2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/1

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

1.1.

I en række udtalelser har EØSU konsekvent givet udtryk for sin positive holdning til EU-politikker, der har til formål at støtte små og mellemstore virksomheder (SMV'er) (1). SMV'er udgør imidlertid en meget heterogen gruppe, hvilket betyder, at der kræves en særlig indsats, hvis der på hensigtsmæssig vis skal sættes fokus på de forskellige undergrupper og især mindre familieejede og traditionelle virksomheder.

1.2.

Betydningen af denne undergruppe består i, at langt de fleste arbejdspladser i EU's regioner findes i denne virksomhedstype. Samtidig med at udvalget bekræfter sine tidligere konklusioner og minder om de anbefalinger, der blev fremsat i tidligere udtalelser (2), ønsker EØSU at se nærmere på og analysere de udfordringer, som mindre familieejede og traditionelle virksomheder står over for. Hermed ønsker EØSU at påvirke den politiske beslutningsproces på både EU-, nationalt og regionalt plan på konstruktiv vis.

1.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje mulighederne for at støtte og fremme mindre familieejede og traditionelle virksomheder, da disse virksomheder udgør en central forudsætning for oprettelsen af nye aktiviteter og indkomstskabelse i områder med begrænsede ressourcer. De skaber merværdi i den regionale udviklingsproces, især i de mindre udviklede regioner, idet de er stærkt forankrede i den lokale økonomi, hvor de investerer og fastholder beskæftigelse.

1.4.

Udvalget mener, at der findes et stort udviklingspotentiale i mange regioner, som stadig halter bagefter, og at dette uudnyttede potentiale kan realiseres gennem lokale mindre familieejede og traditionelle virksomheder. Denne udfordring bør ikke kun vedrøre Kommissionen, men også andre aktører, som i høj grad bør involveres, herunder lokale myndigheder og lokale formidlere som erhvervsorganisationer og finansielle institutioner.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på det faktum, at mindre familieejede og traditionelle virksomheder er blevet negativt påvirket af de seneste økonomiske og industrielle udviklingstendenser. De mister konkurrenceevne og får stadigt sværere ved at udføre deres aktiviteter.

1.6.

EØSU er bekymret for, at de politiske støtteinstrumenter ikke fokuserer på mindre familieejede og traditionelle virksomheder, og det derfor er usandsynligt, at disse virksomheder vil få stor gavn af dem. Generelt er støtten til SMV'er rettet mod at øge forskning og innovation i SMV'er og mod nystartede virksomheder. Uden at stille spørgsmålstegn ved betydningen af disse politikker ønsker EØSU at understrege, at en meget lille del af alle SMV'er vil drage fordel af dem, og mindre familieejede og traditionelle virksomheder er typisk ikke blandt dem. EØSU bifalder Kommissionens hensigt om at revidere definitionen af en SMV, som GD GROW tog initiativ til, og som foreløbig er berammet til begyndelsen af 2019 (3).

1.6.1.

Den nuværende definition af en SMV er allerede forældet, og udvalget mener derfor, at den planlagte revision kan være nyttig med henblik på at få en mere fyldestgørende forståelse af SMV'ernes karakter og udforme bedre politikker for dem. EØSU opfordrer Kommissionen til at inkludere en vurdering af, hvordan den nuværende definition anvendes, når de politiske foranstaltninger for SMV'er gennemføres på EU-, nationalt og regionalt plan i høringsprocessen, med særligt fokus på mindre familieejede og traditionelle virksomheder.

1.6.2.

EØSU mener, at en revision af definitionen som minimum bør:

1.7.

EØSU mener, at det er vigtigt, at mindre familieejede og traditionelle virksomheder anerkendes som en specifik undergruppe, da de typisk lider mest under markedssvigt. EØSU anbefaler derfor, at der udformes skræddersyede støttepolitikker rettet mod denne målgruppe. For at løse de mest presserende problemer, skal sådanne politikker som minimum:

2.1.

EU's politiske beslutningstagning fokuserer for øjeblikket på en række specifikke udviklingstendenser inden for industrien — digitalisering, Industri 4.0, hurtigt skiftende forretningsmodeller, globalisering, deleøkonomi og mere innovative kilder til konkurrencemæssige fordele. Samtidig må det erkendes, at borgerne bør have mulighed for at bo overalt i EU, herunder i mange regioner, hvor Industri 4.0 sandsynligvis vil få svært ved at trænge igennem.

2.2.

Uden at undervurdere betydningen af de nye tendenser og samtidig med at de politiske bestræbelser på at fremme dem støttes, er det nødvendigt at minde om, at langt de fleste arbejdspladser i EU's regioner i øjeblikket findes hos meget traditionelle SMV'er (6) og mindre familieejede virksomheder (7), hvoraf de fleste har en lang historie og deres egne traditioner, erfaringer og mange succeshistorier fra fortiden. Denne gruppe af virksomheder omfatter typisk følgende undergrupper:

2.3.

Som EØSU tidligere har påpeget udgør mindre familieejede og traditionelle virksomheder rygraden i mange økonomier i verden, og de vokser i et imponerende tempo. De spiller en vigtig rolle i den regionale og lokale udvikling og spiller en fremtrædende og konstruktiv rolle i lokalsamfundene. Familieejede virksomheder er bedre i stand til at modstå vanskelige perioder med recession og stagnation. Disse virksomheder er karakteriseret ved en unik form for virksomhedsledelse, eftersom deres ejere er dybt involveret i virksomhedens fremtidsperspektiver. Hovedsageligt fordi familiens formue, omdømme og fremtid står på spil. Deres virksomhedsledelse er typisk kendetegnet ved et usædvanligt stort engagement i virksomhedens videreførelse og omfatter en større interesse for de lokale medarbejdere, samt tættere forbindelser med kunderne for at fastholde forretningsgrundlaget. EØSU har tidligere opfordret Kommissionen til at iværksætte en aktiv strategi til fremme af bedste praksis for familieejede virksomheder i medlemsstaterne (8).

2.4.

I de senere år har mange mindre familieejede og traditionelle virksomheder oplevet stadig større problemer i forbindelse med udførelsen af deres aktiviteter, fordi:

2.5.

Der findes knap 23 mio. SMV'er i EU med en højere andel af SMV'er i forhold til det samlede antal virksomheder i de sydlige EU-lande (10). SMV'erne udgør ikke kun 99,8 % af det samlede antal virksomheder i den ikke-finansielle sektor i EU (11), men beskæftiger også næsten 67 % af det samlede antal arbejdstagere og står for næsten 58 % af den samlede værditilvækst i den ikke-finansielle sektor (12). Mikrovirksomheder, herunder enkeltmandsvirksomheder, udgør langt de fleste målt på antallet af virksomheder.

3.1.

En almindelig regel er, at støtte til SMV'er først og fremmest er møntet på at øge forskning og innovation i SMV'er og SMV'ers udvikling (13). Mens evnen til at innovere og kapaciteten til at blive global er anerkendt som de to vigtigste drivkræfter for vækst, udviser SMV'er generelt svagheder med hensyn til begge (14). Halvdelen af de kortlagte typer af instrumenter i den seneste finansieringsperiode forfølger mål, der næsten udelukkende handler om innovation. Det er instrumenter, der støtter teknologisk og ikke-teknologisk innovation, miljøinnovation, oprettelse af innovative virksomheder, støtte til forsknings- og udviklingsprojekter samt overførsel af viden og teknologi.

3.2.

I perioden 2007-2013 (15)»udgjorde EFRU-støtten til SMV'er ca. 47,5 mia. EUR (76,5 % til erhvervsstøtte og 16 % af den samlede EFRU-støtte i perioden)«. Derudover »blev der udpeget ca. 246 000 støttemodtagende SMV'er ud af 18,5 mio. virksomheder«. Sammenligningen af antallet af støttemodtagere og det samlede antal virksomheder viser tydeligt, at dette beløb er helt utilstrækkeligt, og det demonstrerer, at EU ikke har været i stand til at støtte denne meget vigtige kategori af virksomheder. Kommissionen tager ikke fat på dette vigtige spørgsmål på grund af manglende ressourcer og de meget forskellige karakteristika ved disse virksomheder.

3.3.

I samme periode blev et relativt stort antal politiske instrumenter anvendt med en høj grad af variabilitet, der spænder fra 1 til 8 000-9 000 støttemodtagere. Det er uden tvivl ineffektivt at udforme instrumenter, der kun omfatter et meget lille antal støttemodtagere. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udforme så mange instrumenter. Desuden skal deres effektivitet og produktivitet efterprøves, og de anvendte menneskelige og finansielle ressourcer skal ses i forhold til de (eventuelle) resultater, der opnås. Samtidig har casestudierne fremhævet en proces baseret på selvudvælgelse eller »bløde valg«, hvor en særlig gruppe af støttemodtagere (generelt kendetegnet ved større absorptionskapacitet) var målgruppen alene som følge af udformningen af det politiske instrument.

3.4.

En omfattende gennemgang (16) af i alt 670 politiske instrumenter på tværs af de 50 operationelle programmer (OP'er), der blev gennemført i løbet af programmeringsperioden, viser, at fordelingen mellem de forskellige politikker er temmelig uensartet. Den viser, at mindre end 30 % af alle politiske instrumenter var målrettet mod behovene hos traditionelle virksomheder. EØSU har allerede givet udtryk for sin støtte til innovative og hurtigt voksende virksomheder (17), men beklager samtidig, at de politiske instrumenter overvejende og på uforholdsmæssig vis er rettet mod innovationsmål i SMV'erne, idet hovedparten af EU's SMV'er ikke har — og ikke i den nærmeste fremtid vil få — et innovativt potentiale, og deres kerneaktivitet heller ikke kræver det. Det er korrekt, at der kan udvikles innovative produkter med ekstremt lave omkostninger og et højt vækstpotentiale, men denne form for vækst er uden tvivl undtagelsen og ikke reglen i traditionelle og familieejede virksomheder, der arbejder med en helt anden filosofi. En vis grad af innovation er mulig og hensigtsmæssig, og de nye generationer er begyndt at innovere, fordi de er åbne over for nye idéer. I de fleste tilfælde er innovationen imidlertid fragmenteret og ikke en central del af disse virksomheders hovedaktiviteter (18).

3.5.

De politiske støtteinstrumenter fokuserer ikke på mindre familieejede og traditionelle virksomheder, hvilket fremgår af den omstændighed, at kun få politiske instrumenter (kun 7 % af det samlede offentlige bidrag) er målrettet mod SMV'er, der er aktive inden for bestemte sektorer, hvoraf den mest forekommende er turisme. Dette illustreres også af, at ca. 54 % af de støttemodtagende SMV'er er fra fremstillingssektoren og IKT (10 %)-sektoren, mens kun 16 % er fra engros- og detailhandel og 6 % fra sektoren for overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed, som anses for at være traditionelle sektorer. Problemets omfang tydeliggøres ved, at støtten til SMV'er under den seneste programmeringsperiode blev udformet på baggrund af den dybe økonomiske krise, hvor der blev taget højde for behovet for at flytte ressourcer fra innovation til mere generisk vækst.

3.6.

Samtidig viser data, at i de fem år fra begyndelsen af krisen i 2008 steg det samlede antal SMV'er, samtidig med at merværdien og antallet af beskæftigede faldt (19). Disse statistikker viser, at der i denne periode snarere var tale om »en iværksætterkultur baseret på nødvendighed« end »en iværksætterkultur baseret på muligheder«. Borgerne forsøgte tydeligvis at finde en vej ud af krisen, og virksomheder forsøgte at overleve, men støtten var hverken tilstrækkelig eller hensigtsmæssig (20).

3.7.

Mange nyere undersøgelser har klart dokumenteret, at der er væsentlige forskelle på SMV'ernes behov i henholdsvis det nordlige og sydlige Europa, herunder betydelige forskelle på nationalt plan. Dette synspunkt støttes fuldt ud i Kommissionens »Annual Report on European SMEs« 2014/2015 (årsrapport 2014/2015 om de europæiske SMV'er), hvori det anføres, at det primært er lande i Sydeuropa, der har den laveste score. Disse lande rapporterer om ekstremt lave succesrater for projekter, herunder i forbindelse med SMV-komponenten i Horisont 2020.

3.8.

En yderligere alvorlig udfordring for udformningen af effektiv støtte til mindre familieejede og traditionelle virksomheder er det faktum, at støttepolitikkerne for det meste udformes på grundlag af størrelsen af de virksomheder, der skal støttes, og ikke anvender mere relevante karakteristika, som har en større indvirkning på deres aktiviteter. Denne tilgang kan vise sig at være forældet med for bredt et sigte, og den tager ikke hensyn til de forskellige behov hos forskellige grupper såsom mindre familieejede og traditionelle virksomheder. EØSU har derfor i sine udtalelser konsekvent fremhævet behovet for mere målrettede og mere præcist definerede politikker til fremme af SMV'erne i Europa samt behovet for at ajourføre definitionen på en SMV, så den bedre afspejler de mange forskellige typer (21).

3.9.

EØSU er bekymret over, at kun en lille del af EFRU-støtten indtil nu har haft en dokumenteret effekt (22), dvs. bevist, at den har en reel indvirkning på økonomien. Dette stiller spørgsmålstegn ved den reelle virkning af de midler, der investeres til støtte for små og mellemstore virksomheder, og EØSU insisterer på, at der gennemføres en reel konsekvensanalyse, herunder en analyse af den støtte, der ydes til mindre familieejede og traditionelle virksomheder.

3.10.

EFRU er ikke den eneste kilde til støtte for mindre familieejede og traditionelle virksomheder. Andre kilder som Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) (23), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (24) og Den Europæiske Socialfond (ESF) (25), som kan anvendes særskilt eller gennem de territoriale instrumenter (Lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) og Integrerede territoriale investeringer (ITI)), yder ligeledes støtte til SMV'er. Men de er ikke rettet mod mindre familieejede og traditionelle virksomheder, og kun en meget lille del af finansieringen går til disse virksomheder. Ifølge repræsentanter for mindre familieejede og traditionelle virksomheder er indsigten i deres behov beskeden, og behovene imødekommes ikke på hensigtsmæssig vis.

3.10.1.

Dette kan eventuelt forklares med, at de politiske beslutningstagere og administrationer på EU-, nationalt og lokalt niveau under udformningen af de politiske støtteinstrumenter på nogle områder er for restriktive og ikke tager højde for synspunkterne hos virksomheder og arbejdsmarkedets parter, således at de kan få et indblik i de reelle behov hos små og meget små virksomheder.

3.10.2.

Naturligvis bør skylden ikke kun placeres hos administrationen, men også hos de formidlende organisationer, der ikke har redegjort for SMV'ernes reelle behov på effektiv vis. Et godt eksempel på dette er, at SMV'er viser en klar præference for tilskud til virksomheder, i modsætning til den stadig større vægt, der i den politiske debat lægges på egenkapitalfinansiering, tilbagebetalingspligtig støtte og indirekte støtte.

3.10.3.

Partnerskaber mellem virksomheder og forskningscentre og brug af formidlere, der skal bistå SMV'er, synes også at være mindre udviklet end forventet på trods af den store opmærksomhed, som disse emner nyder. Det hævdes, at dette misforhold til dels kan forklares med krisen, men under en økonomisk afmatning kunne de politiske beslutningstagere have valgt mere »traditionelle« politiske instrumenter til at støtte de lokale økonomier på et afgørende tidspunkt.

3.10.4.

Muligheden for at anvende forskellige specifikke finansielle instrumenter er praktisk taget utilgængelig for de mindre familieejede og traditionelle virksomheder på grund af vanskelighederne i forbindelse med gennemførelsen og den manglende erfaring og viden.

4.1.

Små virksomheder har typisk en lavere eksport som en procentdel af omsætningen end mellemstore og store virksomheder, hvilket peger i retning af, at der findes en sammenhæng mellem en virksomheds størrelse og dens eksportkapacitet.

4.2.

Adgang til finansiering er et stort problem for SMV'er og nyetablerede virksomheder. I en informationsrapport henledte EØSU opmærksomheden på, at den utilstrækkelige adgang til finansiering har lagt en dæmper på SMV'ernes aktiviteter siden 2008 (26). Selv om situationen er forbedret på det seneste, har fremskridtene været mindre, jo mindre virksomheden er, hvilket igen indikerer, at virksomhedens størrelse har betydning for dens behov og resultater. SMV'er er desuden hovedsageligt afhængige af banklån til finansiering, men banksystemet er ikke skræddersyet til SMV'er, navnlig mindre familieejede og traditionelle virksomheder.

4.3.

Den finansielle støtte har for nylig primært haft fokus på nystartede virksomheder, som repræsenterer en meget lille andel af SMV'erne i EU. Der er endnu ikke blevet taget tilstrækkeligt hånd om det presserende behov for kapital til at finansiere vækstvirksomheder eller størstedelen af de traditionelle virksomheders behov for blot at finansiere deres almindelige aktiviteter, som har lidt under den seneste krise. Der er rapporter om, at nødlidende banker har fået nogle mindre virksomheder til at lukke på grund af simple likviditetsproblemer.

4.4.

Et andet meget alvorligt problem som SMV'er oplever — i modsætning til store virksomheder — vedrører adgang til oplysninger og nye markeder. Det er også sværere for dem at ansætte og fastholde højt kvalificeret arbejdskraft og overholde de stadigt mere omfattende lovgivningsmæssige og bureaukratiske krav. Denne ufordelagtige situation forværres yderligere for SMV'er i mindre udviklede EU-regioner, der oplever en mangel på muligheder for at samarbejde med større virksomheder som led i deres værdikæde, færre muligheder for at indgå i konkurrencedygtige klynger, et underudbud af offentlige goder, adgang til færre faciliteter og støttende institutioner og ofte et faldende befolkningstal og dermed et faldende kundegrundlag. Alle disse faktorer kan også føre til større omkostninger forbundet med at få deres varer på markedet.

4.5.

For traditionelle SMV'er, og dem der befinder sig i mindre udviklede områder i EU, er det derfor ikke politiske instrumenter med fokus på fremme af innovation, adgang til nye markeder, internalisering og adgang til kapitalmarkeder osv., som har størst betydning, men i stedet de instrumenter, der hjælper SMV'er med at forbedre udførelsen af deres hovedaktiviteter, herunder dem, der sikrer en bedre adgang til almindelig bankfinansiering, information, en kvalificeret arbejdsstyrke og umiddelbare forretningsmuligheder (forbedring af den daglige drift). For disse virksomheder giver adfærdsændringer heller ikke mening på kort sigt, da det er nødvendigt først at ændre den overordnede sammenhæng, som de indgår i.

4.6.

I nogle lande fungerer væksthuse for virksomheder efter hensigten, mens de positive virkninger i andre lande er forholdsvis begrænsede. En afgørende succesfaktor er en kultur for udveksling af organisatoriske ressourcer og støttenetværk, som i princippet ikke er veludviklet i de mindre udviklede regioner i EU.

4.7.

Den stigende betydning af produktion baseret på videnindhold som en konkurrencefordel øger yderligere forskelligartetheden blandt SMV'er, hvor der skelnes mellem SMV'er med høj vækst og andre SMV'er, hvis udvikling hæmmes af barrierer, der typisk er knyttet til deres begrænsede størrelse, deres beliggenhed og kundegrundlag.

4.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til at bakke op om »Act Small First«-strategien og være særlig opmærksom på behovene hos mindre familieejede og traditionelle virksomheder ved udformningen af politiske instrumenter.

4.9.

Der var mange tilbagestående regioner i Europa for 30 eller 40 år siden. Regioner, som geografisk eller funktionelt befandt sig langt fra motorerne for økonomisk vækst. Nogle af disse regioner er nu velstående som følge af åbne, ansvarlige og korruptionsfri lokalforvaltninger, erhvervsorganisationers effektive indsats og oprettelsen af lokale velfungerende erhvervsnetværk.

5.1.

Adgang til finansiering er et vedvarende og alvorligt problem. Sammenlignet med større virksomheder udviser mindre familieejede og traditionelle virksomheder en større variation i rentabilitet, overlevelse og vækst, hvilket er årsagen til de særlige problemer, de står over for med hensyn til finansiering. SMV'er pålægges generelt højere rentesatser samt kreditrationering på grund af manglende sikkerhedsstillelse. Problemerne med finansiering varierer betydeligt mellem de virksomheder, der vokser langsomt, og dem der vokser hurtigt.

5.2.

Stigningen i antallet af venturekapitalfonde, markeder for private investeringer, herunder uformelle markeder og business angels, crowdfunding og den generelle udvikling af kapitalmarkedsunionen har forbedret adgangen til risikovillig kapital for bestemte kategorier af SMV'er, men mindre familieejede og traditionelle virksomheder vil sandsynligvis ikke kunne nyde godt af denne udvikling og vil fortsat være meget afhængige af traditionelle banklån. Selv for innovative virksomheder, nystartede virksomheder og mellemstore virksomheder er disse instrumenter ikke altid lige lette at bruge, og der findes stadig store forskelle mellem de enkelte lande som følge af udviklingsniveauet i de lokale kapitalmarkeder og manglen på passende lovgivning.

5.3.

Kommissionens politik, der er møntet på at lette adgangen til finansiering ved at stille garantier, hilses velkommen. Imidlertid ser den valgte ordning ud til at skabe forvridninger på markedet for garantier med i sidste ende utilsigtede konsekvenser for garantiinstitutionernes aktiviteter. Der foreligger empirisk dokumentation (Spanien som casestudie), hvoraf det fremgår, at forretningsbanker eksplicit foreslår, at deres eksisterende låntagere anmoder om en garanti, som udstedes direkte til dem fra EU i form af en direkte garanti, således at banken er i stand til at dække løbende risici gennem garantien uden behov for at øge deres risikoklasse. »Dårligt stillede SMV'er« (dvs. dem, der kæmper for at få lån) står uden for. En øget udbredelse af offentlige midler, der kanaliseres gennem regarantier, vil øge effektiviteten i anvendelsen af de offentlige midler og skabe en større løftestangseffekt på markedet og i resten af økonomien.

5.4.

Europæiske og lokale reguleringsmæssige byrder udgør stadig en stor hindring for mindre familieejede og traditionelle virksomheder, da de har en tendens til at have dårlige forudsætninger for at håndtere problemer, der skyldes overdreven regulering. Dette kræver, at adgangen til oplysninger om gældende regler bliver lettere for disse virksomheder, samtidig med at de informeres bedre om tekniske og miljørelaterede standarder. De politiske beslutningstagere skal sikre, at procedurerne for overholdelse ikke er unødigt dyre, komplicerede eller langvarige. De relevante lokale erhvervssammenslutninger bør også på systematisk og grundig vis overvåge nye bestemmelser og deres gennemførelse.

5.5.

Adgang til bedre oplysninger er ikke kun en nødvendighed set i forhold til lovgivningsmæssige krav. Oplysninger om det lokale erhvervsliv og markedsmuligheder på regionalt plan har også vital betydning for familieejede og traditionelle virksomheder. Moderne teknologier har et stort potentiale til at mindske informationskløften, hvis de udformes på en brugervenlig måde. Det ville være meget nyttigt at oprette en »kvikskranke«, hvor alle de relevante oplysninger, som påvirker en virksomheds strategier og beslutninger, stilles til rådighed på ét sted, hvilket allerede er tilfældet i nogle lande. Foranstaltninger til fremme af informationsnetværk skal forsøge at skræddersy databaser og undgå meget store informationsmængder.

5.6.

De seneste foranstaltninger til at lette markedsadgangen har primært fokuseret på de internationale markeder. Politikken på dette område forsøger at imødegå de ulemper, som SMV'erne oplever som følge af manglende adgang til menneskelige ressourcer, eksterne markeder og teknologi. Men som anført ovenfor er dette ofte mindre relevant for mindre familieejede og traditionelle virksomheder. Derfor bør indsatsen rettes mod en bedre koordinering mellem arrangører af handelsdelegationer på regionalt plan og mod at yde bedre bistand til at finde pålidelige forretningspartnere. En anden mulighed inden for samme område er at sætte skub i indsatsen for at øge mindre virksomheders »andel« af offentlige kontrakter i forbindelse med offentlige indkøb.

5.7.

Et meget specifikt problem, som mindre familieejede og traditionelle virksomheder har oplevet for nylig, vedrører adgangen til kvalificeret arbejdskraft. Den demografiske situation forværres i fjerntliggende områder og i mange regioner, som halter bagefter i udviklingssammenhæng, og som følge heraf er der mange steder en stor mangel på kvalificeret arbejdskraft. Disse virksomheder har derfor behov for hjælp til at finde frem til og tiltrække menneskelige ressourcer samt til at uddanne dem. Uddannelsesprogrammerne bør gennemføres uden for højsæsonen og være skræddersyede. Der bør også etableres en ordning, så disse programmer udbydes regelmæssigt, idet mindre virksomheder kan have en høj personaleomsætning.

5.8.

I familieejede virksomheder er det almindeligt, at børn arbejder for virksomheden, uanset om de er fra samme familie eller ej. Dette er en tradition og til gavn for virksomheden, fordi det letter en gnidningsløs overgang fra den ene generation til den næste og giver mulighed for at blive fortrolig med det fremtidige arbejde. I sådanne tilfælde bør ejere/ledere altid tage hensyn til, at arbejdsforholdene skal være i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 182 og nr. 138 om børnearbejde.

5.9.

Der er behov for uddannelse, ikke blot for de ansatte i mindre familieejede og traditionelle virksomheder. I landdistrikter og fjerntliggende områder har bankansatte og arbejdsgiverorganisationer ofte ikke noget kendskab til de forskellige programmer og de muligheder, som Kommissionen stiller til rådighed, og de dermed forbundne dokumenter og procedurer. Dette netværk af formidlere er yderst vigtigt, hvis støtten til mindre familieejede og traditionelle virksomheder skal være effektiv. Informationsprogrammer og udveksling af bedste praksis mellem disse formidlere bør fremmes. Der bør ligeledes oprettes ét enkelt kontaktpunkt for alle typer af finansiering og programmer.

5.10.

En vigtig politisk foranstaltning bør have som mål at styrke »kvaliteten« af ejerskabet/ledelsen af mindre familieejede og traditionelle virksomheder, eftersom alt i disse virksomheder er direkte forbundet med denne faktor. Dette kunne gøres ved enten at fremme uddannelse og/eller ved at lette adgangen til rådgivning og konsulentvirksomhed. Livslang læring bør fremmes og onlineundervisningsværktøjer vedrørende områder som forretningsplaner, produktionsstandarder, forbrugerlovgivning og andre regler kunne være et skridt i den rigtige retning.

5.11.

En anden foranstaltning består i at tilskynde mindre familieejede og traditionelle virksomheder til at geninvestere deres overskud. Hvis de får incitamenter til at gøre dette, vil disse virksomheder blive mere stabile, mindre afhængige af banklån og mindre sårbare over for kriser.

5.12.

Det ville være meget nyttigt at sammenfatte bedste praksis fra forskellige lande i sektorer med mange mindre familieejede og traditionelle virksomheder som turisme, landbrug, fiskeri m.m. og fremlægge disse for medlemsstaterne.

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/9

Ordfører:

Jean-Marc ROIRANT

1.1.

Civilsamfundsorganisationerne spiller en afgørende rolle for fremme af aktivt medborgerskab i EU. Et deltagelsesbaseret demokrati har behov for formidlingsorganer for at inddrage borgerne og give dem mulighed for at blive hørt i alle de civile rum, de deltager i. Et stærkt, uafhængigt og mangfoldigt organiseret civilsamfund afhænger af passende offentlige investeringer.

1.2.

Ud over de stigende vanskeligheder med at få adgang til offentlige midler udgør indskrænkningen af civilsamfundets spillerum, som man kan konstatere i visse EU-medlemsstater, de største trusler mod velfungerende civilsamfundsorganisationer og det europæiske demokrati.

1.3.

Efter EØSU's opfattelse bør man etablere en retlig ramme på europæisk og nationalt plan for at fremme udviklingen af det europæiske civilsamfund, hvis aktiviteter udgør en central del af de værdier, der er forankrede i de grundlæggende rettigheder.

1.4.

EU-institutionerne kunne engagere sig i en ægte europæisk civil dialog, ligesom visse medlemsstater har gjort på nationalt plan gennem »gensidige forpligtelser« eller »pagter«. Man er nødt til at genoptage drøftelserne om en statut for den europæiske forening og en europæisk statut for stiftelser samt sikre gennemførelsen af artikel 11 i EU-traktaten om den strukturerede dialog med civilsamfundet.

1.5.

EU bør tilskynde medlemsstaterne til at opretholde eller udvikle skatteincitamenter til fordel for private donationer og kanalisere en del af deres skatteindtægter ud til civilsamfundsorganisationerne. EU bør samtidig fjerne hindringer for grænseoverskridende donationer ved at koordinere skattelovgivninger og -procedurer og ved at investere i velgørenhed i hele EU.

1.6.

EU-institutionerne bør sikre, at man fremmer et positivt billede af civilsamfundets organisationer, samt sørge for at bevare deres uafhængighed navnlig ved at styrke deres handlekraft og engagement inden for social innovation og samfundsengagement.

1.7.

EØSU opfordrer til en strategi, der letter udviklingen af et stærkt og uafhængigt civilsamfund i Europa, og til at der udnævnes en EU-ombudsmand for borgerlige frihedsrettigheder, som ngo’erne kan indberette hændelser til i forbindelse med begrænsning pga. chikane eller begrænsning af deres arbejde.

1.8.

Vedrørende den fremtidige flerårige finansielle ramme opfordrer EØSU budgetmyndighederne til at øge støtten til civilsamfundsorganisationerne navnlig gennem driftstilskud samt flerårige finansieringer.

1.9.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en EU-fond (1) for demokrati, menneskerettigheder og værdier i EU, der skal udstyres med et ambitiøst budget, være direkte tilgængelig for civilsamfundsorganisationer rundt omkring i EU og forvaltes uafhængigt på samme måde som Den Europæiske Demokratifond (2) med deltagelse af repræsentanter for EØSU.

1.10.

For at fremhjælpe et deltagelsesdemokrati mener EØSU, at programmet »Europa for Borgerne« bør bevilges et budget på 500 mio. EUR under den kommende flerårige finansielle ramme (FFR), således som Europa-Parlamentet har fremsat forslag om (3). Samtidig bør man øge de Erasmus+-aktioner, der er møntet på civilsamfundet.

1.11.

EØSU opfordrer Kommissionen til at overvåge gennemførelsen af adfærdskodeksen om partnerskab med civilsamfundet inden for strukturfondene. Kommissionen bør ligeledes opfordre nationale og regionale myndigheder til at anvende bestemmelserne om teknisk assistance, der er udformet til at fremme kapacitetsopbygning for civilsamfundsorganisationerne.

1.12.

EØSU opfordrer ligeledes til en mere detaljeret drøftelse om, hvordan man kan sikre civilsamfundsorganisationernes større engagement i forskningsprogrammer ved at fremme forbindelserne mellem forskere og civilsamfundet og foreslå et nyt afsnit om samfundsengagement og demokrati under søjlen Samfundsmæssige udfordringer i det kommende forskningsrammeprogram.

1.13.

Målene for bæredygtig udvikling og ligestilling bør indarbejdes i den kommende FFR.

1.14.

EU bør opretholde og yderligere styrke sit lederskab som donor til humanitær bistand og internationalt samarbejde samt proaktivt fremme et selvstændigt fungerende civilsamfund.

1.15.

EØSU bifalder Kommissionens forslag i dens foreslåede revision af Finansforordningen om at tage højde for de timer, som frivillige erlægger, som værende støtteberettigede udgifter (en direkte reaktion på EØSU's udtalelse om Statistiske værktøjer til måling af frivilligt arbejde« (4)), og gøre det lettere at lade bidrag i form af naturalydelser indgå som medfinansiering. Udvalget glæder sig også over Europa-Parlamentets betænkning, der opfordrer til forenkling af tilsynet med fonde såsom gensidig tillid til vurderinger og revisioner, hurtigere svar til ansøgere og underskrivelse af kontrakter og betalinger. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at nå til enighed om den foreslåede tekst, der gør det muligt at foretage en retfærdig vurdering af de timer, som frivillige erlægger.

1.16.

En styrkelse af civilsamfundet forudsætter forbedret adgang til finansiering for de mindste organisationer og de dårligst stillede sektorer i samfundet. Med dette in mente bør Kommissionen fastsætte regler for forskellige finansieringsmuligheder og yderligere forenkle de administrative formaliteter, tilbyde uddannelse og retningslinjer for gennemførelsen af kontrakter og finansielle forpligtelser, samtidig med at man sikrer en konsekvent fortolkning af forordningen og de finansielle regler i dens tjenestegrene.

1.17.

EØSU opfordrer Kommissionen til at reagere fluks med relevante foranstaltninger, herunder overtrædelsesprocedurer mod medlemsstaterne, i de tilfælde hvor nationale administrative og retlige bestemmelser begrænser nationale civilsamfundsorganisationers adgang til EU fonde, og hvor finansieringen pålægges betingelser, der begrænser disse organisationers aktiviteter.

2.1.

I en række af sine udtalelser har EØSU undersøgt spørgsmålene om civil dialog og deltagelsesdemokrati, definitionen af disse begreber, de forskellige interessenters repræsentativitet og de nødvendige foranstaltninger på EU-plan. EØSU har navnlig understreget, at en gennemførelse af artikel 11 i EU-traktaten (5) har afgørende betydning for EU's søgen efter demokratisk legitimitet i borgernes øjne.

2.2.

Men spørgsmålet om, hvordan økonomiske midler kan medvirke til at fremme et aktivt medborgerskab og et deltagelsesbaseret demokrati, er endnu ikke blevet behandlet i en særskilt udtalelse.

2.3.

Der er nu et presserende behov for at analysere fordelingen og effektiviteten af EU’s finansielle midler i den retning, eftersom EU-institutionerne forbereder sig på at drøfte forslaget om den flerårige finansielle ramme efter 2020 og står over for at træffe en beslutning vedrørende revision af finansforordningen.

2.4.

Spørgsmålet vedrørende finansiering hænger også sammen med en anerkendelse af de forskellige aktørers særegne status og rolle i den europæiske civile dialog. EØSU har allerede ved flere lejligheder udtalt sig om behovet for en statut for den europæiske forening (6).

2.5.

I forbindelse med nærværende udtalelse forstår man ved begrebet »civilsamfundsorganisationer« ikkestatslige non-profitorganisationer, der er uafhængige af offentlige institutioner eller kommercielle interesser, og hvis tiltag bidrager til målsætningen i chartret om grundlæggende rettigheder, såsom social inklusion, borgernes aktive deltagelse, bæredygtig udvikling i alle dens former, uddannelse, sundhed, beskæftigelse, forbrugerrettigheder, hjælp til migranter og flygtninge og grundlæggende rettigheder (7).

3.1.

Et engageret, pluralistisk og uafhængigt civilsamfund spiller en afgørende rolle for fremme af borgernes aktive deltagelse i den demokratiske proces og i regeringsførelse og gennemsigtighed på EU- og nationalt plan. Det kan også bidrage til mere retfærdige og effektive politikker samt fremme en bæredygtig udvikling og en inklusiv vækst (8). Civilsamfundsorganisationerne muliggør en øget deltagelse og bidrager til fastlæggelse af europæiske politikker (9), eftersom de er i stand til at »nå de mest udsatte og dårligst stillede befolkningsgrupper og give dem, der ikke bliver tilstrækkeligt hørt (…), mulighed for komme til orde«.

3.2.

Ud over deres civile og sociale funktioner sætter civilsamfundsorganisationerne for nogles vedkommende også ind over for den såkaldte »sociale og solidariske økonomi« og bidrager endda på betragtelig vis til jobskabelse.

3.3.

Det særlige ved civilsamfundsorganisationerne er, at de i forbindelse med forskellige projekter formår at være samlingspunkt for for det meste meget motiverede frivillige og engagerede ansatte. Det frivillige arbejde som et aktivt udtryk for et samfundsengagement, som gør det muligt at styrke de fælles europæiske værdier såsom solidaritet og social samhørighed, skal drage fordel af et gunstigt miljø (10).

3.4.

Et ægte deltagelsesbaseret demokrati har behov for formidlingsorganer (fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og SMV'er, ngo'er og andre almennyttige aktører, osv.) for at inddrage borgerne og fremme et folkeligt og medborgerligt engagement i de europæiske udfordringer og opbygge et mere retfærdigt, solidarisk og inklusivt Europa. For at der kan eksistere et stærkt og mangfoldigt organiseret civilsamfund, er der behov for den fornødne offentlige finansiering og en ramme, der letter adgangen til forskellige former for privat finansiering.

4.1.

På Europæisk plan findes der adskillige programmer i en bred vifte af sektorer (uddannelse, kultur, samfund, medborgerskab, miljø, grundlæggende rettigheder, forskning, internationalt samarbejde, humanitær bistand, sundhed osv.), som omfatter specifikke mål for civilsamfundets deltagelse, navnlig i form af projekter. Institutionerne har også udviklet driftstilskud, navnlig for at fremme netværkssamarbejde mellem de nationale organisationer, som arbejder inden for forskellige sektorer og samfundsmæssige spørgsmål. Denne finansielle støtte bidrager således til udformningen af en »offentlig meningsdannelse i Europa«.

4.2.

For så vidt angår udvidelsen og eksterne politikker, navnlig det internationale samarbejde og humanitær bistand, har EU udviklet en proaktiv politik til fremme af et selvstændigt fungerende civilsamfund, herunder igennem specifikke foranstaltninger. EU er desuden en af de største globale bidragydere af udviklings- og humanitær bistand, og de europæiske borgere støtter i høj grad denne tilgang (11).

4.3.

For så vidt angår den interne politik er der ikke foretaget nogen fornyet vurdering af relationen mellem EU og civilsamfundsorganisationerne (navnlig inden for rammerne af artikel 11 i EU-traktaten) siden det første diskussionsoplæg, som Kommissionen fremlagde i år 2000 i forbindelse med den administrative reform, hvor man understregede behovet for at opretholde et højt niveau af offentlig støtte for at styrke ngo’ernes rolle, fastlægge en sammenhængende tilgang inden for Kommissionens tjenestegrene og forbedre forvaltningen af tilskud.

4.4.

Økonomiske midler til civilsamfundsorganisationerne hentes hovedsageligt fra områderne humanitær bistand og internationalt samarbejde. Ifølge data fra 2015 blev der blevet bevilget 1,2 mia. EUR til finansiering af ngo'er (mere eller mindre 15 % af udgiftsområdet »Et globalt Europa«) (12), samtidig med at finansieringen af civilsamfundsorganisationerne på andre områder var ret begrænset: 0,08 % af udgiftsområdet »Bæredygtig vækst: naturressourcer«, 2,5 % af udgiftsområdet »Sikkerhed og unionsborgerskab« og mindre end 0,009 % af udgiftsområdet »Intelligent og inklusiv vækst«. Det er derfor på høje tid at foretage en evaluering af beløbene, men også af effektiviteten af de trufne foranstaltninger.

5.1.

Nylige undersøgelser og rundspørger viser sammen med foranstaltninger, der er udviklet i enkelte EU-lande, også, at civilsamfundets spillerum forringes på nationalt plan i nogle af EU's medlemsstater (13). Revisionen af den finansielle ramme efter 2020 og revisionen af visse igangværende finansieringsprogrammer vil ikke kunne se bort fra denne nye situation.

5.2.

Den seneste lov i Ungarn om gennemsigtighed blandt de organisationer, der modtager udenlandske midler, og som blev vedtaget i juni 2017, er blevet fordømt af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Europarådet. Dette viser, hvorfor Kommissionen er nødt til at sørge for, at de foranstaltninger, der træffes for at tage kampen op mod finansiering af terrorisme og hvidvaskning af penge, ikke får utilsigtede konsekvenser for civilsamfundsorganisationernes adgang til finansiering og lån.

5.3.

I mange europæiske lande er vi vidne til fremkomsten af foranstaltninger, der går ud på at indføre betingelser for støtte til civilsamfundsorganisationer og dermed begrænser deres rolle som støtte for civilsamfundet og deres mulighed for at optræde som part i retssager (14).

5.4.

I mange lande har den finansielle og økonomiske krise betydet, at den offentlige støtte til civilsamfundsorganisationer er blevet begrænset og/eller er blevet lagt om til kortsigtede tilskud. Finansieringsformer, der hovedsageligt fokuserer på projekter, kan tvinge civilsamfundsorganisationerne til at tilpasse deres prioriteter og fjerne dem fra deres oprindelige mission og samfundsmæssige behov. I visse lande har regeringer givet støtte til organisationer, der lægger sig op ad deres strategiske linje (på bekostning af andre organisationer), og skabt en atmosfære af politisk indforståethed, og man konstaterer en voksende mangel på gennemsigtighed i udbetalingen af tilskuddene.

5.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge opfyldelsen af forhåndsbetingelserne i forbindelse med evalueringen af programmerne samt partnerskabsaftalerne, især vedrørende beskæftigelse, social inklusion og ikkeforskelsbehandling, miljø, ligestilling mellem kønnene, rettigheder for personer med handicap, inddragelse af civilsamfundsorganisationer og styrkelse af deres institutionelle kapacitet (15) og gennemsigtighed i procedurerne for tildeling af kontrakter, og til at tilbageholde betalinger, når disse ikke opfyldes. EØSU minder ligeledes Kommissionen om at overvåge gennemførelsen af artikel 125 om forvaltningsmyndigheders pligt til at anvende gennemsigtige og ikke-diskriminerende udvælgelsesprocedurer og -kriterier. EØSU opfordrer Den Europæiske Revisionsret til at vurdere overholdelsen af disse bestemmelser, for så vidt angår udvælgelsesprocedurerne for NGO'er, i sin kommende rapport.

5.6.

Den stigende ekstremisme og populisme og udemokratiske love udgør en udfordring for hele det demokratiske regelsæt og skaber et fjendtligt miljø for formidlingsorganerne. Der er derfor behov for at bekræfte betydningen af civilsamfundsorganisationernes rolle og øge EU’s økonomisk støtte til dem.

5.7.

EØSU går ind for, at der udnævnes en EU-ombudsmand for borgerlige frihedsrettigheder, som ngo’erne kan indberette hændelser til i forbindelse med chikane eller begrænsning af deres arbejde.

6.1.

EØSU mener, at der bør tilrettelægges en politisk og lovgivningsmæssig ramme på europæisk og nationalt plan for at fremme udviklingen af et mangfoldigt europæisk civilsamfund, hvis aktiviteter er en fuldgyldig del af de værdier, som de grundlæggende rettigheder afspejler.

6.2.

EU-institutionerne bør fremme et positivt billede af civilsamfundets organisationer samt bevare deres uafhængighed navnlig ved at styrke deres handlekraft og engagement inden for social innovation og samfundsengagement, som ofte er forbundet med finansiering.

6.3.

EU-institutionerne kunne tage skridt til at anerkende og etablere partnerskaber med europæiske repræsentative sammenslutninger, ligesom visse medlemsstater har gjort på nationalt plan gennem »gensidige forpligtelser« eller »pagter«, og på den måde skabe betingelserne for en ægte europæisk civil dialog og derved gennemføre artikel 11 i EU-traktaten og andre relevante internationale forpligtelser (16).

6.4.

Det er også på høje tid at genoptage diskussionen om en statut for europæiske foreninger, som Kommissionen fremsatte forslag om i 1992 (17), foruden en europæisk statut for stiftelser. Dette vil fremme anerkendelsen af civilsamfundsorganisationerne og samarbejdet mellem dem på europæisk plan og derved supplere statutten for det europæiske selskab, som blev vedtaget i 2004 (18).

6.5.

EØSU mener, at EU bør tilskynde medlemsstaterne til at opretholde eksisterende og udvikle nye skattemæssige incitamenter til private donationer for at kanalisere en del af deres skatteindtægter til civilsamfundsorganisationerne, samtidig med at man fjerner hindringer for grænseoverskridende donationer ved at koordinere skattelovgivninger og -procedurer og investerer i velgørenhed i hele EU.

6.6.

Vedrørende den fremtidige flerårige finansielle ramme (FFR) opfordrer EØSU budgetmyndighederne til at øge midlerne til civilsamfundsorganisationerne, herunder i form af driftstilskud og flerårig finansiering for at sætte skub i initiativerne på langt sigt.

6.7.

Siden vedtagelsen af chartret om grundlæggende rettigheder har der ikke været noget egentligt støtteprogram for civilsamfundet i forhold til menneskerettigheder i EU's medlemsstater. Den vigtige støtte, der blev givet til civilsamfundet i staterne i Central- og Østeuropa i forbindelse med deres tiltrædelse af Unionen, er ikke blevet opretholdt gennem andre finansieringsmekanismer. De seneste begivenheder med terrorismens udbredelse og ekstremistiske og/eller populistiske bevægelser har vist, at der er behov for større investeringer i civilsamfundet for at sikre samhørighed mellem lande med henblik på udvikling af civilsamfundet.

6.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en EU-fond (19) for demokrati, menneskerettigheder og værdier, der skal udstyres med et ambitiøst budget og være direkte tilgængeligt for civilsamfundsorganisationer rundt omkring i Europa, herunder menneskerettighedsforkæmpere, som fremmer og beskytter EU’s grundlæggende værdier. Fonden bør dække driftsomkostninger samt klage- og overvågningsaktiviteter og bør forvaltes uafhængigt på linje med Den Europæiske Demokratifond (20) med deltagelse af repræsentanter for EØSU.

6.9.

Programmet for Borgernes Europa er det eneste europæiske program, der specifikt bidrager til at begrænse det demokratiske underskud ved at give alle borgere mulighed for at deltage direkte i den europæiske integrationsproces, men det råder over alt for begrænsede midler. I den nuværende situation, hvor der stilles spørgsmålstegn ved de europæiske værdier og demokratiet, mener EØSU, at et sådant program bør bevilges 500 millioner EUR i den næste flerårige finansielle ramme, således som foreslået af Europa-Parlamentet (21). Samtidig bør man øge de Erasmus+-aktioner, der er møntet på civilsamfundet.

6.10.

De fleste civilsamfundsorganisationer har svært ved at få adgang til strukturfondsmidlerne, navnlig på grund af den krævede medfinansiering. Bestemmelserne om teknisk assistance, der går ud på at støtte kapacitetsudviklingen, anvendes derfor ikke i tilstrækkelig grad og er ofte forbeholdt offentlige administrationer. Adfærdskodeksen for partnerskabsaftaler med civilsamfundet, som er det centrale instrument, er ikke blevet ordenligt anvendt i de fleste lande (22). Selv når civilsamfundsorganisationerne indbydes til at deltage i tilsynsudvalgene, er deres rolle begrænset.

6.11.

EØSU opfordrer Kommissionen til at reagere fluks med relevante foranstaltninger, herunder overtrædelsesprocedurer mod medlemsstaterne, i de tilfælde hvor nationale administrative og retlige bestemmelser begrænser nationale civilsamfundsorganisationers adgang til EU-fonde, og hvor finansieringen pålægges betingelser, der begrænser disse organisationers aktiviteter.

6.12.

Gennem deres forbindelser og faste kontakt med borgerne og aktiviteterne på lokalt plan er civilsamfundsorganisationerne bevidste om de samfundsmæssige udfordringer og behov. Ikke desto mindre spiller de kun en meget lille rolle inden for forskningen. Ikke desto mindre spiller de kun en meget lille rolle inden for forskningen. EU-programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI) omfatter også hindringer for civilsamfundsorganisationernes adgang. EØSU opfordrer til en mere detaljeret drøftelse om, hvordan man kan fremme forbindelserne mellem forskere og civilsamfundet og foreslår et nyt afsnit om samfundsengagement og demokrati under søjlen Samfundsmæssige udfordringer i det kommende forskningsrammeprogram.

6.13.

Ungdomsarbejdsløsheden er stadig meget høj og udgør et af de største problemer, som EU står over for, med et stigende antal unge, der er i fare for social udstødelse. I den forbindelse bør de europæiske finansielle midler i højere grad støtte civilsamfundsorganisationer, som engagerer sig i udvikling af de unges kvalifikationer og kompetencer gennem ikkeformel uddannelse.

6.14.

I den kulturelle sektor er de færreste tilskud tilpasset civilsamfundsorganisationernes behov, som derfor er afskåret fra forskellige tilgængelige finansieringsinstrumenter såsom lån. Der er ikke gjort noget reelt for den europæiske kulturelle dimension i en tid, hvor identitetsmæssige og populistiske ytringer bliver mere og mere udbredt. EU bør, navnlig gennem programmet »Et kreativt Europa«, også i højere grad støtte uafhængige kulturelle produktioner samt investere i ikkekommercielle lokale mediers udvikling og bæredygtighed.

6.15.

For så vidt angår udviklingssamarbejdet bør EU engagere sig yderligere i samarbejdstiltag, der fokuserer på befolkningerne, også ud fra et aspekt om lighed mellem kønnene, forvaltning, menneskerettigheder, miljørettigheder, modstandsdygtighed over for klimaændringer, uddannelse samt social beskyttelse, navnlig via en tematisk tilgang land for land, som omfatter et tæt samarbejde med civilsamfundet.

6.16.

Når man udarbejder den fremtidige, flerårige finansielle ramme, bør der også tages højde for målene for bæredygtig udvikling samt prioriteter for ligestilling mellem kønnene.

6.17.

En styrkelse af civilsamfundet betyder også forbedret adgang til finansiering for de mindste organisationer og de dårligst stillede grupper i samfundet. Kommissionen bør i den forbindelse sørge for forskellige finansieringsmuligheder samt gøre en mere samlet indsats for administrativ forenkling. Der burde på mere systematisk vis forefindes mekanismer til viderefordeling (eller kaskadetilskud), således som det er iværksat under det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder og inden for rammerne af EØS-tilskud. Tilskuddene bør tildeles af en uafhængig, national operatør gennem en udbudsprocedure (23).

6.18.

Civilsamfundsorganisationerne i Central- og Østeuropa har stadig forholdsmæssigt mere begrænset adgang til midlerne. Kommissionen bør styrke sine informationstiltag om de forskellige fonde, der er møntet på civilsamfundsorganisationer, og i højere grad fremme partnerskaber mellem organisationer.

6.19.

Det ville også være nyttigt at iværksætte en mere systematisk opfølgning og en støtte til de støttemodtagende organisationer ved at tilbyde uddannelse om de kontraktmæssige forpligtelser og revisioner, men også til de forskellige generaldirektorater, der er ansvarlige for gennemførelsen af finansforordningen.

6.20.

Databaser, der omfatter en beskrivelse af de projekter, der allerede er gennemført, og eksempler på god praksis, bør være tilgængelige for de potentielle kandidater for at fremme innovationen og partnerskaberne. Kommissionen bør fortsætte sin indsats for at lette den administrative byrde i ansøgningsprocessen samt i den økonomiske forvaltning, navnlig gennem en unik online-ansøgningsprocedure for de forskellige programmer.

6.21.

Evalueringen af de programmer, der forvaltes direkte af Kommissionen, bør være mere gennemsigtig, men også mere detaljeret i betragtning af de mange ansøgninger om EU-støtte og den lave succesrate. Med feedback ville de civilsamfundsorganisationer, der i første omgang ikke er kommet i betragtning, få mulighed for at forbedre sig, og tilliden til udvælgelsesprocessen ville blive øget.

6.22.

Fristerne for udbudsbekendtgørelser, underskrivelse af kontrakter og betalinger bør reduceres kraftigt, så man begrænser behovet for banklån på grund af manglende likviditet.

6.23.

EØSU beder tillige Kommissionen om at tage beløbene for medfinansiering op til revision igen, navnlig for meget små organisationer, som har meget vanskeligt ved at fremskaffe andre midler, og organisationer, der er involveret i velgørenhed, som f.eks. forbrugerbeskyttelsesorganisationer, miljøorganisationer, menneskerettighedsorganisationer og organisationer, der arbejder for fremme af medborgerskab. Dette er især nødvendigt, da reglerne for medfinansiering gør den administrative byrde, der pålægges civilsamfundsorganisationerne, endnu større, med de risici, der er forbundet med de forskellige kontraktmæssige og finansielle bestemmelser mellem donorer.

6.24.

EØSU bifalder i høj grad Kommissionens forslag i dens foreslåede revision af forordningen om de finansielle regler (24), om at man for de tilskudsberettigede udgifter tager højde for de frivilliges tid, og at man gør det lettere at tage naturalydelser i betragtning som medfinansiering. Forslaget er et direkte svar på den opfordring, som EØSU fremsatte i sin udtalelse om Statistiske værktøjer til måling af frivilligt arbejde (25). EØSU bifalder samtidig Europa-Parlamentets betænkning samt Rådets forslag om at indføre en undtagelse til reglen om non profit for almennyttige organisationer. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at nå til enighed om den foreslåede tekst, der gør det muligt at foretage en retfærdig vurdering af de timer, som frivillige erlægger.

6.25.

Gennemsigtigheden i adgangen og den finansielle kontrol bør forbedres gennem fastlæggelse af klare retningslinjer for Kommissionens revision, og i tilfælde af flere donorer tage højde for forhåndsevalueringer og udvælgelse af partnere samt for efterfølgende kontrol og revision, der foretages af de andre donorer.

6.26.

Offentlighedens adgang til oplysninger om beløbene og hensigten med finansieringen bør lettes gennem en reform af Kommissionens system for finansiel gennemsigtighed. Dette bør omfatte årlige betalinger i stedet for flerårige forpligtelser og være mere tilforladeligt takket være en harmonisering af programmernes forskellige databaser. Samtidig bør ngo'er fortsat anvende de højeste gennemsigtighedsstandarder for selvrapportering.

6.27.

Endelig bør Kommissionen udvikle en konstruktiv dialog og opfølgning mellem de forskellige generaldirektorater og civilsamfundsorganisationer med henblik på at undersøge eksempler på god og dårlig praksis og udvikle en mere sammenhængende tilgang.

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/16

Ordfører:

Tom JONES

1.1.

Efter EØSU's opfattelse er der trods en mere skæv befolkningsfordeling og en tilbagegang i de traditionelle økonomiske aktiviteter i mange landsbyer og mindre byer tilstrækkelig dokumentation for god praksis til at være optimistisk med hensyn til en bæredygtig fremtid i mange, om ikke alle bebyggelser i landdistrikter. Sådanne bebyggelser kan være katalysatorer for en bredere fornyelse af landdistrikterne og en bæredygtig udvikling af disse.

1.2.

En vedvarende helhedsindsats, der omfatter menneskelige og finansielle ressourcer på alle forvaltningsniveauer og på tværs af alle tre sektorer, nemlig den private, den offentlige og den civile, er en forudsætning for denne optimisme.

1.3.

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens initiativ om intelligente landsbyer, navnlig på grund af de løfter, den har givet om samarbejde mellem direktoraterne. De nationale og regionale programmer for udvikling af landdistrikter, som GD AGRI forvalter i samarbejde med medlemsstaterne, er af afgørende betydning, men vil aldrig kunne investere tilstrækkelige ressourcer i initiativet uden yderligere nationale, regionale og lokale offentlige investeringer. EØSU noterer sig og støtter den udtalelse fra Det Europæiske Regionsudvalg om intelligente landsbyer (1), der er under udarbejdelse.

1.4.

Hvis man skal gøre sig håb om økonomisk og social udvikling i intelligente landsbyer og byer, må der tilbydes hurtigt bredbånd — både mobilt og fast — som skal være fuldt tilgængeligt som garanteret i Cork 2.0-erklæringen fra 2016 med en proofing-mekanisme for landdistrikterne.

1.5.

Offentlige tjenesteydelser inden for uddannelse, erhvervsuddannelse, sundhed, social omsorg og børnepasning bør være tilgængelige, integreres og være innovative ved hjælp af teknologiske fremskridt.

1.6.

Planlægningsmyndighederne i landdistrikterne bør arbejde for fornyelse af overflødige bygninger i landsbyer og mindre byer, sikre lave ejendomsskatter for nystartede virksomheder og kompensere for detailhandelsprojekter i udkanten af byerne. Når der stilles sådanne renoverede bygninger til rådighed, bør der tages hensyn til behovene hos lokale NGO'er samt i den private og den offentlige sektor.

1.7.

Dårlige transportforbindelser er en anden udfordring, og fælles transport samt fællesejede busser og biler kan anbefales i områder, hvor den private sektor har trukket sig.

1.8.

Arbejdsgiverne bør så vidt muligt tilskyndes til at støtte distancearbejde og udnytte de potentielle fordele ved partnerskaber mellem by og land. Bidrag fra både landbrugs- og landboturisme, sundhedsrelaterede aktiviteter og branding af lokale landbrugs- og håndværksprodukter samt et større antal kulturelle og historiske begivenheder er meget vigtige i denne sammenhæng. Støtte fra programmerne for udvikling af landdistrikter giver iværksættere mulighed for at tiltrække udefra kommende investering samt udvikle og markedsføre produkter med merværdi.

1.9.

Forvaltning på et så lokalt plan som muligt er et nationalt eller regionalt anliggende. Landsbyer og mindre byer bør imidlertid have større beføjelser og adgang til finansielle ressourcer til at lede deres vælgere og imødekomme deres ønsker.

1.10.

Leader-programmet og de lokale aktionsgrupper bør i deres lokale udviklingsindsats støttes fuldt ud i deres bestræbelser på at opmuntre både private virksomheder og non-profit-selskaber til at starte og vokse og på at sikre en engageret og støttende fællesskabsånd. Med et forbedret samarbejde kan disse bestræbelser udvides gennem lokaludvikling styret af lokalsamfundet.

1.11.

Først og fremmest bør indbyggere i landsbyer og mindre byer opbygge en følelse af fællesskab, som opmuntrer til lederskab indefra. Skoler og lokale mentorer bør fremme lederskab. Nye ledere har brug for fuld støtte fra rådgivende organer og NGO'er, der har adgang til bedste praksis og relevante lignende virksomheder.

1.12.

Nye intelligente landsbyer bør præsenteres på regionalt og nationalt niveau samt på EU-niveau. EU-institutionerne og deres interessenter bør en gang årligt afholde en fejringsdag, hvor de fremmer succesfulde, sammenhængende samfund i landsbyer og mindre byer.

1.13.

For at styrke og udvikle en reel følelse af partnerskab mellem storbyer og deres tilstødende boligområder støtter EØSU anbefalingerne i R.E.D-dokumentet fra 2016 (2), »Making Europe Grow with its Rural Territories« og Carnegie Trusts pilotprojekt »Twin Town«. Principperne om bæredygtig udvikling og cirkulær økonomi bør lægges til grund for partnerskaberne mellem byer og landdistrikter.

1.14.

Udvalget støtter opfordringen i European Rural Manifesto, som blev vedtaget af det andet europæiske landdistriktsparlament i november 2015, til øget samarbejde mellem lokalsamfund, organisationer og myndigheder i landdistrikter og byområder med henblik på fuldt ud at drage fordel af de sociale, kulturelle og økonomiske forbindelser, der kan komme ud af et sådant samarbejde, og til aktiv udveksling af ideer og god praksis mellem de involverede parter i landdistrikter og byområder.

1.15.

EØSU anbefaler, at den Europæiske Investeringsbank udarbejder skræddersyede støtteordninger for små virksomheder — både private og sociale, herunder kooperativer — i landdistrikterne, som banken gav tilsagn om i sit program for 2017-2019.

1.16.

Det Europæiske Råd for Unge Landmænd (CEJA) og andre organer, der repræsenterer ungdommen, bør støttes med henblik på at bane vejen for ungdomsfora i lokalsamfundene, hvilket vil skabe handling i forhold til deres behov og ambitioner. De har brug for meget større indflydelse i forbindelse med økonomiske og sociale løsninger, og uddannelser, mentorordninger og økonomisk støtte bør skræddersys efter deres ambitioner.

1.17.

Mål 11 på FN's liste over mål for bæredygtig udvikling henviser til byer og lokalsamfund. Bæredygtige landsbyer og mindre byer bør medtages under »lokalsamfund«.

1.18.

Landsbyernes og de mindre byers kulturelle værdier bør have en fremtrædende plads i forbindelse med promoveringen af det europæiske år for kulturarv 2018 og initiativerne under dette. Ældre indbyggere i landsbyerne kan spille en vigtig rolle i indsatsen for at fremme lokale skikke og kultur, og der bør derfor skabes forudsætninger for, at de kan deltage aktivt på dette område.

1.19.

Udvalget anbefaler, at der udveksles »god praksis« på alle niveauer. En sådan udveksling foregår allerede mellem ENRD, ELARD, ECOVAST og ERP og omtales i brochuren »The best Village in the World« (3).

2.1.

Landdistrikterne udgør en vigtig del af Europa og gør det muligt at drive vigtige erhverv som landbrug og skovbrug. Mindre byer og landsbyer ligger i og er en del af disse landdistrikter og har altid været steder, hvor man både bor og arbejder.

2.2.

Mindre byer i landdistrikter udgør et centrum for omkringliggende landsbyer og flækker i oplandet. Til gengæld ligger de mindre byer i de store byområders opland. De er alle indbyrdes afhængige af hinanden. De er vigtige partnere i partnerskaber mellem by og land — et koncept, som er blevet fremhævet af GD REGIO (4) og OECD — hvor de to parter har lige status med hensyn til forvaltning og planlægning af deres fremtid. Landsbyer og mindre byer har i hele Europa gennemgået mange forandringer — både økonomiske og sociale — og må stadig tilpasse sig til de nuværende omstændigheder.

2.3.

Sammen med landbrug og skovbrug udgør landsbyer og mindre byer »rygraden« i landdistrikterne og skaber job, tjenesteydelser og uddannelse til gavn for både dem selv og landsbyer og flækker i deres opland. Til gengæld er mindre byer en del af de større byers og storbyernes opland. Der skabes således et forhold mellem landdistrikterne og byområderne, som er kendetegnende for alle regioner. Byområderne og landdistrikterne leverer tjenesteydelser til hinanden — byområderne er afhængige af landdistrikterne med hensyn til fødevareforsyning og giver gode afsætningsmuligheder for landbrugsprodukter, mens byboerne kan finde rekreative tilbud og ro i landdistrikterne

2.4.

I mange landdistrikter er der en stærk tradition for følelsen af at »høre til« et fællesskab. Denne tradition gør sig ikke længere gældende i lige så høj grad, og mange fjerntliggende landdistrikter har lidt under forsømmelse og forfald.

3.1.

Landsbysamfundene har i løbet af de seneste årtier fået flere udfordringer på grund af ønsket om centralisering af mange tjenester for at skabe stordriftsfordele, forandringer med hensyn til transport og rejser og den måde, indbyggerne lever på i dagens samfund. Lokale servicevirksomheder flytter ud af landsbysamfundene. Mange butikker samt bank- og posttjenester forsvinder, og mindre skoler på landet lukker.

3.2.

Arbejdsløsheden i landdistrikterne er ikke synlig, da der er tale om små tal i forhold til byområdernes — men de har et yderligere problem, hvad angår adgangen til hjælp fra jobcentrene, idet disse er placeret i byerne, og hvad angår det faldende offentlige transportudbud i landdistrikterne. Arbejdsløsheden kan være lav, fordi mange unge mennesker forlader landdistrikterne for at søge erhvervsuddannelse, almen uddannelse eller beskæftigelse, mens mange af dem, der bliver, arbejder for lave lønninger.

3.3.

Der er stigende efterspørgsel efter offentlige midler, som er vigtige for støtten til landsbysamfundene — på grund af den generelle stigning i leveomkostningerne og de øgede omkostninger til levering af tjenesteydelser.

3.4.

Investeringer i veje og motorveje tilskynder til anvendelse af personbiler som den nemmeste måde at komme på arbejde på. Indbyggerne er nu i væsentlig højere grad parate til at rejse over længere afstande. Til gengæld har dette ført til, at de er mindre afhængige af beskæftigelse eller tjenesteydelser i deres lokalsamfund.

3.5.

Indbyggernes indkøbsmønstre har ændret sig. De handler ofte der, hvor de arbejder, hvilket sædvanligvis er i en større by eller storby frem for i deres landsby eller i en mindre by. De handler desuden via internettet og får leveret varer til deres bopæl. Dette har alt sammen medvirket til, at lokale butikker bukker under.

3.6.

De unge forlader landdistrikterne og finder erhvervsuddannelse, uddannelse og beskæftigelse i byerne. Hvis jobbene i landdistrikterne ikke bevares, vil det være vanskeligt at tiltrække de unge og få dem til at vende tilbage til landsbysamfundene. Der er et presserende behov for at bringe de unges velovervejede meninger i centrum for lokalt demokrati. Der bør ydes støtte til de organisationer, der repræsenterer de unge, for at fremme deres deltagelse i forvaltningen. Ligeledes bør økonomiske og sociale organer sikre, at deres rådgivning og muligheder for økonomisk støtte er tilgængelige for de unge.

3.7.

Samhørigheden mellem generationerne sættes på prøve af den talmæssige uligevægt mellem aldersgrupperne. Tilgængeligheden af skræddersyede beskæftigelsestilbud, skoler og børnepasningsfaciliteter samt boliger til overkommelige priser i landdistrikterne er en afgørende forudsætning for at få unge og børnefamilier til at blive i eller vende tilbage til landsbysamfundene. Beboerne i et lokalsamfund har sommetider forskellige holdninger til aktiviteterne i den lokale økonomi. Det er nødvendigt med en dialog og forståelse for, at der må findes en balance mellem fred og ro og behovet for hensigtsmæssige initiativer til jobskabelse.

4.1.

Kommissionens initiativ om intelligente landsbyer er af stor betydning, især på grund af løfterne om samarbejde på tværs af fælles direktorater. GD AGRI’s program for udvikling af landdistrikter vil aldrig kunne investere tilstrækkelige ressourcer i initiativet uden investeringer fra andre generaldirektorater samt nationale, regionale og lokale offentlige investeringer. Dette pilotinitiativ bør efter en evaluering indgå i alle nye programmer under den fælles landbrugspolitik og regionale programmer samt udvides til at omfatte mindre byer som en del af »landdistriktsrenæssancen«.

4.2.

Bredbånd er af afgørende betydning for landdistrikterne. En forbedring af bredbåndsdækningen — den mobile såvel som den stationære — kunne hjælpe i forbindelse med en lang række aktiviteter. Det handler ikke blot om udvikling af virksomheder og muligheden for at »arbejde hjemmefra«, men også om kvaliteten af indbyggernes dagligdag. En sådan forbedring kunne muliggøre anvendelse af e-learning, adgang til bedre sundhedspleje og markedsføring af tjenesteydelser, som er tilgængelige online. Der findes eksempler på god praksis, hvor bedre internetadgang i landdistrikter har været til gavn for lokalsamfundene. Navnlig ældre borgere bør have adgang til basisundervisning, som sætter dem i stand til at bruge internettet.

4.3.

Arbejdsgiverne bør så vidt muligt tilskyndes til at støtte distancearbejde og udnytte de potentielle fordele ved partnerskaber mellem by og land. Støtte fra programmerne for udvikling af landdistrikter giver iværksættere mulighed for at tiltrække udefra kommende investeringer samt udvikle og markedsføre produkter med merværdi såsom fødevarer, drikkevarer, landskabet og den historiske arv samt kulturelle, sundhedsmæssige og rekreative aktiviteter, samtidig med at kontinuiteten af landbohåndværk og kvalifikationer på miljøområdet sikres.

4.4.

Offentlige tjenesteydelser inden for uddannelse, erhvervsuddannelse, sundhed og social omsorg bør integreres, samles og være innovative ved hjælp af teknologiske fremskridt for at undgå forskelsbehandling og udstødelse, navnlig af ældre og teenagere i landbefolkningen. Spredte statslige instanser kunne foregå med et godt eksempel ved at reducere overbelastningen og forureningen i byerne og samtidig fremme rimelige forhold for landdistrikterne. De lokale myndigheder har en vigtig rolle at spille i planlægningen for landdistrikter og med hensyn til at sikre positive foranstaltninger i landsbysamfundene, der kan opmuntre til og støtte deres fortsatte eksistens. Der bør være mulighed for, at tjenester kan deles om bygninger, og at uudnyttede bygninger kan tages i brug til nye erhvervsmæssige formål, hvilket vil skabe nye job, som kan medføre højere økonomisk aktivitet. Når der stilles sådanne renoverede bygninger til rådighed, bør der tages hensyn til behovene hos lokale NGO'er samt i den private og den offentlige sektor.

4.5.

Der bør gøres en indsats for at udvikle en reel partnerskabsfølelse mellem storbyer eller større byer og deres tilstødende boligområder med henblik på at sprede følelsen af tilhørsforhold, branding og fælles investeringer under gensidigt acceptable vilkår. Sammen med andre organisationer anbefalede R.E.D. i 2016, at der udarbejdes en europæisk politisk strategi for landdistrikterne inden 2030 (5). Et andet eksempel er the Carnegie Trusts pilotprojekt »Twin Town«. Principperne om bæredygtig udvikling og cirkulær økonomi bør lægges til grund for partnerskaberne mellem byer og landdistrikter.

4.6.

Det andet europæiske landdistriktsparlament vedtog i november 2015 European Rural Manifesto. ERP-netværket med partnere i 40 europæiske lande beskæftiger sig med de emner, der optræder i European Rural Manifesto. ERP arbejder hen imod »øget samarbejde mellem lokalsamfund, organisationer og myndigheder i landdistrikter og byområder med henblik på fuldt ud at drage fordel af de sociale, kulturelle og økonomiske forbindelser, der kan komme ud af et sådant samarbejde, samt aktiv udveksling af ideer og god praksis mellem de involverede parter i landdistrikter og byområder.« Arbejdet, der gennemføres af alle partnerne, omhandler forskellige emner som f.eks. »mindre byer«, »bæredygtige tjenesteydelser og infrastruktur« og »integreret udvikling af landdistrikter og Leader/CLLD« og vil munde ud i en rapport, som vil blive fremlagt og drøftet på det tredje europæiske landdistriktsparlament i Venhorst i Holland i oktober 2017.

4.7.

Den Europæiske Investeringsbank bør etablere skræddersyede støtteordninger for små virksomheder — både private og sociale, herunder kooperativer — i landdistrikterne, som banken gav tilsagn om i sit program for 2017-2019, hvilket bankens støtte til Niki's Sweets i Agros i Troodos-bjergene på Cypern er et eksempel på

4.8.

Den frivillige sektor er meget aktiv i landdistrikterne. Den er med til at koordinere tiltag og hjælper borgerne med at arbejde sammen. Sociale og lokale virksomheder som f.eks. de 300 socioøkonomiske virksomheder i Danmark, der har ret til at anvende betegnelsen »RSV«, dvs. registreret socialøkonomisk virksomhed, og caféen Cletwr i det centrale Wales medvirker i stigende grad til at erstatte nedlagte offentlige og private tjenesteydelser. Deres arbejde er i overensstemmelse med ideerne om virksomhedernes sociale ansvar (VSR). Støtte til og rådgivning om etablering og vedligeholdelse af sociale og lokale virksomheder fra organisationer såsom Plunkett Foundation er vigtig.

4.9.

De personer, som bor i landsbyer og mindre byer, repræsenterer alle samfundslag, og de har allesammen brug for en stemme i deres lokalsamfund. Det laveste niveau i den offentlige forvaltning — sogneråd eller (små) kommuner — bør inddrages i den lokale beslutningstagning samt styrkes og gives beføjelse til at opfylde dette behov. Indbyggerne udviser stolthed over deres lokalsamfund, og dette kan anerkendes som en ressource og anvendes til at opmuntre andre til at engagere sig. Pensionerede forretningsfolk og personer, der har arbejdet i den offentlige eller civile sektor, har mange kvalifikationer, de kan tilbyde. EU-programmer og lokale programmer har skabt projekter, der har tilskyndet lokale partnerskaber til udvikling i deres landsby eller mindre by, og mange lokale iværksættere er opstået på baggrund af denne proces. De kommer fra alle sektorer og har udviklet sig til at være ambassadører for deres lokalsamfund.

4.10.

Landsbyer og mindre byer er en vigtig del af den europæiske kultur. De opretholder ofte deres lokale skikke og traditioner. Bebyggelserne i landdistrikter er sædvanligvis »historiske«, og deres arkitektur afspejler de lokale byggematerialer og stilarter gennem mange århundreder. Bycentrene i mindre byer rummer sædvanligvis flere lokale virksomheder og er ikke blevet oversvømmet af de standardfacader, som butikskæderne kræver i de større bycentre. Mindre bebyggelser i landdistrikter er også tæt knyttet til de landskaber, de befinder sig i, og denne sammenkædning er medvirkende til at skabe en stor del af stemningen i landsbyer og mindre byer og afspejler deres meget forskelligartede landskaber — forsvarspositioner på bakketoppe, floders grænseovergange, kilder, søer, øer, kyster osv. Landsbyernes og de mindre byers kulturværdier bør have en fremtrædende plads i forbindelse med promoveringen af det europæiske år for kulturarv 2018 og initiativerne under dette. Ældre indbyggere i landsbyerne kan spille en vigtig rolle i indsatsen for at fremme lokale skikke og kultur, og der bør derfor skabes forudsætninger for, at de kan deltage aktivt på dette område.

4.11.

Disse landsbyer og mindre byer har værdifulde aktiver, som de kan bygge videre på for at bevare eller forbedre deres lokale økonomier. De er indbyrdes forbundet med den lokale landbrugs-, skovbrugs- og energiproduktion samt med landbrugs- og landboturisme, sundhedsrelaterede aktiviteter, kulturfestivaller og miljøbeskyttelse samt uddannelse. Der findes hundredvis af eksempler på tværs af Europa, såsom Kozard i Ungarn og Alston Manor i England, som andre kan følge. Rapporten »The Importance of Small Towns« fra ECOVAST er også et værdifuldt bidrag til at beskrive og forstå, hvor vigtige roller landsbyer og mindre byer spiller.

4.12.

De kommende politikker for landdistrikterne blev med stort engagement vedtaget på Cork 2.0-konferencen i september 2016 og bør hjælpe medlemsstaterne og regionerne med at udvikle støttende politikker for landdistrikterne og tilskynde til gennemførelse af projekter under EU-programmerne. Gennemførelsen af proofing-mekanismen for landdistrikterne, der beskrives i Cork 2.0, er af afgørende betydning for både EU, medlemsstaterne og regionerne.

4.13.

Den EU-sponsorerede Leader-metode og lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) tilvejebringer værktøjer, der kan bidrage til styrkelse og fremme af landsbysamfundene. Leader-programmet og de lokale aktionsgrupper kan støtte de lokale bestræbelser på at udvikle både private virksomheder og non-profit-selskaber for at starte og vokse og for at sikre en engageret og støttende fællesskabsånd. Leader har indtil 2014 været støttet af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, men siden 2015 har der været mulighed for, at andre struktur- og investeringsfonde kan anvende metoden gennem multifunding kombineret med lokaludvikling styret af lokalsamfundet. Dette kræver et forbedret samarbejde, og som gode eksempler kan nævnes IRD Duhallow og SECAD i County Cork og PLANED i Wales, som i mange år har gennemført »bottom up«-lokaludvikling styret af lokalsamfundet.

4.14.

Mange projekter i landdistrikterne under EU-programmerne har vist en stor variation af »god praksis« i mindre byer og landsbyer. God praksis viser også behovet for og værdien af formidlere til at støtte iværksættere og små grupper.

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/22

Ordfører:

Cillian LOHAN

1.1.

Klimaretfærdighed er opfattelsen af, at de globale klimaændringer ikke blot handler om miljø, men også er et spørgsmål om politik og etik. Perspektivet er globalt, og tid og sted er forbundne, og i begrebet ligger en anerkendelse af, at de mest sårbare og fattigste i samfundet ofte er dem, der lider mest under virkningerne af klimaændringerne, selv om det netop er disse grupper, der har det mindste ansvar for den udledning, der har udløst klimakrisen. Mere generelt rummer klimaretfærdighed i denne udtalelse en erkendelse af, at der er et behov for at se på rimeligheden af klimaændringernes ofte uforholdsmæssige konsekvenser for borgere og lokalsamfund i både udviklingslande og udviklede lande.

1.2.

EØSU mener, at alle borgere har ret til et sundt og rent miljø og til at forlange, at regeringerne tager ansvar for deres nationale forpligtelser og nationalt bestemte bidrag i henhold til Parisaftalen om faktorerne bag og farerne forbundet med klimaændringerne gennem en anerkendelse af ikke blot de mere åbenlyse miljømæssige og økonomiske aspekter, men også af de sociale konsekvenser.

1.3.

EØSU foreslår, at der indledes en debat om udarbejdelse af et EU-katalog af klimarettigheder, hvori EU-borgernes og naturens rettigheder i lyset af udfordringerne fra den globale klimakrise fastlægges. EØSU anerkender EU's lederskab, når det gælder om at slå til lyd for en solid og retfærdig international klimaordning, og opfordrer EU-institutionerne og de nationale regeringer til at undersøge håndhævelsen af principperne om klimaretfærdighed på alle niveauer, dvs. globalt, europæisk, nationalt og lokalt. Det europæiske semester kunne bruges som et værktøj til at realisere denne ambition. Klimaretfærdighed handler om retfærdighed for mennesker og det miljø, som vi er afhængige af, og som er indbyrdes forbundne. I den forbindelse henviser EØSU til to nylige initiativer: den globale miljøpagt og forslaget om en universel erklæring om menneskehedens rettigheder.

1.4.

Produktions- og forbrugssystemerne skal forandres med henblik på tilpasning til og modvirkning af klimaændringerne. Denne omstilling skal foregå globalt og på sektorplan, og EU kan spille en ledende rolle. De mest sårbare erhvervssektorer og arbejdstagere skal identificeres og tilbydes passende støtte. Især fødevaresystemerne og aktørerne heri skal støttes i denne omstilling. Det bæredygtige fødevareforbrug skal skabes helt fra start ved bearbejdningen af jorden og forvaltningen af de naturlige systemer for at sikre det vigtigste grundlag for fødevarer. EU bør udvise et tydeligt lederskab og fremme bæredygtig forvaltning og beskyttelse af jordbunden.

1.5.

Forbrugernes magt til at realisere omstillingen nytter kun noget, hvis de har bæredygtige etiske alternativer, som ikke væsentligt forringer bekvemmelighed og kvalitet, hvad angår service, brug og adgang. Via de nye økonomiske modeller som den digitale økonomi, deleøkonomien og den cirkulære økonomi og gennem internationalt samarbejde om den globale sektorielle omstilling til disse modeller kan der udvikles levedygtige alternativer for forbrugerne.

1.6.

Der bør anvendes støttemekanismer, herunder offentlige midler, økonomiske instrumenter og incitamenter, for at tilvejebringe den infrastruktur og støtte, der er nødvendig for de forbrugere, der ønsker en CO2-fattig livsstil, bl.a. med hjælp til de højere omkostninger ved etiske/bæredygtige varer og tjenester og varer og tjenester med lang levetid, samtidig med at det sikres, at konkurrenceevnen ikke svækkes.

1.7.

Der skal foretages en kortlægning af de jobs, der vil blive flyttet ud i en lavemissionsøkonomi, og de muligheder, der er, skal identificeres på så tidligt et tidspunkt som muligt. Derved bliver det muligt at udforme og gennemføre de mest effektive politikker for at sikre, at arbejdstagerne beskyttes, og at deres livskvalitet opretholdes under en retfærdig omstilling.

1.8.

EØSU gentager sin opfordring til etablering af et europæisk observatorium for energifattigdom (1), hvor alle interessenter sammen kan bidrage til fastlæggelse af europæiske indikatorer for energifattigdom. Retfærdighed for alle borgere handler om at sikre, at alle har adgang til ren og prisoverkommelig energi.

1.9.

EØSU opfordrer til, at subsidierne til fossile brændstoffer ophører, og at der i stedet ydes støtte til omstillingen til vedvarende energikilder.

1.10.

Politikker for bæredygtighed bliver kun effektive, hvis støtteforanstaltningerne til omstillingen er tydeligt identificerede, prioriteres og tilføres tilstrækkelige midler. Samtidig bør EU indlede omfattende internationale forhandlinger med henblik på en global aftale, der kan begrænse faktorerne bag klimændringerne og understøtte en mere bæredygtig global økonomisk model.

2.1.

Denne initiativudtalelse skal ses på baggrund af arbejdsprogrammet for Observatoriet for Bæredygtig Udvikling for 2017. Klimaretfærdighed er et emne, der berører os alle, og alligevel mangler der handling på området på EU-niveau. EØSU har her en mulighed for at tage initiativet og fremsætte de første forslag, navnlig på europæisk niveau. Mange aspekter af klimaretfærdighed må drøftes mere indgående, f.eks. spørgsmålet om den globale og individuelle fordeling af emissionsrettigheder.

2.2.

EØSU ønsker at markere en holdning som institution og bidrage med det europæiske organiserede civilsamfunds synspunkter til debatten om konsekvenserne af klimaændringerne, og hvordan disse konsekvenser bedst håndteres på en måde, der er fair og retfærdig.

2.3.

I lyset af de internationalt vedtagne FN-mål for bæredygtig udvikling og Parisaftalen og eftersom konsekvenserne af klimaændringerne allerede mærkes, må der være en større bevidsthed om, at det haster med konkrete tiltag for at opnå klimaretfærdighed.

3.1.

Klimaretfærdighed er opfattelsen af, at de globale klimaændringer ikke blot handler om miljø, men også er et spørgsmål om politik og etik. Heri ligger en anerkendelse af, at de mest sårbare og fattigste i samfundet ofte er dem, der lider mest under virkningerne af klimaændringerne. Perspektivet er globalt, og tid og sted er forbundne, dvs. fokus er på ansvaret på de lande, hvis udvikling har været baseret på udnyttelse af naturressourcerne.

3.2.

Målene for bæredygtig udvikling er mere vidtgående end de tidligere mål (årtusindudviklingsmålene) i kraft af en anerkendelse af et gensidigt ansvar, ejerskab, fælles indsats og behovet for inklusive deltagelsesbaserede processer. EØSU anerkender EU's lederskab, når det gælder om at slå til lyd for en solid og retfærdig international klimaordning, og opfordrer EU-institutionerne og de nationale regeringer til at iværksætte tiltag for klimaretfærdighed på alle niveauer, dvs. globalt, europæisk, nationalt og lokalt. Det europæiske semester kunne bruges som et værktøj til at realisere denne ambition. I denne udtalelse rummer klimaretfærdighed derfor en erkendelse af, at der er et behov for at se på rimeligheden af klimaændringernes ofte uforholdsmæssige konsekvenser for borgere og lokalsamfund i både udviklingslande og udviklede lande.

3.3.

Modstand mod klimapolitikker og opfattelsen af, at de trods gevinsterne straffer gennemsnitsborgeren, bestemte sektorer (som landbrugsfødevare- og transportsektorerne) og lokalsamfund og enkeltpersoner, som er afhængige af fossile brændstoffer, udgør et problem.

3.4.

Initiativer iværksat under forskellige politikker har fokus på sektorer og områder, som er stærkt påvirket af klimaændringerne, f.eks. sundhed, transport, landbrug og energi. Klimaretfærdighed kan sikre en overordnet, integreret tilgang til sikring af, at omstillingen til en lavemissionsøkonomi bliver fair og retfærdig.

3.5.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at klimaretfærdighed ikke kun handler om dem, der er direkte berørt af konsekvenserne af klimaændringerne, men også om dem, der er berørt af de faktorer, der udløser klimaændringerne, fordi de er afhængige af varer og tjenesteydelser eller har en livsstil, der er forbundet med høj udledning og lav ressourceeffektivitet.

4.1.1.

EØSU mener, at alle borgere har ret til et sundt og rent miljø og til at forlange, at regeringerne tager ansvar for deres nationale forpligtelser og nationalt bestemte bidrag i henhold til Parisaftalen om faktorerne bag og farerne forbundet med klimaændringerne gennem en anerkendelse af ikke blot de mere åbenlyse miljømæssige og økonomiske aspekter, men også af de samfundsmæssige konsekvenser.

4.1.2.

EU's søjle for sociale rettigheder skal fungere som kompas for en fornyet proces for konvergens imod bedre arbejds- og levevilkår i medlemsstaterne. Den bygger på 20 principper, hvoraf mange vil blive påvirket enten direkte af klimaændringerne eller indirekte af behovet for at overgå til nye økonomiske modeller.

4.1.3.

Hvad angår menneskerettigheder og sociale rettigheder foreslår EØSU, at der indledes en debat om udarbejdelse af et katalog af klimarettigheder, hvori. borgernes og naturens rettigheder i lyset af udfordringerne fra klimakrisen fastlægges. I den forbindelse henviser EØSU til forslaget om en universel erklæring om menneskehedens rettigheder, som blev formuleret af Corinne Lepage med henblik på COP21 i 2015.

4.1.4.

Adskillige lande rundt omkring i verden anerkender i dag i deres lovgivningsproces, at naturen har rettigheder. I Nederlandene vandt en NGO, Urgenda Foundation, eksempelvis i 2015 en klimasag anlagt imod regeringen. Den nederlandske højesteret stadfæstede konsekvent, at regeringen kan holdes juridisk ansvarlig for ikke at have truffet tilstrækkelige forholdsregler over for den påregnelige skade fra klimaændringerne. Lignende sager er undervejs i Belgien og Norge. Derudover har initiativer som den globale miljøpagt, der blev lanceret den 24. juni 2017, fokus på behovet for en retfærdig global miljøforvaltning ved at komplettere den »tredje generation af rettigheder« med et generelt, horisontalt og universelt referenceinstrument.

4.1.5.

Der er behov for at sikre, at samfundets mest sårbare ikke pålægges en urimelig byrde, og at omkostningerne forbundet med omstillingen til en klimaadaptiv økonomisk model fordeles retfærdigt på hele samfundet. Princippet om, at forureneren betaler, bør således gælde for dem, der forårsager og tjener på forureningen, og ikke for slutbrugeren, når der ikke findes noget holdbart alternativ. En omhyggelig og hensigtsmæssig anvendelse af dette vigtige princip er tidligere blevet behandlet af EØSU (2).

4.1.6.

Alle former for migration (herunder af klimaflygtninge) vil tage til, fordi mennesker bliver fordrevet (3). Vi har allerede set, hvor dårligt rustede vi i EU er til at håndtere dette og spørgsmålet om en uforholdsmæssig fordeling af byrden mellem medlemsstaterne. EØSU har allerede gjort opmærksom på, at ikkebalancerede økonomiske processer kan være en yderligere destabiliserende faktor i denne situation (4).

4.1.7.

I en nylig undersøgelse vedrørende klimaflygtninge konkluderer Europa-Parlamentet, at der på EU-niveau ikke findes et særskilt instrument for »fordrevne af miljømæssige årsager«. Direktivet om midlertidig beskyttelse er et instrument, der politisk er meget besværligt til håndteringen af massefordrivelser, og EØSU er enig i, at Lissabontraktaten giver et tilstrækkeligt bredt grundlag for at revidere immigrationspolitikken med henblik på at regulere status for »fordrevne af miljømæssige årsager«.

4.2.1.

Fødevareproduktionssystemerne og kosten vil ændre sig med henblik på tilpasning til og modvirkning af klimaændringerne. Alle borgere er afhængige af landbrugsfødevaresektoren (f.eks. landbrugere, familier, aktører i forsyningskæden, forbrugere), og derfor bør det sikres, at de, der bliver berørt af omstillingen til et lavemissionssamfund, får hjælp og støtte til ændringerne. Derudover skal denne omstilling foregå globalt og på sektorplan, og EU kan spille en ledende rolle.

4.2.2.

Klimaændringerne indebærer enorme udfordringer for det europæiske landbrug, der både er en drivkraft bag ændringerne og en af de sektorer, der først mærker konsekvenserne.

4.2.3.

Sektoren skal ses i et andet lys qua dens bidrag til de naturlige absorptionssystemer, såsom økosystemtjenester, der kan afhjælpe nogle af konsekvenserne af klimaændringerne. Disse tjenester bør anerkendes, og offentlige midler under den fælles landbrugspolitik bør kanaliseres i retning af støtte til disse tjenester, som landbrugsfødevaresektoren leverer som en konsekvens af målsætningen om fødevareproduktion. Denne overordnede tanke vinder støtte i en nyligt vedtaget udtalelse (5).

4.2.4.

Det bæredygtige fødevareforbrug begynder allerede ved bearbejdningen af jorden og forvaltningen af de naturlige systemer for at sikre det vigtigste grundlag for fødevarer. EØSU fremhæver, at det er nødvendigt at indlede en debat om behovet for et jordbundsrammedirektiv og udvise et tydeligt lederskab, når det gælder vigtigheden af at fremme bæredygtig forvaltning og beskyttelse af jordbunden (6). Beskyttelse af jordbunden og dennes betydning for økosystemtjenesterne er et af det nuværende estiske rådsformandskabs fokusområder (7).

4.2.5.

EØSU arbejder for, at produktion og forbrug bliver bæredygtigt. Opnåelse af konsensus om behovet for en holdningsændring til kødforbruget kræver en kortlægning af de muligheder og den støtte, der skal til for at sikre, at omstillingen bliver retfærdig for dem, der er afhængige af denne sektor af landbrugsfødevareindustrien.

4.2.6.

Der er tale om en sektor, der også mærker påvirkningen fra klimaændringerne, især på grund af afhængigheden af fossile brændstoffer i hele processen fra produktion over forarbejdning og transport til emballering af fødevarer. Politikkerne skal udformes i bevidstheden om den eksisterende landbrugsfødevaremodels helt specifikke karakter, og der skal udstikkes et realistisk forløb hen imod en bæredygtig, klimavenlig fremtid for landbrugerne.

4.2.7.

Der er ikke nødvendigvis et modsætningsforhold mellem miljøpolitikker og landbrugssektorens umiddelbare behov, hvis politikkerne betragtes som støttemekanismer til fremme af omstillingen til et lavemissionssamfund.

4.3.1.

Forbrugernes magt til at realisere omstillingen nytter kun noget, hvis de har et bæredygtigt etisk alternativ, som ikke væsentligt forringer bekvemmelighed eller kvalitet, hvad angår service, brug og adgang. Via de nye økonomiske modeller som den digitale økonomi, deleøkonomien og den cirkulære økonomi og gennem internationalt samarbejde om den globale sektorielle omstilling til disse modeller kan der udvikles levedygtige alternativer for forbrugerne.

4.3.2.

I alt for mange tilfælde anvendes princippet om, at forureneren betaler, forkert, og forbrugerne pålægges afgifter uden at have noget egentligt alternativ. Prissætning kan først blive et effektivt redskab for de nødvendige adfærdsændringer, når der for forbrugerne er et alternativ.

4.3.3.

Afgiften på plastikposer er et godt eksempel, idet forbrugerne pålægges en lille afgift, men har et alternativ, nemlig at medbringe deres egen pose eller bruge en kasse, som detailhandleren stiller til rådighed. Afgifter, der anvendes på den måde, kan udløse adfærdsændringer i stor målestok.

4.3.4.

Modsat kan forbrugsafgifter på fossile brændstoffer (f.eks. benzin) skabe utilfredshed blandt forbrugerne og betyde, at den disponible indkomst bliver brugt på brændstof. Det kan skabe grobund for et sekundært illegalt marked, samtidig med at den oprindelige forurener beholder sin indtjening. Dette forværres af, at midlerne fra disse afgifter som regel ikke øremærkes. Borgerne føler, at der med klimapolitikkerne følger en unfair straf af dem, som ikke kan fravælge den fossile brændstoføkonomi.

4.3.5.

Der børanvendes støttemekanismer, herunder offentlige midler og økonomiske instrumenter, for at tilvejebringe den infrastruktur og støtte, der er nødvendig for de forbrugere, der ønsker en CO2-fattig livsstil bl.a. med hjælp til de højere omkostninger ved etiske/bæredygtige varer og tjenester og varer og tjenester med lang levetid. Det kan være i form af offentlig-private partnerskaber. Bilindustrien er et godt praktisk eksempel på fabrikantstøttede finansieringsordninger for at forbedre forbrugernes adgang til nye biler. Lignende støtteordninger kunne tilbydes i andre sektorer, f.eks. hårde hvidevarer og renovering af boliger og virksomheder.

4.3.6.

Der er en klimamodsætning i at anvende offentlige midler til at støtte og investere i systemer og infrastrukturer, som øger slutbrugernes afhængighed af faktorerne bag klimaændringerne, parallelt med at der gøres en indsats for at begrænse og håndtere konsekvenserne af klimaændringerne. Forbrugerne er de første til at mærke dette. Et valg mellem at betale mere for forurenende løsninger eller at undvære er ikke et »rimeligt« valg for forbrugerne.

4.3.7.

Det er en udbredt opfattelse, at en bæredygtig livsstil og bæredygtige forbrugsvalg kun er forenelige med en høj disponibel indkomst. Det er ikke alle, der har lige muligheder for at træffe etiske, klimavenlige og bæredygtige valg. Der bør være en politikramme, som fremmer en prissætning, hvori varers og tjeneydelsers klimaomkostninger (som f.eks. ressourceintensitet) medregnes, hvilket vil gøre op med denne opfattelse og øge valgmulighederne for alle forbrugere.

4.3.8.

EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning er fra før 1999, hvor FN anerkendte bæredygtigt forbrug som en grundlæggende forbrugerrettighed, og omtaler derfor ikke denne rettighed (8). Det er især relevant på baggrund af målene for bæredygtig udvikling og initiativet om den cirkulære økonomi.

4.3.9.

Uden et alternativ har forbrugeren ingen valgmulighed og tvinges ud i fattigdom/dårlige beslutninger/usunde valg/ikkebæredygtige valg og udvikler en aversion mod »miljøpolitikker«, der opfattes som en straf af slutbrugeren. Samtidig betaler de, der tjener på systemet, ikke, men øger derimod fortjenesten, og dermed stiger uligheden under dække af, at der er tale om miljøpolitik, hvilket strider mod principperne om bæredygtighed.

4.4.1.

Alle arbejdstagere skal beskyttes i forbindelse med omstillingen, både dem med begrænsede færdigheder eller færdigheder, der ikke kan overføres, og dem i stillinger, der kræver høje kvalifikationer. De mest sårbare sektorer og arbejdstagere skal identificeres og tilbydes passende støtte. Automatiseringen af jobs i lavemissionsøkonomien kan betyde, at nogle jobs forsvinder (9).

4.4.2.

Denne beskyttelse opnås bl.a. ved hjælp af omskoling og uddannelse. Det må ikke være de arbejdstagere, som ser deres jobs forsvinde på grund af klimaændringerne eller behovet for at komme ud af afhængigheden af faktorerne bag klimaændringerne, der betaler prisen for disse forandringer.

4.4.3.

Kortlægning på et tidligt tidspunkt af de færdigheder, som vil være nødvendige for fuldt ud at kunne deltage i disse nye økonomiske modeller, er en del af løsningen, men bør også foretages med øje for de eksisterende jobs og afhængigheden af den nuværende ikkebæredygtige model.

4.4.4.

Det er vigtigt, at lokalsamfund så vidt muligt beskyttes og bevares, og at omstillingen sker med så få konsekvenser som muligt for de berørtes økonomiske og sociale velfærd.

4.4.5.

Der tegner sig tydeligt nye muligheder i de nye økonomiske modeller, der foreslås, herunder i den funktionelle økonomi, deleøkonomien og den cirkulære økonomi. I denne forbindelse bør EU indlede de nødvendige internationale forhandlinger for at arbejde hen imod indførelsen af en global økonomisk model.

4.5.1.

Der er en sundhedsmæssig pris forbundet med klimaændringerne og faktorerne bag. Den kan måles i dødsfald og sygdomme som følge af for eksempel luftforurening og udgør en omkostning for samfundet og for de offentlige sundhedssystemer. De offentlige sundhedssystemer er nødt til at se på, hvordan klimaændringerne og faktorerne bag påvirker dem.

4.5.2.

Der er en sammenhæng mellem sundhed, velvære og adgang til natur (IEEP). Mange medlemsstater skal tackle sundheds- og samfundsmæssige udfordringer som fedme, problemer med den mentale sundhed, social udstødelse og støj- og luftforurening, der rammer socialt og økonomisk dårligt stillede og sårbare grupper uforholdsmæssigt hårdt.

4.5.3.

Investeringer i naturen modvirker klimaændringerne, ikke blot fordi midler fjernes fra forurenende stoffer, men også fordi der investeres i kulstoflagring i de naturlige økosystemer. De deraf følgende positive virkninger for sundheden slår igennem på to måder: dårligt helbred forebygges, og en aktiv livsstil fremmes, hvilket forøger borgernes og lokalsamfundenes sundhed. En anerkendelse af dette forhold er med til at sikre, at der er en balance i de politiske beslutninger, og at de træffes på et informeret og dokumenteret grundlag.

4.6.1.

Forbruget af vedvarende energi som procent af elproduktionen blev mere end fordoblet i EU i perioden mellem 2004 og 2015 (fra 14 % til 29 %). Energibehovet til opvarmning, bygninger, industri og transport er dog stadig enormt. Udviklingen går i den rigtige retning, men fra et meget lavt udgangspunkt, således er andelen af vedvarende energi i brændstofforbruget inden for transporten steget fra 1 % til 6 % i ovennævnte periode.

4.6.2.

Energifattigdom er overalt i Europa et problem, og selv om betydningen er forskellig, og omstændighederne kan variere fra land til land, er det endnu et eksempel på behovet for at sikre, at klimapolitikkernes fokus er på at beskytte de mest sårbare.

4.6.3.

EØSU gentager sin opfordring til etablering af et europæisk observatorium for energifattigdom (10), hvor alle interessenter sammen kan bidrage til fastlæggelse af europæiske indikatorer for energifattigdom. Retfærdighed for alle borgere handler om at sikre, at alle har adgang til ren og prisoverkommelig energi.

4.6.4.

Politikker, der medvirker til at afhjælpe problemet med energifattigdom i EU, kan også udgøre de løsninger, der sikrer infrastruktur til og forsyning af ren energi, ved at omlægge støtten og koordinere den politiske vilje.

4.6.5.

Politikker, der direkte eller indirekte fremmer tilskud til fossile brændstoffer, er det omvendte af princippet om, at forureneren betaler, da forureneren netop modtager betaling i de tilfælde. Mange af disse tilskud er usynlige for slutbrugeren, men pengene kommer i sidste instans fra de offentlige kasser. I en nylig udtalelse (11) er der allerede blevet redegjort for, hvorfor miljøskadelige subsidier skal udfases i EU, og i en anden udtalelse om Bæredygtig udvikling: Kortlægning af EU's interne og eksterne politikker (12) fremhæves behovet for gennemførelse af de eksisterende tilsagn om at fjerne denne type subsidier og i stedet aktivt fremme miljøafgiftsreformer.

4.6.6.

Støtte bør være til rådighed for alle. Subsidier bør være rettet mod vedvarende energi, mens de med det samme bør udfases til faktorerne bag klimaændringerne. Undtagelser bør indrømmes på et mere retfærdigt grundlag og udtrykkeligt ikke til dem, der har mest råd til at betale, og heller ikke til dem, der tjener på det forurenende stof. Ifølge IMF gives der på verdensplan hvert minut 10 mio. USD i subsidier til fossile brændstoffer. Hvis disse subsidier forsvandt, ville statsindtægterne blive forøget med 3,6 % af det globale BNP, emissionerne nedbragt med mere end 20 %, antallet af for tidlige dødsfald på grund af luftforurening mindsket med mere end halvdelen og den økonomiske velfærd på verdensplan øget med 1,8 billioner USD (2,2 % af det globale BNP); tal, der viser, hvor uretfærdigt det nuværende system er.

4.6.7.

Politikker for bæredygtighed bliver kun effektive, hvis støtteforanstaltningerne til omstillingen er tydeligt identificerede, prioriteres og tilføres tilstrækkelige midler.

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/29

Ordfører:

Alfred GAJDOSIK

Medordfører:

Thomas WAGNSONNER

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter en udviklingspolitik, der ser udvikling som en proces, der foregår mellem lande på lige vilkår, og som bygger på respekt og suveræne beslutninger. Det kræver en globalt koordineret indsats at finansiere og gennemføre de mål for bæredygtig udvikling (SDG), som er vedtaget af De Forenede Nationer (FN). Udvalget understreger, at FN's Økonomiske og Sociale Råd kunne spille en endnu stærkere rolle som egnet forum i skatteanliggender. Dette ville sikre, at der blev sat fokus på 2030-dagsordenens mål for bæredygtig udvikling, og at alle lande deltog på lige fod.

1.2.

På baggrund af internationale aftaler om reform af den internationale skatteret, f.eks. gennem OECD's handlingsplan vedrørende udhuling af skattegrundlaget og flytning af fortjeneste (BEPS-handlingsplanen), bør der foretages en evaluering af virkningerne på SDG af disse internationale reformbestræbelser og tages større hensyn til dem i videreudviklingen af internationale skattepolitikker. EØSU understreger, at opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling kræver finansielle ressourcer. Imidlertid står mange lande over for store udfordringer, når det gælder om at skabe offentlige indtægter gennem skatteprovenu. Dette skyldes systemer for indkomstskat og omsætningsafgifter i udviklingslandene, som er vanskelige at gennemføre, men kan også skyldes den globale konkurrence på området for selskabsbeskatning og udformningen af dobbeltbeskatningsaftalerne. Kapacitetsbegrænsninger og manglende videregivelse af oplysninger er yderligere faktorer.

1.3.

EØSU bifalder kraftigt, at Den Europæiske Union (EU) og dens medlemsstater har gjort en betydelig indsats i tilknytning til reformer på internationalt plan for at tackle svaghederne i det internationale skattesystem. Disse bestræbelser hilses velkommen. De må støttes og gennemføres effektivt og i sidste ende overvåges regelmæssigt. Det er hovedsageligt de store økonomisk udviklede lande, der inden for rammerne af OECD fører an med reformerne. Det bør undersøges, om FN på grundlag af sit globale medlemskab, ikke mindst udviklingslandenes medlemskab, ikke ville være bedre egnet som forum for global videreudvikling af den internationale skattepolitik. EØSU bemærker imidlertid, at FN's skatteudvalg mangler ressourcer og medarbejdere. FN bør derfor forsynes med tilstrækkelige midler.

1.4.

EU's foranstaltninger til fremme af større international skattemæssig gennemsigtighed og BEPS-handlingsplanen vil også få konsekvenser for udviklingslandene. EØSU hilser det velkommen, at Europa-Parlamentet (EP) og Kommissionen allerede har udtalt sig om spørgsmål om sammenhængen mellem skatte- og udviklingspolitikken. Udvalget bifalder endvidere Kommissionens platform vedrørende god forvaltningspraksis på skatteområdet. Den værktøjskasse, der på platformen præsenteres som et arbejdsdokument om dobbeltbeskatningsaftalers afsmittende virkninger, udgør et udmærket grundlag for medlemsstaterne til overvejelser om revision af dobbeltbeskatningsaftaler med udviklingslande.

1.5.

EØSU peger på, at der i en betænkning fra Europa-Parlamentet fra 2015 opfordres til en række forbedringer. Disse er endnu ikke gennemført. I den forbindelse henviser EØSU til tidligere udtalelser, hvor der navnlig fremsættes bemærkninger om landeopdelt rapportering, bekæmpelse af hvidvaskning af penge og offentlige ejendomsregistre. EØSU konstaterer, at en liste over usamarbejdsvillige skattejurisdiktioner er under udarbejdelse. Udvalget opfordrer til en større indsats for at få gennemført Europa-Parlamentets anbefalinger og anbefaler, at man reagerer på kritik fra ikke-statslige organisationer. Det er hensigtsmæssigt at fremme en global indførelse af disse foranstaltninger gennem internationale skatteaftaler for at give udviklingslandenes skattemyndigheder bedre adgang til information. Målet bør være at opnå samme standarder på verdensplan og give udviklingslandene mulighed for at bidrage til udviklingen heraf på lige fod med andre.

1.6.

EØSU opfordrer til, at der sikres sammenhæng mellem medlemsstaternes internationale skattepolitikker og målene for udviklingspolitikken, så man undgår konflikter mellem de enkelte landes skattepolitik og de fælles udviklingsprioriteter.

1.7.

EØSU mener, at konsekvensanalyser af medlemsstaternes internationale skattepolitikker er en metode til at vurdere virkningerne af dobbeltbeskatningsaftaler og skattemæssige incitamenter for udviklingslandene. Dette bør fremmes og gøres til fælles praksis. Hvor politikken kan være i modstrid med EU's udviklingspolitikker ville sådanne analyser give god mening, også for EU. Eksisterende dobbeltbeskatningsaftaler bør revideres, og der bør forhandles nye aftaler under hensyntagen til disse overvejelser.

1.8.

OECD's modelbeskatningsoverenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst og formue, som i dag er den mest anvendte, er først og fremmest udviklet med henblik på de udviklede landes interesser. EØSU anbefaler derfor, at EU's medlemsstater, når de forhandler dobbeltbeskatningsaftaler med udviklingslande, tager større hensyn til udviklingslandenes behov. EØSU konstaterer, at FN med udgangspunkt i OECD-overenskomsten også har udformet en modeloverenskomst for at regulere beskatningen mellem udviklingslandene og de udviklede lande og på den måde give kildestaterne flere beskatningsrettigheder.

1.9.

EØSU støtter private investeringer til fremme af udvikling, når denne udvikling er i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling, de grundlæggende økonomiske, miljømæssige og sociale rettigheder, Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) grundlæggende konventioner, og dagsordenen for ordentligt arbejde overholdes. Retssikkerhed er en vigtig faktor i understøttelsen af et investeringsvenligt erhvervsklima og dermed også for direkte udenlandske investeringer. Da der er en sammenhæng mellem beskatning og målene for bæredygtig udvikling, bør virksomheder betale deres skatter der, hvor de skaber deres overskud gennem værditilvækst (f.eks. ved produktionsprocesser og udvinding af råstoffer).

1.10.

EØSU bemærker, at EU og medlemsstaterne i henhold til den nye europæiske konsensus om udvikling har forpligtet sig til at samarbejde med deres partnerlande om udbredelsen af progressiv beskatning, korruptionsbekæmpende foranstaltninger og omfordelingspolitikker samt om bekæmpelsen af ulovlige pengestrømme. Skattepolitikken bør imidlertid være en endnu vigtigere bestanddel af den europæiske udviklingspolitik. EØSU bifalder Kommissionens indsats for at fremme regionale fora og civilsamfundsorganisationer på beskatningsområdet i udviklingslandene. Civilsamfundsorganisationer har en overvågnings- og støttefunktion i udviklingslande, også inden for skatteområdet, og bør derfor inddrages og støttes mere. Støtte til hensigtsmæssig kapacitetsopbygning på skatteområdet, herunder peerlæring og syd-syd-samarbejde, ville have en varig effekt på udviklingsprojekter.

1.11.

God forvaltningspraksis på skatteområdet bør være en del af virksomhedernes sociale ansvar i forbindelse med virksomhedernes rapporteringsforpligtelser.

1.12.

EØSU anbefaler at indføre klausuler om god forvaltningspraksis på skatteområdet i alle relevante aftaler mellem EU og tredjelande eller regioner i tredjelande for at fremme en bæredygtig udvikling.

1.13.

Udvalget anbefaler endvidere, at man i forbindelse med nye eller reviderede frihandelsaftaler mellem EU og udviklingslandene også analyserer de bilaterale beskatningsaftaler. En sådan undersøgelse bør omfatte analyser af konsekvenserne af medlemsstaternes internationale skattepolitikker for de udviklingspolitiske mål.

2.1.

En række undersøgelser (1) rejser spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaternes internationale skattepolitikker, herunder mange bestemmelser i bilaterale dobbeltbeskatningsaftaler, er forenelige med EU's udviklingspolitik. Hertil kommer, at udviklingslandene er nettoeksportører af kapital til de udviklede lande, hvilket i stor udstrækning skyldes skatteunddragende kapitalstrømme. Dette rammer udviklingslandene med de laveste indtægter hårdest, da de står næsten uden indenlandske finansieringskilder.

2.2.

EU og medlemsstaterne er tilsammen de største donorer af officiel udviklingsbistand og har betydelig indflydelse på udformningen af internationale beskatningsaftaler. De har forpligtet sig til at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling, selv om kun nogle få medlemsstater har realiseret målet om, at ulandsbistanden skal udgøre 0,7 % af BNP. Det er uklart, hvilke følger Brexit vil få for den fremtidige finansiering af det europæiske udviklingssamarbejde. Der er planlagt yderligere tiltag for at fremme private investeringer i forbindelse med de udviklingspolitiske mål. Midlerne til den officielle udviklingsbistand er afhængige af donorernes politikker.

2.3.

For udviklingslande omfatter opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling bl.a. en mobilisering af indenlandske ressourcer, international støtte til opbygning af kapacitet til skatteopkrævning, mindskelse af ulovlige pengestrømme og deltagelse i institutioner for global regeringsførelse. Det følger heraf, at et stabilt offentligt indtægtsgrundlag, bestræbelser på at bekæmpe ulovlige udgående ressourcestrømme og lige stor indflydelse for alle lande i forbindelse med udformningen af de globale skatteregler er vigtige søjler i bæredygtig udvikling. Børn, kvinder og andre sårbare samfundsgrupper i udviklingslandene har særlig stor fordel af udvikling (2).

2.4.

Midlerne fra det offentlige udviklingssamarbejde er ikke tilstrækkelige til at finansiere bæredygtighedsmålene. Det er nødvendigt med nationale midler, som det allerede var tilfældet med årtusindudviklingsmålene (3). For at mobilisere disse ressourcer må skatteopkrævningen forbedres, og der må sikres større skatteindtægter gennem bæredygtig økonomisk vækst og et bredere skattegrundlag.

3.1.

Beskatning er en mere stabil finansieringskilde end andre typer indtægter, men mange udviklingslande har i højere grad end udviklede lande svært ved at generere tilstrækkelige skatteindtægter.

3.2.

I de seneste årtier er liberaliseringen af verdenshandelen i høj grad blevet realiseret gennem reduktion af import- og eksportafgifter med det formål at fremme økonomisk udvikling, investeringer og velstand for den brede befolkning. Disse virkninger, der i princippet er positive, muliggør også et bredere skattegrundlag, i den udstrækning skattemyndighederne er i stand til at udnytte dem. Imidlertid har liberaliseringen også reduceret udviklingslandenes indtægter fra vigtige, lettilgængelige kilder. Vækst og investeringer skal også afspejles i udviklingslandenes indtægtsstruktur.

3.3.

For at udligne indtægtstab indfører udviklingslandene ofte omsætningsafgifter, som kan have en regressiv effekt. Et skattesystem, der bygger på forskellige skatte- og afgiftstyper, nedsætter afhængigheden af nogle enkelte beskatningstyper og sikrer stabile nationale indtægter.

3.4.

Beskatning af jord og fast ejendom er ofte vanskelig at gennemføre i udviklingslandene. Indkomstskatter giver imidlertid kun relativt få skatteindtægter i udviklingslandene på grund af et lavt indkomstniveau. Indkomstskat opkræves først og fremmest hos offentligt ansatte og personer, der arbejder for internationale virksomheder. Desuden findes der ofte en stor uformel økonomi.

3.5.

I Mbeki-rapporten blev indtægter fra skatteundgåelse talt med som »ulovlige pengestrømme« (4). Det ser ud til, at disse strømme overstiger tilstrømningen af ressourcer fra udviklingssamarbejdet (5). Mere internationalt samarbejde mellem myndigheder om at fremme gennemsigtighed og styrkede lovgivnings- og reguleringsmæssige foranstaltninger er vigtigt for at dæmme op for disse udgående strømme. En styrkelse af ejendomsrettighederne i udviklingslandene er ligeledes vigtig for at modvirke kapitaludstrømning.

3.6.

Selskabsskatter spiller en vigtigere rolle i udviklingslandenes end i de udviklede landes skatteindtægtsstruktur. Derfor rammes udviklingslandene hårdere af skatteundgåelsesstrategier. Samtidig er der sket et fald i både de nominelle og effektive selskabsskattesatser på globalt plan siden 1980'erne for at tiltrække i investorer. For virksomhederne er selskabsskatten en vigtig indikator for investeringsklimaet. Dette har ført til international skattekonkurrence, hvilket er et større problem for udviklingslandene pga. deres skatteindtægtsstruktur end for de udviklede lande. De afsmittende virkninger af skattekonkurrence er et spørgsmål, som allerede er blevet taget op af Den Internationale Valutafond (IMF) (6). Endvidere er det i mange udviklingslande nogle få store virksomheder, der investerer i landet, hvilket udgør en betydelig andel af de samlede selskabsskatteindtægter.

3.7.

Det er vanskeligt for skattemyndighederne at vurdere afregningspriser under anvendelse af armslængdeprincippet ved grænseoverskridende transaktioner mellem virksomheder inden for samme koncern. Udviklingslandenes kapacitet rækker knapt nok hertil, og skattebetinget manipulation af afregningspriserne er fortsat et stort problem.

3.8.

Dobbeltbeskatningsaftaler præciserer beskatningsrettighederne mellem de kontraherende lande, fastlægger bestemmelser for informationsudveksling mellem skattemyndighederne og giver således retssikkerhed. De kan derfor af virksomheder betragtes som et incitament til direkte udenlandske investeringer og kan i sidste ende også virke vækstfremmende. Dobbeltbeskatningsaftaler har imidlertid også følger for kildestaternes beskatningsrettigheder. Kildeskattesatsen for udbytter, renter og royalties ligger generelt lavere end kildestatens nationale skattesatser. Nogle bestemmelser, f.eks. en snæver definition af et forretningssted, kan begrænse beskatningsretten. Udviklingslande er naturligvis interesserede i yderligere investeringer, men kan miste beskatningsrettigheder. Aftaler om udveksling af skatteoplysninger kan derfor være en bedre løsning, hvis et land først og fremmest ønsker at indhente skattemæssige oplysninger fra andre jurisdiktioner.

3.9.

Udgangspunktet for forhandlinger er oftest OECD's modelbeskatningsoverenskomst, som i højere grad tager hensyn til de industrialiserede landes interesser (7). FN's modeloverenskomst er udformet som et alternativ for udviklingslandene og afspejler i højere grad deres interesser (8). Generelt sikrer denne overenskomst, at der tildeles flere beskatningsrettigheder til kildestaten end den producerende virksomheds hjemland.

3.10.

Udviklingslande kan miste skatteindtægter, når virksomheder opretter særlige enheder i forskellige lande for at spille en række dobbeltbeskatningsaftaler ud mod hinanden med det formål at reducere skattebetalingerne. Det kan også vise sig vanskeligt for kildestaten at beskatte tjenester og indirekte overførsel af aktiver på grundlag af bestemmelser i dobbeltbeskatningsaftaler. Der bør tages hensyn til ønsket om bedre muligheder for teknologioverførsel med henblik på at fremme en bæredygtig vækst i udviklingslandene.

3.11.

Der er gennemført undersøgelser af indtægtstab for udviklingslande. Den nederlandske NGO SOMO har anslået de årlige tab af indtægter fra kildeskat på renter og udbytte som følge af dobbeltbeskatningsaftaler mellem Nederlandene og 28 udviklingslande til 554 mio. EUR (9). En østrigsk undersøgelse konkluderede, at der bør gennemføres konsekvensanalyser af dobbeltbeskatningsaftaler, fordi de kan resultere i indtægtstab, selv om investeringerne er stigende (10). Ifølge skøn fra Unctad i »World Investment Report 2015« tilfører multinationale selskaber ca. 730 mia. USD til udviklingslandenes budgetter. Unctad-rapporten anslår dog samtidig, at udviklingslandene lider årlige tab af skatteindtægter på 100 mia. USD som følge af, at udenlandske investeringer kanaliseres igennem Offshore-Investment-Hubs (11). Sådanne indtægtstab er i strid med målene for bæredygtig udvikling, som skitseret ovenfor.

4.1.

Der gøres en større indsats for at støtte udviklingslandene på skatteområdet, f.eks. inden for rammerne af Addisskatteinitiativet. Den internationale skattepolitik hører under medlemsstaternes kompetenceområde. Dobbeltbeskatningsaftaler indgås bilateralt, og EU's lovgivningsinitiativer er i alt væsentligt begrænset til instrumenter til gennemførelse af det indre marked. Hvad angår udviklingsvenlig politikkohærens (Policy Coherence for Development — PCD) (12) foregår der samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Kommissionen anerkender og arbejder med det internationale skattesystems indvirkning på udviklingen (13). For at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken er det nødvendigt at undersøge følgevirkningerne for udviklingslandene af skattepolitikker i EU, der er uforenelige med målene i udviklingspolitikken, og i givet fald træffe hensigtsmæssige foranstaltninger.

4.2.

På FN-plan arbejdes der med skattespørgsmål i udviklingsfinansieringsforløbet, Ecosoc og FN's ekspertudvalg for internationalt skattesamarbejde, samt specialiserede organer såsom Unctad. Efter anmodning fra G20-landene blev der aftalt vidtrækkende reformer inden for rammerne af OECD med projektet til bekæmpelse af udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS). De vigtigste udfordringer omfattede fjernelse af »treatyshopping«, skadelig skattepraksis ved regeringer (f.eks. »patentbokse« og uigennemsigtige »afgørelser«), hybride mismatch i skattebehandlingen af gæld og ineffektive interne afregningspriser og rapportering. I betragtning af selskabsskattens betydning for udviklingslandene forventes BEPS-handlingsplanen at få positive følgevirkninger for dem.

4.3.

En lang række lande uden for OECD, herunder afrikanske lande, har forpligtet sig til den inklusive ramme for OECD's BEPS-handlingsplan, og 103 lande vedtog i juni 2017 en ny multilateral BEPS-konvention, som forenkler fortolkningen af bilaterale skatteaftaler inden for rammerne af BEPS-handlingsplanen. FN, OECD, IMF og Verdensbanken har lanceret en platform for samarbejde om skat med det formål at intensivere det internationale samarbejde på skatteområdet. Initiativet vil kunne bidrage til at skabe en bedre sammenhæng mellem OECD's arbejde og FN's fora. Det bør overvåges, om den ønskede virkning opnås.

4.4.

EØSU anerkender OECD's bestræbelser på at videreudvikle et bedre internationalt skattesystem. Civilsamfundsorganisationer (14) kritiserer imidlertid, at udviklingslandene ikke har stemmeret i OECD. De er først blevet indbudt til at deltage efter udarbejdelsen af BEPS-handlingsplanen. Lignende bemærkninger er fremsat af Europa-Parlamentet, som har opfordret til en styrkelse af de relevante FN-organer, således at den internationale skattepolitik kan udformes og reformeres på lige vilkår (15). I et arbejdsdokument fra IMF har eksperter også givet udtryk for bekymring over BEPS-handlingsplanens følger for udviklingslandene (16).

4.5.

For at evaluere reformforanstaltningerne og eventuelt tilpasse dem, bør de relevante FN-organer, især FN's skatteudvalg, styrkes og forsynes med flere midler. Under alle omstændigheder bør Kommissionen føre tilsyn med gennemførelsen af den multilaterale konvention vedrørende udhuling af skattegrundlaget og flytning af fortjeneste, der blev undertegnet i juni 2017, og fortsætte indsatsen med at intensivere det internationale samarbejde om beskatningsspørgsmål mellem FN, OECD og de internationale finansielle institutioner.

4.6.1.

Pakken af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse behandlede spørgsmål vedrørende international skattepolitik, dvs. den gik videre end EU's ansvarsområde (17). De oplysninger, der er indhentet i henhold til rammerne for den landeopdelte rapportering (18) som vedtaget af EU, G20 og OECD, er vigtige for skattemyndighederne. Offentliggørelse på globalt plan af landespecifikke oplysninger kan give den bredere offentlighed, herunder arbejdstagere og ansvarlige investorer, mulighed for bedre at vurdere, om virksomheder betaler skat i det land, hvor overskuddet skabes. EØSU peger på, at der i en betænkning fra Europa-Parlamentet fra 2015 opfordres til en række forbedringer. Disse er endnu ikke gennemført. I den forbindelse henviser EØSU til tidligere udtalelser, hvor der navnlig fremsættes bemærkninger om landeopdelt rapportering, bekæmpelse af hvidvaskning af penge og offentlige ejendomsregistre. EØSU konstaterer, at en liste over usamarbejdsvillige skattejurisdiktioner er under udarbejdelse. Udvalget opfordrer til en større indsats for at få gennemført Europa-Parlamentets anbefalinger og anbefaler, at man reagerer på kritik fra ikke-statslige organisationer. Det er hensigtsmæssigt at fremme en global indførelse af disse foranstaltninger gennem internationale skatteaftaler for at give udviklingslandenes skattemyndigheder bedre adgang til information. Målet bør være at opnå samme standarder på verdensplan, og give udviklingslandene mulighed for at bidrage til udviklingen heraf på lige fod med andre.

4.6.2.

Automatisk udveksling af skatterelaterede oplysninger i Den Europæiske Union blev sikret ved ændringer af direktivet om gensidig bistand (19). Udviklingslandene vil imidlertid stadig være nødt til at indgå bilaterale aftaler om gensidig bistand med de europæiske lande. Hertil kræves gensidig udveksling af oplysninger og datasikkerhed, hvilket ofte udgør et kapacitetsproblem for udviklingslandene.

4.6.3.

Kommissionens meddelelse om en ekstern strategi for effektiv beskatning (20) tager fat på de spørgsmål, der er rejst i denne udtalelse. En fælles EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner er i øjeblikket under udarbejdelse (21). EØSU har hilst dette velkommen. Ikke-statslige organisationer har imidlertid snarere vist sig skeptiske over for en sådan liste (22). Også Europa-Parlamentet har opfordret til en globalt gældende definition af skattely, som også omfatter EU's medlemsstater og deres oversøiske territorier (23).

4.6.4.

Henstillingen om beskatningsoverenskomster (24) tager fat på vigtige spørgsmål vedrørende dobbeltbeskatningsaftaler og opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres beskatningsoverenskomster for at bekæmpe misbrug af disse overenskomster og »treaty shopping«. På den anden side anmodes der ikke om konsekvensanalyser af dobbeltbeskatningsaftalerne, navnlig hvad angår deres betydning for sammenhæng i udviklingspolitikken eller afsmittende virkninger. Kommissionens »Platform of good governance« hilses velkommen. Platformen, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende international beskatning og inddrager civilsamfundsorganisationer, har udarbejdet et arbejdspapir med dette for øje (25). Medlemsstaterne bør tage hensyn hertil i deres overvejelser.

4.6.5.

Skatteunddragelsesstrategier er ofte knyttet til uklare ejendomsforhold. Efter ændringen af det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge (26), er der ikke etableret offentligt tilgængelige registre over ejerskab for truster og andre selskaber, der foretager investeringer. Sådanne registre ville kunne hjælpe udviklingslandene med at undersøge tilfælde af formodet hvidvaskning af penge og skattesvig.

4.6.6.

Forslaget til et fælles (konsolideret) selskabsskattegrundlag (F(K)SSG) er genstand for en anden udtalelse fra EØSU (27). I forbindelse med deltagelse i internationale beskatningsaftaler og relevansen heraf for skatteforvaltningerne i udviklingslande kan en sådan aftale — og de dermed forbundne oplysninger — tjene som et godt eksempel med indvirkning på dobbeltbeskatningsaftaler med tredjelande. De oplysninger, der er indsamlet inden for Europa, kan endvidere bruges som grundlag for sammenlignende beregninger i udviklingslandene. Målet bør være at opnå samme standarder på verdensplan, og udviklingslandene bør have samme indflydelse som andre lande, når standarderne udarbejdes.

4.6.7.

EØSU anbefaler at indføre klausuler om god forvaltningspraksis på skatteområdet i alle relevante aftaler mellem EU og tredjelande eller regioner i tredjelande for at fremme en bæredygtig udvikling.

4.6.8.

Udvalget anbefaler endvidere, at man i forbindelse med nye eller reviderede frihandelsaftaler mellem EU og udviklingslandene også analyserer de bilaterale beskatningsaftaler. En sådan undersøgelse bør omfatte analyser af konsekvenserne af medlemsstaternes internationale skattepolitikker for de udviklingspolitiske mål. Dette ville også bidrage til gennemførelsen af kravene i Europa-Parlamentets betænkning.

5.1.

I overensstemmelse med pakken til bekæmpelse af skatteundgåelse og af hensyn til sammenhængen med medlemsstaternes og EU's udviklingspolitik skal den internationale skattepolitik og medlemsstaternes dobbeltbeskatningsaftaler underkastes regelmæssige konsekvensanalyser (28). For at sikre en bedre koordinering mellem EU's udviklingspolitik og medlemsstaternes skattepolitikker, bør Kommissionen sikre, at medlemsstater, som er i færd med at forhandle en dobbeltbeskatningsaftale tager behørigt hensyn til EU's samordnede udviklingspolitikker. I den forbindelse hilses Kommissionens henstilling om gennemførelse af foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug af beskatningsoverenskomster velkommen (29). Med henblik på udviklingsmålene bør der tages større hensyn til udviklingslandenes behov. Her bør EU's engagement på FN-plan (dvs. i FN's skatteudvalg) udvides, og der bør tages skridt til fremme af kapacitetsopbygning med lige inddragelse af alle stater.

5.2.

Der skal indføres overgangsperioder for at give udviklingslandene mulighed for at indgå i foranstaltninger, der muliggør en automatisk udveksling af oplysninger, samtidig med at denne kapacitet er under opbygning.

5.3.

God forvaltningspraksis på beskatningsområdet bør være en integreret del af virksomhedernes VSA i forbindelse med virksomhedernes rapporteringsforpligtelser.

5.4.

Set i lyset af planerne om i højere grad at inddrage private investorer i den europæiske udviklingspolitik bliver spørgsmålet om skattelettelser til gengæld for et engagement i udviklingsindsatsen mere relevant (30). Da der er en sammenhæng mellem beskatning og målene for bæredygtig udvikling, bør virksomheder betale deres skatter der, hvor de skaber deres overskud gennem værditilvækst (31). Det bør overvåges, at dette sker i forbindelse med foranstaltninger til fremme af den private sektors engagement.

5.5.

Derudover må det generelt sikres, at tildelingen af skattefordele ikke går ud over gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling.

5.6.

EØSU henviser til sine bemærkninger om et offentligt register over reelle ejere af bankkonti, virksomheder, truster og transaktioner (32) og anser det for hensigtsmæssigt, at indførelsen af disse foranstaltninger fremmes globalt gennem internationale beskatningsaftaler. Derudover bør der navnlig tages hensyn til disse foranstaltninger gennem bestræbelser på kapacitetsopbygning for at støtte bekæmpelsen af ulovlige pengestrømme fra udviklingslande. Da det må frygtes, at mange europæiske virksomheder, der opererer i udviklingslande, ikke er omfattet af den landeopdelte rapportering, henviser EØSU til de bemærkninger, det har fremført om dette spørgsmål (33). Udvalget anbefaler endvidere en evaluering af andre relevante bestemmelser, navnlig bestemmelser, hvis anvendelsesområde er baseret på den årlige omsætning, for at måle virkningen på udviklingslandene.

5.7.

EU og medlemsstaterne har i henhold til den nye europæiske konsensus om udvikling forpligtet sig til at samarbejde med deres partnerlande om udbredelsen af progressiv beskatning, korruptionsbekæmpende foranstaltninger og omfordelingspolitikker samt om bekæmpelsen af ulovlige pengestrømme (34). Teknisk og personalemæssig kapacitet er under opbygning i udviklingslandene, med henblik på at de kan deltage fuldt ud i internationale overenskomster, men der bør allerede være muligheder for gensidig informationsudveksling for at sikre opfyldelsen af de aftalte mål. Kommissionens tilsagn (35) om at fremme regionale fora (36) gennem FN's skatteudvalg hilses velkommen. Dette engagement bør styrkes. Der må sikres en stærk interessentdeltagelse i disse fora og solide høringsprocedurer. Civilsamfundsorganisationer har en overvågnings- og støttefunktion i udviklingslande, også på skatteområdet, og bør derfor støttes.

5.8.

Der bør i højere grad tages højde for et lands skattesystem i udviklingssamarbejdet. Kapacitetsopbygning bør hjælpe modtagerlandene med at hjælpe sig selv, fremme effektive skattesystemer og styrke statens legitimitet. Der er gjort særlig gode erfaringer med direkte udvekslinger mellem skattemyndigheder med de samme udfordringer (peerlæring) og med samarbejde mellem lande med de samme udviklingsbetingelser (f.eks. syd-syd-samarbejde). Dette skaber mulighed for koordinering på baggrund af samme type udfordringer og muliggør udveksling af »bedste praksis«, som er tilpasset den pågældende kapacitet.

5.9.

EØSU understreger behovet for sammenhæng i udviklingspolitikken på skatteområdet, idet foranstaltninger, der træffes inden for EU, har internationale følgevirkninger for udviklingslandene. Disse følgevirkninger skal derfor tages i betragtning, og de berørte udviklingslande skal inddrages.

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/37

Ordfører:

Helena DE FELIPE LEHTONEN

1.1.

Civilsamfundets og de socioøkonomiske organisationers betydning blev allerede i Barcelonaerklæringen (1) af 1995 fremhævet som en nødvendig faktor for at fremme den gradvise opbygning i Middelhavsområdet af et område med fred og stabilitet, fælles velstand og dialog mellem kulturer og civilisationer i de forskellige lande, samfund og kulturer omkring Middelhavet. Civilsamfundsorganisationerne i Middelhavsområdet bidrager i dag til inklusion, deltagelse og dialog med de offentlige myndigheder, herunder lokale myndigheder, med henblik på at fremme økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i Euro-Middelhavsregionen. EØSU mener, at det er nødvendigt at styrke de økonomiske og sociale råds rolle der, hvor de allerede findes, og fremme oprettelsen heraf i lande, hvor de enten er nedlagt eller ikke er blevet udviklet, således at synergierne mellem de forskellige involverede aktører intensiveres. For at fremme disse rettigheder bør de økonomiske og sociale råd og organisationer indgå samarbejder, der styrker deres formåen og effektivitet.

1.2.

Kvinder lider under kønsstereotyper, der avler politiske, økonomiske og uddannelsesmæssige hindringer, hvilket har alvorlige konsekvenser for samfundets udvikling. EØSU opfordrer til at mindske de enorme eksisterende kløfter mellem lovgivningsmæssige bestemmelser og virkeligheden. Med henblik herpå mener EØSU, at der hurtigst muligt skal stilles midler til rådighed med henblik på at uddanne og bevidstgøre de grupper, som er ansvarlige for, at denne lovgivning anvendes effektivt. For at styrke disse rettigheder anbefaler EØSU, at de lokale myndigheder slutter sig til civilsamfundsorganisationerne, økonomiske og sociale aktører, civilsamfundet og deres netværk, som beskæftiger sig med ligestilling mellem kønnene i de pågældende lokalsamfund. Derudover bør universiteter og specialiserede forskningscentre bidrage til dette arbejde.

1.3.

Truslen fra den voldelige ekstremisme bør bekæmpes ved at fjerne de mange bagvedliggende årsager, der ikke blot har med sikkerhed at gøre. Her bør de økonomiske og sociale organisationer indtage en ledende rolle i samarbejde med de institutioner og netværk, der indgår i den interkulturelle og interreligiøse dialog, for at opnå en større virkning. De bør desuden inddrage kulturarv, kunstneriske værker og de kreative industrier i deres aktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen og de lande, der er medlem af Middelhavsunionen, til at fremme sådanne aktiviteter, der indebærer interkulturel dialog blandt de sociale aktører og styrke de specialiserede organisationer, der har været aktive i Middelhavsområdet i mange år, som f.eks. Anna Lindh-fonden (2). EØSU opfordrer til et bedre samarbejde for at beskytte kulturarven, der i dag er truet af væbnede konflikter og voldelige organisationer.

1.4.

De økonomiske, arbejdsmæssige og sociale rettigheder er afgørende for den økonomiske udvikling og et demokratisk samfund. Inden for rammerne af ovenstående er den frie erhvervsudøvelse, foreningsfriheden, retten til frit at vælge fagforening, anerkendelsen af kollektive overenskomstforhandlinger og social beskyttelse inden for sundhed, uddannelse og alderdom alle centrale elementer. Det blev allerede påpeget ved oprettelsen af ILO og igen i Philadelphiadeklarationen, at økonomisk organisation bør underordnes social retfærdighed. Dette burde endvidere være den centrale målsætning i al national og international politik. I Philadelphiadeklarationen erklæres det, at økonomien og finanserne blot er midler, der skal tjene folket.

1.5.

Medierne spiller en grundlæggende rolle i udarbejdelsen af fælles visioner og idéer og er en vigtig drivkraft, når det gælder om at forbedre den interkulturelle dialog og fremme respekt, tolerance og gensidig forståelse. Derfor glæder EØSU sig over iværksættelsen af projekter, der sikrer respekt for mangfoldighed og fremmer oplysning, der ikke er partisk, stereotyp eller virkelighedsfjern. Ligeledes opfordrer udvalget til at øge den rolle, som de nævnte instrumenter til observation af og uddannelse og bevidstgørelse om racisme og islamofobi spiller i medierne, og til at fremme samarbejdsmekanismer og fælles platforme for faglig udvikling, både til fremme af adfærdskodekser og til forsvar for ytringsfriheden.

1.6.

Uddannelse er den primære vej til socioøkonomisk mobilitet og dermed til potentiel forbedring af livskvaliteten. Derimod bringer ulige adgang til uddannelse regionens stabilitet og sikkerhed i fare. Derfor opfordrer EØSU til i fællesskab at arbejde på at forbedre kvaliteten af grundskole og mellemskole, videregående uddannelse og erhvervsuddannelse gennem udveksling af erfaringer inden for udvikling af læseplaner og innovative metoder. Endvidere mener EØSU, at det er afgørende at bygge bro over videnskløften mellem Middelhavets to kyster og foreslår med henblik herpå at fremme fælles videns- og forskningsnetværk, der styrker overførsel og formidling af viden, samt at styrke underviseres, studerendes, akademikeres og forskeres mobilitet og sikre oversættelse af deres arbejde, særligt til og fra arabisk.

1.7.

Ikkeformel uddannelse er et nødvendigt supplement, fordi det skaber mere inklusive og pluralistiske samfund. EØSU mener, at synergivirkningerne mellem formel uddannelse og ikkeformel uddannelse bør styrkes, og at man bør fremme denne type uddannelse som et redskab til at skabe en freds- og læringskultur for livet. Derfor appellerer EØSU til at forsyne ikkeformel uddannelse med et større budget og til at fremme overførsel af erfaringer og viden mellem Europa og det sydlige Middelhavsområde.

1.8.

Med henblik på at fremme en inklusiv og konkurrencedygtig økonomi er det nødvendigt at bakke op om, at befolkningen inkluderes digitalt og teknologisk. Med dette for øje understreger EØSU behovet for at iværksætte regionale og lokale projekter, der sætter borgerne i stand til at håndtere ny teknologi, iværksætteri og digitalisering. Desuden bør man styrke initiativer om borgerdeltagelse og digital læring og skabelse af værdigt arbejde, såsom byinitiativer om social og digital innovation (Labs).

2.1.

I 2011 rystede den arabiske ungdoms forventninger om forandringer en række af de politiske regimer, da der uventet blev sat spørgsmålstegn ved dem. I Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen væltede man politiske ledere, men pga. de konkrete politiske omstændigheder endte landene med at gå vidt forskellige veje: fra den vedholdende omstilling i Tunesien, som bakkes op af landets dynamiske civilsamfund, til et nyt styre i Egypten, mens Libyen og Yemen oplevede væbnede konflikter. Syrien befinder sig fortsat i en blodig krig, der nu foregår på såvel regionalt som internationalt plan. Dette har ført til tragiske tvangsfordrivelser af befolkningen og hidtil usete migrationsstrømme, der har destabiliseret hele Euro-Middelhavsområdet.

2.2.

Ud over at udskifte regimet ønskede man også at indføre et mere lige og inklusivt system, politisk frihed, social retfærdighed, muligheder og værdighed. Men forventningerne blev afløst af frustration, efterhånden som forandringerne på det sociale område lod vente på sig. Konkrete politiske omstændigheder i og uden for landene bidrog til at blokere for forandringer. Seks år senere er de legitime krav om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder stadig ikke indløst, og de udgør fortsat en potentiel kilde til destabilisering af regionen.

2.3.

EØSU anser det for en absolut prioritet, at der opnås fred og demokrati i hele regionen, og at alle borgeres grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder overholdes.

2.4.

Grundlæggende rettigheder: ufravigelige og umistelige

2.4.1.

EØSU opfordrer alle landene i det sydlige og østlige Middelhavsområde til at tiltræde den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (3) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (4). EØSU understreger samtidig betydningen af sekulære værdier og principper samt forsvaret af rettigheder for personer, der tilhører nationale, etniske, religiøse og sproglige mindretal (5).

2.4.2.

EØSU understreger, at det er yderst vigtigt at sikre, at alle mennesker lever under værdige vilkår. EØSU fremhæver betydningen af at sikre adgang til tilstrækkeligt drikkevand og fødevarer til overkommelige priser, adgang til tilstrækkelig energi for at undgå energifattigdom for både enkeltpersoner og hele samfund, udvikling af sundhedsvæsenet samt fremme af et tåleligt lokalmiljø.

2.4.3.

I betragtning af de særlige omstændigheder, som regionen oplever, bør retten til en værdig bolig ligeledes sikres på såvel nationalt som internationalt plan, eller i mangel heraf retten til et værdigt opholdssted/værested for enkeltpersoner og familier. EØSU mener ligeledes, det er hensigtsmæssigt at sikre retten til inklusiv og værdig genopbygning af ødelagte områder, både når årsagen er naturkatastrofer og væbnede konflikter.

2.5.

Retten til værdigt arbejde: en faktor, der skaber social stabilitet og fremgang

2.5.1.

EØSU mener, at det er nødvendigt at gøre en fælles indsats for at sikre en højere grad af inddragelse og samhørighed i nabolandene. Ligeledes bør økonomierne styrkes og fornys for at skabe værdige arbejdspladser, hvilket er afgørende for en bæredygtig udvikling.

2.5.2.

EØSU fremhæver ligeledes behovet for at sikre de rettigheder, som kan understøtte de beskrevne principper. Retten til værdigt arbejde i disse lande bør derfor sikres, uanset sociale tilhørsforhold, religion og nationalitet.

2.5.3.

EØSU mener, at det er helt afgørende at træffe foranstaltninger til fremme af anstændig beskæftigelse med henblik på at skabe social stabilitet i overensstemmelse med ILO erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen (6) og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (7) for på det grundlag at undgå fattigdom, og EØSU opfordrer således til undertegnelse af disse dokumenter. Det er således vigtigt at sikre de grundlæggende arbejdsrettigheder som foreningsfrihed, retten til at oprette eller tilslutte sig en fagforening efter eget ønske, retten til at strejke, reel anerkendelse af overenskomstforhandlinger samt sikring af sikkerheds- og hygiejneforhold på arbejdspladsen og en værdig løn.

2.5.4.

Som ILO har foreslået, er der ligeledes behov for at videreudvikle retten til en bolig for at beskytte alle befolkningsgrupper og navnlig de mest udsatte. Det er ligeså afgørende at bekæmpe krænkelser af de grundlæggende rettigheder, såsom udnyttelse af børn og tvangsarbejde samt fremme kvinders og handikappede personers ret til arbejde.

2.6.

Iværksætteri: en vigtig drivkraft for økonomisk udvikling

2.6.1.

Den Europæiske Union mener, at de fem grundlæggende faktorer for stabilitet, sikkerhed og fremgang i Euro-Middelhavsområdet er: økonomisk udvikling gennem modernisering og diversificering af økonomierne, styrkelse af økosystemet for iværksætteri og innovativt iværksætteri, skabelse af arbejdspladser gennem kvalificerende uddannelse, særligt for unge, udvikling af den private sektor, navnlig SMV'erne, og energimæssig og miljømæssig bæredygtighed (8). Man bør fokusere på at skabe job af høj kvalitet, hvilket er en forudsætning for økonomisk fremgang, fremme iværksætteri blandt kvinder og styrke forretningsmæssige synergier på begge sider af Middelhavet.

EØSU er klar over, at sådanne faktorer er uløseligt forbundet med social udvikling, i og med at inklusion og social samhørighed altid ligger til grund for stabilitet, sikkerhed og fremgang.

2.6.2.

Det fremhæves i den fælles meddelelse, at det i udviklingen af disse økonomier er nødvendigt at muliggøre og sikre udøvelsen af upartisk privat iværksætteri. Derfor bør der fastsættes en retlig ramme til sikring af retten til privat ejendom og dennes ukrænkelighed.

2.6.3.

EØSU mener også, at det er vigtigt, at de offentlige myndigheder beskytter økonomisk fri og fair konkurrence, hvilket er med til at sikre lige vilkår for iværksættere. Udvalget mener således, at det er afgørende at garantere lige adgang til finansiering og et udbud af mikrofinansieringstjenester samt sørge for, at de offentlige myndigheder ikke er korrupte, men handler i offentlighedens interesse.

2.7.

Retten til kreative aktiviteter og innovation: garant for en diversificeret økonomi og merværdi

2.7.1.

Middelhavsunionens ministererklæring om digital økonomi (9) tager sigte på at fremme de nye teknogiers inddragende og tværgående virkning på det kulturelle, sociale, økonomiske, nationale og sikkerhedsmæssige område.

2.7.2.

EØSU støtter også tilgangen i den fælles meddelelse i forhold til behovet for på bæredygtig og inddragende vis at diversificere og udvikle økonomierne i Middelhavsregionen.

2.7.3.

I udformningen af nye programmer peger EØSU på behovet for at udarbejde EU-programmer til fordel for Middelhavsområdet med henblik på at sikre fortsat innovation, således at den økonomiske udvikling i regionen kan fortsætte. Dette skal ske under overholdelse af den individuelle og kollektive ret til at skabe og forny. Denne ret indbefatter anerkendelse af intellektuel ejendomsret, retten til at dele og sprede denne innovation og retten til adgang til nye teknologier.

2.7.4.

EØSU anerkender digital inklusion og fri adgang til internettet, såvel for individet som kollektivet, som en rettighed, der er uløseligt forbundet med innovation.

2.8.

Retten til kvalitetsuddannelse: en grundsten i den menneskelige udvikling

2.8.1.

Uddannelse er den primære vej til socioøkonomisk mobilitet og en potentiel forbedring af livskvaliteten. I De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP) (10) understreges det, at selvom man i mange af landene i regionen har nået internationale standarder i grundskolen, og der er sket betydelige fremskridt i mellemskolen, er kvaliteten stadig for ringe. Verdensbanken har i samarbejde med andre agenturer udviklet en række programmer til fordel for regionen, og Kommissionen burde følge trop. Ligeledes påpeger UNDP, at de yderst ulige muligheder inden for uddannelse undergraver den sociale kontrakt i de arabiske lande.

2.8.2.

Køreplanen for Middelhavsunionen (11) lægger vægt på behovet for at styrke uddannelse, der er en afgørende faktor, når man skal skabe bæredygtige arbejdspladser af høj kvalitet, særligt når det gælder arbejdsløse unge, der risikerer at måtte acceptere ringe arbejdsvilkår. Derudover er der fokus på forskning og innovation som grundlag for modernisering af økonomierne samt bæredygtighed som et tværgående element for at sikre social udvikling og en inklusiv økonomi.

2.8.3.

Det er afgørende for stabiliteten og sikkerheden i regionen at styrke den sociale kapital. Det er derfor nødvendigt at fremme grundskole- og mellemskoleuddannelse, videregående uddannelse, adgang til videnskab og videnskabelig indsigt og at arbejde for beskæftigelsesegnethed, sundhed, unges selvstændiggørelse og mobilitet, ligestilling mellem mænd og kvinder, debatfora og styrkelse af social inklusion.

2.8.4.

Der er stadig problemer med adgangen til og tilgængeligheden af uddannelse for alle, og der er behov for at forbedre kvaliteten af grund- og mellemskoleuddannelsen, men den største udfordring er fortsat at bygge bro over kløften mellem uddannelsessektoren og arbejdsmarkedet. Det er i denne sammenhæng nødvendigt at fremme strukturer, der forbinder arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, med henblik på at sikre, at de unge bliver fuldt ud inkluderet i samfundet. Med henblik herpå anser EØSU det for afgørende at fremme udveksling af erfaringer i forbindelse med udviklingen af læseplaner og innovative metoder, idet der lægges vægt på overførsel af erfaringer og metoder til sikring af kompetencer og kvalifikationer, der passer til arbejdsmarkedet, samt på at fremme og forbedre uddannelse og erhvervsuddannelse som et svar på udfordringen med at skabe 60 millioner arbejdspladser i de arabiske lande i løbet af det kommende årti.

2.8.5.

Arbejdsmarkedets parter og andre specialiserede organisationer har fremhævet den ikkeformelle uddannelse som et nøgleredskab og en langsigtet løsning til bekæmpelse af radikalisering og ekstremisme og dens betydning for integration af udsatte grupper, særligt unge og kvinder.

2.8.6.

EØSU glæder sig over, at man anerkender betydningen af ikkeformel uddannelse som supplement til formel uddannelse, og mener, at man bør styrke synergierne mellem de to. Udvalget mener derfor, at man bør øge det politiske engagement og afsætte flere penge til ikkeformel uddannelse, da den er med til at modne og inkludere de unge socialt, idet de lærer om aktiv deltagelse og udvikling af demokratiske værdier. Desuden er ikkeformel uddannelse et godt redskab til at fremme en fredskultur.

2.9.

Mobilitet på det akademiske og uddannelsesmæssige område: mod udjævning af videnskløften

2.9.1.

Unges mobilitet udgør en essentiel del af løsningen på de udfordringer, som Middelhavsområdet står over for. Migrationen i de arabiske lande er et symptom på social eksklusion af yderst kvalificerede unge. Derfor er det nødvendigt at fremme migration, der er til gavn for såvel oprindelseslandene som modtagerlandene. Dette indbefatter større kendskab til kvalifikationer og eksamensbeviser samt fremme af akademisk mobilitet og forbedring af de retlige rammer for indrejse- og opholdsbetingelser i EU for borgere i nabolande i situationer, hvor formålet er forskning, studier, elevudveksling, uddannelse og frivilligt arbejde.

2.9.2.

Samtidig er videnskløften en af de dybeste kløfter mellem de to Middelhavskyster, hvorfor EØSU mener, at det er nødvendigt at gennemføre foranstaltninger til styrkelse af produktion og formidling af videnskabelig og akademisk viden. Desuden foreslår EØSU at oprette og fremme netværk for viden og fælles forskning i Euro-Middelhavsområdet. EØSU mener ligeledes, at det er afgørende at fremme oversættelsen af denne akademiske og videnskabelige produktion, særligt til og fra arabisk.

2.9.3.

EØSU understreger desuden, at fremme af mobilitet blandt studerende, undervisere, forskere, akademikere og videnskabsmænd gennem ophold, udveksling og praktikperioder er afgørende med henblik på at fremme akademisk kvalitet og unges beskæftigelsesegnethed, gennem at styrke gennemførelsen af Erasmus+-programmet og opnåelsen af resultater i forbindelse hermed i landene i Euro-Middelhavsregionen, og med henblik på videnformidling samt fremme af interkulturel dialog.

2.10.

Medier og interkulturel dialog: nøglen til tolerance

2.10.1.

De lokale mediers pluralisme, uafhængighed og professionalisme er garant for social udvikling og bidrager til, at medierne kan fungere som katalysator for forandring i nabolandene.

2.10.2.

EØSU understreger behovet for at fremme dialog og samarbejde mellem medierne i Euro-Middelhavsområdet for at forbedre og styrke de faglige standarder og retlige rammer. Det er også afgørende at bidrage til at sikre og beskytte presse- og ytringsfriheden.

2.10.3.

Det er absolut nødvendigt at anerkende den rolle, som medierne spiller i den interkulturelle dialog og med hensyn til at fremme respekt, tolerance og gensidig forståelse. I lyset af stigningen i antivestlige tendenser syd for Middelhavet og populistiske tendenser af fremmedfjendsk art i Europa er det mere nødvendigt end nogensinde at gøre en indsats for at bekæmpe denne type diskurs og på denne måde gøre op med sådanne visioner, som får befolkninger, kulturer og religioner til at støde sammen i en misvisende og ekskluderende sort-hvid virkelighedsopfattelse.

2.10.4.

Derfor glæder EØSU sig over iværksættelsen af projekter, som sikrer respekt for den eksisterende mangfoldighed i Europa og fremmer tolerance og oplysning, der ikke er partisk, stereotyp og forvansket. En sådan form for oplysning ses f.eks. hos overvågningscentret for islamofobi i de spanske medier (12), der fremmer oplysning, som ikke bærer præg af racisme. EØSU opfordrer således til, at der til dette formål udvikles tværfaglige projekter.

2.10.5.

Ud over det sikkerhedsmæssige aspekt kan manglen på muligheder, særligt for unge, være en af årsagerne til ustabilitet, hvilket følgelig kan føjes til listen over årsager til radikalisering. Det underbygger behovet for at forebygge og bekæmpe ekstremisme og racisme gennem styrkelse af interkulturel dialog. Derfor bør de institutioner og netværk, der indgår i interkulturel og interreligiøs dialog, forbedre deres synergier og komplementaritet for at opnå en større virkning.

2.10.6.

Forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme bør både involvere de økonomiske og sociale råd i Middelhavsområdet, de økonomiske og sociale aktører og civilsamfundet. Med henblik herpå er der behov for udvekslings- og samarbejdsmekanismer med tilstrækkelige midler, og spørgsmål vedrørende retfærdighed, ulighed mellem mænd og kvinder, hadefuld tale, ungdomsarbejdsløshed og analfabetisme bør tackles som en del af en større afradikaliseringsindsats, der også omfatter styrkelse af den interkulturelle dialog. I den forbindelse er det værd at fremhæve det arbejde, som Radicalisation Awareness Network (RAN) (13) og dets Centre of Excellence udfører.

2.10.7.

EØSU mener, at det er afgørende at stimulere udveksling mellem intellektuelle, kunstnere og kulturelle aktører i regionen, da de har afgørende betydning for social forandring. Dette kan opnås gennem styrkelse af fælles projekter, der fremmer dialog og gensidig forståelse. Udvalget opfordrer ligeledes til en bedre koordinering og et bedre samarbejde, for så vidt angår beskyttelse af kulturarven, og til at udbrede kendskabet til og fremme de forskellige kulturelle og kunstneriske fagområder og den kulturelle og kunstneriske indfølingsevne som et værdifuldt bidrag til samhørighed og gensidig forståelse.

2.11.

Civilsamfundet og synergieffekter mellem sociale aktører: et forum for inklusion og debat

2.11.1.

Den økonomiske krise og fremmedfjendskheden nord for Middelhavet, men også kravet om ytringsfrihed og kampen for menneskerettigheder i landene syd for Middelhavet har en væsentlig indvirkning på bestræbelserne for at opnå økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i landene i Euro-Middelhavsområdet.

2.11.2.

I den forbindelse påpeges det i Europa-Parlamentets betænkning om fremme af menneskerettigheder fra november 2015 (14), at man i højere grad bør støtte civilsamfundet. På trods heraf er civilsamfundsorganisationerne i de sydlige lande stadig ikke synlige nok i forhold til den indsats, de yder, og i nogle tilfælde den risiko, de løber, samt den rolle, de spiller med hensyn til at skabe sociale forandringer. De økonomiske og sociale råd i Middelhavsområdet kan i den henseende fungere som platforme for formidling, møder og debat.

2.11.3.

EØSU fremhæver, at foreninger bidrager til inklusion. EØSU mener ligeledes, at det er nødvendigt, at Kommissionen intensiverer støtten til projekter, der udføres af det strukturerede civilsamfund gennem dets økonomiske og sociale organisationer, foreninger og de netværk, som disse udgør, samt at den intensiverer partnerskabet og synergieffekterne mellem de forskellige involverede aktører.

2.11.4.

EØSU mener, at ministrene i Euro-Middelhavsområdet burde arbejde sammen om konkrete projekter inden for rammerne af Euro-Middelhavs-topmødet for økonomiske og sociale råd og lignende institutioner, uden at dette berører støtten til de civile og kulturelle organisationer.

2.12.

Kvinders økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

2.12.1.

På de tre Euro-Middelhavsministerkonferencer om styrkelse af kvinders rolle i samfundet, der blev afholdt i Istanbul (15) (2006), Marrakesh (16) (2009) og Paris (17) (2013), vedtog regeringerne at gennemføre en række indgåede forpligtelser. Det drejede sig om lige rettigheder for mænd og kvinder, for så vidt angår deltagelse i det politiske, økonomiske, civile og sociale liv; bekæmpelse af alle former for vold og diskrimination mod kvinder og piger og en indsats for at forandre holdninger og adfærdsmønstre for at opnå ligestilling mellem kønnene. Dette vil styrke kvindernes handlekraft, ikke blot når det gælder rettigheder, men også i virkeligheden.

2.12.2.

På trods af de lovgivningsmæssige ændringer, der er sket i landene syd for Middelhavet, mener UNDP, at man stadig er langt fra at opnå lighed for kvinder, for så vidt angår økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

2.12.3.

EØSU konstaterer, at der er langt fra de officielle erklæringer, institutionernes forslag og den gældende lovgivning til den virkelighed, som kvinderne oplever til hverdag, og udvalget gør opmærksom på behovet for at tilpasse nationale love til forfatningerne og lukke de juridiske huller, som stadig tillader diskrimination af kvinder.

2.12.4.

I den forbindelse lægger EØSU vægt på behovet for at stille midler til rådighed til at uddanne og bevidstgøre de grupper, som er ansvarlige for, at denne lovgivning anvendes effektivt, herunder retsvæsenet, sikkerhedsstyrker, virksomheder, undervisere, medier, institutioner som de økonomiske og sociale råd osv.

2.12.5.

For at styrke rettighederne og opnå bedre resultater anbefaler EØSU, at de lokale myndigheder slutter sig sammen med civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med ligestilling mellem kønnene, da disse har større viden om befolkningens problemer og krav. Dette samarbejde mellem forskellige aktører bør understøttes af bidrag fra den akademiske verden (universiteter og specialiserede forskningscentre). Et eksempel herpå er Euro-middelhavsfonden for kvinder (18), der sammen med den internationale sammenslutning for kvinders rettigheder, den regionale myndighed i Marrakesh, universitetet Cadi Ayyad, den regionale kommission for menneskerettigheder og andre lokale enheder har gennemført en kampagne om bevidstgørelse om tidlige ægteskaber.

2.12.6.

EØSU anmoder derfor ministrene i Middelhavsunionens medlemsstater om, at der tages højde for disse forhold på den kommende ministerkonference, og at der tildeles økonomiske midler til nævnte indsatser og kampagner.

2.12.7.

EØSU påpeger, at det vil have store konsekvenser, hvis der ikke tages højde for de foregående punkter. Tidlige ægteskaber, tidlig afbrydelse af uddannelse og følgelig kvinders dårlige stilling på arbejdsmarkedet og ringe politiske repræsentation er nogle af de elementer, som har en negativ indvirkning på især gennemførelsen af især kvinders og pigers opnåelse af rettigheder.

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/44

Ordfører:

Brenda KING

Medordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

Som det er tilfældet i andre dele af verden står Europa over for tre alvorlige udfordringer: 1) overudnyttelse af jordens naturressourcer samt klimaændringer og tab af biodiversitet; 2) sociale uligheder, herunder ungdomsarbejdsløshed og mennesker, der bor i regioner med industrier i tilbagegang og 3) borgernes tab af tillid til regeringer, det politiske establishment, EU og dets forvaltningsstrukturer samt andre institutioner.

1.2.

Disse tre alvorlige udfordringer skal ses på baggrund af digitaliseringen (en vigtig megatendens) og globaliseringen, idet disse faktorer i høj grad har påvirket de europæiske arbejdsmarkeder og vil få en endnu større betydning i fremtiden. Især digitaliseringen kan enten gøre det lettere at håndtere de tre udfordringer eller gøre det vanskeligere at finde en løsning. Om digitaliseringen vil have en positiv eller negativ effekt, afhænger af, hvordan den styres på politisk plan.

1.3.

På grundlag af en grundig analyse af samspillet mellem disse tre alvorlige udfordringer og digitaliseringen opfordrer Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) Kommissionen til at udarbejde en langsigtet strategi for EU's bæredygtige udvikling med det mål at fremme foranstaltninger til en styrkelse af økonomien, der resulterer i sociale og miljømæssige fordele. Denne udtalelse har til formål at præsentere spørgsmål og bidrag, der bør tages i betragtning ved udarbejdelsen af den langsigtede strategi.

Nogle mennesker modsætter sig forandringer. I en tid med løbende teknologiske gennembrud har nogle mennesker en egeninteresse i at opretholde status quo. Andre kan føle sig usikre i forsøget på at tilpasse sig et samfund under stadig forandring. For andre går forandringerne ikke hurtigt nok (f.eks. for tilhængerne af grøn energi). De politiske beslutningstagere bør tage hensyn til denne frygt og løse problemet på direkte vis i stedet for at ty til status quo. Det første skridt vil være at indlede en åben debat om disse udfordringer og styrke deltagelsesdemokratiet, herunder det europæiske borgerinitiativ.

1.4.

»Handlingslammelse« er ikke en mulighed. Der er brug for politisk vilje til at styre forandringerne i den rigtige retning. Der er behov for et styrket samspil mellem økonomisk udvikling, miljøbeskyttelse og socialpolitik. EØSU mener, at gennemførelsen og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling (SDG) sammen med Parisaftalen og en velforvaltet omstilling til en digital lavemissionsøkonomi vil imødegå de vigtigste udfordringer i Europa og gøre Europa til en vinder i den nye industrielle revolution. Udvalget anbefaler, at Kommissionen som et hasteanliggende udformer de politikker, der skitseres i meddelelsen »Next Steps« (Kommissionens arbejdsdokument) (1), og fokuserer mere på at integrere de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter med det formål at opstille en vision for et fair og konkurrencedygtigt Europa i 2050.

1.5.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for et stærkt politisk input. Mens en hensigtsmæssig lovramme er en nødvendig forudsætning for forvaltningen af omstillingen, har Europa brug for en dagsorden, der inddrager hele samfundet ved at have som mål at: arbejde for en fair globalisering, øge konkurrenceevnen og gøre Europa til en leder inden for nye teknologier, skabe et inklusivt samfund, udrydde fattigdom og skabe rammevilkår, der genskaber borgernes tillid til de politiske systemer og multilaterale styreformer (2). Udover at vise vejen på de forskellige politikområder skal de politiske tilgange også bestræbe sig på at aktivere det enorme potentiale i civilsamfundet. Socialt iværksætteri, borgerinitiativer og indsats i lokalsamfundet er blot nogle eksempler på, hvordan bæredygtig udvikling kan realiseres ved hjælp af en bottom-up-tilgang, især når det gælder den nødvendige omstilling til en cirkulær lavemissionsøkonomi. Eksemplet decentral vedvarende energi er det bedst egnede benchmark i denne sammenhæng.

1.6.

I den nærmeste fremtid bør Kommissionen og EØSU samarbejde yderligere om de vigtige strategiske politikområder, der analyseres i denne udtalelse, f.eks. om:

1.7.

En overordnet og sammenhængende strategi er nødvendig for at realisere dette nye policy mix. EØSU anbefaler, at en sådan strategi bør have et langsigtet fokus og være tydelig, horisontalt og vertikalt integreret, håndterbar og deltagelsesbaseret. Derfor mener EØSU, at det er afgørende at sikre, at omstillingen frem til 2050 udformes og gennemføres under fuld inddragelse af civilsamfundets repræsentanter. For at styrke deltagelsesdemokratiet bør Kommissionen overveje sin eneret til initiativ på lovgivningsområdet.

1)

Hvordan håndteres planetens begrænsninger og den overordnede økologiske udfordring, herunder klimaændringer og tab af biodiversitet?

2)

Hvordan skal der reageres på voksende sociale uligheder i en globaliseret verden?

3)

Hvordan overvindes svækkelsen af borgernes opbakning til regeringer og institutioner?

3.1.1.

Platformsøkonomien, kunstig intelligens, robotteknologi og tingenes internet — den globale udvikling på disse områder er vidtrækkende og foregår i et stadig højere tempo. Den vil før eller senere påvirke alle områder af økonomien og samfundet. Digitale teknologier bliver tilgængelige for store dele af samfundet, men nogle grupper har måske ikke adgang til disse digitale værktøjer med et enormt potentiale.

3.1.2.

Digitale teknologiers konvergens med nanoteknologi, bioteknologi, materialevidenskab, produktion og oplagring af vedvarende energi og kvanteinformatik har potentiale til at skabe en ny industriel revolution (4). Hvis Europa skal sikres en førerposition i den nye globale teknologiske og økonomiske konkurrence, er der brug for omfattende investeringer og nye initiativer.

3.1.3.

Digitalisering har mange fordele. Den skaber nye produkter og tjenester til gavn for forbrugerne. Den har potentiale til at bidrage til at opfylde nogle af målene for bæredygtig udvikling (SDG) ved at øge det globale indkomstniveau, forbedre borgernes livskvalitet, skabe muligheder for mere inklusive demokratiske modeller og øge antallet af kvalitetsjob samt EU's overordnede konkurrenceevne — på samme måde som det var tilfældet med de tidligere industrielle revolutioner. Der er også trusler — undersøgelser påpeger muligheden for, at digitaliseringen kan nedlægge langt flere arbejdspladser, end den vil skabe.

3.1.4.

Digital teknologi vil bringe produktion og forbrug meget tættere sammen, hvilket minimerer overproduktion. Dette har potentialet til at reducere EU's miljøaftryk. Den direkte handel med økonomiske goder — det være sig gennem peer-to-peer-transaktioner eller deleøkonomien — kan mindske ressourceforbruget. Digitale teknologier støtter f.eks. udbredelsen af fælles transporttjenester og førerløse køretøjer, som kan øge den miljømæssige bæredygtighed af vores transportsystemer.

3.1.5.

Digitaliseringen er dog ikke bæredygtig i sig selv. Der er hindringer for markedsadgang og stordriftsfordele, der kan forhindre borgerne i at udnytte digitaliseringens potentiale. Digitalisering kan øge uligheden, navnlig på grund af dens potentiale til at skabe omvæltninger på arbejdsmarkedet og dens tilbøjelighed til at skabe polarisering, når arbejdspladser for personer med lavt eller mellemhøjt kvalifikationsniveau automatiseres. Robotisering og platformsøkonomi kan udgøre en alvorlig trussel for mange europæiske arbejdspladser og skaber nye risici, da de fleste af de pågældende teknologier fungerer på grundlag af oplysninger, herunder navnlig personoplysninger.

3.1.6.

De nye muligheder for at skabe velstand gavner ofte kun en bestemt kategori af personer: de veluddannede med gode sociale færdigheder og en høj risikovillighed. De grupper, der har mest gavn af de digitale innovationer, har tendens til at være udbydere af intellektuel, finansiel og fysisk kapital: innovatører, aktionærer, investorer og højtuddannede arbejdstagere. Det frygtes, at den digitale teknologi bliver en af hovedårsagerne til stagnerende eller endog faldende indkomster.

3.1.7.

Set i lyset af de tre alvorlige ovennævnte problemer er der brug for en aktiv og omfattende politik for at udnytte mulighederne ved digitalisering. Risiciene ved digitaliseringen skal overvåges og styres. EØSU bør fortsætte sit arbejde med disse spørgsmål.

3.2.1.

Med sit engagement i den globale bekæmpelse af klimaændringer (f.eks. Parisaftalen) og i beskyttelsen af naturressourcer er det presserende, at Europa markant mindsker sin økonomis miljøaftryk. Den økologiske krise har allerede ramt os. Global befolkningstilvækst, langsigtet økonomisk vækst baseret på fossile brændstoffer og ikke-bæredygtig anvendelse af jord og ressourcer lægger stadig større pres på miljøet. En central udfordring, som også afspejles i målene for bæredygtig udvikling, består i at sikre, at den økonomiske udvikling og vækst respekterer planetens begrænsninger, det være sig i relation til klimabeskyttelse, ressourceforbrug og -håndtering, luft- og vandkvalitet eller til beskyttelsen af biodiversiteten på land og i havet.

3.2.2.

En gennemgribende dekarbonisering af økonomien kræver en hurtig omstilling af mange økonomiske sektorer. Omstillingen fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder kræver mere fleksibilitet og knowhow på energiområdet. Udbredelsen af »prosument« (5) energi bør ligeledes udgøre en vigtig og bæredygtig del af EU's energipolitik (6). I transportsystemerne er der behov for strukturelle ændringer ved hjælp af elektrificering og bildeling. Boliger og infrastruktur skal moderniseres. En avanceret bioøkonomi kan være en vigtig faktor til fremme af en grønnere økonomi.

3.2.3.

Europa er nødt til at foretage et skifte væk fra den nuværende lineære økonomiske model baseret på »tag, fremstil, brug og smid væk« til en cirkulær model, der er genoprettende, så vidt muligt bygger på vedvarende naturressourcer og fastholder værdien af produkter, materialer og ressourcer i økonomien så længe som muligt. Digitalisering kan spille en vigtig rolle i den forbindelse (se punkt 3.1.4).

3.2.4.

Omstillingen til en cirkulær og miljøvenlig lavemissionsøkonomi udgør en mulighed for, at EU kan styrke sin konkurrenceevne og modstandsdygtighed. Den kan betyde øget livskvalitet og velfærd for Europas borgere. Den mindsker også afhængigheden af import af fossile brændstoffer og råvarer af kritisk betydning og skaber et stabilt grundlag for økonomisk velstand.

3.2.5.

Dekarboniseringen og den økologiske omstilling vil imidlertid medføre sociale udfordringer (7), da antallet af arbejdspladser i industrier med et stort miljøaftryk vil falde. Det skal opfattes som en strategisk politisk opgave fuldt ud at udnytte det potentiale, som dekarbonisering og den økologiske omstilling medfører med hensyn til skabelse af nye arbejdspladser og forbedring af den sociale sikring, således at nettoresultatet bliver så positivt som muligt.

3.2.6.

Skiftet i retning af en cirkulær lavemissionsøkonomi har været drevet af bundstyrede initiativer ledet af borgere, lokale myndigheder, forbrugere og innovative virksomheder på både energi- og fødevareområdet. I stedet for at relevante initiativer fremmes, og der skabes en kritisk masse i hele Europa med positive resultater for arbejdsmarkedet og den sociale sikring til følge, hindres yderligere fremskridt imidlertid ofte af administrative og lovgivningsmæssige systemer. Det er ikke almindeligt anerkendt, at bundstyrede initiativer kan være et effektivt værktøj til at overvinde de sociale problemer forbundet med dekarbonisering og den økologiske omstilling. Med henblik på at udnytte dette potentiale er det nødvendigt at fjerne de strukturelle barrierer, der forhindrer ressourcesvage personer i at få adgang til de ressourcer, som de har brug for (navnlig kapital og relevante oplysninger).

3.3.1.

Selv om globaliseringen og den teknologiske udvikling på dramatisk vis har øget den globale handel og den globale velstand, har kombinationen af globalisering og teknologiske fremskridt også bidraget til en stigende social (og miljømæssig) ulighed. Ifølge Oxfam er blot otte personer, alle mænd, lige så velstående som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

3.3.2.

I Europa stiger uligheden. Ifølge en nylig OECD-undersøgelse er indkomstuligheden fortsat på et rekordhøjt niveau i Europa. I 1980'erne var den gennemsnitlige indkomst for de rigeste 10 % syv gange højere end for de 10 % fattigste. I dag er den 9,5 gange højere. Velstanden er endnu mere ulige fordelt: 10 % af de mest velhavende husstande ejer 50 % af den samlede velstand, mens de 40 % mindst velstillede ejer lidt over 3 % (8).

3.3.3.

En årsag til den voksende ulighed i Europa er afkoblingen af vækst fra nettoindkomst. Mens BNP i euroområdet steg med mere end 16 % mellem 2008 og 2015 (med mere end 17 % i EU-28), stagnerede husstandenes disponible nettoindkomst, som kun steg med 2 % i EU-28.

3.3.4.

I de 24 OECD-lande er produktiviteten steget med 27 % siden 1995, mens det gennemsnitlige lønniveau halter bagud og kun steg med 22 %. Endnu værre er det, at stigningen i arbejdsindkomst har været betydeligt mindre for lavtlønsgruppen. Denne lønmæssige ulighed er blevet forværret i løbet af de seneste 20 år i alle europæiske lande med undtagelse af Spanien. Tendensen er mest udtalt i Ungarn, Polen, Tjekkiet og Storbritannien (9).

3.3.5.

Der er en risiko for, at denne kløft vil blive større som følge af arbejdets ændrede karakter. Automatiseringen af komplekse industriprocesser gennem robotteknologi truer f.eks. med at mindske efterspørgslen efter kvalifikationer på mellemniveau og endda lavere niveauer af højt kvalificerede funktionærer, som i øjeblikket udfører disse komplekse opgaver. Dette forventes at bidrage yderligere til polariseringen af arbejdsmarkedet, idet de nye arbejdspladser, der opstår, vil falde ind under enten det (endnu) mere kvalificerede segment (udvikling og vedligeholdelse af disse produkter/tjenester) eller det mere serviceorienterede segment baseret på lave kvalifikationer. Ifølge OECD er 9 % af arbejdspladserne i fare for at blive automatiserede, mens der vil ske store ændringer i opgaverne for yderligere 25 %.

3.3.6.

Regeringernes indsats for at mindske følgevirkningerne af digitalisering er tilbøjelig til at være reaktiv snarere end proaktiv og er stort set rettet mod at afbøde digitaliseringens bivirkninger i stedet for at sigte mod at udnytte de potentielle fordele. Regeringernes indsats må i højere grad tage højde for arbejdstagernes repræsentation og deltagelse som et vigtigt aspekt af investeringer i menneskelig kapital på et arbejdsmarked under udvikling. EØSU kan fortsætte med omhyggeligt at analysere digitaliseringens indvirkning på arbejdets karakter.

3.4.1.

Den stigende ulighed, som kun til dels er en følge af globaliseringen og den teknologiske udvikling, har bidraget til et tab af tillid til regeringer, det politiske establishment, internationale organisationer, institutioner og den globale styring. Den har desuden givet næring til fremgang for populistiske bevægelser og tilbagegang for traditionelle politiske partier. De unges manglende valgdeltagelse (for slet ikke at nævne antallet af proteststemmer) giver især anledning til bekymring: kun 63 % af europæerne mellem 15-30 år stemte ved et valg i 2015 (10).

3.4.2.

Mange europæiske borgere føler, at de står uden for den politiske beslutningstagning på nationalt og europæisk plan. De mener ikke, at traditionelle demokratiske processer giver dem mulighed for at påvirke grundlæggende beslutninger. En tilgang, der inddrager mange interessenter (f.eks. under FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling), er en inklusiv demokratisk model og en metode til at overvinde denne mistillid.

3.4.3.

Omstillingen til bæredygtighed kan og skal ikke dikteres »fra oven«, men vil kun blive en succes, hvis den er baseret på bred støtte og et flertal af virksomheders, lokale og regionale myndigheders, arbejdstageres og borgeres aktive deltagelse. Der skal være tale om et »bottom-up og top-down«-samarbejde. Alliancer med flere interessenter blev anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af den nye 2030-dagsorden og anvendes i stigende grad på klimaområdet (11). Disse kan tjene som en model for en inklusiv demokratisk styringsmodel, der kan anvendes på tværs af politikområder og lette omstilling og innovation.

3.4.4.

Især den unge generation efterspørger utraditionelle former for politisk engagement i modsætning til traditionelle politiske partier og organer. Energifællesskaber, partnerskaber mellem borgere og kommuner til fremme af energieffektivitet (f.eks. gennem indkøbsmodeller) eller affaldshåndtering, »omstillingsby«-initiativer, lokalsamfundsstøttet landbrug, politiske blogs og andre onlineformater eller endog lokale valutainitiativer tilbyder alternative former for politisk engagement. Disse vil ikke erstatte det traditionelle politiske arbejde, men de kan yde et vigtigt bidrag til politisk socialisering og social integration.

3.4.5.

Udnyttelse af internettets potentiale er en anden lovende tilgang til at bryde det politiske dødvande. Oplysninger har aldrig været mere frit tilgængelige end i et decentraliseret netværk uden en klassisk gatekeeper. Dette medfører nye udfordringer for samfundet, som set i forbindelse med fænomenet postfaktuelle eller falske nyheder. Men vi er også vidne til et boom i alternative, ikke-hierarkiske former for aktivisme samt en stor udnyttelse af internetbaserede sociale netværk blandt borgerne, især de unge.

3.4.6.

Digital forvaltning kan føre til styringsmodeller med et hidtil uset niveau af offentlig deltagelse i den politiske beslutningstagning. EU bør se på eksemplet i en medlemsstat som Estland, hvor der allerede er gjort store fremskridt. Digitaliseringen gør det muligt for borgerne at deltage i beslutningsprocessen med relativt lave omkostninger til følge. Erfaringerne viser imidlertid, at også når der er tale om e-deltagelse, kan der konstateres en »middelklasseskævvridning« (en større repræsentation af medlemmer af middelklassen i deltagelsesbaserede fora). EØSU har gode forudsætninger for at indgå i en dialog om dette spørgsmål på civilsamfundsniveau.

—

få det bedste ud af den digitale revolution for at skabe en ny, konkurrence- og bæredygtig økonomi,

—

sikre kursskiftet i retning af en cirkulær og miljøvenlig lavemissionsøkonomi, samtidig med at der sikres en fair omstilling for alle,

—

opbygge en robust europæisk social model,

—

sikre et mere borgerorienteret og mere decentraliseret demokratisk system, samtidig med at fordelene ved fair økonomisk samarbejde på globalt plan udnyttes.

4.1.

EØSU mener, at målene for bæredygtig udvikling sammen med Parisaftalen (COP21) vil puste nyt liv i visionen for »det Europa, vi ønsker« (12)  (13). Kommissionen er nødt til at skabe momentum for gennemførelsen af disse aftaler ved at udvikle de politikker, som er skitseret i meddelelsen »Next Steps«, og indarbejde disse fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter. »Det Europa, vi ønsker« og 2030-dagsordenen (dvs. målene for bæredygtig udvikling), sætter mennesket i centrum for samfundet og økonomien og giver alle mulighed for at vælge, hvordan de ønsker at opfylde deres behov i harmoni med de sociale og økologiske rammevilkår. Dette koncept er ikke utopisk. Europa har nu reelt de teknologiske og økonomiske forudsætninger for at realisere denne vision: tingenes internet og big data, kontrol med komplekse processer ved hjælp af mobile applikationer, »prosum« gennem nedskalering af produktion og faldende produktionsomkostninger (f.eks. vedvarende energi, 3D-print), nye transaktions- og betalingsmodeller (blockchain, bitcoin og intelligente kontrakter), kooperativer og deleøkonomien med nye forretningsmodeller og andre innovationer.

4.2.

Alle disse innovationer har potentialet til at gøre visionen til virkelighed, men det forudsætter en strategi, der omfatter løsninger på de tre innovationsrelaterede udfordringer. Denne strategi indebærer et nyt koncept for velfærd »hinsides BNP«, hvor økonomisk velstand, social inklusion, miljømæssig ansvarlighed og myndiggørelse af borgerne sikres på en integreret måde.

4.3.

Handlingslammelse er ikke en mulighed: Hvis EU ikke er villig eller i stand til at udvikle og gennemføre en omfattende strategi, vil Europa ikke kun komme til kort med hensyn til 2030-dagsordenen og visionen om »det Europa, vi ønsker«. Hvis der ikke handles, er der en høj risiko for at fejle hvad angår alle de alvorlige udfordringer: Europas arbejdsmarkedsmodel vil blive nedbrudt, indsatsen for dekarbonisering og beskyttelse af ressourcer vil gå i stå, idet de sociale omkostninger ved den økologiske omstilling vil blive opfattet som værende for høje, og de sociale uligheder og fremmedgørelsen vil blive øget, hvilket udgør en trussel mod demokratiet.

4.4.

Det er meget vigtigt, at strategien indeholder præcise politiske anbefalinger, der kan bidrage til at imødegå de tre alvorlige udfordringer, som Europa står over for, og således gøre »det Europa, vi ønsker« til en realitet.

—

innovation

—

regulering/styring

—

social- og arbejdsmarkedspolitik

—

åben adgang

—

uddannelse/erhvervsuddannelse

—

forskning.

5.1.1.

Innovation: Den nye industrielle revolution udgør en mulighed for, at Europa kan blive en teknologisk leder og øge sin konkurrenceevne på de globaliserede markeder. Skabelse af økonomisk værdi uden høje eksterne omkostninger skal blive standardforretningsmodellen. Vi har brug for innovative og rentable virksomheder, der kan investere i bæredygtig produktion, oprette arbejdspladser af høj kvalitet og skabe det økonomiske grundlag for velfærd. Hvis innovation skal bidrage til et mere bæredygtigt Europa, skal der udvikles en ramme, som belønner økonomiske aktiviteter med intet eller et radikalt reduceret eksternt miljøaftryk eller et begrænset ressourceforbrug. Dette vil give innovatorer på bæredygtighedsområdet (det være sig borgere, virksomheder, byer eller regioner) mulighed for at konkurrere effektivt med forretningsmodeller, der er baseret på et højt ressourceforbrug og/eller et stort miljøaftryk. Proaktiv støtte — f.eks. mikrokreditter til SMV'ere, borgere, private hussstande, lokalsamfundsinitiativer, sociale virksomheder og mikrovirksomheder — skal også ydes til innovatorer, der tilbyder nye løsninger til håndtering af miljømæssige og sociale udfordringer, og som fører an i indførelsen af ny teknologi (14). Et fælles europæisk patent kan være en hjælp her, forudsat at omkostningerne ved at indgive en ansøgning ikke er uoverkommelige (15). For SMV'er bør foranstaltningerne til sikring af en ny chance revideres for at mindske den nuværende store risikoaversion i EU (16). Politikken skal også skabe mulighed for eksperimenter i hele Europa, navnlig på områderne mobilitet, affald, energi, landbrug, uddannelse og sundhed. Der kan findes nye markeder ved at flytte offentlige indkøb i retning af digitale, kulstoffattige, cirkulære og miljøvenlige tjenesteydelser, der leveres på en socialt inklusiv måde.

5.1.2.

Regulering: Lovrammen skal opfylde tre mål. For det første skal de eksterne virkninger prissættes så nøjagtigt som muligt, således at der kan udvikles forretningsmodeller, som bidrager til at nå målene for bæredygtighed (17). For det andet skal lovgivningen garantere, at der etableres en veludviklet digital infrastruktur i hele Europa, herunder i landdistrikter, som giver alle adgang (bl.a. til intelligent varme, intelligente elnet og netværk for elektrisk mobilitet). Disse tjenester bør i juridisk forstand betragtes som offentlige tjenester. Endelig er der, eftersom digitalisering har en tendens til at favorisere platforme, en risiko for, at der opstår monopoler på de større digitale markeder. Der er derfor behov for aktive antitrustpolitikker (18). EØSU har også foreslået, at Kommissionen overvejer, hvordan europæiske platforme kan fremmes, således at merværdien forbliver i de lokale økonomier (19). Et uafhængigt europæisk ratingbureau for digitale platforme kan spille en vigtig rolle for udligningen af deres markedsstyrke, hvis det har de samme beføjelser i alle medlemsstater til at vurdere forvaltningen af platformene med hensyn til konkurrence, beskæftigelse og beskatning (20).

5.1.3.

Social- og arbejdsmarkedspolitik: Ændringerne som følge af dekarbonisering og digitalisering (se afsnit 3) udfordrer de sociale sikringssystemer i form af håndtering af tabet af arbejdspladser og faldende skatteindtægter. Nye tilgange og modeller bør derfor testes og udvikles med det formål at sikre de sociale sikringssystemers bæredygtighed i medlemsstaterne, reagere på de forskellige omstændigheder på fremtidens arbejdsmarked og støtte arbejdstagere og lokalsamfund i sektorer og regioner, der er påvirket af omstillingen. EØSU har set nærmere på udfordringerne i tilknytning til fremtidens arbejde i sin udtalelse om den europæiske søjle for sociale rettigheder og efterlyste en sammenhængende europæisk beskæftigelsesstrategi, som omhandler: investeringer og innovation, beskæftigelse og skabelse af kvalitetsjob, rimelige arbejdsvilkår for alle, fair og smidige omstillingsprocesser understøttet af aktive arbejdsmarkedspolitikker og inddragelse af alle interessenter, navnlig arbejdsmarkedets parter. Offentlige investeringer bør også støtte lokalsamfund, regioner og arbejdstagere i sektorer, der allerede er påvirket af omstillingen, samt foregribe og lette den fremtidige omstrukturering og omstilling til en grønnere og mere bæredygtig økonomi (21).

5.1.4.

Åben adgang: Udnyttelse af digitaliseringens potentiale til at skabe en grøn og fair økonomi kræver først og fremmest en generel åbenhed i økonomien, der giver borgerne mulighed for at deltage aktivt i og udnytte de muligheder, som de teknologiske fremskridt giver (f.eks. ved at kombinere digitale energidata med decentral energiproduktion). Det har derfor afgørende betydning at fjerne barriererne for økonomisk deltagelse ved hjælp af åbne markeder, åbne data, »open source«-modeller og åbne standarder. Hvert af disse elementer skal betragtes som et vejledende princip for politiske programmer inden for strategiske sektorer: energi, transport, logistik og produktionsprocesser. Princippet om datasuverænitet skal udvikles og gennemføres gennem EU-lovgivning: De europæiske borgere skal have ret til at anvende deres egne oplysninger til egne formål, til at afgøre, hvilke personlige oplysninger der anvendes af tredjeparter, og til at beslutte, hvordan oplysningerne anvendes. De skal også have ret til information om dataanvendelsen og have fuld kontrol over denne samt ret til at kræve oplysninger slettet.

5.1.5.

Uddannelse/erhvervsuddannelse: Både den grønne økonomi og den digitale økonomi kræver specifikke færdigheder, især da den digitale teknologi i fremtiden vil være et vigtigt værktøj til at opnå dekarbonisering af den europæiske økonomi (se punkt 3.1.4 og 3.2.3). Uddannelse for at udvikle de nødvendige formelle og uformelle færdigheder, herunder på områder som den kollaborative økonomi/samfundsarbejde og iværksætteri (22), skal integreres i den almene uddannelse og politikker for livslang læring. Der er brug for mere dialog og flere analyser på dette område. En målrettet anvendelse af strukturfondene anbefales for at sikre en effektiv støtte til at afhjælpe den nuværende mangel på grønne og digitale færdigheder, navnlig i regioner, der allerede befinder sig i en omstillingsfase, eller som vil blive påvirket af omstillingen i fremtiden. Ressourcerne i de europæiske uddannelsessystemer skal rettes mod uddannelse og kompetenceudvikling inden for områder, hvor menneskelige færdigheder ikke kan erstattes af »kunstig intelligens«-systemer, eller hvor mennesker nødvendigvis må supplere disse systemer (dvs. opgaver, hvor menneskelig interaktion er afgørende, hvor mennesker og maskiner samarbejder og opgaver, som vi fortsat ønsker, at mennesker skal varetage) (23).

5.1.6.

Forskning: En digital, grøn og fair økonomi vil være rettesnoren for fremtidssikrede økonomiske modeller. En målrettet forskningspolitik, der er baseret på en analyse af de miljømæssige og sociale konsekvenser af innovationer, navnlig digitale innovationer, vil bane vejen for denne økonomi. I den forbindelse skal F&U-midler være tilgængelige for innovatorer, der udvikler nye digitale teknologier og tjenester, der tager hånd om miljømæssige og/eller sociale udfordringer. Der skal udvikles et netværk af virksomhedskuvøser for at støtte dem.

5.2.1.

Innovation: Deltagelse er et centralt element i demokratiet. Valg og repræsentation er én metode til at organisere deltagelse, men nye, innovative tilgange er nødvendige for at tilrettelægge deltagelsen, herunder e-deltagelse. Det er vigtigt at åbne den traditionelle politiske beslutningstagning for ikke-hierarkiske, socialt flydende og mindre formelle former for politisk aktivitet og fremme civilsamfunds- og græsrodsinitiativer.

5.2.2.

Styring: Disse ændringer kræver gennemsigtige og frit tilgængelige multiinteressentdialoger i forbindelse med alle EU's lovgivningsmæssige procedurer på EU- og lokalt plan. »Civilsamfundet« bør ikke kun omfatte det organiserede civilsamfund, men bør omfatte alle borgere. Nye alliancer har særlig betydning på områderne klimaindsats og ressourcebeskyttelse (24). For at styrke deltagelsesdemokratiet må Kommissionens monopollignende initiativret på lovgivningsområdet opgives til fordel for flere initiativer fra Europa-Parlamentet kombineret med bundstyrede lovgivningsinitiativer, f.eks. ved at fjerne tekniske, juridiske og administrative problemer i tilknytning til det europæiske borgerinitiativ (25).

5.2.3.

Åben adgang: Crowdsourcingmetoder i al EU-lovgivning er en hensigtsmæssig metode til at overvinde strukturelle barrierer, der vanskeliggør borgernes deltagelse i EU's beslutningsproces. Ved udformningen af denne tilgang bør der lægges særlig vægt på tilgængelighed, inddragelse og ansvarliggørelse. Den åbne adgang til politikudformning og politikker kan styrkes yderligere gennem en webbaseret og brugervenlig offentliggørelse af alle EU's aktiviteter og data.

5.2.4.

Erhvervsuddannelse/uddannelse: Der er brug for programmer møntet på myndiggørelse af borgerne for at overvinde »middelklasseskævvridningen« (se punkt 3.4.6). Sådanne programmer bør udformes med det formål at inddrage de dele af befolkningen, der har tendens til at afstå fra aktiv deltagelse i politik, økonomi og samfund. Bevidstgørelse om og muligheder for deltagelse som et grundlæggende demokratisk princip skal fremhæves i den almene uddannelse. Det bør påpeges, at aktiv deltagelse i den politiske beslutningsproces er til gensidig fordel for samfundet og den enkelte borger, hvis interesser og synspunkter der tages højde for. Der er behov for flere midler til civilsamfundsorganisationer, som fokuserer på disse befolkningsgrupper, der står uden for, og som forfølger bæredygtighedsmål.

5.2.5.

Forskning: Samfundsvidenskaben skal fokusere mere på alternative former for demokratisk praksis. Et eksempel er den mulige anvendelse af prototypemetoder i politik. Under denne fremgangsmåde udformes politiske løsninger inden for en kortere tidsramme, hvorefter de gennemføres på et »testmarked«, og deres virkninger kort tid efter vurderes på grundlag af feedback fra borgerne og andre relevante interessenter. Konsekvensanalysen vil så tjene som grundlag for relevante ændringer af de politiske løsninger, inden de føres ud i livet.

5.2.6.

Mere generelt er der behov for yderligere forskning for at undersøge, hvordan sammenhængen mellem (videnskabelig) ekspertise og politisk beslutningstagning kan vurderes, og hvordan man kan kombinere integrationen af fuldstændig gennemsigtig, uafhængig ekspertise i politikudformningen med behovet for at styrke borgernes deltagelse.

5.3.1.

Innovation: en digital, grøn og fair økonomi indebærer enorme investeringer i både private faciliteter (f.eks. i vedvarende energianlæg eller ladestationer til opladning af elkøretøjer) og offentlig infrastruktur (f.eks. digitalisering af elektricitets- og mobilitetssystemerne). Den finansielle sektor vil derfor skulle spille en central rolle i indsatsen for at realisere denne innovation. Finansielle ressourcer, herunder offentlige midler, skal tildeles investeringer, der understøtter en bæredygtig omstilling. Med henblik på opfyldelsen af klima- og energimålsætningerne er der brug for et stabilt og forudsigeligt investeringsklima, og innovative finansielle instrumenter skal katalysere privat kapital til investeringer, som ellers ikke ville blive foretaget (26)  (27).

5.3.2.

Regulering: Politikken skal sigte mod at opbygge et mere bæredygtigt privat finansielt system ved at medtage bæredygtighedsfaktorer i den finansielle risikovurdering, udvide de finansielle institutioners ansvarsområder til at omfatte de ikke-finansielle virkninger af investeringsbeslutninger og øge gennemsigtigheden omkring de miljømæssige og sociale virkninger af investeringsbeslutninger (28). Endvidere bør politikkerne give investorerne incitamenter til frivilligt at investere i projekter, som følger principperne for bæredygtighed. Grønne bankstandarder er afgørende for at flytte privat finansiering fra konventionelle investeringer til klimarobuste lavemissionsinvesteringer. Centralbankerne bør være retningsgivende for tildelingen af kapital gennem penge- og mikro- og makroprudentielle politikker, herunder standarder for bæredygtighed.

5.3.3.

Social- og arbejdsmarkedspolitik: Husholdningerne vil komme under pres som følge af digitalisering og dekarbonisering. Der er derfor behov for en grundlæggende skattereform for at øge den disponible indkomst for husholdningerne og kombinere dette mål med de krav, som dekarboniseringen stiller. EØSU efterlyser et skattesystem baseret på internalisering af miljøomkostningerne, hvor de ekstra skatteindtægter bruges til at sænke skatten på arbejdskraft. At flytte beskatningen fra arbejdskraft til ressourceforbrug bidrager til at korrigere markedssvigt, skabe nye bæredygtige og lokale job, øge husholdningernes disponible indkomster og skabe incitamenter for økoinnovative investeringer (29).

5.3.4.

Forskning: Digitaliseringens og det reducerede forbrug af fossile brændstoffers indvirkning på de offentlige finanser (udhuling af skattegrundlaget) er stadig i vid udstrækning ukendt. Forskningen bør fokusere på dette aspekt og på det overordnede bidrag, som en strategisk finanspolitik kan yde til bæredygtig udvikling.

5.4.1.

Innovation og forretningsmuligheder: I betragtning af de tre alvorlige udfordringers globale dimension vil det ikke være tilstrækkeligt at gøre Europa mere bæredygtig ved hjælp af en klar innovationspolitik. I samarbejde med handelspartnere skal Europa udvikle innovative modeller, som kan overføres til andre regioner i verden. Handel kan være en hjælp, så længe bæredygtighedsaspekter er vigtige kriterier i den internationale handelspolitik, herunder i multilaterale og bilaterale handelsaftaler. Verdenshandelsorganisationen (WTO) bør tildeles en særlig rolle, og den bør i højere grad tage hensyn til den internationale miljøpolitik, såsom Parisaftalen og Aichimålene for biodiversitet. Når de respektive standarder er på plads, kan europæiske virksomheder, borgere, lokalsamfundsinitiativer, kommuner og regioner udvikle vigtige innovationsprojekter (produkter og tjenesteydelser), der kan eksporteres som reaktion på behovet for dekarbonisering, idet man udnytter de muligheder, der ligger i digitalisering som megatendens. Disse innovationsprojekter har potentialet til at blive eksportsucceser. Frem for alt bør Kommissionen samarbejde med WTO og de centrale partnere om at sikre, at der gøres brug af handelsaftaler til at fremme prissætningen af CO2 og andre eksternaliteter, der skader en bæredygtig innovation.

5.4.2.

Regulering: En af kilderne til det øgede miljøaftryk i vores økonomier er den voksende afstand mellem de steder, hvor produkterne produceres, forarbejdes, forbruges og til tider bortskaffes/genanvendes. Hvis den internationale handel skal være forenelig med en bæredygtig udvikling, kræver det en intelligent lovgivningsmæssig tilgang til liberalisering, som tager hensyn til og styrker de lokale produktionssystemer i mindre skala. Fremme af og støtte til politikker for en cirkulær økonomi bør sikre, at systemerne er vedvarende, små, lokale og rene. Hvad angår bestemte industrielle aktiviteter kan kredsløbene være store (30). Reguleringen skal finde et svar på denne problemstilling gennem bilaterale og multilaterale handelsaftaler.

5.4.3.

EU bør opfordre Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at spille en vigtig rolle i forbindelse med fremme af finanspolitiske og økonomiske reformer, således at der skabes rammevilkår, som hjælper udviklingslandene med at mobilisere flere af deres egne ressourcer. Dette bør omfatte nationale skattereformer, men det betyder også, at det internationale samfund bør mobiliseres til at samarbejde om bekæmpelse af skatteunddragelse, hvidvaskning af penge og ulovlige kapitalstrømme, som resulterer i, at flere midler strømmer væk fra udviklingslandene, end der kommer ind via den officielle udviklingsbistand. Nærmere bestemt bør Kommissionen anvende 2030-dagsordenen, der er baseret på de 17 mål for bæredygtig udvikling, som ramme for alle EU-finansierede eksterne politikker og programmer (31).

5.4.4.

Social- og arbejdsmarkedspolitik: En af metoderne til gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling og til fremme af en progressiv handelspolitik, der er til gavn for alle, kan være at anvende strategier for ansvarlig forretningsadfærd, der inddrager en bred vifte af interessenter. Under disse tilgange fastlægger virksomheder, NGO'er, fagforeninger og myndigheder i fællesskab, hvordan ansvaret for at overholde menneskerettighederne kan varetages i praksis. Der er stigende bekymring over menneskerettighedskrænkelser i forsyningskæderne, navnlig hvad angår »konfliktmineraler«, som f.eks. kobolt, der anvendes i fremstillingen af de genopladelige batterier i mobiltelefoner, bærbare computere, elektriske køretøjer, fly og maskinværktøjer. I lyset af tilsagnet om at sikre omstillingen til en lavemissionsøkonomi, den fortsatte digitalisering og kompleksiteten forbundet med ansvarlig forretningsskik i internationale forsyningskæder, er samarbejdet mellem mange forskellige interessenter afgørende. EØSU bifalder derfor og er glad for at være partner i den nederlandske regerings initiativ til at øge bevidstheden om, hvordan foranstaltninger under inddragelse af flere interessenter kan øge forståelsen for, hvad der udgør en meningsfuld ansvarlig adfærd i erhvervslivet, især i forbindelse med komplekse forsyningskæder, hvor der er risiko for børne- eller slavearbejde eller farlige arbejdsvilkår.

5.4.5.

Åben adgang: Nye handelsaftaler skal baseres på godkendelse via nye demokratiske processer med øget inddragelse af borgerne i den fælles beslutningstagning. Kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i EU's eksisterende handelsaftaler fungerer ikke så godt, som de burde. For det første bør kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling omfatte globale multilaterale aftaler (2030-dagsordenen og Parisaftalen). For det andet bør civilsamfundets overvågningsmekanismer styrkes, og der bør medtages en analyse set fra civilsamfundets perspektiv. For det tredje skal håndhævelsesmekanismerne også gælde for kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling (32).

5.4.6.

Forskning: Der er brug for flere empiriske data for at vurdere virkningen af den hurtige fremkomst af nye former for forbrug og produktion i den internationale handel, der gradvis udvides til at omfatte tværnationale tjenester, især hvad angår deres indvirkning på tværnational beskatning. Dette bør være grundlaget for en beslutning om, hvorvidt de skal inkluderes i de generelle WTO-regler, eller om de skal være omfattet af bilaterale og regionale aftaler, som det har været tilfældet for dagsordenen for ordentligt arbejde.

5.4.7.

Udvalget henviser til sin tidligere anbefaling til Kommissionen om, at den bør foretage en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen vil få for EU's handelspolitik.

6.1.

I afsnit 5 har udvalget peget på nogle områder, hvor der er brug for politiske foranstaltninger for at opbygge et mere bæredygtigt Europa under radikalt ændrede socioøkonomiske rammer. Der kan peges på fire kriterier for EU's bæredygtighedsstrategi. Strategien skal være:

Disse fire kriterier uddybes nedenfor.

6.2.1.

Strategiske overvejelser indebærer, at der udvikles en langsigtet vision baseret på »det Europa, vi ønsker«, som beskrevet i afsnit 4, og fastlægges en fremgangsmåde, som Europa bør følge for at gøre denne vision til virkelighed. Det vil tage op imod tre årtier, før de sociale forandringer som følge af de globale problemer og megatendensen digitalisering, som beskrevet i afsnit 3, manifesterer sig. Mange relevante beslutninger, herunder beslutninger om investeringer, kræver tid, før de slår igennem. Tre årtier synes derfor at være en passende tidsramme for EU's bæredygtighedsstrategi. De relevante målsætninger og dertil knyttede politiske foranstaltninger skal planlægges på grundlag af denne tidsramme (33). Denne tilbageskrivningstilgang vil betyde, at referencepunktet er et »i bedste fald«-scenarie for 2050, og at alle skridt, der er nødvendige for at realisere dette scenarie, skal afledes heraf. Et fokus på »i bedste fald«-scenariet skaber forudsætningerne for udviklingen af en positiv fortælling. Skiftet fra en kulstof- og ressourcekrævende økonomi og fra det centraliserede samfund i det tyvende århundrede må ikke opfattes som værende repressivt eller som fremskridtets endeligt, men som en ny, positiv tid, der skaber attraktive muligheder for borgerne.

6.3.1.

Bæredygtighedsstrategiens langsigtede fokus betyder ikke, at der ikke skal træffes politiske foranstaltninger på kort sigt. Et centralt element i bæredygtighedsstrategien vil bestå i at udvikle kæden af politiske foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de planlagte mål for 2050, begyndende med politiske programmer, der får virkning på lang sigt, politiske planer med virkninger på mellemlang sigt og specifikke foranstaltninger, der har et kort sigte. For at opnå den højeste grad af effektivitet skal hierarkiet mellem politiske programmer, politiske planer og politiske foranstaltninger tydeligt identificeres. Under tidligere tilgange til bæredygtighed, navnlig dem, der blev udviklet som led i Lissabonstrategien og Europa 2020-strategien, var der en klar mangel på tydelighed med hensyn til specifikke politiske foranstaltninger. I den henseende bør den europæiske bæredygtighedsstrategi tage udgangspunkt i Göteborg-strategien for bæredygtig udvikling (34), idet denne har et klart fokus på politiske foranstaltninger, som blev ajourført i Kommissionens meddelelse om En handlingsplatform  (35).

6.4.1.

Med hensyn til gennemførelsen af de politiske tilgange, der er beskrevet i afsnit 5, og gennemførelsen af de forskellige politiske foranstaltninger, skal ét element tages meget alvorligt: Den tætte sammenhæng mellem de tre globale problemer og megatendensen digitalisering. En vellykket strategi skal derfor forebygge silotænkning, være horisontalt integreret og omfatte alle seks politikområder. En sådan overordnet, langsigtet strategi kan tjene som en efterfølger til den nuværende Europa 2020-strategi og kombinere gennemførelsen af de 17 universelle mål for bæredygtig udvikling, der afspejler en stærk opbakning til klimaaftalen fra Paris, og prioriteterne i Kommissionens arbejdsprogram (36).

6.4.2.

En vellykket bæredygtighedspolitik skal også være vertikalt integreret. Bæredygtig udvikling får brug for støtte på alle relevante politiske niveauer (lokalt, regionalt, nationalt, europæisk og globalt). Det er derfor nødvendigt klart at definere, på hvilke politiske niveauer de relevante skridt inden for de strategiske rammer bør tages. EØSU anbefaler, at der introduceres en ramme for styring og koordinering parallelt med strategien for at sikre sammenhæng mellem centrale og decentrale foranstaltninger, og at man inddrager det organiserede civilsamfund på nationalt og regionalt plan. Det europæiske semester bør videreudvikles med henblik på at indarbejde en mekanisme for vertikal koordinering af gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling.

6.5.1.

Bæredygtig udvikling kræver politisk ledelse. På grundlag af konkrete målsætninger, som fremskrives til 2050 (se punkt 6.2), bør der fastlægges midtvejsmål, der kan tjene som milepæle. Der er brug for en løbende evaluering for at kunne overvåge, hvorvidt kæden af eksplicitte politiske foranstaltninger (se punkt 6.3) giver de forventede resultater. Hvis resultaterne sakker bagud i forhold til målsætningerne, skal der foretages en øjeblikkelig tilpasning af de politiske foranstaltninger.

6.5.2.

For at vurdere fremskridtene inden for den langsigtede strategiske ramme og sikre det bedst mulige scenarie for 2050 er der brug for en bred resultattavle, der afspejler den komplekse, multisektorale tilgang, der beskrives i denne udtalelse. Denne resultattavle bør omfatte indikatorer fra alle seks politikområder for at afspejle den indbyrdes afhængighed mellem de tre globale problemer og megatendensen digitalisering, der er beskrevet i afsnit 2. En ægte bæredygtighedsbaseret tilgang vil kun være mulig med udgangspunkt i en meget analytisk fastsættelse af passende indikatorer, der inkluderes i en »holistisk« resultattavle. Den vertikale og horisontale koordinering af politikken for bæredygtig udvikling (se punkt 6.4) skal også forvaltes. Disse tre opgaver (overvågning og evaluering, tilpasning af de politiske foranstaltninger og koordinering af den horisontale og vertikale integration) kræver administrative organer, der kan drages til ansvar. En løsning kunne være et generaldirektorat på EU-plan og lignende organer på nationalt niveau.

6.5.3.

EØSU erkender også, at der i en verden under hastig forandring er behov for at evaluere fællesskaber ved hjælp af andre indikatorer end økonomisk vækst. EØSU har derfor foreslået at anvende et nyt benchmark: »samfundets fremskridt«. Denne målestok inddrager andre faktorer end økonomisk vækst, når et fællesskabs udvikling skal vurderes. Samfundets fremskridt bør opfattes som et benchmark, der supplerer økonomisk vækst, og som giver et bredere billede af situationen i et fællesskab (37).

2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/57

Ordfører:

Anne CHASSAGNETTE

Medordfører:

Carlos TRIAS PINTÓ

1.1.

Den økonomiske model baseret på »udvinding, fremstilling, ejerskab, udsmidning« er ved at komme i modvind som følge af de mange økonomiske, sociale og miljømæssige problemer, Europa står over for.

1.2.

Vi oplever udbredelsen af en hybrid økonomi, hvor markedets traditionelle struktur udfordres af en lang række nye fremspirende modeller, som ændrer relationerne mellem producenter, distributører og forbrugere.

1.3.

Ud over økonomisk rentabilitet er der nogle af disse nye modeller såsom funktionel økonomi, deleøkonomi eller ansvarlig finansiering, der har — eller foregiver at have — til formål at imødegå andre store udfordringer af afgørende betydning for menneskene og planeten og for en bæredygtig udvikling, nemlig:

1.4.

En støtte til disse innovatører vil for Den Europæiske Union (EU) være en lejlighed til at blive førende inden for innovative økonomiske modeller, som knytter økonomisk velstand, social beskyttelse af høj kvalitet og miljømæssig bæredygtighed uløseligt sammen, og som kan blive et særkende for Europa. EU bør være ambitiøs på dette punkt.

1.5.

For at gøre dette muligt opstilles der i denne udtalelse følgende 10 anbefalinger:

1.5.1.

Aktiviteterne i EU vedrørende bæredygtig økonomi bør koordineres bedre ved hjælp af en permanent struktur for den nye bæredygtige økonomi. En sådan struktur vil skulle udstyres med midler til evaluering og kommunikation for at følge dels udviklingen af nye økonomiske modeller med et potentiale til bæredygtig udvikling, dels gennemførelsen af anbefalingerne i nærværende udtalelse. En sådan struktur vil kunne fremme dialogen mellem de forskellige interessenter på europæisk plan. EØSU vil kunne bidrage til denne indsats ved at oprette et observatorium for den ny økonomi som allerede anbefalet i flere udtalelser.

1.5.2.

1.5.3.

Det er nødvendigt at sikre, at de nye modeller fuldt ud opfylder bæredygtighedskriterierne. I dække af den nye bæredygtige økonomis koncepter er nogle aktører ved at udvikle modeller, som ikke nødvendigvis er helt igennem bæredygtige. Kommissionen bør ikke kun se på mulighederne, men også på de risici og forskellige former for misbrug, der kan være forbundet med visse nye økonomiske modeller, især i forhold til sociale spørgsmål, arbejdslovgivning og illoyal skattekonkurrence.

1.5.4.

EU bør tilskynde til og støtte uddannelse, erhvervsuddannelse og information for at give alle markedsaktører et bedre kendskab til de nye bæredygtige økonomiske modeller og til den rolle, som bæredygtig finansiering spiller. Det må gøres klart, at det er muligt at forlige bæredygtighedshensyn og økonomisk rentabilitet, men at dette kan være forbundet med konflikter og kræve afvejninger.

1.5.5.

Kommissionen bør analysere og supplere (men ikke erstatte) private initiativer til udveksling af god praksis og erfaringer mellem innovatører via netværk, onlineplatforme, konferencer osv. EØSU støtter allerede sådanne initiativer ved sammen med Kommissionen at forvalte en ny platform for den cirkulære økonomi.

1.5.6.

EU's offentlige myndigheder bør sikre sig, at initiativtagerne til ægte bæredygtige økonomiske modeller har adgang til finansiering i de første faser af deres udvikling og i tiden derefter. Der er brug for redskaber og definitioner for at give dem privilegeret adgang til ordninger med offentlig finansiering og/eller for at give dem lettere adgang til finansiering fra socialt ansvarlige investorer.

1.5.7.

Kommissionen kunne fremme afprøvning af nye modeller via en fond til finansiering af innovation, der er forbeholdt bæredygtige modeller og åben over for offentlig-private partnerskaber. I denne forbindelse anbefaler EØSU, at der gennemføres pilotprojekter, som kan skabe en fælles værdi og indgå i den nye økonomis netværk.

1.5.8.

EU's offentlige myndigheder bør inddrage initiativtagerne til disse nye bæredygtige økonomiske modeller i EU's eksisterende sektorpolitikker for at give dem mere synlighed og skabe en løftestangseffekt, som kan fremme deres udbredelse. I den mobilitetspakke, der er under udarbejdelse, kunne det således være interessant at støtte de nye modeller for samkørsel/bildeling, så de kan blive et supplement til udbuddet af offentlig transport.

1.5.9.

1.5.10.

Det er nødvendigt at nytænke den måde, hvorpå finanssektoren fungerer, for at gøre den bæredygtig og give risikobegrebet et nyt indhold ved at indarbejde langsigtede miljømæssige, sociale og styringsmæssige udfordringer på mikro- og makroniveau. Alle aktører i den finansielle værdikæde (forbrugere, banker, investorer, tilsynsmyndigheder, regeringer) bør tage del i denne nytænkning. Det vil give mulighed for at afstemme investerings- og lånemarkedets resultater bedre med ansvarlige forbrugeres forventninger. EØSU foreslår, at der oprettes en platform (»hub«) for at give forbrugerne objektiv information og vejlede dem i disse spørgsmål.

2.

2.1.

Der sættes i stadig højere grad spørgsmålstegn ved vor økonomiske models bæredygtighed — det vil sige dens evne til at imødekomme de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers kapacitet til at dække deres egne behov i fare (2).

2.2.

På det økonomiske plan er den massearbejdsløshed, der stadig findes i nogle lande, et udslag af de hindringer, der opstår for nogle befolkningsgruppers adgang til et arbejdsmarked i hastig udvikling. Den faldende købekraft og svage vækst i nogle lande rejser spørgsmålet om, hvad formålene med vor økonomiske model bør være.

2.3.

På det sociale plan rejser den stigende ulighed spørgsmålet om fordeling og ligelig adgang til ressourcerne (økonomiske og naturgivne). Det faktum, at en del af samfundet ikke har gavn af væksten, tvinger os til at tage vore styreformer op til revision og indføre en mere inkluderende og deltagelsesbaseret økonomisk model.

2.4.

På det miljømæssige plan er vor afhængighed af energikilder med høje CO2-emissioner blevet problematisk på grund af risiciene ved klimaændringerne. Vore lineære produktions- og forbrugsmodeller fører til rovdrift på naturressourcerne og gør indhug i biodiversiteten. Den forurening, som vore økonomiske aktiviteter medfører, har konsekvenser for miljøet og for borgernes velfærd.

2.5.

2.5.1.

Disse nye modeller, som kan gøre brug af de nye og især digitale teknologier, ændrer relationerne mellem producenterne, distributørerne og forbrugerne, som undertiden bliver »prosumenter«. De vender op og ned på traditionelle begreber såsom ansatte ved at tilbyde mere fleksible beskæftigelsesformer, hvor ansatte er medejere. Selvom de betegnes som »nye«, kan de i virkeligheden vise sig at være en genoptagelse af gamle praksisser.

2.5.2.

Denne udtalelse omhandler alle de nye bæredygtige økonomiske modeller, som udover at tilstræbe økonomisk rentabilitet har — eller foregiver at have — til formål at tage fat på andre vigtige udfordringer for den bæredygtige udvikling, som er:

2.5.3.

De innovative iværksættere, som i dag introducerer nye økonomiske modeller, der anses for at være mere bæredygtige, grupperer sig under mange forskellige begreber såsom cirkulær økonomi, funktionalitetsøkonomi, deleøkonomi, økonomi for almenvellet, ansvarlig finansiering. De føjer sig til et allerede struktureret økosystem af iværksættere, nemlig den sociale økonomi, hvor vægten lægges på god forvaltning og social og miljømæssig nytteværdi. Den sociale økonomi kan ikke anses for at være en »ny« økonomisk »bæredygtig« model, men den er dog i gang med at forny sig under indtryk af disse innovatører. Selv om disse nye modeller ikke altid forfølger de samme mål (nogle fokuserer på miljøaspekter, andre på sociale aspekter), tilstræber de alle en produktion med forskellige nytteværdier (økonomisk, social, miljømæssig) og bør derfor ikke behandles ud fra en silotilgang.

2.6.

For EU er dette en chance for at gå i spidsen med en bæredygtig økonomisk model, som bør gribes. Den europæiske økonomiske model bør vedblive med at genopfinde sig selv med det mål at inddrage de langsigtede udfordringer og knytte begreberne økonomisk fremgang og bæredygtighed uløseligt sammen.

2.6.1.

Forbrugerne i Europa bliver stadig mere bevidste om de sociale og miljømæssige konsekvenser af deres forbrug. Fremkomsten af »prosumenter«, især inden for bæredygtig energi, medvirker også til at udvikle nye relationer i værdikæden og mellem de forskellige aktører: producenter, distributører og forbrugere. Dette gælder også for markedsaktørerne. I finanssektoren, for eksempel, er risikobegrebet ved at blive bredere, så der tages højde for andre kriterier end de rent finansielle, især hvad angår værdiansættelsen af aktiver. Nogle porteføljeforvaltere forsøger således at sætte gang i en udvikling, hvor virksomhederne tilskyndes til at oplyse visse elementer af social og miljømæssig ansvarlighed, ud over hvad loven kræver. Denne udvikling, som endnu er meget marginal, bør føres videre og styrkes på grundlag af en reel ansvarliggørelse (3). Udvikling af bæredygtig finansiering er det bedste middel til at nyorientere det europæiske finansielle system, så vægten ikke længere lægges på stabilisering på kort sigt, men på indvirkningen på langt sigt.

2.6.2.

Europa kan drage mange fordele af at blive førende inden for denne nye økonomi.

2.6.3.

EU kan ved hjælp af disse nye modeller finde løsninger på konkrete problemer. Bildeling kan ved at forny vores transportformer fremme en mere inkluderende og miljøvenlig mobilitet. Virksomhedsmodeller, der har til formål at reintegrere vanskeligt stillede personer, bidrager til at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet for en del af befolkningen.

2.6.4.

2.6.5.

EU har midlerne til at udvikle europæiske topvirksomheder på disse områder. For nogle virksomheder er kombinationen af økonomisk rentabilitet og bæredygtighedskriterier i deres model ved at blive — eller udgør allerede — en reel komparativ fordel i kampen om nye markeder.

2.6.6.

Ved at lade begrebet bæredygtighed stå centralt i projektet om modernisering af EU's økonomi og politiske overvejelser kan medlemsstaterne — efter chokket fra Brexit — atter mobiliseres omkring et samlende projekt, der igen sætter mennesket i centrum.

3.

3.1.

Den funktionelle økonomi, for eksempel, går ud på, at det ikke er selve varen, der er til salg, men brugen af den. Den individuelle forbruger køber ikke længere et køretøj, men en mobilitetsservice af en tjenesteyder. Set ud fra en bæredygtighedssynsvinkel giver overgangen fra ejerskab til brug a priori mulighed for: at tilskynde leverandørerne til at vedligeholde produkterne bedst muligt, til at forlænge deres levetid eller give dem et miljøvenligt design og genanvende dem; at dele brugen af ét og samme produkt mellem flere forbrugere og dermed gøre mere intensiv brug af produkter, der allerede er produceret og undertiden underudnyttes; at tilbyde priser for adgang til disse goder, som ligger lavere end prisen for at eje dem.

3.2.

Deleøkonomi er et begreb, hvis definition endnu ikke er konsolideret (4). Det betegner generelt iværksættere, som udvikler digitale platforme, der giver privatpersoner mulighed for at udveksle varer eller tjenester: samkørsel, udlejning af goder, køb af brugte varer, långivning, donation osv. Men denne definition er meget omstridt: for nogle bør den også omfatte peer-to-peer-udveksling, som ikke er baseret på digitale platforme, mens andre medtager virksomheder, der udlejer goder, som de forbliver ejere af, mens atter andre udelukker ethvert initiativ taget af profitorienterede virksomheder fra denne definition.

3.3.

Den cirkulære økonomi har udviklet sig som en reaktion imod den lineære model (5). Den bygger på skabelsen af positive værdikredsløb, som leder udtjente produkter eller materialer tilbage i produktionskredsløbet. I den ideelle cirkulære model gives produkterne et miljøvenligt design; de produceres med anvendelse af vedvarende ressourcer eller af genindvundne materialer eller affald fra andre sektorer; de genanvendes, repareres, »opgraderes«, og til sidst genvindes materialerne. Fordelene ved den cirkulære økonomi er: reduktion af risici, færre omkostninger, merværdi, forbrugerloyalitet og medarbejdermotivation.

3.4.

De nye såkaldt bæredygtige økonomiske modeller er ikke begrænset til de tre ovennævnte begreber. Men disse begreber giver ikke desto mindre lejlighed til at understrege den upræcise karakter af visse betegnelser, der anvendes til at beskrive de nye økonomiske modeller. Det fremgår også af debatten om afgrænsningen af begrebet deleøkonomi eller det nærliggende begreb samarbejdsøkonomi. Nogle begreber kan også overlappe hinanden, og den funktionelle økonomi og deleøkonomien kan således betragtes som en fase i den cirkulære økonomi.

3.5.

Det skal også fremhæves, at de iværksættere, der udvikler disse nye økonomiske modeller, dækker et bredt spektrum: lige fra store virksomheder, der er i gang med at forny sig, og som »gør tilnærmelser« til nystartede virksomheder i jagten på en eksponentiel vækst, over sociale virksomheder, der kan henregnes til den sociale økonomi, til velgørenhedsorganisationer og borgerinitiativer.

3.6.

Endvidere er der — ved siden af iværksættere, som på én gang tilstræber at være økonomisk rentable og reagere på udfordringer vedrørende miljø, sociale spørgsmål eller styring, og som lægger hovedvægten på bæredygtigheden af deres projekt og evaluerer dets indvirkning med det mål at forbedre denne — andre iværksættere, der ikke deler denne »stræben« efter bæredygtighed. De vil først og fremmest være rentable og mener, at deres økonomiske model har positive eksterne virkninger for resten af samfundet uden at evaluere disse og søge at forbedre dem.

3.7.

Disse nye modeller har ikke nødvendigvis et mål om at være helt igennem bæredygtige. Virksomheder, der udvikler økonomiske modeller inspireret i den cirkulære økonomi, har tendens til at være mere fokuseret på miljøspørgsmål i deres projekt og til at spare mest muligt på ressourcerne. Dog er det nødvendigt, at det cirkulære alternativ fortsat er overkommeligt i pris og tilgængeligt for forbrugerne, hvis systemet også skal være socialt bæredygtigt. Selv om de produktionscyklusser, der skabes, kan være lokale — ved at satse på lokale ressourcer og arbejdspladser — er det ikke udelukket, at de anvendte ressourcer og genbrugsmaterialer transporteres over lange afstande. Tværtimod kan deleøkonomien have som sit primære mål at udvide kredsen af brugere, der har adgang til et gode, uden at have miljøambitioner.