7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/1

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/2

—

nytårsdag

—

anden påskedag

—

den 1. maj

—

Kristi himmelfartsdag

—

anden pinsedag

—

den 23. juni

—

den 15. august

—

den 1. november

—

den 25. december

—

den 26. december.

—

julen 2018: fra mandag den 17. december 2018 til og med søndag den 6. januar 2019

—

påsken 2019: fra mandag den 15. april 2019 til og med søndag den 28. april 2019

—

sommeren 2019: fra tirsdag den 16. juli 2019 til og med lørdag den 31. august 2019.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/4

—

Jul 2018: fra mandag den 17. december 2018 til og med søndag den 6. januar 2019

—

Påske 2019: fra mandag den 15. april 2019 til og med søndag den 28. april 2019

—

Sommer 2019: fra tirsdag den 16. juli 2019 til og med lørdag den 31. august 2019.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/5

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/6

1)

Appellen forkastes.

2)

SNCF Mobilités bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, Mory SA og Mory Team afholdte omkostninger.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/6

1)

Artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på en sagsøgt med bopæl i et tredjeland, såsom sagsøgte i hovedsagen.

2)

Artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter flypassagerers søgsmål med påstand om kompensation for en lang forsinkelse på en direkte tilsluttet flyforbindelse, der er anlagt på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 mod et transporterende luftfartsselskab, som ikke er den berørte passagers medkontrahent.

3)

Artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 44/2001 og artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at ankomststedet for den anden flyvning ved en direkte tilsluttet flyforbindelse udgør »opfyldelsesstedet« som omhandlet i disse bestemmelser, når transporten på de to flyvninger udføres af to forskellige luftfartsselskaber, og søgsmålet med påstand om kompensation for den lange forsinkelse på denne direkte tilsluttede flyforbindelse i medfør af forordning nr. 261/2004 er støttet på en forstyrrelse, der har fundet sted på den første af de nævnte flyvninger, som blev udført af det luftfartsselskab, som ikke er de pågældende passagerers medkontrahent.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/7

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/8

1)

Artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design skal fortolkes således, at det ved bedømmelsen af, om elementerne af et produkts udseende alene er bestemt af produktets tekniske funktion, skal godtgøres, at denne funktion er den eneste faktor, der har været bestemmende for disse elementer, og det er i denne forbindelse ikke afgørende, om der foreligger alternative design.

2)

Artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design skal fortolkes således, at det ved bedømmelsen af, om elementerne af et produkts udseende alene er bestemt af produktets tekniske funktion, skal godtgøres, at denne funktion er den eneste faktor, der har været bestemmende for disse elementer, og det er i denne forbindelse ikke afgørende, om der foreligger alternative design.

3)

Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at det ved afgørelsen af, om de pågældende elementer af et produkts udseende alene er bestemt af produktets tekniske funktion som omhandlet i denne bestemmelse, påhviler den nationale ret at tage hensyn til samtlige objektive relevante omstændigheder i hver enkelt sag. Der skal i denne forbindelse ikke tages udgangspunkt i opfattelsen hos en »objektiv iagttager«.

4)

8, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at det ved afgørelsen af, om de pågældende elementer af et produkts udseende alene er bestemt af produktets tekniske funktion som omhandlet i denne bestemmelse, påhviler den nationale ret at tage hensyn til samtlige objektive relevante omstændigheder i hver enkelt sag. Der skal i denne forbindelse ikke tages udgangspunkt i opfattelsen hos en »objektiv iagttager«.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/9

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/9

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/10

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 15. september 2016, FIH Holding og FIH Erhvervsbank mod Kommissionen (T-386/14, EU:T:2016:474), ophæves.

2)

Det første søgsmålsanbringende, der er fremsat for Retten, forkastes.

3)

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse vedrørende det andet anbringende.

4)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/11

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/11

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/12

1)

Artikel 25, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal, med forbehold for den kontrol, som det påhviler den forelæggende ret at udføre, fortolkes således, at en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede, som er fastsat i de almindelige forretningsbetingelser, der er nævnt i de fakturaer, der udstedes af den ene af de kontraherende parter, ikke opfylder denne bestemmelses krav.

2)

Artikel 7, nr. 1), i forordning 1215/2012 skal fortolkes således, at den ret, der i henhold til denne bestemmelse er kompetent til at påkende et krav om erstatning vedrørende opsigelsen af en koncessionskontrakt, der er indgået mellem to selskaber, som har hjemsted og driver virksomhed i hver sin medlemsstat, og som vedrører markedsføring af varer på en tredje medlemsstats marked, på et område, hvor ingen af disse selskaber har filial eller virksomhed, er retten i den medlemsstat, hvor leveringen af tjenesteydelser hovedsageligt finder sted, således som dette kan udledes af kontraktens bestemmelser, samt, hvis der ikke findes sådanne bestemmelser, det sted, hvor kontrakten reelt gennemføres, og, hvis det er umuligt at fastlægge stedet på dette grundlag, det sted, hvor leverandøren har sin bopæl.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/13

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/14

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/14

—

Den appellerede dom ændres som følger:

—

Annullation af afgørelsen fra Europa-Parlamentets generalsekretær af 23. juni 2016, meddelt den 6. juli 2016, hvori det blev præciseret, at »et beløb på 40 320 EUR er blevet betalt uretmæssigt til Dominique Bilde« og hvori det blev pålagt institutionens kompetente anvisningsberettigede og regnskabsansvarlige at inddrive dette beløb.

—

Annullation af debetnota nr. 2016-889, der er underskrevet af den samme generaldirektør for økonomi den 29. juni 2016, i dens helhed.

—

Appellanten tilkendes et beløb i erstatning for det ikke-økonomiske tab, som følger af de ugrundede anklager, der blev fremsat før der blev draget nogen konklusioner i forbindelse med undersøgelsen, af den skade, der er påført appellantens omdømme, og af den meget væsentlige skade, som den anfægtede afgørelse har påført hans private og politiske liv.

—

Appellanten tilkendes et beløb for udgifter afholdt i forbindelse med sagen.

—

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende er, at retsaktens ophavsmand er inkompetent.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om »electa una via«.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar.

4.

Fjerde anbringende om omlægning af bevisbyrden.

5.

Femte anbringende om utilstrækkelig begrundelse.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af parlamentariske assistenters borgerlige rettigheder.

8.

Ottende anbringende om forskelsbehandling, »Fumus persecutionis« og magtfordrejning.

9.

Niende anbringende om krænkelse af parlamentsmedlemmernes uafhængighed.

10.

Tiende anbringende om manglende faktiske omstændigheder.

11.

Ellevte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/16

1)

2)

Skal artikel 7 i afgørelse nr. 2/76 henholdsvis artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således, at en national ordning ikke udgør en begrænsning som omhandlet i disse bestemmelser, hvis virkningen af den nationale ordning for adgangen til beskæftigelse i disse bestemmelsers forstand er for usikker eller for indirekte til, at det kan antages, at denne adgang hindres?

3)

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/17

1.-

Skal § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som er godkendt ved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (1), fortolkes således, at den er til hinder for en regional retsforskrift som den i hovedsagen omhandlede, der udtrykkeligt udelukker tildeling og udbetaling af et bestemt løntillæg til personale ansat af Navarras offentlige forvaltning, som henhører under kategorien »kontraktansat på forvaltningsretligt grundlag« (med tidsbegrænset ansættelse), fordi nævnte tillæg udgør et vederlag i forbindelse med forfremmelse og udvikling inden for et karriereforløb, der specifikt er forbeholdt personale, som henhører under kategorien »offentlig tjenestemand« (med tidsubegrænset ansættelse)?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/17

—

Den anfægtede dom ændres som følger:

—

Annullation af afgørelsen fra Europa-Parlamentets generalsekretær af 24. juni 2016, meddelt den 6. juli 2016, hvori det blev præciseret, at »et beløb på 77 276,42 EUR er blevet betalt uretmæssigt til Sophie Montel« og hvori det blev pålagt institutionens kompetente anvisningsberettigede og regnskabsansvarlige at inddrive dette beløb.

—

Annullation af debetnota nr. 2016-897, der er underskrevet af den samme generaldirektør for økonomi den 4. juli 2016, i dens helhed.

—

Appellanten tilkendes et beløb i erstatning for det ikke-økonomiske tab, som følger af de ugrundede anklager, der blev fremsat før der blev draget nogen konklusioner i forbindelse med undersøgelsen, af den skade, der er påført appellantens omdømme, og af den meget væsentlige skade, som den anfægtede afgørelse har påført hendes private og politiske liv.

—

Appellanten tilkendes et beløb for udgifter afholdt i forbindelse med sagen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende er, at retsaktens ophavsmand er inkompetent.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om »electa una via«.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar.

4.

Fjerde anbringende om omlægning af bevisbyrden.

5.

Femte anbringende om utilstrækkelig begrundelse.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af parlamentariske assistenters borgerlige rettigheder.

8.

Ottende anbringende om forskelsbehandling, »Fumus persecutionis« og magtfordrejning.

9.

Niende anbringende om krænkelse af parlamentsmedlemmernes uafhængighed.

10.

Tiende anbringende om manglende faktiske omstændigheder.

11.

Ellevte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/19

—

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (EUT L 94, s. 1), idet det ikke senest den 18. april 2016 har sat de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, i kraft, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Storhertugdømmet Luxembourg pålægges i overensstemmelse med artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 12 920 EUR pr. dag at regne fra datoen for afsigelsen af den dom, hvori det fastslås, at forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv 2014/23/EU er tilsidesat.

—

Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Medlemsstaterne var i henhold til artikel 51, stk. 1, i direktiv 2014/23/EU forpligtet til at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 18. april 2016. Idet Luxembourg ikke har meddelt gennemførelsesforanstaltninger til direktivet, har Kommissionen besluttet at anlægge sag ved Domstolen.

2.

Kommissionen har i stævningen foreslået, at Luxembourg pålægges en dagbøde på 12 920 EUR. Tvangsbødens størrelse er beregnet under hensyntagen til overtrædelsens varighed og grovhed og den afskrækkende virkning på grundlag af denne medlemsstats betalingsevne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/20

—

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 90, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94, s. 65), idet det ikke senest den 18. april 2016 har sat de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, i kraft, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Storhertugdømmet Luxembourg pålægges i overensstemmelse med artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 11 628 EUR pr. dag at regne fra datoen for afsigelsen af den dom, hvori det fastslås, at forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv 2014/24/EU er tilsidesat.

—

Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Medlemsstaterne var i henhold til artikel 90, stk. 1, i direktiv 2015/24/EU forpligtet til at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 18. april 2016. Idet Luxembourg ikke har meddelt gennemførelsesforanstaltninger til direktivet, har Kommissionen besluttet at anlægge sag ved Domstolen.

2.

Kommissionen har i stævningen foreslået, at Luxembourg pålægges en dagbøde på 11 628 EUR. Tvangsbødens størrelse er beregnet under hensyntagen til overtrædelsens varighed og grovhed og den afskrækkende virkning på grundlag af denne medlemsstats betalingsevne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/20

—

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 106, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94, s. 243), idet det ikke senest den 18. april 2016 har sat de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, i kraft, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Storhertugdømmet Luxembourg pålægges i overensstemmelse med artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 11 628 EUR pr. dag at regne fra datoen for afsigelsen af den dom, hvori det fastslås, at forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv 2014/25/EU er tilsidesat.

—

Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Medlemsstaterne var i henhold til artikel 106, stk. 1, i direktiv 2015/23/EU forpligtet til at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 18. april 2016. Idet Luxembourg ikke har meddelt gennemførelsesforanstaltninger til direktivet, har Kommissionen besluttet at anlægge sag ved Domstolen.

2.

Kommissionen har i stævningen foreslået, at Luxembourg pålægges en dagbøde på 11 628 EUR. Tvangsbødens størrelse er beregnet under hensyntagen til overtrædelsens varighed og grovhed og den afskrækkende virkning på grundlag af denne medlemsstats betalingsevne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/21

1)

2)

Har det for besvarelsen af spørgsmål 1 betydning, at de pågældende havde mulighed for at tegne en frivillig forsikring efter AOW, eller at de kunne anmode Svb om for deres vedkommende at indgå en aftale som omhandlet i artikel 17 i forordning nr. 1408/71?

3)

Er artikel 13 i forordning nr. 1408/71 til hinder for, at der for en person som Giesens ægtefælle, der før den 1. januar 1989 alene bedømt ud fra den nationale lovgivning i bopælsstaten Nederlandene var forsikret efter AOW, på basis af denne forsikring optjenes ret til aldersydelser, for så vidt det drejer sig om perioder, hvor hun i henhold til denne forordningsbestemmelse på grund af beskæftigelse i en anden medlemsstat var omfattet af lovgivningen i denne beskæftigelsesstat? Eller må retten til ydelser i henhold til AOW betragtes som en ret, som efter den nationale lovgivning ikke afhænger af betingelser vedrørende lønnet beskæftigelse eller med hensyn til forsikring som omhandlet i Bosmann-dommen (3), således at ræsonnementet i denne dom kan anvendes i hendes tilfælde?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/22

1)

Skal artikel 45 TEUF og 48 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser i et tilfælde som de foreliggende er til hinder for en national bestemmelse som AKW’s artikel 6a, litra b) (1)? Denne bestemmelse medfører, at en i Nederlandene hjemmehørende person ikke er forsikret efter de almindelige forsikringsordninger i bopælsstaten, såfremt denne hjemmehørende person er beskæftiget i en anden medlemsstat og i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1408/71 (2) er omfattet af beskæftigelsesstatens lovgivning om social sikring. Det foreliggende tilfælde er kendetegnet ved, at den pågældende på grund af beskæftigelsesstatens lovgivning ikke er berettiget til børnetilskud på grund af det begrænsede omfang af hendes beskæftigelse dér.

2)

Har det for besvarelsen af det foregående spørgsmål betydning, at den pågældende havde mulighed for at anmode Svb om for hendes vedkommende at indgå en aftale som omhandlet i artikel 17 i forordning nr. 1408/71?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/23

1)

Er artikel 3 i direktiv 2009/103/EF (1) til hinder for en fortolkning, hvorefter den lovpligtige forsikrings dækning omfatter skader forårsaget af en brand i et køretøj, der holder stille, når branden udspringer af mekanismer, der er nødvendige for at udføre køretøjets funktion som transportmiddel?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, er artikel 3 i direktiv 2009/103/EF da til hinder for en fortolkning, hvorefter den lovpligtige forsikrings dækning omfatter skader forårsaget af en brand i et køretøj, når branden ikke kan knyttes til en forudgående bevægelse, således at det ikke kan konstateres, at den er forbundet med kørsel?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er artikel 3 i direktiv 2009/103/EF da til hinder for en fortolkning, hvorefter den lovpligtige forsikrings dækning omfatter skader forårsaget af en brand i et køretøj, når køretøjet er parkeret i en privat lukket garage?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/23

1)

Kan en situation som den, der beskrives i det foreliggende tilfælde (hvor den offentlige arbejdsgiver ikke overholder de ved lov fastsatte tidsmæssige begrænsninger, og derved tillader flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, eller opretholder den midlertidige karakter ved at ændre ansættelsestypen fra hjælpepersonale til vikaransat eller afløser), anses for misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende ansættelser og dermed henføres under § 5 i rammeaftalen, der er vedhæftet som bilag til direktiv 1999/70/EF (1)?

2)

Skal bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som fremgår af bilaget til direktiv 1999/70/EF, sammenholdt med effektivitetsprincippet, fortolkes således, at de er til hinder for nationale processuelle regler, hvorefter det er et ufravigeligt krav, at en arbejdstager i tidsbegrænset ansættelse aktivt anfægter eller klager over samtlige på hinanden følgende ansættelser og ophør for at kunne være omfattet af direktivet og for at kunne gøre de rettigheder gældende, som den pågældende tildeles i henhold til EU’s retsorden?

3)

Henset til, at behovet for at besætte ledige stillinger og dække sygefravær og ferieperioder (…) i den offentlige sektor i forbindelse med udførelsen af væsentlige tjenester grundlæggende er »permanent«, og at det dermed er nødvendigt at fastlægge begrebet »objektive omstændigheder« som begrundelse for den tidsbegrænsede ansættelse:

4)

Er det foreneligt med rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70/EF, når det som objektiv begrundelse for flere på hinanden følgende ansættelser og fornyelser af vedtægtsmæssige it-medarbejdere i tidsbegrænset ansættelse angives, at det findes nødvendigt eller uopsætteligt, eller at det er i forbindelse med gennemførelsen af midlertidige, konjunkturbestemte eller ekstraordinære programmer, og når disse offentligt ansatte varigt og konstant udfører sådanne almindelige opgaver, som de vedtægtsmæssigt fastansatte normalt udfører, uden at den ansættende forvaltning hverken fastsætter øvre grænser for disse ansættelser eller opfylder de lovmæssige forpligtelser til at dække disse behov og besætte disse stillinger med fastansatte tjenestemænd, og uden at der er indført tilsvarende foranstaltninger til forebyggelse eller hindring af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, hvorfor de arbejdsydelser, som de vedtægtsmæssige it-medarbejdere i tidsbegrænset ansættelse præsterer periodevist, i det foreliggende tilfælde har kunnet pågå gennem 17 års uafbrudt tjeneste?

5)

Er bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse i bilaget til direktiv 1999/70/EF, og Domstolens fortolkning heraf, forenelige med Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis, for så vidt som den fastsætter, uden at der tages hensyn til andre parametre, at der foreligger en objektiv begrundelse for en ansættelse ved henvisning til tidsbegrænsningen af ansættelsen, eller fastsætter, at det ikke er muligt at foretage en sammenligning med de fastansatte tjenestemænd, fordi der er tale om andre retlige ordninger og adgangssystemer, eller fordi de fastansatte tjenestemænd forbliver i deres respektive funktioner, mens vikaransatte ansættes tidsbegrænset?

6)

Når den nationale ret har fastslået, at der foreligger et misbrug af flere på hinanden følgende ansættelser af den vedtægtsmæssigt, midlertidigt ansatte vikar hos SERMAS, idet denne ansættelse sigter mod at dække permanente og strukturelle behov for levering af ydelser fra de vedtægtsmæssigt fastansatte medarbejdere, og der ikke findes noget effektivt middel i den nationale retsorden til at sanktionere et sådant misbrug og til at eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den EU-retlige bestemmelse, skal § 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70/EF da fortolkes således, at den forpligter den nationale ret til at træffe effektive og afskrækkende foranstaltninger, som sikrer rammeaftalens effektive virkning, og dermed til at sanktionere et sådant misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den pågældende EU-retlige bestemmelse ved at undlade at anvende den nationale bestemmelse, som er til hinder herfor?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, og som Den Europæiske Unions Domstol fastslog i præmis 41 i dom af 14. september 2016, forenede sager C-184/15 og C-197/15 (2):

Vil det da være foreneligt med de mål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF at ændre det tidsbegrænsede vedtægtsmæssige ansættelsesforhold som vikaransat/hjælpepersonale/afløser til et stabilt vedtægtsmæssigt ansættelsesforhold, eventuelt i form af en betegnelse som fastansat offentlig ansat eller tidsubegrænset offentlig ansat med den samme stabilitet i ansættelsen som de sammenlignelige vedtægtsmæssigt fastansatte medarbejdere, som middel til at forhindre eller sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten?

7)

I tilfælde af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, kan ændringen af den vedtægtsmæssige tidsbegrænsede ansættelse som vikar til et tidsubegrænset eller fast ansættelsesforhold da fortolkes således, at den alene opfylder målsætningerne i direktiv 1999/70/EF og rammeaftalen, såfremt den vedtægtsmæssigt og tidsbegrænset ansatte, som har været berørt af misbruget, nyder samme og identiske ansættelsesvilkår som det vedtægtsmæssigt fastansatte personale (med hensyn til social sikring, forfremmelse, besættelse af ledige stillinger, faglig uddannelse, tjenestefrihed, orlov, bevillinger og tilladelser, passive rettigheder og ophør af ansættelsen, samt deltagelse i de opslåede prøver med henblik på besættelse af ledige stillinger og forfremmelser) i overensstemmelse med principperne om kontinuitet og uafsættelighed, og med alle de iboende rettigheder og forpligtelser, således at de er sikret lige vilkår i forhold til de vedtægtsmæssigt fastansatte it-medarbejdere?

8)

Pålægger [EU]-retten en pligt til at efterprøve endelige domme/forvaltningsakter under de her beskrevne omstændigheder, når de fire betingelser, der er anført i dom Kühne & Heitz NV (C-453/00, af 13.1.2004) (3), er opfyldt, nemlig 1) at forvaltningen og domstolene efter spansk ret har kompetence til at efterprøve afgørelsen, om end med de anførte begrænsninger, som gør det yderst vanskeligt eller umuligt, 2) at de pågældende afgørelser er blevet endelige som følge af en dom afsagt af en national ret, der traf afgørelse som øverste eller eneste instans, 3) at den nævnte dom er baseret på en fortolkning af [EU]-retten, som ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis, og dommen er blevet afsagt, uden at Domstolen forud herfor var blevet forelagt et præjudicielt spørgsmål, og 4) at den berørte part straks efter at have fået kendskab til denne praksis har rettet henvendelse til forvaltningsorganet?

9)

Kan og skal de nationale retter i deres egenskab af europæiske retter, som skal sikre EU-rettens fulde virkning i medlemsstaterne, pålægge medlemsstaternes administrative myndigheder inden for rammerne af deres respektive kompetencer at vedtage de bestemmelser, som er nødvendige for at ophæve de nationale retsforskrifter, som er uforenelige med EU-retten generelt og med direktiv 1999/70/EF og dettes rammeaftale i særdeleshed?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/25

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF (2) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/26

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF (2) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/27

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF (2) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/28

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (2)?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/29

1)

Skal artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 (1), som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at den er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (2)?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at den omstændighed, at vandkraftproducenter, som udøver virksomhed i regionsinternt vandløbsopland, samt øvrigt forbrug af vandressourcerne ikke er underlagt vandgebyret, udgør ulovlig statsstøtte, idet alene vandanvendelse med henblik på elektricitetsproduktion pålægges gebyret?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/30

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF (2) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/30

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF (2) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/31

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (2)?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/32

1)

Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«, der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (1) af 23. oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

2)

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (2)?

3)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre kilder?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/33

—

Den af Den Europæiske Unions Ret den 14. december 2017 afsagte kendelse, hvorved det af PGNiG Supply & Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16 blev afvist, ophæves.

—

Der træffes afgørelse om sagens antagelse til realitetsbehandling, og det fastslås, at det af PGNiG Supply & Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16, hvorved selskabet i henhold til artikel 263 TEUF nedlagde påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016) 6950 final af 28. oktober 2016 om ændring af de i henhold til direktiv 2003/55/EF fastsatte betingelser for undtagelse af OPAL-gasrørledningen fra reglerne om tredjepartsadgang og takstbestemmelser, kan antages til realitetsbehandling.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/34

1)

Giver artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (1) mulighed for en fortolkning, hvorefter en medlemsstat kan pålægge telekommunikationsoperatørerne en årlig afgift som den, der er fastsat i artikel 5 i ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov 8/2009 af 28.8. om finansiering af RTVE), med henblik på at bidrage til finansieringen af Corporación de Radio y Televisión Española, henset til den positive påvirkning af telekommunikationssektoren, som følger af den nye lovgivning i tv-sektoren og den audiovisuelle sektor, og navnlig ved udvidelsen af fastnet- og mobilbredbåndstjenesterne samt ved fjernelsen af reklamer og afkald på betalingsindhold eller -adgang begrænset til RTVE, når der tages hensyn til følgende foreliggende omstændigheder:

2)

Er den afgift, der er pålagt telekommunikationsvirksomheder, som opererer i Spanien på et område, der er større end en selvstyrende region, forholdsmæssig, som krævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF, når der henses til den i artikel 5 i lov nr. 8/2009 fastsatte beregningsmetode, hvortil der er blevet henvist?

3)

Er den ved artikel 5 i Ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov 8/2009 af 28.8. om finansiering af RTVE) pålagte afgift transparent, som krævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF og i bilaget hertil, når der ikke er kendskab til hvilken konkret virksomhed, som udøves af Corporación de Radio y Televisión Española i egenskab af forsyningspligtig virksomhed eller public service-tjeneste?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/35

1)

Giver artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (1) mulighed for en fortolkning, hvorefter en medlemsstat kan pålægge telekommunikationsoperatørerne en årlig afgift som den, der er fastsat i artikel 5 i ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov 8/2009 af 28.8. om finansiering af RTVE), med henblik på at bidrage til finansieringen af [Corporación de Radio y Televisión Española], henset til den positive påvirkning af telekommunikationssektoren, som følger af den nye lovgivning i tv-sektoren og den audiovisuelle sektor, og navnlig ved udvidelsen af fastnet- og mobilbredbåndstjenesterne samt ved fjernelsen af reklamer og afkald på betalingsindhold eller -adgang [begrænset til RTVE], når der tages hensyn til følgende foreliggende omstændigheder:

2)

Er den afgift, der er pålagt telekommunikationsvirksomheder, som opererer i Spanien på et område, der er større end en selvstyrende region, forholdsmæssig, som krævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF, når der henses til den i artikel 5 i lov nr. 8/2009 fastsatte beregningsmetode, hvortil der er blevet henvist?

3)

Er den ved artikel 5 i Ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov 8/2009 af 28.8. om finansiering af RTVE) pålagte afgift transparent, som krævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF og i bilaget hertil, når der ikke er kendskab til hvilken konkret virksomhed, som udøves af [Corporación de Radio y Televisión Española] i egenskab af forsyningspligtig virksomhed eller public service-tjeneste?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/36

1)

Giver artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (1) mulighed for en fortolkning, hvorefter en medlemsstat kan pålægge telekommunikationsoperatørerne en årlig afgift som den, der er fastsat i artikel 5 i ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov 8/2009 af 28.8. om finansiering af RTVE), med henblik på at bidrage til finansieringen af [Corporación de Radio y Televisión Española], henset til den positive påvirkning af telekommunikationssektoren, som følger af den nye lovgivning i tv-sektoren og den audiovisuelle sektor, og navnlig ved udvidelsen af fastnet- og mobilbredbåndstjenesterne samt ved fjernelsen af reklamer og afkald på betalingsindhold eller -adgang [begrænset til RTVE], når der tages hensyn til følgende foreliggende omstændigheder:

2)

Er den afgift, der er pålagt telekommunikationsvirksomheder, som opererer i Spanien på et område, der er større end en selvstyrende region, forholdsmæssig, som krævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF, når der henses til den i artikel 5 i lov nr. 8/2009 fastsatte beregningsmetode, hvortil der er blevet henvist?

3)

Er den ved artikel 5 i Ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov 8/2009 af 28.8. om finansiering af RTVE) pålagte afgift transparent, som krævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF og i bilaget hertil, når der ikke er kendskab til hvilken konkret virksomhed, som udøves af Corporación de Radio y Televisión Española i egenskab af forsyningspligtig virksomhed eller public service-tjeneste?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/37

1.

at betale appellanten 2 516 221,50 EUR i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af opførelsen af appellantens navn på listerne over personer, enheder og organer i bilag V til forordning nr. 423/2007 (1) og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 (2)

2.

at betale appellanten morarenter med den rentesats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner forhøjet med to procentpoint, regnet fra den 17. oktober 2015 og indtil den samlede ovennævnte sum er betalt

3.

at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, appellanten har afholdt i forbindelse med appellen.

—

Retten har begået en retlig fejl ved at anvende et forkert bedømmelsestidspunkt, idet den tog omstændigheder og oplysninger i betragtning, som Rådet først fremlagde efter vedtagelsen af de ulovlige foranstaltninger og delvis først i forbindelse med retssagen.

—

Retten har fejlagtigt konkluderet, at der foreligger indicier, som i det mindste gør det muligt at antage, at appellanten »ejes eller kontrolleres af en anden enhed [her: IRISL]«. Retten har bl.a. foretaget en forkert vurdering og fejlagtigt medtaget oplysninger fra Rådet, som dette slet ikke havde på bedømmelsestidspunktet, og Retten har undladt at fastslå omfanget af (det påståede) ejerskab og kontrolgraden og foretaget en fejlagtig vurdering af indicierne.

—

Retten har begået en retlig fejl ved at antage, at forordning nr. 668/2010 (3) var lovlig, for så vidt angår appellanten.

—

Retten har begået en retlig fejl ved at antage, at Unionen principielt ikke kan ifalde ansvar som følge af den utilstrækkelige begrundelse for de foranstaltninger, der er truffet over for appellanten, og ved at undlade at efterprøve, om der er sket en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/38

—

Ophævelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 5. december 2017 i sag T-728/16, Tuerck mod Kommissionen.

—

Frifindelse i første instans.

—

Appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans.

—

Sabine Tuerck tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/39

1)

Skal den definition på en elektronisk kommunikationstjeneste, der er givet i artikel 2, litra c), i direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (1), med senere ændringer, forstås således, at en IP-telefonitjeneste, der udbydes via software, som termineres via et offentligt telefonnet til et fastnummer eller mobilnummer i henhold til en national telefonnummerplan (af typen E.164), skal kvalificeres som en elektronisk kommunikationstjeneste, til trods for den omstændighed, at den internetadgangstjeneste, hvorigennem en bruger opnår adgang til den pågældende IP-telefonitjeneste, allerede i sig selv udgør en elektronisk kommunikationstjeneste, mens udbyderen af denne software tilbyder denne tjeneste mod vederlag og indgår aftaler med udbydere af telekommunikationstjenester, der er behørigt godkendt til at overføre og terminere opkald via det offentlige telefonnet, der muliggør terminering af opkald til et fastnet- eller mobilnummer i henhold til en national telefonnummerplan?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er besvarelsen den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at softwarens funktionalitet, der muliggør taleopkaldet, kun er en funktionalitet af denne, som kan anvendes uden denne?

3)

Såfremt de to første spørgsmål besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at udbyderen af tjenesten i sine almindelige vilkår bestemmer, at han ikke påtager sig ansvaret i forhold til slutbrugeren for overføringen af signaler?

4)

Såfremt de tre første spørgsmål besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at den ydede tjeneste ligeledes opfylder definitionen på en »informationssamfundstjeneste«?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/40

—

Skal bestemmelserne i artikel 103 og 311 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 (1) samt dets bilag IX, del A, nr. 7), fortolkes således, at kravet om, at fotografier skal tages af ophavsmanden, aftrykkes af denne eller under dennes tilsyn, signeres og nummereres i et antal på op til 30 eksemplarer, uanset formater og underlag, er det eneste krav, der skal være opfyldt for, at fotografierne kan være omfattet af den nedsatte momssats?

—

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan medlemsstaterne da alligevel undtage fotografier, der i øvrigt ikke har kunstnerisk karakter, fra den nedsatte momssats?

—

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, hvilke andre betingelser skal fotografier da opfylde for at kunne være omfattet af den nedsatte momssats? Skal de navnlig have en kunstnerisk karakter?

—

Skal disse betingelser fortolkes ensartet i hele EU, eller henhører de under de enkelte medlemsstaters ret vedrørende især intellektuel ejendomsret?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/41

(a)

Har den gældende ordning i Portugal forrang som en overordnet præceptiv bestemmelse som omhandlet i Rom-II-forordningens (1) artikel 16?

(b)

Udgør den nævnte bestemmelse en EU-retlig bestemmelse, der fastsætter lovvalgsregler som omhandlet i Rom-II-forordningens artikel 27?

(c)

Skal den forældelsesordning, der er fastsat i den portugisiske retsplejelovs artikel 498, stk. 3, finde anvendelse på en portugisisk statsborger, der har været udsat for en trafikulykke i Spanien, i henhold til artikel 28 i direktiv 2009/103/EF (2)?

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/41

—

ophævelse af dom af 13. december 2017 (T-712/15), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank (ECB) i det af Crédit mutuel Arkéa anlagte søgsmål med påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 5. oktober 2015 (ECB/SSM/2015 — 9695000CG7B84NLR5984/28) om fastsættelse af de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på Groupe Crédit mutuel.

—

en retlig fejl, for så vidt som Retten fastslog, at SSM-rammeforordningens artikel 2, stk. 21, litra c), gør det muligt for ECB at foretage tilsyn på et konsolideret grundlag med institutter, der er tilknyttet et centralt organ, selv om dette centrale organ ikke er et kreditinstitut

—

en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Retten fastslog, at Crédit mutuel er en koncern under tilsyn, idet den opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 (1).

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/42

—

ophævelse af dom af 13. december 2017 (T-52/16), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank (ECB) i det af Crédit mutuel Arkéa anlagte søgsmål med påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 4. december 2015 (ECB/SSM/2015 — 9695000CG7B84NLR5984/40) om fastsættelse af de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på Groupe Crédit mutuel.

—

en retlig fejl, for så vidt som Retten fastslog, at SSM-rammeforordningens artikel 2, stk. 21, litra c), gør det muligt for ECB at foretage tilsyn på et konsolideret grundlag med institutter, der er tilknyttet et centralt organ, selv om dette centrale organ ikke er et kreditinstitut

—

en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Retten fastslog, at Crédit mutuel er en koncern under tilsyn, idet den opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 (1).

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/43

—

Det fastslås, at sagsøgeren ved afgørelse truffet af Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption) på Republikken Letlands vegne den 19. februar 2018 om anvendelsen af sikkerhedsforanstaltninger, blev ulovligt suspenderet fra sit hverv som nationalbankdirektør for Latvijas Banka (Republikken Letlands nationalbank).

—

Det fastslås, at sikkerhedsforanstaltningen, der er blevet pålagt sagsøgeren ved afgørelsen om sikkerhedsforanstaltninger truffet af Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption) på Republikken Letlands vegne den 19. februar 2018, som indebærer et forbud for sagsøgeren mod at udøve bestemt erhvervsmæssig virksomhed, hvorved det blev forbudt for ham at udøve hvervet som nationalbankdirektør for Latvijas Banka (Republikken Letlands nationalbank) og de dermed forbundne beføjelser, er ulovlig.

—

Det fastslås, at de begrænsninger for udøvelsen af hvervet som medlem af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd og de dermed forbundne beføjelser, der er en følge af afgørelsen om sikkerhedsforanstaltninger truffet af Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption) på Republikken Letlands vegne den 19. februar 2018, er ulovlige.

1.

Sagsøgeren gør gældende, at afgørelsen truffet af den lettiske statslige undersøgelsesmyndighed Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption), der er en del af den udøvende magt, hvorved sagsøgeren blev suspenderet fra hvervet som nationalbankdirektør for Latvijas Banka på ubestemt tid, er ulovlig. Afgørelsen om suspension blev truffet på vegne af den lettiske stat. Fordi han blev suspenderet fra hvervet som nationalbankdirektør for Latvijas Banka, mistede han ligeledes automatisk pladsen som medlem af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd.

2.

Suspenderingen af sagsøgeren har mindst givet anledningen til følgende ulovligheder:

3.

For det første indebærer suspenderingen af sagsøgeren fra hvervet som nationalbankdirektør for Latvijas Banka og som medlem af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd en tilsidesættelse af artikel 14, stk. 2, i protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten, for så vidt som ingen af betingelserne for afskedigelse af centralbankchefer, der er fastsat i nævnte bestemmelse (dvs. at vedkommende ikke længere opfylder de betingelser, som er nødvendige for udførelsen af dennes pligter, eller hvis vedkommende har begået en alvorlig forseelse) var opfyldt på tidspunktet for suspenderingen af sagsøgeren.

4.

For det andet indebærer suspenderingen af sagsøgeren fra hvervet som nationalbankdirektør for Latvijas Banka endvidere en tilsidesættelse af artikel 22 i likums »Par Latvijas Banku« (lov om Republikken Letlands nationalbank), som er den retsakt, der gennemfører EUF-traktaten. På tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse var ingen af betingelserne for afskedigelse af nationalbankdirektøren for Latvijas Banka, der er fastsat i nævnte bestemmelse (enten for det første som følge af vedkommendes frivillige fratrædelse, eller for det andet som følge af en alvorlig forseelse som omhandlet i artikel 14, stk. 2, i statutten for ESCB og ECB — idet parlamentet i dette tilfælde kan beslutte at afskedige nationalbankdirektøren efter afsigelsen af endelig dom — eller for det tredje nogle af de øvrige betingelser nævnt i artikel 14, stk. 2) opfyldt. Desuden følger det af nævnte lov, at kun Republikken Letlands parlament har beføjelse til at afskedige nationalbankdirektøren. Suspenderingen af sagsøgeren blev imidlertid ikke vedtaget af parlamentet, men af Republikken Letlands undersøgelsesmyndighed, som er en del af den udøvende magt.

5.

For det tredje har Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption) ved suspenderingen af sagsøgeren fra hvervet som nationalbankdirektør for Latvijas Banka fortolket EU-retten fejlagtigt, for så vidt som kontoret har udtalt, at sagsøgeren ikke inden for rammerne af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd er uafhængig eller arbejder i Den Europæiske Centralbanks interesse, men derimod varetager beføjelserne som nationalbankdirektør for Latvijas Banka og handler i denne banks interesse. Artikel 13 TEUF fastsætter imidlertid, at Den Europæiske Centralbank er en af Den Europæiske Unions organer.

Ved udførelsen af deres opgaver kan ansatte ved Den Europæiske Unions organer kun varetage de i EU-retten fastsatte opgaver og kun i disse organers interesse. Det er ikke muligt i nationale retsforskrifter at fastsætte opgaver som ansatte ved Den Europæiske Unions organer skal udføre. Således er det ikke muligt for en ansat ved Den Europæiske Unions organer ved udførelsen af de opgaver, der påhviler denne ansatte, at udøve beføjelser, der er pålagt i henhold til national ret.

Artikel 130 TEUF, der fastsætter bestemmelse om Den Europæiske Centralbanks uafhængighed, udelukker, at direktøren for Republikken Letlands nationalbank ved udførelsen af sine opgaver som medlem af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd handler (udelukkende) som repræsentant for Latvijas Banka og i denne sidstnævnte banks eller Republikken Letlands interesse.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/44

—

Republikken Letland pålægges i henhold til artikel 24, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 62 i Domstolens procesreglement at meddele enhver relevant oplysning vedrørende den igangværende undersøgelse, som Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption) udfører mod direktøren for Latvijas Banka.

—

Det fastslås i overensstemmelse med artikel 14.2. i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, at Republikken Letland har tilsidesat andet afsnit i den nævnte bestemmelse:

—

Republikken Letland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/46

1)

Europa-Parlamentets afgørelse A(2015)4931 af 8. juli 2015 annulleres, for så vidt som den giver afslag på Emilio De Capitanis begæring om fuld aktindsigt i dokumenterne LIBE-2013-0091-02 og LIBE-2013-0091-03.

2)

Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Emilio De Capitani.

3)

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/47

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Edward Stavytskyi bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/47

1)

Sagen afvises, idet Retten ikke har kompetence til at påkende den.

2)

Šroubárna Ždánice a.s. bærer sine egne omkostninger og betaler Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/48

1)

Det Europæiske Lægemiddelagentur frifindes.

2)

HJ betaler sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/49

1)

Afgørelsen af 29. januar 2016 truffet af Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) ved Europa-Kommissionen, hvorved sidstnævnte afslog Vassilia Argyrakis ansøgning om godkendelse af de tjenesteperioder, der var tilbagelagt som hjælpeansat, som perioder tilbagelagt som midlertidigt ansat i forbindelse med beregningen af hendes pensionsrettigheder, annulleres.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/50

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Safe Skies LLC betaler sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/50

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Webgarden Szolgáltató és Kereskedelmi Kft. betaler sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/51

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Aurora Group Danmark A/S og Retail Distribution ApS bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/51

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Disney Enterprises, Inc. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/52

1)

Retten erklærer sig inkompetent i sag T-46/18, således at Domstolen kan træffe afgørelse i sagen.

2)

Stillingtagen til begæringerne om intervention fra Kongeriget Nederlandene og Regione Lombardia udsættes.

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/53

—

Indledningsvis fastslås, om fornødent, at vedtægtens artikel 90 er ugyldig og ikke finder anvendelse i denne sag i henhold til artikel 270 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

—

For det første annullation af afgørelsen af 14. november 2017 truffet af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) om afslag på sagsøgerens klage indgivet den 13. juli 2017, herunder afvisningen af sagsøgerens krav om en erstatning på 50 000 EUR.

—

For det andet annullation af EPSO’s afgørelse af 19. april 2017 om afslag på hendes ansøgning om fornyet gennemgang af afgørelsen fra udvælgelseskomitéen om ikke at give hende adgang til den næste fase af udvælgelsesprøven.

—

For det tredje annullation af afgørelsen af 6. februar 2017 på EPSO’s onlinekonto om ikke at opføre sagsøgeren på udkastet til listen over ansøgere udvalgt med henblik på udvælgelsesprøven EPSO/AD/323/16.

—

For det fjerde annullation af den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/323/16, offentliggjort den 26. maj 2016, og af det deraf følgende udkast til liste over tjenestemænd udvalgt til at deltage i førnævnte udvælgelsesprøve i dets helhed.

—

Sagsøgeren tildeles en erstatning på 50 000 EUR for det tab, der er forvoldt på grund af de førnævnte anfægtede ulovlige afgørelser.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at EPSO/udvælgelseskomitéen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af sagsøgerens erhvervserfaring samt tilsidesættelse af bilag III til den pågældende meddelelse om udvælgelsesprøve, hvori der detaljeret redegøres for den krævede erhvervserfaring.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af sagsøgerens ret til at blive hørt samt tilsidesættelse af begrundelsespligten og af artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 1, 2, 3 og 4 i forordning nr. 1/58 (1), tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 1d og 28 og af artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til nævnte vedtægt samt tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/54

—

Den anfægtede afgørelse omgøres, idet varemærket KINDERPRAMS registreres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/54

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Our Price Records Limited tilpligtes at betale sagsomkostningerne (hvis selskabet intervenerer i denne sag).

—

Den af HMV rejste indsigelse tages til følge i det hele.

—

Subsidiært i forhold til sidstnævnte påstand hjemvises sagen til EUIPO til behandling i lyset af annullationen af den anfægtede afgørelse.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i forordning 2017/1001.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/55

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning 207/2009.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/56

—

Artikel 5 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse nr. ECB/SSM/2017 — O2RNE8IBXP4R0TD8PU41/174 af 19. december 2017 og artikel 3 i bilag A hertil annulleres, for så vidt som de foreskriver de foranstaltninger, der skal træffes angående de uigenkaldelige betalingsforpligtelser i henhold til indskudsgarantiordningerne eller afviklingsfondene.

—

ECB tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at der ikke foreligger et retsgrundlag for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Ifølge sagsøgeren har ECB ikke kompetence til at indføre et almengyldigt tilsynsmæssigt krav, og har ikke foretaget en individuel og konkret vurdering af sagsøgerens situation, således som det kræves i de retsakter, der finder anvendelse.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som ECB har foretaget en fejlagtig fortolkning af de EU–retlige retsakter ved at indføre en mulighed for kreditinstitutterne til at benytte uigenkaldelige betalingsforpligtelser og dermed har frataget disse bestemmelser deres effektive virkning.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en åbenbar fejl i forbindelse med vurderingen af de risici, der hævdes at være opstået som følge af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser med hensyn til artikel 16 i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287 s. 63).

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at der foreligger en utilstrækkelig begrundelse, for så vidt som ECB er underlagt en skærpet begrundelsespligt, og den anfægtede afgørelse er støttet på en utilstrækkelig begrundelse.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/57

—

Artikel 9 i ECB’s afgørelse nr. ECB/SSM/2017 — 969500TJ5KRTCJQWXH05/380 af 19. december 2017 og artikel 3 i bilag A hertil annulleres, for så vidt som de fastsætter de foranstaltninger, der skal træffes, for uigenkaldelige betalingsforpligtelser vedrørende indskudsgarantiordninger og afviklingsfonde.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/57

—

Artikel 8 i ECB’s afgørelse nr. ECB/SSM/2017 — 9695000CG7B84NLR5984/207 af 19. december 2017 annulleres, for så vidt som den fastsætter regler for de foranstaltninger, der skal træffes, for uigenkaldelige betalingsforpligtelser vedrørende indskudsgarantiordningerne og afviklingsfonde.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/58

—

Artikel 4 i ECB’s afgørelse nr. ECB/SSM/2017 — 9695005MSX1OYEMGDF46/338 (sammenholdt med bilaget hertil) af 19. december 2017 annulleres, for så vidt som den fastsætter regler for de foranstaltninger, der skal træffes, for uigenkaldelige betalingsforpligtelser vedrørende indskudsgarantiordningerne og afviklingsfonde.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/58

—

Artikel 8 i ECB’s afgørelse nr. ECB/SSM/2017 — 9695000CG7B84NLR5984/207 af 19. december 2017 annulleres, for så vidt som den fastsætter regler for de foranstaltninger, der skal træffes, for uigenkaldelige betalingsforpligtelser vedrørende indskudsgarantiordningerne og afviklingsfonde.

—

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/59

—

Artikel 9 i ECB’s afgørelse nr. ECB/SSM/2017 — R0MUWSFPU8MPRO8K5P83/248 af 19. december 2017 annulleres delvist, for så vidt som den fastsætter en fravigelse i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der er indgået inden for rammerne af Den Fælles Afviklingsfond, de nationale afviklingsfonde og de nationale indskudsgarantiordninger for kernekapital, på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag, navnlig artikel 9.1, 9.2 og 9.3.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse savner retligt grundlag, eftersom ECB har anvendt sine beføjelser på tilsynsområdet til at fastsætte en almengyldig foranstaltning, hvilket henhører under lovgivers kompetence, og idet ECB har overskredet grænserne for sine beføjelser i henhold til artikel 4, stk. 1, litra f), og artikel 16 i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63).

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som ECB har anlagt en fortolkning, som ikke er i overensstemmelse med lovgivers hensigt med de EU-retlige forskrifter, som tillader kreditinstitutterne at gøre brug af uigenkaldelige betalingsforpligtelser med henblik på at opfylde en del af deres forpligtelser over for de nationale afviklingsfonde, Den Fælles Afviklingsfond og i henhold til de nationale indskudsgarantiordninger, hvorved de pågældende bestemmelser mister deres effektive virkning. ECB har desuden baseret sin afgørelse på en fejlagtig fortolkning af de EU-retlige og de nationale gennemførelsesbestemmelser, som finder anvendelse på de uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse hviler på et fejlskøn og tilsidesætter princippet om god forvaltning.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/59

—

Det fastslås, at Europa-Parlamentet har tilsidesat artikel 130 i Europa-Parlamentets forretningsorden og bilag II hertil, idet det har undladt at fremsende det skriftlige spørgsmål, som medlemmer af Europa-Parlamentet har stillet i forbindelse med den sag, der er registreret under referencenr. P-003358/17, til Rådet for Den Europæiske Union.

—

Europa-Parlamentet pålægges at videresende det skriftlige spørgsmål, der er registreret under referencenr. P-003358/17, til det kompetente organ, dvs. til Rådet for Den Europæiske Union.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Sagsøgerne har anfægtet, at Europa-Parlamentet har undladt at fremsende det skriftlige spørgsmål, som medlemmerne af Europa-Parlamentet, Ryszard Legutko og Tomasz Poręba, har indleveret den 16. maj 2017, til det kompetente organ, som angivet af sagsøgerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/60

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 2 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 2 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder en tilsidesættelse af begrundelsespligten med henblik på at begrunde foranstaltningerne og sikre en effektiv retsbeskyttelse, og tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

2.

Andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn hvad angår sagsøgerens involvering i handlinger, der udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Den Demokratiske Republik Congo.

3.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til privatlivets fred, ejendomsretten og proportionalitetsprincippet.

4.

Fjerde anbringende vedrørende ulovligheden af bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i Rådets afgørelse 2010/788/FUSP af 20. december 2010 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo og om ophævelse af fælles holdning 2008/369/FUSP (EUT 2010, L 336, s. 30), som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2231 af 12. december 2016 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2016, L 336I, s. 7), og artikel 2b, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 1183/2005 af 18. juli 2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2005, L 193, s. 1).

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/61

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 1 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 1 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/61

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 7 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 7 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/62

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 3 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 3 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/63

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 4 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 4 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/63

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 5 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 5 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/64

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 6 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 6 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/64

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 10 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 10 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/65

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 8 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 8 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/65

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 13 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 13 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/66

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 15 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 15 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/67

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 16 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 16 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/67

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 14 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 14 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/68

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 12 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 12 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/68

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 11 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP og som nr. 11 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP, som ændret ved afgørelse 2016/2231/FUSP, og artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005, er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/69

—

Annullation af den beregning, som blev fremsendt til sagsøgeren ved e-mail af 22. juni 2017 fra EEAS samt, om fornødent, af den lønseddel, hvorved der er sket/vil ske udbetaling af uddannelsestillæg til sagsøgeren børn

—

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse, for så vidt som den anfægtede afgørelse, skrivelsen af 15. april 2016, hvorpå denne er baseret, og EEAS’s retningslinjer tilsidesætter tjenestemandsvedtægten og bilag X hertil.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede individuelle afgørelse er ulovlig. Dette anbringende er opdelt i fem led:

7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/70