18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/1

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/2

1)

Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en afgift, som pålægges store detailhandelscentre, som den, der er omhandlet i hovedsagen.

2)

En afgift som den i hovedsagen omhandlede, der pålægges store detailhandelscentre hovedsageligt i forhold til deres salgsareal, idet den fritager virksomheder med et salgsareal på under 2 500 m2 fra afgift, udgør ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. En sådan afgift udgør heller ikke statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som den fritager virksomheder, som udelukkende beskæftiger sig med havearbejde, salg af køretøjer, byggematerialer, maskiner og industrimaterialer, fra afgift, og idet den nedsætter afgiftsgrundlaget med 60 % for detailhandelscentre, der hovedsageligt beskæftiger sig med salg af møbler, VVS-artikler, døre og vinduer, samt for byggemarkeder, idet de ikke medfører lige så store skader på miljøet og den fysiske planlægning som de øvrige, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

En sådan afgift udgør imidlertid statsstøtte i henhold til denne bestemmelse, for så vidt som den fritager store kollektive detailhandelscentre med et salgsareal på eller over tærsklen på 2 500 m2 fra afgift.

3)

Under omstændigheder som de af den forelæggende ret beskrevne kan statsstøtte som følge af en afgiftsordning som den i hovedsagen omhandlede ikke udgøre eksisterende støtte som omhandlet i artikel 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, hvis ordlyd er gengivet i artikel 1, litra b), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/3

1)

Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en afgift, som pålægges store detailhandelscentre, som den, der er omhandlet i hovedsagerne.

2)

En afgift som den i hovedsagerne omhandlede, der pålægges store distributionsvirksomheder hovedsageligt i forhold til deres salgsareal, idet den fritager virksomheder med et salgsareal på under 4 000 m2 fra afgift, udgør ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. En sådan afgift udgør heller ikke statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som den fritager virksomheder med et salgsareal på under 10 000 m2, som udelukkende beskæftiger sig med havearbejde, salg af køretøjer, byggematerialer, maskiner og industrimaterialer, fra afgift, idet de ikke medfører lige så store skader på miljøet og den fysiske planlægning som de øvrige, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/4

1)

Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en afgift, som pålægges store detailhandelscentre, som den, der er omhandlet i hovedsagerne.

2)

En afgift som den i hovedsagerne omhandlede, der pålægges store distributionsvirksomheder hovedsageligt i forhold til deres salgsareal, idet den fritager de af disse virksomheder, hvis salgsareal ikke overstiger 500 m2, og dem, hvis salgsareal overstiger denne tærskel, men hvis afgiftsgrundlag ikke overstiger 2 000 m2, fra afgift, udgør ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. En sådan afgift udgør heller ikke statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som den fritager detailhandelscentre, der udøver deres virksomhed på området for salg af maskiner, køretøjer, værktøj og industrimaterialer, salg af byggematerialer, VVS-artikler og døre og vinduer til fagfolk, salg af møbler i individuelle, traditionelle og specialiserede forretninger, salg af motorkøretøjer samt havecentre og tankstationer, fra afgift, idet disse virksomheder ikke medfører lige så store skader på miljøet og den fysiske planlægning som de øvrige, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/4

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/5

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/6

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/6

1)

Appellerne forkastes.

2)

Cellnex Telecom SA og Telecom Castilla-La Mancha SA betaler sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/7

1)

Republikken Bulgarien har ikke udlagt de områder, som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede til beskyttelse af arter, som er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, idet den har undladt at inkludere hele det vigtige fuglebeskyttelsesområde, der omfatter bjergområdet i Rila, som særligt beskyttet område, således at denne medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 1.

2)

Republikken Bulgarien betaler sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/7

—

artikel XVII i GATS (den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser), idet det ved artikel 76, stk. 1, litra a), i lov CCIV af 2011, som ændret, har pålagt udenlandske uddannelsesinstitutioner beliggende uden for EØS at indgå en international aftale som betingelse for at kunne levere uddannelsesydelser;

—

artikel 16 i direktiv 2006/123/EF (1) og under alle omstændigheder artikel 49 TEUF og art. 56 TEUF samt artikel XVII i GATS idet det ved artikel 76, stk. 1, litra b), i lov CCIV af 2011, som ændret, har pålagt udenlandske videregående uddannelsesinstitutioner, at de skal udbyde videregående uddannelse i deres oprindelsesland;

—

artikel 13, artikel 14, stk. 3, og artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sammenholdt med ovennævnte begrænsninger.

—

Ungarn tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/8

—

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 7, 8 og 12 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Ungarn på diskriminerende, unødvendig og ubegrundet vis har indført begrænsninger for udenlandske donationer til civile ungarske organisationer ved a külföldről támogatott szervezetek átláthatóságáról szóló 2017. évi LXXVI. Törvény (lov nr. LXXVI af 2017 om gennemsigtighed hos de organisationer, der modtager økonomisk støtte fra udlandet), hvis bestemmelser pålægger pligt til registrering, underretning og gennemsigtighed for visse kategorier af civile organisationer — dem, der modtager direkte eller indirekte udenlandsk økonomisk støtte over et nærmere bestemt beløb — og endvidere fastsætter bestemmelserne en mulighed for at anvende sanktioner over for de organisationer, der ikke opfylder disse forpligtelser.

—

Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/9

—

Dom afsagt af Retten den 13. december 2017 i sag T-602/16, CJ mod ECDC (EU:T:2017:893), ophæves.

—

Såfremt appellanten gives medhold, annulleres den anfægtede bedømmelsesrapport af 21. september 2015.

—

ECDC tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

1.

Først anbringende om, at Retten:

2.

Andet anbringende om, at Retten:

3.

Tredje anbringende om, at Retten:

4.

Fjerde anbringende om, at Retten:

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/11

1)

Finder artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder (1) eller bedrifter anvendelse, når en virksomhed indstiller leveringen af en kundes aftalte tjenesteydelser ved opsigelse af kontrakten om levering af tjenesteydelser, hvor aktiviteten hovedsagelig er baseret på arbejdskraften (rengøring af faciliteterne), og den nye tilslagsmodtager, der blev tildelt tjenesten, overtager en betydelig del af de beskæftigede ansatte, når indtrædelsen i de pågældende ansættelseskontrakter foretages i overensstemmelse med den kollektive overenskomst i rengøringssektoren?

2)

Er den spanske Tribunal Supremos (øverste domstol) fortolkning, hvorefter der i tilfælde af overførsel af personale i henhold til en kollektiv overenskomst, ikke foreligger en overførsel af en virksomhed, da kravet om frivillighed ikke er opfyldt, hvorfor dette tilfælde ikke er omfattet af direktivet, i overensstemmelse med EU-direktivet (som fortolket af Domstolen)?

3)

I tilfælde med virksomheder, der leverer tjenesteydelser, og når den kollektive overenskomst for sektoren foreskriver en forpligtelse til overtagelse af personale, er det da i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet at lægge til grund, at der foreligger en overførsel af personale og dermed en overførsel af en virksomhed som omhandlet i nævnte direktiv?

4)

Såfremt de tre foregående spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 14 i Convenio Colectivo de Limpieza de Edificio y Locales de la Provincia de Las Palmas (den kollektive overenskomst for rengøring af bygninger og lokaler i provinsen Las Palmas 2012-2014) da i overensstemmelse med direktivets artikel 3, idet nævnte artikel 14 i tilfælde af overtagelse af personale i overensstemmelse med en kollektiv overenskomst, at bestemmer arbejdstagere, der er blevet overtaget, hverken bevarer de rettigheder og forpligtelser, som de havde i den overdragende virksomhed, eller de løn- og arbejdsvilkår, som gjaldt ifølge den kollektive overenskomst?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/11

1)

Når en landbruger har erhvervet en række stiklinger af en plantesort på en planteskole (tredjemands forretningssted) og har plantet disse, inden en meddelelse om beskyttelse af denne sort har fået retsvirkninger, er landbrugerens efterfølgende aktivitet, der består i løbende at høste afgrøden af træerne, da tilstrækkelig til, idet det antages, at der er tale om udbytte, at betingelserne i artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2100/94 (1) er opfyldt, hvorved landbrugeren følgelig berøres af ius prohibendi i artikel 13, stk. 2? Eller skal denne høstningsaktivitet anses for at udgøre produktion eller reproduktion af sorten, som giver »udbytte«, for hvilken indehaveren af pantesortens tilladelse er påkrævet, uanset om betingelserne i stk. 3 er opfyldt?

2)

Er en fortolkning, hvorefter kaskadebeskyttelsesordningen finder anvendelse på enhver af de i artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2100/94 opregnede handlinger, som henviser til »udbytte«, herunder på selve høstningen, eller kun på de handlinger, som foretages efter, at udbyttet er tilvejebragt, som f.eks. oplagring og markedsføring heraf, forenelig med den nævnte forordning?

3)

Ved anvendelsen af den udvidede kaskadebeskyttelsesordning på »udbytte« i artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2100/94 er det da, for at den første betingelse kan opfyldes, nødvendigt, at stiklingerne er blevet erhvervet efter, at indehaveren har opnået EF-plantesortsbeskyttelse, eller [org. s. 10] er det tilstrækkeligt, at vedkommende var indrømmet midlertidig beskyttelse, idet erhvervelsen har fundet sted i perioden fra offentliggørelsen af ansøgningen til påbegyndelsen af retsvirkningerne af meddelelsen af plantesortbeskyttelse?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/12

1)

Er det korrekt at fortolke rammeaftalens § 4 således, at en situation som den beskrevne, hvor den midlertidigt ansatte tjenestemand udfører samme arbejde som en fastansat tjenestemand (en fastansat tjenestemand har ikke ret til erstatning, fordi den situation, som erstatningen skulle dække, ikke eksisterer i dennes retlige ordning) ikke kan indpasses under den situation, der beskrives i rammeaftalens § 4?

2)

Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv 1999/70 (1), når der med henblik på at opnå dennes formål foretages en fortolkning — idet retten til ligebehandling og forbuddet mod forskelsbehandling udgør et generelt princip i EU-retten (chartrets artikel 20 og 21), som konkretiseret i et direktiv, og indgår i artikel 23 i verdenserklæringen om menneskerettighederne, og idet der er tale om grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som omhandlet i artikel 151 TEUF og 153 TEUF — hvorefter en midlertidigt ansat tjenestemands ret til erstatning kan opnås enten ved at sammenligne denne med en tidsbegrænset kontraktansat arbejdstager, henset til, at den pågældendes status (som tjenestemand eller fagligt personale) alene afhænger af den offentlige arbejdsgiver, eller ved direkte anvendelse af EU-retten?

3)

I forbindelse med misbrug af tidsbegrænsede ansættelser, der uden nogen objektiv begrundelse anvendes med henblik på at opfylde vedvarende behov, og som ikke er uopsættelige eller bydende nødvendige, hvilket ville kunne begrunde den tidsbegrænsede ansættelse, er det da, idet der ikke forefindes effektive sanktioner eller begrænsninger i national ret, i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 1999/70, at fastsætte en erstatning som en foranstaltning med henblik på at forebygge misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten — idet arbejdsgiveren ikke fastansætter arbejdstageren — hvorefter erstatningen svarer til den, der tildeles ved ulovlig afskedigelse, og forstås som en passende sanktion, der er proportional, effektiv og afskrækkende?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/13

1)

Er det i strid med artikel 96 i forordning (EF) nr. 2100/94 (1) at fortolke bestemmelsen således, at de krav, der er omhandlet i forordningens artikel 94 og 95, er at betragte som forældede, så snart fristen på tre år fra det tidspunkt, hvorpå indehaveren, efter at EF-sortsbeskyttelsen er blevet endeligt meddelt, har fået kendskab til den krænkende handling og den person, der har begået den, er udløbet, også selv om de krænkende handlinger er vedblevet med at finde sted frem til det tidspunkt, hvor kravet fremsættes?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 96 i forordning (EF) nr. 2100/94 da fortolkes således, at forældelsesfristen alene finder anvendelse på de handlinger, der har fundet sted uden for fristen på de tre seneste år inden kravets fremsættelse, men ikke i forbindelse med de handlinger, der har fundet sted inden for dette tidsrum?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, vil der da alene kunne gives medhold i kravet om ophør og ligeledes i kravet om skadeserstatning for så vidt angår de handlinger, der har fundet sted inden for de seneste tre år?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/14

1)

Skal begrebet »en tjeneste, […] som udelukkende eller overvejende består i overføring af signaler via elektroniske kommunikationsnet« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv 2002/21/EF (1) fortolkes således, at det også omfatter eller kan omfatte webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet?

2)

Såfremt det under punkt 1 nævnte begreb skal fortolkes således, at det som udgangspunkt ikke omfatter webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet, kan kriterierne for dette begreb da alligevel undtagelsesvis være opfyldt, når udbyderen af en sådan tjeneste samtidig driver nogle egne elektroniske kommunikationsnet, der er forbundet med internettet og som under alle omstændigheder også kan anvendes til e-mailtjenesten? På hvilke betingelser er dette i givet fald muligt?

3)

Hvordan skal begrebet »normalt ydes mod betaling« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv 2002/21/EF fortolkes?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/15

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/16

1)

Skal direktivets artikel 20, stk. 1-3 (1), fortolkes således, at disse stykker udtømmende opregner de tilfælde, i hvilke de materielle modtagelsesforhold kan indskrænkes eller inddrages, eller følger det af artikel 20, stk. 4 og 5, at inddragelse af retten til materielle modtagelsesforhold også kan ske som en sanktion for alvorlige overtrædelser af de bestemmelser, der er fastlagt for indkvarteringscentrene, samt i tilfælde af grov voldelig adfærd?

2)

Skal direktivets artikel 20, stk. 5, og artikel 20, stk. 6, fortolkes således, at medlemsstaterne, før de træffer afgørelse om indskrænkningen eller inddragelsen af de materielle modtagelsesforhold eller om sanktioner, i forbindelse hermed skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre retten til en værdig levestandstandard i perioden med udelukkelse, eller kan disse bestemmelser opfyldes med en ordning, hvorefter det efter afgørelsen om indskrænkningen eller inddragelsen af de materielle modtagelsesforhold kontrolleres, om den person, der er genstand for afgørelsen, har en værdig levestandard, og der om nødvendigt på dette tidspunkt træffes afhjælpende foranstaltninger?

3)

Skal direktivets artikel 20, stk. 4-6, læst i sammenhæng med direktivets artikel 14, 21, 22, 23 og 24 og med artikel 1, 3, 4 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en sanktion om midlertidig (eller endelig) udelukkelse fra retten til materielle modtagelsesforhold er mulig eller ikke mulig over for en mindreårig, særligt over for en uledsaget mindreårig?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/16

1)

Tillader bestemmelsen i artikel 90, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (1) i forbindelse med opsigelsen af en finansiel leasingkontrakt en nedsættelse af afgiftsgrundlaget og en refusion af den moms, der er blevet fastsat ved en endelig afgiftsansættelse , på et afgiftsgrundlag bestående af summen af de månedlige leasingydelser for hele kontraktperioden?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, hvilket af de tilfælde, der er nævnt i direktivets artikel 90, stk. 1, kan leasinggiveren da påberåbe sig over for en medlemsstat i forbindelse med opsigelsen af en leasingkontrakt på grund af kun delvis betaling af de skyldige leasingydelser med henblik på at opnå en nedsættelse af momsgrundlaget i et omfang svarende til de afdrag, der skyldes, men som ikke er blevet betalt i perioden fra betalingens ophør til tidspunktet for opsigelsen af kontrakten, idet opsigelsen ikke har tilbagevirkende kraft og dette bekræftes af en bestemmelse i selve kontrakten?

3)

Tillader fortolkningen af momsdirektivets artikel 90, stk. 2, en konklusion, hvorefter der i en sag som den foreliggende er tale om en undtagelse fra momsdirektivets artikel 90, stk. 1?

4)

Tillader fortolkningen af momsdirektivets artikel 90, stk. 1, en antagelse, hvorefter det i bestemmelsen anvendte begreb »afbestilling« omfatter et tilfælde, hvor leasinggiveren inden for rammerne af en finansiel leasingkontrakt med købspligt ikke længere kan opkræve betaling af leasingydelserne af leasingtager, eftersom leasinggiveren har opsagt kontrakten på grund af manglende opfyldelse af kontrakten fra leasingtagerens side, men hvor leasinggiveren i henhold til kontrakten har ret til erstatning svarende til samtlige ikke-betalte leasingydelser, der ville forfalde indtil leasingperiodens udløb?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/17

1)

Skal bestemmelserne i artikel 6 og 16 i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (1) fortolkes således, at de indfører et krav om en løbende referenceperiode, eller således, at de overlader det til medlemsstaterne at vælge, om denne periode skal være løbende eller fast?

2)

Såfremt disse bestemmelser skal fortolkes således, at de indfører et krav om en løbende referenceperiode, berører den mulighed for at fravige artikel 16, litra b), der åbnes med artikel 17, da ikke blot referenceperiodens varighed, men også dens løbende karakter?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/18

1

Skal bestemmelserne i artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, i direktivet (1) fortolkes således, at den fritagelse, som medlemsstaterne kan lade mindre elektricitetsproducenter være omfattet af, forudsat at de beskatter de energiprodukter, som anvendes til at fremstille denne elektricitet, kan resultere i en situation som den, der er beskrevet i punkt 7 i nærværende afgørelse, for perioden forud for den 1. januar 2011, hvor Frankrig, som direktivet hjemler mulighed for, endnu ikke havde indført nogen national endelig forbrugsafgift på elektricitet og dermed heller ikke nogen fritagelse for denne afgift for mindre elektricitetsproducenter?

2

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, hvordan skal bestemmelserne i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), og bestemmelserne i direktivets artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, kombineres for mindre elektricitetsproducenter, som anvender den elektricitet, som de fremstiller, til deres aktiviteter? Indebærer bestemmelserne en minimumsbeskatning som følge af enten beskatningen af den fremstillede elektricitet, men med fritagelse for den anvendte naturgas, eller en fritagelse for afgift på selve fremstillingen af elektricitet, idet staten således er forpligtet til at beskatte den anvendte naturgas?

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/19

1)

Forvaltningsorganet for Forskning (REA) frifindes.

2)

Sigma Orionis SA betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om de foreløbige forholdsregler.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/19

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Sigma Orionis SA betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om de foreløbige forholdsregler.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/20

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Grizzly Tools GmbH & Co.KG betaler sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/21

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Alpine Welten Die Bergführer GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/21

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Laboratoires Majorelle betaler sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/22

—

Der indhentes en sagkyndig erklæring som følge af manglerne ved den af sagsøgte udførte kontrol.

—

For det første fastslås det, (a) debitnote 3241801228, som blev tilsendt sagsøgeren den 15. januar 2018, og hvormed sagsøgte pålagde tilbagebetaling af 481 835,56 EUR for bygge- og anlægskontrakt FP7-215952 PERFORM på grundlag af konklusionerne i revision 11-ΒΑ135-006, udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens kontraktforpligtelser, eftersom de godkendte omkostninger ved den pågældende kontrakt udgør 605 217 EUR, hvoraf 490 711 EUR er EU-tilskud, og sagsøgeren skal tilbagebetale 21 171 EUR til sagsøgte, og ikke 481 835,56 EUR, og (b) for det andet at debitnote 3241801229, som blev tilsendt sagsøgeren den 15. januar 2018, hvorved sagsøgte pålagde tilbagebetaling af 29 694,10 EUR som betaling af godtgørelsen, udgør en tilsvarende tilsidesættelse af dennes kontraktforpligtelser.

1.

Første anbringende om, at kontrakten blev gennemført i god tro, og om forbuddet mod, at kontraktvilkårene anvendes på en måde, som er udtryk for misbrug

2.

Andet anbringende om voldgiftsklausulen

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/23

—

Den Europæiske Union pålægges at erstatte det tab, som sagsøgerne har lidt, som følge af vedtagelsen og anvendelsen af aftalememorandummet om specifikke økonomisk-politiske betingelser med de beløb, som fremgår af stævningen, eller det beløb, som Domstolen finder, sagsøgerne har krav på.

—

Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/23

—

De sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgerne de beløb, der fremgår af bilaget til stævningen med tillæg af de renter, der påløber fra den 26. marts 2013 indtil domsafsigelsen

—

Det fastslås, at de sagsøgte har pådraget sig et ansvar uden for kontraktforhold, og det fastsættes, hvilken procedure, der skal følges med henblik på at fastslå det tab, som sagsøgerne faktisk har lidt, og som kan godtgøres.

—

De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/24

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 6. februar 2018 om anmodning om ophævelse af Steeve Briois’ immunitet 2017/2221(IMM) og vedtagelse af Retsudvalgets betænkning A8-0011/2018, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale et beløb på 35 000 EUR til Steeve Briois i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale et beløb på 5 000 EUR til Steeve Briois i sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (herefter »protokollen«), for så vidt som Steeve Briois’ udtalelser, der har givet anledning til strafferetlige forfølgelser i dennes medlemsstat, udgjorde en meningstilkendegivelse fremsat under udøvelsen af hans parlamentariske hverv i henhold til førnævnte bestemmelse.

2.

Andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af artikel 9 i protokollen, idet Europa-Parlamentet har tilsidesat denne bestemmelses bogstav såvel som ånd ved at træffe beslutning om at ophæve Steeve Briois’ immunitet og således har behæftet denne beslutning med ugyldighed.

3.

Tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik.

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Europa-Parlamentet har tilsidesat ligebehandlingsprincippet for hans vedkommende i forhold til parlamentsmedlemmer, der befinder sig i om ikke identiske så i det mindste sammenlignelige situationer, og at Europa-Parlamentet følgelig også har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, der forudsætter en forpligtelse for den kompetente institution til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den foreliggende sag.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at en række indicer gør det muligt at slutte, at der er tale om et åbenbart tilfælde af fumus persecutionis.

4.

Fjerde anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt som sagsøgerens rettigheder og kontradiktionsprincippet ikke er blevet tilstrækkeligt sikret ved Retsudvalgets høring af sagsøgeren. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at det forhold, at han ikke har haft mulighed for at udtale sig for plenarforsamlingen om ophævelsen af sin immunitet, ikke blot strider mod almindelige retlige principper, men ligeledes er stridende mod enhver sund fornuft og mod generel parlamentær praksis.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/25

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Annullation af bedømmelsesrapporten for perioden 2016 og af afgørelsen af 23. maj 2017, meddelt den 28. juni 2017, om afslag på at give sagsøgeren en lønstigning.

—

Om fornødent annullation af afgørelsen af september 2017 og af den stiltiende afgørelse om afslag på henholdsvis den administrative rekurs og sagsøgerens klage.

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab, der efter ret og billighed er opgjort til 15 000 EUR.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af bedømmelsesvejledningen og af proceduren vedrørende Annual Salary and Bonus Review (ASBR), tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og tilsidesættelse af omsorgspligten, som blev begået af sagsøgte ved vedtagelsen af bedømmelsesrapporten for perioden 2016 (herefter »den anfægtede bedømmelsesrapport«). Sagsøgeren har navnlig gjort følgende klagepunkter gældende:

2.

Andet anbringende om den åbenbare fejl, som den anfægtede bedømmelsesrapport er behæftet med, dels for så vidt som bedømmelsen delvist er baseret på en opgave, som ikke er færdiggjort på grund af en sygeorlov, dels for så vidt som en positiv bedømmelse fra en leder, som var tredjemand, blev ulovligt kommenteret og fik reduceret sin rækkevidde af bedømmerne, som desuden ikke tog hensyn til formålene.

3.

Tredje anbringende om, at afgørelsen af 23. maj 2017 om afslag på at give sagsøgeren en lønstigning (herefter »ABSR-afgørelsen«), hviler på en bedømmelsesrapport, som er ulovlig.

4.

Fjerde anbringende om, at ABSR-afgørelsen blev truffet af en myndighed, som ikke er kompetent, for så vidt som denne blev truffet af en person, der var midlertidigt udnævnt for 6 måneder, som ikke havde den krævede kompetence til at træffe den nævnte afgørelse.

5.

Femte anbringende om flere åbenbare fejl, som ABSR-afgørelsen er behæftet med, for så vidt som den nævnte afgørelse ikke kunne være genstand for en underperformance på tidspunktet for dens vedtagelse.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af ASBR-retningslinjerne og af ASBR-proceduren samt tilsidesættelse af chartrets artikel 41, for så vidt som ASBR-afgørelsen ikke er begrundet.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/26

—

Det fastslås:

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, for så vidt som Parlamentet har fejlfortolket denne bestemmelse med vedtagelsen af afgørelsen om ikke længere at udbetale udlandstillæg til sagsøgeren.

2.

Andet anbringende om, at Parlamentet mangler kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, eftersom en interinstitutionel overførsel af en tjenestemand ikke er en ny ansættelse og eftersom Parlamentet ikke vil kunne udnytte overførslen af sagsøgeren til igen at fastsætte hans ret til udlandstillæg.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt af Revisionsrettens tidligere afgørelse om fastsættelse af sagsøgerens rettigheder, for så vidt som enhver administrativ retsakt, som er vedtaget af en institution, formodes at være lovlig og for så vidt som Revisionsrettens tidligere afgørelse i det foreliggende tilfælde gav sagsøgeren en berettiget forventning om, at udlandstillægget blev bevaret, så længe han gør tjeneste i Luxembourg.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/27

—

Afgørelsen af 23. maj 2017 om at pålægge sagsøgeren en disciplinær sanktion, hvorved hans alderspensions nettobeløb nedsættes med 20 %, dvs. en indeholdelse på 1 015 EUR pr. måned, indtil den 30. september 2015 i henhold til artikel 9, stk. 2, i bilag IX til vedtægten, annulleres.

—

Subsidiært tilpligtes EEAS at betale sagsøgeren et beløb, der fastsættes efter ret og billighed, i erstatning for det lidte tab.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende er, at den anfægtede afgørelse er behæftet med anlæggelsen af åbenbart urigtige skøn, dels for så vidt som ansættelsesmyndigheden har taget hensyn til, at sagsøgeren har forvoldt institutionernes integritet et tab, som imidlertid allerede er blevet erstattet, dels for så vidt som varigheden af den pålagte disciplinære sanktion er vilkårlig, for så vidt som den er blevet fastsat i forhold til sidstnævntes lovbestemte pensionsalder.

2.

Andet anbringende er, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet der i strid med loven ikke er taget hensyn til tidspunktet for de faktiske omstændigheder, ikke er taget hensyn til tilsidesættelsen af artikel 25 i bilag IX til vedtægten under straffesagen samt ikke er taget hensyn til sagsøgerens familiemæssige situation.

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/28

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/140 af 29. januar 2018 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om afslutning af undersøgelsen af importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Indien (EUT 2018, L 25, s. 6) annulleres, for så vidt som den vedrører CCCME, de enkelte selskaber og de berørte medlemmer

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 2, 3, 5, 6 og 7, og artikel 17, stk. 2, samt princippet om god forvaltningsskik ved bl.a. at benytte utroværdige importoplysninger, utroværdige makroøkonomiske tabsoplysninger og ved ikke at tillade andre berørte parter at kommentere det endelige valg af stikprøveudtagne EU-producenter.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, ved bl.a. ikke at tage hensyn til det manglende sammenfald af tidspunkter og ved ikke at sikre, at tab forårsaget af andre forhold ikke blev tilskrevet importen fra Kina.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar og grundforordningens artikel 6, stk. 7, artikel 19, stk. 1-3, samt artikel 20, stk. 2 og 4, ved bl.a. at nægte aktindsigt i tabsberegninger, beregningerne af prismæssige virkninger og skadestærskel og fastsættelsen af normalværdien, ved at nægte at fremlægge de ønskede oplysninger i en kortfattet udgave og ved ikke at udbrede forskellige relevante oplysninger, selv om den gentagne gange blev anmodet herom.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen, idet den ved prissammenligningen ikke tog hensyn til de særlige kendetegn ved varekontrolnumrene, idet den ikke har fremlagt de nødvendige oplysninger vedrørende vareegenskaber, ud over de i de oprindelige varekontrolnumre afspejlede oplysninger, og idet den med urette afviste anmodningen om tilpasning til normalværdien for at afhjælpe de uregelmæssigheder, der fulgte af den lave produktionsmængde i Indien, har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 10, artikel 3, stk. 2, litra a), artikel 3, stk. 3, og artikel 9, stk. 4, og princippet om god forvaltningsskik.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen ved at opjustere normalværdien for indirekte afgifter har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), og artikel 2, stk. 7, litra a).

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen, idet den lagde vægt på oplysninger fra blot en enkelt indisk producent med henblik på fastsættelsen af de generalomkostninger, salgs- og administrationsomkostninger og den fortjeneste, der blev anvendt til den beregnede normalværdi, frem for at anvende alle tilgængelige relevante oplysninger vedrørende referencelandet, har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a).

18.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/29