Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2018/C 259/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 249 af 16.7.2018

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 240 af 9.7.2018

EUT C 231 af 2.7.2018

EUT C 221 af 25.6.2018

EUT C 211 af 18.6.2018

EUT C 200 af 11.6.2018

EUT C 190 af 4.6.2018

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 30. maj 2018 — Kenzo Tsujimoto mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Kenzo

(Forenede sager C-85/16 P og C-86/16 P) (1)

((Appel - EU-varemærker - ansøgninger om registrering af ordmærket KENZO ESTATE - det ældre EU-ordmærke KENZO - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 8, stk. 5 - absolut registreringshindring - renommé - rimelig grund))

(2018/C 259/02)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Kenzo Tsujimoto (ved Rechtsanwälte A. Wenninger-Lenz, M. Ring og W. von der Osten-Sacken)

De andre parter i sagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget) og Kenzo (ved avvocati P. Roncaglia, G. Lazzeretti, F. Rossi og N. Parrotta)

Konklusion

1)	Appellerne forkastes.

2)	Kenzo Tsujimoto betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 335 af 12.9.2016.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 31. maj 2018 — Confederazione Generale Italiana dei Trasporti e della Logistica (Confetra) (sag C-259/16), Associazione Nazionale Imprese Trasporti Automobilistici (sag C-259/16), Fercam SpA (sag C-259/16), Associazione non Riconosciuta Alsea (sag C-259/16), Associazione Fedit (sag C-259/16), Carioni Spedizioni Internazionali Srl (sag C-259/16), Federazione Nazionale delle Imprese di Spedizioni Internazionali — Fedespedi (sag C-259/16), Tnt Global Express SpA (sag C-259/16), Associazione Italiana dei Corrieri Aerei Internazionali (AICAI) (sag C-260/16), DHL Express (Italy) Srl (sag C-260/16), Federal Express Europe Inc. (sag C-260/16) og United Parcel Service Italia Ups Srl (sag C-260/16) mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni og Ministero dello Sviluppo economico (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio — Italien)

(Forenede sager C-259/16 og C-260/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - posttjenester i Den Europæiske Union - direktiv 97/67/EF - artikel 2, 7 og 9 - direktiv 2008/6/EF - begrebet »postbefordrende virksomhed« - vejtransport, fragt- og kurervirksomheder, der leverer tjenesteydelser inden for indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser - krav om tilladelse til levering af posttjenester til offentligheden - bidrag til omkostningerne ved befordringspligten))

(2018/C 259/03)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Confederazione Generale Italiana dei Trasporti e della Logistica (Confetra) (sag C-259/16), Associazione Nazionale Imprese Trasporti Automobilistici (sag C-259/16), Fercam SpA (sag C-259/16), Associazione non Riconosciuta Alsea (sag C-259/16), Associazione Fedit (sag C-259/16), Carioni Spedizioni Internazionali Srl (sag C-259/16), Federazione Nazionale delle Imprese di Spedizioni Internazionali — Fedespedi (sag C-259/16), Tnt Global Express SpA (sag C-259/16), Associazione Italiana dei Corrieri Aerei Internazionali (AICAI) (sag C-260/16), DHL Express (Italy) Srl (sag C-260/16), Federal Express Europe Inc. (sag C-260/16) og United Parcel Service Italia Ups Srl (sag C-260/16)

Sagsøgte: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni og Ministero dello Sviluppo economico

procesdeltager: Poste Italiane SpA (sag C-260/16)

Konklusion

1)

Artikel 2, nr. 1), 1a) og 6), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter vejtransport, fragt- og kurervirksomheder, der leverer tjenesteydelser inden for indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser, anses for postbefordrende virksomheder som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1a), medmindre deres aktivitet er begrænset til transport af postforsendelser.

2)

Artikel 2, nr. 19), og artikel 9, stk. 1, i direktiv 97/67, som ændret ved direktiv 2008/6, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagerne omhandlede, der pålægger alle vejtransport, fragt- og kurervirksomheder at have en generel tilladelse til levering af posttjenester, forudsat at denne bestemmelse er begrundet ved et af de i direktivets artikel 2, nr. 19), anførte væsentlige krav, og at den overholder proportionalitetsprincippet, således at bestemmelsen er egnet til at sikre det påberåbte formål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette formål, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

3)

Artikel 7, stk. 4, og artikel 9, stk. 2, i direktiv 97/67, som ændret ved direktiv 2008/6, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagerne omhandlede, der pålægger indehaverne af en generel tilladelse til levering af posttjenester at bidrage til udligningsfonden for befordringspligten, når disse tjenester set fra brugernes synsvinkel kan anses for omfattet af befordringspligten, da de i tilstrækkeligt omfang fungerer på samme måde som tjenester, der er omfattet af befordringspligt.

---

(1)  EUT C 343 af 19.6.2016.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 30. maj 2018 — Bruno Dell’Acqua mod Eurocom Srl og Regione Lombardia (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Novara — Italien)

(Sag C-370/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter - protokol nr. 7 - artikel 1 - spørgsmålet om, hvorvidt en forudgående bemyndigelse fra Domstolen er nødvendig - strukturfonde - finansiel støtte fra Den Europæiske Union - udlæg over for en national myndighed i beløb, der hidrører fra denne støtte))

(2018/C 259/04)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Novara

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bruno Dell’Acqua

Sagsøgte: Eurocom Srl og Regione Lombardia

Procesdeltagere: Renato Quattrocchi, Antonella Pozzoli, Loris Lucini, Diego Chierici, Nicoletta Malaraggia, Elio Zonca, Sonia Fusi, Danilo Cattaneo, Alberto Terraneo og Luigi Luzzi

Konklusion

Artikel 1, sidste punktum, i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter skal fortolkes således, at en forudgående bemyndigelse fra Domstolen ikke er nødvendig, når en tredjemand indleder en sag om arrest eller udlæg i en fordring hos et organ, der henhører under en medlemsstat, og som har en tilsvarende gæld over for tredjemands debitor, der er modtager af den tildelte støtte med henblik på gennemførelsen af projekter, som medfinansieres af Den Europæiske Socialfond.

---

(1)  EUT C 383 af 17.10.2016.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. maj 2018 — Hornbach-Baumarkt-AG mod Finanzamt Landau (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Rheinland-Pfalz — Tyskland)

(Sag C-382/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - selskabsskat - en medlemsstats lovgivning - fastlæggelse af den skattepligtige indkomst for selskaber - fordel, som et hjemmehørende selskab vederlagsfrit indrømmer et ikke-hjemmehørende selskab, som det befinder sig i et afhængighedsforhold til - berigtigelse af det hjemmehørende selskabs skattepligtige indkomst - ingen berigtigelse af den skattepligtige indkomst i tilfælde af, at et hjemmehørende selskab indrømmer et andet hjemmehørende selskab, som det befinder sig i et sådant forhold til, den samme fordel - restriktion for etableringsfriheden - begrundelse))

(2018/C 259/05)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Rheinland-Pfalz

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hornbach-Baumarkt-AG

Sagsøgt: Finanzamt Landau

Konklusion

Artikel 43 EF (nu artikel 49 TEUF), sammenholdt med artikel 48 EF (nu artikel 54 TEUF), skal fortolkes således, at den principielt ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter indkomsten hos et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, og som har indrømmet et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, som det står i et afhængighedsforhold til, fordele på vilkår, der afviger fra dem, som indbyrdes uafhængige tredjeparter ville have aftalt under samme eller lignende omstændigheder, skal ansættes således, som de ville være blevet, såfremt de vilkår, som sådanne tredjeparter ville have aftalt, havde været anvendelige, og være genstand for en berigtigelse, mens der ikke foretages en sådan berigtigelse af den skattepligtige indkomst, når et hjemmehørende selskab indrømmer disse samme fordele til et andet hjemmehørende selskab, som det står i et afhængighedsforhold til. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterprøve, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning giver den hjemmehørende skattepligtige mulighed for at bevise, at de vilkår, der er blevet aftalt, er blevet det af forretningsmæssige grunde, som følger af selskabets position som selskabsdeltager i det ikke-hjemmehørende selskab.

---

(1)  EUT C 343 af 19.9.2016.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. maj 2018 — Liga van Moskeeën en Islamitische Organisaties Provincie Antwerpen, VZW m.fl. mod Vlaams Gewest (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel — Belgien)

(Sag C-426/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - beskyttelse af dyrenes velfærd på aflivningstidspunktet - særlige slagtemetoder foreskrevet af religiøse ritualer - muslimsk offerfest - forordning (EF) nr. 1099/2009 - artikel 2, litra k) - artikel 4, stk. 4 - forpligtelse til at foretage rituel slagtning på et slagteri, som opfylder betingelserne i forordning (EF) nr. 853/2004 - gyldighed - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 10 - religionsfrihed - artikel 13 TEUF - respekt af nationale skikke med hensyn til religiøse ritualer))

(2018/C 259/06)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Liga van Moskeeën en Islamitische Organisaties Provincie Antwerpen, VZW, Unie van Moskeeën en Islamitische Verenigingen van Limburg, VZW, Unie van Moskeeën en Islamitische Verenigingen Oost-Vlaanderen, VZW, Unie der Moskeeën en Islamitische Verenigingen van West-Vlaanderen, VZW, Unie der Moskeeën en Islamitische Verenigingen van Vlaams-Brabant, VZW, Association Internationale Diyanet de Belgique, IVZW, lslamitische Federatie van België, VZW, Rassemblement des Musulmans de Belgique, VZW, Erkan Konak og Chaibi El Hassan

Sagsøgt: Vlaams Gewest

Procesdeltager: Global Action in the Interest of Animals (GAIA) VZW

Konklusion

Prøvelsen af det præjudicielle spørgsmål har ikke frembragt noget, som kan påvirke gyldigheden af artikel 4, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet, sammenholdt med forordningens artikel 2, litra k), i forhold til artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 13 TEUF.

---

(1)  EUT C 383 af 17.10.2016.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. maj 2018 — Zsolt Sziber mod ERSTE Bank Hungary Zrt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-483/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - direktiv 93/13/EØF - artikel 7, stk. 1 - låneaftaler optaget i udenlandsk valuta - national lovgivning, som fastsætter specifikke procedurebetingelser for at anfægte rimeligheden - ækvivalensprincippet - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 47 - ret til en effektiv domstolsbeskyttelse))

(2018/C 259/07)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Zsolt Sziber

Sagsøgt: ERSTE Bank Hungary Zrt

Procesdeltager: Mónika Szeder

Konklusion

1)

Artikel 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter særlige proceduremæssige krav som de i hovedsagen omhandlede, for sager anlagt af forbrugere, der har indgået låneaftaler i fremmed valuta, som indeholder en bestemmelse, der fastsætter en forskel mellem den valutakurs, som finder anvendelse på frigivelsen af lånet, og den, der finder anvendelse på tilbagebetalingen af dette, og/eller en bestemmelse, som fastsætter en ensidig mulighed for ændring, der gør det muligt for kreditgiveren at hæve renterne, gebyrerne og omkostningerne, forudsat at konstateringen af, at vilkårene indeholdt i en sådan aftale er urimelige, gør det muligt at genoprette den retlige og faktiske situation, som forbrugeren ville have befundet sig i, hvis de urimelige vilkår ikke forelå.

2)	Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det også finder anvendelse i situationer, hvor der ikke foreligger et grænseoverskridende element.

---

(1)  EUT C 419 af 14.11.2016.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 30. maj 2018 — Stefan Czerwiński mod Zakład Ubezpieczeń Społecznych Oddział w Gdańsku (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Apelacyjny w Gdańsku — Polen)

(Sag C-517/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - social sikring af vandrende arbejdstagere - koordinering af de sociale sikringsordninger - forordning (EF) nr. 883/2004 - materielt anvendelsesområde - artikel 3 - erklæring fra medlemsstaterne i henhold til artikel 9 - overgangspension - kvalificering - lovbestemte efterlønsordninger - ikke-anvendelse af reglen om sammenlægning af perioder i henhold til artikel 66))

(2018/C 259/08)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Apelacyjny w Gdańsku

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Stefan Czerwiński

Sagsøgt: Zakład Ubezpieczeń Społecznych Oddział w Gdańsku

Konklusion

1)

Den klassificering af en social ydelse under en af de sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som den kompetente nationale myndighed har foretaget i den erklæring, som medlemsstaten har afgivet i henhold til den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1, har ikke endelig karakter. Den pågældende nationale ret kan selvstændigt foretage kvalificeringen af en social ydelse på grundlag af de elementer, der udgør den omhandlede sociale ydelse, i givet fald ved forelæggelse af et præjudicielt spørgsmål for Domstolen.

2)	En ydelse som den, der er omhandlet i hovedsagen, skal anses for at være en »ydelse ved alderdom« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 883/2004.

---

(1)  EUT C 22 af 31.1.2017.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 31. maj 2018 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-526/16) (1)

((Traktatbrud - direktiv 2011/92/EU - vurdering af indvirkningen på miljøet af boringer til søgning efter eller kortlægning af skifergas - dybdeboring - udvælgelseskriterier - fastsættelse af tærskler))

(2018/C 259/09)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Owsiany-Hornung, D. Milanowska og C. Zadra, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen (ved B. Majczyna, D. Krawczyk, M. Orion Jędrysek, H. Schwarz og K. Majcher, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet samt bilag II og III til dette direktiv, idet den har undtaget projekter til søgning efter eller kortlægning af forekomster af skifergas ved boringer med en dybde på indtil 5 000 meter fra proceduren til vurdering af, om en miljøkonsekvensvurdering er nødvendig, med undtagelse af boringer med en dybde på mindst 1 000 meter i vandindvindingsområder, områder med beskyttede indre farvande og i områder, der er omfattet af naturbeskyttelsesordninger, såsom nationalparker, naturreservater, naturparker og Natura 2000-områder, og deres omgivelser.

2)	Republikken Polen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 14 af 16.1.2017.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 31. maj 2018 — Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag mod Dödsboet efter Ingvar Mattsson og Jan-Erik Strobel m.fl. / Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Högsta domstolen — Sverige)

(Sag C-542/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2002/92/EF - anvendelsesområde - begrebet »forsikringsformidling« - direktiv 2004/39/EF - anvendelsesområde - begrebet »investeringsrådgivning« - rådgivning ydet i forbindelse med forsikringsformidling vedrørende placering af kapital inden for rammerne af en kapitalforsikring - kvalificering af en forsikringsformidlers virksomhed, når forsikringsformidleren ikke har haft til hensigt at indgå en reel forsikringsaftale))

(2018/C 259/10)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Högsta domstolen

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag, Jan-Erik Strobel, Mona Strobel, Margareta Nilsson, Per Nilsson, Kent Danås, Dödsboet efter Tommy Jönsson, Stefan Pramryd, Stefan Ingemansson, Lars Persson, Magnus Persson, Anne-Charlotte Wickström, Peter Nilsson, Ingela Landau, Thomas Landau, Britt-Inger Ruth Romare, Gertrud Andersson, Eva Andersson, Rolf Andersson, Lisa Bergström, Bo Sörensson, Christina Sörensson, Kaj Wirenkook, Lena Bergquist Johansson, Agneta Danås, Hans Eriksson, Christina Forsberg, Christina Danielsson, Per-Olof Danielsson, Ann-Christin Jönsson, Åke Jönsson, Stefan Lindgren, Daniel Röme, Ulla Nilsson og Dödsboet efter Leif Göran Erik Nilsson

Sagsøgte: Dödsboet efter Ingvar Mattsson og Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag

Konklusion

1)

Artikel 2, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling skal fortolkes således, at begrebet »forsikringsformidling« omfatter udførelse af indledende arbejde i forbindelse med indgåelsen af en forsikringsaftale, selv i tilfælde, hvor den pågældende forsikringsformidler ikke har til hensigt at indgå en reel forsikringsaftale.

2)

Finansiel rådgivning vedrørende placering af kapital, som ydes inden for rammerne af en forsikringsformidling vedrørende indgåelse af en kapitalforsikring, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2002/92 og ikke anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF.

---

(1)  EUT C 14 af 16.1.2017.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 31. maj 2018 — Ernst & Young P/S mod Konkurrencerådet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sø- og Handelsretten — Danmark)

(Sag C-633/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser - forordning (EF) nr. 139/2004 - artikel 7, stk. 1 - gennemførelse af en fusion før den er blevet anmeldt til Europa-Kommissionen og erklæret forenelig med fællesmarkedet - forbud - rækkevidde - begrebet »fusion« - en af de fusionerende virksomheders opsigelse af en samarbejdsaftale med en tredjepart))

(2018/C 259/11)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Sø- og Handelsretten

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ernst & Young P/S

Sagsøgt: Konkurrencerådet

Konklusion

Artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) skal fortolkes således, at en fusion alene gennemføres ved en transaktion, som helt eller delvist, faktisk eller juridisk, bidrager til en ændring i kontrollen med målvirksomheden. Opsigelsen af en samarbejdsaftale under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende — som det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve — kan ikke anses for at medføre en gennemførelse af en fusion, og det uafhængigt af, hvorvidt denne opsigelse har haft markedsmæssige virkninger.

---

(1)  EUT C 46 af 13.2.2017.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. maj 2018 — Adil Hassan mod Préfet du Pas-de-Calais (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal administratif de Lille — Frankrig)

(Sag C-647/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - forordning (EU) nr. 604/2013 - afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en medlemsstat - procedurer for overtagelse og tilbagetagelse - artikel 26, stk. 1 - vedtagelse og meddelelse af en afgørelse om overførsel, før den anmodede medlemsstat accepterer anmodningen om tilbagetagelse))

(2018/C 259/12)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal administratif de Lille

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Adil Hassan

Sagsøgt: Préfet du Pas-de-Calais

Konklusion

Artikel 26, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat, der over for en anden medlemsstat, som den anser for ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i henhold til de i denne forordning fastsatte kriterier, har fremsat en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse af en person som omhandlet i nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, træffer afgørelse om overførsel og giver den pågældende meddelelse herom, før den anmodede medlemsstat udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret denne anmodning.

---

(1)  EUT C 70 af 6.3.2017.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 31. maj 2018 — Finanzamt Dachau mod Achim Kollroß (sag C-660/16) og Finanzamt Göppingen mod Erich Wirtl (sag C-661/16) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof — Tyskland)

(Forenede sager C-660/16 og C-661/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - levering af varer - artikel 65 - artikel 167 - betaling af afdrag for erhvervelsen af en vare, der ikke leveres - leverandørens retlige repræsentanters straffedom for bedrageri - leverandørens insolvens - fradrag for indgående afgift - betingelser - artikel 185 og 186 - den nationale afgiftsmyndigheds regulering - betingelser))

(2018/C 259/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Finanzamt Dachau (sag C-660/16) og Finanzamt Göppingen (sag C-661/16)

Sagsøgt: Achim Kollroß (sag C-660/16) og Erich Wirtl (sag C-661/16)

Konklusion

1)

Artikel 65 og 167 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagerne omhandlede kan retten til fradrag af merværdiafgift på en foretaget forudbetaling ikke nægtes den potentielle køber af de omhandlede varer, da forudbetalingen er blevet foretaget og modtaget, alle relevante elementer for den fremtidige levering på tidspunktet for betalingen kunne anses for at være kendt af køberen, og leveringen af varerne derfor forekom sikker. En sådan ret kan imidlertid nægtes den nævnte køber, hvis det på baggrund af objektive elementer er fastslået, at den pågældende på tidspunktet for forudbetalingen vidste eller ikke med rimelighed kunne være uvidende om, at denne levering var usikker.

2)

Artikel 185 og 186 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagerne omhandlede ikke er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter reguleringen af merværdiafgiften på en forudbetaling med henblik på leveringen af en vare er undergivet en betingelse om leverandørens tilbagebetaling af denne forudbetaling.

---

(1)  EUT C 86 af 20.3.2017.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 31. maj 2018 — Lu Zheng mod Ministerio de Economía y Competitividad (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Madrid — Spanien)

(Sag C-190/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - kontrol med likvide midler, der indføres i eller forlader Den Europæiske Union - forordning (EF) nr. 1889/2005 - anvendelsesområde - artikel 63 TEUF - frie kapitalbevægelser - tredjelandsstatsborger, der i sin bagage medfører et betragteligt beløb i likvide midler, som ikke er angivet - angivelsespligt knyttet til udførslen af dette beløb fra det spanske område - sanktioner - proportionalitet))

(2018/C 259/14)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lu Zheng

Sagsøgt: Ministerio de Economía y Competitividad

Konklusion

Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at den manglende overholdelse af pligten til at angive betragtelige beløb i likvide midler, som indføres i eller forlader denne stats område, medfører en bøde, der kan udgøre op til det dobbelte af det ikke-angivne beløb.

---

(1)  EUT C 221 af 10.7.2017.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 31. maj 2018 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-251/17) (1)

((Traktatbrud - opsamling og rensning af byspildevand - direktiv 91/271/EØF - artikel 3, 4 og 10 - Domstolens dom, der fastslår et traktatbrud - undladelse af opfyldelse - artikel 260, stk. 2, TEUF - økonomiske sanktioner - tvangsbøde og fast beløb))

(2018/C 259/15)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Manhaeve og L. Cimaglia, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato M. Russo og F. De Luca)

Konklusion

1)	Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TFUE, idet den ikke har truffet alle nødvendige foranstaltninger for at opfylde dom af 19. juli 2012, Kommissionen mod Italien (C-565/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:476).

2)

I tilfælde af, at det i punkt 1 fastslåede traktatbrud fortsat består på datoen for afsigelsen af denne dom, pålægges det Den Italienske Republik at betale Europa-Kommissionen en tvangsbøde på 30 112 500 EUR pr. halvårs forsinkelse med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dom af 19. juli 2012, Kommissionen mod Italien (C-565/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:476), regnet fra afsigelsen af denne dom og indtil den fuldstændige opfyldelse af dom af 19. juli 2012, Kommissionen mod Italien (C-565/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:476), idet bødens faktiske beløb skal beregnes ved udløbet af hver seks-måneders-periode ved nedsættelse af det samlede beløb vedrørende hver af disse perioder med en procentdel svarende til den andel, som udgør det antal personækvivalenter i byområder, hvis kloaknet og rensning af byspildevand er blevet bragt i overensstemmelse med dom af 19. juli 2012, Kommissionen mod Italien (C-565/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:476) ved udløbet af den betragtede periode, i forhold til antallet af personækvivalenter i byområder, som ikke råder over sådanne kloaknet og en sådan rensning af byspildevand på datoen for afsigelsen af denne dom.

3)	Den Italienske Republik pålægges at betale Europa-Kommissionen et fast beløb på 25 mio. EUR.

4)	Den Italienske Republik betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 221 af 10.7.2017.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 31. maj 2018 — Éva Nothartová mod Sámson József Boldizsár (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tatabányai Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-306/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - retligt samarbejde i civile sager - forordning (EF) nr. 1215/2012 - retternes kompetence - specielle kompetenceregler - artikel 8, nr. 3) - modkrav, der udspringer eller ej af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på))

(2018/C 259/16)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Tatabányai Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Éva Nothartová

Sagsøgt: Sámson József Boldizsár

Konklusion

Artikel 8, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den — på et ikke-eksklusivt grundlag — finder anvendelse i en situation, hvor den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om en påstand om krænkelse af sagsøgerens personlige rettigheder i form af fotos og videooptagelser, der er taget uden den pågældendes viden, får forelagt et modkrav fra den sagsøgte om erstatning i henhold til sagsøgerens ansvar uden for kontrakt, bl.a. for den begrænsning af hans intellektuelle frembringelse, som er genstand for hovedkravet, når undersøgelsen af dette modkrav kræver, at denne ret vurderer, hvorvidt de faktiske forhold, hvorpå sagsøgeren støtter sine egne krav, er lovlige.

---

(1)  EUT C 269 af 14.8.2017.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 31. maj 2018 — Neli Valcheva mod Georgios Babanarakis (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Varhoven kasatsionen sad — Bulgarien)

(Sag C-335/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - samarbejde om civilretlige spørgsmål - forordning (EF) nr. 2201/2003 - anvendelsesområde - begrebet »samværsret« - artikel 1, stk. 2, litra a), og artikel 2, nr. 7) og 10) - bedsteforældres samværsret))

(2018/C 259/17)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven kasatsionen sad (Bulgarien)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Neli Valcheva

Sagsøgt: Georgios Babanarakis

Konklusion

Begrebet »samværsret«, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), og artikel 2, nr. 7) og 10), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000, skal fortolkes således, at det omfatter bedsteforældres samværsret med deres barnebarn.

---

(1)  EUT C 269 af 14.8.2017.

Domstolens dom (Syevnde Afdeling) af 30. maj 2018 — Irit Azoulay m.fl. mod Parlamentet

(Sag C-390/17 P) (1)

((Appel - personalesag - løn - familietillæg - uddannelsestillæg - afslag på godtgørelse af skoleudgifter - artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union))

(2018/C 259/18)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Irit Azoulay, Andrew Boreham, Mirja Bouchard og Darren Neville (ved avocate M. Casado García-Hirschfeld)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet (ved L. Deneys og E. Taneva, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Irit Azoulay, Andrew Boreham, Mirja Bouchard og Darren Neville betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 412 af 4.12.2017.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 30. maj 2018 — L’Oréal mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Guinot SAS

(Forenede sager C-519/17 P og C-522/17 P — C-525/17 P) (1)

((Appel - EU-mærke - indsigelsessag - ansøgning om registrering af ordmærkerne MASTER PRECISE, MASTER SMOKY, MASTER SHAPE, MASTER DUO og MASTER DRAMA - det ældre nationale figurmærke MASTERS COLORS PARIS - afslag på registreringsansøgningerne - utilstrækkelig begrundelse - efterprøvelse af egen drift))

(2018/C 259/19)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: L’Oréal (ved avocat T. de Haan og advocaat P. Péters)

De andre parter i sagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Botis og D. Hanf, som befuldmægtigede) og Guinot (ved avocate A. Sion)

Konklusion

1)

Kendelserne afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 26. juni 2017, L’Oréal mod EUIPO — Guinot (MASTER PRECISE) (T-181/16, ikke trykt i Sml, EU:T:2017:447), L’Oréal mod EUIPO — Guinot (MASTER SMOKY) (T-179/16, ikke trykt i Sml, EU:T:2017:445), L’Oréal mod EUIPO — Guinot (MASTER SHAPE) (T-180/16, ikke trykt i Sml, EU:T:2017:451), L’Oréal mod EUIPO — Guinot (MASTER DUO) (T-182/16, ikke trykt i Sml, EU:T:2017:448), og L’Oréal mod EUIPO — Guinot (MASTER DRAMA) (T-183/16, ikke trykt i Sml, EU:T:2017:449), ophæves.

2)	Sagerne T-181/16, T-179/16, T-180/16, T-182/16 og T-183/16 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

3)	Afgørelsen om sagernes omkostninger udsættes.

---

(1)  EUT C 424 af 11.12.2017.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 31. maj 2018 — Claudia Wegener mod Royal Air Maroc SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Berlin — Tyskland)

(Sag C-537/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - lufttransport - forordning (EF) nr. 261/2004 - artikel 3, stk. 1 - anvendelsesområde - begrebet »direkte tilsluttede flyforbindelser« - flyafgang fra en lufthavn, der er beliggende på en medlemsstats område, med flyforbindelse til en lufthavn, der er beliggende på et tredjelands område, når det endelige bestemmelsessted er en anden lufthavn i dette tredjeland))

(2018/C 259/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Claudia Wegener

Sagsøgt: Royal Air Maroc SA

Konklusion

Artikel 3, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 skal fortolkes således, at denne forordning finder anvendelse på en passagertransport, der foretages i henhold til en samlet reservation, og som mellem afrejsen fra en lufthavn, der er beliggende på en medlemsstats område, og ankomsten i en lufthavn, der er beliggende på et tredjelands område, omfatter en planlagt mellemlanding uden for Unionen med et flyskift.

---

(1)  EUT C 424 af 11.12.2017.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig) den 29. januar 2018 — Mijo Mestrovic

(Sag C-50/18)

(2018/C 259/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Appellant: Mijo Mestrovic

Sagsøgt myndighed: Bezirkshauptmannschaft Murtal

Procesdeltager: Finanzpolizei

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 56 TEUF samt Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, som fastsætter meget store bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne, såsom manglende opbevaring af lønbilag, navnlig store minimumsbøder, som idømmes kumulativt pr. berørt arbejdstager?

2)

I tilfælde af, at det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 56 TEUF samt Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de er til hinder for idømmelse af kumulative bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser ved beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne uden absolutte maksimumgrænser?

---

(1)  EFT 1997, L 18, s. 1.

(2)  EFT 2014, L 159, s. 11.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig) den 1. februar 2018 — Zoran Maksimovic

(Sag C-64/18)

(2018/C 259/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Zoran Maksimovic

Sagsøgt myndighed: Bezirkshauptmannschaft Murtal

Procesdeltager: Finanzpolizei

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 56 TEUF samt Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF (1) af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, som fastsætter meget store bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne, f.eks. at den, der stiller arbejdstagere til rådighed, ikke stiller lønbilag til rådighed for den midlertidige arbejdsgiver, navnlig store minimumsbøder, som idømmes kumulativt pr. berørt arbejdstager?

2)

I tilfælde af, at det første spørgsmål ikke besvares bekræftende: Skal artikel 56 TEUF samt Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de er til hinder for idømmelse af kumulative bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser ved beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne uden absolutte maksimumgrænser?

---

(1)  EFT 1997, L 18, s. 1.

(2)  EUT 2014, L 159, s. 11.

Appel iværksat den 2. februar 2018 af Cotécnica, S.C.C.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 20. november 2017 i sag T-465/16, Cotécnica mod EUIPO — Visán Industrias Zootécnicas (Cotecnica OPTIMA)

(Sag C-73/18 P)

(2018/C 259/23)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Cotécnica, S.C.C.L. (ved abogados J. C. Erdozain López, J. Galán López og L. Montoya Terán)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Visán Industrias Zootécnicas

Retten (Syvende Afdeling) har ved kendelse af 7. juni 2018 forkastet appellen, idet den er åbenbart ugrundet, og har truffet afgørelse om, at Cotécnica, S.C.C.L. bærer sine egne omkostninger.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig) den 22. februar 2018 — Humbert Jörg Köfler m.fl.

(Sag C-140/18)

(2018/C 259/24)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Humbert Jörg Köfler, Wolfgang Leitner, Joachim Schönbeck og Wolfgang Semper

Sagsøgt: Bezirkshauptmannschaft Murtal

Procesdeltager: Finanzpolizei

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 56 TEUF samt Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF (1) af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU (2) af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, som fastsætter meget store bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne, f.eks. at den, der stiller arbejdstagere til rådighed, ikke stiller lønbilag til rådighed for den midlertidige arbejdsgiver, navnlig store minimumsbøder, som idømmes kumulativt pr. berørt arbejdstager?

2)

I tilfælde af, at det første spørgsmål ikke besvares bekræftende: Skal artikel 56 TEUF samt Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF fortolkes således, at de er til hinder for idømmelse af kumulative bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser ved beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne uden absolutte maksimumgrænser?

3)

I tilfælde af, at det første eller det andet spørgsmål ikke besvares bekræftende: Skal artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som for overtrædelser begået ved uagtsomhed fastsætter store bøder uden begrænsninger og forvandlingsstraffe på flere år?

---

(1)  EFT 1997, L 18, s. 1.

(2)  EUT 2014, L 159, s. 11.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig) den 23. februar 2018 — Humbert Jörg Köfler mod Bezirkshauptmannschaft Murtal

(Sag C-146/18)

(2018/C 259/25)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Humbert Jörg Köfler

Sagsøgt: Bezirkshauptmannschaft Murtal

Procesdeltager: Finanzamt Judenburg Liezen (told- og afgiftspolitiet)

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 47 og artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, som obligatorisk fastsætter et bidrag til sagsomkostninger for klagesagen på 20 % af den idømte bøde?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig) den 23. februar 2018 — Humbert Jörg Köfler o.a.

(Sag C-148/18)

(2018/C 259/26)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Humbert Jörg Köfler, Wolfgang Leitner, Joachim Schönbeck og Wolfgang Semper

Sagsøgt: Finanzamt Judenburg Liezen (told- og afgiftspolitiet)

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som for overtrædelser begået ved uagtsomhed fastsætter store bøder uden begrænsninger, navnlig store minimumsbøder og forvandlingsstraffe på flere år?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Sopocie (Polen) den 26. marts 2018 — H.W.

(Sag C-214/18)

(2018/C 259/27)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy w Sopocie

Parter i hovedsagen

Sagsøger/Appellant: H.W.

Procesdeltager: PSM »K« w G., Komornik Sądowy przy Sądzie Rejonowym w Sopocie Aleksandra Treder

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er det i lyset af merværdiafgiftssystemet som beskrevet i Rådets direktiv 2006/112/EU af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særligt artikel 1, artikel 2, stk. 1, litra a) og c), samt artikel 73, sammenholdt med artikel 78, stk. 1, litra a), samt det neutralitetsprincip for merværdiafgift, der fremgår heraf og hører til EU-rettens almene principper — under hensyntagen til ordlyden af artikel 29a, stk. 1, og stk. 6, nr. 1, i lov om afgift på varer og tjenesteydelser af 11. marts 2004 (konsolideret udgave Dz.U. 2017, position 1221, med senere ændringer, herefter: merværdiafgiftsloven), sammenholdt med artikel 49, stk. 1, samt artikel 35 og artikel 63, stk. 4, i lov om fogeder og fuldbyrdelse af 29. august 1997 (konsolideret udgave Dz.U. 2017, position 1277, med senere ændringer) — en tilladt opfattelse, at beløbet for merværdiafgiften er indeholdt i de fuldbyrdelsesgebyrer, der opkræves af fogeder? Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2)

Er det i lyset af det proportionalitetsprincip, der hører til EU-rettens almene principper, en tilladt opfattelse, at en foged — der i forbindelse med sine fuldbyrdelsesforanstaltninger er forpligtet til at betale merværdiafgift — reelt råder over de nødvendige retsmidler til at opfylde denne forpligtelse på korrekt vis, hvis det antages, at det fuldbyrdelsesgebyr, der er opkrævet på grundlag af lov om fogeder og fuldbyrdelse, indeholder beløbet for merværdiafgiften?

---

(1)  EUT 2006, L 347, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Warszawie (Polen) den 16. april 2018 — Kamil Dziubak, Justyna Dziubak mod Raiffeisen Bank Polska SA

(Sag C-260/18)

(2018/C 259/28)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Okręgowy w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Kamil Dziubak, Justyna Dziubak

Sagsøgt: Raiffeisen Bank Polska SA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 1, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) fortolkes således, at udeladelser i en aftale — når det konstateres, at visse kontraktvilkår, som regulerer parternes opfyldelse af deres forpligtelser (disses størrelse), er urimelige, og hele kontrakten som følge heraf til ulempe for forbrugeren er ugyldig — ikke kan udfyldes ved anvendelse af deklaratoriske bestemmelser, som erstatter de urimelige vilkår direkte, men ved anvendelse af bestemmelser i national ret, som også bestemmer de virkninger, der udtrykkes i en retshandel, ud fra principperne om rimelighed (i samfundslivet) eller sædvane?

2)

Skal følgerne af hele kontraktens ugyldighed for forbrugeren i givet fald bedømmes ud fra de omstændigheder, der forelå ved kontraktens indgåelse, eller ud fra de omstændigheder, der foreligger på det tidspunkt, hvor tvisten mellem parterne om de pågældende klausulers gyldighed opstår (hvor forbrugeren gør gældende, at disse vilkår er urimelige), og hvilken betydning skal den opfattelse, som forbrugeren har anlagt i forbindelse med en sådan tvist, tillægges?

3)	Kan bestemmelser, som udgør urimelige vilkår som omhandlet i direktiv 93/13/EF, opretholdes, såfremt deres opretholdelse på tidspunktet for tvistens afgørelse objektivt er til fordel for forbrugeren?

4)

Kan konstateringen af, at kontraktvilkår, der regulerer størrelsen samt opfyldelsen af parternes forpligtelse, er urimelige, i lyset af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EF føre til, at retsforholdet, således som kontrakten udformer det efter bortfaldet af de urimelige vilkår, ikke længere svarer til parternes vilje med hensyn til hovedydelsen? Navnlig: Kan der trods konstateringen af, at et kontraktvilkår er urimeligt, fortsat anvendes andre bestemmelser, som ikke klassificeres som urimelige, som regulerer forbrugerens pligt til at opfylde hovedforpligtelsen, og som i henhold til parternes aftale (der er medtaget i kontrakten) indholdsmæssigt er uløseligt forbundet med det vilkår, som forbrugeren har anfægtet?

---

(1)  EFT 1993, L 95, s. 29.

Appel iværksat den 19. april 2018 af Den Slovakiske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 5. februar 2018 i sag T-216/15, Dôvera zdravotná poisťovňa mod Europa-Kommissionen

(Sag C-271/18 P)

(2018/C 259/29)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Slovakiske Republik (ved B. Ricziová)

De andre parter i appelsagen: Dôvera zdravotná poisťovňa a.s., Union zdravotná poisťovňa a.s. og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 5. februar 2018 i sag T-216/15, Dôvera zdravotná poisťovňa a.s. mod Kommissionen, hvorved Retten gav Dôvera zdravotná poisťovňa a.s. medhold, ophæves.

—	Europa-Kommissionen frifindes.

—	Dôvera zdravotná poisťovňa og Union zdravotná poisťovňa, a.s. tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

I tilfælde af, at Domstolen måtte nå til den konklusion, at den ikke råder over tilstrækkeligt med oplysninger til at træffe endelig afgørelse i tvisten, har Den Slovakiske Republik subsidiært nedlagt følgende påstande:

—	Dom afsagt af Retten den 5. februar 2018 i sag T-216/15, Dôvera zdravotná poisťovňa a.s. mod Kommissionen, hvorved Retten gav Dôvera zdravotná poisťovňa a.s. medhold, ophæves.

—	Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse i tvisten.

—	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den Slovakiske Republik har til støtte for sin appel fremsat fire anbringender, som begrunder en ophævelse af den appellerede dom:

1.

Den Slovakiske Republik har med sit første anbringende gjort gældende, at Retten i den appellerede dom overskred den judicielle kontrolbeføjelse, som den råder over i forhold til Kommissionens afgørelser på statsstøtteområdet. Domstolens faste praksis vedrørende dette spørgsmål er utvetydig, og den er ifølge Den Slovakiske Republik ikke blevet overholdt i den foreliggende sag. Den Slovakiske Republik har anført, at Retten i den appellerede dom ikke respekterede Kommissionens vide skønsbeføjelser på området for komplekse økonomiske vurderinger, og at den ikke beviste, at Kommissionen havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn, men at den nøjedes med at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens, hvilket var en fuldstændig modsat vurdering, hvorved den overskred sin judicielle kontrolbeføjelse.

2.

Den Slovakiske Republik har med sit andet anbringende gjort gældende, at Retten i den appellerede dom i to henseender fordrejede det bevismateriale, den var blevet forelagt, idet den foretog en åbenbart rigtig fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, og denne fejl fremgik klart af de dokumenter, der indgik i sagsakterne. Den påberåbte fordrejning af bevismaterialet vedrører dels kriteriet om fordele, dels kriteriet om konkurrence inden for det obligatoriske slovakiske sygeforsikringssystem.

3.

Den Slovakiske Republik har med sit tredje anbringende gjort gældende, at Retten i den appellerede dom begik en retlig fejl med hensyn til den retlige kvalificering af den obligatoriske slovakiske sygeforsikringsordning, hvorved den både tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF og retssikkerhedsprincippet. Den appellerede dom er uforenelig med Domstolens hidtidige praksis angående de sociale sikringssystemer. Det gøres nærmere bestemt gældende, at i) Retten traf afgørelse i modsat retning af, hvad Domstolen har gjort i forudgående, lignende sager, ii) Retten traf afgørelse i samme retning, som Domstolen har gjort i forudgående, anderledes sager, og iii) Retten respekterede ikke det grundlæggende princip i Domstolens hidtidige praksis, hvorefter kvalificeringen af et konkret socialt sikringssystem afhænger af dets fremtrædende kendetegn.

4.

Endelig har Den Slovakiske Republik med sit fjerde anbringende gjort gældende, at begrundelsen for den appellerede dom er behæftet med flere mangler, som begrunder, at Domstolen ophæver den appellerede dom. Det gøres nærmere bestemt gældende, at i) Retten undlod at redegøre for visse af sine konklusioner og sine fremgangsmåder (som ydermere var afgørende), ii) begrundelsen for den appellerede dom er i flere henseender selvmodsigende, og Retten modsiger sig selv i den appellerede dom, iii) Retten har ikke i begrundelsen for den appellerede dom taget hensyn til Kommissionen og Den Slovakiske Republiks relevante argumenter. Herved tilsidesatte Retten det begrundelseskrav, der følger af artikel 36 sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Letland) den 20. april 2018 — SIA »Kuršu zeme«

(Sag C-273/18)

(2018/C 259/30)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SIA »Kuršu zeme«

Sagsøgt: Valsts ieņēmumu dienests

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112/EF (1) fortolkes således, at den er til hinder for et forbud mod at fradrage den erlagte moms, når dette forbud udelukkende baseres på den afgiftspligtige persons bevidste deltagelse i iværksættelsen af fingerede transaktioner, men det ikke er angivet, hvordan resultatet af disse transaktioner er til skade for statskassen i form af manglende betaling af momsen eller en uretmæssig anmodning om tilbagebetaling af denne afgift, sammenlignet med en situation hvor sagsøgeren havde iværksat transaktionen sådan, som den reelt var blevet gennemført?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Administrativo de Círculo de Lisboa (Portugal) den 24. april 2018 — Henkel Ibérica Portugal, Unipessoal Lda mod Comissão de Segurança de Serviços e Bens de Consumo

(Sag C-277/18)

(2018/C 259/31)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Administrativo de Círculo de Lisboa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Henkel Ibérica Portugal, Unipessoal Lda

Sagsøgt: Comissão de Segurança de Serviços e Bens de Consumo

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er det foreneligt med EU-retten — navnlig direktiv 2001/95 (1), artikel 28 EF og 30 EF (som nævnt i dette direktiv) og direktiv 87/357 (2) — når en national ordning, som den i Portugal, der fremgår af lovdekret nr. 69/2005 af 17. marts 2005 og lovdekret nr. 150/90 af 10. maj 1990, som ud over at forbyde markedsføring af produkter, der kan bringe forbrugernes sundhed og sikkerhed i fare, fordi de kan forveksles med levnedsmidler, ligeledes forbyder markedsføring af produkter, som på grund af deres udseende kan forveksles med andre produkter (navnlig legetøj), idet de under almindelige eller rimeligt forudsigelige anvendelsesbetingelser kan bringe forbrugernes, navnlig børns, sundhed og sikkerhed i fare?

2)

Er artikel 34 TEUF og 36 TEUF til hinder for anvendelsen af en lovtekst i national ret, der på nationalt område forbyder ikke alene markedsføring af produkter, der kan forveksles med levnedsmidler, hvilket er i overensstemmelse med det nævnte direktivs artikel 1, stk. 2, men ligeledes andre produkter, hvis udseende kan bevirke, at forbrugerne anvender dem på en anden måde end den, de blev fremstillet til, også selv om de ikke udgør farlige præparater som omhandlet i artikel 2 i direktiv 1999/45 (3)?

---

(1)  EFT 2002, L 11, s. 4

(2)  Rådets direktiv 87/357/EØF af 25.6.1987 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om produkter, der på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med andre produkter og herigennem være til fare for forbrugernes sundhed eller sikkerhed (JO L 192, p. 49).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31.5.1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (EFT L 200, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 24. april 2018 — Manuel Jorge Sequeira Mesquita mod Fazenda Pública

(Sag C-278/18)

(2018/C 259/32)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Manuel Jorge Sequeira Mesquita

Sagsøgt: Fazenda Pública

Præjudicielt spørgsmål

Det nødvendigt at afgøre, om »artikel 135, stk. 1, litra l), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om fritagelse for bortforpagtning af fast ejendom (1) skal fortolkes således, at denne fritagelse finder anvendelse på en etårig aftale om overdragelse af driften af landbrugsejendomme, som består af vinmarker, til et selskab, hvis selskabsformål er at drive landbrug, og denne aftale automatisk fornyes med perioder af samme varighed, og hvorefter der skal betales leje ved udgangen af året.

---

(1)  Gem Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social de Barcelona (Spanien) den 24. april 2018 — Magdalena Molina Rodríguez mod Servicio Público de Empleo Estatal (SEPE)

(Sag C-279/18)

(2018/C 259/33)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Social de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Magdalena Molina Rodríguez

Sagsøgt: Servicio Público de Empleo Estatal (SEPE)

Præjudicielt spørgsmål

Skal forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 4, stk. 1, i [Rådets] direktiv 79/7 [af 19. december 1978] om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (1) fortolkes således, at det er til hinder for en national regel som artikel 215.1.3 i den spanske lov om social sikring (godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/1994), der i den ændrede affattelse ved kongeligt lovdekret nr. 5/2013 af 15. marts indfører et nyt krav om, at familiens samlede indkomst ikke må overstige en vis grænse, for at arbejdstagere over 55 år kan modtage arbejdsløshedsunderstøttelse, når dette krav skaber en begrænsning af adgangen til den nævnte understøttelse, der er væsentligt større for gruppen af potentielle kvindelige modtagere (i forhold til mandlige modtagere) ifølge den fremlagte statistik?

---

(1)  EFT 1979, L 6, s. 24.

Appel iværksat den 24. april 2018 af Repower AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 21. februar 2018 i sag T-727/16 — Repower mod EUIPO

(Sag C-281/18 P)

(2018/C 259/34)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Repower AG (ved avocats R. Kunz-Hallstein, H.P. Kunz-Hallstein og V. Kling)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og repowermap.org

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Punkt 1 i konklusionen af Rettens dom af 21. februar 2018 i sag T-727/16 ophæves for så vidt som EUIPO blev frifundet.

—	Afgørelse truffet den 3. august 2016 af Femte Appelkammer ved EUIPO [sag R 2311/2014-5(REV)] annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

1)	EUIPO var ikke berettiget til at erstatte begrundelsen for tilbagekaldelsen under sagen for Retten. EUIPO har ændret tvistens genstand og tilsidesat retten til at blive hørt og forpligtelsen til at udøve sit skøn.

2)	Det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt fandt ikke anvendelse i den pågældende sag. Der findes ikke nogen retligt lakune i lovgivningen. Bestemmelserne i artikel 80 og 83 i forordning nr. 207/2009 er lex specialis.

3)	I henhold til artikel 83 i forordning nr. 207/2009 bærer sagsøgeren ikke bevisbyrden for, at der ikke gælder et princip om tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt i medlemsstaterne.

4)	Selv om det antages, at et sådant almindeligt princip finder anvendelse på varemærkeområdet, var betingelserne for en fuldstændig tilbagekaldelse ikke opfyldt henset til beskyttelsen af den berettigede forventning.

5)	Appelkammerets afgørelse er behæftet med en alvorlig begrundelsesmangel.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Almería (Spanien) den 25. april 2018 — Liliana Beatriz Moya Privitello og Sergio Daniel Martín Durán mod Cajas Rurales Unidas, Sociedad Cooperativa de Crédito

(Sag C-283/18)

(2018/C 259/35)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Almería

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Liliana Beatriz Moya Privitello og Sergio Daniel Martín Durán

Sagsøgt: Cajas Rurales Unidas, Sociedad Cooperativa de Crédito

Præjudicielle spørgsmål

1)

Indebærer anvendelsen af et af de på markedet eksisterende referenceindeks, som er officielt bekendtgjort af Banco de España (Spaniens centralbank), i forbindelse med indgåelse af aftaler om langfristede lån med pant i fast ejendom med variabel rente, at retslig prøvelse ud fra et gennemsigtighedsperspektiv er udelukket, også når der er anvendt indeks, som udtrykkeligt er tilladt i henhold til den specifikke lovgivning, såfremt parterne i henhold til den nævnte lovgivning kan vælge indekset, og banken har anvendt et af indeksene uden at oplyse kunden om eksistensen af andre indeks, der kan anvendes, og som er mere fordelagtige for forbrugeren?

2)

For så vidt som den nævnte lovgivning tillader, at det referenceindeks, der skal finde anvendelse, vælges blandt de indeks, som er fastsat, kan nationale forskrifter som dem, der finder anvendelse i hovedsagen (dvs., bl.a. og hovedsagelig, Orden de 5 de mayo de 1994 sobre transparencia de las condiciones financieras de los préstamos hipotecarios (bekendtgørelse af 5.5.1994 om gennemsigtige finansielle betingelser for lån med pant i fast ejendom), Orden EHA/2899/2011, de 28 de octubre, de transparencia y protección del cliente de servicios bancarios (bekendtgørelse EHA/2899/2011 af 28.10.2011 om gennemsigtighed og beskyttelse af kunder, der erhverver banktjenester), Circular 5/2012, de 27 de junio, del Banco de España, a entidades de crédito y proveedores de servicios de pago, sobre transparencia de los servicios bancarios y responsabilidad en la concesión de préstamos (Banco de Españas cirkulære 5/2012 af 27.6.2012 til kreditinstitutter og betalingstjenesteudbydere om gennemsigtighed i forbindelse med banktjenester og ansvarlig långivning) til gennemførelse af Ley 10/2014, de 26 de junio, de ordenación, supervisión y solvencia de entidades de crédito (lov nr. 10/2014 af 26.6.2014 om kreditinstitutters struktur, tilsyn med disse og deres solvens) eller dens forløber, artikel 48 i Ley 26/1988, de 29 de julio, sobre Disciplina e Intervención de las Entidades de Crédito (lov nr. 26/1988 af 29.7.1988 om regler for og kontrol med kreditinstitutter), da anses for »love eller bindende administrative bestemmelser« i forbindelse med indgåelse af aftaler om langfristede lån med pant i fast ejendom med variabel rente, som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF (1)?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 26. april 2018 — Grup Servicii Petroliere SA mod Agenţia Naţională de Administrare Fiscală — Direcţia Generală de Soluţionare a Contestaţiilor og Agenţia Naţională de Administrare Fiscală — Direcţia Generală de Administrare a Marilor Contribuabili

(Sag C-291/18)

(2018/C 259/36)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Grup Servicii Petroliere SA

Sagsøgte: Agenţia Naţională de Administrare Fiscală — Direcţia Generală de Soluţionare a Contestaţiilor og Agenţia Naţională de Administrare Fiscală — Direcţia Generală de Administrare a Marilor Contribuabili

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 148, litra c), i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (1), sammenholdt med samme bestemmelses litra a), fortolkes således, at fritagelsen for merværdiafgift under visse særlige omstændigheder finder anvendelse på levering af offshore jackup boreplatforme, dvs. er en offshore jackup boreplatform omfattet af begrebet »fartøjer« som omhandlet i denne EU-retlige bestemmelse, idet den nævnte bestemmelse ifølge direktivets kapitel 7 regulerer »Fritagelse i forbindelse med internationale transporter«?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares bekræftende, skal artikel 148, litra c), i direktiv 2006/112/EF, sammenholdt med samme bestemmelses litra a), da fortolkes således, at det udgør en væsentlig betingelse for anvendelsen af fritagelsen for merværdiafgift på en offshore jackup boreplatform, som er sejlet ud i rum sø, at den, mens den anvendes (i forbindelse med handels- eller industrivirksomhed), faktisk skal være i kontinuerlig bevægelse, flydende, og således at den flytter sig fra et sted på havet til et andet, i et tidsrum, som er længere end det tidsrum, hvor den er stationær og immobil som følge af boringsaktiviteter til havs, dvs. om sejladsaktiviteten faktisk skal være mere omfattende end boringsaktiviteten?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (Spanien) den 26. april 2018 — Sindicato Nacional de CCOO de Galicia mod Unión General de Trabajadores de Galicia (UGT), Universidad de Santiago de Compostela og Confederación Intersindical Gallega

(Sag C-293/18)

(2018/C 259/37)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Galicia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sindicato Nacional de CCOO de Galicia

Sagsøgte: Unión General de Trabajadores de Galicia (UGT), Universidad de Santiago de Compostela og Confederación Intersindical Gallega

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal arbejdstagere, der er ansat i henhold til artikel 20 i lov nr. 14/2011 af 1. juni om forskning, teknologi og innovation, anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som lå til grund for Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999?

2)	Skal godtgørelsen for arbejdskontrakters ophør anses for et arbejdsvilkår som omhandlet i rammeaftalens [§] 4?

3)

Såfremt ovenstående spørgsmål besvares bekræftende: Skal ophøret af en arbejdskontrakt for arbejdstagere, der er ansat i henhold til lov nr. 14/2011 af 1. juni om forskning, teknologi og innovation anses for sammenlignelig med ophøret af tidsubegrænsede kontrakter af objektive grunde, jf. artikel 52 i loven om arbejdstageres rettigheder?

4)	Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende: Er der nogen lovgivningsmæssig grund til forskellene?

---

(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EUT 1999, L 175, s. 43).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal da Relação do Porto (Portugal) den 30. april 2018 — Mediterranean Shipping Company (Portugal) — Agentes de Navegação SA mod Banco Comercial Português SA og Caixa Geral de Depósitos SA

(Sag C-295/18)

(2018/C 259/38)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal da Relação do Porto

Parter i hovedsagen

Appellant: Mediterranean Shipping Company (Portugal) — Agentes de Navegação SA

Indstævnte: Banco Comercial Português SA og Caixa Geral de Depósitos SA

Præjudicielle spørgsmål

A)

Skal artikel 2 i direktiv 2007/64/EF (1) fortolkes således, at gennemførelsen af en betalingsordre om direkte debiteringer, som er udstedt af en tredjepart for en konto, som denne ikke er indehaver af, og hvis indehaver hverken har indgået en aftale om en enkeltstående betalingstjeneste eller en rammeaftale om ydelse af betalingstjenester med det pågældende kreditinstitut, skal anses for omfattet af direktivets anvendelsesområde, som defineret i denne artikel?

B)	Såfremt spørgsmål A) besvares bekræftende, kan nævnte kontoindehaver da under disse omstændigheder anses for en »bruger af betalingstjenester« som omhandlet i dette direktivs artikel 58?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.11.2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT 2007, L 319, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Belgien) den 9. maj 2018 — Terre wallonne ASBL mod Région wallonne

(Sag C-321/18)

(2018/C 259/39)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Terre wallonne ASBL

Sagsøgt: Région wallonne

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en bekendtgørelse, hvorved en institution i en medlemsstat fastsætter bevaringsmålsætningerne for Natura 2000-nettet i overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1), en plan eller et program som omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (2), og nærmere bestemt som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, litra a), eller i artikel 3, stk. 4?«

2)	»2. Skal en sådan bekendtgørelse i bekræftende fald gøres til genstand for en miljøvurdering i overensstemmelse med artikel 2001/42/EF, selv om en sådan vurdering ikke kræves i henhold til direktiv 92/43/EØF, der har ligget til grund for vedtagelsen af bekendtgørelsen?

---

(1)  EFT L 206, s. 7.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).

Appel iværksat den 25. maj 2018 af Caviro Distillerie Srl, Distillerie Bonollo SpA, Distillerie Mazzari SpA og Industria Chimica Valenzana (ICV) SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 15. marts 2018 i sag T-211/16, Caviro Distillerie m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-345/18 P)

(2018/C 259/40)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Caviro Distillerie Srl, Distillerie Bonollo SpA, Distillerie Mazzari SpA og Industria Chimica Valenzana (ICV) SpA (ved solicitor R. MacLean)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom ophæves, idet den begik en fejl ved uberettiget at erstatte sin egen begrundelse, da den vurderede det andet anbringende i appellanternes stævning.

—	Rettens dom ophæves som følge af en åbenbart urigtig gengivelse af de beviser, der var fremlagt for Retten, hvad angår udviklingen af og den endelige situation for EU-erhvervsgrenens markedsandel.

—	Appellanternes andet anbringende tiltrædes hvad angår Rettens mangelfulde vurdering af situationen for markedsandelen, og Domstolen udøver sine beføjelser til at træffe afgørelse om dette anbringende og afsiger endelig dom.

—	Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer passende afgørelse om appellanternes anbringende desangående.

—	Det fastslås, at Retten foretog et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte grundforordningens (1) artikel 3, stk. 2 og 5, ved at konkludere, at Kommissionen ikke havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved sine konklusioner vedrørende et materielt tab.

—	Det fastslås, at Retten ikke gav en tilstrækkelig begrundelse og gav en selvmodsigende begrundelse.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne for denne instans og i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har fremsat tre appelanbringender. Alle tre anbringender fremsat for Domstolen vedrører det andet anbringende fremsat for Retten. De for Domstolen fremsatte anbringender er kortfattet gengivet følgende:

1.

Retten begik en retlig fejl ved at erstatte Kommissionens vurdering med sin egen vurdering, da den vurderede betydningen af nedgangen i EU-erhvervsgrenens markedsandel både i relativ og absolut forstand, og/eller foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de beviser, Retten var forelagt, hvad angår faldet i EU-erhvervsgrenens markedsandel.

2.	Retten foretog et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 5, da den konkluderede, at Kommissionen ikke havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved sine konklusioner om et materielt tab.

3.

Retten gav ikke en passende begrundelse for afgørelsen heraf, idet den ikke forklarede, hvorfor Kommissionens fejlskøn over EU-erhvervsgrenens markedsandel ikke begrundede den annullation af den omtvistede forordning, som appellanterne havde nedlagt påstand om. Retten gav endvidere en selvmodsigende begrundelse, idet den fandt, at Kommissionens vurdering af EU-erhvervsgrenens markedsandel var behæftet med et urigtigt skøn, men endelig frifandt Kommissionen.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51).

Rettens dom af 14. juni 2018 — Spagnolli m.fl. mod Kommissionen

(Forenede sager T-568/16 og T-599/16) (1)

((Personalesag - tjenestemænd - tjenestemandsansat ægtefælles dødsfald - ydelsesberettigede efter den afdøde tjenestemand - efterladtepension - børnepension - den tjenestemandsansatte efterlevende ægtefælles stillingsændring - løntilpasning - metode til beregning af efterladtepension og børnepension - vedtægtens artikel 81a - meddelelse om ændring af pensionsrettighederne - bebyrdende retsakt som omhandlet i vedtægtens artikel 91 - vedtægtens artikel 85 - tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb - betingelser - påstand om erstatning af det økonomiske og ikke-økonomiske tab))

(2018/C 259/41)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Alberto Spagnolli (Parma, Italien), Francesco Spagnolli (Parma), Maria Alice Spagnolli (Parma) og Bianca Maria Elena Spagnolli (Parma) (ved avocats C. Cortese og B. Cortese)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara og F. Simonetti, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand, i sag T-568/16, om annullation af meddelelse om ændring nr. 3 PMO/04/LM/2015/ARES af 6. februar 2015 fra Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO), som indeholdt oplysninger om de nye beløb for efterladtepension og børnepension, og, i sag T-599/16, dels om annullation af PMO’s afgørelse PMO/04/LM/2015/ARES/3406787 af 17. august 2015 om tilbagesøgning af de beløb, som fejlagtigt var blevet udbetalt til sagsøgerne i efterladtepension og børnepension, dels om erstatning af de tab, sagsøgerne angiveligt har lidt.

Konklusion

1)	I sag T-568/16 frifindes Europa-Kommissionen.

2)

I sag T-599/16 annulleres afgørelse PMO/04/LM/2015/ARES/3406787 fra Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) af 17. august 2015 om tilbagesøgning af de beløb, som fejlagtigt var blevet udbetalt til sagsøgerne i efterladtepension og børnepension, og i øvrigt frifindes Kommissionen.

3)	Hver part bærer sine egne omkostninger i hver af disse sager.

---

(1)  EUT C 111 af 29.3.2016 (sag oprindeligt registreret ved EU-Personaleretten under sagsnr. F-140/15 og overført til Den Europæiske Unions Ret den 1.9.2016).

Rettens dom af 7. juni 2018 — OW mod EASA

(Sag T-597/16) (1)

((Personalesag - midlertidigt ansatte - placering i tjenestens interesse - overflytning til en ny stilling - åbenbart urigtigt skøn - begrundelsespligt - ret til kontradiktion - magtfordrejning))

(2018/C 259/42)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: OW (ved advokaterne S. Rodrigues og C. Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) (ved først F. Manuhutu og A. Haug, derefter A. Haug, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelse 2015/155/ED af 20. juli 2015, hvorved EASA’s administrerende direktør overførte sagsøgeren til en ny stilling.

Konklusion

1)	EASA frifindes.

2)	OW betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 296 af 16.8.2016 (sag oprindeligt registreret ved Retten for EU-Personalesager under sagsnummer F-27/16 og overført til Den Europæiske Unions Ret den 1.9.2016).

Rettens dom af 7. juni 2018 — Sipral World mod EUIPO — La Dolfina (DOLFINA)

(Sag T-882/16) (1)

([EU-varemærker - fortabelsessag - EU-ordmærket DOLFINA - manglende reel brug af varemærket - artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001] - begrundelsespligt - artikel 75 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 94 i forordning 2017/1001)])

(2018/C 259/43)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sipral World, SL (Barcelona, Spanien) (ved advokaterne R. Almaraz Palmero og A. Ruo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: La Dolfina, SA (Buenos Aires, Argentina) (ved advokat J. Carbonell Callicó)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. september 2016 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1897/2015-2) vedrørende en fortabelsessag mellem La Dolfina og Sipral World.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Sipral World, SL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 46 af 13.2.2017.

Rettens dom af 7. juni 2018 — Schmid mod EUIPO — Landeskammer für Land- und Forstwirtschaft in Steiermark (Steirisches Kürbiskernöl)

(Sag T-72/17) (1)

([EU-varemærker - fortabelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket Steirisches Kürbiskernöl - beskyttet geografisk betegnelse - artikel 15, artikel 51, stk. 1, litra a), og artikel 55, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 18, artikel 58, stk. 1, litra a), og artikel 62, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001] - reel brug af varemærket - varemærkemæssig brug])

(2018/C 259/44)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Gabriele Schmid (Halbenrain, Østrig) (ved advokat B. Kuchar)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Hanf, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Landeskammer für Land- und Forstwirtschaft in Steiermark (Graz, Østrig) (ved advokaterne I. Hödl og S. Schoeller)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 7. december 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1768/2015-4) vedrørende en fortabelsessag mellem Gabriele Schmid og Landeskammer für Land- und Forstwirtschaft in Steiermark.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 7. december 2016 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1768/2015-4) annulleres.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Gabriele Schmid afholdte omkostninger.

4)	Landeskammer für Land- und Forstwirtschaft in Steiermark bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 104 af 3.4.2017.

Rettens dom af 12. juni 2018 — Cotécnica mod EUIPO — Mignini & Petrini (cotecnica MAXIMA)

(Sag T-136/17) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket cotecnica MAXIMA - det ældre nationale figurmærke MAXIM Alimento Superpremium - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 259/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Cotécnica, SCCL (Bellpuig, Spanien) (først ved advokaterne J.C. Erdozain López, J. Galán López og J.B. Devaureix, derefter ved advokaterne J.C. Erdozain López, J. Galán López og L. Montoya Terán)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Palmero Cabezas, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Mignini & Petrini SpA (Petrignano di Assisi, Italien) (ved advokaterne F. Celluprica, F. Fischetti og F. De Bono)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 17. november 2016 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 853/2016-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Mignini & Petrini og Cotécnica.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Cotécnica, SCCL bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO og Mignini & Petrini SpA afholdte omkostninger i sagen.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens dom af 14. juni 2018 — Emcur mod EUIPO — Emcure Pharmaceuticals (EMCURE)

(Sag T-165/17) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket EMCURE - det ældre nationale og EU-ordmærke EMCUR - relativ registreringshindring - varer og tjenesteydelser af lignende art - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 259/46)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Emcur Gesundheitsmittel aus Bad Ems GmbH (Bad Ems, Tyskland) (ved advokat K. Bröcker)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Rajh, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Emcure Pharmaceuticals Ltd (Bhosari, Indien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 13. december 2016 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 790/2016-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Emcur Gesundheitsmittel aus Bad Ems og Emcure Pharmaceuticals.

Konklusion

1)

Afgørelsen truffet den 13. december 2016 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 790/2016-2) annulleres, for så vidt som den vedrører tjenesteydelserne omfattet af klasse 42 og 44, som omhandlet i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	EUIPO og Emcur Gesundheitsmittel aus Bad Ems GmbH bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens dom af 14. juni 2018 — Lion’s Head Global Partners mod EUIPO — Lion Capital (Lion’s Head)

(Sag T-294/17) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - ordmærket Lion’s Head - det ældre EU-ordmærke LION CAPITAL - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - Artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 259/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Lion’s Head Global Partners LLP (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat R. Nöske)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Lion Capital LLP (London)(ved solicitors D. Rose og J. Warner)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 28. februar 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1478/2016-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Lion Capital og Lion’s Head Global Partners.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Lion’s Head Global Partners LLP betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 231 af 17.7.2017.

Rettens dom af 7. juni 2018 — Winkler mod Kommissionen

(Sag T-369/17) (1)

((Personalesag - tjenestemænd - overførsel af nationale pensionsrettigheder - afgørelse om fastsættelse af antallet af pensionsgivende tjenesteår - rimelig frist - ret til kontradiktion - retssikkerhed - ligebehandling - berettiget forventning - ansvar - økonomisk tab))

(2018/C 259/48)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Bernd Winkler (Grange, Irland) (ved advokat A. Kässens)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved T. Bohr og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelsen af 26. september 2016 fra Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) om fastsættelse af det antal pensionsgivende tjenesteår, der skal tages hensyn til i Den Europæiske Unions institutioners pensionsordning efter en ansøgning om overførsel af de pensionsrettigheder, som sagsøgeren havde erhvervet inden hans indtræden i Unionens tjeneste, dels om erstatning for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af de ulovligheder, som Kommissionen begik i forbindelse med behandlingen af hans ansøgning om overførsel.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 249 af 31.7.2017.

Rettens dom af 12. juni 2018 — Fenyves mod EUIPO (Blue)

(Sag T-375/17) (1)

([EU-varemærker - ansøgning om EU-figurmærket Blue - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1,litra c), og stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra c), og stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001] - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001]])

(2018/C 259/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Klaudia Patricia Fenyves (Hevesvezekény, Ungarn) (ved advokat I. Monteiro Alves)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Rajh, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 27. marts 2017 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1974/2016-5) vedrørende en ansøgning om registrering af figurtegnet Blue som EU-varemærke

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Klaudia Patricia Fenyves betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 256 af 7.8.2017.

Rettens kendelse af 8. juni 2018 — Lupu mod EUIPO — Dzhihangir (Djili soy original DS)

(Sag T-456/17) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket Djili soy original DS - det ældre nationale ordmærke DJILI - relativ registreringshindring - åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er retligt ugrundet))

(2018/C 259/50)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Victor Lupu (Bukarest, Rumænien) (ved advokat P. Acsinte)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Ibryam Dzhihangir (Silistra, Bulgarien) (ved advokat C.-R. Romiţan)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. maj 2017 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 516/2011-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Victor Lupu og Ibrahim Dzhihangir.

Konklusion

1)	Formalitetsindsigelsen henskydes til afgørelse i forbindelse med realiteten.

2)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

3)	Victor Lupu bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afhodlte omkostninger.

4)	Ibryam Dzhihangir bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 309 af 18.9.2017.

Rettens kendelse af 6. juni 2018 — Grupo Bimbo mod EUIPO — DF World of Spices (TAKIS FUEGO)

(Sag T-608/17) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af registreringsansøgningen - ufornødent at træffe afgørelse))

(2018/C 259/51)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Grupo Bimbo, SAB de CV (Mexico, Mexico) (ved advokat N.A. Fernández Fernández Pacheco)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved V. Ruzek, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: DF World of Spices GmbH (Dissen, Tyskland) (ved advokat A. Ebert Weidenfeller)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 4. juli 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2300/2016-4) vedrørende en indsigelsessag mellem DF World af Spices GmbH og Grupo Bimbo, SAB de CV.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Grupo Bimbo, SAB de CV betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 369 af 30.10.2017.

Sag anlagt den 3. maj 2018 — ABLV Bank mod SRB

(Sag T-280/18)

(2018/C 259/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ABLV Bank AS (Riga, Letland) (ved advokaterne O. Behrends, M. Kirchner og L. Feddern)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelser truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) af 23. februar 2018 annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren og dennes datterselskab ABLV Bank Luxembourg, SA.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tretten anbringender.

1.	Første anbringende om, at SRB manglede kompetence til at træffe afgørelsen med hensyn til likvidation.

2.	Andet anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens rettigheder ved at bekendtgøre en formel afgørelse om ikke at vedtage afviklingsforanstaltninger.

3.	Tredje anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens rettigheder som følge af dens fejlagtige vurdering i henhold til artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 806/2014 (1).

4.	Fjerde anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens rettigheder som følge af dens fejlagtige vurdering i henhold til artikel 18, stk. 1, litra a), i forordning nr. 806/2014.

5.	Femte anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt og andre processuelle rettigheder.

6.	Sjette anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens ret til en behørigt begrundet afgørelse.

7.	Syvende anbringende om, at SRB ikke omhyggeligt og upartisk undersøgte alle relevante forhold i sagen.

8.	Ottende anbringende om, at SRB tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

9.	Niende anbringende om, at SRB tilsidesatte ligebehandlingsprincippet.

10.	Tiende anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens ejendomsret og frihed til at oprette og drive egen virksomhed.

11.	Ellevte anbringende om, at SRB tilsidesatte princippet om nemo auditor.

12.	Tolvte anbringende om, at SRB begik magtfordrejning.

13.	Trettende anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgerens ret i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke har sikret behandlingen af sagsøgerens sager ved de relevante EU-institutioner og -organer.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

Sag anlagt den 3. maj 2018 — ABLV Bank mod ECB

(Sag T-281/18)

(2018/C 259/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ABLV Bank AS (Riga, Letland) (ved advokaterne O. Behrends, M. Kirchner og L. Feddern)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelser truffet af Den Europæiske Centralbank (ECB) af 23. februar 2018 om at sagsøgeren og ABLV Bank Luxembourg, SA er nødlidende eller forventeligt nødlidende annulleres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført ti anbringender.

1.	Første anbringende om, at ECB’s vurdering af kriteriet om »nødlidende eller forventeligt nødlidende« i forhold til sagsøgeren og dennes datterselskab ABLV Bank Luxembourg i flere henseender var fejlagtig og mangelfuld.

2.	Andet anbringende om, at ECB tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt og andre processuelle rettigheder.

3.	Tredje anbringende om, at ECB tilsidesatte sagsøgerens ret til en behørigt begrundet afgørelse.

4.	Fjerde anbringende om, at ECB ikke omhyggeligt og upartisk undersøgte alle relevante forhold i den konkrete sag.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

6.	Sjette anbringende om, at ECB tilsidesatte ligebehandlingsprincippet.

7.	Syvende anbringende om, at ECB tilsidesatte ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

8.	Ottende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om nemo auditor.

9.	Niende anbringende om, at ECB begik magtfordrejning.

10.	Tiende anbringende om, at ECB tilsidesatte sagsøgerens ret i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke har sikret behandlingen af sagsøgerens sager ved de relevante EU-institutioner og -organer.

Sag anlagt den 3. maj 2018 — Bernis m.fl. mod SRB

(Sag T-282/18)

(2018/C 259/54)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ernests Bernis (Jurmala, Letland), Oļegs Fiļs (Jurmala), OF Holding SIA (Riga, Letland) og Cassandra Holding Company SIA (Jurmala) (ved advokaterne O. Behrends, M. Kirchner og L. Feddern)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgernes påstande

—	Afgørelser truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) af 23. februar 2018 vedrørende ABLV Bank, AS og dennes datterselskab ABLV Bank Luxembourg, SA annulleres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført tretten anbringender.

1.	Første anbringende om, at SRB manglede kompetence til at træffe afgørelsen med hensyn til likvidation.

2.	Andet anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes rettigheder ved at bekendtgøre en formel afgørelse om ikke at vedtage afviklingsforanstaltninger.

3.	Tredje anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes rettigheder som følge af dens fejlagtige vurdering i henhold til artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 806/2014 (1).

4.	Fjerde anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes rettigheder som følge af dens fejlagtige vurdering i henhold til artikel 18, stk. 1, litra a), i forordning nr. 806/2014.

5.	Femte anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes ret til at blive hørt og andre processuelle rettigheder.

6.	Sjette anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes ret til en behørigt begrundet afgørelse.

7.	Syvende anbringende om, at SRB ikke omhyggeligt og upartisk undersøgte alle relevante forhold i sagen.

8.	Ottende anbringende om, at SRB tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

9.	Niende anbringende om, at SRB tilsidesatte ligebehandlingsprincippet.

10.	Tiende anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes ejendomsret og frihed til at oprette og drive egen virksomhed.

11.	Ellevte anbringende om, at SRB tilsidesatte princippet om nemo auditor.

12.	Tolvte anbringende om, at SRB begik magtfordrejning.

13.	Trettende anbringende om, at SRB tilsidesatte sagsøgernes rettigheder i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke har sikret behandlingen af ABLV Bank SA’s sager ved de relevante EU-institutioner og -organer.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

Sag anlagt den 3. maj 2018 — Bernis m.fl. mod ECB

(Sag T-283/18)

(2018/C 259/55)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ernests Bernis (Jurmala, Letland), Oļegs Fiļs (Jurmala), OF Holding SIA (Riga, Letland) og Cassandra Holding Company SIA (Jurmala) (ved advokaterne O. Behrends, M. Kirchner og L. Feddern)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Sagsøgernes påstande

—	Afgørelser truffet af Den Europæiske Centralbank (ECB) af 23. februar 2018 om at ABLV Bank, AS og ABLV Bank Luxembourg, SA er nødlidende eller forventeligt nødlidende annulleres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført ti anbringender.

1.	Første anbringende om, at ECB’s vurdering af kriteriet om »nødlidende eller forventeligt nødlidende« i forhold til ABLV Bank, AS og dennes datterselskab ABLV Bank Luxembourg, SA i flere henseender var fejlagtig og mangelfuld.

2.	Andet anbringende om, at ECB tilsidesatte sagsøgernes ret til at blive hørt og andre processuelle rettigheder.

3.	Tredje anbringende om, at ECB tilsidesatte sagsøgernes ret til en behørigt begrundet afgørelse.

4.	Fjerde anbringende om, at ECB ikke omhyggeligt og upartisk undersøgte alle relevante forhold i den konkrete sag.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

6.	Sjette anbringende om, at ECB tilsidesatte ligebehandlingsprincippet.

7.	Syvende anbringende om, at ECB tilsidesatte ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

8.	Ottende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om nemo auditor.

9.	Niende anbringende om, at ECB begik magtfordrejning.

10.	Tiende anbringende om, at ECB tilsidesatte ABLV Banks ret i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke har sikret behandlingen af ABLV Banks sager ved de relevante EU-institutioner og -organer.

Sag anlagt den 16. maj 2018 — Strabag Belgium mod Parlamentet

(Sag T-299/18)

(2018/C 259/56)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Strabag Belgium (Antwerpen, Belgien) (ved advokaterne M. Schoups, K. Lemmens og M. Lahbib)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—	Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Således annulleres (i) afgørelse af 19. april 2018 om bekræftelse af Europa-Parlamentets afgørelse af 24. november 2017 om at tildele fem andre tilbudsgivere end SA Strabag Belgium kontrakten vedrørende hovedentreprenørarbejde på Europa-Parlamentets bygninger i Bruxelles (udbud nr. 06/D20/2017/M036) og (ii) analyserapporten vedrørende buddene (addendum), udarbejdet den 26. marts 2018 af det bedømmelsesudvalg, som var udpeget af den kompetente anvisningsberettigede.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af:

(i)

artikel 110, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 2015/1929 af 28. oktober 2015 (EUT 2015, L 286, s. 1), der foreskriver, at Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 210 vedrørende reglerne for tildelingskriterierne, herunder det økonomisk mest fordelagtige bud

(ii)

artikel 151, som ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2462 af 30. oktober 2015 om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2015, L 342, s. 7), som ophæver de gældende regler for unormalt lave bud, og

(iii)

artikel 102 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012, der fastsætter de almindelige principper om gennemsigtighed, proportionalitet, ligebehandling og ikke-forskelsbehandling for offentlige kontrakter.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at disse regler er blevet tilsidesat, idet den anfægtede afgørelse:

(i)	angiver, at ingen af de fremlagde oplysninger, hverken i de afgivne bud eller i de derefter begærede supplerende forklaringer, gør det muligt at bekræfte, at et af de tilbudsgivende selskabers bud er unormalt lavt i henhold til de gældende regler, og

(ii)

udpeger det nævnte bud som det laveste forenelige bud uden at give nogen tilstrækkelig begrundelse herfor, idet det tilbudsgivende selskabs bud utvivlsomt ikke er det laveste forenelige bud, buddet indeholder unormalt lave priser og burde være blevet erklæret uforeneligt og afvist efter en mere konkret og dybdegående undersøgelse foretaget af Europa-Parlamentet.

Sag anlagt den 8. maj 2018 — MLPS mod Kommissionen

(Sag T-304/18)

(2018/C 259/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Mouvement pour la liberté de la protection sociale (MLPS) (Paris, Frankrig) (ved advokat M. Gibaud)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Det fastslås, at Kommissionen har udvist passivitet, idet den ulovligt afstod fra at fortsætte behandlingen af klagen fra sammenslutningen Mouvement pour la liberté de la protection sociale (MLPS) af 21. december 2017.

—	Annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 7. marts 2018 om afslag på at fortsætte behandlingen af klagen fra sammenslutningen Mouvement pour la liberté de la protection sociale (MLPS) af 21. december 2017.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om bl.a. en fejlagtig bedømmelse foretaget i den anfægtede afgørelse, hvorefter de franske sociale sikringsordninger ville kunne kvalificeres som »lovbestemte socialsikringsordning«, selv om de på ingen måde er ordninger for hele befolkningen, og ikke engang for alle erhvervsaktive, men ordninger, som opdeler arbejdstagere efter deres erhvervsmæssige status, hvorpå direktiv 92/49/EØF og direktiv 92/96/EØF således burde finde anvendelse.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ensartede retsregler, for så vidt som Frankrig befinder sig i en situation, der fuldt ud kan sammenlignes med Slovakiets situation, med hensyn til hvilken Retten fastslog, at »den aktivitet, der består i at levere obligatorisk sygeforsikring i Slovakiet, har, henset til det lukrative formål, der forfølges af sygeforsikringsselskaberne, og til eksistensen af en intens konkurrence på kvalitet og udbud af tjenester, en økonomisk karakter« (dom af 5. februar 2018, Dôvera zdravotná poist’ovňa mod Kommissionen, T-216/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:64, præmis 68). Ifølge sagsøgeren vil der herefter ikke kunne fastslås noget andet med hensyn til Frankrig.

Sag anlagt den 17. maj 2018 — Hamas mod Rådet

(Sag T-308/18)

(2018/C 259/58)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Hamas (Doha, Qatar) (ved advokat L. Glock)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/475 af 21. marts 2018 om ajourføring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2017/1426 (EUT 2018, L 79, s. 26), og

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/468 af 21. marts 2018 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1420 (EUT 2018, L 79, s. 7) annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører Hamas, herunder Hamas-Izz al-Din al-Qassem.

—	Rådet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender.

1.	Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931

2.	Andet anbringende om de fejl, Rådet har begået for så vidt angår realiteten af de faktiske omstændigheder, som lægges sagsøgeren til last

3.	Tredje anbringende om et urigtigt skøn foretaget af Rådet for så vidt angår organisationen Hamas’ karakter af terrorgruppe

4.	Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om ikke-indblanding

5.	Femte anbringende om en utilstrækkelig hensyntagen til udviklingen af situationen som følge af den tid, der er gået

6.	Sjette anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

7.	Syvende anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

Sag anlagt den 15. maj 2018 — EPSU og Willem Goudriaan mod Kommissionen

(Sag T-310/18)

(2018/C 259/59)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: European Federation of Public Service Unions (EPSU) (Bruxelles, Belgien) og Jan Willem Goudriaan (Bruxelles) (ved solicitor R. Arthur og barrister R. Palmer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 5. marts 2018 om ikke at foreslå Rådet, at en aftale mellem arbejdsmarkedets parter i EU af 21. december 2015 om rettigheder for og høring af tjenestemænd og ansatte i centrale regeringsadministrationer, som er indgået i henhold til artikel 155, stk. 1, TEUF, skal implementeres ved et direktiv gennem en afgørelse fra Rådet i henhold til artikel 155, stk. 2, TEUF.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse var en retsakt vedtaget i strid med artikel 155, stk. 2, TEUF. Kommissionen manglede kompetence til at nægte at foreslå, at Rådet iværksatte afgørelsen ved en afgørelse fra Rådet, i mangel af indsigelser enten mod aftalens parters repræsentative status eller mod aftalens lovlighed. — Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse om ikke at foreslå Rådet, at aftalen iværksættes ved Rådets afgørelse, er i strid med artikel 155, stk. 2, TEUF og i strid med kravet om respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed, som fastsat i artikel 152 TEUF. — Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen var forpligtet til at fremsætte et forslag til Rådet, medmindre den fremlagde en begrundelse for, at arbejdsmarkedets parter, der indgik aftalen, ikke var tilstrækkeligt repræsentative, eller at aftalen var ulovlig. — Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen foretog en vurdering af aftalens hensigtsmæssighed, hvilket ikke henhører under dens beføjelser.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelse, som er åbenbart misforstået og ugrundet. — Sagsøgerne har gjort gældende, at den begrundelse, som Kommissionen har anført i den anfægtede afgørelse, ikke kunne begrunde afvisningen af at fremlægge et forslag for Rådet om, at det vedtager aftalen. — Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de eneste grunde, som kunne have begrundet en afvisning, ville have været en begrundet indsigelse mod arbejdsmarkedets parters repræsentative status, eller mod lovligheden af en afgørelse fra Rådet om implementering af aftalen som et direktiv. — Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke foretog en bedømmelse af indvirkningen og således ikke med henvisning til proportionalitet eller subsidiaritet kunne have begrundet en konklusion om at afvise at foreslå, at aftalen blev implementeret som et direktiv ved en afgørelse fra Rådet, selv om det principielt havde været tilladt at gøre dette.

Sag anlagt den 22. maj 2018 — WD mod EFSA

(Sag T-320/18)

(2018/C 259/60)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: WD (ved advokaterne L. Levi og A. Blot)

Sagsøgt: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

Følgelig:

—	Annullation af afgørelsen af 14. juli 2017, truffet af EFSA’s administrerende direktør i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed, hvoraf fremgår, at sagsøgeren ikke er blandt de ansatte, der blev forfremmet i forbindelse med omklassificeringen for 2017.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 9. februar 2018 om afslag på sagsøgerens klage af 10. oktober 2017 over denne afgørelse af 14. juli 2017.

—	Annullation af afgørelsen af 9. august 2017 (og meddelt den 10. august 2017), truffet af EFSA’s administrerende direktør i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed, om ikke at forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. marts 2018 om afslag på sagsøgerens klage af 10. november 2017 over denne afgørelse af 9. august 2017.

—	Sagsøgeren tildeles erstatning for de lidte tab.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender for så vidt angår afgørelsen om ikke at forlænge hans kontrakt.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af afgørelsen af 8. december 2012»Employment contract management«, vedtaget af EFSA.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar og navnlig af retten til at blive hørt.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten og af »Work instruction« vedrørende »Contract of Employment renewal process«, vedtaget af EFSA.

5.	Femte anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn og om magtfordrejning.

6.	Sjette anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

7.	Syvende anbringende om tilsidesættelse af »Work instruction« og af omsorgspligten

Sagsøgeren har påberåbt sig et enkelt anbringende for så vidt angår afgørelsen om ikke-forfremmelse om tilsidesættelse af afgørelsen af 22. april 2008»Career of temporary staff and assignment to a post carrying a higher grade than that at which they were engaged«, anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn samt tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

Sag anlagt den 28. maj 2018 — VI.TO. mod EUIPO — Bottega (formen på en gylden flaske)

(Sag T-324/18)

(2018/C 259/61)

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Vinicola Tombacco (VI.TO.) Srl (Trebaseleghe, Italien) (ved advokat L. Giove)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Sandro Bottega (Colle Umberto, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Sandro Bottega

Det omtvistede varemærke: Tredimensionalt EU-varemærke (formen på en gylden flaske) — EU-varemærkeregistrering nr. 11 531 381

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. marts 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1036/2017-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Urigtig bedømmelse af registreringshindringen, der følger af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Urigtig bedømmelse af registreringshindringen, der følger af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. i) — iii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 31. maj 2018 — Szécsi og Somossy mod Kommissionen

(Sag T-331/18)

(2018/C 259/62)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: István Szécsi (Szeged, Ungarn) og Nóra Somossy (Szeged) (ved advokat D. Lazar)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerne en skadeserstatning på 38 330 542,83 HUF.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerne renter på 11,95 % af hovedfordringen fra den 20. april 2016.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført følgende anbringende.

Sagsøgerne gør gældende, at Kommissionen på ansvarspådragende vis har tilsidesat sin tilsynspligt i henhold til artikel 17 TEU, idet den ikke har truffet egnede foranstaltninger til at sikre anvendelsen af artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (1) og den i denne forbindelse relevante ungarske gennemførelsesbestemmelse.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT 2005, L 149, s. 22).

Sag anlagt den 28. maj 2018 — Marry Me Group mod EUIPO (MARRY ME)

(Sag T-332/18)

(2018/C 259/63)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Marry Me Group (Zug, Schweiz) (ved advokat G. Theado)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket MARRY ME — registreringsansøgning nr. 15 958 226

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 5. marts 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 806/2017-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 7, litra b) og c), i Europa-Parlamentets- og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 28. maj 2018 — Marry Me Group mod EUIPO (marry me)

(Sag T-333/18)

(2018/C 259/64)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Marry Me Group AG (Zug, Schweiz) (ved advokat G. Theado)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke indeholdende ordbestanddelen »marry me« — registreringsansøgning nr. 15 952 468

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 5. marts 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 807/2017-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 7, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 31. maj 2018 — Mubarak m.fl. mod Rådet

(Sag T-335/18)

(2018/C 259/65)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Gamal Mohamed Hosni Elsayed Mubarak (Kairo, Egypten), Alaa Mohamed Hosni Elsayed Mubarak (Kairo), Heidy Mahmoud Magdy Hussein Rasekh (Kairo) og Khadiga Mahmoud El Gammal (Kairo) (ved B. Kennelly, QC, barrister J. Pobjoy og solicitors G. Martin og C. Enderby Smith)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/466 af 21. marts 2018 om ændring af afgørelse 2011/172/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/465 af 21. marts 2018 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 270/2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne.

—

Det fastslås, at artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten og artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten ikke skal finde anvendelse, for så vidt som de vedrører sagsøgerne.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført tre anbringender.

1.	Første anbringende om, at Rådet har anlagt et urigtigt skøn ved at antage, at kriteriet for at opføre sagsøgerne på listen i afgørelsens artikel 1, stk. 1, og forordningens artikel 2, stk. 1, var opfyldt.

2.	Andet anbringende om, at afgørelsens artikel 1, stk. 1, og forordningens artikel 2, stk. 1, er ulovlige, fordi de (a) savner et gyldigt retsgrundlag og/eller (b) tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgernes rettigheder i henhold til artikel 6 TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og 3 TEU, samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ved at antage, at de retslige procedurer i Egypten var i overensstemmelse med grundlæggende rettigheder.

Sag anlagt den 31. maj 2018 — Saleh Thabet mod Rådet

(Sag T-338/18)

(2018/C 259/66)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Suzanne Saleh Thabet (Kairo, Egypten) (ved B. Kennelly, QC, barrister J. Pobjoy samt solicitors G. Martin og C. Enderby Smith)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/466 af 21. marts 2018 om ændring af afgørelse 2011/172/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/465 af 21. marts 2018 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 270/2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Det fastslås, at artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten og artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten ikke finder anvendelse, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.	Første anbringende om, at Rådet har anlagt et urigtigt skøn ved at antage, at kriteriet for at opføre sagsøgeren på listen i afgørelsens artikel 1, stk. 1, og forordningens artikel 2, stk. 1, var opfyldt.

2.	Andet anbringende om, at afgørelsens artikel 1, stk. 1, og forordningens artikel 2, stk. 1, er ulovlige, fordi de (a) savner et gyldigt retsgrundlag og/eller (b) tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens rettigheder i henhold til artikel 6 TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og 3 TEU, samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ved at antage, at de retslige procedurer i Egypten var i overensstemmelse med grundlæggende menneskerettigheder.

Sag anlagt den 5. juni 2018 — Hauzenberger mod EUIPO (TurboPerformance)

(Sag T-349/18)

(2018/C 259/67)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Andreas Hauzenberger (Sinzing, Tyskland) (ved advokat B. Bittner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke, der indeholder ordbestanddelen »TurboPerformance« — registreringsansøgning nr. 16 053 431

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 5. april 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2206/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 5. juni 2018 — Euronet Consulting mod Kommissionen

(Sag T-350/18)

(2018/C 259/68)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Euronet Consulting EEIG (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne P. Peeters og R. van Cleemput)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse af ukendt dato, som blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 26. marts 2018 om afvisning af sagsøgerens bud på delkontrakt 2 i udbud EuropeAid/138778/DH/SER/Multi — rammekontrakt vedrørende gennemførelse af ekstern bistand 2018 (FWC SIEA 2018) og om tildeling af kontrakten til ti andre tilbudsgivere, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.	Med det første anbringende gøres gældende, at én koncern var repræsenteret to gange i forbindelse med samme delkontrakt.

2.	Med det andet anbringende gøres gældende, at én juridisk person handlede to gange som leder af et konsortium og en tredje gang som medlem af et konsortium.

3.	Med det tredje anbringende gøres gældende, at én koncern var repræsenteret i mere end to delkontrakter.

4.	Med det fjerde anbringende gøres gældende, at én koncern handlede som leder i mere end to delkontrakter.

Sag anlagt den 28. maj 2018 — Promeco mod EUIPO — Aerts (dishes)

(Sag T-353/18)

(2018/C 259/69)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Promeco NV (Kortrijk, Belgien) (ved advokaterne H. Hartwig og A. von Mühlendahl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Aerts NV (Geel, Belgien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Aerts NV

Det omtvistede design: EF-design nr. 218 193-0010

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. februar 2018 af Det Udvidede Appelkammer ved EUIPO (sag R 459/2016-G)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den af Aerts NV indgivne klage over afgørelsen vedtaget den 8. januar 2016 af ugyldighedsafdelingen ved EUIPO forkastes.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Det Udvidede Appelkammer.

—	Aerts NV tilpligtes, såfremt delskabet intervenerer i denne sag, at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Det Udvidede Appelkammer.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, sammenholdt med artikel 6 i forordning (EF) nr. 6/2002.