, som nogle områder såsom øer og perifere områder stadig lider under. Det er vigtigt at minde om konklusionerne fra Det Europæiske Råd af 4. februar 2011, hvor det blev aftalt, at ingen medlemsstat bør være isoleret i forhold til de europæiske gas- og elnet efter 2015 eller opleve, at dens energisikkerhed bringes i fare på grund af mangel på relevante sammenkoblinger. Trods forsinkelser er der grund til optimisme på mellemlang sigt i lyset af de fremskridt, der er sket i 2017 gennem Connecting Europe-faciliteten, som har støttet projekter, der gør en ende på isolationen af øer som Cypern og Malta, og de projekter af fælles interesse, der i øjeblikket er under udformning (f.eks. gasrørledningen Eastmed).

4.3.

Det er nødvendigt at indføre solidaritetsmekanismer mellem medlemsstaterne, så der kan træffes fælles foranstaltninger i nødsituationer, hvor en medlemsstat oplever forsyningsproblemer.

5.   Krav til energiomstillingen

5.1.

Fremskridtene hen imod en lavemissionsøkonomi og de mål, der er opstillet for 2030 (27 % vedvarende energi) og 2050 (80 % CO2-reduktion) vil fremme elektrificeringen af transportsektoren og husholdningerne ved at øge behovet for vedvarende energi og indføre nye anvendelser heraf ved hjælp af »Power To Gas«-projekter.

5.2.

For at nå 2050-målene er der årligt brug for investeringer i transmissions- og distributionsnettene på mellem 40 000 og 62 000 mio. EUR (1). Til sammenligning ligger det nuværende tal på 35 000 mio. EUR.

5.3.

Der er en klar risiko for, at sammenkoblingsmålene for 2030-2050 ikke nås pga. problemerne med udviklingen af disse projekter, hvilket bringer de europæiske mål vedrørende bekæmpelse af klimaændringerne i fare og får omkostningerne ved at støtte investeringer i vedvarende energi til at stige.

5.4.

Udviklingen af vedvarende energikilder bør ledsages af en passende udvikling af både multinationale og nationale energinet.

6.   Fremskridt hen imod et egentligt indre energimarked

6.1.

EØSU har hele tiden fastholdt, at energiunionen er en nøglefaktor i opbygningen af Den Europæiske Union, og sammenkoblingerne et uundværligt element til at opnå et egentligt indre energimarked. Hvis sammenkoblingerne ikke eksisterede, ville der let opstå unormale situationer med stor ineffektivitet.

Uden sammenkoblinger vil politikken til fremme af vedvarende energikilder føre til en betragtelig prisvolatilitet, behov for flere investeringer i »støtteteknologi« og et produktionsspild af vedvarende energi på tidspunkter, hvor der produceres meget, men forbruges mindre.

6.2.

Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) anslår, at kun 31 % af den eksisterende sammenkoblingskapacitet i landene på det europæiske fastland udbydes på markedet. For at fuldføre det indre marked anbefales det derfor at vedtage en række foranstaltninger, der maksimerer den kapacitet, der udbydes på markedet, hvilket vil skabe mere konkurrence, større effektivitet og en bedre anvendelse af de tilgængelige ressourcer.

6.3.

Med henblik på at reducere driftsomkostningerne er det nødvendigt at arbejde videre med intradagsmarkedssammenkoblingerne og de grænseoverskridende balanceringsmarkeder. Man bliver således nødt til at gå videre med foranstaltningerne i forordning (EU) 2017/2195 om balancering af elektricitet, der pålægger medlemsstaterne at samarbejde på regionalt plan om at udvikle balanceringsområder i sammenkoblinger, der kan bidrage til at løse kapacitetsbegrænsninger, optimere energireserverne mellem medlemsstaterne og øge markedernes konkurrenceevne (2).

7.   Økonomisk optimering

7.1.

EØSU mener, at man bør fremme foranstaltninger til at sikre, at de disponible EU-midler først og fremmest går til projekter, som der er mest behov for inden for forsyningssikkerhed, og som sikrer et højere økonomisk afkast eller skaber større fremskridt i retning af at nå EU's klimamål.

7.2.

Tærskel 1 (prisforskel) bør — fra et økonomisk perspektiv — være afgørende for, hvilke projekter der udvælges.

7.3.

De projekter om oplagring (bl.a. pumpelagring), der bidrager til at nedbringe behovet for kraftværker, bør prioriteres fremfor andre projekter, der teknisk set endnu ikke er tilstrækkeligt udviklede, og som finansieres over forsknings- og innovationsprogrammerne. Det gælder f.eks. visse projekter om transport af CO2. Regulering bør imidlertid ikke gå forud for teknologien.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Europa-Parlamentets undersøgelse (ITRE-udvalget) — European Energy Industry Investments 2017 (IP/A/ITRE/2013-46 — PE595.356).

(2)  EUT L 312 af 28.11.2017, s. 6.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/86


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Investeringsbank — Den tredje rapport om status over energiunionen

(COM(2017) 688 final)

(2018/C 262/15)

Ordfører:

Toni VIDAN

Medordfører:

Christophe QUAREZ

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 18.1.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

5.4.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

159/5/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU hilser den tredje rapport om status over energiunionen velkommen. Det bakker op om målene for energiunionen og bifalder, at der lægges vægt på at mobilisere samfundet i EU, få det til at engagere sig og bakke helhjertet op om energiunionen. Det gentager sine forslag vedrørende en effektiv energidialog med det organiserede civilsamfund på EU-, nationalt, regionalt og lokalt niveau.

1.2.

EØSU har altid opfattet idéen om energiunionen som overordentlig vigtig for Den Europæiske Unions succes. Det er enig med Kommissionen i, at energiunionen handler om andet end blot energi og klima. EØSU ser energiomstillingen som en lejlighed til at gøre Europa mere demokratisk, mere sammenhængende, mere konkurrencedygtigt og mere retfærdigt. Den fælles indsats for at gennemføre en energiunion skal styrke Den Europæiske Unions miljømæssige, politiske, økonomiske og sociale bæredygtighed i overensstemmelse med EU's grundlæggende værdier.

1.3.

EØSU hilser pakken om ren energi velkommen som et skridt i den rigtige retning, men beklager, at den tredje statusrapport ikke indeholder en erkendelse af, at målene i pakken ikke er tilstrækkelige. EØSU bakker op om Europa-Parlamentets initiativer om at styrke den retlige ramme og er betænkelig ved Rådets forsøg på at udvande fremtidige bestemmelser. EØSU opfordrer EU til at intensivere indsatsen for at bringe Europa og verden tættere på det mål om CO2-neutralitet, der er fastlagt i Parisaftalen og ratificeret af alle medlemsstater.

1.4.

EØSU beklager, at den tredje statusrapport ikke behandler de langsigtede udsigter for energiunionen mere indgående, og opfordrer Kommissionen til at indarbejde 2050-perspektivet fuldt ud i energiunionen og fremlægge et forslag til en ajourført 2050-køreplan, der er afstemt med Parisaftalen. Det ville være i tråd med Europa-Parlamentets beslutning indeholdende en opfordring til i 2018 at forberede strategi med det mål at opnå kulstofneutralitet i midten af århundredet (2017/2620(RSP)).

1.5.

På den baggrund gør EØSU opmærksom på, at forvaltningen af energiunionen er af helt afgørende betydning. Som EØSU tidligere har gjort gældende i sin udtalelse om Forvaltning af energiunionen (1), er det vigtigt, at forvaltningen tilskynder beslutningstagere på alle niveauer til at udarbejde langsigtede planer for perioden efter 2030, tage hensyn til alle samfundsgruppers interesser og synspunkter, herunder især sårbare gruppers, tilpasse sig lovgivningsmæssige og teknologiske ændringer og sørge for, at borgerne kan holde beslutningstagerne ansvarlige.

1.6.

EØSU bemærker, at energiomstillingen allerede er gået i gang i Europa: effektive teknologier og borgernes præference for ren energi sænker energiforbruget, samtidig med at produktionen af vedvarende energi tager til. Den tredje rapport om status for energiunionen forekommer dog på nogle punkter at være alt for optimistisk i vurderingen af de opnåede fremskridt. EØSU bifalder statusrapportens konklusioner om vigtigheden af Talanoaklimadialogen i 2018 og understreger behovet for at gøre mere i forhold til innovation, investeringer, internationalt samarbejde og handel for at blive den verdensleder, vi har ambitioner om.

1.7.

EØSU beklager, at den tredje statusrapport primært har fokus på de hindringer, der skyldes teknisk infrastruktur. I fremtiden bør der være langt større fokus på andre markedsrelaterede og institutionelle hindringer, som gør det svært for borgerne i almindelighed, forbrugere, lokalsamfund og SMV'er at deltage i og høste fordele af omstillingen til ren energi og EU's støtteordninger i den henseende. Blandt de eksempler på hindringer, der ikke er nævnt, er forskelle i kapitalomkostninger til investeringer i vedvarende energi i EU, mangelfuld håndhævelse af retsstatsprincippet, korruption, utilstrækkelig administrativ kapacitet, adgangsvanskeligheder til nettet og manglende digitalisering og demokratisering inden for energisystemerne.

1.8.

EØSU glæder sig over, at den tredje statusrapport nævner de faldende omkostninger til vedvarende og andre rene energiteknologier. Det opfordrer Kommissionen til at tage højde for disse positive tendenser i sine fremtidige politik- og investeringsinstrumenter og sørge for, at det samfundsmæssige perspektiv er i centrum for den opdaterede 2050-køreplan.

2.   Baggrund og betragtninger om tidligere anbefalinger fra EØSU

2.1.

Der er stor og tiltagende opbakning til målene for energiunionen og til mere ambitiøse klima- og energipolitikker i befolkningen i EU. Den seneste Eurobarometerundersøgelse om klimaændringer (2) fra marts 2017 viste, at 74 % af de adspurgte anså klimaændringerne som et yderst alvorligt problem, 79 % mente, at bekæmpelse af klimaændringerne og mere effektiv anvendelse af energi vil kunne give en saltvandsindsprøjtning til økonomien og arbejdspladser i EU, og 77 % var af den opfattelse, at fremme af EU's ekspertise inden for nye rene teknologier over for tredjelande vil kunne være til økonomisk fordel for EU, idet 65 % også var enig i, at en mindskelse af importen af fossile brændstoffer fra tredjelande vil kunne skabe økonomiske gevinster for EU. Et stort flertal af de adspurgte var ligeledes enig i, at der bør gives mere offentlig økonomisk støtte til omstillingen til ren energi, selv hvis dette betyder en mindskelse af subsidierne til fossile brændstoffer (79 %), og i, at en mindskelse af importen af fossile brændstoffer vil kunne øge energiforsyningssikkerheden i EU (64 %).

2.2.

Der er også tiltagende opbakning til målene for energiunionen i det europæiske erhvervsliv, i og uden for energisektoren. Et godt eksempel på denne opbakning er den nye vision fra den europæiske elindustrisammenslutning, Eurelectric (3). Eurelectric anfører: i lyset af Parisaftalen og den presserende karakter af en indsats over for klimaændringer, luftforurening og udtømning af naturressourcer forpligter Eurelectric sig til at investere i ren elproduktion og løsninger, der muliggør omstillingen, at nedbringe emissioner og aktivt arbejde for at blive kulstofneutral i god tid, før vi når midten af århundredet, at fremme det stærkt påkrævede skifte fra en ressourcebaseret til en teknologibaseret europæisk økonomi, at fremme social og miljømæssig bæredygtighed og forankre bæredygtighed i alle led af vores værdikæde og at træffe foranstaltninger for at understøtte omstillingen af de eksisterende aktiver til et samfund uden CO2.

2.3.

Stadig flere eksperter og videnskabelige resultater påviser, at EU's el- og energisektor vil kunne få stor gavn af hurtigt faldende priser på solcelleenergi, vindenergi og systembalanceringsteknologier. En nyligt offentliggjort rapport (4) fra Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA) konkluderer, at EU kan øge andelen af vedvarende energi i sit energimiks til 34 % inden 2030, hvilket er dobbelt så meget som i 2016, med en positiv økonomisk nettovirkning. Forøgelsen vil resultere i besparelser på mellem 44 mia. EUR og 113 mia. EUR om året indtil 2030, hvis der medregnes besparelser knyttet til energiomkostninger og sparede miljø- og sundhedsudgifter. Anden nyere forskning (5) offentliggjort af Energy Union Choices viser, at det mest omkostningseffektive scenarie for EU's elektricitetsmiks er en langt højere andel vedvarende energikilder i elproduktionen, end Kommissionen lægger op til, nemlig 61 % i forhold til 49 % i 2030. Under dette scenarie ville EU i 2030 spare yderligere 265 mio. ton CO2-emissioner og 600 mio. i energisystemudgifter pr. år, og der ville blive skabt 90 000 yderligere arbejdspladser (netto).

2.4.

Der er blevet iværksat vigtige initiativer, bl.a. Maltaerklæringen fra maj 2017, for at fremskynde omstillingen til ren energi på øer, og i regionerne i Europas yderste periferi, forummet om industriens konkurrenceevne inden for ren energi, meddelelsen om en industristrategi for Europa og arbejdet for at opbygge en »europæisk batterialliance«. Alle disse initiativer er vigtige for at presse på for en integreret industripolitik, der kan understøtte energiomstillingen og fremme skabelsen af kvalitetsjob, og bør ses som industriens mulighed for at vise, at Europa evner at udvikle passende løsninger på aktuelle udfordringer.

2.5.

EØSU har gentagne gange gjort gældende, at energiunionen skal tilvejebringe stabile og gunstige rammer for europæiske virksomheder, så de bliver i stand til og tilskyndes til at investere og ansætte, og at der bør være særligt fokus på SMV'ers potentiale. En forudsætning herfor er, at der i fællesskab etableres et fornuftigt forvaltningssystem for energiunionen, hvilket igen kræver gennemgribende ændringer af det af Kommissionen fremlagte forslag til en forordning om energiunionens forvaltning.

2.6.

EØSU har altid ment, at tilgængelighed af og fysisk adgang til energi til rimelige priser er nøglen til at forhindre energifattigdom, et problem, som også hindrer borgerne i at omstille til lavemissionsløsninger. Det hilser derfor lanceringen af observatoriet for energifattigdom velkommen som et første skridt i retning mod udvikling af mere vidtrækkende europæiske tiltag for at udrydde energifattigdom i Europa.

2.7.

EØSU har bedt om, at den sociale dimension medtages som et af evalueringskriterierne i den næste statusrapport over energiunionen. Det glæder sig derfor meget over de sociale initiativer, som Kommissionen har sat i værk, bl.a. initiativerne for kulstofintensive regioner og vedrørende energifattigdom, og over, at der i statusrapporten over energiunionen er et særskilt underafsnit vedrørende den sociale dimension af energiunionen. Dette fremragende første skridt bør følges op med yderligere tiltag fremover, f.eks. med en »Social pagt for borgerdreven energiomstilling«, der udarbejdes i fællesskab.

2.8.

EØSU bemærker, at energiomstillingen ikke kræver væsentligt større investeringer end investeringerne til opretholdelse af det nuværende energisystem, der er overvejende baseret på importerede fossile brændstoffer. Det kræver dog væsentligt anderledes investeringer, herunder investeringer i dekarbonisering, digitalisering, demokratisering og decentralisering. Den væsentligste udfordring bliver at omlægge kapital fra kulstofrige til kulstoffattige aktiver og infrastrukturer. Ved denne omlægning bør EU-midler og nationale offentlige midler bruges effektivt til f.eks. at udfase alle subsidier til fossile brændstoffer, herunder EU-støtten til gasrørledninger, uden at det får negativ indvirkning på industriens konkurrenceevne og job og uden at fordreje det indre marked.

2.9.

For at hjælpe private investorer med denne omlægning af kapital bør de offentlige myndigheder sørge for, at CO2-priserne gælder og er forudsigelige for alle økonomiske aktiviteter. Der kunne bl.a. fastlægges en mindstepris for CO2 inden for emissionshandelsordningen, samtidig med at energiafgifterne harmoniseres. Dette kræver en strømlining af EU's politiske værktøjer, og at man undgår overlappende instrumenter, som forvansker investeringssignalerne. EØSU har endvidere opfordret Kommissionen til aktivt at arbejde for en global CO2-prisordning, som ville skabe lige konkurrencevilkår for europæiske virksomheder på eksportmarkederne og i forhold til importerede varer.

3.   Bemærkninger til den tredje rapport om status over energiunionen og opfølgende foranstaltninger

3.1.   En stærk og demokratisk styring af Europas energiomstilling

3.1.1.

Efter EØSU's opfattelse er EU og de fleste medlemsstater nødt til at demokratisere energipolitikskabelsen yderligere ved f.eks. at fremme effektiv brug af redskaber såsom folkehøringer og europæiske borgerinitiativer og sørge for, at det organiserede civilsamfund systematisk inddrages og har de nødvendige ressourcer til at deltage i formuleringen og gennemførelsen af nationale energi- og klimaplaner.

3.1.2.

EØSU erkender, at en stærk og demokratisk forvaltning af energiunionen kræver, at der etableres en »europæisk energiinformationstjeneste« under Det Europæiske Miljøagentur til at sikre kvaliteten af de data, som medlemsstaterne leverer, udvikle én portal for alle de datasæt, der er nødvendige for at vurdere fremskridtene mod energiunionen, sammen med interessenterne etablere forudsætninger for forskellige scenarier, levere open source-modeller, der gør det muligt at afprøve de forskellige forudsætninger og kontrollere overensstemmelsen mellem forskellige prognoser. Der bør være fri adgang til tjenestens arbejde for alle beslutningstagere, virksomheder og borgerne generelt.

3.1.3.

For at tilvejebringe et stabilt og gunstigt erhvervsklima for europæiske virksomheder, især SMV'er, bør EU og alle dets medlemsstater udarbejde langsigtede energiplaner med det sigte at opfylde målsætningen om CO2-neutralitet, som man enedes om i Parisaftalen. Disse planer bør i videst muligt omfang udarbejdes på inklusiv vis og udgøre input til de 2030- og langsigtede planer, der lægges op til i forordningen om forvaltningen af energiunionen. Der bør tillige udformes sektorspecifikke og regionale dekarboniseringsstrategier for at indkredse muligheder for erhvervslivet og lokalsamfundet og foregribe fremtidige nye job og tab af arbejdspladser og dermed sikre en gnidningsløs omstilling.

3.1.4.

EØSU bifalder initiativerne til at hjælpe kulstofintensive regioner og øer med deres energiomstilling. Det opfordrer Kommissionen til fortsat at yde støtte til regionale tilgange til energiomstillingen. I den henseende bør Kommissionen inddrage alle relevante medlemsstater og regioner i i fællesskab at kortlægge de enkelte europæiske regioners styrker og svagheder i forhold til energiomstillingen. Kortlægningen bør bidrage til regionernes industrielle strategier og hjælpe dem med at foregribe de sandsynlige konsekvenser af omstillingen målt på jobskabelse, tab af arbejdspladser og omdefinering af job.

3.1.5.

EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at fortsætte udviklingen af indikatorer med henblik på at overvåge følgerne af energiomstillingen i energisektorer, og hvordan de udvikler sig, og forbedre de sociale indikatorer, herunder en mere detaljeret dataindsamling og nye generelle offentlige og civilsamfundsrelevante indikatorer, som anført i EØSU's udtalelse om disse spørgsmål (6).

3.2.   Fælles udarbejdelse af en social pagt for borgerdrevet energiomstilling

3.2.1.

EØSU mener, at Europa har behov for en »Socialpagt for borgerdrevet energiomstilling«, som indgås mellem EU, medlemsstaterne, regioner, byer, arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund med henblik på at sikre, at ingen lades i stikken i forbindelse med omstillingen. Den bør blive energiunionens sjette dimension og omfatte alle sociale aspekter, herunder skabelse af kvalitetsjob, erhvervsuddannelse, forbrugeroplysning, social sikring, særskilte planer for overgangsregioner, hvor job forsvinder, sundhed og energifattigdom.

3.2.2.

EØSU er af den opfattelse, at energiunionen kræver en europæisk fond for tilpasning til energiomstillingen til at bistå arbejdstagere, der er i fare for at miste deres arbejde som følge af energiomstillingen. Det ville sende et signal om, at Europa er indstillet på at sikre, at energiomstillingen ikke lader nogen i stikken.

3.2.3.

EØSU betragter energiomstillingen som en lejlighed til at udrydde energifattigdom i Europa og forbedre livskvaliteten, jobskabelsen og den sociale inklusion. Med udgangspunkt i det europæiske observatorium for energifattigdoms konklusioner bør der udarbejdes en europæisk handlingsplan for udryddelse af energifattigdom i samarbejde med interessenter, herunder forbrugerorganisationer, for at sikre, at offentlige tiltag i stadig højere grad målrettes de egentlige årsager til energifattigdom. EØSU henviser til sin udtalelse Pakken om ren energi til alle europæere (7), hvori det gjorde gældende, at energifattigdom handler om investeringer, og at især sårbare husholdninger har svært ved at opnå finansiering. Det fremhæver behovet for gradvist at få flyttet indsatsen fra støtteforanstaltninger til forebyggende foranstaltninger som renovering for at omdanne gamle bygninger til energineutrale bygninger. I den henseende kan nedsatte takster kun afhjælpe problemer midlertidigt, og de bør gradvist erstattes af ordninger som energichecks eller tilskud til større bygningsrenoveringer og køb af elbil.

3.2.4.

For at sikre en borgerdrevet energiomstilling og maksimale sociale og økonomiske fordele for samfundet som helhed er erkendelse og fremme af en følelse af medejerskab af lokale vedvarende energikilder blandt borgerne og i lokalsamfundene helt afgørende. Alle støtteordninger og reformer af energimarkeder bør sætte lokalsamfundene i stand til aktivt at deltage i energiproduktionen og sikre dem en fair adgang til energimarkedet. Der bør ydes aktiv bistand til de medlemsstater, som ikke har den institutionelle kapacitet til at sikre en sådan aktiv deltagelse fra borgerne i energiomstillingen, helt konkret den institutionelle kapacitet til at bistå fællesejede lokale projekter med at få adgang til EU's finansielle ordninger.

3.2.5.

EØSU mener, at Kommissionen bør udvikle et grønt Erasmus Pro-program på grundlag af Erasmus Pro-pilotprojektet og andre projekter, der kan tiltrække flere unge til den voksende sektor for energiomstilling ved at forbedre sektorens image og arbejdsvilkår.

3.2.6.

EØSU bifalder Kommissionens ambition om, at antallet af for tidlige dødsfald som følge af luftforurening skal være halveret i 2030 (i 2015 var der 400 000 for tidlige dødsfald i Europa). EØSU mener, at EU og alle medlemsstater bør gøre kampen mod luftforurening til en af de vigtigste politiske prioriteter. Lovgivningsforanstaltninger for at reducere udledningen af luftforurenende stoffer fra køretøjer og kraftværker bør skærpes, og der bør træffes foranstaltninger for på sigt at udfase brugen af fossile brændstoffer inden for transport og elproduktion.

3.2.7.

EØSU glæder sig over, at den tredje statusrapport indeholder bedre information om brugen af EU's investeringsinstrumenter og deres virkninger for borgerne i almindelighed, lokalsamfund og SMV'er, men bemærker, at der er et behov for at gøre det nemmere for borgerne og projekter i lokalsamfundene at få adgang til disse midler (f.eks. støtte til finansielle platforme, især i de medlemsstater, hvor de ikke findes).

3.2.8.

EØSU ønsker at fremhæve konklusionerne og resultaterne af undersøgelsen af prosumenthusholdninger i den europæiske energiunion, der indgår i de dokumenter, der ledsager den tredje statusrapport, især konklusionen om, at der ikke findes en harmoniseret lovramme for prosumenthusholdninger i EU, og at medlemsstaterne har forskellige tilgange, og anbefalingen om, at en fælles, omfattende definition af prosumenthusholdninger kan være en katalysator for udviklingen af en klar og stærk EU-politik- og lovramme, der kan fremme forbrugernes egenproduktion (8).

3.3.   Transport

3.3.1.

Elektrificeringselementet i energiomstillingen kræver øget politisk og juridisk overensstemmelse mellem traditionelt adskilte segmenter af energisektoren. Der er allerede en øget interaktion mellem el- og transportsektorerne, og EØSU hilser bestræbelserne for at sikre overensstemmelse mellem lovpakkerne om »Ren energi til alle europæere« og »Ren mobilitet« velkommen.

3.3.2.

EØSU konstaterer, at den tredje statusrapport ikke kommer ind på en udfasning af fossile brændstoffer ved salg og/eller brug af personbiler, som flere medlemsstater og byer som Nederlandene og Paris for nylig har bebudet. Forholdene omkring skandalen med udledning fra køretøjer og konsekvenserne for klimaet, luftforureningen, sundheden og miljøet blotlægger det presserende behov for handling. EØSU mener, at EU bør tilvejebringe en koordineret ramme for udfasning af diesel og benzin til personbiler for at forebygge, at der på nationalt og subnationalt niveau træffes ikkekoordinerede og uforudsigelige beslutninger, som kan påvirke industriens konkurrenceevne og job negativt og fordreje det indre marked.

3.3.3.

For at undgå at lavtlønnede brænder inde med forurenende biler, som det vil blive stadigt vanskeligere at anvende i mange byområder, bør der indføres lovgivningsmæssige og økonomiske incitamenter i hele EU, så det for en lille udgift bliver muligt at eftermontere eller konvertere drivsystemer i eksisterende biler fra fossile brændstoffer til nulemissionsteknologier. En sådan foranstaltning ville minimere ressourceforbruget og de sociale omkostninger ved omstillingen fra personbiler, der kører på fossile brændstoffer, til elkøretøjer og kunne medvirke til, at den forløber på en måde, hvor der er større samhørighed mellem regioner og byer med lavere og højere indkomstniveauer.

3.3.4.

EØSU glæder sig over, at batterier i den tredje statusrapport anerkendes som en strategisk del af innovationsprioriteterne, og at denne teknologi vil udgøre »en vigtig støtteteknologi i arbejdet for at opfylde energiunionens målsætninger«. EØSU støtter initiativer til at sikre »væsentlig støtte til batterier og battericelleteknologi« og sørge for, at EU spiller en ambitiøs rolle på det globale marked.

3.4.   Udvikling af infrastruktur og industri til energiomstillingen

3.4.1.

Energiomstillingen har vidtrækkende følgevirkninger for en række industrier: for det første for energiproducenter og selve energisektoren, for det andet for industrier, der anvender energi som en produktionsfaktor, især energiintensive industrier, og for det tredje industrier, der leverer energi- og klimateknologier og -løsninger. Der vil være både risici og fordele for virksomhederne, og det er afgørende, at EU hjælper industrierne med at gribe mulighederne og tackle udfordringerne.

3.4.2.

EØSU konstaterer, at den tredje statusrapport ikke går så langt som til at betragte USA's bebudede udtræden af Parisaftalen som en historisk mulighed for, at europæiske virksomheder, innovatorer, arbejdstagere og investorer kan manifestere sig som førende i verden på de stærkt ekspanderende markeder for ren energi. EU bør optrappe ambitionerne inden for alle aspekter af ren energi, fra energieffektivitet til elektromobilitet, for at skabe et solidt hjemmemarked for europæiske virksomheder, hvor innovation kan udvikles uden risiko, og for at udvikle en integreret industriel strategi med fokus på eksport af grønne energiløsninger til resten af verden.

3.4.3.

EØSU gentager sin opfordring til Kommissionen om at foretage en omfattende vurdering af de aktuelle lavemissionspolitikinstrumenter med henblik på at sikre, at der anvendes de rette instrumenter til at nå målene på den mest effektive måde på velregulerede markeder. Unødvendige byrder og andre hindringer, såsom indviklede fakturaer, for energiforbrugerne, der følger af manglende konkurrence og gennemsigtighed på markedet, bør undgås.

3.4.4.

Den nye liste over »Projekter af fælles interesse«, der kan få EU-tilskud, og som ledsager den tredje statusrapport viser, at antallet af projekter med fossile brændstoffer er faldet til 53 gasprojekter, fra 77 på den tidligere liste. Nogle analytikere mener dog, at dette blot er resultatet af, at der er blevet dannet grupper og klynger af flere projekter, og at den nye liste indeholder omkring 90 gasprojekter, hvilket i realiteten er en stigning i antallet af gasprojekter. I betragtning af de store miljømæssige og økonomiske risici for, at aktiver strander ved investering i infrastruktur til fossile brændstoffer, bør disse projekter og betegnelsen som projekter af fælles interesse tages op til genovervejelse hurtigst muligt.

3.5.   Energisikkerhed og den geopolitiske dimension af energiunionen

3.5.1.

EØSU mener, at energisikkerhed fortsat bør være et af energiunionens allervigtigste mål, sådan som det anførte i sin udtalelse fra sidste år. En energieffektiv økonomi og bæredygtig og pålidelig lokal produktion og infrastruktur til transmission og lagring af energi, velfungerende energimarkeder og handelsforbindelser, som er i fuld overensstemmelse med EU-retten, er vigtige medvirkende faktorer i den henseende og skal garanteres. Målet om energisikkerhed skal defineres bedre, så det udvides fra energiimport og indenlandsk produktion til også at omfatte potentialet for at øge hele energisystemets robusthed, samfundsmæssig innovation, adfærdsændringer og cybersikkerhed.

3.5.2.

Udvalget bifalder energiunionens eksterne dimension, som den fremgår af den tredje statusrapport, og er enig i, at »EU's udenrigs- og udviklingspolitikker er vigtige for at støtte omstillingen til ren energi og lavemissionsøkonomi globalt og for at styrke EU's energisikkerhed og konkurrenceevne«. Desværre er der voksende dokumentation for, at nogle stater og virksomheder, der er aktive inden for import af fossile brændstoffer til EU, anvender praksis, der ikke hører hjemme i normal forretningspraksis, og undertiden på aggressiv vis søger at øve indflydelse på medlemsstaters og andre relevante interessenters energi- og klimapolitikker. En pålidelig og demokratisk ramme for politisk debat om gennemførelsen af energiunionen kræver systematisk overvågning af disse aktiviteter, at de offentliggøres, og at der gribes aktivt ind over for dem.

3.5.3.

På grund af digitaliseringen af energisystemerne er det nødvendigt at etablere en avanceret digital infrastruktur og gøre foranstaltninger for at øge cybersikkerheden til et vigtigt aspekt af bestræbelserne for at levere energisikkerhed. Desuden betyder interaktionen mellem intelligente elnet og elbiler, at også elinfrastruktur bliver et centralt element i transportsystemet. I den sammenhæng bliver cybersikkerheden af forbundne energi- og transportsektorer og deres digitale infrastruktur endnu vigtigere.

3.5.4.

Om den europæiske energiunion bliver en succes, afhænger af evnen til at opretholde EU-lovgivningen og garantere, at energiprojekter i Europa reguleres af EU's markedslovgivning. Dette er især vigtigt i forhold til investeringsprojekter, der potentielt — og for mange helt klart — er i strid med målsætningerne for energiunionen. Dette skaber politiske og økonomiske betænkeligheder i en række medlemsstater og bidrager til, at man i disse lande mister tilliden til de værdier, der fik dem til at tiltræde EU. Manglende evne til at opretholde retsstatsprincippet bruges desuden af EU-skeptiske politikere som et eksempel på svaghederne i EU-integrationen, hvilket skader EU's enhed og integritet yderligere. Udvalget henstiller derfor, at et projekt som Nord Stream 2 og andre strategisk vigtige projekter udvikles i overensstemmelse med reglerne for energiunionen.

4.   Inddragelse af civilsamfundet og EØSU's bidrag

4.1.

EØSU er overbevist om, at et vellykket 2018 som energiunionens »mobiliseringsår« er af afgørende betydning af demokratiske årsager, men også for at selve omstillingen bliver en succes. Omstillingen af Europas energisystem vil helt sikkert være hurtigere, billigere og mere demokratisk, hvis den drives af mennesker, som bliver stadigt mere aktive forbrugere, prosumenter, arbejdstagere, crowdsourcere og crowdfundere i energiomstillingen. Mikrofinansiering, der f.eks. ydes som lokale lån, og investeringsfremme er nøglen til at fremme demokratiseringen, en bred social deltagelse og den sociale bæredygtighed af energiomstillingen. Den Europæiske Union bør have som mål at bevæge sig fra en situation, hvor energipolitikken, selv på nationalt niveau, er blevet drevet af »beslutninger truffet af de få« til en situation, hvor den reelt drives af »handling fra alle«.

4.2.

EØSU bifalder opfordringerne i den tredje statusrapport til at mobilisere hele samfundet. Det er fortsat uklart, hvordan Kommissionen agter at sikre, at dette sker, da der ikke er konkrete forslag til, hvordan det skal gribes an, og i rapporten nævnes ovenikøbet stærkt problematiske eksempler på »pionerer« inden for omstilling til ren energi. EØSU opfordrer Kommissionen til i stigende grad at arbejde tæt sammen med beslutningstagere og interessenter og helt konkret mødes med nationale og regionale økonomiske og sociale råd og det organiserede civilsamfund for i fællesskab at levere ren energi til alle europæere.

4.3.

EØSU er bekymret for graden af borgernes og lokalsamfundenes offentlige deltagelse i lovforslag efter den bebudede og iværksatte »brede offentlige debat« sidste år. Det foreslår, at fremtidige statusrapporter indeholder betragtninger om og klart redegør for de forbedringer af politikker og praksis i energiunionen, som er blevet indført på basis af offentlige debatter og borgerdeltagelse.

4.4.

På den baggrund bakker EØSU op om Europa-Parlamentets nyligt vedtagne betænkning, hvori det hedder, at »Medlemsstaterne bør oprette en permanent platform for energidialog på flere niveauer, der samler lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, erhvervslivet, investorer og alle andre relevante aktører for at drøfte de forskellige muligheder for energi- og klimapolitikker«, og gentager vigtigheden af at involvere fagforeninger, forbrugerorganisationer og civilsamfundets miljøorganisationer i den slags platforme og af at sørge for, at der er de ressourcer, der er nødvendige til reel deltagelse.

4.5.

EØSU ønsker at bidrage aktivt til videreudvikling af synergier og samarbejde mellem EU-institutioner, det organiserede civilsamfund, lokale og regionale myndigheder og disses institutioner for at nå energiunionens mål. Lokale og regionale myndigheder sidder i kraft af deres nærhed til borgerne og deres viden om de særlige lokale forhold med nøglen til reelt at kunne tilpasse og gennemføre energirelaterede politikker. De udgør et vigtigt beslutningstagende niveau i sektorer som transport, byplanlægning, bygninger og velfærd, hvilket giver dem en yderst vigtig rolle i at koordinere foranstaltninger til fremme af energieffektivitet og vedvarende energikilder.

4.6.

EØSU mener, at samfundsvidenskab og humanistiske videnskaber spiller en afgørende rolle med hensyn til at udstyre de økonomiske og politiske beslutningstagere og borgerne med de rette værktøjer til at forstå, hvad der ligger bag slutbrugernes, herunder SMV'ers og borgernes, energivalg. Energiunionen har derfor behov for et opgaveorienteret EU-forsknings- og innovationsprogram for perioden efter 2020, hvori ovennævnte videnskaber er fuldt ud integreret som foreslået i Kommissionens rapport fra Gruppen på Højt Plan om maksimering af virkningen af EU's forsknings- og innovationsprogrammer (Lamyrapporten).

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 34.

(2)  https://ec.europa.eu/clima/news/eu-citizens-increasingly-concerned-about-climate-change-and-see-economic-benefits-taking-action_en

(3)  https://cdn.eurelectric.org/media/2189/vision-of-the-european-electricity-industry-02-08-2018-h-864A4394.pdf

(4)  http://irena.org/newsroom/pressreleases/2018/Feb/EU-Doubling-Renewables-by-2030-Positive-for-Economy

(5)  http://www.energyunionchoices.eu/cleanersmartercheaper/

(6)  EUT C 264 af 20.7.2016, s. 117, EUT C 288 af 31.8.2017, s. 100.

(7)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 64.

(8)  Undersøgelse JUST/2015/CONS/FW/COO6/0127.


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/94


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union

(COM(2017) 487 final — 2017/0224 (COD))

(2018/C 262/16)

Ordfører:

Christian BÄUMLER (DE-II)

Medordfører:

Gintaras MORKIS (LT-I)

Anmodning om udtalelse

Rådet, 15.11.2017

Retsgrundlag

EUF-traktatens artikel 207

 

 

Kompetence

Sektionen for Eksterne Forbindelser

Vedtaget i sektionen

28.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

203/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) fremhæver, at udenlandske direkte investeringer er en vigtig kilde til vækst, beskæftigelse og innovation. Sådanne investeringer har altid været en vigtig faktor for en positiv økonomisk og social udvikling i EU. EØSU går ind for et åbent investeringsmiljø og bifalder udenlandske direkte investeringer.

1.2.

Udvalget konstaterer imidlertid, at udenlandske investeringer ikke kun er nyttige, men også kan indebære risici og bringe den nationale sikkerhed og den offentlige orden i fare i en eller flere medlemsstater.

1.3.

EØSU opfordrer til, at EU's åbenhed over for udenlandske direkte investeringer ledsages af stærke og effektive politikker.

1.4.

Udvalget bifalder Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union, men gør opmærksom på, at problemets omfang ikke er kortlagt fuldt ud, idet Kommissionen ikke analyserede investeringsstrømmene og deres konsekvenser, dengang lovgivningsproceduren blev indledt.

1.5.

Screeningen af investeringer i virksomheder og enheder, der har strategisk betydning for den nationale sikkerhed og den offentlige orden i EU, er mangelfuld og ukoordineret. Nogle lande har en screeningsprocedure, andre ikke, hvilket betyder, at investeringer i sidstnævnte lande overhovedet ikke screenes. Et system på EU-niveau skal afhjælpe denne mangel, fjerne forskellene mellem medlemsstaterne og beskytte nationale og europæiske interesser.

1.6.

Det bør sikres, at både de medlemsstater, hvor der findes procedurer for screening af udenlandske direkte investeringer, og dem, hvor der ikke findes sådanne procedurer, kan videregive og modtage pålidelige oplysninger, bl.a. i form af årlige rapporter, der sendes til Kommissionen, såfremt medlemsstaterne eller Kommissionen fastslår, at en planlagt eller allerede gennemført udenlandsk direkte investering i en medlemsstat kan påvirke sikkerheden eller den offentlige orden.

1.7.

EØSU glæder sig over, at forslaget til forordning fastlægger de grundlæggende proceduremæssige krav til screeningsmekanismerne, såsom gennemsigtighed, ligebehandling mellem forskellige tredjelande og domstolsprøvelse, og dermed øger investerings- og retssikkerheden.

1.8.

EØSU påpeger, at EU har enekompetence med hensyn til udenlandske direkte investeringer. For så vidt som der findes nationale screeningssystemer i EU's medlemsstater, bør der skabes et retsgrundlag for disse systemer for at undgå retsusikkerhed.

1.9.

EØSU er bekymret over, at Kommissionen kun forbeholder sig ret til at screene investeringer i tilfælde, hvor projekter og programmer af interesse for Unionen kan blive berørt. Hvis udenlandske direkte investeringer har grænseoverskridende virkning på EU som helhed eller dele af EU, skal EU leve op til sit ansvar med hensyn til at screene disse investeringer.

1.10.

Definitionen af begreberne »sikkerhed« og »offentlig orden« er ikke tilstrækkelig præcis i Kommissionens forslag. EØSU påpeger, at der i de økonomiske sektorer, som kan blive berørt af screeningen, hersker usikkerhed om, hvorvidt begreberne også dækker strategiske sektorer og nøgleteknologier. Udvalget opfordrer Kommissionen til at gøre en yderligere indsats for at afklare dette spørgsmål.

1.11.

EØSU går ind for, at det gøres obligatorisk at oprette kontaktpunkter i medlemsstaterne og støtter oprettelsen af en gruppe, som skal koordinere screeningen af investeringer i EU. Disse to organers rolle, repræsentationsniveau og indbyrdes forbindelse er imidlertid ikke helt klart defineret. Kommissionen bør sørge for en præcisering.

1.12.

EØSU anbefaler at inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet på en passende måde.

1.13.

Udvalget foreslår, at screeningen af investeringer udvides til følsomme områder inden for infrastruktur og faciliteter, der opretholder samfundsmæssige funktioner. Dette omfatter energi- og vandforsyning, transport, digital infrastruktur, finansielle tjenesteydelser, finansielle markeder og sundhedsvæsenet.

1.14.

EØSU støtter, at screeningen af investeringer udvides til nøgleteknologier, hvis investorerne kontrolleres af et tredjelands regering eller har tætte forbindelser til en sådan. EØSU foreslår, at der i forordningen fastlægges en særlig screeningprocedure for udenlandske direkte investeringer ved tredjelandsregeringer eller investorer med tætte forbindelser til regeringer fra tredjelande.

1.15.

EØSU er overbevist om, at screeningsproceduren vil være mere effektiv, hvis den anvendes på planlagte udenlandske direkte investeringer og ikke på allerede gennemførte direkte investeringer. Udvalget anmoder Kommissionen om at indarbejde denne opfordring i forslaget til forordning. Først og fremmest anbefaler udvalget en efterfølgende overvågning af investeringerne.

1.16.

Af hensyn til investeringssikkerheden anbefaler EØSU, at der både fastsættes tidsfrister for, hvornår beslutningen om, hvorvidt der skal foretages en screening af investeringer skal træffes, og for selve screeningsproceduren.

1.17.

EØSU påpeger, at fortroligheden af virksomhedsoplysningerne skal garanteres under screeningsproceduren, således at potentielle investorer ikke afskrækkes.

1.18.

EØSU anbefaler, at der samarbejdes med USA og de øvrige handelspartnere om screening af investeringer, og at de internationale regler om screening af udenlandske direkte investeringer harmoniseres. I den forbindelse kan USA's udvalg for udenlandske investeringer (CFIUS) tjene som forbillede.

1.19.

Selvom spørgsmålet om gensidighed ikke behandles i forslaget til forordning, opfordrer EØSU Kommissionen til at anvende princippet om gensidighed i alle EU-forhandlinger med tredjelande om udenlandske direkte investeringer, da flere ikke-EU-investorer opkøber EU-virksomheder og -enheder, samtidig med at EU-investorer ofte møder forhindringer, når de ønsker at investere i andre lande. Udvalget opfordrer først og fremmest til en fremskyndelse af forhandlingerne om investeringsaftalen med Kina.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU støtter principielt de centrale holdninger i Kommissionens forslag til forordning om indførelse af en procedure for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union, hvori det hedder, at Den Europæiske Union er åben over for udenlandske investeringer, idet udenlandske direkte investeringer bidrager til Unionens vækst ved at fremme konkurrenceevnen, skabe arbejdspladser, tilføre kapital, teknologi, innovation og ekspertise og ved at åbne for nye eksportmarkeder for EU.

2.2.

Det giver imidlertid anledning til bekymring, at udenlandske investorer, navnlig statsejede virksomheder, af strategiske årsager overtager europæiske virksomheder med nøgleteknologier og arbejder hen imod at overtage infrastruktur, vigtige nye teknologier samt andre aktiver, der er vigtige for at kunne garantere sikkerheden i medlemsstaterne og i EU som helhed.

2.3.

I løbet af de sidste ti år er omfanget af udenlandske investeringer i EU steget betydeligt. Kommissionens meddelelse »Åbenhed over for udenlandske direkte investeringer under samtidig beskyttelse af væsentlige interesser« indeholder statistiske oplysninger, der viser, at de fleste investeringer primært kommer fra USA, Canada og Schweiz og dernæst fra Brasilien, Kina og Rusland. Under finanskrisen i 2008 blev Kinas investeringer i EU-landene tidoblet! De steg fra 2 mia. EUR i 2009 til næsten 20 mia. EUR i 2015. Alene i 2016 beløb de kinesiske direkte investeringer i EU sig til 35 mia. EUR. Sammenlignet med 2015 var der tale om en stigning på 77 %, og set i forhold til 2010 var der tale om en stigning på 1 500 %. Europæiske virksomheders investeringer i Kina faldt derimod med 25 % i 2016.

2.4.

I februar 2017 opfordrede tre medlemsstater — Frankrig, Tyskland og Italien — Kommissionen til at revidere reglerne for udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union. Anledningen var bekymringen for, at teknologisk viden går tabt til udlandet, da et stigende antal ikke-EU-investorer af strategiske årsager køber EU-teknologi til brug i disse lande, samtidig med at EU-investorer ofte konfronteres med hindringer for investeringer i andre lande. De tre medlemsstater påpegede, at princippet om gensidighed bør opretholdes, når EU-investorer kun har begrænset adgang til markeder uden for EU. De tre medlemsstater opfordrede Kommissionen til at udvikle et europæisk instrument til at forebygge negative konsekvenser som følge af udenlandske køberes ensidige strategiske direkte investeringer på sikkerheds- eller industripolitisk følsomme områder og sikre gensidighed. De instrumenter, som EU's medlemsstater har til rådighed for øjeblikket, er ikke tilstrækkelige til at sikre en sådan beskyttelse.

2.5.

Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 5. juli 2017 Kommissionen og medlemsstaterne til at screene tredjelandes udenlandske direkte investeringer i EU's strategiske industri, infrastruktur og vigtige fremtidige teknologier.

2.6.

Kommissionen har fremsat et forslag til forordning om et regelsæt for screening af udenlandske investeringer fra tredjelande.

2.7.

Kommissionen har besluttet at begrænse forslaget til områderne sikkerhed og offentlig orden med henblik på at opnå en minimumsaftale mellem medlemsstaterne. Hertil hører ifølge Kommissionen bl.a. elektronisk kommunikation, cybersikkerhed, beskyttelse af kritisk infrastruktur og industriel konkurrenceevne inden for cybersikkerhedsprodukter og -tjenester.

2.8.

Definitionen af begreberne »sikkerhed« og »offentlig orden« er i denne forbindelse ikke i sig selv tilstrækkelig til at undgå problemer og forskellige fortolkninger. EØSU påpeger, at der i de økonomiske sektorer, som kan blive berørt af screeningen, hersker usikkerhed om, hvorvidt begreberne også dækker strategiske sektorer og nøgleteknologier. EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre en yderligere indsats for at afklare dette spørgsmål.

2.9.

Udvalget bemærker, at Kommissionen fuldt ud anerkender, at medlemsstaterne fortsat skal have den nødvendige fleksibilitet i forbindelse med screening af udenlandske direkte investeringer (se COM(2017) 494). Dette betyder, at kun medlemsstaterne vil kunne træffe afgørelser om udenlandske direkte investeringer fra tredjelande.

2.10.

EØSU har altid haft den holdning, at EU's handels- og investeringspolitik »skal være i tråd med« og konsekvent i forhold til Unionens økonomiske og andre politikker, herunder »miljøbeskyttelse, ordentligt arbejde, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen«. En effektiv EU-investeringsstrategi spiller en vigtig rolle for fastholdelsen af EU's konkurrenceevne i en tid med hastig økonomisk forandring og store omvæltninger i den relative økonomiske indflydelse på verdensplan.

2.11.

EØSU påpeger, at EU er en af de mest åbne økonomier for udenlandske direkte investeringer. Strømmen af indadgående investeringer i EU er konstant stigende. Investeringerne er i stigende grad rettet mod strategisk udvalgte sektorer og mod virksomheder, der er større end gennemsnittet. De foretages stadig oftere af statsejede virksomheder eller investorer med tætte forbindelser til regeringer.

2.12.

Kommissionen vurderer i modsætning hertil, at antallet af begrænsninger for udenlandske direkte investeringer har været stigende på globalt plan siden 2016. Ofte har EU-investorer i tredjelande ikke de samme rettigheder som udenlandske investorer i EU. EØSU beklagede allerede i 2011, at Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af meddelelsen »Etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik« ikke ytrede sig om spørgsmålet om opkøb af strategiske virksomheder. Udvalget efterlyste i den forbindelse overvejelser om gensidighed.

2.13.

EØSU understreger, at de tre nævnte medlemsstater (der foreslog udvikling af et europæisk instrument til screening af investeringer) har påpeget, at princippet om gensidighed bør bibeholdes, hvis EU's investorer kun i begrænset omfang får adgang til markeder uden for EU. Forslaget til forordning tager ikke fat på spørgsmålet om gensidighed. For så vidt angår udenlandske direkte investeringer bør gensidighedsprincippet imidlertid finde anvendelse i alle EU-forhandlinger med tredjelande om udenlandske direkte investeringer.

2.14.

Desuden er det strategiske fokus for udenlandske investeringer i EU rettet mod opkøbet af europæiske virksomheder, der udvikler nøgleteknologier eller forvalter infrastruktur, der er af stor betydning for varetagelsen af væsentlige funktioner i samfundet og økonomien. Kombinationen af disse udviklingstendenser har givet anledning til begrundet bekymring hos borgere og virksomheder i Unionen og i medlemsstaterne. Disse bekymringer kræver passende foranstaltninger, som annonceret i Kommissionens oplæg om styring af globaliseringen af 10. maj 2017 og i talen om Unionens tilstand den 13. september 2017.

2.15.

EØSU opfordrer til, at EU's åbenhed over for udenlandske direkte investeringer ledsages af stærke og effektive politikker.

2.16.

Udvalget fremhæver, at nogle medlemsstater allerede i nogen tid har erkendt, at udenlandske investeringer ikke kun er nyttige, men også kan indebære risici og bringe den nationale sikkerhed og den offentlige orden i fare. Det gælder især, når investeringerne foretages i virksomheder og enheder af strategisk betydning. Disse medlemsstater har derfor oprettet nationale screeningsordninger for udenlandske investeringer.

2.17.

EØSU gør opmærksom på, at screeningen af investeringer i virksomheder og enheder, der har strategisk betydning for den nationale sikkerhed eller EU's sikkerhed, er mangelfuld og ukoordineret. Nogle lande har en screeningsprocedure, andre ikke, hvilket betyder, at investeringer i sidstnævnte lande overhovedet ikke screenes. Det siger sig selv, at disse rammevilkår forhindrer medlemsstaterne og EU som helhed i at gardere sig mod investeringer, der er rettet mod at overtage vigtige virksomheder og enheder, hvis et tredjeland med politiske og økonomiske intentioner går målrettet frem og udnytter sine muligheder for manipulation. Det system, som EU indfører, skal fjerne forskellene mellem medlemsstaterne og beskytte nationale og europæiske interesser.

2.18.

EØSU mener, at den screening af investeringer, som Kommissionen foreslår, er et første skridt i den rigtige retning, som dog ikke kan opfylde alle krav. Forslaget forpligter ikke engang medlemsstaterne til at indføre en national screening af investeringer.

2.19.

Udvalget anerkender, at Kommissionens intention med denne forordning er at skabe retssikkerhed for de medlemsstater, som har oprettet nationale mekanismer til screening af investeringer.

2.20.

EØSU bifalder, at forslaget til forordning fastlægger de grundlæggende proceduremæssige krav til screeningsmekanismerne, såsom gennemsigtighed, ligebehandling mellem forskellige tredjelande og domstolsprøvelse og dermed øger investeringssikkerheden.

2.21.

Selvom forordningen har til formål at sikre, at der i EU indsamles flere oplysninger om udenlandske direkte investeringer og medlemsstaternes anvendelse af udvælgelsesmekanismer, vil det i praksis være meget vanskeligt at sikre en ensartet gennemførelse på EU-plan. Det bør sikres, at både de medlemsstater, hvor der findes procedurer til screening af udenlandske direkte investeringer, og dem, hvor der ikke findes sådanne procedurer, videregiver og modtager pålidelige oplysninger, bl.a. i form af årlige rapporter, der skal sendes til Kommissionen, såfremt medlemsstaterne eller Kommissionen fastslår, at en planlagt eller allerede gennemført udenlandsk direkte investering i en medlemsstat kan påvirke sikkerheden eller den offentlige orden.

2.22.

EØSU støtter Kommissionens forslag om at forpligte medlemsstaterne til at etablere kontaktpunkter og danne en koordinationsgruppe bestående af medlemsstaternes repræsentanter. Disse to organers rolle, repræsentationsniveau og indbyrdes forbindelse er imidlertid ikke helt klart defineret. Udvalget anbefaler at inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet på en passende måde.

2.23.

EØSU er bekymret for, at Kommissionen kun forbeholder sig at screene investeringer i tilfælde, hvor projekter og programmer af interesse for Unionen kan blive berørt. Når ansvaret for screeningen af udenlandske direkte investeringer hovedsageligt ligger hos medlemsstaterne, er der en risiko for, at en udenlandsk investor, der har som mål at overtage vigtige virksomheder og enheder, vælger først at investere i den medlemsstat, der er dårligst beskyttet mod sådanne investeringer for derefter at få adgang til lande med bedre investeringsbeskyttelse via det indre marked.

2.24.

EØSU påpeger, at EU har enekompetence med hensyn til udenlandske direkte investeringer som følge af den i Lissabontraktaten fastsatte enekompetence vedrørende den fælles handelspolitik. Ifølge artikel 207 i EUF-traktaten er udenlandske direkte investeringer en del af EU's fælles handelspolitik. I henhold til artikel 206 i EUF-traktaten bidrager Unionen til »en gradvis afskaffelse af restriktioner for den internationale handel og de direkte udenlandske investeringer«.

2.25.

Udvalget mener, at EU bør udøve sin kompetence med hensyn til udenlandske direkte investeringer, når investeringerne har grænseoverskridende virkning på hele EU eller dele af det. Både screeningen af investeringer såvel som beslutningen om, hvorvidt disse investeringer kan tillades, bør træffes af Kommissionen. Medlemsstaterne bør have bindende rettigheder med hensyn til at blive hørt og inddrages i beslutningsprocessen vedrørende udenlandske direkte investeringer ved hjælp af den koordineringsgruppe, der skal oprettes.

2.26.

EØSU påpeger, at EU i direktivet om europæisk kritisk infrastruktur (ECI-direktivet) og direktivet om sikkerhed i net- og informationssystemer (NIS-direktivet) har defineret følsomme områder, der vedrører væsentlige sikkerhedsinteresser. Under »kritisk infrastruktur« hører i henhold til ECI-direktivet faciliteter og systemer, der har afgørende betydning for opretholdelsen af vitale samfundsmæssige funktioner, sundhed, sikkerhed og det økonomiske og sociale velbefindende. NIS-direktivet vedrører tjenesteydere, der skaber forudsætningerne for »kritiske« sociale og økonomiske aktiviteter. Hertil hører energi, transport, finansielle tjenesteydelser og det finansielle marked samt sundhedsvæsen og vandforsyning.

2.27.

EØSU fremhævede allerede i 2011 (1), at handelspartnere som f.eks. Canada og USA har mekanismer til at screene udenlandske direkte investeringer, og at investeringer bør være en del af en bredere funderet EU-udenrigspolitik.

2.28.

EØSU påpeger, at USA råder over omfattende og meget fleksible instrumenter til screening af investeringer. Screeningen af udenlandske investeringer i USA varetages på føderalt plan af et tværministerielt udvalg (CFIUS). Hvis dette udvalg ikke kan godkende en transaktion, kan det suspendere, forbyde eller opstille betingelser for investeringen. Udvalgets vigtigste opgave består i at kortlægge risikoen for den nationale sikkerhed som følge af fusioner og overtagelser, der kan føre til udenlandsk kontrol med en amerikansk virksomhed. Den nationale sikkerhedsrisiko defineres som en overtagelse af kritisk teknologi eller infrastruktur, som kan udgøre en trussel mod USA's sikkerhed. Screeningen fastlægges af CFIUS, der opstiller sine egne regler, hvilket gør det muligt for udvalget at tilpasse definitionen. Denne form for screening af investeringer kunne også være interessant for EU.

2.29.

I Kina er udenlandske investeringer pålagt sektorspecifikke restriktioner. Kinas kommission for national udvikling og reform (NDRC) og handelsministeriet (MOFCOM) har vedtaget 2017-udgaven af kataloget over forvaltning af udenlandske investeringer, »Catalogue of Industries for Guiding Foreign Investment«. Det omfatter en national negativliste over de brancher, hvor udenlandske investeringer er begrænset eller forbudt. »Begrænset« betyder, at der kræves en forudgående tilladelse fra MOFCOM. Udarbejdelsen af denne liste er en måde, hvorpå regeringen kan håndhæve sine restriktioner og betingelser. Denne negativliste omfatter både politisk følsomme områder som f.eks. trykte medier og fremstilling af færdige biler, hvor der gælder særlige regler for joint ventures. I sektorer uden begrænsninger kræver staten kun registrering af udenlandske investeringsprojekter.

2.30.

EØSU påpeger, at Kina i sin strategi »Made in China 2025« udpeger nøglesektorer: næste generations informationsteknologier, avanceret numerisk styringsteknik og robotteknologi, udstyr til luft- og rumfart, udstyr til skibsværfter og bygning af højteknologiske skibe, højteknologisk udstyr til jernbaner, energieffektive køretøjer og biler på alternativ energi, elektrisk udstyr, maskiner og udstyr til landbruget, nye materialer, biomedicin og avanceret medicinsk udstyr. I disse sektorer må der forventes flere overtagelser af europæiske virksomheder.

2.31.

EØSU bemærker, at der ikke kun er forbehold over for udenlandske direkte investeringer fra Kina. Ruslands investeringer, navnlig i energisektoren, giver anledning til bekymring for en eventuel afhængighed i denne strategiske sektor i de berørte lande.

2.32.

Udvalget mener, at anvendelsesområdet for den foreslåede screening af investeringer er for begrænset og foreslår, at screeningen af investeringer udvides til strategiske områder og navnlig til nøgleteknologier. Ved fastlæggelsen af disse strategiske områder bør »Made in China 2025« tages i betragtning.

2.33.

EØSU mener, at en sådan screening af investeringer, som også omfatter strategisk vigtige nøgleteknologier, er forenelig med WTO's regler. EU har vedtaget aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Det er derfor muligt at afvise udenlandske direkte investeringer, når væsentlige sikkerhedsinteresser står på spil. EØSU mener, at der er tale om væsentlige sikkerhedsinteresser, når det gælder om at bevare et samfunds værdier. Yderligere restriktioner for udenlandske direkte investeringer er mulige, hvis investoren kontrolleres af en regering eller er tæt knyttet til en sådan.

2.34.

EØSU er enig med Kommissionen i, at der i screeningsprocedurerne bør tages hensyn til, om den udenlandske investor kontrolleres af regeringen i et tredjeland, herunder gennem betydelig finansiering. EØSU foreslår, at der i forordningen fastlægges en særlig screeningprocedure for udenlandske direkte investeringer ved tredjelandsregeringer eller investorer med tætte forbindelser til regeringer fra tredjelande.

2.35.

EØSU er overbevist om, at screeningsproceduren vil være mere effektiv, hvis den anvendes på planlagte udenlandske direkte investeringer og ikke på allerede gennemførte direkte investeringer. Udvalget anmoder Kommissionen om at indarbejde denne opfordring i forslaget til forordning. Først og fremmest anbefaler udvalget en efterfølgende overvågning af investeringerne.

2.36.

EØSU bifalder Kommissionens forslag til forordning, men det står klart, at problemets omfang endnu ikke kendes fuldt ud. Kommissionen analyserede ikke investeringsstrømmene og deres konsekvenser ved lovgivningsprocedurens start. En analyse af investeringsstrømmene er først iværksat senere.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

EØSU anbefaler, at der samarbejdes med USA og de øvrige handelspartnere. International harmonisering af reglerne om screening af udenlandske direkte investeringer ville begrænse konflikter og fremme investeringssikkerheden. I det mindste med lande som Kina må målet være en dialog om deres investeringspolitik i såvel ind- som udland. Målet bør være aftaler om investeringsbeskyttelse og handelsaftaler, der tager udgangspunkt i EU's standarder og princippet om gensidighed. Udvalget opfordrer først og fremmest til en fremskyndelse af forhandlingerne om investeringsaftalen med Kina.

3.2.

Varigheden af den igangværende screening kan blive en vigtig hindring for potentielle investorer og forringe et lands konkurrenceevne overordnet set. For at mindske disse negative følgevirkninger bør varigheden af EU's screening af investeringer ikke være længere end den periode, der er fastsat for de nationale procedurer.

3.3.

For at undgå yderligere administrative byrder er det nødvendigt at undersøge, om der skal fastsættes et minimumsbeløb for, hvornår investeringer skal underkastes en screening. Der skal i den forbindelse tages hensyn til, at selv nystartede virksomheder kan have stor betydning for en nøgleteknologi.

3.4.

Selvom forordningen har til formål at sikre, at der indsamles flere oplysninger om udenlandske direkte investeringer i EU, og at anvendelsen af screeningsmekanismer i medlemsstaterne overvåges, vil det i praksis være meget vanskeligt at sikre en ensartet gennemførelse på EU-plan. Dette skyldes forskellene mellem de medlemsstater, hvor der findes mekanismer til screening af udenlandske direkte investeringer og dem, hvor der ikke gør. Systemet må ikke skabe ulige rettigheder og forpligtelser i forbindelse med samarbejdet mellem landene og Kommissionen om udveksling af oplysninger, hvis visse planlagte eller gennemførte udenlandske investeringer kan påvirke sikkerheden eller den offentlige orden.

3.5.

Forordningen forpligter ikke medlemsstater, som modtager bemærkninger fra andre medlemsstater, til at tage behørigt hensyn til disse. Det samme gælder for udtalelser fra Kommissionen til en medlemsstat, der ikke nødvendigvis behøver at følge disse. Sådanne tilfælde kræver yderligere afklaring. Det står ikke klart, hvilke konsekvenser (om nogen) der kan forventes, hvis Kommissionen ikke betragter en medlemsstats forklaring som fyldestgørende.

3.6.

Den fremtidige udvikling af investeringsscreening bør — som et minimum — tage hensyn til andre faktorer, der kan påvirke sikkerheden og den offentlige orden: praksisser, der forvrider fair handel, begrænsning af konkurrencen og manglende gennemsigtighed i forbindelse med investeringer. Investerings- og handelspolitik må nødvendigvis være en del af EU's industripolitik.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om international investeringspolitik, ordfører: Jonathan Peel (EUT C 318 af 29.10.2011, s. 150).


25.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/101


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's handlingsplan 2017-2019 — Bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle

(COM(2017) 678 final)

(2018/C 262/17)

Ordfører:

Anne DEMELENNE

Medordfører:

Vladimíra DRBALOVÁ

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 13.12.2017

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget i sektionen

27.3.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen:

19.4.2018

Plenarforsamling nr.

534

Resultat af afstemning

(for/imod/hverken for eller imod)

194/3/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Overordnet set bifalder EØSU Kommissionens indsats for at rette op på de vedvarende kønsbestemte lønforskelle ved at foreslå et omfattende sæt sammenhængende aktiviteter i den handlingsplan, der er genstand for denne udtalelse. Dog mener udvalget, at de otte indsatsområder hver især burde uddybes yderligere.

1.2.

EØSU anbefaler, at man koncentrerer sig om de kulturelle årsager og stereotyperne i uddannelsessystemerne, som påvirker den enkeltes karrierevalg. Endvidere anbefaler udvalget, at der kigges nærmere på årsagerne til opdelingen på arbejdsmarkedet, og at der indføres mere gennemgribende foranstaltninger for at modvirke disse.

1.3.

EØSU er enig i Kommissionens forslag vedrørende løngennemsigtighed og gennemførelse af lønrevisioner i sektorer og virksomheder med henblik på at lette indsamlingen af individuelle (statistiske) data og fremme udarbejdelse af målrettede handlingsplaner. Det europæiske semester er et effektivt middel til at opmuntre medlemsstaterne til hurtigst muligt at træffe de rette foranstaltninger og ikke mindst indføre en solid, fremtidssikret infrastruktur for børnepasning og langtidspleje, som er både tilgængelig og økonomisk overkommelig.

1.4.

EØSU anbefaler, at man fortsætter indsatsen for at nå Europa 2020-strategiens mål om 75 % beskæftigelse — og helst fuldtidsbeskæftigelse — for både kvinder og mænd.

1.5.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen anerkender arbejdsmarkedsparternes afgørende rolle i processen, da de er centrale aktører på arbejdsmarkedet. Udvalget understreger både det bidrag, der ydes af civilsamfundets organisationer, og partnerskabsprincipperne, som er baseret på præcist definerede ansvarsområder.

1.6.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen afsætter økonomiske midler til de forskellige projekter, men understreger, at det inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme er nødvendigt at frigøre yderligere midler til at føre handlingsplanen i sin helhed ud i livet. Bl.a. er der brug for midler til at finansiere infrastrukturen for børnepasning og ældrepleje, så der ikke trækkes veksler på medlemsstaterne (dvs. overholdelse af den gyldne regel).

2.   Indledning

2.1.

Princippet om ligeløn har været nedfældet i EU's traktater siden 1957. Det kommer alle til gode, hvis man skaber ligeløn ved at fremme kvinders rettigheder. Det vil være et fremskridt mod et retfærdigt og afbalanceret samfund til gavn for alle (1). Kampen for kvinders rettigheder har sat fokus på ulighederne mellem kvinder og mænd og fået lovgiverne (på alle niveauer) til at træffe foranstaltninger på området. Disse uligheder findes imidlertid stadig i forskellige sociale sammenhænge, i familien, i skolen, i samfundet, inden for politik og på arbejdsmarkedet.

2.2.

Det er en enorm udfordring at fjerne den »ukorrigerede« kønsbestemte lønforskel. EU, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter opfordres til med hjælp fra civilsamfundet at koordinere deres indsats i form af målrettede tiltag, som kombinerer anvendelse af lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger, der i forening kan gøre noget ved de mange årsager til lønforskelle mellem kvinder og mænd, både på nationalt og europæisk niveau, inden for rammerne af gennemførelsen af Europa 2020-strategien.

2.3.

De kønsbestemte lønforskelle er mindre i de lande, hvor der generelt er større ligestilling mellem kønnene, og i lande, hvor de kollektive overenskomster dækker bredt. Det anslås, at en øgning af den sociale dialogs »dækning« på 1 % ville mindske den kønsbestemte lønforskel med 0,16 %, og jo større koordination af løndannelsen, jo mere ligelig vil lønfordelingen være (2).

3.   Baggrundstal

3.1.

For så vidt angår den kønsbestemte lønforskel tjener kvinder i EU stadig gennemsnitligt 16,3 % mindre end mænd. Hvis man skal gøre noget ved denne kønsbestemte lønforskel, er det første skridt at forstå årsagerne til og konsekvenserne af dette fænomen. De ovenfor beskrevne faktorer udgør alle på den ene side en del af problemet og på den anden side en del af løsningen.

3.2.

Beskæftigelsen: Europa 2020-strategien har fastsat et mål om, at 75 % af alle, såvel kvinder som mænd, skal være i beskæftigelse i 2020. I 2014 lå den samlede beskæftigelse i EU imidlertid kun på 64,9 %, og især var andelen af kvinder i beskæftigelse lille (59,6 % mod 70,1 % af mændene i alderen 20-64 år). Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet kommer til at spille en afgørende rolle, og der bør foretages en radikal ændring på arbejdsmarkedet for at sikre, at det bliver tilgængeligt for kvinder. I Eurofounds rapport om forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens anslås det, at denne forskel koster EU omkring 370 mia. EUR om året eller 2,8 % af EU’s BNP.

3.3.

Deltidsarbejde: I 2015 arbejdede ca. 8 ud af 10 personer i beskæftigelse i EU på fuld tid, og 2 ud af 10 arbejdede på deltid. Blandt disse 44,7 millioner deltidsbeskæftigede var 10,0 millioner underbeskæftigede, hvilket vil sige, at de ønskede at øge deres arbejdstid. Dette tal udgør en femtedel (22,4 %) af alle med deltidsarbejde og 4,6 % af det samlede antal beskæftigede i EU. To tredjedele af de deltidsansatte i underbeskæftigelse var kvinder (66 %). Denne situation har en negativ indvirkning på udsigterne til uddannelse, karriereudvikling, arbejdsløshedsunderstøttelse og pensionsrettigheder.

3.4.

Kønsfordelingen i ledende stillinger: Ifølge kønsligestillingsindekset for 2017, offentliggjort af det yderst effektive Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE), er ligestillingen mellem mænd og kvinder på de otte områder, som indekset har evalueret, mindst når det gælder politisk, social og økonomisk beslutningstagning. Ser man imidlertid nærmere på det økonomiske område, viser en sammenligning af indekset fra henholdsvis 2013 og 2017 en progressiv stigning i antallet af kvinder på bestyrelsesposter fra 9 % i 2003 til 21 % i 2015. Det gælder medlemsstater, som har vedtaget en bindende lovgivning på området, eksempelvis Frankrig og Holland. Denne vurdering gælder kun store, børsnoterede virksomheder.

3.5.

Skønt mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV) udgør langt den største del af arbejdsgiverne i EU (i 2014 udgjorde de 99,8 % af alle virksomheder i EU-28 og beskæftigede tæt på 90 millioner personer eller 67 % af det samlede antal beskæftigede), koncentrerer både indikatorer og politiske foranstaltninger sig om de største bestyrelser. Selv om de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der er blevet indført de seneste ti år, har ført til en interessant udvikling, er der stadig brug for en yderligere indsats. En række værktøjer står til rådighed for de forskellige medlemsstater i form af frivillige tiltag, kvoter, sanktioner osv.

3.6.

Krisen og de økonomiske stramninger, der i forbindelse med de finanspolitiske reformer er blevet gennemført i en række medlemsstater, har ført til færre midler og investeringer i sociale og offentlige infrastrukturer. Der er ikke blevet gennemført nogen kønsspecifikke konsekvensanalyser, selv om adgangen til disse infrastrukturer er blevet vanskeliggjort. Imidlertid findes der en direkte forbindelse mellem fattigdom blandt mødre og risikoen for fattigdom og udstødelse for børnenes vedkommende. Desuden kan det nu konstateres, at forskellen mellem mænd og kvinder når det gælder pension i 2015 var på 38 % i EU (3), hvilket vil sige, at langt flere kvinder end mænd risikerer at ende i fattigdom, når de bliver gamle.

3.7.

Kønsopdelingen inden for erhverv og sektorer: Ifølge Kommissionen er kønsopdelingen i erhvervssektorer en af de vigtigste drivkræfter for de kønsbestemte lønforskelle. En række sektorer og erhverv er fortsat domineret af henholdsvis mænd og kvinder. Færre kvinder vælger at søge beskæftigelse i bedre betalte sektorer såsom byggeri, industri, transport, naturvidenskab og IKT. »Det vil bidrage til en stigning i EU's BNP pr. indbygger på mellem 2,2 og 3,0 % i 2050, hvis flere kvinder tiltrækkes til fagområderne naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM)« (4). Kommissionen påpeger i øvrigt, at mænd omvendt sjældent går ind i sektorer, der er vigtige for Europas samfund og økonomi i fremtiden, som f.eks. uddannelse, pleje og karriereerhverv inden for sundhedsvæsenet.

3.8.

Ifølge handlingsplanen forlader kvinder typisk arbejdsmarkedet for at tage sig af børn og/eller familiemedlemmer, og hvis de ikke forlader arbejdsmarkedet for altid, accepterer de ofte stillinger på et lavere kvalifikationsniveau for at kunne opfylde deres familiemæssige forpligtelser efter at være vendt tilbage til arbejdsmarkedet (5). De negative konsekvenser, som manglende børnepasningsmuligheder af god kvalitet, til overkommelige priser og med lang åbningstid har for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, behandles i forbindelse med Barcelonamålene, som dog langt fra er nået.

3.9.

De lønmæssige konsekvenser for visse sårbare grupper (enlige mødre, lavtuddannede kvindelige arbejdstagere, og kvinder, som oven i købet har indvandrerbaggrund, er handicappede e.l.) bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed.

4.   Foreslået handlingsplan

4.1.

Den handlingsplan, der netop er blevet foreslået af Kommissionen, indeholder et sammenhængende sæt foranstaltninger, der har til formål at tackle alle tænkelige aspekter af de kønsbestemte lønforskelle frem for at se isoleret på én enkelt faktor eller årsag. Disse foranstaltninger skal styrke hinanden gensidigt. EØSU støtter planen, men anbefaler Kommissionen at sørge for, at de nuværende foranstaltninger, som allerede er blevet anbefalet, evalueres og eventuelt gennemføres via det europæiske semester.

4.2.

Der er fastsat otte hovedindsatsområder:

1.

Forbedre anvendelsen af princippet om lige løn

2.

Bekæmpe opdelingen inden for erhverv og sektorer (horisontal opdeling)

3.

Bryde gennem »glasloftet« (vertikal opdeling)

4.

Tackle »pasningsstraffen«

5.

Valorisere kvinders færdigheder, indsats og ansvar bedre

6.

Bekæmpe tågen: afdække uligheder og stereotyper

7.

Advare og informere om kønsbestemte lønforskelle

8.

Styrke partnerskaber for at bekæmpe kønsbestemte lønforskelle.

For at disse aktiviteter kan være effektive, vil der være behov for synergi mellem de foranstaltninger, som træffes af de vigtigste interessenter på henholdsvis EU-niveau, nationalt niveau og virksomhedsniveau.

4.3.

EØSU konstaterer, at størstedelen af de foranstaltninger, der foreslås med henblik på at opnå ligestilling mellem kønnene, er hensigtsmæssige, og udvalget forventer, at denne ambitiøse handlingsplan vil vise sig effektiv, hvis den forankres i en fælles forståelse af, hvilke faktorer, der ligger til grund for den kønsbestemte lønforskel. I den henseende er en vigtig faktor Eurostats indsamling af statistiske oplysninger, som bygger på individuelle data og ikke på husstandens data, da sidstnævnte bidrager til at give et falsk billede af fattigdom blandt kvinder. Handlingsplanen bør endvidere have som forudsætning, at alle offentlige og private aktører på alle niveauer deltager aktivt. Det gælder de lokale myndigheder, EU's institutioner, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, offentlige og private virksomheder, uddannelsessektoren, civilsamfundets organisationer osv.

4.4.

EØSU minder medlemsstaterne om, at det er nødvendigt at investere i uddannelsessystemer, der er ikkediskriminerende og inklusive. Der bør opmuntres til større kønsligevægt i forbindelse med adgangen til at studere fremtidens fag som f.eks. STEM (videnskab, teknologi — herunder IKT — ingeniørvidenskab og matematik), så også pigerne kan få job i sektorer med bedre fremtidsmuligheder og løn. Desuden er det vigtigt, at kvinder har mulighed for at få supplerende uddannelse i hele karrieren (ved hjælp af nye teknologier som f.eks. fjernundervisning), hvilket vil øge deres muligheder for forfremmelse og dermed lønforhøjelse betragteligt. For at imødegå de demografiske udfordringer på en måde, så det ikke kommer kvinderne til skade, vil det desuden være godt at opmuntre til kønsligevægt i de sociale sektorer, hvor der er flest kvinder.

4.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre virksomhederne mere bevidste om problematikken omkring lige løn for kvinder og mænd, hvilket ikke mindst er i virksomhedernes egen interesse. Adgangen til kvindelig arbejdskraft bør forbedres set i lyset af den demografiske udvikling og stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft.

4.6.

EØSU mener generelt, at virksomhederne bør gøre mere for at afhjælpe de kulturelle årsager og komme de indgroede stereotyper til livs, som bidrager til de vedvarende lønforskelle. Kommissionen bør sikre, at de tiltag, der allerede er iværksat, evalueres, og styrke de nuværende foranstaltninger.

5.   Arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundets vigtige rolle

5.1.

Arbejdsmarkedets parter går i høj grad ind for, at der skabes ligestilling mellem mænd og kvinder, og at der findes en løsning på de dermed forbundne problemer.

5.2.

Allerede EU's handlingsplan om ligestilling fra 2005, som blev underskrevet af de europæiske arbejdsmarkedsparter, gav et fingerpeg om, hvordan spørgsmålet om lønforskelle mellem kønnene kunne løses. En mulighed er at anvende eksisterende praktiske værktøjer og udarbejde præcise og opdaterede statistikker på sektorniveau og nationalt niveau med henblik på at give arbejdsmarkedets parter mulighed for at analysere og forstå de komplekse årsager til lønforskellene. En anden mulighed er at sikre, at lønsystemerne, herunder redskaberne for evaluering af arbejdspladser og lønninger (bruttoløn, ikke timeløn), er gennemsigtige og kønsneutrale, samtidig med at der rettes en særlig opmærksomhed mod eventuelle diskriminerende virkninger, de kan tænkes at besidde.

5.3.

For at imødekomme arbejdsgivernes bekymringer for, at de administrative byrder vil blive øget, bør der planlægges passende ledsageforanstaltninger for virksomhederne. Lige løn er både fagforeningernes og arbejdsgivernes ansvar. Det siger sig selv, at der bør iværksættes initiativer til fremme af ligestilling inden for uddannelse, på arbejdsmarkedet, inden for børnepasning osv. Løngennemsigtighed er imidlertid også en del af løsningen, for løngennemsigtighed og lønrevision har en vigtig rolle at spille i processen. Virksomhederne begynder at tage del i at bekæmpe alle former for forskelsbehandling på arbejdspladsen og er allerede i gang med at løse disse problemer i forbindelse med udformningen af moderne lønsystemer, der er kønsneutrale og afspejler forskellene i de nationale arbejdsmarkedsmodeller. Det er vigtigt, at alle de berørte aktører bidrager til at udligne de kønsbestemte lønforskelle og gør rede for deres faktiske årsager, samt at de er med til at sikre en mere sammenhængende evidensbaseret tilgang og udreder eventuelle misforståelser.

5.4.

Hvad fagforeningerne angår, anerkender de, at eksistensen af en juridisk ramme, som fremmer ligestillingen mellem kønnene, kan være et effektivt incitament i forhandlingerne, navnlig når det handler om at overbevise arbejdsgiverne om den økonomiske og sociale betydning af forhandlingerne om ligestilling. I den forbindelse konstaterer en undersøgelse gennemført af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), at lønaftaler, som sigter mod at nedbringe lønuligheden mellem mænd og kvinder, som oftest fokuserer på mindstelønninger og forhøjelse af lønnen for de lavestlønnede. Ifølge undersøgelsen har kun 20 % af fagforeningerne forhandlet aftaler, der har til formål at bekæmpe kønsopdelingen på arbejdsmarkedet ved at give større lønstigninger til lavtlønnede i kvindedominerede sektorer.

5.5.

På trods af at mange kvindelige arbejdstagere er medlem af en fagforening, sker der kun ganske langsomme fremskridt, når det gælder kvinders deltagelse i fagforeningernes ledende organer. Fagforeningerne bør stræbe efter at skabe mere mangfoldighed med henblik på udvikling af en repræsentativ handlingsplan om ligestilling. En lignende situation ses i de beslutningstagende organer i arbejdsgiverorganisationer (offentlige og private) og civilsamfundsorganisationer, som også bør stræbe mod at skabe mere mangfoldighed med henblik på udvikling af strategi for ligestilling.

6.   Fremtidsudsigter

6.1.

Den årlige vækstundersøgelse 2018 (6) sigter mod at udnytte den fremdrift, der er et resultat af det aktuelle økonomiske opsving. Den sætter fokus på reformer, der i henhold til den gyldne regel har til hensigt at stimulere investeringerne i menneskelig kapital og de sociale sektorer og forbedre vare-, tjeneste- og arbejdsmarkedernes funktion med henblik på at styrke produktiviteten og væksten på langt sigt samt øge inklusionen takket være bedre offentlige investeringer, en mere retfærdig beskatning og en modernisering af de offentlige institutioner.

6.2.

Desuden kan den årlige vækstundersøgelse skabe supplerende etaper i hele den europæiske semesterproces ved at inkludere alle de faktorer, som påvirker de kønsbestemte lønforskelle, i landerapporterne og de landespecifikke henstillinger.

6.3.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder burde være fuldt integreret heri, og vægten lægges på reformer, som har til formål at fremme arbejdstagernes tilegnelse af færdigheder, lige muligheder på arbejdsmarkedet og rimelige arbejdsvilkår, øge arbejdets produktivitet for at støtte lønstigningerne, især når det gælder de laveste lønninger, og gøre socialsikringssystemerne bedre og mere levedygtige.

6.4.

EØSU håber derfor, at de nuværende gunstige konjunkturer som følge af en vis økonomisk vækst og den europæiske søjle for sociale rettigheder vil kunne sætte nyt skub i reduktionen af de kønsbestemte lønforskelle, og at den foreslåede handlingsplan reelt viser sig at være effektiv. Hvis ikke dette er sket inden slutningen af 2019, vil EØSU formentlig råde Kommissionen til at fremsætte forslag om både lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger på det mest hensigtsmæssige niveau, bl.a. i form af sanktioner og/eller incitamenter.

Bruxelles, den 19. april 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  For et samlet overblik, jf. World Report om kønsbestemte forskelle https://www.weforum.org/reports/the-global-gender-gap-report-2017.

(2)  Resolution vedtaget af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisations forretningsudvalg på mødet den 17.-18. juni 2015: »Collective bargaining: our powerful tool to close the gender pay gap«.

(3)  Fælles rapport om beskæftigelsen 2017 (Joint Employment Report 2017).

(4)  COM(2017) 678 final.

(5)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 44.

(6)  COM(2017) 690 final.


Tillæg

Nedenfor følger en liste over de vigtigste dokumenter, som har til formål at mindske uligheden mellem kønnene, og især den kønsbestemte lønforskel:

Det omarbejdede direktiv om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (2006/54/EF), som fastsætter princippet om lige løn, der har været en del af EU's traktater siden 1957.

ILO-konvention nr. 100 om ligeløn for samme arbejde, 1951.

Kommissionens henstilling om styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed (2014/124/EU) og Kommissionens rapport om gennemførelsen af henstilling C(2014) 1405 (COM(2017) 671 final).

Kommissionens strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019.

Forslaget til direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger (COM (2012) 614 final).

Romerklæringen fra 2017.

Den interinstitutionelle proklamation om den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev vedtaget af EU på det sociale topmøde om fair job og vækst den 17. november 2017 i Göteborg (Sverige).

Forslag til direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner (COM(2017) 253 final).

EU's handlingsplan 2017-2019 »Bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle« (COM(2017) 678 final).