11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/1

Ordfører:

Plamen DIMITROV

1.1.

EØSU mener, at ulighederne med hensyn til indkomst og velstand i EU er blevet økonomiske og sociale udfordringer, som bør håndteres med passende foranstaltninger på nationalt niveau og med støtte i form af foranstaltninger på EU-niveau. Både på europæisk niveau og globalt rettes der mere opmærksomhed mod ulighederne med hensyn til indkomst. EØSU understreger imidlertid, at det også er nødvendigt at koncentrere sig om de uligheder med hensyn til velstand, som beror på mange flere variabler og har en meget mere langsigtet virkning. Dette forudsætter, at årsagerne til ulighederne og de faktorer, der ligger bag dem, afklares, og at der udformes politiske løsninger til at håndtere dem.

1.2.

Der skal foretages en omhyggelig analyse og vurdering af den præcise beskaffenhed af fordelingen af velstand i EU samt rettidige forebyggende indgreb, så de negative konsekvenser som den hastigt svindende »middelklasse« kan undgås, og så det forhindres, at et stigende antal mennesker falder ind under kategorien »arbejdende fattige« eller kommer »i risikozonen for fattigdom og social udstødelse«. Markedsøkonomien bør ikke kun betragtes som et middel til at opnå en stærk økonomisk vækst, men også som en af de mekanismer, der er nødvendige for at opfylde målsætninger, der er vigtige for samfundet.

1.3.

Medlemsstaternes vigtigste redskab til at fremme en rimelig omfordeling af merværdi for samfundet som helhed er finanspolitikken. Aktive arbejdsmarkedspolitikker, der medvirker til at skabe gnidningsløse overgangssituationer inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsliv, bør også være i centrum sammen med politikker vedrørende beskatning og sociale overførsler. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne hurtigst muligt træffer foranstaltninger, der kan mindske ulighederne og sikre en rimelig omfordeling af ny merværdi i hele samfundet som helhed.

1.4.

EØSU mener, at der er behov for en velfungerende ordning for sociale ydelser og social bistand. Omfordeling som en supplerende mekanisme bør i høj grad udfylde hullerne i markedssystemet. Offentlige aktiver (social infrastruktur, faciliteter til tjenester i offentlighedens interesse osv.) bør udvikles, og de bør tjene til at imødegå uligheder. Skatteindtægter bør ændres fra at være arbejdsbaserede til i højere grad at være baseret på velstand med beskatning i arvesager og kapitalafkast.

1.5.

Koncentrationen af velstand fører også til en koncentration af store indvirkninger, som antager mange former, bl.a. konkurrenceforvridning. EØSU mener, at intensiv økonomisk vækst er nøglen til at nedbringe fattigdom og uligheder med hensyn til velstand. En sådan vækst bør fremmes gennem bedre udnyttelse af strukturfondene og Samhørighedsfonden, der tilskynder til iværksætteri, beskyttelse af konkurrencen, støtteprogrammer for SMV'er og gennemførelse af politikker med sigte på at forebygge forskelsbehandling af kvinder og mennesker i udsatte situationer.

1.6.

EØSU er bekymret over effektiviteten af den aktuelle EU-politik i henhold til Europa 2020-strategien, som især lægger vægt på fattigdom. Der er brug for en mere passende politisk støtte, så medlemsstaterne får tilstrækkelig opbakning til håndtering af en forværret udvikling med hensyn til ulighed. Det er nødvendigt med en mere handlekraftig indsats for at kæmpe imod fattigdom, som målt i absolutte tal er vokset i løbet af de sidste par år (1). Der skal udformes politikker på supranationalt, europæisk niveau for at fremme en mere inklusiv vækst ved hjælp af en integreret tilgang. Den europæiske søjle for sociale rettigheder bør knyttes meget tættere sammen med det europæiske semester, og begge bør for deres del være i overensstemmelse med Europa 2020-strategien med hensyn til reelt at opfylde de fælleseuropæiske og nationale målsætninger, der er fastlagt heri.

1.7.

I den forbindelse er der brug for målrettede foranstaltninger på arbejdsmarkedet, der er knyttet til social beskyttelse. Da det ikke altid er muligt at beskytte job, der ændrer sig meget hurtigt, er der behov for at fokusere på fremme af beskæftigelse og beskyttelse af arbejdsstyrken. Det er meget vigtigt at have sociale minimumsnormer, som garanterer en anstændig løn og anstændige arbejdsforhold. Hovedvægten bør lægges på at lette overgangssituationer i arbejdslivet og samtidig garantere generelle, beskæftigelsesmæssige og sociale rettigheder, herunder retten til at melde sig ind i en fagforening og retten til kollektive overenskomstforhandlinger.

1.8.

EØSU mener, at der bør etableres en gennemskuelig mekanisme for systematisk at overvåge data om den samlede indkomst og formue samt for at muliggøre konsolidering af sådanne data. På den ene side vil dette forbedre administrationen, og på den anden side vil det lette indsamlingen af statistiske oplysninger om fordelingen af velstand i medlemsstaterne. Oprettelsen af et register over selskabsaktionærer på EU-niveau vil i den forbindelse spille en vigtig rolle.

2.1.

Ulige fordeling af velstand i Europa har kunnet konstateres langt tilbage i tiden. Der er tale om en historisk proces, som endnu ikke er ophørt, end ikke efter etableringen af euroområdet, hvilket skyldes, at der konstant er opstået interne og eksterne ubalancer på grund af niveauforskelle hvad angår faktorerne for økonomisk konkurrenceevne. Faktorerne omfatter pris/omkostninger-aspekter og forstærkes i øjeblikket af de større politiske udfordringer, som EU står over for, såsom terrorisme, populisme, nationale valg og på det økonomiske område: lavt investeringsniveau, lav vækst, høj arbejdsløshed, demografiske forandringer og Europas placering i den nye globale rivalisering om magt, set ud fra et handelsmæssigt og digitalt perspektiv.

2.2.

Der skal være en klar skelnen mellem indkomstuligheder og ulige fordeling af velstand, fordi sidstnævnte har en mere langsigtet virkning, hvorfor det er afgørende at undersøge det nøjere. Velstand er systematisk mere ulige fordelt end indkomst. Meget ofte kan erhvervsdrivende have en relativt ens indkomst, men i høj grad variere i velstand af forskellige ikke-monetære, altruistiske og arvemæssige årsager. Derfor kan fokus på ulige fordeling af velstand give en mere objektiv vinkel på virkelige monetære uligheder mellem EU-borgere.

2.3.

EØSU har den indstilling, at den økonomiske udvikling i Europa er stadig mere dynamisk og udgør en udfordring for institutionerne og deres kapacitet til at holde trit med forandringerne. Denne problemstilling er også særlig aktuel, hvad angår debatten om forskelle i udviklingen EU-medlemsstaterne imellem. Der er væsentlige forskelle mellem udviklede lande og udviklingslande, mellem Øst- og Vesteuropa, mellem medlemsstater i og uden for euroområdet og mellem Schengenmedlemsstaterne og medlemsstater uden for Schengenområdet.

2.4.

EØSU bemærker, at indkomstuligheder og ulige fordeling af velstand i Europa er øget gradvist siden 1970. I det store og hele skulle globaliseringen have en gavnlig rolle med hensyn til at mindske indkomstforskellene og andre væsentlige forskelle landene imellem, men i de senere år er udviklingen gået den modsatte vej. Ikke alene tjener de øverste 10 % af husstandene omkring 31 % af den samlede indkomst, de besidder også mere end 50 % af den samlede formue i EU-28. Væksten i velstand har i flere lande overgået BNP og fører til gabende forskelle (2). Disse har alvorlige økonomiske, sociale og politiske følger, som kræver en alvorlig offentlig debat og en diskussion blandt eksperter og politikere om, hvordan man skal håndtere problemet, og de kræver politiske foranstaltninger.

2.5.

EØSU mener, at der er en reel risiko for, at problemet med uligheder forværres på globalt plan, idet den økonomiske udvikling går ekstremt hurtigt i Europa, og det bliver stadigt sværere at gennemføre en rettidig, makroøkonomisk politik. De stigende indkomstuligheder og den ulige fordeling af velstand i løbet af de seneste årtier er blevet bekræftet af en forøgelse af gini-koefficienten, som i gennemsnit er steget fra 0,29 i midten af 1980'erne til 0,32-0,35 i 2013-2015 i OECD-landene. Der er tale om en tilsvarende udvikling i de enkelte EU-lande (3). Det skal dog bemærkes, at den i lande som Bulgarien, Litauen og Rumænien allerede har nået kritiske værdier over 0,37 (4). På trods af, at der foreligger mange oplysninger og undersøgelser vedrørende uligheder med hensyn til indkomst, er der meget mindre dokumentation for ulighederne med hensyn til fordelingen af husholdningernes velstand, både i de enkelte lande og landene imellem. På nuværende tidspunkt findes der rent faktisk ingen internationale standarder, som nationale statistiske kontorer og andre dataproducenter kan anvende i forbindelse med indsamling af data vedrørende fordeling af velstand (5).

2.6.

Det er bekymrende, at den akkumulerede fortjeneste i mange europæiske økonomier ikke geninvesteres på grund af generel manglende tillid, hvilket har medført en afskaffelse af konkurrencen, et skarpt fald i investeringerne og mangel på nye job. Thomas Piketty har fremlagt empiriske beviser på dette i sin bog (6) og undersøger især den europæiske økonomi. Hvis fortjeneste blot akkumuleres og rekapitaliseres, bidrager den hverken til at skabe merværdi eller til at øge afkastene af midler i realøkonomien. Det er derfor logisk, at kløften mellem rig og fattig nu gennem flere årtier er blevet stadigt dybere i EU-28.

2.7.

EØSU mener, at der er en risiko for, at middelklassen i EU kommer under pres på mellemlangt sigt. I den nærmeste fremtid vil stadig flere job forsvinde som følge af digitalisering og robotisering. Desuden er visse professioner også ved at forsvinde, selv om der er både historisk og aktuelt belæg for, at disse tendenser sandsynligvis også vil skabe nye job og professioner. Disse forandringer forventes at bidrage til øget ulighed, hvis de ikke håndteres hensigtsmæssigt. EØSU mener, at der skal ske en rettidig indsats for at modvirke de negative konsekvenser af, hvad der ellers er innovative og generelt socialt gavnlige processer inden for teknologisk fornyelse.

2.8.

EØSU er bekymret over, at der i stigende grad er uforholdsmæssig stor forskel på fortjenesten og den merværdi, som arbejdsfaktoren skaber i medlemsstaterne. Dette fører til stigende uligheder i Europa, både med hensyn til velstand og indkomst.

3.1.

Uligheder med hensyn til velstand har tendens til at være meget større end uligheder med hensyn til indkomst (7). EØSU understreger, at det først og fremmest er medlemsstaterne, der råder over passende instrumenter, f.eks. investeringsprogrammer, økonomisk vækst og nye job, beskatning og sociale overførsler, til at tackle de økonomiske og sociale uligheder. Der er imidlertid også mulighed for en indsats på EU-plan, og forholdet bør behandles mere seriøst af de europæiske institutioner, idet dets virkninger på den reelle konjunkturcyklus ville være komplekse og langt mere langsigtede. De eksisterende politikker fokuserer mere på indkomst end på velstand.

3.2.

Efter EØSU's mening er det største problem, at den europæiske økonomi genererer vækst, som ofte ikke er til fordel for de økonomisk dårligt stillede. Hensigten er på ingen måde at modsætte sig en fungerende markedsøkonomi, som giver mulighed for at skabe velstand gennem innovation, oprette virksomheder, skabe job og dermed bidrage til økonomiske vækst, beskæftigelsen og finansieringen af den sociale sikring. Generelt drager de mennesker, som befinder sig nederst i pyramiden for fordeling af formue og indkomst, imidlertid ikke fordel af nyoprettede job. Heraf følger, at samfundet vil være mere finansielt lige, hvis EU's politik er målrettede tiltag, som gør det muligt for et stigende antal mennesker at komme ind på arbejdsmarkedet og dele gevinsten ved inklusiv økonomisk vækst. På den måde er en reducering af den ulige fordeling af velstand og en konsolidering af langsigtet økonomisk vækst to sider af samme sag.

3.3.

EØSU frygter, at den voksende akkumulering af velstand kan skabe en rentierindstilling i samfundet, hvilket vil forårsage, at formuer ikke geninvesteres. Der vil således hverken blive bidraget til en udvikling af realøkonomien eller til at hæve potentielt BNP. Det er det primære problem, som Piketty omtaler i sin bog, der er frugten af femten års forskning og indsamling af empiriske data om indkomstuligheder og ulige fordeling af velstand i kapitalistiske samfund. Det endelige resultat afslører— selv om visse personer anfægter hans metoder — betydelige forskelle i EU. Ifølge Pikettys data er det årlige kapitalafkast 4-5 %, mens den årlige indkomststigning i Centraleuropa er på ca. 1-1,5 %, alt efter hvilket land der er tale om, på grund af den klare forskel mellem de berørte lande.

3.4.

Efter EØSU's mening er yderligere tiltag nødvendige på passende niveauer på områder som overdreven finansialisering, yderligere koordinering og harmonisering af skattepolitik, foranstaltninger mod skattely, skattesvig og skatteunddragelse, for at bekæmpe den langsigtede tendens med skyggeøkonomi: fejlagtigt indberettet virksomhedsindkomst, uregistrerede eller skjulte ansatte og »kuvertlønninger«, samt tiltag for at optimere sammensætningen af skatter og deres relative betydning for medlemsstaternes skatteindtægter. Arbejdsrelaterede skatteindtægter bør ændres til velstandsrelaterede skatteindtægter.

3.5.

Gennem de seneste to årtier har skattemæssig konkurrence mellem medlemsstaterne bevirket, at mange regeringer har indført tiltag, der har ændret skattepolitikkens karakter af omfordelingsmekanisme og medvirket til at øge ulighederne. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne vurderer de negative konsekvenser af skattepolitikkerne og korrigerer dem hurtigst muligt.

3.6.

EØSU mener, at Junckerplanen først og fremmest bør rettes mod de lande, der har de største uligheder, uanset hvilken type der er tale om. Det er absolut nødvendigt at tilskynde til udenlandske og indenlandske investeringer. Alt dette skal gennemføres på en ensartet måde i harmoni med europæisk lovgivning og særlige nationale karakteristika, og udnyttelsen af midlerne bør overvåges nøje.

4.1.

Tyskland og Østrig er de lande i euroområdet, hvor uligheden i velstand er mest udtalt. I Tyskland råder de rigeste 5 % af befolkningen over 45,6 % af landets formue, og i Østrig er tallet højere: 47,6 % (8)  (9). Problemet eksisterer også — og tendensen er den samme — i lande som Cypern, Portugal, Frankrig, Finland, Luxembourg og Nederlandene (10). Dette viser den udprægede forskel i fordelingen af ressourcer i de enkelte lande. På den ene side kan der i disse lande konstateres lav ulighed med hensyn til indkomst, men på den anden side høj ulighed med hensyn til velstand.

4.2.

I 1910 ejede 10 % af Europas befolkning 90 % af formuerne, og de rigeste 1 % ejede 50 %. Dernæst, grundet de to verdenskrige og den store depression, som udslettede det meste af den finansielle kapital, samt de forskellige offentlige politikker præget af en yderst progressiv beskatning af indkomst og arv, en bremsning af finansielle spekulationer, stigende lønninger på bekostning af kapitalindkomst osv., er uligheden væsentligt reduceret. I 1970'erne og 1980'erne ejede de øverste 1 % 20 % af formuerne, de næste 9 % ejede 30 %, og en middelklasse på 40 % ejede 40 %. Indkomstulighederne faldt også væsentligt (11). Fra 1980 begyndte uligheden dog igen at vokse. I dag udgør formuen i de udviklede lande i EU-28 mellem 500 og 600 % af BNP, i Italien 800 %.

4.3.

Efter EØSU's mening er der også et væsentligt problem med hensyn til fordelingen af velstand efter køn. Lande som Slovakiet og Frankrig er de mest berørte, derefter kommer Østrig, Tyskland og Grækenland. I Slovakiet og Frankrig ejer mænd mere end 75 % af formuerne, kvinder kun 25 %, på trods af en meget anderledes kønsbalance i disse befolkninger. I Østrig, Tyskland og Grækenland tilhører omkring 55 % af formuerne mænd (12). Det er vigtigt at vurdere årsagerne til en sådan udvikling, og hvorvidt dette aspekt bør dækkes i en politik om ligestilling mellem kønnene på EU-plan.

4.4.

EØSU finder fordelingen af velstand meget vigtig, hvad angår opfyldelse af behov for uddannelse, erhvervsfaglig uddannelse, udbuddet af sundhedsydelser, boliger osv. I overensstemmelse med den europæiske sociale model bør vi respektere de grundlæggende principper — lige muligheder og ligebehandling, ligestilling mellem kønnene, ikkediskriminering og retfærdighed mellem generationerne. Strukturelle reformer, der sigter mod at forbedre den menneskelige kapital, er vigtige for at forbedre levestandarden og kan reducere ulighederne med hensyn til arbejdsindkomst og velstand.

4.5.

Omkring 44 % af befolkningen i euroområdet har en eller anden form for gæld til bankerne og de finansielle institutioner. Situationen er bedre end for eksempel i USA, hvor tallet er 75 %, men vækstraten med hensyn til gæld de seneste år er alarmerende (13). Banksystemet bærer også et meget stort ansvar, idet det kunne stå for en primær forebyggelse af samfundets tiltagende generelle gæld. Der bør sættes fokus på ansvarlig adfærd.

4.6.

De seneste tre årtiers hastige globalisering har øget skattebyrden på arbejde og mindsket lønindtægternes og kapitalens andel af BNP. Som et resultat heraf faldt lønningerne som andel af BNP gennemsnitligt med 0,3 % årligt mellem 1980 og 2006 i de fleste OECD-medlemsstater. I samme periode steg andelen af overskud i BNP fra ca. 31 % til 47 % i EU-15 (14). EØSU mener, at medlemsstaterne og EU omgående bør gennemføre politikker, der kan vende denne tendens.

4.7.

EØSU er foruroliget over, at mere end 50 % af formuen i lande som Storbritannien og Frankrig er fordelt på boliger. På den ene side antyder dette manglende diversificering af formuen. På den anden side betyder det, at en stor procentdel af befolkningen akkumulerer sin formue skabt af indkomst fra fast ejendom. Formuen geninvesteres ikke derefter. Rekapitalisering i sig selv akkumulerer. Dette leder frem til spørgsmålet om kapital, som skabes meget hurtigere end merværdi. Ifølge den seneste rapport fra Oxfam (15) er formuen hos de otte rigeste mennesker i verden lig den, som ejes af de fattigste 50 % — en kilde til udbredt offentlig bekymring. Kapital var en vigtig faktor i den industrielle periode, men når den bliver et mål i sig selv, giver det ingen mening.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/7

Ordfører:

Petru Sorin DANDEA

1.1.

Digitaliseringen skaber nye former for beskæftigelse, som sætter de sociale sikringssystemer under hårdt pres. EØSU anbefaler medlemsstaterne såvel som EU-instanserne at udarbejde lovgivning om disse nye beskæftigelsesformer med henblik på klart at identificere arbejdsgiver og arbejdstager. I den henseende anbefaler EØSU at gøre brug af EU-Domstolens retspraksis, der har tilkendt personer arbejdstagerstatus, selv om de ikke havde en traditionel ansættelseskontrakt, fordi de befandt sig i en situation, hvor de udøvede en aktivitet, der var underlagt et lønnet afhængighedsforhold.

1.2.

Det er den individuelle ansættelseskontrakt, der i mange tilfælde danner grundlag for finansieringen af de nuværende socialsikringssystemer. Mange nye økonomiske aktiviteter og beskæftigelsesformer, som er dukket op i takt med udviklingen af nye teknologier, synes at falde uden for ansættelseskontrakternes rammer. EØSU mener, det udgør en trussel for arbejdstagere, som udøver deres aktivitet under sådanne betingelser, da de ikke længere beskyttes af lovgivningen om løn, arbejdsvilkår og socialsikring.

1.3.

EØSU mener, at medlemsstaterne i deres pensionslovgivning bør overveje at indføre en bestemmelse, som pålægger indbetaling af bidrag for alle personer, som genererer erhvervsmæssige indtægter. Denne foranstaltning er tvingende nødvendig, eftersom arbejdstagere under de nye arbejdsformer, som er afledt af digitaliseringen, i mange tilfælde ikke på passende vis er dækket af lovgivningens eksisterende bestemmelser om pensionsordninger.

1.4.

EØSU er af den opfattelse, at medlemsstaterne bør overveje at sammenkoble deres respektive nationale pensionsordnings- og sygeforsikringsforvalters elektroniske system med deres skattemyndigheders elektroniske system. Derved vil de blive i stand til hurtigt at identificere personer, som har erhvervsmæssige indtægter, men som aldrig har haft status som forsikret i de offentlige pensions- og sygeforsikringsordninger.

1.5.

Medlemsstaterne har desuden i deres socialsikringssystemer andre lovregulerede rettigheder, som gør det muligt for de sikringsberettigede at modtage ydelser. Herunder hører bl.a. forældreorlov, familieydelser, børnetilskud og andre former for ydelser. Selv om disse rettigheder ofte ikke hænger sammen med en bidragspligt, tildeles de pågældende ydelser på grundlag af berettigelsen til at modtage dem, hvilket i mange tilfælde forudsætter, at den potentielle modtager har lønmodtagerstatus. EØSU anbefaler medlemsstaterne at finde løsninger, som sikrer passende dækning af disse ydelser for arbejdstagere, der er beskæftiget under de nye arbejdsformer.

1.6.

Hvad angår arbejdstagere under de nye beskæftigelsesformer, som er specifikke for den digitale tidsalder, mener EØSU, at der vil kunne findes en helhedsløsning på problemerne vedrørende anerkendelsen af deres ret til socialsikring, hvis man foretager en generel omlægning af systemets finansiering. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at arbejde for løsninger, hvormed de sociale sikringsordninger kan finansieres ved hjælp af instrumenter, der sikrer, at de er levedygtige, samtidig med at de tilfredsstiller behovet for, at personer, der udøver deres aktiviteter under de nye arbejdsformer, får adgang. Det kunne overvejes at anvende en del af digitaliseringsdividenden til også fremover at sikre de sociale systemers bæredygtighed og mindske byrden på arbejdskraften.

1.7.

EØSU mener, at de debatter, Kommissionen har igangsat om oprettelsen af en europæisk søjle for sociale rettigheder, ligeledes bør omfatte arbejdstagere beskæftigede under de nye arbejdsformer og især anerkendelsen af deres status og sikringen af, at de har passende adgang til de sociale sikrings- og beskyttelsessystemer.

2.1.

Den digitale omstilling fører til gennemgribende forandringer i økonomien, på arbejdsmarkederne og i samfundet som helhed, både i det enkelte land, i verdens forskellige regioner og globalt. Selv om man må erkende digitaliseringens indlysende fordele, er det klart, at den vil stille mange strukturer i samfundet og økonomien over for udfordringer og kan få negative virkninger for en række sektorer, hvis de ikke tilpasser sig den nye kontekst. Et af de områder, hvor den kan tænkes af få skadelig indvirkning, er det sociale sikringssystem.

2.2.

De sociale sikringsordninger i Europa, som vi kender dem i dag, blev skabt for mere end et århundrede siden. De tager i vid udstrækning udgangspunkt i en direkte forbindelse til arbejdsmarkedet og finansieres hovedsagelig af de bidrag, som arbejdstagere og arbejdsgivere indbetaler, samt i varierende grad over skatten. I mange medlemsstater er en individuel ansættelseskontrakt, som er officielt registreret, den afgørende betingelse for en lønmodtagers status som forsikret i det sociale sikringssystems tre hovedsøjler, dvs. pensionsforsikring, sygeforsikring og arbejdsløshedsforsikring.

2.3.

Den digitale omstilling har forårsaget og forårsager fortsat store forandringer på arbejdsmarkedet. Disse forandringer afspejles i de mange forskellige beskæftigelsesformer, der adskiller sig fra de faste, individuelle ansættelseskontrakter, som har været dominerende for arbejdsforholdene i de forløbne årtier. Således er det i visse tilfælde netop for at omgå de traditionelle begreber »lønmodtager«, »arbejdsgiver« og »person, som arbejder for egen regning«, at man har opfundet disse nye beskæftigelsesformer, der gemmer sig under begreber som »selvstændig kontrahent« eller »partner« (1). Under sådanne omstændigheder vil det være nødvendigt at tilpasse de sociale sikringsordninger for at bevare deres bæredygtighed og hensigtsmæssighed på længere sigt.

2.4.

Efterhånden som skarerne af lønmodtagere fra de store årgange forlader arbejdsmarkedet og i en vis udstrækning erstattes af arbejdstagere under en række nye arbejdsformer såsom ansættelse uden et fast timeantal, »on demand«-kontrakter eller civilretlige kontrakter, vil den sociale sikring og de sociale beskyttelsessystemer komme under hårdt pres, og dette vil kun blive større, efterhånden som befolkningens aldring tager til i Europa.

2.5.

På den baggrund er det indlysende, at de sociale sikrings- og beskyttelsesordninger bør tilpasses de forandringer, som digitaliseringen allerede forårsager på arbejdsmarkedet. I nogle medlemsstater har arbejdsmarkedets parter indledt den nødvendige dialog for at undersøge de politiske valgmuligheder og tiltag, der skal iværksættes for at opretholde bæredygtigheden og tilstrækkeligheden af det sociale velfærdssystem i denne nye sammenhæng som følge af digitaliseringen. Desuden er der behov for retningslinjer, som kan afklare eventuelle gråzoner i forbindelse med beskæftigelsesstatus, for så vidt angår beskatning og social sikring.

2.6.

Det er tænkeligt, at en tiltagende del af arbejdsstyrken ikke vil bidrage til og følgelig ikke vil drage fordel af de etablerede socialsikringssystemer med hensyn til ydelser vedrørende arbejdsløsheds-, syge- og pensionsforsikring. Det bør undersøges nærmere af arbejdsmarkedets parter og regeringerne i medlemsstaterne. Drøftelserne bør dog også tages på EU-plan og omfatte lokale myndigheder, andre aktører i civilsamfundet, foreninger og tjenesteudbydere, med henblik på at fastlægge leve- og bæredygtige politiske og lovgivningsmæssige foranstaltninger og supplerende bestemmelser, som på et passende niveau inddrager alle erhvervsaktive, herunder selvstændige, i den sociale beskyttelse.

3.1.

Digitaliseringen har forårsaget og forårsager fortsat store forandringer på arbejdsmarkedet. Der findes i dag mange forskellige ansættelsesformer, som ikke falder inden for rammerne af et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, såsom platformarbejdere, der ofte betragtes som selvstændige. Dette sætter de sociale sikringssystemer under hårdt pres. EØSU anbefaler medlemsstaterne at tage fat på og om nødvendigt lovgive om denne problematik, når de gennemfører reformer af deres arbejdsmarked og socialsikringsordninger.

3.2.

Den specifikke arbejdsmarkedslovgivning i de fleste medlemsstater forudsætter, at arbejdsforholdet beror på en individuel ansættelseskontrakt. Ved en lang række nye beskæftigelsesformer, som er dukket op i takt med udviklingen af nye teknologier, bruges der ikke længere ansættelseskontrakter. EØSU mener, at situationen for disse arbejdstagere bør afklares, så de kan blive omfattet af en passende dækning i overensstemmelse med de grundlæggende principper for de nationale systemer hvad angår arbejdsmarked og socialsikring. Hvis de mister deres arbejde, vil disse arbejdstagere indgå direkte i kategorien af ubemidlede, eftersom de ikke er beskyttet af et socialsikringssystem.

3.3.

Medlemsstaternes offentlige pensionsordninger tager udgangspunkt i princippet om solidaritet mellem generationerne. Imidlertid beregnes den beskæftigelsesafhængige pensions størrelse som regel i forhold til værdien af de bidrag, der er indbetalt af arbejdsgiveren og lønmodtageren i hele dennes arbejdsliv. Deraf følger, at arbejdstagere, som har haft atypiske aktiviteter, der ikke understøttes af en traditionel ansættelseskontrakt, i mange tilfælde vil have svært ved at opspare tilstrækkelige pensionsrettigheder for de berørte perioder. Eftersom de i længere perioder ikke har været omfattet af en ansættelseskontrakt, vil den pension, de får udbetalt, være yderst beskeden, hvorved de risikerer at komme under fattigdomsgrænsen. EØSU mener, at medlemsstaterne i deres pensionslovgivning bør indføre en bestemmelse, som pålægger indbetaling af bidrag for alle personer, som genererer erhvervsmæssige indtægter.

3.4.

I de fleste medlemsstaters pensionslovgivning foreskrives det, at selvstændige er forpligtet til at indbetale pensionsbidrag. Definitionen af selvstændig virksomhed og lønarbejde er fastlagt i skatte- henholdsvis arbejdslovgivningen. Men i mange tilfælde har myndighederne svært ved at bestemme den pågældende aktivitets art, især når arbejdstageren er beskæftiget under nye arbejdsformer. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne skaber klarhed i deres lovgivning på de punkter, hvor det er nødvendigt, for at gøre det lettere at fastslå, hvilke arbejdsformer der er lønarbejde. Det vil således blive nemmere at finde frem til arbejdstagere, som udøver deres aktivitet online eller er beskæftiget under nye arbejdsformer, og medlemsstaterne vil kunne beskytte deres pensionsrettigheder bedre.

3.5.

For at gøre det lettere at identificere arbejdstagere, der har udøvet en utraditionel form for beskæftigelse på et givet tidspunkt og derfor ikke har status som forsikret i den offentlige pensionsordning, mener EØSU, at medlemsstaterne bør overveje at sammenkoble deres nationale pensionsordningsforvalters og deres skattemyndigheders elektroniske systemer. Derved vil de blive i stand til hurtigt at identificere personer, som har erhvervsmæssige indtægter, men som aldrig har haft status som forsikret i den offentlige pensionsordning. De vil så hurtigt kunne integrere dem blandt de forsikrede.

3.6.

Med hensyn til arbejdsløshedsforsikring anbefaler EØSU, at man videre overvejer det foreliggende forslag om at oprette en forsikring på EU-niveau (2), som finansieres af bidrag, der indbetales af alle virksomheder i EU. Derudover bør muligheden for at indføre EU-dækkende minimumsstandarder i de nationale arbejdsløshedsordninger undersøges, bl.a. således at alle arbejdssøgende, herunder unge, som har udøvet deres aktivitet under de nye beskæftigelsesformer, kan få økonomisk støtte.

3.7.

De nationale sygeforsikringsordninger i EU er systemer, som dækker næsten alle. Selvstændige pålægges af loven ofte pligt til at betale bidrag til denne offentlige sygeforsikringsordning og betragtes følgelig som forsikrede eller ydelsesberettigede. Imidlertid er der risiko for, at nogle arbejdstagere, der udøver deres aktivitet under en af de nye arbejdsformer og ikke officielt angiver erhvervsmæssige indkomster, ikke betragtes som forsikrede i den offentlige sygeforsikringsordning. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at mennesker i denne situation dækkes.

3.8.

Sideløbende med de socialsikringsrettigheder, som er baseret på lønmodtagerens og dennes arbejdsgivers indbetaling af bidrag, har visse medlemsstater desuden i deres sociale velfærdssystemer andre lovregulerede rettigheder, som gør det muligt for de sikringsberettigede at modtage ydelser. Herunder hører bl.a. forældreorlov, familieydelser og børnetilskud. Selv om disse rettigheder ikke hænger sammen med en bidragspligt, tildeles de pågældende ydelser på grundlag af berettigelsen til at modtage dem, hvilket i visse medlemsstater i visse tilfælde forudsætter, at den potentielle modtager har lønmodtagerstatus. Med denne tingenes tilstand udelukkes de facto arbejdstagere, som udøver deres aktiviteter under de nye arbejdsformer, og som ikke kan opnå sådanne rettigheder.

3.9.

EØSU mener, at EU-institutionerne og medlemsstaterne bør gøre en indsats for at finde løsninger på, hvordan personer, der udøver erhvervsmæssige aktiviteter inden for de nye beskæftigelser, som er specifikke for digital teknologi, kan anerkendes som arbejdstagere. I den henseende anbefaler EØSU at gøre brug af EU-Domstolens retspraksis, der har tilkendt personer arbejdstagerstatus, selv om de ikke havde en traditionel ansættelseskontrakt, fordi de befandt sig i en situation, hvor de udøvede en aktivitet, der var underlagt et lønnet afhængighedsforhold. Hvis de pågældende tildeles status som arbejdstagere, kan problemet med at give dem adgang til ydelser fra den sociale sikrings- og beskyttelsesordning på lige fod med traditionelle lønmodtagere løses.

3.10.

EØSU har udtrykt tilfredshed med, at Kommissionen har indledt debatten om oprettelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Drøftelserne bør også omfatte arbejdstagere under de nye arbejdsformer og især anerkendelsen af deres status, samt hvordan de kan sikres adgang til de relevante ydelser under de sociale sikrings- og beskyttelsessystemer.

3.11.

EØSU anbefaler medlemsstaterne at oprette platforme, som inddrager arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, med henblik på at udarbejde forslag til, hvordan arbejdsmarkedet kan tilpasses den digitaliserede kontekst. For at tackle den digitale tidsalders udfordringer mener EØSU, at arbejdsmarkedet skal tilpasses den nye virkelighed, og at arbejdskraftens frie bevægelighed skal sikres, samtidig med at arbejdstagerne dækkes af de sociale sikringsordninger og af lovgivningen om arbejdsvilkår.

3.12.

Hvad angår den komplekse situation for arbejdstagere under de nye beskæftigelsesformer, som er specifikke for den digitale tidsalder, mener EØSU, at der vil kunne findes en helhedsløsning på problemerne med anerkendelsen af retten til socialsikring, hvis systemets finansiering helt omlægges. Derfor opfordrer udvalget medlemsstaterne til at arbejde for løsninger, hvormed de sociale sikringsordninger kan finansieres ved hjælp af instrumenter, der sikrer, at de er levedygtige, samtidig med at de tilfredsstiller behovet for, at personer, der udøver deres aktiviteter under de nye arbejdsformer, får adgang. Det kunne overvejes at anvende en del af digitaliseringsdividenden til også fremover at sikre de sociale systemers bæredygtighed og mindske byrden på arbejdskraften.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/11

1.1.

Det kræver et langsigtet engagement fra forskellige aktører at forebygge radikalisering af unge, og civilsamfundsorganisationerne spiller en vigtig rolle i processen. Civilsamfundet medvirker til at skabe social og værdibaseret modstandsdygtighed over for radikalisering.

1.2.

Medlemsstaterne og EU-institutionerne bør i højere grad bruge civilsamfundets aktører som partnere frem for redskaber i bekæmpelsen af voldelig ekstremisme. Der er allerede etableret bedste praksis, programmer og andre forebyggende initiativer inden for alle områder af forebyggelse af radikalisering, men der ydes ikke tilstrækkelig bæredygtig, langsigtet støtte, og området er sårbart over for budgetnedskæringer.

1.3.

EØSU er tilhænger af en tilgang, hvor flere instanser arbejder sammen om at forebygge radikalisering, hvilket kræver omfattende kapacitetsopbygning i alle relevante sektorer. En sådan tilgang omfatter politikere, nationale institutioner, såsom politi og fængselsvæsen, socialarbejdere (navnlig ungdomsarbejdere), den akademiske verden og medierne, entreprenører og virksomheder samt repræsentanter for det organiserede civilsamfund, herunder organisationer, der repræsenterer familier og arbejdsmarkedets parter, med særlig fokus på ungdomsorganisationer.

1.4.

Der er behov for mere national og europæisk støtte til civilsamfundsorganisationerne, flere bæredygtige og langsigtede budgetmidler samt EU-dækkende koordinering, netværkssamarbejde og gennemførelse af politikker. »EU-strategien for bekæmpelse af radikalisering og rekruttering til terrorisme« skal derfor i endnu højere grad inddrage og støtte aktører i civilsamfundet, da det politiske niveau og samfundet har et fælles ansvar for at bekæmpe radikalisering. Programmet om styrkelse af civilsamfundet, der blev lanceret under EU's internetforum, kunne i denne sammenhæng fungere som et befordrende initiativ (1).

1.5.

Civilsamfundet og arbejdsmarkedsstrukturer bør inddrages mere i netværket til bevidstgørelse omkring radikalisering (RAN) (2). Medlemsstaterne bør i højere grad opfordre til, at der oprettes strukturer i stil med RAN på regionalt eller lokalt niveau.

1.6.

EU-netværket til bevidstgørelse omkring radikalisering og de redskaber, som Kommissionen stiller til rådighed, er et skridt i den rigtige retning, men skal i højere grad målrettes lokale civilsamfundsstrukturer og have mere personale og ressourcer til rådighed for effektivt at kunne inddrage eksperter fra den offentlige sektor og det organiserede civilsamfund.

1.7.

Medlemsstaterne bør fuldt ud gøre brug af EU-instrumenterne og -programmerne til forebyggelse af radikalisering, herunder det europæiske strategiske kommunikationsnet (ESCN), der er et samarbejdsnetværk af 26 medlemsstater, der udveksler analyser, god praksis og idéer om brugen af strategisk kommunikation i kampen mod voldelig ekstremisme (3).

1.8.

Fagforeningerne spiller en vigtig rolle, idet de repræsenterer medarbejdere i alle relevante offentlige sektorer. Navnlig frontlinjearbejdere bør uddannes inden for forebyggelse af radikalisering i tæt samarbejde med civilsamfundsorganisationer med ekspertise på området.

1.9.

EØSU glæder sig over nedsættelsen af ekspertgruppen på højt niveau, der skal bistå Kommissionen med at styrke indsatsen mod radikalisering og voldelig ekstremisme ved hjælp af bedre politisk koordinering og inddragelse af alle berørte aktører, herunder civilsamfundet.

1.10.

Offentligt ansatte på f.eks. skoler, men også familier bør have adgang til særlige rådgivnings- og støttetjenester samt netværk, der hjælper med at identificere tegn på radikalisering og samtidig forebygger enhver form for diskrimination.

1.11.

EØSU understreger betydningen af inklusiv formel og ikkeformel uddannelse, som er en uomgængelig forudsætning for aktiv deltagelse i et mangfoldigt samfund, formidling af kritisk tænkning og mediekendskab samt fremme af samfundets modstandsdygtighed over for antidemokratiske, fremmedfjendtlige og populistiske tendenser, der i visse tilfælde får mere og mere indflydelse på den gængse politiske diskurs, i takt med at denne påvirkes af fremmedfjendske følelser og holdninger.

1.12.

I bestræbelserne på at forebygge radikalisering af unge er det nødvendig at rette særlig opmærksomhed mod og investere i civilsamfundets ungdomsarbejde og ungdomsorganisationer, der har alternative metoder til og muligheder for at identificere radikalisering. De kan fungere som et sikkert rum for dialog, bl.a. ved at udvise lydhørhed og lade de unge komme til orde.

1.13.

Investeringer med henblik på at sætte ind over for den meget høje ungdomsarbejdsløshed og den meget udbredte jobusikkerhed i mange EU-lande bør også ses som et middel til at forebygge radikalisering. Desuden opfordrer EØSU til i højere grad at prioritere mere investering i fattigdomsbekæmpelse og integration af unge i samfundet, skolesystemet og arbejdsmarkedet.

1.14.

EØSU understreger den afgørende rolle og det sociale ansvar, som trossamfund har i forebyggelsen af radikalisering, og opfordrer til, at disse engageres mere strategisk i at forsvare det frie demokratis regler og værdier og fremme værdibaseret interkulturel dialog, fred og ikkevold.

1.15.

Aktive partnerskaber med erhvervslivet kan være med til at forebygge radikalisering. Sociale medievirksomheder er også nødt til at tage del i indsatsen mod hadefulde udtalelser, alternative fakta og ekstremistiske indlæg.

1.16.

EU bør vise sit stærke engagement i at forebygge radikalisering og arbejde tættere sammen med civilsamfundsorganisationer i tredjelande.

1.17.

Det er vigtigt at få sat en stopper for kapitalstrømme til støtte for ekstremistiske organisationer inden for EU og fra tredjelande, som modvirker de offentlige myndigheders og civilsamfundets indsats for at forebygge radikalisering.

2.1.

Denne udtalelse omhandler de langsigtede, effektive foranstaltninger, der kan træffes på et tidligt tidspunkt med henblik på at forebygge radikalisering af unge. I forbindelse med denne udtalelse skal radikalisering forstås som en proces, hvori enkeltpersoner eller grupper bliver ekstremister (4) og på sigt bruger, promoverer eller opfordrer til vold for at nå deres mål. Radikalisering, som fører til voldelig ekstremisme, er en specifik proces ikke at forveksle med politisk radikalisme eller ikkevoldelige radikale idéer eller handlinger eller en legitim demokratisk opposition. Denne proces er uløseligt forbundet med voldelig ekstremisme som beskrevet i Europa-Parlamentets beslutning fra 2015, og den kan dukke op i forskellige samfundsmæssige sammenhænge. Udtalelsen fremhæver vigtige bidrag ved hjælp af civilsamfundsprojekter og samarbejde mellem offentlige organer, arbejdsmarkedsparter og civilsamfundet, og EØSU opfordrer til at arbejde videre på at opnå en kohærent EU-tilgang, herunder en bæredygtig og effektiv europæisk støtte, finansiering og koordinering.

2.2.

EØSU vil gerne påpege, at der er et behov for, at man i alle EU's medlemsstater og inden for den akademiske verden arbejder på at nå frem til fælles definitioner og en fælles forståelse af radikalisering eller voldelige, antidemokratiske handlinger eller terrorisme samt forbindelserne mellem disse fænomener. EØSU vil derfor fortsætte med at undersøge disse spørgsmål ud fra civilsamfundets perspektiv for at bidrage med flere synsvinkler på dette emne.

2.3.

Voldelig ekstremisme med rod i radikale ideologier har mange ansigter, men en stor del af dem er unge. Ofte rekrutteres unge mennesker med vidt forskellig socioøkonomisk baggrund og uddannelsesniveau og i stigende grad også unge kvinder.

2.4.

Unge mennesker, der er sårbare over for radikalisering, som kan føre til voldelig ekstremisme, føler sig ofte udstødte og marginaliserede af samfundet eller er usikre på deres identitet. Radikale ideologier lover ofte råd, vejledning og støtte i dagligdagen og kompenserer for forskellige former for mindreværd. Civilsamfundet kan her spille en vigtig rolle ved at tilbyde alternativer og mere overordnet set bidrage til en bæredygtig social og værdibaseret modstandsdygtighed over for radikalisering.

2.5.

Radikalisering kan ske meget hurtigt og ofte bare inden for et par uger eller måneder. De sociale medier spiller en afgørende rolle, da man her anonymt og hurtigt kan hverve folk og udbrede propaganda.

3.1.

Medlemsstaterne har hovedansvaret for deres indenlandske sikkerhed. Det bliver imidlertid mere vanskeligt at koordinere på europæisk plan og gennemføre passende foranstaltninger, hvis den interinstitutionelle koordinering ikke er tydelig, og der ikke anvendes en fælles tilgang. Dette er i stigende grad et problem, eftersom terrorisme og radikalisering går på tværs af grænser og kræver mere koordinering, netværkssamarbejde og politikgennemførelse på EU-plan.

3.2.

Siden 2005 er alle EU's antiradikaliseringsinitiativer blevet gennemført i overensstemmelse med Den Europæiske Unions strategi for bekæmpelse af radikalisering og rekruttering af terrorister, der blev opdateret i 2008 og igen i 2014. EU-strategien afspejles desuden i to meddelelser fra henholdsvis 2014 (5) og 2016 (6) samt i flere af Rådets konklusioner (7), Europa-Parlamentets betænkning fra 2015 og Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse fra 2016 (8). EU-strategien bør lægge endnu mere vægt på at inddrage og støtte civilsamfundets aktører. Det politiske niveau og samfundet har et fælles ansvar for at håndtere unge menneskers utilfredshed med det liberale demokratis værdier og bekæmpe radikalisering.

3.3.

Kommissionen kan bryste sig af på et meget tidligt tidspunkt at have anerkendt betydningen af en tværfaglig tilgang til forebyggelse af radikalisering. Kommissionen støtter udveksling af bedste praksis og erfaringer på tværs af EU via RAN. Kommissionen varslede i den europæiske dagsorden om sikkerhed af 28. april 2015 (9) RAN-ekspertisecentret, som efterfølgende blev oprettet den 1. oktober 2015. Derudover bør EU's internetforum, der blev lanceret den 3. december 2015, nævnes. De reviderede retningslinjer for EU-strategien for bekæmpelse af radikalisering og rekruttering af terrorister af 24. maj 2017 (10) understøtter RAN's erfaringer og anbefalinger og sigter således også mod at øge civilsamfundets deltagelse ved hjælp af en tilgang med inddragelse af flere instanser.

3.4.

Kommissionen annoncerede i sin meddelelse om forebyggelse af radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme (11), at den vil fremlægge et forslag til en henstilling fra Rådet om at øge social inklusion. EØSU støtter disse planer og opfordrer Kommissionen til at udarbejde og fremlægge et sådant forslag i den nærmeste fremtid.

3.5.

Med henblik på at forbedre indsatsen med at forebygge og bekæmpe radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme og terrorisme, og forbedre koordineringen og samarbejdet mellem alle relevante aktører har Kommissionen nedsat en ekspertgruppe på højt plan inden for forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering (Kommissionens ekspertgruppe på højt plan om radikalisering). Gruppen skal vejlede i forbindelse med videreudviklingen af EU's politikker inden for forebyggelse af radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme og terrorisme, og om mulighederne for et mere struktureret samarbejde i fremtiden mellem forskellige aktører, herunder fagfolk og medlemsstater.

3.6.

EØSU mener ikke desto mindre, at EU's og medlemsstaternes initiativer til forebyggelse af radikalisering samt de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre dem, er utilstrækkelige. Mange af de nuværende EU-politikker fokuserer for meget på civilsamfundsorganisationerne som værktøjer (frem for som partnere) til bekæmpelse af voldelig ekstremisme (f.eks. som værktøjer til at komme med modfortællinger på internettet). Udvalget konstaterer desuden, at sådanne politikker først og fremmest udarbejdes som følge af krisesituationer, som f.eks. terrorangrebene i de seneste år. Det resulterer i, at de hovedsagelig synes at koncentrere sig om islamistisk terrorisme og kortsigtet politik med fokus på strafudmåling (12). I virkeligheden kommer truslerne både fra ekstremistiske grupper, der bruger religion til at retfærdiggøre deres handlinger, og fra ekstremistiske politiske grupper. Vi bør i stedet investere i bæredygtige og langsigtede forebyggelsesforanstaltninger. EØSU har allerede i sine udtalelser om »EU's terrorbekæmpelsespolitik« (2011) (13) og »EU's dagsorden 2030« (14) opfordret til, at civilsamfundet og lokale aktører involverer sig mere, og at de får mere institutionel støtte (15), da de spiller en vigtig rolle i udviklingen af tillid, socialt engagement og demokratisk inklusion på lokalt, regionalt og nationalt plan.

4.1.

EØSU går i høj grad ind for en tilgang med inddragelse af flere instanser med henblik på at forebygge radikalisering, hvilket kræver omfattende kapacitetsopbygning i alle relevante sektorer. Denne tilgang med inddragelse af flere instanser omfatter således politiske beslutningstagere, nationale institutioner, såsom retshåndhævende myndigheder og fængselsvæsen, socialarbejdere, den akademiske verden, medierne og repræsentanter for det organiserede civilsamfund samt arbejdsmarkedsorganisationer inden for området, såsom politiets, fængslernes og lærernes fagforeninger.

4.2.

EØSU understreger civilsamfundets rolle i bekæmpelsen af radikalisering og bemærker, at dets samlede bidrag ikke bør hæmmes af sikkerhedspolitiske aspekter. Denne udtalelse giver eksempler på tiltag og projekter, hvor det organiserede civilsamfund bidrager til større social bæredygtighed og inklusion. Dette er et ud af mange vigtige bidrag fra civilsamfundet, som går langt videre end alle tænkelige sikkerhedspolitiske foranstaltninger.

4.3.

EØSU bifalder derfor det netværk af politiske beslutningstagere for forebyggelse på nationalt plan, der blev nedsat af Kommissionen i februar 2017, og som tager sigte på at øge udvekslingen af viden og erfaringer i medlemsstaterne og i højere grad inddrage medlemsstaterne i RAN's aktiviteter. Kommissionens nyligt nedsatte ekspertgruppe på højt plan om radikalisering er endnu et skridt på vejen mod at styrke denne udveksling mellem de relevante aktører.

4.4.

Medlemsstaterne bør udnytte EU-instrumenterne og -programmerne til forebyggelse af radikalisering i deres fulde omfang og selv stille tilstrækkelige budgetmidler til rådighed, da der er mangel herpå på stort set alle områder. Hvis resultaterne skal være brugbare, kræver foranstaltningerne til forebyggelse af radikalisering en langsigtet forpligtelse.

4.5.

Fagforeningerne spiller en særligt afgørende rolle, da de bl.a. repræsenterer frontlinjemedarbejdere inden for alle relevante sektorer og kan uddanne og vejlede deres medlemmer. EØSU opfordrer derfor også til, at der er tilstrækkeligt personale og tilstrækkelige ressourcer til rådighed på alle niveauer inden for offentlige tjenester og offentlig administration, især på lokalt niveau. Man kan f.eks. forhindre, at der opstår lovløse områder med meget vold ved at sætte mere politi ind i områder, hvor der er risiko for, at der begås kriminalitet.

4.6.

Inklusiv formel og ikkeformel uddannelse er afgørende for at sikre aktiv deltagelse i samfundet. Vi kan opnå tolerante og pluralistiske samfund ved at skabe opmærksomhed om liberale og humanistiske værdier og standarder baseret på demokrati og retsstatsprincippet. Skoler, uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner samt ungdomsarbejdsinitiativer er vigtige og kan spille en rolle i tidlig forebyggelse af radikalisering, hvis der undervises i kritisk tænkning og mediekendskab (16), og de kan i samspil med et fungerende arbejdsmarked fremme social integration ved at give navnlig unge mennesker gode fremtidsudsigter. Gode uddannelsessystemer alene kan ikke forebygge radikalisering, men de kan gøre de unge mere modstandsdygtige.

4.7.

Indsatsen på uddannelsesområdet bør ligeledes intensiveres — også uden for det offentlige skolesystem. Desuden bør der tildeles mere støtte til relevante civilsamfundsinitiativer med henblik på at skabe interkulturel bevidsthed og samtidig sikre en utvetydig anerkendelse af frihed, det frie demokrati og retsstatsprincippet. Vi kan aktivt bidrage til at forebygge ved at have en velinformeret tilgang til forskellige kulturer og verdensregioner, navnlig når det gælder migrationskrisen, men også i formidlingen af vores samfunds ufravigelige værdier om f.eks. kønsroller, der bygger på lighed og lige muligheder.

4.8.

Der bør i særdeleshed investeres mere i civilsamfundets ungdomsarbejde og ungdomsorganisationer, der tilbyder kulturelle aktiviteter, sportsaktiviteter og andre fritidsaktiviteter. Disse kan nemlig fungere som alternativer til de gængse måder at identificere radikalisering på, og de unge får desuden nogen at snakke med og kan give udtryk for deres meninger under fortrolige forhold.

4.9.

Ud over det statslige uddannelsessystem bidrager navnlig det organiserede civilsamfund væsentligt til at udvikle budskaber og fortællinger af høj kvalitet som modsvar på de »tilbud«, som de radikale grupper kommer med, hvilket EØSU også tidligere har påpeget (17). Trossamfund og frem for alt vidner, ofre og overlevende fra konfliktområder samt personer, der har forladt ekstremistiske grupper, kan bidrage på værdifuld vis som rollemodeller. Netop fordi uddannelsessystemerne, civilsamfundet og de lokale myndigheder spiller en central rolle i forebyggelse af radikalisering, har de brug for meget mere langsigtet hjælp, støtte og finansiering.

5.1.

Udvalget støtter navnlig initiativet til fremme af dialog med beslutningstagerne på europæisk og nationalt niveau og opfordrer til, at der udvikles en formel ramme for regelmæssig dialog på alle niveauer for at sikre, at RAN kan fremsætte praktiske anbefalinger til medlemsstaterne og EU-institutionerne. Desuden kunne RAN's anbefalinger opnå større virkning på alle niveauer, hvis de blev formidlet mere systematisk. Ekspertgruppen på højt plan om radikalisering vil i den henseende fremsætte en række anbefalinger.

5.2.

I denne sammenhæng bifalder EØSU idéen om at skabe et samlet overblik over de enkelte medlemsstaters eksisterende forebyggelsesprogrammer og exitstrategier. Et sådant overblik kunne gøres tilgængeligt på europæisk plan, f.eks. via RAN, med henblik på at forbedre dialogen mellem offentlige organer og civilsamfundsaktører, skabe synergier og undgå overlapninger mellem de forskellige programmer. Vi skal blive betydeligt bedre til at oplyse om disse initiativer i hele EU.

5.3.

Civilsamfunds- og arbejdsmarkedsorganisationer, der er interesserede i eller allerede er aktive inden for forebyggelse af radikalisering, bør involveres mere i RAN. Derfor bør medlemsstaterne tilskynde til, at der udvikles RAN-lignende strukturer på regionalt eller lokalt niveau.

5.4.

Civilsamfundsaktører og offentlige organer, sammenslutninger, herunder sportsforeninger og organisationer, der repræsenterer familier, skoler, ungdomsorganisationer og -aktiviteter, trossamfund, sociale myndigheder og politiet bør arbejde sammen ved hjælp af en fælles, tværfaglig tilgang, så der på et tidligt tidspunkt kan sættes ind med strategier til forebyggelse af radikalisering. Derfor bør især frontlinjemedarbejdere uddannes inden for forebyggelse af radikalisering i tæt samarbejde med civilsamfundsorganisationer med ekspertise på området. Derudover bør de have adgang til relevante rådgivende organer og netværk, der kan hjælpe med at identificere tegn på radikalisering, samtidig med at enhver form for diskrimination undgås.

5.5.

De lokale myndigheder og forvaltninger spiller en særligt vigtig rolle i forbindelse med forebyggelse, da de kan samle alle aktører på lokalt plan. Eksisterende finansieringsmekanismer på europæisk og nationalt plan bør styrkes, gøres mere tilgængelige ved at mindske de bureaukratiske hindringer og tilføres omfattende bæredygtige midler.

5.6.

EØSU efterlyser mere investering i uddannelse, uddannelsessystemer, ungdomsarbejde og fritidsaktiviteter, der fremmer integration og de demokratiske værdier, vi alle deler i EU.

5.7.

Medlemsstaterne investerer slet ikke nok i at give unge gode muligheder og dermed heller ikke i kampen mod radikalisering, som i nogle tilfælde foranlediges af social marginalisering og manglende muligheder som følge af f.eks. uddannelsesfrafald. Foranstaltninger til at tackle den meget høje ungdomsarbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold i mange EU-lande bør overordnet set også betragtes som forebyggelse af radikalisering.

5.8.

Der bør i skoler og uddannelsesprogrammer for offentligt ansatte, bl.a. ansatte ved retshåndhævende myndigheder og fængselsvæsenet, være meget mere fokus på identitetsproblemer, kønsspecifikke og kulturelle rollekonflikter, risikoen for socioøkonomiske konflikter samt immigration og diskrimination, social udstødelse og mobning — forhold, der alle kan udnyttes i ekstremistisk propaganda og af ekstremistiske grupper. Der lægges i den forbindelse for lidt vægt på kernefag, såsom undervisning i medborgerkundskab, i mange EU-landes pensum. Det er fortsat af afgørende betydning at udvikle de unges, forældrenes og lærernes kompetencer, når det gælder brugen af internettet og de sociale medier.

5.9.

Det er ikke kun unge berørt af fattigdom eller arbejdsløshed, der er sårbare over for radikalisering. Materielle afsavn, manglende muligheder og manglende samfundsdeltagelse kan føre til social udstødelse, hvilket radikale hververe kan udnytte. I tillæg til mere investering i fattigdomsbekæmpelse opfordrer EØSU (18) til, at man i højere grad prioriterer integration af unge i samfundet og skolesystemet og på arbejdsmarkedet. EØSU gentager sin opfordring til, at medlemsstaterne etablerer solide integrationsordninger, der kan lette adgangen til arbejdsmarkedet og anerkendelsen af kvalifikationer, samt udbyder erhvervsuddannelse og sprogundervisning som led i integrationsprocessen. ESØU afviser enhver form for diskrimination på baggrund af etnicitet eller religion (19).

5.10.

Særlige rådgivnings- og støttetjenester er meget vigtige for familierne til radikaliserede unge. Hvis disse familier lægger mærke til, at yngre familiemedlemmer ændrer sig i en retning, der tyder på radikalisering, skal de ligeledes have adgang til relevante kontaktpersoner og netværk. Netop fordi civilsamfundsorganisationer og -initiativer er let tilgængelige, har de særligt brug for støtte til at udarbejde programmer for dialog og videnudveksling med marginaliserede unge og deres familier.

5.11.

Programmer til bekæmpelse af vold i hjemmet er med til at forebygge radikalisering, da udøvere af vold i hjemmet er dårlige rollemodeller og viderefører forkerte rolleopfattelser. Sådanne oplevelser fremmer ofte en kriminel løbebane. Der er desuden brug for mere institutionel og finansiel støtte til den type programmer.

5.12.

Aktive partnerskaber med virksomheder kan bidrage til forebyggelse — især inden for IKT-sektoren. Innovative værktøjer på sociale medier og internettet kan billigt eller endda gratis bruges til at formidle modfortællinger. Virksomheder kan hjælpe civilsamfundsorganisationer og fagfolk med at udnytte deres kommunikations- og mediefærdigheder og støtte dem i udviklingen af målrettede reklamer og kampagner.

5.13.

Samtidig bør onlineudbydere i højere grad være med til at bekæmpe hadefulde udtalelser, alternative fakta og ekstremistiske indlæg, og de bør forpligtes til at fjerne ulovligt, ekstremistisk indhold fra deres sider. Overvågning af kommunikationen på internettet bør imidlertid ikke krænke borgernes privatliv (20).

5.14.

Medlemsstaterne opfordres i denne forbindelse til at udvikle civilsamfundsaktørernes kommunikations- og mediefærdigheder, så der kan udarbejdes passende indsatser til bekæmpelse af radikalt indhold, der opildner til vold. Sådanne indsatser kan således deles med andre fagfolk og anvendes i forbindelse med andre projekter. Man kan nå denne målsætning, hvis medlemsstaterne på et bæredygtigt grundlag bidrager til programmet om styrkelse af civilsamfundet.

5.15.

EU støtter allerede forskning gennem sine forskningsprogrammer om forebyggelse af radikalisering — f.eks. i forbindelse med RAN-ekspertisecentret — men EØSU efterlyser flere forskningsmidler og mere netværksdannelse mellem den akademiske verden og eksperter fra civilsamfundet.

5.16.

Fængslerne er ofte arnested for radikalisering, da en række risikofaktorer er til stede. Der er f.eks. mange mennesker samlet på et sted, og der er ofte tale om mennesker, der føler sig udstødt og har for meget tid osv. Der er brug for proaktive foranstaltninger med henblik på at uddanne fængselspersonale ordentligt og sætte dem i stand til at udpege sådanne risikosituationer. Der er positive erfaringer og gode forebyggelsesmekanismer at trække på inden for dette område. For at nå dette mål skal fængslerne have en passende størrelse, uddannet personale og en passende andel af ansatte i forhold til indsatte med henblik på at fremme rehabilitering. Fagforeningernes rolle kunne yderligere styrkes, f.eks. ved at arrangere uddannelse og udveksle erfaringer via RAN.

5.17.

Offentligt ansatte fra sikkerhedsmyndigheder, fængselsvæsen, sociale myndigheder og skoler samt andre relevante offentlige institutioner, som har mange forbindelser til civilsamfundet, bør arbejde bredere sammen og ikke begrænse sig til straffeforanstaltninger, men derimod fokusere på mere uddannelse om forebyggelse og oplysningskampagner. Med henblik herpå bør der stilles EU-ekspertise og -ressourcer til rådighed, og et målrettet samarbejde med civilsamfundet bør fremmes.

5.18.

Samarbejdet mellem statslige og ikkestatslige organer om reintegration af tidligere indsatte skal intensiveres for at sikre en vellykket social rehabilitering. Mange radikaliserede unge har en kriminel fortid.

5.19.

Det er svært at integrere tidligere indsatte på arbejdsmarkedet pga. den stigmatisering, der ofte er forbundet med en fængselsdom. Det er imidlertid et vigtigt skridt i forebyggelse af radikalisering. Arbejdsmarkedsparterne (i dette tilfælde overvejende arbejdsgiverne) opfordres til at bidrage hertil ved at give disse mennesker en chance til — og i mange tilfælde er der faktisk tale om en første chance.

5.20.

EU bør bevise sit store engagement i at forebygge radikalisering og arbejde tættere sammen med civilsamfundsorganisationerne i tredjelande, hvor risikoen for radikalisering er høj, og hvor der potentielt kan udvikles deciderede radikaliseringshotspots.

5.21.

I EU's eksterne terrorbekæmpelsesarbejde om staters og samfunds modstandsdygtighed, som er beskrevet i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, understreges behovet for at fremme dialog på tværs af kultur og religion gennem brede partnerskaber med civilsamfundet, sociale organisationer, trossamfund og den private sektor i disse lande. Der er stor risiko for, at civilsamfundet ikke opnår de ønskede resultater, da udefrakommende aktører i tredjelande udøver betydelig indflydelse bl.a. i kraft af deres finansiering af voldelige ekstremistiske grupper i EU-medlemsstater og -nabolande. Sådanne kapitalstrømme skal standses.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/18

Ordfører:

Peter SCHMIDT

1.1.

Udvalget gentager sin opfordring til udvikling af en samlet fødevarepolitik i EU med henblik på at fremme sunde kostvaner på grundlag af bæredygtige fødevaresystemer, hvor landbruget kædes sammen med ernærings- og økosystemtjenester, og der sikres forsyningskæder, der beskytter folkesundheden for alle samfundsgrupper i EU. En samlet fødevarepolitik bør skabe større sammenhæng mellem forskellige fødevarerelaterede politikområder, sikre øget værdsættelse af fødevarer og fremme et skift på længere sigt fra fødevareproduktivisme og -forbrugerisme til fødevarebevidsthed.

1.2.

EU's eksisterende politikramme egner sig ikke til at fremme omstillingen til mere bæredygtige fødevaresystemer, som skal sikre effektiv gennemførelse af FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG'er), retten til mad og andre menneskerettigheder. Det kan godt være, at de eksisterende politikrammer har været effektive, når det gælder håndteringen af enkeltstående problemer, men de giver ikke den kollektive kohærens, der kræves for at kunne tage de mange udfordringer op, som EU's og de internationale fødevaresystemer forventes at komme til at stå over for i fremtiden. EØSU anser det for nødvendigt at tilpasse og harmonisere EU's nuværende politikredskaber for at sikre miljømæssigt, økonomisk og sociokulturelt bæredygtige fødevaresystemer. EØSU gentager, at en samlet fødevarepolitik bør supplere — ikke erstatte — en omlagt fælles landbrugspolitik (1).

1.3.

EØSU understreger behovet for at opretholde en kultur, der værdsætter fødevarers ernæringsmæssige og kulturelle betydning og deres sociale og miljømæssige virkninger. I den henseende er EU's rigdom af fødevarer og regionale/lokale specialiteter et vigtigt aktiv og bør, som sådan, valoriseres yderligere. En samlet fødevarepolitik bør fremme øget værdsættelse af fødevarer hos forbrugerne, styrke indsatsen til forebyggelse og reduktion af madspild og bidrage til, at fødevarepriserne reintegreres med og afstemmes efter andre værdier. Politikken bør navnlig sikre rimelige priser for producenterne, så det fortsat er rentabelt at drive landbrug.

1.4.

EØSU understreger, at alle interessenter i fødevareforsyningskæden har en rolle at spille i udviklingen af en bred ramme, som skal sikre en retfærdig fordeling langs kæden. En enkelt sektor kan ikke opnå dette alene. En samlet fødevarepolitik bør udnytte industriens og detailhandelens drivkraft til at sætte skub i holdningsændringen blandt forbrugerne mod bæredygtighed. Omstillingen til bæredygtige fødevaresystemer kræver også, at engagerede forbrugere bliver aktive, fødevarebevidste borgere. Dette indebærer endvidere, at en samlet fødevarepolitik skal sikre, at den europæiske landbrugsfødevaresektor kan sælge på kvalitetsniveauer, der fastholder dens position som det foretrukne valg for det store flertal af forbrugerne.

1.5.

EØSU anerkender det stigende antal initiativer, der gennemføres på lokalt og regionalt niveau til støtte for alternative fødevaresystemer. Disse initiativer etablerer tættere forbindelser mellem producenter og forbrugere, åbner muligheder for lokale virksomheder, skaber nye job og knytter et stærkere bånd mellem lokalsamfundene og deres fødevarer. EØSU fremhæver endvidere byernes rolle i udviklingen af mere integrerede fødevarepolitikker. En samlet fødevarepolitik bør bygge på, stimulere og udvikle fælles styring på alle niveauer, dvs. på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau. Dette ville skabe en befordrende ramme, inden for hvilken sådanne initiativer kan blomstre, uanset hvor omfattende de er.

1.6.

EØSU efterlyser et nyt intelligent fødevaremærkningssystem. Hidtidige politikker har sat fokus på ernæring og andre sundhedsrelaterede aspekter, men EØSU konstaterer, at der er stigende bekymring over manglende forbrugeroplysning om fødevareforbrugets miljømæssige og sociale virkninger. Fødevareindustrien er klar over, at den til en vis grad kan håndtere miljøpåvirkninger, men i sidste ende er det nødvendigt at engagere og informere forbrugerne.

1.7.

For at støtte etableringen af en bred ramme, som sikrer sammenhæng mellem fødevarerelaterede politikker, foreslår EØSU, at der på kort/mellemlang sigt oprettes en tværsektoriel og interinstitutionel taskforce omfattende en række af Kommissionens generaldirektorater samt andre EU-institutioner. Taskforcen skal være ansvarlig for at udforme en handlingsplan for fødevarebæredygtighed med henblik på at hjælpe EU med at opfylde fødevarerelaterede mål for bæredygtig udvikling. Handlingsplanen bør udformes ved en deltagelsesbaseret proces, der inddrager interessenter fra hele fødevareforsyningskæden, fra civilsamfundet og fra forskersamfundet. EØSU foreslår, at der organiseres og udvikles et rum for civilsamfundets inddragelse og aktive deltagelse i processen.

1.8.

EØSU anbefaler navnlig, at der udarbejdes en resultattavle for bæredygtige fødevarer, som ville muliggøre en flerårig tilgang til fødevareudfordringer og dermed fremme en samordning af politikker på forskellige forvaltningsniveauer. Resultattavlen ville etablere indikatorer og dermed tilskynde til og overvåge fremskridt mod opfyldelsen af de opstillede mål.

1.9.

På længere sigt opfordrer EØSU, afhængigt af taskforcens konklusioner, Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette et særligt generaldirektorat for fødevarer, der ville kunne fungere som et tydeligt midtpunkt for EU's ansvar inden for alle fødevarerelaterede politikker og være kilde til regulering, lovgivning og, i givet fald, håndhævelse. En lignende struktur kunne gennemføres i alle EU's medlemsstater i form af særlige fødevareministerier.

2.1.

I sin udtalelse om »Mere bæredygtige fødevaresystemer«, som blev afgivet på anmodning af det nederlandske rådsformandskab i 2016, opfordrede EØSU til en samlet fødevarepolitik for at fremme omstillingen til mere bæredygtige fødevaresystemer og sikre en bedre sammenhæng mellem fødevarerelaterede politiske mål (herunder bæredygtig landbrugsproduktion, sund kost, miljøbeskyttelse og mere retfærdige handelsforbindelser). Et centralt element i denne udtalelse er anbefalingen om at videreudvikle princippet om og visionen for en omfattende ramme.

2.2.

I mellemtiden er der også skabt et øget momentum for en mere holistisk fødevarepolitisk tilgang. Endvidere er dette tiår af FN erklæret for tiåret for ernæring i erkendelse af behovet for at omstille fødevaresystemerne med henblik på at opnå en sundere kost og bedre ernæring. Ekspertpanelet på højt plan om fødevaresikkerhed under Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed understregede yderligere nødvendigheden heraf i sin rapport fra september 2017 (2). På EU-plan vedtog Det Europæiske Regionsudvalg for nylig en udtalelse med en opfordring til en vidtspændende, bæredygtig EU-fødevarepolitik, som skaber sammenhæng mellem forskellige fødevarerelaterede politikområder. Det internationale ekspertpanel vedrørende bæredygtige fødevaresystemer (IPES-Food) har lanceret en treårig deltagelsesbaseret proces med det mål for øje at have udviklet en vision for en fælles fødevarepolitik i 2018. I processen deltager videnskabelige grupper, interessenter, civilsamfundsorganisationer og politiske beslutningstagere. Et væld af tværsektorielle initiativer på nationalt, regionalt og lokalt plan er allerede i gang med at ændre EU's fødevaresystemer med civilsamfundets aktive deltagelse.

2.3.

EØSU mener, at gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling i EU er en nøglefaktor i bestræbelserne på at fastlægge en mere vidtspændende tilgang, som omfatter forskellige politikområder (landbrug, sundhed, miljø, handel, udvikling, innovation osv.) og forvaltningsniveauer (nationalt, lokalt og EU-niveau), og i opnåelsen af en mere bæredygtig fødevareproduktion og mere bæredygtige forbrugsmønstre. Den igangværende debat om den fælles landbrugspolitik efter 2020 er også en vigtig lejlighed til at sikre sammenhæng mellem en omlagt fælles landbrugspolitik og andre fødevarerelaterede politiske mål (3).

2.4.

Nogle medlemsstater (f.eks. Finland, Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Sverige) sætter i deres fødevarerelaterede politikker i stigende grad fokus på sundhed, miljø og bæredygtighed. EØSU advarer mod en situation, hvor det kan gå ud over forbrugere og virksomheder, at medlemsstaterne anlægger forskellige strategier, og anser dette for at være endnu en grund til at indføre en bred ramme på EU-plan.

3.1.

Der er fremkommet nye videnskabelige beviser på fødevarers indvirkning på sundheden, miljøet og samfundet som helhed. Den fælles landbrugspolitik blev oprettet for at regulere »fødevareverdenen«. Denne verden er nu blevet mere kompleks. Takket være den fælles landbrugspolitik, stigende indkomster og forbedrede produktionsmetoder i landbrugssektoren er der ikke mangel på noget i EU. Den fødevarerelaterede beskæftigelse og værditilvæksten er flyttet fra landbrugsjorden og havet til fabrikker, detailsektoren og restaurationstjenester. Sundhedsdagsordenen er udvidet og drejer sig ikke kun om utilstrækkeligt forbrug. I dag forekommer uhensigtsmæssig kost som følge af social ulighed og »ny« fødevarefattigdom stadig, men den vide udbredelse af ikkeoverførbare sygdomme udgør et større problem. Disse sygdomme omfatter hjertesygdomme, hjerneblødninger, diabetes og fedme. Hjerte-kar-sygdomme forårsager 1,8 mio. dødsfald i EU om året, hvilket svarer til 37 % af alle dødsfald i EU (4). 1 2015 var der næsten 49 mio. mennesker med hjerte-kar-sygdomme i EU.

3.2.

Sociale tendenser i Europa har også ført til store forandringer i fødevarer, smag og madtraditioner. Siden den fælles landbrugspolitiks oprettelse er der sket ændringer i forbrugsmønstre og livsstil. Den kulinariske omstilling, der har fundet sted, har især berørt kvinder, da de historisk set har taget en stor del af ansvaret for madlavning i hjemmet og stadig gør det. Fødevareteknologiske forandringer har haft både positive og negative sociale virkninger. Udvalget er måske blevet større, men i nogle tilfælde sker der en svækkelse af EU's mangfoldige og rige kulturarv. Fødevarevirksomheders store markedsføringsbudgetter har generelt opmuntret forbrugere til at spise meget stærkt forarbejdede fødevarer. Industriens tal viser, at belgierne f.eks. indtager to tredjedele af deres kalorier gennem præfabrikerede, færdigpakkede fødevarer — mere end selv briterne (5). Offentlige sundhedsinstanser er bekymrede over det alt for høje forbrug af forarbejdede fødevarer med et højt indhold af salt, sukker og fedtstoffer. Disse fødevarer kan være billige, hvilket er et incitament for personer med lav indkomst, hvis helbred allerede er ringere end gennemsnittet. Kosten øger således de sociale uligheder i EU (6). Under og siden »den store recession« er der sket en stigning i fødevaredonationer i Europa. Uddeling af akut fødevarehjælp må dog ikke betyde, at der ikke tages fat på problemer med social ulighed, der fører til kostrelaterede sundhedsproblemer.

3.3.

Fødevarers indvirkning på miljøet er dokumenteret og almindelig anerkendt. Klimaændringer er anerkendt som en reel trussel, og EU støttede kraftigt rammekonventionen om klimaændringer, der blev indgået i 2015 i Paris. EU har også sikret bedre miljøregulering og forebyggelse af miljøskader, f.eks. gennem vandrammedirektivet. Ikke desto mindre fører europæiske fødevarepræferencer til forbrugsmønstre, der indebærer et højt skjult eller indirekte vandforbrug, som udgør en miljøtrussel for medlemsstaterne (7) og kræver en mere integreret tilgang til jord, landbrug og vand (8). Det giver også anledning til bekymring, at Europas jorde er sårbare. EU's Fælles Forskningscenters modeller viser, at 130 mio. hektar af EU 27's overfladeareal er udsat for jorderosion på grund af vand. På næsten 20 % af overfladearealet går der over 10 ton jord pr. hektar tabt om året (9). Der er et markant tab af biodiversitet både på land og vand, hvor det rapporteres, at artsdiversiteten er under pres (10). På trods heraf råder medlemsstaterne fortsat forbrugerne til at spise fisk af ernæringsmæssige årsager uden at være klar over de miljømæssige konsekvenser.

3.4.

Fra et økonomisk synspunkt vurderes de sidste 60 år til at have været en succes. Der er mad overalt. Fødevarers gennemsnitlige andel af husholdningsudgifterne er faldet fra 30 % til 15 %. Fremkomsten af gigantiske fødevarekæder har gjort fået forbrugerpriserne til at falde, men økonomer stiller nu spørgsmålet, om fødevarepriserne afspejler de reelle produktionsomkostninger, eller om visse omkostninger ikke afspejles fuldt ud. EØSU konstaterer med interesse FAO's igangværende arbejde vedrørende indberegning af alle omkostninger i landbrugsudgifterne (11). Magtubalancerne i fødevarekæden er også taget til, hvilket har ført til illoyal handelspraksis og dermed forbundne konsekvenser (12), og landbrugernes andel af forbrugerpriserne er faldet.

3.5.

Tendensen til at overproducere har fået priserne ned, men har også institutionaliseret madspild. Mens madspildet i verdens lavindkomstlande vurderes til omkring 8 %, går ca. en tredjedel af det, forbrugerne i EU køber, til spilde. Det EU-finansierede FUSIONS-projekt vurderer, at 88 mio. ton mad til en værdi af 143 mia. EUR hvert år går til spilde i EU (13). Der tages ikke fuldt ud højde for madspildets kulturelle dimension i den cirkulære økonomiske tilgang, og heller ikke i »Køreplanen til et ressourceeffektivt Europa«, der er værdifuld, når fødevarer anskues som en fysisk størrelse, men som ikke tager hensyn til deres forbrugerrelaterede og kulturelle værdi. Udfordringen for EU går ud på at opbygge et nyt koncept for fødevarebevidst medborgerskab centreret omkring bæredygtige spisevaner.

3.6.

Akademiske og fødevareindustriens egne data og undersøgelser har forbedret vores forståelse af, hvordan europæiske fødevaresystemer påvirker samfundet, miljøet og sundhedssituationen. Samlet peger de på behovet for en mere integreret tilgang. Det kan godt være, at de eksisterende politikrammer har været effektive, når det gælder håndteringen af enkeltstående problemer, men de giver ikke den kollektive kohærens, der kræves for at kunne tage de mange udfordringer op, som EU's og de internationale fødevaresystemer forventes at komme til at stå over for i fremtiden. Fødevarerelaterede politikker udformes i det store og hele uafhængigt af hinanden og savner ofte konsistens. Desuden er der ofte ingen sammenhæng mellem politikker på forskellige regeringsniveauer. Et eksempel, som viser behovet for en mere integreret tilgang, er antimikrobiel resistens, der er blevet udbredt som følge af anvendelsen af antibiotika i husdyrbrug og nu truer menneskers sundhed. I en tale for nylig fremhævede kommissær Andriukaitis endvidere betydningen af en integreret fødevarepolitik i forbindelse med dette spørgsmål. Et andet eksempel er konflikten mellem arealanvendelse til fødevarer og arealanvendelse til energiproduktion, boliger og andre belastninger. Madspild er også til dels resultatet af øget produktionseffektivitet. Der er en konstant og massiv strøm af fødevarer gennem systemet. Problemet løses heller ikke ved at appellere til rationel forbrugeradfærd.

3.7.

Hvis EU blev »genfødt« i dag, ville det udvikle en samlet fødevarepolitik med henblik på at skabe bæredygtige kostvaner på grundlag af bæredygtige fødevaresystemer, hvor landbruget kædes sammen med ernærings- og økosystemtjenester, og der sikres forsyningskæder, der beskytter folkesundheden for alle samfundsgrupper i EU (14). Hvordan skabes de nødvendige forandringer? Det er den politiske udfordring. Historisk set er EU-politikken vokset gennem demokratiske forandringer, hvor mere pludselige forandringer har været forårsaget af kriser, som det var tilfældet med fødevaresikkerheden i 2000 og hestekødsskandalen i 2013-2015.

4.1.

EØSU noterer sig, at store dele af det europæiske samfund anerkender de nye strukturelle udfordringer for EU's fødevareforvaltning. EU kunne bevæge sig fra at tilpasse politikker og reagere på situationer til at anlægge en proaktiv strategi. RU opstiller i sin nylige udtalelse en række områder, hvor der er skabt præcedens. Den nye og stigende interesse for at skabe en bedre fødevarepolitik for EU's byer bør nu tages med i forbindelse med landdistriktsspørgsmål. Mange EU-byer har indledt foranstaltninger gennem fødevarepolitiske råd, bynetværk for bæredygtighed og/eller klimatiltag og WHO Healthy Cities-programmet. Undertegnelsen af Milan Urban Food Policy Pact 2015 afspejler denne interesse.

4.2.

I de seneste år er der gennemført forskellige former for omlægning af fødevareforsyningskæden med det formål at genskabe forbindelsen mellem producenter og forbrugere og gøre landbrugs- og fødevareproduktionen lokal. Ændringerne omfatter lokalsamfundsstøttet landbrug, korte forsyningskæder, alternative fødevarenetværk, lokale landbrugssystemer og direkte salg. Forbrugerkooperativer kan også spille en central rolle ved at sikre en stærk forbindelse med lokalsamfundet samt et socialt, uddannelsesmæssigt og miljømæssigt fokus. Offentlige institutioner har ordninger, som også indgår i denne proces, f.eks. gennem programmer for offentlige indkøb til skoler og hospitaler, som tilskynder til forsyning med lokale, økologiske fødevarer, som det er tilfældet i Danmark og i Malmø. Dette stemmer overens med EU's cirkulære økonomiske tilgang.

4.3.

Ved at skabe tættere forbindelser mellem producenter og forbrugere kan lokalt baserede fødevaresystemer og bundstyrede initiativer spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme et sundere og mere bæredygtigt madforbrug. Inddragelse af civilsamfundet og lokalsamfundet styrker disse forbindelser, hvilket fremgår af de mange initiativer til fremme af bæredygtige fødevarer, som er indledt i små og store byer over hele EU. I øjeblikket er EU's politikker imidlertid dårligt rustet til at lære af disse erfaringer, og er i endnu mindre grad i stand til at støtte erfaringerne, hvor de viser sig at være lovende. En samlet fødevarepolitik bør derfor bidrage til både at stimulere og udvikle en fælles styring af disse initiativer. Landbrugsbedrifter tilpasser sig markedets krav, men er begrænset af landbrugsproduktionens karakter. En omlægning af produktionssystemerne tager tid.

4.4.

Fødevareøkonomien står over for store tekniske, finansielle og sociale (15) udfordringer, hvilket er anerkendt i store investeringsprogrammer til fremme af innovation og teknologiske fremskridt. Europa har ca. 289 000 fødevareproducerende virksomheder, men 3 000 heraf repræsenterer næsten halvdelen af EU-markedet (16). Undersøgelser peger på, at robuste fødevaresystemer kræver en blanding af store og små landbrugsbedrifter. Der er et dybt svælg mellem EU's største fødevarevirksomheder og SMV-sektoren. Et socialt Europa kunne sikre en bedre integration på dette område. Den digitale økonomi giver muligheder for tættere forbindelser mellem forbrugere og producenter. Erhvervslivet hilser progressivt lederskab i bæredygtighedsspørgsmål velkommen og ønsker klare rammer.

4.5.

EU-borgerne har en klar interesse i at sikre, at deres fødevarer kommer fra bæredygtige kilder. Mærkningssystemer kan ikke give klarhed, fordi spørgsmålet simpelthen er for komplekst. I en nylig rapport fra Karl Falkenberg blev det foreslået, at et europæisk »fødevaremærke« bør være centreret omkring bæredygtighed, eller »en fornuftig levevis og retfærdig fordeling inden for de begrænsninger, planeten sætter« (17). Dette betyder, at der må lægges vægt ikke kun på miljømæssige og økonomiske, men i lige så høj grad på sociale aspekter. Nogle kulturelle spørgsmål ligger uden for EU-institutionernes kompetenceområde. Det gælder f.eks. spændingsforholdet mellem betalt (i fødevarekæder) og ikkebetalt (i private køkkener) fødevarerelateret arbejde, men der er elementer i det europæiske fødevaresystem, som er af central betydning for det europæiske fødevarekoncept (eller »mærke«). Europa er berømt for sin kulinariske mangfoldighed og produktionsmæssige diversitet, som ikke kun bør beskyttes, men aktivt styrkes. EU's kvalitetsmærkningssystem (BGB, BOB, GTS) er nyttigt, men dækker kun specialfødevarer. Det tager ikke hensyn til tendenserne inden for masseproducerede fødevarer. Falkenberg anbefaler, at vi tilstræber retfærdighed, hvilket absolut bør indebære en »New Deal« på lønområdet og fair behandling af indvandrere i EU's fødevarevirksomheder. Der er tale om følsomme, men vigtige spørgsmål, gennem hvilke en omfattende fødevarepolitik kan give praktisk støtte til fremme af social fred i Europa.

4.6.

Et problem, der vækker særlig bekymring hos forældre og sundhedsinstanser er den ulige fordeling af investeringer i budskaber om fødevarer rettet mod børn. WHO prioriterer dette spørgsmål højt, da en stor andel af disse budskaber handler om fødevarer med et højt indhold af salt, sukker og fedt (18). Overgangen fra traditionelle til digitale medieformer styrker argumentet for en samlet tilgang. Det anslås, at der i 2016 blev brugt 37 mia. USD på digitale fødevarereklamer i Vesteuropa (19). EØSU noterer sig opfordringen for nylig fra forbrugere til fødevare- og detailvirksomheder om at standse brugen af deres mærkemaskotter i reklame- og markedsføringskampagner for fødevarer med et højt indhold af fedt, salt og sukker. Hvis industrien ikke træffer de fornødne foranstaltninger, bør regeringerne overveje at indføre lovgivningsmæssige foranstaltninger (20).

4.7.

Målet for EU's fødevarepolitik for de kommende 50 år bør være at fremme overgangen fra fødevareforbrugerisme (kendetegnet ved madspild) til fødevarebevidsthed (kendetegnet ved omhu og ansvar). Omstillingen til bæredygtig kost fra bæredygtige fødevaresystemer kræver også, at engagerede forbrugere bliver aktive, fødevarebevidste borgere. EØSU gentager sit forslag om at iværksætte en europæisk oplysnings- og bevidstgørelseskampagne om »værdien af fødevarer«. Dette vil være nødvendigt for at sikre en langsigtet ændring i forbrugernes adfærd (21).

5.1.

Fødevarepolitik er en overordnet politik, som organiserer og understøtter rammen for fødevaresystemer fra primærproduktion (landbrugerne) gennem produktionsstadiet (forarbejdning) til forbrug. Den bringer det, der ofte ligger under overfladen og er skjult, frem i lyset. Eftersom fødevarer optræder i så mange forskellige områder af tilværelsen, herunder uddannelse, sundhed, miljø, handel, sociale relationer og kultur, ligger værdien af en samlet fødevarepolitik i, at samfundet kan gøre det klart, hvad det ønsker, og hvad det kan opnå af sit fødevaresystem. Politikken samler, hvad der ellers nemt kan blive opsplittet og fragmenteret. Spørgsmålet om, hvad vi spiser, hvordan vi spiser, hvordan vi producerer fødevarer i dag og med hvilke omkostninger, har konsekvenser for fremtiden.

5.2.

Fødevarepolitikken har en kraftig indvirkning på udviklingen i landdistrikter og byområder. Den skaber job i alle dermed forbundne sektorer, herunder landbruget og dets tekniske infrastruktur, fødevareforarbejdning, transport, handel, emballage samt detail- og restaurationsvirksomhed. Den påvirker millioner af EU-borgeres levebrød. EU's fødevareproducerende sektor beskæftiger 4,25 millioner mennesker, omsætter for 1 098 mia. EUR, bruger 2,5 mia. EUR på forskning og udvikling og har et overskud på 25,2 mia. EUR i sin handel med forarbejdede fødevarer (22). På trods af fødevarers økonomiske betydning for EU's økonomi findes der i øjeblikket ingen egentlig EU-fødevarepolitik. I stedet er udformningen af fødevaresystemerne baseret på en række forskellige rammer som fremhævet ovenfor.

5.3.

En fødevarepolitik, som er gearet til det 21. århundrede, skal opfylde en række kriterier: fødevarekvalitet (herunder smag, nydelse, udseende og ægthed), sundhed (herunder sikkerhed, ernæring, tilgængelighed og viden), miljø (herunder CO2, vand, arealudnyttelse, jord, biodiversitet, luftkvalitet og systemisk modstandsdygtighed), sociale og kulturelle værdier (herunder identitet, lige adgang, tillid, valgmuligheder og færdigheder), en sund økonomi (herunder ægte konkurrence og et rimeligt afkast, ordentlige job, fuldt internaliserede omkostninger og rimelige, konkurrencedygtige priser) og god forvaltning (f.eks. demokratisk ansvarlighed, gennemsigtighed, etiske processer og brugen af solid videnskabelig dokumentation). Alle eksisterende fødevarerelaterede politikker kan anskues ud fra disse politikområder.

5.4.

En samlet fødevarepolitik skal styrke økosystemernes modstandsdygtighed og sikre, at alle interessenter og deltagere i fødevareforsyningskæden både i og uden for EU har en anstændig indkomst. Fødevarepriserne afspejler ikke de fulde produktionsomkostninger, da sundhedsmæssige, miljømæssige og sociale omkostninger oftest eksternaliseres. Forfølgelse af målet om billigere, »prismæssigt mere overkommelige« fødevarer må ikke betyde, at der ikke tages hensyn til andre aspekter og virkninger af fødevareproduktion og -forbrug. En samlet fødevarepolitik kunne bidrage til at integrere fødevarepriserne med andre værdier og afstemme dem herefter.

5.5.

En samlet fødevarepolitik bør kombinere eksisterende og nye politikker med det endemål for øje at sikre bæredygtige fødevaresystemer og sunde kostvaner. Det bør ikke betyde, at den dybe tallerken skal genopfindes ved at skabe en helt ny politik eller udstyre EU med nye beføjelser, da målet ikke er at indføre en enkelt fælles standard. Det betyder i stedet, at der vedtages reformer på EU-plan, der skal tilskynde til nye og mere bæredygtige tiltag på alle niveauer (lokalt/kommunalt, regionalt, nationalt og i virksomhederne), og at initiativer, der allerede er sat i værk, styrkes og udvides. Det indebærer, at foranstaltninger på EU-plan integreres med det, der bedst kan gennemføres på andre forvaltningsniveauer. Der kunne argumenteres for at indføre skatteordninger, som forbedrer adgangen til sund kost gennem byplanlægning og offentlige indkøb og dermed også støtter de lokale markeder og den lokale beskæftigelse.

5.6.

En samlet fødevarepolitik er også vigtig for at sætte en stopper for den urimelige handelspraksis med fødevareprodukter af to forskellige eller lavere kvaliteter — dvs. produktion og salg af fødevarer af en lavere kvalitet i forskellige medlemsstater på trods af en identisk emballage (23).

5.7.

For at opfylde disse mål er det nødvendigt at koordinere de politiske foranstaltninger på både udbuds- og efterspørgselssiden. Dette betyder, at adgangen til mad til overkommelige priser gennem en bæredygtig fødevareproduktion skal kombineres med øget adgang for og indflydelse til forbrugerne, når det gælder valget af en sund og velsmagende kost. Der er behov for en kombination af lovgivningsmæssige ændringer, der skal fjerne reguleringsmæssige hindringer og sikre skattemæssige incitamenter, og adfærdsændringer drevet af bedre information, uddannelse og bevidstgørelse af forbrugere og bearbejdningsvirksomheder. Hovedmålet er at skabe øget bevidsthed om og støtte til værdien af fødevarer på alle niveauer og fremme gradvise, men markante ændringer. For eksempel fungerer en nedsættelse af saltforbruget bedst, hvis det sker langsomt, men systematisk. Der er imidlertid ingen incitamenter for virksomheder til at ændre deres produkters sammensætning.

5.8.

På udbudssiden er det af afgørende betydning for, at en samlet EU-fødevarepolitik kan få egentlig relevans for de europæiske forbrugere, at fødevarer, der produceres på bæredygtig vis i EU, er konkurrencedygtige. Dette indebærer, at den europæiske landbrugsfødevaresektor er i stand til at levere fødevarer til forbrugerne til priser, der omfatter ekstra omkostninger til kriterier såsom bæredygtighed, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og ernæring, men også en rimelig indtægt til landbrugerne, og som samtidig fastholder dens position som det foretrukne valg for det store flertal af forbrugerne.

5.9.

Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling (SDG'er) danner en vigtig ramme for fælles handling med det formål at kunne brødføde verdens befolkning på en bæredygtig måde senest i 2030. Fødevare- og landbrugsrelaterede spørgsmål berører alle 17 SDG'er. Ifølge WHO kræver 12 af målene navnlig en ernæringsmæssig indsats. Det ligger i sagens natur, at gennemførelsen af SDG'er kræver samarbejdsbaserede, holistiske løsninger, der inddrager forskellige afdelinger, ministerier og sektorer samt hele fødevareforsyningskæden. Dette skaber store muligheder for EU-lederskab på kontinentalt plan.

5.10.

En samlet fødevarepolitik bør kombinere forskellige tilgange med henblik på at gennemføre målene for bæredygtig udvikling og bør inkorporere eksisterende flerniveaustyring og tværsektoriel styring for at kunne nå frem til en endnu mere integreret politisk beslutningsproces. Europa er i færd med at udvikle holdninger til fødevaresystemets forskellige søjler, dvs.:

5.11.

Denne nye samlede tilgang bør være dynamisk og inddrage interessenter fra hele fødevareforsyningskæden og fra civilsamfundet som helhed for hermed at sikre et »fødevaredemokrati«, der bygger på ansvarlighed og gennemsigtighed.

5.12.

Kort sagt skal en samlet fødevarepolitik være: 1. miljømæssigt, sociokulturelt og økonomisk bæredygtig, 2. integreret på tværs af sektorer og forvaltningsniveauer, 3. inkludere alle områder af samfundet, og 4. styrke rimelige arbejdsvilkår på alle niveauer.

6.1.

På samme måde som Fællesmarkedets grundlæggere i 1950'erne betragtede fødevarer som værende af central betydning for et bedre og fredeligere Europa, fremhæver EØSU i dag, seks årtier senere, behovet for at skabe et mere bæredygtigt fødevaresystem i Europa. Problemerne er nu almindeligt kendte og dokumenterede. Situationen vil blive håndteret og skal håndteres på lokalt og nationalt niveau. Der er imidlertid også behov for fælleseuropæisk handling.

6.2.

EØSU foreslår, at der nedsættes en tværsektoriel og interinstitutionel taskforce omfattende en række af Kommissionens generaldirektorater samt andre EU-institutioner med henblik op at udvikle en handlingsplan for fødevarebæredygtighed og hermed bidrage til, at EU får gennemført fødevarerelaterede mål for bæredygtig udvikling. Handlingsplanen bør udformes ved en deltagelsesbaseret proces, der inddrager interessenter fra hele fødevareforsyningskæden, fra civilsamfundet og fra forskersamfundet.

6.3.

EØSU øjner en mulighed for at organisere og udvikle et rum for civilsamfundets inddragelse og aktive deltagelse i denne proces, hvor der bygges på det momentum, som er skabt af EØSU's eksperthøringer om dette emne.

6.4.

Det Fælles Forskningscenter (JRC), GD for Forskning og medlemsstaternes forskningsorganer opfordres til at udvikle en »EU-resultattavle for bæredygtige fødevarer« for at tilskynde til og overvåge fremskridt i opfyldelsen af de opstillede mål. Der vil være behov for en kombination af nye og gamle indikatorer for at omsætte fødevarerelaterede SDG'er og andre internationale mål (såsom mål for emission af drivhusgasser) til en europæisk ramme og inkorporere dem heri.

6.5.

Kommissionen, Parlamentet og Rådet opfordres til at undersøge muligheden for at oprette et særligt generaldirektorat for fødevarer, som kunne forbedre koordineringen af opgaver og ansvar inden for alle fødevarerelaterede politikker, fra fælles metoder for livscyklusanalyser til big data inden for fødevarer og bæredygtig ernæring. Det nye generaldirektorat skal tilvejebringe den nødvendige ramme for prioritering af fødevarer og være kilde til regulering, lovgivning og håndhævelse.

6.6.

Der bør oprettes et nyt europæisk fødevarepolitisk råd. I nogle medlemsstater findes der allerede sådanne organer, f.eks. i Nederlandene og i Norden (Nordic Food Policy Lab). Rådet skal rådgive om de omlægninger, som videnskaben mener, er nødvendige for at nå målene for bæredygtig udvikling og opfylde Parisaftalen om klimaændringer.

6.7.

Omstillingen til bæredygtige europæiske fødevaresystemer kræver en bedre integration af rådgivning om sundhed, ernæring, miljø og økonomi. EØSU støtter udformningen af EU-retningslinjer for bæredygtig ernæring baseret på initiativer i Tyskland, Nederlandene, Sverige og Frankrig, som giver forbrugerne og industrien en klarere vejledning i, hvordan god ernæring kombineres med mindre miljøpåvirkning, som forebygger falske udsagn om miljø og sundhed, og som samtidig tager hensyn til kulturelle præferencer. Dette bør afspejles i et nyt intelligent fødevaremærkningssystem.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/27

Ordfører:

Jonathan PEEL (UK-I)

Medordfører:

Christophe QUAREZ (FR-II)

1.1.

Gennemførelsen og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling har højeste prioritet på verdensplan. Det har afgørende betydning at fastholde momentum fra nu af, hvis måldatoen i 2030 skal nås.

1.1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at målene for bæredygtig udvikling i kombination med Parisaftalen (COP21) (1) vil ændre den globale dagsorden for handel på grundlæggende vis, især hvad angår handel med industrivarer og landbrugsprodukter. Behovet for at gennemføre disse vigtige aftaler bør stå i centrum for EU's fremtidige handelsforhandlinger.

1.2.

EU har unikke forudsætninger for at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Unionen har troværdigheden til at agere som en effektiv brobygger mellem industri- og udviklingslande. Det er nødvendigt at prioritere udviklingen af de politikker, der er skitseret i Kommissionens meddelelse »De næste skridt« (2), og i højere grad fokusere på at integrere målene for bæredygtig udvikling fuldt ud i den europæiske politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter, om nødvendigt i samarbejde med medlemsstaterne.

1.2.1.

Det erkendes, at der er tale om en forpligtelse i henhold til Lissabontraktaten (3). Der bør være et tæt samspil mellem fremme og opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling og fremme af de europæiske værdier på verdensplan.

1.3.

Handel nævnes kun én gang i årtusindudviklingsmålene (MDG-målene) (4), men der er ni specifikke henvisninger til handel i målene for bæredygtig udvikling. I tillæg til de direkte foranstaltninger møntet på at opfylde målene for bæredygtig udvikling opfordrer udvalget indtrængende EU til at arbejde for handel og investeringer, der støtter målene for bæredygtig udvikling. Der er mange måder, hvorpå handel og investeringer kan yde et positivt, om end nogle gange indirekte, bidrag til disse mål.

1.4.

Et konkret mål for mål 17 (puste nyt liv i det globale partnerskab for bæredygtig udvikling) er »et universelt, regelbaseret, åbent, ikke-diskriminerende og retfærdigt multilateralt handelssystem under WTO«. EU har længe lagt vægt på multilateralisme og WTO's centrale rolle: Unionen skal fortsat gøre en aktiv indsats for at støtte denne tilgang.

1.5.

EØSU bemærker, at målene for bæredygtig udvikling ikke er juridisk bindende og mangler en tvistbilæggelsesordning. EU må gennem sine egne politikker og aktiviteter arbejde for at fremme deres gennemførelse.

1.5.1.

Udvalget bifalder EU's intention om at udarbejde årlige ajourføringer, men er ikke desto mindre bekymret for, at man tilsyneladende er mere interesseret i at demonstrere, hvordan Unionens eksisterende politikker stemmer overens med og overlapper målene for bæredygtig udvikling, end i at opnå maksimal synergi ved at fokusere og tilpasse sine politikker og aktiviteter. Et skærpet fokus på opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling fra EU's side ville skabe bedre resultater.

1.5.2.

Der er en række centrale politiske områder, hvor udvalget mener, at EU bør arbejde for at sikre fuld synergi med målene for bæredygtig udvikling. Disse omfatter fornyelsen af »Cotonou«-partnerskabsaftalen mellem AVS-landene og EU samt EU's generelle forbindelser med disse regioner. Der bør specifikt være tale om både målrettet kapacitetsopbygning til støtte for gennemførelsen af aftalen om handelslettelser samt en bredere fælles støtte fra EU og medlemsstaterne til strategien for bistand til handel. Dette er et centralt bidrag til og et væsentligt element i WTO's Aid for Trade-initiativ, der har til formål at styrke udviklingslandenes kapacitet til at udnytte de muligheder, der ligger i handelsaftaler. Et bidrag med fokus på målene for bæredygtig udvikling til WTO's sjette globale evaluering vil have stor betydning.

1.5.3.

En mere specifik støtte bør også gå til at fremme handel som et middel til at styrke både den regionale integration og målene for bæredygtig udvikling, navnlig i de regioner, hvor der endnu ikke er indgået økonomiske partnerskabsaftaler. Dette til trods for, at de økonomiske partnerskabsaftaler endnu ikke fuldt ud har opfyldt deres potentiale.

1.5.4.

EU bør også forsøge at udvikle større synergi mellem de 27 centrale konventioner af relevans for GSP+programmet og målene for bæredygtig udvikling, for så vidt som Unionens kompetencer tillader det.

1.6.

Udvalget opfordrer også EU til at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling gennem sine bilaterale forbindelser, hvor det er muligt. Et godt eksempel herpå er samvirket med Kina om dets »ét bælte, én vej«-initiativ (BRI). På det seneste møde i rundbordsdialogen EU/Kina (5) blev det understreget, at dette initiativ »bør bidrage til gennemførelsen af FN's dagsorden for 2030 og målene for bæredygtig udvikling«.

1.7.

EØSU understreger, at ansvarlig forretningsskik spiller en central rolle for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Den private sektors resultater på dette område vil være vigtige og have stor gennemslagskraft. De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) anslår (6), at der vil være behov for 2,5 bio. USD mere på årsbasis. Den private sektor forventes at bidrage med en tredjedel af dette beløb. Mange virksomheder har allerede en strategi for målene for bæredygtig udvikling, men alle virksomheder skal tilskyndes til at tage ansvar for deres indvirkning på samfundet gennem risikobaseret fornøden omhu. EØSU bemærker, at ressourcemobilisering også lettes gennem internationale skattepolitikker, der støtter investeringer med henblik på at gennemføre målene for bæredygtig udvikling (7).

1.8.

I mål 17 for bæredygtig udvikling nævnes det også specifikt, at »en vellykket dagsorden for bæredygtig udvikling kræver partnerskaber mellem myndigheder, den private sektor og civilsamfundet«. EØSU opfordrer derfor indtrængende til, at der i alle fremtidige mandater vedrørende kapitler om handel og bæredygtig udvikling i forhandlingerne om EU's handels- og partnerskabsaftaler medtages en specifik bestemmelse om, at begge parter i civilsamfundets overvågningsmekanisme skal samarbejde om at fremme målene for bæredygtig udvikling og overvåge resultaterne heraf.

1.8.1.

Kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling (især da de omfatter målene for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og overholdelse af ILO's konventioner) skal have samme vægt som de kapitler, der vedrører kommercielle, tekniske eller toldrelaterede spørgsmål.

1.9.

Endelig minder EØSU om, at udvalget tidligere har anbefalet (8), at EU udarbejder en fyldestgørende konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen vil have for EU's handelspolitik, herunder landbrug. God politik begynder med en god analyse.

2.1.

Gennemførelsen af hele FN's »2030-dagsorden for bæredygtig udvikling«, og navnlig det vigtigste element i denne, målene for bæredygtig udvikling, vil fortsat være en vigtig prioritet på verdensplan indtil dens måldato. De 17 mål for bæredygtig udvikling bakkes op af yderligere 169 specifikke mål.

2.1.1.

Målene for bæredygtig udvikling er af global karakter, universelt gældende og indbyrdes forbundne. Alle lande må i fællesskab tage ansvaret for deres gennemførelse. De resulterer allerede i en ny form for internationalt samarbejde — bredere og mere baseret på deltagelse og samråd. Mere end 90 lande har søgt hjælp hos andre, navnlig hos EU, i indsatsen for at opfylde målene.

2.2.

Betydningen af målene for bæredygtig udvikling blev i høj grad styrket med Parisaftalen, der allerede er trådt i kraft. USA's regering har siden skabt stor usikkerhed med sin erklærede hensigt om at trække sig fra aftalen og om, hvad dette kan betyde i praksis. Dermed er der banet vej for, at EU kan påtage sig det globale lederskab i indsatsen for at sikre, at både målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen fortsat har topprioritet med udgangspunkt i den store interesse for disse aftaler, som Kina og andre vækstøkonomier har udvist. Mange vækstøkonomier har til dato endnu ikke truffet andre tiltag af betydning for at hjælpe lande, der er bagud i udvikling.

2.3.

Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid«, der blev offentliggjort i november 2016, havde til formål fuldt ud at indarbejde målene for bæredygtig udvikling »i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter«, hvilket EU også er forpligtet til i henhold til Lissabontraktaten (9). Initiativet, som der arbejdes på for øjeblikket, er blevet hilst velkommen af udvalget i udtalelsen om Landbrugets rolle i handelsforhandlingerne  (10), hvor det også blev anbefalet, at EU foretager en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser for EU's handelspolitik.

2.3.1.

Denne meddelelse fastslog, at målene for bæredygtig udvikling »vil være en tværgående dimension« i gennemførelsen af EU's globale strategi. Det blev påpeget, at EU har »spillet en afgørende rolle i udformningen af denne dagsorden«. Der bør være en tæt sammenhæng mellem fremme og gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling og fremme af europæiske værdier på verdensplan, selvom målene for bæredygtig udvikling ikke direkte fremmer god regeringsførelse og retsstatsprincippet.

2.4.

Målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen ændrer den globale dagsorden for handel på grundlæggende vis, især hvad angår handel med industrivarer og landbrugsprodukter. Behovet for at gennemføre disse aftaler bør nu stå i centrum for EU's fremtidige handelsforhandlinger.

2.4.1.

EU har troværdigheden til at agere som effektiv brobygger mellem industri- og udviklingslande. EØSU (11) har tidligere gjort opmærksom på, at EU har de bedste forudsætninger for at fremme denne dagsorden:

3.1.

Den 1. maj sendte UN Foundation (12) et tweet »Ensuring good education, health & governance for all makes conflict less likely. @UN has 17 #GlobalGoals to do this. http://bit.ly/UN2030«. Der er tale om grundlæggende krav, hvis målene for bæredygtig udvikling skal realiseres, i en tid hvor krig og korruption fortsat udgør de mest alvorlige udfordringer.

3.2.

Ikke desto mindre må handel og investeringer spille en meget vigtig rolle, hvis målene for bæredygtig udvikling skal opfyldes. Handel blev kun nævnt én gang i millenniumudviklingsmålene, men nævnes ni gange i målene for bæredygtig udvikling. WTO's hjemmeside henleder specifikt opmærksomheden på mål 2 (udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug), 3 (sikre, at alle kan leve et sundt liv, og virke for alle menneskers velbefindende i alle aldre), 8 (fremme inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle), 10 (begrænse ulighed i og imellem landene), 14 (bevare havene og bruge havene og de marine ressourcer på bæredygtig vis) og 17 (puste nyt liv i det globale partnerskab for bæredygtig udvikling). Hertil bør føjes mål 7 (sikre adgang til prismæssigt overkommelig, pålidelig, bæredygtig og moderne energi for alle) og 9 (bygge modstandsdygtig infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og fremme innovation). Disse mål bør også stemme helt overens med andre relevante foranstaltninger, navnlig på udviklingsområdet.

3.2.1.

Handel med landbrugsprodukter vil ligeledes spille en vigtig rolle for opfyldelsen af hovedparten af målene for bæredygtig udvikling, navnlig mål 12 (sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre) og 15 (forvalte skove bæredygtigt, bekæmpe ørkenspredning og standse og vende jordbundsforringelse og standse tab af biologisk mangfoldighed) samt 1 (udrydde fattigdom i alle dens former overalt), 13 (gøre en hurtig indsats for at bekæmpe klimaforandringer og deres påvirkninger) og 5 (opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers indflydelse).

3.2.2.

Til forskel fra årtusindudviklingsmålene identificerer målene for bæredygtig udvikling specifikt »midler til gennemførelse« gennem 169 konkret angivne mål. Et så stort antal mål gør det sværere at fastlægge prioriteter og samle støtte. På trods af dette må det være et afgørende kriterium at sikre, at de forbliver inklusive, og at ingen samfundsgruppe lades i stikken.

3.3.

EØSU er bekymret for, at der endnu ikke er udformet effektive foranstaltninger/politikker og for, at de centrale mangler endnu ikke er fuldstændig klarlagt.

3.3.1.

Det vil være vigtigt at se nærmere på, hvad handel i sig selv kan bidrage med. Ud over direkte foranstaltninger bør der satses på handel og investeringer, der fremmer målene for bæredygtig udvikling, f.eks. anvendelse af ren teknologi. Der er mange måder, hvorpå handel og investeringer kan yde et positivt, omend indirekte bidrag, selv om området ikke altid kan være den væsentligste drivkraft for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Handel og investeringer kan heller ikke stå for en systematisk tilgang.

3.4.

Handel bør pr. definition være bæredygtig, selv om dette i virkeligheden langt fra altid er tilfældet, navnlig når den vurderes på baggrund af de aktuelle bæredygtighedskriterier, herunder CO2-fodaftryk. Historisk set blev der internt i Europa handlet med fødevarer og varer, som en region ikke selv kunne fremstille (13). Der var to andre vigtige faktorer — centrale, grundlæggende færdigheder i forarbejdningsprocessen udviklet over en lang periode og gode transportmuligheder. Adgangen til søvejen var yderst vigtig, eftersom transport over land var langt dyrere og mindre pålidelig.

3.4.1.

Disse faktorer er fortsat vigtige. Importsubstitutionspolitikker har regelmæssigt slået fejl. Det internationale samfunds tillid til handel er afgørende for at minimere eller undgå unødvendige importhindringer. Derfor er det vigtigt at have et globalt handelssystem, der bakkes op af en international regulering og tvistbilæggelsesordning. WTO spiller fortsat en hovedrolle i den henseende på trods af eventuelle indvendinger fra den amerikanske regerings side.

3.4.2.

En konkret målsætning for mål 17 er at »fremme et universelt, regelbaseret, åbent, ikke-diskriminerende og retfærdigt multilateralt handelssystem under WTO«. WTO tildeles dermed en nøglerolle. EU skal fortsat fremme og støtte denne tilgang.

3.4.3.

WTO-ministererklæringen fra Nairobi præciserede, at international handel kan spille en rolle for realiseringen af en bæredygtig, robust og afbalanceret vækst for alle (14), og understregede, at dette vil være langt sværere at opnå uden en effektiv multilateral handelsmekanisme. Erklæringen understregede betydningen af Aid for Trade-initiativet, som bør spille en central rolle ved at bidrage til opfyldelsen af mange af målene for bæredygtig udvikling.

3.4.4.

WTO-forpligtelsen til at afskaffe eksportsubsidier for landbrugsprodukter, som der blev opnået enighed om i Nairobi, imødekommer et af hovedmålene for bæredygtig udvikling, nemlig udviklingsmål 2 (udryddelse af sult). De igangværende WTO-forhandlinger om fiskeristøtte er relevante for delmålet under mål 14 (oceaner, have og marine ressourcer) om, at støtte, der bidrager til overkapacitet og overfiskning, skal forbydes inden 2020. Udvalget håber, at der kan opnås enighed om en sådan aftale på det kommende WTO-ministermøde i Buenos Aires.

3.4.5.

Siden 1947 har først GATT og nu WTO arbejdet for at fjerne handelshindringer. Bortset fra områderne fødevarer, landbrugsprodukter, tekstiler, beklædning, sko og keramik er fokus nu flyttet fra fjernelse af toldsatser til imødegåelse af ikke-toldmæssige hindringer. Som EØSU tidligere har fastslået (15)»bidrager handel til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel og kan forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen betydeligt ved at øge fødevaretilgængeligheden, fremme ressourceeffektivitet, tiltrække investeringer og skabe afsætningsmuligheder og økonomisk vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang«.

3.5.

I takt med at det globale indkomstniveau stiger, gælder det samme for efterspørgslen efter et hidtil uset udvalg af fødevarer og forbrugsvarer. Dette omfatter bomuldsprodukter, korn og oksekød, som kræver en betydelig mængde vand at fremstille, og vand er mange steder en knap ressource. En bæredygtig udnyttelse af vand og jord (og undgåelse af luftforurening) er nøglen til at opfylde mange af målene for bæredygtig udvikling. Rationalisering af produktionen vil i stigende grad blive en central udfordring. F.eks. er Usbekistan (endnu ikke WTO-medlem) i høj grad afhængig af bomuldsproduktion, men landet mangler vand, og bomuld er kendt for at være en tørstig afgrøde, der også kræver en betydelig brug af pesticider.

3.6.

Aftalen om handelslettelser (TFA), som trådte i kraft i begyndelsen af 2017, bør også i høj grad øge bæredygtigheden i den internationale handel ved at fjerne forsinkelser og unødvendige hindringer ved grænserne. Kapacitetsopbygning er en af de vigtigste opgaver for EU i den forbindelse.

3.7.

Handel og investeringer har en betydelig indvirkning på klimaændringerne. Forhandlingerne om den plurilaterale aftale om miljøvarer (EGA) ser ud til at blive et vigtigt skridt i retning af indarbejdelse af klimaforandringerne i den multilaterale handelspolitik, men der er stadig behov for yderligere multilaterale tiltag for at skabe en bedre sammenhæng.

3.8.

Investeringer spiller også en hovedrolle i opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, navnlig i Afrika, gennem tilvejebringelse af tilstrækkelig infrastruktur (mål 9), tilstrækkelige forarbejdningsfaciliteter og bedre muligheder for at få de resulterende produkter frem til transportknudepunkter og markedet.

3.8.1.

Det blev påpeget i EØSU's udtalelse om enkeltstående investeringsaftaler  (16), at »et centralt kompetenceområde for parterne i en investeringsaftale vil være at lette investering ved at sikre nødvendig, bæredygtig infrastruktur. Regeringerne er ansvarlige for at tilvejebringe et solidt lovgrundlag for infrastruktur… og for at sikre effektive energi-, vandforsynings- og transportnet gennem en effektiv og systematisk grundlæggende indsats på området. Energi- og vandforsyningsnet kræver et komplekst design, og det kan tage ti år eller mere, før de er helt driftsklare«.

4.1.

Som nævnt er formålet med Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid« at integrere målene for bæredygtig udvikling fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter.

4.1.1.

I sin meddelelse »Det globale Europa — i konkurrencen på verdensmarkedet« fra 2006 erklærede Kommissionen, at det var nødvendigt at sikre, at »borgerne også får del i de fordele, (…) [åbningen af handelen] fører med sig. Når nu vi tilstræber social retfærdighed og samhørighed internt i EU, bør vi også søge at fremme vores værdier, herunder standarder på social- og miljøområdet og kulturel mangfoldighed, ude i verden« (17).

4.1.2.

I henhold til Lissabontraktaten (18) skal alle EU's aktiviteter inden for handel, udvikling og eksterne foranstaltninger afstemmes efter hinanden. Udvalget har allerede givet udtryk for sin skuffelse (19) over, at målene for bæredygtig udvikling stort set ikke nævnes i Kommissionens meddelelse »Handel for alle« (20), som blev offentliggjort kort tid efter, at målene var blevet vedtaget af De Forenede Nationer. Ved gennemførelsen af sin strategi »Handel for alle« bør EU bestræbe sig på at sikre, at dets fremtidige handels- og partnerskabsaftaler overholder ILO's grundlæggende standarder, COP21-forpligtelserne og sikrer forbrugerbeskyttelse.

4.1.3.

Som EU-Domstolens nylige dom (21) om frihandelsaftalen mellem EU og Singapore viste, er EU's beføjelser på investeringsområdet imidlertid begrænsede, mens EU derimod har den fulde kompetence i handelsspørgsmål.

4.2.

Målene for bæredygtig udvikling er ikke i sig selv juridisk bindende og bakkes heller ikke op af en tvistbilæggelsesordning. Resultaterne vil afhænge af landenes egne politikker og programmer for bæredygtig udvikling. FN understreger, at der er behov for partnerskaber mellem offentlige myndigheder, den private sektor og civilsamfundet. På hjemmesiden (22) findes der endda en liste over tiltag, som borgerne selv kan iværksætte.

4.3.

EU skal fortsat se nærmere på sine egne politikker og aktiviteter for at vurdere, hvordan Unionen bedst kan bidrage til virkeliggørelsen af målene for bæredygtig udvikling, ikke mindst via handel. Udvalget er bekymret for, at EU ofte virker mere interesseret i at demonstrere, hvordan Unionens eksisterende politikker stemmer overens med og overlapper målene for bæredygtig udvikling, end i at opnå maksimal synergi gennem en justering af disse politikker. Udvalget er heller ikke overbevist om, at Kommissionens tilgang til de centrale spørgsmål går på tværs af generaldirektoraterne. Et skærpet fokus på opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, herunder i handelspolitikken, ville skabe bedre resultater.

4.3.1.

Disse områder bør omfatte den kommende fornyelse af »Cotonou«-partnerskabsaftalen mellem AVS-landene og EU samt EU's generelle forbindelser med disse regioner. Ud over målrettet kapacitetsopbygning til støtte for aftalen om handelslettelser bør dette aspekt også lægges til grund for enhver løbende evaluering af den fælles støtte fra EU og medlemsstaterne til strategien for bistand til handel (23), der er et centralt element i WTO's Aid for Trade-initiativ. Udviklet med henblik på at styrke udviklingslandenes kapacitet til at udnytte de muligheder, der ligger i handelsaftaler, vil dette endvidere være afgørende for opfyldelsen af mange af målene.

4.3.2.

En mere målrettet støtte bør også gå til fremme af handel som et middel til at støtte både den regionale integration og målene for bæredygtig udvikling, navnlig i de regioner, hvor der endnu ikke er indgået økonomiske partnerskabsaftaler, om end disse aftaler beklageligvis endnu ikke har opfyldt hele deres potentiale.

4.3.3.

For så vidt som Unionens kompetencer tillader det, bør EU også søge at udvikle større synergi mellem målene for bæredygtig udvikling og de 27 obligatoriske miljøstandarder og ILO's konventioner, som er relevante for GSP+programmet (hvilket også gælder for kravene i tilknytning til »alt undtagen våben«-programmet for de mindst udviklede lande).

4.3.4.

Sluterklæringen fra det 14. møde for de økonomiske og sociale interessegrupper i AVS-landene og EU i Yaoundé (24) i juli 2015 fastslår, at alle tilgængelige økonomiske ressourcer skal tages i brug for at nå målene for bæredygtig udvikling inden for rammerne af en sund og gennemsigtig finanspolitisk styring, der omfatter den private sektor.

4.4.

Udvalget mener også, at EU bør fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling gennem sine bilaterale forbindelser, hvor det er muligt. Et godt eksempel herpå er samvirket med Kina om dets »ét bælte, én vej«-initiativ (BRI). På det seneste møde i rundbordsdialogen EU/Kina (25) blev det understreget, at dette initiativ »bør bidrage til gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og gennemførelsen af Parisaftalen om klimaændringer«. Dette afspejler tilsvarende udtalelser fra FN's generalsekretær for nylig.

4.4.1.

EØSU gentager dog sin faste overbevisning om, at det er vigtigt, at Kina og andre lande overholder Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konventioner.

4.5.

EØSU mener også, at EU skal indarbejde målene for bæredygtig udvikling i Europa 2020-strategien med henblik på at skabe betingelserne for en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

4.6.

I sin udtalelse om bæredygtig udvikling: Kortlægning af EU's interne og eksterne politikker  (26) erklærede EØSU, at »FN's 2030-dagsorden bør omdannes til en proaktiv, transformerende og positiv beretning om Europa. Processen bør drives af en stærk politisk vilje og beslutsomhed til at udforme en bæredygtig Europæisk Union ved at føre vores økonomier i retning af en robust, konkurrencedygtig, ressourceeffektiv, kulstoffattig og socialt inklusiv udvikling. Denne fremadskuende beretning vil også bidrage til at afhjælpe den hidtil usete mangel på tillid fra EU-borgernes side til det europæiske projekt og navnlig til at vinde støtte hertil blandt unge. EU bør således anvende FN's 2030-dagsorden til at præsentere EU-borgerne for en ny vision for Europa: den sociale kontrakt for det 21. århundrede«.

5.1.

UNCTAD anslår (27), at det for at opfylde de 17 mål for bæredygtig udvikling (og de 169 delmål) vil være nødvendigt at finde yderligere 2,5 bio. USD om året. Heraf forventes det, at mindst en tredjedel skal komme fra den private sektor, hvis rolle blev fremhævet i mål 17 sammen med civilsamfundets.

5.2.

De fleste af disse midler vil komme gennem øget handel og investeringer, navnlig på grund af nødvendigheden af at bygge byer, og den dertil knyttede opbygning af infrastruktur, skoler, hospitaler og veje. Dette er allerede underforstået i Kinas »ét bælte, én vej«-initiativ.

5.3.

Som nævnt vil især etablering af infrastruktur i Afrika have stor betydning. Den interne handel i Afrika er lav. Den tegner sig for mellem 10 og 15 % af Afrikas samlede handel. EØSU har allerede fastslået, at »en styrkelse af de afrikanske landes kapacitet til at øge landbrugshandelen vil sammen med målene for bæredygtig udvikling på infrastrukturområdet, regional integration og udvidelse af de indre markeder, bl.a. gennem øget sekundær forarbejdning, være afgørende for, at Afrika kan deltage positivt i landbrugshandlen og forbedre fødevaresikkerheden« (28).

5.4.

EØSU har også påpeget følgende »det er nødvendigt at langtidsplanlægge de lovgivningsmæssige rammer. Også virksomhederne er nødt til at foretage langtidsplanlægning, især hvis de vil have deres investeringer til at bære frugt. Hvis en af parterne ikke imødekommer kravene, går det ud over alle. Stærke offentlige og private aktører er nødt til at udvikle nye synergier og lære nye former for engagement. Der bør her ligge en central rolle for civilsamfundets bidrag, særlig hos arbejdsmarkedets parter« (29).

5.5.

En effektiv forvaltning af de globale værdi- og forsyningskæder vil være afgørende, som fremhævet af EØSU i udtalelsen om ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder  (30). Globale værdikæder omfatter alle aktiviteter fra et produkt udtænkes til den endelige forbruger. En global forsyningskæde er en del af en global værdikæde, men handler om tilvejebringelse og ikke om produktets udformning eller distribution.

5.5.1.

EØSU har erklæret det som sit mål »gradvist at indføre en konsekvent og bæredygtig politik for ansvarlig forvaltning af globale forsyningskæder« og »at fremme praktiske og hensigtsmæssige, risikobaserede tilgange, som tager højde for den globale værdikædes og de globale forsyningskæders særlige karakter (lineær eller modulær, enkel eller kompleks, kort eller lang organisationsstruktur)«.

5.5.2.

Den private sektors gennemslagskraft vil være stor. Den kan være en vigtig katalysator for social, økonomisk og kulturel fornyelse, ikke mindst gennem fremme og udvikling af nøglekompetencer og sikring af større diversificering. Mange virksomheder har allerede deres egne strategier for målene for bæredygtig udvikling. Ikke desto mindre vil princippet om ansvarlig forretningsskik (Responsible Business Conduct — RBC) spille en vigtig rolle for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, ikke mindst ved at tilskynde alle virksomheder til at tage ansvar for deres indvirkning på samfundet. Dette bør bygge på en risikobaseret fornøden omhu, især i de globale værdikæder og de globale forsyningskæder, som tager højde for både negative konsekvenser og risici og en aktiv indsats for at realisere fordelene og sikre, at ingen lades i stikken af samfundet. Dette bør på sin side øge virksomhedernes »frihed til at drive virksomhed« og samtidig maksimere både innovation og bæredygtig økonomisk vækst.

5.6.

Sikring af større synergi mellem målene for bæredygtig udvikling og den private sektor vil omfatte:

5.6.1.

EØSU mener, at alle fremtidige handels- og partnerskabsaftaler bør omfatte fremme af VSA-principper og -standarder og forsøge at styrke den nationale lovgivning på dette område, navnlig hvad angår ikke-finansiel rapportering. Der bør i aftalerne lægges vægt på, at de kontraherende parter aktivt tilskynder virksomhederne til at overholde OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder (31) og FN's Global Compact-initiativ, således at retten til kollektive forhandlinger garanteres, og den sociale dialog fastholdes.

5.6.2.

I sin informationsrapport om Virksomhedernes sociale ansvar (32) understregede udvalget også betydningen af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne fra 2011 (33) som et vigtigt skridt i tilknytning til virksomhedernes ansvar gennem sit fokus på menneskerettighederne under samfundssøjlen. Dette aspekt videreudvikles nu af FN i retning af en bindende traktat om transnationale selskaber og andre virksomheder for så vidt angår menneskerettigheder.

5.6.3.

Andre relevante udtalelser fra EØSU omhandler den private sektors rolle i udviklingssamarbejdet (34) og oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond (35).

5.7.

Opfyldelsen af mål 17 bør omfatte både offentlige udbud og offentlige myndigheders samarbejde med den private sektor. EU bør arbejde tæt sammen med UNCTAD og UNECE, som har arbejdet for at give offentlig-private partnerskaber (OPP) en mere fremtrædende rolle. EØSU (36) støtter generelt OPP'er, men har gjort opmærksom på visse problemer. Udvalget har peget på, at OPP'er »kan blive et vigtigt instrument for gennemførelsen af udviklingsstrategier, forudsat at den rette sammensætning og åben kommunikation mellem de interesserede parter på forhånd er sikret«.

5.8.

Udvalget har allerede understreget e-handelens enorme potentiale for SMV'er og andre mere specialiserede virksomheder, idet denne form for handel giver dem og lokale virksomheder adgang til markeder, der hidtil har været utilgængelige. Da SMV'er er en vigtig drivkraft for innovation, yderst vigtige for opretholdelsen og udviklingen af bæredygtighed og tegner sig for 70-80 % af beskæftigelsen, opfordrer EØSU Kommissionen til at lægge særlig vægt på at støtte sådanne virksomheder i bestræbelserne på at opfylde målene for bæredygtig udvikling.

6.1.

I mål 17 for bæredygtig udvikling henvises der specifikt til civilsamfundets rolle, idet det konstateres, at »en vellykket dagsorden for bæredygtig udvikling kræver partnerskaber mellem myndigheder, den private sektor og civilsamfundet. Disse globale partnerskaber (…) er nødvendige på globalt, regionalt, nationalt og lokalt plan«. Desuden henvises der til »rammer for revision og overvågning«. For første gang i FN's historie specificeres det i målene for bæredygtig udvikling, at regeringerne er ansvarlige over for borgerne. Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling vil kræve en direkte inddragelse af civilsamfundet, ikke mindst fordi denne inddragelse forventes at fremme retsstatsprincippet og imødegå korruption. Hvis civilsamfundet er bange for at bidrage, vil det modsatte være tilfældet. I et åbent samfund er civilsamfundets stemme en stærk drivkraft for store nationale forandringer, åbenhed og mangfoldighed.

6.1.1.

Siden frihandelsaftalen mellem EU og Korea fra 2011 har alle EU's handelsmæssige og økonomiske partnerskabsaftaler haft et mål om at inkludere kapitler om handel og bæredygtig udvikling (37), herunder overvågningsmekanismer varetaget af civilsamfundet. Disse kapitler evalueres nu. De skal styrkes og om muligt tilpasses til at støtte gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling. EU's fremtidige forhandlingsmandater skal omfatte en specifik henvisning til målene for bæredygtig udvikling i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling.

6.2.

Disse mekanismer har et stort potentiale til at fremme EU's værdier, herunder sociale og miljømæssige standarder. De kan levere håndgribelige resultater. De er en vigtig kanal, der kan øge samarbejdet med og styrke civilsamfundet i partnerlandene.

6.2.1.

Disse fælles civilsamfundsmekanismer skal kunne gribe ind for at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling og træffe foranstaltninger til at imødegå en negativ udvikling. Udvalget mener, at disse kapitler om handel og bæredygtig udvikling skal kunne håndhæves på samme måde som andre handelsklausuler. I den henseende opfordrer EØSU Kommissionen til, at den i forbindelse med alle fremtidige aftaler inkluderer foranstaltninger, der giver mulighed for en fuldstændig overvågning af gennemførelsen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling, og om nødvendigt træffe sådanne foranstaltninger.

6.3.

Udvalget glæder sig ligeledes over, at der lægges vægt på »den sociale økonomis betydning for jobskabelse og bæredygtig udvikling« i »Et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015«, som blev vedtaget af Rådet i maj 2015 (38). Socialøkonomiske organisationer har også potentiale til at blive centrale aktører i realiseringen af målene for bæredygtig udvikling. I sin nylige udtalelse om den sociale økonomi  (39), påpeger EØSU, at den sociale økonomi har en fremtrædende plads i dagligdagen og produktionen i store dele af Afrika, Latinamerika og Asien, og har ydet et væsentligt bidrag til at forbedre leve- og arbejdsvilkårene på verdensplan.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/36

Ordfører:

Roman HAKEN

1.1.

Den Europæiske Union står på tærsklen til forhandlingerne om sin politik for perioden efter 2020. Kommissionen og medlemsstaterne har indledt drøftelserne om den kommende finansielle ramme for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene).

1.2.

Hvordan kan EU styrke sine bånd til medlemsstaterne og genvinde borgernes tillid (1)?

1.3.

Svaret kunne være via velimplementeret lokaludvikling styret af lokalsamfundet (community-led local development, CLLD), som baner vej for integreret lokaludvikling og inddragelse af borgerne og deres organisationer på græsrodsniveau. EØSU er overbevist om, at der kan være mange fordele forbundet med CLLD, idet der er tale om et succesfuldt europæisk lokaludviklingsværktøj.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anbefaler:

1.4.

at skabe en klar vision for obligatorisk implementering af CLLD-multifinansiering i EU og sikre en CLLD-tilgang i alle typer områder: landdistrikter (herunder fjerntliggende områder samt bjerg- og øområder) samt by- og kystområder

1.5.

på det kraftigste at anmode Kommissionen om indgående at undersøge og analysere mulighederne for at oprette en CLLD-reservefond på EU-plan. Kommissionen må under alle omstændigheder sikre, at alle medlemsstater råder over en national CLLD-fond med bidrag fra alle fire ESI-fonde (ELFUL, EFRU, ESF og EHFF)

1.6.

at fastlægge en harmoniseret ramme for alle ESI-fonde og enkle regler for implementering af en CLLD-fond på EU-plan

1.7.

at erkende, at CLLD, som er en styrkelse af Leader-metoden, giver medlemsstaterne en enestående mulighed for at udvikle deres områder på en mere inklusiv, bæredygtig og integreret måde i partnerskab med de lokale interessenter. For at opnå større virkning må der afsættes tilstrækkelige finansielle midler til implementeringen af CLLD i programmeringsperioden 2021-2027. I den forbindelse opfordrer EØSU på det kraftigste Kommissionen til at gøre det obligatorisk for medlemsstaterne at afsætte mindst 15 % af midlerne til hver ESI-fond til CLLD-fonden, som også bør støttes med tilstrækkelige nationale ressourcer

1.8.

at undgå enhver form for ophold mellem programmeringsperioderne og sikre en bedre indledning på perioden 2021-2027.

1.9.

En kompliceret retlig ramme og tidskrævende procedurer har bevirket, at den bureaukratiske byrde er vokset for alle CLLD-aktører. Med henblik på fremover at gennemføre CLLD-multifinansiering effektivt opfordrer EØSU til en betydelig forenkling af den retlige ramme for CLLD, af gennemførelsesprocedurerne og af modellen for programmeringsperioden 2021-2027. Den nye politiske og økonomiske kontekst bør udnyttes til at reducere den administrative byrde og lancere en enkel ramme med fokus på muligheder og tillid. Der er f.eks. blevet oprettet et simpelt system i forbindelse med udviklingen af globaltilskud. I stedet for at fokusere på forebyggelse af fejl bør der fastlægges regler, som virkelig kan støtte de lokale aktionsgrupper og lokale modtagere (slutbrugere) i gennemførelsen af deres lokaludviklingsstrategier og -projekter.

1.10.

Der bør skabes mulighed for en tæt dialog mellem alle CLLD-aktører på europæisk plan samt på nationalt, regionalt og lokalt plan under forberedelserne af den næste programmeringsperiode med henblik på opbygning af tillid og implementering af en integreret tilgang med CLLD-multifinansiering. Forbindelserne mellem EU, borgerne og lokalsamfundene bør styrkes.

1.11.

Der bør skabes grundlag for løbende kapacitetsopbygning hos alle CLLD-aktører (myndigheder, lokale aktionsgrupper, Leader og landdistriktsnetværk, betalingsorganer osv.) i forbindelse med CLLD-multifinansiering.

1.12.

Potentialet i IT bør udnyttes til at finde løsninger, der kan forenkle og automatisere dataindsamlingen på nationalt og lokalt plan. Bedste praksis med hensyn til anvendelsen af disse systemer bør formidles mellem forvaltningsmyndighederne og de lokale aktionsgrupper (som f.eks. i Estland). Der bør udvikles IT-systemer, hvor alle interessenter reelt inddrages, og som kan bidrage til den overordnede strategi for forenkling af ESI-fondene.

1.13.

Der bør anvendes en deltagelsesbaseret tilgang for at holde lokale udviklingsstrategier på linje med — og tilpasse dem til — ændringer i lokale forhold (social samhørighed, migration, regionale klynger, grøn økonomi, klimaændringer, intelligente løsninger, teknologi osv.) og drage fordel af revolutionen inden for nye teknologier og IT.

1.14.

Hvad angår lokale aktionsgrupper, der også kan udvælge hensigtsmæssige projekter, er den største værdi deres rolle som territoriale drivkræfter, bl.a. i interterritorialt og tværnationalt samarbejde. Lokale aktionsgrupper skal være aktive formidlere og arbejde på tværs af sektorer ved at inddrage alle relevante interessenter i deres områder.

1.15.

Det er vigtigt at synliggøre og påvise de lokale aktionsgruppers resultater. Gennemførelsen af lokale udviklingsstrategier skal evalueres løbende, og fokus skal flyttes fra kontrolmekanismer for støtteberettigelse til sikring af resultater samt vurdering af præstationer og langsigtede virkninger.

1.16.

CLLD i bynære områder og byområder er en udfordring for EU's fremtidige lokaludvikling. EØSU anbefaler, at der indsamles oplysninger om vellykkede pilotprojekter og organiseres informations- og motivationskampagner med henblik på en bredere anvendelse. Der vil være behov for uddannelse af lokale aktører i byerne og den offentlige forvaltning. CLLD i byområder (lokaludvikling styret af lokalsamfundet i byområder) kan anvendes som et værktøj til gennemførelse af EU's dagsorden for byerne og kombineres med Urbact-programmet.

2.1.

Lokaludvikling styret af lokalsamfundet er en opdatering af den mere end 26 år gamle Leader-metode. Den væsentligste forskel er en tættere integreret tilgang og en diversificeret finansieringsmodel. Nu har visse lokale aktionsgrupper i landdistrikterne imidlertid også adgang til midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fiskerifond. Fra den nuværende programmeringsperiode (2014-2020) kan CLLD-multifinansiering også omfatte byer.

2.2.

Ifølge Kommissionen anvender tyve medlemsstater multifondsfinansiering i programmeringsperioden 2014-2020: Østrig, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige. Otte lande (Belgien, Kroatien, Cypern, Estland, Irland, Luxembourg, Malta og Nederlandene) besluttede ikke at anvende denne finansieringsform i indeværende periode. Takket være vellykkede forhandlinger udgør bidrag fra de øvrige fonde tæt på 50 % i visse lande (Tjekkiet, Ungarn, Portugal og Slovakiet). Indførelse af multifinansiering kræver politisk vilje og en forståelse af fordelene ved CLLD på nationalt plan samt et godt samarbejde mellem ministerierne. Kommissionens mål er at fjerne hindringerne mellem fondene og således fremme synergi og sammenhæng, både på lokalt og på regionalt plan.

2.3.

Leader-metoden er blevet styrket for perioden 2014-2020. I betragtning af lokalsamfundenes rolle med hensyn til at bidrage til den territoriale samhørighed og til de strategiske Europa 2020-mål, har EU — med stor støtte fra Europa-Parlamentet — besluttet at lette og styrke anvendelsen af CLLD i alle typer områder (landdistrikter samt by- og kystområder) og med hensyntagen til de forskellige typer behov i lokalsamfundene (navnlig sociale, kulturelle, miljømæssige og økonomiske). I perioden 2014-2020 er CLLD-initiativer berettiget til støtte fra alle de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) (med undtagelse af Samhørighedsfonden) og er underlagt en fælles ramme i forordningen om fælles bestemmelser vedrørende disse fonde. Dette sikrer større overensstemmelse og bedre koordinering af EU-midler, og at de anvendes med større effekt. De fælles regler suppleres med fondsspecifikke karakteristika (for eksempel skal mindst 5 % af midlerne fra ELFUL anvendes til CLLD, hvorimod støtte til CLLD fra de øvrige fonde er fakultativt). Kravet om obligatorisk finansiering sikrede en vellykket gennemførelse af Leader.

2.4.

I denne programmeringsperiode har det været ledsaget af redskabet for integrerede territoriale investeringer (ITI), der fokuserer på større områder (NUTS III, storbyområder, osv.) og makroprojekter. Det organiserede civilsamfund er ikke nær så inddraget i denne proces som i CLLD-mikroprojekter (2).

2.5.

CLLD bygger på tre indbyrdes forbundne elementer, nemlig lokale aktionsgrupper (repræsentanter for de lokale offentlige og private socioøkonomiske interesser), integrerede lokaludviklingsstrategier og nøje afgrænsede områder. Alle tre elementer er underlagt specifikke krav, som blev fastsat i forordningen om fælles bestemmelser. For eksempel skal det pågældende område have en befolkning på 10 000-150 000 indbyggere, og strategierne skal omfatte de mål, der tilstræbes, en analyse af områdets behov og potentiale samt handlings- og finansieringsplaner.

2.6.

EØSU er overrasket over, at Leader-programmet var mere enkelt og lettere at gennemføre i 1990'erne end på nuværende tidspunkt. Nu er der computere, internet, software og mobiltelefoner, men arbejdet er faktisk blevet vanskeligere. Derfor ønsker EØSU en reel forenkling — ellers vil dette nye »tekno-bureaukrati« slå succesfulde EU-instrumenter af banen.

3.1.

CLLD-multifinansiering giver medlemsstaterne mulighed for at øge den lokale og regionale kapacitet til integreret udvikling. I nogle medlemsstater har praksis vist, at integreret lokaludvikling påvirker en bred række af aktiviteter og har en betydelig indvirkning på lokale økonomier og jobskabelse, navnlig uden for primærproduktionen i landbruget.

3.2.

Desuden har integreret lokaludvikling en yderst nyttig virkning på social inklusion på grund af forskellige interessenters (forskellige typer aktører, aldersgrupper og køn) inddragelse og deltagelse. CLLD giver mulighed for at inddrage flere lokale og regionale aktører end Leader, som kun modtog støtte fra ELFUL. Regionaludvikling har fået større betydning med CLLD.

3.3.

EU's samhørighedspolitik tager sigte på at opnå territorial samhørighed, hvilket også er målet med CLLD. CLLD omfatter alle typer områder, nemlig landdistrikter samt by- og kystområder, forskellige behov i lokalsamfundet (sociale, kulturelle, miljømæssige og økonomiske) og forskellige finansieringsmekanismer (inkl. fire ESI-fonde). CLLD i alle typer områder vil medvirke til at skabe samhørighed mellem landdistrikter, bynære områder og byområder, hvilket bidrager til at overvinde eller standse periferivirkningen.

3.4.

CLLD-metoden spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme integreret lokaludvikling på grund af de komponenter, den er sammensat af: bottom-up-tilgang, områdebaserede lokaludviklingsstrategier, offentlig-private partnerskaber, innovation, en integreret og multisektorial tilgang, netværkssamarbejde og samarbejde samt decentral forvaltning. En korrekt gennemførelse af CLLD-metoden kræver informationsudveksling, formidlingsaktiviteter og større synlighed af selve metoden og fordelene herved.

3.5.

Mere end 26 års erfaring med gennemførelsen af Leader-programmet har vist, at metoden med Leader/CLLD fungerer, at den er en bæredygtig og effektiv måde at udvikle områder på, og at den har en langsigtet indvirkning på lokaludviklingen. Potentialet i CLLD er nu blevet udviklet yderligere med en mere integreret tilgang, der kan betragtes som endnu mere effektiv takket være de mange forskellige gennemførelsesmodeller.

3.6.

Disse mange forskellige CLLD-gennemførelsesmodeller hjælper medlemsstaterne og lokalområderne med at reducere risiciene og fremme gennemsigtigheden.

3.7.

EØSU støtter kraftigt bottom-up-beslutningsprocessen, der garanterer, at investeringerne er i overensstemmelse med lokalområdernes reelle behov og potentiale. Det er hensigten, at CLLD skal være endnu mere fleksibel og tilgodese alle de mulige behov i lokalsamfundet og lade det være op til lokalbefolkningen at vælge, hvilke spørgsmål der er mest relevante for den lokale udviklingsstrategi.

3.8.

Inddragelsen af lokale aktører og deres kapacitetsopbygning er en af de største fordele ved CLLD-metoden. Integreret lokal udvikling er den bedste måde, hvorpå der kan skabes forbindelser og synergier mellem forskellige interessenter og spørgsmål knyttet til den lokale udvikling.

3.9.

EØSU bifalder, at CLLD er en proces, der indebærer løbende deltagelse og uddannelse af lokale borgere. Dens mere integrerede tilgang giver lokalsamfundene flere muligheder for at øge deres kapacitet og viden. Forbindelser mellem landdistrikter samt by- og kystområder bevirker, at de involverede parter kan lære af hinanden og finde løsninger på store udfordringer på en mere inklusiv måde. Fortsat samarbejde, netværkssamarbejde og uddannelse styrker god forvaltning.

3.10.

Grøn økonomi, social inklusion, fattigdomsbekæmpelse, migration, regionale klynger, forbindelser mellem landdistrikter samt by- og kystområder, intelligente løsninger og IT-teknologier har stigende betydning for lokaludviklingen. CLLD giver alle de forskellige typer områder (landdistrikter samt by- og kystområder) og lokalsamfund mulighed for at arbejde sammen om at finde løsninger på disse udfordringer. Multifinansiering af CLLD er en yderst nyttig mekanisme til støtte af idéen om »intelligente landsbyer« gennem kapacitetsopbygning, investeringer, innovationsstøtte og netværkssamarbejde samt gennem tilvejebringelse af innovative finansieringsredskaber til forbedring af tjenesteydelser og infrastruktur (3).

3.11.

EØSU håber, at større sammenhæng i og koordinering af EU-støtte vil gøre det lettere for de lokale aktører at udforme multisektorstrategier, der støttes af en kombination af midler, og som er bedre egnet til blandede områder (f.eks. landdistrikter samt by- og kystområder). For at gøre flerfondsstrategier mindre komplicerede har det hidtil være sådan, at der skulle udpeges en »ledende fond« til at dække alle forvaltningsomkostninger på nationalt plan. En CLLD-forordning med et fælles regelsæt for alle ESI-fonde på EU-plan ville være endnu mere effektiv med hensyn til at mindske den bureaukratiske byrde.

3.12.

EØSU er overbevist om, at det vil have adskillige fordele for alle typer lokale aktionsgrupperen, hvis alle fokusområderne for de fire ESI-fonde inddrages i gennemførelsen af lokale udviklingsstrategier (4).

3.13.

CLLD er en bottom-up-udviklingstilgang, som er forankret i Europa og kan hjælpe til at modvirke antieuropæiske tendenser i lokalsamfundene ved at bidrage til social inklusion og bæredygtig økonomisk udvikling i områder, hvor tilgangen finder anvendelse.

4.1.

Manglende sammenhæng mellem de forskellige fonde og lille territorial samhørighed har vist sig at være de største hindringer på nationalt plan sammen med beslutningstagernes ringe kendskab til fordelene ved CLLD. Det er vanskeligt at opnå en reel synergi mellem forskellige fonde og områder (landdistrikter samt by- og kystområder) på grund af de »grænser«, der stadig eksisterer mellem fondene på nationalt plan. Hver fond har forskellige regler og bestemmelser, samarbejdet mellem forvaltningsmyndighederne er mangelfuldt, og der er ingen klar koordinering i de fleste af de lande, der gennemfører CLLD-multifinansiering. Kun Sverige gennemfører CLLD-multifinansiering i hele landet og har gjort alle fire ESI-fonde tilgængelige for alle typer lokale aktionsgrupper (landdistrikter samt by- og kystområder).

4.2.

Medlemsstaterne bør ikke indføre yderligere regler og krav, der undergraver forenklingen. Der bør være tale om en reel forenkling i overensstemmelse med de regler, som Kommissionen har foreslået. Der er brug for uddannelse i og en klar forståelse af disse modeller. Ifølge Den Europæiske Revisionsret forekommer der ikke flere fejl i Leader-projekterne end i andre projekter, der er omfattet af andre foranstaltninger.

4.3.

Medlemsstaterne bør ikke gøre CLLD til en måde at yde øremærket finansiering på inden for en forud fastsat palet af nationale foranstaltninger. CLLD bør være et »bredt dækkende« udviklingsværktøj med veldefinerede foranstaltninger på lokalt plan.

4.4.

Programmeringsperioden er blevet indledt med store forsinkelser. Ikke alle lande har været i stand til at sikre kontinuitet mellem programmeringsperioderne og en gnidningsløs gennemførelse, hvilket har skabt stor usikkerhed og tab af motivation og eksisterende viden. Dette må undgås i fremtiden.

4.5.

EØSU er klar over, at manglende tillid mellem CLLD-aktørerne forhindrer, at denne metodes potentiale udnyttes. Der er behov for en kontinuerlig opbygning af en sådan tillid. Konstant straf under gennemførelsen skader tilliden og den gode dialog. Forvaltningsmyndighederne, herunder betalingsorganer, har mulighed for ikke at sanktionere, hvilket de oftere bør benytte sig af.

4.6.

Det reelle potentiale ved forenkling via udvikling af IT-løsninger er ikke blevet realiseret. Ikke alle CLLD-aktører har været inddraget i processen med at udvikle IT-værktøjer, og dette har medført vanskeligheder med systemernes anvendelse. Der bør udvises tillid til de lokale aktionsgruppers praktiske viden ved udformningen af IT-gennemførelsesværktøjer. IT-platforme udviklet af forvaltningsmyndigheder bør tilgodese alle CLLD-aktørers behov. De lokale aktionsgrupper bør råde over fleksible og åbne platforme for at kunne gennemføre deres lokale udviklingsstrategier i overensstemmelse med de særlige forhold i deres område. Standardisering bør undgås.

4.7.

EØSU har konstateret uoverensstemmelser mellem forventninger, indsats og finansielle midler i mange medlemsstater. Hvis hensigten er at opnå reelle resultater, må der investeres tilstrækkeligt med penge, så vores forventninger kan være realistiske. For at nå den ønskede virkning er der behov for realisme med hensyn til at tildele tilstrækkelige finansielle midler til CLLD fra hver ESI-fond. Der findes en række særdeles gode eksempler herpå i EU (såsom Sachsen og Asturien, hvor henholdsvis 40 % og 17 % stammer fra deres programmer for udvikling af landdistrikter).

4.8.

En ringe dialog mellem alle CLLD-aktører (forvaltningsmyndigheder, lokale aktionsgrupper, betalingsorganer, Leader-netværk — som f.eks. ELARD og de nationale Leader- og landdistriktsnetværk) har ført til voksende bureaukrati og enorme forsinkelser i programmeringsperioden og i leveringen af midler til projektansøgere. Der er behov for en effektiv og gennemsigtig koordinering mellem de forskellige myndigheder og ministerier på nationalt plan samt en tæt dialog med de lokale aktionsgrupper. Desuden bør den direkte dialog mellem Kommissionen og de lokale aktionsgrupper styrkes — EØSU kunne yde hjælp til dette.

4.9.

I de fleste medlemsstater erkendes det, at den kapacitetsopbygning hos myndigheder og lokale aktionsgrupper, som kan hjælpe dem med at gennemføre CLLD-multifinansiering, er mangelfuld. Fortsat læring og skabelse af en fælles forståelse af gennemførelsen af CLLD-multifinansiering er nødvendig for at styrke CLLD-aktørernes kapacitet. Den kollegiale ånd bør styrkes. De lokale aktionsgrupper og myndighederne bør modtage passende uddannelse og gøres bekendt med hinandens forhold. Dette kan ske ved, at offentligt ansatte, medlemmer af lokale aktionsgrupper og lokale interessenter deltager i informationsrejser, uddannelse, udveksling af personale osv. EØSU foreslår, at et sådant program finansieres gennem en udvidelse af Erasmusprogrammet.

4.10.

EØSU er overbevist om, at der på EU-plan ikke i tilstrækkelig grad er gjort opmærksom på merværdien af CLLD-multifinansiering og mulige gennemførelsesmodeller. Der har manglet en klar vision om, hvordan medlemsstaterne i praksis bør gennemføre CLLD-multifinansiering. Medlemsstaterne bør forsynes med simple modeller, strukturer og bedste praksis.

4.11.

De lokale aktionsgruppers reelle potentiale som formidlere for deres områder er ikke blevet udnyttet godt nok. Der bør skabes de rette betingelser for, at de lokale aktionsgrupper kan koncentrere sig om deres rolle med hensyn til at mobilisere området og hjælpe med at formidle de bedste idéer og få dem gennemført. Forskning har vist, at lokale aktionsgrupper er nødvendige som formidlere for at fremme integreret lokaludvikling. De lokale aktionsgrupper kan arbejde på tværs af sektorer og samle forskellige interessenter. Aktionsgruppernes opgave er ikke blot at være en kilde til finansiering og fungere som et ekstra administrativt lag, men derimod at udgøre en reel udviklingsorganisation, der iværksætter samarbejdsprojekter, uddannelse og netværkssamarbejde med passende finansiel og organisatorisk støtte.

4.12.

Der mangler ofte klare og simple modeller for evaluering og overvågning af lokale udviklingsstrategier. Evaluering er nødt til at være en del af et lokalsamfunds læringsproces, og det er derfor meget vigtigt, at lokale aktionsgrupper løbende indsamler oplysninger og evaluerer gennemførelsen af deres strategier. Der bør indføres avancerede IT-løsninger til brug for dataindsamling og analyse kombineret med deltagelsesbaserede processer og kvalitativ analyse i overensstemmelse med CLLD-principperne. På EU-plan bør der investeres i sammenhængende CLLD-overvågnings- og -evalueringsværktøjer. I Sverige har en metode med historiefortælling opnået gode resultater.

4.13.

I visse medlemsstater har der kunnet konstateres magtmisbrug fra forvaltningsmyndighedernes side, når der ikke har været en dialog mellem Leader- og CLLD-aktørerne, og de lokale aktionsgrupper ikke har haft mulighed for at deltage i debatterne som ligeværdige partnere. EØSU advarer desuden mod de lokale kommuners dominans og realiseringen af deres politiske dagsordener med CLLD-ressourcer. De lokale aktionsgrupper bør garanteres uafhængighed i deres arbejde og beslutningstagning uden officielt eller uofficielt pres fra kommunerne.

5.1.

skabe en klar vision på EU-plan for obligatorisk gennemførelse af CLLD-multifinansiering for hurtigst muligt at udarbejde simple modeller og retningslinjer og indføre bedste praksis med hensyn til, hvordan man hurtigst muligt (2018) gennemfører CLLD-multifinansiering i medlemsstaterne

5.2.

»tænke ud af boksen« ved at undersøge og analysere mulighederne for at skabe en CLLD-reservefond på EU-plan. Uanset dette skal Kommissionen sikre, at alle medlemsstater råder over en national CLLD-fond

5.3.

fastlægge en harmoniseret ramme for alle ESI-fonde og enkle regler for gennemførelse af en CLLD-fond på EU-plan

5.4.

kræve etablering af en særlig CLLD-finansieringskilde (CLLD-fond) med bidrag fra alle fire ESI-fonde, der svarer til alle fokusområderne i de forskellige fonde for landdistrikter, byer og kystområder på nationalt plan (se den foreslåede model nedenfor)

5.5.

pålægge medlemsstaterne at afsætte mindst 15 % af midlerne til hver enkelt ESI-fond til CLLD-fonden og tilvejebringe tilstrækkelige nationale ressourcer

5.6.

styrke dialogen mellem alle CLLD-aktører på alle niveauer (europæisk, nationalt, regionalt og lokalt)

5.7.

finde et mere mindeværdigt og acceptabelt navn — Leader ville f.eks. være et velegnet navn til dette værktøj på grund af dets succesfulde historie.

5.8.

udveksle bedste praksis for anvendelsen af den nye CLLD i byområder ved at holde en sådan praksis på ét sted, så der ikke skal søges efter den i alle GD'er (eksempel: www.clld-u.eu)

5.9.

sikre brugen af multifinansiering af CLLD i alle typer områder (landdistrikter samt by- og kystområder) og udnytte fordelene ved integreret lokaludvikling

5.10.

afsætte mindst 15 % af midlerne til hver enkelt ESI-fond til den nationale CLLD-fond og tilføje tilstrækkelige nationale ressourcer til at sikre udnyttelsen af denne metodes reelle potentiale

5.11.

indføre et operationelt CLLD-program, som skal danne rammen for den nationale fonds støtte til integreret lokaludvikling i landdistrikter samt i by- og kystområder. Den enkelte medlemsstats CLLD-fond bør øremærkes til de mål, der er opstillet i de lokale udviklingsstrategier uden skelnen til eller afgrænsning af de forskellige ESI-fonde. CLLD-fonden bør anvendes decentralt gennem lokale aktionsgrupper, således at der kan tages højde for de lokale behov og udfordringer i strategierne

5.12.

oprette et samlet forvaltningsorgan for implementering af CLLD på nationalt plan

5.13.

undgå ophold mellem programmeringsperioderne og sikre en gnidningsløs lancering af programmeringsperioden 2021-2027

5.14.

muliggøre en tæt dialog mellem alle CLLD-aktører på nationalt plan og med lokale aktionsgrupper med henblik på at udforme et nationalt operationelt CLLD-program

5.15.

muliggøre løbende kapacitetsopbygning hos myndigheder og lokale aktionsgrupper

5.16.

udnytte det potentiale, der ligger i at udvikle holistiske IT-løsninger for at gøre CLLD-gennemførelsesprocessen lettere. Alle CLLD-aktører bør inddrages i processen med at udvikle IT-værktøjer, og de udviklede It-løsninger skal være til fordel for alle aktører

5.17.

fortsætte samarbejdet med det redskabet for integrerede territoriale investeringer (ITI), der anvendes i forbindelse med større områder og makroprojekter

5.18.

forberede en kampagne om indførelse af CLLD som et synergiværktøj — med henblik på at opnå effektivitet, partnerskab, subsidiaritet og finansiel støtte.

5.19.

sikre den reelle merværdi af integreret lokaludvikling og omkostningernes rimelighed samt udnytte den territoriale samhørighed, der skaber synergi og er en hjælp nyttig i forbindelse med udnyttelse af nye midler og muligheder

5.20.

såfremt det er relevant og med henblik på at forbedre den territoriale samhørighed og øge de lokale aktionsgruppers administrative kapacitet seriøst overveje at medtage alle forskellige typer områder (landdistrikter samt by- og kystområder) i samme lokale aktionsgruppe eller opbygge solide forbindelser mellem lokale udviklingsstrategier i forskellige typer områder Samtidig bør det sikres, at de lokale aktionsgrupper ikke bliver for store og mister kontakten med græsrødderne

5.21.

holde deltagelsesbaserede strategier for lokaludvikling på linje med — og tilpasse dem til — ændrede leve- og arbejdsvilkår samt alle relevante spørgsmål (social samhørighed, fattigdomsbekæmpelse, migration, regionale klynger, grøn økonomi, klimaændringer, intelligente løsninger, teknologi osv.) og udnytte fordelene af revolutionen inden for nye teknologier og IT

5.22.

være en aktiv fortaler og arbejde på tværs af sektorer ved at inddrage alle relevante interessenter i de lokale aktionsgruppers områder samt lægge særlig vægt på at udforme og gennemføre deltagelsesbaserede processer

5.23.

være aktive i interterritorialt og tværnationalt samarbejde

5.24.

muliggøre fortsat uddannelse, netværkssamarbejde og samarbejde mellem lokale aktører og lokale aktionsgruppers ansatte

5.25.

tilrettelægge den løbende evaluering af implementeringen af lokale udviklingsstrategier og finde måder, hvorpå lokalsamfundene kan inddrages i denne evalueringsproces.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/44

Ordfører:

Erika KOLLER

Medordfører:

Vladimíra DRBALOVÁ

1.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, der har til formål at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen for forældre med børn, navnlig kvinder, ved at hjælpe dem til at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, og derved udnytte deres kvalifikationer fuldt ud.

1.2.

EØSU mener, at pakkens forslag bør analyseres yderligere med udgangspunkt i den reelle situation i de enkelte medlemsstater samt omkostningerne og den organisatoriske indsats for virksomhederne og navnlig SMV'erne. Desuden bør der træffes følgende foranstaltninger: udryddelse af stereotyper, udbredelse af god praksis og udarbejdelse af nationale handlingsplaner med henblik på at skabe en balance mellem arbejdsliv og privatliv.

1.3.

Moderne politikker, der fremmer balancen mellem arbejdsliv og privatliv, bør giver familierne en række hensigtsmæssige valgmuligheder, samtidig med at der tages hensyn til virksomhedernes behov. EØSU opmuntrer arbejdsmarkedets parter i hele Europa til at undersøge yderligere praktiske løsninger med henblik på at fremme en balance mellem arbejdsliv og privatliv, som passer til den måde, netop deres arbejdsplads er indrettet på (1).

1.4.

Selv om EØSU erkender, at en gennemførelse af forslagene vil medføre udgifter for medlemsstaterne og virksomhederne, er udvalget overbevist om, at de langsigtede fordele vil opveje de højere udgifter på kort sigt. Efter udvalgets opfattelse bør foranstaltninger til støtte for små og mellemstore virksomheder undersøges nærmere.

1.5.

EØSU mener, det er vigtigt, at både mænd og kvinder har en individuel ret til orlov. Udvalget erkender imidlertid, at virksomheder, og ikke mindst SMV'er, kan støde på organisatoriske vanskeligheder som følge af udvidelsen af denne ret. Ethvert problem, som følger af håndhævelsen af denne bestemmelse, skal løses i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis.

1.6.

Efter EØSU's mening er pakken for en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv et skridt i den rigtige retning, men den bør forbedres fremover med udgangspunkt i relevante konsekvensanalyser.

1.7.

Udvalget understreger behovet for større investeringer i tilgængelige og prismæssigt overkommelige omsorgsordninger og -faciliteter af høj kvalitet for alle familier og opfordrer Kommissionen til at anvende de landespecifikke henstillinger under det europæiske semester samt fondene for regional udvikling til at tilskynde medlemsstaterne til at skærpe indsatsen.

1.8.

Selv om forslaget til direktiv i et vist omfang tager spørgsmål om skatteordninger op, beklager EØSU, at det ikke er vidtgående nok. Den måde skatteordningerne udformes på, kan påvirke folks beslutning om, hvorvidt de skal træde ind på arbejdsmarkedet. Man bør overveje skattefradrag, som hjælper erhvervsaktive forældre til at blive ved med at arbejde.

2.1.

Ligestilling mellem kvinder og mænd er en grundlæggende værdi og et grundlæggende princip i Den Europæiske Union (2). I løbet af de seneste 60 år har EU gjort store fremskridt gennem vedtagelse af en række direktiver om ligestilling og ligebehandling, politiske programmer og finansieringsinstrumenter, der har til formål at fremme ligestilling mellem kønnene i Den Europæiske Union (3). EU's retlige ramme for familierelaterede former for orlov og fleksible arbejdsordninger blev fastlagt i 1990'erne og er siden blevet løbende ajourført. Det seneste direktiv i rækken er direktivet om forældreorlov, som blev vedtaget i 2010 (4). Ud over den retlige ramme spiller også henstillinger, der er fremsat i forbindelse med det europæiske semester (5), EU-finansiering og politiske retningslinjer (6) en rolle.

2.2.

De fremskridt, der er blevet gjort i de foregående årtier, er imidlertid næsten gået i stå (7), hvilket illustreres af den vedvarende kønsbestemte lønforskel på 16,3 % og det forhold, at kvinder ikke har de samme vilkår for så vidt angår deres rolle og deltagelse på arbejdsmarkedet, hvor 31 % af kvinderne arbejder på deltid sammenlignet med 8,2 % af mændene, mens kvinders generelle arbejdsmarkedsdeltagelse fortsat halter 12 procentpoint efter mændenes (8). Samtidig viser undersøgelser, at den kønsbestemte pensionsforskel er helt oppe på 40 %. Alt dette peger på, at der er behov for at være endnu mere proaktiv med henblik på at sikre lighed mellem kvinder og mænd i alle livets forhold og samtidig rette søgelyset mod feminiseringen af fattigdom.

2.3.

Kvinders ulige deltagelse på arbejdsmarkedet hænger tæt sammen med den ulige fordeling af omsorgsforpligtelser. Manglen på tilstrækkelige, tilgængelige, prisoverkommelige omsorgsordninger af høj kvalitet, fra børnepasning til pleje i nærmiljøet af ældre familiemedlemmer og personer med handicap, bidrager også til kønskløften med hensyn til pasning (9).

2.4.

Hindringer og barrierer for balancen mellem arbejdsliv og privatliv er ikke blot blevet identificeret som faktorer, der forhindrer kvinder i at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet, men anses også for at have konsekvenser for den demografiske udvikling, økonomien og mænds rolle som ligestillede med hensyn til det at yde omsorg. Hvad de økonomiske konsekvenser angår vurderer en nylig undersøgelse fra Eurofound (10), at økonomiske tab som følge af den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvensen løber op i 370 mia. EUR om året. I nogle medlemsstater er mere end 25 % af kvinderne økonomisk inaktive på grund af omsorgsforpligtelser. Mens det at gå hjemme nu om dage sjældent er et frivilligt valg af økonomiske årsager, er der stadig samfundsforventninger baseret på den stereotype opfattelse af kvinder som primære omsorgspersoner og mænd som dem, der forsørger familien. Der findes dokumentation for, at mødre, som går hjemme en del af eller hele den periode, hvor de kunne være erhvervsaktive, er mindre økonomisk uafhængige, har færre muligheder for at skabe sig en karriere og har større sandsynlighed for at ende i fattigdom, når de bliver gamle. Politikker til opnåelse af balance mellem arbejdsliv og privatliv er redskaber, som vil sætte kvinder og mænd i stand til at foretage valg på lige vilkår. EØSU understreger, at bestemmelser om arbejdstageres hviletid og balance mellem arbejdsliv og privatliv, hvor det er relevant, bør tage hensyn til en fælles ugentlig hviledag anerkendt af tradition og sædvane i landet eller regionen, samtidig med at relevante kollektive (sektor-)overenskomster og etableret praksis på lokalt og virksomhedsniveau respekteres.

2.5.

Kommissionen annoncerede i august 2015 sit initiativ om en køreplan for en ny start til imødegåelse af arbejdende familiers udfordringer med hensyn til balancen mellem arbejde og privatliv (11). I november 2015 lancerede Kommissionen i tråd med EUF-traktatens artikel 154, stk. 2, en høring i to faser (12) af de europæiske arbejdsmarkedsparter med henblik på at få deres syn på dette initiativ. Arbejdsmarkedsparterne indledte ikke forhandlinger herom. Mens de europæiske arbejdsgivere anså EU's nuværende retlige rammer for tilstrækkelige, pressede de europæiske fagforeninger på for at få en stærkere lovramme. Kommissionen iværksatte også en offentlig høring, som afslørede, at 60 % af respondenterne ønskede en EU-retlig ramme for balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Den 26. april 2017 vedtog Kommissionen et forslag om en europæisk søjle for sociale rettigheder, som sammen med et sæt ikkelovgivningsmæssige forslag omfatter et forslag til et direktiv, der tager sigte på at støtte balancen mellem arbejdsliv og privatliv for erhvervsaktive forældre og omsorgspersoner.

3.1.

EØSU er enig i, at der er behov for proaktive politikker, der sigter mod at gøre børnepasning til et fælles ansvar for mænd og kvinder. Undersøgelser viser også, at inddragelse af mænd i omsorgsforpligtelser kommer såvel familien som Europas økonomi og konkurrenceevne til gode. Fremme af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet vil også forbedre virksomhedernes adgang til faglært arbejdskraft og talent og bidrage til at frigøre kvindernes fulde potentiale på et tidspunkt, hvor EU's arbejdsstyrke bliver mindre, befolkningen bliver ældre, og befolkningskurven fortsat er en seriøs udfordring for de offentlige finanser. Disse politikker bør også fokusere på at give arbejdsgiverne incitamenter til at øge arbejdsudbuddet og på at tilvejebringe børnepasningsmuligheder og forskellige former for orlov og fleksible arbejdsordninger.

3.2.

EØSU påpeger, at Kommissionen og medlemsstaterne (i samråd med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i bredere forstand) bør spille en afgørende rolle i at bekæmpe stereotype forestillinger (også via undervisningen og offentlige oplysningskampagner), mindske kønsopdelingen på arbejdsmarkedet og udstyre den enkelte med ajourførte og forbedrede kvalifikationer, der matcher de fremtidige behov på arbejdsmarkedet.

3.3.

EØSU glæder sig over Kommissionens pakke, der har til formål at gøre noget ved den manglende balance mellem arbejdsliv og privatliv, da den foreslår en mere ligelig fordeling af opgaver som en måde at fjerne nogle af de væsentligste strukturelle hindringer for at få kvinderne i beskæftigelse.

4.1.1.

Det er EØSU's overbevisning, at Kommissionens beslutning om at imødegå den manglende brug af fædreorlov ved at indføre en individuel ret til 10 arbejdsdage til mindst samme sats som sygedagpenge, og som ikke kan overføres, ledsaget af en cost-benefit-analyse på nationalt niveau, er et skridt i den rigtige retning. Udvalget understreger imidlertid, at »retten til sygedagpenge« varierer betydeligt i EU og spænder lige fra et fast beløb, der ligger langt under lønnen, til 100 % godtgørelse af den pågældende løn. Udvalget understreger, at kompensationen bør være rimelig, tilskynde fædre til at påtage sig deres ansvar samt give forældrene flere valgmuligheder inden og efter barnets fødsel under hensyntagen til national praksis for så vidt angår løn under barsel.

4.1.2.

EØSU konstaterer, at der allerede findes bestemmelser om fædreorlov i 21 medlemsstater med en gennemsnitlig længde på to en halv dag (13), men udvalget finder, at dette er for kort, og beklager, at orlovsmuligheden i vidt omfang ikke udnyttes, hvilket er noget, der bør analyseres nærmere. EØSU mener, at Kommissionens forslag opfylder behovet for at give fædrene incitamenter til at tage fædreorlov, idet det tager hensyn til eksisterende god praksis i nogle medlemsstater (14), og noterer, at fædrene spiller en lige så stor rolle, når det gælder familieforpligtelser, som mødrene.

4.1.3.

Ikke desto mindre understreger EØSU, at retten til en periode på 10 dages orlov til dette formål, som fastsat i direktivforslaget, efter udvalgets mening er et første skridt i den rigtige retning for at nå forslagets målsætning om at øge fædrenes deltagelse betragteligt. Set med udvalgets øjne ville det imidlertid være mere passende med en længere periode — eksempelvis en måned — efter aftale mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, hvis man skal nå det foreslåede mål.

4.2.1.

Andelen af mænd, der udnytter muligheden for forældreorlov, ligger mellem 40 % og så lavt som 2 % i nogle medlemsstater (15). I forbindelse med rammen for og tankegangen bag det gældende direktiv om forældreorlov er der ikke i tilstrækkelig grad blevet kigget nærmere på årsagerne til mændenes begrænsede udnyttelse af denne orlovsmulighed.

4.2.2.

EØSU erkender, at virksomhederne, især SMV'er og mikrovirksomheder, kan støde på organisatoriske vanskeligheder som følge af udvidelsen af orlovsmuligheden, fra når barnet fylder otte, til det fylder 12 år.

4.2.3.

EØSU bifalder navnlig Kommissionens forslag om, at rettighederne i forbindelse med forældrelov skal være individuelle rettigheder, og at forældreorlov ikke må kunne overføres forældrene imellem. Udvalget bemærker, at der er behov for en anstændig lønkompensation, der som et minimum ligger på niveau med sygedagpenge, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning (16), og denne skal være ledsaget af en cost benefit-analyse på nationalt niveau samt bestemmelser om ikkeforskelsbehandling, da alt dette kan have positive konsekvenser for fædrenes brug af forældreorlov.

4.2.4.

Endvidere mener EØSU, at forhandlingerne om forslaget bør bevare en balance mellem arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov. Kommissionens konsekvensanalyse viste, at virkningerne af forslaget er blandede, afhængig af hvilken tidshorisont der anlægges. Omkostningerne ved de foreslåede foranstaltninger (navnlig som følge af produktionstab som konsekvens af den administrative byrde, der er forbundet med at behandle ansøgninger og behovet for midlertidigt at erstatte personale) vil stige på kort til mellemlangt sigt, mens pakken over en længere tidsramme kun vil medføre begrænsede omkostninger for virksomhederne) (17).

4.3.1.

EØSU bemærker, at manglen på en passende mulighed for orlov til at yde omsorg for pårørende med behov for støtte også bidrager til den ulige fordeling af omsorgsopgaver, hvor det ofte udelukkende er kvinder, som bærer omsorgsbyrden. Dette har negative konsekvenser for deres fysiske og mentale sundhed, sociale inklusion og deltagelse på arbejdsmarkedet og bidrager dermed til, at deres pensionsrettigheder bliver utilstrækkelige.

4.3.2.

I næsten alle EU's medlemsstater er der blevet vedtaget lovgivning om adgang til orlov for omsorgspersoner, men varighed, kriterierne for at få lov til at tage orlov, orlovsydelsen og retten til socialforsikring varierer betydeligt landene imellem (18). EØSU glæder sig derfor over forslaget om at skabe ens minimumsvilkår på EU-niveau ved at indføre en individuel ret til omsorgsorlov på mindst 5 dage pr. år til mindst samme sats som sygedagpenge. Dette er imidlertid kun et første skridt, og der vil være behov for, at Kommissionen gør mere for at støtte og supplere medlemsstaternes indsats for at hjælpe familierne med at håndtere øgede omsorgsopgaver bedre. Indførelsen af denne individuelle ret bør knyttes til udvikling af støttemekanismer for omsorgspersoner.

4.3.3.

EØSU bifalder Kommissionen strategi, der går ud på at foreslå foranstaltninger, der skal fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv, og som dækker arbejdstagerne igennem hele livet. Det gælder også kvinder, som tilhører sandwichgenerationen, dvs. kvinder, som har omsorgsforpligtelser for pårørende fra mere end én generation. Manglen på plejemuligheder tvinger ofte disse arbejdstagere, som især er kvinder, ud af lønnet beskæftigelse blot få år inden pensionsalderen med de deraf følgende barrierer for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 50 år.

4.3.4.

EØSU understreger ligeledes, at orlov til omsorgspersoner ikke bør træde i stedet for professionelle, tilgængelige, prisoverkommelige plejeydelser af høj kvalitet i nærmiljøet, som også i høj grad vil bidrage til fremtidig økonomisk udvikling.

4.3.5.

Endvidere bemærker EØSU, at de forskellige former for omsorgsrelateret orlov ikke kan sammenlignes fuldt ud og helt nøjagtigt, da pleje af et ældre menneske ikke blot er væsensforskellig fra omsorgen for et barn, men også kan involvere hele familien, herunder når der skal træffes beslutninger.

4.3.6.

Et vigtigt aspekt af plejen af personer med handicap er at adskille den professionelle pleje fra plejen i familien i et forsøg på at skabe en situation, hvor byrden på familierne kan lettes så meget som muligt. Uanset hvilken form for pleje det drejer sig om, bør omsorgspersonerne imidlertid have adgang til det sociale sikringssystem.

4.4.1.

Fleksible arbejdsordninger spiller en afgørende rolle, når virksomhederne skal tilpasse deres arbejdsstyrke til ændrede økonomiske vilkår. De er også et nyttigt redskab til at forbedre resultaterne og produktiviteten (19) samt til at sætte de ansatte i stand til at skabe balance mellem deres arbejdsliv og privatliv. Det er derfor vigtigt, at den sociale dialog på lokalt niveau og sektorniveau behandler disse aspekter med henblik på at skabe arbejdsformer, som muliggør en balance mellem arbejdsliv og privatliv.

4.4.2.

Fleksible arbejdsordninger kan muliggøre mange omsorgsforpligtelser, men bør ikke have negative konsekvenser for erhvervsaktive omsorgspersoners beskæftigelsessituation. Direktivforslaget giver erhvervsaktive forældre eller arbejdstagere med forpligtelser over for pårørende med omsorgs- eller støttebehov ret til at bede om en fleksibel arbejdsordning.

4.4.3.

Forslaget giver arbejdstagerne mulighed for i) at reducere antallet af arbejdstimer, ii) at anvende fleksible arbejdstider og iii) at distancearbejde. EØSU påpeger, at sådanne fleksible arbejdsordninger bør opfylde de fleste arbejdstageres behov og indarbejde en livscyklustilgang. Disse spørgsmål bør tackles gennem social dialog og kollektive forhandlinger på det niveau, som er tættest på den pågældende situation. Derudover bør retten til at vende tilbage til det oprindelige arbejdsmønster sikres. Samtidig bør arbejdsgivernes ret til at overveje anmodninger om fleksible arbejdsordninger under hensyntagen til både arbejdsgiverens og arbejdstagernes behov respekteres. Ethvert problem, som følger af håndhævelsen af denne bestemmelse, skal løses i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis.

4.4.4.

Digitaliseringen af arbejdspladser og ansættelsesforhold kan gå så langt som til at omdanne de traditionelle arbejdsmønstre. I den forbindelse er der brug for yderligere overvejelser i forhold til, hvordan orlov til plejeformål traditionelt ses som et afgørende valg for familier, der ønsker at opnå en balance mellem arbejds- og privatliv. Alt for ofte er det kvinderne, som benytter sig af fleksible arbejdsordninger for at kunne overkomme omsorgsforpligtelser, samtidig med at de fortsætter med at arbejde. Dette hæmmer deres fremskridt på arbejdspladsen, både for så vidt angår løn og faglig udvikling. EØSU ønsker endvidere at understrege, at fleksible arbejdsordninger ikke bør behandles som et »kvindeanliggende«, ved at der fokuseres på mødre og kvinder, som er nødt til at tage sig af deres omsorgskrævende pårørende. Virksomhederne bør opmuntre til fleksible arbejdsformer for både mænd og kvinder og bidrage til en kulturel udvikling, som er i tråd med mænds og kvinders ambitioner, og som også fremmer større ligestilling på arbejdsmarkedet. Fleksible arbejdsordninger bør desuden være fuldt reversible, medarbejdervenlige og tilgængelige i alle former for ansættelsesaftaler. Effektiv håndhævelse af retten til at vende tilbage til det oprindelige arbejdsmønster er særlig vigtig i denne forbindelse.

4.4.5.

Endvidere skal det påpeges, at samtidig med at digitalisering kan støtte fleksible arbejdsordninger ved at sætte medarbejderne i stand til at distancearbejde, kan den også indebære en række udfordringer og risici.

4.5.1.1.

Den manglende adgang til børnepasning og de høje udgifter hertil er blandt de vigtigste bremseklodser for, at en sekundær forsørger i en familie med to indkomster vender tilbage til arbejdsmarkedet. I EU blev kun 28 % af børnene i alderen 0-3 år passet i formelle pasningsordninger i 2014 sammenlignet med 83 % af børnene på mellem 3 år og den skolepligtige alder. Disse tal lever ikke op til Barcelonamålene, som blev fastsat i 2001, og som skulle have været opfyldt i 2010. Derfor beklager EØSU, at Barcelonamålene for børnepasning, som havde til formål at tilvejebringe tilstrækkelige, tilgængelige og økonomisk overkommelige børnepasningsfaciliteter af god kvalitet i medlemsstaterne, ikke er blevet nået.

4.5.1.2.

Høje udgifter for forældrene og åbningstider, som er uforenelige med et fuldtidsarbejde, er fortsat en udfordring. Kommissionens rapport viser, at det er nødvendigt at fortsætte med at investere i tjenesteydelser af høj kvalitet. Europa-Parlamentet bemærker også, at for 27 % af europæerne gør manglen på infrastruktur og kvaliteten af de tilgængelige serviceydelser det vanskeligt at få adgang til dem (20).

4.5.1.3.

EØSU bemærker, at Kommissionen foreslår at revidere uddannelsesmålene, men ikke nævner opfyldelsen af Barcelonamålene. Uddannelsesmålet for førskoleundervisning og børnepasning (ECEC) har imidlertid et mindre anvendelsesområde, da det kun fokuserer på børn i alderen fra 4 år og til skolealderen. EØSU opfordrer derfor til, at der hurtigst muligt træffes foranstaltninger med henblik på at revidere uddannelsesmålet for ECEC for at bringe det i overensstemmelse med Barcelonamålene ved at udvide dets anvendelsesområde (dvs. inddrage mål for børn under 4 år). De nye mål som følge af denne revision bør være mere ambitiøse end de nuværende Barcelonamål. Endvidere opfordrer EØSU til, at der udvikles benchmarks på EU-niveau for pasning uden for skoletiden og langtidsplejefaciliteter.

4.5.1.4.

EØSU glæder sig over Kommissionens planer om at styrke vejledningen om og overvågningen af pasningsordninger i medlemsstaterne inden for rammerne af det europæiske semester og om at fremme udveksling af bedste praksis. Udvalget opmuntrer endvidere til at forbedre dataindsamlingen på EU-niveau og støtter planen om at revidere uddannelsesmålene for 2020 for så vidt angår førskoleundervisning. Desuden ser EØSU især gerne, at der anvendes forskellige europæiske finansieringsinstrumenter, der er skræddersyede til medlemsstaternes behov. I den forbindelse har EØSU ved flere forskellige lejligheder efterlyst langt mere ambitiøs støtte til sociale investeringer, ikke mindst på grund af de mange fordele ved at investere i børnepasningsfaciliteter (21).

4.5.1.5.

Udvalget mener, at kapacitetsopbygning/informationsseminarer, hvor alle interessenter deltager fuldt ud, er yderst vigtige som ledsagende foranstaltninger, men bemærker, at der er brug for dem i langt videre omfang, end det hidtil er blevet foreslået. Der er et særligt behov for informationsseminarer vedrørende beskyttelse mod afskedigelse efter at have været på barselsorlov.

4.5.2.1.

Selv om forslaget til direktiv i et vist omfang tager spørgsmål om skatteordninger op, beklager EØSU, at det ikke er vidtgående nok. Skatteordninger kan have direkte indflydelse på arbejdsmarkedsdeltagelsen. Det gælder navnlig for »sekundære forsørgere«, som for størstedelens vedkommende er kvinder. Den måde, skatteordningerne udformes på, kan påvirke folks beslutning om, hvorvidt de skal træde ind på arbejdsmarkedet. Man bør overveje skattefradrag, som hjælper erhvervsaktive forældre til at blive ved med at arbejde.

4.5.2.2.

EØSU mener, at Kommissionens forslag om at gøre noget ved skattemæssige disincitamenter vil supplere og støtte andre foranstaltninger i pakken. Navnlig støtter udvalget identifikationen af landespecifikke hindringer som følge at kønsdiskriminerende skattesystemer og foreslår, at disse tackles gennem anbefalinger fremsat inden for rammerne af det europæiske semester.

4.5.3.1.

Ud over behovet for tilgængelige og prisoverkommelige offentlige tjenester af høj kvalitet, herunder pasningsmuligheder for børn, ældre pårørende og andre omsorgskrævende pårørende, kan den sociale økonomi og den ikkestatslige sektor yde et værdifuldt bidrag til at tilvejebringe tjenester, der gør det muligt at opnå en balance mellem arbejds- og privatliv. I mange tilfælde ville leveringen af serviceydelser ikke være sikret uden deres indsats.

4.5.3.2.

Arbejdsmarkedets parter spiller en særlig rolle med hensyn til gennemførelsen af politikkerne til opnåelse af balance mellem arbejdsliv og privatliv på arbejdspladsen, navnlig gennem forhandlinger og kollektive aftaler. EØSU glæder sig over den opmærksomhed, som de europæiske arbejdsmarkedsparter gennem årene har givet ligestilling i deres arbejdsprogrammer med det formål at skabe håndgribelige resultater.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/51

Ordfører:

Antonello PEZZINI

Medordfører:

Éric BRUNE

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter kraftigt lanceringen af et program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri (EDIDP) med det formål at opnå et fælles integreret, interoperativt forsvarssystem, hvilket er yderst presserende, da den nuværende geopolitiske situation gør det nødvendigt med en styrkelse af Europas strategiske autonomi i forsvarsindustrien (1) og udvikling af en solid fælles industriel og teknologisk basis.

1.2.

EØSU anser det for vigtigt at anvende en ny tilgang, der ser rammerne for et permanent struktureret samarbejde som det primære instrument i Lissabontraktaten, hvormed der kan banes politisk vej for opbygningen af et Europa med fælles forsvar baseret på medlemsstaternes vilje og forpligtelser i overensstemmelse med artikel 42, stk. 6, og artikel 46 i TEU og protokol nr. 10 til traktaten.

1.3.

Kun et »inklusivt og ambitiøst« (2) permanent struktureret samarbejde (PESCO), der er i stand til at opstille en liste over bindende kriterier og forpligtelser, vil efter EØSU's mening kunne skabe en proces, der kan overvinde fragmenteringen af efterspørgsel og udbud og gradvis skabe et gennemsigtigt og åbent europæisk marked.

1.4.

EØSU mener, at forordningen om oprettelse af EDIDP bør indpasses i en fælles strategi for industrien, der kan lede frem til en effektiv integration af europæiske producenter og brugere, hvor mindst tre medlemsstater deltager i de finansierede projekter og i indkøb af varer og tjenesteydelser.

1.5.

EØSU er helt enigt i, at der er behov for en struktureret dialog på europæisk plan i synergi og koordination med NATO (3) samt et forsvarsministerråd, der kan tilvejebringe et varigt politisk lederskab og et forum for høring og vedtagelse af virkeligt europæiske beslutninger.

1.6.

EØSU finder det absolut nødvendigt at sikre en styreform for EDIDP, hvormed der kan fastsættes konkrete fælles mål gennem:

1.7.

Forordningen bør desuden sikre:

1.8.

EØSU er enigt i, at foranstaltningerne under EDIDP bør fokusere på udvikling af produkter og tjenester samt prototyper.

1.9.

EØSU mener, at der forud for udarbejdelsen af en fælles ramme for et europæisk forsvar bør udvikles en udbredt europæisk forsvars- og sikkerhedskultur med det sigte at give unionsborgerskabet et meningsfuldt indhold.

2.1.

Det første forsøg var lanceringen af Det Europæiske Forsvarsfællesskab (CED) i 1954, som faldt til jorden den 30. august 1954. Det andet var lanceringen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i 2000 efterfulgt af oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) i 2004. Det næste tiltag var udarbejdelsen af EU's globale strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken (5), som mundede ud i den fælles EU-NATO-erklæring af 2016 (6).

2.2.

En yderligere udvikling af forsvarsindustrien kan med en fremsynet forvaltning ikke blot være til stor gavn for den europæiske økonomi, men også udgøre den »slutsten«, der giver mulighed for en bredere og mere hensigtsmæssig vision med det mål at opbygge et ægte europæisk forsvar.

2.3.

Den langsomme, men nødvendige overvindelse af den nationale forsvarsvision, der bl.a. står i modsætning til de stærke politiske-militære koncentrationer i verden, og som har vist Europas skrøbelighed og svaghed i større verdensbegivenheder, kan med fordel tage udgangspunkt i Europa-Parlamentets og Rådets initiativ, som ved hjælp af Kommissionens tiltag vil kunne fremme den europæiske forsvarsindustri og det europæiske forsvarsmarked.

2.3.1.

Den europæiske forsvarsindustrisektor — forstået som den samlede industri, der udvikler, producerer og leverer varer og tjenesteydelser til EU-medlemsstaternes væbnede styrker, politi og sikkerhedsstyrker — har særlige egenskaber i flere henseender. De teknologiske forandringer medfører en radikal ændring af forsvarets og sikkerhedens karakter og overordnede form, hvilket har stor indflydelse på den europæiske industri, lige fra anvendelsen af big data over ubemandede køretøjer og udstyr til kunstig intelligens.

2.3.2.

Set ud fra den europæiske økonomi: med en omsætning på 100 mia. EUR om året og 1,4 mio. højtkvalificerede arbejdstagere (7) er forsvarsindustrien en af EU's foregangssektorer med en stærk afsmitning på andre sektorer såsom elektronik, luftfart, skibsværftsindustri, rumfart og tekniske tekstiler.

2.3.3.

Ud fra et teknologisk perspektiv: Forsvarsindustrien arbejder konstant på forkant med den teknologiske udvikling, hvilket styrker EU's konkurrenceevne, idet der skabes spin-off-virksomheder med stor ekspertise. Disse bør støttes for at integrere civile teknologier i komplekse systemer, der er tilpasset til de forskellige forsvarssegmenter.

2.3.4.

Ud fra det indre markeds perspektiv: Forsvarsmarkedet har traditionelt været udelukket fra udviklingen af det europæiske indre marked, og opretholdelsen af 27 markeder opdelt i nationale programmer har forhindret udnyttelsen af stordriftsfordele i produktionen (8).

2.3.5.

Ud fra et efterspørgselsperspektiv: Forsvarsindustrien er hovedsageligt afhængig af efterspørgslen i de enkelte lande og deres nationale budgetter. I det sidste årti er forsvarsbudgetterne i EU faldet med ca. 2 mia. EUR om året, og EU-27-medlemsstaterne investerer i gennemsnit 1,32 % af BNP i forsvar.

2.3.6.

Ud fra et strategisk perspektiv: Hvis Europa skal kunne garantere sine borgere og virksomheder et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau, bevare sine grænsers territoriale integritet og påtage sig ansvar i verden, må det have en troværdig forsvarskapacitet med et passende niveau af strategisk autonomi og en teknologisk og industriel udvikling med en fælles europæisk basis.

2.4.

Den nuværende situation risikerer også at svække Europas evne til at tackle de nye sikkerhedspolitiske udfordringer i lyset af det voksende tempo, hvormed apparater forældes, og de stigende udgifter til udstyr (9).

2.4.1.

Investeringerne i forsvaret af det europæiske område som helhed udgør i dag mindre end halvdelen af USA's tilsvarende investeringer.

2.5.

Mens den europæiske forsvarsindustri har været i stand til i det mindste delvist at kompensere for de faldende interne ordrer gennem eksport og ved at globalisere produktionen og salget, har opretholdelsen af en fragmenteret forsvarspolitik ført til ineffektivitet og stadig mere åbenbare svagheder i form af:

2.6.

Denne situation risikerer også at gå ud over Europas evne til at håndtere de nye udfordringer i betragtning af de relativt lave udgiftsforpligtelser kombineret med en utilstrækkelig koordinering af de nationale politikker.

2.6.1.

Endvidere er 80 % af indkøbene af forsvarsmateriel stadig rent nationale med indlysende dobbeltomkostninger til følge.

2.7.

De europæiske landes væbnede styrker har opnået en høj grad af operativ integration og har lang erfaring med samarbejde, men de udgør fortsat 27 helt adskilte strukturer med rent nationale understøttende tjenester, også selv om de i stigende grad benytter sig af forskellige initiativer, der kan betegnes som »pooling and sharing« (10).

2.8.

Gennem forskellige dokumenter om EU's globale strategi (EUGS) har man fastlagt fem specifikke mål af særlig stor betydning for det europæiske forsvar:

2.9.

Den initiativpakke, som forslaget til forordning om et program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri og forslaget om oprettelse af en europæisk forsvarsfond med det mål at støtte investeringer i fælles forskning og udvikling af forsvarsmateriel og -teknologier er en del af, sigter mod at indlede en proces med det mål at reformere forsvars- og sikkerhedssektoren ved at:

2.9.1.

For at imødegå de globale udfordringer i sektoren må Det Europæiske Forsvarsagenturs potentiale udvikles for at indkredse fælles operative indsatsområder, som det overlades til medlemsstaterne at træffe beslutning om.

2.10.

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde den 15. december 2016 til »at fremlægge yderligere forslag i første halvår af 2017 med henblik på oprettelse af en europæisk forsvarsfond, herunder et vindue om fælles udvikling af kapaciteter, som medlemsstaterne i fællesskab når til enighed om« (11). I forbindelse med en fælles samling i Rådet (udenrigsanliggender og forsvar) opfordrede Det Europæiske Råd i marts 2017 i sine konklusioner til at oprette en militær planlægnings- og gennemførelseskapabilitet (MPCC) og en ny struktur for at forbedre EU's evne til at reagere på en hurtigere, mere effektiv og mere sømløs måde.

2.11.

Det Europæiske Råd erklærede i sine konklusioner af 22.-23. juni 2017, at det er enigt »om, at der er behov for at iværksætte et inklusivt og ambitiøst permanent struktureret samarbejde (PESCO)« med en fælles liste over kriterier og bindende forpligtelser, i fuld overensstemmelse med artikel 42, stk. 6, og artikel 46 i TEU og protokol nr. 10 til traktaten, i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale forsvarsplanlægning og tilsagn vedtaget inden for rammerne af NATO og FN af de berørte medlemsstater (12).

2.12.

Europa-Parlamentet har for sit vedkommende gentagne gange opfordret til øget samarbejde mellem EU's medlemsstater på forsvarsområdet samt til at gennemføre Lissabontraktaten fuldt ud for så vidt angår sikkerhed og forsvar. I sin beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion (13) tilskyndede Europa-Parlamentet »Det Europæiske Råd til at føre an i den gradvise udformning af en fælles EU-forsvarspolitik« og til at stille supplerende finansielle midler til rådighed for at sikre dens gennemførelse.

2.12.1.

Europa-Parlamentet understregede desuden, at de europæiske lande er nødt til at have troværdige militære kapaciteter, opfordrede medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser i en samarbejdsånd og gentog sin opfordring til systematisk at harmonisere kravene til militæret i en samordnet planlægningsproces, som er koordineret med NATO's forsvarsplanlægningsproces (14).

2.13.

EØSU har på sin side ved flere lejligheder udtalt sig om forsvarspolitik (15) og har i den forbindelse opfordret »til et betydeligt kvalitativt skridt fremad i det europæiske samarbejde på forsvarsområdet« (16).

3.1.

Kommissionen foreslår at oprette et program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri med et budget på 500 mio. EUR for perioden 1. januar 2019-31. december 2020 med følgende mål:

3.2.

EU's finansielle tiltag tager form af tilskud, finansielle instrumenter og offentlige indkøb til støtte for udformning, fastlæggelse af tekniske specifikationer, prototypefremstilling og dokumentation, kvalificering og certificering af produkter, komponenter og teknologier.

3.3.

De foreslåede støtteberettigelseskriterier er: forslag til samarbejde mellem mindst tre virksomheder fra to forskellige medlemsstater; finansieringen begrænses til 20 % af foranstaltningens samlede omkostninger, når det drejer sig om prototypefremstilling, mens den i alle andre tilfælde kan dække de samlede omkostninger.

4.1.

EØSU bifalder alle initiativer til at imødegå fremtidens udfordringer og beskytte borgernes sikkerhed — herunder cybersikkerhed — ved at styrke den europæiske forsvarsindustris strategiske autonomi og udvikle et solidt fælles industrielt og teknologisk grundlag.

4.2.

Udvalget støtter kraftigt lanceringen af et europæisk program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri gennem et forslag til forordning som et første skridt, der skal forbedres og styrkes, især når det gælder de afsatte midler, med det mål at opbygge et fælles forsvarssystem især på F&U-området, hvilket er yderst presserende i den aktuelle geopolitiske situation.

4.3.

Efter EØSU's opfattelse er tiden inde til at skabe et reelt indre forsvarsmarked i EU-27, som er effektivt, altomfattende og konkurrencedygtigt og med følgende karakteristika:

4.3.1.

EØSU er overbevist om, at jobusikkerheden for de ansatte i den europæiske forsvarsindustri- og -teknologisektor må bekæmpes for at sikre, at virksomhederne kan erhverve faglige kompetencer, og at målene for EDIDP-programmet kan opfyldes.

4.4.

EØSU mener, at EDIDP-programmets budget er overordentligt beskedent, og at det også bør kunne modtage støtte fra EFSI-FEIS »for at opnå bedst mulig effekt på beskæftigelsen, herunder teknologier med dobbelt anvendelsesformål inden for sikkerheds- og forsvarsindustrien for at understøtte etableringen af en solid og klarere defineret teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar (EDTIB)« (18).

4.5.

EØSU mener desuden, at de anførte støtteberettigelseskriterier er utilstrækkelige til at sikre en reel europæisk dimension af den teknologiske og industrielle basis, som tiltagene er rettet mod. Der bør involveres mindst tre uafhængige virksomheder fra mindst tre forskellige medlemsstater, ud over brugergrupper bestående af mindre virksomheder.

4.5.1.

Der bør desuden sikres en passende balance mellem de forskellige europæiske lande og en væsentlig deltagelseskvote for mindre virksomheder.

4.6.

EØSU håber, at EU-finansieringen vil sikre, at udviklingsaktiviteterne først og fremmest bliver til gavn for europæiske virksomheder.

4.7.

EØSU ser endvidere gerne, at reglerne for eksport af forsvarsvåben harmoniseres på europæisk plan i stil med den våbenhandelstraktat (ATT), der er blevet undertegnet og ratificeret af samtlige EU-medlemsstater, med det formål at fjerne en mulig årsag til konkurrenceforvridning mellem europæiske virksomheder, som vil komplicere adgangen til eksportmarkedet.

4.8.

Hvad angår typerne af tiltag finder EØSU det afgørende at bekæmpe jobusikkerheden for de ansatte i den europæiske forsvarsindustri. Formålet med EU's finansiering er at styrke de faglige kompetencer i den europæiske forsvarsindustri- og -teknologisektor. Det er de ansatte i industrien, som besidder kompetencerne, og derfor er der brug for et varigt og sikkert samarbejde mellem de ansatte og de virksomheder, der beskæftiger dem.

4.9.

Det samme gælder efter EØSU's mening kriterierne for udvælgelse af projekter, hvoriblandt der også bør lægges vægt på følgende vigtige elementer:

4.9.1.

Efter EØSU's mening bør det fastsættes, at en vis andel af udbuddene (f.eks. 10 %) skal være forbeholdt små projekter, der retter sig mod mindre virksomheder. Dette ville give mulighed for en mere afbalanceret deltagelse i programmet af alle aktører i den teknologisk-innovative udvikling af produkter og tjenester i forsvarssektoren.

4.10.

EØSU finder det absolut nødvendigt, at der i tilslutning til Kommissionens gennemførelsesbeføjelser fastlægges en styreform for EDIDP, hvormed der kan fastsættes konkrete fælles mål gennem:

5.1.

Understregning af det europæiske forsvars grundlæggende rolle i beskyttelsen af europæiske sikkerhedsinteresser og de indgåede internationale forpligtelser vedrørende demokrati og retsstatsprincippet.

5.2.

Fremhævelse af de færdigheder og den professionalisme, der kendetegner forsvaret set som en sektor, der traditionelt fremmer forskning og innovation og driver opsvinget i det europæiske erhvervsliv og produktionssystem.

5.3.

Styrkelse af identitetsfølelsen og følelsen af at være en del af Den Europæiske Union ved, at borgerne i forskellige lande har samme værdigrundlag.

5.4.

Styrkelse af de europæiske borgeres viden og bevidsthed om samt støtte til den militære organisation og forsvarets institutionelle aktiviteter.

5.5.

Styrkelse af borgernes viden og bevidsthed om samt støtte til den teknologiske udvikling af forsvarsmateriel, som kan have direkte indvirkning på civilsamfundet og landenes udvikling.

5.6.

Udvikling af kommunikationsaspektet af den nye fælles tilgang for at råde over stadig mere velkvalificerede menneskelige ressourcer til varetagelse af den europæiske kommunikation. Disse aktiviteter vil være underlagt det styrende princip om opgradering og koordinering, der er udviklet på grundlag af tilgangen med europæisk koordinering i forståelse med NATO.

5.7.

Cybersikkerhed og cyberforsvar — sektorer, hvor forsvaret er en førende aktør på europæisk plan — i tilknytning til det fremspirende cyberspace, der er et nyt domæne ved siden af det traditionelle militære aktionsområde.

11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/58

Ordfører:

Mihai IVAŞCU

Medordfører:

Fabien COUDERC

1.1.

EØSU mener, at EU skal tage et større ansvar for sit forsvar og være klar til og i stand til at afværge enhver ydre trussel mod borgerne og deres levevis.

1.2.

Den europæiske forsvarshandlingsplan og den globale strategi fremhæver vigtigheden af, at EU's forsvarsindustri opnår strategisk autonomi, så EU kan blive en vigtig og troværdig aktør i forsvarssektoren. Den Europæiske Forsvarsfond har det klare formål at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne inden for forskning og teknologi (FoT) samt udvikling og strategisk indkøb af militær kapacitet. Der bør lægges særlig vægt på at bygge bro mellem FoT og kapacitetsudvikling.

1.3.

Det er EØSU's overbevisning, at forsvarsindustrien spiller en vigtig rolle i den europæiske økonomi, hvor 1,4 millioner arbejdspladser afhænger af den. Manglende koordinering koster os mellem 25 og 100 mia. EUR om året, hvilket er uacceptable tal i den globale konkurrence.

1.4.

EØSU anbefaler kraftigt, at medlemsstaterne og Kommissionen benytter sig af Den Europæiske Forsvarsfond for at bevare centrale industrielle kapaciteter på europæisk grund og sikre, at der anvendes EU-midler til europæisk FoU og til køb af europæiske våbensystemer.

1.5.

EØSU støtter Den Europæiske Forsvarsfonds konkurrenceevnebaserede tilgang, som både sikrer adgang for alle medlemsstater og finansierer projekter, som vil skabe merværdi og avancerede teknologier.

1.6.

EØSU mener, at Kommissionen ud over at yde finansiering til industrien også bør opbygge de nødvendige rammer for bedre kommunikation mellem industriens aktører uanset størrelse i alle medlemsstaterne.

1.7.

EØSU værdsætter den særlige opmærksomhed, som det nuværende forslag giver SMV'er, uanset hvilket land de kommer fra. SMV'er udgør ofte en kilde til innovation inden for avancerede områder såsom informationsteknologi og kommunikation samt cybersikkerhed. EØSU ville også bifalde mekanismer til inddragelse af SMV'er, f.eks. et bonussystem som kunne øge SMV'ernes grænseoverskridende samarbejde.

1.8.

EØSU er overbevist om, at det er nødvendigt at opbygge stærke centrale kapaciteter, der understøtter europæiske interesser. Disse skal defineres af medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale forsvarspolitik, europæiske mål og forpligtelser i forbindelse med NATO-partnerskabet.

1.9.

EØSU mener, at det primære fokus skal være på teknologier, som kan være afgørende for, at EU får en teknologisk førerstilling. Dette kan opnås gennem fælles forsvarsplanlægning og udarbejdelse af en plan for centrale kapaciteter.

1.10.

EØSU anbefaler, at der ved udbudsproceduren for forslagsindkaldelser fastsættes obligatoriske strenge sociale og miljømæssige standarder.

1.11.

EØSU mener, at finansieringsordningerne ikke kan være de samme som i andre sektorer på grund af de særlige forhold, der gælder i forsvarssektoren, og den mistanke og frygt, der er forbundet med at dele viden mellem virksomheder eller medlemsstater.

1.12.

EØSU mener, at styringen af Den Europæiske Forsvarsfond bør fastlægges hurtigst muligt og bør omfatte EU, Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og medlemsstaterne samt industrien. Kommissionen bør undersøge nye muligheder for at begrænse omfanget af bureaukrati, der er involveret i gennemførelsen af Den Europæiske Forsvarsfond. EØSU anbefaler desuden, at Europa-Parlamentet bør have adgang til rapportering med jævne mellemrum, så det kan evaluere, hvordan fonden fungerer.

1.13.

EØSU anbefaler at undersøge muligheden for at øge det minimum antal lande, der deltager i et støtteberettiget projekt, til tre, efterhånden som programmet for Den Europæiske Forsvarsfond udvikler sig.

1.14.

EØSU mener, at en stigning i antallet af medlemsstater, der indgår i Den Europæiske Forsvarsfond, vil betyde mindre redundans, hvilket bidrager til at fremme standardiseringen af logistik og delsystemer. Derved undgås også en duplikering af aktuelle NATO-standarder, og fragmenteringen af våbensystemer reduceres. EDA og det industrikonsortium, der vælges ved et projekt, bør derfor arbejde tæt sammen i de tidlige udviklingsstadier for at fastlægge fælles normer og standarder.

1.15.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved den »rimelige forventning om, at udviklingen vil resultere i indkøb«, da der inden for militær forskning er masser af eksempler på projekter, der er udviklet, men senere ikke indkøbt af staterne. EØSU opfordrer til klare regler vedrørende forpligtelsen til at købe de færdigudviklede løsninger.

1.16.

EØSU anbefaler, at det bør være muligt at udnytte uddannelsesprogrammer, som er medfinansieret af EU, i de indledende udviklingsfaser for projekter, der finansieres inden for kapacitetsvinduet. En kvalificeret arbejdsstyrke er nøglen til udvikling af avancerede teknologier inden for forsvaret.

1.17.

Desuden er EØSU som repræsentativt organ for det organiserede civilsamfund klar til at stille ekspertise til rådighed og afholde høringer om alle spørgsmål vedrørende de økonomiske og sociale aspekter af Den Europæiske Forsvarsfond.

2.1.

Europa står over for en ekstraordinær situation, når det gælder det geopolitiske miljø. Den stadig større ustabilitet, vi oplever på internationalt plan, har skabt et flygtigt sikkerhedsmiljø, der foranlediger mange trusler, både konventionelle og ukonventionelle. De europæiske borgere kræver, at vi udnytter alle de ressourcer, vi har til rådighed, for at imødegå disse udfordringer.

2.2.

For at bekræfte sin rolle på den internationale scene skal Europa kunne imødegå eksterne trusler på en effektiv og uafhængig måde. I den nuværende geopolitiske sammenhæng er det meget vigtigt at stå stærkt udadtil over for Mellemøsten og i Afrika af hensyn til Europas borgeres sikkerhed og trivsel.

2.3.

I 2014 brugte EU-27 ca. 2 mia. EUR på forsvarsrelateret FoT efter et støt fald på 27 % siden 2006, og udgifterne til FoT under den fælles ramme for samarbejde faldt med mere end 30 %. Alt imens brugte USA 9 mia. EUR om året på FoT i forsvarssektoren. Rusland fordoblede mellem 2012 og 2014 sine FoU-udgifter på forsvarsområdet, og de seneste data afslører, at også Kina har øget sine investeringer inden for FoU på forsvarsområdet (1).

2.4.

Som en del af den europæiske forsvarshandlingsplan (2) er det Den Europæiske Forsvarsfonds rolle at hjælpe medlemsstaterne med at koordinere og gøre bedre brug af de penge, de er villige til at bruge på forsvar lige fra forskning og udvikling til erhvervelse af forsvarskapacitet, så dobbeltarbejde undgås. EØSU har allerede givet udtryk for sin støtte til oprettelsen af Den Europæiske Forsvarsunion og har budt oprettelsen af Den Europæiske Forsvarsfond velkommen (3).

2.5.

Den Europæiske Forsvarsfond har to forskellige, men komplementære vinduer: forskningsvinduet og kapacitetsvinduet, der begge koordineres af et koordineringsråd. Forskningsvinduet finansieres fuldt ud via EU-budgettet og vil fremme samarbejdsprojekter til udvikling af forsvarskapaciteter efter den aftale, som medlemsstaterne har indgået. Kapacitetsvinduet finansieres primært af bidrag fra medlemsstaterne.

2.6.

EØSU erkender, at det i det nuværende sikkerhedsmiljø, som er domineret af terrorangreb på europæisk grund, hybrid krigsførelse og cyberangreb, i stigende grad er vanskeligt at skelne mellem intern og ekstern sikkerhed, der bliver mere og mere indbyrdes forbundne.

3.1.

Vores forsvarskapaciteter og evne til at forsvare vores ydre grænser er nøje forbundet med et stærkt industrielt grundlag. EØSU anbefaler således, at foranstaltninger på europæisk plan til støtte for et kollektivt forsvar skal sætte industrien i stand til at blive i Europa. Forretningsstrategier kan få forsvarsindustrien til at vælge underleverandører uden for EU og dermed have en del af deres forsyningskæde i udlandet. EØSU mener, at anvendelsen af europæiske midler til støtte for udenlandske kontrahenter bør begrænses så meget som muligt, og at forretningsmæssige valg ikke bør ske på bekostning af strategisk autonomi.

3.2.

Den Europæiske Forsvarsfonds højeste prioritet bør være at fremme den europæiske industris konkurrenceevne under udvikling af de teknologier, der er afgørende for EU's forsvarssektors eksistens og uafhængighed.

3.3.

Forsvarssektoren revolutioneres fuldstændigt af kunstig intelligens, big data og cloudteknologier, cyberangreb, ubemandede køretøjer, hybrid- og tværnationale trusler mv. De nye typer teknologi og trusler kræver nye typer modforanstaltninger. En ting er sikker: Vi kan bedre tackle disse udfordringer og forhindre dem ved at samarbejde. Der er behov for et mere systematisk samarbejde og fælles bestræbelser på at udvikle teknologier og gøre en koordineret indsats med hensyn til indkøbskapacitet.

3.4.

EØSU vil gerne understrege det stærke økonomiske incitament til større samarbejde. Mere end 1,4 millioner højtuddannede er direkte eller indirekte ansat i forsvarsindustrien, og hver euro, der investeres, giver et afkast på 1,6. Manglende koordinering på dette område koster Europa mellem 25 og 100 mia. EUR om året (4).

3.5.

Denne mangel på samarbejde giver sig udslag i et stort antal overflødige våbensystemer, manglende stordriftsfordele inden for forsvarsindustrien og nedsat deployeringsevne for vores væbnede styrker. Der findes over 178 forskellige våbensystemer i EU sammenlignet med 30 i USA. Der er 17 forskellige kampvognstyper i EU og kun én i USA. Det viser også en tydelig mangel på effektivitet i forsvarsbudgetternes anvendelse og manglende interoperabilitet omkring forsvarsudstyr.

3.6.

EØSU minder om, at effektiv forskning og teknologi inden for forsvaret er baseret på en kvalificeret arbejdsstyrke. Ambitiøs og grundig erhvervsrettet uddannelse i forsvarsindustrien er nøglen til vellykkede projekter, der sigter mod en teknologisk førerstilling.

3.7.

EØSU vil gerne understrege, at der er præcedens for fælles militært samarbejde om forskning og indkøb, som har givet gode resultater. Eurofighter Typhoon, Meteor-missilet, destroyeren af Horizon-klassen og FREMM-fregatten er blot nogle få eksempler på denne type projekter.

3.8.

Det står for EØSU hen i det uvisse, hvordan de medlemsstater, der forpligter sig til et udviklingsprojekt, kan dokumentere, at der er en »rimelig forventning om, at udviklingen vil resultere i indkøb« i betragtning af, at der inden for militær forskning er masser af eksempler på projekter, der er udviklet og senere ikke indkøbt af stater (5). Muligheden for at medfinansiere den tidlige udviklingsfase af nye kapaciteter fra EU-budgettet sigter mod at mindske industrielle risici, men dette kan kun opnås, hvis kunderne forpligter sig til at købe vellykkede kapaciteter.

3.9.

Tilsammen repræsenterer de 28 medlemsstater verdens næststørste forsvarsbudget. Men selv om alle stormagter har øget deres forsvarsudgifter, faldt EU-27-forsvarsudgifterne med næsten 11 % fra 2005 til 2015 (6). Kun 4 ud af 28 medlemsstater opfylder NATO-målet på 2 % af BNP. Udgifter til forskning og teknologi inden for forsvaret (FoT-udgifter) er blevet væsentligt reduceret i de nationale budgetter. Mellem 2006 og 2013 faldt udgifterne til forskning og teknologi inden for forsvaret i de 27 medlemsstater, som deltager i EDA, med 27 % (7).

3.10.

EØSU mener, at problemet med forsvarsvirksomheder, der er baseret i UK, skal behandles på et tidligt stadium i lyset af deres interesse i europæiske udviklingsprogrammer og UK's fremtrædende rolle i forsvaret. EU er interesseret i at bevare britisk knowhow.

3.11.

Selv om Kommissionen står for finansieringen af forskningsvinduet, er det medlemsstaterne, som skal træffe beslutning om og investere i indkøb af kapaciteter. I hele denne ordning er det reelt industrien, der udfører FoU og udvikler forsvarskapaciteten. EØSU mener, at Kommissionen ud over at yde finansiering til industrien også bør opbygge rammerne for bedre kommunikation mellem de industrielle aktører, der indgår i EU's forsvarssektor.

4.1.

EØSU er af den opfattelse, at medlemsstaterne fortsat vil spille en afgørende rolle med hensyn til at implementere sikkerhedsløsninger, og det vil ingen af de nuværende initiativer på europæisk plan ændre ved.

4.2.

EØSU mener, at Den Europæiske Forsvarsfond udelukkende bør være et konkurrencebaseret program, hvor de mest relevante og konkurrencedygtige projekter finansieres uden hensyn til geografiske eller sociale overvejelser. Der bør dog træffes foranstaltninger for at sikre fair adgang for alle medlemsstater og tilskynde mindre virksomheder til at slå sig sammen om grænseoverskridende samarbejde.

4.3.

EØSU er overbevist om, at SMV'er spiller en afgørende rolle i vores økonomi. Udvalget glæder sig over incitamenterne til små og mellemstore virksomheder og andre midcapselskaber i forsvarsindustrien. Opstartsvirksomheder og små virksomheder er desuden ofte kilder til innovation inden for avancerede områder såsom informationsteknologi og kommunikation samt cybersikkerhed. EØSU støtter i høj grad denne tilgang og finder det særdeles vigtigt, at hovedmålet bør være lige muligheder for alle SMV'er, uanset hvilket land de kommer fra.

4.4.

Det er EØSU's opfattelse, at Den Europæiske Forsvarsfond er udformet til at støtte den europæiske forsvarsindustris konkurrenceevne. Selv om Kommissionen bør fremme en inklusiv tilgang i den måde, fonden administreres på, bør den ikke anvendes som en regional udviklingsfond. Dette kan medføre, at ressourcer spredes for meget og ikke vil være effektive i bekæmpelsen af fragmenteringen af de europæiske forsvarssystemer.

4.5.

Med hensyn til inklusiv tilgang bør fonden ikke kun udformes med henblik på store aktører. En væsentlig del af fonden bør afsættes til SMV'er for eksempel ved at identificere mindre projekter. EØSU vil også bifalde mekanismer som f.eks. et bonussystem, der kunne øge SMV'ernes grænseoverskridende samarbejde.

4.6.

EØSU forstår begrundelsen for 100 % EU-finansieret forskning og teknologisk udvikling inden for forsvarsaktiviteter i modsætning til traditionel medfinansiering af civile aktiviteter fra EU's side. Det meget begrænsede antal kunder (hovedsageligt nationale forsvarsministerier) gør det vanskeligt for industrien at afskrive risici forbundet med udviklingen af et nyt produkt på et mere forudsigeligt marked. Uanset om den fremtidige fond medtages i samme kategori som andre forskningsfonde i den næste flerårige finansielle ramme, er man nødt til at forholde sig til disse problemstillinger.

4.7.

Det er vores klare overbevisning, at Den Europæiske Forsvarsfond vil være et stærkt incitament for medlemsstaterne til at »købe europæisk«, når det gælder fremtidige forsvarsindkøb, og dermed sikre såvel den økonomiske udvikling som den knowhow og det industrielle grundlag, der er nødvendig for at opretholde en global militær kapacitet. EØSU støtter tanken om, at medlemsstaterne bør forpligte sig til at erhverve den teknologi og de kapaciteter, der genereres fra vellykkede FoT-projekter under Den Europæiske Forsvarsfond.

5.1.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne sammen med Kommissionen og Det Europæiske Forsvarsagentur etablerer en fælles forsvarsplan og plan for de centrale kapaciteter for at fastlægge FoU-prioriteterne og de nødvendige militære kapaciteter såvel for medlemsstaterne som for det europæiske forsvar.

5.2.

Da EU har meget ringe erfaring med denne form for program (stort set kun pilotprojektet og indledningen af de forberedende foranstaltninger), har man ikke udarbejdet forslaget på grundlag af klare indikatorer, og man har heller ingen klar plan for de centrale kapaciteter. En sådan plan vil blive udarbejdet i 2018.

5.3.

Planen for centrale kapaciteter bør sikre, at EU går i retning af strategisk autonomi og fastlægge, hvilke teknologier der bør udvikles, for at EU kan bevare sin førerstilling inden for centrale kapacitetsområder og gøre sig uafhængig af eksterne aktører. EØSU mener, at det er afgørende for Den Europæiske Forsvarsfonds succes at udvikle teknologier og kapaciteter, som overstiger medlemsstaternes individuelle behov.