9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/1

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/2

—

der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) årsberetning for 2012,

—

der henviser til artikel 15, 126, 175, 208, 209, 271, 308 og 309 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank,

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2012 om innovative finansielle instrumenter i forbindelse med den næste flerårige finansielle ramme (1),

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget om risikodelingsinstrumenter for medlemsstater, der har vanskeligheder eller har risiko for alvorlige vanskeligheder med deres finansielle stabilitet, Parlamentets holdning hertil af 19. april 2012 (2) og navnlig udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget,

—

der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 om Den Europæiske Investeringsbank — Årsberetning for 2011 (3),

—

der henviser til rapport af 26. juni 2012 fra formanden for Det Europæiske Råd: »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union«,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 28. og 29. juni 2012, som navnlig foreskriver en forhøjelse af EIB's kapital på 10 mia. EUR,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 27. og 28. juni 2013, hvori der opfordres til, at der tilvejebringes en ny investeringsplan for at støtte SMV'erne og styrke finansieringen af økonomien,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. maj 2013, hvori stats- og regeringscheferne fastlagde målet om at mobilisere alle EU's politikker til støtte for konkurrenceevne, beskæftigelse og vækst,

—

der henviser til Kommissionens meddelelser om innovative finansielle instrumenter: »En ramme for næste generation af innovative finansielle instrumenter« (COM(2011)0662) og »En pilotfase for Europa 2020-initiativet med projektobligationer« (COM(2011)0660),

—

der henviser til kapitalforhøjelsen i Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), navnlig med hensyn til spørgsmålet om forbindelserne mellem EIB og EBRD,

—

der henviser til afgørelsen om at udvide EBRD's operationsområde til at omfatte Middelhavsområdet,

—

der henviser til det nye aftalememorandum mellem EIB og EBRD, der blev undertegnet den 29. november 2012,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1080/2011/EU (4) om EIB's mandat i forhold til tredjelande for 2007-2013,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 119, stk. 2,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0137/2014),

A.

der henviser til, at EIB blev oprettet ved Romtraktaten, og at den ifølge artikel 309 TEUF har til opgave ved anvendelse dels af midler lånt på kapitalmarkedet, dels af egne midler at bidrage til en afbalanceret og gnidningsløs udvikling af det indre marked med henblik på at medvirke til at virkeliggøre Unionens prioriteringer ved at udvælge økonomisk gennemførlige projekter, som EU kan investere i;

B.

der konstaterer, at det under disse meget vanskelige sociale og økonomiske forhold, der er præget af nedskæringer på de offentlige budgetter, er nødvendigt at mobilisere alle EU's ressourcer og politikker, herunder EIB's ressourcer, i en indsats for at fastholde den økonomiske genopretning og identificere nye kilder til vækst;

C.

der betoner, at EIB også fungerer som finansieringskilde og supplement til andre investeringskilder ved at udfylde eller afhjælpe ubalancer på markedet;

D.

der henviser til, at EIB bidrager til, at EU kan fastholde og styrke sin konkurrencemæssige fordel på globalt plan;

E.

der understreger, at EIB fortsat vil være hjørnestenen i og katalysator for udviklingen af EU's politikker og vil sikre den offentlige sektors fortsatte tilstedeværelse og tilbyde investeringskapacitet, samtidig med at banken sikrer den bedst mulige inddragelse og gennemførelse af flagskibsinitiativerne under Europa 2020-strategien;

F.

der bemærker, at EIB som et centralt stabilitetsinstrument vil fokusere på at spille en kontracyklisk rolle og vil fungere som en pålidelig partner i sunde projekter i hele EU og i tredjelande;

G.

der henviser til, at EIB støtter de centrale drivkræfter bag vækst- og jobskabelsesmålene i Europa 2020-strategien som f.eks. vækstskabende infrastruktur, banebrydende innovation og konkurrenceevne;

H.

der fremhæver, at det er afgørende at sikre, at EIB bevarer sin AAA-kreditvurdering for fortsat at kunne få adgang til de internationale kapitalmarkeder på de bedste finansieringsvilkår med deraf følgende positive virkninger for projekternes gennemførelse og for interessenterne;

I.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i juni 2012 lancerede en vækst- og beskæftigelsespagt omfattende en lang række politikker med henblik på at stimulere intelligent, bæredygtig, inklusiv, ressourceeffektiv og jobskabende vækst;

J.

der konstaterer, at anvendelse af innovative finansielle instrumenter betragtes som én måde, hvorpå man kan udvide anvendelsesområdet for eksisterende værktøjer som f.eks. tilskud og forbedre EU-budgettets samlede effektivitet;

K.

der understreger, at det er afgørende at genoprette normal långivning til økonomien og lette finansieringen af investeringer;

L.

der bemærker, at internationale finansielle instrumenter indebærer nye samarbejdsmuligheder blandt alle de institutionelle aktører og rummer reelle stordriftsfordele;

M.

der henviser til, at EIB's operationer uden for EU iværksættes for at understøtte EU's optræden udadtil og bør være i overensstemmelse med og fremme EU's mål, jf. artikel 208 og artikel 209 TEUF;

N.

der fremhæver, at EIB’s finansieringsvirksomhed suppleres af de særlige instrumenter, der stilles til rådighed af Den Europæiske Investeringsfond (EIF), som fokuserer på at tilvejebringe både risikofinansiering til SMV’er og nystartede virksomheder og mikrofinansiering;

O.

der konstaterer, at kapitalforhøjelsen har styrket EIB's balance og muliggjort ambitiøse operationelle udlånsmål;

P.

der konstaterer, at der er gjort en særlig indsats for at øge de fælles tiltag (med kombinationer af EIF-garantier og EIB-lån til SMV’er);

1.

glæder sig over EIB's årsberetning for 2012 og opfyldelsen af den fastlagte operationelle plan om at finansiere ca. 400 projekter i over 60 lande til et beløb af 52 mia. EUR;

2.

glæder sig over, at EIB's styrelsesråd har godkendt en kapitalforhøjelse på 10 mia. EUR, hvilket har gjort det muligt, at der yderligere har kunnet stilles 60 mia. EUR (svarende til en udvidelse af långivningsmålene på 49 %) til rådighed som langfristede lån til projekter i EU i perioden 2013-2015);

3.

opfordrer EIB til at overholde de planlagte mål i forhold til bankens yderligere virksomhed og frigøre 180 mia. EUR i ekstra investeringer i hele EU i ovennævnte periode;

4.

minder om, at for projekter i EU er mulighederne særlig interessante for en række prioriterede emneområder under Europa 2020-strategien: de pakker, der omhandler innovation og kompetencer, herunder lavemissionsinfrastruktur, investeringer i SMV'er, samhørighed og ressource- og energieffektivitet (herunder overgang til en kulstoffattig økonom); bemærker, at disse indsatsområder er blevet indkredset på passende måde i EIB-Gruppens operationelle plan for 2013-2015, og glæder sig over, at der er afsat yderligere 60 mia. EUR i udlånskapacitet for at finansiere gennemførelsen heraf;

5.

er dog overbevist om, at der inden for disse brede prioriteringer i højere grad bør fokuseres på investeringer i langsigtet vækst og jobskabelse og tiltag, der kan skabe holdbare og synlige virkninger i realøkonomien, og efterlyser derfor en omfattende evaluering, der skal frembringe pålidelige tal for den langsigtede beskæftigelse, der er skabt via, og virkningerne for økonomien som følge af, EIB's långivning, på alle områder efter finanskrisen;

6.

glæder sig over oprettelsen af vækst- og beskæftigelsesfaciliteten, der vil gøre det muligt for EIB nøjere at overvåge de beskæftigelsesmæssige og vækstrelaterede virkninger af de projekter, banken finansierer;

7.

opfordrer EIB til fortsat at støtte EU's langsigtede prioriteringer med henblik på økonomisk og social samhørighed, vækst og beskæftigelse, miljømæssig bæredygtighed, klimatiltag og ressourceeffektivitet gennem yderligere udvikling af nye finansielle og ikkefinansielle instrumenter, der er udformet med henblik på at afhjælpe både kortsigtede markedsbetingede problemer og de mere langsigtede mangler i EU's økonomi;

8.

tilskynder EIB til at forhandle og indgå aftalememoranda med regionale udviklingsbanker, som er aktive inden for dens aktivitetsområder, med henblik på fremme af synergier, risikodeling og deling af udgifter og sikring af tilstrækkelige udlån til realøkonomien;

9.

anser vækst- og beskæftigelsespagten for en vigtig, men ikke tilstrækkelig reaktion på de udfordringer, EU står over for, og konstaterer, at EIB' s kapitalforhøjelse og øget anvendelse af fælles risikodelingsinstrumenter Kommissionen og EIB imellem kombineret med synergier mellem EIB og Den Europæiske Investeringsfond med hensyn til særlige aktiviteter er centrale elementer i, at pagten kan skabe gode resultater;

10.

opfordrer EIB til at prioritere investeringsprojekter, som bidrager kraftigt til den økonomiske vækst;

11.

minder om, at Kommissionen sammen med EIB har fremlagt en rapport om de muligheder og målrettede prioriteter, der bør identificeres via gennemførelsen af vækst- og beskæftigelsespagten, navnlig for så vidt angår infrastruktur, energi- og ressourceeffektivitet, den digitale økonomi, forskning og innovation samt SMV'er; kræver på grundlag af denne rapport en politisk debat i Parlamentet med deltagelse af formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank;

12.

er navnlig bekymret over, at finansieringen i programlande (Grækenland, Irland, Portugal og Cypern) fortsat var lav i løbet af 2012 og udgjorde omtrent +/- 5 % af EIB's samlede investeringer; bemærker, at EIB's mål for investeringer i programlande for 2013 udgør op til 5 mia. EUR ud af et samlet EU-mål på 62 mia. EUR;

13.

er bekymret over, at EIB i sin udlånspolitik fortsat ikke har udvist særlig stor risikovillighed og dermed har begrænset potentielle låntageres muligheder for at opfylde EIB's udlånskrav og dernæst har hæmmet den merværdi, som lån kan skabe;

14.

kræver, at EIB øger sin interne risikovillighed ved at sikre, at bankens risikostyringssystemer er tilpasset de aktuelle forhold;

15.

erkender, at det er afgørende for EIB at opretholde sin AAA-kreditvurdering for at kunne bevare sin finansielle styrke og evne til at tilføre realøkonomien penge; opfordrer dog EIB til sammen med EIF at overveje at øge sit engagement i mere risikobetonede aktiviteter for at sikre et rimeligt cost-benefit-forhold;

16.

bemærker stigningen i EIB's mål for særlige aktiviteter med højere risiko til 6 mia. EUR i 2013, forhøjelsen af finansieringen til risikodelings- og kreditforbedringsinitiativer til 2,3 mia. EUR og lanceringen for nylig af vækstfinansieringsinitiativet, der letter adgangen til finansiering for innovative mid-cap-selskaber;

17.

opfordrer EIB til at øge sin virksomhed i henhold til mandatet vedrørende risikovillig kapital og Mezzanine for Growth-mandatet, som EIB har givet Den Europæiske Investeringsfond;

18.

glæder sig over, at Den Europæiske Investeringsfond har forhøjet sit mandat vedrørende risikovillig kapital, der finansieres af EIB, med 1 mia. EUR med særligt fokus på mezzaninfinansiering med større risiko som del af de fælles tiltag banken og fonden imellem for at tackle finansieringsvanskeligheder i forbindelse med nye innovations- og vækstplaner for mellemstore virksomheder i EU;

19.

opfordrer EIB til at være mere proaktiv med hensyn til at stille bankens tekniske viden til rådighed på alle centrale aktivitetsområder med stort vækstpotentiale i alle medlemsstater; minder om, at teknisk og finansiel rådgivning er et effektivt middel til at bidrage til virkeliggørelsen af projekter og fremskynde udbetalinger og reelle investeringer; mener derfor, at EIB's sagkundskab bør øges og gøres tilgængelig i tidlige faser af projekter, der finansieres af EU og EIB i fællesskab, og ved en forudgående vurdering af storstilede projekter, bl.a. via JASPERS-instrumentet (Joint Assistance to Support Projects in European Regions);

20.

opfordrer EIB til — på baggrund af de nuværende kritisk lave udnyttelsesgrader i mange medlemsstater — at styrke indsatsen for at støtte medlemsstaternes kapacitet til at udnytte EU-ressourcer, herunder midler fra strukturfondene, ved at videreudvikle yderligere fælles risikodelingsinstrumenter og ved at tilpasse de eksisterende, der allerede finansieres over EU's budget;

21.

opfordrer medlemsstaterne til i givet fald at samarbejde med Kommissionen med henblik på at anvende en del af deres strukturfondstildelinger for at dele EIB's lånerisiko og stille lånegarantier for viden og kompetencer, ressource- og energieffektivitet, strategisk infrastruktur og adgang til finansiering for SMV'er;

22.

sætter pris på, at uudnyttede strukturmidler nu kan anvendes som en særlig garantifond for EIB's lånetransaktioner, navnlig i Grækenland;

23.

bemærker, at banken i 2012 underskrev lån i forbindelse med strukturprogrammer for et beløb på 2,2 mia. EUR, hvilket muliggjorde støtte til talrige små og mellemstore projekter i overensstemmelse med prioriteringerne i samhørighedspolitikken i forskellige sektorer;

24.

opfordrer EIB til på baggrund af de forskellige økonomiske og finansielle forhold, der er fremherskende i EU, i tæt samarbejde med medlemsstaterne at udvikle resultatorienterede investeringsplaner, der på passende måde er tilpasset nationale, regionale og lokale vækstprioriteringer, under behørig hensyntagen til de horisontale prioriteringer i Kommissionens årlige vækstundersøgelse og det europæiske semester for økonomisk styring;

25.

opfordrer banken til at undersøge mulighederne for at udvide dens engagement ved proaktivt at deltage i partnerskabsaftaler mellem Kommissionen og medlemsstaterne;

26.

bemærker den faldende tendens i antallet af offentlig-private partnerskaber under og efter krisen og minder samtidig om den meget vigtige rolle, de spiller på investeringsområdet, navnlig med hensyn til transportnet og forskning og innovation; konstaterer, at mens markedet for offentlig-private partnerskaber i EU er steget i værdi, er der registreret væsentlig færre transaktioner på markedet;

27.

mener, at statsgarantier er værdifulde instrumenter med hensyn til at rette op på markedsfejl, der kan forhale virkeliggørelsen af programmer og projekter som led i offentlig-private partnerskaber; opfordrer til, at EIB på baggrund af sin sagkundskab på dette område øger sin deltagelse i de lånegarantier, der ydes til offentlig-private partnerskaber via statsgarantier;

28.

mener desuden, at EIB's rådgivningskapacitet baseret på ekspertise indhøstet i Det Europæiske OPP-Ekspertcenter (EPEC) kan anvendes til at yde målrettet teknisk og særlig bistand på regeringsniveau og, hvor det er relevant, også på regionalt niveau for at fremme korrekte vurderinger med hensyn til fordele ved, at der indgår en statsgaranti i et program for et offentlig-privat partnerskab;

29.

minder om, at EIB og Kommissionen med støtte fra medlemsstaterne i 2012 igangsatte pilotfasen i projektobligationsinitiativet, der sigter mod at stimulere finansieringen af centrale infrastrukturprojekter ved at tiltrække institutionelle investorer;

30.

glæder sig over den første halvårlige rapport om projektobligationsprojektets pilotfase, hvori det er angivet, at der er godkendt ni projekter i seks lande; opfordrer til fortsat øget anvendelse af sådanne obligationer og til regelmæssigt at vurdere deres effektivitet med henblik på at fremme rentable investeringer i gældsinstrumenter, som kanaliserer privat kapital over i nødvendige projekter inden for transport-, energi- og ikt-infrastruktur, navnlig projekter med en grænseoverskridende dimension; mener dog, at EIB bør foretage bedre vurderinger af de projekter, som den ønsker at investere i, herunder vurderinger af deres sikkerheds- og risikoprofil; minder om, at der over EU's budget ydes 230 mio. EUR i støtte til EIB's kreditforbedringsaktiviteter for infrastrukturinvesteringer på transport-, energi- og kommunikationsområdet;

31.

kræver, at Parlamentet underrettes om de udvalgte projekter på en passende måde og rettidigt;

32.

bemærker med bekymring, at centrale udfordringer fortsat består (f.eks. at omdanne interesse til forpligtelser, begrænset erfaring med obligationsløsningen hos de myndigheder, der foretager indkøb, institutionelle investorers tøven med at engagere sig, sponsorers bekymringer over omkostningerne osv.); opfordrer banken til nøje at vurdere muligheden for saminvesteringer i obligationsforretninger i en tidlig fase for at øge investorernes og sponsorernes tillid; opfordrer EIB til at sikre, at initiativet med projektobligationer er i overensstemmelse med EU's langsigtede klimamål, dvs. at det fokuserer på lavemissionsinfrastrukturer;

33.

er foruroliget over de ringe resultater af Castor-projektet; kræver, at banken fremlægger oplysninger om kvaliteten af sine interne kontrolprocedurer og om, hvorvidt de geologiske undersøgelser, der blev gennemført, viste, om der var en seismisk risiko eller ej, hvor stor procentsatsen var, og hvordan man søgte at afhjælpe risikoen;

34.

afventer den endelige evalueringsrapport om projektobligationsinitiativets pilotfase, der forventes forelagt i 2015;

35.

glæder sig over EIB's nye energipolitik, der indebærer, at der indføres nye udlånskriterier for energiprojekter, som afspejler EU's energi- og klimapolitik og de aktuelle investeringstendenser; opfordrer til, at EIB's energiinvesteringer offentliggøres og analyseres årligt, så det fremgår, hvilke energikilder EIB har ydet støtte til; ønsker dog at understrege, at EIB's investeringspolitik i langt højere grad burde fokusere på bæredygtige projekter; minder ikke desto mindre om behovet for at fremlægge en omfattende udfasningsplan for udlån til ikke-vedvarende energi;

36.

glæder sig over den nye emissionsstandard, EIB har indført, og som skal anvendes på alle projekter for energifremstilling med fossilt brændsel for at frasortere investeringer med forventede kulstofemissioner over en vis grænse; opfordrer EIB's styrelsesråd til løbende at følge emissionsstandarden og overveje mere restriktive forpligtelser i fremtiden;

37.

opfordrer på baggrund af klimapakken for 2030, herunder prioriteringerne omkring dekarbonisering heri, banken til at intensivere sin indsats inden for lavemissionsinvesteringer og arbejde for politikker, der fører til mere ambitiøse klimamål; kræver, at EIB foretager en klimavurdering og gennemgår alle bankens aktiviteter i 2014, hvilket skal føre til en fornyet klimabeskyttelsespolitik, f.eks. gennem projektvurdering og en integreret tilgang til at kombinere sektorspecifikke politikker for centrale sektorer på en intelligent måde; opfordrer EIB til at lade denne gennemgang indgå i bankens næste årsberetning;

38.

minder om EIB's vigtige rolle med hensyn til at finansiere den offentlige og private sektors investeringer i energiinfrastruktur og støtte projekter, der bidrager til at nå EU's klima- og energipolitiske mål; minder om sin beslutning fra 2007, hvori der opfordres til, at der sættes en stopper for offentlig finansiering af projekter vedrørende fossile brændstoffer og foretages en omstilling til energieffektivitet og vedvarende energi; mener, at EIB i samarbejde med Kommissionen i overensstemmelse med Unionens og internationale klimamål og de bedste internationale standarder bør opdatere sin klimastrategi i forbindelse med bankens finansieringstransaktioner inden udgangen af 2015;

39.

opfordrer til, at EIB's midler og ekspertise øges for at tage højde for tilpasningen til klimaændringer;

40.

opfordrer til, at EIB håndhæver de bedste internationale standarder for vandkraft, nemlig retningslinjerne fra World Commission on Dams og Hydropower Sustainability Assessment Protocol (HSAP), som indebærer, at der kun investeres i projekter, hvor landene har indført lovgivning om etablering af energiplanlægningsmekanismer (herunder forbudte områder), og at de negative virkninger på økosystemerne og lokalsamfundene vurderes ordentligt, undgås, afhjælpes og overvåges, og at projekterne ikke placeres i eller i nærheden af beskyttede områder eller på flodstrækninger med god økologisk status;

41.

opfordrer EIB til nøje at indarbejde visionen og målene i EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 »Vores livsgaranti, vores naturkapital« i sine projekter;

42.

minder om, at SMV'er anses for at være grundstammen i EU's økonomi og den vigtigste drivkraft bag vækst og beskæftigelse i EU, og at de tegner sig for over 80 % af beskæftigelsen i den private sektor;

43.

glæder sig over, at der (i forbindelse med indsatsen for at øge udlånsaktiviteten i EU) er lagt særlig vægt på at forbedre små og mellemstore virksomheders adgang til finansiering, og glæder sig dernæst over EIB-Gruppens mål for 2013 om at låne over 19 mia. EUR ud til små og mellemstore virksomheder i EU;

44.

opfordrer i denne sammenhæng ligeledes Rådet til at give sit hurtige samtykke til de fælles initiativer mellem Kommissionen og EIB og forene de EU-budgetmidler, som er tiltænkt SMV’er, samt gribe til mere resolut handling for så vidt angår gennemførelsen af samarbejdet med Den Europæiske Centralbank med henblik på at mindske de finansielle begrænsninger, som pålægges SMV'er; påpeger, at det største problem i adskillige medlemsstater er, at opsplitningen af de finansielle markeder resulterer i en mangel på finansiering og i øgede finansieringsomkostninger, navnlig for SMV'er; opfordrer til, at EIB's indsats rettes imod defragmentering for at fremme finansieringen til SMV’er, iværksætteri, eksport og innovation, der er af afgørende betydning for den økonomiske genopretning;

45.

glæder sig over bankernes øgede udlån til små og mellemstore virksomheder takket være den revitalisering af securitiseringsmarkedet for små og mellemstore virksomheder, der er sket som følge af EIB-Gruppens nye ABS-initiativ; opfordrer EIB til at gennemføre en markedsanalyse med henblik på bedre at tilpasse EIB's tilbud til interessenternes behov; glæder sig over forbedringen af EIF's kreditkapacitet via en kapitalforøgelse og et mandat og opfordrer EIB og Kommissionen til at afslutte processen i starten af næste år;

46.

støtter EIB-Gruppens initiativer omkring innovativ finansiering for små og mellemstore virksomheder og mid-cap selskaber via etablering af de finansielle instrumenter under Horisont 2020 og COSME og risikodelingsinstrumenterne med henblik på at tilskynde bankerne til at stille finansielle ressourcer til rådighed gennem lån og garantier og sikre adgangen til langfristet risikovillig kapital;

47.

støtter Kommissionens og EIB's fælles initiativ til fordel for små og mellemstore virksomheder, der indgår i den nye flerårige finansielle ramme, og som kombinerer de disponible midler fra EU's Cosme-program og Horisont 2020-programmet, hvor op til 8,5 mia. EUR afsættes til de europæiske struktur- og investeringsfonde for at sikre yderligere udlån til små og mellemstore virksomheder;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at deltage aktivt ved at anvende en del af den støtte, de tildeles via struktur- og investeringsfondene, til at bidrage til de fælles instrumenter med henblik på at støtte større udlån til små og mellemstore virksomheder på deres område og dermed øge de samlede løftestangseffekter;

49.

opfordrer EIB til at udvide handelsfinansieringsinitiativet; mener, at denne garantiordning for SMV'er er af central betydning og bør udvides på EU-plan, hvor der anses for at være størst behov herfor; opfordrer EIB til at udvikle sit eget program til fremme af samhandelen; anmoder EIB om som det første skridt at iværksætte foranstaltninger til at sikre udstedelsen af de garantier, som er nødvendige for, at virksomhederne kan realisere deres fulde eksportpotentiale;

50.

støtter EIB's fokus på den regionale og lokale dimension og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at anvende fælles finansieringstekniske forvaltningsinstrumenter som f.eks. Jeremie-programmet og regionale fond-til-fond-ordninger, som stiller egenkapitalfinansiering og gældsfinansiering til rådighed for lokale SMV'er;

51.

glæder sig over den efterfølgende evaluering af EIB's formidlede udlån til SMV'er i EU i perioden 2005-2011; konstaterer, at EIB bevilgede 64 mia. EUR i lån til ca. 370 finansinstitutter i EU-27 på dette område i perioden 2005-2012; konstaterer, at 53 mia. EUR af disse midler ved udgangen af 2012 var blevet udbetalt til disse finansinstitutter, som for deres vedkommende havde udlånt næsten 48 mia. EUR til små og mellemstore virksomheder via ca. 300 000 sekundære lån;

52.

konstaterer, at evalueringen viser, at EIB's formidlede udlån til små og mellemstore virksomheder (via produktet L4SME) er i overensstemmelse med EU's mål; efterlyser ikke desto mindre en bedre vurdering af, hvordan EIB's produkt og de nationale politiksammensætninger supplerer hinanden, med henblik på yderligere at forbedre transaktionernes relevans; opfordrer EIB til at fremsætte forslag om at styrke L4SME-produktets effektivitet, så det kan anvendes til at afhjælpe særlige mangler i stedet for at finansiere et bredt spektrum af små og mellemstore virksomheder og dermed optimere EIB's bidrag til vækst og beskæftigelse;

53.

konstaterer med bekymring, at EIB's lån i den periode, aktivitetsberetningen omhandler, havde »en vis« indvirkning på vækst og beskæftigelse, men med store variationer mellem landene (kun en tredjedel af de små og mellemstore virksomheder angav, at væksten i deres omsætning kunne tilskrives finansiering fra EIB); er foruroliget over, at der kun foreligger begrænset dokumentation for, at EIB's lån bidrog til at opretholde beskæftigelsen; konstaterer, at den relative indvirkning på vækst og beskæftigelse var højere i de nye medlemsstater; erkender dog, at den periode, som aktivitetsrapporten vedrører, omfattede den finansielle og økonomiske krise, og at den relativt beskedne jobskabelse blev opnået til trods for, at beskæftigelsesniveauet var faldende;

54.

er foruroliget over, at EIB-finansieringen i mange tilfælde synes at være blevet anvendt til at støtte allerede succesfulde små og mellemstore virksomheder og ikke til at afhjælpe finansieringsmangler; bemærker dog, at over 80 % af SMV'erne var virksomheder med mindre end 50 ansatte, hvilket viser, at EIB når ud til det mindre segment af SMV-gruppen;

55.

kræver, at EIB i fuldt omfang anvender udvælgelseskriterierne for mere effektivt at påvirke valget af finansielle støttemodtagere;

56.

opfordrer EIB til at identificere og udvælge projekter med højere merværdi og højere risiko navnlig ved at identificere nystartede virksomheder, mikrovirksomheder, kooperativer, virksomhedsklynger, små og mellemstore virksomheder og mid-cap selskaber, der gennemfører forsknings-, udviklings- og innovationsprojekter på prioriterede teknologiområder;

57.

understreger behovet for blandt potentielle investorer og støttemodtagere at øge kendskabet til og forståelsen for forekomsten af innovative finansielle redskaber; efterlyser en ny kommunikationspolitik, der skal udbrede kendskabet til de forskellige aktiviteter, der gennemføres af EU via EIB ved hjælp af disse nye finansielle instrumenter; understreger endvidere, at der bør sikres en omfattende og systematisk adgang til projektinformation samt større inddragelse af de projektbegunstigede og det lokale civilsamfund, hvilket kan forbedres via EIB-finansierede investeringer;

58.

opfordrer EIB til at udarbejde en handlingsplan til forenkling af SMV'ers adgang til oplysninger og finansiering med særligt fokus på de administrative formaliteter i forbindelse med adgangen til finansiering;

59.

minder om, at formidlede udlån tegner sig for over 20 % af EIB's samlede årlige udlån;

60.

gentager sin bekymring over, at en lang række problemer fortsat ikke er løst på dette område, navnlig den manglende åbenhed (især vedrørende oplysninger om de endelige finansielle støttemodtagere), vanskelighederne ved at vurdere lånenes økonomiske og sociale virkninger (hvilket skaber problemer med at målrette indsatsen) og afhængigheden af finansielle formidlere, der via outsourcing af opgaverne får til opgave at gennemføre kontrolprocedurerne; opfordrer banken til at fremlægge oplysninger om sin tilgang med hensyn til at fremskynde foranstaltninger til afhjælpning af disse problemer og kræver, at EIB sammen med Kommissionen opstiller en ufravigelig liste over kriterier for udvælgelse af disse finansielle formidlere, som gøres offentligt tilgængelig;

61.

opfordrer EIB til at foretage en opdateret og omfattende evaluering af, hvordan finanskrisen har påvirket slutmodtagerne af EIB-finansieringen, og foretage en grundig vurdering af finanskrisens virkninger for de finansielle formidlere, banken anvender, og deres nuværende status, både i og uden for EU;

62.

kræver, at EIB sikrer, at bankens mål om at skabe beskæftigelse for ca. en halv million personer via udlån til projekter inden for infrastruktur, ressourceeffektivitet og videnøkonomi alene i 2013 opfyldes;

63.

konstaterer, at virksomhedernes og den offentlige sektors begrænsede adgang til finansiering som følge af de vanskelige økonomiske forhold og de strammere kreditmarkeder fortsat gør det vanskeligt for unge at finde beskæftigelse og begrænser mulighederne for at forbedre erhvervsuddannelserne;

64.

mener, at EIB's program for ungdomsbeskæftigelse (med et udlånsvolumen på 6 mia. EUR), der omfatter arbejdspladser for unge og investering i kompetencer, er meget vigtigt med henblik på at løse disse problemer; glæder sig over den midlertidige gennemførelsesrapport, der viser, at der er gjort vigtige fremskridt på området, f.eks. at der er stillet 4,9 mia. EUR til rådighed i form af lån via programdelen for investeringer i kompetencer, og at der er ydet lån på 2,7 mia. EUR via programdelen for arbejdspladser for unge; anerkender den tidlige realisering af programmets mål;

65.

støtter bankens mål om yderligere at maksimere sine målrettede udlån til små og mellemstore virksomheder for at etablere en klar forbindelse mellem EIB-udlån og nye arbejdspladser for unge;

66.

opfordrer banken til at udvide sit aktivitetsområde og anvende yderligere instrumenter for at tilvejebringe levedygtige incitamenter med henblik på at skabe beskæftigelse for unge, navnlig i lande med særlig høj ungdomsarbejdsløshed;

67.

opfordrer EIB til i overensstemmelse med gennemgangen af EIB's mandat til aktiviteter uden for Den Europæiske Union at støtte Den Europæiske Unions udenrigspolitiske målsætninger, således som de er udformet af Kommissionen og EU's Udenrigstjeneste;

68.

glæder sig over den EU-garanti for ekstern långivning, der stilles til rådighed for EIB over EU-budgettet med en størrelse svarende til den nuværende, og som har et loft på 30 mia. EUR (fordelt på et generelt mandat på 27 mia. EUR og 3 mia. EUR i form af et tillægsmandat, der skal underlægges en midtvejsevaluering) for næste finansieringsperiode gennem anvendelse af tilbageførsler fra ubrugte midler fra FEMIP (Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab) fra før 2007;

69.

opfordrer Revisionsretten til at udarbejde en særberetning om EIB's udlånsaktiviteter i tredjelande og deres overensstemmelse med EU's politikker før midtvejsrevisionen af EIB's eksterne mandat og til at sammenligne merværdien heraf i forbindelse med de egne ressourcer, som EIB anvender; opfordrer desuden Revisionsretten til i sin analyse at skelne mellem de garantier, der ydes via EU-budgettet, den investeringsfacilitet, der sikres via EUF, de forskellige kombinationsinstrumenter, der anvendes i infrastrukturtrustfonden EU-Afrika, den caribiske investeringsfond og investeringsfaciliteten for Stillehavet og anvendelsen af tilbageførsler til disse investeringer;

70.

glæder sig over de øgede muligheder for fleksibilitet inden for rammerne af EIB's nye eksterne udlånsmandat; opfordrer EIB til at maksimere sin støtte til EU's politikker og mål;

71.

anmoder EIB om at anvende garantifonden på en mere fleksibel måde og lægge større vægt på udlån på egen risiko ved at udvide bankens aktivitetsområde, når det gælder bankgodkendte projekter; insisterer på, at EIB sikrer, at den finansielle EU-støtte, banken yder, har en høj grad af synlighed for de endelige finansielle støttemodtagere i projekterne;

72.

konstaterer, at førtiltrædelseslandene og de østlige og sydlige naboskabslande er dem, der prioriteres højest af EIB; understreger navnlig behovet for fortsat støtte til den demokratiske og økonomiske overgang efter Det Arabiske Forår med særligt fokus på støtte til civilsamfundet, jobskabelse og økonomisk genopretning i de sydlige lande og østlige partnerlande; glæder sig over, at man har fokuseret på små og mellemstore virksomheder og adgang til finansiering;

73.

støtter i forbindelse med EU's politik udadtil den gradvise udvikling af nye finansielle produkter sammen med Kommissionen og medlemsstaterne som f.eks. produkter, der består af en kombination af EU-tilskud, lån og risikodelingsinstrumenter, med henblik på at nå nye kategorier af virksomheder; kræver, at der fastlægges bedste praksis og veldefinerede udvælgelseskriterier for anvendelse af disse instrumenter kombineret med strukturerede vilkår omkring rapportering, overvågning og kontrol; kræver, at tildelingspolitikken udformes endeligt;

74.

forventer derfor, at forvaltningsrapporten om gennemførelsen af platformen for samarbejde med internationale finansielle kombinationsinstrumenter omfatter detaljerede og sammenhængende oplysninger herom og sikrer en passende rolle for EIB; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en omfattende rapport om virkninger og resultater af gennemførelsen af finansielle faciliteter inden for rammerne af platformen for samarbejde om kombinerede instrumenter;

75.

glæder sig over EIB's støtte til projekter for vækst og beskæftigelse inden for flere forskellige energisektorer; minder om behovet for at opretholde sammenhængen med de nye udviklinger i EU's energi- og klimapolitik; opfordrer EIB til som led i sin nye energipolitik fortsat at støtte projekter både i og uden for EU, der tager sigte på energieffektivitet og bæredygtige vedvarende energikilder, og dermed bane vejen for en økonomi med lave kulstofemissioner;

76.

minder om, at struktureret samarbejde mellem EU-organer (Kommissionen og EIB) og andre finansielle institutioner er den eneste effektive måde, hvorpå man kan forebyggende overlappende aktiviteter;

77.

glæder sig over det opdaterede aftalememorandum mellem EIB og EBRD, der afspejler EU's vilje til at styrke samordningen og samarbejdet mellem disse to store internationale finansielle institutioner; tilskynder EIB til også at forhandle og indgå aftalememoranda med regionale udviklingsbanker, som er aktive inden for dens aktivitetsområder, med henblik på fremme af synergier, risikodeling og udgiftsdeling og sikring af tilstrækkelige udlån til realøkonomien;

78.

opfordrer de to institutioner til at arbejde for den bedst mulige samordning af virksomheden, når det gælder komplementaritet og arbejdsfordeling, med henblik på systematisk at udforske de bedste muligheder og synergier og finde frem til optimale løftestænger til støtte for og gennemførelse af EU's politiske mål, samtidig med at deres respektive komparative fordele og særpræg respekteres;

79.

opfordrer EIB og EBRD til på det tidligst mulige stadium (under den forudgående evaluering eller fastlæggelsen af de enkelte aktionsforløb) at styrke deres ekspertise, deres strategier og deres programplanlægning på de forskellige indsatsområder og navnlig deres samarbejde om risikostyringsinstrumenter (finansielle, operationelle eller landespecifikke risici) for at forbedre kontrollen med eksisterende risici;

80.

glæder sig over den nye fælles handlingsplan, som EIB, EBRD og Verdensbankgruppen nåede til enighed om i november 2012, og som tager sigte på at støtte den økonomiske genopretning og væksten i Mellem- og Sydøsteuropa, og konstaterer, at handlingsplanen omfatter fælles forpligtelser til et beløb af over 30 mia. EUR for perioden 2013-2014; opfordrer EIB til at forpligte sig til at bidrage med mindst 20 mia. EUR som fastlagt i aftalen;

81.

gentager sit forslag om, at Den Europæiske Union bliver medlem af EIB;

82.

opfordrer EIB og andre associerede partnere og interessenter til yderligere at forbedre deres forvaltningsmekanismer ved bl.a. at udvikle omfattende og forsvarlige tilsyns-, rapporterings- og kontrolsystemer;

83.

glæder sig over, at EIB har styrket sit engagement omkring åbenhed ved at tilslutte sig det internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden (IATI);

84.

kræver, at banken sikrer, at dens klageordning er helt uafhængig og fungerer efter hensigten;

85.

opfordrer EIB til at overholde bestemmelserne i Aarhuskonventionen ved at oprette et offentligt dokumentregister for at sikre den aktindsigt, der er knæsat i EU-traktaterne; opfordrer banken til at leve op til sine forpligtelser og gøre registret offentligt tilgængeligt fra 2014;

86.

kræver, at den næste årlige aktivitetsberetning suppleres med en række tværgående resultatindikatorer for finansieringsvirksomhedens effektivitet inden for EIB's vigtigste indsatsområder, den forventede multiplikatoreffekt, hvor det er relevant, og overførslen af finansielle fordele inden for de programmer, der finansieres;

87.

gentager og understreger, at banken har et ansvar for at øge åbenheden, når det gælder valget af finansielle formidlere og partnere i samfinansierede projekter og med hensyn til de endelige finansielle støttemodtagere;

88.

understreger, at EIB bør mindske bureaukratiet med henblik på at sikre en mere effektiv og hurtig fordeling af midlerne;

89.

opfordrer EIB til yderligere at øge gennemsigtigheden i sine udlånsaktiviteter via finansielle formidlere ved at aflægge en årlig rapport om sine udlån til SMV'er med sammenfattende oplysninger om niveauet for udbetalinger til SMV'er, antallet af SMV'er, der har modtaget lån, lånenes gennemsnitlige størrelse samt de støttede sektorer, herunder en evaluering af lånenes tilgængelighed for SMV'er og af deres effektivitet;

90.

opfordrer EIB til at afstå fra at samarbejde med finansielle formidlere, der udviser dårlige resultater hvad angår gennemsigtighed, svig, korruption og påvirkninger af miljøet og sociale forhold; tilskynder EIB til at indgå partnerskaber med gennemsigtige og ansvarlige finansielle formidlere med etablerede forbindelser til den lokale økonomi i hvert transaktionsland; opfordrer i denne sammenhæng EIB til at sikre større gennemsigtighed, navnlig i forbindelse med udlån gennem formidlere, samt til at udvise øget rettidig omhu med hensyn til at forhindre brugen af skattely, fastsættelse af interne afregningspriser, skattesvig, aggressiv skatteundgåelse eller -planlægning; opfordrer til fastsættelse af en ufravigelig og offentlig tilgængelig liste over kriterier for udvælgelse af finansielle formidlere; opfordrer EIB til at styrke sit samarbejde med nationale offentlige kreditinstitutter for at maksimere de positive virkninger af dens finansieringsprogrammer for SMV’er;

91.

opfordrer EIB til straks at indlede en inkluderende revision af sin politik for jurisdiktioner, som ikke samarbejder, idet der tages behørigt hensyn til den seneste udvikling i denne forbindelse på EU-plan og internationalt plan; opfordrer derfor EIB til at sikre, at alle virksomheder og finansielle institutioner, der er involveret i dens projekter, offentligt giver oplysninger om det faktiske ejerskab i alle retlige strukturer, der direkte eller indirekte er knyttet til virksomheden, herunder truster, stiftelser og bankkonti;

92.

kræver ligeledes, at der i samarbejde med Kommissionen udarbejdes en offentlig udelukkelsesliste for finansielle formidlere på grundlag af deres tidligere aktiviteter med hensyn til gennemsigtighed, svig, forbindelser med offshorejurisdiktioner og sociale og miljømæssige virkninger;

93.

anser det for afgørende, at EIB bevarer sin AAA-kreditvurdering, som gjorde det muligt for banken at låne 71 mia. EUR på de internationale kapitalmarkeder i 2012 til en gunstig rente; opfordrer dog EIB til at øge sin kapacitet til at prioritere projekter med større merværdi og større risiko;

94.

minder om og understreger som i tidligere år, at det er nødvendigt med et banktilsyn med EIB's virksomhed og kræver en retlig undersøgelse af, hvordan der kan findes en løsning på dette spørgsmål;

95.

foreslår, at dette tilsyn:

96.

glæder sig over de nye interne udviklinger inden for EIB, når det gælder den generelle overholdelse af bedste praksis for bankvirksomhed; kræver, at EIB's bankpartnere også overholder den bedste bankpraksis, som er forenelig med Unionens lovgivning om finansielle tjenesteydelser og stabiliteten på det finansielle marked, inden for rammerne af deres transaktioner både inden og uden for EU; kræver, at EIB i sin årlige arbejdsplan medtager en revision af et aktivitetsområde for at vise, at bedste praksis for bankvirksomhed indgår i bankens interne skriftlige procedurer;

97.

opfordrer EIB til at øge gennemsigtigheden af og adgangen til sine aktiviteter, evalueringer og resultater yderligere gennem bedre adgang til information, både internt blandt EIB’s personale ved at muliggøre deltagelse i relevante interne EIB-møder, og eksternt, som f.eks. på sit websted;

98.

glæder sig over, at EIB har truffet foranstaltninger inden for hvidvaskning af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme og har styrket ressourcerne for at sikre efterlevelsen af bestemmelserne gennem udnævnelsen af en ny generalinspektør; kræver, at Parlamentet med jævne mellemrum underrettes om de resultater, der fremlægges i generalinspektørens rapport;

99.

opfordrer EIB til at følge den landeopdelte rapportering for at bekæmpe finansiering af ulovlige aktiviteter; mener, at alle modtagere — for at kunne modtage EIB-finansiering — hvad enten det drejer sig om selskaber eller finansielle formidlere, der er tilknyttet forskellige jurisdiktioner, skal være forpligtet til i deres reviderede årsregnskaber at afgive oplysninger om deres salg, aktiver, ansatte, overskud og skatteafregning i hvert af de lande, de driver virksomhed i; mener også, at modtagere skal offentliggøre kontrakter med deres værtsregeringer og navnlig skatteordningen i hvert af de lande, de driver virksomhed i;

100.

kræver, at kontrolprocedurerne tilpasses for at håndtere en fremtidig stigning i antallet af finansieringsanmodninger som følge af EIB's kapitalforhøjelse og inden for rammerne af andre finansielle partnerskaber, navnlig for risikostyring;

101.

opfordrer EIB til at rapportere om status for de tidligere henstillinger, Parlamentet har fremsat i hver årlig betænkning, navnlig med hensyn til indvirkningerne af bankens udlånsaktiviteter på vækst og jobskabelse i dens forskellige aktivitetsområder inden og uden for EU og på området for økonomisk integration mellem EU og kandidat- og nabolande;

102.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Den Europæiske Investeringsbank og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/13

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1096/2010 af 17. november 2010 om overdragelse til Den Europæiske Centralbank af specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici's funktionsmåde (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/78/EU af 24. november 2010 om ændring af direktiv 98/26/EF, 2002/87/EF, 2003/6/EF, 2003/41/EF, 2003/71/EF, 2004/39/EF, 2004/109/EF, 2005/60/EF, 2006/48/EF, 2006/49/EF og 2009/65/EF for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (6),

—

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) for så vidt angår samspillet med Rådets forordning (EU) nr. …/… om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (7),

—

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Rådets forordning (EU) nr. …/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (8),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 3. juni 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (9) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (10),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 3. juni 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (11) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (12),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 3. juni 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (13) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (14),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 18. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 98/26/EF, 2002/87/EF, 2003/6/EF, 2003/41/EF, 2003/71/EF, 2004/39/EF, 2004/109/EF, 2005/60/EF, 2006/48/EF, 2006/49/EF og 2009/65/EF for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæisk Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (15) og sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (16),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 25. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (17) og sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (18),

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 25. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om overdragelse til Den Europæiske Centralbank af specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (19) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (20),

—

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 1. marts 2013 om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed for regnskabsåret 2011,

—

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 1. marts 2013 om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger for regnskabsåret 2011,

—

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 1. marts 2013 om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed for regnskabsåret 2011,

—

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 5. september 2013 om Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014 — alle sektioner,

—

der henviser til hovedprincipperne om effektivt banktilsyn, som er vedtaget af Basel-komitéen for Banktilsyn den 13. — 14. september 2012 (21),

—

der henviser til Rådet for Finansiel Stabilitets rapport fra oktober 2011 med titlen »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions«,

—

der henviser til principper for god praksis for tilsynskollegier, som blev offentliggjort af Basel-komitéen for Banktilsyn i oktober 2010 (22),

—

der henviser til Domstolens dom af 22. januar 2014 i sag C-270/12, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0133/2014),

A.

der henviser til, at den finansielle krise har vist, at utilstrækkelig risikostyring samt ineffektivt, uregelmæssigt og fragmenteret tilsyn med finansielle markeder har bidraget til finansiel ustabilitet og manglende forbrugerbeskyttelse inden for finansielle tjenesteydelser;

B.

der henviser til, at Europa-Parlamentet argumenterede kraftigt for oprettelsen af de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'er), har sikret dem flere samordningsbeføjelser og direkte tilsyn, og mener, at de er centrale aktører med hensyn til at få skabt mere stabile og mere sikre finansielle markeder, og at Unionen har brug for et stærkere og bedre koordineret tilsyn på unionsplan;

C.

der henviser til, at oprettelsen af Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) har styrket kvaliteten og konsistensen af finansielle tilsyn på det indre marked; der henviser til, at der er tale om en løbende proces, hvor medlemmerne af tilsynsrådet bør fokusere på Unionens værdier og interesser;

D.

der henviser til, at mikrotilsyn i Unionen har udviklet sig hurtigere end makrotilsyn siden oprettelsen af ESFS;

E.

der henviser til, at beføjelserne til mikro- og makroøkonomisk overvågning er koncentreret hos Den Europæiske Centralbank (ECB), der skal træffe passende foranstaltninger for at forebygge interessekonflikter på grund af ECB's opgaver inden for pengepolitikken;

F.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør forebygge fragmentering af de finansielle markeder i Unionen;

G.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bl.a. har til opgave at sikre konvergens samt bidrage til at øge kvaliteten af det daglige tilsyn, og at der er behov for at udvikle resultatindikatorer, der fokuserer på de lovgivningsmæssige resultater, der er opnået gennem det daglige tilsyn;

H.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder i høj grad har opfyldt deres mandat til at bidrage til lovgivningsprocedurer og til at foreslå tekniske standarder;

I.

der henviser til, at selv om forordningerne om oprettelse af de europæiske tilsynsmyndigheder næsten er identiske, har deres anvendelsesområde udviklet sig meget forskelligt;

J.

der henviser til, at Kommissionen på området for reguleringsmæssige tekniske standarder og tekniske gennemførelsesstandarder er ansvarlig for med eller uden ændringsforslag at vedtage de udkast, der er fremsat af en europæisk tilsynsmyndighed, og at den bør give en detaljeret begrundelse i tilfælde af afvigelser fra disse udkast;

K.

der henviser til, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA's) direkte tilsyn med kreditvurderingsbureauerne kan bidrage til at øge tilsynskvaliteten på dette område;

L.

der henviser til, at reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages som delegerede retsakter og sikrer inddragelse af de europæiske tilsynsmyndigheder på områder, hvor disse råder over større teknisk ekspertise med hensyn til udformning af lovgivning på lavere niveauer;

M.

der henviser til, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i henhold til punkt 2 i deres fælles forståelse om delegerede retsakter skal samarbejde under hele proceduren frem til vedtagelsen af delegerede retsakter med henblik på en tilfredsstillende udøvelse af de delegerede beføjelser og Europa-Parlamentets og Rådets effektive kontrol med disse beføjelser;

N.

der henviser til, at oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme var et vigtigt næste skridt mod sammenhængende tilsyn med banker i euroområdet og i de øvrige deltagende medlemsstater;

O.

der henviser til, at oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme har en vigtig indvirkning på den institutionelle oprettelse af mikro- og makroøkonomisk tilsyn i Unionen, hvilket skal ses i lyset af de beføjelser, der er tillagt ECB på disse områder;

P.

der henviser til, at Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) har stillet nyttige makroøkonomiske henstillinger til rådighed for lovgivningsprocessen, for så vidt angår pengemarkedsfonde, kapitalkrav, realkreditdirektivet eller symmetriske og langsigtede sikkerhedsforanstaltninger i Solvens II (23), som der kun delvist blev taget højde for af Kommissionen og medlovgiverne;

Q.

der henviser til, at ESRB ikke har en forpligtende lovgivningsmæssig rolle, heller ikke hvad angår makroøkonomiske spørgsmål;

R.

der henviser til, at Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg har spillet en vigtig og konstruktiv rolle i forbindelse med ESRB's dagsorden, navnlig ved at tilskynde ESRB til at fokusere på kontroversielle og grundlæggende spørgsmål;

S.

der henviser til, at medlovgiverne eller Kommissionen kunne have taget hensyn til visse af ESRB's forslag, hvis de var fremsat på et tidligere tidspunkt i lovgivningsprocessen;

T.

der henviser til, at ESRB blev oprettet under finanskrisen for at forhindre yderligere krise og fastholde finansiel stabilitet;

U.

der henviser til, at den systemiske risiko, der er forbundet med meget lave renter i en usædvanligt lang periode, aldrig er blevet nævnt i en erklæring fra ESRB;

V.

der henviser til, at pengepolitik kan have væsentlig indflydelse på prisbobler på kreditter og aktiver, og at der derfor kan opstå en interessekonflikt mellem ECB's pengepolitik og ESRB's aktiviteter;

W.

der henviser til, at ESRB efter de første forslag fra Kommissionen skulle have haft over dobbelt så mange ansatte, end det faktisk har, og at udskiftningen i kvalificeret personale skader udvalgets arbejde;

X.

der henviser til, at ESMA ikke har taget hensyn til ESRB's erklæringer om EMIR-forordningen;

Y.

der henviser til, at ESRB, der er oprettet uden for ECB, ikke har mulighed for at henvende sig til ECB i udtalelser, henstillinger eller varslinger, jf. artikel 130 i TEUF;

Z.

der henviser til, at ESRB's struktur og størrelsen på dets besluttende organ hindrer en hurtig beslutningsproces;

AA.

der henviser til, at det i henstilling ESRB/2011/3 påpeges, at centralbankerne bør have en førende rolle på området for makroprudentielt tilsyn, og at centralbankernes repræsentanter i overensstemmelse hermed nødvendigvis bør være medlemmer af ESRB's beslutningstagende organer;

AB.

der henviser til, at medlemsskabet af ESRB i høj grad er centreret omkring centralbankerne, som spiller en vigtig rolle, men også har lignende perspektiver;

AC.

der henviser til, at store dele af den sektorspecifikke lovgivning, som tillægger specifikke beføjelser til de europæiske tilsynsmyndigheder, endnu ikke er trådt i kraft, hvilket gør det tilsvarende umuligt for de europæiske tilsynsmyndigheder at varetage deres opgaver;

AD.

der henviser til, at lovgivning, der er knyttet til finansielle markeder, finansielle tjenesteydelser og finansielle produkter er stærkt fragmenteret, og mangfoldigheden af retsakter forårsager smuthuller, overlapning af rapporteringsforpligtelser, institutionel divergens og dobbeltregulering og kan afstedkomme utilsigtede konsekvenser og negative indvirkninger på realøkonomien;

AE.

der henviser til, at USA har oprettet et føderalt tilsynsorgan for finansiel forbrugerbeskyttelse med et stærkt mandat;

AF.

der henviser til, at gennemsigtighed og uafhængighed er vigtige elementer i god forvaltningspraksis, og at det er vigtigt at øge gennemsigtigheden i de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde og deres uafhængighed;

AG.

der henviser til, at selv om de europæiske tilsynsmyndigheder generelt fungerer på en gennemsigtig måde i medfør af oplysningerne på deres websteder, er der behov for øget gennemsigtighed i deres arbejde og fremskridt på området for rådgivning og forslag samt yderligere oplysninger om spørgsmål, såsom taskforcer og arbejdsgrupper;

AH.

der henviser til, at selv om Kommissionen såvel formelt som uformelt er involveret i de europæiske tilsynsmyndigheders aktiviteter, forløber dens deltagelse endnu ikke på et gennemsigtigt grundlag, og dens rolle bør tilpasses den rolle, der kendetegner Europa-Parlamentet og Rådet, således at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved de europæiske tilsynsmyndigheders uafhængighed;

AI.

der henviser til, at interessentgruppernes bidrag til de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde lader til at være blevet begrænset;

AJ.

der henviser til, at øget gennemsigtighed er af afgørende betydning for interessentgrupperne for at skabe velovervejede og velfungerende regler for de finansielle markeder, og at samarbejdet med markedsdeltagerne ville fungere endnu bedre, hvis disse grupper var mere gennemsigtige, for så vidt angår sammensætningen af gruppen og de opgaver, der tildeles gruppen;

AK.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør støtte Kommissionen ved at stille deres ekspertise inden for finansielle tjenesteydelser til rådighed på en gennemsigtig måde;

AL.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør bistå Kommissionen og medlovgiverne ved at vurdere, i hvilket omfang lovgivningen opfylder de reguleringsmæssige målsætninger, og offentliggøre denne vurdering af hensyn til gennemsigtigheden; der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør fremkomme med formelle udtalelser om den foreslåede EU-lovgivning og vurdere holdbarheden af den dokumentation og de analyser, der er indeholdt i lovgivningsforslagets konsekvensvurdering;

AM.

der henviser til, at dommen fra Den Europæiske Unions Domstol i sag C-270/12 indikerede et potentielt udvidet anvendelsesområde for Det Europæiske Finanstilsynssystems aktiviteter i medfør af artikel 114 i TEUF sammenlignet med den hidtidige fortolkning af dommen i sag C-9/56 Meroni  (24) på det tidspunkt, hvor ESFS blev oprettet, og Kommissionen bør derfor vurdere dens mulige følger under den forestående revision af ESFS;

AN.

der henviser til, at ECB's tilsyn med finansielle konglomerater, som beskæftiger sig med bank- og forsikringsaktiviteter, begrænses af retsgrundlaget for de fælles tilsynsmyndigheder;

AO.

der henviser til, at oprettelsen af fælles tilsynsmekanismer ændrer den tilgrundliggende tilsynsordning for ESFS og skaber en vis grad af asymmetri mellem de forskellige myndigheder og omfanget af deres tilsyn;

AP.

der henviser til, at det efter de fælles tilsynsmekanismers ikrafttræden især er vigtigt at undgå tilsynsarbitrage, sikre lige vilkår, sikre et velfungerende indre marked, forebygge markedsforvridninger samt opretholde grundlæggende frihedsrettigheder;

AQ.

der henviser til, at ECB og de europæiske tilsynsmyndigheder anvender forskellige rapporteringsstandarder og -intervaller, og at indførelsen af fælles tilsynsmyndigheder kan udgøre en fare for overlapning af rapporteringskrav, hvis de nationale myndigheder ikke samarbejder tilstrækkeligt med de fælles tilsynsmyndigheder og de europæiske tilsynsmyndigheder;

AR.

der henviser til, at retten til at foretage undersøgelser af eventuelle krænkelser af EU-lovgivningen og bindende mægling sjældent er blevet taget i brug, og at de europæiske tilsynsmyndigheder kun råder over meget begrænsede muligheder for at indlede undersøgelser af påståede overtrædelser af lovgivningen ved de nationale kompetente myndigheder;

AS.

der henviser til, at beslutninger, der berører de nationale tilsynsmyndigheder, for så vidt angår mulige overtrædelser af EU-lovgivningen, træffes af de nationale tilsynsmyndigheder, der er repræsenteret i de europæiske tilsynsmyndigheders tilsynsråd;

AT.

der henviser til, at der under indflydelse af de bindende mæglingsbeføjelser for de europæiske tilsynsmyndigheder blev fundet mange nyttige løsninger mellem de nationale tilsynsmyndigheder;

AU.

der henviser til, at det har været svært for de nationale repræsentanter at adskille deres rolle i henholdsvis den kompetente nationale myndighed og den europæiske beslutningsproces, hvilket udfordrer deres evne til reelt at overholde kravet om at handle uafhængigt og objektivt udelukkende i EU's interesse som helhed i overensstemmelse med artikel 42 i forordningerne for de europæiske tilsynsmyndigheder;

AV.

der henviser til, at gruppepres ikke har virket efter hensigten i den oprindelige udformning af de europæiske tilsynsmyndigheder, og at det er nødvendigt at sætte disse myndigheder i stand til at påvirke udviklingen;

AW.

der henviser til, at visse europæiske tilsynsmyndigheder fortsat kæmper med at indsamle de nødvendige oplysninger i det nødvendige format, så de kan udføre deres arbejde, og at EBA var nødt til at gennemføre stresstests, men i visse tilfælde hverken havde de nødvendige retlige beføjelser til at indsamle de nødvendige oplysninger til disse tests eller til at kontrollere de oplysninger, der viste sig at være unøjagtige;

AX.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder kan afholde sig fra at anmode om visse nødvendige oplysninger, da de forventer en afvisning fra deres tilsynsråd;

AY.

der henviser til, at den nyligt vedtagne lovgivning har styrket de europæiske tilsynsmyndigheders beføjelser til at undersøge eventuelle krænkelser eller manglende overholdelse af EU-lovgivningen samt forpligtet de kompetente myndigheder til at forelægge den relevante europæiske tilsynsmyndighed alle nødvendige oplysninger, herunder om lovgivningen anvendes i henhold til EU-lovgivningen;

AZ.

der henviser til, at der under oprettelsen af de fælles tilsynsmekanismer blev gjort visse fremskridt med hensyn til at tildele EBA de nødvendige beføjelser til at indsamle oplysninger direkte, men at denne kapacitet skal tildeles andre europæiske tilsynsmyndigheder;

BA.

der henviser til, at retningslinjer har vist sig at være et nyttigt og nødvendigt instrument til at dække reguleringsmæssige lakuner i tilfælde, hvor de europæiske tilsynsmyndigheder ikke var tildelt nogen beføjelser i den sektorspecifikke lovgivning;

BB.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder har mandat til at kontrollere medlemsstaternes gennemførelse af EU-lovgivningen, men mangler ressourcerne til at vurdere den faktiske håndhævelse;

BC.

der henviser til, at MiFID I-direktivet (25) er gennemført i samtlige medlemsstater, men at visse medlemsstater nægter at gennemføre og håndhæve forbrugerbeskyttelsesreglerne i praksis;

BD.

der henviser til, at deltagelsen af repræsentanter for de europæiske tilsynsmyndigheder i tilsynskollegier har forbedret kollegiernes funktion, men at kollegierne kun har gjort begrænset fremskridt med henblik på at fremme tilsynskonvergensen;

BE.

der henviser til, at stemmeretten i de europæiske tilsynsmyndigheders tilsynsråd ikke er proportional med størrelsen på den relevante medlemsstat, som det for øjeblikket er tilfældet i ECB og andre europæiske agenturer;

BF.

der henviser til, at ændringerne af EBA's oprindelige afstemningssystem, som havde vist sig at sikre retfærdig behandling af medlemsstaterne og gnidningsløse arbejdsvilkår for de europæiske tilsynsmyndigheder, var en koncession til visse medlemsstater og gjorde beslutningsprocedurerne i tilsynsrådet mere byrdefulde og tunge;

BG.

der henviser til, at der ikke bør forekomme forskelsbehandling på grundlag af alder eller køn i forbindelse med udnævnelsen af formænd i de europæiske tilsynsmyndigheder, et embede, der bør annonceres bredt i hele Unionen;

BH.

der henviser til, at formanden, den administrerende direktør og medlemmerne af tilsynsrådet og styrelsesudvalget bør være i stand til at handle uafhængigt og udelukkende i Unionens interesse;

BI.

der henviser til, at visse medlemsstaters nationale tilsynsmyndigheder har haft vanskeligt ved at opfylde deres obligatoriske bidrag til de europæiske tilsynsmyndigheders budgetter;

BJ.

der henviser til, at medlemsstaternes obligatoriske bidrag er i strid med de europæiske tilsynsmyndigheders uafhængighed;

BK.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder har oplyst, at de har haft vanskeligt ved at ansætte medarbejdere med en vis anciennitet, og at de begrænses i at opfylde deres mandat på grund af mangel på ressourcer og medarbejdere, mens de tilgængelige ressourcer ikke afspejler de opgaver, der skal udføres;

BL.

der henviser til, at den nuværende finansiering af de europæiske tilsynsmyndigheder gennem et system med blandet finansiering ikke er fleksibel, skaber administrative byrder og udgør en trussel mod agenturernes uafhængighed;

BM.

der henviser til, at det lovgivningsmæssige mandat til at udarbejde gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter har været en prioritet for de europæiske tilsynsmyndigheder under deres oprettelsesfase og har haft en uforholdsmæssigt stor betydning i deres arbejdsbyrde i forhold til andre ansvarsområder;

BN.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder ikke har været i stand til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til den centrale funktion med hensyn til at foretage økonomiske analyser af de finansielle markeder (jf. artikel 8, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010), hvilket er et væsentligt grundlag for at udarbejde regler af høj kvalitet;

BO.

der henviser til, at det fælles mandat til at udarbejde en rapport om forbrugertendenser kræver, at alle medlemsstaterne indsamler oplysninger om disse tendenser;

BP.

der henviser til, at EBA stadig mangler et retsgrundlag i forbindelse med betalingstjenester og direktivet om forbrugerkredit (26) et al.;

BQ.

der henviser til, at visse krav, som de europæiske tilsynsmyndigheder har fastsat over for alle markedsdeltagere, ansås for at være byrdefulde, uhensigtsmæssige og ikke proportionale med modtagernes størrelse og forretningsmodel, og at den sektorspecifikke lovgivning ikke altid sikrede tilstrækkelig fleksibilitet i anvendelsen af EU-lovgivningen;

BR.

der henviser til, at ECB har ret til at deltage i Rådets arbejdsgrupper, mens de europæiske tilsynsmyndigheder i stor udstrækning ikke deltager i den formelle beslutningsproces;

BS.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheders indsats, anvendelse af ressourcer og resultater på området for forbrugerbeskyttelse var uensartede og mærkbart ringe i forhold til EBA;

BT.

der henviser til, at dårlig selskabsledelse og en svag ordning for offentliggørelse af oplysninger var betydelige medvirkende faktorer til den nuværende krise;

BU.

der henviser til, at de nye Basel-tilsynsprincipper omfatter to nye principper om selskabsledelse, gennemsigtighed og offentliggørelse;

BV.

der henviser til, at uhensigtsmæssigt salg, illoyal konkurrence og rent seeking-adfærd kan hæmme forbrugerne;

BW.

der henviser til, at Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og EBA ikke stillede nogen tilbundsgående rapporter om forbrugertendenser til rådighed;

BX.

der henviser til, at offentliggørelsen af ESRB's rapport om finansiel stabilitet, som ECB's formand Mario Draghi havde givet tilsagn om, endnu ikke er realiseret;

BY.

der henviser til, at behovet for at træffe afgørelse om spørgsmål om forbrugerbeskyttelse kræver et tilsvarende ekspertiseniveau blandt medlemmerne af de europæiske tilsynsmyndigheder, selv om nogle af dem ikke har et tilsvarende mandat til det i deres medlemsstat;

BZ.

der henviser til, at de gældende beskyttelsesklausuler, som er omhandlet i artikel 38, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010 begrænser mulighederne for bilæggelse af tvister i overensstemmelse med artikel 18 og 19 heri, navnlig i tilfælde med grænseoverskridende koncernafvikling i medfør af direktivet om genopretning og afvikling af banker, eftersom de endelige beslutningsbeføjelser er overladt til den medlemsstat, der har det finanspolitiske ansvar for den pågældende institution;

1.

anmoder Kommissionen om senest den 1. juli 2014 at fremsende Parlamentet lovgivningsforslag til revision af forordninger (EU) nr. 1092/2010, (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010, (EU) nr. 1095/2010 og (EU) nr. 1096/2010, hvor de detaljerede henstillinger i bilaget hertil skal følges på grundlag af de erfaringer, man har opnået siden oprettelsen af de europæiske tilsynsmyndigheder, og på grundlag af en dybdegående analyse af retsgrundlaget og de alternativer, der er disponible under artikel 114 i TEUF, herunder seneste retspraksis;

2.

bekræfter, at henstillingerne respekterer grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

3.

mener, at forslagenes finansielle følgevirkninger bør dækkes af tilstrækkelige budgetbevillinger fra Unionens budget under hensyntagen til de europæiske tilsynsmyndigheders mulighed for at fratrække gebyrer fra enheder under deres tilsyn;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de medfølgende detaljerede henstillinger til Kommissionen og Rådet.

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/27

—

der henviser til artikel 1, 10 og 16 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 15 og 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 11 i TEU og institutionernes pligt til at opretholde en åben, gennemsigtig og løbende dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 41 (ret til god forvaltning) og artikel 42 (ret til aktindsigt),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1700/2003 af 22. september 2003 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 354/83 om åbning for offentligheden af de historiske arkiver for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2),

—

der henviser til sin beslutning af 14. september 2011 om aktindsigt for 2009-2010 (3),

—

der henviser til retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol og Retten om aktindsigt og navnlig til Domstolens afgørelser i sagerne Access Info Europe (sag C-280/11 P), Donau Chemie (C-536/11), IFAW mod Kommissionen (C-135/11) (4), My Travel (C-506/08 P), Turco (de forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P) og til Rettens afgørelser i sagerne In ‘t Veld mod Rådet (T-529/09), Tyskland mod Kommissionen (T-59/09), EnBW mod Kommissionen (T-344/08), Sviluppo Globale (T-6/10), Internationaler Hilfsfonds (T-300/10), European Dynamics (T-167/10), Jordana (T-161/04) og CDC (T-437/08),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 30. april 2008 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (COM(2008)0229),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 20. marts 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (COM(2011)0137),

—

der henviser til Europarådets konvention fra 2008 om aktindsigt i offentlige dokumenter,

—

der henviser til årsrapporterne for 2011 og 2012 fra Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet om aktindsigt jf. artikel 17 i forordning (EF) nr. 1049/2001,

—

der henviser til rammeaftalen fra 2010 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. november 2002 mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Europa-Parlamentets adgang til Rådets følsomme oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område,

—

der henviser til sine beslutninger af 12. september 2013 om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012 (5) og 17. december 2009 om de forbedringer af retsreglerne om aktindsigt, der er nødvendige som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden (forordning (EF) nr. 1049/2001) (6),

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 104, stk. 7,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0148/2014),

A.

der henviser til, at Lissabontraktaten har været i kraft i fire år; der henviser til, at artikel 15 i TEUF opstiller de forfatningsmæssige rammer for åbenhed i EU-institutionerne og fastsætter den grundlæggende ret til aktindsigt i EU's institutioners, organers, kontorers og agenturers dokumenter for EU-borgere og enhver fysisk eller juridisk person, der er bosiddende i en medlemsstat; der henviser til, at denne ret bør udøves i overensstemmelse med de generelle principper og begrænsninger, der er fastsat i de forordninger, som Parlamentet og Rådet har vedtaget;

B.

der henviser til, at artikel 298 i TEUF indeholder bestemmelser om en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

C.

der henviser til, at der som hovedregel bør være fuld adgang til lovgivningsmæssige dokumenter, og at undtagelser med hensyn til ikkelovgivningsmæssige dokumenter bør indskrænkes;

D.

der henviser til, at åbenhed er grundlæggende for en demokratisk europæisk union af borgere, der kan deltage fuldt ud i den demokratiske proces og udøve offentlig kontrol; der henviser til, at en åbenhed i forvaltningen tilgodeser borgernes interesser, styrker kampen mod korruption og øger legitimiteten af Unionens politiske system og lovgivning;

E.

der henviser til, at offentlighedens vidtgående aktindsigt er et vigtigt element i et levende demokrati;

F.

der henviser til, at borgere i et sundt demokrati ikke bør være afhængige af whistleblowere for at få sikret åbenhed omkring deres regeringers beføjelser og aktiviteter;

G.

der henviser til, at borgerne har ret til at vide, hvordan beslutningsprocessen fungerer, hvordan deres repræsentanter agerer, og til at holde dem ansvarlige og vide, hvordan offentlige midler tildeles og bruges;

H.

der henviser til, at EU-lovgivningen om aktindsigt stadig ikke anvendes korrekt af Unionens administration; der henviser til, at undtagelserne i forordning (EF) nr. 1049/2001 anvendes rutinemæssigt af disse administrationer snarere end undtagelsesvist;

I.

der henviser til, at en institution, der nægter aktindsigt i et dokument, som den er blevet anmodet om at offentliggøre, ifølge retspraksis i princippet skal forklare, hvordan offentliggørelse af det pågældende dokument specifikt og reelt kan underminere den interesse, som beskyttes af undtagelsen — blandt dem, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001 (se In ‘t Veld mod Rådet (7));

J.

der henviser til, at en specifik og forudsigelig trussel mod den pågældende interesse ikke kan skabes ved den blotte frygt for over for EU-borgere at offentliggøre divergerende holdninger mellem institutionerne angående retsgrundlaget for EU's internationale aktivitet og således for at skabe tvivl om denne aktivitets lovlighed (se In ‘t Veld mod Rådet (8));

K.

der henviser til, at seks ud af ti af Den Europæiske Ombudsmands topundersøgelser i 2012 angik gennemsigtighed;

L.

der henviser til, at statistikken for anvendelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 viser et fald i antallet af oprindelige begæringer i alle tre institutioner;

M.

der henviser til, at antallet af specificerede begærede dokumenter er faldet i Parlamentet (fra 1 666 i 2011 til 777 i 2012); der henviser til, at procentdelen af begæringer om uspecificerede dokumenter, f.eks. »alle dokumenter vedrørende …«, er steget i Parlamentet (fra 35,5 % i 2011 til 53,5 % i 2012); der henviser til, at antallet af begærede dokumenter fra Rådet er faldet (fra 9 641 i 2011 til 6 166 i 2012) (9);

N.

der henviser til, at de kvantitative data, der er præsenteret i årsberetningerne fra 2012 indikerer, at både Kommissionen (fra 12 % i 2011 til 17 % i 2012) og Rådet (fra 12 % i 2011 til 21 % i 2012) i stigende grad har nægtet aktindsigt, mens Parlamentet viser stabile tal for afslag på fuld aktindsigt (5 % i både 2011 og 2012);

O.

der henviser til, at Kommissionen fremviser en væsentlig stigning i antallet af genfremsatte begæringer (fra 165 i 2011 til 229 i 2012), hvilket resulterer i en lille stigning i fuldt reviderede afgørelser, et fald i delvist reviderede afgørelser og en stigning i bekræftede afgørelser, mens både Rådet og Parlamentet fremviser relativt stabile tal for genfremsatte begæringer (Rådet: fra 27 i 2011 til 23 i 2012, Parlamentet: fra fire i 2011 til seks i 2012);

P.

der henviser til, at en række begæringer resulterede i indgivelsen af klager hos Den Europæiske Ombudsmand (Kommissionen: fra ti i 2011 til 20 i 2012, Rådet: fra to i 2011 til fire i 2012, Parlamentet: en i både 2011 og 2012);

Q.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand afsluttede en række klager i 2011 og 2012 med kritiske bemærkninger eller forslag om yderligere handling (Kommissionen: fra 10 ud af 18 i 2011 til 8 ud af 10 i 2012, Rådet: ingen oplysninger, Parlamentet: fra 0 ud af 0 i 2011 til en ud af en i 2012);

R.

der henviser til, at en række begæringer om aktindsigt har resulteret i sager, der indgives hos Retten eller appelleres til Domstolen (Kommissionen: fra 15 sager og tre appelsager i 2011 til 14 sager og en appelsag i 2012, Rådet: fra en sag og to appelsager i 2011 til en appelsag i 2012 (10), Parlamentet: ingen 2011 eller 2012);

S.

der henviser til, at Retten i det store og hele har afsagt dom til fordel for større gennemsigtighed og ellers i flere tilfælde har tilføjet afklaring af forordning (EF) nr. 1049/2001 (Kommissionen: fem ud af seks (11) i 2011 og fem ud af fem i 2012 (12), Rådet: en ud af en i 2011 (Access Info Europe, T-233/09) og en ud af fire i 2012 (In ‘t Veld, T-529/09), Parlamentet: en ud af to i 2011 (13) (Toland, T-471/08) og en ud af en i 2012 (Kathleen Egan og Margaret Hackett, T-190/10));

T.

der henviser til, at Domstolen i det store og hele har afsagt dom til fordel for større gennemsigtighed i følgende sager: Kommissionen: en ud af en i 2011 [My Travel, C-506/08] og en ud af tre i 2012 [IFAW, C-135/11 P] (14), Rådet og Parlamentet: ingen afgørelser i 2011 eller 2012;

U.

der henviser til, at Kommissionens, Rådets og Parlamentets årsberetninger ikke indeholder sammenlignelige statistiske oplysninger; der henviser til, at de tre institutioner ikke overholder de samme standarder for fuldstændighed ved præsentationen af statistikker;

V.

der henviser til, at den begrundelse, der oftest er anført for undtagelser, er »hensynet til beskyttelse af beslutningsprocessen«, som Kommissionen og Rådet har anvendt efter oprindelige begæringer (Kommissionen: 17 % i 2011 og 20 % i 2012, Rådet: 41 % i både 2011 og 2012); der henviser til, at »beskyttelse af internationale forbindelser« var Rådets næstmest anvendte begrundelse; der henviser til, at for Parlamentets vedkommende var »beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet« den mest almindelige undtagelse;

W.

der henviser til, at det ikke er lykkedes for institutionerne at gennemføre artikel 15, stk. 2, og artikel 15, stk. 3, femte afsnit, i TEUF angående Europa-Parlamentets og Rådets forpligtelse til at mødes i offentlighed, når de overvejer et udkast til lovgivningsmæssig retsakt, og til at udgive dokumenterne i forbindelse med lovgivningsprocedurerne i henhold til de betingelser, der er fastsat i forordningerne, som er omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet afsnit;

X.

der henviser til, at artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 indeholder en undtagelse for gennemsigtighed, »hvis dokumentets udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse af dokumentet«; der henviser til, at denne bestemmelse er dateret før Lissabontraktaten og skal bringes i overensstemmelse med artikel 15 i TEUF;

Y.

der henviser til, at Domstolens afgørelse i sagen Access Info Europe (15) har bekræftet, at udgivelse af medlemsstaternes navne og deres forslag ikke skader beslutningsprocessen; der henviser til, at Retten i sine tidligere afgørelser i denne sag havde afsagt dom om, at borgernes udøvelse af deres demokratiske rettigheder nemlig forudsætter, at de i detaljer kan følge beslutningsprocessen;

Z.

der henviser til, at internationale aftaler har indvirkning på EU-lovgivningen; der henviser til, at relaterede dokumenter i princippet bør være offentlige uden at berøre retmæssige undtagelser; der henviser til, at anvendelsen af undtagelsen for beskyttelsen af internationale forbindelser er gældende som anført i punkt 19 i In ‘t Veld mod Rådet (T-529/09);

AA.

der henviser til, at trepartsforhandlinger mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet er med til at definere udarbejdelsen af EU-lovgivningen; der henviser til, at trepartsforhandlinger ikke er offentlige, og at dokumenter vedrørende uformelle trepartsforhandlinger, herunder dagsordener og sammenfattende rapporter, ikke som standard offentliggøres hverken for offentligheden eller Parlamentet, hvilket er i strid med artikel 15 i TEUF;

AB.

der henviser til, at dokumenter, der er udarbejdet eller besiddes af Rådets formandskab i forbindelse med dets arbejde i denne rolle, skal være tilgængelige ifølge EU's gennemsigtighedsregler;

AC.

der henviser til, at forhandlingerne om revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001 har befundet sig i et dødvande; der henviser til, at det nye instrument skal sørge for væsentlig mere gennemsigtighed end status quo;

AD.

der henviser til, at anmodninger om møder for lukkede døre i Parlamentet i princippet bør behandles i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001; der henviser til, at sådanne anmodninger skal evalueres af Parlamentet fra sag til sag og ikke skal imødekommes automatisk;

AE.

der henviser til, at klassificeringen af dokumenter i fortrolighedsniveauer henhørende under anvendelsesområdet for rammeaftalen fra 2010 om forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen eller som »følsomme dokumenter« under artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001 bør ske på grundlag af omhyggelig og specifik overvejelse; der henviser til, at overklassificering fører til unødvendig og disproportioneret hemmeligholdelse af dokumenter og til møder, der afholdes for lukkede døre uden tilstrækkelig begrundelse;

AF.

der henviser til, at gennemsigtighed stadig er hovedreglen, også i forhold til en kartelsamarbejdsordning; der henviser til, at et automatisk forbud mod offentliggørelse er et brud på reglen om gennemsigtighed som fastlagt i traktaterne; der henviser til, at hemmeligholdelse er undtagelsen og skal begrundes fra sag til sag af nationale dommere med hensyn til erstatningssøgsmål;

AG.

der henviser til, at det anbefales, at der udarbejdes EU-retningslinjer som et nyttigt redskab for dommere; der henviser til, at sådanne retningslinjer skal skelne mellem virksomhedsdokumenter og kartelsager, som er i Kommissionens besiddelse;

1.

minder om, at åbenhed er hovedreglen, og at Lissabontraktaten fastsætter den grundlæggende ret til aktindsigt;

2.

minder om, at der er behov for størst mulig aktindsigt for effektivt at give borgerne og civilsamfundet mulighed for at kommentere alle aspekter af EU's aktiviteter;

3.

minder om, at gennemsigtighed øger offentlighedens tillid til EU's institutioner, idet borgerne får mulighed for at holde sig informeret og deltage i Unionens beslutningsproces og på denne måde bidrage til at gøre EU mere demokratisk;

4.

minder om, at enhver afgørelse, der nægter aktindsigt, skal grundlægges på klare og nøje definerede juridiske undtagelser ledsaget af argumenteret og specifik begrundelse, der giver borgeren mulighed for at forstå afslaget på aktindsigt og for effektivt at gøre brug af de tilgængelige retsmidler;

5.

minder om behovet for at skabe en passende balance mellem gennemsigtighed og databeskyttelse, således som dommen i sagen Bavarian Lager gjorde det klart, og understreger, at databeskyttelse ikke bør »misbruges«, navnlig ikke til at dække over interessekonflikter og utilbørlig påvirkning i EU's forvaltning og beslutningsprocesser; påpeger, at Domstolens dom i sagen Bavarian Lager er baseret på den aktuelle ordlyd i forordning (EF) nr. 1049/2001 og ikke er til hinder for, at ordlyden ændres, hvilket er tvingende nødvendigt, navnlig efter den klare proklamation i traktaterne og i chartret om grundlæggende rettigheder af retten til aktindsigt;

6.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til nøje at anvende forordning (EF) nr. 1049/2001 under fuld hensyntagen til retspraksis med relation dertil, og til at bringe deres eksisterende interne regler i overensstemmelse med forordningens bogstav og ånd, navnlig for så vidt angår frister for svar på anmodninger om aktindsigt, idet det skal sikres, at dette ikke fører til længere frister; opfordrer Rådet til at offentliggøre protokoller fra møderne i Rådets arbejdsgrupper, herunder, i lyset af sagen Access Info Europe, medlemsstaternes navne og deres forslag;

7.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til ved anvendelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 nøje at vurdere mulighederne for delvis offentliggørelse af et dokument, en tabel, en grafik, et afsnit eller en sætning;

8.

opfordrer EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer til at videreudvikle en mere proaktiv tilgang til gennemsigtighed ved at gøre så mange typer dokumenter som muligt offentligt tilgængelige på deres hjemmesider, herunder interne forvaltningsdokumenter, og medtage dem i deres offentlige registre; mener, at denne tilgang vil bidrage til at sikre effektiv gennemsigtighed samt til at undgå unødige retssager, som kan skabe unødvendige omkostninger og byrder for såvel institutionerne som borgerne;

9.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til fuldt ud at anvende artikel 11 i forordning (EF) nr. 1049/2001 og etablere offentlige dokumentregistre med klare og tilgængelige strukturer, gode søgefunktioner, regelmæssigt opdaterede oplysninger om nye udarbejdede og registrerede dokumenter, inklusion af henvisninger til ikkeoffentlige dokumenter, og, for at bistå offentlige brugere, brugervejledning om de typer dokumenter, der føres i et register;

10.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til systematisk og omgående at offentliggøre i deres dokumentregistre alle dokumenter, som ikke tidligere har været offentligt tilgængelige, og som offentliggøres via anmodninger om aktindsigt;

11.

opfordrer administrationerne til at yde fuld angivelse af alle dokumenter, der er omfattet af en begæring om aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001, efter den oprindelige begæring;

12.

understreger, at brug af Den Europæiske Ombudsmand udgør en værdifuld valgmulighed, når nægtelsen af aktindsigt er blevet bekræftet af den berørte administration; minder dog om, at der ikke findes midler til at håndhæve Ombudsmandens afgørelser;

13.

understreger, at retssager medfører særdeles langvarige processer, risiko for høje og tilmed uoverkommelige udgifter og et usikkert udfald, der bliver en urimelig byrde for borgere, som ønsker at gøre indsigelse mod en afgørelse om at nægte (delvis) aktindsigt; understreger, at dette i praksis betyder, at der ikke findes effektive retsmidler mod et afslag på en begæring om aktindsigt i dokumenter;

14.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at vedtage hurtigere, mindre besværlige og mere tilgængelige procedurer for håndtering af klager over afslag på aktindsigt, så behovet for retssager reduceres, og der skabes en ægte gennemsigtighedskultur;

15.

understreger, at de tre institutioners og organernes og agenturernes årsberetninger bør præsentere tallene i et sammenligneligt format, der f.eks. bør omfatte: antallet af begærede dokumenter, antallet af begæringer, antal dokumenter, der er givet (delvis) aktindsigt i, antal godkendte begæringer før og efter genfremsat begæring, og antallet af dokumenter, for hvilke Domstolen har bevilget aktindsigt, delvis aktindsigt eller nægtet aktindsigt;

16.

opfordrer EU-institutionerne til at afholde sig fra at forlange, at modparten afholder omkostningerne i forbindelse med retssager, og til at sikre, at borgere ikke forhindres i at anfægte afgørelser på grund af manglende midler;

17.

bemærker, at medlemsstaterne skal tilpasse sig til det nye regelsæt for gennemsigtighed, som er fastlagt i Lissabontraktaten og illustreret ved sagen Tyskland mod Kommissionen (T-59/09), hvor Tyskland modsatte sig offentliggørelsen af dokumenter med relation til et modtaget påkrav med påberåbelse af beskyttelsen af offentlighedens interesser i forbindelse med »internationale forbindelser«, og hvor Retten afgjorde, at »internationale forbindelser« skal opfattes som en term i EU-lovgivningen og derfor ikke gælder for kommunikationer mellem Kommissionen og en medlemsstat;

18.

opfordrer EU-institutionerne til at forbedre deres svartid på begæringer om aktindsigt og genfremsatte begæringer;

19.

vedtager at undersøge, hvordan drøftelserne i Parlamentets Præsidium og Formandskonference kan gøres mere gennemsigtige, bl.a. ved at føre detaljerede protokoller og offentliggøre disse;

20.

udtrykker sin skuffelse over, at der ikke er sket fremskridt siden december 2011, hvor Parlamentet vedtog sin holdning ved førstebehandlingen af revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001, eftersom Rådet og Kommissionen tilsyneladende ikke er klar til at indgå i realitetsforhandlinger; opfordrer derfor Rådet til langt om længe at fremskynde revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001, opfordrer Rådet og Parlamentet til at blive enige om et nyt instrument, der sikrer væsentlig større gennemsigtighed, herunder en effektiv gennemførelse af artikel 15 i TEUF;

21.

opfordrer alle EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer til at anvende forordning (EF) nr. 1049/2001 således, at der sikres en logisk sammenhæng med Århuskonventionen; støtter fuldt ud Det Europæiske Lægemiddelagenturs politik med at offentliggøre rapporter om kliniske forsøg med lægemidler på det europæiske marked efter anmodning, så snart beslutningsprocessen for en ansøgning om europæisk markedsføringstilladelse er afsluttet; understreger, at enhver revision af forordning (EF) nr. 1049/2001 fuldt ud bør overholde Århuskonventionen og definere enhver undtagelse i fuld overensstemmelse med denne;

22.

anbefaler, at hver EU-institution eller hvert EU-organ i sin forvaltningsstruktur udpeger en åbenhedsansvarlig, der skal være ansvarlig for overholdelse og for at forbedre praksisser;

23.

opfordrer alle institutionerne til at evaluere og, hvor det er nødvendigt, revidere deres interne ordninger til rapportering af forseelser, og opfordrer til beskyttelse af whistleblowere; opfordrer især Kommissionen til at orientere Parlamentet om sine erfaringer med de nye whistleblowerregler for EU-personale, som blev vedtaget i 2012, og gennemførelsesforanstaltningerne for dem; opfordrer Kommissionen til at stille forslag til beskyttelse af whistleblowers ikke kun moralsk, men også finansielt, for bedre at beskytte og støtte whistleblowers som en del af det demokratiske system;

24.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at harmonisere deres årsberetninger om aktindsigt og til at præsentere statistikker, der ligner hinanden, i en sammenlignelig form og i det omfang, der i størst mulig grad er komplet og inklusivt (f.eks. i tabeller i bilaget, der giver mulighed for direkte sammenligning);

25.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at vedtage de anbefalinger, som Parlamentet har fremlagt i sin tidligere forordning om aktindsigt;

26.

opfordrer EU's institutioner til i deres årlige beretninger om åbenhed at medtage et svar på Parlamentets anbefalinger;

27.

opfordrer Kommissionen til at udvide åbenheden i forbindelse med ekspertgrupper og komitologigrupper ved at afholde deres møder offentligt og offentliggøre ansættelsesproceduren for medlemmer samt oplysninger angående medlemskab, procedurer, dokumenter inkluderet i overvejelser, afstemninger, afgørelser og mødeprotokoller, altsammen online i et standardformat; understreger, at medlemmer af ekspertgrupper og komitologigrupper på forhånd skal oplyse, hvis de har en personlig interesse i de diskuterede emner; opfordrer Kommissionen til at forbedre og fuldt ud gennemføre interne retningslinjer for alle generaldirektorater vedrørende rekrutteringsproceduren (vedrørende bl.a. afbalanceret sammensætning, interessekonflikter og offentlige udbud) og regler for godtgørelse, og til at aflægge rapport om dette spørgsmål ikke kun i den årlige rapport om aktindsigt, men også i generaldirektoraternes årlige aktivitetsrapport; opfordrer Kommissionen til navnlig at rapportere om ekspertgruppen vedrørende det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab;

28.

opfordrer Kommissionen, Rådet og Parlamentet til at sikre den større åbenhed omkring uformelle trepartsforhandlinger ved som standard at afholde møderne offentligt og udgive dokumentationen, herunder kalendere, dagsordener, protokoller, gennemgåede dokumenter, ændringsforslag, afgørelser, oplysninger om medlemsstaternes delegationer og deres holdninger og protokoller, i et standardiseret og lettilgængeligt onlinemiljø uden at berøre undtagelserne i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001;

29.

erindrer om, at artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001 om følsomme dokumenter er et kompromis, der ikke længere afspejler de nye konstitutionelle og retlige forpligtelser, som har været gældende siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

30.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at offentliggøre ajourførte oplysninger om antallet af deres klassificerede dokumenter i henhold til deres klassificering;

31.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en forordning, der fastsætter klare regler og kriterier for klassificeringen af dokumenter af EU's institutioner, organer og agenturer;

32.

opfordrer institutionerne til at vurdere og begrunde anmodninger om møder for lukkede døre i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001;

33.

opfordrer Unionens institutioner til at oprette en uafhængig tilsynsmyndighed i EU for klassificeringen af dokumenter og behandlingen af ansøgninger om afholdelse af møder for lukkede døre;

34.

opfordrer institutionerne til at offentliggøre dokumenter vedrørende EU's budget, gennemførelsen af det og modtagerne af EU-midler og -støtte, og til at gøre dem tilgængelige for borgerne, og understreger, at sådanne dokumenter også skal være tilgængelige via et særligt websted og en særlig database til fremme af finansiel gennemsigtighed i Unionen;

35.

udtrykker bekymring over den rutinemæssige anvendelse af undtagelsen for beskyttelsen af internationale forbindelser som begrundelse for klassificeringen af dokumenter;

36.

minder om, at en institution, der nægter aktindsigt i et dokument, som den er blevet anmodet om at offentliggøre, ifølge retspraksis i princippet skal forklare, hvordan offentliggørelse af det pågældende dokument specifikt og reelt kan underminere den offentlige interesse med hensyn til internationale forbindelser;

37.

understreger, at dette på trods af disse principper stadig ikke er gennemført i praksis, som det fremgår af Rettens afgørelse i sag T-529/09 (In ‘t Veld mod Rådet) angående Rådets afvisning af aktindsigt i en udtalelse fra sin juridiske tjeneste om TFTP-aftalen mellem EU og USA;

38.

understreger, at udtalelser fra institutionernes juridiske tjenester i princippet skal offentliggøres som understreget af Rettens afgørelse i Turco, at »Formålet med forordning (EF) nr. 1049/2001 er, som det er anført i forordningens fjerde betragtning og artikel 1, at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter« (16);

39.

minder om, at den berørte institution, før det vurderes, om undtagelsen i artikel 4, stk. 2, andet led, om beskyttelse af juridisk rådgivning er gældende, skal sikre sig, at dokumentet, som den bliver bedt om at offentliggøre, reelt vedrører juridisk rådgivning, og i givet fald skal den afgøre, hvilke dele deri der faktisk er berørt og således kan være dækket af undtagelsen (Turco, punkt 38);

40.

opfordrer institutionerne til at overholde Turco-dommen om udtalelser fra juridiske tjenester udarbejdet inden for rammerne af lovgivningsprocessen, der fastslog, at det netop er »åbenhed på dette punkt, som vil bidrage til at give institutionerne større legitimitet i unionsborgernes øjne og til at styrke borgernes tillid til institutionerne ved at muliggøre en åben debat af de forskellige synspunkter«, og at det således snarere er »manglen på information og debat, som kan skabe tvivl hos borgerne, ikke blot hvad angår lovligheden af en bestemt foranstaltning, men også hvad angår beslutningsprocedurens legitimitet som helhed« (17);

41.

understreger, at som det blev fastslået i sagen In ‘t Veld mod Rådet (T-529/09) (18), kan en specifik og forudsigelig trussel mod den pågældende interesse ikke skabes ved den blotte frygt for over for EU-borgere at offentliggøre divergerende holdninger mellem institutionerne angående retsgrundlaget for EU's internationale aktivitet og således for at skabe tvivl om denne aktivitets lovlighed;

42.

understreger, at Domstolen har afsagt kendelsen i sag C-536/11, punkt 43, at »hver anmodning om aktindsigt til [kartelsagen] skal bedømmes fra sag til sag [af de nationale retsinstanser] under hensyntagen til alle de relevante faktorer i sagen«;

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Europarådet.

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/35

—

der henviser til vigtigheden af retten til at indgive andragender og af, at de parlamentariske organer straks bliver opmærksomme på specifikke problemer og synspunkter blandt EU-borgere eller -indbyggere, som omhandlet i artikel 24 og 227 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til bestemmelserne i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, særlig artikel 44 om retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet,

—

der henviser til bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde angående traktatbrudsproceduren, særlig artikel 258 og 260,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 202, stk. 8,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0131/2014),

A.

der henviser til, at antallet af andragender modtaget i 2013, som var Borgernes Europaår, nåede op på 2 885, hvilket svarer til en stigning på næsten 45 % i forhold til 2012; og der gør opmærksom på, at der i indeværende valgperiode indtil videre er blevet registreret næsten 10 000 andragender;

B.

der henviser til, at et sådant antal, selv om det er beskedent i forhold til befolkningen i Den Europæiske Union, ikke desto mindre er udtryk for en markant stigning i bevidstheden om retten til at indgive andragender og den berettigede forventning til nytten af andragender som et middel til at gøre EU-institutionerne og medlemsstaterne opmærksomme på bekymringerne blandt de enkelte borgere, lokalsamfund, ngo'er, frivillige foreninger og private virksomheder;

C.

der henviser til, at EU's borgere er direkte repræsenterede i den eneste EU-institution, der er valgt af dem, nemlig Europa-Parlamentet; minder om, at retten til at indgive andragender giver dem mulighed for at henvende sig direkte til deres repræsentanter;

D.

der henviser til, at retten til at indgive andragender gør Europa-Parlamentet mere lydhørt over for Unionens borgere og indbyggere og samtidig kan give folk en åben, demokratisk og gennemsigtig mekanisme til at opnå en udenretslig løsning på deres klager, når det er legitimt og begrundet, navnlig når de vedrører problemer med gennemførelsen af EU-lovgivningen; der henviser til, at andragender giver værdifuld feedback til lovgivere og forvaltningsorganer både på EU-plan og i medlemsstaterne;

E.

der henviser til vigtigheden af at forhindre nye uerstattelige tab af biodiversitet, navnlig i Natura 2000-områder; der henviser til, at medlemsstaterne har overtaget forpligtelsen til at sikre beskyttelsen af særlige bevaringsområder i henhold til habitatdirektivet (92/43/EØF) og fugledirektivet (79/409/EØF); der henviser til, at selv om Kommissionen først kan kontrollere overholdelsen af EU-retten i fuld udstrækning, efter at de nationale myndigheder har truffet en endelig afgørelse, er det vigtigt — ikke mindst i miljøanliggender — så tidligt som muligt at sikre sig, at de lokale, regionale og nationale myndigheder korrekt efterlever alle de relevante proceduremæssige krav, som EU-retten stiller, herunder anvendelse af forsigtighedsprincippet;

F.

der henviser til, at det er nødvendigt at øge borgernes deltagelse i EU's beslutningsproces med henblik på at styrke legitimiteten og ansvarliggørelsen; der henviser til, at andragender også udgør et middel til at foretage et »reality check« af de spændinger, der findes i de europæiske samfund, især i tider med økonomisk krise og social uro, som dem, der skyldes virkningerne af de internationale finansmarkeders og banksystemers sammenbrud for Europas befolkning, og minder om, at Udvalget for Andragender afholdt en offentlig høring om dette emne med deltagelse af andragere i september 2013; der henviser til, at mange andragender om finansielle uregelmæssigheder og krænkelser af forbrugernes rettigheder inden for banksektoren har tiltrukket sig udvalgets opmærksomhed, særlig de dramatiske konsekvenser af husstandsudsættelser, hvor hele familier er blevet sat på gaden som følge af urimelige klausuler knyttet til realkreditlån;

G.

der henviser til, at de andragender, som er blevet rettet til Udvalget for Andragender, ofte har givet nyttig input til andre af Europa-Parlamentets udvalg, der er ansvarlige for at udarbejde lovgivning, som i samfundsøkonomisk og miljømæssig henseende skal skabe et sikrere, sundere, gunstigere og mere retfærdigt grundlag for fremtiden for alle europæiske borgere og indbyggere;

H.

der henviser til, at alle andragender vurderes og behandles ud fra sagens realiteter, selv når de kun er indgivet af én EU-borger eller -indbygger, og at alle andragere har ret til at modtage et svar på deres eget sprog;

I.

der henviser til, at det er forskelligt, hvor lang tid det tager at behandle og besvare et andragende, afhængigt af, hvad det handler om, og hvor komplekst det er, men at der skal gøres alt for at reagere behørigt på andragernes bekymringer inden for rimelig tid og på passende måde, og det ikke kun med hensyn til forretningsgange, men også med hensyn til indholdet;

J.

der henviser til, at andragere, hvis andragender efterfølgende bliver behandlet på de regelmæssige møder i Udvalget for Andragender, kan deltage fuldt ud og har ret til at fremlægge deres andragende sammen med mere detaljerede oplysninger og dermed kan bidrage aktivt til udvalgets arbejde ved at give supplerende førstehåndsoplysninger til medlemmerne af udvalget og til Europa-Kommissionen samt til de repræsentanter for medlemsstaterne, der måtte være til stede; og der henviser til, at der i 2013 var 185 andragere, der deltog og var aktivt involveret i udvalgets drøftelser;

K.

der henviser til, at aktiviteterne i Udvalget for Andragender udelukkende er baseret på andragernes input og bidrag sammen med resultaterne af udvalgets egne undersøgelser i hvert enkelt tilfælde, eventuelt suppleret med yderligere ekspertise fra Kommissionen, medlemsstaterne eller andre organer; og til, at udvalgets dagsordener prioriteres og organiseres på grundlag af beslutninger, der træffes af dets medlemmer på demokratisk vis;

L.

der henviser til, at det fremgår af kriterierne for, hvornår andragender kan antages til behandling, som fastlagt i traktaten og Parlamentets regler, at et andragende skal vedrøre et spørgsmål, der henhører under Unionens virksomhedsområde og vedrører andrageren direkte; og til, at nogle andragender som følge heraf afvises, fordi de ikke opfylder disse kriterier;

M.

der henviser til, at retten til at indgive andragender er et afgørende redskab for borgernes deltagelse og demokratiske kontrol, og at den skal gennemføres korrekt fra første til sidste fase i processen; der henviser til, at denne ret fortsat skal sikres til fulde uafhængigt af myndighedernes interesser; der henviser til, at dette princip skal håndhæves forbilledligt på EU-plan i forbindelse med Parlamentets og Kommissionens håndtering af andragender;

N.

der henviser til, at de ovennævnte kriterier er blevet prøvet ved domstolene, og at EU-Domstolen i flere domme, f.eks. i sag T-308/07, har opretholdt kriterierne vedrørende retten til at indgive andragender og fastslået, at afgørelser om, at andragender ikke opfylder betingelserne for behandling, skal være velbegrundede og skal begrundes af udvalget i dets efterfølgende korrespondance med andrageren, og også f.eks. i sag T-280/09 og T-160/10 for så vidt angår andragender, som kan anses som værende for upræcise i deres indhold;

O.

der henviser til, at der ud over de andragender, der er modtaget vedrørende krisens virkninger for de europæiske borgere og indbyggere, som andre centrale spørgsmål, der bekymrer andragerne, kan nævnes miljølovgivning, navnlig spørgsmål vedrørende affaldshåndtering og vandforvaltning, grundlæggende rettigheder, navnlig i relation til barnets rettigheder, rettigheder for handicappede og sundhedsrelaterede spørgsmål, retten til personlig og fast ejendom, spørgsmål vedrørende den frie bevægelighed for personer, forskellige former for forskelsbehandling, herunder navnlig på grund af etnicitet, kultur eller sprog, visum, indvandring og beskæftigelse, og andragender om retssystemet, påstået korruption, forsinkelser i retlige procedurer og mange andre områder;

P.

der henviser til, at eftersom mange andragere, især blandt de yngre dele af befolkningen, gør stor brug af sociale medier som kommunikationskanal, har Udvalget for Andragender udviklet sit eget netværk i Europa-Parlamentets regi og følges regelmæssigt af et stigende antal mennesker på de førende sociale medier, som især er aktive og findes nyttige omkring tidspunkterne for udvalgsmøder; der desuden henviser til, at udvalget også har fået et betydeligt antal faste abonnenter, p.t. 1 500, på sit nyhedsbrev, PETI Journal;

Q.

der henviser til, at Udvalget for Andragender i samme forbindelse har arbejdet sammen med de relevante tjenestegrene i Europa-Parlamentet for at udvikle en ny flersproget webportal til erstatning af det tidligere, mere begrænsede elektroniske system til indgivelse af andragender på Europarl-webstedet; der henviser til, at den nye portal er udformet med henblik på at øge den administrative effektivitet og samtidig gøre proceduren for andragender mere gennemsigtig og interaktiv til gavn for andragerne, Europa-Parlamentets medlemmer og befolkningen generelt;

R.

der i denne forbindelse henviser til den holdning, det har indtaget på grundlag af årsrapporten for 2012, hvori det blev besluttet at sikre en mere effektiv, gennemsigtig og upartisk procedure for andragender under samtidig hensyntagen til medbestemmelsesretten for medlemmerne af Udvalget for Andragender, således at behandlingen af andragender, herunder de forskellige faser af proceduren, kan stå for en domstolsprøvelse;

S.

der henviser til, at Udvalget for Andragender fortsat aktivt interesserer sig for, hvordan forordningen om det europæiske borgerinitiativ bliver anvendt, og er opmærksom på, at de eksisterende retlige rammer har mange svagheder og er ret besværlige og dermed ikke til fulde gengiver ånden i den relevante traktatbestemmelse på trods af den indsats, der blev gjort af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender ved udarbejdelsen af forordningen; og til, at Parlamentet i henhold til revisionsbestemmelsen skal indlede drøftelser om en revision af forordningen, når den har været i kraft i tre år;

T.

der henviser til, at bestemmelserne i forordningen om det europæiske borgerinitiativ om, at der skal arrangeres en offentlig høring i Parlamentet angående et succesfuldt indgivet initiativ, snart skal gennemføres under inddragelse af det korresponderende udvalg med lovgivningskompetence på det område, initiativet vedrører, sammen med Udvalget for Andragender i overensstemmelse med Europa-Parlamentets forretningsorden og de gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget af Præsidiet;

U.

der henviser til værdien af de undersøgelsesrejser vedrørende andragender, der er under behandling, som udvalget jævnligt arrangerer angående spørgsmål, som det har prioriteret særlig højt, og nødvendigheden af, at rapporterne om sådanne besøg er af så høj en kvalitet og er så troværdige som overhovedet muligt og i kraft af et loyalt samarbejde fører til den ønskede konsensus blandt deltagerne; minder om, at der i 2013 blev aflagt besøg i Spanien (to gange), Polen, Danmark og Grækenland; der henviser til, at større fleksibilitet i de nærmere bestemmelser om disse rejser, navnlig hvad angår de uger, hvor de kan finde sted, vil kunne føre til endnu bedre resultater, især med hensyn til antallet af medlemmer, der er til rådighed, og mindske risikoen for aflysning;

V.

der henviser til udvalgets ansvar i forhold til Den Europæiske Ombudsmand, som er ansvarlig for at undersøge klager fra EU-borgere om mulige fejl og forsømmelser i EU- institutioner og -organer, og hvorom udvalget også udarbejder en årsberetning, baseret på Den Europæiske Ombudsmands egen årsberetning; og minder om, at udvalget i 2013 var aktivt involveret i tilrettelæggelsen af valget af en ny europæisk ombudsmand efter den daværende ombudsmand Nikiforos Diamandouros' pensionering;

W.

der henviser til, at der, selv om der blev valgt en ny europæisk ombudsmand, Emily O’Reilly, af medlemmerne af Europa-Parlamentet fra den 1. oktober 2013, skal afholdes et nyt valg i begyndelsen af næste valgperiode, som fastsat i forretningsordenen (artikel 204), og at det ville være klogt at sikre, at der i god tid forinden offentliggøres klare og gennemsigtige regler for proceduren, som yderligere præciserer Udvalget for Andragenders ansvar under denne procedure, og som kan sikre, at valget bliver tilstrækkelig gennemsigtigt, navnlig ved hjælp af et forbedret, dertil oprettet websted;

X.

der henviser til, at Udvalget for Andragender er medlem af Det Europæiske Netværk af Ombudsmænd, som også består af nogle udvalg for andragender fra de nationale parlamenter, hvor der findes sådanne udvalg, og til, at det forekommer vigtigt, at det indbyrdes samarbejde mellem udvalgene for andragender kommer yderligere i fokus og bliver yderligere styrket, når det er praktisk muligt, og at Europa-Parlamentet bør spille en central rolle i denne udvikling til gavn for de europæiske borgere;

Y.

der henviser til, at Udvalget for Andragender har til hensigt at være et nyttigt og gennemsigtigt redskab i de europæiske borgeres og indbyggeres tjeneste, som udøver demokratisk tilsyn og kontrol med mange aspekter af EU's virksomhed, især vedrørende de nationale myndigheders gennemførelse af EU-lovgivningen; og til, at det på grundlag af de modtagne andragender på den ene side kan bidrage yderligere til en mere sammenhængende og koordineret anvendelse af EU-lovgivningen og på den anden side til en forbedring af fremtidig EU-lovgivning ved at gøre opmærksom på de konklusioner, der kan drages af substansen i de modtagne andragender;

Z.

der henviser til, at denne rapport er den sidste årsrapport fra Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentets 7. valgperiode, hvorfor der redegøres for udvalgets aktiviteter i 2013 og samtidig gives et overblik over hele valgperioden, ligesom det vurderes, i hvilket omfang udvalget har kunnet opfylde borgernes forventninger efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

1.

anerkender den væsentlige og fundamentale rolle, som Udvalget for Andragender spiller, når det drejer sig om at forsvare og fremme EU-borgernes og -indbyggernes rettigheder, ved at sikre, at andragernes bekymringer gennem proceduren for andragender anerkendes bedre, og at der så vidt muligt og inden for en rimelig frist findes løsninger på deres berettigede klager;

2.

er fast besluttet på at sikre en mere effektiv, mere gennemsigtig og upartisk procedure for andragender under hensyntagen til medbestemmelsesretten for medlemmerne af Udvalget for Andragender, således at behandlingen af andragender, herunder de forskellige faser i proceduren, kan leve op til en domstolsprøvelse;

3.

understreger, at Udvalget for Andragender sammen med andre institutioner og organer såsom undersøgelsesudvalg og Den Europæiske Ombudsmand har en selvstændig og klart defineret rolle som kontaktpunkt for den enkelte borger; understreger, at disse organer sammen med det europæiske borgerinitiativ er grundlæggende redskaber for et demokratisk EU og for skabelsen af et europæisk demos, og at der derfor skal sikres ordentlig adgang til at indgive andragender og en troværdig sagsbehandling heraf;

4.

understreger, at Udvalget for Andragender gennem hele den indeværende valgperiode har taget udfordringerne op med hensyn til at opfylde forventningerne hos borgerne i Den Europæiske Union; fremhæver betydningen af, at borgerne bliver direkte involveret i Parlamentets aktiviteter, og at udvalgets medlemmer specifikt behandler deres bekymringer, forslag eller klager; gør opmærksom på det store arbejde, udvalget har gjort for at afhjælpe eventuelle krænkelser af borgernes rettigheder og ved at samarbejde med nationale, regionale og lokale myndigheder om spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU-lovgivning, samtidig med at det fortsat har spillet en afgørende rolle ved genskabelsen af forbindelsen med EU-borgerne og styrkelsen af den demokratiske legitimitet og ansvarliggørelse i EU's beslutningsproces;

5.

minder om Kommissionens betydelige rolle i forbindelse med behandlingen af de anliggender, som andragerne henvender sig med; er af den opfattelse, at Kommissionen i sine undersøgelser af andragender bør være mere dybdegående og se på substansen i andragenderne for så vidt angår EU-lovgivningen; understreger vigtigheden af gennemsigtighed i disse processer og af, at offentligheden har reel adgang til de relevante dokumenter og sagsrelaterede oplysninger;

6.

fremhæver vigtigheden af proaktiv overvågning og rettidige forebyggende foranstaltninger fra Kommissionens side, hvor der er velunderbyggede beviser for, at visse planlagte og offentliggjorte projekter kan indebære overtrædelser af EU's lovgivning;

7.

bemærker, at borgernes andragender vedrører mange forskellige centrale områder, såsom de grundlæggende rettigheder, det indre marked, miljølovgivningen, folkesundhedsspørgsmål, børns velfærd, transport og byggeri, den spanske lov om kystforvaltning, den ny forordning om god forvaltning, handicappede, forskelsbehandling på grund af alder, aktindsigt, Europaskolerne, den finanspolitiske union, stålindustrien, dyrs rettigheder og mange flere;

8.

mener, at de andragender, der falder ind under de nævnte områder, dokumenterer, at situationer omkring utilfredsstillende gennemførelse af EU-lovgivningen eller fejlagtig anvendelse heraf stadig er hyppigt forekommende;

9.

finder det vigtigt at styrke samarbejdet med medlemsstaternes parlamenter og regeringer på grundlag af gensidighed og om nødvendigt at tilskynde medlemsstaternes myndigheder til at gennemføre og anvende EU-lovgivningen i fuld gennemsigtighed; understreger betydningen af samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne, men beklager visse medlemsstaters manglende fuldstændige gennemførelse og håndhævelse af EU's lovgivning, især på miljøområdet;

10.

bemærker at, Udvalget for Andragender anser andragender angående principperne og indholdet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, traktatens hjerteblod, for at opfylde betingelserne for behandling, og at det foretager sine undersøgelser ud fra omstændighederne i hver enkelt sag, og minder om, at Kommissionen ofte har følt sig ude af stand til at handle, når udvalget har anmodet den herom, på grund af artikel 51 i chartret; understreger, at borgernes forventninger er langt højere, end chartrets bestemmelser rent juridisk giver grundlag for;

11.

lykønsker udvalget med det arbejde, det har udført i forbindelse med de modtagne andragender om spørgsmål vedrørende handicap, som der var en betydelig stigning af i 2013; noterer sig bestræbelserne på at sikre en vellykket indførelse af EU-rammerne i henhold til artikel 33 i FN-konventionen om handicappedes rettigheder, hvor Udvalget for Andragender deltog sammen med Kommissionen, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Handicapforum, og noterer sig udvalgets vilje til fortsat at støtte dette arbejde; beklager, at man efterfølgende er ophørt med at involvere Udvalget for Andragender inden for rammerne af konventionen om handicappedes rettigheder, og at udvalget er blevet afløst af de lovgivende udvalg, der også har kompetence på dette område, og mener, at denne beslutning bygger på en fejlfortolkning af opgaverne inden for rammerne af konventionen om handicappedes rettigheder;

12.

noterer sig den opmærksomhed, som blev givet til nogle omfattende andragender vedrørende den foreslåede opførelse af en ny lufthavn ved Notre-Dame-des-Landes, nær Nantes; anerkender, at der blev modtaget betydelige indlæg fra andragere, der var imod projektet af miljømæssige årsager, og at der også blev modtaget et væsentligt andragende fra tilhængerne af projektet, hvilket gav anledning til en intensiv debat i udvalget, hvor de franske myndigheder og Kommissionens generaldirektør for miljø deltog sammen med de vigtigste andragere; mener, at sådanne seriøse diskussioner ikke blot øger den offentlige bevidsthed og giver borgerne mulighed for at involvere sig aktivt og legitimt, men også gør det muligt at kaste lys over flere kontroversielle spørgsmål omkring projektet, som hævdes at være i strid med EU-lovgivningen, og finde løsninger, der sikrer behørig overholdelse af EU-lovgivningen, således som den bør finde anvendelse under de pågældende omstændigheder;

13.

anerkender, at mange andragere i 2013 har givet udtryk for deres foruroligelse over de uretfærdigheder, der tilsyneladende forekommer i Danmark med hensyn til de administrative og retslige procedurer i forbindelse med forældres separation og skilsmisse og forældremyndigheden over små børn derefter; bemærker i denne sammenhæng, at der, når der er tale om binationale par, er klare eksempler på forskelsbehandling på grundlag af nationalitet til fordel for ægtefællen fra den medlemsstat, der er berørt af retssagen, og imod den ægtefælle, der ikke er statsborger i dette land, hvilket har alvorlige og ofte meget negative og dramatiske konsekvenser for barnets rettigheder; bemærker i denne sammenhæng, at der forekommer alvorlige krænkelser af både andragerens og barnets grundlæggende rettigheder; bemærker, at Udvalget for Andragender foretog en undersøgelsesrejse til Danmark for at undersøge sådanne påstande direkte, hvor situationen synes at være særlig akut; bemærker, at der også blev registreret sager fra andre lande, navnlig Tyskland (især sager vedrørende aktiviteterne under den tyske børne- og ungdomsforsorg, Jugendamt), Frankrig og Det Forenede Kongerige;

14.

minder om de undersøgelser, der blev foretaget på grundlag af de modtagne andragender om konsekvenserne af den manglende gennemførelse af affaldsrammedirektivet i hele den indeværende valgperiode, og den betænkning, der er blevet vedtaget om dette emne; henleder opmærksomheden på henstillingerne vedrørende manglen på ordentlig beslutningstagning angående deponeringsanlæg og konsekvenserne heraf for lokalbefolkningen; understreger, at situationen langt fra er løst i de to regioner, set på baggrund af de andragender, som er blevet behandlet efterfølgende, navnlig vedrørende forekomsten af giftige brande forårsaget af stærkt forurenet industriaffald i visse områder af Campania, og vedrørende de sidste måneders manglende gennemsigtighed i forbindelse med planlægningen og den institutionelle ledelse i Lazio efter den planlagte nedlukning af Malagrotta-deponeringspladsen, hvilket i dag er genstand for retlige undersøgelser på højt niveau; minder om den intensive undersøgelsesrejse til Grækenland i efteråret 2013 vedrørende dette emne, som har henledt opmærksomheden på utilstrækkeligheder i forbindelse med anvendelsen af de relevante affaldsrelaterede direktiver, manglende fremskridt inden for affaldshåndtering for så vidt angår planer og systemer højt op i affaldshierakiet, samt på følgerne for befolkningens sundhed i visse områder af Grækenland; bemærker, at flere andre andragender om mangler i affaldshåndteringen for nylig er indgivet vedrørende andre medlemsstater, især i Spaniens Valencia-region og Det Forenede Kongerige;

15.

anerkender rapporten om undersøgelsesrejsen til Polen angående et foreslået åbent minebrud i Nedre Schlesien; glæder sig også over de intensive drøftelser, der ved den lejlighed blev ført med andragere og nationale myndigheder vedrørende en eventuel efterforskning og udnyttelse af skifergasreserver, som udvalget allerede havde gennemført en workshop om i 2012;

16.

fremhæver hele udvalgets meget konstruktive arbejde for så vidt angår andragenderne vedrørende den spanske lov om kystforvaltning (Ley de Costas), både med hensyn til resultaterne af og konklusionerne fra undersøgelsesrejsen og med hensyn til samarbejdet med såvel andragerne som de ansvarlige nationale myndigheder; minder om, at udvalget nedsatte en særlig ad hoc-arbejdsgruppe, som skulle se nærmere på dette komplekse spørgsmål og sikre samarbejde med det meget store antal andragere; erkender, at der, selv om der blev opnået visse fremskridt for andragerne i den nye lovgivning, der blev vedtaget af det spanske parlament; anmoder Kommissionen om fortsat at følge dette anliggende aktivt;

17.

glæder sig over, at der under undersøgelsesrejsen til Galicien i februar 2013 blev ført indgående drøftelser med andragere og regionale myndigheder om spørgsmål vedrørende manglen på ordentlige spildevandrensningsanlæg i regionen; ratificerer konklusionerne og anbefalingerne i den rapport (fra undersøgelsesrejsen), der blev godkendt i Udvalget for Andragender den 17. december 2013, i den forstand, at bestræbelserne på at fuldende oprydningen og genskabelsen af de rías, der var genstand for rejsen, bør fortsætte;

18.

fremhæver udvalgets rapporteringspligt; henleder opmærksomheden på en række beslutninger vedtaget i 2013 i form af betænkninger, f.eks. om Den Europæiske Ombudsmands særlige beretning om Kommissionens håndtering af mangler ved miljøkonsekvensanalysen i forbindelse med udvidelsesprojektet for Wiens lufthavn og om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning som helhed; fremhæver det relevante input, udvalget har givet takket være den ekspertise, der er opnået gennem behandlingen af mange konkrete sager i årenes løb i form af udtalelser til de korresponderende udvalg, navnlig i forbindelse med revisionen af VVM-direktivet og udtalelsen om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner; mener, at Udvalget for Andragender takket være sådanne dokumenter kan rejse spørgsmål af betydning for de europæiske borgere ved plenarmøder;

19.

minder om, at Udvalget for Andragender i medfør af forretningsordenens artikel 202, stk. 2, har ret til ikke kun at forelægge Parlamentet ikkelovgivningsmæssige initiativbetænkninger om anliggender vedrørende flere andragender, men også for så vidt angår hastesager at forelægge kortfattede forslag til beslutning, der sættes under afstemning under mødeperioden;

20.

mener, at offentlige høringer er et meget vigtigt redskab til at undersøge de problemer, som rejses af andragerne; henleder opmærksomheden på den offentlige høring om krisens indvirkning på Europas borgere og styrkelse af den demokratiske deltagelse i forvaltningen af Unionen og den offentlige høring om optimal udnyttelse af unionsborgerskabet, der analyserede EU-borgeres bekymringer i de to henseender baseret på modtagne andragender; mener, at oplysningerne i andragenderne illustrerer de personlige konsekvenser af stramningerne for andragernes rettigheder og viser civilsamfundets større rolle og engagement; anerkender, at Europa har brug for troværdig, synlig og ansvarlig økonomisk styring for at imødegå fremtidens udfordringer; understreger vigtigheden af at bekæmpe de resterende hindringer for, at EU-borgerne kan udnytte deres rettigheder i henhold til EU-lovgivningen, og af at fremme EU-borgernes politiske deltagelse i samfundslivet i EU;

21.

anser det for afgørende for udvalgets arbejde vedrørende bestemte emner at bruge andre former for aktiviteter såsom parlamentariske forespørgsler til mundtlig besvarelse, der behandles på plenarmøderne; minder om, at de er en direkte form for parlamentarisk kontrol med de andre EU-institutioner og -organer; påpeger, at det har brugt sin ret ni gange i 2013, idet det har indgivet forespørgsler vedrørende f.eks. handicap, dyrevelfærd, affaldshåndtering og det europæiske borgerinitiativ; beklager dybt, at visse af udvalgets foreslåede initiativer er flere måneder om at komme til drøftelse på plenarmødet, hvilket forhindrer, at de spørgsmål, som EU-borgere gentagne gange har gjort opmærksom på deres bekymring over, bliver rejst og bliver besvaret direkte af Kommissionen;

22.

noterer sig den konstante strøm af korrespondance fra borgere, der henvender sig til Europa-Parlamentet for at få løst problemer, der falder uden for EU’s kompetenceområde i henhold til artikel 227 i traktaten og artikel 51 i chartret om grundlæggende rettigheder; opfordrer til, at der findes bedre løsninger til håndtering af disse henvendelser fra borgerne under hensyntagen til Parlamentets forpligtelser hvad angår dets korrespondance med borgerne; beklager i den forbindelse, at Parlamentets relevante tjenestegrene ikke har formået at leve op til anbefalingerne vedrørende henvendelser fra borgerne om emner, der falder uden for EU's kompetenceområde, som fremlagt i dets udtalelse af 21. november 2012 om arbejdet i Udvalget for Andragender 2011;

23.

erkender, at miljøspørgsmål fortsat har høj prioritet hos andragerne, hvilket understreger det faktum, at medlemsstaterne stadig ikke opfylder kravene på dette område; bemærker, at mange af andragenderne fokuserer på folkesundhed, f.eks. affaldshåndtering, vandsikkerhed, atomenergi og fredede dyr; påpeger, at mange andragender drejer sig om nye og kommende projekter, der øger farerne på de førnævnte områder; minder om, at selv om medlemsstaterne bestræber sig på at tackle de pågældende situationer, er det klart, at det stadig er vanskeligt at finde en bæredygtig løsning; gør opmærksom på sagen om ILVA-stålværket i Taranto, som vækker stor bekymring på grund af de alvorlige forringelser for miljøet og lokalbefolkningens sundhedsmæssige situation; opfordrer indtrængende Kommissionen til at benytte de mekanismer, den har til rådighed, til så vidt muligt at sikre, at de italienske myndigheder omgående overholder EU's miljølovgivning;

24.

opfordrer til, at Udvalget for Andragender fortsætter undersøgelsen af virkningerne af retspraksis hidrørende fra det græske tv- og radioselskab (Ellinikí Radiofonía Tileórasi, ERT) på fortolkningen af artikel 51 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og dens konsekvenser for andragender og undersøger, hvilke faktiske hindringer EU-borgere møder, når de anmoder om en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen, med henblik på at opnå en pålidelig fortolkning af centrale spørgsmål i den europæiske lovgivning i sager ved nationale domstole;

25.

glæder sig over gennemførelsen af det europæiske borgerinitiativ den 1. april 2012 og registreringen af det første europæiske borgerinitiativ, som vedrørte politikker for Europas unge — Fraternité 2020 — og det nylige vellykkede europæiske borgerinitiativ om retten til vand; mener, at det europæiske borgerinitiativ er det første redskab til transnationalt deltagelsesdemokrati og giver borgerne mulighed for at engagere sig aktivt i udformningen af EU's politik og lovgivning; bekræfter sit tilsagn om at deltage i afholdelsen af offentlige høringer om registrerede og accepterede europæiske borgerinitiativer med aktiv deltagelse af alle berørte udvalg; understreger nødvendigheden af, at der regelmæssigt gøres status over de europæiske borgerinitiativer med henblik på at forbedre proceduren og samtidig begrænse bureaukratiet og andre forhindringer; er klar over, at udkommet af de første parlamentshøringer i forbindelse med de første registrerede og accepterede europæiske borgerinitiativer i 2014 er af afgørende betydning for at få sat høje procedurestandarder og for at leve op til borgernes forventninger til udøvelsen af denne rettighed fremover, og er indstillet på at give institutionel prioritet til at sikre effektivitet i medindflydelsesprocessen;

26.

glæder sig over, at Kommissionen udnævnte 2013 til Borgernes Europaår, hvilket giver EU-borgerne værdifuld information og viden om deres rettigheder og om eksistensen af de demokratiske redskaber, de har til rådighed til at gøre disse rettigheder gældende; mener, at Borgernes Europaår bør anvendes til at informere bredt om det nye europæiske borgerinitiativ og således give klare og forståelige retningslinjer med henblik på at sikre, at andelen af initiativer, der ikke opfylder betingelserne for behandling, ikke bliver lige så stor, som den stadigvæk er for andragender; er overbevist om, at webportalen for andragender udgør et konkret og værdifuldt bidrag fra Europa-Parlamentet til unionsborgerskabet;

27.

opfordrer Kommissionen til som traktatens vogter at sikre, at den aktuelle utilstrækkelige gennemførelse af EU-lovgivningen, hvilket ses af antallet af indgivne andragender til Europa-Parlamentet, vil blive afhjulpet, således at EU's borgere kan udnytte deres rettigheder til fulde;

28.

opfordrer Kommissionen til at foreslå lovgivning for at løse problemerne omkring medlemsstaternes gensidige anerkendelse af civilstandsattester med respekt for medlemsstaternes beføjelser;

29.

beklager, at de europæiske borgere fortsat ofte støder på problemer forårsaget af offentlige myndigheders fejlagtige anvendelse af lovgivningen om det indre marked, når de udøver deres ret til fri bevægelighed;

30.

beklager, at rapporter om undersøgelsesrejser og andre dokumenter i den senere tid ikke er blevet oversat til de officielle EU-sprog, navnlig til andragernes nationale sprog;

31.

anerkender den vigtige rolle, der spilles af Solvit-nettet, som regelmæssigt afdækker og løser problemer i forbindelse med gennemførelsen af lovgivningen om det indre marked; opfordrer indtrængende til en styrkelse af dette redskab og til mere aktivt samarbejde mellem Udvalget for Andragender og Solvit-nettet; minder om, at 2013 var Borgernes Europaår, og roser såvel EU’s som medlemsstaternes institutioner og organer, der i endnu højere grad oplyste om deres tjenester til europæiske borgere og indbyggere i løbet af dette år i lyset af principperne i traktaterne og kendsgerningerne i denne betænkning;

32.

påpeger vigtigheden af at give udvalgets arbejde mere substans i Parlamentet ved i højere grad at profilere det som et kontroludvalg; opfordrer det nyvalgte Udvalg for Andragender til at udnævne interne årlige ordførere for de vigtigste politikker, som giver anledning til bekymringer hos de europæiske andragere, og til at udvide samarbejdet med andre parlamentsudvalg ved systematisk at invitere disse udvalgs medlemmer til de debatter i Udvalget for Andragender, som vedrører deres respektive lovgivningsmæssige kompetence; opfordrer de øvrige udvalg til at inddrage Udvalget for Andragender mere som rådgivende udvalg om gennemførelsesrapporter og andre instrumenter til at kontrollere, at EU-lovgivningen gennemføres og anvendes korrekt i medlemsstaterne; understreger vigtigheden af at have en afneutraliseret status i Parlamentets udvalgsportefølje, også i betragtning af den stadigt stigende mængde af modtagne andragender og det dermed forbundne arbejde; opfordrer Europa-Parlamentet til på plenarmøderne at afsætte mere tid til Udvalget for Andragenders arbejde;

33.

fremhæver behovet for at styrke Udvalget for Andragenders samarbejde med de andre EU-institutioner og -organer og de nationale myndigheder i medlemsstaterne; finder det vigtigt at styrke en struktureret dialog og et systematisk samarbejde med medlemsstaterne, især med de nationale parlamenters udvalg for andragender, f.eks. ved at afholde jævnlige møder med formændene for alle de nationale udvalg for andragender; mener, at et sådant partnerskab vil give den bedste udveksling af erfaringer og praksis og en mere systemisk og effektiv henvisning af andragender til det kompetente niveau og organ og i sidste ende bringe Europa-Parlamentet tættere på de europæiske borgeres bekymringer; glæder sig over oprettelsen af det blandede udvalg for undersøgelser, tilsyn og andragender i det irske parlament (Oireachtas) og de nyttige forbindelser, det har etableret med Europa-Parlamentet i årets løb med henblik på at yde en endnu bedre service til borgerne; bemærker, at parlamenterne i andre medlemsstater i øjeblikket overvejer at oprette udvalg for andragender eller lignende organer, og at nogle parlamenter har andre procedurer for behandling af andragender;

34.

opfordrer Kommissionen til på passende vis at anerkende den rolle, som andragenderne spiller for kontrollen med den faktiske anvendelse af EU-retten, eftersom andragenderne plejer at være de første tegn på, at medlemsstaterne er sakket bagud med hensyn til gennemførelsen af lovgivningsforanstaltninger; opfordrer Europa-Parlamentet til i sin interinstitutionelle aftale med Kommissionen at anbefale en nedbringelse af den tid, det tager at reagere på udvalgets anmodninger, og også at holde Udvalget for Andragender underrettet om udviklingen i traktatbrudsprocedurer, der har direkte tilknytning til andragender; mener generelt, at EU-institutionerne bør give flere oplysninger og have større gennemsigtighed over for EU-borgere for at imødegå den voksende opfattelse af demokratisk underskud;

35.

understreger, at et tæt samarbejde med medlemsstaterne er helt afgørende for arbejdet i Udvalget for Andragender; tilskynder medlemsstaterne til at spille en proaktiv rolle i forbindelse med behandlingen af andragender, der vedrører gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning, og lægger særdeles stor vægt på, at medlemsstaternes repræsentanter er til stede ved og samarbejder aktivt under Udvalget for Andragenders møder; er fast besluttet på at opretholde et tæt samarbejde og en tæt kommunikation mellem EU-institutionerne og borgerne;

36.

understreger betydningen af det styrkede samarbejde med Den Europæiske Ombudsmand gennem en ny interinstitutionel aftale; fremhæver vigtigheden af at inddrage Europa-Parlamentet i netværket af nationale ombudsmænd; glæder sig over det gode forhold inden for de institutionelle rammer mellem Ombudsmanden og udvalget; påskønner navnlig Ombudsmandens regelmæssige bidrag til Udvalget for Andragenders arbejde i hele valgperioden; minder om, at det stadig ikke er alle EU-borgere, der har adgang til en ombudsmand på nationalt plan, og at alle EU-borgere derfor ikke har samme muligheder for klageadgang; er af den opfattelse, at en national ombudsmand i hver medlemsstat inden for Det Europæiske Netværk af Ombudsmænd ville levere betydelig støtte til Den Europæiske Ombudsmand;

37.

opfordrer MEP'erne i Udvalget for Andragender til at vedtage nogle endelige interne regler for at sikre maksimal effektivitet og åbenhed i udvalgets arbejde og til at fremsætte forslag til en revision af Europa-Parlamentets forretningsorden i overensstemmelse hermed for at konsolidere deres konstante bestræbelser på at forbedre arbejdsmetoderne under hele den syvende valgperiode; opfordrer Udvalget for Andragender til at fastsætte nogle klare frister i proceduren for andragender med henblik på at nedbringe behandlingstiden for andragender i Europa-Parlamentet og gøre hele proceduren endnu mere gennemsigtig og demokratisk; understreger, at der hermed kan indføres en fast behandlingstid for andragender fra registreringen til den endelige afslutning af sagen i Europa-Parlamentet i lighed med de eksisterende frister for arbejdet med lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige dossierer; mener, at disse frister bør ledsages af en varslingsmekanisme, som automatisk gør medlemmerne opmærksomme på andragender, hvor der ikke er sket noget eller ikke har været korrespondance i et længere tidsrum for at undgå, at ældre andragender holdes åbne i årevis uden nogen væsentlig grund; minder om, at undersøgelsesrejser er et af de centrale efterforskningsmæssige instrumenter for Udvalget for Andragender, og at der derfor er et presserende behov for en revision af de relevante regler, så de nyvalgte medlemmer kan gennemføre effektive besøg og rapportere hurtigt tilbage til andragerne og udvalget om deres resultater og henstillinger;

38.

glæder sig over tilstedeværelsen af berørte medlemsstaters offentlige myndigheder samt andre interesserede parter ved udvalgets møder; påpeger, at Udvalget for Andragender er det eneste udvalg, der systematisk skaber en platform, hvor borgerne kan give udtryk for deres bekymringer direkte til medlemmer af Europa-Parlamentet, og som gør det muligt for flerpartsdialog mellem EU-institutionerne, de nationale myndigheder og andragerne; foreslår, at Udvalget for Andragender og Europa-Parlamentets forvaltning for at gøre det lettere at afholde møder og reducere rejseudgifterne i fremtiden undersøger muligheden for, at andragerne eller de offentlige myndigheder deltager ved hjælp af videokonferencer eller lignende faciliteter;

39.

noterer sig det stigende antal andragender i løbet af valgperioden og er fortsat meget bekymret over, at der stadig er for store forsinkelser og for lange svartider i hele registreringsfasen og fasen med afgørelsen af, om betingelserne for behandling er opfyldt; opfordrer til, at henholdsvis Enheden for Modtagelse og Henvisning af Officielle Dokumenter og Udvalget for Andragenders sekretariat får en ekstra administrator med juridisk baggrund til udarbejdelsen af henstillinger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et andragende falder ind under EU-retten; mener, at det kun er nødvendigt, at disse henstillinger sammen med sammendrag af andragender i første omgang præsenteres for medlemmerne på engelsk og først derefter oversættes til alle de officielle sprog, når de offentliggøres, for yderligere at fremskynde den første afgørelse af, hvorvidt betingelserne for behandling er opfyldt; forventer, at lanceringen af den nye webportal for andragender vil mindske antallet af tvivlsomme henvendelser, der til tider registreres som andragender;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt disses udvalg for andragender og ombudsmænd eller lignende kompetente organer.

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/44

—

der henviser til tredje del, afsnit III og VII i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler,

—

der henviser til direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en bæredygtig anvendelse af pesticider,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1182/2007 af 26. september 2007 om særlige regler for frugt og grøntsager (2) og til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (3),

—

der henviser til forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (4),

—

der henviser til forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (6),

—

der henviser til sin beslutning af 21. juni 1996 om fællesskabsinitiativ til fordel for dyrkning af prydplanter og -blomster (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. december 2008 om fødevarepriser i Europa (COM(2008)0821),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik (COM(2008)0397),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009 om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa (COM(2009)0591),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. maj 2009 om kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter (COM(2009)0234),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. maj 2011»Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020« (COM(2011)0244),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse 2008/359/EF af 28. april 2008 om oprettelse af Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne og til denne gruppes rapport af 17. marts 2009 om den europæiske fødevareindustris konkurrenceevne, tillige med gruppens anbefalinger og køreplan for hovedinitiativer (8),

—

der henviser til en undersøgelse fra november 2012 med titlen »Støtte til landbrugsandelsforeninger«, som præsenterer resultaterne af projekter til sådan støtte, der er iværksat af Kommissionen (9),

—

der henviser til en undersøgelse fra 2013, der er foretaget af Kommissionens Fælles Forskningscenter — Instituttet for Teknologiske Fremtidsstudier, med titlen »Short Food Supply Chains and Local Food Systems in the EU. A State of Play of their Socio-Economic Characteristics« (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0048/2014),

A.

der henviser til, at sektoren for frugt og grøntsager modtager ca. 3 % af FLP-støtten, men udgør 18 % af den samlede landbrugsproduktion i EU, repræsenterer 3 % af EU's udnyttede landbrugsareal og er mere end 50 mia. EUR værd;

B.

der henviser til, at gartnerier indeholder frugt, grønsager, kartofler, salat, krydderurter og prydplanter; der henviser til, at gartnerisektoren omfatter planteskoler, staudegartneri, gartneriservice, kirkegårdsgartneri, detailhandel med gartnervarer, havecentre og floristik samt have- og landskabsanlæg;

C.

der henviser til, at forsyningskæden for frugt og grønt har en omsætning, der er vurderet til mere end 120 mia. EUR med ca. 550 000 ansatte og er vigtig for økonomien i de områder i EU, der synes at have en høj arbejdsløshedsprocent;

D.

der henviser til, at EU er den næststørste producent i verden og også den næststørste importør af frugt og grønt; der henviser til, at efterspørgselen i denne sektor er stigende og for tiden overstiger udbuddet; der henviser til, at handelen med frugt og grøntsager steg fra over 90 mia. USD i 2000 til næsten 218 mia. USD i 2010 og tegner sig for næsten 21 % af verdens samlede handel med fødevarer og animalske produkter; der henviser til, at EU har åbnet sine markeder betydeligt for at importere fra tredjelande med hvilke, den har indgået bilaterale og multilaterale aftaler;

E.

der henviser til, at gartnerisektoren — primært produktion og forarbejdningsindustri — skaber en økonomisk multiplikatoreffekt på europæisk plan og fremmer efterspørgslen og skabelsen af merværdi inden for andre økonomiske sektorer, som f.eks. handel, byggeri og finansielle tjenesteydelser;

F.

der henviser til, at sektoren for økologisk frugt og økologiske grøntsager er den hurtigst voksende økologiske sektor på ethvert EU-marked med en værdi på 19,7 mia. EUR i 2011 og med en vækstrate på 9 % mellem 2010 og 2011, og den årlige vækst i de seneste 10 år har været på mellem 5 og 10 %; der henviser til, at økologisk frugt voksede med 18,2 % og økologiske grøntsager med 3,5 % i med hensyn til dyrket areal mellem 2010 og 2011;

G.

der henviser til, at forbruget af frugt og grønt pr. indbygger i 2011 for EU-27 faldt med 3 % i forhold til det gennemsnitlige forbrug de fem foregående år til trods for de gavnlige virkninger, som indtag heraf har på sundheden;

H.

der henviser til, at EU er den største producent af blomster, blomsterløg og potteplanter (44 % af den samlede produktion) med den højeste tæthed pr. hektar; der henviser til, at sektoren for prydplanter har en anslået omsætning på 20 mia. EUR inden for produktion, 28 mia. EUR inden for engroshandel og 38 mia. EUR inden for detailhandel og har omkring 650 000 ansatte;

I.

der henviser til, at frugt- og grøntordningen er en del af den fælles landbrugspolitik og bl.a. har til formål at genoprette balancen i fødevarekæden, fremme frugt og grønt, øge konkurrenceevnen og støtte innovation; der henviser til, at andelen af medlemskab af en producentorganisation bør forbedres, herunder i regioner, hvor der ikke har været driftsmidler til rådighed i nogen år, og hvor produktionsmetoder er forældede, ved at gøre systemet mere attraktivt for de enkelte producenter, for mere end halvdelen af alle EU-avlere hører ikke til i nogen producentorganisation på trods af Kommissionens målsætning om en gennemsnitlig medlemsandel på 60 % inden 2013; der henviser til, at den lave organiseringsgrad til dels skyldes suspensionen af producentorganisationer i medlemsstaterne, hvilket skaber usikkerhed blandt producenter; der henviser til, at da producentorganisationerne spiller en central rolle i at øge forhandlingsstyrken for frugt- og grøntorganisationer, er det vigtigt at forebygge usikkerhed blandt producenterne ved at præcisere den europæiske lovgivning om anerkendelse af producentorganisationerne;

J.

der henviser til, at de samlede inputomkostninger for EU's landbrugere gennemsnitligt steg med næsten 40 % mellem 2000 og 2010, mens producentpriserne ifølge Eurostat gennemsnitligt steg med under 25 %; der henviser til, at stigningen i inputomkostningerne var næsten 80 % for kunstgødning og jordforbedringsmidler, næsten 30 % for såsæd og udplantningsmateriale og næsten 13 % for plantebeskyttelsesprodukter;

K.

der henviser til, at faldet i jordens frugtbarhed som følge af erosion, faldende input af organisk materiale, der fører til en dårlig krummestruktur og lave humusniveauer og faldende næringsstof- og vandbinding og færre økologiske processer, medfører betydelige omkostninger for såvel landmænd som det offentlige budget;

L.

der henviser til, at »videnskanalen« til at omsætte forskning til praksis for gartnerier er under pres, og der henviser til, at den private sektors udgifter til forskning er lave overalt, med forskning og udvikling (FoU), der kun udgjorde 0,24 % af de totale udgifter i fødevareindustrien i hele EU-15 i 2004, som er den seneste periode, for hvilken der er tal til rådighed;

M.

der henviser til det store antal frugt- og grøntsagsarter, der risikerer at forsvinde på grund af deres mindre økonomiske rentabilitet; der henviser til den økologiske, sociale og kulturelle funktion, som landbrugere varetager, når de ved fortsat at dyrke disse arter bevarer vigtige kendetegn for det europæiske landbrug;

N.

der henviser til, at de stigende vanskeligheder i forbindelse med forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af skadegørere og den begrænsede tilgængelighed af plantebeskyttelsesmidler til beskyttelse af gartneriafgrøder risikerer at underminere afgrødediversificering og kvaliteten af europæisk gartneri;

O.

der henviser til, at virksomhederne inden for gartnerisektoren ofte samtidig er aktive inden for produktion og handel samt på serviceområdet;

P.

der henviser til, at cisgenese kan defineres som en genteknologi, der indfører et gen fra slægtninge fra samme art eller genus i et planteemne;

1.

understreger vigtigheden af at fremme EU's gartnerisektor og give den mulighed for at konkurrere på det internationale marked gennem forskning og udvikling, energieffektivitet og energisikkerhed, tilpasning til og bekæmpelse af klimaforandringerne samt innovation og gennem en fortsættelse af arbejdet med at eliminere den nuværende ubalance mellem producenterne og leverandørerne;

2.

understreger behovet for at gøre det lettere for producenter at få adgang til tredjelandes markeder; opfordrer Kommissionen til at øge sine bestræbelser på at hjælpe eksportører af frugt, grøntsager, blomster og prydplanter med at overvinde det voksende antal ikketoldmæssige handelshindringer, som f.eks. visse landes plantesundhedsstandarder, der vanskeliggør eller endog helt umuliggør eksport fra EU;

3.

opfordrer Kommissionen til at sørge for, at alle markedsaktører inden for EU får ens adgangsbetingelser med hensyn til handelsnormer, oprindelsesbetegnelser osv., og til at foretage kontroller for at sikre, at disse betingelser overholdes for at undgå konkurrenceforvridninger;

4.

opfordrer til at fremme frugt- og grøntforbruget i medlemsstater gennem uddannelsesaktiviteter såsom EU's skolefrugtordning eller nationale ordninger som f.eks. de britiske »Grow Your Own Potato« (Dyrk dine egne kartofler) og »Cook Your Own Potato« (Kog dine egne kartofler);

5.

bemærker, at der ofte er underskud af lokalt producerede grøntsager på de lokale og regionale markeder, hvorfor nyetablering i landbruget i disse regioner bør fremmes, navnlig ungdomsiværksætteri som en beskæftigelsesmulighed inden for landbrugssektoren og som garanti for forsyning med friske, lokale produkter;

6.

understreger de positive virkninger, som dyrkning af prydplanter har for menneskets sundhed og velfærd, idet de grønne områder vokser, og bymiljøet forbedres i forhold til klimaforandringerne og økonomien i landdistrikterne; understreger behovet for en mere aktiv støtte til denne sektor i form af tilskyndelse til investering og karriereudvikling;

7.

glæder sig over foranstaltningerne inden for rammerne af EU's frugt- og grøntordning, som har til formål at øge markedsorienteringen blandt EU-avlere, tilskynde til innovation, fremme afsætningen af frugt og grøntsager, styrke avlernes konkurrenceevne og forbedre markedsføringen og kvaliteten af produkterne samt de miljømæssige aspekter ved produktionen gennem støtte til producentorganisationer, sammenslutninger af producentorganisationer og anerkendelse af brancheorganisationer, hvilket også vil tilskynde til dannelse klynger, som kan skabe nye indtægter, der igen kan anvendes til nye investeringer; påpeger, at man her skal være opmærksom på, at avlere med egen og direkte markedsføring ikke må diskrimineres, men skal have mulighed for at gennemføre innovative projekter og styrke deres konkurrenceevne;

8.

påpeger, at lokal og regional dyrkning og markedsføring bidrager til at skabe og opretholde økonomiske aktiviteter og arbejdspladser i landdistrikterne;

9.

påpeger, at korte værdiskabelseskæder bidrager til at mindske klimaskadelige emissioner;

10.

bemærker, at bylandbrug giver gartnerisektoren muligheder;

11.

glæder sig over rapporten om Kommissionens offentlige høringer »A Review of the EU Regime for the Fruit and Vegetables Sector«, især afsnit 3.8, som anerkender behovet for en forenkling af de nuværende regler, der gælder for producentorganisationerne, støtter forslaget om at styrke producentorganisationerne, og konstaterer, at flertallet af de modtagne svar går ind for at bevare den grundlæggende filosofi bag den nuværende støtteordning;

12.

fremhæver, at afbureaukratiseringen er særlig vigtig for små og mellemstore bedrifter, idet sådanne tiltag ikke må undergrave retssikkerheden, som disse virksomheder også er afhængige af;

13.

glæder sig over, at den europæiske støtteordning for frugt og grøntsager, der er baseret på producentorganisationerne, fastholdes i aftalen om reformen af den fælles landbrugspolitik, hvilket Kommissionen anerkender i sit offentlige høringsdokument »A Review of the EU Regime for the Fruit and Vegetables Sector«, og støtter derfor Newcastle-gruppens arbejde, der tager sigte på at forbedre EU's frugt- og grøntordning, hvorunder der bør tages hensyn til de særlige omstændigheder ved lovgivningen for andelsselskaber i de forskellige medlemsstater for ikke at begrænse oprettelsen af nye producentorganisationer og samtidig respektere, at visse producenter beslutter at holde sig uden for producentorganisationssystemet; støtter ligeledes indførelsen af et EU-instrument til styring af alvorlige kriser, når de berører flere medlemsstater, og understreger, at et sådant instrument bør være åbent for alle producenter, uanset om de tilhører en producentorganisation eller ej;

14.

opfordrer Kommissionen til for at styrke producentorganisationernes gavnlige aktiviteter ved dens gennemgang af EU's frugt- og grøntordning at udarbejde tydeligere praktiske regler for, hvordan producentorganisationer bør udformes og forvaltes, og til at tilpasse ordningen til de eksisterende markedsstrukturer i medlemsstaterne, så så de kan udfylde deres tiltænkte rolle, og så det for producenterne bliver attraktivt at blive medlemmer af producentorganisationer på betingelse af, at det ikke tilsidesætter ordningens grundlæggende mål og principper, og at producenternes beslutningskompetence forbliver sikret;

15.

bemærker med bekymring, at bestemmelserne i producentorganisationernes ordninger kan fortolkes bredt af Kommissionens revisorer, hvilket fører til en høj grad af uvished og kan udsætte medlemsstaterne for en risiko for ikke-anerkendelse af udgifter og domstolskontrol; understreger ligeledes, at revisionsprocedurer og finansielle korrektioner skal gennemføres rettidigt og inden for en aftalt revisionsperiode;

16.

bemærker, at illoyal handelspraksis fortsat eksister overalt i EU, hvilket undergraver gartnerivirksomheder og deres producentorganisationer og mindsker avlernes tillid til at investere i fremtiden; mener, at adfærdskodekser, der er aftalt af alle aktører i forsyningskæden, og som bakkes op af en lovgivningsmæssig ramme og overvåges af en national opmand i hver medlemsstat, som skal føre tilsyn med praksis på markedet, vil forbedre forsyningskædens og det indre markeds funktionsområde væsentligt;

17.

mener, at de forskellige private standarder, der anvendes af mange forsyningskæder med hensyn til rester af plantebeskyttelsesmidler, i praksis udgør konkurrencebegrænsende foranstaltninger, der går ud over producenterne i sektoren for frugt og grøntsager; anmoder Kommissionen om at gribe ind for at afskaffe denne praksis, i betragtning af at de rester af plantebeskyttelsesmidler, der tillades af fællesskabslovgivningen, beskytter forbrugernes og de erhvervsdrivendes sundhed;

18.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme integreret bekæmpelse af skadegørere samt innovation og iværksætterånd via øget forskning og udvikling af ikkekemiske alternativer som f.eks. naturlige rovdyr og parasitter på skadegørere og anvende Horisont 2020 rammeprogrammet for forskning og innovation til at finansiere anvendt forskning, som støtter udviklingen af integrerede strategier for kontrol med skadegørere, sygdomme og ukrudt, for at give producenterne de nødvendige værktøjer og den nødvendige information til at kunne gennemføre direktiv 2009/128/EF, hvori der i artikel 14 står, at medlemsstaterne »træffer alle nødvendige foranstaltninger til fremme af bekæmpelse af skadegørere med lavt pesticidforbrug, idet man, når det er muligt, prioriterer ikke-kemiske metoder«, og »skaber eller støtter skabelsen af de nødvendige betingelser for gennemførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere«;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og lægge vægt på en intensivering af økologiske processer, der sikrer jordbundssundhed, -frugtbarhed og -dannelse på lang sigt og kontrollerer og regulerer skadegørerne; mener, at dette kan føre til produktivitetsgevinster på lang sigt for landmændene og til færre omkostninger for de offentlige budgetter;

20.

understreger, at gartnerier er afhængige af en række plantebeskyttelsesprodukter, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at vælge en risikobaseret tilgang til reguleringen af disse produkter, som er understøttet af kontrollerede videnskabelige beviser; understreger, at mindre udbredt anvendelse er særligt sårbar på grund af knapheden på tilgængelige aktive stoffer; opfordrer Kommissionen til at øge koordineringen af generering af data i alle medlemsstaterne, navnlig data om rester, som er et væsentligt krav for godkendelse af spiselige specialafgrøder; opfordrer Landbrugsgeneraldirektoratet, Sundhedsgeneraldirektoratet, Miljøgeneraldirektoratet og Konkurrencegeneraldirektoratet til at arbejde strategisk sammen for at tage hensyn til konsekvenserne af ændringer i reguleringen af plantebeskyttelsesprodukter ud fra forskellige perspektiver;

21.

opfordrer Kommissionen til at kontrollere, hvordan den gensidige anerkendelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, jf. artikel 40 i forordning (EF) nr. 1107/2009, fungerer, med henblik på hensigt at forenkle dens gennemførelse og fjerne mulige bureaukratiske og administrative hindringer og til at overveje samlet harmonisering på lang sigt af reguleringen af plantebeskyttelsesprodukter og afvikling af ikke-toldmæssige handelshindringer for eksporten;

22.

opfordrer Kommissionen til, uden yderligere forsinkelser, i henhold til artikel 51, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1107/2009 at forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om oprettelse af en europæisk fond for anvendelser af mindre betydning og specialafgrøder; understreger, at en sådan fond skal kunne finansiere et permanent europæisk arbejdsprogram til koordinering og samarbejde mellem de erhvervsdrivende i landbrugsfødevaresektoren, de kompetente myndigheder og interessenter, heriblandt forskningsinstitutioner, til afvikling og finansiering, når dette er nødvendigt, af forsknings- og innovationsaktiviteter med henblik på beskyttelse af specialafgrøder og anvendelser af mindre betydning;

23.

påpeger den manglende gensidighed mellem de plantesundhedskrav, der stilles til importerede produkter, og dem, den europæiske produktion skal opfylde; gør opmærksom på, at dette misforhold ikke kun undergraver de europiske producenters konkurrenceevne, men også skader de europæiske forbrugere;

24.

minder om, at der i både forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 (11) om plantebeskyttelsesmidler) og den nye biocidforordning ((EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 (12)) kræves, at Kommissionen specificerer videnskabelige kriterier for bestemmelsen af hormonforstyrrende egenskaber inden udgangen af december 2013; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at overveje virkningen af forskellige tiltag, når denne fremlægger forslag for hormonforstyrrende stoffer;

25.

understreger, at gartnerisektoren er meget afhængig af anvendelsen af velspecificerede gødningsstoffer af høj kvalitet; glæder sig over den aktuelle revision af EU's forordning om gødning, men er bekymret over, at Kommissionen agter at medtage de tidligere ikke foreskrevne materialer til jordforbedring; understreger, at dette materiale ikke kræver præcision under fremstilling og brug, og opfordrer Kommissionen til ikke at medtage det i anvendelsesområdet for forordningen om gødning;

26.

fremhæver den omstændighed, at gartnerisektoren er drivkraften bag udvikling og innovation af præcisionslandbrugsteknikker, og mener, at sådanne teknikker vil mindske anvendelsen af pesticider og gødning, øge det afsættelige udbytte og nedbringe mængden af affald og desuden forbedre forsyningskontinuiteten og de økonomiske resultater; henstiller til, at planteavlsmæssige foranstaltninger såsom afgrødeomdrift eller efterafgrødedyrkning samt forskning og udvikling udføres således, at miljøbelastningen bliver så lav som muligt;

27.

bemærker Kommissionens forslag til en forordning om planteformeringsmateriale (COM(2013)0262) og er bekymret over, at forslaget i uforholdsmæssig grad vil berøre gartnerisektoren, navnlig produktionen af prydplanter og frugt; understreger at enhver lov bør være proportionel og anerkende nærhedsprincippet; understreger, at ændringer i lovgivningen ikke må true traditionelle sorter og afgrøder, men tværtimod bidrage til genetisk diversitet mellem og inden for de forskellige afgrøder for at garantere fødevaresikkerheden på lang sigt og fødevaresystemernes modstandsdygtighed;

28.

bemærker den indvirkning, som invasive ikke-hjemmehørende arter inden for gartneribrug har på miljøet generelt, men anbefaler, at der anlægges en regional eller landebaseret tilgang i Kommissionens forslag til forordning om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter (COM(2013)0620), der anerkender, at visse områder i Europa er mere sårbare end andre, og at forskellige områder i Europa har forskelligt klima, som vil understøtte forskellige grupper af planter;

29.

opfordrer på det kraftigste Kommissionen til som et generelt princip at beskytte planteavleres frihed til at anvende eksisterende plantemateriale frit til at udvikle og markedsføre nye planter, uanset eventuelle patentkrav, der også omfatter plantemateriale;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udviklingen af lokale frugt- og grøntsagsmarkeder og korte forsyningskæder, hvorved produkternes friskhed sikres;

31.

opfordrer Kommissionen til at skelne mellem cisgene og transgene planter og at skabe en anden slags godkendelsesprocedure for cisgene planter; afventer den udtalelse fra EFSA, som SANCO-Generaldirektoratet har anmodet om, hvori evalueres resultaterne af arbejdet i arbejdsgruppen om nye bioteknologiske forædlingsteknikker;

32.

fremhæver det høje sæsonbestemte arbejdskraftbehov i gartnerisektoren og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der er gennemført effektive ordninger for at sikre, at gartnere har adgang til den arbejdskraft, som de har brug for på særlige tidspunkter af året samtidig med at kravene i direktivet om sæsonarbejde respekteres fuldt ud, herunder kravet om en rimelig løn;

33.

glæder sig over den fornyede vægt, der lægges på faglig uddannelse og lærlingeuddannelser, men bemærker med bekymring, at antallet af personer, der fuldfører en lærlingeuddannelse inden for gartneri, stadig er foruroligende lavt i nogle medlemsstater hvilket fører til begrænsede muligheder for unge, som er interesseret i at arbejde i sektoren; erkender, at ikke alle unge, som påbegynder en lærlingeuddannelse, er egnet til det; understreger, at bestræbelser på at tilskynde unges til at overveje at arbejde i gartnerierhvervet og give dem en uddannelse bør flankeres at bevidstgørelses- og oplysningskampagner for at højne erhvervets image;

34.

opfordrer indtrængende landbrugsfødevaresektoren og forskersamfundet til at arbejde sammen på en systematisk måde for at tiltrække og uddanne næste generation af forskere og opkvalificere den eksisterende arbejdsstyrke;

35.

fremhæver fordelene ved at styrke og udvide partnerskaber mellem regering, industri og forskningsorganisationer og behovet for sikre, at ordninger til støtte for sådanne partnerskaber struktureres på en måde, der optimerer virkning af og sammenhæng med investeringer generelt;

36.

understreger den afgørende betydning af, at der gøres effektiv brug af kvalificerede videnskabelige ressourcer for at fremskynde anvendelsen af resultaterne af forskning og innovation via overførsel af innovativ landbrugsproduktionsteknologi til gartnerisektoren og via kombinationen af forskning, innovation, uddannelse og udvidelse inden for landbrugssektoren og økonomiske politikker, der imødekommer kravene og øger gartneriproduktionens effektivitet;

37.

mener, at sektoren for blomsterdyrkning og prydplanter skal kunne gøre bedre brug af Unionens programmer for forskning, teknologisk udvikling og innovation, og opfordrer Kommissionen til at medtage »beskyttet dyrkning« i indkaldelserne af forslag i forbindelse med Horisont 2020 for at fremme innovation vedrørende f.eks. bæredygtig beskyttelse af afgrøder, bæredygtig anvendelse af vand og næringsstoffer, energieffektivitet, avancerede dyrknings- og produktionssystemer og bæredygtig transport;

38.

mener, at eftersom finansiering til forskning inden for landbrug og gartneri er genstand for budgetmæssige stramninger i medlemsstaterne, bør finansiering fra tredjeparter, herunder, men ikke udelukkende detailhandlende, tilskyndes, og den bør være i overensstemmelse med sektorens overordnede forskningsbehov;

39.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme adgangen til langsigtet finansiering af investeringer i moderne gartneriproduktionsteknologier for dermed at øge gartneriprodukternes og -tjenesternes konkurrencedygtighed;

40.

understreger den afgørende betydning, som forretningsplaner af god kvalitet spiller for sikringen af kapitalmidler; anbefaler, at avlere gør større brug af virksomhedsstøtte og rådgivningstjenester, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at arbejde tættere sammen med sektoren for at sikre, at sådanne tjenester er lettilgængelige for avlerne;

41.

opfordrer Kommissionen til gennem en gennemsigtig proces og med sektorens deltagelse at ajourføre de beskrivende koder i den kombinerede nomenklatur for produkterne i kapitel 6 »levende planter, løg, rødder og lign., afskårne blomster og blade« i den kombinerede nomenklatur for 2012;

42.

er bekymret over den mulige udflytning af gartneriproduktionen fra EU;

43.

er dybt bekymrede over, at mellem en tredjedel og halvdelen af spiselige produkter spildes på grund af deres udseende, og opfordrer Kommissionen hurtigt til at skabe muligheder for markedsføring, navnlig på de lokale og regionale markeder, af en større række kvalitetsspecifikationer for produkter, idet der sikres gennemskuelighed og det sikres, at markedet fungerer ordentligt; henviser i denne forbindelse til initiativer i Østrig og Schweiz, hvor man i levnedsmiddeldetailhandelen forsøgsvis sælger frugt og grønt med skønhedsfejl; opfordrer supermarkederne til at tage hensyn til markedsundersøgelser, der viser, at mange forbrugere ikke nødvendigvis er optaget af frugts og grøntsagers udseende og gerne køber produkter af en ringere kvalitet, navnlig hvis det er billigere;

44.

bemærker med bekymring det samlede tab og spild af frugt og grøntsager til første markedsudbud og det betydelige økonomiske tab for virksomhederne; erkender, at nedbringelse af systemisk fødevarespild er nøglen til forøgelse af fødevareforsyningen til en voksende befolkning på verdensplan; glæder sig alligevel over, at aktørerne i fødevarekæden gør en indsats for at omdirigere disse afgrøder til et sekundært marked frem for at bortskaffe dem;

45.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at det lovgivningsmæssige og politiske miljø så vidt muligt støtter anvendelsen af gartneriaffald; anfører, at der findes en række materialer, som f.eks. brugt champignonkompost, som ville kunne anvendes i produktionen af berigede voksemedier, hvis det ikke var klassificeret som »affald«;

46.

henviser til, at aquaponics-systemer rummer potentiale til at producere levnedsmidler bæredygtigt og lokalt, samt at de gennem kombineret avl af ferskvandsfisk og grøntsager i et lukket system bidrager til at formindske ressourceforbruget i sammenligning med traditionelle systemer;

47.

understreger betydningen af at forbedre tilsynet med priserne og de producerede og afsatte mængder og behovet for at brugerstatistikker for gartneriet i hele EU for at hjælpe producenterne med bedre at forstå udviklingen på markedet, forudse kriser og forberede høsten i de kommende år; opfordrer Kommissionen til at medtage prydplanter i sine prognoser;

48.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.